Nedenfor følger en analyse af en aktuel kronik af Anders Bondo Christensen samt en vurdering af den nye arbejdstidsaftale med KL. De to emner hænger lidt sammen, så jeg beklager lidt gentagelser i teksten.
1. Kronik af Anders Bondo:
Anders Bondo Christensen forlader som bekendt formandsposten i Danmarkslærerforening efter indgåelsen af den nye overenskomst med KL. D. 13. september skrev han en slags afskedskronik i Politiken, hvor han gør status og knytter den ene og den anden tråd.
Jeg vil analysere kronikken om lidt, men først lidt pæne ord.
A. Pæne ord
Det er på mange måder en fin kronik, hvor Bondo får erklæret sin kærlighed til den grundtvig-koldske tradition. Derudover har han en række gode kritiske bemærkninger til den økonomificering af det pædagogiske liv, som udviklede sig i løbet af 00’erne.
Man bør hertil erindre sig, at Bondo gennemførte to flotte indholdsmæssige initiativer hos lærerstanden.
For det første det fine professionsideal fra 2002, som faktisk også var Løgstrup-grundtvigsk inspireret, og som skulle gøre op med den såkaldte lønmodtagerstrategi. Den fagforeningstekniske krone på den del af værket var overenskomsten i 2008.
For det andet var det på Bondos vagt, at man i 2019 vedtog det såkaldte folkeskoleideal, som var præget af et mere klassisk herbartiansk tankesæt med fokus på emner som kundskaber, fag og undervisning. De to idealer stod faktisk i en vis spænding til hinanden; en frugtbar spænding muligvis.
Endelig må man aldrig glemme Bondos heroiske indsats i forbindelse med lockouten og S-R-SF’s overgreb mod landets pædagogik og skole i 2013. Faktisk kan man godt opfatte folkeskoleidealet som en form for bolværk både mod Antorinis ”lærings”-revolution, som jo var et opgør med ”undervisning”, men også mod Globaliseringsrådets 2006-reduktion af kundskaber til målstyring og evaluering. Så tak til Bondo for alt det.
B. Kritiske ord
Men nok om de pæne ord i dagens anledning. Lad os se på kronikken. Den har nemlig to indbyggede modsætninger, som samtidig også siger noget om modsætningen i lærerforeningen, og som desværre vælter det fine indhold omkuld.
i) Modsætning nr. 1: Corona vs Grundtvig
Bondo hylder det grundtvig-koldske. Det er fint, for dermed understreger han jo – stik mod de herskende socialdemokratiske vinde – at folkeskolen og de frie skoler er ud af samme substans. Men der er et problem, og det er, at Bondo bruger denne henvisning til at tale for mere corona-pædagogik. Bondo fortæller, at tingene var bedre i forårets corona-pædagogiske tilstand, som jo stadig i høj grad gælder. Dermed tænker han især på, at klasserne var mindre. Det er muligt, men den corona-pædagogiske praksis var til gengæld det stik modsatte af friskoletraditionen.
Corona-pædagogikken er præget af afstande, regler, ubehag ved både mennesker og ting og ikke mindst af et opgør med forsamlinger og sang. Pædagogisk liv reduceres til nidkære adfærdsregelsæt, som er en del af S-regeringens profylaktiske totalitarisme, den såkaldte ”ekstreme forsigtighed”.
Men Bondo mener, at coronaen har styrket ”den sociale proces”. Denne fatale fejl kan man studere i dette citat fra kronikken, hvor corona-pædagogikken omtales som ”positive elementer”:
”Den nordiske skoletradition, der ikke mindst i Danmark har et solidt afsæt i de grundtvig-koldske skoletanker, har i mange mange år været fundament for undervisningen og hele måden at holde skole på i Danmark – og den er netop kendetegnet ved ovenstående positive elementer.”
Men som jeg netop har forklaret, så er de ”grundtvig-koldske” skoletanker det modsatte af coronapædagogikken.
Dermed kommer Bondo i modstrid med sig selv og faktisk også med sit elskede professionsideal efter min mening, eftersom dette ideal jo netop byggede på det grundtvig-koldske i en venstretidehvervsk aftapning.
ii) Modsætning 2: OECD vs. pædagogik
Bondo kritiserer både økonomificeringen af pædagogikken og den tilhørende læringsmålstyring. Specielt kritiserer han OECD og finansministeriet. F.eks. skriver han:
”Centrale beslutninger, der i mange kommuner blev fulgt op af lokale initiativer i form af datafunderet læringsledelse, it-funderet præfabrikerede læringsforløb, visible learning og lignende koncepter, som lærerne har svært ved at se meningen med, og som lægger beslag på massive økonomiske og tidsmæssige resurser og suger energi og engagement ud af skolerne.”
