Gymnasielektor Mikael Busch har begået en glimrende kritisk biografi om Bjarne Corydon med et generelt fokus på Corydons politiske liv og med et helt særligt fokus på hans tid som finansminister.
Busch har tidligere skrevet bøger om spioner under den kolde krig. Det kommer ham til gode i denne sammenhæng, hvor kritiske personsammenfald og organisatorisk intimitet sætter godt gang i den konspiratoriske forestillingsevne. Busch deklarerer dog sine interessante teorier eksemplarisk, når de ind imellem trænger sig på, og han forklarer udførligt, at hans bog er normativ, og at dens afsæt er kritiske erfaringer med corydonismens negative effekt på den pædagogiske praksis i gymnasiet.
Det meste af tiden er der dog bare side op og side ned med tankevækkende fakta, udtalelser og undersøgelser. Et vigtigt emne er Corydons – og hans indflydelsesrige departementschef, Daved Hellemanns – centrale rolle i forbindelse med etableringen af et nyt magtfulde finansministerium i 2011 samt dette ministeriums rolle som en udvidet brobygger til og forstærker af den foregående VK-regerings økonomiske politik.
Man får en god fornemmelse for betydningen af 2011’s centrum-venstre-version af VK-regeringens instrumentelle globaliseringstekniske ideologi. Dansk politik havnede dermed i en S-forfaldsversion af et forfalds-VK, dvs. i det som jeg vil kalde for en instrumentel fordobling. Og det er denne fordobling, som Corydons virke er et resultat af og et udtryk for. Fordoblingen sprænger – via især Thor Möger Pedersens dybt kritisable indflydelse – SF i stumper og stykker, og sætter sig ikke mindst i skolereformen og i den såkaldte ”normalisering” af dansk pædagogik og opdragelse, som stadig støttes af SF.
Busch, som er lektor i tysk på selvsamme gymnasium, hvor Corydon blev student, viser, hvordan konsekvensen af denne fordobling sætter sig igennem på især gymnasieområdet. Gymnasiet har været meget overset i debatten, som jo især har fokuseret på folkeskolen., f.eks. via Anders-Peter Mathiessens afslørende bog ”Søren og Mette i benlås” fra 2017. Busch tager os med helt ind i de gymnasiepolitiske forhandlingslokaler, blandt andet på baggrund af et interview med den daværende formand for GL, Gorm Leschley, som i det afgørende øjeblik faldt til Corydons pat og lod skolelærerne alene i verden. Nu mangler vi blot historien om friskolerne.
Det er interessant for mig personligt at læse Buschs korte gennemgang af venstrefløjens fundament i miljøet på Institut for Statskundskab i slut-90’erne. Jeg er selv kandidat fra samme institut i 1993 og kan nikke genkendende til det hele, bortset fra Buschs klassificering af Curt Sørensens arbejde, hvilket jeg vil lade ligge i denne omgang.
Vi hører om Corydons og tidens betagelse af Laclau & Mouffe’s såkaldte diskursteori, som i de forkerte hænder udarter sig til politisk strategi og simpel machiavellisk magtudøvelse, hvilket jo netop blev den ene halvdel af Corydons bestemmelse. Vi hører også om, hvordan Corydon pludselig skiftede fra studentertidens socialdemokratiske venstrefløj til partiets højrefløj, da han kom ind i varmen hos Thorning-Schmidt, som han prægede dybt under den instrumentelle fordoblings overskyede himmel. Endelig hører vi om, at Corydon udnyttede Henrik Sass Larsens problemer med Køges rocker-miljøer til at sætte sig på finansministerposten, som ellers var tiltænkt Sass Larsen.
Samtidig forelskede Corydon sig i Ove Kaj Pedersens post-kommunistiske Konkurrencestat, som ser “den opportunistiske personlighed” som en ny pædagogisk dyd, og som omdanner folkelighed og demokrati til banal økonomisk optimering, hvilket blev den anden halvdel af Corydons bestemmelse.
Med disse to halvdele som klangbund skriver Corydon sig ind i det største angreb på pædagogik og kultur i mands minde, nu blot helt uden hvad der måtte være tilbage af kritisk potentiale i konkurrencestatens begreb. Økonomisk patriotisme blev et corydonistisk ideal, som omgives med fordoblet instrumentalisme og macchiavellisk strategi. Herfra er der ingen vej ud af landets dybeste pædagogiske hængedyng.
