Analyse af regeringens skoleudspil ”Gør en god skole bedre”

Regeringen har skrevet et skoleudspil, ja ligefrem et forslag til en skolereform, som de kalder ”Gør en god skole bedre – et fagligt løft af folkeskolen” (herefter: GGSB) (december 2012). Udspillet berømmes af næsten alle partier og af stort set alle avisredaktionerne – ikke mindst af Politikens uddannelses- og analyseredaktion.  Lærerforeningen, DLF, og dens blad, Folkeskolen, har også været positiv, hvilket skyldes, at den allerede forinden havde tilsluttet sig Ny Nordisk Skole-konceptet, som er en slags filosofi for reformen, og derfor har DLF haft problemer med den indholdsmæssige argumentationskraft i den nu afsluttede overenskomststrid. Liberal Alliance, de Konservative og mindre grupper i samfundet har været kritiske, men kritikken har mest gået på skoledagens længde og de såkaldte aktivitetstimer. Min pointe i herværende indlæg er dog, at problemerne i udspillet slet ikke primært vedrører disse to emner, men derimod hele udspillets grundlæggende filosofi og begrebsapparat, og at dette problem næsten er det samme som i en række andre uddannelsespolitiske tiltag fra de sidste års tid. Vi har med andre ord at gøre med et ideologisk system, der er ved at bemægtige sig hele vores uddannelsessprog, som dermed omdannes til noget, der på overfladen ligner noget kendt og nyttigt, men som i virkeligheden fortrænger det.

Mit spørgsmål er: Er GGSB en skolereform eller en skoleafvikling? Og mit svar, altså det jeg vil vise i denne analyse, er i første omgang det sidste – altså at GGSB er en afvikling. Men måske er det mere end det? Kombineres reformen med Kommunernes Landsforenings skolepolitiske vision ”nysyn på folkeskolen”, med den nye overenskomst der giver skoleledelsen fri ledelsesmagt, med Ny Nordisk Skole, med den nye læreruddannelsesreform og med de nye dagtilbudsinitiativer, så får vi et billede af ikke blot en afvikling, men simpelthen en nedlæggelse.

Jeg vil pege på tre overordnede og seks mere praktiske og afledte forhold i GGSB, som alle peger i den retning, jeg har angivet:

1.

Lad os se på hvad der angives som formålet med det hele. Først og fremmest er det bemærkelsesværdigt, at udspillet slet ikke relaterer sig til folkeskolelovens §1, altså formålsparagraffen. Det er den med åndsfrihed, frihed og folkestyre, vekselvirkningen mellem danske og andre kulturer osv. Alle de ord, som har gjort Danmarks skole til et pædagogisk sted igennem århundrede. Den eneste undtagelse er, at der er en reference til det, man kalder for ”styrkerne” ved den danske skole, nemlig at Danmark scorer højt på en international ”demokratiliste”, men denne ”styrke” nævnes ikke yderligere i hele skoleudspillet. Måske fordi man med udtrykket ”gør en god skole bedre” mener, at alt det der med demokrati har vi klaret, og at demokratilisten derfor refererer til ”en god skole”-delen af udspillets titel; det går godt nok, for vi er jo i top på en liste, og dermed er der ingen grund til at gøre mere ved det. Måske og måske ikke? – man kan ikke vide det, for der er ingen eksplicitte referencer til §1. De andre ord fra §1 nævnes slet ikke. Med denne forbløffende tavshed, og denne mulige og smalle fortolkning af en ”styrke”, deler udspillet fuldstændig skæbne med alle de uddannelsespolitiske initiativer, jeg nævnte i indledningen, og som jeg har analyseret i bund i andre sammenhænge. Vi har altså et helt system af tekster, som afviser de formål, som de skulle tjene. Dermed er vi på afviklingskurs og al det filosofiske og kundskabsmæssige er viftet af vejen. Herefter følger nedlæggelsen:

2.

