Ayn Rand – Altruismens “dødbringende gift”

I 1960 – midt i den koldeste krig og få år efter udgivelsen af hovedværket ”Og verden skælvede” – holdt Ayn Rand en forelæsning under titlen ”Tro og tvang – den moderne verdens ødelæggere”. Forelæsningen udkom efter statsbibliotekets oplysninger i en dansk oversættelse allerede året efter, udgivet af en ”objektivistisk studiekreds” under titlen ”Essay og taler – hæfte 1”. ”Objektivisme” er Rands egen betegnelse for sin filosofi.  I forelæsningen kan man se hele den ekstremistiske filosofi, der ligger til grund for Liberal Alliance og mange andre nyere liberalistiske initiativer, i fuld udfoldelse. Her følger en tekstnær gennemgang:

 

1. Kulturens tilstand – “savlende, skrigende og overfladisk”.

Rand indleder forelæsningen med at beskrive kulturens tilstand: ”Hvor man end ser hen – hvadenten det er i filosofiske udgivelser, intellektuelle tidsskrifter, avisernes ledere, eller de politiske partiers taler – finder man den samme mentale holdning, der kendetegnes af to egenskaber: Fadhed og overfladiskhed. Folk ser ud til at insistere på at snakke – og på omhyggeligt ikke at sige noget… Aldrig før har der været en tidsalder, der har været karakteriseret af en så grotesk kombination af egenskaber som fortvivlelse og kedsomhed” – og sådan fortsætter det over mange linjer. Der er ingen forsøg på differentiering. Der er ikke en eneste udgivelse, der bryder tristessen. Der er kun Rand selv tilbage.

Og hvori består så elendigheden ifølge Rand? Den består af tolerance og pluralisme. F.eks. kan man læse følgende svada: De ”moderne relativister… foregiver at elske menneskeheden og savler af sympati for hvilket som helst litterært studie over mordere, kvartalsdrankere, stofmisbrugere og sindslidende…. Og de skriger af raseri, når nogen vover at hævde, at mennesket ikke er fordærvet”. Så hvis man sætter sig ind i de sociale betingelser, hvorunder mennesker handler, så er man altså en ”savlende, skrigende og overfladisk og snakkende”! Man bor i en ”taberfabrik”, som Ole Birk Olsen fra Liberal Alliance udtrykker det i titlen på sin Saxobank-finansierede bog, og titlen er faktisk også et resultat af Rand-filosofisk påvirkning.

Rand taler ligefrem om en ”kollektiv angstneurose”, der går ud på at sige: ”jeg ku ikke gøre for det ”.

 

2. Altruismen – “den dødbringende gift”

Men Rands ærinde er ikke blot en socialpolitisk opsang, som nogen måske kunne forledes til at tro, og det er heller ikke en blot en kritik af de individer eller de generationer, som bruger udtrykket ”det er samfundets skyld” som undskyldning for ikke at foretage sig noget. I så fald var det jo fint nok. Men det er langt mere end det. Den “savlende og skrigende overfladiskhed” er hele den vestlige verdens grundlæggende filosofiske problem – og problemet er forårsaget af ”altruismen”. Det hedder direkte: ”Altruismen er en dødbringende gift i den vestlige civilisations hjerteblod”, og at: ”Hvis nogen form for civilisation skal overleve, er det altruismens moral, som menneskene er nødt til at forkaste”. Altruisme er med andre ord, ifølge Rand, den ypperste ondskab, der findes.

Men hvordan definerer Rand da ”altruisme”? Den defineres som ”selvopofrelse”, der for Rand er lig ”selvødelæggelse” og ”selvløshed”, der begge står i modsætning til den rationelle ”selvviskhed”, der styrer individuel overlevelse, og som hun anser for at være en dyd, der har rod i græsk filosofi og i renæssancen. Det vil sige, at altruismen ifølge Rand postulerer selvet som grundlæggende ondt og selvløshed som grundlæggende godt: ”Spørgsmålet er, om mennesket er at betragte som et offerdyr. Ethvert menneske med sin selvagtelse i behold vil svare : ”nej”. Altruismen siger: ”ja””.

