Anmeldelse af Keld Skovmand & Lene Tanggaard: “Hvad vi taler om, når vi taler om at lære – syv lærestykker til skolen”

Jeg har lige læst, hvad der må være årets pædagogiske udgivelse. Det drejer sig om Keld Skovmands og Lene Tanggaards nye bog ”Hvad vi taler om, når vi taler om at lære – syv lærestykker til skolen”, Hans Reitzels Forlag.

1.

De to forfattere sad i Merete Riisagers Rådgivningsgruppe vedr. Fælles Mål, hvor man med udgangspunkt i den såkaldte ”justering” af skolereformen foreslog en række dannelsesorienterede pejlemærker for skolen. Det er derfor helt basalt historisk interessant at læse om Skovmands og Tanggaards opfattelse af Rådgivningsgruppens betydning og indflydelse.

Deres overordnede konklusion er, at arbejdet i dag nærmest forties i de officielle kanaler til fordel for netop den læringsideologi, som Rådgivningsgruppen var et opgør med. Bogen har et par virkelig gode fund fra ministeriets hjemmeside og andre steder, der underbygger denne tese. Vi er altså tilbage ved skolereformens læringssyn, nu blot nødtørftigt semantisk ”justeret” til ”læringsorientering” i stedet for ”læringsmålstyring”, hvilket i pædagogisk forstand er det samme.

I den forbindelse bliver vi også lige mindet om hele stemningen i 2015, hvor vi fik de ministerielle læringsmålstyringsvejledninger, som blev udarbejdet i samarbejde med de nye identitetssøgende UC’er og det konkurrencestatsinficerede DPU. At især Skovmand kommer igennem disse øvelser stort set uden at nævne navne må have været en kraftanstrengelse.

2.

Skovmand og Tanggaard arbejder grundigt med betydningen af indhold og formål, og det myldrer frem med både teoretiske og praktiske ideer. Det er især Jean Laves ”situated learning” og Gert Biestas læringskritiske indsats, der gør arbejdet, men bagved summer Hannah Arendt, Grundtvig og en række avancerede reformpædagogiske og didaktiske anslag. F.eks. er der en meget positiv vurdering af læringsforståelsen i Den Blå Betænkning fra 1960 og af håndværkerelevers “fuskerier” rundt omkring på værkstederne.

3.

Der er også en virkelig interessant dobbeltverdens-teori, hvor ”at lære” og ”læring” bliver modsætninger. I den forbindelse opridses på s. 89 tre dybt interessante paradokser, f.eks: ”Med naturaliseringen af læringsbegrebet sker der en afnaturalisering af det at lære”, og ”ingen lærer kan lære nogen at lære, når der ikke længere skal læres noget”.

Mest fundamentalt angives det, at læringsideologien faktisk fratager et barn og et menneske dets evne til at lære. De kulturelle konsekvenser af den udvikling er katastrofale.

Så ”læring” er det modsatte af at ”lære noget”. Det er tale om fremragende filosofisk arbejde i disse passager.

Herefter arbejdes der hårdt med at genrejse læringsbegrebet med udgangspunkt i især Jean Laves teori. Det kommer der faktisk mange interessante tanker ud af.

Der er også en fin fortolkning af Halfdan Rasmussens digt “At lære er at ville befri sin ensomhed”, der emmer af post-besættelsens dannelsesånd med dets hyldest til “åndens kilde”, og forfatterne har en enestående evne til at finde ord med “lære” i, men som bryder med “læring”, f.eks. lærebroder, lærerig, lærepenge osv..

4.

Endelig vil jeg ikke undlade at nævne, at coronaen inddrages som et pædagogisk eksempel i forbindelse med udviklingen af en meget avanceret didaktisk teori, som de knytter til skolens formål (s. 188-189):

Forfatterne undersøger tre didaktiske principper under det, de kalder for ”åndsfrihedens didaktik”. De tre principper er ”undervisning som undersøgelsesfællesskab”, “spørgsmålsprincippet” og “fantasiprincippet”. I den sammenhæng skriver de følgende under ”fantasiprincippet”:

”Vi må altid have modet til at spørge os selv, på hvilke måder noget kunne være eller gøres anderledes. Denne spørgen må principielt være grænseløs. Eksempelvis må vi gå bag om forskellige matematiske måder at gengive coronakrisen på i diverse medier. Hvor meget fyldte coronadødeligheden i den samlede dødelighed i Danmark, dag for dag og uge for uge i marts, april og maj 2020? Hvorfor førte vi ikke daglig statistik over andre former for dødelighed i samme periode? Hvordan dækkede danske medier dødeligheden i forbindelse med influenzaepidemien vinteren 2017/18?”

I den type didaktiske arbejde skal læreren gøre sig selv ”metodisk uvidende”, som der står, muligvis inspireret af den franske filosof Jacques Rancières arbejde med ”den uvidende lærer”. Dermed gøres undersøgelsen til et fælles anliggende. Det svarer til Skovmands tidligere statement: “Genstanden er metoden” (tror jeg nok det lød). Det er svært at få armene ned.

Det er sandelig noget andet end den statsautoriserede coronapædagogik – den såkaldte “coronapaaskemaet.alinea.dk” -, som er læringsmålstyret på den store klinge, og som nærmest har karakter af indoktrinering efter min mening.

Tak for denne fine bog om skolens formål, indhold og undervisning, som vil lære børn at stille spørgsmål under åndsfrihedens og undervisningens fane. På den måde kan både de og vi lære noget, så dette “noget” hele tiden kan rumstere og vise sig i samfundet.

Svend Brinkmann har skrevet et lille forord, hvor han fortæller om, at “vi efterhånden har hørt om den lærende organisation til kvalmegrænsen”. Brinkmann deler forfatternes interesse for dannelse og kundskaber, og han slutter af med en virkelig fin lille refleksion, der sætter bogens arbejde med “læring” i relation til Ludwig Wittgensteins filosofiske arbejde med sprogets mening og meningsløshed.

Link til forlagets omtale: https://hansreitzel.dk/products/hvad-vi-taler-om-nar-vi-taler-om-at-lare-(i-bog)-i-bog-49609-9788702316667

Link til analyse af Sundhedsstyrelsens forståelse af pædagogik, inklusiv link til coronapaaskemaet.alina.dk: http://www.thomasaastruproemer.dk/to-biopolitiske-breve-til-skoler-og-foraeldre.html

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.