1. d. 7. februar: SSI om husstandssmitte
En af mine fb-venner, Thomas Resen, har gravet en fantastisk historie frem (se hans oprindelige opslag i bunden).
SSI forklarer på sin hjemmeside, at vacciner ifølge en ny undersøgelse reducerer husstandssmitte:
“Analyserne viser at både uvaccinerede og vaccinerede generelt set er mere modtagelige over for BA.2 end BA.1, og at uvaccinerede oftere smitter videre med BA.2 ift. BA.1. Det peger på at BA.2 har en iboende højere smitsomhed sammenlignet med BA.1. Men studiet viser også, at vaccinerede og særligt boostervaccinerede i langt mindre grad bliver smittede og at vaccinerede også i mindre grad smitter videre, og det gælder både for BA.1 og BA.2 varianten”
Men det er et blålys, viser det sig, hvis man kigger i selve rapporten:
– for det er første er forskellen mellem vaccinerede og uvaccinerede ekstremt lille.
– for det andet inkluderer gruppen af “vaccinerede” også uvaccinerede, som har været smittet af naturlig vej. Så de uvaccinerede er vaccinerede!
Men så er konklusionen jo totalt upålidelig?
I selve rapporten, hvis data og klassifikationer altså er helt forvirrede, er konklusionen på trods af de store fejl faktisk heller ikke så skråsikker, som den er på hjemmesiden:
“We conclude that Omicron BA.2 is inherently substantially more transmissible than BA.1, and that it also possesses immune-evasive properties that further reduce the protective effect of vaccination against infection, but do not increase its transmissibility from vaccinated individuals with breakthrough infections.”
Og så kan jeg ikke lade være med at smile lidt af, at rapportens forfattere sådan lidt ud i det blå pludselig refererer direkte til Charles Darwins “On the Origin of Species by Means of Natural Selection” fra 1859. Det er da meget sødt, selvom det ikke er så tit, at f.eks. en policy-rapport om skattepolitik refererer på samme direkte måde til John Lockes “Two Treatises of Government” fra 1689.
FB-link til den Frie Presses formidling af Thomas Resens Indlæg: https://www.facebook.com/denfriepresse/posts/308684371317182
2. d. 7. februar: Norske biologer: Drop massevaccination og coronapas
To fremtrædende norske professorer i biologi, Jan Raa og Iver Mysterud, argumenterer i et grundigt indlæg i mediet ”Dagens Medisin” imod massevaccination og coronapas, som jo stadig eksisterer herhjemme, og som endda antager endnu mere indgribende former i nogle af vores nabolande.
I stedet argumenterer de for fordelene ved naturens veje og for helt almindelige profylaktiske formater (D-vitamin mm..).
Raa og Mysterud forklarer endda, at massevaccination med de nye vaccineteknologier snarere kan ende med at fremme nye coronavarianter, og at vaccination dermed faktisk kan forværre den almene helbredssituation og befolkningsimmunitet.
Raa og Mysterud konkluderer følgende:
”Vaksinering mot RNA-virus er en kamp mot vindmøller – stadig nye mutanter. For å sette stopper for dagens pandemi og styrke beredskapen mot fremtidige, kommer man ikke utenom å ta hensyn til muligheten for å styrke kroppens naturlige immunitet mot alle virustyper.”
Indlægget blev bragt d. 28. januar.
https://www.dagensmedisin.no/artikler/2022/01/28/kan-massevaksinering-forlenge-pandemien/
3. d. 7. februar: Højskolen til debat i 1961
For et par måneder siden havde Ove Korsgaard en interessant kommentar i Højskolebladet om en legendarisk debatbog, ”Højskolen til debat”, fra 1961, som ansporede mig til at læse bogen igen. Jeg har linket til Korsgaards kommentar nedenfor.
Selvom man roligt kan sige, at tiden omkring udgivelsen var turbulent, så er det tankevækkende, hvor lidt bogen handler om samtiden og den nære fortid, dvs. besættelsen, den kolde krig, Berlinmuren, kommunismen, demokrati mm..
Bogen handler snarere om forståelsen af 1800-tallet, eller rettere om 1900-tallets forståelse af 1800-tallet, det vil sige ikke mindst om forholdet mellem Grundtvig, Christen Kold, S. Kierkegaard og om nogle af de store højskoleforstandere fra 1860 og frem til 1. verdenskrig.
Så når højskolen inviterer til aktuel debat, så handler det om fortiden. Det er et godt tegn. Året før var den Blå Betænkning for folkeskolen udkommet. Men der var der ingen fortid.
Ove Korsgaard gør opmærksom på, at Askov-læreren, Jørgen Bukdahl, var ”rasende” efter udgivelsen. Det skyldes at hans kritiker, teologen og tidehvervsmanden Kaj Thaning, havde hele to artikler med i bogen, og at den ene af disse artikler har et efterskrift, hvor Thaning rakker Bukdahl ned, uden at Bukdahl blev tilbudt at svare.
