Facebook-drys 68: Januar 2020

Her er 22 facebook-drys fra januar 2020. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.

Med disse drys ophører min serie med drys, som startede i forbindelse med lockouten af lærerne i 2013. Jeg har nedlagt min facebook-profil pr. d. 23. januar 2020.

  1. Mette Frederiksens nytårstale
  2. Anders Fogh Rasmussens nytårstale
  3. Dialog med en socialdemokrat
  4. Reklame
  5. Socialdemokratisk logik i Politiken
  6. Socialdemokratisk logik
  7. Ømhed
  8. Alberte-gate
  9. KL i 2005
  10. Socialdemokratisk statistik
  11. KL’s børnehavekvalitet
  12. Facebook-drys 67: december 2019
  13. Undertrykkelse eller frihed?
  14. Erik Schmidts sejr og KL’s tabu
  15. Festdag!
  16. Troldkvinder i avisen
  17. Erik Schmidt om Odense Kommune
  18. BUPL og DLF i konkurrencestats-lommen
  19. Negeren i dansk liv
  20. Rapport fra Vimse-gate
  21. Nominering til ”Årets sveske”
  22. Farvel og tak

 

1. d. 1. januar: Mette Frederiksens nytårstale

Statsministeren fortalte i sin nytårstale, at staten i forbindelse med genforeningen i 1920 fulgte folket frem for omvendt. Dvs. at staten rettede sig efter afstemningerne i Slesvig.

Men her i 2020 ser det ud som om, hun mener, at folket skal følge staten, altså det omvendte. Kodeordet er: “jeg vil altid stå på barnets side”.

Alle skal gøres nu gøres lige i James Heckmans socialdemokratiske statistikker, som har mistet al forbindelse til partiets åndelige udgangspunkter. Vi ender i denne særlige ny-socialdemokratiske blanding af kvantitativ lighed, øget kontrol, data-social overvågning og mangel på pædagogisk interesse. Først i såkaldte “ghettoer”, siden hos særligt udsatte og til sidst hos alle andre. På den måde kan man ‘finde barnet’ mere effektivt og tilrette de kausale systemer via evidensbaserede sociale metoder, som maksimerer det langsigtede økonomiske afkast. Dermed bliver alle til sociale foranstaltninger i samfundets kausalitetsmaskine.

Derved understreges partiets almene tilbøjeligheder, som vi også så i f.eks. undervisnings- og forskningsministerens udgivelser om emnet, i overvågningspolitikken og i partiets holdning til de frie skolers grundlag og arbejde.

På den måde var talen et opgør med “barnet”.

Faktisk bidrog genforeningen i 1920 til en meget frihedsorienteret pædagogik, både i den nye reformpædagogik og ikke mindst i de grundtvigske kredse, hvor de nye holdninger til det civile samfund, familierne og hjemmet fik helt afgørende indflydelse på f.eks. behandlingen af det tyske mindretal. Det var dér, statsministeren skulle have startet, hvis hun ville have været “børnenes regering”. Det var dér, folket var og er.

Og det betyder bestemt ikke, at man ikke skal arbejde grundigt med anbringelser og socialpædagogik. Faktisk er det netop denne frihedsvind, der gør “det sociale” til socialpædagogik. Men i en sådan pædagogik kultiverer man pluraliteten og den sociale arv, så baggrunden kan blive levende, i stedet for at underlægge sig statistisk lighed, der udsletter baggrunden.

https://politiken.dk/indland/politik/art7585701/Dokumentation-Her-er-Mette-Frederiksens-nyt%C3%A5rstale

 

2. d. 2. januar: Anders Fogh Rasmussens nytårstale

Fra den ene smagsdommer til den anden:

I Anders Fogh Rasmussens første nytårstale i 2001 gjorde han op med det, han kaldte for ”statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder”, og som ”undertrykker den frie folkelige debat”.

Derfor nedlagde han ca. 100 råd og nævn, også på det pædagogiske og uddannelsespolitiske område, hvor der sad den ene og den anden sagkundskab med diverse meninger og rodnet, f.eks. Seminarierådet og det daværende Folkeskolerådet.

Men Foghs aktion fremmede ikke den ”frie folkelige debat”. I stedet blev aktionen et skalkeskjul for at etablerere og fremme nogle nye og langt mere magtfulde ”statsautoriserede smagsdommere”, f.eks. Velfærdskommissionen, Globaliseringsrådet, Skolerådet og EVA.

I disse ”råd” sad der ingen pluralistisk sagkundskab, og rådene fremmede på ingen måde ”den frie folkelige debat”. I stedet domineredes de nye råd af en bestemt ”sagkundskab”, nemlig økonomer, og af organisationsinteresser. Ja, de centrale personer i Skolerådets formandskab var de to økonomer Jørgen Søndergaard og Nina Smith samt Niels Egelund, som selv sad i Globaliseringsrådet, ligesom Nina Smith også gjorde. Søndergaard sad i Velfærdskommissionen.

Rådet skrev, at det var ”uafhængigt”, men hele dets eksistens og vokabular var helt integreret i en ny dannelsesfri og teknisk stats begrebskonstruktioner, altså dybt uliberalt, og “det folkelige” var totalt udelukket.

Derfra kom alt til at handle om evaluering, styring og økonomi. Derved udviklede der sig et monopolitisk og bureaukratisk sprog om pædagogik, som var integreret med statsapparatet, og som OVERTOG den folkelige debat.

Når folket eller sagkundskaben lod sig høre, så truedes med bål og brand, det så vi f.eks. i sagen mod lærer Erik Schmidt.

A.
Her er den centrale passage i Foghs nytårstale:

”Vi vil sætte mennesket før systemet. Den enkelte skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning.

Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.

I de senere år er der ved knopskydning skudt et sand vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op over alt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder.

Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.

Regeringen vil fjerne overflødige råd og nævn og institutioner. Det bliver en meget omfattende sanering. Vi vil rydde op i dettemellemlag, som tapper ressourcer og fjerner opmærksomhed fra det væsentlige.

Det vil helt sikkert udløse et ramaskrig fra de berørte. Men det mest nødvendige er at sikre penge til sygehusene, de ældre og andre kerneydelser. Så må mindre vigtige formål vige.

Et moderne velfærdssamfund bygger på et rummeligt fællesskab. Et fællesskab, hvor der er plads til personlig udfoldelse.

Jeg kan bruge et billede fra naturen. Hvis et træ står indeklemt i skygge og savner lys, bliver det sært forkrøblet og saftløst. Jo mere plads og lys, træet får, desto flottere og rankere står det,og desto mægtigere folder grene og blade sig ud. Hvis det enkelte menneske står indeklemt i skygge og savner frihed, udfordringer og ansvar, bliver det mismodigt, viljeløst og initiativfattigt.”

B.
Og her er hele nytårstalen:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/statsminister-anders-fogh-rasmussens-nytaarstale

 

3. d. 4. januar: Dialog med en socialdemokrat

I går mødte jeg en socialdemokrat nede ved kajen.

Mig: Hej, hvad hedder du?
Socialdemokraten: jeg hedder Mona Frisk.

Mig: Altså MF?
MF: Ja, det er korrekt.

Mig: Jeg har hørt, at dit parti gerne vil være børnenes regering.
MF: Ja, det passer også.

Mig: Hvad betyder det?
MF: Det betyder, at vi altid står på børnenes side.

Mig: Side? Altså som i børnene mod de voksne? Og altid?

MF: Ja, for de voksne har jo ødelagt planeten, og familier ødelægger børnene. Vi skal følge folket – ligesom i 1920 –, og folket det er børnene.

Mig: Ok, skal hele verden og fortiden så væk?
MF: Ja, sådan cirka. Det kaldes for socialdemokratisk disruption.

Mig: Men hvad med demokratiet i så fald?
MF: Det ved jeg ikke. Det hører mest til en tidligere historisk fase. Vi er jo ikke mere i velfærdsstaten, men i konkurrencestaten (sshhhyyy….).

Mig: Men hvordan vil så du finde ud af, hvad disse børn uden verden har brug for, og som endda er imod de voksne? Du kan jo ikke spørge barnet, for så bruger det jo bare et sprog, som er gammelt. Og de kan jo også gå hen og svare noget, som de ikke mener i virkeligheden. Du ved: falsk bevidsthed og så’n.

MF: Jeg vil måle det. Trives de, taler de, uddanner de sig, lærer de, spiser de ordentligt, og sker det alt sammen inden for statens godkendte statistiske variation?

Mig: Ok, så det er noget med at sammenkøre registerdata og diverse tests og sundhedsinformationer, genbanker osv..?
MF: Ja, vi er faktisk allerede ved at afprøve noget af det i nogle ghettoer.

Mig: Jeg ved ikke helt, Mona. Er der ikke noget med frihed? Men det er måske noget ”voksent”?
MF: Ja, lige præcis. “Frihed” er en del af “de lærdes tyranni”, og jeg er jo ALTID på barnets side. Og et moderne barn er ikke frit, men et statistisk alene. Vi må have data uanset konsekvenserne, for vi taler jo om ALTID. Vi bliver nok nødt til at sætte nogle kameraer op i folks hjem og biler osv.. Dermed kan vi registrere og forudsige børns udvikling og tarv i detaljen, så alle bliver lige. Vi kan så lave nogle evidensbaserede metoder til ligheds- og afkastfremme. Vi har allerede kompetente folk på sagen. Vi kalder det for “lighed i livmoderen”, og ja, måske endda før befrugtningen. Før alt!

Mig: Ok, men er det ikke lidt kinesisk?
MF: Kina har helt klart fat i noget af det rigtige. Men EU beskytter heldigvis danskerne mod Trump.

Mig: Så vi ender med mere generel overvågning og flere bortadoptioner og flere tvangsvuggestuer, så vi er helt sikre på, at alle gør det rigtige?
MF: Ja, mange flere. Indtil alle altid er på børnenes side.

Mig: Nu er jeg jo glad for pædagogik, hvad mener du om den?
MF: Hold op med at bande. Det var jo mit parti, som stod for skolereformens opgør med pædagogik.

 

4. d. 4. januar: Reklame

Jeg har opdaget at “FAQ om dannelse” kan erhverves for 131kr + fragt.

Det er da billigt, nærmest uanset om der står noget i bogen, hvilket der nu rent faktisk gør :-).

https://www.williamdam.dk/boeger/faq-om-dannelse__233288

 

5. d. 4. januar: Socialdemokratisk logik i Politiken

Når en sundhedsplejerske besøger en familie med et spædbarn, kan hun spotte evt. manglende kommunikation hos barnet. Det giver sig selv.

Nu viser det sig, at bestemte kommunikationsmønstre hos det lille barn forøger risikoen for som 8-årig at få en ”psykiatrisk diagnose”, som f.eks. spiseforstyrrelser eller ADHD, fra 5,5% til 9,7%, hvilket jo ikke er en herregård.

Men en professor i børnepsykiatri, Anne Mette Skovgaard, mener, at denne viden skal føre til, at man ”bør sætte ind med øget opmærksomhed” over for alle disse børn, hvor altså under 5% har en øget risiko for at blive syge.

Som almen opmærksomhed er det jo helt fint, men Skovgaard lægges op til mere indgribende aktioner: Forældrene skal ”klædes på” med særlige ”metoder” af ”professionelle”, så de kan ”skærme børnene mod en mængde af de nederlag, de typisk lider”.

På den måde giver man forældrebåret psykiatrisk behandling med evidensbaserede metoder til alle børn, for at undgå at 3% udvikler f.eks. autisme. Man vil unødigt ende med at ”skærme” de 95%.

Socialdemokraten og regionsformanden, Sophie Hæstorp, er, ligesom sin statsminister, ”altid på børnenes side”. Hæstorp vil ”sætte ind” for at ”forebygge”. Det er ”helt oplagt”, fortæller hun. Hun siger dog også, at hun ”ikke er ude på at sygeliggøre alle små børn, der ikke spiser eller sover helt godt”, men det forbehold svæver lidt i vinden, ikke mindst efter Mette Frederiksens nytårstale.

Og her taler vi kun om én af mange mulige statistikker. Andre statistikker kan afstedkomme andre forældreopgaver med professionel evidensbaseret bistand. Én % her og én % der. Det løber op, når man ”altid er på børnenes side” i statistikkens land.

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7587793/Tegn-hos-sp%C3%A6db%C3%B8rn-forudsiger-risiko-for-en-diagnose-senere-i-barndommen

 

6. d. 5. januar: Socialdemokratisk logik

Statsministeren drømmer om dengang, hvor der ikke var overvågningskameraer ved de private jordbær-boder.

Jeg har et forslag til en socialdemokratisk løsning på problemet: For at genindføre den gamle tillidsbaserede tilstand, bør man installere algoritme-styrede overvågningskameraer i ALLE huse. På den måde kan man være sikker på, at ingen sætter overvågningskameraer op. Informationerne kobles med CPR-, sundheds- og socialdata, så vi også kan spore social arv i jordbærboderne og sætte tidligt ind med adfærdsregulering, evt. helt fra “undfangelsen”.

Dermed har man rettet på statistikken, og tilliden er genvundet.

Dette forslag stemmer også godt overens med ånden i en af Noa Redingtons forudsigelser for 2020’erne i dagens Politiken. Redington, som selv er sådan en slags dansk Third way-Mandag Morgen-socialdemokrat i Thorning-Schmidt regeringens corydoniserede ånd, forudsiger følgende med henvisning til den siddende regerings synspunkter:

“Vi får et ‘biologisk cpr-register’: Presset på vores sundhedsvæsen bliver så massivt, at vi kun kan fastholde et højt niveau, hvis vi bruger kunstig intelligens i den offentlige sektor. Altså sådan for alvor! Ikke bare med en algoritme for den mest optimale sammensætning af frikadeller og sovs for hr. Jensen, men gennem en aggressiv screening og forebyggelse, hvor der bliver samlet mere og mere data om borgerne. Vores sygdomshistorik, vores blodprøver, vores forældres baggrund og helbred, vores vaner og uvaner. Som justitsministeren ville sige: Mere overvågning giver bedre behandling. Mere sundhed. Fremtiden er i gang.”

Så altså: Socialdemokratisk “aggression” løser alle problemer.

Lars Løkke kaldte det for “disruption”. Hos KL hedder det “teknologispring”

https://politiken.dk/debat/profiler/noaredington/art7587794/Jeg-t%C3%B8r-godt-stikke-snuden-frem-og-komme-med-10-bud-p%C3%A5-hvad-der-vil-ske-i-dansk-politik-i-den-kommende-dekade

 

7. d. 6. januar: Ømhed

Jeg faldt i snak med en skolepolitiker den anden dag. Hun hed Christa Antalibus:

CA: Hej Thomas, går det godt?

T: Jo tak Christa, det går super.

CA: Er du nu helt sikker?

T: Nej, ok, jeg er faktisk lidt øm i den venstre ankel. Det er lidt irriterende.

CA: Skær begge ben over!

T: Er du sikker?

CA: Ja, for så er du jo ikke øm i den venstre ankel mere, og vi har forebygget ømhed i den højre.

T: Men så kan jeg jo ikke gå?

CA: Det er kun godt, så kan vi bedre styre dig og passe på dig. Og du får en iPad af kommunen og et evalueringsskema.

T: Det er ømt.

CA: Ja, vi kalder det trivsel.

 

8. d. 7. januar: Alberte-gate

Weekendavisens Klaus Rothstein har fået ørene i den identitetspolitiske maskine, lidt på samme måde som Bo Tao M. i Politikens vimse-gate i december.

Men hvad er Rothsteins brøde? Jo, han forestår ind imellem Weekendavisens satiriske litteraturrubrik ”Bogholderiet”, som er sådan en slags litterær ”Groft Sagt”. I fredags kommenterede han annonceringen af Malou Aamunds ny bog i Gyldendals katalog.

Rothstein skrev på en sjov måde om, at Aamund på billedet i kataloget ligner Bamses veninde, Alberte Vinding, at hun havde netværket i orden, og at hun sidder i VL-gruppe med Hanne Vibeke Holst, som måske har skrevet bogen, eftersom Aamund havde travlt med at være direktør for det dybt kontroversielle Google. Der er ikke det mindste sexistiske over kommentaren, og jeg kan sagtens forestille mig en lignende rubrik om en mand, selvom jeg har svært ved at forestille mig en mand flippe ud over at ligne en seriøs musikstjerne. Og Rothsteins anden herlige kommentar i rubrikken handler også om en masse fine litteraturnetværk på litteraturområdet.

Den eneste forskel fra vimse-gate er de respektive redaktørers reaktion. Hvor Politikens kulturredaktør rykkede ud med beklagelse til Lise Rønne og tvang Bo Tao til at undskylde, så forsvarer Krasnik sin medarbejder. Der er højere til loftet i Weekendavisen end på Politiken, må man sige. Eller måske hænger det sammen med, at Krasnik er et mandfolk?

Nu venter vi blot på, at der kommer en identitetspolitisk klagesang over en bemærkning i At Tænke Sig eller over en tegning af Muhammed med en bombe i hatten.

Satiren har trange kår, derfor trænger vi til den.

Links:
Her er Krasniks forsvar for Rothstein: https://www.facebook.com/martin.krasnik.7/posts/10157907891508838

Her er Politikens kulturredaktør, Mette Davidsen-Nielsens, irettesættelse af Bo Tao M.
https://politiken.dk/…/K%C3%A6re-Lise-R%C3%B8nne-du-har-ful…

 

9. d. 8. januar: KL i 2005

Kommunernes Landsforening i 2005:

”På alle fronter oplever det danske samfund et øget udviklingspres i forhold til at omstille til nye nationale og globale markedsvilkår – det gælder såvel offentlige og private virksomheder som den offentlige serviceproduktion. Det stiller krav om løbende produktionsoptimering, det er kun naturligt, at de samme krav må omfatte folkeskolens og daginstitutionens produkt – læring”.

(fra KL (2005). “Forskning der kan bruges – nyorientering af den pædagogiske forskning”)

 

10. d. 10. januar: Socialdemokratisk statistik

Bare fordi man finder en statistisk forskel, er det jo ikke ensbetydende med, at forskellen skal fjernes, heller ikke hvis den går igen.

Det kan jo være, at forskellen er et tegn på liv, måske endda positiv social arv. Findes der noget skønnere end f.eks. en håndværkerslægt eller en præsteslægt? Hvis alle formelle muligheder er åbne, og alle kommer forbi noget undervisning, er sociale vaner af det gode.

Men man har indtryk af, at Socialdemokraterne med deres kombination af overvågning og Heckman-ideologi ønsker at nulstille alle livets statistiske udsving. Ideologien promoveres både af undervisningsministeren og forskningsministeren, og nu også i statsministeriet.

Man skal så lige huske på, at ideologien faktisk også eksisterer på højrefløjen. Den forhenværende socialminister Mai Mercado var også med på nulstillings-vognen, og det var jo den borgerlige regering, der stod for at teste ideologien i “ghetto”-områderne.

Kigger vi bredere ud, finder vi den såkaldte “småbørns-alliance”, som ledes af den teknologisk-industrielle tænketank DEA. Her hersker samme statistiske ideologi uden den mindste reference til eller forståelse for pædagogiske, dvs. livets, emner og forskelle. En række stærke organisationer er med i alliancen.

I forskningskredse dominerer ideologien også i indflydelsesrige kredse, f.eks. hos Trygfondens børneforskningscenter og i Rockwool-fonden. Det var folk herfra, der forsvarede de nationale tests sidste år. Testene skal bruges til at nulstille et eller andet, som forskerne ikke ved hvad er.

Til gengæld har BUPL sagt fra. Organisationen meldte sig simpelthen ud af Småbørnsalliancen med henvisning til menneskesynet. Længe leve danske pædagoger, som kommer fra forskellens, åndens og demokratiets verden.

Den dybereliggende årsag til problemet er, at socialdemokratiet har mistet kontakten til sit åndelig og praktiske ophav, hvor eksisterende sociale klasser, vaner og lag ikke nødvendigvis skal fjernes, men derimod kultiveres, så klassernes forskelle kan præge samfundet.

https://www.socialdemokratiet.dk/media/7693/social-ulighed-altid-paa-boernenes-side.pdf

 

11. d. 10. januar: KL’s børnehavekvalitet

KL har skrevet om “kvalitet i daginstitutionerne”. Der skal være mere “evalueringskultur”, “relevant og systemtatisk anvendelse af data” osv.. Det er sådan noget OECD-2004-skoleråds-noget. Det skal også være en “resultatdimension” og en “procesdimension”, og de måler skam godt i Faurskov kommune, får vi at vide. Man kalder det “mange veje”. Der er en helt særlig form for læringsmålstyret KL-pluralisme.

Det ser ikke godt ud. Men det falder fint i tråd med KL’s tidligere udspil på området. Der henvises også til EVA i karakteristisk stil.

Hvis ikke kommunerne gør oprør med dette KL-regime, bør man efter min mening meget snart flytte børnehaverne ud af kommunalt regi. Men der bliver nok ikke noget oprør, for de nye storkommuner er selv en del af den ideologiske proces, der førte til “evalueringskultur”-herredømmet in the first place.

https://www.kl.dk/nyheder/os/raaderum/nr-189-januar-2020/mange-veje-til-god-kvalitet-i-dagtilbud/

 

12. d. 10. januar: Facebook-drys 67: December 2019

Facebook-diskussioner i december:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-67-december-2019.html

 

13. d. 11. januar: Undertrykkelse eller frihed?

I betragtning af at vi ifølge den venstre-identitære nyfeminisme lever i et patriarkalsk og kvindeundertrykkende samfund, er det mærkeligt for mig at konstatere, at jeg aldrig i mine 56 leveår har mødt en undertrykt kvinde. Tværtimod faktisk. Jeg har spurgt et par kvinder i min omgangskreds, om de har mødt nogen. Det har de heller ikke.

Der har været ulykkelige kvinder (og mænd) på min vej, men aldrig en, der var undertrykt.

De kvinder og piger, jeg har truffet i årenes løb, har tværtom mestendels været frimodige, selvstændige og totalt u-undertrykte. De har været indbegrebet af det, jeg opfatter som en dansk og skandinavisk kønskultur. De har brugt denne frihed til at studere, mene, arbejde, diskutere, opdrage og gifte og skille sig, som de vil. Det har været venner, kærester, studerende, bekendte og kollegaer. Masser af piger og kvinder, men ingen der var undertrykte.

Disse kvinders frie valg har nok bonet ud som statistiske forskelle, men det er kun godt og tegn på frit liv. De er ikke undertrykte.

Men hvis man insisterer på, at der ikke må findes statistiske forskelle i kønnenes frie valg og livsformer – og hvis man endda begynder at opfatte disse forskelle som ”undertrykkelse” – så skal I bare se undertrykkelse.

Og hvis man opfatter ord som ”brandmand” og ”kassedame” eller sågar ”pige” som undertrykkende, eller hvis en magtfuld kvindelig google-direktør ikke må drilles med at ligne en popstjerne, så er man slet og ret forkælet.

Problemerne skyldes, at den moderne feminisme bygger på den såkaldte post-humanisme, og at den dermed kommer i modsætning til begreber som humanisme, demokrati, folkelighed og kunst og derved faktisk også til kønnet som sådan og dermed til en egentlig feminisme, som har arbejdet for at kønnene kan udtrykke sig frit, hvilket de i fuldt omfang allerede kan. En landvinding som nu trues.

Øverst på formularen

Nederst på formularen

 

14. d. 12. januar: Erik Schmidts sejr og KL’s tabu

I dag er det et år siden, at jeg fik samlet og kommenteret alle indlæggene i forbindelse med Erik Schmidts sejr i Landsretten over Odense Kommune. Der er også en grundig analyse af selve loven og af advarslen til Schmidt.

Hverken KL eller Odense Kommune har reageret på sagen, udover de reaktioner jeg noterede dengang, godt 1½ måned efter dommen. Kommunerne er derfor uegnede til at føre skoler, som virker på kundskabernes, fantasiens og åndsfrihedens – dvs. lovens – principper.

I den nye regerings forståelsespapir står der faktisk, at regeringen vil lægge mere vægt på ytringsfriheden for professionelle. Desværre indgår emnet ikke i finansloven, selvom det jo ikke kræver den store udgift.

Her er den formulering i forståelsespapiret, som Schmidts sag formodentlig har bidraget til eksistensen af. Formodentlig især via Jakob Marks indsats. Mark og Merete Riisager skrev begge om sagen på Schmidts parti:

”En ny regering vil også arbejde for at fremme ytringsfriheden for offentligt ansatte, så ytringsfriheden kan bruges indenfor gældende begrænsninger uden frygt for direkte eller indirekte negative reaktioner fra ledelsen. Dette forhold skal indskærpes overfor offentlige ledere, og de ansatte skal informeres om mulighederne for at bruge deres ytringsfrihed.”

www.thomasaastruproemer.dk/landsrettens-dom-i-erik-schmidt-sagen-substans-og-reaktioner.html

 

15. d. 14. januar: Festdag!

Uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen, har i dag underskrevet en lov, der afskaffer L69 fra 2016, som bar det skrækkelige navn “Lov om adfærdsregulering af videregående uddannelser”, også kaldet “Uddannelsesloftet”.

Den borgerlige disruptions-regering var sammen med Socialdemokratiet selv den drivende kraft i at gennemføre dette pludselige og nedrige adfærdsregulerings-overgreb på en hel generation af uddannelsessøgende, fordi især Socialdemokraterne skulle finde nogle småpenge til en dagpengereform. Loven kom som en tyv om natten med øjeblikkelig og ond effekt.

Men nu bidrager partierne bag forståelsespapiret til genopretningen. Hvorfor de borgerlige partier ikke er med, forstår jeg ikke en brik af.

Så taktaktaktak til venstrefløjen!!!!

Den gamle lov med bemærkning mm..: https://www.ft.dk/samling/20161/lovforslag/L69/index.htm

 

16. d. 14. januar: Troldkvinder i avisen

A. Bo Tao Michailis 1
For få uger siden vandt Bo Tao Michaelis fra Politiken umistelig hæder, da han skrev, at Lise Rønne ”vimsede” rundt om nogle fjernsynsgæster i ”bedste værtindestil”. Disse fine udtryk fik både Rønne og hele den kønsidentitære og sprogfjendske venstrefløj til at gå amok, så man skulle tro, at Michaelis havde tegnet Muhammed med en bombe i turbanen. Og Politikens kulturredaktørinde tvang skandaløst Michaelis til at sige undskyld for hans fine og morsomme sprogblomster.

B. Klaus Rothstein
Og i sidste uge var den gal i Weekendavisen, hvor Klaus Rothstein i en satirisk klumme morede sig over, at en af landets mest magtfulde kvinder, nemlig direktøren for Google, lignede et af mine store idoler, sangerinden Alberte. Han mente, at direktørindens forbindelser måtte være en “sag for Alt for Damerne og Aftenshowet”.

Først forsvarede chefredaktøren, altså Martin Krasnik, Rothstein, hvilket jo var godt. Men efterfølgende skrev litteraturredaktøren, Kathrine Tschemerinsky, i et nyhedsbrev til alle avisens abonnenter, at der var tale om en ”fejlslagen satirisk note”, hvilket jo næsten var på linje med hendes kollegas reaktion på Politiken.

Men Rothsteins satire var helt perfekt, hvilket den blotte reaktion vidnede om. Det svarede 100% til de krænkede muslimers reaktioner på Kurt Vestergaards mesterværk i 2006. Der er en dyb identitetspolitisk åre lige der, hvor satirisk åbenhjertighed, som trækker på alle moders-målets etager, er så vigtig som nogensinde før. God satire får den virkelige verden til at vise sig.

C. Bo Tao Michaelis 2
I dagens Politiken har Bo Tao M. så skrevet den rubrik, hvor avisens journalister på skift anbefaler nogle gode udsendelser i fjernsynet på en personlig måde.

Det er spændende, om han holder sit eget og Rothsteins høje niveau? Og sørme ja, det gør han.

I en omtale af en udsendelse om retsmedicinere på DR skriver han blandt andet, at 1970’ernes retsmediciner-detektiv, Quincy, var ”kvindeglad og karismatisk”. Et typisk ”kønnet” udtryk. Havde han skrevet, at en kvinde var ”mandeglad”, var der faldet brænde ned, for det lyder jo som noget, der står i et af de gode dameblade 🙂.

Bo Tao M. skriver også, at den kvindelige – ligeledes fiktive – retsmediciner Kay Scarpetta, som er opfundet af forfatterinden Patricia Cornwell, er både ”kæk, klog og koket”. Og der er ikke langt fra ”vimse” til ”koket”, det ved enhver.

Og så slutter Bo Tao M. med en veloplagt både skoledrengs-artig og og drengerøvs-agtig m/k-sætning: ”Men hvad er det, de gør, disse medicinske troldmænd m/k, der kan læse døde lig til live?”.

Både Bo Tao M. og Klaus Rothstein er og bliver nogle herlige troldkvinder, som næsten skal have en klapsalve i deres popo’er for deres dejlige sprog.

 

17. d. 14. januar: Erik Schmidt om Odense Kommune

Erik Schmidt har på den norske lærer Simon Malkenes’ facebook-væg skrevet om Odense Kommunes manglende reaktion på Landsrettens dom i november 2018, hvor kommunen tabte med et megabrag. Heraf fremgår det, at kommunen bruger dommen som anledning til ikke at gøre noget som helst. Schmidt skriver:

”Jeg fik “en hilsen på baggrund af Landsrettens afgørelse” på mail fra skolechefen. Men det var nu først, da jeg havde haft et indlæg i Politiken SkoleLiv, hvor jeg skrev, at jeg stadig gik og kiggede efter et anbefalet brev i min brevkasse, der kunne bekræfte, at Odense Kommune trak advarslen tilbage og anerkendte dommen.

Skolechefen havde åbenbart læst indlægget, for han skrev: “Jeg kan forstå, at du efterlyser en mere “officiel” afslutning fra min side…” Desuden skrev han blandt andet:

“Som jeg forstår det juridiske, så betyder dommen jo netop at advarslen var uberettiget og dermed ikke kan tillægges betydning. Det tager Odense Kommune til efterretning og anerkender dommens konklusioner. I den forbindelse er dommen lagt på personalesagen, og der er samtidig gjort et notat om, at det med Landsrettens dom er fastslået, at advarslen var uberettiget.”

Det virkede helt tilfældigt og lidt skødesløst. Advarslen til mig blev givet i et anbefalet brev. Men skolechefen mente altså, at det var nok, at dommen blev lagt “på personalesagen”.”

Som Niels Christian Sauer skriver i et svar til Schmidt: ”Ok, jeg måtte ikke stange dig den uppercut, så den betyder ingenting?”

Link til Simon Malkenes’ tråd: https://www.facebook.com/simon.malkenes/posts/10156664098006861

 

18. d. 16. januar: BUPL og DLF i konkurrencestats-lommen

BUPL og DLF støtter nu helt op om den socialdemokratiske konkurrencestat. Det kunne man konstatere i Konkurrencestatstidendes kronik fra i mandags. Formændene Anders Bondo (DLF) og Elisa Rimpler (BUPL) har sammen med nogle andre fagforeningsledere skrevet en kronik, hvis førsteforfatter er direktøren i den socialdemokratiske tænketank CEVEA, Per Michael Jespersen. De fortæller om, hvordan de mener, at der kan skaffes flere penge til de pædagogiske og sociale områder.

Per Michael Jespersen har selv været både opinionsredaktør og lederskribent på Konkurrencestatstidende i hele skolereformsprocessen, og han fremførte dengang Ove Kaj Pedersens Konkurrencestatsteori – og dermed også Bjarne Corydons ideologi – helt ukritisk i den ene og den anden sammenhæng.

I kronikken trækkes der også kraftigt på økonomens James Heckmans afkasts-teori, som BUPL ellers i andre sammenhænge har været meget kritisk overfor. Men altså ikke mere. Tværtimod henviser kronikkens forfattere direkte til den Heckman-inspirerede SØM-model, som har været promoveret af både undervisningsministeren og forskningsministeren. SØM-modellen vil føre til en omfattende økonomificering og konceptgørelse af pædagogik og af socialt arbejde med økonomisk afkast og lighedsstyring som centralt endemål. Denne strategi går stik imod skolens formål og Danmarks Lærerforening nye folkeskoleideal, og den har meget negative effekter på den pædagogiske professions professionalisme og dømmekraft.

Endelig henvises til økonomen Nina Smith, som har været en central inspirationskilde for 00’ernes katastrofale aktioner. Blandt andet sad hun i Globaliseringsrådet og i det deraf afledte dybt anti-pædagogiske Skolerådet. Smith citeres grundigt. Hun vil have ”fokus på hele styringen” og på ”kvaliteten af arbejdsudbuddet”, og uddannelserne skal have ”relevans for arbejdsmarkedet”. Det er ren konkurrencestats-dårligdom fra ende til anden.

Der er både penge til velfærd og klima, siger Corydons skyggehær. Til gengæld er der er ingen referencer til pædagogisk faglighed. Den har Bondo og Rimpler solgt til Konkurrencestatspartiet. Bondo er dermed tilbage i lommen på Corydon.

https://politiken.dk/debat/kroniken/art7590143/Her-er-seks-m%C3%A5der-der-kan-skaffe-pengene-som-skal-l%C3%B8fte-velf%C3%A6rden

 

19. d. 17. januar: Negeren i dansk liv

I samme øjeblik Pipis far blev forvandlet fra en negerhøvding til en banal og neutral sydhavskonge, endte hun som en klon af Tommy og Annika. Hun blev en banal svensker.

Det var den europæiske opdagelse af negeren, af Afrika og af jazzen og senere af den afroamerikanske blues og soul, der gav den stive europæer både krop, dans og liv og i videre forstand en opdateret demokratisk folkelighed. Store dele af dansk reformpædagogik var ren negerkonge, poetisk manifesteret i Bernard Christensens ”Åh Abe” og i Astrid Gøssels toneangivende gymnastik- og bevægelsespædagogik.

Vores reformpædagogik er som Pipi, dvs. med negerkongen som far. Bagved pulserede den katolske og italienske læge Maria Montessori, som anbefalede konstant håndvask. Jazz og håndvask! Det er simpelthen bare så pudsigt. Pipis sang var skrevet af en svensk Jazz-komponist, som arbejdede sammen med hele baggrundshistorien.

Men nu skal faderen smides ud. Nu er negerkongen endt som neutral høvding fra en tom Stillehavsø. Nu skal vi alle være som en slags økonomifiserede Tommy og Annika og deres flinke lærerinde i Corydons system.

Må vi bede om en fuld rehablitiering af neger-livet! Han er en af vores vigtigste forfædre. Pipi er syntesen mellem neger og blegansigt, en syntese som vi slet ikke kan undvære. Men Pipi-pigen er ved at forsvinde ud af vores liv. Snart har hun ikke engang fletninger.

Negeren og fædre-landet er faderen, og Pipi og moders-målet er den europæiske moder, og bagved er der flere ægteskaber. Hvilke rige muligheder!

 

20. d. 17. januar: Rapport fra Vimse-gate

Der er dømt Vimse-gate over hele linjen i Weekendavisens bogtillæg. Hele fem debattører er røget i kridthuset, en mand og fire kvinder. Kampens resultat? 4-1 til Rothstein/Bo Tao M..

Marianne Mygin, som er den eneste kritiker af de to herrer, er oprørt over Rothsteins fine lille tekst fra forrige uge. Hun skriver, at Rothstein bør ”filosofere” over ”sin 50+ cis-identitet” og forudsiger, at Weekendavisen vil miste læsere, med mindre avisen ”reflekter over egne grundopfattelser” (…) ved hjælp ”sexolekt og kønsblinde data”. Jeg kender ikke Marianne Mygind, men det lyder som om, hun arbejder på et kulturinstitut ved Vø-benhavns Universitet.

Dorthe Heurlin kan simpelthen ikke hidse sig op – ”herregud” skriver hun – og synes vist nærmest, at Rothsteins klumme var sjov, i hvert fald er den ikke urimelig, forstår man. Hun repræsenterer formodentlig flertallet i befolkningen.

Den eneste hane, forfatteren Thorsten Reinholt, har skrevet en virkelig sjov latterliggørelse af vø-manien, som han mener har etableret en ”grædemur” om ”den selvforsvarsløse erhvervs-VL-kongehus-ugeblads-personality og millionærarving Malou Aamund”.

Litteraturforskeren, Lise Busk-Jensen, som har skrevet bogen ”Romantikkens forfatterinder”, mener ikke, at ”at vimse” er ”en kritik af Rønnes kvindelighed og dermed af kvinder i almindelighed”. Hun ser desuden frem til, at Rothstein lader sig yderligere tiltrække af ”den berømte, kønne og indflydelsesrige Aamund”. Busk-Jensen får også lige trukket hele den sympatiske grundtanke frem i sit eget forfatterskab, hvor både mænd og kvinder udvikler sig sammen og interesserer sig for hinandens livsformer. Busk-Jensen er den virkelige feminist i denne sag, og hun titulerer sig da også som sådan. Hun er også romantiker, et perspektiv som vi har hårdt brug for i denne tid.

Endelig er der Helle Merete Brix, som jeg tillader mig at referere med fuld honnør, fordi hun ligesom jeg mener, at Rothstein efterfølgende lagde sig lidt for hurtigt ned i, hvad hun kalder for en ”pottetræning af voksne mænd”. Hun synes også, at Aamund ligner Alberte. Her er hendes læserbrev:

”Jamen, er det ikke Alberte? Sådan tænkte også jeg da jeg så, hvad der viste sig at være Googles danske chef, Malou Aamunds, nydelige kontrafej i forrige nummer af denne avis. Rothstein skrev som bekendtven satirisk note, en indtil nu acceptabel litterær genre, om Aamunds forestående romandebut.

Den indeholdt en stilfærdig komplimenteren af de to kvinders skønhed. Siden er det væltet ind med kritik af Rothstein og anklager om sexisme og kvindehad og om at ville ødelægge Aamunds forfatterkarriere – ingen har dog kunnet forklare, hvorfor der skal tages med fløjlshandsker på en midaldrende topchef i erhvervslivet. Desuden er det blevet fastslået, at det var dårlig satire. Dårlig satire her defineret som en satire, som særligt ét segment af kvinder ikke fandt sjov. Så bør andre heller ikke le.

Et lavpunkt i debatten indtraf, da Rothstein diskuterede med en af sine kritikere, kollegaen og antropologen Katja Kvaale i Shitstorm på P1. Kvaale, der forinden i en dramatisk skrivelse her i avisen svingede sig op til at mene, at man også skulle kunne »tilgive« – man skulle tro, at Rothstein havde taget af kassen – fik i radioen sagt, at hun var sikker på, at Rothstein ikke gør det igen. Så kan han lære det. Det er mor, når hun er værst. Det er pottetræning af voksne mænd.

Disse renhedens apostle har vind i sejlene. På Politiken er det nu, efter Lise Rønne-sagen, forbudt for mænd at skrive om kvinder, at de vimser. Det vides ikke, om man fortsat må skrive det om mænd. Eller om der er tilsvarende restriktioner på, hvad kvinder må. Kan de fremover ustraffet skælde ud på »hvide, gamle mænd«? Rothstein og Kvaale var i radioen enige om, at en note som den, han skrev, hører fortiden til. De var dog ikke enige om grunden. Rothstein mente, at den hører fortiden til, fordi ingen tør. Men det bør nogen. Ordet og satiren må være fri. At se krænkelser af kvinder om hvert et gadehjørne gavner ingen, heller ikke litteraturen. Og slet ikke kvinder.”

 

21. d. 17. januar: Nominering til ”Årets sveske”

Jeg er blevet nomineret til “Årets sveske”, som er en slags pædagogisk ytringsfrihedspris. Mange tak for det.

Her er de andre nominerede:

– Lene Tanggaard
– Lene Aabye Møller
– Henrik Vestergaard
– Keld Skovmand
– Svend Kreiner og Jeppe Bundsgaard

Jeg håber, at Keld Skovmand får prisen. Først og fremmest for sit store videnskabelige og folkelige arbejde med pædagogiske emner, men også for at holde stand mod en af de andre nominerede, den magtfulde Jeppe Bundsgaard, som mener, at OECD står for dannelse, og som misbrugte “peerreview-genren” mod netop Skovmand tilbage i 2016.

Bundsgaard er nomineret pga hans kritik af nationale tests. Han vil have mere vægt på PISA i stedet for. Det er der sgu ikke meget “sveske” over efter min mening.

Her er et link til begrundelser for nomineringer og nærmere omtale:

http://www.kreds21.dk/media/13052137/sveskens-venners-aarsrapport-2019.pdf

 

22. d. 18. januar: Farvel og tak

Kære Facebook-venner og følgere

På torsdag nedlægger jeg min profil på både Facebook og Twitter. Jeg annoncerer det i god tid, så I evt. kan nå at gemme jeres kommentarer eller andet materiale.

Jeg vil gerne sige tak for mange gode diskussioner siden 2012, både i medgang og modgang og ved emner af almindelig fælles interesse. Jeg har lært meget undervejs.

Man vil stadig kunne følge mit arbejde med især pædagogiske emner på min hjemmeside www.thomasaastruproemer.dk.

Med venlig hilsen

Thomas

Facebook-drys 67: December 2019

Her er 34 facebook-drys fra december 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.

  1. DPU’s ’ekstreme affirmativitet’
  2. Bernhard Christensen og pædagoguddannelsen
  3. Claus Holms ”trivsel”
  4. Verdens bedste skole
  5. Finanslovsaftalen
  6. Mikroballade
  7. DPU’s reaktion på AU’s strategiudspil
  8. Træerne i Eden
  9. KvaN om ”bæredygtighed”
  10. John Hattie kritiserer min kritik af ”synlig læring”
  11. OECD=dannelse
  12. Et spørgsmål om klimalov
  13. Anmeldelse af ”FAQ om dannelse”
  14. Lars Fabricius’ læserbrev i Politiken
  15. Læreruddannelsens formål: fra pædagogik til teknik
  16. Universitetets organisation
  17. Citat af Holger Henriksen
  18. Nyt folkeskoleideal
  19. Socialdemokratiets sammenbrud
  20. Loyalitet på filmskolen
  21. Evalueringspolitik
  22. Demokratiets sejr i UK
  23. Vimse-gate 1
  24. Anti-nazismens filosofi
  25. OK18-kommissionen
  26. Vimse-gate 2
  27. Vimse-gate 3
  28. Vimse-gate 4
  29. Vimse-gate 5
  30. Refleksion over 1990’erne
  31. Hvor blev protesterne af?
  32. Åh abe!
  33. Livsånden og fødslen
  34. Theresa Scavenius’ analyse af klimaforliget

 

1. d. 1. december: DPU’s ’ekstreme affirmativitet

Refleksion over DPUs opgør med pædagogik: 4 x ekstrem affirmativitet

DPU dannes i 2000 via et stort ”ikke”, dvs. i et decideret opgør med dansk pædagogisk tradition. I stedet blev DPU – via Lars Henrik Schmidts rektorat – præget af en ’ekstremt affirmativ’ poststrukturalisme, der fik det nu pædagogiktømte ”læringsadfærd” som sit centrale objekt.

Herfra bevæger poststrukturalisme og læring i de tidlige 00’ere af rundt i en vis selvstændighed fra de politiske niveauer, mens den nye VK-regeringen finder sig til rette omkring Globaliseringsrådets effekt med 2005 som omdrejningspunkt.

Universitetsloven i 2003, Globaliseringsrådet i 2005 og en central ministeriel rapport om DPU fra 2007, tvinger nu DPU – i samarbejde med AU’s OECD-glade rektor – til at gå endnu mere understøttende ind i Globaliseringsrådets ideologi. Det betyder, at pædagogikopgøret fastholdes og at det nu ledsages af et opgør med selve universitetet som begreb og livsform.

Til dette formål kunne systemteorien bruges, ikke mindst i Lars Qvortrups ’ekstremt affirmative’ version. Schmidt forlader skuden, og Qvortrup tager over i 2008 med sin ”relevans”-ideologi og sin læringsbegejstring til stor skade for den efterfølgende pædagogiske udvikling, hvor DPU er helt uden kritisk kraft i forbindelse med optakten til skolereformen.

Qvortrup placerede de gamle affirmative poststrukturalister på forskellige centrale poster, men hovedsporet blev nu dirigeret af de affirmative systemteoretikere. Det hele kører stadigvæk i et radikalt opgør med pædagogisk tradition og praksis, og nu også med videnskabens begreb. Derfor er DPU også rigt repræsenteret med uheldige eksempler i Heine Andersens bog ”Forskningsfrihed”. Og OECD, Globaliseringsråd, og Helge Sander og Niklas Luhmann bliver nu de centrale referencer.

I 2011 må Qvortrup gå af, formodentlig pga. hans fejlslagne forsøg på at nedlægge filosofien og fyre tre filosoffer, som alle tre stod for anknytninger til den pædagogisk-filosofiske tradition. Qvortrup tabte sagen med et brag, ikke mindst takket være Petter Kemps engagerede indsats. Efterfølgende skrev Qvortrup i en kronik, at Kemp var en “plattenslager”.

I 2016 vendte Qvortrup tilbage som leder, nu af Nationalt Center for Skoleforskning, hvor han – med læringsideologen John Hattie som grundreference – blev ansat uden offentlig proces af den nye DPU-leder Claus Holm.

Claus Holm har selv indoptaget de værste sider af både poststrukturalisme og systemteori i en helt ’hyperekstremistisk affirmativitet’.

I overensstemmelse med den ’affirmative systemteori’ overtager hen helt Globaliseringsrådets relevans- og styringsideologi og den ledsagende ”læring” som hegemonisk diskurs.

Og i overensstemmelse med den ’affirmative poststrukturalisme’ overtager han helt ”læringsadfærd” og en individualiseret og konkurrencestatslig ”livsduelighed” som kerneydelse. Holm ender derved med en begejstret tilslutning til konkurrencestaten og skolereformens læringssyn.

Holm, som stadig er leder af DPU, er da også netop elev af Schmidt og Qvortrup/Rasmussen, ja han har været kommunikationsmedarbejder under begges ledelse helt siden DPU’s start, hvor han altså har “kommunikeret” om sine læremestres ideer.

 

2. d. 1. december: Bernhard Christensen og pædagoguddannelsen

Komponisten Bernhard Christensen (1906-2004) var tidligt inspireret af Carl Nielsen og moderne klassisk musik, men også – og især – af afro-amerikansk jazz, af andre landes musikalske udtryk og af folkelige sange. Men han var også dybt integreret i pædagogiske og kulturradikale kredse, et virke, som det er værd at holde i erindring, ikke mindst for danske pædagoger skyld, men også for vores læreres ditto.

Bernhard Christensen skrev musik til Poul Henningens tekster – bl.a. fremført af Liva Weel – heriblandt ”Tag og kys det hele for mig” og ”Nå-visen”, og sammen med Herman Koppel, som var far til stifteren af Savage Rose, Thomas Koppel, skrev han melodierne til ”Melodien der blev væk”, som bedst huskes for ”Sangen om Larsen”. Den folkelige side af Carl Nielsen-inspirationen fornægtede sig ikke.

Christensen havde også sin gang på Sofie Rifbjergs og Sigurd Næsgaards – hhv. Klaus Rifbjergs faster og psykoanalysens danske stifter – Montessori-kursus for børnehavepædagoger, som lå på Borups Højskole under Askov-eleven Jens Rosenkjærs ledelse. Her gik Christensen rundt sammen med tidens litterater, digtere og pædagoger, blandt andet Anne Marie Nørvig, som senere kom til at stå for Emdrupborgs eksperimentalskole, litteraten Sven Møller Kristensen og digteren Egon Mathiesen, som stadigvæk læses (f.eks. ”Mis med de blå øjne” og ”Aben Osvald”). Hvilken pædagoguddannelse!

Christensen grundlagde – sammen med seminarierektor Jens Sigsgaard (Palle alene i verden) – landets første lilleskole, ”Den lille skole” i Gladsaxe, som stadig eksisterer. Af en eller anden grund er skolen næsten tavs om sit strålende ophav, i al fald på dens hjemmeside. Senere fik lilleskolerne en stor opblomstring i Danmark. Skolernes forening holdt stiftende møde på Vartov.

Med i kredsen var også gymnastikpædagogen Astrid Gøssel, som var personlig ven med Christensen. Hun grundlagde den indflydelsesrige ”Gøssel-gymnastik”. Christensens og Gøssels kombinerede sans for musik og bevægelse og pædagogik har haft en enestående betydning for danske pædagogers og måske alle danskeres sans for, hvad god pædagogik egentlig er, når bare KL holder sig væk. En af SFs store politikere, Ebba Strange, blev faktisk også uddannet i denne kreds.

Det hele var dybt indholdsmæssigt, både gymnastik-fagligt, musik-fagligt og pædagogisk. Men det var også skønt reformpædagogisk. Det var reformpædagogik som højdannelse. Her var skam ikke noget ”lære at lære” eller ”ansvar for egen læring”. Her var kun indhold og mennesker og inter-esse.

Herfra inspirerede kredsen også Aase Hauch, som efter et år i huset hos Kaj Munk (!), var havnet på Sofie Rifbjergs kursus. Efterfølgende lavede hun en børnehave i sin egen lejlighed, og fra 1959 til 1983 blev hun leder af det navnkundige ”Årskursus for Børnehave- og Fritidspædagoger”, som lå på Danmarks Lærerhøjskole.

Disse processer havde i høj grad også en aarhusiansk aflægger. Her grundlagde man et seminarium, der mindede om det københavnske Montessori-kursus.

Den aarhusianske pædagog, Jytte Rahbek Schmidt, var også med i kredsen omkring Gøssel og Bernhard Christensen. Hun var senere med til at danne Århus Friskole sammen med den navnkundige Leif Falck, hvis søn blev Mek Pek, som startede sin karriere i punkbandet Lost Kids.

Dermed påvirkede disse folk også musikklubben Kucheza, som er ud af samme kreds og tradition, og som stadig synger hele Bernhard Christensen-inspirationen ud på gader og stræder, f.eks. i 1. maj-optogene i Aarhus. Et år på Kucheza glemmer en barnekrop aldrig. På det senere Socialpædagogisk Seminarium, som omkring år 2000 fik navneforandring til Peter Sabroe Seminariet, var bevægelseslærerinden Bodil Birk elev hos Gøssel. Hendes mand Karsten Tuft, var i mange år seminarielærer på Jysk Pædagog Seminarium, hvor han skrev ph.d. om filosoffen Gadamers legebegreb. Han blev en slags lærer for Jan Jaap Rothuizen. Både Tuft og Rothuizen har bidraget til Uren Pædagogik, som dermed har hjulpet lidt med at forlænge denne suveræne tråds levetid.

Der er tusinde ting at fortælle og lære. Men tænketanken DEA mener, at hele denne historie, som er en af den danske børnehaves – ja en af dansk almenpædagogiks- livstråde handler om ”Ro, renlighed og regelmæssighed”. I hørte rigtigt!

Ligeså skønt det er at læse om disse folks ideer og virke, ligeså deprimerende er det at læse om DEA.

Disse ideer udgør en stor del af pædagogernes og landets hele essens.

Pas dog på det.

Referencer:
Erik Lyhne: “Musik med mening”, Lyren, 2004.

Svend Møller Kristensen og Inger B. Jørgensen (red.): “Bogen om Gøssel”, Gyldendal 1981.

Ulla Fischer og Ole Schultze Henriksen (red.): “Ni Pionerer i dansk pædagogisk historie”, Dansk pædagogisk historisk forening, 2002.

Karsten Tuft & Eddy Thomsen (2015). “Fire seminarier på tur”, Aarhus: VIA University College.

 

3. d. 2. december: Claus Holms ”trivsel”

A. Claus Holms debatindlæg:

23. november havde Claus Holm en kronik i Information om læring og trivsel. Han forstår uddannelse som noget, der handler om at levere et ”passende højt pædagogisk pres” på de studerendes læring. Dermed mener han at have løst både problemet med et enten ’for højt pres’ og et ’ingen pres’. De studerende skal være ”frustrerede” og ”forvirrede” og også føle noget, han kalder for ”ængstelse”.

Det hele er ”pres” og ”læring”, og det er ”læringsvidenskaben”, der skal løse problemet. Det kaldes for ”the labor of learning”.

Holm har tidligere kaldt sin pædagogik for ”læring som livsform”. Det er ren anti-pædagogik, som vi bare skal af med efter min mening.

Holm foretager en total individualisering og indholdstømning af universitetets uddannelser. Der er ingen lærer, ingen fag og ingen videnskab, ingen fællesskab og ingen ro. Der er bare læring og pres i forskningsinformerede og afstemte doser. Og man aner Learning Analytics tone sig frem i fremtiden, når han udtrykker sin læringsfundamentalistiske filosofi i følgende sætning:

”Moderne læringspædagogik bygger i stort omfang på, at et individuelt og passende udfordrings- og forventningspres fremmer læring.”

Holm kalder det for ”modstandsdygtighed” og ”livsduelighed”. Men det hele er ikke andet end konkurrencestatens filosofi, der arbejder i frontalt opgør med universitetets, faglighedens og pædagogikkens formål.

For nylig blev den konkurrencestatslige grund for Holms livsduelighedsbegreb fremanalyseret af lektor ved KP, Pia Rose Böwadt, i hendes fine bog ”Livsduelighed – fra Grundtvig til Konkurrencestat”, og jeg kan til fulde bekræfte alle hendes fund vedrørende dette emne.

B. Reaktioner:

1) Mette Pugflod Madsen

En DPU-studerende, Mette Pugflod Madsen, reagerede heldigvis i Information få dage efter. Hun mener, at det ikke primært er det faglige, som er problemet. Problemet er snarere presset på selvet for ”at blive en anden, end den man er”, hvilket lige præcist er konkurrencestatens narrativ. Pugflod Madsen skriver:

”Vores karakteregenskaber skal hele tiden være sådan, som omverdenen i øjeblikket kræver det. Og det betyder, at vi fremmedgøres fra os selv. Det er ikke bare fagligt, vi risikerer ikke at være gode nok, det er som menneske i det hele taget. Derfor forsøger vi mere eller mindre tvunget at blive andre, end dem vi er, og det er en af grundene til, at vi bliver syge med stress, angst og depression.”

Pugflod har fuldstændig ret i sin analyse, eftersom Holm i høj grad går ind for en pædagogik, der bygger på konkurrencestatens ”karakteregenskaber”. De studerendes råd

2) De Studerendes Råd

Og i dag har De Studerendes Råd ved DPU reageret i AU’s avis Omnibus. De studerende taler for grundig faglighed, men de gider selvsagt ikke blive opfattet som små konkurrencestatslæringssoldater, hvilket må være det mest stressende, der findes i verden.

Hvis jeg eller mine nærmeste var udsat for den slags stress, og så efterfølgende blev tilbudt lidt forskningsinformeret læringsoptimeringsvidenskab, så var jeg den, der havde protesteret Big Time.

Det er med andre ord overhovedet ikke de faglige krav, men snarere symbiosen mellem konkurrencestatsteori og læringsbegreb, der ødelægger den videnskabelige ro og selvtillid, og som skaber en ungdom fuld af “frustration” og “ængstelse” frem for opmærksom og fælles fordybelse og selvstændig tænkning.

Jeg håber, at de studerendes kritik kan forenes med de videnspolitiske processer, som vi har set på HUM i København og på Filmskolen.

Links:

Claus Holms kronik:
https://www.information.dk/…/uddannelse-ubehag-haenger-samm…

Mette Pugflod Madsens kritik af Holms kronik i Information: https://www.information.dk/…/uddannelse-maa-gerne-give-fagl…

De Studerendes Råds reaktion:
http://omnibus.au.dk/…/debat-vi-kan-ikke-leve-med-at-uddann…

Pia Rose Böwadt: “Livsduelighed – fra Grundtvig til konkurrencestat”, HRF, 2019.
https://hansreitzel.dk/…/livsduelighed-bog-46578-9788741270…

 

4. d. 2. december: Verdens bedste skole

Nu har jeg indsendt et første og lidt foreløbigt bud på et nyt bogmanuskript til et forlag. Bogen er en undersøgelse af de mange processer, hvorved især skolepolitikken, men også dele af uddannelsespolitikken, langsomt tømmes for formål og indhold i perioden fra 1993 og frem til omkring 2013. Jeg har pløjet en ordentlig stak rapporter igennem om dit og dat med tilhørende artikler, bøger etc..

Virkeligheden rumsterer stadig og teserne bevæger sig, men mindre og mindre. Teksten er ved at lægge sig ned. Jeg er virkelig “begejstret” over de ting, jeg har fundet ud af.

Bogen er på ca. 200 sider og har følgende foreløbige struktur:

Titel: Verdens bedste skole: skole- og uddannelsespolitiske analyser 1993-2013

Del 0. Teser og spørgsmål. Fx: Hvordan kunne en smuk korrektion af skolens formål i 2006 bæres frem og ende i formålets modsætning?, dvs. hvordan kunne “kundskab” promoveres af “antikundskab”? (10 sider)

Del 1: Pædagogikkens verden – pædagogiske analyser af skolens formål, fag og undervisning. (30 sider)

Del 2: 1993-2005: Mellem lærerhøjskole (1993) og “Ansvar for egen læring” (1997) og mellem Konkurrencestat 1 (Kompetencerådet, 1999) og Konkurrencestat 2 (Globaliseringsrådet, 2005). (50 sider)

Del 3: 2006-2013: Konkurrencestat 2 – Skolerådets evalueringslogiske annektering af pædagogikkens rester og annekteringens videre færd ind i John Hatties “evalueringslæring” (50 sider)

Del 4: Hvor blev modstanden af? Om DPUs samtidsdiagnostiske etablering og systemteoretiske præcisering i Globaliseringsrådets ånd (den firdobbelte affirmativitet), samt om læreruddannelsens indlemmelse i professionshøjskolerne, som også er defineret af især Globaliseringsrådet, dvs. Konkurrencestat 1.
(50 sider)

Del 5: Konklusioner
-evt. om OECD, EU mm, men jeg tror, jeg putter disse emner ind undervejs for at understrege de mange lokale begrebslige processer og interesser, som den globale påvirkning er en anledning til at aktivere, og for at tvinge mig selv til at studere de faktiske tekster.. (usikkert omfang)

 

5. d. 3. december: Finanslovsaftalen

I dag føler man sig lidt som en SF’er. Der er vedtaget noget, der ligner minimumsnormeringer i børnehaverne, alle besparelser på universiteterne er taget af bordet, og der er penge til alle mulige (psykiatri, skole, gymnasier, klimaet osv.). Det er godt, men det er jo kun godt, hvis institutionerne arbejder i overensstemmelse med deres formål. F.eks. kan man frygte, at der kommer mere ”relevant” pædagogisk forskning, som skal understøtte en konkurrencestatslig forskningsstrategi eller noget verdensmålsoptimering. Det har vi ikke brug for. Men ellers er det altså godt. Mange tak til julemanden og for fred og ro på kontoret.

Det er ganske vist også lidt uklart for mig som almindelig budgetmesterborger, hvor pengene for alvor skal komme fra? Det er vist noget med plasticposer, smøger, færre konsulenter og en væddemålsafgift? Måske stiger de offentlige udgifter generelt? Det lyder jo let nok.

Og tak til alle ikke-socialdemokraterne for at redde de frie skoler og Grundtvigcentret.

 

A. Uddannelsesloftet

Men bedst af alt – det virkelige gennembrud – det er afviklingen af uddannelsesloftet   . Dette loft var Socialdemokratiet selv med til at gennemføre for at få repareret på nogle dagpengenedskæringer. Loftet blev indført som en nedrig og glubsk nattetyv med øjeblikkelig effekt på en rystet generation. Loftet er et af de stærkeste symboler på antidannelsens indtog i næste generations muligheder for en oplyst og søgende væren i verden.

Der er fire positive konsekvenser af afskaffelsen:

– Unge kan nu få flere fag og fortryde lidt osv.
– Tværfagligheden bliver reel, i stedet for som nu, hvor den bliver indbygget i fagene selv, som vi f.eks. har set det i Vø-benhavns Universitets såkaldte ”målplan”.
– De små fag får en opblomstring, både som fag nr. 2 og 3, men også fordi de unge søger mere åbent og uden risiko.
– Afskaffelsen er en korrektion Globaliseringsrådets og VK-regeringens instrumentelle ensretning af pædagogikken og bidrager dermed også til at opbløde alle mulige frafaldsstatistikker etc.. Det kan desuden være med til at vende strømmen og forårsage ændringer karakterskala, skolereform etc. samt endnu flere opbyggeligt aktioner a la HUM og Filmskolen.

B. Ytringsfriheden
Når jeg tjekker med det oprindelige forståelsespapir, mangler jeg dog en meget væsentlig ting i forhold til at få noget indhold ind i alle de rare moneter.

Der mangler nogle millioner til aktiviteter, der kan styrke offentligt ansattes ytringsfrihed og diskussionslyst med udgangspunkt i deres faglige og sociale praksis.

Her er forståelsespapirets fine tekst:

”En ny regering vil også arbejde for at fremme ytringsfriheden for offentligt ansatte, så ytringsfriheden kan bruges indenfor gældende begrænsninger uden frygt for direkte eller indirekte negative reaktioner fra ledelsen. Dette forhold skal indskærpes overfor offentlige ledere, og de ansatte skal informeres om mulighederne for at bruge deres ytringsfrihed.”

Der stod også, at man ville ”værne om forskningsfriheden”.
Der er ikke afsat penge til disse ting, selvom det ikke er store summer, vi taler om, og selvom alle partierne jo skulle være enige om det.

Der er heller ikke nævnt noget om de penge, man evt. sparer ved at neddrosle de nationale tests og den såkaldte uddannelsesparathedsvurdering. Men her er man måske ikke kommet så langt?

Links:
Finanslovsaftalen:
https://backend.folkeskolen.dk/~/9/7/finanslov-2020.pdf

Hovedpunkterne i finansloven:
https://www.altinget.dk/…/her-er-hovedpunkterne-i-aftalen-o…

Regeringens forståelsespapir:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157286390829481&id=837549480

 

6. d. 3. december: Mikroballade

Der er mikro-ballade i pædagogikkens forsamlingshus. Ikke rigtig ballade, bare mikroballade.

De to forskere, Jeppe Bundsgaard og Svend Kreiner, skrev i foråret en rapport, der kritiserede de nationale tests måleegenskaber. Denne fine indsats blev mødt med en modkronik af hel 32 forskere, herunder Simon Calmar Andersen og Lars Qvortrup og en række økonomer, hvis forskning er dybt afhængige af testenes eksistens.

Men det er kun mikro-ballade, fordi Bundsgaard er vild med PISA og OECD. Ja, han mener, at OECD står for dannelse. For ham er nationale tests en barriere for at gennemtvinge hans OECD-baserede dannelsessyn, der omgør indhold og formål til tværgående kompetencer. Han har også – sammen med en åndsfælle – skrevet afsnittet om læsning i dagens PISA-rapport. Artiklen er ren OECD-kompetenceideologi, som knyttes an til forfatternes egen ”situationsdidaktik”-pædagogik. Dansklærerforeningen er i parentes bemærket ikke begejstret for denne rammesætning.

Calmar Andersen er systemteoretiker, og han var en central spiller i Skolerådet. Skolerådet rekvirerede i 2012 en meget indflydelsesrig læringsmålsrapport fra EVA om læringmål, som Bundsgaard var rådgiver for. Og Qvortrups indsats kender alle læsere af denne blog. Det er mikro-diversitet.

Nå, men selv mikrodiversitet er fuld af følelser, kan man læse i folkeskolen.dk. Det skyldes at DPU’s institutleder, Claus Holm, som både er glad for tests og for OECD på samme tid, og som er mega-læringsideolog, havde indkaldt til en decideret ”konsensuskonference”, hvorfra man ville ”offentliggøre en beskrivelse”. Man skulle tro, at vi var i den katolske kirke. Og ”konferencen” skulle endda være lukket. Ja, så kan vi vist ikke komme tættere på paven i Rom.

Og nu har de 32 kronikører så sagt, at de ikke vil deltage i løjerne. De vil vente et par måneder, til der kommer en evalueringsrapport. Faktisk kan jeg slet ikke forstå, at forskerne eller nogen andre overhovedet vil indgå i DPUs indelukkede konsensus-stunt, og det lyder da meget fornuftigt at vente til evalueringen foreligger, når nu den er lige på trapperne? Holm mener, at en venten vil fjerne fokus fra det forskningsmæssige, men det lyder meget underligt på mig, at yderligere information skulle have den effekt? I så fald er der da nogen, som har nogle problemer. Man kan jo bare kritisere evalueringsrapporten? Men ok, rapportens spørgsmål er jo lavet af katolikkerne selv, så det ved jeg ikke lige, hvad ender ud i.

Hvorfor laver man ikke en bredere konference, hvor man også får belyst, hvordan Nationale Tests spiller sammen med uddannelsespolitik og pædagogik? Så vil vi være ude af “mikroballaden” og henne i nærheden af den virkelige ballade.

Svend Kreiner kalder kronikørernes reaktion for “pinlig” og “utrolig”. Jeg synes selv hele setuppet er lidt utrolig.

Det er uklart for mig, om man nu vil udsætte det katolske møde, eller om man vil gennemføre det efter offentliggørelsen af evalueringen. På DPU vil man nu lave et “akademia” om mikrodiversiteten, hvilket trods alt er bedre end en Peterskirke efter min smag.

PS, tilføjet: DPUs ledelse går nu direkte ind i sagen og tager parti for Bundsgaard via instituttets hjemmeside.

Link til artikel om sagen:
https://www.folkeskolen.dk/…/fortalere-for-de-nationale-tes…

Link til dagens Pisa-rapport:
https://www.uvm.dk/…/internationale-undersoe…/pisa/pisa-2018

DPUs ledelse går direkte ind i sagen på instituttets hjemmeside:
https://edu.au.dk/…/kritikken-af-nationale-test-maa-tages-…/

 

7. d. 3. december: DPU’s reaktion på AU’s strategiudspil

DPUs ledelse har reageret på AUs udspil til en ny strategi. Det ser meget skidt ud:

A.
I AUs strategi er der en fornuftig og rolig relatering til bæredygtighedsspørgsmål, og rektor har direkte sagt, at AU ikke vil gå SDU-vejen. Og det er vel at mærke med tidligere klimakommissær, Connie Hedegaard, som bestyrelsesformand.

Alligevel foreslår DPU’s ledelse, at ”bæredygtighed i højere grad bør integreres i AU-strategien som et gennemgående tema og eventuelt forholde sig til FNs verdensmål og den globale klimaindsats”.

Der henvises her direkte til høringssvaret for ”Afdelingen for uddannelsesvidenskab”, hvor der for tiden arbejdes med nogle meget radikaliserede ideer om klimaets pædagogiske konsekvenser (den såkaldte ”dark pedagogy”).

Man vil altså gå SDU-vejen. Dvs. en opløsning af den videnskabelige frihed og almen konsulentgørelse i en ”mørkets pædagogik”.

B.
I AU’s generelle udspil tales der for en mere lige fordeling af køn. Men DPU skærper denne retorik kraftigt i ny-identitær retning i følgende markering:

”Diversitetsbegrebet er bredere (end køn, TAR), og omfatter også etnicitet, seksualitet, klasse, religion og disabilitet mv.”

Så alle disse emner skal altså indgå i forbindelse med universitetets ansættelser og aktiviteter? Man ser for sig en praksis som på Vø-benhavns Universitet, hvor der før undervisningen skal spørges til, hvilket kønspronomen den enkelte studerende gerne vil tiltales med.

C.
AU’s ledelse har en formulering, som man skulle tro var guf for et virkeligt DPU, på grund af dens forening af det nationale og det verdensborgerlige. Der står følgende:

”Aarhus Universitets internationale samarbejde er båret af visionen om at bygge bro mellem Danmark og verden”.

DPU’s ledelse, som ellers i særlig grad burde være forpligtet på de praksisser, som har udviklet sig her i landet, mener, at denne formulering, som jo blot understreger pædagogikkens sted, ”giver indtryk af Danmark som en afgrænset ø”.

I stedet vil DPUs ledelse have, at der skal stå, at…

”Aarhus Universitets internationale samarbejde er båret af visionen om, at universitetet bidrager som ambitions vidensaktør i en globaliseret verden og i et åbent samfund og åben økonomi som den danske”.

Så væk med et eller andet som kaldes en ”ø” og afsted mod den ”åbne økonomi” som ”vidensaktør” i verdensmålenes tjeneste. Det er en virkelig dannelsesfjendsk og oecd-ficeret ledelse, der taler her. Ikke mindst hvis man tager i betragtning, at både rektor og bestyrelsesforkvinde for nyligt kraftigt har understreget betydningen af ”dannelse” og historisk viden.

D.
Tendensen gentages til sidst. Her skriver AU’s ledelse stille og roligt, at ”dimittenderne er Aarhus Universitets vigtigste bidrag til samfundet”.

Men DPUs ledelse vil tilføje hel konkurrencestatsideologien, så det hedder, at dimittenderne skal ”reflektere” og ”eksperimentere med viden, kompetencer og færdigheder”. Det ”gør dem eftertragtede og forberede dem på en foranderlig verden og et foranderligt arbejdsmarked”.

Konklusion:
På den måde opløses alle konkrete sammenhænge og dialoger i et ideologisk inferno af stedsløs globaliseringsøkonomi og dannelsesfri diversitet. Vi ender i målplaner og filmskoler og ubehag, som skal løses med et skud DPU-læring.

 

8. d. 4. december: Træerne i Eden

Der er en pointe i det gamle testamentes skabelsesberetning (GT), som jeg har tænkt over. Den handler om træerne i paradiset.

Først ”formede” Gud mennesket ”af jord” blæste lidt ”livsånde” ind i foretagendet. Derfor siger vi i dag, at skolen har ”ånds-frihed”, og at den handler om livs-oplysning. Det er et af det gamle testamentes centrale bidrag til pædagogikken.

Derpå ”plantede” Gud en have i ”Eden”, som lå ”ude mod øst”, og hvor der løb fire skønne floder, hvis navne vidner om, at Eden lå i det nuværende Irak. Her kunne mennesket bo, nøgne og uden skam.

I haven i Eden plantede Gud ”alle slags træer”. GT fremhæver især to. De ene træ var ”træet til kundskab om godt og ondt”. Det var det træ, som Eva spiste af. Konsekvenserne kender vi. Adam og Eva fik en ordentlig skideballe. De blev smidt uden for døren for at ”dyrke agerjorden”, og da mennesket i forvejen var skabt ”af jord”, var det jo på en måde ligesom at komme hjem, nu blot med Guds ”livsånde” som ledsager.

Gud blev i øvrigt bagefter god igen og syede omsorgsfuldt lidt ”skindtøj” til de to uartige ”livsånder”, så de ikke kom til at fryse. De blev også ”velsignet” og alt muligt. Og han var også lidt glad, for han sagde, at ”nu er mennesket blevet som en af os og kan kende forskel på godt og ondt”. Og i GT’s såkaldte “Song of songs”, altså Højsangen, kan man læse lidt om menneskets nye kærlighedsliv. Gud havde fået lidt selskab. Han havde fået børn.

Det var ikke første gang, at Gud fortrød. Det skete igen i forbindelse med syndfloden. Først fortrød han, at han havde skabt menneskene, og efterfølgende fortrød han, at han havde prøvet at udrydde dem. Det var i den sammenhæng, at han kom med den store hyldest til barnet og pædagogikken: ”Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af”. Man skal værne om banet i os alle.

Men der var også et andet træ i Eden, nemlig ”livets træ”, som stod ”midt i haven”. Det skulle forbinde himmel og jord og gøre livet evigt. Gud blev nu meget nervøs for, at menneskene også ville forgribe sig på det. Derfor satte han ”keruberne” til at vogte træet med ”lynende flammesværd”. Keruberne var en slags engle i dyreskikkelse med fire ansigter. De skulle nok holde Adam og Eva på afstand. I nordisk mytologi hedder et lignende træ Yggdrasil.

Man siger, at med Jesus’ ankomst fik mennesket igen adgang til ”livets træ”, sådan lidt indirekte. Det gav ”evigt liv” i religiøs forstand. Man kom på god fod med keruberne.

Men nu er det som om, at mennesket ikke kan nøjes med det ”indirekte”. Nu vil det forgribe sig på livets træ som sådan. Det vil vide alt om skabelsen og give sig selv evigt liv. Det er f.eks. drømmen bag grundlaget for Singularity University, og den nybuddhistiske teknologifascination i den opdaterede Gaia-teknologi. Det er en transhumanisme, og den har sat sig dybt i det danske statsapparat. Mennesket vil skabe en ny art af adfærdsdata og teknik i stedet for “livsånde”. En vøficeret vø.

Mennesket vil ikke nøjes med kundskabens træ. Nu vil det også have livets træ, direkte. Man må håbe, at keruberne er vågne, så vi kan nøjes med at leve afmålt, max ”120 år” som der står i GT og gerne mindre, iført vores lækre ”skindtøj” og i agtelse for skaberværket og for pagten mellem Gud og ”alt levende på jorden”, symboliseret ved regnbuen. I god ro og orden kan vi så også nøjes med et lille smugkig til Livets træ søndag formiddag, hvis det er, eller i visse andre situationer.

