Bodil og Hal Kochs datter, den senere socialdemokratiske undervisningsminister Dorte Bennedsen, gik på Emdrupborgs reformpædagogiske forsøgsskole i 2-4. mellem. Det må have været i ca. 1950-53. Bodil Koch selv var endda formand for skolens forældrenævn, og senere blev hun socialdemokratisk minister.

Forsøgsskolens forstanderinde var læreren og psykologen Anne Marie Nørvig, som var nær personlig ven med Koch-familien. Nørvig var tæt på folk som Georg Christensen, Inger Merete Nordentoft, Torben Gregersen og Sofie Rifbjerg, der på kryds og tværs var en del af Dansk Pædagogisk Tidsskrift, Unge Pædagoger, Emdrupplanen, Socialpædagogisk uge, modstandskampen og meget andet. Gregersen og Nordentoft var kommunister. Christensen var vist radikal og desuden grundtvigianer ligesom Koch. Christensen og Koch redigerede ”Grundtvigs værker i udvalg” fra 1940-49. Rifbjergs politiske ståsted kender jeg ikke. De fleste var også psykoanalytisk interesserede. Dog ikke Koch, som mere var en slags kristen græker, der var faret vild i samarbejdspolitikken.

Flere af disse folk, dog ikke Koch, var med til at lave den ambitiøse Emdrup-plan, som fra 1945 blev et slags ideologisk grundlag for Nørvigs Forsøgsskole.

Koch var jo også leder af regeringens Ungdomskommission efter krigen. Her spillede Nørvig faktisk også en stor rolle ifølge Dansk Skolehistorie, bd. 4.

Koch var altså dybt integreret i landets reformpædagogiske miljø.

Nørvig havde også private besøg af kommunisten og filosofiprofessoren Jørgen Jørgensen og af den senere fremtrædende dep.chef i finansministeriet, Erik Ib Schmidt, som også var kommunist, dog kun frem til krigen. Jørgen Jørgensen spillede senere en hovedrolle i marginaliseringen af Knud Grue Sørensen fra det filosofiske miljø. Sørensen var ikke materialistisk nok eller hvad det nu hed sig i den stalinistiske professors vokabularium. Senere blev Grue Sørensen landets første professor i pædagogik. Her blev han lærer for Thyge Winther-Jensen, som netop har udgivet en kritisk bog om læreruddannelsen sammen med Hans Vejleskov (Vejleskov og Winther-Jensen 2017).

Ifølge Emdrup-planens forslag skulle både Lærerhøjskolen og Nørvigs forsøgsskole egentlig have været en del af en samlet struktur, men den ide blev aldrig realiseret. Nørvig måtte derfor løbende samarbejde med en – ganske vist velvilligt indstillet – ledelse på DLH. Blandt andet samarbejdede hun med professor i didaktik, Carl Aage Larsen, som var inspireret af Klafki, Christen Kold og John Dewey. Det var Larsen, som i 2010 blev kritiseret af en af den aktuelle skolereforms ideologer, Jens Rasmussen, fordi han, altså Larsen, ville have selvstændigt tænkende lærere. Jeppe Bundsgaard, en anden aktuelt indflydelsesrig professor, er heller ikke glad for Larsens virke. Larsen er for fagfaglig, må man forstå. Undskyld… jeg fortaber mig i nutidens detaljer.

DLH’s rektor frem til 1950, G.J.Arvin, som også var medunderskriver på Emdrup-planen, har sikkert også arbejdet for fusionssagen. Arvin var fra 1950 med til at opbygge den spændende Bernadotte-skole i Hellerup. Efterfølgeren på DLH, Ernst Larsen, var nu også venligt stemt.

Så DLH ville sådan set gerne fusionere med forsøgsskolen, men der var modstand i Borgerrepræsentationen i København, så det blev aldrig til noget. I dag står DPU helt alene og glaner på Emdrupborg, mens landets skoler vimser omkring som små dataficerede lærings-anledninger.

Mange af ideerne i forsøgsskolens arbejde blev udmøntet i den såkaldte Blå Betænkning fra 1960 og senere i skoleloven fra 1975. Det hele var en del af en proces, hvor elevens selvstændige arbejde med et bredt kundskabsbegreb langsomt blev realiseret. Der var dog iboende tendenser til en overfokusering på IQ-tests og på et opgør med dannelse og ”den gamle skole”, og hvad man ellers gik og sagde. Men ofte blev disse problemer holdt i ave, både af markeringer som fremhævede, hvad vi i dag vil betegne som reformpædagogiske dannelsesideer, dvs. demokrati og selvstændighed, men også af det forhold, at samfundet på forhånd havde en fungerende essens, som man så kunne kritisere. Alt var jo ikke i opløsning. Og IQ-interessen forsvandt helt, da positivismekritikken for alvor satte ind. Ja, faktisk er den næsten væk i de tekster af Nørgaard, jeg har læst.

Nørgaard fremhæver i sit essay ”Opdragelsens hovedsigte” fra 1957 især Montessori og Freud som sit udgangspunkt, men synes dog, det hele blev lidt for helligt. Hun har nogle meget elegante formuleringer om denne tilbøjelighed til hellighed. F.eks. beretter hun om sin lærer-ungdom som ”en årelang lidelse, hvor jeg dag for dag gik hjem fra skole og måtte ærligt erkende, at nu havde jeg ikke været montessorisk nok” (s.127). Det må være 1920’erne, hun refererer til. I dag kan man ikke være ”john hattiesk nok”.

Nørgaard forskyder derpå i efterkrigstiden sit faglige fokus til ”gruppepsykologien” og til Erik Eriksons udviklingspsykologi, hvor den freudianske inspiration er lidt mere implicit. Heromkring i teksten kammer det dog lidt over for Nørgaard, men i 1950’erne må det da have været kosteligt at læse, at man ind imellem ”bør holde et lille møde med børnene”, og at dette møde måske kan udvikle sig til en ”lille komité” (s.131). Jeg er også vild med, at Nørgaard insisterer på, at ”et skolebal” skam også er pædagogik. Som hun skriver:

”De kan tro, at det er pædagogik at få et skolebal organiseret af børnene selv på en god og præcis måde, så de har det fulde økonomiske ansvar og ansvaret for, at det hele er i orden, og at man ikke blander sig i det på anden måde end ved at støtte og retlede” (131).

Og hun slutter den pågældende tekst:

”Det eneste, jeg mener virkelig betyder noget som hovedsigte i opdragelsen, er, om vi opdragere prøver at opdrage os selv til at se konstruktiv på de situationer, vi står i, være i levende samspil med dem, vi har med at gøre og forny os gennem det, som de kan give os, når vi tillader dem både at kritisere og rose os” (s.132)

Det er slet og ret dannelse, som Nørvig her taler om her, bortset fra ordet ”konstruktiv”, som er en reformpædagogisk fejl. Jeg savner selvfølgelig også en mere præcis kundskabsforståelse, for det er klart, at Nørvigs fine formuleringer fra 1957 er alt for sårbare ift den udvikling, som tager fart ca. 15 år senere. Men det kunne hun jo ikke vide noget om. Det må vi andre rette op på, samtidig med at vi fastholder de gode momenter.

Der er også en herlig tekst om ”Demokratisk eller autoritær opdragelse” fra 1953. Her er f.eks. følgende formulering, som jeg synes, man skulle skrive sig bag øret i Odense og Agedrup:

”Hvis alle er villige til at gå ind i et ærligt og åbent samarbejde på demokratisk basis, kan man altid finde løsninger, der til en vis grad er kompromis’er mellem yderpolerne. Betingelsen er, at man fra ledelsens side sørger for, at der er tid og lejlighed til at drøfte grundprincipper og retningslinjer. Det er meget vigtigt, at dagsplaner og instrukser ikke pludselig ændres, uden at medarbejderne har fået anledning til at drøfte dem principielt”.

Nørvigs grunddemokratiske indstilling bekræftes i øvrigt også af mange tidligere ansatte.

Jeg er slet ikke enig med Nørvig i alt muligt, men der er mange gode ideer, som bare stille og roligt er spadseret ind i den skoletradition, som den aktuelle skolereform er et opgør med, og som vi bør værne om og pleje.

F.eks. understreges det, at skolens lærere skal følge med i samfundets, fagenes og pædagogikkens udvikling:

”Af alle ydre reformer af skolen ville den hurtigst virkende reform være den, at der blev lagt én eller to timer til studiekreds, konferencer eller små lærermøder fast i skemaerne hver eneste uge landet over. Det farlige ved en lærers arbejde er hans stilling i klassen som den centrale personlighed, som har mulighed for at stivne i en rutine, hvis han ikke er inde i et samspil med andre.”. Man ”skal følge med i, hvad der sker nær og fjernt”, som der står (s. 120-121)

Det, Nørvig her taler om, er begyndelsen til en form for pædagogisk rådslagning, som dagens skoler i desperat omfang savner, fordi de kun mødes om læringsmaksimering med udgangspunkt i data.

Der er næsten heller ikke noget med ”enten-eller”. I stedet er pædagogikken underlagt ”rytmer”, dvs. pædagogisk dømmekraft. F.eks. her:

”Vi er langt hinsides det primitive standpunkt, hvor man stiller problemet op så enkelt som klasseundervisning kontra individuel undervisning. I en god skole er der brug for hele skalaen af variationer fra den mest individuelle til den mest gennemførte klasseundervisning. Problemet er at finde frem til den skiftende rytme, som stemmer med børnenes modenhed, med lærernes dygtighed og med undervisningsmaterialernes mangler og fordele”.

Det er jo som at læse moderne pædagogisk fænomenologi. En blanding af John Dewey og Max Van Manen.

I dag er denne interesse for faglig og pædagogisk udvikling havnet i data-konferencer, der skal optimere læringsmålstyringen.

Og lærerens forhold til forældrene skal være ”levende”, som det hedder, hvorefter følger en masse gode ideer, som Nørvig som praktiserende pædagog, psykolog og skoleleder selv har arbejdet med (s.123). Nørvig skrev i det hele taget en hel masse om forældresamarbejde, som man nærmest bare kan overføre direkte til i dag, hvis man ellers kan slippe fri af det plat huserende læringsbegreb.

Faktisk er der flere henvisninger til en bredere kulturtradition, som jo under alle omstændigheder slet og ret kunne forudsættes. Senere blev det hele ødelagt af 70’ermarxismen og konstruktivismen.

Endelig er det værd at fremhæve en artikel af Nørvig, som jeg blev opmærksom på via Birte Sørensens fine udgivelse “En historie om danskfaget” (2008, s. 94). Sørensen fortæller om, at Nørvig i artiklen “Kives ikke på vejen” fra tidsskriftet Vor Ungdom i 1928 trækker på den danske livsfilosof og psykolog Ludvig Freibergs psykologiske begreber om “ligeløb” og “kredsning”. Freibergs spændende psykologi havde stor indflydelse på mange af den tids forfattere og filosoffer, bl.a. Løgstrup, og er faktisk også senere taget op af Løgstrup eleven Mogens Paahus.

Imens alt dette skete, sad Bodil Koch i forældrenævnet for Nørvigs skole, og Hal Koch var formand for den Ungdomskommissionen, hvor Nørvig spillede en central rolle. Og det celebre Koch-pars datter, den kommende undervisningsminister, blev undervist af Nørvig selv. På en eller anden måde synes jeg godt om det hele.

Nørvig døde i en trafikulykke i 1959.

 

Litteratur:

Man kan læse mere om emnet i bogen ”Pædagogiske perspektiver – belyst gennem Anne Marie Nørvigs person og samtid” fra 1963. Der er en del artikler af Nørvig, men også bidrag fra bl.a. Sofie Rifbjerg. Georg Christensen sad i bogens redaktionsgruppe, og den fremtrædende socialdemokratiske kulturpolitiker Julius Bomholt skrev et personligt forord.

Man kan også læse om noget af det i en ”samtale-tekst” fra Uddannelseshistorisk årbog fra 1994. Det er her, Hal Koch-forbindelsen er omtalt: http://www.uddannelseshistorie.dk/images/pdfer/a-1994-samtale.pdf

Dansk Skolehistorie, bd. 4, Aarhus Universitetsforlag.

Birte Sørensen (2008). En fortælling om danskfaget – Dansk i folkeskolen gennem 100 år, Dansklærerforeningen.