Uddannelsespolitiske og pædagogiske noter, marts-april 2024

Nedenfor kan man læse 34 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske temaer fra marts-april 2024. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

Indholdsfortegnelse:

  1. Politisk og digital dannelse
  2. Fra influenza til 3. verdenskrig
  3. Tanker om krig og fred
  4. Interview med Nils Gunder Hansen om universitetets tilstand
  5. Agedrup skole
  6. Bogomtale af ”Socialpædagogik og samfundsforvandling – en grundbog”
  7. Bogomtale af ”Pædagogisk arbejde på fremmed grund”
  8. Lærke Grandjean interviewer Dion Rüsselbæk Hansen
  9. Tillidsmænd på Aarhus Universitet i forskningspolitisk opløsning
  10. Vi er alle syge
  11. Radikalt udspil om pædagoguddannelsen
  12. Claus Holm og konkurrencestaten
  13. DEA, DPU og børnehaver
  14. Skolereform-links
  15. Center for karakterdannelse
  16. Claus Holms opgør med ”faglige fyrtårne”
  17. Fakultet ARTS’ opgør med pædagogik og videnskab
  18. Stor ansættelsesrunde på DPU
  19. Claus Holms ubehag ved Humboldt
  20. Asger Sørensen kritiserer universiteternes tilstand
  21. Status vedrørende skolereformen
  22. Bent Winther imod DPU
  23. Interview med Tesfaye
  24. Dansk Erhverv støtter DPU’s ekspertgruppe
  25. Rune Selsing kritiserer ekspertgruppe og DPU
  26. Ekspertgruppens kønsbegreb
  27. Tesfayes kritikere
  28. Hvem ødelægger?
  29. Kæmpestort overskud på Aarhus Universitet
  30. Lektor Finn Wiedeman kritiserer DPU’s institutleder, Claus Holm
  31. En inkompetent tanke om fødsler
  32. Bededag
  33. Bent Meier Sørensen kritiserer AI
  34. Rapport om kønspædagogik

 

1. Den 1. marts. Politisk og digital dannelse

Jeg sidder og arbejder på et paper om Hannah Arendts pædagogiske filosofi, som jeg skal fremlægge på årets NERA-konference i Malmø i næste uge (NERA = Nordic Educational Research Association).

En tanke faldt mig ind:

Skolens essens er ifølge Arendt politisk, i betydningen “begyndelse” (natalitet), dvs. en tilsynekomst i en fælles verden. Hun kalder det pluralitet.

Men en sådan tilsynekomst i en slags græsk “lysning” kan kun finde sted, hvis man forudsætter et privat ”darkness”, et begreb som Arendt omfatter med stor kærlighed.

Derfor skelner hun kraftigt mellem pædagogik og politik, samtidig med at hun altså ikke gør. Vi er på universitetet .

En skole er at forblive i dette paradoksale mellemværende mellem fortid og fremtid, mellem det private og det politiske. Alternativet til dette ideal er, at skolen kollapser ned i ”det sociale”, hvilket vi ser i disse år, hvor det hele – både familie, skole og samfund – handler om identitet, krænkelser, trivsel, kompetencer og instagram.

Så paradoksalt nok kan pædagogikken – hvis essens er politisk – kun udvikle sig, hvis skolen afsondrer sig fra politik og retter blikket mod lærernes og elevernes mellemværende tumlen med fortiden. En lærer må have ”his eyes glued to the past”, som der står.

Og denne pædagogiske ”afsondring” kan selv kun finde sted, hvis det private livs eksklusivitet – dvs. livet med familie og ejendom samt dette livs forbindelse til forfatningens forsamlingsfrihed –  opretholdes i republikkens eller kongedømmets konstitution.

Så politisk dannelse er betinget både af et frit liv i familie/samfund, af en upolitisk skole og af en politisk forfatning.

Kort sagt: Den 16-årige er – udover at han er særdeles bekendt med grundloven og dennes historie og betydning – lidt politisk og socialt naiv, samtidig med at han elsker fællesskab og digte.

Med denne naivitet som forudsætning bliver han voksen og spørger, undersøger og taler med sine medborgere og så videre.

Denne mærkelige skole er fyldt med ritualiserede aktiviteter, der skal understrege det pædagogiske fællesskabs afstand til det “sociales” magt, f.eks. fællessang, fælles måltider, lejrskoler, morgenhilsner og meget andet.

Så var det jeg tænkte:

Forholder det sig på samme måde med ”digital dannelse”? Altså at digital dannelse er betinget af et liv og en skole uden det digitale?

Hvis man ikke laver en sådan sondring, så bliver det ”digitale” jo lig med ”det sociales” konstante diskrimination og endda til ”kommunikation”, hvilket var Arendts mareridt, for en sådan kommunikation kan overtages af maskinen.

Kort sagt: Den digitale kompetence kan ikke omsættes i digital dannelse.

Så digital dannelse er en naiv tilsynekomst i maskinernes liv fra dels et privat og udigitalt mørke og dels et pædagogisk mellemværende, som står i modsætning til det “sociale”, herunder især SoMe.

Den 16-årige ved naturligvis alt om maskinens teknik og dens undertrykkende muligheder fra den almindelige mellemværende undervisning. Men han er totalt og nærmest poetisk inkompetent, når det kommer til anvendelsen. Herfra starter tilsynekomsten, dvs. hans selvstændige liv blandt maskinerne.

 

2. Den 1. marts: Fra influenza til 3. verdenskrig

Jeg kan ikke lade være med at tænke på følgende biopolitiske mekanisme:

Dengang Mette Frederiksen var bange for en krasbørstig influenza, lukkede hun landet totalt ned på en måde, som ingen førhen havde haft fantasi til at forestille sig.

Det skete endda stik imod myndighedernes anbefaling, selvom hun hævdede det modsatte. Det var en alvorlig forskydning i statens indre.

Siden har logikken virket i det små, f.eks. som ødelæggelse af helligdage af hensyn til ”arbejdsudbuddet”, og ved at banale afbrændinger af bøger kommer under de hårdeste lovkomplekser af hensyn til fremmede magter og så videre.

Og nu er statsministeren så blevet bange for intet mindre end “3. verdenskrig”. Men hvad kan hun så ikke finde på denne gang? For der er jo trods alt et spring fra influenza til ”civilisationens ødelæggelse”.

Og denne logik er vel at mærke europæisk.

Allerede Bush-doktrinen fra 2002 både talte om og realiserede en række forebyggende krige, og forebyggelsesideologien blev jo kraftigt udvidet under nedlukningen i 2020.

Så spørgsmålet er, hvordan en evt. “forebyggende krig” ser ud, nu hvor “forebyggelsen” er blevet kraftigt forstærket?

Hvad finder de på?

 

3. Den 1. marts: Tanker om krig og fred

Rusland er verdens største land arealmæssigt. Det er hele dobbelt så stort som nr. 2, som er Canada.

Men alligevel angriber Rusland uden videre sine naboer, i stedet for bare at være lykkelig for alle de marker og byer, som man allerede besidder og har ansvar for.

Det er meget svært at forstå for en nordeuropæisk borger fra et lille land, der selv engang var stort, men dog aldrig så stort som Rusland.

En anden ting, som nok mere hører hjemme i realpolitikken: Vil der blive fred, hvis NATO og EU ikke stiller Ukraine et medlemskab i udsigt? Det lå jo lidt i Istanbulaftalen, som jeg erindrer det. Men denne aftale blev aldrig rigtig realiseret, af årsager jeg ikke kender til.

Og hvis Ukraine, som selv er et kæmpestort og korrupt land, kommer med i EU, så er det nok om at følge englænderne. Måske kan vi komme med i Commonwealth? Under kong Charles og The Rolling Stones?

Eller måske kunne man forestille sig en løsning, som er inspireret af den danske deling og genforeningsproces 1864-1920? Minder de to sager ikke lidt om hinanden? Putins og Bismarcks arv? Men ok, freden i 1920 kom jo efter Bismark-linjens død, og den kom på en måde mest til at angå et sjæleligt gennembrud i Danmark, men kun indtil 1940. Og så er er vi tilbage i verdenskrigsretorikken.

Jeg ved ikke…. Det er fint at være idealistisk, men det kan altså ikke stå alene, især ikke i forhold til fjerne lande, som vi ikke er i militær alliance med. På en måde minder de aktuelle tilløb til at sende tropper til Ukraine lidt om den vestlige verdens amokløb i mellemøstenkrigene fra omkring 1990.

På den måde lever vi i Bush-doktrinen fra 2002 om forebyggende angreb. Det hadede venstrefløjen i gamle dage, og det forstår jeg godt.

Og så igen: Verdens klart største land er utilfreds med sin størrelse!

 

4. Den 4. marts: Interview med Nils Gunder Hansen om universitetets tilstand

Professor emeritus, Nils Gunder Hansen, som også holdt oplæg ved forrige weekends konference om åndsfrihed på universiteterne, er blevet interviewet til Kr. Dagblad om sine synspunkter.

Det interessante er, at han både har oplevet 70’ernes og 10’ernes universitet. I mellemtiden var han væk fra universitetsverdenen i 1992-2008. Han har med andre ord gode muligheder for at sammenligne.

Nils Gunder er særdeles kritisk overfor det universitet, som har udviklet sig siden universitets-reformen i 2003.

Han fortæller bl.a., at der er alt for meget fokus på ”employability” og ”arbejdsmarkedsrelevans”.

Han mener, at der er tale om en ”alvorlig fejlkurs”, og om at ”de studerende er presset ind i en instrumentel tankegang”. Dermed bliver glæden ved at søge sandheden ”hæmmet”, hvilket måske er det allermest sørgelige, der kan ske for både universitet og samfund.

Gunder Hansen slutter med følgende:

”Tanken, der styrede forskningspolitikken i den periode med Helge Sander som forskningsminister, var, at universiteternes relevans var at være vækstmotorer. Men hele tanken om universitetets idé og tradition blev smidt over bord.”

Der er efterhånden mange, der er enige med Nils Gunder Hansen, men den forskningspolitiske elite er tavs som graven.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/nils-gunder-hansen-det-er-gaaet-helt-galt-universiteterne-fordi-alt-skal-vaere-relevant

 

5. Den 9. marts: Agedrup Skole

Agedrup Skole på Fyn har de seneste uger være igennem et turbulent og metoo-agtigt forløb, som jeg forudsætter at læseren er bekendt med.

Nu har 22 af skolens lærere sendt et brev til skolens ledelse, hvor de kritiserer skolens arbejdsmiljø, jf. nedenstående artikel på TV2.

Brevet har efter min mening en direkte forbindelse til skolereformens ideologi, hvilket jeg nu vil forklare:

De 22 lærere skriver bl.a.:

”Gennem de seneste år har der udviklet sig et tiltagende anstrengt arbejdsmiljø på Agedrup Skole.”

Udviklingen har altså stået på i flere år.

De 22 lærere skriver også, at skoleledelsen har undergravet lærernes autoritet foran eleverne:

“Voksenskældud er også noget, ansatte oplever. Oplevelser af at blive groft irettesat af ledelsen i elevers påhør finder også sted”

Skolen kalder ellers sig selv for en ”skældud-fri skole”, hvilket åbenbart fører direkte til sin modsætning, dvs. ”skældud”.

En skole uden autoritet bliver autoritær.

Hæver læreren stemmen, så har han ligefrem et ”forkert børnesyn”:

“Ansatte kan (…) være nødsaget til at hæve stemmen over for elever. Efterfølgende har ansatte oplevet at få mundtlige og skriftlige påtaler fra ledelsen og fået at vide, at de har et forkert børnesyn.”

Og skolens leder tåler ikke modsigelse:

”I brevet fremgår det desuden, at nogle lærere ikke tør sige deres mening eller bringe pædagogiske problemer op til debat. Lærerne oplever ifølge brevet, at skoleledelsen straffer lærere, der siger ham imod”.

Ifølge artiklen støttes skoleledelsen af Odense Kommunes skolerådmand.

Fortolkning:

Før skolereformen i 2013 var Agedrup en yderst velfungerende skole. Men i 2014 kom der en ny skoleleder, Mohammed Bibi, der havde ”læringsmaksimering” som en ”hellig ild”, som det hed.

Bibi tålte heller ikke modsigelse, så han gav skolens mest fremtrædende lærer, Erik Schmidt, en tjenstlig advarsel, fordi Schmidt ikke ”have forstået” de nye tider.

Landsretten kendte efterfølgende advarslen ulovlig, men det var først flere år efter.

Bibis aktioner fulgte altså fuldstændig samme struktur, som de 22 lærere aktuelt beskriver: Vi har en skoleleder, der gennemtvinger sin private læringsideologi ned over skolens forsamling, og som ikke tåler modsigelse. Det svarer også til situationen på DPU, hvis magtfulde professor, Jens Rasmussen, da også støttede Odense kommunes synspunkter allerede i starten af 10’erne.

Bibi fortsatte som leder i nogle år, hvor han kunne fortsætte sin ”læringsmaksimering”, så den grundlæggende ideologi har derfor haft mulighed for at udvikle sig helt frem til den nuværende leder.

Og skolerådmanden, som er radikal, er faktisk den samme som dengang i 2014. Så lærings- og skældudmaksimering kan stadig vekselvirke med KL’s skolesyn, som med DPU’s hjælp i høj grad satte sig i Odenses indre.

Links:

TV2’s aktuelle artikel: https://www.tv2fyn.dk/odense/ansatte-oplever-straf-og-skaeldud-22-laerere-paa-agedrup-skole-langer-ud-efter-egen-ledelse

Alle indlæg om Erik Schmidt-sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

6. Den 14. marts: Anmeldelse af ”Socialpædagogik og samfundsforvandling – en grundbog”

Her er en anmeldelse af en bog fra 1993, som jeg vil give seks ud af fem stjerner:

I 1993 udkom Bent Madsens bog ”Socialpædagogik og samfundsforvandling – en grundbog”. Jeg var selv nyansat lærer ved Socialpædagogisk Seminarium i Aarhus, og bogen vakte interesse i brede faglige kredse. Men selvom der kom en 2. udgave nogle år efter, gik det hele vist lidt i glemmebogen? Læser man stadig denne bog?

I dag har jeg genlæst bogen. Jeg skal holde foredrag for en gruppe socialpædagogisk interesserede folk i næste uge, og så stod den lige i reolen.

Der er helt klart tale om ”en grundbog”, som det hedder i undertitlen – men ikke i betydningen ”lærebog”.

Der er snarere tale om en ”grund”-læggende undersøgelse og analyse af konkurrencestatens tidlige etablering, dvs. af symbiosen mellem stat, marked, teknologi og overvågning, samt af dette nye systems trussel mod ligeså grundlæggende sociale og etiske processer.

Madsen kommer bl.a. ind på konsekvenserne for begreber som autoritet og barndom samt for maskinens forsøg på at bemægtige sig menneskets autonomi.

Disse diskussioner, som især udgør bogens første halvdel, er stadig dybt tankevækkende og højaktuelle. Og det hele føres i et nærmest storslået kulturanalytisk sprog, som taler til læserens sociale eksistens, og som løbende kædes sammen med en omtale af tidens socialpædagogiske projekter. Det er som at læse en af de store tyske socialfilosoffer.

Bogens anden halvdel er en diskussion af et socialpædagogisk dannelsesbegreb. Her trækkes både på den unge Marx, Løgstrup, Habermas, Peter Kemp, Immanuel Kant, Holger Henriksen, Lars Henrik Schmidt og en række især tyske og norske socialpædagoger og dannelsesfolk. Der er også overvejelser over det ”pædagogiske paradoks”. For Madsen ender dannelse med at handle om autonomi, ligeværd, politisk handling og etik.

Bent Madsen funderer faktisk også socialpædagogikken i forfatningens grundlæggende struktur, hvilket måske lidt ubevidst ender som det allermest grundlæggende argument. Her deler han interesse med en anden af den tids store reformpædagogiske filosoffer, nemlig seminarielærer Karsten Tuft, som var lærer på Jysk Pædagogseminarium, mens Bent Madsen regerede i det københavnske. Dette forfatningsspor er en strøm i 90’ernes pædagogik, som trænger til at blive belyst.

De filosofiske og politologiske referencer giver de sociologiske analyser en helt særlig og næsten ophøjet analytisk dynamik, hvor det socialpædagogiske møde ender som et decideret åndsprodukt.

Madsens ”grund”-læggende bog bør kort sagt stadig være en ”grundbog” på landets højere uddannelser, herunder selvfølgelig også på pædagoguddannelsen. Ja, den bør ligge under juletræet til enhver borger i samfundet, så alle kan se, at pædagogikken kunne se det hele allerede i 1993.

Bogens lidt fagligt klingende hovedtitel ”Socialpædagogik og samfundsforvandling” skal man heller ikke lade sig narre af. Der er ikke alene tale om en omfattende analyse af den accelererende modernitet, men også af socialpædagogikkens særlige muligheder for at trække i nødbremsen. Bogen er derfor en kulturfilosofisk og handlingsorienteret analyse snarere end en banal fagbog.

Madsens arbejde er derfor ikke kun en bog om ”pædagogik”, men snarere end bog om samfundet som sådan, vel at mærke pædagogisk forstået.

Fik Bent Madsen egentlig nogensinde en pris for denne fremragende indsats, som får alle til at tænke?

Jeg har kunne opsnuse, at Bent Madsen er læreruddannet fra Nr. Nissum Seminarium og cand. pæd. fra Danmarks Lærerhøjskole. Men jeg ved ikke, hvem der har undervist ham. Senere blev han seminarielærer ved et pædagogseminarium i København. Det var i den sammenhæng, at han skrev bogen. Senere kom der flere udgivelser.

Jeg kan til gengæld huske, at nogle af de fremstormende Bourdieu-folk mente, at Madsen var for “normativ”. Det var den slags antifilosofiske distinktioner, der sendte mange af disse Callewaert-elever lige i armene på de spirende professionshøjskoleprocesser.

 

7. Den 15. marts: Bogomtale af ”Pædagogisk arbejde på fremmed grund”

Jan Jaap Rothuizen, som I dag er docent ved UC VIA, skrev i 2001 en særdeles interessant bog: ”Pædagogisk arbejde på fremmed grund – på vej mod en ny forståelse af pædagogisk faglighed og praksis”.

Bogen myldrer med spændende betragtninger, men jeg vil især tage udgangspunkt i en refleksion, som man finder omkring s. 38.

Rothuizen fremhæver her en form for begrebsmæssig logik. Det konkrete eksempel er, at begrebet ”selvforvaltning” omkring 1990 slog igennem som et opgør med to tendenser i socialpolitikken, nemlig autoritær myndighedsudøvelse og nymarxistisk strukturalisme.

Via dette opgør fik man ”et sus af frihed”. Men nuancerne gik tabt, så prisen for ”friheden” blev, at man gjorde op både med opdragelsen og med det sociale liv og socialvidenskaberne som sådan. Fordi der var en punkteret rude i kælderen, så rev man hele paladset ned. Pædagogikken mistede kontakten til både autoritetsbegrebet og det sociale liv.

I stedet kunne ideen om en slags ensom ”selvforvaltende person” nu brede sig ind over de nu tomme områder, som udtrykket var defineret i modsætning til. Pludselig var også læreren og forældrene alle andre “selvforvaltende”.

Selvforvaltningen handlede derfor nu om, at barnet – eller ”brugeren”, som det hed – nu skulle definere alt, og om at barnet selv skulle forvalte denne definition. Staten skulle i stedet sørge for ”helhed og sammenhæng i børns liv”. Kort sagt: En bureaukratisering af det forladte barn selvevalueringer.

Denne uheldige bevægelse fik, som jeg ser det, mange udløbere. Her er et par eksempler: fra undervisning til læring, Ansvar for egen læring, det kompetente barn og så videre.

Vi fik altså den ene tilintetgørende nedrivning efter den anden.

Snart var alt ”læring” og ”kompetence”, og alle var ensomme selvforvaltende læringsoptimeringsagenter omgivet af statslige systemer for ”sammenhæng”. Den logik, som Rothuizen har fundet, er, som jeg ser det, en form for moderne diskursiv konstant.

Et andet sted taler Rothuizen med reference til tyske sociologer om, at vi fik en ”opdragelsens endeligt”, og at denne tese førte til en ”vis konsensus mellem kritisk og teknologisk orienterede personer, der ellers befandt sig i hver sin lejr” (s. 93).

Det er dybt tankevækkende, og konsekvenserne af denne konsensus har været enorme. DPU er et eksempel.

Rothuizen forsøger at redde pædagogikken via socialpædagogens arbejde ”på fremmed grund”, jf. bogens titel. Her funderes pædagogikken i livsverdenen og i de sociale omgangsformer, som inddrager børn og brugere i kommunikative fællesskaber, og som ”bidrager til, at den anden bliver mindre socialt udsat og føler sig mere på sin plads”.

Kort sagt: Pædagogik handler om eksistens og erfaring sammen med civilsamfundets aktører og medborgere. Som han siger: ”Mennesket individuerer sig selv gennem sine tilhørsforhold”. Det svarer til grundlovens forsamlingsfrihed.

Rothuizen abonnerer ligesom sine samtidige kolleger Bent Madsen og Karsten Tuft på et stærkt frihedsbegreb. Det er nødvendigt, hvis pædagogikken skal kunne udgøre samfundets svampede og fundamenterende grundende grund.

Denne åbne og undersøgende stedslighed (jf. ”pladsen” og ”grunden”) kombineres med brede referencer til den situerede tradition, især til nederlandske socialpædagoger som Gert Biesta og Max van Manen samt til Aristoteles og John Dewey.

Endelig vil jeg sige, at Rothuizen er kritisk overfor dele af Kants bevidsthedsfilosofi. Det fører også til en kritik af det pædagogiske paradoks, som fra netop 2001 vandt indpas herhjemme via især Alexander von Oettingens store arbejde. Rothuizen siger følgende: ”Dermed også sagt, at alt, hvad der er tvang, ikke er pædagogik. Opdrageren kan føle sig nødsaget til at bruge tvang, men i så fald er der ikke længere tale om en pædagogisk indsats” (s. 92).

Det smukkeste er dog Rothuizens gennemgående reference til den danske børneforsorgspioner, Ludvig Beck (1866-1948). Beck stiftede f.eks. en ”barnets højskole”, som senere blev til et seminarium. Dermed peges på en dansk gren af socialpædagogikken, den grundtvigsk-teologiske, som vist er lidt i glemmebogen, selvom der f.eks. findes mange specialefterskoler (ca. 10%).

Ludvig Beck, som var uddannet teolog og senere seminarielærer og børnehjemsforstander, var glad for følgende citat af Paulus:

”Vejled dem, der ikke lever ordentligt, trøst de ængstelige, tag jer af de svage, vær langmodige mod alle”.

Beck havde ifølge en kort biografisk artikel fra 1999 af Søren Hegstrup desuden en skarp pen, når det kom til at kritisere staten og psykiatrien. En sand socialpædagog.

I nyere inklusionstænkning, som jo er baseret på skolereformens ideologi, er dette grundtvigske element totalt fraværende, og det er den tysk/nederlandske tradition faktisk også. Denne glemsomhed er en del af ”selvforvaltningens” nedrivning.

Godt at vi har folk som Jan Jaap Rothuizen til at samle gode ting op fra bombekrateret og give dem tilbage til alle os forpjuskede globaliserede og elektrificerede identiteter. Det er det, jeg kalder for ”påmindelse”.

Og så et sidste lille PS. Jeg kan se af mine kantnoter, at jeg var ret uenig med Rothuizen i flere ting, da bogen udkom i 2001, hvor jeg var nyansat ph.d.-studerende på et helt nyt læringscenter i Aalborg. Men alle de steder, hvor jeg tilbage i 2001 har skrevet ”forkert”, har jeg nu – helt af egen socialpædagogiske drift – skrevet ”korrekt”.

 

8. Den 20. marts: Lærke Grandjean interviewer Dion Rüsselbæk Hansen

Forfatter og debattør, Lærke Grandjean, har interviewet lektor Dion Rüsselbæk Hansen til sin blog på Solidaritet.dk.

Rüsselbæk Hansen er lektor i pædagogik ved SDU. Han udgav i 2017 den interessante bog ”Ustyrlighedens paradoks”, som blev præsenteret på Christiansborg på en stor dagskonference. Han er også lige blev valgt ind i bestyrelsen for Nordic Educational Research Association (NERA), hvor han formodentlig vil bidrage til, at den nordiske og kritiske tradition holdes ved lige.

I interviewet har Rüsselbæk en række stærke pointer. Først om kritikkens kollaps, som ikke mindst skyldes OECD’s og konkurrencestatens indflydelse. Der kan man bl.a. læse om her:

”Det skaber for mig at se en skole, der får sværere og sværere ved at tillade afvigelser, nysgerrighed, undren og kritiske dialoger om, hvad det gode (skole)liv kan handle om, og hvordan vi kan leve sammen i en verden, hvor vi bliver nødt til at gøre op med en sådan udviklingslogik, der er ved at underminere vores eksistensgrundlag på mange forskellige niveauer.

(…)

At kritisere samtidens skole bliver stadig vanskeligere, idet kritik slet ikke opfattes som kritik, dvs. som et vigtigt afsæt for saglige og faglige drøftelser og diskussioner. Nej, kritik er ikke mere velkomment, men en stopklods for hele samfundsmaskineriet, der jo skal køre uproblematisk, hvilket jo er helt forfærdeligt i et ‘demokratisk samfund’. Jeg bruger anførselstegn til at ironisere over, at mange stadig tror, at vi lever i et demokrati. Også selvom folk, som de er flest, på daglig basis erfarer flere og flere tendenser til, at vi bevæger os hen imod nye former for elitære, teknokratiske og plutokratiske (rigmandsvælde) måder at styre og reagere på.”

Derudover kritiserer Dion Rüsselbæk Hansen de nye universitetskoncerner. Det sker f.eks. i følgende citat, der understreger betydningen af ”det uforudsigelige”, der har haft vanskelige vilkår efter universitetsloven i 2003:

”Problemet er, at megen forskning er blevet gjort til et strategisk spørgsmål. Det betyder, at man skal tænke strategisk om, hvor man kan søge penge, og hvad man skal undersøge, før chancen for at modtage en bevilling lykkes. Men her er der er altså noget, der går galt, for det gør jo, at der er megen relevant og vigtig forskning, der ikke realiseres. Især den forskning som er svær at forudse, hvad den kan føre til. For ingen vil betale for det uforudsigelige.”

Jeg synes, at interviewet er lidt rodet sat op, men samtalen fejler ikke noget, selvom den peger på en sygdom.

https://solidaritet.dk/interview-skolens-demokrati-gaar-floejten-hvis-fondspenge-alene-styrer-forskningen/

 

9. Den 20. marts: Tillidsmænd på Aarhus Universitet i forskningspolitisk opløsning

I efteråret 2023 udkom en meget rost bog om minkerhvervet, der kritiserede relationerne mellem forskning og minkindustri. Bogens forfatter, Mathilde Clark, stillede bl.a. spørgsmålstegn ved en specifik AU-forskers relation til minkerhvervet.

Journalisten Jørgen Øllgaard, der i mange år har været en prominent kritiker af universitetsloven, gik i gang med at finde hoved og hale i sagen; f.eks. ved at kontakte Aarhus Universitet med en række kritiske spørgsmål. Det skete på mediet Gylle.dk.

Professor Heine Andersen, der nok er landets største ekspert i emnet ”forskningsfrihed”, men som også er interesseret i dyrevelfærdspolitik, delte herefter Øllgaards kritiske artikel på Facebook med en helt regulær ledsagertekst.

Kort sagt: Klassisk kritisk arbejde. Øllgaard og Andersen tager muligvis fejl – det må en evt. debat afgøre – men der er bestemt ikke tale om noget angreb på nogens ytringsfrihed.

Men på Aarhus Universitet mener man nu, at Heine Andersen truer AU-forskerens forskningsfrihed. To af universitetets centralt placerede tillidsrepræsentanter og en naturvidenskabelig professor skrev få dage senere et harmdirrende indlæg i AU-mediet Omnibus.dk. Her beskylder de Heine Andersen for at gå imod forskningsfrihedens principper.

En helt absurd påstand.

Men på en måde er jeg ikke overrasket. En af de to TR’ere var også aktiv ved min afskedigelse fra AU i december 2022. Han mente endda, at det tjente universitetet “til ære”, at jeg havde fået en ytringsfrihedspris efter afskedigelsen.

Og den almene forskningspolitiske tilstand på AU er – som jeg har dokumenteret det i bogen ”Universitetet og dets fjender” – i dyb krise.

Så de tre AU-folks barokke kritik af Heine Andersens og Jørgen Øllgaards kritiske arbejde forstærker på en måde selvsamme pointe, som Andersen har argumenteret for i mange år, nemlig at forskningsfriheden er i dyb krise, ikke mindst på AU.

Efterfølgende har både Heine Andersen og Jørgen Øllgaard afleveret effektive replikker. De er stærkt fortørnede, og det forstår man godt.

Men tilbage står Aarhus Universitet endnu engang – og nu også Dansk Magisterforening – klædt af til knoglerne.

Links:

Jørgen Øllgaard på Gylle.dk, d. 8. marts: https://gylle.dk/minkforskeren-der-ikke-ville-doe/

Heine Andersens FB-opslag, d. 8. marts: https://www.facebook.com/heine.andersen.58/posts/pfbid0cHvWs2tVoib5b9d4CUQ5JrB4uHVJg3tKGBrxJHwfhHsQ6HwTbfFBM5rs74aJFvBHl

Indlæg fra TR Olav W. Bertelsen & TR Caroline Adolphsen & professor Simon Kristensen, d. 15. marts: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/debat-forskningsfriheden-maa-gaelde-for-alle-forskere-ogsaa-minkforskere

Heine Andersens replik, d. 18. marts: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/replik-professor-emeritus-affejer-kritik-det-er-en-straamand

Jørgen Øllgaards replik, d. 19. marts: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/replik-kritik-fremstaar-som-beskidt-afledningsmanoevre

TRs bemærkning om AUs “ære” kan tilgås i dette opslag: https://www.facebook.com/…/posts/5870274446352753/…

 

10. Den 21. marts: Vi er alle syge

Nu ved jeg, hvorfor alle pludselig er syge og mistrives og så videre.

Det er WHO’s skyld.

Men hvordan det?

Jo, fordi at man ifølge WHOs definitioner kun er rask, når man er ”i en tilstand af komplet fysisk, mental og social trivsel (well-being)”.

Det er der jo ingen, der er. Og heldigvis for det, synes jeg. Men WHO synes det modsatte. Her skal ”trivsel” være komplet. Alt skal være perfekt, både det fysiske, mentale og sociale liv.

Så selvom vi gik og troede, at vi er raske og normale, så er vi det altså ikke. Vi er syge.

En sådan permanent sygdomstilstand kaldes endda en ”basic human right”.

Herfra kan man så lave ”målinger”, der trækker individualiserede psyko-data ind i statens og dens organisationers maskiner og videre ind i WHO’s maskiner. Herfra konstrueres sygdomsgraden i alle mulige konfigurationer.

Jeg har bare et spørgsmål som almindelig borger: Er dette ikke totalitært?

Konsekvensen er jo, at de mindste udsving vil resultere i globale og nationale helbredsaktioner, som jo også skal “forebygges”.

Det er også meget tankevækkende for mig, at dette totale fokus på ”trivsel” (well-being) deles med OECD.

Jeg lærte om disse ting af en svensk keynote-speaker ved en nordisk forskningskonference. Hun kunne også fortælle, at trivslen blandt unge var radikalt højere i 1980’erne, selvom man både røg og drak og så videre. Men det var jo også dengang, at ”sygdom” kun var noget, man havde en gang imellem.

Links:

WHO: https://www.who.int/about/accountability/governance/constitution og: https://www.who.int/data/gho/data/major-themes/health-and-well-being

OECD: https://www.oecd.org/education/2030-project/teaching-and-learning/learning/

 

11. Den 21. marts: Radikalt udspil om pædagoguddannelsen

De radikale gør sig gode tanker om pædagoguddannelsen i deres nye og lidt korte udspil om emnet.

Udspillet dufter lidt af pædagoguddannelsens baggrundstraditioner, samtidig med at man er fri for at høre om tekniske løsninger og “kerneopgaver” og den slags. Kun et sted kommer man til at skrive ordet “progression”, hvilket må være en fejl.

Når man læser udspillet, er det lidt som om, at man befinder sig på en blanding af 1930’ernes Montessori-kursus, hvor alle landets kulturradikale åndspersoner rendte rundt og snakkede med de pædagogstuderende, og de lidt ældre Frøbel-seminarier, som var præget af 1800-tallets romantiske syn på leg og børne-haver. Men ok, måske er jeg lige lovlig positiv.

Vi mangler stadig nogle mere eksplicitte henvisninger til social- og småbørnspædagogikkens rige bagkataloger, så forslagets tanker ikke synker ned i de ødelæggende systemer, som har udviklet sig siden omkring 2012, hvor DPU og kompagni lavede det skrækkelige “Fremtidens dagtilbud”, og hvor den nye kompetencebaserede pædagoguddannelse for alvor så dagens lys. Det var sørgelige tider for landets fornemste praksis.

Men mange tak til de radikale. Jeg hepper.

Links:

De radikales nye program: https://www.radikale.dk/aktuelt/nyhed/en-levende-paedagoguddannelse-som-langt-flere-vil-ga-pa/

Fremtidens Dagtilbud, 2011: https://www.ft.dk/samling/20111/almdel/BUU/bilag/209/1123041.pdf

 

12. Den 23. marts: Claus Holm og konkurrencestaten

Claus Holm har kastet sig ud i endnu et konkurrencestatsbegejstret opgør med pædagogik:

DPU’s leder, Claus Holm, havde d. 7/2-2024 en kronik i JP, der udtrykker DPU’s autoritære pædagogiske horisont.

Holm mener, at trivselsbegrebet fylder for meget. Fair nok, det kan der være noget om, og han har faktisk nogle udmærkede betragtninger undervejs vedrørende dette emne.

Men hvad vil Holm så sætte i stedet? Ja, det er så det store problem, hvilket man kan man læse om i kronikkens konklusion. Holm vil nemlig indsætte konkurrencestatens begreb om “uddannelse”, dvs. pædagogikkens opløsning:

”Selvfølgelig kan man heppe og håbe på en frigørelse af skolepolitikken fra internationale målinger, præstationskrav og uddannelse til arbejde til fordel for personlig udvikling og trivsel, men hvis det skulle ske, ville det danske uddannelsessystem ophøre med at være netop et uddannelsessystem, og det ville for alvor gøre nas på kommende generationer.”

Så alternativet til ”trivsel”, som i citatet endda slås sammen med det langt mere opbyggelige ”personlig udvikling”, er altså ”uddannelse”.

Og ”uddannelse” består altså, ifølge Holm, af ”internationale målinger, præstationskrav og uddannelse til arbejde”.

Hvilken horisont, Holm her får opbygget! Der er jo tale om et totalt fagligt kollaps.

Dette kollaps har faktisk stået på siden 2007, da Holm udgav bogen ”Viden om uddannelse” sammen med bl.a. professor Jens Rasmussen, som jo stod bag den læringsmålstyring og læreruddannelsesreform, som alle nu begræder. Rasmussen var også ph.d.-vejleder for Holm.

Året efter, i 2008, blev Rasmussens og Holms åndsfælle, Lars Qvortrup, dekan for DPU. Han forsøgte allerede fra 2009 først at nedlægge filosofien og derefter at fyre tre filosoffer, fordi deres forskning ikke var ”relevant”.

Holm – som dengang var kommunikationsansvarlig, hvilket han for så vidt stadig er – støttede op i pressen.

Med en så teknisk og instrumentel pædagogisk ideologisk prægning over mange år er det let at forstå, at Holm stadig gør alt, hvad han kan for at udrydde pædagogik og videnskab fra sin forskningskoncern.

https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE16879317/uddannelsessystemet-kan-ikke-skabe-trivsel/

 

13. Den 24. marts: DEA, DPU og børnehaver

Tænketanken DEA, som i mange år har bidraget til udvidelsen af konkurrencestatens domæne, fortsætter sit raid mod landets pædagogik. Senest har man ligefrem undersøgt, om børns liv i børnehaven har indflydelse på, hvordan børn klare sig i nationale test (samt på nogle indikatorer i et amerikansk målesystem).

Bare spørgsmålet i sig selv tegner horisonten for DEAs opfattelse af, hvad en børnehave er: Nemlig testforberedende.

Man har så fundet ud af, at antallet af pædagoger ikke har indflydelse på testscoren i læsning. Men det lyder da som nogle gode pædagoger, som jo helst skal opfatte nationale test som et fremmed monster?

Derimod, fortæller DEA, er det effektivt for testscoren, hvis man ansætter folk med en pædagogisk kandidatuddannelse, hvilket jo er lidt pinligt for DPU.

Men DPU’s institutleder, Claus Holm, delte begejstret undersøgelsen på mediet X. Han skriver, at ”vi vidste det godt”.

Holm er begyndt at arbejde i en slags pluralis majestætis. Sidste måned hed det også ”vi på DPU”, da han skulle kritisere et uddannelsesudspil fra SF. Men hvad med dem på DPU, som måtte være enige med SF?

DPU er et fyrstedømme. Holm er da også glødende fan af globale testsystemer og arbejdsmarkedslæring. Jeg skrev lidt om det i går aftes her på FB.

DEA’s rapport har 22 referencer. 16 er til DEA selv, 2 er til ministeriet, 1 er til EVA/VIVE, og 3 er til den økonomisk definerede Heckman-tilgang. Der er ingen sans for børnehavens egenart, eller for skolens for den sags skyld.

