Åbning af en pædagogisk nedsmeltning: Nationalt Center for Skoleforskning

I går var jeg til åbning af ”Nationalt Center for Skoleforskning” (NCS), hvor Lars Qvortrup netop er startet som leder (se links i referencelisten). Som han selv sagde det, er han nu vendt tilbage til Aarhus Universitet, hvor han fra 2008 til 2011 var dekan for DPU. Han forlod DPU, dels formentlig fordi han ikke kunne komme igennem med at fyre tre filosoffer for manglende pædagogisk ”relevans”, og dels fordi han røg uklar med daværende dekan Mette Thunø omkring DPUs nærmere status i forbindelse med reorganiseringen af Aarhus Universitet i de vilde Lauritz Holm-Nielsen-dage. Det var dengang, at filosoffen og teologen, Peter Kemp, kaldte Qvortrups og flere af NCS’s deltageres tænkning for ”antifilosofisk”. I dag skulle vi så høre om Qvortrups version af den antifilosofiske ”relevans”, og jeg kan med det samme sige, at den fuldt ud levede op til Kemps kritik (Kemp 2011). Kemp har i øvrigt gentaget sin kritik i 2015, hvor han blot taler om ”halvdannelse” i stedet for det oprindelige ”antifilosofi” (Kemp 2015). Men både “halvdannelse” og “anti-filosofi” er bare andre ord for Qvortrups “relevans”.

Allerede da jeg studerede diverse pressemeddelelser, avisartikler samt programmet for åbningsarrangementet i løbet af foråret-sommeren 2016, var jeg skeptisk. Jeg skrev dengang følgende note:

”Jeg ved ikke, hvorfor centret er ”nationalt”, for det er etableret af to regionale institutioner, nemlig Aarhus Universitet og UC-VIA, og selvom jeg betragter mig selv som ’nationalt sindet’, så føler jeg mig på ingen måde dækket ind af centrets aktiviteter. Ja, i min optik er centret faktisk anti-nationalt, både ved dets kreds og ved dets indhold.

Jeg ved heller ikke, hvad centret har med ”skole” at gøre, for der er ikke en eneste reference til didaktik, skoleteori, dannelse, formål eller noget som helst andet, der bare smager af fisk. Ja, i min optik er centret et udtryk for en form for radikaliseret anti-skoletænkning.

Endelig ved jeg heller ikke, hvad centret har med ”forskning” at gøre, for magen til mangel på pædagogisk og videnskabelig begrebslighed skal man da lede længe efter.”

(Og i parentes bemærket gjorde jeg både AU’s og DPU’s ledelse opmærksom på min kritik).

Mine kritiske fornemmelser blev forstærket på åbningen i går. Derfor synes jeg, at centret bør skifte navn til:

”Anti-nationalt Center for Læringsideologi (ACL)”.

Denne konklusion understreges af pressemeddelelsernes reference til det såkaldte ”Forum for koordination af uddannelsesforskning”, hvor store dele af det læringsideologiske hold sidder med, herunder flere af bidragsyderne til det dagens åbningsarrangement. Forummet kan med sit læringsideologiske udgangspunkt også kun se læringsideologiske problemer, og det kan jo derfor også kun angive læringsideologiske løsninger, som etableringen af NCS så er et af resultaterne af. Det er et ”closed game”.

Til gengæld har NCS ifølge Politiken fået 65 mio. kr. af Aarhus Universitet, der ellers havde en stor fyringsrunde forrige år. VIA spytter også i kassen med et ukendt beløb, og så er der også masser Mærsk-millioner, som følger med over. Et slag på tasken: 100 mio? Det er altså mange lejrskoler.

Centret er en fuldstændig “ren pædagogisk” konstruktion under det faktum, som jeg har redegjort for ved flere lejligheder, nemlig det såkaldte ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)”. Der er ikke den mindste sprække. Det betyder, at almindelig pædagogik, og al den megen kritik, der har været, er helt ude af horisonten. Der var bare målelæring og systemteoretisk selvreference over det hele. Der var ingen sociologiske, filosofiske, antropologiske eller pædagogiske perspektiver. Der var tom ”læring” og ” komplekse datalandskaber” af ”rådata”, som det hedder i jargonen, og det hele kører vel at mærke i et frontalt opgør med åndsvidenskab (Qvortrup, Paideia, nr. 9, 2015, s.32).

