Analyse af Udviklingsgruppens notater om læreruddannelsen, december 2021

1. Intro og tese

Det er kommet et nyt notat med forslag til en korrektion af læreruddannelsen. Notatet er udarbejdet af en såkaldt ”Udviklingsgruppe”, som består af KL, Danske Professionshøjskoler, DLF og de lærerstuderendes organisation. Der har også været en ”dialoggruppe”, som består af nogle af de selvsamme organisationer, og så nogle flere organisationer. Det hele er så organisatorisk, at interesserne flyver lavt. Der er ingen selvstændige eller faglige referencer, og der står heller ingen navngivne personer bag notatet. Bare en masse www.org.

I det følgende vil jeg argumentere for, at forslaget indeholder en dobbelthed. For det første er der en helt overordnet forlængelse af den ånden i den eksisterende lov, som var et opgør med hele læreruddannelsens historiske tradition. Men for det andet kan man iagttage en form for splittelse eller modvægt nede i nogle af de mere faglige forslag. På den måde består forslaget af både uniformativitet og splittelse på samme tid, hvilket kalder på beskyttelse, strid og kritisk omsorg.

 

2. Forhistorien

Udviklingsgruppens udgangspunkt er en evalueringsrapport fra 2018, som blev udarbejdet af en gruppe personer, der selv havde rødder i det radikale opgør med dansk seminarie- og læreruddannelsestradition, som den aktuelt gældende læreruddannelseslov fra 2013 var et udtryk for. 2013-loven udsprang selv af en 2012-evaluering, som var en udløber af Globaliseringsrådets, Skolerådets og systemteoriens ødelæggende effekt på dansk seminarietradition. Det var antidannelse på den store klinge (se links i bunden).

Evalueringsrapporten fra 2018 bekræftede da også kollapset fra 2012-13 med 100%. Formanden var nordmanden Elaine Munthe, som har været kraftig fortaler for lærings- og kompetencestyring, og fra Danmark var den centrale person Per B. Christensen, som havde været en fremtrædende medløber for samme ideologi. Der var helt tømt for pædagogisk tradition, og kompetencestyringsdiskursen var over det hele. Der var kun to faglige referencer i rapporten, nemlig til tekster af Michael Fullan og Lars Qvortrup, som begge havde understøttet læringsideologen kraftigt fra slut-00’erne og fremefter.

Udviklingsgruppens aktuelle notat refererer da også helt ukritisk og hyppigt til hele denne baggrundssammenhæng. Ja, dette begrebsmæssige system definerer simpelthen Udviklingsgruppens arbejde og referencestruktur som sådan. Der er kun en enkelt og faktisk endda tavs undtagelse fra denne regel, som jeg vender tilbage til i afsnit 3.

Løkke-regeringen nedsatte i 2018, altså kort tid efter udgivelsen af den affirmative evalueringsrapport, en såkaldt læreruddannelseskommission, som havde samme ideologiske profil som allerede beskrevet. Her blev Simon Calmar Andersen formand. Calmar Andersen var glad for John Hattie, systemteori, positiv psykologi og humankapitalteori, og han havde siddet i det dybt instrumentaliserede ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling”, også kaldet Skolerådet, fra 2010 til 2013. Elaine Munthe, som altså var formand for evalueringsarbejdet fra 2018, sad også med i denne kommission. Alexander von Oettingen deltog også, og det samme gjorde skoleleder Rani Hørlyck, der senere er blevet taget i at fifle med organiseringen af tests på sin skole i Aarhus.

Men denne 2018-kommission kom aldrig rigtigt i gang. For da den socialdemokratiske regering trådte til i 2019 blev kommissionen simpelthen nedlagt. I stedet lavede man så den Udviklingsgruppe, som altså i sidste uge kom med et udspil. Og denne gruppe er som nævnt præget af organisatoriske interessenter og ikke af fagfolk eller forskere, som den nedlagte kommission trods alt var, selvom dens ideologi var dårlig. Man går altså fra forkert ideologi og til organisation under forkert ideologi.

