1. d. 15. februar: SSI: ”Lav forekomst af smitte” og SST: ”alment farlig”

SSI skriver på deres hjemmeside følgende om kontakttallet R:

”I en epidemisituation med lav forekomst af smitte vil svingninger omkring 1 være forventeligt.”

Men siden marts 2020 har R svinget mellem 0,7 og 1,3. Altså har der været en ”lav forekomst af smitte” siden epidemiens start.

I denne uge er tallet helt nede på 0,9. Der er altså en virkelig ”lav forekomst af smitte” for tiden. Man sagde ellers at, omikron var meget mere smitsom end de gamle coronaer, men det er der altså ikke noget, der tyder på, er rigtigt: Selv med en corona i fri dressur er smitten faldende/stabil.

Det har en vigtig konsekvens: Med dette lave kontakttal er det nemlig meget svært at argumentere for, at sygdommen er ”alment farlig”, hvilket jo er den aktuelle klassifikation; en klassifikation, som vel at mærke holder hele samfundet inde i epidemilovens system.

Dermed fastholdes samfundet i en ophedet tilstand, og det ”samfundskritiske” kan materialisere sig over natten.

Kort sagt: Vi har hverken død eller indlæggelser, og selv smitsomheden er altså lav. Ingen af epidemilovens tre kriterier for ”alment farlig-klassifikationen” er altså opfyldt, selv ikke det allermildeste kriterium. Der er heller intet ”langvarigt sygdomsfravær”, som er endnu en af de milde kriterier, for folk er jo bare syge helt almindeligt.

Så Omikron er ikke ”alment farlig”. Den er bare ”smitsom”, dvs. en helt almindelig og irriterende influenza, der kommer rendende fra tid til anden. Coronaen som sådan er heller ikke “alment farlig”, og det var også Sundhedsstyrelsens holdning i hele det første år af Nedlukningen.

Sundhedsstyrelsen, som står for evt. at nedklassificere, må tage sig sammen. Men vil det ske? På den ene side lader det til, at det var Sundhedsstyrelsen, der var årsag til nedklassificering fra ”samfundskritisk” til ”alment farlig” for et par uger siden. På den anden side har samme myndighed netop forlænget anbefalingen om at vaccinere børn.

Men der er altså ingen saglig årsag til, at coronaen er ”alment farlig”, når der er ”lav forekomst af smitte”, og når selv den langt “farligere” wuhan-corona ikke engang var “alment farlig”.

Tal og citater er hentet herfra: https://covid19.ssi.dk/overvagningsdata/ugentlige-opgorelser-med-overvaagningsdata

 

2. d. 16. februar: Kan I hjælpe?

Jeg vil spørge, om nogle af mine Facebook-venner kan hjælpe mig? Jeg har selv glemt det/mistet overblikket over emnet:

Hvem har talt for vaccinetvang eller det, der ligner, siden 2020?

Det er kun synspunkter fra offentlige debattører, politikere og organisationsfolk mm., som har min interesse.

Skriv i tråden med angivelse af link/reference og i almindelig god tone.

Mange tak

Vh Thomas

Her er den lange tråd: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159696416694481&id=837549480

 

3. d. 17. februar: tvang i december 2020

Diskussionen om tvangsvaccination, tvangstests og forskellige diskriminationstiltag startede allerede i december 2020.

I november 2021 blussede diskussionen op igen, og i mange lande er tvangsvaccination slet og ret effektueret.

Hele denne skrækkelige diskurs er efter min mening – uanset den konkrete udmøntning – en integreret del af nedlukningens ideologi.

I det vedhæftede indlæg er der en opsummering fra årsskiftet 20/21, hvor man kan danne sig et indtryk af stemningen for et år siden. Der er også en lang række links i bunden, som man ikke må glemme, når den samlede historie skal skrives.

Jeg arbejder pt på et nyt opslag, der forsøger at samle trådene fra den helt aktuelle situation, og som sætter tingene i relation til situationen i 2020.

Jeg fik 20 referencer og links i går ifm et facebook-opslag om emnet. Mange tak.