Undersøgelsen er udarbejdet af to økonomer. Det er rystende læsning.

Et virkeligt DPU havde undersøgt og kritiseret undersøgelsen sønder og sammen frem for at bruge den ukritisk til at fremføre en aktivistisk politisk-økonomisk dagsorden, som er præget af organisatorisk opportunisme.

Links:

DEA’s undersøgelse: https://dea.nu/publikationer/daginstitutionens-betydning-for-borns-skolegang/

Holms tweet: https://twitter.com/ClausHolm1/status/1771091464992252015

Holms kritik af SF’s udspil: https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/sf-vil-skabe-uddannelser-for-laerere-og-paedagoger-som-allerede-findes

 

14. Den 25. marts: Skolereform-links

Her er de centrale skolepolitiske links, dels til skolereformen i 2011-13 og dels til denne reforms aktuelle korrektion i 2023/2024:

A. 2011-13:

Undervisningsminister Christine Antorinis lovforberedende initiativ, Ny nordisk skole, marts 2011: https://web.archive.org/…/Ny…/Dialoggruppens-medlemmer

Regeringens skoleudspil, december 2012 (S, RV, SF): https://www.regeringen.dk/aktuelt/tidligere-publikationer/goer-en-god-skole-bedre-et-fagligt-loeft-af-folkeskolen/

Politisk aftale, juni 2013 (regering + V og DF): https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/udd/folke/pdf14/okt/141010-endelig-aftaletekst-7-6-2013.pdf

B. 2023-24:

Ikke noget lovforberedende arbejde (måske Reformkommissionen)

Regeringens skoleudspil, november 2023 (S, V, M): https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/aktuelt/pdf23/okt/231011-forberedt-pa%CC%8A-fremtiden-2-web.pdf

Politisk aftale, marts 2024 (regeringen + LA, K, RV og DF): https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/aktuelt/pdf24/mar/240320-aftale-om-folkeskolens-kvalitetsprogram-%E2%80%93-frihed-og-fordybelse.pdf

 

15. Den 27. marts: Center for karakterdannelse

Der er netop etableret et meget interessant projekt om karakterdannelse i grundskolen.

Folkene bag projektet ønsker at gøre op med konkurrencestat, socialkonstruktivisme og målinger samt med et for kraftigt fokus på arbejdsmarkedet, jvf. projektbeskrivelsens s. 25-26. I stedet vil man se på, hvordan barnets personlighed og karakter dannes via dets omgang med kundskaber, historie og fællesskaber. Her står både filosofi, teologi og pædagogik centralt. Kort sagt: pædagogik gøres igen til en humanistisk praksis.

Man må i den forbindelse glæde sig over, at Samfonden, som har kristne rødder, har skudt penge i foretagendet. Det er virkelig godt, at samfundets åndeligt interesserede fonde og pengetanke griber til lommerne og støtter brede og åbne projekter som det aktuelle  initiativ. Vi kan ikke leve af NOVOs kompetence-instrumentalisme. Men det nye projekt skal nok være lidt mere opmærksom på de organisatoriske forbindelser, så diverse interesser står helt klart.

Baggrundsgruppen består af folk fra brede kritiske traditioner, herunder bl.a.:

– situeret psykologi med stærke pædagogiske og filosofiske interesser (Svend Brinkmann og Lene Tanggaard).

– den såkaldte ”personalisme”, som var en dominerende humanistisk bevægelse i efterkrigstiden. Det er en virkelig spændende filosofisk retning (Jonas N. Mortensen).

– grundtvigianisme (Ove Korsgaard og Kirsten M. Andersen).

Det er også værd at nævne, at skolens formålsparagraf er et af centrets centrale og ekspliciterede forudsætninger. Der er samlet set tale om et virkeligt godt udgangspunkt for at præge landets pædagogik i både nye og gamle retninger efter skolereformens bombardementer.

Faktisk stod der allerede i formålsparagraffen fra 1993, at skolen skulle fremme den ”personlige udvikling”, et udtryk som muligvis var præget af netop personalismen. I 2006 blev ”personlige udvikling” erstattet af ”alsidige udvikling”. Sidstnævnte udtryk, den ”alsidige udvikling”, viste sig desværre at ende som et oplæg til bureaukratisering og digitalisering af personligheden, og dermed i realiteten som et opgør med ”det personlige”.

Udtrykket ”personlig udvikling” spillede også en rolle i flere af læreruddannelseslovene siden 1954. Det har været dømt ude siden 2013, men er kommet igen i den helt nye formålsparagraf fra 2023, dog i et lidt rodet format.

Det aktuelle initiativ er derfor særdeles relevant og vigtigt, så f.eks. læreruddannelsen ikke igen opsluges af instrumentelle processer. Det nye center kan med andre ord opdrage læreruddannelsens formål og dermed også skolens, så ”det alsidige” ikke kollapser pga. mangel på personlighed/karakter, hvilket som antydet skete i perioden 2013-23.

Med denne filosofiske konfiguration er der et godt grundlag for at stå imod et evt. begrebsmæssigt pres fra Dansk Center for Undervisningsmiljø, som har rødder i både trivselsmålinger og positiv psykologi, samt fra resterne af kommunernes interesse for ”synlig læring”.

Jeg nævner dette med ”kommunerne”, fordi miljøet omkring Skanderborg kommune spiller en stor rolle i projektet. Og Skanderborg var jo nærmest et epicenter for skolereformens ”synlige læring”.

Det er derfor meget vigtigt, at projektets grundlagsrefleksioner vedligeholdes, så det almenpædagogiske hele tiden har overhånden, hvilket Brinkmann da også lægger op til i et ledsagende interview. Ellers går det galt.

Men det er som om, at skolereformens begreber overmandes og indkapsles af det nye projekt, som dermed kan få en god opdragende effekt på samfundet. Det bliver spændende at følge slagets gang. Jeg håber, at de gode begreber holder stand.

I baggrundsgruppen er der også to forskere, som tidligere har været præget af AU-fakultetet ARTS’ blanding af filosofiglemsel og digitalisering, men disse forskere vil næppe være uinteresseret i det nye centers synspunkter. I så fald vil centret også bidrage til at opdrage Aarhus Universitet.

Der er derfor en reel mulighed for, at det nye center kan blive en løftestang for dele af skolens formål, og for at triaden fællesskab, personlig udvikling/karakterdannelse og kundskaber kan afløse forfaldsstrukturen inklusion, identitet og læring.

Lærke Grandjean har kritiseret initiativet i – efter min opfattelse – alt for kraftfulde gloser. Hendes kritik kan tilgås nedenfor sammen med en række andre relevante links.

Diverse links:

A. Almene links:

Link til hele projektet: https://www.karakterdannelse.dk/

Projektbeskrivelsen: https://www.karakterdannelse.dk/_files/ugd/4161cf_5d61ef66159a4c88a16f45e5b53e3316.pdf

B. Diskussion i Folkeskolen.dk:

Samlet behandling i papirudgaven af Folkeskolen, nr. 3: https://issuu.com/folkeskolen/docs/fs03-2024-online-enkeltsider

– Interview med Svend Brinkmann: https://www.folkeskolen.dk/borneliv-dannelse-folkeskolen-nr-03-2024/brinkmann-og-10-skoler-i-projekt-karakterdannelse-er-at-skabe-gode-mennesker/4760793

C. Diskussion på FB:

Lærke Grandjeans to opslag på Humboldt-forum:

https://www.facebook.com/groups/166751200038468/posts/7325332317513618/

https://www.facebook.com/groups/166751200038468/posts/7332866920093491/

Debat på Niels Jakob Pasgaards FB-profil: https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/10231997370974686

 

16. Den 1. april: Claus Holms opgør med ”faglige fyrtårne”

I juni 2014 skrev Claus Holm et indlæg til Information om professorer, jf. nedenfor.

Holm mente ikke, at professorer skulle være ”faglige fyrtårne”. I stedet skulle de følge universitetsledelsens forventninger og strategier. Han fortalte endda, at det var det, som en professor i virkeligheden selv ønskede. Man trives bedst i underdanighed.

Der er rystende læsning, som af en eller anden grund får mig til at tænke på samarbejdspolitikken under besættelsen.

Holm var i sommeren 2014 blevet konstitueret institutleder for DPU. Få måneder efter bekræftede han debatindlæggets synspunkt: En af hans første handlinger i februar 2015 var nemlig at nedlægge et frit professorat i pædagogik. I stedet etablerede han en række mso-professorater, som flugtede med hans egen strategi. Han skulle ikke nyde noget af “faglige fyrtårne” i universitetets kontorer.

Og det var ikke tale om en enlig svale, hvilket jeg har beskrevet i bogen ”Universitetet og dets fjender”.

Sidste sommer blev Holms ansættelse endda forlænget af en helt ny dekan, Maja Horst, som har samme kontroversielle forskningspolitiske ideologi som Holm. Horst taler nedladende om universitetspolitiske “frihedskæmpere” på en måde, der minder meget om Holms syn på “faglige fyrtårne”. Frihed og faglighed er ikke dyder i deres system. Det er helt klart.

Holms indlæg og den efterfølgende genansættelse bekræfter min hypotese om, at DPU er en form for forstærkende konkurrencestatsudposning på Aarhus Universitet, som selv er en forstærket konkurrencestatsudposning på universitetsloven fra 2003. Og fra 2008 indgår disse to forstærkninger i en række vekselvirkninger, som forstærker forstærkningerne.

https://www.information.dk/debat/2014/06/dygtigste-forskeres-frihed-udnyttes-daarligst

 

17. Den 3. april: Fakultet ARTS’ opgør med pædagogik og videnskab

Forskningsministeren og flere andre overvejer at give professionshøjskolerne lov til at udbyde kandidatuddannelser.

Det er DPU/ARTS nervøse for, og det forstår man godt, for det vil jo true DPUs relevans og måske også eksistens.

Derfor har den nye dekan for ARTS, Maja Horst, skrevet nedenstående indlæg til dagens Information, hvor hun taler DPUs sag med reference til et notat, som er udarbejdet af DPUs institutleder, Claus Holm.

Desværre er Horsts begrundelser virkelig dårlige. Ja, begrundelserne afslører et helt faldefærdigt syn på, hvad videnskab og pædagogik er. Det er lige før, at man giver ministeren ret.

Horsts hovedargument er en reference til en helt ny DEA-rapport, som angiveligt ”viser”, at jo flere DPU-kandidater, der er i børnehaverne, desto bedre klare børnene sig i de nationale test, når de kommer i skole. Horst skriver følgende:

”Det er en succes for det danske samfund, når vores kandidater fortæller os, at uddannelsen har givet dem redskaber til at forbedre kvaliteten af det pædagogiske arbejde i dagtilbud og skoler. For eksempel bliver elevernes niveau i læsning og matematik højere, hvis der er en pædagog med en kandidatgrad i deres dagtilbud. Det sætter en spritny undersøgelse fra DEA en tyk streg under.”

Det er skrækkelig læsning for alle med kærlighed til børnehaver og skoler.

Og Horst fortsætter sit ridt ud i kompetenceideologiens tåger i følgende passus, hvor der demonstreres en total mangel på forståelse for de pædagogiske institutioners egenart:

”I Danmark bryster vi os af en sammenhæng i uddannelsessystemet mellem folkeskoler, gymnasier, professionshøjskoler og universiteter, hvor vi uddanner studerende med kompetencer, som passer til et arbejdsmarked i evig forandring.”

Det var det. Der er ikke noget om videnskab og pædagogik. Man kan ikke anbefale unge mennesker med kærlighed til disse emner at søge ind på Aarhus Universitet/DPU.

Man må håbe, at BUPL og landets pædagoger råber op overfor denne elendighed. Pædagogikken er vigtigere end DPU.

Det er et lukket system. En slags kommunikationskoncern. Horst taler da også i Pluralis Majestatis om “vi på Aarhus Universitet”. Holm udtrykker sig i samme koncernagtige termer. Det er ikke pluralismens sted.

På den måde bekræfter Horst AU’s og DPU’s faglige forfald, som jeg har beskrevet det i bogen ”Universitetet og dets fjender”. AU delte da også straks Horsts skrækkelige indlæg på mediet X. Tidligere havde Claus Holm også delt DEA’s rapport og så videre.

Det er nok bedst at flytte hele baduljen til et andet sted.

https://www.information.dk/debat/2024/03/pil-ved-fungerende-arbejdsdeling-kandidatuddannelser-hoerer-paa-universiteter

 

18. Den 6. april: Stor ansættelsesrunde på DPU

Institutleder for DPU, Claus Holm, har meddelt, at instituttets økonomi allerede nu er tip-top.

Holm indleder ligefrem sit aktuelle nyhedsbrev med overskriften ”Se nu stiger solen!”

Derfor skal der allerede i indeværende år ansættes hele tretten videnskabelige medarbejdere på DPU! Det sker inden for følgende emner:

  • fem professorater, herunder to som opfølgning på MSO-professorater
  • otte adjunkturer
  • to adjunkturer/lektorater

Særligt pædagogisk sociologi tilskydes midler. Det sker med emner som:

– To adjunkturer med krav om beherskelse af kvantitativ metode..

– Adjunkt/lektor i Large scale assesment/komparativ pædagogik

– Professor i professionssociologi

Der er også to stillinger i ”uddannelsesledelse og organisatorisk læring”.

Pædagogikken er marginaliseret, og både nye og gamle ansatte vil uden tvivl danse efter Holms pibe.

For 1½ år siden påstod Holm ellers, at DPU’s økonomi var gået totalt rabundus. Selvom han i november 2022 kun manglede sølle 5 mio., tyede han til dramatiske afskedigelser af nogle åbenmundede forskere, som ikke delte Holms konkurrencestats- og læringsvisioner.

Og nu ansættes der så 13 forskere, som efter stillingernes emner at dømme flugter med Holms ideologi.

Det er meget svært at tage alvorligt. En ting er helt sikkert: DPU er en autoritær organisation.

http://www.thomasaastruproemer.dk/stor-ansaettelsesrunde-paa-dpu.html

 

19. Den 7. april: Claus Holms ubehag ved Humboldt

DPU’s institutleder, Claus Holm, klager i dagens Altinget over, at ændringerne i skolelovgivningen fører til et opgør med skolereformens principper, som han jo ellers selv er glødende tilhænger af.

Holm mener, at vi nu er på vej ind i en skole baseret på Humboldtske principper, og det kan han ikke lide. Lærerne kan ikke klare sig uden politisk og DPU-udlært skolereformsregulering, så nu kommer der kaos, forklarer han.

Men det forstår jeg ikke, for det var jo netop skolereformen, der omdannede velfærds- og nationalstatens almene styring af skoleområdet til en nidkær statistisk regulering med udgangspunkt i læringsbegrebet. Og Holm vil nu endda opslå nye stillinger i pædagogisk ledelse og så videre.

Kort sagt: Holm vil ikke have politisk styring. Han vil have skolereform- og konkurrencestatsstyring. Og det er i en vis forstand det modsatte.

Jeg er også forvirret over en anden ting. For tilbage i 2013 holdt Claus Holms mentor, professor Jens Rasmussen, et foredrag med den barokke titlen ”folkeskolereformen er ren Humboldt!”.

Så nu gør en falsk Humboldt altså op med en falsk Humboldt? Det lyder ikke så godt.

Den konference, hvor Rasmussen talte i 2013, hed ”Konkurrencestatens krav om dannelse”. Den blev holdt på DPU.

Holm talte faktisk ved konferencen, hvor han også var vært. Titlen på hans indlæg var ”Livsduelighed stiller konkurrencestaten stærkt”. Teologen Pia Böwadt skrev ligefrem en bog, hvor hun kritiserede Holms helt særlige syn på ”livsduelighed”. Bogens undertitel var ”fra Grundtvig til konkurrencestat”.

I øvrigt tager Holm fejl. Det aktuelle skoleudspil er ikke ”humboldtsk”. Udspillet bygger jo på Reformkommissionens anbefalinger, dvs. direkte på Holms egen konkurrencestatsideologi.

Holm kritiserer sig selv, imens dannelsestraditionen kollapser.

Holms indlæg følger dermed alle de logikker, jeg har fremlagt i bogen ”Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”. Hans indlæg blev omgående delt af den tidligere dekan for ARTS, Johnny Laursen.

Claus Holm har i øvrigt et lignende indlæg – endda i lederspalten – i DPU’s magasin Asterisk, som Holm selv er mangeårig redaktør for. Også her gør han op med Humboldt til fordel for KL-styring og “kvalitetsmålinger” og så videre. Han mener, at han trækker på Hannah Arendt!

Utroligt at folk på DPU ikke protesterer. De er nok bange for deres stillinger. Holm fyrer og hyrer jo efter ideologisk ståsted.

Links:

Holms indlæg fra i dag: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/forksker-det-er-ikke-godt-for-folkeskolen-at-politikerne-ikke-laengere-toer-bestemme-over-den

Holms leder i Asterisk: https://dpu.au.dk/asterisk/leder-107

Johnny Laursens deling på X: https://twitter.com/jla_laursen/status/1776951419548868751

Program og videoer fra konferencen i 2013: https://dpu.au.dk/viden/video/konkurrencestat-konference-2013

Referat fra konferencen i 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/konkurrencestatens-krav-til-dannelse-kommenteret-referat-fra-konference-pa-dpu-aarhus-universitet-d-20-november-2013-i-emdrup-kobenhavn.html

 

20. Den 11. april: Asger Sørensen kritiserer universiteternes tilstand

Lektor Asger Sørensen, som nok er DPU’s sidste frie stemme, har skrevet en virkelig tankevækkende artikel til netmediet Paradoks om universiteternes tilstand.

Artiklen hedder ”Akademisk borgerskab er afgørende for videnskab og uddannelse”.

Med udgangspunkt i en bredt konciperet filosofisk tradition taler Asger Sørensen for en akademisk republik, som er præget af autonomi og sandhedsinteresse. Og han forklarer, hvordan disse værdier er blevet udhulet af universitetsloven fra 2003.

Artiklen myldrer med interessante iagttagelser og referencer. Læs denne guldgrube før din nabo!

Undervejs fremhæver Sørensen flere begivenheder, der understreger konsekvenserne af den manglende autonomi. Blandt andet fremhæver han udførligt omstændighederne omkring min egen afskedigelse fra DPU. Det sker i slutningen af artiklen.

Mange tak til hr. Sørensen. Der er virkelig noget at tænke over.

https://paradoks.nu/2024/04/11/akademisk-borgerskab-er-afgoerende-for-videnskab-og-uddannelse/

 

21. Den 17. april: Status vedrørende skolereformen

Undervisningsministeriet har netop udgivet sin årlige statusredegørelse. Her kan man læse om, hvordan det går med 2013-skolereformens tre evalueringsparametre: Læring i Nationale Test, social lighed i National Test og elevernes datatrivsel.

Her er to korte noter til årets rapport:

  1. Det er gået jævnt tilbage på de tre smalle kvantitative mål, som man altså selv har konstrueret og pumpet penge ind i nu 10 år Hvordan mon det så ikke er gået med alt det andet, altså skolen og pædagogikken?
  2. Disse statusredegørelser er et bevis for, at skolereformen fra 2013 stadig er den centrale skolepolitiske og filosofiske ramme. Der er ingen refleksion over begreberne, hverken her eller andre steder i ministeriet. Filosofien er 100% intakt.

2013-reformens motto var: ”Fra undervisning til læring”. Det var skolens version af det ”fra forskning til faktura”, som har været universiteternes motto siden 2003.

Links:

Link til årets statusrapport: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/april/240416-statusredegoerelse-for-folkeskolen-2022-23-er-offentliggjort

Tidligere statusrapporter og andre evalueringer af skolereformen kan tilgås her: http://www.thomasaastruproemer.dk/evalueringer-af-skole-laereruddannelse-mm

 

22. Den 18. april: Bent Winther imod DPU

Berlingskes Bent Winther er heldigvis særdeles kritisk over for Claus Holms og Dorthe Staunæs’ kønspolitiske ekspertgruppe, som bygger på en symbiose af konkurrencestat og identitetspolitik.

Winther lægger alene mærke til det identitetspolitiske, som især er Staunæs’ bidrag, og som han altså ikke har noget til overs for. Han skriver f.eks. følgende:

”Køn handler kun om kønsstereotyper. Stort set alle udvalgets anbefalinger handler derfor om, at lærere og pædagoger skal af med disse frygtelige kønsstereotyper. De skal se på og opfatte drenge og piger ens. Køn er noget, der findes i vores hoveder, en »gammeldags« perception.

Derfor anbefaler udvalget, at lærernes fordomme om drenge og piger skal under lup, at lærere og ledere skal »kønsuddannes«. Udvalget anerkender ikke den almindelige antagelse om, at drenge måske er sent modne og kommer for tidligt i skole. Men man vil da gerne have det undersøgt.”

Og videre skriver Winther:

”Man kan undre sig over, at der ikke er ét eneste medlem af udvalget, der på det sidste af de 12 møder har rakt hånden i vejret og sagt: ”Den er helt gal. Jeg vil ikke trækkes ind i denne identitetspolitiske arena.””

Tak til Winther for at redde landets drenges og pigers frihed og udvikling. Men han mangler den konkurrencestatslige side, som er Claus Holms og den tidligere minister Pernille Rosenkrantz-Theils centrale bidrag. Det er konkurrencestatslinjen, der omdanner identitetspolitikken til præstationer og statistik samt til bureaukratisk kontrol og overvågning.

https://www.berlingske.dk/analyse-og-perspektiv/ministerens-eksperter-blotlaegger-en-uhoert-kamp-om-at

 

23. Den 19. april: Interview med Tesfaye

Folkene bag BTs nye podcast, “Borgerlig Tabloid”, har interviewet undervisningsminister Matias Tesfaye om den rapport med kønspædagogiske anbefalinger, som i sidste uge kom fra Undervisningsministeriets såkaldte “ekspertgruppe”.

Ekspertgruppens synspunkter domineres af institutleder Claus Holms og professor Dorthe Staunæs’ symbiose af konkurrencestatsideologi (Holm) og identitetspolitisk poststrukturalisme (Staunæs).

Det er et tankevækkende interview, hvor Tesfaye gør skarpt op med den identitetspolitiske del af ekspertgruppens ideologi. Det sker bl.a. med en direkte henvisning til J.K. Rowlings indsats.

En af de to journalister, redaktør Astrid Johanne Høegh (den anden er Joachim B Olsen), har en virkelig interessant supplerende markering, som jeg vil nævne. Høegh gør nemlig opmærksom på, at ekspertgruppens ideologi allerede er til stede i mange kommuner via samarbejdsflader med Sex og Samfunds fokus på “normkritik”. Det er tankevækkende, at Tesfaye lader til at være nærmest ubekendt med dette.

Sex og Samfund refererer faktisk til Staunæs’ begejstring for normkritik på foreningens hjemmeside, så Høeghs iagttagelse er særdeles præcis.

Ekspertgruppens anden ideologiske tråd, altså funderingen i konkurrencestatens ideologi, som især Claus Holm står for, berøres ikke i interviewet.

https://www.bt.dk/debat/tesfaye-min-datter-kan-godt-lide-lyseroed-og-det-skal-hendes-boernehave-ikke

 

24. Den 19. april: Dansk Erhverv støtter DPU’s ekspertgruppe

Dansk Erhverv er begejstret for anbefalingerne fra regeringens kønspolitiske ekspertgruppe, som fagligt set domineres af folk fra DPU.

Mads Erik Storm, som er er forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv, kan faktisk slet ikke få armene ned. Hans eneste kritikpunkt, er at ekspertgruppen ikke går langt nok.

Det interessante er, at Storm ikke har den mindste sans for den kritik, som både undervisningsministeren, Berlingske og Manderådet har været ude med. Han har alene fokus på arbejdsmarked og arbejdsudbud.

Med Storms underligt selektive markering understreges den forbindelse mellem konkurrencestat og identitetspolitik, som ekspertgruppens anbefalinger og DPUs indre system er et udtryk for.

Denne forbindelse er fagligt set interessant men realpolitisk og pædagogisk set grænseoverskridende på alle måder.

https://www.danskerhverv.dk/presse-og-nyheder/nyheder/2024/april/dansk-erhverv-mands-udfordringer-i-uddannelsessystemet-skal-loses/ 

 

25. Den 21. april: Rune Selsing kritiserer ekspertgruppe og DPU

Filosoffen og debattøren Rune Selsing har skrevet et særdeles tankevækkende indlæg til Jyllands-Posten.

Først og fremmest kritiserer han den rapport om kønspædagogik, som en ekspertgruppe – anført af Claus Holm og Dorthe Staunæs – offentliggjorde i sidste uge, men som undervisningsministeren jo hældte ned ad brættet. Selsing mener, at rapporten er et angreb på “drengen”; en hård men desværre også uafrystelig tanke.

Rapporten er en symbiose af radikaliseret konkurrencestatsideologi og identitetspolitisk ekstremisme.

Undervejs får Selsing kritiseret symbiosen mellem Holms ledelse, som ifølge Selsing er præget af “putinistiske metoder”, og Staunæs’ identitetspolitiske ideologi.

Selsing minder også om, at Staunæs for et par år siden kritiserede Tesfaye for at ønske ”et racerent helle for hvide” i forbindelse med en debat om bederum. Tak til Selsing for denne oplysning, som jeg ikke var bekendt med.

Endelig har Selsing en udførlig omtale af den aktuelle situation på DPU, hvor Holm nu ansætter over et dusin proselytter efter fyringsrunden for godt et år siden. En situation, der minder om Staunæs’ egen fine karriere under Holms herredømme siden 2014, hvor Holm erklærede, at han nu ville gøre op med de ”faglige fyrtårne” til fordel for strategiske stillinger.

I den forbindelse har Selsing også en udførlig omtale af min egen historik på DPU, som jeg går ud fra, at læseren er bekendt med. Han omtaler mit arbejde som en ”enmandshær”, og sådan føltes det også at forsvare pædagogik og dannelse blandt universitets fjender, selvom der i gamle dage også var andre enmandshære. I dag er der kun én enmandshær tilbage, som jeg ser det.

Selsings vinkel på hele emnet er køns- og identitetspolitisk, hvilket jo er meget forståeligt i lyset af ekspertgruppens emne. Han skriver ikke noget om sagens anden mere skjulte vinkel, nemlig ”konkurrencestaten”, men det er nok den, han mere eller mindre ubevidst tænker på, når han sammenligner Claus Holms ledelse med Putins metoder.

https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE17034765/i-klarer-jer-daarligt-drenge-hvad-man-skal-goere-ved-det-hold-op-med-at-vaere-drenge/

 

26. Den 21. april: Ekspertgruppens kønsbegreb

Hvilket begreb om køn præger Claus Holms og Dorthe Staunæs’ ”Ekspertgruppe”, hvis rapport er helt afvist af ministeren?

Kønsbegrebet er faktisk kort omtalt på rapportens side 5. Lad os se på sagen:

Først sættes to begreber om køn op i en modsætning. Der står, at nogen mener, at køn er ”naturgivent”, mens andre mener, at det er ”socialt betinget”.

Nu skulle man tro, at ekspertgruppen ville sige ”både og” i en eller anden form, ikke sandt? Men det sker ikke.

Men hvad sker der så? Jo, vi får i stedet en slags forstærkning af den ”sociale tese”, hvorved ”det naturgivne” jo udelukkes endnu mere. Der er ikke noget “både og”.

Ekspertgruppen forstår nemlig køn som en blanding af ”individets forventninger” og det ”omgivende samfund”.

Dermed gøres køn pr. definition til en individualiseret og kognitiv social konstruktion, som fungerer helt uafhængigt af biologiske og kropslige aspekter.

Og herfra kan der så pædagogiseres nede på ”individets forventninger”. Så får man “bevidsthed”, fremgår det. Og så kan man “udleve sit fulde potentiale”, som der står i bedste konkurrencestatsstil. Det er barske fakta.

Ekspertgruppens kønsbegreb bygger dermed på et regelret opgør med køn. Konsekvensen vil være en pædagogiseret nedbrydning af kønnet.

Og denne dybt radikaliserede opfattelse skal endda ifølge Ekspertgruppen plastres ud over de pædagogiske formål, hvor drenge og piger opløses, mens de ‘kønsreflekterer’. Affaldet fra denne refleksion kaldes så for ”stereotyper”, og dem skal man også af med. Herfra er der fri passage til angreb på kulturhistorien.

Her er det fulde citat, som man finder i Claus Holms indledende bemærkninger (s.5).

”Køn er genstand for omfattende debat i tiden. Nogle mener, at køn er et naturgivent fænomen, som den biologiske videnskab har de væsentligste indsigter til at forstå. Andre mener, at det udelukkende er socialt betinget.

Ekspertgruppens anbefalinger til at nedbringe de faglige forskelle mellem kønnene ud fra en generel betragtning trækker på den opfattelse, at køn og kønsforskelle bliver til i et samspil mellem det omgivende samfund og individets forventninger til egen faglig udvikling, læring og trivsel.

I forlængelse af kommissoriet for ekspertgruppen har ekspertgruppen derfor været optaget af, hvordan dette samspil kan påvirkes og formes, så uhensigtsmæssige betydninger af køn for børn og unges faglige præstationer nedbringes mest muligt.”

https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/aktuelt/pdf24/april/240411%20rapport%20fra%20ekspertgruppen%20om%20k%C3%B8n.pdf

 

27. Den 24. april: Tesfayes kritikere

Tesfaye er nærmest gået amok i sin skønne afvisning af Ekspertgruppens rapport om kønspædagogik, senest i forgårs i Berlingske.

Rapporten bygger på en blanding af konkurrencestatsideologi og identitetspolitisk radikalisme, dvs. på det moderne og radikaliserede DPU.

Tesfaye støttes af mange, især i kredsen omkring Berlingske/BT, f.eks. i Amalie Lyhnes fine leder om emnet fra i dag.

Men Ekspertgruppen har skam også indflydelsesrige støtter. Lad os se på dem:

A.

Kvinfos direktør, Henriette Laursen, som har siddet med i Ekspertgruppen, har kritiseret Tesfaye både i Berlingske og Information. Hendes referencer er dels en rapport fra Dorthe Staunæs, som er DPU’s centrale stemme i Ekspertudvalget, og dels en rapport fra nogle professionshøjskoleforskere, som selv refererer til Staunæs og Judith Butler og dermed til et kraftigt socialkonstruktivistisk kønsbegreb.

Begge disse rapporter er faktisk også centrale referencer i Ekspertgruppens anbefalinger. Kvinfo forstærker dermed Ekspertgruppens opgør med kønnet som kulturhistorisk og biologisk fænomen.

B.

En kæmpestor gruppe ansatte på Københavns Professionshøjskole har også forsvaret Ekspertgruppen i en stort anlagt kronik i Berlingske fra i dag.

Men denne gruppe refererer til selvsamme professionshøjskolerapport, som Kvinfo også brugte, og som altså var et opgør med kønnets betydning og muligheder. Det hele er et lukket system.

C.

Også Danmarks Lærerforening er begejstret for Ekspertgruppens anbefalinger, fremgår det af Skolemonitor, men her er der ingen faglige markeringer.

Det er meget sørgeligt, at lærernes forening køber så ukritisk ind på den symbiose mellem konkurrencestat og identitetspolitik, som der er tale om, og som nu forstærker skolereformens angreb på skolens liv.

Konklusion:

Alle kritikerne siger, at Ekspertgruppens rapport ikke har noget med identitetspolitik at gøre. Men med de to omtalte referencer, der fremføres i forsvaret for Ekspertgruppens arbejde, er det bevisligt ikke korrekt.

Links:

Tesfayes brev i Berlingske, d. 22/4: Tesfaye i Beringske, d. 22/4: https://www.berlingske.dk/laesere/mattias-tesfaye-folkeskolen-skal-ikke-goeres-til-en-arena-for. Også bragt på ministeriets hjemmeside: https://www.stil.dk/aktuelt/uvm/indlaeg-og-taler-af-m/2024/240425-folkeskolen-skal-ikke-goeres-til-en-arena-for-identitetspolitik

Amalie Lyhne, leder i Berlingske, d. 23/4: Amalie Lyhne, leder i Berlingske, d. 23/4: https://www.berlingske.dk/ledere/berlingske-mener-folkeskolen-skal-ikke-vaere-woke-tesfaye-kaemper-modigt

Henriette Laursen (medlem af gruppen), Kvinfo, Berlingske, d. 16/4: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/kvinfo-er-undervisningssektoren-og-arbejdsmarkedets-parter-virkelig

Henriette Laursen, Information, d. 24/4: https://www.information.dk/debat/2024/04/selvopfyldende-profeti-naar-forventer-drenge-faar-lavere-karakterer

DLF, Skolemonitor, d. 24/4:  https://skolemonitor.dk/nyheder/art9866926/%C2%BBDet-handler-om-p%C3%A6dagogik-og-didaktik-ikke-om-identitetspolitik%C2%AB

Kronik af ca. 50 personer fra professionshøjskolerne, d. 24/4: https://www.berlingske.dk/kronikker/fagfolk-i-skarp-irettesaettelse-af-mattias-tesfaye-ministerens

 

28. Den 25. april: Hvem ødelægger?

I ca. 20 år har Socialdemokratiet og andre partier været en væsentlig aktør i opgøret med den nationale og demokratiske åndstradition, f.eks. ved skolereformen i 2013. Pædagogik og folkelighed skulle omdannes til statistisk optimering på diverse testsystemer. Det blev kaldt for ”konkurrencestaten”.

Efter dette angreb på almenpædagogikken har man i stedet parkeret ”det nationale” i en identitetspolitisk lomme, som er afhængig af fjender, som også har ”identiteter”.

I den forbindelse har vi oplevet en tiltagende juridisk ghettoficering af bestemte boligområder, dels ved ghettoaftalen i 2018 og ikke mindst ifm. coronanedlukningen. Pludselig havde landets borgere forskellig rang.

I samme øjeblik det skete, blev alle postnumre i samfundet til ”ghettoer”, som nu blot venter på det næste diskriminerende indgreb, afhængig af den politiske magts tilbøjeligheder. Imens ligger grundloven og gisper.

Så efter at Socialdemokraterne selv har bidraget til at ødelægge alt fælles og dansk, så må vi forstå, at landets indvandrere er potentielt fædrelandsskadelige? De er en trussel mod ”danske værdier”, som det totalitært hedder. Kaare Dybvad er endda fræk nok til at referere til Hal Koch!

Så efter at have omdannet den demokratiske livsform til konkurrencestatens livsform, så kalder man konkurrencestaten for en demokratisk livsform! Det er det, jeg har kaldt for ”uniformativering”, dvs. at sætte sproget i fængsel. Og hvad mon de siger til det i Krogerup, som jo er Kochs gamle højskole?

Jeg tror, jeg tager flyveren til Marokko. Der kan jeg sidde og studere Johannes V. Jensen og synge fædrelandssange sammen med andre eksildanskere, nogle eksiliranere som læser persiske digte og nogle flotte og gæstfrie arabere.

Nedenfor kan man tilgå hele den forfærdelige debat i Folketinget fra d. 5. april, hvor også venstrefløjen gør en fattig figur. Efterfølgende er der faktisk en debat om den nye skolelov, men den er karakteristisk nok helt teknisk og dermed befriet for skolens formålstradition, som det socialdemokratiske postnummer jo smadrede i 2013.

https://www.ft.dk/…/20231/20231M074_2024-04-05_0900.htm…

 

29. Den 25. april: Kæmpestort overskud på Aarhus Universitet

Aarhus Universitets direktør, Kristian Thorn, meddelte i går, at universitetet i 2023 havde et overskud på hele 262 mio. kroner, herunder 76 mio. på ren drift. Det skriver universitetets avis, Omnibus.

Kristian Thorn siger – måske med lidt fortrydelse i stemmen? – at universitet “kunne have handlet mindre forsigtigt i 2023, end hvad tilfældet var”.

Journalisten spørger desværre ikke ind til fyringsrunden på DPU, som jo i slutningen af 2022 blev begrundet med, at man manglede blot 5 mio. kroner.

DPU har desuden lige annonceret, at man vil oprette 13 nye videnskabelige stillinger.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/aarsregnskab

 

30. Den 26. april: Lektor Finn Wiedeman kritiserer DPU’s institutleder Claus Holm

DPU’s institutleder Claus Holm skrev den 7. april en kronik i Altinget, som jeg også selv omtalte. Holm var nervøs for, at den aktuelle skoleaftales nye frihedsgrader ville føre til ”lokalisme” og ”små skolekongedømmer”, som han kaldte det.

Lektor i pædagogik og ledelse ved SDU, Finn Wiedemann, svarede for nogle dage siden på Holms markeringer.

Wiedemann ved ikke, om han ”skal le eller græde”; et udtryk, der ganske godt beskriver min egen tilstand under læsningen af Holms indlæg.

Den fynske lektor skriver følgende om Holms baggrund:

”Dem, der kender Holm, ved, at han stod last og brast om skolereformen fra 2014, som i høj grad var en statslig og centralistisk reform, der blandt andet mødte stor modstand fra landets lærere.”

Efterfølgende blev reformen udsat for ”massiv kritik fra organisationer, politikere og forskere”, skriver Wiedemann, og det er jo korrekt. Holm må være en af de sidste styrmænd på skolereformens skib.

Wiedemann mener, at Holms angst for “skolekongedømmer” er et udtryk for et opgør med ”folkets skole”:

”Det er en påstand fremsat af en person, som har en forkærlighed for en uniformeret statslig skole og netop ikke en folkets skole, der prioriterer lokale hensyn og lærernes og forældrenes medbestemmelse.”

