Her er 49 facebook-opdateringer fra juli-august 2016. Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man kan klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.
- Forskningsprogrammet ReForM er en del af Danmarks Pædagogiske Oligarki
- Postfaktuel i Aarhus
- Faktuel og post-faktuel
- Europa og EU
- Goe gamle Foucault
- En postfaktuel dialog
- Fra læringslomme til nationalt skoleforskningscenter (NCS)
- Bye bye læringsrevolution
- Om metodeafsnit
- Læringsdialog 1
- Hvor er politikken?
- Læringsdialog 2
- Læringsdialog 3
- Læringsdialog 4
- Forholdet mellem læringsforskning og pædagogisk forskning
- De politiske partiers navne
- Hvad er historie?
- Facebook-drys 28: Juni 2016
- Postfaktualitet i Ringsted
- DEA om børnehaver
- Krisen i dansk pædagogik
- Mini-konference om undervisningsbegrebet
- Ud med filosofferne
- Hvad er påmindelse?
- Lotte Rods enmandshær
- Postfaktualitet i Rambøll
- Interview med Per Fibæk Laursen
- Konference om datainformeret skoleledelse
- Gotfredsen og Brinkmann
- FAQ om dannelse
- 2Q16
- Åbning af en pædagogisk nedsmeltning: Nationalt Center for Skoleforskning
- Næstved på tur til Hattie-land
- Jens Raahauge om Nationalt Center for Skoleforskning
- Video fra åbningen af Nationalt Center for Skoleforskning
- God kronik af Lene Andersen
- En national økologi
- Dannelsesdag på Rønshoved højskole
- Synlig læring i Norddjurs og Skanderborg
- Ideforladt læringskronik fra COK
- Brinkmann mellem konkurrencestat, positiv psykologi og tidehverv
- Althusser og Mao
- Information: Et nyt Konkurrencestatstidende?
- NEO-Danmark
- Stefan Hermanns ”offentlige ansatte” og Brinkmanns psykologi
- Læringsdialog 6
- Interview med Per Stig Møller om antihumanisme
- Skanderborg kommune
- Sys Bjerres ståsteder
1. d. 3. juli: Forskningsprogrammet ReForM er en del af Danmarks Pædagogiske Oligarki
Jeg har været på besøg i ReForM, et af DPU’s nye forskningsprogrammer, der er præget af dybe uerkendte modsætninger, som kan transporteres direkte ud i klasseværelserne.
2. d. 4. juli: Postfaktuel i Aarhus
Jeg står i Mindeparken og venter på Elton John. Solen skinner, og jeg føler mig lidt “post-faktuel”, som man kalder den slags i Konkurrencestatstidende.
3. d. 5. juli: Faktuel og post-faktuel
Politikens Peter Wivel – og mange andre – taler for tiden meget noget, de kalder for et ’postfaktuelt samfund’. De tror, de dermed hylder viden og sandhed frem for tilfældige følelser og internetbobler. Men det gør de ikke. De arbejder derimod selv under postfaktualismens lave ideologiske skyer og re-producerer det dårlige vejr.
Bemærk følgende:
- Det er altid de andre, der er ”post-faktuelle”. Begrebet bruges af alle fløje til at sætte de andre i bås som en slags undermennesker uden selvstændigt og rationelt sprog. Distinktionen selv er dermed post-faktuel og kan ikke anvendes i en videnskabelig tilgang. Lige for tiden er man ”post-faktuel”, hvis man støtter brexit. Så er man sådan en slags “Donald Trump på twitter”. Og på den yderste højrefløj er man ”postfaktuel” hvis man ikke er imod muslimsk indvandring. Distinktionen skaber sine egne postfaktuelle bobler. Begrebet er uden videnskabelig eller folkelig værdi. Begrebet er rent performativt, dvs. post-faktuelt.
- Det faktuelle sættes typisk i modsætning til følelser og spindes derfra videre ind i big-datasystemer og statistisk kontrol med ledsagende afvisning af åndsvidenskab. Aldrig har vi haft så meget post-faktuel fakta i vores samfund. Det post-faktuelle samfund er på sin vis et over-faktuelt samfund, hvor alt styres af data, læringsmål og metoder og efterlader normativitet og handling i grøften.
- Et virkeligt faktum er hverken ”evidens” eller atomiserede informationsbidder. Et ægte faktum er den kulturelle og historiske realitet, som får ting til at træde frem og mødes. Dette faktum trækker sig hele tiden tilbage, og det er derfor, at mennesket altid vil undersøge alt. Sådan et faktum kaldes også for kundskab, og det er fyldt med både videnskab, politik, poesi og følelse. Distinktionen mellem faktuel og post-faktuel splitter derfor kundskaberne og dermed det virkeligt faktuelle.
Konklusion: En skelnen mellem ”faktuel” og ”post-faktuel” er derfor i sig selv ”post-faktuel”. Når man siger, at andre er ”post-faktuelle”, er man derfor endnu mere ”post-faktuel” end dem, der anklages for at være post-faktuelle.
Jeg synes, man skal droppe den distinktion hurtigst muligt.
4. d. 5. juli: Europa og EU
A.
Hvad er Europa skabt af? Af nationer
Hvad er nationer skabt af? Af Europa.
Vi får altså tre tingslige lag: Europa – nationer – Europa
Glem aldrig disse lag, og man må ikke springe et lag over. Husker man alle lagene, så får man et pædagogisk pumpeværk.
B.
Hvad er EU skabt af? Af et opgør med nationer, som gør op med Europa. Alle lagene nivelleres og rekonstrueres i isolerede former.
Derfor er EU et sted uden lag, dvs. en teknik, der vil være politisk. Dermed bliver nationerne til diversitet uden grund under en teknisk regel. Så får man læringsmålstyring i stedet for pædagogik.
5. d. 6. juli: Goe gamle Foucault
Når folk begynder at opdele verden i “faktualitet” og
“post-faktualitet” for at underbygge deres egen “post-faktualitet”, så er det, jeg begynder at savne salig Michel Foucault.
(den er gal igen i dagens Politiken, hvor USA-korrespondenten Thomas Berndt, har en klumme med titlen: “I Trump-æraen er det legalt at ignorere fakta”, hvorefter alt muligt, som Berndt ikke kan lide, ryger ind under “trump-æra”-kategorien)
6. d. 6. juli: En postfaktuel dialog
Næste gang Rasmus Willig leder efter nye ”U-vendinger”, som han kalder det, tror jeg, at han vil møde følgende dialog rundt omkring i de kommunale systemer:
En lærer: ”jeg er kritisk over for blablabla…”
Lederen:
”Er du ikke lidt post-faktuel?
Tilhører du ikke ’Donald Trump-æraen’?
Er du fakta-resistent?
Du har vist fået Brexit-hatten på i dag!”
Læreren: ”Ok, men hvem er så faktuel?”
Lederen: ”Det er jeg”
Læreren: ”Men skal vi ikke udøve ”konstant selvkritik”? Det siger Ove Kaj og DPO ellers?”
Lederen: ”Ove Kaj og DPO og jeg selv skal skam ikke udøve selvkritik. Vi er historiens sidste faktum. Vi er jo konkurrencestaten. Vi er et faktuelt vilkår. Det sidste faktum. Konkurrencestaten er et faktum, og et faktum kan ikke udøve selvkritik. Jeg har det hele fra Konkurrencestatstidende – den faktuelle avis”
Læreren: ”Helt ærligt, du er jo selv totalt post-faktuel!”
Lederen: “Du skal ikke være næsvis. Jeg klager til din chef.”
Læreren: “Men det er jo dig?”
Lederen: “Nå ja, men så er du hermed fyret!”
Læreren: “Øv, jeg troede ellers, jeg skulle have “remain-hatten” på?”
7. d. 7. juli: Fra læringslomme til nationalt skoleforskningscenter (NCS)
A.
Nyt Nationalt Center for Skoleforskning
Følgende personer starter på det nyoprettede Nationalt Center for Skoleforskning, som starter på Aarhus Universitet fra d. 1. august:
Professor Lars Qvortrup (leder)
Ole Hansen, Program for Læringsledelse i Dagtilbud
Pia Guttorm Andersen, Program for Læringsledelse i Skolen
Ph.d.-studerende Line Skov Hansen
Ph.d.-studerende Anne Krøger Pedersen
Videnskabelig assistent Cecilie Falkesgaard
I lommen har man 60-100 mio. fra AU og VIA og 21 mio. fra Mærsks folkeskolefond, hvor blandt andet de to systemteoretikere Thomas Nordahl og Jens Rasmussen har uddelt penge. Nordahl har udviklet den LP-model, som stod/står centralt i Ole Hansens og Pia Guttorm Andersens arbejde. Jens Rasmusssen, ved alle, er fagligt set nærmest en kopi af Qvortrup.
(Læs mere her om Mærsk’s vurderingsudvalg:http://www.apmollerfonde.dk/folkeskol…/vurderingsudvalg.aspx)
B. Hvor kommer personerne fra?
Alle personer kommer fra Aalborg Universitets LSP-gruppe, som er læringsrevolution x10 med synlig læring og datavægge i børnehaverne osv., og der er absolut ingen sprækker i isen. Lars Qvortrup er leder af gruppen.
(læs mere her: http://laeringsledelse.dk/?page_id=73 og her:http://www.lsp.aau.dk/)
C. Har AU købt og koopteret LSP?
Har AU simpelthen købt og koopteret LSP, dvs. en smal og teknisk læringsideologi? Og så kalder man det for ”Nationalt Center for Skoleforskning”? Det er ikke i orden efter min mening. Desuden vil det få store konsekvenser for den pædagogiske viden i landet og dermed også for pædagogik.
D. Er AU blevet et implementeringsorgan for skolereformen?
Da AU i vinters annoncerede sin ”strategiske satsning” i NCF, var det med reference til ”Forum for Koordination af Uddannelsesforskning”. Dette ”forum” blev etableret som en del af folkeskoleforliget og skal skabe ”bedre effekt” af uddannelsesforskningen. I forummet sidder en række af de sædvanlige aktører, bla. Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen og nogle flere, som primært er kendt af DPO-nørder. Rasch-Christensen er naturligvis også meget involveret i NFC, fordi han er “VIA-mand”:http://ufm.dk/…/forum-for-koordination-af-uddannelsesforskn….
Nationalt Center for Skoleforskning er i den forstand et implementeringsorgan. Aarhus Universitet huser et policy-organ for læringsmaksimering.
Det hele er et eksempel på det, som Peter Kemp kalder for “halvdannelse”, og som bla. Marianne Jelved i foråret talte så kraftig imod med udgangspunkt i Keld Skovmands bog
Link til Jelveds synspunkt: https://www.folkeskolen.dk/…/jelved-om-laeringsmaalstyring-
Man kan tilmelde sig åbningsarrangementet her. Jeg har allerede tilmeldt mig:
http://edu.au.dk/…/aabning-af-nationalt-center-for-skolefo…/
8. d. 8. juli: Bye bye læringsrevolution
A. At lære at lære
De læringsrevolutionære siger, at de vil lære børnene at lære.
Børnene skal ikke lære noget bestemt, hedder det. Børnene skal derimod ”lære at lære”. De skal metalære. Det kaldes for ”selvmonitorering” med et grimt ord. Alt indhold – alt ”noget” – er tekniske anledninger til selvmonitorering, hvis det da ikke slet og ret er fjernet.
Men det er et stort problem at tænke sådan. Hvorfor? Jo, simpelthen fordi, man dermed fratager børnene en evne, de allerede har.
Hvordan gør man det? Jo, fordi man jo dermed siger, at børnene ikke kan lære i forvejen. Udtrykket: ”Jeg skal lære dig at lære” må betyde, at du ikke pt. kan lære. Det er jo logik.
Men ok, nu er det jo lidt mystisk, fordi barnet jo faktisk har lært alt muligt, siden det blev født. Barnet kan altså sagtens lære. Men nu får det at vide, at det ikke kan lære, selvom det altså godt kan?
B. At lære noget
Derimod mangler barnet at lære ”noget”, det er klart, for man kan jo ikke regne med, at et barn selv finder ud af alt det, som er vigtigt at lære, f.eks. alle sangene, videnskaberne og kulturteknikkerne. Men indrømmet, det er bare min mening og jo ikke noget for læringsrevolutionens stormtropper.
C. Hvilken vild fejl!
Hele vores skoletænkning bygger altså på, at man fratager børnene deres grundlæggende læringsevne. Ja, man mener oven i købet, at det forbereder børnene til ”fremtiden”. Hvilken vild fejl!
Konklusion: Vi skal ikke lære barnet at lære. Derimod skal vi udnytte barnets naturlige læringsevne, så det lærer noget, som den voksne tager ansvar for at indvie barnet i, og som fylder det hele ud. Barnets læringsevne kan bare forudsættes. Derimod er læringsevnens effektuering ved et indhold et rent pædagogisk område, men det er altså det modsatte af “at lære at lære”. En vigtig del af lærerens kunst og dømmekraft er opmærksomhed på læringens entré, opløsning og subjektifikation i indholdets dialoger.
Ord som ”selvmonitorering” censureres herefter. I stedet fyldes skolerne med ting og sager, som børn fordyber sig i. Herudaf kommer virkelig individualitet til syne i stedet for alt dette ”selv”-pladder.
Bye bye læringsrevolution.
“I sometimes even think that learning is the last thing that educators should be concerned about” (Biesta, G (2014). i “The Beautiful Risk of Education”, s. 59)
9. d. 9. juli: Om metodeafsnit
Jeg tror, at vi inden for de pædagogiske uddannelser ville få nogle spændende opgaver, hvis man droppede ”metodeafsnittet”, dvs. de obligatoriske 5 sider om kvalitativ metode og den hermeneutiske cirkel eller sådan noget.
Hvad ville der ske, hvis man gjorde det, altså droppede metodeafsnittet? Ja, der ville ske det, at hele opgaven vil blive en stor metodisk boren sig ned i substansens indre lag, som gerne skulle slå fra sig (”the object objects”). Hermeneutikken vil brede sig og på samme tid både ødelægge og udvide “det metodiske”.
Mange steder – især på professionshøjskolerne, men også andre steder – tror man ligefrem, at man er ”akademisk”, hvis man laver et ”metodeafsnit”, som på en mekanisk og udvendig måde skal supplere et eller andet banalt spørgsmål. Men det er ikke akademisk. Det er anti-akademisk.
