1. d. 2. september: Hannah Arendts kritik af biostaten

I en række opslag vil jeg gøre rede for et forhold ved Hannah Arendts hovedværk ”The Human Condition” fra 1958, som jeg ikke har lagt mærke til før nu.

Tidligere har jeg læst bogen som en form for reparation af den skade, som Europa blev udsat for under krigen, og mange pædagoger har læst især afsnittet om ”action”, som en slags hyldest til en vitalistisk og åndelig pædagogik, der forenede fortid og fremtid. Det er heller ikke forkert som sådan, men det er faktisk ikke bogens centrale tema.

Hvad handler bogen så om? Jo, den handler om menneskets og verdens kollaps ind i en blanding af statistik, overlevelse og biologi. Den handler om verdens og menneskets udslettelse. Kort sagt, bogen er en kritik af biostatens filosofiske forudsætninger. Og så vidt jeg kan se, er dette tema overset i de forskellige introduktioner til Arendts forfatterskab. Det er nedlukningen i 2020, der for alvor har afstedkommet opmærksomhed på bogens prognostiske forfaldsteser.

I dette indlæg vil jeg koncentrere mig om bogens forord. Senere vil jeg især skrive om bogens afsluttende kapitel ”The Vita Activa and the Modern age”.

Men altså: Først det korte forord på blot seks sider. Hvad står der her?

A.

Bogen starter med, at mennesket forlader jorden. Det sker i 1957, da en satellit for første gang suser ud i rummet. Arendt kalder denne begivenhed for den vigtigste nogensinde. Mennesket har forladt det, som det selv opfatter som ”jordens fængsel”. Men for Arendt er der tale om en ren forfaldssituation, så resten af bogen handler om det modsatte, altså om ”livet på jorden”, som hun så kalder for ”menneskets vilkår”, jf bogens titel.

Da mennesket forlader jorden, forlader det også dets ”fader i himlen” og dets ”moder jord”. Mennesket vender sig bort fra ånden og jorden. Mennesket mister dets hjem, som er jorden, der er ”det eneste sted i universet, hvor mennesker kan bevæge sig frit og ånde uden kunstige hjælpemidler”. Kollapset af faderen og moderen er i parentes bemærket også et kollaps i kønnet, som viser sig i dag i den moderne kønsfilosofi.

Arendt sammenligner derfor den russiske sputnik med med teknologificeringen af menneskelig reproduktion. Hun skriver:

”Det samme begær efter at undslippe jordens fængsel viser sig i forsøget på at skabe kunstigt liv i reagensglas samt i ønsket om under mikroskopet at blande frossent celleplasma fra mennesker med særligt udmærkede evner for at frembringe overmennesker og dermed ændre dets størrelse, skikkelse og funktion.”

Hun anser ”ønsket om at forlænge menneskets levetid hinsides hundredeårsgrænsen for at være et forsøg på at flygte fra menneskets vilkår”, dvs. fra moderen og faderen, men også fra tale og handling. Det er så Grundtvigsk at det gør helt godt. Der er bare lige gået 100 år.

B.

Arendt kalder dette ”fremtidige menneske”, som er videnskabens og teknikkens opfindelse, for et ”oprør mod menneskets egen eksistens”. Om dette er ønskeligt, er ikke et videnskabeligt, men et ”afgørende politisk spørgsmål”, siger hun. Spørgsmålet kan simpelthen ikke overlades til ”professionelle videnskabsfolk og professionelle politikeres afgørelse”, skriver hun.

C.

Den moderne videnskab, der stiller sig til rådighed for oprøret mod mennesket, kan ikke vise sig i tale og handling, som er de Arendtske grundkategorier for mennesket, men kun i ”matematiske formler ”.

Dermed sætter teknikken sig ind i den ensomme ”hjerne” i en ny transhumanistisk tilstand, hvor “kunstige maskiner”, som er matematisk definerede, overtager talen og dermed mennesket som sådan:

”Da er det, som om vores hjerne, der danner det fysiske og materielle grundlag for vores tanker, har mistet evnen til at begribe, hvad vi gør, og derfor vil have brug for kunstige maskiner til at ordne vores tanke og tale”.

