Analyse af Alternativets skoleudspil: ”En fri skole for hoved, hjerte og ånd”

Indholdsfortegnelse:

1. Udspillets syn på pædagogik og læring

A. Udspillet forstærker skolereformen

i. Faglighed og dannelse som modsætninger

ii. Læring i fokus

B. Udspillet gør op med skolereformen

C. En modsætning

D. Løsninger

i. Andre læringsteorier

ii. National økologi

 

2. Fagenes problem

A. Kritikken: Skolen som kriseprojekt

B. Fagene og Skolen: Et værn mod ”kriser”

C. Udspillets pædagogiske styrker

i. Projekter: Når der går hul på skolen

ii. Skolen som pædagogisk organisme

iii. Skolen som økologisk organisme

D. Uddannelsesråd

 

3. Alternativets forslag om et frihedsbrev til skolerne

A. Frihedsbrevet til skolebestyrelsen

B. Forbindelsen mellem skole og kommune

C. Kritik: Pædagogik frem for skolebestyrelse

4. Diverse links og referencer

——————————————————

Alternativet har lanceret et skoleudspil med titlen: ”En fri skole for hoved, hjerte og ånd”.

Der er mange ting at tale om. Der er både gode og kritisable ting i udspillet. Først og fremmest er det dog værd at hæfte sig ved, at et politisk parti, der jo repræsenterer en række sociale strømninger i samfundet, tager mere grundlæggende stilling til skolepolitiske spørgsmål og pædagogiske formål; vel at mærke uden at hægte det hele op på 00ernes elendigheder med systemteori, pisalister og konkurrencestater. De andre modstander-partier har mig bekendt ikke lave noget, der ligner. Det andet store skolereform-modstandsparti, Liberal Alliance, har f.eks. blot 7 linjer i deres nye 2025-program. Og Enhedslisten, som jo også har stemt imod reformen, har nærmest ingenting (se links i bunden). Forligspartierne er, ja… uden for pædagogisk rækkevidde. De har underkastet sig den corydonske ideologi.

Derfor vil jeg i det følgende forsøge at kvalificere Alternativets udspil, så det for alvor kan begå sig i en bredere politisk og pædagogisk drøftelse, når de andre partier vel at mærke har TAGET SIG SAMMEN og lavet noget lignende. Hvis alle partier gør det, altså formulerer 10 sider om deres skolesyn med hver deres udgangspunkt, så vil vi jo få en national skolepolitisk diskussion på et helt andet niveau.

Når jeg taler om at ”kvalificere” udspillet, så tænker jeg på, at Alternativets udspil på en måde skal være så alternativt som muligt, samtidig med at det bliver så skoleagtigt som muligt. Det vil sige, at udspillet både skal forstærkes og komme i takt med partiets egen essens og med landets skoletradition og pædagogiske grundprincipper. Det skal være et alternativ, der beriger og trækker på traditionen selv. Det er i al fald mit mål og metode.

 

1. Udspillets syn på pædagogik og læring

Der er et problem ved Alternativets skoleudspil, som man bør hæfte sig ved. Det handler om pædagogikken som sådan. Problemet er, at udspillets forståelse af pædagogik er for læringsrevolutionær, altså at den trækker på skolereformens vokabular og horisont. Dermed væves der en konform og individualistisk tråd i udspillet. Det er et problem, for det betyder jo, at Alternativet alt for let bliver opslugt af skolereformens ideologi, som man officielt er imod. Min pointe er, at Alternativets pædagogik ikke er Alternativ nok. Man glemmer de økologiske principper, når det kommer til spørgsmål om læring og dannelse.

I det følgende vil jeg først pege på problemets nærmere karakter. Derefter vil jeg begrunde, hvordan netop Alternativet er et af de partier, der bedst kan løse problemet. Konstruktiv kritik, kalder man det vist?

 

A. Udspillet forstærker skolereformen

Udspillet trækker på skolereformens syn på læring og dannelse. Problemet viser sig især i indledningen. Her er de to centrale eksempler:

 

i. Faglighed og dannelse som modsætninger

Alternativet vil gerne bidrage til skabelsen af et bæredygtigt samfund. Det er fint. Men i indledningen kan man læse, at denne bæredygtighedsinteresse….

”…i praksis betyder, bl.a. at der skal mindre fokus på karakterer og målstyring og mere fokus på personlig dannelse og udvikling, så uddannelse ikke reduceres til kun at handle om at opnå faglig viden.”

