Uddannelsespolitiske og pædagogiske noter, d. 10. april – d. 9. maj 2023

Nedenfor kan man læse tretten analyser og kommentarer vedrørende periodens uddannelses- og universitetspolitiske temaer. 

  1. Tre refleksioner om forholdet mellem undervisning og videnskab
  2. Nils Bredsdorffs forsvar for videnskab og kritik
  3. Da “forskningen” tog magten fra Humboldt
  4. Øjvind Larsens kritik af konkurrencestatens universitet: “En totalitær styreform”
  5. Pædagogisk oprør
  6. Aktuel pædagogisk kritik af DPU og Claus Holm
  7. Lærke Grandjeans omtale af ”I skolereformens kølvand”
  8. Rygter efter bogen om DPU
  9. Kronik om “skolereformens kølvand” i Politiken
  10. Flot anmeldelse af ”I skolereformens kølvand” i Folkeskolen
  11. Reformkommissionen
  12. Advokatundersøgelse: DPU har brudt forvaltningsloven
  13. Pædagogisk filosofi
  14. Det pædagogiske paradoks

 

1. Den 10. april: Tre refleksioner om forholdet mellem undervisning og videnskab

Universiteternes deroute forbindes ofte med universitetsloven fra 2003 og Helge Sanders (V) 10 års periode som forskningsminister fra 2001 (”fra tanke til faktura”). Det forstår man sådan set godt.

Men der er nogle bagvedliggende processer, som man måske også bør interessere sig for. Jeg understreger, at det hele pt. er hypoteser:

A. Universitetslovens forarbejder:

Universitetsloven fra 2003 bygger på den såkaldte Forskningskommissions arbejde fra september 2001. Denne kommission blev nedsat i 2000 på baggrund af en politisk aftale fra d. 24. maj 2000 mellem følgende partier:

Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Centrum Demokraterne, Det Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti og Frihed 2000.

Denne aftale have selv rødder i en aftale mellem Finansministeriet og Forskningsministeriet fra d. 29. februar 2000.

Forskningskommissionens rapport fra september 2001 er et 100% konkurrencestatsdokument, som lægger direkte op til universitetsloven i 2003. Rapporten minder meget om den aktuelle Reformkommissions arbejde.

Det er også værd at nævne, at Danmarks Forskningsråd, som vist nok etableres fra 1996 havde en kraftig teknisk-erhvervsorienteret sammensætning. Dette råd kom nærmest til at ligne de universitetsbestyrelser, som udviklede sig af 2003-loven.

Men Helge Sander kommer først til i november 2001. Det var socialdemokraten Birthe Weiss, som var forskningsminister i perioden 1999-2001. Hele lovens ideologiske grundlag er altså udarbejdet under Poul Nyrups regeringer.

B. Forsknings- og teknologiministeriet i 1993

Dette faktum bragte mig på sporet af et andet forhold. Det viser sig nemlig, at forskningens første ministerium blev skabt samtidig med Nyrups første regering i 1993. Det var også i 1993, at der med det samme blev indledt en delvis tradition for at forbinde forskning og teknologi i ministeriets navn. Den første version af ministeriet hed “Forsknings- og teknologiministeriet”.

Denne navne-tradition ophørte faktisk først for alvor i 2011, hvor ministeriet fik navnet ”Uddannelses- og forskningsministeriet”, som det stadigvæk hedder. Det var her, i 2011, at lærer- og pædagoguddannelserne forlod Undervisningsministeriet og kom under forskningsområdet. Resultatet var, at den radikale minister, Morten Østergaard, gik amok på læreruddannelsen med hele det nyreformerede DPU som ivrig og ukritisk ledsager.

Her er et eksempel på forskning-IT-forbindelsen: I 2000 stod der på ministeriets hjemmeside: ”IT- og Forskningsministeriet har det politiske ansvar for forskning, informationsteknologi og telekommunikation”. Denne forbindelse mellem forskning og IT har man fortsat.

Helt frem til marts 1998 var universiteterne ligesom læreruddannelsen og folkeskolen under Undervisningsministeriet. Det nye forskningsministerium fra 1993 var altså nærmest en tom skal frem til 1998, hvor universiteternes forskningsaktiviteter så kom under det nye ministerium. Og først i 2003 fik forskningsministeriet ansvar for universiteternes undervisning.

Nuvel, det brud mellem ”undervisning” og ”forskning”, som dermed etablerede sig fra 1998, har en form for symbolsk realitet. For dermed fjernes ”Undervisningen”, dvs. undervisningsfriheden, fra universiteterne. I stedet satte man læring og teknologi, som kunne løbe sammen med et teknisk begreb om ”forskning” i en form for opgør med ”videnskaben”.

Men hvad så med Undervisningsministeriet, som jo pludselig var uden den ”videnskab”, som selv var blevet til ”forskning- og teknologi” uden ”undervisning”? Jo, dette gamle ministerium blev jo så til ”undervisning” uden ”videnskab”, dvs. uden ”kundskaber”. Vi gik derefter ”fra undervisning til læring”, som det hed. Undervisningsministeriet blev til en slags ”læringsministerium”, som modarbejdede skolens formål, som ellers netop satte ”kundskaber” centralt. Og Forskningsministeriet modarbejdede videnskaben, som jo er afhængig af undervisningens begreb.

Videnskab, uddannelse og kundskaber omdannes dermed til forskning, data og læring, mens disse begrebers forbindelse til menneskets forsamlings- og tænkningspraksis går i opløsning.

C. Nyrup og centrum-venstre i 1992

Endnu en refleksion er, at Nyrup jo blev socialdemokratisk partiformand i 1992, altså året før etableringen af ”Forsknings- og teknologiministeriet”. Nyrup vandt over Auken, som tilhørte den gamle centrum-venstre tidehvervsfløj, dvs. efterkrigstidens humanisme.

I 1993 blev Auken så miljøminister under Nyrup, og dermed flyttede de socialdemokratiske åndsrester hen i miljøpolitikken, hvor den stadig spræller. Imens kunne undervisningspolitikken, som ellers sammen med kulturpolitikken havde været centrum-venstres efterkrigstids-åndsideal, reduceres til læring, evidens og teknik, hvor den også stadig spræller.

Omtrent samtidig med Forskningskommissionen, i 1998, oprettedes Kompetencerådet, som også gav den fuld gas med læringsbegrebets opgør med kundskabstraditionen. Dette råd var også initieret af centrum-venstre kredse (Mandag Morgen). Kompetencerådets arbejde beskriver jeg grundigt i min bog om ”Skolens formål”.

Det var Nyrup-ånden, dvs sådan lidt a la Tony Blair, hvis regering i 1998 udgav “The learning age”. Skrækkeligt.

 

2. Den 11. april: Nils Bredsdorffs forsvar for videnskab og kritik

Nils Bredsdorff (1946-2012) tilhørte som ung den klassiske venstrefløj i SF/VS. Senere blev han samfundsforsker og forskningsbibliotekar på RUC.

I 2008 skrev han et par virkeligt tankevækkende artikler om universitetspolitiske emner (jvf. link). Artiklerne handler om, hvordan principperne fra universitetsloven i 2003 udviklede sig ud af 1970-lovens styringsinteresser. Herfra blev videnskabens kritiske principper løbende undermineret af en blanding af de nye universitetsledelsers autoritære magt samt diverse forsøg på at marginalisere og censurerer kritisk aktivitet.

Bredsdorff kommer – især i det andet essay – ind på dels universitetsledelsens og institutledelsens nye magt og dels forfaldet i den kollegiale kritik, et forfald jeg jo selv i høj grad kender til.

Der er som om, at Bredsdorff skriver om DPU og ARTS, ikke mindst om institutleder Claus Holms primitive og uciviliserede forsøg på at tage magten over dansk pædagogisk forskning samt om dekan Johnny Laursens autoritære forfølgelse af videnskabelige kritikere. Der er nærmest en 1:1 relation mellem Bredsdorffs gennemgang og den empiriske realitet.

Her er fem citater fra Bredsdorffs artikel:

  • Institutledelsens magt og ”interne stridigheder”:

”Institutlederens instruktionsbeføjelser åbner en ladeport af misbrugs- og styringsmuligheder. Masser af videnskabssociologiske undersøgelser af alle fagområder viser, de vil blive brugt i faglige, institutionspolitiske og personlige stridigheder. Problemet er, at den interne, fagligt baserede kontrolmulighed, som den kollegiale styrelse indebar, er fjernet”. (s. 38)

  •  Ødelæggelsen af videnskabelig kollegialitet (”venligt-fjendtlige samarbejde”):

”På baggrund af den lange selvstyrehistorie er der en sej tradition for, at universiteterne samtidig pålægger sig selv restriktioner på formen – det der har udviklet sig til elaborerede speech codes, som tenderer til at støde sammen med forskerens forpligtelse til kritik og det såkaldte venligt-fjendtlige samarbejde mellem forskerne. Det er dilemmaer, der kun kan behandles på fagligt plan ved fri afvejning blandt ligemænd”. (s. 36)

  •  Udvidet ytringsfrihed og angreb på kritiske forskere:

”Forholdet mellem det ansættelsesmæssige/administrative og det akademiske i en universitetsansættelse er så komplekst at ytringsfriheden også gælder de interne ledelsesmæssige forhold på universitetet. Ellers ville tilsyneladende ikke-akademiske forhold kunne forvandles til hindringer og vanskeligheder for obsternasige eller upassende forsker”. (s. 37)

  • Kritik af kollegers forskning bør fremmes:

”Hvis forskning er søgen efter systematisk, rationel og kritiserbar viden og samtidig den aktive kritik af enhver videnskabelig påstand, så er studenternes og omverdens eneste garanti for, at undervisningen er på højest videnskabelige niveau og dermed forskningsbaseret, at lærernes kritiske refleksion over kollegers forskning og undervisning muliggøres og dyrkes/fremmes/institutionaliseres”. (s. 40)

  •  ”Retten og pligten til kritik” bør institutionaliseres for at undgå ”skjult censur og faglig forfølgelse”:

”Forskerne må selv acceptere aktivt at deltage i og udsætte sig for den faglige kritik og kontrol. Dette kan medføre vanskeligheder i forholdet til kolleger, andre forskningsgrupper og universitetsforvaltningen og ledelserne. For at fungere må denne kritik derfor støttes af nogle institutionaliserede regler, som kan værne om retten og pligten til kritik. Kritikken som integreret element i forskningen har formelt altid eksisteret, men reelt været fraværende. Denne institutionalisering eller i al fald legitimering af faglig kritik af kolleger har en anden og meget vigtig side: Den åbne og tvungne kritik er den eneste måde at forhindre skjult censur, ’silencing’, marginalisering og faglig forfølgelse”. (s.42)

Så allerede i 2008 forudså Bredsdorff den filosofiske realitet, der nu for alvor har sat sig igennem på Aarhus Universitet og på DPU.

Bredsdorff var også aktiv i kredsen omkring bloggen ”Forskningsfrihed”, og hans kritik førte faktisk til nogle ændringer af universitetsloven i 2011, som gav en lidt bedre sikring af forskningsfriheden, end der var lagt op til.

Link til Bredsdorffs artikel: https://ojs.ruc.dk/index.php/skr/article/view/7

 

3. Den 12. april: Da “forskningen” tog magten fra Humboldt

I en artikel fra 2012, ”Reformbølgen tager form”, som står i bogen ”Dansk forskningspolitik efter årtusindskiftet”, har Kaare Aagaard, som i dag er forskningsleder på UC VIA, en interessant betragtning om de forskellige ministeriers magt over universiteterne.

Sagen er nemlig den, at selvom ”Forsknings- og teknologiministeriet” allerede blev etableret i 1993, så kom universiteterne først fuldt og helt – dvs. med både undervisning og forskning – under dette ministerium fra 2001, hvor ministeriet fik navnet ”Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling”.

Før det havde Undervisningsministeriet helt eller delvist svunget taktstokken over universiteterne.

Det er i den forbindelse, at Aagaard skriver følgende om 2001:

”Undervisningsministeriet, der ellers frem til dette tidspunkt havde stået som den ministerielle eksponent for nogle af de traditionelle Humboldt-inspirerede styringsopfattelser, og som i perioden fra 1993 og frem også i visse henseender havde fungeret som en modvægt til Forskningsministeriets styringsambitioner, var dermed sat helt uden for indflydelse i forhold til såvel forskningen som undervisningen på universiteterne” (s. 51, se også s. 334))

Så Humboldt boede i Undervisningsministeriet, mens opgøret med Humboldt boede i Forskningsministeriet.

Det er da interessant.

Nogle år senere forsvandt Humboldt og pædagogikken også fra Undervisningsministeriet. Det blev for alvor stadfæstet efter 2006, hvorfra skolepolitikken blev overtaget af nogle af de økonomer, som også havde stået bag den nye forskningspolitik. Det er det, man kalder en uheldig forstærkning.

Reference: Kaare Aagaard (2012). ”Reformbølgen tager form”, i Aagaard, K. & Meilgaard, N.: Dansk forskningspolitik efter årtusindskiftet, Aarhus Universitetsforlag.

 

4. Den 14. april: Øjvind Larsens kritik af konkurrencestatens universitet: “En totalitær styreform”

Tidsskriftet Social Kritik havde i nr. 129, 2012, et virkeligt godt temanummer om universitetspolitik. Der er mange gode artikler.

Her er lidt noter fra Øjvind Larsens åbningsartikel. Øjvind Larsen var i 2012 lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS.

Larsen taler for både klassisk akademisk frihed og demokratisk styreform. Det er altså Humboldt + universitetsdemokrati. Dette “+” skal man altid have in mente, når man vurderer kritikken.

Her er nogle af Øjvind Larsens kommentarer til den universitetspolitiske situation omkring 2011, hvor 2003-loven for alvor var ved at sætte sine spor:

  •  Den totalitære styreform:

”Der er tale om en totalitær styreform, som transformerer hele universitets organisation og indre virkemåde på en sådan måde, at der ikke længere er plads til den form for kritisk omtanke, faglighed, dannelse og uddannelse, som tidligere var målestokken for et universitet.”

  • Dannelsens og spørgsmålenes kollaps:

”Målet med universitetet er ikke længere forskning og dannelse forstået som en spørgen, der står i centrum, men det er blevet instrumentel produktion af viden som på en fabrik, som rammende blev beskrevet af en tidligere forskningsminister med en målsætning om, at der skulle være en direkte sammenhæng mellem forskning og faktura, altså mellem forskningen og dens økonomiske omsættelighed.”

  •  Tabet af “diskuterende offentlighed”:

”På det nye universitet er det et problem, at kun få studenter og ansatte offentligt reagerer og reflekterer over universitetet indenfor universitetets egne rammer. Der er ikke længere nogen diskuterende offentlighed på universitetet. Der er sat en ny diskurs, som fremstår med en tvingende indre rationalitet, som er vanskelig at sige imod, fordi den afspejler den dominerende politiske og økonomiske rationalitet i samfundet.”

  •  Akademia går til grunde:

”Tværtimod er den akademiske frihed gået til grunde i denne nye model”.

Temanummeret indeholder også mange andre tankevækkende artikler. Dem vender jeg muligvis tilbage til.

 

5. Den 14. april: Pædagogisk oprør

Landets nok mest selvstændigt tænkende uddannelsespolitiske aktør, Carolina Magdalene Maier, undrer sig i et facebook-opslag over, at undervisningsminister Mattias Tesfaye kalder på et “pædagogisk oprør”.

Hendes undren skyldes, at Tesfaye tilsyneladende er helt ubekendt med det omfattende “pædagogiske oprør” i form af den “urene pædagogik”, som har fundet sted og bredt sig siden 2011, især under Merete Riisagers regeringsperiode som undervisningsminister og med støtte fra Maier selv.

Tesfaye markering fandt sted på en konference om “trivsel” på DPU. Og DPU har om nogen været den centrale videnspolitiske passage for den læringspolitiske strømning, som undervisningsministeren kalder til “oprør” imod. Ikke mindst Lars Qvortrup, som var en central person på konferencen, har spillet en enorm rolle for alt det, som der nu skal gøres “oprør” imod.

Mange tak til Maier for at minde om disse modsætninger.

Maiers facebook-opslag: https://www.facebook.com/carolinamagdaleneprivat/posts/pfbid021rw5qKM5u9jkCWQmBCC16j6YRwkTP83y3HhMTdiCqdyWpouztMq3Hq1cbaxRUSfTl

Link til artikel om Tesfayes ”oprør”: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/tesfaye-om-mistrivsel-der-er-brug-for-mindre-psykologisering-og-mere-paedagogik

 

6. Den 20. april: Aktuel pædagogisk kritik af DPU og Claus Holm

Cand.pæd. Helge Christiansen kritiserer i dagens Folkeskolen.dk DPU for at være for ukritisk over for folkeskolereformen. Christiansen noterer følgende i sit indlæg, som han har skrevet i forbindelse med en debat om en aktuel bogudgivelse:

”Men det var først og fremmest DPU-leder Claus Holm og indflydelsesrige, toneangivende forskere som Niels Egelund og Lars Qvortrup, der burde sige undskyld til lærerne for deres fatale fejltagelser.”

Og videre hedder det om Holms mangeårige og vedholdende opgør med skolens formål:

”Claus Holm fortsætter samme linje, som var bærende for skolereformen. Det centrale i folkeskolens undervisning er ikke opdragelse til demokrati, tilværelsesoplysning og fællesskab, men læring, der fører til, at eleverne mestrer deres egen læring.”

I kommentarsporet kvitterer en anden skolelærer, den aktive debattør og tidligere HB-medlem af DLF, Niels Chr. Sauer, med følgende ramsaltede konstatering:

”Lad mig sige det rent ud: Claus Holm er en flink og smilende mand, og han har aldrig gjort mig noget. Men han og kredsen omkring ham på DPU virker temmelig ligeglade med folkeskolen og røber med jævne mellemrum et rystende ukendskab til dens virkelighed.

Han er på åbenlys kollisionskurs med folkeskoleloven (formålsparagraffen), som han vil have ændret. Han fører en uerklæret krig imod dens forsvarere og lider tydeligvis af magtbrynde (von Oettingens nedlagte professorat, fyringssagerne). Han lovpriser igen og igen Ove Kaj Petersen og hans konkurrencestatsbegreb.

Hvad kvalificerer ham til at indtage posten som øverste leder på Danmarks Pædagogiske universitet – på niende år? Han hører snarere hjemme på Copenhagen Business School. Hvorfor rejser der sig ikke en storm imod hans gøren og laden i den pædagogiske verden? For meget flinkeskole?”

Selv forstår jeg heller ikke, hvordan skoletraditionens nok største modstander kan være leder af skolens videnskab. Det kan jo kun gå galt. Både step by step og i pludselige aktioner.

https://blog.folkeskolen.dk/blog-dansk-danskundervisning/magtelitens-ulidelige-arrogance/4711215

 

7. Den 1. maj: Omtale af ”I skolereformens kølvand”

Lærke Grandjean har lavet en virkelig flot og grundig omtale af “I skolereformens kølvand” til folkeskolen.dk.

Hun lægger især vægt på bogens indledende karakteristik af skolereformens struktur, men gennemgår også en del af bogens øvrige indhold, herunder sagerne om Keld Skovmand og Erik Schmidt samt kontakterne mellem OECD, teknologi og forskning.

Endelig sætter hun bogen i relation til afskedigelserne på DPU.

God 1. maj til alle, og tak til Lærke Grandjean

Link til Lærke Grandjeans indlæg: https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/i-skolereformens-kolvand-kritik-justering-og-forstaerkning-af-thomas-aastrup-romer/4713288

 

8. Den 1. maj: Rygter efter bogen om DPU

Der sker noget på DPU, har jeg hørt. Jeg lancerer lige rygterne, (punkt 1 og 2) og så lidt mere (punkt 3 og 4). Suppler eller korriger endelig.

A. Nedskæring af pædagogisk filosofi

Claus Holm vil skære kraftigt ned på pædagogisk filosofi. F.eks. vil han nedlægge Aarhus-uddannelsen (”pauserer”, som det hedder på nysprog).

Nedskæringen er en del af en samlet omstrukturering af ca. 11.000 timer, hvor pædagogisk filosofi på en eller anden måde skal bære ca. 3000. Mon ikke der skal flyttes timer til Claus Holms strategi? Det er helt efter bogen.

B. Ny afdelingsstruktur

Holm vil også ændre DPU’s afdelingsstruktur, har jeg hørt. Hans to favoritter, Afdeling for pædagogisk psykologi og Afdeling for uddannelsesvidenskab, opretholdes. Det var især i disse afdelinger Holm hentede sine støtter i december 2022. (f.eks. Morten Nissen og Lars Geer Hammershøj).

Derudover etableres en Afdeling for sociologi, antropologi og filosofi. Dvs. en slags rest-afdeling for tre af de gamle afdelinger. Her samler man kritikkens rester op i humanteknologiske og socialkonstruktivistiske strategier. Mon ikke Holm ansætter en posthumanistisk orienteret antropolog som afdelingsleder? Det er mit bud.

Endelig kommer der en form for Afdeling for didaktik, som udover de didaktiske miljøer opsluger den gamle lærerhøjskole-rest, ”Generel pædagogik”, som tidligere var sammen med pædagogisk filosofi. Denne flytning vil tømme Generel Pædagogik for filosofisk og pædagogisk indhold. I stedet vil faget tage farve af en filosofifjendtlig didaktiske forskning, som pt. er kraftig farvet af Jeppe Bundsgaards OECD-begejstrede pisa-pædagogik og såkaldte scenariedidaktik.

Bundsgaard og hans miljø er også blandt Holms udvalgte støtter, både i december 2022, men også længere tilbage.

På den måde befæster Claus Holm sin autoritære magt over instituttet, og hans udvalgte mso-professorater kan styre dansk pædagogisk forskning. Det er også helt efter bogen.

C. Faculty of Education

Under disse forandringer ulmer et ”Faculty of Education”, som udspringer af Reformkommissionens indre. Her er Holms mentor, Lars Qvortrup, den førende faglige deltager, mens resten styres af økonomer fra 2000’erne. Det er også helt efter bogen.

D. Ny ledelse på universitetet/fakultetet

Dertil kommer nogle skift i ledelsen af AU, hvor bestyrelsen i december 2022 blev tømt for dannelsestanker (Connie Hedegaard og Jørgen Carlsen gik af). Den nye formand, Birgitte Nauntofte, er støbt ud af Universitetsloven fra 2003 og dennes opgør med videnskab og pædagogik.

Dertil kommer, at bestyrelsen lige har ansat en ny dekan for ARTS, nemlig Maja Horst, som ifølge en bog fra 2018 er imod noget, hun kalder for ”frihedskæmpere”. Brian Degn Mårtensson skrev en interessant og særdeles kritisk anmeldelse af bogen i 2018. Horst afløser Johnny Laursen, som siden 2014 har kørt i tæt parløb med Holm. Det hele er helt efter bogen.

Men som sagt er punkt 1-2 rygter. Suppler endelig. Jeg beklager naturligvis, hvis der skulle være tale om halve vinde.

Link til Brian Degn Mårtenssons anmeldelse af Maja Horsts bog: https://www.altinget.dk/artikel/anmeldelse-ny-bog-om-universiteterne-er-fyldt-med-tvivlsomme-postulater-og-grelle-misforstaaelser

 

9. Den 2. maj: Kronik om “skolereformens kølvand” i Politiken

I dagens kronik i Politiken analyserer jeg de seneste års skolepolitiske udvikling og denne udviklings historiske baggrund. Det sker med udgangspunkt i bogen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, som udkom officielt i går.

Link til kronik: https://politiken.dk/debat/kroniken/art9322125/Det-g%C3%A5r-ned-ad-bakke-for-danske-b%C3%B8rn-p%C3%A5-b%C3%A5de-p%C3%A6dagogiske-og-sociale-m%C3%A5l-%E2%80%93-og-ofte-glemmer-man-den-egentlige-skandale

 

10. Den 2. maj: Flot anmeldelse af ”I skolereformens kølvand” i Folkeskolen

Jens Raahauge har skrevet en nærmest smuk anmeldelse af ”I skolereformens kølvand” til folkeskolen.dk. Raahauge lægger ud med en ret lang refleksion over omslagets brusende kølvand. Han er i tvivl om skibets retning. Løber kølvandet kritisk nedad? Eller går stræbende det opad som i en strofe fra ”En rejselysten flåde”, der jo handler om genforeningen i 1920?: ”Her er Danmark, dit og mit / med sin kølvandsstribe”.

Så Raahauge, som selv er dansklærer, havner i en bevægelig, kritisk og national struktur. Det lyder dejligt. Kølvandet vender på en måde begge veje. Godt set.

Dernæst roser han i en ret grundig passage bogens metode, det såkaldte ”vidnesbyrd”, som jeg har fra den svenske filosof Marie Hållænders dybt inspirerende refleksion over Odysseus’ hustru, Penelope.

Derefter gennemgår han kort bogens struktur. Tak for det.

Undervejs reflekterer Raahauge lidt over bogens kritiske form. Han skriver, at kritikken indimellem er lidt for krasbørstig. Men lige før skriver han det modsatte, så det lyder jo også godt. Han ender med at sige, at kritikken er ”kradsende”. Et skønt udtryk.

Raahauges tvivl om ”kradseriet” hænger sammen med, at han er anfægtet:

”Det er for mig vanskeligt at acceptere, at den nordiske pædagogiske tradition, der har rødder i humanisme og oplysningstænkning, erstattes af en databaseret, teknokratisk og instrumentel tilgang til pædagogik. Men det er op ad bakke. For eksempel er de nye studerende ved de pædagogiske uddannelser unge, der for de flestes vedkommende har reformskolen som erfaringsgrundlag.”

Til sidst konkluderer han følgende:

“Thomas Rømers bog bærer på dokumentation og vidnesbyrd, som trods dens sine steder for kradsbørstige form, gør den til en inspiration til fortsat ageren mod den tænkning, der ligger bag afhumaniseringen af den nordiske skoletradition.”

Mange tak til Jens Raahauge.

Link til anmeldelse: https://www.folkeskolen.dk/folkeskolereform-malstyring-paedagogik/skolen-traenger-til-en-kaerlig-and/4709468

 

11. Den 5. maj: Reformkommissionen

A. Etableringen

Reformkommissionen blev etableret i efteråret 2020 i direkte forlængelse af konkurrencestatens ideologiske og personbårne essens. Herudover var der tilføjet en stænk af nedluknings-radikalisme. Det kan man læse om i dette indlæg (især i indlæggets afsnit 2):

http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-68…

Dermed er selve filosofien på plads: 90% konkurrencestat + 10% biostat + 0% pædagogik.

B. Tvangstests til alle

Denne ånd giver sig til kende i kommissionens mest totalitære forslag, nemlig ideen om at alle 2-3-årige børn skal tvangs-sprogtestes. Og hvis forældrene ikke er interesseret, så fratages de børneydelsen.

Begrundelsen for dette statslige indgreb i civilsamfundets kernerettigheder er en statistisk konciperet social lighed ift. ungdomsuddannelse. Det vil sige, at det især er økonomer som Erik Hanushek og James Heckman, der er på færde. Og især Heckman står jo helt centralt i den moderne socialdemokratisme via Pernille Rosenkrantz-Theils bog om emnet.

Både Hanushek og Heckman er en central ideolog i konkurrencestatens ideologi. Det fremgår f.eks. af værket ”Pædagogikkens idehistorie” fra 2017. Jeg drøfter også ideologien grundigt i min seneste bog ”I skolereformens kølvand”.

Disse tvangstest kan efterfølgende indgå i omfattende digitale registreringssystemer, der kan understøtte en altomfattende teknisk forskning. Og denne ”forskning” kan fortsætte med at overtræde grænsen mellem privat og offentlig og dermed optimere postulerede og undertrykkende statistikker langt ud i fremtiden. Pædagogisk metode vil blive defineret entydigt og instrumentelt af denne logik.

Dette tvangsindgreb er nok det mest totalitære forslag i rapporten.

C. Faculty of Education

Dertil kommer forslaget om at etablere et ”Faculty of Edcuation”, som muligvis skal erstatte DPU (det står lidt uklart). I efteråret 2022 fik jeg aktindsigt i en del af baggrundsmaterialet og skrev i den forbindelse følgende, som jeg lige har kørt over i dagens anledning:

Reformkommissionen er som tidligere nævnt en form for forlængelse af den nedsmeltning og instrumentalisering af samfundets pædagogiske liv, som fandt sted i regi af Globaliseringsrådet og Skolerådet fra 2006 til 2013, og som førte direkte frem til skole- og læreruddannelsesreformerne i 2013. Det kan man se alene ved det forhold, at der er et stærkt overlappende persongalleri i de forskellige råd, herunder ikke mindst de indflydelsesrige økonomer Jørgen Søndergaard og Nina Smith. Kommissionen kalder sig da også for “kommission for 2. generationsreformer”, som netop henviser til 00’ernes reformer, som altså var ”1.generation”.

I oktober 2022 kom en meget vigtig ting frem i lyset, som har været nærmest hemmeligt. Det drejer sig om, at Reformkommissionen arbejdede med at etablere et såkaldt ”Faculty of Education”, som skal have en særlig praksisnær og evidensbaseret karakter. Det nye fakultet skal dække ”fra dagtilbud til ph.d.”, som det hedder. Den forskning, som skal etableres i dette ”faculty”, skal ligne ”lægernes kliniske forskning”, skriver Jørgen Søndergaard, der er formand både for Reformkommissionen som sådan og for selve ”faculty”-gruppen. Han kalder sin ’klinik’ for ”større/bedre kobling mellem forskning og praksis”. Man vil også sørge for “udvikling og udbredelse af digitale undervisningstilbud”. Det hele foregår helt uden kritiske omgivelser.

Det omfattende arbejde med disse ”faculty-tanker” blev sat i gang i maj 2022. Der har frem til efterårsferien 2022 været afholdt to ud af fem møder om hhv. dagtilbud/skole og gymnasier/erhvervsuddannelser. Snart følger resten af uddannelsessystemet. Møderækken og afrapporteringen skulle efter planen have været afsluttet i slutningen af oktober, men folketingsvalget i november 2022 kom lidt i vejen.