OK, men hvordan kan man så gøre opgaven “akademisk”? Det kan man ved simpelthen at stryge ”metodeafsnittet”, den dumme krykke, ved at lade den studerende tænke og skrive selv, ved at lade spørgsmålet selv arbejde, ved at lade opgavens struktur emergere ud af spørgsmålets borende, insisterende og tætte omgang med stoffet, materien og objektet selv. Og i alle disse processer formes spørgsmålet selv igen og igen i en virkelig hermeneutisk proces. I bunden af opgaven skal objektets tvetydigheder og modsigelser gerne stå og lokke med en fjern rumlen.
Idealet er en totalt uanvendelig opgave, som ingen kan bruge til noget som helst.
Se! Her har du en opgave! En opgave i fuldstændig objektiv metodisk antimetode, der flyder dunkelt ud i bunden, og som enhver god kommunal mellemleder vil få nervøse knopper over.
Så siger nogle af de studerende: ”Det kan jeg ikke finde ud af”. Deri tager de altid fejl.
10. d. 9. juli: Læringsdialog 1
Lærer: God morgen
Elev: Hej lærer. Hvad skal vi lave i dag?
Lærer: Jeg har lidt øvelser med om navneord.
Elev: Ok, så laver jeg dem.
Lærer: Men husk nu, at det vigtigste ikke er at lære noget bestemt, men at du lærer, hvordan du lærer. Selve aktiviteten er ikke vigtig. Det er læringen derimod.
Elev: øhh….?
Lærer: Du skal selvmonitorere din egen proces. I din datablog skal du notere efter følgende metode: I går kunne jeg dit og dat, i dag kan jeg dut og dyt, og i morgen skal jeg kunne dæt og dåt. Du skal også notere, hvordan du kommer derhen, og hvad du tænker, mens du er i proces. Du skal også hyppigt sætte mærker ved, hvor langt du er. Jeg tester dig hver dag, så jeg kan finde tegn på læring. Værsgo, her er en I-pad, som du kan notere det hele i. Vi kalder det for ”dybdelæring”.
Elev: øhh, men skal jeg ikke bare lære navneord?
Lærer: Nej da, det er bare en teknisk anledning. Om 10 år har ingen brug for at vide noget om grammatik. Det kan EU-kommissionens og Googles robotter tage sig af. Du skal bare fokusere på din proces. Du skal lære at lære. Du skal mingle med din maskine. Du skal være et omvandrende digitalt laboratorium.
Eleven: Men skal jeg så slet ikke lære noget mere?
Læreren: Nej, det er slut med det.
Eleven: Øv, jeg ville ellers gerne have lært noget musik og noget om nogle krige og sådan noget. Jeg vil også gerne malke en ko. Det siger min mor vil være godt for moderne børn at kunne.
Læreren: Kan du så gå hen i skammekrogen og mellemrumspotentialisere!
Eleven: Øv!
20 minutter senere……
Lærer: Så, nu må du godt komme frem. Nu er du vist klar til at lære at lære.
Eleven: Men hvorfor skal jeg lære at lære? Jeg kan da godt lære allerede?
Læreren: Hvad mener du? Vel kan du da ej!
Eleven: Jeg har da lært at gå, og at tale og at cykle? Hvis du vil lære mig at lære, så siger du jo, at jeg ikke allerede kan lære. Du fratager mig en evne. Du postulerer en uformåenhed, som er imod realiteten. Men er skolen et sted, hvor man fratager børn evnerne? Jeg troede det var det modsatte, der var tilfældet, altså at skolen skal kultivere evner?
Læreren: Hov hov, det er jo pædagogik det der. Kan du så komme over i skammekrogen igen, og denne gang ringer jeg til kommunens pædagogiske konsulent.
Eleven: Hvem er det?
Læreren: Han er en stor vismand. Han kender John Hattie og også nogle andre.
Eleven: Måske har han en ko med? Måske skal jeg malke?
Læreren: Det skal du ikke regne med. Han er en slags målermand.
Eleven: Målermanden? Ham kender jeg fra Zirkus Nemo. Forresten, kommer smadremanden også?
Læreren: Han er her allerede.
11. d. 20. juli: Hvor er politikken?
I samme øjeblik man definerer en stat ved “konkurrence”, så har man ikke mere en stat. Man har kun “policy”, men ingen “Politics”. Det er logik. Men Arbejdsmarkedspartiet, Maskinrumspartiet og Konkurrencestatspartiet laver netop denne fejl. You know: nødvendighedens arbejdsmarked og læringsstyring af de små hjerner.
Det er SÅ ringe.
Men så er det store spørgsmål: Hvor er “Politics” løbet hen? Hen til Jean-Claude Juncker måske?
Men EU er jo også vidensøkonomisk og læringsideologisk defineret? Og det er jo også derfor, at det er meget svært at høre forskel på Morten Østergaard og Juncker. For dem hedder ligningen folk= f.eks. Grundtvig=etnisk fundamentalisme=u-kip. De tror, at nationalitet er lig med højreekstremisme.
Det er også SÅ ringe.
Så hvor er “Politics”? Dvs. vekselvirkningen mellem fri folkelig strid, fælles historie og almen vilje blandt andre? Dvs. en virkelig demokratisk stat blandt andre stater, med levende folk omkring sig.
Det er det store spørgsmål.
Så siger nogen: Men måske forsvinder Politics?
Så siger jeg: Nej, Ikke så længe, der findes mennesker.
Så siger post-humanisten, den stakkel: Men hvor længe findes der mennesker?
12. d. 22. juli: Læringsdialog 2
Læreren: God morgen børn. Nu skal I finde jeres læringsmål frem.
(Børnene skramler med deres I-pads. Undtagen Peter som ser lidt forvirret ud)
Læreren: Hvad laver du Peter? Find nu dine læringsmål frem. Så finder jeg også min datamaskine frem, hvor jeg kan følge jeres læringsmålsprogression og sætte flueben. På kontoret sidder skoleinspektøren med en endnu større maskine. Han følger alle klassernes læringsmålsudvikling. Og ved du hvad? Inde på rådhuset sidder en pædagogisk konsulent, som kender John Hattie. Han læringsstyrer alle skolerne. Og hvem ved? Måske ender det hele hos en af de to junkere, Jean-Claude eller Morten Østergaard? De tror, folket er noget, Farage og DF har fundet på. De kalder det for “kontingens” eller “diversitet”, og det skal styres.
Peter: Øhh….
Læreren: Så lille Peter, du kan nok forstå, at du skal finde din læringsdatamatik frem?
Peter: Men Lærer, jeg har glemt, hvad et læringsmål er, og desuden er jeg søvnig.
Lærer (helt rød i hovedet og med fråde ud af munden): Kan du så gå hen i hjørnet og mellemrumspotentialisere!
20 minutter senere……
Peter: Hr. Lærer, er du faldet til ro?
Lærer: Ja ja, kom bare frem, jeg blev sgu bare så harm på dig. Men sig mig…..hvorfor er du søvnig?
Peter: Jeg så DR-K til kl 02.00. Der var temaaften om den franske revolution. Nu skal du bare høre. Ved I godt, at Robespierre……
Lærer: Stille! Det er fuldstændig irrelevant og unyttigt, og den pædagogiske konsulent har udtrykkeligt sagt, at vi skal gå fra indhold til læring. Han siger, han har det fra den pædagogiske forskning.
Peter: Pædagogik? I fjernsynet talte de også om en mand, der hed Rousseau. Jeg fik at vide, at han grundlagde den moderne pædagogik. Men hans elev skulle være menneske og ikke en læringsautomat…..
Lærer: Uhhh Peter, du gør mig så vred, og se nu alle de andre, som helt har glemt deres datamater. Det går jo ikke. Og hvad laver du også foran TV’et midt om natten? Hvad siger din far?
Peter: Min far siger, at det er vigtigere at vide alle mulige DR-K-agtige ting end at holde styr på sine læringsmål. Han siger, at da han selv var 12 år, sad han og læste TinTin-bøger under dynen. Han siger også, at han ikke har taget skade. “Ohh jeg ler….”, går han og synger.
Lærer: Hvor dumt. Hvad laver din far?
Peter: Han er Europæer og ansat på en fri skole.
Lærer: Ok, men så er det da godt, du også har en mor.
Peter: Ja, men hun er ansat samme sted. Hun siger, at hun engang var socialdemokrat.
Lærer: Hvor sjovt, jeg er også Socialdemokrat, blot mere glødende tilhænger end nogensinde.
Peter: Ja, det er sørme sjovt.
13. d. 24. juli: Læringsdialog 3
Lærer: God morgen børn. I dag skal vi have Dansk. Find jeres læringsmål frem. I skal lære at kommunikere. I går skrev I, hvad I kan lige nu, og hvilke kommunikationsmål I har. I skrev også, hvad I skal gøre for at nå jeres mål. I dag skal I bare arbejde hver for sig med jeres individuelle mål på jeres I-pads. Jeg tjekker det hele fra min superdatamat. Det hele er et evidensbaseret system uden omverden. I skal ikke kommunikere for meget med hinanden, for I er jo helt forskellige steder i programmerne. Desuden bliver de løbende målinger jo i så fald upålidelige.
Peter: Ok, så vi skal lære at kommunikere uden at kommunikere?
Lærer: Ja, det kan man godt sige. Der var du kvik Peter.
Peter: Men Lærer, jeg har sådan glædet mig til at have Dansk. Min mor siger, at verden er fuld af spændende bøger for børn og unge og faktisk også for voksne. Hun fortæller også, at der sker alt muligt over det hele, som ofte hænger sammen med noget, der skete før på de mest utrolige måder. Kan du ikke fortælle os om noget af alt det? Hun spørger også hver dag, hvad jeg har lært i skolen, og hvis jeg bare kommer hjem og siger, at jeg har lært at kommunikere, så bliver hun ked af det, for ikke at sige indigneret. Hun påstår, at ethvert fjols kan kommunikere. Hun siger, at man skal kommunikere om ”noget”. Kan du ikke fortælle os om ”noget”?
Lærer: Nej, det kan jeg da love for, jeg ikke kan. Den slags kaldes for undervisning, og det er hele landet gået bort fra.
Peter: Øv.
Lærer: I er en hel generation, som ikke modtager undervisning. Tænk blot hvilken global skønhed, det er udtryk for. I er jo helt uden kontakt til voksne og fortiden. De voksne skal bare styre jeres læringspotentialer, som skal forbindes med fremtidsprognoser for 2050. I konstruerer alt inden for fremtidens ramme. I svæver frit i buret. Major Tom!
Peter: Jamen, hvis vi ikke skal undervises, hvem er så vores lærer?
Lærer: ”Vores”? Hvad mener du? Det er du selv. Du er din egen lærer. Det er faktisk det, du skal lære at være. Det er det nye dannelsesideal: En selvmonitorerende proces i din egen lærings tegn. Jeg skal bare monitorere din monitorering. Amen!
Peter: Nu føler jeg mig altså lidt alene. Det må jeg indrømme. Du siger ”Amen”, men jeg kan slet ikke se nogen engle.
Lærer: Jamen, du er da alene, lille Peter. Ove Kaj Pedersen siger selv, at man skal være opportunist, og alle mulige er enige med ham på den ene og den anden måde. Som Major Tom siger det: ”Strung out in heavens high, hitting an all-time low”.
Peter: Ove Kaj Pedersen? Fortæl om ham, og også om Major Tom. De lyder ens på en forskellig måde?
Lærer: Jeg ved ikke, det er jo undervisning. Ok, så pyt da, der er vist ingen, der kigger. Læg datamaterne væk, for nu skal I bare høre. Jeg har ikke helt styr på det hele, men vi kan jo google lidt i ny og næ.
Lærer: Peter, græder du?
Peter: Ja, for nu er jeg ikke alene mere. Men hr. Lærer, jeg tror Andrea er blevet nervøs, for hun sms’er vist til læringslederen.
Læreren: shit! Undervisningen er aflyst. Frem med læringsmålene igen.
14. d. 24. juli: Læringsdialog 4
Læringslederen: Hr. Lærer – eller rettere ” hr. læringsmaksimator” – der går rygter om, at du har undervist børnene. Det kan vi sandelig ikke have.
Lærer: Hvem har sladret, er det Andrea?
Læringsleder: Ja, jeg har modtaget en sms fra Andrea, som skriver, at du har fortalt om politik og om David Bowie og også nogle flere ting, helt uden hensyn til læringsmålene, f.eks. ”at eleven kan påtage sig roller i samtalesituationer”. Det var godt, at Andrea kendte sin “rolle”.
Lærer: Undskyld store læringsleder. Det skal ikke gentage sig. Det var en af eleverne, Peter, der fik mig til at forglemme mig selv, men jeg holdt op, så snart jeg opdagede, at Andrea sms’ede.
Læringslederen: Ok da, så lad gå for denne gang. Men gentag lige vores læringscenters tre principper, så jeg er helt sikker på, at du har forstået sagens rette sammenhæng.
Læreren: Gerne. Her er de:
Princip nr. 1: Undervisning er død. Længe leve læringen
Princip nr. 2: Indhold er dødt. Længe leve selvmonitoreringen
Princip nr. 3: Kundskaber er døde. Længe leve ministeren og år 2050.
Læringslederen: Det var sørme godt. Du viser tegn på læring. Gå nu tilbage til dine læringsmaksimeringssystemer.
Lærer: Du mener mine elever?
Læringsleder: Nu skal du passe på igen. Det hedder ikke ”elever”, og det hedder slet ikke ”mine”. Hvis du ikke holder op med at sige ”mine”, så laver jeg nogle ”organisatoriske benspænd”. KL anbefaler sådanne benspænd, så lærere og børn ikke kommer for tæt på hinanden. Du ved… så der ikke sker det skrækkelige, at læringsdesignerne bliver lærere og børnene bliver elever. Og du ved nok, at kommunal KL-læring er vejen frem, ikke sandt? Hvis du ikke forstår det, kan du få en tjenstlig advarsel. Så kan du lære det.
Lærer: Jeg skal nok huske det. Fra nu af vil jeg kun læringsmaksimere. Det lover jeg. Og jeg har heller ingen elever mere eller sådan noget gammeldags noget. Og ved du hvad? Jeg føler mig allerede helt lettet. Jeg tror, jeg vil gå en tur i Kolding storcenter. Der er noget, der hedder Rød Gade, og der er også en Blå Gade. Det gamle Kolding er tomt.
