Afgørelse i klagesag

1. Afgørelse i klagesag

Der er nu faldet afgørelse i den sag, hvor to forskere fra Aarhus Universitet havde klaget over mit kritiske arbejde. Dekan for fakultetet Arts, Johnny Laursen, har afgjort sagen fredag d. 8. maj ved følgende korte og præcise formulering:

“Efter vi har talt sammen har jeg nu haft lejlighed til at vurdere hændelsesforløbet, og på den baggrund finder jeg ikke, at der er grundlag for at foretage mig yderligere.

Ved møderne med de involverede parter, har jeg gjort det klart, at der skal være meget vide rammer for den faglige og saglige kritik af andres videnskabelige arbejder, jf. reglerne om ansvarlig forskningspraksis § 6.”

 

2. Svar på afgørelse

Lørdag d. 9. maj har jeg svaret:

”Kære Johnny

Mange tak for din mail og for den klare afgørelse, som jeg er meget lettet over.

Jeg glæder mig til at genoptage mit arbejde i pædagogikkens og den pædagogiske videnskabs tjeneste i samme engagerede og kritiske ånd, og med samme moralske og videnskabelige kompas, som hidtil. Jeg er glad for at vide, at denne indstilling også efter din og universitetets mening falder sammen med et humanistisk fakultets formål og tradition.

Med venlig hilsen

Thomas Aastrup Rømer”

nb: Efterfølgende har jeg studset lidt over udtrykket “genoptage”. Ordet henviser ikke til nogen formel suspension, men nok mere til en psykologisk tilstand. Måske burde jeg have skrevet “fortsætte”? Parret “genoptage/fortsætte” peger fint på den dobbelthed, jeg nu skal til at arbejde i. I øvrigt er det lidt pudsigt, at netop suspensionsbegrebet i helt moderne pædagogisk teori bruges som et definerende træk ved skolen. Måske har jeg blot været i skole?

 

3. Konsekvenser?

Dermed er den konkrete sag afsluttet. Universitetet har vist sig som et universitet.

universitet=Universitet (u=U): altså det modsatte af ”ny=ikke”, som ellers er normen i disse år.

Jeg håber, sagen får konsekvenser, ikke for ”nogen”, men for interessen og muligheden for at arbejde kritisk, engageret og kreativt med videnskabelige og pædagogiske spørgsmål overalt i samfundet. Jeg håber med andre ord, at flere af samfundets institutioner kan blive sig selv, at u=U vil brede sig som et slags princip, der kan generere åndsfrihed og folkelig virketrang efter skolens og pædagogikkens eget formål – i Skole=skole (s=S).

 

Se alle indlæg i sagen

 

14 tanker om "Afgørelse i klagesag"

  1. klog afgørelse…sagen i sin forlængelse ville have medført et idelogisk set hidindtil uhørt voldsomt opgør, det udeblev – denne gang.

  2. Det glæder mig usigeligt at sagen faldt ud til den ærligt demokratiske og saglige side. Helle-Sofie

  3. Jeg kender dig ikke personligt, men har fulgt din sag. Stort tillykke med afgørelsen, som faldt ud til den helt rigtige side! Godt kæmpet!!! Tak fra en underviser!

  4. Det er også tidligere sket, at én forsker ved (det daværende) DPU har klaget til (den daværende) rektor over en kritik, som en anden DPU-forsker havde fremført af den førstes arbejde, og som den pågældende opfattede som “ukollegial.”

    Året var 2005. Klageren var professor Niels Egelund. Den kollega, han klagede over, var professor Peter Allerup. Og rektoren var Lars-Henrik Schmidt.

    Anledningen var, at Allerup — der er én af de (mig bekendt) kun tre personer i Danmark, der har en virkelig dybtgående viden om (og erfaring med) de former for statistisk analyse, der kaldes “Rasch-analyse” — havde trukket sig ud af det danske “Pisa-konsortium,” fordi han mente, at de anvendte metoder ikke var holdbare, og de indsamlede resultater derfor ikke pålidelige — og efter sin udtræden havde offentliggjort en kritik af Pisa-projektet

    Egelund klagede derpå til Schmidt over, at Allerup på denne måde offentligt undsagde en kollega og betegnede hans forskning som uholdbar.

    Schmidt indkaldte parterne til møde.

    Efter at have lyttet til dem begge, afgjorde Schmidt sagen ved at sige til Egelund, at dersom Allerup mente, at der var elementer i Egelunds forskning, der ikke var holdbare, så var det ikke Allerups RET at kritisere disse forhold offentligt — men derimod hans PLIGT.

    http://pure.au.dk/portal/da/publications/pisa-praestationer%28c7404800-2e12-11dc-aa58-000ea68e967b%29.html

  5. Mange teløkker herfra. Også flad og lettet over klar afgørelse. Din tx var jo både grundig velargumentetet og saglig. Bravo og hurra

  6. Hej Thomas. Puha, det var godt. Det ville ikke have været til at bære andet. Jeg har fulgt din blog og mener som mange andre, at det i denne tid er helt nødvendigt med en kritisk røst. Bortset fra det kan jeg nu godt forstå klagerne (hvilket ikke er det samme som at give dem medhold). Du har en meget kras facon at kritisere på. Det tænker jeg tit, når jeg læser dine blogs, og jeg tænker samtidigt, at du sagtens kunne kritisere uden at være så kras, og at indholdet af din kritik ville stå endnu stærkere derved. Men måske ville den så ikke vække så meget opmærksomhed? Jeg er i tvivl mål og middel her… Men først og fremmest: tillykke !

  7. Sjovt, at der ingen eftertænksomhed er at spore i skamrosningen af TAR. Ros til TAR er vel i betydelig grad en enighed i kritikken af de kritiserede kolleger. Man kan vel ikke holde med begge parter. Det betyder vel så, at de to – tre kritiserede er færdige i dansk pædagogisk forskning. Og herefter ingen over og ingen ved siden af TAR.
    I mit stille sind tænkte jeg, at forhold som arbejdsmiljø, sober tone, faglig opbakning osv kunne spille en rolle for drift af et institut. Det gælder tilsyneladende ikke.

    • Kære Karsten
      At bifalde sagens udfald handler om retten til at kritisere i det hele taget og har i princippet ikke noget med den konkrete kritik at gøre, så jo, man kan sagtens holde med begge parter i denne sag. At flere hujende kommentatorer og medier så konsekvent roder først- og sidstnævnte sammen uden så meget som at blinke med øjnene, er en anden sag, der jo fortæller en hel del om deres egen sans for kritik.

Skriv en kommentar