Hedevig Baggers pædagoguddannelse

I november 2023 mødtes vi en lille flok på UC VIA i Aarhus til docent Jan Jaap Rothuizens studiekreds om pædagogikkens klassikere. Denne gang gjaldt det fru Hedevig Bagger (1842-1926). Det var lektor Hanne Hede Jørgensen, der stod for at introducere kredsen til Baggers pædagogiske ideer.

Bagger etablerede i 1885 landets første pædagoguddannelse, som 20 år senere fik navnet ”Frøbelseminariet”. Bagger var selv uddannet lærerinde fra det progressive og Fröbel-inspirerede Femmerske Kvindeseminarium, hvor en anden seminariestifter, Natalie Zahle, også havde slået sine folder.

Den tyske teolog Friederich Schleiermacher havde ikke levet forgæves, da han allerede i 1820’erne forvarslede om kvindernes centrale betydning for 1800-tallets pædagogiske udvikling. Det vidste deltagerne i Jan Jaaps studiekreds, fordi vi måneden forinden netop havde drøftet Schleiermachers berømte forelæsninger om pædagogik.

I forbindelse med arrangementet læste jeg en del af Baggers forfatterskab. Her fandt jeg to interessante ting. For det første en teori om autoritet, som jeg efterfølgende skrev om i tidsskriftet Kontrast.dk, jf. https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/autoritet-er-det-modsatte-af-raa-magt. Det handlede om en form for ikke-autoritær autoritet.

For det andet fandt jeg en form for curriculum for pædagoguddannelsen, og det er denne del af Baggers arbejde, som jeg vil sætte fokus på i det følgende. Måske kan det stadigvæk inspirere til nogle ting?

Nedenfor kan man derfor læse nogle uddrag af Hedevigs forslag til et sådant curriculum for uddannelse af børnehavelærerinder. Citaterne er især taget fra en artikel i tidsskriftet Vor Ungdom fra 1891. Artiklen blev senere optrykt i Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr.1, 2015, med indledning af Søs Bayer, som på det tidspunkt netop havde udgivet en bog om pædagogprofessionens historie.

Ind imellem trækker jeg også på nogle andre Bagger-tekster: Det drejer sig om bogen Dansk børnehave og dansk børnehavesystem, som også udkom i 1891 og teksten Den danske børnehave – bemærkninger om så børns opdragelse og undervisning, som Hedevig skrev sammen med sin mand, hr. Sofus Bagger, i 1885. Undervejs har jeg også studeret Hedevig Baggers fine biografi om Fr. Fröbel, som udkom i 1916, altså midt i ragnarok. Og endelig har jeg bogen Småbørnslærerinden fra 1920 liggende på skrivebordet.

Bagger er i det hele taget stærkt præget af Fröbels tanker, hvis ideer hun ikke blot skrev om, men også udbredte i foreninger og tidsskrifter.

Teksterne udspringer af en kreativ og virksom sjæl. Ideerne myldrer hen over markerne med både grækere, oplysningsfolk og romantikere som blafrende skygger fra aftensolen.

 

1. Alment Curriculum for uddannelsen som børnehavelærerinde:

Hedevig Bagger taler for en storstilet og almen læreplan for den nye pædagoguddannelse. Her i et langt citat:

”Uddannelsen til børnehave- og småskolegerningen må hvile på et solidt grundlag af almindelig dannelse, der selvfølgelig kan erhverves ad noget forskellige veje.

Den tilkommende lærerinde må kunne skrive og tale sig modersmål korrekt for at kunne have øre for børnenes talefejl og have evne til at rette dem. Det er umuligt at undervise tilfredsstillende i læsningens begyndelsesgrunde, uden at man har indsigt i modersmålets lydlære og dets grammatiske bygning. (TAR: Hedevig mente ikke, at børn under seks år skulle bruge bøger, så ”begyndelsesgrunde” må henvise til tungemålet).

En god og flydende håndskrift samt så meget øvelse i tegning, at hun kan anskueliggøre almindelige genstande og forhold må forlanges.

Lærerinden må være så meget inde i modersmålets litteratur, at hun forstår at vælge, vurdere og forklare digte, der passer for små børn, og hun må kunne vejlede børnene til en naturlig og sprogrigtig gengivelse.

Lærerinden må have tilstrækkelig sangstemme og musikalsk øre til at lede børnenes sang og tilstrækkelig indsigt i de gymnastiske øvelser, der passer for små børn, til at kunne forestå gymnastikundervisningen.

Lærerinden må kende det vigtigste af sundhedslæren, særlig hvad der angår børn og skoler og have begreb om sjælelivets virksomhed hos sig selv og hos barnet.

Men frem for alt – lad ingen give sig til at undervise små børn uden virkelig kærlighed til børn og uden tålmodighed til at sætte sig på barnets standpunkt. Her som overalt vil kærligheden bære over mange hindringer, vel også skjule mange af de ufuldkommenheder, som altid vil præge den første undervisning, der meddeles af en ung lærer eller lærerinde.”

 

2. Anskuelsesundervisning og fortælling

Bager fortsætter med at understrege et almenpædagogisk krav om ”anskuelsesundervisning”; en pædagogik der handler om at gå fra simple og usammensatte erfaringer til store åndelige og narrative synteser. Som hun siger: ”Et eventyr kan ligge i en pind”. Og en så storstilet proces bør planlægges på en meget fleksibel og bøjelig måde.

Denne meget avancerede teori om fortællingens begreb er formodentlig inspireret af højskolebevægelsen, som prægede sindene i de år.

Anskuelsesundervisningen kræver, at lærerinden har ”indsigt i naturlivet og i mange praktiske livsforhold”. Lærerinden lægger en pædagogisk plan, som hun ”fastholder med kraft”, men hun skal også vise ”imødekommenhed og bøjelighed ved at medtage det stof, der af børnene tilføres samtalen”. Dertil kommer krav om ”åndsnærværelse” og ”kunsten at fortælle godt og livligt”. Hun må ”aldrig læse op af en bog”, for ”når man læser, kan man jo ikke se på børnene”.

 

3. Børnehavens formål

Hedevig skriver: ”Børnehavens formål er ved de hensigtsmæssige midler at fremme barnets selvudvikling i det hele, dvs. i dets forstand, vilje, følelse og fantasi”.

Denne personlighedsudvikling finder sted i en social sammenhæng. Vi får at vide, at børnehaven er…

”…et lille samfund, som har sine bestemte love. Barnet lærer at følge bestemte forskrifter og regler. Det lærer, at dets vilje er en anden stærkere vilje underkastet, nemlig den samme, som leder dets små kammerater. Det fatter hengivenhed for sine vejledere og slutter kammeratskab med sine små meddisciple, hvorved følelsen påvirkes. Efterhånden lærer det også at bruge sin forstand til at skelne mellem ret og uret”.

En slags medborgerskabspædagogik for små børn.

Af 1885-teksten fremgår det også, at den frie leg må være i højsædet sammen med nationale sange og et liv i naturen. Dette sættes i en vis modsætning til den tyske tilgang, som er ”overdrevent systematisk”, som det hedder.

 

4. Personlig udvikling og børnehavens dagligdag

Dertil kommer, at lærerinden må besidde ”forskellige egenskaber, der kun erhverves af praktisk vej, ved øvelse og erfaring”. F.eks. følgende udmærkede og tankevækkende principper:

  • Vigtig er ”den frie leg, der er så vel skikket til at udvikle det individuelle i barnet”. Her er lærerindens opgave at ”sætte i gang”, ”opmuntre” og at ”holde orden”. Hun skal også besvare ”de mange spørgsmål, der vil strømme ind fra børnene i anledning af al det nye, der opdages”.
  • Pædagogen må kunne ”bevare sin ro; hun må ikke tabe tålmodigheden ved den evige uro, der er over småbørn, og som for dem er noget naturligt”.
  • ”Man må ikke rose for meget og heller ikke dadle for meget. Mange ord behøves ikke. Barnet kan ikke følge dem”.
  • ”Børnehavelærerinden må ikke glemme, at hun i den bestemte tid af dagen, vor børnene er hendes betroede, har overtaget hjemmets og modernes pligter og ansvar.”
  • ”Den unge lærerinde bør vel stige ned til børnene og være barnlig med dem, men aldrig barnagtig. Hun må være tålmodig, hun må være behersket. Aldrig må hun vise sig i allermindste måde lunefuld”.
  • ”Sandhedskærlighed må man altid forudsætte hos små børn, men dog være forberedt på, at deres livlige fantasi løber af med dem.”
  • ”Samtaler mellem lærerinder må ikke finde sted”. Man skal altid have ”øjnene på børnene”.
  • Når børnene beder om noget, bør man tillade det, vis bønnen er rimelig; men kan man ikke sige ”ja”, og har man sagt ”nej”, da må man ikke lade sig rokke, ikke lade sig plage til at sige ”ja”. Den, der blot én gang gør det, spilder i et eneste øjeblik mange måneders arbejde”.
  • Lærerinden bør ”nøje lægge mærke til hvert barns individualitet for at kunne behandle det efter sin egen ejendommelighed”.
  • Der er ”planmæssigt ordnet arbejde”, når nyttehaven skal holdes, men også egentlige ”friluftslege”, der bidrager til ”sund bevægelse, fornøjelse og afveksling”.

For ”let er børnehave- og småskolegerningen ikke. Den er i det hele en stor kunst og størst, jo mere fordringsløst og naturligt det hele ser ud”.

Så hver eneste dag i børnehaven er et stort kunstværk.

 

5. Uddannelse og familie

Endelig vil jeg sige, at Hedevig har en utømmelig interesse i familieopdragelsen. Faktisk skal børnehaven være en slags supplerende hjem, hvor børn dels får særlig kyndig opdragelse og dels lærer omgang med andre børn under fælles love. Og pædagogikken i denne udvidede og lærde familie, som børnehaven er, spiller tilbage på den egentlige families opdragelsespraksis.

Så familien lærer af børnehaven, som lærer af familien. Dermed bliver Baggers børnehave et socialpædagogisk og folkeopdragende sted. Og med børnehavernes efterfølgende udbredelse kan man roligt sige, at denne opdragelsesoplysning er realiseret. I dag vil alle mødre og fædre være pædagogiske.

I 1920’erne var Bagger ret skeptisk over de nye faglige vinde, som var inspireret af en blanding af Freud og Montessori. Men jeg synes nu, at især Montessoris arbejde på nogle måder minder lidt om Baggers. Jeg lader det ligge for nu. Derimod er vi langt fra Freud.

 

Konklusion:

Derfor skal småbørnslærerinden ifølge fru Bagger have en ”fin og mangesidig særdannelse, en helt anden uddannelse end folkeskolens lærerkræfter”.

 

Tekster:

Hedevig og Sofus Bagger: ”Den danske børnehave – bemærkninger om små børns opdragelse og undervisning”, Marius Møllers Forlag, 1885 (kan tilgås online på Det Kgl. Bibliotek)

Hedevig Bagger: ”Om uddannelse af småskolelærerinder”, Vor Ungdom, 1891, s. 304-311.

Hedevig Bagger: ”Dansk børnehave og dansk børnehaves system – håndbog i den først undervisning for hjemmet, børnehaven, asylet og småskolen”, 1891.

Hedevig og Sofus Bagger: ”Folkebørnehaven som støtte for hjem og skole – nogle bemærkninger til overvejelse”, Exprestrykkeriet, 1900.

Hedevig Bagger: ”Friedrich Frøbel – et livsbillede”, H. Ashehoug, 1916.

Hedevig Bagger: ”Småbørnslærerinden i hjemmet, asylet og folkebørnehaven; med en epilog til den unge husmoder”, NC. Rom, 1920.

Se også Rømer, T.A: ”Autoritet er det modsatte af rå magt”, Kontrast.dk, d. 30/11-2023. https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/autoritet-er-det-modsatte-af-raa-magt

Uddannelsespolitiske og pædagogiske noter, november-december 2023

Nedenfor kan man læse 44 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske temaer fra november/december 2023. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

  1. Kritik af regeringens skoleudspil
  2. Claus Hjort og Findsen
  3. Tusmørkestaten, note 1
  4. Tusmørkestaten, note 2
  5. Progressivistisk litteraturliste
  6. “Kirke for kundskab” eller “foderautomat for erhvervslivet”
  7. Hypoteser om Søren Krarup
  8. Interessant rapport om Kristendomskundskab
  9. Dagkonference om pædagogik på Den frie lærerskole
  10. Verdens helt – ny bog af Tegnell
  11. 2014-15 – DPU-historik fra et vigtigt skolepolitisk år
  12. Analyse af skoleudspil
  13. Fra eksistens til identitet
  14. Frihed og at “sætte fri”
  15. To begrebspar
  16. Artikel i Skolemonitor
  17. Asger Sørensen om pædagogikkens tilstand på DPU
  18. Hvad er læring?
  19. Analyse af nationale test i Aarsskriftet Critique
  20. Fejlens dyd
  21. Hyldest til SU
  22. Reformpædagogisk højdannelse
  23. Undervisningens primat
  24. Analyse af skolens formålsparagraf
  25. Børnehavens og pædagogikkens autoritet
  26. Interview i Kr. Dagblad om skolepolitik
  27. Skolens formål og pædagogikkens to verdener
  28. Ansvarsløshed
  29. Identitet og eksistens
  30. Fire punkter om PISA
  31. Christian Ydesen kritiserer PISA
  32. Niels Jakob Pasgaard kritiserer PISA
  33. Skolen og erhvervslivet
  34. Skolepolitisk kommentar af Tom Jensen
  35. Normativ magt?
  36. Artikler om magt på danske universiteter
  37. 1-års jubilæum for fyring
  38. Drama i Norge, episode 1
  39. Drama i Norge, episode 2
  40. Drama i Norge, episode 3
  41. Kronik om skolens formål
  42. Trivselsmålinger
  43. Dialog med Vø
  44. Undervisningsministeriet og DPU

 

1. Den 1. november: Kritik af regeringens skoleudspil

Rektor Lene Tanggaard og lærerinden Mette Frederiksen var tilbage i 2017-18 fremtrædende medlemmer af undervisningsminister Merete Riisagers såkaldte ”Rådgivningsgruppe”. Denne gruppe skulle ”justere” skolereformen, som det hed. Reelt foreslog gruppen en ændring af hele skolereformens filosofi, så skolen kom i kontakt med formålsparagraffen og med pædagogikken.

Nu har både Tanggaard og Frederiksen kommenteret på regeringens skoleudspil, og de er ikke begejstrede.

Frederiksen mener, at udspillet er for ”erhvervsrettet” og ikke nok funderet i skolens formål. Udspillet er med andre ord et konkurrencestats- og ikke et egentligt uddannelsespolitisk udspil.

Og Tanggaard mener, at udspillet er ”surrealistisk”. Dermed tænker hun på, at udspillets forståelse af læringsmål forudsætter rådgivningsgruppens arbejde uden at være ved det alligevel.

Udspillet er med andre ord en form for larmende tavshed af fortrængte organer.

Tak til Lene Tanggaard og Mette Frederiksen for at gøre opmærksom på disse problemer i udspillet.

Links:

Mette Frederiksens indlæg: https://blog.folkeskolen.dk/blog-mette-frederiksen/regeringens-folkeskoleudspil-er-for-erhvervsrettet/4739779

Lene Tanggaards indlæg: https://www.folkeskolen.dk/faelles-mal-praksisfaglighed-skoleudspil/lene-tanggaard-som-forsker-med-stor-interesse-for-folkeskolen-har-oktober-vaeret-naermest-surrealistisk/4739036

Mere om Rådgivningsgruppens arbejde: https://www.uvm.dk/folkeskolen/fag-timetal-og-overgange/faelles-maal/lempelse-af-faelles-maal/raadgivningsgruppen-for-faelles-maal/om-raadgivningsgruppen

Link til det aktuelle udspil: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/okt/231011-nyt-udspil-skal-styrke-kvaliteten-i-folkeskolen-og-saette-skolen-fri

 

2. Den 1. november: Claus Hjort og Findsen

I aftenens 18:30 tv-avis sagde DR’s journalist to gange, at det var et problem, at skyldsspørgsmålet i sagerne ikke bliver afgjort. Og Rigsadvokaten var ude i samme ærinde i Berlingske, hvor han sagde, at det nu var straffrit at røbe statens hemmeligheder.

Men det har de helt misforstået. I en retsstat er man netop uskyldig, indtil andet er bevist. Findsen og Claus Hjort er dermed 100% uskyldige, og det har de været hele tiden. Sagen er afgjort, fordi den aldrig blev afgjort.

Professor i forvaltningsret, Frederik Waage, har da også følgende bemærkning på Twitter:

”Når man hylder princippet om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist ved en domstol, er det ikke uproblematisk, at rigsadvokaten nu kalder det for straffrit at røbe statens hemmeligheder.”

Det hele bærer præg af Nedlukningens logikker, som jo udviklede sig i samme periode, dvs. i 2020-21. Det gælder både minksag, dobbelte straffe, brændende dukker, nedlukningen som sådan og forsøgene på tvangstest og tvangsvaccination.

I alle disse tilfælde var statsministeriet og Barbara Berthelsen involveret i vilde aktioner på den ene og den anden måde, mens Rigsadvokaten ved flere lejligheder virkede som en slags mellemleder i Frederiksens koncern.

Hvordan kan en statsminister med så enorme retlige problemer blive siddende? Jeg begriber det ikke. Med mindre, at V og M har haft en finger med i spillet og betalt med deres loyalitet? Sorry for det vilde gæt.

I nedlukningens samfund er man skyldig, indtil andet er bevist. Det er DR’s og Rigsadvokatens filosofi. Den er jeg ikke med på.

 

3. Den 2. november: Tusmørkestaten, note 1

Jeg mødte en socialdemokratisk jurist i går sidst på eftermiddagen. Vi gik ind på en af byens cafeer, hvor vi engagerede os i følgende dialog:

Juristen: Dav Thomas.

Mig: Dav jurist.

Juristen: Ved du godt, at du ikke er uskyldig i bankrøveri og terror og landsforræderi og alle andre forbrydelser.

Mig: Nej, det vidste jeg ikke. Hvordan det?

Juristen: Fordi der ikke er ført retssager imod dig.

Mig: Men jeg troede man var uskyldig, indtil noget kriminelt blev påvist ved retten?

Juristen: Ja, det var i gamle dage. Fra nu af er du aldrig uskyldig i noget.

Mig: Så jeg er ikke skyldig, men heller ikke uskyldig, dvs. konstant skyldig alligevel?

Juristen: Ja, det er det nye. Du er altid ikke-uskyldig. Det er en form for ”twilight”.

Mig: Men det lyder jo skrækkeligt. Hvad er konsekvensen?

Juristen: Konsekvensen er, at den forfatningsløse stat må kontrollere alt. Det kaldes for et ”ekstremt forsigtighedsprincip”. Enhver forbrydelse er en for mange. Det er et konstant tusmørke, hvor skylden og straffen altid hænger over hovedet, selvom du bare cykler en tur. Du vil aldrig mere se den lyse dag.

Mig: Så vi er i en tusmørkestat? En ny politik tilstand?

(dialogen er inspireret af Findsen/Hjort-sagen samt af ELO’s sang ”Twilight” fra konceptalbummet ”Time” fra 1981, som jeg hørte i går. Albummet er en form for tidsrejse, hvor sangeren Jeff Lyne bliver bortført til 2095, som er befolket af IBM-kvinder og så videre. Lynne længes tilbage, men befinder sig i en konstant twilight-zone, jvf. “tusmørket. Denne tilstand udtrykkes mest markant i albummets største hit ”Ticket to the Moon”. Her sidder Lynne i 1981 og forestiller sig, hvordan det må være at sidde i 2095 og tænke tilbage på 1981).

 

4. Den 5. november: Tusmørkestaten, note 2

A.

Den kommission, der evt. skal undersøge processen mod Hjort og Findsen, skal afdække, om der har været ”usaglige hensyn”. Denne tematisering mener to eksperter imidlertid er for smal og ubestemt, fordi den vil vanskeliggøre en bredere politisk og retlig undersøgelse af det politiske ansvar.

I Berlingske d. 4/11 kritiseres kommissoriet af både Professor i forvaltningsret, Michael Gøtze og af professor i statskundskab, Jørgen Grønnegaard Christensen

Hvad er justitsministerens svar på en så fagligt baseret kritik. Det er følgende, her i citat fra artiklen:

”Justitsmininister Peter Hummelgaard skriver til Berlingske, at der florerer ”mange spændende konspirationsteorier”. Helt uden belæg, betoner han.”

Så justitsministeren har afgjort skyldsspørgsmålet før processen, og derfor behøver man ikke at undersøge sagen så grundigt, som eksperterne mener, man bør! Han nedgør jo uden videre de to professorer.

Faktisk fastholdt regeringen i flere dage Hjorts og Findsens mulige skyld, selvom de har været udsat for de mest modbydelige processer uden juridisk grund.

Så regeringen er uskyldige på forhånd, mens Hjort og Findsen altid vil være skyldige.

Det er tusmørke (saglighed/konspiration = lys/mørke samt skyld/uskyld = lys og mørke)

B.

Højesteret afgjorde som bekendt, at en evt. retssag skulle foregå for åbne døre. Derfor opgav rigsadvokaten ævred.

Men nu lægges der, ifølge Berlingske, op til, at en evt. undersøgelse af forløbet skal være lukket. Så man gentager altså den praksis, som Højesteret netop har afgjort som retsstridig.

Desuden overvejer regeringen at lægge den lukkede undersøgelse under Justitsministeriet, som jo er en integreret del af det evt. ”usaglige hensyn” i stedet for i en mere åben Granskningskommission under Folketinget, som det var tilfældet i forbindelse med minksagen.

Igen dette tusmørke, denne gang i betydningsrul mellem åben/lukket (lys/mørke)

C.

Anklagemyndigheden opgav sagen mod Hjort og Findsen med henvisning til, at man ikke kunne føre sagen for delvist åbne døre. Regeringen understøttede denne konklusion.

Men førende eksperter mener ifølge Politiken (d. 3/11), at man sagtens kunne have ført sagen under Højesterets rammer. Følgende jurister udtaler sig:

– Professor i strafferet, Jørn Vestergaard

– Professor i forfatningsret, Frederik Waage

– Advokatrådets formand, Martin Lavesen

Det er et retligt tusmørke (åben/lukket = lys/mørke)

Igen: Vi får samme tusmørkestruktur som ifm. rigsadvokatens forståelse af skyld/uskyld forleden, som han efter hårdt pres måtte trække i land, samt som ved de mange små og store sager vi så ifm. corona-nedlukningen.

D.

I Information fra i fredags bekræftes ovenstående struktur. Ifølge artiklen mener anklagemyndigheden og PET, at der pga. Højesterets afgørelser nu er reel straffrihed for statsforbrydelser. PET taler direkte om en ”uholdbar retstilstand”, hvorved man bekræfter de uendelige tusmørkeanklager imod Hjort og Findsen.

Men det er landets juridiske eksperter helt uenige i. I Informations artikel udtaler følgende sig:

– Professor i strafferet, Sten Schaumburg-Müller

– Professor i strafferet, Lasse Lund Madsen

– Professor i strafferet, Jørn Vestergaard

Sagen er, som jeg ser det, at regeringen vil indføre en ny retstilstand, som i al fremtid vil indsnævre frihedsrettighederne kraftigt, så alt fra Tibet-demonstrationer til utilbørligheder og brud på tvangsvaccinationskrav og så videre kan falde under statsforbrydelser.

Tusmørkestaten er biostatens retsløse raslelyde. Der er corona i statens indre organer.

 

5. Den 7. november: Progressivistisk litteraturliste

Jeg har studeret en interessant lærebog, “Litteraturhåndbogen”, fra 1955, som er skrevet af to af tidens førende kommunistisk-progressive pædagoger, Inger Merete Nordentoft og Torben Gregersen.

Bogen er tænkt som bidrag til “den første litteraturundervisning”, som der står.

Hvilke tekster mon de progressive redaktører har valgt? Og med hvilke begrundelser? Den kan man læse om i dette blog-indlæg.

http://www.thomasaastruproemer.dk/progressivistisk-litteraturliste.html

 

6. Den 8. november: “Kirke for kundskab” eller “foderautomat for erhvervslivet”

Lone Frank har skrevet en universitetspolitisk kommentar i Weekendavisen, hvor hun fortæller om det danske universitets opgør med sig selv, og om dette opgørs konsekvenser.

Hendes indlæg har den herlige titel ”Uhellige haller”, der ledsages af den ligeså så herlige undertitel: ”Er universitetet en kirke for kundskab eller foderautomat for erhvervslivet?”.

Lone Frank forsøger at forstå, hvorfor forskningsfriheden på danske universiteter er i krise.

Hun siger f.eks., med Aarhus Universitet som eksempel, at dannelsesbegrebet er blevet en slags udvendig smørelse på dannelsesbegrebets opløsning:

”Men det er blevet med dannelse, som det er med vejret: Alle taler om det, ingen gør noget ved det. Og da slet ikke universiteterne, hvis primære opgave er blevet at levere kraftfoder til erhvervslivet. Kandidater, der skæres til på en måde, som ‘passer’ med virksomhedernes til enhver tid gældende behov.”

Dermed identificerer Frank en begrebslig proces, som Brinkmann, Tanggaard og undertegnede i 2021 beskrev i bogen ”Sidste chance – perspektiver på dannelse”.

Frank fremhæver her regeringens seneste universitetspolitiske udspil og dets forbindelse til universitetsloven fra 2003, som de store syndere.

I stedet vil Frank have dannelse, kundskaber og kritisk arbejde, så en ny generation af intellektuelle kan komme til selvstændigt til syne. Her i en flot formulering:

“Tag arven fra Humboldt alvorligt også ud over festtalerne. Insistér på, at universiteter skal være en særlig verden. De skal ikke være pølsefabrikker for erhvervslivet, men katedraler for viden. Steder, som er fredhellige for tænkning, diskussion og fordybelse. Vores højeste læreanstalter skal netop ikke forme unge mennesker til at passe ind i den rå ‘virkelighed’, som den er på et givet tidspunkt. De skal udgøre et rum, hvor de studerende kan udvikle sig, så de bliver i stand til selv at bestemme, hvordan de vil stille sig til virkeligheden og deltage i den.”

https://www.weekendavisen.dk/2023-45/samfund/uhellige-haller

 

7. Den 9. november: Hypoteser om Søren Krarup

Mit store spørgsmål vedrørende Søren Krarups virke er følgende:

Hvordan kan en grundholdning, som er begrundet i den såkaldte nykonservatisme fra 1920’erne samt i modstandskampen imod nazismen ende med at understøtte det radikale opgør med den nationale tradition, som udviklede sig efter 2001 i form af konkurrencestaten?

Det er paradoksalt, men her er tre tentative hypoteser, som hænger sammen på kryds og tværs:

A.

Krarup gik via splittelsen af Tidehverv i 1964 imod Løgstrup og hele efterkrigstidens grundtvigske og reformpædagogiske humanisme. Tilbage stod en filosofisk afpillet sen-Kierkegaard uden grundtvigsk modspil.

Krarup lavede så Dansk Folkeparti uden grundtvigske fællesskaber, mens grundtvigianere gik til SF uden kierkegaardsk eksistens. En sand tragedie.

B.

Krarup gik imod det moderne gennembrud og dettes rige historisk-poetiske konsekvenser og filosofiske indhold. Det gør ondt at læse om Krarups filosofiske udrensning.

C.

Krarup gik imod Nietzsche samtidig, med at Krarup ligesom Brandes byggede på Nietzsche (via nykonservatismen). Der gemmer sig noget der.

Krarup tabte kort sagt pædagogikken på gulvet.

Derfor kunne han også understøtte Fogh Rasmussens opgør med pædagogik og civilsamfund i 2000’erne; et opgør der som sagt kaldes for “konkurrencestaten”. Da konkurrencestaten havde vundet i 2011, forlod Krarup politik. Det er lidt synd for ham på en måde.

Krarup virkede helt naiv i forhold til konkurrencestatens politik, som jo ødelagde hans egentlige livsværk. Ifølge Mikael Jalvings biografi bliver Krarup først opmærksom på Foghs globaliseringsekstremisme i forbindelse med en tale, som Fogh holder ved uddelingen af en litteraturpris i 2008.

Det er måske lidt forsimplet, men jeg synes, at spørgsmålet er vigtigt.

Jeg kan anbefale nogle bøger om emnet, som jeg har siddet med de sidste par dage:

Mikael Jalving: Søren Krarup og hans tid, People’s Press, 2014.

Christian Egander Skov: “Konservatisme i mellemkrigstiden”, Aarhus Universitetsforlag, 2016 (her drøftes nykonservatismen og Krarup i et efterskrift).

Bogen “Den borgerlige orden” af ægteparret Selsing.

 

8. Den 9. november: Interessant rapport om Kristendomskundskab

Jeg har vist glemt at fortælle, at jeg den 17/10 havde en kronik i Kr. Dagblad, hvor jeg i seks små afsnit drøfter en helt aktuel rapport om faget Kristendomskundskab. Religionslærerforeningens formand, John Rydahl, som havde været med til at lave den udmærkede rapport, svarede den 25/10 i samme avis.

Rapportens baggrundsgruppe blev nedsat af daværende undervisningsminister Merete Riisager, men blev nedlagt umiddelbart efter at Socialdemokratiet overtog ministeriet.

Rapporten blev derfor finansieret af private midler.

Men alt det kan man læse om i kronikken og rapporten.

https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/10/17/kristendomsfaget-er-aandelig-matematik/

 

9. Den 10. november: Dagkonference om pædagogik på Den frie lærerskole

Den frie lærerskole i Ollerup har d. 21. november en dagskonference med titlen ”er der stadig plads til pædagogik i skolen?”, og det er jo et godt spørgsmål, men måske også lidt defensivt, eftersom skolen ER pædagogik?

Selv deltager jeg i en workshop om forholdet mellem pædagogik og identitetspolitik. Det har jeg aldrig talt om før, så det skal nok ende på månen. Til gengæld skrev jeg engang et kønsfilosofisk essay, som er meget “pædagogisk”. Det handler om modersmålet og fædrelandet og ikke mindst om fødslen og om blide mænd. Så måske ender vi på jorden alligevel. På ”the earth”, som Hannah Arendt siger.

Som der fremgår af programmet, er der også mange andre workshops og debatter.

Arrangementet koster kun 200 kroner inkl. forplejning. Jeg ved ikke, om der er flere pladser, men jeg glæder mig til at se nogle af jer og til at lære noget nyt og gammelt.

https://www.friskolerne.dk/nyheder/artikel/konference-er-der-stadig-plads-til-paedagogik-i-skolen

 

10. Den 10. november: Verdens helt – ny bog af Tegnell

Hvorfor har den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell ikke fået en nobelpris pga. hans forsvar for et demokratisk og åbent samfund og for hans klippefaste og ensomme kritik af nedlukningerne?

Hvilken storslået helt, han er! Et enestående eksempel til efterfølgelse for alle, der elsker videnskab, demokrati, selvstændighed og faglig proportionalitet.

Tegnell har netop udgivet bogen ”Tanker etter en pandemi”. Har den overhovedet været omtalt i det traume- og fortrængningsagtige Danmark?

Jeg har dog fundet et interview fra den norske avis, Aftenposten. Her fastholder Tegnell sine synspunkter, og avisen skriver, at Sverige endte med at have færrest døde.

Men jeg har også rodet lidt i gemmerne, for jeg var meget engageret i sagen i sin tid. Nedenfor er en FB-omtale af Politikens dækning af Tegnells kloge synspunkter fra oktober 2020, suppleret af et par danske eksperter som støtter ham. Det er tankevækkende læsning, synes jeg selv.

Imens pulserer de nye biopolitiske stats- og samfundsstrukturer i alle hjørner. Det er det, jeg kalder for konkurrencestatens tusmørke.

Omtalen af Politikens artikler indgår også i min bog ”Den store nedlukning – dagbog fra biostatens første år”, som udkom i efteråret 2021.

Links:

Interview med Tegnell, Aftenposten, 2023: https://www.tv2.no/nyheter/utenriks/dette-angrer-han-pa/16188541/

Interview med Tegnell, Politiken, 2020: https://www.facebook.com/profile.php?id=837549480

Omtalen af Politiken-interviewet fra 2020 indgår også i følgende blogindlæg fra dengang, hvor man kan mindes stemningen fra dengang. Det var en del af en serie, jeg kaldte for “Smittede tanker”: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-60-d-20-september.html

 

11. Den 12. november: 2014-15 – DPU-historik fra et vigtigt skolepolitisk år

I juni 2014 – lige mens skolereformen rullede – blev der opslået et professorat i pædagogik ved DPU, Aarhus Universitet. Jeg skrev en grundig engelsksproget ansøgning på 10 sider og medsendte otte publikationer, som alle fik en positiv bedømmelse.

Bedømmelsesudvalget bestod af følgende personer:

  • professor Karen Borgnakke, Københavns Universitet, Denmark
  • professor Stefan Thomas Hopmann, Wiens Universitet,
  • professor Per Fibæk Laursen, IUP, Aarhus Universitet, Denmark (formand)

Bedømmelsesudvalget skulle ikke rangere ansøgerne, men skrev følgende konklusion:

”Thomas Aastrup Rømer’s list of publications and the submitted books and articles demonstrate that he is a very productive researcher. Most of his work is in Danish, but he has also written several research articles which have been published in prestigious international journals. He has extensive knowledge of many different theories, and he is a distinct analyst and debater and a keen controversialist. Furthermore, he is an experienced and competent teacher.

Compared to the requirements in the announcement he has proven competent primarily in philosophical, but also in sociological aspects of educational theory and their relation to practice. He has written about both normative an empirically based theories, on the relationship between theory and practice, focusing especially on schools, and on the development of knowledge about education, teaching and schools.

Thomas Aastrup Rømer has only done empirical research as a research assistant, but he has discussed empirical research and its relation to practice extensively.

Thomas Aastrup Rømer is deemed qualified for the professorship of education.”

Det var flinke ord, men ikke nok, for nu gik sagen amok.

Nogle måneder senere, i starten af 2015, blev Alexander von Oettingen tilbudt professoratet. Men få dage efter dette tilbud nedlagde den helt nye institutleder, Claus Holm, pludselig stillingen med henvisning til instituttets ”strategi”. Hr. Oettingen måtte pakke kufferten ud igen og drage hjem med uforrettet sag.

Holms aktion blev støttet af den ligeledes nyansatte dekan Johnny Laursen. Det var en skandale, hvis begrebsmæssige struktur har manifesteret sig gentagne gange både før og siden.

I stedet oprettede Holm en række MSO-professorater, der flugtede med hans egne synspunkter, og hans ven og mentor, Lars Qvortrup, blev udnævnt til leder af et læringsideologisk “Nationalt Center for Skoleforskning”, uden opslag vel at mærke.

Dermed havde man givet to personer fra landets pædagogiske linje en mavepuster, mens læringslinjen kunne ekspandere.

Claus Holm er netop blevet genudnævnt som institutleder for DPU.

Læs mere her: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-von-oettingens-professorat-i-paedagogik.html

 

12. Den 13. november: Analyse af skoleudspil

Jeg har studeret regeringens seneste skoleudspil. Efter min mening ligner udspillet en fortsættelse af tankegangen fra 2013. Udspillet har derfor slet ikke karakter af det skolepolitiske skifte, som nogen mener at kunne se.

Min analyse kan tilgås i nedenstående notat, som er udgivet i regi af Tænketanken Prospekt, hvor jeg er seniorrådgiver.

https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/13/notat-regeringens-skoleudspil-fejler/

 

13. Den 14. november: Fra eksistens til identitet

I samme øjeblik eksistens bliver til identitet, så bliver erfaring til krænkelse.

Det poststrukturalistiske menneske kan ikke gøre erfaringer, fordi der ingen verden er. Han må ustandseligt konstruere sin identitet uden erfaringer, men altid krænket.

Herfra rejser “trivslen” sig som en ny datamaskinel kategori.

God tråd: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02dxdFh6cGFVpePX87S4bo1GrJj8s4KqTaeDJyPynT6dUmyLq8DcDYmiPVDKdJLoTvl&id=837549480

 

14. Den 14. november: Frihed og at “sætte fri”

Først ødelagde man pædagogikken. Det skete især i perioden 2006-13. Vi fik detaljeret målstyring overalt.

Nu fortæller statsministeren, at staten vil trække sig tilbage fra den ødelagte pædagogik. Det kaldes for at ”sætte fri”.

Herfra kan ruinerne fra ødelæggelsen flyde under en tilbagetrukket stats lave skyer; en stat som ikke vil være en egentlig stat, men kun en konkurrencestat, dvs. en stat uden samfund. Alle børn er arbejdsudbud.

Dette læringssystem af ødelagte brokker skal ifølge regeringens skoleudspil i endnu højere grad end før agere sammen med dels kommunerne/KL, som selv har bidraget til ødelæggelserne, og dels nogle erhvervsorienterede kompetence-skolebestyrelser.

Samtidig styres det hele med hård hånd af nationale test- og trivselssystemer, som tvinger børn og voksne til dataficeret indrestyring. Det er tusmørkets liv, som børn skal tvinges til at elske via “trivselsfremmende tiltag”.

Det kaldes som sagt for at ”sætte fri”.

Men at ”sætte fri” er det modsatte af frihed.

Men hvad er så frihed, altså en frihed som ikke er ”sat/tilladt” af en stat, som har gjort op med friheden?

Ja, det er det pædagogiske liv i den ”frie tid”, hvor generationerne, kundskaberne og selvvirksomheden vekselvirker i historiens puls.

Her gør man sig erfaringer med det som findes, og kommer til syne i samfundets liv. Enhver skole og børnehave er et slags kunstværk.

Denne frihed er ikke ”sat”. Den eksisterer snarere som en form for uudtalt forudsætning. Det er erfaringens liv i det, som allerede er. Det er kort sagt “ånd”.

Dette er den pædagogiske filosofis ræson d’etre. Her protesterer man i frihedens navn mod at blive ”sat fri”.

En virkelig demokratisk stat, som ikke er en konkurrencestat, må acceptere denne præmis.

Stakkels John Dewey. Hans “erfaringspædagogik” blev til “identitet og trivsel”. Og stakkels alle hans dejlige venner og fjender. Og stakkels hele pædagogikkens land, som er lavet af smukke bygninger og landskaber, men ikke af ruiner.

Links:

  1. link til min Prospekt-analyse af regeringens skoleudspil. https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/13/notat-regeringens-skoleudspil-fejler/
  2. Et FB-opslag fra 2017, som er et af ødelæggelsens mange eksempler. Opslaget handler om en skole i Skanderborg Kommune, hvor læringsmålstyringen gik helt amok i midten af 2010’erne. De videoer, som omtales i opslaget, kan stadig tilgås. Men kun hvis man tør, for det gør ondt i hjertet.

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155786655924481&id=837549480

 

15. Den 14. november: To begrebspar

A.

Begreberne identitet og diversitet hænger sammen. De er betegnelser for ensomhed, statistik og algoritmer. Det er skolereformens ord.

Denne tilstand vedrører tiden efter 2006. DPU’s og læringens tid.

B.

I modsætning hertil står begreberne eksistens og pluralitet. De står for fordybelse, fællesskab og erfaringer. Det er humanismens ord.

Det handler om tiden efter tidernes morgen. Universitetets og pædagogikkens tid.

 

16. Den 15. november: Artikel i Skolemonitor

Politikens Skolemonitor har dækket mit kritiske notat om regeringens udspil om folkeskolen.

Artiklens overskrift er følgende: ”Thomas Rømer og Tænketanken Prospekt kritiserer skoleudspillet: Fortsætter konkurrencestatens pædagogik”

Skolemonitors journalist skriver følgende:

”I sit og tænketankens nye notat om skoleudspillet, skriver han, at udspillet er del af det opgør med skolens tradition, som skolereformen i 2013 også var et udtryk for.”

Journalisten har også forelagt notatet for ministeren:

“Skolemonitor har kontaktet Børne- og Undervisningsministeriet med henblik på at få en kommentar til kritikken fra minister Mattias Tesfaye (S). Det har ministeren ikke mulighed for i denne omgang.”

Man forstår godt, at ministeren værger sig, for mit notat er, som jeg ser det, et forsvar for ministerens egne idealer fra bogen “Kloge hænder”, som skoleudspillet er et opgør med.

Notatet er også et forsvar for nogle af de pædagogiske idealer, som man finder hos den radikale Lotte Rod, der efter 2018 er blevet forkæmper for pædagogik.

Endelig er notatet et forsvar for nogle af de tanker, som den tidligere undervisningsminister Merete Riisager udviklede, da hun var politiker og minister. Riisager kæmpede en brav og enestående kamp med skolereformens læringsideologer, som især kom fra DPU.

Pædagogikken er partiløs, men sætter sig her og der som mærkelige erindringer.

Regeringens udspil er – som der står i overskriften – ikke andet end en omgang forstærket konkurrencestat, som ingen børn eller lærer i landet er tjent med.

Link til Skolemonitors artikel: https://skolemonitor.dk/nyheder/art9618368/Forts%C3%A6tter-konkurrencestatens-p%C3%A6dagogik

Direkte link til notatet: https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/13/notat-regeringens-skoleudspil-fejler/

 

17. Den 16. november: Asger Sørensen om pædagogikkens tilstand på DPU

Her er en omtale af Asger Sørensens fantastiske tale ved Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde: ”Uden uddannelse ingen frigørelse. Velkommen til pædagogisk filosofi”. Talen blev udgivet i går på det filosofiske netmedie Paradoks.nu.

Tak til Asger Sørensen – DPU’s sidste kritiker – for denne dybt tankevækkende kærlighedserklæring til dannelse, kritik og demokrati. En erklæring, der pr. logisk konsekvens bliver ledsaget af en lige så stærk kritik af DPU’s ledelse, som står for det modsatte, nemlig for læring, evidens og konkurrencestat og dermed også for en mangeårig forfølgelse af landets pædagogiske filosofi.

Læs den før din lærer!

Link til omtale, inkl. link til Sørensens indlæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/dannelse-paa-dpu-asger-soerensens-tale-ved-dansk-filosofisk-selskabs-aarsmoede.html

 

18. Den 20. november: Hvad er læring?

Det moderne læringsbegreb materialiserer sig i to faser:

Fase 1: Læring bliver til i et opgør med kundskaber, der sideløbende kategoriseres som sort skole og kapitalisme. Det sker omkring 1980.

Fase 2. Læringsteoriens kulturelle aspekter afvikles, f.eks. via en nærmest voldelig halvering af psykologen Piagets udviklingsforståelse.

Dermed er læring adskilt helt og aldeles fra pædagogik og historie og fra barnets kundskabssøgende natur.

Dette læringsbegreb, som især skyldes Knud Illeris’ dybt problematiske teorier, har efter de to faser kun én rod tilbage. Denne rod er psykoanalytikeren Wilhelm Reich, der også inspirerede filosoffen Deleuze, som faktisk præger fremtrædende professorater på DPU; herunder Dorthe Staunæs, som jo i 2015 anklagede mig for mobning og tilsvining (dvs. drift), fordi hendes arbejde blev kritiseret for ikke at være kritisk.

Og Knud Illeris’ far, Tage Philipson, var faktisk Reichs førende tilhænger i Danmark. Philipson dannede gruppen “Dansk Sexpol”.

Det er social arv, som man siger. Lea Korsgaard skriver om disse relationer i sin fremragende bog ”Orgasmeland” fra 2014. Det var reformpædagogikkens store dannelsestab.

Vi får dermed en skole, som er tømt for kundskaber og følelser. I stedet får vi aktivistiske og kulturkritiske driftsprocesser, f.eks. “ansvar for egen læring”. Kulturen bliver til “mikro-agressioner” og så videre.

Men sådanne processer skal jo styres, for ellers går alt til grunde. Derfor fik vi ”lærings-målstyring”. Det var Jens Rasmussen, der stod for denne radikalisering, faktisk via en halvering af halveringen af Piaget. Herfra kunne konkurrencestaten tage over, for “økonomi” er jo også “drifter”.

Målstyringen forsvandt til dels i 2018, og ”læringen” flyder nu som ruiner efter et jordskælv. Det kalder man så dannelse, selvom det er et opgør med dannelse.

Disse processer er i øvrigt ikke uden indflydelse på identitetspolitikken, som jeg ser det. Det skyldes, at “læringen” jo er et opgør med fortiden og med verden, der er reduceret til ”mikroaggressioner”, dvs. til driftssystemer.

Dermed afvikles eksistensen. Til sidst står blot den skrøbelige og ensomme ”identitet” tilbage, som man så kan lave endnu flere regler for.

 

19. Den 21. november: Analyse af nationale test i Aarsskriftet Critique

En ny rapport om Nationale Test, som udkom for en måneds tid siden, har været en anledning for mig til at gennemgå testenes problematiske faglige og politiske historik samt deres uheldige skolepolitiske funktion. Det har været spændende på ny at dykke ned i dette materiale.

Aarsskriftet Critique har været så venlig at udgive min analyse, som er udkommet her i dag. Teksten indeholder også en del baggrundslinks, man kan fordybe sig i, hvis det skulle have interesse.

Link til analyse: https://aarsskriftet-critique.dk/2023/11/kampen-om-de-nationale-tests-i-folkeskolen/

 

20. Den 22. november: Fejlens dyd

Jeg løfter lige låget for et tankedrys:

Alle store ånder tager fejl. Spørgsmålet er blot, hvad de opdager, mens de står på fejlens plads? De ser jo verden fra et skævt og ensomt sted. Og jo fastere, de står på fejlens grund, desto mere kan de se, fordi fejlen breder sig overalt i kulturen. Verden myldrer frem.

Men det er svært at stå fast på sin fejl, for alt hvad man finder, fremstår altid i et lidt skævt lys. Folk skælder ud og så videre.

Kant troede, at man kunne se bort fra “tingen i sig selv”. Fra denne fejl fik han øje på menneskets fornuft og frihed. Herfra udviklede de smukkeste institutioner sig.

Kant forblev i spænding mellem hans fejl og hans opdagelse. Men nogle af hans elever troede, at de kunne udslette hans fejl, dvs. “tingen i sig selv”.

Men dermed kollapsede fejlens gaver, f.eks. den offentlige brug af fornuften.

Det samme kan man sige om Nietzsche. Han sagde, at gud er død og opdagede derved livet og vitalismen. Da nogle af hans elever fjernede gud/ånd, så kollapsede det vitale i “afgørelsen”.

Men forestil jer en pædagogik uden liv? Man kalder det for “strukturalisme” eller “post-strukturalisme”, dvs. f.eks. konkurrencestatens stof. Det er skolereformens sted.

Aldrig har vi haft så meget brug for en fuldbåren kantiansk og nietzschiansk fejl, dvs. for både fornuft/ting og liv/ånd.

Det største kantianske forfald finder vi i den pædagogiske systemteori. Det største Nietzsche-agtige forfald finder vi i poststrukturalismen. I begge tilgange er “fejlen” udslettet.

Og netop systemteorien og poststrukturalismen er skolereformens og DPU’s stof, som altså består af et opgør med fejlens dyder.

Men tog DPU ikke udgangspunkt i fejlen? Nej, det tog udgangspunkt i opgøret med fejlen. Men finder man så ikke sandheden? Nej, så gør man op med sandheden, for der er intet sted at stå.

Det er derfor, at åndsfriheden er samfundets vigtigste dyd.

 

21. Den 23. november: Hyldest til SU

En af velfærdsstatens største og smukkeste landvindinger er Statens Uddannelsesstøtte, som blev indført i 1970’erne. Fra nu af kunne alle landets borgere tilgå videregående uddannelser med en vis basal indkomst. Det er meget vigtigt at beskytte denne skønne og oplysningsvenlige ordning, som nu igen lader til at være under pres.

Her er et par forslag til forbedringer af støttesystemet:

  1. SU’en hæves med 50%, så det bliver endnu mere interessant for alle at uddanne sig på alle mulige måder.
  2. SU’en øges derudover med yderligere 20%, hvis den unge først påbegynder sin uddannelse 3 år efter afslutningen af sin ungdomsuddannelse. Det er meget vigtigt med nogle år i det fri, så de unge får en ballast fra livet selv; fra børnehaver, værnepligt, tomlen rundt i Europa og så videre. Herfra kan de så bedre mistrives i de rette doser på konkurrencestatens uddannelsesinstitutioner. Et sådant ubehag, der altså stammer fra erfaringen selv, kan nemlig føre til god kritisk aktivitet. Længe leve mistrivslen! Kilden til al handling.
  3. Der skal være fri adgang til supplerende indkomst under studierne.
  4. Man kan få SU op til to år udover den normerede studietid.
  5. Man kan få SU til et ubegrænset antal uddannelser.

Det vil give et godt og oplyst folk.

Det er dog et stort problem, at staten jo ikke mere er en virkelig stat, men snarere en konkurrencestat. Det betyder nemlig, at en stat uden folk, altså en konkurrencestat, vil omdanne kundskabslivet til læringsoptimering i arbejdsmarkedets/økonomiens tjeneste, og at de unge endda skal “trives” med det.

Folket bliver til konkurrencestatens soldater, som Ove Kaj Pedersen udtrykte det i 2011. På den måde får vi ikke en pædagogisk-demokratisk STATENS uddannelsesstøtte, men en tilpasningsvillig KLS (Konkurrencestatens LæringsStøtte).

Strengt taget bør man faktisk forbyde SU og STATSstøtte til alle de uddannelsesinstitutioner, som er baseret på konkurrencestatens logikker, hvilket jo er virkelig mange.

Jeg forsøger mig med et kompromis: Måske skulle man nøjes med at forbyde SU til studier, som pågår ved institutioner, der bevidst og aktivt har arbejdet for læringsideologien, og som udelukker de klassiske stemmer fra STATENS tidsalder. Det vil f.eks. gælde alle studier ved DPU. En sådan privat koncern må folk selv betale for et gå i. Jeg har siden fundet ud af, at Aarhus Universitet som sådan understøtter DPU med hud og hår, så denne institution rammes også.

Alle resterende uddannelser kan så følge de retningslinjer, som fremgår af punkt 1-5.

Men helt ideelt set skulle man henlægge de videregående uddannelser til en slags lærde højskoler, som så kan få SU efter de retningslinjer, jeg har skitseret. Dvs. til det, som i gamle dage hed universiteter og seminarier og lærerhøjskoler og så videre.

 

22. Den 26. november: Reformpædagogisk højdannelse

Tænketanken Prospekt har været så venlig at formidle min undersøgelse af, hvordan to venstrefløjsikoner fra efterkrigstiden, Inger Merete Nordentoft og Torben Gregersen, i 1955 så på “den første litteraturundervisning” samt på dansk litteratur i det hele taget.

Det er reformpædagogisk højdannelse, som jeg kalder det.

Pt. arbejder jeg på en yderligere tekst om denne dannelsesform, nemlig om fru Hedevig Bagger, der i 1885 etablerede landets første pædagoguddannelse, og som arbejder i samme ånd som Nordentoft og Gregersen, blot med Fr. Fröbel og den tyske romantik som baggrundsvind.

Jeg læste på disse ting omkring 2017, men docent Jan Jaap Rothuizens fine studiekreds om pædagogikkens klassikere på UC VIA har sat mig i gang igen.

Det myldrer frem fra fortiden med de skønneste ideer.

https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/07/klassisk-progressivistisk-litteraturliste/

 

23. Den 29. november: Undervisningens primat

I 2017 skrev jeg artiklen ”Undervisningens gavegivning”, som udkom i tidsskriftet ”Studier i læreruddannelse- og profession”. Jeg er meget stolt af dette arbejde, må jeg indrømme.