Der er ikke noget på nettet om det nye ”faculty”, så vidt jeg kan se, før nu. Men i oktober 2022 fik jeg hele 1250 siders aktindsigt om emnet fra Reformkommissionen. Faktisk tror jeg – selvom jeg ikke er helt sikker – at det er meningen, at dette ”faculty” skal overtage eller definere DPU’s rolle som videreuddannelsessted for pædagoger og lærere. F.eks. står der i kommissoriet – i en mærkelig form for datid – at man skal ”lære af erfaringerne med et DPU”, underforstået at der nogle dårlige erfaringer. DPU er også det eneste, der har fået lov til at indsende et længere notat om sin organisation til arbejdsgruppen. Og på nogle slides, som er lavet af tænketanken DEA’s direktør, Stina Vrang, er der et billede af DPU’s bygninger i Emdrup under overskriften ”Faculty of Education”. Men ok, det er bare en fornemmelse. De konkrete institutionelle konsekvenser kan jeg ikke helt gennemskue af materialet, men tankegangen er helt klar.

Hvem er de mest toneangivende kræfter i den centrale arbejdsgruppe for Faculty of Edcuation under Reformkommissionen? Ja, det er gamle kendinge fra skolereformsegmentet:

De første tre er også med i Reformkommissionen som sådan, hvilket understreger initiativets betydning:

– Jørgen Søndergaard (økonom, formand) (også med i Skolerådet)

– Nina Smith (økonom) (også med i Skolerådet)

– Per B. Christensen (med i mange vigtige skolereforms-organiseringer, f.eks. AP Møllers forskoleudvalg)

Dertil kommer følgende:

– Lars Qvortrup (stærk tilhænger af skolereformens læringsfilosofi, tidl. leder af DPU)

– Dorte Bleses (AUs Trygforskningscenter, ekstremt på Heckmans lighedsideologi)

– Bjarne Wahlgren (lidt anonym og tilpasningsdygtig forsker i teori/praksis)

– Stefan Herman (rektor, KP)

– Hanne Leth Andersen (rektor, RUC)

(De sidste to er dog underligt fraværende i materialet).

Et af medlemmerne, Lars Qvortrup, er begejstret. Han skriver et sted i materialet (mail pr. d. 17/5-2022): ”Et Faculty of Education som skitseret er noget, jeg i mange år har arbejdet for”. Det var da også netop et sådant fakultet, han forsøgte at omdanne DPU til, da han var dekan i 2008-11, og som dengang producerede det ”relevanskriterium”, som han kunne fyre filosoffer med.

En række andre velkendte navne fra skolereformens ideologiske kreds har også været knyttet til arbejdet. F.eks. er der oplæg fra folk som

– Simon Calmar Andersen (tidligere i Skolerådet, også stærkt på Heckman-fløjen)

– Stina Vrang, direktør i DEA (DEA er helt uden filosofisk indhold, også på Heckman-fløjen)

Der er ikke noget fra den kritiske og pædagogiske tradition.

Og i de forskellige forskningsoversigter, som er vedlagt materialet, er der stort set renset for seriøs pædagogisk videnskab, mens det derimod myldrer med organisationer og koncepter som DEA, VIVE, LSP-teknologi og så videre. Og på samme måde er der en række bilag, hvor hele 2000’er-tænkningens organiseringer helt ukritisk ridses op, mens alt andet forties, herunder den store kritiske aktivitet, der har været gennem årene.

D. DPU-konference om praksisfaglighed

Det er også værd at fremhæve, at DPU den 3. maj 2023, altså samme dag, som Reformkommissionen offentliggjorde dens aktuelle rapport, holdt en konference om “praksisfaglighed” med deltagelse af folk som Claus Holm, Lars Qvortrup og Ove Kaj Pedersen. Og “praksisfaglighed” er netop et af Reformkommissionens kernebegreber”.

Disse processer spiller formodentlig sammen med de ret omfattende ændringer af DPUs struktur, som jeg omtalte for et par dage siden.

Her er det indledende citat fra konference-oplægget, som bærer stærkt præg af Reformkommissionens ideologi:

“Selvforsørgelsen og arbejdets egenværdi er bærende elementer i det danske velfærdssamfund. Dette aktualiseres i regeringsgrundlaget, som netop understreger behovet for at aktivere den såkaldte restgruppe af unge, som står uden for arbejdsmarkedet, samt for at øge rekrutteringen til de erhvervsrettede uddannelser. Men kan disse mål realiseres uden at gentænke folkeskolens rolle i forhold til at forberede eleverne på arbejdslivet og på de forventninger, som samfundet stiller efter skolepligtens udløb?”

Man kan læse mere om konferencen her: https://dpu.au.dk/praksisfaglighed

E. Efterskoler

Endelig er der Reformkommissionens syn på skoler og især på efterskolerne. Jeg må lade det fare i denne omgang. Jeg vil ikke have ødelagt min Spot-festival, som starter om få timer. Men jeg vender muligvis tilbage med en vurdering.

Link til Reformkommissionens aktuelle materiale: https://reformkommissionen.dk/udgivelser/nye-reformveje-2/

 

11. Den 8. maj: Advokatundersøgelse: DPU har brudt forvaltningsloven

Dansk Magisterforening har bedt en ekstern advokat om at vurdere min afskedigelsessag. Advokaten har lavet et notat, som fylder 14 sider. Advokaten mener, at Claus Holm og Aarhus Universitet har brudt forvaltningslovens regler på to måder:

“- dels idet man har forsømt at partshøre Thomas Aastrup Rømer om nogle faktuelle forhold, som indgår i Aarhus Universitets afgørelse og

– dels idet begrundelsen for afskedigelsen ikke på fyldestgørende vis redegør for, at disse faktuelle forhold har indgået i beslutningsgrundlaget.”

Disse “faktuelle forhold”, jvf. første pind, kom ifølge rapporten frem i forbindelse med et møde med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen i marts 2023. Det drejer sig om tre helt ubestemte henvendelser til DPU’s ledelse. Jeg har ikke hørt om nogle af disse henvendelser før, og jeg kender stadig ikke til deres indhold. Og i fyringsbrevet skrev Holm, at der ingen kritik var under det kollegiale kriterium.

Jeg har da også kun fået ros for min kollegiale indsats i forbindelse med mus-samtaler mv.

DM ønsker dog ikke at rejse sag mod universitetet, fordi disse lovbrud angiveligt bliver ”absorberet” af arbejdsretten, som det hedder med henvisning til en højesteretsdom fra 2007. Vi er i en retlig sump.

Men kort sagt: Universitetet har brudt loven. AU er ikke rettens sted.

Og mere alment: Måske skulle man flytte til en retsstat?

Advokatvurderingen kan tilgås her: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Notat-om-opsigelse-ved-AU.pdf

 

12. Den 9. maj: Pædagogisk filosofi

A. Paradoks:

Jo mindre samfundet efterspørger pædagogisk filosofi, desto mere har samfundet brug for pædagogisk filosofi (Konkurrencestatens og DPU’s situation).

Men i samme øjeblik samfundet efterspørger pædagogisk filosofi, så ophører fagets relevans (f.eks. dannelse som trivsel/verdensmål/ideologi).

Så enten er faget relevant, men uønsket, eller også er faget ønsket men irrelevant.

B. Forklaring:

Hvorfor er det sådan? Det er fordi, at pædagogisk filosofi konstant spørger til de begreber, som pædagogiske praksisser og institutioner er skabt ved.

Derfor: Når samfundet ikke efterspørger pædagogisk filosofi, så er det et tegn på institutionernes og pædagogikkens forfald. Og når samfundet efterspørger pædagogisk filosofi, så er det et tegn på spørgsmålenes og filosofiens forfald.

C. Uddannelse:

Hvem kan uddanne til dette krydsfelt, til denne strid mellem institution og spørgsmål?

Det kan kun et universitet, et seminarium eller en skole, som er stiftet for spørgsmålenes og institutionernes egen skyld, og som via denne særlige egenarts praksis kan opdrage samfundets begreber og politik. Dermed etableres ”den frie tid” i alle mennesker og på alle steder som en livets højborg og slotsplads.

Denne mulighed går desværre imod både DPU’s og UC’ernes grundlæggende konstitution.

D. Ledelse:

Ledelse af pædagogik og kundskabsudvikling har i den forbindelse kun en eneste opgave. Nemlig intet at gøre samt at kæmpe imod alle, der vil gøre noget, dvs. som vil bestemme over den frie tid.

Så en skoleleder drikker kaffe på kontoret og skriver kritiske breve til KL om at holde sig væk. Ikke andet.

Imens synger børn og voksne sange fra fortiden, f.eks. Ingemann, Sys Bjerre eller ”We don’t need no education”, mens de kigger blødt op på væggen, hvor der hænger billeder af tænkere og digtere og olympiske helte. Eller måske går de ture i skoven, hvor de rører lidt ved blomsterne, mens solen drysser sine stråler ud over barnehuden.

 

13. Den 9. maj: Det pædagogiske paradoks

Det måske vigtigste værk på dansk om pædagogik siden 2. verdenskrig er Alexander von Oettingens bog ”Det pædagogiske paradoks – et grundstudie i almen pædagogik”, som udkom i 2001 på forlaget KLIM.

Her er nogle grunde til, at bogen er så vigtigt:

A.

Bogen udkom i 2001, samtidig med at lærings- og konkurrencedagsordenen for alvor sætter sig igennem i samfundet, f.eks. i form af ”Ansvar for egen læring” og ”vidensøkonomien”.

Men bogen har en form for naivitet. Det samfundsmæssige pres nævnes nemlig slet ikke. Dermed får ”paradokset” en egen opmærksom og nærmest naiv selvstændige kraft.

B.

Pædagogikkens ”paradoks” gør, at der indstiftes en form for filosofisk begrundet umulighed i pædagogikken, som går stik imod læringsdagsordnen. Paradokset bliver dermed en radikal filosofisk åbning i samfundet. Bogen bliver dermed det første rent pædagogiske grundlagsstudie i mange år.

C.

Bogen relaterer heller ikke til de grundtvigske og reformpædagogiske temaer, som ellers i mange år havde domineret resterne af pædagogikken, som altså allerede i 2001 var en truet art. Denne undladelse var lidt irriterende ved første blik, men den skulle siden vise sig at blive en kæmpegevinst, også for reformpædagoger og grundtvigianere.

D.

Via pkt. A-C vandt bogen en form for faglig selvstændighed fra det politiske og fra de mere traditionelle pædagogiske linjer i landet. Bogen blev et slags brag.

E.

Men hvad sker der så inde i det nye og frie område, som von Oettingen havde etableret?

Jo, von Oettingen rehabiliterer den tyske tradition (især Kant, Schleiermacher og Herbart) samt dennes indflydelse på dels Dietricht Benner og ikke mindst på Knud Grue-Sørensen, som var professor i pædagogik i København 1955-1974. Dermed rehabiliteres ”undervisningen” som grundbegreb; et begreb, som ellers var truet både af konkurrencestatens temaer og af de pædagogiske rester (dvs. af Grundtvig og reformpædagogik).

Grue-Sørensen havde faktisk spillet en stor rolle for læreruddannelsen i 1960’erne, men var gået lidt i glemmebogen efter at Bourdieu-folkene tog over i København. Nogle år senere, i 2006, skrev von Oettingen endda en afhandling om Grue-Sørensens pædagogiske tænkning, hvor ”paradokset” udvides til ”antinomier”, hvorved den pædagogiske filosofis centrale funktion i samfundet cementeres.

I ”Det pædagogiske paradoks” indledes desuden med en drøftelse af Rousseaus bidrag til ”paradokset” – nemlig at barndommen er radikal åben. Dermed får von Oettingens filosofi en særlig blødhed, som ikke altid kendetegner ”herbartianeren”, og som gør, at reformpædagoger også kan deltage i diskussionen. Von Oettingen bevarer dog det lidt ujævne forhold til både reform- og højskolepædagogik.

Det er måske også derfor, at Danmarks Lærerforening både kan have et professionsideal (fra 2003), som er løgstrupsk inspireret, og et folkeskoleideal (fra 2019), som er von Oettingen-inspireret. Anders Bondo så ikke på dette som modsætninger, hvilket andre ville have gjort.

F.

Von Oettingen bliver også en helt central person i udviklingen af den pædagogisk filosofi, som netop grundlægges som universitetsdisciplin på DPU i 2001. Dermed kommer bogen til at definere et helt fags selvstændighed, dvs. en ny (og gammel) form for undersøgende omgang med den pædagogiske fortid. I forordet til disputatsen fra 2006 takkes hele det nyetablerede pædagogisk-filosofiske miljø. Også fremtrædende højskole- og seminariefolk fra de sønderjyske egne får en tak.

På den måde bliver von Oettingens bog til det værk og værktøj, som løfter det ”nye” fag, ”pædagogisk filosofi”, ind i en række af de kritiske indsatser, som efterfølgende bidrog til at holde pædagogikken ved lige, f.eks. i form af Peter Kemps arbejde med “verdensborgeren” i 2000’erne. Peter Kemp var jo den første institutleder ved pædagogisk filosofi, som han ankom til med god erfaring fra det teologiske stridskabinet.

Og senere, i 10’erne overtog Uren Pædagogik, som både von Oettingen og Kemp bidrog til, de kritiske aktioner. Men Uren Pædagogik kunne aldrig have eksisteret uden de andre.

Og von Oettingens indsats bidrog via hans interesse for dannelsestraditionen til at holde andre inspirationskilder som f.eks. Gert Biesta i en form for kritisk kontrol. Biesta kom jo ud af Foucault-traditionen, hvor Bildung ofte blev simplificeret alt for kraftigt.

G.

Jeg havde faktisk glemt, at Alexanders bog var fra 2001. Men ved dette årstal og ved bogens selvstændige insisteren på pædagogikkens egne begreber, kommer bogen til at indtage den vigtige historiske og faglige plads, som jeg har forsøgt at beskrive.

H.

Senere relaterede von Oettingen sine tanker lidt mere til samfundsmæssige emner, selvom den slags ikke har haft hans store faglige interesse. Det sker f.eks. i bogen ”Almen didaktik” fra 2016 og ikke mindst i den fremragende pamflet ”Pissedårlig undervisning” fra 2019, hvor samfundet og pædagogikken slås, så det brager.

Men samfundsanalysen og den bredere kulturanalyse står trods alt lidt tyndt, så von Oettingen måtte hele tiden kæmpe imod Luhmannianernes lokkende toner, som prægede tiden, men som også Kemp tordnede imod.

I.

Men alle med kærlighed til pædagogik bør alle være dybt taknemmelige. Von Oettingen åbnede og forsikrede linjen mellem fortid og fremtid, så pædagogikken kunne vise sig og arbejde på det allermest kritiske tidspunkt i pædagogikkens historie. Uden denne bog havde den filosofiske kritik af pædagogikken måske ikke eksisteret som andet end sporadiske tilfældigheder.

Uddannelses- og universitetspolitiske noter, d. 7. marts – d. 4. april 2023

Nedenfor kan man læse femten analyser og kommentarer til periodens uddannelses- og universitetspolitiske temaer.

 

1. Den 7. marts: DPU holder endnu en konkurrencestatskonference

DPU’s institutleder, Claus Holm, står endnu engang i spidsen for en konkurrencestats-konference. Han svinger selv den begrebsmæssige lunte med referencer til Ove Kaj Pedersen, og nogle af hans støtter. Lars Qvortrup, skal stå for kritikken, fremgår det. Det er nok det, dekan Johnny Laursen kalder for “pluralitet”.

Her er det indledende citat fra konference-oplægget, som bærer stærkt præg af Holms ideologi:

“Selvforsørgelsen og arbejdets egenværdi er bærende elementer i det danske velfærdssamfund. Dette aktualiseres i regeringsgrundlaget, som netop understreger behovet for at aktivere den såkaldte restgruppe af unge, som står uden for arbejdsmarkedet, samt for at øge rekrutteringen til de erhvervsrettede uddannelser. Men kan disse mål realiseres uden at gentænke folkeskolens rolle i forhold til at forberede eleverne på arbejdslivet og på de forventninger, som samfundet stiller efter skolepligtens udløb?”

Konferencens indholdsmæssige og begrebslige struktur følger direkte sporet fra DPU’s almene kommunikation og fra en række tidligere stort anlagte konferencer, hvor Holm også har spillet en hovedrolle, jvf. nedenstående links.

Det er ren magt.

Links

Aktuel konference: https://dpu.au.dk/praksisfaglighed

Eksempler på tidligere DPU-konferencer med samme struktur:

Konference om konkurrencestaten, november 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/konkurrencestatens-krav-til-dannelse-kommenteret-referat-fra-konference-pa-dpu-aarhus-universitet-d-20-november-2013-i-emdrup-kobenhavn.html

Konference om skolens formål, august 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/referat-af-konferencen-folkeskolens-formaal-til-eftersyn-d-19-august-2015-paa-dpu.html

Konference om livsduelighed, maj 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/livsduelighed-paa-dpu.html

Konference om professioner, april 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/konference-paa-dpu-oproer-underkastelse.html

 

2. Den 14. marts: Sappho-prisen: Video og manuskript

Der er nu muligt at tilgå en youtube-video fra prisuddelingsarrangementet fra den 11. marts, hvor jeg modtog Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris; herunder både selskabets motivering og min egen takketale.

Jeg har også lagt talemanuskriptet på min hjemmeside, hvis man hellere vil se talen på skrift. Her samler jeg også løbende info om begivenheden.

Links:

På video: https://www.trykkefrihed.dk/sapphoprisen-2023-thomas-aastrup-roemer.htm

På skrift: http://www.thomasaastruproemer.dk/trykkefrihedsselskabets-ytringsfrihedspris-sappho-prisen.html

 

3. Den 17. marts: Årsmøde i Dansk filosofisk selskab

I forrige uge, den 2.-4. marts, var jeg til det 24. årsmøde i Dansk Filosofisk Selskab. Det foregik på DPU, så jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle deltage, men heldigvis tog jeg afsted.

Konferencen blev åbnet af selskabets formand, Asger Sørensen. Selvom konferencens tema var naturfilosofi, så valgte han at tale om pædagogikkens tilstand her i Danmark, hvilket jeg var virkelig glad for.

Sørensen fremhævede den demokratiske dannelses dyder, især med reference til politisk teori, til den unge Marx og til Løgstrup, som jo i 1981 holdt forelæsning om skolens formål fra selvsamme talerstol, som Sørensen nu stod på. I den forbindelse kritiserede han institutleder Claus Holms konkurrencestatsbaserede og teknokratiske syn på pædagogik og forskning, og han nævnte Holms fyring af mig som et eksempel på pædagogikkens og forskningens krise.

Faktisk skulle Claus Holm ifølge det oprindelige program have indledt konferencen, men han havde meldt afbud. I stedet havde han sendt sin nye viceinstitutleder, Anna Skyggebjerg, som har forladt et strålende virke som børnelitteraturforsker til fordel for et job som mellemleder under Holms herredømme.

Jeg skal lige vænne mig til, at jeg – selvom jeg slet ikke kendte hende – forsvarede Skyggebjerg kraftigt både internt og i offentligheden, da det nye globale AU i 2011 tvangsflyttede børnelitteraturen til Aarhus. Nu sad hun så helt tavs og med den fjerne og allestedsnærværende institutleder under hatten og lyttede til Asger Sørensens kraftfulde kritik af tingenes tilstand. Hendes introduktion til konferencen var da også ekstremt kort.

Skyggebjergs forgænger som viceinstitutleder, Christian Kjeldsen, som altid bakkede Holm op, og som også efterfulgte Lars Qvortrup som leder af det læringsideologiske Nationalt Center for Skoleforskning, vil nu være professor skriver han på facebook. Det skal han nok blive.

Skal vi blive i paradoksernes verden, så er det værd at minde om, at Claus Holm jo støttede Lars Qvortrups forsøg på at fyre tre filosoffer i 2010, fordi deres forskning ikke var ”relevant”. Asger Sørensen var netop en af disse filosoffer.

Jeg vil derfor kalde det hele for et universitetspolitisk drama. På en måde er det lidt traumatiserende.

Min egen skæbne blev, udover altså i Sørensens åbningstale, også omtalt tre gange i parallelsessionen ”forskningsfrihed og akademisk frihed”, hvor jeg sad det meste af tiden, fordi jeg er ved at skrive en bog om emnet:

For det første nævnte lektor i pædagogisk filosofi, Anne-Marie Eggert Olsen, fyringssagen som et eksempel på universiteternes opgør med sig selv. Hun mente, at fyringen var et brud med Aarhus Universitetets vedtægt, dvs. dets kontrakt med staten, hvori der bl.a. står følgende i §4:

”Aarhus Universitetet vil udvikle videnskaben og bidrage kritisk til øget erkendelse ubundet af herskende videnskabelige og samfundsmæssige opfattelser. Aarhus Universitet vil derfor for sine forskere skabe vilkår, som fremmer kreativitet og en kritisk indstilling over for opfattelser og synspunkter, der i såvel forskningen som det øvrige samfund fremstår som etablerede sandheder”.

På en måde er universitetet ikke mere en del af staten, men kun af universitetets brud med staten. Dermed ender AU som en slags privat erhvervsakademi uden filosofisk eksistensberettigelse.

Jeg har skrevet til universitetets rektor og bestyrelsesformand om dette juridiske forhold, men han har ikke svaret.

Også professor Jacob Dahl Rendtorff, som leder et forskningsprojekt om ”the public intellectual”, omtalte fyringssagen i et kritisk lys. Han mente, at fyringen var et udtryk for, at der er noget galt med de universitetspolitiske strukturer. Hans kollega i projektet, Sandra Frost Campos Guimay, satte analysen i relation til Hannah Arendts filosofi.

Endelig omtalte Asger Sørensen igen sagen i sin egen præsentation om ”Akademisk frihed i forfald”, hvor han tog udgangspunkt i sin dybt tankevækkende bog “Asger Sørensen går på universitetet”.

Derudover vil jeg kort omtale et par interessante oplæg i samme session:

Maria Toft, som i december skrev om sine ubehagelige oplevelser med publikationstyveri på KU, bidrog med et engageret og interessant oplæg om videnskabens fremtid. Oplægget hed ”Poetisk videnskab” og var bl.a. inspireret af Grundtvigs universitetstanker.

Og lektor emerita fra SDU, filosoffen Cynthia Grund, holdt også et fantastisk oplæg om sine oplevelser i amerikansk, finsk og dansk akademia. I pausen kritiserede hun også Holms fyring på det kraftigste.

Der var også en interessant session om dannelse, hvor Merete Wiberg fortalte om begrebets moderne paradokser, mens Søren Harnow Klausen i højere grad understregede begrebets enhed. Det var en fin diskussion.

To af keynote-speakerne, Joaquin Vldivielso og Kate Soper, som jo talte om konferencens tema (naturfilosofi), havde nogle interessante og kritiske betragtninger om forholdet mellem humanisme og posthumanisme, hvilket jeg også selv har interesseret mig for i artiklen ”Bæredygtighedens indre modsætning”.

En tredje taler, Karen Barad, som talte over zoom, havde derimod ingen kritiske bidrag. Hun messede, mens hun viste videoer med lynnedslag. Barad blev introduceret af lektor Malou Juelskjær, som i 2015 klagede til universitetets ledelse over mit arbejde i det mest utrolige vendinger. Hun er i den forstand en del af AU’s nye struktur.

Mange tak til arrangørerne for en god konference og ikke mindst for at sætte spot på Claus Holms overgreb på den pædagogiske tradition og så videre.

https://dpu.au.dk/om-dpu/arrangementer/arrangement/artikel/dansk-filosofisk-selskabs-aarsmoede-2023

 

4. Den 17. marts: Nyt fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen

Nu er der nyt fra Medarbejder og kompetencestyrelsen. Skjulte og mærkelige og luftige klager suser rundt med dramatisk effekt. Lad mig forklare:

Den 24. januar skrev dekan Johnny Laursen et helt utroligt debatindlæg på folkeskolen.dk, ”Blæst over uddannelsesforskningen”, som jeg har omtalt og delt flere gange.

Jeg skrev et svar på min blog, som jeg løbende reviderede, og som jeg til sidst sendte til folkeskolen.dk. Her ønskede man imidlertid ikke at bringe mit indlæg, bl.a. fordi det ikke var principielt nok og ikke bragte debatten videre, som det hed. Det forstod jeg ikke noget af.

Min advokat fra DM har i dag imidlertid fået bekræftet af Medarbejder- og kompetencestyrelsen, at fyringen er baseret på lige præcis den logik, som jeg undersøger i Laursens indlæg, og som jeg også nævner i min indsigelsestekst fra d. 12. december.

Det vil sige, at fyringen bygger på nogle helt ubestemte anklager om at være ukollegial. Klagerne er helt uden navn og adresse og materie, og jeg aldrig har fået forelagt indholdet eller hørt fra min ledelse om, at der skulle være nogle problemer, tværtimod.

I fyringsbrevet står der da også, at der ikke noget at kritisere mig for i forhold til dette emne, hvilket der så åbenbart er alligevel, selvom ingen ved, hvad det drejer sig om, eller hvorfor ingen har banket på min dør, hvis der skulle være et eller andet.

Jeg har heller ikke hørt om, at man sådan skulle sende skjulte anklager til institutlederen for at angive den ene eller den anden uden at træde frem?

Er det sådan man gør på Aarhus Universitet?

Så forstår jeg bedre, at den seneste arbejdsmiljørapport fra ARTS var så dårlig, at den ligefrem blev omtalt i Politiken.

Jeg har ellers modtaget nogle artige formuleringer i tidens løb, som jeg måske skulle have luftet sådan under bordet, lidt ligesom i en dysfunktionel skoleklasse?:

Blandt andet fra Holm selv, da han i al offentlighed og med fuld titel skrev, at en pristale jeg holdt var ”polemisk dumdristig”.

Eller da en af Holms støtter, psykologen Morten Nissen, kaldte mig en “Paria”, fordi jeg havde tilladt mig at kritisere ideologien bag hans forskningsprogram.

Eller da Lars Qvortrup kaldte Peter Kemp for en “plattenslager”.

Og Så Videre.

En helt utrolig arbejdsplads. Et autoritært og dybt traumatiserende sted. Det gør ondt i hjertet at sige det: …..så jeg siger det ikke.

Link:

Link til analyse af Laursens tekst: http://www.thomasaastruproemer.dk/johnny-laursen-forsvarer-fyringerne-paa-dpu.html

Link til indsigelsestekst: http://www.thomasaastruproemer.dk/indsigelse-vedroerende-varslet-afskedigelse.html

 

5. Den 19. marts: Dekanens paradoksale udmeldinger

I formiddags fortalte jeg, at universitetet og Medarbejder- og kompetencestyrelsen mener, at jeg har været ukollegial, selvom alle MUS-referater og så videre tyder på det stik modsatte.

Ok, så tror man jo, at der er tale om, at universitetet og styrelsen forveksler kollegialitet og kritik. Denne forveksling har vi jo set før.

Men det har man faktisk også afvist. Den 17. januar 2023 skriver dekan Johnny Laursen nemlig følgende til mig:

“Jeg kan desuden gentage, at videnskabelig kritik eller de andre former for faglige holdninger, som medarbejderne på DPU måtte have fremført i offentligheden, ikke har indgået som kriterier eller på anden måde påvirket resultatet.”

Så mit kritiske arbejde er altså ikke lagt til grund, og det kan derfor heller ikke klassificeres under “kollegialitet”. Og som det fremgår af ordet “gentage”, så er der ikke tale om nogen tilfældig markering.

Og i fyringsbrevet skriver man, at der ingenting er at kritisere på de fire kriterier.

Jamen så er er jo ingenting? Andet end Claus Holms totale og ideologiske opløsning af DPU og Aarhus Universitet. Men hvad foregår der så i Medarbejder- og kompetencestyrelsen?

Men så alligevel: Johnny Laursens formulering står i stik modsætning til et indlæg, han skrev på Folkeskolen.dk, hvor han selv i høj grad forvekslede kollegialitet og kritik. Holm tager dermed Johnny Laursen og fakultetet ARTS med i faldet, mens man siger det modsatte af det man gør.

Paradokserne er nærmest uendelige.

 

6. Den 19. Marts: The end of ARTS

De højreorienterede siger, at mænd ikke må klæde sig ud som damer og da slet ikke som prinsesser.

De venstreorienterede siger, at blegansigter ikke må klæde sig ud som indianere og da slet ikke som afrikanere.

Ledelsen på AU siger, at videnskabsmænd ikke må klæde sig ud som kritikere, og da slet ikke som kritikere af ledelsen på AU.

Ingen må gøre noget som helst.

Derfor: Hvis man gør ”noget som helst”, altså det mindst pip, så ”overskrider man grænserne for den gode tone”, som ledelsen på AU udtrykker det. Det kaldes også for “mobning, tilsvining eller modstand mod læring” og så videre.

Det er kritikkens og kunstens endeligt. Det er tavshedens tyranni. Der er kort sagt tale om en ny form for magt, der består af en symbiose mellem konkurrencestat og poststrukturalisme.

Der er kun et svar på dette tyranni, og det er: På med kjolen, fjerdragten og den løbske og lykkelige tunge.

Det vil sige karnevalistisk kunst og social og filosofisk kritik.

 

7. Den 20. marts: Kaosset på Aarhus universitet fortsætter

Midt i fyringsrunden på DPU fortalte bestyrelsesformanden, at universitetet skam var på en ”vækstrejse”, og rektor forudså ”vækst i de samlede indtægter i de kommende år”. Det var en ydmygelse af DPU.

Og nu – blot få måneder efter disse livlige meldinger – fortsætter kaosset med store og pludselige besparelser uden seriøs begrundelse. F.eks. har man for få år siden intensiveret sine investeringer i aktier, som man så har tabt på. Og de studerende møder pludselig ikke op til undervisningen. Det hele eksploderer ud af ingenting. Det er jo økonomistyring af værste skuffe. Man kan læse om det i nedenstående artikel i Forskerforum.

Men ledelsen er altså på en ”vækstrejse”.

Dette ”vækstrejse-universitet” – også kaldet ”the global university” – blev etableret i Aarhus i 2011. Ledelsen talte om ”det frække universitet”, som skulle går “fra viden til handling”. Det var ”verdensklasse”, hed det sig. Det vil sige et universitet uden dannelse.

Der rumles med fyringsvarsler til højre og venstre med stor hyppighed, mens ledelsen messer ”vækstrejse” og ingen fare på færde.

