Oprør i KL: Ulf Harbo kritiserer Arne Eggerts og Anna Mee Allerslevs “kup”

Næstformand i KL’s Børne- og Kulturudvalg, Ulf Harbo (liste Ø i Norddjurs kommune), har udsendt en pressemeddelelse, der i stærkest mulige vendinger kritiserer både udvalgets formand, Anna Mee Allerslev (RV), og udvalgets centrale embedsmand, Arne Eggert.

Der er to kritikpunkter. For det første kritiserer Harbo, at Allerslev og Eggert helt på egen hånd har advokeret for en ændring af folkeskolens formålsparagraf uden en formel drøftelse i Børne- og Kulturudvalget. Som Harbo skriver: ”Som jeg ser det, har Arne Eggert og Anne Mee, med deres klare og tydelige udmelding om at ville ændre formålsparagraffen, profileret sig selv og hinanden, og truffet en beslutning uden politisk mandat i vores udvalg.

For det andet kritiserer Harbo i forlængelse heraf KL for at være en stærkt udemokratisk organisation.

Lad os se lidt nærmere på de to kritikpunkter og deres nærmere sammenhæng.

 

A. Ændringen af folkeskolens formålsparagraf – et banalt kup

Siden juni 2017 har Arne Eggert og Anne Mee Allerslev i mange forskellige sammenhænge og suppleret af Eggerts ven Stefan Hermann talt for at ændre folkeskolens formålsparagraf i en mere arbejdsmarkedsrelateret retning. Ifølge Politiken ønsker KL at tilføje noget i retning af følgende formulering:

”Eleverne skal forberedes til videre praktisk, kreativ, teoretisk og digital uddannelse, og det skal ske i samarbejde med arbejdspladserne”.

Der er ingen rapporter eller nærmere overvejelser over sammenhængen mellem denne formulering og den eksisterende formålsparagraf. Der henvises heller ikke til andre analyser, ikke engang af arbejdsmarkedet eller af andre sociale forhold. Der er intet andet end et løst og bastant fremført forslag. Landets førende ekspert i forholdet mellem kreativitet og læring, professor Lene Tanggaard (AAU), har da også sagt, at den eksisterende formålsparagraf faktisk giver glimrende muligheder for at arbejde med både praksis og kreativitet. Det er mere skolereformen end skolens formål, der er problemet. KL’s forslag er derfor fagligt set under al kritik.

Forslaget er undfanget i et pædagogisk klima præget af følgende tre tendenser:

For det første er hele diskussionen foregået i en tyk dunst af en såvel landspolitisk som kommunal begejstring for den såkaldte ”disruption”, som i KL’s udgave er dybt radikaliseret med bleskiftende robotter, bogløse biblioteker, Virtual Reality-briller der skal erstatte lærere osv.. I disruptionsideologien – skal jeg hilse og sige – er der absolut ingen drøftelse af nogen som helst formålsparagraf. Det er åndsfrit område. Men alligevel føres disruptions-begejstringen frem af de samme tre KL-ledere, som også i samme korte periode spiller en central rolle i formålsdiskussionen, nemlig Anna Mee Allerslev (RV), der som sagt er formand for Børne- og Kulturudvalget, Martin Damm (V), som er formand for KL og Jacob Bundsgaard (S), som er næstformand for KL; altså skolereformens tre bærende partier. Formålsforslaget og disruptionen er derfor helt integrerede spor, hvilket man også kan se, hvis man går på opdagelse i min links i bunden.

En anden tråd er forsøget på at forsvare skolereformens grundlæggende filosofi. Denne filosofi har både Arne Eggerts og Stefan Herman stået som centrale eksponenter for siden 2012, ikke mindst under indflydelse af vennen Bjarne Corydon og dennes betagelse af konkurrencestatsideologien. Arne Eggert var centralt placeret embedsmand under Antorini og skrev i den forbindelse læringsrevolutionære blogindlæg og pushede hele embedsapparatet med det nye vokabularium. Disse personer forsøger nu at trække Merete Riisager og de pædagogiske bevægelser, der samler sig rundt om hendes ideer, i en retning, der skal sørge for, at skolereformens ideologi fastholdes. Det er Riisager formodentlig tiltrukket af, eftersom regeringsgrundlaget forpligter hende til at understøtte skolereformen. Dermed forsøger man at minimere regeringsgrundlagets såkaldte ”justeringer”, som er kritikernes halmstrå. Det er formodentlig især Hermann, som Riisager kan bruge, men resten af ideologien følger jo med af bagdøren på trods af lidt nye ord.

Den tredje og mere langstrakte tråd er hele den historiske udvikling af KL’s pædagogiske synspunkter, som er dybt præget af forsøget på at rive den pædagogiske og fagpolitiske magt væk fra skolerne. Denne proces, hvis styringsmæssige logik er beskrevet af Justine Grønbæk Pors i bogen ”Støjende styring” fra 2014, har også sat sig i et radikalt KL-båret reformpædagogisk opgør med dansk skoletradition; et opgør som kan aflæses direkte i en række skolepolitiske udspil op gennem 00’erne og frem til i dag. Det kan jeg sige med stor sikkerhed, eftersom jeg har studeret næsten alle disse rapporter.

Men nu fortæller Ulf Harbo om, hvordan Allerslevs disrutionsbegejstring og Eggerts reformideologi helt har mistet forbindelsen til KL’s politiske organer. I al fald går Allerslev, Eggert og Hermann effektivt i byen i en lang række medier for at annoncere ønsket om at ændre formålspagraffen efter de retningslinjer, som jeg netop har beskrevet.

Men disse politiske budskaber har altså intet hold i KL’s politiske dele. Børne- og Kultur-udvalget, som er det ansvarlige skolepolitiske udvalg, har slet ikke behandlet sagen.

Ulf Harbo er ikke interesseret i, at formålsparagraffen ændres, og han kan i sagens natur ikke forstå, at han og hans udvalg ikke har været involveret i diskussionen af de stærke og egenrådige udmeldinger fra Eggert og Allerslev. Harbo er jo heldigvis politiker og ikke Eggerts embedsmand og skødehund.

Folkeskolen.dk’s journalister har efterfølgende spurgt KL, om Harbo har ret. Det viser sig, at det har han. På trods heraf er der ikke den mindste beklagelse eller retræte fra KL’s politbureau. Det utrolige halmstrå, som i dag blev sået af KL’s kommunikationschef, IdaThuesen, er, at emnet skam har været behandlet i et referat under et dagsordenspunkt, som handler om noget helt andet! Det svarer jo i princippet til, at en grundlovsændring blev besluttet i en skattekommission!

Harbo er i sagens natur “rystet”. Det er jeg også. Hvilket banalt kup.

 

B. Det demokratiske problem – en totalitær slyngelstat

Dette fører over i det andet problemsæt, nemlig det demokratiske, som Harbo har tre særdeles kritiske kommentarer til, som er meget oplysende for almindelige borgere som mig:

 

1.

For det første er det et demokratisk problem, at Allerslev og Eggert fremfører synspunkter uden rod i KL’s politiske organisering, jf. punkt A.

Harbo siger direkte:

”Hvis vi skal tage KL alvorligt som en organisation, der repræsenterer kommunerne, må Arne Eggert og Anne Mee Allerslev (R) korrigere fejlopfattelsen af, at deres udmeldinger kommer med et demokratisk mandat”.

Ja, Harbo taler ligefrem om, at ”demokratiet bliver kuppet”.

 

2.

For det andet kritiserer Harbo KL’s fokus på det, han kalder for kravet om ”fuld enighed”, hvor man slet ikke lytter til skolens interessenter og aktører. Enighedstvangen er for Harbo ”det modsatte” af en ”åben og fri demokratisk dialog”. Det hele minder Harbo om ”diktaturer og slyngelstater” og ikke om ”et demokrati, som burde bygge på oplysning, gennemsigtighed og dialog”.

 

3.

For det tredje kritiseres KL’s lukkethed, som naturligvis forstærker problemerne med enighedskulturen. Dagsordener, referater og bilag er ikke offentlig tilgængelige, og som jeg har forstået det, er KL-udvalgets medlemmer, som jo ellers er folkevalgte, ligefrem underlagt tavshedspligt om drøftelserne i KL’s udvalg.  I den forstand er KL mere en privat interesseorganisation end en politisk organisation, hvilket jo sætter virkelige politikere som Ulf Harbo i en helt umulig situation. KL overtager simpelthen det lokale demokrati og gør det til en privat interesse.

 

C. Andre sager

Ulf Harbo skriver sig med sin pressemeddelelse ind i et lille selskab af selvstændige KL-kritiske kommunalpolitikere. Sidst jeg stødte på en sag, der minder lidt om den aktuelle, var i forbindelse med vice-borgmester Simon Pihl Sørensens videotransmitterede oprør mod læringskonceptet ”Visible Learning+” i Lyngby-Taarbæk kommune. Opgøret handlede ganske vist ikke direkte om KL, men de to sager er alligevel beslægtede; både fordi begge sager handler om skolepolitik, og fordi Pihl Sørensen ved andre lejligheder har kritiseret KL i samme vendinger som Ulf Harbo. Ellers er jeg faktisk ikke bekendt med andre sager. Det skulle da lige være Peter Brixtofte, som jo var en kontroversiel borgmester i Farum. Farum kommune stod simpelthen uden for KL, som Brixtofte ikke mente varetog kommunernes interesser. Men det er mange år siden og Brixtoftes holdning havde mig bekendt ikke noget med pædagogik og uddannelsespolitik at gøre.

Ulf Harbo er kommunernes helt. Gid andre politikere var som han, dvs. politikere med sans for idealer, pligter og fællesinteressen.

 

Diverse links:

Ulf Harbos pressemeddelelse, d. 16. august

KL’s ubehjælpsomme svar til Harbo, d. 18. august: https://www.folkeskolen.dk/613688/kl-besluttede-formaalsaendring-paa-punkt-om-ungdomsuddannelser

Arne Eggerts annoncering af KL’s ønske om at ændre formålsparagraf på et højskoleseminar, d. 5. juli: https://www.folkeskolen.dk/612326/kl-aabner-debat-er-skolens-formaalsparagraf-tidssvarende

Anna Mee Allerslev annoncerer ønsket om at ændre formålsparagraf i Politiken, d. 4. august: http://politiken.dk/indland/art6056760/KL-vil-%C3%A6ndre-i-skolernes-fundament

Martin Damm, Jacob Bundsgaard og Anna Mee Allerslev annoncerer ønsket om at ændre formålsparagraffen i Information, d. 17. august: https://www.information.dk/debat/2017/08/folkeskolens-formaalsparagraf-fremme-forskelligheden

Stefan Hermanns annoncerer ønsket om at ændre formålsparagraf, d. 1. august: https://www.folkeskolen.dk/612721/rektor-til-politikere-nedsaet-en-formaalskommission-for-skolen

Aktuel analyse af KL’s disruptionsideer med diverse links til analyser af KL’s skolepolitiske dokumenter (d. 12. august): http://www.thomasaastruproemer.dk/kls-disruptionsideer-vuggestue-robotter-vr-briller.html

Omtale af Simon Pihl Sørensens oprør i Lyngby: http://www.thomasaastruproemer.dk/digebrud-i-lyngby-taarbaek-kommune.html

Ulf Harbos egen opsamling af sagen på facebook, d. 18. august

 

Medlemmer af KL’s Børne- og Kulturudvalg (så må vi se, om nogle af de andre politikere også er politikere):

Formand: Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (B), København

Næstformand: Kommunalbestyrelsesmedlem Ulf Harbo (Ø), Norddjurs

2. viceborgmester Lis Tribler (A), Slagelse

Borgmester Jacob Bjerregaard (A), Fredericia

Kommunalbestyrelsesmedlem Danni Olsen (O), Albertslund

Rådmand Jane Jegind (V), Odense

Borgmester Benedikte Kiær (C), Helsingør

Borgmester Kim Valentin (V), Gribskov

Byrådsmedlem Mette Nielsen (A), Viborg

Sekretariatet:

Udviklingsdirektør Arne Eggert

Direktør Laila Kildesgaard

Kontorchef Peter Pannula Toft

Konsulent Sofie Plenge

Chefkonsulent Helle Steiness Olsen

 

Om udvalget på KL’s egen hjemmeside

Høringsmaterialet om ændringen af Fælles Mål

Alle de hørte parter støtter ændringen af Fælles Mål, dvs. at de såkaldte fasemål bliver gjort ”vejledende”, så antallet af obligatoriske mål falder fra ca. 3500 til ca. 1000.

Støtten udtrykkes dog på meget forskellige niveauer. De mest skeptiske er KL, Børne- og kulturchefforeningen, som jo også er kommunal, samt forældreforeningen Skole og Forældre. Alle tre organisationer forsøger at holde fast i læringsmålsstyringen, og de har i øvrigt støttet selv de mest outrerede dele af skolereformen hele vejen igennem.

Her er lidt kommentarer til de vigtigste høringssvar:

 

1. KL

Først og fremmest er KL nervøs for folkeskolereformens skæbne:

Lovændringen ”må ikke føre til en svækkelse af fokus på folkeskolereformens mål eller det kommunale ansvar for folkeskolen”.

Desuden er ”det vigtigt, at en reduktion af antallet af bindende mål i Fælles Mål ikke fører til et svækket fokus på målene om mere læring, støre trivsel og øget social mobilitet”.

KL er desuden den eneste organisation, som i sit høringssvar erklærer en decideret uenighed. Det sker i følgende:

”KL er ikke enig i forståelsen af, at det er alene er op til underviserne og skolerne, hvordan der fremadrettet skal arbejdes med fælles mål”.

I stedet ønsker KL naturligvis, at kommunerne involveres systematisk i arbejdet med Fælles Mål. Men det er forligskredsen ikke indstillet på. Det fremgik af to artikler i folkeskolen.dk, hvor både Alex Ahrendsen (DF) og Marianne Jelved (RV) og Jacob Mark (SF) nærmest stejlede over mere kommunal indflydelse.

Det er virkelig godt, at forligskredsen sætter hælene i, eftersom KL via deres skolepolitiske udspil siden midt-00’erne har vist sig totalt uegnet til nogen som helst form for pædagogisk ansvar.

KL fastholder desuden, at lovforslaget ikke får konsekvenser for arbejdet med læringsplatforme. Det tror jeg ikke, de får ret i, hvis forslagets intention ellers gennemføres, hvilket man på den anden side godt kan have sin tvivl om.

 

2. Børne- og kulturchefforeningen (BKF)

BKF er helt forudsigeligt på linje på KL. Også BKF er nervøs. Derfor skriver man, at ændringerne ”ikke må føre til et svækket fokus på eller mindre opbakning til gennemførelsen af den samlede skolereform”.

Ja, nervøsiteten for læringsideologiens skæbne understreges flere gange i det ellers ret korte svar: ”Det er os magtpåliggende, at dette (lovforslaget, TR) ikke opfattes som en opfordring til eller en accept af et mindre klart fokus på arbejdet med læringsmål, arbejdet med kriteriebaseret evaluering og arbejdet med læringsmålsbaseret feedback til eleverne”.

Desuden underforstår BKF, at kommunerne skal spille en central rolle i forvaltningen af de fælles mål. BKF taler selvfølgeligt om ”kommunale eller skolemæssige prioriteringer i arbejdet med målene”, og pointen understreges en ekstra gang til sidst i høringssvaret (min kursivering, TR). Dette er bare BKF’s måde at udtrykke KL’s eksplicitte uenighed på.

Opsamling på KL og BKF: Ak ja, så jævn er den kommunale horisont. Man har slet ikke forstået problemstillingen.

 

3. Skole og Forældre (SoF)

SoF lægger sig i halen på KL og BKF. Foreningen er helt gennemlæringsmålificeret, og den bruger derfor stort set hele sit høringssvar på at tale om, at ”læringsudbyttet er i centrum”, og at vi fortsat skal have ”tydelige mål for undervisningen og løbende evaluering”, der ”sikrer elevens progression”, som ”synliggøres af lærerne for elever og forældre gennem elevplanen”.

SoF ønsker fortsat fokus på ”løbende fastsættelse af læringsmål for den enkelte elev og evaluering af disse”.

Og så videre….

SoF er en organisation, som virkelig er kommet i problemer. Den ved slet ikke, hvad den skal stille op med al den snak om formål, pædagogik og dannelse, som pludselig roterer omkring os. Den varetager på ingen måde forældrenes interesser efter min mening.

 

4. Danmarks Lærerforening (DLF)

DLF er naturligvis positive. Lovforslaget opfattes som ”en anerkendelse af lærernes pædagogisk-didaktiske faglighed og professionalisme”.

Desuden er DLF ikke interesseret i mere kommunal indflydelse på den faglige udvikling.

DLF understreger – i modsætning til KL og de andre – at det er ”altafgørende, at kommunerne ikke indfører yderligere, lokale bindinger ift. de i loven angivne, og at lærerne ikke pålægges obligatorisk brug af bestemte metoder gennem læringsplatforme og lignende”.

DLF vil altså have magten tilbage til lærerne (og måske til DLF selv?)

Hidtil tyder det på, at dele af forligskredsen og ministeren selv støtter DLF’s synspunkt om at trænge kommunerne tilbage. F.eks. sendte ministeren og Anders Bondo i går et fælles brev til landets lærere, hvor de sammen opfordrede lærerne til at tage deres nye frihedsgrader i anvendelse. De nævnte heller ikke ordet ”læring” en eneste gang, og der stod heller ikke noget om ”kommuner”. Der var lidt fest i Danmark lige der.

Desuden lægger DLF i høringssvaret vægt på, at der bør komme mere fokus på fagenes formål. Det forstår man godt, for formålsbetragtninger er nærmest skrevet ud af Fælles Mål, der jo er udarbejdet i et totalt formåls- og dannelsesopgør. Fagformål, ja formålene i det hele taget, er derfor helt fremmed land for KL, BKF og SoF, hvilket jo i sagens natur er under al kritik. Tidligere var det også fremmed land for ministeriet, men der er vist kommet en slags M. Thatcher til roret.

DLF slutter med at opfordre til, at foreningen bliver en del af en planlagt evaluering af lovforslaget. DLF ser som sædvanligt sit snit til at forøge sin magt over skolernes indhold. Sidst, dvs. i 2011-13, var foreningen bon-kammerater med Antorini, f.eks. via Ny Nordisk Skole. Men nu er man pludselig med på den anden vogn. Jeg synes, foreningen skal holde sig ude af alt indhold i 5 år. Det hele går jo op i strategi. Det vi har brug for er ren og skær åbenhjertighed og pædagogik, hvilket jo er det modsatte af “strategi”.

 

5. Skolelederforeningen

Skolelederforeningen, som med Claus Hjortdal i spidsen ellers har været førende i de revolutionære udmeldinger, er umiddelbart forbavsende klare i dens støtte til forslaget. Det hedder simpelthen:

“Skolelederforeningen ser meget positivt på, at der lokalt bliver en øget frihed til at tilrettelægge undervisningen på baggrund af de faglige prioriteringer”.

Men ok, hvad mon der menes med “lokalt”. Er det kommunen, skolelederen eller læreren? Jeg tror, foreningen lurepasser lidt.

 

Konklusion

Der er noget, der tyder på, at der måske kan blive tale om en real forøgelse af den pædagogiske frihed i landet. Men der er stadig mange faldgruber, også flere end dem, der er angivet med KL’s, BKF’s og SoF’s læringsrevolutionære forankring. Og helt overordnet: En evt. forskydning af det læringsrevolutionære hegemoni vil egentlig altid være porøs og lejlighedsvis, så længe skolereformen som sådan står ved magt. Forliget må sprænges.

Men ok, de små ændringer har også ret, selvom man på ingen måde bør forlade kritikken. Men ændringerne kommer næppe ret meget ind på realniveauerne, dvs. på emu-portalen, i KL’s skrifter eller i læringsportalerne. Som man kan høre, står tingene pt. lidt ubestemt. Der er en konflikt inde i læringsrevolutionen selv om, hvor langt læringsrevolutionen skal strækkes. Det er det, jeg ved andre lejligheder har kaldt “et logisk sammenbrud”.

 

Diverse links og artikler:

Alle høringsmaterialer og høringssvar: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/60690

Folkeskolen, d. 11. august: Omtale af høringsmaterialet: https://www.folkeskolen.dk/613140/hoering-om-faerre-bindende-maal-er-det-laererne-eller-kommunerne-der-slippes-fri

Folkeskolen, d. 15. august: Forligskredsens kritik af KL: https://www.folkeskolen.dk/613347/forligskredsen-friheden-er-til-laererne-ikke-til-forvaltningen

Folkeskolen, d. 14. august: Bondos og Riisagers brev: https://www.folkeskolen.dk/613336/riisager-og-bondo-til-laererne-brug-dit-nye-professionelle-raaderum

KL’s disruptionsideer: Vuggestue-robotter og VR-briller

Jeg er kommet i besiddelse af en dagsorden til et møde i KL’s børne- og kulturpolitiske udvalg, hvor man har diskuteret “disruption”. Papiret lå og flød i kopirummet. Det er interessant læsning, et idekatalog til disruptive indsatser. Man kan lære om både robotter, der skifter ble; VR-briller der erstatter ”fagprofessionelle”, og biblioteker der reduceres til en ”lille administrativ enhed” på rådhuset og meget andet. Jeg fandt også et referat fra mødet, som ikke nævner nogle kritiske røster.

I det følgende gennemgår jeg nogle af KL’s disruptive ideer. Til sidst i bloggen er der link til de originale formuleringer, og så har jeg samlet en række links til tidligere analyser af KL’s skolepolitiske initiativer, som viser samme disruptive ånd.

Jeg vil også understrege, at ideerne ligger helt i tråd med en kronik, som KL’s ledelse skrev i JP for nylig (juli 2017, se link-liste). Ledelsen består af tre borgmestre fra partierne omkring den skolepolitiske forligskreds: Socialdemokratiet, Det radikale venstre og Venstre. De radikales repræsentant i trojkaen, Anne Mee Allerslev, er samtidig formand for det børne- og kulturpolitiske udvalg, hvis papirer, jeg har fundet. Hun har også selv en arbejdsbaggrund i KL. Det var mig bekendt før hun blev politiker.

DPO-krølle: Endelig vil jeg sige, at Allerslevs embedsmand, direktør Arne Eggert, som var en stærkt reformvenlig embedsmand under Antorini, også deltager i møderne og formodentlig spiller en vigtig rolle ifm idekatalog og kronik. Både Eggert og Allerslev har kastet sig ud i et angreb på den eksisterende formålsparagraf for folkeskolen, som de mener skaber ”uro”. Deres ideer bakkes op af Eggerts ven, Stefan Hermann, som er formand for Danske Professionshøjskoler, DP, som er sådan en slags UC-ækvivalens til KL. Denne aktuelle udvikling forstærker relevansen at et kritisk syn på KL’s ånd, eller mangel på samme.

Men nu til omtalen af udvalgte dele af idekataloget:

 

1. KL foreslår, at robotter skal skifte ble i vuggestuen 

KL betragter vigtige pædagogiske aktiviteter – f.eks. oprydning og bleskifte i vuggestuen – som rutine-aktiviteter, som robotter kan tage sig af. Det giver mere tid til ”læring”, hævdes det.

Her er citatet: ”Robotter i dagtilbud: Dagtilbud rummer mange rutinesituationer med praktiske opgaver. Ved at lade robotter overtage nogle af disse rutineprægede opgaver, vil det pædagogiske personale kunne koncentrere sig om arbejdet med børns læring og trivsel. Kan en robot fx skifte bleerne på børnene i vuggestuen eller rydde bordet efter frokost og vaske gulvet?”

Efter min mening kan sådan en ide kun fostres i en syg organisations ”hjerne”.

Man kan skelne mellem to måder at skifte ble på:

a) Et bleskifte er som et pædagogisk lejrbål, en lysning i skoven: Pædagogen synger, aer, lytter og rynker lidt på næsen, mens en uro svajer og dirrer, radioen går i stuen, og fuglene synger udenfor. Øjnene mødes og kroppene lever i en opmærksom og poetisk tålmodighed. Det er livsfylde i tosomhed. Det er en velkomst flere gange om dagen. Det er vuggestuepædagogikkens metode.

b) Et bleskifte er som en disruptiv skovbrand, det er spild af tid: Vi sætter en robot til at skifte ble, så pædagogen bagefter får mere tid til at lave læring på børnene. Det giver trivsel og lærings-maksimerende læring. Det er KL’s metode.

Og hvad med oprydning? kan man ikke sige noget lignende om det?

—————-
Hvad jeg synes? Jeg synes, at pædagogik og KL er absolutte modsætninger. Det er som forskellen mellem et lejrbål i en lysning og en ætsende og disrupterende skovbrand.

 

2. Forkortelse og omstrukturering af lærer- og pædagoguddannelsen

KL foreslår, at man nedlægger de pædagogiske uddannelser, dvs. lærer- og pædagoguddannelse, til fordel for en livslang læringsstruktur, som knyttes stramt til arbejdsmarkeds- og læringsmål. Et forslag som har masser af gehør i  UC-kredse og i Moderniseringsstyrelsen. I faglige sammenhænge tales mere om at forlænge grunduddannelsen til en kandidatuddannelse, hvilket jo er det modsatte.  Ordet ”seminarium” har det desværre mere end svært i denne diskussion.

Her er citatet: ”Uddannelse af det pædagogiske personale: I en fremtid, hvor udviklingen til stadighed går hurtigere, vil en grunduddannelse for det pædagogiske personale hurtig være forældet. En række fremskrivninger peger på, at arbejdsmarkedet i de kommende år vil være præget af en højere foranderlighed og ændringer, som går på tværs af eksisterende branchestrukturer og kvalifikationskrav. Måske skal grunduddannelsen kortes ned og erstattes med livslang læring, hvor befolkningen hele tiden videreuddanner sig for at følge udviklingen.”

Sådan fortsætter det. Der er ingen markering af pædagogiske emner. ganske enkelt: INGEN.

Sådan ser Arne Eggerts og Anne Mees organisation ud. Arbejdsmarkedsafbrydelser og læringsmaksimering.

 

3. Lærerne skal erstattes af databriller

KL foreslår desuden, at man bør nedbringe antallet af ”fagprofessionelle”, som kan erstattes af VR-briller. Der er ingen reservationer. Så robotterne skifter ble, og senere kan VR-brillerne overtage i en eller anden digital arbejdsmarkedsstruktur. Her er citatet:

”Virtual Reality og fjernundervisning:
Det er muligt ved at tage et par specielle briller på at træde direkte ind i en anden tidsalder. Ligesom det er muligt at gå på nettet og følge forskellige undervisningsforløb. Kan vi nedsætte antallet af fagprofessionelle ved, at 70 elever i fremtiden sidder sammen og følger undervisningsforløb på nettet, eller kan en gruppe elever indgå i selvstændige læringsforløb med specielle briller, uden der er en fagprofessionel tilstede?”

Det kan godt være, at VR kan finde pædagogisk anvendelse, men det, KL foreslår, har jo intet med det at gøre. Hvilken disruptiv fest! hvilken disrespekt for pædagogisk praksis!

 

4. KL’s disruptive bibliotek: Et lille kontor på rådhuset

KL gør sig ikke kun disruptive tanker om robotter i børnehaver, forkortede læringsuddannelser og VR-brillens besparelseseffekter. Foreningen skriver også om biblioteker. Det foregår under overskriften: “Bibliotekets fremtid”. Der tager fire sætninger at komme af med biblioteket, og det foregår på følgende måde:

 

1. Sætning nr. 1: ”Efterhånden som der bliver flere og flere elektroniske bøger, har det traditionelle bibliotek mindre berettigelse”.

