Asger Sørensen kritiserer systemteorien

Jeg har i dag læst det meste af filosoffen Asger Sørensens bog ”Den moralske virkelighed”, som er et forsøg på at formulere en sociologisk informeret etik med udgangspunkt i især Emile Durkheims filosofi. I sine mange spændende diskussioner af den etiske og sociologiske tradition, fremfører Sørensen en længere kritisk analyse af Luhmanns sociologi og dennes konsekvenser for etiske og normative emner. Jeg har fundet nogle citater, som jeg nedenfor har noteret til videre bearbejdning. Den nærmere kontekst kan man læse om i Sørensen, Asger (2012). ”Den moralske virkelighed”, Malmø: NSU Press.

Først vil jeg dog kort markere Sørensens program. Via en interesse for Durkheims forbindelse til dele af Aristoteles’ sociale og politiske filosofi fremskrives en socialismeforståelse, som er virkelig interessant. Sørensen lægger vægt på, at det moralske er en form for undersøgende rekonstruktion af et samfunds essens. F.eks. hedder det:

”Durkheims socialisme hænger sammen med hans etiske naturalisme. Han mener således, at man for at skabe et bedre samfund må tage udgangspunkt i et eksisterende samfund. Det er dette samfund, der skal forbedres, og det sker gennem reformer. Socialismen skal ikke være revolutionær og skabe et nyt samfund fra bunden, men rationelt uddrage den eksisterende sociale kerne i samfundet. På samme måde skal etikken heller ikke opfinde moralen fra grunden. Den skal rationelt rekonstruere den moral, vi alle kender, om end ofte på en uklar måde” (s. 27)

Sørensen markerer hermed et slags socialt-ontologisk synspunkt, som han også viderefører i sine virkeligt interessante breve til Habermas-manden Karl Otto Apel (ch 1B) og i hans Luhmann-analyser (primært ch. 3B4). Moral er altså at bringe samfundet i fornuftig overensstemmelse med sig selv, dvs. en undersøgelse af det sociale som et objekt i verden, dvs. et faktum. Eftersom Luhmann bygger på en ”radikal epistemologisk konstruktivisme”, hvilket jo er det modsatte af et ”socialt-ontologisk synspunkt”, er der allerede i det sociologisk-videnskabsteoretiske udgangspunkt lagt an til konflikt, når vi kommer Luhmann-analysen, hvilket også sker.

Sørensen har i øvrigt flere steder et fint blik for, hvordan erfaringerne med nazismen har præget denne generation af sociologer og moralfilosoffer dybt, både på godt og ondt. På godt via en særlig følsomhed overfor totalitarisme, men også på ondt, via en form for overdreven afmagt og afsmag, når det kommer til centrale moralske begreber og praksisser. Man kan efter min mening godt opfatte Luhmann som en slags ”radikal afsmag”, som udelukker enhver adgang til samfundets moralske og folkelige liv, der minimaliseres til ukendelighed.. Luhmanns teori udspringer i den forstand af en nazismeforskrækkelse, der blev så radikal, at alle moralske og sociale begreber røg med i faldet. En reduktion, der naturligvis i særlig grad er gift for en folkelig tradition som den danske, der nærmest er defineret som anti-fascisme. I stedet postulerer Luhmann en form for værdifri ”superteori”, som selv ender med totalitære træk, fordi den i vild teknokratisk selvtilstrækkelighed vender tilbage og bemægtiger sig netop den sociale praksis, som teorien selv har reduceret til ukendelighed. Det er det samme, der sker i Luhmanns behandling af pædagogikken (se PS for link). Efter min mening kan man også anskue EU i dette lys.

 

Her er nogle af temaerne i Sørensens kritik:

 

a. Systemteorien som ”rationel egoisme” og ultra-liberalisme:

”Kernen i systemteorien er den rationelle aktørs egoisme” (s. 29)

”I stedet for erklæret værdifrihed i sociologien, får vi en radikal liberalistisk ligevægtsteori forklædt som en videnskabelig systemteori” (s. 29)

”Luhmanns sociologi er således ikke bare positivistisk i den tysk-engelske forstand, men ultraliberalistisk i både sin ansats og sit samlede verdensbillede”. (s. 271)

 

b. Selvreferencens problemer og det socialt ontologiske udgangspunkt (jf. citatet i indledningen, her blot fremført ifm Luhmann-kritikken).

”Dobbelt kontingens er et træk ved kontraktindgåelse mellem to aktører, der hver for sig har deres individuelle nytteoptimering som udgangspunkt. At gøre denne specielle situation til model for enhver social handlen og dermed for moralsk handlen er ikke i overensstemmelse med den sociale virkelighed, og for en sociologi må den sociale virkelighed være udgangspunktet…” (s. 280-81)

 

c. Systemteoriens opgør med humanismen:

”Samfundet er i systemteoretisk perspektiv er ikke en” menneskehed”, men et ”kommunikationssystem”, ligesom mennesket ikke er et moralsk væsen eller et ”zoon politikon”, men som bevidsthed et psykisk system.” (s 267)

”Luhmann er helt fremmed over for det ”humanitetsanliggende”, man finder hos f.eks. Habermas og Durkheim, og man må derfor forvente sig det værste af hans etik” (s. 272)