Hvad er problemet med det? Jo, det er, at man skiller dannelse/udvikling fra faglig viden, som herefter forkrøbles og ender som ”målstyring”.

Denne operation, altså adskillelsen af kundskab og dannelse, svarer fuldstændig til den distinktion, som ligger bag skolereformens læringsrevolution. Også skolereformen sidestiller faglighed med målstyring, som efterfølgende modstilles dannelse, der i bedste fald havner som ”trivsel”. Formålene og kundskabernes egen betydning og dybde teknificeres og forsvinder.

Denne problematiske distinktion spadserer direkte ind i Alternativets tekst.

Alternativets leder, Uffe Elbæk forstærkede problemerne med følgende læringsrevolutionære tweet fra d. 15. februar:

“En folkeskole med afsæt i børnenes fremtid i stedet for fokus på fortiden vi har forladt”

I den ledsagende tråd fik Elbæk da også læst og påskrevet af forskellige debattører, som var bekymrede for historiekundskaberne. Ja, selv de Konservatives Søren Pape meldte sig med et forsvar for fortiden, og det forstår man jo godt. Elbæk endte faktisk også med at trække i land, men altså kun på en lille twittertråd.

 

ii. Læring i fokus

Problemet forstærkes så umiddelbart efter, hvor man fremhæver skolereformens læringsoptimeringstankegang, blot i let korrigeret form:

”For alternativet gælder det gennemgående uddannelsesprincip, at al læring begynder og slutter med den enkelte elev eller studerende: Uanset om vi taler om børnehave, folkeskole, ungdomsuddannelse, universitet eller efteruddannelse, bør den enkelte elev eller studerende stå i centrum for al læring (…). I det 21. århundred skal vi ikke længere lære i takt, for læring og udvikling er en personlig proces. Som individer er vi alle forskellige, og grundskolen bør indrettes ud fra den erkendelse, at mennesker lærer forskelligt, på forskellige tidspunkter og i forskellige hastigheder.”

Her er der fokus på den individuelle differentierede læring, som står helt centralt i skolereformen, og som alle samfundets uddannelsesinstitutioner institutioner altså skal rette sig imod.

Dette grundsyn forstærkes f.eks. i udspillets kapitel 2. Her kan man læse følgende:

”Skolens fornemmeste opgave bør være at skabe et rum, hvor de enkelte elever kan udfolde sine talenter på højeste meningsfulde niveau”.

Og på oplæggets s. 2 tales om en “ny evalueringskultur”, hvor der skal mere “fokus på individuel feedback og personlig udvikling”.

Også i disse citater har vi fokus på ”den enkelte”, ”talenter” og ”niveau” og “feedback” i en sprogdragt, der ekstremt let falder ind i den eksisterende tænkning. Dermed kommer man alt for tæt på skolereformens horisont, som jo blev formuleret i Antorinis Ny Nordisk Skole-manifest: ”at man skal udfordre børn, så de bliver så dygtige de kan”; en formulering, som jo i dag oversættes direkte til målstyrings- og feedbackstrukturer.

Reformens fokus på ”dygtighed og udfordring” blev hægtet direkte op på Corydons konkurrencestatsideologi, hvor dannelse og pædagogik endte som et middel til statslig økonomisk optimering.

Disse formuleringer vil efter min opfattelse trække Alternativet hen til skolereformens vokabular, ånd og praksis, selvom man ønsker det modsatte.

 

B. Udspillet gør op med skolereformen

Men der foregår også mange ting i teksten, der trækker i den modsatte retning. F.eks. i følgende citat, hvor man eksplicit gør op med konkurrencestatstænkningen, som jo er en central del af skolereformens ideologi:

”Derfor ønsker vi et grundlæggende opgør med konkurrencestatens forsimplede og forfejlede undervisnings og uddannelsestænkning”.

Man kan også læse følgende kritik af konkurrencestatens didaktiske og psykologiske konsekvenser:

”Vi ønsker et opgør med overdreven målstyring, nationale test og en stadig stigende præstationskultur, der påvirker børn og unges mentale sundhed negativt”

 

C.En modsætning

Dermed ender vi i en form for modsætning: På den ene side får vi en kraftig individualisering, læring ’all inclusive’, og ”det højst meningsfulde niveau”, og på den anden side er man imod konkurrencestat, målstyring og præstationskultur.