De centrale deltagere i Udviklingsgruppen er som nævnt KL, som via en række centrale rapporter virkelig har stået for at ødelægge skoletænkningen her i landet, samt Danske Professionshøjskoler, som i 2018 lavede et udviklingsarbejde, som bekræftede 2013-loven og omdannede hele dannelsesspørgsmål til en blanding af data- og verdensmålsideologi. Dertil kommer DLF, som allerede har makket ret ved, i maj 2021, sammen med regeringen og de andre organisationer, at indgå i projektet ”Sammen om skolen”, der er en del af den nye socialdemokratiske samfundssinds-ideologi. De lærerstuderendes organisation, som også deltager i Udviklingsgruppen, har fået en ny dygtig formand, men hun har ikke erfaring nok til at gennemskue denne sammenhæng, lader det til, og det vil også være for meget forlangt, når så få andre kan. Desuden overtager hun en organisation, som i de sidste år har været kraftigt præget af identitetspolitiske synspunkter.

Det omtalte ”Sammen om skolen” var en måde at få KL og DLF til at tale sammen igen efter lockouten i 2013. Dette ”sammen” var også et ”sammen om praksis”, så man kunne glemme og dermed acceptere ideologien fra 2013, som jo faktisk producerede hele konflikten. ”Sammen om skolen” skulle være organisatorisk og praksisnært, men med fuld reference til 2013-lovene for hhv. skole og læreruddannelse. Det var KLs store sejr, for med dette samarbejde accepterede DLF skolereformens ramme. Og nu sker det samme. Igen sætter organisationerne sig sammen og aftaler et eller andet, der bekræfter hele den grundlæggende og overordnede struktur. Og man vil i direkte tråd fra ”sammen om skolen” ligefrem lave et ”forum”, der nu blot skal hedde ”sammen om læreruddannelsen”. Det er skrækkelig læsning. Der burde kun være lov og faglighed og erfaring og folk med navne og intet andet.

Dette nye ”sammen” udgøres af organisationsinteresser under skolereformens og konkurrencestatens ødelæggende herredømme. Og læreruddannelsen, forstået som faglighed, tradition og tænkning ligger derfor i helt overordnet forstand endnu mere brak end før.

 

3. Udviklingsgruppens forslag og notater

Lad os se på materialets indhold, som består af en række slides med nogle såkaldte ”Løsningsforslag”, samt af en samling notater der præsenteres som en ”uddybning” af disse forslag. Det hele står på ministeriets hjemmeside.

At jeg har ret i min overordnede kategorisering, fremgår af samlingen af slides. Her er der fuld reference til ”de udfordringer som evalueringen fra 2018 påpegede”, som endda beskrives grundigt på et selvstændigt slide. Der er ingen kritiske markeringer overhovedet. Denne rammesætning ledsages af en figur med ”tre overordnede temaer”, hvis diskurs arbejder 100% indenfor den eksisterende læreruddannelses ramme. Dermed er grunden lagt. Der er 0% pædagogisk indhold i hele rammesætningen, kun en masse organisatorisk ”sammen om”-ideologi, der accepterer hele den overordnede tråd.

Dernæst er der en ultrakort gennemgang af de fire foregående reformer af læreruddannelsen. Her er der slet ikke sans for de centrale ændringer og skift i formålsstrukturer, som der har været, eller for den tradition, som man er sat til at passe på. Det er så åndsforladt, at tårerne presser sig på.

Der er heller intet opgør med, kritik af eller forholden sig til hele den ideologiske sammenhæng, jeg har ridset op. Den almenpædagogiske situation har altså ikke ændret sig siden 2012, bortset fra, at den nu er forankret og forstærket via et organisatorisk ”vi er sammen”-element, som vil få den effekt, at ”ånden” bureaukratiseres og lukker sig om landets pædagogiske praksis. Man vil som sagt ligefrem lave et organisatorisk ”samarbejde”, der kaldes for ”sammen om læreruddannelsen”. Her skal selvbevidste ”organisationer” sammen med regeringen sidde som åndelige fyrster og ”følge og understøtte implementeringen af den nye læreruddannelse”, som der står. Det er organisations-Danmark, der skal regere undervisningen, og det vrimler da også med ”partnerskaber”, hvor de mange organisationer kan boltre sig.

