Aarhus Universitet skal spare 200 mio. ud af et budget på næsten 6 mia. kr. Universitets ledelse får det til at lyde som teknik, men det er det ikke. Det er indhold. Og indholdet handler om, hvilket universitet man ønsker. Det er altså ikke blot en besparelse, men snarere en faglig markering. Det er et nyt globalt konkurrenceuniversitet, der sætter et efterskælv. Hovedskælvet var det universitet, som bestyrelsesformand Michael Christiansen og den tidligere OECD-glade rektor Lauritz Holm-Nielsen med en loyal kreds af mellemledere søsatte forrige år under stor kritik, og som var ledsaget af ord som ”dybe sammenhænge” og ”tværdisciplinaritet”. Efterskælvet er den herværende besparelse, en mindre reorganisering, som pt. finder sted, samt en række løbende små justeringer i de små reglers afdeling. I virkeligheden handler det om at omlægge universitetet til en organisation, der altid kan justeres og trimmes, så forskningen står i organisationens og statens tjeneste. Det handler om at tæmme universitetets fri spørgen, så jagten på de rigtige spørgsmål og deres relation til virkeligheden, det oplysningsfilosofiske kendemærke på et universitet, må nedtones eller indstilles til fordel for andre aktiviteter.

 

Bestyrelsens globale universitet

Hvorfor så sikker? Jo, d. 1/12 bragte Jyllandsposten et interview med universitets bestyrelsesformand, Michael Christiansen. Han blev spurgt, om man skulle have undladt at gennemføre den såkaldte ”faglige udviklingsproces”? – som det hedder på nysprog – processen er slet ikke faglig, men kun organisatorisk, hvilket jo også gør den faglig, blot på en meget trist måde. Hertil svarer formanden, at der er sket

”…en transformation af Aarhus Universitet, hvor universitetet gennem en årrække er gået fra at være et regionalt og lokalt universitet til at være et globalt universitet. Det er den beslutning, jeg har været med til at træffe, og den står jeg inde for. Det er en nødvendig forudsætning, hvis Aarhus skal have et globalt universitet, og det bliver der ikke rokket ved i min formandstid”.

Man skulle egentlig tro, at Christiansen var rektor, eftersom han egenhændigt er garant for hele universitetsfilosofien, men i dag er det faktisk sådan, at bestyrelsen er virkelig tæt på driften. Den laver ligefrem forskningsprioriteringer, der har virkning helt ned i de forskningsstrategiske detaljer. I forbindelse med ”den faglige udviklingsproces” var bestyrelsen også med til at tillade, at en helt nyansat dekan kunne tvangsforflytte forskningsmiljøer og deres ansatte 400km alene med begrundelse i nogle subjektivt opfattede synergier, som lå helt uden for den pågældende dekans faglige kompetence. Det ene miljø, IT-pædagogikken, flyttede kollektivt, 15 mand høj, til et andet universitet, hvilket var pinligt. Det andet miljø, børnelitteraturforskningen, blev splintret, hvilket var og er sørgeligt.

Hele reorganiseringen handler altså om at blive et globalt universitet, og bestyrelsesformanden sætter sin stilling ind på foretagendet. Jo jo, tænker mange så, men er det ikke godt nok, og har universitetet ikke altid været internationalt? Det har det, men det er blot slet ikke det, der er på spil her. På Aarhus Universitet handler globalisering ikke om internationalt samarbejde og videnskabelig udveksling over grænser. Det drejer sig ikke en gang om konkurrence mellem videnskabsmænd og kvinder om at finde på spændende ideer. Nej, det handler om, at universitetet som organisation skal begå sig i den globale konkurrence om midler, og at denne organisation skal støtte staten i den globale konkurrence om arbejdspladser. Universitetet er ikke globalt på nogen videnskabelig måde. Det er globalt på en organisatorisk måde. Det er konkurrencestatens universitet, man har skabt: En tilpasningsdygtig organisme uden indre værdier. Men sådan et universitet er et frontalt opgør med universitetets ide. Hvorfor? Fordi et universitet skal beskytte den frie undersøgelse af virkelighedens strukturer og hændelser samt oplyse og danne staten og befolkningen. Men det konkurrenceorienterede organisme-universitet gør det modsatte. Det vil styre den frie undersøgelse i organisationens interesse. Desuden er forholdet mellem stat og universitet vendt på hovedet. Nu er det ikke videnskaben, der danner, men en kæntret og økonomifikseret stat, der kræver instrumentel ”dannelse” og organisatorisk underdanighed. Staten skal bruge universitetet til egne formål. Det er dette skifte, der er i spil. Først sker det i tænkningen, derpå i diverse rapporter, og langsomt men sikkert sker det også i praksis. Det er et kæntret universitet.