Læringsleder: Det var bedre. God tur i Rød og Blå Gade.
15. d. 25. juli: Forholdet mellem læringsforskning og pædagogisk forskning
1. Aktuel læringsforskning udsletter sit objekt:
Ordet finder et objekt.
Ordet samler objektet op.
Ordet sluger objektet og opbevarer det i sit indre, dvs i overensstemmelse med ordets funktion.
Objektet er dermed tæmmet, struktureret og integreret.
Objektet er væk. Objektet er fortæret.
2. Spørgsmålene for den pædagogiske forskning er:
Hvordan findes, opsamles og sluges objektet af et grådigt ord?
Hvordan vristes objektet fri af ordets grådighed?
Hvordan kan man røre objektet med nye ord uden at sluge det.
Kun pædagogisk forskning er objekt-iv, dvs tæt på objektets lag uden at determinere det.
16. d. 29. juli: De politiske partiers navne
Visse betegnelser overlever sommerregnen:
Venstre = Maskinrumspartiet
DF = Dansk Fryseparti
RV = Arbejdsmarkedspartiet
LA = Grådighedspartiet
Socialdemokraterne = Konkurrencestatspartiet
SF = Børneaktiepartiet
17. d. 30. juli: Hvad er historie?
Historie er studiet af et sted, af stedets lag.
Historie er ikke studiet af tid, men af stedets lag.
Historien konstruerer stedets lag som tid.
Historie er en tidslig konstruktion, men en stedslig objektivitet.
Historien er stedets indre.
Dvs. at historien ikke kommer før dig, den er i dig, som skvulp.
Historien handler om at finde sig selv i sin author, i den forfattende autor-itet.
18. d. 31. juli: Facebook-drys 28: Juni 2016
Facebook-diskussioner i juni:
http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-28-juni-2016.html
19. d. 4. august: Postfaktualitet i Ringsted
Hovsa! Så står Mike Rutherford lige på Anlægsscenen i Ringsted og spiller “Land of Confusion”. Det er det, jeg kalder for “postfaktuelt”.
20. d.7. august: DEA om børnehaver
Stina Vrang Elias har lige deltaget i årets Sorø-møde, der handlede om dagtilbud.
Nedenfor sammenfatter hun sit kompetenceinferno-synspunkt på 20 sekunder.
Forholdet mellem tænketanken DEA og børnehaver svarer til forholdet mellem køleskabe og tanglopper.
—————————————————————
Her er interviewets tekst:
“Interviewer: Hvad skal små børn i børnehaver og vuggestuer lære mere af?
Stine Vrang Elias:
De skal både udfordres på det, man kunne kalde deres sociale og emotionelle kompetencer. Det er vi allerede gode til. Det skal vi måske blive endnu bedre til.
Og så skal vi blive meget bedre til at arbejde med deres sproglige færdigheder, udfordre dem, læse mere højt, snakke mere med dem, spille mere spil med dem i nogle læringsmiljøer, som fremmer deres sproglige kompetencer.”
https://www.facebook.com/P1Debat/?fref=nf
21. d. 9. august: Krisen i dansk pædagogik
Min bog ”Krisen i dansk pædagogik” fra 2013 er på tilbud til 217 kr inkl. fragt.
I bogen kan man blandt andet læse analyser af Løgstrups forelæsning om skolens formål, af Hal Kochs filosofi, af Hannah Arendts autoritetsbegreb, af Ny Nordisk Skole, af Stefan Hermanns forfatterskab og af AU’s strid med Linda Koldau. Der er også et nysprogs-leksikon og noget om Liste-Danmark og meget andet.
http://www.williamdam.dk/…/krisen-i-dansk-paedagogik_159285…
På www.thomasaastruproemer.dk/boger kan man læse meget positive anmeldelser af Egon Clausen, Mikael Jalving, Finn Held og Torben Nørregaard Rasmussen, Thomas Szulevicz, Lærke Grandjean og Michael Milo Jørgensen. Der er også en kritisk lektøromtale af Jytte Bræmer.
22. d.10. august: Mini-konference om undervisningsbegrebet
Jeg slår lige lidt på tromme for en lille konference/stort seminar, som Alexander von Oettingen og undertegnede står for at arrangere.
Arrangementet, som handler om undervisningsbegrebet, løber af stablen d. 5. oktober på Aarhus Universitet, og der bliver mange spændende oplæg, ser det ud som om.
Men det er mest til oplysning, for konferencen er til min store overraskelse blevet fyldt op i løbet af få dage.
Jeg bidrager også selv, så nu har jeg næsten to måneder til at finde ud af, hvad undervisning er:-). Jeg har nogle lidt vilde ideer, som skal testes.
Pt skriver jeg på en artikel om Gerd Biesta til en antologi om hans filosofi, som skal udkomme på KLIM. Biesta har også en vild teori om undervisning, som han sørme bygger på Søren Kierkegaard himself.
Jeg synes dog, at Biestas undervisningsteori står lidt i modsætning til hans øvrige filosofi, men måske er det bare mig, der går og misforstår nogle ting. Det vil jo ikke være første gang. Og filosofi uden modsætninger er jo heller ikke til at holde ud.
Nå, men uanset hvordan det nærmere hænger sammen, vil det vælte den aktuelle læringsideologi totalt omkuld. Det bliver sjovt at snakke om.
http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/mini-konference-om-undervisningsbegrebet/
23. d. 11. august: Ud med filosofferne
Alle interessante tænkere i verdenshistorien – fra Platon til Herder, Kierkegaard, Hegel, Marx, Rousseau, Luther og Nietzsche mm. – har sagt et eller andet skørt om jøder, kvinder, slaver, børn eller nogle andre. De har også alle sammen sagt et eller andet, som kan bruges af den ene og den anden diktator, og de har også sagt en hel masse, som ikke hænger sammen.
De er ganske vist også grundlaget for alt, hvad vi er, men det kan man altså ikke tage sig af. Ud med det hele! Det er bare en gang ”traditionel dannelse”, det er eurocentrisme, åndsvidenskab, patriakalsk, Dansk Folkeparti og Donald Trump. Det er den sorte skole, lærerdiktatur, undervisning, folk og filosofi. Det er kort sagt ikke “relevant”.
Derfor foreslår jeg, at vi fra nu af kun lytter til læringsmålsmekanikerne, og måske til nogen fra centrum-venstre. De siger ikke noget som helst, og derfor siger de heller aldrig noget tidsbundet eller noget forkert eller rigtigt, besværligt eller modsætningsfuldt. Til gengæld kan man få sig en gang ”rådatalandskaber”, som kan dirigeres af Jean-Claude Juncker eller af Google eller af en eller andet, som hedder ”arbejdsmarkedet”.
24. d. 12. august: Hvad er påmindelse?
Jeg forsøger at undgå at sige noget nyt. Til gengæld vil jeg gerne sige noget glemt; noget glemt som allerede er, som er påtrængende midt i et hukommelstab; som altså er gammelt og aktuelt og glemt på samme tid.
Det er det, jeg kalder for “påmindelse”. Det er den pædagogiske teoris formative opgave.
Historikeren ser på, hvad der var. Pædagogisk teori ser på, hvordan, hvad som var, stadig er.
Den pædagogiske teori studerer derfor “fortidens skoles fremtid”. Pædagogisk teori holder fortidens skole åben i en insisterende og åbenhjertig boren sig ind i kulturel essens, hvis gange og lag korrigerer og opløser sprogets aktuelle trafikale system.
Dermed holdes fremtidens skole også åben og udefinerbar.
Dermed muliggøres pædagogik.
25. d.13. august: Lotte Rods enmandshær
Jeg vil blot gøre opmærksom på en diskussion, som næsten ikke ligger på nettet, men nu har jeg fundet den frem via Infomedia.
Det er Lotte Rod (RV), der har kastet sig ud i en sand vendetta mod den truende læringsmålsstyring i børnehaverne. Hun gør det mig bekendt helt alene, for de danske pædagoger og deres undervisere og organisationer er vist faldet i søvn, eller også er de koopteret, som politologerne kalder det, dvs. de er indrulleret i magtens vokabular for en post eller to i et eller andet udvalg.
Nedenfor har jeg listet diskussionen, som har udspring i årets netop afholdte Sorø-møde, der handlede om dagtilbud. Der blev i den forbindelse lavet en såkaldt ”master”, der starter med nogle pæne ord, men som hurtigt går over til læringsstyring og evalueringsteknikker og statsfastsatte strukturmodeller. Det går ligesom med læreruddannelsesreformen og gymnasiet: Teksterne knækker, og det gør de, fordi det er det samme læringsbegreb, der ligger til grund, og som overmander og indkapsler og systematiserer alt andet. Det er det tomme læringsbegreb der er hele problemet. Det skal væk.
Mastergruppens arbejde har rod i det såkaldte “Kvalitetsforum”. Der er ingen børnehaveord i den omegn, skal jeg hilse at sige. f.eks. kan man læse: “Vi ved, at den negative sociale arv ikke er brudt, at der ikke altid arbejdes vidensbaseret og systematisk med børns læring, og at forældre ikke i udstrakt grad inddrages i børns læring.”
Kig selv på linket, som er her: http://www.uvm.dk/…/Viden-og-u…/Kvalitetsforum-for-Dagtilbud. Herfra kan man også tilgå diverse kommissorier, rapporter mm.
Andreas Rasch-Christensen, som er den centrale forskningsmæssige aktør i sagen, og som også stod centralt i at indføre læringsideologien i folkeskolen, siger bare i sit svar til Rod, at ”læringsfrygten har taget overhånd”. Det ved jeg sørme ikke! I Gentofte er mottoet ”grænseløs læring”, og i mange kommune har man ”synlig læring”-systemer over det hele. Og dagtilbudsområdet er faktisk endnu hårdere ramt af individorienterede dialoghjul-systemer og adfærdsregulerende koncepter. Rasch-Christensen er desuden også en central aktør i det nye ”nationalt center for skoleforskning”, der er et rent læringsmålsrytteri. (http://edu.au.dk/…/aabning-af-nationalt-center-for-skolefo…/)
(Her er lige en afskrækker fra Aarhus Kommune, hvor man kan se, hvad den “overdrevne læringsfrygt” har rod i, nemlig et detailreguleret læringsmålskoncept, der er både institutionelt OG ekstremt invidualiseret på samme tid: https://www.aarhus.dk/…/Haefte-til-foraeldre-med-boern-paa-…)
Nå, men Rod, som jo desværre var skoleordfører ifm. folkeskolereformen, og som heller ikke gjorde en god figur under gymnasieforhandlingerne, er virkelig vågnet til dåd. Det er Jelveds gode indflydelse, der gør sig gældende, for da Jelved vendte tilbage til skoleområdet, gik hun nærmest amok på den læringsmålstyrede undervisning og dens oligarki, og hun trak Rod med sig.
Jelveds aktion kan man læse om her: http://www.folkeskolen.dk/…/jelved-om-laeringsmaalstyring-l….
Nu veksler Rod sine lærepenge til en selvstændig og kompetent indsats for børnehaverne, hvor vi slet ikke kan få reformpædagogik, natur, kærlighed, materialer, spontanitet, modersmål og poesi nok.
Her i forgårs blandede konkurrencestatsfortaleren, Claus Holm, sig sørme også i debatten, så hans indlæg har jeg også lige taget med, men jeg orker altså ikke at kommentere det.
Her er diskussionens bidrag:
A. Lotte Rod (MF og børneordfører for RV): ”Læringsmål er gift for de små børn”,
Politiken, d. 2. august
B. Ellen Trane Nørby (Uvm-minister): ”Vores pædagogiske læreplan giver os en fælles retning”, Politiken, d. 4. august.
C. Lotte Rod (MF og børneordfører for RV): ”Læringsmål er gift” (svar til ministeren)
Politiken, d. 13. august.
D. Andreas Rasch-Christensen (UC-VIA og leder af Mastergruppen for lærerplaner i dagtilbud): ”Når læringsfrygten tager overhånd”, Information, d. 4. august.
E. Lotte Rod (MF og børneordfører for RV): ”Læringsplaner er dårlige for læringen” (svar til Rasch-Christensen), Information, d. 11. august 2016.
F. Claus Holm (Institutleder ved DPU): ”Hvordan spiler vi børns tid på en nyttig måde”
Information, d. 10. august
A. Lotte Rod (MF og børneordfører for RV): ”Læringsmål er gift for de små børn”, Politiken, d. 2. august
“SORØ-MØDET
Vi skal hverken have læringsmål i vuggestuen eller børnehaven. Derfor er det vigtigt at tage diskussionen nu, så vi kan stoppe ministeren, før det er for sent.
Undervisningsministeren, Ellen Trane Nørby (V), vil stoppe læringsmål ned i børnehaven. Det skal stoppes, før det begynder. Hvis man laver mål for 0-5-årige, er det første skridt mod, at man kan dumpe børnehaven.
Det er den vigtigste politiske sag i Danmark lige nu. Den handler om vores børn, deres ret til et godt børneliv og de helt grundlæggende værdier i vores samfund.
Undervisningsministeren har nedsat en mastergruppe, som skal videreudvikle de læreplaner, som vi kender i dagtilbud i dag. Gruppen kom op til sommerferien med sin første rapport, som tager afsæt i den danske pædagogiske tradition. Det gør undervisningsministeren nu vold mod ved at kræve, at der skal laves læringsmål: Hun har bestilt en række arbejdsgrupper til at udvikle læringsmål, som skal være færdige til efteråret.
Undervisningsministeren sætter for første gang selv dagsordenen med læringsmål i dagtilbud, når hun samler landets førende børne-og undervisningsfolk til Sorø-møde 3.-5. august.
Måske forestiller hun sig, at hun ved at involvere fagfolk i udviklingen af målene kan ende med et færdigt koncept, som vi andre politikere mere eller mindre bare kan nikke til. Men så tager hun fejl: For det første er læringsmål som koncept gift for pædagogikken. Et læringsmål er et mål for, hvad børn skal kunne. Problemet med det er, at man kommer til at fokusere på det, der nemt kan måles, og at man gør børnene til objekter.
For det andet er det en dårlig idé, at undervisningsministeren vil opdele læringsmål i temaer. Problemet i vores dagtilbud er ikke, at der er for lidt blik for de enkelte elementer, men snarere at der ikke er nok helhedssyn. En dygtig pædagog har de forskellige temaer med i baghovedet hele tiden.
