Velkommen

På herværende hjemmeside kan du følge mit videnskabelige og diskuterende arbejde med pædagogiske og uddannelsespolitiske emner. Det overordnede formål er at genvinde vores pædagogiske tradition, både i dens videnskabelige og dens praktiske aspekter, hvilket vil sige at skabe kontakt mellem pædagogisk praksis og både ny og ældre europæisk tænkning. Det er efter min opfattelse nødvendigt, fordi mange kredse inden for forskning, uddannelse, administration og politik reducerer pædagogik til anvendelse af  metode- og evalueringssystemer, som man mener skal bidrage til at score højt på pædagogiske ranglister, hvis funktion er at servicere en rejselysten og globaliseret kapitalisme uden sans for det fælles liv. Med disse iltfattige tendenser tømmes pædagogik og uddannelse for indhold, tænksomhed og samfundsmæssigt formål, og dermed forsvinder pædagogikken – altså muligheden for en fri genskabelse af vores værdifulde vaner – ud af landets horisont.

Hjemmesiden er etableret for private midler. Niels Jakob Pasgaard, som er lærer ved pædagoguddannelsen i Viborg, hjælper mig med det tekniske, hvilket han skal have stor tak for.

På blog-fanen lægger jeg løbende både polemiske og mere forskningsafsøgende indlæg ud. Man er naturligvis velkommen til at kommentere stort og småt, men jeg vil bede om at, indlæggene både hvad angår saglighed og form lever op til almindelige standarder. Vær også opmærksom på, at jeg godt kan finde på at rette eller udvide i selve blog-teksten.

 

Med venlig hilsen

Thomas Aastrup Rømer

Lektor i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet

E-mail: thomas-r@hotmail.dk

Telefon: 30131320