I stedet for den hengemte §1 sættes tre andre mål, som tages direkte fra Ny Nordisk Skole (NNS)-processen i foråret 2012. Nu skal man først og fremmest huske på, at hele Ny Nordisk Skole hviler på en antidannelsesfilosofi uden lige. Den eneste professor i kredsen, Per Fibæk Laursen, har ligefrem sagt, at dannelse hører til hos Dansk Folkeparti, og han mener, at en skole primært bør levere arbejdskraft til et globaliseret arbejdsmarked, hvad det så end skulle bestå i. Men alt det har jeg skrevet om, og læseren må kigge på analyserne fra dengang (se referencelisten). Men hvordan kommer NNS-målsætningerne ind i skoleudspillet? Lad os følge vandringen: Først og fremmest skal NNS-målene adressere nogle ”udfordringer”, som man kalder det (s.7). Alle disse udfordringer er taget ud af PISA-målingernes resultater vedr. præstationerne i læsning og matematik. Skolereformen er altså en ren og skær Pisa-baseret konstruktion. Blandt udfordringerne nævnes ganske vist også pisaplaceringen i ”naturfag”, men det forsvinder i løbet af GGSB og til sidst tales kun om læsning og matematik. Der nævnes ikke andre fag.

Derefter følger så de tre NNS-mål, som man kan læse i nedenstående tabel. Tilforladelige mål? Ja, og derfor blev Danmarks Lærerforening forført, og derfor er mange andre forført. Men målene er ikke blot en glad hensigtserklæring. De betyder noget helt bestemt. Det betyder ikke at ”blive så dygtig som muligt” til alt muligt, men som sagt kun til læsning og matematik. Desuden tales der ikke blot om mål, men ligefrem om ”klare mål” og endda om ”operative måltal”, og de tre mål operationaliseres i følgende tabel, hvor jeg også har angivet målene for Kommunernes Landsforenings ”Nysyn på folkeskolen”, så læseren kan se de store strukturelle og indholdsmæssige ligheder:

Ny Nordisk Skole Skolereform – de klare operative mål Kort Kommentar Kommunernes Landsforenings ”nysyn på folkeskolen 2010”
Skolen skal udfordre alle lever, så de   bliver så dygtige, de kan. Mindst 80% af eleverne skal være gode til   at læse i de nationale tests og antallet af de allerdygtigste elever i dansk   og matematik skal stige år for år. Dygtighed = Liste- og Pisa-placering på   særskilte tekniske færdigheder. Den danske folkeskole skal være i top 5 på   Pisalisten.
Skolen skal mindske betydningen af social   baggrund ift. faglige resultater. Andelen af elever med dårlige resultater i   nationale tests for dansk og matematik skal reduceres år for år. Lighed defineres som gennemførsel og   testresultater. 95% af en ungdomsårgang skal gennemføre en   ungdomsuddannelse (nævnes også flittigt i GGSB)
Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal   styrkes blandt andet gennem respekt for professionel praksis og viden. Elevernes trivsel skal øges Måltal har fokus på elever og ikke på   professionel praksis. Måltallet er ikke helt operativt endnu, men det kommer. Kun 5% af børnene skal have en sag i PPR

Vi får altså en samlet struktur, der glemmer skolens formålsparagraf §1 for derefter i enighed at oversætte en ånds- og dannelsesfri Ny Nordisk Skoles generelle mål til kvantitative operative mål inden for området læsning og matematik på en måde, der minder meget om Kommunernes Landsforenings. I GGSB’s mere praktiske passager tales også om øget fokus på engelsk og en time ekstra med praktiske fag, men det indgår slet ikke i den overordnede systematik.

3.

Jeg nævnte, at skoleudspillet henviser meget direkte til NNS, ja nærmest kan opfattes som en implementering af dennes dannelsesfjendske og mellemlederagtige skolesyn. Men udspillet nævner også på s.40ff udførligt den nye læreruddannelse, der er blevet kritiseret sønder og sammen for sit kompetencesyn, sin teoretiske utilstrækkelighed, sin instrumentalisme og sin mangel på kontakt til national eller europæisk filosofi. Også børnehavepædagogikken og pædagoguddannelsen nævnes, og der henvises til, at det nuværende Skoleråd, som er endnu en Pisa-teknokratisk foranstaltning, skal udvides til at være et råd for 0-18 år og omdøbes til ”råd for børns læring”, hvor ”læring” knyttes direkte an til Pisalister. Dermed lægges op til en parallel afvikling af børnehavernes tradition; en tradition der stadig er angivet i formålene for dagtilbuddene, hvor der tales om udvikling, trivsel og selvstændighed, som refererer til en bred reformpædagogisk tilgang (s.40+44). Allerede nu kan vi se kommuner arbejde med at underordne børnehavetraditionen under operationaliserbare klare mål. Det sker f.eks. i Århus Kommune, hvor børnehavepædagogik bygger på et fælles instrumentaliseret læringssyn og en masse kasser med flueben, der skal viftes af (se referencelisten for børnehavediskussionen).