Alle, der har haft en selvstændig stemme, må dukke sig, for vi ved nu, at enhver institutleder og dekan på AU kan fyre efter ideologisk og subjektiv tilbøjelighed.

https://www.forskerforum.dk/aktuelt/2023/marts/voldsomme-sparekrav-paa-au-fakultet-varsler-massefyring

 

8. Den 21. marts: Alting skifter

Der er et meget mærkeligt skred i Claus Holms fyringsbegrundelser, som tyder på et administrativt og universitetspolitisk kollaps i DPUs og AUs systemer. Lad mig forklare:

A.

I varslingen fra den 29. november tales der alene om de fire fyringskriterier og om en ”samlet vurdering” af disse kriterier:

”Det er ud fra en SAMLET VURDERING AF DE OPSTILLEDE UDVÆLGELSESKRITERIER ledelsens vurdering, at du er blandt de medarbejdere, som ARTS/DPU i den givne situation bedst kan undvære, henset til, at ARTS/DPU som helhed skal være bedst muligt i stand til at varetage sine opgaver med de funktioner, kvalifikationer og forventninger til kollegialt samarbejde, som ledelsen vurderer, at der er behov for i forhold til ARTS/DPUs fremtidige opgavevaretagelse.”

B.

I min indsigelse fra den 12. december forklarer jeg så, at jeg gør det godt på alle de fire kriterier, og derfor også på den ”samlede vurdering”, i forhold den ”fremtidige opgavevaretagelse”.

C.

I selve fyringsbrevet fra d. 16/12 sker der så to meget mærkelige ting:

For det første giver Holm mig ret i, at der ikke er noget at udsætte på mit arbejde på de fire selvvalgte kriterier og derfor heller ikke i den samlede vurdering. Det sker her:

”Afskedigelsen af dig er således IKKE ET UDTRYK FOR KRITIK af dit arbejde eller din indsats i forhold til forskning, undervisning eller kollegialt samarbejde.”

Hermed burde varslingen være trukket tilbage.

Men for det andet: Pludselig – i sætningen efter – adskilles det ”fremtidige” fra de fire oprindelige kriterier, som jo nu ikke mere lader til at have haft betydning.

Det nu isolerede udtryk, det ”fremtidige”, sættes i stedet i relation til et helt nyt ”bagvedliggende hensyn”, som angives at ligge ”ud over” de fire kriterier. Her er citatet fra fyringsbrevet:

”I en situation hvor ledelsen er nødsaget til at afskedige medarbejdere for at bringe balance i lønbudgettet, er ledelsen OGSÅ nødt til at interessere sig for, hvordan de opgaver, der forventes at skulle varetages fremadrettet, kan løses. Dette BAGVEDLIGGENDE HENSYN indgår også – UD OVER de fastsatte kriterier – i den samlede vurdering.”

Der er altså dermed etableret et okkult ”femte kriterium”, der i radikal forstand forskyder og ændrer på varslingsbrevets begrundelse. Dermed kan man fastholde fyringen. Det er dybt inkompetent og undertrykkende.

D.

Men ikke nok med det: For nu er sagen nemlig taget op i Medarbejder- og kompetencestyrelsen. Og her taler man pludselig alligevel ikke mere, som jeg er orienteret, om noget ”udover”. Nu er man i stedet vendt tilbage til et af de oprindelige kriterier, nemlig kriteriet om ”kollegialt samarbejde”, hvor man jo ellers havde accepteret min tilbagevisning. Men der er ingen begrundelser eller dokumentation.

Sagen er, at denne ”tilbagevenden” omdanner ”kollegialt samarbejde” til et opgør med “videnskabelig kollegialitet”, dvs. et opgør med kritikkens og videnskabens væsen.

Kor sagt: Alting skifter hele tiden. Der er ingen begrundelser eller dokumentation, så nu kan jeg – den stakkels borger – starte forfra?

Hvad fanden bilder de sig ind?

(PS: mine versaler i citaterne)

 

9. Den 21. marts: Åndsfrihedens kritiske dyder

Leder af Grundtvig Akademi, Ingrid Ank, har i morgendagens Kr. Dagblad et flot indlæg med ”27 forslag til mere åndsfrihed” i bedste grundtvigske ånd.

Der er mange gode forslag. Jeg hæftede mig især ved forslag nr. 17:

”De videregående uddannelser i Danmark skal understøtte et åbent, frit og debatterende studiemiljø, hvor synspunkter eller overbevisninger ikke er udelukket på forhånd – heller ikke, når nogen måtte føle sig krænket”

Dermed er Ingrid Ank helt på linje med den officielle politik på Aarhus Universitet. I universitetets officielle erklæring om ytringsfrihed fra april 2022 står der nemlig f.eks. følgende:

”I den akademiske debat, forskningen og undervisningen skal idéer og tanker frit kunne undersøges og diskuteres. Dette gælder også selv om disse for nogen kan forekomme at være ubehagelige, forkerte eller endda anstødelige. Det er op til den enkelte at udfordre ideer eller holdninger, som vedkommende er uenig i.”

Til gengæld er Ank helt og aldeles uenig med Aarhus Universitets ledelse, dvs. Claus Holm, Johnny Laursen og Brian Bech Nielsen, som fyrer flittige forskere på gråt papir, fordi deres helt almindelige kritiske aktivitet ”flere gange langt overskredet grænserne for ordentlig tone”, som Johnny Laursen skrev det i et indlæg på folkeskolen.dk.

Og Claus Holm fortalte i Altinget den 17. marts, at børnehavernes vigtigste opgave er at ”udvikle læring og kompetenceudvikling”.

Han vil have ”læringens livsform”. Han ved slet ikke, at der findes noget, der hedder ”åndsfrihed”, tror jeg. Det er derfor, at overgrebene på pædagogikken er så vedvarende og konstante.

Kort sagt: Ank er enig med AU, som til gengæld er uenig med AU’s ledelse.

Men så er AU’s ledelse jo i modsætning til AU?

Men hvem skal så fyres?

PS:

Ingrid Ank skrev da også under på det protestbrev, som 40 fagpersoner sendte til AU’s ledelse i starten af december 2022 (jvf. link). Dermed forsvarede de AU mod AU.

PPS:

Ingrid Anks forslag nr. 2 er også godt:

”Læreruddannelserne har en særlig opgave i forhold til at belyse den danske åndsfrihedstradition”.

Men den går ikke på DPU, hvor Holms åndsfælle, professor Jens Rasmussen, har spillet hovedrollen i at instrumentalisere læreruddannelsen og derudover indsender fornærmede mobbe-anklager til ledelsen, når han bliver kritiseret.

Jeg vil også fremhæve Anks forslag nr. 16: ”Der skal være bedre mulighed for at etablere frie – herunder også værdibaserede – universiteter og andre videregående uddannelser”.

Og ja tak. Det er der brug for. Ikke mindst, når det globaliserede AU gør op med det egentlige AU. Forslaget er også en støtte til tanken om endnu et frit seminarium i landet, som går stik imod Claus Holms lærings- og konkurrencestatsideologi.

Der er derfor brug for, at grundtvigianere, Cepos-liberalister, folkesocialister, kulturkonservative, ungmarxister, friskolefolk og alle andre, som har et frihedsbegreb, slår sig sammen i et kraftfuldt opgør med den nye stats totalitære tilbøjelighed.

Så kan denne fine og mærkelige gruppe finde nogle taburetter i et kælderlokale og diskutere frihedens nærmere karakter på åndsfrihedens smukke præmis, lidt ligesom Aarhus Universitet startede i et kælderlokale på Nørre Allé i 1928.

Links:

Link til protestbrev mod fyring, hvor Ank skrev under: https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-protest-mod-dpus-varsel-om-fyring-af-lektor-thomas-aastrup-romer/4690136

Link til Claus Holms artikel i Altinget: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/dpu-leder-paedagoguddannelsen-maa-og-skal-tiltraekke-flere-fagligt-staerke-studerende

Link til de 27 forslag: http://aandsfrihed.dk/27-forslag-til-mere-aandsfrihed/

 

10. Den 23. marts: Nye fyringsrunder hos de højere uddannelser

I dag er der annonceret store nedskæringer og fyringsrunder på både UC Syd og SDU.

A. UC Syd:

Sidste år var der også en stor fyringsrunde på UC Syd, hvor man ellers lige havde ansat tre nye og dyre direktører.

I denne omgang går det især udover læreruddannelsen i Haderslev, hvor der skal fyres big time. Men har UC Syd ikke lige etableret nye professionsuddannelser i Tønder?

Det hele virker meget pludseligt og tilfældigt, set udefra. Og faktisk også indefra. For i Jyske Vestkysten står der, at ekspres-fyringerne kommer helt bag på de ansatte.

Og folk skal allerede sidde klar på tirsdag, fremgår det. Må man gøre det så hurtigt?

B. SDU:

Også SDU barsler med fyringer. Det kan man læse både i Forskerforum og i af en nyhed, som universitetet selv har lavet. Her tager man sig dog lidt bedre tid.

Begrundelserne tyder på ekstremt dårlig administrativ styring.

For et par dage siden var det AU, som endnu engang varslede fyringer.

Både på Fyn og i Sønderjylland lægges der op til yderligere nedskæringer i de kommende år. Dermed annonceres et konstant pres.

Der er noget helt galt. Og hvem i UC- og universitetssektoren kan eller tør kritisere og undersøge frit, når kontinuiteten er så ringe? De ansatte kan nu vente på, at det, som man på DPU og AU kalder for de ”bagvedliggende hensyn” og ledelsens “strategier”, kan slå ned som nye lyn.

Links:

Artikel 1 om UC Syd: https://jv.dk/sydjylland/sparerunde-for-millioner-gennemfoeres-paa-tirsdag-for-faa-unge-vil-vaere-laerer-saa-nu-skal-underviserne-fyres

Artikel 2 om UC Syd: https://jv.dk/sydjylland/stor-fyringsrunde-under-opsejling-personalet-foeler-sig-koert-over-kalder-beslutningen-for-klart-aftalebrud

Nyhed om SDU: https://www.sdu.dk/da/nyheder/aktuelt_fra_sdu/information-om-universitetets-oekonomiske-situation

Forskerforum om SDU: https://www.forskerforum.dk/aktuelt/2023/marts/ny-sparebombe-sdu-rammes-af-kaempe-besparelser

 

11. Den 26. marts: DPU – et ideologisk sted

DPU er en statsfinansieret del af Aarhus Universitet. Men på DPU’s officielle nyhedsside har der ikke været én eneste nyhed om efterårets og vinterens nedskæringer og fyringer, eller for den sags skyld om hele den diskussion, der har været i den forbindelse.

Tværtimod, har der hele vejen igennem været fri mikrofon for læringsdiskursens tilhængere.

Hvordan kan man tillade sig det? Et universitet må da fortælle om de forskellige ting, der sker, når det nu modtager statsstøtte? I stedet understøttes ideologien af Aarhus Universitets ledelse.

Og går man ind på DPU’s facebook-side, så er mønstret helt det samme. Her finder man samme systematiske marginalisering og udelukkelse af den kritiske tradition, til fordel synspunkter som ligger inden for rammerne af institutleder Claus Holms yderliggående læringsideologi.

Hvorfor er der f.eks. ingen omtale af Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde, som ellers blev afholdt på DPU i starten af marts 2023?

Her var der ellers en omfattende kritik af DPU, som kommunikationsholdet kunne have rapporteret fra. I stedet annoncerede DPU over hele fladen en række konferencer, der lå inden for læringsideologiens rammer.

Jeg forstår faktisk ikke, at et så lavt og ideologisk niveau kan opretholde skattemidler.

 

12. Den 1. april: Skolereformens realitet

Skolereformens grundlæggende forlig og struktur gælder stadig med 100%.

I dag kom Undervisningsministeriets årlige statusredegørelse, der handler om, hvordan det går på reformens tre politisk fastsatte måltal, jf. link. Som det fremgår af f.eks. Berlingskes artikel, går det ad Pommern til på alle målestokke, og det har det stort set gjort gennem alle årene.

Så selv ikke på reformens egen præmis, kan man konstatere fremskridt, tværtimod.

DPU’s ledende organer understøttede i sin tid reformens tilblivelse og implementering kraftigt og bidrog dermed til, at forligskredsen i 2014 erstattede skolens begreb og formål med ”læringens livsform”. Siden har DPU’s ledelse løbende og effektivt marginaliseret og udstødt de personer og fagmiljøer, som råbte vagt i gevær fra starten.

Og den seneste ministerielle rapport er ikke nogen enlig svale: ”Læringens livsform” er nu blevet evalueret i omkring 120 rapporter, som alle helt har købt læringens præmis. Kritisk forskning er stort ikke-eksisterende i materialet.

Jeg har samlet alle evalueringsrapporterne i en blog, jf. link.

Spørgsmålene er: Hvornår sprænger man forliget? Men hvem skal så hjælpe med begreberne? Og hvad skal man med et DPU, som har understøttet dårligdommene så kraftfuldt og autoritært?

Links:

Berlingskes artikel fra i dag: https://www.berlingske.dk/samfund/dumper-paa-fire-ud-af-fire-maal-ikke-et-eneste-formaal-er-opnaaet-med

Link til ministeriets pressemeddelelse og statusrapport: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/marts/230330-status-paa-folkeskolereformens-maalsaetninger-i-skoleaaret-20212022

Oversigt over evalueringer af skolereformen: http://www.thomasaastruproemer.dk/evalueringer-af-skole-laereruddannelse-mm

 

13. Den 2. april: Punktum?

Jørgen Grønnegaard Christesen gennemgår i Weekendavisen den aktuelle udvikling i minksagen, under overskriften ”Punktum”.

Grønnegaard tror egentlig ikke, at de ansvarlige har gjort noget i en ond mening. Det er faktisk endnu værre. Der er på en måde tale om en langt større uansvarlighed, hvilket kommer til udtryk i Grønnegaards afsluttende replik:

”De er ofre for et system uden bremser, som de uden omtanke selv har været med til at skabe.”

Det er jo en form for fordoblet eichmannificering. Tænk på hvor slemt det er.

Grønnegaard har selv gjort en stor indsats for at kortlægge denne nye ”skabelse”. Det skete i en stor og kritisk evalueringsrapport om nedlukningens første uger, dvs. en analyse af den grundlæggende korrektion i samfundets indre, hvorfra der stadig pulserer ustyrlighed, pludselighed og overgreb i kaotiske kvantitative og teknologiske urytmer.

Jeg kan heller ikke lade være med at notere mig, at Grønnegaard stod for den nok mest ramsaltede offentlige kritik af Aarhus Universitets store centraliseringsaktion i ånden fra ”fra tanke til faktura”, nemlig den såkaldte ”faglig udviklingsproces” fra 2011.

Denne store plan om ”verdensklasse”, som var en af 2010’ernes mange forløbere til nedlukningens logik, støttes stadigvæk med 100% af alle universitetets ledende organer.

En anden kritiker, litteraten Hans Hauge, sagde i samme ånd som Grønnegaard, at universitetet var gået ”Fra Adorno til Arla”. Det passede fint med nye globale dekan for det reformerede humaniora. Hun ville gå ”fra viden til handling” på det ”frække universitet”. Der var noget nedlukning over hele ånden. Universitetet eksisterede ligesom ikke rigtigt mere.

Grønnegaard og Hauge tilhører samme generation. De var ældre herre allerede i 2012. De gik derfor under radaren for det nye systems ravage. De var beskyttet af det, som Hans Hauge veloplagt kaldte for ”senil ulydighed”. Det var Linda M. Koldau derimod ikke. Hun fik samme år kontorarrest af ”det frække universitet” for at sige sin mening, og allerede i 2012 gik det nye rektorat amok i strategiske ledelsespuljer og massefyringer.

Læringsbegrebet spillede en central rolle i denne opløsning af en fin gammel institution, og dets kraft er blevet forstærket uafbrudt lige siden.

De gamle kritiske miljøer var tavse som graven, hvis de da ikke støttede overgrebet. For eksempel noterede jeg mig allerede dengang, at Rane Willerslev, som dengang var lektor ved AU, synes godt om de nye tider. Og flere andre støttede ledelsens utrolige aktioner mod Koldau.

Resten er historie. Et punktum.

Links:

Link til Grønnegaards aktuelle kommentar: https://www.weekendavisen.dk/2023-13/samfund/punktum

Link til gennemgang af Grønnegaards rapport om nedlukningen: http://www.thomasaastruproemer.dk/biostatens-politiske-og-filosofiske-konstruktion-analyse-af-udredningsgruppens-rapport.html

Link til Grønnegaards kritik af Aarhus Universitet, fra Politiken: http://forskningspolitiskarkiv.blogspot.com/2012/03/aarhus-stander-i-vade-aarhus.html

Link til diskussion mellem Grønnegaard og Willerslev om AU: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/fagligudvikling/topstyretelleraabenproces

 

14. Den 3. april: Claus Holms universitet: generøsitet eller nidkærhed

I 2010 skrev DPU’s nuværende institutleder, Claus Holm, et forsvar for kritikkens vigtighed i AU’s blad UNIvers, nr. 1. Han kaldte kritikkens sted for “det generøse universitet”. Holm mente, at forskerne er blevet for tilbageholdne med kritik.

Han skriver f.eks.:

“Kritik er den intellektuelles livsform – heri består den intellektuelles særlige styrke og værdighed. Men hvorfor er kritik så central for den intellektuelles identitet? Et kort svar er, at kritikken er den videnskabelige livsnerve. Forskeres vilje til at korrekse hinanden er afgørende for, at der bliver skabt plads til ny og bedre viden. Men der er tegn på, at det er blevet politisk ukorrekt at kritisere hinanden blandt forskere inden for samfundsvidenskab og humaniora. Hvorfor?”

Holm mener, at problemet skyldes postmodernismens relativering af sandhedsbegrebet, så alting bliver til en ”personlig fortolkning”. Det sandhedsbegreb, han ønsker at sætte i stedet, fremgår dog ikke. Det må man læse om andre steder.

Holm slutter i en nærmest radikaliseret Karl Popper-stil:

”Et universitet er ikke et universitet, fordi forskere kun er venlige over for hinanden. Det er et universitet, fordi forskere er i stand til at mestre en professionel ondsindethed. Derfor har et generøst universitet brug for en generøs stat, der understøtter forskernes modige satsninger og dristige hypoteser. Men på universitetet har man også brug for at være generøse over for hinanden med fagligt giftige udvekslinger.”

Frederik Stjernfeldt kommenterede Holms indlæg i UNIvers, nr. 2, altså i det efterfølgende nummer. Stjernfeldt er helt enig med Holm. Stjernfeldt bidrager desuden med følgende forklaring på kritikmanglen; et guldkorn, som Holm vist har glemt:

”Man kan så leve i fred, hvis man undlader at kritisere det vrøvl, der foregår på nabokontoret, så kollegaen til gengæld lader det vås i fred, der foregår på ens eget kontor. Så kan man hilse høfligt på gangen, og den gode tone på instituttet forstyrres ikke.”

Det er DPU’s situation under Holms ledelse, som Stjernfeldt beskriver så fint.

To andre forskere svarede også på Holms indlæg, nemlig professor i statskundskab, Karsten Lippert Rasmussen, og lektor i historie, Søren Hein Rasmussen. Især sidstnævnte er nervøs for ”det ondsindende”, og begge forsvarer “det godsindede”. Selvom jeg selv bestemt ikke synes om ordene ”ondsindethed” og ”giftighed”, som lugter alt for meget af Nietzscheansk-strukturalistisk samtidsdiagnose, så går der måske lidt krænkelse i foretagendet hos de to Rasmussener. Og at gøre det “godsindede” til kritikkens kernebegreb er i hvert fald helt off the point.

Men udtrykket ”ondsidethed” får på en måde får sin egen bagvendte gangart ind i DPUs historie via Holms virke. Få måneder efter sit indlæg deltog Holm i forsøget på at fyre tre filosoffer på DPU, fordi deres forskning ikke var “relevant”. Og – også i 2010 – skrev han med fuld cheftitel, at en pristale, jeg holdt på Askov højskole, var udtryk for ”polemisk dumdristighed”. Det var ikke videnskabeligt ondsindet, blot ondsindet. Og årene der fulgte, gjorde Holm alt for at marginalisere kritikken med klager, stillingsnedlæggelser og fyringer, samtidig med at “kritik” stort set aldrig nævnes.

Så pludselig bliver den ”generøse kritik” til en bagvendt og organisatorisk kritik, dvs. en antikritisk kritik, der dræber den videnskabelige kritik. En virkelige “ondskabsfuldhed” og “giftighed”, der traumatiserer kritikeren. På den måde bliver “generøsitet” til “nidkærhed”.

Begrebet om ”det generøse universitet” fyldte meget på DPU i januar 2010. Men det lader til at stoppe efter filosoffyringerne, som jo finder sted kort tid efter. Herfra bliver det hele væk. Det er som om, at fyringssagen bliver den årsag, der får det ”generøse universitet” til at slå om i sin modsætning? I ”ondskabsfuldhed og giftighed”.

Links:

Link til Holms indlæg: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/nr1/debatdetgeneroeseuniversitetmaaikkemistesingiftighed

Frederik Stjernfeldts indlæg: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/fagligudvikling/debat/debatomkritikogsandhed

Kasper Lippert Rasmussens indlæg: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/fagligudvikling/debat/debatgodsindetkritikerikkedaarligkritik

Søren Hein Rasmussens indlæg: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/fagligudvikling/debat/debatgeneroeseforskereerikkegiftige

Appendix: Her er nogle ledsagende søgninger på begrebet ”det generøse universitet”, som alle dukker op 2009-10:

  • Qvortrup taler, også i januar 2010, om ”det generøse universitet” på lederspalten i DPU’s blad Asterisk. Han mener faktisk, at Asterisk, som redigeres af Holm, er et eksempel på generøsitet. Men Qvortrup nævner intet om ”kritik”, som jo er temaet for Holms indlæg i UNIvers. I samme nummer har Holm selv et indlæg, hvor han både fremhæver tilpasningen, men også nævner kritikken i en let nedtonet ånd ift. artiklen i UNIvers. ”Kritikken” skal medvirke til at holde ”bullshit” i ave, hvilket jo er ok, men også en noget nedtonet reduceret ift. UNIvers-indlægget. https://dpu.au.dk/asterisk/udforsk-asterisk/asterisk-50
  • Holm har en lang artikel om ”det generøse universitet” i Turbulens.net i 2009. Her taler han mærkeligt nok ikke om kritikkens egenart og betydning. Holm bruger her sin systemteori til at angive forskningssystemets uafhængighed fra staten, men det kollapser så alligevel. På den måde minder konklusionen mest om Qvortrups i en form for teknisk-reflekteret tilpasning til universitetsloven. Jeg kan ikke finde markeringer, der minder om UNIvers-artiklen: https://turbulens.net/det-generoese-universitet/
  • Emnet refereres også i Information i en omtale af et DPU-seminar om forskningskommunikation, også fra januar 2010. Her taler Holm både om, at man skal ”bullshitte”, men også om at man skal kritisere på en måde, der minder om UNIvers-artiklen. Det hele virker meget fleksibelt. Jens Erik K, som på det tidspunkt er institutleder, taler ind i samme principløshed. https://www.information.dk/indland/2010/01/forskere-ogsaa-bullshitte

 

15. Den 4. april: Forskningskommissionen, 2000

Universitetsloven fra 2003 byggede på arbejdet fra en såkaldt Forskningskommission, der blev nedsat i 2000 af IT- og forskningsminister Birthe Weiss efter en bred politisk aftale om ”principaftale om forskning”.

Forskningskommissionen afrapporterede i to bind i september 2001, jf. links. Bind 2 er hovedrapporten.

Rapporten er en begrebsmæssig slagtning af universitetet som institution og ide. Der er tale om en dybt teknokratisk rapport i konkurrencestatens mest simple og altomfattende ånd. Det er universitetslovens indre. Det kom faktisk bag på mig, at begrebsstrukturen var så radikaliseret.

Og så er der et par interessante personmæssige forbindelser, som jeg vil fremhæve, og som trækker tråde frem til både Reformkommissionen og til Aarhus Universitet:

A. Lauritz Holm-Nielsen:

Kommissionens næstformand var Lauritz Holm-Nielsen fra Verdensbanken.

Holm-Nielsen blev fra 2005 rektor for AU, hvor han iscenesatte en enorm reorganiseringsproces, som har haft dybe og problematiske konsekvenser for AU, og som var 100% i Forskningskommissionens ånd. Det var denne proces, som bl.a. Jørgen Grønnegaard Christensen var ekstremt kritisk overfor.

B. Nina Smith:

Det anden medlem af Forskningskommissionen, jeg vil omtale, er økonomen Nina Smith, som faktisk også er medlem af Forskningskommissionens aktuelle udgave, nemlig Reformkommissionen. Smith har op gennem 00’erne siddet i en lang række udvalg, som har haft en ødelæggende effekt på skole og uddannelse, herunder f.eks. Globaliseringsrådet og Skolerådet.

Og Smith var faktisk pro-rektor for AU fra 2007-09, da Holm-Nielsens magt ekspanderede.

C. Konklusion:

Jeg har ikke tidligere været opmærksom på denne sammenhæng mellem universitetslovens forberedelse og AU’s ledelse og udvikling.

Og sammenhængen mellem Forskningskommissionen og Reformkommissionen står endnu mere klart nu end før.

Links til Forskningskommissionens rapport:

Bd. 1: https://ufm.dk/publikationer/2001/forskningskommissionens-betaenkning-bind-1

Bd. 2: https://ufm.dk/publikationer/2001/forskningskommissionens-betaenkning-bind-2

Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris: Sappho-prisen

Lørdag den 11. marts 2023 modtog jeg Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen. Prisoverrækkelsen fandt sted på Vartov i København.

Trykkefrihedsselskabet har lavet en video fra arrangementet, som kan tilgås på dette link: https://www.youtube.com/watch?v=oUZdPq5f6V4. På filmen kan man se selskabets formand Aia Fogs velkomst, bestyrelsesmedlem Lone Nørgaards motiveringstale og min egen takketale.

Nedenfor kan man tilgå følgende dokumenter i skriftlig form:

I. Trykkefrihedsselskabets begrundelse for prisen

II. Min tale i forbindelse med prisoverrækkelsen

III. Links til omtaler af pristildelingen (opdateres løbende)

 

———————-

 I. Trykkefrihedsselskabets begrundelse for prisen

i) Den 2. februar 2023:

Prisen blev annonceret på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside den 2. februar 2023 med følgende begrundelse:

”Thomas Aastrup Rømer modtager Sappho-prisen 2023 for kompromisløst at holde fast i forskningsfriheden og den enkelte forskers ret til at indgå i en åben og udogmatisk diskussion i såvel det pædagogiske forskningsmiljø som i samfundsdebatten. Thomas Aastrup Rømers omfattende forskning har igennem en årrække givet og giver fortsat kvalificeret modspil til de seneste årtiers tiltagende åndløse målstyring i uddannelsessystemet på bekostning af den dannelsestradition, der har været bærende for det danske demokrati og folkestyre.”

Annonceringen kan tilgås her: https://www.trykkefrihed.dk/thomas-aastrup-roemer-modtager-sapphoprisen-2023.htm.

ii) Den 11. marts 2023:

Ved selve prisoverrækkelses-arrangementet holdt Lone Nørgaard fra Trykkefrihedsselskabets bestyrelse en motiveringstale. Her sagde hun bl.a. følgende:

“De top-kvalificerede indspark, Rømer har leveret, har nu resulteret i en fyring efter 14 års virke på DPU. Den del af forskningsverdenen, Rømer meget passende har døbt det pædagogiske oligarki, kunne ikke mere klare mosten. Kunne ikke mere klare hans skarpe kritik af det uddannelsesindustrielle kompleks. Fordi Rømer aldrig har villet rette ind i forhold til ideologier og politisk korrekte dagsordener. Fordi han er en original tænker, en skarp tænker, en fritænker. Der har formastet sig til at fornærme det pædagogiske kleresi.”

Man kan som nævnt ovenfor tilgå hele Lone Nørgaards tale på youtube: https://www.youtube.com/watch?v=oUZdPq5f6V4

Og en let redigeret version af talen kan læses på mediet Newspeek.dk: https://newspeek.info/thomas-aastrup-roemer-modtager-trykkefrihedsselskabets-sappho-pris-2023/

 

II. Mit talemanuskript i forbindelse med prisoverrækkelsen

Talens struktur:

1. Indledning

2. Ytringsfrihedens natur og psykologi

2A. Ytringsfrihedens natur: forsamling, tænkning og tale

2B. Ytringsfrihedens psykologi

3. Direkte og indirekte angreb på ytringsfriheden

3A. Universitetets problemer

3B. Skolen og den pædagogiske forskning

3C. Identitetspolitik og teknologi

(Talen findes som nævnt også på Youtube: https://www.youtube.com/watch?v=oUZdPq5f6V4)

 

1. Indledning:

Mange tak, Lone, for de smukke ord, og til Trykkefrihedsselskabet for at tildele mig denne fine pris og endda med så flot en begrundelse. Jeg er meget beæret, også når man ser på den perlerække af talere, skrivere og tegnere, som jeg nu er kommet i selskab med.

Så vidt jeg kan se, er jeg den blot tredje danske prismodtager, siden Kurt Westergaard modtog prisen for sit satiriske kunstværk, som fik en ny verden af identitetspolitisk krænkelse til at vise sig, og som f.eks. ændrede den kulturradikale tradition her til lands, så man pludselig skulle tage ”religiøse hensyn”, når man tegnede en helt almindelig frisk tegning eller sagde sin mening om et forhold i verden.

Det hele skete i de eksakt samme år, 2005-06, hvor borgeren, børnene og institutionerne og dermed også pædagogikken blev omdannet til ”læringssoldater” i konkurrencestatens tjeneste, som professor Ove Kaj Pedersen udtrykte det i sin indflydelsesrige bog ”Konkurrencestaten”.

Denne mærkelige kombination af krænkelser og politisk økonomi, som har præget samfundet lige siden, vil jeg vende tilbage til sidst i min tale.

Og så er jeg den nu tredje prismodtager fra den pædagogiske verden inden for få år. Og her falder prisen på et tørt sted vil jeg sige. Lad mig give et par eksempler:

Allerede fra 2009 kunne sociologen Rasmus Willig berette om sindrigt konstruerede og umyndiggørende mundkurve, f.eks. til århusianske pædagoger, som i de år skulle udsættes for kommunens såkaldte ”udviklingsplan”. Pædagogerne skulle ”føle” loyalitet; vel at mærke ikke over for pædagogikken eller børnene, men over for magistratens store plan, som ligefrem krævede et ”fælles læringssyn”. Den fremtrædende børnehave- og legeforsker, Karsten Tuft, som selv funderede pædagogikken i filosofiens og forfatningens frihedsbegreber, kaldte med rette kommunens plan for totalitær. Og dette eksempel fra Aarhus var vel at mærke udtryk for en generel tendens.