Jeg nævner artiklen af to årsager:

For det første fordi der i artiklen arbejdes med at formulere et undervisningsbegreb, som trækker på en blanding af jødisk humanisme, liberal education, kritisk teori og grundtvigianisme.

Måske kan undersøgelser denne type – jf. den ”jødiske humanisme” – bidrage til at etablere en mere grundlæggende mellemposition ind i de skrækkelige og dikotomiserede diskussioner om Mellemøstens åndelige sammenhænge, som vi pt. er vidne til.

For det andet: Artiklens overordnede tema er spørgsmålet om forholdet mellem undervisning og læring. Jeg undersøger, hvad undervisning er, når den opfattes som en ægte uafhængig variabel og kausal entitet, som står over et læringsbegreb, der hele tiden forsøger at udelukke undervisning (jf. 2013-sloganet: ”Fra undervisning til læring”).

Samlet set lægges der med disse tanker op til et mere kulturelt, åndeligt og praksisorienteret syn på undervisning og dermed også på professionerne og deres udvikling.

Undersøgelsen kan desuden bidrage til at indse, at den aktuelle skolepolitik – på trods af den aktuelle nedtoning af selve ordet ”læring” i forhold til 2013-17 – stadig er præget af det nu tavse læringsbegrebs opgør med ”undervisningens gavegivning”.

https://tidsskrift.dk/SLP/article/view/27689

 

24. Den 30. november: Analyse af skolens formålsparagraf

Tænketanken Prospekt har i dag udgivet min analyse af skolens formålsparagraf.

Analysen bygger på arbejdet med bogen ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, som udkom på forlaget Klim sidste år.

Link til selve analysen:

https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/30/skolens-formaalsparagraf-har-tabt-betydning-og-indhold/

 

25. Den 30. november: Børnehavens og pædagogikkens autoritet

Docent på VIA UC, Jan Jaap Rothuizen, afholder i dette skoleår en fortrinlig og tankevækkende studiekreds om pædagogikkens klassikere.

I fredags præsenterede lektor Hanne Hede Jørgensen kredsen for fru Hedevig Bagger, der grundlagde landets første pædagogseminarium.

I forbindelse med studiekredsen læste jeg en stor del af Baggers forfatterskab. Her fandt jeg – inspireret af en diskussion der var i studiekredsen – en form for pædagogisk autoritetsteori.

I nedenstående indlæg til Kontrast.dk, som jeg er blevet skribent for, kan man læse om Baggers autoritetsforståelse.

Mange tak til Kontrast for at bringe indlægget og for at invitere pædagogikkens temaer ind mediets horisont.

https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/autoritet-er-det-modsatte-af-raa-magt

 

26. Den 1. december: Interview i Kr. Dagblad om skolepolitik

Jeg er blevet interviewet til Kr. Dagblad med udgangspunkt i mine kritiske analyser af regeringens skoleudspil og skolens formålsparagraf.

Det er et såkaldt debatinterview.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/regeringen-siger-den-saetter-folkeskolen-fri-men-det-er-stadig-konkurrencestatens-skole

 

27. Den 3. december: Skolens formål og pædagogikkens to verdener

Sidste år udkom bogen ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering” på forlaget Klim. Bogen blev modtaget på to meget forskellige måder:

A.

Bogen blev virkelig godt modtaget i mange faglige kredse. F.eks. stod der følgende i bibliotekernes lektørudtalelse:

”En både vedkommende, tankevækkende, omfattende og relevant udgivelse for alle med engagement i skoleverdenen. Er absolut værd at læse i sin helhed”.

Og redaktør Erik Schmidt skrev følgende i LærerBladet:

”Det er noget af en kraftpræstation, der ligger bag arbejdet med bogen, og det videnskabelige omfang og niveau har fået pædagogiske kapaciteter som Lene Tanggaard og Keld Skovmand til at kalde bogen for et nyt hovedværk i dansk, pædagogisk litteratur”.

Bogen blev også grundigt anmeldt i Folkeskolen.dk, i tidsskriftet Unge Pædagoger og på en række faglige blogs (se nedenfor). Alle var enige med bibliotekernes lektør.

B.

På DPU var der derimod total tavshed, både på kommunikations- og debatsiden.

Men pludselig kom der en helt egen form for larm. Institutleder Claus Holm, som i mange år har stået for en form for modpol til bogens analyser, ekskluderede bogens analyse fra DPU’s horisont, dels ved at fyre forfatteren og dels ved at omorganisere instituttet i sit eget autoritære billede.

Man kan herefter være sikker på en ting. Der er ingen unge forskere eller forskere i det hele taget, der i fremtiden vil være motiveret for at forske selvstændigt i bogens emne, som jo ellers vedrører hele skolens og læreruddannelsens ræson d’etre.

For når talen og skriften er fjernet, så tilpasser tanken sig.

Heller ikke Undervisningsministeriet eller KL har vist interesse for bogen.

Dermed blev bogens teser bekræftet.

Links til omtaler af bogen:

Ove Christensen anmelder for Folkeskolen.dk, d. 17. maj 2022: https://www.folkeskolen.dk/formalets-forfaldshistorie/4634208

Lektor Hans Dorf anmelder for tidsskriftet Unge Pædagoger, nr. 3, 2022, s. 105-112. http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Anmeldelse-Unge-Paedagoger.pdf

Lærer og redaktør Erik Schmidt anmelder bogen til Lærerbladet, nr. 3, s. 23: https://www.odenselaererforening.dk/media/15401039/laererbladet-0322.pdf

Lektor ved pædagoguddannelsen på VIA-UC, Niels Jakob Pasgaard, anmelder bogen på hhv. Facebook og LinkedIn, d. 31. juli 2022: https://www.linkedin.com/pulse/boganbefaling-thomas-aastrup-r%C3%B8mer-skolens-form%C3%A5l-pasgaard/?originalSubdomain=dk

Lærer Lærke Grandjean omtaler bogen på Folkeskolen.dk, d. 26. august 2022: https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/thomas-romer-curriculum-centreret-undervisning-danner/4671899

Lektørvurdering til Bibliotek.dk af Henrik Munch Jørgensen: “Det er en yderst gennemarbejdet og velovervejet udgivelse, som kommer godt i dybden med sine analyser og tolkninger. En både vedkommende, tankevækkende, omfattende og relevant udgivelse for alle med engagement i skoleverdenen. Er absolut værd at læse i sin helhed.”

Rektor og dr.pæd., Alexander von Oettingen, omtaler bogen i fire Facebook-opslag, d. 1.-11. september 2022:

Egon Clausen, Jens Raahuage og Georg Metz drøfter bogen i Den2Radio, d. 24. december 2022. https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-december-2022/

 

28. Den 4. december: Ansvarsløshed

I 2019 fik jeg en nordisk forskningspris for mit arbejde med at kritisere John Hattie, jf. opslaget nedenfor.

Claus Holm, som var både institutleder og kommunikationsansvarlig ved DPU, var en del af det magtfulde system, som havde promoveret John Hatties ideer om læringsmålstyring.

Men helt imod almindelig praksis ville Holm ikke dele nyheden om prisen på DPU’s officielle kanaler. Det var absurd, men helt i tråd med hans almene linje.

Få år tidligere havde Holm ligefrem kaldt mit kritiske arbejde for ”polemisk dumdristighed”.

Det var ren intimidering, ja nærmest mobning.

Fyringen i november 2022 var en integreret del af denne ideologiske struktur.

I sidste måned fik Holm forlænget sin kontrakt som institutleder. Herfra kan han fortsætte sine autoritære overgreb på den pædagogiske forskning, igen med Aarhus Universitets eksplicitte opbakning.

Spørgsmålene er: Hvorfor er Holm stadig leder for DPU? Og hvorfor eksisterer DPU stadigvæk? Og ja, hvorfor eksisterer Aarhus Universitet?

Facebookopslag om prisen: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0UCofwBUBEziNpR4h3XkjoMbGHSCTFisitn8RbYyvFVwfTfyRNDg8wfP5Z3dU2LuBl&id=837549480&__cft__[0]=AZUERzJNrZgFsqGKJoN6cUZpf5hJVtoURTr3YZ-iTEKvWji8gDRwrGv4cWAHD3-5exJrdx0wfuS8TT_Eqgarw3gVI7FKut2PV_gCP1TpmZx9PtYv53H5FKXiNz_-Lmd-Ftw&__tn__=%2CO%2CP-R

Link til begrundelse for prisen: https://nfpf.net/journal/the-ahlstrom-award/the-ahlstrom-award-recipients/

 

29. Den 4. december: Identitet og eksistens

I gamle dage, dvs. indtil for få år siden, var der en fælles verden. Derfor kunne alle gøre erfaringer og udvikle sig. Krænkelsen var en undtagelse. Det var dannelsens tid. Det var eksistensens tid.

Den fælles verden forsvandt omkring år 2005. Nu var alting konstrueret, både verden og subjekt. Mennesket blev til en ensom ”identitet”. Dermed forsvandt dannelsens forudsætning.

Når der kun er konstruktion og identitet, men ingen erfaring og dannelse, så overtager ”krænkelsen”; Identiteter kan ikke udvikle sig, men kun sitre omkring sin formel A=B (A er identisk med B).

Hver eneste sproglig ”berøring” er en trussel mod A=B.

Det som før var ”erfaringer” i en fælles verden, bliver nu til identiteternes ”krænkelse” i en verden, hvis ting selv bliver til identiteter.

Pluralitet bliver til identitet.

Og denne ”krænkelse” udrydder de sidste rester af fælles verden, der som sagt allerede var marginaliseret

Sproget angribes. Men det sprog, som angribes, er allerede nærmest væk. Så derfor produceres en ny krænkelse, nu mod verdens rester, som selv er blevet til ”identiteter” uden lag. Det er her, at man ikke må synge om ”unge blonde piger” og så videre.

Dermed får vi en krænkelse af krænkelsen.

Det store A=B.

Denne fordoblede og altid sitrende krænkelse er identitetspolitikkens formel.

Herfra kan centralt styrede statistiske systemer og algoritmer overtage de fornærmede udsving.

Før eksisterede man i verden. Nu er man i ”mistrivsel”. Trivselsbegrebet bliver dermed en del af det nye system. Små børn beretter om det til en statslig datamat.

Det betyder, at et menneske i trivsel er et menneske uden erfaringer, men i fuld identitet.

 

30. Den 6. december: Fire punkter om PISA

A.

Man bør melde sig 100% ud af disse OECD-baserede PISA-test, som alene bidrager til, at de nationale systemer bliver stressede og glemsomme og dermed også til en globaliseret instrumentalisering af vores mest dyrebare eje, nemlig den pædagogiske praksis, dvs. det suspenderede møde mellem voksen og barn og fortid.

Disse test og deres blotte eksistens har været bredt kritiseret i faglige kredse i mange år. Testene har dog været promoveret af især nationaløkonomer, som fra omkring 2005 satte sig på landets pædagogik, og som i dag huserer i den såkaldte Reformkommission. Og PISA har også været promoveret af indflydelsesrige kredse på DPU, hvis pejlemærke er et opgør med skolens formål og dets tradition.

B.

PISA-testen er den statistisk-økonomiske omverden for konkurrencestatens såkaldte Nationale Test, der har samme undertrykkende og dermed fordoblende effekt.

Konkurrencestatens skole startede for alvor med PISA i 2000. Denne såkaldte ”læringsrevolution” har været en pædagogisk og kulturel katastrofe. Og uanset hvor meget man har ødelagt skoletænkningen med sin læringsmålspolitik, så går alle kurver bare ca. ligeud, dvs. lidt op og ned.

C.

Det eneste interessante resultat, jeg er faldet over i den aktuelle PISA-undersøgelse, er, at danske elever ligger langt foran alle verdens lande i brug af skærme og datamaskiner i undervisningen. Jeg vidste godt, at det stod slemt til, men dog ikke så slemt. Man forstår godt, at fælleden ligger øde hen.

Kort sagt: Vi trænger til pædagogikkens kundskaber i stedet for OECD’s kompetencer.

D.

Endelig må man ikke glemme OECD’s direktør Andreas Schleichers dybt pædagogik-fjendtlige bog fra 2018, som jeg diskuterer i bogen “I skolereformens kølvand”, der udkom i foråret på forlaget Fjordager.

Her kan man virkelig få en fornemmelse, hvad man køber ind på, når man betaler til, at landets børn skal opnå såkaldt “wellbeing” på PISAs læringspolitiske indikatorer, som det hedder i OECD Education 2030-program. Det er efter min mening også derfor, at “trivsel” (well-being) pludselig vælter ind på dagsordenen.

Børn og voksne skal ikke lære at “have det godt” i OECD’s systemer.

 

31. Den 6. december: Christian Ydesen kritiserer PISA

Landets førende uddannelseshistoriker, professor Christian Ydesen fra Aalborg Universitet, har i mange år været en central person i den internationale PISA-kritik. Dermed viderefører han hele den kritiske tradition inden for området.

Ydesen har også markeret sig i disse dagens debat. Det sker i et indlæg på folkeskolen.dk, hvor han ærgrer sig over, at PISA-kritikken er gået i glemmebogen.

I den forbindelse minder han os om følgende:

”…selve grundidéen om, at det er meningsfuldt at administrere én fælles måling af verdens 15-årige, som befinder sig i endog særdeles forskellige kontekster kulturelt, uddannelsesmæssigt og materielt, er der ikke pillet ved.”

Og denne ”fælles måling” er ifølge Christian Ydesen båret af ”ideologiske” hensyn. Han skriver følgende:

”Samtidig rummer Pisa også en umiskendelig ideologisk komponent, nemlig at vi alle befinder os på et globaliseret arbejdsmarked, og at det er de samme kompetencer, som vil blive efterspurgt på fremtidens globale arbejdsmarked, samt at Pisa-resultater dermed giver et fingerpeg om, hvor godt nationen er rustet i den globale konkurrence med andre nationer.”

Ydesen taler ironisk om OECD’s “forjættede land”. OECD taler selv om en form for global “well-being”.

Christian Ydesen forklarer også, at PISA- og OECD-systemet har haft en helt særlig diskursiv og ideologisk magt i den danske uddannelsespolitik. En magt som altså nu fortsætter.

I Ydesens analyse er tilslutningen til PISA en del af et ideologisk og konkurrencestatsbaseret system; et system der har opportunisme og udslettelse af samfundets civile, demokratiske og historiske strukturer på programmet.

Dermed står Christian Ydesen i en uudtalt, men stærk opposition, til de ledende kredse på DPU, som er helt ukritiske støtter af OECD’s antipædagogiske skolediskurs.

https://www.folkeskolen.dk/pisa-pisa-2022-skolepolitik/professor-mens-kritikken-af-pisa-er-gaet-i-glemmebogen-bruger-politikere-resultaterne-til-at-legitimere-reformer/4747589

 

32. Den 11. december: Niels Jakob Pasgaard kritiserer PISA

Lektor Niels Jakob Pasgaard bidrager til dagens Skolemonitor med et dejligt kraftfuldt indlæg, hvor han argumenterer for, at Danmark bør forlade PISA.

Undervejs fremsætter Pasgaard en skolehistorisk teori, som er meget tankevækkende:

Han minder om betydningen af en problematisk målstruktur fra 2001, nemlig M. Vestagers målsystem “Klare Mål”, hvor læringsmål frem for indhold pludselig blev definerende for pædagogikken. Pasgaard fortolker dette som den første af en lang række mistillidserklæringer til lærerstanden.

I løbet af 2000’erne udvidede denne begrebsmæssige revolution sig, og i 2013 overtog læringsudbyttet det hele i skolereformens totale kollaps.

Pasgaard er en af landets mest selvstændige pædagogiske tænkere, så han har virkelig noget at have sin kritik i. Her er lidt højdepunkter:

I 2017 udgav han den særdeles interessante bog FAQ om læringsmål, som var en del af en FAQ-serie om pædagogiske emner på Hans Reitzels Forlag, som udkom i de år.

Serien blev redigeret af de fremtrædende Aalborg-psykologer Lene Tanggaard og Thomas Szulevitcz, som begge var kraftigt inspireret af professor Steiner Kvales tanker om mesterlære. Den største modstander af Kvales ideer var DPU-professoren, Jens Rasmussen, som jo var skolereformens hofideolog. Alt passer sammen.

I sin bog undersøgte Pasgaard den psykologisk-filosofiske baggrund for læringsmåls-begrebet, som jo i 2017 huserede overalt. I bogens anden del fremlagde han desuden en række mere opbyggelige ideer, som tog udgangspunkt i nyere pædagogisk filosofi.

Her er konklusionen fra min egen anmeldelse af bogen:

”Bogens to dele kobles løbende sammen, så bogen fremstår som et samlet værk. På en måde er FAQ-formatet, som jo er meget formidlingsorienteret, en forsimplet overskrift, selvom Pasgaard overholder den til punkt og prikke. Bogen er ikke banal formidling, men et dybt selvstændigt arbejde med pædagogik. Det er en form for kamufleret referenceværk.”

Og videre skrev jeg:

”Ud af de sidste ca. 30 sider løfter sig konturerne af en helt anden pædagogik, som har dybe rødder i den pædagogiske tradition, men som samtidig forbinder sig åbent til fremtiden. I Pasgaard verden regerer spørgsmålene, stoffet, disciplin, formål, opmærksomhed og alle tings dragende ubestemmelighed, og med det udgangspunkt er der naturligvis ingen plads til læringsmål i den eksisterende form.”

I 2021 skrev Pasgaard desuden den dybt tankevækkende artikel ”Kunsten ikke at lære verden at kende”, som stod i antologien Sidste chance – nye perspektiver på dannelse. Bogen var redigeret af Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og undertegnede. Brinkmann var i øvrigt også elev af Kvale.

Lektor Peter H. Frostholm anmeldte ”Sidste Chance” til Tidsskrift for Professionsstudier. Han skrev her om Pasgaards bidrag: ”Det er noget af det bedste, jeg har læst længe”, og Frostholm uddybede med følgende:

”Lektor Niels Jakob Pasgaard rammer den eksempelvis helt rent med sine udlægninger af henholdsvis dannelsens og læringens skole. Her bliver det tydeligt, hvad læringsparadigmet de seneste 20, hvis ikke 30 år har ført med sig af praksisforvanskninger, og man ønsker sådan, at nogle lærere, politikere og uddannelsesfolk ville læse med her.”

Dertil kommer, at Pasgaard har deltaget i en række helt aktuelle diskussioner om pædagoguddannelsens udvikling, som en række kritiske røster har rejst, f.eks. i regi af det såkaldte Selskabet til Pædagoguddannelsens Fremme. Andre i denne kreds er folk som docent Jan Jaap Rothuizen (UC VIA) og docent Line Togsverd (UC Syd).

Pasgaards virke er en del af denne vigtige sammenhæng, som alle landets pædagoger og børn bør være dybt taknemmelige for, og som slet ikke bliver påskønnet nok.

Endelig har Pasgaard via en lang række indlæg og aktiviteter bidraget kritisk-konstruktivt til den omfattende debat, der har været om pædagogik og digitalisering. Blandt andet har han stået for at udvikle den både satiriske og dybt seriøse ”Analogiseringsstyrelse”, og han også skrevet mange offentlige indlæg om dette emne; indlæg som på pædagogikkens præmis udfordrer de herskende vinde.

Så Niels Jakob Pasgaard er en vigtig stemme.

https://skolemonitor.dk/debat/art9656152/Drop-den-danske-PISA-deltagelse

 

33. Den 9. december: Skolen og erhvervslivet

Her er lidt inkompetente tanker om skolen:

A.

Hvad er skolens opgave?

Det er at drage omsorg for samfundets kundskaber: Deres historie, udvikling og fornyelse.

Denne omsorg er rammesat af den ældre generations opmærksomhed og interesse for den nye generations kundskabsliv.

En sådan skole og dens pædagogik og dagligdag er et kunstværk.

Der er ingen adgang for OECD, KL, EVA eller lignende læringssystemer. Skoleinspektøren er en vogter, der afviser alle tilnærmelser med henvisning til pædagogikkens egenart og sprog.

B.

Men hvad så med ”erhvervslivet”? Har jeg ikke glemt det?

Nej, for når eleven kommer i 8. og 9. klasse, så skal han/hun skam i erhvervspraktik i en hel uge. Det vil være lidt ligesom at tage på ferie i Mongoliet, så det vil eleven aldrig glemme.

Og i undervisningen snakker man desuden om folk, der har lavet ting og sager, dvs. om folk der har haft ”et virke”, hvilket er det modsatte af ”erhvervslivet”.

Og eleven ved jo også, at far og mor og alle tanterne laver et eller andet; har en kiosk, skriver i en avis, er sømand og så videre. Den slags giver tavs viden. Så får man kioskejer-slægter, skribent-slægter og sømands-slægter på frihedens præmis.

Tavs viden og de personlige narrativer var en dyd frem til omkring 2005, men nu kalder man den slags fine emner for ”social arv”.

“Social arv” er konkurrencestatens omskrivning af opdragelsens og pædagogikkens dyder, som den jo hader (men dermed er vi tilbage i OECD-problemet, jf. punkt 1). Long story, som man siger.

C.

Så er der spørgsmålet om digitalisering. Her er der meget kort sagt fire principper til overvejelse:

a) Ud med alle mobiltelefoner, også for lærerne. Man skal ikke sms’e i skoletiden. Det vidste allerede salig Hedevig Bagger, selvom hun døde i 1926. Alle øjne er på det fælles liv i kundskaberne og deres mærkelige bevægelser. Det er rundbold på de fælles græsplæner. På skoler gør man erfaringer, man ”kommunikerer” ikke.

b) Opret faget ”Teknologi og samfund”, hvor maskinernes opbygning, indhold, funktion og konsekvenser diskuteres. Faget skal ikke have indflydelse på andre fags curriculum, og det skal ikke være ”kompetenceorienteret”. Det med ”kompetencerne”, må man klare i den uge, hvor der er erhvervspraktik.

c) Skal man bruge computere i undervisningen, så foregår det i særskilte lokaler, hvor der er lidt koldt.

d) Dog er der fri brug af alle – både gamle og nye former for teknologi – i de kunstneriske fag (men ikke i værkstedsfag).

Beklager disse inkompetente vildskud fra fjerne egne.

 

34. Den 11. december: Skolepolitisk kommentar af Tom Jensen

Jeg har nedenstående læserbrev i morgendagens Berlingske, hvor jeg roser en skolepolitisk klumme af chefredaktør Tom Jensens:

”Chefredaktør Tom Jensen havde en interessant kommentar om folkeskolen i torsdags.

Han taler lidt frem og tilbage om det ene og det andet, for eksempel om PISA, corona og inklusion og så videre. Den del er ret almindelig. Men undervejs får han sagt to ting, der skiller sig ud fra mængden:

For det første fortryder Tom Jensen sin støtte til skolereformen. Det sker i følgende markering:

»For ti år siden var jeg en af dem, der støttede den daværende folkeskolereform og det samtidige opgør med lærernes betonagtige arbejdstidsregler (…). Siden blev også jeg klogere. Folkeskolereformen blev hverken en frisættelse af elever eller lærere, men tværtimod nok på mange måder det modsatte.«

For det andet kalder han på en undersøgelse af skolens formål og pædagogiske filosofi. Det sker her:

»Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Det er indlysende, at noget er galt. Og at ‘noget’ er andet end covid-isolationen, der var gal nok. Det burde være en borgerlig mærkesag at få defineret dette ‘noget’, hellere i dag end i morgen, og bruge det ikke til nye reformforslag og omlægninger af skolerne og gymnasier, men til at finde ind til selve kernen af formålet med, at de eksisterer.«

Mange tak til Tom Jensen. Det er, som om især det borgerlige Danmark er i et nyt pædagogisk morgengry. Venstrefløjen ligger stadig i en form for mørke.

Den eneste politiker, der eksplicit deler Jensens interesse, er Lotte Rod (R). Også hun har fortrudt sin støtte til skolereformen og insisterer nu på at tale om pædagogikkens formål. Merete Riisager er naturligvis den store heltinde i den politiske del af baggrunden. Hun var imod reformen fra dag ét og har vedvarende haft sans for skolens og pædagogikkens egenart.

I forsknings- og professionskredse, som selv er defineret ved skolereformens ideologi, er Tom Jensens gode emner derimod totalt marginaliseret.”

https://www.berlingske.dk/laesere/det-er-som-om-isaer-det-borgerlige-danmark-er-i-et-nyt-paedagogisk

 

35. Den 12. december: Normativ magt?

I Sverige har de forbudt mobiler i skolen ved lov. Det forstår man godt.

Vores egen undervisningsminister svinger i dagens Politiken pisken lidt i samme ånd. Han vil ligefrem give en “kæmpestor undskyldning” til hele skolereformgenerationen for at have pladret dem til med maskinerier. Han er så sød, når han skælder og fortæller.

Men han vil ikke lovgive ligesom svenskerne. Han tror på sine markeringers ”normative magt”, som han siger.

KLs skoleformand, Thomas Gyldal Pedersen, lyder totalt uanfægtet. Og KL har da også stået for en totalt radikaliseret og nærmest revolutionær digitaliseringspolitik, f.eks. i det såkaldte ”Teknologispring” fra 2018. Og i Gladsaxe, hvor man angiveligt har delt I-pads ud til alle børnehaveklassebørn, overvejer man nu at sige, at børnene ikke må tage maskinerne med hjem om aftenen.

Det er der ikke meget ”normativ magt” over.

Og i regeringens skoleudspil fra sidste måned er det også bare snik-snak.

Der er også komme retningslinjer for gymnasierne. Det er noget med, at man skal blive enige om et eller andet sammen med eleverne og lave nogle politikker og så videre. Det lyder som noget for KL og Gladsaxe.

Så om 10 år kan den næste minister kæmpeundskylde en gang til, mens de glade svenske børn snakker sammen og gør sig virkelige erfaringer.

Links:

Artikel i Politiken: https://politiken.dk/danmark/art9660085/Mattias-Tesfaye-siger-undskyld-til-en-generation-af-digitale-fors%C3%B8gskaniner

Anbefalinger til ungdomsuddannelser: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/dec/231208-nye-anbefalinger-for-skaermbrug-paa-gymnasier–erhvervsuddannelser-og-fgu

 

36. Den 14. december: Artikler om magten på danske universiteter

Professor emeritus Heine Andersen har lavet et FB-opslag om en interessant artikel i Science Report, hvori professor ved CBS, Christophs Ellersgaard, og den engelske professor, Terence Karran, forklarer det danske universitetssystems autoritære magtstrukturer.

Som Ellersgaard siger i artiklen:

“Man kan sige, at man med universitetsloven i 2003 valgte, at frem for, at ledelserne skulle hente legitimiteten nedefra, så skal ledelserne hente legitimiteten oppefra. Institutlederne skal dermed hente legitimiteten hos deres dekaner, dekanerne skal hente legitimiteten hos deres rektor, og rektoren skal hente legitimiteten hos sin bestyrelse. Så har man jo sådan et slags lille selvsupplerende netværk, der i virkeligheden styrer alle de danske universiteter.”

Mine egne undersøgelser bekræfter dette billede med 100%, og hele systemet påvirker helt klart de konkrete forskningsinteresser og bevillinger på en meget grundlæggende måde. Dermed opbygges et udsøgt autoritært system, som er til skade for næste generations kundskabsudvikling.

Det hele kan tilgås på dette fb-link:

https://www.facebook.com/heine.andersen.58/posts/pfbid032XWbnFJfxTP4dcwpmcM8kwNVGiNFg67CCNcNCVtMhDQLvwWSPPmE1XNGEtpU4poTl

Her er links til Sciencereports artikler om temaet:

https://sciencereport.dk/i-sporene-paa-magten/her-er-magtens-ansigter/

https://sciencereport.dk/i-sporene-paa-magten/universitetsbestyrelser-er-magtelitens-moedested-hvem-sidder-med-ved-bordet/

https://sciencereport.dk/i-sporene-paa-magten/forskningsmagten-er-udlejet-til-fondene/

 

37. Den 16. december: 1-års jubilæum for fyring

Det er i dag et år siden, at institutleder Claus Holm fyrede mig fra DPU og dermed ekskluderede arbejdet med pædagogiske formål fra instituttets interesser.

Der var opstillet fire kriterier for fyringerne, som blev varslet d. 29/11-2022. Jeg skrev derfor en indsigelse, som forklarede, at jeg klarerede mig udmærket på de fire kriterier. Man kan tilgå indsigelsen nedenfor.

Indsigelsen blev afsendt d. 12/12.

I sit efterfølgende afskedigelsesbrev, d. 16/12, forklarede Claus Holm, at der ikke var noget at kritisere mig for på de fire kriterier, men alligevel blev fyringen opretholdt. Det var et totalt fagligt og universitetspolitisk kollaps, båret af Holms kærlighed til konkurrencestats- og læringsideologi.

Fra denne dag kunne man ikke mere have tiltro til pålideligheden af den forskning, som kommer fra DPU; ja, faktisk heller ikke fra Aarhus Universitet mere bredt, eftersom Holms ideologiske overgreb blev støttet af universitetets ledelse, især af dekan for ARTS, Johnny Laursen.

I Trondheim er universitetets rektor netop trådt tilbage på grund af et indgreb i sine ansatte ytrings- og forskningsfrihed; et indgreb, som vel at mærke var langt mindre alvorligt end Claus Holms og dekan Johnny Laursens nedrige og ideologiske aktioner. De aarhusianske ledere bør derfor naturligvis også forlade deres stillinger, hvis vi skal følge nordiske standarder.

Jeg vender tilbage til den norske sag en af dagene.

Min egen sag er også beskrevet i min kommende bog “Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”.

Nedenfor kan man som nævnt læse min indsigelse mod fyringen, som blev afsendt til universitetets ledelse d. 12. december 2022.

http://www.thomasaastruproemer.dk/indsigelse-vedroerende-varslet-afskedigelse.html

 

38. Den 17. december: Forskningspolitisk drama i Norge, episode 1

Jeg vil gerne omtale en sag, som har skabt stor dramatik i Norge, men som lader til at være overset i Danmark.

Det drejer sig om, at rektor for universitetet i Trondheim (NTNU), Anne Borg, i forgårs måttet fratræde sin stilling.

Årsagen er, at hun har intimideret to forskeres ytringsfrihed.

Sagen er kort sagt følgende, som jeg har forstået den:

To forskere var uenige i konklusionerne i en rapport om kernekraft, som en række magtfulde organisationer stod bag. De to forskere udtalte sig derfor kritisk i et kort interview til magasinet Dagens Næringsliv.

Rektor Anne Borg skrev derpå et læserbrev til Dagens Næringsliv, hvor hun skældte ud på de to kritikere for deres tone, som hun mente var ”usund” og et udtryk for “utilbørlig omtale af meningsmodstandere” og så videre.

Derpå rejste sig en storm, både fra akademiske kolleger, fra anonymiserede ansatte fra NTNU og fra mange andre, som alle kritiserede Anne Bergs aktion. Ministeren udtalte sig også i sagen. Hun ”forstår reaktionerne”, kunne man læse.

Det kom også frem, at Anne Borg havde kommunikeret med kernekraftsrapportens interessenter i forbindelse med sit autoritære indlæg.

Til sidst måtte Anne Borg altså forlade bestillingen. Hendes afskedstale kan man studere i et link nedenfor sammen med bestyrelsens udtalelse.

På en måde er hele sagen udtryk for et sundhedstegn for norsk akademia. I Danmark ville en sådan sag aldrig føre til en så prompte reaktion eller til større problemer for ledelsen. De norske universiteter er kort sagt i bedre filosofisk stand end de danske.

Skal man følge de norske standarder, bør især ledelsesstrengen på Aarhus Universitet forlade dens stillinger. Her har man siden 2006 forstærket 2003-reformen ideologi i autoritær og centralistisk retning med en lang række problematiske enkeltsager til følge.

Stort tillykke til de gode nordmænd med denne flotte sejr for videnskaben.

Skriv gerne i tråden, hvis jeg har overset relevante indlæg/artikler om denne vigtige sag.

Diverse links:

Det oprindelige interview med de to forskere, Dagens Næringsliv, d. 27. november: https://www.dn.no/energi/to-rapporter-om-kjernekraft-i-norge-med-stikk-motsatt-konklusjon/2-1-1560701

Rektor Anne Borgs svar til forskerne, Dagens Næringsliv, d. 7. december: https://www.dn.no/innlegg/ntnu/kjernekraft/rystad-energi/det-gronne-skiftet-er-tjent-med-en-sunn-ytringskultur/2-1-1564918

Anne Borgs kommunikation med industriens organisationer omtales i denne artikel, hvor universitetets bestyrelse også lyder kritisk, Khrono.no, d. 8. december: https://www.khrono.no/kaller-direktor-press-mot-ntnu-for-uforskammet/831930

Anne Borgs sms-kommunikation med industrien op til sit indlæg, Khrono.no, d. 14. december: https://www.khrono.no/her-er-all-kommunikasjon-mellom-anne-borg-og-nho-direktorene/833081

En advokat fra Oslo siger, at rektor har handlet grundlovsstridigt, Khrono.no, d. 14. december: https://www.khrono.no/mener-borgs-leserinnlegg-er-grunnlovsstridig/833873

Anonymt brev fra NTNU-ansatte, Universitetsavisa.no, d. 14. december: https://www.universitetsavisa.no/akademisk-ytringsfrihet-anne-borg/vegring-fra-a-delta-i-offentlig-ordskifte/394616

Ministeren og en professor udtaler sig kritisk, Khrono.no, d. 14. december: https://www.khrono.no/sandra-borch-forstar-reaksjonene/834008

Anne Borg trækker sig, Khrono.no, d. 15. december: https://www.khrono.no/ntnu-rektoren-trekker-seg/803443

Anne Borgs fratrædelsestale til universitetets bestyrelse, ntnu.no, d. 15. december: https://nyheter.ntnu.no/anne-borg-meddeler-styret-at-hun-gar-av-som-rektor/

NTNU’s bestyrelsens udtalelse om sagen og om ytringsfrihed, ntnu.no, d. 15. december: https://nyheter.ntnu.no/tor-grande-konstitueres-som-ny-rektor/

En journalistiske sammenfatning: Journalistisk opsamling med diverse reaktioner, adressa.no, d. 15/12. https://www.adressa.no/midtnorskdebatt/i/veqe9L/saar-tvil-om-ntnus-uavhengighet

 

39. Den 19. december: Drama i Norge, episode 2

Der sker virkelig noget på universitetet i Trondheim (NTNU).

I sidste uge måtte rektor sige op efter hårdt pres. Hun havde intimideret to ansattes ytringsfrihed. Universitetets bestyrelse endte med at lave en flot erklæring. Jeg skrev lidt om det i forgårs.

Og i går kom der så en form for aflægger på NTNU’s Institutt for Lærerutdanning, hvor vores egen Keld Skovmand jo lige er blevet ansat.

Dette institut har sin egen bestyrelse, og den lokale bestyrelsesformand, som er ekstern, har ligesom rektor været efter en ansat pga. et helt normalt kritisk indlæg på instituttets intranet.

Men nu har de seks videnskabeligt ansatte medlemmer af bestyrelsen skrevet et offentlig brev til Universitetsavisa.no, hvor de protesterer og forklarer sagens sammenhæng. Her kan man også læse det korte indlæg, som gav anledning til bestyrelsesformandens aktion.

Ifølge brevet har Bestyrelsesformanden har allerede forladt sin stilling. Det tog blot et døgn. Det hele minder om den parallelle rektor-sag.

Brevskriverne citerer fra den centrale norske rapport om akademisk frihed:

”Institusjonene bør uttrykke tydelige forventninger til at alle ansatte modig og fritt bruker stemmen sin og bidrar til å utvikle en variert og uensartet debattkultur. Raushet overfor ulike syn og meningsmotstand bør fremelskes – enighet er ikke noe mål i seg selv.” (”raushet” betyder ”generøsitet”)

Som aarhusianer er det meget mærkeligt at læse om en forskningspolitik, hvor der ligefrem opfordres til mod, frihed og uenighed. Det er som et fremmed land.

Man kan roligt sige at de videnskabelige samfund har taget magten på NTNU.

Det er den omvendte verden i forhold til den pædagogiske forskning i Danmark, der jo styres af autokratiske konkurrencestatsenheder. Her er der ingen protester i ledelses- og bestyrelseslag, når der sker overgreb på det akademiske liv, tværtimod.

I Norge hersker nu generøsiteten og modet. I Danmark hersker konkurrencestatens strukturelle magt.

Konklusionen er, at man kan stole mere på norsk videnskab end på dansk. Det er logik.

https://www.universitetsavisa.no/akademisk-ytringsfrihet-institutt-for-laererutdanning/uttalelse-om-krenket-ytringsfrihet-ved-institutt-for-laererutdanning/395137

 

40. Den 20. december: Drama i Norge, episode 3

Professor Sigurd Skogestad fra universitetet i Trondheim (NTNU) opfordrer universitetets ledelse til at erklære, at ledelsen i fremtiden ikke vil intimidere kritiske røster med diverse samtaler og påtaler.

Det er dybt tankevækkende at følge denne norske diskussion, eftersom historikken på f.eks. DPU/AU har været præget af de mest utrolige klager fra nogle ideologiske ledelsessystemer; klager som har haft direkte konsekvenser ned gennem systemerne.

Kort sagt: Skogestad sætter med sit indlæg indirekte fokus på de danske universiteters forfald.

En vigtig årsag til denne forskel mellem Norge og Danmark er formodentlig, at det norske ledelsessystem som udgangspunkt er valgt af de videnskabeligt ansatte selv. I Norge har man altså stadig en akademisk republik. Det gælder dog ikke for NTNU, hvor bestyrelsen selv har valgt en løsning, der ligner den danske, men presset fra de nationale standarder sætter sig nu også igennem her.

I Danmark forlod man den norske model for akademia i 2003, hvor vi gik over til den centralstyring, som stadig er gældende, og som fra omkring 2006 i særlig grad blev forstærket på Aarhus Universitet.

Her er Skogestads forslag til universitetsledelsens erklæring. Mon ikke at presset nu er så stort, at forslaget, eller noget ligner, bliver realiseret?:

”Ytringsfrihet ved NTNU innebærer konkret at man i rollen som leder ikke kan gå offentlig eller internt ut mot en ytring eller kalle inn en ansatt til et møte for å diskutere ytringer, selv om ytringen fremsettes med bruk av NTNU-tittel, og selv om lederen og de fleste andre mener ytringen er uakseptabel og kan sverte institusjonens rykte eller kan bidra til å ødelegge arbeids-, studie- eller debattmiljø.

Akademisk ytringsfrihet innebærer at ytringer kan imøtegås, også av leder, men dette må skje på faglig grunnlag og i full åpenhet og ikke i rollen som leder. En slik presisjon fra rektor vil gjøre det enklere for ledere å ta rett avgjørelse og stå imot pressgrupper.”

https://www.universitetsavisa.no/akademisk-ytringsfrihet-ntnu-sigurd-skogestad/ytringsfrihet-en-presisering-fra-rektor-ville-vaere-bra/395065

 

41. Den 20. december: Kronik om skolens formål

Berlingske bragte i går min kronik om skolens formålsparagraf, hvor jeg skriver om paragraffens omtumlede, men alligevel kontinuerlige liv.

Kronikken bygger på en analyse, som jeg lavede til Tænketanken Prospekt i november. Man kan tilgå baggrundsanalysen inde i kronikken.

Og både kronik og Prospekt-analyse bygger på mit arbejde med bogen ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, som udkom i 2022.

Til foråret har jeg en lille foredragsrække på FOF-Aarhus, hvor jeg fortæller om det hele. Foredragene er både for alment interesserede borgere og for folk med særlige faglige interesser i pædagogik og uddannelsespolitik, f.eks. lærere og pædagoger og folk fra de videregående uddannelser.

Links:

Link til Berlingskes kronik: https://www.berlingske.dk/kronikker/mattias-tesfayes-nye-reform-er-slet-ikke-en-reform-men-den-forstaerker

Link til foredrag i FOF: https://www.fof.dk/da/aarhus/foredrag/samfund-og-historie/hvorfor-har-vi-skoler/376868

 

42. Den 20. december: Trivselsmålinger

På nedenstående link kan man tilgå de spørgsmål, som alle danske skolebørn hvert år skal besvarer direkte ind i konkurrencestatens datamaskiner for at agere kanonføde for en pædagogisk ”forskning”, som er i totalt forfald.

Testene har været obligatoriske siden 2019.

Det er rystende læsning på alle måder, og man må da håbe, at alle forældre holder deres poder hjemme og plastrer skolen til med protestbannere. En god skoleleder vil også fare i flint.

Det er helt klart et sundhedstræk, hvis børnene får det ad helvede til ved at deltage i dette totale overgreb.

Disse test er mig bekendt ikke obligatoriske i de frie skoler. Man må håbe, at den frie sektor benytter sig af denne frihed.

Friheden giver også friskolelærerne en pligt til at hjælpe deres kollegaer i folkeskolen med at råbe op, så alle børn og lærere kan kommunikere almindeligt igen.

Det er tankevækkende, at loven blev vedtaget i slutningen af Merete Riisagers ellers udmærkede embedsperiode som undervisningsminister. Hun lyder – som jeg fornemmer det – da heller ikke så begejstret i sin taler.

Kun Enhedslisten stemte imod, hvilket partiet skal have stort tak for herfra.

https://www.uvm.dk/folkeskolen/test-evaluering-og-skoleudvikling/trivselsmaaling

 

43. Den 20. december: Dialog med Vø

Jeg har igennem de seneste par år haft en løbende dialog med en ung lærerstuderende, Vø, om livet fra slutningen af 2010’erne og frem til i dag. Jeg synes godt, man kan se dialogen som et lille generationsdrama.

Jeg har selv lært meget af dialogen, men jeg ved ikke helt, om det samme gælder for Vø. På en måde er det også nemmere for mig at lære noget, fordi jeg stadigvæk bor i en verden.

Det er netmediet Kontrast.dk, der har været så venlig at publicere den færdige dialog. Redaktøren har endda fundet et fint billede af Vø.

God vind til Vø herfra. Jeg håber, vi kan genoptage dialogen ved lejlighed.

https://kontrast.dk/sektioner/artikel/artikel/moed-voe-en-melankolsk-ung-kvinde-taler-ud

 

44. Den 22. december: Undervisningsministeriet og DPU

Jeg har en skolepolitisk iagttagelse, som jeg gerne vil dele. Det lader til, at Undervisningsministeriet har lagt DPU på is. Lad mig forklare:

A. 2013

Ved implementeringen af skolereformen i 2013 nedsatte ministeriet en ekspertgruppe om trivselsmålinger, og man lavede også en ekspertgruppe, der skulle arbejde med de såkaldte Fælles Mål.

Begge disse grupper var domineret af DPU-folk. Trivselsgruppen var ud over en sundhedsprofessor, domineret af DPU’s Hans Henrik Knoop, som er landets førende positive psykolog, og som Svend Brinkmann har haft nogle gedigne opgør med i tidens løb.

Også Jill Melbye, som havde spillet en kæmpestor og negativ rolle ifm. den såkaldte ”ansvar for egen læring i slutningen af 90’erne, sad med i trivselsgruppen. Men det siger jeg blot til orientering, for hun var ikke på DPU (men vist nok i EVA, som jo har samme ideologi).

I den anden ekspertgruppe, som arbejdede med Fælles Mål, dominerede den magtfulde DPU-professor Jens Rasmussen, som er åndsfælle med Lars Qvortrup og Claus Holm. Arbejdet fik enorm formativ effekt for hele UC-sektoren og for det nye DPU, som jo få år tidligere var kommet under Aarhus Universitet.

Andreas Rasch-Christensen deltog også, men han var jo ikke fra DPU (men fra VIA, som jo har samme ideologi).

Ud af alt dette kom så den læringsmålstyrede undervisning – dette altomfattende sammenbrud – som DPU og Jens Rasmussen også var en central aktør i (bl.a. sammen med VIA).

Efterfølgende blev ministeriet efter sigende dybt skuffet over den ideologiske vending, som det hele tog. Long story, som man siger.

B. 2017

Omkring 2017 blev Fælles Mål justeret. De centrale faglige kræfter i dette arbejde var folk, der netop havde kritiseret DPU-miljøet, dvs. Keld Skovmand og Lene Tanggaard. Dette arbejde skete under Riisagers embedsperiode, hvis horisont altså markerede et klart fagligt skifte. Her sad der ingen DPU-folk, tværtimod.

C. 2023

Og her fra efteråret 2023 er Mattias Tesfaye så gået i gang med endnu en justering af skolereformen:

Han har nedsat en trivselskommission, som igen er helt uden DPU-folk. De ledende kræfter er her Lene Tanggaard, som jo også sad i Fælles Mål-gruppen i 2014, samt forstander for Krogerup, Rasmus Mayer, som også er kritisk indstillet.

Man er også så småt gået i gang med revisionen af Fælles Mål, igen tilsyneladende uden DPU-folk, hvis man skal tro diverse fb-opslag fra de centrale aktører.

Til et møde i ministeriet var den centrale faglige kraft i Fælles Mål-diskussionen, Thomas Illum Hansen, hvis synspunkter ligger tæt på Skovmands, og som faktisk også sad i 2017-gruppen. Illum Hansen var i øvrigt også hovedtaler på Sorømødet i 2023, hvor et vigtigt tema netop var Fælles Mål. Også Lene Tanggaard holdt oplæg.

Andreas Rasch-Christensen, der i august 2023 i en stor artikel erklærede, at han har fortrudt sin rolle i 2013-forløbet, deltog også i Fælles Mål-mødet. Rasch-Christensen er faktisk også med i den nye trivselsgruppe. Igen er han alle steder. Tilsyneladende ligger han altså i dag tættere på de kritiske traditioner, men nu må vi se, hvor dybt det stikker.

Men det er naturligvis et virkeligt godt tegn for Tesfayes nye ideer, at han ignorerer DPU, der både i starten af 2010’erne og i dag præges af autoritære ideologisk magt som aldrig før.

Også Tesfayes kritik af digitaliseringen indebærer et opgør med mange af de forskere, som udspringer af DPU/AU-miljøet.

Lyder det ikke som en tendens?

Men ok, selveste DPU’s dybt ideologiske institutleder, Claus Holm, var faktisk også taler på årets Sorø-møde, hvilket jo taler lidt imod min tese. Holm kunne med henvisning til konkurrencestatsteorien fortælle, at folkeskolen i mange år var et ”dannelsesreservat” med Løgstrup og så videre, men at det nu er slut med det. Nu skal vi i stedet for have noget, som Holm kalder ”arbejdspædagogik”. Det er farlige logikker.

Links:

Ekspertgruppe for trivsel, 2014: https://www.uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe/trivsel-og-undervisningsmiljoe/ekspertgruppen-om-elevernes-trivsel

Ekspertgruppen for Fælles Mål, 2014: https://www.uvm.dk/folkeskolen/fag-timetal-og-overgange/faelles-maal/historisk/historisk-oversigt, se også:  https://www.folkeskolen.dk/folkeskoleloven-folkeskolereform-faelles-mal/professor-faelles-mal-giver-laererne-nyt-ansvar/443999

Rådgivningsgruppe for fælles mål, 2017: https://www.uvm.dk/folkeskolen/fag-timetal-og-overgange/faelles-maal/lempelse-af-faelles-maal/raadgivningsgruppen-for-faelles-maal

Trivselskommissionen, 2023: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/aug/230810-regeringen-nedsaetter-trivselskommissionen

Program for sorømøde: https://www.uvm.dk/publikationer/2023/230818-program-referat-oplaeg-soroe-2023

Interview med Andreas Rasch-Christensen til Børn & Unge, juni23: https://bupl.dk/boern-unge/nyheder/10-aar-efter-forsker-bag-folkeskolereformen-fortryder

 

 

Dannelsen på DPU: Asger Sørensens kritiske tale ved Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde

Den pædagogiske filosof Asger Sørensen, som er lektor ved DPU, har netop publiceret en åbningstale, som han holdt ved Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde i foråret 2023. Asger Sørensen er selv formand for selskabet.

Asger Sørensen blev ansat på DPU i 2008. Siden har han opbygget et omfattende filosofisk og videnskabeligt forfatterskab. Han har også udtrykt sig i mere frie formater, senest i bogen ”Asger Sørensen går på universitetet” fra 2020. Her kan man læse mere om hans liv sammen med Aarhus Universitets realiteter.

Årsmødets tema var egentlig naturfilosofi, så jeg tror, det kom som en overraskelse for mange, da Sørensen brød ud i en appel til selskabet om at betænke pædagogikkens situation på DPU.

Sørensens tale til selskabet kan nu tilgås som artikel via det filosofiske netmedie Paradoks.nu, hvor den blev udgivet d. 14. november 2023. Artiklen indledes med en kort nyskrevet introduktion til talen. https://paradoks.nu/2023/11/14/uden-uddannelse-ingen-frigoerelse-velkommen-til-paedagogisk-filosofi/

Det er strålende læsning, som bør være standardpensum på alle uddannelser, der har med pædagogik at gøre Her er et par af de centrale emner:

 

1. Dannelsen

Asger Sørensen arbejder med at sammentænke klassisk kritisk teori (især Marcuse), den britiske dannelsestradition (liberal education) og dansk post-grundtvigianisme (Løgstrup). Der er tale om dybt tankevækkende forbindelser, der giver rum for både historiske kundskaber, menneskelig fremmedgørelse og udvikling, kunstneriske erfaringer og samfundskritisk arbejde.

Over vandene svæver den tyske filosof Hegel, der diskuterer fremmedgørelsens nødvendighed for dannelse, og en meget ung Karl Marx, som har rødder i den tyske romantik. Den tidlige kritiske teori er også aktiv på bagsmækken.

Med denne filosofiske konfiguration som udgangspunkt bliver uddannelse og pædagogik til et frit rum for kundskabsudvikling, hvorfra samfundets strukturer og indhold konstant kan fornyes, gennemtænkes og kritiseres. Det er denne ”tilblivelsestilstand”, som ifølge Sørensen er menneskets livsbetingelse.

For Asger Sørensen bliver uddannelse en form for forudsætning i borgerens og demokratiets liv. Sørensen refererer heromkring til en bred socialfilosofisk og politisk tradition, herunder Emile Durkheim, John Dewey og Alasdair MacIntyre.

I den forbindelse bruger Sørensen K.E. Løgstrup til at aktivere et klassisk curriculum, som han også finder tegn på hos den unge Marx:

”Skolen er oplysende om menneskelig væren og tilblivelse, om samfundet som sådan, og om hvordan vi lever af og med os selv, med vores kroppe og med hinanden. Det handler om poesi og sprog, det handler om historie, kultur og religion, det handler om fritid, fornøjelse og sport, om videnskab og viden og politik.”

Undervejs sætter Sørensen disse emner, som han altså også finder i den kritiske tradition, i forbindelse med demokratiet. Det er svært at få armene ned, når man læser disse kloge tanker fra borger til borger.

Sørensen forklarer undervejs udførligt, hvordan DPU har udviklet sig i modsætning til hele denne smukke sammenhæng; især i modsætning til læreruddannelsens tradition, som Løgstrups og f.eks. W. Klafkis filosofi i høj grad blev en del af.

I stedet reducerer DPU’s ledelse konsekvent uddannelse til en slags erhvervspolitik. Sørensen har fundet en vigtig tale, som DPU’s leder, Claus Holm, holdt til institutionens dimittender i 2022, der dokumenterer denne triste konklusion.

