Ballade i forsamlingshuset: Jens Rasmussen og Keld Skovmand i pædagogisk tvist

Torsdag d.23. marts var der en såkaldt ”videnskabsteoretisk tvist” på DPU. Tvistens titel var ”Læringsmålstyring – en nødvendighed eller et overgreb?”, og deltagerne var professor Jens Rasmussen (DPU), ph.d.-studerende Keld Skovmand (UCL) og lektor Sven-Erik Holgersen (DPU).

Især de to første, Rasmussen og Skovmand, er interessante, fordi de har indtaget diametralt modsatte positioner i den pædagogiske og skolepolitiske debat. Rasmussen er simpelthen Mr. Læringsmålstyring her i landet. Han har været begrebets centrale legitimerende aktør, både som ministeriel chefteoretiker og som selvstændig forsker. Skovmand har på sin side været en af de centrale kritikere af selvsamme tendenser. Han kritiserer – især i bogen ”Uden mål og med” – både læringsmålsstyringsbegrebet og faktisk også Jens Rasmussen kraftigt. Skovmands bog fik senere politiske konsekvenser, eftersom en række politiske partier tog dele af bogens kritik op, og undervisningsministeriet måtte ligefrem ændre dets vejledning på området. Foreløbig har vi dog ikke set realpolitiske konsekvenser. Dvs. at skoleloven og forligskredsen stadig står fast, både på læringsbegreb og styringsideologi. Og Rasmussens definition af begrebet ligger stadig centralt placeret på ministeriets hjemmeside

Men som sagt: Der var lagt op til ballade i pædagogikkens forsamlingshus; et scoop for den faste arrangør Steen Nepper Larsen, som i parentes bemærket selv er stærk kritiker af læringsmålstænkningen.

Jeg kunne desværre ikke selv deltage i arrangementet. Imidlertid har uddannelsesimperiet.dk lagt de tre små oplæg på deres hjemmside, og den efterfølgende diskussion er refereret på folkeskolen.dk. Disse to “tekster” er grundlaget for nedenstående overvejelser.

De tre debattører er blevet bedt om at tage udgangspunkt i følgende fem spørgsmål:

Hvad er læringsmålstyret undervisning?

Hvor kommer fænomenet og begrebet fra?

Kan og skal læring overhovedet styres af mål?

Giver det mening at tale om synlig læring?

Hvilke konsekvenser har målstyringsparadigmet for undervisning og læring – fra grundskole til universitet?

PS:

Af folkeskolen.dk’s referat af den efterfølgende debat fremgår det, at Jens Rasmussen ikke ønskede at svare på Skovmands kritik, og at han heller ikke var tilfreds med ovennævnte fire spørgsmål. Det kan man læse i referatets afsluttende ord, hvor der direkte står, at Rasmussen ”ikke ønskede at tage til genmæle over for Keld Skovmands kritik”.

Og lige efter citeres Rasmussen for at sige: ”man kan da undre sig, når man ved, at det er Keld Skovmand, der har formuleret alle underspørgsmålene i samarbejde med ordstyreren, og så får vi et oplæg fra ham, hvor han stort set ikke forholder sig til spørgsmålene, men diskuterer Fælles Mål og vejledninger i stedet for. Det har jeg ikke forberedt mig på”.

Efterfølgende skriver journalisten: ”Ordstyrer Steen Nepper Larsen mente dog, at Jens Rasmussen havde haft mulighed for at præge spørgsmålene i en forudgående korrespondance. “Jeg kunne helt ærligt ikke tage det alvorligt”, lød svaret fra Jens Rasmussen.””

Ja, følelser er der nok af i det pædagogiske akademi. Det er derfor, jeg kalder det for ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”, hvilket i parentes bemærket også er titlen på min nye bog, der udkommer her i foråret, hvor der er flere eksempler på Rasmussens følelsesvidenskab og på andre professorale modtagelser af Skovmands bog.