Wiedemann kritiserer også ”Holms proselytter” for at have forårsaget det læringsmålstyrede inferno, som jo fik en ødelæggende effekt, og som Holm øjensynligt ønsker sig tilbage.

Wiedemann runder af med følgende gode spørgsmål:

”Spørgsmålet er så bare, hvad han vil sætte i stedet for de 33 nye tiltag, som den seneste folkeskoleaftale tilbyder. Vil han tilbage til den centralistiske og læringsmålstyrede skole med dens teknokratiske pædagogik, som dominerede 2014-reformen? Det ser jeg og andre frem til at høre nærmere om. Vi har trods alt at gøre med en mand, som er leder af landets største pædagogiske forskningsafdeling.”

Mange tak til Finn Wiedemann for disse iagttagelser.

Wiedemann er i øvrigt ikke ukritisk over for regeringens skoleudspil, men hans kritik har helt andre præmisser end Holms. Det fremgår af en aktuel kronik, han har skrevet til POV-International.

Links:

Kommentar til Holm i Altinget, d. 19/4: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektor-i-svar-til-dpu-leder-det-er-godt-at-vi-kommer-vaek-fra-den-uniformerede-statslige-folkeskole

Kronik i POV-International, d. 23/4: https://pov.international/regering-reformer-wind-change-eller-stort-stahej/

 

31. Den 26. april: En inkompetent tanke om fødsler

Ifølge Danmarks Statistiks opgørelse fra sommer 2023 vil landets befolkning stige fra ca. 5,9 mio. til ca. 6,5 mio. i 2070.

Stigningstakten har været stabil i mange år. Det jeg var ung, sagde man, at der boede 5 mio. i Danmark. Det var mange!

Fertiliteten har været under reproduktionsligevægten i årevis og er nu faldet til niveauet fra slutningen af 1980’erne, så stigningen må jo komme fra indvandring?

Fra omkring lavpunktet i 1983 steg fertiliteten støt frem til finanskrisen i 2008. Her kom der et fald, som dog blev rettet op i løbet af 2010’erne. Det går op og ned, som man siger. Og det giver ingen mening at bruge et specifikt lavpunkt som udgangspunkt for en fremskrivning, som der pt. er tilbøjelighed til.

Der kom igen et brat fald i fertiliteten i 2020. Mit bud er, at årsagen er en blanding af corona-nedlukning og samtykkelovgivning. Begge dele komplicerer jo forsamlinger generelt og erotisk liv i særdeleshed, så de unge herrer søger elektroniske græsgange, og de unge damer måske bliver lidt anspændte.

Dertil kommer den pædagogiske instrumentalisering, som gør mange forældre og pædagoger nervøse ved kvaliteten af de pædagogiske institutioner. Endelig må man huske, at ethvert menneske ifølge den statistificerede venstrefløj nu er endt som en Co2-belastning. Det er “hygge”.

Måske skulle man bruge 200 mia. på gavmilde orlovsordninger og en dansende forsamling af engagerede dagplejemødre og børnehavepædagoger, som kan arbejde sammen uden nidkær kommunal kontrollanteri.

Man kunne også overveje et ophør af samtykkeideologi. Det hele vil nok resultere i lidt mere gang i lagnerne efter festerne, lidt mere ægteskabelig udvikling, lidt mere liv i rækkehusene og lidt mere børnehavekærlighed. Kort sagt: Humanistisk udvikling.

Der er jo penge nok, har vi fundet ud af. Både til nedlukninger og mink og kanoner. Så må der også være til familierne, så de frie som fugle kan vælge at få 0-? børn uden at bliver punket af Mette Frederiksens børnefjendtlige konkurrencestatsarmé.

Links:

Om befolkningsudvikling: https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/nyt/GetPdf.aspx…

Om fertilitet: https://www.dst.dk/…/emner/borgere/befolkning/fertilitet

Indlæg om ”landsforræderi”: https://www.information.dk/debat/2024/04/slags-stille-landsforraederi-naar-ressourcestaerke-danskere-fravaelger-faa-boern

 

32. Den 27. april: St. Bededag

Teologen Bo Kristian Holm har en meget interessant kronik i Berlingske.

Han argumenterer for, at regeringens afskaffelse af St. Bededag er på kant med grundloven. Det skyldes, at indgrebet er i strid med det såkaldte ”Episkope”, som er et gammelt retligt-religiøst princip, der giver kirken ret til selv at tage vare på egne forhold.

I grundloven er dette princip markeret ved, at der skal være en kirkelig forfatning, som giver kirken selvstændighed under en passiv konge, frem for underdanighed under et aktivistisk demokrati. Selvom denne kirkeforfatning aldrig blev skrevet ned, så virker kravet i lovens ånd. På en måde er det grundlovens grund, dvs. alle sociale rettigheders indledning.

St. Bededag-indgrebet blev foretaget imod eksplicit rådgivning fra landets biskopper og med begrundelser, der intet havde med kirken at gøre, nemlig med henvisning til en blanding af oprustning og arbejdsudbud. Desuden var hastværket overvældende. Dermed brydes kirkens selvstyre.

Den juridisk-politiske tilstand, som Bo Kristian Holm, her er opmærksom på, minder faktisk om de processer, som universitetet har været udsat for siden 2003. Og måske minder de også om skolen skæbne siden 2013. Der har med andre ord været en form for opvarmning.

Det er som om, at konkurrencestatens grænseoverskridende indgreb omdanner samfundets forfatningsfunderede liv til metoder for tilfældige målsætninger.

Alt kan ske uden varsel.

https://www.berlingske.dk/kronikker/professor-regeringen-sneg-en-vaesentlig-omfortolkning-af-grundloven-ind

 

33. Den 30. april: Bent Meier Sørensen kritiserer AI

Professor ved CBS, Bent Meier Sørensen, kritiserer i dagens kronik brugen af kunstig intelligens i pædagogik og videnskab.

Kronikken, som bringes i Politiken, indledes med en kritik af brug af AI i forbindelse med eksaminer. Meier Sørensen har følgende vigtige formulering:

”Det må frygtes, at brugen af AI-chatbots i studerendes opgaver fremover kun vil øges. Herved vil der ske to forskydninger: For de første vil de mindre stærke studerende aflevere opgaver, som er bedre end dem, de normalt skriver. For det andet vil de meget stærke studerende aflevere opgaver, som er ringere end deres normal.”

Og han fortsætter videre ind i samfundet og civilisationen som sådan:

”De (altså de studerende, TAR) vil aflære sig de grundlæggende evner, der gør det muligt at tænke originalt og kritisk, skrive klart og sammenhængende samt forholde sig refleksivt til sig selv. Tilføjes vores civilisation et sådant tab, er dens tilsanding og undergang det mest sandsynlige scenario.”

Den filosofiske understøttelse af analysen hentes hos Hannah Arendt, som jo undersøgte sammenhængen mellem tænkning, dømmekraft og menneskelig pluralitet i lyset af Holocaust.

Med baggrund heri afsluttes kronikken med følgende humanistiske opråb:

”Det er præcis modet til at lade sig danne til et frit tænkende menneske, der adskiller mennesket fra både dyr og maskiner. Uden dette mod vil ingen menneskelig civilisation kunne bestå.”

Bent Meier Sørensens kronik er på sin plads, kan man roligt sige. På Aarhus Universitet bruger man nu AI ved eksaminer af hensyn til ”arbejdsmarkedet”. Og en helt ny ekspertgruppe, som er nedsat af Undervisningsministeriet, har netop barslet med en række ukritiske anbefalinger, som tillader AI ved mange eksaminer, og som foreslår øget brug af AI som ”et redskab til læring”.

Det pudsige er så, at Bent Meier Sørensen faktisk sidder med i denne ekspertgruppe, hvilket slet ikke omtales i kronikken? Måske er hans kronik en form for modstandshandling? Et forsvar for civilisationen?

Links:

Link til kronik: https://politiken.dk/debat/kroniken/art9877779/Den-ekstreme-hype-omkring-kunstig-intelligens-er-%C3%A5benlyst-utrov%C3%A6rdig

Link til ekspertgruppes rapport: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/april/240424-ekspertgruppe-klar-med-anbefalinger-for-brug-af-chatgpt-ved-proever

 

34. Den 30. april: Rapport om kønspædagogik

Jeg har sammenfattet min kritik af den ministerielle ekspertgruppes arbejde med kønspædagogik i nedenstående indlæg.

Indlægget har følgende indhold:

  1. Rapportens filosofi
  2. Rapportens kønsbegreb
  3. Rapportens anbefalinger
  4. Ekspertgruppens sammensætning
  5. Liste over alle artikler og indlæg i debatten

http://www.thomasaastruproemer.dk/ekspertgruppe-om-koenspaedagogik.html

Ekspertgruppe om kønspædagogik

Den tidligere undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, nedsatte i juni 2022 en ”ekspertgruppe”, der skulle komme med dels en række kønspolitiske forslag til at optimere især drengenes faglige “præstationer”, og dels nogle mere generelle kønspædagogiske anbefalinger. Ekspertgruppens to mest fremtrædende fagfolk er fra DPU, hhv. institutleder Claus Holms, som er formand for gruppen, og professor Dorthe Staunæs.

Gruppen offentliggjorde sin rapport den 11. april 2024. Rosenkrantz-Theils afløser, Mattias Tesfaye, hældte i både Berlingske, BT og Folkeskolen.dk rapporten ned ad brættet pga. dens radikaliserede syn på køn. Eftersom Rosenkrantz-Theil i dag er socialminister, var der tilsyneladende en form for implicit strid i regeringens indre organer.

 

1. Rapportens filosofi

Rapporten er en symbiose af konkurrencestats- og identitetspolitisk ideologi.

Årsagen til, at konkurrencestaten udgør en form for herskerreference, er, at Ekspertgruppen er nedsat under Pernille Rosenkrantz-Theil, som er glødende tilhænger af den amerikanske økonom, James Heckman. Heckman er en vigtig eksponent for det humankapital-paradigme, som udgør konkurrencestatens kernefilosofi. Her oversættes samfundets liv til statistik, forebyggelse og økonomisk optimering.

Denne fortolkning understreges af, at Rosenkrantz-Theil har udnævnt DPU’s institutleder, Claus Holm, som formand for gruppen. Holm er kendt for sit opgør med dannelse og for at være inkarneret tilhænger af skolereform og konkurrencestat.

I rapporten viser dette konkurrencestatsfokus viser sig som et pågående fokus på statistisk definerede ”potentialer” og ”præstationer”.

Det identitetspolitiske fremgår af, at Dorthe Staunæs’ arbejde med poststrukturalisme og køn er den centrale faglige reference i gruppen. Rapporten refererer eksplicit til Staunæs’ kønspolitiske arbejde, og en anden af rapportens faglige referencer har også Staunæs’ arbejde som en central reference. Formand for Kvinfo, Henriette Laursen, som selv er med i Ekspertgruppen, fremhæver netop disse to rapporter i et af sine forsvar for Ekspertgruppens arbejde.

Staunæs sidder som sagt også i Ekspertgruppen. Hendes karriere på DPU har været kraftigt støttet af Holms syn på pædagogik og ledelse.

Så rapportens filosofi bygger altså på en symbiose mellem konkurrencestat og identitetspolitik. Allerede med dette udgangspunkt falder al pædagogik og kønsfilosofisk indhold i grøften.

 

2. Rapportens kønsbegreb

Rapportens kønsbegreb er faktisk kort omtalt i Claus Holms forord til rapporten, som udgør en slags filosofisk ramme.

Først sætter Holm to begreber om køn op som en modsætning. Han skriver, at nogen mener, at køn er ”naturgivent”, mens andre mener, at det er ”socialt betinget”.

Nu skulle man tro, at ekspertgruppen ville sige ”både og” i en eller anden form, ikke sandt? Men det sker ikke. Men hvad sker der så? Jo, i stedet får vi en slags forstærkning af det den ene side af modsætningen, nemlig af det ”socialt betingede”, hvorved ”det naturgivne” jo udelukkes endnu mere. Ekspertgruppen forstår nemlig køn som en blanding af ”individets forventninger” og det ”omgivende samfund”. Der er altså ikke noget om det ”naturgivne” overhovedet.

Dermed gøres køn pr. definition til en individualiseret og kognitiv social konstruktion, som fungerer helt uafhængigt af biologiske og kropslige aspekter.

Flere menige medlemmer af ekspertgruppen har ellers udtalt, at rapporten ikke har noget at gøre med ”woke” identitetspolitik. Men det er ikke korrekt, set i lyset af ovenstående definition.

Herfra går Ekspertgruppen så i gang med at kønspædagogisere nede på ”individets forventninger”, der jo var et af kønsbegrebets definerende træk. Så får man “bevidsthed”, fremgår det. Og således befriet fra både kulturhistorie og kroppens forudsætninger, kan man “udleve sit fulde potentiale”, som der står i bedste konkurrencestatsstil. Det er barske fakta for den næste generations drenge og piger.

Ekspertgruppens kønsbegreb bygger dermed på et regelret opgør med køn. Konsekvensen vil være en pædagogiseret nedbrydning af kønnet. Og denne dybt radikaliserede opfattelse skal ifølge Ekspertgruppen endda plastres ud over skolens formål, hvorefter drenge og piger opløses, mens de ‘kønsreflekterer’ over deres ”potentialer”. Affaldet fra denne refleksion kaldes så for ”stereotyper”, og dem skal man også af med, fremgår det. Herfra er der åbent land for ødelæggelse af landets rige kunst og kultur.

Der findes i denne optik ingen ”verden”, som ikke er konstrueret, hvilket svarer til dannelsens opløsning. Det kommer på den baggrund ikke som nogen overraskelse, at både Holm og Staunæs ved tidligere lejligheder har demonstreret et særdeles problematisk forhold til forsknings- og åndsfrihed.

Her er det fulde citat, som man finder i Claus Holms indledende bemærkninger (s.5).

”Køn er genstand for omfattende debat i tiden. Nogle mener, at køn er et naturgivent fænomen, som den biologiske videnskab har de væsentligste indsigter til at forstå. Andre mener, at det udelukkende er socialt betinget.

Ekspertgruppens anbefalinger til at nedbringe de faglige forskelle mellem kønnene ud fra en generel betragtning trækker på den opfattelse, at køn og kønsforskelle bliver til i et samspil mellem det omgivende samfund og individets forventninger til egen faglig udvikling, læring og trivsel.

I forlængelse af kommissoriet for ekspertgruppen har ekspertgruppen derfor været optaget af, hvordan dette samspil kan påvirkes og formes, så uhensigtsmæssige betydninger af køn for børn og unges faglige præstationer nedbringes mest muligt.”

 

3. Rapportens anbefalinger

Her er nogle nedslag i rapportens anbefalinger:

For det første måles skolens liv næsten udelukkende som ”præstationer” og ”potentialer” i store testsystemer, hvilket er udtryk for ren konkurrencestatsideologi. Drengene har det ellers meget bedre end pigerne, selvom de altså scorer lidt mindre i de nationale test, men det noterer man blot i forbifarten for derefter at lade det ligge i glemsel.

Det er også karakteristisk, at to af rapportens pædagogiske referencer er til John Hattie samt til en rapport af Niels Egelund, som bygger på Hattie. Hattie var den helt store målstyringsguru omkring 2016, som kredsen omkring Claus Holm var nærmest forelsket i. De andre referencer er præget af en blanding af socialkonstruktivistisk kønspædagogik og Heckman-inspireret konkurrencestats-instrumentalisme.

For det andet forstår ekspertgruppen som sagt udelukkende køn som et kognitivt og socialkonstruktivistisk fænomen. Hvis man ikke abonnerer på det, så er man sådan en, der har ”kønsstereotyper og fordomsfulde forventninger”. Man bliver lidt trist.

For det tredje skal dette socialkonstruktivistiske apparat ligefrem skrives ind i både læreruddannelsens læseplaner og i skolens formålsparagraffer. På den måde undgår man ”kønsstereotyp praksis”, så eleverne kan ”udfordres optimalt”, som der står. Landets børn og unge skal med andre ord konstant belemres med den identitetspolitiske konkurrencestatslogik, helt inde i skolens og skolelivets forudsætninger. Skolens formål handler snarere om det modsatte, nemlig om at lade børn komme til syne i kundskabernes land.

For det fjerde skal det hele overvåges i store systemer af kommunal dataledelse og (DPU)-forskning. Så kan man rigtig kontrollere både lærere og pædagoger og drenge og piger, så det mindste statistiske udsving kommer under kontrol.

Som et eksempel på et sådant kontrolsystem får vi at vide, at kommunerne skal ”understøtte en databaseret ledelsespraksis på folkeskolerne, der kan være med til at sikre refleksion over, hvilke forståelser af køn, der er på spil i den pædagogiske praksis.”

Og videre i samme stil:

”Databaseret ledelse kan give mere baggrundsviden om forskelle i faglig udvikling og resultater blandt forskellige elevgrupper og kvalificere hverdagserfaringer fra praksis. Dette kan bidrage til en større opmærksomhed på betydningen af køn for faglige resultater generelt, og dermed også en opmærksomhed på at sætte ind, hvor der identificeres udfordringer.”

For det femte foreslår Ekspertgruppen mere uddannelse i kønsbevidsthed, hvilket DPU så må formodes at stå for. Og personalegruppen skal endda ”afspejle det omliggende samfund”, som det truende hedder.

 

4. Ekspertgruppens sammensætning

Nedenfor kan man se en liste over ekspertgruppens medlemmer. Gruppen består af 20 personer, 6 mænd og 14 kvinder, der udover den – set i lyset af at temaet er “drenge” –  pudsige kvindelige overvægt, som sagt også har et kraftigt ideologisk bias.

Oprindelig var der faktisk 21 medlemmer. Adjunkt Ida Gran Andersen fra DPU, som ifølge Manderådet har en mere kritisk tilgang til emnet end de andre, forlod på et tidspunkt gruppen. Dog alene af praktiske grunde, har hun oplyst mig pr. mail.

Ifølge Ekspertgruppens rapport har der – på trods af dette tilsyneladende fælles bias – været nogen uenighed. Sådan må man forstå følgende passus:

”I ekspertgruppen har der været forskellige opfattelser af, hvordan man mest effektivt reducerer betydningen af køn for faglige resultater. Det betyder, at hele ekspertgruppen er nået til enighed om de fremlagte anbefalinger, men også at der på tværs af denne enighed kan lægges vægt på forskellige fortolkninger af såvel enkelte som de samlede anbefalinger.”

Men ok, uenigheden lader til kun at dække metoden, jf. ”hvordan”, og ikke filosofien?

Jeg har da heller ikke hørt nogen dissens i offentligheden. Tværtimod blev ministerens skepsis hele to gange offentligt irettesat af Kvinfo’s direktør, Henriette Laursen, som sidder med i ekspertgruppen. Og lærer Anne Hammer, som også er med i gruppen, forsvarede også rapporten. Begge mente, at rapporten ikke var identitetspolitisk og ”woke”, hvilket som sagt ikke er korrekt, jf. min diskussion under punkt 2.

Endelig vil jeg sige, at en gruppe magtfulde organisationer og en ministeriel styrelse i efteråret 2023 udkom med en kort rapport om det samme emne. Bag rapporten stod et “partnerskab” mellem DA, FH, KL, Danske Regioner og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Her lagde man især vægt på den konkurrencestatslige side, dvs. at kønsspørgsmålet hægtedes op på arbejdsudbud og konkurrenceevne. Man henviste dog også til ”kønsstereotyper” og så videre. Både DA og FH er også med i den aktuelle gruppe. Der er kort sagt kraftig opbakning til ekspertgruppens diskurs fra hele det indflydelsesrige organisatoriske lag.

Ekspertgruppen står lidt rodet på ministeriets hjemmeside, så jeg har opdelt medlemmerne i seks kategorier (A-F). Her bliver ekspertgruppens ideologiske bias tydeligere.

A. Forskningsverdenen:

  • Claus Holm (formand), institutleder, DPU. (konkurrencestat)
  • Dorthe Staunæs, professor, DPU. (identitetspolitik)
  • Mette Verner, professor mso, VIVE. (Konkurrencestat: Heckman mv, ligesom den tidligere minister)
  • Steen Baagøe Nielsen, lektor, Roskilde Universitet. (identitetspolitik)
  • Lise Tingleff, områdechef, Danmarks Evalueringsinstitut. (EVA gør som der bliver sagt)

 

B. Kønspolitiske organisationer:

  • Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef, LGBT+ Danmark. (identitetspolitik)
  • Henriette Laursen, direktør, KVINFO. (identitetspolitik)
  • Thomas Christensen, formand, Dansk Mandesamfund (som er mere identitetspolitisk end Manderådet)

 

C. Arbejdsmarkedet:

  • Nanna Højlund, næstformand, Fagbevægelsens Hovedorganisation.
  • Elisabeth Lund Nyborg, chefkonsulent, Dansk Arbejdsgiverforening.

 

D. Lokalt ledelsesniveau

  • Ane Stallknecht, centerchef, Odsherred Kommune.
  • Dorte Fristrup, rektor, Aarhus Statsgymnasium.
  • Kristina Avenstrup, områdeleder, Børnehusene Kokkedal, Fredensborg Kommune.
  • Gitte Rasmussen, skoleleder, Lyngby-Taarbæk Kommune.
  • Helene Rossing Pedersen, leder, erhvervsskolen Learnmark Horsens.

 

E. Lærere:

  • Anne Hammer, folkeskolelærer, Silkeborg Kommune.
  • Henrik Dyrby Mogensen, faglærer, erhvervsskolen i Roskilde.
  • Helene Caprani, gymnasielærer, Midtsjællands Gymnasium.

 

F. Elever/elevorganisationer:

  • Marius Laursen Plamboeck, skoleelev, formand for Københavns Fælleselevråd (fratrådt).
  • Peter Møller Mink, gymnasieelev, næstformand i Danske Gymnasieelever (nyvalgt).

 

5. Liste over artikler og indlæg i debatten:

A. Ministerielle links:

Link til rapporten, april 2024: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/april/240411-ekspertgruppe-om-koen-er-klar-med-anbefalinger

Link vedr. nedsættelse af ekspertgruppe, juni 2022: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2022/jun/220613-ekspertgruppe-skal-undersoege–hvordan-faglige-forskelle-mellem-drenge-og-piger-kan-mindskes

Astrid Carøe (SF) stiller §20-spørgsmål til ministeren, d. 8. maj 2024, se hele debatten på:  https://www.ft.dk/samling/20231/spoergsmaal/S942/index.htm. Se også Altinget, inklusiv videouddrag: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/tesfaye-giver-kold-skulder-til-sin-egen-ekspertgruppe-skolen-skal-ikke-modvirke-koensnormer, og Skolemonitor:  https://skolemonitor.dk/nyheder/art9902655/%C2%BBI-m%C3%A5-vente-til-den-n%C3%A6ste-minister%C2%AB

 

B. Artikler og indlæg i debatten i kronologisk orden (opdateres løbende, skriv gerne til mig, hvis der mangler noget:

AU-DPUs opslag om gruppen, d. 11/4: https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/nyhed/artikel/ekspertgruppe-klar-med-anbefalinger-til-at-mindske-betydningen-af-koen-i-skolen

AU-ARTS’ opslag om gruppen, d. 11/4: https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/ekspertgruppe-klar-med-anbefalinger-til-at-mindske-betydningen-af-koen-i-skolen

Dansk Erhverv, d. 11/4; https://www.danskerhverv.dk/presse-og-nyheder/nyheder/2024/april/dansk-erhverv-mands-udfordringer-i-uddannelsessystemet-skal-loses/

Tesfaye i Folkeskolen.dk, d. 12/4: https://www.folkeskolen.dk/didaktik-dpu-kon/tesfaye-affejer-ekspertgruppes-losninger-pa-at-lofte-drengene/4763635

Manderådet, d. 14/4: https://manderaadet.dk/2024/04/14/koensaktivisters-respekt-for-drenge-i-skolen/

Tesfaye  BT-podcast, d. 17/4: https://www.bt.dk/debat/tesfaye-min-datter-kan-godt-lide-lyseroed-og-det-skal-hendes-boernehave-ikke

Tobias Petersen, d. 17/4: https://reelligestilling.dk/undervisningsministeren-boer-ikke-traekke-paa-skuldrene/

Henriette Laursen (medlem af gruppen), Kvinfo, Berlingske, d. 16/4: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/kvinfo-er-undervisningssektoren-og-arbejdsmarkedets-parter-virkelig

Bent Winther, Berlingske, d. 18/4: https://www.berlingske.dk/analyse-og-perspektiv/ministerens-eksperter-blotlaegger-en-uhoert-kamp-om-at

Thomas Rømer, Kontrast.dk, d. 18/4: https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/nu-skal-drenge-ogsaa-vaere-12-tals-piger

Gymnasieskolen, d. 18/4: https://gymnasieskolen.dk/articles/ekspertgruppe-til-gymnasielaerere-i-forventer-for-lidt-af-drengene/

Rune Selsing, JP, d. 20/4: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE17034765/i-klarer-jer-daarligt-drenge-hvad-man-skal-goere-ved-det-hold-op-med-at-vaere-drenge/.

Tesfaye i Beringske, d. 22/4: https://www.berlingske.dk/laesere/mattias-tesfaye-folkeskolen-skal-ikke-goeres-til-en-arena-for. Også bragt på ministeriets hjemmeside: https://www.stil.dk/aktuelt/uvm/indlaeg-og-taler-af-m/2024/240425-folkeskolen-skal-ikke-goeres-til-en-arena-for-identitetspolitik

Dekan for ARTS/AU, Maja Horst, på X, d. 22/4, hvor hun deler Rune Selsings kommentar fra JP med en kritisk bemærkning til hans klumme: https://twitter.com/majahorst/status/1782315940857712759

Amalie Lyhne, leder i Berlingske, d. 23/4: https://www.berlingske.dk/ledere/berlingske-mener-folkeskolen-skal-ikke-vaere-woke-tesfaye-kaemper-modigt

Henriette Laursen, Information, d. 24/4: https://www.information.dk/debat/2024/04/selvopfyldende-profeti-naar-forventer-drenge-faar-lavere-karakterer

Kronik af ca. 50 personer fra professionshøjskolerne, d. 24/4: https://www.berlingske.dk/kronikker/fagfolk-i-skarp-irettesaettelse-af-mattias-tesfaye-ministerens

DLF, Skolemonitor, d. 24/4:  https://skolemonitor.dk/nyheder/art9866926/%C2%BBDet-handler-om-p%C3%A6dagogik-og-didaktik-ikke-om-identitetspolitik%C2%AB

Anne Hammer (medl. Af ekspertgruppen), d. 29/4: https://www.folkeskolen.dk/afgangsprover-didaktik-paedagogik/laerer-tesfaye-forstar-ikke-problemet-nar-han-lader-vores-konsanbefalinger-ende-i-skrivebordsskuffen/4765924

Mike Bruun-Lander, Kontrast.dk, d. 1/5: https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/hvad-er-mere-elementaert-end-biologien

Kåre Fogh og Michael Bang, Skolemonitor, d. 3/5: https://skolemonitor.dk/debat/art9885905/Bek%C3%A6mpelse-af-k%C3%B8nsstereotyper-g%C3%A5r-ud-over-b%C3%A5de-drenge-og-piger

Mads Eriksen Storm (Dansk Erhverv) og Henriette Laursen (Kvinfo), Berlingske, d. 5/5: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/haard-kritik-af-mattias-tesfaye-regeringen-svigter-baade-vores-boern

Lars Qvortrup, Skolemonitor, d. 6/5: https://skolemonitor.dk/debat/art9888207/R%C3%A5d-om-k%C3%B8n-i-skolen-er-harml%C3%B8se-men-reaktionerne-er-k%C3%B8rt-helt-af-sporet

Interview med sociolog Cecilie Nørgaard i Zetland, d. 7/5: https://www.zetland.dk/historie/se6Dpzy9-ae6Ewl5D-2d910

Kristina Malmer Rasmussen, Lærerbladet (s. 19), d. 15. maj: https://www.odenselaererforening.dk/media/17277939/laererbladet-0224_low.pdf

Emil Smith, Skolemonitor, d. 17. maj: https://skolemonitor.dk/debat/art9904258/Ekspertgruppen-om-k%C3%B8n-tager-n%C3%A6ppe-fejl

 

C. Tidligere indlæg/rapporter

KL og erhvervsorganisationer og fagbevægelse, rapport, september 2023: https://www.kl.dk/forsidenyheder/2023/september/opgoer-med-koensopdelte-uddannelser-kraever-faelles-indsats

Manderådet, høring, oktober 2023. https://manderaadet.dk/2023/10/03/perspektiver-paa-de-faglige-forskelle-mellem-drenge-og-piger/

Se også Rune Selsing, marts 2021: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE12873278/tesfaye-vil-skabe-et-renset-helle-for-hvide-ifoelge-danske-forskere/

Indlæg her på siden fra 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogik-og-kon-om-modersmal-og-faedreland.html 

Dorthe Staunæs og forskningsfrihed, 2015: https://www.berlingske.dk/ledere/under-al-kritik

Claus Holm og forskningsfriheden, 2022: https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-protest-mod-dpus-varsel-om-fyring-af-lektor-thomas-aastrup-romer/4690136

Stor ansættelsesrunde på DPU

Institutleder for DPU, Claus Holm, har meddelt, at instituttets økonomi allerede nu er tip-top, og at der skal ansættes hele 13 nye forskere. Det sker blot godt et år efter, at fyringerne flød kaotisk rundt.

Årsagen til de mange nye penge er angiveligt, at man har opsagt et større lejemål; en aktion man allerede havde planlagt i 2022, og som man derfor kendte til før fyringerne. Nu ansætter man endda dobbelt så mange, som man fyrede.

Holm indleder ligefrem sit seneste nyhedsbrev med overskriften ”Se nu stiger solen!” (se reference a+b i bunden).

Der er som sagt annonceret 13 stillinger. Det drejer sig om følgende:

  • fem professorater, herunder to som opfølgning på MSO-professorater
  • otte adjunkturer
  • to adjunkturer/lektorater

Særligt pædagogisk sociologi tilskydes midler. Det sker med emner som:

– To adjunkturer med krav om beherskelse af kvantitativ metode..

– Adjunkt/lektor i Large scale assesment/komparativ pædagogik

– Professor i professionssociologi

Der er også to stillinger i ”uddannelsesledelse og organisatorisk læring” i samme ånd.

Temaerne kører helt efter Holms ideologi. Pædagogikken er marginaliseret, og både nye og gamle ansatte vil fra nu af uden tvivl danse efter Holms pibe. Tavsheden vil brede sig, og den pædagogiske tænkning vil derfor dø hen.

For under 1½ år siden påstod Holm som sagt, at DPUs økonomi var gået totalt rabundus. Og selvom han i november 2022 kun manglede sølle 5 mio., tyede han til 6 afskedigelser af det videnskabelige personale, herunder en ubegrundet afskedigelse af undertegnede, som ved flere lejligheder havde kritiseret Holms synspunkter (se reference f).

Men nu ansættes der så 13 nye forskere, som flugter med Holms konkurrencestatsideologi. Der ansættes også et par forskningsassistenter udover de 13 i samme ånd, kan man læse på instituttets side med stillingsopslag.

Der fyres og hyres ud fra ren ideologi. Sådan kan man ikke drive et universitet.

Jeg har også konstateret, at Holm har ansat en ny viceinstitutleder, Pia Bramming, der afløser litteraturforskeren Anna Skyggebjerg, som selv blev viceinstitutleder i december 2022, altså lige omkring fyringerne. Skyggebjerg efterfulgte selv Christian Kjeldsen, som havde gjort lynkarriere i DPU’s system og forsvaret Holm i tykt og tyndt.

Bramming – og faktisk også Holm – støttede i 2015 Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs klage over mit kritiske arbejde (se reference d). Det foregik i de mest utrolige termer. Dengang var Bramming afdelingsleder for Staunæs’ afdeling.

Staunæs’ og Juelskjærs klage blev pure afvist af universitetet, men kun efter hårdt fagligt og offentligt pres.

Filosoffen Peter Kemp skrev f.eks. følgende, som i nærværende sammenhæng kan repræsentere den faglige utilfredshed med DPU i 2015, som man også kan læse om i reference c:

”Jeg ser absolut intet injurierende i Thomas’ blog. Han karakteriserer ud fra sit synspunkt, hvad det er for en ideologi, Staunæs står for og forsvarer, og det er velgørende, at han gør det. Når jeg læser hans citater af Staunæs, må jeg krybe tær, så pinligt, kunstigt og ukritisk synes jeg, det er. Det er utroligt, at den slags fører til et mso-professorat. Men vi er jo inde i en kulturkamp.”

I samme boldgade er det værd at nævne, at professor Morten Nissen netop er udnævnt til formand for Akademisk Råd ved fakultetet ARTS, som DPU jo hører under. Også Nissen støttede Staunæs på det kraftigste i sin tid (se reference e). Efterfølgende blev både Staunæs og Nissen forfremmet til at være strategisk godkendte professorer af Holm (såkaldte mso-professorater).

Disse processer og udnævnelser flugter med 100% kausal præcision med mine analyser i bogen “Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”, som udkom i februar 2024.

DPU’s organisation er ikke åndsfrihedens og videnskabens sted, men snarere en autoritær organisation, som landets pædagogisk interesserede ikke kan være tjent med.

 

Diverse dokumentation, a-f:

a) Claus Holms nyhedsbrev fra den 7. marts 2024:

“Se nu stiger solen!

Kære alle

Først en tak for det store fremmøde og konstruktive input til mødet om bygningsfortætning i tirsdags. Selvom vi sætter gang i projektet på en sur-sød baggrund, er det grundlæggende glædeligt, at vores afkald på 50 tomme kontorer og en månedlig lejeudgift på en halv million kroner betyder, at vi kan ansætte flere nye kolleger. Så nu går planlægnings- og inddragelsesarbejdet i gang med henblik på, at vi flytter tættere sammen i begyndelsen af 2026. Jeg tror, at vi har taget højde for de fleste åbenlyst vigtige forhold som fx lysindfald og sigtelinjer i de kommende auditorier, men der opstår altid udfordringer undervejs, og dem klarer vi selvfølgelig.

Fortætningsplanen, tegninger, tidsplan med mere kan studeres på her.

Men videre til gevinsterne. Som I ved, har DPU, efter en del års sur smalhals, nu nået en økonomisk balance, som tillader os igen at genbesætte vakante stillinger og rekruttere nye kræfter, hvor der er særlige ubalancer mellem opgaver og ressourcer, samt tage vare på flere af vores nøgleområder. Jeg er derfor meget glad over at kunne meddele, at der efter drøftelser med afdelingslederne og i den samlede Institutledelsen opslås i alt fem professorater, otte adjunkturer og to lektorater/adjunkturer i 2024.

Se ansættelsesplan for det kommende år her.

Stillingerne vil blive opslået eksternt i to etaper, og jeg ved, at der på mange af områderne er kolleger med stærke profiler, der vil have mulighed for at søge – og det vil jeg også opfordre meget til, at de gør!

Det er klart, at strategi såvel som vægtning af særlige ressourcebehov er et spørgsmål om prioriteringer. Afdelingerne har til sammen indmeldt velbegrundede ønsker om rekruttering til mere end 20 stillinger inden for forskellige områder, og det kan vi desværre ikke imødekomme. Jeg håber dog, at alle vil glædes over den samlede faglige oprustning og styrkelse af DPU, som opslagene er udtryk for.

Og så lidt nyt om navne. I den sidste af de mørke vintermåneder har både nye og gamle afdelinger gennemført valg til Institutforum og Forskningsudvalget. Jeg vil gerne sige tak til alle kandidater for at stille sig rådighed, og jeg glæder mig til at mødes med de nye medlemmer i de kommende måneder, der bliver nok at drøfte og forholde sig til!

Medlemmerne af de to fora kan nu ses på Medarbejderportalen: Institutform og Forskningsudvalget.

Og så vil jeg runde af med at kaste lidt lys på vores nye Institutledelse, hvoraf selvfølgelig særligt skal fremhæves de nytiltrådte afdelingsledere for Uddannelsesvidenskab Miriam Madsen hhv. Pædagogisk sociologi Rune Müller Kristensen. Dertil kommer Pia Bramming i ny rolle som studieleder og viceinstitutleder for uddannelse, en knap så ny viceinstitutleder for forskning Karen Valentin samt ikke mindst, afdelingslederne for de nye afdelinger i Pædagogisk antropologi og Pædagogisk psykologi Charlotte Mathiassen hhv. Fagdidaktik, Generel pædagogik og Pædagogisk filosofi Helle Rørbech. Sekretariatsleder er heldigvis fortsat Christine Wernberg Dalhoff.

De kan alle sammen ses her.

Det er forår, lyset lander på verdens kyst og også lidt på DPU. Det er der grunde til at glædes over!

Venlig hilsen

Claus Holm
Institutleder”

 

b) Link til Claus Holms notat om de nye ansættelser, d.26/2-2024: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2024/04/Ansaettelsesplan-for-DPU-2024-til-nyhedsbrevog-afdelingsledere.pdf

c) Alle indlæg vedrørende den omtalte klagesag fra 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu

d) Pia Brammings mail om Staunæs-sagen, april 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2024/04/Mail-fra-afdelingsleder-ved-Uddannelsesvidenskab.docx

e) Morten Nissen om Staunæs-sagen, maj 2015: https://www.folkeskolen.dk/forskning-undervisning/kritikkultur/2886125

f) Alle indlæg vedrørende afskedigelsessagen i 2022: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html

Aarhus Universitet skjuler relevant information for universitetets bestyrelse

Den 29. november 2022 blev jeg i forbindelse med en mindre fyringsrunde varslet afskediget fra Aarhus Universitet/DPU, selvom det ifølge et efterfølgende fyringsbrev, den 16. december, fremgik, at der intet var at udsætte på mit arbejde på de fire kriterier, som institutledelsen selv havde opstillet.

