1. d. 1. august: Nedlukningens effekter

Økonomen Jonas Herby gør i nedenstående blogindlæg opmærksom på, hvordan ”nedlukning” er blevet til en form for almen metode, som er i gang med at materialisere sig alle mulige steder.

Herby giver to eksempler:

1. D. 23. juni 2022 sagde den magtfulde overlæge, Jens Lundgren, til TV2, at man kan se frem til nedlukninger, hvis børn ikke bliver vaccineret mod influenza. Brostrøm siger, at det måske er ”lidt voldsomt”, men han lyder ikke for alvor forundret. Så nedlukningslogikken har sat sig fast i biopolitikkens magtcirkler.
2. Retorikken i forbindelse med hedebølgen i forrige uge bar også præg af nedlukningsvokabularet, i dette tilfælde knyttet til klimaficeringen af samfundet. Herby referer her dels til en artikel i Information og dels til en kritisk leder-artikel i det britiske magasin Spectator. I sidstnævnte tekst peges på nedlukningens ”forsigtigheds-princip”, som den store synder. Dette princip stod også centralt i den danske nedlukning, hvor Barbara Bertelsen jo krævede, at staten fulgte et ”ekstremt forsigtighedsprincip”. Devisen er: Er kældervinduet punkteret, så riv huset ned. Eller rettere: Riv huset ned, før kældervinduet måske punkterer.

Koblingen mellem nedlukning, biodiversitet og klima – symboliseret ved udtrykket ”bio” – blev understøttet af Henrik Ullum på twitter i sidste uge. Det samfundsteoretiske grundlag for denne kobling er bl.a. udarbejdet af svenskeren Andreas Malm, der i sin indflydelsesrige bog om emnet taler for en krigskommunisme med direkte reference til 1920’ernes Sovjetunionen og helt uden referencer til den demokratiske tradition.

Senest har Malm i Berlingske talt for en form for klimaterrorisme. Det er den nye venstrefløjs helt særlige bidrag til nedlukningsbegrebets indhold og effekt, vi ser her.

Så Lundgren og Bertelsen er bundet sammen af nedlukningens materialitet, der opstod ud af det blå d. 11. marts 2020, kun forberedt af konkurrencestatens ”nedlukning” af pædagogikken fra 2006 og fremefter. Og nu breder denne materie sig til ”klimaet”, til børns influenzaer og i andre store og små emner.

Den nye almene nedluknings-metode træder i stedet for Grundloven som samfundets historiske forudsætning, jf. det ”almene”.

Links:

Herbys blog med links til bl.a. TV2’s artikel og Spectators leder: https://punditokraterne.dk/2022/07/31/nedlukninger-og-brandene-i-london/

Berlingskes interview med Andreas Malm: https://www.berlingske.dk/opinion/svensk-marxist-vil-radikalisere-aktivister-klimakrisen-skal-loeses-med

 

2. d. 3. august: Minkkommissionens beretning, note 1

Nu er ferien slut, og statsministeren har været i Paris, og alle har glemt alt. Selv har jeg også været på ferie siden den dag, hvor Minkkommissionen afleverede dens rapport.

Men nu sidder jeg så med rapporten. Jeg lægger lidt noter ud, efterhånden som jeg arbejder mig igennem materialet:

Bd. 1, Kapitel 2: Kommissionsundersøgelsens resultater:

A. Pressemødet:

Beslutningen om aflivning af mink fremgår af to pressemeddelelser d. 4/11-2020 og af det berømte pressemøde samme dag.

Beslutningen har en ”meget vidtgående og intensiv karakter”, skriver kommissionen. Denne meget ”vidtgående og intensive” beslutning var desuden ”groft vildledende”, og den forbrød sig direkte imod forvaltningsrettens legalitetsprincip og sandhedspligt (s.30). Det er ”særdeles kritisabelt”, fremgår det.

Desuden var beslutningen ”klart ulovlig”:

”Kommissionen finder, at det var klart, at der manglede hjemmel til at aflive alle mink i Danmark, ligesom kommissionen finder, at det var klart, at der manglede hjemmel til tempobonus” (s.29).

Og

”Efter kommissionens opfattelse var instruksen klart ulovlig og retligt en nullitet” (s. 30).

Kommissionen mener, at udmeldingen ved pressemødet primært skal forstås som en ordre til de relevante ministerier.

B. Koordinationsudvalgsmødet:

Denne vurdering gælder også forløbet op til d. 4/11. Dagen før – altså d. 3/11 – var der koordinationsudvalgsmøde kl. 21.30. Hele vejen igennem indtog Statsministeriet ”en styrende rolle i en forceret proces”. Justitsministeriet og Sundhedsministeriet var tæt på statsministeriet i processen. Derimod blev Fødevareministeriet kørt ud på et sidespor (fx s. 36). Fødevareministeriet var, står der, ”ikke genstand for særlig interesse, uanset at mink og aflivning af mink henhørte under Miljø- og fødevareministeriets ressort”.

Mødet blev gennemført under ekstremt hastværk. Bilagene blev tilsendt mødedeltagerne blot hhv. tre kvarter og endda kun 6 minutter før mødestart. Dette pres ”øgede risiko for fejl på en uhensigtsmæssig måde”, som det hedder. Det er rystende læsning.

Spørgsmålet om hjemmel blev ikke rejst på mødet, hvilket ”undrer” kommissionen, som videre skriver:

”Det synes således ikke blot at kunne tages for givet, at der skulle være hjemmel i eksisterende lovgivning til en sådan meget vidtgående og intensiv beslutning uden fortilfælde”.

Der er altså tale om en kraftig kritik af det politiske niveau. Ministrene burde have undersøgt lovmæssigheden, og de – især statsministeren – var selv årsag til det ekstreme hastværk med sin vilde og forcerede overstyring.

Kommissionen kritiserer også, at beslutningen ikke blev sendt til juridisk granskning i ressortministeriet efterfølgende (s.36). Det skyldes den af statsministeriet forcerede proces.

Kommissionen skriver i kapitel 1, at ingen af ministrene Mette Frederiksen, Mogens Jensen eller Nicolai Wammen har “haft viden om eller hensigt” til at bryde loven. Men denne manglende “viden” skyldes jo handlinger, som især statsministeren selv har stået for.

Men det er da meget tankevækkende, at kommissionen bruger 100% samme ordvalg om Mogens Jensens og Mette Frederiksens brøde ifm ovennævnte møder (s.35 og s. 36). Det betyder jo, at konsekvensen må være ens for dem begge?

Desuden understreger kommissionen, at den ikke har taget stilling til, om der foreligger “grov uagtsomhed”, som er ministeransvarlighedslovens andet kriterium. Dermed spiller de bolden videre til folketinget i overensstemmelse med kommissoriet for undersøgelsen.

Det er også tankevækkende, at hverken sundhedsministeren eller justitsministeren nævnes i gennemgangen. Har de måske oven i alt det andet haft “viden og hensigt”?

Måske giver de næste kapitler svar?

C. Embedsmændene:

Derudover er der en kraftig kritik af en række centralt placerede embedsmænd; en kritik som vel at mærke ikke er uafhængig af kollapset på et politiske niveau (s.33-41), hvilket især gælder statsministeriets dominerende rolle i foretagendet, som Mette Frederiksen personificerer sammen med sin departementschef. Der tales igen om, at “statsministeriet indtog en overordnet og styrende rolle i den forcerede proces” (s. 35).

Faktisk skriver kommissionen, at statsministeriets pludselige og kaotiske aktion på en måde sætter fødevareministeriet ud af spillet, fordi sidstnævnte ministerium ikke kan nå at forberede sig (s. 35-36).

Kommissionen skriver direkte, at “statsministeriet burde have rejst spørgsmålet om hjemmel overfor ressortministeriet”. (s.36). Samme formulering bruges om justitsministeriet, som via et møde med fødevareministeriet om formiddagen (d.4/11) faktisk var blevet gjort bekendt med den manglende hjemmel. Jeg husker tydeligt disse afsløringer, da de kom frem.

Følgende embedsmænd har ifølge kommissionen begået tjenesteforseelser ”af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage ham/hende til ansvar”:

Departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen.

Rigspolitichef, Thorkild Fogde.

Departementschef i Justitsministeriet, Johan Legarth, og Afdelingschef Anne-Mette Lyhne Jensen i samme ministerium.

Departementschef i Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, afdelingschef i Fødevareministeriet Tejs Binderup, direktør i fødevareministeriet, Hanne Larsen, og kontorchef i samme ministerium, Paolo Drostby.

Så embedsmændene skal altså ”drages til ansvar”. Men hvad med politikerne? Ja, det får vi ikke at vide. Det skyldes, at der i kommissionens kommissorium eksplicit står, at kommissionen ikke skal se på det:

”Granskningskommissionen skal dog ikke foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar”.

Med de barske ”ansvars”-vurderinger af de embedsmænd, der er så tæt på ministrene, giver det efter min mening sig selv, at kommissionen – som jo ikke må udtale sig om politikerne – dermed lægger op til, at andre instanser må undersøge, om også politikerne skal drages til ansvar.

Problemet for folketingets medlemmer, der skal stemme en sådan proces igennem, er nok, at de alle zusammen har stemt for nedlukningen i marts 2020, som jo er den grundlæggende handling, der her skabt hele minkbeslutningens ånd og struktur. Alle folketingets medlemmer er dermed medskyldige, som jeg ser det.

Hele flokken, både ministre og embedsmænd, sidder stadigvæk på deres taburetter. Folketinget samarbejder ligefrem med Frederiksens tropper om dette og hint.

https://www.ft.dk/da/aktuelt/nyheder/2022/06/minkkommissionens-beretning

 

3. d. 3. august: Note 2 til minkkommissionens rapport, bind 1

A. Brevet til minkavlerne, d. 6/11:

Fødevareministeriets sendte to breve til minkavlerne, som var forfattet i en ekstremt kommanderende tone. Det første brev blev afsendt d. 6/11 (og det andet d. 10/11). Men allerede d.6/11 vidste man i fødevareministeriet, at aflivningen af mink var ulovlig. Man vidste det også i justitsministeriet, fremgår det.

Det er svært at finde ord.

Den såkaldte tempobonus, som blev stillet minkavlerne i udsigt, var også ulovlig, fremgår det.

Mogens Jensen blev ifølge kommissionen allerede d. 5/11 orienteret om, at regeringens beslutning fra d. 3-4/11 var ulovlig. Alligevel blev brevet til avlerne afsendt, åbenbart uden at Mogens Jensen vidste det. Han vidste først det om brevet d. 7/11, står der, men han ”tog ikke skridt til korrektion”, som der står (s. 43). Da korrektionen så kom d. 10/11 i form af brev nummer to, så var indholdet næsten uændret i forhold til det første brev.

B. Actioncard, d. 6/11:

Aktionskortet, som politiet skulle bruge ved kommunikation med minkavlerne, lå klar samme dag som brevet, dvs. d. 6/11. Rigspolitichefen godkendte aktionskortet, selvom han udmærket vidste, at regeringens beslutning var ulovlig (s. 44)!

Det synes kommissionen er ”særdeles kritisabelt”, og det har den jo ret i.

To mindre højtstående embedsmænd i rigspolitiet bør også ”drages til ansvar”, står der. Det må I selv læse om.

Justitsministeriet har ikke vidst noget om aktionskortet, lader det til, med mindre man da siger, at rigspolitichefen er en del af justitsministeriet.

Så chefen for landets politi er kriminel? Det må jo være konklusionen? Den ”stakkels” mand blev sovset ind i nedlukningens logikker, som blev udviklet og orkestreret af Frederiksen og Bertelsen, og så blev han kriminel. Jeg er ikke tryg ved denne tilstand. Hvad bliver det næste?

C. Pressemøde d. 7/11:

d. 7/11 var der pressemøde igen med den sædvanlige flok, dog uden statsministeren (det første pressemøde var d. 4/11, og der var også pressemøde d. 5/11 om de kraftige generelle restriktioner for Nordjylland).

Ifølge kommissionen er dette pressemøde (d. 7/11) et udtryk for ”en fortsættelse af den grove vildledning, som var igangsat på pressemødet d. 4. november”.

Både fødevare- og statsministeriet ved på dette tidspunkt godt, at aflivningerne er ulovlige (s.45). Af en eller anden grund frikender kommissionen statsministeriet for kritik af dette forhold.

Rigspolitiet får derimod megakritik, og det forstår man jo godt, for Rigspolitichefen fortsatte med sin bevidste og grove vildledning på mødet.

Mette Frederiksen siger, at hun bliver bekendt med lovbruddet d. 8/11. Det tror kommissionen på. Kommissionen nævner ganske vist Mogens Jensens fortalelse om, at ”regeringen” ift. beslutningen d. 3-4/11 ”ikke kunne afvente ny lovgivning”. Dermed siger Jensen jo, at Frederiksen var bekendt med sagen allerede på det tidspunkt, for hun er jo ”regeringen”.