Så på den måde er der tale om en Thaning-bog. Det hele emmer af Grundtvigsk tidehverv, dvs. først menneske og derpå kristendom. På den måde bliver højskolen til en kulturskole. Løgstrup slutter af, men han er også Thaning-mand og taler varmt om kunsten. Der er også et indlæg af Gyldendals direktør, Ole Wivel, som understreger tendensen. Det samme gør flere andre indlæg af den ene og den anden højskolemand (der er ingen kvinder).
Men i en vis forstand er Thaning-linjen og dermed bogen også et opgør med fortiden, selvom stort set alle forfatterne er teologer.
Her er min fortolkning af forskellen mellem Bukdahl- og Thaning-linjen:
Bukdahl mener, at højskoletraditionen bunder i forskellige vekselvirkninger mellem især Kold, Grundtvig, Kierkegaard. Ja, han lægger endda vægt på en overordnet lighed mellem Grundtvig og Kierkegaard vedrørende synet på tysk idealisme, på massen og på dannelseseliten. Kold repræsenterer ifølge Bukdahl en slags syntese af Grundtvig og Kierkegaard. På den måde får Bukdahl aftegnet en både pluralistisk og sammenhængende tradition, der hænger godt sammen med hans nynordiske filosofi om forbindelserne mellem national, nordisk og europæiske kulturtraditioner; en reference der ellers kun er sekundært repræsenteret i bogen via nogle ret negative referencer til Holger Begtrups og CPO Christiansens stort anlagte historiesyn. Så der er skam megameget kunst og kultur hos Bukdahl, selvom han ikke er enig med Thanings kulturlinje.
I Askov-forstanderen Knud Hansens artikel fornemmer man lidt samme holdning som Bukdahls. I al fald taler han for, at Kierkegaards syn på ånd kan inspirere til en moderne højskolepraksis, men også til en kritik af moderne psykologi. Han nævner dog ikke Grundtvig og Kold, hvilket er lidt ærgerligt for mit ærinde.
Kaj Thaning mener derimod, at Kold med al sin kristendom ødelagde Grundtvigs livsoplysningsprojekt, og Thaning inddrager ikke rigtig Kierkegaard. Dermed falder ”det kristne” ud af alle tre 1800-talskoryfæer i Thanings fortolkning.
Det er derfor, at højskolen bliver en sekulariseret ”kulturskole” hos Thaning. Vi er havnet lige præcist i den splittelse i læreruddannelsen, som diskuteres helt aktuelt i forbindelse med KLM-faget.
Men Thanings noget grovkornede kritik slår på en måde ham selv i bagdelen. Det skyldes, at hans egen teologiske bevægelse, det såkaldte “Tidehverv”, som blev etableret i 1920’erne, i høj grad bestod af både Kierkegaard- og Grundtvig-inspirerede teologer, dvs. en form for ”lighed mellem G og K” – jf. Bukdahls tese –, men blot under 1920’ernes og skyttegravenes tegn. Ja, i en vis forstand kan man godt anskue 1961-udgivelsen som en form for syntese inden for denne sammenhæng, dvs. som en blanding af kulturinteresse (sekulariseret Grundtvig) og eksistentialisme (Sartre mm.), der blev forstærket efter krigen.
Så på en måde er Thaning selv en slags moderne Kold, hvis man følger Bukdahls logik? En højskoleforstander under Grundtvigs og Kierkegaards åndelige sammenhæng. Blot uden at være ved det, fordi det med ”det kristne” er blevet parkeret?
På den måde får Bukdahl en slags ekstra pointe. Vi taler blot om to forskellige århundredes synteser af livssammenhænge, som måske har endnu dybere strukturelle rødder.
Få år senere – altså i midten af 1960’erne – forlod Grundtvigianerne Tidehverv, hvorfra deres elever, nu uden eksistensen, flød over i den nye venstrefløj, især til SF. Tilbage i Tidehverv havde vi så Kierkegaard-teologerne, nu uden kulturhumanismen, som to årtier senere dannede Dansk Folkeparti og gjorde op med ”det moderne sammenbrud”.
Jeg hepper selv på Bukdahls synteser og mere gamle dage, så fremtiden kan blive til noget.
Men herlig bog. Kunne man ikke lave noget lignende for læreruddannelsen? Altså: ”Læreruddannelsen til debat”?
Men det skal i så fald ikke være et temanummer i professionshøjskolernes blad om læreruddannelsen, som hedder ”Studier i læreruddannelse og profession”. Hvorfor ikke? Nej, fordi man i dette blad nu stiller formelle krav om, at forfatterne skal lave et ”metodeafsnit” og et ”state of the art”-afsnit, så ”debatten” kan ligne nogle UC-bacheloropgaver. Herre Jemini!
