Aarhus Universitets opgør med pædagogik: Nedlæggelse af professorat i pædagogik

A. Om denne blog-serie

Aarhus Universitet huser hele tre store pædagogiske satsninger, nemlig Nationalt Center for Skoleforskning, Tryg-fondens børneforskningscenter og så naturligvis DPU. Universitetet har derfor et særligt ansvar for landets pædagogik og pædagogiske forskning.

Dette ansvar går det desværre ikke så godt med at indfri, hvilket jeg nu vil give et skandaløst eksempel på. Det drejer sig om en sag, hvor DPU/AU havde oprettet et professorat i pædagogik, som uden videre blev nedlagt igen. Man havde endda tilbudt stillingen til en ansøger, som altså få dage efter pludselig stod med fletningerne i postkassen.

Her er historien:

 

B. Situationen på DPU/AU i 2014 og opslag af professorat i pædagogik

I foråret 2014 blev der opslået et ordinært professorat i pædagogik ved DPU med kontor på den ekspanderende afdeling i Aarhus. Opslaget var kommet i stand under den daværende universitets- og institutledelse, hvor Mette Thunø var dekan for det nyetablerede Arts-fakultet. Thunøs veninde, Hanne Løngreen, var institutleder ved DPU(IUP). Løngreen havde i 2011 afløst læringsideologien Lars Qvortrup, som var rejst til Aalborg, efter at han forgæves havde forsøgt at komme af med filosofien på DPU.

Men Løngreen var egentlig ikke ideolog. Da hun opslog professoratet i pædagogik, ville hun blot – kraftig støttet af sin dekan (altså Thunø) – styrke DPU’s Aarhus-afdeling, som var under opbygning. Desuden ville hun etablere en aarhusiansk baseret kandidatuddannelse i pædagogik.

En række ansøgere brugte deres sommerferie på at skrive ansøgning, som skulle afleveres senest d. 31. august 2014. Der var i alt 9 ansøgere, heriblandt mig selv, og der blev nedsat et bedømmelsesudvalg bestående af professor Per Fibæk Laursen (AU), professor Karen Borgnakke (KU) og den internationalt anerkendte professor Stephen Hopmann.

Imens udvalget arbejdede, kom der imidlertid en ny ledelse både på universitetet og på instituttet. Rektor Brian Bech Nielsen var i forvejen næsten ny i sadlen, og dekan Johnny Laursen trådte også til i de måneder. De to var mere sindige end den tidligere centrale ledelse, som var helt ude i OECD-tågerne, men desværre manglede Johnny Laursen viden om forholdene i den pædagogiske jern- og åndsindustri. Brian Bech Nielsen er fysiker og fik hurtigt travlt med en stor sparerunde, så pædagogikken var nok ikke lige i sigtekornet.

Lars Qvortrups åndsfælle, læringsideologen Claus Holm, afløste Hanne Løngreen som institutleder. Holm genoptog med det samme Qvortrups linje. Holm havde ingen interesse i at arbejde for et professorat i pædagogik. Det er helt klart. Han er konkurrencestatsmand, og derfor handlede alt om læring, OECD og systemteori. Og Johnny Laursen havde ingen modstandskraft/lyst over for disse ideer.

Allerede ved udnævnelsen af Holm midt i det hele tænkte jeg mit, men jeg havde dog ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad det hele skulle udvikle sig til.

(Både dekan (Laursen) og institutleder (Holm) var i første omgang blot ”konstituerede”. Senere, men først efter hele forløbet, blev de ”ægte”.)

 

C. Ansættelsesprocessen

Der blev indkaldt til ansættelsessamtale d. 9. januar 2015 for tre af de ansøgere, som bedømmelsesudvalget havde vurderet som ”kvalificerede”, som man siger. Ansættelsessamtalen blev forestået af Claus Holm, men der var også andre ledelsesrepræsentanter til stede.