Vi må nøjes med ”jorden” og ”livsånden”, dvs. pædagogikken, hvilken herlig skæbne.

 

9. d. 4. december: KvaN om ”bæredygtighed”

Det nye nummer af tidsskriftet KvaN handler om “bæredygtighed”. Jeg har bidraget med artiklen “Bæredygtighedens indre konflikt”.

Jeg forsøger at identificere to nærmest modsætningsfyldte begreber om bæredygtighed, hhv. et teologisk-økologisk-pædagogisk begreb og et teknologisk-transhumanistisk begreb, og så kigger jeg lidt på, hvordan de to begreber spiller sammen rundt omkring.

Der er også bidrag fra professor Steen Hildebrandt, fra Mads Strarup, som har udgivet en spændende bog om emnet på Fjordager, fra samfundsforskeren Johannes Andersen og fra flere andre.

https://www.kvan.dk/product_info.php?cPath=9&products_id=124

 

10. d. 4. december: John Hattie kritiserer min kritik af ”synlig læring”

John Hattie har svaret på min kritik, som udkom tidligere på året i det australske tidsskrift ”Educational Philosophy and Theory”, Min artikel foreligger også på dansk i hhv. ”Nordic Studies in Education” (2017, nr.1) og i bogen ”Hattie på dansk”.

Hattie mener, at jeg skulle have læst nogle andre/flere bøger end hans hovedværk ”Visible Learning”. Men på min litteraturliste står der hele fire titler, som alle andre vel at mærke også refererer til, så det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal stille op med. Der er også nogle andre ting, som jeg ikke rigtig synes tager fat om min kritik, så jeg ved heller ikke – endnu -, om og eventuelt hvad jeg vil svare ham (på engelsk).

Jeg vil dog nævne, at et af Hatties kritikpunkter er, at jeg overdriver hans tilknytning til – og derfor også hans brug af – Karl Popper. Det forstår jeg ikke, må jeg indrømme. Og det er da lidt sjovt, at Thomas Nordahl i sin kritik af undertegnede (og andre) netop bruger Popper-referencen til at understrege, hvor alment og filosofisk dannet Hattie er.

Til gengæld vil jeg gerne takke Hattie for overhovedet at svare og for endda for til sidst skrive, at min kritik bidrager til debatten. I den forstand minder Hattie ikke om sine danske fans:

“All advances in our field are based on critique, and the comments in Rømer can add to this debate – but a wider reading of my work other than one book seems minimal. I thrive on critique, hard benefited from such critique, and I trust I have improved my writings because of critique.”

Grunden til, at jeg er særlig glad for ånden i Hatties svar, selvom jeg ikke helt forstår svarets indhold, er, at Hatties nordiske og magtfulde tilhængere, Lars Qvortrup og Thomas Nordahl, mener, at min kritik, som endda vandt en videnskabelig pris i foråret 2019, er helt uden for videnskabelig rækkevidde.

Dette handlingsmønster giver næring til Keld Skovmands tese om, at John Hatties læringficering af pædagogikken har været udsat for en yderligere dansk/norsk læringficering af læringficeringen, hvilket i så fald formentlig skyldes det dobbelte pres fra hhv. systemteori og globaliseringsrådsideologi, som også kaldes for “skolereform”.

Link til Hatties kritik:
https://corwin-connect.com/…/john-hattie-responds-to-new-c…/

Link til min egen artikel:
https://www.tandfonline.com/…/full/10…/00131857.2018.1488216

Link til Qvortrups kritik og min egen kommentarer: http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortr

Link til Nordahls kritik og min eget kommentar: https://www.utdanningsnytt.no/…/svar-til-thomas-nord…/214722

Link til begrundelse for Ahlström-award: http://www.nfpf.net/?page_id=490

 

11. d. 6. december: OECD=dannelse

Professor Jeppe Bundsgaard er imod nationale tests. I stedet vil han have flere Pisa-tests. De måler bedre, siger han. Bundsgaard har selv, sammen med åndsfællen Jesper Bremholm, skrevet næsten alle kapitler om ”læsning” i den nye Pisa-rapport, og i går blev de interviewet til folkeskolen.dk

Ifølge Bundsgaard og Bremholm (BB) gør Pisa skam meget mere end at måle. Bundsgaard fortæller ligefrem flere gange, at OECDs kompetencekategorier er udtryk for ”dannelse”. Men hvis man kigger Pisa-rapportens 324 sider står ”dannelse” ikke nævnt en eneste gang. Til gengæld står der ”kompetencer” 593 gange.

Bundsgaard forveksler begreberne. Det var det samme problem i hans bog “Digital dannelse”. Det er irriterende, for så forsvinder al dannelse jo, samtidig med at folk bildes ind, at den fremmes.

BB siger også, at denne ”OECD-dannelse” svarer godt til dannelsesforståelsen i – ja af alle fag –    skolefaget Dansk. Ja, der er faktisk mere dannelse i Pisa end i Fælles Mål, må vi forstå.

Vi får derfor at vide, at jo bedre man klare sig i nationale tests, desto dårligere vil man klare sig i Pisa. Det er fordi, Pisa måler dannelse, mens Nationale tests måler noget ”teknik”, noget åbenbart meget slemt noget, som BB kalder for ”basale færdigheder”. Men denne mikro-diversitære diskussion holder jeg mig altså ude af for at undgå at acceptere præmissen.

Bundsgaard var faktisk selv leder af det udvalg, der udarbejde danskfagets kompetencemål tilbage i 2014. Han har altså selv sørget for, at danskfaget har kappet tråden til pædagogikken, så faget kan måles i OECD og ikke af en dansklærer. Det kan man let se af Pisarapporten, hvor skolens og danskfagets målsætning ender som en masse kompetenceteknik uden klar sans for OECDs pædagogiske problematiske ideologi.

Det er lidt uheldigt, at det begrebsmæssige og personlige sammenfald bliver så massivt efter min mening.

Arbejdet med Fælles Mål i dansk skete under Jens Rasmussens overordnede ledelse. Rasmussen er også selv involveret i OECD-arbejdet og ideologisk far til “læringsmålstyringen”. Da Keld Skovmand kritiserede arbejdet, gik Bundsgaard amok i et offentligt såkaldt ”review”. Rasmussen gik også amok i et ligeså såkaldt ”notat”. Det er nok OECD-dannelse. Senere gav alle Skovmand ret, selv de fleste politikere. Jeg håber, de er på vagt igen.

Men hold da op, hvor Bundsgaard-gruppen har sat sig solidt på magten over danskfaget herhjemme. Det er jo helt vildt, som man siger.

Dansklærerforeningen er dog ikke begejstret for Bundsgaards dominans, og det forstår man jo godt. Jens Raahauges pædagogiske og litterære ånd svæver i grunden.

Nogen undrer sig måske over, hvordan det hele kan hænge sammen? Det gjorde jeg også, men kun indtil sidste år, hvor jeg gennemgik hele sagsgangen helt tilbage fra de glade 1990’ere. Her kan man læse om, hvordan Dansk-fagets dannelsesideal omformateres til en Pisa-liste. Næsten samtidig lavede jeg en beslægtet analyse af OECD-ideologiens angreb på skolelovens §5, dvs. fagparagraffen. Dejligt med lidt fri forskningstid.

Bundsgaard er til mikrodiversitistisk enten-eller: Pisa i stedet for nationale tests, så det er lige før, man hepper på økonomerne. Jeg er til både-og, dvs. drop det hele, og bed dansklæreren om at undervise og prøve i henhold til skolens formål og lærerforeningens nye folkeskole-ideal, som den gode herbartianer Alexander von Oettingen har stået for.

DPUs ledelse holder totalt på Bundsgaard. Den vil have lukkede konsensusmøder, og den arrangerer hyldest-konferencer med OECD-direktør Andreas Schleicher, som Bundsgaard er meget glad for. Og Schleicher er bestemt ikke dannelsens mand. Det kan jeg sige helt sikkert, for jeg har nærstuderet hans tykke bog fra 2018.

Lars Qvortrup, som jo har kritiseret Bundsgaards rapport om NT, deltog på hyldest-konferencen. Han er også superglad for Schleicher, hvilket understreger mikrodiversiteten. Men han var træt af Riisager og også af visse andre. Den del er ren matematik.

Vil man have ordentlig OECD-kritik på dansk jord, så må man ud på E45 og køre op til Christian Ydesen oppe i Aalborg.

Links:
Interview med Bundsgaard og Bremholm fra i går: https://www.folkeskolen.dk/…/pisa-er-taettere-paa-danskfage…

Analyse af Bundsgaards ideer: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-jeppe-bundsgaar…

Analyse af forholdet mellem fag og OECD mm.:
http://www.thomasaastruproemer.dk/angreb-paa-folkeskolens-f…

Dansk Pisa-rapport 2019:
https://edu.au.dk/…/edu/Udgive…/PISA/11100_PISA_2018_web.pdf

 

12. d. 7. december: Et spørgsmål om klimalov

Et meget bredt flertal i Folketinget har vedtaget en klimalov. Det er jo godt, at Folketinget tager bæredygtighedsinitiativer, og jeg kender kun til sagen fra aviserne og har hurtigt skimmet forligsteksten, men jeg har alligevel to spørgsmål:

  1. Kan man godt lovfæste et kvantitativt mål (70% reduktion) på den måde? Det vil jo svare til, at man lavede en skolelov, hvorefter Danmark i 2030 skulle ligge nr. 1 i Pisa? Og et delmål med nr. 5 i 2025?
  2. Er det også rigtigt forstået, at loven er uden egentlig indhold, altså uden konkrete forslag til co2-reduktion? I så fald er der tale om en slags mål-ramme? En mål-delmål-evalueringsstruktur, hvor magten nærmest er overdraget til et Klimaråd, med ledsagende dialogforum. Men er det en lov? Det vil jo svare til, at Rådet for børns læring hele tiden monitorerede udviklingen på Pisa-listen og kom med rangliste-optimerende forslag, som alle må indrette sig efter.

Er det set før, at man lovgiver på output på den måde? Er det ikke en form for kortslutning af politik? En slags styrings-lov-styring? En form for generaliseret New Public Management ind i politikken? Det er jo ikke uden grund, at kineserne er gode på Pisa-listen.

Jeg ser muligvis spøgelser, men konsekvensen kan jo blive Co2-deklarering af al adfærd i samfundet, ledsaget af et stort data/overvågningsapparat.

Link:

Klimaaftalen: https://kefm.dk/…/12965/aftale-om-klimalov-af-6-december-20…

Journalistisk omtale: https://www.altinget.dk/…/regeringen-lander-bred-aftale-om-…

 

13. d. 8. december: Anmeldelse af ”FAQ om dannelse”

Lektor ved UC-Nordjylland, Bodil Christensen, har skrevet en meget positiv anmeldelse af min bog “FAQ om dannelse” til det nyeste nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift.

Bodil Christensen skriver, at “det er en bog, der kan give diskussion i den pædagogiske uddannelsesverden”, og hun er især glad for behandlingen af spørgsmål nr. 2: Hvad er dannelsens tradition?

Bodil Christensen slutter sin anmeldelse med følgende:

“Thomas Aastrup Rømer står altid midt i debatten om dannelse. Ikke fordi han er midtsøgende, men fordi han er optaget af dannelse og debat.”

Så “dannelse” er “midten”, som forstyrrer det “midtsøgende”. Mange tak for det. Det er på en måde definitionen af pædagogik, efter min mening.

Jeg vil også sige, at lektor ved Københavns Professionshøjskole, Heidi Lykke Nielsen, har en fin anmeldelse af Alexander von Oettingens lille polemiske mesterværk “Pissedårlig undervisning”. Det var den bog, som Merete Riisager gav Rosenkrantz-Theil i overdragelsesgave.

Så fest og farver for den urene pædagogik i hvad der vist nok er den sidste papirversion af Dansk Pædagogisk Tidsskrift.

http://www.dpt.dk/tidligere-udgivelser-2/2019-2/nr-4-december

 

14. d. 8. december: Lars Fabricius’ læserbrev i Politiken

Lærer Lars Fabricius fra København havde følgende iagttagelse i Politiken den anden dag (d. 6. december):

“I Politikens leder 30. november kan man læse om politikere bag folkeskolereformen, der nu trænges ved håndvasken i et forsøg på at vaske deres hænder.

Det ville klæde Politiken med en ærlig erkendelse af, at også Politiken deltager i håndvaskningen. Politiken har siden 2013 erklæret sig som varm tilhænger af skolereformen.

Det har været småt med kritiske artikler om de konsekvenser, skolereformen har haft for folkeskolen. På trods af håndfaste vidnesbyrd har Politiken heller ikke fundet det betimeligt med undersøgende journalistik om det skandaløse forløb omkring overenskomstforhandlingerne, lockouten og regeringsindgrebet lov 409, der i den grad tilsidesatte den danske model. Men det kommer måske nu?”

Så Politiken beskylder politikerne for at “vaske hænder”, mens avisen selv “vasker hænder”? Og avisens dækning af processen omkring L409 bør ingen glemme!

Jeg er helt enig. Tak til Lars Fabricius for en frisk og fin bemærkning.

 

15. d. 8. december: Læreruddannelsens formål: fra pædagogik til teknik

Læreruddannelsens formål lød i 2006 sådan her:

”§1, stk. 2. Uddannelsen skal give de studerende den faglige og pædagogiske indsigt og praktiske skoling, der er nødvendig for at kunne virke som lærer, og skal bidrage til at fremme de studerendes personlige udvikling samt bidrage til at udvikle deres interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund.”

Sådan havde det lydt siden 1966, med vægt på “pædagogisk indsigt” og “praktisk skoling” og “virke som lærer” og “personlig udvikling” Den sidste sætning om ”aktiv medvirken i et demokratisk samfund” var dog kommet til i 2000 på især Vestagers initiativ. Tilføjelsen fungerer supergodt i sammenhængen med de gamle ord.

Faktisk var der også en lignende ordlyd i den ekstremt progressive 1954-lov, som nogle moderne grundtvigianere stod for, heriblandt den navnkundige Holger Paaskesen, som bl.a. var rektor for Skive Seminarium.

Men i loven fra 2012, røg det hele ud. Væk i en sæk. Fra 2012 stod der blot følgende:

”§ 1. Formålet med uddannelsen er, at den studerende gennem uddannelsen tilegner sig den viden og de færdigheder, der er forudsætningen for at kunne virke som faglig, pædagogisk og didaktisk kompetent lærer i den danske folkeskole i henhold til folkeskolens formål, jf. folkeskolelovens § 1.”

Nu skulle man være ”kompetent”, og væk var ”praktisk skoling” og ”personlig udvikling” og alt det andet. Tilbage stod kun undervisningseksperten, som altså skulle arbejde ”i henhold til folkeskolens formål”. Nogen synes måske, at denne sidste formulering lyder ok, men det gør den ikke, hvilket skyldes at ”skolens formål” her fra slut-00erne og frem skal forstås som skolens formåls modsætning, dvs ‘relevant lærings- og evalueringsmaksimering’. Det var ånden fra 2005 og fremefter.

Dermed forsvinder formålet ud af både seminarium og skole. Seminarierne forsvandt da også endegyldigt i 2008, og den ny læreruddannelseslov var et eksplicit opgør med hele seminarietraditionen. Det var især Jens Rasmussen, der som medlem af læreruddannelses evalueringsgruppe og i en central artikel bidrog til at sende seminarierne på slagterhus.

Det der med “demokratiet”, som altså kom til i 2000, var også væk igen. Det står jo ellers i folkeskolens formål, men her betød det ikke noget i de centrale dokumenter.

Vestagers demokrati-formulering gik derimod igen i det almene formål for alle professionsbacheloruddannelser, hvor formuleringen er sat ind i en meget erhvervsrettet sammenhæng, hvor den lever et stille liv, sådan lidt semi-uafhængigt af pædagogikken, sammen med et mere teknisk-analytisk professionsideal.

Her er første del af dette overordnede formål:

”§1, Stk. 2. Formålet med et samordnet videregående uddannelsessystem er at sikre praksisnære uddannelser, der på et internationalt niveau imødekommer behovet for kvalificeret arbejdskraft i den private og den offentlige sektor, og hvis videngrundlag er karakteriseret ved erhvervs- og professionsbasering samt udviklingsbasering.”

Bemærk ”videngrundlag” uden ”s”. Det er en UC-markør for kærlighed til VK-regeringens globaliseringsstrategi, som UC’erne selv er et direkte resultat af.

Det er også værd at nævne §3 i samme lov. Det er her, at Vestagers demokratiformulering optræder, og som altså dækker alle professionsuddannelser:

”§ 3. Professionsbacheloruddannelser skal give de uddannede viden om og forståelse af fagområdernes praksis, anvendt teori og metode på et niveau, der kvalificerer til selvstændigt at kunne analysere og vurdere problemstillinger. Uddannelserne skal endvidere skabe grundlag for selvstændig refleksion over fagområdernes sammenhæng med udviklingsbaseret viden og erhvervsfunktioner.

Stk. 2. Uddannelserne skal kvalificere de uddannede til at varetage praksisnære, komplekse og udviklingsorienterede erhvervsfunktioner. Uddannelserne skal endvidere kvalificere til relevant videre uddannelse, udvikle til selvstændighed, samarbejdsevne og evne til at skabe fornyelse samt udvikle interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund.”

Nogle af disse formuleringer kunne måske været gået an sammen med 2006-lovens formål, men sammen med 2012 lovens formål og professionsbachelorlovens §1, så lander det i teknificering.

Sådan kan man gå fra pædagogik til teknik.

Links:
Læreruddannelseslovene kan findes på denne skønne hjemmeside:
https://library.au.dk/materialer/saersamlinger/skolelove/

Her er den aktuelle lov om læreruddannelsen med formålet fra 2012:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=174218

Her er den almene lov om professionsbacheloruddannelser: https://library.au.dk/materialer/saersamlinger/skolelove/

 

16. d. 9. december: Universitetets organisation

Hvis man tror, at universitetets organisation er sat i verden for at hjælpe videnskaben, altså at sætte sandhed over organisme, så kan man godt tro om igen. Det er skam omvendt. Det er videnskaben, der skal tjene organisationen, dvs. sætte organisme over sandhed. Læringens livsform vinder over kundskabernes livsform.

Problemet er så, at denne struktur duplikeres ned gennem systemerne, f.eks. for lærer- og pædagoguddannelsen og for folkeskolen og børnehaven. Langsomt tømmes samfundet for videnskab.

De unge bliver “stressede”, men så skal vi bare læringsmålsdosere presset mere effektivt, dvs. med datamonitorering, så de ender med ja-hatten på sned.

Organisationen overtager de formål, organisationen oprindelig skulle tjene, så formålet bliver en slave af organisationen, som breder sig ud i klimaet.

 

17. d. 10. december: Citat af Holger Henriksen

Citat fundet på Det Kongelige Biblioteks læsesal:

“Det er ikke til at holde ud at være lærer, når ens erfaringer ikke kan deles med den næste generations.”

(Holger Henriksen i artiklen “Det demokratiske gennembrud”, i uvm’s tidsskrift “Uddannelse”, 1993, nr. 1, s. 31)

 

18. d. 10. december: Nyt folkeskoleideal

Tidligere på året vedtog Danmarks Lærerforening et nyt ”Folkeskoleideal”. Det er værd at lægge mærke til.

Der er selvfølgelig det ene og det andet man kan indvende, men en ting står klart, og det er at danske folkeskolelærere nu bekender sig til en form for ny-Herbatiansk skoleideal. Dermed genvinder de sansen for forholdet mellem fag, oplysning, takt og forestilling, dvs. til skolens grundlæggende og klassiske rytmer. Fokusset er ikke på et isoleret læring- og kompetencesystem eller på Ansvar for Egen Læring, men på undervisning og fag. Og der er masser af sikringer i underskrifterne, der sikrer, at det aldrig kan blive en sort skole.

Dermed skulle der ikke mere være grund til at lave økonomificeret ”læringsmålsstyring”, som jo udviklede sig fra omkring 2001. Det klarer lærerne selv, men nu blot med undervisningen og fagene i førerstolen i stedet for Lars Løkke ”verdensmesteri”, som DPU og UC’erne underlagde sig som dikkende lammehaler.

Alexander von Oettingen, som har ført an i arbejdet, skal have en kæmpetak for denne landvinding. En anden vigtig person har været lærerinde, Jeanette Sjøberg, som helt ubegribeligt for mig ikke blev genvalgt til DLF’s hovedbestyrelse. Hvad tænker lærerne dog på?

DLFs skoleideal har rødder i fag-paragraffen, i §5, selvom §1 også nævnes. §5’s indhold og betydning blev maltrakteret af læringsrevolutionen. Denne vending fra læring til §5 ødelægger helt præmissen for skolereformen.

Men der mangler stadigvæk en refleksion over forholdet mellem skole og fag, dvs. en mere fyldig fundering i §1, men det er ikke von Oettingens kop te, for så myldrer det ind med andre former for pædagogisk filosofi. Men andre må jo også hjælpe lidt til, så den sidste forekomst af ordet “læring” kan forsvinde fra Oettingens tekst.

Det er også tankevækkende, at folkeskoleidealet fungerer parallelt med det såkaldte professionsideal, hvor fagene ikke spiller nogen særlig rolle, nærmest tværtimod, for her var det en slags neo-Løgstrupsk filosofi, der svang taktstokken. Det var filosoffen Jørgen Husted, der stod for det arbejde i 2002, hvor VK-destruktionen truede og Ansvar for egen læring var på vej tilbage for en kort stund (den vendte tilbage i 2009).

Hvordan disse to idealer, som egentlig er meget forskellige, kommer til at spille sammen, bliver spændende at følge. Måske kan de i bedste fald sammen etablere en dialektik, så man tager det sidste stykke hen til dannelsens skole, hvor skolen kommer før fagene.

Under alle omstændigheder kan man med både det nye og det gamle ideal som udgangspunkt kritisere læringsrevolutionen og på en måde også gøre den ligegyldig.

https://www.folkeskolen.dk/887334/folkeskoleidealet-vaekker-begejstring-

 

19. d. 12. december: Socialdemokratiets sammenbrud

I 1933 indgik man på Christiansborg det såkaldte Kanslergadeforlig, som i repræsentativ-politisk forstand var et forlig mellem Venstre, Radikale Venstre og Socialdemokratiet. I civilsamfundsmæssig forstand, hvilket jo er det pædagogisk væsentlige markerede forliget en politisk og åndelig syntese mellem arbejderbevægelsen og grundtvigianismen.

A. Vagn Skovgaard-Petersen (VSP)

Professor ved Danmarks Lærerhøjskole, Vagn Skovgaard-Petersen, beskrev de uddannelsespolitiske aspekter af denne syntese i Undervisningsministeriets tidsskrift ”Uddannelse” (1995, nr. 2).

Han fortæller om flere steder, hvor socialdemokratiet/kulturradikalismen og Grundtvigiansimen og den lærde tradition krydses. Han lægger specielt vægt på tiden under og efter besættelsen – herunder i det ungdomspolitiske arbejde, som førte til Hal Kochs ”ungdomskommission”, og i det såkaldte Askov-udvalg, som førte til læreruddannelsen i 1954. Begge steder var der alle mulige forbindelser mellem socialdemokrater og grundtvigianere og radikale. Her er nogle af de navne, som VSP nævner: Jørgen Jørgensen, KB Andersen, Poul Dam, Johannes Novrup, Jens Rosenkjær, J. Th. Arnfred, Julius Bomholt, Holger Kjær og Hal Koch. Flere af disse folk havde selv – eller støttede – meget moderne pædagogiske ideer.

VSP konkluderer, at denne ”trilogi inspirere til fornyelser på tværs”, og han spørger: ”Frembringer den nye kættere for tiden? Findes der stadig lærde grundtvigianere, som også er socialdemokrater?”

VSP skriver ligefrem, at i ”en tid kunne man tale om en tradition i traditionerne”.

 

B. Kresten Schultz Jørgensen (KSJ)

KSJ er søn af en anden professor fra Danmarks Lærerhøjskole, socialpsykologen Per Schultz Jørgensen, som sad i det læringsradikaliserede Mandag Morgens Kompetenceråd.

Kresten reproducerer farens ideologi. Og så var han omkring år 2000 chefredaktør for Socialdemokratiets avis, Dagbladet Aktuelt. KSJ skriver om sine ideer i ”Uddannelse” (nr. 7, 2000)

KSJ siger, at vi har ”glemt den i virkeligheden mest danske værdi af alle”.

Vi venter spændt:

”Og hvad er så det? En dansk værdi. Ja, lad mig ikke citere Grundtvig – lad mig for Guds skyld ikke citere Grundtvig med hele udtrækket af sydfynsk bondeliv og radikal selvforståelse – men i stedet nævne den fordring, som internationalisten Georg Brandes af alle nævnte igen og igen for et århundrede siden: At vi her til lands – og så kommer sætningen – menneskeliggør politikken, fordi vi taler om ting i et sprog alle forstår” (s. 25)

Så Grundtvig er en sydfynsk bonderøv. Vi skal have Brandes i stedet for ”Grundtvig og radikal selvforståelse”. Og hvad er det for ”et sprog alle forstår”? Ja, KSJ siger, at ”vi er globale verdensforbrugere”, som er ”grænseløse inde i hovederne”, og det har jo ganske rigtigt ikke noget med Grundtvig at gøre.

Jeg ved nu heller ikke, hvad det har med Brandes at gøre? Det er en slags Brandes uden ”den lærde tradition”, som han jo selv stiftede.

 

C. Antorini

Få år senere afviser Christine Antorini relevansen af Grundtvig i en af sine bøger. Hun mener, at Grundtvig er årsag til SF-grundtvigianernes EU-modstand og til deres ideologiske langmodighed efter slutningen på den kolde krig. Og herfra kom så Lars Goldschmidt og Bjarne Corydon til i opgør med ALT!

Disse afvisningsprocesser understøttedes desværre af Grundtvigianerne selv på kryds og tværs. Og pludselig er Grundtvig en ”kryptofascist” og en “etnisk fundamentalist”, mens han før 1989 var en demokratisk og handlingsfilosofisk helt.

 

D. Dybvad og Rosenkrantz-Theil
Aktuelt er der så en lille bitte rehabilitering, men stadigvæk i et opgør med ”den lærde tradition”, som VSK omtalte. Nu mødes Brandes og Grundtvig (via Jeppe Aakjær) hos lokalkulturen i Kaare Dybvads Vipperød. Vi er altså langt fra KSJ’s forbrugerglobalisme, som Brandes jo også blev taget til indtægt for. Vi er nærmest i modsætningen, dvs. inde i håndboldhallerne osv..

Og igen er ”den lærde tradition” udelukket. Ja, Dybvads bog hedder ligefrem ”De lærdes tyranni”. Og uanset Dybvad er der tale om overfladekrusninger. For ser man på socialdemokratisk skole- og uddannelsespolitik, fx hos undervisnings- og forskningsministrene, så arbejdes der fuldstændig i ånden fra 2000, dvs. fra en bureaukratiseret KSJ, dog uden at nævne Brandes, som jo ikke var økonom eller systemteoretiker, for nu at sige det mildt.

Så Socialdemokratiet skal i kontakt med de lærde og med den grundtvigske og kulturradikale tradition, før partiet kan bruges til noget.

 

20. d. 13. december: Loyalitet på filmskolen

Lotte Bøgh Andersen er en yderst indflydelsesrig professor. Hun sad med i ledelseskommissionen og er også med i lærernes Ny Start-kommission. Hun er også centerleder ved kronprinsens center for offentlig ledelse.

Bøgh Andersen kommenterer nu på det forhold, at Filmskolen har genansat lærer Arne Bro, som blev fyret af den tidligere ledelse.

Lotte Bøgh Andersen siger følgende – synes jeg – noget foruroligende i dagens Politiken:

”Der er tale om en medarbejder, der var illoyal over for den tidligere rektors retning for Filmskolen, men som ikke er illoyal over for den nye rektors linje”.

Og videre:

”Ud fra et ledelsesperspektiv er det afgørende, om han skaber værdi for den retning, rektor ønsker for skolen. Hvis han ikke bidrog til at skabe værdi for den tidligere rektors linje, er hjemsendelsen rigtig. Men så ændrer skolen retning, og så må man spørge, om han kan skabe værdi for den nye retning. Er svaret ja, så er det jo ærgerligt at fyre ham”

Bøgh Andersens nærmest overophedede syn på ”loyalitet” lover skidt for ytringsfriheden. Efter min opfattelse går hendes synspunkt decideret imod reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed, og den går også stik imod regeringens linje, hvor der i forståelsespapiret står følgende:

”En ny regering vil også arbejde for at fremme ytringsfriheden for offentligt ansatte, så ytringsfriheden kan bruges indenfor gældende begrænsninger uden frygt for direkte eller indirekte negative reaktioner fra ledelsen. Dette forhold skal indskærpes overfor offentlige ledere, og de ansatte skal informeres om mulighederne for at bruge deres ytringsfrihed”.

Med regelsæt og forståelsespapir in mente, er det mærkeligt, at beslutningerne om afskedigelse og ansættelse er sanktioneret af kulturministeriet.

Men ok, den kulturministerielle afdeling for den slags sager hedder skam også “Koncern HR”, og så er man jo lissom advaret.

 

21. d. 13. december: Evalueringspolitik

Forløberen for det stadig eksisterende Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) hed ”Evalueringscentret”. Dette center blev etableret i 1992 af Bertel Haarder. EVA afløste Evalueringscentret i 1999 på initiativ af Margrethe Vestager.

Evalueringscentrets officielle undertitel var:

”Center for kvalitetsudvikling og evaluering af de videregående uddannelser”.

Dette center lavede blandt anden en evaluering af Danmarks Lærerhøjskole i 1997, som ikke var så fordelagtigt. Skolen var for tæt knyttet til folkeskolen, og der var for få peerreviews og den slags. Carsten Elbro var ledende danske kraft. Det var Elbro, som sammen med Jens Rasmussen, skrev en meget kritisabel Country-rapport til OECD i 2004 om uddannelsesforskning. Der var også en svensker og en nordmand med i udvalget, som vidste noget om policy og læring.

Nå, men denne undertitel til Evalueringscentrets navn har sin egen humor. For i forlængelse af Globaliseringsrådet og folkeskolereformen i 2006 nedsatte man jo et såkaldt ”Skoleråd”. Men dette skoleråds virkelige navn var faktisk et andet, nemlig

”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling af skolen”.

Så Skolerådet hed det samme som evalueringscentret. Nu handlede det blot om ”skolen” i stedet for om ”de videregående uddannelser”. Det var på en måde et ægteskab eller en søster, eller hvordan man nu skal udtrykke det? Måske var det snarere en slags indre rå-maskuliniseret fader, tror jeg, for fra 2007 fik Skolerådet en form for monopol på EVA, som Skolerådet nu kunne kommandere til at svare på Skolerådets evalueringsevaluering, og det er der jo ikke meget ”moder” over.

Det er lidt tankevækkende, synes jeg, at denne undertitel allerede blev opfundet i 1992. Det er sådan lidt fremsynet på den negative måde. Med mindre undertitlen kom til senere?

 

22. d. 13. december: Demokratiets sejr i UK

Det lader til, at demokratiet endelig sejrer i England. Mange tak til den seje Boris Johnson for både at realisere folkets afgørelse og for at arbejde for en aftale med EU, som lader til at blive realiseret. Spændende om Nordirland og Skotland forbliver i den britiske union.

Nu må vi blot håbe, at både EU og USA er large over for briterne, så andre lande, der skulle få lyst til at forlade den tysk-franske union, som er skabt for at undgå “det folkelige”, kan gøre det uden videre.

Det værste, der kan ske, er, hvis et decimeret og ensomt England i afmagt begynder at snakke kinesisk, ligesom færingerne og grækerne og Afrika allerede er begyndt på.

Man må håbe, at der nu kommer liv i EU- og i Kina-kritikken i andre lande.

Også selvom de udvalgte kinesiske byer er Pisa-vindere og OECD-darlings. Og også selvom EU har lavet et “learning area” med organisationens såkaldte “åbne koordinationsmetode”, som undergraver subsidiaritetsprincippet på pædagogikkens område, så alle europæere kan blive ens.

Jeg vil nu høre God Save the Queen og tage mig en Gin and Tonic, mens jeg klæder mig ud som Freddy Mercury, som var af persisk slægt, og drømme om et Hyde Park Corner i alle lande, hvorfra folkeslagene kan lave filmskoler, hvis ansatte er “illoyale” mod Koncern HR og kinesiske Målplaner.

 

23. d. 14. december: Vimse-gate 1

Jeg vil gerne slå et slag for de tre herlige danske ord “vimse”, “vanlig” og “værtindestil”. Lad os få noget mere af den slags. Både i tv-anmeldelser og i virkeligheden og da ikke mindst i Konkurrencestatstidende. Jeg har ingen respekt for Lise Rønnes kønsidentitære raid mod sprogets skønne muligheder i dagens kronik, bare fordi hun har fået et dårlig anmeldelse, og jeg forstår ikke, at hendes indlæg er optaget som en hel kronik.

Men i øvrigt er jeg vild med Lise Rønne. Hun vil altid være min favoritværtinde i x-faktor, og så handler hun efter sigende i Grenaa, fordi der er så dejligt få butikker at vimse rundt iblandt. Selv køber jeg også kun tøj i Grenaa, især i den strålende herre-ekviperingsforretning Olrik, hvor især de ældre kvindelige ekspedienter har et høfligt, men præcist øje for herrekroppens mangler.

Min egen vanlige plads i byen er ved pølsevognen på torvet, hvor der serveres rødkål på hotdoggen i vanlig grisehandlerstil. Men ok, jeg kan da godt finde på at trampe op til vinyl-butikken, hvor jeg kan høre musik af forskellige småneurotiske kunstnere fra de skønne vimseegne.

Og så synes jeg faktisk også godt om den udsendelse, som Politikens anmelder, Bo Tao M., kritiserer. Jeg kan både lide lyrik-konceptet og værtindens vimsende og søde værtindestil, men synes på ingen måde, at hun virker “småneurotisk”, som Bo Tao påstår. Det kan han selv være.

https://politiken.dk/…/Kære-Lise-Rønne-du-har-fuldstændig-r…

 

24. d. 15. december: Anti-nazismens filosofi

Løgstrup skrev i 1936 en kontroversiel kronik, som pt. diskuteres i Kr. Dagblad. Spørgsmålet er, om Løgstrup var affirmativ over for Hitler, om han var ironisk, eller om han var kritisk.

A.
Jeg synes, det er en skrækkelig kronik, og jeg kan ikke finde nogle ironiske eller kritiske træk. Løgstrup drives ned i sølet via to træk. For det første fordi han er træt af Weimarrepublikken, og for det andet fordi de værste sider af Heideggers filosofi går i symbiose med denne træthed.

Fjenden – det store “ikke” – bliver sporvogne, marxisme, demokratiet, middelmådighed, historicisme, marxisme, professorer, aviser, litteratur, og noget, som i bedste 1920’erstil, kaldes for ”man”. Alt hvad der smager af Immanuel Kants store oplysningsværk, som har skabt vores fineste institutioner, reduceres til et intet. Offentligheden kaldes endda for ”den offentlige menings diktatur” og for ”det egentlige diktatur”.

I stedet sættes afgørelsen, føreren, udholdenhed, kampmod, eksistens, den sande ide, som altså ikke er et diktatur!?

Nogle mener, at Løgstrup bløder op til sidst. Det kan jeg overhovedet ikke se.

Så kort og godt: En absolut skrækkelig kronik.

B.
1930’erne var en svær tid for et søgende menneske på omkring de 30. Stalinisme, fascisme og Weimarrepublikkens problemer var ikke lette markører, når man skulle finde et ståsted, og mange prøvede det ene og det andet. Og her er det så Løgstrup, der er på vej i grøften.

Andre blev vilde med Stalin og fastholdt typisk fascinationen frem til 1956 om ikke længere. Vi må være rummelige over for alle, også de kulturradikale kommunister. Det er forsoningens tid.

Og for Løgstrup blev flirten endda særdeles kort. Kort tid efter kronikken bliver han en af landets største humanister.

Hvorfor kom han på ret spor? Min teori er følgende:

Løgstrup kan ikke fortsætte af Heideggers spor, fordi han har rod i dansk teologi og folkelighed. I 1936 blev han præst og deromkring lærte han også om Kaj Thanings sekulariserede Grundtvig, som i høj grad fik positive demokratiske effekter også for venstrefløjen. Både DF og SF er skudt ud af den proces. Og dansk nationalisme i 1920’er var på mange måder rummelig og glad efter genforeningen, i modsætning til de sure og forvirrede, men også kreative Weimar-tyskere, som til sidst samlede sig om ondskaben.

Løgstrup reddes altså af den nationale tradition. På samme måde, som Kaj Munk gjorde det.

Og under besættelsen omsætter Løgstrup så sin ”afgørelsesfilosofi”, som han altså har fra Heidegger, i et decideret nationalt ærinde, nemlig som modstandsmand mod Hitlers besættelse af Danmark. Kaj Munk gør det samme, mens Scavenius, Jørgen Jørgensen, Stauning og Hal Koch mfl. faktisk bekræftede Løgstrups oprindelige kritik med deres underdanighed og ”beundring” – som Scavenius udtrykte det –  for de ”store tyske sejre”.

Men også her må vi være rummelige, selvom tidens afstand må bringe os til at tage stilling for dem, der tog stilling, dvs. for Løgstrup og Munk, som dermed mindede os alle om, at handling findes, og om at demokrati ikke kan leve uden eksistens.

C.
Efter krigen forsøgte Koch at lave et demokratibegreb uden eksistens, dvs. som ”offentlig mening”. Det var også skrækkeligt. Det var et underdanigt demokratibegreb, der skulle forsvare Kochs egen fejl. Løgstrups aktion pegede derimod som sagt på, at demokratiet har et eksistentielt aspekt. Dette forhold mellem eksistens og demokrati blev senere båret videre af f.eks. Inger Merete Nordentoft, som også var modstandskvinde.

D.
I 1950’erne fandt Løgstrup ud af, at ”afgørelsen” var funderet i en etisk substans, som mindede om Gud. Her lå han helt på linje med en anden Heideggerelev, Levinas. Det var ikke specielt demokratisk, men alligevel dybt anti-totalitært. Senere blev den pædagogiske og anti-totalitære venstrefløj glade for Løgstrup og Levinas.

E.
Men den Heideggerelev, der førte Heidegger, afgørelse og politik sammen i en overlegen forbedring af Hal Kochs ”livsform” – vel at mærke med fuld handlingsfilosofisk fornemmelse – var Hannah Arendt. Det var hende, som endegyldigt rehabiliterede Heidegger som filosof, men som også afslørede fænomenologiens manglende og også fatale politiske sans, som hun selv rettede op på med sin handlingsfilosofi.

F.
Løgstrup bliver aldrig decideret fan af demokratiet. Det var ”en skikkelig måde at være uenig på”, sagde han. Men han var dybt anti-totalitær. Han var blot teolog/fænomenolog og manglede en politisk teori. Derfor manglede han også noget som pædagog. Han havde noget meget vigtigt, nemlig afgørelse og etik. Men han havde ingen politik. Den havde Arendt.

Men det hele stammer fra Heidegger, som dermed blev anti-nazismens store filosof.

G.
I dag lever Heideggers anti-politik videre hos folk som Bruno Latour og hos den såkaldte “spekulative realisme”, som er omsat i en hel bog om “mørkets pædagogik”, dvs. pædagogik under klimaets hyperfaktum, men nu desværre helt uden “afgørelsen”. Heidegger er altså underjord for den nye posthumanistiske venstrefløj, som ellers har så travlt med Løgstrup og Heidegger selv. Det er skæbnens ironi.

 

25. d. 17. december: OK18-kommissionen

Jeg har kigget lidt på OK18-kommissionens rapport:

http://www.thomasaastruproemer.dk/diskussion-af-ok18-kommissionens-rapport.html

 

26. d. 19. december: Vimse-gate 2

Der er kloge ord fra Pia Kjærsgaard om “vimse”-gate i nedenstående link.

Jeg begynder at se frem til et godt Bertel Haarder-vers. Vi trænger virkelig til en gang total-satire, så vi kan få hele vores sprog tilbage med hud og hår og kød og blodomløb i stedet for den aktuelle blanding af teknokratisk nysprog og venstre-identitær kunstopløsning, som udvikler sig rundt omkring, især i hovedstaden.

Og så går mine nytårstanker da ikke mindst til den stakkels Bo Tao M., som i “vanlig små-aggressiv sofa-rambo-stil” har benyttet sig af et skønt og levende sprog, men som fra nu af må formulere sig i koder på “Den døde avis” fra Vø-benhavn, som igen i dag går amok, f.eks. i et indlæg af den faste klummeskribent, Søren Schultz Jørensen, som mener, at TV-avisen ansætter kvinder efter noget, han kalder “fuckability”. Så ind med sprogets groveste gloser og ud med det skønne “vimse”?

https://politiken.dk/…/K%C3%A6re-Lise-R%C3%B8nne-tag-dig-ik…

 

27. d. 20. december: Vimse-gate 3

Weekendavisens Søren K. Willemoes siger nogle kloge ting om den ny-identitære vimse-gate i dagens avis. F.eks. at den gode Bo Tao M., som ‘i vanlig Rambostil sofakoger iført sure mandesokker’, også har brugt det skønne ord “vimse” om Anders Aggers bløde herre-flow.

Og der er da i så fald også mange mere eller mindre mandekønnede ord, som nu skal forbydes af Politikens kulturredaktør. Hvad med “charlatan” eller måske “trampe”?

Og i går havde Anna Libak også en udmærket kommentar til sagen i Kristeligt Dagblad. Hun mener, at kvinder i almindelighed er pænere end mænd, hvilket ikke er helt forkert set fra mit synspunkt. Hun mener også, at “skvat” er herrekønnet.

Libak har en herlig formulering:

“Vi bliver vrede over kønsstereotyper, fordi vi vil kunne opfinde os selv fra bunden. Og det resulterer i, at ingen kan sige noget om noget – heller ikke det, der gælder for de fleste. Det skaber en modsætning mellem sproget og virkeligheden”

Politiken vil “opfinde fra bunden”. Den opløser “det levende”. Den sætter identitet i modsætning til historisk-poetiske væren, hvilket er en af dannelsesforfaldets fem formler.

Links:

Willemoes indlæg:
https://www.weekendavisen.dk/2019-51/samfund/defaitisme

Libaks indlæg:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/anna-libak-ja-kvinder-b…

 

28. d. 20. december: Vimse-gate 4

Efter Politikens kulturredaktørs skandaløse behandling af Bo Tao M. er Dagbladet Informations lokale teateranmelder, Nanna Goul, nu kommet i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet kunne tillade sig at skrive, at hun under en forestilling oplevede en skuespillerinde som værende ”overjordisk smuk” med ”gylden hud” og ”en krop så spinkel og yndefuld”.

Nanna Goul skriver følgende:

”Jeg oplever selv dilemmaet mest tydeligt, når jeg anmelder teater og skriver om skuespilleres kroppe og udseende. I min anmeldelse af forestillingen Don Juan på Sort/Hvid skrev jeg eksempelvis, at en kvinde, der forsøgte at forføre mig i en performance, var »overjordisk smuk«, havde »gylden hud« ,»en krop så spinkel og yndefuld« og »helt uimodståelig« .

I dag tænker jeg: Skrev jeg virkelig det? Er det overhovedet i orden? Må man skrive sådan om andres kroppe?

Jeg ved det ikke. Men det ser ud til, at anmeldere i gråzoneområdet – hvor værk og menneske er uadskillelige – skal begynde at tænke sig bedre om.”

Vi er ude i et tab af poetisk betydning og dermed af kunstnerisk tradition og muligheder efter min mening.

 

29. d. 21. december: Vimse-gate 5

Marianne Rathje fra Dansk Sprognævn får sagt en helt masse fornuftigt om ugens sprogkvabbabelser i sin ugentlige klumme i Politiken . For det første slår hun et slag for både ”det gode gamle ord” vimse, og hun har heller ingen anmærkninger mod ”værtinde”. Hun synes heller ikke, at man skal ”holde op med at bruge kønnede ord”.

Hvordan ordene skal doseres, finder man bedst ud af ved at høre efter kulturens og historiens, dvs. opdragelsens og poesiens, lyde.

Det er lidt modigt af Rathje at gå så direkte up against kulturredaktørens ny-identitære overgreb mod den stakkels Bo Tao M. og dermed også mod hele den samlede anmelderstand, som nu skal kløjes i kønsstatistikker, hver gang de skal sige en prut. Men hun skal have tak. Måske er der stadig lidt liv i den levende?

Til gengæld har Rathje ikke noget til overs for Pernille Vermunds aktuelle brug af ordet ”perker”, som i modsætning til f.eks. ordet ”neger” er født nedsættende. ”Perker”, som ifølge Rathje muligvis er en sammentrækning af Perser og Tyrker, dvs. henviser til to af Mellemøstens fineste kulturer, er et grimt og ubehøvlet bandeord. Vermund er langt ude i en Paludan/Trump-agtig aktion efter min mening.

”Vimse” og ”værtinde” er derimod ikke bandeord, tværtimod. Det er skønne ord fra gamle dage, som bærer på en rig pluralitet af praksis- og livsformer, som skal blande sig så meget som muligt med det moderne liv.

En anden vinkel på vimse-gate er et læserbrev i dagens Politiken fra Heidi Robdrup og Marie Buss, som er redaktionschefer på hhv. Deadline og TV-avisen.

Sagen er, at Politikens mediekommentator, Søren Schultz Jørgensen, i sin egen selvforståelse havde forsvaret Lise Rønne ved at påstå, at tv-redaktionerne havde nærmest pornografisk-kommercielle hensigter, når de valgte og stylede studieværtinder.

Shultz Jørgensen talte ligefrem om studieværtinderne som ”mandligt eye candy” med ”fuckability”. Jørgensen var langt ude, og Robdrup og Marie Buss spørger med rette, om ikke han selv er en del af problemet?:

”Hvis man som mediekommentator bakker op om det ønske (om at blive bedømt på faglighed, TAR) og erklærer sig enig i Lise Rønnes kritik, så skal man måske begynde med at spørge sig selv, om man er en del af problemet eller løsningen, hvis man tænker på sex, når aftenens nyhedsvært toner frem på skærmen.”

Så der er to personer, som ikke ”hører”, og det er Vermund og Jørgensen. Og så er der dem, der hører, og det er de to redaktionschefer og ikke mindst Bo Tao M., som i bedste sofa-herre-sure sokker-stil skrev, at den gode Rønne ”vimsede” i ”vanlig værtindestil”, hvilket ikke var helt forkert, selvom jeg godt kan lide hendes program.

PS:
I dagens avis er der en lang artikel, hvor alle mulige kønsforskere botaniserer i “vimsen”. Det er skrækkelig læsning, som jeg ikke orker at kommentere. Men der er et enkelt forhold, som jeg lige vil registrere.

Sagen er, at Bo Tao jo i en tidligere anmeldelse havde brugt ordet “vimse” om Anders Agger, som jo er en mand . I dagens artikel refereres der faktisk til denne tidligere anmeldelse, men journalisten nævner ikke, at det var Bo Tao, som lavede anmeldelsen af Aggers program. Denne tavshed tyder på, at kulturredaktøren ikke kan finde ud af at sige undskyld til Bo Tao. Men muligvis overfortolker jeg.

Links:
Marianne Rathjes indlæg:
https://politiken.dk/…/Der-er-noget-komisk-og-feminint-over…

De to redaktionschefers indlæg:
https://politiken.dk/…/Nej-vi-rekrutterer-ikke-v%C3%A6rter-…

Søren Schultz Jørgensens indlæg:
https://politiken.dk/…/Grimme-kvinder-finder-aldrig-vej-til…

Lise Rønnes kronik:
https://politiken.dk/…/K%C3%A6re-Politiken-jeg-synes-I-skal…

 

30. d. 22. december: Refleksion over 1990’erne

Refleksion fra min bog om skolepolitik 1993-2013:

Her om 1990’erne (fra DEL 2)

Vi ender altså med en paradoksal situation, hvor der under Ole Vig Jensens ministertid fra 1993 til 1998 udspiller sig to modsatrettede tendenser.

På den ene side finder vi inspirationen fra en lærerhøjskole-tradition med rødder i 1950’ers og 1960’ernes synteser mellem grundtvigianisme og forskellige reformpædagogiske tråde, altså i hvad Ole Vig selv ville kalde for ”en national tradition”, som han selv forbinder videre med Martin A. Hansens virke (stort forfatterskab, Heretica, modstandsbevægelse).

På den anden side har vi en Ansvar for Egen Læring-tradition (AFEL), men denne bevægelse stammer fra 1970’ernes læringsteoretiske opgør med netop selvsamme nationale tradition, som jeg lige har nævnt. Dette opgør blev især formidlet af Knud Illeris’ særprægede kombination af en næsten brutal Piagetlæsning og af tidens marxistiske doktriner.

Efter den kolde krigs ophør var Illeris’ ”læring” uden formål. Læringen går fra ”socialistisk læring” til ”ansvar for egen læring”, men stadig i total glemsomhed over for de traditioner, som den via Illeris har gjort op med.

Denne helt uerkendte modsætning mellem den danske traditions dyder og opgøret med selvsamme tradition, som faktisk have rodnet helt ned i 1930’erne, er 1990’ernes helt grundlæggende skolepolitiske problemstilling.

Ligeså langsomt tager AFEL fra omkring 1995 over, men i samme øjeblik, den vinder, dvs. fjerner pædagogikkens sted og sprog, må den finde nye herrer, for ingen kan jo stå alene. Derfor løber AFEL ind i og hen under et økonomisk og globalt defineret læringssprog, hvormed AFEL på en måde udrydder sig selv ved at ophøje sig selv.

Fogh og Haarder vil gøre op med AFEL, men de ender med at gøre op med både AFEL og DLH. I stedet for dannelse og socialisme sætter de økonomi. Dermed omdannes kundskab til antikundskab. Det er slags liberal tragedie.

Det AFEL-inspirerede sprog kollapser næsten helt omkring 2005, men fra omkring 2009 vender AFEL-temaerne tilbage – nu i evalueringstekniske formater – for endelig at kulminere i skolereformen 2013, der lanceres som en “læringsrevolution”

Fra 2016 forsøgte Merete Riisager at alliere sig med folk fra DLH-traditionen og fra resterne af Herbart- og oplysningstraditionen.

 

31. d. 22. december: Hvor blev protesterne af?

(teser fra DEL 4 i min bog om skolepolitik 1993-2013)

Hvorfor var der næsten ingen, der protesterede imod VK’s og skolereformens destruktion af pædagogikken og omdannelsen af samfundets dannelsesprocesser til ren økonomisk logik?

Med andre ord: Hvorfor var der ingen systematisk kritik fra de faglige miljøer? Altså fra DPU og UC’erne?

Det skal jeg sige jer. Det er fordi, at både UC’erne (2008-) og DPU (2000/2008-) er skabt og strukturelt forstærket ved akkurat de samme politiske og begrebsmæssige processer, som de i givet fald skulle kritisere.

Enhver seriøs kritik af processerne ville derfor være en kritik af de nye og usikre institutioner selv. Det vil aldrig ske, eftersom disse unge institutioner i de sene 00’ere var stærkt identitetssøgende og afhængig af goodwill fra KL, som efter kommunalreformen selv var identitetssøgende, og fra VK’s latterlige “verdensmester-pædagogik”.

Under DPU pumpede systemteorien et nyt affirmativt lærings- og organisationssprog ud i systemerne fra 2007. Ansvar for egen læring vendte tilbage, nu blot styret af konkurrencestatens systemteoretisk bårne målsystemer. Vi fik lærings-mål-styring, dvs. det, som den nuværende ledelse på DPU kalder for “læring som livsform”, i et rent opgør med landets dannelses- og kundskabstraditioner.

De få kritiske manøvrer blev desuden intimideret. Det skete også ude på læringsorganisationerne (i gamle dage: skolerne), jvf. Erik Schmidt-sagen fra 2014, som var en ren konsekvens af denne begrebsmæssige, organisatoriske og politiske proces.

 

32. d. 23. december: Åh abe!

DR2 trækker i denne udsendelse den smukkeste dannelsestråd helt tilbage fra den kulturradikale fascination af 1920’ernes jazzmusik fra USA og Bernard Christensens og Astrid Gøssels musik- og bevægelsespædagogik.

Turen går herfra til 1950’ernes lilleskoler og fritidshjem og videre til miljøet omkring Aarhus friskole og Leif Falk og derfra til hele den aarhusianske rock-scene i 1970’erne og 1980’erne med Lis Sørensen, Gnags, Mek Pek, Thomas Helmig og alle de andre, som blev født med den kulturradikale version af negernes musik i kroppen og blodet.

Og apropos en aktuel diskussion: Leif Falks kone, teaterinstruktøren Ivalo Falk, havde været au pair-pige i Belgisk Congo, hvor hun lærte det ene og det andet, som Leif Falk efterfølgende lærte af, så alle de andre kunne lære, og så Gnags begyndte at spille reggae. Gruppens trommeslager kom fra Falks skole.

Mek Pek, som er søn af Leif Falk, som selv var elev af Bernard Christensen, sang efterfølgende Christensens ”Åh abe”, angiveligt til komponistens store misfornøjelse, men det kan man selv høre mere om i den smukke fortælling.

Denne tråd er en af pædagoguddannelsens vigtigste sumpe, og ja, faktisk også læreruddannelsens. Og DR kommer virkelig godt omkring. Udsendelsens hovedfortællere er Mek Pek selv og seminarielærer Erik Lyhne, som også var en del af miljøet, og som også har skrevet om det rundt omkring.

Efter min mening var der tale om en særlig form for demokratisk pædagogik, som lærte børnene at være sammen med hinanden og deres lærere om en ”fælles ting” fuld af puls og rytme og bevægelse og lag, dvs. musikken som grund. En slags forberedelse til et ”folke ting”, dvs. til ”videre uddannelse”, kort sagt, det som grundtvigianerne kalder for “historisk poetisk”.

Glædelig jul!

 

33. d. 25. december: Livsånden og fødslen

Jomfru Maria fødte Jesus uden seksuel samkvem med Josef, hvilket jo strengt taget undrer de fleste af os.

A. Livsånden (GT)
Hvad minder det os om? Det minder os om, at nok er et menneskebarn en del af en biologisk og social organisme, dvs. et ”noget”, som er af ”ét kød”, og som efter syndefaldet må slide og slæbe osv., men først og fremmest minder det os om, at et barn er en del af den Guds ånde, som blev pustet ind i Adam som en ”livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen” (GT, 1. mosebog).

Først og fremmest kommer barnet fra Gud, en gave til mor og far, som selv var og er en gave fra ”livsånden”. Jesus var ren livsånde, som han giver videre til alle andre som en påmindelse om, at fødslen også er åndelig.

B. Fødslen (NT)
Menneskebørn er derfor altid noget ukendt, også for mor og far, en ”gåde” som Montessori sagde. Barnet er en gåde, som via en vedvarende handlende fødsel kommer til syne som en ”nogen”, som både er en del af mor og far og af Guds livsånde.

Hannah Arendt bruger direkte referencen til Jesus’ fødsel i en central passage om hendes såkaldte ”natalitet”, dvs. fødthed, og ud af denne logik løber også Gert Biestas pædagogiske filosofi, f.eks. når han taler om ”undervisning som en gave”.

Mor og far ”drager omsorg” for fødtheden, de både sørger om og sørger for denne gådes fødsel, udvikling og tilsynekomst, som de har lavet ud af fysisk kærlighed, men som de er forbundet med i og via en fælles livsånde og fødthed

C. Sammenhængen
Denne sammenhæng mellem GT’s livsånde og NT’s bekræftende natalitet, mellem Guds ånde og Jesus fødsel ved Gud selv, gør mennesket til mere end Darwinstisk kausalitet og til mere end blot biologisk og social reproduktion.

Og det er dette ”mere”, denne hele sammenhæng, som løfter det sociale og det biologiske op til samlet set at udgøre en pædagogisk praksis, dvs. til en interesse for ”nogen”, hvilket er definitionen på en ”skole”, hvilket det har været alle dage.

En skole er derfor intet andet end en undersøgelse af spørgsmålet: Hvem er vi, som er født på dette sted i livets ånd?

PSx2
a)
Grundtvig beskriver det også fint i julesangen ”Velkommen igen Guds engle små”, som han skriver til sine to små børn i 1824, som ”drømmer at de lege jul” i Betlehem, der er ”barnets hjem” i ”krybberummet”. “legen” er livsånden, og “krybberummet” og “julen” er fødslen. I sangen kalder Grundtvig børnene for ”to puslinger”, og i en tidligere version af sangen hed det ”to rollinger”.

b)
På den måde har vi opfyldt Hal Kochs krav til en kulturhistorie for demokratiet, nemlig Athen, Udby og Betlehem. Det der med ”gåden” mistede Koch dog desværre sansen for. Han troede lidt groft sagt, at ”demokrati” var en slags organisation uden livsånde. Der var Løgstrup og Munk bedre. I Kaj Munks erindringer ”Foråret så sagte kommer” fra 1942, er der f.eks. et herligt kapitel 1, som handler om en samtale mellem Kaj Munk og hans far. Samtalen finder vel at mærke sted, før Kaj Munk bliver født. Far og søn diskuterer det ene og det andet, helt uden livmødre i nærheden, men med masser af livsånde. En slags mandlig Maria.

For at Kaj for alvor skal komme til verden og genskabe fædrelandets handlingsliv, må der dog komme en livsmoder imellem, som i øvrigt i høj grad får sat skik på farens udsvævende liv i en samlet familielykke, der dog stoppede brat, da begge forældrene døde, mens Kaj kun var to år gammel. Sådan er livsånde, livmoder og politisk og eksistentiel handling en del af den samme syntese mellem GTs ”livsånde” og NTs liv-moder, dvs. en beskytter og værner om livsåndens aktivitet.

Året efter, i januar 1944, blev Munk henrettet af nazisterne, men netop pga. af sin materialisering af NT og GT, blev han livseliksir for det demokrati, som han ellers ikke var imponeret af. Lidt på samme måde som Platons Sokrates og mange andre.

Glædelig jul!

 

34. d. 30. december: Theresa Scavenius’ analyse af klimaforliget

Interessant kritisk analyse af klimaforliget fra en af kandidaterne til Alternativets formandspost, Theresa Scavenius, som desuden forsker på området. Hun mener, at Alternativet burde have sagt nej.

Lidt ærgerligt, at Carolina Magdalene forlod partiet. Hun og Theresa Scavenius kunne have udgjort et godt team, hvor bæredygtighed, demokrati og pædagogik kunne gå hånd i hånd. Nu er der i stedet risiko for, at partiet ender som en slags klima- og identitetspolitisk version af Tony Blair.

Link til Scavenius’ analyse: https://www.facebook.com/tbbscavenius/photos/a.457632917978675/740550383020259/?type=3&theater

Facebook-drys 66: November 2019

Her er 48 facebook-drys fra november 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.

  1. Racisme og dannelse
  2. Nina Hauge Jensens kronik om læreruddannelsen
  3. Hvad er en bø?
  4. Jonas Eikas tale
  5. Socialdemokratisk dannelsestab
  6. Inger Merete Nordentoft
  7. VK-regeringens paradoks
  8. Rundkredspædagogik
  9. 00’er-logik
  10. Enighed
  11. Alternativets humankapitalistiske oprindelse
  12. Valgkamp i Aarhus
  13. Kongen
  14. Bertel Haarder i 2008
  15. DPU og 00’erne
  16. Jørgen Carlsens ”tåge over samfundet” 1
  17. Jørgen Carlsens ”tåge over samfundet” 2
  18. Kamp for fagligheden i København¨
  19. Forskningsfrihed på Aarhus Universitet
  20. Hvor blev demokratiet af?
  21. Både-og
  22. Data i Altinget
  23. København mod Vø-benhavn
  24. DR-Debatten
  25. SDU’s ”challenges”
  26. Fyringer
  27. DEA’s ”gennemgribende paradigmeskifte”
  28. Pædagogisk kausalitet
  29. Pædagogiske og historiske metoder
  30. Relevansen på DPU
  31. Udvalget for kvalitet og relevans
  32. Læringsrevolution i år 2000
  33. Mening fra sofahjørnet
  34. Stemningen i 1999
  35. Nyttige HUManister mod Unyttige målplaner
  36. Som en rejselysten flåde
  37. Filmskolelevernes aktion
  38. Helge Rode og Otto Mortensen
  39. Nationale tests og Double Bind!
  40. Henrik Dahls skolepolitiske aktion
  41. Socialdemokratisk logik
  42. Lærke Granjean-interview
  43. Strøtanke om USA og Kina
  44. Merete Riisagers ånd
  45. Folkeskoledebat
  46. IT I dagtilbud og skole
  47. Mørkets pædagogik
  48. Hygiejne

 

1. d. 1. november: Racisme og dannelse

Først stod der en forfatter, Jonas Eika, og skældte ud på en flok gammeldags småteknokratiske socialdemokrater og faktisk også alle på andre for at være hvide, patriarkalske og racistiske neokolonialister. Det var dog snarere den pågældende forfatters tale, som var var racistisk med dens fokus på generaliseret “ hvidhed”.

Eika kan ikke lide det land, han er født ved. For ham er alle identitært konstrueret i posthumanistisk ensomhed.

Og sørme om ikke det teknokratiske Socialdemokrati dagen efter foreslår, at man afvikler en central del af Grundtvigsforskningen, fordi denne vigtige forskning angiveligt ikke er rigtig forskning, og fordi den minder socialdemokraterne om et bandeord, som hedder “friskoler”, som jo kommer ud af den Grundtvigske virkningshistorie.

De teknokratiske socialdemokrater hader det land, de er født ved. For dem er alle lige i massen.

Det er som om, at forfatteren er en slags socialdemokrat og omvendt, ikke sandt? De har på en eller anden måde det ensomme identitære massemenneske som fælles ideal.

Aldrig før har der været så meget brug for Grundtvigs hele åndelighed, musikalitet, essentialisme og virke.

 

2. d. 2. november: Nina Hauge Jensens kronik om læreruddannelsen

I går havde Nina Hauge Jensen, som er lærer ved UC-VIAs læreruddannelse, en meget tankevækkende kronik i Politiken.

Hun beskriver, hvordan læreruddannelsen igennem de sidste 20 år er gået i pædagogisk opløsning. Lærerne skal løbe rundt fra det ene hold og modul til det andet i en form for moduliseret pseudoverden, som konstant skiftes ud.

Lærerne skal “bare sikre, at de (de studerende, TAR) lever op til læringsmålene”, og der skal evalueres og feedbackes i ét væk. Der skal også registreres minutter i et nidkært registreringssystem.

Der er ingen pædagogisk sammenhæng og ingen mulighed for at lære de studerende at kende. Det er et fuldstændigt opgør med seminarietraditionen.

Det, Hauge Jensen beskriver, er en proletarisering af læreruddannelsen som sådan.

I papiravisen er overskriften ”Læreruddannelsen er blevet sparet i smadder”, men det er en misvisende overskrift efter min mening. Det der med penge nævnes nærmest kun i en bisætning. Netudgavens overskrift er mere præcis: “Underviser gennem 20 år: Nu bryder jeg tavsheden. Nogen har taget mit drømmejob fra mig”.

Det, Nina Hauge Jensen undersøger, er det kombinerede resultat af læreruddannelsesreformen fra 2012 og UC-reformens effekt. Begge disse processer bunder i 00’ernes globaliseringstænkning, hvor skole og uddannelse skulle gøres til læringsoptimeringsbureaukratier i den økonomiske væksts tjeneste.

Desværre har Nina Hauge Jensen ikke sans for disse årsager, men det er jo også derfor, at hun spørger og spørger, hvilket er al ære værd.

Så tak til Hauge Jensen for at tage bladet fra munden.

 

3. d. 3. november: Hvad er en bø?

Hvad er en bø? Eller svaret på spørgsmålet: Kan en mand være en vø?

I princippet kan en mand ikke være en vø, eftersom en vø er en kvinde, som ikke vil være en kvinde, og i så fald er man jo ikke en mand.

Men så alligevel. Lad mig forsøge at redde nogle tråde ud.

 

A. Vøen:
En vø er en kvinde, som via en posthumanistisk feminisme gør op med sit køn og sit land for i stedet at blive en form for teknologiseret og konstrueret selvperformativ nykropslig variation. Men netop det forhold, at udgangspunktet er feministisk, gør naturligvis vøen til en kvinde, hvilket også altid er let for enhver at se.

Så en vø er altså en kvinde, som ikke vil erklære sig som kvinde, selvom hun er det. Hun er en vø.

En vø er en form for halveret nordisk vølve. En ægte vølve er en kvindelig profet og kultleder med stor magt. Den nordiskes mytologis skønne modsvar på middelalderens ”heks”.

Men vø-en er kun en halv vø-lve, altså en ”vø”, fordi hun ikke har det køn, den historie og det land, hun jo har. Den virkelige vølve er en del af et nordisk fællesskab med fuld fortid og fremtid, ja hun fortæller Odin om verdens skabelse i Vølvens spådom. Vølven er den fineste visdom i en ægte feminisme. Ren omsorgsfuld forskningsfrihed, hvis jeg må være lidt sjov.

Den halverede vølve, altså vøen, er derimod den rene fremtid. I den rene fremtid kan man ikke bære på noget, som er, dvs. der findes ingen moder og ingen skabelse. Vi ender derfor med en slags teknologificeret Pipi med tavse nordiske aner, uden køn, moder, lærer og historie. Et både herligt og foruroligende bekendtskab på alle måder. Jeg havde nær sagt: en slags ”hottentot”.

 

B. Bøen:
Hvad så med manden? Ja, han kan jo ikke i så fald ikke være en vø, eftersom han jo er en mand. Men måske vil han gerne være en vø alligevel? Måske vil han overtage den posthumanistiske feminismes bestemmelse? Hvad sker der så? Ja, så bliver han en mand, som ikke vil være en mand, for derudover at være en kvinde, der ikke vil være kvinde. Han undertrykkes dermed af en dobbelt negation.

Hvordan ser denne mand ud? Jo, han har en mager korthåret krop med hårdt og let aggressivt udtryk, iført lyserød neglelak, som skal understrege aggresiviteten snarere end kønnet.

Når bøen åbner munden, kommer hele det posthumanistiske arsenal ud i form af et femi-masku-skinhead-vokabular. Det køn, land og historie, som han er skabt af, bliver nu til f.eks. ”hvidhed, racisme, patriarkalisme og kolonialisme”, som han beskylder sine helt almindelige medborgere for at udøve. Herfra kan han knuse enhver pædagogisk ide. Han har tabt faderen, som f.eks. i fædrelandet, mens han går til angreb på moderen, dvs omsorgen for det skabte, som vøen allerede havde affærdiget.

Hvad kalder man sådan en mand, som ikke vil være mand, men i stedet vil være en vø, som jo ikke vil være en kvinde? En mand som lever i en fordoblet sin ontologiske ensomhed?

Vi kalder ham en bø. Han bø-øher. En slags bø-hmand? Eller en halveret “bø-lle”?

En bø er en mand, som ikke vil være en mand. I stedet vil han være en vø, som jo er en kvinde, som ikke vil være en kvinde.

En bø er en form for anti-kvindelig anti-mand, som venter på teknologiens radikale befrugtning, der kan omdanne ham til et ”variations-køn”. En hyper-feminiseret hyper-maskulinitet. En form for skinhead med pink neglelak, hvilket jo ellers normalt ville være sødt.

 

4. d. 4. november: Jonas Eikas tale

I sidste uge modtog Jonas Eika Nordisk Råds litteraturpris. Som tak holdt han en tale, hvor han beskyldte de nordiske velfærdsstater, Nordisk Råd og helt almindelige politikere for racisme og kolonialisme. Eika mener, at racismen har rod i noget Eika for ”hvidhed”, hvorved han jo selv fordobler det racistiske kort. Eikas tale var mere racistisk end nogle af de folk, han kritiserer.

Eikas tale var derfor et dybt opgør med hele grundlaget for velfærdsstat og demokrati. Et opgør med alle de mænd og kvinder fra både højre og venstre, som uanset dette latterlige “hvidhed” har udviklet samfundets praksisser og livsformer op gennem historien.

Og Greta Thunberg ville slet ikke modtage sin pris, en miljøpris, fordi de nordiske stater ”ikke agerer i tråd med hvad forskningens siger”, hvilket er svært at forstå, eftersom målsætningerne er gået i himlen, og klimaets hyperfaktum er godt i gang med at sætte sig helt ind i de unges eksistens som en form for ”dark pedagogy”, som det kaldes i fagkredse. Hvad vil hun mere? Men ok, hun har – siger hun – en særlig evne til at se ting som sort eller “hvidt” på grund af sine diagnoser.

Bagefter fik Jonas Eika hele verdens ros og beundring, fordi han ville donere sin pris til udrejsecentrene. Men nu siger han, at det hele er en misforståelse. Den slags donationer er nemlig et udtryk for ”et borgerligt ideal om den konsistente og velgørende borger, der administrerer sig selv og sine midler med ren samvittighed”. Og den slags vil han ikke ”leve op til”.

Eika fortsætter med sin nedbrydning af alle dyder. Først er hans land og kulturkreds et udtryk for racistisk ”hvidhed”, og nu er den også gal med ”velgørenhed” og ”samvittighed”, som er “borgerlig”.

Samvittigheden er måske også ”hvid”? hvid som sne?

Det værste er, at medierne bliver påvirket af disse skrækkelige ideer. Politikens chefredaktør Christian Jensen mener ligefrem, at man skal bygge moderne højskoler på Eikas hudfarve-ideologi. Jensen siger, at højskolerne skal tage bestik af ”den næste generations nødvendige oprør”. Han sammenligner det med ungdomsoprøret. Men der er ikke noget Hippie eller ægte samfundskritiker over Eika. Der er bare neoracistisk hudfarve-aggressivitet og et puritansk-identitært opgør med ”samvittigheden”, som er den fineste menneskelige dyd. Med Christian Jensens støtte sanktionerer Politiken Eikas “hvidheds”-racisme.

Eikas synspunkter er skam det stik modsatte af højskolens tradition. De er en del af en posthumanistisk neo-identitær ”dark pedagogy”, hvor land, køn og historie er udtryk for racisme og hvidhed.

Højskolen er derimod fyldt med land, køn, natur, verden og pluralitet.

Link til Eikas tale:
https://politiken.dk/…/Ung-forfatter-gav-i-sin-takketale-Me…

Link til Eikas opgør med borgerlig ”velgørenhed”: https://www.facebook.com/jonas.e.rasmussen.3/posts/10218309065090917

Link til Christian Jensens leder/klumme:
https://politiken.dk/…/Har-de-voksne-overhovedet-forst%C3%A…

 

5. d. 5. november: Socialdemokratisk dannelsestab

Velfærdsstaten er en åndelig-politisk syntese mellem bønder, arbejdere og kulturradikale, dvs. mellem Grundtvig, Marx og Brandes. De tre åndskilder dukker ustandselig op hos hinanden i alle mulige former.

Denne syntese gjorde Socialdemokratiet til et bærende socialt, demokratisk og kulturelt funderet politisk parti i efterkrigstiden.

Men nu er der sket følgende:

  1. Partiet har kastet Grundtvig bort. Det så vi senest ved partiets holdning til Grundtvig Centerets arbejde og til friskolerne, men også mere bredt ved skolereformen som sådan. Dermed nedbrydes civilsamfundets magt.
  2. Partiet har også smidt Brandes væk. Han er reduceret til enten at stå for ”de lærdes tyranni” eller i bedste fald til at bo i de unge kroppe i Vipperøds idrætsklubber, hvorfra de kan søge til vø-instituttet i det socialdemokratiske og normstormende Vø-benhavn.
  3. Marx og den kritiske tradition er long gone. Der er ingen sans for samfundskritik og frihed.

Hvad er konsekvensen?

  1. Pædagogisk: Vi får en undervisnings- og en forskningsminister, der abonnerer på socialøkonomiske konceptmetoder, der giver max afkast.
  2. Socialt: Velfærdsstaten ender som en digitaliseret overvågnings- og kontrolmaskine. Først i udvalgte “ghettoer”, siden overalt.

Og med den sprængte syntese som klangbund er der ingen stopklodser. Blot den lige vej hen til målet. Alt evt. ubehag skyldes rester fra syntesen.

Mette Frederiksen kalder det “at passe på Danmark”.

Link til Brinkmanns opslag: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10156287965356205&set=a.453298306204&type=3&theater

 

6. d. 5. november: Inger Merete Nordentoft

Efter en lang dag i dårligt selskab med 2000’ernes skolerådsrapporter, globaliseringsstrategier, EVA-rapporter og ja-hattie-ficering samt med ny-racistisk og venstreidentitær ”hvidhed”, socialdemokratisk forfald og mærkelige definitioner på “datalogisk tænkning”, så er det en sand lise for den faglige sjæl at læse lektor ved DPU, Niels Rosendal Jensens, skolehistoriske artikel fra 1993 om modstandskvinden, reformpædagogen, demokraten, pigespejderen, kvindesagsforkæmperen, kommunisten, grundtvigianeren, lærerbogsforfatteren og kommunelærerinden Inger Merete Nordentoft. Ja, faktisk blev hun socialdemokrat efter Ungarn-krisen i 1956, hvilket er svært at forstå med nutidens briller, men det gav mening dengang.

