Antorini i samråd om lærings-forberedelse

1. Rosa Lunds spørgsmål til ministeren

Læringsminister, Christine Antorini, var i samråd i går. Mange lærere føler sig presset på forberedelsestiden, og Rosa Lund fra Enhedslisten havde derfor stillet følgende spørgsmål til ministeren:

“Anerkender ministeren, at lærerne – med vedtagelsen af lov nr. 409 af 26. april 2013 og indførelsen af folkeskolereformen – har fået betydelig mindre tid til at forberede og efterbehandle undervisningen?”.

Ministerens svar vender jeg tilbage til om lidt. Først er det værd at registrere, at svaret bragte både pædagogiske debattører fra f.eks. lærerforeningen og almindelige lærere op i det røde felt. Læser man de mange debattråde på de sociale medier og hjemmesider, domineres de helt entydigt af formuleringer som ”fantasien i fri dressur”, ”hun lever i en anden verden”, ”udenomssnak og ævl” og ”fri fantasi”.

Men de mange kommentarer har misforstået det hele. Antorinis svar er slet ikke ”fri fantasi”. Hun har blot forstået sin egen reform. Svaret er derfor udtryk for en dyb logik. Der er faktisk Rosa Lund, der ikke har forstået tingene.

 

2. Ministerens svar

Prøv at læse følgende to af Antorinis udtalelser, der begge er fra samrådet:

“Mængden af forberedelse er ikke et mål i sig selv. Det er de nationale læringsmål, vi følger og måler på. Det er ikke mængden af forberedelsestid, der viser, om eleverne bliver dygtigere”.

“Omdrejningsmålet er de tre nationale mål. Bliver eleverne dygtigere? Det er en læringsreform”.

Pointen er, at ”forberedelse” fra nu af ikke knyttes til ”undervisning” men til ”læring”. Egentlig bør vi holde op med at tale om “undervisningsforberedelse”. I stedet har vi “læringsforberedelse”. Og hvad er læring? Jo, den er defineret ved de såkaldte ”operative måltal”, nemlig nationale tests i læse-skriveøvelser, dvs Pisa-styring. Det er det, som ordet ”dygtigere” betyder i det første citat.

(Og det hele defineres efter OECD’s udfordringer, som er anerkendt af ”alle fra regeringens vækstforum til det økonomiske råd”, som ministeren skrev det i forbindelse med lanceringen af Ny Nordisk Skole i 2011 i Lars Olsens kulturrevolutionære bog, ”Uddannelse for de mange – opskrift på en kulturrevolution”, og som også gennemstrømmer hele begrundelsesgrundlaget i de oprindelige skoleudspilstekster. Kort sagt: En reform for en ensom generation i finanskrisens damp.)

Så Rosa Lund spørger helt forkert. Hun forudsætter implicit, at forberedelse har noget at gøre med ”undervisning”. Men det har den slet ikke. Den har kun noget med ”læring” at gøre. ”Undervisning” er fra nu af nednormeret til en slags teknik, til en metode, en metode blandt andre. Skolen, altså alt fra undervisning til frikvarter og forældresamarbejde, er en stor aktivitetsmaskinel metode, der skal “maksimere læring”, som skoleleder Mohammed Bibi kalder det på Agedrup Skole.

Skolereformen er altså et opgør med undervisning, pædagogik og skolebegrebet som sådan. I stedet skaber man – frigjort fra al dannelsestænkning og egentlige formål – et rent økonomisk defineret læringsbegreb, som man kan bruge til at ensrette landets pædagogiske liv og ikke mindst kan styre alle pædagogiske aktiviteter med. Reformen er altså en lærings- og styringsreform, som er GUF for KL-planeten med dens omkredsende skoleleder-måner. Det kan man f.eks. læse i følgende formulering fra samrådet:

“Vi følger de få men meget centrale mål for folkeskolen, der sætter fokus på elevernes læring og trivsel, og som vi årligt følger via resultater i de nationale test og den nye trivselsmåling. På nationalt niveau er det aftalt, at undervisningsministeriet årligt offentliggør en statusredegørelse for folkeskolens udvikling. Redegørelsen skal danne udgangspunkt for regeringens drøftelser med forligspartierne, KL og folkeskolens interessenter. Den første redegørelse kommer til foråret 2015″.