 

2. Ud-dannelsen

Asger Sørensen beretter også om DPU’s systematiske og årelange forsøg på at slippe af med den pædagogiske filosofi. Helt aktuelt ved en halvering af optaget, pga. en de facto nedlæggelse af uddannelsens aarhusianske gren, samt ved flytningen af faget fra sin egen afdeling til en didaktisk afdeling, hvor kompetencebegrebet og institutledelsens filosofi hersker, og hvor ”dannelse” ofte udskammes eller glemmes.

Overgrebene mod pædagogisk filosofi startede faktisk i 2010 med daværende dekan Lars Qvortrups forsøg på decideret at nedlægge faget. Det kom han dog ikke igennem med, især fordi fagets nestor, filosoffen Peter Kemp, trådte i offentlig karakter.

I stedet forsøgte Qvortrup at fyre tre filosoffer, fordi deres forskning angiveligt ikke var ”relevant”, som det hed. Asger Sørensen, som siden brillerede med en række strålende analyser af pædagogiske og politiske emner, var faktisk en af de ”irrelevante”. Heldigvis lykkedes Qvortrup heller ikke med dette ideologiske og ødelæggende forehavende.

Qvortrup var vild med John Hattie og læringskontrol, og han kaldte Peter Kemp, som var pædagogisk filosofis første institutleder, for en ”plattenslager” og en ”løgner”.

Tænk hvis Qvortrup var kommet igennem med sin læringspolitiske aktion mod bl.a. Asger Sørensen. Så havde samfundet nok ikke haft denne skønne Sørensen-tekst at fordybe sig i og lære af.

Den daværende kommunikationschef, Claus Holm, understøttede i 2010 Qvortrups ideologiske og anti-pædagogiske raid rundt omkring. I 2014 blev Holm selv institutleder, og så gik han selv amok, så man i dag simpelthen må fraråde unge mennesker at frekventere denne pædagogik-fjendske institution, medmindre de da får Asger Sørensen som lærer.

Hvis man kritiserede disse ting, blev man beskyldt for ”polemisk dumdristighed”, mens fyringstrusler og klager føg gennem systemerne. Stemningen var autoritær.

Endelig fremanalyserer Sørensen Claus Holms fyring af mig selv i 2022 som en del af den samme systematik, dvs. som en del af DPU’s opgør med lærerhøjskolens og dannelsens tradition. Jeg er helt enig i denne analyse, hvilket jeg redegør for i en kommende bog ”Universitetets og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”.

Faktisk var jeg selv med til årsmødet, og fyringssagen blev nævnt i flere af mødets oplæg, hvilket jeg naturligvis blev meget rørt over.

 

3. Afsluttende bemærkning

På en måde er Asger Sørensens tekst en form for moderne version af den ikoniske lærerinde Inger Merete Nordentofts arbejde med dansk litteratur i 1950’erne. Nordentoft var modstandskvinde, spejder og socialist, men hun elskede borgerlig-humanistisk dannelse. Det skulle give en kritisk funderet selvstændighed, så nazismen aldrig ville vende tilbage.

Sørensen er også til rød dannelse.

Tak til Asger ”Nordentoft” Sørensen, som er DPU’s eneste kritiske røst fra demokratiets og filosofiens fortrængte og skønne landskaber.

 

PS:

Til sidst vil jeg anbefale, at man dykker ned i nogle af de mange spændende litteraturhenvisninger, som er angivet i artiklens fyldige noteapparat.

 

Referencer:

Link til Asger Sørensens tale i Paradoks.nu: https://paradoks.nu/2023/11/14/uden-uddannelse-ingen-frigoerelse-velkommen-til-paedagogisk-filosofi/

Asger Sørensens bog ”Asger Sørensen går på universitetet – scrapbog fra omvæltningerne”, Filosofisk Rådgivning, 2020. https://www.saxo.com/dk/asger-soerensen-gaar-paa-universitetet_asger-soerensen_paperback_9788743029427

Program og abstracts for Dansk Filosofisk Selskabs årsmøder: http://filosofiskselskab.dk/c/index.php?page=tidligere-%C3%A5rsm%C3%B8der

 

Klassisk progressivistisk litteraturliste

I 1955 udkom bogen ”Litteraturbogen” på Gyldendal. Bogen indeholder et udvalg af dansk litteratur til ”den første litteraturundervisning”, som der står.

Bogens forfattere/redaktører var Inger Merete Nordentoft og Torben Gregersen. Begge var medlemmer af DKP. Gregersens senere erindringer hed ligefrem ”En værre bolsjevik”, og Nordentoft havde skrevet bogen ”Skolen i Sovjetunionen”.

Nordentoft havde desuden været engageret pigespejder. Senere blev hun skolelærer og kom med i modstandsbevægelsen. Hun skrev også om John Dewey og demokratisk pædagogik. Hun blev også et kønspolitisk ikon, fordi hun insisterede på at opdrage et barn uden for ægteskab, mens hun var skoleinspektør i København.

Gregersen var meget musisk interesseret og tæt på både de klassiske traditioner og den nye jazz. Senere blev han redaktør for Dansk Pædagogisk Tidsskrift.

Begge blev kraftigt involveret i tidens reformpædagogiske ideer og processer, men forlod DKP i 1956 efter Ungarn-krisen.

Så vi taler om creme de la creme fra den kulturradikale-kommunistiske-progressive avantgarde.

Hvad mon disse to progressive venstrefløjsikoner vælger til den ”første litteraturundervisning”? Ja, det er skønne tekster fra modersmålets understrømme.

Nedenfor kan man læse Nordentofts og Gregersens bud på begynderlisten til folkeskolens elever:

 

A. Tekstudvalget i ”Litteraturhåndbogen”:

Folkeviser: Ebbe Skammelsen, Dronning Dagmars død, Agnete og Havmanden, Bruden i Ribe.

Diverse: Den gamle kristelige dagvise, Vægtervers.

Thomas Kingo: Nu rinder solen op.

Holberg: Forord til komedierne, Levnedsbrev, Epistola XXIX.

Brorson: Om skabelsen, Svanesang.

Ewald: Levned og meninger, Kong Kristian.

Wessel: Smeden og bageren.

Baggesen: Da jeg var lille.

Oehlenschläger: Guldhornene, Sanct Hansaften-spil, Aladdin, Hjemve.

Poul Martin Møller: Glæde over Danmark, Hans og Trine.

Grundtvig: Julesang, Den signede dag med fryd vi ser, Modersmålet, Kirkeklokken.

HC Andersen: Det døende barn, Vandring i skoven, Romance, Den fattige dreng på Frankrigs trone, Klokken, Historien om en moder, Hun duede ikke, Gartneren og herskabet.

Chr. Winther: Henrik og Else.

J.L. Heiberg: Barcarole.

St. St. Blicher: Hosekræmmeren, Trækfuglene.

B.S. Ingemann: Morgensang, Aftensang.

Henrik Hertz: Skriftemålet.

Fr. Paludan-Müller: Adam Homo.

Meir Goldchmidt: Min onkels tømmerplads.

Carsten Hauch: Trøst i modgang.

Chr. Richardt: Lær mig nattens stjerne, Altid frejdig når du går.

Georg Brandes: HC Andersen som eventyrdigter.

J.P. Jacobsen: Mogens.

Holger Drachmann: Bjørn Sivertsens Brudefærd, Den stor bjørns endeligt, Der var engang.

Henrik Pontoppidan: Et grundskud, Nådsensbrød.

Helge Rode: Sne.

Herman Bang: Det hvide hus.

Johannes V. Jensen: Kongens fald, Solhvervssang, Danmarkssangen.

Viggo Stuckenberg: Ingeborg.

Jeppe Åkjær: Bondevise, Storken, Aften.

Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren.

Thøger Larsen: Sommervise.

 

Bogen rundes af med en kort litteraturhistorie, hvor de forskellige forfatterskaber omtales.

Det var det. Godt gået! Man bliver jo helt kommunistisk i lungerne.

 

B. Bogens forord/brev til eleven:

Her til sidst vil jeg også citere hele bogens fine forord, som er skrevet direkte til eleven:

”Til læseren

Den første danske litteratur var fortællinger, eventyr og sange, der gik fra mund til mund.

I de lange aftner, hvor mørket stod tæt om borg og hytte, og rummets sparsomme lys næppe nåede ind i alle kroge, skabte fortælleren og sangeren glæde og spænding ved at berette om store helte, om elskendes kærlighed og trængsler, om overnaturlige væsner, der truede mennesket alle vegne, eller om fremmede og mærkværdige ting.

Og så stor var kærligheden til sangene og fortællingerne, at så snart man havde lært skrivekunsten, skrev man dem ned, så man også kunne have glæde af dem, når fortælleren og sangeren var borte.

Af al den litteratur, der er skrevet i Danmark siden da, har vi udvalgt nogle få fortællinger og digte, som vi tror, du kan have glæde af, og som kan vise dig, hvilken rigdom vi ejer i vor klassiske litteratur.

Der er litteratur, hvor handlingen er så spændende, at man ikke kan undgå at blive interesseret, og der er litteratur, hvor det, vi holder af, blot er en stemning.

I nogle af stykkerne kan du nemt mærke, at forfatteren har en bestemt mening, som han vil vinde dig for. Andre stykker har digteren skrevet, for at du skal opleve den glæde eller sorg, som han har oplevet. Det vigtigste er derfor ikke, at du forstår hvert enkelt ord og udtryk, digteren har brugt, men at du forstår, hvad han vil med sit værk.

For ligesom vi ikke kan undvære digterne til at udtrykke, hvad vi dunkelt føler, eller til at åbne vore øjne for værdier, vi ikke før har lagt mærke til, således kan digterne heller ikke undvære os – læserne.

Når den danske litteratur har holdt sig levende i mere end 600 år, skyldes det både digterne, som har formået at tale, så vi lyttede dertil, og læserne, som har været den klangbund, der gav digtet dets fulde klang.

Det er vort ønske, at denne bog skal gøre dig til læser.

Torben Gregersen og Inger Merete Nordentoft”

I dette brev til eleven mærker man tydeligt en klassisk form for dannelsesorienteret reformpædagogik med rødder i Rousseau og Dewey, dels ved den venlige og direkte henvendelse og dels ved en næsten intim anknytning til barnets kundskabsudvikling og litteraturens bedste materialer. Der er tale om dyb tekstlighed og personlig udvikling på samme tid, som er det stik modsatte af at være autoritær, og som er født i kærlighed til både kundskaber og til barnets udvikling.

Nogle år senere udkom et bind 2 af “Litteraturbogen” med et udvalg af nyere dansk litteratur. Dette andet bind var rettet mod de ældre elever (8-10. klasse)

 

C. Konkurrencestatspædagogikkens opgør med progressivismen

Senere gjorde dele af venstrefløjen – og faktisk også højrefløjen – op med hele denne rige dannelsestradition, som altså var elsket i brede kredse, og som var sprogets kildrende kilde. Pludselig havde den slags noget med Dansk Folkeparti at gøre, og dansk-didaktikerne på DPU kaldte nedladende traditionen for ”skolsk”. De ville have kompetencer i OECD’s tjeneste i stedet for. Det er DPU’s lunger. Hvilken tragedie.

 

D. Digt til ytringsfriheden

Bagest i bogen er der en kort omtale af de forskellige forfatterskaber, som optræder i bogen. Blandt andet får man noget at vide om Grundtvig.

Nordentoft og Gregersen fortæller, at Grundtvig kom under royal censur i 1825, fordi han havde kritiseret H.N. Clausholmsen. Censuren blev først hævet 12 år senere, nemlig juleaften 1837. Derfor skrev Grundtvig julenat i ren og skær glæde digtet ”Modersmålet”, som altså er med i Nordentofts og Gregersens smukke samling. i 1846 komponerede Henrik Rung en fin melodi, og så var digtet blevet en sang, hvad det på en måde var i forvejen.

I sangen belægges ytringsfriheden med både mødre og piger. Denne linje i romantikken finder vi også hos den tyske teolog og pædagog, Fr. Schleiermacher, som talte om verden som en livmoder. Herfra strømmede borgerdamerne ind i de pædagogiske institutioner op gennem 1800-tallet. Senere talte Hannah Arendt i samme ånd om “fødthed” (natalitet), som havde samme rod som ordet “nat-ion”. Og man må jo heller ikke glemme Sokrates’ “jordemoder”. Og inde i moders mål er så ”fædrenes ånd”. Det er fine ord.

De første fem vers i Grundtvigs digt gælder for alle mennesker i verden, og det sjette vers handler om det danske sprog. Vi er både på stedet og i verden, hvilket var romantikkens store opskrift.

Digtet optrådte også som en slags forord til bogen ”Skolen for livet”, som udkom året efter, i 1838. Vi har med andre ord med et af pædagogikkens og højskolens digte at gøre. Munden vågner.

Her er ytringsfrihedens glade strofer. Oprindelig var digtet på 20 vers.

”Modersmålet

1.

Moders navn er en himmelsk lyd,

så vide som bølgen blåner,

moders røst er den spædes fryd

og glæder, når issen gråner,

sødt i lyst og sødt i nød,

sødt i liv og sødt i død,

sødt i eftermælet!

 

2.

Moders røst er den vuggesang,

der huer os bedst af alle,

modersmål har en himmelsk klang,

når børnene ”moder” lalle,

sødt i lyst og sødt i nød…

 

3.

Modersmål er det kraftens ord,

som lever i folkemunde;

som det elskes i syd og nord,

så sjunges der sødt i lunde,

sødt i lyst og sødt i nød…

 

4.

Modersmål er det rosenbånd,

som store og små omslynger;

i det lever kun fædres ånd,

og deri kun hjertet gynger

sødt i lyst og sødt i nød…

 

5.

Modersmål er vort hjertesprog,

kun løs er al fremmed tale.

Det alene i mund og bog

kan vække et folk af dvale,

sødt i lyst og sødt i nød…

 

6.

Modersmålet ved Øresund

og trindt i de grønne lunde

dejligt klinger i allen stund,

men dejligst i pigemunde

sødt i lyst og sødt i nød…”

 

Referencer:

Torben Gregersen og Inger Merete Nordentoft: Litteraturbogen, Gyldendal, 1955.

Analyse af DPU’s forskning i faget Dansk: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-jeppe-bundsgaards-dannelsessyn.html

Link til DPU-konference om danskfaget, d. 10. november 2023: https://dpu.au.dk/danskfagets-dag-2023

Uddannelsespolitiske og pædagogiske noter, september-oktober 2023

Nedenfor kan man læse 55 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske of pædagogiske (men også andre) temaer fra september og oktober 2023. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

Indholdsfortegnelse:

  1. En dialog mellem mig og mig selv
  2. Georg Stage og Grundtvig
  3. Gud og pædagogik
  4. Åndsfrihed og alsidig udvikling
  5. Ny bog om Martin A. Hansens skolesyn
  6. Bygge på og præget af
  7. Michael Böss’ sikkerhedsstat
  8. Iben Benedikte Valentin Jensen
  9. Socialdemokratisk brandtale
  10. Den geopolitiske diskussion
  11. Noter til et skriv om “Hvad er dannelse?”
  12. Jean Piaget og dansk læringsteori
  13. Lærerbladet og tre afrejser
  14. Utilbørlig behandling på Aarhus Universitet
  15. Ny rapport om nationale test
  16. Ny rapport om Nationale Test
  17. Brexit og venstrekonservatismen
  18. Postmoderne ondskab ved Aarhus Universitets årsfest
  19. Alternativets problemer
  20. To ministerielle udgivelser i 2014 om læringsmål og alsidig udvikling
  21. Elevens og lærerens død
  22. Nationale test (NT): Fra ingenting til statseje
  23. Ny rapport om faget Kristendomskundskab
  24. Alternativets problemer
  25. Skolereformen og DPU i 2016
  26. Den svage og blide autoritet
  27. Per Stig møller advarer imod “det autoritære demokrati”
  28. Mandefald blandt røde og blå
  29. Statsministerens åbningstale
  30. Seniorrådgiver ved Tænketanken Prospekt
  31. Niels Egelund i 2010
  32. Et fællesskab af dem som ikke har noget til fælles
  33. Intern kritik af Aarhus Universitet
  34. Jørgen Grønnegaard Christensen om læreruddannelsen
  35. Barbie: En kulturkonservativ film
  36. Michael Böss bliver seniorrådgiver i Tænketanken Prospekt
  37. Risiko og trivsel
  38. Regeringens skoleudspil, note 1
  39. Regeringens skoleudspil, note 2
  40. Gaven
  41. Autoritære træk på Jyllands-Posten
  42. Jyllands-Posten og Aarhus Universitet
  43. Adam Holm om JP
  44. Autoritær leder i Jyllands-Posten
  45. JP’s angreb mod åndsfriheden
  46. Tim Knudsen om skolereformen i 2013
  47. Regeringens skoleudspil, note 3
  48. Reaktioner på JP’s autoritære markeringer
  49. Svend Brinkmann om JP’s autoritære vending
  50. I kibbutz
  51. Claus Holm fortsætter som leder af DPU
  52. Aktiv dødshjælp
  53. Venstre uden Grundtvig
  54. DPU og AU
  55. Anne-Marie Vestergaard anmelder Niels Chr. Sauers nye bog om folkeskolen

 

1. d. 1. september: En dialog mellem mig (A) og mig selv (B)

A: Er det et problem at forbyde afbrænding af bøger?

B: Nej, det ville være dejligt. Et sådant forbud vil være en påmindelse om læren fra 1933.

A: Men hvad er så problemet med det aktuelle forbud?

B: Det er, at man kun vil forbyde afbrændingen af bestemte bøger og ikke andre.

A: Hvorfor er det et problem?

B: Det er fordi, at man i så fald er nødsaget til at begrunde, at der er forskel på bøger: nemlig dem der kan brændes af, og dem der ikke kan.

A: Men hvorfor er det et problem?

B: Det er fordi, at den slags begrundelser kan vandre rundt i sproget og i politikken.

A: Er det tilfældet i den aktuelle situation? Tror du, at begrundelserne vandrer?

B: Ja, i høj grad.

A: Hvordan?

B: Fordi at man nu i princippet kan angribe frihedsrettighederne og andre sædvaner med henvisning til forhold som geopolitik, splittelse, klima og endda det ekstremt brede “utilbørlighed”. Alle disse ord og begrundelser kan nu vandre fra område til område.

A: Ja, ok. Det kan jeg godt se. Men sig mig: er der også andre problemer?

B: Ja.

A: Hvilke?

B: At man agerer for at tækkes andre regimers og organisationers trusler; regimer som bestemt ikke har åndsfrihed som bærende princip.

A: Så vi har en masse vandrende begrundelser, som kan bruges til at tilpasse samfundet til alle mulige tilstande og trusler?

B: Ja.

A: Er du egentlig meget kritisk over for Paludan?

B: Det tror jeg nok, men jeg ved det egentlig ikke?

A: ???

B: Han har jo aldrig skrevet eller sagt noget, har han? Hvem er han egentlig? Kan en eller anden ikke få ham til at sige noget sammenhængende eller skrive en kronik? Så kan andre jo undersøge hans argumenter og svare ham, hvis de har lyst. På den måde kan vi finde ud af, om nogen – f.eks. DF, NB og DD – er enige eller uenige og så videre efter alle politikkens og kunstens regler.

 

2. d. 2. september: Georg Stage og Grundtvig

Regeringen kan åbenbart ikke lide Georg Stage og heller ikke Grundtvigcentret. De to små institutioner må konstant kæmpe for deres eksistens.

Regeringen er teknokratisk frem for kulturel/pædagogisk, men det vidste vi jo godt. Den nye møntfod er ”arbejdsudbud”. Men kun når det lige passer sig, forstås, for man kan jo uden videre bruge enorme summer til alt muligt andet.

Men mon ikke, det er meningen, at de radikale skal redde Grundtvig, og at de konservative skal redde skoleskibet?

Men uanset om det hele er en del af et taktisk spil, så er det virkeligt usselt, at man på denne måde konstant gør livet usikkert for små engagerede institutioner, som gør et stort og vigtigt arbejde for pædagogik og kultur.

 

3. d. 4. september: Gud og pædagogik

Hvad er den moderne pædagogik skabt ved? Den er skabt ved, at en Gud, som har trukket sig tilbage fra samfundet, genskaber sine begreber i menneskets liv, nu blot iklædt pædagogiske ord som f.eks. ligeværd, fantasi, selvvirksomhed og åndsfrihed. Dermed får vi en form for genskabelse.

Denne proces har både ulemper og fordele:

A. Ulemper

Faren ved Guds tilbagetrækning er, at den forladte pædagogik instrumentaliseres af helt andre systemer, som endda har hegemoniske aspirationer, som f.eks. historien og økonomien. Dermed kan der jo ikke finde en åndelig ”genskabelse” sted. F.eks. havde en aggressiv ”historisk materialisme” magten fra 1970’erne og frem til murens fald, og den endnu mere aggressive ”økonomi” har domineret pædagogikken fra 1989 til i dag.

Det er DPU’s og AU’s verden, og det er derfor problematisk, at AU har ansvar for pædagogiske og teologiske uddannelser i samfundet, men det er jo fordi, at staten er bygget af samme antipædagogiske stof.

B. Fordele

Men fordelen ved Guds tilbagetrækning er, at pædagogikken som sådan kan etableres. Det skete ved, at den afsondrede religion gendannes som humanistisk ånd, f.eks. ved de begreber jeg omtalte i indledningen.

Det sker på forskellige måder hos både Schleiermacher, Rousseau, Fröbel, Dewey og Montessori, og selvfølgelig også hos grundtvigianerne. Det var denne proces, som udviklede sig fra 1760 og frem til 1999, kun afbrudt af den ene og den anden hændelse.

Det var lærerhøjskolens, børnehavernes, filosofiens og universitetets verden.

C.Supplement

Nogle teologer var imod denne genskabelse, fordi ånden jo blev humaniseret. Dermed opstod der i visse magtfulde kredse et meget uheldigt modsætningsforhold mellem religion/ånd og pædagogik/læring. Det var dette modsætningsforhold, der gjorde, at Anders Fogh Rasmussen, der jo selv var inspireret af det sen-kierkegaardske tidehverv, kunne smadre pædagogikken med sit Globaliseringsråd fra 2005.

Globaliseringsrådet var det politiske grundlag for netop den økonomiske monopolisering af ånden, der som sagt for alvor tog fart fra murens fald og i løbet af 2000’erne.

Dette kollaps for den sekulære åndsfrihed blev forstærket af poststrukturalismens forankring i den sene Nietzsche (Gud er død). Det er derfor, at Foucault-folkene så let kunne flyde ind i konkurrencestatens universitet.

Så en moderne åndelighed kan ikke udformes af teologien alene. I så fald risikerer man, at ånden tages ud af pædagogikken. På den anden side kan en moderne åndelighed ikke undvære et religiøst baggrundsapparat til at foreslå substans ind i de pædagogiske begreber.

På den måde hænger skole og kirke sammen. De er adskilte af moderniteten, men dukker op i hinanden i pluralismen.

 

4. d. 5. september: Åndsfrihed og alsidig udvikling

Jeg skal holde foredrag om børn og åndelighed på torsdag. I den forbindelse faldt følgende tanke mig ind, som jeg kun til dels var opmærksom på i min bog om skolens formålsparagraf:

I formålsparagraffen fra 1975 står der i stk. 3, at skolen skal ”bygge på åndsfrihed og demokrati”.

I 1993 ændres dette til ”bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Man tilføjer altså ”ligeværd”.

I 2006 ændres det igen, nu til ”være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Vi går altså fra ”bygge på” til ”være præget af”.

Hele dette system kommer i stand ved at kristendommen i 1975 forsvandt som eksplicit formålsreference. Åndsfrihed og demokrati trådte i stedet. Det var efterkrigstidens humanisme, som udsprang af grundtvigsk-tidehvervske og af tyske åndstraditioner, der pulserede.

Åndsfrihedsdiskussionerne varetages da også i høj grad stadigvæk af landets teologer.

Nuvel, min pointe er her at understrege dette skifte fra ”bygge på” til ”præget af”, som altså skete i 2006. Jeg tror, at den nye formulering var et resultat af Søren Krarups indflydelse på Foghs regering. Krarup havde skrevet en kritisk bog om ”demokratisme”, og han talte om ”det moderne sammenbrud” og var kritisk over for menneskerettighederne. Derfor skulle ”demokrati” ud af opdragelsens og pædagogikkens indre.

Krarup havde en pointe, fordi pædagogik jo bygger på kulturel autoritet. Derfor er det bedre, at demokratiet blot ”præger” skolen.

Men hovsa. Der røg noget badevand med ud. For også åndsfriheden og ligeværdet blev jo pludselig til noget ydre. Det vil sige, at ånden og menneske-ligheden blev taget ud af skolens og pædagogikkens indre. Det er derimod ikke så godt. For det betyder jo, at dannelsen gøres til noget ydre? Det er meget skidt, for uden ånd og ligeværd i pædagogikkens indre, kan heller ikke demokratiet fastholdes i det ydre samfund.

Men ok, hvor går den forviste ånd så hen? Jo den går til §1, hvor der tales om elevens ”alsidige udvikling”. Og vel at mærke ikke den ”alsidige personlige udvikling”, som der stod fra 1993-2006. ”personen” røg altså ud i 2006. Også ”alsidig udvikling” blev altså til noget ”ydre”.

Denne nye og lidt ydre ”alsidighed” bliver nu en form for opremsning af en række delaspekter. Allerede i 1975 fik vi en sådan opremsning i lovbemærkningerne: ”Den enkelte elevs alsidige, personlige udvikling indbefatter både åndelig, intellektuel, musisk, fysisk og social udvikling”.

“Åndeligheden” er her parkeret som et ”aspekt”, som dog beskyttes af, at der i stk. 3 ”bygges på åndsfrihed”, hvorved de andre aspekter jo også gøres åndelige. Vi får en form for åndelig åndelighed.

I 1993 fastholdes denne opremsning sådan lidt henkastet, men den udvides også af ”nye udfordringer, både intellektuelt, følelsesmæssigt, socialt og med hensyn til opbygning af værdier og holdninger”.

Her er både det ”åndelige” og det ”musiske” på vej ud af ligningen. Der nedsættes dog et såkaldt ”musisk udvalg”. Og i 1993 var opremsningen stadig beskyttet af ”bygge på” i stk. 3, selvom det kneb med realiteterne, eftersom “ansvar for egen læring” blev meget dominerende i de år.

Fra 2006, hvor åndsfriheden altså bliver til noget ydre, så kollapser ”alsidig udvikling” efterhånden til det totale psykologiske og metodefikserede opgør med ånd. I lovbemærkningen gentages ganske vist formuleringen fra 1975 om det “åndelige” og det “musiske”, men det er uden kraft, fordi OECD spiller en så dominerende rolle i materialet. Og i de efterfølgende publikationer forsvinder “det åndelige” helt. Ånden var nu blevet til sociale og personlige “kompetencer”.

Nu var der ingen åndelige “aspekter” tilbage. Det fremgår f.eks. af to Rambøll/DPU/UC-rapporter fra 2014, som ministeriet stadig fremhæver på sin hjemmeside under “alsidig udvikling”. Her er der nul hits på de gamle 1975-ord “åndelighed” og “musisk”. Rapporten kaldes for “forskningsbaseret”. Samme tendens så man i Skolerådets rapporter fra slut 00’erne.

Dette system af “kompetencer” bliver i 2010’erne genstand for en decideret bureaukratisering og teknologificering, og de nu kompetence-gjorte “aspekter” kan træde i direkte kontakt med de globale systemers kompetencekataloger.

Dermed er ånden, både som åndsfrihed og åndelighed, helt ude af skolen, både af stk. 3 og stk.1.

Mærkeligt at en formålsparagraf på denne måde kan undergrave sig selv.

Begge rapporter om alsidig udvikling kan tilgås via linket.

https://www.uvm.dk/folkeskolen/fag-timetal-og-overgange/fag-emner-og-tvaergaaende-temaer/elevernes-alsidige-udvikling

 

5. d. 5. september: Ny bog om Martin A. Hansens skolesyn

Tidligere formand for Dansklærerforeningen, Jens Raahauge, har på Folkeskolen.dk skrevet et fint forsvar for Martin A. Hansens forfatterskab og dets pædagogiske relevans, som jeg også selv har fremhævet, bl.a. i bogen ”Pædagogikkens to verdener”.

Den konkrete anledning er, at der netop er udgivet en bog om Martin A. Hansens skolesyn. Bogen, som jeg glæder mig til at læse, hedder ”Til barnets bedste – Martin A. Hansen og skolen i dag”.

I forlagets omtale af bogen, står der følgende:

”En konsekvens af de seneste årtiers ensidige satsning på kompetencer og teknokratisk ufornuft i skolen er, at spørgsmålet om dannelse i nærmest gammeldags forstand i dag igen står centralt i diskussionen om skolens formål.

Thi modernisterne og tilpasningspædagogikken har fejlet, og vi oplever i dag en fremmedgørende ligegyldighed i forhold til skole og undervisning. Fokus har været for snævert og instrumentelt, og har ikke kunnet løse grundskolens brede dannelsesopgave.”

Kloge ord i sensommersolen.

Undervejs får Raahauge også fremhævet Niels Chr. Sauers nye og tankevækkende bog om ”Folkeskolens veje og vildveje”.

Endelig slutter han af med følgende kritiske markering imod DPUs leder Claus Holms opgør med den danske åndstradition:

”Da han (Martin A. Hansen, TAR) blev taget af folkeskolens obligatoriske kanon. var det eneste argument, jeg hørte på flere møder, udtrykt af en ekstremt arrogant læringskonsulent med nordsjællandsk tonefald: ’Så slipper eleverne endelig for Agerhønen’. Her var hun i god overensstemmelse med Claus Holm, DPU, som roste folkeskolens formålsparagraf fra 2006, fordi den markerede, at vi endelig blev fri af Hal Koch, højskolemand og -tænker.”

Så det er Hansen mod Holm. Heldigvis var Martin A. Hansen både forfatningsmand og modstandskæmper, så jeg er fuld af fortrøstning på åndsfrihedens vegne.

Derimod er Holm, som en moderne Scavenius, nok den mest tilpasningsdygtige tilhænger af konkurrencestaten og skolereformens antipædagogik i hele landet.

Links:

Raahauges indlæg: https://blog.folkeskolen.dk/…/fortolkninger-og…/4729430

Ny bog om Martin A. Hansens skolesyn: https://hovedland.dk/…/til_barnets_bedste-_martin_a…

Sauers bog: http://www.fjordager.com/folkeskolens-veje-og-vildveje/

Holms opgør med Hal Koch: https://www.folkeskolen.dk/…/forsker-om…/984691…

 

6. d. 6. september: Bygge på og præget af

Her er et forslag til åndens tre niveauer i pædagogikken, relateret til formålsparagraffernes formuleringer:

A.

Formålsparagraffernes formuleringer:

1975 og 1993 “…bygge på åndsfrihed”

2006: “… være præget af åndsfrihed”

B.

Åndsfrihedens tre niveauer:

Åndsfrihed som skabelse, kærlighed og fantasi (åndsvidenskab/reformpædagogik): Bygge på….

Åndsfrihed som undervisning (blanding af eksistens og kærlighed), f.eks. Gerd Biesta og Bollnow: Bygge på og præget af…

Åndsfrihed som eksistens (strid og tilsynekomst, Døssing, Tidehverv, Ank m.fl.): I et samfund præget af…

Problemet er, at hvis man tager “bygge på” ud af paragraffen, som man gjorde i 2006, så forsvinder fantasi, kærlighed og eksistens ud af skolen.

Men hvis man tager “præget af” ud, så kollapser den fælles verden, hvilket jo skete op til 2006 (“ansvar for egen læring”)

Forslag:

Derfor bør der måske stå følgende:

“Skolen skal bygge på åndsfrihed i et samfund, som er præget af åndsfrihed”.

En så klodset formulering vil også sikre, at sagen ikke går i glemmebogen.

 

7. d. 6. september: Michael Böss’ sikkerhedsstat

Historikeren Michael Böss har gjort sig nogle meget interessante overvejelser, der handler om, at velfærdsstaten er ved at blive til en ”sikkerhedsstat”, jf. hans facebook-opslag nedenfor.

Böss’ tanker peger i flere vigtige retninger, som jeg lige skal tænke lidt over.

https://www.facebook.com/michael.boss.37/posts/pfbid0xbrzvDKfKd4KfEAPddEriAzuYEzH8Akxfq3kDnEszXS4LE6GqRMQkvcGSu4CfDuJl

 

8. d. 6. september: Iben Benedikte Valentin Jensen

Et af de blogindlæg, som jeg er allermest stolt over at have skrevet, er nedenstående gennemgang af Iben Benedikte Valentin Jensens strålende virke og publikationer.

Iben har ved sin enestående beskyttelse af landets pædagogiske tradition skrevet sig ind i kongerækken af fremtrædende kvindelige pædagoger som f.eks. søstrene Wulf, Thora Constantin-Hansen og Inger Merete Nordentoft. Hun fortjener berømmelse og statuer, men blev behandlet yderst kritisabelt af sin professionshøjskole.

Kort før sin død i 2022 var hun med i Brinkmanns briks, og året før skrev hun til antologien ”Sidste chance – perspektiver på dannelse”. Og det var blot enden på et fantastisk og mangeårigt virke.

Ibens tanker stod i den dybeste og ekspliciterede modsætning til det læringsbegreb, som udviklede sig på DPU efter 2008, hvor en mærkelig blanding af læring, systemteori og poststrukturalisme tog magten over landets pædagogik.

Det ville virkeligt klæde professionshøjskolerne, hvis de etablerede en pædagogisk pris i Ibens navn.

http://www.thomasaastruproemer.dk/liste-over-iben-benedikte-valentin-jensens-produktioner.html

 

9. d. 9. september: Socialdemokratisk brandtale

I oktober 2016 var der digebrud i Lyngbys byråd.

Viceborgmester og jurist Simon Pihl Sørensen (A) holdt en brandtale, hvor han med de skønneste ”utilbørligheder” overbeviste byrådet om at træde ud af et stort AP-Møllerprojekt om synlig læring.

Talen og dens kraftfulde henvisninger til dansk skoletradition medvirkede til, at landet kom fri af den John Hattie-besættelse, som fulgte i kølvandet på skolereformen, og som prægede den kommunale sektor, støttet af ledende kredse på DPU.

Jeg håber, der hænger et blomsterbestrøet hyldestportræt af Pihl Sørensen på Undervisningsministeriets og Danmarks Lærerforeningens gange.

Tre måneder senere kom den kritiske udgivelse ”Hattie på dansk”. og pludselig var det helt slut. I stedet kom den store fortrængning, hvor også kritikerne glemmes og marginaliseres.

Men så er det godt, vi har erindringen om Pihl Sørensens heltemodige aktion.

http://www.thomasaastruproemer.dk/digebrud-i-lyngby-taarbaek-kommune.html

 

10. d. 9. september: Den geopolitiske situation

Fra nu af kan enhver regering undergrave grundlovens frihedsrettigheder med en helt abstrakt og løsagtig henvisning til ”den geopolitiske situation”.

Indgrebet mod utilbørlighed har intet retligt eller politisk forarbejde. Det er et hovsamissil ned i samfundet.

Fordi nogle kinesere og nogle totalitære mellemøstlige lande og en eller anden amerikaner måske har sagt noget + et eller andet med Ukraine og så videre, så må vi hellere ophæve ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, ejendomsret og alt det andet.

Det er jo en fuldstændig uholdbar situation. Ingen ved, hvad det næste bliver. Alt kan ske. Det er det, som kaldes hastelovgivning. En slags kaos.

Det er en form for radikaliseret samarbejdspolitik. Måske er de aktuelle begrundelser en direkte forlængelse af besættelsestidens politik?

Fogh var jo på frihedskæmpernes hold. Det er den aktuelle regering helt klart ikke. Her hersker en mangedoblet scaviniusistisk ånd.

Nu er det blot ikke kun tyskerne, hvis krav vi skal følge, før kravene overhovedet bliver udtalt. Nu er det alle landes både tavse og udtalte krav i en helt ubestemt konfiguration, dvs. den ”geopolitiske situation”, som en eller anden pludselig kan henvise til.

Forfatninger er fra nu af et objekt, der findes for at beskyttes samfundet imod den geopolitiske situations indtrængen.

(inspireret af Debatten på DR2 i forgårs, hvor uddannelsesministeren skulle tale regeringens sag. Det slap hun meget dårligt fra. Til gengæld gjorde Nina Palesa Bonde en heltemodig indsats. Som jurist havde hun en god fornemmelse for det retlige skred, som indgrebets BEGRUNDELSER har forårsaget.)

 

11. d. 9. september: Noter til et skriv om “Hvad er dannelse?”

Dannelse er syntesen mellem frihed, dyd og kritik.

Lidt groft sagt: Friheden er oplysningen/romantikken. Dyden er grækerne og englænderne, og kritikken er videnskaben.

Men syntesen kan gå i opløsning, jf. de salomonske tekster i GT:

Et samfund uden ”dyd” er et samfund uden gentlemen (virksomme og beskedne mennesker, der har sans for det moralsk rigtige i en given situation) – jf. ordsprogenes bog.

Et samfund uden ”frihed” er et samfund af medløberi og overgreb, hvor man ikke kender til kærligheden (filo-sofien) – jf. sangenes sang (højsangen).

Et samfund uden ”kritik” er et samfund, hvor dyd og frihed er isoleret fra hinanden, så de forfalder i platte, ufrie og formater (populisme, chikaner og trivselsdata mm) – jf. prædikernes bog.

I den forstand har intet ændret sig siden Kong Salomons dage.

Mennesket er og bliver et menneske, så længe det får lov af maskinen. Dannelse er et kendetegn ved arten som sådan.

Hvad kalder man denne dannelses-syntese i det pædagogiske system? Den hedder ”kundskaber”, dvs. syntesen mellem fortid, undervisning og selvvirksomhed.

Hvad kalder man syntesen i samfundet? Den hedder åndsfrihed, dvs. syntesen mellem øre, tanke og mund.

Eller som den engelske digter John Milton udtrykte det i 1644:

”Hvor der er stærk lyst til at lære, må der nødvendigvis også være stor diskussion, mange forskellige skrifter og mange meninger. Thi meninger er hos gode mænd ikke andet end kundskaber, der er i begreb med at fødes”

Miltons ”fødsel”, som vi også finder hos Hannah Arendt, er menneskets tilsynekomst blandt andre i dydens materialisering.

Eftersom den kommer fra friheden. kan fødslen godt virke ”ubehøvlet”, hvis samfundet har skjult sig.

Og hos den tyske-schweiziske filosof Karl Jaspers i 1960:

Det filosofiske liv (…) erkender sin egen usikkerhed og spejder derfor bestandigt efter kritik, søger modstanderen og ønsker at blive draget i tvivl. Det filosofiske liv vil høre, ikke for at underkaste sig, men for at anspores til yderligere klargøring af selvet. Dette liv finder sandhed og bekræftelse i den samklang med den anden, som opstår, når kommunikationen er båret af åbenhed og uforbeholdenhed”

”Samklangen” er sangenes sang. Det er legen på græsset med verdens ting og med hinanden.

Man skal – siger Jaspers – blive herre over sine tanker, hvilket er umuligt, fordi tankerne løber.

Derfor er dannelsen også en proces, hvis materialitet indeholder en konstant foreløbighed, hvilket er åndsfrihedens formel.

Referencer:

Karl Jaspers (1965). ”Hvad er filosofi? – 12 radioforedrag”.

John Milton (1937). ”Om trykkefrihed – areopagitica”.

Miltons arbejde blev jeg opmærksom på via Thomas Døssing (1937). ”Af åndsfrihedens historie”.

 

12. 10. september: Jean Piaget og dansk læringsteori

I løbet af 2000’er blev jeg efterhånden klar over, hvordan den pædagogiske tænkning og skolepolitikken var præget af nogle underlæggende misforståelser af den schweiziske psykolog Jean Piagets læringsteori. Det var især Knud Illeris og Jens Rasmussen, som var galt afmarcheret, og konsekvenserne var enorme.

Piagets omverdensbegreb forsvandt simpelthen. Først – omkring 1980 – sørgede Illeris for, at omverdenen blev til en kapitalistisk sort skole. Og dernæst afviklede Jens Rasmussen i 1996 omverdenen som sådan. Det var den ny Luhmann-interesse, der rumsterede.

Dermed var grundlaget lagt for den “ansvar for egen læring”, som tog fart i 1990’erne, samt for den ledsagende “læringsmålstyring”, som udviklede sig i de sene 00’ere. Det hele kulminerede i skolereformen fra 2013 og i et ny-autoritært DPU.

Det blev til tre artikler om emnet. Først to tidlige artikler fra 2002 og 2006, som stadig er bag betalingsmur:

Artikel fra 2002: ”Læring og objektivitet i projektarbejdsformen”, Nordic Studies in Education.https://www.idunn.no/doi/10.18261/ISSN1891-5949-2002-02-02

Artikel fra 2006: ”Læring og objektivitet – konstruktivismen som uddannelsesteori”, Nordic Studies in Education. https://www.idunn.no/doi/10.18261/ISSN1891-5949-2006-02-01

Nogle år senere, i 2017 samlede jeg hele diskussionen op i et svensk tidsskrift. Denne artikel kan tilgås af alle: ”Nogle realistiske bemærkninger til Piagets læringsteori”, Utbilding & Demokrati. https://www.oru.se/globalassets/oru-sv/forskning/forskningsmiljoer/hs/humus/utbildning-och-demokrati/2017/nr-3/tomas-aastrup-romer—nogle-realistiske-bemarkninger-til-piagets-laringsteori.pdf

 

13. d. 11. september: Lærerbladet og tre afrejser

I det nyeste nummer af det fynske “LærerBladet”, der er redigeret med vanlig kyndig hånd, reflekterer redaktøren Erik Schmidt over det forhold, at tre af de personer, som har blandet sig i dannelsesdebatten, nu mere eller mindre frivilligt har forladt de offentlige systemer.

Det drejer sig om følgende personer:

– Keld Skovmand, som drager til Norge

– Stefan Hermann, som drager til Novo

– Undertegnede, som drager på interrail

Schmidts analyse, som står på s.17, jvf. linket, har titlen ”Har dansk pædagogik forladt sig selv?”.

https://odenselaererforening.dk/media/16259606/laererbladet3-sep2023-til-skaerm-0323_low12616.pdf

 

14. d. 11. september: Utilbørlig behandling på Aarhus Universitet

Her er nogle af de reaktioner, som jeg i tidens løb har modtaget fra indflydelsesrige kredse på DPU, når jeg har fremlagt helt almindelige kritiske analyser og indlæg imod læringsideologiens indhold og konsekvenser:

“Paria, infamt, fordrejet, konspirationsteori, stærkt ærekrænkende, løgn, demagogi, mobning, karaktermord, konspiratorisk mistænkeliggørelse, uvederhæftig, løgnagtig, ærekrænkende, veritabel personhetz og årelange forsøg på mistænkeliggørelse og miskreditering, tilsvining, uvederhæftig, karikerer, udpegning, motivjagt, kollegial uansvarlighed, manglende forskningsetik, akademisk mobning, underminering af anstændighed og lødighed, polemisk dumdristighed, uintelligent, dit behov for at fornærme andre, din evindelige mudderkastning, en meget lille mand.”

På en måde ved man slet ikke, hvad man skal sige. Især ikke når Aarhus Universitet efterfølgende understøtter disse opfattelser. Der er jo tale om en form for sygt miljø.

I gamle dage var kritisk og selvstændig aktivitet en dyd. Det er slut i Aarhus, hvilket er stik imod universitetets kontrakt med staten (vedtægterne) og selvfølgelig også med universitets filosofi som sådan. Jeg ved derfor ikke, hvorfor jeg skal betale skat til foretagendet?

Jeg har da også fået hele tre priser for alt det, som universitetet er imod:

2010: Holgerprisen, Det Alternative Sorømødes debat- og formidlingspris. https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/nyhed/artikel/aarets-holger-pris-gik-til-lektor-thomas-aastrup-roemer-dpu-aarhus-universitet

2019: Ahlström-prisen, Nordic Educational Research Associations forskningspris. https://nfpf.net/journal/the-ahlstrom-award/the-ahlstrom-award-recipients/

2023: Sappho-prisen, Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris. https://www.trykkefrihed.dk/thomas-aastrup-roemer-modtager-sapphoprisen-2023.htm

 

15. d. 13. september: Ny rapport om nationale test

Der er kommet en ny rapport om nationale test (NT). En såkaldt ”ekspertgruppe” har lavet 75 helt atomiserede anbefalinger, hvoraf der angiveligt er uenighed om en del.

De fleste meget tekniske anbefalinger – hvis ikke alle – forstærker NT-konceptet med 200%, fordi konkurrencestatens styring af læringen effektiviseres. Det ligger i opdraget. Det er skrækkelig læsning.

Ekspertgruppen udspringer af det socialdemokratiske organisationsvælde ”Sammen om skolen”, som igen har rødder i OK18, hvor DLF endegyldigt tabte den kamp om skolen, der havde stået på siden 2013.

Da den politiske aftale om NT blev lanceret i 2021, erklærede både SF og RV ellers, at det nu var slut med NT, selvom det modsatte var tilfældet. Et skolepolitisk kollaps uden lige for de to partier.

Ekspertgruppen har ingen medlemmer med almenpædagogiske interesser, så vidt jeg kan se. Jeg vender tilbage til nogen af dem.

Her er to emner:

A. Uenighed om friskolerne

Den anbefaling, som har størst almenpædagogisk interesse er nok nr. 74. Den handler om, at NT skal udvides til også at være obligatorisk for de frie skoler. Der angives følgende argumenter, som efter min mening har stærke totalitære kim:

”I. Forskning mangler viden fra op mod en femtedel af elevpopulationen.

  1. Statslige myndigheder mangler indsigt i status for elever på privatskoler.

III. Forældre, der er imod nationale test, kan fravælge folkeskoler alene af den grund.

  1. Hvis ikke de private skoler tager Folkeskolens Nationale Færdighedstest, er det ikke muligt for beslutningstagerne at følge den faglige udvikling i Danmark som helhed.”

Tænk at skrive den slags. Anbefalingen støttes dog kun af et mindretal, står der. Flertallet angiver faktisk argumenter i god demokratisk ånd (læs dem selv via linket).

Men hvem har sagt ja og nej til denne anbefaling? Det kunne være meget interessant at vide. Og hvorfor står det som en anbefaling, selvom flertallet er imod? Det er meget mystisk.

Ekspertgruppen ledes af Peter Dahler-Larsen, som engang erklærede at Grundtvig var ”skadelig for skolen”. Så han er nok ikke på friskolernes fløj. Og Simon Calmar, som sad med i 2000’ernes lærings- og evalueringsrevolutionære Skoleråd, er nok i samme boldgade.

Måske kommer nej’et fra en eller flere af de lærere, som sidder med i gruppen?

B. Uenighed i ekspertgruppen

Her til morgen er det så kommet frem, at to af ekspertgruppens medlemmer stadig er imod nationale test som sådan, selvom de åbenbart går ind for mange af og måske alle anbefalingerne. Det er professor Jeppe Bundsgaard og psykologen Tine Nielsen, der udviser lidt civil utilbørlighed. Det er lidt drama, både politisk og moralsk.

Referencer:

Aktuelle links:

Folkeskolens dækning: https://www.folkeskolen.dk/…/eksperter-i…/4730801

Undervisningsministeriets opslag med link til rapport: https://www.uvm.dk/…/230911-ekspertgruppe-har-afleveret…

Tidligere analyser:

Analyse af evaluering af NT, januar 2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/evaluering-af-nationale…

Analyse af et bagvedliggende politisk aftalepapir, februar 2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/politisk-aftale-om-de…

Analyse af den endelige aftale, oktober 2021: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159494494244481&id=837549480

 

16. d. 14. september: Ny rapport om Nationale Test

Den nationale test (NT) blev lanceret som en del af de store globaliseringsaftaler i 2006 og endelig indført i 2010. Med denne baggrundshistorie ved man også uden videre, at de nye testsystemer ikke er pædagogikkens og skolens ven.

Skolen skulle nu omlægges til produktivitetsoptimerende og centralistiske læringssystemer, og NT skulle supplere de allerede eksisterende Pisatest, der i sig selv understøttede en nærmest totalitær OECD-tankegang. Vi fik global-national totalstyret læringsmålstyring.

Stat og kommuner gik amok i statistiske læringskomparationer og kvalitetsrapporter, og systemerne blev understøttet af en helt ny slags læringsforskning, der underdanigt sammenlignede statsministeren med Martin Luther King, mens al kritik blev marginaliseret.

Der blev etableret hele forskningscentre, som var afhængig af det ekspanderende statistiske stats-materiale.

Der var løbende metodiske problemer med testene, og undervejs hed det sig pludselig, at man ikke rigtig kunne stole på dem alligevel, og så kom der nogle nye og med tilbagevirkende kraft og så videre. Det var et cirkus.

I 2013 vedtog man endda en hel skolereform, der forstærkede NT-tankegangen. Og Rambøll lavede en evaluering, der satte NT i direkte forbindelse med den nye lærings- og evalueringsrevolution.

Året efter kom de nationale trivselsmålinger, som var skåret efter samme læst. Nu skulle små børn svare på intime spørgsmål ind i en statslig datamaskine, der kunne spytte allehånde statistikker og korrelationer ud på den slidte asfalt, hvor pressen kunne samle dem op.

Landets pædagogiske tradition var lagt i ruiner. Det var onde år.

I februar 2020 lavede man så en evaluering af NT, som faktisk var meget kritisk. Men i evalueringsgruppen sad der ingen med almenpædagogiske kundskaber, så løsningen på problemerne blev ikke at fjerne testene, men derimod at effektivisere dem yderligere. Den bagvedliggende filosofi pumpede.

Året efter kom de politiske aftaler om NT, som især RV og SF mente nu var en saga blot, selvom det modsatte var tilfældet.

Og i sidste uge kom så en ekspertgruppes anbefalinger til effektiviseringerne. Rapporten består af 75 helt atomiserede forslag. Har staten nogensinde lavet noget ringere?

Hovedkræfterne i gruppen sad også med i evalueringsgruppen fra 2020, og gruppens formand udtalte i 2004, at Grundtvig er skyld i skolens problemer. Det er ånden fra globaliseringsaftalerne, der er formand for det hele.

Det er også derfor, at ekspertgruppen foreslår en yderligere forstærkning af testenes organisatoriske betydning og effekt. Man kalder det at ”kvalitetssikre”, selvom det modsatte er tilfældet.

Et af forslagene, som allerede var omtalt i 2020-evalueringen, går endda på, at også de frie skoler nu skal tvinges ind under dette totalitære regime, så staten kan lave endnu flere statistikker. Der står så, at dette forslag kun støttes af ”et mindretal”. Men hvad det betyder, ved ingen.

Allerede dagen efter rapportens offentliggørelse, begyndte nogle af ekspertgruppens medlemmer at springe fra. Det er kaos. Den mest prominente kritiker er professor Jeppe Bundsgaard fra DPU. Han er imod NT, fordi han mener, at OECD er bedre. Det er det, jeg kalder for mikrodiversitet, dvs. forskelle under samme begreb.

Og selv på testregimets egne præmisser er der ingen forbedringer i skolen, selvom man siden 2013 har pumpet store summer i de centralistiske og undertrykkende systemer og tankegange. Skolereformen er til grin på egne præmisser.