Og i 2014 fik den erfarne og landskendte lærer, Erik Schmidt, en tjenstlig advarsel af Odense Kommune for – endda på et internt lærermøde – at kritisere sin helt nye skoleleders ”læringsvision”, som udsprang direkte af skolereformens opgør med pædagogikkens tradition. Sagen endte i retten hele fire gange, men i november 2018, efter hele 4½ års proces, vandt Schmidt sagen med et brag. Landsrettens dommere henviste i deres begrundelse netop til Schmidts ret til rejse en debat og til at stille spørgsmål, dvs. til ytringsfrihedens tradition. Dermed bekræftedes sammenhængen mellem skolelovens ”folkestyre” og forfatningens grundstruktur.

Schmidt fik omfattende støtte i faglige kredse. Men den eneste fra ”systemet”, som forsvarede ham, var faktisk en tidligere modtager af Sappho-prisen, nemlig rektor Stefan Hermann.

Odense Kommune eller KL udtrykte derimod ikke – hverken undervejs eller efterfølgende – den mindste beklagelse over så vedholdende at have trådt frihedsrettighederne under fode. Tværtimod rejste kommunens rådmand rundt og fortalte, at man skam gik ind for ytringsfrihed og pluralisme. Og skoledirektøren talte om, at der havde været en ”blomstrende debat”. Den form for dobbeltbudskab plejer jeg at kalde for ”postmoderne ondskab”.

Senere vil jeg give endnu et eksempel på denne særlige postmoderne struktur, hvor en organisation altså straffer og udelukker en person for at gøre netop det, som organisationen selv fremhæver som dyder.

Der har også været flere andre sager, og i december 2022 blev jeg sågar selv fyret, da det eksakt samme ”læringsbegreb”, som havde forgrebet sig på Erik Schmidts faglige virke, for alvor tog magten på DPU, som siden 2015 har været ledet af landets mest inkarnerede tilhænger af både skolereform og konkurrencestat, nemlig Claus Holm. Holm mener, at dannelse og pædagogiske formål hørte under ”velfærdsstaten”, men at vi nu i stedet har fået en konkurrencestat, og her skal vi læringsoptimere for arbejdsmarkedets og konkurrenceevnens skyld. Vi skal endda lære at trives i denne tilstand, fremgår det. Derimod er demokratiet, og det som Løgstrup kaldte for ”tilværelsesoplysning”, ikke mere så vigtigt. Dermed kommer frihedstraditionen under pres, hvilket jeg selv er blevet et empirisk eksempel på.

Så tildelingen af Sappho-prisen til en repræsentant for den pædagogiske kritik falder på et virkeligt tørt sted. 1000 tak for det.

 

2. Ytringsfrihedens natur og psykologi

I resten af min tale vil jeg reflektere over to forskellige temaer: For det første vil jeg tale om ytringsfrihedens natur – dvs. dens forfatningsmæssige og psykologiske indhold – og for det andet vil jeg uddybe denne ”naturs” situation i lyset af politikkens, forskningens og pædagogikkens tilstand.

 

2A. Ytringsfrihedens natur: forsamling, tænkning og tale

Ytringsfriheden er en del af en samlet rettighedsmuskulatur. I grundloven hænger talen og skriften direkte sammen med tanken. Eller i direkte citat fra §77: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene”.

Så tanke og tale og offentlighed er grundlæggende og sammenhængende fænomener. Filosofi og politik hænger sammen. Det er også derfor, at samfundets filosofiske og intellektuelle liv er fuldstændig afgørende for udviklingen af både institutioner og politiske og sociale ideer. Det har ikke noget med ”arbejdsudbuddet” at gøre (grædende smiley).

Men hele dette smukke system hænger også sammen med en helt anden paragraf, nemlig §79, som handler om forsamlingsfriheden, og hvis betydning vi for alvor blev mindet om under corona-nedlukningen.

§79 lyder sådan her:

”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.”

Så mennesker kan samle sig frit i fællesskaber, i romantiske forbindelser, i folkelige forsamlinger, i virksomheder og i virksomhed, på gader og stræder, i skoler, kirker og i forsamlingshuse og så videre, uden at staten må regulere det udover med tekniske regler. Og det er ud af disse for-samlinger og deres tilblivelser, at samfundet får dets for-udsætninger, og at skolerne får deres for-mål. Skolens formålsparagraf er faktisk en slags materialisering af de sidste 200 års forsamlingsliv.

På den måde bliver samfundets frie forsamlingsprocesser noget helt grundlæggende. Herfra udspringer foreninger, sociale traditioner og pædagogiske, politiske og religiøse fællesskaber. Det er dette samspil mellem fællesskab, historie og frihed, som grundtvigianerne kalder for ”det historisk-poetiske”.

Grundtvig var da også en af de helt store ytringsfrihedshelte i 1800-tallet, selvom han ikke var demokrat i klassisk forstand. Han gik ind for en stærk, men passiv stat, dvs. en slags monarkistisk forfatningsliberalisme, hvilket vi jo på en måde også fik. Grundtvigs dyder fremhæves da også kraftigt i Mchangama og Stjernfelts flotte udgivelse ”Men – Ytringsfrihedens historie”. Mchangama og Stjernfelt har dog ikke blik for forsamlingsbegrebets betydning, selvom det hele tiden forudsættes. Så nærværende refleksion er mit lille bidrag til emnet.

Også nogle universiteter kommer ud af denne forsamlingstradition. Aarhus Universitet startede f.eks. som et ”universitetssamvirke” af lokale aarhusianske kræfter fra civilsamfundet, der ansatte en filosofiprofessor og fandt nogle studerende. Denne søde gruppe indledte i 1928 ”universitetsundervisningen i Aarhus”, som man kaldte det, på nogle taburetter i et loftsværelse på Nørre Allé i det centrale Aarhus. Professoren hed Kort Kortsen, og han var selv – udover sin filosofieksamen – uddannet som lærer på Ranum Lærerseminarium, som var dannet ud af Grundtvigsk inspirerede tanker i 1848. Det hele er et udtryk for forsamlingens tradition. Det er positiv social arv, som man siger.

Forsamlingsfriheden handler kort sagt om at opbygge et virke og etablere et standpunkt og et sted i verden sammen med andre, og nye generationer kommer så til syne ind i og ud af denne rigdom.

Men hvordan ser sammenhængen mellem §79 og §77, mellem forsamling og ytring, så ud?

Ud af mødet med andre mennesker og deres tale – altså i erfaringen af, at der findes andre mennesker i verden – opstår naturligt tilbagetrækningen. På vej hjem fra mødet, i brusebadet eller under spadsereturen trænger tænkningen sig på. Tænkningen er menneskets dialog med sig selv, så man kan være sig selv. I tænkningen gengiver man andre menneskers ord og synspunkter, som man så undersøger med sine egne ord. Dermed opstår en form for ”udvidet bevidsthed”, en indre samtale med verdens stemmer. I den dybeste ensomhed er man mest sammen med andre. På den måde bliver tænkningen et sted i verden, hvor mennesket bliver til.

Og ud af denne indre dialog med sig selv kommer dømmekraften, dvs. talen og skriften. De mange indre stemmer må finde en form, en sætning. Ytringen kæmper sig vej ud af de indre dialoger i mange forskellige formater: F.eks. i eksperimenterende eller poetisk forvirring, eller måske i en nærmest insisterende skrå sikkerhed. Som årene går og ordene modnes, bliver sætningerne måske til værker og til nye kulturelle eller politiske referencepunkter. Det er derfor, at ”personlig udvikling” står centralt i skolens formålstradition. Desværre gled udtrykket ud af formålsparagraffen i 2006 til fordel for udtrykket ”alsidig udvikling”, som er lettere at omsætte i digitaliserede styringsformater.

Kort sagt: Mennesket lever sammen med andre, undrer sig alene i dialog med andres stemmer, og udtrykker sig til andre. Man åbner øjnene og taler her og der i forskellige forsamlinger, mens tænkningen danner indre stemmer, som man vender med sig selv. Derpå skriver man sætningerne ned eller udtaler dem, hvis man tør. Derefter mødes man igen i forsamlingerne, f.eks. på konferencer, selskaber, seminarer og møder, men også alle andre steder, for at fortælle om det, man har skrevet til andre, som svarer igen, så man tænker igen. Det er vekselvirkning mellem øre, tanke, skrift og tunge, dvs. en tung og legende form for sansning, der både bygger fællesskaber og holder dem i live.

Dermed forbindes forsamlingsfrihedens §79 med ytringsfrihedens og tænkningens §77.

 

2B. Ytringsfrihedens psykologi

Denne sammenhæng mellem ytring, tænkning og social pluralitet giver ytringsfriheden en særlig psykologi, som jeg nu vil prøve at sige noget måske lidt søgende om.

 

i) Paradoksal tvang og dobbelt kærlighed:

Der er en form for umulig tvang i ytringen, en slags selvstændighed inde i selve sætningen. Ytringen vil ud af tænkningens kamre. De mange forskellige og ofte modstridende indre stemmer må forme sig til én sætning, der har en eller anden social eller personlig adresse. Det er dette paradoks mellem pluralitet og enhed, mellem tænkning og ytring – hvilket også er undervisningens og lærerens paradoks – der gør, at både ytring og undervisning er en form for kunstværk.

En anden ting er, at man både taler for sin egen og for ”den andens” skyld. Også selvom det kan gøre ondt på sig selv eller på andre. Ytringsfriheden er derfor både en eksistentiel kærlighed til en indre sandhed, og en lige så dyb omsorg for forudsætningerne for samfundets institutioner og liv. Den største ytring er personlig og almen på samme tid. Den får verden til at vise sig, fordi den taler til en verden, som findes, selvom den måske er skjult. På en måde er denne kærlighed til sandhed og fællesskab større end i den romantiske kærlighed. For sandhedskærligheden forstærkes nærmest, hvis verden viser sig at være uretfærdig, hvilket jo ikke er tilfældet i romantikken.

Det var noget om ytringens paradoksale tvang og dens dobbelte kærlighed.

 

ii) Naivitet, mod og inkompetence

Et tredje element, som altid er lidt indblandet, er naiviteten. Ytringen er så tæt på munden og på kroppen, at den næsten er privat. Den kommer på en måde fra naturen i dig selv, fra syntesen mellem ånd og tunge. Man siger bare noget helt stille uden nødvendigvis at vide, at det skulle være noget særligt, og selvom man ved det, så må man fastholde sin naivitet, når man taler. Gør man ikke det, så risikerer man det værste, nemlig at tale med en andens stemme.

Nogle gange ved man jo godt, at denne stille og naive natur kan være farlig for sig selv. Et vigtigt aspekt af ytringsfrihedens naivitet er derfor ”modet”. Filosoffen Immanuel Kant gjorde faktisk i 1783 ”modet” til oplysningens grundlæggende princip. Det skete i følgende berømte indledning til skriftet ”Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?”:

”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af forstanden uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.”

Det er denne kombination af mod, tænkning og naivitet, som er ”oplysningens” princip, intet mindre, og som Kant altså sammenfatter under begrebet ”myndighed”.

I samme essay fortæller Kant om, hvordan modets sætninger udtales, ikke bare til ”arbejdsgiveren” eller til ”magten” eller til andre ydre sociale funktioner. Ytringen er derimod henvendt til et publikum af andre modige, som arbejdsgiveren også kan tilhøre, hvis han har mod til det. Dermed funderer Kant den moderne borgerlige offentligheds grundlæggende princip. Det er den ”offentlige brug af fornuften”, som han kaldte det. I modsætning til ”den private brug”, som findes i regi af organisatoriske interesser og driftssystemer. Bemærk hvordan det allermest ”offentlige” er tæt på det indre, dvs. på modet.

Også den franske filosof Michel Foucault interesserede sig for modet. Han kaldte ytringsfriheden for ”fearless speech”, et udtryk han udledte af det græske begreb ”Parrhesia”, dvs. pligten til at tale sandt for det fælles bedste uanset personlig risiko. ”Fearless speech” var faktisk titlen på en af Foucaults sidste bøger, som efter min mening også var forfatterskabets bedste. Men hans baggrundsfilosofi modarbejder hele tiden hans undersøgelser. Det skyldes, at han konsekvent reducerer ”forsamlingen” til magt, hvorved den frygtløse tale mister dens forudsætning og derfor undergraver sig selv. Det er da også kun meget få Foucault-tilhængere, som taler om frihedsrettigheder mere generelt. Faktisk bliver de tit selv opslugt af ”magten”.

Og så til endnu et emne, nemlig ytringens ”inkompetence”. I en vis forstand er ytringen ensom, selvom den altid forudsætter eksistensen af et tænkende publikum. Men ofte modtages de mærkelige og ensomme sætninger af flertallet og af samfundets driftsmaskiner som et udtryk for inkompetence. Ytringen undersøger og spørger og kritiserer jo det, som opfattes som gældende normer. Den provokerer, ikke blot magten, men også magtens sprog. De frie ord, som stammer fra tanken og forsamlingerne, støder ind i magtens og de sociale systemers væg, hvor ordene nedgøres eller udstødes. Grundlovens ånd er omfavnelsen af inkompetencen som verdens smukke navle. Det er også derfor, at kompetencebegrebet på ingen måde kan stå alene i uddannelsessystemet, hvilket det ellers gør i disse år. Al god pædagogik må tage udgangspunkt i inkompetencens dybeste dyd, som stammer fra tænkningen. Der er noget sokratisk over denne inkompetence.

Så kort sagt: ytringsfrihed er ”myndighed”, dvs. en modig, sandhedskærlig, naiv og offentlig inkompetence, der taler til de samme egenskaber hos alle mennesker, dvs. til menneskeheden i enhver. Det er en form for ligeværd, der sætter parentes om ulighed, men som producerer pluralitet.

 

iii) Erfaringen

Det næste element i ytringsfrihedens psykologi er ”erfaringen”. Når man taler ind i verden, så er Kants ”publikum” lidt for abstrakt. For verden svarer ofte igen på meget håndfaste måder, hvilket ”et publikum” jo normalt ikke gør. Den amerikanske filosof John Dewey talte om, at en sådan ”erfaring” var bygget op af et ”doing” og et ”undergoing”. Så først gør man noget, og så sker der noget, med det man gør. Det var en sådan ”undergoing”, verdens reaktion, som Kurt Westergaard erfarede efter sin ”doing”, som jo var selve tegningen. Alle ytringsfrihedsfundamentalister, som f.eks. mig selv, har erfaringer med denne erfaring. Det er som om, at ens naive og inkompetente tale bliver slugt af en verden, som angriber eller overmander en. Det føles meget livligt og tæt, men også ensomt og tankevækkende.

Så ytringsfriheden er ikke kun for den kantianske oplysnings skyld. Man ytrer sig også for, at verden kan vise sig. En verden, som måske ellers går og putter sig i tavshed og magt, kommer pludselig til syne i en mærkelig form for abrupt vildskab, der kommer bag på alle.

Kort sagt: Ytringen, forstået som erfaring, er et ”doing”, dvs. et personligt og eksistentielt udtræk af tænkningen, som får en verden til at vise sig, og denne nye verden overmander personen, som dermed underkastes et ”undergoing”.

 

iv) Striden

Endnu et aspekt i ytringsfrihedens psykologi, som jeg vil fremhæve, og som ligger i noget af det, jeg allerede har sagt, er striden og kampen. Disse begreber var centrale for både Grundtvig – ”kamp må der til” – og for Kierkegaard i ”kirkekampen”, som begge understreger sammenblandingen af eksistens, strid og politik. Men også filosoffen Karl Popper talte i det herrens år 1945 i sin bog ”Det åbne samfund og dets fjender” om videnskab som et venskab-fjendskab forhold.

Også den franske filosof Jacques Ranciére mente i 00’erne, at ”disagreement” var den centrale politiske kategori. Ranciére funderede denne uenighed i frie, opmærksomme og selvstændige menneskers vekselvirkninger omkring samfundets ting og kundskabsmaterialer. Denne mærkelige forsamling af ensomme og modige og uvidende lærere, forstyrrer ustandseligt det store fællesskabs ”forklaringer”, hvor alle har alt muligt til fælles, f.eks. strategier, visioner, kompetencesystemer, sammen om dit og dat, og så videre.

Ytringsfriheden bliver på den måde et fællesskab af inkompetente, der forstyrrer og strides med ”de kompetente”, altså dem uden publikum. De inkompetente, dvs. tænkerne, er de ”uvidende lærere”, som Ranciére udtrykte sin pædagogiske vision. Så uenighed er et vigtig filosofisk og psykologisk begreb og en central pædagogisk dyd.

1980’ernes post-marxister interesserede sig også for uenigheden. De talte om ”antagonismer” med udgangspunkt i den kontroversielle tyske retsfilosof Carl Schmitt. Men fordi postmarxismen gjorde op med klasse-begrebet, dvs. med ”forsamlingen”, så kollapsede ”antagonismen” til ”diskursiv strategi”. Herfra mistede socialisme dens dybde. I et par år levede vores hjemlige socialisme videre som en slags venstrefløjsgrundtvigianisme omkring de folkelige protestbevægelser, f.eks. i Else Hammerichs og Ebbe Kløvedal Reichs EF-modstand. Men i løbet af 1990’erne kom Grundtvig pludselig i ”bad standing” på grund af globaliseringen.  Pludselig var han noget ”etnisk”. Herfra forvitrede venstrefløjens forsamlingstradition totalt.

 

v) Invitationen

Et sidste emne er ”invitationen”. En ytring har altid en adresse. Kirkegaard bød biskopperne op til dans. Man inviterer til kamp. Man kalder på sin medborgers offentlige brug af fornuften.

Enhver ytring er altid en implicit invitation, men man kan også udtale invitationen. Hvis jeg må tage et eksempel fra min eget erfaringskatalog: I 2015 skrev jeg en helt regulær kritisk artikel om nogle københavnske kollegers arbejde. Jeg kendte dem ikke personligt. Jeg skrev derefter en mail med følgende ordlyd:

”Kære Dorthe – Selvom vi er kolleger, har vi vist aldrig hilst på hinanden? Men jeg vil sige, at jeg har skrevet en analyse af en af dine artikler på min hjemmeside. Jeg har muligvis misforstået det hele, og du er naturligvis meget velkommen til at svare i kommentarfeltet, hvis du har lyst – Mange hilsner, Thomas Aastrup Rømer, DPU-Trøjborg”

Det var en ”invitation”. Men svaret var ikke hverken et gensvar eller blot et ”nej tak”. I stedet kom 14 dage senere en klage til Aarhus Universitets helt nye dekan over ”mobning” og ”tilsvining”, som endda blev understøttet af den selvsamme helt nye leder af DPU, som har stået for de aktuelle fyringer. Heldigvis fik jeg stor offentlig opbakning, og dekanen måtte afgøre sagen til min fordel. Siden hørte jeg aldrig mere til den sag.

Med udgangspunkt i invitationen gjorde jeg dermed en erfaring, en ”undergoing”, som afstedkom en hel række videre ”doings”, som forårsagede endnu flere ”undergoings”. Hele tiden måtte jeg arbejde med at fastholde en blanding af naivitet, mod og sandhedskærlighed og med at fastholde forestillingen om et kantiansk publikum.

Lad mig konkludere på hele denne overvejelse: Ytringsfriheden består af forsamling, tænkning, kamp, invitation, erfaring, mod, sandhedskærlighed, naivitet, strid og inkompetence. Ytringen kommer fra forsamlinger, og den bliver til forsamlinger.

Det lyder jo som et helt kursus, selvom man sjældent hører om disse emner i pædagogiske sammenhænge.

 

3. To slags angreb på ytringsfriheden

Der findes to slags anslag mod ytringsfriheden, nemlig det direkte og det indirekte. Det direkte angreb giver sig selv. Det var det, som Erik Schmidt og Kurt Westergaard oplevede, og også lidt mig selv. Det er et ”don’t speak”! Ellers får du en kugle for panden eller en tjenstlig advarsel.

Eller som dengang i 1834, hvor Frederik d. 6. ville begrænse trykkefriheden med henvisning til den omsiggribende ”skrivefrækhed”.

Eller som i 1871, da den magtfulde professor Madvig forhindrede Georg Brandes i at få et professorat med henvisning til Brandes’ ”frække og overfladiske spot”, som Madvig mente var uden ”alvorlig forskning eller dybere etisk følelse”. Det ændrede Brandes’ karriere og prægede hans videre virke. Først i 1901, da tiderne var skiftet, fik han et professorat. Denne relation mellem professorater og magt har ikke ændret sig det fjerneste.

Men der findes også et indirekte angreb på ytringsfriheden. Det går via et anslag imod forsamlingsfriheden. Her går staten ind og omformer forsamlingernes vekselvirkninger ud fra målsætnings- og fordelingssystemer, som ofte ledsages af diverse statistikker og regnskaber om borgernes adfærd. Det hele suppleres af nedladende one-liners om ytringernes folkelige og filosofiske ophav. Dermed bliver ytringerne ensomme, bureaukratiske, angste og tilpasningsdygtige eller ender måske som små forargede og vrede tweets uden opbygning, personlig udvikling, dannelse og drama.

Men hvis staten angriber forsamlingen, så angriber den på en måde også sig selv. For den syntese mellem folk og stat, der udviklede sig fra 1800-tallet og frem, var netop defineret ved den samtidige adskillelse af folk og stat. Forbryder man sig mod denne smukke syntese, så ender staten som en fattig statistisk kontrolstruktur, som selv siver ind i globale kvantitative regnskaber, hvorfra den udvikler bureaukratiske og højteknologiske kontrol- og kompetencesystemer.

Denne logik så vi sidst realiseret i forbindelse med det, jeg kalder for ”den store nedlukning”, men i pædagogikkens verden har vi i princippet haft systemet, siden dengang Pisalisterne og disses adfærdsteknologier blev et enerådende kvalitetskriterium fra omkring 2005. Herfra har de tekniske løsninger og en række store måle- og evalueringssystemer taget over, så selv ord som dannelse og undervisning, der jo udspringer af forsamlingens, tænkningens og talens praksis, kan sættes på algoritmiske formler i produktivitetens tjeneste, hvor de så kaldes for ”læring”.

I så fald reduceres kritisk arbejde til ”modstand mod læring” eller til ”konspirationsteorier” eller ”synsninger” og så videre. Eller måske til anklager om ”mobning” og ”tilsvining”. Dermed forvitrer ytringsfriheden via anslaget mod forsamlingsfriheden.

 

3A. Universitetets problemer

Lad mig uddybe denne sidste pointe med de indirekte angreb ind i videnskabens og pædagogikkens områder. For som antydet skete der noget i starten af 00’erne, der fjernede universitets og skolens forudsætning i forsamlingsfriheden.

Indenfor videnskaben udspringer ”den akademiske frihed” netop af frihedstraditionen. Universitetet er en slags kultivering og institutionalisering af menneskets naturlige habitat for nysgerrighed og sandhedskærlighed.

Men i 2003 kom der en ny universitetslov. Nu skulle universiteterne omdannes fra at være forskellige kombinationer af faglige og demokratiske processer til at være centralstyrede strategiske koncerner. Dermed udviklede man et system, der omdanner forskere, studerende og sekretærer til midler for optimering af centralt fastsatte strategiske parametre. Herfra accepteres kun den ”strategisk” relevante kritik.

Dansk Industri ville gå fra ”forskning til faktura”, og den daværende forskningsminister, Helge Sander, radikaliserede endda dette udtryk. Han ville gå fra ”tanke til faktura”. Så ville alle blive kompetente, og samfundet ville ”vækste”. Det er tanke-vækkende at opgøret med forsamlingen her ledsages af et direkte opgør med ”tanken”, samt af et kompetencebegreb som bliver mere og mere instrumentelt og altomfattende, og som reducerer ”kritik” til metodiske refleksioner, der skal indløse strategiske ”udfordringer”.

I Aarhus blev ideologien fra 2005 ledsaget af et nyt og tilpasningsdygtigt rektorat, som var stærkt centraliseringsorienteret. Et væld af nysprog bredte sig. Vi fik det, som filosoffen Gert Biesta har kaldt for et ”global university”, som er ”a copy without an original”, som han siger. Et ensomt og stort system uden fortid, som udsletter ”modet til at bruge sin egen forstand” og interessen for at gøre erfaringer.

Det globale universitet må i en vis forstand producere sin egen ”original”. Herfra bliver verden helt uforudsigelig. Som den nye dekan for fakultetet ARTS beskrev det i 2012: Vi får ”det frække universitet”, som går ”fra viden til handling”. Kan man synke dybere?

Samme år, i 2012, resultererede dette system i, at man frøs den tyske musikprofessor Linda Maria Koldau ud, fordi hun kritiserede den lokale musikvidenskab, hvilket åbenbart svarede til at tegne Muhammed. Efter overgrebet skrev Koldau sit imponerende erindringsdokument, trebindsværket ”Janteuniversitetet”, som siden hen blev totalt tabu på Aarhus Universitet. Via denne tabuisering fik universitetet yderligere problemer med universitetets ide, dvs. med ”Bildung”, som er den tyske udgave af den dannelsessammenhæng, jeg lige har omtalt, og som Koldau var uddannet i.

Jeg kan heller ikke lade være med at nævne, at det nye rektorat også foreslog et nyt navn til det tidligere omtalte ”universitetssamvirke”, som jo havde rod i 1920’ernes forsamlinger i Aarhus. Samvirket skulle nu hedde ”AU Executive”. Det endte dog med at blive helt nedlagt.

 

3B. Skolen og den pædagogiske forskning

i) Skolen

Også skolen blev ændret i den nye ånd. Det skete i forlængelse af Globaliseringsaftalerne i 2006 og videre i skolereformen fra 2014. Her omdannede man skolen og uddannelsessystemet til et nyt evaluerings- og læringssprog, som var økonomisk defineret. Pædagogikken blev med andre ord en del af økonomien. Tanken blev også her til faktura.

Ud af globaliseringsaftalerne etablerede man en række omfattende og centraliserede test- og målesystemer, og til den pædagogiske dagligdag udviklede man den såkaldte læringsmålstyring, hvorefter hvert eneste barn skulle målstyres i hver eneste time. Fra 2014 blev denne metode ligefrem en statsdirigeret ideologi, som blev kraftigt støttet af DPU, og som altså hang sammen med de store målesystemer. Hvis man ikke syntes om den ide, så pådrog man sig ”et moralsk ansvar” eller havde ”modstand mod læring”, som det hed det på de bonede gulve, mens tavsheden bredte sig. De stakkels målstyrede børn og deres lærere lærte på den måde tavshedens og tilpasningens kompetence, men ikke frihedens og tænkningens inkompetence.

Staten nedsatte faktisk allerede i 2007 et ekstremt indflydelsesrigt ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling” for folkeskolen, som blev kaldt for ”Skolerådet”. Dette råd, som mestendels bestod af økonomer, gjorde via syv digre årlige beretninger klar til læringsmålstyringen og til skolereformen i 2014. Skolen skulle herefter fremme ”produktiviteten”, skrev de økonomiske vismænd, og algoritmerne skulle erstatte lærerne.

Dette skoleråd var faktisk en konsekvens af Anders Fogh Rasmussens primitive opgør med det såkaldte ”smagsdommeri” fra de tidlige 00’ere. Men Fogh gik altså blot bort fra de faglige smagsdommere, som havde tråde ned i forsamlingernes vævninger, og hen til økonomiske smagsdommere, som var instrumenter for en stat uden forsamlinger.

Så samtidig med, at Fogh forsvarede Kurt Westergaard, så ødelagde han samfundets fundament i forsamlingerne. Dermed kunne hele princippet bag krænkelserne, nemlig det identitære, langsomt men sikkert brede sig ind i det nu tomme, økonomisk definerede og forsamlingsfrie område, dvs. overalt.

Nuvel, tilbage til hovedsporet. De gamle seminarier blev overtaget af syv store professionshøjskoler i den nye ånd. Man kaldte dem for ”University Colleges”. Dermed fik lærer- og pædagoguddannelsen kappet rødderne til de seminarier, som jo havde rod i frihedstraditionerne og disses forfatningsbårne kontrakter med staten, også kaldet ”formål”. Nu skulle man i stedet for ”formålene” lave ”udviklingskontrakter” på den svage og aktive stats strategiske præmis.

Disse processer fandt sted sammen med rystende nedskrivninger af pædagogikkens sprog og praksis, dvs. i et opgør med hele det rodnet af grundtvigianisme, reformpædagogik og oplysningsfilosofi, som på forskellige måder havde præget landet siden 1800-tallet. Dermed kappede man også forbindelsen til §77 og §79 og deres mulighed for at blive holdt ved lige. At mange af disse reformer i høj grad blev båret frem af liberale kredse, er nok en af den nyere Danmarkshistories største gåder.

ii) Den pædagogiske forskning

Lad os også se lidt på den pædagogiske forskning. DPU blev etableret i 2000 i et opgør med Danmarks Lærerhøjskole, som var alt for grundtvigiansk og forsamlingsagtigt og så videre. I stedet ville man optimere ”læringsadfærden”, som det hed.

I 2008 kom der en række universitetsfusioner i den nye ånd. Blandt andet kom DPU ind under det reformerede Aarhus Universitet. Hermed kunne den ene anti-dannelse gå i symbiose med den anden. De nye ledere fra UC’erne og DPU sammenlignede ligefrem – i total underdanighed – Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King. Det var i en fælles kronik i Berlingske i 2010.

Imens hele dette oplysningsfjendtlige apparat blev rullet ud, ofte under betegnelsen ”videnøkonomi” (uden ”s”) eller ”verdensklasse”, blev ytringsfriheden parkeret hos Muhammed, hvor den ligefrem blev til noget højrefløjsagtigt, som handlede om ”krænkelser” og ”respekt”. Siden sivede dette identitetspolitiske vokabular som allerede nævnt tilbage i samfundet, hvor det redefinerede det nu forsamlingsløse samfunds sprog som sådan.

