Alment farlige tanker 11, d. 12. – 27. april 2022

1. d. 12. april: Journalistfaglig kritik af journalistikken

Tre fremtrædende undervisere ved Danmarks Journalisthøjskole – lektor Asbjørn Slot Jørgensen, lærer Staffan Dahllöf og forskningslektor Roger Buch – kritiserer i en kronik i dagens Politiken mediedækningen af Ukraine-krisen.

De kritiserer deres elever, kan man sige.

De taler ligefrem – med reference til en australsk medieforsker – om ”mediernes flokimmunitet”.

Kronikkens forfattere har tre kritikpunkter:

  1. “Generelt ses de enkelte nyheder, begivenheder og informationer gennem en pro-ukrainsk linse”.
  2. “At samme adfærd fra den ene krigspart i mediedækningen behandles anderledes end tilsvarende adfærd fra den anden krigspart”.

Denne anden kritiks relevans understøttes af EU’s totalitære afbrydelse af adgang til en række russiske medier. De tre kronikører undrer sig over, at journalisterne ikke har undersøgt, om EU’s indgreb kan være udtryk for et grundlovsbrud. Så forsvaret for friheden fører på en måde til underminering af friheden? Det er en vigtig pointe, synes jeg.

  1. “At der lynhurtigt opstår konsensus om store sandheder, som normalt ville være til debat og diskussion”.

Nu må vi blot håbe, at landets journalister lytter til deres læreres tre kritikker, så befolkningen for fremtiden kan få en bred oplysning og diskussion af krigens forskellige aspekter, hvilket åbenbart ikke har været tilfældet indtil nu.

Vi oplevede stort set de samme problemer, sidst der var “krig” og “supervåben” på dagsordnen, dvs. i tiden efter marts 2020. Det tyder på, at der er tale om et strukturelt problem.

Kronikken slutter med følgende fine markering:

“Demokrati har brug for frie, kritiske og balancerede nyhedsmedier – som også stiller de kritiske spørgsmål til vores egne politikere, selv når politikerne står i entydig konsensus. Demokrati har aktuelt brug for en nyhedsdækning, hvor konsensus om den russiske aggressions ulovlige grusomhed ikke udelukker kritisk granskning, herunder granskning af den truende interne svækkelse af vore egne friheder og rettigheder.

Det er ikke for sent endnu, men det haster. Ellers bliver danske medier også et krigsoffer – selv om Danmark ikke selv er i krig.”

Link til kronik: https://politiken.dk/debat/kroniken/art8707935/Der-er-tre-fundamentale-problemer-med-mediernes-d%C3%A6kning-af-krigen-i-Ukraine

 

2. d. 13. april: Noter til Marianne Stidsens “Køn og identitet – et spadestik dybere”

Jeg har læst Stidsens nye bog ”Køn og identitet – et spadestik dybere”. Jeg er i store træk enig i hendes kritik af identitetspolitikken. Jeg er også enig med hendes storstilede forsvar for naturret, forfatningstradition og humanisme. Det myldrer faktisk med interessante betragtninger.

Det er også interessant at læse hendes tese om, at den såkaldte affektteori har haft en særlig praktisk-politisk effekt på samfundet og har drejet poststrukturalismen i en uheldig retning. Ja, det er på en måde hendes forklaring på hele det identitetspolitiske fænomen.

Endelig er det fint at blive bekendt med hendes syn på pædagogik, som i høj grad bygger på den svenske psykolog Erik Eriksons udviklingsteori, som inspirerede bredt for nogle årtier siden, bl.a. Anthony Giddens og Merete Riisagers bog ”Selvbyggerbørn”.

Stidsen er totalhumanist og 1980’er-kvindens særlige opmærksomme og selvstændige energi strømmer igennem bogen.

Et par kritiske iagttagelser til arkivet:

A.

Stidsen inddrager en kronik af Lars Qvortrup. Kronikken angives at være et eksempel på, at forskere kan blive angrebet af kolleger med uvidenskabelige, identitetspolitiske og ”venstreradikale holdninger” (s.213).

I sin kronik er Qvortrup fornærmet over kritik fra to sider: Dels en kritik fra en række højt kvalificerede børnehaveforskere, der kritiserer Qvortrups syn på videnskabelig metode. Og dels en kritik fra Keld Skovmand, som kritiserer Qvortrups syn på pædagogik.

