Bliver lærerstanden proletariseret?

Er den danske lærerstand ved at blive proletariseret? Svaret er ja – i dobbelt forstand

 

1. Læreren reduceres til et middel

Først den ene forstand: Her henviser proletarisering til det forhold, at man er blevet frataget sin professionelle frihed. Arbejdet er reduceret til at være et rent middel.

Dette sker via følgende processer:

a. Læreren skal arbejde med mål, som ikke er pædagogisk defineret, men som begrundes med henvisning til statslig konkurrenceevne og økonomisk vækst. Denne forening af stat og økonomi inde i skolens formål glemmer og afviser det oprindelige formål, som er politisk, filosofisk og videnskabeligt defineret. Det nye “formål” vender, frigjort fra pædagogik, derpå tilbage i form af detailregulering af den pædagogiske praksis, som atomiseres, splittes og ødelægges. Læreren står i et krater.

a. Den pædagogiske frihed reduceres til et valg mellem evidensbaserede metoder. Ofte er metoderne endda valgt af andre, f.eks. skolelederen eller kommunen. Formålet med metoderne er at score på operative finansministerielle måltal og på smalle kompetencemål, som er fastsat af staten i den mest detaljerede detalje, og som reducerer skolens og fagenes kundskabsbegreb til ukendelighed. Dermed sikres ekstern detailkontrol med skolens ”ydelser”. Læreren bliver ”accountable”, som det hedder i de officielle annaler. Læreren er en revisor.

b. Der er ingen ordentlige arbejdspladser eller steder, hvor man kan læse en bog i fred og ro og slå en selvstændig tanke. Konstant skal man være ”social”, ”produktiv” og ”læringsmaksimerende”. Al ro og fordybelse er fjernet eller måske omdannet til ”mindfullness” eller en anden teknik, der skal bidrage til at maksimere læringen. Læreren bliver en stresset læringsmaskine.

c. Man er tvunget til at befinde sig på skolen fra 8 til 16, hvorefter man er ligeså tvunget til at holde fri. Begge former for tvang er gift for en seriøs pædagogik. Nogen steder skal man endda ”stemple” ind som en gammeldags fabriksarbejder.

d. Forberedelsestiden er reduceret til at være et redskab til kompetencescoringer og både tidsmæssigt og strukturelt decimeret til ukendelighed. Læreren bliver derfor tvunget til at bruge undervisningsministeriets digitale fagportal, hvor metoder, undervisningssystemer og evalueringssystemer ligger klappet og klart, helt tilpasset kompetencemåls-systematikken, hvilket blot proletariserer hende yderligere. Vi får det, jeg kalder for ”klikke-læreren” eller ”læreren i bur”.

e. Man får en tjeneste-sag på halsen, hvis man diskuterer frit. Så har man en ”negativ attitude”, ”vil ikke forstå” eller har bare en plat nej-hat på. Det har vi set i Agedrup på Fyn, hvor Mohammed Bibis hellige ild brænder og også i Tårnby, hvor læreren ikke må drøfte sine arbejdsvilkår med forældrene, men skal lyve om de kommunale elendigheder i et boregmestergodkendt nysprog.

f. Man er fuldstændig underlagt alle mulige populistiske forestillinger om, at lærerarbejdet er ”ligesom resten af arbejdsmarkedet”, hvormed man efterhånden vist nok mener et eller andet gartneri på Falster, der lever af fattige østeuropæere uden overenskomst.

 

2. Læreren fratages sit sprog

Det var proletarisering i den ene forstand. Hvad så med den anden? Jo, det drejer sig om, at den jernhårde bureaukratisering ledsages af et floffy ny-sprog, der hævder, at lærerens myndighed og frihed tværtimod er blevet forøget, og som taler om ”fremtidens skole” ”læring” og ”børnemiljøer” på glittet kommunalt og statsligt papir. Dermed fratages læreren også det sprog, hun egentlig skulle bruge til at forlade proletariseringen med. Og siger hun alligevel noget, så bliver hun hånet med ”nej-hatte” eller får advarsler.