Og her er endnu mere styringslæringsmakismering i en formulering, som stammer fra regeringens oprindelige skoleudspil:

”I kommunerne skal de nationale mål og de operative måltal danne grundlag for dialogen mellem skolerne og mellem skoleleder og skolens medarbejder om udvikling af kvaliteten og resultatopfølgning. Med udgangspunkt i data og viden om resultater, skal der hvert år følges op på kvaliteten og realiseringen af måltallene”

De nationale læringsmål styrer altså både skolens ydre og indre liv på den helt store klinge. Det er ren og skær statstyret pædagogik, og der er mange andre eksempler skulle jeg hilse og sige

Og hvad skal man med ”forberedelse” i en situation, hvor ”undervisning” er reduceret til en teknik til fremme af stivfrosne læringsmål, der vil styre og regerer over det hele? Det kan man læse om i følgende ministerudtalelse fra samrådet:

”Heldigvis fornyer arbejdsmetoderne sig hele tiden. Blandt andet i forhold til de nye fælles læringsmål, hvor der ligger en vidensportal med adgang til en række eksemplariske læringsforløb. Jeg kan godt forstå, at der er store faglige ambitioner hos lærerne om at skræddersy undervisningsforløbene til eleverne. Men det gør ikke nødvendigvis undervisningen dårligere, at den er forberedt med kollegaer. Man deler velfungerende undervisningsforløb, og laver derpå den sidste tilretning, så den passer til de elever, man skal undervise. Der er mange måder, vi kan gentænke den fælles forberedelse på” (alle citater er rettet til skriftssprog)

Forberedelsen skal altså ”gentænkes” i forhold til ”de nye fælles LÆRINGSmål”. Metoderne til læringsoptimering finder man i ministeriets nye ”vidensportal”, som er en stor læringsdatamat, hvor man kan klikke rundt i de mange mål og delmål. Her kan man hurtigt finde en egnet metode, som man så på stedet kan ”tilrette” den konkrete situation, dvs i den ”normaliserede arbejdstid”, sammen med et læringsteam, der nu bliver en form for lærings-taskforce.

Og hvorfor skal man have gammeldags ”forberedelse” til det? Det er jo slet ikke nødvendigt. Hvis ”undervisning” er væk, er der jo heller ingen ”undervisningsforberedelse”. Det er simpel logik.

 

3. Den pædagogiske sammenhæng mellem skolereform, Ny Nordisk Skole og normaliseringsloven

Det er også derfor, at Lov nr. 409, altså loven om forberedelse og normalisering, og skolereformen hænger dybt sammen. Sammenhængen er ikke blot aftalt på nogle møder mellem KL, Finansministeriet og Undervisningsministeriet, som mange ynder at fremhæve. Det er den nok også – men mere grundlæggende hænger de to love sammen på et indre pædagogisk plan. De hænger sammen ved deres essens snarere end ved deres personer. Normaliseringslovens forberedelsesbegreb hænger sammen med skolereformens læringsbegreb. Det hele er altså dele af en samlet pædagogisk reform – en ”kulturrevolution”, som det hedder på dansk-kinesisk.

Derfor er det også helt barokt for mig, at mange debattører og lærere, herunder DLF, hele tiden i overordnet forstand har været tilhængere af skolereformen, men at man blot er imod loven om arbejdstid, altså normaliseringsloven, som om de to elementer kunne adskilles. Skolereformen og filosofien bag Ny Nordisk Skole hænger sammen med lockoutloven i sin indre filosofi. Går man ind for det ene, går man også ind for det andet, og nægter man den logik, så bliver man revet med i begreberne strøm som et hjælpeløst får.

Derfor er det på tide, at DLF – men naturligvis også politikere og andre – foretager et generalopgør med skolereformen og Ny Nordisk Skole. Først da kan Rosa Lund stille spørgsmål til ”undervisningsforberedelsen”.

Journalisten fra Folkeskolen sammenfatter det nye budskab fint i nedenstående ledsageroverskrift:

”Folkeskolereformen er en læringsreform, derfor sættes der fokus på elevernes resultater og ikke på, hvor lang tid der bliver brugt på forberedelse, var budskabet fra undervisningsminister Christine Antorini i dagens samråd om folkeskolens resurser”.

 

Referencer:

Artikel om Rosa Lunds spørgsmål: http://www.folkeskolen.dk/551650/enhedslisten-antorini-anerkender-du-at-der-er-mindre-forberedelsestid

Artikel om Christine Antorinis svar: http://www.folkeskolen.dk/552276/antorini-forberedelses-maengden-er-ikke-et-maal-i-sig-selv#st4132

Videolink til samrådet: http://www.ft.dk/webtv/video/20141/buu/td.1161430.aspx?from=02-09-2014&to=12-11-2014&selectedMeetingType=Udvalg&committee=BUU&as=1#player

12 tanker om "Antorini i samråd om lærings-forberedelse"

  1. Så det betyder, at hvis vi forældre ikke ønsker den form for statsstyret skole, holder vi alle bare vores unger hjemme fra alle disse test!:)

  2. Hej Thomas!
    Jeg forstår ikke lige sammenhængen med Ny Nordisk Skole, som vil uddannelse for de mange gennem 1. princip, nemlig at teori og virkelighed kobles sammen. Hvordan hænger det sammen med Lov 409 og skolereform, hvor undervisning erstattes af læring og forberedelsestiden reduceres?