Disse undersøgelsers relevans forstærkes af, at de diskriminatoriske praksisser og ind imellem nærmest fascistiske indlæg, som er slemme nok i sig selv, står i skrigende modsætning til det forhold, at risikoen for at blive smittet ligefrem er større, hvis man er vaccineret, end hvis man ikke er. Men selv hvis vaccinen var effektiv, ville disse indlæg være ekstremt kritisable, for nu at sige det mildt.

Mit indlæg fra årsskiftet 20/21: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-80-tvangsvaccinationer-og-vaccinepas.html

 

4. d. 19. februar: To tanker

A. Nedlukning og restriktioner:

Restriktionerne er væk, men nedlukningen består. I den forstand er der ingen forskel mellem de hårdeste restriktionslande og Danmark, når det kommer til essensen.

Det er også derfor, at der absolut ingen politisk aktivitet er, når det kommer til den danske stats holdning til f.eks. den kritiske situation, især i Canada, men også til situationen i Frankrig og mange andre lande. Det hele er det samme; nemlig en form for mikrodiversitet under samme regel, som består af totalitarisme og diskrimination.

Imens kører de globale processer for fuldt drøn. Jeg lader den del ligge.

Så restriktionerne kan vende tilbage som en mis om havelågen, og i alle mulige formater. Vi er i den forstand i en form for ventende tilstand. Måske varer den en uge, måske et par år.

Så nedlukningen er stadigvæk fuldt aktiv i samfundets forudsætning, hvor den fortsætter med at gøre stor skade.

B. 1910’erne og 1930’erne:

Fra nedlukningen får vi 1930’ernes genkomst, dvs. en fundering af totalitarisme, svage stater og diskriminationspraksisser efter et par eksploderende og livlige årtier. Denne nye struktur vil fra nu af udvikle sig i mange forskellige sammenhænge.

Fra Ukraine-krisen får vi 1910’ernes genkomst. Dvs. uforudsigelige interaktioner mellem svage stater, der kan føre til hvad som helst pga. et løst skud på Balkan (tak til Leif Davidsen for denne pointe i et fint interview på TV2-programmet “Lippert” om Ukraine-krisen).

Så vi lever i en form for genfødsel af 1910-14 og 1930-35. Dermed får vi en interessant, men bestemt ikke behagelig kombination af politik, videnskab, globalisering, svaghed og aktivisme, som kan materialisere sig pludselig og overalt.

Denne kombination kan så i løbet af 2020’erne og 2030’erne få en fornyet og ikke mindst teknologificeret effekt.

Link:

Formand for Trykkefrihedsselskabet, Aia Fogs, analyse af den canadiske situation:

https://www.trykkefrihed.dk/trudeau-har-officielt-erklaeret-canada-for-totalitaer-politistat.htm

 

5. d. 19. februar: Statistisk kaos

SSIs tal, som kan læses på det indflydelsesrige ”dashboard”, er efterhånden totalt upålidelige, også ifølge SSI selv.

Antallet af smittede kan man ikke stole på. Mange flere kan jo være smittede, end det angives. Ingen aner det, og who cares?

De mange positive kviktests kan man heller ikke stole på, fremgår det af f.eks. Berlingske i dag. Det er sørme ærgerligt, al den stund, at Danmark har verdensrekord i tests.

Antallet af døde passer heller ikke af grunde, som SSI selv har angivet.

Det samme gælder antallet af indlæggelser. Duer ikke, væk! Også ifølge SSI selv.

Så når f.eks. berlingske.dk skal omtale dagens resultater, så er der forbehold ved næsten alle tallene.

Men alligevel refereres tallene alle mulige steder?

Stort set alle de forbehold, som SSI pludselig har fået over for sine egne tal, har været fremført af kritiske røster siden foråret 2020. Det er jo totalt upålideligt. Vi mangler kun at man også stiller spørgsmålstegn ved PCR-testen? Det kommer nok om 14 dage.

Og når udenlandske forskere tager udgangspunkt i SSI’s tal, så fører SSI engelsksproget twitter-kampagne, hvor man altså undergraver sine egne tal, og giver alle dem ret, som Frederiksen og kompagni tidligere har kaldt alt muligt.