Jeg hører en stemme: Jamen Thomas, er du imod test? Her er et kort svar:

Jeg synes små og faglige test er fint nok, hvis læreren kan bruge dem til noget i sin konkrete klasse, men de må på ingen måde indgå i statslige systemer. Jeg er derfor 100% for test, men 200% imod nationale test.

Jeg har samlet en række kommentarer og analyser om emnet, som jeg har skrevet i tidens løb. Herfra kan man klikke videre til rapporter osv. Jeg burde skrive det hele sammen ved lejlighed.

Omtale af NT-resultater, oktober 2018: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid09W5tN7zoqkWZ77fLcuBoETNo8MuKJhwNN3PUSdjjZ4MYsc7Z2epsNNtxE29fpSRRl&id=837549480&__cft__[0]=AZWvMtCtF0uLa-uA5Hzd3PqsjCmyiFME_NocSiCXrY2S0LKFSuDuHxuGb8RboX7oNDZBRj7KjdTpWkNkJAFctvRQFwsUn5rMpCh2smKFuCvrcNemQe0aUoMZjJPaQ3alnTffR6jp6m9LOocaKwZxWqU3XV_8nUpgqp1ncPsI8IM1mw&__tn__=%2CO%2CP-R

Analyse af NT, april 2019: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0nDgYVNy8tUu7Phjhop7ezKcePYPvu48s8Wt1YyJQkMufSqgW6CuY3EFQ6QAY7ghwl&id=837549480

Jeppe Bundsgaard om OECD og NT, april 2019: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02oRFMsFqQpvYgxpa9jd6YPmDsmAmYeYjPis42TMTxcoUFLP3gZdWRPQSZBPC2eyNml&id=837549480

Diskussion af NT-resultater, november 2019: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0Mg8QCNMmkb48qUBGSzMQXi7cfkQJUNDpwrGJNWxN39B2UcNJFGtK3C5HLEQJUJrNl&id=837549480

Jeppe Bundsgaars position, december 2019: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02biHiyGeZ9xaecG9xVVb1ge9zgzGzSMm27RWKcF3NXhWecSb8gJTD4B5WewYoEEowl&id=837549480&__cft__[0]=AZX2Gfns7b3FFFc4aIXIB-FTAgQHEuHwCQdrWN9DdN_MVN64y7ICLSo2HizuJYeFaQ3hI99CQjn_VBc3Pm5fC9xlmEl_TMwcJS-TihFNYaCb-ZjrK_Q9GqAK6BndqfgrLtrd9twnQsJ8a-zDHYwtkv-NKl2hXY-KuzlEGVIThBUaNg&__tn__=%2CO%2CP-R

Forskeruenighed, december 2019: https://www.facebook.com/search/top?q=nationale%20test

Analyse af evalueringer af NT, januar 2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/evaluering-af-nationale-tests.html

Analyse af et bagvedliggende politisk aftalepapir, februar 2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/politisk-aftale-om-de-nationale-tests-fastholdelse-og-udvidelse.html

Analyse 1 af politisk aftale om NT, oktober 2021: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0k93D8VLxai1MPviyDtpcKiQc3xJ1VaGm1P6bRM8BsY93GSiYL35VcFtCHZfFyRvl&id=837549480

Analyse 2 af politisk aftale om NT, oktober 2021: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0YCwWDtbG89qZFNUKbZ8YEceuuz48SEPMu1ePNmMaRn7FdcdmiT5S1wenYfSzVyHhl&id=837549480

Analyse 3 af politisk aftale om NT, oktober 2021: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159494494244481&id=837549480

Undervisningsministeriet, 2023, med link til aktuel rapport: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/sep/230911-ekspertgruppe-har-afleveret-anbefalinger-om-folkeskolens-nationale-faerdighedstest

 

17. d. 14. september: Brexit og venstrekonservatismen

Jeg sidder med den nyeste årgang af Årsskriftet Critique (2022). Der er mange interessante artikler. Jeg vil især nævne tre.

To af artiklerne giver et bud på, hvorfor briterne forlod EU.

Advokat Anders Toft Hansen mener, at englændernes ubehag ved EU skyldes, at man i England har en Common Law-tradition; dvs. en retsforståelse uden en egentlig forfatning, hvor politiske og folkelige erfaringer løbende samles i en juridisk praksis. Derimod bygger EU på en Civil law-tradition, hvor den positive og rettighedsbaserede lov dominerer. Dermed opstår en retsfilosofisk modsætning. Det er en virkelig interessant hypotese. Det er på en måde pga. common law, at man har ”gentle men” i England, dvs. en slags respekt for de etiske naturlove.

Den danske forfatning er efter min mening en form for blanding, dvs. at vi har både en civil law, for vi har jo en forfatning, og en common law, eftersom forfatningen i høj grad er folkeligt og historisk funderet. Og f.eks. i Landsrettens afgørelse fra 2018 i Erik Schmidt-sagen henviste retten også helt klart til Common Law-begrundelser, dvs. til almindelig praksis, frem for til ydre paragraffer, hvilket de lige så godt kunne have gjort.

Samme retsforståelse finder man i store dele af den grundtvigske tradition, f.eks. i Holger Kjærs flotte bog ”Kampen om skolen” fra 1941, hvor nazismen får et fur, mens samarbejdspolitikerne gik amok. Kjær funderer skolen dels i en meget åben national ånd og dels i familien, og han er derfor meget kritisk over for statslig styring af skolevæsenet og ånden. Denne forbindelse mellem skolen, hjemmet og det folkelige er et centralt træk ved hele denne tradition, hvor civilsamfundet bliver det bærende.

Kjærs synspunkt stod stærkt i dansk friskoletradition både efter 1. og 2. verdenskrig og er på en måde også en del af grundlaget for Grundlovens §76 (friskoleparagraffen). Kjær fortæller faktisk også, at englænderne var meget tilbageholdende ift. at bestemme over skolerne. Der er en forbindelse lige der til Toft Hansens pointer tror jeg. Men ok, jeg gætter lidt, og mit indtryk er da også, at Thatcher-effekten ændrede en del på denne tilbageholdenhed.

Historikeren Michael Böss drøfter også Brexit i sin artikel. Han mener, at EU-modstanden i England bygger på fornuftsovervejelser fra dele af arbejderklassen og middelklassen vedrørende de livssammenhænge, som EU har påvirket. Böss kalder denne politiske position for “venstrekonservatisme”. Böss henviser her til politologen Eric Kaufmann, som selv henviser til en ”Social Gospel-bevægelse” fra 1800-tallet og til en jødisk efterkrigstidstradition, som blev ført videre af f.eks. de amerikanske sociologer Daniel Bell og Nathan Glazer.

Om der er en forbindelse mellem Common Laws lange tradition og de lidt nyere referencer hos Böss vil være interessant at undersøge. I hvert fald er det godt med disse grundige refleksioner over det engelske samfunds nærmere karakter, når man skal vurdere briternes smukke exit.

Jeg vil også fremhæve filosoffen Rune Selsings artikel, som også vedrører ”venstrekonservatismen”, og som er lidt i samme ånd som de to andre artikler.

Selsing er særdeles kritisk over for Fogh Rasmussens ødelæggelse af de folkelige og faglige handlingsformater: ”Det er svært at overvurdere, hvor skadelig hans regeringsperiode var”, skriver Selsing.

Foghs globaliseringspolitik ødelagde både den pædagogiske sektor, omsorgssektoren og mange andre ting, siger Selsing. Ja, Foghs politik ødelagde ”kaldet”. Jeg er helt enig.

På en måde kan man godt sige, at Fogh Rasmussen stod for ødelæggelsen af den danske common law, hvilket jo var paradoksalt, eftersom han havde selv rødder i den nationale tradition. Man burde forske mere i denne modsætning efter min mening.

Der er spændende tanker i alle tre artikler, men efter min mening skrives det liberale moment for meget ud, især hos Böss og Selsing, selvom det så alligevel nævnes. Dermed havner de tendentielt i omegnen af Mette Frederiksens socialdemokrati.

Dette liberalisme-problem løses på en måde af Toft Hansens artikel, synes jeg, hvis konservatisme jo knyttes til forfatningen eller mangel på samme. Men måske mangler der her lidt refleksioner over de specifikke common laws, som man finder i forskellige lande. Grundtvig var jo ikke englænder, selvom han elskede landet. Toft Hansen nævner dog Edmund Burke, som jo var en frihedselskende common law-kritiker af den franske revolution, og der er jo også grænser for, hvad man kan have med.

En af årsagerne til, at jeg overhovedet kom i gang med disse læsninger er, at Rune Selsing her i aften kl. 19:30 holder foredrag om sin nye bog i Stakladen i Aarhus. Det er Studenterkredsen, der arrangerer. Måske ses vi?

Selsing var også den første, der i et officielt medie (JP) protesterede imod Claus Holms fyringsaktion i november 2022. Der var noget common law over hans smukke indlæg, som jeg selvfølgelig blev meget rørt over. Selsing forudsagde, at det nok ville være slut med kritisk aktivitet på DPU, og det kan man da roligt sige, at han har fået ret i.

Tidsskriftet afsluttes af en artikel, hvori teologen Søren Peter Hansen præsenterer tankerne bag den nye kulturkonservative tænketank ”Prospekt”, som han selv er leder af. Et andet medlem af tænketanken, historikeren Christian Egander Skov, har også en udmærket artikel i tidsskriftet, som han i øvrigt selv er redaktør for.

Endelig er der to artikler, som jeg endnu ikke har læst, nemlig en artikel af Stefan Kierkegaard Sløk-Madsen, som arbejder ved tænketanken CEPOS. Jeg glæder mit til at læse denne artikel, for Sløk-Madsen skrev en virkelig interessant artikel til bogen ”Stat og borger”, som udkom på KLIM i 2022 (redigeret af Brian Degn Mårtensson og Sløk-Madsen selv). Her arbejdede han med at knytte forfatning, kultur, velfærdsstat og økonomisk politik sammen i en samlet analyse.

Også præsten Henrik Gade Jensen har bidraget til tidsskriftet. Han var faktisk også tidligere med i CEPOS og blev i 00’erne behandlet på det skammeligste af Informations daværende redaktør David Trads, som beskyldte Gade Jensen for at være nazist. Trads måtte efterfølgende krybe til korset, men først mange år senere. Jeg glemmer det aldrig.

Gade Jensen skrev i øvrigt også en glødende forsvar for Erik Schmidts kamp mod læringsmaksimeringens hærgen; en hærgen, som godt kan anskues som en total karikatur af civil law.

Links:

Critiques hjemmeside: https://aarsskriftet-critique.dk/

Prospekts hjemmeside: https://www.taenketankenprospekt.dk/

Selsings kritik af DPU: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE14640559/naar-forskere-bliver-fyret-for-deres-holdninger-tier-resten-stille/

Henrik Gade Jensens forsvar for Erik Schmidt: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/article6828758.ece

Selsings oplæg ved Studenterkredsen i Aarhus: https://www.facebook.com/groups/aarhuskredsen/posts/10159828306122684/

 

18. d. 17. september: Postmoderne ondskab ved Aarhus Universitets årsfest

På Aarhus Universitet har man i de sidste 17 år været vidne til to opgør. Først gjorde man op med universitetets grundlæggende ide og dermed med sin egen historie. Det skete i 2006 i forbindelse med AU’s globale udvidelse af universitetsreformen; et opgør som endda der blev forstærket ved de store centraliseringer i 2011. Herfra var al forskning ”strategisk”, og siden eksisterede ingen reel ”akademisk frihed”.

Denne form for magtudøvelse er et eksempel på det, som politologen Steven Lukes i sin sin bog “Power – a radical view” fra 1974 kaldte for tredimensionel magtudøvelse, dvs. en form for strukturel magt.

Dette første opgør med universitetets essens og med AU’s egen historik satte sig så løbende igennem i et andet og mere konkret opgør, både i det skjulte via en skov af strategiske og incitamentsskabende prioriteringer, men også i en lang række konkrete sager og overgreb. DPU er en helt særlig forstærket case, men ingen undtagelse.

Denne strategiske magtudøvelse kaldte Lukes for todimensionel magt, og de konkrete overgreb, som fulgte, var så udtryk for endimensionel magt.

Jeg dokumenterer selv dette grundigt i en kommende udgivelse, og flere andre bøger har været inde på det samme, f.eks. Heine Andersens bog om forskningsfrihed og Asger Sørensens ”Asger Sørensen går på universitetet”.

I forgårs holdt AU jubilæumsfest, hvor man lod som om, at man hyldede alt det, man har gjort op med. Rektor refererede til Humboldt og den nye bestyrelsesmand læste op fra universitetets ytringsfrihedserklæring.

Denne logik et eksempel på det, som jeg kalder for ”postmoderne ondskab”; dvs. en situation, hvor man bruger det, man har gjort op med, til at legitimere opgøret.

Et andet eksempel på en sådan type double-bind, var da skolerådmanden i Odense omkring 2014 talte for ytringsfrihed, samtidig med at hun undertrykte den på en konkret skole. En sag som røg i landsretten, hvor den forurettede skolelærer vandt sagen.

Jeg har lidt ondt af Hartmut Rosa, som nu er blevet æresdoktor på et universitet, der gør op med netop den selvsamme kritisk/romantiske bildung-tradition, som hans arbejde udspringer af. Rosa har også skrevet særdeles kritisk om ”accelerationssamfundet”, som AU/DPU ellers nærmest er defineret ved. Rosa bliver dermed en tragisk skikkelse i europæisk videnskab.

I nedenstående analyse af et indlæg af ART’s dekan fra i vinters optræder begge de to omtalte opgør. Først i form af dekanens forståelse af den pædagogiske forsknings mere strategiske rolle i samfundet, der knytter an til forandringerne i midt 00’erne, og dernæst i form af en begrundelse for et regelret opgør med ytringsfriheden i en konkret sag.

Arrangementet blev, som jeg har forstået det, ledet af en anden dekan, der er datter af en elev af Løgstrup, som jo er ud af samme tradition som Rosa, og hvis indflydelse DPUs ledelse har kæmpet kraftigt imod siden 2008. Jeg har endnu ikke opfundet et ord for denne helt særlige universitetspolitiske tilstand.

Links:

Reportage fra årsfesten: https://medarbejdere.au.dk/nyheder/nyhed/artikel/95-aar-er-ingen-alder-for-et-universitet

Analyse af dekan-indlæg fra i vinters: http://www.thomasaastruproemer.dk/johnny-laursen-forsvarer-fyringerne-paa-dpu.html

 

19. d. 17. september: Alternativets problemer

Først tager en af de gamle alternativister og leder af folketingsgruppen, Torsten Gejl, orlov pga. stress. Gejl er ellers en gentleman, der i mange år har haft en positiv effekt på gruppen, så vidt jeg ved.

Herefter består folketingsgruppen af fem kvinder, som allerede dagen efter Gejls orlov – noget ufølsomt mod Gejl – flasher den nye kønshomogenitet på diverse medier. De fleste af dem er helt nye folketingsmedlemmer. Man savner virkelig Caroline Magdalene Maiers kompetente og mere alfaderlige arbejde, men hun røg desværre ud af folketinget i 2019.

Og straks går der hønsegård i foretagendet. Fire af damerne kaster sig over gruppens mest selvstændigt tænkende person, nemlig Theresa Scavenius, som de nu vil ekskludere. En række grove anklager flyver rundt i septembervinden.

DR kan imidlertid fortælle, at de fire kvinder reelt er sure over følgende tre forhold:

– Scavenius vil ikke støtte regeringens lovforslag om utilbørlig optræden.

– Scavenius er imod en affaldsordning, som førende eksperter er enig med hende i at kritisere.

– Scavenius formåede at holde partiledelsen fast på dens eget løfte om en advokatvurdering af Mette Frederiksens rolle i minksagen.

Kort sagt: Scavenius har adresseret tre gode retspolitiske og faglige emner, som intet har at gøre med alle de intrigeord, som vi må læse om. Hun har gjort sin pligt som politiker og partimedlem.

Hele konflikten har kort sagt ikke noget med ”samarbejde” at gøre, men alene om politik. Man skulle tro man var på DPU.

I dag blev Scavenius så ekskluderet, eller rettere: Hun bliver ikke ekskluderet formelt set, ”kun” reelt. Der må jo være nogen i hovedbestyrelsen, som har talt imod, men det færdige resultat er helt til grin.

Med både Geil og Scavenius ude, dvs. uden både gentleman og selvstændighed, så er der gjort klar til et slags radikale venstre eller noget jeg ved ikke hvad.

Jeg vedhæfter DR’s fine artikel om sagen.

https://www.dr.dk/nyheder/politik/intern-krig-hos-alternativet-kolleger-i-folketingsgruppe-vil-smide-scavenius-ud-af

 

20. d. 18. september: To ministerielle udgivelser i 2014 om læringsmål og alsidig udvikling

I 2014 udgav Undervisningsministeriet to rapporter, som begge var udarbejdet af DPU sammen med de store professionshøjskoler, UC VIA og det som i dag hedder ”Metropol”. Der var ingen konkrete forfattere, så det måtte man selv gætte sig til.

Den første udgivelse var en ministeriel vejledning til ”læringsmålsstyret undervisning”, der med det samme skabte totalt kaos mange steder. Hver eneste elev skulle nu målstyres hver dag og i hver time. Det var Keld Skovmand, der opdagede betydningen af dette skrift. Det fik han ikke ros for; hverken i UC-sektoren, hvor han var ansat, eller på DPU, hvor han skrev sin ph.d.-afhandling. Han har netop fået job på et universitet i Norge.

Den anden udgivelse var en dobbeltrapport om ”alsidig udvikling”, som gik lidt mere under radaren. Rapporten bestod i en instrumentel og psykologisk udgrænsning af skolens formålsparagraf, som udtrykket ”alsidig udvikling” jo stammer fra. Man kaldte endda slagtningen for en ”forskningsbaseret” analyse. Det var skolereformens angreb på videnskaben. Fra denne rapport udsprang et omfattende forsøg på at digitalisere skolens formålsparagraf.

Det var skolereformens syn på pædagogik og forskning, der pulserede på det reformerte DPU og på de nye professionshøjskoler.

Links:

Link til vejledning i læringsmålstyring: https://docplayer.dk/413518-Laeringsmaalstyret…

Link til notat om ”alsidig udvikling”: https://emu.dk/sites/default/files/2018-10/140916-Alsidig-udvikling.pdf

 

21. d. 18. september: Elevens og lærerens død

Det har i mange år været populært at sige, at man skal gå ”fra elev til studerende” på de videregående uddannelser.

Det er et meget uheldigt udtryk, for i samme øjeblik man ikke vil være elev, så mister man sin lærer. Og hvis man ingen lærer har, så kan man ikke være ”studerende”.

Både den studerende, som er uden lærer, og den forladte og ensomme lærer, kollapser så i ”læring”. Det er DPU’s og skolereformens formel.

Det er ”death of the teacher” og “death of the student”.

Det er kort og godt åndens død, og denne død kaldes for ”læring”.

Men den slags analyser er helt og aldeles forbudt på Aarhus Universitet og på DPU. Her udarbejdes der antipædagogiske læringsdokumenter, som man ikke må kritisere.

Men både universitetets bestyrelsesformand og rektor taler om forskningsfrihed? Det er ude i hampen.

Universitetets egentlige ideal er en lærer, der finder en elev, som finder en lærer. Det er en åndelig og videnskabelig proces, som er det stik modsatte af den aktuelle universitetspædagogiske kurs.

 

22. d. 19. september: Nationale test (NT): Fra ingenting til statseje

I starten af 00’erne var det kun de borgerlige partier, som gik ind for NT. De var under indflydelse af Anders Foghs mærkelige kombination af national handling og nyliberal globalisme. Man var imod efterkrigstidens humanisme. Ellen Trane Nørby og Bertel Haarder var de centrale undervisningsministre.

Alle andre var imod NT. Også socialdemokraterne var klart imod, endda så sent som 2004.

Da NT blev vedtaget i 2006, havde Socialdemokratiets nye skoleordfører, Antorini, vendt gruppen 180 grader. Og bortset fra fire ulydige partimedlemmer stemte hele gruppen for skoleforliget. Socialdemokratiet var nu endegyldigt blevet en del af konkurrencestaten; en vending som dog var forberedt af Nyrup i slutningen af 1990’erne. Thorning og Antorini og ikke mindst Corydon tog magten.

I 2010 blev testene konkret indført.

SF og RV var stadig imod i 2006. Men de kom med i 2013 ifm. skolereformens forstærkning af 2006-loven. Især Thor Möger spillede en stor rolle i at få SF hen til Corydon. RV fulgte med. Marianne Jelveds seminarie-linje tabte, efter at Ny Alliance var brudt ud af partiet. Margrete Vestager tog over. Hun blev kaldt for “evalueringsdronningen”.

Morten Østergaard (RV) og Antorini (S) stod herefter omkring 2013 for den helt store instrumentalisering af skole og uddannelse.

I 2014 kom så trivselstestene efter samme skabelon. Jeg ved ikke, om nogle stemte imod dem?

LA kom med i forligskredsen i 2016, fordi Merete Riisager blev undervisningsminister. Skæbnens ironi, vil jeg kalde det.

Så manglede man kun at få Danmarks Lærerforening med i NT-kredsen. Det skete i 2020 i forlængelse af OK18’s ”Ny start” og det ledsagende statsdirigerede ”Sammen om skolen”, som nu effektiviserer testene under påskud af, at de er opløst.

SF forlod forligskredsen omkring skolereformen i 2022, men er stadig med til at stemme NT igennem. Lidt tragisk på en måde.

I dag står kun Enhedslisten og Ny Borgerlige uden for NT-kredsen. Hip hurra for dem.

Mission accomplished.

 

23. d. 20. september: Ny rapport om faget Kristendomskundskab

I maj 2019 nedsatte Merete Riisager som en af sine sidste embedshandlinger en rådgivningsgruppe, som skulle undersøge kristendomsfagets tilstand.

Kort tid efter kom der en ny socialdemokratisk minister, Pernille Rosenkrantz-Theil, der med det samme ignorerede gruppen og endte med at nedlægge den, før der overhovedet var indkaldt til et møde.

Imidlertid fortsatte rådgivningsgruppen sit arbejde for private midler, og i går blev gruppens rapport præsenteret på Christiansborg. Arrangementet blev bakket op af SF og Venstre.

Der står virkelig mange interessante ting i rapporten, som jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed.

Her vil jeg nøjes med at notere to ting. For det første at ovenstående proces er et udtryk for Socialdemokratiets radikale modvilje mod at støtte det pædagogiske engagement i åndelige fag og emner; en modvilje, som også viser sig på mange andre områder. Vi er gået fra Gud til Arbejdsudbud, for nu at sige det på den måde.

For det andet vil jeg nævne rapportens afsluttende kapitel, der handler om ”forskning i religionspædagogik og -didaktik”.

Her fremgår det, at man på Danmarks Lærerhøjskole før år 2000 havde både et professorat, tre lektorer og en adjunkt, som forskerede i religionspædagogik.

Men da DPU blev etableret i 2000, forsvandt denne struktur fuldstændigt. I rapporten står der følgende:

”Med omlægningen af lærerhøjskolen forsvandt hovedparten af de fagdidaktiske miljøer i den nye universitetsstruktur, hvor ingen for alvor har fortsat forskningen i religionspædagogik og -didaktik”.

I mine øjne hænger denne forandring sammen med, at DPU’s nye rektor var præget af Nietzsche, Foucault og af læringsbegrebets tiltagende hegemoni, så det kneb med omsorgen for baggrundstraditionerne. Denne tilstand blev efterfølgende endda forstærket ind i senere DPU-ledelsers regelrette opgør med f.eks. Hal Koch, Løgstrup og ”den grundtvigske ursuppe”.

Fra 2014 fik professionshøjskolerne forskningsret på de fagdidaktiske områder, men heller ikke her har der været interesse i sagen, står der i rapporten.

Emnet har med andre ord ”ligget goldt hen”, som der står, hvilket jo er barokt al den stund, at religiøse og teologiske spørgsmål spiller en stor rolle for samfundet, både historisk og aktuelt. I andre nordeuropæiske lande er der da også meget større interesse for religionspædagogiske, fremgår det.

Dermed bliver behandlingen af kristendomsfaget et slags empirisk case, som eksemplificerer to generelle forhold: Dels Socialdemokratiets åndelige kollaps og dels den instrumentalisering af forskningssynet, som kendetegner både DPU og professionshøjskolerne. Begge disse institutioner har da også rødder i 2000’ernes opgør med hhv. lærerhøjskolen og seminarierne, som jo ellers udsprang af de folkelige, demokratiske og teologiske traditioner, som har skabt skolens formålsparagraf.

Links:

Link til omtale af gårsdagens konference: https://www.folkeskolen.dk/kristendomskundskab-kulturfag-liberal-alliance/gruppe-om-kristendomsfaget-blev-nedlagt-nu-har-de-faerdiggjort-arbejdet-pa-egen-hand/4732007

Link til selve den nye rapport: https://www.folkeskolen.dk/files/2023/09/19/Revitalisering%20af%20faget%20kristendomskundskab.pdf

Link til undervisningsministeriets annoncering af gruppen, maj 2019: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2019/maj/190502-ny-raadgivningsgruppe-skal-revitalisere-faget-kristendomskundskab

 

24. d. 21. september: Alternativets problemer

Hvis man er en “gentleman” i Alternativet, så går man ned med stress. Det er efterhånden let at forstå. Stakkels hr. Gejl.

Og hvis man er en “independent woman” i samme parti, så er det ud.

Og nu fortæller DR, at sagen mod Scavenius ifølge et mæglingsnotat slet ikke handler om samarbejdsproblemer, som det ellers hævdes på den mest primitive måde af den anonyme restgruppe. Sagen handler derimod om politiske uenigheder.

Så de fem uselvstændige og u-gentle damer ville bare af med gruppens og måske Folketingets mest kompetente politiker, så de kan samles om ”en vision”.

Man kan på en eller anden måde godt mærke, at Scavenius ifølge wiki har skrevet bachelorspeciale om Thomas Mann. Man får lyst til at køre til Lübeck.

Det er helt ubegribeligt, at Alternativet på nogen måde kan undvære Scavenius’ kombination af retsbevidsthed, klimafaglighed og humanistisk interesse. Hvorfor drager partiet ikke omsorg for, at denne kombination netop kan udvikle sig?

Artikel fra DR.dk: https://www.dr.dk/…/interne-mails-fra-alternativet…

 

25. d. 24. september: Skolereformen og DPU i 2016

I maj 2016 skrev DPU’s næsten nye institutleder, Claus Holm, en kronik sammen med sin mentor, professor Jens Rasmussen. De havde siden 2007 redigeret og skrevet en række indflydelsesrige antologier, som handlede om læring, evidens, målstyring og OECD, og som udelukkede landets rige og dybe pædagogiske tradition på det groveste.

Holm og Rasmussen havde dermed bidraget til etableringen af ”pædagogikkens to verdener”, som jeg kaldte det. Rasmussen var også Holms ph.d.-vejleder og så videre.

Filosoffen Peter Kemp kaldte systemet for ”antidannelse”.

I kronikken kan man iagttage en utilsløret hyldest til skolereformens principper. Det eneste problem med reformen er ifølge Holm og Rasmussen, at det tager for lang tid at implementere den; “mindst 10 år” må vi forvente. Men vi skal bare gøre, som OECD siger, så går det hele skam hurtigere, må vi forstå. Det virker nærmest nedladende.

Kronikken er læringsideologi på den barske klinge og et udtryk for DPU’s dybe fald i en nøddeskal.

Det er noget tragisk over, at pædagogikkens institut står for pædagogikkens kollaps.

Blot et år forinden, i starten af 2015, havde Holm som helt nyansat leder uden videre nedlagt et lige så helt nyt professorat i pædagogik. Og samme år understøttede han nogle utrolige klager imod mit kritiske arbejde. Jens Rasmussen selv havde klaget efter helt samme skabelon i 2014. Man skulle tro, at man var ansat i Alternativet.

Jeg fortsatte mit virke efter almindelige kritiske principper. Men på Aarhus Universitet kan man ikke gøre sin akademiske og demokratiske pligt. Jeg havde gjort det forbudte i en autoritær organisation, nemlig at forsinke organisationens antipædagogiske effekt og vision så meget som muligt.

Næsten samtidig med, at Holm og Rasmussen udgav deres kronik, skrev Keld Skovmand sin enestående bog ”Uden mål og med”. Skovmand kritiserede her læringsdiskursen så kraftigt, at Jens Rasmussen måtte skrive et nærmest historisk forsvars-notat til landets beslutningstagere; notatet var ligeså indskrænket i sit perspektiv som kronikken. Det kan man læse mere om i bogen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, som udkom i maj 2023.

I min optik er hele denne situation omkring AU og DPU et empirisk eksempel på den opløsning i staten selv, som konkurrencestaten er et udtryk for, og som har været forstærket siden omkring 2019-20.

Man bør efter min mening omgående oprette private universiteter samt kritiske og åbenhjertige tænketanke, indtil en etisk korrekt situation er genoprettet på kundskabsbegrebets og pædagogikkens præmis.

Link til kronik: https://www.folkeskolen.dk/canada-folkeskoleloven-folkeskolen-nr-10-2015/skolereformen-kraever-mindst-ti-ars-fokuseret-indsats/963911

 

26. d. 24. september: Den svage og blide autoritet

Der er en eller anden interessant sammenhæng mellem følgende tre begreber, som alle sætter autoritet i sammenhæng med folkelig og pædagogisk tilsynekomst:

A.

”The weak God” (Den svage gud: Et udtryk, der kommer fra en form for postmoderne teologi, hvorfra Gert Biesta udleder sit undervisningsbegreb i hovedværket ”The Beautiful Risk of Education” fra 2014).

B,

”The Gentle-man”. (Den blide mand: Den engelske omsorgs- og liberal learning tradition, som har rødder i forfatningsliberalismen omkring 1689).

C.

“Den passive konge” (Det konstitutionelle monarki: En passiv konge med et aktiv folk, som Grundtvig undersøger i teksten ”Det danske firkløver”, og som er indbegrebet af ånden i Grundloven fra 1849).

I alle tre tilfælde har vi det samme samspil mellem autoritet og passivitet, blot i hver sit århundrede.

 

27. d. 28. september: Per Stig møller advarer imod “det autoritære demokrati”

Per Stig Møller ser autoritære og antidemokratiske træk i den nye regering. Og han mener – med henvisning til politologen Tim Knudsen – at disse træk især stammer fra nedlukningens korrektion af forfatningens principper:

”I afslutningen på sit fembindsværk, »Statsministeren«, advarer Tim Knudsen faktisk mod denne udvikling, idet han peger på den enevoldsmagt, statsminister Mette Frederiksen tiltog sig i ly af coronaen.

Hun ophævede magtens tredeling, da hun fik den lovgivende magt, Folketinget, til at give hende al magt, og den dømmende magt, domstolene, til at lukke. Uden lovgrundlag aflivede hun alle mink og slettede sine spor. Ansvaret slap hun fri af, da hun dannede regering med sine stærkeste kritikere, Venstre og Moderaterne.”

Herefter opremser Møller en række efterfølgende tilfælde, hvor denne forskydning i forfatningen allerede har vist sig. Og han afslutter sit indlæg med følgende konklusion:

”Vi er på glidebanen til det autoritære demokrati. Derfor bør Folketinget vågne op og begynde at anvende demokratiets regler og bremser, så vi får bremset den udvikling i tide.”

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/per-stig-moeller-advarer-mod-svm-regeringen-vi-er-paa-glidebanen-til

 

28. d. 3. oktober: Mandefald blandt røde og blå

A.

Først udelukkes Theresa Scavenius fra Alternativet, fordi hun holdt fast i en række retspolitiske og klimafaglige principper. De tilbageværende medlemmer af gruppen er fagligt anonyme. De oversætter grundighed og principfasthed til ”samarbejdsproblemer”. Et sikkert tegn på politisk og fagligt forfald.

B.

Dernæst forsøger Enhedslisten at udelukke byrådspolitiker Ulf Habo, fordi han er kritisk over for identitetspolitikken, herunder især venstrefløjens sexistiske opgør med kønnets biologiske og kulturelle dybder.

Harbo har ellers i mange år været en utrættelig forkæmper for socialpolitiske emner. Dermed bekræftes et nyt socialistisk fag-hierarki: Først konstruktivisme og dernæst social retfærdighed.

På en eller anden måde minder logikken om processen i Alternativet.

C.

Dernæst fyrede Jyllands-Posten sin nok mest selvstændige debattør, Michael Jalving, som sidste år skrev den fremragende bog ”Forsvar for Almindeligheden”, og som nok er den mest profilerede af avisens debattører. Det er meget svært at forstå og i høj grad sørgeligt.

D.

Og endelig har CEPOS’ bestyrelse fyret tænketankens direktør, Martin Ågerup. Fyringens årsager er uforståelige, eftersom Ågerup på alle objektive kriterier har bidraget kraftigt til CEPOS’ placering i samfundsdiskussionerne.

Først, fra 2007, var han indpisker til de nyliberale systemer, der bragte CEPOS i en efter min mening uheldig retning, som marginaliserede de politiske og åndelige emner, der jo ellers lå under det nye højres holdninger.

Men siden, fra omkring 2016, kom der en faglig korrektion. Her er nogle eksempler:

Jeg fik for alvor øje på Ågerups kvaliteter, da han nærmest hele alene stod på Rådhuspladsen og talte nedlukningens faktum midt imod. På den måde blev CEPOS den centrale kraft i kritikken af corona-politikken. En anden coronakritiker, økonomen Christian Bjørnskov, sidder i øvrigt i CEPOS’ bestyrelse. Mon ikke han er blevet kørt over? Resten af bestyrelsen er erhvervsfolk, undtagen en jurist.

Ågerup har i de senere år også fortjent hæder for sin kritik af identitetspolitik og for at argumentere for, at der skal være proportionalitet i klimapolitikken.

Ågerup har også haft en lang række radiosamtaler, de såkaldte “samfundstanker”, med en bred kreds af samfundsdebattører, herunder mig selv. Og i 2021 udgav CEPOS en flot hyldest til et meget bredt begreb om liberalisme, nemlig bogen ”Stat og borger”.

Hans arbejde er kort sagt blevet mere og mere bredt funderet.

Det var som om, der skete noget der midt i 10’erne. Jeg har fundet et enkelt tegn på årsagen: I 2017 skrev Ågerup følgende, som svar til en af tænketankens store sponsorer, som åbenbart på det tidspunkt ikke mere var sponsor alligevel:

”Mine synspunkter – og mine medarbejderes synspunkter – dikteres ikke af CEPOS’ sponsorer. Og vi er kun interesseret i sponsorer, der forstår og respekterer dette.”

Gode ord!

Fra omkring dette tidspunkt begyndte CEPOS at forandre sig i en positiv retning efter nogle år, hvor den neoliberale økonomiske diskurs havde spillet fandango.

I stedet for Ågerup har CEPOS’ bestyrelse udnævnt en Jes Brinchmann Christensen. Han kommer fra Dansk Erhverv og har også været i Erhvervsministeriet. Jeg har ikke kunnet finde nogle offentlige indlæg fra den nye direktør. Man må derfor gå ud fra, at der er tale om en forstærkning af den konkurrencestatslige side af CEPOS’ diskurs. Hvis det passer, vil man ikke kunne skelne CEPOS fra andre politisk-økonomisk definerede tænketanke.

Så fire personer fra både højre og venstre, som har ageret selvstændigt i samfundsdebatten, er nu blevet fyret af uransagelige årsager. Det er ikke godt.

 

29. d. 4. oktober: Statsministerens åbningstale

Jeg har læst statsministerens åbningstale og så videre. Her er fire noter:

A.

I Grundlovens §38 står der følgende:

”Stk. 1. På det første møde i Folketingsåret afgiver statsministeren en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger.”

Men i stedet for at en sådan ”redegørelse”, får vi blot en masse oneliners om alt fra aktiv dødshjælp til koranafbrændinger samt nogle anekdoter om dette og hint. Talen mangler helt politisk rationalitet. Der er ingen “redegørelse” og ingen direkte “påtænkte foranstaltninger”.

Det siger noget om regeringens lave faglige niveau.

B.

Statsministeren bruger halvdelen af sin tale på folkeskolen, og det skal hun trods alt ikke have utak for fra mit ringhjørne. Men hvilken nedslående og overfladisk behandling:

Ikke mindst vil hun gøre op med læringsmålstyringen. Men hun var selv beskæftigelsesminister fra 2011-2014, hvor hun sammen med Corydon og Antorini stod for det overgreb på dansk pædagogik, hvor man netop indførte ”læringsmålstyringen”. Hun kritiserer sig selv uden at nævne det. Det er ikke i orden.

Siden måtte Merete Riisager sammen med nogle kritiske forskere kæmpe en brav kamp for at ændre nogle af disse regler. Men socialdemokraterne og folk fra DPU gik i høj grad imod Riisagers og forskernes arbejde. Det nævnes heller ikke.

Så statsministeren lader hånt om hele sammenhængen. Man kan derfor ikke have tiltro til hendes udmeldinger på skoleområdet. Der omtales da heller ikke nogen politiske initiativer, så det hele virker mest som løs snak.

Men ret skal være ret. Naturligvis må vi heppe, både på opgøret med målstyringen og med Tesfayes forsøg på at tøjle digitaliseringen.

C.

I en kort note nævner statsministeren ytringsfriheden. Hun siger bl.a.:

”Hvornår kom vi dertil, at selv forstandige intellektuelle nu forsvarer retten til at brænde andres bøger?”

Men regeringen har jo netop ikke lavet et sådant alment forbud mod bogafbrændinger. Problemet er, at regeringen kun ønsker at forbyde afbrændinger af nogle bestemte slags bøger. Det er et problem, fordi man derved tvinges til at begrunde forskellen mellem de bøger, der må afbrændes, og dem, der ikke må. Og det er lige præcis denne ”begrundelse”, som ”forstandige intellektuelle” kritiserer.

I stedet fremturer hun blot med sine oneliners., så man skulle tro, det var en nytårstale.

Regeringen lever i en osteklokke, tror jeg.

D.

I gårsdagens Deadline var der besøg af Rune Lykkeberg og Bjarne Corydon, hvor sidstnævnte jo selv havde store aktier i den skolereform, som statsministeren brugte så meget tid på.

Men journalisten omtalte slet ikke denne centrale forbindelse. Corydon fik bare lov til at snakke om noget andet. Han ville have noget mere målstyring eller sådan noget. Hvad bliver det næste: At man inviterer Napoleon uden at snakke om det post-revolutionære Frankrig?

Heller ikke Lykkeberg ville tale om folkeskolen. Han ville snakke om klima, som han mener er vigtigere. Men det er det ikke, og det skyldes følgende: Selv hvis Danmark lever op til alle klimamål i morgen vil det ikke have den mindste effekt på klimaet. Men hvis man laver en ny skolereform, så vil det ændre en hel generations livssyn. Klima og skole er to helt forskellige kategorier.

 

30. d. 4. oktober: Seniorrådgiver ved Tænketanken Prospekt

Jeg er startet som seniorrådgiver ved Tænketanken Prospekt, jf. nedenstående pressemeddelelse fra Ritzau.

Jeg skal især bidrage med pædagogiske og uddannelsespolitiske diskussioner og analyser, både som særskilte Prospekt-analyser og i medierne generelt.

Mange tak til direktør Søren Peter Hansen og programleder Christian Egander Skov for at invitere mig og dermed pædagogikkens emner indenfor i Prospekts udvikling.

Tænketanken Prospekt arbejder for, at emner som medborgerskab, ånd, etik og dannelse kommer tilbage på den politiske og faglige dagsorden. Så ærværdigt et initiativ er jeg glad for nu at være en del af.

Der er ikke tale om en egentlig stilling, men som det fremgår af pressemeddelelsen, arbejdes der på at finansiere et decideret program om “dannelse og pædagogik”.

Link til pressemeddelelse: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/13730811/anerkendt-dannelsestaenker-ny-seniorradgiver-i-taenketanken-prospekt?publisherId=13561549&lang=da

Link til Prospekt: https://www.taenketankenprospekt.dk/

 

31. d. 4. oktober: Niels Egelund i 2010

Niels Egelund var den toneangivende repræsentant for DPU ind i 00’ernes skolepolitik. Han sad bl.a. i det indflydelsesrige Skolerådet, hvor økonomerne Jørgen Søndergaard og Nina Schmidt dominerede, og han påvirkede også dagtilbudsforskningen og så videre.

Egelund var en form for pædagogisk ekstremist, hvis synspunkter i 2010 var helt normale.

Her er to citater fra artiklen ”Drømmen om den perfekte målestok”, Asterisk, juni 2010, Hvor Egelund udskammer den pædagogiske tradition:

”Uddannelsessystemerne kommer til at ligne hinanden mere og mere. Danmark kan ikke melde sig ud af en international sammenhæng og holde sig inden for nationalstaten. Det kan godt være, at det er synd for Grundtvig, men vi kan ikke skrue tiden tilbage til Morten Korch. Sådan er det. Der kommer til at ske en løbende harmonisering af uddannelserne på tværs af nationale grænser, og det er der mange fordele i.”

”PISA og de andre internationale sammenligninger har vækket os af den nationale tornerosesøvn, der havde lullet os ind i vores egen selvgodhed. Vi troede–ligesom så mange andre lande – at vi havde det bedste uddannelsessystem i verden. Det havde vi ikke. De internationale undersøgelser har ikke alene dokumenteret det. De har også vist, på hvilke områder der er behov for forbedringer. Det kan jeg kun se som noget positivt”

Eller hvad med dette her citat fra en artikel i Information fra samme år, hvor Egelund gør økonomer til de centrale “uddannelsesforskere”:

“Internationalt, så er det altså økonomer, der oftest sidder på området. Og uddannelsesforsker, hvad fanden er det?« spørger han (Egelund, TAR) retorisk og henviser til, at der på Center for Strategisk Uddannelsesforskning kun er tre ud af 16 med traditionel DPU-baggrund. Resten har en profil inden for økonomi eller lignende studier.”

(jeg blev opmærksom på Asterisk-artiklen ifm. læsning af Thorstein Balles værk: “Grundtvigs skolevej”, s. 26)

 

32. d. 6. oktober: Et fællesskab af dem, som ikke har noget til fælles

Det er sjældent det konkrete synspunkt, der er mest interessant.

Men hvad er så det interessante?

Det er begrundelserne for det konkrete synspunkt.

Hvorfor?

Fordi begrundelserne for synspunktet kan rejse og slå ned som pludselig lyn, både her og der. Dermed kommer helt forskellige synspunkter i åndelig kontakt med hinanden.

Hvad kalder man disse rejsers trafikale regler og deres lynnedslag?

Dem kalder man for filosofi. En filosof interesserer sig for begrundelsernes rejser og deres trafik samt for disse rejsers mangeartede lynnedslag. Han er selv på rejse rundt på alle vejene.

Hov, der er en sti! Nogen må have gået her før. Men der er ikke noget skilt. Stien fører ned til en strand ved det åbne hav. Pludselig hænger PISA-listen sammen med arbejdsudbuddet og Store Bededag og nedlukningen og samarbejdspolitikken under krigen og så videre, uden at jeg ved hvordan.

Hvor er jeg? Der går nogle mennesker rundt og samler sten. Jeg kan se en gammel nabo, en professor, en bibliotekar, en sangerinde og en lærer, som ikke ligner hinanden. Det er de andre filosoffer. De bliver jævnligt beskudt fra krigsskibe, der ligger ude på vandet i sky og røg. Men de stille strandgæster kaster så med deres små strandsten ud i den klare luft, indtil krigsskibene synker.

A community of those who have nothing in common.

 

33. d. 6. oktober: Intern kritik af Aarhus Universitet

Professor i fysik, Peter Balling, er medarbejderrepræsentant i bestyrelsen for Aarhus Universitet.

I et aktuelt debatindlæg i universitetets medie ”Omnibus” kritiserer han begrundelserne for den fyringsrunde på DPU, som fandt sted sidste efterår, og som jeg selv blev en del af.

Balling kritiserer især universitetsledelsens henvisning til aktiekurser og egenkapital.

Han skriver f.eks. følgende om ”aktierne”:

”Men kan det virkelig passe, at Aarhus Universitet skal fyre medarbejdere, fordi aktiemarkederne falder? Fortællingen lyder jo absurd. Den er rodfæstet i de første udmeldinger fra universitetsledelsen, og forklaringen blev flittigt holdt i live ned gennem ledelsesstrengen, som – i min fortolkning – muligvis fandt det bekvemt at placere skylden for de nødvendige tilpasninger ved en udefrakommende faktor.”

Og om ”egenkapitalen” skriver han bl.a.:

”Men det er jo netop for at kunne håndtere sådanne udsving, at universitetet har en egenkapital! Den skal fungere som en buffer, når der er modvind. Jeg kan heldigvis bekræfte, at denne holdning deles bredt i bestyrelsen!”

Dermed er Balling helt på linje med mine egne analyser, som jeg offentliggjorde løbende i efteråret 2022. Dengang henviste rektor blot til dekanen, men Ballings indlæg viser, at der også er tale om et problem på rektorniveau.

Det betyder, at der ikke er nogen saglig begrundelse for fyringsrunden.

Dertil kommer så Claus Holms og Universitetets ideologiske fyring af undertegnede for at kritisere skolereformens filosofi og dens aktører, som Holm selv er i blandt.

Ingen kan mere vide sig sikker. Der er aktieudsving og fornærmede institutledere alle vegne.

Universitetets ledelse bør gå af. Den har med sine ubegrundede beslutninger påført universitetet og forskningen stor skade.

Balling var ude i et lignende ærinde tilbage i juni 2023, også i Omnibus, men ledelsen svarede ham aldrig, så vidt jeg ved.

Peter Ballings aktuelle indlæg: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/klumme-hvad-der-tabes-paa-aktierne-skal-vindes-paa-driften-eller-hvad

Peter Ballings indlæg fra juni 2023: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/kommentar-fyringer-blandt-fastansatte-ingen-kan-laengere-vide-sig-sikre-heller-ikke-au-i-konkurrencen-om-internationale-topforskere

 

34. d. 6. oktober: Jørgen Grønnegaard Christensen om læreruddannelsen

I februar 2021 skrev professor i statskundskab, Jørgen Grønnegaard Christensen, nedenstående kommentar til forslaget om at etablere af et nyt grundtvigsk- og oplysningsfilosofisk lærerseminarium i Herning.

Grønnegaard omtalte forslaget i venlige termer og har desuden følgende kritiske bemærkning til den aktuelle uddannelsespolitik:

”Det midtjyske initiativ går stik imod den strømning, som har præget i hvert fald de seneste to årtiers skole- og uddannelsespolitik. Her har vi fået store institutioner, født af forestillingen om stordrift som vejen til bedre uddannelser. Rationalet har været, at professionelle direktioner og ditto bestyrelser (hvad det så end er) var den sikre vej til gode uddannelser”

Grønnegaard fortæller, at Herning-initiativet blev støttet af venstremanden Kristian Jensen, mens den daværende socialdemokratiske uddannelsesminister, Ane Holmsboe-Jørgensen, angiveligt var bange for, at man kom til at støtte noget, som man ”ikke i stand til at styre”. Det er hygge fra den nye “stat”!

Grønnegaard peger også på en indre modsætning i Venstre, som jo – på trods af Kristian Jensens støtte til initiativet – selv i høj grad har skabt den centralisering og teknokratisering af uddannelsesområdet, som seminariet er en protest imod:

”Det er her værd at huske, at lige netop professionshøjskolerne blev til i den fusions- og managementmani, som drev en anden politiker med rod i Herning, venstremanden Helge Sander. Der var ikke meget Grundtvig-Kold over ham.”

Herning-initiativet, som jeg selv var involveret i, blev desværre ikke til noget, fordi de radikale sprang fra i sidste øjeblik efter pres fra en blanding af lokale ”professionshøjskoler” og Uffe Elbæk. Det var et stort nederlag for den kritiske bevægelse, som ellers var blevet bygget op siden skolereformen. Til sidst i efteråret 2022 gav Venstre selv det endelige dødsstød til initiativet. Partiets ordfører, Anni Matthiesen, som havde været en kæmpestøtte til Antorini, mente, at seminariets tanker var indeholdt i den nye læreruddannelse.

Seminariets hjemmeside eksisterer stadigvæk.

(jeg blev opmærksom på Grønnegaards indlæg ifm. læsning af Tim Knudsen (2023): “Statsministeren, bd. 5: mellem magt og almagt”, s. 73)

links:

Grønnegaards klumme, d. 21. februar 2021: https://www.weekendavisen.dk/2021-7/samfund/laerestreg-paa-heden

Seminariets hjemmeside: https://www.frilaereruddannelse.com/

 

35. d. 6. oktober: Barbie: En kulturkonservativ film

Jeg har set filmen om Barbie i vores lokale biograf. Efter min mening er der tale om et kulturkonservativt værk.

Filmen starter med, at nogle piger omkring år 1960 kaster deres dukker væk, fordi de ikke gider at lege vordende mødre.

I stedet for de gamle dukker, producerer man Barbie i et rent kommercielt univers. Barbie har – pga. af moderopgøret – ingen følelser og ingen kønsdrift og dermed ingen empati. Alt er bare intetsigende og lyserødt.

I midten af filmen faldt jeg i søvn og drømte lidt om Kaptajn Haddock, men jeg kunne høre, at de kvindelige dele af selskabet lo helhjertet.

Filmen slutter dybt tankevækkende med, at Barbie opsøger en gynækolog, i min fortolkning med det formål at få en livmoder. Hun vil være et erotisk og moderligt menneske. Hun gør dermed op med det opgør med moderskabet, som var hendes eget udgangspunkt.

Hun vender tilbage, men naturligvis en erfaring rigere. Nu som selvstændig kvinde og moder.

Det Amerika, som i midten af filmen fremstår som et patriarkat med grimme gamle statuer, bliver pludselig til et samfund skabt af “the founding fathers” og deres fødende mødre og ægtefæller. Barbie savner sine fædre og får sin Ken og bliver kvinde og borger. Det er meget bedre end at være uden land og mand og endda omgivet at pengegriske koncernledelser.

 

36. d. 10. oktober: Michael Böss bliver seniorrådgiver i Tænketanken Prospekt

Den fremtrædende historiker, Michael Böss, er blevet seniorrådgiver i den nye tænketank Prospekt, som jeg også selv er tilknyttet.

Böss har gjort store tjenester for pædagogikken, bl.a. ved hans indsats for et frit seminarium i Herning og ved hans aktive deltagelse i redningen af KLM-faget på læreruddannelsen.

Derudover har han bidraget til en lang række politiske og historiske diskussioner og i en række tilfælde gået i brechen for ånds- og forskningsfrihed.

Christian Egander Skov, som også er historiker, er også med i tænketanken, sammen med teologen Søren Peter Hansen.

Der bliver gang i Prospekt; som en form for frit og pulserende seminarium, der kan forstyrre de mange tekniske logikker, som er oppe i tiden.

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02RLtBDwS1L1uWVS1gamhYACtC7AP9z9VM1X1R83WeT3exzJKVrvRz1YjiWbFMnWYUl&id=61551906752355

 

37. d. 11. oktober: Risiko og trivsel

Hvad er det modsatte af “safe space”? Det er pædagogik.

Dette faktum stiller den aktuelle brug af udtrykket “trivsel” i et problematisk lys. I dag er “trivsel” blevet det samme som at forebygge risiko ud fra datagenererede eller identitetspolitiske statistikker. Hvilket skrækkeligt liv.

