Agedrup-sagen, del 9: Det fjerde lærermøde, d. 7. maj 2014

Jeg har i mine foregående indlæg begrundet følgende:

  1. Schmidt har arbejdet aldeles upåklageligt og til UG med kryds og slange i dansk skole i 36 år. Dette er dokumenteret af hans tidligere skoleledere og af et stort CV med både udgivelser, foreningsaktivitet og pædagogiske priser. Der har ingen klager været nogen sinde over Schmidts arbejde, tværtimod.
  2. Den nye skoleleder, Mohammed Bibi, er derimod fagligt set langt under Schmidts niveau. På sit allerførste møde som nyansat præsenterer han en ”vision”, som er under al kritik, vel at mærke helt uden at inddrage skolens lærere. Desuden gør han op med skolens formål, dvs. dens grundlæggende lov. Dette forhold overser dommeren fuldstændigt. Han taler blot om ”forandringsresistente medarbejdere”.
  3. På det næste møde foreslår Bibi en helt ny struktur for skolen, også uden inddrage skolens lærere eller pædagoger.
  4. Dommeren giver desuden Schmidt ret i, at Bibi har udøvet “lukket ledelse”, hvilket er emnet for det fjerde møde d. 7. maj 2014, som jeg vil omtale nedenfor.
  5. Der har ikke fundet kritisable markeringer sted overhovedet på de første tre lærermøder, selvom Bibi hævder det modsatte. Tværtimod gør Schmidt alene sin pligt, dvs. at drøfte dagsordenens punkter, og han støttes af et næsten enigt lærerkollegium. Derimod er Bibis adfærd særdeles kritisabel fra dag 1. Der er ikke tvivl om, at det er Bibi, der udøver ”negativ adfærd”, og som ”pisker en stemning op”. Dommeren tager normativt parti for Bibi ved at omtale Schmidt regulære pædagogiske arbejde som en ”forandringsresistent”.
  6. Bibi skriver i sin advarsel, at ”flere kolleger var chokeret”. Men det passer ikke. Det var kun én kollega, der var chokeret over Schmidt. Derimod var hele 27 medarbejdere ”chokeret” over Bibi. De skrev ligefrem et brev til Bibi med titlen: ”Vi går en usikker fremtid i møde!”. Også dette faktum overser dommeren.
  7. Bibi sammenligner situationen med nogle gamle erfaringer med ”bandemedlemmer” og med ”trusler på livet”. En grotesk overdrivelse, som ikke bekræftes af andre, og som viser, at man ikke kan regne med hans almene dømmekraft.
  8. Der blev kun rejst helt legitime spørgsmål på møderne, og det er ikke godtgjort, at spørgsmålene vedrørte forhold, der ”allerede var afgjort”. Og i øvrigt er det helt legitimt og fornuftigt også at drøfte ting, som allerede er afgjort. Det ligger i skolelovens formål §1, stk.3, der taler om folkestyre, demokrati og åndsfrihed.
  9. Dommeren har haft en problematisk rolle i en tidligere behandling af sagen i Odense byret, hvor han ene mand stemte imod Schmidt med begrundelser, der senere blev hånet af en enig landsret.

Schmidt møder altså frem til det fjerde lærermøde d. 7. maj 2014 i fuldstændig uplettet tilstand. Dommeren siger ganske vist det modsatte, men han har ingen fakta at basere sin konklusion på. Mohammed Bibi siger også det modsatte i advarslen, men heller ikke han har noget at have sine formuleringer i. Det er ikke andet end synsninger fra en usikker og ny leder, som ellers er blevet godt og venligt modtaget af netop Schmidt. Bibi taler da også i sin advarsel til Schmidt kun om, hvad han ”oplever”. Schmidt har alene handlet i pligt over for sin skole og landets lov.

Så altså: Det er alene det fjerde lærermøde, som skal kunne begrunde en tjenstlig advarsel til en person, som er blandt landets mest visionære og agtede lærere.