Ved at ”viden” og ”tænkning” skilles fra hinanden, dvs. at filosofi/teologi adskilles fra videnskabelig metode, så ”risikerer vi at blive hjælpeløse slaver”. Vi vil være ”åndsforladte og tanketomme væsener, hjælpeløst underkastet ethvert påfund, som vi teknisk er i stand til at frembringe”. Ja, talen bliver endda ”meningsløs”.

Og her erklærer Arendt, hvorfor vi skal nære mistillid til en nye åndsfjendtlige tekniske videnskab:

”Når der er grund til at nære mistillid til politikernes vurdering af videnskabsfolk qua videnskabsfolk, er det (….) fordi, de færdes i en verden, hvor talens brug har mistet sin betydning”.

Den matematiske algoritme er med andre ord en destruktion af menneskelig pluralitet. Og her kommer så tilsyneladende en af de mange prognostiske markeringer, der ifølge Arendt omhandler en ”uheldsvanger tildragelse”:

”Det drejer sig om den automatisering, der sandsynligvis i løbet af nogle få årtier vil tømme fabrikkerne og befri menneskeheden fra dens ældste og mest naturlige byrde, nemlig arbejdets byrde og nødvendighedens åg”.

Men i virkeligheden sker der faktisk det modsatte, siger Arendt. I virkeligheden frigøres mennesket ikke fra ”labor”. Tværtimod omdanner automatiseringen menneskeheden via teknologien sig selv til et ”laboring society”, dvs. til ren biologisk overlevelse. Og som hun siger: ”Nothing could be worse”.

Referencer:

Arendt, H. (1998, opr. 1958). The Human Condition.

Arendt, H. (2005). Menneskets vilkår, Klim.

 

2. d. 3. september: Tænketanken Atlas om vaccination af børn

Overlæge Mia Gall Grandahl, som er leder af den sundhedsfaglige tænketank Atlas, har en interessant analyse i dagens Berlingske.

Grandahl drøfter Sundhedsstyrelsens seks principper for at indføre vacciner til børn, som blev fremlagt i 2019, altså før Nedlukingen. Hun kommer frem til, at ingen af disse principper er opfyldt.

Først og fremmest anfægter hun, at sygdommen skulle være farlig for børn.

Derudover skriver hun – med henvisning til WHO – at der kan være ”uspecifikke effekter på immunforsvaret ved vaccinationer, som vi først er ved at erkende nu”. Det lyder jo ikke godt, for nu at sige det mildt.

Desuden hører vi, at unyttige børnevaccinationer faktisk forringer børnenes naturlige immunforsvar. Vi får en ond cirkel, som er imod børnenes interesse.

Dermed ligger Grandahl og Atlas på linje med Stabell Benns argumentation, hvor det nærmest er en moralsk pligt at lade børn smitte hinanden, så den næste generation kan udvikle sig sammen med tidens sygdomme. Stabell Benn er da også med i Atlas.

Mia Gall Grandahl slutter sit indlæg med følgende konklusion, hvor hun kritiserer Nedlukningens politiske effekt på folkesundheden:

”Regeringen har manet til samfundssind og har derigennem påvirket vores samfund og vores sundhedsmyndigheder i en sådan grad, at vi er holdt op med at gøre, hvad der er bedst for børnene.

Da vi ved, at børn ikke bliver alvorligt syge af infektion med coronavirus eller bidrager til spredning af smitte i samfundet, mener vi i tænketanken, at det er manglende rettidig omhu at vaccinere børn mod covid-19.

Ikke ét af de seks grundprincipper er opfyldt. Det gavner hverken de raske børn eller samfundet, og det er på tide, at vi sætter børnene først og lader tvivlen komme dem til gode og ser tiden an på deres vegne.”

Links:

Overlæge Mia Gall Grandahl, leder af tænketanken Atlas: https://www.berlingske.dk/…/laegefaglig-taenketank-er…

Sundhedsstyrelsens principper fra 2019: https://www.sst.dk/…/Fakta…/Indfoerelse-af-nye-vacciner

Link til tænketanken Atlas: https://www.tt-atlas.dk/

 

3. d. 8. september: Livet i det ”alment farlige” land

Den nye biopolitiske struktur befinder sig i en venteposition. Nedlukningens filosofi venter på at materialisere sig ved nye udsving i forskellige statistiske lag.