Rosendal Jensen fokuserer på Nordentofts sene skoleforsøg i Vanløse i 1950’erne (der var også nogle vigtige forsøg i 1920’erne). Som man selv kan læse, så er der virkelig tryk på pædagogisk kvalitet og ideudvikling i disse forsøg, faktisk på en endnu mere indholdsmæssig, demokratisk og kreativ måde, end det kom til udtryk i den lidt mere tekniske reformpædagogik, som få år senere hen blev til Den blå betænkning. Det skyldes, at Nordentoft havde en så vidt forgrenet åndelig og praktisk rod. Hun havde været på valsen, som man siger.

Artiklen er også et studie i tidsånden og i de pædagogiske og personlige forbindelser, som står i dyb forbindelse til de bedste sider af 1980’ernes decentrale og kulturorienterede reformpædagogik og forsøgs- og udviklingsarbejder, som 00’ernes forskrækkelige Skoleråd faktisk er et centralistisk og teknokratisk brud med.

Det er til at ”blive glad i låget af”, som Svend Brinkmann vist engang kaldte det, når man slappede af med noget fagligt.

Jeg læste i øvrigt om Skolerådets forgængere, dvs. tre gamle ”skoleråd” fra 1969-2005, i en anden god artikel, nemlig Poul Skovs gennemgang af de tre skoleråd, som altså kom før Skolerådet i 2006. Skov, som var forskningsleder ved Danmarks Pædagogiske Institut, der senere blev opslugt af DPU, og som ellers sad med i alle tre råd, er blevet lidt nervøs ved det fremstormende læringsbegreb og det gryende Pisa-hegemoni, så han slutter sin gennemgang med følgende:

”Det er imidlertid værd at overveje, om udviklingen er ved at gå i retning af, at man ikke er tilstrækkeligt opmærksom på betydningen af lokale ideer, initiativer og erfaringer. Det ønskelige må være, at udviklingen kan bygge på såvel centrale initiativer og undersøgelser som på initiativer og erfaringer fra det store vækstlag af engagerede personer, der findes på skoler over hele landet.”

I 2006, altså året efter at Skov skriver sin artikel, dannede man så Skolerådets formandsskab med de to økonomer, Jørgen Søndergaard og Nina Smith, og Niels Egelund i spidsen. Jørgen Søndergaard var endda formand. Egelund sagde til Information at en moderne uddannelsesforsker var økonom.

Skoleloven fra 2006 krævede ellers, at formandsskabet skulle have “særlig indsigt i folkeskolen”, så der brød man nok loven. Eller også havde man en meget specifikt ide om “indsigt”.

Men ok, nu er vi tilbage i det “dårlige selskab”.

Links:

Link til Rosendal Jensens artikel: http://www.uddannelseshistorie.dk/…/a-1993-niels-rosendal-j…

Poul Skovs artikel om de tidlige ”skoleråd”: http://www.uddannelseshistorie.dk/…/pd…/a-2005-poul-skov.pdf

Link til min egen tekst om Nordentofts pædagogik: http://www.thomasaastruproemer.dk/fra-pigespejder-til-modst…

 

7. d. 6. november: VK-regeringens paradoks

Hvorfor talte VK-regeringen i 2000’erne så meget om faglighed og kundskaber, når den nu havde så travlt med at ødelægge begge dele?

Man kan også stille samme spørgsmål blot på en anden måde, men det kræver lige lidt forklaring:

VK-regeringens pædagogiske helt var Weekendavisens redaktør Henning Fonsmark. Fonsmark trak i sin bog “Kampen om kundskaberne” fra 1998 på nogle begreber, som han havde fra lærer Erik Schmidt fra Agedrup skole.

Fonsmark undrede sig over, hvordan “det vidende menneske” endte som en “homo koordinans”? Det som senere kom til at hedde “fra undervisning til læring”.

I 2014 fik Schmidt selv en advarsel fra en homo koordinans. Den historie kender vi.

Så hvorfor gik VK-regeringen fra “viden” til “koordination”, når den nu hævdede at gå ind for kundskaber?

Det er da et godt spørgsmål?

Svaret er: Globaliseringsrådet

Det er jeg ved at skrive en bog om.

 

8. d. 6. november: Rundkredspædagogik

I samme øjeblik Anders Fogh Rasmussen i 2003 gik i krig mod rundkredsens pædagogik, smadrede han landets kundskaber, dvs. folkets ting. Det var skrækkelige lyde.

Han var dog lidt undskyldt, eftersom allerede den marxistiske læringsteori helt fra omkring 1975 havde gjort akkurat det samme, altså adskilt kundskaber og rundkreds, blot med modsat fortegn.

I en meget grundlæggende forstand er Fogh derfor lig med læringsmarxisten. De deler distinktion. Begge kan mødes om ødelæggelsen af kundskaberne. De kan værne om ødelæggelsen hver dag. De er som mand og kvinde, der har begået overgreb mod deres fælles barn under ægteskabets fælles løfte om ansvar.

Det er derfor, pga. dette fælles omsorgssvigt, at både læringsmarxismen, som i mellemtiden var blevet til systemteori, og Fogh Rasmussens VK-regering, i løbet af 2000’erne fuldt ud accepterede, at økonomerne overtog ansvaret for splittelsen.

Hvad gjorde økonomerne ved splittelsen? De dækkede over den ved at gå ”fra undervisning til læring”. De nedlagde simpelthen forfaldsformerne af hele kundskaber/rundkreds-distinktionen i det hele taget.

 

9. d. 7. november: 00’er-logik

Problem:
Der er punkteret en rude i gæsteværelset.

Svar:
Vi river hele huset ned. Så er problemet løst.

Nyt problem:
Beboerne løber rundt på må og få og fryser. De bliver fysisk syge.

Svar:
Vi styrer dem med mål og data, så de ikke farer vild. Så er problemet løst.

Nyt problem:
Beboerne bliver psykisk syge

Svar:
Vi udvikler metoder til godt humør og giver dem noget evidensbaseret medicin. Så er problemet løst.

Nyt problem:
Men hvad med indvandrerne? De har jo ikke oplevet 00’ernes problemløsning?

Svar:
De får samme omgang, blot i koncentrerede faser. Vi kan kalde det integrationslæring. Så er de integreret.

 

10. d. 7. november: Enighed

I Skolerådets årsavis fra 2012, SkoleRåd’ 12, er der et stort fælles interview med Skolerådets formand, den indflydelsesrige økonom Jørgen Søndergaard, og den nye undervisningsminister Christine Antorini, som jo netop havde fremlagt den nye skolereform.

Det kører totalt i tomgang, så jeg vil kun fremhæve en ting:
Søndergaard og Antorini benytter lejligheden til at erklære sig fuldstændig enig med hinanden i det hele.

Journalisten spørger direkte “I er utroligt enige. Er der slet ikke områder, hvor I er uenige?”. Men det er der altså ikke.

Skolerådets læringsevaluering under Globaliseringsrådets konkurrencelogik og Antorinis skolereform er ét stykke.

Det mest himmelråbende naive er, at de begge to mener, at alle andre end dem selv har “blandet sig vel meget i pædagogikken”, som det hedder på Søndergaards tunge. Og Antorini siger, at hun gør sig “meget umage med at lytte til, hvad der sker”. Det føles ondt at læse.

I en faktaboks står der, at Skolerådet lige har været i Ontario, hvor “elevernes præstationer” påstås at være “løftet betydelig” i PISA-undersøgelserne. Men det passede bare slet ikke, kunne Keld Skovmand senere hen berette. Det var skam gået decideret tilbage i både matematik og læsning. Men efter Skolerådets blåstempling, som altså var falsk, skulle hele landet pludselig til Canada, og derfra kørte det kulfyrede læringstog ud i stratosfæren til skade for klimaet.

 

11. d. 8. november: Alternativets humankapitalistiske oprindelse

Det er lidt mærkeligt, at Uffe Elbæk var en såkaldt “vismand” i Ugebrevet Mandag Morgens stort anlagte Kompetenceråd i 1998-2000.

Rådet var en aggressiv Silicon Valley-agtig humankapitalistisk konkurrencestatsvision, med et absolutistisk og allestedsværende “læring” på toppen af det humankapitale “verdensklasse”- nysprog.

De digre og ambitiøse rapporter udgør et frontalopgør med alt, hvad vi normalt opfatter som alternativistiske dyder og også et opgør med sted, fortid, økologi og pædagogik. Det er et overgreb på egentlig humanisme.

Socialpsykologen Per Schulz Jørgensen var også vismand, men ok han støtter også Odenses såkaldte “dannelsesstrategi”, som er ud af samme læst. Lars Kolind fra Oticon var overvismand for vismændene.

Så Elbæks kaospiloter var måske en del af denne proces, mere end et egentligt kreativt socialpædagogisk initiativ? Elbæk var selv socialpædagog, hvilket gør lidt ondt, når han hellere ville være humankapitalistisk vismand. Hvad skal man så med socialpædagogik?

Sagen efterlader Alternativet helt afklædt efter min mening.

Efterfølgende spadserede Kompetencerådets begreber direkte ind i statsapparatet, hvor det kom til at hedde “Det nationale kompetenceregnskab”, som selv udgjorde et forstadium til Globaliseringsrådet i 2006, som Skolerådet og UCerne udsprang af.

I 2003 talte den nye VK-regering om “faglighed”. Men imens endte den selvsamme regering med at fremme rundkredspædagogik af værste skuffe.

Folkeskolerådet, som Skolerådet hed dengang, forbandt skam Kompetencerådets vokabular med en enestående fluffy forfaldsreform-reformpædagogik i en stor referenceløs rapport i de år. Den udkom i 1999 og hed ”Vision 2010”

 

12. d. 8. november: Valgkamp i Aarhus

I næste uge – fra mandag til torsdag – skal der være valg til Aarhus Universitets bestyrelse. Jeg slår her et slag for en af kandidaterne på medarbejdersiden, nemlig Asger Sørensen.

http://www.thomasaastruproemer.dk/valg-til-bestyrelsen-paa-aarhus-universitet-stem-paa-asger-soerensen.html

 

13. d. 8. november: Kongen

En af 00’ernes centrale fortalere for den kompetence- og læringsdagsordenen, som endte med at få ødelæggende effekt på dansk pædagogik og en af 10’ernes centrale fødselshjælpere på Ove Kaj Pedersens poststrukturalistiske konkurrrencestatsvision, rektor Stefan Herman, har fået tegnet et portræt i Politikens ”skolelivs-sektion”.

Der er tale om en kåring. Herman er ”kongen af uddannelse”, han er ”the man himself”, han er ”magtelitens intellektuelle fyrtån”, han har ”det sorte bælte i uddannelse og pædagogik” og han er ”Minervas ugle” med ”et dannelsesrepertoire, der kan virke temmelig intimiderende på en journalist med en uddannelse af den mellemlange slags”.

Det tager flere sider, før kåringen langsomt damper af. Til sidst kan man høre, om hans venner. Det er f.eks. samtidsdiagnostikeren Jens Erik Kristensen, som i 2010 forsøgte at udrydde filosofien på DPU, og som Hermann har skrevet affirmative ”kompetence”-artikler sammen med. Kristensen siger, at Hermann nærmest ”stalkede” ham i Aarhus i studietiden.

Man har også snakket med vennen Arne Eggert, som var en centralt placeret og aktivistisk embedsmand under Antorini. Senere kom han til KL, hvor han skulle forestå den Singularity-baserede teknologipolitik med robotvenner og sådan noget. Eggert siger, at Hermann var hjælpsom, da Eggert var i sit “livs værste krise”.

Journalisten har af en eller anden grund glemt at snakke med Bjarne Corydon, som også normalt er i “pot-og-pande”-kassen. Det så vi bl.a. på årets folkemøde.

Der hænger også kunst på væggene, får vi at vide, både på kontoret og i barndomshjemmet. Vi får opremset mange fine navne.

Herman siger også, at læreruddannelsen skal ”løftes”, at der skal være noget mere ”feedback” og så også nogle flere penge.

Til sidst siger han om sin professionshøjskole, at der er ”åndsfrihed”:

”Vi gør alt, hvad vi kan, for at hylde ånds- og ytringsfriheden her på stedet. De skal synge med deres næb. Tavse professioner er underdanige eller kriminelle”.

Men om det passer, spørger journalisten ikke nogen om? Det myldrer jo ikke ligefrem med kritiske indlæg fra København. Men måske er alle bare in love?

Skolelivs journalist har ingen virkelige eller journalistiske spørgsmål til kongen. Man spørger ikke konger, man tiljubler dem.

Måske er det en form for “constructive journalism”?

 

14. d. 9. november: Bertel Haarder i 2008

I januar 2008 bragte Information en interessant artikel.
Sagen var den, at undervisningsminister Bertel Haarder netop havde lavet en bestemmelse om samspillet mellem regeringens indflydelsesrige Skoleråd og Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Fra nu af skulle EVA ikke selv kunne tage initiativ til evalueringer. Nu kunne den kun lave de evalueringer, som Skolerådet rekvirerede. Haarder gennemførte altså en decideret styret evalueringsforskning, som centraliserede den pædagogiske magt i landet.

I Information refereres der til kritik fra nær og fjern af Haarders aktion, f.eks. fra Niels Christian Sauer, som var formand for ”Socialdemokratisk skoleforum” (ak ja, det var dengang). Men der er faktisk også kritik fra Skolederforeningen, KL, DLF og Antorini.

Bertel Haarder, som især ser sig sur på Niels Christian Sauer, svarer sådan her på kritikken (findes kun i papirversionen):

“Vi var et bredt flertal, der var enige om at oprette et skoleråd bestående af skoleledere og forskere, der kunne fremme den højeste sagkundskab omkring folkeskolen, og vi mente, det var mest hensigtsmæssigt, at Skolerådet fik den overordnede ledelse af, hvordan forskningsmidlerne skulle fordeles, men jeg har aldrig hørt kritik af Skolerådets sammensætning”

Og hvad mon den ”højeste sagkundskab omkring folkeskolen” er? Jo det er to økonomer og Niels Egelund og to evalueringsivrige skoleledere. Utroligt at der ikke havde været “kritik” af denne fortolkning af “sagkundskab”.

Man må sige, at denne centralstyring af den indflydelsesrige evalueringsforskning burde lægge et ekstra pres på DPU om at gøre sig helt fri at evalueringsstatens interesser. Desværre sker det stik modsatte i 2010, hvor Qvortrup skræmmer alle med sit krav om ”relevans”, der bakkes op af førende folk fra Foucault-traditionen, en alliance, der holder den dag i dag, helt ind i marven og benet.

Men Haarder siger i artiklen, at vi skam har eget meget ”pluralistisk” forskningssystem. Her i citat:

“Hvis man vil have mere viden omkring folkeskolen, så kan man henvende sig i Skolerådet, Evalueringsinstituttet, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut eller hos en af de 226 forskere, der er på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Vi har et meget pluralistisk system, når det gælder viden om folkeskolen,” siger ministeren og tilføjer: “Niels Chr. Sauer har nogle vrangforestillinger om skolerådet, men han har været imod alt, der bliver lavet på folkeskoleområdet.””

Artiklen er en del af fortællingen om, hvordan Bertel Haarder under dække af en erklæret grundtvigianisme og pluralisme arbejdede for at omdanne dansk pædagogik til pluralismens modsætning.

Tak til gode venner for at have gjort mig opmærksom på denne vigtige artikel. Også tak til de to journalister for at skrive den.

Reference:
Artiklen findes i to versioner, en på nettet og en lidt længere på papir.

Lise Richter & Mette Klingsley: ”Massiv kritik af Haarders skolestyring”, Information, d. 14. januar 2008.

https://www.information.dk/indland/2008/01/massiv-kritik-haarders-skolestyring

 

15. d. 11. november: DPU og 00’erne

I denne artikel fra august 2015 gør den ny institutleder for DPU, Claus Holm, direkte op med nordisk-tysk pædagogisk tradition. I stedet vil han have “læring som livsform”. Han begrunder det med henvisning til Globaliseringsrådet, som stod fadder til både Skolerådet og UC-reformen, samt med en henvisning til en rapport fra Økonomisk Råd, alt sammen rodfæstet i 00’ernes aggressive og pædagogik-fjendtlige globaliseringsbølge.

Dermed forbindes DPU direkte med VK-regeringens og 00’ernes dybe forfaldsstrukturer.

Holms markeringer var en forstærkelse af Lars Qvortrups dekan-tid fra 2008-2011. Holm er da også ekstremt inspireret af Qvortrup.

Gå vi længere tilbage, var DPU selv et barn af 00’erne. DPU’s første rektor, Lars Henrik Schmidt, som var Holms anden lærermester, ville i 2000 lave et universitet for studiet af “læringsadfærd”. Schmidt var dog ikke økonomisk fikseret. Hans rod var mere 1980-90’ernes poststrukturalisme i en særlig system-adaptiv version, som kom til at præge mange af DPU’s poststrukturalister, heriblandt Holm selv.

Qvortrup gik for alvor med på lærings- og evalueringsbølgen i konkurrencestatens hygge, og det er den tråd, Holm taler ud af i artiklen. Både Qvortrup og Holm var også begejstrede tilhængere af skolereformens læringsrevolution. Holm ansatte også Qvortrup som leder af den “strategiske” satsning “Nationalt Center for Skoleforskning” i 2016. Her var John Hattie den eneste pædagogiske reference.

Blot et halvt før efter artiklen, i februar 2015, havde Holm nedlagt et professorat i pædagogik, som hans forgænger, Hanne Løngreen, havde slået op. I stedet lavede han nogle interne mso-professorater, som flugtede med hans nye “strategi”.

Holm vil have “læring som livsform” til at udgøre skolens formål. Han udgør på en eller anden måde DPU’s sjæl.

https://www.folkeskolen.dk/568516/forsker-om-folkeskolens-formaal-laering-som-livsform

 

16. d. 11. november: Jørgen Carlsens ”tåge over samfundet” 1

I 2006 talte forstander for Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, på DLF’s kongres. Han kritiserede det daværende Globaliseringsråd for at have skabt et “Danmark på speed”, hvor alt handlede om at udvikle kompetencer, så vi kunne tjene nogle penge, og hvor man snart ikke kan gå en tur i al fredsommelighed. Carlsen kaldte situationen for en “tåge over samfundet”. Jeg har nærstuderet Globaliseringsrådets arbejde, og kan bekræfte Carlsens analyse med 100%.

Dette “Danmark på speed” blev efterfølgende til professionshøjskoler, Skoleråd, skolereform, læreruddannelse og det moderne DPU. Der blev skabt et helt sprog, et speed-sprog om “læring” og det latterlige “verdensklasse” og “top 5 i dit og dat”.

Det er ikke sært, at nogle unge er stressede. Stress har ikke noget med “karakterer” at gøre. Det har noget at gøre kravet om at være “på speed” fra vugge til grav uden anden grund end økonomisk vækst.

I stedet minder Carlsen os om den grundtvigianske undervisningsminister Jørgen Jørgensens virke. Jørgensen, som var radikal, har ifølge Carlsen sagt, at pædagogik handler om, at “gå løs på virkeligheden med de talenter, man er i besiddelse af”. Skøn formulering. især det med “virkeligheden” og at “gå på”, og at det skal være “løs/løst”.

Jørgen Jørgensen, som var minister både op til skolereformen i 1937 og under arbejdet med den Blå betænkning i 1960, var også et ikon for f.eks. højskolemanden Holger Kjær og den radikale Asger Baunsbak. Det er ægte centrum-venstre med en rig filosofi i baghaven.

I dag er de radikale et “Danmark på speed”. Faktisk var det ikke mindst under Margrethe Vestager som undervisningsminister, at “tågen” og “speeden” drev ind over landet. Det skete med den skrækkelige regeringsrapport “Kvalitet i uddannelsessystemet” fra 2010, som skulle gøre op med forgængeren Ole Vig Jensens ideer, som lå tættere på Jørgen Jørgensens.

Fra da af var alt tåge, fuldstændig som Carlsen fortalte os.

Links:
Folkeskolen.dk’s dækning af Carlsens talen:
https://www.folkeskolen.dk/44036/taage-over-samfundet

Selve talemanuskriptet er her: https://backend.folkeskolen.dk/~/Documents/19/44219.pdf

 

17. d. 11. november: Jørgen Carlsens ”tåge over samfundet” 2

Tidligere på dagen omtalte jeg en vigtig tale, som Jørgen Carlsen holdt for DLF’s kongres i 2006. Nu har jeg fundet hele talen i fuld længde. Det er en fremragende tale, der kritiserer 00’ernes økonomificerede kompetencebegreb, ikke mindst som det så ud i VK-regeringens skrækkelige Globaliseringsråd. Talen er på alle måder god at få forstand af.

Det paradoksale er så, at Carlsen i dag sidder i bestyrelsen for selvsamme Aarhus Universitet, som jo huser DPU, hvis aktuelle ledelse og prioriteringer er dybt påvirket af netop Globaliseringsrådets ideologi.

Institutleder Claus Holm begrunder ligefrem sin såkaldte ”læring som livsform”, som han vil sætte i stedet for skolens demokratiske formål, med direkte henvisning til Globaliseringsrådet, som Carlsen altså af gode grunde afskyr.

Det er en af grundende til, at jeg gerne vil have Asger Sørensen i bestyrelsen for Aarhus Universitet ved det valg, der startede i dag, og som kører til og med torsdag. Det er for, at Sørensen og Carlsen kan lære hinanden at kende: Lidt Grundtvig og lidt kritisk teori, ikke den værste kombination, når Globaliseringsrådets filosofi viser tænder.

Jeg noterer mig også, at Claus Holm i 2010 skrev under på et læserbrev i Information, som forsvarede Lars Qvortrups fyringsvarsel af netop Asger Sørensen, fordi hans forskning ikke havde “relevans”, hvilket var en af mange eksempler på det med “globaliseringsrådets tænder”.

Carlsen slutter sin skønne tale af med en hilsen, der nok ikke var gået på Vø-benhavns Universitet :-):

”Tak for timen! Hr. og fru Lærer – og alle de mange frøkner ikke at forglemme.”

Links:
Carlsens tale i fuld længde:
https://backend.folkeskolen.dk/~/Documents/19/44219.pdf

Yderligere omtale af Carlsens tale:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157651554464481&id=837549480

Claus Holms hyldest til læringslivsformen og Globaliseringsrådet:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157651170859481&id=837549480

Anbefaling af Asger Sørensen: http://www.thomasaastruproemer.dk/valg-til-bestyrelsen-paa-…

 

18. d. 12. november: Kamp for fagligheden i København

På Københavns Universitet kæmper de københavnske studerende for deres fag. De har nu – med HUM-rådet som ledende kraft – i flere uger besat dekanens kontor, og der har været protester og stormøder, og alt hvad der hører sig til.

Det er en virkelig vigtig og sund aktion, som de studerende har gang i, så vidt jeg kan vurdere det. Det handler ikke om verdensmål eller om retten til at blive kaldt vø i mails. Vi er ikke på Vø-benhavns Universitet.

Nej, det handler om de unges fremtid, deres fag og deres universitetsliv. De studerende er simpelthen ude i en form for forsvar for det klassiske universitet. Vi er på Kø-benhavns Universitet. De studerende forsvarer universitetet mod universitetet.

Formanden for HUM-rådet, studerende Sidsel Vedel, siger til Politiken:

”Hvis der var andre muligheder, havde vi aldrig lavet blokaden, men vi går ikke på kompromis med vores faglighed. Det burde ledelsen heller ikke gøre. Derfor bliver vi ved, til der bliver lyttet til os”.

Så ungdommen kæmper for faglighed og videnskabeligt indhold.

De protesterer mod en såkaldt ”målplan”, der er et dybt teknokratisk-lærings-digitaliserings-dokument uden den mindste kvalitet.

Lad os tage et par eksempler fra “målplanen”, men læs også selv i linket:

KU vil styrke ”uddannelsernes relevans og rentabilitet”, står der i målplanen. Det er festlige ord. Jeg ved godt hvad ”relevans” betyder. Det er et ord, der kan bruges til at lukke ånden inde i teknokratiet. Det så vi på DPU i 2010. Det samme gælder for “rentabilitet”. Hvorfor står der ikke, at uddannelserne skal understøtte “videnskabelig fordybelse, kritik og formidling”?

Sprogfagene skal slås sammen, og der skal være tværgående ”bredbåndskurser” om f.eks. bæredygtighed, historie og digitalitet. Det vil ”matche konkrete kompetencebehov på arbejdsmarkedet”, får vi at vide. Det er disse ting, som de studerende er særligt utilfredse med, hvis jeg har forstået det ret, og det er jo let at forstå.

I målplanen står der også, at man vil spare penge, men alligevel foreslår man ”et større arbejde” om ”excellencebegrebet”, og man vil oprette et stort anlagt strategisk dataforskningscenter. Der er penge nok. “Besparelser” er bare en anledning til at gennemføre en universitetspolitisk ideologi. Det kan man let se. Og der skal jo også være penge til at lave ”målplaner” uden indhold.

KU har som mål at ”styrke arbejdsmarkedsrelevans og bidrage til livslang læring”. Men hvordan kan det ligefrem være “et mål”. Det er jo et ingenting. Det er jo 00ér-ideologi af værste skuffe, direkte import fra Globaliseringsrådet og Produktivitetskommissionen.

Men dette “mål” skal så blandt andet indfris ved at styrke universitetets mulighed for noget, som ikke kan fortolkes som andet end en digitaliseret overvågning af de studerendes studieaktivitet, den såkaldte learning analytics:

”Desuden vil HUM opprioritere den løbende monitorering af den enkelte studerende for at styrke institutternes vidensgrundlag og handlemuligheder i forhold til fastholdelsesinitiativer osv.”

Man vil altså tage de studerendes frihed og proppe den ned i monitoreringssystemer. Og hvad mon “osv.” betyder?

Man vil have ”ét samlet og fokuseret universitet”. Så ud med pluralismen.

Der er ikke en eneste seriøs betragtning over videnskabelige og samfundsmæssige spørgsmål. Dvs. der er ingen virkelige ”formål”, kun ”mål”, der tilpasser sig magtens banale sprog.

På forskningssiden ser det ikke bedre ud, men det kan man selv læse.

KUs “målplan” er en universitetspolitisk bundskraber. Jeg er så glad for, at der findes studerende, som kæmper for noget så gammeldags og dejligt som deres fag og for universitetets faglighed, nu hvor ledelsen er godt i gang med at opløse den.

Den socialdemokratiske studenterorganisation, Frit Forum, støtter ikke blokaden. De mener, at man skal “lytte og ikke larme”. Men jeg synes slet ikke, at Hum-rådet larmer? De taler da! Det er Fakultetets ledelse og dennes “målplan”, der larmer.

Links:
Fakultetets ”målplan”: https://www.magisterbladet.dk/…/350…/maalplan-hum-011119.pdf

Mikael Buschs indlæg om sagen i Fyens Stiftstidende: https://fyens.dk/…/debat-n%C3%B8dvendighedens-politik-og-de…

Link til aktionens facebookside:
https://www.facebook.com/humraadet/?eid=ARDwGssNTVzEYF9X2216hTPQHMLuBrjCUkIZWB_jfORCKJsVGxY7PKKD_UCN7XWp06GNfwmH-gMOs7ts&fref=tag

Frit Forums synspunkt: https://uniavisen.dk/frit-forum-humraadets-aktivisme-fortj…/

 

19. d. 12. november: Forskningsfrihed på Aarhus Universitet

Her er en personlig beretning om forskningsfrihedens kritiske tilstand på Aarhus Universitet. Der er brug for et langt stærkere fokus på dette emne i de valgte organer og alle andre steder.

http://www.thomasaastruproemer.dk/forskningsfrihed-paa-aarhus-universitet.html

 

20. d. 12. november: Hvor blev demokratiet af?

Jeg har et spørgsmål: Hvorfor er det nu lige, at ingen af de centrale uddannelsespolitiske rapporter fra 2000’erne taler om ”demokrati”? Vi er trods alt kun godt 10 år eftr murens fald, og der har også lige været terrorangreb på Manhattan. Og i 2006 kom Muhammed-krisen.

Så hele verden snakker om demokrati.

Men demokratiet – og faktisk mange andre af tidens og fortidens emner – er som sagt fuldstændig væk fra periodens centrale rapporter.

I stedet tales der kun om økonomi og arbejdsmarkedets kompetencer, og hele feltet befolkes af økonomer.

Så hele verden snakker om demokrati, undtagen uddannelsesverdenen, som kun taler om økonomi. Det er da underligt?

Problemet forstærkes af, at demokrati er en central del af skolens formål i hele perioden. I formålets stk. 2 fra 1993-2006 lød formuleringen sådan her:

”Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

Og fra 2006 til i dag lød det sådan her:

”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

Så hvis man sammenholder den verdenshistoriske situation med skolens formål, burde der være masser af demokrati?

Så hvorfor dette mærkelige lovbrud?

Her er to bud på forklaringer, som måske hænger sammen:

1. Første forklaring
Den magtfulde luhmannianske systemteori havde fra omkring 1996 en vigtig funktion, som bestod i at udgrænse omverdenen og lukke pædagogikken inde i et særligt teknisk system med læring som effektmedium. Teorien var som en grænsebom. Teoriens fortalere har systematisk arbejdet på at udgrænse dannelse, politik og pædagogisk tradition fra skolefeltet.

I ly af denne udgrænsning har de politiske niveauer kunnet udvikle et særligt lærings- og evalueringssprog, der alene tjener økonomiens og arbejdsmarkedets hegemoni.

Kan vi ikke komme af med denne systemteori, så vi kan undersøge verden igen? Hvad mon der dukker op? Nok ikke en ”målplan” fra Vø-benhavns universitet.

2. Anden forklaring
De udelukkede demokratidiskussioner parkeres herefter i et særligt religions- og identitetspolitisk område/curriculum, som gør, at man kan undgå at forholde sig almenpædagogisk til emnet, en effekt der kendetegner alle de i de centrale rapporter.

“Parkeringerne” finder man f.eks. i den såkaldte demokrati-kanon og faktisk også i læreruddannelsens KLM-fag, der kom til verden i 2006. Det marginaliserede demokrati opsluges dermed af national-identitære emner, som delvist defineres som modsætninger til Islam. Dermed mister demokratiet sin forbindelse til den brede folkelige historie, og herfra kan læringen og teknokratiet tage over uden at nævne demokratiet.

 

21. d. 13. november: Både-og

Er man til både-og i dansk pædagogik, så er der kun en vej: pædagogisk strid.

Et lille både-og giver lille strid.

Et stort både-og giver stor strid.

Konklusion: jo mere pædagogisk både-og, desto mere strid.

Hvorfor?

Jo, for i et stort både-og samler man hele pædagogikken imod anti-pædagogikken i et lækkert mudret brag.

Men i et lille både-og strides man i pædagogikken selv og lader – i en fejl – sine pædagogiske antagonister stå i ledtog med antipædagogikken (f.eks. at Herbart er sort skole, eller at Grundtvig overophedet, eller at reformpædagogik er ligeglad osv.).

I så fald må man dele striden, så den kun bliver lille. Dermed kommer man til at mangle det ene eller det andet.

Så jeg er til både-og på den store klinge. Alle pædagoger har noget at sige, uanset hvad de ellers har sagt.Øverst på formularen

Nederst på formularen

 

22. d. 14. november: Data i Altinget

Data i Altinget:

I dagens nummer af Altingets magasin (nr. 30) er der interessant modsætning:

A.
Først er der en klumme af en kvinde med det sigende mellemnavn Louise Oppbrud Jakobsen. Hun er en del af det Singularity-inspirerede Dare Disrupt, som har den ideologiske snabel dybt nede i det offentlige apparat, og som også påvirker mere bredt via Ida Aukens SIRI-kommission, Disruptionsrådet og dermed også Brugerportalinitiativet og AULA.

Oppbrud Jakobsen er også en del af tænketanken ”Disrupt-academy”. Vi er altså i Lars Løkkes og statsapparatets kærlighedsland.

Jakobsen ser – med henvisning til Facebook og Elon Musk (Tesla) – frem til at få internettet ind i sit hoved. Her i udførligt citat:

”Vi kan revolutionere vores måde at kommunikere på, siger Facebook, når de taler om, hvordan et direkte link mellem vores hjerner og maskiner er fremtidens interface. Det er baseret på forskning, der i dag gør det muligt for en algoritme at læse aktivitetsmønstre i hjernen og tolke det til blandt andet syntetisk tale. Men Facebook er ikke alene om at synes, at forskningen er spændende og ikke kun relevant for personer med lidelser, der påvirker talecentret i hjernen. Det synes Elon Musk også. For nogle måneder siden løftede han sløret for sin ”hemmelige” virksomhed NeuraLink, en virksomhed, med hvilken han har tænkt sig at sy 10000 tråde på 1/10 tykkelse af et hårstrå ind i din hjerne med en robotstyret nål for at begynde at forstå, præcist hvordan din hjerne fungerer i realtid. Og ikke kun for at kunne læse, hvad der foregår i hjernen, men direkte skrive til den. Altså udbyde digitale funktioner, som du kan gøre til en del af din hjerne, så du får nye egenskaber. Fik det dig lige til at tænke på din smartphone og appstore? Spørger man Elon Musk selv, er det hele for at sikre synergi mellem AI og mennesker”

Google kalder ifølge Oppbrud Jakobsen dette system for ”intelligence augmentation” (udvidelse, TAR). Ifølge Shashona Zuboffs bog om “overvågningskapitalismens tidsalder” gør denne googlificerede udvidelsesideologi sig også gældende på det sociale og politiske område.

Til sidst har Opprud Jakobsen lidt singularity-agtige spørgsmål a la ”er det naturligt?”, og ”har vi overhovedet noget valg”, men hun virker stort set betaget ved tanken.

B.
Sidst i bladet har den digitale rådgiver, Peter Svarre, en anmeldelse af Michael Böss’ nye teknologokritiske bog ”Det digitale massemenneske – menneskeværd i ensomhedens tid” (som jeg ikke selv har læst).

Böss mener, ifølge Svarre, at den nye teknologi er i gang med at overtage menneskets vilje og eksistentielle dybde. Men det mener Svarre er en stråmand, som ”kun de færreste transhumanistiske fantaster hopper på”.

Men så er det lige, jeg spørger? Er Facebok, Musk og Oppbrud Jakobsen fantaster? Og dermed i logisk konsekvens: er KL og Disruptionsrådet fantaster? Og transhumanismen lever altså i bedste velgående i hele Singularity University’s hele grundlag, og rumsterer også i forskellige versioner og i mange forskningsmiljøer som tanker om robotificering af mennesket, der skal gøre op med den ‘reaktionære fortid’.

Svarre mener ligefrem, at Zuboffs storværk om overvågningskapitalismen er en ”tekno-optimistisk bog”, fordi den udelukkende ser på forholdet mellem magt og teknologi og ikke mellem menneske og teknologi, som ifølge Svarre er Böss’ tilgang.

Men det er nu en sandhed med modifikationer, eftersom Zuboffs kritik er begrundet i folk som Arendt, Sartre og Adorno, dvs. folk der har frihed og eksistens som centrale filosofiske og normative markører. Hendes kritik forudsætter dermed de ting, som Böss ifølge Svarre taler om. Svarre prøver at skille Böss og Zuboff ad, selvom de efter min opfattelse hænger sammen.

Men Svarres reaktion er sigende for dansk teknologiforskning. Det er en form for paradigme, hvor man hele tiden skærmer sig for teknologikritik ved at indføre den ene og den anden distinktion, f.eks.:

”Det er ikke skærmen, men brugen af skærmen, der er problemet”, eller ”det er der ingen, der seriøst mener” (Svarres anmeldelse er en underafdeling af disse to argumenter). Eller hvad med ”folk har så travlt med at IT er skadeligt for børns indlæring, men hvem undersøger bogen?” eller ”man kan også myrde med en blyant” eller ”det er ikke peer-reviewed” osv.

Altså ustandselige afdramatiseringer af den ene og den anden grundige politiske eller humanistiske analyse.

Med disse diskursive skærme kan Oppbrud Jakobsens, Musks, Facebooks og Googles logik bevæge sig frit ind i og overtage og definere samfundets, statens og menneskets liv og eksistens, som Böss og Zuboff beskriver det.

Links:
Link til Disruptorsacademy:
https://disruptorsacademy.com/about/

Link til Louise Oppbrud Jakobsens hjemmeside: https://louiseopprudjakobsen.dk/

Link til Peter Svarres hjemmeside: https://www.petersvarre.dk/

Link til Michael Böss’ bog: https://www.arnoldbusck.dk/…/sam…/det-digitale-massemenneske

 

23. d. 14. november: København mod Vø-benhavn

På Vø-benhavns Universitet har vø’erne direkte forbindelse til den krænkelsesfikserede rektor. Det kunne man læse ud af rektors tale den anden dag, som udelukkende handlede om vø’er og om klima, og som kom samtidig med, at vø’erne, som i virkelighed en slags anti-damede damer, talte deres post-dame-identitære sag i universitetets avis.

Imens, uden for murene, stod unge mænd og kvinder og kæmpede for deres fag og faglighed imod humaniora-dekanens teknokratiske omskrivninger af rektors ideologi. Oprørets leder tiltvang sig endda talerstolen i god gammeldags stil.

Men rektor synes naturligvis ikke om at nævne de skønne unge oplysningsaktivister i sin forskrækkelige tale. Han ville hellere “inkludere” nogen andre.

Lektor ved Københavns Universitet, Marianne Stidsen, siger en helt masse fornuftigt om emnet i nedenstående indlæg. Hun nævner ganske vist ikke de aktionerende studerende, men står på samme måde fast på et klassisk oplysningsuniversitet.

Kan Stidsen og de aktionerende ikke gå sammen om noget fag, videnskab og demokrati?

Det er Kø-benhavn mod Vø-benhavn.

Links:

Link til Stidsens indlæg:
https://uniavisen.dk/koebenhavns-universitet-maa-ikke-bliv…/

Link til rektors tale: https://uniavisen.dk/stedord-hvis-universitetet-skal-tiltra…

Link til Vø-damernes indlæg: https://uniavisen.dk/er-vores-eksistens-paa-koebenhavns-un…/

 

24. d. 14. november: DR-Debatten

Oplæg til DR-debatten: En gruppe nynazister laver en ekstremt antisemistisk aktion.

Debattens indhold: alle, især DF og Ny Borgerlige, snakker ikke om andet end muslimer og integrationspolitik. Det er som en gammel grammofonplade, der insisterer på at spille samme sang uanset emne.

Hvorfor er der ingen, der kan holde en dagsorden? Altså ud over rabbineren og Jens Philip Yazdani?

 

25. d. 17. november: SDU’s ”challenges”

SDU er i fuld gang med at pege på “challenges” med udgangspunkt i universitetets nye ideologi, FN’s verdensmål. Og nu er de også i gang med at finde “løsninger” på “udfordringerne”. De er snart helt nede på tre løsninger, fortæller man på en tekst, som den universitetspolitiske enmandshær, Henrik Dahl, har fundet. Man har endda stemt om det. Det er en kæmpe proces. Der er penge nok.

Og SDUs samfund-dekaner skriver, at de vil have “relevant” forskning. Det handler om “noget større” og om at være “statens tjener”. Det er humboldtsk, får vi at vide. Humboldt er “værdiskabelse”. Længe leve staten!

Dekanerne kalder der for “overbevisningens etik”.

Links:

Link til SDUs verdensmålsproces: https://www.sdu.dk/da/om_sdu/sdus_profil/voresverdensmaal

Link til dekanernes kronik: https://www.sdu.dk/…/samfundsvi…/sam_nyhedsliste/verdensmaal

 

26. d. 17. november: Fyringer

Weekendavisen beretter om, at en mangeårig og højt respekteret medarbejder for Institut for Menneskerettigheder, Hanna Ziadeh, er blevet afskediget for at kritisere brud på menneskerettigheder i Mellemøsten. Journalisten uddyber med at fortælle, at instituttet generelt er meget tilbageholdende med kritik af andre lande af hensyn til samarbejdsaftaler, ikke mindst af Kina. F.eks. under Tibet-sagen.

Per Stig Møller (K) og Martin Lidegaard (R) kritiserer instituttet for denne praksis. Kloge mænd. Men Møller skrev også en tyk bog om Kaj Munk, som jo virkelig var modig under besættelsen, og Lidegaard er opvokset på Krogerup Højskole, så man forstår det godt et eller andet sted, selvom Krogerups stifter – den kloge Hal Koch – faktisk støttede samarbejdspolitikken under besættelsen.

Søren Espersen (DF) er enig med Møller og Lidegaard.

Villy Søvndal (SF) og Jeppe Kofoed (S) støtter instituttets praksis. Typisk! Sådan et par scaveniusser. Men Søvndal var ansvarlig for at føre SF i favnen på Corydon, og Kofoed er bare socialdemokrat.

Men så ved man da, hvem der har det moralske kompas i orden i den her slags sager.

Nu vi er ved de mærkelige afskedigelser, så har jeg noteret mig afskedigelsen af den fremtrædende dokumentarist, Arne Bro, på Danmarks Filmskole. De studerende demonstrerer mod skolens ledelse, der lader til at styre sagerne efter omtrent samme principper som ledelsen på humanistisk fakultet på Københavns Universitet, hvor dekanen vil erstatte faglighed med en teknokratisk bredbånds-målplan, og hvor de studerende også med rette er gået i aktion.

Det hele minder mig også om, da Odense Kommune gav Erik Schmidt en advarsel for at kritisere skolereformens læringsideologi.

Der er et eller andet, der hænger sammen.

Links:
Om Hanna Ziadeh-sagen:
https://www.weekendavisen.dk/2019-46/samfund/balancegang

Om Arne Bro-sagen:
https://politiken.dk/…/Elever-optrapper-krig-mod-rektor-p%C…

 

27. d. 18. november: DEA’s ”gennemgribende paradigmeskifte”

DEA og Lego mener i dagens kronik i Politiken, at vores rige børnehavetradition – som har tætte forbindelser til både kulturradikalisme, dannelsesfunderet reformpædagogik og 1800-tallets frihedstraditioner – består af “ro, renlighed og regelmæssighed”, selvom det stik modsatte er tilfældet.

Ja, overskriften i papirudgaven er direkte: “Fra ro, renlighed og regelmæssighed til leg og glæde”.

Med denne platte glemsomhed i bagagen vil DEA og Lego i stedet lave “et nyt sprog, en ny begrebsverden og nye metoder for at skabe en ny virkelighed”, som der står.

Det “nye sprog”, som skal træde i stedet for den amputerede tradition, består af “læring, leg, forskningsresultater, relevante forandringsindsatser, socioemotionelle og kognitive færdigheder og hjerneforskning” samt af noget Heckman-statistisk logik a la ‘lighed fra undfangelsen’, som den slags kaldes hos de ligeledes Heckman-begejstrede ministre.

DEA og LEGO kalder det hele for et “gennemgribende paradigmeskifte”. Så ved man bare, at det ikke er seriøst, selvom det er magtfuldt.

Sådan går det med “leg og glæde”, når man reducerer ægte “leg og glæde” til sort skole.

Men glemsomhedens hjernelæring er magtfuld. Der inviteres til et initiativ “Hvem vil børnene?”, hvor kronprinsessen indleder åbningskonferencen, og hvor hele Heckman-eliten deltager osv..

Initiativet bygger videre på det såkaldte “Småbørnsløftet”. Her sidder der folk fra tre UC-rektorater, så der kommer nok ingen kritik fra resterne af de gamle pædagogseminarier. Der sidder også en hel masse kommuner og organisationer. BUPL forlod heltemodigt festen pga. af menneskesynet. KL har udgivet en rapport i 2017, som flugter helt med DEAs ideer.

Det er lang tid siden, at bevægelsespædagogen Astrid Gøssel, psykologen Sofie Rifbjerg, komponisten Bernard Christensen og litteraten Svend Møller Kristensen gik rundt på Borups Højskole med 1920’ernes Montessori-interesse i omegnen. Eller tænk også på søstrene Wullfs engagerede indarbejdelse af Fröbel i dansk pædagogisk liv. Det er glemt tid, som kan reduceres til “ro, renlighed og regelmæssighed” og “et gennemgribende paradigmeskifte” af DEA, som er en privat industri-teknologisk organisationer i 00’ernes ånd. LEGO tilpasser sig bare.

DEA skaber pædagogernes krise.

Links:
Link til kronikken:
https://politiken.dk/…/Vi-vil-skabe-en-b%C3%B8lge-af-nyt%C3…

Link til “hvem vil børnene”-konference:
https://dea.nu/arrangementer/hvem-boernene

Link til KL’s rappport fra 2017: https://www.kl.dk/…/godt-paa-vej-dagtilbuddets-betydning.pdf

 

28. d. 18. november: Pædagogisk kausalitet

Nogle mener, at kausalitet er knyttet til tiden, til et A forårsager B, et før og et efter, og altid med ledsagende statistisk registrering.

Måske er det ikke sådan? Måske er kausalitet knyttet til rummet og stedet? Måske er kausalitet en materialisering af stedet, en opløsning af tiden og en bevægelse i stedets grund. Det latinske causa betyder faktisk “grund”, altså noget med stedets fundament.

Pædagogisk kausalitet er dermed noget, der finder sted, når barn, pædagog og indhold finder hinanden i en grundende grund, der grunder en be-grundende grund.

Forskning i pædagogisk kausalitet er derfor forskning i den stedets proces, hvor indhold og menneske og lærer finder grunden.

Traditionel og tidslig kausalitetsforskning opløser på en måde kausaliteten ved at indsætte tiden som den centrale kategori.

 

29. d. 19. november: Pædagogiske og historiske metoder

A. Historikerens tid
Hvis en historiker skriver om historie, er kausaliteten tidslig. Der udvikler sig let en tåge af uomgængelighed og uundgåelighed. Sådan lidt a la Ove Kaj Pedersens statsfaser. Det ender som i DEAs forståelse af pædagogernes historie fra i går i Politiken. Det ender i historicismens forfaldsformer. dvs. som “fra….til…..”-strukturer. Det gamle=fortid, som er tabt.

B. Pædagogens tid
Hvis en pædagog skriver om historie, er kausaliteten stedslig. Her er fyldt med både vilje og tabte muligheder og med en uudslukkelig sans for skrammel og fusk og stemmer, som ikke passer ind. Det er utroligt, hvad man opdager på stedet uden for tiden, dvs. i både grunden, på de forskellige etager og på taget. Her er ingen “fra…til…”. Her er alting inde i alting. Det gamle=nutid, som taler.

Det er derfor meget vigtigt, at en pædagog, som skriver om historiske emner, ikke bruger en historisk, men derimod en pædagogisk metode.

 

30. d. 19. november: Relevansen på DPU

“Relevansens” vandring fra globaliseringsstrategi til DPU-fyring:

Midt i 00’erne var der uddannelses- og forskningspolitisk set to sammenhængende ting på dagsordenen: Dels Globaliseringsrådets satsning på ”relevant forskning” og dels sammenlægning af universiteter.

Med dette udgangspunkt nedsatte VK-regeringen i 2006 et såkaldt DPU-udvalg. Udvalgets rapport kom i 2007 og udgjorde en form for universitetspolitisk “ånd” i DPU’s efterfølgende sammenlægning med AU.

I DPU-udvalgets forholdsvis kompakte rapport indgår forskellige bøjninger af ordet ”relevant” hele 97 gange.

Kort tid efter forsøgte DPU’s første dekan under AU, Lars Qvortrup, at afskedige tre filosoffer netop med henvisning til deres forsknings ”relevans”.

Qvortrup blev ansat i februar 2008, og fyringsaktionen fandt sted i foråret 2010. Han var be-åndet af den nye ånd. “Relevansen” havde fået sit eget liv.

Her er et par yderligere iagttagelser:

1.
DPU-udvalget havde følgende centrale referencer:

– Regeringens globaliseringsudvalg, som er en direkte forlængelse af det hyper-teknokratiske Globaliseringsrådet, som også nævnes rundt omkring.

– OECD’s evaluering af uddannelsesforskningen fra 2004 og især dennes danske baggrundsrapport, som blev lavet af Jens Rasmussen, som ligger helt tæt på Qvortrup. Denne baggrundsrapport blev senere kritiseret kraftigt af professor Palle Rasmussen.

2.
DPU-udvalget foreslår etableringen af et strategisk ”forum for uddannelsesforskning”. Dette ”forum” blev faktisk realiseret med Skolereformen i 2013. Jens Rasmussen var DPU’s repræsentant i forummet. Andreas Rasch-Christensen repræsenterede VIA UC. Det var de to, som senere kom op at toppes med den heltemodige Keld Skovmand om læringsmål.

3.
En sidste tankevækkende ting er, at rapporten er udarbejdet af en ret bred kreds af folk primært fra universitetsverdenen. Det siger noget om, hvor affirmativt og ukritisk indstillet selv fagfolk var i disse år. Jeg er især ked af, at både den person, der konfirmerede mig, og min gamle ph.d.-vejleder deltog i løjerne.

Her er navnene:

Jens Thorhauge, Direktør for Biblioteksstyrelsen (formand)

Universitetssektoren:
Kjeld Holm, Bestyrelsesformand for DPU
Lars-Henrik Schmidt, Rektor ved DPU
Bodil Due, Dekan ved HUM, AU
Finn Hauberg Mortensen, Institutleder, Inst. f. nord. sprog, KU
Henrik Busch, Prodekan, Det Naturvid. fak., KU
Finn Junge-Jensen, Rektor, Handelshøjskolen i København
Flemming G. Andersen, Dekan, HUM, SDU
Erik Laursen, Forskerskoleleder, AAU
Henning Salling Olesen, Prorektor, RUC

CVU-sektoren:
Harald Mikkelsen, Rektor, CVU Midt-Vest
Tyge Skovgaard Christensen, Rektor, CVU Vest
Sonja Refslund Skrumsager, Konst. direktør, CVU-Nord
Laust Joen Jakobsen, Rektor, CVU Storkøbenhavn

Ministerierne:
Undervisningsmin.: Ivan Sørensen, Dir., Afd. f. videreg. udd.
Videnskabsmin.: R. B. Bertramsen, Vicedir., Univ.- og bygn-st.

Links:
DPU-udvalgets rapport:
https://ufm.dk/…/…/filer-2007/til-gavn-for-uddannelserne.pdf

Relevans-sagen på DPU:
https://www.magisterbladet.dk/…/forklaringer-efterlyses-i-d…

Forum for koordination af uddannelsesforskning: https://ufm.dk/…/pressemeddelelser/2013/nyt-forum-for-forsk…

 

31. d. 19. november: Udvalget for kvalitet og relevans

Her er en note om “Udvalget for kvalitet og relevans i de videregående uddannelser”, altså for både universiteter og lærer- og pædagoguddannelser:

I 2013 arbejdede et udvalg under uddannelsesministeriet. Det var ”Udvalget for kvalitet og relevans i de videregående uddannelser”, i daglig tale blot kaldet ”kvalitetsudvalget”, selvom ”relevansen” var mindst lige så vigtig.

Den afsluttende rapport hed ”nye veje og høje mål”, hvilket var rent nysprog.

Formanden var Jørgen Søndergaard, en magtfuld økonom, som også var formand både for Skolerådet, der sluttede sit arbejde samme år, og for regeringens Rejsehold for folkeskolen fra 2010. Han kom altså direkte fra sit arbejde med at ødelægge folkeskolen.

En anden central person var Nina Smith. Hun er også økonom, og hun sad sørme også med i Skolerådet.

Samme år kom skolereformen.

Dertil kommer endnu en professor i økonomi, Jacob Roland Munch, og nogle udlændinge og nogle organisationsfolk fra den semi-kreative klasse.

Med andre ord: Vi befinder os i Skolerådets lærings-evalueringslogik, som kommer direkte fra Globaliseringsrådet, nu blot opskaleret til de videregående uddannelser.

Læringsrevolutionen, som Skolerådet selv fuldførte i dets John Hattie-funderede rapport fra 2013, er også slået igennem i ”nye veje og høje mål”. I forordet skriver Søndergaard direkte:

”Kerneydelsen i vores uddannelsessystem er de studerendes læring.”

Og ”læring” kan måles, får vi at vide. Så kan man få indikatorer og kvalitetsgrundlag. Og filosofien bekræftes i en tilhørende figur, hvor læring er i midten og alt andet er uden om.

Udvalget har fundet 11 ”udfordringer”. En masse om læring og arbejdsmarkedet. Ordet ”læring” optræder 47 gange. Ordet ”relevans” 66 gange. Ordet ”kvalitet” optræder 134 gange, og det er et dårligt tegn, eftersom ”kvalitet” betyder ”målopfyldelse” og ”mål” og i denne sammenhæng intet har med ”formål” at gøre.

Dannelse har 0 hits. Videnskab optræder kun i tekniske opremsninger, og pædagogik har 4 hits. ”Forskningsfrihed” har 0 hits. ”frihed” har 4, men kun i underordnede sammenhænge. Demokrati har 0 hits.

Der er heller ingen referencer til ord som ”kreativitet” og ”innovation”, hvilket måske vil komme bag på nogen? Men det skyldes, at vi er i det, jeg kalder for Konkurrencestat 2, som er en særlig teknisk evaluerings-version af konkurrencestaten.

Konkurrencestat 1 var derimod en nærmest aggressiv økonomisk globaliseringsunivers, hvor ord som teknologi, data og innovation er helt afgørende, og hvor ”læring” spiller en helt anden og mere vild og nærmest robotificerende rolle, f.eks. i Learning Lab og med Uffe Elbæk og Tor Nørretranders som frontrunnere. Det var Mandag Morgens kompetenceråd fra 1998, der for alvor introducerede konkurrencestat 1 med tilhørende ”kompetenceregnskab”. Det var ånden fra en blanding af Tony Blairs ”den tredje vej” og den nye postmaterialisme/kreative klasse.

Det skiftede i 2005. Globaliseringsrådet var den store Konkurrencestat 2, og det var Skolerådet derfor også.

Ove Kaj Pedersen har ikke sans for denne forskel, men den grundlæggende præmis, nemlig økonomiens og den globale konkurrences primat, er jo også den samme i begge konkurrencestatsformer.

Med 2016’s Disruptionsråd, som havde rod i Silicon Valley-ideologien, gik vi tilbage til en form for Konkurrencestat 1, men det lader jeg ligge her.

Vi er altså her i 2013 i en særlig optimeret Skoleråds-ånd. Relevansens ånd. En ånd – læringsmålstyringens ånd – der i de år skabte store problemer for pædagoger og lærere og for videnskabskvinder og videnskabsmænd.

Links:
Udvalgets rapport ”nye veje og høje mål”:
https://ufm.dk/…/nye-veje-og-hoje-mal-kvalitetsudvalgets-sa…

Ministeriets hjemmeside om udvalget:
https://ufm.dk/…/nye-veje-og-hoje-mal-kvalitetsudvalgets-sa…

 

32. d. 20. november: Læringsrevolution i år 2000

Sådan her lød det i februar 2000 i undervisningsministeriet. 7xlæring på fem linjer:

”Hvis eleverne skal udvikle evnen til ”ansvar for egen læring” og lære at lære på egen hånd, så implicerer det, at læringen i stigende grad synliggør elevens personlige indsigt i egen læring, og at elevernes refleksioner over egen læringsadfærd bør styrkes (metalæring)”

Teksten udspringer direkte af Knud Illeris’ kategorier fra 1981, dog helt uden Illeris’ socialistiske idealer. Der tales ikke om “mod-kvalificering”, kun om “kvalificering”. Den kolde krig er slut. “Læringen” har vristet sig fri fra både skole og socialisme og er nu gået på vandring.

Hvem møder læringen mon? Den møder Mandag Morgen, som i fra 1998 var gået i gang med at støbe en ny kugle, som den frisatte læring kunne være i.

(Citatet er fra en ministeriel publikation, der hedder “Selvevaluering” (2000, s.24), som er skrevet af Albert A. Christensen og Susanne Gottlieb.

Denne bog hænger sammen med en lidt større rapport, som hedder “Udvikling af personlige kvalifikationer i uddannelsessystemet” (1996), som er skrevet af samme Albert A. Christensen og af en Poul Blindum. Hvis nogen ved noget mere om dette, må de meget gerne skrive til mig om det)

 

33. d. 20. november: Mening fra sofahjørnet

Hvorfor trækker Israel sig ikke tilbage til de grænser, som landet fik af FN efter 2. verdenskrig? Det var en fin og sjælden gave, som jøderne fik af hele verden pga. Holocaust. En gave man kunne bo i, en form for afslutning af diasporaen.

Araberne angreb med det samme og tabte med et brag, og det samme skete i senere krige. Israel udvidede territoriet hver gang i stedet for at blive i gaven.

Men man skal ikke modtage en gave ved at stjæle andres gaver, dvs. andre landes områder. Man tager imod sin gave og forsvarer den, men man forgriber sig ikke på naboernes ting, selv ikke hvis naboerne ikke er flinke. Og man afleverer tilbage, hvis man vinder, så gaven kan blive til en have. En gave-have.

Så tilbage til 1948-grænsen. Så bliver der også fred og ro, tror jeg.

Og så skal mobilen ud af Donald Trumps lommer, så han ikke kan tweete, mens han går tur, og helst slet ikke. Han er jo som et barn, og børn skal heller ikke have mobiler i skolen, som jo også er et gave-sted.

 

34. d. 21. november: Stemningen i 1999

Her er to sætninger fra omkring 1999:

”Alle lærere skal organiseres i teams, som skal ledes af en
“lærings- og udviklingsfilosof””
(Folkeskolerådets “Vision 2010”, fra 2000)

Kompetencerådet ledes af “vismænd”
(Mandag Morgens Kompetenceråd, 1998-2000)

De “lærings-filosofiske vismænds” opgave er at nedbryde vaner og etablere “en ny form for målrettethed”, der kan optimere læringsudbytte og global-teknologisk kompetencekraft.

Hvem mon disse lærings-filosof-vismænd er?

Jo, i Folkeskolerådet sidder folk som Steen Hildebrandt, Mads Hermansen og Svend E. Pedersen (som lavede Howard Gardner-skole i Gentofte).

Og i Kompetencerådets vismandskreds sidder folk som Uffe Elbæk, Tor Nørretranders og Lars Kolind, Per Schulz Jørgensen og Keld Fredens.

Det er da et samlet udtryk og skoletryk, der vil noget. En ny økonomisk-spirituel realitet, som det opløste DLH, nu i form af DPU, måtte indordne sig under.

Link til Vision 2010:

http://static.uvm.dk/publikationer/2000/vision/hel.pdf

 

35. d. 22. november: Nyttige HUManister mod Unyttige målplaner

Tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen, som sidder i Aarhus Universitets bestyrelse, har i dagens Kristeligt Dagblad nogle meget interessante betragtninger vedrørende konflikten på Vøbenhavns Universitet, hvor en gruppe ægte HUM-studerende protesterer mod Hum-dekanens teknokratiske ”målplan”.

Carlsen siger følgende under overskriften “Københavns Universitet er i færd med en selvamputation”:

”Noget kunne tyde på, at et nyt ungdomsoprør er på trapperne. Men forskellen fra 1968 er, at oprøret ikke er samfundspolitisk i sin karakter. Det er derimod videnspolitisk motiveret. De studerende er optaget af fagenes lødighed og betydning og vender sig mod en udvanding af det akademiske kvalitetsniveau. De kæmper for retten til faglig fordybelse. Og modstanderen er fakultetets ledelse. Ironien er til at tage at føle på”.

(…)

Ledelsen af det humanistiske fakultet har ifølge Politiken sågar været ude med trusler om bortvisning af de kritiske studenter. Det ville nok være den mest akavede udgang på konflikten. De studerende, der står for blokaden, hører formodentlig til blandt de mest engagerede og kundskabshungrende af slagsen. Kort sagt den kommende generation af forskere, der er hævet over den bløde mellemvare. De vil som de gamle christianitter med rette kunne sige: ”I kan ikke slå os ihjel. Vi er en del af jer selv”.”

Carlsen siger også, at Humaniora i København “har mere til fælles med en salatfabrik, end med et videnstempel”. Ledelsen står for “salatfabrikken”. De studerende vil have et “videnstempel”.

Det unge humanister viser deres sande nytte. De demonstrerer for kundskaber imod et universitet, der svigter dets pligt.

De unge opdrager den institution, som de er en del af, men som hellere vil være en målplan.

Det er de lærdes liv mod de lærdes tyranni. Det er de kommende fagpersoner og intellektuelle mod ”akademikere”, som har glemt deres akademi, og som tror, at humaniora handler om at komme på aaaaarbeeejdssssmarkedøt i stedet for at minde befolkningen om tænkningens og handlingens livsmuligheder.

De unge vil ikke have professorvælde og heller ikke teknokratvælde. De vil have kundskabsvælde.

Det er jo også derfor, at alle fakulteter burde have et filosofikum, Det er for at holde frihedens erindring i live, så den kan aktiveres overalt.

 

36. d. 22. november: Som en rejselysten flåde

I forbindelse med Sønderjyllands genforening med hovedlandet skrev Helge Rode i 1921 sangen ”Som en rejselysten flåde”.

Sangen optrådte som afslutning på Rodes teaterstykke ”Moderen”, som er et slags pædagogisk filosofisk drama med klasseværelser, skjalde, narrer, konger, drenge, mødre og lærere i en herlig og ofte humoristisk dynamik. Ja, hele første akt foregår faktisk i et klasseværelse. Jeg håber stykket opføres næste år, hvor der jo er 100års jubilæum for genforeningen. “Moderen” er naturligvis Danmark.

I sangens femte vers er der følgende beskrivelse af moders mål, når det tales frit:

”Vinterklart og sommerbroget,
morgenmuntert, skumringsvøbt,
ligefremt og latterkroget
smilbestrålet, tåredøbt
Det er Danmarks frie sprog
uden tryk af fremmed åg
frejdigt Freja taler.”

Ok, tænker jeg, hvis det er sådan, et frit dansk tales, så står det godt nok galt til mange steder, f.eks. hos ledelsen på HUM-fakultetet i Vø-benhavn, men faktisk på alle steder, der er påvirket af Globaliseringsaftalen i 2005, hvor der skal laves målstyring, læring og relevant kvalitetsudvikling osv. Men måske er vi under “fremmed åg”?

Der mangler lidt skumringssvøbt og latterkroget Freja, som jo var en frihedselskende kærlighedsgudinde og vø-lve, ja der gør!

Carl Nielsen skrev den fine, men måske også lidt for friske melodi.

 

37. d. 23. november: Filmskolelevernes aktion

Filmskolens elever, som gerne vil undervises i deres kunst og håndværk af tidligere mestre i dertil hørende pædagogiske situationer, har vundet deres kamp for at få afsat den nye filmskole-leder, som hellere ville have målstyring og kompetencer og alt det andet.

I Politiken skriver man, at det var akademikerne, der tabte. Men den afsatte leder var ikke “akademiker”, tværtimod. Hun havde glemt, hvad akademia er. Hun er antilærd. Det kunne man let læse ud af et interview hun holdt i Politikken sidste søndag. Den spændende og virkelystne pædagogiske filosof, Carsten Fogh Nielsen, siger noget af det samme i sit indlæg nedenfor.

Tillykke til eleverne. Det er en sejr for den urene pædagogik. Dog kun en lille sejr, for vi ved jo ikke, hvad der kommer i stedet.

Nu er det spændende, om de gæve HUM-studerende lykkes med det samme. De kæmper også for deres kundskabsliv imod en HUM-dekanens såkaldte “målplan” og imod en rektor, som er mere interesseret i vø-breve og klimaoptimering. Der er ikke meget akademia over de to. Det er der til gengæld over de studerende. Især hvis de lige topper deres argumentation med lidt mere end bare “68’erne”.

Og bagefter kommer alle de andre steder. Lad os få akademia – dvs. praktiske og åndelige vekselvirkninger – helt ned i børnehaverne, i skolerne, på gymnasierne og på seminarierne, så vi kan slippe for alle de “akademiske”.

Lidt mere om sagen fra DR (læs også Carsten Fogh Nielsens link):
https://www.dr.dk/…/efter-kritik-fra-elever-rektor-paa-den-…

Interview med den afgående rektor i Politiken sidste søndag: https://politiken.dk/…/Eleverne-p%C3%A5-Filmskolen-vil-have…

Carsten Fogh Nielsens indlæg: https://www.facebook.com/filoffen/posts/10157799032879289

 

38. d. 23. november: Helge Rode og Otto Mortensen

Helge Rode, som skrev sangen ”Som en rejselysten flåde” til det fine genforenings-stykke ”Moderen”, har også andre gode ting i ærmet.

F.eks. skrev han – også i 1920’erne – essayet ”Det sjælelige gennembrud”. Her undersøgte han religionsfilosofien hos den betydningsfulde amerikanske pragmatist og psykolog, William James. I samme bog lavede Rode en religionsfilosofisk tolkning af Nietzsche, som Rode mente, at Georg Brandes havde misforstået. Nietzsches ide om ”overmennesket” skulle ikke forstås menneskeligt, men netop religiøst. At Rode havde fat i den lange ende så vi, da det menneskelige ”overmenneske” tog magten i Tyskland årtiet efter.

Rodes milde panteisme, som er en slags syntese mellem det moderne gennembrud og den efterfølgende symbolisme, er måske ikke helt ubrugelig i dag, hvor nogle mennesker tror, at religion står for undertrykkende neokolonialisme eller sådan noget.

Helge Rode var i øvrigt far til skuespilleren Ebbe Rode. Dejligt med lidt social arv.

Rode har for resten også skrevet den fine fædrelandssang ”Du gav os de blomster”. Og ved I hvem, der skrev den smukke melodi til den sang? Det gjorde den senere aarhusianske lektor i musik ved Aarhus Universitet, Otto Mortensen.

Og ved I, hvad Otto Mortensen også skrev musik til? Såmænd til ”Kringsat af fjender”, som Nordahl Grieg, den store norske kommunistiske humanist, forfattede i 1936 som en reaktion på fascismens ”overmenneske” i Tyskland og andre steder.

Sangen blev sunget af Sissel Kjyrkebø til hele Norge efter terrorangrebet på Utøya.

Så Otto Mortensen skrev både til en mild national poesi og til kommunistisk humanisme. Kan vi ikke synge lidt med?

Mortensens bidrag til den danske sangskat var markant. Han skrev også melodien til den forunderlige ”hun er sød, hun er blød”, til ”Septembers himmel er så blå” og til den evigt unge ”Du danske sommer jeg elsker dig”. Han var også pædagogisk interesseret og medvirkede til at give blokfløjten en renæssance.

 

39. d. 26. november: Nationale tests og Double Bind!

Det går tilbage i de nationale tests (NT). Det gjorde det også sidste år osv. Det er svært at sige noget. Jeg prøver alligevel:

a.

Reaktion: Det går tilbage i læsning og regning. Det vil sige, at det går dårligt for skolereformens ødelæggelse af pædagogik, selv på reformens egne kvalitetsparametre.

Kommentar: Det kan man ikke sige, eftersom testene jo ikke måler præcist. Men havde testene vist fremgang, var det uden tvivl blevet fejret med æresparade gennem København med Antorini og Corydon og en KL-direktør i fuldt firspand og blomsterhav.

b.

Reaktion: Det går fremad i matematik i et eller andet år nede i yderste kælderrum.

Kommentar: Så alt det andet, som er langt det meste, hvor det går af H til, nævner vi ikke? Det var strategien fra DPU’s ledelse sidste år i en kronik. Den går jo heller ikke.

c.

Reaktion: Testene måler ikke præcist nok. Derfor får vi ikke noget reelt at vide. Men der er skam en helt anden eller tredje test fra cyberspace, hvor det går godt. Ergo går det fint.

Kommentar: Denne reaktion er snyd, eftersom NT jo er lig med skolereformen som sådan. Man kan ikke bare tage en anden test fra Rusland. Og så er der jo Qvortrup og økonomerne, som siger, at NT skam måler præcist på det aggregerede niveau. Hvad mon de siger nu? For et muligt, men urealistisk svar på det spørgsmål, kan man gå tilbage til punkt 1.

d.

Reaktion: Det tager lang tid – f.eks. 25 år – at implementere en skolereform. Vi må derfor afvente evalueringen i 2039.

Kommentar: zzzz…..

e.

Reaktion: Vi må lave nogle nye tests, som har bedre måleredskaber. De kan implementeres om 3 år, og så skal vi starte forfra med skolereformens setup.

Kommentar: zzzz…..

f.

Reaktion: Vi må have noget mere skolereform, dvs. noget mere fokuseret læring og målevaluering og undervisningsdifferentiering i helhed og noget mere læringsmaksimeringslæring. Der har været for meget modstand mod læring på lærerværelserne. Lærerne må tage ja-hatten på. Vi er ikke engang halvt i mål. Vi skal tilbage til kerneopgaven.

Kommentar: Grrrrr……

g.

Mit egen reaktion: Skrot forliget.

Min egen kommentar: Juhuu…!

Links:
Link til artikel om tallene og til tallene selv: https://www.folkeskolen.dk/…/fem-aar-efter-ingen-af-maalene…

Link til analyse af reaktioner på tallene fra sidste år (se kapitel 3):
http://www.thomasaastruproemer.dk/angreb-paa-folkeskolens-f…

 

40. d. 26. november: Henrik Dahls skolepolitiske aktion

LA’s skolepolitiske ordfører Henrik Dahl spørger i denne video, om vi

”skal erkende, at skolen er en politisk totalskade?”.

Og han svarer selv følgende:

“Jeg tror faktisk, at tiden er kommet til at sige, at folkeskolereformen er en form for totalskade, og vi må starte forfra”

Dahl vil have andre ord i spil en skolereformens læringslæring. Han fortsætter:

“Der er brug for at have fokus på, hvordan skolerne fungerer, der er brug for fokus på dannelse, der er brug for at have fokus på kundskaber. Og der er også brug for at genoprette disciplinen. Ikke på den sorte måde, men på den gode måde, hvor der er ro i timerne, fordi der er koncentration og opmærksomhed om det, der foregår. Hvis man gør de ting, så kan man redde skolen, man kan frisætte det enkelte menneske, og man kan gøre det til en spændende arbejdsplads for lærerne”.

Tak til Henrik Dahl for denne udsøgte politiske aktion.

Man må formode, at denne markering betyder, at LA forlader skoleforliget, som de jo kun tiltrådte, fordi Riisager blev minister i sin tid.

Og forhåbentlig vil et sådan træk kunne inspirere andre partier, så alle kan ”starte forfra” med de bedste sider af alle partiernes folkelige og politiske – kort sagt: pædagogiske – traditioner i et VIRKELIGT POLITISK FORLIG uden nullernes nullificerende nulpunkt i nul.

Link til Dahls video: https://www.facebook.com/HenrikDahlLA/videos/563244667825404/?__xts__[0]=68.ARBFiB7LCmSeB5jKo_81tUVLEW8bSl0vg5om0__q07KiIP0dqZnece9y2ITExL-KsrsDIuoTJJkTeWovj3b-6nry3h82MJn3xOFGsosJhYR-Yo2OMbqQnL93X4Ezjr2bOioJRFgprLrcnAkeGr-pvLWaVSFwVCmuxwiamxKDF2Io368MlSpbVHeNk8vM7doqcFO8b-7LkoZSq75hgIfJfTXoYnybsT6gZ91zB2pvshWPDEU04__LUu6lANbzQUEkM3CXpZwcg6M9fWIcQdXqZ7yuIOYf8LBi79NtivJbYbda-TQTNhNMSlJMn6CwqpbPcUayucCUXA6q9fJSFQ0JsJYPmVYPCuY&__tn__=H-R

 

41. d. 26. november: Socialdemokratisk logik

A. Ned med lærdom
Først siger en socialdemokratisk konkurrencestatsevaluerings-metodiker noget afkast-agtigt noget, som ødelægger landets folkelige liv. Dernæst kalder partiet selvsamme politik for ”de lærdes tyranni”.

Konkurrencestat bliver dermed lig med lærdom.

Socialdemokratiet kamuflerer en indre splid som et opgør med lærdom som sådan. Dermed tømmes landet for selvstændig aktivitet og videnskabelig pluralisme.

B. Ned med kreativitet
Først siger en person fra kompetenceinnovations-segmentet noget tekno-økonomisk innovations-noget, som understøttedes af Nyrup-regeringen og senere Thorning-Schmidt. Dernæst kritiserer partiet en generaliseret ”kreativ klasse”.

Kompetence-innovation bliver dermed lig med kreativitet.

Socialdemokratiet kamuflerer en indre splid som et opgør med kreativitet som sådan. På den måde tømmes landet for kunst og håndværk.

C. Spørgsmål og svar
Så hvad er Socialdemokratiet? Det er konkurrencestatspolitik tilsat et opgør med videnskab og kreativitet.

Længe leve Akademia og Kreativitet!