Her er intet “både-og” eller nogen omtale af dynamikker mellem de forskellige medier. Her er kun ”fra og til”.

Denne tilgang svarer fuldstændig til en helt kapitel i KL-udspillet ”Nysyn på folkeskolen” fra 2010. Kapitlet hed håbefuldt ”færre bøger – mere IT”.

Der eksisterer en hel grundlæggende bogskepsis i KL. Jeg tror, KL synes, at bøger er farlige. Men det er altså en kontraproduktiv form for skræk, når man nu engang er ansvarlig for landets skoler og biblioteker.

 

2. Sætning nr. 2: ”Bibliotekerne finder derfor på alternative områder at gøre sig gældende på”. (min kursivering)

Nåå, tænker man så, sådan en slags “re-think”? Det lyder som en god ide, for noget skal der jo ske.

Men ved I hvad? Vi skal slet ikke have nogen udvidende biblioteks-eksperimenter. KL er skam imod både det der med ”alternative områder” og det der med “at finde på”. Det kan man læse om i sætning nr. 3 og nr. 4, som kommer nu.

 

3. Sætning nr. 3: ”Flere udvikler sig fx til en form for kulturhuse.”

Udtrykket “flere” skal understrege, at det er alle andre end KL, der synes, at det med “kulturhuse” er en god ide. KL vil sørme ikke have “kulturhuse”, og de vil altså heller ikke have biblioteker med bøger.

Så når nu bøgerne forsvinder, som vi så det i sætning nr. 1, kan vi altså ikke have, at bibliotekerne udvikler sig mere bredt og eksperimenterende, og da slet ikke med bøger på hylderne.

Men så kan, skal jeg hilse og sige, man godt nedlægge det splinternye DokkEN i Aarhus, hvor KL’s formand jo er borgmester, for det er da et kulturhus om noget. Skal vi ikke tømme DokkEN (og mange andre eksperimenterende biblioteker)? Der kan bleskifte-robotterne måske holde til, mens pædagogerne læringsoptimerer?

 

4. Konklusionen i sætning 4: ”Måske skal biblioteket nedlægges som fysisk institution og erstattes af en lille administrativ enhed – evt. i tilknytning til rådhuset.”

KL vil slet ike “finde på”. Nej de vil have en “lille administrativ enhed” på “rådhuset”.

Det var det. Men står der ikke andet? Nej, det gør der ikke.

På fire små sætninger går vi altså fra bibliotek og bøger til et IT-kontor i en ”lille administrativ enhed” på rådhuset. Det er sørme det, jeg kalder kommunal disruption.

Og hvad med ”skolebibliotekerne”? eller “læringscentrene”, som de hedder for tiden under skolereform 1.0, som jo efterfulgte den mere almindelige skole 0.0? Åhh… undskyld jeg bander. Jeg mener naturligvis den lille administrative skoleenhed nede i den dybeste kælder. Her ligger nogle få slidte tranebøger og flyder. Kastet derned under den disruptive skolereform 2.0.

snøft… Jeg kalder lige på min robot. Han skal komme med et lommetørklæde med ild i. En kommunal skovbrand, der udrydder alle tårer.

 

Links/dokumentation:

a) KL’s ledelses kronik i JP, d. 2. juli, 2017:  http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE9696329/uddannelse-er-svaret/

b) Andre analyser af KL’s skrifter:

c) Dagsorden, deltagerliste og referat  vedrørende “disruption” fra møde i KL, d. 9. juni, 2017 Se også facebook-opslag.

d)  KL’s disruptions-konference: http://tilmeld.kl.dk/disruption2017

e) For særligt interesserede vil jeg også henlede opmærksomheden på Justine Grønbæk Pors bog “Støjende styring“, som ud fra en noget andet vinkel drøfter KL’s rolle i styringen af folkeskolen fra 1970 til 2015. Se også facebook-opslag.

Facebook-drys 40: Juli 2017

Her er 21 facebook-opdateringer fra juli 2017. Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man kan klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Urene bemærkninger 1
  2. Urene bemærkninger 2
  3. Dit liv i KL-LAND
  4. Hvad er dannelse?
  5. Bog om dannelse, redigeret at Lejf Moos
  6. Historien er et sted
  7. Lærermøde i Ryslinge 1
  8. Lærermøde i Ryslinge 2
  9. Uren pædagogik i Italien
  10. Lærermøde i Ryslinge 3
  11. Lærermøde i Ryslinge 4
  12. Tre noter til Pædagogikkens Idehistorie
  13. KL-disruption 1
  14. BUPL og KL
  15. KL-disruption 2
  16. KL-disruption 3
  17. KL-disruption 4
  18. KL-disruption 5
  19. Making Sense of Education
  20. Facebook-drys 39 – juni 2017
  21. Kommentar til Lea Korsgaards ”Orgasmeland”, Gyldendal 2014

 

1. d. 1. juli: Urene bemærkninger 1

a.
Det modsatte af uren pædagogik er ikke ren pædagogik. Det modsatte er anti-pædagogik.

Uren pædagogik er blot helt almindelig pædagogik, som er blevet ekskluderet.

Ren pædagogik er anti-pædagogik, der har vundet magten.

b.

Uren pædagogik er ikke imod empirisk forskning. Tværtimod. Men den vil have empirisk forskning, som undersøger pædagogiske processers realitet, dvs. den pædagogiske praksis’ essens.

Antipædagogikken vil derimod have en “empirisk vending”, som understøtter pædagogikkens opløsning, og som underlægger sig den rene pædagogiks egen policy.

Det vil sige, at den rene pædagogiks såkaldte “empiriske vending” er en vending væk fra den pædagogiske virkelighed, væk fra empirien. Den er “praksisfjern”.

c.

Ren og uren pædagogik kan derfor ikke kombineres. Det er en absolut modsætning.

 

2. d. 1. juli: Urene bemærkninger 2

Hvis man tager det bedste fra kloge kvinders og mænds ideer, får man uren pædagogik. Hver generation må tage stilling til, hvad “det bedste” er.

Udelukker man al visdom til fordel for John Hattie’s dannelsesfrie “bibel”, får man ren pædagogik. Så har vi skolereformen. Hvilken trist generation, som er min egen.

 

3. d. 3. juli: Dit liv i KL-LAND

Kommunal disruptions-ideologi fra vugge til grav. KL udtrykker sine indre organer. Jeg spejder efter det mindste tegn på liv og kundskab, men finder kun metodisk anti-humanisme.

http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE9696329/uddannelse-er-svaret/

 

4. d. 3. juli: Hvad er dannelse?

Dannelse er et ord, som politikere, diverse forskere, KL og organisationsfolk slynger ud med det mere eller mindre bevidste formål at dække over en forskning og en politik, der er defineret ved et opgør med dannelse. Igennem dette opgør stivner alt sprog, der ender som data med vedhæftet kød.

Men findes virkelig dannelse da ikke? Jo, overalt. Den finder sted, hver gang et menneskes tunge laver en lyd, der kan høres, men som ikke kan “sikres”. Igennem denne lyd taler menneskehedens venner med hinanden og bruger de forhåndenværende teknologier. Et samfund går fra larm til lyd, fra støj til stemme.

Så “dannelse” kan både betyde anti-dannelse og dannelse. Vær lige obs. på det.

 

5. d. 4. juli: Bog om dannelse redigeret af Lejf Moos

Jeg gør lige lidt reklame for en ny udgivelse om dannelse i folkeskolen med ledsagende arrangement d. 12. september, kl. 14.

Mit eget bidrag handler om en genfortolkning af skolens formålsparagraf, især de første syv ord.

http://edu.au.dk/aktuelt/arrangement/artikel/seminar-dannelse-kontekster-visioner-temaer-og-processer/

 

6. d. 5. juli: Historien er sted

Hvorfor tror nogen, at historie er tid? Den er da sted.

Tiden er blot flænger, der rumdeler et hus, så man kan besøge i nær og fjern.

 

7. d. 6. juli: Lærermøde i Ryslinge 1 

Kommentar til et lærermøde med kun en lærer:

http://www.thomasaastruproemer.dk/ylva-munkemaend-ryslinge.html

 

8. d. 8. juli: Lærermøde i Ryslinge 2

Flere iagttagelser fra de uddannelsespolitiske debatter i Ryslinge

http://www.thomasaastruproemer.dk/ylva-munkemaend-ryslinge-del-2.html

 

9. d. 9. juli: Uren pædagogik i Italien

Uren pædagogik i Italien:

Jeg har skrevet om uren pædagogik til det italienske tidsskrift PAIEDEUTIKA:

Her følger først et abstract og så et fuldtekst-link.

Abstract

This short essay is a report from an educational, scientific and policy related conflict that is currently taking place in Denmark. Presumably, many aspects of this conflict are of European or even global origin; however, certain elements are specifically rooted in the educational tradition from which the Danish society has evolved. As in any conflict, there are two sides, each influencing the other and both taking colour from the object at hand, education and pedagogy. Moreover, both sides have several levels, so sweeping generalizations should be avoided. The questions relate to both school policy and to the research paradigms that support and interact with policy, and to how these movements are reflected in teaching practices in schools, kindergartens and teacher training programmes.

One side in the conflict comprises a conglomerate of systems theory, post-structuralist sociology and constructivist concepts of learning. It contains theoretical ideas that are deeply connected with the European policy level, regarding “learning outcomes”, evidence-based practice and international rankings as the basic educational categories. In Denmark, this side is labelled “pure education” or “pure pedagogy” by its critics. The other side in the conflict has its roots in Danish 1800-century philosophy, but it has become allied with several more broadly defined modern philosophical outlooks. This approach is sometimes referred to as Bildung, but not in the strict German sense of the word. Rather, Bildung should be considered as a broad term for educational ideas rooted in the arts and humanities. I call this an “impure education” or an “impure pedagogy”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2017/06/Pure-and-Impure-Pedagogy.pdf

 

10. d. 9. juli: Lærermøde i Ryslinge 3

KL’s Arne Eggert var tidligere centralt placeret embedsmand i Antorinis ministerium. Her skrev han i 2013 vedhæftede blogindlæg, som har alle – og her mener jeg virkelig ALLE – skolereformens læringsrevolutionære dårligdomme indbygget.

Eggerts indlæg var en del af en blog-stafet. Han fik stafetten af vennen og åndsfællen, Stefan Hermann, som også har stået centralt i forsvaret af de revolutionære ideer.

Som man kan se i indlægget, giver Eggert stafetten videre til Camilla Ottsen, som dengang var leder af Antorinis Ny Nordiske mønsterskole i Brønshøj. Konkurrencestatstidende var flittig gæst i Brønshøj i de år, når der skulle dokumenteres ”LÆRING”. Sådan en lille affektiv blog-struktur er en del af det, jeg kalder for DPO.

Reformen og dens læringsbegreb – og dermed blogindlæggene – bygger på et opgør med både dannelsesbegrebet samt med folkelige og sociale traditioner, herunder med højskoletanken.

Nu mødes Eggert og Hermann så – af alle steder – på en højskole i Ryslinge, hvor de i den centrale debat endda får frit løb af en tredje højskolekritisk pædagog, nemlig von Oettingen.

En enkelt virkelig skolekvinde, Mette Frederiksen, forsøger at komme til orde, men von Oettingen affejer hende med, at hun ”overopheder dannelsen”, selvom ”dannelse” jo er landets mest underophedede ord. Von Oettingen lyder som et automatiseret lyn fra 00’ernes antidannelse.

Ingen spurgte ind til Eggerts synspunkter fra 2013, som han på ingen måde har ændret. Der blev heller ikke spurgt ind til Hermanns mange opgør med den danske skoletradition eller til hans forenings, Danske Professionshøjskolers, trælse syn på uddannelse, pædagogik og pædagogisk forskning.

Ryslinges centrale debat var en motorvej til rehabilitering af centrum-venstre, og de radikales ledelse er da også ellevilde med arrangementet. Formodentlig blev motorvejen garneret med søde sange fra en tid, som Antorinis centrum-venstre er et frontalt opgør med.

Folket skal ”lytte” til Eggert og ”samtale” med magten, hedder det. Ja, forrige år skulle folket ligefrem til “spørgetime”. Her kunne de spørge Eggert og de andre for at få “svar”, hvilket ikke dækker over andet end et opgør med øret, talen og folkeligheden som sådan.

Hyg jer evt. lidt med Eggerts spændende filosofi:
http://www.denoffentlige.dk/ledelse-laering-og-trivsel

I kan også læse lidt om Hermanns synspunkter her:
http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-opgoer-da…

Tidligere kommentarer:
http://www.thomasaastruproemer.dk/ylva-munkemaend-ryslinge.…
http://www.thomasaastruproemer.dk/ylva-munkemaend-ryslinge-…

 

11. d. 9. juli: Lærermøde i Ryslinge 4

I slutningen af 00’erne blev skolens nye formålsparagraf fra 2006 opfattet som en konkurrencestatsparagraf i brede kredse.

I dag er selvsamme paragraf centralt placeret i forsøget på at vriste skolen fri af konkurrencestatsteoriens jerngreb.

Det begreb, som skal gøre arbejdet med at forene formål og praksis, er dannelsesbegrebet, som ellers har været latterliggjort i ledende kredse i årtier. Ja, skolereformen er på en måde en stor latterliggørelse af formålsparagraffen og dannelsen.

Derfor vil skolereformens tilhængere gerne af med formålsparagraffen. Den skal gøres mere erhvervsrettet, hedder det hos KL’s Arne Eggert, som jo var embedsmand hos Antorini, der også ærgrede sig over det aktuelle formål for skolen.

Lærer Mette Frederiksen, som var en af Ryslinge-debatternes få lyspunkter, skriver i vedhæftede fine blog om nødvendigheden af formål, fag og dannelse på en helt almindelig og fornuftig måde.

Så lidt skal der til, før den underophedede – ja, nærmest dybfrosne – dannelse kaldes “overophedet” af en førende pædagogisk filosof. Imens kører det realpædagogiske spor totalt supermegalæringsophedet, men det får lov at passere, uden at nogen brænder sig.

Det minder mig om, da Brinkmann skrev nogle helt almindelige kritiske bemærkninger til den nye gymnasiereform. Han blev også – af samme filosof – beskyldt for at “overophede” det underophedede dannelsesbegreb.

Men hvad med EVA, EMU, UVM, DPO mm.? Er de en passende temperatur?

https://www.folkeskolen.dk/612430/aendring-af-skolens-formaal-kan-vaere-en-bombe-under-demokratiet-og-det-frie-oplyste-menneske

 

12. d. 10. juli: Tre noter til Pædagogikkens Idehistorie

Jeg sidder og læser lidt i den nye Pædagogikkens idehistorie. Her er et par iagttagelser.

1.

Kapitel 9 handler om forholdet mellem pædagogik og politik. I den forbindelse er der en flere sider lang drøftelse af det såkaldte pædagogiske paradoks.

Her er mit spørgsmål bare: Hvordan kan bogens forfattere foretage en sådan fremstilling uden med et eneste ord at nævne Alexander von Oettingens to vigtige bøger ”Det pædagogiske paradoks – et grundlagsstudie i almenpædagogik” fra 2001 og ”Pædagogisk filosofi som reflekteret omgang med pædagogisk antinomier” fra 2006?

I kapitlets note 13 er der ganske vist en henvisning til von Oettingens mentor Dietricht Benner, men den henvisning handler slet ikke om Benners egen filosofi, men er blot en registrering af et lidt teknisk forhold vedrørende John Dewey.

Mystisk.

2.

I kapitel 10, som handler om ”viden og dyd”, er der til sidst en længere drøftelse af medborgerskabspædagogikken, som forfatterne mener er en vigtig pædagogiske tendens. Det er formodentlig Ove Korsgaard, der står for disse passager.

I den forbindelse nævnes læreruddannelsens fag Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab (KLM), som Korsgaard, så vidt jeg husker, spillede en central rolle i etableringen af, blandt anet via etableringen af en tilhørende masteruddannelse, som Asger Sørensen i parentes bemærket pt. forsøger at revitalisere.

Men hvorfor nævner Korsgaard ikke, at KLM var 1 millimeter fra at blive nedlagt i 2012, og at denne nedlæggelse blev ført i marken af nogle af de folk, der endnu i dag står stærkt i den danske stats læringsideologiske essens. Det tyder da på, at medborgerskabstænkningen har store problemer herhjemme?

Og DPU’s ledelse vil sætte ”læring” over ”demokrati” under konkurrencestatens ledelse. Det tyder da også på problemer for medborgerskabspædagogikken?

Mystisk

3.

I bogens kapitel 8, som handler om tiden fra 1989 og frem til i dag, nævnes lockouten af lærerne og den finansministerielle “normalisering” i 2013 ikke med et eneste ord. Og de centrale pædagogiske teoretikere for perioden angives at være amerikanske økonomer.

Mystisk

Det er som om, at hele den moderne udvikling er et sort hul?

Nu siger nogen måske: Jamen, den pædagogiske idehistorie er da ikke en ”dansk” sag. Det er jo rigtigt, men forfatterne gør eksplicit en dyd ud af at give en dansk vinkel på den europæiske fortælling, så den indvending gælder ikke, tværtimod.

 

13. d. 11. juli: KL-disruption 1

KL-disruption: Robotter skal skifte ble i vuggestuen, og læreruddannelsen skal forkortes og arbejdmarkedsstyres:

Her er lidt KL-tænkning fra et af foreningens forårs-notater, hvor der reflekteres over den fremtidige pædagogiske udvikling:

 

a. Robotpædagoger

KL betragter vigtige pædagogiske aktiviteter – f.eks. oprydning og bleskifte i vuggestuen – som robot-aktiviteter, der skal frigøre tid til ”læring”:

”Robotter i dagtilbud: Dagtilbud rummer mange rutinesituationer med praktiske opgaver. Ved at lade robotter overtage nogle af disse rutineprægede opgaver, vil det pædagogiske personale kunne koncentrere sig om arbejdet med børns læring og trivsel. Kan en robot fx skifte bleerne på børnene i vuggestuen eller rydde bordet efter frokost og vaske gulvet?”

 

b. Forkortelse og omstrukturering af lærer- og pædagoguddannelsen

Eller hvad med følgende forslag om at nedlægge de pædagogiske uddannelser til fordel for en livslang læringsstruktur. Et forslag, som har masser af gehør hos Danske Professionshøjskoler, (DP), hvor Stefan Hermann er formand, og i Moderniseringsstyrelsen, hvor DP’s direktør kommer fra:

”Uddannelse af det pædagogiske personale: I en fremtid, hvor udviklingen til stadighed går hurtigere, vil en grunduddannelse for det pædagogiske personale hurtig være forældet. En række fremskrivninger peger på, at arbejdsmarkedet i de kommende år vil være præget af en højere foranderlighed og ændringer, som går på tværs af eksisterende branchestrukturer og kvalifikationskrav. Måske skal grunduddannelsen kortes ned og erstattes med livslang læring, hvor befolkningen hele tiden videreuddanner sig for at følge udviklingen.”

Sådan fortsætter det. Der er ingen markering af pædagogiske emner. ganske enkelt: INGEN.

Sådan ser Arne Eggerts organisation ud. Ånden bekræftes af en kronik af KL’s politiske ledelse, som blev bragt i JP i forrige uge.

 

14. d. 12. juli: BUPL og KL

Det er stærkt kritisabelt for især BUPL, at man indgår i noget som helst samarbejde med en syg organisation som KL, der leger seriøst med tanken om, at disruptions-robotter skal skifte ble på små børn. KL bør fuldstændig isoleres.

 

15. d. 12. juli: KL-disruption 2

Lærerne skal erstattes af databriller:

”Virtual Reality og fjernundervisning:
Det er muligt ved at tage et par specielle briller på at træde direkte ind i en anden tidsalder. Ligesom det er muligt at gå på nettet og følge forskellige undervisningsforløb.

Kan vi nedsætte antallet af fagprofessionelle ved, at 70 elever i fremtiden sidder sammen og følger undervisningsforløb på nettet, eller kan en gruppe elever indgå i selvstændige læringsforløb med specielle briller, uden der er en fagprofessionel tilstede?”

 

16. d. 12. juli: KL-disruption 3

To måder at skifte ble på:

a. Et bleskifte er som et pædagogisk lejrbål, en lysning i skoven:

Vi synger, aer, lytter og rynker lidt på næsen, mens en uro svajer, radioen går i stuen, og fuglene synger udenfor. Øjnene mødes og kroppene lever i en opmærksom og poetisk tålmodighed. Det er livsfylde i tosomhed. Det er en velkomst flere gange om dagen.

Det er vuggestuepædagogikkens metode.

 

b. Et bleskifte er som en disruptiv skovbrand, det er spild af tid:

Vi sætter en robot til at skifte ble, så pædagogen bagefter får mere tid til at lave læring på børnene. Det giver trivsel og lærings-maksimerende læring. Det er KL’s metode.
—————-
Hvad jeg synes? Jeg synes, at pædagogik og KL er absolutte modsætninger.

Som forskellen mellem et lejrbål i en lysning og en ætsende og disrupterende skovbrand.

 

17. d. 13. juli: KL-disruption 4

Mere KL-disruption, fra dengang ”disruption” bare hed ”skolereform”:

Læringsrevolutionen på skolerne skal ledsages af såkaldte ”organisatoriske benspænd”. Benspændene skal sørge for, at der ikke kan opbygges stabile pædagogiske relationer. Det foregår f.eks. således:

”I lærernes fagfordeling er der indtænkt organisatoriske benspænd, der udfordrer kobling mellem én klasse, ét fag, én lærer.

Fx er der tilknyttet fire dansklærere til en årgang med tre klasser.

Eller matematiklæreren er ikke knyttet til en klasse, men en afdeling, og med en forventning om, at alle matematiklærere i afdelingen deler al matematikundervisning i afdelingens klasser.

Det kan også ske ved at specialisere lærerarbejdet, således at fx lærer A står for lyrikforløb i alle klasser, mens lærer B står for forløbene om grammatik osv.”

Læs også vedhæftede kommentar, som jeg skrev i 2015. Her er der mange flere innovative disruptionsideer, der opløser pædagogikken totalt. Herfra kan du også linke til KL-originalteksten fra samme år, f.eks. kan du læse om lærernes ”teamspætte-bøger”. Der er også links til analyser af tidligere KL-tekster.

Til sidst er ”pædagogikken” blot til besvær, ligesom bleskiftet og oprydningen i dagtilbuddet er blevet det i KL-horisonten. Herefter kan pædagogikken overtages af nogle robotter, når robotterne vel at mærke er færdige med at skifte ble på de små børn henne i vuggestuen, mens pædagogerne sidder og læringsoptimerer nogle babyer, som om pædagogerne selv var robotter.

KL er en skændsel for dansk pædagogik. Desværre har de magten. Vi trænger til, at kommunalpolitikere fra alle partier råber op midt i KL’s indre maskine.

http://www.thomasaastruproemer.dk/kommunal-laering-om-ny-praksis-i-folkeskolen.html

 

18. d. 13. juli: KL-disruption 5

KL’s disruptive bibliotek: Et lille kontor.

KL gør sig ikke kun disruptive tanker om robotter i børnehaver og forkortede læreruddannelser. De skriver også om biblioteker. Det foregår under overskriften: “Bibliotekets fremtid”. Der tager fire sætninger at komme af med biblioteket:

 

a. Første sætning angiver straks horisonten:

”Efterhånden som der bliver flere og flere elektroniske bøger, har det traditionelle bibliotek mindre berettigelse”.

Her er intet “både-og” eller dynamikker mellem de forskellige medier. Her er kun ”fra og til”.

Denne tilgang svarer fuldstændig til en helt kapitel i KL-udspillet ”Nysyn på folkeskolen” fra 2010. Kapitlet hed håbefuldt ”færre bøger – mere IT”.

Der er sådan en hel grundlæggende bogskepsis i KL. Jeg tror, KL synes, at bøger er farlige. Men det er altså en kontraproduktiv form for skræk, når man er ansvarlig for landets skoler og biblioteker.

 

b. Den næste sætning lyder sådan her:

”Bibliotekerne finder derfor på alternative områder at gøre sig gældende på”.

Nå, tænker man så, det lyder som en god ide, selvom man straks fortryder at man var positiv, fordi man jo dermed allerede har accepteret præmissen fra sætning nr. 1 (pga. “derfor”).

Men ved I hvad? Det er faktisk lige meget med mine fortrydelses-piller, for vi skal slet ikke have nogen udvidende biblioteks-eksperimenter, for så kommer sætning nr. 3 og nr. 4.

 

c. Sætning nr. 3: ”Flere udvikler sig fx til en form for kulturhuse.”

Udtrykket “flere” skal understrege, at det er alle andre end KL, der synes, at det med “kulturhuse” er en god ide. KL vil sørme ikke have “kulturhuse”, og de vil altså heller ikke have biblioteker med bøger.

Så når nu bøgerne forsvinder, som vi så det i sætning nr. 1, kan vi altså ikke have, at bibliotekerne udvikler sig mere bredt og eksperimenterende, og da slet ikke med bøger på hylderne.

Men så kan de da godt nedlægge det splinternye DokkEN i Aarhus, skal jeg hilse og sige, for det er da et kulturhus om noget. Skal vi ikke tømme DokkEN? Der kan bleskifte-robotterne måske holde til?

 

d. I stedet følger så konklusionen i den sidste sætning:

”Måske skal biblioteket nedlægges som fysisk institution og erstattes af en lille administrativ enhed – evt. i tilknytning til rådhuset.”

Det var det. Men står der ikke andet? Nej, det gør der ikke.

På fire små sætninger går vi altså fra bibliotek og bøger til et IT-kontor i en ”lille administrativ enhed” på rådhuset. Det er sørme det, jeg kalder kommunal disruption.

Og hvad med skolebibliotekerne? eller “læringscentrene”, som de hedder for tiden under skolereform 1.0? Åhh… undskyld jeg bander. Jeg mener naturligvis den lille administrative skoleenhed nede i den dybeste kælder. Her ligger nogle få bøger og flyder. Kastet derned under den disruptive skolereform 2.0.

snøft… Jeg kalder lige på min robot. Han skal komme med et lommetørklæde med ild i. En kommunal skovbrand, der udrydder alle tårer.

 

19. d. 15. juli: Making Sense of Education

I 2012 redigerede Gert Biesta bogen “Making sense of education – fifteen contemporary educational theorists in their own words”.

Udover Biesta selv er der bidrag af bl.a. Jan Masschelein, Sharon Todd, Ilan Gur-Ze’ev og Carl-Ander Säfström.

I den mere ydmyge afdeling bidrog jeg selv med artiklen “The Educational Thing”. Det var deromkring, jeg for alvor blev opmærksom på, at alle pædagogiske former er ejendommelige, hvilket jo er det stik modsatte af de synspunkter, som strømmer igennem DPO’s filtrer.

Grunden til, at artiklen røg med i det fine selskab, var, at Biesta hørte min præsentation på NERA-konferencen i Jyvæskylæ i Finland. Det var dengang, Biesta og Sæfstrøm præsenterede deres indflydelsesrige “Manifesto for Education”, som Holger Henriksen senere oversatte i sin bog “Om metodefriheden – og dens fjender”.

Henriksen lagde i årene forinden navn til en pris for kritisk pædagogik, som blev tildelt Alexander von Oettingen, Stefan Hermann, Jens Raahauge og undertegnede.