Den biopolitiske materie kan både vise sig for coronaens eller for andre sygdommes vedkommende. Men den kan også vise sig for helt andre områder som f.eks. social- og klimapolitik.

Biopolitikken kan kendes på kombinationen af statistik, forebyggelse og tvang, kort sagt: Den kan kendes på overgangen fra proportionalitet til ekstremisme.

Imens livet nu udspiller sig i en form for foreløbig og forskudt normalitet, så har jeg noteret følgende biopolitiske eksperimenter, som vedligeholder og plejer logikken.

Min hypotese er, at ændringen i klassifikationsniveau fra ”samfundskritisk” til ”alment farlig”, har betydet en form for decentralisering af nedlukningsideologien, som nu breder sig i et uheldigt samspil mellem virksomheder, institutioner og styrelser, blot uden den store centrale struktur som nu er skudt i baggrunden. Hermed sætter den sig på en måde fast i den allerede forskudte hverdag.

Her er tre eksempler. Suppler gerne i kommentarsporet.

A.

Skoler og børnehaver er overgået fra hjemsendelse af klasser ved konkrete smittetilfælde, til et sindrigt testregime, hvor selv små børn skal testes.

Man vil teste alle elever fra 9 år en gang om ugen, så der skal formodentlig laves lokale testscentre på skolerne. Og ikke-vaccineret personale og større børn skal også testes, endda to gange om ugen.

Og der er stadig fuld reference til mange af de gamle biopolitiske pjecer og notater med de mest utrolige pædagogiske ideer.

Det nærmere regelsæt, som man finder i lidt forskellige udgaver hos forskellige ministerier, er nærmest uforståeligt i sin udførlige og nidkære detaljerigdom, hvis det skal omsættes til en pædagogisk hverdag.

Det står ikke meget bedre til i børnehaverne, hvor man vil teste børn på 3 år, hvis de har leget med et andet barn, som har corona. Jeg har ikke ord for mit ubehag.

Ser man på Børne- og Undervisningsministeriets regelsæt om emnet, finder man også en anden interessant detalje. Det viser sig nemlig, at alle kriterierne for de automatiske nedlukninger er fastholdt, nærmest fra ord til ord. Det synes jeg alligevel er lidt af en opdagelse.

Mange af disse tiltag omtales som ”anbefalinger”. Men alle kommuner vil jo følge disse regler, så det er rent nysprog, og Styrelsen for Patientsikkerhed er kraftigt inde over.

I pressen fremstilles hele dette system som en ”lempelse”, fordi man ikke sender hele klasser hjem, men effekten vil være den modsatte. Alle vil føle sig tvunget, biopolitikken vil komme tættere på, og der vil opstå splid blandt børn og voksne. Podepinden vil vandre rundt på skolen som en slags bio-lærer.

B.

Efter at kravet om coronapas er forsvundet fra de centrale organer, tages ideen nu op rundt omkring i privat regi.

Internetmediet NewSpeek beretter om, at Rønshoved Højskole kræver både coronapas og testbevis for at deltage i et weekendkursus om dannelse. Jeg var faktisk selv medlem af den baggrundsgruppe, som står for kurset. Jeg har nu meldt mig ud af gruppen. Det er ellers et spændende program med Keld Skovmand, som er ekspert i pædagogik og skolepolitik, og med Michael Jalving, som netop har skrevet en ny bog om dannelse.

Denne praksis med at inkludere og ekskludere medborgere ud fra biopolitiske kriterier vil formodentlig sætter sig i mange sammenhænge og dermed spille borgere og virksomheder ud mod hinanden.

C.

Biostaten er gået i gang med nærmest at tvinge folk og fæ til at blive vaccinereret. I sidste uge misbrugte Brostrøm den religiøse bøn som en rent og skært middel til at få folk i folden. Og nu tilbydes pop-up vacciner i Salling og Netto og Føtex, endda i et formelt samarbejde mellem staten og Salling Group.

Derudover har man også oprettet vaccinestationer ude på arbejdspladser og på skoler, som dermed igen må stå forrest som eksperimentarium for den biopolitiske nåle- og pode-horisont.

