Forhenværende undervisningsminister, Christine Antorini, som er nyudnævnt formand for Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg, har skrevet dagens kronik i Politiken. Kronikken hedder “Sæt livsduelighed på skoledagsordenen”,

Antorini, der jo som bekendt er skolereformens policy-ideolog, er steget ned fra bjerget og taler i bedste oligarkiske stil, dvs. i tredje person, om ”nogle debattører i den offentlige debat”, som kritiserer konkurrencestatens pædagogik. Hvorfor siger hun mon ikke, hvem hun har i tankerne? Man kan jo ikke vide, om hun tænker på en pædagogmedhjælper, på en lærer, på en pædagogisk forsker eller en eller anden politolog.

Nå, men man må jo – alt taget i betragtning – formode, at hun tænker på Brian Degn Mårtensson og hans glimrende kronik fra sidste uge, “Konkurrencestaten har erobret folkeskolen”. Mårtensson fremstillede konkurrencestaten som en neo-kommunistisk ideologi, og det var åbenbart mere, end nogle af ideologerne kunne rumme i deres ånd. I hvert fald måtte Degn Mårtensson efterfølgende lægge indbakke til en række klager fra magtfulde folk, der både skrev til Politikens redaktion og til Degn Mårtenssons arbejdsgiver mm.. De pågældende, som havde klaget, havde helt forvekslet det, der burde være læserbreve, med det, der foreløbigt er endt som små lukkede kommunikationssystemer, der nok ikke ligefrem stimulerer Mårtenssons mod på at fortsætte sit kritiske virke (eller måske så alligevel….?). Det er den slags forvekslinger, som hører hjemme i et oligarki, men ikke i et demokrati, og resultatet er blot endnu flere mundkurve over det hele og endnu flere lukkede kommunikationssystemer, hvor sandheden konstrueres og afgøres i det skjulte.

Men ok, det kan jo også være, at det var nogle andre, Antorini har i tankerne? Men det kan man jo så ikke vide, fordi hun helt alment taler om ”debattørerne”. Man finder da også hurtigt ud af, at det faktisk er lidt lige meget, hvem hun tænker på, fordi alle kritikerne er ifølge Antorini kendetegnet ved et postulerende og uargumenteret niveau: ”Indsatsen for at uddybe argumentationen er nærmest fraværende”, hedder det ligefrem. Hvorfor skriver hun det? Mårtensson har da lige skrevet en stor fagfællebedømt bog om sagen (Mårtensson 2015). Hvordan kan hun så sige, at der ingen ”indsats” er. Og der er da også andre end Mårtensson, der her været nede i materien, endda langt længere nede en Antorini selv. Kritikerne kan åbenbart hoppe og danse med tykke bøger og store kronikker. Lige meget hjælper det: ”Argumentationen er nærmest fraværende”.

Nå, men til selve Antorinis kronik, hvor hun klør på i vanlig stil. Jeg har i min bog ”Pædagogikkens to verdener” udtømmende beskæftiget mig med Antorinis forfatterskab, så for mig har kronikken lidt karakter af ”business as usual” (Rømer 2015). Nedenfor følger 12 kommentarer til Antorinis kronik. Kommentarerne følger sådan nogenlunde gangen i hendes tekst.

 

1.

Det et tydeligt, at Antorini selv er begejstret for konkurrencestaten. Om hendes kritikere hedder det, at ”konkurrencestaten i disse kredse per definition er ond”, og hun siger, at ”Danmark er en del af den globale verden, hvor konkurrence er et globalt vilkår, uanset om vi kan lide det eller ej”. Men hvordan en øge global konkurrence med automatik afsætter en “konkurrencestat”, er der ingen refleksioner over. Antorini kan simpelthen ikke tænke over formål, men kun om midler. Hun fokuserer på vilkår frem for vilje. Derfor er hun efter min mening på en måde heller ikke en egentlig politiker; blot sådan en slags læringspolicy-medarbejder.