 

42. d. 27. november: Lærke Grandjean-interview

Lærke Grandjean har interviewet mig om tidens pædagogiske emner til sin blog på folkeskolen.dk:

https://www.folkeskolen.dk/1104220/paedagogikkens-eksistenskamp-i-dataficeringens-tidsalder-interview-med-filosof-thomas-aastrup-roemer

 

43. d. 27. november: Strøtanke om USA og Kina https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157700476494481&id=837549480

A. USA
Amerikansk tech-kapitalisme gennemlyser de vestlige demokratier, som omdannes til underordnede og svage overvågnings-, adfærdsudplyndrings- og feedback-systemer, med nogle larmende twitter-præsidenter uden magt, som har mistet deres civile samfund og folk.

B. Kina
Kinesisk data-kommunisme får fuld kontrol over landets datastrukturelle overvågnings- og belønningssystemer af borgeres kroppe og bevægelser og presser herfra de svage rest-demokratier.

Forudsigelse: Kinas symbiose med USA-tech og Kinas totale sejr. OECDs direktør Andreas Schleicher understøtter dette begrebslige skred ved at understrege de kinesiske læringssystemers PISA-overlegenhed, som vi andre derfor skal efterligne.

EU er alt for affirmativ, og er faktisk en del af problemet med sit “learning area” og “åbne koordinationsmetode”, som det kaldes.

Danmark? Ud af PISA, tak, og en gennemgribende faglig og åndelig modstand og genrejsning i samarbejde med befolkninger og demokratiske bevægelser i andre lande om samme konsekvens. Desuden: Google ud af alle skolebørns lommer osv..

I Prag kæmper de faktisk imod det kinesiske pres, kunne jeg læse i gårsdagens Politiken.

https://politiken.dk/…/Kinas-ambassadør-blev-mere-og-mere-r…

 

44. d. 27. november: Merete Riisagers ånd

Flere af de politiske partier lægger i dagens Altinget op til en yderligere opblødning af læringsmålstyringen, bl.a. ved at tage et ekstra kig på Fælles Mål, hvor detailmålene jo blev gjort ”vejledende” i 2017.

Baggrunden for det hele er et fremragende interview med Merete Riisager fra marts 2019. Riisagers udtalelser fra dengang har åbenbart inspireret den ene og den anden, så nu sker der pludselig noget.

Riisagers pointe er en del af hendes opgør med Konkurrencestaten. Derfor vil Riisager ændre hele tænkemåden i en mere bred kundskabsorienteret retning, som ikke er defineret ved statsøkonomisk optimering, som jo var den gamle VK-regerings skrækkelige og nærmest onde ide.

Det er lidt forskelligt, hvor meget de andre har forstået af Riisagers pointe.

Trane Nørby har ikke, for hun vil helst bare lave en evaluering, men en evaluering er jo altid inficeret af de begreber, den skal evaluere, så det er der ingen grund til at gå i gang med. Det vil blot reducere spørgsmålet til et ”mere eller mindre”, frem for et ”enten-eller”. Men Trane Nørby er dog positiv, hvilket hendes forgænger Anni Mathiessen bestemt ikke var i tilbage i marts. Så der er fremskridt.

Socialdemokraterne er også med på et eller andet. Det er dog ”kun” Jens Joel og ikke ministeren, der udtaler sig. Men jeg tror alligevel ikke, de forstår, hvad der foregår. Men skønt, hvis de ikke er så reaktionære mere. Jeg tror ikke, det der med “fag” er undervisningsministerens hovedinteresse. Hun interessere sig mere for at gøre “undfangelsen” til en lighedsstatistik.

Derimod tror jeg, at Jacob Mark har forstået, for han talte allerede i marts om ”kernen” i folkeskolen med direkte henvisning til Riisagers indsats. Og det var jo også ham og Riisager, som i fællesskab fik skubbet på processen med at få læringsmålstyringen ud af læreruddannelsen sidste år.

Mai Mercado fra de konservative er enig med Riisager på sådan en lidt naiv og overfladisk måde, som om hun selv har opfundet det hele. Sådan lidt på samme måde som Joel. Men ros herfra. DF støtter også – sådan lidt forvirret – op om ideerne.

Endelig er der Marianne Jelved. Hun har også et godt blik for problemerne. Hun tidsfæster dårligdommenes start til år 2001, hvor Fogh Rasmussens VK-regering blev dannet, hvilket ikke er helt urimeligt. Hun har dog ikke blik for, at den foregående S-RV-regering under Nyrup selv havde et betydeligt ansvar for dårligdommene med den “ansvar for egen læring ideologi”, som udviklede sig under Ole Vig Jensens ministertid, og som efterfølgeren fra 1998-2001, en ung Margrethe Vestager, ikke var i stand til at stoppe.

DLF’s Jeanette Sjøberg siger nogle yderst fornuftige ord, som minder om tankerne i DLF’s nye folkeskoleideal, som er kundskabsorienteret på en måde, der ligger tæt på Riisagers ideer. Dette folkeskole-ideal står for det modsatte af de radikales ”ansvar for egen læring”, hvis eksistens som nævnt var en del af baggrunden for VK-regeringens aktion i 2001; en aktion, som desværre var en økonomificering af hele samfundslivet som sådan, og som på en måde endte med faktisk at forstærke ”ansvar for egen læring”, nu blot som statsstyret ”opportunisme”.

Hvis lærerne realiserer dette folkeskoleideal, som er herbatiansk, og kombinerer det med deres professionsideal, som er Løgstrupsk, så skal det nok gå godt. Så får vi LA og det klassiske SF i forening, for nu at være lidt sjov. De andre partier kan jo også byde positivt ind, men de virker stadig alt for indsovset i 2001, til at de kan sige noget selvstændigt.

At man så evt. lige kan rette lidt hist og pist i de to idealer, lader jeg ligge.

Ændres lærings- og kompetencemålene yderligere i Riisagers og Marks retning, så går folkeskoleloven i total opløsning. Men ok, den er allerede ”totalskadet”, som Riisagers partifælle Henrik Dahl kaldte det i et herligt indlæg i forgårs. Dahl er i øvrigt ikke interviewet om den aktuelle sag, hvilket er lidt pudsigt, når nu udgangspunktet er et interview med en partifælle.

Man må herefter regne med, at både folkeskolen og læreruddannelsen finder deres gamle stier ind i en ny tid. Så kan vi komme på skovtur med en oplyst, rodfæstet, virkelysten og samfundsengageret ungdom.

På den måde kommer pædagogikken til at opløse Globaliseringsrådets indædte og altomfattende ideologi indefra og trænge finansministeriet tilbage til finanserne.

Links:
Link til aktuel diskussion om sagen, d. 28. november: https://www.altinget.dk/…/flertal-aabner-for-at-lempe-binde…

Link til interview med Riisager d. 21. marts: https://www.altinget.dk/…/konkurrencestats-taenkningen-er-r…

Link til journalistisk omtale af Merete Riisagers indlæg, d. 22. marts:
https://www.altinget.dk/…/riisager-oensker-opgoer-med-omstr…

Link til reaktioner på Riisagers indlæg, d. 21. marts: https://www.altinget.dk/…/riisagers-opgoer-med-maalstyring-…

Min egen kommentar til interviewet med Riisager i marts 2019:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157056410279481&id=837549480

 

45. d. 28. november: Folkeskoledebat

Der har været debat om folkeskolen på p1. Det sker ikke rigtig noget interessant, bortset fra at alle partier lader til at have glemt alting, men alligevel er meget utilfredse med det hele.

De konservatives Mai Mercado vil af med nogle flere læringsmål. Hun vil også have noget mere “dannelse”, men det lyder mest som en lyd. Og hendes parti var skam meget kritiske tilbage i 2013, siger hun. Men ok, der er lidt point for at lyde irriteret.

Henrik Dahl fra LA vil have disciplin, forstået som koncentreret opmærksomhed, og “tryllestøv”. Han får også nævnt L409. Han får også et point, for “tryllestøv” er jo det modsatte af skolereformen. Men Dahl var bedre på sin private video den anden dag, hvor vi fik at vide, at reformen var “totalskadet”.

Jens Joel fra Undfangelsesafkast-partiet lader ikke rigtig til at kende til sit eget partis historie på området. Han siger også noget. Noget med “at sikre” et eller andet. Jens Thulesen Dahl fra Dansk Fryseparti siger også…. jeg kan ikke lige huske det.

Så ringer der et par lærere, som alle politikerne skam synes har ret i det hele. Journalisten spørger også om noget. Højere løn f.eks.? Skarpt spørgsmål.

Ingen kan lide noget, og der er ingen grunde. Der lader ikke til at være noget at bevare eller noget at interesserer sig for. Drop det hele.

https://www.dr.dk/radio/p1/p1-debat/p1-debat-2019-11-27?

 

46. d. 30. november: IT I dagtilbud og skole

0.
Vi må tænke os en rousseausk naturtilstand, hvor mennesker og verden kan udvikle sig i fælles og individuel opmærksomhed uden googlificerede og datalæringsstyrede mellemled. Når denne demokratiserende ”naturtilstand” er etableret, så kan vi begynde at sætte IT ind i en politisk, humanistisk og etisk sammenhæng i langsomme og gennemtænkte sekvenser.

Lige nu er det modsat. Der har udviklet sit et helt it-
forskningsparadigme på universiteterne, i datakonsulenthusene og på professionshøjskolerne, som er skudt ud af en galoperende databegejstring, og som har etableret et helt sæt af paradigmebeskyttende dogmer a la ”det er ikke skærmen men indholdet, som er problemet” eller ”en blyant kan også dræbe”, så man slet ikke kan afgrænse teknologiens råderum. Dette nye data-hegemoni understøttes både af stat og kommune.

Ok, men her er så lidt naturtilstand og lidt forslag til genindsættelse.

1.
I vuggestuer og børnehaver er alt it forbudt, også på kontoret. Der kan ikke modtages mails fra kommunen. Det er rendyrket Rousseau, Frøbel, Montossori, dvs. natur, opmærksomhed og gaver. Der må ikke engang være et gammeldags fjernsyn. Sådan går der seks gode år.

2.
Børnehaveklassen er desværre forsvundet. Det er en stor fejl, som har bevirket, at børnehaver nu skal være ”skoleforberedende”. Har man hørt noget værre.

3.
I skolen er alle mobiltelefoner helt forbudt, specielt i frikvarteret. Heldigvis har mange skoler etableret mobilfængsler eller mobilhoteller, så bogens selskab kan få fylde.

Men IT som sådan bør helt klart tillades i bestemte og afgrænsede situationer, som vi endnu ikke har defineret, fordi vi har tilladt Lars Løkkes singularity-inspirerede disruptionsstat at køre over det hele med Sillicon Valley i bagagen.

Det er en stor diskussion, vi trænger til. Man kan forestille sig følgende tilladelser, som altså blot er forslag:

– Faget teknologiforståelse fra 4. klasse: Her skilles teknologien ad og dens naturvidenskabelige konstruktion, og de vigtigste samfundsmæssige og politiske konsekvenser drøftes. Faget er kundskabs- og ikke kompetenceorienteret.

– Projektarbejde. To gange om året går der hul på skolen. Her er eleverne ude i verden med deres pc under armen. De vender tilbage og beretter med powerpoints og alt hvad de kan finde på at bruge.

– Man kan bruge word mv. i det daglige, men uden internetopkobling. Man kan også gå hen på biblioteket og søge titler og bladre lidt i nogle fedtede sider sammen med en velinformeret skolebibliotekar.

– I valgfagene kan man vælge forskellige kompetenceorienterede kurser i de høje klasser.

– I ”klassens time” drøfter man digital omgangstone, hvis det bliver nødvendigt, hvilket det næppe bliver, fordi eleverne er så godt opdraget i naturen.

– I fag som håndværk og design indgår forskellige kreative processer, hvor der er fuld udnyttelse af teknologiens kreative muligheder sammen med rig og selvstændig sans for fysiske materialer og kunst- og håndværksarterne.

Man kan udbygge disse tanker på forskellige måder og videreføre dem til andre dele af uddannelsessystemet.

Her er et link til en diskussion om mobiler i skolen: http://www.thomasaastruproemer.dk/skaerm-skaerm-ikke-ny-rap…

 

47. d. 30. november: Mørkets pædagogik

Hvordan mon man opdrager sit lille danske barn, hvis man fortæller det følgende:

– Dit land er racistisk
– Dit land er kolonialistisk
– Dit land er patriakalistisk
– Dit køn skal stormes
– Din historie er en social konstruktion
– Din religion er undertrykkende
– Din hudfarve er racistisk
– Dine sange er racistiske
– Udklædning er krænkende
– Dine forældre har ødelagt planeten.

Hvordan kan en sådan opdragelse overhovedet finde sted?

 

48. d. 30. november: Hygiejne

I sin leder om folkeskolereformens problemer vasker Konkurrencestatstidendes skoleredaktør, Jacob Fuglsang, hænder ved at beskylde politikerne for at vaske hænder.

Det virker lidt hyperhygiejnisk det hele. Lidt som dengang sangerinden Nabihas nye krøller prydede forsiden dagen efter lærernes megademonstration i 2013.

Har de OCD allesammen? Hvor er urenheden? You know: Erindringen.

Politikens leder: https://politiken.dk/…/Skal-elever-lærere-og-forældre-grine…

Diskussion af OK18-kommissionens rapport

Som følge af OK18 nedsatte DLF (Lærernes Centralorganisation) og KL en kommission, som skulle se på forholdet mellem pædagogisk kvalitet og arbejdstid. Jeg var meget kritisk i sin tid på grund af hele det begrebslige setup (se links i bunden). Nu har kommissionen barslet med en rapport med en række bilag, som desværre bekræfter mine bange anelser fra dengang. Her er nogle iagttagelser:

 

1.

Kommissionen har følgende forståelse af skole og pædagogik:

”Faglig kerneopgave: At sikre elevernes faglighed og trivsel”

Denne opstilling optræder i svagt varierende former flere gange (s.9, 35,37,41, 65, 71). Det er ”kernen” i kernen.

Nu kan man være sikker på en ting, og det er, at alle dem, som bruger ord som ”sikre” og ”kerneopgave”,  har misforstået sagens sammenhæng. Det er kodeord for den mål- og evalueringsideologi, som stammer fra VK-regeringens raid mod skole og pædagogik tilbage i 2000’erne.

Men hvad så med skolereformen, som jo er fra 2013? Er den også med i citatet? Og ja, det er den. Dels via VK-vokabularet, som skolereformen direkte overtager, men også fordi der står ”faglighed”. Men er faglighed ikke en god ting? Jo, normalt, men ikke her! Det skyldes, at ”faglighed” her betyder ”læring”, og ”læring” betyder elevresultater og metaproces. Det fremgår tydeligt af kommissionens rapport, hvor disse tre ord rundt omkring skifter plads i citatets semantiske skema, som altså hedder kerne=faglighed + trivsel.

Man kan også se 2013-ideologien et andet sted: Hele skolens formålsparagraf er citeret i umiddelbar sammenhæng med skolereformens tre kendte målindikator-pinde. Men indholdet af formålet nævnes, ud over nogle få linjer for husarerne, hvor ordet ”dannelse” parkeres, slet ikke. Det gør derimod skolereformens målpinde:

”Med folkeskolereformen indførte folkeskoleforligskredsen tre nationale mål for folke-skolen, som løbende evalueres med udgangspunkt i målinger af elevernes læring og trivsel”

Bemærk, hvordan ”læring og trivsel” følger samme semantik som ”faglig udvikling og trivsel” i det første citat, og det løber ned over siderne. Og går man ind i den politiske aftale bag skolereformen fra 2013, som kommissionen refererer til, så står der ”læring” 43 gange på 30 sider. Og herfra flød hele symbiosen mellem læring, evaluering og målstyring i et kæmpestort raid mod pædagogik og dannelse. Men i den aktuelle kommissionsrapport, står der altså ”faglighed” eller ”faglig udvikling” i stedet for læring, selvom betydningen er den samme.

 

2.

Kommissionen har også en række bilag, herunder en rapport på 180 sider med forskerindlæg. Her bekræftes sammenhængen. Der er 160 hits på ”læring”, men kun 1 på ”kundskaber” og 17 på ”pædagogik. Der er ingen drøftelser af ”dannelse” eller af ”skolens formål”, så vidt jeg kan se, selvom kommissionen jo hævder at arbejde med emnet.

Bilagsbogen indledes med artikler af den magtfulde professor, Simon Calmar Andersen, af Martin Bayer fra KP, af Jeppe Bundsgaard, som har skrevet store dele af den seneste PISA-rapport, og af nogle UC-folk. Der er også indlæg af Lars Qvortrup, Lise Tingleff og Per Fibæk Laursen. Fibæk Laursen trækker på Hattie, OECD’s Andreas Schleicher og på McKinsey.

Af mulige kritikere er der Alexander von Oettingen og Lene Tanggaard. Oettingen gentager sin Luhmann-vinkel på samfundsvidenskaben, som desværre lukker skolen i bur i stedet for “fri tid”, men drøfter også en ”almenpædagogisk” tradition, som han fører over i DLF’s nye folkeskoleideal. Dette ideal kunne være en kritisk korrektion til kommissionens rapport. Desværre realiseres de kritiske muligheder ikke, hvilket skyldes Luhmann. Von Oettingen kan ikke komme tilbage i samfundet fra sit lidt for lukkede skolekoncept. Han skulle have brugt det nye skoleideal langt mere offensivt efter min mening. Nu risikerer det at skride.

Lene Tanggaard tager udgangspunkt i Hargreaves og Fullans begreb om ”professionel kapital” og refererer til en meget problematisk rapport om NEST-pædagogikken, så det er en skuffelse.

Og kommissionen tager skam ”professionel kapital” direkte ind i dens rapport, endda med henvisning til Tanggaards og Skovmands fine ”justerings”-rapport, som de udarbejdede for Merete Riisager. Men alle de positive elementer fra Riisager-rapporten, som i høj grad var formålsbaserede, overses totalt i kommissionsrapporten. Hargreaves er også favorit hos DPU’s systemteoretikere.

Christian Kjeldsen, som har overtaget ledelsen af Nationalt Center for Skoleforskning fra Lars Qvortrup, trækker også på ”professionel kapital”-begrebet. Han mener dog, som jeg læser det, at begrebet – uanset Hargreaves’ og Fullans egen påstand – er knyttet til velfærdsøkonomiens ”human kapital-begreb”. Det er jeg helt enig med ham i, men den pointe overses helt af kommissionen. I stedet peger Kjeldsen på sine egne yndlinge, Martha Nussbaum og Sen, som alternativer i et underligt indskudt afsnit. Men i selve undersøgelsen af ”kvalitet”, forsvinder disse referencer, og tilbage står Hargreaves+Fullan og en masse TIMMS-tal, hvormed han jo accepterer alt det, som han lige har kritiseret, hvis jeg har forstået ham ret? Min tese er, at Kjeldsen faktisk er glad for humankapitalen, fordi det giver ham mulighed for at måle noget mere og bidrage til økonomernes produktivitetsdiskurs. Nussbaum-inspirationen siver langsomt bort, presset af DPU’s og skoleforkskningscentrets mere grundlæggende ideologi, hvorfra de filosofiske begreber kan omdannes til OECD-lignende kompetencestrukturer, som så kan kaldes ”dannelse” i overensstemmelse med DPU’s eksisterende ideologiske kerneland.

Kjeldsens forgænger, Lars Qvortrup, refererer også til Hargreaves og Fullan, som jo var rådgiver i Ontario, men også til sit arbejde i ”Program for læringsledelse”, som var dybt integreret i læringsrevolutionen. Qvortrup skrev også forord til den danske oversættelse af deres bog, fremgår det af kommissionsrapporten.

Det bedste indlæg i forskerrapporten er faktisk skrevet af Nana Vaaben fra KP, som drøfter forholdet mellem kald og profession med bedre sans for de pædagogiske muligheder.

Der er også nogle flere artikler, hvoraf de fleste handler om arbejdstid, men dem må man selv læse.

Det skal bemærkes, at kommissionen har normeret indlæggene begrebsmæssigt ved i sit, i nærværende sammenhæng, centrale spørgsmål til forskerne at forudsætte “professionel kapital” og “sikre høj kvalitet i undervisningen” som de centrale begreber. Kommissionens spørgsmål lyder således:

“Hvilke rammer er de mest centrale for, at skoleledelser og lærere kan sikre høj kvalitet i undervisningen, en stærk professionel kapital og et godt arbejdsmiljø?

Dermed har man presset diskussionen hen i retning af læring (“kapital”) og evaluering (“sikre kvalitet”), mens de pædagogiske emner marginaliseres.

 

3.

Tilbage til kommissionens hovedrapport. Her gøres netop Hargreaves’ og Fullans kapital-begreb til grundlag for et helt afsnit om noget, der kaldes for ”professionel dømmekraft”. Fullan var som sagt knyttet til Ontarios reformer, som dansk læringsrevolution var dybt inspireret af. Hargreaves stod bag indførelse af evidensbegrebet i pædagogik. Ligningen hedder: Professionalitet= Læring+evidens.

Man vil også lave ”karriereveje” ligesom i f.eks. Singapore. Der refereres her til Martin Bayer fra Kbh. Professionshøjskole, som skrev om emnet sammen med Jens Rasmussen i en rapport fra 2010. Her var tesen, at ”normative” bøger på læreruddannelsen førte til dårlige Pisa-placeringer. Det var en del af opgøret med “seminariet”.

Skoleledelse handler om at ”sætte retning” og ”skabe tilslutning”, står der. Det lyder som en koncern. Det kaldes for ”transformationsledelse”, og det kan lærerne godt lide, siger kommissionen. Der refereres her til Lars Qvortrups artikel i forskningsbilagene (s.36). Der står ikke noget om formål, pædagogisk diskussion, fag eller åndsfrihed. Og kommissionsmedlem, professor Lotte Bøgh Andersen, som formodentlig har stået bag disse formuleringer, har da også for nyligt – i forbindelse med sagen om ledelsen af Filmskolen – sagt til Politiken, at det er ok at fyre medarbejdere, som ikke følger en leders definition af skolens ”retning”. Og ordet ”retning” bruges både i Politiken og i kommissionsrapporten. Det varsler ilde.

Erik Schmidt kan stadig få en skolereformsadvarsel i dette system. Man har intet lært. DLF’s flotte sejr i landsretten kollapser.

Kommissionen vil også have ”en ambitiøs læreruddannelse”, men den har formand Per B. Christensen jo selv bidraget ekstremt negativt til, eftersom han var formand for det evalueringsudvalg, der stod for grundlagsrapporten i 2011, som markerede seminariernes endelige død. Der refereres også her til Lars Qvortrups indlæg i forskningsbilagene. Man vil også have en fond til ”kompetenceudvikling”. Den skal, står der, minde om AP Møllerfonden, som kommissionsformanden selv sidder i, og som har spredt skolereformsideologi i hele landet siden 2014, blandt andet med en hel masse penge til Qvortrups projekter. Jens Rasmussen sad også i AP Møller-udvalget, og han bidrog også til rapporten om læreruddannelsen. Og Per B. Christensen lavede læringsrevolution i sin kommune, hvor alle blev sendt på studierejse til Hattie-land. Vi er i DPOs øde egne.

 

4.

Ser man på kommissionssammensætningen er der ingen overraskelser. Både formanden, Per B. Christensen, og Andreas Rasch-Christensen har fortiden dybt plantet nede i fortidens lærings-synder, og professor Lotte Bøgh Andersen mener som sagt, at man kan fyre folk, der ikke er loyale over for ledernes visioner. Der er også nogle flere, men de har ingen magt, undtagen måske en skolechef fra Horsens Kommune, som i den grad har været opslugt af læringsideologien.

 

5.

Så summa summarum. De kommende arbejdstidsaftaler vil være en styrkelse af KL’s og DLF’s magt over pædagogikken med skolereformens læringsbegreb som afgørende begrebsmæssige realitet. Dermed styrkes ”læringsrevolutionen”, selvom man i rapporten i bedste nysprogstil nu er begyndt at kalde ”læring” for ”faglighed”.

Kommissionens bidrag til at skabe “ro om folkeskolen” bør man derfor modarbejde. Vi er slet ikke færdige med uroen.

Det er 00’ernes og skolereformens syn på pædagogik, som hermed materialiseres yderligere, så det er bare på med nej-hatten, som Brinkmann siger. Desværre er kommissionen også nævnt positivt i regeringens “forståelsespapir”, hvilket understreger skolereformens politiske og pædagogiske realitet.

 

Links:

Direkte link til kommissionens rapport: https://www.dlf.org/media/12970722/laererkommisionsrapporten.pdf

Kommissionens rapport med tilhørende bilag: https://www.dlf.org/loen-og-vilkaar/laererkommissionen

Kommissionsformandens kronik i Politiken, d. 17.december: https://politiken.dk/debat/kroniken/art7557996/Vask-tavlen-ren

Link til forligstekst 2013: https://www.uvm.dk/folkeskolen/folkeskolens-maal-love-og-regler/politiske-oplaeg-og-aftaler

Link til Lotte Bøgh Andersens udtalelser om situationen på filmskolen: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157746156784481&id=837549480

Tidligere analyse af kommissionen med flere links etc.: http://www.thomasaastruproemer.dk/laeringskonsensus-kommentar-til-dlf-kls-nye-arbejdstidskommission.html

Facebook-drys 65: Oktober 2019

Her er 26 facebook-drys fra oktober 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.

  1. Kaare Egholm Pedersen om højskolesangbogen
  2. Analyse af AP Møllers tildelinger til folkeskolen
  3. De lærdes tyranni 1
  4. Facebook-drys 63: august 2019
  5. De lærdes tyranni 2
  6. En tvivlsom gave
  7. Et vø-identitært indlæg
  8. Statsministerens tynde øl
  9. Henrik Dahl opdrager forskermasserne
  10. KL om børnehaver
  11. Facebook-drys 64: september 2019
  12. SkoleRåd 2008-2011
  13. Vø og vå
  14. En dialog med vø
  15. Zuboff og Bernsen om dataficering
  16. You’re in the army now
  17. UC’ernes store skyld: Afvisning og sygeliggørelse af Askov
  18. UC’ernes studieaktivitetsmodel
  19. Dion Rüsselbæk Hansen om Lars Qvortrups ”logik”
  20. UC-noter om fundamentet
  21. Anders Fogh Rasmussen
  22. Vø-byen
  23. Økonomisk Råd og Skoleråd
  24. Hvad er en vø?
  25. Fra kritisk til konstruktiv journalistik
  26. Er Eika en vø?

 

1. d. 1. oktober: Kaare Egholm Pedersen om højskolesangbogen

Her er Kåre Egholm Pedersens kloge og kritiske bemærkninger til Kurt Finstens forskrækkelige frontalangreb på højskolesangbogens historisk-poetiske lag og utidighed.

Link til mit oprindelige opslag om sagen med yderligere links mm.: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157526849594481&id=837549480

Link til Kaare Egholm Pedersens indlæg: https://www.information.dk/debat/2019/09/nationale-kristne-hoejskolesange-laerer-eleverne-vores-historie?utm_medium=social&utm_campaign=btn&utm_source=facebook.com&utm_content=tp

 

2. d. 2. oktober: Analyse af AP Møllers tildelinger til folkeskolen

Jeg har henover de sidste par dage lavet en detaljeret undersøgelse af den ideologiske tendens i tildelingerne fra AP Møllerfondens folkeskolemilliard. Det kan man læse om her:

http://www.thomasaastruproemer.dk/glemsomhedens-kategori-ap-moellerfondens-folkeskolemilliard.html

 

3. d. 3. oktober: De lærdes tyranni 1

Jeg er vist en del af det, som den socialdemokratiske minister, Kaare Dybvad Bek, kalder for “de lærdes tyranni” i sin bog af samme navn.

De lærdes tyranni er en lidt ubestemt kategori for folk, der har gået på uni, og som er kreative eller sådan noget. Nogle gange henviser udtrykket til noget i retning af “kommunikationsrådgivere”, som åbenbart er “kreative” og “lærde”? Andre gange – f.eks. via udtrykket “lærd” – dækker betegnelsen alle, som har læst i en bog med en litteraturliste, og som skriver eller siger noget selvstændigt og mærkeligt. Dem fra Alternativet er vist de værste, må man forstå. De er åbenbart særligt “lærde”?

Dybvad kan til gengæld godt lide Georg Brandes, som sammen med Jeppe Aakjær skulle være de åndelige arkitekter bag livet i Dybvads hjemstavn, Vipperød, en lille flække i nærheden af Holbæk.

Nu vil jeg så ikke lige frem kalde Brandes – og faktisk heller ikke Aakjær – for ulærde, og Vipperød-Brandes kombinationen er decideret tyrannisk i al sin himmelfaldne Sass-Larsen-inspirerede socialdemokratisme og kulturopgør.

Dybvads logik giver en god sans for loppemarkeder, idrætshaller, indvandringsskepsis og kritisk sans imod amerikanske kapitalinteresser, men den giver virkelig dårlig sans for videnskab, national pluralisme, kunstnerisk arbejde, frie skoler og verdensborgerlig interesse, dvs. for ÅND. Og så er det jo – undskyld jeg gentager mig selv – decideret paradoksalt-psyko-somatisk, at netop Brandes og Aakjær er hovedreferencen for Vipperød-politikken.

Dybvad er også imod “centralisering”. Det er noget, “de lærde” har stået for, må man forstå? Men hvorfor har hans parti så lavet skolereformen? Og partiets uddannelsespolitiske udspil fra sidste år er total teknokratisk intethed, dvs. “antilærd”? Og hans kollegaer i regeringen vil omdanne både socialt arbejde og pædagogik til noget, de kalder “SØM-afkast-modeller”. Her lægges der bestemt ikke op til, at børn og unge skal kende til hverken Brandes eller Aakjær.

På den måde får Dybvad omdannet Vipperød til et lille dorsk DF-agtigt teknokrati med et årligt loppemarked første lørdag i juni.

Man forstår godt, hvis de unge i Vipperød får lyst til at søge til Vøbenhavns Universitet, hvor de kan blive til VØ’er uden køn og finde hverdagsracistiske overgreb gemt i hvert eneste ord.

Reference:
Kaare Dybvad Bek: De lærdes tyranni, People’s Press, 2017.

 

4. d. 3. oktober: Facebook-drys 63: august 2019

Så fik jeg styr på diskussionerne i august:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-63-august-2019.html

 

5. d. 4. oktober: De lærdes tyranni 2

Ubehag ved Socialdemokratiet: Kaare Dybvad Bek: De lærdes tyranni – 2. refleksion

I 2018 skrev den nuværende boligminister, Kaare Dybvad, bogen ”De lærdes tyranni”. I forbindelse med at jeg læste en bog af to andre socialdemokratiske ministre, nemlig tandemparret Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen, fik jeg lyst til at studere endnu et eksempel på aktuel socialdemokratisk tænkning.

Rosenkrantz-Theils og Halsboe-Jørgensens bog hed ”Det betaler sig at investere i mennesker”. Bogen handler om den såkaldte ”SØM”-metode, som en form for udvidelse af det finansministerielle sprog og logik ind i pædagogikken, som derved omdannes til konceptmetoder med læringsafkast-profiler.

Dybvads bog er anderledes. I en vis forstand peger den i en helt anden retning, men så alligevel ikke. Lad mig forklare det.

Dybvads verden hedder Vipperød, en flække mellem Roskilde og Holbæk, hvor han voksede op. Alt starter og slutter der, dvs. den socialdemokratiske-DF-agtige trummerum, dvs. få et job, pas din forening og vær skeptisk over for indvandring.

Dybvad mener, at hans Vipperød-ideal er en symbiose af Georg Brandes og Jeppe Aakjær. Jeg vender tilbage til det senere.

Lad os se på argumentationen: Dybvad mener altså, at Vipperød er truet af ”den kreative klasse” og af ”de lærde”.

Dybvad undersøger den kreative klasses oprindelse, som dette forstås hos den amerikanske professor Richard Florida. Florida har en dansk forbindelse. Han har boet her i landet, han har understøttet Alternativet, og hans tanker flugter også godt med visse globaliseringsalternativister i det radikale venstre. Han står for en særlig form for økologisk/økonomisk/teknologisk tankegods, som er uudholdelig for sådan en som mig. Floridas ideer er grundlaget for ny ”kreativ klasse”. Dybvad viser meget interessant, hvordan denne ide og denne proces har sat sig spor i dansk policy, hvordan den har bredt sig i samfundet som en stedsfjendsk ideologi, og hvordan den er endt op i en desavouering af Vipperød og lokal folkelighed. Det er en fin analyse.

Dybvad kritiserer især alle konsulenterne og kommunikationsfolkene. Det er dem, der er ”lærde” og ”kreative”. Men hvorfor er de det? Det kan godt være, at de falder under Richard Floridas begreb, men de er da ikke kreative eller lærde i almindelig forståelse af disse ord? De er ikke kunstnere, håndværkere, videnskabsmænd eller intellektuelle. Ofte endda tværtimod. Og selvom jeg bestemt ikke er fan af Floridas tanker, så synes jeg også, at Dybvad reducerer Floridas gruppe for kraftigt, så Uffe Elbæks tropper ender som et kommunikationsbureau. Mange af de alternativister, jeg kender, er bestemt ikke kommunikationsrådgivere, men iderige og åndeligt interesserede økologer.

Så først ødelægges lærdoms- og kreativitetsbegrebet, og derefter reduceres det så yderligere, så den kreative klasse til sidst nærmest udgøres af nogle evalueringskonsulenter eller sådan noget.

Men findes der ingen virkelig kreative hos Dybvad? Ingen ægte lærde? Nej, åbenbart ikke. Niels Bohr ender, hvis jeg må sætte det på spidsen, i samme bås som en mellemleder i Odense Kommune, der giver advarsler til folk med selvstændige meninger.

Problemet er, at al lærdom og kunst dermed kollapser ind i deres modsætning. Dybvad burde i det mindste have skelnet mellem Lærd 1 og Lærd 2, dvs. den intellektuelle/kreative og teknokraten. På samme måde, som Grundtvig skelner mellem skjalden og juristen. Med det udgangspunkt kan man sige, at Lærd 1 i Dybvads analyse kollapser ind i det Lærdes modsætning, som han så kalder for Lærd alligevel.

Faktisk er der to virkelig kreative og lærde personer i Dybvads univers. Det er Georg Brandes og Jeppe Aakjær. Dybvad går ikke ind i deres tekster, så den nærmere bestemmelse står noget uklart. Han refererer til gymnasiets aktuelle litteraturhistorie, som da også er en god bog. Vipperøds essens er skabt af disse to personer.

På en måde er det en vigtig pointe, at de danske steder er skabt af kulturradikale og folkelige traditioner. Men på den anden side: Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med, at Brandes og Aakjær nu skal understøtte det, som Dybvad får fremstillet som en form for dansk småborgerlighed i kamp mod de kreative og lærde? Det er en dybt paradoksal tese efter min mening. Og paradoksaliteten hænger sammen med det kollapsede ”lærdoms”- og ”kreativitets”-begreb.

Vi ender derfor i en form for rindalisme, der understøtter den antiintellektuelle tone hos Henrik Sass Larsen og hos en socialdemokratisk debattør som Lars Olsen, som jo var dybt involveret i Antorinis skoletanker. Jeg synes også, man genfinder den hos f.eks. Mattias Tesfaye, som i sit fine forsvar for håndværket også får talt samfundets åndelige strukturer væk og ned.

Rosenkrantz-Theils bog om SØM-metoden, som jeg omtalte i indledningen, er også rindalistisk, blot på en endnu mere aggressiv måde. Den er ikke Vipperøds-rindalistisk, snarere evalueringsmetode-rindalistisk, hvilket jo netop giver masser af jobs til de konsulenter fra den kreative klasse, som Vipperødsrindalismen hader. Disse evaluerings-konsulenter skal så bare egentlige ikke være ”kreative” eller ”lærde”, men blot samfundsrelevante teknikere, der gør, hvad de får besked på. På den måde får vi en intern socialdemokratisk differentiering: En folke-rindalisme overfor en evaluerings-rindalisme. Det er da et meget sjovt fund. Denne differentiering har dog mig bekendt ikke vist sig i samfundets eller partiets offentlige liv.

Dybvad har et fint kritisk blik for centraliseringsprocesserne i samfundet. Han skyder på kommunalreform, ændringerne i skattevæsenet og professionshøjskolereformen, alt sammen etableret i 00’erne, hvor Venstre regerede, men uden nævneværdig socialdemokratisk modstand. Efterfølgende, fra 2011-2015, stod socialdemokraterne endda decideret i spidsen for at finpudse centraliseringsiveren med deres reformer af læreruddannelse og skoler, som faktisk var præget af en dyb afstandtagen fra folkelige og pædagogiske traditioner. De dele går Dybvad mere stille med, for nu at sige det mildt.

Dybvad skyder også på 00’ernes globaliseringsaftale, og det gør han helt ret i. Men hvorfor mener Dybvad, at denne aftale er så entydigt knyttet til teorien om den kreative klasse? Mange vil sige, at det er neoliberalisme, konkurrencestat og dannelsestab, dvs. det modsatte af kreativitet, der er på færde? I min optik bidrog globaliseringsdiskursen fra 00’erne netop til en ødelæggelse af det lærde og af det kreative. Men Dybvad sidestiller denne 00’er-diskurs med det kreative og det lærde? Og er skolereformen, som Dybvads parti jo står bag, ikke et typisk eksempel på centraliseringssproget? Dybvad ender med en de facto frikendelse af sit eget parti, som selv står bag meget af det, han kritiserer. Men han kan ikke gøre noget ved det, fordi han har puljet de midler, han skulle have anvendt som noget negativt ”kreativt og lærd”, kun med en småborgerlig Brandes og Aakjær fra lærebogen tilbage.

Dybvads hovedfjende er Alternativet, som har fået mange penge fra folkene bag teorien om ”den kreative klasse”. Derimod er han glad for DF, som har samme syn på de lærde og det kreative som Dybvad selv. Han havner dermed i Berlingske-segmentet, dvs. 00’ernes kombination af DF-dannelse og OECD-agtigt jobfokus. Bogen er da også blevet godt modtaget i den omegn, som åbenbart har glemt deres egen OECD-begejstring fra 00’erne? Jeg tror ikke, at Aakjær og Brandes ville synes, det var skide sjovt. Jeg er enig med Dybvad i hans kritik af 00’erne, men hans analyse er ikke dybtgående nok, hvorved han ender i en blanding af konkurrencestat og provinsialisme og faktisk i en afvisning af kreativitet og lærdom som sådan.

Dybvads bog er noget af det tætteste, Socialdemokratiet aktuelt kommer på en selvstændig tanke, men den ender alligevel med at understøtte et uselvstændigt Socialdemokrati.

Jeg vedhæfter en omtale af Socialdemokraten Julius Bomholts kultur- og pædagogik-antologi fra 1950’erne. Det er den slags lærde kreativitet, som er gået tabt i dag, og som virkelig vil kunne gøre Vipperød til et vippende og rødt sted i Danmark.

Links:
Link til omtale af Bomholts bog: http://www.thomasaastruproemer.dk/socialdemokratiets-derout…

Link til refleksion 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157536395554481&id=837549480

 

6. d. 4. oktober: En tvivlsom gave

Weekendavisens journalist Markus Bernsen, som også dækkede Keld Skovmand-sagen, har kastet sig ud i at undersøge AP Møller-fondens ageren på folkeskoleområdet, dvs. hvordan læringsideologien arbejder på kryds og tværs mellem fonden selv og landets kommuner. Artiklen har den skønne titel ”En tvivlsom gave”.

I starten af artiklen siger jeg selv lidt på det generelle niveau om den læringsideologiske hyperophedning og dennes negative effekt på skolens tradition og pligt. Det kan man selv læse.

På den mere empiriske side er der blandt andet en beretning fra de nordsjællandske John Hattie-kommuner. Viceborgmesteren i Lyngby, Simon Pihl Sørensen, har en række kraftfulde markeringer. Han taler f.eks. om, at disse kommuners Hattie-projekt, som har fået i alt 19 mio. kr. af fonden, er ”sekterisk, nærmest facistoidt og udansk”. Han taler også om en ”uhellig alliance af penge og et pædagogisk modefænomen”.

Ph.d.-studerende ved DPU, Niels Møller, beretter om Hattie-feberen i Skanderborg kommune, hvor der er fokus på “effektivitet, politisk styring og ouput”. Bernsens skriver her, at Skanderborg ikke modtog AP-Møller-støtte til efteruddannelsesdelen af kommunens Synlig Lærings-projektet. Men Skanderborg og Norddjurs modtog 5,5 mio. kr. til det overordnede arbejde med Synlig Læring, så forbindelsen mellem kommune og AP Møller er mere klar, end det fremgår af artiklen.

Dernæst er der en omtale af AP Møllers bevilling til skoleledelsesudviklingen i København og Aalborg, hvor alle lederne skal til Oslo Handelshøjskole på læringsstyrings-kursus. AP Møller støtter sagen med 12 mio. kr.. Bernsen har i den sammenhæng interviewet både den modige og prisbelønnede lærer, Simon Malkenes, og den ligeså modige og prisbelønnede danske lærer, Erik Schmidt, som til sammen beretter om Oslo-skolens fokus på ”big data, topstyring og koncerner”.

Til sidst er der en kort omtale af det lidt teknisk-juridiske problem, at Thomas Nordahl, som jo sidder i AP Møller-fondens vurderingsudvalg, også er ansat på Oslos Handelshøjskole, som jo nu kommer til at tjene penge på tildelingerne til København og Aalborg. En talsmand for AP Møllerfonden afviser dog, at der skulle være habilitetsproblemer. Efter min mening er det faktisk galt nok, at Nordahl deler generel ideologi med mange af projekterne. Der er en organisatorisk-indholdsmæssig forbindelse, som sætter sig mere grundlæggende igennem.

Desværre er der ingen drøftelse af vurderingsudvalgets almene ideologiske profil, som jo er ekstremt smal og instrumentalistisk. De tre professorer i udvalget er hhv. Nordahl selv og indtil for nylig også Jens Rasmussen. De har 100% samme ideologi. Dertil kommer en professor, der skriver om svineøkonomi. Endelig sidder der en direktør fra EVA, som også understøtter læringsideologien 100%. Resten er ukritisk pynt.

Til sidst fortæller en ”sekretariatschef” hos AP Møller, Hans Kristian Kristensen, at fonden ikke skam ikke har ”særlige holdninger”, og at den ”støtter bredt”, og at den viser ”tillid”.

Det er i sandhed en tvivlsom gave.

Link til artikel i Weekendavisen: https://www.weekendavisen.dk/2019-…/samfund/en-tvivlsom-gave
Link til analyse af alle projekttildelingerne: http://www.thomasaastruproemer.dk/glemsomhedens-kategori-ap…

 

7. d. 5. oktober: Et vø-identitært indlæg

Et vø-identitært indlæg og en social-antropologisk hypotese:

Astrid Johansen har skrevet et læserbrev til Information, som jeg har en bemærkning til. Johansen er studine ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Det er det institut, hvor institutlederen har bedt sine ansatte om at sende breve ud til alle studerende, hvori der spørges, hvordan de studerende hver især vil tiltales, sådan rent kønsmæssigt. Man skal heller ikke bruge ord som “damer” eller “gutter”.

Man kan forestille sig mange andre forespørgsler i fremtiden. For mange mennesker vil gerne være noget andet, end det de er, og nogen vil gerne bo på Mars eller uploade deres hjerne i en udødelig data-sky. Og sidstnævnte vil nok slet ikke kaldes for ”mennesker”, for den slags belaster jo Co2-regnskabet, det ved enhver. Vi får et kunstfjendsk sprog, produceret af et institut for kunst.

En fremtrædende ansat, lektor Erik Steinskog, synes godt om institutlederens aktion. Det lærte jeg om for et par uger siden. Og han er endda fra Norge, som jo er “gutternes” land.

Og nu følger de studerende trop. For Astrid Johansen er simpelthen så glad for institutlederens mail. Hun mener, at alt det der med mænd og kvinder er ”ikke naturligt”(!). De to køn er tværtimod udtryk for en apartheid-lignende racisme, der er en del af kolonialismen. Det står der altså, det er ikke noget, jeg finder på.

Hun kalder vores to køn for et identitetspolitisk ”binært system”, som ligner ”racesystemet”, og som hænger sammen med, at Danmark var en ”kolonimagt”. Hun vil hellere have et ”spektrum” af køn, siger hun. Man kan selv læse det i linket. Måske en kønsalgoritme? ok, det er bare et konstruktivt løsningsforslag, et “hvad nu hvis?” som det hedder i Silicon Valley-traditionen.

Astrid Johansn siger dog, at hun ikke vil forbyde udtrykket ”mine damer og herrer”, men pointerer alligevel, at man skal tænke sig om. Der røg Kim Larsen-koncerten vist. Supertramp lavede også engang en “racistisk” sang, der hed “Lady”.

Der er ikke meget glæde eller sorg over fjord og fjeld, bare et underligt mørke. Jeg kalder det hele for vø for at undgå at sige noget.

Så hele dette institut, både lederen, læreren og studinen, er altså inficeret af vø-ideologien. Findes der egentlig nogle undtagelser? Jeg kan jo sagtens have overset noget.

Det hele minder mig lidt om Sociologisk Institut i gamle dage, hvor universitetsmarxismen hærgede. Men ok, det blev også lukket.

Jeg har faktisk en lille antropologisk hypotese om emnet, som ligger i forlængelse af et opslag, jeg lavede i går. Socialdemokraten Kaare Dybvad Bek finder sit dannelsesideal i Vipperød, hvor man ifølge Dybvad Beks mening heldigvis er imod ”de lærde” og ”de kreative”, som han mener udgør et ”tyranni”. Men Vipperød-menneskene er alligevel rundet af Georg Brandes og Jeppe Aakjær, siger Dybvad Bek, sådan lidt uden at vide det selv vist nok.

Ok, og hvad betyder denne dannelsesmæssige konfiguration så for en ung Vipperød-studine? Jo, det betyder, at hun undgår det lærde og det kreative, dvs. hele åndshistorien, som jo er tyrannisk, men at hun alligevel har kulturradikalismen, dvs. tørsten efter netop det lærde og det kreative, i blodet. Og er denne pudsige dialektik af undgåelse og blod ikke lige præcist den dannelsesteoretiske bestemmelse af en vø?

Jeg tror faktisk endda, at den samme socio-økonomiske konfiguration, dvs. socialdemokrati+lærdomsopgør, også lå til grund for de ansattes baggrund på Sociologisk Institut i sin tid. Så måske har vi fat i en mere generel sammenhæng?

Så man bør undersøge, om der er en sådan socialantropologisk og åndelig sammenhæng mellem provinsens socialdemokratiske småborgerskab og de radikalt-identitære vø’er.

Link til Astrid Johansens læserbrev:

https://www.information.dk/debat/2019/10/to-koenssystemet-naturligt-herskende-vestlige-identitetspolitik?fbclid=IwAR20tH_GorKVHjBFRyzrB_f2Pj1WkdHa83U65tjbFxJ2phGMj1uu87SbZBg

 

8. d. 6. oktober: Statsministerens tynde øl

Statsministeren er imod udtryk som “University Colleges” og “læringscentre”. Hun vil gerne tale om “seminarier” og “biblioteker” i stedet for. Og applausen strømmer ind.

Men den går ikke, at følgende årsager:

1.
Professionshøjskolerne blev dannet i 2008 som et decideret opgør med seminarietraditionen. Et opgør der blev forstærket af reformen af læreruddannelsen i 2012 og af pædagoguddannelsen et par år senere, dvs. under en socialdemokratisk ledet regering.

Loven om professionshøjskolerne fra 2007 sprang ud af de såkaldte globaliseringsmidler, som var rent økonomisk defineret.

Jeg har fundet et link fra uddannelsesministeriet om professionshøjskoleloven, hvor man kan studere det fattige sprog, som både DPU, KL og flere andre sprang direkte ned i, ofte i dyb symbiose med socialdemokratiske politikere.

Både Socialdemokratiet og de radikale (og K, V og DF) stemte for loven. SF og EL gjorde ikke.

Socialdemokratiet er derfor selv en vigtig årsag til, at man ikke taler om ”seminarier” mere.

https://ufm.dk/…/aftale-om-professionshojskoler-for-videreg…

2.
Betegnelsen Pædagogiske læringscenter (PLC) er en direkte udløber af skolereformens læringsrevolution, som Socialdemokratiet selv var primus motor i, og hvor Mette Frederiksen spillede en central rolle ifm. lockouten af lærerne i konkurrencestatens navn.

Nedenfor er et link, hvor man kan se et eksempel på, hvordan PLC instrumentaliseres totalt direkte i kølvandet på Socialdemokratiets læringsrevolution.

https://www.eva.dk/grund…/8-gode-raad-staerkt-laeringscenter

Så Socialdemokratiet er selv årsag til opgøret med “seminarier” og “biblioteker”. Det er ikke i orden!

Og nu kører man så kampagne mod landets frie skolesektor. Logikken er følgende: Først fjerner man al pædagogisk frihed fra folkeskolen. Når folk så flytter til friskolerne, som egentlig var folkeskolens hele grundlag via grundlovens §76, så ødelægger man friskolernes muligheder ved at tale om dem, som om de var en højkapitalistisk IT-gigant, der ødelægger fællesskaber og kun tænker på at tjene penge.

På den måde tvinger man alle børn ind i den socialdemokratiske tvangsskole, som altså er et opgør med biblioteker og seminarier.

Link til Mette Frederiksens åbningstale: https://politiken.dk/…/L%C3%A6s-hele-Mette-Frederiksens-tal…

 

9. d. 7. oktober: Henrik Dahl opdrager forskermasserne

D. 22. september havde 558 forskere underskrevet et indlæg, hvori de foreslog, at regeringens klimamålsætning skulle udgøre grundlaget for en udvidelse af universitetets formål.

Forslaget blev stærkt kritiseret, blandt andet af Henrik Dahl, som jeg selv var 100% enig med i denne sag. Har man behov for lidt brush-up, kan man læse om debatten her:

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157508456579481&id=837549480

I Politiken fra i går havde indlæggets tre initiativtagere – en adjunkt fra CBS, en projektleder fra KU og en lektor fra Københavns Professionshøjskole – en form for korrektion af deres oprindelige tekst. De bruger forsknings- og uddannelsesministerens aktuelle planer om at flytte midler fra samfundsfag/humaniora til klimaforskning som anledning til at fremsætte de nye markeringer, der viser hvor dybt Henrik Dahls indlæg har ramt dem i solar plexus.

Det hedder sig naturligvis stadigvæk, men endda ret langt nede i indlægget og i nærmest neutrale formater, at ”bæredygtighed skal prioriteres på tværs af fakulteter og professionsfelter”, ligesom de tre forfattere stadigvæk udtrykker ”håb” om, at ”den grønne dagsorden” kan blive ”et bredt kollektivt projekt”. Men det er nu helt slut med opgøret med akademisk uafhængighed og med referencerne til professor Peter Lauritsens tilslutning til SDU’s nye klimakonsulent-universitet.

I stedet får vi fire fine formuleringer drysset rundt i svaret til ministeren og Dahl:

1.
”Forskningsfrihed (…) er en grundstamme i vores universitetssystem og demokrati.”.

En ”grundstamme”? Mange tak!

2.
”De grønne løsninger er vigtige, men det er os magtpåliggende at fremhæve det afgørende i, at ikke-instrumentel forskning også prioriteres – altså forskning, der ikke direkte er rettet mod at løse praktiske problemer”.

Så det er nu “afgørende” med “ikke-instrumentel forskning”? Tak igen! Nye toner.

3.
Vi skal også ”kultivere forskning, som sætter spørgsmålstegn ved selve præmissen for grøn omstilling….”

God ide! Der er masser at forske i vedrørende magt- og interessekonfiguration i klima- og bæredygtighed, ligesom der er inden for alle andre emner. Ægte videnskab svarer kun på spørgsmål, den selv stiller, så politikerne kan blive forvirrede. Det kaldes også for “kritik”.

4.
Endelig minder de tre forfattere uddannelsesministeren om, at uden en ordentlig balance mellem fri forskning og strategisk forskning risikerer vi, at sætte vores ”demokratiske værdier over styr”.

Her er vi tilbage ved ”grundstammen” under punkt 1.

Kort sagt: en klar korrektion af den oprindelige tekst.

Til sidst forsøger de tre forfattere at svare direkte på Henrik Dahls forsvar for den nære relation mellem videnskab og frihed. Her er det tydeligt, at det er Dahl, som har opdraget dem. Først roser de Dahl for et ”frisættende programskrift”, som jo altså blev skrevet som direkte modspil til forfatternes oprindelige udspil! Adjunkten, projektlederen og professionshøjskole-lektoren er blevet ”frisat”. Dahls ”frisættelse” har altså bidraget til ovenstående fire korrektioner af den oprindelige skrækkelige underskriftsaktion.

De tre forfattere vil dog ikke indgå i ”en akademisk debat” om forholdet mellem ”sandhed og politik” i ”teori og praksis”, som de pludselig – under påvirkning fra Dahls enmandshær – får udtrykt det, nu med ordentlige videnskabelige ord. Men hvorfor vil de ikke diskutere dette emne? Det er jo netop det helt centrale problem i denne sag.

I stedet munder læserbrevet ud i en småborgerlig skælden ud på Dahl, fordi han ikke taler noget mere om klimaforskning, som nu er nedskrevet til ”et bredt kollektivt projekt”, og for at han ikke er mere kritisk over for Helge Sander-universitetet, hvilket han mig bekendt faktisk er.

Disse afsluttende markeringer og småfægterier rører ikke det mindste ved Dahls principielle kritik, men er ren overflade i forhold til, at Dahl med sit ”frisættende programskrift” har rystet de tre forfatteres instrumentelle syn på videnskab.

Til sidst falder de fire forfattere tilbage til ånden fra deres oprindelige indlæg. Det sker, fordi de reducerer emnet, altså forholdet mellem “sandhed, politik, teori og praksis” til et spørgsmål om noget, de kalder for ”professionsstyring”. Jeg har da sjældent hørt noget værre. Det er jo den rene konsulent-filosofi.

Reference:
Emil Husted, Cecilie Glerup og Anja Svejgaard Pors: ”Grøn forskning må ikke udsulte den frie forskning”, Politiken, d. 6. oktober. (ligger ikke pt på nettet)

 

10. d. 7. oktober: KL om børnehaver

I 2017 udarbejdede KL et udspil om børnehaver og vuggestuer. Det hedder “Godt på vej – dagtilbuddets betydning”. Det er en gyser. Her er et par kommentarer:

1.
Ordet ”leg” optræder 10 gange, men altid kun sammen med ”læring”, og alle ti gange er det helt uden forklaring, i modsætning til ”læring” som har fået et helt kapitel for sig selv. “Leg” er i bedste fald et ledsagende intet, i værste fald et styringsredskab.

2.
Man vil læringsficere familierne. Det er der et helt kapitel om. Her står bl.a. følgende:

”Forskning viser, at et godt hjemmelæringsmiljø øger barnets sandsynlighed for at klare sig godt i skolen og videre i livet. Derfor skal samarbejdet med forældrene allerede i dagtilbud være målrettet og differentieret og tage afsæt i barnets læring og trivsel.”

Der skal også udarbejdes ”en konkret strategi for samarbejdet med forældre om barnets læring og trivsel, der tager afsæt i børnene.”

Der refereres her til nogle Heckman-økonomer og til en EVA-rapport og til en rapport om ”growth-mindset”.

Det er den moderne forældresamtale, vi her taler om, hvor KL-læring har sat sig som en tung monopol-sky på det pædagogiske og nu også på familiernes sprog.

Fri mig for “hjemmelæringsmiljøer”!

3.
Dagtilbud skal forebygge ulighed. Derfor skal alle børn have ”grundkompetencer” og alle omkring barnet – både professionelle og forældrene – skal have et ”fælles sprog”. Denne version af “hjemmelæringsmiljøet” hedder ”tidlig indsats”. Pas på med det udtryk. Det betyder ikke det samme som i gamle dage. Det handler i dag om mikro-styring og målstyringssprog, indtil alle statistiske udsving går i nul

4.

Der er også et helt kapitel om læring, der hedder ”Dagtilbud skal fremme børns læring”. Her kan man læse følgende:

”De professionelle skal systematisk på baggrund af iagttagelser og vurderinger sætte mål, evaluere og følge op på henholdsvis læringsmiljøet og barnets progression.”

KL kalder det for ”et bredt læringsbegreb” i ”overensstemmelse med dansk dagtilbudstradition”. Det er er ”leg og læring”, står der.

Der er ingen kapitler om ”leg”. Heller ingen referencer i litteraturlisten. Der er faktisk heller ikke referencer til “læring” i dettes begrebs faglige betydninger.

5.
KL er vild med noget, de kalder for ”faglig ledelse”. Nå, tænker man: “Faglighed”, hvor godt! Men nej, det har intet med pædagogisk faglighed at gøre. Det er læringsstyring. F.eks. står der:

”Faglig ledelse på børne- og ungeområdet handler om ledelse tæt på kerneopgaven. Det vil sige ledelse af de pædagogiske og didaktiske processer, som fremmer børns læring og trivsel gennem fokus på interaktionerne mellem børnene og de voksne og mellem børnene. Faglig ledelse er nødvendig for at kunne nå målene for kvalitet og udvikle en fagprofessionel kultur. Gennem faglig ledelse sker koblingen mellem de politiske mål og den pædagogiske praksis.”

Det skal sikre “progression” i læringen, står der flere gange.

Så det handler om ”mål, kobling, progression, hjemmelæring og kerneopgaver”. Det er der ingen faglighed over. Men alligevel kaldes denne ufaglighed for ”faglighed” og ”fagprofessionel”. Det er nysprog. Ingen gider jo at være pædagog, hvis det skal være på den måde.

6.
KL vil også styrke digitaliseringen af dagtilbuddene, både organisatorisk og i pædagogikken, for man kender jo ikke “fremtidens kompetencer”. De små børn skal have ”læring” om ”sociale medier”. Det er vigtigt for fremtidens kompetencer. KL kalder det for ”digital dannelse”. KL har selv skrevet en kæmperapport om digitalisering. Rapporten er ren Silicon Valley og blev da også udarbejdet af firmaet Dare Disrupt, hvis direktør er uddannet på Singularity University.

Og de digitale platforme kan sørge for, at registreringer af “børns oplevelser” – læs “læringsprogression” – kan videreføres til skolen, hvor læringssproget kan fortsætte, stadig med KL som inspirator.

7.
Der er ingen pædagogiske referencer i litteraturlisten – hverken til leg eller til læring for den sags skyld. Heller ikke til noget andet relevant. Kun et inferno af referencer til Heckman-økonomer og til Thomas Nordahl osv..

KL kalder sit skrift for ”opfordringer til regeringen”. Jeg er sikker på, at den aktuelle regering er begejstret, for også her er Heckman en form for guru.

Og i den helt aktuelle aftale her fra september 2019 mellem KL og regeringen om kommunernes økonomi kan man læse følgende, som også er i direkte forlængelse af det hele:

“Regeringen og KL er derudover enige om at fortsætte samarbejdet om implementeringen af den pædagogiske læreplan samt at følge op på sidste års aftale om, at et kvalitetsløft kræver et fortsat fokus på gode data og viden med henblik på bl.a. at identificere faktorer, der kendetegner dagtilbud af høj kvalitet. Dette skal understøtte kommunernes prioritering på området og den daglige ledelse”.

https://www.kl.dk/media/10887/godt-paa-vej-dagtilbuddets-betydning.pdf

 

11. d. 8. oktober: Facebook-drys 64: september 2019

Her er mine fb-opslag fra september. Der mange af disse opdateringer, jeg kommer til at arbejde videre med, tror jeg.

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-64-september-2019.html

 

12. d. 9. oktober: SkoleRåd 2008-2011

Fra 2008-2011 udgav det daværende Skolerådet – med det officielle og poetiske navn ”Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling af Folkeskolen” – en form for årsavis, som de kaldte ”SkoleRåd”. Her kan man få et indtryk af stemningen:

I 2011-udgaven fortæller Jens Rasmussen om lyksalighederne i Ontario i Canada, og der er også reference til Rasmussens indflydelsesrige 2010-rapport, hvor han sammenligner læreruddannelser i Singapore, Canada, Finland og Danmark. Det var den rapport, hvor tesen var, at for meget filosofi og normativitet førte til dårligere PISA-placeringer. Vi skulle gøre som Singapore, hvor der var ren “evidens”. Vi er da også ”sagtet agterud” i forhold til Singapore, fortæller Rasmussen i interviewet i avisen. Han siger også, at canadierne fokuserer på undervisere, der ”kan diagnosticere en elevs behov og sætte ind med den rette metode”. I ledsagerteksten står der, at Canada profiterer af ”præcise forventninger til elevernes læring”.

Der er også et interview med en konsulent, der hedder Pernille Pind. Hun vil have nogle ”basislæringsmål”, som skolerådet også foreslår. Det fik hun med skolereformen, og endda med Rasmussens hjælp.

Der er også en omtale af Skolerådets såkaldte ”anbefalinger” (læs dem ikke), der understøtter synspunkterne i artiklen med Rasmussen. Her står der, at der skal være flere læringsmål, både ”basislæringsmål, almene læringsmål og individuelle læringsmål”, og at læreren er en ”enkeltfaktor for elevernes læring”. Det er Skolerådets formand, økonomen Jørgen Søndergaard, der tegner og fortæller. Han siger også, at ”læringsmålene” sammen med de nationale tests bliver ”et stærkt redskab” i undervisningen. Hvis man gør det, så vil flere elever ”gennemføre en ungdomsuddannelse”. Det er dybt uinteressant.

På forsiden af bladet står der, at ”klare mål skal styrke evalueringen”. Der henvises til en OECD-rapport, som efterlyser mere ”evalueringskultur”. Rapportens forfatter, Claire Shewbridge, foreslår, at der sættes ”præstationsstandarder”, så folkeskolen bliver ”bedre til at evaluere elevernes indsats”. Der skal være ”et paradigmeskift” så ”test og standarder” bliver ”en integreret del af lærerens arbejde”. Der er ingen almindelig pædagogiske ord. Der er ingen fag, didaktik, formål, autoritet, klasser, tradition, fantasi, demokrati osv.. Der er heller ikke noget om klima, indvandring, finanskriser, terror, multikulti, Grundtvig, natur osv.. Det er ingenting. Kun læringsmål. Men det er før Hatties tid. Der er lidt mangel på teflon. Sproget er mere sådan rent økonomisk/teknokratisk. Året efter stod der John Hattie over det hele i Skolerådets årlige beretning.

Skolerådets formand, altså den førnævnte Jørgen Søndergaard, som i dag rådgiver Odense Kommunes skoleforvaltning, fremhæver ligesom Rasmussen også Singapore, men også f.eks. Polen og Korea. Han vil have mere ”kvalitet”, dvs. ”de rigtige mål, som man kan sigte efter” og en ”systematisk og vedholdende indsats på alle niveauer”.

Der er også et interview med en projektleder fra EVA, Mia Lange. Det er interessant, fordi hun sammenkobler læringsmål og undervisningsdifferentiering, som altså på det tidspunkt er i skred fra at være et specialpædagogisk begreb til at blive almenpædagogisk. Keld Skovmand har skrevet en del om det, og Mia Lange refererer da også til netop de rapporter, som Skovmand har kigget på. Bagefter fandt jeg ud af, at denne sammenkobling af special- og almenpædagogik står mange steder i SkoleRåd. Igen har Skovmand ret.

Der er også et dobbeltinterview med Jørgen Søndergaard og Anders Bondo. Det går lidt for stille og roligt efter min smag, indtil Bondo pludselig vågner op. Det sker i forbindelse med, at Søndergaard foreslår, at vi skal have ”konkrete mål for, hvad alle elever (…) skal nå på givne tidspunkter”. Bondo erklærer prompte, at sådanne ”niveaudelte læringsmål” er ”en skrækkelig tankegang”. Søndergaard forstår intet og klør på med noget PISA osv.. Men til sidst falder Bondo alligevel til patten med en masse snak om ”partnerskab” og ”et stærkt samarbejde om folkeskolens udvikling”, hvilket jo var helt forkert. Dorthe Lange sad decideret i Skolerådet men dog ikke i formandsskabet – hvor hun kørte samme lidt for tilpasningsvillige linje efter min mening. En linje der kulminerede året efter i Antorinis Ny Nordiske Skole, hvor hun delte formandskab med Antorinis konkurrencestats-ingeniør-ven Lars Goldschmidt. Bondo og Lange er netop blevet genvalgt som DLF’s formand og næstformand.

På s. 11. er der igen en kæmpeartikel, hvor ”undervisningsdifferentiering” og ”almene læringsmål” kollapser ind i hinanden. Det er skoleleder, Kirsten Birkving, som sad i Skolerådets formandskab, der svinger læringsmålskrabasken. Hun bakkes op af Niels Egelund, som i høj grad personificerede kollapset, og som i 2010 have udtalt til Information, at der ikke er forskel på en uddannelsesforsker og en økonom.

Til sidst er der en reportage fra Erritsø Centralskole i Fredericia. Her mener de, at skolens formål er ”at motivere eleverne til læring – til praksis”. Hvor har de mon det fra? Måske fra Skolerådet?

Simon Calmar Andersen, som kaldes en ”ekspert i uddannelsespolitik”, og som også er med i formandsskabet, vil gerne have sat erfaringerne ”i system”. Han mener, at ”vi mangler forskningsbaseret og systematisk viden”. Han vil ”måle” og ”måle igen” med udgangspunkt i de “nationale tests”. Calmar Andersen sad i Skolerådets formandskab fra 2008. Dengang var han ansat i Aarhus Kommune. I dag er han på Aarhus Universitet, hvor han forsvarer Nationale Tests og James Heckman til sidste blodsdråbe.

Hermed er vi på en måde ovre i udgaven af SkoleRåd fra 2008. Her er der et interview med Lars Qvortrup, som bliver spurgt om, ”hvilken forskning folkeskolen har brug for?”. Han svarer, at der er brug for ”forskning, der kan vise, hvad der virker, og hvorfor det virker”. Journalisten spørger også økonomen Nina Smith om det samme, og tænk… hun siger fuldstændig det samme som Qvortrup. På den modsatte side er der en reference til en eller anden rapport fra Mckinsey & Co. Det er et oplevelsesinferno. Nina Smidt sad også i formandskabet, indtil hun blev afløst af Calmar Andersen.

Nedenfor er formandsskabet, som det så ud i 2011. Der er ingen med interesse for pædagogik. Og der er som sagt heller ingen referencer til skolens formål og tradition i nogen af de tre aviser, jeg har haft adgang til (årgang 2008,10 og 11):

Jørgen Søndergaard, Direktør for SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Også med i Skolens Rejsehold. Folkeskolen.dk kaldte ham for en pædagogisk overvismand. Hypertekniker helt uden pædagogisk forstand og interesse.

Professor Niels Egelund, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet eller “økonomisk forsker”.

Lektor Simon Calmar Andersen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet (aktuelt aktiv i forsvaret for Nationale Tests)

Skoleleder Grethe Andersen, Vester Mariendal Skole i Aalborg

Skoleleder Kirsten Birkving.

Efter skolereformen tog Skolerådet navneforandring til Rådet for Børns Læring.

Her er lidt inspirationsmateriale fra Skolerådet:

https://www.ft.dk/samling/20111/almdel/BUU/bilag/202/1117105.pdf

 

13. d. 9. oktober: Vø og vå

Hvad er definitionen af en vø? Den er følgende:

“En vø er ”et spektrum af variation ud fra et intet”.

Det vil sige, at vø er en radikal konstruktion. Altså ikke blot en konstruktion af et X eller af et Y, men en radikal konstruktion af hele spektret af mulige variationer, som opløser X og Y som sådan. Derfor er man ikke en herre eller end dame, men kun en vø, mens f.eks. “herre” og “damer” bliver forbudte ord, som man skal undgå.

Der findes ikke mænd og kvinder eller mexicanere eller hottentotter. Der findes kun spektre af kønslige og etniske flydninger uden essens. Der findes faktisk heller ikke ”mennesker”, fordi det jo er en fornærmelse mod cyborgs, robotter og transhumanister. Der findes kun spektre af teknisk kød.

Hvem kan oversætte et ”spektrum” af teknisk kød, som jo ikke består af ”noget”? Det kan big data og algoritmer. De kan forudsige dit altid midlertidige variationstyngdepunkt og lede dig derhen, indtil du alene er materialiseret som en vø i variations-spektret, som giver maksimalt afkast i overvågningskapitalismens system, og som kan ændre sig om lidt igen. I dag er du en vø 1 og i morgen er du en vø 2.

Men hvad er så en vå? Jo det er resterne af den af vø’en efterladte essens, en slags Trump eller ”røv til bænk” eller en Rasmus Paludana, frembragt af vø-spektrets data. Det er kødet uden ånd.

Men hvorfor ordene vø og vå? Ved det ikke. Ordene kom, før jeg valgte dem. Men jeg kan godt lide deres androgyne, men også kortformede, lyd og look. Og så har begge ord den fordel, at de ikke eksisterer. Man kan ikke slå dem op. De eksisterer ikke på google. De har også spektrum-sound.

En lille fortælling: Jeg har netop hørt et fremragende foredrag af teologen Ole Jensen i vores lokale kirke, som ligger midt i det som folkedybet har døbt “magisterghettoen”. Han talte om bæredygtighed og klimatrussel. Han sad bare på et bord og talte med al sin 82-årige drengethed om menneskets “poetiske jeg”. Jensen mener, at den aktuelle klimakrise skyldes en forkert fortolkning af det gamle testamentes skabelsesberetning, en form for poesiens glemsel. Det var dybt interessant. Et slags pædagogisk program, efter min mening. Jeg skriver om det senere. Nå, men efter foredraget og aftenkringlen var der spørgetid. Jeg rækker hånden op, og det samme gør en kvinde, som jeg sidder ved siden af. Præsten, som er ordstyrer, slår ud med armen og siger: ”DAMERNE først”. Ingen tog notits. Der var ingen vøer i lokalet. Der var ingen fra ”kunst”-instituttet på Københavns universitet. Der var heller ingen våer. Til gengæld var der en god diskussion af forholdet mellem natur og menneske, som om der findes en natur?

I København havde præsten nok sendt en mail til alle i sognet for at spørge, hvordan de hver især vil tiltales. Og han havde også sagt “vø’erne først”. Det er sådan noget, der kaldes for vøf-lighed.

 

14. d. 10. oktober: En dialog med vø

Et ungt fremmed menneske: Hej Thomas

Mig: Hej med dig, hvad hedder du?

Den unge: Jeg hedder Vø.

Mig: Hej Vø, hvordan går det?

Vø: Det går skidt, jeg er stresset, angst og tænker på at skære i mig selv.

Mig: Aj, hvor dårligt. Hvorfor?

Vø: Der er mange årsager.

Mig: fortæl.

Første årsag:
Vø: Jeg føler, at jeg altid har mangler.

Mig: For mange eksaminer?

Vø: Nej, ikke det, eksaminer er nærmest afslappende. Det er mere, at jeg hele tiden skal sætte mål og derefter måles, hvor langt jeg er på målopfyldelsen. Jeg skal endda monitorere min egen målstyrings-proces. Det sker hver dag i hver lektion, og det er både i skole, gymnasium og på læreruddannelse, hvor jeg pt. er studerende. Det startede for alvor omkring 2013, da jeg gik i 7. klasse. Jeg er aldrig fremragende nok, og skal hele tiden optimere mine præstationer og mig selv.

Mig: Men lærer du også om den slags på læreruddannelsen? Af alle steder?

Vø: Ja, det er over det hele, og alle steder. Jeg er læringsmålstyret.

Mig: Ok, det lyder skrækkeligt, det kan jeg godt se. Har du nogensinde ro til bare at gå en tur i skoven og sætte dig på bænken med dagens avis?

Vø: Nej, aldrig. Men der er en årsag mere til, at jeg har det skidt.

Mig: Fortæl.

Anden årsag:
Vø: Jeg har altid dårlig samvittighed. Jeg skammer mig hele tiden.

Mig: Men du virker da meget sød og venlig?

Vø: Det er jeg ikke. Jeg er racist.

Mig: ?

Vø: Det er fordi, jeg er hvid og bor i Danmark, at jeg er kolonialist, og så fordi jeg taler overhovedet.

Mig: Jeg forstår dig ikke, Vø?

Vø: Jeg kommer hele tiden til at sige “han” og “hun” og “indianere”. Jeg er hverdagsracist. Mit sprog er racistisk. Og i går var jeg til koncert med en sanger, som indledte med “mine damer og herrer”. Han var også racist.

Mig: Ok, det er hårdt, det kan jeg godt se. Måske skal du se en god cowboy-film?

Vø: Nu skal du være sød, Thomas!

Mig: Ja Vø, det skal jeg nok. Undskyld.

Vø: Der er en årsag til.

Mig: Fortæl.

Tredje årsag:
Vø: Jeg skammer mig også over at være til.

Mig: Seriøst? Har du lavet en terrorhandling?

Vø: Nej nej. Men jeg er jo menneske. Og dermed udgør jeg en klimabelastning.

Mig: Men mennesker er da gode, altså de fleste?

Vø: Nej, for planeten går snart under, og mennesket er en
synder, altså en klimasynder, ikke blot ved dets handlinger, men også ved hele dets eksistens som sådan. Jeg udleder co2, mens jeg sidder her og snakker med dig.