At andre fra forskellige perspektiver også undrer sig, fremgår af det nyeste nummer af bladet DM-professionshøjskoler, hvor flere kritiserer både proces og indhold i forbindelse med etablering af centret (se referencelisten).

 

1.

Nå, men først bød institutleder og konkurrencestatsfan, Claus Holm, velkommen. Vi fik at vide, at begrundelsen for etableringen af centret kunne hentes i en OECD-rapport fra 2004. Holm henviste til det allerede omtalte “Forum for koordination af uddannelsesforskning” og endda til daværende forskningsminister, Helge Sander, som jo blev berømt for sit motto: “fra forskning til faktura”. Say no more!

Så var det Lars Qvortrups tur. Hans introduktion forstærkede Claus Holms referencer. Også Qvortrup henviste til OECD-rapporten i 2004 og til “Forum for koordination af uddannelsesforskning”.  Qvortrup betragter centrets aktiviteter som en særlig radikaliseret version af den såkaldte ”school-effectiveness-bevægelse”, dvs. at man vil lave analyser af ”læringsresultater”, der kan forbedre politikernes ”beslutningsgrundlag”, og at det skal foregå med relevans for lærings- og trivselsresultater. Jeg skriver “radikaliseret”, fordi dele af school-effektivenes-bevægelsen faktisk tog udgangspunkt i pædagogisk praksis, hvilket Qvortrups model slet ikke gør, tværtimod. Og uanset den nærmere fortolkning er “skoleeffektivitets-paradigmet” altså et alt for smalt grundlag at bedrive så stort anlagt forskningscenter på. Og var der andet end radikaliseret skoleeffektivitet? Nej….! Hvilket bur! Ikke mindst fordi skolepolitikkens ”beslutningsgrundlag” for tiden er helt hen i vejret; blandt andet fordi “beslutningsgrundlaget” udføres af de samme folk, som nu i regi af NCS står og vil ”hjælpe beslutningsgrundlaget”. Det er det, man kalder for en negativ spiral.

Derefter hørte vi om centret, som består af følgende tiltag, der samlet set understreger den læringsideologiske substans.

  • Program for læringsledelse (skole) (mærsk-millioner, der følger med fra Aalborg Uni)
  • Program for læringsledelse (dagtilbud) (følger med fra Aalborg Uni)
  • Clearinghouse (for evidensforskning)
  • IEA-undersøgelser (Timms/Pirls-undersøgelser)
  • Paideia-tidsskrift (læringsfikseret tidsskrift fra forlaget Dafolo, hvis ledende redaktør, Ole Hansen, også er daglig leder af NCS)

Endelig sagde forskningsdirektør i VIA-UC, Andreas Rasch-Christensen, et par ord. Stakkels Rasch-Christensen har været i dårligt selskab fra starten, dvs. helt tilbage fra 2009, og i går var den bare helt gal, så han endte med ikke rigtigt at sige noget som helst. Men det er selvfølgelig meget kritisabelt, at VIA-UC er gået ind i centret på så smalle faglige principper. Det er trods alt VIA, der i denne sammenhæng har ansvaret for, at professionerne kan udvikle sig ordentligt. Men ok, på VIAs campus i Aarhus har man jo plastret væggene til med dusinvis af postmoderne slogans i meterhøje versaler a la ”EXPOSE YOUSELF”, hvilket tyder på en ubehagelig ligegyldighed over for substansen. VIA og professionerne stod ekstremt svagt i går. Det var det nye lærings- og konkurrencestats-DPU, der svingede takststokken.

 

2.