Det er kaos, tallenes kaos. Vel at mærke et kaos, som undergraver nedlukningen som sådan. Men på en anden måde forstærkes nedlukningen: Nedlukningen bygger jo netop på disse tal, som myndighederne nu selv gør op med, selvom de altså bringer tallene uden videre og hver eneste dag.

Så kaos undergraver kaos, som producerer kaos.

Jeg ved ikke helt, hvad det betyder.

https://www.berlingske.dk/danmark/fjerde-dag-i-streg-med-faerre-positive-coronatest-0

 

6. d. 19. februar: Misinformation

Hvad er “misinformation”? Det er noget, de andre gør. Altid “de andre”.

Begrebet forudsætter en opdeling og en bedrevidenhed, som er skadelig for videnskabelig og folkelig diskussion. Alle former for “kritik” omdannes til en form for udskamning. Videnskabelig frihed og strid omdannes til banale kategorier. Nedlukningen har virkelig sat kul på denne dybt skadelige udvikling.

Hvor kom begrebet fra, altså udover i spionsammenhænge? Og hvordan spredte det sig? Det fandtes ikke i min ungdom, mig bekendt. Årsagerne er mange, men her er en mulig forklaring:

Jeg tror, begrebet bredte sig, da Danmark besluttede sig for at omdanne pædagogik til læring og økonomi. Dermed skete der nemlig to ting:

For det første reducerede man videnskab til evidens og økonomisk optimering, som så blev kaldt “forskning”. Resten, hvilket trods alt er en del, var så “konspirationsteorier” og “misinformation”, som “de andre” stod for. Jeg har selv prøvet at få mit videnskabelige arbejde klassificeret efter denne skrækkelige nye logik.

For det andet parkerede man sine åndelige og historiske forudsætninger i “det etniske”. Herfra fulgte så – endnu engang – “de andre”.

Herfra udspringer misinformations-generationen.

Så “misinformation” stammer fra konkurrencestatens omdannelse af demokrati og videnskab til identitet og underdanig forskning. Begrebet står efter min mening derfor også i en intim relation til identitetspolitiske spørgsmål. Til gengæld har det absolut intet at gøre med videnskab og kritik.

 

7. d. 20. februar: Den norske biostat eksperimenterer, mens den venter

Mens Norge afvikler landets restriktioner og på den måde overgår til en ventende tilstand, ligesom det sker herhjemme, så eksperimenteres der i statens biopolitiske indre.

Det norske sundhedsministerium har d. 11. februar 2022 udarbejdet et forslag om at forlænge og forstærke det juridiske grundlag for at gribe ekstremt grundlæggende ind i samfundslivet, herunder med tvangsvaccination og nidkære sociale regler. Der lægges også op til en omfattende brug af et ”coronacertifikat”, som skal spille sammen med EU-pas og flere andre ting.

I det 42 sider lange notat anerkendes det ganske vist, at forslaget er et brud på den norske grundlov. Men pyt med grundlovsbruddet, må man forstå på den norske biostat. I stedet henholder ministeriet sig til nogle meget kontroversielle fortolkninger af menneskerettighederne, som man altså mener kan tilsidesætte grundloven med et håndslag og dermed give den norske stat særdeles vidtgående beføjelser.

Det er tale om en ekstremt farlig fortolkning af forholdet mellem den national grundlov og menneskerettigheder. Fortolkningen vil på sin vis opløse begge dele, som jeg ser det. Vi har set stærke tendenser til det samme herhjemme.

Det vil komme til at ligne en blanding af en canadisk og en fransk situation. Og der refereres helt ukritisk til bl.a. den danske og den tyske nedlukning.

De norske tiltag skal vel at mærke kunne effektueres ved sygdomme, hvis de blot klassificeres som ”alment farlige”, dvs. når man rammer WHOs definition på en ”pandemi”; en definition, som WHO i 2009 gjorde meget bred, så et land vil ramme den pågældende definition og dens konsekvenser med få års mellemrum. Ja, også i Danmark blev kategorien ”alment farlig” omdefineret i februar/marts 2021, så definitionen nu flugter med WHO. Det var epidemilovens effekt, som gav nedlukningen en permanent karakter.