Almenpædagogikken er altså helt ude af selve rammesætningen. I stedet dukker den op i nogle detaljer med fuld åndenød. Lad os se på nogle af disse steder:

Udviklingsgruppen har lavet noget, den kalder for ”ni centrale dimensioner i lærerrollen”, f.eks. ”læreren som leder” og ”læreren som didaktiker”. Men det kører helt på overskriftsniveau, så det kan man ikke forholde sig til. Det kan betyde alt muligt. Disse ni “dimensioner” vil ende med at betyde antidannelse, fordi den almenpædagogiske og organisatoriske ramme, som jeg lige har beskrevet, jo vil sætte sig igennem.

Man foreslår derudover en ændret opbygning af modulet ”lærerens grundfaglighed”. Dette modul blev indført i 2013 som en del af opgøret med pædagogik og dannelse. Udviklingsgruppen bevarer denne faglige struktur, men sætter nogle nye undermoduler ind. Ikke mindst har man lavet to nye ”dannelsesmoduler”, der skal afløse faget Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab (KLM). Dette fag, som blev dannet i 2006 og med rødder i 1997-loven, havde til formål at samle og forsvare den danske tradition, som allerede dengang var under angreb fra nogle af de kredse, som sidenhen lavede evalueringsrapporten i 2012. Folkene bag 2012-evalueringen foreslog faktisk, at man decideret nedlagde KLM. Kun en kraftig offentlig indsats reddede faget. Og allerede i en EVA-rapport fra 2003 blev KLM’s forløber “Kristendomskundskab og Livsoplysning” kritiseret kraftigt af samme kreds, som stod bag 2012-evalueringen. Det er en løbende kamp.

Og Udviklingsgruppen foreslår altså nu igen, at man nedlægger KLM, som pt har 15 ects-points. Bye bye! I stedet laver man som nævnt to andre moduler på 10 point hver, nemlig ”Skolen som dannelsesinstitution” og ”Lærerens autoritet og dannelse”. Men uden en radikalt ændret og mere pædagogisk rammesætning af uddannelsen, så vil sådan en nedlæggelse af KLM betyde en afvikling af læreruddannelsens relation til hele den rige og åbne danske grundtradition. Dette fag kan først nedlægges, når dets indhold i en vis forstand kommer til at udgøre formålet med uddannelsen som sådan i en selvstændig institution med egen lov.

Og igen: Hvad indholdet af de to erstatningsmoduler bliver, står helt uklart, så efter al sandsynlighed vil dannelsesopgøret bare sætte sig igennem. Man nævner lige ord som ”kristendom” og ”demokrati” i en tilfældig opremsning, samtidig med at man altså lige har nedlagt faget. Det er mageløst! Og Udviklingsgruppen refererer alene til baggrundsmateriale EVA og til de evalueringsrapporter, jeg netop har nævnt. Der hele er som et intet.

Fra Facebook er jeg blevet bekendt med, at rektor for UC-Syd, Alexander von Oettingen, har været involveret i arbejdet med faget ”Skolen som dannelsesinstitution”. Han fortæller i forbindelse med en kritik af det såkaldte Herning-initiativ, at det nye fag skal samle den herbartianske tråd op i læreruddannelsen, mens han skælder ud på indflydelsen fra Løgstrup og Grundtvig. Men dermed bekræfter han jo hele opgøret med KLM? Det er en meget uheldig modstilling af emner, som snarere burde være et både-og. Og der er faktisk masser af Herbart i ”Herning”, for nu at sige det på den måde, men der er selvføglelig også fyldt med Grundtvig og meget andet.

Initiativtageren til Herning-seminariet, Morten Kvist, giver udtryk for noget af den samme kritik som mini et kritisk indlæg i Politiken Skolemonitor. Kvist kritiserer Udviklingsgruppen for at instrumentaliserer dannelse, som han i stedet definerer således, bl.a. med reference til den aktuelle udgivelse ”Sidste Chance – nye perspektiver på dannelse”:

”Dannelse er her en bevidst videreførelse af oplysningstraditionens danske udgave. Dannelse af personligheden er som proces og med hensyn til tematik et helt åbent arbejde, hvis mål man ikke kan kende på forhånd. Man kender dens begyndelsespunkt: Sproget (i bredeste forstand) og historien.”