Hvis det er korrekt, så skal der virkelig være faldet brænde og ild ned på mødet d. 7. maj – f.eks. med grove personlige beskyldninger og sexistiske eller racistiske markeringer – for at advarslen skal være berettiget. Lad os se på det:

I advarslen står der følgende:

”Det opleves, at du også er med til at piske en negativ stemning op i personalegruppen. Dette kom særligt til udtryk på personalemødet den 7. maj 2014, hvor du begyndte at råbe højlydt og beskyldte skolens leder for at udøve ”lukket ledelse”. Du råbte gentagne gange, bl.a. ”Nu må det vanvid stoppe”

Lad os se på denne formulering i lyset af retsudskriftets fakta:

 

a)

Udtrykket ”dette kom særligt til udtryk” må slettes. Der foreligger ingen dokumentation for, at Schmidt har ”pisket en negativ stemning” op på de tre foregående møder. At Bibi har ”oplevet” en oppisket stemning på de første tre møder er en helt subjektiv fornemmelse, som formodentlig har rod i faglig og ledelsesmæssige ubehjælpsomhed. Det er – hvilket jeg givet dokumentation for – snarere Bibi selv, der har ”pisket en negativ stemning op”.

 

b)

Bibi anklager Schmidt for at sige, at Bibi har lavet ”lukket ledelse”. Men det kan vi også slette, for i dommerens konklusion bekræftes Schmidts opfattelse eksplicit:

”Det kan til endvidere lægges til grund, at der på mødet den 7. maj 2014 blev talt om differentieret forberedelsestid, og at lærergruppen ikke blev lovet indsigt i de præcise kriterier for differentieringen med den begrundelse, at der var tale om et ledelsesværktøj. Schmidt har på den baggrund været fuldt ud berettiget til at tale om lukket ledelse” (s. 32

Bibi har altså udøvet ”lukket ledelse”. Den del sletter vi også fra advarslens begrundelse.

 

c)

Dernæst kommer ”råbe højlydt” og ”råbe gentagne gange”, blandt andet at ”nu må dette vanvid stoppe”.

Disse tre markeringer er de eneste i hele sagskomplekset, der nu er tilbage. Efter min mening berettiger de i sig selv – som isolerede hændelser – på ingen måde til en tjenstlig advarsel, og da slet ikke når nu “råberiets” objekt, nemlig den “lukkede ledelse” er anerkendt. Men selv, hvis man skulle lægge vægt på “råb” og “vanvid”, er det faktisk højst usikkert, hvad der overhovedet er foregået. Næsten ingen af vidnerne taler om, at der har været “råbt”. I resten af nærværende indlæg vil jeg bevise denne stærke tvivl med udgangspunkt i retsskriftet:

Først kan vi se på referatet fra lærermødet. Her står der følgende:

”Punkt 2. Kommende skoleårs planlægning: Selvstyring og selvledelse (gruppedrøftelse): Der er lavet justeringer i udkastet om organiseringen af næste skoleår. Kort fælles debat. Gruppedrøftelse om styrker/udfordringer. Hvor selvstyrende kan teams’ne være? Kort fremlæggelse fra de enkelte storteams. Mere fælles debat- kritiske spørgsmål og holdninger, feedback til ledelsen om næste års struktur”

Står der noget problematisk her? Nej, det gør der jo ikke. Ifølge referatet er der ikke sket noget som helst usædvanligt. Med mindre Bibi mener, at ”kritiske spørgsmål og holdninger” er problematiske. Det gør han jo nok, og denne mening er helt klart et KÆMPE-problem, som i høj grad ”pisker en stemning op”

Så der er intet objektivt belæg for advarslen i selve mødereferatet. Der er ingen, der råber eller rejser sig op eller det andet, som advarslen påstår.

Hvad siger vidnerne? Langt de fleste siger, at der ikke er sket noget problematisk, men enkelte har ”oplevet det” anderledes. Her er en grundig gennemgang:

 

A.

Erik Schmidt:

Schmidt fortæller først, at han på mødet problematiserede Bibis nye struktur, som ville betyde problemer for dækningen i fagene tysk og musik. Det lyder jo yderst sagligt.

Schmidt fortæller også, at han kritiserede den ”lukkede ledelse”, som dommeren og alle andre jo giver ham ret i, at Bibi udøver.