Det var tre eksempler på nye decentrale eksperimenter under kategorien ”Alment farlig”.

Links:

Sundhedsstyrelsens pressemeddelelse om det nye testregime: https://www.sst.dk/…/Boern-skal-ikke-laengere-sendes…

Sundhedsstyrelsens vejledning om det generelle regler: https://www.sst.dk/…/Vejledning_haandtering-af-smitte…

Børne- og undervisningsministerets detaljerede test-retningslinjer for dagtilbud og skoler, gældende fra d. 10/9, kan tilgås via dette link: https://www.uvm.dk/…/lov…/vejledninger-og-retningslinjer

Folkeskolen.dk har en kort omtale af sagen:

https://www.folkeskolen.dk/…/fra-i-dag-coronatest-paa…

Link til Newspeeks artikel: https://newspeek.info/udoever-roenshoved-hoejskole…/

Om vaccinationer på skoler og arbejdspladser: https://nyheder.tv2.dk/2021-08-12-nu-vaccineres-der-ogsaa…

Om vaccinationer i Salling Group: https://via.ritzau.dk/…/sundhedsstyrelsen-og-salling…

 

4. d. 8. september: Nyt socialdemokratisk og teknokratisk skoleråd

Undervisningsministeren har udnævnt et nyt såkaldt ”Rådet for Børns Læring”. Det sker hvert tredje år. Lad os se lidt på det nye og de gamle råd i en omvendt kronologi:

2021:

Ingen af de profilerede medlemmer har beskæftiget sig med pædagogik. Her er de førende kræfter i formandskabet:

Formanden for formandskabet hedder Eva Sommer. Hun er også bestyrelsesformand for EVA, udnævnt hertil af undervisningsministeren, og altså nu også udnævnt til formand for Rådet for Børns læring af selvsamme minister. Tidligere har hun været børne- og ungedirektør i Københavns Kommune. Hun har mig bekendt aldrig beskæftiget sig indholdsmæssigt med skole- og børnepolitik.

Mads Meier Jæger, professor i mikrosociologi. Forsker i social ulighed i uddannelse. Har heller aldrig skrevet om skoler og børnehaver, men interesserer sig bl.a. for velfærdsøkonomen James Heckmann, som undervisningsministeren også er begejstret for.

Jens Peter Thomsen fra VIVE, som har cirka samme interesser som Mads Jæger, dvs. at han interesserer sig for social lighed på samme måde som undervisningsministeren selv, som faktisk har skrevet en skrækkelig bog om hele tilgangen.

Altså ingen skole- eller læringsforskere i de centrale udnævnelser.

Dertil kommer nogle få kommunefolk og et par skoleledere, som er uden betydning. Måske bortset fra Helle Bjerg, som er skoleleder, og som er tæt på kredsen omkring professor Dorte Staunæs, hvor hun skrev ph.d. i sin tid. Stanuæs står for en særlig tilpasningsdygtig version af Foucault, og i den egenskab understøttede hun skolereformens idegods i sin tid.

En anden skoleleder i formandsskabet, Marco Damgaard, er direkte opført som ”socialdemokrat”.

Omkring formandskabet er der i selve “rådet” en masse organisationer. Her er det værd at bemærke, at professionshøjskolerne er repræsenteret ved Andreas Rasch-Christensen, som spillede en meget negativ rolle omkring vedtagelsen af skolereformen. Resten er uden pædagogisk og skolepolitisk profil.

2018:

Det tidligere råd, som blev nedsat af Merete Riisager i 2018, var væsentligt mere pædagogisk profileret. Her bestod formandskabet af Charlotte Rønhof (formand), professor Pernille Hviid, rektor Stefan Hermann, forskningschef Andreas Rasch-Christensen, professor Per Fibæk Laursen, præsten Henrik Gade Jensen og lærer Mette Frederiksen.

Dette langt mere faglige råd fik dog ingen indflydelse, og dets sidste rapport var tandløs efter min mening. Rønhof, som var den eneste i pædagogisk forstand udefrakommende, smækkede med døren i sommers pga den manglende indflydelse. Udnævnelsen af Rønhof var næppe Riisagers ide.