Forslaget er nu i høring til d. 4. marts. Der er protester, men mon ikke forslaget gennemføres, måske med et fratræk på 10%? Uanset hvad der sker, så ved vi nu, hvordan der tænkes i biostatens indre organer.

Konklusion: Institutionaliseringen af nedlukningen forstærkes, mens befolkningerne får en matematisk defineret pause, hvor de kan glemme realiteterne.

Links:

Links til det norske notat: https://www.regjeringen.no/contentassets/62b71bef9d6e4ad6b5a6c3aed6159664/horingsnotat-koronasertifikat-siste-versjon.pdf

Link til den hjemmeside, hvor notatet står: https://www.regjeringen.no/no/dokumenter/horingsnotat-forlengelse-av-reglene-om-koronasertifikat/id2900763/

Link til den norske hjemmeside stiegen.no’s omtale af notatet: https://steigan.no/2022/02/til-opposisjonen-godtar-dere-de-nye-diktatoriske-koronaforskriftene-ja-eller-nei/

 

8. d. 21. februar: Aarhus Universitets forslag om læreruddannelse og ”kandidat i velfærd” i 2007-10.

I det følgende vil jeg omtale en tråd i den nyere pædagogiske historie. Nemlig historien om, hvordan en kuldsejlet læreruddannelse satte sig i konkrete afskedigelsesbegrundelser. Undervejs kommer jeg ind på det ene og det andet, som jeg selv synes er interessant.

A. AU’s forslag om læreruddannelse i 2007

I september 2007 ansøgte Aarhus Universitet om at lave en læreruddannelse; en ”5-årig akademisk læreruddannelse”, som det hed. Ansøgningen blev godkendt af Akkrediteringsrådet, men efterfølgende afvist af politikerne.

Forslagets faglige referencer var et opgør med pædagogisk tradition. Der var lidt til OECD og EU-kommissionen samt til nogle evalueringsrapporter. Dertil en enkelt reference til den tyske didaktiker Andreas Helmke, hvis tekniske didaktik dengang havde stor indflydelse i systemteoretiske kredse. Desuden var der en kort reference til en artikel af den indflydelsesrige systemteoretiker, Jens Rasmussen, som jo også stod for evalueringen af den statslige læreruddannelse i 2012, som var tømt for dannelsesindhold.

Den allermest centrale reference er dog samme Jens Rasmussens bog ”Viden om uddannelse”, som han skrev i 2007 sammen med Claus Holm, som dengang var kommunikationsmedarbejder på DPU, og den daværende prodekan på DPU, systemteoretikeren Søren Kruse. I det hele taget spiller Niklas Luhmanns systemteori den helt afgørende rolle i denne bog. Filosoffen og teologen Peter Kemp, som havde været institutleder for Pædagogisk Filosofi på DPU, skrev et sted, at bog var ”antifilosofisk”, og det har han ret i, synes jeg.

Udspillet fra Aarhus Universitet trækker da også helt klart på en eller anden kombination af Rasmussens/Holms/Kruses pen. F.eks. i følgende ”dannelses”-ideal, hvor den omtalte reference optræder direkte:

”De kommende lærere skal være i stand til at lade deres praksis lede af forskningsviden og at kunne analysere deres egen praksis. Det indebærer, at viden (faglig, fagdidaktisk og pædagogisk) bør være den styrende faktor for progression i uddannelsen og ikke praksis/praktik, som det er tilfældet i den nyligt vedtagne læreruddannelseslov. Det indebærer endvidere progression mellem uddannelsens teoretiske, vejledende del og uddannelsens brugbarhedsorienterede praksisdel (Rasmussen et al. 2007).”

De systemteoretiske distinktioner er over det hele, vel at mærke i kombination med et totalt opgør med læreruddannelsens tradition og praksis, f.eks. ”den nyligt vedtagne læreruddannelseslov”, som det spydigt og reduktionistisk hedder.