Det, man er imod, er altså det samme som det, som har produceret det, man er for.

Jeg har faktisk i hovedet et ret klart billede af, hvordan sådan en skole vil præsentere sig selv. Det bliver ret simple læringsstyringssystemer påført en masse pænt nysprog om hjerte, hånd og bæredygtighed og uden referencer til skolens, fagenes og de egentlige pædagogiske processers betydning. Vi havner i en konkurrencestatspædagogik uden konkurrencestat, for nu at udtrykke det lidt paradoksalt. Vi ender på den måde i nærheden af det radikale venstres aktuelle tilgang til disse spørgsmål, og RV står jo last og brast om skoleforliget.

Disse problemer overtager Alternativet direkte fra en lang læringsteoretisk diskussion, der siden 1975 har produceret de distinktioner, som styrer og dirigerer både skolereformen selv og udspillets tekst. Dermed skriver Alternativet sig ind i en læringsteoretisk historie, som de overhovedet ikke bliver et Alternativ til. Partiet bekræfter faktisk, som jeg ser det, den tilstand, man på samme tid vil gøre op med.

 

D. Løsninger

Hvad nu hvis Alternativet bliver et virkeligt alternativ og bruger deres filosofi ind i pædagogikken? Her tænker jeg på en form for mere grundlæggende brug af økologi- og bæredygtighedsbegrebet. Ja, i så fald vil man ophøre med at have så stærkt et fokus på individuel læring og alt det andet, jeg omtalte, og både kundskaber, fag og dannelse kan let finde plads i helheden.

Det kan godt lade sig gøre. Her er to eksempler:

 

i. Tag fat i nogle andre læringsteorier

Partiet kan tage fat i nogle af de mange læringsteorier, der ikke ser sig selv som modsætninger til indhold, kultur, tradition og praksis, men som heller ikke på nogen måde er reaktionære. Her tænker jeg f.eks på traditionen fra russeren Mihail Bahktin (1895-1975), som grundlagde den såkaldte “dialogisme” inden for læringsteorien. Man finder lignende markeringer i visse passager i den beslægtede teori om situerede læring, der spiller en rolle i antologierne Uren Pædagogik 1+2+3, f.eks. hos redaktørerne Svend Brinkmann og Lene Tanggaard.

Hos Bahktin, som egentlig er litteraturforsker, er der masser af karnevalistisk festivitas og diskussionslyst, men også en dyb interesse for sprogets grundlæggende dialogiske og fælles karakter. Tager man fat i den slags ideer, opløses en række af udspillets læringsfokuserede formuleringer. I stedet træder en organisk vekselvirkning mellem kultur, sprog, sammenhøring og fest, som efter min mening ligger i Alternativets reale DNA – dvs. i partiets syn på pædagogik, som det er, når man skræller alt det konsulent- og læringsagtige væk.

En sådan forsoning mellem Alternativet og dialogisme kan de andre partier og også alle os andre lære meget af. Men det kræver naturligvis, at Alternativet bliver mere sig selv, dvs. tager mere stilling til i partiets pædagogiske sætninger.

 

ii. National økologi

Udspillet har også et andet problem, som hænger sammen med det første, altså det med det kraftige fokus på læring. Udspillets ideer er i for svag kontakt med skolens tradition, dvs. med skolens formål og fortællinger. Hvad med åndsfrihed, kundskaber, historie og folkestyre mm.? Ja, hvad med det ”folkelige”, med demokratiet? Nogle af disse emner markeres i Alternativets forslag til ny fagrække, men her fortsætter opløsningen på en måde bare, som jeg ser det, fordi man mangler en mere grundlæggende tilknytning til det forhold, at samfundet har en essens, som skolen skal virke i, dvs. der mangler en tilknytning til skolens formål.

Det, der på sin vis mangler, er en refleksion over det nationale spørgsmål, altså det forhold, at vi har en ”folke-skole” i et ”folke-styre” osv.. Der mangler med andre ord en omfavnelse af den danske tradition. I stedet kører det nationale som en form for ureflekteret undertekst i udspillet; som et fotografi af Martin Henriksen (DF), der popper op i ny og næ.

I stedet bør man faktisk begrebsliggøre en national pædagogik, som gør op med DF, og som dermed forhåbentlig vækker DF af deres 2001-søvn, så et åbnet tidehverv og et dialogiseret Alternativet måske kan komme bare lidt i kontakt? F.eks. i et nyt skoleforlig, der også inddrager de andre partier?