Men kommissionen tror ikke på Jensen, men på Frederiksen. Måske bliver vi klogere senere i materialet? Indtil da tror jeg på Mogens Jensen, må jeg indrømme.

Og under alle omstændigheder burde Frederiksen have forhørt sig. Alt andet vil være den groveste uagtsomhed.

 

4. d. 3. august: Note 3 til minkkommissionens rapport: SMS-sagen

Kapitel 3 handler om kommissionens indsamling af oplysninger. Det lyder lidt kedeligt, men det er det ikke. Det er et drama.

Det fremgår, at man har modtaget 1,2 millioner dokumentsider, mailbokse fra 230 medarbejdere og sms’er fra 150 medarbejdere. Det er imponerende.

Og så er det det der med de berømte sms’er:

Kommissionen har tilsyneladende uden problemer fået sms’er fra alle ministerier. Men der er nogle undtagelser, nemlig fire centrale folk i statsministeriet og departementschefen i justitsministeriet.

Kommissionen fik d. 8/9-2021 at vide, at følgende personer havde slettet deres sms’er allerede efter 30 dage:

Fra statsministeriet: Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen, særlig rådgiver Martin Justesen og departementsråd Pelle Pape.

Fra justitsministeriet: Departementschef Johan Kristian Legarth.

Statsministeriet havde ellers indgivet tre dokumentleverancer til kommissionen allerede d. 11/6, d. 24/6 og d. 1/10.

Først d. 8/9 – altså efter to af de fulde leverancer, som skam indeholdt sms’er mm. for en masse medarbejdere – får kommissionen så pludselig at vide, at disse fire centrale aktører har slettet deres sms’er for over et halvt år siden.

Kommissionen er tydeligvis ikke tilfreds med dette forløb. Den gør – i al stilfærdighed, som man siger – opmærksom på de mange sammenhænge, hvoraf det klart fremgår, at sms’er skam også er en del af dens undersøgelse:

Først omtales en sag i januar 2019. Her fremgår det af et svar fra justitsministeriet til folketinget, at udtrykket ”materiale” skal forstås meget bredt ved undersøgelseskommissioners arbejde. Og i 2019 var Barbara Bertelsen endda departementschef i justitsministeriet! Det er lige til cirkusrevyen.

Kommissionen konkluderer lakonisk: ”Tilsvarende må gælde for eksempelvis sms’er” (s. 51)

Dernæst gennemgås udførligt alle de henvendelser, hvor kommissionen har anmodet alle ministerierne – herunder stats- og justitsministeriet – om at udlevere oplysninger, herunder med eksplicit omtale af sms’er:

– d. 26. april 2021

– d. 29. april 2021

– d. 7. juni 2021

– d. 11. august 2021 (d. 8/9 kommer så svaret fra statsministeriet)

– d. 8. november 2021

Dertil kommer en række lignende henvendelser til styrelser, SSI osv.., hvor sms’erne også nævnes.

Så justitsministeriet går imod sine egne almene regler, og først efter fire henvendelser fortæller de magtfulde aktører, at de har slettet sms’erne allerede i 2020 (altså efter 30 dage).

Det kan ingen jo tage alvorligt. Øjensynligt heller ikke kommissionen, som dog ikke udtaler eksplicit kritik, selvom deres tavshed er larmende.

 

5. d. 4. august: Note 4 til minkkommissionens rapports kapitel 4: Centraliseringen

Kapitel 4 handler om den centralisering af magten, som har fundet sted siden 2019. Vi får følgende at vide:

A. Statsministeriet

Frederiksen samler allerede i 2019 magten i et styrket statsministerium. Ministeriet vokser en del, men først og fremmest er der tale om en forøget politisk magt. Det sker med oprettelsen af et nyt politisk sekretariat med Martin Rossen som stabschef. Rossen bliver også fast medlem af Koordinationsudvalget (herefter: KU).

Frederiksen udtaler i den forbindelse, at hun med dette nye system vil sætte en ”klar politisk retning” og en ”langsigtet strategi”, hvor ”beslutningerne ses i en helhed”. Og på et samråd i folketinget i september 2019 – altså blot tre måneder efter hun blev statsminister – forklarer hun, at hun vil give statsministeriet ”flere muskler”, og at hun ”ønskede at sidde for bordenden” og at være ”helt inde i maskinrummet”.

Hun fortæller også, at beslutninger i KU ikke sker ved stemmeafgivning:

”….at de enkelte medlemmer af udvalgene hver især afgav en stemme vil aldrig ske under hendes ledelse. Hun ville stå for at konkludere på regeringens overordnede politik, og det ville ikke være ved optælling af stemmer for eller imod et givent forslag”. (s. 80)

Så den politiske magt samler sig om Frederiksen. Men alligevel skubber hun ansvaret ud på sine ministre. Så hun tager al ansvaret og stiller andre til ansvar, når hun laver rav i den. Dette paradoks fremgår af følgende mærkelige sætning i kommissionens rapport:

”Hun havde ansvaret, og ligegyldigt hvor regeringen måtte træffe beslutningerne, så ville det være den enkelte minister, som stod til ansvar efterfølgende”. (s. 80)

Men i Frederiksens forklaring til kommissionen efter minkbeslutningen bliver denne stærke centraliseringsmanøvre til, at hun blot har en ”vicevært-funktion”, som ikke træffer beslutninger.

Jeg er forarget, må jeg indrømme.

Det er denne nye struktur, som kan effektueres yderligere fra marts 2020 med en spritny departementschef, BB, i sadlen, som Frederiksen har hentet i Justitsministeriet, hvor hun selv har været minister.

Denne sammenhæng mellem 2019 og nedlukningen, som jo ikke kan komme bag på nogen, fremgår af et notat fra oktober 2021, hvor statsministeriet selv knytter tråden fra 2019-centraliseringen til nedlukningen. Sammenhængen fremgår også af en pressemeddelelse fra statsministeriet fra d. 28/8-2020. Pressemeddelelsens titel er ”styrkelsen af statsministeriet og ændring af regeringsudvalgene”.

B. Justitsministeriet

Det andet ministerium, der styrkes, er justitsministeriet. D. 5. maj 2020 annonceres en kraftig opnormeret rolle ift. koordinering og styring af de administrative og politiske processer. Der oprettes en helt ny styrelse/afdeling i ministeriet, som bl.a. skal sikre ”retning og fremdrift i det operative arbejde”, og som skal yde ”juridisk rådgivning relateret til COVID-19”.

Der etableres også et nyt regeringsudvalg for corona-håndtering, hvor statsministeriet og justitsministeriet står centralt. Endelig etableres en ekspertgruppe for covid-19. Disse forslag effektueres i løbet af de næste måneder.

Det er dette nye justitsministerielle apparat, som fra august 2020 for alvor sætter sig igennem. F.eks. overtager justitsministeriet den afgørende koordinering af de KU-møder i starten af november 2020, hvor minksagen drøftes.

Barbara Bertelsen siger til kommissionen, at ”det var derfor naturligt, at justitsministeriet fik til opgave at samle KU-sagen af d. 3. november 2020”. ”Fagministrene skulle aflastes”, som hun siger (s.95). Og en kontorchef i justitsministeriet fortæller, at ”i foråret 2020 og frem var justitsministeriet meget involveret i coronahåndteringen”.

Så landets justitsministerium står for det møde, hvor der besluttes noget “klart ulovligt”? Det er svært at finde ord.

C. Konklusion:

Så stats- og justitsministeriet overtager magten fra fagministerierne. Og med nedlukningens almene bemyndigelser fra marts 2020, som i sig selv blev effektueret imod myndighedernes anbefaling, så udvikles herfra en forskudt og magtfuld myndighedsstruktur. Det er denne struktur der producerer den utrolige række af uhyrligheder, herunder minksagen, som ingen borger ville kunne forestille sig før marts 2020.

 

6. d. 4. august: Note 5 til minkkommissionens rapport

Kapitel 6 i rapporten handler om ”Hjemmel til aflivning af mink”. Her vil jeg omtale, hvad der for mig at se, er en centrale pointe + et par andre overvejelser:

Først det helt grundlæggende:

Kommissionen indleder med at understrege Grundlovens legalitetsprincip, dvs. at ”hele forvaltningens samlede virke som altovervejende hovedregel skal have hjemmel i lov”. (s. 449)

Kommissionen understreger, at betydningen af dette princip skærpes, når der er tale om ”et intensivt og byrdefuldt indgreb”.

Og at dette er tilfældet i den aktuelle sag, fremgår mange steder, f.eks. på s. 487:

”Forklaringerne for kommissionen har været enstemmige i forhold til at beslutningen om at aflive alle mink i Danmark var meget vidtgående og intensiv og uden fortilfælde”.

På s. 450 kan man desuden læse, at kommissionen mener, at lovbruddet vedrører grundlovens §73 og 74 om ejendomsret og ekspropriation. Altså et meget vidtgående indgreb.

Derfor mener kommissionen, at der i det aktuelle tilfælde skal være ikke blot ”hjemmel”, men også ”klar hjemmel”. Der er et skærpet hjemmelskrav.

Denne pointe gentages i indledningen til rapportens kapitel 7, som hedder “Retsgrundlag”.

Så problemet med den manglende hjemmel, som i sig selv er et brud på grundloven, forstærkes af, at indgrebet i sig selv også er et brud på grundloven. Det er denne dobbelte manøvre, der indeholder hele nedlukningens ideologiske og begrebslige essens.

Dette skærpede krav vælter, efter min mening, statsministerens platte ”jeg vidste det ikke”, selvom næsten alle andre i forvaltningsapparatet vidste det, helt omkuld.

PS 1:

Jeg vil også nævne en mindre detalje, som jeg ikke er helt sikker på, at jeg har forstået ret:

Frem til 2002 kunne man groft sagt kun aflive husdyr ved smitte eller ved mistanke om smitte.

I 2002 kommer der så en lovændring, hvor man tilføjer muligheden for at foretage aflivning af raske dyr ”i et område omkring udbrudssted”. Denne grundregel fastholdes i en revision af loven i 2018.

Så sent som d. 8. oktober 2020 laver fødevareministeriet så en specifikke regel i en ny bekendtgørelse. Her defineres ”et område omkring et udbudssted” som 7,8 km. Denne regel er altså lavet under en måned, før man bryder den!!! og den er i sig selv derfor præget af nedlukningens vilde ideologi!!

PS2:

Frederiksens jurister lavede et i forbindelse med kommissionens afhøringer et notat, hvor de – med udgangspunkt i meget tidlig lovgivning – argumenterede for, at aflivningen var lovlig. Dette stunt afvises helt af kommissionen, her med mine egne fremhævelser:

”Henset til de klare forarbejder fra 2002 i tilknytning til indsættelsen af ordene ”herunder i et område omkring et udbrudssted”, er det kommissionens vurdering, at den ophævede zoonoselov (fra før 2002, TAR) og forarbejderne hertil er ALDELES UTILSTRÆKKELIG TIL AT BEGRUNDE EN UDVIDET FORTOLKNING af lov om hold af dyr i strid med kravet om klar hjemmel….

og

…… I den forbindelse bemærker kommissionen også, AT DER PÅ INTET TIDSPUNKT I LOVGIVNINGSHISTORIKKEN SYNES AT HAVE VÆRET EN OVERVEJESE OM, AT HJEMLEN KUNNE ANVENDES TIL AT AFLIVE ALLE DYR af en bestemt art i hele landet og dermed reelt nedlægge et helt erhverv, også selvom det alene måtte være for en periode” (s. 489, mine versaler)

Der fik Frederiksen og hendes advokat en på sinkadusen.

 

7. d. 4. august: Note 6 til minkkommissionens rapport: Kapitel 7: Retsgrundlaget

Jeg har omtalt en del af dette kapitel i forbindelse med gennemgangen af kapitel 6.

Igen gennemgås grundloven, legalitetsprincippet og sandhedspligten på en sådan måde, er der ikke hersker tvivl om regeringens brøde.

Men i kapitlet er der også et andet tema, der fylder:

Frederiksen og hendes klakører har jo fremført, at ansvaret for lovbruddet kan tørres af på Mogens Jensen, som hun jo netop afskedigede. Hun henviser her til, at vi har ministerstyre.

Kommissionens jurister er sådan set enig i, at vi har ministerstyre, men det betyder på ingen måde, at andre ministre, herunder statsministeren, kan undsige sig ansvaret for beslutninger, som de har været så tæt på, som Frederiksen og andre har været i dette tilfælde.

Kommissionen gennemgår fra s. 534 og til s.551 – altså over hele 17 tætte sider – store dele af den statsretlige litteratur på området. Og den helt klare tendens er, at både Grundlovens og ministeransvarlighedens egne ord samt de mange fortolkninger af landets statsretlige litteratur viser, at andre ministre og hele regeringer sagtens kan pådrage sig ansvar ved enten at deltage i beslutninger og eller ved ikke at sige fra.

Med denne grundige og entydige analyse bryder Frederiksens forsvar totalt sammen, som jeg ser det.