4. d. 7. februar: Ny udvikling i diskussion om dannelse og KLM-faget på læreruddannelsen
Først lavede folk med rødder i landets dannelsestraditioner et forslag om et frit lærerseminarium i Herning, hvor alle landets pædagogiske linjer – den grundtvigske, den didaktiske og den reformpædagogiske – kunne vekselvirke i fuld dybde og udsyn. Under forslaget lå en stærk kritik af UC’ernes pædagogiske ideologi, som især udviklede sig mellem 2006 og 2013.
Folketinget afviste forslaget af mere eller mindre uransagelige grunde. Det skete i december 2021.
Nærmest samtidig, i slutningen af november 2021, kom der så et forslag fra nogle af feltets interesseorganisationer – DLF, de lærerstuderende, KL og professionshøjskolerne -, også kaldet ”udviklingsgruppen”. Det var en slags ministerielt bestillingsarbejde.
Dette forslag accepterede den grundlæggende instrumentalisering fra 2006/2013, men den opnormerede også især kvaliteten af det didaktiske element. Dertil kom, at gruppen ville nedlægge faget Kristendomskundskab, Livsoplysning og Medborgerskab (KLM), som udgjorde resterne af seminarietraditionen. Faget overlevede med nød og næppe 2013-reformen, og nu skulle det altså væk igen.
Alexander von Oettingen havde tydeligvis haft stor indflydelse på gruppens arbejde. Han funderer dannelse i ”undervisning” i en mærkelig form for modsætning til kulturhistorien; en modsætning, som ikke fungerer i dansk skoletradition efter min mening.
Udviklingsgruppens rapport fik så især Lene Tanggaard og Keld Skovmand op af stolene i en række grundige kronikker i Kr. Dagblad, og Tanggaard svingede også taktstokken på sidste uges Folketings-høring om læreruddannelsen, godt bakket op af censorformanden for KLM, Lakshmi Sigurdsson, og flere andre. Von Oettingen og andre UC-folk forsvarede sig efter bedste evne rundt omkring. KL og DLF deltog ikke i høringen, men de lærerstuderende støttede Udviklingsgruppens forslag. De mente, at forslaget indeholdt KLMs emner, hvilket jeg nu på ingen måde er overbevist om.
Men nu skifter to af de organisationer, som var med i udviklingsgruppen, mening. De er blevet berørt af kritikken. Det gælder især de lærerstuderendes organisation, hvor den dygtige formand, Caroline Holdflod Nørgaard, nu ligefrem taler for et udvidet KLM-fag, der både skal samle seminarietradition og didaktik. Nørgaard ledsager sin nye holdning med en hyldest til seminarietraditionen og med en barsk kritik af professionshøjskolernes ideologi. Hun siger til folkeskolen.dk:
“Der er også brug for, at der tages politisk ansvar for, at de bygninger vi går i, faktisk skaber et læreruddannelsesstudiemiljø. De nye campusser er bare store betonbygninger med hvide vægge og meget lidt fokus på, at vi er lærerstuderende (…) Og samtidig bør man se på, hvordan vi kan få genetableret den lokale læreruddannelsesrektor, som kan være en autoritet og markant meningsdanner i forhold til, hvordan de lærerstuderende skal uddannes. De lærerstuderende har brug for én at spille bold op ad”.
Nørgaard taler for en form for statslig baseret friskolemodel, som jeg ser det i en gammel seminarieånd. Det er skønne ord.
Danmarks Lærerforening lader til at følge trop efter Holdflod Nørgaard, dog på en nærmest dvask måde. Formanden, Gordon Ørskov Madsen, siger følgende, også til folkeskolen.dk:
“Det er fint at slå de fag, som vi foreslår, sammen. Hvis det kan være en løsning, så kan jeg godt se, at det kan fungere. Om det skal hedde KLM eller noget andet er ikke så afgørende. Jeg hører, at politikere og folk fra uddannelsesverdenen mener, at det er vigtigt, at faget hedder KLM. For mig er det ikke vigtigste. Men hvis det kan være det, der samler, så mener jeg godt, at det kan være en farbar vej.”
Ørskov Madsen virker blød og holdningsløs. Og om han er enig med Caroline Holdflod Nørgaard i den meget kritiske vurdering af professionshøjskolerne, får vi heller ikke at vide. Han har mest været optaget i at indføre mundbind i skolerne og i at omdanne skolerne til små coronaorganisationer, er mit indtryk.
Så nu er udviklingsgruppens forslag splintret?
Så hvad nu? En ny rapport?
Spændende at høre, hvad de andre aktører siger til denne udvikling.
