Anmeldelse af Linda Maria Koldau: Janteuniversitetet – episoder fra livet bag murene, bind 1-3, Forlaget Tredition.

Linda Maria Koldau, tidligere professor i musikvidenskab ved Aarhus Universitet, har begået et universitets- og kulturkritisk pragstykke af en roman, Janteuniversitetet – episoder fra livet bag murene, i tre bind, som hedder henholdsvis ”den skønne facade”, ”totalitære strukturer” og ”uddannelseskatastrofen”, og som i alt fylder ca. 1500 letlæste sider.

 

Et dokumentarisk skær

Bogen beskriver professor Liane Sophie Kaalunds oplevelser i forbindelse med tre års dramatisk ansættelse på et dansk universitet, Janteuniversitetet, i byen Jante. Man hører i detaljerede beretninger, hvordan Kaalund kommer til Danmark, hvor man forsøger at socialisere hende ind i normerne på det musikvidenskabelige miljø på Jante Universitetet. Det fremgår af bogen, at ansættelsen af Kaalund medfører, at musikvidenskab pludselig går fra at være et af de mindst skrivende forskningsmiljøer på Humaniora til at ligge i toppen. Alligevel får Kaalund kun i meget begrænset omfang mulighed for at undervise i sit faglige område, som er musikhistorie. Kaalunds undren og ubehag ved dette, kombineret med en stolt og beundringsværdig tro på eget værd, tvinger hende rundt i Janteuniversitetets bureaukratiske kringelkroge, og hun hvirvles derudover ud i en intens offentlig debat, der får hele Danmark til at diskutere universitetsforhold. Til sidst involveres forskellige juridisk-administrative instanser. F.eks. støder hun på en nybagt ombudsmand, der er adjungeret professor ved Janteuniversitetet, og som under mystiske omstændigheder pludselig henlægger hendes sag.  Hun kollapser ikke engang, da pressenævnet afviser Kaalunds klage over Akademikernes Journal, selvom dette magasin har citeret hende med citationstegn og det hele for noget, hun aldrig har udtalt.

Hele bogen har et sært dokumentarisk skær, og der er tankevækkende beskrivelser for alle pengene vedrørende Janteuniversitets musikvidenskab, institutledelse og dekanat, men højdepunktet er den båndede samtale, som Kaalund har med den nyansatte dekan Margit Thomsen. I samtalen får Kaalund en advarsel, fordi hun har ”brudt den kollegiale fortrolighed pga. dine skriverier i pressen”, og hun får at vide, at hun ikke længere skal ”skelne mellem systematisk og historisk musikvidenskab” – altså en lukning af både offentlig, faglig og kritisk virksomhed. Endelig tildeles Kaalund en række uhørte sanktioner med baggrund i en konsulentrapport, hvis forfattere nærmest er inhabile. Det er godt, det kun er fiktion, for hvis det var sandt, ville det hurtigt betyde, at Danmarks kritiske genskabelse vil omdannes til lydig reproduktion.

Hele denne beretning er som at læse en krimi. Læseren vender åndeløst den ene side efter den anden og støder uafbrudt på nye utrolige e-mails og nye overraskende reaktioner fra det musikvidenskabelige og det administrative niveau på Janteuniversitetet. Bogen er desuden yderst velskrevet, så man kan simpelthen læse den som et regulært drama.

 

En kulturkritik

Men bogen handler faktisk om meget mere end dette. Romanen er først og fremmest en kulturkritik, hvilket bliver tydeligere og tydeligere i løbet af de tre bind. Det overordnede argument er følgende: Marxismen satte sit præg på Humaniora i 1970’erne på en måde, der udryddede sansen for virkelighedens egenart og selvstændighed; en sans man dengang reducerede til en kritik af ”positivismen”. I stedet trådte en teoretisk kult, nemlig marxismen. Det var en ung, ekspanderende og nyansat generation af lektorer, der ville omskabe Humaniora og samfundets åndelige liv i billedet af en eneste social teori. I samme proces fik vi opgøret med et såkaldt ”professorvælde”; et opgør der nok havde sine godheder, men som også, i hele sit syn på hvad faglig autoritet er, gjorde videnskabelig udvikling til en social og demokratisk proces, snarere end til et spørgsmål om viden og fri kritik.