Derpå kommer følgende, nu i citat:

”Han (Schmidt, TAR) forudsagde, at det ville skabe splid blandt lærerne, og han var efterhånden godt frustreret over de mange drøftelser om først visionen og nu også den kommende forskelsbehandling, men han sagde hverken ”vanvid” eller ”kraftedeme”. Han mener ikke, at han bandede på mødet. Han husker ikke at skulle have slået i bordet. Han var ikke ene om at blive vred, og flere tog ordet. Der var på mødet andre skænderier, som han ikke deltog i, og han satte ikke kollegaerne op mod Bibi og udviste heller ikke en negativ attitude over for Bibi, men over for den lukkede og arrogante ledelsesstil. Han hørte ikke efterfølgende fra kollegaer, som det påstås skulle være blevet chokerede.”

Så ifølge Schmidt rolige udsagn har der ikke været nogen problematisk episode. Kun en kritisk tilgang, som skyldes Bibis kritisable adfærd; en kritik som både dommeren og kollegaerne også mener var velbegrundet.

Odense Kommunes advokat beder så om uddybning: Her siger Schmidt følgende: ”Han (Schmidt, TAR) er enig i, at sige ”nu må det stoppe” er ret usædvanligt, men der var tale om en følelsesladet protest, og han fremførte jo samtidig argumenter. Han sad ned og sagde det ud i rummet, højt og med eftertryk.”

Heller ikke her er der nogle problemer, tværtimod er der pligtfølelse på den helt store klinge. Man kan mærke, hvordan følelserne nærmest undertrykkes og bliver til en helt almindelig dansk sætning, som man kan sige til sin gamle bedstemor, uden at hun ville rynke på næsen.

 

B.

Mohammed Bibi:

Mohammed Bibi har på få måneder formået at skabe total panik på skolen med sin negative adfærd. Først fremsætter han egenrådigt en fagligt set kritisabel ”vision”, dernæst vil han uden videre ændre hele skolens struktur, og endelig fremturer han med lukket ledelse og hemmelige arbejdstidsregler. Næsten hele lærergruppen skriver et langt brev til Bibi, hvor de fortæller, at hans advarsel til Schmidt er “chokerende”.

Bibi oplever det som om, at Schmidt har været negativ på alle møder, men at det ikke passer, har jeg ført bevis for i mine øvrige indlæg (især del 4 og del 6). Spørgsmålet er nu alene, hvordan Bibi oplever mødet d. 7. maj.  Det lyder sådan her:

”Den 7. maj 2014 blev der under punkt 2 drøftet grad af selvstyre, på hvilke opgaver, skulle der være selvstyre, økonomi og vikarer. Nogle lærerteams var aktivt medvirkende, mens andre skulle skubbes i gang. Schmidt gav udtryk for bekymring over fagdækningen. For så vidt angår selvstyre gav han udtryk for, at enten skulle det være 100 procent selvstyrende enheder, herunder om tilstedeværelse eller ej, for ellers skulle der slet ikke være nogen grad af selvstyre. Hvis han havde valgt at træde ind i Pædagogisk Udvalg, ville han have haft indflydelse på disse emner.

Som det fremgår af regnearket, blev Schmidt godskrevet for sine særlige opgaver; arbejdet med Agedrup Rundt, klasselærer for 5.a og læsevejleder. Kompensationen skete ud fra nogle tal, der var arvet fra den gamle ledelse, og de brugte fortsat også de gamle koder. Regnearket indeholder ingen individuel vurdering af forberedelsestiden, men da regnearket kom op på væggen, var der en lærer, der spurgte om, hvorfor det ikke blev til det samme antal lektioner. Hans svar var, at lærere ikke er ens; nogle er på nedsat tid og andre holder ferie i seks uger. Nogle lærere, herunder Schmidt, ville se det, der lå bag, og dertil svarede han, at det er et ledelsesinstrument, og at de ikke havde krav på at se det, der lå bag.