For det tredje er det et skråplan, at undervisningsministeren vil opdele læringsmålene på alder.
Hvis man begynder at lave mål for 0-2 år og nye mål for 3-5 år, er det første skridt mod, at man kan dumpe vuggestuen som toårig.
Miniesteren har bestilt arbejdsgrupperne til at lave noget, som strider grundlæggende mod vores værdier. Det er ikke nok at få en diskussion om de enkelte mål.
Det er langt mere grundlæggende: Vi skal slet ikke have læringsmål i vuggestuen eller børnehaven.
Derfor er det vigtigt at tage diskussionen nu, så vi kan stoppe læringsmål, før de kommer. Vi skal slet ikke ned ad den vej.
Vores dagtilbud skal give børnene lyst til at lege og være nysgerrige. Det kræver, vi ikke kvæler pædagogernes faglighed i mål. Dårlig pædagogik bliver ikke bedre af læringsmål. Det giver kun mindre nærvær, mindre fordybelse, mindre nysgerrighed, mindre refleksion.
Tværtimod skal vi skabe rum for at videreudvikle vores børnesyn, pædagogik og ledelse. Og at vi tør satse på netop det.
Det er i barndommen, at vi lærer det vigtigste i vores liv. Små børn er mennesker, der skal respekteres for det, de er nu – ikke på vej til noget. Barndommen er noget særligt i sig selv. Derfor har vi vuggestuer og børnehaver. Ikke ‘førskole’.
Børn er det vigtigste, vi har. Børn har ret til voksne, der vil dem. De har ret til at blive mødt med høje og positive forventninger. De har ret til at blive spurgt. Til ikke at blive afbrudt af voksne. Til omsorgsfulde, nærværende og nysgerrige pædagoger og medhjælpere, som går på opdagelse med børnene og er klar til at lære og lege sammen med børnene.
Børn har ret til ikke at blive skældt ud.
Det handler om selve børnesynet i vores dagtilbud.
Vi har nogle af verdens bedste dagtilbud i Danmark.
Men vi har også nogle dagtilbud, hvor børnene bliver mødt med for meget skældud og for lidt nærvær.
Jeg har hørt en af landets førende forskere på området sige, at hvert femte dagtilbud er fantastisk, tre femtedele er nogenlunde og at den sidste femtedel er så pædagogisk ringe, at de burde lukkes. Jeg skal ikke kunne sige, om det lige præcis er sådan. Men jeg kan sige med sikkerhed, at børn ikke skal være skoletrætte som treårige eller dumpe i børnehaven som femårige. Det er vores opgave at give alle børn de bedste tilbud og dermed den mest fantastiske start på livet.
Barndommen er noget særligt i sig selv.
Derfor har vi vuggestuer og børnehaver.
Ikke ‘ førskole’.”
B. Ellen Trane Nørby (Uvm-minister): ”Vores pædagogiske læreplan giver os en fælles retning”, Politiken, d. 4. august:
“Lotte Rod (R) advarer (2.8.) mod den nye pædagogiske læreplan, som en gruppe eksperter og praktikere i fællesskab er ved at udvikle forslag til, med det formål at skabe en fælles retning for dagtilbuddene til gavn for vores børn. Jeg ved ikke, om sommerferien har svækket hukommelsen hos den radikale ordfører, eller om hun bare ikke har læst anbefalingerne for den nye læreplan, der blev offentliggjort i juni. Der er i hvert fald en række misforståelser, som det er nødvendigt at afklare:
- Vi er ikke ved at tage skridt i retning af, »at man kan dumpe børnehaven«. Det siger sig selv. Vi skal ikke have læringsmål for det enkelte barn i dagtilbuddene, som Lotte Rod påstår. Og det har der aldrig været lagt op til.
- Jeg har ikke »bestilt« nogen arbejdsgrupper til lave noget bestemt, som Rod ellers påstår.
Arbejdsgrupperne er sammensat på baggrund af indstillinger fra bl.a. Bupl, FOA, KL og FOLA på samme måde som den mastergruppe, der kom med forslaget til rammen for den styrkede læreplan. Og grupperne arbejder videre ud fra masteren. Arbejdet drøftes desuden løbende i Kvalitetsforum for Dagtilbud, hvor alle centrale interessenter sidder. Formålet med arbejdet er at få et fælles pædagogisk grundlag for vores dagtilbud. Det er de grundlæggende spørgsmål: Hvorfor skal vi overhovedet have dagtilbud, og hvilket værdimæssigt fundament skal de bygge på? Mange andre lande har formuleret sådan et pædagogisk grundlag, mens vi i Danmark ofte må starte forfra med en diskussion om leg over for læring, hver gang dagtilbuddenes formål er til debat. Formålet er også at skabe en endnu bedre pædagogisk læreplan, der er brugbar i praksis og understøtter det pædagogiske personale i deres arbejde. - Lotte Rod behøver ikke være nervøs for, om vi kvæler pædagogernes faglighed i mål og styring. Der skal jo netop ikke opstilles mål for det enkelte barn, men derimod brede mål for, hvad læringsmiljøet skal understøtte i forhold til børnegruppens udvikling og læring.
- Jeg har ikke besluttet at aldersopdele målene i forhold til de 0-2-årige og de 3-5-årige. Sådan er opdelingen i dag og har været det siden 2004, da de pædagogiske læreplaner blev indført. Så det passer simpelthen ikke, hvad Rod påstår. Derimod er jeg åben for ændringer, og netop derfor er det lagt ud til arbejdsgrupperne at komme med forslag til, hvad der giver bedst mening. 0-5 år eller som i dag 0-2 og 3-5. Mig bekendt er såvel forskere som fagforeninger og praktikere internt uenige på kryds og tværs.
Der, hvor Lotte Rod fejler mest, er dog i sin berøringsangst for at diskutere, hvordan vi kan udvikle kvaliteten i vores dagtilbud og sikre alle børn en god start på livet. Vi skal i langt højere grad bryde den negative sociale arv, og vi skal turde notere os, at hvor blandt andet vores nordiske nabolande er kommet langt på det punkt, så halter vi bagefter i Danmark.
Hele formålet med den pædagogiske læreplan er at anerkende, at det er i barndommen, vi lærer det vigtigste i vores liv. Derfor er vores vision at skabe miljøer, der ikke mindst tilgodeser børn i udsatte sociale positioner ved at kombinere alle børns behov for frihed, leg og omsorg med en understøttelse af deres nysgerrighed, mod på at fejle, sprog, lyst til læring, vedholdenhed og evne til at få venner. Jeg ser frem til de politiske drøftelser om en styrket pædagogisk læreplan. Jeg håber også, at de radikale vil deltage i diskussionen – på et oplyst grundlag.”
http://www.pressreader.com/…/polit…/20160804/281749858733429.
C. Lotte Rod (MF og børneordfører for RV): ”Læringsmål er gift” (svar til ministeren), Politiken, d. 13. august.
“Undervisningsministeren skriver, at kritikken af læringsmål skyldes manglende oplysning (4/8). Men det handler ikke om en misforståelse – det handler om børnesyn. Børn kan lære en masse i dagtilbud. Men der er ikke noget lighedstegn mellem læring og læringsmål. Tværtimod.
”Børn lærer ved at udforske med krop og sanser, ved at undre sig og stille spørgsmål, ved at blive mødt af spørgsmål og udfordringer”, som undervisningsministerrens egen mastergruppe skriver.
Over for det er læringsmål gift. Godt nok lægger undervisningsministeren vægt på, at læringsmålene ikke skal gå på børnene men på institutionerne. Men det er selvmodsigende: Læringsmål er pr. definition et mål for, hvad børn skal lære. Hvis det ikke er det, ministeren vil, skal hun ikke kalde det læringsmål.
Selvom om ministeren i første omgang ’kun’ kaver læringsmål på institutionsniveau, er der er en overhængende risiko for, at de ender med at måle det enkelte barn. Forvaltningerne vil formentlig forsøge at ’hjælpe’ institutionerne med at oversætte målene til et konkret værktøj. Det vil typisk gå på det enkelte barn, fordi det er lettest at operationalisere. Børn har brug for det modsatte. Det har brug for voksne, der vil dem, nærvær og nysgerrighed.”
D. Andreas Rasch-Christensen (UC-VIA og leder af Mastergruppen for lærerplaner i dagtilbud): ”Når læringsfrygten tager overhånd”, Information, d. 4. august:https://www.information.dk/…/naar-laeringsfrygten-tager-ove….
E. Lotte Rod (MF og børneordfører for RV): ”Læringsplaner er dårlige for læringen” (svar til Rasch-Christensen), Information, d. 11. august 2016
“Kritikken mod læringsmål i børnehaven er udtryk for »læringsfrygt«, skriver Andreas Rasch-Christensen i kronikken den 4. juli. Det er forkert. Det handler om børnesyn.
Børn skal lege og lære. Det er vi enige om. Men midlet er forkert: Børn lærer ikke mere af læringsmål. Tværtimod.
Rasch gentager, at de nye mål skal gå på institutionerne. Det er klogt, men selvmodsigende: Læringsmål er pr. definition et mål for børnene. Hvis det ikke er det, man vil, må man kalde det noget andet.
Der er en alvorlig risiko for, at læringsmål griber om sig. Selv om man i første omgang kun laver mål på institutionsniveau, er der en overhængende risiko for, at de bliver konkretiseret på det enkelte barn. Det er for eksempel ikke svært at forestille sig, at forvaltningerne i oversættelsen fra ministeriet til kommune vil prøve at ‘hjælpe’ institutionerne ved at udvikle et dokumentationsværktøj, som måler det enkelte barn. Simpelthen fordi det er let at operationalisere.
Kig for eksempel på folkeskolen. I forligskredsen aftalte vi at forenkle de fælles mål. Alligevel kom der flere tusinde mål. Og endnu værre: Mange steder har målene – stik imod hensigten – ført til en indsnævring af undervisningen, så lærere nu er bange for, at de snyder, hvis de skifter læringsmål undervejs. Og det på trods af, at det at gribe børnenes engagement er en grundpille i lærerfagligheden.
Der er også risiko for, at nærvær og begejstring bliver kvalt af silotænkning. De eksisterende læreplaner fungerer godt til refleksion. De fungerer dårligt, hvis man arbejder med dem enkeltvis, for eksempel med naturfænomener i to måneder eller sprog kl. 10-11.
En dygtig pædagog tænker alle aspekter på én gang: Børn suger viden til sig hele tiden. Også når de lige pludselig får øje på en regnorm. De dyrker naturfænomener, når de snakker om, hvad den spiser, og hvor den bor. De bruger sproget. De holder balancen på hug. De lærer, at man må vente, indtil det er ens tur til at låne luppen. De får succes med at turde at røre lige så forsigtigt ved ormen, selvom de ikke turde til at begynde med. De lærer at passe på naturen. Måske tegner de regnormen.
Tingene kan ikke adskilles. Det giver ingen mening at arbejde med sprog uden social kontekst eller med naturen uden kroppen. Hvad skal det så nytte at gøre det mere søjleopdelt? Vores dagtilbud skal give børn lyst til at lege og være nysgerrige. Det kræver, at vi ikke kvæler pædagogernes faglighed med mål.
Dårlig pædagogik bliver ikke bedre af læringsmål. Det giver kun mindre nærvær, mindre fordybelse, mindre nysgerrighed, mindre refleksion. Lad os i stedet bruge kræfterne på det, der virker.”
F. Claus Holm (Institutleder ved DPU): ”Hvordan spiler vi børns tid på en nyttig måde”, Information, d. 10. august:https://www.information.dk/…/hvordan-spilder-boerns-tid-paa…
26. d. 13. august: Postfaktualitet i Rambøll
Jeg har lige læst en postfaktuel Rambøll-rapport om børnehaver….. undskyld, jeg mener om ‘læringsproduktionsenheder’, og jeg føler mig derfor meget præfaktuel, hvilket en børnehavepædagog også bør.
Læringsbegrebet er blevet postfaktuelt. Det minder mig om Donald Trumpet. Rambøll er en postfaktuel trumpetisme.
Det er datadisciplin, som den gode CV synger.
Rambøll er en trumpetistisk fanfare, som også skrev den rapport, der lå til grund for læreruddannelsen, sammen med nogle af de folk der i dag postfaktualiserer pædagogikken i noget nordjysk læringshuttelihut, der kalder sig for NATONALT center for SKOLE-FORSKNING, hvilket er det mest trumpetistiske navn, jeg overhovedet kan forestille mig.
http://www.ramboll.dk/…/borns-tidlige-udvikling-og-laering-…
27. d. 15. august: Interview med Per Fibæk Laursen
Ph.d. studerende ved Aarhus Universitet, Micki Sonne Kaa Sunesen, er begyndt at lave nogle meget fine små interviews med danske pædagogiske forskere for forlaget Alineas. Sunesen spørger virkelig godt.
I foråret fik han Per Fibæk Larusen til at sige en masse interessante og også lidt nye ting. Her for nylig har Sunesen så haft besøg af Niels Egelund, som til gengæld nøjes med at sige en hel masse meget U-interessante, men jo desværre også magtfulde ting.
Selvom det starter sådan nogenlunde, så går det meget hurtigt helt galt, og de faglige misforståelser er så omfattende, at jeg ikke orker at rydde op.
- Egelund mener tilsyneladende ikke, at filosofi og dannelse har noget med hinanden at gøre. Det der med filosofi er nærmest noget komisk noget i Egelunds horisont.
- Egelund synes ikke, at der er nogen problematik vedrørende forholdet mellem dannelse og kompetencer eller dannelse og læringsmål. Hvem kan da være imod mål?, som det hedder, som om det havde noget med sagen at gøre.
- Dannelse har tilsyneladende heller ikke noget at gøre med fag og kundskaber, men er knyttet til ”alsidig udvikling”, der ifølge Egelund mere handler om gode normer?
- Og så er der alt det, som bare ikke bliver sagt. Som simpelthen er uden for horisonten, og som bare affærdiges som ”filosofi”. Der er for den sags skyld overhovedet heller ingen sociologiske eller psykologiske markeringer af interesse.
Og så må man jo huske på, at Egelund var, og til dels stadig er, blandt de førende leverandører af information til policy-niveauerne. Hans bog ”Folkeskolens udfordringer” fik også 5 stjerner i Konkurrencestatstidende i 2012 af signaturen PAP. PAP udnævnte i parentes bemærket bogen ”Uren Pædagogik” til årets værste fagbog, og han var blandt landets ledende skolereforms- og normaliseringstilhængere dengang. Det er der nok nogen, der kan huske.
