Leder af DPU, Claus Holm, drøfter i sin redaktionelle leder i det nye nummer af Asterisk, noget, han kalder for ”læreres livsduelighed”. Jeg vil i det følgende vise, at dette begreb dækker over en ren konkurrencestatstænkning. Konkurrencestatsideologien var for få år siden Holms foretrukne, men han er vist holdt op med at nævne selve ordet ”konkurrencestat”? Efter at Merete Riisagers trådte ind i ministerembedet, er der mange, der har travlt med at ændre vokabular (se referencer og links i bunden).

Nå, men jeg vil altså vise, at Holm mener fuldstændig det samme som før. Men hvor han før gik imod den pædagogiske tradition, så bruger han nu den pædagogiske tradition selv som middel til at argumentere for traditionens egen opløsning. Det er på sin vis en yderst spidsfindig opløsningsargumentation, der så at sige lukker landets lærere mund med tætte og stramme tråde og afskærer dem fra sand kundskabsudvikling og ståsted.

 

A.  Holms første konstruktion: En seminarietradition uden lærdom

Holm lægger ud med en problematisk bestemmelse af dansk pædagogisk tradition, der tømmer pædagogikken for kundskaber; en bestemmelse, som ligger i direkte forlængelse af hele ånden omkring læreruddannelsesformen fra 2013.

Holm skriver:

”For tiden er det populære svar, at skolen og med den lærerne skal styrke elevernes dannelse til at indgå i et demokratisk fællesskab. Det er et meget værdibaseret, meget dansk og halvt svar”.

Herefter kan Holm karakterisere den danske tradition som en kundskabstømt ”værdiinformeret læreruddannelse”.

Og vi har samme fokus i:

”Danske lærere er præget af en uddannelse, der fokuserer på nationale og personlige værdiforestillinger med rødder i seminarietraditionens stærke fokus på nationale, kultur- og værdibærende elementer. Det er ikke nok”.

Den aktuelle læreruddannelse fra 2013 er som nævnt defineret ved et direkte opgør med ”seminarietraditionen” og et opgør med det ”værdibaserede”. Det var ikke mindst Jens Rasmussen, som Holm rent fagligt er meget tæt på, som med systemteorien i baglommen var den centrale kraft i ødelæggelsen af læreruddannelsen. Rasmussen ville blandt meget andet af med KLM-faget. Da faget blev sådan nogenlunde reddet, erklærede Rasmussen lakonisk, med ærgrelsen sivende ned af anklerne: ”Det er den sidste rest af dansk seminarietradition, der har fået et lille hjørne i læreruddannelsen. Sådan er det bare” .

Men det var åbenbart ikke nok. ”Traditionen” er stadig for fremtrædende. Vi har stadigvæk en ”seminarietradition”, der spøger. Den er ”værdibaseret”, og den har et problem med ”lærdom” og ”kundskaber”, må vi forstå.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Holm laver den her form for modstillinger. Tidligere hed det sig f.eks., at Løgstrup var uddateret, fordi han hørte til “velfærdsstaten”. Men nu har vi jo ifølge Holm fået en ”konkurrencestat”. Ved andre lejligheder er det skolens formål, der har fået et fur af Holm, så man næsten ikke kan kende det igen. Anders Bondo har efterlyst en forklaring både fra DLF’s talerstol og på diverse debattråde, men forgæves.

 

B. Holms konstruktion af lærdom som Pisa-evidensbaserede metoder

Nå, men hvad er det så, lærerne efter Holms mening mangler, og som skal lægges over i den ”værdiinformerede” nationale kultur? Jo, det er det, som Holm kalder for ”lærdomsdimensionen”. Ok, tænker man, det lyder ellers godt, men er der da ingen “lærdom” i den nationale kultur? Åbenbart ikke. Den er jo “værdibaseret”.

Men hvad er “lærdom” sådan mere præcist ifølge Holm? Jo, det er ”forskningsmæssig viden om for eksempel effekten af forskellige undervisningsmetoder”. Så er det jeg siger: Men det har da intet med ”lærdom” at gøre. Det er anti-lærdom.

Hvad er virkelig ”lærdom” så? Jo, det er jo fordybelsen i den fælles verdens ting og sager og deres indre relationer, både ift det nationale og andre lande. Det er det, som ”kundskaber” er, og det som §1, stk.1, i skolens formål, handler om. Her står der, at “folkeskolen skal give kundskaber”. Ja, kundskaber er – ja netop: Seminarietraditionen. Men hos Holm ender vi med det skrækkelige udfaldsrum ”nationale værdier” og ”lærdom om evidensbaserede metoder”.