Men alligevel indfører Bondo den økonomiske logik af bagvejen. Det sker på to måder. For det første fordi han henviser til det kognitions- og adfærdspsykologiske og stærkt individualiserede udtryk ”selfefficacy”, som han har samlet op hos netop OECD, som selv har det fra psykologen Albert Bandura.
Bondo bruger altså OECD og læring til at gøre op med OECD og læring. Han tror, at self-efficacy markerer et opgør med økonomificeringen af pædagogikken. Men intet kunne være mere forkert, og dermed forstærker han blot OECDs skolesyn.
Faktisk passer ”selfefficacy”s fokus på adfærd og individ supergodt med coronapædagogikken. Her er vi måske ved forklaringen på Bondos eller uforklarlige vurderinger under pkt. 1. Bandura slår Løgstrup for nu at sige det på den måde.
Dermed kommer der en dyb splittelse ind i DLF; en splittelse, som man også kan se i den nye overenskomst mellem DLF og KL. Her står der helt i starten af aftalepapiret, at ”læreren er den vigtigste faktor for elevernes udbytte af undervisningen”, og i en tråd på folkeskolen.dk understreger Bondo endda, at netop dette citat er udtryk for at DLF har fået indflydelse på aftalen. Men her tager Bondo fejl efter min mening, for med denne sætning – undervisning forstået som ”udbytte” og læreren forstået som en ”faktor” – så anerkendes fuldstændig skolereformens og ikke mindst KL’s skolesyn.
Udtrykket ”faktor for udbytte” henviser til netop indflydelsen fra den økonomiske logik, som OECD i høj grad står for. “Faktor-udbytte”-diskursen kom ikke mindst til Danmark via Skolerådets beretning fra 2012, som selv var funderet i en blanding af synlig læring, OECD og økonomisk logik.
Denne tolkning bekræftes af DLF’s digre værk ”Gør en god skole bedre” fra 2004, som er gennemsyret af økonomisk tankegang, og hvor der netop refereres udførligt og positivt til OECD’s uddannelsesdirektør Andreas Schleicher, som med sin stedsløse og statistiske evalueringsideologi om nogen – og nu i mange år – har stået for en opløsning af den Grundtvig-koldske tradition og faktisk også den herbartianske. Desværre er det Schleicher, som via DPU’s store rolle for begrebssætningen har magten over landets pædagogiske sprog. Det er også derfor, at Scheicher og Herbart pr stedfortræder er i strid i Danmark. Stedfortræderne hedder Jeppe Bundsgaard/DPU’s ledelse og Alexander von Oettingen.
Så med Bondos kronik som udgangspunkt kan Bondo og DLF kan ikke opretholde deres professions- eller folkeskoleideal.
Referencer:
Link til Bondos kronik, d. 13. september: https://politiken.dk/…/For%C3%A5rets-skole-giver…
Link til ”Gør en god skole bedre” fra 2004: https://www.dlf.org/media/44134/goerengodskolebedre.pdf
Link til arbejdstidsaftale 2020: https://www.dlf.org/…/aftale_om_arbejdstid_for…
Bondos understregning af ”faktor”-citatets betydning finder man på tråden under denne artikel i Folkeskolen: https://www.folkeskolen.dk/…/medlemmernes-ret…
DLFs professionsideal, 2002
DLFs folkeskoleideal, 2019
2. Vurdering af arbejdstidsaftalen
Jeg har nu læst aftalen mellem KL og DLF. Jeg har tre bemærkninger. Den første af bemærkningerne har jeg sådan set nævnt under punkt 1, men jeg gentager den altså her for fuldstændighedens skyld.
A.
Folkeskolens formålsparagraf fra 2006 er en ypperlig tekst, som desværre samtidig har været en passage for et dybt opgør med selvsamme formål. Spørgsmålet er, hvordan aftalen indgår i dette paradoks. Er læreren en del af formålet eller en del af opgøret med formålet? Ender vi samme sted som Bondos kronik?