Busch har også medtaget Corydons forsøg på – med DDR-lignende metoder – at intimidere den journalistiske frihed på Danmarks Radio. Busch fortæller, at DR, som havde bragt et indslag om lærerlockouten, ganske vist først stod fast, men at DRs ledelse – ifølge arbejdsmarkedsforskeren Henning Jørgensen – efterfølgende flyttede den pågældende journalist til andre opgaver. Det bestrides dog af journalisten selv, hvilket Busch også noterer. Men uanset, hvordan det hænger sammen, så er selve klagen fra Corydons kommunikationsfolk til DR i sig selv yderst kritisabelt, og den har da uden tvivl haft en vis adfærdsregulerende effekt. Sådan fungerer den slags. Det er helt utroligt, at denne episode ikke drøftes langt mere grundigt at landets aviser. Disse begivenheder er mere eller mindre nyt stof – især i bogform -, som her sættes i en ny sammenhæng, nemlig Corydons særlige socialdemokratiske VK-ideologi.
Busch gennemgår også Dong-sagen, som jeg selv kun husker helt overfladisk, fordi jeg dengang var lidt ligeglad med emnet. Men det er rystende at få sagen rullet op i sin sammenhæng, som få år efter finanskrisen er fyldt med interesser, personsammenfald og foræringer til Goldman Sachs, som straks sendte overskuddet i lyssky skattely. Få år efter denne foræring ansættes Corydon i det globale konsulenthus McKinsey, som spiller en rolle på kryds og tværs i sagaen, og som har mange personsammenfald med Goldman Sachs og det danske finansministerium. Busch fremsætter her forskellige interessante teser, som læseren så kan tygge på, f.eks. at det hele skulle være orkestreret på et Bilderberg-møde for globale industriledere.
Til sidst hører vi om, hvordan Corydon som ny chefredaktør på Børsen udgrænser de liberale og holdningsprægede dele af redaktionen. Jeg kan godt huske disse diskussioner, men det er vigtigt at få dem noteret i bogform.
Bogen bygger på en lang række kilder og interviews med centrale personer, blandt andet med Corydons ven, Stefan Hermann, og Corydons lærer på Statskundskab, Jørgen Grønnegaard Christensen. Corydon selv har ikke ønsket at deltage i Buschs biografi. Corydon har endda sammenlignet Busch med Rasmus Paludan. Det er så absurd, et det er til at græde over. Tænk at landet har været ledet af en sådan mangel på dømmekraft og demokratisk og saglig forståelse. Det er sørme godt, at vi nu har fået en kritisk biografi. Nu skal vi bare af med ånden. Busch gennemgår sine kilder og referencer i et afsluttende afsnit på hele 17 sider.
Bogen er utroligt velskrevet. I løbet af få timer har man suset igennem de ca. 200 sider, godt mættet med informationer, interessante ideer og nye indtryk.
Andre anmeldelser:
Bogen har generelt set fået dårlig kritik. De mest ramsaltede anmeldelser er dog især kommet fra mediekredse og journalister, som er skudt ud af den VK-ideologi, som Corydon jo er en instrumentel forstærkning af, jf. konkurrencestaten, og som dermed opslugte centrum-venstre og landets medier mere bredt.
Mandag Morgens Lisbeth Knudsen, som tidligere var på Berlingske, giver 0 stjerner i en pinlig anmeldelse, som er helt uden for pædagogisk rækkevidde. Hun indleder med at omtale Corydon som “den mand, der i nogle få år bestred en af landets absolutte topposter og nu er Børsens administrative direktør og chefredaktør”. Så er stilen lagt. Hun er vild med Corydon, som opfattes som en slags kollega. JPs Jette Maressa, hvis arbejde jeg ikke kender til – hun dækker international politik – er på samme linje i en kort og nærmest uinteresseret anmeldelse. Hun kalder bogen for ”spild af tid”. De må bo i en lukket verden.
I Berlingske er politologen Peter Nedergaard, som ellers er meget glad for Corydon, faktisk mere positiv – især synes han godt om afsnittet om DONG-salget, som han mener er en “næsten helt ædruelig og nøgtern analyse” – men heller ikke han har sans for de dyder, jeg har opregnet, og han foreslår i stedet, at Corydon måske har ”sans for helheden”. De skolepolitiske afsnit giver han dog ikke en pind for. Nedergaard giver 3 stjerner.
