Efter Claus Holms afskedigelse gik Dansk Magisterforening ind i sagen. Foreningen bad i den forbindelse advokatfirmaet Lind om at vurdere min afskedigelsessag. Advokaten udarbejdede i april 2023 et notat, som fylder 14 sider, og som bekræftede DM’s egne advokaters synspunkter. http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Notat-om-opsigelse-ved-AU.pdf
Advokaten mener, at Claus Holm og Aarhus Universitet har brudt forvaltningslovens regler på to måder:
“- dels idet man har forsømt at partshøre Thomas Aastrup Rømer om nogle faktuelle forhold, som indgår i Aarhus Universitets afgørelse og
– dels idet begrundelsen for afskedigelsen ikke på fyldestgørende vis redegør for, at disse faktuelle forhold har indgået i beslutningsgrundlaget.”
De helt nye “faktuelle forhold”, som omtales i citatet, kom ifølge advokatens notat frem i forbindelse med et møde mellem Dansk Magisterforening og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen den 14. marts 2023. Dette ”faktuelle” består af tre helt ubestemte henvendelser fra unavngivne forskere til DPU’s ledelse. Jeg har ikke hørt om nogle af disse henvendelser før, og jeg kender ikke til deres indhold, forfatter eller baggrund. Og i fyringsbrevet skrev Holm, at der ingen kritik var under det kollegiale kriterium. Jeg har altså på sin vis lavet min indsigelse imod fyringsvarslet på falske præmisser. Begrundelserne kommer og går i helt tilfældige ryk.
DM ønskede dog ikke at rejse sag mod universitetet, fordi disse lovbrud ifølge advokaten bliver ”absorberet” af arbejdsretten, som det hedder i notatet med henvisning til to højesteretsdomme fra 2007/08. Det skyldes, at afskedigelsen er en del af en større fyringsgrunde, som overordnet set er begrundet økonomisk.
I det følgende vil jeg først omtale og kommentere ministeriets og Holms helt nye forklaringer. Derefter vil jeg kort drøfte advokatens begrundelse for ikke at forfølge sagen i det juridiske system; måske kan mine betragtninger påvirke fagforeningernes lyst til at gå mere håndfast ind i afskedigelsessager, som finder sted i samfundets pædagogiske system.
1. Claus Holms begrundelser
Lad os se nærmere på advokatvurderingens omtale af DPU’s fire officielle fyringskriterier, herunder de fyringsbegrundelser, som altså pludselig er dukket op i forbindelse med det omtalte møde i ministeriet i marts 2023, og som jeg som sagt ikke har hørt om før.
Jeg har i det følgende fyldige uddrag fra advokatens tekst lagt mine egne kommentarer ind undervejs (fremhævet med fed). Det er især kriterium nr. 3, der er i fokus her, men styrelsens omtaler af de andre kriterier er også kritisable efter min mening, så dem gennemgår jeg også:
”I forhold til Thomas Aastrup Rømer kunne Medarbejder- og kompetencestyrelsen oplyse følgende:
- kriterie (uddannelsesaktivitet): DPU har set på registreringer i deres registreringssystem (Vipomatic) og +/- 500 timer var normen. Thomas Aastrup Rømer lå på normalen. De 348 timer, som Thomas Aastrup Rømer har angivet, er udskudt forskning og indgår ikke i tidsregistreringen.”
Min kommentar: De 348 overtimer pr. juli 2022 har intet med ”udskudt forskning” at gøre. Det er tal hentet fra universitetets VIPOMATIC-system, som alene tæller undervisningstimer. Styrelsen forholder sig heller ikke til de fremragende undervisningsevalueringer, som jeg havde vedlagt min indsigelse. Dermed mindskes betydningen af dette kriterium uretmæssigt.
”2. kriterie (forskningsaktivitet): DPU har set på publikationer og hjemtagning af eksterne forskningsmidler. Der var tale om både en kvantitativ og kvalitativ vurdering på baggrund af data, og Thomas Aastrup Rømer ligger på normalt niveau.”
Min kommentar: Jeg udgiver ca. en stor monografi om året plus det løse. Hvis det skal betegnes som et ”normalt niveau”, så har DPU’s ledelse virkeligt skruet sine kategorier sammen til dagens anledning, hvilket den formentlig også har. Desværre vil universitetet ikke udlevere information om, hvordan grænseværdierne er defineret. Dermed formår Holm også at formindske betydningen af dette kriterium. Og hvad mon en ”kvalitativ vurdering” handler om i dette tilfælde? Claus Holm har siden 2007 vist sig at have kraftfulde ideologiske interesser i emnet.
”3. kriterie (kollegiale relationer): Det blev understreget, at gamle sager fra 2012 og 2015 ikke har indgået i vurderingen. Der har været nyere tilfælde, som ikke har ført til selvstændige tjenestesager, men når de i en besparelsesrunde, skal vurdere, hvem der bedst kan undværes, indgår det i vægtningen/vurderingen – den gode medarbejder. Der har været henvendelser fra 3 afdelinger om en uhensigtsmæssig tone fra Thomas Aastrup Rømer, hvor kollegaer har forsøgt dialog herom, men som Thomas Aastrup Rømer har afvist. Styrelsen oplyste, at de var i besiddelse af email-korrespondance, som understøttede dette.”
