Agedrup er en lille flække tæt ved Munkebo på Fyn. Når man kører fra Odense til Kerteminde, overser man let, at der overhovedet er en bebyggelse. Men nu er landsbyen blevet en form for epicenter for det ubehagelige opgør med pædagogik og dannelse, der er indbygget i den nye skolereforms begrebsmæssige dybdestruktur. I det følgende vil jeg først fortælle om sagen og dernæst kort markere, hvilke generelle spørgsmål den rejser.

 

1. Erik Schmidts virke

Erik Schmidt har været lærer på Agedrup skole i 34 år. I alle disse år har han været et fagligt midtpunkt – på skolen, i lokalsamfundet og i offentlige diskussioner af pædagogik på både det lokale og det nationale plan. Han har skrevet et utal af kronikker og kommentarer, udgivet bøger og tidsskrifter om pædagogik, og han var medstifter af tænketanken Sophia, som er en centrum-venstre tænketank, der ønsker at fremme dannelse og demokrati i Damarks grundskole. Schmidt er på denne måde indbegrebet af en dygtig lærer i en dansk pædagogisk tradition – den virksomme, driftige, flittige, udadvendte og diskuterende lærer, et strejf af de allerbedste sider af Grundtvigs skoleånd.

Schmidt har på 34 år haft ganske få sygedage, og han har aldrig modtaget en klage vedrørende sit arbejde, tværtimod, og man skulle jo hermed tro, at han var en mand, som Odense kommune ville sætte pris på.

 

2. En kommunal advarsel

Men det gør kommunen ikke. Odense kommune har tværtimod givet Schmidt en tjenstlig advarsel for ”negativ adfærd og synspunkter”, som det hedder. Der står også i advarslen, at Schmidt ”har været lodret uenig i tænkningen”, selvom det er helt ubegribeligt, at der skulle være nogle problemer med det, hvis det vel at mærke er et demokrati, man lever i, og så længe man gør, som man bliver bedt om, hvilket Schmidt altid har gjort – godt og vel endda. Schmidt har heller ikke ”ønsket at forstå ændringen”, fremgår det også af advarslen. Han har simpelthen fået mundkurv på, indtil han er ”enig i tænkningen”, og indtil han har ”forstået ændringen”, hvilket jo er den rene og skære thought-control.

 

3. Hvem er kommunen? Bibi, Ahrensberg og Crawley

Men hvem er det, som har givet en af Danmarks dygtigste lærere en advarsel for at mene noget? Det har en ung og splinterny skoleleder, der kun havde været ansat i en måned, da sagen begyndte at rulle. Mohammed Bibi hedder han. Hvem er han? Ja, i modsætning til Schmidt har han aldrig skrevet noget som helst fagligt, men i et kort interview til hjemmesiden vollsmose.dk fortæller han, at det er folkeskolens ”helligste” og mest ”fundamentale” mening at gøre børn, ”så dygtige, som de kan i dansk og regning”. Disse formuleringer er en radikaliseret version af skolereformens idegrundlag, der i sit opgør med skolens formål må nøjes med tekniske formål (dansk=læsning). Men skoler lever ikke af teknik alene. Derfor tilføjer Bibi ”det hellige”, og i pseudo-religionens navn forstår man jo godt, at Bibi vil udrydde fri diskussion på sin skole. I samme interview fortæller han også, at han vil ”holde sine medarbejdere til ilden”, at hans personale skal ”udvikle sig fagligt”, og at ”lokalsamfundet er altafgørende”. Men hvis det står til troende, er det svært at forstå, at han uddeler advarsler til folk, som både har en tårnhøj faglighed og er særdeles aktive i lokalsamfundet. Men måske mener Bibi blot, at ”ilden”, som hans medarbejdere skal tændes af, skal være gjort af Bibis nye ”hellige” mission. Odense vil have ”hellig ild” – ellers er det ud! At ”udvikle sig fagligt” svarer til at blive ”skolereforms-hellig”.

