Bjarne Corydon ville ikke bidrage til Mikael Buschs nye bog ”Bjarne Corydon og nødvendighedens politik”. Corydon mener, at Busch opfører sig som en Rasmus Paludan. Deri er han vist nærmest enig med Politikens Kristian Madsen og Mandag Morgens Lisbeth Knudsen, som var helt ude af en tangent i deres anmeldelser af bogen.
Til gengæld får Busch efterhånden samlet noget applaus sammen, sådan stille og roligt. Politologen Peter Nedergaard synes godt om Buschs behandling af DONG-sagen. Den tidligere formand for FOA, Dennis Kristensen, synes han ”lærte noget undervejs”, og Arne Herdis på WA synes godt om Buschs gennemgang af gymnasiekonflikten. Og Busch har modtaget decideret ros fra Brian Degn Mårtensson i Kristeligt Dagblad og undertegnede på POV International. Hele flokken må jo stemme på Stram Kurs, må man forstå på Kristian Madsen.
Men jeg kan berette om, at Corydon skam ikke altid takker nej til at deltage i bøger, hvor han selv er mere eller mindre hovedperson. I 2019 udkom bogen ”Konkurrencestatsministeren – til forsvar for den danske konkurrencestat”, som er skrevet af en Martin Møller Boje Rasmussen, som har en ph.d. i politisk økonomi fra CBS, dvs. fra Ove Kaj Pedersens institut. Efterfølgende blev Boje Rasmussen forsknings- og udviklingschef for Lisbeth Knudsens Mandag Morgen, en organisation, som faktisk ifølge Ove Kaj Pedersen selv spillede en stor rolle ved etableringen af konkurrencestaten. Det skete via arbejdet med Mandag Morgens såkaldte “Kompetenceråd”, hvor bl.a. Uffe Elbæk var vismand, og her var lærings- og kompetencebegrebet den helt store ruder konge. Er det ikke sjovt? Der er nu ikke noget om ”læring” i Boje Rasmussens bog. Kompetencerådets vilde new-age kompetenceideologi blev teknokratiseret fra 2006 og igen i 2013, hvor Boje kom til Mandag Morgen, mens Corydon hærgede pædagogikken sammen med Antorini. Skolereformen gjorde læringsbegrebet til et vedhæng til evalueringens tæmmende effekt. Dermed fik vi dobbelt dårligdom for nu at sige det på den måde.
Bjarne Corydon har ligefrem skrevet forord til Boje Rasmussens bog. Her hylder Corydon konkurrencestaten og den italienske renæssancefilosof Machiavelli, som grundlagde magten som en fyrstestrategi, og som endda pryder bogens forside. Corydon forbinder dermed konkurrencestaten direkte med Machiavelli og med den langt senere politolog Antonio Gramsci (1891-1937), som var inspirationskilde til den såkaldte diskursanalyse, som Corydon var meget inspireret af sin studietid; præcist som Busch beskriver det i sin bog. Det er utroligt, at ingen af anmelderne har hæftet sig ved denne fine iagttagelse hos Busch. Det gør jo poststrukturalismen og konkurrencestaten til dybt sammenhængende fænomener.
Corydon og Boje Rasmussen forstærker nogle uheldige tendenser i diskursanalysen med deres ensidige fokus på Machiavelli. Vi er ikke i demokratisk kerneland, og pædagogik er på en anden planet, kun løseligt forbundet via Mandag Morgens omtalte kompetenceråd.
Boje Rasmussen har ligefrem – i bedste Machiavelli-stil – formuleret ”syv læresætninger” til ”konkurrencestatsministeren”, som tydeligvis henviser til Bjarne Corydon selv, som nævnes hyppigt. Boje Rasmussen har lavet en machiavellisk konkurrencestats-håndbog. Han slutter da også bogen med at rette ”en helt særlig tak” til Ove Kaj Pedersen og Bjarne Corydon. Så er fortællingen lissom indrammet. Corydon først og sidst.
Boje Rasmussen forholder sig ikke til pædagogiske emner, hvilket jo ellers både Bjarne Corydon og Ove Kaj Pedersen i høj grad gjorde. Der står heller ikke noget om demokrati, som er et andet af de områder, som er truet af Ove Kaj Pedersens teori. I det hele taget er bogen totalt ukritisk. Men Corydon mener skam, at bogen beskriver virkeligheden. Måske netop på grund af det ukritiske kan Corydon skrive, at sjældent har en bog “været mere tiltrængt”.
Så skal man have Corydon til at medvirke i en bog, så skal man bare hylde ham som en renæssancefyrste. Og hvis man ikke gør det, så er man en Rasmus Paludan. Hvor plat kan det blive?
Boje Rasmussen blev i forbindelse med udgivelsen interviewet til Kristian Madsens avis Politiken. Det var Poul Aarøe Pedersen, som var en indædt støtte af Antorinis skolereform, der svingede den underdanige spørgepen. Aarøe Pedersen anmeldte faktisk bogen “Uren Pædagogik” under overskriften ”De reaktionære slår til”. Der var lidt Kristian Madsen-ånd over anmeldelsen. Politiken bragte dog ingen anmeldelse af Boje Rasmussens bog. Det ville nok have udløst stjerneregn fra Kristian Madsen, som jo selv er gammel DSU-formand, så vidt jeg husker.
Boje Rasmussens bog er udkommet på DJØF’s forlag. Det giver god mening. Den hører ikke til på et forlag med navnet “People’s Press”, som jo har udgivet Buschs kritiske aktion.
Referencer:
Rasmussen, M.M.B. (2019). “Konkurrencestatsministeren – til forsvar for den danske konkurrencestat”, DJØFs Forlag.