Læreren bliver altså ikke blot til en proletar som under punkt 1, men en umælende, tavs og undertrykt proletar, der nægtes et sprog til at formulere den umyndiggørelse og proletarisering, hun er udsat for, i. Efterhånden som årene går, vil det nye sprog formodentlig overtage det virkelige sprog. Det er vist det, som marxisterne i gamle dage kaldte for ”falsk bevidsthed”. Så er læreren et rent middel uden eget sprog. Sker det, har vi ikke blot proletariserede lærere, men ligefrem et proletariseret samfund. Så er der kun støjen tilbage. Støjen fra stempelkortets klik.

5 tanker om "Bliver lærerstanden proletariseret?"

  1. Jeg giver dig ret i alt det ovenstående – men i diskussionen om lærernes proletarisering mangler der en ting: At lærerne, efter at seminarieuddannelse blev erstattet af den såkaldte professionsbachelor, nogenlunde effektivt er blevet afskåret fra at videreuddanne sig til at undervise kommende lærere.
    Hvor man tidligere – gratis – kunne uddanne sig til cand.pæd. i et fag på Lærerhøjskolen, skal man nu starte nærmest forfra for at kvalificere sig.
    Derved er forbindelsen mellem skolelærerne og deres uddannelse skåret over.

  2. Tak for det tankevækkende indlæg om lærerstanden, der er på vej til at glide ind som en proletariatsklasse i den forstand, at lærerne er blevet et tingsliggjort middel, og nu skal være lønarbejdere med fokus på at skulle forsyne staten med elever med de kompetencer, man fra politisk side vægter i PISA undersøgelserne, der påstår øge den økonomiske vækst, så landet kan score højere i den globale konkurrence.
    Udviklingen har taget en drejning i forhold til folkeskolens 200- årige historie, hvor en dannelse, der er funderet i vores humanistiske tradition, var hovedformålet med skolen. Nu er vi gennem en politisk styring på vej ind i en instrumentel holdning til både lærere og elever.
    I perioden omkring skolereformens indførelse er der blevet talt om evidensbaserede metoder i undervisningen. At dette findes er en påstand, der ikke er videnskabelig belæg for at hævde. På TV har der været utallige klip med elever der render rundt fra post til post i skolegården for at lære 7 tabellen, og lærere på teambuilding- lignende kurser, hvor de åbenbart skal lære at vise tillid til systemet ved at lade sig falde bagover for igen at blive grebet af en kollega og lignende aktiviteter. Det ser ud som en vittighed i forhold til skolens almendannende og kundskabsformidlende funktion, der skal give eleverne forståelse af, at vi lever i et fællesskab. Der findes heller ingen evidensbaserede metoder, der kan forklare meningen med det hele, men vi kan diskutere, hvad det vil sige at blive dannet som menneske. Hele dannelsesdiskussionen er udeblevet i tiden op til skolereformens indførelse, og her er en stor opgave at tage fat på. Men hvis ikke man siger fra over for lærernes proletarisering, så sker der ikke så meget.
    Venlig hilsen Inger Bavngaard.

  3. Jo, det kan man godt (hedder det overhovedet DPU?). Jeg tror det, Thora mener, er, at man tidligere kunne opspare frikøb til uddannelse, altså tage en cand.pæd. med løn?

  4. Man kan ikke gratis uddanne sig til noget. Hvis en lærer vil videreuddanne sig på Universitetet fx som cand. pæd. skal man søge orlov, som skolelederen måske tillader, måske ikke. Herefter har man så måske orlov UDEN løn, eller man må sige op. Jeg spørger mig selv: Er det en reel mulighed for at videreuddanne sig? Regeringen har taget det, der hed “voksen SU”, så i virkeligheden har mange lærere IKKE muligheden for at videreuddanne sig.

Skriv en kommentar