WA’s Arne Hardis skriver, at bogen er “flydende skrevet” og “informeret”, og han kan for sin del faktisk godt lide afsnittet om gymnasiernes overenskomstfornyelse. Han er lidt på Nedergaards linje. Overvejende kritisk, men dog ikke i det røde felt, og samlet set roser de jo både DONG- og gymnasie-kapitlet.
Disse anmeldere – og især Knudsen – ser mest kun vred normativitet og konspirationsteorier, selvom Busch gør en dyd ud af at deklarere, både at han har skrevet sin bog ud fra en holdning, og at han ind imellem tænker ud af landevejen. De – igen især Knudsen – har heller ingen interesse for Corydons angreb på landets pædagogik, som i realiteten er Busch’ hovedærinde eller for den grundige gennemgang af den ene og den anden sammenhæng. Og der er ingen bestyrtelse over de mange fakta og udtalelser, som Busch sætter på siderne som perler på en snor.
Dette journalistiske VK-segment virker indspist i sine egne forudsætninger. Det er her værd at nævne, at disse medier selv aldrig har haft den mindste sans for pædagogiske og skolepolitiske emner, og at de har understøttet den skolepolitiske udvikling siden 2006 og 2013. Mandag Morgen, som Lisbeth Knudsen jo skriver fra, var ifølge Ove Kaj Pedersen selv en decideret central faktor i etableringen af netop den konkurrencestat, som Corydon blev forelsket i som et ideal. Det står ikke meget bedre til hos Berlingske og JP, selvom der naturligvis er enkelte undtagelser. Corydon-begejstringen er særlig mærkelig, eftersom det berlingske avis-segment påstår at gå ind for dannelse a la den tidligere chefredaktør for WA, Henning Fonsmark. Men corydonismen hader dannelse. Det gør Busch derimod ikke. Han er aktiv på Gymnasielærerforeningens klassiske dannelsesfløj, den såkaldte Liste 2. Busch er faktisk Fonsmarks mand, dvs. Berlingskes. Men han er ikke Mandag Morgens mand, for Mandag Morgens dannelsesopgør hænger sammen med konkurrencestats-, lærings-, kompetence- og globalseringsideologi
Meget bedre ser det ikke ud på venstrefløjen. Informations anmelder, Gry Inger Reiter, er kritisk på samme måde som Knudsen og kan i modsætning til Nedergaard og Hardis ikke se nogle formildende omstændigheder. Reiter var debatredaktør på Politiken under skolereformen, hvor Corydon- og konkurrencestatsbegejstringen var udtalt helt op i chefredaktionen. Hun taler helt klart ud fra denne horisont. Information understøttede generelt Politikens tilgang, f.eks. via Rune Lykkebergs og Stefan Hermanns angreb på Svend Brinkmann for populisme, men også i avisens generelle tilgang til skole- og uddannelsesreformer. I dag står den på en af corydonismens logiske fortsættelser, nemlig venstreidentitær opløsning, på begge de to centrum-venstre medier.
I Politiken selv er anmelder Kristian Madsen – hvis faglige linje er dybt indspundet i centrum-venstres og Politikens globaliseringsinstrumentalisme, som denne udviklede sig i løbet af 00erne og blev forstærket efter 2011 – da også om muligt endnu mere kritisk end Lisbeth Knudsen var i Altinget. Han kammer helt over, giver kun én stjerne, og forstår ikke en brik af kritikken, hvilket er helt i overensstemmelse med avisens almene politiske linje. Det med gymnasiernes OK 13 synes Madsen blot er “endnu kedeligere, end det lyder”. Madsen er som flere andre truet på eksistensen, det er let at se. Denne anmeldelse er en dybt nedtur for Politiken som kulturradikal åndsinstitution. Jeg måtte skrive en hel anmeldelse af Madsens anmeldelse (se referencer).
Ovre hos KL, som deler 100% skolesyn med Corydon, kan en Mads Brandsen heller ikke lide bogen, igen uden at adressere bogens indhold og perspektiv. Det giver mening, fordi KL jo er et af antipædagogikkens fyrtårne.