Det dobbelte dannelsesforfald i Aarhus blev fremskyndet af, at DPU fik en ledelse, som elskede teorien om konkurrencestaten, og som slavisk fulgte og endda ophedede de nye tendenser. Herfra blev det, der skulle have været pædagogikkens sted, til et arnested for overgreb, hvoraf flere havnede i professor Heine Andersens værk ”Forskningsfrihed – ideal og virkelighed” fra 2019, som måske er den vigtigste fagbog i nyere tid.

Allerede i 2010 forsøgte den nye DPU-ledelse at fyre tre filosoffer, fordi deres forskning angiveligt ikke skulle være ”relevant”, som det hed, og helt almindelig kritisk arbejde blev som sagt kaldt for ”mobning” og ”tilsvining” og gjort til genstand for udmarvende bureaukratiske klageprocesser. Interessen for kritik og dannelse blev marginaliseret og nedgjort som ”konspirationer” af en ny symbiose mellem konkurrencestatsteori, poststrukturalisme og systemteori.

Med ”mobningen” og ”tilsviningen” fik vi en slags radikalisering af det nedladende ”modstand mod læring”, som sugede Kants idealer ud af samfundet. Ledelsen omtalte truende og i al offentlighed mit arbejde som et udtryk for ”polemisk dumdristighed”, og en af dens støtter kaldte mig ligefrem for en ”paria”. I samme ånd blev filosoffen og teologen Peter Kemp, som havde kritiseret filosof-fyringerne, kaldt for en ”plattenslager” og en ”løgner”.

Men efterhånden rejste der sig en stor kritisk bevægelse, dog mest uden for DPU. Vi var f.eks. nogen, Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og undertegnede, der i perioden 2011-2021 samlede dele af kritikken i fire antologier: ”Uren pædagogik 1-3” og i bogen ”Sidste Chance – perspektiver på dannelse”. Og fra 2016-2019 var undervisningsminister Merete Riisager, som selv var cand.pæd., et slags fyrtårn i den politiske del af kritikken, selvom hendes virke blev nedgjort på det skammeligste på DPU og i dagbladet Politiken. Alle disse kritiske indsatser gik skarpt i rette med den udvikling, jeg har beskrevet. En udvikling, som DPU’s ledelse altså har stået for og forstærket igennem alle årene.

Den aktuelle fyring af undertegnede følger i direkte kausal forlængelse af denne begrebsmæssige historik. I mit fyringsbrev – hvor der ellers står, at der ikke er noget som helst at kritisere mig for på de fire såkaldte ”saglige kriterier” – kaldes den nye ideologi for et ”bagvedliggende hensyn”; altså et femte og nærmest okkult kriterium.

Og lige kort tilbage til den ”postmoderne ondskab”, som jeg nævnte i talens indledning: Selvsamme dag, som min fyring blev effektueret, den 16. december 2022, godkendte Uddannelses- og forskningsministeriet universitetets vedtægter. Her står der følgende fantastiske ord:

“§4, stk. 2. Aarhus Universitetet vil udvikle videnskaben og bidrage kritisk til øget erkendelse ubundet af herskende videnskabelige og samfundsmæssige opfattelser. Aarhus Universitet vil derfor for sine forskere skabe vilkår, som fremmer kreativitet og en kritisk indstilling over for opfattelser og synspunkter, der såvel i forskningen som i det øvrige samfund fremstår som etablerede sandheder. (min kursivering)”

Så universitetet har slet og ret brudt sin kontrakt med staten. For samtidig med, at staten godkender disse smukke ord, så underminerer man altså hele ytringsfrihedens tradition med henvisning til nogle anonyme og ideologisk betingede ”bagvedliggende hensyn”.

Hele dette system svarer helt til Odense Kommunes aktioner i forbindelse med Erik Schmidt-sagen. Man bruger dyderne til at undertrykke dyderne, så ingen tør bruge dyderne. Dekanen for fakultet ARTS begrundede endda i et debatindlæg fra januar 2023 fyringerne med ”tonen”, hvorved hele sagen stilles i direkte kontakt til Kurt Westergaards skæbne.

Vi får dermed en helt særlig og undertrykkende tilstand, som den amerikanske sprogforsker Noam Chomsky skrev om i 1998 i sin bog ”The common good”, og som på en måde definerer dette ”indirekte overgreb” på ytringsfriheden. Her i min egen oversættelse:

”En smart måde, hvormed man kan holde folk i passivitet og lydighed, består i at etablere en streng afgrænsning af spektret for acceptable meninger, samtidig med, at man tillader en livlig debat inden for rammerne af dette spektrum. Det giver folk en følelse af, at der er findes fri tænkning, mens systemets og spektrets egne forudsætninger hele tiden forstærkes af de grænser, der er sat for debatten.”

Med andre ord: Ytringsfrihed reduceres til det, jeg kalder for ”mikrodiversitet”, dvs. forskelle under en centralt fastsat regel. Det er det modsatte af den politiske tænker Hannah Arendts ”pluralitet”, hvor det er tænkningen og forsamlingerne, der regerer.

 

3C. Identitetspolitik og teknologi

Med dette samlede tab af forsamlingen som pædagogisk og politisk forudsætning, så vokser nye generationer op, badet i læringsmålstyringens og ensomhedens ideologi og med ”modstand mod læring” hængende over nakken. Børnene bliver alene uden en fælles verden, hvis restmaterialer – f.eks. navne på is, kulturradikale negerkonger og smuk lyrik om blonde piger – bliver fyldt med overgreb. Herfra bliver alt farligt. Der er sexister og mikrober og kuldioxid og nikotin overalt, og alle ord bliver udtryk for kolonialisme og sexisme og så videre. Det er det poetiske livs endeligt. Herfra må de unge selv – måske med ”hjælp” fra nye bureaukratiske risikoregnskaber – konstruere en ny verden uden risici, hvilket svarer til at mangedoble risikoerne.

Derved får man ”trivselsproblemer”, som det kaldes, og den slags skal ”adresseres” ved endnu mere ensom konstruktion, digital overvågning og statistisk baseret risikominimering, alt imens legepladserne for både små og store mennesker står tomme.

Dermed får man karikaturkrisen helt ind i sjælen. Alt, man møder, bliver til en farlig og krænkende tegning af Muhammed og ikke blot en frisk genstand ud af grundlovens ånd. I dette nye system findes ingen ytringsfrihed. Kun krænkelse. Alle steder.

Dette selvskabte problem, som er ved at omforme og dekonstruere menneskets natur, kan kun løses af algoritmer, som dermed træder i stedet for mennesket. Dette overgreb kaldes også for ”trans-humanisme” eller med et gammelt ord: Forbrydelse mod menneskeheden.

Transhumanismen spillede en central rolle i Lars Løkke Rasmussens såkaldte ”Disruptionsråd” fra omkring 2017 samt i KL’s store teknologiudspil fra samme år og faktisk også hos OECD og andre steder.

I KL’s ”teknologispring”, som projektet hedder, ”leger” man f.eks. med følgende ideer:

”Hvad nu hvis…

… alle børn har sin helt egen underviser, som følger dem 24/7?

… børn kan lære det samme som folkeskolen tilbyder via Algoritme-robotter – og de     kan gøre det på den halve tid?

… alle forældre kender alle detaljer ved deres børns udvikling, resultater og trivsel realtime?

… vi kan forudse, før børn fylder 6 år, hvordan de vil klare sig i livet – hvem får succes, og hvem bliver omkostningstunge?

… højtalere, der ´lytter med´, kan spore mobning og misbrug i det øjeblik det sker?”

Her opløses institution, borger og mennesker i profylakse og algoritmer, så der ingen problemer eller risici findes mere, fordi der ikke mere findes noget frit område. Måske er denne indflydelsesrige transhumanisme – i kombination med forsamlingsbegrebets problemer – den aktuelt største trussel imod ytringsfriheden.

Dermed er det slut med det, som filosoffen Gert Biesta i 2014 kaldte for ”pædagogikkens smukke risiko”. Til gengæld få vi læringens risikofrie maskine.

Mange tak for ordet og for den fine pris.

 

III. Links til omtaler af pristildelingen (opdateres løbende):

Trykkefrihedsselskabets annoncering af prisen, d. 2. februar. https://www.trykkefrihed.dk/thomas-aastrup-roemer-modtager-sapphoprisen-2023.htm

Uddrag fra Lone Nørgaards motiveringstale udgives som artikel, d. 11. marts: https://newspeek.info/thomas-aastrup-roemer-modtager-trykkefrihedsselskabets-sappho-pris-2023/

Gymnasielærer Mikael Busch på Facebook, d. 11. marts: https://www.facebook.com/mikael.busch.73/posts/pfbid02xFEGoPa7DYYEwzTnHdoTZb5VoHQvZi6HKaBGCJxH7fs7gy1gEZJpBYVDUyWAxidvl

Lektor, Asger Sørensen, på Facebook, d. 11. marts: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0313BsVwqszNLA9DCYkhxNyQdj5cnk9BUHNXhAi1JT51UMGMzPwFt8JBz8QNNRgGeyl&id=673734654

Redaktør, Anette Lind på Facebook d. 11. marts: https://www.facebook.com/anette.attraktia/posts/pfbid0cZSSUxMePNrE23ePyS2udWQngDu5yMvQyxmTouYMe2wB9tMonJymR3fxUVC5GBfml

Psykolog, Henrik Skovlund på Facebook d. 11. marts: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02BhD7hJRkuPuUqn3w4m4UKUZeu9n4jkfyxJLyDecmePphn1NKp4Ew217cNg4cgqrDl&id=100069290021146

Trykkefrihedsselskabet på Facebook, d. 13. marts: https://www.facebook.com/Trykkefrihed/posts/pfbid02euqoa6m6KpboNPyZXPxg7Q9PoFiBzzPU2HvqXA1BsBZ42vFwytf241x1QJ5CAdpvl

Trykkefrihedsselskabet lægger en video fra hele arrangementet, herunder både motivering og tale, på Youtube, d. 15-17. marts: https://www.trykkefrihed.dk/sapphoprisen-2023-thomas-aastrup-roemer.htm og  https://www.youtube.com/watch?v=oUZdPq5f6V4.

Trykkefrihedsselskabet lægger ovenstående talemanuskriptet ud på trykkefrihed.dk, d. 24. marts 2023. https://www.trykkefrihed.dk/thomas-aastrup-roemers-tale-efter-modtagelse-af-sapphprisen-2023.htm

Universitetspolitiske noter, den 18. februar – den 5. marts

Nedenfor kan man læse otte refleksioner/noter om primært universitetspolitiske emner, især foranlediget af situationen på Aarhus Universitet.

Der er tale om let redigerede versioner af tekster, som tidligere har været offentliggjort på Facebook.

 

1. Den 18. februar: Notits i Folkeskolen

Det seneste nummer af bladet Folkeskolen har på side 6 en notits, der kaldes for ”3 vigtige”, som alle handler om pædagogisk frihed. Den anden tekst af disse ”3 vigtige”  er en omtale af DPU-sagen:

”Frihed er også omdrejningspunktet for forsker Thomas Aastrup Rømer, der blev fyret fra sin forskerstilling på DPU. Han hædres nu med Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris, for sin kompromisløshed i kampen for det frie ord. Rømer selv og en lang række forskerkolleger kritiserede DPU’s ledelse i hårde vendinger, da Rømer blev fyret. De beskyldte ledelsen for at fyre Rømer for at slippe af med hans kritiske tilgang til instituttet, og der blev hurtigt iværksat en underskriftsindsamling for at få forskeren tilbage. Det lykkedes ikke, men Thomas Aastrup Rømer får nu altså en pris for sin kamp for forsknings- og ytringsfriheden.”

Jeg er glad for denne påmindelse om, at selvsamme tekster, som altså udløser en pris i frihedstraditionens navn, i dagens Danmark sanktioneres til grov udelukkelse fra statens – dvs. AU’s og Claus Holms – neototalitære forsknings- og universitetssyn. Dermed tager staten jo skade.

Jeg vil også lige til uddybning af citatet sige to ting: Dels at der ikke kun var ”en underskriftsindsamling” – der var faktisk 2-3 stykker (afhængig af definition) – og dels at protesten var betydeligt bredere, end udtrykket ”forskerkolleger” dækker over. F.eks. var der også mange skolelærere, der protesterede.

https://issuu.com/folkeskolen/docs/folkeskolen_nr._03_2023

 

2. Den 20. februar: Aarhus Universitet og Korshøjen

Korshøjen i Vejlby-Risskov, hvor jeg boede som dreng, var som snydt ud af universitetsloven fra 1970. I folkemunde hed kvarteret, som blev bygget i selvsamme år, ligefrem Magisterghettoen. Her boede alle de unge magistre og filosoffer i vekselvirkningen mellem demokrati, revolution, humaniora. leg og kundskabsglæde. Jeg bor der stadigvæk i dag.

På en måde er Claus Holms primitive fyringsaktion, hvis filosofi jo har rødder i universitetsloven fra 2003 (“fra tanke til faktura”) og i denne lovs destruktion af netop 1970-loven, et angreb på Korshøjen, dvs. på hele det filosofisk-humanistiske liv, som jo blev Aarhus Universitets essens i de år, og som havde rødder tilbage i 1920’erne.

Symbolsk blev denne “destruktion” markeret, da den globaliseringsivrige rektor, Laurits Holm-Nielsen, omkring 2013 nedlagde det såkaldte “Universitetssamvirke”, som var Aarhus Universitets historiske sjæl, hvori Korshøjens liv var en af de sidste blomster. Holm-Nielsen foreslog endda omdanne samvirket til en alumne-forening, som han ville kalde for “AU executive” (grædende smiley).

Den nye “executive”-ånd stammede fra en blanding af 2003-lov og Globaliseringsaftaler fra 2006.

Holm-Nielsens system var universitetets store fjende, men fjenden i dag er definerende for Aarhus Universitet, som dermed er blevet sin egen fjende. Her bestemmer en eller anden læringsekstremistisk leder fra en email-adresse i København over Korshøjens, videnskabens og pædagogikkens fælled og legepladser

Her er lidt erindringer om livet i magistrenes ghetto:

http://www.thomasaastruproemer.dk/korshoejen.html

 

3. Den 21. februar: Gert Biesta om “the rise of the global university”:

Jeg sidder og arbejder på min bog om universiteter og lærer alt muligt undervejs. F.eks. følgende:

I 2011 gjorde Aarhus Universitet endegyldigt op med sin historiske og filosofiske sammenhæng og blev i stedet til en global, vidensproducerende og hierarkisk organisation i produktivitetens og samfundsøkonomiens tjeneste. Der var tale om en særlig globalistisk og tom forstærkning af ånden fra universitetsloven i 2003 og fra globaliseringsaftalerne i 2006.

Den pædagogiske filosof, Gert Biesta, skrev i præcist samme år, dvs. i 2011, en interessant artikel om universitetets ide, hvor han karakteriserer netop “the rise of the global university” på følgende måde:

”The global university is, after all, only going where everyone else is going. But since everyone is doing this, the system in itself is going nowhere. Since everyone is only copying everyone else, the global university is a copy without an original” (Biesta 2011, s. 38).

Og denne særlige “kopi uden original” – en tilstand som er i dyb modsætning til universitetets idealer – har følgende foruroligende konsekvens:

”Since the global university lacks an internal reference point, an internal criterion of what it means to be a (good) university, it can only adapt and adjust to what comes to it from the outside. Because the global university stands for nothing, it runs the risk of falling for anything” (ibid., s. 42)

Universitetet bliver dermed til en selvproducerende maskine og et middel til hvad som helst, uden selvstændigt formål og filosofisk rodnet.

Herfra kan alt ske.

https://read.dukeupress.edu/qui-parle/article-abstract/20/1/35/10220/How-Useful-Should-the-University-Be-On-the-Rise-of

 

4. Den 26. februar: Stavros Moutsios om danske universiteter

Den 11. juli 2022 publicerede lektor ved DPU, Stavros Moutsios, en kritisk analyse af universitetsloven, bl.a. med reference til en række konkrete regler og dokumenter fra Aarhus Universitet.

Artiklens titel er: “The bureaucratisation of the university: The case of Denmark”.

Moutsios beskriver, hvordan en ny og undertrykkende kombination af styring og bureaukrati har overtaget og eichmannificeret universitetets ide, praksis og sandhedssøgen.

Artiklen udkom i det anerkendte australske tidsskrift Educational Philosophy and Theory, hvis redaktør, Micheal A. Peters, i 2018 var medredaktør på den store tobinds-udgivelse ”The Idea of University”.

I efteråret 2022 deltog Stavros Moutsios endvidere i den generelle kritik af AU’s fyringer på DPU.

https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/00131857.2022.2097069?journalCode=rept20

 

5. Den 1. marts: DPU’s opgør med pædagogik

Lærke Grandjean har undersøgt DPU’s forhold til pædagogikkens tradition og til ordene i skolens formålsparagraf.

Resultatet er nedslående.

Lærerhøjskolens tradition er fjernet fra strukturen, og det samme er sket for de pædagogiske ord fra skolens formål, som nu må putte sig tavst i nogle små marginale rest-regioner.

Jeg lavede en lignende undersøgelse i bogen Skolens formål – dannelse, splittelse og forstærkning, hvor jeg kom frem til samme resultat. Resultatet stemmer godt overens med institutleder Claus Holms opgør med både demokrati og tilværelsesoplysning; en linje han har stået for med kraftfuldt engagement siden sin tiltræden i 2015. Det er denne ideologiske struktur, som Grandjean har aflæst resultaterne af.

Grandjean har også kastet sin kritiske opmærksomhed på et projekt om automatiseret skriveudvikling, det såkaldte ATEL, der bygger på en omfattende og profylaktisk læringsdigitalisering.

Angiveligt gennemføres projektet af Jeppe Bundsgaard, som er en af Claus Holms løjtnanter. Holm trak f.eks. kraftigt på Bundsgaards kritik af fag og dannelse, da Holm i 2018 kritiserede Merete Riisagers skolesyn, og Bundsgaard blev udnævnt til strategisk professor (mso), efter at Holm i 2015 havde nedlagt et alment professorat i pædagogik blot få måneder efter sin tiltræden.

ATEL-projektet blev indledt i september 2018, hvor DPU for alvor gik i symbiose med globale datakræfter. Det dokumenterer jeg i min kommende bog I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning. ATEL er et eksempel på det, jeg kalder for skolereformens “forstærkning”, hvis baggrundsfilosofi også er fundamentet for Holms aktuelle eksklusion af sine kritikere, så den begrebsmæssige magt over den pædagogiske forskning kan fastholdes.

Grandjean slutter sit indlæg med følgende markering om de vigtige emner, som hun savner fokus på:

“Jeg er bekymret over ikke at finde ord som demokrati, åndsfrihed og ligeværd på DPU´s hjemmeside; og jeg er dybt rystet over eksemplet med ATEL og den instrumentelle norm, der således får lov at styre en grund forskning på DPU om børns skrivning.

Man udelukker hermed centrale spørgsmål: Hvorfor skal man forske i pædagogik? Hvad er formålet med uddannelse? Hvordan er sammenhængen mellem uddannelse, forskning og demokrati? Hvad er viden? Er akademiske forskningsudgivelser blevet en global snakken med sig selv? Jeg ville ønske en vending – hen til dybere grund, og menneskelige normer ift. demokrati, frihed og ligeværd. Væk fra den instrumentalisering, der har udviklet sig i kølvandet på digitaliseringen. Det er på høje tid.”

Tak til Grandjean for et interessant opslag.

https://blog.folkeskolen.dk/blog-dpu-laerke-grandjeans-blog/dpu-til-diskussion-hvorfor-er-ordene-demokrati-ligevaerd-og-andsfrihed-fravaerende-pa-dpus-hjemmeside/4702772

 

6. Den 3. marts: Et stort spørgsmålstegn

I går afholdt Læreruddannelsens Ledernetværk en national konference om læreruddannelsen med et meget mærkeligt program. Lad mig forklare:

I 2013 gennemførte man en læreruddannelse, som gjorde op med dannelse, pædagogik og seminarietradition.

I 2021 lavede en såkaldt Udviklingsgruppe et forslag til en ny læreruddannelse, som skulle få dannelse, fag og formål tilbage i uddannelsen. Man ville i selvforståelsen gøre op med 2013-loven, selvom jeg selv dengang ikke var helt overbevist. 2013-reformens ideolog, DPU’s Jens Rasmussen, var imidlertid stærkt imod udviklingsgruppens ideer, hvilket beroligede mig lidt.

I februar 2023, altså for blot få uger siden, kom der så et forslag til en helt ny bekendtgørelse, som tager udgangspunkt i udviklingsgruppens ideer, bl.a. med en kraftig udvidet formålsparagraf og med mere vægt på dannelse og pædagogik. I samme ombæring nedlagde politikerne alle tanker om at etablere endnu et frit seminarium i landet. Seminarietanken skulle angiveligt være inkluderet i den nye reform.

Og i går afholdt Læreruddannelsens Ledernetværk så den nævnte konference i kølvandet på forsøget med at gøre op med 2013-filosofien.

Og nu kommer så min undren:

For konferencens setup ligger nemlig i direkte forlængelse af 2013-reformen. F.eks. er norske Elaine Munthe, som var en af 2013-reformens centrale stemmer, konferencens keynotespeaker. Og der er intet om nogle af de emner, f.eks. dannelse, fag og formål, som udviklingsgruppen og politikerne ellers lige har annonceret som de centrale?

Står tiden stille på professionshøjskolerne? Eller var de fine ord bare en måde, hvorpå man kunne slippe for det frie seminarium og for lignende initiativer?

Links:

Materiale om konferencen: https://www.laereruddannelsesnet.dk/konferencen-og-moeder/

Link til høringsmateriale om bekendtgørelse: https://ufm.dk/aktuelt/nyheder/2023/bekendtgorelse-for-ny-laereruddannelse-sendt-i-horing

Omtale af udviklingsgruppens rapport fra 2021: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-udviklingsgruppens-notater-om-laereruddannelsen-december-2021.html

 

7. Den 4. marts: Aarhus Universitets vedtægter

Den 11. oktober 2022 vedtog Aarhus Universitets bestyrelse universitetets aktuelt gældende vedtægt. Vedtægten blev herefter godkendt af ministeriet d. 16. december 2022, dvs. den eksakt samme dag som fyringerne på DPU blev effektueret.

Det står helt klart – ud fra vedtægtens §3 og §4 – at DPU’s leder Claus Holm og universitetets ledelse med fyringen af undertegnede har forbrudt sig imod universitetets eget regelsæt og dermed imod kontrakten med staten:

Først i §3:

”§3, Stk. 2. Aarhus Universitets virksomhed foregår på grundlag af de principper, der er udtrykt i de europæiske universiteters Magna Charta, herunder uafhængighed, frihed i forskning, undervisning og uddannelser, gensidighed i videnudveksling og kulturelt samarbejde samt undervisningens forskningsbasering.

Stk. 3. Aarhus Universitet respekterer etiske regler for forskningsudøvelse, herunder krav om ubestikkelighed og vederhæftighed, åbenhed for kritik og for fornyet prøvelse af præstationer og indvundne resultater.”

Dernæst i §4:

”§4, Stk. 2. Aarhus Universitetet vil udvikle videnskaben og bidrage kritisk til øget erkendelse ubundet af herskende videnskabelige og samfundsmæssige opfattelser. Aarhus Universitet vil derfor for sine forskere skabe vilkår, som fremmer kreativitet og en kritisk indstilling over for opfattelser og synspunkter, der i såvel forskningen som det øvrige samfund fremstår som etablerede sandheder.” (mine kursiveringer)

De andre universiteter har, så vidt jeg kan se, ikke den slags formuleringer i deres vedtægter? Hvor mon formuleringerne kommer fra? Måske fra det gamle Universitetssamvirke, som blev nedlagt i 2015, da ”the global university” ville omdanne samvirket til et ”AU Executive”? Eller fra kredsen omkring teologen og rektor Henning Lehmanns indflydelse tilbage i 1990’erne? Ved nogen noget om det?

Som borger er det ekstremt provokerende, at universitetet ikke overholder dets aftale med staten. Efter min mening bør den særdeles vellønnede ledelse omgående forlade dens embeder.

Næste lørdag skal jeg på Vartov for at modtage Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen. Prisen tildeles for præcist de samme kvaliteter, som fremgår af vedtægten, men som altså ikke er velset på den institution, som vedtægten ellers gælder for.

Her er selskabets begrundelse:

“Thomas Aastrup Rømer modtager Sappho-prisen 2023 for kompromisløst at holde fast i forskningsfriheden og den enkelte forskers ret til at indgå i en åben og udogmatisk diskussion i såvel det pædagogiske forskningsmiljø som i samfundsdebatten. Thomas Aastrup Rømers omfattende forskning har igennem en årrække givet og giver fortsat kvalificeret modspil til de seneste årtiers tiltagende åndløse målstyring i uddannelsessystemet på bekostning af den dannelsestradition, der har været bærende for det danske demokrati og folkestyre.”

Så på Aarhus Universitet bliver man fyret for at leve op til universitetets egne regler. Dermed kollapser universitet som universitet. Jeg forstår ikke, at dette overgreb accepteres.

Links:

AU’s 2004-vedtægt: https://www.au.dk/fileadmin/www.au.dk/om_au/organisation_og_ledelse/bestyrelse/5-2004/20040831p4/20040831pkt41a.pdf

AU’s 2022-vedtægt: https://www.au.dk/om/organisation/regelsamling/styrelse-administration/01/01-02-vedtaegt-for-aarhus-universitet

 

8. d. 5. marts: Tankens død

Universitetsreformen fra 2003 bliver nu endegyldigt effektueret. Det var i 2003, at Dansk Industri ville gå ”fra forskning til faktura”. Det var slemt nok, men det blev endnu værre! For den daværende forskningsminister radikaliserede det berømte udtryk. Han ville gå ”fra tanke til faktura”. Dermed kollapsede alt.

I løbet af de sidste par årtier er den nye ideologi løbende blev forstærket. Og nu har ”fakturaen” vundet endegyldigt over ”tanken”.

Hvordan sker det? Ved den aktuelle afkortning af kandidatuddannelserne til et år? Egentlig ikke, for det er blot et grimt symptom. Nej, fakturaens endelige sejr sker ved, at også det ene tilbageværende år og alle de andre uddannelsesrester nu helt underordnes ”fakturaen”, dvs. ”arbejdsudbuddet”.

Dermed har fakturaen helt overtaget tanken.

Men universitetet var jo netop tankens dannelse? Men altså ikke mere. Ikke siden 2003, som nu her i 2023 endelig er blevet effektueret.

Der er tale om en form for filosofisk og videnskabelig nedlukning.

Man kan nu gøre alt på ingen tid med henvisning til en eller anden statistik. Et tal – en krise – et hast-værk – en ødelæggelse. Og hvis denne endegyldige begravelse af universitetet så har været forberedt og implementeret over 20 år – og testet i skolereformen fra 2014 – så bliver fakturaens nye pludselighed særlig dyb.

Farvel til “tanken”.

Universitetspolitiske noter: Den 9. Januar – den 15. februar 2023

Nedenfor kan man læse 21 refleksioner/noter om universitetspolitiske emner, især foranlediget af situationen på Aarhus Universitet.

Der er tale om let redigerede versioner af tekster, som tidligere har været offentliggjort på Facebook.

 

1. d. 9. januar: Mange tak

Kære alle

Nu er institutleder Claus Holms afskedigelser endeligt effektueret. Min forskning i pædagogiske formål er ikke mere en del af noget, han kalder for “et bagvedliggende hensyn” til et “fremadrettet” DPU.

Jeg forstår ikke begrundelsen, men jeg forstår fint årsagen, og det føles lidt tomt, må jeg indrømme, både som person, universitetsmenneske og borger.

I nedenstående link kan man tilgå alle sagens indlæg, dokumenter og handlinger. 1000 tak til alle for en fantastisk opbakning undervejs.

Mange hilsner

Thomas

http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html

 

2. d. 12. januar: Barndom og videnskab

En refleksion over barndommens betydning

http://www.thomasaastruproemer.dk/barnlig-eller-barn-lig.html

 

3. d. 17. januar: Afskedsforelæsning og reception

D. 3. februar er det muligt at deltage i Claus Holms fejring af sit idol Lars Qvortrup; herunder af Qvortrups store indsats for den magtfulde jaHattie-læring, som har haft så omfattende negative konsekvenser for skolen.

Der er både forelæsning og hyggelig reception ved fordøren.

Imens pakker jeg kontoret ned uden tak eller hilsen og finder måske et job ved bagdøren, hvis jeg er heldig.

Uden lærestol i almen pædagogik efterlades DPU og dansk pædagogisk forskning – og dermed også pædagogikken som sådan – under læringens og Claus Holms enevældige kontrol i Qvortrups ånd.

https://dpu.au.dk/om-dpu/arrangementer/arrangement/artikel/49-aar-paa-universitetet-tilbageblik-og-perspektiv

 

4. d. 20. januar: Relationskompetence og skældud

I det seneste nummer af Tidsskrift for Socialpædagogik har jeg bidraget med en artikel, som hedder “Undersøgelse af relationskompetence og skældud”:

https://www.werkshop.dk/producenter/80-dansk-forening-for-socialpaedagogik/1249-2022-nr-2-tfs/

 

5. d. 24. januar: Claus Holms totalitære forståelse af forskning

Allerede i maj 2016 fremlagde Claus Holm sit sublimt totalitære syn på forskningens og kritikkens rolle i samfundet. Logikken er, at kritikere af konkurrencestaten og dens effekter kun går efter “popularitet” og efter “at mene noget”. Kritikerne gør ligefrem politikerne “usaglige og ansvarsløse”, står der.

Derimod er Ove Kaj Pedersen klog og saglig. Holm fortæller, at konkurrencestaten er en “grundpræmis”. Hvis man kritiserer den, så er man usaglig og populistisk. Jeg tror faktisk ikke, at Ove Kaj selv vil synes om den form for modstilling.

I indlægget går Holms logik ud over Rasmus Willigs kritiske arbejde, og selv har jeg også mærket til effekterne af Holms totalitære ideologi, som nu definerer DPU som sådan.

Holm er med dette synspunkt helt uegnet til at bestride en post som leder af videnskabeligt arbejde. Så længe han har magten, må man fraråde alle unge mennesker med interesse for pædagogik og videnskab at søge ind på DPU. Find et andet sted at studere, som ikke præges at totalitære aksiomer.