Handler man uegennyttigt, behandler man altså den anden som ”et offer”. Men gør man det? Er det rigtigt? I hovedværket ”Og verden skælvede” henviser alle ”altruisterne” uafbrudt til almenvellet, samtidig med, at de beriger sig selv på forskellige måder. Men er disse personer ”altruister”? Nej, det er de jo ikke. De er det modsatte. Verden og hverdagen er da fyldt med ”altruisme”. Hver dag. Løgstrup kaldte det spontane livsytringer. Andre kalder det noget andet. En central del af at blive et selv er at handle for den anden, som en magtesløs magt. Men det er blot ond indbildning hos Rand og dermed også hos dansk liberalisme, hvis hjerner er helt fordrejede på deres koldkrigs-prinsesse.

 

3. Immanuel Kants filosofi fører til Sovjetunionen, nazityskland og velfærdsstaten

Derpå sætter Rand, med reference til græsk filosofi, altruismen i direkte modsætning til fornuften. Fornuften defineres som den logik, der sørger for modsigelsesfri identitet mellem sansning og begreb, ikke just en definition, der forbereder til pluralisme og borgerlig offentlighed. Altruismens filosof hævdes heroverfor at være den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant, som efter Rands mening argumenterede mod selvskabte stråmænd og nedbrød fornuften indefra. Kant nedbrød fornuften på to måder: For det første ved at spalte objektet i en ”ting i sig selv” og en ”ting for menneskets erkendelse”, og for det andet ved på samme måde at spalte mennesket i henholdsvis et socialt betinget og et moralsk autonomt væsen. Den moralske autonomi viser sig hos Kant som et ”kategorisk imperativ” – at man skal kunne gøre maximen for sin handling til universel lov – hvormed det individuelle selv trådte i kontakt med menneskeheden som sådan.

Ok, selvom mange måske kan dele nogle af Rands bekymringer, så er der ikke ret mange, der vil bifalde den radikale form, som hendes bekymringer antager. Man må huske på, at Kant simpelthen er stamfader til moderne videnskab, til menneskerettigheder, retsstaten, borgerlige offentlighed og dannelse; kort sagt: en central bidragsyder til vestlig civilisation.

Men fordi ”altruisme” hos Rand er lig ondskab, og fordi ”fornuft” er lig subjektiv identifikation, så kan man pludselig læse følgende utrolige sætning:

Det endelige monument over Kant, og over hele den altruistiske moral, er Sovjetrusland”. Og lidt senere i teksten knyttes altruismen til ”massernes guddommelige ret”, som udtrykkes i alt fra ”Sovjetunionen, Nazi-tyskland og det socialistiske England”. Med sidstnævnte tænkes på den britiske velfærdsstat, oplyses det i en fodnote.

Jeg forstår godt, at Rand er vred på Sovjet – hun var selv østeuropæisk flygtning – og jeg forstår også godt, at det åndelige klima i vesten i 1950’erne var præget af den kolde krig, men et så vanvittigt og naivt et opgør med oplysningsfilosofien og dermed med samfundets vigtigste institutioner, har jeg ingen sympati for og er også virkelig farligt. Massevis af glimrende filosofi fra 1950’erne tager fat bredt og nuanceret i den vestlige tradition, f.eks. Hannah Arandt, H-G. Gadamer, Michael Oakeshott etc., uden på nogen måde at være Kant-fanatikere, men også uden at sidestille ham og andre med Sovjetunionen.

I stedet er det altså altruismen og Kant, der med et ”ondskabsfuldt moralkodeks”, ødelægger menneskets fornuft, og for at skære pointen ud i pap, kan vi læse følgende: ”Sovjetunionen er den fuldbyrdede, faktiske, bogstavelige, konsekvente legemliggørelse af den altruistiske moral”. Ak ja, sådan kan det gå med den stakkels Kant.

 

4. Den amputerede Aristoteles, “den kommunistiske slavetilværelse” og “slavearbejdslejre”

Og Rand fortsætter sine konsekvensberegninger. Det hedder direkte med kursiv og det hele: ”Kapitalisme og altruisme er uforenelige”. Hun mener, at man må gøre op med begreber som ”samfundsnytte” og ”almenvellet”. Helt overraskende for mig bruger hun den græske filosof Aristoteles til at argumentere for dette synspunkt, selvom netop Aristoteles almindeligvis opfattes som netop ”samfundets filosof” og bruges bredt af republikanere i hele verden. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad Rand har gang i på det punkt.