Links:
Dagens artikel fra folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/laererstuderende-aendrer…
Mere om udviklingsgruppens udspil med links mm.: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af…
Lidt om Herning-initiativet: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om…
Folketingshøring om dannelse, d. 1. februar: https://www.ft.dk/da/aktuelt/nyheder/2022/02/01022022-ufu-dannelse-laereruddannelse
5. d. 8. februar: Alment farlig?
For tiden er coronaen ”alment farlig”. Men det var den ikke i hele det første år af coronaen. Fra marts 2020 og helt til marts 2021 var sygdommen blot klassificeret som en helt almindelig ”smitsom” sygdom af Sundhedsstyrelsen. Det var faktisk derfor, at regeringen endte med at fundere nedlukningen på hastelove, som dermed gik stik imod myndighedernes anbefaling, selvom man løgnagtigt hævdede det modsatte.
Denne destruktive tilstand stod som sagt på i et helt år.
I marts 2021 kom så den nye epidemilov, og i samme øjeblik blev coronaen opgraderet til ”alment farlig”. Det skete uden videre og uden diskussion. Ved denne manøvre havde man gjort hasteloven permanent, fordi det nye og ekstremt indgribende niveau ”samfundskritisk” nu kunne indføres af regeringens eget system uden almindelig lovproces. Konkret kunne man i marts 2020 fortsætte den enorme og langvarige nedlukning, som man dengang havde iværksat pga. den såkaldte Alfa-variant.
Det var et meget vigtigt skifte.
Men under denne ændring skjulte der sig noget andet. Det var nemlig sådan, at den bagvedliggende definition af ”alment farlig” ved samme lejlighed – altså i marts 2021 – også blev præciseret. Før denne dato var der mig bekendt ingen decideret definition. Den nye definition blev gjort ”mere præcis” og ”bredere”, som det nu hedder på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, og samme sted står der, at den nye definitionen ikke kan ”sammenlignes en til en” med den gamle.
Epidemilovens nye definition af ”alment farlig” blev faktisk ekstremt ordrig og fluffy, og går man den efter i detaljen, så kan en sygdom nu være ”alment farlig”, hvis blot den er ”særlig smitsom” og medfører ”sygefravær af langvarig karakter”, dvs. er helt uden konsekvenser for død og indlæggelser.
Med denne nye og brede definition kom også den såkaldte ”pandemiske influenza” nu op i ”alment farlig”-kategorien, hvor den ikke havde været før. Herfra vil man kunne frygte nedlukninger hvert årti.
Dette var katastrofale ændringer, både selve epidemiloven og den nye definition. Dermed havde nedlukningen etableret sig som en del af en ny biopolitisk struktur.
Men der er en ting til, som jeg har tænkt over. Og det er, at med ovenstående ændring, så flugter Danmark nu med en ændring, som WHO lavede omkring 2009. Her slækkede WHO nemlig på kravene til, hvad der gælder for at være en ”pandemi”. Nu skulle der ikke mere være ”et enormt antal syge og døde”, som det frem til 2009 havde heddet på WHO’s hjemmeside. Fra 2009 blev også visse influenza-former derfor til en pandemi (pandemisk influenza). Det er ikke en uskyldig ændring, fordi ordet ”pandemi” udløser en række initiativer, som enkeltstaterne er mere eller mindre bundet af.
Ligesom i det danske tilfælde 12 år efter, gik WHO i 2009 fra en form for løs, men også restriktiv, ”hjemmesidedefinition” til en mere ”præcis” og ”bred” forståelse, som vi altså siger i Danmark, og som kan inkludere mange flere sygdomme.
Kort sagt:
Det var denne oprindelige forskel/modsætning mellem en WHO-definition fra 2009 og en dansk definition fra 2020, der arbejdede i coronaens første år, og som materialiserede sig i hasteloven. Men med den nye epidemilov i marts 2021 er den danske definition altså nu bragt på linje med WHO’s definitioner, og hastelovene var ikke mere nødvendige.
Det var nu ikke mere nødvendigt specifikt at begrunde indgreb i forsamlingsfrihed og coronapas mm. med andet end henvisninger til smittestatistikker og hele og halve ”eksperter”. Og det var kun med nød og næppe, at vi undgik decideret vaccinationstvang, som lå i de første forslag til ny epidemilov, og som havde kraftige fortalere flere steder.
I den forstand kan man opfatte epidemiloven som en dansk tilpasning til WHO’s nye klassifikation, som vel at mærke giver WHO og medicinalindustrien en enorm politisk og diskursiv magt.
Skredet i betydningen af begrebet ”alment farlige” er altså en del af en politisk globalisering, der udsletter forfatningernes forudsætninger.
Og vi er jo stadig i en “alment farlig” tilstand. Vel at mærke i den nye betydning af udtrykket, hvorigennem nedlukningens realitet kan udløses og materialisere sig på få timer.