I løbet af de ca. to uger mellem varsling og fyring protesterede en lang række danske og udenlandske forskere og fagpersoner til universitetet, og der blev foranstaltet hele tre underskriftsindsamlinger, der samlede brede kredse i de faglige miljøer.

De mange henvendelser blev stilet til institutleder Claus Holm, til rektor Brian Bech Nielsen og til den splinternye bestyrelsesformand, Birgitte Nauntofte, som netop var ankommet fra NOVO’s systemer. Nauntofte, som startede som bestyrelsesformand d. 1. december 2022, erstattede den kulturkonservative Connie Hedegaard.

Årsagen til, at de mange forskere og fagfolk sendte deres henvendelser til både rektor og bestyrelse, var formodentlig, at man ville være helt sikker på, at sagen blev behandlet på en mere fyldestgørende måde, end Claus Holm selv var i stand til.

For grunden til, at man tvivlede på Holms dømmekraft var, at han er en slags part i sagen via sin mangeårige støtte til skolereform, dannelsesopgør og konkurrencestat. Holm havde i mange år brugt DPU’s kommunikationsplatform til at støtte alt det, jeg havde kritiseret i tidens løb. Mange mente derfor, at han benyttede lejligheden til at slippe af med en kritisk røst.

Men nu viser det sig, at universitetets bestyrelse slet ikke har været orienteret om disse mange henvendelser. Bestyrelsesformanden har ikke orienteret sin bestyrelse, og det har rektor heller ikke. Dermed har man givet institutlederen og hans begreber en nærmest enevældig uddannelsespolitisk magt over den pædagogiske forskning. Claus Holm har nu Danmarks pædagogiske forskning helt for sig selv. De videnskabelige diskussioner vil uden tvivl tage dybt skade af denne forstærkede realitet

Jeg fik mistanke om bestyrelsesformandens og rektors undladelsessynd, da en medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, Peter Balling, i løbet af sommeren 2023 skrev to kritiske indlæg til universitetets medie ”Omnibus”. Balling mente, at afskedigelserne på DPU var for dårligt begrundet. Deri var vi helt enige.

Af en efterfølgende mail-korrespondance med Balling kunne jeg udlede, at han – og dermed bestyrelsen – ikke var bekendt med de mange protester imod min afskedigelse. Derfor skrev jeg til universitetets ledelse, dvs. til rektor og bestyrelsesformand, om denne formodning virkelig kunne have sin rigtighed? Jeg kunne jo have overfortolket situationen.

Men det havde jeg ikke. Efter adskillelige henvendelser fik jeg d. 18. marts 2024 endelig et svar fra rektors jurist, Steen Dahl Pedersen. Bestyrelsen var ikke blevet orienteret om den omfattende kritik af institutlederens beslutning i december 2022. Min fornemmelse var korrekt.

Steen Dahl Pedersen mener, at fordi bestyrelsen ifølge universitetslovens §10 stk. 7 ansætter og afskediger rektor, så skal bestyrelsen ikke indblandes i ”personalesager”, selvom den pågældende sag altså har et helt alment og forskningspolitisk indhold, jf. de mange reaktioner. Her er Steen Dahl Pedersens svar:

”Kære Thomas Rømer

Tak for din mail af 16. marts 2024. Jeg skal minde dig om min mail af 16. januar 2024.

Personalesager vedr. andet end den øverste universitetsledelse behandles jf. Universitetslovens §10, stk. 7 modsætningsvist ikke af bestyrelsen.

Aarhus Universitet har ikke yderligere at tilføje.”

Venlig hilsen Steen Dahl Pedersen”

Men som sagt viser de mange henvendelser, at sagen ikke kan reduceres til en ”personalesag”. Desuden pegede en advokatredegørelse, som blev lavet på foranledning af Danmarks Magisterforening i foråret 2023, på, at universitetets ledelse ikke har levet op til forvaltningsloven. Endelig har universitetet efter min opfattelse også forbrudt sig mod universitetets vedtægt, dvs. den kontrakt med staten, hvor man forpligter sig på videnskabelig frihed.

Sager af denne principielle type, dvs. ideologisk betingede afskedigelser, angår derfor helt klart universitetets bestyrelse.

Og på en måde forstærkes dette konklusion af den nævnte §10, fordi en potentiel ”afskedigelse” af et inkompetent rektorat jo vil være betinget af, at bestyrelsen ved noget om de principielle sager, som universitetsledelsen er ansvarlig for.

Som det fremgår af Steen Dahl Pedersens mail ovenfor, kunne han også lidt nedladende fortælle – med CC til rektor og bestyrelsesformand – at han skam tidligere havde skrevet til mig. Men det havde han ikke. Han havde skrevet til en helt anden mailadresse. I Steen Dahl Pedersens korte beklagelse var der ikke engang et CC til den øvrige ledelsesstreng. Denne – trods alt – mindre forseelse forstærker fornemmelse af inkompetence.

Så de mange henvendelser fra forskere og interesserede medborgere havde været forgæves. De var ikke blevet bragt videre til bestyrelsen, fordi rektor og hans jurister mente, at den forskningspolitiske og faglige sag var en banal ”personalesag”. Derfor kunne de overlade det til Claus Holm at give alle protest-skriverne en standardskrivelse som svar.

Imens vaskede bestyrelsesformand, rektor og jurister hænder og misligholdt deres pligt til at drøfte sager af principiel betydning for universitets retlige og forskningspolitiske situation. Og først nu – efter vedholdende pres – kommer dette pinlige hemmelighedskræmmeri altså frem i lyset.

Bestyrelsen, som altså bevidst er blevet holdt i uvidenhed om væsentlige forhold, bør efter min opfattelse omgående tage skridt til både at afskedige rektor, jf. §10, og til at irettesætte den nye bestyrelsesformand. Grunden til at bestyrelsesformanden ikke nødvendigvis bør fjernes, er, at hun trods alt blev udnævnt nærmest samme dag, som sagen startede, så hun har måttet forlade sig på rektors særdeles kritisable dømmekraft.

Man kan tilgå de mange offentlige indlæg og dokumenter i sagen på min hjemmeside: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html

 

Universitetet og dets fjender

I 2003 skete der en revolution. Revolutionen efterlod danske universiteter i en fundamental krise, hvis effekt var en kortslutning af den akademiske frihed og dennes omfattende tradition. Revolutionens indhold var en ny universitetsreform, som tog den faglige og institutionelle autoritet fra de videnskabelige samfund. I stedet gav man magten til nye bestyrelser, hvor der var flertal af eksterne erhvervs- og organisationsinteresser, og man udviklede nye ledelsessystemer, der fik enorm magt over det videnskabelige liv. Nu skulle man have kontraktbaserede strategier, som flugtede med politiske og økonomiske interesser, og selv faste ansættelser blev løse. Sloganet var det forskrækkelige: ”Fra forskning til faktura”.

Ord som uafhængighed, sandhedskærlighed, nysgerrighed og kritik, som havde været definerende for universitetet, havde mistet deres autoritet. 2003-reformen gjorde kort sagt op med universitetets oplysningsfilosofiske rødder og dermed også med det såkaldte Humboldt-universitets idealer. Fakturaen havde besejret den europæiske ånd, dvs. dannelsen. Forskningsfrihed var nu en afmålt tilladelse. Det er med denne radikale omvæltning som udgangspunkt, at de danske universiteter har udviklet sig i en forkert retning i nu 20 år.

Allerede i 2003 var der protester fra intellektuelle kredse. F.eks. talte tidehvervsfolk om, at loven var et opgør med den europæiske åndshistorie, og den intellektuelle venstrefløj kritiserede de neoliberale styringsstrukturer. Begge havde ret. De gamle rektorer i både Aarhus og København var også særdeles kritiske. Alle levede nu under fakturaens regime. Jeg har beskrevet revolutionen og dens effekter udførligt i min nye bog ”Universitetet og dets fjender”.

Universitetsloven fra 2003 blev forstærket af Globaliseringsrådets arbejde fra 2006, som i høj grad handlede om universiteter og uddannelse. Også her var der tale om en omfattende instrumentalisering af samfundets kundskabsliv. Det var den nye konkurrencestats endegyldige sejr over den liberale stat, hvis eksistens jo er betinget af et frit vekselvirkende kundskabsliv. Alt skulle nu være i ”verdensklasse”.

Revolutionen i 2003 havde dermed skabt konkurrencestatens universitet, som desværre er det egentlige universitetets modsætning. Nu var det ikke længere sandhedskærlighed og kritik, som blev belønnet, men derimod indtjening, erhvervsrelevans og strategisk optimering. Det var en tragedie.

Hvem kunne dog finde på den slags? Altså at rive et smukt palads ned, fordi der måske var en punkteret rude i et kældervindue? Det kunne ikke mindst Anders Fogh Rasmussens skiftende regeringer fra 2001, hvor Helge Sander blev den gennemgående minister for et næsten nyt og forstærket forskningsministerium. Det var altså en liberal regering, der ødelagde hele den liberale oplysningstradition, som universiteterne var skabt ved. Det samme skete i parentes bemærket for folkeskolen og professionsuddannelserne. Det er et kæmpeparadoks for det borgerlige Danmark.

De nye ideer havde ganske vist løbende udviklet sig i løbet i 90’erne, hvor Socialdemokratiet havde regeringsmagten, dog med den gamle universitetslov fra 1970 og hele baggrundstraditionen som en modererende, men gispende struktur. Men det var KV-regeringerne, som for alvor gennemtvang de nye tider.

Historien om Aarhus Universitet er et eksempel på, hvor galt det kan gå. Her havde den daværende rektor, Henning Lehmann, været kraftigt imod reformerne, så han gik af i 2002. I stedet for Lehmann ansatte den nye bestyrelse i 2005 botanikeren Lauritz Holm-Nielsen, som kom fra Verdensbanken. Han havde også siddet med i den kommission, som omkring 2001 havde forberedt universitetsloven.

Holm-Nielsen foranstaltede straks nogle OECD-analyser, og et anmassende nysprog greb om sig. Det hele kulminerede i 2011, hvor det nye system manifesterede sig i en stor verdensbankinspireret fakultetsreform, der centraliserede alt. Nu skulle man have ”det frække universitet”, og man skulle gå ”fra viden til handling”. Parallelt med disse uhyrligheder kom sagen om den tyske musikprofessor, Linda Maria Koldau, der blev frosset ud af ledelsen på grund af sine faglige holdninger. Der var også heromkring, at de gamle kritiske venstrefløjskredse begyndt at tilpasse sig det nye konkurrencestatsuniversitet. Det er et fascinerende studie i totalitarismens mekanismer. Universiteterne var blevet fjende af kundskabsfunderede spørgsmål. I stedet skulle man underlægge sig andres svar.

De nye systemer skabte deres egne karriereveje, ikke mindst i Aarhus. De nye dekaner og den efterfølgende (og nuværende) rektor, Brian Bech Nielsen, kom direkte ud af 00’ernes processer. Bech Nielsen blev – efter nogle år som dekan – rektor i 2012, hvor han med det samme iværksatte en stor fyringsrunde, fordi reorganiseringen fra året før havde været så omkostningsfuld. Han skulle også lige bruge 100 mio. kroner til ”strategisk ledelse”. Folk rettede endnu mere ind.

Længere nede i systemerne udviklede man strategier, forskningsstrukturer og ph.d.-systemer, som skulle understøtte overgrebet, og efterhånden forstærkedes systemet af forskellige interesseorganisationer og erhvervspolitiske tænketanke, som pludselig havde fået ”interesser” i sagen. F.eks. ændrede rektorkollegiet navn til Danske Universiteter, og fagforeningerne blev jo også afhængig af de nye systemer. Desuden udviklede man en række stærkt ideologiske læringscentre, som skulle holde den frie pædagogiske vekselvirkning under kontrol. Det klassiske universitet var ellers præget af en dyb kontakt mellem kundskaber og pædagogik, men den sammenhæng blev nu reduceret til strategi og læring.

På Danmarks pædagogiske universitet (DPU), som blev en del af Aarhus Universitet i 2008, udvikledes et særligt instrumentelt syn på pædagogik og videnskab, der manifesterede sig igen og igen, og som jeg selv blev offer for i 2022. Her blev jeg uden begrundelse fyret, blot få måneder efter at have skrevet en stor monografi om skolens formål som gik imod institutlederens konkurrencestatsbaserede synspunkter. Både danske og nordiske forskersamfund foranstaltede store protester, men der kom ikke noget svar. Det nye teknokratis tavshed var larmende. Og der var ikke tale om en enlig svale.

Så omsorg for kritik og ytringsfrihed er ikke velset hos DPU’s ledelse, som hylder konkurrencestaten og taler ned om dannelsestraditionen. Også på Københavns universitet foretog man fyringer af førende forskere med de mest utrolige begrundelser, og på SDU underlagde man sig helt ukritisk FN’s såkaldte verdensmål, som Finansministeriet hurtigt fik omdannet til styringssystemer.

Al selvstændig videnskab var nu på lykke og fremme, og forskere som sociologen Heine Andersen og filosoffen Asger Sørensen kunne berette om den ene sag efter den anden ud over dem, som jeg allerede har nævnt. Også professorer som Svend Brinkmann og Ole Wæver og mange flere har støttet kritikken. Men der er mest tale om enkeltpersoner.

Parallelt med disse politisk-organisatoriske fjendtligheder opretholdes universitetets oprindelige sprog til festlige lejligheder; f.eks. ved at tilslutte sig diverse internationale erklæringer, men også i Aarhus Universitets egne vedtægter, hvis formuleringer stammer fra en svunden tid. Så disse vedtægter, som er en slags kontrakt med staten, misligholdes altså på det groveste, både af universitet og af staten selv. Man bruger universitetets sprog til at gøre op med universitetet. Der er tale om et overgreb på samfundets grundlæggende essens.

Hvis man har videnskaben kær, så er det vigtigt, at man skifter ledelsessystemet ud, så det vælges af det videnskabelige samfund, at der kommer sikkerhed i ansættelsen, så man kan forske frit, og at man i den forbindelse ændrer loven, så den understøtter universitetet og ikke dets fjender.

(Ovenstående tekst er en let redigeret version af en kronik, som blev bragt i Jyllands-Posten, d. 15. februar 2024 i forbindelse med udgivelsen af bogen “Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”. https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE16901672/universiteter-har-mistet-deres-kernevaerdier-til-fordel-for-strategier-og-teknokrati/)

Uddannelsespolitiske og pædagogiske noter, januar-februar 2024

Nedenfor kan man læse 38 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske temaer fra januar-februar 2024. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

Indholdsfortegnelse:

  1. Brian Degn Mårtenssons pædagogiske betydning
  2. 2½ paradoks
  3. Eske Willerslev om forskningsfrihed
  4. Konference: Den frie ånds krise på universitetet
  5. I-pad-kasser til små skoleelever
  6. I skolereformens kølvand
  7. Universitetet og dets fjender
  8. Hvem er LA?
  9. Lars Qvortrup som lærernes favorit
  10. Kjeld Holm og DPU
  11. Forskningspolitik i Norge og Danmark
  12. Interview om dannelse i Tænketanken Sophia
  13. Tidens profylaktiske princip
  14. Uffe Østergaard forsvarer universitetet
  15. Hedevig Baggers pædagoguddannelse
  16. Interview om universiteter i Berlingske
  17. Ånden fra Haderslev
  18. Byernes ånd: Synops
  19. Regeringens skoleudspil 1: Lærerplaner
  20. Regeringens skoleudspil 2: mobiltelefoner
  21. Skolekomedie og skoletragedie
  22. Ny digitaliseringsstrategi
  23. Radioudsendelse om Tænketanken Prospekt
  24. Udvidet brug af kunstig intelligens på Aarhus Universitet
  25. Ny kritisk universitetspolitisk bevægelse
  26. Økonomer og pædagoger
  27. Socialdemokratiske refleksioner
  28. Om ”nyskabende” forskning på DPU
  29. Refleksion 1 over staten M
  30. Refleksion 2 over staten M
  31. Sovjetisk videnskab
  32. Fælles skolemad
  33. Agedrup skole
  34. Kandidatudvalg, referencepanel og kompetenceråd
  35. Forskningspolitiske links af historisk interesse
  36. Angrebet på konsistorium
  37. Professorater i pædagogik – bedømmelser i 2023 og 2014
  38. Universitetet og dets venner
  39. Europa-Parlamentet om forskningsfriheden i Danmark

 

1. Den 2. januar: Brian Degn Mårtenssons pædagogiske betydning

I 2019 bad Årsskriftet Critique otte debattører om at svare på spørgsmålet: ”Er der håb for borgerligheden?”.

Den første, der svarede, var den pædagogiske filosof, Brian Degn Mårtensson. Han understregede pædagogikkens fundamentale betydning for både statsforfatning og kulturudvikling. Dannelse er vigtigere end erhvervspolitik, skrev han, og det er jo rigtigt nok. Det er herlig læsning.

Pædagogikken og dens betydning er ellers bestemt ikke noget specielt ”borgerligt”, og den gode hr. Mårtensson langer da også ud til både højre og venstre med præcise uppercuts fra 10’ernes arsenaler. Pædagogikken er jo sin egen, hvilket også fremgår.

Men Mårtensson minder på en måde højrefløjen om dens oprindelse, hvilket har været hårdt tiltrængt i lang tid. I dag er det venstrefløjen, der har glemt alt. Den har også brug for en Mårtensson til at løsne lidt op i alle de puritanske konkurrencestatsregnskaber.

Til sidst i sit indlæg har Mårtensson fem forslag til en borgerlig uddannelsespolitik, som bl.a. består af ”et fuldtonet opgør med social engineering, målstyring, managementidioti og misforstået lighedsmageri”.

Et af disse fem forslag er det følgende:

”DPU – Danmarks Pædagogiske Universitet – er en katastrofefortælling for sig, og jeg ser ingen anden løsning end en nedlæggelse, eventuelt efterfulgt af en etablering af et egentligt institut eller universitet med fokus på pædagogik.”

Så Mårtensson vil på en måde nedlægge DPU for at redde DPU.

Det er godt set i 2019.

Her i 2023 har DPU’s ”katastrofefortælling” konsolideret sin magt over den pædagogiske forskning, så Mårtenssons pointe er vigtigere end nogensinde.

De fire andre forslag handler om skolelovenes formål, om kommunaliseringen af pædagogikken, om uddannelsesinstitutionernes arkitektur og æstetik (de må ikke ”ligne en bank”) og om ”den tåbelige digitalisering”. Men dem må man selv læse. Der er noget at tænke over.

Mårtenssons indlæg har rødder i hans tankevækkende hovedværk ”Konkurrencestatens pædagogik” fra 2015, som var en Kierkegaard-inspireret læsning af den moderne pædagogik, og selvfølgelig også – jvf. bogens titel – en skarp kritik af den konkurrencestatspolitik som peakede i de år. Mårtensson viste, at konkurrencestatens pædagogik var “totalitær”, hvilket jeg er helt enig i.

Han har også flere andre vigtige udgivelser på cv’et:

I 2017 bidrog han f.eks. til antologien ”Uren pædagogik 3”, og i 2014-16 var han en afholdt blogger på folkeskolen.dk, hvor han holdt lærerne i live efter sammenbruddet i 2013. Han blev dermed en skattet debattør på den gamle venstrefløj, som jo dengang var imod konkurrencestaten. Mårtensson deler gaver ud til alle.

I de seneste år har han som tidligere nævnt gjort en kæmpeindsats for at bringe pædagogiske emner ind i det borgerlige Danmarks interesseområder. Det har der været hårdt brug for, for skiftende borgerlige regeringer har siden 2001 været en hovedaktør i cementeringen af konkurrencestatens ideolog. Ovenstående bidrag til Critique fra 2019 er et eksempel på dette arbejde. Og denne indsats blev i 2022 suppleret af storværket ”Borger og stat – en dansk indføring i liberale og konservative ideer”, som Mårtensson redigerede sammen med Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen fra Tænketanken Cepos. Der er 654 sider med myldrende tanker. Så kan de lære det.

Mårtensson er selv cand.pæd. fra DPU. Han blev uddannet, da ”katastrofefortællingen” for alvor fik magten over de pædagogiske rester. Så han ved, hvad han taler om. Efter sin eksamen blev han lektor på læreruddannelsen på UC Sjælland. Men da Mårtensson ville skrive en ph.d. om Grundtvigs pædagogik, så ville ledelsen af professionshøjskolen – imod institutionens sædvane – ikke give ham orlov. Grundtvig var imod ”forskningsstrategien”, som det hed.

UC’erne har samme forhold til Grundtvig, som DPU har til pædagogik. Man kan læse om sagen i Mårtenssons bog ”Mennesket som mål”, som udkom på Akademisk Forlag i 2018.

I dag er Brian Degn Mårtensson forstander for Sorø Fri Fagskole, hvor de formodentlig har en pædagogisk fest, og for nylig har han udgivet en digtsamling, ”Når dagen oprinder”, som jeg dog ikke har læst.

 

2. Den 3. januar: 2½ paradoks:

A. Det nationale paradoks: Fra forudsætning til identitet

Det store paradoks i nyere Danmarkshistorie er følgende:

Hvordan kunne det ske, at det store opgør med den nationale tradition blev gennemført af de nationale selv?

For det var jo det, der skete, med globaliseringsaftalerne i 2006 og videre frem, hvor folk og partier som Fogh, Haarder og DF stod centralt. Her blev alle de centrale institutioner omdefineret fra historiske lag til strategiske optimeringsmetoder.

Således rippet for pædagogik, folkelighed og sted, som jo havde ellers havde defineret det danske liv siden år 1849, blev det danske i stedet til “danskheden”, dvs. et spørgsmål om identitet, som endda blev defineret negativt, nemlig i modsætning til en anden ekspanderende identitet, Islam.

Dermed blev det nationale parkeret, mens hele det oprindelige vejsystem havde skiftet karakter.

Så det nationales største fjende endte med at være de nationale selv.

B. Det sociale paradoks: Fra klasse til strategi

Det store paradoks i venstrefløjens historie er, at opgøret med sociale klasser blev gennemført af venstrefløjen selv.

For det var jo det, der skete, i regi af de sociologerne Ernesto Laclau og Chantal Mouffes arbejde fra slutningen af 1980’erne. Her gjorde man op med de sociale klasser, som var alt for ”ontologiske”. I stedet omdannede man venstrefløjen til et spørgsmål om strategi, diskurs og identitet. Det var identitetspolitikkens grund.

Og Bjarne Corydon elskede dette arbejde, fordi det pegede frem mod en ny strategisk realisme. Dermed kom opgøret med klassebegrebet til at fodre konkurrencestaten.

Bagved lurede også Ove Kaj Pedersens store læremester, den franske strukturalist og kommunist, Louis Althusser, som heller ikke var meget for handlingslivet.

Så det sociales største fjende er socialismen selv.

C. Det kombinerede paradoks: Den nationale venstrefløj

Endelig skal man jo huske på, at ca. halvdelen af venstrefløjen i 1970’erne faktisk var både meget national og meget klassebevidst. Det så man f.eks. i EU-modstanden og i andre folkelige bevægelser. Jeg lader dette tredje paradoks ligge for nu.

 

3. Den 4. januar: Eske Willerslev om forskningsfrihed

Professor ved Københavns Universitet, Eske Willerslev, er blevet interviewet til ScienceReport.dk om ytrings- og forskningsfrihed. Her kritiserer han en række konsekvenser af den universitetslov fra 2003, hvis filosofi stadig gælder.

Willerslev har nogle interessante og højaktuelle pointer. Blandt andet, at forskerne har alt for lidt sikkerhed i ansættelsen, hvilket medfører, at de bliver bange for ledelseslaget:

”Problemet er, at selv såkaldte fastansatte forskere i dag har usikre ansættelser, hvor de risikerer fyring. De fastansatte forskere er derfor dybt afhængige af deres personlige forhold til universitetsledelsen. Det betyder, at de ikke tør kritisere ledelsen på universiteterne.”

Sådan er livet f.eks. på Aarhus Universitet og DPU. Det er tankens død.

Og denne angst har ifølge Willerslev demokratiske konsekvenser:

“Vores demokrati hviler på, at journalister som dig og andre, der kan opsøge faglige kilder, der er uafhængige og tør udtrykke sig i den offentlige rum.”

Det er god gammeldags oplysningsfilosofi, som altså ifølge Willerslev er stærkt truet.

Willerslev argumenterer af den grund for, at institutledere bør vælges frem for ansættes, dvs. for en form for akademisk republik.

Eske Willerslev peger på Cambridge som et alternativ:

”Du kan ikke blive fyret for at kritisere ledelsen eller falde ud med politikere eller andre. Du skal begå ulovligheder for at blive fyret. Det er et helt andet mindset end i Danmark”.

I Norge og i mange andre lande har man en lignende ordning. Her er den angst, som præger det danske system og som lukker mundene og tanken, ikke så påfaldende.

https://sciencereport.dk/forskningsfriheden-under-pres/eske-willerslev-forskningsfriheden-er-i-krise-men-det-er-ikke-fondenes-skyld/

 

4. Den 4. januar: Konference: Den frie ånds krise på universitetet

Lørdag den 24. februar afholder folkene bag Årsskriftet Critique deres årlige konference i Stakladen ved Aarhus Universitet.

Årets tema er meget passende ”Den frie ånds krise på universitetet”.

Jeg glæder mig til at åbne arrangementet med en præsentation af tankerne i min nye bog “Universitetet og dets fjender” og til at høre de andre oplægsholdere, som er professor emeritus fra SDU, Nils Gunder Hansen, og dr. phil. Marianne Stidsen.

Man kan læse mere og tilmelde sig på linket. Håber at se så mange som muligt, der har lyst til at diskutere universiteternes tilstand og måske spise og drikke lidt sammen bagefter.

https://aarsskriftet-critique.dk/2024/01/aarskonference-2024-den-frie-aands-krise-paa-universitetet/

 

5. Den 9. januar: I-pad-kasser til små skoleelever

En lærer, Morten Korsbakke, fortæller på Folkeskolen.dk, at man på hans skole lukker små skoleelever ind i en kasse, hvor de sidder med en i-pad ”i timevis”:

”….de sidder derinde i timevis og i realiteten ekskluderes af klassefællesskabet dag efter dag.”

Det er nok det, man kalder at ”være i trivsel”? Faktisk har man i Silkeborg kommune, hvor Korsbakke er ansat, et program for de små klasser, som hedder ”trivsel på tværs”. Jeg tør næsten ikke undersøge det nærmere.

Der står også, at den pågældende folkeskole har afvist at levere et billede af de pågældende Ipad-kasser, så Folkeskolen.dk og Korsbakke har selv måtte konstruere et realistisk billede.

Jeg er helt tom for ord. Måske kan nogen give mig mælet igen? Måske en journalist, som undersøger sagen? Eller skolens ledelse?

Links:

Korsbakkes indlæg: https://www.folkeskolen.dk/inklusion-specialundervisning-trivsel/laerer-vi-kan-ikke-leve-med-pacificerede-kasseborn/4750346

Trivselsstrategi i Silkeborg: https://silkeborg.dk/borger/boern-og-familie/trivsel-udvikling-og-laering/samarbejdsmodellen-for-trivsel-paa-tvaers

 

6. Den 10. januar: I skolereformens kølvand

I Folkeskolen.dk, nr. 20, 2023, er syv af bladets faste anmeldere blevet bedt om at kåre årets bog.

Jens Raahauge, som er bestyrelsesformand for Tænketanken Sophia og tidligere formand for Dansklærerforeningen, har været så venlig at fremhæve min bog ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning” til hans bud på topplacering.

Raahauge har valgt følgende korte citat fra anmeldelsens konklusion som begrundelse:

”Thomas Rømers bog bærer på dokumentation og vidnesbyrd, som trods dens sine steder for kradsbørstige form, gør den til en inspiration til fortsat ageren mod den tænkning, der ligger bag afhumaniseringen af den nordiske skoletradition.”

Mange tak til hr. Raahauge.

Links:

Den aktuelle omtale på s. 44-45 i dette link: https://issuu.com/folkeskolen/docs/folkeskolen_nr._20_2023

Hele anmeldelsen fra d. 1. maj 2023: https://www.folkeskolen.dk/folkeskolereform-malstyring-paedagogik/skolen-traenger-til-en-kaerlig-and/4709468

Min egen glade kommentar til anmeldelsen kan tilgås i afsnit 10 i dette blogindlæg, hvor man også kan læse Lærke Grandjeans meget positive omtale af bogen (afsnit 7): http://www.thomasaastruproemer.dk/uddannelsespolitiske-og-paedagogiske-noter-d-10-april-d-8-maj-2023.html

 

7. Den 12. januar: Universitetet og dets fjender

På mandag får jeg det første fysiske eksemplar af bogen ”Universitetet og det fjender” i hånden, for bogen er nu ankommet til forlaget fra trykkeriet.

Og Klim har lagt bogen på forlagets hjemmeside med følgende tekst:

”De moderne danske universitetet er i dag underlagt stærke ledelser og strategier, der skal medvirke til at løse samfundets udfordringer. Det lyder måske godt, men desværre har det ikke noget med et universitet at gøre, oftest endda tværtimod.

I bogen ”Universitetet og dets fjender – og om livet på Aarhus Universitet og DPU” kan man læse om, hvad et universitet egentlig er. Med udgangspunkt i den universitetsfilosofiske tradition udarbejdes en skitse til en videnskabelig republik, som er karakteriseret ved nysgerrighed, sandhedskærlighed, politisk uafhængighed og intellektuelt engagement.

Dernæst omtales en række af de universitetsreformer, som har fundet sted i de seneste 50 år, samt den omfattende efterfølgende kritik, der har været. Der argumenteres for, at reformerne er udtryk for et opgør med den omtalte filosofiske sammenhæng og dermed med hele samfundets kundskabsforståelse.

Endelig undersøges og uddybes, hvordan disse ændringer konkret har materialiseret sig i en række sager på Aarhus Universitet og på DPU, som i indbyrdes vekselvirkninger har forstærket de omtalte problemer.”

Bogen kan allerede nu forudbestilles, men den officielle udgivelsesdag er stadig den 23. februar. Dagen efter, den 24. februar, afholder Årsskriftet Critique en konference om forskningsfrihed, hvor jeg skal præsentere bogens indhold, og allerede den 23. februar bliver der muligvis en reception.

Håbet er lysegrønt, men jeg håber alligevel, at udgivelsen fører til en intensiveret debat om universiteternes formål og i bedste fald til en ændring af lovgivningen og af gældende praksis.

https://klim.dk/bog/universitetet-og-dets-fjender/

 

8. Den 13. januar: Hvem er LA?

Jeg er begyndt at abonnere på Alex Vanopslaghs nyhedsbrev.

I sit første brev roser han regeringens forskningspolitik. Han skriver: ”Universitetsreformen indeholder også mange fine takter”.

LA stemte da også for reformen i sommers, men ok: Jeg troede ikke, at man ligefrem pralede med elendigheden her ½ år senere.

Og jeg som troede, at LA var et liberalt parti, som var imod konkurrencestaten? Men nu viser det sig, at de bare er postmoderne socialdemokrater?

Det er som om, at den genopstandelse, som det “borgerlige Danmark” ellers er i gang med, helt er gået Vanopslaghs næse forbi.

Genopstandelsen startede faktisk med LA’eren Merete Riisagers indsats som undervisningsminister, og også Henrik Dahl, som er fra samme parti, har gjort en indsats for kritikken af det erhvervsrettede universitet. Men Riisager er jo væk, og Dahl er på vej til Strassburg, så nu kan økonomerne åbenbart bestemme igen.

Først troede jeg, at markeringen havde rod i LA’s aktuelle tilnærmelse til de radikale, men netop de radikale var, så vidt jeg husker, meget imod universitetsreformen fra i sommers? Så udmeldingen i nyhedsbrevet kan ikke være udtryk for taktik.

Så LA arbejder nu for, at samfundets kundskabsliv underordnes den struktur af økonomiske og statistiske formater, som blev indstiftet via den daværende borgerlige regerings opgør med samfundets liberale, konservative og sociale forudsætninger omkring 2003.

Link til universitets-forliget, juni 2023: https://ufm.dk/uddannelse/videregaende-uddannelse/temaer/forberedt-pa-fremtiden/reform-af-universitetsuddannelserne-i-danmark

 

9. Den 16. januar: Lars Qvortrup som lærernes favorit

I december 2023 fyldte folkeskolereformen 10 år. I den forbindelse havde lærernes fagblad, Folkeskolen.dk, en gennemgang af reformens skæbne. Det tankevækkende er, at bladet kun har brugt én ekspert, nemlig Lars Qvortrup, der om nogen har stået for at understøtte reformens ideer med sin kraftige støtte til John Hattie, målstyring, datalæring, anti-grundtvigianisme og så videre.

Dertil kommer, at Qvortrup i 2021, sammen med sin kollega og åndsfælle, professor Jens Rasmussen, skrev den mest utrolige og ideologiske bog ”Skoleret”, som jeg har gennemgået udførligt i min egen bog “I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning” fra 2023.

Qvortrups og Rasmussens bog er en slags åndsfrihedens kollaps. De to herrer går nærmest amok på uren pædagogik, på Keld Skovmand og på andre, som siden 2013 havde forsvaret lærerne imod skolereformens ideologi.

I 2010 forsøgte Qvortrup som leder af DPU at nedlægge filosofien og at fyre tre pædagogiske filosoffer. Siden blev han uden offentligt stillingsopslag headhuntet af den nye institutleder, Claus Holm, til at stå for et John Hattie- og OECD-inspireret “Nationalt Center for Skoleforskning”. Det var en skandale for de indspiste.

Qvortrup og Rasmussen har også påvirket institutleder og Claus Holm dybt. Der er tale om er et slags antipædagogisk triumvirat, hvis tanker siden 2010 har sat deres autoritære stempel på en tiltagende tavs og forknyt pædagogisk forskning.

Så Qvortrup er nærmest en “hr. skolereformideolog”, dvs. den urene pædagogiks modsætning.

Men hele dette centrale skolepolitiske aspekt nævnes slet ikke i Folkeskolen.dk’s artikel, og der inddrages ikke andre eksperter? Dermed bliver artiklen en blåstempling af den tænkning, der førte til lærerens proletarisering.

Denne skæve og mærkelige prioritering er journalistisk og pædagogisk set kritisabelt, som jeg ser det.

Spørgsmålet er, om denne prioritering er et tegn på en mere generel tilstand på Folkeskolen.dk, hvor man jo har fået både ny chefredaktør og debatredaktør, hvor især førstnævnte ikke kommer fra den pædagogiske verden?

Man har kort sagt købt skolereformens præmis, som jo også blev forstærket af det såkaldte ”Sammen om skolen”, hvor både KL og DLF sidder på KL’s præmis. DLF lader også til at have tabt kontakten til de kritiske miljøer. Og KL er naturligvis decideret uden for pædagogisk rækkevidde.

Endelig vil jeg sige, at Qvortrup i interviewet kun bliver bedt om at gennemgå lovens underordnede detaljer, men ikke selve dens filosofiske struktur, som ellers er angivet i en faktaboks. Også dette forhold er kritisabelt.

Hvis denne iagttagelse er korrekt, så er det et eksempel på det, som jeg i ovennævnte bogtitel kalder for “forstærkning” (af skolereformens ideologi).

Måske det næste trin er “glemsel”.

https://www.folkeskolen.dk/efteruddannelse-folkeskolen-nr-20-2023-folkeskolereform/reformen-der-snublede/4748272

 

10. Den 22. januar: Kjeld Holm og DPU

Biskop Kjeld Holm har skrevet tre erindringsbøger, ”Åbne døre” (2010), ”Man lever af det, man får skænket” (2013) og ”Misklang og samklang” (2017). Her kan man læse, at Holm diskuterede flittigt med hele det rige og komplekse aarhusianske teologimiljø, men at han især var meget fascineret af teologen og filosoffen Peter Kemp.

Det skyldtes ikke mindst Kemps arbejde med ”engagementets poetik”, som groft sagt var en form for formidling mellem Kierkegaard og Grundtvig og mellem teori og praksis, hvor især den franske hermeneutiker, Paul Ricoeur, spillede en hovedrolle.

Denne ”formidling” mellem teori og praksis – altså “engagementets poetik” – var nyttig for den unge idehistoriker, Holm, der politisk set var glad for en blanding af Gert Pedersens SF og Svend Aukens Socialdemokrati, og som skulle have hele efterkrigstidens litterære og teologiske tradition til at passe ind. Holm skriver virkelig smukt om mange af disse relationer.

Senere løb Holm sammen med Johannes Sløk fra idehistorikerne hen til teologerne. De to åndeligt interesserede personer var trætte af de unge idehistorikere, som dengang mente, at alt er politik, hvilket stadigvæk lader til at være venstrefløjens store fejltagelse.

Og Holm blev faktisk også tidligt personlige venner med Kemp, som ellers selv havde sine kampe med det teologiske miljø. Det fremgår af Kr. Dagblads omtale af Kemps begravelse i 2018, som Holm selv forestod med nogle meget personligt udvalgte skriftsteder (jvf. vedhæftet link).

Dertil kommer, at Peter Kemp jo blev leder af Institut for pædagogisk filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitets (DPU) oprettelse i år 2000. Og Keld Holm kom med i det nye universitets bestyrelse, og fra 2005-08 blev han endda bestyrelsesformand.