Ingen af disse kritikker har identitetspolitiske overtoner. Tværtimod vil jeg endda sige.

Faktisk er det ekstra sjovt, fordi Stidsens yndlingspædagogiske bog som sagt er Merete Riisagers bog. Men denne bog er skam i høj grad blevet til fra samme åndelige kreds som især Skovmand. Og i Riisagers tid som undervisningsminister, som netop bestod i et opgør med bl.a. Qvortrups indflydelse på skolepolitikken, trak hun kraftigt på Skovmands arbejde.

Faktisk bidrager både Stidsen, Skovmand og Riisager til den nye bog om dannelse ”Sidste Chance – nye perspektiver på dannelse”.

Der er helt klart en ureflekteret modsætning lige der.

Modsætningen kan muligvis forklares ved Stidsens begejstring for Henrik Dahls arbejde. For Dahl var selv oprindeligt stærkt præget af kredsen omkring systemteorien og kompetencetænkningen, som Qvortrup jo bidrog kraftigt til at fremme. Og Dahl har ikke vist nogen interesse for naturretlige emner, tværtimod støttede han Nedlukning og vaccinetvang kraftigt. Senere har han talt for en overhophedning af ”den videnskabelige metode”, hvilket uvægerligt fører ud i et nypositivistisk forfald, som giver problemer for filosofi og kultur og pædagogik.

Det er dette skred, der fører Stidsen ud i et storstilet forsvar for Dahls og Messerschmidts skrækkelige forsøg på at styre forskningens interesser og processer med deres indskrænkede og nypositivistiske metodebegreb.

Stidsen forsøger at gabe over modsætningen mellem Riisager og Dahl. Men det er svært, især når hun ikke er bevidst om splittelsen, og det er Riisager og Dahl vist heller ikke selv. Stidsen mangler lige at gå ”et spadestik dybere”, hvad angår pædagogikken.

I parentes vil jeg sige, at Qvortrup til sidst i sin kronik faktisk kritiserer identitetspolitikkens underminering af videnskab, men denne del af hans kritik er ikke knyttet op på de konkrete eksempler, som Stidsen henviser til.

Som jeg ser det, er systemteorien endda en form for passage for identitetspolitikkens forstærkning. Det skyldes dens problemer med ontologi og dannelse; et problem den deler med konkurrencestatens teori, jf. punkt 2.

B.

Stidsen har en kort men interessant refleksion over forholdet mellem konkurrencestat, identitetspolitik og pædagogik. Hun mener, at pædagogikken kan blive en redningsplanke, bl.a. ved at fokusere mere på kundskaber og dannelse, og hun fortsætter:

”Først da kan vi få ’lukket det hul’, som ikke mindst Ove Kaj Pedersen har været med til at spotte i konkurrencestatens fysiognomi. Et hul, som wokeismen med uhyggeligt stort held og uhyggeligt stor finesse har formået at invadere og okkupere og ekspropriere”. (s. 265)

Så konkurrencestaten skabte ved dens omkalfatring af velfærdsstaten og af den folkelige tradition et dannelses-”tomrum”, og ind i dette tomrum spadserede så identitetspolitikken, som skabte en hel generation af ensomme og hyper-sensitive unge. Det er en fin betragtning, synes jeg. Identitetspolitikken er konkurrencestatens forlængede arm.

C.

Endelig vil jeg kort sige, at der stadig tilstår et arbejde med at knytte identitetspolitikken an til globaliserings- og teknologificeringsprocesser mere bredt. Stidsen antyder en sammenhæng ved hendes reference til konkurrencestaten (som jo er en globaliseringsteori), men temaet belyses ikke ret meget.

Reference:

Marianne Stidsen: “Køn og identitet – et spadestik dybere”, 2021, Forlaget Hovedland.

 

3. d. 13. april: Kina følger Mette Frederiksens filosofi

I Kina er Shanghai i total Nedlukning. Her følger man Mette Frederiksens ”ekstreme forsigtighedsprincip”.

Så Danmark og Kina har helt samme filosofi. Det svinger blot lidt, hvor mange matematisk definerede adfærdstilladelser, man giver til smittebærerne fra tid til anden.

En af de fremtrædende danske coronaeksperter, professor Flemming Conradsen, er da også fuld af forståelse for den kinesiske politik. Han mener, at den kinesiske nedlukning handler om et “folkesundhedsperspektiv”. Han siger også, at det er “nødvendigt at masseteste i en helt anden skala”.