Man må tage flaget tilbage, som Sys Bjerre synger i en af sine nye salmer. Hvordan kan man gøre det, hvis man er fra Alternativet? Jo, man bør forstå det nationale som en økologi, som en dialog og en praksis, der som en svamp har indoptaget og selvstændigt bearbejdet natur og kulturer på kryds og tværs. Tænk blot, som et lille eksempel, på Kaj Munks ”den blå anemone”, som han skrev få måneder, før han blev skudt af nazisterne, og betænk hvad sådan en sang fortæller om alt fra religion, nationalitet, modstand, fest og kærlighed til naturen og hele situationen efter 1. verdenskrig og frem til 1944, og hvorfor kan den mon stadig synges og høres?

En sådan national økologi er i høj grad foreneligt med den læringsteoretiske dialogisme, som jeg nævnte under punkt A. Alternativet er på en måde et eksempel på et nationalt karneval, der kan sætte lidt skub i landet, så landet kan blive sig selv, ligesom Alternativet kan blive sig selv og få en egentlig og stærk uddannelsespolitisk funktion, der ikke blot implicit bekræfter det, partiet med rette er imod.

På den måde skriver man sig ind i folkeskolens formålsparagraf, hvor der står, at kundskaberne skal  gøre eleverne “fortrolige med dansk kultur og historie og give dem forståelse for andre lande og kulturer”.

Kort sagt: Mit forslag er at undersøge karakteren og betydningen af henholdsvis dialogisme og ideen om en national økologi.

 

2. Fagenes problem

Alternativet vil opløse fagene og genskabe dem under fire nye rammer. Det er denne del af udspillet, der fungerer dårligst, og som da også har været mest kritiseret. Alligevel er der nogle gode ting, som de andre partier bør huske på.

 

A. Kritikken: Skolen som kriseprojekt

Alternativet vil af med alle de kendte fag. Skolens fagrække skal simpelthen gendannes under en særlig form for krisebevidst temastruktur. F.eks. skal naturvidenskaberne gendannes under ”Klima og bæredygtighed”, hvor ”klimakrisen” endda markeres som den altomtvingende horisont.

Samme tankegang gør sig gældende inden for de andre områder. Udover klimaområdet er der også et ”erkendelsesfag”, som indbefatter religion, filosofi, etik, mental sundhed og meget andet. Dertil kommer ”medborgerskab”, der skal omfavne alle samfundsvidenskaberne. Endelig er der ”kunst og kultur”, som vedrører hele det æstetiske og kreative område. Disse temaer skal så indfri forskellige andre ”kriser”.

Der er ikke noget i vejen med emnerne i sig selv. Det er ikke det. Problemet er, at skolen underordnes et politisk kriseprojekt. Det minder om 70’ernes strukturmarxisme, som også ville kriseficere en hel generation. Hvad siger læseren f.eks. til følgende citat fra 1983 af professor Jens Rasmussen, som i dag står centralt i skolereformens ideologi og implementering:

”For mig at se kan nok så raffinerede pædagogiske modeller lige så lidt som en nok så overbevisende agitation udvikle en antikapitalistisk og socialismeforegribende bevidsthed. Den bedste læremester hertil er kapitalen selv. Derfor drejer det sig snarere om at udvikle følsomheden overfor den mangfoldighed af krisefænomener, som vi står overfor i dag. Bruddene skal anvendes som grundlag for en uopbyggelig og kompromisløs kritik af det samfundssystem, der har skabt dem” (Rasmussen 1982, mine kursiveringer)

Der var ingen plads til kundskab, kærlighed og fri interesse i de kredse, og det er der stadigvæk ikke. Efter at Rasmussen og andre blev luhmannificeret fra midt 1990’erne, gik der totalt skolereformsdatalæring i landets pædagogik. Og det samme sker på en måde i Alternativets forslag, så snart ”krisen” gøres til formål. Børnene bliver krisebevidste, men mister fortroligheden og kærligheden til deres historie og omgivelser; ja, de mister forbindelsen til deres økologi. Landets børn og borgere bliver midler til krisehåndtering. Mennesket bliver en ”krise”:

Men skolen skal sørme ikke løse nogle ”kriser”! Især ikke hvis den vil være ”bæredygtig”. Hvad bliver det næste? at DF vil bruge skolen til at løse “indvandrekrisen”, eller at Socialdemokraterne vil indrette det hele efter at løse ”arbejdsmiljøkrisen”?