Det er utroligt, at ingen har lagt mærke til denne del af kommissionens beretning. Analysen gør alle de centrale ministre ansvarlige.

Man må nok sige, at kommissionen – ifølge det jeg har læst indtil nu – i allerhøjeste grad lægger på til, at man forfølger sagen ikke kun politisk, men også i et retligt spor.

(Til sidst i kapitlet gennemgås embedsmændenes pligter. Det lader jeg fare i denne omgang)

 

8. d. 5. august: Note 7a til kapitel 4 i minkkommissionens rapport: Det faktiske forløb (frem til og med d. 2/11 s. 99-182)

A. Wuhan-feberen

Det var tilsyneladende Mølbak, der først brugte ”Wuhan” sammen med cluster 5. Det skete d. 2. november 2020 under et møde med Kopenhagen Fur.

Årsagen var, at han aftenen før havde modtaget en mail fra SSI’s Anders Fomsgaard, som berettede om fundet af Cluster 5. Blot otte minutter efter sendte Mølbak denne besked videre til departementschefen i sundhedsministeriet, Per Okkels, som straks formidlede den videre, så hele systemet var på den anden ende i løbet af få timer. Det er “effektiv forskningsformidling” må man sige.

Allerede samme aften var der møde med alle de centrale departementschefer, som talte sig varme i panikkens tegn. Og dagen efter var der møde i regeringens koordinationsudvalg med efterfølgende pressemøde.

De centrale systemer var i forvejen godt oppe i nedlukningshastværkets gear, fremgår det. Barbara Bertelsen skrev f.eks. til Okkels samme dag (d. 2/11) om morgenen: ”Vi leger allerede med ilden med den svage eksekveringskraft”.

Og allerede d. 14/10 havde Bertelsen skrevet, at det snart var ”game over for en vaccine”, og at ”vi skal huske, hvad én flagermus i Wuhan kunne gøre”. Hun skrev også, at ”historien vil dømme os hårdt på at bruge så lang tid på håndtering”. Hun skrev ikke noget om jura. Intet! Hvilken embedsmand!

På den måde kom Bertelsen faktisk allerførst med at sammenkoble Wuhan og vacciner. Men de faglige systemer talte stadig om hjemmel og om avlsdyr osv., så der var ikke nok lydhørhed efter hendes mening. Indtil altså at Fomsgaard og Mølbak begyndte at tale om Cluster 5, som så kunne få en forstærkende effekt på den Bertelsens ideologi.

Så vi får to diskurser under nodal-tegnet “Wuhan”: d. 2. november mødtes en faglig cluster/wuhan-diskurs via Fomsgaard og Mølbak med en parallel og radikaliseret wuhan-diskurs i Statsministeriet.

Allerede dagen efter var der lavet en ny risikovurdering med ledsagende KU-møde, og d. 4/11 var der pressemøde.

Det er en rystende proces. Det tog blot otte minutter fra Fomsgaards information nåede statens top og blot ca. et døgn til videre afgørelse!

Derimod tog det ca. tre måneder for oplysningen om den manglende hjemmel om at nå frem. Denne oplysning huserede ellers flere steder i systemet i løbet af efteråret helt frem til d. 2. november. Det fremgår det af kommissionens gennemgang (s. 121, 122ff, 126, 132, 135, 137, 148-152, 166). Men ingen var interesseret. De havde nedlukningens skyklapper på og ventede blot på den information, der kunne fortsætte nedlukningens hærgen og forstærke dens materialisering.

Og Heunickes mindset stod klart allerede d. 15. juni, da han hørte om den første smittede mink ved Hjørring. Her skrev han følgende:

”Jeg vurderer det her er en kæmpesag. Skal vi slå alle mink ned? Vi må ikke blive rådvilde her. Og STM skal også orienteres”.

Den juridiske interesse ligger brak. Alt er kaos.

Coronatallene for mennesker d. 1/11 var totalt fredelige. Og efterfølgende viste det sig, at cluster5-mutationen ikke var set siden september.

B. Pelsning vs. nedslagning

Et sted i kommissionens rapport gøres opmærksom på, at minkene alligevel skulle være blevet pelset i november, så kun avlsdyrene ville være blevet tilbage (s. 165). Men så var hele aktionen jo helt unødvendig? Minkene skulle dø alligevel på den gammeldags manér?

Jeg aner jo intet om dyrehold, så jeg troede først ikke mine egne øjne, da jeg læste det. Men et wiki-opslag under ”minkavl” bekræftede informationen.

Så man kunne bare have gjort intet og fået samme ”effekt”? Der var faktisk folk i fødevareministeriet, der arbejdede sådan helt almindeligt med den mulighed (s.165). Men de blev totalt overhørt, lader det til.

 

9. d. 5. august: Note 7b til kapitel 4 i minkkommissionens rapport: Det faktiske forløb (om d. 3/11-2020, s. 183-253)

Kommissionens gennemgang af begivenhederne i det dramatiske døgn, d. 3 november 2020, vidner om en så omfattende inkompetence og pligtforsømmelse i statens indre og ikke mindst i regeringen, at man tror det er løgn.

Faktisk efterlades man med en vis sympati med nogle af embedsmændene i Fødevareministeriet, især afdelingschef Teis Binderup, som ellers er en af de embedsmænd, som kommissionen hænger ud i beretningens indledende kapitel.

Kommissionen mener, at Binderup burde have henvendt sig direkte til statsministeren. Et synspunkt kommissionen på det almene niveau trækker lidt i land i de retlige analyser, uden at det kommer Binderup til gode, som jo ellers havde skrevet til både sin departementschef og til flere andre. Kommissionen kritiserer dog også Binderup for nogle andre forhold vedrørende de næste dage.

Flere gange gør Binderup faktisk opmærksom på nogle af de juridiske og faglige problemer vedrørende aflivningen af ”alle mink”, men alle hans henvendelser overses, selv af hans egen departementschef, Henrik Studsgaard. Det var jo Studsgaard, som ikke lige havde hjemmels-spørgsmålet som ”top of the mind” i den afgørende situation, hvis I husker? (s. 241). Og han hjælper ikke Binderup i sine forklaringer, tværtimod. Det er ikke kønt.

Barbara Bertelsen får endda justitsministeriet til at fjerne nogle af Binderups formuleringer fra mødeindkaldelsen til aftenens KU-møde. Da Binderup gør opmærksom på det, bliver han mødt af tavshed.

Bertelsen mener, at det hele haster ”som død og helvede”, som det hedder i en karakteristisk nedlukningsinspireret formulering. Det er uden for pædagogisk rækkevidde, som man siger.

Og justitsministeriet, der i løbet af dagen overtager koordineringen af aftenens KU-mødet, virker helt uinteresseret i juraen, som jo ellers gemmer sig i bilagene, takket være ikke mindst Binderups indsats.

Mogens Jensen skuffer fælt. Han taler statsministeren totalt efter munden flere gange; f.eks. når han siger, at DK er ”et nyt Wuhan” osv., selvom hans embedsmænd er imod denne linje.

Mogens Jensen får følgende besked fra sin personlige rådgiver undervejs, som nærmest beordrer ham til at følge Frederiksens radikaliserede linje:

”Hun kommer simpelthen til at kalde os uansvarlige og sige, at vi ikke tager det alvorligt nok, når du foreslår vores linje. Det er altså vildt” (s. 247).

Heunicke og hans dybt radikaliserede departementschef Per Okkels, bakker også 100% op om Frederiksen. De er opflammet af den hellige bio-ild. Det var Okkels der i marts 2020 beordrede Brostrøm til at forlade ”proportionalitetsprincippet”. Okkels gik lige på pension i januar 2021. Et nærmest tragisk exit.

Hele dagen – og ikke mindst selve KU-mødet – er omgærdet af en så ekstremistisk hast og elendighed, at der ikke findes ord for det. Og det hele er primært statsministerens og B. Bertelsens ansvar.

Der er ingen tid til at sætte sig ind i mødets papirer, man laver om på ministeriernes indstilling, og man ender med at opfinde en helt tredje form for minkaflivning ift. de to andre løsninger, som der ellers er omtalt, hvor man f.eks. kunne bevare avlsdyr.

Kommissionen skriver om Frederiksen: ”Hun foreslog ikke en kort læsepause, fordi det var hendes klare overbevisning, at der var behov for at reagere”.

Det er en stat i dyb kollaps. Og selvom Frederiksen altså foreslår en model, som slet ikke står i oplægget, så mener hun alligevel, at ”en regering ”up front” skal have at vide, om der er hjemmel til at træffe en beslutning” (s. 238). Og ”upfront” er altså uden læsepauser eller refleksioner overhovedet!

Så Frederiksen beder ikke om juridiske undersøgelser af den nye beslutning, som ingen jo kan nå at have en holdning til. Det kommer faktisk lidt bag på flere, især folk i fødevareministeriet – både af faglige og juridiske grunde – at ”alle mink” pludselig skal aflives, selvom det også lyder utroligt, at især Studsgaard er så overrasket, som han lyder.

Allerede om formiddagen d. 3. og igen d. 4. november, dvs. både før og efter KU-mødet og før pressemødet d. 4/11, forsøger nogle af disse embedsmænd – både Binderup og den heltemodige Birthe Shubart – faktisk at gøre opmærksom på både hjemmelsproblemer og faglige emner. Det er på en måde godt gjort. Men nu får de i stedet tæsk. Jeg synes som nævnt, at det er lidt uretfærdigt. Måske får vi mere at vide i næste kapitel, der handler om d. 4/11? Men departementschefens, altså Studsgaards, rolle er helt klart problematisk, hvilket kommissionen er enig med mig i.

Men alligevel brokker Mette Frederiksen sig over, at hun ikke har fået noget at vide på selve mødet. Men hun er jo selv hele årsagen!!

Så hold da op, hvor er regeringen skyldig i et totalt fagligt og retspolitisk svigt.

Og i statsministeriets og justitsministeriets oplæg til KU-mødets dagsorden lægges der overhovedet ikke op til at drøfte juridiske emner. Det overses simpelthen! Af justitsministeriet!

I justitsministeriets opsamling på mødet tales om ”en meget hård linje”, men hjemmelsspørgsmålet omtales slet ikke (s. 250). Det står kun i et bilag 2, som ingen når at læse, og hvis formuleringer stammer fra fødevareministeriets afdelinger, bl.a. fra Binderup.

Et lille ekstrainfo: Rigspolitichefen Thorkild Fogde, som er en mand totalt uden retspolitisk rygrad, fortæller, at man i NOST’en planlægger ud fra ”et worst case scenarie”. For i så fald er det ”nemmere at trække fra end at lægge til” (s. 187). Det er en slags afart af ”det ekstreme forsigtighedsprincip”.

På en måde kan man slet ikke analysere selve processen, for den er så skør og elendig.

Døgnets møderække var massiv, her nogle af de vigtigste:

– 2/11, kl. 21.30: Departementschefsmøde 1

– 3/11:

kl. 08.00: Telefonmøde mellem sundhedsmyndighederne

kl. 9:30: Direktionsmøde i Fødevarestyrelsen

kl.10: Virtuelt ministermøde

kl. 10:54: Notat om tempobonus løber ind.

kl. 11:15: Gruppemøde i Socialdemokratiet

Kl. 13:30: Departementschefsmøde 2

Kl. 13:37: SSI’s risikovurdering løber ind

Kl. 14:45: Departementschefsmøde 3

Kl. 20:12: Materiale til KU-møde

Kl. 21:21: Mere materiale til KU-møde

Kl. 21:24: Opdateret materiale til KU-møde og endelig møde-cover

Kl. 21:30: KU-møde

Kl. 23:30-00:?: Der er uformelle eftermøder i mange af ministerierne.

 

10. d. 5. august: Note 7c til kapitel 4 i minkkommissionens rapport (om d. 4/11, s. 258-305)

Denne del af kapitlet handler om pressemødedagen d. 4/11-2020, hvor KU-beslutningen fra aftenen før blev offentliggjort. Der kommer ikke så meget nyt frem, så jeg nøjes med lidt sporadiske noter:

A.

Allerede om formiddagen kl. 10:30 mødes alle afdelingscheferne. De er faktisk lidt forvirrede over, hvilket beslutning, der egentlig er taget på KU-mødet aftenen før, og det forstår man jo godt.

I forbindelse med drøftelsen gør fødevareministeriets afd. chef, Tejs Binderup, endnu engang opmærksom på, at der ”ikke i lov om dyr var hjemmel til at aflive alle mink”. Justitsministeriets afdelingschef er tydeligt utilfreds med denne markering og lægger pres på Binderup for en revurdering i lyset af SSI’s nye risikovurdering (som åbenbart overtrumfer alt).

Omkring kl. 11:15 involverer man efterfølgende fødevarestyrelsens heltinde, Birthe Schubart, som fastholder, at der ikke er hjemmel. Dette bekræftes af Binderup og af departementschefen Henrik Studsgaard. (s. 266).

Det kunne hverken justitsministeriets eller sundhedsministeriets afdelings- og kontorchefer forstå, fremgår det på s. 267. Og så går det lidt i stå igen.