Dermed kappedes trådene både til faglig autoritet og til virkeligheden; en kapning, der efter Koldaus opfattelse var særlig stærk i Danmark. Tilbage stod en ung teoretisk menighed, der erstattede den professorale autoritet, blot uden selv at være en egentlig autoritet; en menighed der ved sin særlige teori kunne virke tvangsmæssig på fri tænkning og kritik, og som derved med religionsfilosoffen Løgstrups ord blev ’autoritær’.

I løbet af 1980erne sætter postmodernismen ind. Dermed forlades marxismen som enerådende teori, og i stedet kommer der mange forskellige teorier. Man bliver nu fan af f.eks. Bourdieu eller Luhmann i stedet for af Karl Marx. Nu skal alting blot passe ind i nye teorier, blot i flertal. Men processen virker naturligvis lige tvangsmæssigt; nu er den blot decentraliseret ud i mange små grupper. Billedet er tegnet lidt groft, men bestemt ikke urealistisk. Mit eget område, pædagogikken, består i høj grad af sådanne menigheder, hvor især Luhmann-menigheden og den såkaldte samtidsdiagnose har afløst marxismen. Denne postmodernitet, de mange små men magtfulde teoriers magt og deres strategier og alliancer, kort sagt julelege, har den effekt, at det videnskabelige miljøs autoritet reduceres. Med den teoretiske mangfoldighed og med professoren som èn blandt ligemænd er man pludselig ikke mere så stærk en organisatorisk og faglig enhed. Det er i denne situation, at den postmoderne ledelse kan træde i karakter med reorganiseringer ført i et helt utroligt nysprog hen over hovedet på både professorer og de små demokratiserede forskningsmiljøer. Der er ingen, eller kun få, der kan yde modstand.

På den måde får en ny form for økonomisk og administrativ tænkning tag i universitetets væsen, en verden af ranglister, resultatkontrakter, kompetencetænkning og klare mål, som ”kontakter” de små teorimiljøer og indordner dem under et nyt system. Koldau diskuterer især New Public Management teorierne, som hun gennemgår i bind 3, og som hun anvender på sin fortælling om den stakkels professor Kaalund. Her kan man læse nogle meget fine analyser af, hvordan et ord som “verdensklasse” får vendt sin almindelige betydning på hovedet efter de nye effektivitetssystemers knusende rumsteren.

Koldaus pointe er altså både en kritik af de nye organisationsformer mærkelige tvang og en kritik af den kulturelle og universitetshistoriske situation, de virker i. Koldau er endda ret nuanceret i denne kritik. F.eks. er mange tilbøjelige til at skyde skylden for en del af dårligdommene på den såkaldte Bolognaproces. Heroverfor siger Koldau, at Bologna egentlig skulle fremme europæiske unges mulighed for at flytte rundt mellem universiteter, men at Danmark, pga. ovennævnte processer, helt uden refleksion og modstand kobler Bologna til New Public Management strategier, hvilket faktisk i mange tilfælde forringer muligheden for international studenterudveksling.

Denne udvikling i retning af små teori-miljøer, hvis kontakt med virkeligheden og videnskabelig autoritet langsomt aftager, og hvis eksistens i stedet sikres af en postmoderne og globaliseret ledelsestænkning, knyttes efterfølgende sammen med Koldaus iagttagelse af det, hun kalder for den danske ”konsensuskultur”, som hævdes at præge både de små teoribaserede forskningsmiljøer og de nye postmoderne organisationer. Og det er nok ikke helt forkert, at danskere, siden Hal Kochs indsats under og efter besættelsen, har lagt vægt på, at demokrati er knyttet til netop denne sammenknytning af konsensus og kultur. Den tyske filosof, Jürgen Habermas, lagde jo også vægt på ”konsensus”, men netop ikke som en kulturel ting, og det er måske en afgørende forskel på dansk og tysk indstilling til begreber som kritik og autoritet. Måske skulle vi se lidt mere på de for tiden populære begreber som tillid, konsensus og sammenhængskraft, så de ikke mister forbindelsen til oplysningens begreber om kritik og videnskab? Koldaus bog er på denne måde en påmindelse til vor nationale egenart og dens rod i europæisk kultur og oplysning.