Hvordan ser faget pædagogik ud i udspillet? Her er nogle markeringer:

”Undervisningen i de pædagogiske fag er rettet mod en profession. Det indebærer, at relevans og anvendelighed af de teorier og forskningsresultater, der inddrages i undervisningen, ekspliciteres, så det står tydeligt for de studerende.”

Så altså ”relevans og anvendelighed” over hele linjen.

Og videre:

”Det pædagogiske område i uddannelsen indeholder elementer fra det pædagogiske, psykologiske og sociologiske felt. Inden for det er læreplansteori, herunder målbeskrivelser, faglige standarder, progression, samt evalueringskriterier, evalueringsformer, udførelse af evaluering og karaktergivning/skriftlige udtalelser i fokus. Endvidere er udarbejdelse af undervisningsplaner, valg og vurderingskriterier for undervisningsmaterialer væsentlige elementer”.

Dertil nævnes elevplaner, portofolier og disses ”betydning for kommunikations- og læreprocesrefleksioner”.

Så altså ”evaluering” og målstyring over hele linjen. Især ”evaluering”.

Vi ender altså med et totalt opgør med dansk læreruddannelsestradition, som reduceres groft via referencen til 2006-loven. I stedet indsættes evaluering, relevans, målstyring og anvendelighed, som jo blev centrale begreber efter 2006, hvor Globaliseringsrådet og i videre forstand ”Skolerådet” for alvor ændrede strukturen i dansk pædagogik. Skolerådets rigtige navn var faktisk ”Rådet for Evaluering og kvalitetsudvikling”. Her sad to nationaløkonomer, en systemteoretiker og Niels Egelund, som jo helt havde købt præmissen.

B. DPU’s forslag om Kandidat i ”velfærd” i 2009

Som sagt blev AU’s forslag ikke realiseret, men i de efterfølgende år satte tankegangen sig stærkt i DPU’s udvikling, ikke mindst via den nye dekan, Lars Qvortrups, ledelse fra december 2007. Her forsøgte man f.eks. i efteråret 2009, anført af prodekan Søren Kruse, som jo var medskribent på ”Viden om uddannelse”, at omdanne alle DPU’s uddannelser til en samlet ”velfærdskandidat”.

Denne nye uddannelse i “velfærd” var baseret på ”kvalitet, produktivitet og effektivitet”, som skulle relateres til ”arbejdsmarkedet” på en ”relevant” måde. Uddannelserne skulle ”performe” bedre og give bedre ”indtjening”, hed det.

Faktisk er ”en ny læreruddannelse” også nævnt i dette forslag, så måske var det stadig et issue på det tidspunkt, altså i 2009? I hvert fald markerer referencen, at der en sproglig og ideologisk forbindelse mellem de to uddannelsesforslag.

Her følger “velfærdskandidatens” definition af forslagets centrale begreber:

Ved ”kvalitet” i uddannelsen forstås, at ”de studerende opnår læringsresultater forstået som kvalificering”.

Ved ”produktivitet” i uddannelsen forstås, at de studerende ”gennemfører uddannelsen på normeret tid”.

Ved ”effektivitet” forstås, at ”uddannelsen kan gennemføres, således, at der er sammenhæng mellem graden af mål og opfyldelse (kvalitativt og produktivt), de ressourcer, der er til rådighed, og de ressourcer, der anvendes på uddannelsen.

Sproget er som en mur. Det er som om, at ingenting findes.

Omkring 2007-10 handler læreruddannelse og pædagogisk forskning altså om relevans, evaluering, anvendelighed, kvalitet, produktivitet og effektivitet. Alt andet ligger brak. Der er heller ikke noget om emner som klima, bæredygtighed, køn eller IT. De kom først senere, hvor de kunne bygge videre på 00’ernes tomhed.

Velfærdskandidaten lagde også op til at ”revidere eksisterende kandidatuddannelser” og til at etablere en ”ny bacheloruddannelse i uddannelsesvidenskab”. Så der var nervøsitet i DPUs kroge.

Men heller ikke ”velfærdskandidaten” blev gennemført i den angivne form. De gamle kandidatuddannelser fra DPUs etablering i 2000 forblev intakte.