Von Oettingen betegner Kvists kritik som ”vrøvl” og “tågesnak” og siger, at Kvist “messer” i citater som ovenstående. Men dermed ender Oettingen ufrivilligt med at bekræfte kritikken efter min mening, eftersom Kvists synspunkter jo ligger i direkte forlængelse af læreruddannelsens og skolens formålstradition. Og Kvist har som sagt fuld sans for ”undervisning og fag”, dvs. de herbartianske elementer, selvom han desværre overser dem lidt i sit indlæg, så von Oettingen tænder ekstra meget af og udstiller sit ubehag ved hele den grundtvigske dannelsestråd. Men Kvist har altså i høj grad sans for pædagogikkens åndelige forudsætninger. Man er vel ikke tidligere forstander for Askov for ingenting.

Så KLM forsvinder, og i stedet opstår noget helt ubestemt, som skal udarbejdes under 2013-lovens ideologiske rammesætning, og som måske består af en eller anden form for antigrundtvigsk herbartianisme, hvilket meget hurtigt kan udvikle sig i en stærk instrumentel retning. Dette kan man dog ikke læse ud af Udviklingsgruppens arbejde, som mest bare er ubestemt.

En anden side af dannelsens ubestemthed finder man i de omtalte slides, hvor der især lægges vægt på begreberne ”bæredygtighed, praksisfaglighed og teknologiforståelse”. Dvs. lige præcist den slags emner, som professionshøjskolernes rapport fra 2019 lagde vægt på, blot i mere ideologiseret og ophedet form, og som faktisk endte med at underminere dannelsessammenhængen helt. I professionshøjskolernes rapport – og professionshøjskolerne er jo med i Udviklingsgruppen – omdannede man simpelthen KLM til at handle om verdensmål! I samme rapport byggede man desuden på et virkeligt ekstremistisk transhumanistisk teknologisyn, repræsenteret ved indflydelse fra direktøren for firmaet Dare Disrupt. Samme firma stod bag KL’s ligeså radikaliserede teknologirapport fra 2018. Der er en transhumanistisk dimension af dette organisationsvælde, som vel at mærke resonerer med både konkurrencestat og biostat. Det er på en måde ideologien som sådan, jeg her har identificeret, tror jeg, og det er ikke et sted for pædagogik og børn og lærere.

Dertil kommer hele den identitetspolitiske bevægelse, den såkaldte ”normstorming”, som ideologisk set står i tæt forbindelse til verdensmålstænkningen. Den har mange kommuner også set sig varme på, ligesom de lærerstuderendes forening har. Samlet set risikerer den ubestemte dannelse at ende som en blanding af anti-grundtvigianisme, identitetspolitik, dataekstremisme og globale styringsstrukturer, hvilket som sagt allerede lå i professionshøjskolernes udspil.

Så efter alt at dømme overtages resterne af KLM af temaer som verdensmål, teknologilæring og identitetspolitik samt af en masse organisatorisk defineret praksisforståelse og overvågning og nogle af von Oettingens kæpheste. Det hele kan man så kalde for ”demokrati” i en kort opremsning.

 

4. En pædagogisk rest: Formål og fag

Til sidst fortæller udviklingsgruppen, at den vil have ”færre og anderledes mål” i fagene. Hermed lægger man sig i forlængelse af den såkaldte ”justering” af folkeskoleloven fra 2019, hvor den dybt indgribende ”læringsmålstyrede undervisning”, som blev udarbejdet af folk fra 2012-evalueringskredsen og professionshøjskolerne, blev gjort vejledende i stedet for tvingende, selvom en ministeriel vejledning skam er slem nok endda. Selve justeringen havde eksplicit rødder i de kritisk faglige miljøer omkring Merete Riisagers såkaldte ”Rådgivningsgruppe” fra 2018, men den refereres ikke direkte, så man er i tvivl om holdningen til og forståelsen af Rådgivningsgruppens arbejde.