Det er derfor, jeg taler om en samlet ideologi. Læreruddannelsesrapporten, KL’s skolesyn, dagtilbudspolitikken, de nye overenskomster og nu også GGSB arbejder alle i samme retning, nemlig i retning af en instrumentalistisk og dannelsesfjendsk ideologi, der udelukker formål, kundskaber og pædagogisk frihed – og derfor statsmæssig oplysning – og erstatter disse med operative mål og tekniske færdigheder.

Dermed er vi i stand til at forstå en række af de mere praktiske og administrative konsekvenser af skolereformen:

A. For det første etableres en række kraftigt forøgede administrative kontrolstrukturer, der tager udgangspunkt i de tre operative måltal mål frem for i skolens formål. Hele den nationale og kommunale skoleforvaltning kan rulles ud med disse tre mål som hovedsigte. Der kan laves resultatkontrakter, evalueringssystemer, mus-samtaler og effektivitetsanalyser, der på med de tre ”klare mål” som kriterier kan gennemlyse undervisning og skolens organisation som et gammeldags panoptikon.

B. Lederen får ingen pædagogisk frihed, men kun den ”frihed” der består i at skulle leve op til sin resultatkontrakt, der er igen er direkte forbundet med de tre klare operative mål. Det samme kommer derfor til at gælde læreren. Resultatkontrakten, der tager udgangspunkt i de tre klare mål, vil arbejde som en tavs og teknokratisk forudsætning, der vil underminere lærernes og ledernes dømmekraft, og man vil ofte ikke kunne vide, om man taler med en kontrakt-mand eller med en virkelig pædagog. Ledelse, som i overenskomststriden har været så højt besunget af KL og mange andre, er derfor slet ikke ledelse, men et slags systemmedium for de operative måls strømme og vil føre til nysprog, mangel på dømmekraft, ledelsesvokseværk og underdanighed; alle de unoder vi har set hos professionshøjskolerne, i kommuner, på nogle universiteter og mange andre steder. Det er dèt, man mener med ”normalisering”, måske uden at være helt klar over det selv. I GGSB tales ligefrem om, at ministeriet vil støtte ”kommunernes og skolernes arbejde med opfølgning på måltallene… ved at stille supplerende indikatorer til rådighed”. Og man vil udvikle et ”it-baseret ledelsesværktøj” som giver adgang til ”data og målrettede resultatindikatorer”. Og på s.42 kan man læse, at ”lederne og forvaltningscheferne skal opkvalificeres” (en skoleleder er nu en slags forvaltningschef, TR), så de kan styre gennem mål og evalueringer (dvs. de klare mål ovenfor, TR), og så de kan ”anvende efteruddannelse af lærere strategisk for at nå skolens mål” (altså de klare mål, TR). Der er i disse beskrivelser kun ekstern reference til Skolerådet, hvis erklærede mål er at score højt på Pisa, og som ingen veneration eller kendskab har for og til dansk eller europæisk filosofi eller videnskab. Så når man taler om en styrket skoleledelse, så er det en ”forvaltningsmellemleder”, som kan lede efter ”klare og kvantitative mål” og ”styre strategisk”. Det er ingen skoleleder – that is for sure! Man skriver endda, at den nye lov kan støde på ”vanskeligheder der forsinker”, men det kan løses af et ”kvalitetsudviklingsredskab” og nogle ”læringskonsulenter”. Det må være sådan en slags ”luk munden på fornuftige mennesker-foranstaltninger”?