Aftalen indledes med lidt drys fra formålsparagraffen på den der særlige DLF-måde, som udviklede sig op igennem 00’erne. Her var affirmativiteten den overordnede ledetråd, kulminerende med DLFs formandsskab i Antorinis Ny Nordisk Skole, som var forløber til skolereformen. Formandsskabet var delt med konkurrencestats-socialdemokraten, Lars Goldschmidt. Disse indledende formuleringer giver os derfor ingen vished for, om vi er på formålets side eller det modsatte.
På linje 10 – lige efter formålsordene – kommer der så følgende helt afgørende formulering, som endegyldigt afgør sagen:
”Lærerne er den vigtigste faktor for elevernes udbytte af undervisningen”.
Med denne sætning – undervisning forstået som ”udbytte” og læreren forstået som en ”faktor” – så anerkendes fuldstændig skolereformens og ikke mindst KL’s skolesyn. Det var det skolesyn, som skabte læringsmålstyringen, og som gav Erik Schmidt en tjenstlig advarsel for at sige sin mening. Advarslen var lovstridig ifølge Landsretten, men KL har ikke anerkendt, at sagen handlede om ytringsfrihed.
Hvis nogen forstod protesterne i 2013 som protester, ikke blot imod ”overenskomsten” men også imod skolesynet, så har man derfor tabt.
KL har vundet den ideologiske kamp. Læreren er nu en ”faktor”. Det er ikke skolens formål, men dets undergravning der har vundet.
B.
Resten af teksten lader til at være helt uden den strukturering af arbejdet, som ellers bør præge et pædagogisk liv. Der er ingen normering til forberedelse, fælles liv, videreuddannelse eller andet. Og vigtigst af alt: der er ingen loft for undervisningslektioner. De bør ikke overskride 20 timer om ugen. Skolen er et åndssted og ikke en ”faktor”-fabrik.
Selv er jeg ansat på et universitet. Der er konkrete forberedelsesfaktorer, som sætter en ramme for hele arbejdslivet og folks pædagogiske og videnskabelige virke. Denne ramme forhandles, når der overenskomst, og ellers ikke, og de er ikke noget man snakker om i det daglige.
C.
Og i stedet for en traditionel ordning, søsættes en fagforeningsmagt med hyppige DLF-KL-processer om skolens indhold og organisation. Det gælder på flere niveauer, f.eks. helt nede på skoleniveauet:
“Skoleledelse og tillidsrepræsentant drøfter, hvilke målsætninger ledelse og lærere vil arbejde for i det kommende skoleår og ledelsens prioriteringer af lærernes arbejds-tid.”
Fagforeningen bør ikke blande sig i ”målsætninger”. Det skal et frit og oplyst lærerråd tage sig af, som helst ikke ved, hvad ”en faktor” er.
Der er, så vidt jeg kan se, ingen andre markeringer i aftalen vedrørende lærernes demokrati, selvom emnet faktisk er markeret i den nuværende regerings såkaldte ”aftalepapir”. Emnet er tabt og fortaber sig i en KL-DLF-bureaukratisk symbiose på KL’s præmis.
Summa Summarum: KL har vundet. Og DLF har vundet en del af KL’s sejr.
PS: Det er også lidt tankevækkende, synes jeg, at et flertal af hovedbestyrelsen i Uddannelsesforbundet, som jo huser en del af de lærere, som ikke er ansat i folkeskolen, anbefalede et nej til aftalen. De kan formodentlig godt se, at problemerne i aftalen kan sive hen til forbundets andre områder og dermed underminere hele den pædagogiske sektor indefra.
PPS. Med aftalen bekræftes den ånd, som indstiftedes med den såkaldte KL/DLF-lærerkommission i 2019, hvis formand var Per B. Christensen, som har spillet en central rolle i læringsrevolutionen flere steder, både som leder af skoleområdet i Næstved og som medlem af AP Møllers såkaldte vurderingsudvalg. Han stod altså for alt det, som Bondo kritiserer i sin kronik, men som Bondo nu selv har bygget sin arbejdstidsaftale på.
Men så er det, at man også skal huske på de pæne ord.
Links:
Link til aftale mellem KL og Lærernes centralorganisation: https://www.dlf.org/…/aftale_om_arbejdstid_for…
Link til Uddannelsesforbundets side om emnet (rul ned for indstillingerne): https://www.uddannelsesforbundet.dk/…/forhandlinger-om…/
Lærerkommissionens rapport: https://www.uddannelsesforbundet.dk/…/laererkommisionsr…
Kommentar til lærerkommissionen: http://www.thomasaastruproemer.dk/laeringskonsensus…