Tak til Sunesen for at vride denne skrækkelige antifilosofi ud af den pædagogiske magts indre.
Men lyt nu selv, måske har jeg misforstået eller overhørt noget?
PS: Her er et link til en omtale af interviewet med Fibæk Laursen:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154189507154481&id=837549480&pnref=story
28. d. 16. august: Konference om datainformeret skoleledelse
Nogle af jer er måske bekendt med, at der er en lille konference om undervisningsbegrebet på DPU d. 5. oktober? Konferencen er desværre overtegnet, men ved I hvad? Jeg har fundet et interessant alternativ i Ballerup, hvis man har fri den dag.
Forlaget Dafolo, der har specialiseret sig i læringsmaksimeringslitteratur, holder en fin konference på samme dag. Konferencen handler om ”datainformeret skoleledelse”. Hovedtaleren hedder Louise Stoll. Stoll er professor i England, og hun skal tale to gange om ”evidensberiget praksis”.
Det er meget interessant: Først hed det ”evidensbaseret praksis”. Så lærte vi af landets evidensbaserede elite, at man i stedet skulle kalde det for ”evidensinformeret”, og at det skam var noget helt andet, hvilket det jo overhovedet ikke var.
Men ved I hvad? Nu er der sket en “begrebsudvikling”. Nu er det evidensbaserede/evidensinformerede blevet til ”evidensberigelse”. Jeg ville ønske, at jeg kunne tegne en Muhammed-tegning af en ”evidensberiget” praksis. Vi nærmer os det religiøse. Måske bliver det næste ord: “evidens-submission”?
Der er også nogle danske skoleledere med, som i al fald er blevet beriget af evidensen. Der er desuden workshops ved Dafolo-konsulenter og UCC-konsulenter og af en skolechef i en af de store Mærsk-kommuner, nemlig Fredericia.
Så pøj pøj til en berigende dag i Ballerup.
29. d. 16. august: Gotfredsen og Brinkmann
Jeg har en mening om Gotfredsen/Brinkmann-polemikken:
Jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor Sørine Gotfredsen er så kritisk over for Brinkmanns bog.
Brinkmann vil gerne ”stå fast”, han kritiserer hypermodernitens excesser, og han vil kende sine rødder med en god gammeldags nej-hat i håret og nogle gode bøger. Brinkmann tilbyder jo blot en række filosofiske begrundelser for et mere ungt Tidehvervs sag, og er der noget Tidehverv skriger på, så er det da filosofiske begrundelser og ungdom.
Jamen, Brinkmann må da lige være noget for tidehvervsbevægelsen?
Måske er problemet simpelthen, at Gotfredsen ikke kan lide filosofi. Antifilosofien har altid ligget latent i Tidehverv. Krarup var også alt for Luther-fikseret og alt for kritisk overfor europæisk filosofi, hvilket også Michael Jalving bemærker i sin fine bog om Krarup (så vidt jeg lige husker).
Tidehvervs smalle filosofi var måske også en af grundene til, at Løgstrup brød med bevægelsen sammen med den moderne grundtvigianer Kaj Thaning i sin tid.
Det er helt afgørende, at Tidehverv forbinder sig med bredere nationale og europæiske strømninger end Barth, sen-Kierkegaard mv, og at bevægelsen vender tilbage til sin bredere og måske endda udvidede åndelige oprindelse, herunder at bevægelsen afskærer sin alt for entydige tilknytning til den nationalistiske højrefløj.
Så jeg synes egentlig Gotfredsen skal give Brinkmann en krammer.
Og hvorfor har Tidehvervsfolk altid så travlt med at hyper-kritisere det mindste tegn på traditionel vestlig modernitet samtidig med, at de hyper-hylder selvsamme modernitet, så snart de har Islam for enden af den vrede kikkert? Kunne man ikke lige tage at få repareret lidt på den modsætning? Måske kunne man ligefrem bede Brinkmann om hjælp?
30. d. 17. august: FAQ om dannelse
Må jeg bede om lidt hjælp og inspiration fra min facebook-kreds?
Jeg skal skrive en bog til Hans Reitzels FAQ-serie om ”dannelse”
FAQ står for Frequently Asked Questions.
Så jeg skal finde nogle gode og presserende spørgsmål om dannelse, som jeg kan svare på.
Har I nogen spørgsmål? Det kan være alt godt fra havet. Jeg skal nok selv sortere.
Hvilke spørgsmål findes?
31. d. 18. august: 2Q16
I dag skal jeg på besøg i 2Q16. Det er et post-faktuelt sted, hvor fakta regerer over alt.
32. d. 19. august: Åbning af en pædagogisk nedsmeltning: Nationalt Center for Skoleforskning
Jeg var til åbning af Nationalt Center for Skoleforskning i går. Det var ikke spor sjovt. Det var en tur i 2Q16, i pædagogikkens “anden verden”.
33. d. 20. august: Næstved på tur til Hattie-land
I Næstved skal den kommunale børne- og ungeledelse på inspirationstur til Hattie-land, som ligger på den anden side af Jorden ude i Stillehavet. Turen koster 400.000 kr., som tages fra lærernes efteruddannelses-budget. I spidsen for foretagendet står den driftige børne- og ungechef Per B. Christensen.
Christensen er faktisk en lidt vigtig person i det samlede DPO-billede. Her er lidt highlights med nogle links i bunden:
1.
Per B Christensen var formand for det udvalg, som lærings-instrumentaliserede læreruddannelsen i 2012. Professor Jens Rasmussen var også med og blev bl.a. kraftigt kritiseret af KLM-lærerne, fordi udvalget foreslog, at KLM skulle nedlægges.
Udvalgets rapport hed “Deregulering og internationalisering”. Det var Rambøll, som sammen med Andreas Rasch-Christensen, stod for skrivearbejdet.
Engang, hvor jeg refererede til udvalgets arbejde på folkeskolen.dk, blev jeg kontaktet af bladets redaktion. Man var utilfreds med, at jeg angav Jens Rasmussen som forfatter til udvalgsrapporten, når det nu var Per B. Christensen, som var formand for udvalget. Rasmussen var nemlig kun menigt medlem. Gad vide, hvad baggrunden var for den henvendelse.
Rasmussen var dog den eneste professor i udvalget, så mon ikke han har stået for de indholdsmæssige markeringer? Det var i al fald det, jeg troede, men folkeskolen.dk’s redaktion mente åbenbart, at det var Per B. Christensen, der var chefideolog. Sådan er der så meget.
2.
Per B. Christensen sidder også i Mærsks vurderingsudvalg, hvor der uddeles store beløb til læringsrevolutionære projekter i hele landet. Jens Rasmussen sidder i samme udvalg, og det gør den norske systemteoretiker Tomas Nordahl også, hvis holdninger flugter med alle de andres. Nordahl står bag den såkaldte LP-metode, som herhjemme blev markedsført af Ole Hansen, som i dag er daglig leder for det nyoprettede “Nationalt center for skoleforskning”.
3.
Per B. Christensen er formand for Akkrediteringsrådet, og uanset hvad man mener om akkrediteringsinstitutionen, så kan man vist godt sige, at arbejdet her primært fremmer, hvad man kunne kalde “tekniske kompetencer”.
4.
Per B. Christensen var formand (2001-09) for foreningen af børne- og kulturchefer i danske kommuner. Foreningen har været meget positive overfor skolereformen. De senere formænd, Klaus Majgaard, og Eik Møller, var også begge ekstremt positive over for centrum-venstres skolepolitiske vinde her i 10’erne.
Nu er Per B. Christensen så blevet vild med John Hattie på samme måde, som alle de andre kommuner, hvor denne “læringsrevolution” huserer, og ligesom Lars Qvortrup, der fik 21 mio. af Mærskudvalget, og som netop er blevet leder af det allerede omtalte skoleforskningscenter.
Jeg synes byrødderne i Næstved skulle tage og besøge nogle gode friskoler, hvis de har brug for inspiration. Det koster kun en billet til rutebilen, og mange steder taler de helt almindeligt både fagligt og folkeligt om tingene, samtidig med at børnene også lærer det ene og det andet. Kommunerne har sørme ja-hattie’er nok i forvejen.
Politikeren Henrik Dahl (LA) delte i øvrigt også linket fra SN.dk med følgende bemærkning: ”Sjælland hedder jo Zealand på engelsk. Så hvad er mere logisk for sjællandske politikere, end at tage til New Zealand for at se fremtiden?”
http://sn.dk/…/Skoleledelse-planlaegger-dyr-…/artikel/593802
Her er nogle links:
Formand for akkrediteringsrådet:http://akkrediteringsraadet.dk/raadet/radsmedlemmer/
Medlem af A.P Møller-fondens vurderingsudvalg:http://www.apmollerfonde.dk/folkeskol…/vurderingsudvalg.aspx
Formand for følgegruppen for læreruddannelsen:
http://ufm.dk/…/folgegruppe-anbefaler-mere-deregulering-og-…
Formænd for børne- og kulturchefforeningen gennem tiden:http://bkchefer.dk/om-foreningen/bkfs-historie
PS
Klikker man videre til en anden SN-artikel, kan man læse følgende, hvor det fremgår, at SF, DF og Ø stemte imod Per B. Christensens rejseplaner. Helge Adam Møller fra de konservative stemte for:
“Der var dog ikke enighed i økonomiudvalget. Borgmester Carsten Rasmussen, Linda Frederiksen (S), Karsten Nonbo (V) og Helge Adam Møller (K) stemte for, mens Thomas Palmskov (DF), Thor Temte (Enhedslisten) og SFeren Jette Leth Buhl stemte imod.
– Vi får to millioner om året fra staten til kompetenceudvikling af vores ledere og medarbejdere, siger Carsten Rasmussen.
Der er lagt et intensivt fagligt program med fokus på synlig læring i praksis. Ud over det faglige indhold vil der være mulighed for netværksdannelse og inspiration. Prisen pr. deltager er 38.000 kroner, som tages fra de enkelte skolers budget.
Turen finder sted fra den 18. til den 25. februar næste år.”
34. d. 21. august: Jens Raahauge om Nationalt Center for Skoleforskning
Tidligere skoleleder og formand for Dansklærerforeningen, Jens Raahauge, er dejligt kritisk overfor etableringen af det nye “Nationale center for skoleforskning” (NCS) (som jeg selv skrev om i fredags). Det fremgår af en blog, han netop har udgivet på folkeskolen.dk.
Raahauge kritiserer dels, at to regionale institutioner uden videre kalder sig ”nationale”, og dels at hele persongalleriet og ideologien bag centret fagligt set er alt for smal og ukritisk. F.eks. hedder det:
”Det påfaldende er, at den lukkede kreds, der står bag, er identisk med netop den kreds, der leverede figenblad til Antorini og skolereformens forligskreds, da de drejede skolen over imod læringsmålstyring, og hvad deraf følger. Centrale aktører er dpu-institutleder Claus Holm, VIA-forskningschef Andreas Rasch og altså professor og nu leder af det nationale skoleforskningscenter Lars Qvortrup”
Raahauge giver også et godt eksempel på, hvordan et konkret udviklingsprojekt blev kolonialiseret af læringsbegrebet, som er god at få forstand af, men det lader jeg ligge her.
Endelig omtaler Raahauge det forhold, at forskningschef for UC-Syd, Alexander von Oettingen, som tilhører en ny-kantiansk dannelsestradition, muligvis kan få lidt styr på centrets datalæringsamokløb, eftersom Oettingen åbenbart er kommet med i NCS’s styringsgruppe. Men det kommer efter min vurdering ikke til at ske. Den pågældende styregruppe kommer efter min opfattelse blot til at legitimere det snævre faglige og ideologiske udgangspunkt, som måske så kan korrigeres med en detalje eller to i nogle marginale projekter. Men den grundlæggende ideologi, som centret er født med, vil ligge fast og skabe ravage i dansk pædagogik i de kommende år.
Jeg forstår slet ikke, at Oettingen eller nogle andre UC’er for den sags skyld, vil deltage i denne post-faktuelle konstruktion. Det må jeg indrømme.
Så siger UC’erne måske, at de deltager for at lave damage-control? Det ligger lidt i Oetttingens udtalelser, hvis Raahauge ellers har forstået ham ret. Men en sådan afværge-logik er da et skrækkeligt udgangspunkt for at udvikle pædagogisk forskning og praksis, er det ikke? Det synes jeg. I stedet burde man med det samme være gået i kødet på centrets smalle grundlag, men det er desværre udformet af landets lærings- og konkurrencestatselite i en lukket kreds, så det kunne man ikke.
http://www.folkeskolen.dk/591926/vaer-vaagen
35. d. 22. august: Video fra åbningen af Nationalt Center for Skoleforskning
Man kan nu tilgå præsentationen af ”Nationalt center for skoleforskning” i en fuld video. Men hvis man interesserer sig for “skoleforskning”, skal man nok lave noget andet, og “nationalt” er det i hvert fald på ingen måde.
36. d. 23. august: God kronik af Lene Andersen
Lene Andersen har skrevet en vidunderlig kronik. Mange tak.
https://www.information.dk/debat/2016/08/glemt-hvordan-rummer-kan-lide
37. d. 23. august: En national økologi
Jeg vågnede i nat med en vild ide, hvis begyndelse jeg lige vil teste.
Ideen hænger samme med, at jeg jo er pædagogisk filosof, og den pædagogiske filosofi undersøger karakteren af det, som er fælles; ikke som i ”ens” eller som i ”konsensus”, men en mere grundlæggende fælleshed.
Jeg tror, at jeg kan forbinde Dansk Folkeparti og Alternativet, som jo umiddelbart er modpoler i det politiske landsskab. Jeg vil ikke forene dem i alle mulige holdninger, men i dele af deres filosofi, i en form for national-økologisk understrøm, som måske er det, de i virkeligheden er, men som de af forskellige årsager har glemt eller overset i kampens hede.
Tag de nationale digtere, f.eks. Jakob Knudsen og Kaj Munk men også mange andre – som alle ellers har det ene og det andet ry i den ene og den anden sammenhæng -, men som jo synges af f.eks. Radioens Pigekor, og hvis digtning og handlingsliv er vildt interessant, og som har arbejdet sig op gennem generationerne på alle mulige måder.
