1. d. 6. oktober: Kommunerne i transhumanistisk raid

I kommunerne leger man med tanken om skoler som rent digitalt konstruerede læringsrum uden lærere. Det fremgår af et interview, som Politiken har lavet med direktøren for KL, Christian Harsløf.

Her er et uddrag fra artiklen:

”Teknologien giver mulighed for en radikal nytænkning af lærernes rolle i samspillet med den digitale undervisning.

»De mest teknologibegejstrede vil spørge, hvorfor man egentlig skal bruge en lærer til at stå ved katederet og gennemgå de samme sider om og om igen. Hvorfor ikke bare lave en YouTube med landets bedste lærer og bruge den lokale lærers kræfter på noget bedre? Videoerne findes allerede og bliver flittigt brugt af eleverne«, siger Christian Harsløf.

Som nedlukningen under corona har demonstreret, er det i princippet muligt at basere folkeskolen på fjernundervisning. Der findes programmer, der med kunstig intelligens kan bestemme den enkeltes elevs kompetenceniveau og stille de mest relevante opgaver. De kan rette opgaver og kan bedre end de fleste lærere udpege elever, der sakser deres besvarelse fra nettet.”

Harsløf, som selv kun lyder lidt skeptisk, fører dermed ”hvad nu hvis?”-ånden videre fra KLs store teknologiudspil fra 2018, som var skrevet af konsulentfirmaet Dare Disrupt, der har rødder i det radikaliserede miljø omkring Singularity University i Silicon Valley. Rapporten fremhævede ligefrem Cambridge Analyticas metoder.

Økonomisk Råd leger med samme tanker i deres rapport fra 2019, hvor man opfatter skoler som ren læringsproduktivitet, hvor læreren i princippet vil kunne erstattes af maskiner.

På den måde overgår skolerne fra et være et fysisk sted til et digitalt rum. Denne forskydning fra legemets og sjælens ”sted” til det grænseløse og kontrollerbare ”rum”, som efterfølgende omdefinerer kroppen, er en central transhumanistisk formel.

Link til artikel: https://politiken.dk/viden/art8401538/KL-direkt%C3%B8r-Der-er-n%C3%A6rmest-ingen-gr%C3%A6nser-for-brug-af-tech

 

2. d. 6. oktober: Vaccinekaos?

Jeg vil skynde mig at sige, at jeg ikke ved noget om vacciner som sådan. Men jeg kan da konstatere, at de er udviklet og markedsført under ekstremt ophedede biopolitiske omstændigheder, hvilket giver alle muligheder for, at der sker fejl og snyd etc., ligesom vi så det ifm svineinfluenzaen i 2009. Så jeg har ingen “naturlig tillid” til myndighederne, eller hvordan man nu skal udtrykke det.

Men jeg har dog været beroliget ved, at sundhedsmyndighederne i flere omgange forsikrede mig om, at vaccinerne skam var både supersikre og gennemtestede, og hvad ved jeg.

Men hvad er der sket? Tre ud af fire vacciner er nu trukket ud af programmet. Først var det Astra Zeneca, som røg helt ud, og Johnson & Johnson var vist både ude og halvt inde og så videre ud i galaksen. Og nu er det sørme Moderna, som ikke mere tilbydes for børn og unge. Og i Sverige gælder forbuddet endda for personer helt op 30 år.

De fine forsikringer er jo intet værd, viser det sig. Det hele var bare biopolitiske løgne. Ligesom når SSI forudser fremtidens smittekurver, eller når regeringen siger, at de aldrig har givet minkfarmerne en “ordre”. Og Så Videre….

Hele dette vaccinationskaos er løbet af stablen i løbet af ganske få måneder. Og hvad bliver det næste? Ryger Pfeizer også ud? Men så er alt jo væk? Det sejler rundt. Jeg er slet ikke tryg ved situationen, selvom jeg som sagt ikke ved noget om den. Jeg føler mig faktisk lidt bedraget.

Så siger en eller anden læge, at de angivelige bivirkninger ved de nu nedlagte vacciner slet ikke er farlige. Det er muligt, men de er åbenbart farlige nok til, at vaccinerne tages ud af det officielle program efter få måneder og nærmest hulter til bulter.

Men Frederiksen fortsætter sin latterlige og primitive udskamning af folk, som åbenbart med rette har været skeptiske, mens medierne understøtter regeringen med deres platte reduktion af kritik og tvivl til “konspirationsteorier” og “misinformation”. Og ingen har mig bekendt stillet spørgsmål til sagens kerne. I DRs nyheder var nyheden ikke engang registreret.

Nu har jeg endnu mindre tillid til myndighederne, end jeg havde før, hvor jeg heller ikke havde tillid til myndighederne, hvilket jeg ikke har haft siden d. 10. marts 2020.

PS: (tilføjet d. 11/10) Allerede dagen efter at jeg skrev ovenstående, blev beslutningen vedrørende Moderna pludselig trukket tilbage, med en meget mærkelig forklaring om et dårligt “citat”. Den historie hører direkte under kaosset. Til gengæld blev afvisningen af Moderna effektueret i Island.

 

3. d. 7. oktober: Minkkommissionen

Men vi venter på, at regeringen og dens støttepartier smadrer endnu et erhverv eller endnu en praksis fra dag til anden uden lov og proces, så kan vi nu følge minkkommissionens arbejde på nedenstående hjemmeside. Der er allerede godt gang i uartighederne, lader det til ifølge medierne.

Man må håbe, at kommissionens arbejde fører til, at de ansvarlige for miseren ryger i kachotten. Her kan de sidde og spekulere på forskellen mellem et ekstremt forsigtighedsprincip og en retsstat, der bygger på grundlovssikrede frihedstraditioner.

Link til minkkommissionen: https://www.minkkommissionen.dk/da

 

4. d. 8. oktober: Juridisk kritik af minkbeslutningen og de første afhøringer

A.

I tidsskriftet ”Juristen”, har tre juridiske professorer ved Københavns Universiteter, Mikkel Rask Madsen, Henrik Palmer Olsen og Kristian Lauta, argumenteret for, at regeringen brød Grundloven, da den besluttede at slagte landets mink. Lauta og Olsen er desuden prodekaner for deres områder.

Jeg har ikke adgang til artiklen, men Lauta har sammenfattet dens argumentation i gårsdagens Jyllands-Posten. Han argumenterer her for, at både beslutningens manglende hjemmel, dens omfang og dens økonomiske konsekvenser hver for sig og tilsammen peger i samme retning, nemlig at Grundloven er brudt.

Der er ingen tvivl i hans sind, lader det til.

B.

Den første dags afhøringer: Ekstremismens tryk.