Prisen, som jeg er meget stolt af, er en lille statuette med en dansende kvinde. Den står på mit klaver omgivet af dyr fra BR legetøj. Jeg sidder og kigger på den, mens jeg hører alle Eurovision-vinderne på youtube, før jeg skal ned i Aarhus og høre jazz-musik.

http://www.401klatte.com/library/download/asin=0:00724575&type=stream

 

20. d. 16. juli: Facebook-drys 39 – juni 2017

Juni måned i pædagogik og uddannelsespolitik fra min stol

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-39-juni-2017.html

 

21. d. 17. juli: Kommentar til Lea Korsgaards ”Orgasmeland”, Gyldendal 2014

Jeg har læst Lea Korsgaards spændende bog ”Orgasmeland – da den seksuelle revolution kom til Danmark”.

Bogen handler om psykoanalytikeren Wilhelm Reich (1897-1957), hans opgør med Freud og ikke mindst hans disciple i Danmark, hvor især lægerne Jonathan Leunbach og Tage Philipson spillede en central rolle.

Korsgaard fortæller levende og grundigt om både Reich og hele det danske miljø, som har dybe forgreninger ind i den spirende reformpædagogik.

Reich gjorde op med Freuds komplekse psykiske paradokser til fordel for en radikal libidinøs og kulturkritisk driftsteori, der kombinerede kommunisme og psykoanalyse. I starten var det orgasmen, der skulle frigøre kulturen, senere kom en metafysisk interesse for seksualitetens kosmiske energier.

Korsgaard beskriver fint det sekteriske vanvid og den manglende videnskabelighed i foretagendet, og den pædagogiske vildskab udstilles, men hun får også fortalt om de mange gode praktiske tiltag, som ideologien gav anledning til.

Bogens pointe er på en måde, at ungdomsoprøret har en begrænset selvstændighed som årsagsforklaring på kulturens brydning. Ungdomsoprøret er – i al fald til en vis grad – overdetermineret af Reichs indflydelse. På den måde bliver Korsgaards bog selv en kulturkritik.

Korsgaard næsten tavse helte er den grundtvigske tradition ledsaget af traditionel videnskabelighed, som nævnes her og der helt uden kritiske markeringer. Jeg tror, hun synes, at disse to momenter er et bedre svar på spørgsmålet om forholdet mellem følelse og fornuft end Reichs og hans støtters vilde orgasmeliv, der i store træk latterliggøres.

Der er en række oplysninger af pædagogisk interesse, som jeg kort vil notere her:

a.

Reichs dominerende elev i Danmark, Tage Philipson, var far til Knud Illeris, som senere blev en toneangivende læringsteoretiker. Knud var ifølge Korsgaard det barn, som faderen bedst kunne lide, fordi han lignede ham mest. Ja, Korsgaard beskriver, hvordan Knud Illeris sidder ved faderens dødsleje og læser i dennes bøger.

Nu har jeg ikke lige her fra feriekontoret adgang til Illeris’ bøger, men jeg mener bestemt, at der er en eksplicit Reich’sk reference. Illeris viderefører i så fald, via foreningen af Reich og Marx, faderens arbejde, og bringer det direkte over i opgøret med skolens formål omkring 1980.

Dermed bliver det også mere forståeligt, at Illeris splitter og radikaliserer Piagets læringsteori i et driftsmoment, som bliver til ”læring”, og i et kontrolmoment, der handler om ”skole”. Driftsmomentet følger af orgasmeideologien, og selve den radikale opdeling af de to momenter følger af Reichs kulturkritik.

Illeris’ distinktioner spadserer vel at mærke direkte ind i Jens Rasmussens diskussioner i 80-90’erne og dermed ind i skolereformens filosofiske grund, som er en form for kombination af affektiv og søgende energi og streng læringskontrol.

Illeris’ fokus på ”modstand mod læring” følger også direkte af Reichs terapeutiske markeringer, hvor netop modstandsbegrebet kommer i fokus.

Reich er i den forstand en form for forklaring på nogle begrebsmæssige forskydninger hos Illeris.

b.

Endnu en psykoanalytiker, som kritiserede Freud, og som i bedste Reich-ånd opfattede mennesket som en kulturkritisk driftsmaskine, var den franske filosof G. Deleuze.

Grunden til, at det er interessant, er, at Deleuze spiller en stor rolle på den yderste skolereformsaffirmative venstrefløj, f.eks. i kredsen omkring Dorthe Staunæs og John Kreisler.

Vi får altså en dobbelt reichiansk prægning af moderne dansk pædagogik via Illeris og Staunæs (dvs. kulturkritik og affekt-pædagogik).

Man ser samme tendenser hos f.eks filosoffen Herbert Marcuse, som også var Reich-inspireret. Man finder også tendensen i Sandemoses jantelov. Også Sandemose var begejstret Reichianer.

c.

Derudover er det lidt sjovt, at Lea Korsgaard nærmest gør Reich til hovedkilden til dansk reformpædagogik. Det står i modstrid til hendes far, Ove Korsgaard, som er medforfatter til bogen “Pædagogikkens Idehistorie”. Her nævnes Reich slet ikke, selvom en række af hans elever gør. I stedet gøres den britiske social-darwinist Herbert Spencer til den centrale kilde til dansk reformpædagogik. Måske er det Jens Erik Kristensen, der står for de passager? Men uanset hvordan det hænger sammen, har Lea Korsgaard bestemt en pointe efter min mening. Jeg tror, at “Pædagogikkens Idehistorie” overvurderer Spencers indflydelse.

Til gengæld overvurderer Lea Korsgaard så Reichs indflydelse, hvilket jo også er lidt i orden, når det nu handler om at grave en historie frem. I al fald underbetones andre reformpædagogiske og kulturhistoriske inspirationer, både i kulturradikalismen, naturalismen, pragmatismen og neo-kantianismen mm..

d.

Endelig er det værd at nævne Georg Metz’ anmeldelse af bogen i Information. Metz ser nærmest bogen som en forsvar for Reichs teorier og indflydelse, og han har meget begrænset sans for Korsgaard mere overordnede kritik. Metz har alt for travlt med at bruge anmeldelsen til at skændes med Søren Krarup, Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt. Metz, tror at Korsgaard kritiserer DF, men det gør hun overhovedet ikke. Hun kritiserer snarere det, som DF gør op med, uden på nogen måde at gøre det på DF’s måde, tværtimod. Ja, Korsgaard kritiserer implicit faktisk Metz.

Men tak for en tankevækkende, velskrevet og underholdende bog.

Links:

Link til bog https://www.saxo.com/…/orgasmeland_lea-korsgaard_haeftet_97…

Link til Georg Metz’ anmeldelse: https://www.information.dk/…/kulturradikalismens-sex-samfund

Frihed vundet – frihed tabt: Axel Riishøjs syn på frihed og demokrati + oversigt over hans samlede produktion

Danmark forandrede sig omkring 1960. Kulturelt set brød modernismen og de nye samfundsvidenskaber igennem, økonomisk set overgik industrien landbruget som hovedleverandør af produktion og vækst, og politisk set satte velfærdsstaten sig igennem som en ny rationel og altomfattende ide, som vi i disse år stadig ser både de gode og dårlige konsekvenser af. Selvom der ikke blev udløst et skud eller brugt tvang overhovedet, kan man tale om en kulturel revolution. Det ser man især, hvis man dykker ned i perioden fra 1940 til ca. 1965 og ser på de problemer og talemåder, der optog landets intellektuelt interesserede borgere i den nære efterkrigstid.

Jeg har haft fornøjelsen af at studere en sådan persons arbejde nærmere. Det drejer sig om Axel Riishøj (1911-1971), som først var fuldmægtig i skatteministeriet, dernæst stiftsfuldmægtig i Ribe og siden sognepræst i Karise og på Frederiksberg. Han skrev i perioden 1936-71 tres artikler til forskellige kulturtidsskrifter og 34 indlæg og kronikker til danske dagblade. Desuden skrev han to bøger, hvoraf den ene, Omkring seksualdebatten, kort vil blive omtalt nedenfor. Interesserne spændte vidt fra politiske og litterære til kulturelle og teologiske spørgsmål. Alle indsatserne bærer præg af samme grundsyn, nemlig troen på både en fri folkelighed og et nationalt ansvar. En dobbelthed, som indskriver Riishøj direkte i en dansk tradition, som i dag desværre er tæt ved at uddø eller i hvert fald ofte reduceres til tillidsstatistikker og det neutralt klingende ’sammenhængskraft’.

 

Besættelse og befrielse

Det centrale historiske udgangspunkt for hele denne generation er besættelsen. Det kan man også finde i Riishøjs dagbøger, som simpelthen starter med datoen d. 9. april 1940:

”Nu er vi altså fangne. Kongen er fangen, selvom kongeflaget stadig vajer over regeringspalæet på Amalienborg, og regeringen er fangen; hele landet er en fangelejr. Over for andre lande ikke mindst over for Norden har vi kun grund til at være meget flove”.

Synet på de tyskvenlige er klart allerede d. 8. maj 1940, hvor den Riishøj skriver:

”I går skrev Kaj Munk et ganske fortrinligt stykke i ”Nationaltidende” om Danmark. Han omtaler de ”hunde”, der logrer for magthaverne (…) Men de skal blive husket”.

Riishøj er allerede her klar over besættelsens politiske karakter. Men der er også allerede her i de første dage en sans for, at der på den anden side af undertrykkelsen kan komme et stærkere folk. Det kan man samme dato læse i:

”For nu sker der noget – med og i det danske folk – med og i os; vi ser fremtiden i møde og håber, at den trods alt må bringe noget godt – en ny dag må vel komme efter dette, og måske har vi godt af en prøvelsestid. Blot den ikke varer for længe”.

Blot “folket” udvikler sig, så klarer vi altså selv en besættelse. Men denne spæde ”trods alt-optimisme” er helt væk allerede måneden efter, altså juni 1940, i følgende:

”Det ser sort ud for Europa. For åndsfrihedens og mange andre goders skyld må vi håbe, at Vestmagterne omsider må få held til at standse tyrannen”.

Endelig kommer befrielsen, og d. 5. maj 1945 kan man læse:

”Nu har tyskerne kapituleret i Danmark. Denne utrolig glædelige nyhed er lige blevet bekendtgjort. Hvor er det dejligt! Og hvor smukt med de mange levende lys i vinduerne. Hvilken fest. Smukke nationale sange toner ud af radioen. Det er dejligt at høre. Det er en dejlig dag og nat. Det er den største dag i mands minde. Har vort folk nu lært det af de fem besættelsesår, som det skulle?”.

Her ser vi igen håbet om, at et nyt og klogere folk kan rejse sig af asken.

 

Folket, politisk frihed og kritik

I ovenstående citater ligger samtidig en række af de temaer, som optog opinionen i landet, og som forblev aktuelle frem til 1960. Riishøj placerede sig ind i disse diskussioner på en speciel måde. For det første er der selve hovedinteressen: Det frie folk. Dette var ikke klaphat-folket eller velfærdsfolket, som vi ser det i dag. Hvad der tænkes på, ser vi måske bedst i forbindelse med omtalen af en diskussion fra 1947 af Hal Kochs bog om Grundtvig (Riishøj 1947). Riishøj anker samlet set over Kochs støtte til samarbejdspolitikken under besættelsen, over Kochs misforståelse af Lokes betydning i den nordiske mytologi, og over Kochs simple syn på demokratiet som en livsform og en slags partiforenings-snakkesalighed.

Loke-diskussionen er meget sigende. ”Frihed for Loke og for Thor” er Grundtvig kendt for at sige. Riishøj beskylder Koch for at fortolke Loke som det ”onde”, hvorved aserne, og dermed folket, i sagens natur må prøve at undgå Loke-agtige mennesker. I stedet, mener Riishøj, står Loke for tvivlen og forstanden, mens aserne står for den fælles folkelige kraft og sans for det fælles bedste.

Grundtvigs berømte motto er på denne måde en kærlighedserklæring til åndelig frihed og ikke til en moralsk bedrevidenhed. Det er en hyldest til strid og åben diskussion frem for universalisering af det gode ud over hele menneskeheden. Loke hører med.

Dermed sættes et videre tema i Riishøjs arbejde, nemlig en stærk betoning af ytringsfriheden og ytringspligten. Et folk kan kun udvikle sig i indbyrdes diskussion; ikke blot i venlige og konstruktive dialoger, som i Hal Kochs foreninger, men i åbenhjertige offentlige refleksioner, som meget vel kan være præget at strid, uforsonlighed og uenighed.

I samme artikel hævder Riishøj, at Danmark fungerer udmærket, men at der må være noget galt med folket, når det så let lod sig kue under besættelsen. Altså det stik modsatte syn på besættelsen i forhold til Hal Kochs. Hos Riishøj er det netop modstandsbevægelsen, den egentlige folkelighed udvikler sig ved, fordi man her ytrer sig i strid, i tvivl, i fornuft og i følelse på samme tid. Folket må altså både være Loke og Thor.

Dette syn på folket kommer også til syne i en diskussion af embedsmændenes politiske tilhørsforhold. Kommunisten Jørgen Jørgensen hævdede, at man burde indføre en kontrol af embedsmændenes holdninger (og altså ikke blot handlinger), så man kunne sikre sig, at de var demokratisk sindede. Igen står Riishøj på frihedens side. Selvom man er uenig i bestemte holdninger, kan man ikke lade denne uenighed være grundlag for et forbud mod disse holdninger. Også udemokratiske holdninger bør tillades, ellers har vi ikke et demokrati.

Denne udbredelse af friheden til at gælde også tvivl, forstand, kamp og strid samt til at mene, hvad man synes er rigtigt uanset konsekvenserne, står alle steder centralt. Og det er vel at mærke et synspunkt, der skrives op imod både kommunismen (Jørgen Jørgensen) og imod den spirende socialdemokratisme, som man finder den i Hal Kochs humanisme og dermed i kredsen omkring Krogerup Højskole samt i de socialdemokratiske folkelige ungdomsorganisationer.

Dette frie og diskuterende folk er en grundsten i Riishøjs demokratibegreb. F.eks. hedder det i 1945:

”At demokratiet i kraft af friheden rummer muligheden for sin egen undergang er måske uhyggeligt nok, men det er en simpel følge af, at demokratiet er noget levende, og det gælder om alt levende, at det kan dø, og at det undertiden kan tage sig selv af dage. Hvis man vil fratage demokratiet ret til det, har man med det samme forladt devisen: ’Folkets vilje skal være landets lov’ og har gjort demokratiet til et dødt system. Man har i så fald sat en grænse for folkets ansvar og gjort folket umyndigt” (Riishøj 1945).

Demokratiet har kun de grænser, som dets egne åbne diskussioner sætter. Demokratiet er på en måde selvberoende. Folket, og dermed folkestyret, bæres og udtrykkes i offentlige diskussioner. Dermed indskriver Riishøj sig i efterkrigstidens demokratidebat som en af de allermest radikale frihedsfortalere, lige op imod både den nye velfærdstankegang og kommunismens totalitære træk. Riishøjs position er iøvrigt også bemærket i en aktuel gennemgang af ytringsfrihedens historie (Mchangama & Stjernfelt 2016, s. 758).

Demokratiet er folkets grænseløse ånd i stridbar dialog. Det er folkets styre, det er en organisk, polemisk og rationel syntese af alles offentlige liv (men ikke deres private eller sociale liv), der er som en lysning i skoven.

Samme grundlæggende tankegang finder vi i kronikken ”Hvad er demokrati?” fra juni 1945 (Riishøj 1945b). Også her omtales på den ene side et åndeligt område, hvor

”ubetinget frihed for kritik er nødvendig. Opposition og kritik er det salt, der fornyer det politiske liv, og friheden må ikke indskrænkes til at gælde den såkaldte ”saglige” (dvs. ufarlige) kritik, men må også gælde den hvasse, bidende kritik”

og igen i

”retten til frit at tænke, tro og tale er ikke et liberalistisk dogme, men en folkelig naturlov, som ethvert samfund, der skal bestå, må respektere”.

Med andre ord: Fuldstændig frihed i åndelige anliggender. Det er naturens lov.

Selv om Riishøj taler for politisk frihed, er der ikke frihed i kropslige anliggender, hvis man kan sige det på den måde. F.eks. hedder det i samme kronik:

”Kun når demokratiets fjender i handling vil omstyrte folkestyret ved list eller vold, skal vi straffe dem, og det skal være hårdt”.

Så altså hårde straffe til lovbrydere, men fuldstændig frihed til ånden.

Endnu et forhold, der fremdrages i samme kronik, er, at denne frihed og tvang kun kan fungere ved en følelsesmæssig binding til fædrelandet og forfatningen. F.eks. hedder det:

”En demokratisk statsform er som sådan kun et tomt hylster. Der må et åndeligt indhold til, en forståelse af, hvad friheden skal bruges til… Lovgivningen gavner intet, hvis ikke Folket fuldstændigt frivilligt slår et slag for den… Loven skal være en levende magt og ikke et dødt bogstav”.

Og modstandsbevægelsen fremdrages her som et godt eksempel herpå i modsætning til samarbejdspolitikerne (for hvem loven var et dødt bogstav).

Kronikken ender med, at demokratiet hævdes at

”bygge på en tusindårlig kultur, men kan, hvis man ikke passer på, sættes over styr på en eller to generationer”

Med denne betoning af den fri diskussion allerede i de tidligste kronikker adskiller Riishøj sig fra store dele af den nationalt sindede konservatisme, som han ellers også var dybt tiltrukket af. I dagbøgerne er der mange positive referencer til både Kaj Munk, Dansk Samling og de allermest nationalt sindede højskolekredse. Men hvor disse på forskellige måder flirtede med antiparlamentarisme og diktaturet og i højere grad knyttede frihedsbegrebet til eksistentielle fordringer, så er det frit diskuterende folk et fremtrædende træk ved Riishøjs konservatisme.

Riishøj adskiller sig på denne måde både fra Hal Kochs dialogisme og fra Munks eksistentielle og religiøse krav. Og middelvejen er det værdige demokrati.

 

Syntesebegrebet

Det, som giver denne frie debat værdighed og indhold, er syntesebegrebet. Riishøj opponerer imod, at man opsplitter et fænomen i dets dele på en sådan måde, så man mister sansen for fænomenet selv. Allertydeligst sker dette i hans bog om seksualdebatten fra 1965, hvor syntesen, den enhed, som livet bringer med sig, er den bærende analyseenhed (Riishøj 1965). F.eks. består et ægteskab ganske vist på en måde af mand + kvinde, men ægteskabet selv kan ikke reduceres til disse dele. Det er noget mere, noget fælles og noget skabt.

På samme måde med det pædagogiske, det nationale og det folkelige. Man må studere en given enhed i den samlede meningsdannende kontekst, hvori enheden udtrykker sig. Dermed bliver Riishøj kritisk over for videnskabens tendens til reduktion af følelseslivet. F.eks. kan han i 1970, da de etablerede synteser er under heftigt opbrud, i en kronik om opdragelse, sige:

”Hvis fanden i dag skulle vælge studium ved vores universiteter, ville han utvivlsomt vælge psykologien” (1970b)

Det, han er ude efter her, er ikke psykologien som sådan, men derimod dens selvstændiggørelse fra kulturens synteser og dens efterfølgende ”jongleren med spørgeskemaer som de rene kortkunstner”.

På samme måde kritiserer han også den altdominerende positivisme inden for det videnskabelige felt. I en lang og grundig diskussion med en førende svensk religionspositivist – som hævder, at religion ikke er noget i sig selv, men kun udfører psykologiske og sociologiske funktioner i samfundet – argumenterer Riishøj for det religiøses selvstændighed (Riishøj 1953). Altså det samme: at religion er en syntese, som ikke kan reduceres til dets delelementer.

Endnu et eksempel på syntesetænkning finder man i kronikken ”Autoritet” fra 1953. Her, i et opgør med autoritære og reformpædagogiske ideer, hævdes det, at

”mildhed uden strenghed er tossegodhed, og strenghed uden mildhed er grusomhed. Det betyder ikke, at vi skal finde frem til et kompromis, men begge dele – strengheden og mildheden – gælder fuldt ud i paradoksal uafkortethed” (Riishøj 1953) (min kursivering).

Igen ser vi denne insisteren på, at forhold, der på overfladen ser modsætningsfyldte ud, faktisk hænger sammen, ja mere end det – de er afhængige af hinanden som modsætninger inden for en samlet praksis.

Det hele samles atter i begrebet om et ’frit folk’:

”Folket er et frit åndeligt samfund, der principielt må være selvstændigt i forhold til staten, thi staten er hverken fri eller åndelig, men et tvunget kollektiv, en korporation, og må være det”.

Staten står for tvang, og folket står for frihed, diskussion og kærlighed til det fælles. Folket er altså ikke blot individer, og der er ingen mekanisk sammenhæng imellem folk og stat. Sammenhængen er altid modsætningsfyldt men også nødvendig – en ”paradoksal uafkortethed”, en form for negativ magnetisme.

 

Inspirationen fra Jakob Knudsen

På denne måde bliver vi også i stand til at forstå, hvorfor Riishøjs favoritforfatterskab var Jakob Knudsens (1858-1917). Knudsen er i dag nærmest glemt, efter at Villy Sørensen i 1959 i symbolsk forstand henrettede ham i en freudiansk analyse ved navn ”det forgudede traume” (Sørensen 1959).

Det er umuligt på kort plads at trænge igennem de enorme misforståelser, der siden 1959 har været knyttet til Knudsens navn. I dag forbindes han med korporlig afstraffelse og ubetinget lydighed, men hør lige, hvilken rolle han spillede for Riishøj, som i et debatindlæg i 1956 skrev, at for Knudsen gjaldt det, at

”kroppens frihed skal stækkes, men når det gjaldt troen og kærligheden, religion og livssyn og fædrelandsfølelse, skulle der herske ubegrænset frihed både til at sige ja og nej. Det er derfor hævet over enhver tvivl, at denne såkaldte ”autoritære” forfatter var en af vores største forkæmpere for åndelig frihed og frisind” (Riishøj 1956).

Vi skal have tvang for kroppen og frihed for ånden i ”paradoksal uafkortethed”.

Efter 1959 sprængte modernismen denne enhed af frihed og autoritet, og hele forestillingen om et frit folk, der tager et praktisk og åndeligt ansvar, ophørte man stort set med at tale om. Riishøj havde problemer med at forstå den nye modernisme, selvom han gjorde mange velmente forsøg. F.eks. kan han i 1970 sige følgende om et Rifbjergstykke, der skildrer kærlighedens opportunistiske krinkelkroge:

”Det var en lidelse at se, høre og læse Klaus Rifbjergs TV-stykke… På en modbydelig måde myrder han en skønhedsverden, jeg har holdt af, men alligevel kan jeg ikke undslippe dette mareridt, dette kaos af ord.” (Riishøj 1970).

Syntesen, i dette tilfælde ægteskab og kærlighed, var brudt. Tilbage flød resterne – de spaltede individer og deres endimensionale følelser – rundt omkring i landets nye litteratur, og den politiske syntese kunne degenerere fra et frit folk til en flok neoliberale individer, som vælger og forbruger, eller til en velfærdsrettighedsmaskine, hvis ophøjede mål er at pleje borgernes kroppe og hjerner, indtil alle forskelle er væk.

PS: Axel Riishøj, som er min morfar, var gift med Karen Riishøj. De fik fem børn, blandt andet Østeuropa-eksperten og tidligere folketingsmedlem for SF, Søren Riishøj. En af Karens ældre brøde var salmedigteren K.L. Aastrup, som var ven (on and off) med Kaj Munk, hvilket man kan læse om i Aastrups erindringer (Aastrup, K.L.. “Erindringer”, København: Gads Forlag, 1999).

K.L. Aastrup skrev følgende digt i 1940, som jeg synes passer i sammenhængen:

 

Maj 1940

Et land, hvor du kan leve glad og fri

og frygtløs tale, hvad dit hjerte tænker

var det din fortid, er den vel forbi

og du får vænne dig til dine lænker?

 

Og du må gemme hen dit Danmarks sang

mens fjenden er i landet må den tie

og var det før kun lavt og trægt den klang

kan savnet nu måske dit hjerte svie

 

Der er en hvisken, ganske lav og tyst

som åndet af en mund tæt ved mit øre:

Ved midnat er i Nord der endnu lyst

og der er endnu lærkesang at høre.

 

Den hvisken vil mit hjerte lytte til

og trøstes ved, hvad det så ellers tænker

Det har sit håb, fordi det håbe vil

med håb mod håb, det trodser vores lænker

 

PPS Dette indlæg findes også i min bog Krisen i dansk pædagogik, Munkebo: Fjordager, 2013, s. 139-146 + s 194.

 

Litteratur:

Aastrup, K.L. (1999). Erindringer, Gads Forlag.

Mchangama, J. & Stjernfelt, F.: Men – ytringsfrihedens historie i Danmark, Gyldendal, 2016, s. 758 og 767.

Riishøj, A. (1945). ”Demokratiet må ikke drukne i Nazifrygt”, Frit Danmark, nr. 27, 11 – 12.

Riishøj, A. (1945b). ”Hvad er demokrati?”, Morgenbladet, d. 2. juni.

Riishøj, A. (1947). ”Grundtvig, Hal Koch og nutiden”, Information, d. 1. august.

Riishøj, A. (1953). ”Autoritet”, Jyllands-Posten, d. 30. november.

Riishøj, A. (1956). ”Det hultbergske ”tredje standpunkt””, Information, d. 10. marts.

Riishøj, A (1965). Omkring seksualdebatten, København: Gads Forlag.

Riishøj, A. (1970). ”Rifbjerg, Jane og evangeliet”, Kristeligt Dagblad, d. 15. april.

Riishøj, A. (1970b). ”Opdragelse til menneskelighed”, Kristeligt Dagblad, d. 1. december.

Riishøj, A. (1953) ”Teologi og filosofi i nutidens situation”, Dansk teologisk tidsskrift, 1953, årgang 16,  s. 1 – 27.

Rømer, T.A. (2013). Krisen i dansk pædagogik, Munkebo: Forlaget Fjordager, s. 139-145 + s. 194.

Sørensen, V. (1959). Hverken – eller: Kritiske betragtninger, København: Gyldendal.

 

 

 

Bilag: Axel Riishøjs samlede produktion

 

A. Bøger:

A1. Omkring seksualdebatten, København: Gads Forlag, 1965

A2. Studenterpræster? Læg og lærd i folkekirken, København: Kristeligt Dagblads Forlag, 1969.

 

B. Artikler og kommentarer i tidsskrifter:

B1. ”Nordisk mytologi og tysk ’mythus’, Højskolebladet, nr. 24, 1937, 359 – 360.

B2. ”Mere om ’menneske først’”, Tidehverv, årgang 16, 1942, s. 33 – 35.

B3. ”Sønderjylland, Danmark og os”, Tredje Standpunkt, 1942, s. 280 – 287.

B4. ”Bemærkning til artiklen Skal vi ikke stå vagt om døbefonden”, Menighedsbladet, nr. 26, 1944, 52 – 53.

B5. ”Nordens aand”, Menighedsbladet, årgang 26, 1944, s. 134-137.

B6. ”Bemærkning til artiklen Den kristne daab er principielt barnedaab, Menighedsbladet, nr. 26, B7. 1944, s. 256 – 258.

B8. ”Folkehøjskolen og universitetet”, 1944, Slagelse: ASA, Nytårsudgave, s. 76 – 85.

B9. ”Den kristne daab er principielt barnedåb”, Menighedsbladet, Årgang 26, s. 256 – 258.

B10. ”Demokratiet må ikke drukne i Nazifrygt”, Frit Danmark, 1945, nr. 27, s. 11 – 12.