Spørg så, om digterne siger noget, der kan knyttes til en form for økologisk filosofi? Ikke som i Arbejdsmarkedspartiets klima-regneark, det er klart, men en særlig form for forbundethed med modersmål, medmenneskelighed, iderigdom og natur; en musisk og økologisk grund, som holdes oppe af naturens vekselvirkninger og mytiske essens, og som afstedkommer og producerer forskellige former for begyndelser, f.eks. landets skole.
Dvs. hvordan kan Alternativet og Dansk Folkeparti forbindes, ikke i enighed, men i en folkelig naturfilosofi, så begge partier undgår at stikke af i forfaldsformerne, som er hhv. DF’s identitetsmæssige frysninger og Alternativets kontekstløse lærings-, coach- og konsulentvokabular.
Kombinationen kan f.eks. bestå af følgende elementer:
- Den nationale lyrik, f.eks. Kaj Munks kristne eksistentialisme, Rørdams sorg over 1864 hvor Herman Bangs Tine må gå i søen, og Knudsens refleksioner over modernitet, samvittighed og fortælling. Der er også nogle af Johannes Larsens billeder, som har en form for økologisk effekt, F.eks. er der et billede, hvor blomster fører en form for samtale. Og Løgstrups metafysik er jo en helt oplagt inspirationskilde
- Den moderne spekulative realisme, f.eks. den amerikanske filosof Graham Harman, hvor tingene har deres eget liv, og hvor naturens menneskeliggørelse og menneskets naturliggørelse smelter sammen.
- Den tyske skovforvalter, Wohllebens, ide om, at træer har et socialt liv. Måske kan man også inddrage den naturnationalisme, som præger Rune Engelbreths arbejde. Engelbreths anti-grundtvigianisme er dog meget problematisk i den sammenhæng, hvilket disponerer ham for Alternativets forfaldsform.
- Forskellige refleksioner over det nationales sammenhæng med verden, historien og naturen, dvs. en naturmetafysik med fuld musik i bedste grundtvigianske stil, hvor de nationale essenser kan komme til syne i fuld kulturel poesi.
Hvad med de andre partier? Kan de også forenes på samme eller lignende måder? Ja, det tror jeg, og det hele vil kvalificere en pædagogisk filosofisk fælleshed, som er det pædagogiske systems grund.
Tænk på, hvor spændende det er. Al strid har en fælles grund i landets og naturens lyde, i en national økologi, der forbinder sig med sin omverden.
Her er Kaj Munks digt om ”den blå anemone”, som savner sit ”skovkvarter” og sin ”lune luft og fede ler”, dvs. sin nationale økologi og natur iblandt verdens skabte ting. Munk skrev sangen, få uger før han blev henrettet af besættelsesmagten.
I Munks individuelle crusade for fællesskab, kristendom og national poesi, mødte han pludselig, på dødens rand, et af naturens mindste objekter, som han forbandt sig med, og som forbandt sig med ham.
Ethvert nyt barn er som en anemone i marts. Velkommen til naturen og landet, til en national økologi, hvor alle ting og mennesker taler sammen på kryds og tværs gennem tusinde år.
Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.
På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte: »Den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone;
jeg ser den aldrig mer«.
Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.
Hvad var det dog, der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden«. da jeg sad
i vint’rens grumme done.
Nu gør min anemone
mig atter fri og glad.
For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la’r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!
https://www.youtube.com/watch?v=uUEySFvb27Q
38. d. 23. august: Dannelsesdag på Rønshoved højskole
Jeg slår lige på tromme for en spændende dag eller to om “dannelse” i regi af Rønshovedgruppen. Det foregår i weekenden, d 1-2. oktober på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord..
Der er to foredrag:
Først taler en af landets førende idehistorikere, Hans-Jørgen Schanz, som jo stiftede den kontroversielle kapitallogik tilbage i 1980’erne, og som enere blev fan af Hannah Arendt, om dannelsesbegrebets aktuelle status.
Dernæst er der foredrag ved Henrik Dahl (LA), der måske kan fortælle lidt om arbejdet med gymnasiereformen, som han var meget involveret i.
Der er også mulighed for at diskutere foredragene med de andre deltagere, som plejer at udgøre en blandet flok, der nok skal give én noget at tænke over.
Derudover er der højskolemad og aftensang, og hvis man overnatter, kan man jo lige smutte en tur til Flensburg om søndagen og nyde en flammkuchen og en pils.
Der er foredrag, overnatning og forplejning for 450 kr. Det er billigere end en dag med John Hattie 🙂.
Jeg håber, nogle af jer har lyst til at deltage.
http://www.ronshoved.dk/dannelse-til-tiden
39. d. 24. august: Synlig læring i Norddjurs og Skanderborg
A. Norddjurs kommune:
I nedenstående link er der en hel masse læringsmålsmaksimeringscentraliseringsideologi fra Norddjurs Kommune med læringsmålsstyring, John Hattie og Qvortrup- og Egelundcitater og det hele, og så er det skam bare en dråbe i havet. Det kniber lidt med Grundtvig-citaterne, for nu at sige det på den måde; ja eller bare et lille ord fra en eller anden PÆDAGOG. Jeg håber mine fb-venner vil løbe det igennem, så de kan se landets pædagogiske realitet.
Der er bare en ting, jeg ikke forstår, og det er, hvordan nogen pædagog eller lærer kan arbejde under dette regime?
http://www.norddjurs.dk/…/Gruppe-4-Konkrete-laeringsmaal-fo…
B. Skanderborg kommune:
I Skanderborg er borgmesteren og hans konsulenter også helt vilde. Borgmesterens synspunkt kan man læse om her:http://www.danskekommuner.dk/…/Det-er-stadig-for-tidligt-a…/
Og her kan man studere synlig læring i Skanderborg mere generelt. Der er ingen slinger i valsen: https://www.skanderborg.dk/…/familie-boe…/sammen-om-laering…
Og her poserer Skanderborgs læringskonsulent og direktør sammen med James Nottingham og John Hattie http://old.skanderborg.dk/…/Synlig-L…/Om-Synlig-LAering.aspx
Formanden for Lærerforeningen i Skanderborg mangler nogle flere penge, men tilslutter sig i dette link kommunens generelle ideologi. Det er det, man kalder for en fagforeningsinteresse:
http://jyllands-posten.dk/…/vi-mangler-mindst-85-laerere-i…/
40. d. 25. august: Ideforladt læringskronik fra COK
Skrækkelig og totalt forudsigelig kronik fra ende til anden. Kronikken er skrevet af en tidligere ministeriel læringskonsulent, som nu er chefkonsulent i det LPS-relaterede COK osv. osv.. Der er også reference til Åkerstrøms “kerneløse kerneopgave”, som jeg tidligere har analyseret, og hvor pædagogikken forsvinder i en sammensmeltning af systemteori og post-strukturalisme på karakteristisk neo-dansk facon. Alt går galt her, og kronikken kan gå direkte i arkivet for empirisk materiale, der bekræfter mine grundlæggende hypoteser. Det er efterhånden en stor bunke. Jeg har også en skuffe til “falsifikationer”, men den er næsten tom.
http://www.denoffentlige.dk/laereres-og-paedagogers-laering-skal-i-centrum
41. d. 25. august: Brinkmann mellem konkurrencestat, positiv psykologi og tidehverv
Svend Brinkmann har været i skudlinjen, og jeg har lyst til at skrive et lille forsvar, fordi jeg godt kan lide både “stå fast” og “ståsteder” og faktisk også hans tilgang til både sagen selv og sin egen rolle i debatten.
1. Angrebet fra konkurrencestatsfløjen
Information har fået ny chefredaktør, som er kommet rejsende direkte fra Konkurrencestatstidende, hvor han formodentlig har været under dårlig indflydelse. Under alle omstændigheder får vi i al fald den helt store tur i konkurrencestatsbegejstringen i dagens avis.
Først har vi en klassisk kronik af Ove Kaj Pedersen. Jeg har analyseret OKP’s synspunkter så mange gange, at jeg ikke orker mere, men hans syn på dannelse, arbejde og stat er så instrumentelt, at man enten falder i søvn eller måske endda græder lidt, især når man betænker, hvor MAGTFULDT det er.
Desuden har vi et stort næsten farveløst billede af en diabolsk lignende Brinkmann på avisens forside med undertitlen ”Er du også blevet forført af Brinkmanns populisme?”. Grunden til, at Brinkman er havnet der, er, at Stefan Hermann mener, at Brinkmann er populist a la Donald Trump. Og her skal man huske på, at Hermann er decideret åndsfælle med både Ove Kaj og Bjarne Corydon. https://www.information.dk/…/ogsaa-blevet-forfoert-brinkman…
Så nu skal Brinkmann i bås med brexit, fattige landarbejdere, småfascister, populister og Trumptilængere og alle de andre, som ikke har FORSTÅET centrum-venstres ekstremistiske begreber. Det er sørme festligt. Jeg er selv helt klart i den bås, for jeg kan endda lide både Birthe Kjær og fædrelandssange, uanset om de synges af DR’s kor eller af Sebastian.
Ok, men hvordan mon Brinkmann kommer hen i populistbåsen, selv med en bedre musiksmag end undertegnedes? Jo, i neo-Danmark havner man som populist, hvis man har haft en lang og strålende videnskabelig karriere, hvis man er elev af landets bedste psykologer og filosoffer, nemlig Hans Fink og Steinar Kvale, og hvis man har skrevet en række debatbøger i den absolut seriøse ende af skalaen.
Den aktuelle bog indeholder blandt andet refleksioner over følgende emner:
Det gode (Aristoteles), Værdigheden (Kant), Løftet (Nietzsche), Selvet (Kierkegaard), Sandheden (Arendt), Ansvaret (Løgstrup), Kærligheden (Murdoch), Tilgivelsen (Derrida), Friheden (Camus), Døden (Montaigne).
Det er klart, at der er masser at diskutere, og heldigvis hænger det hele ikke sammen i alle mulige småborgerlige detaljer, men helt ærligt: Skulle dette være populistisk?
I stedet kan man studere Stefan Hermanns eget arbejde, som slet ikke er på niveau med Brinkmanns. Det ved jeg, for jeg har selv gjort det. Jeg læste alt han havde skrevet og satte det i relation til normativitetens problemer i dansk pædagogik, men det var nok også populistisk?http://www.folkeskolen.dk/…/oplysningens-visnen-og-uren-pae…
(Hermann svarede i bogen ”Uren pædagogik 2” på min kritik. Han troede, jeg kritiserede noget, han kalder for ”topledelse”, hvilket afstedkom samme lidt simple svar, som han udsætter Brinkmann for)
2. Angreb fra den positive psykologi
På Brinkmanns fb-side var hans gamle kritiker, nemlig Danmarks mest fremtrædende positive psykolog, Hans Henrik Knoop, også ude med riven. Det var Knoop, der rakkede Brinkmanns første bog ned på det skammeligste, hvilket medførte, at jeg selv endte i blækhuset med efterfølgende svar fra Knoop og gensvar osv..
Knoop mener, at Brinkmanns ståsteder er darwinistiske og subjektive præferencer, og han beder om videnskabelig evidens. Det er lidt en alternativ version af ”du ligner Donald Trump”- beskyldningen. Det er lidt tungt.
Knoop overser også, at et ”ståsted” sandelig ikke kan findes uafhængig af ”smag”, men det er skam ikke smag som i ”subjektiv præference”, jeg tænker på her, hvilket Brinkmann har 100% sans for i sin bog. Hvorfor skal det være så banalt?
Det der med ”Darwin” betyder næsten ikke noget i Brinkmanns forfatterskab, men kom på banen i Deadline, fordi Sørine Gotfredsens Gud pludselig kom ind i billedet. Desuden kan ”darwinisme” være alt muligt. Dewey var også darwinist, og Per Fibæk trækker også på Darwin i sin nye bog. Igen: hvorfor skal det være så banalt? Nå, men her er facebooktråden: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10153649287476205&set=a.453298306204.245686.724316204&type=3&theater
Og her er en diskussion af Knoops anmeldelse af Brinkmanns ”Stå fast” med links og det hele:
http://www.thomasaastruproemer.dk/svend-brinkmanns-strid-me…
3. Angrebet fra Tidehverv
Endelig blev Sørine Gotfredsens tidehvervsinspirerede kritik af Brinkmann bekræftet i en lidt mere stille form af Nana Hauge, som er redaktør for det udmærkede www-tidsskrift, Nyt Babel, der også er tidehvervsinspireret. Indlægget bærer den polemiske titel ”Den hellige Brinkmann: At være god uden Gud”.
Det er åbenbart meget svært for disse grupper at forstå, at man udmærket kan lave filosofiske analyser af moralske begreber, som både er inspireret af teologer og filosoffer, men som ikke adresserer religiøse spørgsmål som sådan. Jeg synes, at disse teologer skulle være glade for, at landets borgere, både i og uden for menighederne, trækker på mange andre videnskabelige og filosofiske kilder, når de skal forstå deres eksistens i samfundet.
At Brinkmanns analyser så slet ikke står i modsætning til en kristen ramme gør det på en måde endnu mere mærkeligt, at han skal kritiseres fra teologisk hold. Teologerne burde bare være glade for, at der er høj-reflekterede sekulariserede versioner af de kristne grunddyder. Måske kan de så supplere lidt med: ”fra et kristent perspektiv”? Til sidst ender Hauge i modsætning til Gotfredsen faktisk også der, hvilket er meget dejligt.
https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/den-hellige-brinkmann.-…
42. d. 25. august: Althusser og Mao
Kampen mellem Stefan Hermann og Svend Brinkmann er som en kamp mellem Althusser og Mao:
Jeg har en lille aftenhypotese, der måske kan forklare Hermanns håbløse og lavbenede kritik af Brinkmann.
Hypotesen er: På en måde kan man se diskussionen som en polemik mellem fransk marxistisk strukturalisme på den ene side og maoisme på den anden…. Hvad siger I så?
Det hænger sammen på følgende måde:
- Hermann er vild med Ove Kaj Pedersen, og OKP var i sine unge år vild med den franske strukturalistiske megamarxist, Louis Althusser. Senere kastede OKP jo marxismen bort, men Althussers økonomisme og strukturalisme blev tilbage. OKP var efterladt med et lukket system uden handling og uden praksis. Herman er jo vild med OKP, men har desuden en åre fra Foucault og Lars-Henrik Schmidt, som også var strukturalister. Ja, Schmidt var faktisk også glad for Althusser. Elever af disse folk har derfor også problemer med praksis og handling. Det er derfor, det hele går op i ”konkurrencestat”, i ”offentlige ansatte”, i vidensøkonomi mm. og absolut ikke i andet, og derfor ligger den filosofiske inspiration totalt død som en sild.