Politiken refererer fra gårsdagens afhøringer. Her får man følgende at vide:

Ifølge Fødevareministeriets afdelingschef, Tejs Binderup, var ministeriets gode gamle demokratiske synspunkt følgende:

”Der skal være en faglig begrundelse, og så skal der være en proportionalitetsvurdering. Det er jo det, det hele hviler på (…). Der er forskel på, om man lukker enkelte besætninger, eller om man lukker et helt erhverv”.

Fødevareministeriet levede, som det fremgår, midt i den gamle statsforfatning fra før marts 2020. Her tror man, at god embedsmandsskik handler om ”faglighed” og om ”proportionalitet”. Men den slags godheder forlod man skam d. 11. marts. Fra nu af gjaldt det løsrevne statistikker og ekstremisme, og kommandoerne i form af natlige mails og sms’er kom direkte fra Statsministeriet og den nye hyper-profylaktiske ideologi.

Tejs Binderup taler om det dramatiske døgn mellem d. 4-5. november 2021, altså dagene EFTER beslutningen om at aflive alle mink:

”Det har hele tiden været vores vurdering, at det var sådan, det var (at der ikke var lovgrundlag for generel aflivning, TAR). Så var der en kort periode fra 4. november ved middagstid til 5. november ved middagstid, hvor nogen siger, at de tror, at der er hjemmel til det her. Det er der sådan set ikke nogen i Fødevareministeriet, der mener, at der er.”

Det går hurtigt, for beslutningen om aflivningen tilgår endda NOST, før beslutningen formelt er taget. Bagved spøger Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, men også Justitsministeriet og ikke mindst Sundhedsministeriet – formentlig Per Okkels – lader til at have spillet en stor rolle, fremgår det af Politikens referat.

Denne fortolkning forstærkes ved det forhold, at Mølbak både roses og dadles af Sundhedsministeriets dybt radikaliserede departementschef, Per Okkels. Det var Okkels, der tilbage i marts 2020 – under påvirkning fra især Berthelsen -, fortalte Brostrøm, at han skulle gå fra proportionalitet til ekstremisme. Nu gentages logikken i Okkels kommunikation med Fødevareministeriet.

Og logikken gentages som nævnt endnu engang i en korrespondance, som Okkels har med Kaare Mølbak. Først siger Okkels til Mølbak: ”Super, du står rent faktisk bag anbefalingen om at aflive”. Men da Mølbak slår sig i tøjret over denne konklusion, så lyder det truende fra Okkels: ”Alt, der siges nu, vil blive brugt og misbrugt”.

Altså et direkte statsligt pres på de faglige miljøer.

Hele tiden arbejder forskydningen fra proportionalitet til ekstremisme, hvilket jo er hele Nedlukningens filosofi. Minkskandalen er i den forstand en underafdeling af Nedlukningen.

Links:

Omtale af de tre professorers indlæg: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE13329781/ifoelge-jurister-blev-grundloven-brudt-nu-skal-en-kommission-finde-ud-af-hvem-der-har-ansvaret/

Referat fra mødet i minkkommissionen: https://politiken.dk/indland/art8412897/Embedsm%C3%A6nd-var-aldrig-i-tvivl-om-at-aflivning-af-mink-kr%C3%A6vede-en-ny-lov

 

5. d. 10. oktober: Nedlukningens juridiske CV

Nu undersøger minkkommissionen, hvem der vidste hvad, og hvornår de vidste det. Fint nok. Men i virkeligheden er det ligegyldigt. For selvom ingen embedsmand havde fortalt de centrale aktører om grundlovsbruddet, så VIDSTE de det godt alligevel. Alle aktørerne var nemlig jurister eller justitsministre. Her er nogle korte CV’er:

Statsminister Mette Frederiksen: Justitsminister 2014-15.

Justitsminister Nick Hækkerup: Cand. jur., ph.d. i folkeret, og ekstern lektor ved Københavns Universitet.

Departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen: Cand. jur., ansat i Justitsministeriet som fuldmægtig, chefkonsulent og kontorchef fra 2003-2012. Desuden departementschef i Justitsministeriet fra 2015-20.

Rigspolitichef Thorkild Fogde: Cand. jur., tidligere dommerfuldmægtig, afdelingschef i Justitsministeriet, direktør for Kriminalforsorgen.

Skulle folk med så vægtige juridiske baggrunde være intetanende om, at nedlæggelse af et helt erhverv over en nat må indebære en helt særlig hjemmel?

Det er svært at tro på. Jeg gør i al fald ikke. Ikke over en dørtærskel. Jeg tror, at de var ligeglade med loven. At de var opslugt af ekstremistisk forsigtighed, dvs. af Nedlukning.

De er med andre ord skyldige, uanset om de har fået forklaret noget.

 

6. d. 11. oktober: Mink-kaos

Først skulle minkerhvervet hastenedlægges pga. Cluster 5. Efter en omfattende faglig kritik trak regeringen efterfølgende i land, og pludselig lød det, at Cluster 5 skam var helt uden betydning for den dybt ulovlige beslutning. Det var ude i hampen.

Og nu viser det sig da også, at Cluster 5 skam i høj grad har været en definerende faktor for lovbruddet. Det viser en mailudveksling fra d. 2. november mellem Sundhedsministeriets dybt radikaliserede departementschef, Per Okkels, og SSI’s Tyra Grove Krause, der netop henviser til Cluster 5-temaet, som værende helt afgørende for det videre forløb.

Dagen efter, altså d. 3. november, holdt SSI og Okkels møde med Brostrøm, hvor Cluster 5 også spillede en afgørende rolle. Brostrøm gik faktisk imod de andre, ligesom han gjorde ved Nedlukningen i marts 2020. Det hele kom frem i Minkkommissionens afhøringer i fredags, fortæller Berlingske. Hele flokken vidste udmærket, at Fødevareministeriet mente, at der ikke ville være hjemmel til selve det overgreb, som jo materialiserede sig dagen efter, dvs. d. 4. november. Men det med hjemlen tog ingen sig af, lader det til. Og Okkels og SSI fortsatte deres raid. Efter d. 4. november forsøgte Mølbak at undslå sig, men blev sat på plads af Okkels, så han igen fulgte SSI’s hovedlinje. Sådan må man forstå det.

Det lyves og trækkes i land og ændres forklaringer, så langt øjet rækker.

Hvorfor er der overhovedet nogle partier, som understøtter denne dybt upålidelige og rent ud sagt forbryderiske regering eller i det hele taget indgår forlig med den? Den skal jo nedlægges, fryses ud og retsforfølges efter lovens strengeste paragraffer.

Et beslægtet tema: Den anden dag var der vaccinekaos. Man ville fjerne Moderna fra vaccineprogrammet, ligesom man tidligere havde fjernet nogle andre vacciner, der ellers var erklæret både supersikre og gennemprøvede og så videre ud i den tragiske grøftekant. Men pludselig, allerede dagen efter, var vaccinen ikke fjernet alligevel! Man havde citeret sig selv forkert, hed det hos Sundhedsstyrelsen. Kaosset var fordoblet.