Keld Holm var faktisk også glad for en anden fremtrædende idehistoriker, nemlig DPU’s rektor Lars Henrik Schmidt, som også Peter Kemp talte godt om, formodentlig fordi Schmidt supplerede sin irriterende strukturalisme med lidt åndsvidenskab.

Hans Hauge skriver i sin nye bog “Det umage par”, om Peter Kemps og Lars Henrik Schmidts tætte forhold på DPU. Han skriver, at de udnævnte hinanden til professorer, og at Keld Holm støttede dem begge, og det er jo interessante informationer.

DPU blev med andre ord skabt ud af et pædagogisk triumvirat af Gud, filosofi og idehistorie.

Denne interessante og kreative treenighed blev smadret i 2008. Her blev DPU opløst som selvstændig institution og i stedet underlagt en globaliseret og instrumentel ledelse på Aarhus Universitet, som forstærkede alle den nye universitetslovs dårligdomme.

Dermed forsvandt Keld Holms samtale med pædagogikken, for der fandtes jo ingen DPU-bestyrelse mere. Schmidt forlod sit rektorat, som jo også blev nedlagt, og Kemp gik på pension. Slut prut finut.

I stedet blev det reorganiserede DPU overtaget  en ny pædagogik-fjendtlig ledelse, hvor den nye dekan, Lars Qvortrup og hans åndsfæller fra 2008 svingede taktstokken med pisalister, målstyring og anden elendighed. Den nuværende DPU-leder, Claus Holm, blev også en del af denne gruppe. Han samlede det hele under konkurrencestatens ideologi, som var imod Løgstrup og så videre. Det var universitetets fjender.

Qvortrup gjorde direkte op med Holm-Kemp-traditionen. Filosofien skulle nedlægges, og Qvortrup kaldte Kemp for både ”løgner” og ”plattenslager” i forbindelse med en debat om læreruddannelsen.

Kemp og Qvortrup var som dag og nat i filosofisk forstand. Det var det gamle imod det nye DPU. Så vidt jeg ved, blandede Holm sig ikke i denne debat, hvilket faktisk er lidt mærkeligt, fordi debatten bl.a. handlede om faget Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab, som folk fra Qvortrups kreds ville af med. Men måske har jeg overset noget.

Jeg er lidt glad for, at Kjeld Holm, som heldigvis valgte at blive præst – hvilket ikke mindst skyldes en fantastisk oplevelse ifm. en tidehvervspræsts smukke ord til en enlig mor – har konfirmeret både mig og en af mine sønner. Det giver lidt Kemp-ånd videre.

Jeg kalder denne “ånd” for ”Korshøjen”, hvor jeg stadig bor. Korshøjen ligger i Ellevang sogn i Vejlby-Risskov, hvor Holm var præst og midtpunkt i omkring 20 år. Her boede en masse røde lejesvende, men Holm var ok, hed det sig, for han var jo ikke teolog.

Desværre skriver Holm ikke ret meget i sine erindringer om hans arbejde for DPU, hvilket både undrer og ærgrer mig.

Jeg er meget stolt over Kemps lille personlige hilsen i hans bog ”Filosofiens verden”: ”Til Thomas – i fælles og engagement og kamp – Peter”.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/sorgens-noedvendige-ledsager-er-taknemmelighed

 

11. Den 22. januar: Forskningspolitik i Norge og Danmark

Jeg er blevet skribent/debattør for Akademikerbladet. I mit første indlæg reflekterer jeg over en dramatisk forskningspolitisk sag i Norge,

Sagen, der handler om en delikat blanding af ytringsfrihed og styringssystemer, udspillede sig i december 2023.

Undervejs i indlægget trækkes tråde til universiteternes situationen i Danmark.

https://dm.dk/akademikerbladet/debat/thomas-aastrup-roemer/norsk-rektor-kritiserede-forskere-og-mistede-jobbet-faa-dage-senere-det-ville-aldrig-ske-i-danmark/

 

12. Den 24. januar: Interview om dannelse i “Sophia – tænketank om pædagogik og dannelse”

Musiker, forfatter og ph.d., Jens Skou Olsen, har interviewet mig for Tænketanken Sophia, hvor han selv er bestyrelsesmedlem.

I nedenstående opslag på Sophias facebook-side fortæller han om interviewet, der ligger som en podcast på tænketankens hjemmeside.

Jens Skou Olsen skriver bl.a. følgende:

”Her i Tænketanken Sophia er vi optagede af at blive klogere på, hvordan vi – som vi skriver i vores programerklæring – “…skaber en pædagogik, som på én gang har rødder og vinger, og som bygger på en fornøden autonomi til dem, der udøver undervisning…”.

Og en gang imellem er vi heldige at møde et menneske, som formår at give en levende stemme til lige præcis denne vigtigste grundsten i Sophia.

Det var min oplevelse, da jeg for nylig fik lov til at møde pædagogisk filosof og Ph.d. Thomas Aastrup Rømer i endnu et afsnit af vores “Pejling af dannelse”-podcast. Jeg gik opløftet og også en smule svimmel fra denne samtale! Vi havde en fortættet dialog, som undervejs udviklede en dyb både erkendelse og genkendelse hos mig. Thomas åbnede mit blik for noget, jeg udmærket kendte til, men endnu ikke havde erkendt i sin fulde konsekvens.”

Mange tak til Jens Skou Olsen for en interessant og lærerig samtale og selvfølgelig også for de meget smukke ord, som jeg er meget beæret over.

Links:

Link til Jens Skou Olsens fb-opslag: https://www.facebook.com/paedagogikogdannelse/posts/pfbid02R2hreFaqfh6Z8PbQKFtQPsF2UXq9vbuUv6tYcgdwgoreUQQSDDKTPSN1rBNAq7Lrl

Direkte link til udsendelsen: https://www.sophia.nu/podcast/35-beskyt-fortiden-saet-fremtiden-fri/

 

13. Den 25. januar: Tidens profylaktiske princip

Man bor i et stort smukt hus, fyldt med herlige kringelkloge og kunstfærdige tapeter.

Desværre er der en punkteret rude i det venstre kældervindue.

Hvad gør man ved det? Skifter ruden? Næ nej, man river da hele huset ned.

Det har også den fordel, at der ikke punkterer flere ruder nogensinde. Både det konkrete problem og alle fremtidige problemer er løst.

Men desværre har man så ikke noget hjem.

Mon det har noget med “mistrivsel” at gøre? Intet hus og intet sted og ingen duggede ruder?

 

14. Den 29. januar: Uffe Østergaard forsvarer universitetet imod universitetets fjender

Allerede i 1998 kunne den fremtrædende historiker, Uffe Østergaard, mærke konturerne af det forskningspolitiske kollaps, som få år senere materialiserede sig i form af universitetsloven fra 2003.

I et indlæg i Information skrev han et glødende, men også nuanceret forsvar for det intellektuelle engagement og for et frit og kritisk universitet. Han ville have et tårn uden elfenben, som han sagde, for det er demokratiets forudsætning:

“På den anden side er engagement og evne til konsekvent at tænke synspunkter igennem til deres logiske konklusion en forudsætning for at den nødvendige frie debat i et demokrati kan trives.”

Men denne centrale demokratiske funktion i universitetet var allerede i 1998 under pres fra “velmenende forskningsministre og alskens andre styrelystne bureaukrater med akademisk uddannelse”, står der, og Østergaard fortsætter:

”Problemet er bare, at det moderne masseuddannelses-universitet ikke er et specielt velegnet til intellektuel refleksion. Der mangler simpelthen tid og ro, for såvel studerende som lærere. Den gamle europæiske institution, universitetet, er blevet inddraget for meget i samfundets tummel og larm, med risiko for at blive direkte instrumentaliseret og nyttiggjort. I forsøget på at beskæftige sig med umiddelbart samfundsrelevante problemer og levere uddannelse og kandidater med umiddelbart relevante kvalifikationer er universitetet blevet dårligt til at løse den kritiske side af sin funktion.

Nu hvor elfenbenet effektivt er blevet pillet af dannelsens højborge, er det måske på tide at kræve tårnet bevaret. Det betyder genoprettelse af universitetets autonomi i forhold til de politiske herskere – velmenende forskningsministre og alskens andre styrelystne bureaukrater med akademisk baggrund. Informationssamfundets støj og ballade vil under alle omstændigheder garantere at der ikke bliver tale om gamle dages isolation og deraf følgende risiko for irrelevans – hvis der nogen sinde har været det.”

Nu er der gået 26 år, siden Østergaard skrev sit indlæg. Siden kom universitetsreformen og dens forstærkende og ledsagende processer, som gjorde præcist det modsatte af Østergaards gode råd.

I stedet lærte vi følgende:

– Vi lærte, at det, som Østergaard kaldte for intellektuelt ”engagement”, uden universitetets filosofiske essens som baggrund forfaldt til ”aktivisme”.

– Og vi lærte, at det sted i Danmark, hvor universitetets fjender satte sig mest effektivt på magten, var på Aarhus Universitet og DPU, som fra 2008 udviklede sig direkte ud af konkurrencestatens ødelæggende organer og dermed ødelagde betingelserne for det intellektuelle og demokratiske engagement og erstattede det med ”relevans og ”nytte”, som Østergaard udtrykker det.

(tak til Thue Kjærhus for at finde dette indlæg af Østergaard frem fra gemmerne)

https://www.information.dk/debat/1998/10/hvem-intellektuelle

 

15. Den 2. februar: Hedevig Baggers pædagoguddannelse

Grundlæggeren af landets første pædagogseminarium, fru Hedevig Bagger, gjorde sig omkring 1890 mange interessante tanker om pædagoguddannelsens indhold, hvilket man kan læse om i dette blogindlæg.

http://www.thomasaastruproemer.dk/hedevig-baggers-paedagoguddannelse.html

 

16. Den 5. februar: Interview om universiteter i Belingske

Christian Foldager har interviewet mig til Berlingske. I interviewet slår jeg et slag for universitetets dyder, autonomi og sandhedskærlighed, og jeg kritiserer universitetets fjender, dvs. det ”erhvervs”-universitet, som blev etableret af Fogh-regeringen fra 2003, og som siden har styrket dets magt.

Jeg fremhæver kort sagt bare de kvaliteter, som jeg selv blev opdraget med under min studietid i Aarhus fra 1986-93; dvs. dengang universitetet stadig bar præg af det universitet, som havde opdraget samfundet i århundreder.

I dag er det derimod ”arbejdsmarkedet”, der opdrager universitetet, og så har man jo slet og ret ikke noget universitet.

Sandhedskærligheden er flyttet til månen, mens Corydons tropper summer i kuben.

Her er et link til interviewet: https://www.berlingske.dk/debatinterview/forfatter-i-haard-anklage-de-borgerlige-er-blevet-fjender-af

 

I dagene efter interviewet kom der en række reaktioner. Nedenfor har jeg listet fire:

A. Marlene Wind

Professor Marlene Wind delte interviewet på X med følgende kommentar:

”Enig med Thomas Aastrup Rømer som i ny bog argumenterer for, at Universitetsreformen fra 2003 ødelagde de danske universiteter med (dårlig) top-styring og management-kultur. Den fri forskning findes stort set ik mere. @Danskeuni @DMCamilla”

Mange tak til Wind, hvis akademiske arbejde var udsat for nogle skrækkelige angreb tilbage i 2011. Jeg skrev lidt om det dengang: http://professorvaelde.blogspot.com/2011/06/

B. Camilla Gregersen

Diskussionen på Winds X-profil foranledigede DMs formand, Camilla Gregersen, til at dele et link til en god kronik fra Altinget. Kronikken, som er fra februar 2021, er skrevet af to lektorer fra RUC, Janne Gleerup og Brian Arly Jacobsen.

Gleerup og Jacobsen er enige i kritikken af 2003-loven og pointerer især dens nærmest skjulte negative effekter, som kommer oven i de åbenlyse angreb på forskningsfriheden:

”Langsomt tilvænnes forskerne at gå på kompromis med egne faglige standarder og bøje sig for de eksternt bestemte genstandsfelter, anviste undersøgelsesvinkler og metoder, der i stigende grad udstikkes som betingelser for midler.”

Det har de fat i noget meget ubehageligt, vigtigt og sandt og sørgeligt.

https://www.altinget.dk/…/forskere-vilkaarene-for…

C. Heine Andersen på Humboldt-forum

Professor emeritus, Heine Andersen, delte interviewet på det såkaldte Humboldtforum. Det kan man læse i dette link: https://www.facebook.com/groups/166751200038468/posts/7126880394025479/

Andersen starter med følgende:

””Forfatter i hård anklage: ”De borgerlige er blevet fjender af universitetet” lyder overskriften til en interviewartikel i Berlingske i dag. Det er stærke ord og en anklage, som man sjældent hører. Ikke det desto mindre er det sandt.”

(…)

Og:

”Der er brug for et selvopgør i den borgerlige lejr, hvis udviklingen skal vendes. Reformerne af vores uddannelsessektor har været forfejlet, og det må de borgerlige indse, hvis de vil rette op på tingene. De ødelagde universiteterne, seminarerne og skolerne i 2000erne.”

Efter disse citater forklarer Heine Andersen situationen med sine egne ord:

”Den forfatter, Berlingske citerer i et stort interview, er Thomas Aastrup Rømer, der indtil for et års tid siden var lektor ved Aarhus Universitet. Thomas har holdt fast i de klassiske idealer om universiteternes rolle til gavn for åndsfrihed og oplyst demokrati.

Det blev for meget for ledelsen, så han blev fyret, uden at der var blevet sat en finger på hans faglige indsats, og uden af der forelå en dokumenteret begrundelse. Grunden var, efter alt hvad der foreligger for mig og mange andre at se, ikke faglig. Jeg har fulgt sagen nøje i mere end 10 år.

Thomas har i mange år været kendt for sine klart profilerede faglige synspunkter på pædagogik og skolepolitik, og for din skarpe kritik af konkurrencestatspædagogik og bestemte faglige retninger.

Det hører med til akademisk frihed, at forskerne frit kan udtrykke deres meninger om universitetets anliggender, herunder om kvaliteten af ledelsens beslutninger. Denne frihedsrettighed har Thomas Aastrup Rømer udnyttet aktivt gennem årene.

Danske universiteter scorer bundplacering i Europa, når det angår akademisk frihed, og for mig som har indsamlet dokumentation og data om i udviklingen i mange år, var det ikke nogen overraskelse, at Thomas Aastrup Rømer blev fyret. I den højt besungne danske model er det let at fyre. Der kræves ingen særlig begrundelse, specielt hvis der fyres flere ad gangen. Derfor er det let og omkostningsfrit for ledelsen at skille sig af med besværlige kritikere for at få lukket munden på dem.

Derfor har de fleste lært at tilpasse sig og dukke nakken. Ledelsen er hverken kontrolleret inde fra eller ude fra, og har dermed hånds- og halsret. Det værste, der kan ske, hvis en fyring dømmes ulovlig i det fagretlige system, er at der skal udbetales en erstatning på nogle måneders løn. Det betales jo af skatteyderne. Genansættelse kommer ikke på tale.

Resultaterne har været katastrofale for den frie debat og den frie forskning. I dette tilfælde er aktionen dog ikke lykkedes fuldt ud. Det er ikke lykkedes at lukke munden på Thomas Aastrup Rømer. Han har nemlig nu udsendt en veldokumenteret og særdeles velskrevet bog, hvor han “langer han ud efter de borgerlige og socialdemokraterne, der ifølge ham smadrede vores fineste dannelsesinstitutioner i 2000erne”. Det er anledningen til Interviewet i Berlingske.

Jeg opfordrer til at læse interviewet i Berlingske. Det burde give stof til eftertanke – og frem for alt er det en glimrende appetitvækker og tilskyndelse til at fremskaffe og læse bogen: “Universitetet og dets fjender – livet på Aarhus Universitet og DPU”.”

Mange tak til Heine Andersen.

D. Henrik Dahl

Henrik Dahl delte interviewet på X med en helt anden vinkel. Dahl kritiserer, at jeg beskylder det borgerlige Danmark for at være en hovedaktør i universitetspolitikken i 00’erne. Her er hans markering:

”Den påstand, der fremføres i dette interview, fortjener hård modsigelse. Flertallet bag universitetsreformen i 2002 var de tre magtpartier Venstre, Konservative og Socialdemokratiet (plus Kristendemokraterne). Imod reformen var dengang Dansk Folkeparti. Plus fra jeg blev LA’s forskningsordfører i 2015 også mit eget parti.

Derfor er det virkelig, virkelig fordrejende at sige, at vore dages universitet er et borgerligt projekt. Det ved forfatteren uden tvivl godt. Men hvis han indrømmer, at han ved det, falder hans overordnede, ideologiske pointe fra hinanden.”

Også tak til Dahl, men jeg synes, han misforstår tingene. For det første lader han til at være enig med mig i selve kritikkens substans, altså at 2003-loven er et problem? Derfor er udtrykket ”hård modsigelse” måske lidt overdrevent?

For det andet var det jo VK-regeringer, der dominerede årtiet, og den gennemgående forskningsminister var fra Venstre. Så jeg synes, at det er helt på sin plads at fremhæve ”de borgerliges” ansvar i denne sammenhæng.

DF’s modstand i 2003, som Dahl nævner, er omtalt i min bog og jeg nævnte det faktisk også i selve interviewet, men det kom altså ikke med i den skriftlige del. At Dahl også har udtalt sig så sent som i 2015, synes jeg ikke ændre ved pointen, og i interviewet jeg nævner faktisk Riisagers parallelle arbejde med skolen. I øvrigt har LA underskrevet universitetsreformen fra i sommers, der ligger i direkte forlængelse 2003-lovens filosofi.

Endelig vil jeg sige, at alt det der med ”det borgerlige” primært udspringer af journalistens interesse. Det er ikke et ord, jeg selv tager op, og det er heller ikke nævnt i bogen.

Men det er da meget paradoksalt, at Danmarks liberale parti var hovedaktør i afviklingen af det liberale universitet, og det gik jo også ud over folkeskolen.

Så Dahl lader til at være enig med mig i substansen. Nu skal han bare overtale sit eget parti og de andre ”borgerlige partier” til at være ”borgerlige” på den rigtige måde , dvs. at ændre loven med 150%.

 

17. Den 5. februar: Ånden fra Haderslev

Jeg har skrevet et essay til Kontrast.dk om sammenhængen mellem “uren pædagogik”, kritikken af skolereformen og en særlig ånd fra seminariet i Haderslev, som udviklede sig fra Holger Henriksens virke, og som prægede en generation af sønderjyske intellektuelle.

Mange tak til Kontrast for at bringe disse skæve pædagogiske undersøgelser.

https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/aanden-fra-haderslev

 

18. Den 5. februar: Byernes ånd: synops

Tidligere i dag fortalte jeg, hvordan “uren pædagogik” spillede sammen med “ånden fra Haderslev”.

Ved lejlighed vil jeg også skrive en anden sønderjysk fortælling, nemlig om “ånden fra Rønshoved”. Både i Haderslev og Rønshoved var der også lidt “ånd fra Askov”.

Både Haderslev og Rønshoved endte på hver sin måde med at spille en stor rolle for den pædagogiske kritik. I dag er det mest i Rønshoved, det sner. I det som i sin tid blev kaldt for “Rønshovedgruppen” huserer bl.a. forstanderparret Thue og Nina Kjærhus, samt tidligere Askov-forstander Morten Kvist og den unge og spændende forsker Rasmus Vangshardt, som er inspireret af Jørgen Bukdahls gamle nynordiske temaer. Bukdahl var selv Askov-ikon, og det nynordiske huserede også i Rønshoved (og i Hillerød). Jeg kom selv med i gruppen omkring 2014.

Det var folk fra denne gruppe, der tog initiativ til et nyt seminarium i Herning, som pludselig ikke var noget for Venstres skolereformbegejstrede ordfører. I den proces kom Michael Böss og filosoffen Peter Kemp med ind i kredsen. De havde dog haft deres egne virksomme historikker, f.eks. om KLM-faget på læreruddannelsen, som jo ikke var uden relation til højskolernes ånd.

Endnu en geografisk undersøgelse kommer nok til at handle om “ånden fra Aalborg”. Der kommer alle professor Steinar Kvales elever fra. Kvale skrev om mesterlære, så skolereformens magtfulde professor, Jens Rasmussen, allerede tidligt røg i kridthuset. Konflikten mellem Kvales mesterlære og skolereformens radikale konstruktivisme/systemteori lå klar allerede omkring 2000.

Kvales dygtige elever er til dels stadig aktive. Især Svend Brinkmann og Lene Tanggaard. Men også mange andre, som jeg nok skal fortælle om, når jeg skriver mit essay om Aalborg-ånden. De er især psykologer.

Og så er der selvfølgelig skolehistorikeren Christian Ydesen, som kommer ud af en lidt anden faglig sammenhæng, men altså også fra Aalborg. Han har fastholdt Pisa-kritikken med rank ryg. Jeg tænker på ham som SF’er af den gode gamle skole.

Dernæst kommer “ånden fra Odense”. Den er ved at gå til i Verdensmål og OECD, selvom den faktisk havde lidt mere kritisk momentum på et tidspunkt, især omkring folk som Steen Beck, Nina Dohn og Keld Skovmand. Men Skovmand blev marginaliseret af DPU-folkene, og nogle af de andre blev lidt tavse eller flød ud i Verdensmål og endda i OECD-dannelse, hvilket fremgår af en aktuel international bog fra miljøet, som er meget skuffende.

Vi må heller ikke glemme Erik Schmidts fantastiske sejr over Odense Kommune i Landsretten i 2019. Sagen er tabu i Odense er mit indtryk.

Endelig er der jo salig Christen Kold.

På den måde kan vi fortsætte med en by ad gangen: Det mærkelige, lidt tavse og konforme København og nogle smukke små lyde fra Ribe. Aarhus og Emdrup har jeg allerede skrevet en hel bog om.

Og så er der naturligvis “Roskildes ånd”, som indeholder ekstremt modsætningsfulde tendenser. Disse tendenser er desværre ikke gjort synlige, men de indeholder faktisk store muligheder. På en måde er RUC-fortællingen af helt særlig interesse.

Og der er sikkert også andre byer og landskaber. På den måde ender vi med et flot pædagogisk Danmarkskort – en hel bog? – omkring det sorte hul i Emdrup/Aarhus.

 

19. Den 6. februar: Regeringens skoleudspil 1: Lærerplaner

Det var en god dag i går. Det skyldes, at rektor Alexander von Oettingen udgav et indlæg på Skolemonitor om folkeskolens læreplaner. Indlægget var en skriftlig udgave af et oplæg, som han holdt for ministeren, forligskredsen og for det såkaldte ”Sammen om skolen”, som består af en række organisationer (DLF, KL osv.).

Alexanders indlæg er en kraftfuld rejse i virkningshistorien fra de tyske filosoffer Herbart og Benner. Det er undervisningens og læreplanens filosofi.

Men det var jo netop ”undervisningen”, som skolereformen gjorde op med i 2013. Vi skulle gå ”fra undervisning til læring”, som det hed dengang.

Efterfølgende var de nye professionshøjskolerne frække nok til at kalde dette opgør med undervisning for ”fremragende undervisning”. Men da var det så, at von Oettingen erklærede, at han i så fald foretrak noget ”pissedårlig undervisning”, hvilket ligefrem blev en bogtitel.

Og på en måde er det mest positive ved det hele, at Alexander holdt sit oplæg INDEN, han blev medformand for den nye ministerielt nedsatte læreplansgruppe. For det vil jo sige, at forligskredsen godt kunne lide hans tanker, der som sagt er et radikalt opgør med skolereformens tankegang.

Men måske har politikerne alligevel været lidt nervøse, for de har, hvilket ellers ikke altid er tilfældet, givet von Oettingen en formandsmakker, nemlig Lise Tingleff fra EVA. Og EVA har om nogen stået for opløsningen af det undervisningsbegreb, som von Oettingen elsker. Det så man i to meget indflydelsesrige EVA-rapporter fra hhv. 2011 og 2012.

Splittelsen i dansk pædagogik er dermed ført ind i den nye gruppe. I baggrunden lurer Reformkommissionen, der jo sætter en overordnede dagsorden, som er helt på EVA’s og skolereformens side. Til gengæld sidder formanden for Merete Riisagers læreplansgruppe fra 2017, Lene Tanggaard, også i den nye gruppe, hvilket er et virkelig godt tegn, for hun er nærmest endnu mere kritisk overfor skolereformens ”læring”, end von Oettingen er. På den anden side støttes EVA-linjen, som jeg vurderer det, af en skoleleder og en SDU-professor.

Men den kritiske linje står stærkt. Det må man med glæde indrømme. Og Tingleff var faktisk også med i Riisagers gruppe i sin tid, hvor EVA-linjen nærmest var udvisket. Hun var dog ikke “medformand”.

Tesfaye genoptager dermed tråden fra Merete Riisagers kritiske linje. Også Riisager satte sit kritiske virke ind på en ændring af skolens læreplaner, hvilket fik en særdeles positiv effekt på skoledebatten.

En lidt åben flanke i Alexanders oplæg er hans punkt 5, der netop handler om evaluering og test. Disse emner er jo ikke et problem i almindelig pædagogiske og faglige sammenhæng, men når EVA og læringsideologien tager over, så står den på nationale test, trivselstest, OECD og digitaliseret styring.

Man må håbe, at von Oettingens store faglighed får lov til at sætte dagsordenen i samspil med Lene Tanggaard, som altså også er med i gruppen.

Von Oettingen repræsenterer i øvrigt den ”ånden fra Haderslev”, jeg skrev om i går, hvor den indflydelsesrige seminarielærer, Holger Henriksen var den dominerende figur. Tanggaards virke er derimod udtryk for ”ånden fra Aalborg”, som blev funderet af psykologen Steinar Kvale. Så den nye læreplansgruppe er en slags syntese mellem tysk didaktisk tradition og den sociale psykologi: Henriksen/Herbart og Kvale. Det er disse to kilder, der skal holde EVA i kort snor.

https://skolemonitor.dk/debat/art9744900/Her-er-seks-forpligtende-pr%C3%A6misser-for-de-nye-l%C3%A6replaner-i-et-dannelsesperspektiv

 

20. Den 6. februar: Regeringens skoleudspil 2: mobiltelefoner

I går var en god dag. Det skyldes, at Undervisningsministeriet udgav dets særdeles restriktive anbefalinger for skærme i skoler og fritidstilbud.

Der står f.eks. følgende bevingede og enkle ord om folkeskolen:

”- Indfør mobilfri skole

-Spær adgangen til ikke-relevante hjemmesider

– Læg tablets og computere væk, når de ikke bruges i undervisningen”

Det er ægte digital dannelse.

Disse tre anbefalinger, som er særdeles håndfast formulerede, er jo en revolution for mange; ikke mindst for digitaliseringsforskerne på Aarhus Universitet, som igennem mange år har forsvaret og forstærket det digitale pres på skolerne.

Og for fritidshjemmene står der på samme måde f.eks. følgende:

”- Indfør mobilfri fritidstilbud

– Rammesæt brug af skærme i fritidstilbud”

Med disse forbud som udgangspunkt, kan man så bruge digitale læremidler, når det er et ”pædagogisk og didaktisk behov”, som det hedder, og der lægges helt klart op til at vælge analoge læremidler, når det er muligt.

Det hele er ganske vist pakket ind i en masse om lokale indflydelse, så man kommer lidt i tvivl om, hvorvidt der blot er tale om et debatindlæg. Men nærlæser man de ledsagende bløde ord, så strammes der alligevel op igen. F.eks. skal eleverne – som jeg forstår det – nok have indflydelse, men kun på nogle ubetydelige detaljer og ikke på selve forbuddet (mod mobiler). Ministeriet tager ansvar. Det er dejligt.

Der er kun tale om ”anbefalinger”, så om et år eller to, kommer der måske en eller anden minister fra Moderaterne, som fjerner det hele i en håndevending. Og man må ikke glemme, at KL er ekstremt teknologibegejstret, ikke mindst sammen med Finansministeriet, så måske løber det hele lidt ud i sandet.

I Politiken gik ministeren amok i smukke ord med følgende højt kvalificerede hyldest til det “pædagogiske rum”, der på en måde spiller sammen med det parallelle arbejde i det nye læreplansudvalg:

“Vi skal erobre klasselokalet tilbage som et pædagogisk rum. Så det ikke bare er en forlængelse af teenageværelset, hvor man streamer, gamer og shopper. Skolen har i mange år underkastet sig de store techfirmaer og været benovet over ny digital teknologi. Man har helt glemt, at skolens eget dannelsesideal kræver, at vi forsvarer klasselokalet som et pædagogisk rum”.

Men tak for en god dag: først med von Oettingen flotte oplæg om læreplaner, som jo også er knyttet til et Tesfaye-initiativ, og nu altså for dette fine angreb på mobiltelefonens, KL’s og disruptionsideologiens magt.

links:

Link til ministeriets anbefalinger: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/feb/240205anbefalinger-om-skaermbrug-klar-til-grundskoler-og-fritidstilbud

Link til interview med Tesfaye i Politiken: https://politiken.dk/danmark/art9739699/Regeringen-freml%C3%A6gger-nye-%C2%BBrestriktive%C2%AB-anbefalinger-om-sk%C3%A6rme-i-skoler-og-sfoer

 

21. Den 6. februar: Skolekomedie og skoletragedie

Jeg lige set Christian Lollikes nye stykke, ”Skolekomedien”, på Aarhus Teater (advarsel: slutningen afsløres)

Stykket kunne også have heddet ”Skolereformen – lærerens død”. Skolereformen handlede jo om at gå ”fra undervisning til læring”, som det hed. Herfra går skolen i opløsning og til sidst mekaniseres og opløses læreren, hvilket også sker i teatret, hvor lærerinden decideret dør af moralsk stress. Det er derfor ikke en ”skolekomedie”, men en ”skoletragedie”.

Det er et fint og tankevækkende teater, Lollike har lavet. Mit eneste kritikpunkt er, at den lærer, der insisterer på at fortælle om Martin A. Hansens bog ”Løgneren”, ikke fortæller, at bogen faktisk handler om en lærer, og endda at Martin A. Hansen selv var lærer og modstandsmand.

For grunden til, at læreren dør i teatret, er jo, at hun ikke gør modstand imod alt fra aulasystemer, ministerielle konsulenter, nysprogs-skolelederen, læringsmålstyring, klima-angst, tic-toc-pædagogik og opløsning af fagene og så videre. Måske er det fordi, at hun er så underligt alene?

Måske mangler jeg også en enkelt elev, der opfører sig lykkeligt, men ok jeg er nok lidt for romantisk anlagt.

Jeg så ellers denne ”skoletragedie” på en dag, hvor Tesfaye virkelig har forsøgt at redde det pædagogiske rum, først med det nye læreplansudvalg og dernæst med de nye skærmanbefalinger. Tesfaye taler som en skolelærer. Måske er det også derfor, at der ikke sidder nogle DPU-folk i læreplansudvalget?

 

22. Den 8. februar: Ny digitaliseringsstrategi

Alle folketingets partier er i dag blevet enige om en ny digitaliseringsstrategi, der sætter endnu mere turbo på et af verdens mest digitaliserede lande.

Teksten refererer direkte til Reformkommissionen, der også ligger til grund for regeringens skole- og uddannelsespolitiske udspil. Der er tale om en kraftfuld og fuldstændig ureflekteret konkurrencestatstekst.

At tænke sig: Alle har stemt for dette dokument.

På denne baggrund falmer Mattias Tesfayes forslag til mobilforbud i skolerne, som jo blev lanceret i forgårs, til en form for lufttomt rum.

Tesfayes anbefalinger svækkes desuden af, at de skal godkendes af kommuner/skoleledere og skolebestyrelser. KL jo er ekstremt teknologiideologiserede, og regeringens nye skoleforslag indeholder mere erhvervsorienterede skolebestyrelser.

Summa summarum: Jeg er bange for, at Tesfayes fine og velmente forsvar for det “pædagogiske rum”, som han kalder det, bliver en meget foreløbig affære.

https://www.regeringen.dk/nyheder/2023/politisk-aftale-paa-plads-om-danmarks-nye-digitaliseringsstrategi/

 

23. Den 8. februar: Radioudsendelse om Tænketanken Prospekt

Jeg vil gerne gøre opmærksom på en podcast, som blev sendt på Radio 24syv i sidste uge.

Kommunikationschef i Tænketanken Prospekt, Rasmus Ulstrup Larsen, har en god dialog med museumsdirektør David Holt Olsen om ideerne bag Prospekt, som jeg selv er tilknyttet.

Ulstrup Larsen fortæller om Prospekts almene emner – etik, medborgerskab og dannelse – og Holt Olsen får fremtvunget lidt ekstra kant.

Jeg hæfter mig især ved, at Ulstrup Larsen siger, at Prospekt ikke er erklæret ”borgerlig”, selvom den er understøttet af især konservative kredse. Det er jo en klar forskel i forhold til CEPOS. Det er som om, at studieværten ikke helt fanger den pointe.

Vi får også at vide, at Prospekt både har et alment oplysende og et kritisk/policy-rettet formål, hvilket flugter helt med min egen oplevelse af sagen.

I løbet af samtalen bliver det også klart, at et af Prospekts centrale emner er kritikken af konkurrencestatens syn på samfund og pædagogik, og debattens deltagere er så venlige at nævne mit eget navn i den forbindelse. David Holt Olsen lyder som om, at han synes godt om denne del af Prospekts samfundskritiske kant.

Hele spørgsmålet om aktiv dødshjælp, som tænketanken har bidraget mærkbart til at problematisere, omtales naturligvis også.

Der er også flere emner – bl.a. en længere diskussion af Kåre Dybvads nye bog – men det må man selv lytte sig frem til.

Jeg er meget glad for at være en del af dette gode initiativ, hvis arbejde og indstilling jeg tror vil interessere mange forskellige grupper fra både højre og venstre.

https://www.taenketankenprospekt.dk/2024/02/01/er-konkurrencestaten-en-fjende/

 

24. Den 9. februar: Udvidet brug af kunstig intelligens på Aarhus Universitet

På Aarhus Universitet går man nu ind for, at de studerende bruger AI ved eksaminer.

Ifølge prodekan Niels Lehmann, som siden 00’erne har været en ledende kraft i universitetets pædagogiske deroute, har forklaret sig til Omnibus.dk. Det værste er næsten, de fire begrundelser, der følger med:

1) Arbejdsgiverne efterspørger AI, og arbejdsmarkedet har brug for AI-kompetencer

2) AI forbedrer læreprocesserne

3) Konsekvensen af de nye regler er, at også den almindelige undervisning skal inddrage AI. Dermed træder ændringerne i kontakt med det helt særlige syn på universitetspædagogik, som har udviklet sig på AI.

4) De svage studerende bliver bedre. AI er derfor demokratisk

Det lader til, at Lehmann ikke ved, hvad et universitet eller en eksamen er. Her er en kort kommentar til hver af Lehmanns fire argumenter:

Ad 1) Universitetet skal ikke indrette sig efter ”arbejdsgivere” eller ”arbejdsmarkedet”.

Ad 2) AI forværrer læreprocesserne, fordi den tager den direkte vekselvirkning mellem selvet og verden ud af pædagogikken. Dermed forfalder tænkningen. De studerende skal derimod møde en bog, som har en forfatter, som selv har tænkt. AI har jo ingen forfatter, og dens tekst skifter fra minut til minut.

Ad 3) Med det tredje punkt udbredes AI-logikken til universitetet som sådan, som dermed kollapser.

Ad 4) Det er klart, at de dårlige elever bliver bedre, når de får lov til at snyde. Dette punkt er lidt pinligt, synes jeg. Og så kaldes det endda for ”demokratisk” ☹.

Lehmann og AU understøtter aktivt en hel ideologi, som vel at mærke meget hurtigt får afledte effekter ind i det øvrige uddannelsessystem, som jo tror, at universitetets fjender er et universitet.

Her er et af Lehmanns centrale citater, der understøtter min fortolkning:

”Hovedrationalet for at åbne for brugen er, at kandidaterne får brug for GAI-kompetencer på arbejdsmarkedet. Men den anden årsag er, at det kan bruges som et læringsredskab, som – hvis det bruges rigtigt – bidrager anseeligt til at forbedre læringsprocesserne. I arbejdsgruppen har vi kigget på nogle undersøgelser, som prøvede at afgøre, hvem der vinder mest ved at anvende det. Og det ser ud til, at de studerende, der normalt klarer sig på niveau med den nederste halvdel, bliver løftet mere end den øverste halvdel. Det vil sige, at der faktisk også er et demokratiseringspotentiale i at bruge det.”

Lehmann satser på en “hurtig indfasning”. Det kaldes også for en “inkluderende tankegang”!

Lehmanns chef, den helt nye dekan Maja Horst, delte straks artiklen på X. Horst har selv skrevet en hel bog om universiteter, der bekræfter den radikaliserede linje til fulde. Hendes første handling var at genansætte konkurrencestatsmanden, Claus Holm, som leder af DPU. Der er en tæt symbiose mellem begreber og personer.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/au-lemper-reglerne-for-brug-af-kunstig-intelligens-til-specialer-og-bacheloropgaver

 

25. Den 13. februar: Ny kritisk universitetspolitisk bevægelse

Professor Ole Wæver og den dedikerede forsker, Maria Toft, er gået til angreb på universitetslovens elendigheder. Det er svært at få armene ned, når man læser denne smukke artikel om de to forskeres fantastiske initiativ, som her i foråret udmøntes i regi af det legendariske Nordisk Sommeruniversitet i Göteborg.