Kl. 12:08 skriver justitsministeriet – på trods af Binderups og Schubarts markeringer – ligefrem, at det er ”arbejdstesen”, at der er hjemmel. Da fødevarestyrelsens folk ser denne ”arbejdstese”, protesterer de. Det sker i en mail kl. 15:32. Igen lader det til at være Schubart, der agerer stopklods.

Herfra lader det til, at Binderup giver lidt op. Man forstår det på en måde godt. Jeg har lidt ondt af ham.

B.

Mette Frederiksen forklarer til kommissionen under afhøringerne, at det var ”vigtigt at agere ekstremt hurtigt”. Hun henviser her til Kåre Mølbak, som var under hårdt pres for at accepterer statsministeriets radikaliserede fortolkning af ”et nyt Wuhan”, hvilket jeg har redegjort for i en tidligere note.

Frederiksen henviser også til, at kravet om ”ekstrem hurtighed” sidst har vist sig i forbindelse med omikronvarianten.

Men det er jo helt galt, for netop denne omikronvariant var jo helt uskadelig. Det siger noget om den biopolitiske overophedning, at ”omikronen” sammenlignes med ”minken” (s. 275). Det insinuerer på det kraftigste, at hele denne mink-risiko er kraftigt overdreven. Minkproduktionen fortsætter da også uden problemer i de fleste andre lande.

C.

På pressemødet forklarer Mogens Jensen, at minkaflivningerne ”de facto vil betyde en nedlukning af den danske minkbranche i årevis”.

Det har han jo ret i, selvom de andre ministerier gør meget ud af at sige det modsatte, altså at aflivningerne ikke er ”fatalt” for brancen. Grunden til at jeg sætter ”fatal” i gåseøjne er, at dette udtryk, som vist nok stammede fra Binderup, blev fjernet fra bilaget til KU-mødet af statsministeriet. Det er gemmeleg.

D.

Mette Frederiksen siger, at ”regeringen handler i det øjeblik, hvor der ligger en faglig indstilling til, at vi desværre er nødsaget til at aflive alle mink i Danmark”. Men hvor den indstilling skulle ligge, ved ingen. Der står ikke noget om det i SSI’s risikovurdering fra d. 3/11.

Men Mølbak er under pres, det er helt klart; ikke mindst fra en række paniske sms’er fra Okkels og Bertelsen, som blev sendt til ham under mødet!

Sådan kan man fortsætte.

 

11. d. 8. august: Note 7d til kapitel 4 i minkkommissionens rapport (om d. 5-6/11-2020, s. 305-332)

Jeg har hæftet mig ved følgende i forbindelse med læsningen af rapportens gennemgang af d.5-6/11 (afsnit 5.6.)

A. d. 5. november:

Thorkild Fogde skriver en mail til dele af politiledelsen, d. 5/11, kl. 07:05. Han fortæller til kommissionen, at han faktisk på det tidspunkt ved, at der ”ikke var hjemmel til tvangsmæssig aflivning af mink…”. Han fortæller dog, så vidt jeg kan se, ikke, hvor han har sin viden fra.

Og kl. 08:00 er der et møde i NOST. Mødet viser, at hjemmelsproblemet er kendt i justitsministeriet, og fødevarestyrelsen nævner også problemet igen.

Men det er som om, at man ikke går videre med det eller beder om mere præcise meldinger fra departementerne. Der er stadig modstand fra de embedsmænd, som er tættest på regeringen.

Som der står: ”Oplysningen om den manglende lovhjemmel gav ikke anledning til nogen drøftelse på mødet”.

Herfra lader det endda til, at Fogde og NOST går videre med ”aflivningsstrategien”, altså på trods af hjemmelsproblemet.

Resten af formiddagen er der lidt kamp mellem fødevarestyrelsens legalitets-linje og regeringens wuhan-linje, en skelnen som lader til at gå ned gennem justitsministeriet selv. Men ”omkring kl. 13” går sagens kerne op for justitsministeriets afdelingschefer for alvor, især for Anne-Mette Lyhne.

Og kl. 15:30 bliver justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, orienteret telefonisk.

Men Legarth siger ifølge Lyhne bare ”nå”” og ”spørger ikke yderligere ind til dette”. Og det ”undrede ikke” Lyhne af en eller anden grund. Igen er fødevarestyrelsens indvending tilintetgjort.

Altså ”Nå”!!!

Legarth benægter, at denne fremstilling er retvisende. Han mener først, at han fik noget at vide d. 8/11. Han er opslugt af den hellige nedlukningsglemsel, hvor alt juridisk realitet preller af. Det er Wuhan-linjen, som stammer fra nedlukningen som sådan, der bedøver opmærksomheden.

Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, bliver også orienteret af Lyhne. Men han ”opfattede det ikke som et problem, at der skulle tilvejebringes hjemmel til at få gennemført beslutningen”, for der var jo tale om en ”krisesituation” (s. 317).

Den lader vi lige stå lidt…. Han er også ”bedøvet”.

Og Anne-Mette Lyhne ringer også til politidirektøren, Lykke Sørensen. Lyhne fortæller, at justitsministeriet nu er enig med fødevareministeriet i hjemmelsspørgsmålet. Lykke Sørensen fortalte straks om dette til Fogde. Det er hun helt sikker på. Det nægter Fogde dog i karakteristisk wuhan-stil.

Så der er virkelig modstand imod denne afdelingschefs-forsoning mellem fødevare- og justitsministerium.

Afdelingscheferne i fødevare- og justitsministeriet begynder så at lave et nyt lovforslag, mens departementscheferne og Fogde altså kører Bertelsens ””wuhan”-linje, f.eks. via den netop nævnte ”nå!”-strategi osv..

Allerede d. 5/11 – altså dagen efter mink-pressemødet – er der så pressemøde igen, hvor man eksekverer en decideret nordjysk nedlukning i højstemte vendinger om ”skæbnestund” osv.. Det er dramatiske døgn.

Alt dette sker altså på samme dag.

B. d. 6. november:

Allerede kl. 10 og igen kl. 13 ligger der udkast klar til et nye lovforslag. Den slags ordner man da lige på et par timer. Der var også et parallelt møde med Mogens Jensen, hvor man diskuterede ”ekspropriation”. Men det kan Jensen nu ikke huske noget om.

Og allerede kl. 13:15 – altså mens man ved, at der ingen hjemmel er – går fødevarestyrelsen i gang med at forfatte et brev til minkavlerne. Dette brev godkendes af Tejs Binderup og hans departementschef, Henrik Studsgaard, dvs. af fødevareministeriet inklusiv den centrale styrelse.

Brevet sendes til minkavlerne samme aften kl. 22:00. Hyggeligt brev at få til aftenkaffen.

I brevet står der ”skal” over det hele. Men Studsgaard udtaler følgende nyklassiker:

”Ordet ”skal” ikke var ment som et ”skal” i bydeform”.

Fødevarestyrelsen og Binderup, som ellers har kæmpet en brav kamp, har nu lært ”nå”-strategien. Wuhan-flagermusen er fløjet ind sammen med departementschefen, lader det til.

Folk fra minkbranchen fortæller, at de var helt ubekendte med hele den hjemmelsdiskussion, som ellers fyldte det hele, da de modtog brevet. De tog et ”skal” for et ”skal”, ikke mindst i lyset af pressemødet dagen før.

Til sidste kan man læse om processen vedrørende det såkaldte actioncard. Det lader jeg ligge, for dette begivenhedsforløb er simpelthen for absurd. Det er en af de mange nærmest lavpraktiske effekter af nedlukningen, som man også finder i skoler og børnehaver mm. på mange forskellige måder.

 

12. d. 9. august: Note 7e til kapitel 4 i minkkommissionens rapport (om d. 7/11- d. 9/12, afsnit 5.7-5.11, s. 331-447)

Her er mine sidste noter om bind 1 af minkkommissionens rapport.

I de kommende uger vil jeg dels studere de andre bind, men også arbejde med at sammenskrive mine noter i en samlet analyse, der forbinder hele forløbet og dets elementer med nedlukningen som sådan, kort sagt en refleksion over sammenhængen mellem Grønnegaards rapport om marts 2020 og minkkommissionens rapport om november 2020.

A. ”Støj”

d. 7. november har Tage Pedersen fra Kopenhagen Fur en samtale med Mette Frederiksen. Der sker kl. 10:14. Pedersen taler om den megen ”støj”. Han har brug for en præcis afklaring, dog ikke af hjemmelsspørgsmålet, som ingen uden for statsforvaltningen har kendskab til. Det drejer sig snarere om sagens indholdsmæssige elementer, dvs. om risikovurderingen. Og Mette Frederiksen taler i sine bemærkninger til samtalen også om ”støj”. Hun bruger også ordet ”støj” i en sms til Heunicke og Mogens Jensen kl. 10:43.

Hvad er det for en ”støj”, de snakker om? Jeg var tilbage i mine gamle ”smittede tanker 74-75” fra november 2020. Her kan man læse, at der allerede d. 6/11 var kraftig kritik af SSI’s risikovurdering og af regeringens ekstreme konsekvens heraf i både tid og rum.

Allerede d. 6. november blev det bekræftet, at Cluster 5 var nærmest ikke-eksisterende. Både Information, TV2, Berlingske, Politiken, DR og The Guardian bringer i disse dage artikler med en række stærkt kritiske eksperter, og WHO udtaler sig lidt ligegyldigt om sagen. Det danske totalhastværk er under fagligt pres.

Statsministeren fortæller Tage Pedersen, at ”beslutningen var, som den var meldt ud på pressemødet, og at det derfor var en ordre, at alle mink skulle aflives”. Nogle dage senere trækker man pludselig det der med ”ordren” tilbage, jf. punkt 8.

Så minkavlerne får ikke noget reelt svar. Kl. 14:37 samme dag skriver Kopenhagen Fur derfor en pressemeddelelse, hvor man beder om enten bedre faglige begrundelser, eller at regeringen stopper ”det vanvid, der er i gang”. Og med ”begrundelser” menes der altså her sundheds- og veterinærfaglige og ikke juridiske begrundelser, fordi det med “hjemlen” først kom frem dagen efter.

Men minkavlerne får ikke nogen af delene. Til gengæld får de en pressebriefing samme dag kl. 16 med en masse fagligt intethed og en WHO-repræsentant, Hans Kluge, som faktisk giver kritikerne ret i, at der ingen fare er på færde, men at det er bedre at være ”safe than sorry”, som ”det ekstreme forsigtighedsprincip” hedder på engelsk. Mødets hovedessens er blot en gentagelse af de kraftfulde ordrer fra pressemødet d. 4/11.

Og senere hører vi, at denne presse-briefing primært blev foranstaltet for at hjælpe minkavlerne med, ”hvordan de kunne agere for at bidrage til aflivningsindsatsen” (s. 289). Det er lidt ondt, faktisk.

Thorkild Fogde stemmer i på samme møde. Han taler om ”en kraftig opskruning af tempoet”, og han ved endda på det tidspunkt, at der ikke er hjemmel. Men han er ligeglad, optændt af Frederiksens biopolitiske flammer.

Og Mogens Jensen fortæller, at ”aflivning af alle mink i Danmark skal være overstået d. 16. november”.

Fogde undskylder i sin kommentar til kommissionen sig med, at han kun taler om Nordjylland, selvom Jensen ellers taler om ”alle mink”. Fogde fortæller heller ikke om sin viden til minkbranchen, som på dette tidspunkt ikke aner noget om hjemmelsproblemer.

Ordren fra d. 4/11 gentages altså på pressebrifingen, og der kommer ikke yderligere faglige begrundelser.

B. Dønninger fra KU-mødet d. 4. november

Omkring d. 7/11 drøftes hjemmelsspørgsmålet flere steder i systemet. Men her skal man være opmærksom på følgende:

I et af bilagene til KU-mødet d. 3/11 blev det jo angivet, at der var hjemmelsproblemer med to af de centrale forslag. Derpå besluttede man et – i forhold til disse to forslag – endnu mere vidtgående forslag, som altså var helt nyt, og som blev effektueret på få timer. Og derfra kritiserede man så embedsstanden for ikke at have råbt vagt i gevær! Hallo moster Erna!

Så embedsmændene, som i ugen op til d. 4/11, ellers var blevet enige om, at der var et hjemmelsproblem, var d. 5/11. helt forvirrede, og det forstår man jo godt.

Det er hele denne selvskabte kompleksitet, der er en slags kopi af nedlukningen i marts 2020, og som regeringen nu udnytter på det groveste til at sige, at de var uvidende om hjemmelsproblemet.

C. Brev til minkavlerne og Jarlovs protest

Men i dagene efter pressemødet breder erkendelsen sig hurtigt. Det ”bimlede og bamlede”, som Tejs Binderup udtrykker det.

Fødevarestyrelsen beslutter derfor at lave en ny version af det brev til minkavlerne, som man havde sendt d. 6/11, som kun talte om ”skal” og om adfærdsoptimerende bonusordninger.