Det er samme struktur som Cluster 5. Der er begge steder foregået noget helt forkert i bagkataloget, som udløser kaotiske diskursive og politiske tilstande.

I mellemtiden forbød man Moderna oppe på Island, ligesom man gjorde i Norge og tildels i Sverige, hvis jeg har forstået det ret, selvom jeg naturligvis intet forstår, fordi essensen er ”kaos”.

Det hele er kaos. Sådan går Grundloven i opløsning, mens opløsningen støttes af støttepartier og faktisk også af oppositionen, som jo indgår forlig med opløsningen.

https://www.berlingske.dk/danmark/total-forvirring-over-regeringens-forsvar-for-masseaflivning-jeg-kan-ikke

 

7. d. 13. oktober: Holger K. Nielsens erindringer

Her er en anmeldelse af Holger K. Nielsens erindringer. Eller måske skulle jeg snarere kalde det for en pædagogisk psykoanalyse?

http://www.thomasaastruproemer.dk/en-folkesocialistisk-deroute-anmeldelse-af-holger-k-nielsen-det-var-det-vaerd-politisk-tilbageblik.html

 

8. d. 14. oktober: Slagtning af humaniora

I juni blev der indgået en bred politisk aftale om udflytning af uddannelser til de mindre byer.

Alle troede, at forliget handlede om regionalpolitik. Men så fik universiteterne lov til at veksle udflytningerne til besparelser, fordi disse udflytninger var dyre og besværlige. Det kunne man læse om i bladet Forskerforum for et par uger siden.

Og nu udmøntes disse ”besparelser” så meget konkret, i første omgang på Københavns Universitet. Det går næsten udelukkende ud over Humaniora. Det er noget med “arbejdskraft”, fortæller universitetets rektor.

Hele 25% skal der skæres i humanioras optag, og universitetets rektor lægger op til nedlæggelse af flere fagmiljøer. Det er en slagtning. Formentlig følger de andre universiteter efter lige om lidt.

Det handler altså overhovedet ikke om ”regionalpolitik”. Det handler om regeringens opfattelse af humaniora som ”de lærdes tyranni”, som boligminister Kaare Dybvad kalder sin seneste bog. Det er ideologi forklædt som socialdemokratisk rindalisme.

Forligskredsen er formodentlig blevet fuppet. Her er de partier, med ordførere, der ifølge ministeriets omtale af forliget – under dække af udtrykket ”regionalpolitik” – har skrevet under på dette socialdemokratisk dirigerede opgør med videnskab og dannelse:

Ulla Tørnæs, Venstre

Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelsesordfører, Dansk Folkeparti

Astrid Carøe, uddannelsesordfører, SF

Pernille Skipper, uddannelsesordfører, Enhedslisten

Britt Bager, uddannelsesordfører, Konservative

Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige

Torsten Gejl, Alternativet

Isabella Arendt, Kristendemokraterne

 

Links:

Link til den politiske aftale: https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2021/bred-politisk-aftale-om-bedre-muligheder-for-uddannelse-i-hele-danmark

Link til KU’s nyhed om sagen: https://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2021/10/udflytningsplan-fjerner-1.600-studiepladser-i-koebenhavn/

Link til Forskerforums artikel: https://www.forskerforum.dk/magasinet/2021/346/saa-meget-skal-universiteterne-skaere-i-storbyoptaget

 

9. d. 15. oktober: Noter til Mikael Jalvings bog “Forsvar for almindeligheden”

A. Skam og frygt og dannelse

Historikeren Mikael Jalving har i sin seneste bog “Forsvar for almindeligheden” følgende fine samtidsdiagnostiske formulering, der åbner hans kapitel om “dannelse”:

“Fortiden skammer vi os over; fremtiden skræmmer os. Både skammen og frygten forhindrer dannelse. Den første, fordi skammen får os til at tro, at alle før os var idioter. Den anden, fordi den fører til enten lammelse eller panik” (s.85)

Så for den nye generation er “dannelse” erstattet af henholdsvis “skam” og “frygt”. På den måde virker “cancel culture” (skammen) og “biopolitikken” (frygten) sammen i konstruktionen af en moderne og udpint statistisk defineret eksistens, som er udstyret med foreløbige adfærdstilladelser.

Det er præcise og vigtige tanker.

B. Demokratiet

Herlig bog, i øvrigt. Frisk og personlig i sit sprog og tanke.

F.eks. kan jeg fremhæve følgende sætning, hvor Jalving i én enkelt sætning nærmest når frem til en ny erkendelse om forholdet mellem demokrati og dannelse:

“Dannelse er noget ganske andet (end popularitet og meningsmålinger, TAR) og er et nødvendigt korrektiv til demokratiet. Dannelse skal derfor hverken afspejle eller efterligne demokratiet, men hæve det, kvalificere det, ja, muliggøre det…”

Så dannelse går fra at være demokratiets “korrektiv” til dets forudsætning (jvf. “muliggøre”). Men eftersom dannelse i disse år reduceres til skam og frygt, så undermineres demokratiet jo i så fald? Stille og roligt, step by step?

Der er med andre ord en sammenhæng mellem demokrati og dannelse

C. Barndommen

Jalvings forsvar for barndommens “arvelighed” og “skønhed”, dvs. for barndommens egenart i leg og alvor, er også værd at fremhæve. Han er nervøs for, at barndommen bliver en “permanent revolution”, dvs. et skammens og frygtens sted. Han savner lidt den klassiske Rousseau, fremgår det.

Jalving trækker også på professor Bent Meier Sørensens kritik af digitaliseringens afmaterialiserings-effekter og på den tyske sociolog Hartmut Rosas kritik af accelerationssamfundets fremmedgørende konsekvenser. Barndommen er under angreb. Jalving lyder nærmest som en repræsentant for den klassiske og dannelsesorienterede reformpædagogik, når han sådan kritiserer det moderne læringsapparat.

Jalving forbinder dog også barndommen med et forsvar for familie og ægteskab, hvilket han gør ret i efter min mening. Og familien er ingen reformpædagogs kernebegreb, bortset måske fra John Deweys tidlige arbejder. Men det burde det være, for familien er jo barnets naturlige omgivelser og vækstbetingelser, som endda forstærkes åndeligt og retligt af ægteskabet som kærlighedens institutionelle syntese.

D. Folket

Den sidste del af bogen handler om “folket”, som jo i en vis forstand vokser ud af familien og opdragelsen, jf. Grundlovens §76 og 79.