Her er nogle af de utrolige citater fra Conradsen, og journalisten gør ikke noget for at finde andre vinkler.:

– Den kinesiske sundhedsstyrelse fremlagde en model for et par uger siden, der viste, at de ville have haft omkring tre millioner døde, hvis de havde fulgt en europæisk eller amerikansk strategi ved at lære at leve lidt med corona. I deres optik har de jo sparet omkring tre millioner dødsfald og en masse senfølger og en masse andet.

– Så strategien er også lavet ud fra et folkesundhedsmæssigt perspektiv om at undgå sygdom, død og pres på sundhedssystemet.

– Det, der ændrede sig ret markant, er, at omikronvarianten er langt mere smitsom end den oprindelige Wuhan-version, og så skal man lukke endnu hårdere ned, end man skulle tidligere. Samtidig er 95 procent af de smittede symptomfri og kan stadig sprede smitte. Det gør det nødvendigt at masseteste i en helt anden skala.”

Både Danmark og Kina er biostater. Resten er mikrodiversitet, som kan variere uden videre som et lyn fra en klar himmel ud fra et eller andet smittetal eller et andet tal.

På DR synes man ikke, at der er ”hygge” i Shanghai. Hygge?!?!?

Alt er klar til en ny runde: Epidemilov, klassifikationer, medier og eksperter.

Link til artikel på dr.dk: https://www.dr.dk/nyheder/udland/shanghai-lockdown

 

4. d. 13. april: Kraftig juridisk kritik af epidemiloven

Professor i sundhedsjura, Helle Bødker Madsen, har skrevet en kraftig kritik af epidemiloven i Ugeskrift for Retsvæsen.

Hun kritiserer epidemiloven på hele ti områder.

JP skriver følgende om hendes konklusioner:

”Sammenfattende konkluderer Helle Bødker Madsen, at retssikkerheden »kommer i anden række« i epidemiloven, at loven stiller borgerne »dårligere retssikkerhedsmæssigt« ift. sammenlignelige regelsæt, og at der er »grundlæggende retlige betænkeligheder på en række punkter«.

»Samlet set betyder dette, at borgernes retssikkerhed ikke kan antages at være tilstrækkeligt tilgodeset efter epidemiloven,« skriver hun i Ugeskrift for Retsvæsen.”

Heunicke, som for nylig har argumenteret for en decideret skærpelse af epidemiloven, taler om en evaluering langt ude i fremtiden, og Stinus Lindgren, som også bærer et kæmpeforsvar for elendighederne, træder vande.

Det er rystende læsning.

Helle Bødker Madsen sad også med i den evalueringskommission – den såkaldte udredningsgruppe – der analyserede tiden omkring den første nedlukning; en periode, der også kort gennemgås i JP’s artikel.

Links:

Artikel i JP, d. 12. april: https://jyllands-posten.dk/…/minister-sagde-det-fem…/

Gennemgang af Udredningsgruppens rapport om foråret 2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/biostatens-politiske-og…

 

5. d. 18. april: Børnehavetradition eller læring?

En gruppe af landets dygtigste børnehaveforskere har netop udgivet en virkelig god bog. Det drejer sig om udgivelsen ”Styrket børnehavepædagogisk tradition – eller mere læring. Kritiske analyser af den nye læreplan”, som er udgivet på Syddansk Universitetsforlag her i 2022.

Bogen består af en række særdeles grundige studier af dagtilbuddenes centrale policy-dokumenter siden 2004 og især siden 2010. Det er især dagtilbuddenes ”læreplan”, som blev indført i 2004, og den ”styrkede læreplan”, der blev implementeret i 2018, der er i fokus, men ikke kun det.

I bogen kan man lære, hvordan læringsbegrebet i rytmiske og mekaniske stød har undermineret landets rige børnehavetradition og undertvunget sig pædagogisk praksis; godt hjulpet på vej af en række lighedsfundamentalistiske evaluerings- og databegreber, som har virket både på de transnationale og direkte på de kommunale niveauer.

Bogen indeholder også analyser af, hvordan læringsbegrebet i selskab med ”evaluering”, ”lighed” og ”data” har forårsaget en ændring i forholdet mellem familie, institution og stat. Dermed bliver bogen også et værk, der bidrager til at belyse den forfatningsmæssige tradition, som også skoleloven og biopolitikken har bidraget til at underminere.