Uddannelsesvidenskaben effektueredes dog i 2010 som en mærkelig blanding af Foucaults kritiske termer og systemaffirmativ ideologi. Samtidsdiagnostikerne, som jo også var Foucault-folk og elever af Lars-Henrik Schmidt, løb derfor hen til uddannelsesvidenskaben, hvor de mest filosofisk indstillede af dem formodentlig har det svært i dag, fordi denne uddannelse jo var stiftet ud af selvsamme neoliberale diskurs, som man hævdede at gøre op med. Der kom faktisk en bog fra miljøet fra 2017, som er tankevækkende. Især når man kender til baggrunden.

C. Næste “uddannelsesreform”

Uddannelsesvidenskaben blev altså til virkelighed med velfærdskandidaten som det ideologiske grundlag, mens det første tema – altså den generelle revision af de eksisterende kandidatuddannelser – ikke blev til noget.

Og dog: Den systemteoretiske og – som det fremgår – stærkt teknokratiske ledelse havde et horn i siden på filosofien. Få måneder efter ”velfærdskandidaten”‘s kollaps, forsøgte ledelsen systemteoretiske ledelse i februar 2010, sammen med en ny samtidsdiagnostisk mellemleder, at omdanne kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi til en uddannelse i samtidsdiagnose. Efter omfattende protester mislykkedes også denne aktion.

D. Fyringsvarsler

Men det var ikke slut. Da man ikke kunne komme igennem med sin uddannelsesreform, forsøgte ledelsen, igen sammen med den samtidsdiagnostiske mellemleder, i april 2010 – altså blot en måned efter – at afskedige tre pædagogiske filosoffer, fordi deres forskning angiveligt ikke skulle være ”relevant”, som det hed.

Dermed var et af ordene, altså “relevans”, som jo spillede en stor rolle i både uddannelsespolitikken generelt og i læreruddannelsesforslaget fra 2007, omdannet til en særdeles materiel effekt. En af de fyringsvarslede filosoffer, Asger Sørensen, har beskrevet processen i bogen ”Asger Sørensen går på universitetet” fra 2020. Bogen er virkelig interessant.

På en måde udgør disse fyringsvarsler resterne fra de mange tidligere tab, først tabet af læreruddannelsen, derpå af velfærdskandidaten og dernæst af DPU’s lokale “uddannelsesreform”.

Men Qvortrup kom heller ikke igennem med fyringerne, blandt andet pga. Peter Kemps ihærdige engagement i sagen. Til sidst gav Qvortrup op. Han forlod posten som leder i 2011. Siden forlod han DPU. Men han vendte tilbage i 2016 som leder af et nyt Nationalt Center for Skoleforskning, hvor både Holm, som nu selv var blevet leder, og Rasmussen bidrog til løjerne, som lå 100% i forlængelse af de tidligere processer.

Referencer:

Aarhus Universitet: Ansøgning om godkendelse af ny akademisk lærerbachelor, d. 28/9-2007.

Akkrediteringsrådets godkendelse af AU’s læreruddannelse og ministeriets afvisning, 2008: https://akkrediteringsraadet.dk/wp-content/filer/afgoerelser/Aarhus_Universitet_akademisk_laererbachelor.pdf

Søren Kruse: Uddannelsesreform: Velfærdskandidat – omsorg, læring, uddannelse, 4/9-2009.

Referat fra åbning af Nationalt Center for Skoleforskning: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk-nedsmeltning-nationalt-center-for-skoleforskning.html

Asger Sørensen (2020): ”Asger Sørensen går på universitetet – scrabbog fra omvæltningerne”.

Rasmussen, J. & Kruse, S. & Holm, C. (2007). ”Viden om uddannelse – uddannelsesforskning, pædagogik og pædagogisk praksis”, København: Hans Reitzels Forlag.

Ljungdalh, A. mfl. (2017). ”Uddannelsesvidenskab – en kritisk introduktion”, Samfundslitteratur.