Efter nogle dages venten fik en af ansøgerne jobbet. Der var lidt faglig tumult på bagsmækken, som det sig hør og bør ved en så vigtig udnævnelse – blandt andet kæmpede jeg for min sag. Jeg sendte en redegørelse for mit synspunkt til rektor d. 29. januar. Mine indvendinger blev afvist pr. 9. februar med følgende ordlyd:

“Kære Thomas,

Som lovet vender jeg nu tilbage til din mail om den igangværende ansættelsessag på Arts.

Jeg har i anledning af din henvendelse modtaget en grundig orientering  fra konstitueret dekan Johnny Laursen om den endnu uafsluttede ansættelsessag. På baggrund af orienteringen er det min opfattelse, at retningslinjerne i ansættelsessagen er fulgt.

Som du sikkert ved, er det dekanen, der træffer den endelige afgørelse om besættelse af stillingen. Jeg vil derfor afholde mig fra at gå yderligere ind i sagen. Hvis du har spørgsmål i den forbindelse, foreslår jeg derfor, at du kontakter Johnny Laursen herom.

Jeg skal gøre opmærksom på, at Johnny Laursen er blevet gjort bekendt med din mail gengivet nedenfor.

Med venlig hilsen

Brian”

Så jobbet blev altså tildelt en anden ansøger efter lidt diskussion og tumult. Det var på sin vis helt efter bogen. Den pågældende var nu blevet professor i pædagogik ved Aarhus Universitet. En vigtig stilling for landets pædagogik, som på det tidspunkt var i dyb krise, hvilket den stadig er.

 

D. Nedlæggelsen af professoratet med henvisning til “strategi”

Men hovsa! Hvad skete der så lige? Pludselig – d. 25. februar – tikkede følgende mail ind i Outlook fra DPU’s ledelse:

”Kære Thomas Aastrup Rømer

Tak for din ansøgning til – og efterfølgende samtale om – stillingen som professor i pædagogik ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (IUP), Aarhus Universitet med arbejdssted ved IUP, Campus Aarhus.

På baggrund af, at der på instituttet stadig pågår væsentlige strategiovervejelser med konsekvenser for den organisatoriske udvikling og instituttets profil, der i særdeleshed omfatter IUP’s Campus Aarhus har jeg, efter drøftelse med dekan Johnny Laursen, besluttet ikke at besætte stillingen som professor i pædagogik.

Med venlig hilsen
Claus Holm
Kst. Institutleder”

Så Claus Holm og Johnny Laursen havde altså i fællesskab – nærmest i nattens mulm og mørke – besluttet, at det er i modstrid med et pædagogisk instituts “strategi”, at have et professorat i pædagogik! Det må være den mest barokke og ukvalificerede begrundelse i dansk pædagogiks historie nogensinde. Det vil jo svare til, at det er u-strategisk at oprette et professorat i økonomi på et økonomisk institut?

Og den pågældende person, som jo havde fået stillingen tilbudt, måtte derfor simpelthen aflevere sin stilling igen. Hvilken absurd behandling af et andet menneske. En sådan uretfærdighed kan man kun gennemføre, hvis man har en ideologisk dagsorden. Og denne ”ideologiske dagsorden” var i dette tilfælde et “strategisk” opgør med pædagogik, orkestreret af DPU og AU i en eller anden form for symbiose.

 

E. Den nye strategi

Og hvad var så den nye ”strategi”, som de konstituerede ledere henviser til? Her er tre eksempler:

For det første oprettede man efter nedlæggelsen af det ordinære professorat en masse MSO-professorater i afgrænsede pædagogiske emner og funktioner. F.eks. blev der ansat en professor MSO i kvantitativ forskning. Det var ”lige hvad Danmark havde brug for”, erklærede Claus Holm ved et stort indsættelsesarrangement, som var meget ”strategisk” og fyldt med bobler og pindemadder og musiske indslag. Selv kom jeg og andre filosofisk interesserede ikke engang i betragtning. Vi var helt uden for “strategisk” rækkevidde. Om den forsmåede ex-professor også søgte, ved jeg ikke.

