Note 3 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Selvreferencens system

I de første kapitler af sin bog har Skovmand arbejdet med følgende to teser, som jeg har drøftet i note 1 og note 2:

  1. Årsagen til indførelsen læringsmålstyret undervisning er samspillet mellem især to EVA-rapporter fra 2011 og 2012, der postulerer et såkaldt ”paradigmeskift” i skoleloven fra 1993. Under dække af denne påstand omdannes en afgrænset interesse for ”undervisningsdifferentiering” til en individualiseret og nidkær læringsmålstyring, som arbejder helt uafhængig af skolens formål og tradition.
  2. Læringsvokabularet intensiveres med vedtagelsen af skolereformen i 2013. Det sker i to centrale tekster fra 2014, hvoraf den ene er en decideret ministeriel vejledning. Begge tekster er produceret af DPU, VIA, UC-Sjælland og UCC sammen med Undervisningsministeriet. Disse to tekster arbejder sammen med Fælles Mål som en motor på at udbrede læringsideologien til alle landets kommuner og skoler.

 

Lad os se på kapitel 4:

A. Ånden fra 2014

Skovmand har fundet et karakteristisk citat fra 2014-vejledningen, der illustrerer den nye læringsånden:

”Når læringsmålene er klare og tydelige for eleverne, inviterer det eleverne ind i medbestemmelse om, hvordan målene bedst kan nås og i vurderingen af, om målene er nået. Dermed bliver eleverne aktivt engageret i deres egen læreproces. Det understøtter også udviklingen af elevernes læringskompetence, idet eleverne får skærpet opmærksomhed på deres egne læringsmål og på deres eget læringsudbytte. Samtidig bliver eleverne bevidst om de læringsaktiviteter og læringsstrategier, der fremmer deres læring, og de læringsvanskeligheder de selv oplever i mødet med specifikke læringsudfordringer.” (s.150)

Ordet ”læring” indgår i hele 10 forbindelser i citatet. I hele den 47 sider lange vejledning, står der ”læring” 418 gange, kun overgået af ”mål”, som optræder 459 gange. Det er meget svært at finde ord fra formålsparagraffen. Det er fuldstændig tomgang. Det er ikke så godt for Aarhus Universitet, at man lægger navn til den slags, og selvfølgelig heller ikke for UC’erne.

 

B. Selvproduktionen

Skovmand undersøger herefter de få og smalle referencer, der ligger til grund for systemet. Her finder han en interessant struktur: Man hævder at citere andre, men citerer i virkeligheden sig selv.

 

1. Morisano/Locke

Først ser han på, hvad man af den grafiske opsætning i vejledningen må tro, er et citat af Morisano/Locke. Men i Morisano/Lockes artikel, som kun er på tre sider, kan man ikke finde ”citatet”, eller det der ligner. Artiklen genbruges overalt af læringsideologerne, og de bruger den og omdanner den, så den passer i deres kram. Skovmand skriver:

”Der er to væsentlige karakteristika ved brugen af Morisano & Locke 2013, ud over at den er ukorrekt (og der derfor er tale om misbrug). Dels bruges den både i en ministeriel vejledningstekst, i forskningslitteratur, der støtter op om reformen, og i den følgeforskning, der knytter an til reformen. Dels bruges den kun i tekster, der har Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen som forfattere, medforfattere eller mulig kilde.” (s. 157)

Desuden, kan jeg tilføje, har læringssystemet ingen referencer til decidereret læringsteoretiske diskussioner, med mindre man inddrager Jens Rasmussens arbejde fra omkring 2000, hvor konstruktivisme og systemteori ledsaget af et totalt opgør med dannelsestraditionen kommer til at udgøre den åndelige grund. Vi har altså et læringssystem uden læringsteori. I det lys falder den lille Morisano/Locke-artikel jo til jorden med et pladask, før man overhovedet går i gang.

Alt det er jo slemt nok, men nu kommer højdepunktet: For Skovmand har fundet ud af, at det omtalte Morisano-citat fra 2014-vejleningen også optræder i Rasmussens og Rasch-Christensens evalueringsrapport fra 2017. Men her er selvsamme ”citat” blevet til en normativ ”antagelse” for evalueringen. Nu blot ikke mere som citat, men med almen reference til John Hattie! Skovmand undersøger de sider i Hatties bog, som der refereres til, men finder heller ikke i dette tilfælde nogen sammenhæng med henvisningen. Sagen er, mener Skovmand, at citatet burde tilskrives de danske læringstekster selv. Der er intet citat og ingen sammenhæng. Det er selvproduktion, der producerer tekster om sig selv, der tilskrives andre.

Og der er vel at mærke ikke tale om fortolkningsarbejde eller analytisk arbejde, hvor mange forskellige former for omskrivninger og selektioner er helt normalt i forbindelse med tekstarbejde. Der er tale om en form for flad og teknisk referencesystematik, som endda er fuld af fejl, og som spadserer direkte ind og ud af policy- og konsulentkredse.

