Agedrup-sagen, del 11: Rådmand Susanne Crawley Larsens ansvar

Den politiske ansvarlige for Odenses skoler, rådkvinde Susanne Crawley Larsen (RV), har udtalt sig om Agedrup-sagen, som jo startede, da hun var ny som rådkvinde. Udtalelserne falder i nedenstående video fra gruppen ”Odense ser rødt”, hvor hun siger følgende to ting:

”Og så kan I jo spørge: Hvordan tager du det alvorligt? Jeg tror ikke, jeg tager det alvorligt ved at trække en advarsel tilbage. Det er en personalesag mellem en lærer og hans leder”

”For mig, der er sagen en personalesag, som kører sit eget spor. Og så er der det her med: Har vi ytringsfrihed eller har vi det ikke. Og selvfølgelig har vi det. Det står i grundloven, og den grundlov, den gælder jo også lærere i Odense. Men jeg noterer mig, at det er de faktisk i tvivl om.”

Efter min mening er den gal med Crawley Larsens politiske og moralske dømmekraft, hvilket jeg gerne vil begrunde:

 

1. ”Personalesag”

Crawley Larsen forsøger at undgå at tale om Agedrup-sagen ved at lukke den inde i en juridisk relation mellem Schmidt og Mohammed Bibi. Dermed kan hun lade som om, hun ikke har nogen politisk interesse i sagen.

Men det er barokt af følgende grund: Odense Kommune har vist dyb interesse i sagen helt fra starten. Kommunen har været helt i landsretten for at undgå, at sagen kom for retten; der er blevet brugt mange penge på sagen, og man har involveret KL i rådgivningsarbejdet. Der er altså ikke bare tale om en ”personalesag mellem en lærer og hans leder”, men om en principiel sag som både KL og Odense Kommune har deciderede strategiske interesser i; interesser, som man skjuler og ikke vil ud med.

Crawley Larsen har været med hele vejen og bærer derfor et kolossalt ansvar for alle sagens aspekter.

Agedrup-sagen er principiel, fordi den udtrykker en dyb strid mellem dansk pædagogik og skolereformens tankegods, dvs. en uenighed om, hvad ”normalisering” er. Og når Crawley Larsen bevidst reducerer dette principielle aspekt til noget, som ikke kommer hende eller KL ved, så gør hun sig skyldig i det, jeg kalder for en ”postmoderne løgn”, dvs. en løgn, der søges kamufleret som en teknisk sandhed.

 

2. Dannelse og Grundlov i Odense

Crawley Larsen rejser rundt på Fyn og taler fint om dannelse og om Grundloven.

Men det er altså Schmidt, der i årevis har arbejdet for dannelse overalt i landet, mens Bibi virker helt blank i det emne for nu at sige det mildt. Og når Schmidt så – efter Bibis trættende og vedholdende lærings-fremturen i kommunens og dermed i Crawley Larsens navn – endelig ”hæver stemmen” i dannelsens interesse, så reducerer Crawley Larsen det hele til ”en personale sag”. Endnu et eksempel på en ”postmoderne løgn”.

Endelig er Crawley Larsens opfattelse af ytringsfrihedens tilstand for kommunens lærere næsten ikke til at bære. Først var der i starten af årtiet en stor fyringsrunde, hvor man ville fyre de syge og besværlige for i stedet at sætte ”det bedste hold”, der kunne give ”mere læring for pengene”, som det usympatisk hed. Og nu kommer så Schmidt-sagen, hvor en pletfri tjenestemand tildeles en advarsel – som er formuleret i et uværdigt sprogbrug – blot for at “hæve stemmen” i skolens og dannelsens interesse på et internt møde.

Ifølge en statistik fra 2013 var de fynske lærerne skræmt fra vid og sans, hvilket jo gør Schmidts “hævede stemme” i 2014 endnu mere nødvedlig. Alligevel fremturer Crawley Larsen med ”Grundloven”. Endnu en ”postmoderne løgn”.

Det mest utrolige er, at Schmidt løbende har omtalt Crawley Larsens indsats virkelig pænt i LærerBladet, som han er redaktør for. Ja, han har nærmest handlet ”agtværdigt”, som det hedder i tjenestemandslovens §10. Det samme kan man bestemt ikke sige om hverken Bibis eller Crawley Larsens negative adfærd.

 

Links:

Video med udtalelser af Susanne Crawley Larsen: http://osrtv.dk/2017/11/03/gravoel-skuffelse-odense-laererforening/

Indlæg om situationen i Odense i 2010: https://www.folkeskolen.dk/506854/nysprog-i-odense—hvem-er-kompetent

Ytringsfrihedsundersøgelse for Odense Kommune i 2013: http://www.odenselaererforening.dk/media/4405291/olf-undersoegelse-ytringsfrihed.pdf

 

Øvrige Indlæg om Susanne Crawley Larsens rolle i sagen siden 2014:

Odense Kommune, Agedrup Skole og nej=ja

Susanne Crawley Larsens og Anker Boyes ubehageligheder

Lykke, løgn og postmoderne ondskab hos Odenses skolerådmand

 

Øvrige indlæg i den aktuelle sag:

Agedrup-sagen, del 10: Hvem er “samvittighedsfuld” og “agtværdig”?

Agedrup-sagen, del 9: Det fjerde lærermøde, d. 7. maj 2014

Agedrup-sagen, del 8: Byretsdommerens rolle

Agedrup-sagen, del 7: Tre skolelederes syn på Erik Schmidts arbejde

Byrettens dom i Agedrup-sagen, del 6: Om “spørgsmål til forhold, som allerede er afgjort”

Byrettens dom i Agedrup-sagen, del 5: Mohammed Bibi blandt “bandemedlemmer” og “trusler på livet”

Byrettens afgørelse i Agedrup-sagen, del 4: Hvem er “flere lærere”? Og hvad er de “chokeret over”?“,

Byrettens afgørelse i Agedrup-sagen, del 3: En skoleleder med ”negativ holdninger og synspunkter”, der ”pisker en negativ stemning op

Byrettens afgørlse i Agedrup-sagen, del 2: Dommerens fortolkning af Bibis opgør med skolens lov

Byrettens afgørelse i Agedrup-sagen, del 1: Mohammed Bibis opgør med skolens lov

Alle indlæg i sagen siden 2014:

Agedrup-sagen

Skriv en kommentar