B11. ”Det skjulte Sydslesvig”, Menighedsbladet, årgang 27, 1945, s. 407 – 409.

B12. ”Grundvigske skoleproblemer i København”, Menighedsbladet, 1945, s. 49 – 52 og s. 65 – 67.

B13. ”Skal kirken redde demokratiet”, Menighedsbladet, 1945, årgang 27, s. 121 – 124.

B14. ”Kristendommen og det moderne verdensbillede”, Menighedsbladet, 1945, årgang 27, s. 129 – 130 og s. 145 – 147.

B15. ”Højskolen og menigheden”, Menighedsbladet, 1946, årgang 28, s.12 -15.

B16. ”Grundtvig og kirkeligt samfunds grundbestemmelser”, Menighedsbladet, 1946, årgang 28, s. 257 – 260.

B17. ”Bemærkning til artiklen En dansk kirkeskole af Søren Dissing”, i Menighedsbladet, nr. 28, 1946, s. 345 – 346.

B18. ”Kirkeskolen”, Menighedsbladet, Årgang 28, 1946, s. 345 – 346.

B19. ”Grundtvigs tanker om det menneskelige”, Menighedsbladet, 1946, s. 349 – 350 og s. 356 – 358.

B20. ”Tro og vantro”, Menighedsbladet, 1947, årgang 29, s. 321 – 322.

B21. ”Revision af menighedslovgivningen”, Menighedsbladet, 1948, årgang 30, s. 376 – 377.

B22. ”Grundtvig og Sønderjylland”, Vartovbogen, 1949, s. 80 – 111.

B23. ”Nogle tanker om frisind og tolerance”, Dansk tunge, 1951, s. 58 – 63.

B24. ”Myte og ’myte’ er to ting” (+ Didriksens bemærkninger), Tidehverv, nr. 6, 1951, s. 59 – 64

B25. ”omtale af Knud Hansen”, Aarsskrift for Jelling-samfundet, 1952, s. 20

B26. ”Teologi og filosofi i nutidens situation”, Dansk teologisk tidsskrift, 1953, årgang 16, s. 1 – 27.

B27. ”Baggrunden for tidens polemik”, Kirke og kultur, 1953, årgang 58, s. 535 – 554.

B28. ”Om læg og lærd”, Menighedsbladet, årgang 35, 1953, s. 29 – 32.

B29. ”Angående saglighed”, Højskolebladet, 1953, s. 134.

B30. ”Existentialismens ret og uret i forkyndelsen” Præsteforeningens blad, 1954, årgang 44, s. 761 – 769.

B31. ”Dåben og den kirkelige frihed aktuelt belyst”, Menighedsbladet, 1955, s.121 – 123 og s. 131 – 135.

B32. ”Underet og ordet”, Højskolebladet, nr. 15, 1955, s. 167 – 171.

B33. ”Tegnet”, Højskolebladet, 1955, s. 220 – 222.

B34. ”Afslutning”, Højskolebladet, 1955, s. 258.

B35. ”Ungdom, forældre og biografier”, Højskolebladet, 1958, s. 49 – 51.

B36. ”Virker den moderne litteratur nedbrydende?”, Højskolebladet, 1958, s. 100 – 101, s. 113 – 114 og s. 121 – 123.

B37. ”Dänish und Deutsch: hat der Grenzkampf in Mittel- und Südschleswig heute noch einen sinn”, Grenzfriedenshefte, 1960, s. 166-171.

B38. ”Er præsternes uddannelse tidssvarende”, Præsteforeningens blad, 1961, Årgang 51, s. 317 – 321.

B39. ”Tro og viden, Vartovbogen, 1964, s. 66 – 75.

B40. ”Thorvald Balslev”, Vartovbogen, 1965, s. 16 – 19.

B41. ”Kirke og folk på Island”, Præsteforeningens blad, 1966, årgang 56, s. 485 – 491.

B42. ”Møde med Island”, Vartovbogen, 1966, 103 – 120.

B43. ”Vor homoseksuelle næste”, Dansk kirkeliv, 1966, s. 114 – 124.

B44. ”Præsteuddannelsen”, Præsteforeningens blad, Årgang 57, 1967, s. 269 – 272.

B45. ”Lidt om strukturkommissionen”, Dansk kirkeliv,  1967, s. 110 – 120.

B46. ”Kirke og folk – udvælgelsens hemmelighed”, Dansk kirkeliv, 1969, s. 10 – 25.

B47. ”Demokrati og kærlighed – faren for frihedens dæmonisering”, Dansk kirkeliv, 1970, s. 69 – 103.

B48. ”Kateketembede i den danske folkekirke”, Præsteforeningens blad, 1970, årgang 60, s. 204 – 209.

B49. ”Grundtvig og samfundet”, Vartovbogen, 1971, s. 15 – 32.

B50. ”Herre over liv og død”, Præsteforeningens blad, 1972, årgang 62, s. 793 – 79.

 

 

C. Avisindlæg:

C1. ”Hvad er demokrati?”, Morgenbladet, d. 2. juni 1945.

C2. ”Naziskræk eller folkestyre”, Morgenbladet, d. 18. juni 1945.

C3. ”Grundtvigs, Hal Koch og nutiden”, Information, d. 1. august 1947.

C4. ”Sydslesvig – menneskelighedens vækstplads”, d. 27. oktober 1947.

C5. ”Bemærkning til artiklen ’Kirkeskolen’ af Johannes Feveile”, Menighedsbladet, nr. 29, 1947.

C6. ”Jura og folkeliv”, Jyllands-posten, d. 27. januar 1948.

C7. ”Jeg anklager Humanismen”, Information, 10. februar 1948.

C8. ”Jura og teologi”, Kristeligt Dagblad, d. 4. december 1948.

C9. ”Debat om strafferetten”, Information, d. 9. februar 1949.

C10. ”Lighed for tronen”, Information, d. 12. august 1952.

C11. ”Kongedømmet og fornuften”, Kristeligt Dagblad, d. 13. oktober 1952.

C12. ” Skaane og Danmark i fortid og nutid”, Flensborg Avis, d. 28. november 1953.

C13. ”Autoritet”, Jyllands-Posten, d. 30. november 1953.

C14. ”Tillidsvotum til folkekirken”, Kristeligt Dagblad, d. 20. januar 1956.

C15. ”Tilbageblik over skivesagen”, Information, d. 15. februar 1956.

C16. ”Det hultbergske ”tredje standpunkt””, Information, d. 10. marts 1956.

C17. ”Et gudeligt og borgerligt skrud”, Jyllands-Posten, d. 18. februar 1957.

C18. ”Magtens fristelse og nødvendighed”, Information, 8. juni 1957.

C19. ”Til klaring af magtbegrebet”, Information, d. 27. juni 1957.

C20. ”Hvad er et bispeembede”, Information, d. 22. oktober 1957.

C21. ”Jo, der er et helvede”, Kristeligt Dagblad, d. 18. december 1957.

C22. ”Grænsekamp efterlyses”, Information, d. 22. juli 1959.

C23. ”Dansk og Tysk”, Flensborg Avis, d. 1. juni 1960.

C24. ”At give og at modtage”, Information, d. 5. maj 1963.

C25. ”Respekt for livet”, Information, d. 23. august 1963.

C26. ”Kristen tradition og nutidig virkelighed”, Kristeligt Dagblad, d. 15. september 1965.

C27. ”Valgmenighederne før og nu og i fremtiden”, Dagbladet, folketidende, d. 15. juli 1968.

C28. ”Et vanskeligt spørgsmål”, Dagbladet, d. 8. maj 1969.

C29. ”Rifbjerg, Jane og evangeliet”, Kristeligt Dagblad, d. 15. april 1970

C30. ”Champagne-knaldet mangler”, Kristeligt Dagblad, d. 6. maj 1970.

C31. ”Adam, ikke Paulus”, Berlingske Tidende, d. 20. juni 1970.

C32. ”Lovsangen er din rettighed”, Kristeligt Dagblad, d. 22. september 1970.

C33. ”Opdragelse til menneskelighed”, Kristeligt Dagblad, d.1. december 1970.

C34. ”Den herskende klasse”, Berlingske Tidende, d. 3. marts 1971.

 

D. Dagbøger:

D1. Axel Riishøjs dagbøger fra 2. verdenskrig.

 

E. Prædikener:

Endnu ikke ordnet.

 

F. Omtaler på skrift:

F1. Huulgaard, Aage: ”Forholdet mellem stat og kirke i utide”, Århus Stift, 2004 Årgang 42, s. 27 – 34.

F2. Boesgaard, Signe m.fl.: Har demokratiet en grænse, RUC: semesteropgave 2009.

F3. Brems, Marianne: ”Strømningerne udefra” – En undersøgelse af højskolebevægelsens forhold til nazismen 1933-1939 med udgangspunkt i Højskolebladet, RUC: Semesteropgave på historie 2009.

F4. Århus stift, 42. årgang, 2004, s.30

F5. Mchangama, J. & Stjernfelt, F.: Men – ytringsfrihedens historie i Danmark, Gyldendal, 2016, s. 758 og 767.

 

 

 

Adresse

Indhold

Hud, Skærme og spøgelser, Konkavt, Krops adresse, Ventning, 50, Blokering, Stakåndet, Sluk øret, Skud, Vished, Digebrud, Græs, Indlogeret, Sommerferie 85, Kvinde, Trolde´, Tilblivelse, Rose, Forelsket fare, Forurening, Alper, Kærlighed, Ud og ind, Uden spørgsmål, Forelsket i Tyrkiet, Albaniens farver, Vinder, 16 år, 16 år, En anden verden, Køn, Her er jeg, Kritik, Had, Rod fra Randers, Jord og luft, To, Resonans, Bølgevej, Regn.

 

 

 

Hud

tårer løber ned langs hud

som en dræbersnegl

i en ujævn streg

uden fejl

 

sveden glimter under hud

som et hjerte

i en ujævn puls

fuld af fejl

 

blikket sidder fast på hud

som en tæge

suger blod

med klumper

fra ar

 

 

 

Skærme og spøgelser

et spøgelse taler til et andet

en ting kalder på en anden

uden berøring

 

en verden imellem os er usynlig

trækker sig tilbage

ind i sig selv

vi er alene

 

til sidst sænkes skærme i alle mellemrum

store skærme

større skærme

der skærmer

skærme, der skærmer

mod spøgelser

 

 

 

Konkavt

kurven falder konkavt

som en blød streg

jeg triller lidt

frem og tilbage

og lægger mig i midten

 

 

 

Krops adresse

krop er kød

en blind tarm

til adresse

 

adresse er realitet

krop er vedhæng

adresse i vedhæng

krop må fjernes

 

liv må væk

så adresse får liv

 

 

 

Ventning

gør jeg klar til slutning?

bliver jeg til program?

 

har jeg set alt?

skete alt før?

kan jeg kende noget?

er det sent?

 

er min krop min egen?

er jeg uden for altid?

et andet sted?

på vej i himmel?

 

venter jeg?

 

 

 

50

tand knækker

ryg brækker

røv klør

hud falder

øje slukkes

alt bliver uforståeligt

 

har jeg alt?

 

 

 

Blokering

blikke blokeres, græsset driver forladt,

vendes fra os

gror ned

mod skærmen

suges ind i tør jord uden øjne

 

 

 

Stakåndet

nu løber vi væk

nu løber de næste efter os

vi nåede ingenting

og så er vi væk

 

de af os, som bliver

ødelægger og glemmer

dem af os, som løber eller lister væk glemmer

dem af os, som husker

 

og så er vi væk

 

 

 

Sluk øret

av, mit blod er tørt

sætter sig i årenes rand

slukker øret

mens livet strømmer hult

 

 

 

Skud

i passager under jorden

skyder passagerer under hinanden

uden formål

 

 

 

Vished

et pludseligt sug

ned i vished

en bygning

i dans

op

med jer

 

 

 

Digebrud

vi er ikke i samme båd

men i samme sø

med blomster over alt

og et publikum

som ser væk

 

søen vander alle år

bølger i leg

bag min ronke

på et dige

 

blomster overalt

vand overalt

leg overalt

publikum overalt

 

digebrud

 

 

 

Græs

uden græs

gult og træt

er solen uden længde

 

plænlig leg

gullig

ind i det grønne

 

 

 

Indlogeret

indlogeret

i nærheden af et hus

den friske luft nærmer sig

kvæler

 

udleveret

til naturens stemmer

radiatoren summer

varmer

 

 

 

Sommerferie 85

nord i dubrovnik

dinarer

palmelund

sten i strand

negl i syn

månefuld

vodka i søvne

sledgehammer

Kiss

i sol

kridhvidt træ

to ti tito

 

 

 

Kvinde

lidt ben

lidt numse

lidt mave

lidt bryst

lidt skulder

lidt kind

lidt pige

lidt mand

lidt mål

 

kvinde

 

 

 

Trolde

ud af verden fosser blod

hvor fosser det hen?

ud af verden – ind i hjernen

indtil verden den er død

 

trolde løber rundt i skoven

ustyrlige trolde

fælder træer og laver tømmerflåder

ustyrlige trolde

spiser græs og spiller cello

 

den døde verden er ustyrlig

 

 

 

Tilblivelse

der, hvor verden er og bliver

før den bliver til

der står jeg og venter

på al dens herlighed

 

der, hvor verden raser væk

er jeg ingenting

verden løber vækket væk,

før vi bliver til

 

 

 

Rose

uden et ord

på et unikt sted

plukker jeg en rose

betragter den

knuser den

spiser den

får den

 

tak for et ord

 

 

 

Forelsket fare

når jeg sidder og ser på dig

som sidder og ser på mig

så tænker jeg, at det er sært

vi ikke sidder på hinanden

ser mere tæt

 

og at dine øjnes lyn og mines torden

bliver væk i tåger, vinde som passerer

mellem os, uden at spørge hvad der sker,

og hvorfor ingen ser hinanden mere end lidt

 

skibe af virkelighed

river løgne ned

til vi er ens

til vi er ens

som jord og jord

som sne og sne

 

 

 

Forurening

midt i et billede af rustent stål

svømmer

store lodne ænder

afleverer ting

som ikke er motivet værdigt

 

grimme svaner, unormale

kaster lassoer af forrådnelse

mod de stolte siv i kanten

 

menneskeligt affald

svømmer rundt

i en dyne af blomster

og gør alt grimt

 

 

 

Alper

bløde grøngule kupler

som passer i sindet

som hånd i handske

 

i for vejen er der intet

men nordpå bryder

hænder frem

 

under livet

trænger livet sig på

indtil livet sprænger

 

alper i trommende efterårsregn

 

 

 

Kærlighed

rammer kærlighed?

blænder den

eller dukker den op?

tvinger den sig vej gennem flækker,

hvor man troede, der ingen var?

myldrer den ud i luften?

og lægger sig som et emmende slør?

 

man ser alt klart

kærlighed er øjets medium

uden den er intet syn

 

Til

Syne

Komst

 

 

 

Ud og ind

ud af verden fosser blod

men hvor fosser det hen

ud af verden – ind i hjernen

til verden den er død

 

ud af hjernen fosser blod

men hvor fosser det hen

ud af hjernen – ind i verden

indtil hjernen den er død

 

 

 

Uden spørgsmål

flimrende farver

uden foran – uden bagved

binder mig og brænder mig

i knuder

 

halsbånd

ung hud

binder til mig og taler til mig

opløser

 

uden spørgsmål

uden beskyttelse

i brand og glans

i knude

 

 

 

Forelsket i Tyrkiet

cafe, kærlighed

moske, måske

blåt, bedrøvet

nat, problem

syder, sange

for skønt, forladt

blomster, bange

alene, i nat

 

te, tanker

sprog, sorg

lugte, lange

sommer, suk

faster, fliser

bjerge, betag

aftner, afsked

alene, i dag

 

jeg er gået i stå

du har slået tid itu

eller løber den af sted

hurtigere end jeg kan følge med?

 

 

 

Albaniens farver

Tiranas balkoner
et bølgende buende bøjlende B
regnbuekulørte facade-balloner

Den navnløse diktators hus og pyramide forfalder
uden billeder
uden ord
bliver de stående
som Agamemnons datter
og frigør en melankolsk og knuget europæisk sødme

Hundrede øjnes stjålne blik
kastet mod en flosset flod

af blod, flået ned i en knasende og rislende bæk.

Når tomme cola-dåser ruller skrammelt ned mod en oprevet flod, blæser det.

På bjerget er Enver et Never

Pyramidens spil i flået beton uden officielle lig

 

 

 

Vinder

V rodede forvirret rundt i sin håndtaske. hun havde glemt noget, det vidste hun helt sikkert. hvad det var, hun havde glemt, havde hun glemt. de piskende regndråber vidste det heller ikke, selvom de slog og slog alle udendørs mennesker i hovedet den formiddag. Av av av. V gik ind i en forretning for at finde hjælp, men ingen fandt et svar. til sidst gav hun op, lukkede tasken og gik ind på Guldhornet.

og der blev hun!

 

 

 

16 år

en linje af tid

og ellers intet

vi går på tiden

i lang tid

 

linjen og tiden smuldrer

en efter en falder ned

nu er der kun plads til to

du og jeg

 

vi er to

jeg ser dig

men du kigger bare ned i mørket

og lader mig stå

jeg kan se dig

men ikke nå dig

 

så springer du

 

 

 

16 år

to sole

hvis stråler rører hinanden

 

den ene sol rører mig ikke

den anden sol varmer overalt

 

men jeg flygter

heden er for stærk

 

 

 

En anden verden

luften, indeni, fylder ordene – i formet tomhed, som glemmes
vandet, bagved huden, klukker vådt – altid anderledes
ilden, sjælen brænder i liv – nært i et væk
jorden, altid den samme som senere – varmt græs, der tynger ned
.
..

verden, fra en anden verden, rører, ind går, og sørger…

 

 

 

Køn

jeg letter på kjolen

og løfter op i hatten

lange spidse negle

vælter en fødende hest

 

jeg rører ved hendes muskler

ynde

 

 

 

Her er jeg

der hvor alle andre er

er der ikke plads

 

der hvor ingen er

omgivet af støj

står jeg ikke

 

jeg er her

et sted så tyst

ventende

 

så tyst og ventende som en jul

 

en stille stjerne

 

 

 

Kritik

den støjende debat som bekræfter alt

den tavse strid som vælter alt

stilheden som alt er skabt af

 

al støj kommer af et tavst dyb

 

hør efter

 

dybde

 

find en under gang

 

i bundens ting

en æring for det

 

væltende ord

 

 

 

Had

dit indre had

hader dit indre

i gule og grønne

plamager

der overlapper hadet til hadet

og fundamenterer det

i sydende syd

der bobler

blob

 

 

 

Rod fra Randers

svovlstik

agerhøne

havets glød

frejdig

snuble

elastik

liv

fastståing

 

 

 

Jord og luft

fugle lander, bygger reder fulde af jord

erindrer jord

og flyver videre

mødes med andre fugle

på flugt og træk

og lander, fulde af luft

erindrer luft i jord

 

 

 

To

al ting splittes i to

.i et billede uden al

..i en ting uden billede

 

vi trænger ind i billedet

tingen visner

afstand raller

 

i tingens åbning

tumler jeg ind

omsluttet af luftigt kød i lag

 

 

 

Resonans

du har en ting

du deler tingen op i A og B

du konstruerer dit A uden B

B visner

resten glemmes

 

du savner B

du rekonstruerer B, men under A’s herredømme

B bliver instrument for A

resten er usynlig resonans

tingen er frosset

 

hvad har du så?

 

 

 

Bølgevej

mod havet

imod vinden

tyst i bølgevej

 

blæser et ord ned i min hånd

noget at larme med

 

 

 

Regn

Det regner foran mig

Facebook-drys 39: Juni 2017

Her er 42 facebook-opdateringer fra juni 2017. Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man kan klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Note 1 til Pædagogikkens idehistorie: Om systemteoriens indflydelse på dansk pædagogik
  2. Samlet diskussion af Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige notat
  3. Kommentar til Hans-Jørgen Schanz: Ånd, Klim, 2017
  4. Note 2 til Pædagogikkens idehistorie: Om læringsbegrebets hegemonisering
  5. Note 3 til Pædagogikkens idehistorie: Det tomme felt
  6. Note 4 til Pædagogikkens idehistorie: Middelalderens, EU’s og Grundtvigs spanskrør
  7. John Biggs og John Hattie
  8. Ro i Allinge
  9. Input søges til fortolkning af leder i Asterisk
  10. Natalitet
  11. Forligskredsens læserbrev
  12. Jelved laver uro
  13. Rapport fra Skanderborg-Land
  14. Et spørgsmål til Europa
  15. Til folkemøde
  16. En tur i Skanderborg kommune
  17. Information bekræfter sit læringsrevolutionære synspunkt
  18. Børneaktiepartiet
  19. Aarhus Universitet på folkemødet
  20. dk om Agedrup-sagen
  21. Data-Danmark
  22. Alternativ uro
  23. To spørgsmål i dansk politik
  24. Folkemøde 2017: Mission og Aarhus Universitet
  25. Folkemøde 2017: Kontrarevolution i Allinge
  26. Folkemøde 2017: Gør god undervisning bedre
  27. Folkemøde 2017: Fest og nedtur og fest
  28. SF bekræfter folkeskoleforliget
  29. LA og Alternativet
  30. Livsduelighedsnoter
  31. Arbejdsmarkedets behov
  32. Et forsvar for grænser
  33. Øko-logiens og øko-nomiens problem
  34. Moralsk opløsning i Deadline
  35. Uren pædagogik 3
  36. Facebook-drys 38: Maj 2017
  37. Hvad er en skole?
  38. Høring om fælles mål
  39. Oettingen og Brinkmann om forholdet mellem dannelse og konkurrence
  40. Bedøvende læring
  41. Pædagogiske råd?
  42. Lars Qvortrups og Niels Egelunds opgør med dannelse

 

1. d. 1. juni: Note 1 til Pædagogikkens idehistorie: Om systemteoriens indflydelse på dansk pædagogik

I den helt friske udgivelse ”Pædagogikkens idehistorie” kan man i kapitel 7 læse om systemteorien og dens indflydelse på dansk pædagogik.

Bogens forfattere – i dette tilfælde formentlig Jens Erik Kristensen – fortæller om systemteoriens radikale anti-humanisme, om teoriens forbindelse til konstruktivismen og dens videre indoptagelse i dansk pædagogik via folk, der selv har rod i den kritiske tradition.

I følgende fine passage fra kapitel 7, der omhandler tiden fra 1940-1989, finder man ganske enkelt skolereformens indre, dvs. dens filosofi:

”Luhmann havde allerede i 1979 udfordret den kritiske pædagogik med en historisk-sociologisk ”genbeskrivelse” af den moderne pædagogiks udvikling i et nyt systemteoretisk begrebsapparat.

Under henvisning til det moderne samfunds funktionelle differentiering, altså samfundets opdeling i adskilte subsystemer med hver deres opgave og funktion (ret, økonomi, politik, uddannelse, kunst mv.), ville ham med et nyt teoretisk vokabular erstatte og pensionere den kritiske teoris og den kritiske pædagogiks ”gammel-europæiske begreber”, hvortil han henregnede fornuft, subjekt, myndighed, kritik, dannelse, herredømme, frigørelse mv..

I takt med at Luhmann op igennem 1980’erne gav sin systemteori en konstruktivistisk drejning, var man både i Tyskland og Danmark vidne til, at tidligere kritiske pædagoger overtog Luhmanns systemteori som en mere adækvat sociologisk teori om pædagogik og opdragelse i en foranderlig verden og på kontingensens vilkår”.
(s.340, kapitel 7).

Der nævnes desværre ingen navne på de ”tidligere kritiske pædagoger”, som vil af med ”fornuft, myndighed og dannelse”, og der står heller ikke noget om, i hvilke bøger og skrifter ”pensioneringen” finder sted.

I kapitlets afsluttende afsnit, som hedder ”epokens virkningshistorie”, fremhæves Luhmanns systemteori iøvrigt også, omend meget kort.

Hermed peges samlet set frem mod bogens sidste ”epoke”, nemlig tiden efter murens fald og frem til i dag, som man kan læse om i kapitel 8.

Man skulle altså tro, at systemteorien og dens tilhængere spiller en central rolle i kapitel 8? Men ved I hvad? I am sorry to say, det sker ikke.

Men hvad handler kapitel 8, altså vores ”epoke”, da om? Den handler om ……., ja, hvad tror I? Foreløbig må I gætte lidt, men jeg kan da sige, at det starter med ”K” og er mums for Bjarne Corydon og Politiken.

Tværtimod, Luhmanns navn er kun nævnt en gang i en teknisk opremsning, og ingen af hans hjemlige tilhængere, som altså har bidraget til at “pensionere dannelse og myndlighed”, omtales. Det er helt klart kritisabelt efter min mening.

Ud fra det jeg hidtil har læst, er “Pædagogikkens Idehistorie” en velskrevet og tankevækkende bog, men den bærer på nogle dybe indre splittelser, som har rod i forfatternes pædagogiske horisont og socialisering. Derfor bliver jeg nok nødt til at skrive nogle flere ”noter”.

Links:
Aarhus Universitetsforlags omtale af bogen: http://unipress.dk/udgive…/p/p%C3%A6dagogikkens-idehistorie/

Seminarprogram ifm boglancering d. 30 maj 2017: http://edu.au.dk/…/arra…/artikel/paedagogikkens-idehistorie/

Mine egen opfattelse af de i citatet omtalte processer- kan man f.eks. læse om i følgende analyser: –
– http://www.thomasaastruproemer.dk/niklas-luhmanns-opgoer-me…
– http://www.thomasaastruproemer.dk/niklas-luhmanns-hyper-rad…

 

2. d. 1. juni: Samlet diskussion af Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige notat

Nu har jeg samlet og bearbejdet hele min diskussionen af Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige notat om Keld Skovmands indflydelsesrige bog:

http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-rasch-christensens-hemmelige-notat-keld-skovmands-responsum.html

 

3. d. 3. juni: Kommentar til Hans-Jørgen Schanz: Ånd, Klim, 2017

Hans-Jørgen Schanz har lige udgivet pamfletten ”Ånd” på forlaget Klim. Bogen er et glødende forsvar for filosofi og åndsvidenskab, mens den herskende kompetencetænkning og sproglige fladhed både undervejs i bogen – men især til sidst – får med krabasken.

Schanz er totalt pessimist, hvad angår den umiddelbare fremtid. I stedet håber han for den næste generation eller måske den næste igen. I al fald kalder han sit afsluttende afsnit om ”dannelse” for en ”flaskepost”; en storartet og positiv betegnelse, som han formentlig har fra Adorno, og som jeg har tænkt mig selv at anvende, når himmelen bliver for sort, hvilket heldigvis ikke sker så tit.

Schanz taler direkte til sine ukendte tip-oldebørn, i modsætning til tidens kompetenceideologer som bare taler til en egenkonstrueret og teknisk version af fremtiden, som deres børnebørn så skal tilpasse sig som en slags zombier.