 

1. Jens Rasmussens indlæg

Rasmussen lægger ud. Han starter med at kritisere tvistens oplæg for at være for normativt. Man må, hvis man skal følge Rasmussens egen videnskabsteoretiske logik, formode, at det betyder, at vi nu skal have noget objektivitet? Men det får vi ikke, med mindre man da med ”objektivitet” mener en særlige form for selektiv og teknisk drøftelse, der underlægger sig andres ureflekterede normativitet, som slet og ret antages som objektiv.

 

a. Begrebets historie

Derefter går Rasmussen over til at fortælle om begrebets historie. Han fortæller, at man i de sidste 30-40 år er gået fra et input- til et outputfokus, altså til et fokus på ”udbytte og resultater”, som han kalder det. Han nævner her OECD, Verdensbanken og EU som centrale aktører. Desuden henviser han til amerikanerens Diane Ravitch’s arbejde i med ”educational standards” og til hendes tilknytning til Bush-administrationen. Ravitch hævdes desuden at have haft afgørende indflydelse på de tyske og de schweiziske skolereformer. Rasmussen nævnte dog ikke, at Ravitch senere, som jeg har forstået det, har fortrudt sine synspunkter fra dengang.

Derudover nævner Rasmussen management-forskeren Peter Druckers skrækkelige ide om ”management by objectives”, som også Rasmussens elev, institutleder Claus Holm, henviste yderst positivt til i sin læringsbegejstrede dimissionstale fra 2015. Hvad filan laver han pludselig som central reference i pædagogikken? Er det “the danish way”, som læringsideologerne taler om for tiden?

Rasmussen nævner også, meget kort, at der i almenpædagogikken er kommet et øget fokus på evaluering. Han opfatter almenpædagogikkens udvikling som bestående i tre faser: Først var man interesseret i forholdet mellem formål og indhold. Siden kom ”metode” til, og siden 1990’erne har man så tilføjet ”evaluering”. Rasmussen nævner specifikt den i 90’erne fremtrædende evalueringsforsker Peter Dahler Larsen. Dahler Larsen sagde i et legendarisk interview fra degang, at ”Grundtvig er skyld i folkeskolens problemer”. Så er stilen ligesom lagt. Det var ånden i 00’erne. Selv har jeg faktisk argumenteret for en form for radikalisering af Rasmussens tese; en radikalisering som Rasmussens læringsmålstyring selv er underlagt. Min tese går ud på, at evaluering simpelthen har overtaget formåls- og indholdskategorien. Barnet har slagtet dets forældre. Skovmand var i sit oplæg inde på noget lignende, men det vender jeg tilbage til.

Der er også en kort henvisning til en dansk tekst fra 1941, hvor Rasmussen mener at kunne finde læringsmålstankegangen, og han henviser også til skolereformen, som han jo selv har en vigtig aktie i.

Mere overordnet peger Rasmussen kort på, at læringsmålsstyringen er en del af velfærdsstatens styringsproblemer i 1980’erne. Styringstænkningen stammer altså fra forsøget på at tæmme ekspansionen i de offentlige udgifter. Det er jeg for så vidt enig med Rasmussen i, og det var da også med dette hovedspørgsmål som ledetråd, at man uddannede en række meget styringsorienterede politologer i de år, f.eks. Stefan Hermann, Arne Eggert og Bjarne Corydon, som senere hen fik en definerende magt over uddannelsespolitikken.

Faktisk bør man efter min opfattelse gå skridtet videre: Det omtalte styringsbehov definerede jo udviklingen af den såkaldte New Public Management, som den kritiske tradition videre forbandt med ”neo-liberalisme”. Men fra ca. 2010 bliver denne udvikling overdetermineret af teorien om ”konkurrencestaten”, som er en filosofisk og praktisk forbrødring samt en centrum-venstre-ideologisering af neo-liberalisme og kritisk teori; en forbrødring, der gør pædagogik og dannelse til midler for økonomisk optimering. Ja, det er denne slagkraftige horisont, der kommer til at præge de reformer, som Rasmussen er blevet så ivrig en fortaler for. Men ok, her er vi langt ude over Rasmussens horisont. Han er, som jeg ser det, slet ikke i stand til at reflektere over disse processer, hvilket gør ham “normativ” på et langt mere problematisk niveau end .f.eks. Skovmand, der jo bare undersøger sit område og udtaler sig om det.