I de senere punkter kommer der mange flere eksempler på hendes helt ensidige begejstring og vilkårs-accept, og i resten af kronikken hældes denne ensporede ’analyse’ direkte ned i ”læringsreformerne”, som hun kalder det, og derfra suser de videre ned i børnehaverne og til folkeskolerne og gymnasierne, hvor de sætter deres grumme mærke på samfundets pædagogik. Hele kronikken er derved på sin vis en stor bekræftelse af kritikernes pointe.

 

2.

Antorini skriver, at skolereformen i virkeligheden er en ”læringsreform”, og at dette kan bidrage til, at vi ikke blot ser ”passivt til i en stærkt konkurrenceorienteret global verden”.

Igen ser vi denne mekaniske oversættelse fra et simplificeret statsbegreb til pædagogiske termer, som dermed også simplificeres. Stat reduceres uden videre til ”konkurrencestat”, og pædagogik reduceres til ”læring”. Dermed har hun splintret sit emne til atomer. Kort efter tales igen om ”hård konkurrence”. Ja, de første fire spalter, og faktisk også resten, er ren konkurrencetænkning. Der er intet af uddannelsespolitisk eller pædagogisk værdi.

 

3.

Så får kritikerne igen en tur:

”Vi skal diskutere indhold af bla. vores uddannelser i stedet for alene at komme med tomme erklæringer om, at vi er blevet konkurrencestatens fodsoldater” (min kursivering).

Men hallo! Det der med ”soldater” er jo Ove Kaj Pedersens eget udtryk. Det dannelsesideal, han beskriver og promoverer, er en blanding af en soldat og en opportunist. Og Pedersen er nærmest chefideolog for centrum-venstre. Men nu er det så kritikerne, som kommer med ”tomme erklæringer”, selvom det er fortalernes eget udtryk?

Endelig er Antorinis henvisning til ”indhold” virkelig kritisabel, eftersom hele reformens slogan er, at vi skal gå fra indhold til læring. Men nu skal vi pludselig til at ”diskutere indhold”? Forklaringen er, at for Antorini er indhold reduceret til ’indhold under konkurrencestatens vilkår’. Og hvad er det? jo, det er et stivfrossent læringsbegreb, som via konkurrencestatens teori har smidt et ordentligt pædagogisk indhold ud. Indhold er anti-indhold. Det er ny=ikke, som jeg plejer at kalde den slags. Og læringsbegrebet lider i parentes bemærket samme triste skæbne.

 

4.

Så kommer målet, altså formålet med det hele, hvor vi vel at mærke ikke skal diskutere stat, politik og pædagogik mere, men må acceptere en bestemt statsforståelses ensrettende vilkår: ”Vi skal i stedet ruste os bedst muligt til at blive ved med at være blandt vinderne i den konkurrence”. Det er det nye centrum-venstre formål, der her sættes i stedet for egentlige pædagogiske og politiske formål. Og, for lige at henvise til punkt 3, eftersom vi skal ”ruste”, er ”soldatermetaforen”, som jo er centrum-venstres egen, også fuldstændig i orden. Når Antorini gør grin med kritikernes “floskler”, gør hun på en måde grin med sig selv.

Dermed er vi fremme ved Antorinis ønske om, at vi skal have ”livsduelige borgere”, som hun kalder det i kronikkens overskrift. Men det har intet at gøre med grundtvigianisme, som nogen måske tror. Tværtimod. Med “livsduelige bogere” tænker Antorini på konkurrenceudrustede borgere. Men hvad har det med en ”borger” at gøre? Intet som helst. Men det er det nye formål! Og det er det, som ”debatten bør handle om”, som hun siger. Det vil sige, at uddannelse kan reduceres til at være svaret på spørgsmålet: Hvordan udruster man ikke-borgere, som kalder sig borgere, til konkurrencestaten. Det er det spørgsmål, hun stiller. Men var det ikke det spørgsmål, som hun i overskriften kaldte for en ”floskel”? Det sejler.