Her blot yderligere tre bemærkninger:

  1. Schanz har gang i den helt store rehabilitering af dansk åndstradition. Det gælder både Kierkegaard og ikke mindst Grundtvig, mens Georg Brandes ikke nævnes. Det er i den forbindelse tankevækkende, at Schanz især trækker på Kaj Thanings Grundtvig-fortolkning, som også Løgstrup var optaget af, men som i løbet af 00’erne forsvandt ud i grøften, ikke mindst pga. Ole Vinds doktorafhandling om ”Grundtvigs historiefilosofi”, men også via den på det tidspunkt gryende systemteori. På den måde ender Schanz, så vidt jeg kan se, ud med at sige, at Danmark har nogle særlige frugtbare dannelsesforudsætninger. En frugtbarhed, som desværre er lagt brak som en ørken af en generation, som burde skamme sig. Schanz fremhæver dele af højskolebevægelsen som en undtagelse.
  2. Schanz slutter af med en glødende hyldest til konservatismen. Det kommer nok bag på nogen, men ikke på os, der hørte ham tale ved Rønshoved Højskoles dannelsesseminar sidste år. Men det er selvfølgelig ikke en hyldest til Søren Pape eller Martin Henriksen, hvis nogen skulle tro det. Det er bare en hyldest til hele den europæiske tradition i al dens myldrende pluralitet, hvilket jo nærmest er det modsatte. I al fald har både DF og Konservative jo stemt for alle de ånds-forladte uddannelses-reformer, som jo føres i netop det sprog, som Schanz kritiserer.
  3. Schanz nævner ikke sine egne tidligere koryfæer, kapitallogikken og Hannah Arendt. Ungdomsoprøret får dog kritik. Blandt andet mener han, at ungdomsoprøret bidrog til lige netop den ”one-dimensional man”, som en af oprørets fremmeste repræsentanter, Herbert Marcuse, ellers hævdede at kritisere. Schanz mener, at årsagen hertil netop er oprørets problemer med ånds- og dannelsesbegrebet. Samme problem har marxismen mere generelt. Arendt er, selvom hun ikke nævnes, på en måde med i hele bogen som en slags ånd i ånden, hvis jeg må sige det på den måde.

Det er bestemt en bog, jeg vil anbefale, med mindre man er medlem af det Radikale Venstre.

Links:
Link til forlagets omtale af bogen: http://klim.dk/bog/aand_16.htm

Niels Gunder Hansens noget lunkne anmeldelse i Kristeligt Dagblad:https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/det-er-og-bliver-svaert…

 

4. d. 4. juni: Note 2 til Pædagogikkens idehistorie: Om læringsbegrebets hegemonisering

Kapitel 8 omhandler ”epoken” fra 1989 til i dag. Den overordnede koncipering af epoken er ”konkurrencestaten”, som overtages helt ukritisk fra Ove Kaj Pedersens teori uden overhovedet at drøfte teoriens konfiguration af det pædagogiske. Det problem vender jeg tilbage til i en senere note.

I denne note 2 vil jeg blot drøfte nogle passager fra s. 390 og frem. I kapitel 8 behandles det, som forfatterne kalder for ”epokens didaktiske grundsynspunkter”. Det handler om forfatternes forståelse af den læringspolitiske og den læringsteoretiske diskussion.

1. Kort indledning

Forfatterne mener, at epoken er kendetegnet ved to forskydninger. Den første forskydning, som er den jeg vil omtale her, handler om sloganet ”fra undervisning til læring”, som markeres i en afsnits-overskrift. Der lægges ud med følgende:

”Hovedtemaet for den praktiske skole- og uddannelsespolitik har siden midten af 1990’erne været bevægelsen fra at forstå skole og uddannelse som en proces, hvor det gennem undervisning handlede om at bibringe elever og studerende kundskaber, færdigheder og kvalifikationer, til at forstå skole og uddannelse som en omsorg for elevernes og studerendes læring” (s.390)

Bemærk forfatternes modstilling af kundskaber og læring, som jeg vender tilbage til lige om lidt.

Hvilken slags ”læring” er der tale om? Jo, der er tale om et ”konstruktivistisk læringsbegreb”, som præsenteres som en form for udvidelse af reformpædagogik og frigørende pædagogik, og som moderniseres hos Howard Gardner, som får en stor farvelagt figur, og hos Ivar Bjørgens ”Ansvar for egen læring”, der kort omtales. Desuden nævnes Jean Piaget, Vygotsky og Bruner i en rent opremsende passage.

Går vi lidt længere ind i kapitlet, finder vi et afsnit, der hedder ”læringsteorier, læringsformer og læringsmiljøer”. Her remses nogle folk op i lidt tilfældig orden, men den eneste teori, som decideret gennemgås er Jean Laves og Etienne Wengers teori om ”situeret læring”, eller på dansk: ”mesterlære”.

2. Min kritik
Der mangler virkelig dybde i disse passager (og det er ikke plads, der er problemet). Jeg har især to problemer med de omtalte afsnit:

a. Læringsrevolutionen
På s. 392-93 finder vi følgende formulering, som tilsyneladende beskriver det modsatte af det annoncerede. Før fik vi jo at vide, at epokens motto var fra “undervisning til læring”, men nu hedder det, at vi går fra “læring til faglighed”:

”Hvor 1990’erne havde stået i læringens og den alsidige personlige udviklings tegn, hvilket muliggjorde en fortsættelse af den progressive pædagogiks grundtemaer, da kom skolepolitikken imidlertid efter årtusindeskiftet og det såkaldte ”systemskifte” i 2001 til at stå i faglighedens tegn. Der blev igangsat et arbejde med at opstille forpligtende fælles og nationale lærings- og kompetencemål for skolen, der blev gjort obligatoriske i 2006, og for at få overblik over og kontrol med det faglige niveau indførtes nationale test i årene efter.”

Forfatterne, som ellers lige har annonceret at vi er gået fra undervisning til læring, mener altså nu, at vi fra 2001 ser et skifte fra læring til faglighed. Det lyder lidt mystisk?

Det der med fagligheden kan man måske nok iagttage på et overfladisk politisk niveau, men på det realhistoriske og idepolitiske niveau, som vi jo taler om her, er det ikke korrekt.

Forfatterne kan da heller ikke opretholde deres ”fra læring til faglighed”, hvilket fremgår af den efterfølgende formulering:

”Med reformerne op igennem 00’erne søgte man således at skabe et mere og mere effektivt, centraliseret og kontrolleret skole- og uddannelsessystem med stramninger i tilsyn, hvilket også kom til udtryk i skolereformen i 2006. I takt hermed ændrede læringsbegrebet status fra at være et progressivt konstruktivistisk begreb, der havde trængt sig på i skolen fra neden til at blive et politisk-administrativt begreb, hvorigennem man fra oven ville målrette og kontrollere elevernes faglige udbytte af undervisningen gennem opstilling af fælles mål og gennemførsel af nationale test. Den bestræbelse kulminerede med folkeskolereformen i 2014, hvor læringsmål og læringsmålstyring var et af de centrale temaer” (s.393).

Her ser vi en korrekt beskrivelse af læringsbegrebets vandring fra at være knyttet til progressivisme til at blive en ren styringsmarkør, som ender med at læringsmålstyring bliver et ”centralt tema”.

Men denne konklusion modsiger jo udgangspunktet, hvor vi fik at vide, at vi fra 1990 gik fra læring til faglighed.

Sagen er: Vi får ingen faglighed, og interessen for fagenes indhold og formål forsvinder nærmest Vi får ”læring” over det hele i stedet for faglighed, hvilket jo også angives til sidst i citatet.

Vi får altså en ”læringsrevolution”, en udvidelse af læringsbegrebet, der nærmest prompte erobrer den faglighedsdagsorden, som 2001-regeringen forsøgte at sætte.

Denne modsætning og dens nærmere proces er totalt ureflekteret i bogen. Og en af de centrale grunde hertil er, at forfatterne overhovedet ikke i kapitel 8 nævner den stærke systemteoretiske prægning i forskellige versioner, hvor læringsbegrebet arbejder sammen med et opgør med filosofi og pædagogik (jf. min note 1), som efterfølgende sætter sig i det jeg kalder Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). I kapitel 7 har man ellers argumenteret for vigtigheden af en sådan refleksion (se note 1).

Desuden er drøftelsen af den pædagogiske teoriudvikling i perioden meget svag og summarisk. Man mangler simpelthen at beskrive de realhistoriske og idepolitiske processer. Hele den pædagogiske idehistoriske realitet skjuler sig under hævdelsen af konkurrencestaten som vilkår, og dette vilkår får derfor lov til at brede sig som en sygdom ned i en praksis, som både er stakåndet og har åndenød på samme tid.

b.

Et lignende problem gør sig gældende ift. Lave & Wengers situerede læring, som man uden nærmere markeringer gør til en del af den konstruktivistiske læringsinteresse, som altså hævder er afløst af ”faglighed” efter systemskiftet, dvs. fra 2001, selvom “fagene” nærmest går i opløsning.

Men forfatterne overser fuldstændig den læringsteoretiske strid, som ligger underneden, og som efterfølgende fik store konsekvenser for, hvilket syn man endte med at få på de aktuelle læringsrevolutionære ideer.

Mesterlæren, som jo forbinder læring med indhold og socialitet, blev senere til en central del af den Urene Pædagogik (som slet ikke omtales), hvor især Lene Tanggaard og Svend Brinkmann, men også Jakob Klitmøller og Klaus Nielsen har ydet væsentlige bidrag. Den situerede læring endte altså – måske lidt paradoksalt – i et opgør med læringsrevolutionen. Hvordan kan det være? Jo, det er fordi, at læringsrevolutionen, udover at være båret af økonomiske begrundelser, byggede på den piagetske læring, endda i en radikal aftapning, i form af den såkaldte ”radikale konstruktivisme”, som prægede både Luhmann, John Hattie og Jens Rasmussen. Men den radikale konstruktivisme lagde overhovedet ikke vægt på indhold og socialitet, som det jo var tilfældet hos Lave & Wenger. Tværtimod arbejdede den kun med subjektive konstruktioner.

Mere grundlæggende var striden en rekonfiguration og radikalisering af nogle forskelle mellem Piaget og Vygotsky.

Der var simpelthen en læringsteoretisk kæmpestrid, som i dag har store konsekvenser for vores pædagogiske og kulturelle diskussioner. Men denne strid taler forfatterne til Pædagogikkens Idehistorie helt forbi. De klassificerer bare alle læringsteorierne i samme kasse uden sans for deres forskelle og konsekvenser.

Så for det første overses den systemteoretiske dominans, og for det andet har man ingen sans for de læringsteoretiske uenigheder og forskydninger i perioden. Det er som om, man har forladt sit emne. Og så er der endda flere mangler ved bogen, som jeg vil drøfte i nogle efterfølgende noter.

Tidligere noter:
Link til note 1 om systemteoriens indflydelse på dansk pædagogik:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155355460314481&id=837549480&pnref=story

 

5. d. 5. juni: Note 3 til Pædagogikkens idehistorie: Det tomme felt

På s. 22-23 er der en skematisk sammenfatning af bogens syv ”epoker”, som rubriceres ud fra 12 variable. Dvs. at bogens skabelon og struktur udgøres af en matrix på 96 felter.

I nærværende note vil jeg blot nævne et enkelt meget tankevækkende forhold. Det drejer sig om den afsluttende epoke 7, som går fra 1989 til i dag. Epokens overskrift er ”Globalisering og livslang læring”, og der sker noget virkelig mærkeligt i de epokale rubrikker. For at få min pointe frem vil jeg sammenligne lidt med den foregående epoke 6, som går fra 1945 til 1989, og som hedder ”Progressivisme og demokratisk dannelse”.

I skemaet markeres hver epokes karakteristika som nævnt ud fra en række variable. De tre variable, jeg vil omtale her, er følgende:

– Ismer
– Internationale fyrtårne
– Danske fyrtårne.

1. Epoke 6: 1945-1989
Ser vi f.eks. på 1945-1989-epoken, så er ”ismerne” kritisk teori og pragmatisme. De ”internationale fyrtårne” er i overensstemmelse med disse “ismer” angivet til at være Dewey, Habermas og Freire. Endelig er de danske fyrtårne Hal Koch, Knud Illeris og CC. Kragh Müller.

Der er naturligvis det ene og det andet at diskutere, men alligevel. Det kan man godt begrunde.

2. Epoke 7: 1989-?
Men nu kommer så min pointe til den undrende forsamling. For hvordan ser billedet ud for vores aktuelle epoke, epoke 7, fra 1989 og til nu?

Jo, hør blot: ”Ismerne” er socialkonstruktivisme og postmodernisme. Ok, det er også i orden.

Men man skulle jo så tro, at der vil komme nogle socialkonstruktvistiske og postmoderne fyrtårne, ikke sandt? Men det gør der overhovedet ikke. De ”internationale fyrtårne” er to fagøkonomer og en økonomisk organisation, nemlig G. Becker, J. Heckman og OECD???? Ja, inde i kapitlet defineres disse økonomer ligefrem som epokens “pædagogiske filosofi”. Hvor er Luhmann, Foucault, Ranciere, Lyotard og Gert Biesta, for nu at foreslå nogle tilfældigt udvalgte?

Og de ”danske fyrtårne”? Hvem er mon det? Ja, det skal jeg ikke kunne sige, for det felt står tomt, altså som i helt og aldeles tomt. Den store matrix har 96 felter, men der er kun et tomt felt. Og det tomme felt fortæller, at der ingen ”danske fyrtårne” findes fra 1989 til i dag.

Men hvad med Jens Rasmussen og Lars Qvortrup? De er da fyrtårne på samme måde som Illeris, mindst endda? Og hvad med Alexander von Oettingen, Lars-Henrik Schmidt, Per Fibæk Laursen eller Peter Kemp?

(Inde i selve kapitlet omtales ganske vist nogle få af disse navne (især L-H Schmidt, som jo er Kristensens “lærer”), men kun yderst perifert og altså ikke med tilstrækkelig tyngde til at fortrænge økonomerne eller bemægtige sig det tomme felt.)

Det er sørme et tomt felt, der råber.

Nu var jeg med til boglanceringen i sidste uge, så jeg ved, at andre også undrede sig. Institutleder for DPU, Claus Holm, undrede sig f.eks.. Han sagde, at han i sin egenskab af institutleder for et ”pædagogisk” institut var lidt ked af det tomme felt. Men han sagde ikke, hvad han mente som almindelig pædagogisk forsker, så der må vi gætte lidt, hvilket jeg springer over her. Holm mente endvidere, at forfatterne måske ville komme lidt ud i storm pga. det tomme felt.

Skolehistorikeren Ning de Coninck-Smith undrede sig endnu mere. Hun havde ligefrem glædet sig til at læse forfatternes beskrivelse af den aktuelle strid, men der blev hun altså skuffet. Også hun undrede sig over den faglige prioritering. Mange af de navne, jeg nævnte ovenfor, har jeg faktisk taget direkte fra Coninck-Smiths forslag.

En af bogens forfattere, Hans Siggaard Jensen, rejste sig op og fortalte, at han mente, at Bertel Haarder var et dansk fyrtårn. Den lader jeg stå og blinke lidt.

Så vi har fået en pædagogisk idehistorie, hvis forfattere mener, at OECD og nogle fagøkonomer udgør fagets intellektuelle fyrtårne, og som ikke mener, at der har været nogen dansk diskussion af betydning siden 1989.
Inde i selve kapitlet ser der lidt anderledes ud, men ikke meget, hvilket jeg vil vende tilbage til i en senere note.

Spørgsmålet er: Hvordan kan Ove Korsgaard, Hans Siggaard og Jens Erik Kristensen være så blinde? Mit antydningsvise svar er treleddet: Det er, fordi de har købt konkurrencestatsteoriens præmis. Konkurrencestatsteorien dominerer beskrivelsen af den sidste epoke. Eftersom Ove Kaj Pedersens teori omdanner pædagogik til et middel for arbejdskraftens optimering, så er resultatet tvingende: Vi ender med økonomer og tomme felter.

En endnu mere grundlæggende årsag er, at de tre forfattere efter eget udsagn har konciperet bogen helt tilbage i 2010, som jo var det helt store nedsmeltningsår på DPU; en nedsmeltning, som forfatterne vel at mærke selv var involveret i på forskellige niveauer. Det var også dengang institutionens ledelse sammen med tre UC-rektorer sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King. Alt det vender jeg også tilbage til i en senere note.

Bogen er altså en 00’er-bog. De tre forfattere er vokset til og ind i den pædagogiske verden sammen med 00’erne. Det er derfra det tomme felt og OECD stammer. Som Niels Egelund sagde d. 10. juni 2010 til Information: ”Internationalt, så er det altså økonomer, der oftest sidder på området. Og uddannelsesforsker, hvad fanden er det?”. Her har vi bogens ånd.

Tidligere noter om bogen:

Note 1 om systemteoriens indflydelse på dansk pædagogik: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155355460314481&id=837549480&pnref=story

Note 2 om læringsbegrebets hegemonisering:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155364141679481&id=837549480&pnref=story

 

6. d. 6. juni: Note 4 til Pædagogikkens idehistorie: Middelalderens, EU’s og Grundtvigs spanskrør

En af bogens højdepunkter er følgende sætning i kapitel 8, der omhandler perioden 1989-2016:

”Med udbredelsen af globale sammenligninger af de nationale skole- og uddannelsespræstationer i regi af transnationale organisationer som OECD, UNESCO, IEA og EU er der opstået en art pædagogisk og uddannelsespolitisk universalisme centreret om en række nye globale ideer og nøglebegreber som livslang læring, kompetenceudvikling, kreativitet, inklusion og medborgerskab (citizenship). Den periode kan derfor pædagogisk set minde om middelalderen, hvor det var den katolske kirke, der leverede de universelle diskurser og formålsbestemmelser for opdragelse, undervisning og uddannelse i datidens kloster- og katedralskoler og universiteter – med latin som universalsproget. Det karakteristiske ved den nye form for pædagogisk universalisme er dog, at den er båret af økonomi snarere end religion eller demokrati – og at engelsk er blevet det nye universalsprog” (359-60).

Vi får altså en pædagogisk ”universalisme”, der minder om middelalderen. Vi får Romerriget og pavens herredømme i en ny form, i Rom-traktaten, dvs. i en EU-orkestreret økonomisk universalisme, som al kulturel og folkelig pluralitet må underkaste sig.

Ovenstående citat slog mig, fordi jeg nærmest samtidig sad og kiggede i Grundtvigs ”Nordens Mytologi” fra 1832. Her kan man i indledningen læse en kommentar, som i lyset af ovenstående nærmest blive aktuel.

Grundtvig taler om

”romeråget i alle sine skikkelser: som lænkerne i de romerske kejseres, som krogkæppen i de romerske pavers, og som riset i de latinske skolemestres hånd. Lænkerne var det nordboens og tyskerens kald at bryde, kæppen var det deres lyst at knække, men riset har de hidtil ærbødigt kysset, skønt det var netop det farligste, det fordærveligste våben i den skjulte manddrabers hånd. Riset køs livet af mødrene og udpiskede det af børnene, så de blev aldrig mænd for at brække det.”
(s. 28 i min udgave (Forlaget ”Danmark”, 1930)

Så Grundtvig var lidt forud for sin tid med sin kritik af riset. Til gengæld kunne han ikke vide, at Romer-riset nu ifølge de nye pædagogiske oldermænd er afløst af en ny ”universalisme”, nemlig læringsmålsstyring og positiv psykologi, dvs. et såkaldt ”selv-ris” suppleret af diverse ”styrker”.

Pædagogikkens Idehistorie lægger med sit fine universalisme-citat på sin vis op til en herlig strukturering af epoken, hvor hele den aktuelle pædagogiske og uddannelsespolitiske strid kan komme til syne.
Desværre overses mulighederne på det skammeligste, hvilket har sine årsager, som jeg vil vende tilbage til i en senere note.

Men det har noget at gøre med synet på konkurrencestaten og med synet på den grundtvigske tradition, som Ove Korsgaard partout skal gøre til noget ”etnisk”, som endda sidestilles med noget ”kulturelt”. Hermed er vejen banet for en ”uetnisk” Hal Koch og senere hen for Ove Kaj Pedersens teori, der spiller hovedrollen i kapitlet.

En sådan etnificering af en stor national filosof, her Grundtvig, svarer jo til, at man i Tyskland gjorde Immanuel Kant til en etnisk filosof uden moderne indflydelse. Det kunne tyskerne heldigvis aldrig finde på, men det kan danskerne altså godt.

Og blot til sidst: Det var jo den systemteoretiske anti-grundtvigianisme, der bar den nye ”universalisme” ind i Danmark, hvorved vi i en vis forstand fik en forstærket, reduceret og teknificeret universalisme til landet. Vi fik et Romersk Rige helt uden Athen og Betlehem, som slog kløerne i et Danmark uden Valhalla og Grundtvig. Det er det, vi i dag kalder for ”skolereformen”.

Tidligere noter:

Note 1 om systemteoriens indflydelse på dansk pædagogik: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155355460314481&id=837549480&pnref=story

Note 2 om læringsbegrebets hegemonisering:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155364141679481&id=837549480&pnref=story

Note 3 om ”Det tomme felt”:

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155366516899481&id=837549480&pnref=story

 

7. d. 6. juni: John Biggs og John Hattie

John Biggs er nok det tætteste, vi kommer på en universitetspædagogisk guru. Hans bog ”Teaching for qualitative learning at university” er fast pensum for alle universitetsadjunkter i Aarhus og sikkert også mange andre steder.

John Biggs er især kendt for sin såkaldte ”constructive alignment”, som er en tæt og usympatisk sammensmeltning af læringsmål, evaluering og pædagogik samt for sin læringstaksonomi, ”SOLO-taksonomien”, som der refereres til mange steder i uddannelsessystemet.

John Hattie trækker iøvrigt tæt på Biggs og hans SOLO-taksonomi. Både Hattie og Biggs er fra Australien og har også skrevet artikler sammen. Deres teorier er som bror og søster.

Hattie og Biggs deler også interessen for den radikale konstruktivisme, og de arver dermed direkte en total mangel på sans for omverden, formål og filosofi.

Ja, John Biggs bog indledes simpelthen med en angivelse af seks læringsmål. Her er nogle af dem:

”THE OUTCOMES WE INTEND READERS TO ACHIEVE”

When you have read this book you should be able to

– Explain to a colleague what “constructive alignment” is about and its application to designing a curriculum

– Reflect on your current teaching using the constructive alignment framework and devise.”

Som sagt er der i alt seks læringsmål i samme ånd. Så læseren får at vide på forhånd, at målet er at forstå og bruge Biggs egen teori. Det er det, jeg vil kalde indoktrinering.

Jeg synes, det er lidt synd for universitetsadjunkterne, at de skal stå model til et så anti-intellektuelt et syn på universitetspædagogikken. Det må jeg indrømme. Men ok, det er jo også synd for skolelærerne og deres elever, at de skal stå model til det samme, bare i John Hatties version.

Selv vil jeg aldrig læse en bog – heller ikke en lærebog – der starter med at angive et ”learning outcome” med mindre dette “outcome” handler om at splitte sætningerne ad.

Links:
Mig bekendt har ingen bemærket sammenhængen mellem Biggs og Hattie og konstruktivismen (og dermed også til systemteorien). Men her er to udmærkede danske kritikker af Biggs:

Andersen, Hanne. L. (2010). ”»Constructive alignment« og risikoen for en forsimplende universitetspædagogik”, Dansk universitetspædagogisk tidsskrift, nr. 9, s. 30-35: http://www.dun-net.dk/med…/102953/pages%20from%20dut_9-8.pdf. Hanne Leth Andersen, som har skrevet den fine artikel, er i dag rektor for RUC.

Wiberg, Merete (2011) ”Forståelse i forskningsbaseret undervisning – især i relation til human- og samfundsvidenskab”, Dansk universitetspædagogisk tidsskrift, nr. 10, s. 58-63.

http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.p…/…/article/view/5561…

 

8. d. 6. juni: Ro i Allinge

Skolelederforeningen har en torsdagsdebat i Allinge kl. 14-15. Debatten hedder

”Folkeskolen – før, nu og i fremtiden”.

Spændende! især det med “før” 🙂

Hvem deltager? Det gør følgende personer:

Lars Goldschmidt, tidl. formand for Antorinis Ny Nordisk Skole/medforfatter på Antorinis bøger/konkurrencestatsfan mm.

Christine Antorini, you know

Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen. som sender klagemails til folks arbejdsgivere, hvis han bliver kritiseret.

Jens Vase, tidl. formand for Danske Skolelever (som fik deres tilskud mangedoblet ifm skolereformen)

Jesper Bo Jensen, fremtidsforsker

Laust Joen Jacobsen, rektor UCC

Det er virkelig den gamle garde. Skolelederforeningen er vist ikke gode venner med Riisager.

Det bliver helt klart ro om folkeskolen fra kl. 14-15 på Bornholm. Ingen vil tale om “før”, fordi alle vil have revolutionær ro.

https://kalender.brk.dk/event/user-view/23612?redir=%23eidx_5

 

9. d. 8. juni: Input søges til fortolkning af leder i Asterisk

Jeg har tidligere skrevet en række analyser af Claus Holms ledere i DPU’s magasin ”Asterisk”. Den sidste nye leder står i nr. 82. Lederen har følgene overskrift:

”Kan Grundtvig og globalismens ånd finde melodien sammen”.

Det er nu anden leder i træk, der inddrager Grundtvigs filosofi.

Jeg er efterhånden lidt bange for at gå i selvsvingsautomatik, så derfor vil jeg i første omgang bruge en anden strategi end bare at lave analysen ud fra mine sædvanlige og fattige kategorier.

Derfor spørger jeg slet og ret alle med interesse for emnet og for retningen af dansk pædagogik: Hvad mener I, at der står i denne tekst? Hvad foregår der?

Jeg håber, at nogen af jer har lyst til at skrive lidt. Holm selv er naturligvis også meget velkommen til at deltage i en evt. diskussion.

http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Asterisk/82/Asterisk-82-s2.pdf

 

10. d. 8. juni: Natalitet 

Enhver god lærer starter med kærligheden til det, som allerede er, dvs. at han starter med fortiden. Kun på den måde får eleven en chance for at skabe fremtiden sammen med andre.

Den lærer, der starter med fremtiden, ødelægger fremtiden for eleven, fordi læreren jo definerer fremtiden med udgangspunkt i sin opfattelse af nutidens struktur.

Men nutiden er ikke en struktur. Ja, den er slet ikke i tiden. Den er uden for tiden på et blødt og fødende sted, i en form for suspension, midt imellem fortid og fremtid, som begge pulserer under suspensionens kraft.

Det er derfor, at den suspenderede utidige nutid bør have primær pædagogisk interesse.

Hvad sker der nu? Klokken ringer ind på fødegangen.

 

11. d. 8. juni: Forligskredsens læserbrev

Forligskredsen har skrevet et ”læserbrev” til bladet Folkeskolen, der handler om justeringen af Fælles Mål. Det er en form for politisk erklæring. Man kan læse det i linket (Jeg forudsætter, at læseren er bekendt med forhistorien).

Her er lidt kommentarer:

1.

I forligskredsens læserbrev står, at man vil fastholde de 215 overordnede kompetencemål og deres tilhørende generelle videns- og færdighedsområder. Derimod er de underlæggende færdigheds- og vidensmål – dvs. de såkaldte “fasemål” – ikke mere bindende. Dem er der 3170 af.

OK, og hvad sker der så med disse 3170 mål, altså med fasemålene? Forsvinder de? Nej, det gør de sådan set ikke. De gøres blot ”vejledende”, dvs. at de bliver hængende overalt på ministeriets hjemmeside og i fagbeskrivelserne, hvis jeg nu ellers har forstået det ret.