For det andet: Året efter, i 2016, etablerede Aarhus Universitet og DPU det såkaldte ”Nationalt center for skoleforskning” med den smallest tænkelige horisont. Holm udnævnte sin åndsfælle Lars Qvortrup til leder, mig bekendt helt uden offentlig stillings- og ansættelsesproces.

For det tredje: Samme forår, altså i 2015, understøttede Claus Holm de nærmest vilde klager til universitetet, som Dorthe Staunæs og Malou Juelskær rettede mod mit kritiske arbejde, og som først blev frafaldt efter hårdt offentligt slid fra brede kredse i samfundet. Dekan Johnny Laursen understøttede ligeledes klagerne ved overhovedet at behandle dem formelt og med fuld proces, formodentlig igen i samarbejde med Holm. Lars Qvortrup støttede også Staunæs og Juelskjær offentligt i Berlingske. I dag er sagen nærmest taboo, selvom den er udførligt omtalt i Heine Andersens bog “Forskningsfrihed” (Andersen 2017).

DPU’s og AU’s “strategi” havde gjort sit arbejde.

Der er ikke siden opslået professorater i pædagogik på DPU. Derimod hober det sig op med emeritusser og snarlige pensionister på almenpædagogikkens område, som også stort set er ph.d.-frit. Derimod myldrer det frem med folk, der kan noget om kompetencer og tal.

Aarhus Universitet har med hele denne stillingsproces gjort sig selv medansvarlig for opgøret med landets pædagogiske tradition og med dens ledsagende forskning.

Jeg har flere gange gjort opmærksom på problemet over for universitetets ledelse, men det har ikke afstedkommet nogle korrektioner eller beklagelser. Rektor Brian Bech Nielsen henviser blot til sin dekan, og dekanen anser sagen for ”afsluttet”. Men det er den ikke. Den lever lige der, hvor der er pædagogik i landet.

Dermed opsluges Aarhus Universitet af det, jeg har kaldt for Danmarks Pædagogiske Oligarki, som er en særlig form for pædagogisk glemsel, som både er teoretisk og organisatorisk struktureret omkring en meget smal læringsideologi (se f.eks. Rømer 2015). DPU spiser på en måde AU med kniv og gaffel.

 

F. Konklusioner

Her er tre af de centrale konklusioner på forløbet:

  • På Aarhus Universitet står ”pædagogik” i modsætning til et ”pædagogisk” instituts “strategi”.
  • På Aarhus Universitet kan man finde på først at tilbyde og derefter uden videre at tage centrale og højt profilerede stillinger fra folk, som ellers er blevet vurderet kvalificeret af et faglig bedømmelsesudvalg.
  • På Aarhus Universitet belønner man folk, som understøtter overgreb mod ytrings- og forskningsfrihed.

Er der nogen – ud over universitetets og DPU’s ledelse – der synes, det er i orden?

Og nedlæggelsen af professoratet i pædagogik har vel at mærke enorme konsekvenser for dansk pædagogik, som i dag er totalt marginaliseret og stort set uden selvstændig forskningsledelse, nu hvor læringsfeberen ellers aftager i visse politiske og i mange faglige kredse. Det var lige nu, landet havde brug for en professor i pædagogik. I stedet er Aarhus Universitet og DPU ladt alene tilbage, moralsk og fagligt vingeskudte, men også uhyre magtfulde og systemaffirmative.

(Tilføjet senere: Året efter, i 2019, blev det offentligt, hvem det var, som fik frataget stillingen. Det kan man læse om i dette indlæg, hvor jeg har arbejdet videre på ovenstående tekst: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-von-oettingens-professorat-i-paedagogik.html)

 

Diverse links/referencer:

Stillingsopslagets ordlyd

Min ansøgning

Bedømmelsesudvalgets indstilling

Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag.

Andersen, H. (2017). Forskningsfrihed – ideal og virkelighed, Hans Reitzels Forlag, s.324-328.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.