Christiansen siger også i interviewet i Jyllandsposten, at han ikke har lagt mærke til synderlig kritik af den ”faglige udviklingsproces”. Men er det ikke utroligt, at han kan sige det! Der var den ene kronik og artikel efter den andet om emnet i næsten alle landets medier, og langt den overvejende del af indlæggene var kritiske. Endelig siger Christiansen, at det hele tiden har ”stået klart for alle”, at det kunne komme så vidt. Men hvordan kunne han så – for blot halvandet år siden i forbindelse med budget 2011 – sige, at der ingen udfordringer var? Jeg har i al fald heller ikke hørt noget om nogle problemer, og det tror jeg heller ikke, at mine nærmeste ledere har. Der står så vidt jeg ved heller ikke noget i et eller andet referat.

 

Dekanernes tilslutning

Denne konklusion, altså at universitetet er kæntret, bekræftes af dekanernes begrundelser, som ligger offentligt tilgængeligt på nettet, for besparelserne. Niels Christian Nielsen, der er dekan for ”Science and Technology” som det hedder, erklærer direkte følgende, hvor man kan se, at det ikke er videnskab, der er i fokus, men derimod ”positioneringen af Danmark i den globale økonomi” – vel at mærke i samme brev, hvor han overfor sine medarbejdere skal beklage og forklare de kommende afskedigelser:

”Faktisk har vi vist, at vi har potentialet til at være placeret pænt i top 100 af verdens ca. 17.000 universiteter. Det lyder flot og det er flot. Den position er helt afgørende for, at vi kan indfri samfundets forventninger til videnbaseret vækst, og vi dermed kan bidrage til at levere grundlag for ordentlig positionering af Danmark i den globale økonomi.”

Og han fortsætter med:

”Der er mange universiteter, der har nøjagtig den samme ambition. Konkurrencen er – og bliver i stigende grad – benhård. Det gælder ikke blot det nødvendige økonomiske grundlag, men også udvikling og tiltrækning af fornødent talent og opbygning af stærke infrastrukturer. Tager vi ikke den udfordring alvorligt, underbygger alle prognoser, at vi sakker bagud. Det gælder den internationale konkurrence, men i høj grad også den nationale konkurrence på universitetsområdet. Det er helt afgørende, at vi indser det – og handler på det nu. Vi skal være et “Et konkurrencedygtigt fakultet i en globaliseret verden””.

Naturvidenskaben skal altså ikke mere arbejde for sandhedens og materiens, ja for naturens, skyld. Den skal arbejde for universitetets skyld, eller rettere, for organisationens skyld, fordi man vil vinde på ranglisterne og ”klare sig”. Naturvidenskaben er hermed opslugt af en organisation uden højere formål end sin egen overlevelse og vækst samt dens bidrag til statens ”position i den globale økonomi”.

Men er det ikke blot en lidt uheldig formulering? Nej, det er det ikke. Det står over det hele i dekanens indlæg. Besparelserne kobles dermed direkte sammen med det kæntrede universitet.

De andre dekaner holder sig i det mindste klædeligt tilbage i deres udmeldinger til medarbejderne i forbindelse med de aktuelle besparelser. Men dekanen for Humaniora, ”Arts” som det hedder, har flere gange sagt ting som, at ”bussen er kørt for det klassiske universitet”, at ”vi skal gå fra viden til handling”, og at vi vil ”det frække universitet”, og der er ingen lod i den anden vægtskål. Dermed er Humaniora-dekanen helt på samme linje som den naturvidenskabelige kollega og som bestyrelsesformanden.

Så er der dekanen for det samfundsvidenskabelige fakultet, der nu hedder ”School of Business and Social Sciences”. Han har, så vidt jeg ved, ikke skrevet om de konkrete besparelser endnu, men man glemmer ikke let, hvordan han i forbindelse med ”den faglige udviklingsproces” ville omdanne politologien til ”policy-studier”, hvilket er en kæmpenednormering af vores politiske videnskab. Psykologi skulle på samme måde orientere sig mod ”human ressources”, hvilket svarer til at lade en helt afgrænset psykologisk tradition bestemme hele faget. Han skrev også i dagbladet Information om, hvordan human ressources, policy og business, der er hans tredje område, skulle indgå “synergier”, og det fremgik klart, at det var på business’ præmisser; altså at den faglige udviklingsproces skulle initieres helt uden sans for disciplinernes egenart og tradition. Det var nok det, man mente med ”dybe sammenhænge”? altså overfladiske styrbare synergier i den organisatoriske konkurrences interesse.