Ole Wæver, som også var medunderskriver på protesten imod angrebet på DPU i november 2022, har bl.a. følgende markeringer; her i citat fra artiklen:

”Men i virkeligheden har folk jo ofte meldt sig fuldstændig ud af fællesskabet. Alle prøver at overleve i deres egne små lommer på deres eget lille stykke jord. Der er opstået en kynisme, hvor forskere har lært at spille spillet. De har lært, hvordan man skriver bullshit-dokumenter, der foregiver at leve op til kravene til en forskningsansøgning, som får succes, fordi den bedømmes af nogen, som ikke har forstand på det pågældende forskningsområde”.

Imens forstummer de store og vigtige samtaler på universitetet:

”På alt for mange fag fortæller kollegaer, at ingen længere diskuterer, hvor deres forskningsområde er på vej hen, eller hvad de drømmer om at udvikle. For det er jo ikke længere dem, der træffer de vigtige beslutninger – det gør ledelsen”.

”Stille og roligt holder vi op med at tage os selv alvorligt. Vi har ikke længere en kobling til den nerve, som vi kom for. Det er en langsom, men sikker og massiv underminering indefra. Før eller siden vil det også begynde at slå igennem på vores resultater og skabe konsekvenser for samfundet.”

Ole Wæver beskriver dermed simpelthen den sociale og begrebsmæssige mekanisme, som følger af universitetslovens slogan ”fra tænkning til faktura”; en mekanisme, der i særlig grad inficerede Aarhus Universitet fra midten af 00’erne. I Aarhus ville man gå ”fra viden til handling”, som det hed, og ledelsen talte om ”det frække universitet”.

1000 tak til Toft og Wæver for deres omsorg for samfundet og pædagogikken.

https://uniavisen.dk/de-har-raabt-op-om-forskningens-vilkaar-nu-starter-de-en-modbevaegelse-for-at-faa-glaeden-tilbage/

 

26. Den 13. februar: Økonomer og pædagoger

Anders Fogh Rasmussens VK-regering etablerede i 2006 det såkaldte Skoleråd. Dette råd var befolket af fremtrædende nationaløkonomer som Nina Smith og Jørgen Søndergaard. Rådet fik med sine store og forskrækkelige årlige beretninger en enorm indflydelse på begrebsdannelsen frem til skolereformen i 2013.

Jeg ser frem til, at pladserne i Økonomisk Råd i fremtiden besættes af fremtrædende pædagoger og lærere. Så får vi nok samme kvalitet i den økonomiske politik, som vi siden 2006 har haft i skolepolitikken.

 

27. Den 15. februar: Socialdemokratiske refleksioner

På DR kan man for tiden se en miniserie om Helle Thorning-Schmidt. Den går lidt for meget op i Gucci-tasker og så videre, men der er en interessant pointe, som jeg vil notere via en lille omvej i midten:

Thorning stod på partiets såkaldte højrefløj. I de første år fra 2005 især med Henrik Sass-Larsen som væbner, men også Bjarne Corydon arbejdede sig efterhånden til indflydelse som ny stabschef for partiet. Både Sass-Larsen og Corydon deltager i tv-serien.

Når man sagde ”højrefløj” i slut-00’erne, så tænker man ikke på klassisk liberalisme eller konservatisme. Tværtimod tænker man på Fogh-Rasmussens ny og globaliserede konkurrencestat. Samfundets liberale institutioner blev i disse år omdannet til ukendelighed.

Og så til ”omvejen”: Thorning tager kort sagt tråden op fra Nyrup, som selv var økonom og tæt på de kredse, som i slut-90’erne skabte den tidlige konkurrencestatsideologi, f.eks. i regi af Mandag Morgens Kompetenceråd. Det kan man læse om i Niels Lundes og Henrik Qvortrups biografi om Nyrup (s.100). Her står der også, at Nyrup var begejstret for ideen om at omdanne alt, herunder uddannelse, til human kapital. Som der står om Nyrups interesser i 1991:

“Nyrup koncentrerer sig især om erhvervspolitikken. Som socialdemokratisk ordfører slår Nyrup til lyd for et alternativ, nemlig en stor forkromet industripolitik, kraftigt inspireret af disse års guru inden for feltet, den amerikanske professor Michael Porter. Tingene skal ses i sammenhæng – kapital, uddannelse, arbejdsmarked, infrastruktur, mener han” (Lunde & Qvortrup s. 124)

Det var denne linje, som Fogh-regeringen fra 2001 forstærkede i en bureaukratisk retning, og som Thorning støttede op om. TV-serien fortæller dog ikke, om Thorning har nogle selvstændige politiske ideer. Jeg tror hun løber lidt med Nyrup/Fogh-strømmen.

Konkurrencestaten var ikke noget for socialdemokratiets venstrefløj, hvor Svend Auken og Ritt Bjerregård dominerede, især før Nyrup tog magten i 1992. Auken var bredere orienteret end Nyrup. Han kom ud af studenterkredsens ånd og var tæt på biskop Kjeld Holm, der jo var fan af filosoffen Peter Kemp, mens Nyrup kom af fattige kår og var blevet økonom med nogle meget uheldige inspirationer fra amerikansk managementideologi. Bjerregaard tilhørte den nye RUC-baserede strukturalisme, hvilket man kunne konstatere i hendes berømte skolepolitiske U90-plan fra slut-70’erne. Så Auken tilhørte 1967 og Ritt 1968, for nu at sige det på den måde. I den forstand var de to tilsammen en syntese af ånd og struktur, som også havde en vis forbindelse til 1980’ernes folkelige bevægelser.

Nyrup, som havde været økonom i LO, var mere tekniker. Ifølge Lundes og Qvortrups biografi får Nyrup dog en del af sin åndelige føde fra Informations redaktør. Ejvind Larsen, som var en form for maoistisk grundtvigianer, og som egentlig lå tættere på Auken-linjen. Larsen virkede dog helt naiv ift. det politisk-økonomiske processer, som var under opsejling. Larsen kom især til at inspirere til de nye arbejdsmarkedspensioner, som Nyrup gik ind for. Venskabet mellem de to stammer vist nok fra dengang, at også Auken og Nyrup var venner.

Og nu kommer så pointen fra tv-serien: For Ritt var i løbet af slut-00’erne blevet meget utilfreds med Thornings højredrejning. Hun danner derfor en decideret ”rød skole” i protest. For at dæmme op for Ritt initiativ, tog Thorning kontakt med de endnu mere røde, nemlig SF’ Villy Søvndal. SF og Socialdemokraterne lavede endda et program sammen.

Nu skulle man så tro, at Socialdemokraterne blev mere røde, men det sker ikke. Der sker snarere det modsatte, nemlig at SF bliver mere konkurrencestatsblå. Det er derfor, at SF blev så begejstrede for tankerne bag skolereformen i 2013, som de ellers havde været meget imod. SF taber totalt kontakten med partiets rødder, og resterne af ånden fra både Studenterkredsen og RUC, som jo blev båret af Svend og Ritt, forsvinder også.

Ved regeringsdannelsen i 2011 svigter Thorning sin væbner, Sass Larsen. I stedet knytter hun sig stærkt til den fagligt kompetente og ekstremt ideologiske Corydon, som bliver valgt ind i folketinget, og som ender som en ny magtfuld finansminister. SF kommer med i Corydons regering og det samme sker for de stakkels radikale. Resultatet er skolereformen og så videre, og resten er kollaps.

Dermed blev Thorning-Schmidt en slags passage for etableringen af en forstærket Nyrup- og cand.polit.-fløj, som i dag har omsluttet hele centrum-venstre.

I dag kæmper især Tesfaye lidt i den gamle tradition, men han spræller i nettet, fordi hans parti siden Nyrup har skabt, købt og udvidet konkurrencestatens præmis.

Referencer:

Qvortrup, H. & Lunde, N. (1997): “Nyrup”, Forlaget Aschenhoug.

DRs serie om Helle Thorning Schmidt: https://www.dr.dk/drtv/saeson/statsministeren-helle-thorning_schmidt_432700

 

28. Den 15. februar: Om ”nyskabende” forskning på DPU

I 2013 undersøgte den newzealandske professor, Helen Sword, hvorfor nogle videnskabsmænd var særligt produktive. Det gjorde hun ved at rejse rundt og interviewe udvalgte forskere i hele verden.

På Aarhus Universitet blev der udvalgt to personer, hvoraf jeg var den ene.

I nedenstående artikel kan man læse mere om Swords projekt. Her står der, at de to forskere er valgt, fordi ”de publicerer hyppigt, sikkert og nyskabende”.

Mange tak.

Sword fandt bl.a. ud af, at de mest produktive forskere var ”passionerede” og ”vedholdende”.

Samme år kom skolereformen, og årene efter, fra 2014, gik DPU’s ledende forskere amok i klager mm. over al min ”nyskabende og passionerede vedholdenhed”. Man kan læse mere om disse sager i min nye bog “Universitetet og dets fjender”.

De fleste dukkede dog nakken og fulgte de nye karrieresystemer.

Dermed fik man en underdanig læringsforskning, kraftigt understøttet af den autoritære institutleder Claus Holm og hans ARTS-dekaner, som kommer direkte ud af universitetslovens rugekasse.

Holm, som allerede dengang selv var dekan, mente ligefrem med fuld cheftitel, at mit ”sikre og nyskabende arbejde” var et udtryk for ”polemisk dumdristighed”.

Sådan taler DPU’s ånd. Men trist er det. Meget trist.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/skriv-som-de-bedste-og-mest-produktive-skribenter

 

29. Den 18. februar: Refleksion 1 over staten M

I 2022 var V og M oppe i det røde felt på grund af Mette Frederiksens corona-aktiviteter. Hende kunne man sandelig ikke have tillid til, hed det sig, og især V barslede med bål og brand.

Men så kom begge partier med i Frederiksens regering, så de kunne holde kæft, hvilket de gjorde, og siden da blev V og M nærmest lig med S, som selv var blevet lig med V (M) omkring 1995, da Nyrup og Mandag Morgen understøttede det såkaldte ”kompetenceregnskab”.

Og nu vil SF også være med. Partiet vil endda i regering med M. Og det forstår jeg på en måde godt, for SF lærte jo at gå ind for Lars Løkkes bureaukratiske konkurrencestatsvision omkring 2010, hvor Løkke var statsminister.

SF, der ellers havde været imod skolereformen i 2006, gik derfor med hud og hår ind for skolereformen i 2013, der var en radikaliseret 2006-reform. Partiet var blevet en slags M i mellemtiden. Børnene var nu ”aktier”, som det hed på valgplakaterne. Hvilken nedtur for folkesocialismen.

Siden da har SF været et slags M, så ærligt talt: De to partier kan jo ligeså godt gå i regering sammen.

Og på en måde er S, SF, V og M én stor M-regering. Dermed tænker jeg på, at de alle har rod i konkurrencestatens globaliseringsaftaler i 2006, fra dengang M hed V, som jo er en slags S, og som SF altså blev en ideologisk del af i 2010.

Apropos “corona”, som jeg anser for en kæmpe-fortrængning:

Biopolitikken lever nu et lidt gedulgt, men skam særdeles aktivt liv. Den har nu forårsaget, at samfundets borgere anses for donorer uden eksplicit samtykke, og at staten vil hjælpe med at dræbe mennesker. Derudover sidder den i alle hastelovene og i pludselige angreb på helligdage og drakoniske angreb på universitetet og andre steder, som nu alle skal gøres til administrative organer i staten M.

Kort sagt: Man ved efterhånden ikke, hvilke radikaliserede pludseligheder vi vil se i fremtiden, for den svage stat er blevet grænseløs. Nick Hækkerup kaldte ligefrem den nye tilstand for ”frihed”, da han var justitsminister i de gode gamle testcenter-dage. Det hele er lidt M-agtigt, på S-måden.

 

30. Den 19. februar: Refleksion 2 over staten M

SF har udarbejdet et forslag om, at professionsuddannelserne skal kunne udbyde kandidatuddannelser, som skal være “praksisnære”, som det hedder i nysproget.

Uddannelsesordfører, Sofie Lippert, lyder i sit skriv om emnet fuldstændig som en fra Moderaterne (M). Det hele er bare en masse tekniske ord, som oser som en blanding af Antorini, EVA og VIVE, og som ligger milevidt fra folkesocialismens tradition.

For nogle uger siden var Lippert i Deadline, hvor hun også talte om konkurrencestaten på den der særlige affirmative måde, som har kendetegnet venstrefløjen siden omkring 2010.

Jeg savner lidt Jacob Mark, der havde lidt mere sans for materien, især indtil han fortabte sig i FN’s verdensmål.

På AU er man rasende, fordi DPUs de facto monopol er truet. Claus Holm, der om nogen har understøttet den ideologi, som SF og Reformkommissionen nu forsøger at trumfe igennem, mener – endda på DPU’s egen hjemmeside – at DPU under hans ledelse har gjort det godt!

Men Holms ledelse hviler på et dybt opgør med pædagogik og dannelse, så det er lidt komisk fra mit synspunkt. Hans synspunkter er fra et pædagogisk perspektiv endnu værre end SF’s, men altså ud af samme grundlæggende substans.

Og den nye dekan for fakultetet ”ARTS”, Maja Horst, stemmer i. Hun har lige genansat Holm, og hun talte også ned om universitetets filosofi i sin bog om emnet, som udkom i 2018.

Bagved det hele lurer symbiosen mellem universitetsloven fra 2003 og skolereformen fra 2013.

Måske er det trods alt bedre, at de knapt så ideologiske professionshøjskoler tager over, nu hvor DPU helt har tabt den filosofiske tråd. I dag er der efter min vurdering flere selvstændige miljøer på UC’erne end på DPU, hvor tavsheden er nærmest altomfattende.

Men ok, der er tale om mikrodiversitet, hvis man ser på det filosofiske og politiske niveau. Det medgiver jeg.

En positiv ting er, at ministeriet lader til for en stund at have droppet DPU som samtalepartner efter kaosset efter 2013. Hvis vi er meget heldige, så formår Tesfaye at skabe en form for understrøm mellem mere selvstændige faglige miljøer og den skolepolitiske udvikling. Det var også det, som Merete Riisager formåede i sin ministertid.

Links:

SF’s udspil: https://sf.dk/sf-foreslaar-i-nyt-udspil-en-praksisnaer-kandidat-paa-velfaerdsomraadet/

Institutleder Claus Holms reaktion: https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/sf-vil-skabe-uddannelser-for-laerere-og-paedagoger-som-allerede-findes

Dekan Maja Horsts reaktion: https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/dekaner-sf-forslag-vil-give-dobbeltarbejde-paa-kandidatuddannelser (også i Altinget)

Brian Degn Mårtenssons anmeldelse af Maja Horsts bog: https://www.altinget.dk/artikel/anmeldelse-ny-bog-om-universiteterne-er-fyldt-med-tvivlsomme-postulater-og-grelle-misforstaaelser

 

31. Den 20. februar: Sovjetisk videnskab

Her er et tankevækkende citat fra filosoffen Michael Polanyi, hvor han refererer til en samtale, han havde med den fremtrædende sovjetiske politiker Nikolaj Bukharin.

“I remember a conversation I had with Bukharin in Moscow 1935. Though he was heading for his fall and execution three years later, he was still a leading theoretician of the Communist party.

When I asked him about the pursuit of pure science in Sovjet Russia, he said that pure science was a morbid symptom of a class society; under socialism the conception of science pursued for its own sake would disappear, for the interest of scientists would spontaneously turn to problems of the current Five Year Plan.”  (Polanyi: “The Tacit Dimension”, Peter Smith, 1966, s.3)

Jeg tror, at Bukharin ville gøre fin karriere på et dansk universitet, som også skal løse diverse “udfordringer”, som står i diverse “planer”

 

32. Den 20. februar: Fælles skolemad

Den nye direktør på CEPOS, Jes Brinchmann Christensen, er imod fælles skolemad. Han mener, at det er et overgreb på forældrenes ansvar. Han har vist nok også noget imod, at måltidet er gratis.

Men skolemad har ikke noget at gøre med forældreansvar.

Fri og fælles måltider forbinder snarere skolelivet med højskolernes og kostskolernes tradition. Så kan man tage hinanden i hænderne og følges ad hen til spisesalen, hvor der er fælles informationer, elevoptræden og sang. Og så kan eleverne sidde i hjørnerne og brokke sig over kokkens brunkål uden en mobiltelefon i miles omkreds.

For nogle år siden besøgte jeg i løbet af samme uge Den Frie Lærerskole i Ollerup og VIA UC i Aarhus. Begge steder ankom jeg ved frokosttid. I Ollerup var der et måltids-skoleliv af den anden verden. På VIA var der tomt og teknologisk.

Det er dette Ollerup-liv, som er den danske skoles hele grundlag. Derfor kan vi ikke få fælles brunkål nok.

Fælles måltider er et bidrag til skolens liv, som er 100% uafhængigt af politiske ideologier som f.eks. Cepos’ særlige form for liberalisme. Det har heller ikke noget med “socialisme” at gøre.

Måltidet er pædagogisk.

Link til Jes Brinchmann Christensens indlæg: https://www.facebook.com/cepos/posts/pfbid0VvfeCQYTQYNPddRLAtzChQaN76jjhv9veNMFidR3F6wrd4UwcBL82HQ3beU1q8kZl

 

33. Den 20. februar: Agedrup Skole

Nu er det så Agedrup skole på Fyn, som bliver trukket igennem det nye lærings-metoo. Man kan læse om det i flere af landets medier.

Hvad der er op og ned i sagen, skal jeg ikke kunne sige, så jeg vil nøjes med at påpege, at netop denne skole har haft en kæmperolle i nyere skolehistorie.

For det var nemlig i 2014 på den ellers særdeles velfungerende Agedrup skole, at en helt nyansat og læringsrevolutionær skoleleder, Mohammed Bibi, gav en af landets førende skolelærere, Erik Schmidt, en advarsel for at sige sin mening på et lærermøde. Det var pædagogikkens to verdener, der tørnede sammen.

Bibi blev støttet af både den kommunale skoledirektør og af den stadig fungerende radikale rådmand.

Schmidt blev støttet af kolleger, tidligere skoleledere og en lang række fagfolk fra hele landet.

Sagen endte i Landsretten over to omgange, hvor det hele endte med, at Schmidt vandt med et brag i november 2018, altså over fire år efter advarslen.

I mellemtiden fortsatte Bibi sit arbejde med at læringsmaksimere skolen, mens Odense Kommune og det dybt kompromitterede KL gjorde alt for at fortie deres eklatante nederlag. Måske har vi en slags årsagsforklaring på den aktuelle misere i denne omegn?

Jeg dækkede sagen tæt i sin tid, og den spiller en stor rolle i min bog ”I skolereformens kølvand”, som udkom sidste år.

Nedenfor kan man læse mere om denne vigtige sag.

Links:

TV2s omtale af den aktuelle sag: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2024-02-19-sager-om-vold-kraenkelser-og-stoffer-paa-skoler-kan-faa-flere-til-at-staa-frem

Om Erik Schmidt sagen 2014-2019: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

34. Den 21. februar: Kandidatudvalg, referencepanel og kompetenceråd

Sommerens politiske overgreb på universitetsuddannelser bliver i disse måneder præciseret via et såkaldt ”kandidatudvalg”, der ledsages af et ”referencepanel”, jvf. link A.

Der sidder ingen folk med kendskab til emnet – dvs. til universitetets eller pædagogikkens filosofi og indhold – i disse organer. I Kandidatudvalget sidder primært rektorer for universiteterne, som jo er forenet i foreningen Danske Universiteter, der helt har accepteret universitetslovens præmis.

Og i referencepanelet sidder en masse erhvervsorganisationer og faglige organisationer. Så her er der heller ingen viden om substansen.

Man har simpelthen udelukket kundskaberne fra behandlingen af emnet. I stedet har organisationerne taget magten.

En lang række af disse aktører + nogle flere, i alt hele 32 organisationer, offentliggjorde i går en kraftfuldt markering med udgangspunkt i en total accept af den aktuelle universitetsreforms fokus på arbejdsudbud. Det skete endda i et finanspolitisk medie, jvf. link B.

I indlægget foreslår de 32 organisationer, at der etableres et såkaldt ”nationalt kompetenceråd”, som skal arbejde sammen med ministeriet om at forme uddannelser efter arbejdsmarkedets behov.

Blandt de 32 organisationer har vi alle de sædvanlige antipædagoger: KL, DEA, Dansk Industri, Danske Universiteter og så videre. Mange af disse organisationer indgår i Kandidatudvalget eller dets referencepanel. Men der er også tilslutning fra BUPL, DM, DLF og endda fra Efterskolernes forening til denne forstærkning af arbejdsudbuddets nye logik. Jeg er helt paf. Man kan selv studere det omfattende system i de vedhæftede links.

Lidt historik om kompetenceråd:

Tilbage i 1998 etableredes det ekstremt indflydelsesrige ”Mandag Morgens Kompetenceråd”, som var en af de første store materialiseringer af konkurrencestaten. Rådet ville lave intet mindre end et ”nationalt kompetenceregnskab”. Dette råd sugede efterfølgende store dele af forskningen og skolepolitikken ind i dets begreber. Fokusset var konkurrenceevne og globalisering, dog ikke arbejdsudbud. Jeg har undersøgt dette i bogen ”Skolens formål” fra 2022.

I 2022 foreslog en række faglige organisationer, at man etablerede et nyt kompetenceråd, som fokuserede på arbejdsudbud, jvf. link C. Det er dette initiativ fra 2022, som er den slet skjulte klangbund for det aktuelle initiativ fra 2024, som altså understøtter, at man gør uddannelsessektoren til et stort arbejdsmarkedskompetenceudbudssystem,

Links:

  1. Mere om Kandidatudvalget/referencepanelet: https://ufm.dk/uddannelse/rad-naevn-og-udvalg/kandidatudvalget
  2. Aktuel kronik fra 32 organisationer: https://dea.nu/nyheder/faelles-oprab-vi-har-behov-for-et-nationalt-kompetencerad/
  3. Omtale af omtrent samme forslag fra 2022: https://www.danskerhverv.dk/presse-og-nyheder/nyheder/2022/november/kompetencerad-skal-vare-fyrtarn-for-dansk-uddannelses–og-arbejdsmarkedspolitik/

 

35. Den 22. februar: Forskningspolitiske links af historisk interesse

I nedenstående link kan man tilgå hele folketingets 1. behandling af Helge Sanders forslag til ny universitetslov fra 2003.

Det er især DF’s Jesper Langballe og de to radikale Margrethe Vestager/Elisebeth Arnold, som er utilfredse med lovens opgør med videnskabens autonomi. Det er som om, at Søren Kierkegaard og Georg Brandes holder i hånd.

Jeg har også lavet nogle andre relevante links.

I 2021 blev Helge Sander interviewet til Uni-avisen. Han fortalte, at han intet havde fortrudt.

Link til forhandlinger ved lovens 1. behandling, 2003: https://www.folketingstidende.dk/…/20021_L125_BEH1_M45…

Link til den endelige lovtekst, 2003: https://www.folketingstidende.dk/…/20021_L125_som…

Link til loven, som den så ud i 1992 ved den forrige reform: https://www.retsinformation.dk/eli/ft/199212K00075

Link til den første styrelseslov fra 1971: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1992/1089

En del af lovene kan også tilgås her: https://lovkilden.dk/document/universitetsloven

Link til interview med Sander: https://uniavisen.dk/helge-sander-forandrede…/

 

36. Den 23. februar: Universitetet og dets fjender: Angrebet på Konsistorium

Fra omkring år 1540 og helt frem til 2003 blev universitetet styret af et såkaldt ”konsistorium”, som er en form for lærerforsamling, der vælger sine egne ledere.

Frem til 1788 bestod konsistorium af alle universitetets lærere. Fra 1850 blev det et repræsentativt organ, men stadig valgt af lærerne. Og i 1970 kom de studerende og universitetets øvrige ansatte med i Konsistorium. Men altså stadig på universitetets egen grundlæggende præmis.

Ordet ”Konsistorium” er latin og betyder ”forsamlingssted”. Dermed knyttes universitetet direkte til Grundlovens §79, som vedrører forsamlingsfriheden. §77 om trykke- og tankefrihed og §76 om undervisningsfrihed spiller selvfølgelig også ind.

Ordet ”konsistorium” kommer af det latinske ”consistere”, som ifølge ordbogen betyder ”blive stående, bestå, standse”. Det er skønne ord.

Hele dette traditionsrige system blev smadret med et eneste hug ved universitetsloven i 2003.

Fra 2003 var det slut med universitetets filosofiske og forfatningsbårne autonomi. Nu herskede fakturaen og dens bestyrelses- og ledelsesvælde, endda med et bestyrelsesflertal af ”eksterne” medlemmer/organisationer.

Denne ødelæggende revolution bredte sig efterfølgende til de øvrige pædagogiske systemer og derfra som en parasit ind i demokratiets indre.

 

37. Den 23. februar: Professorater i pædagogik – bedømmelser i 2023 og 2014

I november 2023 modtog jeg en meget smuk bedømmelse ifm. en ansøgning til et professorat i pædagogik ved universitetet i Trondheim. Min ansøgning til denne fornemme stilling blev rangeret som nr. 1 af de ti ansøgere.

Nedenfor kan man tilgå bedømmelsen i sin helhed.

Man kan også læse en bedømmelse af en anden professoransøgning, som jeg indleverede til DPU i 2014.

Det er selvfølgelig meget mærkeligt at blive fyret fra et pædagogisk universitet med så udmærkede bedømmelser i bagagen.

Ingen af stillingerne blev oprettet af årsager, som fremgår af blogindlægget.

http://www.thomasaastruproemer.dk/to-bedoemmelser-af-ansoegninger-om-professorat-i-paedagogik-2023-og-2014.html

 

38. Den 26. februar: Universitetet og dets venner

I lørdags afholdt Årsskriftet Critique, Tænketanken Prospekt og Konservative Studenter en dagskonference om ”Den frie ånds krise på universitetet”. Det blev en skøn og tankevækkende dag i Stakladen med et diskussionslystent publikum, der fyldte alle bænkene i den propfyldte sal.

Mikael Jalving var dagens veloplagte og effektive spilfordeler, og han indledte med et par gode ord om universiteternes gamle ”konsistorium”.

Dernæst kom de tre foredragsholdere:

Først havde jeg selv fornøjelsen af at fortælle om min nye bog ”Universitetet og dets fjender”, som er et forsvar for universitetets ide imod konsekvenserne af universitetsloven i 2003.

Dernæst fortalte Niels Gunder Hansen om sit liv på universiteterne i to perioder, nemlig før og efter 2003. Niels Gunder var i sit luneste es, og oplægget myldrede med tankevækkende iagttagelser fra et langt liv på universitetet.

Disse første to indlæg supplerede hinanden, vil jeg sige.

Til sidst fortalte Marianne Stidsen om, hvordan hun på KU blev anklaget for plagiat, og at anklagerne blev forstærket af bestemte faglige kredse, der spillede sammen med den lokale ledelse. Det hele endte med, at Stidsen blev helt frikendt af de officielle instanser. I mellemtiden var hun blevet frosset ud, men det lød ikke til, at universitetet har givet hende en gigantisk undskyldning. Stidsen satte processen i relation til identitetspolitiske emner.

Ind imellem var der skønne danske sange, bl.a. ”Som en rejselysten flåde” fra Helge Rodes smukke genforeningsskuespil ”Moderen”, der faktisk foregår i en skoleklasse.

Tjek lige selv sangens fantastiske vers 5 om Danmarks frie sprog, som er kendetegnet af følgende:

”Vinterklart, sommerbroget, morgenmuntert, skumringssvøgt, ligefremt, latterkroget, smilbestrålet, tåredøbt”.

Det er da ”den frie ånds” sprog, eller ”Frejas sprog”, som Rode skriver.

Til sidst var der livlig og “latterkroget” debat i studenterbaren og så videre, og selv var jeg zu hause kl. 04.

Mange tak til arrangørerne og alle de andre deltagere herfra.

Billeder fra konferencen: https://aarsskriftet-critique.dk/2024/02/den-frie-aands-krise-paa-universitetet-billeder-fra-aarskonferencen-2024/

 

39. Europa-Parlamentet om forskningsfriheden i Danmark

En tænketank under Europa-Parlamentet har udgivet en rapport om den europæiske forskningsfrihed, herunder en ret grundig omtale dels af situationen i Danmark under 2003-lovens regime og dels af en lang række kritiske enkeltsager. Rapporten nævner også min egen fyringssag.
Man kan læse meget mere, herunder en læsevenlig opsætning af hele afsnittet om Danmark, i nedenstående blogindlæg.

Fra seminarier til professionshøjskoler – forsøg på en oversigt

Nedenfor kan man se, hvordan den institutionelle udvikling har været på seminarie- og professionshøjskoleområdet i perioden 1981 til 2024.

Oversigten vedrører primært lærer- og pædagoguddannelser, dvs. ikke sundhedsuddannelser og tekniske professionsuddannelser, som kun er nævnt sporadisk. Man er meget velkommen til at skrive til mig, hvis oplysningerne er mangelfulde.

Mig bekendt findes der ikke sådanne oversigter andetsteds. Heller ikke på professionshøjskolernes hjemmesider, som generelt er påfaldende historieløse.

Her er en indholdsfortegnelse

  1. 1981: 30 lærerseminarier
  2. 1982 og 1989: Bertel Haarder nedlægger 10 lærerseminarier
  3. 1999: 24 Pædagogseminarier
  4. 2002: Tretten centre for videregående uddannelser (CVU)
  5. 2008: Otte professionshøjskoler
  6. 2008-24: Efterfølgende korrektioner
  7. Rester af seminarietraditionen

 

1. 1981: 30 lærerseminarier

I 1981 eksisterede der 30 lærerseminarier, som her er listet efter geografi:

Århus Seminarium

Marselisborg Seminarium

 

Hjørring Seminarium

Aalborg Seminarium

Ranum Seminarium (stat)

Nr. Nissum Seminarium

 

Herning Seminarium

Silkeborg Seminarium

Skive Seminarium

Jelling Statsseminarium (stat)

Gedved Statsseminarium (stat)

Th. Langs Seminarium, Silkeborg

 

Esbjerg Seminarium

Ribe Seminarium (stat)

Tønder Seminarium (stat)

Haderslev Seminarium (stat)

Kolding Seminarium

 

Odense Seminarium

Skårup Seminarium (stat)

 

Holbæk Seminarium

Haslev Seminarium

Vordingborg Seminarium (stat)

Hellerup Seminarium

 

Jonstrup Seminarium (stat)

Blaagaard Seminarium

Københavns Dag- og Aftenseminarium

Zahles Seminarium

Statsseminariet på Emdrupborg (stat)

Frederiksberg Seminarium

 

2. 1982 og 1989: Bertel Haarder nedlægger 10 lærerseminarier

I 1982 blev Bertel Haarder minister for området. Efter blot én måned på kontoret fremsatte han forslag om at nedlægge fem seminarier, dels med henvisning til faldende elevtal frem mod 1990 og dels begrundet i Schlütter-regeringens besparelser efter den økonomiske krise under Anker Jørgensen.

Følgende seminarier endte med at blive nedlagt:

Th. Langs Seminarium (Silkeborg)

Ranum Seminarium

Gedved Seminarium

Emdrupborg statsseminarium

Hellerup Seminarium

 

I 1989 var der en ny nedlægningsrunde, igen med Haarder som bøddel:

Marselisborg Seminarium

Esbjerg Seminarium

Herning Seminarium

Kolding Seminarium

Jonstrup Seminarium

Tønder Seminarium blev lagt sammen med Haderslev og dermed også de facto nedlagt.

Dermed var vi nede på 20 lærerseminarier. Se også afsnit 12 i dette indlæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogiske-noter-fra-efteraaret-2020.html

 

3. Pædagogseminarier

Det er lidt mere kompliceret med pædagogseminarierne, fordi de frem til 1992 var opdelt i tre discipliner (børnehave-, fritids- og socialpædagogik). Nedenfor har jeg lavet en liste over landskabet, som det så ud i 1999. Mange af uddannelsesstederne har et dybt kulturhistorisk rodnet. I parentesen har jeg efter bedste evne angivet seminariets faglighed, som den så ud før 1992. Skriv meget gerne til mig, hvis der er fejl og mangler.

Peter Sabroe Seminariet (tidl. socialpædagogisk)

Jysk Pædagogseminarium (tidl. børnehave/fritidspædagogisk)

 

Ikast Seminarium (?)

Viborg Seminarium (?)

Holstebro Pædagogseminarium (tidl. børnehave)

Esbjerg socialpædagogiske seminarium

Jelling Pædagogseminarium (?)

Haderslev Pædagogseminarium (?)

Ranum Pædagogseminarium (?)

Aalborg socialpædagogiske seminarium

Skipper Clement seminarium (tidl. børnehave/fritidspædagogisk)

 

Fyns pædagogseminarium (tidl. børnehave)

Odense socialpædagogiske seminarium

 

Gladsaxeseminariet (tidl. fritidspædagogisk)

Jægerspris socialpædagogiske seminarium (senere kaldet “Dannerseminariet”)

Gentofte seminarium (tidl. socialpædagogisk)

Hillerød pædagogseminarium (?)

Hovedstadens pædagogseminarium (?)

Københavns pædagogseminarium (?)

Frøbelseminariet (tidl. børnehave)

 

Skovtofte socialpædagogiske seminarium

Roskilde pædagogseminarium (tidl frøbelhøjskolen/børnehave)

Hindholm socialpædagogiske seminarium

Slagelse pædagogseminarium (?)

Storstrømsseminariet (?)

Der er også nogle informationer i dette link, som jeg mangler at integrere i ovenstående: https://www.retsinformation.dk/eli/ft/198812K00124

 

4. 2002: Tretten Centre for Videregående Uddannelse (CVU)

I 2000-02 iværksatte Undervisningsministeriet en række mere eller mindre frivillige sammenlægnings- og fusionsprocesser, hvor pædagog- og lærer seminarierne samt andre professionsuddannelser slog sig sammen i de såkaldte ”Centre for Videregående Uddannelse” (også kaldet CVU).

Her er listen:

JCVU
Rektor: Per Frimer Larsen
Dannet af Peter Sabroe Seminariet, Ergoterapeut- og Fysioterapeutskolen i Århus, Bioanalytikeruddannelsen i Århus, Jydsk Pædagog-Seminarium, Århus Dag- og Aftenseminarium.

CVU Alpha (dannet i 2005?)

Rektor: ?

Peter Sabroe Seminariet, Jydsk pædagogseminarium, Silkeborg Seminarium + nogle flere?

CVU Midt-Vest
Rektor: Harald Mikkelsen
Dannet af Ikast-Seminariet, Nørre Nissum Seminarium og HF, Silkeborg Seminarium, Skals Fagseminarium (håndværk og tekstil), Skive Seminarium, Viborg-Seminariet og DPU’s afdeling i Skive.

CVU VITA
Rektor: Else Cederdorff
Dannet af Holstebro Pædagogseminarium, Sygeplejeskolen i Holstebro, Ergoterapeut- og Fysioterapeutskolen.

CVU-Jelling
Rektor: Ole Breinholt, dannet af Jelling Lærer- og Pædagogseminarium.

CVU-Sønderjylland
Rektor: Søren Vang Rasmussen
Dannet af Haderslev Seminarium (lærer og pædagog), Den Sønderjyske Sygeplejeskole, DPU’s tidligere Haderslevafdeling, Design Seminariet i Højer og Kursusrådet i Sønderjyllands Amt.

CVU-Vest
Rektor: Tyge Skovgaard Christensen
Dannet af Ribe Seminarium, Seminariet i Esbjerg.

CVU-Nordjylland
Rektor: Poul Rask Nielsen
Dannet af Aalborg Seminarium, Hjørring Seminarium, Ranum Seminariet, Aalborg Socialpædagogiske Seminarium, Skipper Clement Seminariet samt DPU’s afdeling i Aalborg.

CVU Fyn
Rektor: Lars Lynge (kortvarigt konst.), derefter Erik Knudsen.
Dannet af Odense Lærerseminarium, Fyns Pædagogseminarium og DPU-afdelingen i Odense.

CVU Storkøbenhavn
Rektor: Laust Joen Jakobsen
Dannet af Blaagaard Seminarium, Gladsaxeseminariet, Københavns Dag- og Aftensseminarium i samarbejde med Sygepleje- og Radiografskolen i Københavns Amt.

CVU København og Nordsjælland
Rektor: Chresten Kruchov
Dannet af Dannerseminariet, Gentofte Seminarium, Hillerød Pædagogseminarium, Hovedstadens Pædagogseminarium, Københavns Pædagogseminarium, Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium og N. Zahles Seminarium.

CVU Øst
Rektor: John Storm Pedersen
Dannet af Ballerup-Seminariet, Haslev Seminarium, Højvangseminariet, Københavns Socialpædagogiske Seminarium samt Roskilde Pædagogseminarium (Fröbelhøjskolen).

CVU Sjælland
Rektor: Knud Munksgaard
Dannet af Holbæk Seminarium, Hindholm Socialpædagogiske Seminarium, Slagelse Seminariet, Ankerhus Seminarium (ernæring og sundhed), Sygeplejeskolen i Slagelse.

CVU Syd
Rektor: Hanne Helleshøj
Dannet af Storstrømsseminariet, Seminariet for Formgivning i Nykøbing F., Vordingborg Seminarium, Sygeplejeskolen i Storstrøms Amt, Ergoterapeut- og Fysioterapeutskolen og DPU-afdelingen i Vordingborg.