Pædagogik er snarere “en smuk risiko”, som Gert Biesta udtrykte det i 2014. Den tyske pædagog Otto Fr. Bollnow er inde på noget af det samme i sin bog “Eksistensfilosofi og pædagogik” fra 1959.

Både Biesta og Bollnow refererer til Søren Kierkegaard. Og Bollnow har flere sider om den italienske reformpædagog Maria Montessoris relation til “vækkelses”-begrebet. Montessori fik enorm indflydelse på dansk reformpædagogik.

Den antipædagogiske trivselsdiskurs kan kort sagt ikke bruges til noget i pædagogiske sammenhænge.

Grunden til, at jeg skriver om dette, er, at jeg forbereder mig til docent Jan Jaap Rothuizens studiekreds på VIA om pædagogiske emner, hvor vi på fredag skal snakke om Bollnows bog.

 

38. d. 11. oktober: Regeringens skoleudspil, note 1

Regeringen har her til morgen fremlagt et folkeskoleudspil, sådan lidt ud af det blå er mit indtryk. Mig bekendt har der ikke været noget forberedende arbejde.

Til for-lanceringen i går stod en række af de personer, som har bidraget særdeles negativt til den skole- og uddannelsespolitiske udvikling gennem årene, herunder Mette Frederiksen, Lars Løkke og Christina Egelund. Ja, selv Jakob Ellemann var til stede. Regeringens top sætter alt ind på sagen, må man forstå.

Vi er kort sagt i fortrængningens rum. Der skal scores billige points på at gøre op med det, som man selv har ansvaret for at gennemføre, vel at mærke uden nogen egentlig faglighed, som jo er fortrængt. Det er lidt som at høre på samarbejdspolitikerne efter befrielsen, hvor de pludselig var blevet en slags modstandsmænd.

Dette indtryk forstærkes, når man kigger på selve udspillet, som blev præsenteret af undervisningsministeren her til morgen. Der er ingen referencer til den omfattende faglige og pædagogiske kritik, der har været siden 2013, eller til især Merete Riisagers indsats.

Kort sagt: et larmende tomrum.

I stedet refererer udspillet til to organiseringer, som er gennemstrømmet af skolereformens ånd. Det drejer sig for det første om regeringens Reformkommission, hvor de indflydelsesrige konkurrencestatsøkonomer Nina Smith og Jørgen Søndergaard sidder. De sad begge i det altødelæggende Skoleråd frem til 2013. Den centrale pædagogiske ekspert i den omegn er aktuelt den John Hattie-begejstrede Lars Qvortrup, som har bidraget til Reformkommissionens arbejde med det såkaldte ”Faculty of Education”, og som i 2010 kaldte Lars Løkke for ”Martin Luther King”. I 00’erne var det Niels Egelund.

Det aktuelle udspil hedder ligefrem ”Forberedt til fremtiden 2”, som altså bygger ovenpå en ”Forberedt til fremtiden 1”, som var universitetsreformen fra i sommers, der omdannede de højere uddannelser til jeg ved ikke hvad.

En anden central reference i udspillet er det såkaldte ”Sammen om skolen”, der er et regeringsinitieret samarbejde mellem en masse organisationer, herunder KL og DLF. ”Sammen om skolen” udsprang af initiativet ”Ny Start”, der havde rødder i OK18. Heller ikke i denne baggrundskommission sad der nogle kritiske stemmer. Tværtimod var den præget af skolereformens folk.

”Ny Start” markerede derfor lærerforeningens endegyldige skolepolitiske nederlag efter lockouten i 2013. F.eks. tilsluttede DLF sig begejstret forliget om de Nationale Test, som udsprang af netop ”Sammen om skolen”.

Der er kort sagt tale om en skolereform 2.0, som det kaldes. Det vil sige: Variationer inden for samme begreb.

Så ånden fra 2013 er 100% intakt. Resten er bare at flytte pinde i buret med udgangspunkt i nogle tilfældige og løsrevne statistikker.

Læringsånden skal blot strømme lidt mindre fra staten og lidt mere fra KL og skolebestyrelserne. Bestyrelsesmedlemmerne skal lære nogle ”kompetencer” og snakke evaluering med kommunen med udgangspunkt i resultaterne i de Nationale Test. Forældrene skal med i logikken.

Man vil skære i antallet af læringsmål, men de angivne tal virker helt urealistiske? Det hele er desuden uden pædagogisk refleksion og politisk erindring, så læringsbegrebet vil fortsatte sin hærgen, nu blot som et tabu.

På udspillets side 2 står folkeskolens formål i fuld længde. Men der er ingen refleksioner over det i udspillet. Til gengæld er der statistiske ”udfordringer” og ”kvalitetsprogrammer” og så videre. Det er helt efter læringsrevolutionens bog.

Regeringen vil sammen med KL lave ”procesforenklinger”, hvilket jo er ensbetydende med mere bureaukrati. Endelig er der skruet kraftigt ned for Tesfayes kritik af den digitaliserede skolehverdag.

Udspillet kan tilgås via linket i denne artikel:

https://www.folkeskolen.dk/folkeskolereform-greve-kommune-skolepolitik/her-er-regeringens-skoleudspil/4736944

 

39. d. 12. oktober: Regeringens skoleudspil, note 2

I regeringens skoleudspil, som jeg skrev mere overordnet om i går, kan man på side 2 – lige før selve indholdsfortegnelsen – læse folkeskolens formålsparagraf i sin fulde længde og med fed skrift. Det fylder en hel side.

I det første afsnit inde i selve rapporten udlægges paragraffen meget kort. Det sker via tre markeringer, der alle reducerer formålsparagraffens indhold og muligheder:

Først knyttes an til formålsparagraffens udtryk ”færdigheder”. Regeringen lægger her alene vægt på ”færdigheder som at læse, skrive og regne”. Der omtales ikke andet. Og der er alene tale om statistiske forståelser af disse ”færdigheder”.

For det andet står der, at skolen skal ”forberede børn og unge til videre uddannelse og job”. Men ordet ”forberede” har en dyb upædagogisk betydning, eftersom Reformkommissionen er den centrale baggrundsreference. En fortolkning, der bekræftes af det ledsagende ord ”job”, som bestemt ikke er nævnt i selve formålsparagraffen, og som har en instrumentaliserende effekt.

Dermed kollapser også det fine udtryk ”uddannelse”.

Det tredje element fra formålsparagraffen er ”lyst til at lære mere”. Men det uddybes ikke, så det ender formentlig i en blanding af skolereformsretorik og livslang læring.

Det hele fylder blot seks linjer.

Disse tre markeringer kaldes for ”folkeskolens fornemste opgave”.

Regeringen overser helt formålsparagraffens centrale begreb om ”kundskaber”, som – hvis det blev inddraget i al dets magt og vælde – vil ødelægge diskursen i udspilet fundamentalt. Kundskaberne har stået i alle formålsparagraffer siden 1814.

Formålsparagraffens mange andre vigtige ord som fantasi, åndsfrihed, handling osv, er heller ikke omtalt.

Der er kort sagt tale om et brud med skolelovens §1, og dette bruds filosofiske struktur ligger i direkte forlængelse af skolereformen i 2013. Denne konklusion bekræftes på s. 11, hvor der står:

”Men folkeskolens står også over for en række udfordringer. De nationale mål, der blev indført med folkeskolereformen i 2013 om at styrke elevernes faglige udvikling og trivsel og mindske betydningen af negativ social arv, er ikke indfriet.”

Så 2013-reformen og dens opgør med den pædagogiske tradition står fast. Vi korrigerer blot metoden, så 2013-ånden kan få endnu mere frit løb. Det kaldes for “at sætte skolen fri”.

Denne konklusion forstærkes kort efter – også i forordet -, hvor der står, at regeringens forståelse af folkeskolen – altså alt det med fokus på job og målbare færdigheder – udgør et ”fælles fundament for dannelse”. Hvad dette ”dannelse” betyder ved ingen, men med reformkommissionen i baggrunden er der uden tvivl tale om dannelsens opløsning.

Inddragelsen af “dannelse” skal kort sagt dække over et opgør med dannelse.

Det bekræftes kort efter, hvor der står, at dannelsen er ”forudsætning for sammenhængskraft”.

https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/okt/231011-nyt-udspil-skal-styrke-kvaliteten-i-folkeskolen-og-saette-skolen-fri

 

40. d. 12. oktober: Gaven

Jeg siger lige noget fra amatørens verden, som ingen bør tage sig af:

Mellemøsten var frem til 1918 en del af det Osmanniske rige. Et moderne sekulariseret Tyrkiet blev skabt i ruinerne, mens resten af området blev overtaget af fransk og især engelsk kolonialisme, som fra starten støttede oprettelsen af en jødisk stat.

Først i slutningen af 1940’erne blev de moderne arabiske stater skabt, mens England og Frankrig trak sig ud.

FN vedtog i den sammenhæng en plan for deling af Palæstina i 1947. En helt ny jødisk stat var verdensåndens gave til jøderne efter Holocaust, men den skulle altså leve sammen med en lige så ny palæstinensisk stat og dens lige så nye arabiske nabostater.

Det nye Israel var betydeligt mindre end i dag. Israel anerkendte delingen, men det gjorde de nye arabiske stater ikke. Det ville de nok gøre i dag.

Så alle staterne blev skabt på en gang.

De nye arabiske stater angreb Israel. Israel vandt krigen og udvidede sine grænser, mens Jordan snuppede Vestbredden, som ellers var palæstinensisk. I 1967 erobrede Israel så Vestbredden. På den måde forbrød både Jordan og Israel sig mod den del af gaven, som burde være palæstinensisk.

Resten er krig fra den ene og den anden side, forstærket af den iranske revolution i 1979, som skabte forudsætningen for Hamas i Gaza. De mere moderate palæstinensere på Vestbredden blev presset, fordi den smukke socialt og kulturelt indstillede zionisme var blevet autoritær. Kun Osloaftalerne satte lidt kiler ind.

Så jeg foreslår, at man vender tilbage til 1947-aftalens gave.

Eller måske skulle man vende tilbage til Osmannerne eller til det britiske imperium? Jeg tror, Boris Johnson ville være bedre end de andre. Han ved noget om, hvordan man arbejder med national suverænitet uden at slås.

Sorry for at blande mig. Jeg kan forstå, at visse politikere ikke synes, at man bør ytre sig om emnet. Bare jeg nu ikke blev sendt i fængsel for at vrøvle.

 

41. d. 21. oktober: Autoritære træk på Jyllands-Posten

Jyllands-Postens chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, mener i en kommentar i dagens avis, at man bør udelukke fodboldspillere fra landsholdet og intimidere forskere fra universitetet, hvis de ikke mener det samme som hende selv om krigen i Mellemøsten.

Om Nadia Nadim, som har sagt et eller andet, hedder det: ”Tillad mig at opfordre DBU til straks at suspendere hende fra landsholdstruppen.”

Og om RUC-forskeren Sune Haugbølle, som også har sagt noget, får vi at vide: ”RUC burde øjeblikkeligt reagere.”

De to utilbørlige brushoveder spreder ”misinformation”, som det hedder, selvom de bare siger deres mening på bedste medborgerlige maner.

Det er altid ”de andre”, som ”misinformerer”. Det er en naturlov. Vi er i en slags JP-Trump-land.

Jeg tror ikke, at jeg enig med Nadim og Haugbølle (kender kun deres synspunkter fra Gjertsens korte omtale), men jeg går ind for ytringsfrihed, så vi alle sammen kan lære af hinanden, så mange tak til dem for at tale.

Kaj Munk inddrages også i logikken, endda på en fejlagtig måde fremgår det af en efterfølgende berigtigelse. Den misinformerede og heltemodige Munk, som har betydet så meget for dansk handlingsliv, fremstilles som antisemit og fascist, selv i korrektionen. Men nu skal Gjertsen redde JP’s tabte ære fra 1938, må man forstå. Der er stormflod i understrømmen, hvor alle fundamenter kollapser.

Fascinerende kommentar. Men godt at Gjertsen skriver det ned, så man kan studere den gryende istid og den ødelagte fortid.

Der blæser en kold vind over de indre farvande.

https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE16525023/jyllandsposten-stod-paa-den-forkerte-side-i-1938-det-goer-vi-ikke-nu-men-er-vi-alligevel-der-hvor-historien-gaar-baglaens/

 

42. d. 22. oktober: Jyllands-Posten og Aarhus Universitet

Mon ikke der tælles på knapper i Politikens Hus, efter at JP’s chefredaktør har truet med bål og brand, hvis fodboldspillere og forskere siger deres mening om konflikten i Mellemøsten?

Man kan jo ikke mere være sikker på, at folk på avisen eller i mediehuset som sådan siger det, de mener. De må nu være bange for, om de er på “den rigtige side af historien”, som det kaldes.

Hvis chefredaktøren har mistet sin journalistiske gejst, vil jeg foreslå, at hun søger ansættelse som kommunikationsmedarbejder på DPU/Aarhus Universitet. Her marginaliserer og ekskluderer man også folk, der mener et eller andet, som går imod det, som en eller anden leder mener.

Hvornår har man hørt et kritisk kvæk fra DPU? Rune Selsings forudsigelser fra november 2022, jvf. nedenfor, kom til at passe.

Og hvad skal der nu ske i Politikens Hus, efter at åndsfriheden er kollapset?

Det er meget mærkeligt for mig, at Flemming Roses og Kurt Westergaards avis på denne måde har ændret sin filosofi. Og korrektionen berører jo også Politiken.

DBU’s kommunikationschef Jakob Høyer forsvarer Nadia Nadim. Høyer er opdraget i åndsfrihedens æter. Høyer siger følgende kloge ord til TV2 her til morgen:

“Fodboldspillere har – som alle andre – ytringsfrihed. I DBU har vi stor respekt for og ser gerne, at også danske landsholdsspillere engagerer sig i samfundsdebatten, uanset holdning og område.”

Måske er det i virkeligheden ham, der burde søge job på Aarhus Universitet eller i Politikens hus for at skabe lidt orden i friheds-sagerne.

https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE14640559/naar-forskere-bliver-fyret-for-deres-holdninger-tier-resten-stille/

 

43. d. 22. oktober: Adam Holm om JP

Journalisten Adam Holm er ikke tilfreds med JP’s autoritære forsøg på at knægte ytringsfriheden:

https://www.facebook.com/adam.holm.102/posts/pfbid0RgmhgAKmZ37muD1kGpMp5ESoPvyxuUDWdi9zfjYWRZs7qRZegEf2V1ZDzaeqsuBLl

 

44. d. 23. oktober: Autoritær leder i Jyllands-Posten

Jyllands-Posten fortsætter sit raid imod videnskabeligt engagement og åndsfrihed. I forgårs var det chefredaktøren, som ville fyre, sanktionere og deklarere folk, hun er uenig med. Og her i dag demonstrerer avisen direkte i lederspalterne sit teknokratiske og ødelæggende kundskabssyn, hvorefter man skal udskamme videnskabsmænd, der giver udtryk for deres holdninger til samfundets problemstillinger.

Forskerne må kun udtale deres holdninger som undertrykte ”privatpersoner”, som det kaldes. Og tilsyneladende gælder dette forkvaklede videnskabssyn endda kun helt bestemte holdninger, nemlig dem som JP definerer som uegnede.

Samfundets kundskabssystem vil ende som en blanding af teknokrati og intellektuel underdanighed, hvilket er mange gange mere ”normativt” end et regulært videnskabeligt og filosofisk engagement. Hvorfor protesterede JP ikke, da DPU’s ledelse i 2010 kaldte Lars Løkke Rasmussen for Martin Luther King?

Efterfølgende kan de akademiske koryfæer, som er godkendt, kalde de ekskluderede stakler de mest utrolige ting.

Det svarer 100% til ånden på Aarhus Universitet og DPU.

Den mest ihærdige forsvarer af JP’s aktion er LA’s Henrik Dahl, hvilket jeg er meget skuffet, men dog ikke decideret overrasket over.

Derimod har de radikales Zenia Stampe orden i sit åndelige kartotek, hvilket fremgår af et FB-indlæg fra i morges.

Det er galt nok, at det filosofiske udgangspunkt for JP’s autoritære synspunkter er ødelæggende, men når denne almene ødelæggelse så endda kun gælder de holdninger, som man selv er imod, så fordobles ødelæggelsens effekt.

Links:

Link til JP-leder: https://jyllands-posten.dk/debat/leder/ECE16531112/eksperter-skal-holde-sig-fra-privat-meningsmageri/

Zenia Stampes indlæg: https://www.facebook.com/zeniastampe/posts/pfbid02wEAVYiLvbTu6Zg9TDvagxaoNTWRWfy2XMFS7pywFwPgYDKssqwH64yB8uNwoRjH3l

Henrik Dahls indlæg: https://www.facebook.com/HenrikDahlLA/posts/pfbid02Y4SgxKj1mweGqz2bBFEw7VKYAjw2kfRj8wWw2v51wNE7jkCv2ASda7ru5C7xTCfMl

 

45. d. 24. oktober: JP’s angreb mod åndsfrihden

Ved forestillingsevnen ser man for sig, hvordan Adorno, Sløk, Kierkegaard, John Locke, Rousseau, Nietzsche, Foucault, Kant, Oppenheimer og resten af de store ånder må deklareres som dit og dat af JP’s autoritære chefredaktør, fordi de har sagt et eller andet.

Dernæst bliver de tvunget til at sige, hvornår de var ”privatpersoner” eller forskere, hvis de går imod hendes mening om dette eller hint.

Hvordan synes chefredaktøren det lyder, hvis Søren Kierkegaard ved udvalgte tekster skulle sige: ”jeg udtaler mig kun som privatperson”?

Hele min elskede og brogede bogreol er reduceret til “privatpersoner”.

Kundskabssynet på JP er et eklatant opgør med videnskab og åndsfrihed. Videnskab handler ikke om at adskille værdier og forskning, men om at undersøge, udtrykke og diskutere deres forening. Det er det, som de største tænkere og videnskabsmænd altid har gjort.

Jeg ved ikke, om det har interesse for nogen, men jeg skrev faktisk universitetsspeciale om dette emne, dvs. om den såkaldte ”værdirelativisme”, tilbage i 1993. Hele specialet kan tilgås nederst i linket. Måske skulle jeg læse det igen? Jeg kan i al fald mærke, at det er dette unge arbejde, der rumsterer i min dybe videnskabelige og filosofiske forargelse, som er det stik modsatte af at være ”privat”.

Specialet hed “Videnskab og værdier – fra et værdirelativistisk til et postempiristisk værdibegreb”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/boger

 

46. d. 24. oktober: Tim Knudsen om skolereformen i 2013

I sin bog ”Statsministeren – mellem almagt og afmagt” fra 2023 fortæller Tim Knudsen om arbejdet med skolereformen i 2012/13, og om hvordan et vildtvoksende og magtfuldt Finansministerium med Corydon i spidsen kom til at dominere hele regeringen.

Knudsen skriver bl.a. følgende om skolereformen i kapitel 16, som er forfattet sammen med adjunkt Peter Heyn Nielsen:

”Reformen blev mere forberedt i Finansministeriet end i Undervisningsministeriet. Der var nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Finansministeriet (fra november 2011 fra en ny moderniseringsstyrelse), Undervisningsministeriet og KL.

Arbejdsgruppen blev defineret som en selvstændig myndighed for at forhindre aktindsigt, og dens eksistens blev ikke offentliggjort. Opgaven var ”at forberede overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2013, herunder at bidrage til at sætte en fælles arbejdsgiverdagsorden på folkeskole- og gymnasieområdet”. Den skulle finde ud af, hvordan folkeskole- og gymnasielærernes undervisningstid kunne øges.

Gruppen bestod af hele 42 medarbejdere plus et sekretariat på 30 medarbejdere. Den 4. december 2012 blev skolereformen præsenteret i Finansministeriet, ikke i Undervisningsministeriet. Undervisningsministeren var dog med, men Bjarne Corydon blev kaldt for ”landets pædagogiske overhoved”. Han blev sammenlignet med en ”damptromle”, og timingen blev kaldt ”besynderlig”, fordi der kort efter skulle forhandles løn med lærerne.

Den senere ministerielle bekendtgørelse om reformen med vejledning i læringsmål blev meget finansministeriel. I den hidtidige bekendtgørelse optrådte ordet ”undervisning” 430 gange og ”kundskaber” 570 gange. I den nye bekendtgørelse stod ordene henholdsvis tre og én gang.” (s.363-364)

Jeg kan tilføje, at Knudsen og NIelsen ifm. deres optællinger i bekendtgørelsen henviser til Keld Skovmands arbejde ”Uden mål og med” fra 2016, som jo blev angrebet kraftigt af DPU’s “nyttige” konkurrencestatsprivatpersoner.

Endelig er det værd at notere, at Barbara Berthelsen var vicedirektør i Corydons nye Moderniseringsstyrelse. Her kunne hun øve sig på ud- og nedlukninger og på at bruge “forskningen” til optimering på statistiske variable.

 

47. d. 24. oktober: Regeringens skoleudspil, note 3

Den konservative borgmester i Lyngby-Taarbæk kommune, Sofia Osmani, har ikke meget til overs for regeringens skolepolitiske udspil, fremgår det af et indlæg i Berlingske. Hun lægger ud med at kritisere skolereformen fra 2013:

”Det er ganske enkelt umuligt at mønstre begejstring for et eneste af de tiltag, der blev presset ned over skolerne for ti år siden.”

Og Osmani mener ikke, at det aktuelle udspil gør den store forskel:

”Når man læser udspillet, er der imidlertid ikke meget, der ændres.”

Hun er også bekymret for faget Historie; en bekymring, som deles af Preben Bolén fra ”Nordic Dialogue” i et indlæg på folkeskolen.dk.

Osmani skriver følgende:

”Det eneste, yderligere forslag til at finde timer synes at være et bortfald af minimumstimetallet i faget historie. Og lige der knækker filmen for mig. For hvis der er et fag, vi burde styrke for at sikre vores fælles forståelse og ståsted, så er det netop historiefaget.”

Lettere slukøret må hun konkludere:

”Når det koges ned, så virker det egentlig ikke helt så banebrydende.”

Der er lidt gang i Lyngby, som jo også huser socialdemokraten Simon Pihl Sørensen. Han gjorde i 2016 en fremragende kritisk indsats imod lærings- og John Hattie-ideologien, som dengang prægede det nordlige København.

Sørensen er endda viceborgmester, så han og Osmani lader til at udgøre et godt skolepolitisk team.

Endelig vil jeg sige, at Folkeskolen.dk’s journalist Sebastian Bjerrild kommer frem til omtrent samme konklusion som Osmani i sin gennemgang af udspillet. Hans overskrift er ”Var det virkelig bare det?”.

Selv arbejder jeg på en større analyse, der muligvis kommer i regi af Tænketanken Prospekt, som jeg er tilknyttet.

Links:

Link til Osmanis indlæg: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/borgmester-de-kalder-det-en-reform-af-folkeskolen-men-de-tager-ikke

Link til Prebet Boléns indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/debat-regeringens…/4737794

Link til Sebastian Bjerrilds indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/det-store…/4737878

Link til omtale af Simon Pihl Sørensens indsats: http://www.thomasaastruproemer.dk/digebrud-i-lyngby…

 

48. d. 25. oktober: Reaktioner på JP’s autoritære markeringer

Den anden dag gik JP amok i autoritære markeringer imod folk, som mener noget andet end avisen selv om krigen i Mellemøsten.

Her er lidt reaktioner:

Heldigvis var DBU hurtigt ude med støtte til Nadia Nadim, jf. tidligere opslag.

Og i går støttede RUC’s rektor sin forsker, Sune Haugsbølle, med 100%. Det skete på journalisten.dk, hvor rektor Hanne Leth Andersen siger følgende:

”Forskere har ytringsfrihed, og de har ret og pligt til at formidle deres viden. Sammen med viden følger forståelse og vurderinger, hvilket samfundet forventer af forskerne. Hvordan forskerne formidler deres faglighed, og hvordan fagligheden præcis ser ud, blander universitetets ledelse sig ikke i,”

Og videre:

”Jeg ved ikke, hvad vi skal reagere på. Vi giver som institution ikke vores forskere mundkurv på,”

Dansk Magisterforenings formand, Camilla Gregersen, er også kritisk over for JP. Hun siger følgende:

”Hvis nogen skriver eller siger noget, man ikke bryder sig om, skal man helt principielt holde sig fra at gå til folks arbejdsgiver,”

Og Gregersen fortætter i følgende skønne utilbørlige citat:

”Jeg synes, det er ekstra paradoksalt, at et medie som Jyllands-Posten, der har trykt Muhammed-tegningerne i ytringsfrihedens navn, mener, at Roskilde Universitet skal reagere på en forskers udtalelser.”

Også Akademikerbladet har behandlet sagen. Professor Jacob Dahl Rendtdorff, som er filosof og ekspert i forskningsfrihed, taler for vigtigheden af, at forskere har et samfundsmæssigt engagement. Rendtdorff er tydeligvis bekendt med, hvad den vestlige kultur er rundet af. Han siger bl.a. følgende:

”Haugbølle har skrevet under på den støtterklæring, fordi han som forsker vurderer, at det er det rigtige på baggrund af sin forskning. Det er jo en vigtig udmelding og vigtigere, end hvis man slet ikke ved, hvad hans synspunkter er som forsker. Så må medierne afveje brugen af ham med andre eksperter, og det sker jo også. Men forskningen skal ikke bare diskrediteres, fordi forskeren tager stilling.”

Og videre siger han:

”Det er en konstruktion, at eksperten er helt uvildig. Det giver ikke mening. Ingen er helt objektive. Oppenheimer blev også kritiseret for at være kommunist. Det er et magtspil. Disse diskussioner vidner om, hvor stor en rolle universitetet og forskeren har i vores samfundsdebat.”

Rendtdorff støttes af en anden ekspert i forskningsfrihed, sociologen Heine Andersen, især på det såkaldte Humboldt-forum på FB.

Fra politisk hold har jeg noteret, at Henrik Dahl støtter JP, blandt andet i Akademikerbladets artikel, mens Zenia Stampe støtter åndsfriheden, dog foreløbigt kun på FB.

Ingen andre politikere har mig bekendt ytret sig, men de fleste andre partier mener jo også, at universitetets primære opgave i dag er at bidrage til arbejdsudbud og fakturaer.

Links:

Link til artikel i Journalisten.dk: https://journalisten.dk/roskilde-universtiet-stoetter-op…/

Link til artikel i Akademikerbladet: https://www.akademikerbladet.dk/…/medier-vil-kalde…

 

49. d. 25. oktober: Svend Brinkmann om JP’s autoritære vending

https://www.facebook.com/svendbrinkmann/posts/pfbid0x3g81yfraoiz8win1eng23t1puY7r3HpaHuEqQRczFPERU5vV1oUumZJfCGniufRl

 

50. d. 26. oktober: I kibbutz

Dejligt at se, at DR her til aften brugte den omstridte forsker, Sune Haugbølle fra RUC, som ekspert vedrørende Mellemøsten, endda uden at følge JP’s autoritære forslag om deklaration. Det virkede som en journalistisk og kollegial irettesættelse af JP’s publiceringsfilosofiske og etiske kollaps.

Dermed følger DR linjen fra RUC’s kloge rektor, Hanne Leth Andersen.

Også dejligt at høre, at Joe Biden stadig har en tostats-ordning som ledetråd. Der er virkelig brug for naivitet. Og den naivitet hedder FNs delingsplan fra 1947. I det år strømmede verdensånden fra Salomons riger ned på jorden i form af en lillebitte stat, hvis grænser ingen, hverken israelere eller de mange helt nye arabiske stater, respekterede.

Herfra, på denne lille søde stats sted, kunne den jødiske tradition og dybe sans for relationer og tilsynekomst ellers have opdraget både kristne og dermed også muslimer.

Holocaust var blot den konkrete anledning til, at denne zionistiske vision kunne virkeliggøres, hvor kulturernes vugge kunne vugge.

Det pædagogiske steds navn er “kibbutz”. En form for jødisk højskole.

Så tak for alle kritiske indsatser.

 

51. d. 27. oktober: Claus Holm fortsætter som leder af DPU

Den nye dekan for fakultetet Arts, Maja Horst, har høje tanker om Holms “klare visioner” og deres “succesfulde implementering”. Hun har da heller ikke vist tegn på, at hun kender noget til den omfattende kritik, der har været af hans ekstreme synspunkter:

”Claus har gennem sin tid som institutleder allerede gjort en fantastisk indsats, og hans klare visioner for, hvordan han gerne vil arbejde videre med medarbejdere og interessenter for at udvikle instituttet i fremtiden, er meget overbevisende. Claus har et meget stort overblik over det pædagogiske felt i Danmark og et stort netværk, som kan understøtte en succesfuld implementering af hans visioner”.

https://www.folkeskolen.dk/citat-dpu/claus-holm-fortsaetter-som-leder-af-dpu/4739358

 

52. d. 28. oktober: Aktiv dødshjælp

Statsministeren vil indføre aktiv dødshjælp i Danmark. Hun nævnte sagen igen i sin åbningstale i starten af oktober.

Etisk Råd er imidlertid imod dødshjælp, hvilket senest blev bekræftet i en rapport fra den 4. oktober 2023.

Og Lægeforeningen har også meldt sig under modstandens faner, både i et generelt statement og i et indlæg af foreningens formand i juni 2023.

Men med det samme efter Etisk Råds indstilling nedsatte Frederiksen blot et nyt udvalg, hvor der sidder nogen, som er mere tilhængeragtige, heriblandt formanden Kathrine Lilleør, som pludselig er vendt på en tallerken, og den utilitaristiske moralfilosof Thomas Søbirk. Dette overbygningsudvalg skal lave et ”refleksionspapir”. Sådan barberer man den ged.

I går kom alle landets biskopper med en samlet udtalelse, der gik imod dødshjælp. Udtalelsen blev offentliggjort på Viborg Stifts hjemmeside. Det var en flot aktion.

I Berlingske var socialdemokraten Ida Auken ude i samme kritiske ærinde i sidste uge. Det var sejt, for dermed gik hun jo imod sin partiformand. Auken er teolog og kommer ud af Tiderhvervs og efterkrigstidshumanismens baggrundsessens. Hun forvildede sig lidt ind i data-eksesserne omkring 2015, men har siden fundet tilbage til sine åndelige lag. F.eks. udgav hun den fine bog Dansk i 2018. Det var som om, hun fandt sig selv igen deromkring. Det er det gamle socialdemokrati imod det nye.

Auken var jo oprindelig SF’er, men forlod partiet, da det blev et konkurrencestatsparti. Siden blev hun radikal og nu altså socialdemokrat. Jeg opfatter det som et udtryk for principfasthed. Auken er nok landets sidste socialdemokrat. En søgende centrum-venstre ånd. Lidt som Lotte Rod fra de radikale og den kloge og slagkraftige Carolina Magdalene Maier.

Endelig har Tænketanken Prospekt, som jeg selv er tilknyttet, gjort en god indsats. Morten Bangsgaard og Søren Peter Hansen udgav i september et kritisk notat, hvor de samlede op på de internationale erfaringer.

Og Prospekt har også lavet en fin lille bog om emnet, ”På dødens eller livets side”, der vist nok snart kommer som E-bog. Her har historikeren Michael Böss en rystende skildring af situationen i Canada, hvor aktiv dødshjælp er lovlig.

Ifølge en meningsmåling fra oktober går 72% af befolkningen ind for aktiv dødshjælp. Selv er jeg først blevet opmærksom på emnet for nylig, og jo mere jeg læser om det, desto mere kritisk bliver jeg.

Så jeg vil opfordre andre til også at sætte sig lidt ind i diskussionen.

Links:

Biskoppernes erklæring, d. 27/10: https://viborgstift.dk/aktuelt/nyt-fra-stiftet/faelles-udtalelse-fra-biskopperne-vedroerende-doedshjaelp

Lægeforeningens udmeldinger: https://ugeskriftet.dk/nej-statsminister-aktiv-dodshjaelp-er-ikke-svaret og https://laeger.dk/foreninger/laegeforeningen/politik/laegeforeningens-politik-fra-a-aa/laegeforeningen-er-imod-legalisering-af-aktiv-doedshjaelp/laegeforeningens-holdning-til-aktiv-doedshjaelp

Ida Auken i Berlingske, d. 21/10: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/ida-auken-om-aktiv-doedshjaelp-vi-maa-ikke-lade-doeden-skraemme

Pressemeddelelse om det nye overbygningsudvalg, d. 17/10: https://sum.dk/nyheder/2023/oktober/regeringen-saetter-navne-paa-medlemmerne-af-udvalget-for-en-mere-vaerdig-doed

Etisk råd, d. 4/10: https://nationaltcenterforetik.dk/nyheder/2023/okt/det-etiske-raad-har-taget-stilling-til-doedshjaelp

Omtale af Prospekts bog om emnet: https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/10/11/antologi-paa-doeden-eller-livets-side/

Link til Prospekts notat fra september: https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/09/13/1176/

DR.dk om meningsmålingen: https://www.dr.dk/nyheder/indland/maaling-klart-ja-til-aktiv-doedshjaelp-i-danmark

 

53. d. 28. oktober: Venstre uden Grundtvig

Venstre er i gang med den helt store teknokratiske sammensmeltning på Mette Frederiksens og Lars Løkkes præmis.

Det kunne man bl.a. studere i DR2’s Debatten fra i forgårs. Her spurgte en veloplagt Carolina Magdalene Meier, hvad der var blevet af højskolevenstre? Venstres politiske ordfører, Morten Dahlin, blev nærmest rasende over spørgsmålet. Han skældte Maier ud for at forsøge at ”tage patent” på hans parti.

Det var utroligt at overvære Dahlins filosofiske kollaps. Lige der tabte Venstre sin sjæl. Fra nu af kan den bare stå på skatterabatter til de store landbrugskoncerner. Det var også irriterende, at Clement ikke bemærkede konflikten.

Samme synspunkt som Maiers fremføres af højskoleforstander Thue Kjærhus i dagens Politiken. Kjærhus, som er erklæret venstremand, skriver, at ”ledertandemparret Lose og Poulsen er relativ ens i deres instrumentalistiske og teknokratiske syn på politik”.

Og også Kjærhus spørger til Venstres relation til de grundtvigske strømninger i samfundet:

”Man kunne f.eks. prøve at søge i den grundtvigske studenterkreds, som er den ældste studenterbevægelse i Danmark. Den er befolket med et hav af unge borgerlige personligheder, som er intellektuelle og kulturelle i deres tilgang til verden. På højskolerne rundt om i landet findes der også mange emner. Men Venstre opsøger hverken højskolernes åndsliv, talenterne i studenterkredsen eller de intellektuelle på universiteterne. Venstre må forstå, at de skal opbygge en fødekanal og et sted, hvor partiet møder en tænkning.”

Spørgsmålet er så, om samfundets grundtvigske strømning kan findes andre steder i Folketinget? Det er meget sporadisk vil jeg sige, hvilket har været en stor del af problemet siden årtusindeskiftet.

Mange tak til Carolina og Thue.

Links:

Link til Thue Kjærhus’ indlæg: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9593570/H%C3%B8jskoleforstander-og-medlem-af-Venstre-i-to-%C3%A5rtier-Det-er-ikke-Poulsen-og-Lose-mit-parti-har-brug-for

Carolina Magdalene Maiers tirade starter omkring minut 28 i udsendelsen og to minutter frem. Dahlins svar følger lige efter: https://www.dr.dk/drtv/episode/debatten_-hvad-vil-venstre_415734

 

54. d. 29. oktober: DPU og AU

Lars Qvortrup var blevet dekan for DPU i 2008, og fra da af gik det kraftigt ned af bakke.

Et af lavpunkterne var nedenstående indlæg af Qvortrup fra 2010. Indlægget blev bragt på lederspalten i DPU’s magasin Asterisk og bar det sigende navn ”Economy Stupid”.

Qvortrups lederartikel er fyldt med henvisninger til mellemøstlige excellenser og en utvetydig hyldest til konkurrencestatens totalitet. Det er et enestående forskrækkeligt terrorangreb på dansk pædagogik.

Få måneder forinden havde Qvortrup forsøgt at nedlægge filosofien på DPU og at fyre tre filosoffer. Og samme år hyldede han i en kronik i Berlingske Lars Løkke Rasmussen som en ny Martin Luther King, fordi Løkke ville være i verdensklasse i Pisa.

Via Qvortrups nye filosofi var DPU klar til at forstærke reformerne af folkeskolen og af lærer- og pædagoguddannelserne i 2013 uden den mindste kritiske rørelse. Det blev de værste reformer i mands minde, mener stort set alle i dag.

Og dermed trådte et læringsrevolutionært DPU i direkte kontakt med et AU, som var i gang med at forstærke den autoritære universitetsreform fra 2003 i endnu mere autoritær retning via en omfattende instrumentel reorganisering.

En af Qvortrups elever, Claus Holm, overtog ledelsen af DPU i 2014, hvorefter han fortsatte Qvortrups ødelæggelse af videnskabelig frihed og ensretningen af pædagogisk forskning i det hele taget, nu altså i samarbejde med det reorganiserede fakultet ARTS.

I 2016 udnævnte Claus Holm og ARTS’ dekan – uden opslag – Lars Qvortrup til leder af et nyt nationalt center for skoleforskning, som forstærkede skolereformens begreber.

I 2022 gennemførte Holm – støttet af Qvortrup – en ideologisk baseret fyringsrunde. Qvortrup støttede også Holms klager imod almindeligt kritisk arbejde i 2015.

For få dage siden forlængede AU’s ledelse Claus Holms stilling som institutleder.

Link til Qvortrups leder: https://dpu.au.dk/en/about-the-school/nyheder/single/artikel/economy-stupid

Link til AU’s artikel om forlængelse af Holms kontrakt: https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/claus-holm-fortsaetter-som-leder-af-dpu

 

55. Anne Marie Vestergaard anmelder Niels Chr. Sauers nye bog om folkeskolen

Anne-Marie Vestergaard har lavet en meget grundig, velskrevet og ikke mindst positiv anmeldelse af Niels Christian Sauers nye bog ”Folkeskolens veje og vildveje”.

Anmeldelsen står i Årsskriftet Critique og kan læses af alle.

Vestergaard slutter sin anmeldelse med følgende kommentar til Claus Holms kritik af den danske tradition, herunder især Hal Koch:

”Jeg har selv tidligere udvist skepsis overfor institutionaliseringen af Hal Kochs demokratiopfattelse, men det gav alligevel et gib i mig da jeg læste dette citat (fra Sauers bog, TAR):

”I stedet for at demokrati som livsform skulle udgøre skolens primære formål, så er det nok mere præcist at tale om, at læring som livsform i dag er skolens primære formål”.

Lærere og pædagoger har ifølge Claus Holm til opgave at

”…motivere den enkelte person til at være ansvarlig for egen kompetenceudvikling gennem læring – og det er gennem dette livsvarige læringsarbejde, den enkelte realiserer sig selv.”

Det er rene ord for pengene fra en teknokrat, der helt glemmer, at folkeskolen som en vigtig samfundsbærende institution ikke kan fungere uden en eller anden form for demokratisk dannelse.

Relationen mellem lærer og elev og dialogen i klasserummet har en stor betydning. På den anden side har fag, udover det almendannende, selvfølgelig også med barnets fremtid og selvforsørgelse at gøre.

Eleven er et menneske og en fremtidig borger i et samfund, der skal hænge sammen på forskellige planer – familiemæssigt og socialt såvel som politisk og økonomisk. Men konkurrencestatstænkningen hos Claus Holm og andre reducerer barnet til en fremtidig arbejdskraft. Eleven skal socialiseres til at opfatte sin egen arbejdskraftoptimering (læs: ”læring”) som vejen til selvrealisering og livets dybere mening. Det er forbryderisk og udtryk for et instrumentelt menneskesyn.

Tak til Niels Chr. Sauer for at minde os om at heller ikke teknokrater sidder på et evighedsmandat.”

Jeg har selv læst bogen og kan varmt anbefale den, jf. min egen anmeldelse i PS.

Links:

Link til anmeldelse: https://aarsskriftet-critique.dk/…/teknokrater-sidder…/

Link til forlagets hjemmeside om Sauers bog: http://www.fjordager.com/folkeskolens-veje-og-vildveje/

PS: min egen omtale af Sauers bog fra d. 16. august:

Jeg har netop læst Niels Chr. Sauers nye bog ”Folkeskolens veje og vildveje”.

For mig, som har skrevet en del om skolepolitik i de seneste år, er det den rene fest. Bogen er fyldt med interessante iagttagelser fra de sidste 30 års begivenheder: Både om overgrebene på lærernes pædagogiske indflydelse i 1989, da lærerrådet blev nedlagt, om diskussionerne og positionerne i Danmarks Lærerforening, om lockouten i 2013, om læringsmålstyringen og om det ene og det andet politiske udspil, f.eks. den herlige “drøvtyggerrapport” fra starten af 1990’erne.

Og Sauers kritiske analyse af digitaliseringen, som han anser for det største aktuelle problem, er virkelig interessant. Sauer dokumenterer f.eks., hvordan det statslige og kommunale Brugerportalinitaitiv hænger direkte sammen med læringsmålstyringen.

Og så vidste jeg slet ikke, at Sauer har læst filosofi i Wales! Og han har også studeret kultursociologi i København. Man kan på en måde godt mærke det. Men først og fremmest er han skolelærer, ofte ned i den skønneste detalje. Han taler for fortællingens, teatrets og musikkens liv i klasseværelset, men han arbejder også grundigt med spørgsmålet om lærerens autoritet. Derfor er han også meget kritisk over for ”undervisningsdifferentiering” og dennes individualisering af den pædagogiske relation. Men læs det selv!

Sauer er også glad for skolens formålsparagraf. Derfor synes han da heller ikke om Claus Holms synspunkter, som citeres grundigt på bogens side 73, og som er et frontalt opgør med dansk pædagogisk tradition:

Holm siger, at vi nu ”definitivt har forladt” interessen for ”demokrati”. Det er også slut med Løgstrup og Hal Koch, skriver han. I stedet er det ”primære formål” nu ”læring som livsform”.

Tak til Sauer for at finde citatet. Holms autoritære synspunkter er udtryk for totalt kaos.

Sauer mener, som jeg forstår det, at Holms synspunkt er en form for forstærkning af den “ansvar for egen læring”-ideologi, der endte som en integreret og individualiseret del af de nye styringssystemer, og dermed som formålsparagraffens modsætning. Jeg er helt enig.

Bogen er både kritisk, analytisk, personlig og opbyggelig på samme tid, og den burde derfor udleveres til alle lærerstuderende på uddannelsens dag 1.

Klokken 16 i dag er der bogreception på Samsøgade skole i Aarhus, hvor vi skal fejre denne flotte udgivelse.

Uddannelsespolitiske og pædagogiske noter, juli-august 2023

Nedenfor kan man læse 27 små analyser og kommentarer vedrørende forskellige primært pædagogiske og uddannelsespolitiske (men også andre) temaer fra juli og august 2023. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på Facebook, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer osv..

Indhold:

  1. En teori om besættelse og smagsdommere
  2. Fra seminarier til professionshøjskoler
  3. Amatørens filosofi
  4. En dobbelt fejltagelse
  5. “Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker”
  6. Bogens beskyttelse på parkeringspladsen
  7. Lov om bøger
  8. Martin Luther King og PISA?
  9. Mette Frederiksens to modsætningsfyldte linjer
  10. To interessante kronikker
  11. Fremragende bog om folkeskolen af Niels Chr. Sauer
  12. Trivsel?
  13. Pædagogikkens to verdener i 2015
  14. DPU’s deroute
  15. En tur i maskinen
  16. Lidt nyheder fra oligarkiet
  17. Keld Skovmand drager til Norge
  18. Konkurrencestatens “stjerneskud”
  19. DPU søger ny institutleder
  20. Indlæg om Stefans Hermanns arbejde
  21. Noter om Fr. Schleiermachers pædagogiske filosofi
  22. Professor Peter Balling kritiserer Aarhus Universitet
  23. Spændende bog om åndsfrihed
  24. Ministeriets ”kandidatudvalg”
  25. Christine Stabell Benn evaluerer nedlukningen
  26. Bogafbrændinger: Fra offentlig orden til landsforræderi
  27. Ny dekan hylder universitetsloven

 

1. Den 28. juni: En teori om besættelse og smagsdommere

Jeg har tænkt over noget, som jeg i det følgende vil beskrive i al sin foreløbighed:

En af Anders Fogh Rasmussens første aktioner som statsminister i starten af 00’erne var et opgør med samarbejdspolitikken under besættelsen. I stedet hyldede han frihedskæmperne. Han var her bl.a. inspireret af Henning Fonsmarks interessante bog ”Historien om den danske utopi” fra 1990 (long story).

Men der var ikke blot tale om en moralsk markering fra Fogh. Udtalelserne havde også et aktuelt momentum, som rakte ind i fremtiden. Her er to eksempler, som hænger sammen på trods af deres forskellighed.

A.

For det første var der opgøret med ”smagsdommerne”, som vi ifølge Fogh skulle af med. I stedet skulle vi høre folkets stemme. ”Smagsdommerne” var en form for ”samarbejdspolitikere”, og Fogh var en slags modstandsmand, som skød det hele ned i frihedens navn.

Mange af disse ”smagsdommere” var imidlertid rådsdannelser, som havde rødder i efterkrigstidens skole- og uddannelsesudvikling, og som bestod af fagfolk indenfor de områder, som blev drøftet. Disse folk var desuden ofte tæt på folkelige kredse i samfundet. Disse ofte meget seriøse og folkelige rådsdannelser blev nu slået i hartkorn med en banal elitisme, som havde udviklet sig i dele af den kulturradikale presse siden omkring 1970. Måske havde Fogh også Ritt Bjerregaards store og problematiske U90-plan i tankerne.

Men Fogh fjernede det hele, herunder også de seriøse og ofte lovforberedende råd under dække af sit opgør med samarbejdspolitikken.

Og Fogh satte bestemt ikke nogen folkelig stemme i stedet, som han ellers havde annonceret. Tværtimod!

I stedet satte han nemlig økonomerne. Det var allerede startet under den forrige socialdemokratiske regering, som havde nedsat Forskningskommissionen i 1998, men Fogh gik amok i en ekstrem centralisering af hele den pædagogiske sektor, og også af samfundet som sådan. Det var derfor, at de faglige råd blev erstattet af f.eks. Globaliseringsrådet og Skolerådet, som begge var økonomisk bestemt, og som forbandt sig med kredse, som faktisk gik stærkt imod de folkelige traditioner.

Herfra flød en omfattende centralisering og bureaukratisering af samfundet. Besættelsestidens frihedskamp var hermed blevet misbrugt til sin modsætning, nemlig et upolitisk teknokrati.

Dermed endte Foghs opgør med ”smagsdommerne” som et direkte opgør med både det faglige og det folkelige, materialiseret f.eks. i skole- og læreruddannelsesreformerne i 2013.

Dermed skabtes de nye ”smagsdommere”. Det var en destruktion af den folkelige og faglige tradition.

B.

Det andet eksempel er Foghs støtte til krigene i Mellemøsten efter 9/11-2001. Det forhold, at Fogh blev statsminister få måneder efter Manhattan, har nok fremskyndet retorikken om frihedskæmperne. Fogh var i krig, og herfra flød den såkaldte “værdipolitik” ud i ”det totale”. At den konservative Per Stig Møller, som ellers skrev hyldestværker til Kaj Munk, blev udenrigsminister i dette paradoksale inferno, er et kors for tanken, men han havde det heller ikke så godt med det, så vidt jeg husker.

Så Fogh omdannede samfundet til et teknokrati. Og resterne blev til krig og værdipolitik. Begge processer blev legitimeret med henvisning til frihedskampen under besættelsen.

På den måde førte Foghs hyldest til frihedskæmperne direkte til instrumentaliseringen og forarmelsen af det sociale og pædagogiske liv.

Dermed var der indstiftet en ny orden. Fra nu af kunne man ødelægge alt muligt med henvisning til, at landet på en måde stadig var besat. Frihedskæmperens sværd blev til teknokratiets nye våben.

Dermed indførtes en politisk praksis og logik, hvorudfra man kunne forstå alt som en ”krise”, hvilket tillod de politiske magthavere at gøre alt lige pludseligt, helt uafhængig af fag og fortid. Vi fik dels de totale love og dels hastelovene. Skolereformerne var et eksempel på det første (totallov+økonomer+statistik), og Nedlukningen var et eksempel på både det første og det andet (totallov+hastelov+statistikere).

Hvilket paradoks! De danske nationaløkonomer og sundhedsmyndigheder er folkelige frihedskæmpere i Foghs centralistiske globaliseringsopgør med ”smagsdommere”.

Men hvad blev der så af den virkelige frihedstradition? Altså denne mærkelige blanding af konservative, kristne, folkelige og kommunistiske talere? Ja, den behandles på samme måde, som den blev behandlet af samarbejdspolitikerne i starten af 1940’erne, dvs. med udskamning og marginalisering, hvilket jo er opskriften på en logik som hedder: Enten populisme eller globalt teknokrati. En modsætning som Fogh på den måde selv har indstiftet.

Og når så det viser sig, at de virkelige moderne frihedskæmpere havde ret, f.eks. at læringsmålstyringen var forkert og så videre, så er der tavshed og fortrængning og eksklusion fra Foghs nye “frihedskæmpere”.

Det hele minder om månederne umiddelbart efter april 1945.

 

2. Den 29. juni: Liberalismen og dens modsætning: Fra seminarier til professionshøjskoler

Mit spørgsmål er: Hvorfor endte Anders Fogh Rasmussens liberale frihedshyldest, nemlig bogen ”Fra socialstat til minimalstat”, med at blive til liberalismens modsætning, dvs. som en omfattende teknokratisering og centralisering af samfundet?

Der er flere grunde, men jeg vil her blot fremhæve en:

I bogen reduceres hele efterkrigstidens grundtvigianisme til ”vulgær-grundtvigianisme”. Især stifteren af Krogerup Højskole, Hal Koch, angives som synder, men der er tale om et defacto-opgør med hele den nyere højskoletænkning, herunder ikke mindst ”Den blå betænkning” fra 1960 og dennes ledsagende dybt interessante seminariefilosofi.

Den rige højskoletradition, som gennemstrømmede lærer- og pædagogseminarierne efter krigen, hævdes ligefrem at producere en ”slavenatur”. Det er rystende læsning.

Således frigjort fra moderne dansk ånd og samfundsliv, sætter Fogh retning hen mod nyliberalismens styringsteknikker, som ender med at dominere og indtage samfundets rester, som selv degenererer til ”identitet”.

Dermed ender vi med en form for definition på konkurrencestaten, som jo udviklede sig efter 2001, hvor Fogh blev statsminister.

Foghs opgør med højskoletraditionen og dermed med pædagogikken er samtidig forklaringen på, at vi i 2007 fik professionshøjskoler i stedet for seminarier. Det skete i kølvandet på Foghs Globaliseringsråd, som var et dybt opgør med liberalismens dyder og med seminariernes begreb og eksistens.

Dette paradoks blev jeg bl.a. opmærksom på, da den nuværende forstander for Krogerup Højskole, Rasmus Meyer, på Folkemødet sagde, at pædagoguddannelsens problem faktisk var professionshøjskolerne som sådan.

Camilla Wang, som er forstander på UC Absalon, svarede, at problemerne snarere skyldes globaliseringsaftalerne og ikke professionshøjskolerne. Men de to ting er jo helt det samme, så den går ikke. Debatten foregik i BUPL’s telt. Den var Folkemødets klimaks efter min mening.

