Indholdsfortegnelse:
Kapitel 1. Rapportens kommissorium: Læring og evaluering
Kapitel 2. Biopolitikkens nye myndighedsstruktur og den nye stats omdefinering af demokratisk og faglig tradition
Kapitel 3. Sundhedslov og epidemilov
Kapitel 4. Statsministeriet anbefaler Statsministeriet at følge Statsministeriets anbefalinger
Kapitel 5. Nedlukningens øjeblik: Den store hastelov
Kapitel 6. Grænselukning, Nedlukningsforlængelse og endnu en hastelov
Kapitel 7. Nye ”bemyndigede” bekendtgørelser
Kapitel 8. Test-systemet og etablering af biostatens organisation og logik
Kapitel 9. Myndighedernes risikovurderinger
Kapitel 10. Et lovbrud d. 28. februar?
Kapitel 11. Var Sundhedsvæsenet belastet eller belastet af mangel på belastning?
Kapitel 12. Var Folketinget oplyst?
Kapitel 13. Sammenligninger med andre lande
Kapitel 14. Fagligt kollaps: Udredningsgruppens samlede vurdering
———————————————–
Den 29. januar 2021 udkom den såkaldte Udredningsgruppes rapport, som skulle kortlægge omstændighederne omkring håndteringen af corona i de første måneder af krisen, dvs. frem til omkring de såkaldte genåbninger i starten af april.
Rapporten skildrer efter min mening, hvordan der blev etableret en ny begrebslig og politisk struktur i Danmark, som jeg kalder for en ”biostat”. I det følgende vil jeg gennemgå rapportens analyser og synspunkter, og hvordan de bidrager til en øget forståelse af denne nye statsdannelse.
Gennemgangen er stort set kronologisk, med lidt tematiske afstikkere hist og pist.
Kapitel 1. Rapportens kommissorium: Læring og evaluering
Udredningsgruppen blev nedsat i juni 2020 af Folketinget. I en såkaldt beretning fra den 23. juni, som har tilslutning fra alle de politiske partier, kan man læse om gruppens kommissorium.
Der er to vigtige ting vedrørende kommissoriet: For det første anerkendes hele Nedlukningens præmis. Det fremgår af følgende:
”Flertallet anerkender, at Danmark står i en helt ekstraordinær situation på grund af covid-19. Ikke tidligere har Danmark oplevet en krise som denne. Derfor har regeringen på meget kort tid skullet tage et stort ansvar og træffe vigtige beslutninger væsentlig betydning for både befolkningens sundhed og samfundsøkonomien.”
Med denne ”anerkendelse” som baggrund skal Udredningsgruppens analyser ikke overveje et ”retligt ansvar”, men ”evaluere” med henblik på at opnå ”læring” af ”håndteringen”. Der er derfor på sin vis slet ikke tale om en evaluering af selve Nedlukningen. Man vil ”evaluere” for at opnå ”læring” om ”håndteringen” af Nedlukningen. Nedlukningen som sådan står helt uantastet.
Vi har altså et eksempel på den konkurrencestatsbaserede læringsrevolutions diskursive overtagelse af det politisk-juridiske felt og på en logisk følgende normativ og ontologisk bekræftelse af evalueringens genstand, som efterfølgende kan sprede ravage i undersøgelsens validitet.
På trods af denne afgørende binding formår Udredningsgruppen at finde data og udarbejde kritiske analyser af stor dybde og høj kvalitet. Men i afgørende passager udøver det problematiske kommissorium et pres på både sprog og konklusioner. Jeg vender tilbage til de resulterende modsætninger undervejs, især i kapitel 15, men angiver her et par hurtige eksempler:
Et eksempel på samspillet mellem accept og kritik er, at anerkendelsen af Nedlukningens nødvendighed gør, at regeringens løgn om, at den fulgte ”myndighedernes anbefaling” omdannes til et problem med ”kommunikationen”.
Et andet eksempel er en nedladende omtale af Sundhedsstyrelsens oprindelige og fornuftige synspunkter. På den måde reduceres kritikken af statsministeren til at være en ”kommunikations-kritik”, mens Nedlukningen grundlæggende anerkendes som fornuftig.
Et tredje eksempel på, at anerkendelsen af Nedlukningen spiller ind i analysen, er, når udvalget hævder, at forskellen mellem Sundhedsstyrelsens og regeringens syn på Nedlukningen blot var en gradsforskel. Læser man Sundhedsstyrelsens rapport fra d. 10. marts, var der overhovedet ikke tale om Nedlukning. Det er ikke et spørgsmål om “grader”, men snarere tale om et enten-eller. Et eksistentielt politisk valg.
Denne Nedlukningsaccept anerkendes også i de indledende dele af redegørelsen, og den farver i høj grad det opsamlende afsnit i kapitel 17. Rapporten bekræfter dermed det, som den egentlig burde evaluere. Det er derfor, at den kun kan tale om ”læring” og ikke om egentlig kritik.
Det er dette samspil mellem ”anerkendelse” og ”læring”, som regeringen fastholdt i sit spin i forbindelse med rapportens udgivelse, og som også fanger oppositionen i regeringens net, eftersom hele det selv-halverede folketing jo selv støttede Nedlukningen 100%.
Udredningsgruppen består af følgende fem personer, med angivelse af fag i parentes:
Professor emeritus, Jørgen Grønnegaard (formand) (politolog)
Professor og overlæge, Lars Østergaard (læge)
Professor, dr. jur., Helle Bødker Madsen (sundhedsjurist)
Professor Dorte Gyrd-Hansen (sundhedsøkonom)
Professor Jostein Askim, Oslo Universitet (politolog)
Denne anerkendelse af Nedlukningen bekræftes også, hvis vi ser på den kreds af eksperter, som Udredningsgruppen har trukket på. Den 23. oktober afholdes et møde med nogle af Nedlukningens store biopolitiske ideologer. Lars Østergaard fra Udredningsgruppen, som selv er den primære sundhedsfagperson i evalueringsgruppen, og som selv helt har købt og bidraget til Nedluknings-logikken, holder nemlig et møde med en række kollegaer, som i forhold til Nedlukningen mener stort set det samme som han selv (Grønnegaard deltager også).
Mødet handler om rapportens kapitel 3, som vedrører hele processen frem til d. 11. marts.
Lars Østergaard mødes med følgende personer:
professor, dr.med. Thomas Benfeld, Hvidovre Hospital
professor, dr.med. Jens Lundgren
professor, dr.med. Søren Riis Paludan, Aarhus Universitet
professor, ph.d. Lone Simonsen, Roskilde Universitet
professor, dr.med. Allan Randrup Thomsen
Det er altså hele dét biopolitiske ekspertpanel, som selv har enorme aktioner i sagen, og hvoraf flere endda sidder i regeringens Ekspertgruppe, der her aktiveres. Der er ingen kritisk stemme, og der afholdes ikke andre møder med andre fagligheder.
Hermed er den overordnede ramme sat, nemlig Nedlukningens legitimitet og nødvendighed. Det er vigtigt at huske, før vi går ned i de interessante detaljer.
Rapporten indeholder 73 hits på ”læring”, dvs. 73 gange hvor den ellers høje kvalitet falder.
Kapitel 2. Biopolitikkens nye myndighedsstruktur og den nye stats omdefinering af demokratisk og faglig tradition
Udredningsgruppens beretnings kapitel 2 er en slags indledende sammenfatning af bogen. Her peger Udredningsgruppen på en interessant sammenhængende hypotese, som angår omorganiseringen af statens grundlæggende karakter, dvs. af myndighedsbegrebet, af forvaltningsmæssig og politisk centralisering, af rettigheder og af Folketings betydning og rolle. Lad mig forklare min fortolkning af sammenfatnings-kapitlets sammenfatning, som jo uddybes kraftigt i de efterfølgende kapitler:
Store dele af det politisk-administrative apparat, som indføres i februar- marts, var en direkte konsekvens af Sundhedsstyrelsens kritik af Nedlukningen og dens mere realistiske opfattelse af coronaen.
Det var nemlig for at omgå denne kritik og modstand, at regeringen allerede fra februar påbegyndte etableringen af en omfattende ”covid-19-organisering”, der omdirigerede de vigtige beslutnings- og myndighedsprocesser ind i helt nye systemer. Efterhånden involveres alle de centrale ministerier i regi af organiseringer som NOST, NOST+, AC-gruppen (ledes af Justitsministeriet), og meget mere kommer til i lyset af især hasteloven fra d. 12. marts, der etableres for at undgå at følge ”myndighedernes anbefaling”.
Dermed indsættes et nyt ”myndigheds”-lag for at undgå at følge “myndighedernes anbefaling” om ikke at lave Nedlukning. Måske er det dette lag, som statsministeren henviser til d. 11. marts, når hun netop refererer til ”myndighedernes anbefaling”? Men dette nye over-lag er altså en form for anti-lag, et særligt coronalag, som nu pludselig i løbet af få uger er blevet til en ”myndighed”, uden at Folketinget eller befolkningen nåede at bemærke det.
Det er Statsministeriet, som initierer denne proces, og som dermed ifølge rapporten bliver en ekstrem stærk, udfarende og kontrollerende aktør, hvis aktion altså har det centrale formål, at man vil undgå at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger. I starten er det både Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, og også de andre styrelser under Sundhedsministeriet, der overrules.
Rapportens forfattere kritiserer, at Folketinget ikke oplyses adækvat om disse processer; en kritik, hvis vigtighed understreges af, at den centrale hastelov behandles og vedtages på én eneste dag, og at de omtalte processer omhandler ”helt grundlæggende principper om retssikkerhed og retsbeskyttelse”, som endda er næsten uden ”retssikkerhedsgarantier”.
Undervejs i denne proces vedtages også en udvidelse af epidemiloven, som er ”næppe lovlig”, som der står, og som aldrig kundgøres i Lovtidende. Det er også interessant, at den omfattende centraliseringsproces, som altså er et forsøg på at omgå ”myndighedernes anbefaling”, helt ender med, at der ”ikke er opmærksomhed på alle de aspekter, der giver anledning til overvejelser af retlig karakter”. Og vi taler altså her om bestemmelser, der vedrører ”grundlæggende principper om individets selvbestemmelsesret”. Det er ikke så godt, for nu at sige det mildt.
Så forsøget på at omgå ”myndighedernes anbefaling” skaber altså en alternativ og stærkt centraliseret myndighedsstruktur, som nærmest glemmer, at der er noget, der hedder retssikkerhed og Folketing, og som er født i modstand til de indsigter som Sundhedsstyrelsen bærer med sig.
Rapporten fortæller også, at denne uenighed mellem Statsministeren og Sundhedsstyrelsen allerede tidligt blev tematiseret som et forhold mellem ”forsigtighed” og ”proportionalitet”. Forfatterne mener dog også, at regeringen rent faktisk udviste proportionalitetssans, for Nedlukningen kunne jo ”have været langt mere vidtrækkende”, som der står. Her stikker ”læringen” sit ansigt frem og resulterer i en stor fejl, for Nedlukningen var total. Det emne drøfter jeg i kapitel 15.
Herfra udvikler den nyetablerede centralistiske myndighed en række ekstreme worstcase-scenarier, som ”afviger væsentligt fra det faktiske behov”. Der er ingen realistisk vurdering af epidemien, står der, for hele systemet styrer jo nu ved hjælp af en nye og alternative myndighedsstruktur, der er etableret i et opgør med myndighederne som sådan. Nu følges en radikal forsigtighedslogik, som er bygget op af ”worst-case”-beregninger, hvilket forfatterne selv angiver som værende et definerende træk ved forsigtighedsprincippet. Dermed udgrænses ”proportionalitet” helt af logikken og ender som en slags konstituerende og tavs andethed.