 

9. d. 23. februar: Alment farlig

Jeg vil forsøge at forklare noget, som egentlig er uforklarligt, fordi det er bygger på en smittisk logik, dvs. et biopolitisk sprog, der har skabt sin egen realitet, og som har bygget en mur mod verden:

Corona er kategoriseret som en “alment farlig” sygdom, men den er slet ikke farlig. Det kan man endnu engang få bekræftet i dagens Berlingske. Der sker ingenting på landets hospitaler, kan man læse.

Sygdommen er faktisk endnu mindre farlig end dengang – i marts 2020-marts 2021 – hvor den ifølge landets sundhedsmyndigheder ikke engang var “alment farlig”.

Så i dag er sygdommen mindre farlig – men altså alligevel mere “alment farlig” – end i 2020-21? Det er smittisk!

Det “alment farlige” er en form for ideologisk sjælelig substans, en slags nyreligiøs bevægelse, som stammer fra Nedlukningens tvang, og som senere blev gjort permanent. Denne substans ødelægger sproget og samfundet.

Så den helt ufarlige sygdom er altså i dag mere “alment farlig”, end dengang hvor sygdommen som sådan faktisk var mere farlig end nu, men altså slet ikke “alment farlig” i myndighedernes forstand.

Beklager den dårlige forklaring.

https://www.berlingske.dk/videnskab/intensivlaeger-maner-til-ro-om-corona-vi-har-stort-set-ingen-doedsfald

 

10. d. 23. februar: Hyggesmittisk i ventetiden

Jeg forsøger mig igen med at forklare det ufremkommelige smittiske sprog. I eftermiddags drøftede jeg begrebet ”alment farlig”. Her er lidt om ”kontakttallet” og SSIs data om vaccineeffekt:

1: Kontakttallet

Smittetrykket for denne meget smittefarlige sygdom i fri dressur er nu helt nede på R=0,8. Det har været i støt fald siden nytår, hvor det var på R=1,2, hvilket heller ikke er noget særligt. WHO cares?

Det gjorde politikerne. For dengang, hvor R var lige over 1, fik vi hver uge at vide, at ”epidemien var i udvikling”. Sygdommen var endda ”samfundskritisk”. Og WHO advarer stadig imod at opfatte omikron som en “mild sygdom”.

Men nu er R-tallet altså faldet til under 1, hvilket det faktisk har været flere gange siden foråret 2020. Og hvad får vi nu at vide? Skal sygdommen nu fjernes fra hele klassifikationssystemet? Den er jo ikke særlig smitsom – og slet ikke alment farlig – mere? Men nej, for nu får vi pludselig at vide, at R-tallet slet ikke er så meget værd mere. Men hvorfor ikke det? Jo, fordi der testes meget færre personer end før, siges det.

Men det forstår jeg slet ikke. For dengang coronaen startede, så handlede ALT om dette R. Mette Frederiksen sagde, at tallet var helt oppe på R=3 og så videre. Men dengang blev der testet LANGT FÆRRE end i dag. Faktisk omkring 25 gange færre. Dengang var der omkring 4000 tests om dagen. I dag er der 100.000 tests om dagen.

Det hele er helt ufremkommeligt at forklare, udover altså at der er tale om dobbeltstandarder.

2: Vaccination og smittede

Det fantastiske ”supervåben” var vaccinerne. Politikerne og “eksperterne” lavede de helt store diskriminationssystemer, for at få folk til at lade sig stikke. Det vil sige de facto tvang. Kritikere af vaccinen følte sig nærmest som andenrangsborgere.

Nu viser SSIs tal så, at der er næsten dobbelt så mange vaccinerede, der bliver smittet, i forhold til de uvaccinerede; korrigeret for de to gruppers størrelse, vel at mærke.

Man mangler ord! Dobbelt så mange?

Nå, men hvad gør SSI så ved det? Jo, de fjerner simpelthen den pågældende statistik. Pist borte! Tallene for vaccinerede og uvaccinerede kan simpelthen ikke mere sammenlignes, står der i stedet for i den nu tomme tabel. Hovsa.