Bogen svarer ikke på alle spørgsmål, men den kvalificerer i allerhøjeste grad en række både gamle, nye og vigtige spørgsmål, der rækker helt ind i opdragelsens essens og langt ud i samfundet.

Mange tak.

Bogen er redigeret af Anja Hvidtfedt Stanek, Line Togsverd & Tomas Ellergaard. Derudover er der bidrag fra Christina Haandbæk Schmidt, Annegrethe Ahrenkiel, Jan Kampmann, Karen Prins, Christian Aabro, No Emil Kampmann og Kim Rasmussen.

Hele flokken har skrevet på de 10 kapitler i forskellige konstellationer. Alle kapitlerne er fremragende.

Bogen kan erhverves for sølle 220 kroner fra forlaget. Det er rystende billigt, indholdet taget i betragtning.

Link til udgivelse: https://www.universitypress.dk/shop/styrket-boernehavepaedagogisk-3916p.html

 

6. d. 18. april: SF’s kritik af læreplaner i børnehaverne i 2004

Da loven om læreplaner i børnehaver blev vedtaget i 2004, sagde SF’s leder, Villy Søvndal, nogle kloge ord under folketingets 3. behandling. Han advarede mod ”styringssyndromet” og talte om at ”to menneskesyn støder sammen”, hvor det, han kaldte for det ”frihedselskende” menneskesyn, endte med at tabe.

Det er fra dengang, hvor SF var et socialistisk folkeparti. Da læreplanerne i 2018 blev til ”styrkede læreplaner”, stemte SF for. Det samme gjorde alle andre, undtagen Enhedslisten:

Her er Søvndals indlæg, hvor han forsvarer den liberale tradition imod liberalismens partier selv:

”Det er et principielt og et meget vidtgående forslag, Folketinget om lidt skal stemme om, nemlig hvor detaljeret Folketinget skal blande sig i, hvad der sker rundtomkring, ikke alene i vores kommuner, men nu også i vores daginstitutioner.

Det, et flertal formentlig om lidt vil vedtage, er, at vi skal indføre læreplaner, fra børnene bliver et halvt år. Man må sige, at styringssyndromet har overtaget et flertal her i Folketinget i et omfang, som man ikke rigtig skulle have forestillet sig under en regering, der kalder sig liberal.

Man går meget ned i detaljen, f.eks. anbefales det, at børn skal lege med ler. Man kunne også mene, at de skulle lege med sand, men flertallet i Folketinget beslutter nu, at der skal bygges på ler og ikke på sand. Der ligger formentlig hos flertallet nogle meget grundige overvejelser bag, at det er bedst for børn. Jeg synes, at vi måske trænger til en lidt dybere og mere udførlig begrundelse for, hvorfor man lige præcis har valgt det materiale som godt for børn.

Men bortset fra det er det her jo også et udtryk for principiel politik på den måde, at det er to børnesyn og menneskesyn, der støder sammen. Det ene bygger på, at alt, hvad der overhovedet kan reguleres i den her verden fra statsmagtens side, skal reguleres, alt, hvad der kan detailreguleres, vil Folketinget blande sig i.

Så man kan sige, at Folketinget er delt i to grupper, en frihedselskende gruppe, der tror på, at ikke alt skal styres, tror på, at børns udvikling stimuleres langt bedre ved udviklingstiltag end ved, at man laver læreplaner for børn, og så den gruppe, der ønsker at styre meget detaljeret.

Begrundelsen fra regeringens side med, at man vil styre alt i detaljer for børn, er, at man mener, at det vil have en gunstig virkning i kampen mod den negative sociale arv. Jeg tror, man bliver meget skuffet. Forslaget er også på den måde uambitiøst, at det ikke er en ret stor indsats, man har regnet med. Det kan man aflæse på økonomien.

I virkeligheden er tragikken i det her vel, at indsatsen over for den sociale arv ligger et helt, helt andet sted. Vi har en regering, der ifølge rapporten lige før jul fra Rådet for Socialt Udsatte har placeret 65.000 mennesker på indkomster, der er ekstremt lave. Det betyder, at vi får en gruppe børn, der i forhold til andre børn ikke har de samme muligheder for at deltage i det almindelige liv, for at deltage i foreningslivet. Det vil sige, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti placerer en gruppe på 65.000 mennesker på et forsørgelsesgrundlag, der er ekstremt lavt i forhold til, hvad vi tidligere har eksperimenteret med i det danske samfund.