Den næste konsekvens, der omtales, er afviklingen af Folketingets betydning. Det sker via hastelove, manglende information og et totalt sammenbrud i lovgivningsprocessen og dermed i statens indre. Udredningsgruppen kritiserer kraftigt, at denne tilstand stod på ud over marts. Der tales om ”et alvorligt demokratisk legitimitetsproblem”, og det uddybes grundigt. Sidst i marts forsøger man faktisk at gøre noget ved dette problem via etableringen af en såkaldt ”følgegruppe”, men den får ingen betydning, fremgår det, og følgegruppen forstærker ved dens blotte eksistens og funktion det nye system og de problemer, som gruppen ellers skulle løse. Jeg vil sige, at følgegruppen dermed får en ideologisk funktion i regi af den nye biopolitiske realitet. Dette emne – og faktisk også alle de andre – vender jeg senere tilbage til.
Der er også en manglende opmærksomhed på ikke-coronapatienter, og der lukkes alt for kraftigt ned for andre hospitalsaktiviteter. Det er igen det ekstreme forsigtighedsprincip, der arbejder; her ved at indsnævre sundhedsbegrebet. Den nye centralistiske statsministerielle myndighedsstruktur kritiseres for en total blindhed over for sundssektorens bredde og sammenhæng.
Til sidst er der en masse ”lærings”-snak som helt accepterer den biopolitiske præmis, f.eks. roser man den nye epidemilov mm.. Det kaldes for ”relevant læring”, så jeg er ved at gå til i ubehag, især når man som jeg kender til læringsbegrebets teoretiske og politiske udvikling og til dets negative effekt siden omkring år 2000.
Udredningsgruppen tror altså, at den har peget på alvorlige, men tekniske problemer, men det har den ikke. Den har i stedet peget på en ny strukturel og politisk realitet. Årsagen til denne tvedeling i rapporten mellem “teknik” og “realitet” er kommissionens opdrag, som jeg beskrev i kapitel 1, hvor man grundlæggende accepterer Nedlukningens filosofi.
Kapitel 3. Sundhedslov og epidemilov
I udredningens kapitel 6 står der nogle interessante ting om vores sundhedslovgivning:
Vores sundhedsvæsen er normalt styret af Sundhedsloven. Her står der i §2 følgende:
“§2. Loven fastsætter kravene til sundhedsvæsenet med henblik på at sikre respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse…”
Denne bestemmelse følges op af samme lovs §15, som vedrører ”informeret samtykke”, og som uddybes udførligt i loven:
“§15. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19.”
(§17-19 handler børn og demente etc.)
Sundhedsloven tager udgangspunkt i folke-sundhed, dvs. i et samspil mellem menneskerettigheder, forebyggelse, behandling og livshelhed. Det er demokratiets lov, og det bakkes op af UNESCOS bioetiske erklæring og andre menneskerettighedstekster.
Oprindelig, dvs. frem til marts 2020, var Epidemiloven et supplement til Sundhedsloven. Epidemiloven var sundhedslovens suspension og undtagelse, men på Sundhedslovens præmis. Det kunne man se ved, at Sundhedsstyrelsen og lokale epidemikommissioner havde magten over den epidemiske undtagelse, en magt som kun kunne anvendes på sundhedsfagligt definerede ”alment farlige sygdomme”, hvilket coronaen ikke blev klassificeret som.
Dette system er er nu ødelagt. For i dag hersker en hastevedtaget epidemi-lov, som uden videre lod hånt om både Sundhedsloven og den ”gamle” epidemilov og dermed om hele den juridiske og sundhedsfaglige balance, som eksisterede frem til d. 12. marts 2020. Det vil sige, at hasteloven, som byggede på statsministerens vildledning af befolkning og Folketing, ødelagde sundhedssystemets underliggende demokratiske struktur.
Hermed blev epidemilovens afgrænsede fokus på tvangsforanstaltninger og nødsituationer, som vi nu har været underlagt i snart et helt år uden udsigt til ændring, uretmæssigt gjort til en total social tilstand, som ikke kan høre op, og som dermed udsletter værdien af Sundhedslovens §2 og §15.
I den proces taber ”sundheden”, mens ”epidemien” vinder. Epidemien definerer pludselig “sundheden”. Vi får en permanent undtagelsestilstand. Dermed er den demokratiske krop omdannet til en statistisk defineret smittekrop.
Kapitel 4. Statsministeriet anbefaler Statsministeriet at følge Statsministeriets anbefalinger
Udredningsgruppens kapitel 9 om Nedlukningsdagene er som en krimi. Det er læsning, der sidder fast som en blodsugende tæge. Det er tårnhøj politologisk kvalitet.
Kapitlet viser sig, at statsministerens nedlukning ikke havde anden forankring end en række desperate nattemails fra en nyansat departementschef med en masse konsulentsprog og nogle tilfældige artikler i maven, og at Søren Brostrøm i protest mod Nedlukningen forsøgte at undslå sig deltagelse på pressemødet d. 11. marts.
Her er kapitlets konklusion, som står på s.224:
”Det er i dette kapitel sandsynliggjort, at den grundlæggende skitse til den mere vidtgående model for nedlukning hverken bliver udtænkt i AC-gruppen, i NOST eller i Sundhedsstyrelsen. Der er også meget, der tyder på, at den ikke er udtænkt af Statens Serum Institut.
I kombination med den tætte styring og kontrol af covid-19-håndteringen, som Statsministeriet udøver fra og med d. 27. februar, tyder fraværet af alternative ophav til nedlukningsplanen på, at den plan for nedlukning, som udmeldes på pressemødet i Statsministeriet den 11. marts i al væsentlighed er konciperet i Statsministeriet. (…)
Det har på det udleverede, skriftlige grundlag ikke været muligt for udredningsgruppen at identificere, præcis hvilke faktorer, der udløser, at den delvise nedlukning iværksættes den 11. marts, men det er i dette kapitel vist, at i hvert fald Statsministeriet med departementschefen i spidsen den 10. marts vurderer, at der er behov for vidtrækkende og øjeblikkelige tiltag”.
I parentes bemærket lå der heller ingen anbefaling fra det europæiske ECDC, skriver udredningsgruppen, for ECDC’s rapport, som bl.a. frarådede skolelukninger, kom nemlig først d.12. marts, dvs. dagen efter pressemødet.
Desuden fremgår det, at Sundhedsstyrelsen og SSI hele vejen var enige om en langt mere moderat risikovurdering, hvis essens man kan læse i Sundhedsstyrelsens rapport fra d. 10. marts, som bestemt ikke anbefaler nogen nedlukning. Grønnegaard-rapporten har en fantastisk beskrivelse af Statsministeriets intense modstand mod 10.marts-rapporten.
Det står derfor helt klart, at Nedlukningen blev besluttet i direkte modsætning til myndighedernes anbefaling, og at Statsministeriet har anbefalet nedlukningen til sig selv, mens det har pyntet sig med modstandernes fjer.
Barbara Bertelsen startede som departementschef i Statsministeriet så sent som d. 13. januar 2020. Ved sin tiltræden erklærede hun, at hun glædede sig til at ”tjene demokratiet”. Hun kom fra Justitsministeriet, hvor hun i 2015 var blevet ansat af Mette Frederiksen, som dengang var justitsminister. Før det var hun vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen, som under stærkt konkurrencestatsideologisk pres ødelagde landets pædagogik. Det skete under Thorning, Corydon, Antorini og Mette Frederiksen selv, som jo dengang var beskæftigelsesminister.
Den spritnye departementschef er ikke bestemt rationalitetens og samfundshensynets kvinde, hvilket man eller små forvente af en embedsmand. Hun er panikkens, nysprogets og nattetimernes kvinde, og hun lader til at være den primære kilde til Nedlukningens slukning af det demokrati, som hun ellers påstod, at hun ville tjene.
Det bliver tydeligt, når man læser Udredningsgruppens rapport. Nedlukningen er simpelthen primært baseret på Bertelsens private angstmails.
E-mailene starter faktisk allerede en uge efter hendes ansættelse, dvs. fra d. 21. januar. I starten er det dog kun internt i Statsministeriet. Men efterhånden udvides markeringerne ud i statsapparatet. Først til allersidst involveres NOST og Sundhedsstyrelsen.
Her er Bertelsens mails samt en omtale af NOST og Sundhedsstyrelsens rolle:
A. Mails i starten af februar
Allerede d. 8-11/2 sender Bertelsen ”flere bekymrede e-mails” til ledende medarbejdere i sit ministerium, ofte med links til panikramte avisartikler, hvor der f.eks. står at ”60% af verdens befolkning kan blive ramt”. Hun siger – i et dybt fald fra embedsmandens moralske kodeks – at ”Hope is not a strategy”, en floskel som siden gentages igen og igen. Hun er allerede her i kamp med landets sundhedsfaglige myndigheder, som forsøger at fastholde et fagligt syn på coronaen.
B. Mail d. 17. februar
Igen d. 17/2 skriver Bertelsen rundt, nu i stærke biopolitiske floskler:
”Vi skal ikke kommunikere for optimistisk ved hele tiden at tage afsæt i det vi kender (…). Som med alt andet, skal vi også tænke kommunikationen fremad. Vi skal have en plan for, hvordan vi som regering forholder os – ikke bare nu, men også når/hvis situationen udvikler sig”.
Ifølge Udredningsgruppen skrives disse mails helt uafhængigt af statsministeren, og i ren opposition til sundhedsmyndighederne, som ikke engang nævnes. Den enorme emotionelle panik, som ledsager nedlukningen stammer altså fra den nyansatte departementschefs tilfældige avislæsning. Men ingen taler på dette tidspunkt om Nedlukning. Den er ikke i horisonten! Den findes ikke.
C. Mail d. 1. marts
D. 1/3 skriver Bertelsen til Sundhedsministeriet. Hun fortæller, at regeringen “meget klart” har sagt, at “Danmark skal være på den forsigtige side i forhold til worst case-scenariet”, og at “Danmark konsekvent skal vælge den mest forsigtige linje”. Hermed vælges den ”ekstreme forsigtighed”.
D. Mails op til nedlukningen
Nedlukningen er et ikke-emne så sent som d. 9. marts. Hvor kommer ideen om Nedlukning så fra? For den stammer som nævnt bestemt ikke fra nogen myndigheder. Men hvor så? Jo, ideen stammer såmænd fra endnu et privat e-mail raid fra Barbara Bertelsen, som i løbet af d. 10. marts går helt amok ved sit tastatur.
D1: Mail 1, d. 10. marts
Midt om natten – dvs. tidligt d. 10. marts – sender Bertelsen en skrækmail med en vedhæftet Berlingske-artikel, som spørger, om der er ”sengepladser nok” i Italien. Mailen sendes til alle de andre departementschefer.
I mailen taler Bertelsen om, at man skal have ”modet, agiliteten og handlekraften til uden tøven at træffe de rigtige beslutninger (…)”. Der står også, at ”det er vigtigt, at vi alle besidder den samme sense of urgency”(…), og at ”vi ER hastigt på vej op ad den eksponentielle kurve nu”. Alt dette går stik imod sundhedsmyndighedernes vurdering, og der er ingen anden reference end artiklen fra Berlingske. Konsulentsproget er forskrækkeligt.
BB slutter sin mail med følgende: ”Hvis vi alle sammen gør alt hvad vi kan, så hurtigt som vi overhovedet kan, skal det nok lykkes at bringe Danmark igennem de kommende svære dage og uger. Både målt i menneskeliv og samfundsøkonomi”.
Så BB tror, at konsekvenserne af hendes aktion kun handler om ”dage og uger”? Det siger noget om de mangelfulde politologiske og prognostiske evner.
D2: Mail 2, d. 10. marts
Allerede tidligt om morgenen d. 10. marts – altså få timer efter den første mail –kommer der en ny mail, hvor der – igen i panisk panik og helt uden sammenhæng – står, at ”vi vågner op til 156 smittede”. Der refereres igen direkte til Italien, som uden videre gøres til en helt ureflekteret markør.