Schmidt slog i bordet, skubbede sin stol bagud, rejste sig op og råbte i affekt “Lukket ledelse”, “Det kan du ikke gøre Mohammad”, og “Det kan du ikke gøre imod os”. Han råbte også “Nu må det her vanvid fandeme stoppe”. Han talte meget højt og pegede på ham stående, mens han sagde det. Så vendte han sig mod Ole Klitgaard og sagde lidt mere afdæmpet “Jeg er skuffet over dig”. Så gik han lidt demonstrativt rundt i lokalet. Der opstod en mærkelig stemning. Schmidt var den eneste af de kritiske lærere, der opførte sig på sådan en måde. Han valgte at tælle til 10 og fik så afviklet mødet. Da han bagefter kørte hjem, var det med en mærkelig fornemmelse: Trods bandemedlemmer og trusler på livet havde han aldrig prøvet noget sådan før. Han var rystet.”

Så Schmidts brød består ifølge Bibi i, at Schmidt – under de ret graverende omstændigheder, som Bibi selv har skabt – ”skubber sin stol bagud”, og at Schmidt ”rejser sig op” og ”råber”, at Bibi laver ”lukket ledelse”, hvilket han jo rent faktisk gør.

Her må vi huske tre ting:

  1. Disse forhold kan ikke i isolation begrunde en tjenstlig advarsel. På en måde stopper vi her.
  2. Både dommeren og de andre vidner siger, at det omtalte regnearks tal angav individuel forberedelsestid, og dommeren bekræfter, at der var tale om ”lukket ledelse”. Bibi står altså sammen med sin viceinspektør helt alene med det synspunkt, at regnearket skulle handle om noget andet.
  3. Langt fra alle er enige i Bibis beskrivelse af Schmidts kropssprog. Schmidt siger f.eks. at han ”sad ned” og blot talte ”højt med eftertryk”. Han siger også, at han ikke ”bandede”, hvilket da heller ikke fremgår af advarselsteksten, selvom det var en del af den helt oprindelige formulering.

Hvad siger de andre vidner mon? Ja, langt de fleste er på linje med Schmidt:

 

C.

Lærer Carsten Andersen:

Carsten Andersen har ingen problemer med Schmidts indsats under mødet:

”Mødet d. 7. maj 2014 blev specielt. Der kom et skema om, hvorvidt teams’ene kunne dække det faglige. Ledelsen foreviste et regneark, som vidnet på grund af de forskellige koefficienter reagerede på, og han spurgte, om man sigtede imod differentieret forberedelsestid. Ledelsen gav udtryk for, at de havde taget højde for den enkelte lærers forhold, og at der var tale om en afbalanceret plan, og derfor kunne der godt differentieres på forberedelsestiden. Ole Klitgaard (vice-skoleinspektøren, TAR) er god til at regne med regneark, og vidnet fik det indtryk, at der var taget hensyn til klasselærerne.

Det kom til en ophedet debat. Schmidt er generelt ikke god til tal, men da ledelsen gav udtryk for, at de ønskede at diffentiere forberedelsestiden, var det noget, Schmidt spurgte ind til. Bibi svarede, at der var tale om en balanceret plan udarbejdet med kenskab til den enkelte lærer.

Schmidt virkede vred. Vidnet kan ikke huske, om han sagde, at nu måtte vanviddet stoppe. Vidnet ville have hæfte sig ved eventuelle bandeord. Schmidt kan være vedholdende. Han sad to meter fra Bibi og blev siddende. I en periode var ordstyren sat ud af spillet”

Her er der ingen, der råber eller bander eller rejser sig op, eller hvad det nu alt sammen hedder på Bibisk. Der er bare en vred lærer, som udtrykker sin kritik sammen med sine kolleger over forhold, som objektivt set er kritisable ifølge dommeren selv og ifølge skolens formål. Debatten er ”ophedet”, men det er da kun godt en gang imellem.

 

D.

Lærer Tina Kristensen:

Tina Kristensen har heller ingen problemer med Schmidts indsats under mødet:

”Hun (Tina Kristensen, TAR) husker et møde, hvor ledelsen offentliggjorde nogle tal for forberedelsestid. Det blev præsenteret på væggen. Lærerne syntes, at det var noget uigennemskueligt, og det var der nogen, der gav mere udtryk for end andre. Mohammed Bibi blev spurgt til tallene, og han svarede, at det var hans ledelsesværktøj. Hun kan ikke huske, om han også svarede på spørgsmålet om, hvilke kriterier, der lå til grund.

