Agedrup-sagen, del 12: Odense Kommunes reaktion på dommen

Odense kommune vandt sagen om advarslen til Erik Schmidt. Det var en forkert dom, hvilket jeg har vist i 11 tidligere indlæg om sagen.

Vi ved endnu ikke, om DLF/Schmidt vil anke sagen. Imens vi venter på, at det bliver afgjort, kan vi kigge lidt på kommunens politiske reaktioner i sagen?

I mit indlæg nr. 10 omtalte jeg rådmandens reaktion. Susanne Crawley Larsen mente, modsat stort set alle iagttagere, at der bare var tale om en personalesag uden særlig betydning, blot et lille teknisk anliggende mellem Schmidt og hans skoleleder. Alligevel har hun sat alle sejl til for at vinde sagen i flere omgange. Det hænger ikke sammen, hvilket jeg forsøgte at bevise.

Mig bekendt har vi derudover kun set én kommunal reaktion på dommen. Den stod på folkeskolen.dk nederst i et helt andet indlæg, og den lød i nærmest selvudslettende larm sådan her:

”Poul Anthoniussen, der er administrerende direktør for Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, oplyser til folkeskolen.dk, at kommunen tager dommen til efterretning og ellers ikke har nogen kommentarer til dommen.”

Hertil følgende kommentarer:

 

1. Odenses kæmpesag

Anthoniussen siger, at kommunen tager byrettens dom ”til efterretning” og får det dermed nærmest til at lyde som om, at sagen ikke rigtig har nogen interesse, ja, at den nærmest gik dem lidt i mod.

Men intet har ligget Odense mere på sinde end denne sag. Kommunen har som allerede nævnt gjort de yderste krumspring for at undgå at sagen kom i retten. Man har ligefrem været i landsretten for at undgå, at den egentlige sag blev prøvet. Sagen har stået på i 3 år og har kostet kommunen mange penge.

For Odense kommune er det altså ikke bare lille ”en sag”, men snarere en kæmpesag, der handler om muligheden for at styre pædagogiske processer efter egne små ”visioner”. Hvorfor og hvordan denne ”mulighed” er så vigtig at realisere fremgår af punkt 2.

Der er derfor ingen tvivl om, at kommunen ikke blot tager byrettens afgørelse til ”efterretning”.  Kommunen er lykkelig i alle sine organer. Anthoniussen burde have sagt:

”Jeg er så lykkelig, at jeg er lige ved at sprænges, over, at vi nu helt slipper for disse selvstændige pædagoger. Fra nu af er det mine og ikke mindst KL’s visioner, der bestemmer”.

 

2. Kommunernes Landsforenings kæmpesag

Det er nemlig ikke kun Odense Kommune, der ”tager til efterretning”. Det gør også implicit KL, som har været en centralt placeret rådgiver i denne sag. KL har så at sige koopteret Odense Kommunes interesser og gjort dem til sine egne, på en sådan måde, at kommunens egne embedsmænd selv forstår alting i KL-termer, hvilket de faktisk gjorde i forvejen. I pædagogisk forstand betyder ”en kommune” ikke noget i Danmark. Det er interesseorganisationen KL, der dirigerer slagets gang.

Og når jeg taler om ”KL-termer”, så svarer det til ren og skær skoleopløsning. Det kan jeg sige med stor sikkerhed, eftersom jeg har nærlæst stort set alle interesseorganisationens skolepolitiske udspil. Nyere forskning har også vist, at disse udspil er en del af et længerevarende projekt med at knægte lærernes magt over pædagogikken. KL’s adfærd kaldes i den forbindelse for ”støjende styring”.

Det er intet mindre end en skændsel for dansk demokrati og pædagogik, at denne lukkede private interesseorganisation har fået så stor uddannelsespolitisk indflydelse. Jeg forstår ikke, at kommunalpolitikerne ikke gør oprør, i al fald nogle. Det kan ikke passe, at det kun er Ulf Harbo (Ø) fra Norddjurs og Simon Pihl Sørensen (S) fra Lyngby, som kan gå imod strømmen?

 

3. Odense Kommune og Kommunernes Landsforening

Odense Kommune/KL-forbindelsen er bestemt ikke ny. Den tidligere rådmand for skoleområdet frem til 2012, Stina Willumsen (SF), var i mange år med i KL’s ledelse, hvor hun arbejdede sammen med partifællen Jane Findahl fra Fredericia, som ville have et fælles læringssprog for skolerne. Det er en våd KL-drøm, for så kan man styre det hele med sine antipædagogiske regneark.