D3: Mail 3, d. 10. marts
Samme dag ved midnat sender Bertelsen endnu en mail, denne gang til departementschefen i Justitsministeriet, og igen med vedhæftede skrækartikler, som kaldes for ”pligtlæsning”. Samme dag har Sundhedsstyrelsen med opbakning fra SSI ellers udgivet en moderat rapport, men den henvises der ikke til.
I en af de vedhæftede artikler til Bertelsens mail omtales Nedlukningslignende tiltag, og især roses Kinas coronapolitik. Den pågældende artiklen fraråder dog skolelukninger, hvilket Bertelsen ikke bemærker.
D4. Mail 4, d. 10. marts
Blot en time efter kommer der en ny mail, denne gang igen til alle de andre departementschefer. Overskriften er det meget lidt embedsmandsagtige ”Alle mand på dæk”. Her lyder Bertelsen fuldstændig som sin chef, statsministeren, eller måske er det omvendt?
Igen er der ingen reference til embedsværkets sagsoplysning, men kun til en masse løsrevne frygt-billeder og til tre internationale artikler, som Bertelsen ingen saglig baggrund har for at vurdere. Og konsulentsproget fortsætter: Bertelsen taler om ”handlepligt og forsigtighedsprincip” samt ”hellere gøre for lidt end for meget”. Der står også at ”vi skal ganske enkelt undgå hinandens selskab”, og at vi skal vise ”samfundssind”. Derudover er der en masse ledelsesfloskler om at ”byde ind, tage fra, tænke med” osv..
Og annonceres en trussel demokrati og legalitet og dermed en opløsning af samfundets magtdeling. Det sker i følgende citat:
“Nu er tiden inde til, at I alle læner jer ind. Husk det ikke handler om perfekte løsninger. Husk at skønhedsindtrykket er ligegyldigt, vi skal bare have adfærden ændret nu i alle de hjørner af landet, som vi hver især har ansvaret for. Og husk, at selv om der ikke måtte være hjemmel til at gennemtvinge noget, kan man stadig sagtens gribe knoglen og appellere til sine samarbejdspartnere i virkeligheden om nu at vise samfundssind og tænke med og tage ansvar.” (min kursivering, TAR)
Denne mail står som en skamstøtte for den danske embedstands dybeste deroute efter min mening. Få dage efter bliver den til totalitær politik ved, at regeringen får magt over loven. (Udredningsgruppen gengiver da også mailen i sin helhed (s. 211-12)).
D5. Mail 5, d. 10. marts
Kort tid efter sender BB endnu en mail, denne gang til Justitsministeriets departementschef – igen med en vedhæftet fil fra en avis, hvor der står, at folk er trætte af restriktionerne på offentlig transport. I mailen skriver Bertelsen:
”Vi har ikke tid til at eksperimentere. Det må lukkes helt ned så”.
HER opstår nedlukningen, i dette udtryk ”lukkes helt ned så”.
Dagen efter, d. 11. marts kl. 12, bliver NOST informeret om de nye Nedlukningsideer, som åbenbart nu er blevet skrevet ned og godkendt af statsministeren. Deltagerne i NOST, som ellers havde ligget på linje med Sundhedsstyrelsen, får én sølle time til at tage stilling til vanviddet.
E. Inddragelse af NOST og Sundhedsstyrelsen
Nærmest samtidig, dvs. d. 11. marts ved middagstid, får Sundhedsstyrelsen besked om Nedlukningsplanen. Det sker via Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, som selv få minutter før har fået lov af Barbara Bertelsen til at sende den spritnye Nedlukningsplan til Sundhedsstyrelsen. Det er en slags hyper-hastehøring. Det er rystende læsning.
Den intetanende Brostrøm afviser Nedlukningen ud fra en ”proportionalitetsvurdering”. Han henviser også til NOSTs indstilling, som den havde set ud blot få timer før, og som jo lå på linje med Sundhedsstyrelsen. Han kalder Nedlukningen for ”præmatur” og fortæller, at hans afvisning af Nedlukningen sker efter samråd med SSI og Kåre Mølbak.
Per Okkels afviser Brostrøms kritik med, at der jo kun er tale om ”4 uger”. Han skulle bare vide, at de 4 uger blev permanent.
Måske betyder denne negligering af Brostrøms kritik, at Okkels ikke giver Brostrøms kritik videre til Statsministeriet? Det får vi ikke at vide, men Bertelsen er nok slet ikke interesseret, vil jeg tro. Okkels gik på pension d. 10. januar 2021.
Om aftenen d. 11. marts lukker statsministeren landet ned imod myndighedernes anbefaling og uden at oplyse Folketinget adækvat om den nærmere sammenhæng.
Samspillet mellem Bertelsen og Statsministeren er ikke særligt velbeskrevet i udredningen. Statsministeren lader f.eks. ikke til at være med i den omfattende mailudveksling. I udredningen træder Frederiksen nærmest pludselig ind på scenen d. 11. marts kl. 20.30 med sin skrækkelige tale.
I Udredningens konklusion angives Bertelsen og hendes ministerium derfor som den centrale kilde til Nedlukningen. Det lyder dog lidt usandsynligt, synes jeg, hvis Mette Frederiksen, som jo havde håndplukket Bertelsen, ikke også var stærkt involveret. Formodentlig har der været tale om en slags politisk-organisatorisk tandem, som altså ender med at anbefale sig selv at anbefale Nedlukningen.
Barbara Bertelsen spillede også en central rolle i den langt senere Mink-sagen, som også var præget af panik og hastværk og mangel på grundighed og saglighed.
Kapitel 5. Nedlukningens øjeblik: Den store hastelov, L133
Den hastebehandlede epidemilov blev udarbejdet på blot to dage og vedtaget i stærk modstrid med myndighedernes anbefaling, en modstrid, som Folketingets sundhedsordførere ikke blev gjort bekendt med. Lad os se på Udredningsgruppens beskrivelse af processen i rapportens kapitel 10:
Så sent som d. 8. marts lægges der i et udkast fra Sundhedsministeriet kun op til moderate ændringer af epidemiloven, og ”hastelov” nævnes ikke som en mulighed. Muligheden for hastelovgivning omtales dog meget kortfattet d. 8. marts i regi AC-gruppen, som består af en række centralt placerede chefer fra de vigtigste ministerier.
Først så sent som d. 10. marts kl. 15.52 får AC-gruppen at vide, at Justitsministeriet har nedsat en ”lovgruppe”, der vil arbejde med mere grundlæggende lovændringer i en haste-struktur.
D. 11. marts kl. 12.32 bekræftes det, at Justitsministeriet stadig arbejder med sagen sammen med Sundhedsministeriet, og der rundsendes et forslag til AC-gruppen, hvor de respektive chefer i løbet af få timer bedes melde ind, hvis det er ”bydende nødvendigt”.
Sundhedsstyrelsen er slet ikke involveret i denne proces, som jo ellers angår styrelsens helt grundlæggende funktion og ressortområde. Sundhedsstyrelsen får først tilsendt lovforslaget i en e-mail d. 11. marts, kl. 10.25, og den får kun 2 timer til at svare.
Brostrøm er stærkt afvisende. Han skriver følgende kl. 14.08:
”Sundhedsstyrelsen har ikke haft mulighed for at foretage en grundig sundhedsfaglig vurdering af det foreslåede indenfor den angivne tidsfrist. Men vi finder umiddelbart, at det aktuelle COViD19-udbrud ikke kan begrunde sådanne væsentlige ændringer i epidemiloven, idet de forebyggelsesmæssige hensigter ift. smittespredning mere hensigtsmæssigt kan fremmes indenfor anden gældende lovgivning eller øvrig lovgivning (…)”.
I sit svar henviser Brostrøm også til en tidligere mail fra d. 27. februar, hvor han indstiller, at coronaen ikke er alvorlig nok til at blive klassificeret som ”alment farlig”.
SSI, der indtil nu har været på linje med Sundhedsstyrelsen, når ikke at svare andet, end at man ikke har bemærkninger til lovforslaget, mens Styrelsen for Patientsikkerhed ifølge Udredningsgruppen ligger på linje med Sundhedsstyrelsen.
Dagen efter, d. 12. marts, fremsættes så det forslag til hastelov, der løfter den biopolitiske magt fra sundhedsmyndighederne hen til sundhedsminister og regering, som dermed tildeles diktatorisk magt over næsten alle dele af samfundet i et helt år.
Forslaget vedtages af et halveret Folketing helt uden normale demokratiske procedurer og med næsten øjeblikkelig effekt.
I Udredningsgruppens rapport står der også, at Folketingets sundhedspolitiske ordførere ikke orienteres om Sundhedsstyrelsens høringssvar. Justitsministeriet skriver i en mailudveksling med Sundhedsministeriet fra d. 17. marts, ”….at ordførerne ikke blev orienteret specifikt om SSTs ”høringssvar” under lovbehandlingen”. Jeg vender tilbage til en enkelt og meget lille undtagelse lidt senere.
Af en anden mail fra d. 15. marts fremgår det, at Justitsministeriet er ”halvt i panik over SSTs manglende opbakning til regeringens udmeldinger”.
Sådan ødelægger man et samfund.
Kapitel 6. Grænselukning, Nedlukningsforlængelse og endnu en hastelov
I dette kapitel har jeg samlet nogle af Udredningsgruppens undersøgelser af en række efterfølgende forstærkninger af Nedlukningens proces:
A. Grænselukning
Fra side 231 redegøres for baggrunden for den lukning af grænserne, som fandt sted på et pressemøde d. 13 marts.
Emnet dukker op første gang så sent som d. 8. marts under punktet ”i øvrigt” til et møde i AC-gruppen, hvor det altså er helt uforberedt. Herfra går det hurtigt, fuldstændig ligesom med hasteloven.
Sundhedsstyrelsen kæmper imod. Den fjerner slet og ret dens deres liste over farlige lande. Det begrundes ifølge en mail fra d.12. marts med, at listen bliver for ”ressourcekrævende” at vedligeholde, efter at man er gået over til en ”afbødningsstrategi”. Brostrøm er en sand europæer.
I stedet henvender Sundhedsministeriets departementschef Per Okkels sig allerede d. 13. marts til SSI. Og her kan vi registrerer den første seriøse vending hos SSI, som ellers har ligget på Brostrøms linje. Den første mere løse indikation på vendingen var, at SSI ikke – i modsætning til Sundhedsstyrelsen – havde nogle bemærkninger til hasteændringen af epidemiloven d. 12. marts. Men dengang kunne man måske tro, at tavsheden skyldtes, at SSI kun havde to timer til at formulere et høringssvar.
Men i forbindelse med grænselukningen svarer SSI, at man ”straks vil genoptage” arbejdet med landelisten, og at man vil kunne have en liste klar allerede d. 14. marts. Denne blanding af ”ingen bemærkninger” og ja-hat kommer til at kendetegne SSIs position over for regeringen, mens Sundhedsstyrelsen stadig fastholder en kritisk position, som dog bliver mindre og mindre skarp som ugerne går. Helt galt går det i parentes bemærket d. 19. marts, hvor Mølbak foreslår, at børn ikke skal lege sammen. Her må Brostrøm gribe ind, og det hele ender i et meget problematisk kompromis.
D. 12. marts om aftenen har regeringen et udkast til grænselukning klar. Det sendes til Sundhedsstyrelsen, som afviser ideen. Brostrøm deltager heller ikke i pressemødet næste dag. Det er skøn læsning.
B. Forlængelse af Nedlukning
Forlængelse af Nedlukningen sker på et pressemøde d. 23. marts. Der er ministermøde dagen før, altså d. 22. marts. Her er der to bilag fra hhv. SSI og Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen har i sit bilag faktisk ingen direkte kritik af Nedlukningen og er nærmest lidt affirmativ. Styrelsen taler om, at man bør ”fastholde et stort fokus på forebyggende tiltag, der kan reducerer smittespredningen”. Men det er lidt uklart, hvad man tænker på. Udredningsgruppen mener, at der er tale om en decideret anbefaling til forlængelsen, men det synes jeg ikke er så tydeligt. Der tales snarere lidt udenom. Sundhedsstyrelsen skriver også, at man skal huske at tænke på de andre patienter. SSI er derimod i deres bilag mere direkte affirmativ ind i regeringens diskurs.