 

Rektors og ministerens ansvar

Men hvad med den nye rektor? Har han ikke sagt en del fornuftige ting i pressen? Det har han, men han kan slet ikke holde fast. Hvorfor ikke? Fordi han i sin tid, da han selv var dekan, jo havde accepteret reorganiseringens præmisser, fordi han netop og fornylig er ansat af formand Christiansen – der jo, som nævnt, vil sætte sin stilling ind på konkurrenceuniversitetet; fordi han, så vidt jeg ved, ikke er universitetshistorisk uddannet, og fordi hele organisationen nu ligeså langsomt gør det af med fornuftige universitetstanker, der herefter må overleve som sporadiske hensigtserklæringer. Det er også utroligt, at han eller den øvrige ledelse ikke vil læse og forholde sig offentligt og eksplicit til Linda Maria Koldaus kritiske trebindsværk, Janteuniversitetet, hvis handling netop udspiller sig midt i ”den faglige udviklingsproces” på Aarhus Universitet. Koldau står for den klassiske universitetstradition, og mange af de problemstillinger, hun beskriver, stammer faktisk fra en kollision med konkurrencestatsuniversitetet.

Men hvad med ministeren, Morten Østergaard? Han må da have et ansvar – altså for universitetssynet og dermed også på en måde for besparelserne, fordi det jo er en og samme proces.  Han sagde endda engang, at han gik ind for ”klassisk dannelse”. Men det var bare en taktisk besværgelse – en ”sporadisk hensigtserklæring”, som jeg kaldte det ovenfor. Han går nemlig ind for konkurrenceuniversitetet, ligesom ledelsen på Aarhus Universitet gør det. Det kan man se ved hans sammensætning af det kommende udvalg, der skal behandle universiteternes kvaliteter og mangel på samme. I udvalget sidder kun økonomer og organisationsfolk, og ”kommissoriet lyder som en udskrift af et bilag fra Produktivitetskommissionen”, som Bjørn Bredal udtrykte det i Politiken, og det var ikke ment som en ros. Alle ministerens øvrige udspil handler også kun om gennemførselsprocenter og arbejdsmarkedsrelevans og så videre. Østergaard vil altså også underordne universiteterne konkurrencestaten. Han vil gøre dem underdanige. De kan få frihed til at vælge metoder, så de kan score højt på de nationale og kvantitative indikatorer. Det kalder jeg for ”underdanig frihed”. En centralisering under dække.

 

Tre konsekvenser af et kæntret universitet

Lad mig komme med nogle eksempler på, hvad der sker, når konkurrencestatens universitet arbejder. Alting handler som sagt om at få indtægter, dvs. at ”sikre” studentergennemstrømningen, score højt på globale ranglister og gøre sig til for diverse pengetanke. For at kunne gøre det må man hele tiden trimme sin organisation. Der vil derfor komme hyppige reorganiseringer, stop-and-go, hyre og fyre osv. Det sker også på Århus Universitet. Efter den store reorganisering sidste år er vi allerede nu i gang med en ”korrektion”. Den første reorganisering havde nemlig afstedkommet et dårligt arbejdsmiljø, en ”udfordring” man nu prøver at ”løse” med nye ledelsesniveauer og lidt afskedigelser, så man kan ”ramme mere præcist”. Bureaukratiets led, søjler og bånd forøges hastigt. For seks år siden havde jeg 2 led til toppen. Nu har jeg, efter fire reorganiseringer, 7 eller 8, og det vrimler med bånd, søjler og sektioner. Mit eget institut har ikke engang haft et budget i tre år. Hvorfor ikke? Det er fordi, reorganiseringerne kører så hurtigt, at man ikke kan opnå den stabilitet, der kræves, for at budgetkategorier kan etableres og fungere. I stedet løser man organisatoriske problemer med mere organisation. Man bliver til en organisationsproducerende organisation, hvor beslutninger kommer i ofte modstridende bevægelser alle steder fra. Som menig medarbejder kan man bruge mange arbejdsdage på at få simple oplysninger ud af systemerne, og man er altid på vagt overfor pludselige og forstyrrende e-mails fra en af de mange ledere. De forskellige ledere siger så, at de vil ”afbureaukratisere”, men det er umuligt, fordi man har en forkert filosofi fra starten. De er tvunget af tankegangen til at reorganisere hele tiden, fordi man hele tiden skal løbe efter andre herrer end videnskaben.

