Aarhus Universitets opgør med pædagogik – del 1: Nedlæggelse af professorat i pædagogik

A. Om denne blog-serie

Aarhus Universitet huser hele tre store pædagogiske satsninger, nemlig Nationalt Center for Skoleforskning, Tryg-fondens børneforskningscenter og så naturligvis DPU. Universitetet har et særligt ansvar for landets pædagogik og pædagogiske forskning.

Dette ansvar går det desværre ikke så godt med at indfri, hvilket jeg vil beskrive i denne blog-serie. Nedenfor kan man læse min første markering:

 

B. Situationen på DPU/AU i 2014 og opslag af professorat i pædagogik

I foråret 2014 blev der opslået et ordinært professorat i pædagogik ved DPU med kontor i Aarhus. Opslaget var kommet i stand under den daværende universitets- og institutledelse, hvor Mette Thunø var dekan for det nyslåede Arts-fakultet. Thunøs veninde, Hanne Løngreen, var institutleder ved DPU(IUP). Løngreen havde i 2011 afløst læringsideologien Lars Qvortrup, som var rejst til Aalborg.

Men Løngreen var egentlig ikke ideolog. Da hun opslog professoratet i pædagogik, ville hun blot – kraftig støttet af sin dekan – styrke DPU’s Aarhus-afdeling, som var under opbygning. Hun ville også etablere en aarhusiansk baseret kandidatuddannelse i pædagogik, som var under opsejling.

En række ansøgere brugte deres sommerferie på at skrive ansøgning, som skulle afleveres senest d. 31. august 2014. Der var i alt 9 ansøgere, heriblandt mig selv, og der blev nedsat et bedømmelsesudvalg bestående af professor Per Fibæk Laursen (AU), professor Karen Borgnakke (KU) og den internationalt anerkendte professor Stephen Hopmann.

Imens udvalget arbejdede, kom der imidlertid en ny ledelse både på universitetet og på instituttet. Rektor Brian Bech Nielsen var i forvejen næsten ny i sadlen, og dekan Johnny Laursen trådte også til i de måneder. De to var mere sindige end den tidligere centrale ledelse, som var helt ude i OECD-tågerne, men desværre manglede Johnny Laursen viden om forholdene i den pædagogiske jern- og åndsindustri. Brian Bech Nielsen er fysiker og fik hurtigt travlt med en stor sparerunde, så pædagogikken var nok ikke lige i sigtekornet.

Lars Qvortrups åndsfælle, læringsideologen Claus Holm, afløste Hanne Løngreen som institutleder. Holm genoptog med det samme Qvortrups linje. Holm havde ingen interesse i at arbejde for et professorat i pædagogik. Det er helt klart. Han er konkurrencestatsmand, og derfor handlede alt om læringsoptimering. Og Johnny Laursen havde ingen modstandskraft/lyst over for disse ideer.

Allerede ved udnævnelsen af Holm midt i det hele tænkte jeg mit, men jeg havde dog ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad det hele skulle udvikle sig til.

(Både dekan og institutleder var i første omgang blot ”konstituerede”. Senere, men først efter hele forløbet, blev de ”ægte”.)

 

C. Ansættelsesprocessen

Der blev indkaldt til ansættelsessamtale d. 9. januar 2015 for tre af de ansøgere, som bedømmelsesudvalget havde vurderet som ”kvalificerede”, som man siger. Ansættelsessamtalen blev forestået af Claus Holm, men der var også andre ledelsesrepræsentanter til stede.

Efter nogle dages venten fik en af ansøgerne jobbet. Der var lidt faglig tumult på bagsmækken, som det sig hør og bør ved en så central udnævnelse – blandt andet kæmpede jeg for min sag – men jobbet blev altså tildelt en anden ansøger. Det var helt efter bogen. Den pågældende var nu blevet professor i pædagogik ved Aarhus Universitet. En vigtig stilling for landets pædagogik, som på det tidspunkt var i dyb krise.

(Jeg har vedhæftet min egen ansøgning og bedømmelsen, så man kan se, hvordan sådan noget ser ud. Man kan her læse om, hvordan jeg ser på mit eget arbejde, hvis det skulle have interesse for nogen)

 

D. Nedlæggelsen af professoratet med henvisning til “strategi”

Men hovsa! Hvad skete der så lige? Pludselig – d. 25. februar – tikkede følgende mail ind i Outlook fra DPU’s ledelse:

”Kære Thomas Aastrup Rømer

Tak for din ansøgning til – og efterfølgende samtale om – stillingen som professor i pædagogik ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (IUP), Aarhus Universitet med arbejdssted ved IUP, Campus Aarhus.

På baggrund af, at der på instituttet stadig pågår væsentlige strategiovervejelser med konsekvenser for den organisatoriske udvikling og instituttets profil, der i særdeleshed omfatter IUP’s Campus Aarhus har jeg, efter drøftelse med dekan Johnny Laursen, besluttet ikke at besætte stillingen som professor i pædagogik.