Det svarer til dengang åndsfællen Lars Goldschmidt, som Antorini satte i formandsstolen for Ny Nordisk Skole, sagde, at højskolerne kun har brug for folk, der accepterer konkurrencestaten som udgangspunkt. Det brugte han så til at tale nedladende om de ”de vage, de kontemplative og de halvdovne vegetarer”. Det er også Goldschmidt, der mener, at åndsvidenskaberne har tendens til at blive et ”onani-projekt”. Det er ”ånden”, om jeg så må sige.

 

5.

Efter at dannelsesbegrebet er erstattet af et nærmest manisk fokus på den globale konkurrence og læringsbegrebet, kommer den totale destruktion af pædagogikken, fordi Antorini nu genetablerer et helt privat dannelsesbegreb under anti-dannelsens vilkår: ”Læringsreformen…. fornyr hele dannelsesbegrebet”, siger hun. Det nye læringsbegreb, som udelukkende skal arbejde under konkurrencestatens herredømme og som dermed ved sin blotte eksistens ødelægger dannelsesbegrebet, hævdes nu, i en solid omgang ny-sprog, at ”forny” dannelsen.

Men så er alle munde lukket. Det er her de ”negative holdninger” og alle klagerne begynder at komme ind i billedet, som jeg ser det, fordi det sprog, som en kritik kan formuleres i, kolonialiseres af det pågældende sprogs modsætning.

 

6.

Det er også i lyset af dette dannelsesopgør, at ”dannelse” nu reduceres og genetableres som ren konkurrencestatslig metode. Det ser man i Antorinis fikse ide om ”skabelsesdannelse”. Her får vi en form for RUC-ideologi, som jeg kalder for ruc-i-forfald”, fordi man har løsrevet den praktiske interesse fra både pædagogik og politik og i stedet sat praksis ind i en konkurrencestatslig sammenhæng.

Der er i denne manøvre ikke den mindste fornemmelse for, hvad skole, gymnasium og erhvervsuddannelse er i sig selv, eller for hvilke uddannelsestraditioner vi har at gøre med, eller for hvilke politiske og faglige formål de skal varetage. Der er blot ”skabelsesdannelse” over det hele, som handler om at kombinere teori, praksis og anvendelse for at skabe nye produkter, og denne “dannelse” er godt i gang med at nedbryde alle tings egenart. Det kan man se i:

”Den røde tråd gennem både folkeskolereform, erhvervsuddannelsesreform og forhåbentlig også en ny aftale om fremtidens gymnasium er, at teori, praksis og anvendelsesorientering skal gå hånd i hånd.”

For filan: Vi får ”Den” råde tråd, som ”skal” ordne det hele. Hvor er pluralismen og vekselvirkningen? De er væk. Det hele skal være ens, hvilket vi også ser i DEA’s ungdsomsuddannelseskommisions arbejde, hvor Goldschmidt i øvrigt også sidder, og hvor man overhovedet ikke refererer til gymnasiets formål og tradition, men kun til noget der også ligner “skabelsesdannelse”.

 

7.

Antorinis reference til John Dewey lader jeg ligge. Det er for groft, og det ved jeg, for det har jeg forsket virkelig grundigt i. Det er det, jeg mener med ”ruc-i-forfald”. Og der er ikke den mindste refleksion over, hvordan denne stakkels reformpædagogiske reference til en af uddannelsesfilosofiens store tænkere spiller sammen med den omfattende pædagogiske detail- og topstyring, som pt materialiserer sig overalt. Jeg bliver også nødt til at påpege, at for Dewey var det demokratiet, der var den centrale pædagogiske vektor, altså demokratiet i sig selv og altså ikke blot som en konkurrencestatslig metode.

 

8.

Derpå følger igen en masse om Danmarks konkurrencesituation. Der findes åbenbart ikke andet i tilværelsen. Både skole og gymnasium har ellers nogle formålsparagraffer, der har rødder i både nationale og europæiske traditioner, men der er intet om det. Der er bare produktion, erhverv og småmekanik over det hele i sådan en slags ny-nationalistisk økonomisk patriotisme. På en måde er det småstatsnationalisme af værste skuffe.

 

9.