Jalving siger mange interessante ting, men hans analyse mangler efter min opfattelse sans for det forhold, at også efterkrigstidens centrum-venstre har rod i landets dannelsessammenhænge. På den måde kommer han til at reproducere et lidt nostalgisk nations-begreb, som minder mig om DF i 00’erne, og som skulle supplere Anders Fogs almene generalangreb på netop “det folkelige” via de store politisk-økonomiske globaliseringsplaner, som f.eks. skolereformen i 2013 var en direkte konsekvens af. Dette problem hænger måske sammen med, hvad jeg opfatter som en manglende sans for Grundtvigs betydning.

E. Gud

Til allersidst er der et kapitel om “Gud”, som indledes med den skønne sætning: “Gud er nok det mest almindelige, der findes”, hvilket jo understreger dybden i bogens titel. Når Jalving taler om “det almindelige”, så har han derved en pædagogisk-filosofisk pointe. Det er skønne ord.

Resten af kapitlet er på en måde udtryk for det modsatte synspunkt, nemlig at Gud er ualmindelig, men det lader jeg fare i denne omgang. Kapitlet er lidt for præget af det kierkegaardsk definerede tidehverv, efter min smag. Måske er det også derfor, at kapitlet om “folket” smager lidt for meget af DF? Men ok, Jalving har jo også skrevet en bog om Søren Krarup, og hele Islam-emnet har fyldt meget gennem årene. Emnet er dog ikke så fremtrædende i den aktuelle udgivelse, heldigvis efter min mening.

Vi er en lille flok i landet, der elsker gamle dage. Jalving er en af dem, og som Hannah Arendt siger: En lærer må have “his eyes glued to the past”. Ellers bliver der ingen fremtid.

Reference: Mikael Jalving: “Forsvar for almindeligheden”, Hovedland, 2021.

 

10. d. 15.oktober: Torsdagens afhøringer i minkkommissionen

Regeringen giver et ministerium skyld for noget, som regeringen selv har gjort, endda direkte imod det pågældende ministeries egen anbefaling:

Politiken rapporterer fra gårsdagens afhøringer i mink-kommissionen. Avisen har sat en dygtig journalist, Hans Drachmann, på sagen. Drachmann lader til at rapportere helt uafhængigt af avisens regeringsvenlige linje. Berlingske har også rapporteret.

Der blev afhørt tre embedsmænd fra Miljø- og Fødevareministeriet (herefter M-F-ministeriet).

Drachmann konkluderer, at regeringen traf sin beslutning ”stik mod” Miljø- og Fødevareministeriets indstilling, og at regeringen ”overhørte gentagne advarsler”.

Vi får også at vide, at det overordnede ansvar for det afgørende møde i koordinationsudvalget d. 3. november slet og ret blevet taget fra M-F-ministeriet, og at embedsmændene var ”forvirrede” og faktisk også overrasket over denne beslutning. Det var Justitsministeriet, der overtog kommandoen, skriver Berlingske, og her var man jo ekstremt ekstremistiske ved vi fra sagen om de såkaldte ”action cards”.

Det fremgår, at Mogens Jensen blev ofret, selvom hans ministerium havde kæmpet imod aflivningen i flere omgange med henvisning til den manglende hjemmel. Alle ministerier var tydeligvis bekendte med M-F-ministeriets indstilling. Embedsmanden holder med Mogens Jensen, fremgår det.

Så regeringen gik altså – igen – stik imod myndighedernes anbefaling. Og derefter flyttede regeringen kompetencen til en helt anden myndighed, nemlig Justitsministeriet, hvorefter man gav ansvaret for lovbruddet til den myndighed, som netop havde forsvaret loven. Det er grove løjer.

Rigspolitiet, som jo er under Justitsministeriet, var ikke overrasket. De kendte ifølge et notat allerede til beslutningen dagen før den blevet taget. Det er nok også derfor, at Rigspolitiets rolle nu indrulleres i kommissionens undersøgelse.

Støjberg-sagen er vand ved siden af dette.

Links:

Politikens reportage: https://politiken.dk/indland/art8422373/Statsministeriet-m%C3%A5-tage-ansvaret-for-aflivningerne

Berlingskes reportage: https://www.berlingske.dk/politik/hidtil-ukendt-e-mail-afsloerer-opsigtsvaekkende-nyt-mogens-jensen-blev

 

11. d. 16. oktober: Fredagens afhøringer i Minkkommissionen

En heltemodig embedsmand tryktester biostaten og taber:

Fredag var der afhøringer af tre embedsmænd fra hhv. Sundhedsministeriet og Fødevarestyrelsen. Vi får nogle artige ting at vide, som bekræfter det hidtidige mønster. Det kan man læse om i dagens Politiken.

For det første fremgik det, at begge ministerier gik direkte imod beslutningen med direkte henvisning til den manglende hjemmel. Og denne vurdering var tilgængelig for regeringens Koordinationsudvalg, der jo holdt det afgørende møde d. 3. november.

For det andet: Miljø- og Fødevareministeriet havde stået fast i flere måneder. Sundhedsministeriet blev derefter bedt om at finde en hjemmel i epidemiloven, men det var heller ikke muligt. D. 3. november, men før mødet i Koordinationsudvalget, blev den fælles indstilling rundsendt til de centrale ministerier. ”Vi har ikke hjemmel”, skrev Sundhedsministeriet.

For det tredje: Koordinationsudvalget, hvor alle de centrale ministre sidder, vedtog herefter at dræbe alle mink. Mødet tog 44 minutter. Stik imod loven. Jeg er rasende. De skal i kachotten hele bundet efter min mening.

Og regeringen var helt klart bevidst om hjemmelsproblemet: Både fordi de jo havde fået oplysningen, men også fordi, at Justitsministeriet DAGEN EFTER Koordinationsuvalgsmødet blev sat til at ”trykteste” Sundhedsministeriet, som videregav tryktesten til Fødevarestyrelsens retschef, som så igen tryktestede styrelsens juridiske chef, den erfarne embedsmand Birthe Schubart. Men Schubart stod simpelthen fast.

Derfor måtte nu også Justitsministeriet, som ellers havde kendt til regeringens beslutning et helt døgn før den blevet taget, erklære sig enig i, at der var nul hjemmel. Biostaten var selv blevet ”tryktestet” af den heltemodige Birthe Schubart, hvis ranke ryg nu fik en opdragende effekt. Uden hendes aktion, havde vi aldrig kendt til skandalen.

Det er dybt pinlig læsning for både Justitsministeriet og faktisk også for Sundhedsministeriets chef, Per Okkels, som ikke stod fast på Koordinationsudvalgsmødet, fremgår det. Det var også Okkels, der bad Brostrøm forlade ”proportionalitetsprincippet” tilbage i marts 2020.