Man kan indvende, at Koldau kun beskriver den ene halvdel af postmodernismen, nemlig den halvdel der analyserer, hvordan de små og decentrale videnskabelige narrativer overtages og kontrolleres af administrativt og politisk fastsatte effektivitetskrav. Den anden halvdel, den forøgede sans for og ligefrem interesse i forskel og uenighed, kommer hun ikke ind på, og der er næppe tvivl om, at situationen med de små ”teoretiske” og konsensusorienterede forskningsgrupperinger som f.eks. musikvidenskab ikke har megen begrebsmæssig mulighed for at fremkalde en mere frugtbar postmodernitet – altså at gøre videnskaben ”retfærdig”, som Jean Francois Lyotard udtrykker det. I den almindelige sociale trummerum bliver ’det postmoderne’ til organisatorisk og social tvang. Lyotard, postmodernismens ledende filosof, ville faktisk solidarisere sig med Kaalund, tror jeg. Han ville kalde sagen for et eksempel på videnskabelig ”terror”. Så postmodernismen er mere kompleks end som så.

Men det måske allermest tankevækkende og foruroligende perspektiv ved Koldaus arbejde er Kaalundhistoriens rokken ved opfattelsen af Danmark som et retssamfund; dvs. at den postmoderne samhørighedskultur har sat sig helt ind forvaltningen og i de qvasi-juridiske organer, som efterfølgende kan spille med på og bekræfte den postmoderne ledelses autoritet og dens uformelle kontrakter med de små konsensusorienterede forskningsmiljøer. Er Kaalunds oplevelser mere end “blot” et eksempel på den postmoderne opløsning af både den videnskabelige enhedsfortælling og den teoretiske marxismes universalitet? Peger fortællingen om Kaalund også på en opløsning af retten og demokratiet? At vi er ved at udvikle en slags stammeret? Det er dette gys, der flimrer, når man har vendt den sidste side.

 

En uafrystelig bebrejdelse

Hvis Kaalunds historie også er Koldaus historie, og hvis de mange spændende passager og mails også er dokumentariske, bør universitetet rykke ud med det helt store beklagelses- og genopretningsmaskineri. Måske kan man så blive til et Århus Universitet slet og ret – og med ret – i stedet for, at denne trebindsskygge vil følge både institutionen, byen og landet som en uafrystelig bebrejdelse.

 

Bogen kan købes via hjemmesiden www.janteuniversitet.wordpress.com

 

Koldaus bog har været anmeldt to andre steder:

Mikkel Busch: “Askepot i smilets by!” i Jyllandsposten.

Mike Young: “Danish Academia – an Ideology like Communism“, i University Post.

Disse to anmeldelser er, så vidt jeg ved, de eneste to i Danmark. Herværende anmeldelse har ingen rigtig vist interesse for at bringe: Aarhus Universitets nye avis “Omnibus”, der ellers blev etableret med frihedsbrev netop efter Koldau-sagen, ville ikke bringe den, og Information mente, at bogen var for gammel, selvom selv AU’s rektor siger, at han endnu ikke har læst bogen. Berlingeren og Weekendavisen siger, at de ikke bruger eksterne anmeldere, og Politikens bogsektion er fyldt op med julebøger. Udover de to anmeldelser har Henrik Dahl i WA og Mikael Jalvings på sin JP-blog omtalt bogen, hvilket de skal have tak for. Det er som om, sagen er lagt lidt i fryseren. Men bogen må ikke glemmes – simpelthen fordi den er uforglemmelig.

 

Link til facebook-opdatering

3 tanker om "Anmeldelse af Linda Maria Koldau: Janteuniversitetet – episoder fra livet bag murene, bind 1-3, Forlaget Tredition."

  1. Kære Thomas

    Tak for en udførlig anmeldelse og tak, at du lægger finger netop på de vigtigste punkter i min kritik – op den den generelle mangel på retssikkerhed, som jeg (og mange andre, både udlændinge og danskere) har oplevet. Man kan nemt vise, at denne tiltagende mangel på retssikkerhed i et demokratisk system er bl.a. en konsekvens af det dårlige uddannelsesniveau i Danmark. Det står klart, at en dårlig skole- og universitetsuddannelse har alvorlige konsekvenser for hele samfundet, op til de demokratiske værdier og bevidstheden om ret og uret.

