Den 29. november 2022 blev jeg i forbindelse med en mindre fyringsrunde varslet afskediget fra Aarhus Universitet/DPU, selvom det ifølge et efterfølgende fyringsbrev, den 16. december, fremgik, at der intet var at udsætte på mit arbejde på de fire kriterier, som institutledelsen selv havde opstillet.

I løbet af de ca. to uger mellem varsling og fyring protesterede en lang række danske og udenlandske forskere og fagpersoner til universitetet, og der blev foranstaltet hele tre underskriftsindsamlinger, der samlede brede kredse i de faglige miljøer.

De mange henvendelser blev stilet til institutleder Claus Holm, til rektor Brian Bech Nielsen og til den splinternye bestyrelsesformand, Birgitte Nauntofte, som netop var ankommet fra NOVO’s systemer. Nauntofte, som startede som bestyrelsesformand d. 1. december 2022, erstattede den kulturkonservative Connie Hedegaard.

Årsagen til, at de mange forskere og fagfolk sendte deres henvendelser til både rektor og bestyrelse, var formodentlig, at man ville være helt sikker på, at sagen blev behandlet på en mere fyldestgørende måde, end Claus Holm selv var i stand til.

For grunden til, at man tvivlede på Holms dømmekraft var, at han er en slags part i sagen via sin mangeårige støtte til skolereform, dannelsesopgør og konkurrencestat. Holm havde i mange år brugt DPU’s kommunikationsplatform til at støtte alt det, jeg havde kritiseret i tidens løb. Mange mente derfor, at han benyttede lejligheden til at slippe af med en kritisk røst.

Men nu viser det sig, at universitetets bestyrelse slet ikke har været orienteret om disse mange henvendelser. Bestyrelsesformanden har ikke orienteret sin bestyrelse, og det har rektor heller ikke. Dermed har man givet institutlederen og hans begreber en nærmest enevældig uddannelsespolitisk magt over den pædagogiske forskning. Claus Holm har nu Danmarks pædagogiske forskning helt for sig selv. De videnskabelige diskussioner vil uden tvivl tage dybt skade af denne forstærkede realitet

Jeg fik mistanke om bestyrelsesformandens og rektors undladelsessynd, da en medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, Peter Balling, i løbet af sommeren 2023 skrev to kritiske indlæg til universitetets medie ”Omnibus”. Balling mente, at afskedigelserne på DPU var for dårligt begrundet. Deri var vi helt enige.

Af en efterfølgende mail-korrespondance med Balling kunne jeg udlede, at han – og dermed bestyrelsen – ikke var bekendt med de mange protester imod min afskedigelse. Derfor skrev jeg til universitetets ledelse, dvs. til rektor og bestyrelsesformand, om denne formodning virkelig kunne have sin rigtighed? Jeg kunne jo have overfortolket situationen.

Men det havde jeg ikke. Efter adskillelige henvendelser fik jeg d. 18. marts 2024 endelig et svar fra rektors jurist, Steen Dahl Pedersen. Bestyrelsen var ikke blevet orienteret om den omfattende kritik af institutlederens beslutning i december 2022. Min fornemmelse var korrekt.

Steen Dahl Pedersen mener, at fordi bestyrelsen ifølge universitetslovens §10 stk. 7 ansætter og afskediger rektor, så skal bestyrelsen ikke indblandes i ”personalesager”, selvom den pågældende sag altså har et helt alment og forskningspolitisk indhold, jf. de mange reaktioner. Her er Steen Dahl Pedersens svar:

”Kære Thomas Rømer

Tak for din mail af 16. marts 2024. Jeg skal minde dig om min mail af 16. januar 2024.

Personalesager vedr. andet end den øverste universitetsledelse behandles jf. Universitetslovens §10, stk. 7 modsætningsvist ikke af bestyrelsen.

Aarhus Universitet har ikke yderligere at tilføje.”

Venlig hilsen Steen Dahl Pedersen”

Men som sagt viser de mange henvendelser, at sagen ikke kan reduceres til en ”personalesag”. Desuden pegede en advokatredegørelse, som blev lavet på foranledning af Danmarks Magisterforening i foråret 2023, på, at universitetets ledelse ikke har levet op til forvaltningsloven. Endelig har universitetet efter min opfattelse også forbrudt sig mod universitetets vedtægt, dvs. den kontrakt med staten, hvor man forpligter sig på videnskabelig frihed.

Sager af denne principielle type, dvs. ideologisk betingede afskedigelser, angår derfor helt klart universitetets bestyrelse.

Og på en måde forstærkes dette konklusion af den nævnte §10, fordi en potentiel ”afskedigelse” af et inkompetent rektorat jo vil være betinget af, at bestyrelsen ved noget om de principielle sager, som universitetsledelsen er ansvarlig for.

Som det fremgår af Steen Dahl Pedersens mail ovenfor, kunne han også lidt nedladende fortælle – med CC til rektor og bestyrelsesformand – at han skam tidligere havde skrevet til mig. Men det havde han ikke. Han havde skrevet til en helt anden mailadresse. I Steen Dahl Pedersens korte beklagelse var der ikke engang et CC til den øvrige ledelsesstreng. Denne – trods alt – mindre forseelse forstærker fornemmelse af inkompetence.

Så de mange henvendelser fra forskere og interesserede medborgere havde været forgæves. De var ikke blevet bragt videre til bestyrelsen, fordi rektor og hans jurister mente, at den forskningspolitiske og faglige sag var en banal ”personalesag”. Derfor kunne de overlade det til Claus Holm at give alle protest-skriverne en standardskrivelse som svar.

Imens vaskede bestyrelsesformand, rektor og jurister hænder og misligholdt deres pligt til at drøfte sager af principiel betydning for universitets retlige og forskningspolitiske situation. Og først nu – efter vedholdende pres – kommer dette pinlige hemmelighedskræmmeri altså frem i lyset.

Bestyrelsen, som altså bevidst er blevet holdt i uvidenhed om væsentlige forhold, bør efter min opfattelse omgående tage skridt til både at afskedige rektor, jf. §10, og til at irettesætte den nye bestyrelsesformand. Grunden til at bestyrelsesformanden ikke nødvendigvis bør fjernes, er, at hun trods alt blev udnævnt nærmest samme dag, som sagen startede, så hun har måttet forlade sig på rektors særdeles kritisable dømmekraft.

Man kan tilgå de mange offentlige indlæg og dokumenter i sagen på min hjemmeside: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html