- Så er der Brinkmann. Han er elev af Steinar Kvale. Kvale var maoist i sine unge år. Maoismen går meget lettere med de grundtvigske traditioner. Blandt andet var Kløvedal Reich maoistisk grundtvigianer.
Hvad sker der, når maoister kaster marxismen bort?
Ja ok, der kan ske en af to ting. 1) Hvis man kun kaster marxismen bort og lader resten forblive uberørt, så bliver man ladt tilbage med en tæt praksisteori, som ofte ledsages af antiintellektualisme. 2) Men hvis man kaster marxismen bort, samtidig med at man åbner sig mod andre praksisteorier – hvilket man må sige, at Brinkmann, og faktisk også Kvale gør – så får man en filosofi, som er fyldt med både praksis, handling, fleksibilitet og normativitet. Det er også derfor, at grundtvigianerne bedre kan lide Brinkmann end konkurrencestatsfolkene, der som sagt er strukturalister.
Så polemikken er i virkeligheden en polemik mellem resterne af en stivfrossen strukturalisme og en liberaliseret og revitaliseret maoisme.
Hvad siger I så? Var det ikke en god hypotese?
43. d. 26. august: Information: Et nyt Konkurrencestatstidende?
I forgårs påbegyndte jeg et prøveabonnement hos Information. Jeg tænkte, at jeg måske ville slippe for den meget ensidige brug af vinkler og eksperter på det pædagogiske og kulturelle område, som kendetegner Konkurrencestatstidende, der ellers har været min normale avis i 20 år.
Men der tog jeg sørme fejl. Først var der vinklingen og kritikken af Svend Brinkmanns arbejde i gårsdagens avis, hvor vi skulle høre på konkurrencestatsideologernes banale nedskrivninger af landets åndelige essens, mens en af landets førende psykologer blev udnævnt til populist på den stakkels forside.
Og i dag følges så op på to fronter.
For det første har man indkaldt to ”iagttagere”, der kan imødegå Brinkmanns postulerede populisme og støtte op om Hermanns åndelige fallit.
Det drejer sig om Niels Åkerstrøm Andersen, der efter min opfattelse er en af de mest forbenede antipædagoger i landet. Ja, han mener, at skolens kerneopgave er kerneløs, og at kritik er umulig, hvilket naturligvis er særdeles brugbart for landets læringsideologer. Den teoretiske baggrund for denne elendighed er sammenblandingen af systemteori og post-strukturalisme, og Åkerstrøm er da også tæt knyttet til de teoretiske miljøer på DPU, der klager til mellemledere, når de bliver kritiseret; en mundkurvspraksis, der spreder sig i samfundet.
Den anden ”iagttager” er Jacob Torfing, en politolog, der ligesom Åkerstrøm er glad for Laclau/Mouffes post-strukturalisme. Mig bekendt har Torfing aldrig nogensinde har skrevet et ord om de ting, der ligger Brinkmann på sinde. Jeg har ingen anelse om, hvorfor han er en “iagttager”. Men han sad sammen med Antorini i SFU’s hovedbestyrelse i sine unge dage. Måske er der en sammenhæng der?
For det andet er der ligefrem en leder på bagsiden, som er skrevet af en eller anden, der har initialerne ”meth” (er der en garvet Informations-læser, der ved, hvem det er?). Lederen tror, ligesom OKP og Hermann og Torfing mm, at det hele handler om offentlige ansatte og velfærdsstater, selvom Brinkmann mig bekendt overhovedet ikke drøfter den slags emner. Lederen nævner ikke Brinkmanns temaer eller begrundelser med et ord.
Her er nogle konkrete eksempler på avisens fald i dybet:
1.
Allerede på forsiden står der under et stort billede af Brinkmann: ”Velfærdsdebatten føres som en skyttegravskrig”. Hvilken ”velfærdsdebat”? Brinkmans bøger handler da ikke om velfærdsstaten. På den måde transporterer man jo hele debatten hen til Ove Kaj Pedersens mistrøstigheder, hvor noget han kalder for ”en konkurrencestat” skal uddanne opportunister, og hvor dannelse, pædagogik og frihed var noget man gik op i, dengang vi var en ”velfærdsstat” osv.. Og når vi ikke kan forstå det, så er vi ”populister” og ligner Donald Trump, selvom man har en lang videnskabelig karriere bag sig.
Brinkmann drøfter ikke “styrings”-spørgsmål, men det filosofiske og psykologiske grundlag for at være menneske, og hvordan dette grundlag spiller ind i vores aktuelle samfund, og på de begreber, vi søger at forstå det med.
Jeg synes, det er en ”skyttegravskrig” at kalde Brinkmanns bøger for indlæg i ”velfærdsdebatten”. Vor herre bevares. Hans bøger er da langt mere ambitiøse end den slags teknikaliteter. Det er virkelig navlepilleri og jantelov og brugsforenings-neo-dansk på den store klinge.
2.
Jacob Torfing fra RUC snakker helt sort i forhold til Brinkmanns arbejde, f.eks.
”Enhver ny vej vil stille krav til medarbejdere. Den forestilling om, at hvis vi bare lader medarbejderen passe deres arbejde og lader være med at forstyrre dem, så skal velfærdsstaten nok blive reddet, den tror jeg ikke på. Det er i bedste fald udtryk for fortidsromantik”.
Med dette banale nysprog fortsætter han bare direkte ind i et bur af forvaltningsord, hvor Informations lederskribent står klar til at modtage, og hvor landets lærere kan være “duracell-kaniner”, som Lars Goldschmidt kalder dem.
3.
Niels Åkerstrøm fra CBS fremturer i sin karakteristiske teoretiske kombination:
”Det er komplekst som aldrig før. Men det er ikke så simpelt, at fagprofessionalisme står over for et teknokrati i form af New Public Management”.
Ordet ”komplekst” kommer fra systemteorien, og ”NPM” kommer fra poststrukturalismen. Det er horisonten, og den kan bare slet ikke indfange hele det væld af moralske og psykologiske problemstillinger, som Brinkmann arbejder med. Desuden, Åkerstrøm mener, at kerneopgaverne er kerneløse. Brinkmann mener det modsatte. Åkerstrøm mener at kritik er umulig. Brinkmann mener det modsatte. Åkerstrøm mener, at virkeligheden er konstrueret. Brinkmann mener, at virkeligheden er noget, man er i og undersøger. Åkerstrøm er ingen “iagttager”. Han er en ekstremistisk part i sagen.
4.
Endelig har vi avisens leder, der giver Hermann og de andre vind i sejlene, f.eks.: ”Som Hermann formulerer det….”, og ”det er derfor, professor Ove Kaj Pedersen advarer imod…”.
Lederskribenten slutter, måske fordi den tror den deler sol og vind lige, med at sige, at både Hermann og Brinkmann ønsker en værdi- og formålsdiskussion. Ok, spørger jeg så, og hvad består denne ”formålsdiskussion” så i? Jo, den består ifølge lederskribenten af følgende:
”Derfor er der al mulig grund til at alle lægger sig i selen og anstrenger sig for at finde løsninger på velfærdsstatens udfordring i fællesskab og i fællesskabets tjeneste”.
“udfordring”? Helt ærligt: ”meth” kan blive i sine egne små seler.
Information ligger godt og solidt i konkurrencestatens skyttegrav, og den grav er også filosofiens, teologiens og pædagogikkens grav. Og derfor er det også statens grav.
Sikken en elendig avis, jeg er begyndt at holde.
Diverse links:
Informations leder: https://www.information.dk/…/svend-brinkmann-faellesskabets…
Svend Brinkmanns egen opdatering om emnet:https://www.facebook.com/svendbrinkmann/posts/10153653005726205
Ulla Pierri Enevoldsens opdatering om emnet:https://www.facebook.com/ulla.p.enevoldsen/posts/10208669402284605?pnref=story
44. d. 26. august: NEO-Danmark
Hvad er NEO-Danmark?
Jo, det skal jeg sige dig. Det er et land, hvor man bliver dømt som ”populist”, hvis man skulle være så uheldig at have en eller anden kombination af et videnskabeligt, litterært og offentligt liv.
Lad mig give nogle eksempler: Ludvig Holberg, Grundtvig, Georg Brandes, Søren Kierkegaard, Jakob Knudsen, Henrik Pontoppidan, Kaj Munk, Hal Koch, Løgstrup, Rifbjerg, Susanne Brøgger, Carsten Jensen, Martin A. Hansen, Niels Bohr og Johannes V. Jensen. Og nu kan vi så føje Svend Brinkmann til det fine selskab af folk, der kun tænker på at blive populære. En række af lokale Donald Trump’er.
De er alle sammen ”populister” i Neo-Danmark. De har alle sammen skrevet tykke bøger og engagerede kronikker og rejst land og rige rundt, nogle af dem har endda været i radioen, men ingen af dem har nogen rygrad, betydning eller effekt. De flakser for den mindste folkestemning.
Ok, men hvem er det så, der ikke er populister? Jo, det er så dem, der rådgiver finansministeren. Det er også nogle spøgelsesagtige iagttagere uden ”kerneopgaver”, og så er det en rektor for en københavnsk professionshøjskole. Og det hele formidles af en venstreorienteret avis.
Forestil jer denne professionshøjskole, et sted hvor man uddanner lærere og pædagoger. Det må være et slags finansministerielt seminarium, der udelukker ovenstående række af populister. Så bliver det meget lettere at løse noget, der hedder “velfærdsstatens udfordringer”.
NEO-Danmark.
45. d. 27. august: Stefan Hermanns ”offentlige ansatte” og Brinkmanns psykologi
Når man læser Informations og Stephan Hermanns oprindelige angreb på Brinkmann for ”populisme” , er der især en ting, der er slående, nemlig at Hermann opfatter alt som et spørgsmål om ”de offentlige ansatte”, ”den offentlige sektor” og ”optimering”
(https://www.information.dk/…/ogsaa-blevet-forfoert-brinkman…)
Men der altså noget, der er helt forkert. Jeg forstår ikke, hvad hele dette styrings- og policyvokabular har med Brinkmanns arbejde at gøre? Jeg forstår det simpelthen ikke, og det gør Brinkmann, som jeg forstår det, heller ikke selv. Hvad er det for en debat, der rejses?
Brinkmann beskæftiger sig med menneskets udvikling, en slags filosofisk psykologi, uanset om vi taler om bankdirektører eller førtidspensionister eller børnehavepædagoger. Hvad har det med ”offentligt ansatte” at gøre? Men Hermann kan slet ikke slippe al sin styringsdiskurs. Han sidder helt fast i sine “diskurser”. Det er som om, han slet ikke kan snakke om andet, og det kan Information åbenbart heller ikke.
Måske får vi et clue et sted i interviewet, altså et spor til, hvilken debat vi taler om. Jeg tænker på følgende passage:
”Og da han (altså Hermann, TAR) senere sammen med professor Ove Kaj Pedersen efterlyste et aktivt modspil fra fagforeningerne og de fagprofessionelle i forsøget på at løse de komplekse udfordringer i den offentlige sektor (hvilket Ove Kaj Pedersen senere udfoldede i et Politiken-interview ved at tale om forkælede offentlige ansatte) skød Brinkmann tilbage på Facebook:
»Ja, stop nu med at kritisere samfundsudviklingen – lærere, pædagoger, socialrådgivere og sundhedsprofessionelle – tag ja-hatten på og kritiser jer selv i stedet! Konstant!«”
Dermed mener Hermann og Information, at det er godtgjort, at Brinkmann primært skulle være optaget af ”offentligt ansatte”. Men der tager de sørme fejl. Grunden til, at Brinkmann gik ind i den sag, var jo kun, fordi Ove Kaj Pedersen i første omgang netop skrev, at ”offentligt ansatte”, som han altid nivellerende kalder det, i bedste neo-foucaultstil skulle udøve ”konstant selvkritik”, indtil de var enige med en eller anden læringsmaksimerende konkurrencestatstilhænger som f.eks. Ove Kaj selv. Det kan man læse her:
http://politiken.dk/…/forkaelede-offentligt-ansatte-kan-un…/
Det er jo klart, at ethvert fornuftigt menneske bør reagere på dette, og det gjorde jeg da også selv. Ja, Ove Kajs utrolige menneskesyn blev mig bekendt kun støttet af Stefan Hermann og af DPU’s leder, Claus Holm.
Det er derfor, at Brinkmann skriver ”tag ja-hatten på og kritiser jer selv – konstant”. Det var et svar til Ove Kajs indlæg, som blev ført i termer om ”offentligt ansatte”. Det er Ove Kajs ord, som Brinkmann bare samler op, for at sige det på den måde. Det var Ove Kaj og Hermann, der startede, som man siger i skolegården.
Bemærk også: I resten af sin fine facebook-opdatering taler Brinkmann slet ikke på vegne af ”de offentligt ansatte”. Derimod taler han på vegne af de faglige traditioner, som findes i landet (”lærere, pædagoger….). Brinkmann peger på fagene i sit svar og prøver at undgå det nivellerende ”offentlig ansatte”, hvor alt fra præster til dagplejemødre og skatteopkrævere bliver en og samme adfærdskategori, der så pludselig kan blive ”forkælede”, som det hedder i konkurrencestatskredsene. Og de kan endda også blive til ”Brinkmanns segment”, som Hermann kalder det, men så er det altså også lige før, at jeg kan gå et nummer ned i skostørrelse pga. krumme tæer.
Brinkmann er fagligt set slet ikke interesseret i ”den offentlige sektor”, og dermed falder hele artiklens præmis jo til jorden.
Denne sammenhæng forstår journalisten slet ikke. Hun skriver bare: ”og da Hermann efterlyste….”, ”Hermann har forsøgt sig med…”, som om Hermann var sådan et slags nyt Informations-orakel, der en gang for alle har forklaret den undrende offentlig sagens rette sammenhæng. Og dem, der ikke forstår dette konkurrencestatsorakel, er så populister, selvom de er internationalt anerkendte psykologer. Det er det, jeg kalder for ”neo-Danmark”, og det er ikke en hædersbetegnelse.