Men pludselig, lige omkring denne fagmålsdiskussion, skiftes der gear, faktisk takket være ovennævnte Rådgivningsgruppes indirekte og skjulte tilstedeværelse i teksten. I samme afsnit foreslår Udviklingsgruppen nemlig et nyt formål for læreruddannelsen og en større vægt på fagformål og faglighed i det hele taget. Det nye formål for hele uddannelsen lanceres lidt beskedent som ”et eksempel på en mulig formulering”, men alligevel er det godt gjort, og selve forslaget er faktisk langt og fyldigt og minder om folkeskolens formål i indhold og opbygning. Dette nye formål skal erstatte den eksisterende bekendtgørelsestekst fra 2013, som da også er virkelig fattigt og instrumentel.

2013-bekendtgørelsens korte ”formål” afløste selv et langt og flot formål fra 2006-loven, som havde rødder tilbage til især 1954- og 1966-lovene, dvs. i hele efterkrigstidens demokratiske humanisme. På en måde forsøger Udviklingsgruppen dermed at vende tilbage til den formålstradition for læreruddannelsen, som man forlod i 2013, men altså under traditionsopgørets og de konkurrencestatslige loves overordnede herredømme. Derfor kan man også slippe tøjlerne på de konkrete fagbeskrivelser, som går fra kompetencestyring til mere indhold og formål. Her kommer Herbart fint til sin ret.

(I bedste fald burde man udstyre læreruddannelsen med sin egen lov igen, men det vil de facto rive læreruddannelsen ud af kløerne på professionshøjskolerne, som jo er defineret ved Globaliseringsrådets diskursive magt)

Disse didaktiske landvindinger kan dog næppe opretholdes for alvor, både fordi resten af teksten som sagt er en slags organisationsversion af 2013-loven, som var et opgør med formål og fag, men også fordi landvindingen er så referenceløs og ensom. Mit tip er, at dette skisma ender med at skrive sig ind i fagene selv. Det er allerede sket for nogle fag i folkeskolen, og jeg synes også der er en tendens til det i det eksempel fra læreruddannelsens danskfag, som er nævnt i Udviklingsgruppens rapport.

Til gengæld er der en fin beskrivelse af området ”pædagogik og almen didaktik”, som ligefrem kaldes et ”fag” og som er regulært indholdsorienteret, selvom der også er nogle faldgruber rundt omkring i formuleringerne. Heromkring rejser Udviklingsgruppens forslag sig op, så at sige indefra med formål og pædagogik som bærende piller, hvis ånd i en vis forstand udspringer af det stik modsatte af rapportens egentlige ånd. Vi får det jeg andetsteds har kaldt for ”pædagogisk splittelse”.

De to nye dannelsesfag, som altså skal afløse KLM, men som altså ikke udfoldes, bliver formodentlig en ny kampplads. Men her vil den overordnede struktur sætte sig igennem. Vi har stadig brug for KLM i fri dressur som beskyttelse. Det vil også kunne fastholde Udviklingsgruppens ideer på formålets kurs.

Så notatet ender med en splittelse: Hovedlinjen i Udviklingsgruppens arbejde er en fortsættelse af det eksisterende opgør med skoletraditionen, som endda nu befæstes organisatorisk, men til sidst kommer der pludselig en formåls- og en didaktisk tænkning ind, som skaber ravage på en underlig ubevidst, men faktisk også ret markant måde. Men splittelsen er for tavs og for lille, og den må derfor hele tiden fastholdes, fordi man ikke gør ordentligt op med hele den tankegang, som ligger bag den lov og de evalueringsrapporter, som man selv bygger på. Splittelsen er med andre ord ikke eksplicit nok.

Det er her, at von Oettingens synspunkt passer som fod i hose til Udviklingsgruppens udspil. For han går ind for en styrket faglighed og undervisning, men har absolut ingen sans for den overordnede åndssammenhæng, som han nærmest latterliggør.

Der mangler kort sagt egentlig kritisk aktivitet, men det skyldes, at vi er i ”sammen om…”-land, som består af organisatorisk ’samfundssind’ og dermed af neo-socialdemokratisk ideologi, samlet under konkurrencestatens åndelige ledelse. Denne ramme kan så spædes op med lidt anti-grundtvigsk herbartiansime, hvorved den pædagogiske tradition splittes yderligere.