Men hvad med kommunen? Jo, her sidder skoleregionschefen Ina Ahrensberg, som rent faktisk implementerede advarslen. Ahrensberg har også kun har været ansat i en måned – efter selv at have fået en fyreseddel fra Haderslev kommune, hvor hun også kun sad i kort tid. Ahrensberg er fysioterapeut og har aldrig skrevet om uddannelsesspørgsmål heller. Og i sin sommerhilsen til kommunens medarbejdere fortæller hun, altså efter blot en måneds ansættelse, at skolerne i Odense kommune er ”internationale rollemodeller”, hvilket ikke er korrekt, og at de er ”superfantastiske” (suk!). Hun skriver også, formodentlig med Agedrup-sagen i tankerne, at der har været en ”blomstrende debat”, til trods for, at ingen har forsvaret advarslen offentligt og rationelt. Det korrekte er, at der har været en ”sønderlemmende kritik”, og at kommunen ikke har bidraget med andet end en ”vissen tavshed”.

Men hvad med forvaltningens politiske ledelse? Jo, det er Susanne Crawley Larsen, som har blot 4 måneder på posten som nyvalgt byrådsmedlem. Hun kommer i sit civile liv, ligesom Ahrensberg, fra sundhedsområdet, og har heller ingen dokumenterbar forstand på uddannelsesforhold. Larsen har i en indirekte kommentar til sagen talt om lærernes grundlovsrettigheder, og hun har sagt i flere forskellige medier, at ”lærerne kan sige hvad de har lyst til”, men det er jo objektivt set løgn. Som borger er det meget ubehageligt, når politikere taler sig varme på grundlæggende rettigheder, alt imens selvsamme rettigheder undermineres så bastant. Jeg plejer at kalde den slags for ”postmoderne ondskab”.

Det er altså et fagligt set tyndt kommunalt triumvirat, der har al magt men ingen viden, overfor en erfaren, moden og flittig mand uden magt, men med al viden – 34 års flittig erfaring overfor en masse grøn, uforstandig, superfantastisk og magtglad hellighed.

Jeg bør tilføje, at en  næsten enig lærergruppe på Agedrup skole – 27 ud af 31 lærere – har udfærdiget en skarp skrivelse til skoleledelsen vedrørende sagen, så det er ikke sådan, at Schmidt står helt alene med sine synspunkter i Agedrup, og så vidt jeg har forstået, har flere andre lærere har også forladt skolen af grunde, der minder om Schmidts.

 

4. Hvad er der sket?

Hvordan er det kommet så vidt? Der er sket følgende: Mohammed Bibi tiltræder sin stilling som skoleleder i Agedrup d. 5. marts 2014, og Schmidt indøver i dagens anledning sammen med sin klasse to sange og en velkomsttale til ham.

På sit første lærermøde, d. 25. marts, præsenterer Bibi skolens nye ”vision”, hvorefter skolen skal ”læringsmaksimere” – helt i skolereformens ånd – nu blot tilsat ”den hellige ild”. Der har ingen diskussion været med lærerne, som på mødet da også udtrykker bekymring for undervisnings- og dannelsessiden af skolens liv. På det næste møde, d. 9. april, præsenterer Bibi en fiks og færdig reorganisering af skolen; heller ikke her har der været nedsat arbejdsgrupper eller været en fælles diskussion af tiltaget, selvom det har store konsekvenser for skolens pædagogiske og sociale liv. På det tredje møde, d. 30. april, møder Bibis selvsikkerhed almen kritik, og han må gentage flere gange: ”Det undrer mig, at I kritiserer en ledelsesbeslutning, efter at den er taget”. Men kan noget menneske forestille sig et pædagogisk liv, det være sig i en børnehave, en skole, eller på en højskole eller et universitet, hvor man ikke diskuterer og kritiserer ud over det hele – også efter beslutningerne er taget? Det håber jeg sandelig ikke, for i så fald går man ind for det, som Sovjetunionen i sin tid kaldte for ”demokratisk centralisme”, hvilket betyder noget i retning af: ”Diskuter ”konstruktivt” frem til beslutningen og hold mund efterfølgende”, dvs. dressur over hele linjen.