”Krise-pædagogik” er faktisk stærkt i familie med den ”udfordringspædagogik”, som skolereformen er født ud af (og som selv har en dybere rod, f.eks. i Rasmussens citat).

 

B. Fagene og Skolen: Et værn mod ”kriser”

Faktisk bør skolen snarere opfattes som et værn mod både ”kriser” og samfundspolitisk omklamring. Hvad vil det sige, at skolen er et ”værn”? Jo, det vil sige, at skolen består af fag og praksisser, hvor man indvier, undersøger og diskuterer verdens ting og sager helt uafhængigt af politiske interesser og funktioner, og med didaktiske og faglige strukturer, der nogenlunde afspejler videnskabens og kulturens opdelinger.

Alternativet har helt misforstået, hvad fagenes rolle er. Fagene er ikke underlagt ”kriser”, men kan sagtens drøfte kriser. Fagene er på sin vis et værn mod krisens pædagogik, så man kan komme til at diskutere, om der er en krise overhovedet, og hvilken karakter, krisen evt. har. Børn skal have kundskaber og kærlighed til naturen, til den mindste blomst og sang, der vendes og drejes og puffes til sammen med andre, og ud af det må man bare håbe, at en eller anden form for økologisk og fælles interesse gror frem. Og ”fag” er – det siger jeg blot i parentes – fyldt med forskelle, strid, diskussion, kreativitet, virkelighed og alt det andet. Det virker som om, at Alternativet tror, at fag er noget reaktionært eller sådan noget. Mon ikke det kommer af den sammenkobling af fag og målstyring, som efterfølgende modstilles dannelse? altså den sammenkobling jeg nævnte i starten? Det tror jeg.

 

C. Udspillets pædagogiske styrker

Men udspillet peger også på nogle ting, som man ikke må glemme, selvom mange gør det. Hvad er det?

 

i. Projekter: Når der går hul på skolen

Min første pointe er, at Alternativet har ret i, at skolen ikke udtømmende kan beskrives ved fagene, selvom de er uhyre vigtige. Nogle gange må der ”gå hul på skolen”, så skolen flyder ned i samfundet i allehånde tværfaglige, digitale, sociale og globale processer. Dermed får vi elever, der myldrer rundt på institutioner, kulturcentre, virksomheder og meget andet. I gamle dage hed det ”projektarbejde”.

Desværre er ordet ”projektarbejde” blevet uheldigt inficeret af Knud Illeris’ opgør med pædagogik og formål. Projektarbejde bør i stedet gentænkes på skolens frie præmis, hvis denne pædagogiske form vel at mærke skal have en fremtid, hvilket jeg håber. Den slags ideer kan man sagtens fremme med nogle få korrektioner af Alternativets tænkning. Desværre ligger ideerne brak hos mange andre partier, fordi den form for pædagogik ikke bidrager til at score på diverse “læringsindikatorer”. Helt overordnet handler det om at bringe projektpædagogikken hjem til skoletraditionen. Når jeg taler om “projekt”, mener jeg som sagt ikke den smådidaktiske metodebevidsthed, som Illeris’ ideer endte i, og som faktisk er i dag er havnet i selvsamme metalærings-koncepter, som præger skolereformen. Men ok, det er en lang historie.

Hvordan ser et moderne pædagogisk projekt ud, som tager udgangspunkt i skolens formål frem for at frastøde det (som Illeris gjorde). Ja, det er et godt spørgsmål. Det er også derfor, at jeg bruger udtrykket ”at gå hul på skolen”. Heri ligger jo en betoning af, at et projekt en særlig form for forlængelse af skolen. Dvs. at der overhovedet ikke er tale om et ”opgør”. Tværtimod.

Man kan sagtens forestille sig, at der går hul på skolen 4 gange om året med emner, som Alternativet har foreslået. Og igen – projektet må være helt uden foruddiskonteret krisebevidsthed. Derimod kan man sagtens lave projekter om klima, økologi og alle mulige kriser, hvis eksistens man så argumenterer for og undersøger. Men man kan også sagtens skrive om alt muligt andet.