Erik Schmidt spurgte i flere omgange, men han var ikke alene om at stille spørgsmål. Hun kan ikke huske, om han brugte ordet vanvid. Men han satte sin hånd i bordet og sagde ”Det kan simpelthen ikke være rigtig Mohammed”. Det ligger ikke til Schmidt at piske en stemning op eller bande, så det ville hun have bemærket, hvis han havde gjort. (…)

Hun har videre på sagsøgtes advokats spørgsmål forklaret, at Schmidt ikke råbte op, og han blev siddende under mødet”.

Så her har vi samme mønster som hos Schmidt og Andersen: Ingen bander, ingen rejser sig, ingen – ud over Bibi – pisker stemning op, og der var mange, som var kritiske over de objektivt set yderst kritisable forhold.

 

E.

Lærer Helge Rasmussen:

Det samme mønster finder vi hos Helge Rasmussen:

”På mødet d. 7. maj blev lærerne præsenteret for nogle nye tal, der indførte individuel forberedelsestid, også til lærere i samme fag. Schmidt sagde ”Nu må det stoppe, det her”. Om han brugte ordet vanvid, husker vidnet ikke. Alle kan vel komme til at bande, og det kan godt være, at Schmidt sagde ”nu må det sgu stoppe”. Han rejste sig ikke op og talte ikke på en unormal måde. Schmidt havde måske tidligere haft frihed til at tale på grund af de resultater, han havde opnået. Han slog ikke i bordet. (…)

Han har videre på sagsøgtes advokats spørgsmål forklaret, at Schmidt kom med sine ytringer i et normalt stemmeleje med tryk under”.

Igen samme billede. Schmidt sidder ned og taler ”normalt, med tryk under” og han slår ikke i bordet, og sagens indhold er objektivt set kritisabelt. Måske kommer han til at sige ”sgu”.

 

F.

Lærer Torben Jørgensen:

Torben Jørgensen bekræfter ovenstående billede:

”Vidnet deltog på mødet d. 7. maj 2014. Regnearket havde forskellige tal ud for de enkelte lærere, og det var Schmidt en af kritikerne af. Schmidt stillede spørgsmål til tallene, men fik ikke helt svar, fordi Mohammed Bibi slog det hen med ”Det behøver du ikke at få at vide nu”. Schmidt blev vred, og stemningen blev lidt trykket”. Schmidt blev usædvanligt højrøstet og talte med store bogstaver. Vidnet følte ubehag ved situationen. Schmidt blev vist nok siddende, men vidnet skulle vende sig for at se på ham, så det har han ikke nødvendigvis opdaget. Schmidt præciserede sin mening. Han var normalt meget konstruktiv. Han angreb ikke Bibi personlig, men var indigneret og fortørnet og han fik sagt sin mening. En sådan adfærd sætter sine spor.”

Jørgensen var nok berørt af diskussionen, men det fremgår ikke, om det er pga. Schmidt eller Bibi.

Schmidts indlæg var ”usædvanlig højrøstet” og med ”store bogstaver”, hvilket jo skal se på baggrund af, at Schmidts facon normalt er rolig og nærmest jysk. Men der var ingen ”råberi”, som jo mere er en form for usaglig larm.

Der var heller ingen ”personangreb” eller bandeord, og Schmidt rejste sig ikke op eller slog i bordet. Schmidt var ”indigneret” og sagde sin mening, fuldstændig ligesom de 27 andre lærere, som efter mødet skrev et langt brev til Bibi med titlen: ”Vi går en usikker fremtid i møde!”

 

G.

Lærer Mikkel Frank (nyansat):

Også Mikkel Frank bekræfter i store træk det overordnede billede:

”Han (Mikkel Frank, TAR) deltog i mødet den 7. maj 2014 og husker regnearket, at det afstedkom en diskussion frem og tilbage, herunder om baggrunden, der byggede på ledelsens skøn. Schmidt sagde højt ”Det kan du ikke Mohammad”, og ”Du kender os ikke”. Schmidt sad skråt bagved vidnet. Der opstod en mærkelig stemning, og mødet fik et vendepunkt. Schmidts ytringer var ikke særligt konstruktive, men rettet mod Bibi. Hans ytringer gjorde indtryk på vidnet, der ikke er vant til, at man taler sådan til en chef. Dagen efter var det ”the talk of the town”.