Her får vi altså de første tegn på, at myndighederne er begyndt at følge regeringens opgør med myndighederne.
Mellem d. 19-22. marts udarbejder Justitsministeriet en liste over forstærkede Nedlukningstiltag, herunder et muligt udgangsforbud. Sundhedsministeriet – det må være Per Okkels – tilbyder decideret at udarbejde et mere konkret forslag til udgangsforbuddet. Så har man det ”i skuffen”, som der står. Sundhedsstyrelsen eller de andre styrelser er dog ikke inde over denne proces, lader det til.
C. Endnu en hastelov
D. 26. marts fremsættes endnu en hasteændring af epidemiloven, som giver sundhedsministeren yderligere magt. Sundhedsstyrelsen modtager forslaget d. 25. marts kl. 10.23. Svarfristen er kl. 13 samme dag. Det er absurd.
I svaret skriver Brostrøm, at han ikke kan anbefale så specifikke begrænsninger, som foreslås. Han peger i stedet på behovet for konkrete kvalitative vurderinger af de enkelte tiltag, dvs. et proportionalitetsprincip. Der mærkes en klar modstand. Derimod har SSI ingen bemærkninger. SSI har nu lagt sig ned i en form for tavs affirmativitet.
Kapitel 7. Nye ”bemyndigede” bekendtgørelser
Udredningsgruppen bemærker også, at stort set alle lovudkast på de forskellige områder passerer både Justitsministeriet og ikke mindst Statsministeriet, hvor Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen jo regerer. De forskellige bemyndigelseslove, som giver sundhedsministeren diktatorisk magt er derfor også udtryk for en statsministeriel centralisering. Vi får derfor tre nye magtfulde ministerier, Justits-, Stats- og Sundhedsministeriet. Den gamle magtbase fra Corydons tid, Finansministeriet, er helt sat på et sidespor.
Denne proces eksemplificeres med to konkrete bekendtgørelser, som udarbejdes i Sundhedsministeriets ressort, dvs. af sundhedsministeren med bemyndigelse fra epidemiloven.
Den ene bekendtgørelse vedrører begrænsningen af patientrettigheder. Det hele overstås i en både vild og centraliseret proces på blot tre dage, mellem d. 13-16. marts. Det sker med rod i den nye epidemilov frem for i den normale sundhedslov, og det sker uden hensyn til almindelig procedure.
I Sundhedsstyrelsens høringssvar kritiseres bekendtgørelsen direkte for at være for vidtgående. Så her fastholdes en kritisk linje. Styrelsen for Patientsikkerhed er mest bange for, at der kommer for mange klager. Resultatet er, at man uden videre fjerner klageadgangen. Sådan kan det gå.
Så her midt i marts er Sundhedsstyrelsen stadigvæk på proportionalitetens side, mens det kniber gevaldigt for hhv. SSI og for SfP, som jeg vil sige er tabt. Som det fremgik i kapitel 6, skrider det også for Sundhedsstyrelsen fra omkring d. 22. marts.
Den anden bekendtgørelse, fra d. 17. marts, vedrører en række yderligere radikale indgreb i forsamlingsfriheden. Der foreligger to udkast fra hhv. d. 13. og d. 14. marts. Sundhedsstyrelsen modtager forslaget d. 14. marts kl. 17.50 og svarer allerede samme dag kl. 20.50. I svaret står der med Udredningsgruppens ord, at ”Sundhedsstyrelsen ikke sundhedsfagligt kan begrunde lukning af bestemte typer faciliteter”.
Efter et par dages yderligere proces bliver regeringen på et ministermøde d. 17. marts kl. 13.15 enige om en ”vidtgående” bekendtgørelse, som Udredningsgruppen kalder det. Kl. 14 samme dag orienteres Folketingets partier, og allerede samme aften er der pressemøde, hvor beslutningerne formidles til befolkningen. Folketinget har altså få timers reaktionstid. Men det er Folketingets egen skyld, fordi det jo har vedtaget hasteloven d. 12. marts, som gør, at de omfattende indgreb kan gennemtvinges via banale bekendtgørelser.
Der er flere bekendtgørelser, som ifølge Udredningsgruppen er variationer over det angivne mønster, dvs. med stærk centralisering, radikale indgreb og svag inddragelse af sundhedsmyndighederne, som bliver mere og mere spage i deres respons, selvom især Sundhedsstyrelsen stadig udtrykker sig kritisk.
Kapitel 8. Test-systemet og etablering af biostatens organisation og logik
Først var jeg lige ved at springe over Udredningsgruppens kapitel om opbygningen af testsystemet (kapitel 11). Heldigvis gjorde jeg det ikke, for dette kapitel er nemlig centralt til at forstå en helt fundamental logik, som er definerende for udviklingen af biostaten som en ny politisk struktur.
A. Den overordnede organisatoriske og begrebsmæssige logik
I starten efter Nedlukningen, dvs. fra d. 11. marts, var tests et afgrænset tilbud til de syge på hospitalerne, og sundhedsmyndighederne gik direkte imod en udvidelse af denne adgang. I løbet af foråret blev dette forhold vendt helt på hovedet, så testsystemet efterhånden blev udbredt til alle via et kæmpestort organisatorisk apparat.
Der er to samvirkende sider af denne proces, en organisatorisk og en begrebsmæssig.
For det første udvikles det nye system i et direkte opgør med landets sundhedsfaglighed. Derfor trækkes testdiskursen ud af sundhedssystemet og over i et globalt-økonomisk-organisatorisk spor, som tager især Kåre Mølbak med sig. Mølbak som før havde været enig med Brostrøm, ender på den måde med at støtte og fremme regeringens nye dagsorden.
For det andet bliver testene en del af en ny tvingende logik. I starten var der selve Nedlukning og så nogle få tests af de meget syge ved siden af. Det var to separate ting. Men efterhånden bliver Nedlukning og tests sat sammen, så det pludselig hedder ”mere testkontrol eller mere Nedlukning”. Det vil sige, at testene nu bliver en forudsætning for at undgå mere Nedlukning. Det er denne begrebsmæssige konstruktion, denne særlige horisont, som kendetegner den nye biopolitiske logik.
Men det er en kæmpefejl, for denne logiks alternativer er begge en del af Nedlukningen. Og ud af denne organisatorisk forankrede logik udspringer et omfattende teknificeret og tvangsmæssigt kontrolsystem, dvs. en forstærket nedlukning, som herefter kan doceres med udgangspunkt i de statistiske lag og udsving, som testregistreringen afsætter. Så det korrekte er ikke ”tests eller nedlukning”, men derimod Nedlukning eller Nedlukning.
Dette var de overordnede pointer. Lad os se på noget af dokumentationen.
B. Udvidelsen af tests
D. 12. marts udsender Sundhedsstyrelsen nye retningslinjer. Her står der, at man kun bør teste alvorligt syge patienter, og at det skal foregå på sygehuset. Allerede d. 14. marts udtrykker Statsministeriet utilfredshed med det synspunkt. Herfra ønskes flere tests. Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, sender derfor d. 14. marts en mail til både Brostrøm og Mølbak, Okkels beder i den forbindelse Søren Brostrøm om at forlade ”propotionalitetsprincippet” til fordel for Statsministeriets ”ekstreme forsigtighedsprincip”, og det skal endda være ”før du svarer”, skriver Okkels. Det er vilde ord. Det er Nedlukningens vinde, der taler.
Mølbak svarer, at der ikke ”er væsentlige argumenter for at lave yderligere aktiv case-finding og testning”, samt at han allerede har ”tilstrækkeligt datagrundlag for at udarbejde risikovurderinger”. Mølbak har dog tidligere anbefalet 200.000 tests over 12 uger, hvilket svarer til ca. 3000 om dagen, hvilket jo i dagens valuta er ingenting. I skrivende stund er der ca. 300.000 tests på en dag. Og Brostrøm svarer i samme ånd, at han ”kraftigt appellerer til”, at der ”ikke iværksættes yderligere processer”.
Denne kommunikation tilflyder Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, som igen ”understreger vigtigheden af at anlægge et forsigtighedsprincip”. Hun vil derfor have drive-in-tests rundt omkring i landet, og hun henviser til f.eks. Kina og Singapore.
Dagen efter, d. 15. marts, sender Barbara Bertelsen en mail, vedhæftet en ”endnu ikke fagfællebedømt artikel”, der omtaler Kinas Nedlukning positivt. Allerede samme aften skriver hun igen rundt i sit karakteristiske paniksprog, hvor hun efterlyser, at SSI skriver mere om ”hvad har virket i Kina, Taiwan og Singapore”. Der er for mange ”gamle sandheder i omløb”, skriver hun.
Magnus Heunicke melder sig også på banen. Han SMS’er d. 15. marts sammen med WHOs generalsekretær Tedros Adhanom, som Heunicke stiller en række nærmest ledende spørgsmål om testbehovet. Tedros, som selv er på vej ud i den biopolitiske radikalisering, skriver sådan lidt blødt tilbage, at jojo, der skal skam testes noget mere. Heunicke sender straks svaret videre til Sundhedsministeriet, som sender videre til Brostrøm og Mølbak. Brostrøm svarer roligt, at Danmark skam følger WHO’s retningslinjer. Desuden laver Mølbak d. 16. marts en oversigt over de andre nordiske landes test-strategier, der minder meget om den danske. Disse korrektioner fra de danske myndigheder sendes til Barbara Bertelsen i Statsministeriet. Hun svarer prompte, at ”vi generelt skal arbejde efter et forsigtighedsprincip”, men virker også lidt tom for argumenter.
Få dage senere, d. 17. marts, får Brostrøm bekræftet af WHO’s Hans Kluge, at Danmark efter Kluges opfattelse fuldt ud arbejder i regi af WHOs overordnede synspunkter. Brostrøm sender denne information videre til sin departementschef. Brostrøm nævner også, at han har drøftet regeringens ønske om at teste ”alle med symptomer” med både regionerne, med KL og med de praktiserende læger. Brostrøm fortæller, at flere af disse grupperinger mente, at regeringens forslag var ”vanvittigt”, og at man ikke bør bruge ”sundhedsvæsenets ressourcer” på den slags.
Der er virkelig gang i striden, og det er hele sektoren, der lader til at være i oprør mod regeringens ideer om at teste folk uden for hospitalerne. Bemærk at regeringen på dette tidspunkt ikke engang foreslår tests af alle, men blot tests, hvis man har milde symptomer. Udredningsgruppen kan også fortælle, at EU med baggrund i ECDC’s analyser også i store træk flugter med Sundhedsstyrelsens linje.
Så omkring d. 17. marts står regeringen helt alene over for en blok af myndigheder og faglige organisationer, som på ingen måde ønsker at udbrede testene til raske mennesker og faktisk ikke engang til let syge. Brostrøms og Mølbaks synspunkt støttes også af den sundhedspolitiske direktør i Danske Regioner – det må være den medicinuddannede Erik Jylling -, som direkte siger: ”Er man ikke syg, skal man ikke testes”. Direktøren for de praktiserende læger er helt enig, og på et møde i NOST fastholdes, at test ”altid skal baseres på en lægelig vurdering”, så heller ikke her er der opbakning til regeringens linje.
Sådan står sagerne d. 17. marts, blot seks dage efter Nedlukningen. Herfra begynder Nedlukningens filosofi at arbejde for alvor.
C. Et lille skifte og Biopolitikken siger haps
For d. 22. marts sker der et lille skifte, som pustes op med det samme af den nye ånd.