Min kommentar: Jeg har ikke hørt om disse tre henvendelser – hverken som ”tjenestesag” eller i andre sammenhænge – og der er intet i min personalemappe om nogen “uhensigtsmæssig tone” eller om ”tjenestesager”. Tværtimod har jeg som nævnt udelukkende fået gode kollegiale tilbagemeldinger ifm. MUS-samtaler og lignende. DPU må være en form for dysfunktionelt sladderuniversitet.
Formodentlig kan de omtalte henvendelser, som jeg altså ikke kender til, føres direkte tilbage til de omtalte episoder fra 2012 og 2015, hvor DPU intimiderede min forskningsfrihed, men måtte frafalde efter pres fra Dansk Magisterforening og offentligheden.
Men disse ”gamle sager”, som omtales, vedrører netop ikke ”kollegiale relationer”, men alene forskere, som jeg aldrig havde samarbejdet med, nemlig kredsen omkring Jens Rasmussen og Dorte Staunæs. Disse to personer mente i 2012 og 2015, at min helt almindelige kritik var lig med mobning og tilsvining og så videre, hvilket endda blev understøttet af den aktuelle dekan og institutleder. Den aktuelle fyring følger i direkte forlængelse af denne ideologiske struktur, og mit gæt er, at de “tre henvendelser” har rødder i disse kredse og erfaringer, selvom man altså hævder det modsatte.
DM anmodede om at få flere informationer om de pågældende henvendelser, men det blev afvist af DPU.
“4. kriterie (svingende eller mindre god kvalitet i opgaveløsningen) blev ikke nævnt.
For så vidt angår Thomas Aastrup Rømer, er det ifølge Medarbejder- og Kompetencestyrelsen således navnlig vurderingen af ham i forhold til kriterie 3, som har ført til, at Thomas Aastrup Rømer vurderes til at være blandt de medarbejdere, som bedst kan undværes.”
Min kommentar: Der er intet at udsætte på kriterie 3, jf. min omtale ovenfor og min indsigelsestekst. Tværtimod har jeg kæmpet for mine kolleger imod ledelsens overgreb, f.eks. mod fyringer og tvangsforflytninger. Jeg burde snarere have en kollegial pris for nu at sige det lige ud.
Herefter slutter advokaten:
”Ifølge det over for mig oplyste er Thomas Aastrup Rømer ikke blevet foreholdt de omtalte henvendelser fra 3 afdelinger, ligesom jeg lægger til grund, at Thomas Aastrup Rømer ikke er blevet partshørt om disse oplysninger, herunder om, at disse oplysninger indgår i grundlaget for afskedigelsen. Jeg er ikke blevet forelagt de pågældende henvendelser, men Thomas Aastrup Rømer har via egenindsigt i sin personalesag fået oplyst, at de omtalte henvendelser ikke er registreret på Thomas Aastrup Rømers personalesag.”
Advokaten mener altså, at der hermed tale om to brud på forvaltningsloven, men at disse brud ikke gør selve afskedigelsen ulovlig (se også afsnit B).
2. Højesteret
I advokatens vurdering af min fyring henvises der til Mette Søsted Hemmes bog “Afskedigelse – processuelle krav” (Hemme 2021). Advokaten mener, at Hemmes konklusioner viser, at fagforeningen ikke vil få noget ud af at forfølge sagen ind i det retlige system.
Det er da også korrekt, at Højesteret i 2007-08 afsagde to domme, som stiller den fyrede person klart dårligere, end det før havde været tilfældet. Disse tre domme betyder, at forvaltningsloven får mindre vægt i forhold til arbejdsgiverens skøn end tidligere, især hvis den konkrete afskedigelse er en del af en større fyringsrunde. De to domme understøtter derved de nye stærke ledelser i den offentlige sektor. Det er slemt nok, især på det videnskabelige og pædagogiske område.
Disse to domme adskiller sig dog fra min egen sag på forskellige måder. F.eks. handler dommene ikke om universiteter, som jo i modsætning til det almindelige embedsapparat er underlagt et friheds- og kundskabsformål, jf. universitetslovens §2, som endda er skærpet siden højesteretsdommene:
”Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken.”
Og en udvidet version af §2 finder man i Aarhus Universitets vedtægter, som er godkendt af staten. Også her understreges frihedsforpligtelsen. F.eks. i følgende:
”§3. Aarhus Universitet bygger på det arbejdsfællesskab mellem videnskaberne, der inden for den europæiske universitetstradition karakteriserer et universitet med en fuldt udbygget fagvifte.
Stk. 2. Aarhus Universitets virksomhed foregår på grundlag af de principper, der er udtrykt i de europæiske universiteters Magna Charta, herunder uafhængighed, frihed i forskning, undervisning og uddannelser, gensidighed i videnudveksling og kulturelt samarbejde samt undervisningens forskningsbasering.