Og hvis nogen tror, at det her ikke handler om dagligdagen, så læs en formulering som: ”I kommunerne skal de nationale mål og de operative måltal (jf. tabel, TR) danne grundlag for dialogen mellem skolerne og mellem skoleleder og skolens medarbejder om udvikling af kvaliteten og resultatopfølgning. Med udgangspunkt i data og viden om resultater (jf. tabel, TR) skal der hvert år følges op på kvaliteten og realiseringen af måltallene (jf. tabel, TR)”. Her kan man se, hvordan de ”klare mål” arbejder sig helt ned i skolens dagligdag, og ikke efterlader den mindste rest af en regulær og fri skole i ånden fra folkeskolens §1.

C. Mange siger: Jamen, det er jo kun godt, at ”eleverne bliver så dygtige som muligt”, og det gælder vel alle fagene. Men nej, det gør det ikke. Det gælder matematik og læsning, som disse fag forstås af pisalisterne. Vi taler ikke om faget ”dansk” i kulturel og indholdsmæssig forstand, og der er heller ikke noget om de andre skolefag. Det er ”de klare og operative måls fag” som er i søgefeltet for GGSB.

D. I GGSB tales ofte om, at leg og læring skal integreres, men det skal man ikke lægge noget i. Det betyder blot, at leg skal bruges til at understøtte læring, som så forstås i overenstemmelse med tabellens operative mål. Resterne af en ordentlig fritidspædagogik bliver i reformen til et amputeret ”legebegreb”, der helt underlægges læringsbegrebet. Det er naturligvis fritidspædagogikkens endeligt, og det skyldes læringsbegrebets angreb på alt og alle og Antorinis manglende forståelse af, hvad fritids- og børnehavepædagogik er. Det er svært at forstå, at landets pædagoger ikke er i oprør? Rent fagligt er det derudover decideret angribeligt at reducere vores kulturs rige vekselvirkning mellem leg og kundskaber til sådan noget mekanik.

E. Det er også sigende, at man til allersidst i GGSB vifter med alle de ”nye frihedsgrader” – men det er alt sammen rent teknik (s. 49-50). Skolerne må ifølge reformforslaget selv bestemme nogle teknikaliteter og nogle metoder, men de bliver altså målt på de ”klare mål”, så det er en særlig form for teknisk metodefrihed, som ligger langt fra danske frihedstraditioner, og som slet ikke er i nærheden af ånden i §1.

F. Endelig er det typisk, at man blot overtager den allermest simple forståelse af forskning og uafbrudt taler om ”undervisning der virker” (i forhold til de klare og operationaliserbare mål, TR) og igen på s. 44, hvor der tales om ”styrket forskning i pædagogik og undervisningsmetoder”, der skal sikre en ”bedre effekt”. Jeg har allerede her på DPU set de bitre konsekvenser af, at alle vores bedste studerende for at få et forskningsstipendiat skal skrue deres ideer, som ellers kunne præge Danmark med spændende nytænkning, ned i disse systemteoretiske skabeloner, som defineres af de toneangivende evidens-kredse i landet.

Konklusion:

Vi har at gøre med et samlet teknokratisk system, der udelukker virkelige værdier og kundskaber til fordel for ”operative måltal”, ”resultater”, ”evidensbaserede metoder” etc., og alle strømmene løber sammen i en stor anti-filosofi, der dækker alle fra 0-18 år samt de tilhørende lærer- og pædagoguddannelser, og som omdanner vores skoleledere til kontraktfikserede mellemledere og vores lærere til undervisningseksperter og læringsdesignere, alle underlagt drømmen om listeplaceringer og andre procentsatser. Det er ikke en skolereform. Det er en skolenedlæggelse. I GGSB skriver man ligefrem, at denne skolenedlæggelse gør klar til “morgendagens samfund” (s.11). En trist poesi.