Heller ikke her er der nogen, der råber eller bander eller rejser sig op. Der er blot to helt almindelige danske sætninger, som udtales højt på en måde, som den nyansatte lærer ikke var vant til. Jeg kan selv huske, da jeg første gang var vidne til en ilter diskussion på et lærermøde. Man kan godt blive lidt betuttet. Det er nok lidt det samme, der er sket for Mikkel Frank.

 

H.

Viceskoleinspektør Ole Klitgaard:

Klitgaard har været Bibis væbner hele vejen igennem. Det var ham, som Schmidt var ”skuffet over”, hvilket jo er let at forstå.

Klitgaard fremlægger en række tekniske oplysninger om regnearket med de differentierede forberedelsestider, som ifølge Klitgaard kom på tavlen ved en fejl, og hvis indhold både alle lærerne og dommeren har misforstået. Dernæst beretter han følgende:

”Schmidt blev oprevet. Bibi ville lukke regnearket ned. Schmidt råbte højt ”Nu må dette vanvid fandengaleme høre op” Vidnet kan ikke huske, om ordene var rettet mod nogen specielt. Schmidt slog i bordet, rejste sig op, og vendte sig imod vidnet og sagde ”Dig er jeg godt nok skuffet over”. Da stod han halvt oppe. Det blev sagt lidt mere afdæmpet, end da Schmidt råbte. Så satte han sig ned igen. Vidnet har aldrig set en sådan reaktion fra Schmidt før eller oplevet andre reagere på det niveau”.

Så ifølge Klitgaard, som har støttet Bibi hele vejen, både råber, bander og slår Schmidt, dog kun “i bordet”. Disse påstande modsiges af de fleste andre vidner.

Hårdt presset af Schmidts advokat vedgår Klitgaard, at Schmidts vrede kan skyldes en bekymring for fagene musik og tysk, og at også andre var kritiske.

Vi får også at vide, at ”selv under punktet ‘meddelelser’ kunne Schmidt finde på at stille kritiske spørgsmål, men det var han ikke enig om”. Jamen du godeste: Nogen kan ”finde på” at stille ”kritiske spørgsmål” under ”meddelelser”. Er det at ”piske en stemning op?” Jeg er målløs.

Endelig siger Klitgaard, at de fjernede bandeordet fra samtalereferatet, fordi det ikke betyder så meget, heller ikke for Bibi. Det var ikke ”et kardinalpunkt”, som det hedder.

Så det med bandeordet trækker vi også fra. Det betyder ingenting ifølge Klitgaard og Bibi, og der er jo også meget uenighed om, hvorvidt det var et fandme, et fandengalemej, et kraftdæleme, et lille fint ”sgu” eller om det overhovedet blev udtalt. Men som sagt betyder det ifølge Klitgaard ikke rigtig noget uanset, og det kom jo heller ikke i advarslen eller i referatet. Og ærligt talt: Man ryger jo heller ikke ud af Folketinget, hvis man siger ”sgu”.

Endelig er det værd at nævne, at Klitgaard, som jeg har forstået det, ikke var så vild med at give relevante oplysninger til retten. Klitgaard siger nemlig, at flere kolleger var ”chokerede”. Først kan han ikke huske hvem, men da retten beder ham om at strenge sig an, kan han pludselig godt huske navne. Det viser sig dog efter retssagens afhøringer, at der kun var tale om én lærer, der var chokeret, og det er jo det modsatte af ”flere”. Men denne fortælling har jeg kun fra mundtlige kilder.

 

I.

Lærer Juliane Ludvigsen:

Juliane Ludvigsen bekræfter også Schmidts forklaring:

”Hun husker mødet den 7. maj, hvor der var en ophedet stemning. Det var et ubehageligt møde for næsten alle. Men hun huskede selvfølgelig også mødet på grund af det efterfølgende forløb. Det var ikke Schmidt, der var skyld i den ophedede stemning, men ledelsen havde uddelt timer uden at fortælle hvorfor. Der var usikkerhed omkring forberedelsestid. Der blev talt om, at erfaring var et kriterium i relation til tildeling af forberedelsestid. Matematiklærerne kunne i regnearket se på tallene, hvilken forberedelsestid de ville få, men de kunne ikke få oplyst det, der lå bag.