 

ii. Skolen som pædagogisk organisme

Den anden pointe, jeg godt kan lide, er – hvis jeg må fortolke en lille smule – Alternativets interesse for, at de forskellige temaer og fagelementer spiller sammen i en forestilling om skolen som en dynamisk organisme, en egen puls, hvor musiske, håndværksmæssige, intellektuelle og organisatoriske elementer spiller sammen i større produktioner som musicals, festivals, årsfester, loppemarkeder, lejrskoler og meget andet.

Man kan næsten høre, hvordan der bankes, skrives, tænkes, diskuteres, spilles, bygges og løbes, mens skolen ændrer form til en kreativ og fælles organisme. Kan man ikke lave den slags ca. 4 gange om året også?

Lægger man i+ii sammen, får man i alt ca. 8 uger hvert år i 10 år, hvor fagstrukturen brydes helt og radikalt op: Dvs. 4×10 uger, hvor der går hul på skolen, og 4×10 uger, hvor skolen bliver en samlet skabende organisme.

Endelig er det dejligt at mærke det generelle fokus på kunst og kultur i oplægget. Vi skal have malerier i stedet for data-walls på væggene, tak. Og musik hver dag og alt muligt andet dejligt.

 

iii. Skolen som økologisk organisme

Alternativet foreslår som sagt et fagområde, de kalder for ”klima og bæredygtighed”, der subsumerer hele naturvidenskaben under en ”krise”. Men selvom vi bliver i den klassiske fagrække, kan man jo sagtens arbejde med økologiske spørgsmål, også som helt integrerede dele af skolens liv.

F.eks. ligger der jo simpelthen i mange af fagenes indhold en indbygget interesse for naturens økologiske processer og menneskets placering heri. Her er der sådan set ingen krise. Her er tværtimod kærlighed og interesse, dvs. mellem-væren. Her lærer man om den mindste blomsts egenart og sammenhæng og atmosfære. Her er naturen i mennesket og mennesket i naturen, som det hedder i udspillet. Her er både hjerte, hoved og hånd, hvilket også er et tema i teksten. Og her er ”naturskoler” og ”skolehaver”, som også nævnes i udspillet på en rigtig god måde. Så kan børnene skriver om diverse ”kriser” i projektopgaver i de store klasser, hvis de har lyst. Med alle disse tiltag skriver man sig ind i folkeskolens formålsparagraf, hvor der står at kundskaberne skal “bidrage til elevernes forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling”.

Jeg tror, at denne interesse og glæde for naturen nærmest pr. automatik vil producere en efterfølgende sans for omsorg og økologisk interesse, når barnet bliver ældre, men ærligt talt: Det må barnet selv bestemme, mens det vokser op. Vi må bevare pædagogikkens risiko.

Et andet forslag i samme boldgade er ideen om, at skolen selv skal være et bæredygtigt system, hvor alle, der har lyst, tænker over, udvikler og forbedre den økologiske cirkulation, som en skole er. Dermed udvikles sans for økologiske sammenhænge, uden at det underlægges et ideologisk krisevokabular. I den sammenhæng kan både børn og lærere sagtens bidrage med ideer, også i diverse råd mm.. Men ordet ”krise” må ikke få en ideologisk funktion. Det skal være en nyttig, kreativ og sjov aktivitet, og det må absolut ikke få karakter af et politisk korrekt ”klima-politi”.

På denne måde får vi økologi, bæredygtighed og natur til at spille en central rolle i det pædagogiske og skolemæssige liv, uden at det kobles op på ”klimakrisen”, hvor man ender med at få det hele “forklaret” af en eller anden selvbestaltet superautoritet fra FN eller sådan noget.

Og på den måde kan alle fag og deres kundskabstraditioner bevares og endda grundes i dybden. Vi får mere fag, mere økologi og mere naturbevidsthed på samme tid. Men det hele styres af kærlighed, inter-esse og vekselvirkning mellem indhold, kultur og ”hoved, hjerte og hænder”, dvs. af Alternativets egne principper.

Derved kan forslagets gode sider indoptages i den eksisterende skoletradition i stedet for som forslaget står nu, hvor tendensen i udspillet er, at f.eks. “klima” og “krise” kommer til at ”erstatte” den pædagogiske tradition.

 

D. Uddannelsesråd

Endelig bør man hæfte sig ved Alternativets forslag om et nationalt ”uddannelsesråd”. Rådet består af politisk neutrale eksperter og organisationsfolk, som skal udpege fremtidens “udfordringer” vedrørende ”social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed”.