Også Odenses tidligere borgmester, Anker Boye, var med i KL’s formandskab i mange år frem til 2014, og han bærer dermed et hovedansvar for både sagen om Schmidt og for skolepolitikken i det hele taget.

KL og Odense Kommune er altså forbundet på kryds og tværs. I den konkrete sag mod Schmidt har KL været med som rådgiver, og Odense Kommune benytter, efter hvad jeg har fået oplyst, samme meget dyre advokat-firma, som KL normalt benytter. Jeg ved ikke, om det er Odense Kommune eller KL, der betaler for de juridiske ydelser. Det skulle ikke undre mig, om det var KL. Min hypotese vil være, at der er fyldt med interaktion mellem KL og Odense Kommune, hvis man undersøger det nærmere.

 

4. Odense og KL i 2012

Her kan vi vende tilbage til Poul Antoniussen, som jo er den kommunale direktør, som tog afgørelsen ”til efterretning”. Ham kender jeg fra tidligere. I 2012 var han også direktør eller noget i den retning. Hans rådmand var dengang netop den føromtalte Stina Willumsen. I 2013 fik han Crawley Larsen i stedet for.

I 2012 ville kommunen fyre de gamle og syge lærere, så man i stedet kunne ansætte folk, som var tro mod kommunens KL-inspirerede visioner. Man kaldte det for ”at sætte hold”.  Man havde indforskrevet nogle af læringsrevolutionens ideologer, Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, til at understøtte visionen med små videoer på en hjemmeside, der hed “fremtidens skole”. Her kunne man høre om hele den kundskabsopløsning, som få år efter blev realiseret i skolereformen, men som KL allerede var godt i gang med.

Forskerne sagde, at vi skulle ”lære at lære”, og Anthoniussen ville have ”mere læring for pengene” på det ”nye hold”, som det usympatisk hed. På Christiansborg knejsede Corydon og Antorini med korsebånd og stjerner.

I foråret 2014, blot to år og en ”normalisering” senere, ville en helt nyansat Mohammed Bibi så læringsmaksimere hele Agedrup Skole under Anthoniussen, Crawley Larsens, Stina Willumsens, Antorinis og Corydons ideologi. Da Schmidt indigneret ”hævede stemmen” med et par faglige betragtninger, så fik han det gule kort. Han hørte nok ikke med på det ”læringsmaksimerende hold”, som Odense og KL havde sat?

 

5. Dommens konsekvenser

Poul Anthoniussens kommentar bør stå som en skrækstøtte på alle landets klasseværelser. Det er en tavs, men larmende ledsager til det kommende KL-raid på landets skoler. Nu skal vi have ”læring for pengene” på alle mulige læringsmaksimerende borgmestres hold, mens en eller anden politiker rejser rundt og taler om dannelse, formål og Grundlov.

Det er jo næsten ikke til at holde ud.

 

Links:

Link til artikel med Poul Anthoniussens kommentar: https://www.folkeskolen.dk/618532/erik-schmidt-jeg-er-faktisk-lidt-rystet-over-hvor-tyndt-det-er

Sagen fra 2012 om Odense Kommune kan man læse om i min bog ”Krisen i dansk pædagogik”.

Et enkelt link om sagen i 2012: https://www.folkeskolen.dk/506322/odense-vil-fyre-sig-til-det-bedste-hold

 

Tidligere indlæg om den aktuelle retssag:
Agedrup-sagen, del 11: Rådmand Susanne Crawley Larsens ansvar

Agedrup-sagen, del 10: Hvem er “samvittighedsfuld” og “agtværdig”?

Agedrup-sagen, del 9: Det fjerde lærermøde, d. 7. maj 2014

Agedrup-sagen, del 8: Byretsdommerens rolle

Agedrup-sagen, del 7: Tre skolelederes syn på Erik Schmidts arbejde

Byrettens dom i Agedrup-sagen, del 6: Om “spørgsmål til forhold, som allerede er afgjort”

Byrettens dom i Agedrup-sagen, del 5: Mohammed Bibi blandt “bandemedlemmer” og “trusler på livet”

Byrettens afgørelse i Agedrup-sagen, del 4: Hvem er “flere lærere”? Og hvad er de “chokeret over”?“,

Byrettens afgørelse i Agedrup-sagen, del 3: En skoleleder med ”negativ holdninger og synspunkter”, der ”pisker en negativ stemning op

Byrettens afgørelse i Agedrup-sagen, del 2: Dommerens fortolkning af Bibis opgør med skolens lov

Byrettens afgørelse i Agedrup-sagen, del 1: Mohammed Bibis opgør med skolens lov

 

Alle indlæg i sagen siden 2014:

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

Skriv en kommentar