Følgende fem seminarier indgik ikke i et CVU:

Frøbelseminariet
Rektor: John Gulløv

Frederiksberg seminarium, Rektor: Torben Krogh

Odense Socialpædagogiske Seminarium
Rektor: Niels Vissing Jakobsen

Kolding Pædagogseminarium
Rektor: Ole Sauvr

Gedved Seminarium
Rektor: Karin Lindstrøm

Seminariet i Aabenraa
Rektor: Peder Andersen

Kilde: https://bupl.dk/boern-unge/find-artikler/alle-cvuer-er-dannet

 

5. 2008: Otte professionshøjskoler

I 2008 dannede man – i forlængelse af de store globaliseringsaftaler – otte University Colleges/professionshøjskoler på et helt andet filosofisk grundlag end de folkelige traditioner, som havde skabt seminarierne.

Her er en liste over de otte nye uddannelsessteder, som blev dannet:

VIA University College (VIA) (dannes ud af JCVU, CVU Midt-Vest, CVU Vita og CVU Alpha)

University College Sjælland (UC-sj) (dannes ud af CVU Syd og CVU Sjælland).

University College Capital (UCC) (dannes ud af CVU København og Nordsjælland, CVU Storkøbenhavn og Frøbelseminariet)

Metropolitan University College (Metropol) (dannes ud af Frederiksberg Seminarium, Suhr Seminarium, Den Sociale Højskole i København, Danmarks Forvaltningshøjskole, Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse, CVU Øresund

University College Lillebælt (dannes ud af CVU Jelling og CVU Fyn)

University College Vest (dannes ud af CVU Vest)

University College Syd (dannes ud af CVU Sønderjylland)

University College Nordjylland (UCN) (dannes ud af CVU Nordjylland og Sundheds-CVU Nordjylland)

 

6. 2008-2024: Efterfølgende korrektioner

Siden 2008 har der været en fire mindre korrektioner i denne nye UC-struktur:

2010: University College Syd og University College Vest bliver slået sammen til UC Syddanmark.

2017: University College Sjælland skifter navn til Professionshøjskolen Absalon.

2018: University College Lillebælt og Erhvervsakademiet Lillebælt bliver slået sammen til UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole.

2018: Metropol og UCC bliver slået sammen til Københavns Professionshøjskole (KP)

 

7. Rester af seminarietraditionen

I alle årene har der via en konkret lov eksisteret et lærerseminarium med rod i dansk friskoletradition, nemlig Den Frie Lærerskole i Ollerup.

Omkring 2020 forsøgte en gruppe personer med rod i forsker- og højskolekredse at etablere et nyt lærerseminarium, Den frie læreruddannelse i Herning, som skulle supplere lærerskolen i Ollerup. I sidste øjeblik sprang især Venstre fra. Man kan læse mere om dette initiativ her: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-et-frit-laererseminarium-i-herning.html

Pædagoguddannelsen, der også i høj grad har rod i civilsamfundets processer, har i dag ingen seminarier.

Europa-Parlamentet skriver om forskningsfriheden i Danmark

I februar 2024 har Europa-Parlamentet udgivet en rapport om den akademiske friheds tilstand i EU. Rapporten kan tilgås i dette link: https://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2024/757798/EPRS_STU(2024)757798_EN.pdf

Rapporten er meget kompakt, både i sprog og opsætning. Derfor har jeg tilladt mig at kopiere hele afsnittet om Danmark, hvor jeg har indsat en række indryk og så videre, så teksten fremstår mere tilgængelig. Teksten er taget fra rapportens s. 137-147 og kan tilgås nedenfor.

Institutleder Claus Holms overraskende fyring af undertegnede i december 2023 gennemgås forholdsvist grundigt på s. 141 (afsnit 4.3.2). Sagen fremføres som det helt centrale eksempel på universitetsledelsernes problemer med forskningsfrihed under 2003-lovens regime.

I forbindelse med omtalen af fyringssagen nævnes en af de tre store underskriftsindsamlinger, der støttede mig (Erik Schmidt 2022), samt et offentlig brev fra en række DPU-ansatte, der støttede Claus Holm (Jeppe Bundsgaard 2022). Denne uenighed får rapportens forfattere til at slå lidt ud og konkludere, at “this illustrates the complexity of the relationship between cutback operations and academic freedom.”.

Deri tager forfatterne dog fejl. Støttebrevet til Holm var i realiteten støtte til ledelsens opgør med den akademiske frihed. Det har jeg argumenteret for i bogen ”Universitetet og dets fjender”, som udkom i februar 2024. Der er altså ingen ”kompleksitet”, men snarere et samlet angreb på universitetets ånd, som altså blev understøttet af en gruppe forskere, hvis faglige synspunkter i store træk støttes af Holms meget kontroversielle konkurrencestatsideologi. Man kan tilgå alle sagens dokumenter og indlæg, herunder de to breve, i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html

Men jeg er naturligvis glad for, at min sag fremføres i denne sammenhæng.

Den europæiske rapport omtaler også andre af de sidste par års episoder, herunder Henrik Dahls kritik af den dygtige mellemøstforsker og formidler, Jakob Skovgaard-Petersen, som endda blev fremført under forskningsfrihedens banner, samt Københavns Universitets barokke behandling af litteraturhistorikeren, Marianne Stidsen, som efterfølgende blev pure frikendt for plagiat. Dertil kommer sagen mod Stig Markager og flere andre kritisable episoder. Der er i øvrigt påfaldende mange sager fra Aarhus Universitet.

Kapitlet om Danmark i den europæiske rapport tager udgangspunkt i dels et europæisk pilotstudie og dels en udgivelse fra Danmarks Forsknings- og innovationspolitiske Råd fra foråret 2023, hvor 2003-lovens problematiske effekter drøftes udførligt. Derfor spiller den meget kritiserede universitetslov fra 2003 også en stor rolle i den europæiske rapport.

DFiR’s rapport fra 2023 kan tilgås her: https://ufm.dk/forskning-og-innovation/rad-og-udvalg/danmarks-forsknings-og-innovationspolitiske-rad/publikationer/publikationer-fra-danmarks-forsknings-og-innovationspolitiske-rad/universiteter-for-fremtiden18c9378d0b79410bae10d766497f8cf8

Der er flere links om det europæiske initiativ her:

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvem der konkret står bag artiklen om den danske situation. Hvis nogen ved det, må de gerne skrive til mig.

Nedenfor følger så det fulde kapitel om Danmark fra den europæiske rapport i en forhåbentlig mere læseværdig opsætning, end originalen kan tilbyde. Alle fremhævninger er mine egne:

 

4.3. Denmark

In the pilot study commissioned by the European Parliament STOA Panel on the State of play of academic freedom in the EU Member States (Maassen, Martinsen, Elken, Jungblut, & Lackner, 2023) several concerns about de facto academic freedom in Denmark had been identified.

This included worries about the impact of changes in university governance and the public funding arrangements on academic freedom and the democratic culture within academia. The discourse tied to these concerns painted a picture of an academic climate where many academics felt marginalised in institutional governance, while also being susceptible to interference in their academic work from institutional leadership and management and external actors, especially from politics and the private sector.

Furthermore, the academic climate was seen as being negatively influenced by the growing use of social media by civil groups and individual citizens in unfounded criticism of, if not direct attacks on, individual academics and academic positions and points of view.

In summary, the findings indicated that four out of the five sources of threats to academic freedom identified and used in this pilot study apply to the situation in Denmark.

These sources of threats include threats from government and politics, institutional leadership and management, civil society, and private sector actors. The pilot study did not find evidence for any serious cases of academic intolerance affecting academic freedom.

It should be mentioned that several of the threats identified in the Danish discourse have been linked to the 2003 University Autonomy Law, which is regarded as a major cause for various of the negative developments with respect to academic freedom in Danish academia.

Matters related to government and politics have played a significant part in the Danish debates on academic freedom. As indicated, the 2003 Law was found to form the basis for several points of contention, amongst other things, when it comes to the possible effects of the introduction and development of executive powers in the leadership structure on the conditions under which academic freedom is exercised.

Additional political pressure occurred in 2021, when two members of parliament submitted a question to the then minister asking him whether he agreed that “there are problems with excessive activism in certain research environments in the humanities and social sciences at the expense of scientific virtues.”

Furthermore, the Minister was asked whether he agreed that “such tendencies require action similar to the initiative of the French government which has started a formal examination of the extent of the problem.”

It is rather remarkable that we see this reference to another EU Member State, in the sense of politicians in one EU Member State referring to the measures taken by a government in another Member State in political debates on academic freedom, given the controversial nature of the debates and the measures by the government in question (see chapter on France in this report).

As a response to the question, parliament adapted a motion “on excessive activism in certain research environments” expressing its expectation that “university leaders continuously ensure that ensure that the self-regulation of scientific practice works.” The motion states that “academic self-regulation is the basic principle of the free university” but called on universities to make sure that “politics is not disguised as science.”

Furthermore, the motion acknowledges that lawmakers should not control what is researched but at the same time declares that parliament is within its rights to “express views on research results.”

While the motion does not mention any disciplines or fields, in the parliamentary debates around the motion, specific fields such as race, migration, gender and post-colonial studies were attacked and characterised as “pseudoscience.” In addition, during the debates leading up to the motion, a professor from the University of Copenhagen, Jacob Skovgaard-Petersen, was mentioned by name and attacked in a speech given from the official lectern in the parliament. This can be regarded as a direct interference of politics with academic freedom.

The responses from the academic community to the motion was generally critical. Jesper Langergaard, director of Universities Denmark, stated, for example, that “On the one hand, the parliament recognizes the ability of the scientific system to regulate itself. On the other hand, they want to remind the universities of that responsibility. It doesn’t make sense. Danish universities are concerned about what appears to be a political campaign against certain areas of research. The consequence is that some researchers will withdraw from the public debate, and that is not good either for democracy or for freedom of research” (Matthews, 2021).

Furthermore, in response to the motion an open letter was drafted by Danish academics, heavily criticizing the motion and the precedent set by political intervention in the responsibility of the academic community to guard academic freedom. The letter found widespread support in the Danish and international academic community[1].

Regarding the impact on academic freedom of changes in university leadership and management, the pilot study indicated that the influence and labour conditions of academics are generally seen to have been changed in the context of the executive leadership structure that has emerged since 2003. While there was general agreement that there was a need for reforming the then university governance structure (The Danish University and Property Agency, 2009), the 2003 University Autonomy Law is argued to have caused an imbalance between executive leadership principles and academic self-governance (see, e.g. Wright et al., 2020).

The universities currently have a unitary board structure with non-elected internal members and an appointed external majority of representatives. While the executive and managerial roles of the board have been enhanced, the room for academic self-governance and co-determination has been reduced, in part due to the specific nature of the board’s composition. Other concerns amongst academics include mistrust in institutional leadership and their ability to represent academic interests, fear of criticizing leadership and management, and layoff anxiety.

Concerns were raised around hate and threats directed at academics associated with research fields dealing with controversial topics. The COVID-19 pandemic provides a recent example of academics being exposed to attacks from civil society following disagreement among certain civil groups with political decisions on the handling of the pandemic and the involvement of academic experts in providing the knowledge basis for these decisions. In some cases, the involved academics have withdrawn from public debate.

Finally, the growing reliance of academic researchers on external funding was argued to have led to several cases of undue pressure from leading members of funding organizations and private sector funders to influence the research results.

In recent Danish public debates on academic freedom, the impact of the University Autonomy Law of 2003 continues to attract attention.

Many participants in the debates blame the 2003 Law for introducing changes in university governance that have weakened the conditions for exercising academic freedom. These changes are argued to incorporate a strengthening of executive dimensions and external influence in university governance at the expense of the principle of self-governance, that is, the involvement of academics and students in institutional decision-making (see, for example, Degn and Sørensen, 2014).

This continuous attention on the impact of the 2003 Law is also visible in the papers on threats to aspects of academic freedom published by The Royal Danish Academy of Science and Letters (2019; 2021), the initiative of the then Minister of Higher Education and Science to start a dialogue with academics following the “Freedom Letter” (Myklebust, 2022a; Rasmussen, 2022), and the evaluation of the 2003 Law in the second part of 2022 (Baggersgaard, 2022c; Mayoni, 2022a).

A complicating factor in this is that the 2003 Law contained both a general article (2.2) on the protection of the basic conditions of academic freedom, and a more specific article as well (17.2), which has been seen by many academic staff members of the universities as a major symbol of the controversies around the Law, as it gave the institutional leadership the formal power to tell individual staff members which academic tasks to perform.

The report of the evaluation by the Danish Council for Research and Innovation Policy (DFiR) was published May 2023 (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a). The report is seen as a comprehensive and unique contribution to debates surrounding academic freedom in that it represents the government’s willingness to further discuss the state of the sector under the 2003

University Autonomy Law, in addition to providing interview and survey data reflecting a number of key issues in previous and ongoing debates.

The current study will introduce some general points using data from DFiR’s report in addition to introducing new cases concerning academic freedom.

 

4.3.1. Government and politics 

The report by DFiR suggests that the current way the government is steering the sector could be detrimental to academic freedom and institutional autonomy. The frequency of comprehensive reforms and the subsequent commitment to each reform have been regarded by academic staff, institutional leadership, and other interest groups as distracting and, at times, damaging to the sector (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a, pp. 70-72; 2023b, pp. 10-14, 16).

Depending on how reforms are defined, the sector has gone through between 13 (2023a, p. 71) and 29 (Paulsen, 2022) separate reforms the last 20 years affecting strategy, funding, and restructuring plans for the universities. The implementation strategy of the government has been criticised for being too short-sighted in terms of allowing the reforms time to affect the system before implementing new reforms.

Another criticism has been the “revolving door” situation of Ministers of Higher Education and Science leading to a “zigzag” of agendas and initiatives (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023b, p. 14), a point which has been brought up previously in Danish discourse (Baggersgaard, 2021; Oksen, 2021).

The frequency and diversity of reforms has led to a feeling of reform fatigue among the universities as well as a perception of the government’s close-up steering as outright damaging to the administrative tasks of the institutional boards (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023c, p. 45).

An important issue in the current debates on academic freedom is formed by the changes in the funding of academic research at universities. In the period 2011-2021 the basic public research allocations increased by 14%, while the volume of the external funding of research grew by 53%, resulting in external funding now representing almost 50% of the total volume of research funding at universities.

Recent studies discuss both positive and negative consequences of this change in the balance between basic and external funding. One negative impact highlighted is the risk that universities lose promising, younger researchers due to uncertain funding conditions (Sandborg, 2023).

Another problem is that private foundations, whose investments in university research are growing strongly, do not pay overhead, implying that universities must cover overhead expenses themselves when one of their academic staff acquires a grant from one of these foundations. In this we can also identify the possible threats to academic freedom emerging from the size and scale of the involvement of one or more of these foundations with a specific university, for example, the relations of Novo Nordisk with the University of Copenhagen.

Overall, the changes in the funding of research mean that an increasing proportion of the research carried out is defined by external funding organizations, such as foundations and other private funders, implying that researchers to an increasing degree lose opportunities to define their own research agendas. This is a crucial aspect of decreasing academic freedom.

The developments in this category can be illustrated by a number of cases, the first of which concerns the governmental proposal for a major restructuring of master’s programs, predominantly within the humanities and social sciences (The Government of Denmark, 2022). The reform proposes to introduce one-year degree-granting programs aimed at easing the transition to professional practices by reducing the required time without sacrificing the quality of the education (pp. 18-20).

In practice, as many as 8 out of 10 two-year master’s programs in the humanities and social science might be affected by the reform. Furthermore, universities are required to introduce new highly specialised two-year programs focused on research and technology. The proposal was criticised for being poorly planned, costly, damaging to the existing academic climates at the universities, and the resulting programs being of low quality due to the limited timeframe (Bøttcher, 2023; Kølln, 2023; Myklebust, 2022b).

There are explicit concerns for academic freedom and institutional autonomy by academics and higher education organizations in the country in reference to the narrow frame of the reform constraining the universities’ ability to evaluate and satisfy the demands of the reform on their own terms.

An expert on the humanities as a discipline, Associate Professor Jesper Eckhardt Larsen, argues that the proposed reform follows a historical trend in Denmark of anti-intellectual and anti-academic views on higher education associating the elite with the humanities (Myklebust, 2023).

On 27 June 2023 the government announced an agreement on the proposed reform with four other political parties (Ministry of Education and Research, 2023). The agreement is the result of negotiations between the involved parties and implies that from 2028 on 10% of the master students shall be enrolled in 1¼ year study programmes, with another 10% admitted to a flexible professional master’s programme where the students combine work and study. As part of the reform, the budget for higher education will be increased considerably, while also the number of study places for international students will be increased[2]. The reform has been met with mixed
responses, with, amongst other things, several professional associations being critical (Myklebust 2023b).

Another case of government restructuring of the sector is the recently planned move of study places from the big cities to the smaller districts of Denmark (Ejlertsen et al., 2022). The academic community expressed concern over the initial 10% reduction in study places in the big cities, in reference to a potentially weaker academic climate for students and aspiring academics, as well as the inevitable closing of study programs (Kølln, 2021a, 2021b). The number has since been reduced to 6,4% (Renard, 2022), and the plan now involves a comprehensive evaluation in 2025, following negotiations.

 

4.3.2. Institutional leadership and management

The practice of academic co-determination at the institutions is perceived as being less than desirable in terms of the involvement and influence of academic staff and students. Besides provisions for the establishment of an academic council and other representative groups among academic staff and students, the law provides no frameworks or guarantees for their involvement in decision-making processes.

Researchers report a number of challenges and barriers to their participation in decision-making processes: a lack of access to or information about ways to influence decision-making (55%), fear of reprimand from leadership following criticism of the latter (50%), low self-efficacy with regards to administrative and executive processes (31-37%), and a perception of the boards’ level of influence limiting the involvement of researchers (63%) (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a, p. 25).

Other perceived barriers relate to a lack of administrative support for academics to engage in executive decision-making, a lack of time, and a lack of recognition by the executive board (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a, pp. 34-35).

While some rectors have stated that the lack of directives in the law allows for
greater freedom enjoyed by the universities to develop their own culture and practices for democratic co-determination (Baggersgaard, 2022b; Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske  Råd, 2023b, pp. 23-24), universities struggle in practice with realizing desired levels of co-determination and the effective use of representative councils and other channels of communication of the academic staff and students with the university leadership and management[3].

Some researchers have strongly expressed a desire for a revision of the 2003 University Law to include specifications for the degree of and practices surrounding the inclusion of academic staff in decision-making (2022a).

A longstanding criticism of the 2003 University Law is the unitary board structure introducing external and professionalised administrative elements without guarantee for the executive board’s insight into academic processes or influence from academic staff (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023b, pp. 19, 25-26), something which risks damaging the board’s legitimacy among academic staff (2023a, p. 38).

On the other end of the spectrum, representatives from the business and professional spheres prefer current arrangements over more traditional university management that could be found in Denmark pre-2003 as the boards become easier to relate to for cooperation purposes and allow for a university more receptive to political agendas which take the labour market into consideration (Siegumfeldt, 2020).

December 2022, the Danish School of Education (DPU) at the University of Aarhus became entangled in a controversy related to a series of firings following budget cuts at the school. While the cuts were argued to necessitate a reduction of the academic staff, some academics argue that several firings were suspiciously untransparent.

For example, attention was drawn to the firing of a professor, Thomas Aastrup Rømer, who had been critical of the leadership during his 14 years at DPU.

A letter of protest was drafted and signed by 40 Danish academics in support of the professor, describing him as someone with an important voice in Danish educational sciences who has made important contributions to the field (Schmidt, 2022).

At the same time, 31 academic staff members at the DPU drafted a letter dismissing descriptions DPU being a place where research freedom is under pressure without a space for critical voices in the educational sciences (Bundsgaard et al.,2022).

This illustrates the complexity of the relationship between cutback operations and academic freedom.

 

4.3.3. Academic community

More than 70% of the researchers who work with or consider working with issues that are regarded as controversial from a societal, political, or academic point of view experienced their work as difficult due to the threat of, exposure to, or fear of acts of retribution from society or within academia along with the lack of support from institutional leaders (18% for academic controversies, 12% for political controversies (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a, p. 55).

It is also reflective of academics’ weakened position with regard to job security and their perceived low level of influence relative to institute leaders and the executive board.

Recently, literary historian Marianne Stidsen was accused of plagiarism in parts of her PhD dissertation, something she describes as “an ideologically motivated witch-hunt” (Mayoni, 2022b).

Stidsen resigned from her position at the University of Copenhagen due what she experienced as a hostile environment with colleagues asking her to resign over expressed views critical of the #MeToo movement (Baungaard, 2022; Lindberg & Damm, 2020).

One month after her resignation, the formal committee at the University of Copenhagen, which handles cases of questionable research, dismissed the accusation (Mayoni, 2022b).

Furthermore, there has been a growing interest in discussing “wokeness” [4], identity politics, and ideological activism at universities and in society more broadly. Ongoing debates have adopted narratives which juxtapose “woke” and related concepts with rational thinking and free expression (Lindberg et al., 2023)[5]

In the aftermath of the parliamentary motion on “Excessive activism in certain research environments”, it can be argued that a broader discussion on “woke” further informs the context for debates about academic freedom and free expression at universities.

In a few cases, explicit concern has been expressed for free speech at universities being repressed by outrage-culture and political correctness (Fuglsang, 2022; Højsgaard, 2022). There is also a concern for reducing arguments and efforts in support for academic freedom as a “crusade” against “woke”, identity politics, and critical race theory (Mchangama, 2022).

Related to the woke-debate is a discussion on the Chicago Principles and if similar language should be introduced into law or university bylaws (Friis, 2021; Holtermann, 2022; Lehmann, 2022; J. Petersen, 2022; L. B. Petersen, 2022; Skadegård, 2022). Implied is a discussion on the burden of academic responsibility and whether it should be held by academics and universities or externally by the government.

A (small) survey was conducted on the general population’s attitude towards
identity political viewpoints which found that Danes were by and large not “woke” (Pröschold & Fahrendorff, 2022)[6].

 

4.3.4. Civil society

The latest debates do not reveal any new specific threats to academic freedom by society beyond the threats mentioned in the 2023 report (Maassen et al 2023). At the same time, there is a continuous concern for the possibility of threats and attacks directed at researchers engaging with socially or politically controversial topics.

 

4.3.5. Private sector actors

The latest debates do reveal continuous worries about threats to academic freedom by private sector actors, through their potential influence on research proposals and research results. To illustrate the nature of the concerns we will briefly present three relevant cases.

The first case concerns a research project on the impact of beef production on the climate in comparison to other food products, conducted by Aarhus University in collaboration with DTU, funded by the Kvægafgiftsfonden (Cattle Tax Fund), with amongst other representatives from Landbrug & Fødevarer, in the board of the project. The latter is a business organization for agriculture, the food and agro industry.

The controversies around the project’s findings and report have been
referred to as the ‘beef report scandal’ in Denmark[7]. The core of the scandal concerns the originally denied involvement of interest organizations of the agricultural sector in the development and production of a research report, amongst other things, when it comes to the examined climate impact of meat production.

Aarhus University was accused of allowing Landbrug & Fødevarer to write entire paragraphs in the project’s final report (Bahn et al 2019). The representatives from the private sector provided, for example, data and calculations to be included in the report, and decided how the results should be formulated. This is a clear example of an undue interference by the private sector in academic freedom.

The second case concerns a professor at the University of Aarhus, Stiig Markager, who, after he expressed himself about pollution coming from agriculture, was sued in court by an organization representing agro-industrial interests. The University of Aarhus clearly supported him, as expressed in a public letter by the university rector, with the involved dean and head of department (Henriksen, Nielsen, and Andersen, 2019).

In the letter these university leaders stated that, “It is simply unheard
of for an interest organization to try to intimidate a researcher from participating in the public debate by suing him for libel.” Eventually, Professor Markager won the case, but his case was seen as a clear violation of academic freedom.

The third case consists of a conflict around an article in Nature produced by two researchers from the Department of Physics and Astronomy at Aarhus University. The conflict attracted a lot of attention in Denmark and beyond[8].

In the article, the two researchers concluded, among other things, that humans perform better than a computer algorithm in a computer game that simulates a complex quantum physics problem. The article caused a great stir, but was also criticised by, among others, three researchers from the same Department as the article’s authors.

The article was later withdrawn on the basis of the criticism and a check of the conclusion, where an error was detected in the article’s data basis, which meant that the conclusion no longer held. The criticism from the authors’ academic colleagues was deemed unacceptable by the then chairman of the Carlsberg Foundation, which had supported one of the article’s authors with a grant of DK 1 million after the article’s publication.

In an email correspondence between the foundation’s chair and the two researchers, which he forwarded to Aarhus University’s rector, the foundation chair called the critics ‘disloyal’ ‘nest skimmers’ and ‘baboons’, and he called for a gag order.

Strikingly, the dean of the faculty in question interfered in the debate by writing to the foundation chair that he was indeed inclined to give the critical researchers a gag order until they would change their mind.

While both the foundation chair and the dean have since apologized for their statements, the case shows, amongst other things, that private sector funders can put pressure on academics to refrain from academic criticism they do not like (Andersen, 2021; Vestergaard and Andersen, 2021), which is a form of undue violation of the academic freedom of expression.

 

4.3.6. Summary of findings

A considerable part of the current debates about, and worries with respect to, academic freedom in Denmark is linked to the continuous impact of the 2003 University Autonomy Law and the multiple sector reforms introduced since.

The evaluation of the 2003 law by DFiR argues that the law has succeeded in strengthening the universities’ focus on society, but at the cost of a deteriorating democratic culture and possible direct and indirect threats to academic freedom (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a; Schou Drivsholm, 2023).

The latter is visible in some of the findings of the evaluation, for example, in the number of academics that feel restricted in their freedom of expression.

Furthermore, changes in the basic conditions for academic freedom in the form of limitations to self-governance and co-determination, worsening labour conditions, and alterations in the public funding, are seen to possibly affect the opportunities of academics to follow their own research and teaching agendas negatively (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a).

Of relevance is that the report does not identify the 2003 Law as the problem when it comes to the worries with respect to academic freedom. Rather, it argues that the universities’ boards and leaders have to do more to strengthen the democratic culture and academic freedom at their institutions. This, the report argues, should be possible within the current governance- and funding framework conditions for the universities (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a, p. 9).

While the diagnosis of the impact of the 2003 law presented in the DFiR report is generally acknowledged, there is some criticism of the recommendations the report presents, in the sense that the recommendations are seen by some as ‘toothless,’ and do not deal with the main causes of the current imbalance between executive and democratic principles in university governance (Løkeland-Stai, 2023).

In this, the opinions are divided between those stakeholders who argue that solutions for the current problems in university governance, including the threats to academic
freedom, can be developed within the current University Law, while others argue that the fundamental changes that are needed to address the problems effectively require a new University Law (Løkeland-Stai, 2023).

All in all, the Danish case is characterized by specific features, which together form the backdrop for a continuous debate on possible and real threats to academic freedom. This concerns both direct threats to the basic dimensions of academic freedom, as well as major worries about the short term and long-term impacts on academic freedom of changes in its basic conditions. In the current political and legal university landscape, it looks as if there is broad agreement on the nature of these threats, but a lack of agreement on how to address them most effectively.

 

4.3.7. Resources

Baggersgaard, C. (2021). “Jesper Petersen er den niende videnskabsminister på ti år” https://www.forskerforum.dk/magasinet/2021/345/jesper-petersen-
er-den-niende-videnskabsminister-paa-ti-aar

Baggersgaard, C. (2022a). “Forskere vil høres – kræver ny universitetslov med reel medbestemmelse”. https://www.forskerforum.dk/magasinet/2022/forskerforum-nr-7-2022/forskere-vil-hoeres-kraever-ny-universitetslov-med-reel-medbestemmelse

Baggersgaard, C. (2022b). ”Rektorer: Intet i loven står i vejen for medinddragelse”. https://www.forskerforum.dk/magasinet/2022/forskerforum-nr-7-
2022/rektorer-intet-i-loven-staar-i-vejen-for-medinddragelse

Baggersgaard, C. (2022c). ”Evaluering af udskældt universitetslov skudt i gang”

Baungaard, A. (2022). ”#Metoo-kritisk forfatter blev beskyldt for plagiat. Nu har Københavns Universitet fældet dom” https://www.berlingske.dk/samfund/metoo-kritisk-forfatter-blev-beskyldt-for-plagiat-nu-har-koebenhavns

Bundsgaard et al., J. (2022). “Debat: Kollega-modsvar i debatten om afskedigelser på DPU” https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-kollega-modsvar-i-
debatten-om-afskedigelser-pa-dpu/4689601

Bøttcher, T. (2023). ”Derfor kan uddannelsesreform sende humaniorafag ud på ’dødskørsel’”, https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2023/marts/derfor-kan-uddannelsesreform-sende-humaniorafag-ud-i-doedskoersel

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd. (2023a). ”Universiteter for fremtiden: Tyve år med universitetsloven – Hovedrapport”.

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd. (2023b). ”Universiteter for fremtiden: Tyve år med universitetsloven – Samtalebog”.

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd. (2023c). ”Baggrundsrapport: Universiteter for fremtiden – surveyresultater”.

Ejlertsen, M., Kølln, T., & Baggersgaard, C. (2022). ”Overblik: Sådan bliver uddannelserne ramt af
udflytningsplanen”, https://www.forskerforum.dk/aktuelt/2022/marts/overblik-saadan-bliver-uddannelserne-ramt-af-udflytningsplanen.

Friis, R. (2021). ”Retsfilosof: Derfor har universiteterne brug for Chicago-principperne”, https://uniavisen.dk/retsfilosof-derfor-har-universiteterne-brug-for-chicago-principperne/

Fuglsang, J. (2022). ”Tænketank: Ytringsfrihed på danske universiteter skraber bunden i Norden”.
https://politiken.dk/indland/uddannelse/art8961567/Ytringsfrihed-p%C3%A5-danske-universiteter-skraber-bunden-i-Norden

Holtermann, J. V. H. (2022). ”Lektor: Vi skal lære vores studerende at anerkende ‘højst ubekvemme kendsgerninger’”, https://politiken.dk/debat/art8762233/Vi-skal-l%C3%A6re-vores-studerende-at-anerkende-h%C3%B8jst-ubekvemme-kendsgerninger

Højsgaard, L. (2022). ”Trods politisk pres: Universiteter afviser, at krænkelseskultur er et reelt problem”, https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2022/maj/trods-politisk-pres-universiteter-afviser-at-kraenkelseskultur-er-et-reelt-problem

Kølln, T. (2021a). ”Overblik: Det ved vi om regeringens udflytning af uddannelser”, https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2021/maj/overblik-det-ved-vi-om-regeringens-plan-for-udflytning-af-uddannelser

Kølln, T. (2021b). ”DM: Regeringen har de rette intentioner, men den forkerte metode”, https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2021/maj/dm-regeringen-har-de-rette-intentioner-men-den-forkerte-metode

Kølln, T. (2023). ”Efter regeringens udspil: “Der er noget bullshit bingo over det””, https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2023/marts/efter-regeringens-udspil-der-er-noget-bullshit-bingo-over-det

Lehmann, C. (2022). ”Rektor: Danske universiteter bør indføre Chicago-principperne før det er for sent”, https://www.altinget.dk/forskning/artikel/rektor-danske-universiteter-boer-indfoere-chicago-principperne-foer-det-er-for-sent

Lindberg, K., & Damm, S. J. (2020). ”Det danske akademi splilttes af strid om medlems udtalelser”, https://www.berlingske.dk/aok/det-danske-akademi-splittes-
af-strid-om-medlems-udtalelser-det-er-helt-uhoert

Lindberg, K., Dreyer, P., & Alsen, M. (2023). ”Biblioteksforsker siger ja til kurser i ‘hvidhed’, men: “Vi er nødt til at fastholde, at hvide også kan skrive om sorte””, https://www.berlingske.dk/kultur/biblioteksforsker-siger-ja-til-kurser-i-hvidhed-men-vi-er-noedt-til-at

Maassen, P., Martinsen, D., Elken, M., Jungblut, J., & Lackner, E. (2023). ”State of play of academic freedom in the EU member states – Overview of de facto trends and developments. European Parliament”, https://www.europarl.europa.eu/stoa/en/document/EPRS_STU(2023)740231

Matthews, D. (2021). “Danish academics fear for freedom after MPs condemn ‘activism’”, retrieved from Times Higher Education: https://www.timeshighereducation.com/news/danish-academics-fear-freedom-after-mps-condemn-activism

Mayoni, S. (2022a). “Evaluering af Universitetsloven på vej”, https://uniavisen.dk/revision-af-universitetsloven-kan-vaere-paa-vej/

Mayoni, S. (2022b). ”Praksisudvalg frikender Marianne Stidsen for plagiat”, https://uniavisen.dk/praksisudvalg-frikender-marianne-stidsen-for-plagiat/

Mchangama, J. (2022). ”Kampen for akademisk frihed risikerer at blive til en kamp mod wokisme og identitetspolitik for politikere på udkig efter et korstog”, https://www.berlingske.dk/kommentatorer/kampen-for-akademisk-frihed-risikerer-at-blive-til-en-kamp-mod

Myklebust, J.P. (2021). ”Uproar as MPs claim university research is ‘politicised’”. Retrieved from University World News: https://www.universityworldnews.com/post.php?story=20210610103648390

Myklebust, J. P. (2022a). “Minister reaches out to scientists over freedom concerns”,
https://www.universityworldnews.com/post.php?story=20220819115643640

Myklebust, J. P. (2022b). “Scepticism over government’s one-year masters degree plan”,
https://www.universityworldnews.com/post.php?story=20221006151508259

Myklebust, J. P. (2023). “University masters degree reforms: Practical or political?”,
https://www.universityworldnews.com/post.php?story=20230414104707408

Oksen, N. S. (2021). “Uddannelsessektoren: Den ellevte uddannelses- og forskningsminister på tolv år er bekymrende”, https://www.altinget.dk/artikel/uddannelsessektoren-den-ellevte-uddannelses-og-forskningsminister-paa-tolv-aar-er-bekymrende

Paulsen, L. S. (2022). ”29 reformer på 20 år: Universiteterne mangler en reformpause”, https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2022/april/29-reformer-
paa-20-aar-universiteterne-mangler-en-reformpause

Petersen, J. (2022). ”Endeligt svar på spørgsmål 196”, Folketinget, Retrieved June 30, from
https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/ufu/spm/196/svar/1897761/2602926.pdf

Petersen, L. B. (2022). ”Skal chicagoprincipperne nedfældes som lov på danske universiteter? nej, siger talerne til høring i folketinget”, https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/skal-chicagoprincipperne-nedfaeldes-som-lov-paa-danske-universiteter-nej-siger-talerne-til-hoering-i-folketinget

Pröschold, V., & Fahrendorff, R. (2022). ”Danskerne er ikke så ”woke”, som forskerne forventede“, https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/danskerne-er-ikke-
saa-woke-som-forskerne-forventede

Rasmussen, D. M. (2022). ”Minister inviterer utilfredse forskere til dialogmøde”. https://uniavisen.dk/ministeren-inviterer-utilfredse-forskere-til-
dialogmoede/

Renard, T. Z. (2022). ”Aftale om udflytning af studiepladser på plads”, https://www.dr.dk/nyheder/politik/aftale-om-udflytning-af-studiepladser-paa-plads

Schmidt, E. (2022). ”Debat: Protest mod DPU’s varsel om fyring af lektor Thomas Aastrup Rømer”, https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-protest-mod-dpus-varsel-om-fyring-af-lektor-thomas-aastrup-romer/4690136

Schultz, M., Schiøtt, B., Dyre, J., Heiberg, M. R., Wæver, O., & Bjørnholm, T. (2019). ”Fri Forskning” [White paper].

Siegumfeldt, P. (2020). “Arbejdsgiverne: Universitetsloven har gjort universiteterne stærkere”, https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2020/februar/universitetsloven-har-gjort-universiteterne-staerkere

Skadegård, M. C. (2022). ”Vi risikerer ytringsmagt – ikke ytringsfrihed – med Chicago-principperne”, https://www.berlingske.dk/kommentatorer/vi-risikerer-ytringsmagt-ikke-ytringsfrihed-med-chicago-principperne

The Government of Denmark. (2022). ”Danmark kan mere III”.

Wiedemann, K. (2022). ”Klasseperspektivet mangler i woke-debatten, der føres af den privilegerede middelklasse”, https://www.information.dk/debat/2022/04/klasseperspektivet-mangler-woke-debatten-foeres-privilegerede-middelklasse

Wæver, O., Sinskjær, T., Dyre, J., Ditlevsen, S., Ryberg, J., & Stjernfelt, F. (2021). ”Ledelse & styring af danske universiteter – i international sammenligning” [White paper].

Noter:

[1] See e.g. Myklebust (2021).

[2] For a more comprehensive overview of the main features of the reform, see: https://www.altinget.dk/artikel/her-er-

regeringens-uddannelsesreform-kortere-kandidatuddannelser-faerre-bachelorer-og-nyt-kandidatudvalg.

[3] For a more comprehensive overview of the main features of the reform, see: https://www.altinget.dk/artikel/her-er-
regeringens-uddannelsesreform-kortere-kandidatuddannelser-faerre-bachelorer-og-nyt-kandidatudvalg.

[4] According to the Cambridge Dictionary, ‘woke’ stands for an increased awareness of social problems such as racism and inequality (see: https://dictionary.cambridge.org/dictionary/english/woke). For interpretations of the terms woke and wokeness in the Danish context, see, for example, Pröschold and Fahrendorff (2022). And Wiedemann (2022).

[5] See e.g. also Dahl (2023).