Efter min mening er det en dårlig ide at have sådant et bedrevidende udfordringsråd rendende, for det vil fremme den problematiske krise-filosofi og lægge låg på det pædagogiske livs frie omgang med tingene i sig selv. Ja, jeg tror endda, at sådan et råd vil aktivere en ny form for administrativ overstyring, som Alternativet jo ellers gerne ville af med (jf. næste afsnit).

Men i en anden forstand er det faktisk en god ide med et uddannelsesråd. Hvad skal rådet da lave? Svaret er: De skal intet lave, og deres opgave bliver med argumentation og strid at forhindre, at nogen, f.eks. politikere, KL, skolelederforeningen eller DLF, gør noget som helst. Det vil også inspirere skoleledere til at være en form for vogter i stedet for en læringsmålingsdesigner.

Med sådan en beskyttelse kan skolens pædagogiske liv træde selvstændigt i karakter.

 

3. Alternativets forslag om et frihedsbrev til skolerne

Alternativet vil ”sætte skolerne fri”. Det er jo godt, men der mangler et pædagogisk niveau i denne frihedsmarkering. Det er i al fald det, jeg vil argumentere for i det følgende. For nu at sætte det lidt på spidsen: Alternativet vil have et bestyrelsesvælde, mens jeg vil have et pædagogisk vælde

 

A. Frihedsbrevet til skolebestyrelsen

Første kapitel af skoleudspillet hedder simpelthen ”Sæt skolerne fri”. Der betyder, at der skal ”skæres ned på hele det administrative og kontrollerende lag. Ja, man vil simpelthen ”fjerne alle styringsredskaber” fra folkeskoleloven.

Det minder på sin vis lidt om formuleringen fra LA’s skoleudspil, der lyder sådan her:

”Liberal Alliance vil gøre folkeskolereformen frivillig for den enkelte skole. Det vil give skolerne frihed til selv at vælge, hvordan de vil indrette sig, og det vil bringe fokus tilbage på faglighed og dannelse”.

Det er sådanne formuleringer, som det corydonske centrum-venstre slet ikke kan forstå. De tror, at lærerne begynder at slås i sne og råbe bandeord efter gamle damer, hvis man ikke målstyrer dem.

Alternativet ønsker, at det er skolebestyrelsen, der både skal sætte mål og bestemme skole-, test- og tidsstruktur, og partiet foreslår en sammensætning af skolebestyrelsen, der afspejler både skolens interessenter og lokalområdets kultur- og foreningsliv, vist især dem fra den “kreative klasse”, hvis jeg lige må mobbe lidt.

Den centrale aktør bliver altså i Alternativets udspil en bredt sammensat skolebestyrelse, der så efterfølgende skal give gode ”rammer” for det pædagogiske arbejde i en eller anden form for vekselvirkning med det nationale uddannelsesråd.

 

B. Forbindelsen mellem skolebestyrelse og kommune

Alternativet ønsker ikke selvejende skoler. Skolerne skal stadig være kommunale. Derfor kommer samspillet mellem kommune og de magtfulde og kreative skolebestyrelser til at stå centralt. I beskrivelsen af dette samspil følges Alternativets forslag til frihedsbrev op. Kommunerne skal ”understøtte” skolerne på forskellige administrative og pædagogiske måder, der helt klart sætter skolens og ikke mindst skolebestyrelsens egne initiativer i centrum.

Måske er det lidt for meget i detaljen, men jeg mangler faktisk overvejelser over karakteren af kommunens deciderede kvalitetstilsyn. Det er trods alt vigtigt, at de enkelte skoler ikke falder i et hul tømt for ånd og interesse. Men det er klart, at de eksisterende styrings-, data og kvalitetsstyrings-strukturer slet ikke kan udfylde den opgave. Tværtimod fremmer de teknificeringen, detailstyringen og indholdstømningen af skolen. Det aspekt nævnes desværre ikke.

Det eneste som Alternativet vil ”sikre”, som det hedder, er, at der etableres…

”…et nært og entreprenant bånd imellem den enkelte folkeskole og lokalmiljøet, som også øger muligheden for at eksperimentere med nye ideer”.

Det er en kommunal sikringsagent, der skal holde øje med det. Igen får vi dette samspil mellem kommune, bestyrelse og kreativ klasse.

