Ole Birk Olesen er en diskussionslysten liberalist. Han er medejer af og redaktør for netavisen 180 grader, som er støttet af Saxobank. Han er desuden medlem af Liberal Alliance, der ved sin grundlæggelse hviler på Saxobanks økonomiske og filosofiske støtte, og han har udgivet bogen ”Taberfabrikken” i 2007, som jeg vil knytte nogle bemærkninger til nedenfor.

Nu nævner jeg ikke det med Saxobank for sjov. For sagen er, at Saxobank, hvilket vil sige kredsen omkring bankdirektøren Lars Seier Christensen, har et nærmest religiøst forhold til den amerikanske filosof Ayn Rand, en af de mest ekstremistiske filosoffer nogensinde i den liberale tradition. Når jeg siger ”religiøst” forhold, så er det i modsætning til et ”filosofisk” forhold. Det filosofiske forhold er frit og spørgende; i en sådan relation kan man være inspireret af en filosof til at tænke selv. Det religiøse forhold er derimod tvangsmæssigt og underdanigt. I en sådan relation kan man ikke spørge, kun efterabe. Man overtager så at sige hele pakken, som man mener, den ser ud – ligesom mekanikmarxisterne i 1970’erne gjorde det. Netop denne mekaniske overtagelse kendetegner Saxobank, hvis hele værdigrundlag er den såkaldte ”objektivisme”, som Rands filosofi kaldes. Banken uddeler ligefrem hovedværket ”Da verden skælvede” gratis og holder jævnlige vækkelsesmøder. Rands filosofi kan man blandt andet læse om i et tidligere blogindlæg (se referencer i bunden) på herværende hjemmeside, hvor der også er yderligere referencer, blandt andet til et indlæg i Information, hvor Birk Olesen hylder Ayn Rand.

”Taberfabrikken” handler om, hvordan velfærdsstaten er med til at skabe allehånde sociale problemer i stedet for at løse dem, som man jo ellers skulle tro, det var meningen. Nu er det sådan set en fin pointe på mange måder, som det helt bestemt er værd at undersøge og reagere på. Jeg er altså ikke ude på at sige, at velfærdsstaten ikke lider af nogle af de problemer, som Olesen påpeger. Det, som jeg blot er interesseret i, er, om bogen er præget af Rands form for liberalisme, altså om Rands objektivisme ubevidst og unævnt arbejder med at selektere nogle sætninger frem for andre; at Randfilosofien er en sætningsselektionsmotor, der spytter smalle sætninger ud i dårlige rækkefølger, og at ”Taberfabrikken” med andre ord derfor er ideologi – forklædt som statistik.

Spørgsmålet er altså, om Rands filosofi spiller en rolle for Birk Olsens arbejde? På en måde nej, for hendes navn optræder slet ikke. Men på en anden, og mere vigtig måde, er svaret ja. Min vurdering bygger på følgende iagttagelser:

1. Bogen ligger på Saxobankpenge, der har betalt Olesens løn i forbindelse med udarbejdelsen af bogen. Det kan man læse om i forordet, hvor der takkes udførligt for dette bidrag. Birk Olesen fremhæver direktørerne Lars Seier Christensens og Kim Founais’ hjælp i den henseende. Ja, Olesen skriver endda, at det kun tog en halv time at overbevise de to repræsentanter for Rand-præsteskabet om, at de skulle støtte bogen. Derudover er selve titlen ”taberfabrikken” også en centralt placeret Saxobankpersons opfindelse, nemlig David Karsbøls. Hele arbejdet med bogen og bogens finansiering er dermed indkapslet i Saxobanks mekaniske filosofiske atmosfære. Karsbøl, som altså også er meget glad for Rand og beslægtede synspunkter, har da også sagt følgende i et interview, hvor han også nævner Rand:

“Politik er et problematisk system, men det er en god platform til at udbrede liberale synspunkter. Det er det Ole Birk Olesen gør med stor succes. Han har fået mere taletid, efter han er kommet i Folketinget. Vi skal håbe på 10-20 Ole Birk’er i Folketinget”.

Derudover rettes der ingen tak til nogen – undtaget til Birk Olesens bror, som har hjulpet med det statistiske materiale. Ole Birk har ganske vist engang skrevet på facebook, at han er inspireret af mange forskellige, at han skulle være sådan en slags fri og glad liberal pluralist, men det tyder forordet og hans tilknytninger i øvrigt sandelig ikke på.

2. Selve titlen “taberfabrikken” er helt klart Randinspireret, og den kommer jo som nævnt også fra en Rand-elsker. At kalde velfærdsstaten for en ”taberfabrik” forudsætter, at vi kan tale om samfundets værdier som et spørgsmål om tabere og vindere. Man skal undgå ”tabere” og i stedet få vindere, der har ”styrker”, som Olesen kalder det. Dette grundsyn finder man også hos Rand. Også hos hende er styrke og egoisme en dyd, mens svaghed og altruisme fører til fordærv. Titlen er derfor helt klart Randinspireret. Jeg tror ikke engang Hayek ville tale på den måde, selvom jeg ikke er sikker. John Locke, Immanuel Kant og John Stuart Mill ville i al fald aldrig. Dermed mister Olesen fuldstændigt den filosofiske kontakt med en mere åndelig og socialt bevidst liberalisme, der kan finde andre og vigtigere ting i livet end at vinde og tabe. Ja, hvis en medborger eller kollega kommer hen til mig og siger, at han er en ”vinder”, og at nogle andre er nogle ”tabere”, så er han da helt til grin, er han ikke? Er denne titel, altså ”taberfabrikken”, ikke lidt ubehagelig? Det synes jeg. Men det synes man ikke i Rand-menigheden. Her er det dyb alvor.