Hvad tror man, det betyder for den negative sociale arv? Jeg er ikke i tvivl. Det betyder, at vi vil opleve børn, der alene af økonomiske grunde lever et liv, som ikke kommer til at ligne de andres liv. Det er dem, hvis forældre er på de lave kontanthjælpssatser, det er dem, der er på den lave starthjælp. Det er gruppen.

Det andet punkt er, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti har bidraget til at forringe daginstitutionsområdet. Fra sidste år til i år er det 70 pct. af kommunerne, altså 7 ud af 10, der har skåret på daginstitutionerne. De har gjort det i form af forringet normering, de har gjort det i form af kortere åbningstid, altså færre voksne omkring barnet.

Hvad monstro det betyder for den negative sociale arv? Det er ikke så svært. Det betyder, at de børn, der har brug for, at voksne er rundt om dem, får det sværere, at de får mindre hjælp, end de gjorde før.

Hvis man skal bekæmpe den negative sociale arv, så siger al tilgængelig forskning, at det bedste tilbud er ordentlige daginstitutioner, velnormerede daginstitutioner, hvor voksne kan være til stede og hjælpe de børn, der har brug for det. Derfor ville det være et forslag med en helt anden tyngde i indsatsen mod den negative sociale arv, hvis regeringen lod være med at klemme daginstitutionsområdet så voldsomt, som det sker på grund af de stramme kommuneaftaler.

En anden indsats, som også ville have direkte betydning i forhold til den negative sociale arv, ville være en indsats i de meget belastede boligområder, vi har. Der har man jo afskaffet de ordninger, hvor der var sociale medarbejdere i de mest belastede boligområder, med den konsekvens, at de steder, hvor vi direkte kunne hjælpe børn, der har problemer, har man forringet deres muligheder.

I SF vil vi ikke være med til at detailregulere børns liv i det omfang, det sker her. Vi vil ikke være med til bare at antyde, at det her vil have nogen som helst indflydelse på kampen mod den negative sociale arv. Det er bedre daginstitutioner, det er en bedre indsats i de belastede boligområder, det er differentierede normeringer, hvor de børn, der kommer fra de belastede områder, får langt flere voksenpersoner omkring sig, det er de tilbud, der ville kunne hjælpe på den negative sociale arv. Derfor stemmer SF om lidt nej til det her forslag.”

 

7. d. 19. april: Dannelse i børnehaven

Ifølge ”Den styrkede læreplan” for dagtilbud fra 2018 skal indholdet i børnehavernes praksis have et “dannelsesindhold”. Og ordet “dannelse” er ligefrem kommet med i det lovfæstede formål for dagtilbuddene, hvor ordet er klemt inde mellem “læring” og “læringsmiljø”.

Ok, hvad er mon “dannelsesindhold” for noget? Jo, det er ifølge læreplansmaterialet sådan noget, som danner “afsæt for børnenes måder at begribe og handle på i en digitaliseret og global verden”.

Denne digitaliserede og globaliserede småbørns-dannelse kaldes for en “dybere form for læring”, der “forankrer værdier og viden i egen personlighed”.

Man skal også lave et “læringsmiljø”, hvor der “arbejdes målrettet” med denne “dybdelæring”.

Der skal også være en “evalueringskultur”, så ingen glemmer “globaliseringen” og “digitaliseringen”, dvs. børnenes “dannelse” og ”dybdelæring” og “personlighed”

Man kan også læse, at hvert barn er “med til at skabe sin læring”, som pædagogerne så skal “rammesætte og organisere”.

Så dannelse i børnehaven består af en globaliseret og digitaliseret dybdelæring, som reducerer barnet til et ensomt individ i globaliseringens hav; og dette “individ” omgives af bureaukrati (evaluering, rammesætning og organisering). Dette barn skal så “lege”.

Og denne forståelse udgør “rammen for alle børns læring”, altså ALLE børn!

Det kaldes også for “et solidt grundlag” for “alle, der skal arbejde med den pædagogiske læreplan i dagtilbud”.

Så “alle” omfatter både alle børn og alle voksne.

Og dette “læringsmiljø” skal være virksomt “hele dagen”, får vi at vide. Der er ingen afslapning.

Der er også lidt pynteord underneden, hvis primære effekt er at standardisere pædagogens dømmekraft, så denne kan omdannes til kommunale evalueringssystemer.