  3. Tak igen for endnu et skarpt indlæg. Blot for en ordens skyld: DLF går ikke ind for reformen. DLF tilslutter sig de tre mål for reformen, men påpeger igen og igen, at de aldrig kan nås med de midler, reformen foreskriver. DLF kan selv sagt ikke gå ud og sige, at vi er imod, at eleverne bliver så dygtige de kan, at den negative sociale arv reduceres, og at trivslen i skolen og respekten for dens professionelle øges. Politikerne har sat en fælde op, som DLF ikke vil gå i, men som du Thomas faktisk forsøger at tvinge os ind i – i håb om at vi vi vil gå udenom på en mere støjende måde, end det er politisk muligt, forstås.

  4. Det er virkelig en analyse, man kan være bekendt at henvise til, tak for den – men som Sauer skriver ovenfor, så er det altså ikke generelt for lærere, at vi gik ind for reformen. jeg ved godt, at mange skriver, at der er meget godt i reformen, før de sabler arbejdstiden ned – men de er jo heller ikke alle gået på pension, og du skulle bare vide, hvordan en gennemsnitslig skoleleder ser på lærere, der ikke synes om reformen. Man SKAL være begejstret for læring og målstyring – man SKAL mene, at test er en god ting.

  5. Kære alle

    Tak for jeres kommentarer. Her er lidt svar:

    Düring:
    Ny nordisk skoles filosofi er egentlig ikke en ”sammenhæng mellem teori og virkelighed”, men en ”anvendelse” af teori på praksis for at skabe innovation – en nedskrivning, der vil føre til et meget negativt syn på ”teori” og et meget mekanisk syn på ”praksis”. Det kan man f.eks. se, når Lars Olsen, som er en ledende figur i kredsen, på et Ny Nordisk Skole-møde taler om, at man kun skal lære den teori i gymnasiet, der kan anvendes. Dermed kan man jo ikke opretholde det almendannende element i gymnasiet. Derfor er hele kredsen omkring Ny Nordisk Skole også meget dannelsesfjendsk. De fleste mener, at dannelse hører til i Dansk Folkeparti eller i overklassen. I stedet for vil man have produktivitet, innovation og masseuddannelse, hvorved centrum-venstre kommer i tæt berøring med samfundets mest mekaniske kredse, som man finder i tænketanken DEA og i konkurrencestatstænkningen.

    Sauer:
    1. Jeg har altså hørt både den ene og den anden ledende DLF’er, herunder hr. Bondo og massevis af skoleleder, og faktisk også mange lærere sige, at de går ind for reformen, men at de blot er imod det ene og det andet delelement og især er imod normaliseringsloven. Dvs. at man skiller tingene ad, og der er det er blot, jeg siger, at det kan man ikke, fordi filosofien er den samme over hele linjen, dvs. for både skolereform, NNS og proletariseringsloven. Man køber altså læringsretorikken, herunder Hattie-diskursen, og derfor kan man ikke kan holde stand mod angrebet på undervisningsbegrebet, som man jo allerede har solgt, hvorefter Corydon og KL kan rulle sig ud. DLF har accepteret at gå fra ”undervisning til læring”, fordi det i gamle dage var foreneligt med professionsidealet fra 2002, men det er det ikke mere, fordi læringsbegrebet er stivnet af for megen omgang med systemteori og evalueringsforskning. I dag er læringsbegrebet det stik modsatte af den venstre-grundtvigske ånd, der præger 2002-formuleringerne

    2. Det er rigtig nok, at jeg, med mine fattige og nøgne midler, forsøger at presse foreningen. Det er, fordi jeg vil have en lærer-forening og ikke en undervisningsekspert-forening, som det ender med, hvis man ikke følger mine råd. Så vil jeg hellere være helt uden en forening, så ingen lærere i det mindste skal være underlagt foreningskrav, der er i uoverensstemmelse med deres profession.