En anden effekt er virkelig alvorlig. Det er det forhold, at den videnskabelige kvalitet falder. Det kan ganske vist godt være, at universitetet kan pege på, at man scorer højt på en rangliste, men disse scoringer er drevet frem af performanceindikatorer, som gearer hele forskningssystemet til netop at score. Der tales om ”fem pligtige aktivitetsformer”, som man skal indtaste, og hvis der ikke performes i en eller anden ubestemt kombination, så trues der med afskedigelser. Man bliver også på nogle universiteter, dog endnu ikke i Århus, bedt om kun at skrive én pointe pr. artikel, og faktisk også helst kun skrive artikler frem for bøger, fordi det forbedrer scoren og universitets økonomi. Man opfordres ligefrem, ja nærmest tvinges, til at sende artikler til de tidsskrifter, der udløser flest penge til universitet, uanset om tidsskriftet er passende for den pågældende forskning eller måske forkert klassificeret. Men en videnskabsmand skal, efter sin bestemmelse, slet ikke performe på den måde. Han er ikke 100 meterløber. Han er videnskabsmand, og han skal derfor arbejde, undersøge og eksperimentere, så han kan afdække virkelighedens lag med alle de problemer og kampe, der er knyttet til sådan en proces. Men det er svært at komme til, når han hele tiden skal omdirigere sine tanker til de enhver tid gældende ”indikatorer”, der ofte endda er upræcist formuleret, og som kun er sat i verden, for at konkurrencestatsuniversitetet kan performe og overleve uden sans for det videnskabelige og akademiske liv og værdi. Universitetet burde understøtte det videnskabelige arbejde, men det er ved at ende modsat – altså at videnskabsmanden skal understøtte universitetet.

Den tredje konsekvens er, at man har alt for stor fokus på de studerendes læring og evalueringer. Man pakker alle modulerne ind i sirlige kasser med afgrænsede ”lektier” og laver mekaniske ”undervisningsudviklingssystemer”, så man kan styre gennemførslerne, få gode evalueringer og dermed taxameterpenge. Det er det, der hedder ”kvalitet”, selvom det betyder det modsatte. Stort set alle består, fordi kravene er så veldefinerede og organiseringen er så stram, at al selvstændig aktivitet pines ud af foretagendet. Der er selvfølgelig undtagelser, men det skyldes alene flittige lærere og studerende og aldrig den organiserende organisation. Den aktuelle ”fremdriftsreform” er en del af dette administrative hegemoni.

Så udkommet af denne ”faglige udviklingsproces” og dens korrektioner er en blanding af bureaukratisk virvar, dårligere undervisning og forskning og derfor naturligvis også ringere arbejdsmiljø. Det hele er i virkeligheden en indstiftelse af et nyt syn på forholdet mellem universitet, stat og globalisering, og den nye besparelsesrunde er blot en præcisering af denne dårligdom, hvorefter alle universiteterne kommer til at ligne hinanden mest muligt. De 200 mio. skal nu bruges på at trimme en organiserende organisation, der formodentlig har brugt mindst det samme på at etablere sig selv. Kan det globale blive mere provinsielt?

 

Diverse indlæg og orienteringer fra ledelsen om ”økonomiprocessen”. Der er også et lille debatforum med lidt larmende tavshed: http://medarbejdere.au.dk/strategi/oekonomiproces-2014/forside/

Interview med bestyrelsesformand Michael Christiansen: http://jyllands-posten.dk/aarhus/uddannelse/ECE6297750/formand-en-forventet-sparerunde/

Interview med rektor Brian Bech Nielsen: http://www.information.dk/488931

Martin Paldam (2014): “The public choice of university organization – A stylized story with some explanation“, på http://www.martin.paldam.dk.

Interview med Martin Paldam i Forskerforum d. 1. april 2014, nr. 273: http://www.forskeren.dk/?p=3549

Jacob Wamberg (2014): “Fri os fra New Public Management”, kronik i Jyllandsposten, d. 25. marts: http://jyllands-posten.dk/protected/opinion/kronik/ECE6585182/fri-os-fra-new-public-management/