Faktisk kritiserer Brinkmann massevis af folk, der er en del af velfærdsindustrien. Hans kritik af selvhjælpstænkningen er legendarisk og den positive psykologi, som storuddanner til landets HR-afdelinger, har også fået en tur. Og Hermann og Ove Kaj er mig bekendt også ”offentligt ansatte”, selvom det kniber lidt med ”selvkritikken”.
Kort sagt: Alle disse Brinkmann-kritikker, hvad man så end mener om dem, har bare ikke noget med en ”offentlig sektor” at gøre. Kritikkerne handler om, hvad vi skal forstå ved menneskelig udvikling og om denne afklarings samfundsmæssige konsekvenser mange forskellige steder, hvilket er lige præcist det, en psykolog bør interessere sig for.
https://www.information.dk/indland/2016/08/ogsaa-blevet-forfoert-brinkmanns-populisme
46. d. 28. august: Læringsdialog 6
Læreren: God morgen 9.A og velkommen til dansktimen. I dag har jeg en skrive-læringsøvelse med til jer.
Peter: Var det ikke det, der hed ”dansk stil” i gamle dage?
Læreren: Jo, men det hedder det ikke mere, for i dag er det vigtigere, at I øver jer i at skrive, end at I skriver om noget.
Peter: Øv
Læreren: I skal også lære at analysere en tekst
Peter: Ok, det lyder spændende. Hvad skal vi analysere?
Læreren: Det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at I simpelthen lære at analysere. Derfor har jeg også en analysemetode med til jer, som I skal lære at bruge. Når I har lært den, så kan I analysere.
Det hedder også ”at lære at lære” eller ”et liv i læringens tegn”. Det er et kommunistisk ideal siger en af landets læringsledere.
Peter: Du må da være sindssyg? Jeg troede, vi var i skole?
Læreren: Så så, nu ikke så næsvis. Selvfølgelig er vi ikke på en ”skole”. Vi er i et læringstempel.
Peter: Undskyld.
(klassen mumler lidt og eleverne skriver nogle sms’er til deres mødre)
Læreren: ok, her er så det emne, I skal analysere.
Peter (hviskende): Nu bliver det spændende.
Læreren: I skal analysere følgende: Hvordan kan et læringstempel bidrage til at løse velfærdsstatens udfordringer?
Peter: Hallo! Har vi ikke Dansk?
Læreren: Jojo, men I skal som sagt også skrive analysen på dansk.
Peter: Men hr. Lærer, hvor har du fået den ide fra med ”udfordringer og læringstempel og velfærdsstaten”?
Læreren: Den har jeg fra min læreruddannelse. Der lærte vi, at ”offentligt ansatte og pædagogikken skal hjælpe med at løse velfærdsstatens udfordringer”, og jeg er jo offentlig ansat og i er jo læringsagenter, så ergo….. Det der med ”læringstempel” har jeg fra Aarhus. Det kalder de deres nye flotte skole på Frederiksbjerg. 7-0 til de hviiiie!
Peter: Jamen, skal vi ikke lære noget om litteratur og dansk kultur eller noget om, hvad der foregår rundt omkring? Min mor siger, at verden og faktisk også Danmark har myldret med alle mulige spændende mennesker og tekster. Hendes bedstefar var modstandsmand og kommunist, og hun har tvunget mig til at læse en bog, der hedder Frydenholm, som jeg gerne vil skrive en DANSK STIL om, fordi jeg har så mange tanker og ord, der står i kø for at komme ud. Mor siger også, at det er vigtigt at læse om ting, som virker fremmede, og som man er helt uenig med, og som man måske kan kritisere.
Læreren: ”kultur”, ”Danmark”, ”litteratur” og ”kritik”. Nu bander du. Du lyder jo som en fra DF eller som ham der Svend Brinkmann, eller som Donald Trump eller en Brexit-tilhænger. Det er populisme er det. Kan du så komme hen i skammekrogen og mellemrumspotentalisere.
Peter: Aaajj, det er jeg altså for gammel til. Jeg er jo 16 år!
Læreren: Ja, og jeg skal nok sørge for, at du aldrig bliver ældre, afsted med dig.
Peter: Ok, men jeg vil altså lige sige, at jeg ikke tror, at DF’erne er kommunister, eller at ham der Brinkman er brexit-tilhænger. Derimod er jeg lidt mere i tvivl om ham der Rømer.
Læreren: Så så… husk nu, at vi ikke skal skrive dansk stil. Psstt! hen i mellemrummet!
20 minutter senere.
Læreren: Så Peter, nu kan du godt komme tilbage igen. Nu tror jeg, du er blevet mellemrumspotentialiseret.
Peter: Ja hr. Lærer, nu føler jeg mig fri og klar til fremtiden, helt som et lille barn igen og renset for fortid og fælles pligt. Men må jeg spørge om noget?
Læreren: ja, kom med det.
Peter: Hvilket seminarium er du uddannet på?
Læreren: ”Seminarium”!!!! Kan du så holde op med at bande. Sådan noget grundtvigsk-løgstrupsk-frigørende semi-religøst dødsensfarligt ursuppe.
Peter: Hr. Lærer, nu sveder du altså meget, og du ryster også lidt.
Læreren: Ja, undskyld mig for alle disse post-faktuelle følelser. Nå, men jeg er altså uddannet på Metropolit, og jeg har endda en videreuddannelse på noget, der hedder DPO.
Peter: Nå, nu forstår jeg det hele, for min mor siger, at på Metropolit regerer polit’erne. Direktøren hedder vist noget med Herman Steffensen. Men i så fald handler det jo slet ikke om at lære noget som helst. På Metropolit og DPO handler det om, at man skal forstå sin økonomiske funktion som ”opportunistisk soldat”, og alt andet er bare midler til økonomisk optimering.
Læreren: ja ja, den er god med dig. Du tror nok, du er kvik. Men det hele er skam støttet af eksperter, fx X og Y og P.
Peter: Nå, X? Var han ikke med i SFU’s landsledelse sammen med Antorini i sin tid og glad for samme teorier som Bjarne Corydon? Og X, er det ikke ham, der mener, at kritik er umuligt, at skolen ingen kerneopgave her, og som er tæt på de forskningsmiljøer på DPO, der klager til mellemledere, hvis de modtager kritik? Og P, er det ikke ham der siger, at frihed og dannelse hører til uddaterede statsformer?
Læreren: Jeg aner ikke, hvad du taler om. Nu synes jeg du er post-faktuel.
Peter: ok, undskyld, fra nu af skriver jeg dine fakta ned med din metode.
Læreren: Godt, og husk at gøre det uden mangler, så du kan få 12 og komme i det nye læringsgymnasium. Men lad lige være at sige det til din mor. Hun er så god til at skrive dansk stil. Måske skriver hun om mig i avisen.
Peter: aajjj, det kunne hun da aldrig finde på. Forresten, der står altså også noget om et af bandeordene i gymnasieforliget. Det er det der med ”dannelse”, jeg tænker på. Måske kan jeg skrive dansk stil om det?
Læreren: Det kan du som sagt ikke, og heldigvis holder den slags bandeords-populisme kun til s. 8 i forligsteksten. Resten af forliget er ”læringsudfordringer” og alt det andet, som jeg forsøger at lære dig.
Peter: Mange tak hr. Lærer. Jeg føler mig ganske hypnotiseret og springer straks frem til s.8 og kigger mig aldrig tilbage. Fra nu af er jeg også en Metro-polit.
47. d. 29. august: Interview med Per Stig Møller om antihumanisme
Information har lavet et interessant interview med Per Stig Møller. Møller bytter om på nogle ting på en måde, der har store konsekvenser:
1.
Først siger Møller, at kulturkampen i 1970’erne stod mellem antihumanister og humanister. Antihumanisterne, siger Møller, var tilhængere af de “store guruer”, som var de franske filosoffer Althusser og Foucault, mens humanisterne var de konservative og borgerlige som Møller selv.
Møller fortæller, at antihumanisterne mente, at mennesket var et produkt at ”økonomiske faktorer”. Disse antihumanister var ”totalitære munkemarxister”.
Alt det har han jo, sådan lidt groft sagt, ret i.
2.
Dernæst siger Møller, at i dag er alle anti-humanisterne væk. I dag er alle blevet humanister, og kulturkampen handler i stedet for om at stoppe islamismen, som er ”vor tids totalitarisme”.
Men her har Møller ikke ret. Hvad tager han fejl i? I det med den totalitære islamisme. Nej nej, væk med den, og tegn da for Guds skyld nogle flere tegninger af ham der “profeten”.
Men hvad så? Jo, Møller tager helt fejl i, at ”anti-humanismen er væk”. Lige præcis den Althusser- og Foucaultinspirerede antihumanisme, som Møller husker fra 1970’erne, er simpelthen over det hele pr. dags dato. Teorien om konkurrencestaten og den såkaldte samtidsdiagnose er præcist en sammensmeltning af de gamle “guruer”, Althusser og Foucault, dvs. en ren form for antihumanisme.
Ja, antihumanismen definerer tidens uddannelsespolitik og pædagogik. Det er magthaverne i vores egen land, der har gjort mennesket til et resultat af ”økonomiske faktorer”, som Møller selv kalder det, og som i dag samles i den altdominerende teori om konkurrencestaten.
Og denne ”antihumanisme” er endda fra omkring årtusindeskiftet blevet suppleret med en såkaldt ”metodisk antihumanisme”, som er en form for udløber af 1970’erne antihumanistiske ideer. I den metodiske antihumanisme omdannes mennesket ligefrem til rådatalandskaber, evidens og metoder. Resultatet heraf kan man finde i det nye “nationalt center for skoleforskning”.
Det hele løber sammen til sand.
3.
Med denne eklatante fejltagelse ender Møller og faktisk også de Konservative med at tage den gamle antihumanisme til indtægt i kampen mod den nye antihumanisme, nemlig Islamismen.
Dermed får vi den ene anti-humanisme imod den anden, men vel at mærke under humanismens falske banner.
Vi får konkurrencestat mod islamisme, og det er en virkelig dårlig cocktail.
4.
Efter min opfattelse er vi slet ikke færdige med Møllers første ”kulturkamp”. Møller siger, at antihumanismen er væk. Jeg siger, at den er overalt.
Og hvis der skulle komme en humanist forbi, ja så mødes han af tidens anti-humanistiske arvtagere – som har både Althusser og Foucault i bagagen – med et rungende: Populist!
Interview med Per Stig Møller:
https://www.information.dk/moti/2016/08/kan-godt-vaere-humanist-venstreorienteret
48. d. 29. august: Skanderborg kommune
Skanderborg kommune har opgraderet dens centralstyrede hjemmeside om Synlig Læring, hvor man får hele ja-hattiepakken. Jeg iler med at dele til almindelig skræk og rædsel og vil blot tilføje, at jeg skam har læst det hele.
Jeg kan derfor også med vished sige: Der er absolut ikke den mindste pædagogiske sprække. Til gengæld er der faglig tomgang, en masse juhu-historier og nogle “gode” råd til forældrene. Det er nok det, der hedder, at “man skal tale folkeskolen op”? Hvilken betagende ironi.
Jeg har forstået det sådan, at dette totalitære koncept optimerer landets muligheder for at udkonkurrere andre stater på en eller anden rangliste? Jeg siger derfor med det samme undskyld til alle fra UC-Metropolit for min “populisme”, for jeg er jo muligvis skyld i, at nogen får følelser, som ikke er “positive”. Måske får en eller anden lærer lyst til at prøve lidt destruktiv kritik? Det ville godt nok være dejligt. Ja, dejligt populistisk.
Jeg ved faktisk ikke helt, om jeg også skal sige undskyld til præsterne? Måske nok, for Skanderborg kommune er i al fald betydeligt mere gudløs end Metropolittens top-populistiske kandidat, hvis navn er på alles læber.
PS: Man kan stadig tilgå den gamle hjemmeside, hvor der er billede af Skanderborgs konsulenter i selskab med Hattie og alle hans Visible Learning+-konsulenter: http://old.skanderborg.dk/…/Synlig-L…/Om-Synlig-LAering.aspx
49. d. 30. august: Sys Bjerres ståsteder
I går aftes sang Sys Bjerre om “ståsteder”, så mange af tilhørerne på spillestedet Radar blev helt rørte.
Bjerre sang bl.a. nedenstående fædrelandssang, der er en tankevækkende blanding af kommentar til hendes kulturradikale forældre og længsel efter nationalt fællesskab. Sangen er en del af samlingen “12 salmer til det moderne menneske”, som hun også sang. Koncerten var en form for urpremiere for sangene.
Godt at Sørine G ikke var der. Hun ville bare have stampet og råbt på Gud og på Kierkegaard den ældre, hvilket helt ville have ødelagt Bjerres fine verdslige, søgende og naivistiske poesi og hele tilstedeværelse.
Stefan Hermann var der heller ikke. Arrangementet var nok for “populistisk”, for Bjerre sang jo til følelserne. Hun manglede helt en analyse af konkurrencestaten som vilkår.
Bagefter gik jeg hen på Pustervig, hvor Le Freak spille sejt kopi-disco fra 70’erne, mens alle de 50-årige dansede på bænkene.
Det var en dejlig post-faktuel aften i Aarhus.
Jeg har skrevet Bjerres ståsted ned:
Min danske far kig op og se
på Dannebrog, der vajer
Jeg ved du ikke er stolt af det,
du ser ned, som du plejer
Men kære far i nye sko,
se dine lange fødder,
har sat et aftryk eller to,
har dybe danske rødder
Min danske far du sang en sang,
om at tag’ ud i verden
Du syntes, at vintren var for lang
i Danmark, og det er den
Du drømte om at slå dig ned
et sted, hvor folk er gladere,
men min mor vandt din kærlighed,
nu er du vinterbader
Min lille far du skammer dig
på hele Danmarks vegne
Hver gang en landsmand dukker sig
blir du og mor forlegne,
og selv kan jeg ikke sige mig fri
for tit at krumme tæer
Men nu og da så glemmer vi,
vi også kan lade være
For måske er vort fædreland
forkælet og lidt bange,
men kære far du ved, at man
kan skrive nye sange
Måske vi skulle synge mer
om lange lyse dage
og tilgi’ alting nu og her
og tag’ dit flag tilbage
https://www.facebook.com/Sys.Bjerre.musik/posts/10153970757159053