    3. Man kan efter min opfattelse sagtens gå imod Ny Nordisk Skolemanifestet, hvis man altså vil. Det er slet ikke noget problem. F.eks. kan man sige, at skolereformens ”dygtighedsbegreb” er formuleret med Økonomisk Råd mm som reference, og der derfor for danske læreres vedkommende ikke kan være tale om at røre ved det i noget som helst klasseværelse i landet, hvor det er samfundets kundskaber man beskytter. Man kan også sige, at det ikke er skolens opgave at bryde den sociale arv, altså at have lighed som mål, men derimod at opbygge et folk og et medborgerskab ved hver eneste dag ved at forudsætte lighed, så alle kan være lige altid, selvom de ender som ulige. Lighed er inde i skolen og er derfor ikke dets ydre mål. Man kan også sige, at ”respekt” for professionel viden ikke opbygges af at reducere professionel viden til evidensforskning, og at børns trivsel ikke kan reduceres til en måleenhed fra en slags børne-HR. Man kan også sige, at i skolen har man ingen børn, men kun elever (bortset fra hvis de græder eller sådan noget). Endelig kan man sige, at skolereformens mål er formuleret helt uden sammenhæng med dansk og europæisk tradition, og at den derfor reducerer kundskaber frem for at fremme dem, og at den er det mest elendige bras der er skabt i dette land. Ja, man kan sige alt muligt. Her var det bare med nogle af mine ord. Men man siger ingenting på den mere overordnede klinge. Man accepterer filosofien, og dermed reducerer man sig selv til en undervisningsekspert. En fortolkning, der bestyrkes af, at der slet ingen kritik er af de personer, der bærer forfaldet igennem på den teoretiske side.

    Thora:
    Jeg tror du har ret i, at efterhånden som normaliseringsloven og konsekvenserne af ”lærings-ideologien” sætter sig igennem på skolerne, skifter mange lærere holdning til reformen. Men det bliver, tror jeg, kun som et ”ubehag” eller som praktisk irritation over skolelederen mm, fordi det sprog, der skulle løfte læreren hen til sin bestemmelse, er skåret over, blandt andet af hendes egen forening. Om en generations tid er ubehaget nok væk, og så har vi forskellige grader af Agedrup over det hele.

    • Hej Thomas – kan du sige noget uddybende om det du kalder Hattie-diskursen? Jeg er selv lærerstuderende i Nissum (Vi mødtes til Uddannelsesdebatten, det var mig, der var med i paneldebatten om dannelse, som lærerstuderende) – og med det udgangspunkt ligger jeg også under for Hattie-diskursen. Selv de mest “reformkritiske”, “dannelsesvenlige” undervisere vi har, sværger til Hattie – tilsyneladende fordi det er svært at afvise den massive empiri der ligger bag hans studier? Mener du, at det er Hattie der tager fejl, eller er det Antorini og co. der misbruger hans konklusioner?
      Jeg går ud fra, det er det sidste, da Hattie selv udtalte i 2013 i interview med Folkeskolen, at vi ikke burde gennemføre heldagsskolen og at reformen ingen virkning ville få (på elevernes læring).
      Jeg er med på, og enig i, at Hattie alene ikke kan gøre det som princip for undervisning, da han er “ren læring” uden dannelse – men vil gerne høre dine udbybende tanker om det.

      Tak ellers, for et godt indlæg med saglige argumenter mod en reform, jeg som lærerstuderende intet direkte kendskab har til, men som jeg har en formodning om, vil gøre min læreruddannelse til basis for noget andet end et permanent job i folkeskolen.

  6. Jeg har aldrig forstået, hvorfor Thomas i sine som regel gode og tankevækkende kommentarer ofte har behov for at tillægge Danmarks Lærerforening og mig synspunkter, som jeg og foreningen ikke har. Jeg vil opfordre til at læse foreningens høringssvar:
    http://www.folkeskolen.dk/~/4/9/svar.pdf

    Jeg har ved flere lejligheder gjort opmærksom på, at unge mennesker, der sættes i fængsel lærer en hel del under deres ophold. Dette har jeg gjort som en kommentar til det indholdsløse læringsbegreb og for at understrege, at god undervisning er forudsætningen for at eleverne tilegner sig de kundskaber, færdigheder og dermed den dannelse, som vi ønsker i folkeskolen. Alligevel skriver Thomas : “Danmarks Lærerforening har accepteret at gå fra undervisning til dannelse”.

