Regeringen har skrevet et skoleudspil, ja ligefrem et forslag til en skolereform, som de kalder ”Gør en god skole bedre – et fagligt løft af folkeskolen” (herefter: GGSB) (december 2012). Udspillet berømmes af næsten alle partier og af stort set alle avisredaktioner – ikke mindst af Politikens uddannelses- og analyseredaktion og af Lærerforeningen. Danmarks Lærerforening og dennes blad Folkeskolen har også været positiv, hvilket skyldes, at den allerede forinden havde tilsluttet sig Antorinis Ny Nordisk Skole-konceptet, som er en slags filosofi for de samlede reformtanker Det er også derfor, at DLF har haft problemer med den indholdsmæssige argumentationskraft i den nu afsluttede overenskomststrid.

Liberal Alliance, de Konservative og mindre grupper i samfundet har været kritiske, men kritikken har mest gået på skoledagens længde og de såkaldte aktivitetstimer. Min pointe i herværende indlæg er dog, at problemerne i udspillet slet ikke primært vedrører disse to emner, men derimod hele udspillets grundlæggende filosofi og begrebsapparat, og at dette problem også kan findes i en række andre uddannelsespolitiske tiltag fra de seneste år. Vi har med andre ord at gøre med et ideologisk system, der er ved at bemægtige sig hele vores uddannelsessprog, som dermed omdannes til noget, der på overfladen ligner noget kendt og nyttigt, men som i virkeligheden fortrænger det.

Mit spørgsmål er: Er GGSB en skolereform eller en skoleafvikling? Og mit svar – altså det jeg vil vise i denne analyse – er i første omgang det sidste, altså at GGSB er en afvikling. Men måske er det mere end det? Kombineres reformen med Kommunernes Landsforenings skolepolitiske vision ”Nysyn på folkeskolen”, med den nye overenskomst der giver skoleledelsen fri ledelsesmagt, med Ny Nordisk Skole, med den nye læreruddannelsesreform og med de nye dagtilbudsinitiativer, så får vi et billede af ikke blot en afvikling, men simpelthen en nedlæggelse.

Jeg vil pege på tre overordnede og seks mere praktiske og afledte forhold i GGSB, som alle peger i den retning, jeg har angivet:

 

1. Formålet?

Lad os først se på hvad der angives som formålet med det hele. Først og fremmest er det bemærkelsesværdigt, at udspillet slet ikke relaterer sig til folkeskolelovens §1, altså til formålsparagraffen. Det er den med åndsfrihed, kundskaber, frihed og folkestyre, vekselvirkningen mellem dansk kultur og andre kulturer og så videre. Kort sagt: alle de ord, som har gjort Danmarks skole til et pædagogisk sted igennem århundreder.

Den eneste undtagelse er, at der er en enkelt reference til det, man kalder for ”styrkerne” ved den danske skole, nemlig at Danmark scorer højt på en international ”demokratiliste”, men denne ”styrke” nævnes ikke yderligere i hele skoleudspillet. Måske fordi man med udtrykket ”gør en god skole bedre” mener, at alt det der med demokrati har vi klaret, og at demokratilisten derfor refererer til ”en god skole”-delen af udspillets titel. Det går altså godt nok, for vi jo er i top på en liste, og dermed er der ingen grund til at gøre mere ved det. Nu skal vi gøre et eller andet “bedre”. Måske og måske ikke? – man kan ikke vide det, for der er ingen eksplicitte referencer til §1.

De andre ord fra §1 nævnes slet ikke. Med denne forbløffende tavshed, og denne mulige og smalle fortolkning af en ”styrke”, deler udspillet fuldstændig skæbne med alle de uddannelsespolitiske initiativer, jeg nævnte i indledningen, og som jeg har analyseret i bund i andre sammenhænge. Vi har altså et helt system af tekster, som afviser de formål, som de skulle tjene. Dermed er vi på afviklingskurs, og al det filosofiske og kundskabsmæssige er viftet af vejen. Herefter følger nedlæggelsen, som jeg nu vil beskrive.

 

2. Måltal

I stedet for den hengemte og marginaliserede §1 sættes tre andre mål, som tages direkte fra Ny Nordisk Skole (NNS)-processen i foråret 2012. Nu skal man først og fremmest huske på, at hele Ny Nordisk Skole hviler på en antidannelsesfilosofi uden lige. Den eneste professor i kredsen, Per Fibæk Laursen, har ligefrem sagt, at dannelse hører til hos Dansk Folkeparti, og han mener, at en skole primært bør levere arbejdskraft til et globaliseret arbejdsmarked, hvad det så end skulle bestå i. Men alt det har jeg skrevet om, og læseren må kigge på analyserne fra dengang (se referencelisten).