Mig: Det lyder ikke rart? Det kalder ikke på agtelse og omsorg for naturen?

Vø: Du forstår ikke, Thomas, Det er min nøgne eksistens, der er problemet. Det kalder snarere på kontrol og teknologi. Det er derfor, jeg har angst og skyld. På læreruddannelsen får vi at vide, at det kaldes for ”dark pedagogy”, og jeg skal aldrig have børn, det er klart som blæk. Så er det bedre med nogle flere ulve i botanisk have.

Mig: Nu græder jeg altså næsten. Du skal da være mor engang, skal du ikke?

Vø: Nej aldrig, for jeg vil ikke sætte Co2 i verden. Men der er en årsag til.

Mig: Fortæl

Fjerde årsag:
Vø: Jeg er altid på de sociale medier.

Mig: Ja ok, det kender jeg godt lidt. Tag en kold tyrker en gang imellem og hold dig primært til faglig, politisk og kunstnerisk brug af Facebook. Det er min metode. Jeg får faktisk ikke mere reklamer på Facebook, kun om biler og højtalere.

Vø: Du har ret, men det kan jeg ikke nøjes med, for hele tiden får jeg likes for udseende, tøj og krop, og jeg er jo også på Instagram, Snapchat og meget mere, og på samme tid. Jeg kan ikke slukke. Det er som om, at jeg er en brik i en kæmpestor adfærdsmaskine. Først tændte jeg, og nu er det mig, der er tændt. Jeg må ligne de andre, men alligevel skille mig ud på den rigtige måde, som vel at mærke ligner de andres måde at ligne de andre på, på en måde der skiller sig ud.

Mig: Din stakkel, Vø. Skal vi ikke drikke os i hegnet?

Vø: Nej, vi skal ej. Og der er en ting til:

Mig: Fortæl.

Femte årsag:
Vø: Jeg føler jeg har pligt til at søge efter min kønsidentitet. Enhver ved jo, at køn er et statistisk og identitært spektrum.

Mig: Det vidste jeg ikke. Du er da en kvinde?

Vø: Det tror jeg ikke. Jeg har lært om det på et kursus, som København Kommune holder for skolelærere. Det ledes af nogle folk fra et Vø-institut på Københavns universitet. Her opfordres vi til at holde kønnet flydende og altid reflektere over det og lege med det, og altid spørge andre, hvordan de vil tiltales for at undgå at være racistiske. Og skoleeleverne skal også helst være lidt i tvivl om deres køn. Og min veninde – undskyld, jeg mener min med-vø – læser til pædagog. Der lærer de også om det. Det er vigtigt, at børn ikke lægger sig for tidlig fast på noget, som kaldes for en kønsidentitet. Jeg tænker på det hele tiden. Måske får jeg snart en 68%-kønsskifteoperation. Om fire år kan jeg ændre det til en 72%-operation.

Mig: Er det derfor, at du har et underligt navn?

Vø: Ja, egentlig hedder jeg Marianne. Men jeg synes, det lyder lidt racistisk.

Mig: Godt jeg var ung i 80’erne. Det var alt det der med køn altså virkelig sjovt og farverigt, kan jeg godt love dig for. Der var også mange Marianne-piger, og de var søde. Især en af dem. Og når man havde det skidt, så var man mest bare ked af det, fordi man ikke kunne få den pige, man var vild med. Men ok, det kunne nu også være hårdt nok. Men så var de jo altid noget godt musik i reolen. Det hjalp. Man kunne også skrive et digt. Der er intet, der styrker karakteren og den poetisk sans som at vente.

Vø: Det lyder så enkelt. Jeg bliver lidt melankolsk, når du fortæller Thomas, selvom jeg aldrig har oplevet den tid.

Mig: Det lyder godt, Vø. Melankoli er første skridt ud af angsten.

Vø: tror du?

Mig: Ja, for tænk blot: du har intet land, intet køn, intet navn, du er årsag til verdens undergang, du er altid social, og du måles time ud og time ind efter eksterne standarder?

Vø: ja.

Mig: Så synes jeg det er flot, at du er melankolsk.

Vø: Tak. En andet slags “darkness”?

Mig: Det er eksistensen, der kalder Vø. Den er det modsatte af “identitet”.

 

15. d. 11. oktober: Zuboff og Bernsen om dataficering

Overvågningskapitalismens magtovertagelse med fire anledninger

(refleksion med udgangspunkt i bøgerne ”Overvågningskapitalismens tidsalder” (Shoshana Zuboff) og ”Danmark disrupted” (Markus Bernsen)):

1. Den kolde krig som anledning.
USA’s regering annullerer en række etiske bekymringer om privatliv og liberalisme og køber i stedet ind på B.F. Skinners radikale behaviorisme, fordi denne teori kunne give overvågningsfordele under den kolde krig. Skinner mener, at frihed bare er friktion, som endnu ikke er videnskabeligt og adfærdsmæssigt kortlagt. (Zuboff-tese)

2. Terror som anledning
Punkt 1 gentages i 00’erne, nu blot ikke med den kolde krig, men med Manhatten 2001 som en ny anledning til at samarbejde med den spirende techindustri, som dele af den amerikanske kongres ellers i begyndelsen var kritisk overfor. Det handler om at overvåge terrorisme og kriminalitet. Meget aktuelt i disse dage i DK. (Zuboff-tese)

I løbet af 00’erne udvikles tætte relationer mellem USA’s regering og Silicon Valley. Især Obama er storslem. Regeringen kan bruge overvågningssystemerne mod terrorister, og Google får frit løb –  uafhængig af statslig indblanding – til at udvikle deres teknologi-kapitalistiske ”udplyndrings”-kredsløb, som Zuboff kalder det, og med en nærmest aggressiv foragt for politik og lovgivning.

Først formuleres opgøret med politik og filosofi i hippie-agtige frihedstermer, men efterhånden udvikler systemet sig til global overvågningskapitalisme, der suger liv og økonomi ud af hele lande og samfund, og hippierne omdannes til kreative konsulenter og en masse nysprog.

Skinners teorier om frihedens illusion får en opdateret udgave i IT-guruens Alex Pentlands altomfattende teknologiske adfærdsvision, som han kalder for ”social physics”. Også han ser – ligesom Skinner – på frihed og værdighed som områder, der blot endnu ikke er dataficeret. (Zuboff-tese)

Efter omkring 2014 køber Danmark totalt ind på præmisserne i disse processer. Det kan man læse om i Marcus Bernsens fremragende bog ”Danmark Disrupted” fra 2019. Hans grundlæggende spørgsmål er: ”Hvordan blev Danmark en forstad til Silicon Valley?” (s. 23).

Den amerikanske proces gentages i DK, sidst med overvågningslogikken i ghettoerne. Efter 2014 får IT-ideologien dybe forbindelser til det inderste danske statsapparat, ikke mindst via Singularity University, en kultisk institution, som Zuboff næsten ikke nævner, men som Bernsen gør meget ud af, fordi den får særlig stor effekt i Danmark.

I 2017 dannes Disruptionsrådet, som er en slags fortsættelse af 00’ernes Globaliseringsråd. På en måde får vi en tech-udvidelse af New Public Management, kamufleret som kritik. Et parti som Alternativet vil gå i opløsning på disse modsætninger.

Der er i 2017 også et stort møde i operaen, hvor den politisk-økonomiske elite og Singularity forbindes i nærmest seksuel ekstase. KL er også dybt inficeret af den magtfulde kult.

Bernsen beskriver også i kapitel 6 en række konsekvenser for pædagogikken, bla. med en drøftelse af situationen i Høje-Taastrup, hvis borgmester er vild med Singularity University, og AREA9, som fik 160 mio kr til læringsapps af Statens Vækstråd. Læringsmålstyringen i Skanderborg og Gladsaxe nævnes også. Bernsen refererer til Jesper Balslevs kritiske arbejder med IT og pædagogik og til Brian Degn Mårtenssons kritik af AREA9.

3. Klimaet som anledning
Nu er vi på vej ind i den næste fase, hvor IT-revolutionen træder i direkte kontakt med klimaets hyperfaktum i et nyt teknologisk Ghaia (James Lovelock), som omslutter og opsluger mennesket som sådan. Her kan Skinner og Pentlands teser arbejde frit, mens Google høster enorme profitter, og Singularity smører konsulentniveauet og ungpolitikerne.

Klimaet som anledning supplerer og afløser dermed de tidligere anledninger, dvs. den kolde krig og terror. Her er vi ved fusioneringen af teknologi og klima (temaet nævnes også kort hos Bernsen, s.68).

4. Valutaen som anledning
Den fjerde fase vedrører det næste finansielle kollaps, som måske allerede er varslet i de meget lave obligationsrenter. Her venter både Apple og Facebook bare på, at de kan træde ind på scenen med nye globale valutaer, der kan kobles direkte på den nye Ghaia og på den sociale fysik.

På den måde bliver økonomi og valutakrise anledningen til det næste fremstød, altså opløsning af nationale valutaer. Uden valutaer ender staterne som affald, en slags gammeldags kulminer, pudsige postfaktuelle rester af humaniteten.

I 2011 talte alle om konkurrencestater. Nu er vi måske på vej mod datakapitalismens opløsning af konkurrence og stat som sådan.

Referencer.
Markus Bernsen: Danmark disrupted – tro, håb og tech-giganter, Gyldendal, 2019.

Shoshana Zuboff: Overvågningskapitalismens tidsalder, Informations forlag, 2019.

 

16. d. 11. oktober: You’re in the army now!

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil føler sig ”mansplainet”, fordi en person med stubbe på hagen har fremlagt nogle fakta, som ministeren ikke helt vidste, hvad hun skulle stille op med. Hun kom til at bruge udtrykket på twitter og insisterede endda, og nu slæber de konservative mænd og kvinder hende i samråd. Der er penge nok i kongeriget.

Nå, men vi trænger til noget mere man-splaining. Her med Status Quos eviggyldige ”You’re in the army now” fra 1986, hvor der vrimler med mænd, der løber og dør.

Verden er fyldt med mænd, der slås og dør og savner i diasporatisk og idiotisk kamp for deres mødre og søstre, som passer gården i venten, længsel og pligt eller forlyster sig i præ-feminististiske kollektiver, som f.eks. Bananarama’s skønne 80’er version af sagen i “Cruel summer” (leaving me here on my own), lige efter Falkland-krigen.

Og så er der naturligvis også den store trøst, hvor manden hat tabt det hele, kommer hjem, og hvor kvinden trøster og opmuntrer i dyb solidaritet på trods af de dårlige udsigter. Det fortæller Kate Bush og Peter Gabriel om i sangen “Don’t give up” fra 1986. Sangen starter med “in this proud land we grew up strong”, mens den porøse opløsning holdes sammen af en mega-krammer. Varmen er bare så dejlig. Kønnenes dialektik arbejder for fuld kraft.

Ministeren ved vist ikke, hvad womansplaining er? Det gjorde den fremragende britiske sanger Joe Jackson i 1979. Jackson var bisexuel, så måske var han særlig kompetent på “splaining”-feltet?

Visse ting er bare Status Quo.

Links
Status Quo’s sang:
https://www.youtube.com/watch?v=EIxsPBbZ_b8

Bananarama’s sang: https://www.youtube.com/watch?v=l9ml3nyww80

Gabriels og Bush’s sang: https://www.youtube.com/watch?v=VjEq-r2agqc

Joe Jackson om womansplaining: https://www.youtube.com/watch?v=KLDFG5vm5kA

Omtale af den åndssvage sag:
https://www.folkeskolen.dk/…/vil-ministeren-ikke-diskutere-…

 

17. d. 19. oktober: UC’ernes store skyld: Afvisning og sygeliggørelse af Askov

Tidligere lektor ved læreruddannelsen, Iben Benedikte Valentin Jensen, fortæller i en kronik i Kr. Dagblad fra d. 16. oktober om, hvordan et nyt, læringscentraliseret og identitetshungrende UC-system fratog både hende selv og læreruddannelsen motivation, faglighed og kulturel forankring, så hun i dag er gået på førtidspension.

Det er en meget sørgelig historie. Både fordi den formodentlig kan genkendes af brede lag af folk fra seminarietraditionen, men også fordi Valentin Jensen bærer på en helt speciel historie.

Hun er nemlig ikke blot en hvilken som helst seminarielærer. Hun er personificeringen af højskolens, dvs. Askov-åndens og handlingslivets, betydning for dansk pædagogik. Det er derfor, at forandringerne rammer hende særligt hårdt. Andre ærgres blot og putter sig, mens Askovs nordiske kvinde må gå på førtidspension som en slags efterladenskab fra UC-systemets åndelige terror.

Her er nogle af Iben Benedikte Valentin Jensens meritter:

1.
Hun stod i de vigtige år 2012-2015 bag 11 numre af det fortrinlige pædagogiske tidsskrift ”Nyt dansk udsyn”, som var et forsøg på at genoplive det legendariske Askov-tidsskrift ”Dansk udsyn”.

Til tidsskriftet var der også knyttet til forlag, Nyt Askov. Her udgav hun essays og bøger af to sene Askov-forstandere, nemlig Knud Hansen og Hans Henningsen.
Henningsen sad selv i forlagets baggrundsgruppe, sammen med bl.a. skolekritikeren Holger Henriksen, som fra 2007-2010 lagde navn til den såkaldte Holgerpris, som dannelsestænketanken Sophia gav til Alexander von Oettingen, Stefan Herman og Jens Raahauge (og mig), og som skrev en række vigtige bøger om pædagogik og skolepolitik. Knud Hansens rolle som åndelig venstregrundtvigiansk indpisker til 1960’ernes unge højskolefolk kan næppe overvurderes.

Iben Benedikte Valentin Jensen skrev også selv en række fremragende bøger, som burde være pligtlæsning på alle landets læreruddannelser, f.eks. hovedværket ”Tag ansvar – opgør med læringstyranniet” og den fine skønlitterære kærlighedsfortælling ”Den didaktiske fantasi”, som er en form for seminarie-eros.

Hun arbejdede i en periode sammen med Leo Komischke-Konnerup, som skrev en vigtig ph.d. afhandling om “gentagelsens pædagogik” i 2018. Hun var også mentor for den velformulerede og selvstændige lærerinde Mette Frederiksen, som i dag via Merete Riisagers ministertid udgør en kritisk stemme i Rådet for børns læring. Frederiksen har faktisk bidraget til Nyt dansk udsyn, nr. 4.

 

2.

Iben Benedikte Valentin Jensen stod bag en helt afgørende begivenhed tilbage i 2015. Hun samlede en række skolereformskritikere, herunder DLF’s ledelse, til en fakkeldemonstration foran Christiansborg, hvor hun holdt en brandtale i det stille oplyste mørke. Det var en form for sandheds-lysning, en tingende ting. Siden korrigerede DLF sin kurs, i al fald i nogle år, hvilket var meget vigtigt for skolekritikken.

Det er meget sørgeligt, at Iben Benedikte Valentin Jensen ikke spiller en fuldstændig central rolle i dansk læreruddannelse, og jeg græder næsten ved at skrive dette indlæg i datid.

Iben Benedikte Valentin Jensen var UC’ernes mulighed for at oprethole en form for tråd til deres tradition. I stedet understreger de bruddet med deres destruktive læringsadfærd.

Iben Benedikte Valentin Jensen er en af samfundets store pædagogiske helte. Nu er hun førtidspensionist i en alder af 54.

Nu kan ingen lærerstuderende høre hendes stemme. UC-systemet bærer på en tung skyld.

Links:
Iben Benedikte Valentins kronik i Kr. Dagblad, d. 16. oktober: https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/jeg-er-meldt-ud-af-arbe…

Link til Iben Benedikte Valentins hjemmeside (med links til alle numre af Nyt Dansk Udsyn): http://ibenbenedikte.dk/

Link til ”Tag ansvar – opgør med læringstyranniet”: http://www.fjordager.com/tag-ansvar/

Link til interview med Iben Benedikte Valentin Jensen i folkeskolen.dk fra 2017: https://www.folkeskolen.dk/…/lektor-det-er-meget-positivt-a…

Brian Degn Mårtensens beretning fra Christiansborg i 2015: https://www.folkeskolen.dk/570500/saaledes-talte-iben

 

18. d. 20. oktober: UC’ernes studieaktivitetsmodel

Man forstår godt, at både unge mennesker og ansatte ved lærer- og pædagoguddannelserne bliver stressede og forvirrede, når de f.eks. skal udsættes for den såkaldte “studieaktivitetsmodel”, som bruges af alle UC’er, hvis jeg har forstået det ret.

Magen til bureaukratisk styring af de pædagogiske processer skal man da lede længe efter. Hvem der står for miseren og af hvilke grunde, er det ikke lykkedes mig at finde ud af, men modellen vil helt klart få dyb negativ dannelseseffekt for de lærer- eller pædagogstuderende, hvor faglighed, folkedannelse og skrammologi ellers burde være i højsædet.

Hvorfor gør ingen oprør? Er det sjovt eller hvad?

https://danskeprofessionshøjskoler.dk/studieaktivitetsmodel/

 

19. d. 21. oktober: Dion Rüsselbæk Hansen om Lars Qvortrups ”logik”

Jeg noterer mig lige, at lektor Dion Rüsselbæk Hansen fra Syddansk Universitet havde en interessant klumme i Unge Pædagoger nr. 2, 2019 i et område af tidsskriftet, som kaldes for ”notabene”.

Rüsselbæk Hansen føler sig “kaldet til at reagere” efter at have læst et indlæg af Lars Qvortrup i Politiken Skoleliv, hvor Qvortrup sammenfatter 51 evalueringsrapporter om folkeskolereformen. Jeg skrev selv om Lars Qvortrups og Jens Rasmussens efterfølgende rapport i sin tid.

Man må selv studere Rüsselbæk Hansens korte og kritiske gennemgang af Lars Qvortrups synspunkter, en gennemgang som f.eks. vedrører emner som forholdet mellem ideologi og forskning, klare mål og forholdet mellem faglighed og trivsel.

Jeg vil her nøjes med at citere fra Rüsselbæk Hansens konklusion, som jeg er helt enig i. Her står der, at Qvortrup løber med ”en logik, der er snæver og fordummende, fordi intet, der har med folkeskolelovens formål at gøre – f.eks. at give eleverne kundskaber og færdigheder gennem skolemæssige praksisser, der understøtter åndsfrihed, ligeværd og demokrati – kan trænge ind i den”.

Dion Rüsselbæk Hansens notabene hedder ”Fordummelsens grænseløshed i den ’klare’ og ’tydelige’ pædagogik”.

Referencer:
Dion Rüsselbæk Hansen: ”Fordummelsens grænseløshed i den ’klare’ og ’tydelige’ pædagogik”, Unge Pædagoger, nr. 2, 2019, s. 94-96.

Min egen analyse af Lars Qvortrups og Jens Rasmussens efterfølgende rapport om evalueringerne af skolereformen, står i kapitel 10 i denne samling af facebook-drys fra i sommers:
http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-62-juni-jul…

 

20 d. 22. oktober: UC-noter om fundamentet

1. Tidsskrift for Professionsstudier:
Sidste år udgav UC-VIA et jubilæumsnummer af Tidsskrift for Professionsstudier. Jeg synes egentlig ikke, at udgivelsen er specielt interessant, men man lærer dog et par ting.

1.a.
I den første artikel om ”professionel ledelse” fortæller lektor ved SDU, Jakob Ditlev Bøje, f.eks. følgende:

”I modsætning til seminarierne og CVU’ernes mere demokratiske ledelsesforhold skulle professionshøjskolerne have en ”enstrenget” og ”professionel” ledelse”. (s.7)

Bøje følger op med to lange interviews med rektorerne for VIA og UCC, som er gennemført i 2007. Han konkluderer derpå:

”De er begge kommet entydigt forbi seminarie-Danmark. De accepterer begge ideen om den enstrengede ledelse, og de tilslutter sig diskursen om at skabe store, stærke og effektive koncerner drevet gennem kontraktstyring.”

Så slut med seminarier og demokrati og al den slags gamle pjat! Nu er det tiden kommet for de enstrengede og effektive koncerner.

1.b.
Jubilæumsnummerets højdepunkt er Lars Emmerik Damgaard Knudsens personlige beretning fra sit arbejdsliv på UC-Sjælland (i dag UC-Absalon). Han fortæller levende om dengang i 2012, hvor ledelsen gik amok over et kritisk læserbrev om en af de mange fusionsprocesser. Knudsen skriver, at ”alle var rystede” over ledelsens nidkære fremfærd. Det lokale politiet måtte ligefrem belære UC-ledelsen om, at ”enhver måtte ytre sig frit”.

Det hele minder lidt om dengang i foråret 2019, hvor UC-VIA’s enstrengede koncern-ledelse erklærede, at Keld Skovmand er en ”fare for demokratiet”.

1.c.
Endelig noterer jeg mig – måske lidt off the point – at professor Katrin Hjorts artikel, som hun har skrevet med ph.d.-studerende Niels Mandø, har en markering om den aktuelle pædagogiske strid. Hjort og Mandø skriver følgende:

“Internationalt står skolestriden i dag mellem positioner som Ivor F. Goodsons & Andy Hargreaves og Wolfgang Klafki overfor John Hatties og Viviane Robinsons.

Nationalt har forskere som Svend Brinkmann, Thomas Rømer og Lene Tanggaard positioneret sig over for Niels Egelund, Jens Rasmussen og Lars Qvortrups systemteoretiske tilgang til uddannelse.

Denne type kampe foregår politisk og praktisk på alle niveauer i såvel det danske som i de øvrige nordiske uddannelsessystemer.

Men dertil kommer en tredje spiller i Danmark, nemlig friskoletraditionen, dvs. den tradition for forældreetablerede og folkeligt drevne skoler, der er mere udbredt i Danmark end i de øvrige nordiske lande.” (s. 43)

Hjort og Mandø bruger denne “tredje spiller”, som de kobler direkte op på den grundtvigske virkningshistorie, til at forklare en særlig dansk modstandskraft mod at hælde hele pædagogikken hen i teknokratiet. At denne modstandskraft er alvorligt svækket, vender jeg tilbage til i afsnit 3.

 

2. Globaliseringsstrategi:
Ser vi på VK-regeringens såkaldte Globaliseringstrategi fra 2006, kan man studere det totale pædagogiske forfald. Det er fra denne strategi, at både UC’erne og Skolerådet udviklede deres økonomificerede kvalitetsbegreb, som efterfølgende forbandt sig med John Hattie og skolereformen omkring 2013, nu blot med Bjarne Corydon som total-koncernleder.

2.a.
I globaliseringsstrategien står der, at der er to mål med professionshøjskolernes uddannelser: ”Kvaliteten skal kunne måle sig med de bedste i verden, og de skal have et indhold, som svarer til samfundets behov”. Og efterfølgende defineres ”samfundets behov” som ”arbejdsmarkedets behov”. Det var det.

Fra denne uhyrlige banalitets konsekvens er der ingen redning, og næste afsnit handler så om etableringen af UC-strukturen, som består af klare mål, strategier og viden-dit-og-dat. Der er ingen pædagogiske ord. Vi er i UC-landets fundament.

På et tidspunkt står der, at man vil have, at ”alle lærere skal være gode til at undervise”. Som man kan se, tales der direkte ned til folk.

Man vil have ”styrket pædagogik” står der. Hvad er mon det er? Jo, den består af, at ”det pædagogiske niveau for lærerne på de korte og mellemlange videregående uddannelser skal sikres ved centrale regler og systematisk og løbende kompetenceudvikling”.

Alle mand i bådene.

I 2012 nedlagde man faget pædagogik på læreruddannelsen. Det var også et opgør med seminarietraditionen.

2.b.
Der står også i globaliseringsstrategien, at man vil have noget, der kaldes ”ny viden om fagdidaktik”. Der står, at man vil ”etablere et strategisk forskningsprogram under det strategiske forskningsråd om uddannelsesforskning”.

Jamen, det er da bare så ”strategisk” det hele i alle de ”enstrengede koncerner”.

 

3. Tag ansvar – opgør med fimbulvinteren
Iben Benedicte Valentin Jensen, der personificerer dansk seminarietradition, men som nu er tvunget på invalidepension af de enstrengede strategiske koncerner, fortæller følgende i sin bog ”Tag ansvar – opgør med læringstyranniet”:

”Jeg har været med under fimbulvinteren. Det mærker jeg tydeligt, når jeg tænker tilbage på mine 13 år på professionshøjskolen, også kaldet ”University College”. En kulde har bredt sig” (s.9).

Hun fortæller, at ”det skete i 00’erne. Et symbolsk navn for det årti. Vi har været på nulpunktet siden. De pædagogiske fag sad pludselig i en synkende skude på et underligt flow-agtigt stort hav af sociologiske systemteorier og psykologiske læringsteorier. Teorier, som umiddelbart intet har med undervisning og skole at gøre, fordi de ikke længere handler om begreberne ansvar, fornuft, vilje, fællesskab og handling” (s.10)

Så de enstrengede koncerner har fortrængt landets skoletradition og dermed dets åndelige og praktiske fundament.

Referencer:
Iben Benedikte Valentin Jensen: “Tag ansvar – opgør med læringstyranniet”, Fjordager, 2015.
http://www.fjordager.com/tag-ansvar/

Regeringens globaliseringsstrategi, 2006.
http://www.stm.dk/multi…/Fremgang__fornyelse_og_tryghed_.pdf?

“Professionshøjskoler i 10 år”, Tidsskrift for Professionsstudier, 2018, artikler af Jakob Ditlev Bøje og Lars Emmerik Damgaard Knudsen og Katrin Hjorth( Niels Mandø: https://tidsskrift.dk/tipro/issue/view/7404

 

21. d. 23. oktober: Anders Fogh Rasmussen

Anders Fogh Rasmussen var kritisk over for noget, han kaldte for ”rundkredspædagogik”. Han ville have “faglighed”. Men hans svar var ikke et forbedre pædagogikken, som ellers var den oplagte løsning.

Tværtimod var hans svar en destruktion af pædagogikken som sådan i alle dens former, altså i ALLE former, også dens kundskabs- og dens folkelige ambitioner, som han ellers selv var rundet af i sin inderste muld.

I stedet – altså som destruktionens motor – trådte et lukket teknificeret og økonomisk system uden pædagogisk interesse eller “faglighed” i miles omkreds. En sand ødelæggelse af samfundets humanistiske og historiske fundament.

Fogh Rasmussens destruktion og dennes nye sprog blev implementeret via Globaliseringsrådet og Skolerådet, som efterfølgende blev til skolereformen, dvs. den blanding af konkurrencestat og læringsrevolution, som S-R-SF udviklede fra 2011.

Denne logik svarer til, at en tandlæge rydder hele munden for tænder, fordi der er et hul i hjørnetanden.

Eller at man fjerner verdens børser, fordi der er en enkelt bank, som hvidvasker penge.

Til gengæld fik Fogh Rasmussen forbedret skolens formålsparagraf, som han altså selv destruerede.

 

22. d. 24. oktober: Vø-byen

Vøbenhavnske småbørnslærere skal på vø-kursus hos en organisation med det absolut forkastelige navn “normstormerne”, som endda er offentligt finansieret, bl.a. af Vø-benhavns kommune selv. Her skal lærerne lære at forvirre børnene, så de hverken ved ud eller ind med hensyn til deres køn, dvs. så de kan blive små google-vøer i regi af “dark pedagogy”. Det er bare om at komme væk, hvis jeg må sige min mening, så vi i stedet kan få nogle selvstændige mænd og kvinder af mange forskellige slags i vores store dejlige verden.

Vøbenhavns kommunen har skam lige 7,3 mio kr til lidt identitær ideologi. Hvem ved, måske skal kultur-vø-forskerne fra Københavns Universitet undervise? Så kan de skrive breve til alle storbyens forældre og spørge, om de er herrer eller damer eller ulve eller amazoner, og hvis de ikke skulle være i tvivl, kan de få sig en identitær reprimande.

I København kører der også store AP Møller-finansierede Synlig Læringsprojekter, der er dataledelse all over, og alle skolelederne skal på konkurrencestatsskolelederkursus i Oslo, også for AP Møller penge. Der er sikkert også en masse overvåge-aula.

Men lærernes fagforening er begejstrede, kan man læse, ligesom de også var for OK 18’s Ny Start, hvor de giftede sig med kommunens skøre ideer.

Det er en tabt by. En vø-hattie-by. Men ok, vi er også halvvejs i Sverige, hvor de arbejder de med at nedlægge legekøkkener i børnehaverne, fordi det kønner og normaliserer børnene. I stedet laver de totalneutrale sanseværelser, hvor hverken drenge eller piger kan bo, kun vøer.

Mit forslag: Der findes ingen “kønspædagogik”. Lad tingene udvikle sig og hold øje med, hvad der viser sig og forbyd alle former for kønsskifter, så vi kan få kvinder, der gerne vil være mænd og omvendt, hvilket vil bidrage til de to køns essens og pluralitet.

Hvad bliver det næste? At Rasmus Paludan laver et identitært normstormer-kursus for folk, der trænger til at konstruere noget national-identitært?

Så kan vi ende uden land og køn. En slags google-hattie-data-Oslo-vø?

Links:

Link til Berlingskes omtale af sagen:
https://www.berlingske.dk/…/koebenhavnske-laerere-skal-unde…

Link til normstormernes hjemmeside:
http://normstormerne.dk/

 

23. d. 29. oktober: Økonomisk Råd og Skoleråd

Jeg vil foreslå, at Økonomisk Råd i fremtiden ledes af to børnehavepædagoger, hvoraf den ene bliver formand. De kan så suppleres med to kasseassistenter fra Nordea. Det skal nok gå godt for landets økonomi.

I hvert fald svarer det til Skolerådets sammensætning i de afgørende år fra 2006-2013. Her sad to økonomer i spidsen, hvoraf den ene var formand. De blev så suppleret med et par skoleledere (+Niels Egelund). Desværre gik det ikke så godt for landets pædagogik.

 

24. d. 31. oktober: Hvad er en vø?

En vø er et menneske, som mener, hun er uden køn, uden historie og uden land. Hun sidder ude i sandkassen med sin i-pad og er på vej ud i Googles robotificerede land af overvågning og singularitet.

Alligevel er vø’en en hun, hun taler dansk, og hun trækker dybt på nordisk lyrik og historie. Hun er en form for grundtvigsk Pipi, en slags vølve, der fornægter både Villa Villekulla og Grundtvig og Valhalla.

Ingen andre lande har vø’er. Jeg har heller aldrig mødt en vø, som er en mand. Jeg har kun mødt mænd, der gerne vil ligne eller være kvinder, hvilket er noget helt andet end en vø.

En vø er en intetkønnet nordisk kvinde. En posthumanistisk hyperhumanist, som gør op med det, hun selv er. Hun er en form for passage til transhumanismen. Passagen hedder ”dark pedagogy”.

I den forstand har kulturforskerne ved Københavns Universitet misforstået det hele. De må ikke bruge almindelige ord som herrer og damer, siger deres leder, og endda til forskernes begejstring. Men de har skam fået sig en ny dame, en nordisk kvinde, som gør en dyd ud af sin glemsomhed.

Måske er det tid for manden at gå til ploven og harpen, så vø’en kan blive det, hun allerede var?

 

25. d. 31. oktober: Fra kritisk til konstruktiv journalistik

Nå, nu er det slut med kritisk taleradio udover P1. I stedet skal vi have noget ”konstruktiv journalistik”, som er den nye Loud-kanals idegrundlag.

Martin Larsen, som er initiativtager til Loud, beskriver de journalistiske principper på sin nuværende lokalradiostation, som hedder ”Diablo”, på følgende måde i Politiken fra i søndags:
———
”»Hos os er tilgangen at sige, at vi jo har jahatten på og laver den positive, konstruktive journalistik, som handler om at fortælle de gode historier«, siger han.

»Vi siger hver dag med vores arbejde: Vi er glade, positive mennesker i et samfund i udvikling. Med dynamik og med glæde. Vi har også problemer. Udfordringer. Vi har også dårlige historier. Og dem fortæller vi også, men det bærende er at fortælle de gode historier fra vores område«.

Martin Larsen vender sig mod en af de tre medarbejdere, som sidder ved deres skriveborde på redaktionen.

»Mia vil uden tvivl bekræfte mig i, at man også på radio godt kan lukke op for at anvise en løsning i stedet for kun at grave sig ned i konflikten«.”
———-
Så vi er altså i afdelingen for løsningsorienterede ja-hatte.

Går man ind på hjemmesiden for Constructive Institute, hvor man uddanner konstruktive journalister, så kan man læse, at konstruktiv journalistik står i modsætning til ”undersøgende journalistik”. Den undersøgende journalist går op i f.eks. ”yesterday, blame, why, critique”, mens den konstruktive journalistik går op i ”tomorrow, inspiration, how, curious”.

Så kritisk journalistik er ikke “nysgerrig”? Den slags begrebslighed fører jo den konstruktive journalistisk direkte i favnen på en form for konsulent-journalistik? en ja-hat indsvøbt i fine ord.

Og smag lige på ordene ”Diablo” og ”Loud”! Disse navne lyder ikke journalistiske. De lyder mere som noget ondt og larmende.

En underetage af denne diskussion er, at TV2-journalisten Mikael Kamber kritiserer Svend Brinkmann for ikke at have forstået den “positive psykologi”, som Kamber lige har skrevet en hel bog om. Den positive psykologi ligger vel at mærke ideologisk set meget tæt på “constructive journalism”.

Brinkmann har jo selv en “briks” på en af landets kritiske radiostationer, nemlig DR’s P1, og han har vundet sig umistelig hæder og ære ved netop – sammen med mange andre intellektuelle rundt omkring i verden – at kritisere den positive psykologi og ved at foreslå alle, at de tager nej-hatten på, også selvom de skulle blive nedlagt.

Til sidst vil jeg da lige gøre opmærksom på, at der er en tæt forbindelse mellem positiv psykologi og John Hattie. Man forstår på den måde bedre, at læringspædagogikken er i en slags indre og ydre opgør med åndsfrihed og kritik.

I den forstand var Louds sejr over Radio24syv en slags læringens sejr over pædagogikken.

Links:
Link til Constructive Institute:
https://constructiveinstitute.org/

Link til omtale af diskussion mellem Kamber og Brinkmann: https://ekstrabladet.dk/…/kamber-i-krig-med-brinkma…/7851138

 

26. d. 31. oktober: Er Eika en vø?

Siger Jonas Eika ikke i sin tale til Nordisk Råd, at både den tidligere og den nuværende regering og dermed også disse regeringers støttepartier og alle deres vælgere er “racistiske” udtryk for en “hvidhed”, der bygger på en uerkendt “kolonialisme” og “patriakalisme”?

Men i så fald er stort set alle jo racister? Men det kan ikke passe, for jeg har kun mødt to racister i mit liv, og jeg har jo mødt mere end to mennesker.

Det er fint at være imod lejre og udrejsecentre for udviste asylansøgere, men man er altså ikke en “hvid postkolonial patriarkalsk racist”, hvis man går ind for sådanne centre, eller hvis man har kritiske holdninger over for Islam. I så fald giver ingenting mening.

Sagen er, at det er Jonas Eika selv, som med al sin snak om “hvidhed” virker racistisk. Desuden virker han totalt uden kærlighed for og interesse til det sprog og det land og den nordiske sammenhæng, der har skabt den vekselvirkning og det kulturområde, der har gjort ham i stand til at udtrykke sig poetisk pris-værdigt.

Til gengæld er der intet prisværdigt over hans racistiske politiske tale.

Men han er også lidt karnevalistisk og yndig – nærmest lidt vø-agtig – med de lyserøde negle, de lange øreringe og et næsten skinhead-agtige masku-femi-look, som samles i racistisk aggressivitet.

Men alligevel er han ikke helt en vø. For en virkelig vø er en kvinde, selvom hun ikke vil være det. Men Eika er en mand. Så sådan kan en mand se ud, når han antager en kvindelig vø-form, som selv bygger på et opgør med køn og historie. Kønnet bliver til det “patriarkalske”, og historien bliver til “kolonialisme”. Tilbage står en vredladen og ensom bunke ord med kærlighedsløs neglelak og kort hår, helt alene blandt selvopfundne racister.

https://politiken.dk/kultur/art7468982/Ung-forfatter-gav-i-sin-takketale-Mette-Frederiksen-t%C3%B8rre-t%C3%A6sk

Forskningsfrihed på Aarhus Universitet?

Aarhus Universitet er for tiden i vælten for universitetets håndtering af forskningsfriheden. De fleste sager handler om armslængdeprincip og metodefrihed i forbindelse med forskellige former for rekvireret forskning. Især Dagbladet Information og professor Heine Andersen har været aktive med et grave relevante historier frem. De fleste gange retter universitets velmenende rektor, som kom til roret i 2014, ind efter kritikken, f.eks. i sagen om de dobbelte mundkurve og i den aktuelle såkaldte kød-sag.

Ser man på Aarhus Universitets officielle politik er der også gode takter. På universitetets hjemmeside om emnet understreges både forsknings- og ytringsfrihedens centrale betydning og funktion, så længe det vel at mærke foregår ”inden for universitetets forskningsstrategiske rammer”, som der står. Men eftersom den centralt formulerede ”strategi” i Aarhus – i modsætning til på SDU’s verdensmålsuniversitet – ikke er særlig indholdsbestemt, så gør det jo ikke noget.

Men der er alligevel noget galt. Jeg har nu været ansat på universitetet i snart 12 år, og jeg kan berette om et konstant pres mod forsknings- og ytringsfriheden, et pres som på forskellige måder støttes og orkestreres af ledelsesniveauerne inden for mit videnskabelige felt, som er humaniora og især pædagogik.

Her er min beretning fra 12 år i forsknings-ufrihedens mørkeland, hvor hver eneste frie ytring efterhånden er blevet en kamp for samvittighed, faglighed og videnskab, ledsaget af konstant nervøsitet ved universitetets forsøg på kontrol. Mange af de ni sager, jeg vil omtale, har jeg erfaret på egen krop, og en del af sagerne optræder også i Heine Andersens indflydelsesrige bog ”Forskningsfrihed” fra 2017, som jeg løbende refererer til:

Jeg blev ansat som pædagogisk filosof på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) i 2008, i samme måned som det indtil da selvstændige DPU fusionerede med Aarhus Universitet. Dermed blev DPU omdannet til et fakultet med en dekan. I dag er DPU et institut under fakultetet Arts. Organisationsændringerne kom som storme mellem 2008 og 2016.

 

1. Den første sag:

DPU’s nye dekan, systemteoretikeren Lars Qvortrup, var begejstret tilhænger af de tanker, der senere blev til skolereformens opgør med dannelse, den såkaldte ”læringsrevolution”. I 2010 forsøgte Qvortrup at nedlægge DPUs filosofiske uddannelse. Han ville erstatte den med en uddannelse i en helt specifik lokal retning, som kaldes ”socialanalytik”. Det var store protester, så forslaget blev trukket tilbage. I stedet forsøgte Qvortrup – ved hjælp af en fremtrædende ”socialanalytiker” – at afskedige tre filosoffer, fordi deres forskning ikke havde ”relevans”, som det hed. Vi var mange, der sad og ventede på fyringsmail, mens vi spekulerede på, hvad ”relevans” mon betød i den nye reformideologi? Tre filosoffer – folk med interesse for Løgstrup, kritisk teori og tysk idealisme – blev varslet til afskedigelse. Igen kom der, anført af filosoffen og teologen Peter Kemp, en storm af protester. Hele ledelsesstrengen forsvarede Qvortrups og socialanalytikkens aktion, men igen måtte han trække i land og aflyse fyringerne. Kort tid efter forlod han universitetet. Efter den sag spøgte ”relevansen” i alle selvstændige pædagogiske spørgsmål. Sagen er grundigt omtalt i Heine Andersens bog. I 2014 var der i parentes bemærket fyringsrunde igen, denne gang på hele universitetet. Den nye ledelse skulle spare 200 mio. kr. Igen tænkte jeg på, om min forskning mon var ”relevant”?

 

2. Den anden sag:

I 2011 ville universitetets OECD-inspirerede ledelse reorganisere universitetet. Der blev bestilt en konsulentrapport, mens nysproget føg omkring os. Ledelsen besluttede sig for at tvangsforflytte velfungerende forskningsmiljøer i børnelitteratur og IT-pædagogik fra København til Aarhus. Bare sådan uden videre og med decideret løsagtige henvisninger til økonomi og synergier. Jeg blev inviteret til kaffe hos rektor, som fortalte om at ”commute” til Paris. Mange blev nervøse for flere pludselige konsulentbegrundede synergiske indfald, både til og fra Aarhus. Også denne sag var i pressen.

 

3. Den tredje sag:

I 2012 rullede den store skandale om den tyske musikprofessor Linda Maria Koldau, en sag som i dag er tabu på universitetet. Koldau kritiserede et åbenbart meget småtskåret musikvidenskabeligt miljø og blev frosset ud på det skammeligste. Det kom så vidt, at den daværende dekan for humaniora slet og ret pålagde Koldau at droppe et bestemt fagligt syn på musikhistorien. Alt det kan man læse om i Koldaus fremragende bog ”Jante Universitetet” fra 2013, som her seks år efter stadig afventer et svar fra universitetet. Jeg forsøgte mig med en anmeldelse i universitetets avis, men det var ikke velkomment. Efterfølgende blev Koldau tvunget ud. Siden var alt tavshed. Måske fordi to centralt placerede folk fra dengang senere blev henholdsvis dekan og prodekan for fakultetet Arts? Den frie videnskabskvinde måtte gå, mens hendes uvenner blev forfremmet.

 

4. Den fjerde sag:

Fra 2009 til 2012 havde jeg en blog på hjemmesiden www.Folkeskolen.dk. Her kritiserede jeg nogle af de folk, der fagligt set understøttede skolereformens begrebssæt, heriblandt professor Jens Rasmussen, som ligger fagligt helt tæt på Lars Qvortrup. I forlængelse heraf lancerede jeg i 2014 tesen om ”Danmarks pædagogiske oligarki”, som senere kom til at udgøre en central reference i min bog ”Pædagogikkens to verdener” fra Aalborg Universitetsforlag. Det var – hvis jeg skal sige det selv – en vigtig kritik i de år, hvor skolereformens læringssyn for alvor radikaliseredes, netop med Qvortrup og Rasmussen som intellektuelle og magtfulde bannerførere. Men Rasmussen svarede ikke på den pågældende hjemmeside. I stedet klagede han i 2014 over mine indlæg til Lars Qvortrups efterfølger som institutleder, Hanne Løngreen. Rasmussen mente, at der var tale om ”ærekrænkelse” og ”mobning”, og han anklagede mig for ”løgn, fordrejning og demagogi”. Jeg blev indkaldt til samtale med bisidder, men uden at få at vide hvad sagen drejede sig om. Efter hårdt pres over en hel uge fik jeg omsider at vide, at mødet helt overordnet set handlede om universitetets ”mobbepolitik”, men jeg blev ikke orienteret om den vilde klageskrivelse før på selve mødet. I stedet læste jeg op fra erklæring, som jeg havde forberedt hjemmefra. Hele tre uger efter mødet blev alle klager frafaldet. Men der var ingen beklagelse eller begrundelse, og jeg havde lært endnu virkelig dårlig lektie om pædagogisk magt og om forskningsfrihedens tilstand på mit universitet.

 

5. Den femte sag:

I 2014 blev der opslået et alment professorat i pædagogik under den tidligere institutledelse. Efter fuld proces blev professoratet i februar 2015 givet til dannelsesfilosoffen Alexander von Oettingen. Claus Holm, som i sin tid støttede Qvortrups fyringer, var i mellemtiden blevet leder, og der var også kommet ny dekan, Johnny Laursen. Men få dage efter, at von Oettingen havde fået tilbudt stillingen, trak den helt nye institutleder og hans næsten ligeså nye dekan uden videre stillingen tilbage. Det var i sagens natur moralsk angribeligt, men jo også et fagligt angreb på pædagogikken som sådan. Institutlederens henviste til DPU’s nye strategi, som er ren globaliseret anti-dannelse. Få uger efter – altså i foråret 2015 – slog ledelsen nogle strategiske og rent interne MSO-professorater op med et meget afgrænset indhold, som slet ikke indeholdt det almene professorats kundskabsambitioner. Forhåbentlig er von Oettingen rasende. Det er oprør over sagen i lærerkredse, som nu savner en professor, men universitetet er tavst. Sagen var omtalt på www.folkeskolen.dk.

 

6. Den sjette sag:

I februar 2015 overhørte jeg en forelæsning af Lars Qvortrup, hvor han gik i kraftfuldt i rette med Svend Brinkmanns, Lene Tanggaards og mit eget arbejde med begrebet ”uren pædagogik”, som vi har redigeret og skrevet tre store antologier om. Jeg skrev efterfølgende om forelæsningen på Facebook. Det blev Qvortrup utilfreds med, men i stedet for at kommentere indlægget på tråden eller andre steder, klagede han til min afdelingsleder, som prompte tog klagen til efterretning og orienterede universitetets øvrige ledelse. Først efter kraftig indgriben fra Dansk Magisterforening, måtte afdelingsledelsen korrigere. Jeg hørte aldrig fra dekan eller rektor, selvom de jo var gjort bekendt med sagen. Denne episode er også nævnt i Heine Andersens bog.

 

7. Den syvende sag:

Allerede i april 2015 var den gal igen. Jeg havde skrevet en faglig kritik af to forskere på DPU, som jeg vel at mærke aldrig havde mødt personligt. Jeg orienterede dem om min kritik via en venlig mail. Men der kom intet fagligt svar fra forskerne, kun en officiel klage to uger senere, hvor jeg blev indkaldt til samtale hos den nye dekan for fakultetet Arts, altså Johnny Laursen, som også havde været involveret i nogle af Koldau-diskussionerne. Igen lød anklagen på ”mobning” og endda på ”tilsvining”. Det var ingen dokumentation for beskyldningerne. Jeg lagde hele molevitten ud på min hjemmeside, for det var jo for groft. Min tekst var ren som sne, hvilket den almene offentlighed også syntes.

Den nytiltrådte institutleder for DPU, Claus Holm, som fagligt er helt tæt på både Qvortrup og Rasmussen, klagede også, vel at mærke i samme sagskompleks, hvorved han jo støttede de andre klagere. Baggrunden for hans del af klagen var, at jeg tre måneder før havde skrevet på et socialt medie, at Holms ph.d.-afhandling var kortere, end den var. Da jeg allerede efter en uge selv blev opmærksom på min fejl, berigtigede jeg af egen drift både på min fb-profil og på forsiden af min private hjemmeside. Desuden sendte jeg en uforbeholden beklagelse til hele min ledelsesstreng, herunder naturligvis til dekanen og til Claus Holm selv. Til mit forsvar skal siges, at den pågældende afhandling er meget særpræget opbygget, men som sagt beklagede jeg altså big time. Der kom ikke engang en kvittering for beklagelsen. I stedet antog den nyansatte dekan både Holms og forskernes klager med fuld proces ca. tre måneder senere.

Selve samtalen med dekanen oplevede jeg som dybt universitetspolitisk intimiderende. Dekanens jurist påstod, at jeg burde understrege, at mine indlæg er skrevet ”på egne vegne”, dvs. i modsætning til ”på universitetets vegne”. Jeg sagde, at det kunne der naturligvis ikke være tale om, og at universitet jo ville gøre sig selv til grin, hvis alle forskere skulle deklarere deres faglige indlæg på den måde. Men dekanen fandt ikke anledning til at støtte mit synspunkt, som dermed blev officielt marginaliseret, ikke mindst når man tager hele samtalens sammenhæng i betragtning. Desuden spurgte jeg selv direkte, om dekanen mente, at man skulle have godkendelse af en person, før man offentliggjorde en kritik af vedkommendes arbejde? Det svarede han ikke klart på, for nu at sige det mildt. På den måde afgik den kritiske hermeneutik ved døden lige midt i fakultetsledelsens kontor. Udenfor kunne jeg høre Koldau synge langt væk i sit Bildung-rige. Også denne sag, som altså fik en vis offentlig bevågenhed, er omtalt udførligt i Heine Andersens bog.

Sagen om de to forskeres klage forårsagede offentlig furore med underskriftsindsamling og pressedækning i landets aviser, hvor stort set alle støttede min sag, hvilket lagde et åbenlyst pres på fakultetets ledelse. Det hele endte derfor med, at jeg blev frikendt for alle klager med henvisning til universitetets retningslinjer for god videnskabelig praksis. Men jeg fik – på trods af anklagernes alvorlige indhold – aldrig en beklagelse, eller noget der ligner. Tværtimod faktisk, for kort tid efter skrev en professor fra de to krænkede klageres forskningsprogram en fælles mail til alle på DPU, hvor der stod, at jeg med min kritik havde bedt om at blive en ”paria”. Det kom der heller ingen reaktioner på fra ledelsens side. Jeg følte mig ikke ”forskningsfri”.

 

8. Den ottende sag:

I 2016 oprettede fakultets- og institutledelsen Nationalt Center for Skoleforskning, nu igen med Lars Qvortrup i spidsen, uden offentlig ansættelsesproces vel at mærke. Centeret markerede sig fra start på den smallest mulige faglige profil med læringsmålstyring og John Hattie-begejstring. Imens talte institutlederen på stort anlagte DPU-konferencer i glødende ideologiske vendinger om ”læringen som livsform”, som ligefrem skulle erstatte skolens demokratiske formål. Han skrev også om, hvordan moderne professorer havde behov for mere styring, og han hyldede både skolereform, læringsideologi, Antorini og konkurrencestaten. Det nye skoleforskningscenter var et eksempel på præcis den ”strategi”, som altså havde afskediget von Oettingen så brutalt. Vil man gøre karriere som pædagogisk videnskabsmand, så er det med det nye sprog på tungen, når man skal spørge til verdens ting og sager, som jo derved skjuler sig.

 

9. Den niende sag:

Endelig vil jeg nævne den stærke og efter min mening veldokumenterede faglige kritik af DPU’s forhold til skole og fag. Den diskussion kommer løbende op, især fra kredse med rødder i nærheden af Danmarks Lærerhøjskole, som DPU erstattede og gjorde op med i 2000. Efter lang tids tavshed svarede Claus Holm i 2019 kort på kritikken på Folkeskolen.dk, og dekanen delte prompte Holms indlæg på twitter, hvor han kaldte den vigtige kritik for ”ammestuehistorier”. På et medarbejdermøde kunne man forstå, at Holm bestemt ikke hilste kritikken velkommen. Han blev ligefrem ”vred” over kritikken, sagde han, imens en række unge forskere sad og lagde til og trak fra. Jeg var rystet, og det samme var forsknings- og ytringsfriheden.

 

Konklusioner:

Cirka en gang om året skriver jeg til universitetets ledelse om nogle af disse sager, senest sagen om von Oettingens professorat, der kom til offentlighedens kendskab i foråret 2019. Men rektor henviser blot til sin dekan, som mener, at sagerne er afsluttet eller er uden betydning. Institutledelsen reagerer slet ikke. Der sker ingenting. Derfor bliver jeg nu nødt til at skrive om sagerne igen og igen, så forholdene kan blive bragt i orden.

Aarhus Universitet er blevet opslugt af DPUs opgør med dannelse. Universitetet har forputtet sig i tavshed, mens den pædagogiske kritik langsomt tilpasser sig. Alt bliver tavst, mens læringens tekniske sprog breder sig. Den i 2008 indfusionerede enhed har taget magten fra et i forvejen beskadiget moderskib.

Til universitetets årsfest i 2019 fortalte bestyrelsesformand Connie Hedegaard ellers, at der var brug for mere fokus på ”dannelse” og rektor taler om betydningen af “fri tænkning”. Men universitetet understøtter direkte landets stærkeste dannelsesmodstandere og marginaliserer og intimiderer kritisk aktivitet. I DPU’s strategi står der ikke noget om ”dannelse”, i universitetets samlede strategi er ordet kun perifert nævnt, og skoleforskningscentret er et udtryk for frontal anti-dannelse. Universitetet pynter sig med ord, der som læ-lyde skjuler deres modsætnings ekspanderende realitet, og imens slæbes kritikere igennem de mest utrolige processer.

For mig er hver eneste dag og hver eneste sætning en kamp mod mit eget universitet i forsvaret for den videnskabelige og pædagogiske frihed. På samme måde som lærere og pædagoger må kæmpe imod de læringficerede kommuner i forsvaret for pædagogisk frihed og substans. Det så man sidst i forbindelse med Odense Kommunes bitre opgør med lærer Erik Schmidt for at have ”negative holdninger” på et personalemøde på en fynsk skole. Kommunen holdt ved i fire år helt til landsretten, hvor den tabte med et brag. Igen med efterfølgende tavshed.

Til grund for alle disse hændelser ligger et syn på pædagogik og videnskab, der modnedes i omegnen af VK-regeringens Globaliseringsråd fra 2005, hvorfra lærings- og relevansbegrebet har arbejdet sig op igennem årene og ind i institutionernes målsætninger og praksis, hvorfra de har ødelagt samfundets naturlige pluralisme.

Videnskabens og pædagogikkens egenart og praksisformer opsluges dermed af læringsbegrebets fortærende effekt. Pædagogik og videnskab ender som socialteknologisk og økonomificeret adfærdstilpasning – dvs. som hhv ”læring” og ”relevant forskning” –  på et tidspunkt i vores historie, hvor der ellers er brug for både pædagogik og videnskab som aldrig før.

Valg til bestyrelsen på Aarhus Universitet – stem på Asger Sørensen!

Der skal være valg til Aarhus Universitets bestyrelse. Det er et vigtigt valg, fordi der lige nu er gode muligheder for at påvirke universitetet i positiv retning.

For det første har bestyrelsesformand Connie Hedegaard og rektor Brian Bech Nielsen her i efteråret 2019 understreget universitetets forpligtelse på at beskytte og fremme dannelse, fri tænkning og videnskabelig autonomi, dvs. emner som ikke ligefrem udgør kernen i DPU’s selvforståelse.

For de andet har både Hedegaard og rektor været tilbageholdende med at følge SDU’s ideologiske og strategiske hyperfokus på verdensmåls-dagsordenen. Hedegaard synes naturligvis – som tidligere klimakommissær i EU -, at emnet er vigtigt, hvilket det også er. Men hverken Hedegaard eller rektor mener, at klima og verdensmål bør udgøre et metastrategisk fokus, som skal rumme og retningsbestemme humaniora og samfundsvidenskaberne som sådan.

Jeg er helt enig med universitets ledelse i disse overordnede vurderinger, både om dannelse og fri tænkning og om verdensmål. Nu gælder det bare om at holde dem fast på deres egne holdninger.

Der er tre medarbejderkandidater til bestyrelsen fra fakultetet ARTS:

  • Lektor Asger Sørensen, DPU.
  • Lektor Søren Pold, Institut for kommunikation og kultur
  • Lektor, Nina Javette Koefoed, Institut for kultur og samfund

De tre kandidater præsenterer deres synspunkter  på følgende link: https://medarbejdere.au.dk/strategi/valg/kandidater-til-bestyrelsen/arts-listen/

Det er min vurdering, at det er Asger Sørensen, som med sin understregning af videnskabelig frihed og universitetets ide og tradition, er den, der bedst vil kunne holde ledelsen fast på de ting, som den selv fremhæver som vigtige. I hans præsentation understreger han flere gange betydningen af disse emner.

Og Sørensens ord skam ikke bare valgflæsk. Derom vidner hans uegennyttige forsvar for videnskab og kritik i mange forskellige faglige og offentligt-polemiske sammenhænge.

F.eks. var han aktiv i forsvaret for musikprofessor Linda Maria Koldau, og da jeg selv kom under universitetsledelsens kontrol i 2015, var hans støtte – modsat mange andre – helt klar og principiel.

Desuden havde Asger Sørensen tidligt øje for den pædagogisk-filosofiske vigtighed i at kritisere den stærkt teknificerede vending, som systemteorien tog i 2000’erne. Det kan man læse om i en polemik, han havde med Lars Qvortup i Information tilbage i 2004. Få år efter, i 2010, forsøgte Qvortrup decideret at afskedige Sørensen, fordi Sørensens forskning angiveligt ikke var ”relevant”. Alle holdt med Sørensen, så Qvortrup måtte aflyse fyringen. Endelig er det værd at nævne, at Asger Sørensen i flere år har beskæftiget sig med dannelsesteoretiske problemstillinger, især hos Hegel, Durkheim og kritisk teori.

Så Asger Sørensen ved, hvad ”dannelse” og ”fri tænkning” og ”videnskabelig autonomi” drejer sig om. De andre kandidater lader til at have lidt andre prioriteter, så vidt jeg kan bedømme det, og jeg har aldrig set dem for alvor være på barrikaderne for disse emner, og heller ikke for andre ting, selvom jeg jo kan have overset noget.

Asger Sørensen er også en driftens og organiseringens mand, så en form for spændstig pragmatisme og principiel omsorg for universitetets funktion og berettigelse vil uden tvivl gå hånd i hånd, hvis han bliver valgt, hvilket vil være godt for universitetet.

Derfor stemmer jeg på Asger Sørensen, og jeg håber, at andre medarbejdere på Aarhus Universitet vil gøre det samme.

 

Links:

Præsentation af kandidaterne på Aarhus Universitets hjemmeside: https://medarbejdere.au.dk/strategi/valg/kandidater-til-bestyrelsen/arts-listen/

Asger Sørensen i polemik med Lars Qvortrup i Information i 2004: http://www.thomasaastruproemer.dk/systemteoretisk-affekt-i-2004-med-aktuel-relevans.html

Asger Sørensens mere fagligt orienterede filosofisk-sociologiske kritik af den meget dominerende systemteori, som stod bag knægtelsen af både ”dannelse” og ”fri tænkning” på DPU, kan man læse om her: http://www.thomasaastruproemer.dk/asger-soerensen-kritiserer-systemteorien.html

Asger Sørensens artikel om Hegels dannelsesbegreb: http://redfilosofia.es/congreso/wp-content/uploads/sites/4/2015/06/7.OK_.aso@edu.au_.dk_.pdf

 

To af de mange indlæg om fyringssagen i 2010:

Magisterbladets omtale af sagen: https://www.magisterbladet.dk/magasinet/2010/magisterbladet-nr-10/forklaringer-efterlyses-i-dpu-afskedigelsessag

Peter Kemps kritik af DPU’s ledelse: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/er-forskningsfriheden-afskaffet

 

Rektor Brian Bech Nielsen om ”den frie tanke” og ”verdensmål”: http://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/nyt-i-aus-strategi-mere-baeredygtighed-flere-kvindelige-forskere-og-oeget-synlighed-i-offentlighede/

Bestyrelsesformand Connie Hedegaards tale om dannelse: https://medarbejdere.au.dk/strategi/tilbagevendende-events/aarsfest/taler/bestyrelsesformand/

Facebook-drys 64: September 2019

Her er 32 facebook-drys fra september 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.

  1. Evidens og dømmekraft x 3 på DPU
  2. Fri os fra feedback!
  3. Socialdemokratisk opgør med forskningsfriheden
  4. Thomas Nordahl kritiserer dansk kritik af læringsskolen
  5. Aftale mellem KL og regeringen
  6. Hvad er det egentlige problem?
  7. Engelsk ”toolkit”
  8. Pædagogikkens to verdener
  9. Københavns børnehave-universitet
  10. Steen Hildebrandt om verdensmål og forskningsfrihed
  11. Gud ske tak og lov
  12. Ayn Rands tropper
  13. Lars Qvortrup i ensom kamp
  14. Kulturforskernes ”vi”
  15. Ghettoficeringens logik i tre dele
  16. Fængslets og mørkets pædagogik
  17. Fröbels skole
  18. Connie Hedegaard mod DPU
  19. Lars Qvortrup om skolen i 2010
  20. Moralen i Odense
  21. Alexander von Oettingen mod DEA
  22. dk om nedlæggelse af professorat i pædagogik
  23. Flot pris til Alexander von Oettingen
  24. Et lille fund i Skovmand-sagen
  25. Enmandshær mod forskermassen
  26. Kritik af Jens Rasmussens rapport om læreruddannelse
  27. En midtvejsevaluering
  28. VØ!
  29. Jørgen Carlsen forsvarer dansk sangtradition
  30. Kristeligt Dagblad beretter om en vø
  31. Nationale tests
  32. Note til Zuboff: Tillid, overvågning og opdragelse

 

 1. d. 2. september: Evidens og dømmekraft x 3 på DPU

A. Evidens og dømmekraft x 1:

Jeg vil gøre opmærksom på, at DPU i samarbejde med Københavns Professionshøjskole afholder en konference med titlen ”Evidens og dømmekraft” her i september.
I oplægget står der, at emnet er et af ”tidens mest diskuterede”.

Jeg kun finde en person i konferenceprogrammet, der vil kunne tale om ”dømmekraft”, og jeg kan heller ikke helt se, hvem der skal snakke ”diskuterende” om evidens udover at bekræfte dette begrebs tekniske herredømme over pædagogikkens processer.

Der er to personer med fra DPU:

– Institutleder Claus Holm, som er helt på evidens-fløjen, og professor Bente Jensen, som har lavet en del evidensundersøgelser i dagtilbud. Der kommer ingen kritiske markeringer af betydning fra den kant.

– Der er desuden oplæg af professor Dorthe Bleses fra AU’s Trygforskningscenter. Hun er økonom og helt forgabt i James Heckman, som jo også er den nye undervisningsministers store idol. Her er der dømt velfærdsøkonomisk evidens uden antydningen af dømmekraft og pædagogisk sans.

– Der er også en konsulent fra Horsens kommune. Det er nok ikke lige kritikkens højborg.

– Endelig er der sørme en chefkonsulent, Nikolaj Ejler, fra et ”konsulentfirmaet REALIZE”, som helt klart er meget firma-agtigt.

Der er som sagt kun én deltager, der ved noget om ”dømmekraft”. Det er John Gulløv fra Københavns Professionshøjskole, som har skrevet ph.d. om emnet. Jeg kender ikke hans arbejde så godt. Muligvis kan han slå et pip? Måske ikke?

Holm, som jo er til konkurrencestat og læring, mener måske også, at han ved noget? Han har skrevet en kronik sammen med Jens Rasmussen om emnet på Folkeskolen.dk engang.

Jeg kan ikke finde nogen tegn på kritiske behandlinger af evidensbegrebet, selvom det altså skulle være ”et af tidens mest diskuterede” emne. Men måske er der ting, jeg ikke ved. Det er jo set før.

 

B. Evidens og dømmekraft X 2:

Holm var faktisk medredaktør og medforfatter på en antologi med samme titel, altså ”evidens og dømmekraft”, som udkom på DAFOLO i 2017. Bogen havde centralt placerede indlæg af Lars Qvortrup og Jens Rasmussen. Holms indlæg handlede nu ikke om dømmekraft, men mere om en slags enhedsforskning med udgangspunkt i Luhmann.

Jens Rasmussen var i sin artikel helt uforstående overfor, at Gert Biesta bygger sin dømmekraftforståelse på Aristoteles, hvilket de fleste med indsigt i dømmekraftsteorier vil sige er helt ukontroversielt. Rasmussen mente, at Aristoteles bygger på et ”helt andet verdenssyn”, som han udtrykker det på s. 117. Der røg godt nok mange tænkere og pædagoger af i svinget lige der. Selv er jeg helt ude, for min verden er græsk.

Rasmussen vil reducere dømmekraft til evidensrefleksioner, der fokuserer på ”elevernes læringsudbytte”. Han refererer til Luhmann og Hattie. I Qvortrups artikel er der tre referencer til Hattie, og tre til Luhmann. Det siger det bare for at angive hele tendensen i bogen.

Holms medredaktør på bogen er Hanne Thingholm, som også er systemteoretiker. Hendes ph.d.-vejleder var Jens Rasmussen, hvis jeg husker ret. 6 ud af 9 referencer i hendes artikel er da også til forskellige udgivelser af Rasmussen.

Bogen har i øvrigt danske oversættelser af en virkelig interessant diskussion af evidensbegrebet, som udspillede sig i 1990’erne: Først var der David Hargreaves’ erklærede hyldest til evidensen fra 1996. Martyn Hammersleys kritiske replik til Hargreaves kom samme år, og til sidst udkom året efter Hargreaves’ afsluttende duplik til Hammersley, hvor Hargreaves prøver at gå på to ben på en måde, som i dag virker helt anakronistisk.

Holm, Qvortrup og Rasmussen fortsætter entydig ud af Hargreaves’ første spor, dvs. ren evidens, uden anden dømmekraft end evidensens egen. Dømmekraften handler her om, hvilken kombination af evidensbaserede metode, der giver højest læringsudbytte, og om hvordan man kan samle evidensinformationen i et ”nationalt forum for uddannelsesforskning”, der har “læring” som den centrale effekt-kategori.

Antologien blev udgivet i forbindelse med en konference – denne gang med titlen ”Professionel dømmekraft” – som blev afholdt i regi af det nystiftede og stærkt læringsideologiske Nationalt Center for Skoleforskning, til hvis åbning vi havde næsten samme holdopstilling som netop refereret.

Denne 2017-konference blev afholdt i samme ånd som den ledsagende antologi. En ånd, som stadfæstes med den aktuelle 2019-konferences program efter min mening. Arne Eggert fra Kommunernes Landsforening åbnede foretagenet i 2017, og Lars Qvortrup præsenterede sammen med Andreas Rasch-Christensen konferencens program. Gert Biesta deltog også. Jeg tror, han var lidt forbavset over sammenhængen.

John Gulløv, der jo er ene mand på dømmekraften her i 2019, deltog faktisk også dengang, men jeg kan ikke huske, hvad han sagde, og han har ikke skrevet til antologien.

 

C. Evidens og dømmekraft x 3:

Endelig er det værd at nævne, at der helt tilbage i 2013, altså under Hanne Løngreens periode som institutleder, blev afholdt en helt tredje konference, også med titlen ”Evidens og dømmekraft” på DPU, igen i samme ånd, men dog med høj kvalitet. Her deltog f.eks. både Hargreaves og Hammersley. Lars Qvortrup, Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og også Claus Holm var de først kommenterende talere og de deltog efterfølgende i et diskussionspanel sammen med Andreas Rasch-Christensen og stakkels Anders Bondo. Folkeskolen.dk rapporterede fra konferencen, men jeg tror, at linket er nedlagt.

Qvortrups daværende center, det såkaldte LSP på Aalborg Universitet, som han dengang var leder af, og som var en forløber for Nationalt Center for Skoleforskning, var medarrangør. Derefter kom der nogle andre indlæg, som formodentlig har været kritiske, men som pædagogisk set var lidt i kanten. Måske undtagen Anne-Mette Buus fra UC-VIA, som har skrevet fine ting om emnet.

Grunden til, at jeg ved alt dette, er, at jeg lige har lagt sidste hånd på et paper om ”evidens”, som jeg skal præsentere på et symposium om evidensbegrebet på ECER-konferencen i Hamborg her på fredag. I paperet argumenterer jeg for, at evidens og pædagogik er absolutte modsætninger. dvs. jo mere evidens, desto mindre pædagogik. Symposiet er kommet i stand via en britisk interesse for et temanummer i DPU’s tidsskrift Cursiv om ”evidens” fra 2014, som også indeholder en tidligere version af det paper, som jeg skal fremlægge. Ingen af bidragsyderne fra dette blad deltager i den aktuelle konference.

Hammersley og Biesta har det hårdt på DPUs officielle vandrør, så jeg må tage til helt til Hamborg og langt væk fra København for at tale deres sag. I symposiet deltager også den nye lektor i pædagogik på DPU-Aarhus, Clemens Wieser, som har mange spændende ideer, samt englænderen Terry Wrigley, som jeg også glæder mig til at høre.

Diverse links:

Link til konference på DPU i 2019:
http://konferencer.au.dk/evidens-og-doemmekraft-2019/

Link til konference på DPU i 2017:
http://konferencer.au.dk/evidens-og-doemmekraft/

Link til konference på DPU i 2013:
http://konferencer.au.dk/evidens-og-doemmekraft/

Link til antologien ”evidens og dømmekraft” fra 2017: https://www.dafolo-online.dk/…/l%C3%A6reruddannelsen-eviden…

Link til Cursiv, 2014, nr. 14:
https://edu.au.dk/…/publikationer/cursivskriftserie/2014-14/

Link til ECER-konferencen:
https://eera-ecer.de/ecer-2019-hamburg/

 

2. d. 3. september: Fri os fra feedback!

Jeg forstår ikke, hvorfor nogen vil af med lidt eksaminer og lidt karakterer i ny og næ i de højeste skoleklasser og på gymnasiet? Karakterer bunder jo i lærerens faglige dømmekraft, som han har fået af en passiv men stærk stat i tidernes morgen. Tænk at få 6 af en lærer, man ser op til? Det er da bedre end at få 12 uden mangler af en læringsekspert.

I stedet for de fine karakterer vil alle mulige folk have uafbrudt feedback-læring, som giver al magt til KL og til en svag men aktivistisk stat, også kaldet konkurrencestaten. Intet overlades til lærer og elev med deres fag. Alle optimerer sig selv i vilde positivitets-mindsets. Det er en stærkt stressende totaltilstand.

Desværre understøtter den nuværende karakterskala feedback-ideologien. Den skal laves om, så hver eneste karakter har mulighed for at udtrykke en form for faglig præstation, hvilket 13-skalaen faktisk kunne.

Og hvis folk flasher deres karakterer på facebook, så bliver de trukket en karakter som straf.

Så hvis man vil have bedre trivsel, så skal der være nul feedback og ca. samme antal karakterer i et frit pædagogisk system. De små børn skal slet ikke have karakterer og absolut heller ikke “feedback”. De kan få lidt stjerner i kladdehæftet, hvis de har en pæn håndskrift. De fleste drenge får ingen stjerner i den disciplin, men sådan er livet. Det har ikke noget med “feedback” at gøre. Det er en skolastisk praksis uden læring, som alle lærer NOGET af. De små børn skal jo også synge og fortælle og hente ting i skoven.

PISA skal vi ud af, og de Nationale Tests skal væk i morgen. De er en del af feedback-ideologien.

Herfra starter pædagogikken, som er lavet af dialog og verdensforhold og kladdehæfter til ingen nytte samt en karakter i ny og næ som gives fra fjerne egne af selvstændige lærere, som man ser op til, så man bliver lidt glad, uanset hvad man får.

 

3. d. 4. september: Socialdemokratisk opgør med forskningsfriheden

I gårsdagens morgenradio på P1, i et indslag om AUs aktuelle problemrapport om den såkaldte ”kødsag”, giver den socialdemokratiske forskningsordfører, Kasper Sand Kjær, udtryk for, at det “centrale i forskningsfriheden” kan reduceres til “metodefrihed”, og at videnskaben ikke selv bør definere dens egne spørgsmål.

Hermed ligger Sand Kjær helt på linje med ånden i forskningsministerens og undervisningsministerens såkaldte SØM-projekt, og med det opgør med dannelse, der ligger implicit i skole- og læreruddannelsesreformen.

Socialdemokraterne er i dyb åndelig krise. Både pædagogisk og videnskabelig frihed gøres til et banalt instrument for policy og for kommercielle interesser. Det er meget skidt for landet.

Interviewet med Kasper Sand Kjær er lige omkring 1:37:20 i linket.

https://www.dr.dk/radio/p1/p1-morgen/p1-morgen-2019-09-03?fbclid=iwar1fwehvenbqwpirfasswmwr9yo5j517bhc5rzrkjaiugmsygidwluzkh0m

 

4. d. 5. september: Thomas Nordahl kritiserer dansk kritik af læringsskolen

Den norske forsker, Thomas Nordahl, er ude med riven i det nyeste nummer af det læringsrevolutionære forlag DAFOLO’s magasin ”Paideia”. Først angriber han uden den mindste analyse to fremtrædende norske kritikere, nemlig den prisvindende lærer Simon Malkenes, som ellers har skrevet en meget grundig bog om ”Det store skoleeksperiment”, og Svein Sjøberg, som er professor i pædagogik, og som har skrevet adskillelige interessante analyser af norsk uddannelsespolitik. Nordahl kalder Malkenes’ arbejde for “erfaringsbaseret”, hvilket åbenbart er en kritik i Nordahls kredse. Hvis han dermed mener, at Malkenes bog er uden dokumentation, så er det altså virkelig langt ude. Jeg har læst bogen, og den er propfyldt med dokumentation.

Dernæst går Nordahl i gang med nogle danske kritikere: Først nævnes Keld Skovmand og undertegnede kort, og dernæst bruger Nordahl sit kritiske krudt på en fremragende artikel af Jakob Klitmøller og Klaus Nilsen, hvor de kritiserer Nordahls store idol, John Hattie. Her er den centrale passage i Nordahls artikel:

”I Danmark ser fronterne ud til at være endnu skarpere trukket op. Dette ser vi f.eks. ved Skovmands anmeldelse af ledende pædagogiske forskere i Danmark for videnskabelig uredelighed. Disse forskere blev frifundet for at have bedrevet tvivlsom forskningspraksis ved at alle 55 klagepunkter blev afvist. Men før frifindelsen havde Skovmand (2019) allerede publiceret en bog om dette og fået bred og ukritisk omtale i medier i Danmark. Skovmand argumenterer på et værdiorienteret grundlag og forholder sig eklektisk til kvantitativ forskning.