    Du halv spørger, halv konstaterer, om fortællingen og de fremlagte dokumenter er autentiske eller fiktive. Jeg kan forsikre dig og alle læsere, at alle episoder og samtlige dokumenter er autentiske – også den båndoptagede “samtale” med dekan Mette Thunø den 10. januar 2012. Disse episoder og dokumenter gengiver mine reelle oplevelser i perioden maj 2009 til december 2012 på Aarhus Universitet.
    Den eneste fiktion er min navneleg, fordi jeg ønskede ikke at bruge de autentiske navne (selvom det ville ikke have været ulovligt). Nedenfor kan andre læsere finde et citat fra trilogiens indledning, hvor jeg omtaler mit kildefundament og det grundlæggende spørgsmål, hvilket perspektiv der fremlægges i bogen.

    Du skriver, at det nærmest virker, som om bogen er lagt i fryseren. Ja, jeg har også undret mig over den samlede tavshed, især fra de medier, der har profiteret så meget fra den såkaldte “Koldau-sag” i 2012 . Og også over tavsheden af diverse akademiske kolleger, der i 2012 var så glade for afsløringen af de skandaløse vilkår og mine skriftlige bidrag til debatten. Desværre virker det, som denne pludselige tavshed er en del af den danske kultur: Nu, hvor jeg ikke længere tilhører “familien” (dvs. med en stilling i Danmark), gør man alt for at tie den nødvendige kritik ihjel. Fordi ingen udlænding har ret til at sige noget kritisk om “verdens lykkeligste land” – uanset udlændingens erfaring og ekspertise.
    Men jeg kan forsikre dig og andre læsere, at “Jante Universitet” alligevel bliver læst og omtalt – nemlig fremfor alt i udlandet, hvor der findes et ikke så ringe fællesskab af akademiske flygtninge, der har forladt det danske universitetssystem med samme begrundelse som jeg. Der er flere og flere, der opdager trilogien, som jeg kan se fra de læserbrev jeg har fået. Derudover har man på Utrechts Universitet været fascineret (og chokeret) med min forelæsning om “McEducation in Legoland”, hvor jeg har sammenfattet bøgernes kritik i en kort, engelsk version. Mange ønsker imidlertid at få en engelsk udgave af “Jante Universitet”.
    Det siger meget om landet og dens indspiste uddannelseskultur, at den nødvendige kritik bliver læst i udlandet – men tiet ihjel i selve landet.

    Om kort tid vil de første 4 bind af min serie om New Public Management komme ud, igen på et dansk forlag. Her bliver systemkritikken overført til hele management-filosofien og dens konsekvenser for det demokratiske samfund, med mange eksempler fra den danske offentlige sektor. Jeg kan sige så meget, at det vil være spændende læsning for mange danskere, både managere og ansatte.

    Bøger kan ignoreres og ties ihjel – men ingen kan gøre noget ved deres eksistens (og værdsættelsen af de personer, der faktisk læser dem). Tak for at du har bidraget til at kaste lys på eksistensen og meningen af “Jante Universitet”.

    Linda Maria Koldau

    Fra indledningen til trilogien, Bind 1, s. 33
    (afsnittets kontekst: modargumenter, som uvægerligt vil bruges mod trilogien)