BT og Berlingske refererer også fra afhøringerne. Deres journalister kan supplere med endnu en vigtig oplysning. Dagen efter pressemødet, dvs. d. 5. november, holdt Rigspolitichefen en peptalk til hele NOST, hvor han fortalte, at nu skulle der aflives mink, og det skulle gå hurtigt. En embedsmand, Hanne Larsen fra Fødevarestyrelsen, gjorde opmærksom på den manglende hjemmel, men Rigspolitichefen – og resten af NOST – ignorerede oplysningen, fremgår det. Herfra flød det med actioncards, militær og så videre.

Links:

Politikens reportage: https://politiken.dk/indland/art8425795/Minkaflivning-besluttet-p%C3%A5-45-minutter

BTs reportage: https://www.bt.dk/samfund/44-minutter-inde-i-moedet-lukkede-mette-frederiksen-minkbranchen

Berlingskes reportage: https://www.berlingske.dk/politik/en-sms-midt-om-natten-skabte-overraskelse-i-sundhedsministeriet-alle-mink

 

12. d. 16. oktober: Lægefaglig tænketank kritiserer teststrategi

Den lægefaglige tænketank, Atlas, har lavet et notat, hvor fem eksperter drøfter regeringens teststrategi. Notatets forfattere er meget kritiske.

Der er følgende konklusioner:

”For en del af dem, der har fået en positiv pcr-test for covid19, har testene været falsk positive med det resultat, at disse mennesker og deres nære kontakter har været isoleret hjemme uden grund.

Det estimerede antal falsk positive prøver er ca. 30.000.

Det estimeres tillige, at ca. 9 ud af 10 tests har været overflødige.

Den massive teststrategi har ikke haft nogen effekt på antallet af indlagte.

Den lægefaglige tænketank, Atlas, anbefaler, at den politiske beslutning om massetestning gennemgås kritisk af relevante ekspertr med henblik på at undgå at spilde samfundets ressourcer og undgå unødig lidelse i forbindelse med en lignende situation i fremtiden.”

Rapporten er udarbejdet af følgende personer:

Mia Grandahl, speciallæge i psykiatri

Suzanne Ekelund, cand.scient. i biokemi,

Peter Busk, lektor i molekylær og medicinsk biologi

Karen Krogfelt, professor i medicinalbiologi

Katrin Kuhn, professor og infektionsepidemiolog

Link til rapporten ”Covid 19 – teststrategi i Danmark”, september 2021. https://www.tt-atlas.dk/presse

 

13. d. 17. oktober: Demokratiets skumring og det transnationale teknosystem

Kender I det? Man er lidt færdig med dagens dont, men har en times tid til overs. Jeg scanner reolen for en eller anden bog at fordrive tiden med, og jeg falder over en bog, som jeg købte omkring år 2000, men aldrig fik læst.

Bogen, hvis titel er ”At forstå sin samtid”, er en dansk oversættelse fra 1996 af en samling essays af den indflydelsesrige finske filosof Georg Henrik von Wright, som overtog Wittgensteins lærestol i Cambridge i 1948.

Bogens fem artikler spænder fra 1947 til 1994.

Von Wright levede fra 1916 til 2003 og blev i starten af karrieren oplært af folk fra den logiske positivisme. Det var 1920’ernes scientisme og ikke åndsvidenskaben, der svingede taktstokken, må man formode.

Senere fulgte han, via sin interesse for Wittgenstein, med over i den analytiske filosofi, især ved denne filosofiske retnings indflydelse på sprogteori og logik. Det var i den politiske og pædagogiske filosofis svageste årtier.

Der var altså en form for teknisk-filosofisk interesse i baggrunden, en slags ekspert-filosofi, som ellers ofte medfører en tilbageholdenhed i de normative spørgsmål, hvilket da også prægede von Wrights indstilling i mange år: ”Sociale og politiske spørgsmål kunne ikke for alvor engagere mig”, skriver han.

Men efter krigen og frem mod 1990’erne rejste der sig langsomt en politisk og normativ interesse ud af rædslernes materie. Og min pointe er nu, at von Wright genforbinder sin politiske interesse med hans tidligere tekniske vidensinteresser på en måde, som har aktuel relevans. Lad os se på sagen:

Von Wright abonnerer stærkt på Oswald Spenglers historiesyn. Det vil sige, at historien udvikler sig i separate højkulturer. Der er altså ingen fremskridt, men blot storhed og fald. Spenglers hovedværk fra 1918-1922, altså lige efter 1. Verdenskrig, har den karakteristiske titel ”Vesterlandets undergang”. Kulturerne vokser op, for siden ”at visne og dø” (s. 9).

Von Wright køber denne tese. Vi er i dag i slutningen af Vesterlandet. Vi er i ”skumringen”, som det hedder i forordet, og von Wright forstår derfor sit eget arbejde som noget, der finder sted i en ”reflekterende skumring”.

Og i to andre essays forklarer han, hvordan hele den græske dannelseskultur dels har tragedien, men også naturinteressen, indbygget i sig, og dels står i et dybt modsætningsforhold til den jødisk-kristne-kultur, som beskyldes for at ødelægge naturen. Også den russiske forfatter Dostojevskij bruges til at underbygge pessimismen.

(Det er i denne analyse af det teologiske grundlag, og i skæbnegørelsen af det græske, at det går galt for von Wright efter min mening, men det lader jeg ligge her)

Folk som Mozart og Goethe og andre står for kulturelle højdepunkter, som maner til ”ærefrygt”, men de står også en form for punktum, som mander til ”vemod”. Vi er i en form ”slutfase”, hedder det her i 1994.

Nu har denne kombination af centraleuropæisk undergang og russisk eksistentialisme faktisk også inspireret konservative kredse mange steder. Men for von Wright sker der noget helt andet, som jeg vil beskrive nu.

Von Wright fortæller, at især Berlinmurens fald har betydet, at vestlig forbrugerisme og økonomisk vækst har bredt sig globalt, hvilket viser sig som en ”krise i forholdet mellem menneske og natur”. Denne krise er samtidig Vesterlandets endeligt. Han mener ikke, at man kan ”forebygge miljøødelæggelserne i tide”, og han mener heller ikke, at vesten kan løse sin krise ”inden for rammerne af vedtagne demokratiske styreformer” (s.9).

I et sidste kapitel, der har det karakteristiske navn ”De sidste tider”, annonceres den nye antidemokratiske og naturfilosofiske ånd, som sættes i direkte forbindelse til ”den elektroniske automatiseringsteknologi”, som vil ”gøre mennesket overflødigt”, men som også vil bidrage til bremse den økonomiske vækst, som von Wright jo mener er et udtryk for kulturens sidste strofer (s. 180).

Den politiske udgave af denne teknologi kalder han for et ”teknosystem”, som i en ”transnational” form sættes i modsætning til nationalstaterne, som er bærere af skumringen. Kort sagt: ”Staten er ved at forsvinde”. Der er fuld honnør for Marx i ledsagerteksten.