Nogle af anmelderne er vrede over, at Busch skriver, at Corydon er en “homo economicus”. Men det er da det fuldstændigt saglige udtryk for sagens kendsgerninger. Ved at påpege det som et problem, kommer de pågældende anmeldere og medier til både at viderebringe økonomiens altomfattende dominans over samfundets institutioner og til at udstille deres egen mangel på indblik i det 20. århundredes kritiske traditioner, som Busch i høj grad er rundet af. Det er som om, at Busch har tegnet en karikatur af Muhammed.
Vi får virkelig syn for horisonten på de 00’er-glade redaktioner. Busch’ bog og anmeldelserne af den bliver på en måde en kritik af medierne selv, og det skal han have stor tak for at få til at vise sig.
Ingen af anmelderne er i stand til at pege på fejl og mangler i Busch lange analyser og gennemgange af de forskellige forløb.
Sagen er, at Buschs arbejde peger frem mod en anden fortolkning af 00’ernes politik og dermed af den nyere danmarkshistorie, end de krænkede anmeldere, som selv er formet af 00’erne, abonnerer på. Men det er de ikke opmærksomme på. Derfor ser de mest eller kun vrede.
D. 15. februar blev Mikael Busch interviewet til Berlingske om sagen. Interviewet handler overhovedet ikke om bogens indhold, men blot om de ideologisk farvede anmeldelser. Interviewets vinkel siger noget om mediemøllens – og ikke mindst Berlingske-segmentets skæve læsning og begrebsmæssige indspisthed og dets grundlæggende corydonistiske horisont.
I den lidt mere positive ende er der Niels Gunder Hansen i Kr. Dagblad og Thorkild Thejsen i Folkeskolen.dk. De trækker løbende på bogens informationer, og deres anmeldelser giver derfor et lidt mere positivt indtryk. Mest positiv er Lars Luplau fra POV international, som skriver at bogen holder sig “på den rigtige side af stregen”, og at den indeholder “rigelig information” og er “interessant” .
Endelig er det værd at slutte af med en særdeles positiv lektørudtalelse fra bibliotekscentralen, som jeg citerer i helhed::
“Bjarne Corydon og nødvendighedens politik
Forfatter: Mikael Busch
Biografi om Bjarne Corydon (f. 1973) og Helle Thornings regeringstid fra 2011-2015. Giver et indblik i det politiske regeringsarbejde, og de store sager, der prægede perioden: etablering af Moderniseringsstyrelsen, lockouten af lærerne, gymnasiereformen, “spinkrigen” med DR samt salget af DONG.
Materialevurdering:
Kort om bogen: Interessant og detaljeret bog om Corydon og Thorning-årene i dansk politik. For interesserede i dansk politik og magtspillet bag.
Beskrivelse: Den første biografi om Bjarne Corydon, der, i hvert fald i traditionel socialdemokratisk forstand, beskrives som en kontroversiel og viljefast finansminister i Helle Thornings regeringstid fra 2011 og frem. BC begyndte sin politiske karriere i Esbjerg, hvorfra han blev folketingskandidat. Ikke via den klassiske SDU-skolingsvej, men som en anden, mere nørdet, teoretisk type, som Mikael Busch beskriver det. Udover nogle personlige og politiske iagttagelser om BC, giver bogen et solidt indblik i det politiske regeringsarbejde, hvor finansministerposten tilfaldt den ret ukendte BC, og de store sager, der prægede perioden: Etablering af Moderniseringsstyrelsen, lockouten af lærerne, gymnasiereformen, “spinkrigen” med DR samt salget af DONG, der alle, især sidstnævnte, blev opfattet som meget borgerlige initiativer.
Vurdering:
MB har skrevet en ganske medrivende og deltaljeret bog, selv om de mest væsentlige personer, herunder BC selv, ikke har bidraget med oplysninger. De kommer fra andre kilder og MB’s betragtninger er præget af en kritisk, men også informativ tilgang. Solid kilde- og noteoversigt bagest i bogen.
Andre bøger om samme emne:
Der findes ikke andre biografier om BC. I Qvortrups “Tre år ni måneder tre dage” og i “Den hemmelige socialdemokrat” er der brudstykker om Corydon og hele Thorning-regeringsperioden.