Men hvordan kommer NNS-målsætningerne ind i skoleudspillet? Lad os følge vandringen: Først og fremmest skal NNS-målene adressere nogle ”udfordringer”, som man kalder det (s.7). Alle disse udfordringer er taget ud af PISA-målingernes resultater vedr. præstationerne i læsning og matematik. Skolereformen er altså en ren og skær Pisa-baseret konstruktion. Blandt udfordringerne nævnes ganske vist også Pisa-placeringen i ”naturfag”, men det forsvinder i løbet af GGSB og til sidst tales kun om læsning og matematik. Der nævnes ikke andre fag.

Derefter følger så de tre NNS-mål, som man kan studere i nedenstående tabel. Tilforladelige mål? Ja, og derfor blev Danmarks Lærerforening forført, og derfor er mange andre forført. Men målene er ikke blot glade hensigtserklæringer. De betyder noget helt bestemt. Det betyder ikke at ”blive så dygtig som muligt” til alt muligt, men som sagt kun til læsning og matematik. Desuden tales der ikke blot om mål, men ligefrem om ”klare mål” og endda om ”operative måltal”, og de tre mål operationaliseres i følgende tabel, hvor jeg også har angivet målene for Kommunernes Landsforenings ”Nysyn på folkeskolen”, så læseren kan se de store strukturelle og indholdsmæssige ligheder:

Ny Nordisk Skole	Skolereform – de klare operative mål	Kort Kommentar	Kommunernes Landsforenings ”nysyn på folkeskolen 2010”
Skolen skal udfordre alle lever, så de   bliver så dygtige, de kan.	Mindst 80% af eleverne skal være gode til   at læse i de nationale tests og antallet af de allerdygtigste elever i dansk   og matematik skal stige år for år.	Dygtighed = Liste- og Pisa-placering på   særskilte tekniske færdigheder.	Den danske folkeskole skal være i top 5 på   Pisalisten.
Skolen skal mindske betydningen af social   baggrund ift. faglige resultater.	Andelen af elever med dårlige resultater i   nationale tests for dansk og matematik skal reduceres år for år.	Lighed defineres som gennemførsel og   testresultater.	95% af en ungdomsårgang skal gennemføre en   ungdomsuddannelse (nævnes også flittigt i GGSB)
Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal   styrkes blandt andet gennem respekt for professionel praksis og viden.	Elevernes trivsel skal øges	Måltal har fokus på elever og ikke på   professionel praksis. Måltallet er ikke helt operativt endnu, men det kommer.	Kun 5% af børnene skal have en sag i PPR

Vi får altså en samlet struktur, der glemmer skolens formålsparagraf §1 for derefter i enighed at oversætte den ånds- og dannelsesfrie Ny Nordisk Skoles generelle målsætninger til statistiske mål inden for området læsning, matematik, trivsel og social lighed. Og det hele foregår på en måde, som minder meget om Kommunernes Landsforenings systemer. I GGSB’s mere praktiske passager tales også om øget fokus på engelsk og en time ekstra med praktiske fag, men det indgår slet ikke i den overordnede systematik, så det er tekniske detaljer.

 

3. En samlet ideologi

Jeg nævnte, at skoleudspillet henviser meget direkte til NNS, ja nærmest kan opfattes som en implementering af NNS’s dannelsesfjendske skolesyn. Men udspillet nævner også på s.40ff udførligt og helt ukritisk den nye læreruddannelse, der ellers er blevet kritiseret sønder og sammen for sit kompetencesyn, sin teoretiske utilstrækkelighed, sin instrumentalisme og sin mangel på kontakt til national eller europæisk filosofi.

Også børnehavepædagogikken og pædagoguddannelsen nævnes, og der henvises i den forbindelse til, at det nuværende Skoleråd, som er endnu en særdeles indflydelsesrig Pisa-teknokratisk foranstaltning, skal udvides til at være et råd for hele barndommen, 0-18 år, og omdøbes til ”Rådet for børns læring”, hvor ”læring” knyttes direkte an til Pisa-lister.