Det er også værd at nævne, at Holm bruger DPU’s officielle hjemmeside til sit indlæg. Der er tale om et “DPU mener”!

Brian Degn Mårtensson har i øvrigt en fin kritik af Holms indlæg i sin bog “Mennesket som mål – skole og uddannelse i kritisk perspektiv”, Akademisk Forlag, 2018. Mårtensson kalder Holms ideologi for “civilisationsfjendsk”.

https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/vi-skal-genopfinde-arbejdsdelingen-mellem-forskning-og-politik

 

6. d. 25. januar: Dekan Johnny Laursen forsvarer fyringerne på DPU

Dekan Johnny Laursen har i et indlæg på folkeskolen.dk forsvaret fyringerne på DPU.

Jeg har skrevet nedenstående analyse af indlægget.

Det ser sort ud for Aarhus Universitet.

http://www.thomasaastruproemer.dk/johnny-laursen-forsvarer-fyringerne-paa-dpu.html

 

7. d. 29. januar: Besættelsesmuseet

I dag besøgte vi besættelsesmuseet i Aarhus.

Her blev jeg mindet om, at Aarhus Universitets område i 1943 var “hovedkvarter for det tyske sikkerhedspolitis mest frygtede og brutale afdelinger”, som der står på en af tavlerne.

Herfra “dirigerede tyskerne bekæmpelsen af modstandsbevægelsen i Midt- og Nordjylland”. Tyskerne hadede demokrati og pluralisme.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg kom til at stå og dvæle ved disse to citater? Det plejer jeg ellers ikke.

Til sidst på tavlen står der følgende: “I efteråret 1944 bad modstandsbevægelsen de allierede om hjælp. Svaret var et britisk luftangreb mod hovedkvarteret d. 31. oktober 1944”.

 

8. d. 31. januar: Sappho-prisen

Jeg er årets modtager af Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen.

Prisen ”gives til en person, der har udvist uforfærdethed og kompromisløshed i kampen for det frie ord”.

Jeg er naturligvis meget stolt og glad for denne ære, som til gengæld er virkelig pinlig for DPU og for Aarhus Universitet.

Jeg er den blot anden danske modtager af prisen, siden salig Kurt Westergaard modtog den i 2008 for sine smukke tegninger, der fik verden til at vise sig.

De nærmere detaljer vedrørende prisoverrækkelsen er ikke fastlagt, udover at den finder sted d. 11. marts på Vartov i København.

https://www.trykkefrihed.dk/sapphoprisen.htm

 

9. d. 1. februar: Aarhus Universitet i universitetspolitisk kollaps

I 2021 skrev rektor for AU, Brian Bech Nielsen, og hans dekan for ARTS, Johnny Laursen, et flot forsvar i Altinget for forskningsfriheden og for videnskabeligt engagement og kritik. Og året efter kom så AU’s smukke erklæring om ytrings- og forskningsfrihed.

Det var fine ord, som jeg dengang roste og levede 100% op til.

Men desværre var det hele bare en stor løgn. Nielsen og Laursen står i virkeligheden for det stik modsatte, hjulpet på vej og radikaliseret af Claus Holms og DPU’s totalitære forskningssyn.

AU har angrebet sig selv og ødelagt det universitet, som engang var byens pryd, mens man pynter sig med oplysningens og prydens falske fjer.

Eller måske er de to tekster en form for satire? Eller er vi med i et århusiansk freak-show? En slags cabaret i Weimar-republikken, hvor intet er, hvad det giver sig ud for?

(se afsnit 21 for nogle forklaringer)

Links:

Artikel i Altinget, 2021: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/au-ledere-ministeren-saar-tvivl-om-sin-opbakning-til-forskningsfriheden

AU’s erklæring om ytringsfrihed, 2022: https://medarbejdere.au.dk/strategi/erklaering-ytringsfrihed-for-medarbejdere-og-studerende-paa-aarhus-universitet

 

10. d. 1. februar: Begrundelse for Sappho-prisen

I forgårs kunne jeg fortælle, at jeg er årets modtager af Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen.

Trykkefrihedsselskabet har nu lagt en omtale af prisen på deres hjemmeside. Her kan man læse den smukke begrundelse og tilmelde sig arrangementet på Vartov.

Her er begrundelsen:

”Thomas Aastrup Rømer modtager Sappho-prisen 2023 for kompromisløst at holde fast i forskningsfriheden og den enkelte forskers ret til at indgå i en åben og udogmatisk diskussion i såvel det pædagogiske forskningsmiljø som i samfundsdebatten. Thomas Aastrup Rømers omfattende forskning har igennem en årrække givet og giver fortsat kvalificeret modspil til de seneste årtiers tiltagende åndløse målstyring i uddannelsessystemet på bekostning af den dannelsestradition, der har været bærende for det danske demokrati og folkestyre.”

To foreløbige kommentarer:

– Det er meget pinligt for Aarhus Universitet, at en af de centrale begrundelser for prisen vedrører ”forskningsfriheden”.

– Og det er også meget pinligt for DPU, at en anden af de centrale begrundelser angår mit arbejde med at forsvare Danmarks pædagogiske og demokratiske tradition imod den skolereformsfilosofi, som DPU’s ledelse jo netop er stor tilhænger af.

1000 tak til Trykkefrihedsselskabets bestyrelse. Jeg glæder mig til arrangementet og til at forberede en lille tale i dagens anledning.

https://www.trykkefrihed.dk/thomas-aastrup-roemer-modtager-sapphoprisen-2023.htm

 

11. d. 2. februar: To emner

A.

Tildelingen af Sappho-prisen er omtalt på folkeskolen.dk, jf. dette link:

https://www.folkeskolen.dk/dannelse-dpu-forskning/thomas-aastrup-romer-far-trykkefrihedsselskabets-pris-for-at-sta-vagt-om-dannelsen/4698567

B.

Til mit arkiv om sagen vil jeg også nævne, at tillidsrepræsentanten for alle Aarhus Universitets ansatte, Olav W. Bertelsen, støtter 100% op om AUs ledelse.

På Humboldt-forum – under et opslag af Heine Andersen – forklarer Bertelsen, efter at have sagt “kæmpe tillykke”, at Aarhus Universitet ligefrem har “beskyttet mig”, og at prisen tjener universitetet “til ære”. Det føles undertrykkende for at sige det lige ud, og det minder mig lidt om nogle tanker, som Hannah Arendt gjorde sig om det totalitære samfunds urovækkende ”banalitet”. Her er citatet:

“Jeg synes ikke, der tegner sig noget pinligt for Aarhus Universitet eller DPU i forbindelse med, at du har fået prisen. Universitetet har jo netop huset og beskyttet dig i årevis, uanset at du nærmest uophørligt har angrebet ledelsen og dele af den profilerede forskning på dit institut. Det tjener da nærmest universitetet til ære, at du nu får denne pris.”

Bertelsen har også en kommentar til Heine Andersen i samme ånd.

Man kan studere mit svar i dette link: https://www.facebook.com/groups/166751200038468/posts/5870274446352753

 

12. d. 4. februar: Charlottes og Hermanns pris

Siden 2008 har Sappho-prisen kun været tildelt én gang til danskere i forbindelse med en eksplicit pædagogisk sammenhæng. Det skete i 2021 modtog en anonym lærer, Charlotte, fra Københavns Professionshøjskole prisen for at inddrage Muhammed-tegningerne i sin undervisning. Hun delte prisen med sin rektor, Stefan Hermann, som støttede hende hele vejen.

Hermann stillede sig også på ytringsfrihedens side i forbindelse med Erik Schmidt-sagen i 2018. Da han blev spurgt hvorfor, svarede han følgende bevingede ord til folkeskolen.dk:

”Det har jeg, fordi jeg mener, at jeg som rektor for en stor uddannelsesinstitution, blandt andet for læreruddannelsen, skal stå vagt for nogle ret grundlæggende idealer i professionelt arbejde. Et af de idealer er, at undervisere fra min egen institution, men også lærere i folkeskolen skal synge med deres næb. De skal kunne ytre sig frit, hvilket er grobund for en god arbejdsplads. Det har jeg lagt meget vægt på personligt som rektor for Metropol og nu på Københavns professionshøjskole. Erik Schmidt-sagen er en god anledning til at hejse dette flag nok engang.”

Hermann har et oplysningsgen og en Voltaire-inspiration, som mange andre fra ledelsessegmentet efter min mening mangler, og som i al fald ikke eksisterer mere på ledelsesgangene på Aarhus Universitet.

Hermann modtog også den pædagogiske debat- og formidlingspris, Holger-prisen, i 2009, som Erik Schmidt var med til at uddele. Hermann skrev også i Uren Pædagogik 2, hvor han bl.a. tog stilling til min kritik af sit arbejde.

https://www.trykkefrihed.dk/sapphoprisen-2021-charlotte-koebenhavns-professionshoejskole-og-stefan-hermann.htm

 

13. d. 4. februar: De moralsk udstødte

I 2015 skrev Lars Qvortrup følgende i tidsskriftet Paideias temanummer om synlig læring:

”De folk, som afviser at bruge Hatties og andres resultater, påtager sig et betydeligt moralsk ansvar”.

Herfra bredte isen sig overalt i landets pædagogik.

Året efter skrev jeg en kritik af John Hattie, hvor jeg “afviste” at bruge Hatties “resultater”. Jeg blev “moralsk uansvarlig”. Artiklen fik i en senere version en videnskabelig pris i regi af Nordic Educational Research Association, som dermed også må have pådraget sig “et betydeligt moralsk ansvar” i Qvortrups øjne.

Samme år stiftede DPU’s nye leder Claus Holm et Nationalt Center for Skoleforskning med udgangspunkt i Hatties ideer. Qvortrup, som jo var “moralsk ansvarlig”, blev med dekanens godkendelse headhuntet som leder uden opslag.

Det er så banalt.

Her er et link til den umoralske og prisbelønnede artikel i Nordic Studies in Education:

https://www.idunn.no/doi/10.18261/issn.1891-5949-2017-01-03

 

14. d. 5. februar: Dekan for ARTS

Aarhus Universitet søger en dekan for fakultetet ARTS. Formodentlig er det den nuværende dekan Johnny Laursens meget problematiske åremål, der skal genbesættes, men jeg ved det ikke.

Der er ingen forventning om, at den kommende dekan skal nære nogen kærlighed til eller interesse for åndsvidenskabelige aktiviteter eller videnskabelige principper.

Det handler i stedet om at ”bidrage væsentligt til løsninger på store samfundsudfordringer” i en ”politisk styret organisation”, der tager ”medansvar for samfundsudviklingen”. Gør man det, så kommer der noget, der hedder “forskningsmæssige gennembrud”, står der.

Jeg ved ikke, hvad en sådan politisk underdanighed har med de tre ARTS-områder, humaniora, teologi eller pædagogik, at gøre.

Det lyder derfor snarere som om, at der er brug for en effektiv bureaukrat, der kan styre det fortsatte videnskabelige kollaps i læringens tjeneste.

Men det passer fint til det nye DPU, hvis ledelse mener, at pædagogik handler om at trives godt med konkurrencestatslæring, og som fyrer folk, hvis de mener det modsatte.

Så DPU’s opgør med pædagogik reproduceres nu i ARTS’ opgør med humanvidenskaben, og det støttes af rektoratet og af den nye bestyrelse, som netop har skilt sig af med idehistorikeren og højskolemanden, Jørgen Carlsen, til fordel for nogle effektive direktører.

Carlsen er Hannah Arendt-mand ligesom jeg selv. Så Arendt og nataliteten forsvandt fra DPU og fra AU’s bestyrelse samme dag, d. 1. december 2022. Det er denne tekniske tørhed, men kan mærke i stillingsopslaget.

Så nu hersker “samfundets udfordringer” i en “politisk styret organisation”.

Men ansøgeren skal have “godt humør”, som der står uden humor.

Stillingen som dekanens chefsekretær er også ledig.

https://www.au.dk/om/stillinger/job/dekan-for-faculty-of-arts

 

15. d. 7. februar: Fakulteternes strid

I sin tekst ”Fakulteternes strid” fra 1792-98 skelner en aldrende Immanuel Kant mellem tre øvre fakulteter og et nedre fakultet.

De øvre fakulteter er de professions- og kompetenceorienterede fakulteter, som styres efter statens retningslinjer.

Det nedre fakultet er det ”filosofiske fakultet”, som står for hele den frie videnskab.

Staten har magt over de øvre fakulteter, mens det filosofiske fakultet kun adlyder frihedens og fornuftens grundsætninger. Det betyder, at det filosofiske fakultet ustandseligt forårsager strid og ”besværlig” kritik af vedtagende kundskabsdogmer på de statsligt regulerede professionsområder.

På den måde bliver det nedre fakultet faktisk det vigtigste.

Denne modstilling er i sagens natur særlig stærk og presserende i den pædagogiske videnskab, hvor professioner, filosofi og frihedstraditioner er allestedsnærværende.

Her er to nedslag i Kants tankevækkende tekst, hvor jeg har fremhævet nogle ord:

Citat A:

”Det filosofiske fakultet kan derfor gøre krav på at PRØVE AL LÆRDOMS SANDHED. Regeringen KAN IKKE FORBYDE DETTE uden at handle imod sine egentlige, væsentlige interesser, og de øvre fakulteter må TÅLE de INDVENDINGER og den TVIVL, det filosofiske fakultet forelægger offentligheden, om end de (altså ”de øvre fakulteter”, TAR) måske nok opfatter det som BESVÆRLIGT. Thi, var det ikke for sådanne KRITIKERE, kunne de (øvre fakulteter) uanfægtet hvile på besiddelsen af det, som de én gang, under hvilken titel det nu end måtte være, har erhvervet og befale despotisk over det”.

Citat B:

”Altså må det filosofiske fakultet, fordi det må stå inde for sandheden af de lærdomme, det antager eller også blot indrømmer, betragtes som FRIT, idet det må tænkes således, at det ALENE STÅR UNDER FORNUFTENS OG IKKE REGERINGENS LOVE”

Det er disse centrale principper, som DPU, Claus Holm og Johnny Laursen har misforstået. De tror, at DPU og Aarhus Universitet står under ”regeringens love”, mens regeringen, som også selv har misforstået sagen, tror, at universitetet står under kompetencerne og økonomiens love.

Det er skolereformens filosofi, som Holm da også er en ilter fortaler for.

Men dermed kollapser universitetet og fornuften og dermed også den moderne stats begreb.

Kilde:

Jens Erik Kristensen mfl. (red.). Ideer om et universitet, Aarhus Universitetsforlag, 2007

 

16. d. 9. februar: Brev fra pædagogikkens og videnskabens minister

I 2018 fik jeg et håndskrevet julekort fra den daværende undervisningsminister, Merete Riisager, sammen med Undervisningsministeriet officielle logo vel at mærke.

Riisager skrev følgende:

”Kære Thomas

Mange tak for ris og ros i 2018. Og tak for altid at svømme imod strømmen. God jul til dig og dine.

Mvh Merete”

Jeg ville ønske, at Riisager, med sin gode klassiske indstilling, kunne blive leder på DPU. Hun er jo også cand.pæd.

Men den går nok ikke, for på AU/DPU hader man folk, der ”svømmer imod strømmen”. Her er man mere til konkurrencestats-lærings-trivsel-redskaber, og man mener, at kritik er ”mobning og tilsvining”.

Meget sigende for julebrevets metafor blev Riisager få måneder efter direktør for Dansk Svømmeunion.

Men nu mangler vi hende i politik og pædagogik til at skrive julekort til folk, der er svømmer lidt på tværs, og som nu i stedet får helt andre slags hilsner i e-boksen; hilsner, som vel at mærke ikke er håndskrevne eller som takker for kritisk opmærksomhed.

Claus Holm, Lars Qvortrup, skolereformpolitikerne og Politiken kunne ikke lide Riisagers holdninger. De mente ligefrem, at hun var en slags Donald Trump. Det dokumenterer jeg udførligt i min kommende bog ”I skolereformen kølvand – justering, kritik og forstærkning”, som udkommer på forlaget Fjordager om et par måneder. Det er DPU’s og AU’s verden.

Men som hendes julebrev til mig viser, så var Riisager det modsatte, nemlig en sand pædagog og videnskabeligt indstillet politiker.

 

17. d. 10. februar: Akademisk frihed og totalitarisme

Pernille Weiss (K) fra Europa Parlamentet og professor Jacob Dahl Rendtorff fra Roskilde Universitet har skrevet en flot kronik i Ræson, hvor de argumenterer for en bedre sikring af videnskabelig frihed, både på det nationale og det europæiske niveau.

Weiss’ og Rendtorffs filosofiske og historiske udgangspunkt er kampen for et åbent samfund imod totalitære tendenser. Det fremgår af følgende citat fra kronikken:

”I kampen mellem totalitarisme og autokratier på den ene side og det liberale demokrati på den anden var tanke- og ytringsfrihed på de europæiske universiteter et grundlæggende bolværk gennem det 20. århundrede.”

Forfatterne fører mest diskussionen på et alment niveau, selvom de implicit refererer til Heine Andersens store arbejde med eksempler og cases. De fremhæver dog eksplicit en specifik dansk case. Det sker i følgende:

”Senest er det blevet heftigt diskuteret, om en forsker fra Institut for Pædagogik på Aarhus Universitet er blevet fyret af politiske årsager. Mange forskere er bange for at ytre sig i den offentlige debat for at beskytte deres karriere”

Jeg er glad for, at min sag inddrages i denne normative og kulturhistoriske sammenhæng. Så forstår jeg bedre, hvorfor det ubehag, som følger af enhver fyring, i mit tilfælde er ledsaget af en stærk følelse af være udsat for en politisk uretfærdighed med totalitære træk.

Rendtorff og Weiss fortæller desuden, at undersøgelser peger på, at det står grelt til i Danmark med den akademiske frihed. Og i forlængelse heraf skriver de noget, som har direkte relevans for Claus Holms og AU’s forsøg på at styre den pædagogiske forskning ned i læringsbegrebets ødelæggende suppedas.

”Særlig berømte er skandaler, hvor virksomheder eller universiteter vil dirigere forskningens resultater.”

En sådan “dirigering” kan selvfølgelig antage form af direkte krav om korrektioner af forskningsresultater, men den finder også sted via en form for indirekte magt, f.eks. ved fyring af kritikere, hvilket har som konsekvens, at forskningen af sig selv gør det, som magten vil.

Det er nok derfor, at DPU er så rigt repræsenteret med skandaler i Heine Andersens bog ”Forskningsfrihed” og i flere andre udgivelser.

https://www.raeson.dk/2023/weiss-og-rendtorff-den-akademiske-frihed-er-truet-og-det-kraever-faelleseuropaeisk-handling/

 

18. d. 12. februar: Refleksion over Nina Smiths karriere

Økonomen Nina Smith, som er med i den aktuelle Reformkommission, har en karriere, som er helt indvævet i det pædagogiske forfald, som vi har været vidne til siden starten af 2000’erne.

Fra 2006-09 var hun med i det såkaldte Skolerådet, som med dets fokus på læring, evaluering og måling førte direkte til skolereformen i 2014, og som opslugte mange faglige og organisatoriske miljøer under “læringsbegrebets” nye hegemoni.

I samme år, 2007-2009, var Smith også pro-rektor for Aarhus Universitet. Det var i disse vigtige år, at DPU og AU i 2008 for alvor blev fusioneret ind i 2003-universitetslovens tankegang. En universitetslov, hvis ideologi allerede var blevet forstærket på AU fra 2005 med ansættelsen af den nye rektor Lauritz Holm-Nielsen, som kom fra Verdensbanken.

Det var Holm-Nielsen, der stod for den store reorganisering af AU i 2011, som ødelagde resterne det gamle universitet. Både Claus Holm, Johnny Laursen og rektor Brian Bech Nielsen, som i dag sidder på centrale poster, var med i hele denne proces.

Faktisk var Smith med i Anders Fogh Rasmussens magtfulde Globaliseringsråd, som i 2005 lagde an til både Skoleråd, universitetsfusioner, professionshøjskoler, nationale tests og almen destruktion af uddannelsesverdenen. Senere kom hun også med i det såkaldte ”Kvalitetsudvalget”, som i 2013 annoncerede den helt store læring- og relevans-diskurs. Smith gjorde karriere i et system, som hun selv havde skabt. Hun blev en slags konkurrencestatsøkonom.

I sin afskedskronik i Altinget fra forrige uge talte Lars Qvortrup varmt om Globaliseringsrådet, som var den filosofiske baggrund for hans egen karriere. Rådet var et udtryk for “videnssamfundet”, mener Qvortrup. Det tog måske overhånd med lidt for meget styring, skriver han, men modsiger så sig selv i den efterfølgende sætning, hvor han beder om “meget forståelige relevansforventninger”, som der står.

Qvortrup blev i 2008 dekan for DPU i forbindelse med netop den fusion, som udsprang af Globaliseringsaftalerne. Og i 2010 forsøgte han at fyre tre filosoffer, fordi han mente, at deres forskning ikke var levede op til hans “relevansforventninger”. Qvortrup og Holm blev en slags konkurrencestatspædagog under Smiths og Holm-Nielsens herredømme.

I dag sidder Qvortrup i en arbejdsgruppe under Nina Smiths Reformkommission og arbejder med et såkaldt “Faculty of Education”, som ikke vil noget godt.

I den forstand er AU, DPU og Reformkommissionen som snydt ud af samme næsespray. Det hele er gjort af en og samme organiske ideologi, nemlig et opgør med både videnskab og pædagogik og med universitetet som ide.

Og et sådant autoritært system skal man ikke kritisere. Så svarer det igen. Det har vi set mange gange.

Så når AU’s ledelse for tiden kritiserer Reformkommissionens aktuelle forslag, så sker det altid ud fra en accept af Reformkommissionens præmis. Det er en slags mikrodiversitet under fælles regel.

 

19. d. 13. februar: Ny bog om universiteter

På foranledning af en venlig opfordring og donation fra Paul Lyngbye’s Fond, er jeg gået i gang med en ny bog om universitetet.

Her er bogens foreløbige titel og struktur. Sig til, hvis der er noget, der mangler/interessante udgivelser osv.:

Titel: Om universitetet og dets fjender – livet på Aarhus Universitet og DPU.

Indholdsfortegnelse:

Forord og indledning

Kapitel 1. Universitetets ide og pædagogikkens land

  1. Forfatningen og menneskets tale
  2. Kærligheden til sandheden
  3. Filosofisk engagement
  4. Den akademiske republik
  5. Universitetets ansvar

Kapitel 2. Den universitetspolitiske udvikling fra 2000 til 2023: Aarhus Universitet og DPU

  1. Universitetspolitik: Universitetslov, globalisering og fusioner
  2. Fra tanke til faktura til relevans til læring
  3. Aarhus Universitet: Verdensbank og faglig reorganisering
  4. DPU: Fra universitet til institut
  5. Samspillet mellem universitet, fakultet og institut

Kapitel 3. Empiriske cases og erfaringer

  1. Uddannelsesreform og fyring af filosoffer, 2009-10
  2. Polemisk dumdristighed, 2010
  3. Tvangsflytning af børnelitteraturen, 2011
  4. Koldau-sagen, 2012
  5. Jens Rasmussens klage, 2014
  6. Dorte Staunæs’ og Claus Holms klagesystem, 2015
  7. Lars Qvortrups klage, 2015
  8. Et nedlagt professorat, 2015
  9. Dokumentationsside, 2019
  10. Kampen om universitetspædagogikken: Læring i 2022
  11. Afskedigelser, 2022
  12. Udelukkelse, 2022

Konklusion og perspektiver

Litteraturliste

Mange tak til Paul Lyngbye’s Fond, som er en fond, der støtter personer og initiativer indenfor kultur, kunst og videnskab. I fondsbestyrelsen sidder bl.a. stifteren Paul Lyngbye (cand.mag. i psykologi og kommunikation, tandlæge), Kasper Støvring (ph.d., forfatter og debattør) og Mikael Jalving (ph.d., forfatter og debattør).

Jeg ser frem til at færdiggøre bogen.

 

20. d. 14. februar: Læring på Aarhus Universitet

Det ser ud til, at jeg nu er slettet fra alle AU’s systemer; både fra universitetets hjemmeside og fra listen over videnskabelige medarbejdere ved Afdelingen for Pædagogisk Filosofi og Generel Pædagogik.

Det er virkelig en meget mærkelig fornemmelse, især når man synes, man har gjort sin pligt i 15 år.

Jeg gik naivt ud fra, at et offentligt universitet, der så sent som i 2022 havde hyldet ytringsfriheden i en stor erklæring, ydede en vis faglig beskyttelse.

Der tog jeg fuldstændig fejl.

Men jeg kan dog konstatere to ting:

A.

Mine udgivelser er stadig anført under afdelingens ”seneste publikationer”. Det er jo lidt ”sjovt”, eller hvad man siger.

B.

Jeg fandt en form for AU-rest på universitetets hjemmeside, nemlig den officielle omtale af den såkaldte Holger-pris, som jeg fik i 2010.

Det var dengang, at den daværende formidlingsdekan, Claus Holm, truende og med fuld titel kaldte min pris-tale for ”polemisk dumdristighed”. Det var Holm, der fyrede mig i 2022 pga. ”bagvedliggende hensyn”, som han skrev. Det er DPU’s ånd.

Komiteen bag Holgerprisen mente derimod, som det fremgår af nedenstående link, at Thomas Aastrup Rømer ”i særlig grad har gjort fyldest i det pædagogiske landskab eller fremmet kvaliteten i den offentlige debat om folkeskolen”.

Der var tale om pædagogikkens to meget forskellige verdener. Men nu er der så kun én verden tilbage, nemlig Claus Holms læringsverden, vel at mærke på statens regning.

Det er ikke til at tage seriøst, hvis ikke det var så alvorligt.

Links:

Omtale af Holger-prisen: https://medarbejdere.au.dk/institutter/udnaevnelser-og-priser/udnaevnelserogpriser/2010/filosoffenforfatterenogdpulektorthomasaastruproemermodtagerh

Link til Afdeling for pædagogisk filosofi og generel pædagogik: https://dpu.au.dk/om-dpu/organisation-og-strategi/afdeling-for-paedagogisk-filosofi-og-generel-paedagogik

 

21. Hvorfor bryder AU sin egen erklæring?

AU lavede en flot erklæring om ytringsfrihed i 2022. Spørgsmålet er, hvorfor den brydes så groft? I forbindelse med arbejdet på min kommende bog om emnet, arbejder jeg med fire hypoteser:

A.

Erklæringen er et efterladenskab fra samspillet mellem et lidt overfladisk dannelsesopsving i 2017 og af C. Hedegaards og Jørgen Carlsens indflydelse i bestyrelsen. Men dette 2017-efterladenskab har løbende tabt indflydelse, og både Hedegaard og Carlsen forlod bestyrelsen d. 1. december 2022, altså dagen efter opsigelsesvarslingerne. I dag er der vist ingen dannelsesfolk tilbage.

B.

Erklæringen var en opfølgning på især Henrik Dahls identitetspolitisk funderede arbejde med forskningsfrihed, hvilket fyringerne på DPU jo ikke havde noget at gøre med. Dahls aktion endte med at splitte den politiske opbakning til forskningsfriheden i en aktivistisk og en nypositivistisk fløj, hvilket var meget uheldigt. På den måde kan erklæringen faktisk ende med at understøtte DPU’s evidensideologiske position, som jo er en form for positivisme.

C.

Erklæringen skulle dække over skandalen med den meget indflydelsesrige professor Flemming Besenbachers forsøg på – sammen med dekanen for naturvidenskab – at intimidere kritikere ved sit eget og rektors gamle institut. Kritikerne var ”redeskidere”, som det hed, og de skulle have “plaster for munden”.

Besenbacher og fakultetsledelsen er ”venner” alle sammen. Det fremgår klart af tonen i den vilde mailkorrespondance mellem Besendebacher, rektor og dekanen, som Forskerforum, Berlingske og Heine Andersen skrev om i januar/februar 2021. Efterfølgende var dekanen fræk nok til at skrive, at der skam ikke var problemer med forskningsfriheden. Efterfølgende bredte “plastret” sig til DPU og ARTS.

Besenbacher var ifølge eget udsagn specialevejleder for den nuværende rektor, Brian Bech Nielsen, og jeg har også fået fortalt, at han var ph.d..-vejleder for ham, hvilket jeg dog ikke har kunnet få bekræftet.

Besenbacher deltager både i Bilderberg- og WEF-møderne, og han er helt væk i konkurrencestatens globalistiske tåge- og bestyrelsessystemer, som er gift for især Humaniora og samfundsvidenskab. Det kan man bl.a. studere i nogle kronikker, han har skrevet i Politiken i 2016 og 2018. Det er som om, at der er et særligt problem i de naturvidenskabelige magtcirkler, som man tit overser?

D.

Erklæringen står i direkte modsætning til universitetslovens grundlæggende filosofi, som blev skabt i 2003, og som blev forstærket med fusionerne i 2008 (”fra tanke til faktura”). Det betyder, at erklæringen altid står i fare for at kollapse, uanset hvor mange erklæringer, man vedtager.

Konklusion: Konsekvensen er, at AU underminerer sine egne (overflade)principper, hvilket jeg faktisk også forsøgte at understrege i min indsigelse mod varslingen d. 16. december. Jeg tror måske, at denne kritiske pointe i indsigelsen var med til at forvirre sætningerne i det endelige fyringsbrev, så det nærmest gik i opløsning indefra, på samme måde som forholdet mellem erklæring og fyringsaktion jo også er et udtryk for opløsning.

