Analyse af valgoplæg til Hovedbestyrelsesvalg i Gynmasieskolernes Lærerforening (GL)

Der skal være valg til hovedbestyrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening, GL. Jeg har fulgt lidt med på sidelinjen, efter det gik op for mig, at GL’s blad, Gymnasieskolen, havde gang i den helt store ukritiske datamålings-synliglærings-nedsmeltningslinje. Denne linje ligger i direkte forlængelse af Gymnasiernes Rektorforening, som på deres nye hjemmeside nærmest glemmer gymnasiets formål, altså institutionens LOVENDE LOV, og som vier en hel temaside til “synlig læring”. Denne “dannelsesglemsel” er sådan set let at forstå, eftersom læringsfilosofien i Synlig Læring går stik imod gymnasielovens formål og den dannelsesteoriske tradition. (Så er jeg gladere for professor Lene Tanggards synspunkt, som er, at vi tværtimod skal have noget mere “læringsglemsel“).

Dertil kommer de indflydelsesrige ideer, som rumsterer i tænketanken DEA’s ungdomsuddannelseskommission, hvor der er dømt gymnasienedlægning for alle pengene. Kort sagt: Der er grund til bekymring på gymnasiets vegne.

Men stort set alle – altså inklusiv mange af gymnasieformens egne repræsentanter – ser desværre ud til at være ligeglade med formålssiden. Men det er jeg jo ikke, så nu har jeg – for at undersøge den pædagogiske tilstand på de indre linjer – kigget på valgoplæggene fra Liste 1, Liste 2 og Liste 3, som alle bidrager med kandidater til hovedbestyrelsen.

Samlet set vil jeg argumentere for, at liste 1 og 3 vil havne i systembekræftende tilstande, der vil bidrage til en afvikling af gymnasiets egenart og samfundsmæssige funktion og dermed til en decimering af gymnasielærerens status og frihed. Disse to lister vil højst kunne bidrage med små reflekterende krøller på en proces, hvis logiske fremdrift de grundlæggende set har accepteret. Liste 2 har derimod et godt kritisk og dannelsesorienteret potentiale, som vil bidrage til at styrke gymnasieskolen som institution og dermed også lærernes status og arbejdsvilkår.

 

LISTE 3:

Liste 3 bruger mange bløde og indholdstomme plusord som ”kvalitet” og ”fokus” mm., hvilket er tegn på, at man let glider ind under de herskende vinde. Det bekræftes af en formulering som: ”Lærernes glæde og engagement ved at undervise er helt afgørende for elevernes læring”, hvor ”læringsbegrebet” jo gøres til den centrale pædagogiske variabel. Nederst i valgoplægget står der ganske vist, at man vil styrke ”almendannelsen”, men det er fremført helt generelt og uden indholdsmæssige markeringer. Disse vurderinger bekræftes af, at listen promoverer et projekt, der hedder ”professionel kapital”, hvis grundideer bygger på forskerne Andy Hargreaves og Micheal Fullan, der er frontfigurer i en global læringsbølge, som overhovedet ikke har sans for dannelsesprocesser. Både Fullan og Hargreaves er desuden blandt idolerne hos de førende instrumentalister i folkeskolens ”læringsrevolution”.

Endelig overrasker det mig, at der ikke står noget om den finansministerielle ”normalisering” af gymnasielærerprofessionen, der blev resultatet af forrige overenskomst, hvor GL i modsætning til folkeskolelærerne bare lagde sig ned for ussel mammon. Er det ikke et top-prioriteret emne? Åbenbart ikke. Man har nok resigneret, eller måske arbejdede liste 3 ligefrem for normaliseringen? Men ok, her er vi nede i nogle detaljer, som jeg ikke har fulgt med i.

Liste 3 fremstår som den mest problematiske liste. Den tager ikke stilling til ”normaliseringen”, og den bygger på en forbindelse til en læringsteoretisk tilgang, som bidrager til at afvikle gymnasiet som dannelsesinstitution. Listen vil derfor ikke kunne fastholde sin abstrakte målsætning om at styrke ”almendannelsen”.

Det er klart, at konsekvenserne for arbejdsvilkårene af denne konfiguration vil være omfattende. ”Normaliseringen” vil blive stadfæstet og udbygget af dataproduktion og centralisering, og dannelsen vil degenerere til ”selvmonitorering” og testscorer.