Til allersidst er det et kapitel om ”videngrundlaget”, som det kaldes. Når dette ord står uden ”s” i midten, så ved man, at man er i dårligt selskab. Det manglende ”s” er en slags kode for, at vi befinder os i horisonten fra 2000’ernes pædagogiske og forskningsmæssige opløsning. Og ganske rigtigt. Der henvises heromkring igen intensivt til 2018-evalueringen, og man vil endda lave centraliserede ”litteraturlister”, der skal ”sikre” brug af ”relevant forskning”, som nogle særligt udvalgte forskere og lærere skal udarbejde i det nye samfundssinds ånd. Det er skrækkelig læsning. Pludselig er vi tilbage i hovedsporet.

Der lægges også op til at integrere praksis med især den forskning, hvis hele ånd er et resultat af 00’ernes processer. Det kaldes ”en styrkelse af udviklings- og evidensbasering”, og det handler om ”relevans og praksisnærhed” og ”systematisk viden”. Vi ender i lige præcis den blanding af læring, organisation og nypositivistisk forskning, som lå i hele rammen, og som vil fremme fokus på mål i stedet for formål, og som derfor også vil sætte sit præg på dele af den foreslåede formålstekst og på fagene.

 

5. Splittelsens liv

Det er vigtigt, at den omtalte splittelse konstant vedligeholdes, så forslagets gode sider kan opretholdes og udvikle sig på trods af den faglige og organisatoriske ramme. En sådan omsorg kan bedst udøves i stærke og kritiske omgivelser, der konstant stiller spørgsmål til splittelsens nærmere karakter og konsekvenser, og som får maksimal effekt i den statslige læreruddannelses indre. Det er blandt andet derfor, at det er vigtigt både at opretholde KLM i en fuldstændig og gerne udvidet form og at udvide muligheden for at etablere frie seminarier og universiteter, som er tættere på læreruddannelsens egentlige formål og sammenhæng, og som ikke er tvunget ind i splittelsens former på samme måde.

 

 

Links:

Link til ministeriets aktuelle præsentation af udviklingsgruppens arbejde med videre links til notater mm…: https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2021/anbefalinger-fra-udviklingsgruppe-sadan-bor-fremtidens-laerere-uddannes

Analyse af Professionshøjskolernes udspil fra 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer-med-laereruddannelsen.html

Evaluering fra 2018: https://ufm.dk/uddannelse/videregaende-uddannelse/professionshojskoler/professionsbacheloruddannelser/laereruddannelsen/evaluering-af-laereruddannelsen-1

Evalueringen fra 2012: https://www.ft.dk/samling/20111/almdel/FIV/bilag/93/1066885.pdf

Om den kommission, der blev nedlagt i 2019: https://skolemonitor.dk/nyheder/art7103523/Her-er-kommissions-medlemmerne-der-skal-granske-l%C3%A6reruddannelsen

Sammen om skolen, 2021: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2021/maj/210528-regeringen-og-folkeskolens-parter-gaar-sammen

Om Riisagers Rådgivningsgruppe, 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-rapport-fra-undervisningsministerens-raadgivningsgruppe-pejlemaerker-for-faelles-maal-i-folkeskolen.html

FB-indlæg af von Oettingen, d. 7/12-2021: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=1527388284307271&id=100011083422575

Interview med von Oettingen i Skolemonitor, d. 9/12: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8504893/%C2%BBDet-var-godt-jeg-blev-d%C3%B8mt-ude%C2%AB?shareToken=ur-jpWAAmQsg

Indlæg af Morten Kvist i skolemonitor, d. 7/12, som kritiserer Udviklingsgruppens udspil: https://skolemonitor.dk/debat/art8507046/Professionsh%C3%B8jskolerne-instrumentaliserer-dannelsen-i-udspillet-til-en-ny-l%C3%A6reruddannelse

EVA-rapport om læreruddannelsen fra 2003: https://www.eva.dk/sites/eva/files/2017-11/Laereruddannelsen.pdf

Keld Skovmand: “Note om ‘nytænkning’ af læreruddannelsen”, Folkeskolen.dk, d. 20. december: https://www.folkeskolen.dk/1884911/note-om-nytaenkning-af-laereruddannelsen

 

1 thought on “Analyse af Udviklingsgruppens notater om læreruddannelsen, december 2021

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.