Links:

AU’s erklæring om forskningsfrihed fra april 2022: https://medarbejdere.au.dk/strategi/erklaering-ytringsfrihed-for-medarbejdere-og-studerende-paa-aarhus-universitet

Folketingets splittede erklæring fra maj 2021: https://www.ft.dk/samling/20201/vedtagelse/v137/index.htm

Forskerforum om Besenbacher-sagen, januar 2021: https://www.forskerforum.dk/magasinet/2021/340/kritiske-forskere-blev-kaldt-for-redeskidere-og-bavianer-der-burde-have-et-gok-i-noedden

Berlingskes dækning af Besenbacher-sagen, januar 2021: https://www.berlingske.dk/samfund/kritik-af-forskerfejl-vakte-dyb-vrede-kritikere-blev-kaldt-redeskidere-og

Heine Andersens omtale af Besenbacher-sagen, februar 2021: https://uniavisen.dk/fem-ku-professorer-skylder-at-tage-stilling-til-det-som-besenbacher-har-gjort/

Dekan for AU-naturvidenskab om forskningsfrihed, september 2021: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/dekan-nej-forskningsfriheden-er-ikke-under-pres

Indsigelse mod varsling, december 2022: http://www.thomasaastruproemer.dk/indsigelse-vedroerende-varslet-afskedigelse.html

Om selve fyringsbrevet, december 2022: http://www.thomasaastruproemer.dk/claus-holms-fyringsbrev.html

Dekan Johnny Laursen forsvarer fyringerne på DPU

Dekanen for fakultetet ARTS ved Aarhus Universitet, Johnny Laursen, har udtalt sig om fyringerne på DPU. Det sker i et indlæg den 24. januar 2023 på Folkeskolen.dk under overskriften ”Blæst over uddannelsesforskningen”. Lad os se på hans synspunkter. Jeg har opdelt mine kommentarer i fire sektioner, A-D:

A.

Laursen siger, at fyringsrunden er rationel. Men det er ikke korrekt, hvilket jeg i løbet af efteråret 2022 har vist i et omfattende dokumentationsarbejde. Fyringerne er snarere et ”angreb på DPU”. Til sidst manglede man blot 5 mio. kroner for at undgå fyringer, hvilket er pebernødder i AU’s system. Med en så dårlig begrundelse sætter AU’s ledelse hele det videnskabelige system i konstant kriseberedskab, og under sådanne vilkår kan videnskaben ikke udvikle sig.

B.

Dernæst fremhæver Laursen nogle forhold, som han opfatter som DPU’s dyder. Men han skriver intet om udviklingen af pædagogisk videnskab eller om pædagogikkens sammenhænge. I stedet får vi en helt ukritisk opremsning af DPU’s instrumentelle samarbejdsflader med forskellige politisk definerede organisationer.

Laursen understøtter med denne rammesætning hele det anti-pædagogiske system, der har udviklet sig på DPU siden 2008, og han er tydeligvis ikke bekendt med den omfattende kritik, som systemet har været udsat for, og som institutleder Claus Holm konstant har forsøgt at undertrykke. Dermed bliver Laursen en del af det, jeg i min bog Pædagogikkens to verdener kaldte for Danmark Pædagogiske Oligarki, dvs. en særlig uvidenskabelig og ideologisk lukning af læring og politik, hvor demokrati, kundskaber og pædagogiske formål bliver erstattet af konkurrencestat, digitalisering og læring. ARTS bliver dermed opslugt af DPU’s opgør med pædagogik og videnskab.

Det er også værd at nævne, at Johnny Laursen slet ikke adresserer den omfattende kritik, der har været af den aktuelle beslutning om fyringerne. Han taler bare om “en debat” helt uden specificitet. Men kritikken har skam været fremført i mange og lange indlæg af en række af landets førende intellektuelle og lærere, endda støttet af internationale forskermiljøer. Interesserede kan tilgå alt materialet her: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html

Det er en mærkelig og urovækkende form for bureaukratisk tavshed, Laursen her demonstrerer.

C.

Derpå siger Laursen følgende: ”Jeg er som dekan stolt over den idealisme, det mod og det engagement, som forskerne lægger for dagen. Når blæsten ofte er ekstra frisk over DPU, så skyldes det instituttets afgørende betydning som forskningsbaseret vidensbase for den danske uddannelsessektor.”

Så Laursen roser frisk mod og idealisme i faglige debatter? Men hvorfor så fyringen, som jo er indlæggets emne? Sagen er, at citatet betyder det modsatte af, hvad man skulle tro, hvilket jeg nu vil vise:

Dekanens indlæg munder nemlig ud i følgende interessante udtalelse:

”Der er samtidig grænser for, hvad medarbejderne skal lade sig byde i arbejdsøjemed. For­skerne må have mulighed for at sige fra, hvis det enten offentligt eller på mail eller sociale medier får karakter af personangreb.

Det gælder angreb fra andre forskere, som måtte overskride grænserne for ordentlighed eller god videnskabelig praksis, og det gælder også usaglige angreb fra anden side; det være sig magt­havere af den ene eller anden art eller helt udenforstående.

Debatten om DPU har flere gange langt overskredet grænserne for ordentlig tone. Et universitet er også en arbejdsplads med forpligtelse til at udvikle et godt arbejdsmiljø og sikre medarbejderne mod uværdige angreb.” (mine kursiveringer)

Dette citat er en meget mærkelig tilføjelse til den økonomiske begrundelse for fyringerne, som Laursen jo lige har givet sin (utilstrækkelige) version af, jvf. punkt A. For med citatet – og ikke mindst med udtrykket “grænserne for” – lægger dekanen jo an til en konkret begrundelse for fyringerne. Han må mene, at jeg har “overskredet grænserne”. For eftersom jeg er den eneste af de fyrede, som har haft et offentligt virke i større stil, så må denne nye begrundelse jo været rettet mod mig.

Men den er helt gal, hvilket jeg kort vil forklare:

i)

Universitetet havde opstillet fire kriterier for fyringerne. Claus Holm skrev i sit fyringsbrev, at jeg klarerede mig godt på alle kriterierne, hvilket jeg da også havde dokumenteret i mit indsigelsesbrev. Et af disse fire kriterier handlede om kollegialitet. Så jeg lever altså op til de kollegiale standarder ifølge Holms eget officielle brev. Men hvorfor fremhæver dekanen så en kollegial problemstilling? En så graverende modsætning vidner om et kollaps i den juridiske kvalitet af universitets afgørelse.

Holms alternative begrundelse var nogle subjektivt konciperede ”bagvedliggende hensyn”, som er ren ideologi. Laursens indlæg er, som jeg ser det, en del af dette ”femte kriterium”, som jeg kaldte det i mit indsigelsesbrev. Laursen tager parti i en faglig strid.

ii)

Jeg har aldrig anfægtet nogens mulighed for “at sige fra” over for kritik. Jeg svarer heller ikke selv på alt. Når dette udtryk sættes i forbindelse med, at man fyrer kritiske stemmer, så er den naturligvis helt gal.

iii)

Johnny Laursen skriver: “Debatten om DPU har flere gange langt overskredet grænserne for ordentlig tone”.

Men hvorfor skal Laursen bestemme, hvad der er “ordentlig tone” i den offentlige debat? Den går ikke. Demokratiet er ikke hans underordnede.

Og hvor og hos hvem er det, at ”tonen” er uordentlig? Ingen ved det. Hverken Laursen eller Holm har nogensinde skrevet til mig eller banket på døren eller fortalt mig om nogle problemer. Der flyder blot en masse ubestemte beskyldninger rundt i luften i en eller anden vennekreds. Denne undertrykkende og udemokratiske logik vil producere en tvangsmæssig tavshed, både på DPU og på universitetet mere bredt og dermed også i samfundet.

Laursens udtalelser forbryder sig direkte imod universitetets vedtægter, §3 og §4, dvs. institutionens kontrakt med staten. Disse vedtægter blev faktisk godkendt af ministeriet på eksakt samme dag, som fyringerne blev effektueret, dvs. den 16. december 2022. Her er §4, stk. 2:

”Aarhus Universitetet vil udvikle videnskaben og bidrage kritisk til øget erkendelse ubundet af herskende videnskabelige og samfundsmæssige opfattelser. Aarhus Universitet vil derfor for sine forskere skabe vilkår, som fremmer kreativitet og en kritisk indstilling over for opfattelser og synspunkter, der i såvel forskningen som det øvrige samfund fremstår som etablerede sandheder.”

Med dette vedtægtsbrud mister universitetet retten til sit navn og til offentlig støtte.

iv)

Laursens grove anklager om ”uværdige angreb”, ”personangreb” og om at ”overskride grænserne for god og ordentlig videnskabelig praksis” kan ikke på nogen måde forbindes med mit virke, tværtimod. Der gives da heller ingen eksempler, hverken af dekanen eller af Holm. Det hele er bare larmende og ubegrundede insinuationer uden konkret navn og adresse.

Hårdt presset af brede kredse måtte Laursen allerede i 2015 bekræfte, at mit arbejde levede helt op til universitetets regelsæt for “god videnskabelig praksis”, som han jo nævner i ovenstående citat. Det skete, da Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær fra DPU klagede over mit helt regulære kritiske arbejde i de mest utrolige vendinger. En klage der blev understøttet af Claus Holm, som dengang var ny institutleder. Som professor Heine Andersen skrev i sin bog Forskningsfrihed fra 2019: ”Jeg har læst Rømers indlæg og kan ikke finde ytringer, der falder ind under de kategorier af udtalelser, som klagerne peger på” (s. 269). Jeg overskred altså på ingen måde en “grænse”.

I en nyere bog, Skoleret, fra 2021 har Lars Qvortrup og Jens Rasmussen, som også er tæt på Claus Holm, også en lang kritik af mit arbejde, som de beskylder for at være ukollegialt og meget andet. Men de eksempler, de giver, er helt almindelige kritiske markeringer. Jeg dokumenterer dette grundigt i min kommende bog I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning. Ved at acceptere denne absurde logik, så udrydder Johnny Laursen videnskabelig og pædagogisk kritik.

Faktisk er jeg selv i tidens løb blevet tiltalt til den grove side af de folk, som støttes af Holm og Laursen, hvoraf mange har fået fine forfremmelser. Her er nogle eksempler:

Paria, infamt, fordrejet, konspirationsteori, stærkt ærekrænkende, løgn, demagogi, mobning, karaktermord, konspiratorisk mistænkeliggørelse, uvederhæftig, løgnagtig, ærekrænkende, veritabel personhetz og årelange forsøg på mistænkeliggørelse og miskreditering, tilsvining, uvederhæftig, karikerer, udpegning, motivjagt, kollegial uansvarlighed, manglende forskningsetik, akademisk mobning, underminering af anstændighed og lødighed, polemisk dumdristighed.

Skulle jeg også have skrevet små angivermails til institutlederen med små halvanonyme småklager?

Også en anden kritiker af Holms system, filosoffen og teologen Peter Kemp, fik i en kronik i Politiken at vide, at han var ”løgnagtig” og ”plattenslager” og ”småfusker” af Lars Qvortrup, som kort tid efter blev udnævnt til leder af et nyt læringscenter uden stillingsopslag. Det var netop de to nyansatte ledere, Johnny Laursen og Claus Holm, der stod for det.

Endelig er det i nærværende sammenhæng interessant, at jeg den 11. marts i år modtager Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen, for at gøre præcist det, som man altså bliver fyret for på Aarhus Universitet, nemlig de facto at leve op til indholdet i Aarhus Universitets egne erklæringer, som universitetets ledelse altså forbryder sig imod. Her er selskabets begrundelse:

”Thomas Aastrup Rømer modtager Sappho-prisen 2023 for kompromisløst at holde fast i forskningsfriheden og den enkelte forskers ret til at indgå i en åben og udogmatisk diskussion i såvel det pædagogiske forskningsmiljø som i samfundsdebatten. Thomas Aastrup Rømers omfattende forskning har igennem en årrække givet og giver fortsat kvalificeret modspil til de seneste årtiers tiltagende åndløse målstyring i uddannelsessystemet på bekostning af den dannelsestradition, der har været bærende for det danske demokrati og folkestyre.”

 

Konklusioner:

  • Johnny Laursen reducerer den samfundsmæssige betydning af pædagogisk forskning til instrumentalisme helt uden sans for landets videnskabelige og pædagogiske diskussioner.
  • Laursen tager dermed parti i en faglig strid, som DPU’s ledelse er dybt involveret i, og som store dele af det faglige og pædagogiske miljø har været optaget af siden 2010. På den måde konsoliderer han Claus Holms ideologisk betingede magt over forskningens sprog. Denne handling er helt uforeneligt med at være leder på et universitet.
  • Laursen modsiger fyringsbrevets begrundelser.
  • Laursen bryder med universitetets kontrakt med staten og med principperne for universitetets ide.

Laursen slutter med at sige, at han går ind for “åbenhed, bredde og pluralisme”. Dermed opløser han forskningsfriheden og den pædagogiske frihed i det hele taget, samtidig med at han fremhæver den. Dette er et totalitært træk. Herfra kan ingen stole på universitetets erklæringer og mistroen til stedets forskning vil brede sig.

Aarhus Universitet er i dybt mørke. Intet ungt menneske med kærlighed til pædagogik og videnskab bør melde sig ind i dette neo-totalitære system. Desuden bør staten reagere på universitetets brud med helt grundlæggende universitetspolitiske principper og kontrakter.

 

Links:

Link til Johnny Laursens indlæg: https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-blaest-over-uddannelsesforskningen/4696459

Alle dokumenter vedrørende fyringerne kan tilgås via dette dokument: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html

Barnlig eller barn-lig

Er barndommen en tidlig livsfase, som overstås?

Nej, barndommen er mennesket i fuld udfoldelse, og den lever videre inde i alle steder og i alle livsfaser, ikke mindst i samfundets institutioner og hos oldingen på dødens rand.

Der findes ingen virkelig videnskab og ingen social praksis uden leg, spontanitet og omsorg inde i vanerne, uanset om vanerne findes i en familie, i en skole, på et universitet eller i en virksomhed.

Opdragelse og børnehaver er derfor ikke en “forberedelse” til skolen, men snarere fuldbårne dannelsesprocesser i egen og selvstændig betydning, som giver både mennesket og dets institutioner livsfylde, formål og begyndelse, og alle disse ting udfolder sig videre ind i skolen og i resten af tilværelsen. Derfor er opdragelsen og småbørnspædagogikken den fornemste aktivitet i samfundet.

Hvis ikke barnet altid er inde i den voksnes institutioner, eller hvis barndommens dannelse er noget, der kan ”overstås”, så bliver det voksne menneske ”barn-ligt”, hvilket er usundt, i stedet for “barnligt”, som er sundt.

Det ”barnlige” samfund har barnet, legen, vekselvirkningen og omsorgen indbygget i samfundets liv.

Hvis de voksne mennesker derimod glemmer barnet og i stedet bliver ”barn-lige”, så bliver samfundet også barn-ligt. Og hvad sker der så, når samfundet bliver barn-ligt? Så vil det forladte barn styre barndommen og dennes værdier, dvs. alt det nu barnløse materiale.

Så den virkelige barnlighed modnes i samfundet og spreder leg, nysgerrighed og vekselvirkning i institutioner og socialt liv. Det er derfor, at fødsel, børnehave, universiteter og demokrati er dybt forbundne steder, som ikke har andre mål end deres egen realisering.

Desværre er situationen for tiden den, at samfundet har glemt sit barn, dvs. syntesen mellem barndom og institutioner. Dermed blev samfundet barn-ligt. Vi får et barn-ligt overgreb på barnet, og dermed omdannes leg og vekselvirkning til midler til mål, som er sat af store bureaukratiske måle-systemer, som har glemt barnets liv og dets filosofiske essens. Dermed omdannes barndommens sprog til ”barn-lighedens” billede og effekt.

PS: Det er lidt sjovt, at denne tekst om barndom er skrevet som et forstudie til en bog om universiteter, der – når de fungerer – er en syntese mellem barndom, sandhedspraksis og republik. Siden 2003, hvor vi fik den store universitetsreform, og igen siden 2008, hvor vi fik globaliseringsfusionerne, er det imidlertid gået ned af bakke mange steder, så barnet forsvandt ud af kundskabsarbejdet. Teksten er også inspireret af, at jeg i morgen, fredag d. 13/1, skal deltage i et arrangement om den kommende pædagoguddannelse.

PPS:

Disse tanker er inspireret af John Dewey: Democracy and Education, 1916, ch.4: Education as growth. Han omtaler her en tankevækkende distinktion:

”With respect to the development of powers devoted to coping with specific scientific and economic problems we may say the child should be growing in manhood.

With respect to sympathetic curiosity, unbiased responsiveness, and openness of mind, we may say that the adult should be growing in childlikeness” (s.50))

Legen spiller samme grundlæggende filosofiske rolle mange andre steder, f.eks. hos Schiller og Gadamar. Den norske professor i pædagogik, Hansjor Hohr, har arbejdet med en sådan sammentænkning af Dewey og Schiller. Literaten Marianne Stidsen har i øvrigt et flot kapitel om Schillers filosofi i antologien ”Sidste chance – perspektiver på dannelse”.

Fr. Fröbel – der skrev få årtier efter Schiller – var inde på noget af det samme, dvs. at ”børnehaven” er en form for almen filosofi om mennesket og dettes forhold til tingene og ånden. Først senere blev børnehaven en egentlig institution. De to første pædagogseminarier var da også Fröbel-seminarier.

I den forstand er børnehaven en åndstilstand i hele samfundet. Det er derfor, at jeg mener, at den er “fornem”; et udtryk jeg har fra børnehaveforskeren Karsten Tuft.

DPU og pædagogik, indlæg fra d. 28. december 2022– d. 2. januar 2023

Nedenfor kan man læse følgende seks indlæg om den aktuelle fyringssag på DPU:

  1. Åbent brev fra Lærke Grandjean
  2. Tabu på DPU
  3. En dialog
  4. Skolereformens sejr
  5. Forskningsfriheden på Aarhus Universitet 2010-19
  6. Claus Holm bryder med universitetets princpipper

 

1. Åbent brev fra Lærke Grandjean

Mange tak til Lærke Grandjean for hendes flotte brev fra d. 17/12, som jeg her gengiver i fuld længde. Brevet står også i en debattråd i det vedhæftede link:

”Åbent brev til Thomas Aastrup Rømer i dag, lørdag d. 17/12 2022, hvor Claus Holm har fyret ham fra DPU:

Hej Thomas

Jeg sender dig alle gode tanker, og jeg håber, at du sammen med dine kære netop nu kan finde en kadence i dette tragiske for dig og pædagogikken, som nu er sket. Med det mener jeg, at du angiver en helt, helt anden musikalsk forståelse af og tonalitet i pædagogik end Holm.

Det er, om muligt, nu endnu stærkere din toneart, der fremover vil styrke indsigten i helheden og sammenhængen i pædagogikkens telos og inderste kadence – det er den ro og indsigt, der gør, at det hele kan gå videre efter det her.

Der er noget, der er slut nu, men mere end noget andet er det slut for Holm og hans tragiske des-interesse for pædagogikken.

Du, Thomas, sætter på en kunstnerisk måde tonearten på en dyb vedkommende måde, og den handling, at Holm har fyret dig fra DPU falder nu tilbage på ham selv på en hård måde; det er fuldstændigt åbenbaret, at Holm ikke er på rette hylde, han forstår ikke, at pædagogik er det modsatte af des-interesse.

Jeg vil gerne gentage min opfordring, som er uddybet i mit blogindlæg her nedenfor, til Claus Holm: Find noget andet, Holm, end pædagogikken at kaste dig over. Din og DPU´s des-interesse for pædagogik og pædagogikkens værdier er ved i dyb forstand at ødelægge pædagogikken.

Hilsen fra Lærke”

https://blog.folkeskolen.dk/…/claus-holm-dette…/4690341

 

2. Tabu på DPU

På en måde er det mærkeligt, at min store fagfællebedømte bog på 576 sider, om dannelse og skolens formål – en bog jeg er så stolt af – er blevet implicit fyringsårsag.

Man skulle jo ellers tro, at bogens emne udgjorde DPU’s kerneområde. Den er også finansieret af Aarhus Universitetets forskningsfond.

Men bogens indhold er ikke en del af Claus Holms “bagvedliggende hensyn”. Han mener ikke, at den slags forskning er en del af et “fremadrettet” DPU, som det hedder i fyringsskrivelsen.

Men så igen: På en måde “forstår” man det alligevel godt, for bogens analyser er en grundlæggende kritik af hele forudsætningen i Holms pædagogiske ideologi. Holm og hans løjtnanter er krænket. De kan ikke svare med andet end magt

Men i samme øjeblik man “forstår” dette, så kollapser DPU og Aarhus Universitet lige lukt ned i antipædagogikkens dybeste hul, hvor der ingen videnskab findes.

https://klim.dk/bog/skolens_formaal.htm

 

3. En dialog

En forsker, Torben (T), mødte sin arbejdsgiver Claas Halm (CH). De havde en lille dialog:

CH: Hej Torben, du er fyret.

T: Hvorfor det, Claas?

CH: Jeg har lavet fire kriterier: A, B, C og D

T: Ok, men jeg klarer mig da fint på alle fire kriterier?

CH: Ja, det har du helt ret i, der er ikke noget at kritisere.

T: Men hvorfor skal jeg så fyres?

CH: Det er fordi, at fyringen beror på en ”samlet vurdering” af de fire kriterier, som du klarer dig godt på.

T: Men den ”samlede vurdering” må jo i så fald være endnu mere positiv end de positive kriterier?

CH: Nå ja, det har du egentlig ret i. Men det er helt efter HR-bogen, som vi siger.

T: Men hvorfor skal jeg så fyres, hvis det går så godt?

CH: Det er fordi, der ikke er brug for dit arbejde. Det bunder i min egen ”vurdering” af et ”bagvedliggende hensyn”, som er ”fremadrettet”.

T: Det lyder altså lidt para-normalt, Claas.

CH: Jeg synes, det er logisk.

T: Men er det ikke ”fremadrettet” på DPO, hvis man skriver en tyk bog om skolens formål?

CH: Nej, for den bog kritiserer jo forudsætningen for DPO, læringen, konkurrencestaten og mig selv og hele min kreds af “strategiske professorater” og gamle venner. Alt det der formåls-noget, du snakker om, er desuden trumpistisk og konspiratorisk og normativt. Ved du ikke, at ”indholds-didaktikken er død”? Indholdets gravsteder er derfor også udelukket fra DPO’s kommunikationsapparat, som det er mig, der styrer. Hvis der skal være et ”formål”, så er det OECD, vi skal lytte til.

T: Ok Claas, men du gør mig altså helt bange.

CH: Du kan få psykologisk bistand i forbindelse med fyringen. Her kan du få bearbejdet din nye og irrationelle angst.

T: Ok, så jeg er fyret, fordi jeg er for kritisk?

CH: Nej nej, tværtimod. Det er kun godt med forskellige synspunkter og holdninger. Det siger dekanen også, og han har hørt det fra bestyrelsen.

T: Så fyringen er altså helt grundløs?

CH: Ja, det har du ret i.

T: Men jeg har et spørgsmål til, Claas: Hvad er egentlig dette ”bagvedliggende hensyn”, som altså helt overtrumfer de kriterier, du selv har stillet op, og som understøtter det ”fremadrettede”, som du lige har forklaret det?

CH: Det er læringens ånd, dvs. institutionernes opløsning.

T: Men tror du, at dit nye DPU vil være noget for landets lærere og pædagoger, som jo netop arbejder på “institutioner”?

CH: Lærere og pædagoger? Hvad snakker du om? Det er jo gamle og “indholdsdidaktiske” ord.

T: Ok, så jeg bliver fyret på grund af min kærlighed til gamle dage?

CH: Ja, det er korrekt.

 

4. Skolereformens sejr

I 2013 vandt skolereformens læringsbegreb over skolen. Sejren blev kraftigt understøttet af et nyt læringspolitisk orienteret DPU, som havde udviklet sig siden 2008 under Lars Qvortrups ledelse og med Claus Holm som kommunikationsdekan. De var som pot og pande i deres lukkede og bedrevidende afvisning af den pædagogiske tradition.

Omkring 2015 så vi en række DPU-baserede angreb på pædagogikken. Disse angreb blev understøttet af Claus Holm, som nu var blevet institutleder, og som allerede dengang stod for den i dag mest rabiate læringsfilosofi, som findes i landet. Flere af angrebene blev dog afvist med reference til universitetets principper.

Men stille og roligt konsoliderede Holm sin læringsideologiske magt over DPU som organisationen.

I 2022 brugte Holm så sin nye magt, da han eksekverede en grundløs fyring af DPU’s mest fremtrædende kritiker af skolereformens begreber og af disse begrebers forskningsmæssige understøttelse. Dermed vandt skolereformen – personificeret ved Holm – over videnskaben.

Herfra flyder læringsforskning og pædagogisk udvikling ned i samme ideologiske og magtfulde strøm, dvs. i frontalt opgør med pædagogik og videnskab. DPU kollapser til et kritisk intet. Resterne af ”skolen” mister sin filosofiske og videnskabelige pluralisme.

De aktuelle fyringer er derfor udtryk for skolereformens endegyldige sejr over den pædagogiske kundskabsproduktion og over universitetet som sådan. Derfor er det også skolereformens endegyldige sejr over skolen.

Der var et åndehul fra 2015-2019, hvor dannelsen kunne vokse. Dette hul er nu lukket af Holm.

Dannelsesresterne på DPU må fra nu af leve et marginaliseret og frygtsomt liv, hvilket jo er dannelsens modsætning. Dermed har DPU gjort sig selv til en slags kommissær for reformkommissionens konkurrencestat under Holms enevældige herredømme.

Danmarks Pædagogiske Oligarki, DPO, har vundet over Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU. Ingen skolefolk bør mere lytte til DPU, fordi Holm og hans ideologi har lemlæstet kritikken og udbredt skolereformens filosofi til DPU og til Aarhus Universitet.

Dannelsen må derfor flytte sig, men hvortil? Måske kan den finde åndehuller på nogle professionshøjskoler, hvor der rundt omkring findes nogle mere frie kundskabsgrupperinger?

Det kniber lidt med decideret almenpædagogisk forskning på de andre universiteter, synes jeg, men det kan måske ændre sig, nu hvor DPU er videnskabeligt og pædagogisk kollapset? Vil man tage over på SDU, på RUC eller i Aalborg eller København?

Derudover må man ty til den frie sektor: Til tænketanke, grundtvigske sammenhænge, private fonde osv..

Alternativet – et samfund uden selvstændig pædagogik og videnskab og med ”læring” som filosofisk reference – er svært at overskue.

 

5. Forskningsfriheden på Aarhus Universitet, 2010-2019

Allerede i november 2019 kunne jeg sammenfatte 12 års kamp mod Aarhus Universitets, ARTS’ og DPU’s mange forsøg på at intimidere videnskabelig frihed og pædagogisk forskning.

Dengang vidste jeg ikke, hvor nærmest prognostisk dette blogindlægs indhold siden blev.

En række af episoderne er også omtalt i Heine Andersens bog “Forskningsfrihed – ideal og virkelighed” fra 2017 og i Asger Sørensens “Asger Sørensen går på universitetet” fra 2020.

http://www.thomasaastruproemer.dk/forskningsfrihed-paa-aarhus-universitet.html

 

6. Claus Holm bryder med universitetets principper

Ifølge en mail fra ARTS’ dekan, Johnny Laursen, har AU’s bestyrelse pålagt Claus Holm at arbejde for…

“… forskning og uddannelse på det højeste niveau til gavn for børn og unge og for det danske uddannelsessystem”.

Denne formulering betyder jo pr. logik, at den pædagogiske formålstradition, som diskuteres i hele landet – og som jeg stort set er den eneste på DPU, der studerer og som nu er udelukket – ikke er “til gavn for børn og unge og det danske uddannelsessystem”?

Men det går jo ikke. Holm bryder kort sagt med bestyrelsens krav.

Johnny Laursen siger også, at det er hans og Holms linje, at “DPU skal rumme mange videnskabelige holdninger og tilgange”.

Men dette “mange forskellige holdninger” må fra nu af betyde “mange af Holm godkendte holdninger”. Men så er der jo ikke tale om “videnskabelige holdninger og tilgange”?

Og her skal man huske på, at Holm repræsenterer nogle af de mest ekstremistiske læringsideologiske synspunkter i landet. Det er veldokumenteret.

Laursen skriver også:

”Jeg kan tilføje, at videnskabelig kritik eller de andre former for faglige holdninger, som medarbejderne på DPU måtte have fremført i offentligheden, ikke har indgået som kriterier eller på anden måde påvirket resultatet.”

Men nu er forvirringen total. Lad mig opsummere:

– Jeg klarer mig upåklageligt på de af ledelsens valgte fyringskriterier, jf. fyringsbrevet.

– De to klagesager, som uretmæssigt har været fremført imod mit arbejde, har ikke betydet noget, jf. fyringsbrevet.

– Man hylder kritisk aktivitet og videnskabelig pluralisme, jf. bestyrelse og dekan, hvilket jeg i høj grad står for.

Men så står kun en mulighed tilbage: Nemlig Holms ideologiske afvisning af den pædagogiske tradition. Det er dette usaglige og politiske kriterium, som Holm i sit fyringsbrev kalder for et “bagvedliggende hensyn”. Der er ingen andre muligheder.

Men dermed bryder Holm med universitetets egne videnskabelige og forskningspolitiske principper og i høj grad også med bestyrelsens forventninger.

Jeg forstår det ikke, selvom jeg desværre godt forstår konsekvenserne.

 

 

 

Alle artikler og indlæg om sagen er samlet på dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-institutleder-claus-holms-afskedigelsesvarsel.html

Underskriftsindsamlinger vedr. sagen:

 

DPU’s fyringsvarsel, indlæg fra d. 22-27. december

Nedenfor kan man læse fem indlæg om den aktuelle fyringssag på DPU. Teksterne, som er skrevet d. 22-27. december, står også på min facebook-væg, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

De fem indlæg er følgende:

  1. Saglige kriterier og usaglige hensyn
  2. ”Skolens formål” i Den2Radio
  3. Tre kommentarer til fyring
  4. Hvad er ARTS og DPU?
  5. Julequiz i Weekendavisen

 

1. Saglige kriterier og usaglige hensyn

Ifølge Claus Holms fyringsbrev er der fire såkaldte ”saglige kriterier” for fyringen, men disse kriterier kan ifølge Holm selv overhovedet ikke bruges til at kritisere mit arbejde. Dermed giver Holm mig 100% ret i min indsigelse. Der er intet at komme efter.

Som tidligere nævnt, så indeholder fyringsbrevet også et femte kriterium, et såkaldt ”bagvedliggende hensyn”, som skal indfri noget ubestemt og ”fremadrettet”. Det er altså alene dette femte kriterium, der skal begrunde fyringen.

Men hvor de fire kriterier angiveligt var ”saglige”, så står der ikke noget om, at dette femte kriterium skulle være ”sagligt”. Det ekstra kriterium kommer ud af det blå.

Men det må betyde, at det ”bagvedliggende hensyn” ikke er ”sagligt”. Det er jo logik. Ellers havde man jo skrevet om et ”sagligt hensyn” på samme måde, som man taler om et ”sagligt kriterium”.