Von Wright spørger så: ”Kan teknosystemet ikke selv overtage styringen?” (s.188). Hans svar er lidt nølende, men også bekræftende, som jeg læser det. Han ender derfor i en regelret dystopi. Et par spæde forsøg på at genskabe den gode stemning ved hjælp af lidt æstetisk aktivitet, falder pladask til jorden.

Dermed har Von Wright genskabt et positivistisk verdensherredømme, som består dels af en transnational og teknisk styring og dels af tilfældige og udmarvede kulturrester. Imens kan han sidde og læse Platon og høre Mozart i skumringen og tænke på dengang, der var noget, der hed demokrati og pædagogik.

Tankevækkende og skrækkelige prognoser, som helt mangler sansen for menneskets fødthed.

Reference: Georg Henrik von Wright: “At forstå sin samtid”, Munksgaard, 1996.

 

14. d. 18. oktober: Noter vedr. forholdet mellem mink og nedlukning

Jeg vil lige notere to episoder, som har retspolitisk relevans, og som begge er knyttet til minksagens relation til Nedlukningen.

A.

I DRs Debatten havde Clement den politiske ordfører for Socialdemokratiet, Christian Rabjerg Madsen, i studiet.

Clement stiller følgende almene spørgsmål:

”Kan det nogensinde være legitimt, at en regering fortsætter en praksis, som den ved er ulovlig?”

Det nægter Rabjerg Madsen at svare på. Han kan og vil ikke svare, fordi konsekvenserne af et svar vil være uoverskuelige, både for regeringen og dens støttepartier.

Retsstaten ender dermed som tavst vedhæng, som ikke kan artikuleres, uanset hvor meget Clement presser på.

Man kan læse hele den deprimerende ordveksling i nedenstående artikel i Berlingske.

B.

En del aviskommentatorer har undret sig over, hvad regeringens motiv skulle være i minkskandalen, underforstået at der snarere skulle være tale om en fejl end om en forbrydelse.

Men professor Peter Kurrild-Klitgaard har et godt svar på det spørgsmål. Han argumenterer for, at motivet simpelthen er ”det ekstreme forsigtighedsprincip”. Regeringen var altså optændt af den nye statsræson, som jo blev indstiftet ved Nedlukningen i marts 2020.

Med andre ord: Motivet er forbrydelsen selv. Minkbeslutningen er en forstærket forbrydelse.

Kurrild-Klitgaard har også et andet motiv-forslag, men det må man selv læse om.

C.

Man kan også, inspireret af diskussionen i Debatten, spørge, om Rabjerg Madsen mon har et ”motiv” til ikke at svare Clement? Var hans undvigende svar så også bare en fejl?

Svaret er nej, hvis vi følger Kurrild-Klitgaards argument, for igen:

Motivet til tavsheden er det ekstreme forsigtighedsprincip, der afløste retsstaten som statens politiske indre i marts 2020.

Måske er to af biostatens konsekvenser, at vi begynder at bytte om både på ”motiv” og ”fejl” og på tavshed og tale?

Links:

Artikel om DR’s Debatten: https://www.berlingske.dk/politisk-morgenpost/hvor-er-det-dog-trist-at-vi-er-kommet-dertil-en-ordveksling

Indlæg af Peter Kurrild-Klitgaard: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/hvad-var-regeringens-motiv-da-man-ulovligt-slagtede-et-helt-erhverv

 

15. d. 22. oktober: Torsdagens afhøringer i Minkkommissionen

Avisernes referater fra afhøringerne koncentrerer sig især om afhøringen af Miljø- og Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard.

Der er fire temaer:

A.

Vi fik bekræftet det forhold, at man på Koordinationsudvalgsmødet d. 3/11 diskuterede hjemlen til to modeller for håndteringen af de smittede mink. Disse to modeller var indstillet af Miljø- og Fødevareministeriet (herefter: MF-ministeriet). Hjemmelsproblemet for begge modeller var eksplicit angivet i mødematerialet, og ministeriets departementschef, altså Studsgaard, deltog selv i mødet.

Men regeringen valgte en helt tredje model, som endda var mere indgribende end en af de to andre, nemlig aflivning af alle mink.

Angiveligt uden at drøfte hjemmelsspørgsmålet.

Det er på den baggrund absurd at tro på, at de mange jurister på mødet, herunder Nick Hækkerup og Barbara Berthelsen samt Studsgaard selv, ikke skulle være vidende om, at der skulle være et hjemmelsproblem ved den meget vidtgående model, nemlig aflivning af alle mink.

Mødet i Koordinationsudvalget varede 44 minutter, og lovbruddet blev effektueret prompte uden proces og uden at inddrage Folketinget.

B.

Henrik Studsgaard bliver faktisk spurgt, om han på mødet nævnte det hjemmelsproblem, som hans eget ministerium havde peget på gentagne gange gennem flere måneder. Han svarer det utrolige:

”Jeg kan sige, at det ikke var top of my mind”

Med dette svar, som endda gentages i variationer flere gange, må man kraftigt overveje, om Studsgaard er egnet som embedsmand. I dag er han departementschef i Miljøministeriet, som efter minkskandalen blev skilt fra Fødevareministeriet.

Jeg har ikke ord for min retspolitiske harme.

C.

Studsgaard fortæller, at det især var Sundhedsministeriet, der krævede aflivning af minkene. Det lader til, at Heunicke og Okkels må have været de mest stålsatte.

Studsgaard fortæller faktisk at selv Mette Frederiksen spurgte, om total aflivning nu også var nødvendigt. Men hun var let at overtale, for hun var jo grebet af Bertelsens og Nedlukningens fejende kraft. Og kan man her stole på, at Studsgaard taler sandt? at han ikke endnu engang spiller et strategisk spil, der skal redde ham selv? Episoden skal bekræftes af andre, før jeg tror på det.

D.

Vi får bekræftet Barbara Berthelsens store magt og betydning for processen. Hun regerer via en byge af dramatiske, følelsesladede og magtsyge sms’er. Det er en skændsel for dansk embedstradition. Og på Studsgaard lyder det som om, at det skam er helt almindeligt.

Men faktisk så vi helt det samme billede ved selve Nedlukningen i marts 2020, hvor Berthelsen regerede på samme vis, og hvor Folkestyret også var sat på stand by.

På en måde var det Nedlukningen og dens ”ekstreme forsigtighed”, der strømmede gennem hele minkprocessen. Retsstaten gik i stykker allerede i marts 2020, og det bekræftes så her i november 2020.