 

C. Holm bruger seminarietraditionen til at afvise traditionen selv.

Dette summariske syn på den nationale tradition er yderst kritisabel, men det bliver faktisk værre. Der sker nemlig det, at Holm bruger vigtige elementer fra ”seminarietraditionen” til at afvise seminarietraditionen selv. Det sker i to bevægelser:

1. Holm bruger en isoleret Grundtvig-formulering til at fremføre udtrykket ”lærdom”, som han fører direkte over i det ”evidensinformerede”, som derpå modstilles det ”værdiinformerede”, som altså ”ikke er nok”. På den måde bruges Grundtvig til at pege på nødvendigheden af ”evidensbaseret lærdom”. Ja, Holm siger ligefrem, at han vil “formulere et svar med grundtvigske temaer”.
2. Holm henviser til Peter Kemps ”verdensborgerskab som dannelsesideal”, men Kemps indsats falder da om noget inden for ”seminarietraditionen”, samtidig med, at hans synspunkter i sagens natur er ”globale” og kundskabsorienterede. Faktisk er Kemp en fremtrædende kritiker af at opfatte lærdom som “evidensbaserede metoder”. Denne modsætning løser Holm helt barokt ved at reducere ”verdensborgeren” til noget med Pisa-undersøgelser og til det, han kalder for en ”global reformbevægelse”, som laver ”standarder for sammenlignelige præstationer”. Det er faktisk ikke i orden, efter min mening.

En god seminarietradition er skam både national og verdensborgerlig i sin essens, og det er denne essens og dens kundskaber og lærdom, der bør undersøges og blomstre. Hvis man mener, at seminarietraditionen glemmer ”lærdommen”, så er det kun et svar, og det er endnu mere seminarietradition. Problemet er ikke ’for meget seminarium’. Problemet er, at der er ’for lidt’. Problemet er, at Holm reducerer lærdom til metoder.

 

D. Holms konkurrencestatsideologi

Til sidst siger Holm, at vi skal ”kombinere præstationsorientering med national integritet”, dvs. ’global konkurrence og national identitet’.  Han knytter derved lærdom direkte til konkurrence” og integritet til ”værdier”. Fuldstændig som vi har det hos Ove Kaj Pedersen, hvor dannelse bliver et middel til økonomisk optimering.

Ved I hvad det er? Det er konkurrencestatsfilosofi direkte fra den læringsrevolutionære fortrop, endda under åndsvidenkabens, dvs. Peter Kemps og Grundtvigs, banner. Det er teoretisk og praktisk selvopløsning.

Denne konklusion bekræftes af det redaktionelle oplæg til artiklen, som Holm formodentlig selv har skrevet. Det lyder således:

“Danske lærere er rundet af en national værdibaseret uddannelsestradition. Denne tradition er udfordret af en global værdi- og præstationspædagogik. Men kombinerer lærere en global præstationsorientering med national integritet, så gør de elever til livsduelige verdensborgere.”

Jeg kunne ikke have sagt det værre selv.

 

E. Bladets generelle hældning

Det generelle tema for det aktuelle nummer af Asterisk er: ”På sporet af en profession”.

Her er hovedindlæggene:

1. Lederen er skrevet af institutleder Claus Holm: ”Lærernes livsduelighed kræver mere lærdom”, jf. ovenfor.
2. Den centrale journalistiske dækning finder man i artiklen: ”Læreres traditionelle autonomi er tabt”. Medvirkende: Lars Qvortrup, Claus Holm og Alexander von Oettingen, der har nogle få kritiske markeringer i pølseenden.
3. ”Tættere på professionen”. Interview med Jens Rasmussen, som redegør for sit såkaldte 1:1-syn på forholdet mellem læreruddannelse og praksis, og for alt det andet, han mener.

Der er ingen kritiske spørgsmål fra journalisterne. Bladets ansvarshavende redaktør er Claus Holm selv.

 

——————–

Referencer:

Claus Holms leder: http://edu.au.dk/aktuelt/asterisk/vis-artikel/artikel/laereres-livsduelighed-kraever-mere-laerdom/

Hele magasinet: http://www.e-pages.dk/aarhusuniversitet/1632/

Interview med Jens Rasmussen om den ny læreruddannelse og ”seminarietraditionen”. https://www.folkeskolen.dk/513124/regeringen-er-kommet-godt-igennem-med-sit-udspil

Tidligere analyse af Asterisks faglige linje: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10153940393219481&id=837549480