Statsministeriet beder Sundhedsministeriet om at lave et notat, der kan bruges på et regeringsmøde. Her anerkender Sundhedsministeriet, at man skal ”teste så mange som muligt”. Man taler pludselig for en ”mere offensiv teststrategi” på baggrund af ”WHOs anbefalinger”. Bemærk at det er Sundhedsministeriets og ikke Sundhedsstyrelsens markering.
Disse formuleringer tages straks op af Magnus Heunicke, som på et pressemøde dagen efter kan bruge formuleringerne direkte ind i det budskab om en mere offensiv teststrategi, som er pressemødets emne. Med det samme – ved den mindste eftergivenhed, som regeringen endda selv har bestilt – er Heunicke der altså som en høg. Sundhedsministeriet er fanget.
Kåre Mølbak skriver efterfølgende, at regionerne nok tror, at regeringen har ”tabt sutten”. Selv siger han – nok for at forsvare sig selv – at han ikke opfatter regeringens udmeldinger som et skifte, men snarere som en forlængelse. Han er også fanget ind. Det ser ikke kønt ud.
D. Biostatens nye organisation
Ud fra dette skifte begynder man at organisere og implementere det såkaldte Testcenter Danmark, som også kaldes for ”samfundsspor”. Der laves et notat, der hedder ”tryghedstest til Danmark”, og det er i den forbindelse, at Novo, som finansierer foretagendet, kommer i kontakt med Kåre Mølbak, som også kommer i forbindelse med konsulenthuset Mckinsey, der er involveret i det ene og det andet. NOST, der tidligere ligesom Mølbak havde været enige med Brostrøm og regionerne, kommer også med i denne proces.
Dermed omdannes Mølbak og SSI til nu at være en del af en globalt orienteret biopolitisk organisation, der minder om tilstanden fra den tidligere konkurrencestat, der dominerede fra 2006-2018. Det, som før var faglighed, omdannes nu til at være en del af politisk-globale processer. Det sker omkring d. 25-28. marts, og fra da af er Mølbak og SSI en integreret del af det biopolitiske system.
Der oprettes ligefrem et nyt forum for området, som består af SSI, Sundhedsministeriet, Novo og Mckinsey, og fra nu af spiller også AC-gruppen af departementschefer med i den nye organisation. Mølbak er vendt på en tallerken. Sundhedsstyrelsen er ikke med i gruppen.
Sundhedsministeriet, som jo havde startet derouten, jf. punkt C, spiller også med. F.eks. skriver Per Okkels d. 4. april insisterende til Brostrøm, at ”vores minister er prisgivet, hvis der ikke kommunikeres klart fra jer”, og han opfordrer Brostrøm til at ”tage ejerskab for en egentlig strategi for Danmark”. Og Mølbak erklærer sig enig og formidler et norsk skræk-notat og taler pludselig varmt om ”nogle steder i Asien”. Siden kommer Justitsministeriet til, endda med en decideret styrelse for testkapacitet; et forslag, der angiveligt stammer fra Finansministeriet. Den nye organisation har intet med folkesundhed at gøre.
Hermed er den biopolitiske struktur etableret, og resten er i og for sig blot en bekræftelse af denne tilstand. Herfra udvides testkravene og disses styrke eksplosivt henover forår og sommer.
Men endnu d. 5. april er der modstand fra Sundhedsstyrelsen. Rigspolitiet sender f.eks. en plan for teststyringen rundt, men Sundhedsstyrelsen er ”bekymret over iværksættelse af et så ressourcekrævende tiltag på et grundlag, der opleves som uafklaret” og vil derfor ikke ”validere dokumentet”.
Sundhedsstyrelsen fastholder også, at man ikke bør teste folk uden symptomer, blandt andet fordi man ikke i tilstrækkelig grad kan stole på testene, hvis der ingen symptomer er. Testene giver simpelthen for mange falske svar, fremgår det.
Og i forbindelse med forberedelsen af et møde i regeringens koordinationsudvalg har Sundhedsstyrelsen ”i en række indsatte kommentarer gjort klart, at den ikke støtter opbygningen af et nyt testspor”. Disse kommentarer udelades dog af det endelige materiale til mødet.
Også Danske Regioner er rasende. De skriver til Mølbak, at ”der er ingen, der bliver mere syge eller raske af denne monsterøvelse”. Først da Per Okkels griber ind, resignerer regionsdirektøren med følgende bemærkning:
”Tak for en gang for alle at fastslå, at Samfundssporet som stand alone SKAL etableres. Og dermed, at det er baseret på samfundspolitiske og ikke sundhedsfaglige hensyn”.
Der smækkes med døren i regionerne, og der kæmpes i Sundhedsstyrelsen, mens resten af systemet nu er gået endegyldigt over til Regeringens opgør med myndighederne.
E. Biostatens nye logik
D. 29. marts skriver Mølbak et notat, hvor han kobler udviklingen af testsystemet direkte til Nedlukningen. Notatet hedder ”Exit fra nedlukningen af Danmark”.
Denne kobling gentages i en mail, som Mølbaks sender til Brostrøm d. 4. marts. Igen er filosofien: Enten testudvidelse eller Nedlukning.
Denne diskursive kobling gentages d. 16. april i regeringens nye teststrategi. Her står der følgende:
”Det overordnede formål med testning er at bidrage til begrænsning og bekæmpelse af COVID-19 og i den forbindelse understøtte, at samfundet kan åbnes mest muligt, uden at smittespredningen når et niveau, der udfordrer kapaciteten i sundhedsvæsenet”.
Og i denne teststrategi gøres det desuden helt klart, at det nye samfundsspor også er for personer uden symptomer, herunder lærere og pædagoger, hvis skoler og børnehaver skal ”genåbne”.
Og i statsministerens manus til en tale på et møde med regionerne fra d. 20. april står der direkte:
”En markant øget testkapacitet er en af de vigtigste faktorer ift at kunne genåbne samfundet”.
Denne logik spreder sig siden som ringe i vandet videre ind i det både det nyetablerede biopolitiske apparat og i samfundet helt frem til skrivende stund.
Dermed har jeg identificeret et centralt element i biostatens grundlæggelse. Sommerens genåbninger var altså kun pauser, før dette endelige apparat var fuldt etableret, Herfra kan daglige smitte- og testdata i mange lag holde både befolkning og politikken i et jerngreb uden ende.
Vær nedlukket, for ellers nedlukker vi jer!
På et af de mange pressemøder, d. 12. maj, hvor regeringen har gentaget ovenstående logik, lyder Brostrøm nærmest resignerende aggressiv i følgende bemærkning:
”Jeg tror et af de største paradigmeskifter i dét, vi gør nu, det er, at vi i meget stor grad begynder at tilbyde test til personer uden symptomer (…). Og det har en fordel og ulemper, og jeg tror også, der er mange i de faglige miljøer i Danmark, som skal vænne sig til tanken om omfattende test af personer uden tegn på sygdom, fordi det ligger lidt sådan imod os. Men det er det, der er dét centrale paradigmeskifte i det, vi gør nu”
Imens accepterer overløberen Kåre Mølbak statsministerens præmis. Det er et moralsk drama.
D. 18. maj radikaliseres testsystemet yderligere. Nu hedder det, i en pressemeddelelse, at ”alle borgere får mulighed for at blive testet for covid-19”. Herfra er der kun et lille hop hen til at ”alle borgere kan tvinges til at blive testet for covid-19”, hvilket sker i december 2020 i forhold til tests på arbejdspladser.
Kapitel 9. Myndighedernes risikovurderinger
Udredningsgruppens gennemgang af de forskellige risikovurderinger i rapportens kapitel 7 bekræfter de logikker, jeg har beskrevet ovenfor:
A. Frem til d. 27.februar:
I januar er der nogle løse markeringer, hvor ingen ved noget, så dem lader jeg ligge.
D. 14. februar indstiller Sundhedsstyrelsen, at corona bliver en Liste B-sygdom. Denne indstilling støttes af både SSI og af Styrelsen for Patientsikkerhed samt af Sundhedsstyrelsens ”sagkyndige i infektionsmedicin”. Begrundelsen for indplaceringen angives som følger:
”I modsætning til mere alvorlige coronasygdomme som SARS og MERS, så har den nye COVID-19-sygdom et meget bredere spektrum af symptomer, hvor langt de fleste kun har lette eller moderate grader af sygdom.
Dødeligheden af COVID-19 er også betydeligt lavere end det ses ved SARS og MERS og vil i en dansk kontekst forventes at være under 1% af smittede. Til gengæld tyder meget på, at personer med COVID-19 smitter videre selv i meget tidlige sygdomsstadier, i modsætning til f.eks. SARS, hvor patienter først blev smittefarlige sent under sygdom.
På den baggrund finder Sundhedsstyrelsen, at den nye COVID-19 bedst kan sammenlignes med sygdomme opstillet på epidemilovens liste B, særligt »Influenza, præpandemisk alarmperiode«, mens det samtidig ikke kan indstilles at sygdommen opføres på liste A, da sygdommens alvorlighed m.v. ikke kan berettige, at COVID-19 betegnes som alment farlig. Sundhedsstyrelsen finder dog samtidigt, at den nye COVID-19-sygdoms pandemiske potentiale berettiger til at sygdommen opføres på liste B.”
Denne indplacering som en Liste B-sygdom betyder, ifølge epidemilovens §10, at regeringen ikke kan foranstalte restriktioner af betydning, med mindre de får lov af Sundhedsstyrelsen. D. 27. februar skriver Brostrøm, at han ikke vil give en sådan generel tilladelse, men at han gerne vil vurdere konkrete forslag. Brostrøms afvisning var den centrale årsag til hasteloven d. 12. marts og dermed til effektueringen af Nedlukningen som sådan.
SSI er stort set enige med Brostrøm. De bliver bedt om et ”worst case-scenarie”, og svarer sådan her pr. d. 3. februar:
”Hvis man antager, at dødeligheden blandt rapporterede tilfælde i Kina er 2%, men at der i virkeligheden er 10 gange flere smittede med milde symptomer, er dødeligheden formentlig lavere, fx omkring 0,2%, hvilket er i nærheden af almindelig sæsoninfluenza. Hvis 20-40% af befolkningen bliver smittede, kunne man forestille sig et scenarie, hvor 2000-4000 ældre og svækkede danskere kunne dø af sygdommen, og langt flere blive indlagt. Særlig opmærksomhed skal udvises i forhold til overholdelse af infektionshygiejniske retningslinjer på sygehuse, for at undgå smittespredning her.”
Altså omtrent på linje med Sundhedsstyrelsen.
Allerede d. 24. februar har Udredningsgruppen registreret en omtale af den tekst, der senere ender som Sundhedsstyrelsens strategi- og risikorapport fra d. 10. marts, og som ikke foreslår Nedlukning. Den vender jeg tilbage til.
D. 25. februar står der i et mødereferat, at ”Sundhedsstyrelsen understregede, at COVID19 indtil videre ikke vurderes som værende en meget alvorlig sygdom”.
D. 26. februar er der møde i NOST. Her fortæller Sundhedsstyrelsen ifølge referatet, at ”COVID-10, både hvad angår smittespredning og antallet af dødsfald, minder om en almindelig sæsoninfluenza”, og vi får også at vide, at dette er ”i overensstemmelse med WHO’s budskab”.
SSI er ifølge Udredningsgruppen ”på linje med Sundhedsstyrelsen”.
B. Efter d. 27.februar
I disse dage og uger etableres hele den nye biopolitiske corona-organisation, som i høj grad efterlader sundhedsmyndighederne på perronen. Processen er ikke mindst initieret af Statsministeriets spritnye departementschef, Barbara Bertelsen. Det har jeg fortalt om i de tidligere kapitler.
Sundhedsstyrelsen udsættes nu for et stort pres fra den nye ideologi. D. 28. februar beder Bertelsen direkte om ”worst case scenarier”. Anmodningen formidles af en afdelingschef i Sundhedsministeriet, som tilføjer, at ”der først og fremmest er efterspørgsel på at få tænkt helt ud i ekstremen”.