På det fjerde møde præsenterer Bibi, nærmest i en bisætning, et helt nyt system for tildeling af forberedelsestid; et emne der er særlig følsomt efter den store lærerlockout i foråret 2013. Men Bibi vil ikke fortælle om de principper, han har lagt til grund. Den enkelte lærer får blot tildelt en individuel ”kvotient”, der er udregnet efter hemmelige principper.

Det er i forbindelse med dette forløb, at skolens mest erfarne og fagligt set mest aktive og respekterede lærer rejser sig op og siger, at ”nu må det altså holde op”, og det er også muligt, at det bliver lidt følelsesmæssigt. Det er dog en skole og ikke et postkontor, vi taler om.

Efterfølgende bliver Schmidt kaldt til samtale hos Bibi, som fortæller, at han vil indstille Schmidt til en kommunal advarsel, fordi ”det opleves”, at han har ”negative holdninger og synspunkter”, som det totalitært hedder. Schmidt har i sin gerning deltaget i 400 lærermøder og har aldrig fået hverken formelle eller uformelle klager fra skolens skiftende ledere. Tværtimod har han været et ubetinget aktiv, hvilket blandt andet bekræftes i Fyens Stiftstidende d. 24. juni, hvor en tidligere mangeårig inspektør på skolen, Eskild Kjær-Madsen, i et langt indlæg roser Schmidt til skyerne – blandt andet for hans diskussions- og virkelyst, men også for hans sindighed og realitetssans.

Schmidt kan ikke leve med at afslutte sit virke med mundkurv og makke-ret, så få dage senere tager han sin afsked. Kommunen giver dog Schmidt en advarsel alligevel – til almindelig skræk og advarsel, vil jeg tro. Det er nok det, som skoledirektøren kalder for en ”superfantastisk blomstrende debat”.

I starten af juni holder Schmidt en afskedsreception, hvor det myldrer med gæster. Der er den lokale præst, formændene for både idrætsforening og menighedsråd, kollegaer, universitetsforskere, gamle og nye elever og så videre. Lærerforeningens formand, Anders Bondo, kommer også forbi og holder en rørende tale, hvori han roser Schmidt til skyerne – ikke for en indsats i fagforeningens tjeneste vel at mærke, men derimod i fagets og folkeskolens tjeneste. Bondo fortæller, at Schmidt har været en ”kæmpegevinst for Danmarks skole”, og at hans virke er kendetegnet ved ”tyngde, kundskab og dybde”. Der er indlæg fra alle verdenshjørner, og receptionen sprænger alle tidsrammer.

Men der er ingen repræsentanter for ledelsen, ikke engang i 10 minutter, ikke engang et håndtryk. Der er heller ikke nogen fra kommunen. Odense er vist ikke eventyrets by mere.

Samtidig ruller sagen i diverse medier. Lærernes blad, Folkeskolen, rejser sagen med stor journalistisk effektivitet, og den liberale debattør, Henrik Gade Jensen, skriver om sagen i Jyllandsposten, fordi han er bekymret for, at vores skoler mister ånd og frihed. Der er adskillige læserbreve i Fyens Stiftstidende og Kristeligt Dagblad, og tre skolepolitikere går ind i sagen, nemlig Alex Arendsen fra DF, Merete Riisager fra LA og Rosa Lund fra Enhedslisten. På en måde er det pudsigt, at støtten til Schmidt kommer fra konservative, liberale og den yderste venstrefløjs kredse. Hvor mon centrum-venstre bliver af? Det er ellers deres skoletradition – dvs. en vekselvirkning mellem venstre-grundtvigianismen og socialdemokratiet, som selv er en form for udvækst på den filosofi, der udspringer af grundloven som sådan – der med advarslen til Schmidt er blevet knægtet af den ”hellige ild”. På en måde har Socialdemokraterne og De Radikale givet en advarsel til sig selv.