Især en række sms’er til Studsgaard og til Sundhedsministeriets dep.chef, Per Okkels, hvor Berthelsen forsøger at placere ansvaret direkte på Mogens Jensen, er opsigtsvækkende, både ved sms’ernes sprogbrug, ved at kommunikationen går direkte uden om Mogens Jensen selv, og ved at det jo netop er Berthelsen, Okkels, Studsgaard selv og dermed også regeringen, som faktisk har et større ansvar for beslutningen end Mogens Jensen, jf. punkt 1 og 2 og mine tidligere referater.

To andre embedsmænd blev afhørt, men de er ikke nævnt i referaterne. Det drejer sig om Hanne Larsen og Nikolaj Veje, begge fra Fødevarestyrelsen.

Links:

JP’s referat: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE13390814/statsministeriet-frygtede-for-regeringens-liv-og-ville-presse-mogens-jensen-til-at-tage-skylden-da-minksagen-eksploderede/

Berlingskes referat: https://www.berlingske.dk/politik/en-raekke-smser-fra-statsministerens-hoejre-haand-blotlaegger

Politikens referat: https://politiken.dk/indland/art8433892/%C2%BBI-skyder-p%C3%A5-hinanden-begge-to.-Men-det-er-jeres-begges-ansvar%C2%AB-skrev-statsministeriet-i-en-SMS-da-Minksagen-var-p%C3%A5-sit-h%C3%B8jeste

BT’s referat: https://www.bt.dk/politik/mette-frederiksens-indercirkel-lagde-plan-saadan-skulle-mogens-jensen-ofres

Ekstrabladets referat: https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/intern-sms-vi-leger-med-ilden/8922303

Alle Barbara Berthelsens sms’er: https://www.altinget.dk/artikel/her-er-alle-barbara-bertelsens-beskeder-der-vakte-opsigt-i-minkkommissionen-hvornaar-laegger-i-jer-ned-og-ruller-jer

og også her: https://politiken.dk/indland/art8436849/L%C3%A6s-alle-de-omstridte-smser-og-mails-under-minkskandalen

Berlingske havde en række yderligere opsamlinger på afhøringen af Studsgaard, d. 27/10: https://www.berlingske.dk/politik/en-raekke-svar-fra-topembedsmand-rejser-centrale-spoergsmaal-i-minksagen

 

16. d. 23. oktober: Coronaeksperter og kontakttal

De to corona-eksperter, Allan Randrup Thomsen og Viggo Andreassen, siger til TV2, at man ikke mere kan stole på kontakttallet, fordi – siger de –, at der testes for alt få. Tallet er ligefrem ”helt hen i skoven”, siger Andreassen.

Men det er et argument, der er svært at forstå. Kontakttallet var helt fra starten i marts 2020 en helt central biopolitisk markør, men dengang testede man nærmest ingen. Alligevel var der ingen problemer med at bruge dette tal til alt muligt. Og Mette Frederiksen talte uden videre om et kontakttal på 3, hvilket aldrig passede. Der var ingen smalle steder.

Jeg kan stadig huske, hvordan man i april/maj 2020 begyndte at teste 20.000 om dagen. Det blev betragtet som en vild og vanvittig aktion, også af mange fagfolk, hvilket fremgår af Jørgen Grønnegaards store evalueringsrapport fra i vinters. I dag tester man stadigvæk mellem 35-80.000 om dagen. Altså omtrent dobbelt så meget, som dengang det var vanvittigt.

Først fra vinteren 2021 gik man helt amok, og begyndte at teste endnu flere, hvilket skyldtes coronapasset. Og vi tester stadigvæk langt mere, end de fleste andre lande gør.

Igennem hele perioden, også i perioder med lave testtal, var kontakttallet en afgørende reference.

Så det, de to eksperter i realiteten gør med deres henvisning, er at desavouere 1½ års systematisk biopolitisk reference til kontakttallet. De siger implicit, at befolkningen er blevet holdt for nar.

Man kan have dem mistænkt for at være utilfreds med, at kontakttallet efter deres synspunkt er for lavt. Det er pt kun 1. Det må være for lidt, må vi forstå, hvilket efter deres mening viser sig ved, at man finder flere smittede end for et par uger siden. Men det absolutte antal smittede kan da heller ikke bruges som markør på den måde, og selv ikke dette tal er spor højt. Man skifter tal, som vinden blæser.

I øvrigt har kontakttallet svinget omkring 1 siden coronaens indførelse i landet. Det svarer ifølge SSIs hjemmeside til ”en lav forekomst af smitte”.

Så vi er nu et sted, hvor eksperterne begynder at udrydde de tal, der ikke støtter den biopolitiske logik, dvs. den konstante trussel om kommende nedlukningssystemer. Prisen herfor er, at man aldrig har kunnet stole på dette tal. Det betyder, at man ikke har kunnet stole på myndighederne, siden de gjorde op med myndighederne, hvilket skete d. 11. marts 2020. Fra den dato gik coronaen fra at handle om sygdom til at være en helt ny og revolutionerende samfundsideologi.

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-10-22-uge-efter-uge-fremhaever-heunicke-centralt-tal-men-det-er-direkte-ubrugeligt

 

17. d. 23. oktober: Data-barnet i Aarhus

Lektor Niels Jakob Pasgaard har været så venlig at finde et kommunalt og ensomt skyggebarn omgivet af et såkaldt “datahjul”. Det er som at se Pipi uden sin negerkongefar og uden sine venner og sin landsby og uden sin hest og abe eller prusselusker eller politibetjente i nærheden. Bare et lille ensomt barn uden farver, alene defineret af kommunale data.

Pasgaard har fundet billedet på Martin Østergaard Christensens LinkedIn-profil. Østergaard Christensen er direktør for Børn og Unge-magistraten i Aarhus Kommune, og han har en fin ”lærings”-karriere fra Aalborg.

SF’eren Thomas Medom er rådmand for magistraten i Aarhus. Der er også datahjul for børnehaver. Der er styr på det hele. Det er mere Danish for Progress end smilets by, for at sige det på den måde. Så ved man da, at man ikke skal stemme på SF til kommunalvalget.

Kommunen kalder datahjulets elementer for “resultatkvalitet” og “proces- og resultatkvalitet”.

Klikker man videre ind på direktørens LinkedIn-profil, kan man læse en række begejstrede kommentarer fra direktørens kommunale kolleger i den ene og den anden kommune.

Det er tale om en form for transhumanistisk vision. En data-opdragelse. Men den anden dag lærte vi også fra KL-direktør, Christian Harsløf, at man i flere kommuner leger med tanken om en skole uden lærere. Mon ikke det er noget for Aarhus Kommune? Det lille grå barn i datahjulet har i al fald ingen voksne til at hjælpe sig. Hvad skal man bruge pædagoger til?