I åndsvidenskaben er der ingen hjælp at hente, hvilket allerede blev antydet i indledningens citater. Der gøres grin med de analytiske filosoffer og de logiske positivister, der prægede dele af filosofien på det tidspunkt, og psykologien og litteraturen får også nogle små afsnit, hvor alting, altså det hele, affærdiges ekstremt hurtigt og det konkluderes: ”Dette, mine damer og herrer, er en kulturs fallit”.

Til sidst redegør Rand for sin egen hjælpeløse filosofi, der handler om, at individet skal overleve, at det derfor må det vide noget om den objektive verden, og at individets egen hjerne og målrettede aktivitet er knyttet til at etablerer denne forbindelse mellem fornuft, objektivet og overlevelse. Det er fint nok at tænke sådan i afgrænsede områder af tilværelsen, men som almen filosofi ender det jo i en nærmest religiøs og ødelæggende fanatisme. Det ser man f.eks. i konklusionen: ”Alt, hvad der er passende for et fornuftsvæsen liv (”rationel overlevelse”, TR), er det gode; alt hvad der ødelægger det, er det onde”.

Og hvad er ”det onde”? ja, det er jo så den fornuftsødelæggende kantianske altruisme, som har sat sig i hele verden? Til sidst skriver Rand, at der kun er ”et eneste alternativ” til hendes egen vision, og det er ”en kommunistisk slavetilværelse”. Valget står mellem ”objektivisme og kommunisme.  Det står mellem rationel moral baseret på menneskets ret til at eksistere – eller altruismen, hvilket vil sige: Slavearbejdslejre… Hvis det er det, De foretrækker, så er det op til Dem”.

Denne enten-eller radikalisme, der også præger den danske Rand-menighed i let afsvækket form, bruger Rand til at erklære et opgør med ”middelvejen”. Disse overvejelser er dog helt uforståelige for mig, fordi Rand jo hævder at basere sig på Aristoteles’ filosofi; men netop Aristoteles var faktisk etikkens grundlægger, og et centralt begreb hos ham var netop ”midten” eller middelvejen, som Rand altså hader. Det hele sejler totalt efter min opfattelse.

 

5. Den aktuelle debat i Berlingeren

Lørdag d. 1. november skrev Leander Møller Gøttcke en kronik i Berlingeren, hvor han, som mange andre før ham, beskrev netop Ayn Rands indflydelse på dansk liberalisme, især formidlet af kredsen omkring Lars Seier Christensen (LSC), CEPOS og Liberal Alliance.

I dag, d. 10. november, svarer LSC i Berlingeren. LSC bruger, i modsætning til Gøttke, halvdelen af sin spalteplads til at himle op om, hvor uretfærdig han bliver behandlet, på nogle Randinspirerede “alternativer” mellem frihed og stat, og han påstår uden videre, at Gøttke ikke har sat sig ind i Rands filosofi. LSC forholder sig slet ikke til Gøttkes moralske og filosofiske hovedanke mod Rand, nemlig at hun ser altruisme som ondt og egoisme som godt, endda, som beskrevet ovenfor, i en meget ekstrem forstand, som også udmærket beskrives af Gøttke. I stedet kaster LSC sig over en afledt detalje i Gøttkes fremstilling, der vedrører de Randske overmenneskers brug af vold over for de altruistiske parasitter, hvor Gøttke bestemt har ret i, at hovedværket ikke just er et pacifistisk manifest. Men LSC ser det blot som om, han selv dermed anklages for at være voldelig, selvom det ikke ligger i Gøttkes udredninger.

Det eneste, som LSC synes, at Gøttke har ret i, er, at Seiers/Rands liberalisme skam er et moralsk og ikke blot et økonomisk projekt, og det ligger implicit, at denne moral skal forstås i forlængelse af Rands selvviskhed og egoisme, selvom LSC ikke rigtig vil stå ved ”egoisme”-ordet til trods for, at det står helt centralt i Rands filosofi. Rands liberalisme skal og bør altså fremme egoismen, men LSC ønsker ikke at diskutere det, samtidig med at han skælder ud på et helt almindeligt kritisk indlæg. Det er sørme sødt!