Til bibliotekaren: Indkøbes bredt af mellemstore biblioteker og op. Materialet er vurderet af: Kent Skov”
Jeg er helt enig med Lektøren, Kent Skov. Det er en fortrinlig bog: Fem stjerner herfra 🙂
Referencer (opdateres løbende og indlemmes i selve anmeldelsen):
Mikael Busch: ”Bjarne Corydon og nødvendighedens politik”, People’s Press. https://www.saxo.com/dk/bjarne-corydon-og-noedvendighedens-politik_mikael-busch_haeftet_9788770361354
Jette Elbæk Maressas anmeldelse i JP: https://jyllands-posten.dk/premium/kultur/anmeldelser/ECE11931279/fordomme-forudantagelser-og-forbloeffende-faa-nuanceringer-i-corydonbog/
Gry Inger Reiters anmeldelse i Information: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2020/02/skrive-kritisk-bog-bjarne-corydon-goere-ordentligt
Lisbeth Knudsens anmeldelse i Altinget: https://www.altinget.dk/artikel/0-aer-ny-corydon-bog-er-et-karaktershymord-fyldt-med-konspirationsteorier
Lars Luplaus anmeldelse i POV-international: https://pov.international/bjarne-corydon-biografi-anmeldelse/
Niels Gunder Hansens anmeldelse i Kr. Dagblad: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/var-den-skaldede-mand-med-den-dybe-basroest-hemmelig-agent-embedsvaerket
Arne Hardis’ anmeldelse i Weekendavisen: https://www.weekendavisen.dk/staff/716
Peter Nedergaards anmeldelse i Berlingske: https://www.berlingske.dk/boeger/corydon-bog-om-monstrene-i-finansministeriet-loeber-med-userioes-sladder
Kristian Madsens anmeldelse i Politiken: https://politiken.dk/kultur/boger/art7658221/Pinagtig-og-ulidelig-biografi-om-Bjarne-Corydon-burde-aldrig-have-v%C3%A6ret-udgivet. Se også min anmeldelse af Madsens anmeldelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/politikens-kristian-madsen-anmelder-mikael-buschs-corydon-biografi.html, som også blev bragt på POV.international.dk, d. 26. februar: https://pov.international/en-anmeldelse-af-en-anmeldelse-kristian-madsen-lyder-som-om-han-sad-pa-johns-bodega-efter-midnat/
Mads Brandsens anmeldelse i Danske Kommuner: http://www.danskekommuner.dk/Boganmeldelser/2020/Kampskrift-mod-Corydon-flopper-fatalt/
Dennis Kristensens anmeldelse i PioPio (d. 24. februar): https://piopio.dk/node/15828
Morten Okkels anmeldelse i Indblik.dk (d. 14. februar): https://indblik.net/2020/02/14/ny-bog-om-corydon-er-et-usagligt-smaedeskrift/
Lone Nørgaards anmeldelse i Den korte avis, d. 3. marts: https://denkorteavis.dk/2020/corydonismen-haengt-til-toerre/
Kent Skov: Lektørudtalelse, uge 12, 2020.
Interview med Mikael Busch i Berlingske, d. 15. februar: https://www.berlingske.dk/boeger/forfatter-efter-haard-kritik-af-corydon-bog-den-skulle-have-vaeret
Interview med Mikael Busch i Jyske Vestkysten, d. 15. februar: Ikke på www.
Sebastian Risbøl fra Politiken Skoleliv omtaler nogle af anmeldelserne under overskriften ”konspiratorisk, useriøs og spild af tid”. Bagefter hyggechatter han med Kristian Madsen på twitter og gør sig morsom på det ene og det andet: https://skoleliv.dk/nyheder/art7660993/Ny-bog-om-Bjarne-Corydon-bliver-sablet-ned-af-anmeldere
Debatindlæg om sagen (fra d. 15. februar og fremefter, opdateres): http://www.thomasaastruproemer.dk/tre-indlaeg-i-sagen-om-mikael-busch-bog-om-bjarne-corydon-et-ekstra-indlaeg.html
Se også en omtale af en lignende bog: http://www.thomasaastruproemer.dk/bjarne-corydon-bidrager-til-bog-om-ham-selv.html
Mikael Busch svarer på kritikken i Årsskriftet Critique, d. 29. marts: http://aarsskriftet-critique.dk/2020/03/medieklasse-mikael-busch-bjarne-corydon/
Podcast med Mikael Busch på Årsskriftet Critique, d. 4. april: http://aarsskriftet-critique.dk/podcast/panden-mod-noedvendighedens-politik/