Så Meyer og Wang var en reprise på kampen mellem på den ene side den skønne og rige ”vulgær-grundtvigianisme” og så på den anden side Foghs totalitære konkurrencestat, som opsluger pædagogikken og omdanner den til statistisk ”læring”.

Så situationen i BUPL’s telt var følgende: Professionshøjskolerne er ren nyliberalistisk “Fogh”, mens Hal Kochs gamle skole stod for ”liberalismen”.

Fogh Rasmussen er selv grundtvigianer, siger han i bogen. Det siger noget om samfundet, synes jeg. Men det passer på en måde, for han blev jo konfirmeret på Norddjurs af en ”Langballe”, som tilhører den del af tidehvervs-traditionen, som hyldede frihedskampen, og som kom til at lægge ideologi til Dansk Folkeparti. Det er faktisk også Fonsmarks linje. Denne del af Tidehverv var dog mere kierkegaardsk end grundtvigsk, eftersom grundtvigianerne forlod Tidehverv i 1964. Desværre blev den tilbageværende linje parkeret i identitetspolitikken.

 

3. Den 16. juli: Amatørens filosofi

En profession forfalder i det øjeblik, den bygger sit begreb på et opgør med ama-tøren, dvs. med den frit funderede kærlighed til ting og venner uafhængig af økonomiske interesser (jf. ama=kærlighed).

En mor og far skal f.eks. helst være ”amatører”. Forældreskab og opdragelse er ikke en ”profession”, men en åndelig og praktisk situation frembragt og realiseret ved kærlighed. Enhver virkelig profession har mødre og fædre i dens indre.

Gør en profession op med amatøren, kan den ikke udvikle sig som håndværk, dvs. et håndens værk, der virker og værker, og som skaber værker, der virker og værker; ofte i direkte modstrid med forfremmelser og lønforhøjelser.

Det er også derfor, at de gamle olympiader kun havde deltagelse af amatører. Idrætten var en ædel dyd.

Den belgiske filosof Jan Masschelein ser amatøren som den grundlæggende begreb for læreren og pædagogen. Også hos den engelske gentleman fandt man amatør-idealerne. Begrebet har desuden rødder i den græske antiks idealer.

Amatøren er en filosofisk tilstand, som definerer en profession.

Amatøren er mere end ”et kald”. Han er en forudsætning. En form for indre i alt.

Derfor: Når det ”professionelle” gør op med ”amatøren”, som det sker i konkurrencestaten, så kollapser den professionelle til teknokrati og selvinteresse, og amatøren brister i gråd, mens hans praktiske filosofi marginaliseres.

Denne tendens ser man f.eks. i ”professions”-højskolen og i universitetssektoren.

De gamle seminarier og universiteter var mere i pagt med amatørens idealer. Her talte man aldrig om ”kompetencer” eller ”karriere”, men om filosofi, videnskab, værdier og håndværk.

Amatørens liv er et virke tæt ved samfundets steder. Grundtvig kaldte dette liv for det ”historisk-poetiske”. Michael Polanyi talte om ”tavs viden”. Der er her tale om en åndelig tilstand, som hylder ”praksis”, i modsætning til de fattige udtryk ”praksisnær” og ”praksis-faglighed” som udspringer af et implicit opgør med amatørens rige filosofi.

https://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/aftale-om-reform-af-universitetsuddannelserne-i-danmark

 

4. Den 31. juli: En dobbelt fejltagelse

Positionerne omkring koranafbrændingskrisen er præget af en dobbelt fejltagelse:

A. Regeringens kritikere tager fejl:

Man bør efter min mening forbyde alle offentlige afbrændinger af åndsprodukter; bestemt ikke af respekt for “andre kulturer” eller OIC, men udelukkende af respekt for åndsproduktet selv. Med et sådant forbud holder man erindringen om nazismens overgreb på ånden i live.

Er man kritisk overfor indholdet af en bog, så må man skrive, tale eller tegne sin kritik, f.eks. som i Flemming Roses smukke aktion i 2005. Men man må IKKE brænde genstanden.

Børnene skal også lære om dette forbud i skolerne og med fuld historisk reference. Loven bør derfor skærpes, så Paludan og andre ikke kan fortsætte deres aktioner. Hans adfærd er det modsatte af en ”ytring”.

B, Regeringen tager også fejl:

Til gengæld bør man tilskynde til alle former for kritisk og satirisk omgang med åndsprodukter, også hvis det skaber ”splittelse”, ”fornærmer” eller ”skader Danmarks interesser”, når ”vi skal stå sammen” og så videre ud af den totalitære landevej, som regeringen endda i en officiel erklæring har gang i, jvf. link.

Med sin konkrete begrundelse for et afbrændingsforbud, så forstærker regeringen afbrændingens effekt, fordi potentielt alle ytringer nu mister deres åndelige indre, hvis de ikke bidrager til Lars Løkkes platte ‘sammenhold’ og så videre.

Regeringen er farlig for friheden, ikke pga. et evt. forbud mod afbrænding, men pga. hans begrundelser for det, som på en måde minder om Paludans.

Konklusion:

Hvis dette er korrekt, så begår staten et dobbelt overgreb:

For det første tillader man stadigvæk offentlige afbrændinger af åndsprodukter på samme måde som under nazismen.

For det andet vil man forbyde afbrændingerne med begrundelser, som yderligere vil demontere åndens, kritikkens og samfundets udvikling under det totalitære udtryk “stå sammen”.

https://um.dk/nyheder

 

5. Den 1. august: “Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker”

Efter min mening bør offentlig bogbrænding forbydes, og man bør fejre forbuddet på store bededag, hvor alle får fri.

Her fra Den Store Danske:

Først definitionen af ”bogbrænding”:

“Tilintetgørelse af bøger, der anses for at indeholde farlige eller “forkerte” meninger.”

Dernæst erindringen, citeret fra samme leksikonartikel:

“I Berlin på Bebelplatz (fhv. Opernplatz) nær Staatsoper er der i 2000 stiftet et mindesmærke over bogbrændingen i 1933 i form af en glasflise ned til et underjordisk rum, der udelukkende består af tomme boghylder. På en bronzetavle står Heinrich Heines profetiske advarsel fra 1823:

“Das war Vorspiel nur. Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen.” (‘Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker’).””

Så bogbrænding, uanset om det er af koranen eller af Salman Rushdies værker eller Grundloven, er et angreb på ytringsfriheden og humaniteten.

Og dette brændingsangreb på ytringsfriheden forstærkes nu af regeringen, som ligefrem vil af med “fornærmelser” og så videre, som inkluderer mange forskellige ytringer, og som vil føre til et endeløst sammenbrud.

På den måde er regeringen og Paludan i samme slægt, nemlig i opgøret med ytringsfriheden.

 

6. Den 1. august: Bogens beskyttelse på parkeringspladsen

I 2001 var vi også vidne til et overgreb mod ”bogen”, som også dengang skabte mindelser om historiens had til sætninger og ytringer. Det var dengang, da Nyrup rev sider ud af Fogh Rasmussens bog ”Fra socialstat til minimalstat” foran hele Danmark i stedet for selv at skrive noget.

Dermed bekræftede Nyrup konkurrencestaten, som han selv havde understøttet i slutningen af 1990’erne, bl.a. via det såkaldte ”Kompetenceråd”. Han bekræftede ved sin aktion denne nye statsforms opgør med ånd og historie, som Foghs bog faktisk var fuld af. Foghs bog var mere end blot et nyliberalt manifest. Den var skrevet af et menneske i tiden.

Det tragiske var, at Fogh efterfølgende selv forstærkede og bureaukratiserede Nyrups politik og opgør med fortiden, f.eks. via Globaliseringsrådet i 2005. Dermed brændte han på en måde sin egen bog af en ekstra gang.

Og Lars Løkke, som jo fulgte efter Fogh i slutningen af 00’erne, og som yderligere teknokratiserede Foghs opgør med sig selv, er nu aktuelt i gang med endnu en forstærkning af Nyrups aktion, eftersom han vil forbyde ytringer, som skaber ”splittelse”, når “vi” skal “stå sammen”, hvilket ellers er en af ytringens ræson d’etre at prikke hul i. “Bogen” kan ikke materialisere sig under sådanne omstændigheder.

Konkurrencestaten er en form for opgør med ”bogen”, eftersom denne statsform omdanner kundskaberne og frihedstraditionen til det instrumentelt-statistisk-økonomiske ”læring”, som gør alting til optimeringsprodukter. Resterne, dvs. de nu ensomme følelser, parkeres så i den såkaldte ”værdipolitik”, mens almenpædagogikken, kærligheden, ånden og bøgerne ligger brak.

Det er i denne ”parkeringsbås”, vi befinder os nu, hvor også Paludan er gået til angreb på bogen, mens Løkke er gået til angreb på kritik og frihed og dermed også på bogen.

Imens kører konkurrencestaten sit vilde digitaliserings-statistiske raid i resten af samfundet, dvs. på resten af den betonbyggede parkeringsplads.

 

7. Den 3. august: Lov om bøger

Her er et forslag til fire paragraffer i en Lov om bøger:

”§1: Enhver form for offentlig afbrænding og vandalisering af bøger og andre åndsprodukter er forbudt”.

I lovens bemærkninger kan der så – med reference til forfatningen – stå, at man meget gerne må kritisere, håne, klæde sig ud, krænke, tegne og latterliggøre og så videre, men altså ikke brænde. Og der gøres ingen forskel mellem koraner eller kommunistiske manifester, statuer, malerier eller Tintin-bøger.

I bemærkningerne kan der også stå, at man med denne lov holder live i erindringen om fascismens bogafbrændinger, og at man derfor bekræfter, at vi stadig lever i efterkrigstidens engagement i kultur, demokrati og dannelse.

I §2 kunne der måske stå følgende:

”§2: Bogafbrændingens historie og andre former for kulturel vandalisering er en obligatorisk del af skolens og ungdomsuddannelsernes undervisning”.

Dermed undervises alle i “bogen” som begreb og dyd. Alle skoler skal også have et kæmpebibliotek med daglige aktiviteter og højt uddannede bibliotekarer.

I §3 kan der stå følgende:

”§3: Ethvert forsøg på via politiske eller organisatoriske aftaler at tvinge ytringers frie eksistens ind under andre landes interesser eller ind under hensyn til et postuleret nationalt sammenhold er forbudt”.

En sådan lov vil umuliggøre Løkkes underdanige aktion, som er en ladeport for allehånde former for undertrykkelse af det frie ord og politisk handling, og som vil sætte sig ned i systemerne på alle mulige forskrækkelige måder.

Endelig kunne der stå følgende i en §4:

”§4: Fjerde fredag efter påske udnævnes til ”store bogdag”.

Dagen er en offentlig fridag fyldt med litterære og kunstneriske aktiviteter, som finansieres gavmildt af staten, uden at den blander sig i indholdet.

 

8. Den 5. august: Martin Luther King og PISA?

Den toneangivende undervisningsminister, både i 1980’erne og 2000’erne, var Bertel Haarder. Han spillede en kæmpestor rolle i forhold til at omdanne skolen til et statistisk læringsinferno, ikke mindst sammen med Skolerådet og det nye DPU.

Haarder siger nu:

“Jeg var minister, dengang Pisa-chokket kom, og der tænkte vi, at det at gøre eleverne til dygtigere læsere, det ville ikke kunne gøre nogen skade. Men det kunne det så måske alligevel.”

Nå, jamen Hovsa da!

I 2010, efter fem år med Haarder som undervisningsminister, ville statsminister Lars Løkke gøre danske elever til verdensmestre i PISA. Og de nye ledere fra DPU og UC’erne sammenlignede i en kronik Løkke med Martin Luther King.

Men nu siger Haarder så, at de allesammen gjorde ”skade”!

Og mange af dem, der afslørede og kritiserede det, som gjorde ”skade” er nu marginaliseret og udstødt. Mens dem, der gjorde ”skade”, stadig styrer begrebsdannelsen, mens de udelukker kritikerne på den ene og den anden måde.

Hvis man har interessere for hele denne skolepolitiske ”skade”-proces, herunder Haarders rolle, kan man studere den i min bog ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering” fra 2022.

Links:

Omtale af det møde, hvor citatet optræder: https://www.folkeskolen.dk/madkundskab-praksisfaglighed-skolepolitik-christiansborg/tesfaye-skolen-skal-vaere-mere-praktisk-men-ikke-for-de-skoletraettes-skyld/4724285

Kronik fra 2010: https://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen

 

9. Den 7. august: Mette Frederiksens to modsætningsfyldte linjer

Jeg er blevet opmærksom på en dobbelthed i Frederiksens udtalelser til Weekendavisen i fredags om bogafbrændingskrisen:

A. Frihedens forfald:

I det meste af interviewet lægges der op til det helt store skred i frihedsrettighederne. Det sker i to tempi:

  1. For det første må man ikke ”håne”, som det hedder. I stedet reduceres kritik til ”en ordentlig dialog med andre”. Denne dagsorden, som har rod i identitetspolitikkens magt, kan uden videre udvides fra religiøse hensyn til resten af det identitære område, hvor almindelige kritikker så kan kaldes for ”racisme” og ”hadtale”. Det har på en måde ikke noget med religion at gøre.

Frederiksen forsøger faktisk sådan lidt implicit at forhindre skredet, men forsøget står meget usikkert.

  1. Og denne identitetspolitiske proces udvides endda til hele geopolitikken, herunder klimaet, som pludselig får magten over befolkningernes frihedstraditioner. Og det sker i en kraftfuld proces, som ender med at dominere interviewet. Man kan altså forbyde ytringer med henvisning til “klimaet” og det helt ubestemmelige “geopolitik”.

Denne proces fremgår af følgende citater:

”Og så er der en risiko for, at vi bliver isoleret på den internationale scene. Og det er særlig problematisk lige nu, hvor vi bruger rigtig mange kræfter på at opbygge partnerskaber og alliancer, som har rod i især to ting: at der er krig i Europa, og at vi skal have global opbakning til en god løsning for Ukraine. Og at Vesten mister indflydelse i verden. Derfor bliver vi simpelthen nødt til at gøre os mere umage for at have gode partnere på den internationale scene.”

Og videre:

”Det er krig i Ukraine, det er det geopolitiske, og så er det klimaspørgsmålet. Vi kan ikke få løst klimaforandringerne, hvis ikke vi har meget stærke alliancer internationalt.”

Og videre:

”Vi kan simpelthen ikke løse klimakrisen kun i Europa eller kun i Vesten. Vi kan kun løse klimakrisen, hvis vi arbejder sammen med nogle af de andre store udledere eller der, hvor der er nogle andre naturressourcer.”

Hvis denne begrebsmæssige proces anerkendes, så er alle frihedsrettigheder foreløbige og porøse. Konsekvenserne af denne logik er helt uoverskuelige. Der er noget ”nedluknings-agtigt” over det.

B. Frihedens redning:

Til sidst skifter Frederiksen linje. Hun taler pludselig ikke mere om klimaet og geopolitikken, men om bogens som egenart og værdi. Det sker her:

“Det er nok lidt lettere for os, der ikke bryder os om, at man brænder bøger af. Jeg reagerer næsten fysisk på det. For mig er bogen noget af det allervigtigste. Det er hele vores erindring, hele vores sprog, vores historie. Alt ligger i bøgerne. Og hele udviklingen af vores samfund er jo etableret af bøger og af forfattere. Det gibber i mig. Jeg kan næsten ikke smide en bog ud. Helt banalt. Bogen har en værdi i sig selv, den er det fysiske udtryk af det moderne samfund. Når man har det sådan, så er der nok færre dilemmaer.”

Med denne markering, fremført i et smukt, let aldrende og præcist sprog, taler statsministeren i direkte forlængelse af den europæiske humanisme, som udviklede sig efter 2. verdenskrig. Og det har intet specifikt med religioner at gøre.

Men med denne logik, så bør man forbyde afbrænding og vandalisering af bøger og åndsprodukter som sådan. Et sådant forbud vil beskytte ytringsfriheden og dermed åndens udvikling imod identitetspolitiske og globalt-inspirerede overgreb, men fremme alle de skønne ”fornærmelser”, som står i mange gode bøger.

Desværre er det helt klart punkt A, som har overhånden i interviewet, hvilket gør, at alt kan ske for det stakkels punkt B og dermed for ytringsfriheden.

https://www.weekendavisen.dk/2023-31/samfund/det-er-ikke-en-glidebane

 

10. Den 7. august: To interessante kronikker

Jeg har noteret to interessante kronikker om pædagogiske emner fra dagens debat:

A.

Lektor Uffe Lund fra KP har et kritisk indlæg om pædagoguddannelsen i Altinget. Han peger på vigtigheden af fagets historiske forudsætninger og på en dybere forståelse af den pædagogiske praksis, end det aktuelt er tilfældet. Mange tak.

Dermed lægger Uffe Lund sig i forlængelse af synspunkterne i “Selskabet for pædagoguddannelsens fremme”, som er stiftet af lærere ved pædagoguddannelserne, og som er særdeles kritisk over for pædagoguddannelsens aktuelle tilstand.

B.

To forskningschefer, Thomas Illum Hansen og Andreas Rasch-Christensen fra hhv. UCL og VIA UC, har skrevet en kronik til Skolemonitor, hvor de kritiserer det syn på folkeskolens OECD-inspirerede fagforståelse, som udviklede sig i sammenhæng med skolereformen fra 2013.

De to forfattere vil have større vægt på kundskaber, formål og indhold. For Rasch-Christensens vedkommende er der tale om en form for selvopgør, fremgår det:

”En af dette indlægs forfattere var selv en del af den gruppe, der skulle forsøge at realisere alle disse ambitioner, og det viste sig vanskeligt. Fælles Mål blev primært et målcurriculum, og står målaspektet alene, bliver det for snævert og abstrakt til planlægning, fordi det benytter sig af et målsprog med adfærdstermer.”

Det er fine ord, som lover godt for den pædagogiske forskning på de to institutioner.

Der er dog en form for fortrængning – ja, nærmest et tabu – som man må tage stilling til. Den store helt i læringsmålskritikken var jo Keld Skovmand, hvis arbejde senere blev marginaliseret og nærmest tabuiseret. Illum Hansen er Skovmands chef, og Rasch-Christensen har været involveret i nogle heftige udvekslinger med Skovmand i tidens løb.

Så Skovmand havde altså ret alligevel? Det må jo betyde, at han bør tildeles en statue og forfremmes med kryds og slange af de to institutioner? Det første led i den proces bør være, at de to kronikører nævner hans navn.

En anden central kritiker, som altså også har haft ret, er lektor Niels Jakob Pasgaard, som er ansat VIA UC. Han skrev bl.a. den dybt tankevækkende bog ”FAQ om læringsmål”. Måske skulle han også nævnes?

C.

Konklusion:

Mange tak til forfatterne af disse fine kronikker, som taler for emner, som går stik imod udviklingen på DPU og Aarhus Universitet. Måske er der ved at udvikle sig en faglig modsætning mellem dele af professionshøjskolerne og DPU, som helt har forladt kronikkernes temaer? Med andre ord: hvor dybt stikker kritikken?

Links:

Uffe Lunds kronik: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/lektor-kan-man-virkelig-blive-paedagog-uden-at-have-paedagogik-paa-skemaet

De to forskningschefers kronik: https://skolemonitor.dk/debat/art9464765/Ingen-har-fundet-den-rette-balance-i-l%C3%A6replanerne-hvorfor-ikke-lade-Danmark-g%C3%A5-forrest

 

11. Den 9. august: Fremragende bog om folkeskolen

Jeg har netop læst Niels Chr. Sauers nye bog ”Folkeskolens veje og vildveje”.

For mig, som har skrevet en del om skolepolitik i de seneste år, er det den rene fest. Bogen er fyldt med interessante iagttagelser fra de sidste 30 års begivenheder: Både om overgrebene på lærernes pædagogiske indflydelse i 1989, da lærerrådet blev nedlagt, om diskussionerne og positionerne i Danmarks Lærerforening, om lockouten i 2013, om læringsmålstyringen og om det ene og det andet politiske udspil, f.eks. den herlige “drøvtyggerrapport” fra starten af 1990’erne.

Og Sauers kritiske analyse af digitaliseringen, som han anser for det største aktuelle problem, er virkelig interessant. Sauer dokumenterer f.eks., hvordan det statslige og kommunale Brugerportalinitaitiv hænger direkte sammen med læringsmålstyringen.

Og så vidste jeg slet ikke, at Sauer har læst filosofi i Wales! Og han har også studeret kultursociologi i København. Man kan på en måde godt mærke det. Men først og fremmest er han skolelærer, ofte ned i den skønneste detalje. Han taler for fortællingens, teatrets og musikkens liv i klasseværelset, men han arbejder også grundigt med spørgsmålet om lærerens autoritet. Derfor er han også meget kritisk over for ”undervisningsdifferentiering” og dennes individualisering af den pædagogiske relation. Men læs det selv!

Sauer er også glad for skolens formålsparagraf. Derfor synes han da heller ikke om Claus Holms synspunkter, som citeres grundigt på bogens side 73, og som er et frontalt opgør med dansk pædagogisk tradition:

Holm siger, at vi nu ”definitivt har forladt” interessen for ”demokrati”. Det er også slut med Løgstrup og Hal Koch, skriver han. I stedet er det ”primære formål” nu ”læring som livsform”.

Tak til Sauer for at finde citatet. Holms autoritære synspunkter er udtryk for totalt kaos.

Sauer mener, som jeg forstår det, at Holms synspunkt er en form for forstærkning af den “ansvar for egen læring”-ideologi, der endte som en integreret og individualiseret del af de nye styringssystemer, og dermed som formålsparagraffens modsætning. Jeg er helt enig.

Bogen er både kritisk, analytisk, personlig og opbyggelig på samme tid, og den burde derfor udleveres til alle lærerstuderende på uddannelsens dag 1.

Klokken 16 i dag er der bogreception på Samsøgade skole i Aarhus, hvor vi skal fejre denne flotte udgivelse.

 

12. Den 15. august: Trivsel?

Det aktuelle trivselsbegreb er en direkte udløber af folkeskolereformen fra 2014. Det fremgår af nedenstående ministerielle hjemmeside, hvorfra man kan tilgå diverse links og rapporter fra dengang.

Det betyder følgende:

A. Pædagogik og politik

– Trivsel afkobles fra pædagogisk praksis, kundskaber og skolens liv, dvs. fra skolens formålstradition. I stedet indsættes et statistisk totalregime, som understøttes af ”Positiv psykologi”.

– Læreren må pludselig se sine elevers liv omdannet til aggregerede data, som kontrolleres af ”ledelsen”, som selv kontrolleres af ”kommunen” og så videre. Læreren bliver dermed en form ”trivselskonsulent”. Hvilke fald fra stjernerne!

– Forholdet mellem tilværelsesoplysning og politik kollapser.

B. Forskning og policy:

– Den moderne trivsel starter med et barns ensomme interaktion med en datamaskine. Og det er alle børn, også de helt små, og det er hvert år. Her gik Danmark langt ”foran” de andre nordiske lande i 2014. Jeg ved ikke, hvordan man gør i dag i f.eks. Sverige og Norge.

– Data bliver dermed en del af et kæmpestort nationalt og lokalt data- og informationssystem, der skal bruges til komparation og konkurrence mellem skoler.

– Data kobles på cpr.-numre og nationale test og kan derfor bruges til en forskning, som kan understøtte ”krise”-ideologien på alle mulige måder og dermed opsuge alle mulige andre pædagogiske emner.

For nylig har man ligefrem nedsat en ”trivselskommission”, der ifølge ministeriets opslag lader til at acceptere logikken, men nu må vi se. Der er måske også nogle små åbninger i kommissoriet, hvis medlemmerne er friske i ånden.

Lotte Rod (RV) har i dagens Folkeskolen.dk nogle interessante kritiske bemærkninger til kommissoriet, som mangler henvisninger til pædagogik, hvilket ellers var nævnt i baggrundsaftalen.

Efter min mening bør kommissionens første forslag være, at man nedlægger hele dette system og overlader dette emne til læreren og pædagogen og de børn og forældre, som er omkring klassen.

Links:

Ministeriel hjemmeside om 2014-stemningen, med diverse info om en vigtig “ekspertgruppe” og om forbindelser til skolereformens tankegang og organisationer: https://www.uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe/trivsel-og-undervisningsmiljoe/ekspertgruppen-om-elevernes-trivsel

Ministeriets side om den aktuelle situation: https://www.uvm.dk/folkeskolen/test-evaluering-og-skoleudvikling/trivselsmaaling

Om trivselskommissionen: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/aug/230810-regeringen-nedsaetter-trivselskommissionen

Lotte Rods kritik: https://www.folkeskolen.dk/paedagogik-radikale-skolepolitik/radikale-anklager-regeringen-for-loftebrud-om-kommission-hvor-er-paedagogikken/4725596

 

13. Den 15. august: Pædagogikkens to verdener i 2015

Bogen ”Pædagogikkens to verdener”, som udkom i 2015, indeholder en lang række pædagogisk-filosofiske og uddannelsespolitiske analyser, der forklarer og beskriver den splittelse, som blev vilkåret for pædagogikken efter skolereformen.

Jeg indsendte først manuskriptet til Aarhus Universitetsforlag, og nedenfor kan man studere fyldige uddrag fra forlagets to fagfællebedømmelser. Jeg har udeladt de tekniske dele af bedømmelserne.

Af økonomiske grunde blev bogen dog udgivet på Aalborg Universitetsforlag i stedet for. Her kan man i dag kan erhverve den for en flad 50’er.  https://aauforlag.dk/…/laeri…/paedagogikkens-to-verdener

Her er de to reviews:

A. Fagfællebedømmelse nr. 1:

”Dette manus fortjener klart at blive til en bog. Bogen rummer et væld af smukke, sproglige passager, som man selvstændigt kan opholde sig ved og bruge i andre sammenhænge. Dertil indeholder bogen vigtige kritiske analyser af det pædagogiske landskab i Danmark, som det former sig i denne tid. Bogen har sin klare styrke i dets frie og alternative position, der taler magtens centrum midt imod. Det er der brug for.

Indledningen til bogen med analogien til landet med de to måner er fantastisk. Den kunne eventuelt forfølges lidt mere undervejs. Analogien trækkes frem flere gange, men ikke helt så systematisk, som man måske kunne gøre. Jeg er meget begejstret for de til tider meget korte kapitler. Eksempel det kapitel (side 152), der opholder sig ved det faktum, at mange gerne vil analysere og behandle folkeskolens udfordringer, men ikke folkeskolen i sig selv. Så kort, klart og enkelt kan kun en suveræn forfatter formulere sig. De imaginære dialoger mellem paragraffer og inddragelsen af egen og andres poesi gør bogen original. Indimellem tager bogen nærmest form af et encyklopædisk opslagsværk, dog et poetisk sådant.

Bogens faglige substans er på alle måder i orden. Forfatteren trækker på veletablerede, udenlandske pædagogiske filosoffer som Gert Biesta, Hannah Arendt, Martha Nussbaum og kobler disse på ret elegant vis med dansk litteratur, teologi og filosofi. Bogen er desuden særlig stærk i analysen af konkurrencestaten som umulighed. Samt ikke mindst i sin kontinuerlige og gennemførte påpegning af, at evidens og accountability-tankegangens ’Hvad virker’ logik er i direkte modstrid med udviklingen af en selvstændig pædagogisk videnskab. Meget prægnant formuleret i sætningen, hvor videnskabelig metode netop sættes op overfor evidensforskning:

”Det er hvad, metode er: At rydde glemte stier for ukrudt, at gå lidt på dem og at bryde de alt for høje vejværn ned for at undersøge, hvad der er uden for og i nærheden. Evidensforskningen bekræfter blot det eksisterende vejnets struktur. De samme sprogspil kører som en kværn. Det er grimt, fordi alle landskaber, alle udsigter og alle farver er skjult bag store støjdæmpende skærme”.

Tilsvarende gennemførte dekonstruktioner af den aktuelle hegemoni knyttet til metode- og evidensforestillinger findes ikke hos andre danske forfattere. Eneste reelle pendant internationalt er Gert Biesta, der må betragtes som den mest indflydelsesrige europæiske uddannelsestænker pt. (…)”

B. Fagfællebedømmelse nr. 2:

Som bogens titel angiver, handler den om to pædagogiske verdener – nemlig skolen som en kultur-, uddannelses- og dannelsesinstitution på den ene side og skolen som en instrumentel professionsvirksomhed på den anden side. De to verdener beskæftiger sig tilsyneladende med det samme emne: den danske folkeskole, men de taler ikke det samme sprog, og de har vidt forskellige forestillinger om, hvad formålet er for denne skole.

I Rømers optik ligner deres indbyrdes forhold det, Habermas kalder en kolonisering af livsverdenen. Skolens åndelige og almendannende formål, der formelt fortsat indgår i dens formålsparagraf, ignoreres i stigende grad af det politiske systems instrumentelle rationalitet, som aktuelt repræsenteres af en nyliberalistisk konkurrencestatstænkning. Skolens formål forskydes entydigt og massivt i retning af en professionsorientering, der kan testes og kontrolleres på nogle nøglekompetencer, men i øvrigt lader hånt om begreber som “dømmekraft, lighed, skole, videnskab, kundskaber og værdier” (s. 11) og hel generelt om “filosofi, demokrati og kritik” med mindre de kan omdannes “til en metode til at fremme deltagelsen i den globale konkurrence”. (s. 10)

(…)

Ydermere er bogens emne brandvarmt og aktuelt. Den kommende tids implementering af den nye folkeskolereform vil givetvis afføde mange diskussioner – blandt pædagoger, skoleledere og politikere, såvel som i den bredere offentlighed – og hertil vil bogens forskellige kapitler med stærke analyser og skarpe pointer utvivlsomt være relevant og brugbar, enkeltvis og i deres helhed.

Det er en særlig force ved bogen, at den er så velskrevet og så tekstkritisk kompetent. Sproget er flydende – sommetider endog diskuterende og i talemåde – og pointerne står lysklare. Hans kritiske læsning er sine steder meget skarp og rent ud sagt rystende. Ikke mindst han analyse af nyliberalismens afmontering af den oprindelige liberalismes forestillinger om og værdsættelse af frisind, virkelyst, selvstændighed, frihed mv. er fremragende. Det samme gælder hans ubarmhjertigt afslørende tekstlæsning af vores nuværende børne- og undervisningsminister, Christine Antorinis tanker om Ny Nordisk Skole. Den politiske new speak, der fremføres til forsvar for konkurrencestaten og Ny Nordisk Skole, pilles godt og grundigt fra hinanden begrebsligt, argumentatorisk og retorisk.

Selv argumenterer han grundigt og overbevisende for, at dansk skolepolitik er endt i en blindgyde, der i realiteten er ved at tage livet af folkeskolen som en åndsbærende og formidlende institution. Det store problem er, at folkeskolens formålsparagraf i praksis ignoreres og efterlades som retorisk pynt uden reel værdi. Folkeskolen ledes ikke længere efter nogle filosofisk og åndshistorisk reflekterede principper, men af politisk og markedsstyret management, udtænkt af et embedsværk uden historikere, humanister, filosoffer eller kulturpersonligheder.

Der er i mine øjne ingen tvivl om bogens aktualitet, relevans og kvalitet. Den bør udgives snarest, så den kan nå at få indflydelse på den igangværende og kommende skoledebat. Den bør også udgives, fordi dens filosofiske, teoretiske og metodiske overvejelser er så substantielle, at den også kan læses med udbytte hinsides denne debat.”

 

14. Den 15. august: DPU’s deroute

Hermed en kort analyse af den videnskabelige og pædagogiske deroute, som DPU og til dels også Aarhus Universitet har gennemgået siden 2000.

http://www.thomasaastruproemer.dk/historien-om-danmarks-paedagogiske-universitet-opgoer-og-deroute.html

 

15. Den 15. august: En tur i maskinen

Så, nu er jeg kommet ind i AI-alderen. Som min første handling har jeg spurgt to chatbots om mig selv. Hold ud til det andet svar :-).

A. Her er først nogle uddrag fra Googles nye chatbot, som hedder ”Bard”:

”Thomas Aastrup Rømer er en vigtig stemme i den danske pædagogiske debat. Han er med til at holde liv i de klassiske pædagogiske idealer om frihed, lighed og demokrati.

Thomas Aastrup Rømer er en kontroversiel person, og der er mange, der er uenige med ham. Nogle af de kritikpunkter, der er blevet rejst mod ham, er, at han er for teoretisk, at han er for utopisk og at han ikke har realistiske forslag til, hvordan pædagogik kan omsættes i praksis.

Der er også nogle, der er uenige med Rømers syn på pædagogik som en frihedsskabende proces. De mener, at pædagogik også handler om at give børn og unge værdier og normer, som de kan leve efter.

Rømer er dog også en meget respekteret person, og der er mange, der er enige med ham. De mener, at han er en vigtig stemme i den danske pædagogiske debat, og at han sætter fokus på vigtige spørgsmål, som pædagoger bør tage stilling til.

Rømer er en meget aktiv debattør, og han deltager ofte i debatter om pædagogiske emner. Han er også en meget produktiv forfatter, og han har skrevet en lang række bøger og artikler om pædagogik.

Rømer er en vigtig stemme i den danske pædagogiske debat, og han er med til at holde liv i de klassiske pædagogiske idealer om frihed, lighed og demokrati.

På trods af kritikken er Rømer en respekteret forsker og en indflydelsesrig skikkelse i den danske pædagogiske debat. Han er en markant stemme, og han sætter fokus på vigtige spørgsmål, som pædagoger bør tage stilling til.”

Pæne ord, mange tak til maskinen. Måske skulle man sende ordene til DPU’s maskiner?

B. Og her kan man læse ChatGTB’s svar:

”Thomas Aastrup Rømer er en dansk fysiker og astronaut. Han er mest kjent for å være den første dansken i verdensrommet. Rømer ble født 11. desember 1971 i Århus, Danmark.

Han ble valgt ut som astronautkandidat av Den Europeiske Romfartsorganisasjonen (ESA) i 1998. Deretter gjennomgikk han omfattende trening og forberedelser før han ble sendt ut på en romferd. Rømers romferd fant sted i 2008 som en del av den dansk-svenske IRIS-misjonen, der han var en del av den svenske romsonden “Mars Express”.

Rømers prestasjoner har gjort ham til en betydelig figur innenfor dansk romforskning og har bidratt til å øke interessen for romutforskning i Danmark.”

🙂

 

16. Den 15. august: Lidt nyheder fra oligarkiet

I dag har Stefan Hermann fået nyt job. Han forlader stillingen som rektor for Københavns Professionshøjskole (KP), hvor han har været siden institutionens start.

Hermann har været en ytringsfrihedens ven, men også en stærk fortaler for globaliseringsrådets teknokratiske politikker. F.eks. hyldede han i 2010 Lars Løkke som en ny Martin Luther King. Han var også stærkt inspireret af DPU’s første rektor, Lars-Henrik Schmidt.

I stedet skal Hermann nu være direktør i Novo Nordisks såkaldte Life Fond, som arbejder med teknologiske og naturvidenskabelige “kompetencer” i tidens totalt ukritiske ånd med verdensmål og det hele. Novo er nok samfundets pt. største pengemaskine.

Hermann afløser dermed Life-fondens tidligere direktør, Christine Antorini, som jo stod bag skolereformen og så videre.

Formanden for KP’s bestyrelse hedder Jesper Fisker. Og Fisker er faktisk også bestyrelsesformand for Life-fonden. Så han er sådan en slags passage for Hermann?

Fisker var desuden en meget aktivistisk departementschef under Antorini. Han talte så sent som i 2015 om læringens ”kulturrevolution” til offentlige debatmøder. Han er også meget aktiv i sundhedssektoren, men det lader jeg ligger her, selvom det nok er en fejl.

Fisker er også formand for alle formændene for alle bestyrelserne på alle professionshøjskolerne. Det er ren power. Den rene pædagogiks mur.

Aarhus Universitets nye bestyrelsesformand hedder Birgitte Nauntofte. Hun har tidligere været direktør for hele Novo-fonden. Og hun sidder stadig i bestyrelsen for Life Fonden, hvor Hermann altså nu skal regere.

Og her i dag har AU og KP annonceret en aftale om at stifte et teknologipædagogisk center, som også helt i Life-fondens og tidens ånd, og som nok kommer til at arbejde sammen med Hermanns fond. Centret er selvfølgelig finansieret af NOVO (plus to andre fonde).

Det er en slags organisme.

Antorini vil læse til sygeplejerske, formodentlig på KP.

Suppler gerne.

Diverse links:

Om Hermans og Antorinis nye job: https://www.folkeskolen.dk/kobenhavns-professionshojskole-ledelse-laererstuderende/kp-skal-have-ny-rektorhermann-afloser-antorini-som-skal-laese-til-sygeplejerske/4726067

Om Fiskers ”kulturrevolution”: http://www.thomasaastruproemer.dk/departementchef-i-det-offentlige-rum.html

Om det nye teknologicenter: https://www.au.dk/forsideelementer/nyheder/artikel/nyt-videnscenter-skal-sikre-digital-teknologiforstaaelse-til-alle-boern-og-unge

 

17. Den 17. august: Keld Skovmand drager til Norge

Keld Skovmand har i dag annonceret, at han forlader dansk læreruddannelse og pædagogik til fordel for et lektorat i pædagogik ved universitetet i Trondheim, jf. hans facebook-opslag nedenfor.

Skovmand slutter sit opslag af med følgende flotte markering:

”Jeg er glad for at forlade ”dansk pædagogik”, i det mindste for en sandsynligvis større stund, men må samtidig sande, at der ikke er så meget at forlade, fordi dansk pædagogik egentlig allerede har forladt sig selv. Som jeg ser det, er dansk pædagogisk tradition blevet undermineret over en årrække, fordi der ikke længere er institutioner, der bærer den, og den dannelsesteoretiske didaktik, som tidligere var klangbunden i dansk læreruddannelse og fortsat er min, ser ud til at være fortrængt eller i det mindste voldsomt marginaliseret.”

Så ”dansk pædagogik har forladt sig selv”. Det er godt formuleret. Og den forladte og nu ensomme pædagogik, må nu finde et andet land at virke i.

Det er dejligt for Norge og Trondheim, at de nu får glæde af Skovmands didaktiske og videnskabelige kapacitet, men det er ærligt talt pinligt for de danske professionshøjskoler og universiteter, at de ikke har tilbudt ham en karriere fyldt med blomster og fagligt ansvar. På den måde bekræftes Skovmands analyser.

Man må jo huske på, at hvis ikke Keld Skovmand havde reageret så kraftfuldt, som han gjorde i 2016, så havde vi stadigvæk haft den læringsmålstyrede undervisning, som landets ledende forsknings- og policymiljøer dengang promoverede helt propagandistisk.

Nu løber alle fra deres synspunkter, men ingen siger tak til Skovmand, som nu rejser mod nord omgivet af et tavst kor af skamfulde fortrængninger, der som en slags freudiansk tabu vil definere det almenpædagogiske tab så langt øjet rækker.

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=2217524505304854&id=100011419774137

 

18. Den 18. august: Konkurrencestatens “stjerneskud”

Nils Gunder Hansen har for nylig opsagt sit professorat på SDU, selvom han egentlig godt kunne være fortsat.

I Kr. Dagblad fortæller han om sine begrundelser, som bunder i hans oplevelser på universitetet i kølvandet på universitetsreformen fra 2003. Hans erfaringer passer godt med de mange eksisterende analyser af reformen og dens konsekvenser. Her er, hvad han siger om emnet:

”Da han vendte tilbage til universitetet i 2008, mærkede han straks, at tidsånden havde forandret sig yderligere. Nu til noget “ekstremt”.

Han oplevede, at konkurrencestatens logik var trængt ind i alle kroge på universitetet: Forskere skulle konstant kæmpe om bevillinger, sende ansøgninger til fonde udstyret med tidens modeord – grøn omstilling og diversitet for eksempel – fag blev konsekvent nedlagt, hvis for få tilmeldte sig, og også de studerende havde internaliseret logikken. Nogle af Nils Gunder Hansens studerende spurgte undrende, hvorfor de skulle læse tekster af teologerne Hal Koch og K.E. Løgstrup, når det ikke gav dem viden, de kunne bruge på arbejdsmarkedet.

Nils Gunder Hansen spurgte en ældre kollega, hvorfor forskerne bare havde accepteret udviklingen. De var ligesom frøen, der blev kogt så langsomt, at den ikke lagde mærke til det, svarede hun. Men for manden, der var vendt hjem til universitetet efter 16 år i dagspressen, var det som at blive kastet direkte i det kogende vand.

“Det var lidt som en gyserfilm, hvor man kommer tilbage til hjembyen, kun for at finde ud af, at alle er blevet forvandlet til zombier,” siger han.

“Ah o.k., det er måske at strække den lidt langt. Men hvor hensynet til arbejdsmarkedet fyldte for lidt i 70’erne, mener jeg, at man i dag ikke bare er havnet i den anden grøft, man er kørt langt ind på marken, og nu vender bilen på hovedet, og hjulene spinner rundt.”

Alligevel blev han på universitetet. Måske på grund af en pligtfølelse, måske fordi man ikke bare giver afkald på en professortitel.

Han følte, at han hoppede fra isflage til isflage, mens de smeltede under hans fødder. Kerneopgaven, forskning og undervisning, blev gradvist mere perifer, og han så ingen tegn på, at det ville ændre sig inden for en overskuelig fremtid. Så han besluttede sig for at gå på pension, tre år før den frist, han egentlig havde sat for sig selv.

Han håber, at han en dag kan forsone sig med afskeden, siger han. Men han har været frustreret, indrømmer han. Over at den verden, han begyndte sit arbejdsliv i, udviklede sig på en måde, så han ikke længere følte sig hjemme i den. På litteraturstudiet i 1970’erne var han et af stjerneskuddene, fordi han som få kunne fordybe sig, forstå komplekse sammenhænge og skrive afhandlinger om franske filosoffer.

Nu var stjerneskuddene de udadvendte, iværksætterne, dem, der kunne skabe et netværk og sælge sig selv.

Nils Gunder Hansen hørte ikke til i den verden. Det har han aldrig gjort.”

Link til artikel: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-og-sjael/nils-gunder-hansen-fandt-ro-i-droemme-om-fremtiden-det-goer-han-ikke-laengere

 

19. Den 18. august: DPU søger ny institutleder

DPU søger ny institutleder for de næste fem år. Vedkommende skal have ”visioner”, fremgår det.

Han eller hun skal også kunne agere i det aarhusianske ‘corporate university’, som har materialiseret sig siden 2005 og som blev forstærket i 2011. Det kan man f.eks. se af konsulentfirmaets ledsagende beskrivelse af det gamle fine universitet:

”Aarhus Universitet lægger stor vægt på et tæt samarbejde med erhvervslivet og den offentlige sektor og tager medansvar for samfundsudviklingen”.

Der er ikke omtalt andre ting, som universitetet lægger ”vægt på”.

Man søger en institutleder, som er en ”anerkendende, lydhør og inddragende leder”, og hvis ledelsesstil er ”tillidsfuld og dialogbaseret”.

Spændende tiltag. Der står dog ikke noget om “kritik”.

Der gennemføres skam også både intelligenstest og personlighedstest på den stakkels person. Måske går man efter den “opportunistiske personlighed”, som den nuværende institutleders faglige forbillede, Ove Kaj Pedersen, kalder konkurrencestatens dannelsesideal?

Jeg ved ikke, om den nuværende leder vil søge sin egen stilling?

Måske ved andre noget om det?

Links til ansøgningsmateriale:

Jobopslaget: https://www.au.dk/om/stillinger/job/institutleder-dpu-danmarks-institut-for-paedagogik-og-uddannelse-aarhus-universitet

Konsulentfirmaets beskrivelse: https://dpu.au.dk/om-dpu/ledige-stillinger/job-og-personprofil-for-institutleder-paa-dpu

Tekst om DPU’s historie: http://www.thomasaastruproemer.dk/historien-om-danmarks-paedagogiske-universitet-opgoer-og-deroute.html

Tilføjet d. 22/8: Emnet omtales på folkeskolen.dk med en ledsagende kommentar af Niels Chr. Sauer: https://www.folkeskolen.dk/citat-dpu-forskning/dpu-soger-institutleder-pa-ny/4726605

 

20. Den 20. august: Indlæg om Stefans Hermanns arbejde

I anledning af, at Stefan Hermann stopper sit arbejde med læreruddannelse og pædagogik, har jeg samlet en række indlæg om hans arbejde (indlæg A-G, jvf nedenfor).

Der er flest laster, men også nogle dyder:

Til lasterne hører især Hermanns opgør med dansk pædagogisk tradition (indlæg B), herunder hans modstand mod et frit seminarium i Herning (indlæg G). Disse aktioner hviler på et stærkt forsimplet dannelsesbegreb, hvor Svend Brinkmann f.eks. blev beskyldt for at være ”populist” og så videre (indlæg A og C).

Hermanns opgør med den grundtvigske dannelsestråd (indlæg B) blev iøvrigt ledsaget af et opgør med DLF, som ellers netop var blevet løgstrupianere. Dette dobbelte opgør fandt sted i 2012, altså året før både skolereform, læreruddannelsesreform og Corydons og Antorinis Lockout af de stakkels lærere. DPU kørte allerede dengang i samme rille. Bagved pulserer nogle meget tekniske fortolkninger af Lars-Henrik Schmidts filosofi (og allerbagerst sidder strukturmarxismen L. Althusser, som også var vejleder for Ove Kaj Pedersen).

Og nu afløser Hermann altså Antorini i Novo Nordisks fond, jf. et opslag i forgårs. Det er som en kabale, der går op.

Til dyderne hører især et flot forsvar for ytringsfriheden, f.eks. i Erik Schmidt-sagen (indlæg E), men også en meget tidlig kritik af Niklas Luhmanns arbejde (indlæg D) samt en kritisk indstilling til identitetspolitisk emner (indlæg F).

Denne kritiske åre hos Hermann stammer ikke mindst fra fransk oplysningsfilosofi og måske også fra hans opvækst i SF’s folkelige bevægelser (som gik i opløsning omkring 2010).

Indlæg:

  1. Kritik af Hermann, fra 2013 (Hermann svarede på kritikken i bogen Uren Pædagogik 2 fra 2014): https://www.yumpu.com/da/document/read/17669667/nyt-dansk-udsyn-velkommen-til-nyt-askov
  2. Hermanns opgør med den pædagogiske tradition, 2017 (analyse af tekst fra 2012). http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-opgoer-dansk-paedagogisk-tradition.html
  3. Kritisk diskussion af et indlæg af Herman, 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-larm.html
  4. Omtale af Hermanns Luhmann-kritik fra 2004, 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-kritik-af-lars-qvortrup-i-2003.html
  5. Om Hermanns forsvar for Erik Schmidt, 2014 og 2018 (her fra 2018): https://www.folkeskolen.dk/arbejdsliv-kobenhavns-professionshojskole-ledelse/stefan-hermann-vi-skal-ove-os-pa-ytringsfrihed/866541
  6. Om Hermanns syn på identitetspolitik, februar 2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermann-og-skolegaardslogik.html
  7. Om Hermanns aktion mod et frit seminarium i Herning, marts 2021: http://www.thomasaastruproemer.dk/det-nye-seminarium-og-professionshoejskolernes-faglige-deroute.html

 

21. Den 21-25. august: Noter om Fr. Schleiermachers pædagogiske filosofi

På fredag skal jeg holde et oplæg om Fr. Schleiermachers pædagogiske filosofi til en studiekreds på UC VIA. Her er lidt noter:

A.

Læring stopper aldrig. Det er en driftskategori. Det er ”livslang læring”.

Pædagogik stopper derimod. Den stopper, når den anden er myndig. I en vis forstand stopper den hele tiden, fordi myndigheden altid forudsættes. Denne forstoppende forudsætning kaldes ligeværd, og den står i skolens formålsparagraf.

Pædagogikken stopper på sin vis, hver gang den aktiveres. Den snubler over sig selv. Nogle kalder det for ”det pædagogiske paradoks”. Andre kalder det ånd.

Hvis læringen har herredømmet i kulturen, så kollapser myndighed, ligeværd og dermed kulturen selv. Barnet bliver til evalueret fremtid, dvs. til læringsmål. Flygt!

Hvis pædagogikken har herredømmet, så udvikler kulturen sig. Så lærer man noget, mens dette ”noget” taler tilbage. Det er dannelse. Bliv!

B.

Læring har ingen fortid. Den er kun nutid og fremtidig tilpasning.

Pædagogen elsker fortiden, men også hvad den næste generation gør med fortiden. Pædagogik er: ”Hvad sker der her midt i det hele?”. Hannah Arendt har samme pointe.

C.

Pædagogikken fandtes før skolen. Pædagogik er derfor en historisk praksis. Den har sin egen værdighed og fornemhed, som ingen teknokrat skal blande sig i.

Hvordan beskriver man denne “værdighed”? Denne “midt i det hele”. Det er et spørgsmål for den pædagogiske videnskab og filosofi.

D.

Efter at Gud trak sig tilbage, så genskabtes de religiøse kategorier som åndsvidenskab. Vi fik f.eks. fantasien, følelsen, legen og individualiteten inde i opdragelsesprocesserne og generationsudvekslingerne.

Schleiermachers herrnhutiske baggrund gav ham måske en særlig mulighed for at se dette? Herfra udviklede hermeneutikken og den tyske åndsvidenskab sig, f.eks. hos Gadamer og Mollenhauer.

Hvem ved? Måske stammer disse pædagogiske tråde fra Jan Huus og ikke fra Luther? Vild tanke, men det kalder på studier.

Spinoza spiller også en rolle for Schleiermachers syn på religionen. Skabelsen er som en universel livmoder (”womb” i den engelske oversættelse) , der konstant føder ånd og individualitet.

E.

Schleiermacher arbejdede sammen med Humboldt om etableringen af universitetet i Berlin, og han hyggede sig med romantikerne i Berlins og Halles saloner.

Det er bl.a. hele denne åndssammenhæng, som skole- og universitetsreformerne efter min mening er et direkte opgør med.

F.

Pædagogisk opmærksomhed handler om barnets lykke, det vil sige om dets spontanitet og modtagelighed sammen med andre om kundskabernes lag. Denne proces kaldes også for dannelse.

Skolen er en særlig ritualiseret praksis, der opbygger og beskytter denne dannelsesproces imod instrumentelle angreb fra de politisk-økonomisk-sociale systemer. En skoleleder er en vogter og ikke andet.

Når barnet bliver myndigt, modtager staten og samfundet denne pædagogiske lykke som pædagogikkens gave fra læreren og faderen/moderen.

Gaven pakker sig selv ud og stiller allehånde spørgsmål. Dermed indstiftes en spænding mellem myndighed og samfund.

Dermed konstitueres staten som stat, dvs. en stridbar syntese af ånd og politik, der hele tiden tvinges i overensstemmelse med gavegivernes kringlede sjæle og generationelle ophav.

Glemmes denne skønne, rige og forstyrrende relation, så kollapser bade staten og dannelsen.

Så pædagogikken skal ikke forbedre samfundet. Den er samfundets indre, som skal holde samfundet tæt til pædagogikken selv.

G.

I eftermiddag skal jeg bidrage til en studiekreds om Friedrich Schleiermachers pædagogiske forelæsninger fra 1826, som jeg nu har studeret i et par uger.

Først synes jeg, at teksterne var lidt mærkelige, men efterhånden lykkedes det mig at rømerficere den gode hr. Frederik.

Undervejs lykkedes det så også for den flinke tysker at schleiermachificere mig.