Det nye brev sendes d. 10/11. Man tilføjer lige en lille ”opfordring”, men ellers fastholdes ”skal” og hele det kraftfulde system med tempobonus med 100%.

Rasmus Jarlov fra de Konservative protesterer d. 13/11 imod dette, og han får endda d. 15/11 sine borgerlige kolleger med på en protestskrivelse til statsministeren. Hun nærmest nægter at svare, eller hvad man nu skal kalde hendes dynamiske forhalingsproces.

Jarlov gør opmærksom på, at hvis selve beslutningen om aflivning er ulovlig, så er tempobonussen også, for bonussen udspringer jo direkte af beslutningen. Det er en god pointe, for i brevet til avlerne fastholder man som sagt hele temposystematikken og hele diskursen, mens man blot tilføjer et proforma-”opfordring” i starten.

Jarlov ender faktisk med – efter lidt holmgang internt mellem justits- og finansministeriet – at få ret, uden at det rigtig får nogen effekt eller konsekvens, fordi alle regner med, at den kommende hastelov vil ”løse problemet” hurtigt. Man forlænger blot fristen og så videre.

Minkkommissionen tager entydigt Jarlovs parti.

I en pressemeddelelse fra d. 15/11 står der ligefrem, at ”det vil kræve hjemmel i lovgivningen at udbetale tempobonussen”. Så det kræver altså hjemmel at udbetale en bonus, så man kan bryde en lov, som ingen hjemmel har? Forvirringen er total.

Så beslutningens karakter af nullitet fra d. 3/11 effektueres uafladeligt og faktisk helt frem til jul, hvor loven effektueres, jf. nedenfor. Der pyntes blot med lidt småændringer. Afsløringerne af den manglende hjemmel får derfor 0,00 betydning for den sociale realitet.

D. Fra hastelov til lov

Mogens Jensen sætter søndag aften, d. 8/11, gang i hastelovsprocessen. Han har brug for ¾-flertal, men det får han ikke, skal det vise sig, så han må benytte den traditionelle lovproces, som tager ca. en måned. Det betyder, at loven først vedtages med venstrefløjens og de radikales stemmer lige før jul. Fra d. 4/11 og til d. 21/12, hvor loven vedtages, eksisterer landets borgere altså i total retsløshed, og venstrefløjen har accepteret og fremmer det retlige kollaps.

Først på dette tidspunkt, altså søndag aften (d. 8/11), mener Mette Frederiksen at vide, at der ikke er hjemmel. Det er meget mystisk, for hun siger, at både folketinget og offentligheden på det tidspunkt allerede kender til problemet. Og da alle ved det, så er der ingen grund til, at hun gør noget, som jeg forstår det (s. 356).

Og på TV2 d. 12/11, altså fire dage efter at hun blev bekendt med den manglende hjemmel, svarede Mette Frederiksen et utvetydigt “nej” til en minkavler, som spurgte, om han måtte beholde nogle af sine dyr.

Og hjemmelsspørgsmålet var jo endda nævnt i bilaget til KU-mødet d. 4/11, som hun selv stod for. Det sejler rundt i Limfjorden.

På s. 335 kan man læse, at statsministeriet har stået for at koordinere al hastelovgivning siden marts 2020. Men denne opgave med ”lovgivning” indeholder åbenbart ikke opgaven med at sikre sig, at der er hjemmel? Selvom statsministeriets departementschef tidligere har været dep.chef i justitsministeriet og selv er cand. jur.? Og selvom statsministeren selv er tidligere justitsminister? Det er absurd.

E. Sms’er

Der pågår et vældigt arbejde i fødevareministeriet med diverse pressenotater, der skal forklare den undrende offentlighed situationen. F.eks. skriver man:

”Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud” (”dette” = beslutningen om aflivning, TAR).

Bertelsen går amok i vrede, da hun læser dette. Formuleringen må jo forstås som, at regeringen allerede d. 3/11 besluttede at handle uanset hjemmel. Hendes sms’er til især Henrik Studsgaard er ikke for børn, for nu at sige det mildt (s. 367ff). Deres sms-udveksling fylder ca. 5 sider i rapporten.

Disse sms’er har vi adgang til via Studsgaards telefon. Bertelsen og Frederiksen har jo renset deres egne telefoner for indhold. Tænk hvad vi er gået glip af.

F. Mogens Jensen

Hvornår ved Mogens Jensen noget? Det er et fantastisk spørgsmål, som man kan læse om via de mange ændringer til Jensens såkaldte ”talelinje”:

Først ved han noget om ”torsdagen”, så hedder det ”sidst på ugen”, og så hedder det ”fredag”. Så bliver det sørme til ”lørdag” og til sidst endda ”weekenden” (s. 409).

Det er så dybt utroværdigt, at man får ondt i hele bagpartiet.

G. De borgerlige vågner

Jeg har tidligere omtalt Rasmus Jarlovs heltemodige aktion imod de tempobonus-regler, som var omtalt i brevet til minkavlerne.

Det skal siges, at også Jacob Ellemann-Jensen og ikke mindst Alex Vanopslagh gør en god indsats på et samråd med statsministeren d. 10/11 (s. 393). Frederiksen er stærkt presset. Der er ikke omtalt indlæg fra andre politikere, og da slet ikke fra venstrefløjen og de radikale, som lader til at støtte Frederiksen 100%.

H. Ordren og ansvaret

Til sidste fortæller kommissionen om den episode, hvor justitsministeriet i en pressemeddelelse d. 19/11 forsøger at sige, at pressemødet slet ikke var ”en ordre”. Det er ”ikke omfattet af legalitetsprincippet”, som det hedder (s. 435).

Samme ministerium forsøger sig også med den ekstremt smalle fortolkning af ministeransvarlighedsloven, som Frederiksen siden har henholdt sig til (s. 437), som tilfældigvis fritager hende selv for al ansvar.

Ingen af disse to fortolkninger accepteres af kommissionen. Det ved vi fra en tidligere note, hvor jeg skrev om det. Det er sørgeligt at se sit eget lands justitsministerium ude i tovene på den måde.

Derimod var statsministeriet begejstret for den omtalte fortolkning af ministeransvarlighedsloven. En kontorchef i justitsministeriet skriver stolt, blot fire timer efter at statsministeren har modtaget fortolkningen:

”Det korte af det lange: Statsministeren var begejstret for jeres notits”.

Mærkelig, så hurtig hun pludselig vidste noget?

 

13. d. 14. august: Note 8: Minkkommissionens bind 2

Jeg har allerede skrevet en række noter til minkkommissionens bd.1., note 1-7a-e.

Bind 2 består i høj grad af gentagelser, men jeg har alligevel noteret følgende i forbindelse med læsning af kapitel 8: ”Kommissionens vurderinger”.

A.

Mette Frederiksen siger om pressemødet d. 4/11, at hun ikke gav ”en instruks”, men at hun ”refererede blot en indsats”.

Hvilken vandalisering. Den køber kommissionen heldigvis ikke.

B.

Hjemmelsspørgsmålet var faktisk omtalt hele to steder på KU-mødet d. 3/11:

Dels er hjemmelsproblemet omtalt i de bilag, 2 og 2a, som Frederiksen ikke læste, heller ikke dagen efter, fordi hun havde så selvforskyldt travlt. Kommissionen mener ikke, at hun havde nogen rationel grund til dette hastværk.

Det er ekstremt kritisabelt i sig selv.

Men lidt overraskende kan man læse, at hjemmelsspørgsmålet faktisk blev drøftet på selve KU-mødet. Det fremgår dels af en efterfølgende redegørelse fra fødevareministeriet, men det bekræftes også af ”flere mødedeltagere” (s. 630).

Men fordi alle var optændt af nedlukningens ild, så var alle ligeglade, og informationen forsvinder derfor ud i det blå. Som der står:

”Det var dog ikke forhold, som man i øvrigt ses at have fordybet sig i” (s. 630).

Jeg forstår ikke, at kommissionen ikke lægger mere vægt på dette. Frederiksen vidste altså udmærket, at der var et problem, eller hun blev i al fald gjort opmærksom på det ”af flere mødedeltagere”.

C.

Vi får flere steder at vide, at fødevareministeriet var kørt ud på et sidespor. Stats- og justitsministeriet havde overtaget kontrollen med processen. Alligevel skal embedsmændene i ressortministeriet står for skud. Jeg har lidt ondt af dem, især af Tejs Binderup, som faktisk løbende forsøger at stikke snotten frem.

D.

Vi får at vide, at Frederiksen ifølge kommissionen ikke kan tørre ministeransvaret af på Mogens Jensen, hvilket hun ellers prøver på. Hun har også selv et ansvar. Det fremgår tydelig af følgende lidt snørklede passage:

“Efter kommissionens opfattelse kan et ansvar for andre end ressortministeriet efter omstændighederne komme på tale, hvor andre ministerier træder helt eller delvist i stedet for ressortministeriet i en beslutningsproces eller ved udmelding af en beslutning, eller hvor andre har samme viden som ressortministeriet, ligesom relevante omstændigheder kan indbefatte, at en beslutning og dens eksekvering er meget vidtgående og intensiv, og at der kan blive tale om grov vildledning eller klart ulovlig instruktion”. (s. 634)

Og netop disse tre kriterier – altså ”meget vidtgående og intensiv” og ”grov vildledning eller klart ulovlig instruktion”, samt at statsministeriet ”træder helt eller delvist i stedet for ressortministeriet” – gør sig ifølge kommissionens egen beskrivelse gældende i minksagen.

Frederiksen har altså også et ansvar på samme måde som Mogens Jensen, der måtte gå. Følger vi logikken, bør Frederiksen gå samme vej.

E.

Rigspolitichefen brød loven, da han allerede d. 5/11 vidste, at der manglede hjemmel. Det samme gjorde Mette Frederiksen d. 12/11 i fjernsynet.

F.

Det fremgår tydeligt, hvordan en lidt tilfældig bemærkning d. 2/11 om et ”nyt wuhan” fra Mølbak kapres af Frederiksen/Bertelsen og Okkels, som alle forstærker udtrykket ud i den uendelige ekstremisme (f.eks. s.676 og s.733). Da Mølbak til pressemødet forsøger at holde lidt igen, får han rasende sms’er fra Bertelsen og Okkels, indtil han makker ret. Men det har jeg skrevet om i en tidligere note.

Denne episode siger noget om forholdet mellem biostaten og dens myndigheder.

G.

Bertelsen fjerner egenhændigt udtrykket ”fatal” fra coveret til KU-mødet d. 3/11. Hun og Frederiksen får også foranstaltet, at man tager en beslutning, som ikke var forberedt, og de sender ikke den nye beslutning til legalitets-undersøgelse i fødevareministeriet eller i andre ministerier for den sags skyld.

H.

Frederiksen mente ikke, at var behov for ”en kort læsepause” på KU-mødet. Der var for travlt, siger hun. Så ikke engang 10 minutter, kunne det blive til! Jeg har ikke ord.

Ifølge Mette Frederiksen kan SSI’s risikovurdering fra d.3/11 ”ikke forhandles eller diskuteres”. Hun er ikke demokrat. Og der var ellers masser af faglig og folkelig kritik af risikovurderingen og af de konsekvenser, som Frederiksen drog. Men det kan ”ikke diskuteres”? Væk mig fra denne onde drøm.

I.

Frederiksen mener, at hun burde have fået besked med det samme af ressortministeriet vedrørende den manglende hjemmel. Det skulle endda have været ”up front”, som hun udtrykker det. Men det er kommissionen ikke enig i. For det første var fødevareministeriet jo kørt ud på et sidespor, og for det andet havde Frederiksen jo taget ”en beslutning, som ikke var forudset og i hvert fald ikke behandlet i materialet udarbejdet til brug for mødet” (s.736).

J.

Kommissionen konkluderer så på s. 739, at Frederiksen ikke havde viden om den manglende hjemmel. Men for det første er denne uvidenhed jo ifølge kommissionen selv helt og aldeles hendes egen skyld, og for det andet blev hjemmelsspørgsmålet som sagt netop drøftet på KU-mødet, så Frederiksen havde altså viden.

Så uanset, hvordan man vender og drejer sagen, så bør alle partier trække deres støtte til denne farlige regering og med det samme indlede retlige skridt for enten overlagt lovbrud eller grov uagtsomhed.

 

14. d. 11. august: Mink i Utah: En lille eftermiddagsiagttagelse

Danmark og Holland, som var blandt verdens dygtigste minkproducenter, gik amok i mink-forskrækkelse i 2020. Herfra kunne produktionen flytte til f.eks. Ukraine, Grækenland og Kina.

Der var også et stort udbrud blandt mink i den amerikanske stat Utah i 2020. Det kunne man læse om i Nordjyske og flere andre steder. Verden gik endda amok, fordi man i Utah havde fundet corona i en vild mink.

I Danmark havde man ifølge TV2 også fundet corona i en måge, endda i foden, og Søren Pind ville udelukke folk fra samfundet, hvis de ikke blev vaccineret og så videre. Det skete i de dage….