Thomas Rømer (2016) er også et eksempel på en fagperson i Danmark, som benytter personlig kritik af andre forskere ved brug af begreber som ”oligarkier” for at femme sine påstande uden empirisk dokumentation. Det noget specielle ved denne kritik mod kvantitativ forskning og effektstudier er, at den personificeres. Enkeltforskere navngives, og der fremlægges en række udokumenterede påstande og insinuationer om enkeltpersoner i stedet for at føre en principiel videnskabelig dokumentation.

De fagpersoner, der er refereret til ovenfor, repræsenterer sammen med Klitmøller og Nielsen i høj grad det, som kan betragtes som en anti-empirisk og værdiforankret position i uddannelsesfeltet. De kan også ses som repræsentanter for den stærke positionering og magtkamp, som foregår i pædagogikken. I denne artikel kommenteres de vigtigste urigtige påstande i Klitmøller og Nielsen (2018) og deres påstande sættes også ind i en bredere pædagogisk og forskningsmæssig sammenhæng” (min oversættelse fra norsk, TAR)

Her er tre kommentarer:

A.

Angående Skovmand: Skovmand har fremlagt sin begrundelser i en meget rost ph.d.-afhandling, i to ledsagende bøger og i en lang række artikler. Synspunkterne støttes af mange forskere i landet. Mig bekendt er hans argumentation ikke imødegået. Det er for plat at reducere det til et ”værdiorienteret grundlag”, som er imod ”kvantitativ forskning”.

B.

Angående mig selv. Den Hattie-kritiske artikel, der refereres til som ”udokumenterede påstande”, har fået en nordisk pris for sine videnskabelige og kritiske kvaliteter, og en engelsksproget version har været offentliggjort i det anerkendte australske tidsskrift ”Educational Philosophy and Theory”. Nordahls åndsfælle, Lars Qvortrup, var i en anden artikel ude med samme angreb på min artikel i foråret. Det er jo ikke til at tage seriøst.

Derudover var Qvortrup i foråret på samme måde ude efter Steen Nepper Larsen og Hanne Knudsen, som også har kritiseret Hatties arbejde.

Og at der ikke skulle være ”dokumentation” for min tese om et ”pædagogisk oligarki”, er da også helt hen i vejret. Det er dokumenteret i to lange kapitler i bøgerne ”Pædagogikkens to verdener” og ”Ballade i pædagogikkens forsamlinghus” og løbende mange andre steder. Eksistensen af et sådan oligarki, som Nordahl i øvrigt selv er en del af, er et evidensbaseret faktum.

C.

Klitmøller og Nielsen skrev i 2018 to grundige kritiske artikler om John Hatties arbejde. Det er en udløber af en af disse artikler, som Nordahl diskuterer i sin artikel på en måde, jeg vil tillade mig at kalde ubehjælpsom. Nordahl er lige så inkarneret i sit forsvar for den gode Hattie, som Qvortrup var det i foråret.

Til almindelig oplysning kan jeg sige, at lærer Erik Schmidt lige har haft en polemik med Nordahl om Nordahls rolle i Osloskolen og i AP Møllers vurderingsudvalg, hvor Nordahl har siddet i alle årene – det meste af tiden sammen med Jens Rasmussen, som også er helt tæt på Lars Qvortrup. Nordahl er også knyttet til Oslos handelshøjskole, som skolelederne fra Aalborg og København skal på kursus i, vel at mærke for AP Møller penge, som altså kommer fra det udvalg, hvor Nordahl selv sidder. Der er generelt set givet mange millioner til kommunale Hattie-projekter af Mærsk-udvalget.

Endelig er Nordahl stærkt knyttet til den særlige sammensmeltning af Hattie og systemteori og læringsbegejstring, som har udviklet sig igennem årene, herunder til forlaget DAFOLO, som Nordahl mig bekendt også sidder i redaktionen af, selvom jeg ikke er helt sikker på det.

Referencer:
Nordahl , T. (2019). ”Kritikken av kvantitativ forskning i pedagogikk”, Paideia, nr. 17, s. 6-14.

Rømer, T. (2019). “Kommmentar til Lars Qvortrup artikel ‘Visible Learning and its Enemies, The missing Link”: http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortr…

Erik Schmidts kritik: https://skoleliv.dk/…/M%C3%A6rsk-milliarden-er-uden-for-dem…

Link til den norsk diskussion på facebooksiden: “Livet bak facaden i Oslo-skolen”, hvor både Malkenes, Sjøberg og flere andre norske forskere reagerer på Nordahls indlæg: https://www.facebook.com/groups/706685366093232/permalink/2407892372639181/

 

5. d. 7. september: Aftale mellem KL og regeringen

KL og regeringen har lige indgået aftale om kommunernes økonomi. Pressen og interesseorganisationerne går meget op i det med ”økonomien” og også lidt i det med minimumsnormeringer etc.. Dem om det. Lad os i stedet se på ”ideologien”:

Der er et stærkt data-lærings-koncept-spor i papiret, hvilket stemmer fuldt overens med både KL’s og centraladministrationens ambitioner om en form for hyperdataficering af landet. Dette spor forbindes med humankapital-ideologi og FN’s verdensmål på en meget interessant og ubehagelig måde.

Lad os starte med datasporet:

”Regeringen og KL er enige om, at kommunerne også i de kommende år vil have fokus på at frigøre ressourcer til borgernær velfærd bl.a. gennem administrative effektiviseringer, indkøb, digitalisering, automatisering mv.”

Og efterfølgende transporteres “digitaliserings-effektiviteten ned i et afsnit om børnehaver:

”Regeringen og KL er derudover enige om at fortsætte samarbejdet om implementeringen af den pædagogiske læreplan samt at følge op på sidste års aftale om, at et kvalitetsløft kræver et fortsat fokus på gode data og viden med henblik på bl.a. at identificere faktorer, der kendetegner dagtilbud af høj kvalitet. Dette skal understøtte kommunernes prioritering på området og den daglige ledelse.”

Altså læring og data og evidensbaseret ”kvalitets”-udvikling. Det er KL/Socialdemokrati-måden at fortælle, at man ikke kan lide pædagogik.

Der er da heller ikke andre ”pædagogiske” markeringer.

Man skriver blot, at man vil fremlægge en ”børneplan”, men dennes plans konsekvenser for pædagogik vil med garanti – udover det der med data – være præget af den ”SØM-ideologi”, som optræder et andet sted i aftalen, og som jeg vil komme ind på lige om lidt.

Der er også et afsnit om folkeskolen. Her står der ikke decideret noget om data – det er nok nærmest forudsat – men heller ikke rigtigt noget om andre ting, ud over noget skolereformagtigt teflon. Al Riisagers dannelsessprog er helt ude. Regeringen er pædagogisk tom. Men den tekniske ånd er skam den samme som i børnehaveafsnittet, f.eks. i:

”Regeringen og KL er enige om, at KL vil blive inddraget i, hvordan der skal følges op på kvalitetsløftet i den understøttende undervisning, herunder i udmøntningen af indholdskrav i kvalitetsrapporten med henblik på, at kvalitetsrapporten i højere grad kan understøtte den lokale ledelse og kvalitetsudvikling.”

Bemærk at ”kvalitetsrapporterne” er dybt integreret med skolereformens styringssyn, herunder præstationerne i de Nationale Tests.

Data- og metodekoncepterne presser sig ekstra kraftigt på i afsnittet om socialpædagogik, i aftaleteksten kaldet “det specialiserede socialområde”.

Her kombineres data-sproget med den såkaldte SØM-model, som undervisnings- og uddannelsesministeren er helt eksede i. SØM-modellen afkast- og lighedsnormerer forskellige evidensbaserede konceptmetoder i det sociale arbejde. SØM og hele 4 x “data” løber sammen i dette afsnit:

”Tæt samarbejde om bedre data: Regeringen og KL er samtidige enige om at fortsætte det tætte samarbejde om bedre data på socialområdet bl.a. med et særligt fokus på tilvejebringelse af sammenlignelige, individbaserede udgiftsdata og på at udbygge den socialøkonomiske investeringsmodel (SØM). Bedre data på socialområdet kan sikre bedre kvalitet og styringsmuligheder for kommunerne, regionerne og staten ved at give større viden om indsatser, omkostninger og effekten af de konkrete sociale indsatser.”

Begge ministre har store ambitioner om at udvide SØM til undervisning og uddannelse, det har de skrevet en hel bog sammen. På en måde får vi her præsenteret hele den fremtidige model for skole- og dagtilbudsudvikling, en model der skal ledsage arbejdet med ”kvalitetsrapporterne” i afsnittene om børnehaver og folkeskolen.

At denne sammenhæng mellem SØM og pædagogik er real bekræftes af, at der i aftaleteksten er en del diskursive referencer til SØM-ideologien i afsnittene om børnehaver og skoler (den hyppige omtale af ”negativ social arv” er ren kode for SØM-ideologi).

Papiret afsluttes med en meget interessant tilslutning til FN’s verdensmål. KL og regeringen mener, at de har understøttet mål nr. 4 om uddannelse, endda med et ”vigtigt bidrag”. Der står følgende:

”Verdensmål: Regeringen og KL er enige om aktivt at arbejde for FN’s 17 verdensmål. Verdensmålene og 2030-dagsordenen sætter retningen for en mere bæredygtig fremtid, hvor der er fokus på økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed. Kommunerne står for hovedparten af den borgernære velfærd. Aftalen om kommunernes økonomi for 2020 er på den baggrund et vigtigt bidrag til implementeringen af verdensmål 3 (sundhed og trivsel), verdensmål 4 (kvalitetsuddannelse) og verdensmål 11 (bæredygtige byer og lokalsamfund), som bringer Danmark i en mere bæredygtig retning.”

På den måde træder FN’s verdensmål ind som legitimerende kraft for en pædagogisk indholdsløs dataficering og konceptgørelse af pædagogikken. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dette ikke er en tilfældighed. Det samme vil f.eks. ske på SDU, der har samme lalleglade forhold til FN’s ellers udmærkede intentioner.

Årsagen til forfaldet er en manglende forbindelse til de pågældende institutionernes historie, indhold og formål, dvs. til deres ontologi.

Til sidst er der et fuldstændigt ukritisk bilag om digitalisering af den offentlige sektor. Der er ingen kritiske markeringer, tværtimod. Der er kun én vej! Verdensmålenes data-tekniske vej!

Referencer:

Aftalen kan tilgås i bunden af dette link: https://www.folkeskolen.dk/…/ny-oekonomiaftale-ingen-ekstra…

Lidt mere KL-dataideologi: http://www.thomasaastruproemer.dk/kls-disruptionsideer-vugg…

Analyser af SØM-ideologien: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157382362234481&id=837549480

 

6. d. 8. september: Hvad er det egentlige problem?

Problemet er ikke, at unge danske muslimer skriver sange på dansk, hvor de udtrykker deres situation poetisk. Tværtimod. Det er kun godt, og for min skyld kan der fint komme et par af disse sange med i Højskolesangbogen, hvis den poetiske og melodiske kvalitet er passende. Men ok, det er åbenbart noget meget forskrækkeligt for nogle.

Men hvad er så problemet?

Det egentlige problem er, at danske børn og pædagoger ikke selv kender og synger essensen i den danske sangskat, fx Ingemann og Weyses morgensange fra 1830’erne, der blev skrevet til et københavnsk børneasyl, hvor de små arbejderbørn endda sang sangene flerstemmigt, eller Carl Nielsens og Thomas Laubs sange fra 1. Verdenskrig. Her strækker modersmålet sig i vild dybde. Tænk blot på tekst og melodi til “Tit er jeg glad”, der er perfekt til en melankolsk teenager, og som i parentes bemærket også er skrevet af Ingemann.

Man må ikke det ene, og man gør ikke det andet. Hverken indvandrerne eller danskerne har jo noget til at inspirere dem, hvis det skal være på den måde,

Dermed ender alle danske børn – uanset tro – som engelsk-syngere uden tradition og uden poesi i eget modersmål. I stedet burde alle hudfarver tvinges til at synge landets sange, gerne flerstemmigt og hver dag. Det vil også berige vores muslimers sangmuligheder.

Læreruddannelsen lægger ikke vægt på disse ting. Folkeskoleloven lidt mere, men ikke meget.

Logikken er parallel med følgende logik:

Problemet er ikke Islam og muslimer. Tværtimod er det kun godt med forskellige grupper og folkeslag i landet.

Det egentlige problem er, at danske børn og voksne ikke kender deres egen tradition, som ellers så let som blæk vil kunne inspirere gæster og tilflyttere.

Det egentlige problem er altså danskernes forhold til sig selv. Det er den slags musiske uvidenhed, der fører til højrenationalisme eller til venstreidentitær post- og transhumanisme eller til skolereformens teknokratiske “metodiske antihumanisme”.

I stedet for klang i ordene fra en af Europas fineste sangskatte, skal hele flokken – muslimer og kristne – gøres ens under konkurrencestatens tekniske tvang og nysprog, endda med et parti som det Radikale Venstre som et af de førende anti-humanistiske partier i modsætning til i gamle dage, hvor partiet havde melodi. Alle skal åbenbart gøres ens for teknikkens sprog.

Alle bør tvangsindlægges til sangskattens klange og lyde, og gerne flerstemmigt. Det er vigtigere end “teknologiforståelse” og 1000x vigtigere end “karrierelæring”. Det vil også virke som benzin på modstanden mod den omsiggribende banalisering. Men ånden i læreruddannelse og skolereformen skal ændres.

Her er kombinationen Ingemann & Carl Nielsen i Anne Dorte Michelsens – en af de gamle tøsedrenges – fine version af “Tit er jeg glad”

https://www.youtube.com/watch?v=IZXAFtFZtwc&feature=youtu.be

 

7. d. 9. september: Engelsk ”toolkit”

I Storbritannien har de et såkaldt lærings-”Toolkit”. Her kan man se et systematisk skema over læringsmetoder, som er normeret med evidens, udgifter og ‘læringsmåneder’, dvs. det antal måneder, man ”sparer” ved at bruge en specifik metode. Det svarer til Løkkefondens ”læringsår”, bare på månedsbasis.

Man kan klikke lidt rundt. Der er også årlige kvalitetsrapporter for hele området og “guidance-reports” for det ene og det andet. Det er et stort system. Det hele foregår i bedste Hattie-style. Man kan da også konstatere en vis forbindelse mellem Hattie-bevægelsen og Toolkit-folkene rundt omkring.

Det er formelt set en privat fond, der står for Toolkit, men der er dybe rødder ind i den britiske stat, som donerede 1,5 mia. kr. ved fondens stiftelse i 2011. Det hele har rødder i Tony Blairs og til dels USA’s Demokraters uddannelsessyn fra 00’erne. Altså den baggrund, som herhjemme kom til at hedde ”verdens bedste i dit og dat” i en blanding af Løkkes/Foghs globaliserings- og centraliseringsstrategi fra 00’erne og Antorini/Corydons skolereform fra 10’erne. Det er det jeg vil kalde for “negativ social arv”, hvis jeg må være lidt sjov.

Den britiske fonds formål er, at ”breaking the link between family income and educational achievement”. Der er altså en tæt forbindelse mellem den nye lighedsøkonomi og konceptualiseringen og styringen af pædagogikken.

Socialdemokratiet ønsker faktisk pt. at indføre noget, der ligner et ”toolkit” herhjemme. De vil ske, hvis den såkaldte ”SØM”-metode, som undervisnings og uddannelsesministeren er meget begejstrede for, udvides fra det sociale til det pædagogiske felt, hvilket de to ministre drømmer om.

Det var den britiske forsker Terry Wrigley, der gjorde mig opmærksom på dette skrækkelige britiske system i forbindelse med sidste uges ECER-konference i Hamburg, hvor vi havde et evidenskritisk symposium.

Link til Toolkit:

https://educationendowmentfoundation.org.uk/evidence-summaries/teaching-learning-toolkit/

 

8. d. 10. september: Pædagogikkens to verdener

I foråret udgav Alexander von Oettingen den tankevækkende pamflet ”Pissedårlig undervisning”. Jeg kommenterede den selv tilbage i juni.

I går kunne man læse Lars Qvortrups reaktion i Politiken Skoleliv.

Jeg orkede egentlig ikke at kommentere Qvortrups markeringer, men det gør von Oettingen heldigvis selv, hvilket jo også er det mest passende i første omgang. Allerede i dag har han nemlig et svar parat til Qvortrup.

Von Oettingen beskylder, som jeg forstår det, Lars Qvortrup for at mangle et begreb om pissedårlig forskning, hvilket resulterer i, at den dominerende læringsforskning bliver til et ”stort fupnummer”.

Det er pissedårlig undervisning anvendt på skolerefoms-forskningen. Det er skønt.

For mig er det også tankevækkende, at Aarhus Universitet/DPUs ledelse tilbage i 2015 tyvstjal et ordinært professorat i pædagogik fra von Oettingen, som man ellers lige have tildelt ham. Det var en af Qvortrups store fans, den nyansatte institutleder Claus Holm, der stod for den aktion. Han mente, at et professorat i pædagogik var imod universitetets ”strategi”, som det hed.

Derimod fik Qvortrup – som jo er datalæringsevidens-oecd-forsker på den store klinge – nærmest foræret sin stilling som leder af et nyoprettet Nationalt Center for Skoleforskning, som jo så måtte være “strategien”. Dette center, hvis eneste pædagogiske reference er John Hattie, er i nærværende logik er et af de ”store fupnumre”. Centret blev oprettet året professorat-nedlæggelsen uden offentlig ansættelsesproces. Hele denne proces blev støttet på det kraftigste af Aarhus Universitets nye dekan. Det var ”fupnummerets” sejr, for nu at blive i jargonen.

På den måde er den aktuelle disputs mellem von Oettingen og Lars Qvortrup endnu en bekræftelse på min tese om Pædagogikkens To Verdener, som ellers kaldes for ”udokumenteret” osv. af ledende læringskredse, herunder Qvortrup selv og hans åndsfælle, nordmanden Thomas Nordahl, begge centralt placeret i det Pædagogiske Oligarki.

Forrige gang, der var ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”, som jeg kalder det, var da Lars Qvortrup og Jens Rasmussen var oppe at toppes med Keld Skovmand, hvis grundige analyser de aldrig har været i stand til at tilbagevise.

Tak til von Oettingen for hans fine replik og hans gode bog.

Diverse links:
Alexander von Oettingens svar til Lars Qvortrup fra d. 10. september:
https://skoleliv.dk/…/Forskning-beg%C3%A5r-et-stort-fupnumm…

Lars Qvortrups kritik af von Oettingens bog, d. 9. september: https://skoleliv.dk/…/3-sp%C3%B8rgsm%C3%A5l-til-Alexander-v…

Lars Qvortrups svar, d. 11. september (tilføjet): https://skoleliv.dk/…/Vi-kommer-længere-med-forskning-end-m…

Min egen analyse af von Oettingens bog fra juni 2019, med diverse links i bunden:
http://www.thomasaastruproemer.dk/pissedaarlig-undervisning…

Omtale af sagen om von Oettingens professorat i pædagogik: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-…

Link til ”Pædagogikkens to verdener”:
https://aauforlag.dk/…/boeg…/paedagogikkens-to-verdener.aspx

Link til ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”: http://www.fjordager.com/ballade-i-paedagogikkens-forsamli…/

 

9. d. 11. september: Københavns børnehave-universitet

I på det børnehave-identitære Københavns Universitet har ledelsen fra institut for kunst- og kulturvidenskab sendt en meget nedladende, svenskificeret og kønsforskrækket mail til sine små ansatte-inklusions-personer.

Ledelsen opfordrer sine lærere til, at de før semesterstart sender mails ud til alle studerende, hvor lærerne spørger om, hvordan de studerende vil tiltales, sådan rent kønsmæssigt, og til at man undgår at bruge kønnede ord i det hele taget. Mailens tekst er delt her på FB af en KU-forsker. Sagen er også omtalt i TV2 (se link).

Mailens ånd er helt i forlængelse af universitetets almene krænkelsesfilosofi – you know: alle ”subjektivt oplevede krænkelser er krænkelser” og ud med ”mexicanere” og ”brug ikke køn i statistikker”. En ånd man også finder i direktionslokalerne på Gyldendal (tænk på Halfdan Rasmussen-sagen, hvor man ifølge Gyldendals direktør ikke skulle bruge ordet ”hottentot”, fordi Rasmus Paludan havde brugt det).

Verden er fyldt med hanner og hunner og eskimoer og globusser og indianere og essenser og negere og bleghuder, muhammedtegninger, økologer, jakkesæt, bøsser, missionærstillinger, bavianer og sorte negle, og der er etiske standarder i verden, der regulerer sagen selv. Men Verden er ikke fyldt med mails, der vil opløse alt til intet, og omgøre den kønslige essens’ kreative kræfter til CPR-numre og kønsneutrale lyde. Hvilket angreb på pluralisme og humanisme. Pluraliteten opløses til en “lyd”.

Og videre: Hvorfor skal man ikke også sende mails til sine elever, hvor man spørger om, om de vil kaldes for danskere, belgiere, transhumanister eller cyborgs? For man kan jo hurtigt kommer derhen at betegnelsen ”menneske” kan virke krænkende og udskiftelig.

Her er mailen:
”Kære alle undervisere på IKK

Nu starter semestret og undervisningen op. Vi har heldigvis en stor mangfoldighed af studerende, heriblandt binære og nonbinære trans-studerende. Og det er nyt for mange af os. For at sikre inklusion af dem, vil vi gerne formidle et par gode råd til underviserne:

1) Send gerne en mail ud til de studerende inden opstart på nyt kursus, hvori du beder dem om at give besked, hvis de bruger et andet kaldenavn end det de officielt er indskrevet som. Derved undgår du at bruge et navn som den studerende muligvis kan føle sig ubehagelig tilpas ved, fx ved opråbning.

2) Undgå at samle/anråbe de studerende med kønnede betegnelser, såsom: damer/piger eller gutter/drenge. Ved at bruge neutrale betegnelser om dine studerende er du med til at skabe et mere inkluderende undervisningsmiljø.

3) Brug hellere navn end pronomen, når du skal omtale en studerende i 3. person, hvis du er i tvivl om hvad denne bruger. Dette er særligt betænksomt, hvis denne omtale finder sted i undervisningssammenhæng.

Som sagt er disse problematikker nye og fremmede for mange. Det vigtigste er sådan set, at vi alle lige tænker os lidt om, er parate til at lytte og signalerer inklusionen.

Mh Inger og Mette”

Link til TV2 om sagen: https://nyheder.tv2.dk/…/2019-09-04-mail-til-universitets-a…

Gyldendals direktørs kunstfjendske kronik om Halfdan Rasmussen: https://politiken.dk/…/Jeg-forst%C3%A5r-ikke-Politikens-kam…

Ekstrabladets leder om sagen:
https://ekstrabladet.dk/…/naar-de-kloge-opfoerer-si…/7781659

Københavns uni-avis’ omtale af sagen: https://uniavisen.dk/inkluderende-tiltale-undervisere-paa-h…

 

10. d. 11. september: Steen Hildebrandt om verdensmål og forskningsfrihed

Jeg noterer mig lige, at Steen Hildebrandt, som tidligere har sagt, at FNs verdensmål er “dannelse”, sammen med en kendt klimaforsker har skrevet en kronik, der forsvarer SDU’s beslutning om at gøre verdensmålene til en altomfattende strategisk vision, som videnskaben skal underlægge sig som en lammehale, hvilket jo umiddelbart er ensbetydende med et opgør med forskningsfrihed og universitetets hele tradition.

Men det er Hildebrandt ikke enig med mig i. Han skriver på et tidspunkt følgende om “forskningsfrihed”:

“At afvise at tage stilling til verdensmålene ud fra det argument, at der eksisterer forskningsfrihed på et universitet, er efter vores opfattelse en misforståelse, både af hvad forskningsfrihed er, og hvad der foregår og skal foregå på et universitet.”

Nu ved jeg ikke, hvad Hildebrandt mener med “at afvise at tage stilling”, for folk tager jo netop “stilling”, men nogle gange blot imod? Men lad det ligge. Vigtigere (måske) er det, at Hildebrandt ikke fortæller, hvad han mener, at forskningsfrihed egentlig handler om. Han er nok enig med Socialdemokratiet, som mener, at forskningsfrihed kun handler om frihed til at vælge metode, men altså ikke til at vælge de videnskabelige spørgsmål, som jo på SDU er forudsat af verdensmålstyringens logik.

På Aarhus Universitet har man faktisk en ok definition, som i første omgang umuliggør verdensmålstyring af forskningen. Definitionen lyder sådan her:

“Aarhus Universitet anser forskningsfriheden for at være en afgørende forudsætning for forskningens uafhængighed, kvalitet og legitimitet. Derfor værner Aarhus Universitet om universitetets principielle autonomi, universitetets og den enkelte forskers forskningsfrihed og om videnskabsetikken.

Aarhus Universitet har fagligt selvstyre og er i sit virke uafhængigt af særinteresser. Det er afgørende, at Aarhus Universitet sikrer forskningsfriheden i forhold til politiske eller kommercielle interesser hos interne eller eksterne aktører.

Den enkelte forsker på Aarhus Universitet har forskningsfrihed inden for sit faglige ansættelsesområde med de forpligtelser, der følger af ansættelsesforholdet, og inden for universitetets forskningsstrategiske rammer.

Inden for den ramme har den enkelte forsker frihed til at vælge og udvikle metode, fremgangsmåde og emne.

Forskningsfrihed betegner frihed til:
At vælge forskningsemne
At definere forskningsmæssige problemstillinger
At vælge materiale og metoder til at finde svarene
At fremlægge og diskutere resultater og ræsonnementer offentligt.

Den enkelte forsker har ytringsfrihed og kan ikke pålægges en videre tavshedspligt, end lovgivningen eller indgåede aftaler tilsiger.”

Den eneste fare i den forbindelse er henvisningen til de “forskningsstrategiske rammer”. Det er jo normalt uskyldigt, men hvis disse “rammer” er tilslutningen til en bestemt “vision”, så kan resten af definitionen jo godt gå hjem og lægge sig.

Aarhus Universitet om forskningsfrihed:
https://medarbejdere.au.dk/…/politik-for-forskningsintegri…/

 

11. d. 11. september: Gud ske tak og lov

I lørdags var jeg til en dejlig koncert med Bo Holtens kor Musica Ficta i Ellevang Kirke i Vejlby-Risskov. Holten fortalte her nogle meget tankevækkende ting. En del af informationerne har jeg siden fået bekræftet ved læsning af Nina Chistensens bog ”Barnesjælen – børnelitteraturen og det romantiske barn” fra 2005. Jeg blander lidt informationerne i det følgende:

Salmen ”Gud ske tak og lov” står i B.S. Ingemanns samling ”Morgensange for børn” fra 1837 (se teksten nederst). Sangen har normalt – dvs. i vores aktuelle salmebog – fire vers, men i den oprindelige samling var der seks vers. Jeg kender ikke baggrunden for reduktionen, som ikke er omtalt i noterne til sangen på dendanskesalmebogonline.dk. Nina Christensen omtaler det heller ikke, så vidt jeg kan se, men jeg kan jo have overset det. Højskolesangbogens version har også kun fire vers, men omtaler dog forkortelsen i en note (17. udgaven).

De to udeladte vers har rod i det forhold, at alle sangene var skrevet til et af Københavns første asyler, altså børnehaver, som lå på Østerbro, og som blevet etableret med kongelige, teologiske og filosofisk interesserede folk som baggrundsgruppe. Især prinsesse Caroline Amalie, som var knyttet til Grundtvig, støttede asylsagen. Det københavnske asylselskab eksisterer stadigvæk, hvis jeg har forstået det ret.

I dag er ”Gud ske tak og lov” en salme slet og ret. Men de to udeladte vers, vers 3 og 4, forandrer ”morgenen” fra at være et rent religiøst symbol til at træde i forbindelse med en socialpædagogisk realitet, hvor børne-asylets socialpædagogiske eksistens som sådan kommer under åndens struktur og sættes i sammenhæng med den fattige arbejderfamilies livsvilkår.

Bemærk børnenes perspektiv i vers 3 og 4: ”moder se vi ej” og ”fader gik sin vej” og ”hjemmets dør er lukt”, som hænger sammen med ”fattig mand” og ”fattig kone”, som dog alligevel ”rører” deres hænder ”med glæde”. Barnet skal jo helst ikke gå og blive nervøs for mor og far, selvom der egentlig var al mulig grund til det. Og den problematik gælder jo stadigvæk.

Disse to oprindelige vers giver resten af sangen en ny mening. De første vers, hvor børnene vågner som en ”fuglen frisk” og med ”vævre tunger små, som får mæle”, som dog lidt overraskende – hvis man ikke kender de udeladte vers – knyttes til “byen”, følges nu op af de to asyl-vers. Det hele ender dog godt – altså på trods af fattigdommen – for børnenes asyl, børnehaven, omtales som ”et fristed”, ja endda et ”kærligheds-asyl”, der minder om spurvenes, fiskenes og musenes lykkelige og frie omgang med naturen under Guds omsorg.

Asylets formål var ifølge Nina Christensen følgende:

”Asylet har til hensigt at danne en tilstand, hvor den barnlige natur, overladt til sin egen uskyldighed og ledet af en kærlighedsfuld og ægte kristelig moderhånd, kan antage sit første præg” (s. 97).

Bemærk denne rousseausk-teologiske og kønnede interesse
for naturen. Det er det, som dansk børnehave og friskoletradition er lavet af. Senere kom Fröbel-seminariet og Montessori-kurserne til i samme ånd, blot præget af hver deres tid, dvs. 1880’erne og 1920’erne. Montessoris version af sagen var overgangen fra “hjem til hus” i Roms fattigste kvarterer. Også her med skaberværkets natur som ledsager, men nu i selskab med den “videnskabelige ånd”.

I en efterfølgende brevveksling mellem Ingemann og melodisnedkeren C.F. Weyse får vi at vide, at sangene rent faktisk blev afsunget af de københavnske arbejderbørn i asylet, endda firstemmigt. Da Holten viderebragte den information, som også står i Christensens bog, til sit betagede publikum, så han ”nærmest lykkelig” ud. At tænke sig: 50 fattige københavnere på 5 år, der hylder barnets natur firstemmigt.

Her er sangen. Det er som sagt vers nr. 3 og nr. 4, som er udeladt af salmebogen.

1.
Gud ske tak og lov!
Vi så dejligt sov!
barnet lå med varme kind på puden.
Nu som fuglen frisk!
Rask som havets fisk!
Morgensolen titter gennem ruden.

2.
Med hin glans fra sky
kom der lys i by,
kom der glimt af sol i alle sjæle.
Alle haner gol,
hilsed glad Guds sol,
alle vævre tunger små fik mæle.

3.
Fattig mand fuldstærk
Går nu til sit værk
Rask hver hånd sig rører nu med glæde.
Fattig kone må
Til sin dont udgå
At de små skal ej for brødet græde

4.
Fader gik sin vej
Moder se vi ej
Dog i nød vi sidde ej tilbage
Arnens ild er slukt
Hjemmets dør er lukt
Gud dog sørger for os alle dage

5.
Ej den mindste mus
savner tag og hus;
fattigst spurveunge har sin rede.
Ej den mindste fugl
savner ly og skjul;
vi skal heller ej om fristed lede.

6.
Lystig hanen gol,
hilsed glad Guds sol;
for hver sjæl er lys og lyst oprundet.
Nu som fuglen frisk!
Rask som havets fisk!
Vi har kærligheds-asylet fundet.

De andre morgensange i samlingen er følgende, hvoraf en del stadig synges:

Nu ringer alle klokker mod sky
Lysets engel går med glans
Nu vågne alle Guds fulge små
I østen stiger solen op
Gud ske tak og lov
Morgenstund har guld i mund
nu titte til hinanden
Foraarssang
Storken sidder på bondens tag.

Referencer:
Ingemann, B.S. (1989, opr. 1837-38). “Morgensange for børn 1837– Syv aftensange 1838”, Poul Kristensens Forlag (med fint efterskrift af Knud Bjarne Gjesing).

Christensen, Nina. (2005). “Barnesjælen – børnelitteraturen og det romantiske barn”, København: Høst & Søn

Link til Asylselskabet i København: http://asylselskabet.dk/

 

12. d.12. september: Ayn Rands tropper

Nikolaj Saadat reflekterer i nedenstående klumme på Altinget over forholdet mellem Lars Seier Christensen og Anders Samuelsen og LA.

Tesen er, at Seier Christensen, som jo finansielt og ideologisk sparkede LA i gang, påvirkede Samuelsen til at tage udenrigsministerposten for efterfølgende at bruge Samuelsens kontakter i egen interesse.

Samuelsen har da også netop fået job i et af den tidligere Saxobank-direktørs firmaer.

Situationen får Saadat til at sammenligne situationen med de russiske oligarker.

Saadat nævner ikke Seier Christensens dybe forbundethed med den neoliberale filosof, Ayn Rand, som også har inspireret kredsen bag Donald Trump, som Seier Christensen beundrer.

Jeg kan så fra min verden tilføje, at Samuelsen og Seier Christensen også har været ledende kræfter i etableringen af et forskningscenter på Aarhus Universitet, hvor man forsker i teknologien bag krypto-valutaer, f.eks. den såkaldte bit-coin. Disse valutaer udgør Rand-tilhængernes hede neoliberale drøm om opløsning af statens penge-monopol, og dermed også af en stor del af staten som sådan.

Og det Seier Christensen-firma, som Samuelsen har fået job i – firmaet hedder Concordium – arbejder netop med udviklingen af kryptovalutaer.

Lederen af AU’s forskningscenter er professor Jesper Buus Nielsen. Han er endda selv ansat i Concordium. og forskningscentret er faktisk opkaldt efter firmaet. Det ser ikke godt ud, men måske har jeg misforstået noget?

Det hænger godt sammen det hele. Men man forstår godt, at LA i dag har orienteringsproblemer. Måske skal partiet op på Freuds briks og kigge lidt på de forbindelser, som det er skabt ved? Måske skal AU med?

Links:

Sadaats indlæg:
https://www.altinget.dk/…/nikolaj-saadat-samuelsen-seier-pa…?

TV2’s dækning, der bekræfter Sadaats teser: https://nyheder.tv2.dk/…/2019-09-03-anders-samuelsen-har-fa…

Mere om AU’s satsning fra samme pengepung:
http://cs.au.dk/research/centers/concordium/, og her i en kort kommentar fra tidligere på året: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157070444814481&id=837549480

Link til firmaet Conordium: https://www.concordium.com/

 

13. d. 12. september: Lars Qvortrup i ensom kamp

Alexander von Oettingen og Lars Qvortrup er gået i kamp om von Oettingens bog om ”pissedårlig undervisning”.

I mandags skrev Qvortrup en kritisk kommentar, hvor han demonstrerede, at han slet ikke var i stand til at forstå bogens mange fine lag. Dagen efter svarede von Oettingen i karakteristisk stil. Han fortalte, at evidensforskning uden sans for pædagogisk praksis og begrebslighed er et ”stort fupnummer”, hvilket jo er korrekt. Og i går – ja, det går hurtigt – svarede Qvortrup så igen.

Qvortrup har slet ikke forstået von Oettingens pointe, så det er faktisk lidt svært at svare. Han ved simpelthen ikke, hvad ”pissedårlig undervisning” er.

I stedet får vi at vide, at den ”store fupforskning” har ret i, hvad der virker bedst i hele 90% af tilfældene! Hvad er nu det for et tal? Og hvad vil det sige at ”virke bedst”? Det er jo helt uden begrebslighed. Det er fupforskning.

Qvortrup lader heller ikke til at bemærke, at von Oettingen faktisk nok er den dannelsesforsker i landet, der er venligst stemt for evidensparadigmet overhovedet, endda alt for venlig for min smag. Men man må lade von Oettingen, at ”evidens” ikke nødvendigvis er det samme som ”fup-forskning”. Måske har von Oettingen faktisk gang i at adskille en form for virkelig evidensforskning fra fup-forskning. I så fald er han ved at redde evidensen fra fuppen, dvs. fra den ’policy-affirmative evidens uden begrebslighed’ som ”virker bedst” 9 ud af 10 gange? I så fald er vi ude i en form for Skovmand-analyse. Skovmand forsøgte jo også at identificere særlige danske forfaldsprocesser i et i forvejen problematisk læringsbegreb, den såkaldte læringficering af læringficeringen, som Qvortrups arbejde iøvrigt selv er et særligt paradigmatisk eksempel på.

Selv er jeg stor tilhænger af empirisk videnskab, men ikke af evidens-forskning, som afviser den pædagogiske empiri.

Qvortrup har så fundet et eksempel fra en banal evidensundersøgelse om noget med turbo-læring, som skulle vise et eller andet. Men ved han ikke, hvilken enorm social og filosofisk struktur, som evidensdebatten er en del af? Her er det i øvrigt værd at bemærke, at en tidligere DPU-undersøgelse om samme emne, altså turbolæring, ifølge Qvortrup selv nærmest var bestilt arbejde af regeringen. Det er så gennemskueligt og ureflekteret det hele.

Vi får også at vide, at Qvortrup skam mener, at filosofi og almendidaktik og fagdidaktik er vigtig. Men det passer ikke. Qvortrup forsøgte direkte og ved egen vilje at nedlægge filosofien på DPU, da han var dekan, og da han ikke kunne komme igennem med det, varslede han hårdhændet afskedigelser af tre filosoffer. Og almenpædagogikken har han bestemt aldrig gjort det mindste for, tværtimod implicerer hans meget tekniske version af Luhmann et decideret opgør med alt, hvad der er ”alment”. Og fagene reducerer han til læringsmålstyring, hvilket ikke er andet end en de facto destruktion af fagene.

Von Oettingen har endnu ikke vist tegn på at have registreret Qvortrups indlæg. På en måde forstår man godt, hvis han ikke orker, selvom man jo ville ønske, at han gjorde.

Links:
Qvortrups indlæg:
https://skoleliv.dk/…/Vi-kommer-l%C3%A6ngere-med-forskning-…

Links til tidligere indlæg i debatten:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157477501884481&id=837549480

Om den problematiske 1. rapport om turbo-læring: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157089116979481&id=837549480

 

14. d. 14. september: Kulturforskernes ”vi”

Kulturforskernes “vi”:

I forbindelse med Københavns Børnehaveuniversitets seneste stunt med at sende breve ud til sine ansatte om politisk korrekt sprogbrug, forvildede jeg mig ind på en af de ansattes fb-side. Vedkommende, Erik Steinskog, som er lektor ved det pågældende institut, var glad for ledelsens tiltag, og han blev støttet af forskellige medie- og kulturforskere osv..

På et tidspunkt blev jeg bede om at forlade tråden. Forskeren skrev følgende:

“Og ja, så vet jeg at der er noen som har en barnlig (?) glede av å si eller skrive de “forbudte” ordene, eller, bedre sagt, de ord vi av høflighet, anstendighet, og dannelse, ikke lenger bruker. Men jeg vil foretrekke hvis du bruker din eget vegg til det. Det blir simpelthent – unnskyld – for latterlig.”

Men hvad er det for nogle ord, som en eller anden, der hedder ”vi” sådan ”ikke længere bruger”, hvis man vil være ”høflige, anstændige og dannede”?

Jo, det er såmænd et, flere eller alle af følgende helt almindelige danske ord, som var dem, jeg brugte i min kommentar:

”damer, gutter, kjoler, hængemaver, eskimoer, indianere, mexicanere, hottentotter, Muhammed med en bombe i turbanen.”

Efterfølgende skrev en debattør, denne gang en medieforsker fra AU, at jeg brugte ”farlige ord” og lød som en treårig, der insisterede på at sige ”pis”. Det forstod jeg slet ikke, for jeg hverken bandede eller svovlede jo?

Det allermest paradoksale er, at denne dybt anti-kulturradikale og anti-æstetiske praksis, udøves af folk fra ”æstetiske” og ”kulturradikale” miljøer. Så der er dømt kunstdrab på et institut for ”kunst”.

Ovre hos overvågningsforsker, Peter Lauritsen, som er tæt på Det Radikale Venstre, kunne man læse, at det var DF-agtigt, at gå imod det nye “vi”. Så ok, nu er “damer og gutter” et national-identitært stempel?

Lauritsen mener vist, at han selv er kulturradikal. Jeg synes, han er det modsatte. Brandes ville da havde klasket sig på låret af grin.

Jeg blev dog lidt beroliget i går, da jeg var til årsfest i Aarhus Universitets aula. En fest, som jo var noget præget af den seneste tids hændelser (kødrapporten). Her talte universitetets bestyrelsesformand, Connie Hedegaard, om betydningen af dannelse, rødder og eksistens imod Helge Sanders og 70’ermarxismens økonomifiksering. Og rektor, Brian Nielsen, lagde sig i samme længdegrad.

I disse oplæg var der lagt op til studiet af virkelige ords dynamik og essens, vel at mærke i fuld videnskabelig frihed. Men ok, Connie og Brian skal da lige vide, at DPUs ledelse i høj grad påberåber sig netop Helge Sander som sandhedsvidne, f.eks. i forbindelse med åbningen af den strategiske satsning “Nationalt center for skoleforskning”. Så DPU og bestyrelsesformanden er på direkte universitetspolitisk og pædagogisk kollisionskurs.

Derudover nævnte Hedegaard naturligvis betydningen af en intensiveret bæredygtighedsforskning, men det havde slet ikke den determinerende og strategiske effekt, som vi ser det på SDU. AU’s mere traditionelle og rolige videnskabelige ånd kan man faktisk, så vidt jeg kan bedømme det, genfinde i universitetets udspil til strategi, som jeg læste lidt overfladisk den anden dag.

Årsfesten indledtes med, at alle sang ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, som jo emmer af ”moderøjne” og ”pigernes latter og lyse hår” og alt muligt andet ”høfligt, dannet og anstændigt”. Men den slags ”forbudte” ord var nok ikke gået hos ”æstetikerne” i København og hos deres mærkelige kunstdræbende og puritanske ”vi”.

Links:
Hele Erik Steinskogs facebook-tråd: https://www.facebook.com/erik.steinskog/posts/2934059116611394

Hele Peter Lauritsens facebook-tråd: https://www.facebook.com/peter.lauritsen.56/posts/10158849670878266

Omtale af universitetets årsfest:
http://omnibus.au.dk/…/aus-aarsfest-2019-haeder-aere-og-lu…/

Udkast til AU’s strategi for 2020-25: https://newsroom.au.dk/…/aarhus-universitets-2025-strategi…/

 

15. d. 14. september: Ghettoficeringens logik i tre dele

A. Højrefløjens og Socialdemokratiets fælles Ghettoficering:
Først laver man en ghettopakke, der forstærker de i forvejen uheldige tendenser til ghettoficering, nu blot med en decideret særlig retstilstand for det pågældende områdes beboere. Hermed udgrænses resterne af de velfungerende miljøer både frivilligt og ufrivilligt.

F.eks. kan Information i dag berette om, at landets ældste olde-kolle måske skal flytte ud af Mjølnerparken, fordi oldernes lejligheder skal sælges til ”private investorer” i ghettopakkens navn. Olderne kan ellers berette om mange søde muslimske medborgere i området, som de hygger sig sammen med, f.eks. når de pynter juletræ.

Vi får dermed en ghettoficering af ghettoen, som nu består af hhv. en udgrænsning af normale miljøer og en særret for resten.

Ja, de resterende børn skal nu tvangsindskrives til danske værdier i vuggestuen, hvor babyerne ikke må sove osv.. Altså det stik modsatte af den klassiske børnehavepædagogik og af familiernes ret til selvbestemmelse.

Hvem vil dog bo sådan et sted frivilligt? Og selv dem der vil, fordi de er gamle, glade og åbne, de sendes ufrivilligt ud!

Vi ender med en form for omvendt Sharia.

 

B. Højrefløjens Ghettoficeirng af Ghettoen
Grunden til at DF/Støjberg/LA støtter den ”omvendte Sharia” er, at de opfatter denne ghettoficering af ghettoen som en del af en Islam-kritik. De vil derfor kun – selvom det er slemt nok – implementerer særregler i områder med muslimsk befolkningsflertal.

Jeg går ind for alle former for Islam-kritik, men ikke for denne konsekvens, som faktisk via tendensen til en ”omvendt Sharia” bliver et spejl af Islams problemer, og dermed i åndelig forstand islamiserer samfundet som sådan.

 

C. Socialdemokratiets Ghettoficering af Ghettoen:
Den primære grund til at Socialdemokratiet støtter den ”omvendte Sharia” er derimod en anden end højrefløjens. For Socialdemokraterne er problemet, at ghettoen producerer ulige chancer. Man skal oprette lighed allerede fra ”undfangelsen”, som det hedder hos undervisningsministeren.

Faktisk er dette synspunkt om muligt endnu værre end højrefløjens, for med den begrundelse kan man jo producere udgrænsende ”sær-retter” alle steder, så længe der findes statistiske udsving, f.eks. særlige skoler, skoleklasser, arbejdspladser, kvarterer etc.. Disse sær-retter må juridisk identificeres, og den lighedsfremmende behandling må evidensbaseres med specifikke metoder, så det statistisk-økonomiske afkast optimeres. Dermed er vi havnet i filosofien bag partiets tilslutning til den såkaldte ”SØM-model”, som begge de pædagogiske ministre har skrevet en fælles bog om.

På den måde gøres hele samfundet til en socialdemokratisk ghetto.

En af den nye boligminister Kaare Dybvads første handlinger var at droppe ordet ”ghetto”. Han droppede ikke lovgivningen eller partiets filosofi, bare selve ghetto-navnet. Men hvordan kan han gøre det, når hans parti vil opretholde og forstærke hele ghetto-systemet? Jo, det kan jo kun være fordi, hans parti vil gøre hele landet til en ghetto for statistisk elimination.

Hvis alle borgere ghettoficeres, og dermed ophører med at være borgere, kan man jo helt droppe ordet ”ghetto”.

Er det ikke en interessant logik?

Reference:

Rosendahl, N.Y.: ”Ghettopakken tvinger seniorkollektiv fra Mjølnerparken til at flytte”, Information, d. 14. september:

 

16. d. 15. september: Fængslets og mørkets pædagogik

A. Fængslets pædagogik

Kultur- og medieforskere har sammen med københavnske institutledere og direktøren for Gyldendal kastet sig ud i et sprogrensningsprojekt. Førende forskere taler om ”forbudte ord”, der inkluderer helt almindelige og skønne danske ord. Disse forbudte ord er f.eks. damer, tøser, piger, gutter, herrer, drenge, indianere, mexicanere hottentotter. Og snart ryger alt andet også i vasken, f.eks. moder, rødstrømpe og viking.

Og Gyldendal renser ud i landets poetiske tradition, hvilket jo er helt i samme ånd. Microsoft følger trop med en ny politisk-korrektheds-stavekontrol, men dette firma har jo også en økonomisk og ideologisk interesse i at sætte sig på sprogets indre. Man kalder det for “21. century skills” på de bonede gulve.

Vi efterlades med en køns- og historieløs antipoesi, et kunstdræbende opgør med folkelig og sproglig essens og dennes dybde og muligheder.

Destruktionens kniv føres – dybt paradoksalt – af folk, der forsker i æstetik, og som mener, at de er ”kulturradikale”. Det er poststrukturalismens visne og mest puritanske rester, der under dække af ”tolerance” fører intolerancens motorsav, indtil alle ord ikke er andet en små numre i et ny-leninistisk fængsel.

 

B. Mørkets pædagogik

En anden og potentielt ledsagende komponent finder vi i den ny udgivelse om en ”mørkets pædagogik”. Bogen hedder ”dark pedagogy – education, horror and the anthropocene”.

Her annonceres klimakrisen som et altopslugende hyperfaktum. Mørkets pædagogik er derfor baseret direkte på begreber som skræk, død, afvisning, vanvid, masseødelæggelse og monstre, der udgør bogens centrale indhold. Hvilket liv for børn! Et liv i ”mørke”!

Forfatterne ønsker at erstatte ”enlightenment” med det, de kalder for ”the terrible perspectives of cosmic horror”, hvilket de synes er et godt bytte. Der er da heller ingen reference til demokrati, kundskaber, frihed og kærlighed.

Mørkets pædagogik har samme filosofiske udgangspunkt som fængslets pædagogik under punkt 1. Udgangspunktet er den såkaldte poststrukturalistiske posthumanisme, der har menneskets opløsning som grund og mål. Derfor kan “mørket” træde i kontakt med “fængslet”. Og dette ”mørke fængsel” kan herefter ”inspirere” de posthumanistiske børnehaver og skoler, hvor alt er ren form ledsaget af skræk og evig skam.

En vigtig teoretisk detalje er, at mørkets pædagogik knyttes an til den såkaldte ”spekulative realisme”, som ønsker at genetablere interessen for verdens tingslighed. I de seneste år har mange i den pædagogiske tradition brugt den spekulative realisme til at genskabe dannelses- og skolebegrebet og til at etablere en ny kontakt med tingenes åndelige og vekselvirkende dybder og deres ledsagende praksisser. Internationalt set f.eks. i kredsen om Jan Masschelein og herhjemme hos Niels Jakob Pasgaard.

Men hos forfatterne til mørkets pædagogik bruges den nye realisme til at udrydde objekternes specificitet i en prædetermineret pædagogisk rædsel. De vil udrydde pædagogikkens ”ought”, hvilket vil sige pædagogik som sådan. I stedet vil de indstifte et opløst og objektgjort selv, der i desperation vil etablere noget, der kaldes ”weird identity politics”. Og i stedet for Gud vil forfatterne have en ”personal Jesus”, der skal virke for ”the queerness of the future self” (ch.7). Vi får endda at vide, at Deweys begreb om ”the public” og Freires om ”cultural synthesis” er ”counter to ecological thought” og ”dangerous” og ”might lead to fascism”, og begge disse store pædagoger sættes i bås med raceteorier, der undertrykker ”my queerness”.

I Mørkets Pædagogik jages mennesket selv af mørke objekter, dvs. Co2-regnskabets nye psykotiske skam-strukturer i et nyt posthumanistisk ”vanvid”, der filosofisk set hænger dybt sammen med æstetik-forskernes nye sprogfængsel under punkt 1.

Jeg vender tilbage til ”dark pedagogy”, som i parentes bemærket er en fremragende bog.

Reference:
Lysgaard, J. & Bengtsson, S. & Laugesen, M. (2019). Dark pedagogy – education, horror and the antrhopocene, Palgrave.

 

17. d. 16. september: Fröbels skole

Tingenes og åndens skole: Noter til Friedrich Fröbels ”The Education of Man”:

Her er nogle noter til Friedrich Fröbels syn på skolens ide og formål i bogen ”The Education of Man” .

Det er min egen noget personaliserede oversættelse af starten af kapitel 4 hvor jeg har suppleret en dansk oversættelse af Viggo Tønsberg, som ligger i fuld tekst nederst, med to engelske oversættelser. Jeg har ikke lige den tyske originaludgave ”Die Menscherziehung” ved hånden.

Bogen er fra 1826. Det er en almenpædagogisk bog, der ikke handler specielt om børnehaver.

“Kapitel 4: Mennesket som elev (scholar and pupil)

§56: Hvad er en skole?

a) Skolens formål
Skole er et forsøg at bringe selve tingene, deres væsen og indre liv, hen til elevens bevidsthed, så eleven kan lære om tingenes indre relationer til hinanden, til mennesket, til eleven selv og til alle tings virkende årsag og substans, til livet selv – dvs. til Gud.”

(min note: Bemærk at ”skole” står som rent subjekt og næsten som et udsagnsord, altså noget der er og finder sted. F.eks. hedder det i en af oversættelserne ikke ”the school”, men blot ”school” i første sætning.

Bemærk også den frie vekselvirkning mellem elevens og tingenes tingslighed og essens, hvilket svarer 100% til kombinationen af spekulativ realisme og Jan Masscheliens dannelsesteori, som jeg også omtaler i “FAQ om dannelse” Referencen til ”Gud” er en form for kristen spinozisme, en skabende og værende substans, en “gåde”, som Maria Montessori kaldte det ca. 100 år senere)

“b) Undervisningens formål
Undervisningens formål er at bringe eleven til kundskaber om enheden i alle ting og dermed til alle tings hvile, eksistens og liv i Gud, så eleven kan handle, arbejde og leve i overensstemmelse med udgangspunkt i denne kundskab. Midlet til at realisere dette formål er undervisning.”

(min note: Undervisning er den proces, hvor elev og tingslighed bringes sammen samt en iagttagelse af konsekvenserne af vekselvirkningen mellem elev og ting i elevens tilsynekomst i liv og samfund)

“Gennem skolen og undervisningen møder eleven sin omverden, som han jo i en vis forstand selv er en del af, som en modsætning, som noget for sig selv, som en ting, som noget fremmedartet.”

(min note: Vildt interessant dialektik her, hvor elev og skole både er det samme og noget modsætningsfuldt, både nær og fjern)

“Idet drengen som elev nu træder ind i sin skole, så forlader han det materielle syn på tingene og anlægger en højere åndelig betragtning. Dette at barnet går bort fra den ydre, overfladiske anskuelse af tingene og i stedet når til indsigtsfuld erkendelse af dem, og dette at barnet forlader hjemmet for at træde ind i et højere åndeligt liv, alt dette gør drengen til skoleelev, og det gør skolen til skolens essens.

Skolen som institution for tilegnelse af en større eller mindre mængde overfladiske mangfoldigheder, gør den på ingen måde til skole; det gør nemlig kun det levende åndepust, som besjæler alle ting.”

(min note: Bemærk igen denne kombination af bevægelse, tingslighed og ånd)

“c) Skole-mesteren:
Skolen, som den er i sig selv, forudsætter derfor eksistensen af en åndelig substans, som svæver over og imellem, og som vekselvirker med den ydre verden og eleven. Substansen bærer både elevens og tingenes essens og indre natur i fuld forbindelse og specificitet.

Denne substans, denne intelligente bevidsthed, som udpeger tingenes essens for elevens essens, er en mester. Det er en skole-mester.

Og hvert eneste skolebarn forventer, håber, tror og fordrer dette af deres skolemester; dette håb, denne forventning og tro er det usynlige, levende bånd imellem dem”

(min note: Skole- og klasserumsledelse handler om indholdet, der som intelligent substans udpeger og former kontakten mellem tingene og elevens undersøgelse af begges essens og indre natur. En skoleleder er altså en dyb intellektuel, praktisk og opmærksom person med en levende relation til elevens håb)

Her er det hele i Viggo Tønsbergs oversættelse:

“En skole er bestræbelsen på at bringe selve tingene, deres væsen og indre liv til elevens bevidsthed, og tillige stræben efter at han skal lære tingenes indbyrdes forhold, deres forhold til mennesket, til eleven selv og til selve livets grund at kende, og endelig stræben efter at han fuldt skal forstå alle tings tydelige enhed og deres forhold til Gud.

Undervisningens mål er:
At bringe forståelse for alle tings enhed og give indsigt i, at alle ting hviler i Gud, består og lever i Gud, således at eleverne engang kan handle og virke ud fra denne indsigt. Midlerne og vejen dertil er undervisningen, selve læringen.

Gennem skolen og undervisningen møder eleven sin omverden og dermed også sig selv, idet han jo i en vis forstand hører med til den, som en modsætning, som noget helt for sig selv og fremmedartet.

Og desuden påviser skolen, hvordan de enkelte ting og sager inderst inde står og hvilket forhold de har til hinanden, og når så efterhånden ved stadig generalisering helt til den åndelige verden.

Idet drengen som elev nu træder ind i sin skole, så forlader han det materielle syn på tingene og anlægger en højere åndelig betragtning.

Dette at barnet går bort fra den ydre, overfladiske anskuelse af tingene og i stedet når til bevidst og indsigtsfuld erkendelse af dem, og dette at det forlader det almindelige dagligliv for at træde ind i et højere, dette gør drengen til skoleelev, og det gør skolen just til skole.

Skolen som institution for tilegnelse af en større eller mindre mængde overfladiske mangfoldigheder, gør den på ingen måde til skole; det gør nemlig kun det levende åndepust, som besjæler alle ting.

Gid alle, som har ledelsen og indretningen af skoler som deres kald, ville overveje dette dybt.

Skolen i denne forstand har som forudsætning en klar bevidsthed om dette, en bevidsthed, der også foresvæver eleven og ligesom står imellem ham og den ydre verden. Den bærer begges indre væsen i sig, den bygger bro imellem dem, giver dem begge mæle og gensidig forståelse; og mester i denne kunst er den, som er i stand til at påvise tingenes enhed, og derfor bærer han dette navn. Han er skole-mester, fordi han har til opgave at skaffe sig selv og andre indsigt i tingenes indre åndelige væsen”

Litteratur:
Fröbel: The Education of Man, 1905 (Hailmanns oversættelse)

Fröbel: The Education of Man, 1885 (Jarvis’ oversættelse)

Fletcher: Froebel’s chief writings (her findes bogen i uddrag, dog ikke det afsnit, jeg omtaler)

Fredrich Fröbel: “Småbørnspædagogik”, Nyt Nordisk Forlag 1980. (med Viggo Tønsbergs oversættelse)

Rømer: en tidligere note fra 2011: http://www.thomasaastruproemer.dk/…/artikel-om-fr%C3%B6bel-…

 

18. d. 16. september: Connie Hedegaard mod DPU

Aarhus Universitets bestyrelsesformand, Connie Hedegaard, holdt en flot tale til universitetets fødselsdagsfest, hvor hendes verdensborgerlige konservatisme kom fint til syne:

Først og fremmest kritiserede hun Helge Sanders erhvervslivsuniversitet; og faktisk også den ledsagende satsning på ingeniør- teknologi- og STEM-området. Her er hendes historiske markering:

”Da jeg begyndte på universitetet i universitetsmarxismens storhedstid lød parolen, at man skulle “forske for folket ikke for profitten”. 20 år efter skulle vi så fra Forskning til Faktura. Pendulet svingede m.a.o. fra den ene yderlighed til den anden. I nogle år har der nu været – berettiget – fokus på, at vi i Danmark havde brug for flere naturvidenskabelige kandidater. Flere ingeniører. Flere der uddanner sig inden for områder, hvor det umiddelbart var til at få øje på erhvervslivets og jobmarkedets behov. Fint nok. Og AU leverer på efterspørgslen – bl.a. med ingeniørsatsningen og IT-satsningen – og bruger i disse år også mange kræfter på at være dygtigere til at række ud til erhvervsliv og til aftagere.”

Men Hedegaard er ikke tilfreds. Der er et tomrum. Der mangler noget kritisk og demokratisk eksistens. Derfor fortsatte hun:

”Kender I det? Kender I fornemmelsen af, når pendulet begynder at svinge tilbage. Er det ikke som om vi ser begyndelsen på et værdimæssigt opbrud?: Fra “mig, mig, mig” og fokus på det kortsigtede afkast og målbar nytteværdi til noget… noget andet… Er det ikke som om mennesker – ikke mindst mange unge mennesker – søger efter noget andet og mere og i stigende grad tager afstand fra den overfladiske og stressende jagt på materielle goder. Er det ikke som om flere nok ser teknologiens og digitaliseringens mange muligheder, men også i stigende grad stiller kritiske spørgsmål til, hvad de teknologiske fremskridt og hastigheden gør ved os, ved vores samfund og på et mere fundamentalt plan ved vores demokrati? Og måske også klimakrisen og bæredygtighedsudfordringerne understreger denne fornemmelse af, at vi trænger til igen at fokusere på andet end det materielle, ligesom vi har brug for at kunne sætte vores egen eksistens ind i en større sammenhæng.”

Og hvad skal så i stedet? Hvad er denne ”vores egen eksistens i en større sammenhæng”? Hvad er det nye fokus, ifølge Hedegaard? Jo, det er ”dannelse” og endda med stort ”D”, som faktisk er endnu mere end bare vigtigt:

”Det er altsammen vigtigt – vældig vigtigt faktisk. Men måske er det også tid at sætte mere fokus på, hvad universitetet også er leveringsdygtig i – ånd f.eks. Dannelse.”

Og hvordan ser Hedegaards ”dannelse” ud? Jo, det handler om en forskning i humanistiske og samfundsvidenskabelige emner som pædagogik, historie, kunst, politik og eksistens, der samtidig tager de globale emner op i kritisk belysning:

”Hvis jeg nu har ret i, at et paradigmeskifte er på vej, så der igen bliver bud efter dem, der kan skabe perspektiv og give dybde som modvægt til det overfladiske, og dem som beskæftiger sig med de store spørgsmål om, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvad der er meningen med det hele, ja så er der jo mere end nogensinde brug for stærke universiteter”.

Hedegaard nævner også vigtigheden af at gøre nytte, især på bæredygtigheds- og klimafronten, som hun gerne vil opgradere, og det er også godt. Men som jeg læser det, sidestiller hun ikke dannelse med verdensmål, som de gør på SDU, for hun ser jo blot bæredygtigheds- og dataficerings-spørgsmålet som en central anledning til mere historisk, filosofisk og pædagogisk forskning. Sådan læser jeg det i hvert fald.

Endelig er det værd at nævne, at AU ifølge universitetsledelsens forslag til ny strategi fastholder sin satsning på folkeskoleområdet, hvilket må betyde, at man opretholder sit engagement i Nationalt center for Skoleforskning og i de linjer, som den nuværende DPU-ledelse har tegnet siden 2014. Men dannelse spiller slet ikke den rolle hverken i AU’s eller DPU’s strategi, som Hedegaard lægger op til. I AU-strategien optræder ”dannelse” kun to gange i lidt tilfældige og opremsende passager, og ordet ”pædagogik” er decideret fraværende. DPU-strategien har jeg analyseret ved en tidligere lejlighed, og der spiller ordet heller ingen rolle.

Og netop dette skoleforskningscenter bygger skam i høj grad på Helge Sanders tanker. Det kom eksplicit til udtryk ved åbningen af centret i sin tid.

DPU’s strategi, som bygger på et mangeårigt og mangesidigt opgør med dannelse, er derfor i modsætning til ånden og bogstavet i bestyrelsesformandens tale. Og AU’s strategi bygger jo på den antidannelses-strategi, som eksisterede i forvejen. Derfor er AU’s strategi også imod ånden i Hedegaards tale.

Rektor Brian Bech Nielsens tale handlede mest om de aktuelle møgsager, men han lagde i det mindste ikke op til nogen SDU-strategi.

Man kan læse begge taler og meget mere i linket.

Links:
Om AU-ceremonien, med link til alle taler mm: https://medarbejdere.au.dk/strategi/nyhedsbrevuniled/2019/…/

Om åbningen af NCS: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk…

Om DPU’s strategi: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn…

Om AU’s strategiforslag: https://medarbejdere.au.dk/strategi/austrategi/

 

19. d. 17. september: Lars Qvortrup om skolen i 2010

I efteråret 2010 skrev Lars Qvortrup en tekst, som han kaldte ”Den nyttige skole”. Den ligger i to versioner. En kort version på berlingske.dk og en lidt længere version på LP-metodens hjemmeside  oppe på UC-Nordjylland.

Først lidt kontekst: Den Luhmann-inspirerede LP-metode blev udarbejdet af nordmanden Thomas Nordahl, som i dag sidder i AP Møller Fondens folkeskoleudvalg. Qvortrup var begejstret for ideen og formidlede metoden til et dansk publikum via UCN og AAU. Senere kom John Hattie til, som både Nordahl og Qvortrup den dag i dag forsvarer indædt.

I efteråret 2010 var Qvortrup dekan for DPU. Få måneder før, også i 2010, havde han forsøgt at nedlægge filosofien på DPU, herunder at fyre tre filosoffer for at lave forskning, som han ikke mente var ”relevant”.

Da han ikke – på trods af bred opbakning i DPU’s ledelseslag – kunne komme igennem med noget som helst af det hele, valgte Qvortrup selv at forlade DPU. Han ragede vist nok også uklar med den nye ledelse på AU, især dekan Mette Thunø.

Efter en pause i Aalborg kom Qvortrup i 2016 tilbage til DPU, nu som indflydelsesrig leder af Nationalt Center for skoleforskning og med tilhørende stærk indflydelse på den nye DPU-ledelse, som selv havde genansat ham.

Men tilbage til teksten, som er en hyldest til konkurrencestatens og økonomiens rammesætning – jeg vil endda sige destruktion – af pædagogik og skole:

Først lidt fra LP-teksten:

Qvortrup har været til konference i Bahrain i regi af det såkaldte ”The Education Project”. Han starter med at fremhæve den lokale sheik, som tituleres ”hans excellence” og det hele, for at stille gode spørgsmål.

Sheiken er direktør for ”Bahrain Economic Development Board”. Jamen, det er da bare så ”relevant” for dansk folkeskole!

Qvortrup går ind for, at ”folkeskolens elever skal lære at gøre nytte i vidensøkonomien”. Han siger, at ”undervisningsresultater skal kunne måles”, og at undervisningen skal bygge på ”forsknings- og professionsviden”, hvilket senere hen kom til at hedde ”datainformeret læring”.

Begrundelsen for disse tiltag er, at staterne er ”konkurrenter på det globale, vidensøkonomiske marked”. Uddannelse beskrives derfor som ”at ruste” til det globale marked.

Og hvem stiller ”vor tids strategiske uddannelsesspørgsmål”? Jo, det gør såmænd følgende konglomerat af pædagogisk og faglig elendighed: ”Det økonomiske udviklingsråd i Bahrain, Vækstforum i Danmark, OECD og Verdensbanken”.

Det lyder fuldstændig som en formulering i Antorinis artikel om Ny Nordisk Skole, som udkom året efter.

Qvortrup går ind for Obama-administrationens ”race to the top”-program, der alene bygger på måling og benchmarking. Det er ”et stort fremskridt”, skriver Qvortrup.

Pludselig – midt i LP-teksten – refereres en eller anden konferencedeltagers “indvending” om mangel på “demokrati” og “personlig dannelse”, og Qvortrup fortæller, at man på den økonomisk definerede konference talte om “en balance”. Selv tager han ikke stilling. Det ordnes på fire linjer. Derfra er det hurtigt tilbage i effekt- og økonomi-sporet. Emnet nævnes slet ikke i teksten fra Berlingske.dk.

Qvortrup vil teste og måle, og han refererer i den forbindelse direkte både til Thomas Nordahls LP-metode og til et læringsrevolutionært “konsortium”, som DPU og UC’erne lavede i 2010. Konsortiets frontfigurer, heriblandt Qvortrup selv, sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King.

Og det er vel at mærke alle detaljer, der skal testes i det økonomiske kapløbs ånd. Det er ikke kun ”paratviden”, som Qvortrup kalder det, men også, at ”eleverne kan bruge deres viden, at de kan samarbejde og tænke kritisk og kreativt”. Det hele skal testes.

Qvortrup ønsker, med reference til amerikanske systemer, at ”man indsamler kvantitative data om elever og lærere, undervisning og udbytte”, så læreren kan ”aflægge regnskab til dem, der betaler”, og så man kan give ”feedback”.

Det hele angives at være blevet ”et af konkurrencestatens vigtigste redskaber”.

Qvortrup kalder det ”et fælles ansvar”. Er man imod, er der tale om ”nationalromantik”.

Qvortrup argumenterer specifikt for, at man skal øge investeringerne i skole og uddannelse. Begrundelsen herfor er hverken skolens formål, faglig udvikling, bæredygtighed eller andet. Begrundelsen er – i overensstemmelse med ovenstående – at skolen har ”økonomiske effekter”, endda om 60 år.

F.eks. får vi at vide, at hvis DK forbedrer sin PISA-score med 25 point i de næste år, så vil det betyde en 250% forøgelse af bruttonationalproduktet i 2090. Qvortrup fortæller, at han tænker på ”om der er råd til at vores børnebørn kan gå på pension”. Det er meget omsorgsfuldt.

Qvortrup mener ligefrem, at han med sit system bidrager til, at ”politikerne holder sig fra at blande sig i de daglige og specifikt pædagogiske og didaktiske anliggender”. Det forstår jeg ikke? Qvortrup har jo lige hyper-determineret pædagogikken på den allermest forskrækkelige måde, der findes? Sandheden er at han reducerer ”pædagogiske og didaktiske anliggender” til et nothing.

Links:
Den ene version af teksten fra LP-modellens hjemmeside: https://www.ucn.dk/…/LP-mo…/LP-Artikel-Den-nyttige-skole.pdf

Den anden version af teksten på Berlingske.dk: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/den-nyttige-skole

 

20. d. 17. september: Moralen i Odense

Det er lettere sygdomsfremkaldende, men meget informativt, at læse det nye nummer at Odense Lærerforenings magasin ”Lærerbladet”, som er skrevet og redigeret af Erik Schmidt. Man får virkelig indtryk af det moralske kollaps i Odense Kommune. Her er tre beviser:

A.
Først har Schmidt et langt interview med den socialdemokratiske borgmester, Peter Rahbek Juel. Juel sidder altså lige overfor en af landets dygtigste lærere, Erik Schmidt, hvis faglige og juridiske frihedsrettigheder Odense Kommune ifølge Landsrettens dom pr. 29. november 2018 har undertrykt på det groveste.

Overgrebet skete, da kommunen gav Schmidt en tjenstlig advarsel for ”negative synspunkter”, dvs. for at have forsvaret dannelsen mod sin skoleleder Mohammed Bibis skolereformslæring. Schmidt har mig bekendt aldrig fået tilbudt en ny stilling, endsige en beklagelse.

Tværtimod har Odense og KL forsøgt at fjerne den dramatiske sag fra historien.

Altså et kæmpe overgreb mod pædagogikken og lærerstanden.

Ok, men siger borgmesteren for den kommune, som har effektueret ulovligheden, så noget til Schmidt? Måske antydningen af en beklagelse? Eller en styrtende eksistentiel undskyldning? Nej, der sker intet.

Peter Rahbek Juel får ellers foræret en gylden mulighed: Schmidt og Juel drøfter på et tidspunkt, om lærerne skal have mere frihed. Juel ved ikke rigtig, hvad det skulle betyde, så Schmidt giver tre eksempler. Et af eksemplerne er, at lærerne ønsker et ”opgør med udialogisk ledelse”. Schmidt er så høflig at pakke emnet ind i to andre eksempler, nemlig noget om læringsplatforme og indkøb.

Her har Juel chancen, han har pligten. Griber han den?

Nej, han er ligeglad. Han svarer kun på det med indkøbene.

Et moralsk kollaps.

B.
Et andet eksempel på det moralske kollaps er følgende:

Borgmesteren har sagt, at der ikke skal spares på kommunens skoler næste år. Men det sagde han også sidste år, hvorefter han orkestrerede en stor fyringsrunde blandt kommunens lærere.

Efter at have sat en skræk i livet på ca. 50 lærere, og dermed jo i realiteten i hele lærerkorpset, endte borgmesteren med at fyre 12 lærere, som om det ikke er slemt nok. Det spørger Erik Schmidt naturligvis ind til. Men borgmesteren er glat og ligeglad som en ål. Han siger bare:

”Jeg skal ikke blande mig i, hvordan man personalepolitisk har håndteret det, men det var jo en tilpasning som følge af, at børnetallet faldt. Det er B&U-forvaltningen, der har styret det, men det er vist lykkedes at få mange af medarbejderne i job igen”

Jeg har ikke ord for min forargelse over disse formuleringer, der vidner om en total ligegyldighed over for kommunens lærere, kulminerende med udtrykket ”vist”.

C.
Et tredje eksempel er en omtale af et læserbrev i Fyens Stiftstidende fra d. 5. juni. Læserbrevet er skrevet af to af de personer, der decideret orkestrerede overgrebet mod pædagogikken og Schmidt, nemlig den radikale skolerådmand, Susanne Crawley Larsen, og Schmidts daværende skoleleder, Mohammed Bibi. Den lokale fagforeningsformand, Anne-Mette Kæseler Jensen, som normalt er yderst fornuftig, er medforfatter, hvilket hun efter min mening ikke skulle have involveret sig i. Jeg trækker hende fra som en fejl.

Larsen og Bibi er imod de nationale tests, fordi det går ud over ”dannelsen”. En dannelse, som de jo af alt magt har forsøgt at undertrykke, endda med ulovlige midler. I deres læserbrev skriver de, ifølge Schmidts artikel om indlægget, følgende, så det gør helt ondt i marven:

”Men vi må ikke glemme at holde fokus på dannelse, som det så flot er formuleret i folkeskolens formålsparagraf og fagenes formål”.

Og videre:

”For det, som vi jo i bund og grund gerne skulle lykkes med, er at være de bedste i verden til at gøre børn til selvstændige og frie mennesker, der kan tænke, tage ansvar og handle”.

De hævder altså at gå ind for alt det, som vi har Landsrettens ord for, at de har smadret.

Konklusion: Odense Kommune er skolepolitisk set et moralsk anløbent sted.

PS: Endelig noterer jeg mig, at kommunen har nedsat en skolepolitisk Task-Force. Gruppen ledes af økonomen Jørgen Søndergaard, som tidligere var formand for det dybt kontroversielle og stærkt instrumentalistiske Skoleråd, som virkelig satte dagsordnen i starten af 10’erne. Jeg troede egentlig at Søndergaard var ude af systemet, men han er altså inde i det umoralske og lovbrydende Odense.