    • Ret beset beskylder han jer faktisk for at gå fra undervisning til læring Bondo – havde det bare været dannelsen, tror jeg ikke der havde været et problem for Rømer, hvis jeg læser hans indlæg (og teori generelt) rigtigt 🙂

      Problemet er, som jeg ser det, den kobling du laver mellem kundskaber og færdigheder og så det andet, dannelsen – det er ikke givet, at de to matcher! Og her er hele kernen, hvis vi skal kritisere bevægelsen mod konkurrencestats-diskursen! For selvfølgelig dannes eleverne til noget, det gør de også af at komme i fængsel, for at bruge dit eget eksempel – men hvilken dannelse er det vi ønsker? Hvilken dannelse skaber harmoniske, lykkelige, livsduelige borgere, der kan andet og mere end levere til erhvervslivet? Og hvorfor er de nye Forenklede Fælles Mål renset for alt der hedder dannelse i fagene?

      • Jeg skrev selvfølgelig forkert. Der skulle have stået læring og ikke dannelse. Og derfor er Thomas’ påstand noget vrøvl. Han underbygger nu påstanden med, at vi har været alt for lidt kritiske i Agedrup-sagen. Jeg har adskillige gange udtalt mig på en måde, der umuligt kan misforstås, og vi kører sagen i forhold til de juridiske muligheder, der er:
        http://www.folkeskolen.dk/550938/dommer-skal-undersoege-advarsel-til-erik-schmidt

        Det gør vi hver gang medlemmer kommer i klemme i forhold til ytringsfriheden, og vi oplever heldigvis, at arbejdsgiverne i langt de fleste tilfælde giver os medhold:
        http://www.folkeskolen.dk/537929/lille-sejr-for-laerernes-ytringsfrihed
        Læs også min kommentar under artiklen.

        Men det ændrer næppe Thomas’ verdensbillede, og så lever vi med det.

        • Jeg prøver som lærerstuderende blot at finde mit eget ståsted og mening i et felt, der er svært at navigere i.

          Som jeg ser det, er din position politisk, og handler om at vatetage dine medlemmers juridiske interesse, og Rømers er filosofisk, og handler om at varetage lærerprofessionens interesse. Så I udøver vel bare hver jeres version af virkeligheden, ud fra det perspektiv I har og taler dermed måske forbi hinanden? Eller måske er det netop din position, som Rømer forsøger at kritisere fordi han mener du har et ansvar for professionen som helhed, udover medlemmerne enkeltvis? Forskellen mellem individ og fællesskab (som jo også står implicit formålsparagraffen, hvis man fx sammenligner stk 1 og 2 med stk 3)

          Jeg kan ikke se at Rømers påstand er noget vrøvl, selvom du har eksempler på, at DLF taler FOR undervisning frem for læring, så har Rømer jo eksempler på DLFs handlinger der viser det modsatte. Så længe hans argumenter holder stik, kan man (jeg vil hvert fald ikke) blankt afvise dem.
          Derudover ser jeg Rømers indspark som dels en provokation og dels en fremskrivning af nutiden, hvis vi ikke ændrer kurs (som netop er karakteristisk for hans filosofiske position) og han understreger selv dette, ved at påpege sig som “værende på sidelinjen”.

    • Anders BC@ DLF har accepteret skredet fra undervisning til læring ved at deltage alt for konstruktivt i arbejdet med Ny Nordisk Skole, og man har helt ukritisk rejst rundt med Goldschmidt og alle de andre og været alt for lidt kritisk både i Agedrup-sagen, som netop handler om “læringsmaksimering”. Desuden er der hyppige henvisninger til John Hattie, når man argumenterer for det ene eller det andet, og Hattie er også en del af “læringsmenigheden”, eller hvad man nu skal kalde den. Desuden har man gentagne gange sagt, at man går ind for skolereformen, men blot er imod L409. Det er hovedsporet efter min opfattelse – og grunden til dette “hovedspor” er, at kundskabsbegrebet står for svagt i professionsidealet.

      Men jeg forstår det faktisk godt, fordi foreningen jo blot er en del af den pædagogiske diskussion i almindelighed, hvor læringsbegrebet er gået fra at være frigørende, over til at blive refleksivt, til nu at blive et rent policy-redskab. Men måske er det nu, man skal slå hælene i for alvor, og simpelthen holde op med at bruge ordet? Simpelthen overtage den begrebsmæssige kommando i samfundet? Et letkøbt men velment råd fra sidelinjen.

      Efter min opfattelse er det denne begrebsmæssige struktur, som determinerer horisonten for det, du kalder “synspunkter”.

      Her er et link med lidt uddybning af noget af det: http://www.folkeskolen.dk/536459/ny-nordisk-skole-og-danmarks-laererforeninngs-professionsideal

Skriv en kommentar