Men hvad vil det nu i mere praktisk forstand sige, at målene er ”vejledende”? Jeg kan forestille mig to scenarier:

a)
Læreren skal stadig have fasemål, men han behøver ikke at bruge ministeriets forslag. Dvs. at læringsmålsstyringen fastholdes som obligatorisk. Hvilke konkrete læringsmål, man bruger, må man blot selv om. På den måde fastholdes ministeriets didaktiske model, som er nævnt i alle fagbeskrivelserne. I dette scenarium fastholdes ”læringsmålstyringen” fuldstændigt. Friheden vedrører ikke det pædagogiske system som sådan, men angår kun hvilket læringsmål, man vil konkret vil bruge for at opfylde de 216 kompetencemål og videns/færdigheds-områder.

b)
Den anden mulighed er, at læreren blot skal arbejde inden for horisonten af de overordnede 216 kompetence-, videns-, og færdighedsmåle. Om han vil gøre det med læringsmålsmetoden eller ej, må han selv om. I så fald kan læreren helt undlade at bruge læringsmål. I så fald er der ingen grund til at fastholde den læringsmålsdidaktiske model på ministeriets hjemmeside, i fagbeskrivelserne eller på læringsportalerne. I dette scenarium forlades læringsmålstyringen helt. Tilbage står blot 216 afskallede og indholdsløse kompetencemål og vidensområder. Men i så fald er der faktisk ingen grund til at kalde de eksisterende læringsmål for ”vejledende”. Bye Bye læringsmål! og ved I hvad: faktisk er der ikke engang nogen grund til at have kompetencemål. Så er det altså bye bye skolereform i en mere grundlæggende forstand.

Man har i “justeringen” forsøgt at finde en mellemvej, men en sådan findes ikke. Vi ender formodentlig med fortolkning a), dvs. med det, jeg har kaldt et ”logisk sammenbrud”, hvor der postuleres frihed, mens tvangen bliver endnu mere tvingende end før.

Og så er der to formuleringer, som jeg ikke synes om, og som vist desværre bekræfter tolkning a) ovenfor:

i.

”Det har vist sig, at det tiltænkte hierarki mellem de forskellige niveauer i målene er endt med at træde i baggrunden”.

Havde man tiltænkt ”et hierarki”? Jamen, det var da det, man fik, men nu troede jeg ellers lige, at man ville af med det? Men med tolkning a) kan man sørme få hierarki igen, kan man. Ja, og endda endnu kraftigere end før, fordi lærerne nu skal lave og følge læringsskabelonerne selv. Den ydre tvang bliver til en indre tvang. Så er det slut med reformationens tro og åndsfrihed, for nu at sige det på den måde.

Eller måske mener man med “tiltænkt hierarki”, at formål og dannelse skal stå over mål? Men så kan jeg sige med sikkerhed, at det aldrig har været på banen eller tiltænkt, hverken i skole- eller i læreruddannelsesreform. Det kan jeg slet ikke tage alvorligt. Det er løgn, ja det er.

ii.

En anden formulering lyder også mærkeligt:

”Fælles mål er primært et redskab for skolen og læreren og et redskab til at tydeliggøre for eleverne, hvad de forventes at lære, og fælles mål skal være et brugbart og meningsfuldt værktøj i undervisningen og i kommunikationen med elever og forældre”

Redskab mig her, redskab mig der og redskab mig over det hele. Kønt er det ikke. Men skal Fælles Mål fortsat være et ”redskab” på den måde, det beskrives, så må det desværre være fortolkning a) der gælder. For er det fortolkning b), så er der jo ingen ”redskaber” men bare helt almindelig undervisning med fag, indhold, kundskaber, viden, færdigheder, formål, dannelse etc. med ledsagende pædagogisk liv og eksaminer.

2.

Men forligskredsens indlæg er vel at mærke også en stiltiende begmand til Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen. De beskyldte jo – sådan nærmest semi-privat – Keld Skovmands bog for at være fyldt med ”fejl, misforståelser og uklarheder”. Men nu har forligskredsen givet Skovmand ret. Det er stort set Skovmands optællingsmetode, kredsen har lagt til grund for justeringen. Jeg synes Rasmussen og Rasch-Christensen skylder Skovmand en gevaldig undskyldning.

3.

Sproget i indlægget er totalt ændret siden Antorinis og Corydons tid. Ordet ”læring” optræder slet ikke (!!!!!). I stedet er overskriften ligefrem ”Målet er kundskaber”, og der tales om både ”dannelse og viden”. Til sidst markeres skolereformens tre legendariske styrings-mål, men udtrykket ”udfordre eleverne, så de bliver så dygtige de kan”, er nu erstattet af målet om, at ”folkeskolen er fagligt funderet og udfordrer alle uanset social baggrund”. Det er jo en meget blødere og måske endda en radikalt anden formulering, fordi det nu er faget og ikke læringen, der kommer i fokus. Dvs. at man skal ”lære noget” og ikke blot ”lære at lære”.

Men sætningerne står helt ureflekterede, så man kan ikke vide, om det bare er overfladisk. Det er det formodentlig. I så fald har vi en situation, hvor læringsrevolutionen nu æder sig ind på resterne af de pædagogiske ord, som den selv har gjort op med siden 1990. Så er vi i fortolkning a).

Men hvis skiftet i vokabular også er realpædagogisk, så falder skolereformen totalt sammen. Og så ender vi i fortolkning b) og faktisk også i en endnu kraftigere opløsning, fordi de Fælles Mål jo slet ikke er kundskabsbaserede men rent kompetencebaserede. Man kan ikke både sige ”målet er kundskaber” og så lave et kompetence-system, som man har gjort det.

Fra den oprindelige forligskreds er der kun følgende gengangere: Anni Matthiesen (V) og Alex Ahrendtsen (DF).

Resten er nye, dvs. – udover ministeren – Henrik Dahl (LA), Jacob Mark (SF), Marianne Jelved (RV) og Birgitte Jerkel (K)

Måske kan nogle af disse gode folk fortælle mig, om lærerne skal anlægge fortolkning a) eller b) ovenfor?

PS Lærer Mette Frederiksen, som vist nok deltager i en af Riisagers arbejdsgrupper, har en mere positiv vurdering af læserbrevet. Det kan man læse om

her: https://www.folkeskolen.dk/…/forligskredsen-maalet-er-kunds…

 

12. d. 9. juni: Jelved laver uro 

Gode gamle Jelved skaber mere dejlig rolig uro:

1. Folkeskolen.dk’s undersøgelse:
Mange kommuner har gang i det ene og det andet fælleskommunale læringsprojekt. Det fremgår af en undersøgelse, som bladet Folkeskolen har lavet.

Journalisterne har især registreret følgende projekttyper:

LP-Modellen, Program for Læringsledelse, Visible Learning og det som i undersøgelsen kaldes for ”andre John Hattie-inspirerede projekter”.

Og ja, det er jo alt sammen fra samme ærgerlige skuffe,

2. Uro:
Men nu er der sørme igen kommet uro om folkeskolen. På den ene side står KL’s Arne Eggert, som tidligere arbejdede for Antorini. Han mener, at det er godt med disse konstruktivistiske fællesskabeloner. Han siger, at det “skaber engagement og ejerskab blandt skolens personale”. Det må man sørme ikke håbe, han har ret i.

På den anden side står uromagerne. Det drejer sig om Jacob Sølvhøj fra Enhedslisten, men også om folk fra forligskredsen, især Jacob Mark fra SF og ikke mindst Marianne Jelved, som virkelig har tilført det radikale venstre noget skolepolitisk pondus, siden hun kom til.

Jelved siger bl.a.: ”Det er utilstedeligt. Det er simpelthen ikke en acceptabel måde at behandle skolerne på. Det er spild af gode kræfter”.

Annette Lind fra Socialdemokraterne er stort set enig med Arne Eggert. Men hun synes nu også at der er kommet for mange projekter. Hun mener dog, at det er Riisagers skyld!?!?!?! Men de projekter, som omtales i undersøgelsen er da rent Antorini-tamtam? Det er rent Konkurrencestatsparti. Drop dem.

Faktisk er situationen langt værre, end undersøgelsen tilsiger. Hvorfor? Jo, fordi hele skolereformen er et eneste stort projekt. På en måde kan man ikke få ”færre projekter”, fordi man kun har et projekt, som så kører helt friløb ud i det læringsrevolutionære blå.

3. Jelved og formålet:
Jeg synes, man bør gøre, som Jelved foreslår. Hun peger på, at man bør huske 2. del af skolens formålsparagraf. Her citeret fra artiklen:

”Marianne Jelved henviser til folkeskolelovens paragraf 2 stk. 2, som siger, at det er skolelederen, der har “ansvaret for undervisnings kvalitet i henhold til folkeskolens formål”.

“Man kan ikke bare lægge en matrice ned over alle skolerne i København eller en anden kommune og sige, at de skal gøre det sådan og sådan. Den måde at drive skole på er en styring, som ikke har noget at gøre med, hvad skolen er”, siger hun og fortsætter: “Skolerne skal simpelthen have frihed til at agere som en professionel institution fyldt med professionelle medarbejdere””.

Nu mangler vi bare, at Jelved forstår, at de omtalte projekter slet ikke er projekter, men bare skolereformen som sådan, som jo selv netop er et eneste kæmpe “projekt”; altså den reform, som Jelved parti stadig lægger forlig til.

https://www.folkeskolen.dk/609264/christiansborg-om-kommunernes-projektitis-utilstedeligt

 

13. d. 9. juni: Rapport fra Skanderborg-Land 

I Skanderborg lærer små børn John Hattie-ord. Niels Jakob Pasgaard rapporterer fra den revolutionære front:

https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/10213455074588865

 

14. d. 10. juni: Et spørgsmål til Europa

Et spørgsmål:

Europa synker ned i strid og organisatorisk læringsmålsstyring. Hvorfor?

Måske er det på grund af mangel på politisk overbygning, dvs. en forfatning? Uden politik vinder den administrative ”organisation” – dvs. Juncker, strategier og læringsoptimerende regulativer, de Radikales hede drøm, det grimme blå flag med gule stjerner.

Ingen andre ønsker en politisk overbygning. Alle er bange for at miste det nationale og/eller det folkelige. Men det nationale trues nu af konsekvenserne af et Europa uden politik, dvs. et Europa som er økonomisk og organisatorisk defineret, og som bemægtiger sig de nervøse nationer. Det går så endda ekstra galt i DK, fordi DPO hader det, der skulle være et værn om nationalisme, nemlig national dannelse. Man afleverer det hele til det blå flag og al dets hurlumhej.

Er svaret på problemet en europæisk republik med fuldt nationalt/regionalt selvstyre, hvor subsidiariteten er langt mere systematisk og forpligtende indskrevet i en europæisk forfatning, end det pt er tilfældet? Også langt mere end i USA og Tyskland. Vil det være den eneste redning for både Europa som dannelsesområde og for frie nationale processer? I så fald kan Europas politik vinde over Europas organisation, hvorved nationerne kan blomstre under politikkens vind frem for under organisationens åg.

På en måde kan man godt sige, at europæisk dannelse handler om at oparbejde et ubehag ved EU, og national dannelse handler om at opbygge et ubehag ved nationalisme. Ubehaget og den ledsagende destruktive kritik formidles til gengæld af en kærlighed til Europa og til sit land og denne kærlighed kommer fra pædagogikkens lønkamre.

Imens vi venter på afklaring, bør vi give både national og europæisk dannelse en ordentlig spand kul, så ingen af delene for alvor kan kollapse i deres mistrøstige former, dvs. i hhv. en konkurrencestat og i en kineser- og USA-forskrækket europæisk organisation.

Børn og unge skal propfodres med viden om og erfaring med litteratur, kunst, videnskab og industri fra hele verdensdelens gemmere, så de simpelthen ikke vil finde sig hverken i en nationalistisk defineret konkurrencestat a la DF/Soc.dem eller i en grim europæisk union med korsbånd og stjerner på, som drives af en kommission og nogle ansigtsløse processer a la RV.

Men ok, det er tankeprocesser. Jeg ved det virkelig ikke.

 

15. d. 10. juni: Til folkemøde 

Vi skal til Allinge på torsdag. Den står på kuppeltelt på campingpladsen i Sandvig. Prioriteringerne er følgende:

1. Uddannelsesdebatter, udstyret med min notesblok og en i-pad.
2. Debatter om den europæiske situation, men helst ikke med politikere.
3. At tåge rundt og gå ind i et tilfældigt telt.
4. Debatter, hvor der er gratis øl.
5. God musik (jeg glemmer aldrig en fantastisk koncert med Folkeklubben i professionshøjskolernes telt. Det var vist i 2015).

Selv deltager jeg i en debat om Alternativets skolepolitik lørdag kl.10.30. Årsagen til invitationen er formodentlig, at jeg skrev en analyse af partiets store skolepolitiske udspil i vinters. Debattens overskrift er

”Skolepolitik: Er skemarevolution + selvstyre = superelever?”

Det lyder lidt ”alternativt”, så det skal jo nok blive sjovt:-). For at varme op, var jeg her til formiddag til mindfull-yoga nede ved stranden i Risskov sammen med Aarhus Symfoniorkester, som spillede Haydn live ud i bugten.

I må ikke sige det der med “mindfull” til Svend Brinkmann, lov mig lige det 🙂

Måske kommer nogen er jer forbi Alternativets telt til lidt “mind”, hvor jeg vil prøve at gøre Alternativet til noget traditionelt; til en form for “kulturel økologi”, som Brinkmann kalder det..

Links:
Link til Alternativets debat: https://kalender.brk.dk/event/user-view/25033?redir=

Link til analyse af Alternativets skoleudspil, som jeg faktisk godt kan lide på mange måder (men ikke alle):http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-alternativets-…

 

16. d. 11. juni: En tur i Skanderborg kommune

Jeg var lige en tur omkring Skanderborg Kommunes hjemmeside. Jeg ville bare se, hvordan det står til med præsentationen af det altdominerende synlig læring-koncept.

Det kunne jo være, at noget af al kritikken af konceptet var nævnt? F.eks. bogen ”Hattie på dansk”, to store artikler i Nordic Studies in Education og endnu en artikel i Dansk Pædagogisk Tidsskrift? Alt sammen publiceret her i år. Ja, og så plus alt det løse, f.eks. en hel aktuel ph.d.-afhandling af Stine Helms (se links).

Men nej, det var der ikke noget af, ikke et ord. Der er kun religiøs smalsporet juhu-pædagogik over det hele. Det er sådan en slags lomme, eller en “boble”, som det kaldes?

Et brugbart fund blev det dog til, selvom det ikke har noget med ”kritik” at gøre: Hvis I ruller ned i bunden, kan I finde nogle slides for den seneste Synlig Lærings-konference i kommunen. Det var der, hvor eleverne gik med lyseblå t-shirts, hvor der stod “spørg mig om synlig læring”.

Især Hattie-eleven, konsulenten James Nottinghams slides er interessante. Det fremgår nemlig tydeligt af dem, at Hattie-feberen er dybt forbundet med positiv psykologi og John Biggs’ SOLO-taksonomi, som man også bruger på universiteterne og mange andre steder.

I kommunen sender børnehaverne breve til forældrene, hvor pædagogerne fortæller om det nye Hattie-arbejde med de små børn:

“Vi har afsluttet sidste måneds tema om selvregulering. Nu er det Feedback vi skal arbejde med. Måske de spørger jer om hvad det betyder.
Rigtig god weekend.”

Hvis jeg fik sådan et brev var min weekend ødelagt!

Hvis man har spørgsmål kan man skrive til en kommunikationsmedarbejder, som hedder Lone Amdi Boisen. Hun er, ligesom resten af sin forvaltning, også glad for James Nottingham, ja hun har ligefrem været i England og besøge nogle af Hattie-skolerne derovre. Det kan man læse om i et af linkene

Links
Link til kommunens hjemmeside om synlig læring: https://www.skanderborg.dk/…/familie-boe…/sammen-om-laering…

Link til omtale af Stine Helms helt nye ph.d.-afhandling om synlig læring: https://www.folkeskolen.dk/…/forskning-de-svage-elever-kan-…

Link til artikel om Lone Amdi Boisens tur til England: http://stiften.dk/…/Boern-skal-blive-bedre-t…/artikel/249791

Link til en analyse fra efteråret af kommunens skolepolitik:http://www.thomasaastruproemer.dk/synlig-laering-i-skanderb…

 

17. d. 12. juni: Information bekræfter sit læringsrevolutionære synspunkt

Information bekræfter i dagens leder sin stilling som læringsrevolutionær avis med sin tilslutning til skolereformen. Lederen er skrevet af Mette-Line Thorup.

Avisen kritiserer dem, der laver ”uro”. Og hvem er det? Jo, det er Merete Riisager, fordi hun har givet en lille gruppe skoler lov til at eksperimentere med en kortere skoledag. Ministeren ”underminerer” reformen, hedder det, og vi får endda at vide, at ”lærerne for længst har mistet enhver lyst til at spille med”. Ok så, men måske er denne manglende spillelyst reformens og ikke reformkritikkens skyld? Næ nej, det får vi ikke noget at vide om.

Dette synspunkt har helt samme struktur, som socialdemokraten Annette Linds synspunkt i Folkeskolen.dk den anden dag. Også Lind mente, at det var Riisagers skyld, at lærerne var trætte af ”projekter”. Vi lader den lige stå og blinke.

Informations kritik minder også fuldstændigt om Niels Egelunds kritik af Riisager på DR’s net-avis den anden dag. Information og Egelund er lavet af samme åndelige vævning.

Hvad skulle Riisager da have gjort i stedet, ifølge Informations lederskribent? Jo, hun skulle have ”forbedret mulighederne for rent faktisk at implementere de nytænkende elementer, som ville udvikle fagligheden”, hvilket jo er ensbetydende med læringsmålsstyring og Hattie-religion, som dele af forligskredsen og et utal af udgivelser har kritiseret. Men Thorup er tavs som en pandekage om kritikken.

Hvem bruger Information så som retorisk forstærker på sin tavshed? Jo, man henviser til den lokale filosof, Stefan Hermann, som avisen jo også trækker på, når der skal deles populismehatte ud til førende intellektuelle, som ikke lige deler Informations glæde ved at være et konkurrencestats-notat.

Lederskribenten mener, at den ”politisk-administrative” og den ”pædagogisk konservative” position, som Hermann helt overfladisk kalder dem, skal ”billægge striden”. Bilægge striden? Information fører sig frem som en intellektuel avis, men nu vil man billægge en strid, som har rod i en skolereform, som er rent økonomisk defineret? Det vil i så fald være det, som jeg kalder for ”revolutionær ro”. Og så kalder man sig endda for en intellektuel avis? Jeg tror, jeg vil nøjes med Aarhus Onsdag.

Lederen suppleres inde i bladet med et en lang replik af Mikkel Giver Kjer fra SFI. Kjer havde en læringsrevolutionær kronik i avisen i forrige uge, som Niels Christian Sauer efterfølgende kritiserede. Dagens kommentar, der ligger helt i forlængelse af Thorups leder, er så et svar til Sauer. Svaret er så ny-positivistisk at man er ved at kvæles i post-faktuelle fakta.

Der er en gruppe personer, som har sammenfaldende synspunkter og handlingsmæssige mønstre, bl.a. Rune Lykkeberg, Stefan Hermann, Mette-Line Thorup, Arne Eggert, Bjarne Corydon, Jacob Fuglsang, Antorini og Lars Goldschmidt. De kender hinanden på kryds og tværs og har opbygget deres helt eget verdensbillede og begrebsapparat, godt hjulpet på vej af dele af den pædagogiske forskning.

Information støttede også skolereformen, da den skulle vedtages – og på samme tekniske måde – så der er ingen ændring. SF, som jo er avisens ene parti, er også med i skoleforliget, så vil også gerne have ”revolutionær ro”. Partiet deltog dog i justeringen af de fælles mål i sidste måned. Underligt at lederskribenten ikke engang har noteret sig det? Hun er nok ikke blevet ’orienteret’ af Stefan Hermann? Informations andet parti er Enhedslisten. Det er uden for forliget, men det kniber med den politiske og intellektuelle kraft. Der ville det jo hjælpe, hvis segmentets avis ikke var så vild med det centrum-venstre, som udviklede sig i 00’erne, og som skolereformen er en fuldstændig integreret del af.

Links:
Informations leder: https://www.information.dk/…/folkeskolereformen-afvikles-ud…

Annette Linds (og andres) reaktion på Riisagers initiativ: https://www.folkeskolen.dk/…/christiansborg-om-kommunernes-…

Niels Egelunds kritik af Riisager initiativ: http://www.dr.dk/…/indland/nu-bliver-skoledagen-kortere-igen

Mikkel Giver Kjers kronik (d.23. maj): https://www.information.dk/…/laererne-afskyr-folkeskolerefo…

Sauers kritik af Kjers kronik (d. 31. maj): https://www.information.dk/…/sfi-gambler-halv-million-medbo…

Kjers svar til NC Sauer (d. 12. juni): https://www.information.dk/…/foelsom-folkeskoledebat-foeres…

 

18. d. 12. juni: Børneaktiepartiet

SFs daværende skolepolitiske ordfører, Pernille Vigsø Bagge, skrev nedenstående kommentar til Information i december 2012.

Vigsø Bagge skriver blandt andet følgende med udgangspunkt i en reference til Fælles Mål:

”Aktivt lederskab skal styrke samarbejdet om eleverne, så lederen formår at gå i dialog med læreren om de læringsmål, der er opstillet for den enkelte klasse og endda påkrævet for den enkelte elev.”

Ledelse er læringsmåls-sparing. Og der er ingen sprækker overhovedet!

Hermed lægges grunden til SF’s læringsbegejstring i mange kommuner og til partiets manglende intellektuelle spændstighed i det hele taget. Efter murens og Grundtvigs fald reduceredes SF til et intet. Man endte paradoksalt nok ligesom Antorini, som forlod SF i 2001, netop pga. af Grundtvigianerne og marxisterne i partiet. Bagefter forlod SF sig selv og blev til Antorini. Nu er SF et intet. SF er et læringsmål. En individuel læringsmaksimeringsmaskine. Det er betagende at følge med sine tanker.

Og forliget står stadigvæk fast som en havørn. SF står ved det.

Der ændres lidt på nogle detaljer, men ånden er, som den er. Ånden flyder stadig rundt i kommunerne, i forskningen og overalt på ministeriets hjemmeside. Ånden ER. Og det er SF’s skyld og ansvar.

På valgplakaterne i 2011 skrev partiet, at børnene var en aktie. Desuden støttede alle de nu bortløbne børnepartisoldater Corydons konkurrencstatsteori og den tilhørende skolereform. Endelig var man en slags lillebror i forhold til det store Konkurrencestatsparti, dvs. helt tømt for normativt indhold. Derfor et det passende navn til partiet:

BØRNEAKTIEPARTIET

https://www.information.dk/debat/2012/12/lederskab-gavner-hele-folkeskolen

 

19. d. 13. juni: Aarhus Universitet på folkemødet 

Aarhus Universitet udbyder forskningstømt standardvare på Folkemødet:

På Folkemødets første dag handler Aarhus Universitets debatter om uddannelse.

Nedenfor er der links til de to vigtigste af de totalt forudsigelige debatter med deltagelse af hele perlerækken af forskningsløse sætninger.

Der ingen pædagogiske forskere, ikke engang af de ukritiske. Ja, eller andre forskere for den sags skyld.

Til gengæld er der fyldt med DEA, Antorini, Dansk Industri osv.. Det er for ringe. Det er ikke et universitet værdigt. Man skulle tro, debatterne var arrangeret af KL eller UC-VIA.

https://kalender.brk.dk/event/user-view/22833…

https://kalender.brk.dk/event/user-view/22848?redir=

 

20. d. 13. juni: Fyens.dk om Agedrup-sagen 

Fyens.dk opdaterer i dag den undrende omverden med seneste nyt i Agedrup-sagen. Kommunen har nu brugt ½ mio kr., på advokat-salær i sagen, som ikke har ført til andet end kommunale forhalinger og nederlag samt nogle velfortjente og arrogante belæringer fra dommeren i landsretten.

Agedrup-sagen er en materialisering af den ideologiske strid mellem centrum-venstres lærings-ideologiske skolepolitik og dansk pragmatisk skoletradition.

Det er denne materialiserende materie, dette “matter that matters”, som gør, at jeg har kaldt Agedrup for et epicenter.

Dette epicenters konsekvens vil forhåbentlig bringe landets pædagogik helt frem og tilbage og ind i sagen selv, dvs. sprænge læringsbegrebet i stumper og stykker, så børn kan begynde at lære noget.

http://www.fyens.dk/odense/Schmidt-sag-har-kostet-halv-million-i-advokat-salaer/artikel/3158696

 

21. d. 14. juni: Data-Danmark 

Venstre bryder virkelig ud som “Maskinrumspartiet” i dagens JP.

Uddannelses- og forskningsminister, Søren Pind, har slået sig sammen med direktør i Dansk industri, Karsten Dybvad. De to har fundet ud af, at man kan tjene penge på big-data, Derfor har de kaldt deres debatindlæg for:

”Data kan blive guld værd for Danmark”.

Der er ingen smalle steder for databegejstringen, og der er ikke en eneste reservation.

Danmark skal være et ”knudepunkt i den globale data-drevne økonomi”; et land, hvor alle ”med største naturlighed ser data som kilden til ny indsigt”. Og vi skal være optimerede med hensyn til ”globale trends og muligheder inden for big data og datadreven innovation”.

Derpå knytter Pind og Dybvad an til Disruptionsrådet, og med den reference er vi direkte ovre i brændende platforme, indianerlejre og i uddannelsessystemet, hvor vi jo har samme opgør med den pædagogiske tradition. Ledende skoleforskere ser her frem til at arbejde med ”arkiver af rådata”, som kan sendes kloden rundt, så lille Anna kan læringsoptimeres.

Pind og Dybvad har som sagt ikke den mindste reservation eller refleksion over sagen, og artiklen slutter med følgende sætning:

”På den måde kan vi vinde fremtiden”.

Pind fører sig frem med som ”dannelsesminister” i pressen. Han er det modsatte. Han er ikke andet end en læringsminister i et Maskinrumsparti, som er defineret ved teknikkens absolutte og totalitære herredømme.

Man burde ansætte 500 filosoffer, teologer og rundkredspædagoger i DI og i Pinds data-ministerium.

http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9649937/data-kan-blive-guld-vaerd-for-danmark/

 

22. d. 14. juni: Alternativ uro 

Alternativet vil ikke have “ro om folkeskolen”, ligesom de revolutionære vil. Partiet vil have fordybelse, bæredygtighed og udvikling i stedet for. Måske kunne de andre partier også byde ind med noget uroligt indhold? Alle har jo noget at byde ind med. Så tror jeg, at vi ved fælles hjælp kunne få en ordentlig skolepolitik.

https://www.facebook.com/alternativet.dk/photos/a.677987665568787.1073741828.676061179094769/1587081967992681/?type=3&theater

 

23. d. 15. juni: To spørgsmål i dansk politik 

De to spørgsmål i dansk politik:

Hvad sker der, hvis et Konkurrencestatsparti går sammen med et Dansk Fryseparti?

Og hvad sker der, hvis et Arbejdsmarkedsparti går sammen med et Maskinrumsparti?

Derudover er der også nogle virkelige politiske spørgsmål. De skal stilles af nogle usynlige partier med gammeldags navne.

 

24. d. 16. juni: Folkemøde 2017: Mission og Aarhus Universitet 

Først deltog vi i en spændende diskussion i missionærernes telt om relationen mellem Luther og velfærdsstaten, med bidrag fra Jørn Henrik Petersen, som har skrevet en bog om emnet, Kaare Dybvad og en præst. Konkurrencestatstemaet var dog svagt reflekteret, selvom der blev spurgt til det.