Det nye centers centrale begreb er ”læring”, og alle indlæggene handlede om det. Først præsenterede Qvortrups åndsfælle, den magtfulde professor Jens Rasmussen, en undersøgelse af ”læringsmålsstyret undervisning i dansk og matematik”, selvom det nu ikke handlede om de to fag overhovedet, men kun om læringsmål. Rasmussen er jo helt ekset i læringsmål, og han har selv bidraget kraftigt til hele molevitten på policy- og implemteringsniveauet. Men det eneste, Rasmussen kunne, var at referere til ministeriets definition af læringsmål, som er så ubehjælpsom, at det gør ondt i alle knogler. Vi måtte også høre Rasmussen gentage en af sine ”synsninger”. Den går ud på, at ”læringsmål ikke er en metode”. Denne vederstyggelighed brugte Rasmussen i foråret til at sige, at læringsmålsstyret undervisning ligefrem har forøget lærernes metodefrihed. Sådan er det, fordi læreren i Rasmussens optik jo selv kan bestemme de metoder, der skal indfri de små læringsmål. Det er hverken Undervisningsministeriets embedsmænd eller Marianne Jelved dog enige med ham i; en modsætning, som blev totalt fortiet i går. Lærernes fagforeningsformand, Anders Bondo Christensen, sad forresten også blandt tilhørerne. Han skrev for få dage siden en kronik til Politiken, hvor han kritiserer netop læringsmålsstyret undervisning, men det blev heller ikke nævnt. Hvad mon han sad og tænkte? Der var absolut heller ikke nogen som helst inddragelse af forårets omfattende faglige diskussioner af læringsmålsstyringen. Det er ikke det, jeg forstår ved ”skoleforskning”.

Bondo har i øvrigt også ved forskellige lejligheder spurgt Claus Holm og Lars Qvortrup om deres holdninger til konkurrencestat mv.. Disse henvendelser har Bondo aldrig fået svar på. NCS bryster sig af, at man vil være tæt på noget, man konstruerer som ”praksis”. Hvis jeg var praktiker eller fagforeningsformand, ville jeg opfatte det som en trussel. Nu må jeg nøjes med at græde salte og våde tårer på landets og pædagogikkens vegne.

Nå, men eftersom ”læring” er NCS’s centrale begreb, er det jo virkelig kritisabelt, at begrebsligheden er så tynd. Rasmussen blev i øvrigt ledsaget af Lektor Mette Molbæk fra VIA-UC, som har skrevet ph.d. om lærings-ledelse, og som har redigeret en bogserie på DAFOLO sammen med Claus Holm. Hun har undersøgt, hvordan lærerne ser på læringsmålstyret undervisning, og hun havde nogle citater med, som hun læste op af. Det foregik efter følgende princip: De citater, der var positive over for ”metoden”, blev fremhævet som værd at huske på. De kritiske citater blev derimod meget belejligt fortolket sådan, at lærerne havde brug mere viden om læringsmål og også noget mere evaluering. Det var meget normativt… på den dårlige måde. Der var ikke det mindste pip om, hvorvidt læringsmålsstyringen måske var problematisk i sig selv, selvom det som sagt ellers drøftes over det hele.

Jeg var glad for, at jeg skulle til DHL-stafet bagefter – på gå-holdet vel at mørke – så jeg kunne dufte lidt til den grønne skov. Det tog mit hold 72 minutter at gå 5 km. Vi have meget at snakke om.

 

3.

Derpå fulgte Qvortrup op med at gennemgå sit Mærsk-projekt under sit gamle PFL (Program For Læringsledelse) oppe fra Aalborg, hvor han jo fik 21 mio. af åndsfællerne i vurderingsudvalget – dvs. Jens Rasmussen, Thomas Nordahl og Per B. Christensen. Og nu skal PFL åbenbart kolporteres direkte ind i AU-regi? Jeg er lidt i tvivl om, hvordan det organisatorisk skal foregå, må jeg indrømme, men personsammenfaldet er nærmest 100%. Desuden fik vi en gennemgang af, hvordan Qvortrups datalandskaber skal flyde ud over kommuner, praksis og databaser, som skal opbygge en såkaldt ”capacity”. Det var så gudsjammerligt ureflekteret og ukritisk, at det ikke var til at holde ud. Det er en systemteori, der er gået helt amok. Dernæst kørte han på i uendelighed med at fremlægge ”data” om dit og dat, så man til sidst følte sig helt post-faktuel. På baggrund af datainfernoet skal skolerne desuden opbygge ”kompetencepakker” til lærerne, så man kan score højere på Qvortrups variable, og så kommunerne og ministeriet kan styre det hele fra et eller andet sted i cyberspace. Hvilken vild ”kompetence”! Men det er så det, man kalder for ”praksisnært”, selvom det er det stik modsatte.

