Er barndommen en tidlig livsfase, som overstås?

Nej, barndommen er mennesket i fuld udfoldelse, og den lever videre inde i alle steder og i alle livsfaser, ikke mindst i samfundets institutioner og hos oldingen på dødens rand.

Der findes ingen virkelig videnskab og ingen social praksis uden leg, spontanitet og omsorg inde i vanerne, uanset om vanerne findes i en familie, i en skole, på et universitet eller i en virksomhed.

Opdragelse og børnehaver er derfor ikke en “forberedelse” til skolen, men snarere fuldbårne dannelsesprocesser med en egen og selvstændig betydning, som giver både mennesket og dets institutioner livsfylde, formål og begyndelse, og alle disse ting udfolder sig videre ind i skolen og i resten af tilværelsen. Derfor er opdragelsen og småbørnspædagogikken den fornemste aktivitet i samfundet.

Hvis ikke barnet altid er inde i den voksnes institutioner, eller hvis barndommens dannelse er noget, der kan ”overstås”, så bliver det voksne menneske ”barn-ligt”, hvilket er usundt, i stedet for “barnligt”, som er sundt.

Det ”barnlige” samfund har barnet, legen, vekselvirkningen og omsorgen indbygget i samfundets liv.

Hvis de voksne mennesker derimod glemmer barnet og i stedet bliver ”barn-lige”, så bliver samfundet også barn-ligt. Og hvad sker der så, når samfundet bliver barn-ligt? Så vil det forladte barn styre barndommen og dennes værdier, dvs. alt det nu barnløse materiale.

Så den virkelige barnlighed modnes i samfundet og spreder leg, nysgerrighed og vekselvirkning i institutioner og socialt liv. Det er derfor, at fødsel, børnehave, universiteter og demokrati er dybt forbundne steder, som ikke har andre mål end deres egen realisering.

Desværre er situationen for tiden den, at samfundet har glemt sit barn, dvs. syntesen mellem barndom og institutioner. Dermed blev samfundet barn-ligt. Vi får et barn-ligt overgreb på barnet, og dermed omdannes leg og vekselvirkning til midler for mål, som er sat af store bureaukratiske måle-systemer, som har glemt barnets liv og dets filosofiske essens. Dermed omdannes barndommens sprog til ”barn-lighedens” billede og effekt.

PS:

Det er lidt sjovt, at denne tekst om barndom er skrevet som et forstudie til en bog om universiteter, der – når de fungerer – er en syntese mellem barndom, sandhedspraksis og republik. Siden 2003, hvor vi fik den store universitetsreform, og igen siden 2008, hvor vi fik globaliseringsfusionerne, er det imidlertid gået ned af bakke mange steder, så barnet forsvandt ud af kundskabsarbejdet. Teksten er også inspireret af, at jeg i morgen, fredag d. 13/1, skal deltage i et arrangement om den kommende pædagoguddannelse.

PPS:

Disse tanker er inspireret af John Dewey: Democracy and Education, 1916, ch.4: Education as growth. Han omtaler her en tankevækkende distinktion:

”With respect to the development of powers devoted to coping with specific scientific and economic problems we may say the child should be growing in manhood.

With respect to sympathetic curiosity, unbiased responsiveness, and openness of mind, we may say that the adult should be growing in childlikeness” (s.50))

Legen spiller samme grundlæggende filosofiske rolle mange andre steder, f.eks. hos Schiller og Gadamer. Den norske professor i pædagogik, Hansjor Hohr, har arbejdet med en sådan sammentænkning af Dewey og Schiller. Litteraten Marianne Stidsen har i øvrigt et flot kapitel om Schillers filosofi i antologien ”Sidste chance – perspektiver på dannelse”.

Fr. Fröbel – der skrev få årtier efter Schiller – var inde på noget af det samme, dvs. at ”børnehaven” er en form for almen filosofi om mennesket og dettes forhold til tingene og ånden. Først senere blev børnehaven en egentlig institution. De to første pædagogseminarier herhjemme var da også Fröbel-seminarier.

I den forstand er børnehaven en åndstilstand i hele samfundet. Det er derfor, at jeg mener, at den er “fornem”; et udtryk jeg har fra børnehaveforskeren Karsten Tuft.