Det hele endte derfor med at blive lidt hermeneutisk, som man siger. Dejligt!

Jeg vil sige, at jeg sådan lidt groft sagt endte i en blanding af Platon, tidehverv og John Dewey, hvilket jeg så må prøve at forklare mig ud af i eftermiddag.

Og så fandt jeg sørme hos Schleiermacher en tidlig kønsfilosofisk version af Arendts “natalitet”, hvor fødsel og det politiske handlingsliv tænkes sammen. Jeg vil kalde det et fund.

Den konkrete konsekvens af alt dette er en hyldest til pædagogisk praksis’ egenart og til humanisme og åndens liv. Kort sagt en kæmpe kritik af statens tilstand for at redde staten selv.

Så pædagogikken er en gave til staten, som gør staten til stat, og ikke det modsatte, dvs. statens instrument, hvorved staten kollapser.

H.

I går holdt jeg et oplæg om Fr. Schleiermachers filosofi for en studiekreds ved UC VIA i Aarhus. Niels Jakob Pasgaard delte en kort omtale på FB, som man kan tilgå nedenfor.

Efter foredraget mindede en af tilhørerne mig om, at professor Jens Rasmussen allerede i 2000’erne kritiserede Schleiermacher kraftigt. I den forbindelse kom jeg i tanke om et interview med Rasmussen fra 2010, hvor han specifik nævner Schleiermacher i forbindelse med et af Rasmussens generalopgør med dannelsesbegrebet.

Rasmussen giver også den danske seminarietradition et ordentligt fur. Alt hvad der minder om ”fortid” skal ud. Vi skal have ”kompetencer” i stedet for. I stedet for at lære ”noget”, skal børnene ”lære at lære”. De skal gøres fremtidsparate ud i den blå fremtid, og dette synspunkt sætte i eksplicit modsætning til dannelsesbegrebet.

Til gengæld mener Rasmussen, at vi skal gøre ligesom i Singapore og så videre.

Rasmussen blev den centrale figur i den reform af læreruddannelsen i 2012, som alle nu skælder ud på, og som er blevet ændret fra i år.

Rasmussen interviewes af Holm, som var kommunikationsdekan på det tidspunkt. Senere blev Holm institutleder, hvor han fortsatte Rasmussens linje.

Holm skrev ph.d. i 2013, hvor Rasmussen var vejleder og en del af afhandlingen var den kontroversielle udgivelse ”Viden om uddannelse”, som udkom i 2007. Her bidrog både Rasmussen og Holm. Det var den udgivelse, som filosoffen Peter Kemp omtalte som ”antifilosofi”, og som lagde DPU’s korrigerede linje efter globaliseringsaftalerne.

Jeg gjorde i 2014 opmærksom på en række af disse forbindelser i en stor analyse om ”Danmarks Pædagogiske Oligarki”, som efterfølgende udkom i let revideret format på Aalborg Universitetsforlag i bogen ”Pædagogikkens to verdener”.

Rasmussen klagede med det samme til DPU’s daværende ledelse i det mest utrolige sprogbrug, og jeg måtte stå skoleret med bisidder og det hele. Jeg gennemgik sagen i bogen ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” fra 2018. Det var en slags forløber til Dorte Staunæs’ klager året efter, som blev omtalt bredt i medierne. Denne bog indeholdt i øvrigt endnu et essay om sagen, nemlig ”Danmarks Pædagogiske Oligarki – del 2”.

Hvis man kritiserer det nye oligarki, så presses man direkte på stilling og karriere.

Det er denne antifilosofiske strøm og opgør med ånds- og ytringsfriheden, som nu er definerende for DPU og faktisk også på AU, som jo beskyttede Holms ideologiske aktion i vinters.

Så først gjorde DPU på med pædagogikken, og efterfølgende gjorde AU op med sine egne vedtægter.

Men det er Schleiermacher og hans kreds og virkningshistorie, som har ret, hvilket altså er blevet et synspunkt, som medfører både eksplicitte og implicitte repressalier og dermed en lukning af pædagogikken som sådan.

Links:

Claus Holm interviewer Jens Rasmussen: https://dpu.au.dk/asterisk/udforsk-asterisk/vis-artikel/artikel/en-dansk-laereruddannelse-under-internationalt-niveau

Den første artikel om Danmarks Pædagogiske Oligarki, 2014: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki.html

Den anden artikel om Danmarks Pædagogiske Oligarki, 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki-dpo-del-2.html

Link til Pasggaards FB-opslag: https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/pfbid02Vuup3rDRaqHZLpomB83o1EpQ4v6nzBHMMRFHxRWyUUmWnTkfL2HBCnUpvtrkHxpol

 

22. Den 26. august: Professor Peter Balling kritiserer Aarhus Universitet

Professor i fysik, Peter Balling, kritiserer i et debatindlæg fra juni 2023, at Aarhus Universitet afskediger med alt for hyppig og let hånd. Han mener, at det får negative konsekvenser for universitets nationale og internationale omdømme og rekrutteringsmuligheder. Balling refererer direkte til den seneste fyringsrunde.

For Balling var fyringsrunden i 2014 den store øjenåbner, fremgår det. Det var dengang, at den helt nye rektor skulle bruge 100 mio. til en ”strategisk ledelsespulje”. Man havde også lige gennemført den store centraliseringsreform, der også kostede det hvide, og som var en form for globaliseret forstærkning af universitetsreformen fra 2003.

Balling taler for den såkaldte ”tenure”, dvs. en mere sikker ansættelsesstruktur, og slutter sit indlæg med følgende markering:

”Det får en kæmpe betydning for universitetets fremtidige evne til at rekruttere nationalt og internationalt, at det nu igen er blevet tydeliggjort, at vi ikke har ‘tenure’ på Aarhus Universitet. Ansættelsesretsligt har vi jo faktisk aldrig haft det, men den seneste tids hændelser viser tydeligt, at det videnskabelige personales opfattelse af, at der eksisterede en uudtalt overenskomst om stor sikkerhed i ansættelsen, har været en vildfarelse. Desværre, må man sige – både for de, der er blevet fyret, og for hele universitetet, der går en usikker fremtid i møde.”

Peter Balling sidder også i universitetets bestyrelse, og selvom det er et fint indlæg, han har skrevet, må han for min skyld gerne skrue op for den mere principielle del af kritikken, så det hele ikke bliver hængende i det lidt tekniske ”rekrutterings”-spørgsmål.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/kommentar-fyringer-blandt-fastansatte-ingen-kan-laengere-vide-sig-sikre-heller-ikke-au-i-konkurrencen-om-internationale-topforskere

 

23. Den 28. august: Spændende bog om åndsfrihed

I 2020 udgav leder af Grundtvig Akademi, Ingrid Ank, sammen med socialdemokraten, Daniel Toft Jakobsen, en bog med følgende titel:

”At være demokrat er ikke at være bange – åndsfrihed under pres”.

Bogen, som udkom på forlaget KLIM, gennemgår åndsfrihedens historie, hvor især Luther, Grundtvig og Hal Koch omtales for en række positive bidrag.

Derudover drøftes en lang række specifikke temaer, som behandles i særskilte kapitler.

Et af temaerne er ”åndsfrihed på arbejdspladsen”. Her tager forfatterne udgangspunkt i sociologen Rasmus Willigs arbejde. Willig fortæller, at en af de metoder, hvormed ånden lukkes er via sætninger som ”Du må ikke se problemer men udfordringer”. Brinkmanns arbejde nævnes også.

Ank og Jakobsen fremhæver i den forbindelse især Erik Schmidt-sagen, som et eksempel på et brud med åndsfrihedens principper.

Ank og Jakobsen noterer sig, at lærer Erik Schmidt fik en tjenstlig advarsel, fordi Schmidt angiveligt havde…

”…været negativ og været mere interesseret i at diskutere allerede besluttede forhold og overordnede politikker og udtrykke sig negativt om dem end at deltage aktivt og positivt i arbejdet.”

Schmidt vandt jo sagen med et brag i Landsretten i 2018 efter 4½ års hård kamp, men Odense Kommune og KL og andre i magtens kredse har både undervejs og lige siden forsøgt at fortie sagens indhold og konsekvenser. Så længe den slags tabuisering står på, kan ingen have tiltro til disse organisationers uddannelsespolitiske seriøsitet.

Heldigvis fik Schmidt støtte fra mange andre, hvilket man kan læse om, dels i nedenstående link om sagen og dels mere grundigt i min egen bog ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, som udkom i foråret 2023.

Anks og Jakobsens bog indeholder flere spændende tanker. F.eks. er der et fint kapitel om forskningsfrihed, som især bygger på Heine Andersens store indsats for dette emne. De er også dybt bekymrede over både nedlukningens og digitaliseringens konsekvenser for åndsfriheden. Endelig vil jeg fremhæve en virkelig interessant analyse vedrørende friskolernes udvikling, som jeg muligvis vender tilbage til.

Ank og Jakobsen er også blandt initiativtagerne til foreningen ”Åndsfrihed”.

Links:

Link til bogen: https://klim.dk/bog/at_vaere_demokrat_er_ikke_at_vaere_bange.htm

Link til Erik Schmidt-sagens dokumenter: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

Link til foreningen Åndsfriheds hjemmeside: http://aandsfrihed.dk/

 

24. Den 29. august: Ministeriets ”kandidatudvalg”

Det angreb på universiteterne, som blev iværksat i forbindelse med universitetsreformen i 2003, materialiseres nu yderligere.

Regeringens aftale fra foråret om yderligere styring, instrumentalisme og forringelser under arbejdsudbuddets herskertegn skal fra i dag præciseres af et såkaldt “Kandidatudvalg”, som består af nogle reformvenlige universitetsledere og direktører, som igennem 20 år har købt og forstærket præmissen.

Aalborg Universitets rektor har allerede helt ukritisk tweetet, at “sammen skal vi sikre uddannelser af høj kvalitet”, og interesseorganisationen Danske Universiteter deler med det samme tweetet i samme ånd.

Der nedsættes også et “Referencepanel”, som består en række interesseorganisationer, der alene tænker i “interesser”, f.eks. KL, Dansk Industri, Danske Professionshøjskoler og så videre.

Man kan læse mere om emnet på nedenstående link fra forskningsministeriet.

Der er ikke et eneste forsonende ord i materialet.

Det fremgår, at forliget er indgået af regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Det vil sige, at Enhedslisten, de Radikale og Ny borgerlige ikke deltager i dette angreb på samfundets kundskabsudvikling.

Links:

Ministeriets omtale: https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2023/kommissorium-for-kandidatudvalg-er-pa-plads

Omnibus’ artikel om emnet: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/kommissoriet-bag-kandidatudvalget-er-paa-plads-og-medlemmerne-er-udpeget-arts-aarhus-bss-og-nat-bliver-saerligt-udsat

 

25. Den 31. august: Christine Stabell Benn evaluerer nedlukningen

Professor Christine Stabell Benn har evalueret den danske nedlukning. Hendes hovedpointe er, at de mange faglige stemmer, som havde vurderinger, der afveg fra den officielle linje, blev systematisk udelukket fra de centrale policy-fora og marginaliseret i pressen.

I slutningen af sin grundige tekst omtaler hun en folkemødedebat med Rasmus Jarlov (K) og Pelle Hvelplund (EL). Hun skriver følgende om de to politikeres synspunkt:

”Men begge var også enige om, at proportionaliteten var blevet tilsidesat. Begge politikere mente, at der var grebet hårdere ind, end det var nødvendigt. Folketinget var blevet bange.”

Et angst folkestyre. Det er triste sætninger, som dog fuldt ud understøttes af Jørgen Grønnegaard Christensens store evalueringsrapport om nedlukningen fra 2021.

Benn fremhæver syv konkrete punkter, hvor hun mener, at den officielle politik var fejlslagen. Herunder følgende:

– at skolelukninger var unødvendige

– at man ikke burde have vaccineret børn og unge

– at hele testprogrammet var stærkt overophedet, pga. et alt for kraftigt fokus på smitte.

I går var jeg i øvrigt til bogreception på Institut for Idehistorie, som netop har udgivet bogen ”Pandemi! – idehistorien læser coronaepidemien”. Bogen er efter de seks mundtlige oplæg at dømme en stort set ukritisk videreførelse af nedlukningens diskursive logikker, hvor kritikere f.eks. omtales som ”konspirationsteoretikere”, og hvor nedlukningens moralske krav rammesættes som aristoteliske dyder. Der var ingen omtale af den omfattende filosofiske og politiske kritik af nedlukningen. Man manglede lidt en Stabell Benn-type, for nu at sige det på den måde. Meget AU-agtigt. Redaktøren kommer fra ”uddannelsesvidenskab” på DPU, som er et af centrene for symbiosen mellem konkurrencestat, policy og poststrukturalisme.

Nogle tror måske, at nedlukningen er slut? Men det er den ikke. Den sidder nu i statens indre, hvorfra dens logikker kan vise sig i kaotiske nedslag i alle sektorer. Vi har derfor fået en biostat, som er præget af iltre og konstante organiseringer af statistik, teknologi og krise. Nedlukningen er også centralt placeret i den nuværende regerings grundlag, hvor ordet ”krise” står overalt, direkte importeret fra nedlukningen.

Mine egne analyser er samlet i bogen ”Den store nedlukning – dagbog fra biostatens første år”, som kom i efteråret 2021. Lektøren skrev at det var en ”vægtig og saglig kritisk analyse af corona-nedlukningen i Danmark”, og det var jo pænt af ham.

Links:

Stabell Benns evaluering: https://www.linkedin.com/pulse/min-corona-pandemi-evaluering-christine-stabell-benn/

Link til aktuel bogudgivelse: https://baggrund.com/vare/forudbestilling-pandemi-idehistorien-laeser-coronapandemien/

Link til ”Den store nedlukning” med lektøromtale: https://bibliotek.dk/da/work/870970-basis%3A62553359

 

26. Den 31. august: Bogafbrændinger: Fra offentlig orden til landsforræderi

Jacob Mchangama har i dagens Altinget en meget interessant kronik om den nye lov om ”utilbørlig” optræden. Jeg hæfter mig ved to ting:

A.

Blasfemireglerne har flyttet “kapitel”:

Den ny bestemmelse om ”utilbørlig optræden” placeres under et kapitel i straffeloven, som hedder “Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed”.

Den gamle blasfemiparagraf lå derimod under kapitlet: “trusler mod den offentlige orden og fred”.

Fra ”orden” til ”landsforræderi”. Dette er jo et kæmpeskifte i hele det filosofiske udgangspunkt. Herfra vil alle mulige emner efterhånden bliver indrulleret i logikken.

B.

Mchangama forklarer udførligt, hvordan ubestemthederne i lovbemærkningernes vil ende med at true den kunstneriske frihed i landet. Dermed risikerer kunstnere at blive ”landsforrædere”. Herfra kan skrækken sprede sig.

Mange tak til Mchangama for at fremhæve disse ting.

Link til Mchangamas kronik: https://www.altinget.dk/artikel/justitia-det-er-uacceptabelt-at-begraense-ytringsfriheden-af-hensyn-til-trusler

Link til lovforslaget: https://www.justitsministeriet.dk/wp-content/uploads/2023/08/Lovforslag.pdf

 

27. Den 1. september: Ny dekan hylder universitetsloven

Den nye dekan for ARTS på Aarhus, Maja Horst, lægger hårdt ud i sin første offentlige markering, som kan tilgås i universitetets magasin Omnibus.

Horst har skrevet en decideret hyldest til den universitetslov fra 2003, som bestod i et frontalt opgør med universitetets ide og essens. Loven har siden 2006 har omdannet Aarhus Universitet til et ”corporate university”, og den laver i disse måneder yderligere ravage.

Horst viser ingen tegn på at kende til den omfattende kritik, som loven og dens konsekvenser har været genstand for gennem årene.

Det tegner ilde for pædagogikken, humaniora og teologien, som er de tre områder, der nu underlægges en forstærket og eksplicit begejstring for de antihumanistiske systemer.

Med sit indlæg understøtter Horst det opgør med forskningsfriheden, som hendes forgænger på posten, Johnny Laursen, stod for i vinters.

Links:

Maja Horsts indlæg: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/klumme-universitetsloven-fylder-20-aar-og-nej-alt-var-ikke-bedre-i-gamle-dage

Om Johnny Laursens aktioner: http://www.thomasaastruproemer.dk/johnny-laursen-forsvarer-fyringerne-paa-dpu.html

 

I skolereformens kølvand

For få måneder siden – nøjagtigt 10 år efter den store lockout af lærerne – udkom Undervisningsministeriets årlige statusredegørelse over, hvordan det er gået med skolereformens målsætninger fra 2014. Som sædvanlig er det gået ned ad bakke, både hvad angår de faglige og de socialt orienterede mål. Danske skolebørn klarer sig simpelthen dårligere end nogensinde på skolereformens selvproducerede kvalitetsindikatorer; endda til trods for, at man siden 2014 har postet enorme økonomiske, pædagogiske og administrative ressourcer ind i systemet alene med henblik på måloptimering.

Det er slemt nok i sig selv, men ofte glemmer man den egentlige skandale, nemlig at skolereformen udover de lidt overfladiske og centralistiske målepunkter også byggede på en pædagogisk filosofi, som bestod af et regelret opgør med skolens formål og dettes ledsagende pædagogiske tradition. En tradition, som består af allehånde vekselvirkninger mellem oplysningsfilosofi, grundtvigianisme og reformpædagogik, og som op gennem årtierne har fundet vej ind i skolens formålsparagraf med ord som f.eks. kundskaber, fantasi, virkelyst, ligeværd og åndsfrihed.

I stedet for undervisningens og skolens begreber, indsatte man i 2014 målbar læring og trivsel som enerådende markører på alle niveauer fra ministerium til den individuelle elev. Man kaldte det ”læringsmålstyring”. Herefter skulle skolerne og lærerne ikke mere værne om skolens rige formålstradition, som nu var reduceret til ren symbolik. I stedet var skoler og lærere omdannet til instrumenter for optimering af statistisk og økonomisk defineret læring i store databaserede systemer. Det var det, som i brede kredse gik under betegnelsen ”konkurrencestaten”, dvs. en stat uden folk og frihedstradition, hvorved staten omdannes til et digitalt teknokrati under den globale økonomis herredømme.

Denne filosofiske forskydning startede allerede i 1970’erne, hvor ”læring” blev sat i modsætning til skoletraditionen, som uden videre blev anset for ”sort skole”. Det nye skoleformål fra 1975, som var udarbejdet af kredse med rødder i arbejderhøjskolerne, og som knyttede an til skolens historik, kom dermed i modsætning til Ritt Bjerregaards uddannelsespolitiske plan, U90, som var præget af social læring. Der var på en måde to socialdemokratier. På den nye marxistiske venstrefløj, som var knyttet til U90, skulle læring nu tjene udvikling af socialistisk bevidsthed med den nye formålsparagraf som tavs og irriterende ledsager.

Efter murens fald forsvandt den socialistiske modstandspædagogik, og ”læring” stod nu helt alene. Derfor opstod i 1990’erne den såkaldte ”ansvar for egen læring”, som bestod af en indholdstom og individualiseret psykologi, som skulle ”evalueres”. Denne tilstand – symbiosen mellem læring og evaluering – blev via globaliseringsaftalerne i 2006 centraliseret helt uden reference til baggrundstraditionen eller til det pædagogiske indhold. DPU blev oprettet i 2000, stærkt præget af de socialismetømte læringstanker. Den nye rektor, Lars-Henrik Schmidt, forsøgte dog at tæmme læringen lidt med en række faglige discipliner.

Dette kvantitativt-centralistiske opgør med samfundets skole- og åndsliv blev efterfølgende, altså fra 2006 og fremefter, effektueret og udvidet via en række nye råd og organisationers kraftfulde ideologiske tilsynekomst. Lærerhøjskolen var allerede blevet til DPU, seminarierne blev nu til store University Colleges, og de tidligere skoleråd blev til ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling”, hvis centrale medlemmer var nationaløkonomer. Dertil kom også akkrediterings- og kvalifikationssystemer og elevplaner og meget andet skrækkeligt. Anders Fogh Rasmussen afskaffede de faglige ”smagsdommere” til fordel for økonomer uden sans for materien, som kastede sig over den nye ”læring”. En nærmest tragisk deroute for Foghs liberalisme, hvis omdiskuterede bog om minimalstaten faktisk indeholdt mange interessante filosofiske og grundtvigske referencer. Vi endte med et opgør med samfundets institutioner.

Den nye lærings-filosofi blev endegyldigt implementeret i skole- og læreruddannelsesreformprocesserne, som strakte sig fra 2011-2015. Den berømte lockout af landets lærere i april 2013 var en del af denne proces. Lockouten handlede ikke kun om ”den danske model”, men også mere grundlæggende om kampen om, hvorvidt skolen skulle være et kundskabs- og åndssted eller et teknokratisk læringssted. Den daværende S-SF-RV-regering havde forskanset sig bag Christiansborgs mure med sit lærings- og konkurrencestatssegl, mens landets lærere forsvarede skolens formål og dermed børnenes fremtid nede på slotspladsen.

DPU, som siden 2008 havde fået ny ledelse, støttede disse processer kraftigt. Lars Løkke Rasmussen blev sammenlignet med Martin Luther King, og man forsøgte at fyre filosoffer, fordi deres arbejde ikke var ”relevant”.

Fra slutningen af 00’erne rejste der sig en faglig kritik. Det var især folk fra hhv. den såkaldte situerede psykologi og den pædagogiske filosofi, som protesterede. Den situerede psykologi var funderet i antropologerne Jean Laves og Etienne Wengers arbejde, som via psykologen Steinar Kvale og hans elever Svend Brinkmann og Lene Tanggaard, gjorde op med den individualiserede form for konstruktivisme, som havde præget ”ansvar for egen læring”. En central figur i den filosofiske kritik var hollænderen Gert Biesta. Han udgav allerede i 2004 en indflydelsesrig artikel, han kaldte for ”Against learning”, hvori han forsvarede pædagogikken mod læringsbegrebets aktioner.

Tanggaard, Brinkmann og undertegnede samlede en del af den pædagogiske kritik i fire store antologier fra 2011 til 2021: Uren pædagogik 1-3 og bogen ”Sidste chance – perspektiver på dannelse”. Her skrev – udover redaktørerne – folk som Merete Riisager, Alexander von Oettingen, Jan Jaap Rothuizen, Hanne Leth Andersen, Jørgen Carlsen Carolina Magdalene Maier, Steen Nepper Larsen, Hans Hauge, Peter Kemp og mange flere. Biesta selv bidrog også. En bred og blomstrende flok.

På den måde blev der skabt forudsætninger for en særlig form for splittelse i årene fra 2015-2020: På den ene side ekspanderede skolereformens læring- og evalueringsprægede opgør med pædagogik og skole, som jeg nævnte ovenfor, og på den anden side arbejdede den faglige kritik med rødder i pædagogiske, psykologiske og filosofiske fagligheder, som på forskellige måder forsøgte at få fortiden i tale, så fremtiden kunne vise sig.

Den faglige kritik fik efterhånden også momentum ind i det politiske system, især via LA-politikeren Merete Riisagers indsats. Riisager havde været skolereformens skarpeste kritiker siden 2011, og i 2016 blev hun minister for området. Hun skulle ”justere” skolereformen, som der stod i VKLA-regeringens grundlag. Riisager skulle altså både kritisere og ”justere” og acceptere en reform, som hun var modstander af. En modsætning, hvis muligheder hun udnyttede til fulde.

Det var nemlig denne sammenblanding af kritik og ”justering”, som i skolereformens kølvand satte scenen for et stort pædagogisk og skolepolitisk drama i perioden 2016-2019. Riisagers og kritikkens mangeartede aktioner forårsagede en konstant bølgen frem og tilbage mellem læringens og skolens begreber i mange forskellige rapporter, høringssvar, debatter og politiske forskydninger.

Riisager skrev efterfølgende bogen ”Selvbyggerbørn”, hvor hun gjorde rede for sine ideer og for nogle af sine oplevelser, og hun bidrog som nævnt også i 2021 til Sidste Chance-bogen. Hendes kritiske arbejde inddrog allerede i hendes ministertid især politikerne Caroline Magdalene Maier fra Alternativet og Jakob Mark fra SF. I bladet Folkeskolen.dk blev hun ligefrem afbilledet som en frihedsgudinde, og i 2019 udarbejdede Danmarks Lærerforening et folkeskoleideal, som i høj grad var præget af kritikkens arbejde med at revitalisere undervisningsbegrebet. Riisager fik også foranlediget en række udtalelser, hvor kundskaber og dannelse stod centralt, og undervejs kritiserede hun sine politiske kolleger for at være alt for underdanige i forhold til de nye konkurrencestatsteorier, som jo havde præget skolereformen.

Og ikke nok med det: Riisager nedlagde og omformede en række af de læringspolitiske rådsdannelser, hun kæmpede for at få dannelsesbegrebet ind i politikken, hun talte både kundskabernes, undervisningens og fritidspædagogikkens sag, og ikke mindst nedsatte hun en såkaldt Rådgivningsgruppe, som var præget af folk fra den kritiske bevægelse, som jo var både fagligt og politisk set særdeles bred. Alligevel blev hun udskammet i Politiken, der kaldte hende for Trump, og af Venstres og Socialdemokratiets læringsbegejstrede skoleordførere, som i slutningen af 2018 sørgede for, at ”justerings”-forhandlingerne blev flyttet til Finansministeriet, der jo om nogen havde støttet skolereformen. Og Riisager forsøg på at revitaliserer skoletraditionen blev også nærmest latterliggjort af DPU’s ledende organer, som understøttede konkurrencestatens læringsbegreb med hud og hår, understøttet af et nyt og globaliseret Aarhus Universitet.

En politisk og fagligt set meget sammensat gruppe af folk fra den kritiske bevægelse måtte skrive en forsvarskronik for Riisager i Politiken, hvis debatredaktør efterfølgende var rystet. Han havde allerede i 2011 kaldt den kritiske og ellers særdeles pluralistiske bevægelse for ”reaktionær”.

Langsomt satte noget af kritikken sig også i dele af det radikale Venstre, især hos folk som Marianne Jelved og Lotte Rod, selvom partiet med dets tilslutning til skolereformen totalt havde mistet kontakten til sit filosofiske grundlag. SF’s synspunkter var vendt 180 grader i forhold til reformen i 2006, som partiet stemte imod. Tilslutningen til 2013-reformen var foranlediget af den såkaldte børnebandes kontakt med corydonske kredse i løbet af de sene 00’erne. I dag har partiet forladt forligskredsen. Det var faktisk Riisager, der som gammel radikaler fastholdt forbindelsen til efterkrigstidens dannelsestradition, dvs. til kundskaber, humanisme og fritidspædagogik.

I samme periode kørte der to juridiske sager, som skabte stor ravage i de pædagogiske miljøer. For det første var der Erik Schmidt-sagen. Odense kommune havde i juni 2014 givet den engagerede og landskendte lærer og redaktør, Erik Schmidt, en tjenstlig advarsel for at kritisere kommunens og skolereformens læringssyn. I advarslen stod der ligefrem, at Schmidt havde ”negative holdninger”, og at Schmidt ikke havde ”forstået forandringerne”. Det var ren totalitarisme efter min mening. Sagen endte i retten hele fire gange på grund af Odense Kommunes og KLs forhalinger og først i november 2018 – altså over fire år senere – afgjorde Landsretten sagen i Schmidts favør med en række almene henvisninger til ytringsfrihedens temaer. Både de pædagogiske og juridiske segmenter var begejstret for denne juridiske sejr over læringens sprog. Dog ikke KL, som var tavs som graven. Man forsøgte at fortie læringens nederlag.

Den anden sag handlede om lektor Keld Skovmand, der allerede i 2016, som ph.d.-studerende ved DPU, havde skrevet kritisk om skole- og læreruddannelsesreformen, bl.a. inspireret af Gert Biesta. Det gav lidt bølgegang på DPU, hvis ledelse jo understøttede skolereformen med 200%. I 2018 forsvarede Skovmand så sin ph.d.-afhandling om samme emne, og efterfølgende klagede han over nogle skolereformsforskere til Aarhus Universitets praksisudvalg. Praksisudvalget sendte af egen drift materialet videre til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, og så var der jo drama. Skovmand tabte uredeligheds-sagen, men hans indholdsmæssige analyser kunne ingen tilbagevise.

Skovmand havde faktisk sammen med Lene Tanggaard været en central aktør i Riisagers rådgivningsgruppe. Men nederlaget i Nævnet i 2019, suppleret med at Finansministeriet havde taget magten over justeringsforhandlingerne, forstærkede de allerede nævnte angreb, som Riisager var udsat for i slutningen af 2018, og som havde fastholdt den finans- og digitaliseringspolitiske konkurrencestats greb om skolen.

Til sidst forlod Riisager politik, og en ny form for socialdemokratisk instrumentalisme kunne forstærke de konkurrencestatslige temaer. Fra 2020 svingede den amerikanske økonom James Heckman taktstokken via den nye minister Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun oprettede forskningscentre og så videre i den nye ånd, der handlede om et nærmest revolutionært statistisk defineret humankapitalistisk lighedsbegreb. Nu var børn en ”investering”. Denne grænseløse ideologi havde allerede præget børnehavepolitikken fra 2010, men nu satte den sig igennem mere generelt, også i familiepolitikken, suppleret af bl.a. Rockwool- og Trygfonden.

Og på samme tid blev der med udgangspunkt i OK2018 etableret et såkaldt ”Sammen om skolen”, hvor organisationer, kommuner og embedsfolk kunne handle pædagogikken af i små konsensusskrifter på KL’s og konkurrencestatens præmisser.

Parallelt med disse processer kørte en kraftfuld digitaliseringsdagsorden med transhumanistiske overtoner. Det skete via det såkaldte Disruptionsråd, men også i KL’s såkaldte ”teknologispring” og flere andre steder. Vi var gået fra 1980’ernes Foucault-inspirerede antihumanisme, over 2000’ernes såkaldte metodiske antihumanisme, som var inspireret af sociologen Niklas Luhmanns systemteori, og til 2020’ernes transhumanisme, hvor det ”humane” opsluges af maskiner. Det hele smeltede sammen i stærkt affirmative strukturer.

Imens Riisager og kritikken vandt skolepolitisk indflydelse fra 2016-2018, så puttede DPU sig lidt sammen med de ventende digitaliseringsdiskurser, som jo prægede det almene hovedspor i VKLA-regeringen. DPU’s ledelse have med sin blanding af konkurrencestat, Foucault og Niklas Luhmann virkelig understøttet skolereformens tanker, og dannelsessiden var mere eller mindre marginaliseret. Mens man på den måde ventede på, at kritikken af skolereformen ville tage af, gik ledelsen ind i stort anlagte kontakter med OECDs stærkt radikaliserede læringsideologi samt med en række tilstødende kompetence- og digitaliseringsdiskurser, som var renset for pædagogisk materiale. Det var ikke et kønt syn.

I dag overlever kritikken mest via enkeltord som ”dannelse” og ”formål”, som aktiveres i tide og utide, men som regel i nærmest ukendelige former og uden forskningsmæssige, historiske eller politiske forankringer.

Skolens turbulens i perioden efter skolereformen påvirkede også andre uddannelsesområder. I 2015 forsøgte den daværende VK-regering at ødelægge gymnasiet som dannelsesinstitution, men efter en kraftfuld tværpolitisk indsats for at redde denne skolereforms særkende, almendannelsen, som blev understøttet af nogle af de samme kritiske miljøer, som jeg nævnte ovenfor, undgik man de værste tidsler. Det skete lige før, at Riisager kom til, og hendes parti, LA, spillede sammen med EL, Alternativet, DF og SF en hovedrolle i kritikken. Et andet eksempel er universiteterne, hvis dyder har været under pres siden universitetsloven i 2003. Her har begrebet ”forskningsfrihed” fået kunstigt åndedræt af nogle marginaliserede videnskabelige miljøer, men med det skolepolitiske kollaps, kan det næppe opretholdes, fordi ”fra tanke til faktura” kan forstærke sin magt over den gispende videnskabelige tradition og livsform.

Kan man vende denne udvikling? På en måde ja, for man kan jo blot lave nogle andre forlig og organisationer. Men det kræver naturligvis, at politikere og medier mobiliserer en stærkere kærlighed til landets pædagogiske tradition og muligheder i stedet for det ødelæggende og altomfattende teknologisk-centralistiske lærings- og evalueringssprog, som man har udviklet siden 00’erne, og som understøttes af de mange grupper og organisationer, hvis eksistens er afhængig af ødelæggelsen.

 

Referencer:

Teksten er en let revideret udgave af en kronik, som blev bragt i Politiken d. 1. maj 2023. https://politiken.dk/debat/kroniken/art9322125/Det-g%C3%A5r-ned-ad-bakke-for-danske-b%C3%B8rn-p%C3%A5-b%C3%A5de-p%C3%A6dagogiske-og-sociale-m%C3%A5l-%E2%80%93-og-ofte-glemmer-man-den-egentlige-skandale

Kronikken bygger på bogen I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning, som udkom på Forlaget Fjordager den 1. maj 2023. http://www.fjordager.com/i-skolereformens-koelvand/

Danmarks Pædagogiske Universitet – opgør og deroute

I det følgende vil jeg kort og kritisk gennemgå centrale træk ved DPU’s historie:

Frem til 2000 var lærernes videreuddannelse organiseret i regi af Danmarks Lærerhøjskole, som havde rødder tilbage i 1800- og 1900-tallets folkelige og demokratiske oplysning. Pædagogerne gik på Danmarks Pædagoghøjskole, som blev etableret i 1996, og som selv havde rødder i lærerhøjskolens baggrundstraditioner.

Men i 2000 blev det hele – sammen med yderligere et par institutioner – fusioneret ind i en ny institution, nemlig Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). Denne fusion skete vel at mærke i et opgør med især lærerhøjskolen, der blev opfattet som alt for praksis- og skolerettet.

I stedet tog DPU’s første rektor, idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt, udgangspunkt i begrebet ”læringsadfærd”, som det hed i konkurrencestatens unge år. Schmidt havde sit helt eget filosofiske system, den såkaldte samtidsdiagnose, som var inspireret af en blanding af den franske strukturkommunist Althusser og den sene Nietzsche – en slags tragisk tilpasning til den politiske økonomis herredømme. Og nu skulle Schmidts strukturalisme i kontakt med konkurrencestatens læringsbegreb.

Schmidt konstruerede fire faglige discipliner, som skulle holde lidt styr på læringsadfærden, nemlig pædagogisk psykologi, pædagogisk antropologi, pædagogisk sociologi og pædagogisk filosofi. Alle fire områder fik både en kandidatuddannelse og et ledsagende institut. De gamle lærerhøjskolekredse protesterede, så Schmidt tilføjede en uddannelse i ”generel pædagogik” med et tilhørende institut. Almenpædagogikken og lærerhøjskolens tradition var nu en slags modstands-rest på læringsadfærdens præmis. Så var der styr på det.

DPU’s faglige og organisatoriske eksistens var altså funderet på ”læringens” opgør med landets pædagogiske tradition – et opgør, som i de år bredte sig hos samfundets politiske elite. På DPU opretholdt man dog et vist kritisk momentum op gennem de tidlige 00’ere, dels pga. efterladenskaber fra lærerhøjskolens tradition og dels pga. dele af den kritiske tradition fra 1970’erne, som Schmidt selv var rundet af.

DPU startede op under Undervisningsministeriet, men fra 2005 kom institutionen under Forskningsministeriet og dermed også under den helt nye universitetslov, som omdannede universiteterne til centralstyrede forskningskoncerner i vækstens navn; en ideologisk proces, som blev forstærket af globaliseringsaftalerne i 2006.

På DPU blev dette skifte især tydeligt fra 2008, hvor der skete to ting på samme tid:

For det første blev DPU en del af Aarhus Universitet, hvor en ny rektor fra Verdensbanken ville omdanne universitetet til en global koncern af eksploderende nysprog og en nærmest vild centralisering. Dermed overgik DPU fra at være et selvstændigt universitet til at være et fakultet under et ideologisk radikaliseret Aarhus Universitet.

For det andet kom der en ny dekan for DPU, Lars Qvortrup, som med det samme støttede universitetets og forskningspolitikkens nye idealer. Nu stod den på relevans, læring, data og evidens, og man sammenlignede ligefrem statsminister Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King.

Qvortrup ville omdanne hele Schmidts bygning i eget billede, men stadig med ”læring” som udgangspunkt. F.eks. forsøgte han at nedlægge den filosofiske uddannelse. Da det mislykkedes ville han fyre tre filosoffer, hvilket også slog fejl. I stedet etablerede han en kandidatuddannelse i ”uddannelsesvidenskab”, hvor globaliseringspolitikken og de nye organisationsformer på en tilpasningsdygtig måde kunne spille sammen med en helt tæmmet inspiration fra Foucault. Kort sagt gik ”læringsadfærden” nu i kontakt med det nye globaliseringsbureaukrati, mens Schmidts faglige discipliner og den videnskabelige tradition, som i forvejen var løst funderet, mistede indflydelse.

Qvortrup var tilhænger af en teknisk version af Niklas Luhmanns systemteori, og han samlede hurtigt åndsfæller omkring sig – herunder den indflydelsesrige professor Jens Rasmussen og den senere DPU-leder Claus Holm. En række af de gamle Foucault-folk lagde sig som nævnt også pænt ned i det nye system. Med denne dannelsesfjendtlige konstruktion blev DPU en kraftfuld forstærker af de dybt instrumentaliserede skole- og læreruddannelsesreformer i 2013, som mange i dag skælder ud på.

Da Aarhus Universitet implementerede en stor og kostbar reorganisering i 2011, blev DPU endnu engang degraderet, denne gang fra fakultet til institut. Qvortrup forlod sin post, og Hanne Løngreen blev ny institutleder under Mette Thunø, som blev dekan for et nyetablerede fakultet ARTS. Thunø ville lave det ”frække universitet” og gå “fra viden til handling”, og centraliseringen gik amok. Løngreen fortsatte indtil 2014, hvor hun flyttede til RUC.

I 2013 fik universitetet ny rektor, Brian Bech Nielsen, som med det samme skilte sig af med Thunø. I stedet udnævnte han Johnny Laursen som dekan. Både Nielsen og Laursen havde støttet universitetslovene op gennem 2000’erne, og de havde også været ukritiske mellemledere i det nye globale universitet. De var indbegrebet af den nye ånd, og Bech Nielsen iværksatte straks en fyringsrunde, der skulle skaffe midler til ”strategisk ledelse”.

Ny institutleder på DPU blev Claus Holm, som have været kommunikationschef/dekan siden DPU’s oprettelse i 2000. Holm var selv kraftigt inspireret af Lars Qvortrup og Jens Rasmussen, og faktisk også af Lars-Henrik Schmidt. Holm lagde ud med at nedlægge et klassisk professorat i pædagogik, som ellers lige var besat. I stedet oprettede han nogle strategiske MSO-professorater, som blev befolket af folk med den godkendte indstilling.

Holm inkarnerede de mest problematiske sider af forskningspolitikkens og DPU’s historie. Han blev fan af konkurrencestaten, OECD og ”læring som livsform”, hvilket skulle afløse alt, hvad der mindede om den pædagogiske tradition i landet. Og det nye ARTS-fakultet bakkede op. Som tidligere kommunikationsleder fik Holm med sine synspunkter også magt over DPU’s kommunikationssystemer, som fik et ideologisk og ensrettet præg. Og de gamle kritiske traditioner blev konstant udgrænset, hvis de da ikke makkede ret i de nye begrebsmæssige systemer. Lærere og forskere, som kendte til de pædagogiske traditioner, var oprørte.

Helt almindelige kritiske indlæg blev nu opfattet som tilsvining, mobning og samarbejdsvanskeligheder, og kritikerne blev udsat for kraftige ledelsesanktioner, som kun offentlige protester kunne sætte en foreløbig stopper for. Hele denne faglige og organisatoriske konstellation var en tragedie for landets videnskab og pædagogik. Det var konsekvensen af at gå fra videnskab og pædagogik til læringens livsform under konkurrencestatens herredømme.

Fra 2017-2020 blev den skole- og uddannelsespolitiske debat i højere grad domineret af ældre kritiske traditioner, hvilket ikke mindst skyldtes undervisningsminister Merete Riisagers og professor Svend Brinkmanns indflydelse, og også i Aarhus Universitets bestyrelse var der kommet folk, der kunne tale dannelsens og pædagogikkens sag. I den periode var der derfor lidt stille, mens DPU’s ledelse eksperimenterede med forskellige posthumanistiske og OECD-inspirerede konstellationer af læringsideologien.

I skrivende stund er man imidlertid tilbage i sporet fra omkring 2008-2016 med en ny og mere teknisk indstillet universitetsbestyrelse og med ideologisk betingede afskedigelser af kritiske røster samt angreb på de klassiske fagområders betydning og kritiske fundament. Det er meget sørgeligt at være vidne til dette forstærkede opgør med dansk pædagogisk tradition og dens videnskabelige omgivelser.

Og i 2022 fik DPU’s og ARTS’ ledelse foranstaltet et universitetspædagogisk dokument, som understøttede en centraliseret læringsideologi, der lå i klar forlængelse af skolereformens tankegods. Dette dokument var et direkte opgør med universitet som videnskabelig institution i samfundet.

DPU og ARTS ved Aarhus Universitet er kort sagt ikke et sted for mennesker med kærlighed til videnskab og pædagogik.

 

(Ovenstående tekst er en let korrigeret version af en kronik, som blev bragt  i JP-Aarhus, d. 29. maj 2023: https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/debat/breve/ECE15907884/danmarks-paedagogiske-universitet-er-ikke-et-sted-for-mennesker-med-kaerlighed-til-videnskab-og-paedagogik/)

Yderligere analyse og dokumentation kan tilgås i følgende udgivelser:

Rømer, T.A. (2022). Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering, KLIM.

Rømer, T.A. (2023). I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning, Forlaget Fjordager

Rømer, T.A. (2024, under udgivelse). Om universitetet og dets fjender.

Uddannelsespolitiske og pædagogiske noter, den 2.– 23. juni 2023

Nedenfor kan man læse seksten analyser og kommentarer vedrørende forskellige pædagogiske og uddannelsespolitiske temaer i perioden fra juni 2023. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på Facebook.

Indholdsfortegnelse:

  1. Lidt nyheder fra organisationerne
  2. Tokammersystem?
  3. Flot omtale af ”I skolereformens kølvand”
  4. Tesfayes og Marks aktion
  5. Per Stig Møller om et evt. tokammersystem
  6. Hvidbog fra Videnskabernes Selskab
  7. Flot anmeldelse af ”I skolereformens kølvand”
  8. Noter til Tesfayes skærmaktion
  9. Boganmeldelse: Libertisme
  10. Folkemødedebat om fritidspædagogik
  11. Ny bog: Skolens demokatiske tilstand
  12. Uren pædagogik i slut-10’erne
  13. Skolereformen og Haderslev
  14. Gert Biesta og Guds første spørgsmål
  15. Politikens “vantro”
  16. Første Mosebog

 

1. Den 2. juni: Lidt nyheder fra organisationerne

Jeg har samlet lidt nyheder fra formiddagens vandren:

A.

Danske Professionshøjskoler har givet sin årlige pris til DEA’s direktør, Stine Vrang Elias. Det var professionshøjskolernes formand, Camilla Wang, som uddelte prisen.

DEA har ellers arbejdet stenhårdt for at fjerne dannelse fra landets uddannelser, men tillykke til Stina alligevel.

Camilla Wang er rektor for UC Absalon. Det var hende, der sørgede for, at Brian Degn Mårtensson i 2017 måtte forlade læreruddannelsesarbejdet. Wang mente ikke, at Mårtenssons ph.d.-arbejde om Grundtvigs pædagogiske tænkning passede ind i Absalons teknificerede forskningsstrategi.

Det var pædagogikkens to verdener, som jeg kalder det.

Men nu vil Wang lave læreruddannelse på Vallekilde Højskole! Man må håbe, at ungdommen foretrækker den virkelige vare på Den Frie Lærerskole i Ollerup. Der er ikke andre muligheder, efter at UC’erne lykkedes med at få nedlagt Herning-initiativet.

B.

Ulrik Haagerups Institut for Constructive Journalism ved Aarhus Universitet har fået nyt bestyrelsesmedlem. Det er Maja Horst, som i går også tiltrådte som ny dekan for Fakultetet ARTS.

Jeg tror, at Horst passer fint ind i denne ”konstrutive” sammenhæng, ligesom hendes holdninger passer fint til AU’s ”global university”. Også tillykke til hende.

Horst har også kastet sig ind i twitter-diskussionen om det nye forskningspolitiske kernebegreb, ”arbejdsudbuddet”. Det bliver spændende at følge.

I går var der i øvrigt afskedsreception for den afgående dekan, Johnny Laursen. Han blev fra alle sider hyldet som en vellidt forsvarer af åndvidenskaben. Han har også sendt søde og omsorgsfulde mails til nogle af medieforskerne, når bølgerne gik lidt højt i pressen, fremgår det. Og AU’s medier strømmede over med ros og smukke ord. Der stod ikke noget om hans syn på kritik og pædagogisk forskning.

Det er det nye humaniora. Mærkeligt sted.

C.

Endelig vil jeg sige, at AU’s universitetslæringscenter, CED, søger en ny professor. Da jeg læste opslaget, kunne jeg dog ikke finde noget professor-agtigt, dvs. noget om videnskab, universiteter eller pædagogik og den slags.

Det lader til, at der snarere søges en form for mellemleder, der kan noget om strategi og penge og måske lidt om læring.

Det lyder måske underligt, men det flugter fint med den universitetspædagogiske linje på centret, som også spiler en kæmperolle på DPU og i dekanatet i det hele taget.

CED ligger direkte under universitetsledelsen, og Maja Horst delte da også straks jobopslaget på Twitter.

Links:

Link til omtale af professionshøjskolernes pris: https://danskeprofessionshøjskoler.dk/stina-vrang-elias-modtager-danske-professionshoejskolers-aerespris-2023/

Link til stillingsopslag ved CED: https://ced.au.dk/en/about-the-ced/vacant-positions/job/professor-at-the-centre-for-educational-development-aarhus-university-denmark

 

2. Den 2. juni: Tokammersystem?

Jeg sidder på en bar på Frederiksberg og tænker på, om man burde indføre en form for tokammersystem? Et sådant initiativ vil resultere i to gode og modsatrettede konsekvenser:

a) Det vil umiddelbart set svække den lovgivende magt. Det vil kort og godt blive sværere at få vedtaget en lov, fordi der kommer en magtdeling i parlamentets indre. Dermed vanskeliggøres hastelovgivning, dvs. alt fra nedlukning til bededage og 150 mia. til dit og dat.

b) Men på en anden måde vil et tokammersystem faktisk styrke den lovgivende magt. Det skyldes, at regeringen, altså den udøvende magt, får sværere ved at foreslå og gennemføre hastelove.

Det meget uheldige symbiotiske forhold mellem den lovgivende og den udøvende magt, som har udviklet sig over årene, forpurres dermed. Vi får en form for åndelig og demokratisk ro, som vi kan synge og digte om, og som umuliggør pludselige og banale snuptags-flertal.

Den samlende konsekvens bliver, at forholdet mellem den lovgivende og den udøvende magt korrigeres, og at civilsamfundet og forsamlingsfriheden dermed beskyttes.

Det gælder altså om at bryde den aktuelle symbiose mellem lovgivende og udøvende magt.

Men der er forfatningsteoretisk tankespind i al foreløbighed.

 

3. Den 6. juni: Flot omtale af ”I skolereformens kølvand”

Skolelærer, Tillidsrepræsentant og folketingskandidat for Alternativet, Mark Jewkes, har anbefalet bogen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, som udkom d. 1. maj på Forlaget Fjordager.

Mark Jewkes skriver følgende:

”Købt. Som forgængeren “Skolens Formål” er Thomas Aastrup Rømers nye bog en pageturner men også en “gyser”.  En kriminalroman: whodunnit? Hvem ødelagde folkeskolen? (Hvad fanden – excusé my french – ved Finansministeriet om pædagogik?). Læs den, før din skoleleder .”

Mange tak til Mark Jewkes for denne fine kommentar..

(Man kan finde citatet på redaktør Erik Schmidts FB-væg)

 

4. Den 8. juni: Tesfayes og Marks aktion

Mange tak til Tesfaye og til Jacob Mark for deres beskyttelse af pædagogik og humanisme imod det store digitaliseringspres fra KL, disruptionspolitikken, DPU, OECD og mange medieforskere.

Tesfaye:

Generelt forbud mod skærme i dagtilbud. Tesfaye er en slags filosof. Det har jeg vidst siden hans fine bog “Kloge hænder”. Han elsker håndens værk. Det er børnehavens ven og beskytter. Det er Lars Løkkes modsætning.

Den eneste elektroniske dims, der hører hjemme i en børnehave, er en drejeskive-telefon på kontoret, hvis der er brug for en ambulance.

Mark:

Skærme og især mobiler skal ud af skolen, dog reguleret af skolebestyrelsen og med pædagogisk begrundede undtagelser. Dertil kommer en række strålende forslag om bøger, biblioteker og fælles mål.

Mark kan kritisere bredere end Tesfaye, fordi SF heldigvis har forladt forligskredsen.

Nu skal de to herrer blot ind i mødelokalet sammen med andre interesserede, så vi kan få “digital dannelse” i stedet for “digital socialisering”, som medieforskere på DPU kalder det.

Links:

Tesfaye s forslag: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/jun/230604-tesfaye-i-opgoer-med-skaerme-i-dagtilbud

SF’s forslag: https://sf.dk/sf-vil-have-mobilerne-ud-af-folkeskolen-og-investere-i-fysiske-laereboeger/

Interview med Tesfaye i Berlingske, d. 8. juni: https://www.berlingske.dk/danmark/mattias-tesfaye-goer-det-klart-vil-lytte-mindre-til-en-saerlig-gruppe

 

5. Den 9. juni: Per Stig Møller om et evt. tokammersystem

Per Stig Møller har gjort sig nogle meget interessante tanker om at genindføre Landstinget. Et sådant andetkammer skal tæmme den lovgivende magts aktuelle vildskab, som vi ifølge Møller f.eks. så i forbindelse med nedlukningen og St. Bededagsbeslutningen. Jeg skrev selv om denne logik her på FB for nogle dage siden, så jeg er helt enig med Møller.

I 1953 erstattede man Landstinget med folkeafstemninger i stedet for Landstinget. Folkeafstemningerne skulle holde Folketinget på dydens smalle sti; en funktion, som Landstinget tidligere havde varetaget. men folkeafstemnings-muligheden bruges næsten aldrig.

Spørgsmålet er – og her er jeg inspireret af økonomen Stefan Sløk-Madsen – hvor denne nye ustyrlighed i den lovgivende magt kommer fra? Her er et bud:

Landstinget mister magt allerede fra 1936, og derefter kommer samarbejdspolitikken frem til 1943, hvor Rigsdagen mister legitimitet. Og i 1953 forsvinder Landstinget som sagt helt, mens folkeafstemningerne ikke bruges.

Så staten bliver svag.

Velfærdsstatens tekniske og omfordelende ekspansion er en konsekvens af dette behov for legitimitet uden ledsagende forsinkelsessystemer.

Dermed bliver den svage stat aktiv.

Men langsomt forvitrer den bagvedliggende syntese mellem arbejderbevægelsens og landbrugets frihedsbegreber, som stammer fra 1920’erne (syntese mellem socialisme og grundtvigianisme).

Dermed bliver den svage og aktive stat endnu svagere.