 

d. Opdelingen af det sociale felt i selvrefererende funktionssystemer med store demokratiske og praktiske konsekvenser:

”Politikken er ikke et system som alle andre, og hvis man som Luhmann beskriver det som sådant, bidrager man til at legitimere to tendenser som begge er farlige for et demokratisk samfund. For de professionelle politikere bliver det legitimt at søge magten for magtens egen skyld, at lukke sig af for omverdenen og betragte den som et irritationsmoment, og for de forskellige dele af omverdenen bliver det tilsvarende helt legitimt ikke at bekymre sig om helhedsbetragtninger i forhold til samfundet, men udelukkende at koncentrere sig om deres eget lille sociale delsystem” (s.270)

”I et funktionsperspektiv er Luhmanns sociologi således for et moderne demokratisk velfærdssamfund en systemcementerende og dermed potentielt samfundsnedbrydende ideologi” (s. 271)

 

e. Systemteoriens postulerede værdifrihed er et blålys. Teorien er tværtimod normativ på sin egen normativitets-fornægtende måde, som vel at mærke er i stik modstrid med den form for værdirelativisme, som Max Weber oprindeligt formulerede.

”Ligesom i Luhmanns redegørelse for det politiske kommer værdifriheden til at skjule en moralsk holdning, nemlig at sandheden er det vigtigste for det gode liv, og resultatet er en form for metamoraliseren, der moraliserer mod moralisme uden at ville vedkende sig sin egen moraliseren” (s.  281-82)

 

f. Desuden vil jeg nævne et fint kritikpunkt, som Sørensen markerer forskellige steder. Det handler om, at Luhmann på sin vis har ret i nogle ting, men eftersom, det han har ret i, angår almengjorte grænsetilfælde, så bliver ekstremerne i systemteorien til det almene med fatale sociale og videnskabelige konsekvenser. Sørensen fremfører denne kritik i forskellige former. F.eks. henviser han til Løgstrup, som jo siger, at ”tillid” er grundvilkåret, og at den luhmannianske ” dobbelte kontingens” er undtagelsen. Men eftersom Luhmann totaliserer undtagelsen, altså dobbelt-kontingensen, så ender systemteorien som en form for ”undtagelsessociologi”, der omdanner “tilliden” fra social forudsætning til en strukturel funktion.

I parentes bemærket sker denne forveksling også hos Alexander von Oettingen, der også er systemteoretiker. Han har i anden sammenhæng sagt, at vi, som en form for socialt vilkår, alle er ekskluderede, hvilket jo også er en vil almengørelse af undtagelsen. Oettingen er i parentes bemærket også yderst kritisk overfor den ontologiske og politiske tradition. (dette f-tema er markeret i citatet under b.).

 

g. Konklusion

Sørensen konkluderer slet og ret følgende: ”Af såvel videnskabelige grund som af moralske må Luhmanns teori forkastes som alt for reduktionistisk og uddifferentieret i sine grundbegreber.” (s.282)

 

PS

Sørensens livtag med systemteorien har man også set andre steder. F.eks. havde Sørensen i 2004 en diskussion i Information med Lars Qvortrup. Den kan man læse her: http://www.thomasaastruproemer.dk/systemteoretisk-affekt-i-2004-med-aktuel-relevans.html

Få år senere ville selvsamme Qvortrup fyre Sørensen som lektor i pædagogik ved DPU. Hans forskning var ikke “relevant”, som det hed. Det var en ideologisk påstand, der vil noget, når man ser på betydningen af de analyser, jeg lige har omtalt. Qvortrup kom da heller ikke afsted med sit forehavende. Det kan man læse lidt om her: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogisk-filosofi-recovered.html

Min egen diskussion af, hvordan disse systemteoretiske logikker arbejder i det pædagogiske område, kan man læse om her, hvor jeg drøfter Luhmanns pædagogiske analyse: http://www.thomasaastruproemer.dk/niklas-luhmanns-opgoer-med-paedagogik.html

Link til Asger Sørensens bog Den moralske virkelighed

2 tanker om "Asger Sørensen kritiserer systemteorien"

  1. Kære Thomas ! Tusind tak for at du holder dampen oppe og har mod og vid til fortsat at kritisere tidens dårligdomme indenfor dansk pædagogik.
    Dit begreb “DPO” er klogt og man får dermed berammet de bannerførende i persongruppen af ødelæggere med Lars Qvortrup og Jens Rasmussen i spidsen.
    Det er som om disse insisterende Luhmann tænkere har fyldt hele det pædagogiske spekter igennem de sidste 15 – 20 år med enorme humanistiske ødelæggelser til følge og jeg er glad for du husker os på Qvortrups nærmest inkvisitoriske forfølgelse af filosoffen Asger Sørensen. Ubehageligt og meget usædvanligt at skulle opleve forsøg på berufsverbot på DPU og i Danmark, blot fordi man er humanist og tænker. Der synes dog at være gryende lys for enden af tunnelen i denne for pædagogikken så formørkede tid, og jeg vil glæde mig til at læse Asger Sørensens bidrag.
    venlig hilsen
    Cand.pæd.pæd.
    Morten Konge Nielsen

Skriv en kommentar