Og det er også værd at huske på, at KL’s teknologipolitik også bærer stærkt præg af transhumanismen. Det blev udarbejdet af Anders Hvid fra firmaet Dare Disrupt. Hvid var iøvrigt i Politiken i dag, hvor han talte rosende om Facebooks nye teknologiske dobbeltvirkelighed “Metavers”. Hvid siger følgende:

“Folk siger ofte: Der er virkeligheden. Og så er der den virtuelle virkelighed. Men det, der sker virtuelt, er jo egentlig lige så virkeligt. Det sker bare i en anden sfære”.

Hvid mener, at især coronaen har lært os om hyper-digitaliseringens lyksaligheder. Han er uddannet på det dybt ideologiske Singularity University og har haft indflydelse på den danske regering og på uddannelsespolitikken.

Links:

Pasgaards oprindelige ledsagertekst med link til Aarhus-direktørens LinkedIn-opslag kan læses i dette link til hans facebook-profil: https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/10226559232384620

Politikens artikel om Facebooks metaunivers: https://politiken.dk/viden/art8432599/Snart-kommer-Facebooks-metaverse-og-det-bliver-meget-vildere-end-du-overhovedet-kan-forestille-dig

 

18. d. 23. oktober: Eva Smith kritiserer embedsstanden

Den bundsolide dr. jur., Eva Smith, kritiserer i et indlæg i tidsskriftet Ræson minksagens centrale embedsmænd for at misrøgte deres pligt og demokratiske funktion.

Eva Smith er især chokeret over departementscheferne fra Fødevare- og miljøministeriet og fra Statsministeriet, fordi de ikke fastholdt hjemmelskravet på regeringens centrale koordinationsudvalgsmøde.

Hun er også yderst kritisk over for Barbara Bertelsens aktive arbejde med at skubbe ansvaret for grundlovsbruddet hen til Mogens Jensen.

Smith konkluderer følgende:

“Embedsmændene bør være vores værn mod, at ministrene bevæger sig ud over de lovlige grænser. Men minksagen viser, at de åbenbart ikke ser det som deres første pligt længere – og helt forstemmende er det at være vidne til deres uværdige kamp for at få ansvaret kastet over på de andre.”

Eva Smith er en del af den socialdemokratiske Hækkerup-klan. Hendes far var Hans Erling Hækkerup, som var justitsminister stort set uafbrudt i 1954-1962. Og gad vide hvad Smidt tænker om slægtsfællen Nick Hækkerups aktuelle arbejde? Men det skriver hun ikke noget om. Og så alligevel: Måske viser slægtskabet i en enkelt afgørende sætning, hvor hun helt overraskende frikender Mette Frederiksen fra de dårlige og retsløse embedsmænd.

https://www.raeson.dk/2021/professor-eva-smith-om-de-nye-mink-afsloeringer-embedsvaerket-har-begivet-sig-ind-paa-en-farlig-kurs-der-kan-true-vores-demokrati/

 

19. d. 25. oktober: Ekspertgruppe-rapport

En af de utallige biopolitiske ”ekspertgrupper” har d.15. oktober lavet en rapport, hvor man forudsiger smitten for hele november. Rapporten har allerede været brugt til at varsle ”forventede stigninger” i karakteristisk stil. Der varsles og lades batterier.

Lad os se på prognoserne i de centrale grafer.

Ekspertgruppen regner ved hjælp af to forskellige metoder. Sammenfaldet mellem de to metoder, kalder jeg for ”hovedtendensen”. Hvad viser den?:

A.

Hovedtendensen peger ikke på nogen stigning, hvis vi sammenligner med i sommers. Der vil være omkring 1000 smittede om dagen. Den samme tendens ser vi i estimatet af indlagte. Hovedsporet er, at der ikke vil ske noget. Det gælder også for antallet af nyindlagte.

B.

Antallet af smittede er stort set ens, uanset om folk er vaccinerede ller ej, ser det ud til? Ekspertgruppen skriver faktisk i deres konklusion, at der er ”usikkerhed i vaccineeffektiviteten”. Hvad er nu det for noget? Er man ikke sikker på den?

C.

Stort set ingen ældre mennesker bliver smittet, fremgår det.

D.

Ekspertgruppen noterer sig, at der er færre nyindlagte i den sidste måneds tid, end den havde regnet med i den forrige rapport (fra september). Der er tale om en ”midlertidig diskrepans mellem modellerne og den observerede udvikling”, står der.

E.

Så summasummarum:

Så det ser jo meget fredeligt ud. Men hvorfor skriver SSI og medierne så, at ekspertgruppen ”forventer stigninger”, og så endda i overskrifterne?

Jo, det er fordi, at yderestimaterne, som er præget af stor usikkerhed, taler om 600-3200 smittede og 25-110 nyindlæggelser om dagen. Man lægger altså slet ikke vægt på hovedsporet.

Vi har meget dårlige erfaringer med præcisionen af disse max-estimater, men selv 3200 og 110, altså de to max-marginaler, er jo totalt ligegyldige tal set i forhold til, at sygdommen skulle være ”alment farlig”. Det er helt almindelige varianser. De mindste tal i spændet, altså 600 og 25, er decideret under det aktuelle niveau.

Man har ikke estimeret nogen dødelighed, men den må være ret lav. Selv i max-scenariet, vil der kun være omkring 10-20 døde om dagen, hvis man ganger med 3-6 gange de aktuelle tal. Den slags må sundhedsvæsenet tage sig af, uden at genere politikken vel at mærke. Men biopolitikken har forpligtet sig på at lave Nedlukninger, selv med så lave tal som klangbund. Det er det, der kaldes for “ekstrem forsigtighed”.

Det var også denne ”ekspertgruppe”, som d. 21. februar 2021 fremlagde en indflydelsesrig rapport, der indeholdt vildt overestimerede prognoser for den efterfølgende ”genåbning” (=forstærket nedlukning).

Samspillet mellem hyper-risiko, Nedlukningpraksis, overskrifter og medier gør, at rapporter af denne type får en særlig biopolitisk funktion, som består i at holde spillet og logikkerne i live.

Links:

Ekspertgruppens rapport fra d. 15/10: https://covid19.ssi.dk/-/media/cdn/files/notat-simuleret-udvikling-i-epidemien-uge-40–45–15-oktober-2021.pdf?la=da

SSIs nyhed om rapporten, med link til yderligere oplysninger om ekspertgruppens arbejde: https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2021/ekspertgruppe-forventer-stigninger-i-bade-smitte-og-nye-indlaggelser

Rapport fra d. 21. februar 2021: https://covid19.ssi.dk/-/media/cdn/files/ekspertrapport-af-d-21-februar-2021–prognoser-for-smittetal-og-indlggelser-ved-genbningsscenarier-d.pdf?la=da

 

20. d. 25. oktober: Biopolitiske eksperimenter i Ishøj