 

Referencer:

  1. Gør en god skole bedre – et fagligt løft af folkeskolen, Undervisningsministeriet 2012. http://uvm.dk/I-fokus/Goer-en-god-skole-bedre/~/media/UVM/Filer/I%20fokus/Tema/Goer%20en%20god%20skole%20bedre/121204%20goer%20en%20god%20skole%20bedre.ashx
  2. Analyse af Kommunernes Landsforenings skolesyn: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-nysyn-pa-folkeskolen-kls-skolevision.html
  3. Eksempel på analyse af Ny Nordisk Skole: http://www.folkeskolen.dk/513707/oplaeg-om-ny-nordisk-skole-paa-folkemoedet
  4. Analyse af børnehaven: http://www.folkeskolen.dk/513515/afviklingen-af-den-nordiske-skole-4–boernehaven
  5. Analyse af gymnasiet: http://www.folkeskolen.dk/523126/afviklingen-af-den-nordiske-skole-7—gymnasiet-del-2

Link til den endelige forligstekst fra d. 7. juni, der ikke adskiller sig stort fra oplægget.

Ledere fra Information, Politiken og Berlingeren, som alle er positive overfor skolereformen:

  1. http://www.information.dk/458708
  2. http://politiken.dk/debat/ledere/ECE1954603/skolen-maa-ikke-vaere-en-kamplads/
  3. http://www.b.dk/berlingske-mener/i-skole-igen

15 tanker om "Analyse af regeringens skoleudspil ”Gør en god skole bedre”"

  1. Hej Thomas

    Super indlæg – reflekteret, velargumenteret, underbygget, analyserende.
    Og for mig at se en ret trist konklusion, som du (måske ikke så overraskende) når frem til.

    Godt arbejde!!

  2. Jeg kunne nærmest ikke være mere enig. Vi er nu et par stykker blandt de menige lærere, som har ført kritik af forslaget frem i et stykke tid – men det er ikke nemt at blive hørt. Det er en uartighed at kalde noget for “Ny nordisk Skole” uden så meget som at nævne Grundtvig eller Kold – ikke engang en afstandtagen til disse; ingen fortælling, ingen sang, ingen respekt for håndens arbejde. Ingen åndsfrihed i skolearbejdet!
    En skoleleder sagde i en fjernsynsudsendelse her under konflikten, at problemet i folkeskolen var, at vi skulle skaffe os af med “lærerfaktoren” – for lærere underviser ikke ens, og det burde de. Ifølge denne leder.

    Så er nysprog nu ikke noget,d er er på vej eller kommer senere – Margrethe vestager er rigtig godt i gang:
    http://www.kl.dk/Om-KL/Vestager-Tillidsreform-buldrer-derudaf-id127103/

  3. Ak, så sandt – sørgeligt Venstre-liberalistisk og økonomisk livssyn udmøntet i åndelig fattigdom og fantasiløshed – århundreders klarsyn begravet i målbare anti-værdier og kancellisprogligt sludder – den gode 200 års fødselar Søren Kirkegaard må beskæmmet vende sig, og vore unge må til udlandet for at kunne se himlen og nå stjernerne – så meget for det danske friheds- ligeheds- og kundskabssyn – som musikpædagog må jeg græmmes og skjule mit ansigt …

  4. Tak til Thomas Aastrup Rømer.

    I går lagde jeg følgende på http://www.nynordiskskole.dk:
    Min datter har i dag modtaget en SMS fra sin meget vellidte lærer. Af den fremgår det, at hun (læreren) fra mandag d.29.april ikke længere vil kunne træffes på sin private mobiltelefon, men udelukkende via skolens telefon eller på Intra-systemet indenfor normal arbejdstid.

    Hidtil har denne lærer løbende sendt og modtaget hilsner, beskeder, informationer mv. Og har herigennem opbygget særdeles gode relationer til sine elever, med fine undervisningsresultater.

    KL’s dinosauere ønskes tillykke med dumhedens sejr og undervisningsministeren ønskes held og lykke med sin neoliberale skole – det får hun brug for!

    • Tina jeg synes du fordrejer diskussionen når du blander lærerenes kommunikation med eleverne, sammen med KL’s udspil.

      Gennem de sidste mange år er presset fra forældre og elever på lærernes arbejde steget markant, og kravet om at lærerne, mange steder på ugebasis, skal aflægge rapport og være tilgængelige stort set hele døgnet, er et punkt hvor jeg tror mange lærere vil være glade for at en reform.