Den paniske ekstremisme breder sig.
Den pågældende afdelingschef foreslår selv, at der lægges et norsk estimat til grund, hvorefter 25% af befolkningen skulle blive smittet. Dette norske tal bliver senere et slags symbol for striden mellem Bertelsen og Brostrøm/Mølbak, mens Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, mere og mere holder med Bertelsen.
Liste B-indstillingen bekræftes d. 28. februar. I et notat skriver Brostrøm følgende, som ligger i direkte forlængelse af hans markering d. 14. februar, jf. afsnit A:
”Sundhedsstyrelsen finder, at den ny Covid-19 bedst kan sammenlignes med sygdomme opstillet på epidemilovens liste B, særligt ‘influenza, præpandemisk alarmperiode’, og at sygdommens alvorlighed mv. ikke kan berettige at Covid-19 betegnes som alment farlig og dermed opføres på Liste A.”
Sundhedsstyrelsen og SSI arbejder herefter med risikovurderingerne, men de arbejder kun med scenarier, hvor 10-20% smittes, og især 10%, som anses for det mest realistiske. Det er disse beregninger, som senere kommer ind i 10.marts-rapporten.
Midt i det hele, d. 28. februar, får både Brostrøm og Mølbak følgende besked fra deres departementschef:
”Alle forslag skal beskrives i en e-mail, som via departementet skal sendes til Statsministeriet, hvorefter man afventer ok derfra”.
Sundhedsmyndighederne sættes kort sagt under faglig administration af Bertelsen og regeringen, altså ikke blot administrativ, men også faglig styring.
Brostrøm protesterer allerede samme dag: ”Jeg kan desværre ikke indlægge forsinkende eksterne godkendelsesled”, skriver han.
Men samme aften får Brostrøm en mail fra Per Okkels, som ”netop har talt i telefon med Statsministeriet i en time”. Okkels runder sin mail af med følgende utrolige ord:
”Det her skal vi. Det her kan vi blive skudt på. Alt er alt. Vi bliver nødt til at give dem alt”.
Der skydes. Der revolution i luften.
Dernæst beskrives Brostrøms kamp for at få publiceret sin strategi- og risikorapport, men han kan ikke få lov. Kampen tager for alvor fart fra d. 1. marts, og de norske ”25%” bliver kampens symbol. D. 3. marts afvises Brostrøms risikovurdering direkte af Statsministeriet. I en intern mail fra d. 8. marts skriver Brostrøm frustreret,….
”at man i STM gerne vil have vi putter mere tekst på ’worst case scenario’, og at man er meget fikseret på, at den norske rapport havde et ’25%-smittescenarie’. Sagen er bare, at både vi og SSI synes, at de norske estimater er helt i skoven, så svært for os at gøre til vores egne.”
Så Statsministeriet er ”helt i skoven”.
Allerede d. 9. marts skriver Per Okkels, som på dette tidspunkt er helt i lommen på Statsministeriet, igen, at Bertelsen vil have en 25%-beregning. Samme dag fremsender Brostrøm en ny version af sin rapport, hvor de 25% kort nævnes, men afvises direkte ved havelågen. I stedet angiver rapporten igen, at det realistiske tal er 10%. Mølbak er på linje med Brostrøm i substansen, men bliver tilsyneladende påvirket lidt af presset. Få uger efter er Mølbak en integreret del af den nye corona-organisation. Men her i starten/midten af marts er Mølbak og Brostrøm enige i substansen.
D. 10. marts udkommer så Sundhedsstyrelsens risiko- og strategirapport, som ikke foreslår Nedlukning. og som nok anerkender den nye sygdoms alvor, men dog ikke ser den som specielt farlig. Denne rapports vurderinger bekræftes i et efterfølgende notat fra d. 23. marts.
Kapitel 10. Et lovbrud d. 28. februar?
I Udredningsrapportens kapitel 12 er der angivet et vigtigt lovbrud, som jeg her vil forklare, så godt jeg kan. Jeg håber, jeg har forstået det rigtigt, selvom jeg ikke er helt sikker:
Som nævnt blev corona allerede d. 14. februar klassificeret som en Liste B-sygdom. Dvs. at man ikke kunne gennemføre restriktioner uden indstillinger fra Sundhedsstyrelsen. Det ændrede sig d. 12. marts. Sygdommen var ganske vist stadig en Liste B-sygdom, men det halverede folketing gav i panik regeringen lov til at handle, som om der var tale om en Liste A-sygdom. Dermed var der etableret et system, som kunne handle imod myndighedernes anbefaling.
Men d. 28. februar, altså to uger før Nedlukningen, skete der noget med lovgrundlaget, som dannede grundlag for de første restriktioner fra omkring d. 1. marts, og som muligvis havde sammenhæng med de restriktioner som blev gennemført før d. 11. marts. Lad os se på det:
Sundhedsministeriet skriver ud til hele systemet, at ”de tiltag, der kan iværksættes” mod Liste A-sygdomme, nu også kan bruges for coronaen, men kun i “en række konkrete situationer”, og i et ledsagende brev bekræftes denne indstilling af Sundhedsstyrelsen med særlig vægt på “konkrete situationer” og “konkret vurdering”.
Spørgsmålet er, om denne beslutning er lovlig?
Umiddelbart er svaret nej, eftersom tiltagene jo bryder med Liste B-klassifikationen.
I anden omgang er svaret så alligevel, at ’ja, beslutningen er lovlig’. Det skyldes, at epidemilovens §10 faktisk giver lov til restriktioner, hvis det indstilles af Sundhedsstyrelsen, hvilket jo umiddelbart er tilfældet her. Selvom denne indstilling dog ifølge udrednings-rapporten var et resultat af intens statsministeriel armvridning af Sundhedsstyrelsen, som jo ellers havde kørt ret hårdt på Liste B-linjen.
Men selv hvis dette politisk-administrative kompromis accepteres, så skal disse ”konkrete situationer” i det mindste have en meget specifik og klar karakter. Det følger af ”proportionalitetsprincippet” og af ”saglighedskravet”, skriver Udredningsgruppen. Men de ”konkrete situationer”, som er nævnt i 28/2-beslutningen, i er ikke klart afgrænset. Der tales i beslutningen fra d. 28/2 alt for alment om f.eks. ”store og tætte forsamlinger” og ”personer med risikofyldt adfærd”, hvilket er et carte de blanche til en mere omfattende Liste A-politik.
Desuden kundgøres beslutningen ikke i Lovtidende. Der udstedes blot en pressemeddelelse, som endda nu er fjernet fra ministeriets hjemmeside, fremgår det.
Der er i en vis forstand tale om en nullitet, en beslutning, som er en ikke-beslutning. Lidt ligesom i minksagen i efteråret 2020.
Efter Udredningsgruppens mening har Sundhedsstyrelsen og regeringen altså ikke hjemmel til denne 28/2-beslutning.
Der er, som beslutningen er formuleret, tale om et enten-eller: Enten må man lave fuld Liste-A-indstilling. Eller også skal der laves en Liste B-indstilling med meget klare undtagelser efter meget klare og konkrete indstillinger fra Sundhedsstyrelsen.
Ifølge Udredningsgruppen har Sundhedsstyrelsen ikke selv haft øje på dette problem. I min fortolkning skyldes det, at et i disse dage helt nyt biopolitisk hegemoni påvirker styrelsens dømmekraft og opmærksomhed, jvf. f.eks. “armvridningen” og Barbara Bertelsens indledende aktioner.
Kapitel 11. Var Sundhedsvæsenet belastet eller belastet af mangel på belastning?
En central del af begrundelsen for Nedlukningen var hensynet til hospitalernes kapacitet. Dette emne drøftes i udredningsrapportens kapitel 13.
D. 10 februar skriver Sundhedsstyrelsen til Statsministeriet, at ”det danske sygehusvæsen generelt har en stor og mobiliserbar kapacitet i forhold til specialiserede indsatser som isolationsstuer, respiratorbehandling, intensivbehandling mv., som man kan opskalere ved behov”. SSI er heller ikke spor bekymret.
Imens presser Statsministeriet også her på, for at der skal arbejdes mere i ”worst case”. Her arbejder det ekstreme forsigtighedsprincip.
D. 10. marts kommer Sundhedsstyrelsens strategi- og risikorapport, som jo ikke foreslår nogen Nedlukning. Her er der ingen panik.
Og d. 13. marts kommer Sundhedsstyrelsen med et notat, hvor der står, at man har styr på kapacitetsspørgsmålet. Der er det ene og det andet konstruktive handlingsforslag, og d. 30. marts melder regionerne tilbage, at de er nået ”meget langt” med kapacitetsopbygningen.
D. 18. marts lægger Sundhedsstyrelsen op til, at Almen Praksis stort set skal køre ”som vanligt”, og langt ind i april arbejdes der på, at få almindelige patienter til rent faktisk at bruge sundhedsvæsenet som normalt.
D. 11. og d. 14. marts udgiver SSI to notater. Her regner man nu med, at epidemien vil peake i uge 17, det vil sige omkring d. 20. april. Her vil der i givet fald være ca. 725 patienter på intensiv og ca. 600 i respirator. Og d. 15/3. siger Mølbak, at med Nedlukningen vil der kun blive brug for det halve.
D. 23. marts kommer der endnu et SSI-notat, som alene bygger på ”worst case”, dvs. italienske tilstande og uden Nedlukning. Her er estimatet, at der vil blive brug for 827 intensivpladser med respirator. Vi taler her om et peak uden nedlukning i en uges tid. Som vi vil se, er det ikke kritisk.
Ifølge Udredningsgruppen har disse tal været kendt af myndighederne i ca. 10 dage, dvs. allerede d. 14. marts.
Der laves også en forespørgsel til regionerne, som kan fortælle, at der kan stilles med op til 925 respiratorer, hvilket jo er pænt over worstcase-estimatet uden Nedlukning, som var på 827.
Der udarbejdes en decideret plan for denne kapacitetsopbygningen. Der er et problem med bemanding, men det vil kunne løses på 2-3 uger fra epidemistart, fremgår det. På s. 324 er der en graf, som ikke kan få noget pis i kog. Ifølge grafen vil tallene peake i epidemiens sjette uge pænt under kapacitetsgrænsen, og allerede i ugen efter vil der være et stærkt fald i tallene.
Alligevel Nedlukkes sundhedsvæsenet. Det sker d. 13. marts. Sundhedsstyrelsen accepterer det, selvom den udtrykker bekymring for andre patientgrupper og for en mulig pukkel. Brostrøm skriver i en mail d. 11. marts, at det er ”præmaturt at lukke så kraftigt ned for aktiviteten i sundhedsvæsenet”. Og i anden sammenhæng skriver Sundhedsstyrelsen, at Nedlukningen vil betyde en ”forlænget lidelse for en større gruppe af patienter”. Sundhedsstyrelsen abonnerer på et proportionalitetsprincip.
Udredningsgruppen konkluderer følgende:
”Søren Brostrøms vurdering er forenelig med, at de prognoser og kapacitetsestimater, der foreligger, ikke indikerer et behov for at lukke ned for sygehusene på dette tidspunkt. Beslutningen om at påbegynde en kraftig aktivitetsreduktion i sundhedsvæsenet d. 13. marts er således baseret på en epidemiologisk model, som ikke tager højde for effekten af frivillige eller statsligt initierede adfærdsændringer. Den er med andre ord baseret på det worst case-scenarie, som Statsministeriet bestilte d. 28. februar, og som Sundheds- og Ældreministeriet fortolker som et scenarie, hvor ”man skal tænke helt ud i ekstremen”” (s. 326)
Så der er helt klart en modsætning mellem på den ene side Sundhedsstyrelsen faglighed og erfaring og på den anden side regeringen pludseligt konstruerede ”ekstremer”.