Dermed lægges op til en parallel afvikling af børnehavernes tradition; en tradition der stadig er angivet i formålene for dagtilbuddene, hvor der tales om udvikling, trivsel og selvstændighed, hvilket refererer til en bred reformpædagogisk tilgang (s.40+44). Allerede nu kan vi se kommuner arbejde med at underordne børnehavetraditionen under operationaliserbare klare mål. Det sker f.eks. i Århus Kommune, hvor børnehavepædagogik bygger på et fælles instrumentaliseret læringssyn og en masse kasser med flueben, der skal viftes af (se referencelisten for børnehavediskussionen).

Det er derfor, jeg taler om en samlet ideologi. Læreruddannelsesrapporten, KL’s skolesyn, dagtilbudspolitikken, de nye overenskomster og nu også GGSB arbejder alle i samme retning, nemlig i retning af en instrumentalistisk og dannelsesfjendsk ideologi, der udelukker formål, kundskaber og pædagogisk frihed – og derfor virkelig statsmæssig oplysning – og erstatter disse med operative mål og tekniske færdigheder.

 

4. Praktiske konsekvenser

Dermed er vi i stand til at forstå en række af de mere praktiske og administrative konsekvenser af skolereformen:

A.

For det første etableres en række kraftigt forøgede administrative kontrol-strukturer, der tager udgangspunkt i de tre operative måltal mål frem for i skolens formål. Hele den nationale og kommunale skoleforvaltning kan rulles ud med disse tre mål som hovedsigte. Der kan laves resultatkontrakter, evalueringssystemer, mus-samtaler og effektivitetsanalyser, der med de tre ”klare mål” som kriterier kan gennemlyse undervisning og skolens organisation som et gammeldags panoptikon.

 

B.

Lederen får ingen pædagogisk frihed, men kun den ”frihed”, der består i at skulle leve op til sin resultatkontrakt, der er igen er direkte forbundet med de tre klare operative mål. Det samme kommer derfor til at gælde læreren. Resultatkontrakten, der tager udgangspunkt i de tre klare mål, vil arbejde som en tavs og teknokratisk forudsætning, der vil underminere lærernes og ledernes dømmekraft, og man vil ofte ikke kunne vide, om man taler med en kontrakt-mand eller med en virkelig pædagog. Ledelse, som i overenskomststriden har været så højt besunget af KL og mange andre, er derfor slet ikke ledelse, men et slags systemmedium for de operative måls strømme, og det vil føre til nysprog, mangel på dømmekraft, ledelsesvokseværk og underdanighed; alle de unoder vi har set hos professionshøjskolerne, i kommuner, på nogle universiteter og mange andre steder. Det er dèt, man mener med ”normalisering”, måske uden at være helt klar over det selv.

I GGSB tales ligefrem om, at ministeriet vil støtte ”kommunernes og skolernes arbejde med opfølgning på måltallene… ved at stille supplerende indikatorer til rådighed”. Og man vil udvikle et ”it-baseret ledelsesværktøj” som giver adgang til ”data og målrettede resultatindikatorer”. Og på s.42 kan man læse, at ”lederne og forvaltningscheferne skal opkvalificeres” (en skoleleder er nu en slags forvaltningschef, TAR), så de kan styre gennem mål og evalueringer (jvf. de operative mål ovenfor, TAR), og så de kan ”anvende efteruddannelse af lærere strategisk for at nå skolens mål” (altså de klare mål, TAR). Der er i disse beskrivelser kun referencer til Skolerådet, der som nævnt ingen veneration eller kendskab har for og til dansk eller europæisk pædagogik. Så når man taler om styrket skoleledelse, så er det en ”forvaltningsmellemleder”, som kan lede efter ”klare og kvantitative mål” og ”styre strategisk”, man leder efter. Men det er ingen skoleleder – that is for sure! Man skriver endda, at den nye lov kan støde på ”vanskeligheder der forsinker”, men det kan løses af et ”kvalitetsudviklingsredskab” og nogle ”læringskonsulenter”. Det må være sådan en slags ”luk munden på fornuftige mennesker-foranstaltninger”?

Og hvis nogen tror, at det her ikke handler om dagligdagen, så læs denne formulering:

”I kommunerne skal de nationale mål og de operative måltal (jf. tabel, TR) danne grundlag for dialogen mellem skolerne og mellem skoleleder og skolens medarbejder om udvikling af kvaliteten og resultatopfølgning. Med udgangspunkt i data og viden om resultater (jf. tabel, TR) skal der hvert år følges op på kvaliteten og realiseringen af måltallene (jf. tabel, TR)”.