Endelig får Rasmussen adresseret indholdsspørgsmålet. Han siger blot, at det er ”helt uafgørbart”. Han ved helt klart slet ikke, hvad han skal stille op med det. Indholdet er simpelthen udelukket og opløst i systemteoretisk postmodernisme. Stefan Hermann har det samme synspunkt, altså noget i retning af, at vi jo alligevel ikke kan blive enige om det ”almene”, og derfor kan vil blot lade det ligge. Denne utrolige opgivenhed og ligegyldighed har dens egen filosofiske historie og fører som regel direkte over i en ophedning af kompetencebegrebet.

Det var det. Havde nogen regnet med, at Rasmussen, som læringsmålsstyringens centrale fortaler havde drøftet begrebets læringsteoretiske og pædagogiske bestemmelse, gik man forgæves. Der var OECD, centrum-venstre, managementguruer og evalueringsforskning over det hele, tilsat et par ubehjælpsomme pædagogiske markeringer.

 

b. Begrebets indhold

Meget bedre bliver det ikke, når Rasmussen går i gang med at beskrive begrebets indhold.

Først kommer den sædvanlige remse om at ”nedbryde mål”, at udpege ”tilpas udfordringer”, finde ”tegn på læring” osv., som vi kender fra tidligere, men som aldrig har fundet en ordentlig læringsteoretisk eller pædagogisk begrundelse, udover en nærmest ideologisk begejstring for de mest solipsistiske sider af Luhmanns systemteori. Ja, jeg har endda forstået det sådan, at landets luhmannianere på ingen måde kan godtage forbindelsen mellem læringsmålsstyring og systemteori? Men denne kritik mangler vi endnu at se på skrift, så foreløbig er det Rasmussens forbindelser, der gælder.

Dernæst siger han, at undervisning er en ”intentionel aktivitet”, og at mål derfor er vigtige. Det kan ingen være uenig i, men spørgsmålet er jo her, hvad man forstår ved ”mål” og ”intention”, dvs. ved hele pædagogikkens framing af emnet. Men der kommer der ikke noget svar på. Rasmussen henviser blot løseligt til ”Piaget og Vygotsky i nye former” og til en lovende ”hjerneforskning”. Den form for sprogspil ved jeg dog godt, hvor havner: Piaget bliver til Luhmann og konstruktivisme, Vygotsky bliver til målstyring og progression, og neurologien understøtter det med hjernelapper og big data. Og derfra kan datastyringen tage over med KL og Undervisningsministeriets indre organer i spidsen og med Rasmussen selv i det ene og det andet udvalg.

Rasmussen siger også noget om ”synlig læring”. Han siger, at processen er usynlig, men at produktet er synligt. Helt ærligt: Hvor simpelt kan det blive? Men ok, jeg kan da kort tilføje, at synlig læring skam i høj grad går ud på at synliggøre selve ”processen”. Ja, faktisk er det ”processen”, der er det centrale. Vel at mærke en ”proces”, som kun har indholdet som teknisk anledning, hvilket også i jargongen kaldes for ”at lære at lære frem for at lære noget bestemt”. Det er i den sammenhæng, at indholdet pludselig kan tematiseres som en ”produkt”, selvom et produkt jo er noget helt andet og materielt (f.eks. en projektrapport, en dansk stil etc.).

Som dokumentation for, at læring har at gøre med synlighed, tegn og evaluering, nævner Rasmussen den såkaldte SMTTE-model, hvilket er en uhyre simpel model, som huserer på seminariernes mest mekaniske og konsulentagtige dele. Det er ikke i orden efter min mening.

Endelig vil jeg nævne, at Rasmussen gentager vandrehistorien om, at ”læringsmålstyring” ikke er en metode. Det har han på en måde ret i og så alligevel ikke. Læringsmålstyring er nemlig meget mere end en metode. Det er nemlig en forvokset og radikaliseret metode, som bemægtiger sig hele pædagogikkens essens. Det er et metode som ”mindset”, eller en ”tænketeknologi”, som det hedder hos den nye læringsbegejstrede poststrukturalisme omkring forskningsprogrammet ReForM. Når det sker, får vi anti-filosofi. Det er en pædagogisk lovmæssighed uden undtagelser.