2015:

Rådet før Rønhofs råd, nu fra 2015, som formodentlig har været nedsat af Antorini, havde følgende formandskab (de vigtigste): Direktør Agi Csonka (formand) (EVA/SFI), rektor Stefan Hermann, forskningschef Andreas Rasch-Christensen, professor Charlotte Ringsmose (som også er med på Heckmannvognen).

Dette råd havde samme ånd som det nyudnævnte på grund af Czonka, der svarer til Sommer, og Ringsmose, der med sin Heckman-interesse, svarer til de to økonomer. Ringsmose er dog pædagogisk forsker, hvilket de to andre jo ikke er.

2007-2013:

Før dette råd havde man Skolerådet 2007-2013, som udsprang af Globaliseringsrådets totale opgør med pædagogik. Her sad der to nationaløkonomer sammen med Niels Egelund og en Heckman-scient.pol. I modsætning til de senere læringsråd var Skolerådet ekstremt indflydelsesrigt. Rådets rigtige navn var ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling”, hvilket i sig selv siger alt om dårligdommene.

Før 2007:

Går man endnu længere tilbage, er der andre rådsdannelser, også af mere pædagogisk art med rødder i lærerhøjskolen og seminarierne. Jeg skriver om det hele i bogen ”Skolens formål”, som udkommer til februar.

https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2021/sep/210908–her-er-de-nye-medlemmer-af-raadet-for-boerns-laering

 

5. d. 9. september: Coronaskam i det ”alment farlige” land

Undervisningsministeriet har lavet to plakater, som understreger, at børn bør leve op til de nye testopfordringer, ellers kommer de til at skamme sig, hvilket man så kan arbejde psykologisk med.

Sygdommen er jo ikke mere “samfundskritisk”, men blot “almen farlig”. Derfor må nedlukningens effekt nu omsættes fra administrative regler til moralske bud, hele tiden med en tilbage-klassificering som ledsagende trussel.

I kan finde links til de to plakater i bunden af nedenstående link, hvor de sindrige regler lines op på det generelle plan.

Bemærk også navnet i browseren: ”Corona-skam-plakat”.

Og husk: vi taler om ministeriel og statslig pædagogik. Det er plakater, der skal hænge i skolen.

Dermed stadfæstes hele den nedlukningens filosofi, som blev skabt d. 11. marts 2020, hvor man i en legendarisk note til Mette Frederiksens talepapir kunne læse følgende:

”Udskam de, der ikke har været fornuftige”.

Når Nedlukningen kobles til skam, så totaliseres skammen med det samme overalt i samfundet, og skam indsnævres i samme øjeblik i en statistisk-teknisk struktur.

Dermed bliver skammen til en dyb, teknisk og fuldstændig ensomhed. I plakat 2 symboliseres det ved, at skammen udtrykkes pr. sms, og i plakat 1 ses det ved, at skammen udtrykkes i et skygget, tynget og ensomt hjørne.

Links:

Link til UVM’s hjemmeside med links til de to plakater: https://www.uvm.dk/…/genaabning-og…/opfordring-til-test?

Omtale af notatet fra marts 2020: https://journalisten.dk/derfor-er-den-offentlige…/

 

6. d. 10. september: Nedlukningens forretningsmodel

Jeg har noteret mig et opslag på den officielle hjemmeside “coronasmitte.dk”. Opslaget er blot en uge gammel. Her beskrives det, hvordan private virksomheder og institutioner kan fastsætte lokale corona-restriktioner om tests og vacciner.

Jeg kalder det for “nedlukningens forretningsmodel”.

Dermed kan der nu brede sig en sindrig decentral diskriminationspraksis, der holder nedlukningens filosofi i live, indtil den igen kan materialisere sig på et mere officielt niveau.

Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt denne praksis er knyttet til ”alment farlig”-kategorien eller ej. Under alle omstændigheder er den et resultat af, at det “samfundskritiske” er suspenderet for en periode. Dermed overtager det “alment farlige”, som decentraliserer vacciner og tests som moralske krav til det, der før var almindeligt samfundsliv, f.eks. i skoler og butikker og mange semi-private institutioner.