 

LISTE 1:

Så er der Liste 1, som i modsætning til Liste 3 slår sig op på sin tidligere modstand mod den finansministerielle ”normalisering”. Men eftersom det slag opfattes som tabt, ser man nu som sin centrale opgave at forhandle om ”tidsregistreringer” og andre mindre spørgsmål under slagord som “fællesskab og solidaritet”. Denne samtidighed af store socialistiske slagord og ledsagende teknisk resignation over for et dannelsesfjendsk og ivrigt policy-segment vil efter min opfattelse tæmme mulighederne for professionel selvstændighed og kritisk aktivitet på den lange bane.

I valgoplægget står der hverken noget om almendannelse eller om de mange andre begreber fra gymnasiets formålsside, og der er ingen tegn på sans for gymnasiets samfundsmæssige formål. Derimod trækker også denne liste helt ureflekteret på ”professionel kapital”-projektet, hvilket som sagt er et tegn på manglende grundighed i den pædagogiske analyse.

Dermed vil Liste 1’s position ende med at ligne liste 2’s i en tilpasningsmanøvre, som måske på det verbale plan har lidt flere kritiske krøller, men som ikke vil gøre nogen substantiel forskel. Ja, måske vil denne “kritiske tilpasning” endda virke som en endnu stærkere form for legitimering af nogle af forfaldsprocesserne, fordi påberåbelse af slagord uden forståelse af gymnasiets formålsside, tømmer alle kritiske ord for effekt.

 

LISTE 2:

Liste 2 udmærker sig derimod ved at tage uddannelsespolitisk stilling. Den afviser de nye målstyringstiltag, der jo hviler på den nye konkurrencestatsfilosofi, som dominerer de bonede gulve og dele af den organisatoriske og læringsmæssige realitet. I stedet taler listen for et tydeligt dannelsesperspektiv i forlængelse af gymnasiets formål, dvs. for almene nationale standarder og pædagogisk frihed, for høj faglighed og for beskyttelse af gymnasiets musiske fag. Listen forholder sig desuden direkte – og langt mere kritisk og principielt end Liste 1 -til ”normaliserings”-overenskomsten, hvorved man tager eksplicit stilling til den danske aftalemodel, og til hvad der udgør en god arbejdsplads.

På listens valgplakat har man endda skrevet det herligt modtænkende slogan “undervisning i stedet for læring”. Dermed lægger man sig i tæt forlængelse af den internationalt anerkendte venstre-intellektuelle Gerd Biesta, der siden sin bog “Against Learning” fra 2004 har spillet en stor rolle i den globale kritik af læringsbegrebets hærgen (bogen er senere oversat til dansk som “Læring retur” og udgivet på Unge Pædagoger). Det er klart, at Liste 2 dermed adskiller sig markant fra “læringsrevolutionen”. Gevinsten ved dette opgør er, at man kommer tættere på europæisk pædagogisk tradition og dermed gymnasiets formål. Biesta ender da også med at stå på skuldrene af en bred konfiguration af  filosoffer, f.eks. Søren Kierkegaard, Derridas, Levinas og John Dewey. Derfra kan gymnasiet åbnes igen.

Endelig: Listens forståelse af ”faglighed” har tidligere båret præg af den defensive holdning til ”fagligheden”, som udsprang af presset fra 1980’ernes reformpædagogik. Og måske er det derfor, at listen i visse kredse har et ry for at være lidt støvet? Men det har vendt. I dag knytter listen an til moderne dannelsesfilosofiske strømninger, der udspringer af både dansk og europæisk tænkning, og som bevæger sig frit mellem både helt aktuelle og klassiske venstre- og højreintellektuelle tendenser. Samtidig holder man en skarp fagpolitisk profil. Ja, det er hele denne sammenhæng mellem det fagpolitiske, moderne dannelsesteori og det uddannelsespolitiske, som gør, at Liste 2 efter min opfattelse har det mest moderne og progressive valgoplæg i denne valgkamp.

Derimod tyder det på, at liste 1 og liste 3 samler lidt støv?

 

Tre repræsentanter for Liste 3, Jeppe Kragelund, Jan Nygaard Foged og Jeppe Kragelund, svarede d. 14. oktober på Facebook, både i det lukkede gymnasieforum, Gymnasielærernes chatroom og på Jeppe Kragelunds FB-side. Ruller du lidt ned, kan du også finde min kommentar til svaret.

Liste 3 har også lagt deres svar på dens hjemmeside, dog uden link til det indlæg, som man svarer på, hvilket jeg synes er en digital uskik. Mit svar til deres svar er heller ikke omtalt.

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar