Annette Linds finansministerielle skole

Der er ballade i skolepolitikken i disse dage. Den socialdemokratiske ordfører, Annette Lind, som har en brændende mave for skolereformen, har kastet sig ud i en indædt og stampende kamp. Hun mener, at Merete Riisager er “uprofessionel” og vil derfor have flyttet forhandlingerne af regeringens skoleudspil over i finansministeriet, hvor Kristian Jensen skal sidde ved bordenden.

A. Kontekst

Konteksten er følgende: I regeringsgrundlaget står der, at man vil “justere” skolereformen og udnytte dens “frihedsgrader”. Denne justeringsfilosofi blev i september 2018 udmøntet i et skolepolitisk initiativ, som Merete Riisager lancerede sammen med to to ministre Lars Løkke og Sophie Løhde, som jo begge er fra Venstre. Jeg har tidligere analyseret udspillet, som forsøger at samle op på nogle af de sidste par års skolepolitiske justeringer, herunder mere pædagogisk frihed fra KL’s ideologi og en mere kundskabsorienteret faglighed, hvilket jo er godt. Desværre er udspillet også en integration af skolepolitikken under regeringens overordnede teknologiske, ledelsesmæssige og økonomiske dagsorden, den såkaldte ”disruption”, hvilket ikke er så godt. Der er også lidt korrektioner i timetal og andet småteknisk mikrodiversitet. Justeringen er bestemt ikke en revolution, og kan stik imod Riisagers ønske hurtigt ende med at forstærke skolereformens værste sider. Det var i al fald min analyse tilbage i september. (der er links i bunden til det hele)

B. Annette Lind (S) og Anni Matthiesen (V)

Annette Lind var allerede i 2012 en ildstøtte for Antorinis og Corydons konkurrencestatsskole, og hun har stået fast med en form for nidkær ejendommelighed lige siden. Her er en tre eksempler:

For det første var der et samråd sidste år, hvor Lind med et insisterende blik gik til angreb på noget, hun kaldte for ”røv til bænk”-pædagogik, og hvor Riisager måtte bruge sin cand.pæd-uddannelse til, venligt men også bestemt, at afvise den slags reduktioner af undervisningens hele filosofi.

En anden lejlighed var i folketingssalen, hvor Antorini og Lind var ude i en nærmest frådende fælles kamp for fagløse STEM-skoler i Sønderjylland. Her stod Riisager i ensom majestæt i en nærmest Muhammed Alisk rope-a-dope, mens de socialdemokratiske ulvinders slag haglede ned over paraderne. Heldigvis stod Riisager fast. Ja, min vurdering er, at hun faktisk vandt dysten, hvilket Muhammed Ali jo også gjorde i 1974 i Zaire, da George Forman måtte i kanvassen i 8. omgang.

Endelig – og meget vigtigt i denne sammenhæng – har Annette Lind kaldt Riisager for en ”outreret minister” i september 2018, altså netop da forhandlingerne om det aktuelle udspil skulle til at starte. Citatet fra Lind er: ”I en tid med en så outreret minister er det vigtigt, at man holder sammen i de ansvarlige partier”. Med det udsagn afviste Lind faktisk overhovedet at forhandle udspillet. Det var da “uprofessionelt” om noget.

Og nu er Lind igen på krigsstien. Hun kan ikke klare sig i det “outrerede” fagministerielle forhandlingslokale, så hun har aftalt med sin kampfælle i Venstre, Anni Matthiesen, som har cirka samme generalieblad som Lind, at man nu vil tvinge skoleforhandlingerne hen til finansministeriet. Derovre er man meget bekendt med Linds og Mathiesens ”tanker”, eftersom det netop var konkurrencestatspolitiker og finansminister Bjarne Corydon, der med Antorini som underordnet ildsjæl stod bag skolereformen i 2013.

Lind er mest tryg ved, at pædagogikken bor i finansministeriet. Her kan man bedre forstå Linds tomme sprog. Skolereformen er jo finansministeriel i sin essens. Riisager har flere gange påtalt og kritiseret skolereformens læringssyn, både i pressen og andre steder, og store dele af skoleforskningen er helt enig. Ja en helt række skoleforskere, heriblandt filosoffen Peter Kemp og psykologen Lene Tanggaard, skrev en decideret forsvarskronik for Riisager i sommers. Men Lind har slet ikke øre for andre end finansministeriet. Det er også derfor, jeg kalder hendes parti for Konkurrencestatspartiet, hvilket betyder skole=finans=OECD.

Og så er det svært ikke at gøre sig lystig over en fadæse af Lind: Riisager forlader jo landspolitik efter valget. Det svækker hendes forhandlingsposition, men giver hende også nogle retoriske frihedsgrader, hvilket hun benytter sig af, når hun i pressen kritiserer finansministeriets indflydelse på skolepolitikken. Lind siger så, at forhandlingerne skal flyttes til finansministeriet, fordi ministeren her vil være den samme, også efter valget. Hun siger til Politiken: ”Vi vil diskutere med en minister, som reelt er der, når et valg er ovre”.

Så Lind satser ikke på en socialdemokratisk finansminister? Er Lind pludselig blevet Venstre-kvinde? Jeg tror, at andre end mig lo i moustachen lige der over sådan en gang politisk-strategisk ubehjælpsomhed. Skal man kalde det “uprofessionalisme”?