Schmidt sagde i den forbindelse til Bibi ”Det kan du simpelthen ikke. Du kender os ikke”. Ordene faldt følelsesladet. Hun husker ikke, om han også sagde, at vanviddet burde høre op. Han hverken slog i bordet eller rejste sig op. Hun kan ikke huske, om han sagde ”Lukket ledelse”. Han bandede ikke.

(…) Det er ikke hendes opfattelse, at Schmidt piskede en negativ stemning op på møderne, og han var ikke den eneste kritiske deltager”

Her er der heller ingen bandeord, ingen råberi, ingen der rejser sig op eller slog i bordet, og slet ikke nogen grovheder overhovedet. Derimod er der en skoleleder, nemlig Bibi, som var ”skyld i den ophedede stemning”.

 

J.

Pædagog Marianne Nielsen:

Marianne Nielsen bekræfter holdningsmæssigt Bibis forklaringer, men de konkrete fakta, der angives, støtter i nogen grad Schmidt:

”Hun (Marianne Nielsen, TAR) deltog på mødet d. 7. maj, hvor regnearket kom op på væggen. Schmidt reagerede meget kraftigt på tallene, og tonen blev voldsom. Der ”røg finker af fadet”. Schmidt blev ved med at spørge ind til tallene, herunder til forberedelse. Han sagde ”Det kan du simpelthen ikke”, og han rejste sig i vrede og sagde ”Det kan du ikke gøre”. Han var højtråbende. Det lykkedes Mohammad Bibi at få samlet trådene op og afvikle mødet til tiden. Hun tænkte ikke umiddelbart på eventuelle konsekvenser for Schmidt, men ude i det private ville man næppe kunne opføre sig sådan over for en leder. Vidnet var meget påvirket af Schmidts adfærd. (…) Schmidt havde aldrig gjort noget lignende, og han havde aldrig tidligere anvendt så direkte en tone.

Schmidt havde efterlyst et eller andet i relation til tallene i regnearket, men efter vidnets opfattelse var det vist ikke muligt at give ham baggrunden. (…)

Hun deltog i mødet i faglig klub, men hun kan ikke huske, om hun var medunderskriver af brevet til Bibi.”

Der er helt klart, at Marianne Nielsen er meget berørt af situationen, men helt konkret får vi at vide, at Schmidt har rejst sig op og ”råbt” to helt almindelige sætninger højt, som hun ikke umiddelbart mener bør have konsekvenser for Schmidt. Der hverken bandes eller slås i bordet, og der er ingen grovheder i miles omkreds.

Det forstærker ikke tiltroen til vidnets dømmekraft, at hun ikke kan huske, om hun underskrev de 27 læreres protestbrev til Bibi, og hendes måde at tale om objektet for den lukkede ledelse på (”et eller andet i relation til regnearket”) bestyrker denne skepsis. Det er formodentlig denne mangel på objektivitet, der gør, at hun kan reducerer Schmidts rationelle indignation til “råb”.

Marianne Nielsen var den eneste ansatte på skolen, som angav at være ”chokeret” over Schmidt, mens der som sagt var 27 lærere, som var chokeret over Bibi. Muligvis var Nielsen også blandt de 27? Det kan hun som sagt ikke huske.

 

Konklusion:

Der skete intet d. 7. maj, som isoleret set er problematisk, uanset hvilket vidneudsagn der lægges til grund.

Ser vi på Bibis og Klitgaards udsagn bestrides de desuden af både Schmidt, Andersen, Rasmussen, Kristensen, Frank, Jørgensen, Ludvigsen og opblødes en del af Nielsen.

Hvis Schmidt skal kunne tildeles en advarsel, kan det alene ske på baggrund af mødet d. 7. maj, eftersom der ikke har kunnet føres bevis for eventuelle problematiske situationer på de andre møder. Tværtimod har Schmidt gjort sin pligt i forhold til skolens lovmæssige formål.