Dernæst var vi til Aarhus Universitets uddannelsespolitiske debat på Aurora. Debatten var demonstrativt fri for pædagogisk forskning og desuden fyldt med skrækkelige banaliteter fra Antorini, Charlotte Rønhoff fra DI og fra en lokal erhvervsmand. De ville alle sammen tage “udgangspunkt arbejdsmarkedets behov”. Det var en lidelse. Universitets rektor var slet ikke kritisk nok, efter min mening. Han mener ganske vist, at der skal være fri forskning, men han tror også, at vi har et masseuniversitet, der skal servicere arbejdsmarkedet. Hvilken fejl. Ikke mindst, hvis det er DI’s eller KL’s “arbejdsmarked”.

I pædagogisk forskning er der følgende lov: jo mere man tager udgangspunkt i kommunernes behov, desto dårligere bliver forskningen. Men det har universitetets ledelse ikke forstået. Den hygger sig med DI’s absolutte forfald.

 

25. d. 16. juni: Folkemøde 2017: Kontrarevolution i Allinge

Der var fest i DLF’s hus i Havnegade i Allinge mellem 12 og 13. En herlig dyb, karnevalistisk og kærlig hyldest til pædagogik og kundskaber. Jeg er så glad, så glad.

Alexander von Oettingen satte scenen med en træffende kritik af uddannelsespolitikernes opløsning af skolebegrebet og af den pædagogiske forsknings bevidstløse medvirken hertil.

Merete Riisager fulgte trop i et festfyrværkeri af pædagogisk kritik, vendt imod skolereformens grundlæggende filosofi.

Anders Bondo fulgte trop, men ved I hvad? Selvom han også var god, så var det lige før, at han, på trods af sin kritik, var den mest skolereformsaffirmative, hvis man ser på sprogspillenes dybdestrukturer. Det skyldes bl.a, at DLF oprindeligt var meget glade for Antorinis ideer. Men pyt, han skal nok komme helt med, når blot Riisager og Oettingen holder kadencen.

Der var fuld kraft på opgøret med læringsbegreb, visible learning, læringsmål, læringsplatforme, instrumentalisering, 1:1-tænkning osv. Det var ren fryd.

En af landets største læringsfundamentalister, Claus Holm, var blandt tilhørerne. Jeg bemærkede, at han kløede sig i håret. Hvor var Antorini?

Til gengæld snakkede de tre debattører om kundskaber, dømmekraft, autonomi, indhold, formål, myndighed, demokrati. Og vel at mærke med fuld sans for dybden.

Oettingen sagde til Claus Holm, at man burde tage pengene fra DPU og give dem til UC’erne. Oettingen glemte dog at fortælle om den pædagogiske krise i UC’erne selv; en krise som i høj grad bæres af netop det syn på læring, som Oettingen tordnede imod. Mere “selvkritik” tak, som Hermann plejer at bede alle andre end sig selv om. Men ok, Oettingen skal også have tak for at kritisere 1:1-tænkningens ødelæggende effekt i læreruddannelsen.

Tidligere på dagen havde jeg hørt på den totale opløsning af HF og Gymnasieskolen. Det var i professionshøjskolernes telt, hvor formanden for den dybt reaktionære rektorforening, Danske Gymnasier, svingede den arbejdsmarkedspolitiske karriere-fundamentalisme ned over en hel stakkels generation. Og i går var den jo helt gal på AU’s båd, Aurora, hvor DI fik lov at svinge den kundskabsopløsende pisk.

Debatten i Havnegade blev styret af Jens Jonathan Steen, som ikke havde megen sans for det enestående materiale.

I Havnegade startede den nye fest. En ny form for interesse mellem politik, profession og filosofi og dermed en virkelig ro om folkeskolen. Mange tak for dette Folkemøde-klimaks til dagens tre helte.

 

26. d. 17. juni: Folkemøde 2017: Gør god undervisning bedre

I går eftermiddags var jeg til debat om at “gøre god undervisning endnu bedre”; en formulering der jo falder fint i forlængelse af skolereformens “gør en god skole bedre”. Det er den slags formuleringer, der bare betyder dårligdom.

Jeg interesserer mig meget for emnet, så jeg mødte op trods alt.

Debatten varede hele 11/2 time. Der var et langt indlæg fra en Rambøll-konsulent, der havde skrevet en rapport om emnet. Jeg fattede ikke en brik.

Derpå var der indlæg fra bl.a. Arne Eggert, Stefan Hermann, Camilla Hutters fra EVA og Andreas Rasch-Christensen. Rambøll-kvinden bidrog med løbende kommentarer som en “forskningens stemme”.

Da debatten var overstået, kiggede jeg ned på min notesblok. Der stod intet.

 

27. d. 18. juni: Folkemøde 2017: Fest og nedtur og fest

For tre år siden var jeg til folkemøde-debat hos Undervisningsministeriet. Det handlede om læring, læring og atter læring og nothing else i et lokale med sparsomt fremmøde.

Kl. 12 i går var jeg i samme ministeriums selskab. Og ved I hvad? Ordet “læring” optrådte slet ikke. Og heller ikke nogle af de andre beslægtede DPO-ord.

Men hvad handlede debatten så om? Jo, den handlede simpelthen om skolereformens og DPO’s store bandeord: Dannelse.

Undervisningsministeriet havde i samarbejde med net-avisen Zealand skruet et fremragende program sammen. Orkestret Folkeklubben spillede op og fortalte om både Martin A Hansen og Jørgen Stein og om en kritisk og interesseret ungdom. Riisager fortalte om betydningen af opdragelsen hos sin mormor. En efterskoleforstander talte om ting, der var større end ungdomsfællesskabet, nemlig det historisk-poetiske, og Eske Willerslev slog et slag for videnskab og grundighed. Katrine Lilleør fortolkede HC Andersen, og vi sluttede af med en fælles Grundtvigs-sang. Salen var propfyldt.

Hele bredden i dannelsens og pædagogikkens muligheder blev tegnet op. Jeg så mange jeg kendte, men ingen fra DPO.

Bagefter var vi hos DLF i Havnegade. Her skulle Pernille Rosenkrantz-Theil forsvare skolereformen. Det var som at høre en Corydon Light. Hun “pralede” med, at hun var djøffer, og at hun havde en bachelor i statskundskab. Og jo, måleriet havde da taget lidt overhånd, men ellers handlede alt om styring på den der bachelor-djøfmåde, som ikke er til at holde ud. Man forstår godt, at nogle socialdemokrater er imod “akademikere”. De er selv de værste.

Grundlæggende var Theil begejstret for skolereformen. Resten er bare et styringsproblem, måtte vi forstå.

Hun fik dog sagt en tankevækkende ting, nemlig at DLF fra starten var begejstret for skolereformens ideer. Det passer, og før foreningen tager et eksplicit opgør med reformens indhold og sin egen rolle i elendighederne, kan man ikke helt tage foreningen alvorligt. Og det er IKKE nok at sige, at det bare var “strategi”.

Om aftenen var der fest på Cirkuspladsen i undervisningsministeriets nye ånd. Der blev sunget fællessang på modersmålet, USA’s tidligere ambassadør holdt en brandtale for dansk folkelighed og demokrati, Sigurd Barrett sang sin nye sang til 100-året for genforeningen, og Savage Rose gav deres livs version af Wild Child.

Til sidst var der fyrværkeri både ude og inde!

 

28. d. 19. juni: SF bekræfter folkeskoleforliget

SF har lavet et stort folkeskoleudspil, ”En stærk folkeskole”, som jeg må indrømme er gået lidt under min radar. Så vidt jeg kan se, ligger det ikke engang på partiets hjemmeside?

Desværre består udspillet blot af en tilslutning til skolereformen samt af nogle større tekniske ændringsforslag uden interessante begrundelser. Udspillet har slet ikke samme udsyn og dybde, som man finder hos f.eks. Alternativet og hos LA, og der er fyldt med sprogspil, hvis tavse forudsætninger deler filosofi med skolereformens tænkning. Der er derfor ikke noget virkeligt, som man kan forholde sig til. Det er ikke en kritik værd. Det har ingen rod og intet ståsted. Og frem for alt er der intet selvopgør.

Det eneste, der er lidt selvstændigt, er ideen om ”folkefriskoler”, men vi bliver kun informeret om noget teknik, så man kan nærmest ikke omtale det. Og det er da også fint med sund kost og ½ times kortere skoledag. Men der er som sagt fuld tilslutning til reformens overordnede tankegods. Ærligt talt: Der er sgu mere oprør i Undervisningsministeriets folkemødeudspil end i SF.

SF er en del af den centrum-venstreideologi, der lå til grund for de reformer, som man støttede begejstret i 2013; en støtte, der med det aktuelle udspil verificeres. Ideologien er en konkurrencestat, der ser pædagogik som middel til økonomisk og statslig optimering, og under denne hat arbejder læringsbegrebets værste sider ufortrødent.

I et tilhørende interview på folkeskolen.dk understreger SF’s skolepolitiske ordfører Jacob Mark, at han vil forblive i forligskredsen og stadfæster dermed den skolepolitiske realitet, som de radikale og ikke mindst socialdemokraterne er de vigtigste spillere i.

Nogen siger måske: Jamen, Thomas, hvad med V, K og DF? De er jo også med i forliget. Det er rigtigt, og de skal bestemt heller ikke skånes. Man må dog betænke, at skolereformen er udtænkt og fremlagt af en S-SF-RV regerings overordnede corydonske ideologi og hele dennes udspring og sammenhæng.

Dermed bekræfter udspillet partiets aktuelle navn: Børneaktiepartiet. Dvs. et corydonsk parti, som er blevet lidt nervøse ved Corydon. Udspillet er på den måde et barnligt udfald mod nogle dårlige forældre, som man aldrig kunne finde på at forlade. Helt ærligt: jeg troede man forlod regeringen, fordi man var utilfreds med Cyrodon (jf Dong-sagen), men i skolepolitikken hænger man stadig i skørterne.

I SF’s tradition er der fyldt med sociale og åndelige muligheder. Men de ligger helt brak i forslaget.

Links
Link til SF’s skoleudspil: http://sf.dk/media/6765/en-staerk-folkeskole.pdf

Interview med SF’s skoleordfører om udspillet: https://www.folkeskolen.dk/…/her-er-sfs-skolepolitik-fire-a…

 

29. d. 19. juni: LA og Alternativet

Jeg har stor respekt for de tre partier i Folketinget som – hvis man kigger på skolepolitikken – har drevet protesterne frem. Det er Alternativet, Enhedslisten og LA.

De andre partier markerede jo deres holdning, da de stemte for hele det system af love og regler – dvs. især skolelov, læreruddannelseslov, L409 og Fælles Mål – der vil bygge skole og pædagogik på økonomisk optimering frem for fordybelse og kundskaber. Dem har jeg ingen respekt for. Simpelthen ingen. De skal buuhes ud af Tangkrogen.

Af de tre gode partier har Enhedslisten desværre ikke en pædagogisk indstilling. Det hele bliver lidt for teknisk og oneliner-agtigt med et overdrevent fokus på lighed. På en måde håber jeg dog ikke, at partiet vågner. Jeg er nemlig lidt bange for, at det ender i favnen på den del af partiets intellektuelle bagland, der går ind for post-humanisme, som jo er sådan en slags venstreorienteret version af disruptions-rådet, blot meget mere disruptiv. Partiet kan også kigge hen til den mere klassiske velfærdstænkning hos Sanders eller Corbyn. Men ok, i den omegn er der desværre ingen pædagogiske ideer.

Det er ikke som i 1970’erne. Dengang tilhørte pædagogikken simpelthen venstrefløjen. Det er helt slut nu. Ja, faktisk sluttede det med murens fald. Det var jo en stor lettelse for alle at slippe for den pædagogiske marxisme. Desværre kom der ikke noget i stedet for. Vi fik bare et centrum-venstre med al dens konkurrencestat og læringsrevolution, og et højre der spaltedes i Dansk Fryseparti og Maskinrumspartiet. Det var 00’ernes liv. Musikken var heller ikke for god, sådan generelt set.

Det efterlader os med to partier, som skal drive en humanistisk og kundskabsorienteret skolepolitik frem. Og det er LA og Alternativet. De er lidt forskellige, men hvis vi plusser det ene med det andet og trækker lidt fra i nævneren, så ser det fint ud.

Så måske skulle Merete Riisager og Carolina Magdalene Maier sætte sig sammen og lave en form for ”økologisk Henning Fonsmark”? Jeg er fyldt med ideer:-).

Jeg har også forskellige ideer til, hvordan de andre partier kunne bidrage konstruktivt, så vi virkelig kan få en folkeskole og en læreruddannelse på den store klinge. Men det er uaktuelt under de aktuelle skoleloves hat, det er klart.

Man må vælge:

Alt, EL og LA har valgt kundskabsvejen, dvs. lovens §1. Herfra er der fuldt politisk og pædagogisk udsyn.

S, RV, SF, V, K og DF har valgt læringsoptimeringsvejen, dvs. skolereformen. Herfra ser man kun bogholdere og metoder.

 

30. d. 20. juni: Livsduelighedsnoter

Rasmus Kolby Rahbek har skrevet et glimrende indlæg i Højskolebladet. Han argumenterer for, at ordet ”livsduelighed” har mistet kontakten til livet og til den grundtvigske tradition. I stedet er livsduelighed blevet et psykologisk-kognitivt begreb, der kan bruges i f.eks. SFI’s rapporter og af DPU’s læringsideologer. Livsduelighed er kort sagt koopteret af ”robusthed”, som igen er annekteret af den positive psykologis skolereformsaffirmative styrkevokabular med videre reference til konkurrencestater og den slags. Kort sag: anti-pædagogik over det hele.

Med sin diskussion af livsduelighed forholder Rahbek sig til en begrebslig trend, som var tydelig på en nyligt overstået konference, som også handlede om livsduelighed. Konferencen blev arrangeret af Nationalt Center for Skoleforskning med institutleder Claus Holm i en af hovedrollerne. Rahbek nævner faktisk også Holm i sin artikel. Skoleforskningscentret ledes af Lars Qvortrup, som har slået sig op på en stærk anti-grundtvigsk tilgang til uddannelsesspørgsmål.

Med Rahbeks artikel stadfæstes en ny disciplin i dansk pædagogik, nemlig analyser af, hvordan DPO ødelægger gamle begreber, som lyder gode, men som umærkeligt omdannes til et teknokratisk læringssprog, som kan sive videre ud på skolerne og i konsulentlaget. En af mine kolleger sidder pt og skriver på en lignende artikel, hvor han studerer Lars Qvortrups nednormering af dømmekraftsbegrebet, som kommer i stand via en smal og fejlbefængt læsning af Kants dømmekraftskategorier.

Holm er i parentes bemærket en slags elev af Qvortrup, som jo også må være headhuntet til sin lederstilling af Holm, eftersom skoleforskningscentret er en del af DPU.

Nå, men i den forbindelse er det værd at linke til et opslag, som man kunne finde på Andreas Rasch-Christensens facebookside den anden dag. Opslaget består af et billede fra Allinge og er sådan en slags ur-empiri, som jeg ser det. Det viser Claus Holm og prorektor for UC-syd, Alexander von Oettingen, i en livlig diskussion af, om DPU bør give penge til UC’erne. Rasch-Christensen sidder og tjekker sine sms’er imens.

Diskussionen er en forlængelse af en folkemødediskussion i DLF’s hus i Allinge, hvor von Oettingen virkelig tog kegler og kritiserede dele af DPU’s forskning for at opløse skolebegrebet, hvilket han har helt ret i. Merete Riisager og Anders Bondo var lige så glade og fornuftige som Oettingen, så det var bare skønt og rigtig folkemøde-agtigt. Men Holm, som også var til stede, var ikke tilfreds. Han spurgte, hvordan man skulle sikre lærernes kompetencer? Hvorfor han lige netop spurgte om det, ved jeg faktisk ikke. Hvorfor forsvarede han ikke DPU imod det med skoleopløsningen? Eller forsvarede læringsbegrebet? Nå, men hvorom alting er svarede von Oettingen følgende: ”Vi skal tage penge fra dig og give dem til mig”. Og det var alle vist enige med Alexander i, eftersom Holms penge jo gik til skoleopløsningen.

Men nu kan man så forstå på Rasch-Christensens opslag, at Holm ikke har været tilfreds med at være dagens prügelknabe, og det forstår man jo også godt. Jeg håber dog også, at Claus og Alexander diskuterede noget indhold. F.eks. kritiserede debattørerne jo ”lærings-begrebet”, og Holm har nærmest argumenteret for, at læringsbegrebet skal stå ved alle landets grænsebomme. Så DPU er helt på kollisionskurs med skolepolitikken for tiden og jo faktisk også med lærerne og med von Oettingens version af UC-forskningen.

Nå, men ved I hvad, der så er lidt sjovt? Det er, at von Oettingen selv er repræsenteret i to af de centrale skoleopløsende organer, nemlig som medlem af styregruppen for Nationalt Center for Skoleforskning, som jo havde arrangeret konferencen om det livsduelighedsbegreb, som Rahbek kritiserer for at underminere den pædagogiske tradition. Von Oettingen sidder også i styregruppen som repræsentant for Danske Professionshøjskoler, der har hyperinstrumentalisten Carsten Koch, konkurrencestatsmanden Stefan Hermann og en tidligere ansat i selveste Moderniseringsstyrelsen, Inge Svendsen, som ledelsesmæssigt triumvirat. Svendsen hilste jeg på i Allinge. Hun mener nærmest, at ”seminarier” er et bandeord.

Danske Professionshøjskolers officielle forskningsstrategi, som afspejles i de mange UC’eres ditto, er også helt på opløsningens side, som jeg kan vurdere det. Oettingen sidder også i det centrale udvalg bag det såkaldte ”ph.d.-råd”, hvis centrale markør er ”læringsudbytte”, som von Oettingen – eller var det Riisager? – ellers tordnede imod i DLF-debatten i Allinge.

Nu siger jeg så: Jeg synes helt klart, at Holm skal give nogle penge til Alexander, men Alexander skal love ikke at give dem videre til hverken UC’erne, Ph.d-rådet eller Nationalt Center for Skoleforskning. Han skal beholde dem alle sammen helt selv. Eller måske kan han give nogle penge til Grundtvigsk Forum (GF). Oettingen sidder nemlig også i styregruppen for det. GF kan så give penge videre til Rasmus Rahbek, som jo forsker i grundtvigske og højskolepædagogiske emner. Eller til noget andet udmærket anti-læringsforskning, som undersøger, hvad der sker rundt omkring.

Diverse links:

Link til Rasmus Kolby Rahbeks artikel i Højskolebladet: http://www.hojskolebladet.dk/…/kommentarer/2017/duelighed-u…

Link til omtale af konference om livsduelighed på DPU: http://www.thomasaastruproemer.dk/livsduelighed-paa-dpu.html

Video fra DLF’s debatarrangement: https://www.facebook.com/Folkeskolen.dk/videos/10155673121977323/

Link til Andreas Rasch-Christensens fotografi: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10213283290986449&set=a.10203945624550624.1073741826.1522514615&type=3&theater

Link til sammensætning af styregruppe for NCS: http://ncs.au.dk/om-ncs/organisation/

Link til sammensætning af ph.d.-råd: http://www.au.dk/…/Ph.d.…/Medlemmer_af_ph.d._raadet_2017.pdf

Link til Danske Professionshøjskoles forskningsstrategi: http://danskeprofessionshøjskoler.dk/…/Professionsh%C3%B8js…

Link til styrelsen for Grundtvig Forum: http://www.grundtvig.dk/grundtvigsk-forum/styrelsen.html

 

31. d. 21. juni: Arbejdsmarkedets behov 

Man siger, at pædagogik skal indrette sig efter samfundets krav og efter arbejdsmarkedets behov.

1. “at ind-rette sig”
Det er helt forkert at pædagogik skal indrette sig efter samfundets krav. Det er faktisk omvendt. Det er samfundet, der skal indrette sig efter pædagogik.

Men hvad er pædagogik da? Det er samfundets uafbrudte genskabelse.

Hvad betyder det så? Jo, det betyder, at pædagogik må rette sig efter et skabende samfund, som allerede er skabt, og at denne tilstand er konstant.

Og denne ”rettet-hed” er det modsatte af at ind-rette sig.

2. “at tage udgangspunkt i behov”
Pædagogik kan ikke tage udgangspunkt i behov, fordi pædagogik handler om at finde behov, der kan brede sig ud i livet.

Tager man udgangspunkt i behov, ødelægger man samfundets genskabelse. Jeg synes faktisk, det er ondt.

3. Konklusion

Samfundet skal rette sig efter pædagogikkens krav frem for omvendt.

Pædagogik sætter samfundet i stand til at finde behov, så ingen kan tage udgangspunkt i dem.

Man kan på den måde godt sige, at pædagogik er en samfundsvidenskabelig grunddisciplin, fordi den jo handler om skabelsen af samfundets grundlæggende kategorier og genskabelse.

 

32. d. 21. juni: Et forsvar for grænser

Hvad er det værste? Det er det grænseløse.

Hvorfor? For så kan man ikke invitere.

Hvad sker der, hvis man ikke kan invitere?
Så går man i stå, i opløsning.

Hvad sker der, hvis man går i stå?
Så må man udvandre.

Hvad sker der så?
Så bliver alle til udvandrere uden invitation, dvs. til flygtninge.

 

33. d. 23. juni: Øko-logiens og øko-nomiens problem

Der er to ord, som minder om hinanden. Det er ”øko-nomi” og ”øko-logi”. Begge har græsk rod og henviser til husholdningernes indre og indbyrdes kredsløb (som i miljø=sted i midten).

Økonomi er sidenhen kommet til at handler om pengenes kredsløb, mens økologi handler om naturens kredsløb.

Begge ord deler dermed også de samme problemer:

  1. Begge ord opløser alle ting i relationer. Tingenes egenart mister man blikket for. Dermed får pædagogik problemer, fordi pædagogik jo både handler om ting, som de er, og om unik subjektivitet.
  2. Begge ord har også problemer med det politiske. Politik handler jo netop om brud i kredsløbene. Og disse brud er vel at mærke offentlige, dvs. uden for ”husholdningerne”. Helt konkret viser dette problem sig f.eks. ved Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsteori og nødvendighedens politik, som ingen sans har for politiske processer. Men problemet viser sig også for de økologiske bevægelser, som gør alting op i klimamål mm, og som blot havner i en anden form for ”nødvendighed”.

Både økonomi og økologi har det altså med at nednormere, glemme eller udrydde pædagogiske og politiske processer.

Uden korrektion får vi derfor en økonomisk eller en økologisk totalitarisme. En form for ”husholdningernes triumf” over politik og pluralitet, dvs. over menneskelig fødthed og tilsynekomst.

Begge øko-filosofier bør drage omsorg for deres ”pædagogik” og deres ”politik”. Ellers ender de som to versioner af det samme.

Vi får altså følgende problemstilling: Hvad er forholdet mellem relation og egenart?

På det politiske plan er denne problemstilling en kæmpe udfordring for især Alternativet og for LA. Der ligger et filosofisk og intellektuelt arbejde forude, som – tror jeg – vil forbedre forståelsen af både økonomiske og økologiske processer og deres brud.

Det er naturligvis også en udfordring for de andre partier, men de har jo valgt at definere sig selvom som børneaktier, konkurrencestat og maskinrum. Enhedslisten har også en chance, hvis de forbinder sig med de politisk-pædagogiske sider af partiets tradition (diverse trotskistiske og venstre-grundtvigianske sider).

 

34. d. 24. juni: Moralsk opløsning i Deadline 

Moralsk opløsning i Deadline:

1.

Det var noget af en prøvelse at se Deadline her til aften. Det sidste indslag handlede om et firma, ”Fiks din opgave”, der sælger organiseret snyd til gymnasielever. Hvordan i hele hule…. kan det være lovligt? Det burde da være direkte i kachotten! Retfærdighed er et af uddannelsessystemets kernedyder. Men den unge direktør, Frederik Drews, opfattede helt naivistisk sig selv som en slags innovativ disruptionshelt, der vil bryde ”karakterræset”. Det er jo et studium i social-psykologisk og moralsk forfald.

Her i forårssemestret har der også været kaos i kontrollen med elevernes IT-adgang til gymnasieeksaminerne. Jeg hører om de mest rystende ting, når jeg taler med gymnasielærerne. Jeg fatter ikke, at man ikke kan gennemføre en helt almindelig eksamen med lukkede og kontrollerbare it-systemer. Både som lærer, far og borger går jeg ud fra, at eksaminer afvikles så objektivt og retfærdigt som muligt.

Den unge direktør bør sendes i fængsel. Simpelthen. Og hvis myndighederne ikke kan få styr på sagerne, så må vi tilbage til papir og blyant.

2.

Udsendelsens indledende indslag handlede om den minister, som om nogen symboliserer symbiosen mellem Dansk Fryseparti og Maskinrumspartiet, nemlig Inger Støjberg. Regeringen og DF mener, at Støjberg skal have frit lejde til at bryde helt almindelig demokratiske principper! Hun skal da bare ud af vagten.

En Dansk Fryseparti-politiker, der hedder Kenneth Berth, som var endnu dårligere klædt end undertegnede, forsvarede i Deadline Støjbergs bevidste brud på loven. Det foregik så primitivt, at det minder mig 100% om ham der snyde-direktøren fra ”fiks din opgave”.

Snyde-Frederik og DF-Kenneth er lavet af samme stof.

Sikken en gang humbug!

Prøv lige at se det her, alle sammen:

https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-tv/deadline-2017-06-23

 

35. d. 24. juni: Uren pædagogik 3 

Så er vi snart klar med en Uren Pædagogik 3 :-). Den kan forudbestilles på saxo.com for en slik.

Her er bagsideteksten:

”Du bør ikke læse denne ubrugelige bog. Du bliver hverken mere kompetent eller mere læringsparat, tværtimod.

Bogen består af forstyrrelser, kritikker, destruktioner og opløsninger samt nogle upraktiske råd og sære opbyggelige bemærkninger, der kan rive pædagogikken løs fra dens aktuelle ensomhed og bringe den i kontakt med dens kulturelle, sociale og politiske virkelighed og baggrund. Når du er færdig, er du efterladt kompetence- og læringsløs.

Til gengæld får du måske lyst til at tænke, skabe, handle og kritisere på de steder, hvor du står. Lyder det ikke besværligt?

Uren pædagogik 3 er tredje bog i serien om Uren pædagogik, hvor en række forskere og pædagoger drøfter begrebsmæssige, praktiske og videnskabelige problemer ved det eksisterende sprog om pædagogik og uddannelse.

Bogen indeholder bidrag af Lene Tanggard, Svend Brinkmann, Thomas Aastrup Rømer, Brian Degn Mårtensson, Jan Jaap Rothuizen, Jacob Klitmøller, Hans Henrik Hjermitslev, Frederik Pio, Kirsten Hyldgaard, Thomas Szulevicz, Alexander von Oettingen, Erik Schmidt og Per Fibæk Laursen.”

https://www.saxo.com/dk/uren-paedagogik-3_lene-tanggaard-thomas-aastrup-roemer-svend-brinkmann-red_haeftet_9788771299991

 

36. d. 24. juni: Facebook-drys 38: Maj 2017 

Maj måneds pædagogik og uddannelsespolitik, som jeg oplevede det:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-38-maj-2017.html

 

37. d. 25. juni: Hvad er en skole?

Hvad er en skole? Det er et sted, hvor man er tvunget til at holde fri.

Det er en fælled, hvor alle sidder i rundkreds omkring en verden, der kommer til syne. Alle holder i hånd, spiller bold eller synger, omgivet af den ene og den anden genstand fra gamle dage.