      Samtidig har lærernes tilgængelighed overfor elever samt forældre uden for skolens rum, efterhånden nået et utilsigtet niveau. Og der er mange lærer der vil støtte en indskrænkning af deres tilgængelighed, overfor elever og forældre uden for skolen.

      Dit argumentet om den gode relation via SMS virker også lidt søgt, da jeg ikke ser nogen grund til at denne relation ikke skulle kunne fortsætte på andre platforme, inden for lærernes arbejdstid.

      • Kære Toby
        Jeg har netop læst dit svar. Der er løbet en del vand i åen siden min vrede kommentar, omend jeg står aldeles inde for indholdet.
        Du har selvfølgelig en pointe i forhold til presset på lærernes tilgængelighed. Mit egentlige budskab var en harme over at se desillusionen brede sig blandt lærere, der faktisk forsøgte at gøre noget ved de problemer, der vel var årsagen til det hele: at alt for mange forlader FS uden de nødvendige kundskaber og at den sociale baggrund er voldsomt bestemmende for det senere livsforløb.
        Dette udgangspunkt har imidlertid fortonet sig. Man skød budbringeren og tilbage står nu konkurrencestatens krav om vækst og målbare resultater.
        At forsimplede fagmål, flere test, øget ledelsesrum, fast arbejdstid og andre kommunikationsplatforme (!) er svaret på de oprindelige spørgsmål, forstår jeg ikke,…..men der er åbenbart så meget kvinder ikke forstår.

  5. Pingback: Kritik af regeringens skoleudspil “Gør en god skole bedre” – af Thomas Rømer | Pædagogik og didaktik - for lærerstuderende i Nørre Nissum.

  6. Meta-analysen – Min første indskydelse er at det er et gigantisk spil af ressourcer – når en en kapacitet som Thomas må bruge tid på at fremstille en så ‘triviel’ analyse.

    Denne analyse er nemlig en naturlig del af den evidens som såvel regering, som opposition, i dag henviser til! På Sokratisk uvidenheds-vis, henviser politikere til en række ‘formålsårsager’, som så skal legitimere tyranniet. Dermed bliver evidensen, og dennes analyser, trivielle – eller som en Grundtvig og en Løgstrup ville se det skolen bliver en vulgær og banal opdragelse til det ‘politisk’ men udannet liv… hvor u-dannelsen netop tager form som et krav om “livs lang læring”!

    Det beskæmmede i dette er at den stakkel som analyserer dette også må benytte sig af og henvise til den samme nedladende og udannet retorik, hvorved kritikken i-sig-selv må fremstå som vulgær og banal – således står ’systemet’ i stampe.

    Det der sker, rent retorisk/dialektisk, er at den som fremlægger analysen – i dette tilfælde Thomas – nu selv bliver ‘bort dømt’…. pga. denne banale/vulgære analyse, denne bliver benyttet som et politisk partsindlæg – som netop kun mulig at fremstille i-kraft-af det oprindelige oplægs (heldagsskolen) ‘er’ udannet, vulgært og banalt – defekt! Det dialektiske modspil til Thomas er at påvise at hans løsning er “unødigt” akademisk, sofistikeret og uforståelig… – hvilket bl.a. er et udslag af at vi med dannelses tabet ikke længere magter distinktionerne, fx mellem de forsimplede/induktive metoder (fx nudging), og en mere radikal forenkling af lærings processerne!

    Meta-analysen viser os altså at vi har erstattet dannelse, men politisk evidens-styring, vi skal fx være foranderlige vandmænd der løbende tilpasses den gældende politiske utopi… om denne er vertikal eller horisontal, det afhænger af hvilken religion/politik/utopi/ideologi man er ‘kæmper’ for.

    Kernen i denne ‘vulgære’ udvikling er det vi kalder evidensbaseret politik, som er en pop-udgave af videnskabens positivisme. Problemet begrænser sig altså ikke til folkeskolens forskning, men til alle de områder som pålægges bevisbyrder for at opnå politiske bevillinger…

    Tilsvarende evidens-systemisk behaviorisme – ja, vi kender det også Kapitalismens spiritualitet og kommunismens (anti)ideologier – genfinder vi altså inde for mange områder hvor samfundet ville være bedre tjent med forsknings frihed….