Men tilbage til Utah, hvor myndighederne slog sagen hen. Nordjyske skriver d. 6. november 2020, altså mens minkskandalen herhjemme udfoldede sig live:

“I august oplevede Utah i USA et voldsomt udbrud af coronavirus på den amerikanske delstats minkfarme. Her døde omkring 10.000 mink af virussen, men myndighedernes svar var, at der ikke var noget, der tydede på, at smitten kunne brede sig fra dyr til mennesker – kun omvendt.”

Jeg har ikke kunnet finde ud af, om minkavl stadig er tilladt i Utah?

Utah har ifølge worldometer ligeså få døde pr mio. indbygger som DK, hvor man jo i sin totale måge-logik tvangsslagtede alle mink, som ellers alligevel skulle være pelset ugen efter.

Frederiksens juridiske og faktisk også sundhedsfaglige overgreb på minkavlerne har formodentlig været helt uden effekt, skabt af nedlukningens filosofiske kaos.

Links:

Artikel om Utah, d. 6/11-2020: https://nordjyske.dk/nyheder/nordjylland/verdens-stoerste-minkproduktion-lukker-ned-men-hvad-har-man-gjort-i-andre-lande/eb896def-c26a-4eae-ab0c-3f8cb8eb2339

Artikel om måger, d. 26/10-2020: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-10-26-maage-havde-coronavirus-paa-foden-det-kan-forklare-smitte-mellem-minkfarme

15. d. 11. august: Dagens noter

A.

Mette Frederiksen, hvis embedsførelse har været udsat for stærk kritik af minkkommissionen for at være klart ulovlig, groft vildledende og ”forceret” på alle måder, udtrykker i dag ”tillid” til Barbara Bertelsen, som har fået en endog endnu kraftigere kritik af kommissionen.

De to magtfulde personer er bundet sammen i synden. En form for tragisk skæbne. De har været veninder helt fra lærerlockouten, hvor Frederiksen var beskæftigelsesminister, og Bertelsen var i Corydons Moderniseringsstyrelse. Her lærte de Lockdown af Lockout for nu at sige det på den måde.

Jeg ved det jo ikke, men jeg kan ikke lade være med at tænke, om den ene har noget på den anden?

B.

Minkavlernes organisation har været til møde om mulighederne for at genetablere en eller anden form for produktion. Her fik de følgende oplevelse:

– Overdrevent skarpe krav om masker og tests osv.

– Ministeren troppede ikke op. Det gjorde til gengæld en af de embedsmænd, som selv er under anklage af minkkommissionen! Ministeren kaldte mødet for ”teknisk”. Det svarer til at kalde minkaflivningen for ”en fejl”.

Det minder mig om, at Mogens Jensen d. 9/11-2020, altså midt under aflivningerne, ifølge minkkommissionen udtalte følgende:

”Vi står i en global sundhedskrise, og derfor valgte regeringen at træffe en beslutning, som der var opbakning til fra både et politisk flertal, men OGSÅ FRA MINKBRANCHEN SELV” (bd. 2, s. 599, mine versaler)

Så nedlukningen af minkerhvervet var et ønske fra minkavlerne selv! Det er nok også ”teknik”.

Jeg kalder den slags for postmoderne ondskab.

C.

Jeg kan forstå, at de radikale vil udtrykke ”mistillid” til Frederiksen, selvom de så alligevel har ”tillid” til hende og dermed også til Bertelsen. Ja, Frederiksen skal ligefrem være statsminister igen, får vi at vide. De radikale skal bare med i regering.

Men så kan Frederiksen jo bare tilbyde Sofie en ministerpost – uden valg altså – og så er den mink jo barberet.

De radikale er jo flyttet ind i minkburene, hvis jeg må være lidt sjov.

Inde i buret kan de så lave lyde sammen med SF og EL og resten af S, der også har tillid til Frederiksens tillid til Bertelsen på en ”teknisk” måde.

Links:

Frederiksen udtrykker tillid til Bertelsen: https://www.berlingske.dk/politik/mette-frederiksen-holder-fast-vil-ikke-hjemsende-barbara-berthelsen

Minkavlernes møde med ministeriet: https://www.berlingske.dk/politik/minkavler-formand-udvandrer-tiltag-for-avl-er-skudt-over-maalet

 

16. d. 15. august: Pluralitet eller diversitet

Priden har en ”mission-vision”, som fremgår af nedenstående link.

Her kan man læse, at køn er en ”social konstruktion”. Ifølge forskellige kilder har dette foreløbig afstedkommet 72 forskellige køn. Denne særlige ideologi knyttes så direkte an til den såkaldte ”normstorming”, der for tiden yder enorm indflydelse på landets skoler. Også hos normstormerne opfattes køn som en konstruktion, og i deres undervisningsmateriale tales ned til lærerne på det groveste.

Og hvis man ikke går ind for denne ødelæggende ideologi, som ifølge linket kaldes for ”intersektionel feminisme”, så har man noget, der hedder ”traditionelle mande- og kvinderoller”. Vi er i sådan en slags enten-eller leg. Sådan a la: hvis du ikke støtter Mette Frederiksen, så er du trumpist. Med det udgangspunkt ved man, at den er gal. Hadet til mænds og kvinders samarbejde gennem århundrede emmer gennem linjerne.

Nå, men lad os købe præmissen et øjeblik: Hvis det er korrekt, at køn skulle være en konstruktion, så burde der jo være 8 mia. forskellige køn, al den stund, at alle mennesker kommer i særegne farver og former. Så hvorfor kun 72? Ja, denne reduktion af diversitet kommer netop i stand ved, at kønnet antages at være konstrueret. Følger vi Pridens og normstormernes metode, så kollapser det pædagogiske og filosofiske ”pluralitet” til det konstruerede og statistiske ”diversitet”, som endda reducerer 8 mia. til sølle 72.

Den sikreste vej til pluralisme er at blive ved den biologisk-historiske realitet, nemlig at der er to køn. I så fald bliver køn til ”pluralisme”, en form for ”two-in-one”, naturens gave til os. Dvs. at man fødes som enten dreng eller pige, ligesom man også har en mor eller far og et sprog og en barndom, hvilket jo heller ikke er ”konstrueret”. Herfra flyder livets fulde skønhed.

Mit eget køn er i hvert fald ikke konstrueret, det er bombesikkert. Det har rumsteret i nu mange årtier med sine helt egne forslag.

Kønnets biologi tilhører forudsætningens, dvs. det historisk-poetiske liv med rod i naturen. Det er den eneste sikring af fest og farver og kærlighed, og det er den eneste måde at undgå, at kønslig pluralisme reduceres til 72 platte og ensomme konstruktioner. I stedet får vi med min metode både situationer, hvor det ene køn optræder som det andet, smuk homoseksuel kærlighed og kærlighed mellem mand og kvinde.

Og ”forudsætninger” bør man vel at mærke ikke undervise ret meget i. Man bør blot holde øje med, hvordan de kommer til syne. Et par timer i 7. klasse med en genert ældre hr. og fru. lærer må være nok. På den måde lærer alle, at skolen ikke har noget med den sag at gøre. Men i alle hjørner kysses og kigges og noteres der, det er klart. Det ved alle, som har været børn, dvs. drenge og piger. Det vil sige alle.

Priden støttes af bl.a. Undervisningsministeriet, Sundhedsstyrelsen og BUPL. UVM støtter endda mere seksualundervisning efter Pridens nedbrydende filosofi.

Hvis man ændrer på filosofien, så støtter jeg priden 100%, for jeg elsker eksperimenter og fest og farver. Men det aktuelle opgør med manden og kvinden og med pigen og drengen bør man bekæmpe med både hud og hår og skæg og barm.

Et fun-fact: Pridens bestyrelse består af 5 personer. De er alle mænd. Det synes jeg er sjovt. Meeeen…. De er nok slet ikke mænd? De er nok socialt konstruerede kønsidentiteter nr. 34-38? Og så er mandedominansen jo omdannet til ”diversitet”. Det er en lidt interessant logik, synes jeg.

Heldigvis har vi fået et demokratisk og humanistisk alternativ til disse forskrækkeligheder, nemlig Dansk Regnbueråd. Det vender jeg muligvis tilbage til.

Links:

Link til Pridens værdisæt: https://www.copenhagenpride.dk/mission-vision/

Link til Normstormernes undervisningsmateriale, fra s. 29: https://www.kk.dk/sites/default/files/2022-08/oktober_2020_-_spoergsmaal-til-boerne-og-ungdomsudvalget-a.pdf

Link til Dansk Regnbueråd: https://danskregnbueraad.dk/

Link til mit eget take på emnet fra 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogik-og-kon-om-modersmal-og-faedreland.html

 

17. d. 16. august: Mette Frederiksen har ydmyget de radikale, note 1

De radikale havde stillet et ultimativt krav om udskrivelse af valg senest d. 4. oktober. Det var de radikales pris for ikke at sende Frederiksen i rigsretten.

Men på dagens pressemøde taler Frederiksen arrogant og nonchalant om “et lille års tid”. Hun er fuldstændig ligeglad med Sofie Carsten Nielsens gestus.

Nu er de radikale ydmyget. De bliver nødt til at stille med mistillid prompte for at redde æren. Med mindre de vil sende Frederiksen i retten alligevel.

 

18. d. 17. august: Radikalt kollaps: Frederiksen ydmyger de radikale, note 2

De radikale siger, at de vil udtrykke mistillid til Frederiksen, hvis hun ikke udskriver valg.

Men det kan de på en måde ikke: De kan ikke udtrykke mistillid til Frederiksen, eftersom de jo netop har udtrykt tillid til hende som fortsat statsminister, blot med radikale ministre.

Og man kan ikke udtrykke mistillid, hvis man har tillid. Og man kan ikke deltage i en regering under en statsminister, som man ikke har tillid til.

I stedet bringer Berlingske i morgen en kronik af Sofie Carsten Nielsen. Kronikken er tom som en jordhule.

Det kan ingen borger tage seriøst.

PS:

Denne problemstilling udspringer af samme essens som gårsdagens begivenheder, hvor Frederiksen legede kispus med valgdatoen med ord, som stod i diametral modsætning til de radikales ultimatum. Frederiksens ydmygelse fortsætter, eftersom de radikale mig bekendt slet ikke har kommenteret Frederiksens imponerende arrogance, jf. note 1 fra i går.

PPS:

Begge disse problemstillinger har rod i de radikales problemer med den politisk-juridiske situation, som nedlukningen som sådan har skabt, og som de selv har deltaget i og fremmet på alle måder, ikke mindst via deres biopolitisk radikaliserede sundhedsordfører.

PPS:

Den radikale folketingskandidat, Carolina Magdalene Maier, er en af de få med fornuften i behold: Hun skrev følgende kloge ord på twitter:

”Nej, Mette Frederiksen, det modsatte af magtfuldkommenhed er ikke magtesløshed. Det er ydmyghed.”

Kan Maier ikke blive radikal leder i stedet for de radikale ledere? Som situationen er nu, er hendes fine sætning jo nærmest komisk. Og når kloge mennesker bliver komiske, er den gal med omgivelserne.

 

19. d. 17. august: Normkritisk politik

Jeg kan forstå, at man nu kan skifte noget, der hedder “kønsidentitet”, helt fra man bliver født.

Pernille Skipper, som var den store hyperskræmte afspritningspolitiker i 2020 er begejstret. Hun udtaler følgende til TV2:

“Jeg synes, at det at sætte grænsen på nul år er at respektere familiernes og børnenes ret til selv at bestemme over deres egen kønsidentitet, uden at vi formynderisk fra omverdenen skal sige, hvornår man er klar til at tage stilling til det, siger Pernille Skipper.”

Så familierne må ikke selv bestemme deres barsel, men de må bestemme deres børns “kønsidentitet”? Hvilket totalt overgreb på barndommen.

Og de radikale stemmer i:

“…der er jo nogle i børnehavealderen, eller når de starter i skole, som føler sig anderledes end det køn, de er født i. Så vi synes ikke, at der skal være nogen aldersgrænse, siger ligestillingsordfører Samira Nawa.”

“føler sig anderledes”? Konsekvenserne er kaotiske.

Etisk Råd havde foreslået 12 år som grænse, hvilket i sig selv er et dybt radikalt forslag, eftersom man nu engang har det køn, man har, dvs. dreng eller pige, med alt hvad der deraf følger af fest og farver og indre og ydre samtaler.

Venstre siger 15 år. 15 år? det er jo også dybt radikalt, eftersom køns-identitet jo er en “social konstruktion”. Det er kønnet derimod ikke.

 

20. d. 18. august: Normkritisk ladeport ind i familierne

Den nye regel om, at det skal være muligt at få kønsskifte allerede fra fødslen, overlader fra nu af spørgsmålet om køn til forhandlings- og påvirkningsprocesser mellem forældre, barn og pædagoger.