Stk. 3. Aarhus Universitet respekterer etiske regler for forskningsudøvelse, herunder krav om ubestikkelighed og vederhæftighed, åbenhed for kritik og for fornyet prøvelse af præstationer og indvundne resultater.”
Det almindelige embedsapparat har jo ikke denne type formuleringer i det juridiske bagkatalog. En sådan forskel bør testes juridisk, hvilket advokatnotatet ikke er opmærksom på.
Mette Søsted Hemme skriver herudover tre ting, som efter min opfattelse yderligere korrigerer og nuancerer det negative billede af retstilstanden, hvilket DM’s advokat heller ikke har blik for:
i)
Hemme skriver, at retstilstandens mere specifikke karakter generelt set er “uafklaret”, hvilket jo netop er et argument for at teste sammenhængen mellem ret og omstændigheder. F.eks. skriver hun følgende, netop om afskedigelser i forbindelse med fyringsrunder:
“Sammenfattende må det betegnes som uafklaret, hvorvidt der ud over de generelle kriterier er pligt til at høre over konkrete oplysninger, der kommer medarbejderen til ugunst ved udvælgelsen af medarbejdere i forbindelse med større personalenedskæringer, men rimeligheden af en sådan retstilstand kan i hvert fald overvejes.” (s. 146) (min kursivering, TAR)
Dermed problematiseres advokatens begrundelse for at acceptere universitetets afgørelse, som jo netop er begrundet med, at afskedigelsen er en del af ”større personalenedskæringer”.
ii)
Derudover taler Hemme om et såkaldt “bestemthedskrav”. Og det særlige eksempel, som hun fremhæver, dækker lige præcis situationen i min egen fyring, som jo blev effektueret ud fra tre helt ubestemte klager/småsladder:
“Sammenfattende må der ved vurderingen af, hvor bestemte oplysninger myndigheden skal partshøre over, tages udgangspunkt i, hvad begrundelsen for den påtænkte afskedigelse er. Eksempelvis vil det ikke være tilstrækkeligt at henvise til ubestemte samtaler og dokumenter ved en opsigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder.” (s.146) (min kursivering, TAR)
Dermed forstærkes begrundelsen for, at den under punkt i) omtalte “uafklarede” retstilstand i forbindelse med fyringsrunder bør testes ved almindelig sladdervornhed.
iii)
Endelig mener Hemme, at Højesteret faktisk i sine begrundelser netop lægger op til, at disse emner bør testes i det fagretlige system, hvilket advokaten og DM ikke ønsker med henvisning til Højesteret selv. Det ender i et juridisk catch 22. Paradokset forstærkes af, at Folketingets Ombudsmand ikke vil behandle den konkrete afskedigelse, fordi den via advokatundersøgelsen er afvist af fagforeningen (jvf. http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Klage-til-Ombudsmand-og-Ombudsmandens-afgoerelse.pdf).
Dette juridiske double-bind fremgår af følgende citat, hvor Hemme problematiserer, at et brud på forvaltningsloven kan overrules af arbejdsretten, hvilket jo netop er advokatens synspunkt:
”På den anden side støtter præmisserne i U2009.1251H ikke en antagelse om, at Højesteret helt opgiver det synspunkt, at myndighedens sagsbehandlingsfejl efter omstændighederne skal medføre retlige konsekvenser. Højesteret opfordrer som nævnt de fagretlige organer til at inddrage myndighedens eventuelle sagsbehandlingsfejl i den samlede rimelighedsvurdering. Det må antages, at der i Højesterets opfordring også ligger en forventning om, at væsentlige sagsbehandlingsfejl på en eller anden måde kommer myndigheden til skade i den samlede rimelighedsvurdering ved de fagretlige organer.” (kursiv i original tekst, min egen fremhævning med fed) (s. 209)
Og derudover må man sige, at Højesterets praksisændring i 2007-09 jo kan ledsages af en korrigeret praksisændring i 2023, hvis man kan godtgøre relevante forskelle i materialet. Det antyder Hemme faktisk også i en kursiveret formulering på s. 221.
Så den tekst, som advokatfirmaet altså selv henviser til, lægger ikke uden videre op til advokatfirmaets konklusion. Dermed ender fagforeningen med at acceptere en uklar retspraksis på universitetslovens præmis. Jeg vil dog gerne understrege, at fagforeningen har gjort et stort arbejde med min sag, selvom vi altså ikke er helt enige om de juridiske og politiske muligheder. Jeg vil også nævne, at DM muligvis vil føre sagen under GPDR-lovgivningen, men det aspekt lader jeg ligge her.
Referencer:
Advokatens notat: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Notat-om-opsigelse-ved-AU.pdf
Ombudsmandens afgørelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Klage-til-Ombudsmand-og-Ombudsmandens-afgoerelse.pdf
Alle sagens indlæg og dokumenter kan tilgås i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html