 

2. Sven-Erik Holgersen

Musikdidaktikeren, Sven-Erik Holgersen, var næste levende billede. Holgersen kritiserede læringsmålstænkningen kraftigt. Indenfor musikfaget, sagde Holgersen, vil læringsmålsstyring være en helt utilstrækkelig form for pædagogik, og det er jo let at forstå. Han fortalte også, hvordan man langt bedre kan evaluere og drøfte musikfaglige præstationer uden læringsmål i forhaven. Endvidere er begrebet ifølge Holgersen også utilstrækkeligt i forhold til pædagogikkens hermeneutiske, fænomenologiske og didaktiske tradition, hvilket man mildest talt må give ham ret i.

Så læringsmålstyringen var bestemt ikke Holgersens kop te, hvilket man også kan læse mere om i det seneste nummer af DPU’s tidskrift Cursiv, som simpelthen er et temanummer om emnet.

 

3. Keld Skovmand

Skovmand fremlagde en række af resultaterne fra sin herlige bog. Han argumenterede for, at læringsmålstyring er et eksempel på ”total indholdstømning”. Han demonstrerede desuden undervisningsministeriets løsagtige omgang med referencer og vejledninger, og han fortalte om, hvordan læringsmålene ender ud i et fald på de læringstaksonomiske skalaer. Pointen er: Læringsmål gør folk dumme, hvilket er helt korrekt efter min mening. Derfor bør de også kun være en didaktisk undtagelse og ikke en regel.

Endelig gjorde Skovmand lidt grin med dem, herunder mig selv, der har kritiseret ham for at være for ukritisk over for Hattie og til dels også Bloom. Det er han så ikke, må man forstå? Det lyder jo godt.

Baggrunden for min egen kritik er sådan set heller ikke indholdsmæssig. Skovmands problem er måske lidt paradoksalt knyttet til Skovmands dyd, hvis jeg må sige det på den måde: Skovmands interesse er jo, hvordan vores nationale policy og forskning misrepræsenterer f.eks. Hattie og andre læringskoryfæer, og det er jo et fint projekt at have og at undersøge. Men med mindre han i det mindste laver nogle sproglige og normative markeringer af en eller anden art, så munder det projekt jo meget nemt ud i en bekræftelse af Hattie selv, hvilket jeg synes sker.

Men ok, hvis det ikke passer, kan Skovmand jo blot betragte kritikken som en slags godt råd ift. hans fremtidige arbejde. Indtil der sker en korrektion i vokabularet fastholder jeg dog min kritik. Og her er det ikke nok blot med en mundtlig markering i diverse debatsammenhænge. Jeg vil se det reflekteret i teksten. I så fald vil man få en kritik af de danske oversættere af de internaitionale læringskoryfæer, som selv kritiseres. Herfra kan man droppe konstruktivistisk 1990’er-læring all together. Og først da kan det “indhold” og den “forståelse”, som Skovmand efterspørger, bryde frem.

 

Referencer og links:

Lydfil med de tre oplæg: https://soundcloud.com/uddannelsesimperiet/videnskabsteretiske-tvister-laeringsmalstyring-en-nodvendighed-eller-et-overgreb

Referat på folkekolen.dk https://www.folkeskolen.dk/605285/faelles-maal-tvist-laeringsmaal-toemmer-undervisningen-for-indhold

Jens Rasmussen om læringsmålstyring på undervisningsministeriets hjemmeside: https://uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe/laeringsmaalstyret-undervisning/forsker-om-laeringsmaalstyret-undervisning-og-laering

Claus Holms dimissionstale: http://pure.au.dk/portal/files/94906306/Laering_som_duelig_livsform_dimissionstale_Claus_Holm.pdf

Link til Cursivs temanummer om lærignsmål med artikel af Sven-Erik Holgersen: http://edu.au.dk/forskning/publikationer/cursivskriftserie/2016-19-sammenlignende-fagdidaktik-4/

Skriv en kommentar