Men når frihedsbegreberne forsvinder, så omdannes alt til teknik, hvilket er definitionen på ”konkurrencestaten”, som er en velfærdsstat uden filosofi og fortid, og som er uden grænser.

Dermed bliver den svage og aktive stat, som er blevet endnu svagere, nu også endnu mere aktiv.

Derfra stammer den nye statslige vildskab og ustyrlighed inde i den lovgivende magt. En vildskab, som opsluger sine egne forudsætninger, dvs. det civile samfunds frihedspraksis.

Kort sagt: Alt kan ske lige pludseligt.

Møller er så lidt nervøs for, at alle mulige partier vil misbruge en evt. grundlovsændring til at indføre diverse mærkesager som klima eller trivsel, og det forstår man jo godt. Det er helt klart et dilemma.

Så mange tak til Møller for interessante tanker.

Jeg vil også nævne, at historikeren Michael Böss forleden havde nogle fine betragtninger om en evt. forfatningsdomstol. Böss er skeptisk over for en sådan domstol af grunde, som går stik imod Stig Møllers analyse, og jeg er ikke helt sikker på at jeg er enig med ham. Men hans begrundelser er faktisk meget interessante, så der er lidt at tænke over. Og selvom om Møller og Böss er uenige om vurderingen af den lovgivende magts problemer, så spiller deres analyser måske alligevel sammen på en konstruktiv måde. Jeg skriver muligvis om det senere, men skal lige tænke lidt mere over sagen.

Links:

Møllers debatindlæg, d. 8. juni: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/demokratiets-fremgang

Böss’ kronik, d. 2. juni: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/michael-boss-pas-paa-med-svaekke-vores-levende-demokrati

 

6. Den 10. juni: Hvidbog fra Videnskabernes Selskab

Det kongelige danske videnskabernes Selskab drøfter i sin hvidbog fra 2021, hvordan det ser ud med universiteternes syn på forskningsfrihed og styring.

Selskabet fremlægger en række forslag, herunder følgende om sikkerhed i ansættelsen:

”Universitetsansatte forskere bør gives bedre sikkerhed i ansættelsen svarende til tjenestemandslignende vilkår og dermed sikres mod til at forsvare egen fri forskning og engagere sig frygtløst i sit fags udvikling såvel som i den offentlige debat.” (s. 7)

Selskabet henviser her til forholdene i andre lande, som generelt set er langt bedre:

”De internationale anbefalinger er helt eksplicitte, mht. at man ikke kan fyre videnskabelige medarbejdere med vage henvisninger til økonomi, relevans eller samarbejdsproblemer, men skal kunne dokumentere, at der ingen anden udvej er.” (s. 38)

Der er jo rene fremmedord på DPU/ARTS/AU, så man kan roligt sige, at selskabet har en pointe.

Selskabet foreslår også, at institutledernes magt begrænses. Det er også en god ide.

Det er selskabets forskningspolitiske udvalg, der står for hvidbogen. Udvalget består ifølge hvidbogen af nedenstående personer. Der er ingen med fra AU eller fra professionshøjskolerne:

Ole Wæver, (formand, KU)

Jeppe Dyre, RUC

Jesper Ryberg, RUC

Thomas Sinkjær, AAU

Susanne Ditlevsen, KU

Frederik Stjernfelt, AAU

https://www.royalacademy.dk/da/Om-selskabet/Medlemmer/Udvalg-og-komiteer/FPU/Aarsmoede2021

 

7. Den 11. juni: Flot anmeldelse af ”I skolereformens kølvand”

Lektor Lone Nørgaard har anmeldt bogen ”I skolereformens kølvand” til det liberalt orienterede netmagasin Indblik.dk.

Nørgaard skriver, at bogen er et ”megaprojekt”, og at den endda er ”fremragende”.

Hun skriver også følgende:

”Den lærde forsker fortjener en kæmpe tak for at have kastet lys over en række vigtige årsager til, at det er lykkedes at svække og ødelægge vores uddannelsessystem. Dermed bliver værket en meget betydningsfuld historisk kilde.”

Og videre:

”Med sin omhyggelige dokumentation af, hvordan ganske få mennesker er sluppet af sted med at smadre det fundament, skolen har stået på i flere århundreder, kan ingen, der kan læse indenad, plædere uvidenhed om den katastrofale udvikling.”

Mange tak til Lone Nørgaard for den flotte anbefaling.

https://indblik.dk/skolereformen-2014-var-stort-taenkt-men-viste-sig-at-vaere-en-kolos-paa-lerfoedder-og-ren-ideologi/

 

8. Den 12. juni: Noter til Tesfayes skærmaktion

A.

Mattias Tesfaye har sagt til Berlingske, at man skal lytte ”lidt mere” til andre forskningsmiljøer, end dem man plejer. Dermed sigter han især til medieforskerne ved AU’s fakultet ARTS, som i mange år har haft stor indflydelse på dette emne.

Blandt medieforskerne selv bliver dette ”lidt mindre” så til, at ministeren slet ikke vil lytte til forskning! Hans markering kaldes endda for ”populisme”. Og den nye dekan for ARTS, Maja Horst, skrev også, at ministeren ”ikke vil lytte” til forskningen.

Det er svært at være nuanceret, må man sige, når ”lidt mere” på den måde omdannes til ”populisme”.

Jeg er heller ikke bekendt med, at medieforskerne selv har diskuteret med de mange digitaliseringskritiske røster, dvs. ”lyttet lidt mere”. Det, som jeg har set i tidens løb, er en form for ufilosofisk og naiv boble, som helt overser sagens filosofiske, politiske og dannelsesmæssige aspekter.

B.

Tesfaye fortæller desuden, at han også kigger på andre landes syn på skærmpolitikken. Han har nævnt Frankrig, USA og Norge. Det lyder jo som en god ide at kigge lidt rundt.

Men det bliver så pludselig til, at han vil lade sin skærmpolitik ”diktere” fra USA, læste jeg et sted! Igen ser vi denne nærmest vilde radikalisering af Tesfayes synspunkt.

Og ligger Silicon Valley og Singularity University ikke i USA? Men det betyder måske ikke noget? Det er det, jeg mener med ”naiv boble”.

Tesfaye siger også, at der er en form for kategoriforskel på ”en skovl og en skærm”. Tak for denne hyldest til håndværket. Men den slags er nok det mest provokerende, man kan sige til den ukritiske medieforskning.

Tesfaye har udfordret den forskningspolitiske magt. Det er der ingen tvivl om. Og magten er blevet nervøs. Den tror, at de digitale systemer er en blanding af en skovl og en lommeregner. Igen ser vi denne naivitet.

Det er især forskeren Stine Liv Johansen, som er blevet en slags omdrejningspunkt for denne diskussion, og som også omtales og interviewes i Berlingskes artikel om sagen. Hun blev i 2019 formand for Medierådet, men blev ”gået” i 2022 af kulturministeren, formentlig fordi hun ville digitalisere børnelivet for meget og for ukritisk, og måske også fordi hun ikke havde sans for de sociologiske og politiske aspekter af sagen.

C.

I morgen kommer et helt andet tech-råd, som blev nedsat i 2022, med sin afrapportering. Her er den mere kritiske Mikkel Flyverbom formand. Flyverbom havde i sidste uge en meget digitaliseringskritisk kronik i Politiken, som han havde skrevet sammen med lægen Imran Rashid, som helt klart er på Tesfayes hold, og som har taget initiativ til en kæmpeunderskriftsindsamling om emnet. Rashid har nærmest været udskammet af de selvsamme medieforskningsmiljøer, som nu nu føler sig lidt forladte.

Men det er selvfølgelig tankevækkende, at medieforskningens robotglade synspunkter ligger i direkte forlængelse af den disruptionsideologi, som blev udviklet under Lars Løkke Rasmussens regering, stærkt bakket op af KL og i direkte forlængelse af skolereformens filosofi. I den forstand er det statens kamp mod staten.

D.

I debatten har man fremhævet en rapport om skærmforbrug i dagtilbud. Rapporten er 2020 og bygger på 3½ års gamle data.

Rapportens anbefalinger er, at der skal være et langt kraftigere pædagogisk fokus på ”digital socialisering”, som det kaldes, dvs. flere robotter og så videre ud af KL- og disruptionstangenten. Der er ingen reservationer overhovedet.

Rapporten viser, at stort set alle dagtilbud bruger digitale medier i pædagogikken. Børn sidder med en skærm i 10 minutter om dagen. Det lyder måske ikke af så meget, men her skal man huske, at det er 10 minutter pr. barn. Hvis der er 20 børn i stuen, så betyder det, at I-padden er fremme store dele af børnehavens hverdag. Desuden tror jeg, at flere af respondenterne, som mestendels er ledere, vil have en tendens til at underdrive tallene. Endelig kan man næppe udelukke, at rapportens undersøgelsesdesign er påvirket af rapportens almene og helt ukritiske ideologi.

For man skal huske på, at rapportens forfattere mener, at der skal endnu mere digitalisering ind i børnehaven. Pædagogerne skal være ”nysgerrige” og ”betragte digitale medier som legetøj”, som det hedder i de totalt ukritiske ”anbefalinger”.

Rapporten viser faktisk, at der er gode effekter ved at begrænse brugen af digitale medier, men det resultat får forfatterne helt skrevet ned i grøften. På den måde følger de en linje, som allerede blev lagt i en tilsvarende rapport om skærme i skolen fra 2018, ”Skærm-skærm ikke”, med delvist samme forfatter. Også her var der god effekt af mobilforbud i skolen, men alligevel mente forfatteren, at et sådant forbud var et problem, fordi børnene jo skulle lære om 21. century skills og så videre.

Rapportens hovedforfattere, Andreas Lieberoth og Ditte Winther-Lindqvist, kommer fra DPU og dermed netop ud af de ARTS-medieforskningsmiljøer, som Tesfaye vil lytte ”lidt mindre til”.

Begge støttede DPU’s og ARTS’ autoritære aktion mod pædagogisk kritik i december 2022. Det vil sige, at begge to i høj grad understøttede, at man ville lytte ”mindre” til nogle bestemte forskere. De var “kompetente”, som man siger.

Links:

Link til interview med Tesfaye: https://www.berlingske.dk/danmark/mattias-tesfaye-goer-det-klart-vil-lytte-mindre-til-en-saerlig-gruppe

Link til rapport om dagtilbud fra 2020: https://dpu.au.dk/fileadmin/edu/Udgivelser/E-boeger/Ebog_-_Hvem_sidder_der_bag_skaermen.pdf

Det nye tech-råd, med Mikkel Flyverbom: https://em.dk/nyhedsarkiv/2022/juni/ny-ekspertgruppe-skal-stoette-regeringens-haandtering-af-tech-giganter/

Kronik i Politiken fra sidste uge af Flyverbom og Rashid: https://politiken.dk/debat/kroniken/art9379960/Eksperter-Det-digitale-Danmark-mangler-en-grundlov

Analyse af 2018-rapporten om skærme i folkeskolen (inkl. link til rapport): http://www.thomasaastruproemer.dk/skaerm-skaerm-ikke-ny-rapport-om-mobiler-i-skolen.html

Støtteerklæringen til Claus Holm, december 2022: https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-kollega-modsvar-i-debatten-om-afskedigelser-pa-dpu/4689601

 

9. Den 13. juni: Boganmeldelse

Jeg anmelder kun bøger, jeg godt kan lide, og derfor har jeg anmeldt Lene Rachel Andersens tankevækkende bog ”Libertisme – begrib det 21. århundrede” til Årsskriftet Critique.

Bogen er en hyldest til national dybde, åndelig udvikling og verdensborgerlig interesse. Det er især friheds- og dannelsesbegreberne, der svinger taktstokken.

Andersen kalder sin dannelses- og frihedsvision for ”metamodernitet”, hvilket er det modsatte af en såkaldt ”hypermodernitet”, som er en form for teknologisk og global dystopi.

Men alt det kan man læse lidt mere om i anmeldelsen og meget mere om i selve bogen.

https://aarsskriftet-critique.dk/2023/06/libertisme-skal-teknologien-bemaegtige-sig-menneskets-indre/

 

10. Den 14. juni: Folkemødedebat om fritidspædagogik

I det Radikale Venstres telt afholder MF, Lotte Rod, et såkaldt ”fritidspædagogisk værksted” om formålet med fritidspædagogik.

Jeg sidder i panelet sammen med følgende personer, som nok skal gøre mig klogere:

Trine Ankerstjerne, BUPL

Keld Skovmand, UCL

René Hedegaard Nielsen, afd. leder ved klubben ”Stedet” i Viborg.

Jeg skal formentlig snakke lidt om, hvad et formål egentlig er for noget – nemlig på sin vis det modsatte af ”et mål” – og derfor også om fritidspædagogikkens skønne baggrundstraditioner, dvs. skrammologi, demokrati, værksted og dannelse; åndens og hændernes livlige flok.

For-mål er for-tid, og dermed også for-fatning. Kort sagt: Det fælles liv på slægternes frie gårde og på arbejdernes energiske fælled.

Og så kommer jeg måske også til at rose både Lotte Rod og Merete Riisager for deres interesse for dette emne, hvis substans efter min mening står i modsætning til den skolereform, som de radikale (men ikke Risager) promoverede så kraftfuldt i sin tid, og hvis ånd stadig hersker, for tiden i form af en statistisk og tvangsmæssig ”trivsel”.

Mine egne børn gik faktisk på fritidshjem i Aarhus omkring årtusindeskiftet, dvs. lige før, at institutionsformen blev næsten nedlagt og i stedet underlagt skolen, nu som en “ordning” . Der var protestoptog på Park Allé.

På det pågældende fritidshjems hoveddør stod der “mobilfri zone”.

Og selv var jeg pædagogmedhjælper på fritidshjemmet Skovvang tilbage i 1984-85. Det var der, jeg mødte min store kærlighed ved en listig manøvre. Fri tid er starten på al kærlighed. Vi demonstrerede selvfølgelig også imod Poul Schlüter med flotte bannere og så videre, hvis vi da ikke spillede simultan-skak med Gøgler-Harry, som huserede i Århus Nord i de år.

Det hele foregår på fredag kl. 12 på Cirkuspladsen i Allinge (telt C10)

 

11. Den 19. juni: Ny bog: Skolens demokratiske tilstand

Der er er kommet en ny bog på Hans Reitzels Forlag. Den hedder ”Skolens demokratiske tilstand – dekalog, didaktik og dialog”.

Udgivelsen blev præsenteret ved et arrangement på folkemødet, hvor alle tilhørerne – herunder jeg selv – sørme fik et gratis eksemplar.

Bogen er skrevet af trekløveret Keld Skovmand, Lene Tanggaard og lærerinden Mette Frederiksen. Alle tre var centrale personer i Merete Riisagers Rådgivningsgruppe omkring 2017, hvor de understøttede Riisagers såkaldte ”justering” af skolereformen med en række flotte og kritisk anlagte seminarer og rapporter. Jeg skriver en masse om det i min seneste bog ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”.

Det fremgår også, at den ny bog udspringer af en række møder på Testrup og Ryslinge højskole, også omkring 2017. Der var gang i den kritiske bevægelse i de år.

Og nu har vi så fået endnu en hel bog om emnet. Det er svært at få armene ned over denne genopfriskning af ånden fra de kritiske år.

Udgivelsen er finansieret og støttet af Københavns Lærerforening, hvis formand, Katrine Fylking, svinger håndtasken i et kort og kritisk forord, hvor hun fortæller om ”topstyring, tidsstyring og målstyring”, om at ”skolen er bragt ud af balance”, og om at ”åndsfrihed, ligeværd og demokrati er sat under pres”. Her kunne de centrale dele af DLF lære noget, synes jeg.

Dernæst følger selve bogens tekst, hvor de tre forfattere fortsætter Fylkings kritiske linje. Vi lærer, at skolen er præget af ”overfladisk ensretning og åndløs dokumentation”, og der tales om en ”fejlslagen skolereform”.

Men det meste af bogen er faktisk meget opbyggeligt. Der er tale om et omfattende forsvar for skolens formål og dettes tradition og filosofi samt det tilhørende kundskabsliv. Det er §1 og §5 i syntese, for nu at sige det på den måde.

Der står intet om arbejdsudbud, trivsel, klimamål, verdensmestre eller identitetspolitik. I stedet handler skolen om åndsfrihed, ligeværd og demokrati, og forfatterne har lavet ti flotte bud på en demokratisk pædagogik, som endda er præget på stentavler for at understrege betydningen af pædagogikkens urtidsprocesser.

Der er også et flot citat fra genforeningssangen ”Som en rejselysten flåde” om det frie og ”morgenmuntre og lattekrogede” sprog og så videre. Skolen er et ”kaldsfællesskab”, lærer vi.

Filosofisk set er det især Gert Biestas indflydelse, der svinger taktstokken, men der er også solide reference til John Deweys arbejde. Heroverfor sættes så den ”lærings-revolution”, som skolereformen jo var tænkt som, og hvis filosofiske struktur stadig er operativ, ikke mindst i kredsen omkring DPU’s autoritære ledelse, som især Skovmand da også måtte kæmpe imod i de kritiske år.

Der er også nogle gode upraktiske metoder til klasseværelset. Der er trods alt solid didaktisk repræsentation i forfattertrioen.

Måske mangler der lidt reference til de mere aktuelle diskussioner? Det er lidt som om, at bogen er skrevet i 2017. Men på en måde er det uaktuelle også en slags styrke.

Måske skulle man dele bogen ud til alle landets lærere og kommuner og selvfølgelig også til skolereformens forligskreds?

PS: På s. 45 er der en lille tabel med ordoptællinger til ministeriets 47-siders lange vejledning om læringsmålstyret undervisning fra 2014. Her er nogle eksempler fra optællingerne:

Læring: 418 hits – Dannelse: 0 hits

Mål: 459 hits – Åndsfrihed: 0 hits

https://hansreitzel.dk/products/skolens-demokratiske-tilstand-bog-59598-9788702404180

 

12. Den 20. juni: Uren pædagogik i slut-10’erne

I går omtalte jeg Skovmands, Tanggaards og Frederiksens nye bog om demokratiets tilstand. I den forbindelse rendte et par andre udgivelser mig i hu.

Midt i kritikkens tid, i 2017, udkom en tankevækkende bog, der samlede tidens ånd op, dvs. en form for ”uren pædagogik”. Jeg tænker her på bogen ”Ustyrlighedens paradoks – demokratisk (ud)dannelse til debat”. Bogen er skrevet af to lektorer ved SDU, nemlig Herdis Toft og Dion Rüsselbæk Hansen.

Bogen indeholder en kritisk drøftelse af forholdet mellem demokrati og dannelse, og den bygger på interviews med en række af tidens toneangivende kritikere, herunder tre politikere:

Merete Riisager (LA)

Jakob Mark (SF)

Carolina Magdalene Maier (dengang Å)

Fagligt set var forfatterne inspireret af udenlandske filosoffer som J. Ranciére og G. Agamben. Herhjemmefra er det især Lars-Henrik Schmidt og kulturforskeren Henrik Kaare Nielsen, der svinger inspirationsstokken, og som også er interviewet. Og Grundtvig spiller faktisk en ikke ubetydelig rolle i sagen.

De to ret radikale latinske filosoffer gør gode ting ved de danske inspirationskilder, som ellers nogle gange godt kan gå lidt i stå. Det hele ender ud i en god sans for magtens veje, for nu at sige det på den måde. Selv World Economic Forum får et fur.

Bogen gav faktisk anledning til en fin konference på Christiansborg, hvor “dannelsen” fik et kærligt kram. Det var tider!

Vi er jo i 2017, så det var efter, at Lars-Henrik Schmidts og Claus Holms intellektuelle veje skiltes. Denne skilsmisse kan man faktisk læse om i en anden bog, ”Livsduelighed – fra Grundtvig til konkurrencestat”, som docent ved KP, Pia Rose Böwadt, udgav i 2019. Bogens analyser er en omfattende kritik af Claus Holms pædagogiske konkurrencestatsideologi, som jo består i et opgør med hele den Løgstrupsk-Grundtvigske strømning i dansk pædagogik, dvs. netop den strømning, som Toft og Hansen arbejder med at få i tale på den kritiske teoris præmis.

Fra omkring 2007 gik Holm sammen med Lars Qvortrup og Jens Rasmussen i stedet for med Schmidt; en konstellation, som også Toft og Hansen er særdeles kritisk overfor i et kapitel, der kaldes ”Styrings- og systemlogikker”, hvor KL-DPU-Hattie-symbiosen får kritik.

Fra nu af bestod Schmidts rest-påvirkning af Holm blot i, at man skulle nyde at være i konkurrencestaten. Herfra styrtede DPU i grus.

Denne situation belyses faktisk også i Peter Kemps bog ”Løgnen om dannelse – opgør med halvdannelsen”, som udkom i 2015, hvor ikke mindst Qvortrup, Jens Rasmussen og Antorini kritiseres for deres uretmæssige ekspropriation af dannelsesbegrebet.

Kemp var tidligere institutleder for pædagogisk filosofi, som Qvortrup og Holm havde forsøgt at nedlægge, fordi den slags ikke var “relevant”.

Kigger man i Holms ph.d.-afhandling fra 2012 får man syn for den ledelsesmæssige og strukturelle sammenhæng. Her kan man læse følgende i forordet:

”Professor og rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt satsede på forskningsformidling, det samme gjorde professor og dekan Lars Qvortrup for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Jeg takker begge for at inspirere, støtte og skabe plads til at udvikle formidlingsindsatsen ved DPU.

(…)

Professor Jens Rasmussen og lektor Søren Kruse takker jeg for et rigtigt godt samarbejde om bogen ”Viden om Uddannelse” (Rasmussen m.fl. 2007). Og Jens Rasmussen skylder jeg en særlig tak for at stille sig til rådighed som en vedholdende, interesseret og diskuterende vejleder”.

Imens den urene pædagogik bredte sig i 2015-2019, gik Holm og DPU i en slags ventende globaliserings- og digitaliseringsmode. Det passede perfekt til det nye ”global university”, som udviklede sig i Aarhus efter især 2011. Det nye DPU gik i symbiose med det reformerede ARTS under konkurrencestatens overhøjhed.

I dag er både Riisager og Magdalene Maier ude af politik, så Mark står lidt alene. Ranciére taler ingen om, og Agamben er endt som konspirationsteoretiker pga. hans fremragende coronakritik. Lars-Henrik Schmidt er død, og Henrik Kaare Nielsen ved jeg ikke hvad laver.

Så tilbage står blot Claus Holms konkurrencestat og nogle gamle bøger.

Litteratur:

Herdis Toft & Dion Rüsselbæk Hansen (2017). ”Ustyrlighedens paradoks – demokratisk (ud)dannelse til debat”, Klim.

Pia Rose Böwadt (2019). ”Livsduelighed – fra Grundtvig til konkurrencestat”, Hans Reitzels Forlag.

Peter Kemp (2015): ”Løgnen om dannelse – opgør med halvdannelsen”, Tiderne skifter.

Claus Holm (2012). ”Kampen om troværdigheden – forskning i formidling”, Aarhus Universitet.

 

13. Den 21. juni: Skolereformen og Haderslev

I august 2015 skrev Stefan Hermann sammen med Claus Hjortdal fra Skolelederforeningen og Mikkel Haarder fra EVA en fuldstændig ukritisk hyldest til skolereformen i en kronik i Politiken. Der var dømt ledelse, styring og læring så langt øjet rakte. Her får man virkelig en fornemmelse af, hvorfor “uren pædagogik” var på sin plads i de år.

Allerede tilbage i 2010 havde Hermann, sammen med to andre nye UC-rektorer og DPU-leder Lars Qvortrup, skrevet en underdanig hyldest i Berlingske til Lars Løkke Rasmussen, som de sammenlignede med Martin Luther King.

Professionshøjskolerne og DPU anglede efter identitet hos den nye svage og globaliserede stat, som omdannede pædagogik til “læring”.

Det var denne (førstnævnte) 2015-kronik, som fik lektor ved UC-Syd, Iben Benedikte Valentin Jensen, til at tænde helt af. I en række tankevækkende indlæg og bøger beskrev hun sin filosofiske harme og sine erfaringer med de nye professionshøjskoler. Hun fik endda foranstaltet et fakkeloptog ved Christiansborg, som bl.a. var med til at vække lærerforeningen fra dens slummer i Antorinis Ny Nordisk Skole. Man kan læse om det hele i bogen ”Tag ansvar – opgør med læringstyranniet” fra 2015. En sand heltinde!

Iben kom ud af Haderslevs meget levende seminariemiljø, hvor også de to Dietricht Benner-folk, Alexander von Oettingen og Leo Kommischke-Konnerup, havde deres udspring. Hele flokken (dvs. alle tre) var inspireret af Holger Henriksens store arbejde med pædagogiske emner, og for især Ibens og Leos vedkommende var der også inspiration fra miljøet på Askov Højskole omkring forstander Hans Henningsen. Af forskellige personlige og faglige årsager gik hele denne Haderslev-sammenhæng i opløsning, hvilket efter min mening har været meget uheldigt for læreruddannelsesområdet.

Lektor Niels Buur Hansen var også med i miljøet, og Jørgen Gleerup fra SDU var også en del af sammenhængen på forskellige måder. Faktisk etablerede de sønderjyske og fynske seminarier en form for regionalt alternativ til DPU i 2001 med Gleerup som leder. Og Gleerup var faktisk ret glad for den urene pædagogik, som jo kom frem ca. 10 år efter. Man burde studere alt dette nærmere.

Det er også lidt tankevækkende, at UC Syds rektor i 2010, hvor hovedsædet netop lå i Haderslev, ikke deltog i Qvortrups og Hermanns kronik i Berlingske. Måske var den daværende rektor, Søren Vang Rasmussen, lidt mere kritisk indstillet? Han havde faktisk støttet Gleerups nye center i 2001. Men det er gætværk. Findes der overhovedet noget om UC Syds historie? Eller om de andre UC’er for den sags skyld?

Efter Vang Rasmussen blev Birthe Friis Mortensen rektor i 2012, hvorefter Haderslev-indflydelsen lod til at sive (UC Syd og UC Vest blev også lagt sammen i 2010, og hovedsædet flyttede til Esbjerg, hvilket forstærkede marginaliseringen af Haderslev). Von Oettingen steg i graderne og blev rektor i 2021.

Der var et livligt miljø i Haderslev frem til midt i 00’erne, hvorefter UC’erne og de omtalte kronikker efterhånden tog over. I dag er von Oettingen som sagt rektor på UC-Syd, men jeg ved ikke, hvor meget Haderslev-ånd, der evt. er tilbage i baglokalerne. Holger Henriksen og Iben er døde, og Leo er direktør i Karisefonden, som huser specialpædagogiske opholdssteder.

Dermed er en central inspirationskilde til de fattige professionshøjskoler spredt og tørret ud.

Nedenfor kan man læse begge kronikker (på net-versionen af 2015-kronikken står Hermann angivet som eneforfatter, men de to andre var også med. Det kan man se i papirversionen).

Jeg vedhæfter også en liste med alle Ibens arbejder. Hun gjorde en enorm indsats for den kritiske bevægelse i 2010’erne, og hun bidrog også – kort før sin alt for tidlige død i 2022 – til antologien ”Sidste chance – perspektiver på dannelse”.

Litteratur:

Hermanns, Haarders og Hjortdals kronik, august 2015: https://politiken.dk/debat/kroniken/art5591787/Vi-vil-have-en-st%C3%A6rk-og-stolt-skole

Qvortrups, Hermanns mfl.’s kronik, juni 2010: https://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen

Liste over Ibens arbejder: https://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen

 

14. Den 22. juni: Gert Biesta og Guds første spørgsmål

I 1999 skrev Gert Biesta en artikel, hvori han drøfter postmodernismens konsekvenser for pædagogik og eksistens. Han spørger til, hvad mennesket er, hvis man accepterer Foucaults kritik af det moderne subjekt.

Biestas svar er, at det postmoderne ”who” er knyttet til et ”where”.

I den forbindelse har han en tankevækkende reference til 1. Mosebog:

”It is perhaps not without significance that the first question God poses to man (Adam) is precisely this question of location: “Where are you?” (GT, 4:9)

Årsagen til Guds spørgsmål er, at Adam og Eva har gemt sig efter syndefaldet. Men det er jo lidt mærkeligt, og også lidt sødt, at Gud ikke kan finde sin egen skabning.

Så den postmoderne tilstand er funderet i Guds afmagts-spørgsmål, ”Hvor er du?”, som ifølge Biesta også indeholder spørgsmålet: ”Hvem er du?”.

Den postmoderne mand og kvinde skjuler sig i krattet, men kaldes frem af den store ånd i ny og næ. En så skøn beskrivelse, kunne de moderne poststrukturalister sandelig lære noget af.

Dertil kommer, at Gud faktisk forinden har erklæret, at Adam skal dø, hvis han spiser af æbletræet. Eva har dog ikke hørt det fra Gud selv, for hun skabes først bagefter, og Gud retter da også sit spørgsmål eksplicit til Adam. Eva er måske derfor lidt mere frisk i sin omgang med frugterne. Girls just wanna have fun!

Måske er det også derfor, at Gud trækker i land? I stedet for døden giver han dem begge to et dejligt menneskeliv med kærlighed, ejendom, mad og tøj, blot pakket ind i nogle grimme ord. Og det er ikke sidste gang, han fortryder, men det lader jeg ligge her.

Godt at Gud er så blød og gavmild og spørgende. Han er en slags passiv magt, der får mennesket til at titte frem fra mørket.

Tilbage til Biesta: Det er interessant, at han finder svaret på sit postmoderne spørgsmål i Biblen; en linje han faktisk genoptager i 2014 i bogen ”The Beautiful Risk of Education”. Her funderer han undervisningsbegrebet i John Caputos ide om ”the weak god”. Guds ”hvor er du?” er jo på en måde også et udtryk for denne ”svaghed”.

Der er ud af hele den sammenhæng, at Biesta definerer uddannelse som en ”svag aktivitet”. Denne ”svaghed” får dog sin egen kraftfulde tilsynekomst i hans begreb om ”transcendental violence”, som allerede slås an i 1999-artiklen. Dermed bliver ”undervisning” til en slags fremkaldende spørgen til subjektets sted, som får subjektet til at komme til syne. Søren Kierkegaard spiller faktisk også en rolle i 2014-versionen af sagen.

Det bliver dog et problem for Biesta, i al fald i 1999-artiklen, at han oversætter sit ”where” til et spørgsmål om ”space”. Dermed mister han sansen for det centrale postmoderne svar, som snarere handler om ”place”. Menneskets gave/straf er jo ikke rummet, men jorden.

På den måde overser Biesta også, at Hannah Arendt, som han ellers selv omtaler i både 1999 og 2014, i høj grad trækker på den humanistiske og ”earthly” tradition, som Foucaults kritiserer. I stedet ender hun i Biestas analyse som fortaler for “intersubjective space”, hvilket er lidt synd, synes jeg.

Men Biesta har faktisk god sans for Foucaults muligheder, især for den sene Foucaults arbejde med et filosofisk selv, som er præget af stoicismen, og som dermed ikke er uden anknytning til f.eks. Svend Brinkmanns interesser. Brinkmann har dog mere sans for ”stedet”, hvilket skyldes, at han kommer ud af den situerede psykologi. Og selv hvis man medtager Foucaults muligheder, så vil han – altså Foucault selv – altid mangle ord til det centrale spørgsmål:

Where are you?

Litteratur:

Gert Biesta (1999): ”Education, Identity and the Question of Location”, I: Carl Anders Säfström (ed.): “Identity”, Studenterlitteratur.

 

15. Den 22. juni: Politikens “vantro”

I sensommeren 2018 forsøgte det gamle skolereformssegment at udskamme undervisningsminister Merete Riisager.

Vi var derfor nogle stykker, der gik sammen om en forsvarskronik for Riisager og for pædagogikkens bløde sag imod konkurrencestatens og skolereformens fokus på styring, læring, evidens, fremtid og produktivitet.

Desværre meddelte Riisager kort tid efter sin kommende afgang, og efterfølgende blev de skolepolitiske forhandlinger – efter pres fra reformtilhængerne – ligefrem flyttet over i Finansministeriet. Skolereformen havde sejret.

Men mange af de begreber, Riisager bidrog til at få tilbage på dagsordenen, er i dag stadig til stede i debatten, hvor de til gengæld må kæmpe en hård kamp for at beholde deres betydning.

Her er kronikkens syv forfattere, som kommer fra forskellige faglige og organisatoriske sammenhænge. Der er dog fire folk med rødder i pædagogiske filosofi, et fag som dermed viste sin store relevans i samfundet:

Brian Degn Mårtensson

Niels Jakob Pasgaard

Peter Kemp

Lene Tanggaard

Christian Egander Skov

Mikael Busch

Thomas Aastrup Rømer

Folkene på Politiken havde kaldt Riisager for ”Trump”, og debatredaktøren var ligefrem ”vantro” over kronikkens synspunkter. Han mente, at Riisager var den ”mest katastrofale undervisningsminister i mange år”, og at kronikkens synspunkter var ”konspiratoriske”!

Redaktionen havde tydeligvis ikke kendskab til den omfattende faglige kritik af skolereformen, som havde udviklet sig siden 2014.

Med sine formuleringer forstærkede Politiken derfor relevansen af kronikørernes pointe. Jeg blev også selv beskyldt for konspirationsteorier af DPU’s førende kredse, som da også selv havde trukket Trump-kortet mod Riisager. Og Svend Brinkmann blev kaldt populist i Information og så videre. Den “urene pædagogik”, som byggede på et bredt filosofisk, socialvidenskabeligt og psykologisk fundament, var virkelig snavset i de år.

Jeg beskriver disse emner grundigt i bogen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, som udkom i sidste måned.

Links:

Kronik i Politiken, august 2018: https://politiken.dk/debat/kroniken/art6666864/Drop-kritikken-af-af-Merete-Riisager.-Hun-er-den-bedste-undervisningsminister-i-mange-%C3%A5r

Debatredaktørens svar: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6669779/Drop-kritikken-af-Politiken.-Merete-Riisager-er-den-mest-katastrofale-undervisningsminister-i-mange-%C3%A5r

 

16. Den 23. juni: Første Mosebog

Jeg har en kommentar til 1. Mosebog. Det går ud på følgende:

Gud skaber mennesket to gange. Først i kapitel 1, hvor han skaber mand og kvinde på en gang, og hvor de to turtelduer skal lave slægter og så videre. Det er helt efter bogen og en del af den store skabelsesakt.

Men så skaber Gud mennesket en gang til i kapitel 2. Her foregår det på en lidt anden måde:

Først skaber Gud et menneske og sætter det i Edens have. Dette menneske er Adam. Adam betyder blot ”menneske” på hebraisk, så der er endnu ikke et egentligt køn. Gud truer og siger til Adam, at hvis han spiser af kundskabens træ, så ”skal du dø”.

Det er først efter dette forbud, at Gud skaber en ”ledsager” til Adam. Det har egentlig ikke noget med frugtbarhed at gøre i første omgang. Det handler bare om, at Adam ikke skal være ”alene”. Der skal være et fællesskab.

Derfor skaber Gud en ledsager, som nu omtales som ”kvinde”. Først i dette øjeblik bliver Adam til en ”mand”, og nu skal de så blive ”ét kød”, som der pludselig står. Kvinden er endnu uden navn.

Så kommer slangen og lokker kvinden, som lokker Adam. Det fremgår, at kvinden godt ved, at hun ikke må spise fra træet. De skammer sig og gemmer sig for Gud.

Men måske har kvinden kun hørt om reglen på anden hånd, for da Gud opdager regelbruddet, så kalder han kun på Adam: ”Hvor er du?”, spørger han. Spørgsmålet er: hvor meget ved kvinden egentlig på dette tidspunkt? Hvorfor er det kun Adam, der anråbes.

Derefter kommer Guds straf, men pludselig er der alligevel ingen, der skal ”dø”. Nu handler det om, at de skal føde børn, have tøj på og arbejde med deres fælles jorde og få kundskaber og så videre. Det lyder jo hyggeligt, selvom Gud skælder ud. Og ingen dør. Mennesket får foræret jorden som mand og kvinde. Det er jo ikke en virkelig straf, tværtimod er det en gave. Kort sagt: Gud fortryder.

Først herefter får Eva sit navn, som betyder ”alt levende” på hebraisk. Hun blev ”mor til alle mennesker”, som der står. Så Eva får og giver liv. Guds straf er en gave, hvilket også afspejles i navngivningen. Hermed fødes fødslen, dvs. Hannah Arendts natalitet, som også er politikkens årsag. Det er ”life on earth”, som Arendt kalder det.

Så ”mennesket” og ”alt levende” bygger sig et liv på jorden, som man både kommer af og bliver til. Derfra går det amok i lange liv og slægter, så Gud til sidst må sige, at man altså max må leve i 120 år.

Det lyder hyggeligt. Godt at Gud fortrød det med at ”dø”. Dermed fik vi både løftet, skammen og tilgivelsen og kundskaber og kærlighed på jorden. Og vi slap for at blive 500 år gamle.

Advokatundersøgelse: DPU har brudt forvaltningsloven. DM accepterer det.

Efter Claus Holms afskedigelse gik Dansk Magisterforening ind i sagen. Foreningen bad i den forbindelse advokatfirmaet Lind om at vurdere min afskedigelsessag. Advokaten udarbejdede i april 2023 et notat, som fylder 14 sider, og som bekræftede DM’s egne advokaters synspunkter. http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Notat-om-opsigelse-ved-AU.pdf

Advokaten mener, at Claus Holm og Aarhus Universitet har brudt forvaltningslovens regler på to måder:

“- dels idet man har forsømt at partshøre Thomas Aastrup Rømer om nogle faktuelle forhold, som indgår i Aarhus Universitets afgørelse og

– dels idet begrundelsen for afskedigelsen ikke på fyldestgørende vis redegør for, at disse faktuelle forhold har indgået i beslutningsgrundlaget.”

De helt nye “faktuelle forhold”, som omtales i citatet, kom ifølge advokatens notat frem i forbindelse med et møde mellem Dansk Magisterforening og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen den 14. marts 2023. Dette ”faktuelle” består af tre helt ubestemte henvendelser fra unavngivne forskere til DPU’s ledelse. Jeg har ikke hørt om nogle af disse henvendelser før, og jeg kender ikke til deres indhold, forfatter eller baggrund. Og i fyringsbrevet skrev Holm, at der ingen kritik var under det kollegiale kriterium. Jeg har altså på sin vis lavet min indsigelse imod fyringsvarslet på falske præmisser. Begrundelserne kommer og går i helt tilfældige ryk.

DM ønskede dog ikke at rejse sag mod universitetet, fordi disse lovbrud ifølge advokaten bliver ”absorberet” af arbejdsretten, som det hedder i notatet med henvisning til to højesteretsdomme fra 2007/08. Det skyldes, at afskedigelsen er en del af en større fyringsgrunde, som overordnet set er begrundet økonomisk.

I det følgende vil jeg først omtale og kommentere ministeriets og Holms helt nye forklaringer. Derefter vil jeg kort drøfte advokatens begrundelse for ikke at forfølge sagen i det juridiske system; måske kan mine betragtninger påvirke fagforeningernes lyst til at gå mere håndfast ind i afskedigelsessager, som finder sted i samfundets pædagogiske system.

 

1. Claus Holms begrundelser

Lad os se nærmere på advokatvurderingens omtale af DPU’s fire officielle fyringskriterier, herunder de fyringsbegrundelser, som altså pludselig er dukket op i forbindelse med det omtalte møde i ministeriet i marts 2023, og som jeg som sagt ikke har hørt om før.

Jeg har i det følgende fyldige uddrag fra advokatens tekst lagt mine egne kommentarer ind undervejs (fremhævet med fed). Det er især kriterium nr. 3, der er i fokus her, men styrelsens omtaler af de andre kriterier er også kritisable efter min mening, så dem gennemgår jeg også:

”I forhold til Thomas Aastrup Rømer kunne Medarbejder- og kompetencestyrelsen oplyse følgende:

  1. kriterie (uddannelsesaktivitet): DPU har set på registreringer i deres registreringssystem (Vipomatic) og +/- 500 timer var normen. Thomas Aastrup Rømer lå på normalen. De 348 timer, som Thomas Aastrup Rømer har angivet, er udskudt forskning og indgår ikke i tidsregistreringen.”

Min kommentar: De 348 overtimer pr. juli 2022 har intet med ”udskudt forskning” at gøre. Det er tal hentet fra universitetets VIPOMATIC-system, som alene tæller undervisningstimer. Styrelsen forholder sig heller ikke til de fremragende undervisningsevalueringer, som jeg havde vedlagt min indsigelse. Dermed mindskes betydningen af dette kriterium uretmæssigt.

”2. kriterie (forskningsaktivitet): DPU har set på publikationer og hjemtagning af eksterne forskningsmidler. Der var tale om både en kvantitativ og kvalitativ vurdering på baggrund af data, og Thomas Aastrup Rømer ligger på normalt niveau.”

Min kommentar: Jeg udgiver ca. en stor monografi om året plus det løse. Hvis det skal betegnes som et ”normalt niveau”, så har DPU’s ledelse virkeligt skruet sine kategorier sammen til dagens anledning, hvilket den formentlig også har. Desværre vil universitetet ikke udlevere information om, hvordan grænseværdierne er defineret. Dermed formår Holm også at formindske betydningen af dette kriterium. Og hvad mon en ”kvalitativ vurdering” handler om i dette tilfælde? Claus Holm har siden 2007 vist sig at have kraftfulde ideologiske interesser i emnet.

”3. kriterie (kollegiale relationer): Det blev understreget, at gamle sager fra 2012 og 2015 ikke har indgået i vurderingen. Der har været nyere tilfælde, som ikke har ført til selvstændige tjenestesager, men når de i en besparelsesrunde, skal vurdere, hvem der bedst kan undværes, indgår det i vægtningen/vurderingen – den gode medarbejder. Der har været henvendelser fra 3 afdelinger om en uhensigtsmæssig tone fra Thomas Aastrup Rømer, hvor kollegaer har forsøgt dialog herom, men som Thomas Aastrup Rømer har afvist. Styrelsen oplyste, at de var i besiddelse af email-korrespondance, som understøttede dette.”

Min kommentar: Jeg har ikke hørt om disse tre henvendelser – hverken som ”tjenestesag” eller i andre sammenhænge – og der er intet i min personalemappe om nogen “uhensigtsmæssig tone” eller om ”tjenestesager”. Tværtimod har jeg som nævnt udelukkende fået gode kollegiale tilbagemeldinger ifm. MUS-samtaler og lignende. DPU må være en form for dysfunktionelt sladderuniversitet.

Formodentlig kan de omtalte henvendelser, som jeg altså ikke kender til, føres direkte tilbage til de omtalte episoder fra 2012 og 2015, hvor DPU intimiderede min forskningsfrihed, men måtte frafalde efter pres fra Dansk Magisterforening og offentligheden.

Men disse ”gamle sager”, som omtales, vedrører netop ikke ”kollegiale relationer”, men alene forskere, som jeg aldrig havde samarbejdet med, nemlig kredsen omkring Jens Rasmussen og Dorte Staunæs. Disse to personer mente i 2012 og 2015, at min helt almindelige kritik var lig med mobning og tilsvining og så videre, hvilket endda blev understøttet af den aktuelle dekan og institutleder. Den aktuelle fyring følger i direkte forlængelse af denne ideologiske struktur, og mit gæt er, at de “tre henvendelser” har rødder i disse kredse og erfaringer, selvom man altså hævder det modsatte.

DM anmodede om at få flere informationer om de pågældende henvendelser, men det blev afvist af DPU.

“4. kriterie (svingende eller mindre god kvalitet i opgaveløsningen) blev ikke nævnt.

For så vidt angår Thomas Aastrup Rømer, er det ifølge Medarbejder- og Kompetencestyrelsen således navnlig vurderingen af ham i forhold til kriterie 3, som har ført til, at Thomas Aastrup Rømer vurderes til at være blandt de medarbejdere, som bedst kan undværes.”

Min kommentar: Der er intet at udsætte på kriterie 3, jf. min omtale ovenfor og min indsigelsestekst. Tværtimod har jeg kæmpet for mine kolleger imod ledelsens overgreb, f.eks. mod fyringer og tvangsforflytninger. Jeg burde snarere have en kollegial pris for nu at sige det lige ud.

Herefter slutter advokaten:

”Ifølge det over for mig oplyste er Thomas Aastrup Rømer ikke blevet foreholdt de omtalte henvendelser fra 3 afdelinger, ligesom jeg lægger til grund, at Thomas Aastrup Rømer ikke er blevet partshørt om disse oplysninger, herunder om, at disse oplysninger indgår i grundlaget for afskedigelsen. Jeg er ikke blevet forelagt de pågældende henvendelser, men Thomas Aastrup Rømer har via egenindsigt i sin personalesag fået oplyst, at de omtalte henvendelser ikke er registreret på Thomas Aastrup Rømers personalesag.”

Advokaten mener altså, at der hermed tale om to brud på forvaltningsloven, men at disse brud ikke gør selve afskedigelsen ulovlig (se også afsnit B).

 

2. Højesteret

I advokatens vurdering af min fyring henvises der til Mette Søsted Hemmes bog “Afskedigelse – processuelle krav” (Hemme 2021).  Advokaten mener, at Hemmes konklusioner viser, at fagforeningen ikke vil få noget ud af at forfølge sagen ind i det retlige system.

Det er da også korrekt, at Højesteret i 2007-08 afsagde to domme, som stiller den fyrede person klart dårligere, end det før havde været tilfældet. Disse tre domme betyder, at forvaltningsloven får mindre vægt i forhold til arbejdsgiverens skøn end tidligere, især hvis den konkrete afskedigelse er en del af en større fyringsrunde. De to domme understøtter derved de nye stærke ledelser i den offentlige sektor. Det er slemt nok, især på det videnskabelige og pædagogiske område.

Disse to domme adskiller sig dog fra min egen sag på forskellige måder. F.eks. handler dommene ikke om universiteter, som jo i modsætning til det almindelige embedsapparat er underlagt et friheds- og kundskabsformål, jf. universitetslovens §2, som endda er skærpet siden højesteretsdommene:

”Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken.”

Og en udvidet version af §2 finder man i Aarhus Universitets vedtægter, som er godkendt af staten. Også her understreges frihedsforpligtelsen. F.eks. i følgende:

”§3. Aarhus Universitet bygger på det arbejdsfællesskab mellem videnskaberne, der inden for den europæiske universitetstradition karakteriserer et universitet med en fuldt udbygget fagvifte.

Stk. 2. Aarhus Universitets virksomhed foregår på grundlag af de principper, der er udtrykt i de europæiske universiteters Magna Charta, herunder uafhængighed, frihed i forskning, undervisning og uddannelser, gensidighed i videnudveksling og kulturelt samarbejde samt undervisningens forskningsbasering.

Stk. 3. Aarhus Universitet respekterer etiske regler for forskningsudøvelse, herunder krav om ubestikkelighed og vederhæftighed, åbenhed for kritik og for fornyet prøvelse af præstationer og indvundne resultater.”

Det almindelige embedsapparat har jo ikke denne type formuleringer i det juridiske bagkatalog. En sådan forskel bør testes juridisk, hvilket advokatnotatet ikke er opmærksom på.

Mette Søsted Hemme skriver herudover tre ting, som efter min opfattelse yderligere korrigerer og nuancerer det negative billede af retstilstanden, hvilket DM’s advokat heller ikke har blik for:

i)

Hemme skriver, at retstilstandens mere specifikke karakter generelt set er “uafklaret”, hvilket jo netop er et argument for at teste sammenhængen mellem ret og omstændigheder. F.eks. skriver hun følgende, netop om afskedigelser i forbindelse med fyringsrunder:

“Sammenfattende må det betegnes som uafklaret, hvorvidt der ud over de generelle kriterier er pligt til at høre over konkrete oplysninger, der kommer medarbejderen til ugunst ved udvælgelsen af medarbejdere i forbindelse med større personalenedskæringer, men rimeligheden af en sådan retstilstand kan i hvert fald overvejes.” (s. 146) (min kursivering, TAR)

Dermed problematiseres advokatens begrundelse for at acceptere universitetets afgørelse, som jo netop er begrundet med, at afskedigelsen er en del af ”større personalenedskæringer”.

ii)

Derudover taler Hemme om et såkaldt “bestemthedskrav”. Og det særlige eksempel, som hun fremhæver, dækker lige præcis situationen i min egen fyring, som jo blev effektueret ud fra tre helt ubestemte klager/småsladder:

“Sammenfattende må der ved vurderingen af, hvor bestemte oplysninger myndigheden skal partshøre over, tages udgangspunkt i, hvad begrundelsen for den påtænkte afskedigelse er. Eksempelvis vil det ikke være tilstrækkeligt at henvise til ubestemte samtaler og dokumenter ved en opsigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder.” (s.146) (min kursivering, TAR)

Dermed forstærkes begrundelsen for, at den under punkt i) omtalte “uafklarede” retstilstand i forbindelse med fyringsrunder bør testes ved almindelig sladdervornhed.

iii)

Endelig mener Hemme, at Højesteret faktisk i sine begrundelser netop lægger op til, at disse emner bør testes i det fagretlige system, hvilket advokaten og DM ikke ønsker med henvisning til Højesteret selv. Det ender i et juridisk catch 22. Paradokset forstærkes af, at Folketingets Ombudsmand ikke vil behandle den konkrete afskedigelse, fordi den via advokatundersøgelsen er afvist af fagforeningen (jvf. http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Klage-til-Ombudsmand-og-Ombudsmandens-afgoerelse.pdf).

Dette juridiske double-bind fremgår af følgende citat, hvor Hemme problematiserer, at et brud på forvaltningsloven kan overrules af arbejdsretten, hvilket jo netop er advokatens synspunkt:

”På den anden side støtter præmisserne i U2009.1251H ikke en antagelse om, at Højesteret helt opgiver det synspunkt, at myndighedens sagsbehandlingsfejl efter omstændighederne skal medføre retlige konsekvenser. Højesteret opfordrer som nævnt de fagretlige organer til at inddrage myndighedens eventuelle sagsbehandlingsfejl i den samlede rimelighedsvurdering. Det må antages, at der i Højesterets opfordring også ligger en forventning om, at væsentlige sagsbehandlingsfejl på en eller anden måde kommer myndigheden til skade i den samlede rimelighedsvurdering ved de fagretlige organer.” (kursiv i original tekst, min egen fremhævning med fed) (s. 209)

Og derudover må man sige, at Højesterets praksisændring i 2007-09 jo kan ledsages af en korrigeret praksisændring i 2023, hvis man kan godtgøre relevante forskelle i materialet. Det antyder Hemme faktisk også i en kursiveret formulering på s. 221.

Så den tekst, som advokatfirmaet altså selv henviser til, lægger ikke uden videre op til advokatfirmaets konklusion. Dermed ender fagforeningen med at acceptere en uklar retspraksis på universitetslovens præmis. Jeg vil dog gerne understrege, at fagforeningen har gjort et stort arbejde med min sag, selvom vi altså ikke er helt enige om de juridiske og politiske muligheder. Jeg vil også nævne, at DM muligvis vil føre sagen under GPDR-lovgivningen, men det aspekt lader jeg ligge her.

 

Referencer:

Advokatens notat: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Notat-om-opsigelse-ved-AU.pdf

Ombudsmandens afgørelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Klage-til-Ombudsmand-og-Ombudsmandens-afgoerelse.pdf

Alle sagens indlæg og dokumenter kan tilgås i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html