C. Alex Ahrendtsen (DF)

Riisager er ikke begejstret for, at V og S har haft held med deres manøvre. Det fremgår tydeligt af gårsdagens mange artikler om sagen, og hun forsøger ikke at skjule det. DF’s Alex Ahrendtsen støtter Riisager og kalder ligefrem Linds aktion for ”mobning”, hvilket efter min mening er et uheldigt ord i denne sammenhæng. Vi er i politik, og Lind kæmper bare sin sag, som handler om at få skolen derhen, hvor hun mener, den hører hjemme, nemlig i finansministeriet og hos en V-S-akse. Derimod har Ahrendtsen ret i – jvf. mine eksempler – at Lind er nærmest ufremkommelig i sin ideologiske stålsathed, hvilket altid virker ubehageligt, også på mig. Det er dårligt for opfattelsen af socialdemokratiet som et seriøst skolepolitisk parti, men det er ikke “mobning”.

Lind har faktisk også ret i en anden ting, hun siger; nemlig at ingen rigtig ved, hvorfor DF ikke støtter regeringens forslag om de KL-frie skoler. Min teori er, at DF er bange for, at sådanne semi-frie skoler siger et eller andet arabisk ord. Den form for nationalistisk identitetspolitik var også baggrunden for, at DF i sin tid gik imod frie seminarier, der ellers kunne fungere som modpol til de store beton-UC’er, som er skåret over skolereformens læst. Når DF begynder på den slags, hvilket desværre sker tit, kalder jeg partiet for Dansk Fryseparti. Men Ahrendtsen skal have ros for – som den eneste – at støtte Riisager. Han er inden for pædagogisk rækkevidde, når man blot ikke siger nogle helt bestemte ord.

D. Jacob Mark (SF)

SF’s Jacob Mark har alt for meget uld-i-mund. Han nøjes med at konstatere, at forhandlingerne er gået i stå, men at man da godt kan flytte forhandlingerne, hvis det skulle hjælpe. Denne ”holdning” er meget skuffende. Mark er nemlig normalt enig med Riisager i mange ting, når det kommer til substansen. F.eks. var han og Riisager enige om at kritisere København og Aalborg Kommune for at sende deres skoleledere til Handelshøjskolen i Oslo, hvor instrumentalismen dominerer totalt. Og ved flere andre lejligheder har Mark udtrykt sig ligeså kritisk mod skolereformens læringssyn som Riisager. De ved begge, hvad det drejer sig om. Derfor er det en blunder for Mark, at han ikke er mere skarp i sin kritik af Lind, som jo står for det stik modsatte af SF. Her havde han muligheden for at sætte en pind i V-S-hjulet. I stedet valgte han at lyde som en embedsmand fra det radikale venstre.

E. Marianne Jelved (RV)

Apropos de radikale: Marianne Jelved støtter Linds aktion med 100%. De radikale er vilde med konkurrencestatslige læringsrevolutioner, digitaliseringskommissioner og finansministerier. De kalder det for ”humanisme”.

Jens Rohde tog dog Riisagers parti på twitter, men han bor jo i en blanding af Bruxelles og Viborg, så et enkelt tweet på lang afstand gør ikke svale til flok.

F. Politiken

Politiken har i dagens anledning valgt at køre sin sædvanlige reformaffirmative vinkling på sagen: Både i et interview med uddannelsesredaktøren Jacob Fuglsang, som er kendt for at sammenligne Riisager med Trump, og via en kronik i dagens avis, hvor lektor Janne Hedegaard Hansen lyder som Antorini i 2013. Til gengæld kan jeg endnu engang anbefale dækningen i Altinget, som når langt bedre rundt.

G. Danmarks lærerforening

Danmarks Lærerforening var med det samme ude med kritik af Linds initiativ. Danske lærere ved godt, hvad det vil sige at have Corydon og Lind med i klasseværelset.

H. Konklusion

På sin vis bekræfter udviklingen min egen analyse af skoleudspillet, som gik ud på, at Riisagers ideer var ved at blive opslugt af regeringens disruptionsideologi, som jo fremføres af især finans-ministeriet og erhvervsministeriet i koncert, og som forstærker skolereformen i stedet for at justere den.

Diverse links:

Min egen analyse af skoleudspillet med fuld link-struktur fra d. 12. september 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/regeringens-skoleudspil-folkets-skole-faglighed-dannelse-og-frihed-justeringer-af-folkeskolereformen.html

Kronik i Politiken, hvor en række forskere roser Riisagers arbejde: https://politiken.dk/debat/kroniken/art6666864/Drop-kritikken-af-af-Merete-Riisager.-Hun-er-den-bedste-undervisningsminister-i-mange-%C3%A5r

Omtale af Annette Linds ”røv til bænk”-aktion, december 2016: http://www.thomasaastruproemer.dk/roev-til-baenk.html

Linds og Antorinis aktion i Folketingssalen, 3. februar 2018: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156070048554481&id=837549480

Dengang Lind kaldte Riisager for ”outrereret” i september 2018: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156589292399481&id=837549480

Jacob Mark og Riisager om kommunernes samarbejde med handelshøjskolen i Oslo: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156681608044481&id=837549480

Dækningen af den aktuelle diskussion i medierne (opdateres løbende):

Altinget:

14. november: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/riisager-faar-ekstremt-svaert-ved-at-lande-skoleaftale

27. november: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/riisager-mister-skoleforhandlinger-sender-stikpille-til-finansministeriet

28. november: https://www-altinget-dk.ez.statsbiblioteket.dk:12048/uddannelse/artikel/baggrund-ballade-i-skolegaarden