Links:
Link til Sundhedsstyrelsens omtale af epidemilovens klassifikation med link til loven: https://www.sst.dk/da/Viden/Beredskab/Beredskab-for-epidemier/Epidemiloven
Om WHOs nye defintioner i 2010: https://www.information.dk/…/mystisk-aendring-whos…
6. d. 8. februar: Vrede
Vaccinerede bliver mere smittede end uvaccinerede i alle aldersgrupper!
samfundssind….
leve livet farligt…
pas og tvang….
Ordene sidder fast. Jeg….. jeg….. sidder…. fast…fast….?…..!!!
https://www.facebook.com/thomas.resen/posts/10160303250099586
7. d. 8. februar: Moderne statsformer
Hvad er en forfatningsbaseret velfærdsstat? Det er lighedens, frihedens og pædagogikkens magt.
Hvad er en konkurrencestat? Det er statistikkens og økonomiens magt over ligheden, friheden og pædagogikken.
Hvad er en biostat? Det er statistikkens magt over alt, både over lighed, frihed og pædagogik og over økonomi.
Hvad er da en stat, som har overladt alt til statistik? Den er intet.
Hvad er en stat, som intet er? Den er svag og aktivistisk.
Hvad er svag aktivisme? Det er kaos.
Hvad er kaos? Det er nedlukning og krigstrommer.
8. d. 8. februar: Videnskabens og demokratiets krise
Det er godt, når sundhedsekspertise dominerer i sundhedssektoren.
Men det er meget dårligt, når en sektorbaseret sundhedsekspertise omdannes til matematisk defineret smittestatistik, som udbredes til at herske i hele samfundet, hvilket jo er definitionen på nedlukningens ideologi.
Hvorfor er det dårligt?
Af to grunde:
For det første fordi kritisk samfundsvidenskab og humaniora dermed reduceres og omdefineres og til en smittestatistisk metode, dvs. til en matematisk defineret “adfærdsforskning”.
For det andet fordi intelligent medborgerligt engagement omdefineres til plat populisme og forbindes med Trump.
Dermed ødelægges både videnskab og demokrati.
Sådan går det, når sundhed omdannes til statistik, som derpå udvides til og omdanner alle samfundets sektorer og praksisområder.
9. d. 9. februar: Når magten taber
Når magten taber, bliver den tavs og fortsætter som altid, dvs. i et kværnende, erindringsløst og teknisk opgør med modersmålets og videnskabens kritiske muligheder.
Så mens vinderen står på sejrens bjerg og jubler efter hård kamp, så flytter magten sig til nabobjergets huler. Herfra kigger magten bort, så sejrherren bliver endnu mere alene i et fællesskab med de andre, som ikke har noget til fælles. Man fryser i den gamle sne.
Undervejs mod den ensomme sejr blev der skrevet og handlet. Det kaldes også erindring. Den kan altid findes frem, fordi den ikke er tavs.
Sejren over magten er nederlagets fineste stund.
10. d. 12. februar: Nedlukning og fred: Canada og Ukraine
Der er opstået et nyt refleksionsfelt, nemlig forholdet mellem nedlukning og fred, aktuelt symboliseret ved situationen i Canada og Ukraine. Her er lidt hypoteser:
A. Canada:
Hans Hauge har følgende Groft-Sagt i Berlingske d. 10/2. Jeg – og formodentlig mange andre – har tænkt det samme, så jeg videreformidler hans fine klumme i fuld længde:
”Hvor er Canada?
Mon ikke der gik en uge før dansk tv opdagede den store Freedom Convoy, der bredte sig over Canada? Kunne de ikke sende Steinmetz eller Kretz nordpå til Ottowa? Det er da lidt af en sensation, at premierminister Justin Trudeau og familie er flyttet til en ukendt adresse. Ottawas borgmester forudser, at staten vil bruge vold.
Demonstranterne er især lastbilchauffører, altså »arbejdere«, så derfor har arbejderpartiet taget afstand fra disse patrioter, som de kalder sig selv. Som bekendt er Trudeau overwoke, så han kalder demonstranterne: Anti-black-racists, homofobe, antisemitter, antitrans og meget andet anti. Vi kan af dette lære en ting: Medierne afspejler på ingen måde virkeligheden. De vælger det, som de mener, kan fremme progressive værdier.”
Jeg kan supplere med, at Trudeau tilsyneladende mener, at han kan gennemføre sine overgreb med henvisning til ”flertallet af lastbilschauffører” eller til ”flertallet” i det hele taget. Denne logik er gift for menneskerettigheder og forfatning. Man kaldte det for flertalsdiktatur i gamle dage.
Så Trudeau bruger demokratiet som opgør med demokratiets forudsætninger, hvilket jo er den værste undergravning af demokratiet, man kan forestille sig. Så Trump gik efter demokratiet, mens Trudeau går efter demokratiets forudsætninger? De hygger sig ”over there”. Her i Danmark og Europa – og jo faktisk også i Canada – ”nøjes” vi i første omgang med et angreb på demokratiets forudsætninger. Herfra følger så den langsomme men sikre erosion af demokratiets former.