[6] See also the X-post by one of the researchers responsible for the study
(https://twitter.com/M_B_Petersen/status/1536248035944108032)

[7] See, for example: https://newsroom.au.dk/en/news/show/artikel/koedsagen-faa-overblikket-her/; and: https://www.researchprofessionalnews.com/rr-news-europe-nordics-2021-2-principles-for-sponsored-research-in-wake-of-danish-beef-scandal/; as well as: https://danwatch.dk/en/undersoegelse/the-pork-report-how-impart i al –
climate-research-was-dictated-by-danish-crown-and-used-in-pork-advertising/

[8] See for an overview of the conflict: Vestergaard and Andersen (2021).

Faglig bedømmelse af to ansøgninger om professorater i pædagogik, 2023 og 2014

Nedenfor kan man tilgå den faglige bedømmelse af min ansøgning om et professorat i pædagogik ved universitetet i Trondheim (NTNU). Ansøgningen blev indleveret i december 2022.

Jeg modtog bedømmelsen cirka et år senere, den 6. november 2023. Desværre blev stillingen ikke oprettet på grund af store økonomiske problemer ved NTNU.

Blandt de 10 ansøgere blev min ansøgning rangeret som nr. 1. Når man læser de smukke ord til min ansøgning om denne fornemme position, bliver man mindet om DPU’s og institutleder Claus Holms helt særlige forskningsideologi; en ideologi, som forårsagede en regelret fyring af undertegnede i december 2022, altså få dage før jeg sendte min ansøgning til Norge.

De tre hovedoverskrifter, A-C, har jeg selv indsat i teksten, men indholdet af de tre afsnit er fulde og udtømmende citater fra den norske bedømmelse. Jeg har naturligvis slettet alle referencer til de øvrige ansøgere.

Dertil kommer et punkt D, hvor man kan læse konklusionen fra en bedømmelse af en anden professoransøgning, som jeg indleverede i 2014 til DPU. Også ved den lejlighed spillede den dengang helt nye institutleder, Claus Holm, en yderst problematisk rolle.

Det giver fire afsnit:

  • A. Medlemmer af den sagkyndige komite, 2023
  • B. Komiteens samlede konklusion og rangering (som nummer 1), 2023
  • C. Bedømmelse af konklusioner og medsendt materiale, 2023
  • D. Konklusion fra professorbedømmelse ved Aarhus Universitet 2014

 

A. Medlemmer af den sagkyndige komite, 2023

  • Professor Maria Øksnes, NTNU, Trondheim
  • Rektor Alexander von Oettingen, UC SYD, Danmark
  • Professor Rune Johan Krumsvik, Universitetet i Bergen

 

B. Komiteens samlede konklusion og rangering (som nummer 1), 2023

Sakkyndig utvalg har kommet frem til at følgende søkere er kvalifisert og rangert:

Thomas Rømer finnes kompetent til stillingen som professor i pedagogikk i tråd med komiteens konklusjon. Han rangeres som nummer en med bakgrunn i hans vitenskapelige kompetanse på svært høyt nivå. Han fremviser særlig bredde, dybde og originalitet i sine arbeider. Han svarer til flere av utlysningstekstens ønskede kvalifikasjoner: Han har kompetanse innenfor det allmennpedagogiske området og særlig knyttet til didaktikk og utdanningshistorie som er ønskelig jamfør utlysningsteksten og vil kunne bidra bredt inn i de skisserte ansvars- og arbeidsoppgaver i lærerutdanningen

(min kursivering, TAR)

 

C. Bedømmelse af kvalifikationer og medsendt materiale, 2023

1. Vurdering av utdanning og akademiske grader

Rømer har en bred og variert akademisk bakgrunn. Han har lektorbedømmelse fra 2002. I tillegg har han hovedfag i Statskundskab (1990) fra Aarhus Universitet, samt sidefag i filosofi(1½ års tilleggsutdannelse, som kvalifiserer til undervisning i gymnaset). Rømer forsvarte i november 2003 sin doktorgrad ved Institutt for læring, Aalborg Universitet. Avhandlingen hadde tittelen ”Læring og evaluering i nyere uddannelsesteori” og ble forsvart ved ”Videnscenter for Læreprocesser”. Med avhandlingen fyller Rømer kravet til stillingen om ph.d. på fagområdet pedagogikk.

 

2. Vurdering av vitenskapelige/kunstneriske kvalifikasjoner, forsknings- og utviklingsarbeid

Rømer har et omfangsrikt og bredt forfatterskap bak seg. Han har siden 1993 utgitt 12 monografier der over halvparten er fagfellevurderte. Han har også vært redaktør for fire antologier. Dessuten har han jevnlig utgitt fagfellevurderte artikler i en rekke ulike anerkjente internasjonale tidsskrift, samt i nordiske tidsskrift og utgivelser/antologier (fagfellevurderte).

Rømer har publisert 14 fagfellevurderte artikler i internasjonale engelskspråklige tidsskrift. Han har også publisert et stort antall fagfellevurderte artikler og andre tekster i danske tidsskrift og utgivelser. Hovedvekten av tekstene er fagfellevurderte og vurderes som et uttrykk for kvalitet. Rømer har i tillegg bidratt på en lang rekke internasjonale konferanser med paper.

Rømer har levert ti arbeider som vurderes under. Tre av arbeidene er monografier, et er et bokkapittel og seks er fagfellevurderte tidsskriftartikler. Tre av tidsskriftartiklene er publisert internasjonalt.

De innleverte tekstene holder generelt høy kvalitet og belyser en rekke sentrale pedagogiske problemstillinger som viser bredde i den vitenskapelige kompetansen. Tekstene er i hovedsak knyttet til studier i dannelsesteoretiske anliggende og problemstillinger som kan knyttes til den didaktiske tradisjon som vi finner i Europa og særlig de skandinaviske landene. Rømer gir uttrykk for dyp innsikt relatert til ulike pedagogiske perspektiver på dannelsesteoretiske anliggende, didaktiske spørsmål (forholdet mellom undervisning og læring) og utdanningspolitikk- og historie. Han fremviser en bredde i problemstillinger og tema.

Arbeidene fremstår som aktuelle og originale i sine kritiske analyser. Hans arbeider fremstår som velskrevne og godt underbygde. Rømer har i hovedsak vist selvstendighet gjennom sin publiseringshistorikk, men har også samarbeidet om enkelte publikasjoner. Dette anses som positivt.

Rømer oppfyller i svært høy grad kravet til vitenskapelig kompetanse gjennom sine publikasjoner.

 

1) Rømer, T.A. (2022). Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering. Aarhus. Klim (564 sider).

I denne boken diskuterer Rømer forholdet mellom skolens formål og ulike skiftende pedagogiske og utdannelsespolitiske begrepsutviklinger i perioden 1990 til 2013. Boken kan leses som et utdanningshistorisk bidrag med bakgrunn i en grundig gjennomgang av etterkrigstidens pedagogikk. Den kan også leses som et bidrag til det didaktiske området med tanke på det overordnede fokus på og diskusjon av formålet med skolen.

Boken har fire deler:

Del en inneholder blant annet en pedagogisk fortolkning av folkeskolens gjeldende formåls-, fag- og undervisningsparagrafer. Det gjøres en dannelsesanalyse av sammenhengen mellom kunnskap, pedagogikk og politikk i Danmark. I del to og tre undersøker Rømer det empiriske grunnlag for fremveksten av en ny lærings- og styringsdiskurs preget av instrumentalisering og universalisering som anses å undergrave den pedagogiske forståelse for en vesentlig formålstradisjon. I del fire stiller Rømer spørsmål ved hvorfor det ikke ytes særlig motstand mot den dype instrumentalisering og universalisering.

Rømer fremviser en imponerende innsikt i dansk utdanningshistorie og politikk uttrykt på en interessant og klar måte.

2) Rømer, T. A. (2015). Pædagogikkens to verdener. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag (575 sider).

Boken tematiserer Danmark som et land der ordene, setningene og handlinger har skiftet og mistet betydning. Rømer undersøker forskyvninger, løsrivelser og etableringen av det han betegner som et kunstig land ved å vende blikket mot skole- og utdannelsestenkningen. Dette gjør han med en tanke om at det er i pedagogikken man kan gjenskape det som er verdifullt i seg selv. Boken inneholder fem seksjoner som omhandler eksempelvis utdanningspolitikk, konkurransestaten, utdannelse og pedagogisk filosofi. Rømer tar utgangspunkt i historiske perspektiv og går i til dels hard kritisk diskusjon med en lang rekke sentrale samtidige politikere. Han antyder at mange lærere og forskere tvinges inn i bestemte måter å tenke og handle på. Rømer gjennom boken opp en rekke pedagogiske problemstillinger gjennom sin undersøkelse, som for eksempel forholdet mellom læring og undervisning, dannelse og kompetanse, frigjørelse og disiplin. Rømer avslutter med referanse til Arendt og et forslag om å rette oppmerksomheten mot kjærlighet, frihet og beskyttelse.

3) Rømer, T. A. (2010). Uddannelse i spænding, Århus: Klim.

Tema for boken er utdannelsesbegrepet. Rømers utgangpunkt er å undersøke om læring og undervisning har noe med utdannelse å gjøre. Han er opptatt av hvordan det didaktiske og det læringsmessige både betinger og begrenser hverandres eksistens. Rømer kritiserer og utvikler derfor begge synspunkter i et forsøk på å forstå deres komplekse interaksjon. Det argumenteres for at vi for at læring og undervisning skal jobbe sammen må vi erkjenne at relasjonen mellom dem er nødvendig og problematisk. I så fall vil både læring og undervisning fremstå som noe annet enn før. Rømer finner et begrep om utdanning som kan bidra til å sette læring og undervisning i kontakt med kulturen. Han argumenterer for at det finnes ved å forstås utdanning gjennom begreper som mylder, handling, tenkning, frihet, påminnelse og åpenhjertighet, spenning og sprang (rykk). Det uttrykkes en grunnleggende kritikk mot at utdanning forfaller til administrative funksjoner og kommersialiserte læringsmetoder.

4) Rømer, T.A. (2021). Reformpædagogikkens dannelse, i Brinkmann, S. & Tanggaard, L. & Rømer, T.A. (red.): Sidste chance – nye perspektiver på dannelse, Aarhus: Klim.

I denne artikkelen legger Rømer til grunn en vanlig forestilling om at dannelse står i motsetning til reformpedagogikk. Han spør om reformpedagogikk heller er en del av hele dannelsestradisjonen og om den moderne reformpedagogikk kan anses som et oppgjør med reformpedagogikken. I sin diskusjon av dette trekker Rømer på Rousseau, Fröbel, Montessori og Dewey. I sin redegjørelse for dannelse legger Rømer til grunn at det dreier seg om menneskets og verdens vekselvirkning der begge er suspendert fra sine sosial funksjoner.

Han henter inspirasjon til suspensjonsbegrepet fra Masscheleins arbeid knyttet til begrepet schole (den frie tid). Vekselvirkningen knyttes til Humboldt og Grundtvig, og et dobbelt fokus på menneske og verden, fortid og fremtid. Rømer diskuterer hvordan reformpedagogikken har mistet sin relasjon til sin åndshistorie og heller latt seg underordne en bestemt atferdspsykologisk definert læringsbegrep og tanken om ansvar for egen læring.

Rømer forbinder dannelse og reformpedagogikk gjennom å gå idehistorisk til verks.

5) Rømer, T.A. (2021). Gert Biesta – Education between Bildung and Poststructuralism, I Educational Philosophy and Theory, vol. 53, nr. 1, s. 34-45.

Artikkelen er en diskusjon av hvorvidt Biesta er en dannelsesfilosof. Svaret er tvetydig. Rømer argumenterer på en side for at Biesta fornekter et dannelsesbegrep og derfor ikke kan være en dannelsesfilosof. Det betyr ikke at Biesta er tilhenger av instrumentalisme og læringsideologi. Rømer argumenterer for at det heller er motsatt når han på den andre side foreslår Biesta som fortaler for en ontologisk vending. I sin diskusjon av Biesta trekker Rømer på en rekke danningsteoretikere og pedagogiske filosofer (von Humboldt, Kant, Arendt, Agamben) og skriver frem en innholdsmessig diskusjon av dannelesebegrepet.

6) Rømer, T.A. (2018). Education and Causality, i Paideutika – Quaderni di formazione e cultura (Notebooks on Education and Culture), årgang 27, nr.1, s. 143-159.

I denne artikkelen argumenterer Rømer for at den rådende forståelsen av forholdet mellom undervisning og læring er basert på forvirring knyttet til forståelse av kausalitet som et årsak- virkningsforhold. Rømer foreslår at det han kaller «reverse causality» overser ontologiske aspekt ved utdanning, pedagogisk teori og praksis. I tillegg diskuterer Rømer ulike syn på kausalitet, fra statistisk til epistemologisk, med bakgrunn i ulike tolkninger av Hume og Kant, til fenomenologisk-ontologiske begrep. Det trekkes veksler på post-heideggeriansk realisme.

7) Rømer, T.A. (2017). Kritik af John Hatties teori om visible learning, i Nordic Studies in Education, vol. 37, nr. 1., s.19-35.

Rømer analyserer i denne artikkelen Hatties teoretiske utgangspunkt. Rømer gjør en femleddet kritikk av teorien om visible learning. Det innebærer blant annet en kritikk av at evalueringsteori marginaliserer og overtar pedagogikken av Hatties oppgjør med undervisning og den europeiske pedagogiske tradisjon, av et problematisk rekonstruerende undervisningsbegrep, feedbackbegrepets desentraliserende tendens, samt en problematisk lesning av Popper. Utgangspunktet for Rømers kritikk er at pedagogisk teori tematiserer hvordan praksis gjenskapes i spenningsfeltet mellom frihet og tvang. Hatties teori utfordrer forestillingen om denne pedagogisk prosess. Kritikken er en undersøkelse av hvordan læringsteori bidrar til at pedagogiske begreper mister sin kraft under instrumentaliseringen som samlet sett avviser pedagogikken.

8) Rømer, T.A. (2017). Nogle realistiske bemærkninger til Piagets læringsteori, i Udbildning & Demokrati, vol. 26, nr. 3, s. 85-104.

I denne artikkelen reflekterer Rømer over det han anser som problematiske aspekt ved Piagets læringsteori og hvordan disse brukes i nyere pedagogikk. Det er Piagets begrep adaptasjon og de tilhørende assimilasjon og akkomodasjon som undersøkes. Rømer argumenterer for at disse prosessene ofte er for atskilte fra hverandre eller at de ikke forholder seg til den ytre verden. Rømer foreslår en annen tolkning av Piaget. Denne tolkningen argumenterer for at læringskategoriene hos Piaget er knyttet til objekter og ting i større grad enn man hittil har antatt. Denne læringsteorien er ifølge Rømer forenelig med dannelsestekning, pedagogisk formål og filosofi.

9) Rømer, T.A. (2017). Undervisningens gavegivning, i Studier i LærerUddannelse og Profession, vol. 2, nr. 1, s. 73-89.

Denne artikkelen undersøker undervisningsbegrepets tilstand og filosofiske innhold og muligheter. Rømer foreslår at den rådende bruk av undervisningsbegrepet reduseres til en metode for optimal læring, en redusering som kan tolkes som en avvisning av undervisning.

Gjennom analyser av nyere bidrag til undervisningsbegrepet fra pedagogisk filosofi (Breslauer, Biesta, Higgins og Masschelein) argumenterer Rømer for at undervisning kan forstås som en dobbelt gavegivningsprosess. Dette innebærer en relasjon mellom elev og lærer som fører begge tettere på et kulturelt og vekselvirkende samspill.

10) Rømer, T.A. (2013). Nature, Education and Things, i Studies in Philosophy and Education, vol. 32, nr. 6, s. 641-652.

Artikkelen tematiserer Deweys naturfilsofi, metafysikken. Det argumenteres for at Deweys utdanningsfilosofi får dybde og betydning gjennom denne. For å få en bedre forståelse av Deweys utdanningsfilosofi trenger vi å forstå forholdet mellom hans begrep om erfaring og hans naturfilosofi. Rømer gjør tre refleksjoner. Han reflekterer over sentrale aspekt ved naturfilosofien, av begrepet om transaksjon og til slutt en ny refleksjon av erfaringsfilosofien.

Rømer konkluderer med å forbinde prosessene natur og erfaring til visse aspekt ved hans skoletenkning som omhandler den pedagogiske metode. Rømer foreslår at Deweys interesse kan knyttes til hans naturalisme og ontologi. Metode handler dermed om å ta del i naturens ontologiske fornyelse på måter som fremmer intelligente erfaringsprosesser.

 

3. Vurdering av utdanningsfaglig kompetanse

Rømer har levert en kortfattet pedagogisk mappe for å synliggjøre sin utdanningsfaglige bakgrunn. Den er strukturert på en måte som svarer ut de områdene som skal vurderes. I tillegg har han en rekke attester som dokumenterer den aktivitet han beskriver i mappen. I attestene kommer det frem at Rømer anses som original med tanke på sine forskningsbidrag og som et ideal for offentlige intellektuelle. Han beskrives som nysgjerrig og kritisk. Rømer har nesten 30 års erfaring med undervisning på profesjonsutdannelser ved høgskoler og universiteter der han han undervist i pedagogiske og sosiale emner. Rømer har deltatt i lektorkvalifisering med veiledning. Rømer hadde stilling som lektor i pedagogikk ved Peter Sabroe Seminariet (2003-2005) og deretter som lektor i pedagogisk filosofi ved DPU, Aarhus fra 2008 og på søketidspunktet. Han har hatt sin undervisning innenfor områdene “Pædagogisk Filosofi” og “Generel Pædagogik”. Han har hatt ansvar for planlegging og koordinering av 20 ECTS-modulet ”Almen pædagogik” på kandidatuddannelsen i Generel Pædagogik. Rømer viser tidlig i sin karriere en interesse for utvikling av faget og kvalitets utvikling av egen undervisning gjennom en rekke ulike aktiviteter som bekreftes av attester fra kolleger og overordnede. Dette kan leses som uttrykk for Rømers evne til å initiere og lede utviklingsarbeid.

Rømer har bidratt til utvikling av utdanningskvalitet i fagfellesskapet gjennom utvikling av emner/fag og undervisning i Kommunikation, organisation og ledelse samt Socialfag og Pædagogik. Han har utviklet etterutdanningsemner. Rømer har vært formann for seminarets lærerforsamling. Han har deltatt i samarbeidsflater i og vært aktiv i seminarets internasjonale arbeid. Rømers analytiske og kritiske refleksjon fremheves. Han har hatt prosjektledelsesansvar. Rømer berømmes for sitt arbeid med studenter og hans vilje og evne til å inkludere dem i undervisningen.

Rømer har bred erfaring med veiledning på ulike nivå også på master/ph.d.-nivå.

Rømer har bidratt i arbeidsgrupper både lokalt, nasjonalt og internasjonalt. Sammen med fremtredende fagfeller på det pedagogiske området har han arrangert flere dagskonferanser (ikke dokumentert). Han har sammen med kolleger utviklet nye studietilbud, blant annet et masterprogram i sosialt arbeid ved Maastricht i Holland (Macess, godkjent som master ved University of North London.

Det kan nevnes at Rømer har mottatt Holgerprisen (2010) (pædagogisk ytringsfrihedspris) og Ahlstöm Award 2019 (videnskapelig pris i regi af Nordic Educational Research Association NERA).

Tross sin lange erfaring og utdanningsfaglige kompetanse gjennom undervisning og veiledning, utdanningsfaglige bidrag i fagmiljøet og det pedagogiske feltet som er godt dokumentert, vurderer komiteen at det ikke er tilstrekkelig med bakgrunn i forskriftens krav. Flere av områdene som skal vurderes fremkommer ikke tydelig i den pedagogiske mappen. Det gjelder blant annet utdanningsfaglig utvikling over tid, deltakelse i kurs og opplæring, kritisk refleksjon knyttet til egen undervisning og undervisnings- og læringssyn. Rømer dokumenterer ikke tydelig hvordan en kombinasjon av kurs og egen praktisk undervisning tilsvarer et program på 200 timer.

Kandidaten har ikke dokumentert tilstrekkelig utdanningsfaglig kompetanse for å dekke forskriftens krav, og bør pålegges å gjennomføre eller dokumentere godkjent kurs i utdanningsfaglig basiskompetanse innen 2 år etter ansettelse.

 

4. Vurdering av formidlingsarbeid

Rømer har bidratt til å spre pedagogisk innsikt i den offentlige debatten gjennom et stort omfang av kronikker og intervju, debattinnlegg og leserbrev. Rømer har også et omfattende bidrag i sosiale medier. Han har også bidratt til et viktig, men ofte undervurdert arbeid ved å skrive anmeldelser av andres publiseringer. Dette vitner om et stort engasjement for faget og synlighet ved å delta i den offentlige samtalen om pedagogiske spørsmål og tema.

 

5. Vurdering av andre faglige kvalifikasjoner

Rømer sitter i styret for Nordisk netværk for pædagogisk filosofi (2012-2022). Han er også med i dannelsesgruppen ”Dannelse til Tiden” som arrangerer årlige weekendmøder på Rønshoved Højskole om dannelsesorienterede emner (2016-2022) Rømer er reviewer for tidsskriftene Studies in Philosophy and Education, Educational Philosophy and Theory og Studier i Pædagogisk Filosofi (2012-2020).

 

6. Vurdering av ledelsesmessige kvalifikasjoner

Rømer har deltatt i råd- og utvalgsarbeid ved Peter Sabroe Seminariet, herunder leder av seminariets lærerforsamling og i en årrekke har Rømer deltatt i skolens Fællesråd (rådgivende organ med studenter- og lærerrepresentanter og med i seminariets bestyrelse). Rømer har undervist i emnet Kommunikasjon, organisasjon og ledelse i en årrekke. Sammen med sin publiseringsportefølje kan disse erfaringene anses som grunnlag for evne til å lede forsknings- og utviklingsarbeid.

 

7. Konklusjon

Thomas Aastrup Rømer gjennomførte sin doktorgrad innen pedagogikk i 2003 ved Aalborg universitet og innfrir minstekravet til utdanningsfaglig bakgrunn for stillingen. Rømer har lektorbedømmelse fra 2002 og lang erfaring med undervisning fra høyere utdanning.

Rømers vitenskapelige kompetanse vurderes som svært høy og hans profil svarer til ønske om utdanningshistorisk og didaktisk kompetanse jf. utlysningsteksten.

Rømers pedagogiske mappe dokumenterer ikke tilstrekkelig utdanningsfaglig kompetanse selv om Rømers utdanningsfaglige utvikling og kvalitetsutvikling dokumenteres gjennom en rekke attester fra tidligere og nåværende ledere, savnes en grundigere systematisk refleksjon over de ulike aspektene som skal vurderes. Rømer tilfredsstiller kravet om bred erfaring med veiledning på master- og phd.-nivå.

Rømers publikasjoner har særlig vært orientert mot studier av dannelsesteoretiske anliggender og problemstillinger som ligger tett på didaktiske diskusjoner. Han har også mer spesifikt orientering mot temaer som utdanningshistorie. Rømer har belyst en rekke ulike problemstillinger gjennom sine pedagogiske analyser. Rømers arbeider forholder seg både til den danske konteksten, men strekker seg også inn i den internasjonale debatten.

Samlet sett har Rømer en svært god kompetanseprofil med henblikk på krav til kvalifikasjoner for den utlyste stillingen. Rømer fremstår som en kunnskapsrik, kritisk reflekterende og original forsker.

Thomas Aastrup Rømer finnes kvalifisert til stillingen som professor i pedagogik.

 

D. Konklusion fra professorbedømmelse ved Aarhus Universitet 2015

I juni 2014 – mens skolereformen rullede ind over landet – blev der opslået et professorat i pædagogik ved DPU, Aarhus Universitet. Jeg skrev en grundig engelsksproget ansøgning på 10 sider og medsendte seks publikationer, som alle fik en positiv bedømmelse.

Bedømmelsesudvalget bestod af følgende personer:

  • professor Karen Borgnakke, Københavns Universitet, Denmark
  • professor Stefan Thomas Hopmann, Wiens Universitet,
  • professor Per Fibæk Laursen, IUP (i dag: DPU), Aarhus Universitet, Denmark (formand)

Bedømmelsesudvalget skulle ikke rangere ansøgerne, men skrev følgende konklusion:

”Thomas Aastrup Rømer’s list of publications and the submitted books and articles demonstrate that he is a very productive researcher. Most of his work is in Danish, but he has also written several research articles which have been published in prestigious international journals. He has extensive knowledge of many different theories, and he is a distinct analyst and debater and a keen controversialist. Furthermore, he is an experienced and competent teacher.

Compared to the requirements in the announcement he has proven competent primarily in philosophical, but also in sociological aspects of educational theory and their relation to practice. He has written about both normative an empirically based theories, on the relationship between theory and practice, focusing especially on schools, and on the development of knowledge about education, teaching and schools.

Thomas Aastrup Rømer has only done empirical research as a research assistant, but he has discussed empirical research and its relation to practice extensively.

Thomas Aastrup Rømer is deemed qualified for the professorship of education.”

Jeg fik dog ikke stillingen. I stedet blev Alexander von Oettingen tilbudt professoratet, men blot få dage herefter nedlagde den helt nye institutleder, Claus Holm, pludselig stillingen med henvisning til instituttets ”strategi”. Holms aktion blev støttet af den ligeledes nyansatte dekan for ARTS, Johnny Laursen. Det var en skandale, hvis begrebsmæssige struktur har manifesteret sig gentagne gange både før og siden, bl.a. i den omtalte fyringssag fra december 2022. Dermed fik man taget pusten fra to personer fra dannelsens og pædagogikkens tradition.

I stedet oprettede Holm en række strategiske MSO-professorater, der flugtede med hans egne synspunkter, og hans ven og mentor, Lars Qvortrup, blev udnævnt til leder af et læringsideologisk “Nationalt Center for Skoleforskning”, uden opslag vel at mærke.

 

Diverse links:

Man kan læse mere om den danske sag fra 2015 i følgende indlæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-von-oettingens-professorat-i-paedagogik.html.

Alle dokumenter og indlæg vedrørende Claus Holms fyringsaktion i december 2022 kan tilgås i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html

Hedevig Baggers pædagoguddannelse

I november 2023 mødtes vi en lille flok på UC VIA i Aarhus til docent Jan Jaap Rothuizens studiekreds om pædagogikkens klassikere. Denne gang gjaldt det fru Hedevig Bagger (1842-1926). Det var lektor Hanne Hede Jørgensen, der stod for at introducere kredsen til Baggers pædagogiske ideer.

Bagger etablerede i 1885 landets første pædagoguddannelse, som 20 år senere fik navnet ”Frøbelseminariet”. Bagger var selv uddannet lærerinde fra det progressive og Fröbel-inspirerede Femmerske Kvindeseminarium, hvor en anden seminariestifter, Natalie Zahle, også havde slået sine folder.

Den tyske teolog Friederich Schleiermacher havde ikke levet forgæves, da han allerede i 1820’erne forvarslede om kvindernes centrale betydning for 1800-tallets pædagogiske udvikling. Det vidste deltagerne i Jan Jaaps studiekreds, fordi vi måneden forinden netop havde drøftet Schleiermachers berømte forelæsninger om pædagogik.

I forbindelse med arrangementet læste jeg en del af Baggers forfatterskab. Her fandt jeg to interessante ting. For det første en teori om autoritet, som jeg efterfølgende skrev om i tidsskriftet Kontrast.dk, jf. https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/autoritet-er-det-modsatte-af-raa-magt. Det handlede om en form for ikke-autoritær autoritet.

For det andet fandt jeg en form for curriculum for pædagoguddannelsen, og det er denne del af Baggers arbejde, som jeg vil sætte fokus på i det følgende. Måske kan det stadigvæk inspirere til nogle ting?

Nedenfor kan man derfor læse nogle uddrag af Hedevigs forslag til et sådant curriculum for uddannelse af børnehavelærerinder. Citaterne er især taget fra en artikel i tidsskriftet Vor Ungdom fra 1891. Artiklen blev senere optrykt i Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr.1, 2015, med indledning af Søs Bayer, som på det tidspunkt netop havde udgivet en bog om pædagogprofessionens historie.

Ind imellem trækker jeg også på nogle andre Bagger-tekster: Det drejer sig om bogen Dansk børnehave og dansk børnehavesystem, som også udkom i 1891 og teksten Den danske børnehave – bemærkninger om så børns opdragelse og undervisning, som Hedevig skrev sammen med sin mand, hr. Sofus Bagger, i 1885. Undervejs har jeg også studeret Hedevig Baggers fine biografi om Fr. Fröbel, som udkom i 1916, altså midt i ragnarok. Og endelig har jeg bogen Småbørnslærerinden fra 1920 liggende på skrivebordet.

Bagger er i det hele taget stærkt præget af Fröbels tanker, hvis ideer hun ikke blot skrev om, men også udbredte i foreninger og tidsskrifter.

Teksterne udspringer af en kreativ og virksom sjæl. Ideerne myldrer hen over markerne med både grækere, oplysningsfolk og romantikere som blafrende skygger fra aftensolen.

 

1. Alment Curriculum for uddannelsen som børnehavelærerinde:

Hedevig Bagger taler for en storstilet og almen læreplan for den nye pædagoguddannelse. Her i et langt citat:

”Uddannelsen til børnehave- og småskolegerningen må hvile på et solidt grundlag af almindelig dannelse, der selvfølgelig kan erhverves ad noget forskellige veje.

Den tilkommende lærerinde må kunne skrive og tale sig modersmål korrekt for at kunne have øre for børnenes talefejl og have evne til at rette dem. Det er umuligt at undervise tilfredsstillende i læsningens begyndelsesgrunde, uden at man har indsigt i modersmålets lydlære og dets grammatiske bygning. (TAR: Hedevig mente ikke, at børn under seks år skulle bruge bøger, så ”begyndelsesgrunde” må henvise til tungemålet).

En god og flydende håndskrift samt så meget øvelse i tegning, at hun kan anskueliggøre almindelige genstande og forhold må forlanges.

Lærerinden må være så meget inde i modersmålets litteratur, at hun forstår at vælge, vurdere og forklare digte, der passer for små børn, og hun må kunne vejlede børnene til en naturlig og sprogrigtig gengivelse.

Lærerinden må have tilstrækkelig sangstemme og musikalsk øre til at lede børnenes sang og tilstrækkelig indsigt i de gymnastiske øvelser, der passer for små børn, til at kunne forestå gymnastikundervisningen.

Lærerinden må kende det vigtigste af sundhedslæren, særlig hvad der angår børn og skoler og have begreb om sjælelivets virksomhed hos sig selv og hos barnet.

Men frem for alt – lad ingen give sig til at undervise små børn uden virkelig kærlighed til børn og uden tålmodighed til at sætte sig på barnets standpunkt. Her som overalt vil kærligheden bære over mange hindringer, vel også skjule mange af de ufuldkommenheder, som altid vil præge den første undervisning, der meddeles af en ung lærer eller lærerinde.”

 

2. Anskuelsesundervisning og fortælling

Bager fortsætter med at understrege et almenpædagogisk krav om ”anskuelsesundervisning”; en pædagogik der handler om at gå fra simple og usammensatte erfaringer til store åndelige og narrative synteser. Som hun siger: ”Et eventyr kan ligge i en pind”. Og en så storstilet proces bør planlægges på en meget fleksibel og bøjelig måde.

Denne meget avancerede teori om fortællingens begreb er formodentlig inspireret af højskolebevægelsen, som prægede sindene i de år.

Anskuelsesundervisningen kræver, at lærerinden har ”indsigt i naturlivet og i mange praktiske livsforhold”. Lærerinden lægger en pædagogisk plan, som hun ”fastholder med kraft”, men hun skal også vise ”imødekommenhed og bøjelighed ved at medtage det stof, der af børnene tilføres samtalen”. Dertil kommer krav om ”åndsnærværelse” og ”kunsten at fortælle godt og livligt”. Hun må ”aldrig læse op af en bog”, for ”når man læser, kan man jo ikke se på børnene”.

 

3. Børnehavens formål

Hedevig skriver: ”Børnehavens formål er ved de hensigtsmæssige midler at fremme barnets selvudvikling i det hele, dvs. i dets forstand, vilje, følelse og fantasi”.

Denne personlighedsudvikling finder sted i en social sammenhæng. Vi får at vide, at børnehaven er…

”…et lille samfund, som har sine bestemte love. Barnet lærer at følge bestemte forskrifter og regler. Det lærer, at dets vilje er en anden stærkere vilje underkastet, nemlig den samme, som leder dets små kammerater. Det fatter hengivenhed for sine vejledere og slutter kammeratskab med sine små meddisciple, hvorved følelsen påvirkes. Efterhånden lærer det også at bruge sin forstand til at skelne mellem ret og uret”.

En slags medborgerskabspædagogik for små børn.

Af 1885-teksten fremgår det også, at den frie leg må være i højsædet sammen med nationale sange og et liv i naturen. Dette sættes i en vis modsætning til den tyske tilgang, som er ”overdrevent systematisk”, som det hedder.

 

4. Personlig udvikling og børnehavens dagligdag

Dertil kommer, at lærerinden må besidde ”forskellige egenskaber, der kun erhverves af praktisk vej, ved øvelse og erfaring”. F.eks. følgende udmærkede og tankevækkende principper:

  • Vigtig er ”den frie leg, der er så vel skikket til at udvikle det individuelle i barnet”. Her er lærerindens opgave at ”sætte i gang”, ”opmuntre” og at ”holde orden”. Hun skal også besvare ”de mange spørgsmål, der vil strømme ind fra børnene i anledning af al det nye, der opdages”.
  • Pædagogen må kunne ”bevare sin ro; hun må ikke tabe tålmodigheden ved den evige uro, der er over småbørn, og som for dem er noget naturligt”.
  • ”Man må ikke rose for meget og heller ikke dadle for meget. Mange ord behøves ikke. Barnet kan ikke følge dem”.
  • ”Børnehavelærerinden må ikke glemme, at hun i den bestemte tid af dagen, vor børnene er hendes betroede, har overtaget hjemmets og modernes pligter og ansvar.”
  • ”Den unge lærerinde bør vel stige ned til børnene og være barnlig med dem, men aldrig barnagtig. Hun må være tålmodig, hun må være behersket. Aldrig må hun vise sig i allermindste måde lunefuld”.
  • ”Sandhedskærlighed må man altid forudsætte hos små børn, men dog være forberedt på, at deres livlige fantasi løber af med dem.”
  • ”Samtaler mellem lærerinder må ikke finde sted”. Man skal altid have ”øjnene på børnene”.
  • Når børnene beder om noget, bør man tillade det, vis bønnen er rimelig; men kan man ikke sige ”ja”, og har man sagt ”nej”, da må man ikke lade sig rokke, ikke lade sig plage til at sige ”ja”. Den, der blot én gang gør det, spilder i et eneste øjeblik mange måneders arbejde”.
  • Lærerinden bør ”nøje lægge mærke til hvert barns individualitet for at kunne behandle det efter sin egen ejendommelighed”.
  • Der er ”planmæssigt ordnet arbejde”, når nyttehaven skal holdes, men også egentlige ”friluftslege”, der bidrager til ”sund bevægelse, fornøjelse og afveksling”.

For ”let er børnehave- og småskolegerningen ikke. Den er i det hele en stor kunst og størst, jo mere fordringsløst og naturligt det hele ser ud”.

Så hver eneste dag i børnehaven er et stort kunstværk.

 

5. Uddannelse og familie

Endelig vil jeg sige, at Hedevig har en utømmelig interesse i familieopdragelsen. Faktisk skal børnehaven være en slags supplerende hjem, hvor børn dels får særlig kyndig opdragelse og dels lærer omgang med andre børn under fælles love. Og pædagogikken i denne udvidede og lærde familie, som børnehaven er, spiller tilbage på den egentlige families opdragelsespraksis.

Så familien lærer af børnehaven, som lærer af familien. Dermed bliver Baggers børnehave et socialpædagogisk og folkeopdragende sted. Og med børnehavernes efterfølgende udbredelse kan man roligt sige, at denne opdragelsesoplysning er realiseret. I dag vil alle mødre og fædre være pædagogiske.

I 1920’erne var Bagger ret skeptisk over de nye faglige vinde, som var inspireret af en blanding af Freud og Montessori. Men jeg synes nu, at især Montessoris arbejde på nogle måder minder lidt om Baggers. Jeg lader det ligge for nu. Derimod er vi langt fra Freud.

 

Konklusion:

Derfor skal småbørnslærerinden ifølge fru Bagger have en ”fin og mangesidig særdannelse, en helt anden uddannelse end folkeskolens lærerkræfter”.

 

Tekster:

Hedevig og Sofus Bagger: ”Den danske børnehave – bemærkninger om små børns opdragelse og undervisning”, Marius Møllers Forlag, 1885 (kan tilgås online på Det Kgl. Bibliotek)

Hedevig Bagger: ”Om uddannelse af småskolelærerinder”, Vor Ungdom, 1891, s. 304-311.

Hedevig Bagger: ”Dansk børnehave og dansk børnehaves system – håndbog i den først undervisning for hjemmet, børnehaven, asylet og småskolen”, 1891.

Hedevig og Sofus Bagger: ”Folkebørnehaven som støtte for hjem og skole – nogle bemærkninger til overvejelse”, Exprestrykkeriet, 1900.

Hedevig Bagger: ”Friedrich Frøbel – et livsbillede”, H. Ashehoug, 1916.

Hedevig Bagger: ”Småbørnslærerinden i hjemmet, asylet og folkebørnehaven; med en epilog til den unge husmoder”, NC. Rom, 1920.

Se også Rømer, T.A: ”Autoritet er det modsatte af rå magt”, Kontrast.dk, d. 30/11-2023. https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/autoritet-er-det-modsatte-af-raa-magt