    Hvordan skal vi kunne bedømme alt dette hvis det, beviseligt, er politisk motiveret er det da ikke netop “forskningen” og “videnskaben” vi taler om?

    Problemet er nu at dette system IKKE bare kan løbes, eller analyseres, væk. Problemet er måske at vi har uddannet alt for mange Platoniske hule-mandfolk – der netop tænker lidt for meget på at forforklarer alt det som kvinder og de samme kvinde-mænd, (angiveligt!) ikke for-forstår?

    http://www.youtube.com/watch?v=aauVUxBdELg

  7. Pyh. Det er trist udsigter, Thomas. Desværre tror jeg at du har ret i det meste af din analyse. Men det er ikke kun diverse reformer, der bærer ansvaret. VI gør. Vi har ladet stå til. Vi har ladet politikere fokusere på målbare resultater. Vi har forsømt de højloftede og vidtløftige filosofiske diskussioner.
    Oh du har ret i at det er meget bekymrende, når formålsparagraffen bliver forbigået i tavshed.
    Det er som om beslutningstagerne har glemt, hvad de er rundet af. Hvorfor de kan det, de kan.
    De har glemt, hvorfor der i sin tid blev lavet en folkeskole med netop kravet om

    Fra lovbekendtgørelse nr. 593 af 24. juni 2009:

    “§ 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.

    Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

    Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

    Men åndsfriheden er under pres – dannelse bliver et ‘fy’ord – demokratiet er under pres, når vi synker ned i
    Åndeligt Armod og pisa-tests!

    Men jeg har set det komme.
    Korene svandt ind.
    Sammenspilet gik i stå.
    Har hørt det ske.
    Musikken og sangen døde lige så stille.
    Morgensangen …
    Musiklærernes glød blegnede.
    De var blot de første.

  8. Fremragende analyse! Siden Hjort Frederiksen i 2003 proklamerede “vi skal ikke skabe det liberale samfund, men det liberale menneske” har skolen måttet holde for som bovspyd i det neoliberalistiske paradigme. I det lys er det ikke overraskende, at individualisering, målstyring, evidens og testning blev ledestjerner for Haarder og de følgende undervisningsministre. Det chokerende består i, at denne udvikling ikke bare fortsat understøttes, men ligefrem accelereres af en SF-S-R-regering. Heldagsskolekonceptet er forventligt fra Antorini – hele hendes didaktiske tankeverden kredser jo om den noget betænkelige og meget biologistiske forestilling om læringsstile – det er jo det, hun lidt ubehjælpsomt søger at udtrykke, når hun snakker om geder og fulgehuse. Imidlertid er begrundelseslaget for heldagsskolen – at folkeskolen ikke præsterer godt nok – hverken for de svageste og de stærkeste – noget overraskende al den stund, at hun ved at benævne sine visioner om godt skolevirke “ny nordisk”. I grunden er det vanskeligt at pege på noget egentligt særligt nordisk i skolesammenhæng – måske er de mest prominente navne i dansk skoletænkning Piaget, Vygotsky, Klafki og Habermas, ligesom dansk skolevæsen måske snarest er et resultat af gnidninger mellem en kontinental dannelsestradition og en angelsaksisk curriculumtradition. Skulle man pege på noget egentligt nordisk, så er det snarest det grundtvig-koldske, og det er pt effektivt forjaget fra folkeskolen, men stortrives i den frie skoleverden – den verden som Antorini elsker at hade…

  9. Skarpt og tankevækkende.
    Analysen kan i vidt omfang bruges om skabelon til en programerklæring om hvad en friskole (ikke) er i årene der kommer. Jeg iler til min ledelse i håb om, de vil være med til at formulere og publicere nogle målsætninger, der tydeligt danner modkultur imod GGSB og NNS o.s.v.
    Dit indlæg gør mig endnu mere lykkelig over at arbejde under Friskoleloven og ikke i folkeskolen.
    Henrik Bay

  10. Pingback: Læreren og forskeren i bur | Thomas Aastrup Rømer

  11. Pingback: Kommentar til 1. behandling af skolereformen, d. 12. november 2013 | Thomas Aastrup Rømer

Skriv en kommentar