Sammenhængen mellem denne logik og ”wokeismen” lader jeg ligge, men den er helt klart interessant. Nedlukninger har bedre vilkår, når eksistens er afløst af identitet.
B. Ukraine:
Det store spørgsmål er nu, om, og i givet fald hvordan, nedlukningsideologien spiller sammen med ukrainekrisen. Eller, hvis vi skal blive i Hauges logik: Hvordan forsvaret for liberale værdier fungerer som overfladediskurs, der dækker over en ødelæggelse af liberale værdier?
Resultatet af denne logik er nemlig et opgør med enhver form for sikkerhedspolitisk realisme.
Jeg vil nævne to eksempler på, at dette paradoks allerede nu udspiller sig:
For det første, lidt i det små: SF’s Pia Olsen Dyhr siger på FB, at hun kun vil have amerikanske tropper i landet, hvis det er Biden, der er præsident, men ikke hvis det er Trump. Denne logik, hvor internationale aftaler gøres afhængig af valgte lederes skiften rundt, kan – hvis den breder sig – lede til NATOs kollaps. Ja, og det der er værre, nemlig en tilbagevenden til et rent sikkerhedspolitisk anarki. Vi ender med en form for retligt ”kaos”, hvilket jo også er nedlukningens juridiske format. Anti-Trump bevægelsen forstærker dermed Trumps værste sider. Den køber på en måde hans præmis.
For det andet og måske mere grundlæggende: I politologien findes der noget, der hedder en realistisk skole inden for den sikkerhedspolitiske forskning. Denne retning kan godt tabe idealistisk effekt, og den kan overdrives, så man mister sansen for internationalt samarbejde, men man må ikke glemme dens indsigter, nemlig at verden består af nationer med geopolitiske interesser i en magtstrukturel ligevægt. Disse interesser og denne struktur bliver hele tiden testet og opretholdt, og at de internationale organisationer også er en del af dette spil.
Senest, i Politiken, har en af landets førende krigsteoretikere, Gorm Harste, talt for, at realismens konklusioner ikke glemmes i den aktuelle konflikt. Harste argumenterer f.eks. for en finlandisering af Ukraines sikkerhedsbehov. Han har dog en mere historisk tilgang, som realismen nogle gange glemmer, så det er ikke helt det samme. Der er mange rundt omkring, der er enige i, at realismen i den ene eller den anden form ikke går i glemmebogen, har jeg noteret, f.eks. amerikaneren Stephen Walt i Kr. Dagblad den anden dag.
Sammenhængen til Nedlukningsideologien er måske følgende: Nedlukningen er en form for hyperidealisme (hvert liv tæller!), som sender proportionalitetsprincippet samt forfatningerne og deres rødder i grøften. Denne paradoksale struktur, hvor idealisme dræber idealisme, svarer i en vis forstand til at glemme den sikkerhedspolitiske realisme under Natos reale idealisme, til fordel for en ekstrem idealisme (hver region i hvert land tæller, også uden for NATO!). Sagt på en anden måde: Landene gøres i nedluknings-sikkerhedspolitikken til midler for et ekstremt forsigtighedsprincip, dvs. idealisme, i stedet for til idealismens mål, hvor demokratierne i Nato beskytter hinanden, hvis de bliver konkret angrebet. Det første fører til krig og det andet til stabilitet, dvs. fred. Krigene i Libyen og Irak var tidlige eksempler på denne ekstreme profylakse. Der er altid en terrorist i en eller anden baggård.
En anden ting: Man må nok heller ikke glemme biostaternes og de globale biotech-systemers behov for at henlede opmærksomheden på andre frygtgenererende temaer, så de biopolitiske fundamenter i en periode kan fundamenteres yderligere uden for meget kritisk opmærksomhed. Denne logik skubber måske også på staternes, herunder Danmarks, pludselige krigsretorik.
Symbolsk kan man også se dette via en nærmest kopi-agtig videreførelse af coronaens pressemødestruktur nærmest dagen efter, at biostaten holdt pause og udstedte adfærdstilladelser.
I den forstand overføres nedlukningens logik på krigsårsagen. Men jeg understreger, at det er hypoteser.
Mit bud er, at det vil myldre frem med spillover-effekter fra de enorme biopolitiske forskydninger i den kommende tid. Det vil sige at nedlukningens kaos vil reproducere sig selv i nye kaotiske formater, mens proportionalitet, myndigheder, forfatninger, demokrati og nu også freden gisper efter vejret.