Så siger Antorini, at hendes konkurrencestats-kompetencer, som hun mener, man har brug for i ”erhvervslivet”, er de samme som de kompetencer, man skal have som borger i samfundet. Det er det, som også kaldes for en ”medarbejderborger” i konkurrencestatsjargonen. Men det er da en fuldstændig skrækkelig tanke, at man ikke kan skelne mellem at være medarbejder og at være borger. Alt går jo i stå. Det er da et angreb på demokratiet i bedste konkurrencestatsstil, er det ikke?

 

10.

Igen præciseres ideologien i: ”Kernen i læringsreformerne er at skabe lige muligheder for alle og udvikle alle børns potentialer, OG DET ER DER I DEN GRAD BRUG FOR, HVIS DANMARK SKAL KLARE SIG GODT I EN BEHÅRD INTERNATIONAL KONKURRENCE PÅ ET GLOBALT MARKED (mine versaler). Sådan er det. Der er ikke andet. Det er simpelthen formålet med børnehave, skole, gymnasium og universitet. Bom-bommelum.

 

11.

Når Antorini derfor umiddelbart efter skriver, at vi skal ”udvikle nyt til gavn for fællesskabet”, altså det hun kaldte for “skabelsesdannelse”, så er det konkurrencestatsfællesskabet, vi taler om. Vi får altså en form for økonomisk patriotisme. Borgeren er omdannet til medarbejderborger, hvorved begrebet ”borger” de facto går itu. Det er medarbejderen, der kan ”skabe og forme” i konkurrencens tjeneste, og borgeren skal bare kunne det samme. Men den slags ruc-i-forfald er sørme ikke en del af en borgers essens. Medborgerskab handler er politik, kritik, lov, pligt og retfærdighed, og det er meget ofte det modsatte af, hvad der kræves i ”erhvervslivet”, for nu at sige det meget kort.

Hvor står det i Antorinis kronik? I øvrigt synes jeg, at Antorini ser ned på erhvervslivet. En ordentlig erhvervsleder vil da ikke have, at hele uddannelsessystemet er designet efter nogle behov, han går og har for tiden.

 

11.

Så siger Antorini i slutningen: ”Dannelse handler om, at man udvikler sig selv som menneske og demokratisk medborger”. Men der har ingen refleksion været over, hvad ”demokrati” eller ”menneske” er i hele kronikken. Og hvorfor har der ikke været det? Jo, det er jo fordi, at konkurrencestatens ideologi bygger på et opgør med begge kategorier, altså med humanitet og demokrati. Derfor et denne sætning bare nysprog, som intet er værd. Det, som sætningern reelt betyder, er, at demokrati og humanitet er metoder til at promoverer konkurrencestatens stilling på verdensmarkedet. Skredet fra borger til medarbejderborger er et eksempel herpå, ligesom skredet fra pædagogik til læring er det.

 

12.

Det er også i dette lys, at den såkaldte ”åbne skole” skal ses. Den åbne skole handler om, at ”fodboldklubben, jægerforbundet, musikskoler, museer eller landbrug” skal bidrage til at ”ruste” til den globale konkurrence. De frivillige organisationer bliver en del af den konkurrencestatslige ideologi. Det bliver ”læring all-inclusive”, som det kaldes.. Civilsamfund og folkelig frihed degenererer og bliver i stedet til læringsmetoder.

Til sidst skriver Antorini: ”Lad os stoppe flosklerne om konkurrencestatens soldater’. Men hendes egen kronik er jo en stor ”konkurrencestatsfloskel”, mens Brian Degn Mårtenssons kronik var bygget på en grundig og reflekteret argumentation.

 

 

Referencer: 

Antorini, C. (2015). “Sæt livsduelighed på skoledagsordenen“, kronik i Politiken, d. 7. september.

Mårtensson, B.D. (2015). “Konkurrencestaten har erobret folkeskolen“, kronik i Politiken, d. 31. august.

Mårtensson, B.D. (2015). “Om at stå i orkanens øje“, blogindlæg på www.folkeskolen.dk, d. 5. september.

Mårtensson, B.D. (2015). Konkurrencestatens pædagogik, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag

Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg: Aalborg Universitetsforlag