Link til læreplanen: https://emu.dk/dagtilbud/forskning-og-viden/den-styrkede-paedagogiske-laereplan/den-styrkede-paedagogiske

 

8. d. 22. april: “Skræmmende”

Leif Davidsen har udtalt sig til Kr. Dagblad om biopolitikkens udemokratiske essens og effekt:

“Men selvfølgelig påvirker det mig, hvad der sker i Ukraine lige nu, ligesom alt det, der skete under pandemien, også berørte mig. I forhold til sidstnævnte handlede det især om at være vidne til alle de rettigheder, der mange steder blev fjernet med et pennestrøg.

Det var en øjenåbner – for godt nok har vi demokrati herhjemme, men det er demokrati skabt af mennesker, som også kan ændres af mennesker. Alle stod ret – også medierne. Det var meget disciplineret, men også skræmmende at være vidne til.”

Link til interview: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-og-sjael/leif-davidsen-demokrati-skabt-af-mennesker-kan-aendres-af-mennesker

 

9. d. 23. april: Ineffektive vacciner

Den fremtrædende professor i vacciner, Christine Stabell Benn, har sammen med en række kolleger pr. d. 5. april 2022 publiceret en interessant undersøgelse vedrørende coronavacciners effektivitet ift. at undgå dødsfald.

Undersøgelsen viser, at Pfiezer og Moderna ikke har nogen effekt. Faktisk er vaccinerne fra Astra Zenica og Johnson & Johnson, som jo er udelukket i Danmark, mere effektive.

Undersøgelsen blev delt på twitter af den amerikanske epidemiolog Martin Kulldorff. Kulldorff har desuden skrevet en længere omtale af undersøgelsen, som Stabell Benn selv delte og kaldte ”thoughtful”.

I Kulldorffs referat af Stabell Benns artikel står der f.eks.:

”For the mRNA vaccines, there was a reduction in Covid deaths but an increase in cardiovascular deaths, but neither was statistically significant. So, either result could be due to random chance.”

Det hele er “random chance”.

Kulldorff var med i gruppen omkring den såkaldte Great Barrington Declaration, der ligesom Stabell Benn tidligt manede til biopolitisk besindighed.

Hvis Stabell Benns resultater viser sig at holde, er der tale om en skandale af dimensioner. Vi må ikke glemme den ildevarslende og omfattende diskriminationspraksis, som blev udviklet især i efteråret 2021, og som nu viser sig at være totalt grundløs, selv på dens egen fattige præmisser.

Referencer:

Link til Stabell Benns o.a.’s artikel: https://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=4072489

Link til Kulldorffs artikel på Brownstone Institute, som selv er en udløber af Great Barrington Decleration: https://brownstone.org/articles/have-people-been-given-the-wrong-vaccine/

 

10. d. 23. april: Meget farlig sygdom

Lad os se på SSI’s tal for corona-dødsfald. Tallene dækker hele perioden fra februar 2020 til i dag og fremgår af nedenstående hjemmeside.

Jeg runder lidt af.

I alt er der 3 mio. registrerede smittede over to siden marts 2020. Det reale tal er helt sikkert højere. Af de 3 mio. er 6000 døde. Det er meget lavt. Det er sølle 0,2%. SSI runder det selv ned til 0%.

Og 91% af disse 6000 er døde MED corona. Det vil sige, at kun 500 er døde AF corona. Det er 0,02%.

Det er da godt gået. Det er jo intet! Fra “lavt” til “intet”.

Lad os se på aldersfordelingen med SSIs egne afrundinger:

Fra den store aldersgruppe på 0-70 år er der 0% døde MED corona. Ser vi på AF corona, så er det endnu mere 0%.

Tænk på, hvor lidt det er.

Fra 70-80 år er tallet så 1% MED corona, men kun 0% AF corona.

Meget farlig sygdom, må man sige. Ligene flyder i gaderne. Og de unge ”lever livet farligt” og så videre.

Man kan jo ikke stole på en eneste pind, der kommer fra biostaten og dens myndigheder. Ikke engang de tal, jeg selv har kritiseret, faktisk, men som jo er officielle .

Men de sidder der alle sammen stadigvæk, politikerne og eksperterne? Og nogle af dem får endda kongelige ordner, har jeg forstået.