Det er vigtigt, efter min mening, at så mange som muligt undlader at støtte denne “forretningsmodel”.

https://coronasmitte.dk/spoergsmaal-og-svar-om-covid-19/egne-restriktioner

 

7. d. 10. september: Mundbind i Bangladesh

Endnu en absurditet skal lige noteres. Den vedrører et ret omtalt studie fra Bangladesh af maskers effekt på smittespredning, som udkom d. 30. august.

Politikens Lars Igum Rasmussen lancerede i karakteristisk stil studiet som et fuldstændigt entydigt bevis for, at ”mundbind virker”, og journalisten delte sin artikel både her og der med brask og bram.

Cepos’ økonom, Jonas Herby, gjorde os alle den tjeneste at læse studiet, og han kunne afsløre, at studiet tværtimod viste, at mundbind overhovedet ikke havde nogen effekt for folk under 50 år. Kun ved ældre aldersgrupper kunne der spores en samtidig varians. Og det kunne meget vel skyldes helt andre ting end masker.

Herbys konklusion bekræftes nu af en række eksperter i dagens JP, som bygger videre på en artikel fra videnskab.dk.

På videnskab.dk, som ellers også har kørt den coronaglade linje, mener man i sin redaktionelle overskrift, at der er tale om en ”lille effekt”, hvilket jo også er noget, selvom det ikke er så bombastisk som på Rådhuspladsen.

Men læser man udsagnene fra de hidkaldte eksperter, så kniber det yderligere. Claus Ekstrøm, som er professor i statistik, siger følgende:

”Der er en lille reduktion i smittespredningen hos dem, der bruger mundbind, men det er ikke overvældende ud fra et statistisk synspunkt. Effekten er knap nok signifikant”.

Claus Ekstrøm har så nogle holdninger til det ene og det andet, men altså uden “signifikans”, som dem lader jeg ligge. Han er jo også kun statistiker.

Overlæge dr. med Karsten Juhl Jørgensen fra Cochrane ved SDU, som må anses for at være den tungeste ekspert, siger ligefrem følgende, som jo ikke er til at tage fejl af:

”Ud fra det her studie, og de andre, der er lavet, må vi nok konkludere, at effekten af mundbind i bedste fald er lille”.

Den manglende effekt bekræftes faktisk af to tidligere cochrane-rapporter og af en meget omtalt dansk rapport. Det er nok det Juhl Jørgensen henviser til, når han nævner ”de andre, der er lavet”.

Karten Juhl Jørgensen understreger desuden, at man også bør inddrage lokale sociale og kulturelle forhold:

”Jeg vil nok være påpasselig med at lave en direkte overførsel af resultaterne fra landsbyer Bangladesh til danske forhold, hvor befolkningstætheden er anderledes, og hvor folk opfører sig anderledes”.

Politikens journalist må have røde ører? Herby peger da også veloplagt på, at journalistens brøde er langt mere alvorlig end de småundladelser, som Stabell Benn fik en detektor på nakken for. Herby foreslår derfor, at detektor går en tur på Politiken. Men det kommer nok ikke til at ske.

Links:

Artikel i JP, d. 10. september: https://jyllands-posten.dk/…/rekordstort-forsoeg…/

Jonas Herbys kommentar, d. 6. september: http://punditokraterne.dk/…/maske-studiet-skal…/

Maskestudiet, d. 31. august: https://www.poverty-action.org/…/Mask_RCT…

Politikens artikel, d. 3. september: https://politiken.dk/…/Mundbind-virker-%C2%BBDet-her-er…

Videnskab.dk, d. 9. september: https://videnskab.dk/…/rekordstort-forsoeg-bekraefter…

 

8. Bogreception på CEPOS

Jeg slår lige på tromme for et gratis arrangement d. 22. september, som afholdes i forbindelse med udgivelsen af min kommende bog “Den store nedlukning – dagbog fra biostatens første år”.

Tænketanken CEPOS har været så venlig at finansiere udgivelsen og at stå for invitation og arrangement, hvilket de skal have stor tak for.

Journalist Mikkel Andersson har sagt ja til at læse og kommentere bogen. Det bliver spændende at høre hans kommentarer.

Bogen udkommer på forlaget U Press.

Håber at se nogle af jer.

Her er direkte link til tilmelding og yderligere omtale: https://cepos.nemtilmeld.dk/50/