Her kan man se, hvordan de ”klare mål” arbejder sig helt ned i skolens dagligdag, og ikke efterlader den mindste rest af en regulær og fri skole i ånden fra folkeskolens §1.

C.

Mange siger: Jamen, det er jo kun godt, at ”eleverne bliver så dygtige som muligt”, og det gælder vel alle fagene? Men nej, det gør det ikke. Det gælder matematik og læsning, som disse fag forstås af Pisa-listerne. Vi taler ikke om faget ”dansk” i kulturel og indholdsmæssig forstand, og der er heller ikke noget om de andre skolefag. Det er ”de klare og operative måls fag” som er i søgefeltet for GGSB, men ikke fag og kundskaber.

D.

I GGSB tales ofte om, at leg og læring skal integreres, men det skal man ikke lægge noget i. Det betyder blot, at leg skal bruges til at understøtte læring, som så forstås i overensstemmelse med tabellens operative mål. Resterne af en ordentlig fritidspædagogik bliver i reformen til et amputeret ”legebegreb”, der helt underlægges læringsbegrebet. Det er naturligvis fritidspædagogikkens endeligt, og det skyldes læringsbegrebets angreb på alt og alle samt Antorinis manglende forståelse af, hvad fritids- og børnehavepædagogik er. Det er svært at forstå, at landets pædagoger ikke er i oprør? Rent fagligt er det derudover decideret angribeligt at reducere vores kulturs rige vekselvirkning mellem leg og kundskaber til sådan noget mekanik.

E.

Det er også sigende, at man til allersidst i GGSB vifter med alle de ”nye frihedsgrader” – men det er alt sammen rent teknik (s. 49-50). Skolerne må ifølge reformforslaget selv bestemme nogle teknikaliteter og nogle metoder, men de bliver altså målt på de ”klare mål”, så det er en særlig form for teknisk metodefrihed, som ligger langt fra danske frihedstraditioner, og som slet ikke er i nærheden af ånden i §1.

F.

Endelig er det typisk, at man blot overtager den allermest simple forståelse af forskning og uafbrudt taler om ”undervisning der virker” (i forhold til de klare og operationaliserbare mål, TR) og igen på s. 44, hvor der tales om ”styrket forskning i pædagogik og undervisningsmetoder”, der skal sikre en ”bedre effekt”. Jeg har allerede her på DPU set de bitre konsekvenser af, at alle vores bedste studerende for at få et forskningsstipendiat skal skrue deres ideer, som ellers kunne præge Danmark med spændende nytænkning, ned i disse systemteoretiske skabeloner, som defineres af de toneangivende evidens-kredse i landet.

 

5. Konklusion

Vi har at gøre med et samlet teknokratisk system, der udelukker virkelige værdier og kundskaber til fordel for ”operative måltal”, ”resultater”, ”evidensbaserede metoder” etc., og alle strømmene løber sammen i en stor anti-filosofi, der dækker alle fra 0-18 år samt de tilhørende lærer- og pædagoguddannelser, og som omdanner vores skoleledere til kontraktfikserede mellemledere og vores lærere til undervisningseksperter og læringsdesignere, alle underlagt drømmen om listeplaceringer og andre procentsatser. Det er ikke en skolereform. Det er en skolenedlæggelse. I GGSB skriver man ligefrem, at denne skolenedlæggelse gør klar til “morgendagens samfund” (s.11). En trist poesi.

 

Referencer:

1. Gør en god skole bedre – et fagligt løft af folkeskolen, Undervisningsministeriet 2012.
2. Analyse af Kommunernes Landsforenings skolesyn: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-nysyn-pa-folkeskolen-kls-skolevision.html
3. Eksempel på analyse af Ny Nordisk Skole: http://www.folkeskolen.dk/513707/oplaeg-om-ny-nordisk-skole-paa-folkemoedet
4. Analyse af børnehaven: http://www.folkeskolen.dk/513515/afviklingen-af-den-nordiske-skole-4–boernehaven
5. Analyse af gymnasiet: http://www.folkeskolen.dk/523126/afviklingen-af-den-nordiske-skole-7—gymnasiet-del-2

Link til den endelige forligstekst fra d. 7. juni, der ikke adskiller sig stort fra oplægget.

Ledere fra Information, Politiken og Berlingske, som alle er positive overfor skolereformen:

1. http://www.information.dk/458708
2. http://politiken.dk/debat/ledere/ECE1954603/skolen-maa-ikke-vaere-en-kamplads/
3. http://www.b.dk/berlingske-mener/i-skole-igen