Links:
Gorm Harstes kronik i Politiken, d. 9/2: https://politiken.dk/debat/kroniken/art8606830/Rusland-har-en-%E2%80%8Bparanoid-angst-for-omverden
Hans Hauges klumme i Berlingske, d. 10. februar: https://www.berlingske.dk/groft-sagt/groft-sagt-det-ville-vaere-meget-nemmere-hvis-politi-og-forsvar-kun
Stephen Walt i Kr. Dagblad, d. 10/2: https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/amerikansk…
Pia Olsen Dyhrs FB-opdatering: https://www.facebook.com/pia.olsen.dyhr/posts/492302658926
11. d. 13. februar: Tre noter: Fejl, børnevacciner og demonatranter
A. Fejl:
Berlingske har bedt en række eksperter om at reflektere over, om de har taget fejl undervejs.
Hele nomenklaturen er med: Jens Lundgren Simonsen, Jan Pravsgaard Christensen, Astrid Iversen, Allan Randrup Thomsen, Viggo Andreasen og Hans Jørn Kolmos fortæller om det ene og det andet på deres dybt skadelige og efter mening også uvidenskabelige coronasprog, som jeg kalder for “smittisk”.
Søren Riis Paludan siger også noget. Han var en selvstændig stemme i coronaens første år. Men nu taler også han smittisk.
Til allersidst, godt gemt væk for de fleste halvutålmodige læsere, taler Christine Stabell Benn dansk i stedet for smittisk:
”Jeg har fejlvurderet i hvert fald tre ting.
For det første: Jeg kniber mig stadig i armen over, hvor meget verdens regeringer overreagerer på corona. Det stod klart fra starten, at sygdommen primært var farlig for gamle og syge. Al logik tilsiger et fokus på at skærme de sårbare – uden at skade andre.
Men proportionerne forsvandt til fordel for et fokus på at holde smitten nede for alle, som om vi kunne udrydde covid-19. De generaliserede nedlukninger og påbud har i særlig grad ramt børn/unge og de social dårligst stillede. Det har kostet og vil koste dyrt på den samlede sundhed og på ligheden.
For det andet: Jeg havde troet, at der var interesse for at teste og evaluere de anbefalinger og påbud, der blev rullet ud.
I et land som Danmark kunne vi fint have gjort det, for eksempel ved at teste forskellige anbefalinger i forskellige regioner. Det var måske blevet klart, at vi kunne have klaret os uden skolelukninger, og at vi kunne have haft en mere effektiv smitteopsporing blandt de mest smittefarlige. Men den videnskabelige nysgerrighed har ikke haft nogen plads ved bordet, hvor anbefalingerne og påbuddene blev til.
Der er en særlig forpligtelse til at have god dokumentation, hvis staten tvinger folk til noget, som de ikke har lyst til. Selv nu, hvor det er klart, at vi aldrig slipper af med covid-19, og at vaccinerne ikke forhindrer smitte, så opretholder mange regeringer en hård retorik og særlige restriktioner rettet mod uvaccinerede.
De uroligheder, der er i Canada lige nu, er et eksempel på, hvilken skade det gør, når indgreb åbenlyst er løsrevet fra videnskaben.
For det tredje: Jeg forventede en nuanceret offentlig debat, hvor datadrevne meninger fik lov til at brydes. I stedet har selv eksperter i epidemiologi og vaccinologi været forsøgt kuet til tavshed, hvis de mente noget andet end flertallet.
Samlet set har jeg komplet fejlvurderet, hvor meget responset blev styret af frygt og hvor lille en rolle, videnskaben fik lov til at spille.”
Mange tak til Benn endnu en gang, også for at nævne det canadiske ragnarok.
B. Børnevacciner:
Information har haft en flot artikelserie om børnevaccinationerne i de sidste par dage. Først måtte vi ellers forstå, at Sundhedsstyrelsen – efter omfattende faglig kritik – var kommet i tvivl om børnevaccinationerne, men nu fortsætter anbefalingerne så alligevel.
Og begrundelserne har endda ændret sig, sådan lige over natten. Nu handler det pludselig ikke mere om ”samfundssind”, men om børnenes eget helbred. En eller anden sygdom, MIS-C, som åbenbart ikke er farlig i Norge og Sverige, er nu pludselig blevet årsagen til, at børn skal vaccineres.
Men om en månedstid skal børnene så slet ikke vaccineres mere, får vi at vide? For så indstilles hele vaccinationsprogrammet. Det sejler!
Og Sundhedsstyrelsens oprindelige worstcase-grænse for børnevacciationer var 50%. Men vi er havnet på 33%, dvs. langt under worst case. Og denne fiasko kalder styrelsen så for en succes!
Jeg er helt holdt op med at tro på statens sundhedsmyndigheder. Det skyldes, at de fungerer i en biostat, som bygger på kaos og ikke på videnskab og proportioner, som man gjorde i demokratiets tid.