Links:
Link til Lærerbladet, september, 2019: http://www.odenselaererforening.dk/…/e000647-0003_laererbla…

Link til Crawley Larsens og Mohammed Bibis læserbrev: https://stiften.dk/…/Folkeskolen-er-for-vigt…/artikel/582129

Link til omtale af Landsrettens dom til fordel for Schmidt: http://www.thomasaastruproemer.dk/landsrettens-dom-i-erik-s…

 

21. d. 19. september: Alexander von Oettingen mod DEA

Mens jeg var langt væk i nogle nærmest obskure diskussioner af en ”mørkets pædagogik”, hvor børn unge går rundt i vanvid, skræk og død uden køn, land og sang, totalt underlagt katastrofens hyperfaktum, har Alexander von Oettingen som en anden Bruce Springsteen gjort landets praktiske pædagogik en tjeneste, både på twitter og på facebook.

Det drejer sig om en rapport af den såkaldte tænketank ”DEA”. Den har undersøgt et eller andet om nyuddannede pædagoger, som mangler noget og ikke ”understøtter opgaven” og har nogle udfordringer, og så skal man lige gøre dit og dat. Sådan rigtig Lars Løkke-agtigt. Rapportens 47 sider er læst på to minutter.

Rapportens nihilisme afsløres to steder:

For det første via det eneste sted, hvor DEA forsøger at vise lidt ånd, nemlig i et ultrakort historisk afsnit. Her står der følgende om uddannelsen helt fra 1800-tallet og frem til nyere tid:

”De første uddannelser til pædagog kan karakteriseres som græsrodsbevægelser, hvor uddannelsen fx var kurser, som blev tilbudt i tæt tilknytning til arbejdet i børnehaverne. Såvel børnehaverne som uddannelserne udsprang ofte af forskellige pædagogiske retninger og var drevet på privat-filantropisk initiativ. De politiske og lovgivningsmæssige ramme-bestemmelser gjorde, at stat og lovgivning var distanceret og neutral ift. uddannelsen af pædagoger i det meste af 1900-tallet.”

Jeg bliver simpelthen så ked af det, når jeg læser det. Tænk hvilken idemæssig rigdom og pædagogisk vekselvirkning, som den dybt åndelige pædagoguddannelse har rod i. Jamen jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte og slutte. Tænk blot på Montessori og Fröbel, på Sofie Rifjberg og Anna Wulff og på byggelegepladser, Borups Højskole, børnehaver, kulturradikalisme og faktisk også Christiania og dansk æstetik forever? Alt denne kærlighed og strid er samlet i ”pædagogiske retninger på privat-filantropisk initiativ”. Der står ikke andet på de 47 sider.

Nå, men forklaringen på dette pædagogiske kollaps – og det er så det andet nihilistiske sted – kan man læse på rapportens bagside. Her står DEA’s ideologi med alle dens mangler til karakteren -03. Desværre flugter ideologien 100% med Socialdemokratiets såkaldte SØM-ideologi:

”Vision: Tænketanken DEA arbejder for at styrke værdiskabelse og vækst ved at forbedre evidensgrundlaget for design og prioritering af tidlig indsats, uddannelse, forskning og innovation.

Mission: Tænketanken DEA er en non-profit tænketank, der uafhængigt af særinteresser arbejder for at bidrage til udviklingen af et uddannelses-, forsknings- og innovationssystem, der kan styrke offentlige organisationer og private virksomheders adgang til viden og arbejdskraft af høj kvalitet og relevans. Det gør vi ved at kvalificere videngrundlaget for beslutningstagere og praktikere gennem evidensbaserede analyser, projekter og deltagelse i den offentlige debat. DEA formidler sin viden gennem evidensbaserede analyser og undersøgelser, events, deltagelse i samfundsdebatten og gode relationer – og skaber løsninger i fællesskab med sine partnere”

Hvilken destruktion af en af landets rigeste traditioner. Litteraturlisten er totalt mangelfuld, men den kan man selv læse.

Dekanen på Københavns Professionshøjskole, Annegrete Juul, er begejstret for rapporten og for DEA i det hele taget, men heldigvis holder den kloge Alexander von Oettingen fast. Selvom von Oettingen normalt ikke er voldsomt engageret i børnehavens rige essens, så kan han helt intuitivt genkende DEAs anti-pædagogiske sprog.

Så 10000 x tak til von Oettingen for at tvinge lidt kamp ud af de frosne systemer.

For et par år siden var DEA ude efter gymnasiet i samme stil. Det skulle også opløses.

DEA er også meget aktiv i den Heckman-bevægelse, som i disse år udgør Socialdemokratisk ideologi.

Rapporten er udarbejdet af fire kvindelige konsulenter, som jeg ikke kender. DEAs leder er også kvinde. Der er et eller andet dybt modsætningsfuldt i, at fem kvinder har kastet sig over de allersimpleste maskulineserede forståelser af en pædagogisk tradition, der ellers i høj grad er udviklet af kvinder og mødre med fuld sans for frihed, dvs. af virkelige lærerinder.

 

22. d. 19. september: Folkeskolen.dk om nedlæggelse af professorat i pædagogik

Folkeskolen.dk dækker i dag AU/DPU’s skandaløse nedlæggelse af et professorat i pædagogik i 2015, endda efter at man havde tilbudt professoratet til en konkret ansøger, nemlig Dr. Pæd. Alexander von Oettingen, som også havde sagt ja tak og det hele.

Artiklens overskrift er: ”Professor: Alexander von Oettingen ville have været en stor gevinst for DPU”.

Journalisten har interviewet von Oettingen selv, som forståeligt nok stadig er meget uforstående, både på egne og på pædagogikkens vegne. Von Oettingen kalder processen for ”meget mærkelig”, hvilket han jo mildt sagt har ret i.

Derudover har han følgende perle:

“Når man ser på det principielle, så kan man undre sig over, hvorfor man først opslår et professorat i pædagogik og kort efter mener, at det ikke mere passer. Det er svært at forstå, at pædagogik ikke passer til Danmarks pædagogiske universitet”.

Der er også et interview med professor Per Fibæk Laursen, som sad i bedømmelsesudvalget for professoratet. Fibæk ærgrer sig kraftigt på pædagogikkens og på DPU’s vegne og føler sig tydeligvis underinformeret. Det er også hans ord, der udgør artiklens overskrift. Fibæk Laursen siger så, at han har hørt om andre situationer, hvor man har trukket et professorat tilbage. Hvad mon det er for nogle eksempler? Og havde man i disse situationer allerede givet stillingen til en person? Næppe.

Journalisten har også forsøgt at få institutleder for DPU, Claus Holm, som er læringsideolog og fortaler for konkurrencestaten, i tale. Men Claus Holm vil kun udtale sig i en kort mail. Holm skriver, at han var ny leder i 2015, og at han havde overtaget ”professoratet” fra den tidligere leder. I mellemtiden havde Holm så lavet en ny ”profil” for en afdeling, hvorefter han hovsa-povsa nedlagde det vigtige professorat, altså få dage efter at von Oettingen havde fået det tilbudt. Det lyder lidt som at gå en tur i Netto.

Få uger senere oprettede Holm fire strategiske mso-professorater, og året efter kom så Nationalt Center for Skoleforskning med John Hattie og Lars Qvortrup i centrum.

Jeg udtaler mig også, men det kan man selv læse.

Links om sagen:
Link til artikel på folkeskolen.dk ”Professor: Alexander von Oettingen ville have været en stor gevinst for DPU”, d. 19. september:
https://www.folkeskolen.dk/…/professor-alexander-von-oettin…

Thorkild Theisens indlæg om sagen: https://www.folkeskolen.dk/…/den-der-tier-samtykker-claus-h…

Mit eget indlæg om sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-…

 

23. d. 19. september: Flot pris til Alexander von Oettingen

Alexander von Oettingen har været en tur i karussellen i dag.

A.
Først kunne man på folkeskolen.dk læse om DPUs skandaløse behandling af ham i forbindelse med den brutale nedlæggelse af det professorat, som han ellers var blevet tilbudt.

Jeg har sendt et brev til universitets rektor, hvor jeg beder ham om at få styr på denne både fagligt og moralsk set meget problematiske sag. Jeg har også gjort ham opmærksom på, at behandlingen af pædagogikken og von Oettingen er i dyb modstrid med det fokus på dannelse, som universitetets bestyrelsesformand Connie Hedegaard annoncerede ved universitets årsfest i sidste uge.

B.
Dernæst får vi at vide, at von Oettingen har modtaget Gyldendals formidlingspris. Det er fuldt fortjent. Von Oettingen har senest skrevet den skønne og tvetydige pamflet om “pissedårlig undervisning”, som Lars Qvortrup, der jo deler læringsideologi med DPUs ledelse, slet ikke kunne forstå. Derudover har von Oettingen udgivet en række fine bøger om almenpædagogik og almen didaktik, som bruges bredt blandt både forskere og studerende. Især har han nærmest udødeliggjort begrebet “det pædagogiske paradoks”, som er blevet et af pædagogikkens dyrebareste skatte, men som absolut ikke er tvetydigt. Han har også stået for flotte konferencer og udgivelser om det ligeledes tvetydige, men også stimulerende, begreb om “empirisk dannelsesforskning”. Hele virket hviler på nyere tysk dannelsestradition, kombineret med danske inspirationer via interessen for især Knud Grue-Sørensen, som von Oettingen skrev disputats om.

I et kort videoklip takker von Oettingen sin redaktør Henrik Juul, som i flere år har ydet et stort arbejde for pædagogiske udgivelser i Danmark. Juul har også stået bag Keld Skovmands udgivelser, og han har fornyeligt også selv skrevet en bog om religionspædagogik. Men også meget mere. Ham skal vi passe på.

Von Oettingen fortæller, at han fik besked om sin pris, mens han lavede mad på en spejderlejr. Dermed er von Oettingen nu mindst den anden store spejderpædagog. Den første var skolelederen og modstandskvinden Inger Merete Nordentoft, der i 1945 skrev et strålende essay om pædagogik og demokrati.

Nu må vi ikke håbe, at Gyldendal reagerer på samme måde som Aarhus Universitet og trækker von Oettingens pris tilbage i overmorgen pga. forlagets nye “profil”.

 

24. d. 20. september: Et lille fund i Skovmand-sagen

Keld Skovmand har over et par år kritiseret Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens arbejde med at læringsrevolutionere dansk pædagogik. De to svarede igen i vinters, både i Weekendavisen og på Aarhus Universitets officielle hjemmeside. En central del af deres forsvar var, at de ikke havde været aktive i policy og implementering omkring læringsmålsstyring. De gjorde bare, som politikerne bad dem om, måtte man forstå. Det er efter min opfattelse ikke korrekt, og jeg skrev en lang liste over Rasmussens og ARC’s meritter, som man kan læse i mit link nedenfor.

Men jeg overså en detalje, som en af mine kollegaer i dag gjorde mig opmærksom på, og som jeg gerne vil føre til protokols.

En af sagens centrale artikler er fra tidsskriftet Paideia (nr. 7, 2014). Artiklen hedder ”Kompetencemål i den nye læreruddannelse”, og den er netop skrevet af JR og ARC i fællesskab.

Under overskriften står der følgende præsentation af de to forfattere:

”Artiklens forfattere var faglige ledere for udviklingen af Vejledning til master for kompetencemål i læreruddannelsens fag, Master for mål i læreruddannelsen og for processen frem til indhold i de nye kompetencemål”.

Det lyder da ellers som en meget betydningsfuld funktion? ”Faglige ledere” for hele processen? Og dette står vel at mærke i et tidsskrift, som er meget venligt stemt over for læringsmålsstyring etc..

Artiklen er også nævnt i nedenstående blog, hvor jeg drøfter JR’s og ARC’s læserbrev i WA/AU. I kapitel A.2 anfører jeg listen over JR’s og ARC’s omfattende meritter i læringens tegn. Jeg omtaler faktisk også deres begrundelse for, at Paideia-artiklen ikke spiller nogen rolle, nemlig at artiklen blev udgivet efter læreuddannelsesreformens og kompetencemålstyringens vedtagelse. Og man kan også læse min kritik af dette synspunkt. Den går på, at JR og ARC skam også var dybt involveret i de centrale tilblivelsesprocesser tilbage i 2011-12. Desuden har de, selv under kompetencestyringens overordnede struktur, som de altså selv har bidraget til, også medvirket til at fortolke og groft reducere kompetence- og læringsbegrebets indhold. Det vil sige en de fakto ødelæggelsen af kompetence og læring som sådan. Det er den proces, som Skovmand engang kaldte ”læringsficering af læringsficeringen”. Med dette udtryk vandt han plads i pædagogikkens analer.

http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussen-andreas-ra…

 

25. d. 22. september: Enmandshær mod forskermassen

I Politiken har 558 forskere og undervisere skrevet et indlæg, hvor de opfordrer til, at universitetets formål skal være at understøtte den aktuelle klimapolitik.

Formålet skal udgøre ”en ny retning for det danske universitetssystem”, som de kalder det. Undervejs på deres færden, får de desværre ødelagt det hele.

F.eks. kaldes ideen om ”uafhængige universiteter” et ”regulært fatamorgana”. Her refereres til professor ved AU, Peter Lauritsen, der brugte fatamorgana-udtrykket i et læserbrev, hvor han støttede SDU’s barokke verdensmålsuniversitet.

I stedet for al denne ”uafhængighed”, skal universitetet ifølge de 558 idealister spørge om, ”hvilke dagsordner, det skal understøtte og forsøge at sætte”, og om hvordan det vil ”engagere sig”.

Men hvorfor denne modsætning mellem ”uafhængighed” og ”engagement”? Det er da anti-dannelse på den store klinge. Det forholder sig stik modsat: Desto mere uafhængig, desto mere engageret.

De 558 underskrivere får også lige udnævnt Helge Sanders skrækkelige ”fra forskning til faktura”-universitet til et udtryk for et ”dannelsesideal”, som man altså så lige vil supplere lidt.

Langt nede i teksten kommer der nogle besværgelser om forskningsfrihed, men det kan man jo overhovedet ikke tage alvorligt, når man fra start har skrevet, at uafhængige universiteter skulle være et ”regulært fatamorgana”.

Jeg kan heldigvis forsikre alle om, at min egen forskning er totalt uafhængig, men det betyder bestemt ikke, at den ikke engageret. Og det gælder heldigvis de fleste af mine uafhængige kolleger. Nogle gange må vi kæmpe for uafhængigheden. f.eks. dengang Lars Qvortrup ville fyre forskere, hvis forskning han mente ikke var “relevant”. Nu får vi endnu mere “relevans”, både klima- og pengerelevans.

Jeg er glad for, at der er så mange forskere, som ikke har skrevet under. Indlægget blev også sendt rundt i mit forskningsmiljø, men jeg kan se, at kun meget få fra miljøet har deltaget i aktionen.

Politiken har bedt Henrik Dahl om at skrive et svar. Det gør han udmærket, selvom han nærmest er en enmandshær på tinge. Er der virkelig ikke andre, der synes om ”uafhængig” forskning? Måske ikke, for den kan godt være besværlig.

Her er Dahls konklusion, som jeg støtter til fulde:
”En helt ekstrem form for politisk styring, der ligger i forlængelse af den, der nu bliver udtrykt ønske om, er SDU’s nylige omvendelser til verdensmålsuniversitet. Det opfatter jeg som en skandale, der burde vække harme i meget videre kredse, end den allerede har gjort.

For helt grundlæggende er den vestlige verdens universiteter enestående. Alle steder uden for den oprindelige vestlige verden, hvor man kopierer vores model, er det med bevidst reference til den vestlige models særlige stilling i samfundet (der bidrager til dens faglige overlegenhed).

Et vestligt universitet er frit og kritisk. Det er en selvstændig institution, der ikke skal forholde sig til politik og magt, men til kritisk indsamling og analyse af data; kritisk diskussion af resultater og alt andet af samme skuffe, som naive mennesker ude i det omgivende samfund bare kalder »sandheden«.

Hvis universiteterne ikke styrer efter det, som naive mennesker kalder sandheden, og intet andet, er Fanden løs. Det bør han ikke være. Og derfor er stærkere statsstyring ikke vejen frem.”

Tak til den kritiske enmandshær for hans kamp mod de 558 afhængige forskere.

Links:
558 forskere og underviseres indlæg:
https://politiken.dk/…/Universitetets-form%C3%A5lsparagraff…

Henrik Dahls svar:
https://politiken.dk/…/Flere-krav-er-det-sidste-universitet…

 

26. d. 24. september: Kritik af Jens Rasmussens rapport om læreruddannelse

En af Keld Skovmands teser var, at en række ledende pædagogiske forskere, herunder Jens Rasmussen, i sit arbejde med international forskning, havde reduceret sine referencers indhold alt for kraftigt.

I dag blev jeg opmærksom på en tekst, der bekræfter Skovmands arbejde. Det drejer sig om Klaus Nielsen og Jacob Klitmøllers (NK) artikel ”Æbler, pærer og den danske læreruddannelse” fra Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 4, 2011.

NK’s artikel er en kritik af en rapport af Jens Rasmussen, Martin Bayer og Marianne Brodersen. Rapporten, som er fra 2010, var bestilt af regeringens instrumentalistiske Rejsehold, som også brugte rapporten i de efterfølgende anbefalinger til regeringen osv.. Senere figurerede rapporten i baggrundsrapporten for læreruddannelsesreformen i 2012. Jens Rasmussen sad også som enlig professor i udvalget for baggrundsrapporten.

Efterfølgende i 2014 blev rapporten til en international artikel til tidsskriftet Journal of Curriculum Studies, nu dog uden Marianne Brodersen. Jens Rasmussen var førsteforfatter på både rapport og artikel, og med de tydelige systemteoretiske referencer, som splittede pædagogikken totalt ad, er det uden tvivl Rasmussen, der har svinget pennen. Martin Bayer, som i dag er forskningschef på Københavns Professionshøjskole, er Bourdieu-mand, men det mærker man ikke noget til i rapporten/artiklen; måske bortset fra en stærk antifilosofisk tendens, som Rasmussen i så fald nærmest forstærker, og som Københavns Professionshøjskole formodentlig må lide ondt af, med mindre Stefan Hermann har fået et af sine lejlighedsvise udfald i oplysningens tjeneste.

Nå, men tilbage til NK’s kritik: De skriver flere ting, men i forhold til Skovmands teser er følgende sætning relevant:

”Som vi vil dokumentere i dette afsnit, så er den forskning, som rapporten henviser til, langt mere tvetydig end fremstillingen i rapporten giver udtryk for” (s.39).

NK bruger herefter ca. 3 sider på denne Skovmand-agtige pointe, hvor de viser, at baggrundsreferencerne er langt mere nuancerede og ind imellem nærmest modstridende med Rasmussens og Bayers gengivelse.

2010-rapportens og 2014-artiklens helt overordnede pointe er i øvrigt, at jo mere et lands læreruddannelse er præget af Bildung/filosofi, desto dårligere scorer landet på PISA. Derimod er det godt med evidensbaserede tilgange, som man bruger i Singapore, hvor man slet ikke har noget af al den slemme Bildung. Jeg har ikke ord for mit metodiske, pædagogiske og filosofiske ubehag ved hele dette setup.

På den måde forlader man ifølge Rasmussen & Bayer ”den gamle verdens” fortid. I stedet går vi mod den ”nye verdens” fremtid. Helt antifilosofisk naturligvis. I dag er Rasmussen fortaler for læringsmål og OECD, dvs. for fremtid uden fortid, dvs. fremtid som tvang.

Rasmussen var ph.d.-vejleder for den nuværende DPU-leder, som også er helt Luhmann- og OECD-ficeret, og han er ideologisk ekstremt tæt på Lars Qvortrup. Vi er i DPO-kerneland.

Endelig vil jeg nævne en artikel fra 2008, hvor Rasmussen gør op med ”seminarie-traditionen”. Rasmussen mener ikke, at seminarierne er ”attached to scientific activity” (s. 335). Det er helt uforståeligt for mig, for der er 500% fyldt med intellektuel og videnskabelig aktivitet i seminariernes bagland. Det er så groft og sørgeligt.

Desuden får vi at vide, at seminarierne ødelægger ”student freedom”. Rasmussen mener, der findes noget, han kalder for ”the seminarium-contract”, altså vekselvirkning mellem frihed og ansvar i et fællesskab. Og denne ”kontrakt” er ligefrem ”enstemmigt afvist af de studerende” (”unilaterally denounced by students”, s. 337), som altså hellere vil have “frihed”. Rasmussen refererer her til en EVA-rapport, som vi vist lige skal have fingrene i. I stedet for skal vi have noget Luhmann-agtigt “what works”-refleksion af noget, som kaldes ”forskningsinformerede lærere”. Uden kontakt med sted og ansvar, må man formode. Mere som i Singapore, som repræsenterer “den nye verden”.

Rasmussen er også ude efter ”pædagogik”, som han sætter i modsætning til ”fag” og ”fagdidaktik”. Efterfølgende forsvandt pædagogikken som fag ud af læreruddannelsen. Dermed var det faktisk slut med både ”fag” og ”fagdidaktik” efter min mening. I stedet fik vi moduler og læringsmålsstyret undervisning.

Senere fortolkede Rasmussen den læreruddannelse fra 2012, som han selv bidrog kraftigt til at forme og implementere, som seminariernes afslutning. Det havde han helt ret i. Da faget KLM blev reddet på målstregen, på trods af Rasmussens intense forsøg på at afvise faget, sagde han bittert, at det bare var den sidste rest af seminarietraditionen.

Jeg havde engang, tilbage omkring 2012, en blog på folkeskolen.dk. Den blev nedlagt, angiveligt fordi jeg var for kritisk overfor Rasmussens arbejde, selvom jeg hverken bandede eller noget. Baggrunden var, at Rasmussen i karaktistisk DPO-style havde klaget sin nød til den nye redaktør i stedet for at svare lidt. Han klagede også til DPU’s leder, så jeg måtte til samtale med bisidder osv. Jeg fik også en mail fra Bondo, der mente, at jeg var for hård i min kritik. Men det var jeg ikke. Jeg var bare kritisk, og det er jeg stadigvæk.

Referencer:
Rasmussen, J. & Bayer, M. (2014). ”Comparative study of teaching content in teacher education programmes in Canada, Denmark, Finland and Singapore”, Journal of Curriculum Studies,46(6), s. 798-818.

Rasmussen, J. & Bayer, M. & Brodersen, M. (2010). ”Komparativt studium af indholdet i læreruddannelser i Canada, Danmark, Finland og Singapore – rapport til Regeringens Rejsehold”, DPU.

Klitmøller, J. & Nielsen, K. (2011). ”Æbler, pærer og den danske læreruddannelse”, Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 4, s. 37-47.

Rasmussen, J. (2008). “Nordic Teacher Education Programmes in a period of transition: the end of a well-established and long tradition of ‘seminarium-based education”. I: Hudson & Zgaga (ed.): “Teacher education policy in Europe”, s. 325-343.

 

27. d. 26. september: En midtvejsevaluering

Det er muligt, at der findes en vigtigere aktuel udgivelse end Shoshana Zuboffs bog “Overvågningskapitalismens tidsalder” fra 2019. Bombombom…. men ok, jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen.

Her får vi hele historien om, hvordan Silicon Valley og den amerikanske regering efter terroren i 2001 pludselig fik fælles interesser i overvågning, og hvordan Googles ledelse og Obama-administrationen få år senere blev pot og pande. Det benyttede Google til at pisse på myndigheder, love og institutioner og til at etablere en enorm og insisterende overvågningsadfærds-kapitalistisk data-tekst, der langsomt dræner livet og politikken for kræfter og selvstændighed, helt inde i husene, på tøjet, i sengene, i legetøjet og i kroppen selv, ja faktisk i “menneskets dybeste indre” (s. 302).

Til sidst bliver mennesket ikke blot produkt, men et middel til produktet, som er en totaliseret metadataindsamling, der forfines, forbindes og kapitaliseres til at forudsige, determinere og fængsle menneskets adfærd i det overvågningskapitalistiske kredsløb.

Det bliver også lettere at forstå, hvor den magt, som 21. Century skills-ideologien, der jo netop stammer fra symbiosen mellem USAs regering og Silicon Valley i de år, stammer fra. En magt, som den danske regering og KL underlagde sig som vovser.

Og så er jeg endda kun halvvejs gennem de 750 vanvittige sider.

Men allerede nu: Et must-read for alle samfundsinteresserede borgere.

 

28. d. 27. september: VØ!

VØ!

Nu har jeg fanget logikken. Jeg vil ikke tiltales som “han”, men som vø.

Jeg vil heller ikke omtales med udsagnsord, men som vø

Jeg vil heller ikke have, at man bruger tillægsord, kun vø.

Hvis du derfor vil sige om mig, at “han er flink”, så hedder det i fremtiden “vø vø vø”.

Hvis du vil sige “han er dum”, så hedder det også “vø vø vø”.

Hvorfor?

Fordi sådan føler jeg. Desuden er det lettere at omsætte til data.

Hvor jeg er ansat? På VØ universitetet i København.

Hvis du kalder mig vå, bliver jeg krænket. Derfor vil institutlederen for mit kunstneriske institut spørge alle, om de foretrækker vø eller vå?

Han og hun er krænkende som udgangspunkt. Det skal man slet ikke spørge om. Det samme er mand og kvinde og indianer og lyst hår. Det hele hedder nu vø eller vå, og jeg er vø.

Det er vø-kunst. En ny dyreart med lyd.

Jeg vil heller ikke mere sige “jeg” eller ”du”. Kun vø. Jeg bestemmer over sproget, som jo bare er en social konstruktion. Jeg (ups!) vil også registreres som vøvø i de offentlige registre. Ellers er det postkolonialt. Avisen skal også kalde mig, med tilhørende verber og adjektiver, for vø vø vø.

Vø vø vø.

Mørkelæring.

Der findes kun to køn. Det er det, der giver hele pluraliteten. Der er mænd, som godt kan lide kvinder, hvilket er det normale. Der er også mænd, der godt kan lide mænd, og mænd der gerne vil ligne kvinder, og mænd fyldt med kvindelighed eller er lidt drengede eller grove osv. Og omvendt for kvinderne. Det hele er skønt og farverigt og fyldt med kærlighed og glæde og alvor og irritation og livsvariation.

Der findes også mænd, som gerne vil være kvinder, men det kan de aldrig blive. Der findes også nogen, som ikke vil dø, men som vil uploade sin hjerne i skyen, eller som vil bo på Saturn. Det er synd for dem, at der findes noget, der er.

Der findes glæde og sorg.

Men nu er det hele vø.

 

29. d. 29. september: Jørgen Carlsen forsvarer dansk sangtradition

Forstander for Krabbesholm Højskole, Kurt Finsten, gik i en kronik i Information i mandags amok på højskolesangbogens grundtvigske og folkelige essens. Finsten opfordrer direkte til at ”droppe højskolesangbogen”, og han siger, at sangbogen ”formidler en autoritær tilværelsestolkning”, som er ”racistisk” og ”forældet”. Grundtvigs digtning er ”ikke principfast”, får vi at vide, som om ”principfasthed” skulle være en poetisk dyd? Finsten mener, at højskolesangbogen er ”en kanon”, som ”man får presset ned over hovedet”. Og Så Videre.

Og Krabbesholm er skam en kunsthøjskole. Det må i så fald være for den ”principfaste” kunst, hvad det så end er?

Ikke overraskende fik Finsten i Kristeligt Dagblad støtte fra forstanderen fra Oure Højskole, Jasper Gramskow Mortensen. I Oures værdigrundlag kunne man indtil for nyligt læse, at Grundtvig skal erstattes af Ove Kaj Petersens konkurrencestat, en statsform, som postuleredes at være knyttet til den europæiske oplysningstradition, angiveligt i modsætning til den grundtvigske tradition. I dag har Oure så suppleret konkurrencestaten med FN’s verdensmål og en masse John Hattie. Konkurrencestat, John Hattie og verdensmål er dybt sammenhængende elementer, når de rammer pædagogikken.

Det hele er udtryk for et åndelig og poetisk rabundus.

Formanden for det udvalg, som pt sidder og foretager revision af skolesangbogen, er idehistorikeren og tidligere forstander for Testrup Højskole, Jørgen Carlsen. Carlsen kom ellers i konflikt med højskolebevægelsens konservative kræfter, fordi han støttede sangen ”Ramadan i København”. Jeg synes faktisk også, det er fint at være lidt åben i de mere aktuelle lag, som Carlsen altså lægger op til, men lad det ligge. Det er nu klart, at lidt muslimsk undtagelsespoesi slet ikke er nogen trussel mod modersmålets dybder, måske endda tværtimod; Truslen kommer direkte fra pæredanske folk fra højskolebevægelsen selv, folk der bare mangler et kursus i omsorg og i poesiens ontologiske og faktisk også videnskabelige funktion.

Og Carlsen træder virkelig i karakter som beskytter af landets musiske og poetiske tradition imod Fintsens primitive angreb. Her er Carlsens smukke og vrede reaktioner i Kristeligt Dagblad fra i fredags, hvor den socialistiske digter, Jeppe Aakjær, som boligminister Kaare Dybvad for nylig har brugt som symbolet på social folkelighed, får æren som væbner:

”Kritikken er så lavpandet og uden for skiven, at jeg finder den komplet ligegyldig. Når han kritiserer Højskolesangbogen så voldsomt, så er det også det danske folk, han kritiserer – for de har taget den til sig i stor stil. Og hvad rager det så i grunden os, at han ikke kan lide den? Han kan jo bare lade være med at bruge den – og det gør han helt sikkert ikke”

Og derpå siger Carlsen:

”Det eneste, jeg kan tænke på, er Jeppe Aakjærs linje fra ’ Jeg er havren’, nr. 324 i Højskolesangbogen. Der lyder den første linje i fjerde vers: ’Det kan kolde hjerner ej forstå’. Og det er simpelthen et udtryk for sådan nogle som ham, der ikke har sans for livets poesi eller det berigende i at forholde sig til verden gennem sang.

Og ved I hvad? Nu kommer der et virkelig mærkeligt fun-fact. For hvis man kigger på Krabbesholms erklærede ”værdigrundlag”, så lyder de første linjer sådan her:

”Krabbesholm Højskoles udgangspunkt er Grundtvigs forestillinger om livsoplysning. Dermed angives dels en historisk–poetisk dimension og dels en aktuel erkendelsessynsvinkel. Den historisk-poetiske dimension har i sit udgangspunkt en fortælling om folkets historie i bogstaveligste forstand.”

Måske skulle Finsten ansætte Carlsen som konsulent? Så kunne de gå i marken og synge Aakjær-sange? Måske kan det bidrage til en mere økologisk livsform i stedet for al dette konkurrencestat, klimamålstyring og John Ja-Hattie.

Links:
Link til artikel i Kr. Dagblad med Carlsens reaktion: https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/udvalg-affejer-kritik-a…

Link til Fintstens kronik:
”Drop højskolesangbogen”, https://www.information.dk/…/2019/09/drop-hoejskolesangbogen

Krabbesholm Højskoles værdigrundlag: https://krabbesholm.dk/da/About/Values

 

30. d. 30. september: Kristeligt Dagblad beretter om en vø

En britisk kvinde, som kalder sig for ”Freddy”, har født et barn. Men hun vil ikke registreres som ”mor”, fordi hun juridisk set er en mand.

Men nu har den britiske landsret afgjort, at det skal hun. En mor skal altså – siger englænderne – registreres som mor, hvilket jo har den udmærkede årsag, at kvinden slet og ret er en mor. Ellers kan hun jo ligeså godt sige, at hun er en vø.

I Danmark følger man den britiske regel. Her afgøres spørgsmålet ved moderens ”biologiske køn” på undfangelsestidspunktet, skriver avisen.

Kr. Dagblad skriver, at Freddy fik en kønsskifteoperation for nogle år siden, men at hun bevarede sin liv-”moder”. Jeg håber, hun er glad for sin søn eller datter og sin ”moder”, selvom jeg selv hellere vil være en pige i Afghanistan med en moder end en vø af en vø.

Problemet er så, at Freddy rent juridisk er blevet til en mand. Det skulle man aldrig have tilladt. Dermed blev hun frataget et eksistentiale, der kunne have givet livsfylde og ægte melankoli og sorg.

Kønnene er ikke ”binære”, de er essentialistiske eksistentialer, som har de dybeste lag, vekselvirkninger og indre forbindelser, hvilket ikke mindst kommer til udtryk i vores ældste poesi.

I stedet kan sorgen og livsfylden nu opløses i identitetspolitik, hvorfra den kan sprede sig til ”vø”-erne på Københavns universitet og til al anden skøn essens i samfundet, som mennesket bader i med fuld følelse.

Når sproget har mistet sine rødder og lag og forbindelser, så ved vi godt, hvem der står klar med de virkelige binære systemer, hvis koder består af 0 og 1. Det gør dataficeringens overvågningskapitalistiske processer.

Vø!

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/kvinder-kan-blive-maend-men-de-kan-ikke-blive-far

 

31. d. 30. september: Nationale tests

Hvorfor er der nationale tests (NT)? Der er 6 sammenhængende grunde:

  1. NT grundlægges i 00’erne som understøtning af dette årtis vidensøkonomiske omdannelse af pædagogiske problemer til læringsstyring, dvs. en radikal reduktion af dannelse og faglighed.
  2. NT skal her i 10’erne understøtte skolereformens skelet, dvs. en politisk omdannelse af pædagogik og civilsamfund til konkurrencestatslig detailstyring, der gør op med loven selv (§1). NT indgår også som en del af identitetsopbygningen for de nye storkommuner og de UC-fusionerede læreruddannelser.
  3. NT skal bruges som data, der regulerer kommunikationen mellem pædagogikkens deltagere, dvs. mellem barn, lærer og mor og far.
  4. NT skal bruges som data, hvormed kommune og stat fra centralt hold kan kontrollerer kommunikation og “kvalitets”-udvikling mellem skolens deltagere, dvs. lærergruppe, individuel lærer, skoleledelse og kommune.
  5. NT skal monopolisere de data, der definerer omfanget af elevens og familiernes tilpasning til konkurrencestatens altomsluttende magt.
  6. NT skal sikre en pædagogiktømt forsknings magt over pædagogisk viden. Denne forskning skal få familier, pædagoger og civilsamfundet til at hoppe og danse efter alskens statistiske korrelationer og dermed tømme menneskets og folkets liv for selvstændighed og kraft.

Nu er der så lavet et nyt studie af Simon Calmar Andersen og Helena Skyt Nielsen, der repræsenterer den ”pædagogiktømte forskning”, dvs. punkt 6. De skriver, at hvis børnene gennemfører NT, så scorer de bedre på den efterfølgende NT. Det har de fundet ud af, fordi der var et år, hvor NT ikke virkede for en del af eleverne. Derved skabtes to grupper af elever, hvis efterfølgende score på den næste NT kunne sammenlignes. Og de elever, som havde gennemført de første NT, klarede sig altså bedre på den efterfølgende NT end de elever, som ikke havde.

Hermed er det ifølge forskerne bevist, at NT virker. Man sparer ‘læringsmåneder’, som det hedder i en af ledsagerartiklerne.

NT er altså ikke bare et ”evalueringsredskab”, men også et pædagogisk redskab. NT er en form for lærer.

At forskernes teser er knyttet til punkt 1 og 2 ovenfor fremgår allerede af artiklens indledning:

“Performance management is the systematic combination of setting organizational targets, measuring performance and evaluating performance based on these targets (Andersen 2008; Moynihan 2008). It has been a central feature of New Public Management reforms that have spread across most countries during the last thirty years (OECD 2007; Pollitt and Bouckart 2011)”.

Sådan fortsætter det finansministerielle sprog og de økonomisk-instrumentelle referencer i en uendelighed.

Og artiklen har ingen forbindelser til pædagogisk tradition eller kritik. Der er kun én ”pædagogisk” reference, og det er til John Hattie. Det er efter min mening et eksempel på det, som Alexander von Oettingen har kaldt ”pissedårlig forskning”, dvs. forskning uden begrebslighed og kontakt med materiens begreber, historie og spørgsmål.

Forskerne har dermed bare opdaget, at NT-systemets hele pkt 1-6-ideologi endnu mere effektiv har opløst landets pædagogik, end mange måske tror. NT “virker”, men i modsat forstand af evidensens “virker”.

Dette setup kan ingen fornuftig pædagog jo gå ind for, men det har allerede indfanget f.eks. Henrik Dahl og Berlingskes debattør-segment i fangetrådene, hvorefter disses snak om kultur og dannelse og konkurrencestatskritik ligger brak som en fisk i en ørkengrøft.

Hvis man kritiserer setuppet, så får man at vide, at man er imod kvantitativ forskning i pædagogik eller imod tests. Men det passer ikke. Jeg går ind for kvantitativ forskning i pædagogik, men jeg går ikke ind for en kvantitativ forskning, som glemmer og ødelægger pædagogikken.

Og jeg går bestemt også ind for, at læreren laver faglige tests og prøver. Men den skal hænge sammen med den af læreren planlagte undervisning.

Og jeg er også helt med på, at f.eks. en diktat i sig selv kan fremme staveevner. Men denne indsigt kan ikke overføres til den 1-6-ideologi, jeg lige har beskrevet, for i så fald ødelægges stavningens pædagogiske sammenhæng.

Jens Hougaard Nielsen har samlet både et link til artiklen, men også til nogle relaterede indlæg. Sagen blev naturligvis også tungt refereret i det LA/Konservative Berlingske, som hænger dybt fast i 00’ernes store fejltagelser.

Jacob Mark fra SF en den politiker, der bedst har forstået problemstillingen. Han foreslår, at man dropper både NT, men også NT’s forbindelse til de såkaldte ”operative måltal”, som netop er den del af skolereformen, der angår styringseffekt og dermed også den centralstyrede omdannelse af skolens fag til styrings-læring, jf punkt 1-5.

Hvis man følger Marks fine forslag, vil det betyde en sprængning af skolereformen som sådan. Altså ikke bare en ”justering”.

Links:
Jens Hougaard Nilsens indlæg, hvorfra der er link til artiklen: https://www.folkeskolen.dk/…/forbedrer-man-sig-fagligt-ved-…

Jacob Marks indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/sf-drop-ogsaa-de-nationale-maa…

Referene til Calmars og Skyts artikel: https://pure.au.dk/…/learning-from-performance-information(…

 

32. d. 30. september: Note til Zuboff: Tillid, overvågning og opdragelse

Det vrimler med interessante informationer og refleksioner i Shoshana Zuboffs bog ”Overvågningens tidsalder”. F.eks. på s. 327-28, hvor der er to markeringer, som er værd at tænke over, og som forbinder sig lidt på kryds og tværs.

Vi får at vide, at ejeren af det skandaleramte Cambridge Analytica, Robert Mercer, var inkarneret Donald Trump-støtte. Efter sigende var Mercer også Ayn Rand-fan, hvilket jo også gælder vores hjemlige Trump-støtte, Lars Seier Christensen, der i dag har kastet sig over kryptovalutaer i bedste Mercer-stil, dvs. med dataficeringens opløsning af statens grundlæggende monetære strukturer som den neoliberale horisont.

Zuboff skriver også, at Cambridge Analyticas direktør, Alexander Nix, har sagt, at firmaet har data i en opløsning ”ned på individuelt niveau” og ”op mod fire-fem tusind datapunkter om hver eneste voksen indbyggeri USA”. Det får Zuboff til at spørge: ”Skal vi da opdrage vores børn til at være ængstelige og mistænksomme?”. Underforstået at svaret er et melankolsk “ja”.

Dette spørgsmål om “tillid” er særligt relevant i en dansk kontekst, hvor ”tilliden” er et nationalt karaktertræk, både hos Grundtvig, Løgstrup og i statistikkerne. Det er denne ”tillid”, som har bygget et stærkt civilsamfund op, men det er også den tillid, som har overladt detaljerede adfærdsdata til overvågningskapitalismens og konkurrencestatens forgodtbefindende.

Et sted, hvor ”tilliden” misbruges, er i KL’s officielle, vilde og futuristiske teknologi-strategi ”Teknologispring”. Her refereres direkte til Mercers Cambridge Analytica. Strategien er udarbejdet af firmaet Dare Disrupt, som har rod i de allermest radikale overvågningsideologiske miljøer i Silicon Valley, og som også har præget Løkke-regeringen dybt.

Forbindes den nye pædagogiske mistænksomhed med klimalæringens såkaldte ”dark pedagogy”, som handler om død og skræk, så har vi efter min mening blandet en meget farlig cocktail, hvis konsekvenser jeg kvier mig ved at tænke på.

Det er en mistænksomhedens og mørkets tid, som kalder på pædagogik og dannelse som aldrig før.

Lotte Folke havde i øvrigt et flot interview med Zuboff i gårsdagens Deadline. Bagefter var der en diskussion med en tidligere centralt placeret embedsmand, Lars Frelle, som mente, at myndighederne – hvilket jo så må være ham selv og f.eks. KL – har svigtet borgerne.

https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-10/deadline-2019-09-29

 

Facebook-drys 63: August 2019

Her er 25 facebook-drys fra august 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.

  1. Stefan Hermann opfordrer til kritik
  2. Studier i Montessoris pædagogik
  3. Brian Degn Mårtensson kritiserer Københavns Kommune
  4. Facebook-drys 62: juni-juli
  5. Disciplin og frihed hos Montessori
  6. Højskolesange
  7. Gammel socialdemokratisk ånd
  8. Jørn Bjerre om læreruddannelsen 1
  9. Godt indlæg af Sara Alfort
  10. Jørn Bjerre om læreruddannelsen 2
  11. Verdensmålstotalitarisme
  12. Et uddannelsespolitisk paradoks
  13. Datalæringsmøde eller dannelseskonference?
  14. KL-konference om styring af data og læring i folkeskolen
  15. Isabella Arendt kritiserer folkeskolereformen
  16. Uvidende klimaiagttagelser
  17. Nyt EMU på undervisningsministeriets hjemmeside
  18. Trump vil købe Grønland
  19. Thorkild Thejsen om DPUs nedlæggelse af professorat i pædagogik
  20. AP Møllers folkeskolefond under kritik
  21. Godt indlæg af Mia Amalie Holstein
  22. Danmark og Singularity i symbiose
  23. Ammestuehistorier – beretninger fra fødselsgangen
  24. Regeringens forståelsespapir 1
  25. Regeringens forståelsespapir 2

 

1. d. 3. august: Stefan Hermann opfordrer til kritik

Trine Elisabeth Hyllested er lektor på Københavns Professionshøjskole (KP), hvor hun underviser på læreruddannelsen. I nedenstående indlæg, fortæller hun, at KP’s rektor, Stefan Hermann, har opfordret sine lærere til at være mere kritiske. Hyllested skriver følgende:

”På vores sidste lærermøde inden sommerferien opfordrede vores rektor Stefan Hermann, Københavns Professionshøjskole, os til at indgå i den offentlige debat om læreruddannelsen. Han angav, at ånds- og ytringsfrihed tilsiger, at man rejser kritik eksternt, også om interne forhold. Selv med ”sure læserbreve i Information””.

Det er sandelig noget andet end på UC-VIA, hvor rektoratet, dvs. Harald Mikkelsen og Louise Gade, mener, at helt almindelig kritik er ”en fare for demokratiet”. Det var Keld Skovmand, de mente, fordi han havde erklæret sig uenig i et statsligt nævns afgørelse. Den slags er heldigvis ikke noget for Hermann.

På DPU er der heller ingen Hermann-ånd. Her understøttes overgreb på ytringsfriheden af ledelsen, og DPUs ledelse fortæller på personalemøder, at den bliver ”vred”, når den får kritik af ellers dybt vigtige emner om DPU’s forhold til skole og fag. Jeg var rystet, da jeg hørte det med egne ører.

Hermann har flere gange støttet den fri debat, og vi må håbe, at hans lærere nu for alvor melder sig på banen i den frie æter, og at ledelserne i både professions- og forskningsmiljøerne tager ved lære. Måske kan de lade sig inspirere at den nye regerings ”forståelsespapir”, hvor det nok er SF og Enhedslisten, der står for følgende skønne anti-socialdemokratiske markering:

”En ny regering vil også arbejde for at fremme ytringsfriheden for offentligt ansatte, så ytringsfriheden kan bruges indenfor gældende begrænsninger uden frygt for direkte eller indirekte negative reaktioner fra ledelsen. Dette forhold skal indskærpes overfor offentlige ledere, og de ansatte skal informeres om mulighederne for at bruge deres ytringsfrihed.”

Ja, måske er Hermann selv blevet inspireret? Måske mener han, at det er VIA-UC og DPU-ledelsens ”vrede”, der er en fare for demokratiet?

Trine Elisabeth Hyllested benytter den kritiske åbning til en sammenligning af læreruddannelsen i 1990’erne med dens aktuelle version, hvilket bestemt ikke falder ud til sidstnævntes fordel. Hvis I ruller ned, kan I finde hendes tankevækkende kronik, som Information af uransalige grunde har afvist. På en måde er det foruroligende, at Hyllested åbenbart må have puttet sig med sine kritiske tanker, for kronikken er på sin vis helt ukontroversiel. Der nævnes f.eks. ingen navne.

Information er ellers sådan en slags Hermann-avis. Hermanns seneste bog er udgivet på Informations Forlag, og vi er nok nogle, der ikke glemmer avisens latterlige anslag mod Svend Brinkmann, som blev anklaget for ”populisme”, endda med Herman som reference.

Men når det kommer til de kritiske sider af oplysningen, ved Herman godt, hvad det drejer sig om. Lad os håbe, at hans fine opfordring breder sig overalt sammen med ånden i “forståelsespapirets” formuleringer, og at han har en flaske god vin og en glad bemærkning til Hyllested i næste KP-nyhedsbrev.

Link til Trine Elisabeth Hyllesteds indlæg:

https://www.folkeskolen.dk/815831/laereruddannelsen-2019-versus-laereruddannelsen-1995

 

2. d. 5. august: Studier i Montessoris pædagogik

Studier i Maria Montessoris pædagogik:

http://www.thomasaastruproemer.dk/noter-til-maria-montessoris-montessori-metoden-del-1.html

 

3. d. 5. august: Brian Degn Mårtensson kritiserer Københavns Kommune

Brian Degn Mårtensson hudfletter København Kommunes forbindelse til lederuddannelsen i Oslo i dette fine skriv. Som han selv skriver, er han ikke den første, der kritiserer kommunens ageren, men kommunens folk, dvs. den socialdemokratiske skoleborgmester og hans skoleledere og embedsmænd, er helt uden for pædagogisk rækkevidde. Det kunne jeg ved selvsyn konstatere på årets Folkemøde. Det er virkelig “pædagogikkens to verdener”.

https://www.facebook.com/briandegn.martensson/posts/2528836907175472

 

4. d. 6. august: Facebook-drys 62: juni-juli

Diskussioner og indlæg på Facebook i juni-juli:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-62-juni-juli-2019.html

 

5. d. 7. august: Disciplin og frihed hos Montessori

Hos Maria Montessori må disciplin tage udgangspunkt i frihed. I modsat fald får man ikke et “disciplineret”, men blot et “tilintetgjort individ”.

På den baggrund udfolder hun ideen om en form for velopdragen pædagogik i frihedens ånd. Det sker i ly af den europæiske katastrofe og fornuftens fald. Montessoris ideer har dog stadig det gamle samfund som en form for “velopdragen” forudsætning, lidt på samme måde som hos den samtidige filosof, Ludwig Wittgenstein. Selvom bogen er fra 1907, er ideerne derfor særligt egnede til 1920’erne, hvor de også for alvor sætter sig i dansk pædagogik. Her er en god sammenhængende passage om forholdet mellem frihed, disciplin og pædagogik:

“Grænsen for barnets frihed bør være hensynet til det fælles vel. Formen må være, hvad vi i almindelighed forstår ved “velopdragenhed”. Vi må derfor hæmme hos barnet alt, hvad der sårer eller generer andre, enhver hensynsløs og uopdragen handling. Men alt andet, enhver livsytring i nyttig retning, lige meget hvad eller hvorledes den udtrykkes, må iagttages af lærerinden. Heri ligger det afgørende punkt. Fra sin videnskabelige uddannelse må læreren medbringe ikke blot evnen, men også lysten til at iagttage naturlige fænomener. Under vort system bliver lærerindens virksomhed mere passiv end aktiv, men denne passivitet må bestå af ivrig videnskabelig granskerlyst og en absolut agtelse for de fænomener, som hun ønsker at iagttage. Lærerinden må forstå og føle sin stilling som iagttager. Aktiviteten må ligge i fænomenet selv.

Sådanne principper er utvivlsomt på deres plads i skoler for småbørn, som giver deres første sjælelige livsytring til kende. Vi kan ikke bedømme, hvad følgerne kan blive af at undertrykke en spontan handling på et tidspunkt, hvor barnet netop begynder at blive aktivt, måske vi derved kvæler livet selv. Det menneskelige viser sig i al sin ånds stråleglans i denne spæde alder, ligesom solen ved daggry eller som blomsten ved den første udfoldelse af sine kronblade, og vi må se med religiøs ærbødighed på disse første spirer til personlighed. Hvis der er noget i opdragelsen, som er af virkelig betydning, så er det kun det, som hjælper dette til at udfolde sig helt. For at kunne hjælpe her er det nødvendigt på det strengeste at undgå at hæmme spontane bevægelser eller egenmægtigt at pålægge noget arbejde. Det følger af sig selv, at talen her ikke er om unyttige eller farlige handlinger; thi disse må selvfølgelig undertrykkes, udryddes”.

Disse ideer kobles med en særlig pædagogisk udgave af positivismen, hvor forholdet mellem genstanden og dens navn får en grundig åndelig fortolkning, som datidens Wienerkreds slet ikke var opmærksom på. Vi ender med en form for pædagogisk og åndelig positivisme, der i visse henseender, i dens interesse for pædagogikkens objekt, minder om visse passager hos den sene Heidegger, selvom selve “objektet” bærer præg af 1910-20’ernes særlige renhed:

“Lærerinden må med andre ord under undervisningen søge at samle barnets hele opmærksomhed om undervisningsobjektet”.

Barnet starter ikke med at give tingene navn. Det slutter med det ud fra taktile og eksperimenterende processer, som pædagogen iagttager. Pædagogen lægger i kort og præcis form “objekter” på bordet, men iagttager derefter hele forbindelsesprocessen. Denne frie, men også objektive forbindelse mellem navn og ting. er den pædagogiske proces åndelige klimaks, og den skal efter Montessoris mening rette den sjælelige fejludvikling, der førte til 1. Verdenskrig.

Disse ideer er på samme tid meget lig, men også meget forskellig fra dansk pædagogisk tradition, hvor læreren jo er fuld af personlighed og fortællerlyst. Men tingsligheden og sansen for pædagogikkens særlige stilhed er fælles. Denne sans skærpes af Montessoris generationserfaring. Senere bliver foreningen af det danske og italienske til byggelegepladser og friskoler, og dermed også til folkeskoler (men naturligvis ikke under skolereformen)

Reference:
Fra Maria Montessori: “Montessori Metoden”, dansk udgave: 1917, s.79 (i kapitlet om “Disciplin”), og s. 188 (i kapitlet om “Intellektuel opdragelse”)

 

6. d. 7. august: Højskolesange

Jeg er vild med både Kurt Westergaards Muhammed-tegning, Halfdan Rasmussens verdenskærlige hottentotter og alle former for poetisk hyldest til religiøst og moderne liv, endda på mit eget modersmål.

Derfor er jeg helt uenig både med dem, som er imod religiøs satire, og med dem, som er imod dansk poesi. Og jeg er helt og aldeles indigneret på dem, der på nogen måde vil forbyde bestemte tegninger af bomber i Muhammeds turban eller udelukke skønne unge digte fra vores sangbøger.

Så øv til de højrenationale (som er imod ramadan-sange), øv til centrum-venstre (som er imod religiøs satire mod “musliiiiiimer”) og øv til Gyldendal (som er imod verdenskærlige hottentotter).

Og selvfølgelig også øv til Kommunernes Landsforening, som er imod noget, de kalder for “negative holdninger”. Og også øv til gymnasieeleverne på Ørestaden og til Nørrebros stenkastere, som virker uopdragne, selvom ham der Rasmus Paludan helt klart burde gå på faste i en måneds tid.

Det mener jeg er et nationalt pædagogisk standpunkt.

 

7. d. 7. august: Gammel socialdemokratisk ånd

En beretning fra meget gamle dage i 1953 fra dengang Socialdemokratiet var en levende bevægelse.

http://www.thomasaastruproemer.dk/socialdemokratiets-deroute-fra-levende-bevaegelse-til-regnemaskine-organisatione.html

 

8. d. 8. august: Jørn Bjerre om læreruddannelsen 1

Lektor Jørn Bjerre har kastet sig ud i en diskussion af læreruddannelsen. Bjerre startede med en dybt seriøs kronik i Berlingske helt tilbage i marts 2019, hvor han bl.a. foreslog, at man pillede ved professionshøjskolernes aktuelle monopol på området. Kronikken fik København Professionshøjskoles dekan, Jakob Harder, til tasterne på Altinget.dk. Harder beskyldte Bjerre for at lave læreruddannelsen om til ”x-faktor”, hvilket enhver tænkende person kunne se var en plat og helt hen i vejret-anklage i forhold til ånden i Bjerres seriøse kronik.

I dag har Bjerre så et strålende svar i Altinget, som virkelig udstiller niveauforskellen mellem Harder, som kommer fra en stilling i ”Styrelsen for IT og Læring” (!) i Undervisningsministeriet, og Bjerre selv, som har skrevet adskillige bøger om pædagogiske og sociologiske emner.

Jeg er egentlig ikke specielt enig med Bjerres egne forslag – for jeg er jo mere til gammeldags seminarier – men man må anerkende, at Harder, som jo er dekan under Hermann, i denne diskussion decideret bliver sat på plads af en argumentation, der både er sammenhængende og har rod i viden om pædagogiske emner.

Jakob Harder henviser til en banal evaluering af læreruddannelsen fra december 2018. Det var den evaluering, som i marts 2019 førte til nedsættelse af en ministeriel kommission om læreruddannelsen. Denne kommission vil – er mit gæt – få fornyet styrke efter regeringsskiftet, eftersom formanden, den allestedsnærværende Simon Calmar, er stor fan af økonomen James Heckman, som jo udgør en vigtig del af den nye regerings ideologiske grundlag.

Harder henviser også til UC’ernes eget læreruddannelses-initiativ – en “10 punktsplan” som han konsulentagtigt kalder det -, hvis grundlag er helt ude i skoven. Det kan jeg sige med stor sikkerhed, fordi jeg tilbage i foråret 2018 gennemlæste og analyserede de ca. 200 sider, der lå til grund.

Jørn Bjerre henviser mere til videnskab og pædagogiske temaer. F.eks. i en fin markering, hvor han går i rette med Harders platte syn på forholdet mellem teori og praksis som noget, der skal ”smelte sammen”. I reformen fra 2012 blev denne skrækkelige ideologi udtrykt som et 1:1 princip mellem teori og praksis. Bjerre siger følgende:

”Denne uddannelsesalkymistiske tanke – at udvikling handler om at smelte teori om til praksis – er igennem hele læreruddannelsens historie blevet brugt til at sætte nytænkning i stå.”

Og Bjerre slutter med følgende skønne svada:

”Der er en grænse for, hvor meget afstand mellem intellektuel og institutionel muskelmasse, der er plads til i toppen af vore uddannelser. Det er vigtigt, at vore dekaner og rektorer – ved siden af deres mere mondæne dagsordener – også sætter en dyd i at repræsentere de værdier og den tankeform, som resten af organisationen er sat i verden for at dyrke. Tør jeg minde om, at folkeskolen, og dermed også læreruddannelsen, er sat i verden for at dyrke åndsfrihed og demokrati.”

Jeg tror ikke, at nogen fra UC-ledelserne er i stand til at besvare Bjerres henvendelse. Stefan Hermann måske, men så må han oppe sig? Og på det aarhusianske VIA-UC mener man jo, at folk er en ”fare for demokratiet”, hvis de af saglige grunde er uenige med en offentlig afgørelse, så i den omegn har mørket for alvor sænket sig. I København kan man i det mindste svinge sig op til at kalde seriøse indlæg for ”X-faktor”.

Man forstår godt Bjerres kald på ”åndsfrihed”.

Links:
Jørn Bjerres aktuelle replik til Harder (d. 9. august):
https://www.altinget.dk/…/dpu-lektor-flere-laereruddannelse…

Jacob Harders replik til Bjerres kronik (d. 24. april):
https://www.altinget.dk/…/dekan-laererstuderende-skal-laese…

Jørn Bjerres oprindelige kronik (d. 31. marts):
https://www.berlingske.dk/…/stop-uddannelsesmonopol-flere-l…

Evalueringen af læreruddannelsen: https://ufm.dk/publikatio…/…/evaluering-af-laereruddannelsen

Om læreruddannelseskommissionen: https://www.folkeskolen.dk/…/kommission-skal-undersoege-fem…

Analyse af UC’ernes udspil om læreruddannelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer…

 

9. d. 9. august: Godt indlæg af Sara Alfort

Kloge ord fra Zetlands Sara Alfort og nederst i indlægget fra Ove Korsgaard:

https://www.facebook.com/sara.alfort/posts/10157840242908933

 

10. d. 10. august: Jørn Bjerre om læreruddannelsen 2

I går fortalte jeg om en disputs mellem UC-dekan Jakob Harder og lektor Jørn Bjerre. Harder mente – i den sædvanlige strategiske UC-ånd -, at læreruddannelsen, med reference til nogle teknokratiske papirer, skal ligge på UC’erne. Bjerre, som let kunne udmanøvrere Harders selvrefererende indvendinger, mener, at man bør splitte uddannelsen op i tre, en praktisk, en teoretisk og en blandet. Som jeg forstår det, skal de tre uddannelser også rettes mod forskellige aldersgrupper. Universitetet skal så tage sig af “det abstrakte”, som det kaldes.

Bjerre mener, at hans forslag vil fremme en “pluralistisk faglig kultur”, og at det vil bryde “traditionen” og “dens “historisk baserede selvfølgeligheder”. Og han kan ikke se, hvad lærere på forskellige klassetrin har til fælles.

Men der er noget galt med Bjerres udgangspunkt. For det første er UC’erne og den aktuelle læreruddannelse ikke et udtryk for en “tradition”. De er tværtimod et opgør med tradition. Ja, et splintrende frontalangreb som sådan på lærerens begreb og praksis. Bjerres forslag vil derfor ikke bryde en tradition, men blot ændre på noget, som allerede er brudt.

Men hvad er da traditionen? Ja, det er det danske lærerseminarium. Men det har Bjerre ikke sans for, og derfor ender han med at fortsætte UCernes anti-tradition.

En anden fejl, som Bjerre gør, er at tro, at en tradition ikke er “pluralistisk”. Han har jo ret i at UCerne ikke er pluralistiske med al deres dekonstruerede beton, deres centralistiske 10-punktsplaner, deres modul- og professionssupermarked og deres latterlige slogans, men UCerne hviler jo som sagt også på netop et opgør med vores tradition.

Men traditionen selv er skam i høj grad pluralistisk. Ja, den er defineret ved en sirligt vævede tråde, dvs. en blanding af højskole, oplysning og reformpædagogik. Tråde som UCerne og den nye læreruddannelse brutalt har revet over sammen med partierne bag folkeskolereformen.

Bjerre accepterer denne grundlæggende fejl. Resultatet bliver, at han ikke kan se, at lærere har noget til fælles, hvilket de jo netop har pga. den pluralistiske vævning, hvis tre deleelementer selv er pluralistiske.

Så mit forslag er, at man gør helt op med læreruddannelsesloven fra 2012, at man nedlægger UCerne, og at man genetablerer små lærerseminarier rundt omkring i landet, og gerne på landet, hvor kommende lærere uddannes i hele grundskolens alders- og fagspredning i et dagligt fællesskab i traditionens dybeste essens, og hvor andre faggrupper kun kommer på lejlighedsvise besøg. Kun derved kan men genskabe læreren og hans undervisning som en åndelig og praktisk – og dermed pluralistisk kategori – i stedet for al denne skrækkelige disruptionslæring, som f.eks. Tommy Ahlers ønskede sig, og som UC-rektorerne refererede til i foråret.

Og til sidst: Universiteterne, dvs. de facto DPU, har i sin nuværende ikke noget at tilbyde en læreruddannelse. Derfor skal DPU bestemt ikke have mere magt i dette spørgsmål. Faktisk bør en reform af læreruddannelsen ledsages af en ligeså dybtgående ændring af DPUs struktur og ideologi, så en selvstændig lærerstand kan træde i fri kontakt med et frit europæisk og nordisk universitets dialoger.

Så Bjerre gør ret i at kritisere UCernes aktuelle monopol og al deres strategi-halløj, men han mangler sans for, hvad en lærer er, nemlig person, ånd og praksis i en pluralistisk tradition.

Link:

Bjerres oprindelige kronik, med en masse gode links:

https://www.berlingske.dk/kronikker/stop-uddannelsesmonopol-flere-laereruddannelser-er-vejen-til-en-bedre?

 

11. d. 12. august: Verdensmålstotalitarisme

A. SDU og verdensmålene
SDU har underlagt sig FN’s verdensmål, der skal ”gennemsyre” alle universitetets aktiviteter. Universitetet går ”all ind”, og ledelsen kalder det ”en omkalfatring”. ”Vi skal som universitet simpelthen være de 17 verdensmål”, siger universitetets bestyrelsesformand. Rektor siger, at ”al forskning og uddannelse lægges til rette, så det indholdsmæssigt flugter med verdensmålene”.

Verdensmålene er universitetets ”raison d’etre”, hedder det, dvs. selve ”meningen med at være her”. Og videre: ”Vi bliver aldrig færdige, det her stopper aldrig”. Den største udfordring bliver ”at få budskabet ud” og at man ”ikke kan skelne målene fra hinanden”.

Og ifølge Jyske-Vestkysten mener bestyrelsesformanden følgende:

“Alt på universitetet skal være gennemsyret af tanken om, hvordan den flugter med de 17 verdensmål. Og hvis ikke den gør, må sagen gentænkes, så den kommer til det”

Kan vi komme længere væk fra videnskabens ærinde i verden?

 

B. Peter Lauritsens forsvar
Ideologien blev senest forsvaret af professor MSO Peter Lauritsen, der er tæt på ledende kredse i det radikale venstre. Det skete i lørdagens Politiken, hvor Lauritsen er fast skribent, under overskriften ”Ideen om det neutrale universitet og den værdifrie forskning er et fatamorgana”.

Lauritsen mener, at forskningsfriheden er det samme som en påstået ”neutralitet” og ligefrem et ”fata morgana”. Heroverfor sætter han noget, han kalder for ”engagement”, som han så forbinder med SDU og verdensmålene. Et universitet skal finde nogle ”dagsordner”, som skal ”understøttes”, siger han. Det skulle være “engagement”.

Denne de fakto destruktion af forskningsfrihed og europæisk universitetstradition er stærkt forstemmende, og jeg kan love læseren, at den ikke gælder for mit eget arbejdes vedkommende. Den frie forskning er jo ikke ”neutral” på den måde, som Lauritzen taler om. Den er derimod netop et engageret undersøgelse af sandheden, og netop derfor er den ofte, men ikke altid, faktisk engagereret i politiske og sociale emner. Tænk på vores store tænkere og videnskabsmænd? Kunne de underordne sig ”verdensmål” eller andre konsensus-ideer? Selvfølgelig ikke. Var de ikke ”engagerede”? Jo da!

Lauritsen siger så, at universiteterne alligevel altid har været underlagt en ”vækstdagsorden”. Hermed tænker han formodentlig på Helge Sander og globaliseringsaftalen. Men at Sanders købmands-uni var under al kritik er jo ikke nogen god grund til at forstærke Sanders ideer.

Og det er rigtigt, at universiteter er nyttige, men det er ofte på trods, nemlig ved at kritisere den officielle “nytte”, og da for Guds skyld ikke “understøtte” den, som Lauritsen åbenbart mener.

Det er helt fint, som jeg ser det, at et universitet laver et center eller noget lignende for forskning i f.eks. FN’s verdensmål, for mange af emnerne er jo af stor vigtighed, men da ikke som almen filosofi! Det er jo ikke bedre end gammelmandskommunisme. Og selv hvis man etablerer sådan et center, skal det ikke være på den slags juhu-konsulent-jahattie-agtige facon, som der lægges op til. SDU gider åbenbart ikke at være et uni mere. Universitetet er kun en eneste ting, og det er sandhedssøgen, selv når den undtagelsesvis underlægger sig en policy. Uni er sandhedens virke.

 

C. Verdensmål nr. 4 for uddannelse

Men ok, lad os se på det emne, som jeg ved noget om, nemlig uddannelse. Her kan vi få en fornemmelse af effekten.

Uddannelse har sit eget ”verdensmål”, nemlig nr. 4. Men dette ”mål” er udtrykt i et helt bestemt sprog, nemlig læringssproget. Dvs. skolereformens og OECD’s sprog, der udelukker centrale sider af pædagogikken.

Her er mål nr. 4:
”Sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme alles muligheder for livslang læring”

Man bemærker, hvordan det økonomiske ”livslang læring” spiller sammen med det bureaukratiske ”kvalitet” og Heckmans ”lige muligheder”. Resten – f.eks. temaerne i skolens formålsparagraf – ligger brak.

Og i bedste Corydon/Antorini-style er der også delmål og indikatorer. Nedenfor er de ”delmål”, som mål nr. 4 er ”nedbrudt” i. Og husk på, at det ikke blot er talte om udvalgte forskningsemner, men at disse emner definerer universitetet som sådan. Det er simpelthen det, som findes. Kundskab er “relevante og effektive læringsresultater” (jvf delmål 4.1). Uni er et “effektivt” middel til optimering af mål og delmål. Alt, der ikke kan knyttes til disse mål-delmål-indikator-system, er ikke ”relevant” og ikke ”effektive løsninger”, som Lauritsen kalder det:

Der er 7-10 delmål. Man kan selv læse dem på linket, men her er de syv første:

”Nedbrydning af mål 4 i delmål:

4.1 Inden 2030 skal det sikres, at alle piger og drenge gennemfører gratis, rummelig grundskoleuddannelse i høj kvalitet, der fører til relevante og effektive læringsresultater.

4.2 Inden 2030 skal alle piger og drenge sikres adgang til tidlig barndomsudvikling, omsorg og før-skoleundervisning af høj kvalitet, så de er klar til grundskoleundervisningen.

4.3 Inden 2030 skal alle kvinder og mænd sikres lige adgang til teknisk, erhvervs- og højere uddannelse, herunder universitet, i høj kvalitet og til en overkommelig pris.

4.4 Inden 2030 skal antallet af unge og voksne, der har relevante færdigheder, herunder tekniske og erhvervsfærdigheder, for ansættelse, anstændige job og iværksætteri, øges væsentligt.

4.5 Inden 2030 skal ulighed mellem kønnene i uddannelse afskaffes, og der skal sikres lige adgang til alle niveauer af uddannelse og erhvervsundervisning for de mest udsatte, herunder mennesker med handicap, oprindelige folk og børn i sårbare situationer.

4.6 Inden 2030 skal alle unge og en væsentlig del af voksne, både mænd og kvinder, have opnået færdigheder i at læse og regne.

4.7 Inden 2030 skal alle elever have tilegnet sig den viden og de færdigheder, som er nødvendig for at fremme en bæredygtig udvikling, herunder bl.a. gennem undervisning i bæredygtig udvikling og en bæredygtig livsstil, menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, fremme af en fredelig og ikke-voldelig kultur, globalt borgerskab og anerkendelse af kulturel mangfoldighed og af kulturens bidrag til en bæredygtig udvikling.”

Igen: Fint at forske i disse emner, men det duer slet ikke som almen filosofi. Hvor er de filosofiske og pædagogiske sider af uddannelserne? Hvor er stederne, historien, fortællingerne, kærligheden, pluralismen, kundskaberne, videnskaberne, friheden osv.. Hvor er overvågningsproblemerne, demokratiet, interessemodsætningerne, politikken osv.? Det er væk i en sæk. Og hvor er alle fagene og de forskellige landes pædagogiske traditioner? Gone with the wind.

I stedet får vi et styringssystem, hvor FN/OECD selv udgør det centrale curriculum (mål nr. 7). Og det kalder Lauritsen for ”engagement”? Det er det modsatte! Konsekvensen er en bureaukratisering og indsnævring af videnskabens ide og muligheder.

Endelig nedbrydes delmålene i yderligere 11 indikatorer, som alene består af afgrænsede kvantitative markører. Tjek dem selv ud.

Vi er i skolereformsland: mål-delmål-indikator.
Der er med andre ord tale om verdensmålstyring, der vil udelukke centrale dele af den pædagogiske forskning, og som meget hurtigt kan komme i konflikt med menneskerettighederne, som jeg ser det. Men det er klart, at der er store interesser i at disse mål bliver realiseret. På den måde kan Helge Sander og Peter Lauritsen hurtigt havne i samme jolle.

FN ender i karambolage med videnskabens og pædagogikkens ide. Måske endda med menneskerettighederne, som jo giver mennesket handlingsmuligheder frem for at underlægge det en global bureaukratisk struktur?

Kun en politiker, LA’s Henrik Dahl, har kritiseret SDU og Lauritsen, hvilket han skal have stor tak for.

Links
Peter Lauritsens indlæg i Politiken:
https://politiken.dk/…/Ideen-om-det-neutrale-universitet-og…

Mere om verdensmålenes mål, delmål og indikatorer: https://www.verdensmaalene.dk/

Jyske-Vestkystens dækning: https://www.jv.dk/…/Syddansk-Universitet-ga…/artikel/2729796

Tidligere drøftelse med videre link til citater fra SDU’s ledelse: Se ch. 22 i dette link:
http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-62-juni-jul…

 

12. d. 12. august: Et uddannelsespolitisk paradoks

I dag er der kommet nye Fælles Mål for folkeskolens fag. Revisionsarbejdet blev etableret af Merete Riisager med en række af landets dygtigste pædagogiske forskere i spidsen. Riisager og forskerne ville gøre op med den forhadte læringsmålstyring, som især folk fra DPU og UC-VIA havde stået for.

Jeg har ikke kigget på resultatet af arbejdet med selve fagene, så den del må vente. Men en ting er tankevækkende: Hvis man går ind på ministeriets sider for fagene Dansk og Matematik, så er der en yderst fremtrædende reference til en rapport fra 2017 om arbejdet med de to fags læringsmål. Rapporten er skrevet af blandt andet DPU’s Jens Rasmussen og UC-VIA’s Andreas Rasch-Christensen, som om nogen har stået for læringsmålstyringsideologien.

Rasmussens og Rasch-Christensens rapport er en fuldstændig integreret del af det læringsparadigme, som Riisager viede hele sin ministertid til at gøre op med. Rapporten spiller også en central og meget negativ rolle i Keld Skovmands analyser. Og Skovmand sad jo – sammen med bl.a. Lene Tanggaard – i det Riisager-udvalg, som netop har stået for de aktuelle ændringer i fagpædagogikken!

Faktisk undsagde Riisager decideret rapporten i sin tid i en pressemeddelelse og det hele.

Men nu står rapporten altså som et centralt placeret og paradoksal – kan man endda sige “nedrigt” – flammeskrift hen over de reviderede fagmål, der egentlig skulle have gjort op med selvsamme rapports ideer. Det er svært at fortolke anderledes, end at Socialdemokratiet er tilbage ved magten.

Hvilken intellektuel betagende, men også pædagogisk sørgelig, modsætning.

Links:
Hjemmeside for Fælles Mål, hvor man kan finde link til rapporten:
https://emu.dk/grundskole/dansk/faelles-mal

Link til omtale af Riisagers kritik af rapporten i sin tid:
http://www.thomasaastruproemer.dk/merete-riisager-kritisere…

 

13. d. 13. august: Datalæringsmøde eller dannelseskonference?

Har i lyst til at deltage i et pædagogisk arrangement her i efteråret, har jeg her to muligheder, hvor jeg især vil anbefale det sidste, hvis man har lyst til at høre lidt om dannelse og demokrati og synge lidt:
——————————-

Forslag A: Datalæringsmøde om folkeskolereformen på UC-VIA til 6000kr.

D. 12-13. december holder UC-VIA en konference om skolereformen, der hedder ”Fem år efter reformen”. Spændende titel, ikke sandt?

Der er inviteret ”en stribe danske og udenlandske forskere og praktikere”, som det hedder i programmet. Men der er kun én dansker med. Det er den socialdemokratiske debattør Lars Olsen, som var tæt på Antorini i de glade reform-dage. Mon han er ”forsker” eller ”praktiker”?

Dertil kommer nogle professorer fra hhv. Amerika, Norge og England, som jeg aldrig har hørt om, samt nogle unavngivne ”praktikere”. De skal snakke om læringsfællesskaber, data, feedback, synlige læringsmål osv.. Der er ingen kritisk stemmer overhovedet.

Konferencen koster den nette sum af 4700kr + moms, dvs. ca. 6000kr. Guf for den kreative klasse med sans for datalæring?