Det er på sin vis Danmark selv, der har fået en advarsel af Odense Kommune. Det er organisationstænkningens sejr over skolens og fællesskabets formål. Diskussion og kritik vil nu forsvinde fra landets skoler, hvilket svarer til at sige, at al ånd og derfor skolebegrebet som sådan afvikles. Vi får ”klare mål”, Pisa-lister, eksperter, missioner, operative måltal, strategier og amerikanske konsulenthuse. Og resultatet heraf vil være – siger min krystalkugle – at vi om 25 år stort set kan erstatte skolen med tekniske metoder, som selvfølgelig gør os til nr.1 i det hele. En skole i verdensklasse er en verden uden skole, for nu at sige det på den måde.

Lærernes fagforening, DLF, burde jo også være på mærkerne, men det er den næsten ikke. Bondos tale til Schmidt holdes nærmest hemmelig, og næsten alle hovedbestyrelsesmedlemmerne er underligt tavse. Hvorfor? Det er nok fordi, at DLF har arbejdet aktivt for den nye skolelovs grundlæggende filosofi, som man finder i undervisningsministerens initiativ, Ny Nordisk Skole. Det var nemlig ordene og tænkningen fra den nye skolelov, der angreb Erik Schmidt i Agedrup. Det var den læringsmaksimerende, ledelsesstærke og organisationsstrategiske skoletænkning, der gav en advarsel til den klassiske skoletænkning, der har rod i Danmarks indre udvikling og i landets europæiske essens. Lærernes fagforening er fanget i denne spænding som en flue i et edderkoppespind, hvorfor de kun kan spjætte ved halvprivate receptioner og formodentlig hjælpe Schmidt lidt på det juridiske felt, hvilket dog heller ikke skal undervurderes.

 

5. Ideologiernes sammenstød

Vores skolefilosofi blev forvirret i 1970’erne på grund af en skrækkelig betonmarxisme, der ville gøre op med filosofi og tradition, og hvis fortalere faktisk er blandt hovedarkitekterne bag den aktuelle skolereform. Arkitekterne har siden smidt ”marxismen”, men de har bibeholdt både opgøret og betonen. De har smidt værdierne, men fastholdt begreberne. Derfor er vi havnet på en teknokratisk skole, der nu skal suppleres med Bibis ”hellige ild” – og hvis man ikke synes, at det er en god ide, så skal man sørme høre på, at man har en nej-hat på, selvom nej-hatten faktisk er en ja-hat af de helt store, nemlig en ja-hat til skolen, livet, kundskaberne, demokratiet og samfundet.

Alle mulige mener, at pædagogik og skole kan reduceres til metoder, der kan få danske skoler til at hoppe på Pisa som en anden kineser. Så dybt kan et land synke. Agedrup-skandalen er et sammenbrud af skolens folkelige fundament til fordel for et ”helligt fundament”, den handler om det ”super-fantastiske” over for en realitetsbåren humanisme. Skandalen handler om politikernes og Ove Kaj Pedersens ”konkurrencestat”, der vil omdanne pædagogik og dannelse til et middel for global konkurrence og dermed til statslig detailregulering, over for en bred kulturel og humanistisk strømning, som jeg tror findes i alle partier fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti, men som – indrømmet – er blevet lidt søvnig.

 

6. En gave fra det ydre rum

Efter at Bibi havde indstillet Schmidt til en advarsel, spurgte han lige, om Schmidt ikke ville forestå skolens jubilæum til september? Det er jo den slags ting, Schmidt  plejer at tage sig af, og det var jo også ham, der havde medvirket til at skaffe 30000kr fra Kulturstyrelsen.

Schmidt sagde ja. Det må man vist kalde en gave fra det ydre rum. En rigtig ja-hat – en ja-hat fra en nej-hat, som er en ja-hat.

—————————————————-

Se alle indlæg om sagen her