Dette forslag er imidlertid ikke tilstrækkeligt i forhold til det mere grundlæggende pædagogiske arbejde med skolens åndelige og praktiske kvalitet. Desuden er det lidt irriterende, at der står ”entrepenant”, men ok, lidt Alternativ-sprog skal der jo også være plads til i et partiudspil.

 

C. Kritik: Pædagogik frem for skolebestyrelse

I Alternativets udspil bliver skolebestyrelsen altså den centrale aktør, som skal opsuge lokale bevægelser, og kommunen skal kontrollere og servicere denne proces. Men sådan en skolebestyrelse kan hurtigt få alt for mange fikse og ”alternative” projektideer, som lærere og pædagoger og andre fagfolk skal løbe rundt efter. Det er nemt at forestille sig.

Jeg savner en pædagogisk og faglig instans, som bærer en mere grundlæggende indflydelse og betydning, som kommer før skolebestyrelsen. Om det skal være i form af et pædagogisk råd eller ved mere fundamentale pædagogiske-demokratiske processer, vil jeg lade ligger her.

Lærernes rod i skolens tradition og formål er langt det vigtigste, og det er denne forbindelse, der skal være skolens hele udgangspunkt, og som er en grundbetingelse for al den ånd, kultur og økologi, som Alternativet taler om. Men denne ”vigtighed” kan ikke indfris, hvis det er skolebestyrelse og kommune, der i fællesskab svinger taktstokken.

Min pointe er, at skoleledelsen, som jeg ser det, ikke primært bør servicere skolebestyrelse og kommune, men derimod pædagogikken. Og hvad vil det sige at servicere pædagogikken? Det vil sige, at lederen interesserer sig for lærernes vekselvirkning med skolens liv og med forskningsmæssige, intellektuelle og praktiske bevægelser i samfundet. Det er denne vekselvirkning, der skal bære en fri skole, snarere end den mere løse og organisationsagtige ”skolebestyrelse” og dennes forbindelser til et kommunalt niveau, der i mange år har spillet totalt fallit.

Konklusion: Alternativet skal have stor tak for at spille ud med et samlet syn på skole og pædagogik, som man kan tænke med på. Det er noget, som de andre partier i høj grad kan lære noget af. Ja, sådanne udspil er simpelthen betingelsen for, at landets pædagogik kan udvikle sig i en egentlig pædagogisk retning.

Jeg mangler så blot, at Alternativet bliver lidt mere alternativ, dvs. at man forlader resterne af skolereformens vokabular og forbinder sig med skolens tradition.

 

Diverse links og referencer:

A.

Alternativets skoleudspil: ”En fri skole for hoved, hjerte og hånd”: https://alternativet.dk/application/files/5114/8770/7024/En_fri_skole_for_hoved_hjerte_og_hand.pdf

Enhedslisten om folkeskolen: https://enhedslisten.dk/politikomraade/uddannelse-og-forskning

LA om folkeskolen: https://www.liberalalliance.dk/emne/frifolkeskole/

Sys Bjerres ”Fædrelandssangen”:

Kaj Munks sang ”Den blå anemone”:

Rasmussen, J. (1982). ”Erfaringspædagogik og frigørelse”, Unge pædagoger, nr. 3, s. 15-28.

 

B.

Alternativets uddybninger af oplægget og diverse reaktioner (uddybes løbende):

Caroline Magdalen Meier (skoleordfører for Alternativet): https://www.folkeskolen.dk/602737/hvad-handler-al-den-staahej-om-alternativet-og-nye-fag-om (her betones ”krise”-argumentationen kraftigt)

Carolina Magdalene Meier: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/saet-erkendelse-paa-skoleskemaet

Undervisningsminister Merete Riisagers reaktion: https://www.folkeskolen.dk/602766/minister-til-alternativet-fagene-bliver-paa-skemaet

Jacob Marks (SF) reaktion: https://www.folkeskolen.dk/602734/til-alternativet-nej-elevernes-skoleskemaer-skal-ikke-aendres-fuldstaendig

 

C.

Tidligere udkast:

Herværende blogindlæg er en bearbejdning og sammenfatning af følgende fire facebook-opslag:

Nr. 1: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155041001214481&id=837549480&pnref=story

Nr.2:: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155043095234481&id=837549480&pnref=story

Nr.3: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155045509204481&id=837549480&pnref=story

Nr. 4: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155046294099481&id=837549480&pnref=story

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.