Forslag B. Højskolemøde om dannelse på Rønshoved Højskole til 550 kr.

D. 28-29. september afholder Rønshoved-gruppen sit årlige dannelsesmøde på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord med emnet ”Dannelsens betydning for demokrati og politiske rettigheder”.

I år er der to foredrag: Lektor i Statskundskab, Gorm Harste, skal tale om ”rettighedernes politiske filosofi”, og selv skal jeg tale om nogle af temaerne i min nye bog ”FAQ om dannelse”.

Dertil kommer den ene og den anden højskolesamling i foredragssalen, hvor højskolens forstander, Thue Kjærhus, og valgmenighedspræst og tidligere forstander for Askov, Morten Kvist, formodentlig trækker nogle tråde. De er begge med i Rønshoved-gruppen (sammen med mig og Nina Kjærhus).

Både Kvist og Kjærhus har været i pressen i den senere tid med forskellige emner: Kvist i forbindelse med sin “folketings-gudstjeneste” fra efteråret 2018 og Kjærhus i form af indlæg i den aktuelle debat om højskolesangbogen. Begge har passioneret rod i danske folkelige traditioner og i europæisk filosofi og teologi.

Selv synes jeg, selvom jeg er en slags pædagogisk national-konservativ, godt om Isam B’s tekst, så der bliver nok lidt diskussion der. Kan man ikke passe godt på de gamle sange og lade de nye sange afhænge lidt mere af tidsånden, så unge med forskellige interesser kan være med? Det synes jeg.

Der er fyldt med godtfolk, god mad, vin, højskolesangbog og snik og snak om aktuelle og gamle temaer. Søndag formiddag kan man evt. smutte en tur i grænsekiosk.

Konferencen koster 550kr inkl. moms, så det er kun 10% af prisen for konference A. Guf for kreative mennesker med sans for tradition og kritik?

Link til de to konferencer:

Konference B:
https://www.ronshoved.dk/dannelse-til-tiden

Konference A:
https://www.via.dk/…/kon…/folkeskolen-fem-aar-efter-reformen

Alle priser er inklusiv overnatning.

 

14. d. 14. august: KL-konference om styring af data og læring i folkeskolen

Fredag d. 25. september afholder KL sin årlige endags-konference om Folkeskolen. Nu troede nogen måske, at konferencen ville omhandle Landsrettens afgørelse i Erik Schmidt-sagen og dennes demokratiske, styringsmæssige og pædagogiske konsekvenser? Eller måske at KL ville tematisere Københavns og Aalborgs meget kontroversielle tilslutning til lederuddannelsen i Oslo?

Emnet er ”ledelse, dialog og data med mening”, så med lidt god vilje – pga. ”dialog” – kunne man godt tro, at Schmidt sagen i det mindste kunne presses ind. Men det sker ikke. Der er hverken plads til Schmidt eller til Oslo-kritik. Det hele handler om læring, data og styring. Disse ord går igen og igen i oplæggene.

Hvem skal stå for indholdet? Her er der dømt folkeskolereform-classic, blot uden systemteoretikerne, som med deres erklærede ”metodiske antihumanisme” kun er en slags tavse bidragsydere, og som mange af oplægsholderne ellers har arbejdet tæt sammen med gennem årene.

Der er Skype-besøg af Viviane Robinson, direkte på video fra down under-John-Ja-hattie-land. Robinson har i mange år været flittigt brugt af det pædagogiske oligarki.

Der kommer også en KL-chef (Borgmester Thomas Gyldal) og en chefkonsulent fra Københavns Professionshøjskole. Jeg lader dem ligge.

I den faglige afdeling er besøg af en smal skare af landets post-humanister, som alle har rødder i CBS/DPU-miljøerne samt i en radikal form for tekno-bio-poststrukturalisme.

Sidstnævnte gruppe består af Dorthe Staunæs og Helle Bjerg, som i deres oplæg også refererer til Malou Juelskjær, samt af Justine Grønbæk Pors og Helene Ratner. De fleste er engageret i DPU’s strategiske programmer, som har ledelsens og systemteoretikernes særlige bevågenhed.

Overskrifterne på oplæggene er f.eks. ”dataledelse med omtanke”, ”Data mellem styring og læring – kompleksiteter i databrug”, ”Styring der forstyrrer –fokus på kerneopgaven”.

Vi er i følgende ligning: Folkeskolen = metodisk antihumanisme + posthumanisme.

Flere af disse personer (især Juelskjær, Staunæs og Kjær) er stærkt reformaffirmative og har samme dybt problematiske forhold til kritisk arbejde, som KL har til fri pædagogisk diskussion. Det ved jeg, fordi Juelskær og Staunæs engang klagede til universitetet over en regelret kritisk analyse af deres arbejde, og Kjær støttede dem i avisen.

Hele gruppen tilhører som nævnt landets posthumanistiske bevægelse, som er lysår fra den pædagogiske tradition.

Englænderen David Woods skal også sige noget. Han er inkarneret fortaler for ”Best Practice”, som er en engelsk Tony Blair-udgave af folkeskolereformens styringsideer. Selv lederen af Danmarks Evalueringsinstitut var lidt skræmt over Woods for et par år siden. Der står, at han er “professor”, men jeg kan kun finde konsulent- og policylignende aktiviteter under hans navn. Men jeg kan jo have overset noget. Woods’ arbejde beundres iøvrigt af Synlig Læring-kolonien i Skanderborg Kommune.

Det var vist alt.

Der er ellers udgivet en del kritiske bøger om dataficering af Danmark og af dansk pædagogik de seneste par år, men disse indsatser er ikke repræsenteret. Sjovt nok er den vildtvoksende learning analytics-bevægelse heller ikke repræsenteret. Den er ellers også skolereform-affirmativ og let at koble til KL’s teknologisyn. I stedet har man altså valgt tre faglige oplæg med stærkt overlappende udgangspunkt.

Ironisk nok foregår konferencen i Odense, dvs. i netop den kommune, som med KL’s støtte gennemførte overgrebet mod dansk pædagogik på Agedrup skole i juni 2014. Overgrebet har siden Landsrettens klare dom i november 2018 været landets pinligste tabu i Danmarks Pædagogiske Oligarki.

Pris: 1995kr

Dagen efter er der dannelseskonference på Rønshoved Højskole for ¼ af prisen inklusiv overnatning.

Links:
Link til KL’s konference:
https://tilmeld.kl.dk/Folkeskolekonferen…/arrangementet.html

Om Woods og Skanderborg: https://www.denoffentlige.dk/london-inspirerer-til-kvalitet…

Link til omtale af Schmidt-sagen:
http://www.thomasaastruproemer.dk/landsrettens-dom-i-erik-s…

 

15. d. 15. august: Isabella Arendt kritiserer folkeskolereformen

Kristendemokraternes formand, Isabella Arendt, kaster sig i dagens Politiken ud i et glødende angreb på folkeskolereformen, hvilket hun skal have stor tak for. Man kan læse indlægget nedenfor.

Bemærk Arendts gennemgående synsmetafor. Hun taler hele tre gange om de ”små forventningsfulde øjne”, mens staten derimod ”stirrer tilbage” og ”holder øje” og endda ”sluger” børnene, så lærerne ikke ”kan se sig selv, deres faglighed og kreativitet i øjnene” og så ”øjnene slukkes”.

Som jeg ser det, er der tale om en hyldest til friskolen i folkeskolen, dvs. til dansk pædagogisk tradition. Og med Arendts partitilhørsforhold in mente, bør man måske se på ”øjnene”, som ”skaberens værk”, som man også finder det hos den frihedselskende højskolemand Holger Kjær og mere bredt i den grundtvigske tradition, hvor det ”folkelige” har samme funktion. Man finder det faktisk også hos den italienske reformpædagog Montessori, hvis arbejde senere kom i forbindelse med dansk kulturradikalisme og højskoletradition og derfra inspirerede dansk lilleskolepædagogik og byggelegepladser, som også derfor også var et udtryk for ”de små forventningsfulde øjnes” pædagogik.

Så Skaberens øjne gør skolen åndelig og faglig, mens Statens øjne holder øje og sluger.

Her er Arendts læserbrev i Politiken:

”Kære O.a, velkommen til kontrolstaten

Mandag er tusindvis af børn begyndt i skole. 1. skoledag er en dag med blandede følelser. Nogle glæder sig, nogle er nervøse over, om de får venner, og nogle har måske hørt de større børn fortælle om skolens lektier.

Små forventningsfulde øjne åbner sig for 10 års undervisning. Men hvad er det egentlig, som stirrer tilbage på dem?

Allerede i 0. klasse skal de sprogtestes. Senere kommer de nationale tests. Hele tiden skal de evalueres, måles og vejes, så staten kan holde øje med, om barnet nu passer ind i kasserne, lever op til normerne og standarderne for et gennemsnitligt barn.

Staten har bestemt, hvor meget de skal bevæge sig, og hvornår de skal lave lektier. Staten har sat lange skoledage ind, så der ikke er energi til frivillige foreninger. Staten bestemmer, hvad de skal kunne i de nationale tests.

Lærerne er tvunget til at følge trop eller sige op. Sikke en hverdag, der nu åbner sig for de mange små, forventningsfulde øjne.

Heldagsskolen er mandag begyndt med at sluge endnu en årgang børn.

De uddannes til et konkurrencesamfund, hvor de bedste bliver succeser i karakterbøgerne, mens resten må klare sig, så godt de kan. De møder et skolesystem, som giver alt for mange børn og unge stress og angst. De risikerer at komme grædende hjem fra dage med nationale tests.

Foran dem i klasseværelset står en lærer, som brænder for at undervise og udbrede viden til børnene. Som ønsker at se en ild blive tændt i de forventningsfulde øjne. I stedet må lærer efter lærer smide håndklædet i ringen, fordi de ikke længere kan se sig selv, deres faglighed og kreativitet i øjnene, når de skal være underlagt statens dokumentationskrav og kontrol.

Vi har brug for at sætte skolerne fri – helt fri – fra statens kontrol. Vi har brug for at vise lærerne og pædagogerne tillid nok til, at det er dem og ikke undervisningsministeren, der bestemmer skoledagens længde og indhold.

Lærerne kender folkeskolens love og læringsmål. De er uddannede og passionerede. Som stat bliver vi nødt til at trække vores kontrol væk, inden øjnene slukkes hos både lærerne og de mange forventningsfulde små.

Flere årgange har allerede mærket stress og angst som følge af reformerne i folkeskolen. Jeg håber, at de mange nye i denne uge vil være de sidste til at begynde skoleåret i statslig heldagskontrol.”

Udover indlægget i Politiken have Arendt et blogindlæg i JP d. 12. august. Her gav hun udtryk for samme holdninger, men i knap så elegant form.

Referencer:
Arendt, Isabella: “Kære 0.a, velkommen til kontrolstaten”, Politiken d. 15. august”:
https://politiken.dk/…/K%C3%A6re-0.-a-velkommen-til-kontrol…

Arendt, Isabella: “Første skoledag i præstationssamfundet”, Jyllands-Posten.dk, d. 12. august:
https://jyllands-posten.dk/…/F%C3%B8rste-skoledag-i-pr%C3%…/

 

16. d. 15. august: Uvidende klimaiagttagelser

A.
Partierne bag ”forståelsespapiret” vil gerne sænke co2-belastningen. Det er fint.

De radikale foreslår så, at flyselskaberne pålægges en afgift pr. udledningsenhed. Afgiften er altså til selskabet og ikke direkte til forbrugeren, men billetprisen stiger med anslået 12 kr for en indenrigsflyvning, og 165 kr for en tur til Bangkok. Dvs. en blanding mellem en matadormix på tilbud og en lille tur i Netto. Pengene skal ifølge de radikale bruges til at udvikle klimavenlig teknologi i almindelighed. Jeg hørte om det i Deadline i går. Det var Ida Auken, der forklarede det.

Socialdemokratiets transportminister, Benny Engelbrecht, var mere end skeptisk. Han mener, at de radikales egentlig meget beskedne forslag har en social slagside. Han ville hellere ”analysere”, sagde han hele tiden.

Man må som almindelig borger trække på smilebåndet over de store ord og de små viljer hos Socialdemokraterne. Var der ikke noget med, at der også var en klimaminister i regeringen? Men han er måske ude i atmosfæren for en 10’er?

12kr!!! Og hvor mange socialdemokratiske kassedamer tager lige flyveren fra Aalborg til Kastrup?

B.
En anden ting: I Weekendavisen fra i fredags var agroøkonom og tidligere medlem af FN’s klimapanel, Jørgen E. Olsen, på banen med et interessant synspunkt. Han mener, at økologi står i modsætning til klimavenlig produktion, fordi det økologisk landbrug optager for meget plads. Der er altså to slags bæredygtighed i verden? Som journalisten skriver:

”Så mens mange mennesker forbinder bæredygtighed med små, økologiske landbrug og salg af æg og mælk og grønt fra stalddøren, ser fremtidens effektive landbrug anderledes ud. De er store, de er specialerede, og de er ikke nødvendigvis økologiske. Det økologiske landbrug kræver nemlig mere areal end det konventionelle”.

Og med agroøkonomens egne ord:

”Det er korrekt. Hvis vi skal have lagt meget store dele af verdens arealer om til økologi, får vi et problem, for det er svært at forene med højere udbytte og produktivitet, som er det, vi har brug for”.

Jørgen E. Olesen går også ind for mere etbarns-politik. Han sagde til Politiken i foråret, at ”et nyfødt barn er den værste klimasynder”, og han råder sine studerende til at klimatænke sig om en ekstra gang, før de får børn. Hej du lille klima-synder, og her får du ikke engang Guds nåde, som man gjorde i gamle dage.

Så klimaideologien fører til fokus på teknologi og effektivitet og til et opgør med økologi og børn samt til en ny teknokratisk og eksistentiel syndsbevidsthed. Det er meget agro-økonomisk alt sammen.

Men socialdemokratiet er nervøs for at kassedamen skal betale 12kr mere for sin billet.

Modsætningen mellem klima og økologi vil, som jeg ser det, også kante sig vej ind i pædagogikken, som et – ja, det lyder paradoksalt – opgør med pædagogikkens naturforudsætninger, men ok, det ligger jo allerede i det med ”synderen”. Imens kan man jo gøre de nationale tests mere effektive og teknologiske i klima-ånden.

Links:
Link til deadline fra i går:
https://www.dr.dk/…/deadline/deadline-10/deadline-2019-08-14

Link til interview med Jørgen E. Olsen i Weekendavisen fra i fredags:
https://www.weekendavisen.dk/…/samfu…/storm-paa-fotosyntesen

Link til interview med Jørgen E. Olsen fra Politiken i foråret 2019:
https://politiken.dk/…/Vi-b%C3%B8r-som-verdenssamfund-indf%…?

 

17. d. 16. august: Nyt EMU på undervisningsministeriets hjemmeside

Der er kommet en ny EMU.dk portal. På den gamle portal stod der stort set læringsrevolution over det hele, mens pædagogiske og formålsmæssige emner var stort set usynlige.

Der er sket en klar ændring i det nye system, som er et resultat af de sidste års kritiske arbejde i omegnen af Uren Pædagogik. Formål, dannelse og fag står klart stærkere, hvis man går ind i de pædagogiske emner. Godt at nogle embedsmænd nåede at lave denne del færdig, før et dannelsestømt Socialdemokrati igen sætter sig på ånden.

Til gengæld er læringsrevolutionen flyttet over i kategorien ”Ledelse”. Her er der både læring, data og Hattie osv., og der er ikke et ord om pædagogiske emner. Disse referencer falder fint i tråd med København Kommunes begejstring for Oslos lederuddannelse, for Lars Qvortrups datalærings-raid, for Ledelseskommissionens arbejde, for Socialdemokratiets uddannelsesudspil osv..

På den måde er folkeskoleloven splittet. Læreren har umiddelbart vundet terræn i den pædagogiske del, mens hele ledelsesdelen er fuldstændig uberørt, ja nærmest teknokratisk overophedet.

(Og splittelsen gentages faktisk på de pædagogiske niveauer; f.eks. er det helt barokt, at Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens læringsmålsrapport, som Riisager jo kritiserede, har fået en central placering i forbindelse med beskrivelse af Dansk og Matematik)

Spørgsmålet er, hvad denne splittelse kan bruges til? Arbejdet fra Riisagers rådgivningsgruppe er et godt udgangspunkt for det, som nu vil blive trange tider for pædagogikken.

Skolereformens overordnede styringssystem og hele reformens økonomisk-tekniske filosofi, som intet har til overs for de pædagogiske dele, men altså kun for de ledelsesmæssige, står også stadig helt uberørt. Derfor vil EMU’s ledelses-perspektiv vinde på den lange bane er min vurdering.

Kun ved at sprænge både folkeskole- og læreruddannelsesforlig, vil man kunne ændre på det.

Link til EMU.dk:
https://www.emu.dk/grundskole/ledelse

Om rådgivningsgruppen for Fælles Mål:http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-rapport-fra-undervisni…

 

18. d. 16. august: Trump vil købe Grønland

Alle statsoverhoveder, som vil besøge mit land, er velkomne. Også selvom de er onde, dumme eller skøre og bryder alle mulige rettigheder hjemme hos dem selv.

Men et statsoverhoved, som vil besøge mit land for at erobre eller købe det, er ikke velkommen, for det vil i givet fald ikke være et “besøg”.

 

19. d. 19. august: Thorkild Thejsen om DPUs nedlæggelse af professorat i pædagogik

Tidligere chefredaktør for Folkeskolen.dk, Thorkild Thejsen, fortæller i dette indlæg om DPU’s og Aarhus Universitets skandaløse behandling af pædagogikken i almindelighed og af Alexander von Oettingen i særdeleshed.

Artiklen er flot sat op med billede af sagens to hovedpersoner, von Oettingen selv og DPU’s leder Claus Holm.

Jeg selv har også selv skrevet om sagen. Og jeg har sendt materialet til Aarhus Universitets ledelse. Rektor henviser til sin dekan, hvilket er svært at forstå i en så principiel sag, og dekanen siger bare, at sagen er ”afsluttet”.
Men deri tager han helt fejl. Denne hhv. ansvars-omrokering og tavshed er under al kritik.

Jeg har også sendt materialet til et medlem af universitetets bestyrelse, som vil tage sagen op. Jeg har også underrettet rektor om min henvendelse til bestyrelsen.

Jeg forstår faktisk ikke, at fagforeningerne ikke er mere aktive i sagen, men det kan jo skyldes, at von Oettingen ikke har ført sagen i den kanal.

Indholdsmæssigt handler sagen om endnu et læringshegemonisk forsøg på at holde pædagogikken ude af landets institutioner, så læringsbegrebet kan regere i stedet for.

Links:
Thejsens aktuelle indlæg:
https://www.folkeskolen.dk/…/den-der-tier-samtykker-claus-h…

Min egen beskrivelse af sagen fra juni 2019:
http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-…

 

20. d. 22. august: AP Møllers folkeskolefond under kritik

AP Møller-fonden har med dens tildelinger og personsammensætning og med dens sammenhæng med folkeskolereformen et kæmpe ansvar for den radikalisering af læringspædagogikken, som fulgte i kølvandet på skolereformen, og som stadig er virksom. AP Møllers fond er designet til at fremme skolereformens sprog og ånd og dermed til at indgå som smør i et system af organisatoriske interesser og forbindelser, som jeg plejer at kalde for ”Danmarks Pædagogiske Oligarki”. AP Møller fonden tilhører dette oligarkis nedre lag, hvilket på en måde ikke gør den mindre betydningsfuld.

Man kan se det oligarkiske tilhørsforhold mindst tre steder:

For det første kan man se det i sammensætning af det udvalg, som vurderer ansøgningerne. Her spillede frem til for nylig landets førende læringsmålsideolog Jens Rasmussen en central rolle. Åndsfællen Tomas Nordahl er også med, og det samme er kommunaldirektøren Per B. Christensen, som også er vild med læring osv.. Alle tre er begejstrede tilhængere af John Hattie, og de to første er dybt knyttet til systemteorien i dens allermest barokke fremtrædelsesform. Der er ingen folk fra den kritiske eller pædagogiske tradition med i udvalget.

For det andet kan man se oligarkiet ved de omfattende tildelinger til projekter, der har skolereformens læringsbegreb som fundamentalt udgangspunkt. Det gælder aktuelt for de store beløb til Aalborg og København til efteruddannelse i den skrækkelige lederuddannelse i Oslo. Men det gælder også en lang række tildelinger i ”synlig læring” til den ene kommune efter den anden; kommuner, som selv er helt verliebt i de værste sider af skolereformen, og som derfor indgår i en slags tavs og instrumentaliseret læringsintimitet med fonden.

For det tredje udgav fonden i 2018 sammen med EVA et totalt læringsideologisk skrift om ”professionelle læringsfællesskaber”, som pt er kodeordet for de mange tildelinger. Rapporten ligger i ophøjet majestæt som en slags fundamentalistisk bibel på fondens hjemmeside. Nederst i dette indlæg, kan man se litteraturlisten.

AP Møller, KL og skolereformens begrebsapparat og en række andre affirmative aktører udgør dermed samlet set et opgør med dansk pædagogisk tradition, som den eksisterer i hele dens åndelige, nationale og europæiske dybde.

Erik Schmidt har fuld sans for disse temaer i sit aktuelle indlæg om sagen, hvor han især kritiserer fondens støtte til Oslo-projektet.

Direktør i AP Møller, Henrik Tvarnø, som selv sidder i fondens vurderingsudvalg, har sammen med sin ”sekratariatsleder” skrevet et svar, der er tomt som en tønde. Der vises ingen tegn på kendskab til den omfattende pædagogiske og faglige kritik af fondens begrebsapparat. Det siger noget om diskussionernes kvalitet i udvalget, at de ikke kan sige noget mere substantielt.

Tvarnø mener ikke, at hans fond ”pådutter” nogen noget. Men det er jo helle ikke det, der er problemet. Problemet er, at fondens tildelinger deler sprog og holdning med kommunerne, som selv deler sprog med Tvarnøs udvalgsmedlemmer, og at alle er stukket af i målstyring uden pædagogik. Ingen behøver derfor at ”pådutte” nogen noget, fordi alle deler samme lukkede horisont.

Schmidt taler da heller ikke om at ”pådutte”, men om at fonden ”fremmer” på en problematisk måde, med store negative konsekvenser som er uden for demokratisk og folkelige kontrol.

KL ”fremmer”, AP Møller ”fremmer”, DPU ”fremmer”. Ingen ”pådutter”, alle ”fremmer” og gør bare det, alle de andre beder om i et stort ansvarsforflygtigende system. Tvarnø siger også, at vurderingsudvalget består af ”eksperter”, men det er alle ”eksperter” fra samme ekspertløse system.

Alexander Von Oettingen har også på et mere generelt niveau kritiseret fondenes indflydelse. Derfor er det også helt uforståeligt for mig, at han på facebook med ordene ”et fint svar i en svær debat” accepterer Tvarnøs svar til Schmidt.
Schmidts kritik jo er både almen og konkret og derfor strengt taget bedre end Oettingens, som jo kun er ”almen”, eller måske snarere ”generel”, eftersom det Almene jo altid indeholder det konkrete, hvilket altså er tilfældet i Schmidts indlæg.

Stefan Hermann har også et indlæg i debatten, som desværre ikke har sans for de konkrete problemer, hvilket von Oettingen i højere grad har.

AP Møller fondens arbejde er altså under al kritik. Om det betyder, at pædagogiske institutioner ikke skal tage imod fondspenge i det hele taget, er for mig at se en anden diskussion.

Links:

Erik Schmidts kritik:
https://skoleliv.dk/…/M%C3%A6rsk-milliarden-er-uden-for-dem…

Henrik Tvarnøs svar:
https://skoleliv.dk/…/Vi-p%C3%A5dutter-ikke-folkeskolen-et-…

Von Oettingens kritik:
https://skoleliv.dk/…/Hvis-vi-ikke-passer-p%C3%A5-kortslutt…

Journalistisk behandling af emnet:
https://skoleliv.dk/…/Fonde-pumper-flere-midler-ind-i-skole…

Von Oettingens kommentar til Fondens svar til Schmidt:
Link til vurderingsudvalget: https://www.apmollerfonde.dk/folkeskolen/…/vurderingsudvalg/

Stefan Hermanns indlæg:
https://skoleliv.dk/…/Fonde-kan-v%C3%A6re-bedre-partnere-en…

Lærer Pia Henriksens indlæg i debatten:
https://skoleliv.dk/…/Jeg-f%C3%A5r-koldsved-n%C3%A5r-jeg-h%…

Link til rapport om ”professionelle læringsfællesskaber”, som læringsrevolutionen aktuelt kaldes. https://www.apmollerfonde.dk/…/erfaringer-samlet-i-ny-rapp…/

PS Her er litteraturlisten til rapporten, som altså er lavet sammen med Danmarks Evalueringsinstitut, som selv er en meget aktiv ”fremmer” af læringsideologien. De eneste to danskere er Lars Qvortrup og Thomas Albrechtsen, hvis tilgang er fuldstændig den samme som Jens Rasmussen og Nordals. Hermed er ”ekspertenes” horisont bevist:

Albrechtsen, T. R. S. (2013). ”Professionelle læringsfællesskaber: teamsamarbejde og undervisnings-udvikling”. Frederikshavn: Dafolo.

Bolam, R., McMahon, A., Stoll, L., Thomas, L., & Wallace, M. (2005). “Creating and Sustaining Effective Professional Learning Communities. Research Report RR637”. London: University of Bristol.

DuFour, R. (2004). “What is a ”professional learning community”?”. Educational leadership, 61 (8), 6-11.

DuFour, R., DuFour, R., Eaker, R., & Many, T. (2010). “Learning by doing. A Handbook for Professional Learning Communities at Work”. Bloomington: Solution Tree Press.

Little, J.W. (2016). ”Professionelle fællesskaber og professionel udvikling i den læringscentrerede skole.” I: Albrechtsen, T. R. S. (red.), ”Professionelle læringsfællesskaber og fagdidaktisk viden”. (s. 47-97). Frederikshavn: Dafolo.

McLaughlin, J.W., & Talbert, J. E. (2006). “Building school-based teacher learning communities. Professional strategies to improve student achievement”. New York: Colombia University.

Qvortrup, L. (2016). ”Det ved vi om professionelle læringsfællesskaber”. Frederikshavn: Dafolo.

 

21. d. 26. august: Godt indlæg af Mia Amalie Holstein

Her er nogle kloge ord fra Cepos’ Mia Amalie Holstein om den nye undervisningsminister, som ifølge Holstein vil omdanne skolens formål til et socialpolitisk projekt. Det er også mit eget indtryk ud fra læsning af ministerens bog, og det bekræftes i morgendagens Politiken, hvor ministeren med henvisning til landets Heckman-segment – den såkaldte Rockwool-fond – taler om, at pædagogikken i den sociale arvs tegn skal sætte ind helt fra undfangelsen, så alle statistikker går i 0,00, hvilket jo er den rene antipædagogik.

Disse Heckman-ideologer, som ministeren elsker, er i øvrigt helt eksede med de Nationale Tests. Socialdemokraternes tilsyneladende skepsis over for testene er derfor formodentlig ren pynt.

Sker der mon noget i Cepos, der i mange år ellers har været alt for præget af økonomisk tankegods, hvilket Heckmanfolkene og dermed også undervisningsministeren jo også er?

Tak til Holstein for et klassisk kulturliberalt forsvar for skolen i bedste Riisager-stil.

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/rosenkrantz-theil-glemmer-folkeskolens-raison-detre-og-reducerer-den

 

22. d. 28. august: Danmark og Singularity i symbiose

På denne korte video fra 2016 forbinder den danske stat – herunder den daværende statsminister, forsknings- og udannelsesminister og formanden for SIRI-kommisionen, Ida Auken – sig med den datarevolutionære amerikanske Singularity-bevægelse, som har europæisk frontbase i Danmark.

Det er et fascinerende skue. Det eneste problem lader til at være “mennesket”. Det er nok dette ”problem”, der på radikalt venstresk kaldes for “humanisme”.

Der er lidt mere info her: https://aflyttet.dk/singularity-university-flytter-ind-pa-…/

 

23. d. 29. august: Ammestuehistorier – beretninger fra fødselsgangen

Jeg sidder og pusler med en udgivelse, som jeg nok bliver nødt til at splitte op i 3-6 bind. Her er nogle af de samlende temaer, som langsomt tager form, og hvor der allerede foreligger et pænt tekstmateriale, som ligger i store bunker foran mig. Alt er helt foreløbig og stadig i fuld bevægelse, men svært at holde styr på:

A.

Pædagogisk-filosofiske markeringer og nedslag i den pædagogiske traditions fulde bredde.

(Sokrates, Montessori, Salomons tekster i det gamle testamente, Fröbel, diverse højskoleforstandere, børnehaver, skrammologi, Inge Merete Nordentoft, Emdrup-plan etc.)

250 sider

 

B.

Bevægelser i dansk pædagogisk forskning og læreruddannelsens pædagogiske deroute.

(opgøret med lærer- og pædagogtraditionen, omdannelsen til DPU og DPU’s opslugthed af læringsbegrebet samt denne proces’ sammenhæng med læreruddannelse)

125 sider

 

C.

Systemteori, Synlig Læring og disses pædagogiske og styringsmæssige konsekvenser.

(analyser af Luhmann, Qvortrup, Hattie og disses sammenhæng med læringsideologi i det kommunale kog pædagogiske landskab/KL)

100 sider

 

D.

OECD-diskursen og dens konsekvenser for pædagogik, fagstruktur og pædagogisk forskning

(analyser af sammenhængen mellem OECD, danskfaget, Jeppe Bundsgaards forskningsmiljø og DPUs opgør med traditionen)

110 sider

 

E.

Skole- og uddannelsespolitiske analyser.

(politik, stat, partiernes udspil, ministeriets udspil og tvetydigheder heri, læringsmålspolitik, ministrenes faglige profil og betydning)

235 sider

 

F.
KLs udspil og en række kommuners læringsideologi.

ca. 110 sider

 

G.

Keld Skovmands kritik og klager.

(hele molevitten, også en række særanalyser af nogle af de tekster, som Skovmand kritiserer, og om Skovmands politiske rolle)

185 sider

 

H.

Erik Schmidt-sagen.

(især detaljeret om de to retssager, men også bredere)

100 sider

 

I.

Dataficeringens politiske og pædagogiske forbindelser og klimasagens pædagogiske udfordringer

(dataficeringen er delvist sammenhængende med tema nr. 3 og 4, det må jeg lige se på).

75 sider

 

J.

Diverse refleksioner, bog- og tidsskriftskommentarer, konferencereferater samt generelt sure opstød og lokkende begejstring.

200 sider
——–

Jeg overvejer at kalde udgivelsen ”Pædagogiske ammestuehistorier, bind 1-5”. Årsagen til denne opfindsomhed – eller hvad man nu skal kalde det – er, at universitetets dekan for AU-ARTS, Johnny Laursen, før sommerferien kaldte den brede kritik af DPU for ”ammestuehistorier”, mens han delte et mærkeligt nonchalant indlæg af DPU’s leder, Claus Holm. Det tændte mig totalt af, må jeg indrømme. Det svarer jo nærmest til at ville købe Grønland. Sagen er naturligvis omtalt i et af kapitlerne, lige pt. under tema 4.

Jeg skal selvfølgelig også have fundet helst en udgiver, som orker at tabe penge på ideen. Men tænk hvor flot det kunne blive, synes jeg i hvert fald selv.

Måske kunne man udvide titlen med en sokratisk og arendtsk reference til pædagogikken som fødsel?:

”Pædagogiske ammestuehistorier – beretninger fra fødselsgangen, bd. 1-5”

Eller måske noget helt tredje? Er denne titel for pjattet? Kommer I på en ide til en titel eller noget andet, så skriv det meget gerne i tråden, både seriøse og sjove forslag. Og hvem ved, måske ender det sjove med at være seriøst og omvendt?

 

24. d. 31. august: Regeringens forståelsespapir 1

Bemærkning 1 til forståelsespapirets sætninger om uddannelsesloft og om ytrings- og forskningsfrihed:

De er nogle uddannelsespolitiske gevinster ved regeringens forståelsespapir. Nogle ser reale ud, andre står meget usikkert og kan hurtigt ende som pynteglasur på en grim teknik. Her er et eksempel:

 

A. Afskaffelse af uddannelsesloftet.

Det glæder jeg mig virkelig til bliver en realitet. Når man betænker den hast, hvormed loftet blev indført – gennemtvunget af socialdemokraterne selv – så må det også kunne afskaffes fra næste uge. Jeg har hørt om mange unge, som nærmest i panik måtte springe fra uddannelser, som de ellers var meget tæt på at færdiggøre.

Som jeg har forstået det, er der endda flertal for afskaffelsen?

 

B. Ytring- og forskningsfrihed

Så er der det med ytrings- og forskningsfrihed. Det er lidt mere dobbelt. Det er omtalt to steder i teksten:

I et afsnit om ledelse i den offentlige sektor på s.17, står der pludselig følgende skønne sætning. Jeg kalder den for “ytringsfrihedssætningen”:

”En ny regering vil også arbejde for at fremme ytringsfriheden for offentligt ansatte, så ytringsfriheden kan bruges inden for gældende begrænsninger uden frygt for direkte eller indirekte negative reaktioner fra ledelsen. Dette forhold skal indskærpes overfor offentlige ledere, og de ansatte skal informeres om mulighederne for at bruge deres ytringsfrihed”

Ånden i denne sætning hænger muligvis sammen med, at der på s. 8 står følgende i det, jeg kalder for “forskningsfrihedssætningen”:

”Styrk fremtidens løsninger: Det er gennem vores uddannelser og forskningsinstitutioner, at vi skal få nye ideer og finde løsninger på de problemer, som vores samfund står over for. Derfor skal vi styrke forskningen, værne om forskningsfriheden og sigte mod Barcelona-målet, så de offentlige investeringer i forskning er mindst en pct. af BNP”….”.

Så ytringsfrihed og forskningsfrihed hænger sammen og ligger regeringen på sinde, ser det ud til.

Imod denne venlige fortolkning taler følgende:

a.
De to sætninger står i helt forskellige afsnit og sammenhænge, og begge steder som ”nedre tilføjelser”. Der er derfor en risiko for, at de begge blot er madding til offentligheden og til SF/EL.

b.
Forskningsfrihedssætningen er desværre ikke etisk eller filosofisk begrundet. Den er blot nødvendig for, at ”få nye ideer og finde løsninger på de problemer, vores samfund står overfor”. Men med den formulering er der en risiko for, at det bliver politikerne, der definerer ”problemer” og ”udfordringer”, mens forskningen så skal levere “nye ideer” til “løsninger på problemer” og på ‘udfordringer’, lidt ala det der sker på SDU, hvor forskningen skal spændes for verdensmålsvognen.

På den måde degenerere forskningsfrihed til metodefrihed, og det er ikke det samme

Derimod står ytringsfrihedssætningen i en sammenhæng, hvor partierne bag forståelsespapiret fortæller om institutioner, lokale løsninger og mindre målstyring. Dvs. at sætningen ikke er instrumentelt begrundet, som det altså er tilfældet for sætningen om forskningsfrihed. Til gengæld står ytringsfrihedssætningen ikke i det uddannelsespolitiske afsnit, hvor sætningen om ”forskningsfrihed” står og blinker lidt skævt.

Det er værd at bemærke, at sætningen om ytringsfrihed på s. 18, som er den mest markante af de to sætninger, går stik imod ånden i ledelseskommissionens indstillinger, og faktisk også imod de forslag om skolelederuddannelse, der er på bordet. Ytringsfrihedssætningen står derfor helt alene, selvom den også er dejlig lang. Skal den bliver til andet end symbolik kræver det politisk vilje.

Jeg håber naturligvis, at alle mine forbehold gøres til skamme, og at det er min ”venlige fortolkning”, der bliver realiseret.

Men jeg kan da konstatere, at jeg ikke har set en eneste markering fra den nye regering, hverken om den ene eller den anden form for frihed, og faktisk heller ikke om uddannelsesloftet.

Tværtimod tyder de foreløbige markeringer på en blanding af manglende kendskab til hele lærings- og dannelsesdiskussionen og en form for statistisk-metodisk lighedsfundamentalisme uden den mindste sans for uddannelsernes og pædagogikkens formål.

Link til forståelsespapir:

https://www.altinget.dk/misc/Retfærdig retning for Danmark_2019-06-25_ENDELIG.pdf

 

25. d. 31. august: Regeringens forståelsespapir 2

A. Uddannelsesparathedsvurderingen

Først troede jeg faktisk, at regeringen ville afskaffe Uddannelsesparathedsvurderingen som sådan, men det havde jeg misforstået. Jeg havde ikke læst papiret ordentligt. Det var Jørgen Grønnegaard Christensen, der i WA, henledte min opmærksomhed på fakta, nemlig at regeringen kun vil ”afskaffe uddannelsesparathedsvurderingen i 8. klasse”, som der korrekt står.

Altså kun i 8. klasse.

Men hele vurderingssystemet og dets filosofi med databaseret vurdering af både faglige og personlige forhold, og disses sammenhæng med optag på ungdomsuddannelse og CPR-numre og dermed til trivselsmålinger, nationale tests etc.. fastholdes. Forståelsespapirets markering er rent pynt.

Dertil er det værd at tilføje, at Rosenkrantz-Theils ellers udmærkede aktion for at hjælpe eleverne fra eksamensfrie efterskoler til optagelsesprøven til gymnasiet har en yderst begrænset betydning, som overdrives helt vildt efter min mening. Hun har jo blot ændret karakterkravet til prøven. Men eleverne, som jo året før er fundet fuldt egnet, skal stadig igennem denne ekstra kontrol, som var et resultat af Riisager og Dahls værste sider. Man kan læse mere om dette emne i det nye nummer af bladet “De frie grundskoler”.

Friskolesektoren er skeptisk, og det forstår man godt. Den nye ministers bygger ligesom Antorini på ren anti-folkeligheds-filosofi.

 

B. Nationale tests

Regeringen vil ikke afskaffe nationale tests som sådan. Den vil kun ”afskaffe de nationale test i de mindste klasser”. Desuden hedder det, at man vil ”afsøge muligheden for at sætte de nationale tests i bero, indtil de er blevet mere retvisende for elevernes færdigheder”.

Så måske og i høj grad kun måske forsvinder NT for 2. klasse. Men resten forbliver, både de obligatoriske og de frivillige dele forbliver, nu blot mere effektive.

Formodentlig vil forligskredsen modsætte sig selv den minimale ændring med 2. klasse, så det hele bliver en gratis omgang.

På den måde kan den nuværende socialdemokratiske regering få det, som den tidligere socialdemokratiske regering ville have det.

Resten af testene sættes som sagt og muligvis kun i bero, indtil de bliver mere effektive.

Der er sørme ikke tale om et opgør med NT og deres dybe forbindelse til skolereform, finanspolitisk styring og statistisk-økonomisk uddannelsesforskning, dvs. til netop den form for pædagogisk forskning som både undervisningsministeren og uddannelsesministeren er vilde med.

På Altinget.dk bliver Rosenkrantz-Theil spurgt, hvorfor hun ikke vil sløjfe de nationale tests helt. Hun svarer det utrolige, at de nationale tests møder “barnets behov for bedømmelse”. Som om der ikke fandtes bedømmelse før og udover de nationale tests!

 

C. Pædagogik og dannelse.

Hele det felt for ”justering af skolereformen”, og dermed for pædagogik og dannelse, som Merete Riisager indledte, og som resulterede i formel nedlæggelse af læringsmålstyringen, er helt væk i forståelsespapiret, og faktisk også i alle Rosenkrantz-Theils øvrige markeringer, ja selv i hendes ”brev til lærerne”.

Det er også tankevækkende, at Rosenkrantz-Theils ministeriums nye hjemmeside om fælles mål direkte og på en meget central placering refererer til en af de mest hårdkogte læringsmålsstyringsrapporter.

I stedet skal vi i forståelsespapiret høre på nysprogssætninger som ”verdens bedste land at være barn i”, som vel at mærke først og fremmest handler om et omfattende opgør med social baggrund og familiers og slægters frie liv og vekselvirkninger, vel at mærke helt uden det klassiske socialdemokratis samtidige sans for folkelighed og lighed. Men det er i god overensstemmelse med ånden i Sass Larsens anti-intellektualisme og titlen på Kaare Dybvads bog “De lærdes tyranni”. Dybvad er dog lidt en engel, hvis man sammenligner ham med Rosenkrantz-Theil, for han er ikke anti-folkelig, men det lader jeg ligge her.

Alt liv og forskelle i verden skal puttes i en statistisk defineret pulje, som kaldes for ”negativ social arv”, og den usympatiske og almengjorte konstruktion skal derpå brydes med al magt, så alle statistiske forskelle kan gå i nul, og livet dermed kan gå i stå. Til at gennemføre dette projekt, har regeringen i høj grad brug for netop ”de nationale tests” og ”uddannelsesparathedsvurderinger”, der kan producere statistikker med ledsagende konceptmetoder med særlige afkastprofiler, der kan indgå i nationalregnskabet. Det er den såkaldte SØM-model, som undervisningsministeren og uddannelsesministeren ligefrem har skrevet en fælles bog om. Der er tale om en særlig instrumentalisereret socialpolitiks overføring på almenpædagogikkens område. Mig bekendt er det kun kredse i CEPOS og BUPL der offentlig har vist interesse for denne problemstilling.

Så vi er tilbage i en korrigeret version af Antorinis/Corydons dannelsesopgør og en fuld accept af skolereformens præmis.

Rosenkrantz-Theil siger da også ligefrem til folkeskolen.dk: ”Vi er kun halvejs med folkeskolereformen”. Hun siger så, at hun vil af med de sidste ”20-30 års” styringslogikker. Dvs. ”new public manangement, fælles mål og delmål, elevplaner, nationale tests”. Men det giver ikke mening, for i regeringens forståelsespapir vil man jo netop fastholde de nationale tests! Man vil effektivisere dem, også altså derfor netop fastholde dem endnu mere end før. Og de andre emner – fælles mål og elevplaner – har Socialdemokraterne om nogen stået fast på. Hvis man skal tro på denne enkeltstående markering, så skal vi have gang i et langt mere reflekteret selvopgør, og det det får vi tydeligvis ikke, tværtimod er vi kun ”halvvejs”. Der er ingen reference til den kritiske tradition i nogle af disse passager.

Det, der lå til grund for skolereformen, var et nyt ”læringsbegreb”, som blevet båret frem af reformens partier sammen med KL og udvalgte forskere, og som det fremgår allerede, og som vi skal se yderligere udfoldet om lidt, er der ikke ændret på det.

Vi er tilbage i anti-pædagogikkens verden.

 

D. Læring, fagforeninger og strategi=kvalitet

Sagen er, at Pernille Rosenkrantz-Theil er ligeglad med pædagogik. Hun vil have social lighed, og gerne helt fra ”undfangelsen”, som hun udtrykker det i Politiken, implementeret via særlige SØM-logikker og afkastdokumenterede konceptmetoder. Det er det, som hun skal bruge Uddannelsesparathedsvurderinger og nationale tests til. Disse systemer skal producere statistikker, som lærere, pædagoger og socialarbejdere efterfølgende må underordne sig i stedet for at gøre det, som er disse faggruppers egentlige opgave, nemlig at kultivere samfundets pluralitet.

Rosenkrantz-Theils SØM-logik refererer direkte til primært økonomiske forskere, der lever af statistikker fra de Nationale Tests, og som går imod enhver kritik af testenes funktionalitet og eksistens. Den eneste pædagogiske forsker i gruppen er Lars Qvortrup, hvis systemteoretiske filosofi i høj grad understøttede Antorinis reform.

Derimod har Rosenkrantz-Theil ingen interesse for pædagogikkens folk, hvilket Riisager jo i høj grad havde.

Vi er gået fra Luhmann/konkurrencestat (Antorini), via Herbert/Kant (Riisager) til Heckman/konkurrencestat (Rosenkrantz-Theil). Herbert kunne ikke stå alene, men han var dog pædagog og kan faktisk i sig selv sagtens arbejde sammen med andre dannelsestraditioner. Derfor er Riisager en langt mere egnet undervisningsminister end Rosenkrantz-Theil.

Rosenkrantz-Theil vil have ro om alle de gamle konflikter, så hun kan gennemføre sit projekt om SØM-humankapitaloptimering. Hvordan får hun ro? Jo, det gør hun via forståelsespapirets eneste substantielle reference, hvor der står i følgende:

”Styrke folkeskolen (overskrift, TAR): Der er brug for et tæt samarbejde om at sikre folkeskolen de nødvendige rammer og ressourcer, så lærerne kan give alle lever en undervisnings af høj kvalitet”.

Ok, tænker man, hvad er mon ”høj kvalitet”? Det kommer så her:

”Derfor vil en ny regering aktivt bakke op om den aftale, som Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening har indgået om en ”Ny Start””.

Der er ingen andre “kvalitets”-bestemmelser.

Regeringen vil altså pakke hele den pædagogiske diskussion ned i en konsensuskonstruktion fra OK18, hvor antipædagogikkens kernetropper, som blev samlet i en såkaldt “kommission”, sammen med en fagforening med stærke ”strategiske interesser”, skal definere pædagogisk kvalitet. Hvad det betyder, har vi allerede set i København, hvor kommunen og den lokale fagforening skriver farveladekonensus-tekster sammen, mens kommunen vil sende skolelederne på en slags Corydon-kursus i Oslo i bedste KL-stil.

Rosenkrantz-Theil påstår i Altinget, at hun vil “vende dansk uddannelsespolitik 180 grader”. Ovenfor kan man se, hvad det betyder.

Links:

1. Bemærkning nr. 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157452601409481&id=837549480

2. Regeringens forståelsespapir:
https://www.altinget.dk/…/Retf%C3%A6rdig%20retning%20for%20…

3. Interviews med Pernille Rosenkrantz-Theil:

– Folkeskolen.dk, d. 23. august:
”Vi er kun halvvejs med skolereformen”: https://www.folkeskolen.dk/…/minister-vi-er-kun-halvvejs-me…

– Skoleliv.dk, d. 29. august:
”En del friskoler skabt med henblik på at stemple ud af fællesskabet”: https://skoleliv.dk/…/En-del-friskoler-er-skabt-med-henblik…

– Altinget, d. 29. august:
”Rosenkrantz-Theil vil vende dansk uddannelsespolitik 180 grader”: https://www.altinget.dk/…/rosenkrantz-theil-vil-aendre-dans…

– Folkeskolen.dk, d. 22. august:
”Rosenkrantz-Theil varsler opgør med inklusions-reoformen”: https://www.folkeskolen.dk/…/rosenkrantz-theil-varsler-opgo…

4. To Ministrebreve:
Rosenkrantz-Theils brev til folkeskolelærerne, d. 12. august: https://www.folkeskolen.dk/…/brev-til-alle-laerere-minister…

5. Merete Riisagers og Anders Bondos brev til folkeskolelærerne, d. 14. august 2017: https://www.folkeskolen.dk/…/riisager-og-bondo-til-laererne…

6. Anders Bondos reaktion på den nye minister: https://www.folkeskolen.dk/…/undervisningsministeren-tager-…

Analyse af AP Møller Fondens folkeskolemilliard

I forbindelse med vedtagelsen af folkeskolereformen i 2013 donerede AP Møller Fonden en milliard kroner, den såkaldte folkeskolemilliard, som skulle gå til projekter, der kunne “styrke undervisningen i folkeskolen” og dermed bidrage til “den størst mulige effekt på elevernes læring og trivsel”, som der står på fondens hjemmeside. Der blev etableret en hjemmeside og et vurderingsudvalg, og fra 2014 har der været årlige ansøgninger og tildelinger. Fondens tildelinger har haft stor betydning for næsten hele landet, ikke mindst har de bidraget til at understøtte et bestemt sprog om skole og pædagogik.

I denne analyse vil jeg undersøge projekternes faglige struktur. Det drejer sig om 140 projekter, som i alt har fået tildelt ca. 565 mio kroner (+10 små projekter på under ½ mio. kr., som jeg ikke medtager i analysen). Ifølge AP Møller Fondens egen optælling skulle der være 157 projekter til ialt 621 mio kr, men jeg har altså umiddelbart kun kunne finde i alt 140+10.

Analysen viser, at der er en stærk lærings-ideologisk hældning i tildelingsstrukturen.

 

1. Metode

Jeg har klassificeret de individuelle projekter i en af følgende 5 kategorier, A-D + U, især ud fra projektbeskrivelserne på AP Møllers hjemmeside, men også ud fra hvad jeg ved om projekterne i øvrigt fra ansøgninger, evalueringer mm.. Her er de fem kategorier:

——————————–

Kategori A: 63 projekter

Projekter, hvis hovedfokus er direkte knyttet til skolereformens læringssyn, herunder læringsmålstyring, synlig læring og professionelle læringsfællesskaber, dvs. uden tegn på indhold, fag, pædagogik og formål.

Kategori B: 26 projekter

Projekter der inddrager enkelte andre ord, f.eks. nævnes ordet som fag, kreativitet eller lokalsamfund, men som ellers ligger helt i forlængelse af vokabular og ånd i kategori A, dvs. med vægt på læringsmålstyring etc..

Kategori C: 21 projekter

Her inddrages lidt flere ord, som har sin egen sproghorisont. Der kan f.eks. nævnes specifikke fag, men læringsbegrebet er stadig dominerende, og ånden er den samme som under kategorierne A og B.

Kategori D: 22 projekter

Her er projekter, som faktisk godt kunne have indgået i andre begrebsmæssige sammenhænge. De fremstår i en form for neutralt og almindeligt sprog, måske med enkelte kodeord som ”læring” eller “kompetencer”. Der er dog ingen modstand som sådan mod skolereformens lærings-vokabular, som derfor form en form for mere eller mindre tavs overhøjhed.

Kategori U: 8 projekter

”U” står for ”undtagelser”. Det kan f.eks. et skakprojekt, eller nogle få meget faglige projekter, der er helt uberørt af skolereformens sprog. Heller ikke her er der dog henvisninger til kritiske og dannelsesmæssige traditioner.

———————————-

Jeg har kun medtaget projekter, som har fået over ½ mio. kr. tildelt, hvilket er langt de fleste (det betyder som nævnt, at jeg har udeladt 10 små projekter). Alle tal – udover antallet af projekter – er løbende afrundede.

Der er ingen projekter, som direkte henviser til skolens formål eller til pædagogisk teori eller til pædagogisk historik mere bredt, dvs. til reformpædagogiske, folkelige eller oplysningspædagogiske traditioner. I den forstand kan man godt sige, at stort set alle projekter tilhører en og samme kategori, nemlig glemsomhedens. Men derfor kan der jo godt foregå udmærkede ting rundt omkring, især under D og U-kategorierne.

Nedenfor har jeg klassificeret alle de individuelle projekter. Efterfølgende har jeg talt det hele op – dvs. både de samlede bevillingsbeløb og antallet af projekter inden for de enkelte kategorier – i en sammenfattende tabel. Til sidst har jeg lavet en liste med de syv dyreste projekter samt en kort omtale og vurdering af vurderingsudvalgets medlemmer faglige hældning og forbindelser.

Jeg har kontrolleret min første klassifikation en ekstra gang, men der kan godt være nogle projekter, der skal indplaceres anderledes ved et evt. tredje gennemsyn, og der er jo også nogle gråzoner mellem kategorierne. Men tendensen er der ingen tvivl om.

Jeg vil understrege, at jeg jo ikke kender de projekter, som søgte om bevillinger, men som ikke fik dem. Måske er ingen blevet afvist? Måske ganske få? Måske er den struktur, jeg afdækker, lige så meget et resultat af ansøgningernes kommunale ideologi som af AP Møller Fondens prioriteringer? Jeg ved det ikke.

Fra et politologisk synspunkt er der nok snarere tale om, at kommuner, ministerier, forskning og fonde indgår i selvforstærkende sociale og begrebsmæssige processer, som over tid afsætter et bestemt begrebsligt og efterhånden tvingende pædagogisk mønster. Det er den proces, som Keld Skovmand i sin bog “Folkeskolen efter læringsmålstyringen?” har omtalt som skolereformens “spredningssystem”. Til dette system henregner han faktisk både AP Møller Fonden og kommunerne (Skovmand 2019, s.219). Denne konklusion forstærkes, når man ser på vurderingsudvalgets sammensætning og hjemmesidens generelle setup.

 

2. Liste over alle kategoriserede projekter

Man skal læse hver enkelt registrering på denne måde:

a) bevillingsmodtager, dvs. kommune mm..

b) bevilliget beløb i kroner

c) korte stikord om projektet

d) kategorisering A-D + U

e) evt. evalueringer, notater mm.

 

2014: 64 projekter

  1. Kerteminde, 2,5 mio: Fællessprog for læring samt målstyret læring, (A)
  2. Mariagerfjord, 0,5 mio: Samarbejde om læringsmål (LP-model), (A)
  3. Roskilde, 1,1 mio: Digitalisering og kortlægning af undervisningskompetencer, (C)
  4. Fåborg/Midtfyn, 0,9 mio: Aktionslæring og læringsmål, (A)
  5. Vesthimmerland: 1,2 mio. Digitalisering og læringsprocesser, (B)
  6. Fredensborg, 1,5 mio: Kompetenceudvikling af læringsvejledere, (B)
  7. Danmarks Lærerforening, 5 mio: Fagenes tilpasning til skolereformen, (B), Rambøll-evaluering: https://www.apmollerfonde.dk/media/3392/evaluering_dlf_endelig.pdf
  8. Gribskov, 3,8 mio: Læringsprocesser og læringsmål, (A)
  9. Esbjerg, 0,9 mio: Mål- og effektstyring for skoleledere og forvaltning, (A)
  10. Roskilde, 1,0 mio: Skoleledere og læringsudbytte, (A)
  11. Ishøj, 3 mio: Faglig vejledning og naturfag, (D)
  12. Herlev, 1 mio: Generel læringsmaksimering, (A)
  13. Næstved, 0,6 mio: Synlig læring, (A)
  14. Kommunernes Landsforening, 3 mio: Om at fremme skolereformen, (B)
  15. Rødovre, 4 mio: Synlig og målstyret læring, (A)
  16. Svendborg, 2,2 mio.: Idrætsundervisning, (U)
  17. Sønderborg, 3,9 mio.: Læringsspredning og refleksion, (B)
  18. Ballerup, Egedal og Furesø: Mentorer og IT-undervisning, (D)
  19. Horsens, 3,5 mio: PD-forløb for læring, (B)
  20. Holbæk og Odsherred, 4 mio: IT som redskab for læring og ledelse, (B)
  21. Skolelederforeningen, 2 mio kr: Supervision og feedback, (B), Projektbeskrivelse: https://ucc.dk/sites/default/files/projektansoegning.pdf
  22. Brønshøj, 2 mio: Nyt sprog for læring, (A)
  23. Morsø, 1,2 mio: Læringsmål og feedback og aktionslæring, (A)
  24. Frederikshavn, 2,4 mio: læringsmålstyring og ledelse, (A)
  25. Viborg, 3.5 mio.: kreativitet, animation og læringsprocesser, (D)
  26. Stevns, Køge og Faxe, 8.mio: Naturvidenskabsundervisning, (D)
  27. Nordfyn og Middelfart, 3.5 mio: Læringsfællesskaber og specialpædagogik, (C)
  28. Egedal, 2,5 mio: Læring og kompetenceudvikling, (B)
  29. Rudersdal, Gladsaxe, Lyngby og Gentofte, 7,0 mio: Læringsmål, data. synlig læring, (A), EVA-evaluering: https://www.apmollerfonde.dk/media/3350/evas-evaluering-af-alle-elever-skal-laere-at-laere-mere_endelig_041217.pdf
  30. Aarhus og Randers, 11,4 mio: Professionelle læringsfællesskaber, data, feedback (A), VIVE-evaluering: https://www.apmollerfonde.dk/media/3351/slutevaluering-af-projekt-professionelle-laeringsfaellesskaber-i-aarhus-__.pdf
  31. Skive, 0,9 mio: Læringsoptimering og video, (B)
  32. Aalborg Universitet, COP og 13 kommuner, 21 mio: Læring- og kompetenceudvikling (A), EVA-notat: https://www.apmollerfonde.dk/media/3367/evaluering_program-for-laeringsledelse.pdf
  33. Struer, 1 mio: Læring og læringsvejledere, (B)
  34. København og Frederiksberg, 14 mio: Læring, synlig læring og læringsmål (A), VIVE-evaluering: https://www.apmollerfonde.dk/media/3349/evaluering-af-projekt-laering-der-ses.pdf
  35. Helsingør, 12 mio: Innovation og kompetence, (C)
  36. Vejle, Silkeborg, Aarhus; 1,5: Læring, teknologi og innovation, (B)
  37. Odder, 1 mio.: Læringsmål og I-pads, (A)
  38. København og Silkeborg, 1,2 mio.: Matematik og overgang til gymnasiet, (U)
  39. Rebild Kommune, 1,1 mio: Læringsfestival om læringsmålstyring, (A)
  40. Roslev og Glyngøre, 0,5 mio: Målstyring undervisning, (A)
  41. Hvidovre, 2,9 mio: Relationskompetencer og læring, læringskoncept, (B)
  42. Slagelse (Antvorskov skole (Synlig Lærings-skole)), 1,4 mio: Teknologi og læring, (B)
  43. Langeland, 1,2 mio: Læringsmålstyret undervisning, (A)
  44. Odder, 0,9 mio: Kompetenceorienteret fagundervisning, (D)
  45. Otte nordjyske kommuner, 3 mio: Uddannelse af matematik-vejledere, (D)
  46. Varde, 0,9 mio: Evaluering og læring, (A)
  47. Danmarks Idrætsforbund, 5 mio: Læring, bevægelse og åbne skole, (C)
  48. Kalundborg, Odsherred og Holbæk, 5,3 mio: Opkvalificering af faglige vejledere, (D)
  49. København, 1,5 mio: Konsulenthus laver projekt om uddannelsesparathed og kommunikationsstrategi, (B)
  50. Lejre, 0,9 mio: Bevidsthed om læringsmål, (A)
  51. Esbjerg og Varde, 7 mio: STEM-fag og læringsudbytte, (C)
  52. Aarhus teater og seks folkeskoler, 2,2 mio: Drama, dansk og læringsrum, (D)
  53. Odense, 6,5 mio: Læringsmiljøer, inklusion og og kompetenceudvikling, (C)
  54. Vallensbæk, Glostrup og Brøndby, 6,2 mio: Læringsmålstyret læringskultur, (A)
  55. Ringsted, 1,3 mio: Ledelse og læring, (A)
  56. Aabenraa og Tønder, 1,5 mio: Tyskkundskaber og læringsmål, (D)
  57. Bornholm, 2,0 mio: Læringsmålstyret undervisning, (A)
  58. Dansk skoleskak, 3,7 mio: Skoleskak-lærere, (U)
  59. Halsnæs, 2,1 mio: Data og læring og teams, (A)
  60. Herning, Viborg og Holstebro, 5 mio: Kompetenceudvikling, blended learning og læringsmål, (A)
  61. Skive, 5 mio: Linjefagskompetence og faglige vejledere, (D)
  62. Nyborg, 3,5 mio: Elevcentreret ledelse og elevernes læring, (A)
  63. Ringsted, 2,1 mio: Forandringsprocesser i teams, (B)
  64. Lemvig, 0,8 mio: Teams, fag og skolereform, (B)

 

2015: 34 projekter

  1. Greve, 2,4 mio: Aktionslæring og læringsoptimering i forskellige fag, (B)
  2. Fredensborg, 0,8 mio: Digitalisering og læringsmålstyring, (A)
  3. Norddjurs og Skanderborg, 5,5 mio: Synlig læring og inklusion, (A)
  4. Vordingborg, 5.7 mio: Læringseffekt, progression og linjefagskompetence, (B)
  5. Sprogkonsortiet, 12,3 mio: Sprogdidaktik for flersprogede, (D), Brøndum & Fliess-evaluering: https://www.apmollerfonde.dk/media/3393/ap-moeller-fonden-tidligere-sprogstart-afsluttende-evaluering_-endelig.pdf
  6. Allerød, 2,1 mio: Læringsvejledere og målstyret læring, (A)
  7. KL og BUPL, 19,3 mio.: Læringsmål og skolepædagoger, (A)
  8. Fredensborg, 1,2 mio: Linjefag, dannelse og kompetenceudvikling, (U)
  9. Arken, 3,9 mio: Kreativ læring, (D)
  10. Science talenter, 2.3 mio: Talentvejleder-uddannelse, (C)
  11. Dansk Matematiklærerforening, 2.3 mio: Fælles Mål, matematik og IT, (C)
  12. Danske skoleelever, 4,7 mio: Konkrete værktøjer og læringsmotivation, (C)
  13. Rebild, Hjørring og Odder, 1,5 mio: Viviane Robinson, læringssamtaler og strategisk skoleudvikling, (A)
  14. Odense, 5 mio: Læring og skoleledelse, (A)
  15. Seks kommuner i trekantsområdet, 1,4 mio: Kreativitet, læring og innovation, (B)
  16. Sorø Kommune, 1.6 mio: Elevcentreret lærings- og ledelsespraksis, (A)
  17. Aabenraa, 5, mio: Sundhed og læring, (C)
  18. Danmarks Idrætsforbund, 4,9 mio: Folkeskolereform, kompetencer, læring, bevægelse, (C), Rambøll-evaluering: https://www.apmollerfonde.dk/media/3394/evaluering-af-krop-kompetencer-20-samlet-rapport_endelig.pdf
  19. Syddjurs, 6,1 mio: Professionelle læringsfællesskaber, (A)
  20. Næstved, 10,2: Synlig læring, (A)
  21. Thisted, Rebild, Vesthimmerland, Mariagerfjord, Brønderslev, Aalborg, Frederikshavn, Morsø og Hjørring, 31. mio kr.: Kompetenceudvikling og læringsmålstyret undervisning, (B), Ansøgningsmaterialet: https://drive.google.com/file/d/19b8XfQr6jgICUH0O6Cdft9a79Jf7Cwui/view, EVA: Midtvejsevaluering, 2018: https://www.eva.dk/grundskole/kompetenceloeft-undervisningsfag
  22. Dragør, 1,7 mio.: Læringscentreret skoleudvikling, (A)
  23. Hjørring, Rebild, Brønderslev, Frederikshavn, Læsø og Jammerbugt Kommune, 10,2 mio: Læring og læringsfællesskaber, (A)
  24. Frederiksberg, 4,3 mio: Aktionslæring, nudging og kompetenceudvikling, (C)
  25. Albertslund, 2,1 mio: Aktionslæring, progression og læringsmål, (A)
  26. Mellervangskolen, 0,6 mio: Læring, kreativitet og højtydede teams, (B)
  27. København, 1,2 mio: Idræt og læringsmålstyret undervisning, (A)
  28. Roskilde, 3 mio: Blended Learning og læringsudbytte, (B)
  29. Grønnevang Skole, 0,9 mio: kompetenceudvikling, aktionslæring og og læringsløft, (A)
  30. Seksten kommuner/sangens hus, 7,3 mio: Sang, bevægelse og læring, (C)
  31. Herlev, 1 mio: Læringsfællesskaber og vejledning, (A)
  32. Dansk skoleskak, 2,1 mio: Skak og matematik-kompetencer (C)
  33. Guldborgsund og Lolland, 19 mio: Kompetenceudvikling, synlig læring og læringsfællesskaber, (A)
  34. Horsens, 2,8 mio: Kompetenceløft i undervisningsfag, (C)

 

2016: 17 projekter

  1. UC-Metropol, 3,2 mio: Kompetenceudvikling og naturfag, (D)
  2. UC-Lillebælt, 6,4 mio: Historieundervisning og læring, (C)
  3. Københavns Universitet og Aarhus Universitet, 3,5 mio.: Big Bang, naturfag, (U)
  4. København, Gribskov, Silkeborg og Vejen, 3,7 mio: Flipped learning og læring, (B)
  5. Randers, 4,4 mio.: Professionelle læringsfællesskaber, (A), (forlængelse af 2014-30)
  6. Halsnæs, 2,2 mio: Læringsplatforme, læring, feedback, (A)
  7. UC-Metropol, 2,2 mio: Dataledelse og læring, (A)
  8. Slagelse (Antvorskov skole, synlig lærings-skole), 2,0 mio: atabaseret læringsledelse, (A)
  9. UC-Metropol, 11,7 mio: Forskningsbaseret matematikindsats (D)
  10. Ærø Kommune, 2,1 mio: Ledelse af læringsprocesser, aktionslæring (D)
  11. Danmarks Lærerforening, 5,7 mio: Historie og naturfag, (U)
  12. Gentofte og Helsingør, 1,8 mio: Data og læring – knowmio, (A)
  13. København og Frederiksberg, 8,0 mio: Synlig læring (læring der ses 2) (se 2014-34), (A), VIVE-evaluering: https://www.apmollerfonde.dk/media/3349/evaluering-af-projekt-laering-der-ses.pdf
  14. Engineer the future, 5 mio: STEM-læring, (C)
  15. UC-Metropol, 3,2 mio: Prøve i naturvidenskabelige fag, (D)
  16. Odense Kommune, 2,8 mio: Musikundervisning, (D)
  17. Kolding Stadsarkiv, 1,5 mio: Læring, museum og historie, (D)

 

2017: 7 projekter

  1. Hvidovre, 2 mio: Relationer og læring, (A)
  2. Tårnby, 9 mio: Professionelle læringsfællesskaber, (A)
  3. København og Aalborg, 12 mio: Skolelederuddannelse i Oslo, (A)
  4. Varde, 0,8 mio: Databaseret læring, (A)
  5. Odsherred, 0,8 mio: Digital læring, (A)
  6. Ringsted, 0,6 mio: Elevcentreret ledelse, (A)
  7. Vejen, 1,8 mio: Professionelle læringsfællesskab og matematik, (C)

 

2018: 18 projekter

  1. Mellervangskolen i Aalborg, 0,7 mio: Innovativ læring, (B)
  2. Syddjurs, 4,5 mio: Professionelle læringsfællesskaber, (A)
  3. TEACH FIRST, 12 mio: Universitetsuddannede lærere, (D)
  4. KU og AU, 3,9 mio: Naturvidenskab, (forlængelse af 2016-3), (U)
  5. Silkeborg, 4,5 mio: Professionelle læringsfællesskaber, (A)
  6. UC-VIA, 1 mio: Sprogundervisning på Samsø, (C)
  7. Gladsaxe, 2,1 mio: Matematik og teknologi, (D)
  8. Rødovre, 3,7 mio: Læringsfællesskaber i fag, (C)
  9. Glostrup og Brøndby, 7,3 mio.: Læringsfællesskaber og læringseffekt, (A)
  10. Guldborgsund og Lolland, 20,5 mio: Læringsfællesskaber, (B)
  11. Høje Taastrup, 11. mio: Silicon valley-inspireret læringsskole, (A)
  12. Fredensborg og Solrød, 0,9 mio.: Ordblindevenlig didaktik og coaching, (D)
  13. Aarhus, 23,8 mio: Læringsfællesskaber/LOKE, (A)
  14. Herning, 4 mio: Sang, bevægelse og læring, (D)
  15. UC-Metropol, 1,2 mio: Klasseledelse og kammeratskabshjælp, (C)
  16. Gentofte, Gladsaxe og Rudersdal, 12 mio: Synlig læring, (A)
  17. Aabenraa, Tønder og Sønderborg, 4 mio: Tyskkundskaber, (U)
  18. Vejle, Middelfat og Langeland, 13,7 mio: Professionelle læringsfællesskaber, (A)

 

3. Samlede tal

Jeg har samlet alle kategoriseringerne i nedenstående tabel:

Tabel: Kategorisering fordelt på årstal. Tallet før skråstregen angiver samlet beløb i mio kr. Tallet efter skråstregen angiver antallet af projekter.

        Kategori

Årstal

A B C D U Samlet
2014 91 / 28 35 / 17 36 / 6 34 / 10 7/ 3 203 / 64
2015 87 / 16 44 / 6 35 / 9 16 / 2 1 / 1 183 / 34
2016 21 / 6 4 / 1 11/ 2 24 / 6 9 / 2 69 /  17
2017 26 / 6 0 / 0 2 / 1 0 / 0 0 / 0 28 / 7
2018 74 /7 21 / 2 6 / 3 19 / 4 8 / 2 128 / 18
Samlet 299 / 63
104 / 26 90 / 21 93/ 22
25 / 8
565 / 140

Her kan man se, at hovedparten af projekterne – 89 ud af 140 – tilhører A- eller B-kategorien, og man skal huske på, at også D- og især C-kategoriserede projekter er underlagt skolereformens læringssyn. Man kan også se, at der er givet klart flest bevillinger til den allermest radikaliserede A-kategori, nemlig 299 ud af 565 mio.

Igen: man skal huske på, at A-D alle er reformaffirmative, og at der ikke er nogle projekter, der står en bredere og decideret pædagogisk tilgang til skolen, f.eks. er skolens formål så vidt jeg kan se, slet ikke nævnt. Det er skoletraditionen – dvs. dens oplysningsfilosofiske, dens reformpædagogiske og dens grundtvigske rødder og sammenhæng – heller ikke.

 

4. De syv største projekter

De syv største projekter er alle A/B og især A-projekter:

  1. Thisted, Rebild, Vesthimmerland, Mariagerfjord, Brønderslev, Aalborg, Frederikshavn, Morsø og Hjørring, 31 mio: Læringsmålstyret undervisning (B)
  2. Aarhus, 23,8 mio: læringsfællesskaber/LOKE (A)
  3. Aalborg universitet og 13 kommuner, 21 mio: Læring- og kompetenceudvikling (A)
  4. Guldborgsund og Lolland, 20,5 mio (faktisk x 2 i hhv 2015 og 2018): Læringsfællesskaber (A/B)
  5. KL og BUPL, 19,3 mio: Læringsmål og skolepædagoger (A)
  6. København og Frederiksberg, 14 mio: Synlig læring (A)
  7. Vejle, Middelfat og Langeland, 13,7 mio: Læringsfællesskaber (A)

 

5. Hvem vurderer projekterne?

Der sidder pt følgende syv personer i vurderingsudvalget:

Per B. Christensen: tidligere skoledirektør fra Næstved kommune. Meget glad for John Hattie, hvilket præger det pædagogiske arbejde i Næstved (se projekterne 2014-13 og 2015-20).

Thomas Nordahl, Norsk skoleforsker, som er helt på den læringsideologiske vogn. Er meget glad for Luhmann og John Hattie.

Katja Munch Thorsen: Danmarks Evalueringsinstitut, EVA. EVA har bidraget til AP Møllerfondens hjemmeside med en centralt placeret hyldest-rapport til læringsideologien. Rapporten har meget smalle og læringsideologiske referencer (se https://www.apmollerfonde.dk/nyheder/erfaringer-samlet-i-ny-rapport/). Så EVA er bestemt ikke en neutral aktør i denne sammenhæng.

Henrik Tvarnøe: Direktør i AP Møller-fonden. Har mig bekendt ingen kendskab til den pædagogiske kritik.

Pernille Wessel: Skoleleder. Ikke så fremtrædende.

Signe Tjerrild: Var tidligere på Antorinis mønsterskole i Brønshøj. Er nu konsulent i Københavns kommune, som selv har modtaget store John Hattie-inspirerede donationer. Ikke så fremtrædende.

Jesper Strandskov: Professor, ansat ved ”marketing og management” ved SDU. Rent økonomisk-teknologisk syn på uddannelse. Hans seneste publikationer handler om svine-industrien.

Derudover er det relevant at nævne, at den indflydelsesrige professor i pædagogik, Luhmannianeren Jens Rasmussen, sad i udvalget fra start og indtil for nylig. Han er fagligt meget tæt på endnu en luhmannieret Hattie-fan, nemlig Lars Qvortrup, der faktisk selv modtog en af de største donationer, og som har arbejdet tæt sammen med Thomas Nordahl, der altså stadig sidder i vurderingsudvalget

Der er med andre ord bestemte versioner af John Hattie og Niklas Luhmann all over the place i vurderingsudvalgets horisont.

Konklusionen er, at AP Møller indgår som en central del af læringsideologiens spredningsmekanisme og dermed er en integreret del af det, jeg i flere bøger har undersøgt under overskriften “Danmark Pædagogiske Oligarki (DPO)”.

 

Referencer:

Liste over alle AP Møller-projekterne: https://www.apmollerfonde.dk/folkeskolen/projekter

Alle oplysninger har jeg hentet på AP Møller fondens hjemmeside: https://www.apmollerfonde.dk/folkeskolen/

AP Møller-notat med fremhævelse af særlige projekter: https://www.apmollerfonde.dk/media/3477/17594-skoleudvikling_final_links.pdfd

Link til et tidligere kritisk indlæg fra d. 22. august. Her der flere links til diverse indlæg af bl.a. Erik Schmidt, Stefan Hermann, Alexander von Oettingen, Simon Malkenes og Henrik Tvarnø: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157430658359481&id=837549480

Markus Bernsen: “En tvivlsom gave”, journalistisk dækning i Weekendavisen, d. 4. oktober 2019.https://www.weekendavisen.dk/2019-40/samfund/en-tvivlsom-gave