3. Endnu et sted, hvor filosofien arbejder som selektionsmekanisme, er i synet på karakteren af ”sociale problemer”. Her gør Birk Olesen noget, der i første omgang er helt fornuftigt, nemlig at finde – blandt socialforskere og socialrådgivere i 1970erne – nogle problematiske citater, der helt udelukker et individuelt ansvar, og som altså hævder, at alle problemer er samfundets skyld. Men denne pointe bruger Birk Olesen ikke til at komme frem til en mere nuanceret forståelse af de sociale problemers karakter; tværtimod bruger han sin iagttagelse til systematisk at overse og tale ned om alle former for social forståelse. Folk med sociale vanskeligheder kan af Birk Olesen ligefrem omtales som ”samfundets normafvigere” – igen den rene Rand-filosofi.

Det er som om, at alt hos Birk Olesen er individets eget problem og ansvar; at mennesket slet ikke lever et kausalt og socialt betinget liv. Synspunktet er selvfølgelig fagligt set latterligt og moralsk set angribeligt, selv ud fra en ordentlig liberalistisk moralfilosofi, men det følger direkte i forlængelse af Rands filosofi, og det former Olesens ord en måde, så disse sørgelige sætninger pludselig står på papiret for Saxobank-penge, i en rækkefølge, der kunne udløses efter en halv times overtalelse.

4. Endnu et punkt, hvor den ekstremistiske liberalisme slår igennem, er i synet på menneskets historie. Sådan et emne kan jo, også i forbindelse med velfærdsstaten, indeholde mange forskellige temaer og synsvinkler. Olesen overstår det i én sætning. Og nu er det ikke fordi, at jeg synes, at en bog som Olesens behøver at indeholde lange historiske udredninger, men når der så alligevel kommer en sætning, så er det interessant, hvad der siges, og hvad der ikke siges. Der står: ”Når alt kommer til alt, så består menneskehedens historie af en endeløs række af nye opfindelser, som har gjort os i stand til at bruge mindre tid på at producere flere goder…”. ”Når alt kommer til alt” – nå ja, der var måske også andre emner, der kunne fremføres, ikke mindst af socialhistorisk karakter, når nu emnet er ”velfærdsstaten”, men det kommer Olesen ikke ind på. Hos ham handler menneskets og arbejdets historie om ”produktivitet”.  Sådan kan man godt se på det, men den filosofi, der udelukker alt muligt andet – den filosofi der vælger Olesens formulering frem for en million andre, og som forbistrer hans blik – det er Ayn Rands – dog her måske suppleret med en generel overophedning af betydningen af økonomisk orienterede sprogspil.

5. Endelig er der den måde, hvorpå Birk Olesen beskriver arbejderklassen. Den beskrives kun i lyset af den forbrugs- og produktivitetsstigning, som har præget de vestlige samfund efter anden verdenskrig. Der er ingen henvisninger til den sociale og økonomiske situation, arbejderne virkede i fra industrialiseringen frem til omkring 1980 og måske endda senere; en situation som gør, at det er rimeligt at forstå arbejderne som tilhørende en social klasse, der er forankret i kultur, produktion og sociale vekselvirkninger. Igen ser vi denne systematiske negligering af sociale emner, som har rod i det forhold, at Rand er en koldkrigsfilosof, og at al socialisme, ja faktisk alt socialt liv, der ikke er knyttet til at blive stor og stærk mand, der aldrig taber, er roden til alt ondt og sovjetisk. Birk Olesen overtager blot denne struktur, og resultatet bliver, at ”arbejderen” forstås som et forbrugsatom, hvis eventuelle sociale deroute helt og aldeles er hans egen skyld. Forvirringen og opløsningen efter 1980, hvor den europæiske arbejderklasse splintredes som følge af omfattende forandringer i kulturenes reproduktion, er i Olsens optik blot et spørgsmål om at tage sig sammen. Ellers er man en ”taber”. Så smalt bliver perspektivet, når Rand og koldkrigsliberalismen har været på erobringstugt ind i socialvidenskaberne, i moralfilosofien og hos den sunde fornuft.

Bag Taberfabrikkens fine statistikker og lejlighedsvise vigtige pointer, gemmer der sig derfor et ideologisk ekstremistisk korstog, der sender tanken og virkeligheden i hver sin retning.

Referencer:

Olesen, Ole Birk (2007). Taberfabrikken, København: People’s Press. (kan downloades fra Ole Birk Olesens hjemmeside)

Ole Birk Olesens hyldest til Ayn Rand: http://www.information.dk/157618

Interview med David Karsbøl: http://liberator.dk/interview-med-liberators-grundlaeggere

Blogindlæg på herværende blog: Om dansk liberalisme, Ayn Rand og Liberal Alliance