At LSC er entydig ”objektivist”, som Rand kalder sin filosofi, fremgår af følgende citat fra indlægget: ”Ingen forklarer det moralske fundament for friheden og individet bedre end Ayn Rand… Det er en fornøjelse at se, hvor udbredt interessen for Rands forfatterskab – både negativ og positiv interesse – er blevet i Danmark gennem de seneste ti år. Det lover godt for det europæiske Ayn Rand Institute, der i øjeblikket arbejdes seriøst på at etablere”. “Ingen”? Laver han grin med os? Har han overhovedet andre interesser end Rand? Det er jo totalt religiøst. Og, fremgår det også af citatet, nu skal vi ligefrem have et ”egoisme-institut” i koldkrigsfanatisme!

Ca. 5 minutter efter, at LSC havde lagt sit indlæg på Facebook, fik han et ”like” af LA’s formand Anders Samuelsen, som endda stemte i med følgende kommentar: ”Fremragende og nuanceret svar. Gid “den anden side” ville besvare og angribe med samme saglighed. Men der må vi alt for ofte nøjes med Johnny-typerne fra avisen.dk”.

Taler den kommentar ikke for sig selv? Men ok, Samuelsen har vist også lige været i Nordkorea sammen med Lars Seier, hvor de nok har talt om, hvordan Nordkorea ligner Vesteuropas socialliberalisme, hvilket var Rands synspunkt. Hun skelnede, som jeg netop har vist det, bestemt ikke mellem kommunisme og socialdemokratisme/socialliberalisme. Det er alt sammen det samme “altruistiske” bras, som hun i et totalt intellektuelt kollaps altså mener stammer fra filosoffen Immanuel Kant.

Kort tid efter ”likede” LA’s ungdomsformand Rasmus Brygger og CEPOS’ analysechef, Otto Brøns-Petersen, også LSC’s indlæg. Sidstnævnte bidrog i parentes bemærket til tidskriftet Libertas’ temanummer om Ayn Rand i 2007, hvor pointen vist nok var, at Rand ikke var Randsk nok. At hun med andre ord ikke havde løst ”parasit-problemet”, som man kalder enhver form for uegennytte i de kredse. Dansk Rand-liberalisme er ligeså fundamentalistisk som venstrefløjen i 1970’erne efter min opfattelse. Det er en ny menighed uden en ordentlig religion.
PS
Jeg bør runde af med at sige, at jeg ikke mener, at det er let at være altruistisk, eller at man sågar altid bør være det. Måske er det faktisk umuligt og i mange situationer endda uønskeligt. Jeg er også helt på det rene med at altruisme ofte dækker over helt andre hensyn. Alt det er jeg med på, at man bør diskutere, men at gøre uegennytten og altruisme som sådan til den centrale moralske last, der får skylden for alt fordærv i verden  – den er jeg ikke med på. Det ender helt galt, det er helt klart. Det fører nemlig til, at både det almindelige liv og historiens store handlinger, altså også alt det ikke-fordærvede, gøres til en form for parasitaktivitet. I stedet gøres “jeg” til gud, hvilket også fremgår af Rands såkaldte “Hymne” fra 1938:
“Jeg er færdig med uhyret “vi”; ordet for trældom, for udplyndring, for elendighed, falskhed og skam.Og nu ser jeg Guds ansigt, og jeg hæver denne gud over jorden; denne gud, som mennesket har søgt, siden mennesket blev til, som vil skænke det glæde og fred og stolthed. Denne Gud, dette ene ord: “jeg””. (Ayn Rand: “Hymne”, 1938, citeret fra Libertas, nr. 45-46, 2007)
Referencer: 
Rand, Ayn: “Tro og tvang – den moderne verdens ødelæggere” i Essays og taler – hæfte nr.1, Objektivistisk Studiekreds, 1961.
Rand, Ayn: “Hymne – uddrag“, Libertas, nr 45-46, 2007.  “Hymne” i fuld tekst: http://coin.dk/files/pdf/hymne.pdfChristensen, Lars Seier: “Liberalisme er en moralsk kamp“, Berlingske, d. 10. november 2014.

Gøttcke, Leander Møller: “Den liberalistiske drøm er et mareridt“, Berlingske, d. 1. november, 2014.
Den face-booktråd, hvor Samuelsen roser Seier Christensens svar.
Petersen, Otto-Brøns: “Hvad der skete, efter lyset gik ud“, Libertas, nr 45-46, 2007.
Samuelsen, Anders og Ammitzbøll, Simon Emil: “Langt fra virkeligheden“, Berlingske, d. 11. november, 2014.

Skriv en kommentar