Sagligheden falder simpelthen ud af det femte kriterium ifølge fyringsbrevets egen logik.

Så fyringen er foretaget på usaglige hensyn.

Spørgsmålet er, hvad denne ”usaglighed” nærmere består i?

Det ved jeg: Usagligheden består af en præcis den læringspolitiske ideologi, som skolereformen i 2013 var lavet af.

Holm og hans læringsbegreb har taget magten over pædagogisk forskning. Det er tale om en slags enevældig magt med totalitære kim, som bryder med Aarhus Universitetets nedskrevne principper, og som står i den dybeste modsætning til pædagogik og videnskab.

Dette brud støttes af dekan Johnny Laursen og af universitetet selv.

Herfra kollapser Aarhus Universitet som sådan.

Passer den analyse, så bør DPU – og måske også bredere ud – fratages ansvar for videnskabelig aktivitet og naturligvis også for forskningsbaserede uddannelser. Selv 1 års kandidatuddannelser er for lange for DPU.

Det er meget mærkeligt for mig at skrive dette, men logikken er ubønhørlig.

 

2. ”Skolens formål” i Den2Radio

Forfatter Egon Clausen, Jens Raahauge og journalist Georg Metz – tre selverklærede ”ronkedorer” – drøfter jævnligt ny litteratur på Den2Radio.

I den seneste udsendelse drøfter de min nye bog ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”. Det sker med udgangspunkt i et kort oplæg af Egon Clausen (fra 10. minut).

I sit oplæg siger Clausen virkelig mange smukke ting, både om bogen og om pædagogik som sådan. Og han får også nævnt sagen om institutleder Claus Holms aktuelle magtovertagelse af DPU. Af den efterfølgende drøftelse fremgår det, at Jens Raahauge er stort set enig.

Her er lidt citater fra Egon Clausens oplæg om denne store og mærkelige bog, som altså går imod Holms ideologi; ja som nærmest forklarer ideologien:

”Der er noget legende over ham (undertegnede, TAR), men det her er dybt dybt alvorligt. Hans anfægtelse er, at han mener, at en dansk dannelsestradition – som har dybe rødder ikke kun i Danmark, men også i den vestlige ideudvikling – i løbet af få årtier fået beskåret sit rodnet, så en instrumentel og økonomisk orienteret lærings- og evalueringstænkning har overtaget hele virksomheden i den danske folkeskole.

Der er nogle pædagoger, som synes det er ganske forfærdeligt, hvad der foregår. Men de ledende kræfter – både fra forskningens side og politikernes side, de har altså understøttet det her”.

Og videre:

”Så er der sket det, at TAR netop er blevet fyret fra DPU, hvor han har ”spruttet og diskuteret og – synes jeg – været et udadvendt åndehul” (…). Det er meget meget trist, at vi mister sådan en fri fugl som ham”.

Egon Clausen siger, at sagen handler om ”læring kontra undervisning” og ”mekanik kontra ånd”, og undervejs kommer han med en flot definition på ”læring”: ”Læring er forsøget på at eliminerer enhver risiko ved undervisning.”

Clausen runder af med at kalde bogen for en ”guldgrube”:

“Som opslagsværk, når man skal finde ud af, hvad det egentlig er, der foregår, og få skyts til at gå ind i en diskussion af de her ting, der er det simpelthen en guldgrube”.

Jens Raahauge er enig. Han kalder bogen for ”fremragende”. Raahauge hæfter sig især ved bogens arbejde med at belyse den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensens indflydelse på formålets tradition og sammenhæng.

Men alt dette er fra nu af intet værd på DPU. Bogens dialoger, dvs. alt det, som Clausen kalder “diskussionen af de her ting”, er udelukket af Holms nye læringsmagt.

https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-december-2022/

 

3. Tre kommentarer til fyring

A.

Lærer og debattør, Niels Chr. Sauer, undrer sig over, hvordan Claus Holm kan fyre en person, som Holm selv siger klarer sig godt på selvsamme kriterier, som Holm selv har opstillet.

Sauer skriver følgende:

“Godaw mand, økseskaft!

Citat fra artiklen: “ifølge Claus Holm er alle ansatte blevet vurderet på de samme fire kriterier, og at det er en samlet score på kriterier, der er årsag til udvælgelsen af de afskedigede.”

Citat fra fyringsbrevet: “Afskedigelsen af dig er således ikke udtryk for kritik af dit arbejde eller din indsats i forhold til forskning, undervisning eller kollegialt samarbejde, ligesom de klager, du omtaler fra 2012 og 2015, ikke har haft betydning for den samlede vurdering.””

Og ja, det er et centralt paradoks.

B.

En anden lærer og skoledebattør, Jan Thrane, har en venlig bemærkning til mig og en uvenlig bemærkning til Claus Holm:

” (…) Thomas Astrup Rømer er/har været den bedste branding for DPU nogensinde (…). Jeg er bange for, at fyringen af Thomas Astrup Rømer også betyder, at Claus Holm har sat hele DPU´s eksistensberettigelse på spil – hvad skal vi egentlig med DPU?”

C.

Endelig siger Lærke Grandjean i samme kommentarspor bl.a. følgende:

“(…) Hvad gør Holm i en sådan situation, hvor hans paradigme om pædagogik anfægtes: Holm fyrer Rømer. Det er både grænseoverskridende og uklogt (…)”

Mange tak for disse tre markeringer, der taler for alt det, som Holm forsøger at udelukke fra den pædagogiske og videnskabelige debat.

https://www.folkeskolen.dk/afskedigelse-dpu/dpu-fastholder-fyring-af-kendt-skoleforsker/4691421

 

4. Hvad er ARTS og DPU?

I januar 2012 fik professor i musikhistorie Linda Maria Koldau en tjenstlig advarsel af dekanen for det helt nye fakultet ARTS på Aarhus Universitet.

Dekanen gav ifølge Koldau selv følgende begrundelse på det afgørende møde.

”Du får advarslen på grund af dine respektløse tone, fordi du har brudt den kollegiale fortrolighed og på grund af dine skriverier i pressen”.

Koldau fik – helt uhørt – også at vide, at hun ikke længere skulle ”skelne mellem systematisk og historisk musikvidenskab”.

Det reorganiserede AU og dets nye fakultet ARTS er simpelthen født med dette universitetspolitiske og faglige overgreb som jordemoder. Det er ARTS’ essens. ARTS er et overgreb på sin egen forudsætning, nemlig ”bildung”.

Året efter måtte Koldau forlade universitetet. Derpå skrev hun storværket ”Jante universitetet” i tre tykke bind.

Bind 1 indledes med følgende fine sætning:

”Et samfund, som ødelægger sit uddannelsessystem, ødelægger sig selv”.

Det er fremmedord på ARTS og DPU, hvor man støtter læringsbegrebets ødelæggelse af den uafbrudte genvævning af samfundets kundskabsmaterie.

Et år senere, i 2014, fik ARTS en ny dekan, Johnny Laursen, der allerede som ph.d.-leder på ARTS faktisk også havde spillet en rolle i Koldau-sagen.

Laursen bekræftede med det samme ARTS’ filosofi. Først nedlagde Laursen sammen med DPU’s nye institutleder, Claus Holm, et professorat i pædagogik, og samme år antog Laursen absurde klager imod mit kritiske arbejde til seriøs behandling. Den nye institutleder for DPU, Claus Holm, støttede klagerne, som kun blev frafaldet på grund af hårdt offentligt pres

Dermed gik ARTS’ opgør med Bildung i symbiose med DPU’s opgør med pædagogik; en meget uheldig kombination for et universitet.

Denne symbiose af et dobbelt opgør med egen essens materialiserede sig igen så sent som foråret 2022. Det skete via et stort universitetspædagogisk arbejde i regi af ARTS/DPU. Også denne tekst hvilede på læringens opgør med universitetet som institution.

Det er resultatet af denne symbiose, der har produceret Claus Holms ”femte kriterium” i fyringsskrivelsen, dvs. hans såkaldte ”bagvedliggende hensyn”, der vel at mærke agerer 100% uafhængigt af de fire officielle fyringskriterier, og som derfor udgør et frontalt angreb på den akademiske frihed. Og det er også denne symbiose, der rumsterer bag de 31 DPU-forskere, der i helt ukritiske vendinger har støttet Holm i et læserbrev. Dermed opsluges disse forskere, hvoraf mange da også støtter skolereformens filosofi, af antidannelsens begrebslige strøm.

Jeg er meget stolt over Koldaus lille hilsen i det eksemplar af ”Jante Universitetet”, som hun gav mig, før hun forlod landet. Der står følgende:

”April 2013: Til Thomas. En af de få danske akademikere, der tår ytre åben kritik. Hold fast i det. Mange hilsner Linda.”

Efterfølgende blev Koldau-sagen totalt tabu i Aarhus. Og der findes jo ikke noget så identitetsdefinerende og magtfuldt som et tabuiseret ”andet”. Dette ”andet” – altså Bildung og dannelse – består af Holms og Laursens fælles filosofis modsætning. Herfra flyder opgøret med Aarhus Universitets egne nedskrevne principper, som jo netop bygger på europæisk Bildung og filosofi.

Min egen anmeldelse af Koldaus bog kan man læse i bogen ”Pædagogikkens to verdener” fra 2015. Anmeldelsen står til allersidst i et kapitel, som jeg kaldte for ”Alvorligt appendix”. Anmeldelsen blev også publiceret i Akademikerbladet, jf. vedhæftede link.

Jeg vidste ikke, at selvsamme filosofi, der ekskluderede Koldaus Bildung, 10 år efter endte med at ekskludere mig selv og ”skolens formål” og med Laursen og Holm som ideologiske hylstre for effektens passager. På den måde endte jeg selv som et ”appendix” til Holms og Laursens opløsning af universitetet indefra.

https://www.akademikerbladet.dk/debat/janteuniversitetet-episoder-fra-livet-bag-murene

 

5. Julequiz i Weekendavisen

I Weekendavisens julequiz er der 200 spørgsmål. Spørgsmål 183 handler om, at man på Aarhus Universitet uden videre fyrer forskere, som ellers lever op til alle universitetets krav til opgaveløsning og kritisk aktivitet, og som endda forsvarer universitetets nedskrevne filosofiske principper imod universitetet selv.

Den må man sørme ikke; især ikke hvis det er instituttets ledelse og dennes faglige synspunkter, der kritiseres.

Desværre er konsekvensen heraf, at universitetet i samme øjeblik ophører med at være et universitet og i stedet bliver en form for privat organisation uden åndshistorisk materie.

Dette kollaps får negative konsekvenser for begreberne “åndsfrihed” og “kundskaber” i folkeskolens formålsparagraf.

Det er – som salig Peter Kemp engang kaldte en bog af Claus Holm og Lars Qvortrup – den rene “antifilosofi”.

Og et samfund uden filosofi bør ingen borger eller barn ønske sig.

Spørgsmål 183 lyder sådan her: “Aarhus Universitet fyrede en kritisk lektor i pædagogisk filosofi. Hvad hed han?”

https://www.weekendavisen.dk/2022-51/samfund/julequizzen-2022

 

 

 

 

 

Tidligere indlæg om sagen:

Om DPU’s fyringsvarsel, indlæg fra d. 16-21. december. http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-angreb-paa-paedagogik-indlaeg-fra-d-16-21-december.html

Om DPU’s fyringsvarsel, indlæg fra d. 9-14. december. http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-angreb-paa-paedagogik-indlaeg-fra-d-9-14-december.html

Om DPU’s fyringsvarsel, indlæg fra d. 7-8. december. http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-angreb-paa-paedagogik-indlaeg-fra-d-7-8-december.html

Om DPU’s fyringsvarsel, indlæg fra d. 3-6. december. http://www.thomasaastruproemer.dk/institutleder-claus-holms-angreb-paa-paedagogik-og-forskning-indlaeg-d-3-5-december.html

Om DPU’s fyringsvarsel, indlæg fra d. 1-2. december. http://www.thomasaastruproemer.dk/institutleder-claus-holms-angreb-paa-paedagogik-indlaeg-d-1-2-december.html

Om DPU’s fyringsvarsel, indlæg fra d. 29-30.november. http://www.thomasaastruproemer.dk/institutleder-claus-holms-angreb-paa-paedagogik-og-videnskab-indlaeg-fra-d-29-30-november.html

 

 

DPU’s angreb på pædagogik, indlæg fra d. 16-21. december

Nedenfor kan man læse otte indlæg om den aktuelle fyringssag. Teksterne, som er skrevet d. 16-21. december, står også på min facebook-væg, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

De otte indlæg er følgende:

  1. Fyringsbrevet
  2. Refleksion over fyringsbrev
  3. Irrelevant arbejde
  4. Folkeskolen.dk dækker sagen
  5. DPU-reklame
  6. Politiken Skolemonitor dækker sagen
  7. DPU og AU og forskningsfrihed
  8. Kriterier og højesteretsdom

 

1. Fyringsbrevet

Interesserede kan tilgå Claus Holms fyringsbrev i dets fulde længde i nedenstående link. Der er også en kort indledende analyse af brevet (som også står i denne blogs kapitel 2).

http://www.thomasaastruproemer.dk/claus-holms-fyringsbrev.html

 

2. Refleksion over fyringsbrev (står også i mit kapitel 1 om fyringsbrevet)

I det følgende vil jeg argumentere for, at fyringsbrevets morale er følgende: Du er fyret for at gøre det, vi beder dig om at gøre, og at dette paradoks er båret af ideologiske hensyn.

A. De fire kriterier

I brevet omtales fire såkaldt ”saglige kriterier”, som ledelsen har udmeldt for hele fyringsrunden. Disse kriterier drejer sig i kort form om forhold vedrørende forskning, undervisning, kollegialitet og opgavevaretagelse. Der står følgende:

”Du er udvalgt til afskedigelse på grundlag af en samlet vurdering ud fra de af ledelsen fastlagte saglige kriterier, og du ville ikke være blevet afskediget, hvis DPU ikke stod i den aktuelle alvorlige økonomiske situation.” (min kursivering, TAR)

Det er i parentes bemærket lidt pudsigt, at de fire kriterier pludselig er ophøjet til at være ”saglige”. Det stod der nemlig ikke i varslingsskrivelsen. Denne lidt pågående fordobling tyder på, at man selv er kommet i tvivl, både om kriterierne og deres anvendelse.

Nuvel, første del af min indsigelse adresserer faktisk alle fire kriterier, hvis ”saglighed” jeg egentlig ikke anfægter. Jeg forklarer blot, at den konkrete anvendelse af kriterierne på mit arbejde er usaglig, fordi jeg gør det virkelig godt på alle kriterier, også komparativt.

Dernæst skriver Holm da også, at jeg klarer mig fint på alle disse ”saglige kriterier”:

“Afskedigelsen af dig er således ikke udtryk for kritik af dit arbejde eller din indsats i forhold til forskning, undervisning eller kollegialt samarbejde, ligesom de klager, du omtaler fra 2012 og 2015, ikke har haft betydning for den samlede vurdering.”

Så der er ingen kritik af mit arbejde, tværtimod.

Så Holm giver mig altså helt ret i, at jeg gør det godt på alle de fire ”saglige kriterier”, som han selv har angivet, men alligevel vil han fyre mig med henvisning til selvsamme kriterier?

Det er jo et totalt juridisk og etisk kollaps?

B. Det femte kriterium

Dernæst står der, at ledelsen har et ”bagvedliggende hensyn” til nogle helt ubestemte “fremadrettede opgaver”, som ligger ”ud over” de fire kriterier. I min indsigelse kaldt jeg dette hensyn for ”et femte kriterium”. Holm skriver følgende:

”I en situation hvor ledelsen er nødsaget til at afskedige medarbejdere for at bringe balance i lønbudgettet, er ledelsen også nødt til at interessere sig for, hvordan de opgaver, der forventes at skulle varetages fremadrettet, kan løses. Dette bagvedliggende hensyn indgår ogsåud over de fastsatte kriterier – i den samlede vurdering” (mine kursiveringer, TAR)

Men dette ”bagvedliggende hensyn” kan jo ikke udrydde alle de fire kriterier, som Holm selv har anlagt, og som jeg scorer højt på? Så eftersom man ikke har fulgt de “fire kriterier”, så er vi efterladt med et helt rent “ud over”.

Desuden tager jeg også grundigt stilling til dette ”femte kriterium” i min indsigelse, hvor jeg viser, at det ”fremadrettede” ikke gælder i mit tilfælde. F.eks. må Holm ifølge logikken mene, at en bog på 576 sider om ”skolens formål” ikke kan omfattes af ”et bagvedliggende hensyn” til DPU’s fremtid.

Om et halvt års tid kan Holm så ansætte nogle folk, der flugter med hans ”bagvedliggende hensyn”, ligesom han har gjort flere gange tidligere. I 2015 nedlagde han f.eks. uden videre et professorat i pædagogik. Få måneder senere oprettede han en række strategiske MSO-professorater, som han besatte med egne folk.

C. Atomiseringen

Endelig vil jeg sige, at fyringsbrevet indeholder en form for opsamling på indholdet i mit indsigelsesbrev. I min indsigelse er der 3 systematisk opbyggede afsnit med en dyb indre  sammenhæng. Men hele denne struktur har Holm splintret i atomer, så sætningerne og indvendingerne i fyringsbrevet blot er angivet som 17 korte punkter i tilfældig og rodet orden, som slet ikke adresseres.

Via en sådan atomisering kan Holm slippe for at adressere argumenterne, bortset fra at han – helt paradoksalt – samlet set giver mig ret, men alligevel opretholder fyringen ud fra en ”samlet vurdering” af de forhold, som han giver mig ret i (?!?!)

Denne atomisering og dens ledsagende ligegyldighed og paradoks er et udtryk for særdeles kritisabelt administrativt arbejde, som splintrer borgerens fornuft og dermed også truer grundlæggende demokratiske principper. Ødelæggelsen er efter min mening orkestreret af Holms ideologiske ”fremadrettethed”, hvilket jeg har argumenteret grundig for i nogle af de bøger, som altså ikke er en del af ”det fremadrettede”.

D. Konklusion

Så fra nu af kan man blive fyret for at klare sig godt på kriterier, som ledelsen selv har anlagt? Det er ”kafkask”, som man siger.

Tilbage står Claus Holms forladte og helt ubegrundede udtryk ”bagvedliggende hensyn” og ”fremadrettet”, hvilket alene kan henvise til hans egen konkurrencestatslærings-ideologi, der er udviklet som en forværring af DPUs grundlæggende ideologi, og som har sat sig som bjælker i DPU’s indre.

Hermed er vi ved sagens kerne, nemlig den splittelse af pædagogikken, som Holms virke er et udtryk for. Vi har fået ”pædagogikkens to verdener”, som jeg skrev om i en bog af samme navn i 2015. Kort sagt: Læringens verden har fyret pædagogikkens verden.

Fyringen er en form for empirisk bekræftelse af mit eget videnskabelige arbejde. Det er dejligt at få bekræftet sin hypotese, men det er ikke så rart at være sin egen empiri.

 

3. Irrelevant arbejde

Nedenfor kan man se min skriftlige produktion for 2022.

På Claus Holms reformerede DPU arbejder man ”fremadrettet” og ud fra et ”bagvedliggende hensyn”. Her synes man ikke om disse tekster og deres temaer. De er bagudrettede og irrelevante.

Her er 2022’s publikationer:

Rømer ,T.A. (2022). “Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, Aarhus. Klim. (576 sider)

Rømer, T.A. (2022). “Europæisk dannelse”, i Laursen, P.F. & Bjerre, J. (red). Pædagogikhåndbogen – seks tilgange til pædagogik, Kbh.: Hans Reitzels Forlag, s. 137-155.

Rømer, T.A. (2022). “Dansk pædagogisk filosofi”, i Laursen, P.F. & Bjerre, J. (red). Pædagogikhåndbogen – seks tilgange til pædagogik, Kbh.: Hans Reitzels Forlag, s. 157-171.

Rømer, T.A. (2022). “Undersøgelse af relationskompetence og skældud”, Tidsskrift for socialpædagogik, årg. 25, nr. 2, s. 49-60.

Rømer, T.A. (2022). “What is a Lockdown?”, paper på conference, INPE (International Network of Philosophers of Education), august 2022 (10 sider)

Risikable ord på DPU; ord, som fra nu af kun kan hviskes.

 

4. Folkeskolen.dk dækker sagen

Det nyeste nummer af Folkeskolen.dk’s papirudgave (d. 16/12) bringer på s. 28 tre kommentarer til fyringssagen.

Overskriften på de tre kommentarer er: ”Kras kritik af DPU-fyringer”. Her er kommentarerne:

Lærke Grandjean:

“Jeg kan ikke se varslingen om fyring af Thomas Aastrup Rømer som andet end et politisk fyringsvarsel, fordi Rømer har positioneret sig i modsat retning, dannelsespositionen, end den, du (Claus Holm, redaktionen) og mange på DPU har positioneret sig i, nemlig læringspositionen”.

Niels Chr. Sauer:

“Thomas Rømers skrifter er bredt anerkendt, også uden for Danmarks grænser, for deres høje niveau, originalitet og læseværdighed, og hans kompromisløse mod til at fastholde en række for DPU-ledelsen ubekvemme dagsordener er respektindgydende. At Claus Holm vælger at slå ned på ham, kommer desværre ikke bag på mig (…)”.

Kenneth Mandrup:

“Er det ikke på tide, at den arbejdsgivervenlige lovgivning skiftes ud og bliver mere arbejdstagervenlig, så man for eksempel kan få en uddybende begrundelse for en fyring? Det bør da være på sin plads?”

Lige overfor disse tre markeringer bringes de 31 DPU-forskeres støttebrev til Claus Holm, som jeg omtalte i sidste uge.

Det er “pædagogikkens to verdener”.

Erik Schmidts og 40 fagpersoners (heriblandt N.C. Sauers) protestskrivelse til Holm er ikke omtalt. Ifølge bladets redaktør skyldes det deadline.

https://issuu.com/folkeskolen/docs/folkeskolen_nr._21-22_2022

 

5. DPU-reklame

Fyringssagen dækkes kort i dagens folkeskolen.dk. Men det mest interessante ved artiklen er faktisk det ledsagende billede. Her kan man se et stort reklamebanner for DPU, hvorpå der står følgende:

“Mød virkeligheden med viden – Læs på DPU”.

Så på DPU lærer man ikke at finde viden i virkeligheden. Nej, man har sin “viden”, før man møder “virkeligheden”, som jo så må indrette sig efter en “viden”, der selv må indrette sig.

Men det er det desværre modsatte af egentlig videnskab, som herefter marginaliseres. Det samme sker for “virkeligheden”, dvs. pædagogisk praksis.

I den ægte videnskab søger man viden inde i virkeligheden. Det er kærlighed til sandheden og omsorg for denne kærligheds fortsatte eksistens og proces.

Denne mærkelige modsætning mellem videnskab og viden, som lyser ud af reklameskiltet, er fyringens essens.

Jeg er derfor ikke sikker på, at jeg kan tilslutte mig den efterfølgende opfordring.

Jeg har også hæftet mig ved to kommentarer i debattråden:

  • Lærer Jan Thrane: ”Thomas Astrup Rømer er/har været den bedste branding for DPU nogensinde (…). Jeg er bange for at fyringen af Thomas Astrup Rømer også betyder at Claus Holm har sat hele DPU´s eksistensberettigelse på spil – hvad skal vi egentlig med DPU?”
  • Lærer Niels Chr. Sauer: ”Claus Holm er gået over stregen. Han har sat sig gode navn og rygte over styr.”
  • Lærer Niels Chr. Sauer: Godaw mand, økseskaft! Citat fra artiklen: “ifølge Claus Holm er alle ansatte blevet vurderet på de samme fire kriterier, og at det er en samlet score på kriterier, der er årsag til udvælgelsen af de afskedigede.” Citat fra fyringsbrevet: “Afskedigelsen af dig er således ikke udtryk for kritik af dit arbejde eller din indsats i forhold til forskning, undervisning eller kollegialt samarbejde, ligesom de klager, du omtaler fra 2012 og 2015, ikke har haft betydning for den samlede vurdering.”

https://www.folkeskolen.dk/afskedigelse-dpu/dpu-fastholder-fyring-af-kendt-skoleforsker/4691421

 

6. Politiken Skolemonitor dækker sagen

Politiken Skolemonitor har en kort dækning af Claus Holms fyringsaktion, hvor jeg er citeret to gange.

A. De fire kriterier

Det fremgår, at jeg ikke forstår en brik, og det passer jo. Her i det første citat:

“Claus Holm siger i sit fyringsbrev, at der ikke er noget at kritisere på de kriterier, som han selv har anlagt. Dermed giver han mig 100% ret i substansen i min indsigelse. Men hvordan kan han så opretholde fyringen? Jeg begriber det ikke”

B. Det “bagvedliggende hensyn”

Men så alligevel. Jeg forstår det godt. Og kilden til forståelsen er fyringsbrevets femte kriterium: det såkaldte “bagvedliggende hensyn” til ledelsens opfattelse af noget ubestemt og “fremadrettet”.

Det er denne kombination af manglende respekt for selvvalgte kriterier og denne næsten okkulte lærings-æter, det “bagvedliggende hensyn”, der er baggrunden for artiklens andet citat, hvor fyringen gøres til et angreb på pædagogisk forskning og forskningsfrihed:

»Jeg kan ikke få øje på problemer i forhold til de fire kriterier, og de seneste tre MUS-referater har alle sammen været positive. Så jeg kan kun pege på, at det må være på grund af min offentlige kritik af DPU, at jeg skal fyres. Der er derfor, jeg synes, det er et angreb på den pædagogiske forskning og på forskningsfriheden,«

Jeg vender kraftigt tilbage til dette “bagvedliggende hensyn” i nogle senere analyser.

C. Opbakningen

Til sidst i artiklen står der følgende:

“Den varslede fyring optændte derudover en debat i både medier og på sociale medier, og Rømer har modtaget offentlig opbakning fra en række prominente navne.”

Også det passer og 1000 tak for “optændingen” af det i forvejen glødende og dødende materiale.

https://skolemonitor.dk/nyheder/art9131764/DPU-fastholder-fyring

 

7. DPU og AU og forskningsfrihed

DPU’s angreb på pædagogikken ender som AU’s angreb på videnskaben:

I mit indsigelsesbrev har jeg et kort afsnit om forskningsfrihed. Her kan man læse, hvordan Holms antipædagogik – om jeg så må sige – smitter AU, som dermed mister kontakten til sine egne videnskabelige idealer og dermed bliver til et anti-videnskabeligt sted.

I indsigelsen beskrives processen således:

“Endelig har jeg noteret mig, at institutledelsen og jeg igennem årene har haft meget forskellige faglige og skolepolitiske analyser og synspunkter, og at ledelsen ved tidligere lejligheder har haft problemer med at skelne faglig uenighed fra personalemæssige emner. Jeg er i tvivl om, hvorvidt denne uenighed har spillet ind på varslingen; en tvivl som deles af mange i det videnskabelige miljø.

I den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på Aarhus Universitets ”Politik for forskningsintegritet, forskningsfrihed og ansvarlig forskningspraksis” fra d. 8. juni 2022, hvor der står følgende:

”Den højeste kvalitet kræver ærlighed, gennemsigtighed og ansvarlighed i alle institutionens forskningsaktiviteter med respekt for forskningsfriheden og i et forskningsklima med en levende, åben og kritisk videnskabelig diskussion inden for og mellem forskellige forskningsområder og -traditioner.”

Jeg vil også nævne universitetets ”Erklæring: Ytringsfrihed for medarbejdere og studerende på Aarhus Universitet” fra d. 7. april 2022. Her står der følgende:

”Den akademiske frihed er grundlaget for universitetets virke. Forskningsfrihed, tankefrihed og ytringsfrihed er nøje forbundet med akademisk frihed, hvis essens er friheden til at søge og formidle viden, erkendelse og forståelse. Det gælder både forskning, uddannelse og samarbejde.”

Eftersom en af landets førende pædagogiske kritikere nu uden saglig begrundelse fratages sin plads og stemme i universitetets haller, så brydes med princippet om en ”levende, åben og kritisk videnskabelig diskussion” og med den akademiske friheds ”essens”.

Med beslutningens manglende saglighed, med forvekslingen af kritik og kollegialitet og med den omtalte faglige og politiske uenighed in mente, så er der samlet set grundlag for at formode, at varslingen ikke lever op til videnskabens grundlæggende etiske og filosofiske principper. I så fald bør man – for at undgå at både landets pædagogik og Aarhus Universitets omdømme tager skade – gentænke DPU’s videnspolitiske organisation.”

Dermed siver Holms angreb på pædagogik ud i Aarhus Universitets princip og essens, så universitetet ikke kan opretholdes som universitet.

Kort sagt: “Fra pædagogik til læring” bliver til “fra universitet til organisation”

http://www.thomasaastruproemer.dk/indsigelse-vedroerende-varslet-afskedigelse.html

 

8. Kriterier og højesteretsdom

Claus Holm siger i sit fyringsbrev, at der ikke er noget at kritisere på de kriterier, som han selv har anlagt. Dermed giver han mig 100% ret i substansen i min indsigelse.

Men hvordan kan han så opretholde fyringen? Jeg begriber det ikke.

Her er Holms formulering:

“Afskedigelsen af dig er således ikke udtryk for kritik af dit arbejde eller din indsats i forhold til forskning, undervisning eller kollegialt samarbejde, ligesom de klager, du omtaler fra 2012 og 2015, ikke har haft betydning for den samlede vurdering.”

Så ingen kritik på nogle af det selvanlagte kriterier, men alligevel fyring?

Jeg tror ikke, at Holm har lagt mærke til, at han med denne sætning går dybt ind i substansen og giver mig 100% ret.

I samme øjeblik det sker, så holder afskedigelsen ikke i retten uanset den gamle højesteretsdom fra 2006, hvor man udelukkende henholdt sig til “kriterierne”, som jeg har forstået det, men ikke til deres applikation.

Det vil sige, at man dengang ikke tog stilling til, om kriterierne holdt vand i den konkrete afskedigelse, men det har Holm jo netop gjort her. Og i samme øjeblik, han gør det, så forlader man højesteretsdommens ramme og indgår i et andet retligt rum.

Sådan må det være, for ellers styrker alt i grus. Ellers kan man begrunde en fyring med, at den ansatte gør det godt hele vejen rundt