Konsekvensen af regeringens ”ekstreme forsigtighed” er en ”kraftig reduceret aktivitet” i sundhedsvæsenet i uge 12-16. Aktiviteten er ”bekymrende lav” skriver Sundhedsstyrelsen endda d. 6. april.
Antallet af indlæggelser falder drastisk i disse uger, med hele 40%, fremgår det af en figur på s. 330. Antallet af ambulante besøg falder med ca. 70%, og antal kontakter i almen praksis falder med ca. 40%. Henvisninger til kræftbehandling falder med over 50 %. Det er rystende tal.
Summasummarum. Der var aldrig brug for Nedlukning, hvis man ser på sundhedsvæsenets kapacitet. Tværtimod har regeringen forværret folkesundheden med dens ”ekstremer”.
Kapitel 12. Var Folketinget oplyst?
Udredningsrapportens kapitel 15 drøfter samspillet mellem Folketing og regering. Det ser meget skidt ud.
D. Frem til d. 12. marts
Frem til d. 12. marts fylder coronaen stort set ikke noget på Folketingets dagsorden, selvom der som allerede beskrevet føres en hektisk aktivitet i ministerierne fra februar og frem – især fra omkring d. 26. februar –, og selvom der allerede d. 10. marts indføres væsentlige indgreb i samfundets liv.
Efter Udredningsgruppens mening sker der endda lovbrud undervejs, hvilket jeg har redegjort for i kapitel 10.
Det er stærkt kritisabelt, at Folketinget ikke er mere oppe på dupperne i denne periode. Men det er ligeså kritisabelt, at regeringen ikke langt hurtigere fremlægger en omfattende redegørelse for de diskussioner og uenigheder, der findes mellem regering og sundhedsmyndigheder. Dermed grundlægges en afgørende forudsætning for Nedlukningens uoplyste øjeblik, hvor man gik imod myndighedernes anbefaling.
På den måde får regeringen en afgørende hastighedsfordel.
Først fra d. 12. marts ændres tavsheden. Det sker via vedtagelsen af 20 hastelove fra d. 12. marts til den 15. maj.
I det følgende vil jeg kort omtale behandlingen af Udenrigspolitisk Nævn og Nedlukningen af Folketinget, for derefter at koncentrere mig om to af udredningsrapportens hovedpunkter, nemlig Hasteloven, L133, fra d. 12. marts og den såkaldte ”følgegruppe”, som består af partiernes sundhedspolitiske ordførere og sundhedsministeren.
B. Udenrigspolitisk Nævn
Udenrigspolitisk Nævn inddrages ikke i spørgsmålet om rejserestriktioner og grænsekontrol. Det mener udenrigsministeren ikke var påkrævet, men han ender dog med at indvillige i at ”orientere” nævnet ved større afgørelser.
Eftersom hele det europæiske og globale landkort ændres radikalt i disse dage er det en stærkt kritisabel indstilling efter min mening, selvom Udredningsgruppen ikke lyder særligt kritisk.
Men det korte af det lange er, at der altså ikke fremføres kritiske diskussioner i regi af Udenrigspolitisk Nævn, selvom hele verden står i brand. Regeringen mener åbenbart, at sagen kun er smitteteknisk, selvom alle verdens grænser lukker og de globale processer omorganiseres radikalt.
C. Nedlukning af Folketinget
Folketinges Nedlukkes d. 12. marts. Igen sker det i enighed. Folketingets formand orienterer – efter et møde med statsministeren og partilederne – om konsekvensen i følgende brev til Folketinget:
”Det betyder, at det i aften på et møde med statsministeren og partilederne blev aftalt, at alle forespørgsler, beslutningsforslag, §20-spørgsmål til mundtlig besvarelse og samråd udsættes. Det samme gør sig gældende for det almindelige lovprogram….”.
Dvs. at der stort set kun behandles hastelove, og der kan kun fremsættes skriftlige §20-spørgsmål. Det er en sørgelig stund for dansk demokrati. Og dette må ses i lyset af, at DR og TV2 samtidig presses til at afvikle en række af deres seriøse politiske programflader, som f.eks. Orientering og Debatten.
Herfra flyder propagandaen og samfundssindet, som blev vævet af det “ekstreme forsigtighedsprincip” inde i Statsministeriet allerede i februar.
D. Hastelov d. 12. marts, L133.
Den normale lovgivningsproces indeholder tre behandlinger og en omfattende udvalgs- og høringsproces, som normalt tager mindst 30 dage. Ja, man taler endda om en 30-dages regel. Ingen af de 20 hastelove lever op til denne regel.
Allerede i et brev fra d. 27. januar kan man se, at regeringen er opmærksom på, at hastelovsmuligheden eksisterer, hvis der kan skaffes 3/4 flertal. I brevet drøftes det dog som en undtagelse. Få uger efter skulle denne undtagelse bliver reglen som sådan.
Alle de 20 hastelove vedtages på 1-6 dage.
Den vigtigste hastelov, L133, hvor regeringen udstyres med diktatoriske magtbeføjelser, både fremsættes og vedtages samme dag, nemlig d. 12. marts. Lad os se på den, selvom det gør ondt:
D1. Tidsmæssig oversigt:
L133 fremsættes torsdag d. 12. marts kl. 10:00, og kl. 23:45 samme aften er loven vedtaget. De tre behandlinger falder som følger, altså alle på samme dag:
Første behandling: kl.11:00-11:57.
Anden behandling: kl. 23:15-23:25.
Tredje behandling: kl. 23:45.
Også optakten er ekstrem kort, under et døgn:
Mette Frederiksen sender d. 11. marts kl. 15:59 et kort brev til Folketingets formand, som annoncerer morgendagens hastelov. Der er ingen indholdsbestemmelser.
Kl. 20:30 samme aften er der pressemøde, hvor Nedlukningen annonceres.
Kl. 21:30-22:30, også d. 11. marts, er der et kort møde, hvor Sundhedsministeren gennemgår forslaget for partiernes sundhedsordførerne. Her er der heller ingen diskussion at spore.
Danmarkshistoriens største beslutning sker over én nat +14 timer ud af ingenting.
D2. Uddybning af lovprocessen
Første behandling af L133 i Folketinget tager som sagt blot 57 minutter, fra kl. 11:00 – kl. 11:57. Under behandlingen er der ophøjet støtte til hele statsministerens vokabular. Henrik Dahl citerer Augustus. Kun Ny Borgerlige stiller tre mindre ændringsforslag, men stemmer ”naturligvis for forslaget”. Flere af ordførerne taler om ”de kommende uger” eller ”de næste par uger”. Det er skrækkelig læsning.
Herefter sendes forslaget hen i Sundheds- og Ældreudvalget, hvor der på et ”lukket møde” foretages en primært ”teknisk gennemgang” af loven. Dette møder starter allerede kl. 12:09 og varer i første omgang til kl. 14:11, hvor det bliver udsat. Mødet genoptages fra kl. 18:02-20:23 som et lukket samråd med sundhedsministeren, og igen fra kl. 20:41-21:04.
Der drøftes ikke politiske emner, kun tekniske spørgsmål. Det centrale emne er nedsættelsen af en såkaldt ”følgegruppe”, som ikke er et Folketing værdigt. Jeg vender tilbage til denne konstruktion nedenfor.
Mødet genoptages igen kl. 21:30. Her fremsættes udvalgets korte betænkning, som er underdanig for alle pengene, og som ordførerne kun har haft 25 minutter til at skrive og tage stilling til.
D3. Udvalgsspørgsmål
Undervejs fremsættes 80 udvalgsspørgsmål, hvoraf 17 ikke når at blive behandlet inden færdiggørelse af udvalgets betænkning. En del af spørgsmålene har faktisk et kritisk brod, især dem fra Venstre, men svarene er i sagens natur korte, selvom emnerne er mastodonte.
Det hele afvikles på få timer, så der er ingen seriøs mulighed for at tage stilling til noget som helst.
Jeg vil kort nævne et enkelt spørgsmål, som også fremhæves af Udredningsgruppen, nemlig S23. Her beder Venstres ordfører om at få tilsendt Sundhedsmyndighedernes indstillinger. Denne indstilling er altså ikke af sig selv tilgået Folketinget, må man forstå, hvilket er helt utilstedeligt, situationens alvor taget i betragtning.
Ministeren svarer, at han ikke kan nå at svare. Først senere på dagen eftersendes noget mangelfuldt materiale, f.eks. udelades dele af både Sundhedsstyrelsens indstilling fra d. 8. marts og SSI’s bemærkninger. Det beklages så så sent som d. 24. marts. Det er vild læsning.
Hvad der også er vildt, det er, at dette forhastede, korte og mangelfulde svar, som ingen kan nå at tage stilling til, senere på året bruges af Henrik Dahl, af det socialdemokratiske PioPio og af Weekendavisens Søren Villemoes som bevis for, at Folketinget har været tilstrækkeligt orienteret om sundhedsmyndighedernes indstilling. Det siger noget om den biopolitiske ideologis kræfter.
Herfra er det slut. Anden behandling, som jo gennemføres kort tid efter, varer 10 minutter og tredje behandlingen tager 1 minut.
Kl. 23.45 vedtages Hasteloven af et selv-halveret Folketing, som fra nu af bør kaldes for ½olketinget.
E. Den politiske følgegruppe
Som nævnt ovenfor etableres der efter d. 12. marts en følgegruppe af partiernes sundhedsordførere, som mere ”uformelt” holder møder med sundhedsministeren. Det fremgår dog klart, at denne gruppe ikke har nogen kritisk funktion.
Følgegruppen ”inddrages” og ”orienteres” og ”konsulteres” til den store guldmedalje, så man skulle tro, at der var tale om en afdeling i en koncern, og der er ingen offentlighed om processen. Følgegruppen er tydeligvis sundhedsministerens og regeringens underdanige bestyrelse, og gruppens medlemmer fremhæver selv, at møderne er ”af orienterende karakter”. Dermed kommer følgegruppen til at forstærke Nedlukningens essens og konsekvens. Underdanigheden forstærkes, som ugerne går, lader det til.
Følgegruppen holder i alt 9 møder frem til d. 24. april, hvor dens funktion af politisk klakør-forum under sundhedsministerens herredømme udvikles og materialiseres.
Der er 59 skriftlige ”orienteringer” fra ministeren. En enkelt gang, d. 18. marts, omtaler ministeren i en af disse orienteringer, at Sundhedsstyrelsen er kritisk over for et givent tiltag. Det lader dog ikke til at afstedkomme nogen bevægelse hos de pæne følgegruppemedlemmer, der følger med som en pæn gruppe eftersom de jo er medansvarlige for Nedlukningen an sich.
Denne tilstand er en central årsag til, at den politiske kritik er totalt fraværende i denne periode, som jo ellers defineres af den største politiske beslutning i mands minde. Faktisk kommer kritikken og folkestyret aldrig til sig selv, hvilket altså skyldes begivenhederne d. 11. og den 12. marts.
Møderne varer kun én time, og der er ikke referat.
Kapitel 13. Sammenligninger med andre lande
I kapitel 16 sammenlignes den danske situation med Norge, Sverige og Tyskland. Rapporten drøfter to forhold. Dels betydningen af, om de enkelte landes forvaltningssystemer er centrale eller decentrale. Det lader jeg stort set ligge. Og dels en drøftelse af situationen i Sverige, som jo ikke lavede nogen decideret Nedlukning.
A. Den svenske situation
I Sverige kategoriserede Folkehelsemyndigheden corona som en ”alment farlig” sygdom allerede d. 7. april, og dermed fik regeringen faktisk nogle ret kraftige handlingsmuligheder. Det er en vigtig forskel i forhold til i Danmark, hvor Sundhedsstyrelsen jo ikke opfattede corona som ”alment farlig”. Jeg er dog ikke helt klar over, om dén juridiske kontekst, som udtrykket ”almen farlig” indgår i, er sammenlignelig.