Dermed forstærker den normkritiske ideologi pludselig sin magt mange gange. Vi får en ”social konstruktion af køn”, som det hedder i Pridens værdisæt. Denne ideologi iscenesættes bl.a. i pædagoguddannelsen, nu endda via lærerbogsmateriale.

Det identitetspolitiske pres skærpes dermed i dagtilbuddene, hvorfra det breder sig til familierne og videre til de stakkels drenge og piger, dvs. til alle. Vi vil få en fuldstændig kaotisk kønspædagogisk situation i hele barndommen, hvor alle holder øje med alt og “konstruerer” på livet løs. Og det hele bliver omgærdet med statistik, målinger, aula-diskussioner og avisoverskrifter og så videre.

En dybt radikaliseret læge, Astrid Højgaard, som leder et sexologisk center i Aalborg, støtter regeringen. Hun går og finder tegn på kønsforvirring hos de 3-årige, fremgår det af dagens Kr. Dagblad. Hun lyder som en coronavirolog, som finder smitte i mågernes fødder for nu at lave en meget blid sammenligning.

Det er også uklart for mig, hvor mange køn man med tiden må vælge imellem? Der findes jo ifølge normstormerne hele 72 socialt konstruerede køn, har jeg ladet mig fortælle. Der bliver nok at forhandle om.

72 er i øvrigt et sølle antal, når man ser på al den myldrende pluralisme, der kan komme ud af de to køn, som ikke er konstruerede.

Både børneforskeren, Jan Kampman, og formanden for Etisk Råd er helt uenige med regeringen, står der i samme artikel. De foreslår hhv. 12 og 15 år. Det er selvfølgelig bedre end 0 år, men stadigvæk helt hen i vejret. Køn har intet med jura at gøre. Det sidder fast i kroppen som et blodomløb. Men regeringen vil altså gå hele vejen.

Denne nye barndoms- og kulturødelæggende plan er lanceret af S, SF, RV og EL. Det er tankevækkende for mig, at det er de selvsamme partier, der især har stået i spidsen for nedlukningens ødelæggelse af civilsamfundet. Der er et eller andet, der minder om hinanden.

Jeg har før støttet Priden med 100%, men det er helt slut med det, efter at jeg fandt ud af, at priden støtter socialkonstruktivisme og normkritik, som er imod enhver form for kønslig pluralisme, eftersom de jo opløser kønnet.

Links:

Kr. Dagblads dækning af sagen: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/kritik-ingen-nedre-graense-juridisk-koensskifte-goer-mere-skade-end-gavn

Transportministeriets annoncering af aftalen: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-handlingsplan-tager-vigtige-skridt-for-lgbt-personers-rettigheder-og-ligestilling?publisherId=5278762&releaseId=13656718

 

21. d. 21. august: Socialkonstruktivismens forøgede magt

Den socialkonstruktivistiske og intersektionelle kønsopfattelse, som pt definerer både Priden og normstormerne, får nu virkelig frit spil.

Indflydelsen er allerede enorm. F.eks. er de centrale pædagogiske fagforeninger begejstrede, især BUPL, og det samme er de relevante ministerier, de store kommuner og endda folketinget som sådan.

BUPL har lavet en hel side om emnet, herunder et helt evalueringssystem. Der tales ligefrem om en “normkritisk evalueringskultur”. Og de store kommuner har givet totalt carte blanche til normstormernes opgør med lærere og pædagogik. Professionshøjskolerne stemmer i med lærebøger, undervisningsmoduler og så videre (se links i bunden).

Indtil nu har denne begejstring måske mest været af overordnet karakter – bortset fra den omfattende undervisning i tankegangen – men nu udvides ideologien for alvor ned i institutionernes praksis og i de professionelles sanseapparat.

Denne udvidelse sker, fordi man nu vil indføre juridisk kønsskifte fra fødslen. Udvidelsen vil fungere som en politisk og begrebsmæssig passage, hvorigennem ideologien kan sive helt ned i samfundets pædagogiske samtaler. Fra nu af skal den socialt konstruerede kønsidentitet forhandles løbende, helt fra de mindste børn og løbende frem, af normstormere, ekspert-smalle læger, pædagogiske evalueringsregimer og nogle stakkels forældre, hvis arv, selvstændighed og historicitet systemerne har mistet tilliden til. Samtidig kollapser sproget, kulturen og historien. Grundreglen for disse teorier er: ”Cancel Culture”! Kønnet er en del af denne destruktion.

Angrebet på kønnet er et angreb på moders-målet og fædre-landet, dvs. på poesi og traditioner.

Dette nye hegemoni vil overvåge børnenes mindste aktioner og konstant kunne sætte de nye systemer ind i børnenes og deres mors og fars sprog.

Dette frontalangreb på menneskets og samfundets dybeste forudsætninger, dvs. de to køn, som nu omdannes til banale og aggressive forhandlingssystemer, minder mig faktisk om Nedlukningen. Nedlukningen havde også opgøret med for-fatningen som grund, dvs. en omdannelse af forsamlinger til statistiske og forhandlede regler.

I den forstand – det er min tese – så har nedlukningen virket som en forstærkende faktor for det kønsfilosofiske kollaps, som nu eksekveres af en samlet venstrefløj imod holdninger hos Etisk Råd og børneforskere som Jan Kampmann og Jørgen Aasted Halse.

Hvis jeg var pædagog, så havde jeg forladt BUPL prompte. Og jeg ville ikke sende mine børn i børnehaver eller skoler, hvor denne ødelæggende socialkonstruktivistiske og menneskefjendske ideologi dominerer.

Links.

Normkritisk evalueringskultur i dagtilbud, VIA-UC, 2022, BUPL’s hjemmeside: https://bupl.dk/sites/default/files/2022-05/Normkritisk%20evalueringskultur%20i%20dagtilbud_h%C3%A5ndbog4_april2022_forsk55.pdf

BUPL’s hjemmeside om normstorming og evaluering: https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/paedagogisk-forskning/ligestilling-og-mangfoldighed

Ny bog om ”Normkritik i pædagogisk praksis” af folk fra professionshøjskolen i København: https://www.ucviden.dk/en/publications/normkritik-i-p%C3%A6dagogisk-praksis Interview med en af forfatterne: https://www.folkeskolen.dk/kon/normstormer-eller-ejsadan-far-du-normkritik-i-klasselokalet-hvis-du-vil/4669177

Jørgen Aasted Halse med en kommentar, der stiller spørgsmål ved identitetspolitisk kønspædagogik: https://blog.folkeskolen.dk/blog-borneliv-nb/konsidentitet-og-sexualitet-hvad-skal-skolen-med-det/4670878

Interview med Laura Rosentvinge – politisk ordfører for socialdemokratiet i København – indlæg i Berlingske, d. 11. juli: https://www.berlingske.dk/aok/aftalepapir-med-normstormerne-giver-kritiker-kuldegysninger-mine-boern-skal

 

22. d. 22. august: Støtte til coronakritiske synspunkter på international konference om pædagogik

Jeg har været til en yderst veltilrettelagt og flot konference i regi af ”International Network for Philosophers of Education” i den forgangne uge. Konferencen blev i år afholdt i København. Om to år finder den sted i Liverpool.

Selv fremlagde jeg paperet ”What is a Lockdown?”. Overfor mig sad nogle af verdens førende pædagogiske tænkere.

Jeg var meganervøs, for jeg var maksimalt kritisk i mit oplæg. Og jeg havde faktisk regnet med at få total-kritik, eftersom store dele af den pædagogiske venstrefløj har været meget begejstret for coronapædagogikken. En holdning venstrefløjen – også den hjemlige – noget paradoksalt deler med den globale kapitalisme.

Mon ikke der var en eller anden dødsstatistik fra Langbortistan, som jeg skulle forholde mig til?

Nå, men jeg blev totalt overrasket. Folk fra nær og fjern, hvis analyser jeg har stor respekt for, var 100% enige med mig. Og en kollega tilbød ligefrem at publicere paperet i et tidsskrift.

Jeg blev virkelig opløftet, må jeg indrømme. Og som sagt: meget overrasket. Men på en måde blev jeg bekræftet i min tese om, at pædagogik og lockdown er 100% modsætninger.

http://www.thomasaastruproemer.dk/what-is-a-lockdown.html

 

23. d. 23. august: Noget eller alt

I dag vil man gøre alt for at undgå ting, f.eks. Co2-tal eller smittetal eller ulighed.

Men før man vil ”gøre alt”, så bør man spørge om, hvad man ikke bør gøre, og hvad princippet for dette ”ikke” er. Dermed bliver ”gøre alt” til ”gøre noget”.

Det er i dette spørgsmål og i denne forskel, at grundloven og demokratiet ligger gemt. Grundloven skiller ”alt” fra ”noget”. Det er det politiske spørgsmål.

Det er også her, vi finder forskellen mellem to principper. På den ene side har vi biostatens ”alt”, som kaldes for det ”ekstreme forsigtighedsprincip”, der er uden det politiske spørgsmål. På den anden side har vi det demokratiske ”noget”, som er ”proportionalitetsprincippet”, der forudsætter det politiske spørgsmål.

Man skal gøre noget, men ikke alt. Dette “noget” er det demokratiske princip, som står i modsætning til det biostatslige princip, som vedrører “alt”.

Forskellen på ”noget” og ”alt” er det politiske spørgsmål.

I denne forskel opstår den moderne pædagogik.

Udrydder man forskellen mellem ”alt” og ”noget”, udryddes politik og dermed også pædagogik, som kun kan fungere under ”noget”-herredømmet, dvs. under frihedens forudsætning. Forskellen svarer til det ”pædagogiske paradoks”, som Alexander von Oettingen – inspireret af den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant – har kaldt forholdet mellem pædagogisk tvang og frihed.

Men nu er denne filosofiske forskel mellem ”noget” og ”alt” kollapset. Derfor kan alt ske.

Det er som om, vi hele tiden venter på en ny lockdown på det ene eller det andet område, nationalt eller globalt, i stort og småt.

Den ubehagelige kendsgerning er så, at man i dag – via forskellige tekniske systemer – rent faktisk kan gøre “alt”, hvilket ikke var muligt for blot 10 år siden. Nedlukningen kan måske defineres som den pludselige opdagelse af denne mulighed, som før var skjult. Opdagelsen af et teknisk “alt”.

 

24. d. 24. august: LGBT+-sexisme

Foreningen ”LGBT+ Danmark” er ikke tilfreds med, at der ”kun” skulle være 73 køn, som vi ellers lærer om i de ny kønsforskrækkede organisationer. Nej, der er mange flere, skriver de på foreningens hjemmeside. Der er faktisk ingen grænser.

Det skyldes den socialkonstruktivistiske filosofi, hvorefter ”køn” er noget man gør.

Så der er i princippet 8 mia. køn. Et køn pr. person.

Her er formuleringen fra foreningens hjemmeside:

”Der er ingen grænser for, hvor mange køn, der findes. Kønsidentiteter og kønsforståelser er forskellige fra person til person, og vi ”gør” alle sammen vores køn på forskellige måder.”

Ingen ting findes. Alle ting er noget man gør. Der findes heller ikke tegneserier, klaverer eller cykler eller mødre eller fædre eller fortid, ja sprog og verden som sådan.

Alting bliver til noget, man “gør”. Men faktisk forsvinder også “handling”, som kun kan finde sted i en verden med ting og mennesker. Dermed forsvinder alt.

Så foreningen er imod køn, som jo hæves ikke at eksistere.

I den forstand er foreningen og dens filosofi sexistisk.

Dermed umuliggøres pluralitet, dvs. eksperimenter, kreativitet og udklædning i og mellem begge køn. I stedet får vi “diversitet”, som er statistisk baserede og politisk korrekte fordelingssystemer uden krop og i altid faste farver.

Konsekvenserne af denne sexisme er uoverskuelige.

https://lgbt.dk/faq-om-lgbt/

 

25. d. 25. august: Juridisk kritik af statsministeren

Professor i jura ved Aarhus Universitet, Lasse Lund Madsen, er mig bekendt den første jurist, der viser tegn på at have læst minkkommissionens rapport og forstået dens logik.

Det demonstrerer han i en kronik i Berlingske fra søndag d. 18. august.

Kronikken bar i papiravisen den sigende titel:

”Øh, jo – ansvaret for minksagen er (også) dit, statsminister”.

For det første drøfter Lund Madsen, hvorvidt statsministeren har et klart objektivt ansvar. Hun har jo handlet “klart ulovligt”, men forsøger at tørre det af på Mogens Jensen og nogle embedsmænd.

Men den går ikke ifølge Lund Madsens læsning af kommissionens rapport.

Ifølge kommissionen kan Frederiksen nemlig sagtens have et medansvar i ministeransvarlighedslovens forstand. Det er utroligt, at ingen andre af de jurister, der har udtalt sig om sagen, har fanget denne pointe, som kommissionen udpensler med stor grundighed.

Madsen bruger det billede, at selvom Mogens Jensen ejer den bil, som har kørt ulovligt, så er det Frederiksen, der har kørt i den.