Men selv på d. 7. maj angives det altså af en overvægt af vidner, at de situationer, som Mohammed Bibi omtaler som ”oplevelser”, ikke har fundet sted. Og stridens objekt på mødet, den såkaldte ”lukkede ledelse”, angives af dommeren som helt korrekt beskrevet af Schmidt og de andre lærere, selvom Bibi og Klitgaard benægter det. Bibis optakt til mødet, dvs. i de blot 4 måneder, han har været ansat, har desuden været præget af stærk negativ adfærd efter enhver målestok.

Dommeren konkluderer, at Schmidt ”enten har råbt op eller i hvert fald talt med hævet stemme”. Men med denne formulering rejses der jo tvivl om, hvad der rent faktisk er foregået. Det kan altså højst godtgøres, at Schmidt har ”hævet stemmen”, og det kan altså umuligt være en begrundelse for en advarsel, at man hæver sin stemme på et isoleret møde.

Dommeren konkluderer desuden, at Schmidts opførsel har virket ”chokerende på flere kolleger”, men det passer helt objektivt set ikke. Der er kun én person, som har været ”chokeret” over Schmidt, nemlig den samme person, som i et vist omfang støtter Bibis vidneudsagn ovenfor, men som ikke kan huske helt centrale handlinger i sagen, f.eks. hvad hun har skrevet under på. Der er derimod 27 personer, som var ”chokeret” over Bibi.

En central pointe hos dommeren er, at det er lang tid siden, mødet fandt sted, og at det derfor ”naturligt nok er svært at huske i detaljer”, som det hedder. Dommeren bruger dette forhold til i stedet at henholde sig til referatet af et møde, som Bibi efterfølgende holdt med Schmidt og hvis tekst overføres til selve advarslen.

Men det passer ikke, hvad dommeren skriver om vidnernes hukommelse. Vidnerne husker generelt set udmærket de centrale forhold, og det samlede billede er helt klart, at der ikke blev råbt og slået i bordet og alt det andet, der som isolerede handlinger ikke engang kan begrunde en advarsel.

Man må også betænke, at grunden til, at der er gået så lang tid fra møde til retssag er, at Odense Kommune – vel at mærke helt uden ret – forhalede sagen i det uendelige. Det krænker altså min retsfølelse, at denne uretmæssighed nu får negative følger for Schmidt, ikke mindst eftersom dommeren i den aktuelle del af sagen faktisk medvirkede til at forhale sagen med et helt år.

Derudover må man sige, at det pågældende referat jo kun er underskrevet af Schmidt som en form for registrering af dets eksistens. I modsat fald var der jo ingen grund til at føre vidner eller retssag i det hele taget. Nu fik vi i stedet en retssag som demonstrerer, at referatets og advarslens ord er tomme og usikre tønder, men dommeren lader som om, at hele denne proces er ligegyldig i forhold til teksten fra 2014.

Endelig er det påfaldende, at den påståede ‘manglende hukommelse’ åbenbart ifølge dommeren ikke gælder ledelsen, hvis udsagn refereres i den afsluttende begrundelse for dommen.

Der angives ikke andre begrundelser.

 

Links:

Agedrup-sagen, del 8: Byretsdommerens rolle

Agedrup-sagen, del 7: Tre skolelederes syn på Erik Schmidts arbejde

Byrettens dom i Agedrup-sagen, del 6: Om “spørgsmål til forhold, som allerede er afgjort”

Byrettens dom i Agedrup-sagen, del 5: Mohammed Bibi blandt “bandemedlemmer” og “trusler på livet”

Byrettens afgørelse i Agedrup-sagen, del 4: Hvem er “flere lærere”? Og hvad er de “chokeret over”?“,

Byrettens afgørelse i Agedrup-sagen, del 3: En skoleleder med ”negativ holdninger og synspunkter”, der ”pisker en negativ stemning op

Byrettens afgørlse i Agedrup-sagen, del 2: Dommerens fortolkning af Bibis opgør med skolens lov

Byrettens afgørelse i Agedrup-sagen, del 1: Mohammed Bibis opgør med skolens lov

Alle indlæg i sagen er samlet på http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

2 tanker om "Agedrup-sagen, del 9: Det fjerde lærermøde, d. 7. maj 2014"

Skriv en kommentar