C. Demokratiets forsvarere:
Vi skal virkeligt være glade for, at der findes demonstranter i Canada og Paris og flere andre steder, hvor der kæmpes for demokrati og frihed imod de biopolitiske overgreb, for pludselig materialiseres det hele her hos os igen.
Det er tankevækkende, at Trudeau og hans sundhedssystem, der direkte promoverer tvangsvacciner, børnemasker og smitteideologisk disruption, har slået sig sammen med Biden og Fauci om at definere demokrater som trumpister; en konstruktion, som købes vidt og bredt af pressen, f.eks. af DRs Deadline i går. Og Trudeau har nu annonceret et decideret angreb mod sine demokratiske borgere.
I den forbindelse er det måske værd at lytte til Marseillesen, sunget af Mireille Mathieu i 1989, da Eiffeltårnet fyldte 100 år.
Links:
Berlingskes rundspørge: https://www.berlingske.dk/videnskab/danmarks-foerende-coronaeksperter-gaar-til-bekendelse-her-begik-vi-vores
Informations ene artikel om børnevaccinationer: https://www.information.dk/indland/2022/02/eksperter-kritiserer-sundhedsstyrelsens-nye-argumenter-vaccination-5-11-aarige
Informations anden artikel om børnevaccinationer: https://www.information.dk/moti/2022/02/anbefalingen-vacciner-boern-vaeret-stoerste-fejl-pandemien-0
Marseillesen: https://www.youtube.com/watch?v=7MQ-SC9bmp4
12. d. 13. februar: 2010’erne og 2020’erne
A.
Hvad er det modsatte af samfundet? Det er “samfundssindet”.
Hvad er der modsatte af pædagogikken? Det er “læringen”.
B.
Hvad dirigerer samfundssind og læring? Det gør globale statistikker i teknikkens og afstandenes rum.
Hvad dirigerer samfund og pædagogik? Det gør demokrati, dømmekraft og kritik på de steder, hvor mennesker er.
C.
Ergo: Nedlukning er udtryk for et opgør med humanismen; for et had til barndom, skole, hånd, ånd, frihed, samfund og filosofi.
Kort sagt: Nedlukningen er en forlængelse og udvidelse af skolereformen, som selv var en forberedelse til nedlukningens kaos.
Alting starter ved ændringer i pædagogikken. Siden følger konsekvenserne. Fx at zoom-læring er skolens essens, mens virkelig skole er en lejlighedsvis tilladelse.
13. d. 14. februar: Biostaternes kamp: Danmark, Amerika og demonstranterne
De nordamerikanske biostater kæmper nu direkte imod den danske biostat. Det sker på twitter via den ene og den anden amerikanske forsker, som clasher med den ene og den anden danske forsker.
Amerikanerne har problemer med, at Danmark for tiden holder en nærmest total restriktionspause på ubestemt tid, venligst bevilliget og tilladt af vores lokale matematikere.
USA og Danmark deler altså stadig ideologi, men de konkrete matematiske konklusioner divergerer aktuelt, hvilket altså har forårsaget en twitter-krig; en form for mikrodiversitet under samme regel.
Graferne krydser klinger over Atlanten. De danske forskere lyder nærmest som en flok nedlukningsmodstanderne i foråret 2020, når de skal forsvarer “genåbningen”.
Det hele er rimeligt underholdende, for nu at sige det på den måde.
Så amerikanerne tror, at Danmark har forladt nedlukningslinjen. Det er ikke korrekt, men det er jo rigtigt, at Danmark har fjernet restriktionerne. Så vi har nedlukning uden restriktioner. Den distinktion lader jeg ligge for nu.
Problemet for de amerikanske biostater – men også for Frankrig, Australien osv. – er lige nu, at hvis Danmark har ret, så har lastbilchaufførerne og de mange andre demonstranter jo også ret. Det skyldes, at alt det, som demonstranterne kæmper for – dvs. ingen vaccinepas, ingen vaccinetvang, neddrosling af restriktioner, væk med maskerne osv. – ja, alle disse restriktioner er jo væk for tiden i både Danmark, Norge og Sverige, hvor især de to første af disse lande har været helt på Faucis side.
Men man kan jo ikke sige, at de skandinaviske lande støttes af Trump mm.., som man jo siger, at demonstranterne gør. Og i så fald kan amerikanerne og australierne jo ikke latterliggøre demonstranterne med henvisning til biopolitiske argumenter.
Demonstranterne får altså biopolitisk styrke af den skandinaviske nedlukningspolitiske variant. De kan nu henvise til Danmark, Sverige og Norge, som har fjernet restriktionerne, og som nu lever i en nedlukning uden restriktioner.
Danmark bør støtte demonstranterne, både i USA, Canada, Frankrig og Oceanien. Demonstranterne kræver jo blot det, som Danmark selv har indført imod dem, som kritiserer Danmark. Men det sker først, når man ikke blot har forladt restriktionerne, men også nedlukningen.