Men til trods for den høje klassifikation, gjorde den svenske regering ikke noget. Den overlod sagerne til den svenske ækvivalens til sundhedsstyrelsen, Folkhälsomyndigheten, som dermed fik bred politisk opbakning til at arbejde med den nye sygdom.
Og de svenske myndigheder foreslog som sagt ikke nogen nedlukning, men blot ting som ”bløde tiltag, færre indgreb, blødere foranstaltninger”, som der står. Og problemstillingerne blev taklet punktvis og hen ad vejen. Det fremgår af følgende citat, som Udredningsgruppen har fundet i den svenske regerings bemærkninger til et strategipapir fra d. 7. april:
”Den svenske strategi ved håndteringen af virus er, at de foranstaltninger, der besluttes, skal baseres på viden og dokumenteret erfaring, og at de rette foranstaltninger skal besluttes på rette tidspunkt”.
Det handlede om at ”mildne krisen for befolkningen uden for kraftige indgreb”, skriver Udredningsgruppen. Folkhälsmyndigheten, med Anders Tegnell i spidsen, henviste til forhold som ”principper om frivillighed og personligt ansvar”. Og den svenske epidemilovs bemyndigelse til Nedlukningslignende initiativer kommer aldrig i brug.
Så Sveriges approach består af bløde forbyggende og informative tiltag med lejlighedsvise og punktvise restriktioner, som gennemføres i regi af landets sundhedsmyndigheder med respekt for proportionalitetsprincippet. Det var netop den tilgang, som den danske Sundhedsstyrelse havde lagt op til fra starten.
Ifølge Udredningsrapporten havde den svenske regering som sagt en formel og faktisk også reel mulighed for at overtrumfe Tegnell, men det skete ikke, både fordi regeringen bakkede op, men også på grund af en stærk svensk tradition for myndigheders selvstændighed. Denne tradition fandtes også tidligere i Danmark, men er nu udslettet, først af konkurrencestaten og nu af biostaten. I gamle dage var Danmark det decentrale og folkelige land i Norden, men det er nu helt slut.
Af kapitlets indledende statistikker fremgår det, at der var flere indlagte og døde i Sverige i de første par måneder, men der er helt klart tale om grader inden for almindelig varians, hvis man ser over en 30 års periode, og det er ikke klart, om de svenske tal skyldes manglende Nedlukning eftersom tallene er langt værre i lande med hårde nedlukninger. Dermed fremstår Sverige som den store vinder, fordi samfundets civile og frie liv i begrebsmæssig og politisk forstand bevares.
B. Et par retsnoter
Udredningsgruppen mener, at Danmark følger en særlig centralistisk linje. Selvfølgelig især sammenlignet med Sverige, men også i forhold både til Norge, hvor f.eks. solnedgangsklausulen på Nedlukningerne løber ud efter blot én måned, og til Tyskland, hvor det føderale forfatningssystem gav sine egne indre rifter.
I Danmark blev diskussionerne i stedet overladt til Folketinget og til ”offentligheden”, hvor især tænketankens Justitias arbejde fremhæves. Det er jo på sin vis meget godt, men det giver også en mulighed for, at diskussionerne kan holdes i strakt arm af regeringen. En mulighed der forstærkes af, at Folketinget i de afgørende måneder var halveret til et ½olketing.
Hele det problematiske samspil mellem den danske regering og sundhedsmyndighederne, som Udredningsgruppen har redegjort for i de andre kapitler, har man ikke fundet tegn på i de andre lande, hvilket måske skyldes, at denne del af redegørelsen kun bygger på offentlige kilder.
Senere er det dog kommet frem, at den tyske regering i en lukket e-mail-udveksling i februar/marts 2020 bestilte en rapport fra det tyske pendant til Sundhedsstyrelsen, Robert Koch Instituttet. Regeringen bad her om/gennemtvang udarbejdelsen af en hemmelig model med et worst case-scenarie på over 1 million døde, som kunne begrunde, at ”repressive og forebyggende handlinger kan iværksættes”. Det skriver Die Welt d. 7. februar 2021. Det vil svarer til, at der skulle dø ca. 75.000 i Danmark. Denne rapport var ifølge Die Welt en central årsag til den tyske Nedlukning.
Kapitel 14. Fagligt kollaps: Udredningsgruppens samlede vurdering
Jeg har nu gennemgået hele den fremragende udredningsrapport og dens mange kritiske og afslørende analyser.
Men nu skal vi huske på pointen i kapitel 1. Det var her, jeg fortalte om Udredningsgruppens kommissorium, som var udformet af Folketinget, der jo selv havde stemt for Nedlukningen. Kommissoriet accepterede da også Nedlukningens præmis 100%. Det var derfor, at udredningen ikke blot skulle handle om ansvar, men primært om “læring”. Så Udredningsgruppen accepterer Nedlukningen i udgangspunktet, for ellers kan den ikke arbejde med udgangspunkt i sit kommissorium.
Denne dobbelthed mellem er og bør, mellem kritiske analyser og Nedlukningens præmis giver sig udslag i et virkeligt akavet konklusionskapitel, kapitel 17. Lad mig uddybe kapitlets begrebslige og faglige kollaps:
Flere gange – både i starten af kapitlet og undervejs – understreges det, at regeringen op til d. 11. marts var omgivet af total usikkerhed og et behov for hurtig og effektiv handling. Det understreges også, at situationen var mere politisk end faglig.
Dermed overtager Udredningsgruppen – i overensstemmelse med dens opdrag – Nedlukningens narrativ. Det får som konsekvens, at Udredningsgruppen nærmest glorificerer Statsministeriet og ikke mindst Barbara Bertelsens rolle. Hun bliver fremstillet som en heltinde, der spækket med international videnskab tvinger fornuften igennem over for en reaktionær Sundhedsstyrelse, der hænger fast i gamle influenzakategorier.
Man må altså forstå, at alle landets sundhedsmyndigheder slet ikke fulgte med i international forskning? Eller at de slet ikke fulgte med i den internationale sundhedspolitiske udvikling? Og at Bertelsen, som intet aner om sundhedsfaglige emner, og som var helt nyansat, er en form for orakel? Det er en absurd beskrivelse, der gør regeringens ekstreme forsigtighed og worst case-ideologi til en dyd.
Den konkrete begrundelse for, at udredningsgruppen tyr til dette skridt, er et helt løsrevet citat fra WHO uden konkret reference og uden kritisk behandling, hvor WHO skriver, at corona ”hverken er sars eller influenza” og derfor kræver sin egen ”bekæmpelsesstrategi” (s.413). Dette citat skal godtgøre, at Statsministeriets panik var nødvendig og rationel. Det overvejes overhovedet ikke, om Sundhedsstyrelsen og i begyndelsen også SSI i store træk skulle have ret? De er bare reaktionære, må man forstå.
Der er ikke andre argumenter. Det hele lyder som et debatindlæg af Magnus Heunicke, og rapportens ellers udsøgte grundighed forsvinder som dug for solen. Herfra flyder ”nødvendighedens politik” ud over siderne, selvom f.eks. den svenske situation viser, at man sagtens kunne have handlet anderledes.
Lige i disse passager tales der ustandseligt om ”læring” og ”proaktiv læring” og læring og læring og læring i et væk. Det er som om sproget ophedes i en form for plat pædagogisering for at komme i kontakt med Udredningsgruppens kommissorium. Og der er ingen drøftelse af læringsbegrebets nærmere karakter, selvom begrebet jo er funderet i pædagogikken, hvor begrebet har haft en meget omdiskuteret effekt.
Der er også heromkring, at Statsministerens løgn om ’myndighedernes anbefaling’ reduceres til et spørgsmål om ”kommunikation”.
Men så snart Udredningsgruppen efterfølgende igen nærmer sig det empiriske materiale, som samles op fra de tidligere kapitler, så vender kritikken tilbage, og glorificeringen af Statsministeriet kollapser. For så gennemgås de mange emner – f.eks. anvendelsen af sundhedsmyndighedernes rådgivning, de retslige problemer, skævvridningen af sundhedsvæsenet og meget andet. Dvs. alle de ting og kritikpunkter, som netop – ifølge rapportens egen analyse – er et resultat af det, som Udredningsgruppen lige har hyldet, nemlig af ekstrem forsigtighed og worst case.
Heromkring knækker rapporten helt over. Derfor kan man heller ikke stole på det efterfølgende og afsluttende kapitel 18, hvor der er forskellige mere organisatorisk anlagte anbefalinger til fremtiden. Disse anbefalinger bygger på rapportens indre kollaps. Kapitel 18 står derfor ikke til diskussion i nærværende sammenhæng, fordi kapitlet er forkert rammesat.
På en måde viser denne grundlæggende modsætning sig ved rapportens konsekvente tale om en ”delvis nedlukning”. Denne formulering gør jo nedlukningen til et spørgsmål om grader. Derfor kan Udredningsgruppen også sige, at Sundhedsstyrelsen og regeringen ikke var uenig i princippet, men at de var kun uenige om graden af nedlukning. Der var altså ikke tale om en ”fundamental uenighed”, som der står (s. 425). I samme afsnit kan man også læse følgende:
”Der er intet i det forløb, der er afdækket i denne udredning, der tyder på, at regeringen i sine tiltag og indgreb ikke har gennemført en proportionalitetsovervejelse. Man kunne have gennemført en langt mere vidtrækkende nedlukning af landet, hvis det alene handlede om at forhindre smittede og døde med covid-19”.
Men hele rapporten er jo netop ét kæmpestort bevis på, at regeringen kørte efter det ”ekstreme forsigtighedsprincip” og konstante worst-case estimater, og at man gjorde alt for at omgå og udrydde proportionalitetsprincippet. Citatet modsiger sig selv.
Det, der skete d.12. marts, var ikke en ”delvis nedlukning”. Det var indførelsen af Nedlukningen som filosofisk og politisk realitet som sådan. Det var en fuldstændig nedlukning, som gjorde alt det resterende ”åbne” til ’endnu ikke nedlukkede aktiviteter’. Derfor var Sundhedsstyrelsens og Brostrøms modstand mod Statsministeriet både principiel og filosofisk og fundamental.
PS:
Til sidst vil jeg nævne to ting: For det første er det underligt, at Mette Frederiksens magtfulde stabschef frem til juni 2020, Martin Rossen, så vidt jeg kan se slet ikke er nævnt i udredningsrapporten. Ifølge Ekstrabladets Henrik Qvortrup skyldes det formodentlig, at Udredningsudvalget ikke har inddraget sms’er i arbejdet. Jeg synes nu, at det er underligt alligevel. For det andet er det meget spagt med e-mails fra SSI. Det skyldes muligvis, at SSI ved en “fejl” slettede alle mails fra perioden. Det kom frem omkring d. 1. oktober 2020.
Referencer:
Link til Udredningsgruppens rapport: https://www.ft.dk/da/aktuelt/nyheder/2021/01/udredning-om-covid_19
Link til L133: https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/l133/index.htm
Link til Sundhedsloven: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/903
Link til Die Welt, d. 7. februar: https://www.welt.de/politik/deutschland/article225864597/Interner-E-Mail-Verkehr-Innenministerium-spannte-Wissenschaftler-ein.html
“Innenministerium spannte Wissenschaftler für Rechtfertigung von Corona-Maßnahmen ein”, Die Welt, d. 7. februar.
Forarbejder på facebook:
Note 1: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158930527659481&id=837549480
Note 2: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158938237104481&id=837549480
Note 3: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158942239589481&id=837549480
Note 4: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158946041169481&id=837549480
Note 5: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158947525519481&id=837549480
Note 6: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158947945184481&id=837549480
Note 7: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158950825244481&id=837549480
Note 8: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158951398244481&id=837549480
Note 9: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158952413254481&id=837549480
Note 10: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158955701174481&id=837549480
Note 11: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158957213099481&id=837549480
Note 12: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158957907859481&id=837549480
Note 13: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158964772574481&id=837549480
Note 14: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158965102919481&id=837549480
Note 15: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158966004494481&id=837549480