Med venlig hilsen
Claus Holm
Kst. Institutleder”

Så Claus Holm og Johnny Laursen havde altså – nærmest i nattens mulm og mørke – i fællesskab besluttet, at det er i modstrid med et pædagogisk instituts “strategi”, at have et professorat i pædagogik! Det må være den mest barokke og ukvalificerede begrundelse i dansk pædagogisk historie nogensinde. Det vil jo svare til, at det er u-strategisk at oprette et professorat i økonomi på et økonomisk institut?

Og den pågældende person, som jo havde fået stillingen tilbudt, måtte derfor simpelthen aflevere sin stilling igen. Hvilken absurd behandling af et andet menneske. En sådan uretfærdighed kan man kun gennemføre, hvis man har en ideologisk dagsorden. Og denne ”ideologiske dagsorden” var i dette tilfælde et “strategisk” opgør med pædagogik, orkestreret af DPU og AU i en form for symbiose.

 

E. Den nye strategi

Og hvad var så den nye ”strategi”, som de konstituerede ledere henviser til? Her er tre eksempler:

For det første oprettede man prompte en masse MSO-professorater i afgrænsede pædagogiske emner. F.eks. blev der ansat en professor MSO i kvantitativ forskning. Det var ”lige hvad Danmark havde brug for”, erklærede Claus Holm ved et stort indsættelsesarrangement, som var meget ”strategisk” og fyldt med bobler og pindemadder og musiske indslag. Selv kom jeg og andre filosofisk interesserede ikke engang i betragtning. Vi var helt uden for “strategisk” rækkevidde. Om den forsmåede ex-professor også søgte, ved jeg ikke.

For det andet: Året efter, i 2016, etablerede Aarhus Universitet og DPU det såkaldte ”Nationalt center for skoleforskning” med den smallest tænkelige horisont. Holm udnævnte sin åndsfælle Lars Qvortrup til leder helt uden offentlig proces.

For det tredje: Samme forår, altså i 2015, understøttede Claus Holm de nærmest vilde klager til universitetet, som Dorthe Staunæs og Malou Juelskær rettede mod mit kritiske arbejde, og som først blev frafaldt efter hårdt offentligt slid fra brede kredse i samfundet. Dekan Johnny Laursen understøttede ligeledes klagerne ved overhovedet at behandle dem formelt og med fuld proces, formodentlig igen i samarbejde med Holm. Qvortrup støttede også Staunæs og Juelskjær offentligt i Berlingske. I dag er sagen nærmest taboo, selvom den er udførligt omtalt i Heine Andersens bog “Forskningsfrihed” (Andersen 2017).

DPU’s og AU’s “strategi” havde gjort sit arbejde.

Der er ikke siden opslået professorater i pædagogik på DPU. Derimod hober det sig op med emeritusser og snarlige pensionister på almenpædagogikkens område, som også stort set er ph.d.-frit.

Aarhus Universitet har med hele denne stillings-proces gjort sig selv medansvarlig for opgøret med landets pædagogiske tradition og med dens ledsagende forskning.

Jeg har flere gange gjort opmærksom på problemet over for universitetets ledelse, men det har ikke afstedkommet nogle korrektioner eller beklagelser. Rektor Brian Bech Nielsen henviser blot til sin dekan, og dekanen anser sagen for ”afsluttet”. Men det er den ikke. Den lever lige der, hvor der er pædagogik i landet.

Dermed opsluges Aarhus Universitet af det, jeg har kaldt for Danmarks Pædagogiske Oligarki, som er en særlig form for pædagogisk glemsel, som både er teoretisk og organisatorisk struktureret omkring en meget smal læringsideologi (se f.eks. Rømer 2015).

 

F. Konklusioner

DPU og Aarhus Universitet har siden skærpet opgøret med pædagogik i instituttets og universitetets øvrige kanaler, godt støttet af dekanen og universitetet som sådan. Det vender jeg tilbage til i nogle senere blogs.

Her er tre af de centrale konklusioner på forløbet:

  • På Aarhus Universitet står ”pædagogik” i modsætning til et ”pædagogisk” instituts “strategi”.
  • På Aarhus Universitet tager man uden videre centrale og højt profilerede stillinger fra folk, som ellers er blevet vurderet kvalificeret af et faglig bedømmelsesudvalg.
  • På Aarhus Universitet belønner man folk, som understøtter overgreb mod ytrings- og forskningsfrihed.

Er der nogen – ud over universitetets og DPU’s ledelse – der synes, det er i orden?

Og nedlæggelsen af professoratet i pædagogik har vel at mærke enorme konsekvenser for dansk pædagogik, som i dag er totalt marginaliseret og stort set uden selvstændig forskningsledelse, nu hvor læringsfeberen ellers aftager i visse politiske og i mange faglige kredse. Det var lige nu, landet havde brug for en professor i pædagogik. I stedet er Aarhus Universitet og DPU ladt alene tilbage, moralsk og fagligt vingeskudte, men også uhyre magtfulde og systemaffirmative.

 

Diverse links/referencer:

Stillingsopslagets ordlyd

Min ansøgning

Bedømmelsesudvalgets indstilling

Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag.

Andersen, H. (2017). Forskningsfrihed – ideal og virkelighed, Hans Reitzels Forlag, s.327-328.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.