Det er en slags lejrbål, en form for fri natur, hvor ting og sager flyder lidt, og hvor man får nogle myggestik, som kræver lidt omsorg. Passiviteten breder sig som en lang sommerferie.

Bagefter, når man er færdig med at holde fri, er man blevet ”inkompetent”, den højeste pædagogiske dyd. Så kan man gå ud og definere ham der ”arbejdsmarkedets” behov i kamp og strid.

Så er man klar til at destruere KL’s kompetencesystemer, så flere fælleder med lejrbålsverdener kan vise sig.

Skolen starter i børnehaven og varer hele livet.

 

38. d. 27. juni: Høring om fælles mål 

Undervisningsministeriet har sendt mig dette link, hvor man kan læse om det konkrete forslag til justering af fælles mål.

Her er både den konkrete lovændring, ministeriets bemærkninger og en liste over, hvilke organisationer forslaget er i høring hos.

Jeg har desværre ikke tid til at skrive en hel masse om det, men jeg håber, at nogle af jer vil dykke ned i materialet.

Umiddelbart er der, som jeg ser det, stadig dømt læringsrevolution, og faktisk er jeg slet ikke sikker på, at forslaget vil resultere i færre læringsmål. Den eneste forskel fra nu, bliver nok, at det ikke er staten, men læreren/kommunen, der skal formulere læringsmålsstyringen.

Men på den måde fastholdes læringsmålsfilosofien fuldt ud, og dermed folkeskolereformens filosofi. I så fald er der ingen pædagogisk frihed, men blot en yderligere og mere praksisnær tvang.

Men som sagt: jeg er i tvivl.

Jeg har spurgt ministeriet, hvordan det skal forstås – altså om læringsmålene bliver frivillige eller ”vejledende” – men de kan ikke give et præcist svar, hvilket er et dårligt tegn.

Vi holdt fest i sidste måned, og jeg skrev endda en festsang, men måske skal der blot endnu et låg på pædagogikkens kiste.

https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/60690

 

39. d. 28. juni: Oettingen og Brinkmann om forholdet mellem dannelse og konkurrence 

På Alexander von Oettingens tråd har de urene pædagoger en åben slagudveksling. Vi er i gang med at undersøge forholdet mellem dannelse og konkurrence. Det startede med, at Svend Brinkmann og den nye formand for gymnasieeleverne, Jens Phillip Yazdanis, gav et par glimrende interviews til Politiken om gymnasiereformen. Von Oettingen var sådan set enig i det meste, men mente, at især Brinkmann med hans interesse for dydsetik gjorde dannelse for “eksklusiv” og dermed udelukkede interessen for konkurrence og økonomisk dannelse.

Derfra startede undersøgelsen, som stadig pågår. Efter min mening er det slet ikke Brinkmann, der ødelægger “konkurrencebegrebet”. Det sørger konkurrencestatsteorien og den rene pædagogik for. Det er faktisk “konkurrencen”, der er havnet på en piedestal, og som subsumerer alt fra vuggestuer til universiteter under teoriens pædagogikafvisende begreb.

Efter min mening skal “konkurrencen” tilbage til idrætstimerne, for nu at sige det lidt sjovt, og selv der skal konkurrence omgives af ord som kamp, leg, kredsgang, fællesskab og fairness. Konkurrencen skal netop “dannes”, så den kan blive en del af det fælles liv, fremfor at konkurrence skal definere livet, som det sker pt..

Jeg er helt enig med von Oettingen i, at vi skal have en velfungerende og personligt udviklende markedsplads. Problemet pt. er blot, at vi har fået to processer, der udelukker dette: For det første har vi haft et radikalt opgør med pædagogik og dannelse, og for det andet er det nu pædagogikfrie “marked” svømmet ind i pædagogikken selv som “læring” og endda ind i staten i form af konkurrencestatsteori. Dermed er både stat og marked efterladt som ren opportunisme. Det har Brinkmann fint sans for, og han bidrager på den måde efter min mening til at redde “markedet”.

Endelig er spørgsmålet om dydsetikkens betydning et stridspunkt i debatten. Det lader jeg ligge her. Carsten Fogh Nielsen har en spændende drøftelse af den del på sin væg.

Men hvor er alle de rene pædagoger fra EVA, DEA, Konkurrencestatspartiet, DPU, DI, Stefan Hermann, Disruptionsrødderne, KL osv. på von Oettingens tråd?

De er pist væk. De har ikke noget at undersøge. De lever i 00’ernes middelalder, hvor det eneste spørgsmål er, hvordan vi kan optimere en pædagogiktømt markedsstat.

Og gymnasiereformen? Som von Oettingen helt glemmer i farten? Ja, den handler om dannelse frem til s.8 i forligsteksten. Fra s.8 til s.42, som er hele den operative del, handler reformen om konkurrence, og det er vel at mærke på den dårlige pædagogik-afvisende måde. Det to dele er helt adskilt, og ministeriet og gymnasiernes organisationer interesserer sig kun for konkurrencedelen. Det er også derfor, at Yazdanis indlæg er så dejligt.

Von Oettingen stiller gode spørgsmål, men han har slet ikke nok fornemmelse for disse sproglige, sociale og realpædagogiske forskydninger efter min mening. Det kommer sig muligvis af, at hans kulturhistoriske baggrundsdistinktion mellem det moderne og det før-moderne er for grovkornet. På den måde kommer den rene pædagogik jo sammen med alt fra Kant til Grundtvig, hvilket jo resulterer i teoretisk og praktisk fjernsyn, og hele Antikken ryger ud, hvilket også stort set sker. Til gengæld kan jeg godt lide hans skepsis ift bare at skyde skylden på “markedet”, hvilket der godt kan være en tendens til. Det er det dannelsestømte marked, der er problemet.

 

40. d. 29. juni: Bedøvende læring 

Der var en gang, jeg fik en slørende og bedøvende substans, som blev kaldt ”læring”. Det var noget, en ligeså slørende og bedøvende statskonstruktion gik op i. Sjældent har jeg følt mig så dum og alene. Siden har jeg undgået det.

Jeg har også prøvet at lære NOGET. Det var dejligt, og man kunne blive suget ind det. Tak til de lærere, kammerater og ting, som forårsagede det og levede op til en opmærksom stats egentlige formål.

 

41. d. 30. juni: Pædagogiske råd?

På folkemødet havde vi en diskussion i Alternativets telt, om hvem der bør have ansvaret for den pædagogiske udvikling på skolerne. Som det er nu, er skolen læringsmålstyret, dvs. at pædagogikken er givet af den formålstømte stat. Så får man tjenstlige advarsler, hvis man er åbenhjertig. Friheden og ansvaret angår kun metoden i smalles mulige forstand.

Alternativet skriver i partiets skoleudspil, at det i stedet bør være skolebestyrelsen, der skal bære det centrale pædagogiske ansvar. Det vil dog, som jeg ser det, let føre til en tilfældig og skiftende projekttænkning fra fikse forældre. Vi kan gå hen og få en gang projektitis.

I debatten drøftede vi også de såkaldte ”pædagogiske råd”. Det var noget, alle skoler skulle have frem til 2013. I de pædagogiske råd diskuterede hele lærerforsamlingen skolens udvikling og andre emner af fælles interesse. Det var i bedste fald en form for pædagogisk Agora.

Efter skolereformen er disse råd ikke mere obligatoriske, og mange steder er de afskaffet. Og selvom de stadig eksisterer i en eller anden form, så er de nu underlagt læringspolitikken, så det må være meget begrænset, hvilke pædagogiske forhold, der kan drøftes, og hvor frit det kan foregå.

Man kan læse mere om dette pædagogiske Polis på vedhæftede beskrivelse af de pædagogiske råd, som jeg har fundet på DLF’s hjemmeside.

Her finder man følgende prægnante formulering:

”Alle medlemmer har pligt til at deltage i rådets møder. Udover at rådgive skolelederen er pædagogisk råds vigtigste funktion at være forum for den pædagogiske debat og udvikling på den enkelte skole. Skolebestyrelsen kan bede rådet om en udtalelse, inden den skal træffe en beslutning, men rådet kan også uopfordret udtale sig til skolebestyrelsen om pædagogiske forhold af betydning for skolen. Lederen og skolebestyrelsen kan formelt træffe en beslutning, selv om pædagogisk råd ikke har udtalt sig til en sag.”

Det synes jeg helt klart, man skal vende tilbage til, jo før jo bedre. Et frit pædagogisk råd, som kun er formelt koblet til styringsstrukturen. Der er dog to forhold, som man skal have in mente:

1.

Fagforeningen skal ikke have noget at skulle have sagt. Det siger jeg fordi der i DLF’s opslag også står:

”Danmarks Lærerforening anbefaler, at rådet vælger sin egen mødeleder, gerne TR eller dennes suppleant.”

Vi skal sørme ikke have fagforenings-strategi blandet ind i den pædagogiske rådslagning. Mon ikke det var et problem mange steder, at man havde TR som mødeleder? Det tror jeg.

Fagforeningen skal ud af pædagogikken. Hvor galt det kan gå, så vi ifm Ny Nordisk Skole, hvor DLF i pædagogisk forstand solgte deres medlemmer ved at gå ind i formandsskabet.

2.

Rådet må være oplyst, opmærksomt, interesseret og kritisk. Det må med andre ord ikke fortabe sig i lokale petitesser og smålige magtkampe. Det sikres ved virkelig pædagogisk og fri ledelse og en tæt kontakt til samfundets intellektuelle og praktiske processer i en fuld vekselvirkende proces.
————————-
Derfra kan pædagogikken rejse sig ret op igen. Så må både skolebestyrelser, kommuner og læringsstaten indrette sig efter og forholde sig til rådslagningens resultater. Jeg tror, at skolerne vil blive meget mere ustyrlige, hvilket helt klart vil være en positiv udvikling.

http://www.dlf.org/politik/undervisning/ledelse-og-foraeldre/paedagogisk-raad

 

42. d. 30. juni: Lars Qvortrups og Niels Egelunds opgør med dannelse 

Læs ikke denne korte kommentar:

http://www.thomasaastruproemer.dk/lars-qvortrups-niels-egelunds-opgoer-dannelse.html

Ylva mod munkemænd i Ryslinge – del 2

I forgårs kommenterede jeg fra den centrale debat på Lærermødet i Ryslinge. Der var der, hvor ordstyreren, Alexander von Oettingen, kritiserede den kompetente  lærer, Mette Frederiksen, for at overophede dannelsesbegrebet, mens både Arne Eggert fra KL og Stefan Hermann – på trods af deres enorme ansvar for landets pædagogiske nedtur – fik fri bane af den alt for ukritiske ordstyrer, som jo havde travlt med at kritisere Mette Frederiksen. Denne handlingsstruktur pegede efter min opfattelse frem mod lærermødets samlede åndelige udtryk. Det kritiserede arrangørerne mig for at påpege. Nu har jeg så hørt de to andre og mindre væsentlige debatter, der er lagt på nettet, og alle mine hypoteser er blevet bekræftet.

I de to debatter skulle man trækkes igennem hele tre fagforeningsformænds almindeligheder. Jeg forstår ikke, hvad det er, der altid gør fagforeningsformænd til pædagogiske eksperter. Men det er nok, fordi de pågældende tre fagforeninger har skudt penge i arrangementet. Så bliver man ekspert.

Der var også et sjællandsk UC-korps. Det bestod af den CBS-uddannede Sami Boutaiba, som er mellemleder på UC-Sjælland. Han spillede en central rolle i forbindelse med UC-Sjællands afvisning af at give Brian Degn Mårtensson orlov på et ph.d-projekt, som det ellers er kutyme. Afvisningen blev begrundet i et totalt mekaniseret forskningssyn. Boutaiba kommer direkte fra Hermanns Metropol, ligesom UC-Sjællands rektor, Camilla Wang, også gør. Jeg tror simpelthen, pædagogik er en by i Rusland derovre på Sjælland. Herman fik som sagt frit løb i debatten i forgårs, og Wang deltog vist også på Lærermødet. Endelig var der besøg af Laust Joen Jacobsen, som er afgående rektor for UCC. Han lød som en slags levende EVA-rapport. Det var virkelig sørgeligt, og han fik med rette kritik af en af sine egne lærerstuderende. Det er iøvrigt Hermann, der overtager Jacobsens rektorat. Så der var UC-mellemleder-reformaffirmativitet for alle pengene. Det var skrækkeligt at høre på det hele og alt for smalt konfigureret af arrangørerne. Ordstyreren vidste intet om disse emner. Hun lod bare de fine folk snakke.

Vi måtte også høre på endnu et af Marianne Jelveds utallige forsøg på at kritisere en lille del af de omfattende reformer, som hendes eget parti bærer et hovedansvar for. Hun høstede endda klapsalver, selvom hun burde være pebet ud af landingsbanen. Bondo var helt enig med Jelved. Ja, han var som et lam. Det var radikal mikro-diversitet af værste skuffe. Der var også nogle flere debattører, men de var uden betydning for det samlede billede. Diskussionen var ren overflade.

Der var kun to lysninger i skoven, som stammede fra den debat, hvor Jelved ikke forstyrrede. Den ene lysning kom fra Alternativets skoleordfører, Carolina Magdalena Maier. Hun talte rent ud af tungen med følgende markeringer:

  1. Jelved og forligskredsen bærer klart et ansvar for læringsmålsstyring og for hele den grundfilosofi, der præger skolereformen.
  2. Maier foreslog, med henvisning til Hannah Arendts handlingsbegreb, at man bør opbygge en eller anden form for pædagogisk rådsstruktur, hvor lærere på skoler og på tværs af skoler diskuterer og tager stilling til uddannelsespolitiske og pædagogiske spørgsmål, herunder f.eks. kritik af folkeskolereformen og kommunale koncepter mm. (”skolereformen” var nærmest et fy-ord i debatterne)
  3. Maier kritiserede i direkte vendinger konkurrencefikseringen og individualiseringen i samfundet.

Jeg slappede helt af. Alt godt og troværdigt på den politiske front kommer fra Riisager og Maier i disse år. Desværre var både ordstyreren og de andre debattører helt kolde i kasketten over for Maiers dejlige bandeord, som bare sivede ud af vinduet.

Under samme debat, som den Maier deltog i, rejste Mette Frederiksen sig dog op, og dermed er vi kommet til den anden lysning. Frederiksen var en form for pædagogisk Ylva, ligesom på lærermødets åbningsdebat. Hun er pædagogisk befrugtet af en af dansk pædagogiks vikinger. Det kan man høre. Jeg mener at have hørt, at hun har haft en af landets mest fremtrædende pædagoger, Iben Benedikte Valentin Jensen, som lærer? Eller måske skal man kalde både Frederiksen og Jensen for Ylva? Frederiksen kritiserede skarpt EMU-portalernes læringsfiksering, og der var direkte adresse til Jelveds forsøg på at løbe fra sit ansvar.

Rami Boutaiba reagerede på Frederiksens pointe, men han havde ikke forstået en brik. Han mente, at man skulle være affirmativ over for “rammevilkårerne”. Så kan man vist ikke synke dybere. Det er sådan noget CBS-mellemleder-UC-tamtam, som vi bare skal helt væk fra. Men ok, han kommer jo også fra UC-land. Han var endnu en af Røde Orms munkemænd, for nu at blive i vikingelandskabet. Ordstyreren var helt inkompetent, så snart diskussionen blev det mindste seriøs. Hun fangede intet af, hvad der foregik.

Alt godt om uddannelsespolitik kommer fra landets kvinder for tiden, med visse undtagelser naturligvis.

Da jeg var færdig med debatterne, kiggede jeg ned på min notesblok. Der stod et ord:

”Arbejdsmarkedspartiet”.

Det er mit slangudtryk for det Radikale Venstre, der som sagt har stået centralt i landets pædagogiske nedtur, mens partiets ledelse forsøger at fedte for den pædagogiske verden med gamle ord, der skal skjule partiets ansvar for den pædagogiske splittelse.

Arbejdsmarkedspartiet udgør Lærermødets ånd, som jeg ser det. Lærermødet er et slags renselsesarrangement for de radikale, hvis systemteoretiske formand, Svend Thorhauge, da også havde travlt på de sociale medier med opdateringer, tweets og tak for sidst og det hele.

Nu venter uddannelsesmødet i Nr.Nissum til september. Der kommer jeg selv forbi. Jeg har en plads i bilen fra Aarhus, hvis nogen mangler et lift.

Hvordan mon det går i Nr.Nissum? Det plejer at være mere socialdemokratisk, hvilket bestemt ikke er en dyd. Mon der står “konkurrencestatspartiet” på min blog, når jeg kigger ned?

 

Diverse links:

Debatterne kan tilgås på Højskolebladets facebookside: https://www.facebook.com/hojskolebladet/?fref=ts

Referat fra åbningsdebatten: http://www.thomasaastruproemer.dk/ylva-munkemaend-ryslinge.html

Se del 1 af denne blog

Se ledsagende facebook-diskussion

Ylva mod munkemænd i Ryslinge

Der har været højskoletamtam på højskolen i Ryslinge. Et ”lærermøde” kalder man det. Hvad er et ”et lærermøde”? Jo, i den centrale debat stod to DPO-direktører med horisonten solidt plantet i 00’ernes åndelige armod og dermed i corydonismens horisont.

Det drejede sig om KL’s Arne Eggert, som var en af Antorinis uselvstændige landsoldater under arbejdet med skolereformen, og som nu er direktør i KL; en organisation, hvis skolepolitiske udspil er ren og skær pædagogisk opløsning. Det ved jeg, fordi jeg har analyseret næsten alle udspillene ned i detaljen. KL kan åbenbart ikke finde ud af at sende sine politikere, som ellers dagen forinden havde skrevet en vild skoleopløsende disruptionskronik i JP, hvis synspunkt er, at små børn skal være lykkelige for at være disruptionssoldater. Så nu måtte vi nøjes med Eggert. Organisationen står over politikken.

Det drejede sig også om Eggerts ven, Stefan Hermann, som jo er direktør for Danske Professionshøjskoler, der ikke lader KL noget efter i dårligdomme. Hermann har også været med hele reform-vejen.

Endelig havde man inviteret lærer Mette Frederiksen til at forsvare dannelsen og lærerarbejdet i en bred, opmærksom og professionel tilgang til sagen. Frederiksen var enlig repræsentant for kredsen omkring Merete Riisagers kundskabsarbejde. Dagen før havde Lene Tanggaard, som også sidder i en af Riisagers arbejdsgrupper, dog holdt et udmærket oplæg, hvor hun iøvrigt også kritiserede den aktuelle KL-kronik, men her deltog Eggert desværre ikke.

Ordstyren var Alexander von Oettingen, som desværre endte med at gå 00’ernes ærinde. Han hældte alle sine selvkonstruerede distinktioner udover især Frederiksen, som straks blev beskyldt for at ”overophede dannelsen”, bare fordi hun forsvarede skolens og fagenes formål. Det er sådan noget, von Oettingen er begyndt at turnere med, hver gang folk forsøger at sige noget fornuftigt og almindeligt. Sidst gik det ud over Brinkmann, som kritiserede gymnasiereformen. Brinkmann glemte ”arbejdsmarkedet”, hed det. Også han ”overophedede”. Og i dag skulle den kloge Mette Frederiksen bringes til tavshed i Oettingens mærkelige net af forskelle, som selv er “overophedede”, efter min mening. Von Oettingen kritiserer også hele tiden folk for at forveksle dannelse og undervisning; endnu en forskel, der ”overophedes”, og man må heller ikke uddanne sig til livet, men åbenbart gerne til erhvervslivet. Desuden kniber det gevaldigt med Oettingens samfundsvidenskabelige udsyn, hvilket har den effekt, at han ofte bliver alt for affirmativ over for den antipædagogiske magt. Endelig er han glad for evidensforskerne Andreas Helmke og John Hattie og deler åbenbart deres syn på, hvad pædagogisk empiri er. Han skriver selvfølgelig også meget godt, men i dag var det ikke dyderne, der var på arbejde.

Eggert ville opløse skolens formål i økonomi og bureaukrati, hvilket jo var helt i overensstemmelse med hans grundlæggende horisont. Igen måtte Frederiksen træde til og forsvarer skolens dannelsesfunktion, og igen forstod von Oettingen slet ikke materien, men forsvarede Eggerts kompetencesyn. Frederiksen forsvarede tappert og vedholdende både fagenes og skolens formål, men det, mente Oettingen, overbelastede dannelsen, selvom “dannelse” i realiteten er landets mest underbelastede begreb. Dermed slap Eggert afsted med sin opløsning, som Oettingen endda støttede, da han nærmest nedladende affærdigede Frederiksens kritik af kompetencebegrebet.

Efterfølgende var der flere kommentatorer, som nærmest havde fået det indtryk, at Eggert var formålets ven, selvom det jo forholdt sig stik modsat. Heldigvis var der ingen nåde på folkeskolen.dk’s kommentatorspor i forbindelse med bladets dækning af debatten.

Med Frederiksen pakket væk kunne Hermann og Eggert brede sig ud over det hele i tosom majestætis. Jeg bemærkede da også efterfølgende, at både Eggert, Hermann og Oettingen efter eget udsagn havde haft en dejlig dag. Svend Thorhauge fra Arbejdsmarkedspartiet, som også er vild med skolereformen, havde også haft det sjovt. Med al den positive karma fra det læringsrevolutionære segment kan man være sikker på, at pædagogikken stod til tab, hvilket passede.

Oettingen skal dog have ros, fordi han ikke accepterede Hermanns og Eggerts totalitære krav om ”et fælles sprog”. Det ved vi nemlig godt, hvad betyder. Det er EVA-forslag og kommunal konceptpædagogik fra vugge til grav i disruptionens tjeneste. Det har ikke noget med ”sprog” at gøre. Det var også sjovt, dengang panelet pludselig gjorde grin med VIA-LANDS postmoderne slogans. Der var lige lidt ægte god stemning deromkring.

Der var også udmærkede spørgsmål fra salen. Rasmus Kolby spurgte f.eks. til ”livsduelighed”, som han lige har skrevet en god artikel om i Højskolebladet. Eggerts svar var dybt pinlige. Han gik ind for livsduelighed a la DPO, dvs. livsduelighed=resiliens=robusthed=konkurrencestat, hvilket jo er det modsatte af livsduelighed, nemlig en uselvstændig makken ret. Der var også andre gode spørgsmål, men de blev væk i von Oettingens distinktioner.

I pauserne var der fodboldkamp og noget musik, hvor deltagerne rigtig kunne inkludere sig, så alle bagefter kunne enes om at være ”konstruktive”, mens pædagogikken græd. Det var højskole, når den er værst. Må vi bede om noget Brandes, noget Luther, noget strid og i det hele taget noget selvstændighed i stedet for alle disse fællesskabslege, der skal dække over en realpædagogisk strid på magtens præmisser.

Mette Frederiksen var Ylva fra Røde Orm. De andre var bare magtglade munke fra 2000’ernes tomhed.

Hvilket tåbeligt lærermøde med kun en lærer.

PS (tilføjet nogle dage efter, d. 7. juni): Ovenstående blog afstedkom kritik fra arrangørerne på min facebook-side. Jeg vil derfor gerne understrege, at jeg ikke selv deltog i arrangementet, men kender til indholdet fra de videotransmitterede debatter/foredrag, som er lagt på Højskolebladets facebook-side og fra diverse journalistiske omtaler. Facebook-diskussionen kan tilgås her:

Referencer:

Video fra mødet: https://www.facebook.com/hojskolebladet/?fref=ts

Folkeskolen.dk’s dækning: https://www.folkeskolen.dk/612326/kl-aabner-debat-er-skolens-formaalsparagraf-tidsvarende

KL’s aktuelle kronik om uddannelse: http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE9696329/uddannelse-er-svaret/

Rasmus Kolby Rahbeks kronik i Højskolebladet: http://www.hojskolebladet.dk/debat/kommentarer/2017/duelighed-uden-livstegn

Mere om arrangementet: http://www.hojskolebladet.dk/nyheder/2017/hoejskolebladet-daekker-laerermoedet-2017

Se også del 2 af denne blog

Se ledsagende diskussion på facebook 

Se von Oettingens kritik af Svend Brinkmanns brug af dannelsesbegrebet

Lars Qvortrups og Niels Egelunds opgør med dannelse

Lars Qvortrup og Niels Egelund slår sig løs i forordet til John Hatties bog ”Synlig læring og læringens anatomi” fra 2014.

De starter med at skrive følgende:

”Uddannelsespolitik, skoleudvikling og pædagogisk praksis har undergået en revolution. Den har forandret sig fra at være dannelses- og pensumbaseret til at være orienteret mod lærings- og kompetencemål”. (min kursivering)

Qvortrup og Egelund annoncerer en læringsrevolution. Læringsmål skal træde i stedet for dannelse.

Det bekræftes umiddelbart efter i følgende karakteristiske formulering:

I stedet for at spørge om, hvad vi skal læse, lyder spørgsmålet: Hvad skal vi lære?” (min kursivering)

Så at ”læse” skal være et instrument til at indløse på forhånd angivne læringsmål, der kan måles. Det er stik modsat en ordentlig pædagogik, som vil tænke omvendt, dvs.: ”hvad sker der, når du læser dette? Hvad er det, du læser? Hvor kommer bogen og teksten fra? Undersøg teksten og se hvad der sker!”.

Qvortrup og Egelund er vilde med udviklingen. Der er “nye tider på vej”, som det hedder.

Qvortrup og Egelund spørger så, hvorfra “de nye tider” kommer. De giver to svar:

For det første er der ”det ambitiøse forslag til folkeskolereform”, som det kaldes. Her er ”et nyt paradigme”, der betyder at ”læringsmiljøer fremover skal være målstyret og forskningsinformeret”. Derfor skal lærerne basere deres ”indsatser” på ”data om lærings- og udviklingsresultater på den enkelte skole”.

Skolereformen angives altså at være et opgør med dannelsesbegrebet. Og husk på: dette er ikke kritisk. Qvortrup og Egelund kan godt lide denne udvikling, og de ser centrum-venstres skolereform som en eksponent og en garant for “den nye tid”, hvor læring træder “i stedet for” dannelse.

For det andet, siger Qvortrup og Egelund, er der også sket et skifte i uddannelsesforskningen. Også her skubbes dannelse væk til fordel for læringsudbytte. Ja, det hedder direkte:

”En yderligere, vigtig forklaring finder man i uddannelsesforskningen; at den gamle dannelsestænkning er skubbet til side til fordel for en forskning, der leverer empirisk baseret viden om forholdet mellem pædagogiske indsatser og læringsudbytte.” (min kursivering)

Der nævnes tre forskere som eksponent for denne ‘nye forskningstid’, nemlig Andreas Helmke, DuFour & Marsano samt naturligvis John Hattie, som kaldes for ”hovedfiguren for hele denne udvikling”. Det er de centrale stemmer i den læringsrevolutionære forskning.

Vi får at vide, at Hattie taler med ”oplysningens indignerede stemme”. Han ”gør det klart” og går imod ”fejlagtige ideer, falske løfter, økonomiske interesser og en overdreven tiltro til anekdoter”.

Bogen kaldes for ”praksisnær”, og forordet rundes af med følgende:

”Bogen bør blive en bibel for skolefolk”.

Ja, det er i al fald en bibel for Lars Qvortrup og Niels Egelund. Det er helt klart. En bibel for landets anti-pædagogik.

 

Reference:

Hattie, J. & Yates, G. (2014). Synlig læring og læringens anatomi, Frederikshavn: Dafolo.