Men hvorfor? De kan jo finde på alt muligt? Der er altid en løsrevet statistik og en ekstrem forsigtighed, der skal effektueres.

https://covid19.ssi.dk/overvagningsdata/ugentlige-opgorelser-med-overvaagningsdata

 

11. d. 24. april: Restriktionens forstærkning

Vi får at vide, at ”alle restriktioner er ophævet”. Det siger f.eks. den radikale biopolitiker, Stinus Lindgreen, ovre på twitter, hvor han gør nar af corona-kritikken, som han kalder for ”konspiratorisk ævl”.

Men Lindgreen tager helt fejl. For selvom næsten ”alle restriktioner” holder pause, så blev begrebet ”restriktion” via Nedlukningen d. 12. marts 2020 både indført, stadfæstet og effektueret i hele samfundets grundlæggende filosofi. Og det har Lindgreen selv i høj grad bidraget til.

Så begrebet ”restriktion” har vundet. Begrebet er overalt som en konstant og nidkær horisont, hvis effekt kan materialisere sig som et lyn fra en klar himmel.

Bare det, at Lindgreen bruger udtrykket ”restriktion” beviser dette. Ordet er blevet en slags natur.

Resten handler bare om ”ophævelser” og ”tilføjelser”, lidt afhængig af smittestatistikkens adfærdstilladelser. Det er 100% samme grundlæggende ideologi som i Kina, nemlig den ”ekstreme forsigtigheds” filosofi. I Kina er restriktionerne blot ikke ”ophævet” for tiden.

Magnus Heunickes forskellige indlæg viser da også, at han stadig abonnerer på sit livsfjendtlige bio-filosofiske ”restriktions”-begreb. Han står klar til kamp og krig mod livet, så snart kurvene bobler lidt. Det samme gør Lindgreen, hvorved hans ”konspiratoriske ævl” allerede har fået ret med fuld fanfare.

Så ”restriktionen” er overalt. Intet er ”ophævet”. Vi spræller i ”restriktionens” garn som borgere i Shanghai.

 

12. d. 27. april: Mette Frederiksens opgør med dansk tradition

Ifølge Mette Frederiksen skal gymnasieleverne bebusses for at opfylde en statistisk ligheds- og diversitetskvotient. Socialdemokratiet følger statistikkens James Heckmann-baserede regler. Eleverne skal blandes af en statslig beregningsmetode.

Det er en slags almenpædagogisk udvidelse af Ghettopakkens algoritmebaserede tvang mod borgere, som tilfældigvis bor i nogle bestemte kvarterer. Indvandrere og fattige er testcentre i Frederiksens politiske eksperimentarium. Nu suges resten af befolkningen ind i ideologien.

Og nu udvides det “ekstreme forsigtighedsprincip” igen: Frederiksen er ifølge Altinget imod friskoler, som ikke hviler på Frederiksens eget værdisæt. F.eks. er hun imod, at pigerne bærer tørklæder. Hvad fanden rager det hende! Det er “ikke det mest normale i Danmark”, fortæller hun, så man får gåsehud af ubehag. Lyt til den rystende video i artiklen.

Hun er simpelthen imod, at folk samler sig og danner skole, hvis disse borgere har “rødder i andre lande”. Frederiksens synspunkt er et dybt opgør med dansk tradition.

Jeg flytter til Marokko. Her kan jeg mødes med andre danskere i en dansk diaspora ved en oase, hvor vi læser digte af Ingeman og persisk poesi og studerer Valhallas kampkredse. Drengene er iført de sødeste skjorter og pigerne kønne nederdele. Bagefter løber vi om kap og danser rumba og folkedans. Vi bygger sandslotte, leger med tørklæder og snakker om alt det skønne “unormale”.

Indgrebene i forsamlings- og undervisningsfriheden kender efterhånden ingen grænser, og det filosofiske forfald er tilsyneladende forstærket af den biopolitiske horisont.

Link til Altingets artikel og video: https://www.altinget.dk/artikel/mette-frederiksen-om-muslimske-friskoler-jeg-synes-det-er-forkert

 

1 thought on “Alment farlige tanker 11, d. 12. – 27. april 2022

  1. “Medieeksperter: Der er tre fundamentale problemer med mediernes dækning af krigen i Ukraine” Men:
    Danske medier har i det store hele dækket Ruslands angreb på Ukraine godt og korrekt. Men der er tre store problemer med mediedækningen.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.