    Argumentet ”fordrejende og utroværdig”
    ”Hele fremstillingen er utroværdig. Hun vælger kun de dokumenter, som passer ind i hendes perspektiv, og desuden opfinder hun en hel del samtaler for at støtte sin agenda. Det hele fordrejer virkeligheden på vores institut.”
    Fremstillingen gengiver selvfølgelig mine oplevelser på Jante Universitet. Eftersom oplevelser er en subjektiv størrelse, vil andre have oplevet samme begivenhed på en anden måde. Så vil jeg opfordre dem til at fremstille deres oplevelse med hjælp af dokumentation og faglig argumentation.
    Som historiker støtter jeg fremstillingen af mine oplevelser på dokumentation samt en fagligt funderet analyse af mine kilder. Det faglige fundament beror på min ekspertise både inden for flere humanistiske fag og inden for universitetsadministration. Kilderne stammer ikke kun fra mit eget arbejdsområde, men også fra andre afdelinger, institutter og universiteter i Danmark, i form af vidnesbyrd (mundtligt og skriftligt) fra kolleger og eksperter. Som kulturhistoriker inddrager jeg selvfølgelig også den større kontekst, altså de danske universiteters udvikling siden 70erne og de særlige betingelser i den danske kultur.
    I den samlede analyse kommer jeg så frem til et perspektiv, som giver mening. Dette perspektiv er derudover blevet bekræftet af hundredsvis af avisartikler og kommentarer, skrevet af folk med lignende erfaringer på de danske universiteter.
    Dette er en fuldkomment legitim fremgangsmåde i det videnskabelige arbejde – en fremgangsmåde, som har skabt viden og erkendelse både med hensyn til fortiden og vores nutid.
    Alle dokumenter, som jeg fremlægger, er originale. Det samlede billede, som de tegner, er for mig – og kolleger, der allerede kender dokumentationen – overbevisende. De samtaler, som trilogien gengiver, er skrevet ned efter hukommelse. Selvom jeg ikke altid har dokumentation i form af båndoptagelse, kan jeg stole både på min hukommelse og på de mange mails, som jeg skrev til diverse internationale kolleger i perioden 2009–2012 for at drøfte mine oplevelser på mit universitet. I den internationale akademiske verden er det helt normalt, at man udveksler erfaringer – ikke kun med de faglige aspekter af arbejdet, men også med de administrative aspekter og med det, som vedrører strategierne på det institut, hvor man arbejder. Jeg har derfor et stort antal af mails fra perioden 2009–2012, hvor jeg over for kolleger i USA, England, Tyskland, Østrig, Italien, Spanien og Sverige skildrer mine oplevelser – udelukkende arbejdsrelateret og dermed ikke fortroligt – og drøfter det, som ledelsens udsagn med hensyn til faglighed og strategi indebærer. Dette er min dokumentation – selvom den ikke ville regnes som fuldgyldig dokumentation i juridisk forstand.
    Jeg har ikke tilføjet noget, som folk ikke har sagt. Og jeg har ikke fordrejet deres udsagn. Trilogien er ikke en roman med fiktive handlinger og ord, men en dokumentation fremlagt i fortællende stil.
    Det er op til læseren at bedømme troværdigheden af min beretning og validiteten af min analyse.

  2. Tak for en fremragende anmeldelse af Trilogien, som jeg også gerne vil anbefale.

    Jeg er enig i, at Aarhus Universitet bør rense sig selv, ikke bare for Linda Koldaus, men også for sin egen skyld. Det handler om en offentlig institutions renommé.

  3. Jeg er i gang med at læse bogværket, er færdig med bind 1 og begyndt på bind 2. Men det er et stort arbejde. Selv om teksten er letlæselig, er 1500 sider altså meget.
    Jeg tror at bogens store omfang gør, at meget få mennesker læser den. Det burde de gøre – man får først rigtigt indtryk af problemerne, når man læser om de mange nedslående episoder i hverdagen.
    Det ville dog hjælpe rigtig meget, hvis der fandtes en meget kortere version – måske kan det hollandske foredrag om McEducation i Legoland gøres tilgængeligt for os andre ?
    Der er masser af personer, som har lidt under de samme problemer, som Linda Koldau beretter om. Rundt omkring møder man personer, som har forladt institutter inden for humaniora, fordi de nægtede at acceptere hvad der foregår. Men disse personer er altid blevet marginaliserede og har ingen som helst magt. De kender ikke hinanden og finder ikke sammen om en fælles kritik.
    Det er en skandale hvad der foregår inden for humaniora, og det er en skandale, at så alvorlig og kvalificeret kritik som Koldaus bare ties ihjel.
    Linda Koldaus bog er en gave til Danmark, en ekstremt nyttig kritik, og vi tager ikke imod gaven. Det at vi tier kritikken ihjel, er en stor, stor skamplet på Danmark.
    Hendes bogværk er ved at gå helt i glemmebogen. Men det må ikke ske!

Skriv en kommentar