Man har dog bevaret den statistik, der sammenligner antallet af indlæggelser for vaccinerede og uvaccinerede. Nu er dette ”indlæggelses”-tal ganske vist helt upålideligt, så hvorfor denne tabel skulle være bedre, end den, der er fjernet, går over min forstand. Endvidere fremgår det af denne endnu eksisterende tabel, at indlæggelsestallene for hhv. vaccinerede og uvaccinerede er stort set ens.

Det er helt ufremkommeligt at forklare. Det er dobbeltstandarder.

Det er smittisk.

 

11. d. 28. februar: Metamorfoser: Fra Athen til Sparta

A.

Efter at de vestlige demokratier har omdannet sig til et nyt østen via tilslutning til biopolitikkens data-statistiske system, så er dette nye østen nu i kamp imod det gamle autokratiske øst-Europa. Både de enkelte stater og EU, som i høj grad har understøttet den biopolitiske opløsning af frihedens forudsætning, hævder nu, at de kæmper for den ”frihed”, som de lige har afviklet. Dermed undermineres ”friheden” yderligere under frihedens tegn.

B.

Det nye østen, som før var “vesten”, ledes af et ”ekstremistisk forsigtighedsprincip”, som blev indført ved biopolitikken som et direkte opgør med demokratiets ”proportionalitetsprincip”. Dermed får vi svage og aktivistiske stater med underdanige myndighedsstrukturer. Det gamle østen ledes af et mere traditionelt autokrati, selv biopolitikken blot har forstærket, så de gamle ledere kan blive endnu mere uforudsigelige og enerådige.

C.

Så vi får stater, som er svage og aktivistiske, og som dirigeres af en ny biopolitisk total-profylakse som det altdominerende og grundlæggende politisk princip. Begge sider har problemer med ”proportionalitet” og dermed også med frihed og demokrati. Ingen ved, hvad der kan ske. Alt kan ske, for der er ikke noget fundament. Den svage aktivisme kan brede sig her og der og der.

D.

Den radikaliserede, altomfattende og diskriminerende biopolitiske diskurs kan slet og ret overføres direkte fra corona til krig: Hele sendefladen ryddes, ”samfundssindet” breder sig, og forsøg på nøgterne analyser udskammes som angreb på ”folket” eller som noget ”putinistisk”. Der findes ikke andet. Alt handler om krig på samme måde, som alt handlede om corona. Coronaen forties nu nærmest demonstrativt på alle sendeflader. Hele det diskursive system har holdt flyttedag over night.

E.

Så coronaen har nu udvidet sit logiske råderum til krigen. Snart kan både de globale organisationer og de enkelte stater – som jo nu har deres fasttømrede biopolitiske strukturer på plads – gå videre til både et tredje og fjerde domæne. Coronaen udbreder dens essens. Og i den juridisk-epidemiologiske struktur er der også gjort klar til en rask lille corona-variant, når det passer sig, som kan befæste den ideologiske situation. Selv omikron er jo ”alment farlig”, og der er stadig mundbind og krav om coronapas mange steder i Europa.

F.

På den måde er vestens åndelige forbindelse til antikkens Athen, demokratiets vugge, afbrudt til fordel for en ny forbindelse til en helt anden græsk bystat, nemlig krigerstaten Sparta. Her viste man virkelig, hvad ”samfundssind” var. Alle gjorde alt for almenviljens skyld.

For at parafrasere et sted hos Rousseau; jeg mener, det var i hans opdragelsesværk ”Emile”: Spartainden interesserer sig ikke for, om hendes børn overlevede krigen. Hun vil være oprørt over spørgsmålets antydning af, at hun skulle have et privat socialt liv. Hun interesserer sig kun for, om Sparta vandt krigen. Det er Spartas ”samfundssind” (beklager lidt disse forsimplinger af den græske baggrundssammenhæng, men det er ok her, synes jeg).

Coronaen har bygget et nyt Sparta uden egentlig dyd, og nu er vi i gang med at flytte ind. Situationen er blot farligere end i antikken: For det første fordi det gamle vesten stadig hævder at bo i Athen. Denne modsætning gør tingene uforudsigelige, og staterne bliver svage og aktivistiske. For det andet er Sparta i dag globaliseret. Derfor kan krige slå ned både hvor som helst og hvornår som helst, også i sindet