Lund Madsen gennemhuller altså, med udgangspunkt i kommissionens rapport, fuldstændig Frederiksens smalle fortolkning af ministeransvarlighedsloven.

For det andet drøfter Lund Madsens statsministerens ”subjektive ansvar”, som regeringen og andre jurister har slået hen med, at hun jo ikke ”vidste” noget.

Lund Madsen fortæller, at minkkommissionen slet ikke er blevet bedt om at vurdere de retlige aspekter af denne ’ikke-viden’, og det jo er derfor, at kommissionen holder sig lidt tilbage.

Alligevel ”signalerer” kommissionen et subjektivt ansvar, både hvad angår ”nedlæggelse af et helt erhverv” og den såkaldte tempobonus.

Dette subjektive ansvar angår ministeransvarlighedslovens såkaldte ”grove uagtsomhed”. Lund Madsen argumenterer for, at minkommissionen i høj grad lægger op til, at det subjektive ansvar er præget af ”grov uansvarlighed”.

Her skal det ifølge Lund Madsen medtænkes, at ”der er tale om et objektivt set særdeles groft retsbrud uden fortilfælde i nyere danmarkshistorie”.

Og videre: ” En så fuldstændig enestående, ekstraordinært indgribende og i praksis uigenkaldelig beslutning bør kraftigt skærpe agtpågivenheden hos beslutningstagerne.”

Dertil kommer, at Frederiksen undlod at sende den helt nye beslutning til juridisk vurdering i ressortministeriet.

Disse forhold ”smitter af” på ”det subjektive ansvar”, som der står, og videre:

”Adfærden bærer dermed begrebsmæssigt præg af såkaldt bevidst uagtsomhed”.

Dernæst gennemgår Lund Madsen en række tidligere sager og statsretlig teori, men det ændrer ikke hans konklusion.

Og afslutningsordene er som følger:

”Det er vanskeligt at forlige sig med, at landets øverste ledere herved udstyres med et særligt strafferetligt fripas. Modstykket bør i så fald være en politisk reaktion, der står mål med forbrydelsen. Statsministerens næse i minksagen lugter imidlertid langt væk af politisk fedtspilleri og strategisk stoleleg fremfor saglig sanktionering.”

Denne analyse svarer fuldstændig til de iagttagelser, jeg selv har gjort i forbindelse med læsningen af de to første bind i kommissionens beretning. Det er dejligt at se, at førende jurister nu også viser tegn på at have studeret sagen ordentligt. Flere af dem købte alt for hurtigt statsministerens argument uden tegn på at have sat sig ind i kommissionsrapportens argumentation.

I starten af august var den tidligere landsretsdommer, Hans Henrik Brydensholt, inde på noget af det samme i et indlæg i Politiken. Hans indlæg var en kritik af de radikales forsøg på at skelne mellem juridisk og politisk ansvar.

Links:

Lasse Lund Madsens kronik i Berlingske, d. 18. august: https://www.berlingske.dk/kronikker/juraprofessor-har-vendt-hver-en-sten-kan-statsministeren-straffes-for

Indlæg af Hans Henrik Brydensholt i Politiken, d. 1. august: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8897589/Mette-Frederiksens-adf%C3%A6rd-har-helt-bestemt-%C2%BBrigsretsm%C3%A6ssige-proportioner%C2%AB

 

26. d. 29. august: ”Tryllebundet, uhyre interessant, levende og medrivende”

Lærke Grandjean har skrevet en fin anmeldelse af min bog “Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativeirng” på folkeskolendk

F.eks. skriver hun følgende om bogens del 2-4, hvor der især er fokus på forholdet mellem formålsparagrafferne og skolepolitik fra 1993 til 2015:

”Det er uhyre interessant læsning; man er tryllebundet og kan ikke slippe bogen; det er som at lytte til en vigtig og betydningsfuld fortælling.”

Og om bogens del 1, der handler om formålsparagraffens tradition og indhold skriver hun:

”Om dette skriver Rømer levende, interessant og medrivende.”

Grandjean har også en række kritiske bemærkninger, som jeg ikke helt forstår. F.eks. kommer det lidt bag på mig, at bogen skulle være et forsvar for noget, som Grandjean kalder for ”curriculum-centreret undervisning”. Jeg erindrer faktisk ikke, at ordet ”curriculum” optræder i bogen? Men jeg misforstår måske et eller andet? Derimod har hun ret i, at kundskabsbegrebet står centralt, men det er for mig at se et langt mere filosofisk begreb end ”curriculum”, der i pædagogiske kredse ofte står i modsætning til ”didaktik”.

Jeg forstår heller ikke, at bogen skulle være et angreb på reformpædagogiske tanker, hvilket Grandjean lader til at mene? Tværtimod, faktisk. Den pædagogiske tradition, som jeg forstår den, består af tre vekselvirkende tråde, grundtvigianisme, reformpædagogik og herbartianisme/tysk bildung, hvilket forklares udførligt i bogens del 1. Denne syntese gør, at elev-begrebet og ”vom kinde aus” ophører med at være modsætninger.

Men uanset disse markeringer, som jeg måske læser forkert, skal Grandjean have tak, både for at have læst og tænkt over bogen og ikke mindst for de pæne ord, som jeg har fremhævet ovenfor.
https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/thomas-romer-curriculum-centreret-undervisning-danner/4671899

 

27. d. 30. august: Statens nye filosofi

En af nedlukningens både politiske og psykologiske effekter er følgende:

Hver gang politikerne mødes om at løse et eller andet stort eller lille problem, så forventer og frygter man, at løsningen på problemet omfatter alle på en eller anden vild måde, som ikke har noget at gøre med det oprindelige problem.

Man ved aldrig, hvad der sker, og hvornår det sker.

F.eks. vil en regeringsnedsat kommission nu løse et “lille” problem med undertrykkelse af piger i nogle få muslimske familier ved at ændre fagstrukturen for alle i folkeskolen, ved at forbyde tørklæder som sådan og ved at lave algoritmebaserede fordelingsnøgler til børnehaverne, så ingen familie uanset religiøsitet kan regne med noget. Man vil også styrke seksualundervisningen, dvs. normstorming for alle og lave kurser i noget skrækkeligt noget, som kaldes for “moderne dansk børneopdragelse”. Og hvis nogle minoritetskvinder alligevel går ind for dele af deres egne traditioner, så beskrives det som en slags falsk bevidsthed. Der er også stærkt pres på mere styring af de frie skoler.

Det er den “ekstreme forsigtighed” med dens ledsagende radikale pludselighed og stedslige totalitet, der arbejder. Metoden er “pludselighed og udvidelse”.

Det er statens nye filosofi. Men er det også samfundets filosofi? Det ved ingen, for samfundet er opslugt af den nye stat og reduceret til at være en metode til statistisk optimering og profylaktisk minimering.

Og når samfundet er uden essens, så bliver alt konstrueret, selv kønnet, som omdannes til tal og profylakse.

Før kunne sociale traditioner, altså social essens, udvikle misdannelser, som kunne ende som “social kontrol”. Nu er sagen vendt om. Nu er sociale traditioner defineret som “social kontrol”. Dermed mister de sociale traditioner deres sted, hvorved de forsvinder. Alt er kontrol, som jo så også kan kontrolleres. Det er det som Nick Hækkerup kalder for ”frihed”.

På den måde bliver den resterende “frihed” til en slags foreløbig adfærdstilladelse, der kan forsvinde med lyden fra et knips i Langbortistan.

Samfundet er omdannet fra sociale traditioners pluralitet, som er demokratiets og forfatningens begreb, til en statistisk defineret diversitet, som er biostatens begreb. Indimellem disse havde vi – som en slags overgangsfase – konkurrencestatens uniformativitet, dvs. tal, styring og “uden mangler”.

https://denglemtekvindekamp.dk/nyheder/2022/august/kommissionen-for-den-glemte-kvindekamp-offentliggoer-deres-foerste-anbefalinger/

 

28. d. 30. august: En ny barndomspsykologi

Først fjerner man barndommens og ungdommens tradition og sammenhæng. Det skete for alvor i 2006, hvor Globaliseringsrådet fuldbragte opgøret med de nationale og europæiske dannelsestraditioner, samt i 2013, hvor denne revolution materialiserede sig i skole- og læreruddannelsesreformer.

Herfra var den unge overladt til sig selv og sine ”præstation uden mangler”, og skolerne skulle optimere deres læringsscore uden tanke på deres egentlige formål.

Det var konkurrencestatens, præstationssamfundets og 12-talpigernes tid. En skrækkelig passage til det endnu skrækkeligere:

Dernæst kritiserede man konkurrencestaten. Man fjernede eller lempede ”præstationen”, men med fuld fastholdelse af dannelsesopgøret. Herfra havde man intet, hverken baggrund eller formål. Barnet og den unge var som et fnug i solen, ventende på en diagnose eller et regnskab.

Dernæst indsatte man frygten. Det skete med klima- og smitteregnskaber.

Dette system fik navnet ”the dark pedagogy”, dvs. pædagogikken for det ensomme og frygtsomme individ.

Og nu angribes de skrøbelige rester fra tiden før 2006. Det sker for tiden f.eks. som normstorming, der gør kønnet til en ”identitet”, og som udtrykker sig kraftfuldt fra professionshøjskoler, de store kommuner og rundt omkring i lovgivningen og helt ned i de lokale mikrokommunikationssystemer.

Tilbage står barnet uden baggrund, formål og præstation, alene og fuld af angst, omgivet af professionelle og forældre, der er skabt ud af samme substans. Det kaldes også for ”woke”. En ond filosofi, som vil “cancel culture”.

Tidens ungdom udtrykker sig ind i denne sammenhæng.

Barnets århundrede, denne smukke ide der blev indvarslet i år 1900, er i sandhed forbi. Dog ikke pga. af “den voksne” eller “mennesket”, som forsvandt i samme proces, som jeg lige har beskrevet, og som også nogle gange kaldes for “posthumanisme” eller endda “transhumanisme”.

 

29. d. 30. august: Hvad er Danmarksdemokraterne?

A.

Danmarksdemokraterne er et parti, der er så bange for folk fra andre lande, at det vil reducere, nedgøre og udslette dansk tradition og almindelig legalitet til fordel for noget, som nedladende kaldes ”almindelige mennesker”.

B.

Punkt 1 deles med DF, men DF havde i det mindste en intellektuel rod i dansk intellektuel tradition, som blev udtrykt i en bestemt historisk situation, og som man kan forholde sig til. Det har Danmarksdemokraterne ikke.

Det andet karakteristika ved Danmarksdemokraterne er derfor, at Danmarksdemokraterne er en slags tom forfaldsversion af DF; en version som er uden kontakt til filosofi og politik. Derfor er partiet populistisk, hvilket DF ikke er, i hver fald ikke i sin grund.

C.

Men hvis jeg i al satirisk ensomhed må give lidt konsulentbistand til Støjberg, så har jeg i forbindelse med min sommerferie i den engelske by Cirencester, som blev grundlagt af romerne, fundet ud af følgende, som må stå i al foreløbighed:

Danerne, dvs. sjællændere og skåninge, fordrev jyderne omkring år 400. Jyderne flygtede til England, hvor de blev til ”angel-saksere” (som var navne for jyske og nordtyske folkeslag). Disse jyder overtog magten i England efter romerne, som jo havde skabt ”briterne”. Derfor er der forskel på England, som er ”anglernes” – dvs. jydernes – land, og også “englenes” land:, og Storbritannien, som er navnet for romernes efterladenskaber.

Senere i middelalderen vendte romerne tilbage i forskellige former, og syntesen mellem jyder og romere skabte herefter det ”angliske commonwealth” eller “den fælles rigdom”, som det hedder på ”jysk”, eller det ”britiske imperium”, som det hedder på ”romersk”, hvor “imperium” bare betyder magt.

Dette faktum stiller de “københavnske saloner” i et helt nyt lys, synes jeg , og som jyde er jeg naturligvis fan af Boris Johnsons store jysk-romerske opgør med romerne (EU). En skam at hans vision skal fældes af platheder fra de sociale medier.

Det hele svarer lidt til Djurslandsspillemændene på Christianiapladen fra 1970, som sang om ”christianitter, jyske knejte” med rod i de danske bondeoprørs historie. Her er første vers:

”Kom nu venner, I vi kender

Samlet fra Jylland drog en bondehær

Alle er kommet for at mødes her

Skulder ved skulder fra nær og fjern

Christianitter, jyske knejte

Nu skal vi sejre i fristadens fejde”

Så Christiania er en slags jyder. Og dengang var den frie ungdom jo også imod EF. Men det var nok før, de blev socialdemokrater. Og Johnson er en slags Christianit! Det er klart 😊.

Her er et link til Danmarksdemokraternes fuldstændig tomme, men alligevel ubehagelige og kraftfulde hjemmeside, hvis egentlige ideologi man efter min mening finder i det nye socialdemokrati, som har samme form for provinsialisme som mål, men det lader jeg ligge her.

https://danmarksdemokraterne.dk/parti/