Qvortrup mener, at denne metode, med den ”sikre viden” og de ”solide data” styrker ”dømmekraften”, men det er en ren teknisk defineret dømmekraft, som intet har med dømmekraft at gøre. Det er bare en måde, hvorpå man omdanner gode ord til tomhed, men det er en kortslutning, jeg har fortalt om i min bog Pædagogikkens to verdener (ch. 26).

 

4.

Endelig fremlagde lektor Ole Henrik Hansen nogle ”læringsdata” fra børnehaveområdet i samme ånd, men dog knap så ideologisk. Han fik vist lige sagt – som begrundelse for en eller anden teknisk fejl han begik – at han jo var ”humanist”. Der tørrede jeg endnu en tåre bort. Især fordi NCS jo ligger på fakultetet ”Arts”, dvs. det gamle humanistiske fakultet, som lige præcist i går var ekstra gammelt.

Men var der ingen pædagogik, ingen refleksion, ingen ide, ingen kritik, ingen begrebslighed, ingen historie? Nej, der var intet. Til gengæld kan man regne med magt og indflydelse i hele landet, når de mange millioner skal ud og ”samarbejde med praksis”.

Det var i sandhed en pædagogisk nedsmeltning.

 

Lidt referencer:

Hele åbningssceancen ligger på video på DPU’s hjemmeside

Folkeskolen.dk’s referat fra mødet: http://www.folkeskolen.dk/591830/nyt-forskningscenter-vil-levere-brugbare-resultater-til-skolerne

Jens Raahauges omtale af centret på www.folkeskolen.dk (min egen fb-kommentar til Raahauges blog)

”Lukket kreds bag nationalt skoleforskningscenter”, DM-professionshøjskoler, nr. 3, 2016 http://www.dm.dk/~/media/SektorerOgSektioner/Sektorblade/DMProfessionshoejskoler/2016/DMProfessionshoejskolerNr32016.pdf

Pressemeddelelse vedr. centrets etablering, d. 2. marts 2016: http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/aarhus-universitet-inviterer-til-samarbejde-om-uddannelsesforskning/

Pressemeddelelse vedr. centrets ledelse, d. 9. juni 2016: http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/professor-lars-qvortrup-bliver-leder-af-nationalt-center-for-skoleforskning/

Programmet for åbningen: http://edu.au.dk/aktuelt/arrangement/artikel/aabning-af-nationalt-center-for-skoleforskning/

Forum for Koordination af Uddannelsesforskning: http://ufm.dk/uddannelse-og-institutioner/rad-naevn-og-udvalg/forum-for-koordination-af-uddannelsesforskning

Program for læringsledelse: http://laeringsledelse.dk/

LSP ved Aalborg Universitet: http://www.lsp.aau.dk/

Tidsskriftet Paideia: http://www.lsp.aau.dk/index.php?id=9176

Kemp, P. (2011). ”Kampen om dannelse”, i Hagtvet, B. & Ognjenovic, G. (red.). Dannelse: tenkning, modning, refleksion, Oslo: Dreyer, s. 215-228.

Kemp, P. (2015). Løgnen om dannelse – opgør med halvdannelsen, Tiderne Skifter.

Danmarks Pædagogiske Oligarki, del 1+2:

http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki.html

http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki-dpo-del-2.html

Anders Bondos spørgsmål til Claus Holm og Lars Qvortrup

NCS’s hjemmeside (tilføjet i november 2016)

 

2 tanker om "Åbning af en pædagogisk nedsmeltning: Nationalt Center for Skoleforskning"

  1. Jeg sidder med fornemmelsen af, at der aldrig nogensinde vil komme noget ud af sådan et center. Det lyder som om det er en del af den evidens-forelskelse, som har grebet stat og kommuner. Det må være en skøn tanke for en myndighed, at man kan finde formler for de rette didaktiske og pædagogiske handlinger. Men det forbliver en tanke.

Skriv en kommentar