 

2. Andreas Helmke

Skovmand finder samme struktur i forbindelse med et Andreas Helmke-citat, som anvendes af Rasch-Christensen og Rasmussen i flere forskellige sammenhænge. Heller ikke dette citat har noget at gøre med Helmkes originale tekst, men er nærmest et citat fra 2014-vejledningen, hvor der ingen reference er. Igen: Tekstens reale reference er en form for intet, nemlig teksten selv.

Realiteten er, at det hele bare er noget, som står i vejledningsteksten selv og ingen andre steder, men som tillægges den ene og den anden efter forgodtbefindende. Og under tomheden arbejder EVA’s banale tekster. Jeg ved ikke, hvorfor samfundet investerer penge i videnskab, når den blot skal underkaste sig konsulentbranchen.

 

3. John Hattie

Herefter gennemgår Skovmand oversættelsen af John Hatties bog ”Synlig læring for lærere” fra 2013. Skovmand viser i en figur 4.8, hvordan betydningen af Hatties ord hele tiden forskydes, så de passer ind i den danske læringsideologis selvproducerende fabrik. Og en undersøgelse af bogens stikordsregister bekræfter kritikken. Skovmand konkluderer:

”Dermed kommer den danske udgave af Hattie til at ligne de officielle danske læringsmålstekster” (s.164)

Disse forskydninger finder han ikke i de norske og tyske oversættelser, som begge oversætter korrekt.

Man forstår godt, hvorfor Skovmand kalder sit kapitel for ”En værre redelighed”.

 

Tidligere indlæg om Skovmands bog:

Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Padadigmeskiftet

Note 1 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”

Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer Weekendavisen/Keld Skovmand på DPU’s officielle hjemmeside

 

Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Paradigmeskiftet

Kapitel 2 i Skovmands bog er en deprimerende nydelse. Her er en sammenfatning af nogle af hans teser, blandet op med mine egne overvejelser:

I mit eget arbejde forsøger jeg at vise, hvordan skolereformens centrale aktører på kryds og tværs hviler på et teoretisk opgør med den virkningshistoriske indflydelse fra oplysningstiden, grundtvigianisme, reformpædagogik, filosofi og normativitet. Kort sagt: et opgør med pædagogik som sådan. Skovmand genfinder dette kulturtab som en total tomhed i de tekster, som omgiver skolereform og læreruddannelse. Men faktisk er personkreds og proces stærkt overlappende. Jeg har kaldt det samlede system for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO).

For hvad sker der, når hele denne kulturpåvirkning er dømt ude eller reduceret til ukendelighed? Hvem og hvad kommer til syne? Det gør en ny og mærkelig tomhed. Internationalt hedder det “learning”, og i den danske materialisering af denne proces, er det den “læringsmålstyrede undervisning”, der bliver den ny hegemoniske diskurs.

Og her gør Skovmand en række særdeles interessante iagttagelser, som både forskere og praktikere bør notere sig:

 

1.

Ifølge Skovmand interagerer en række organisationer, personer og tekster og får dermed konstrueret en ide om et såkaldt ”paradigmeskifte”. Dette paradigmeskifte skulle bestå i, at 1993-loven var startskuddet for læringsmålstyringen, så man nu er gået fra indhold til læring og fra det ene til det andet og så videre. Skolereformen er altså en del af en juridisk og læringsbaseret substans, der startede i 1993. På den måde får reformen en slags historisk “fundament”. Denne konstruktion foretages primært i to EVA-rapporter fra henholdsvis 2011 og 2012. Konstruktionen starter med analyser af begrebet ”undervisningsdifferentiering”, men hurtigt forsvinder dette begreb fra opmærksomheden, og i stedet træder en fuldstændig almengjort ”læringsmålsstyring” frem i en ny, tekstlig og ideologisk materialitet.

I den såkaldte “ekspertgruppe” for den første rapport er Jens Rasmussen den eneste forsker. Lars Qvortrups daværende kone, Birthe Qvortrup, er også med i tre-personersgruppen. Litteraturlisten består primært af Rasmussen, Hattie, EVA og Egelund/Qvortrup.

I ekspertgruppen for den anden rapport sidder lektor Tomas Højgaard fra DPU, som er stortilhænger af læringsmål, men som slet ikke har Jens Rasmussens status i den pædagogiske debat. Højgaard har ligefrem lavet otte videoer om læringsmål. Ifølge Skovmand har Jeppe Bundsgaard også været inde over. Bundsgaards miljø er da også med på litteraturlisten med to hits, sammen med Højgaard naturligvis. Der er derudover ingen referencer til læringsteori eller pædagogik eller nogle af de decideret tabuiserede ord. Jeg søgte f.eks. på ”dannelse”, men det havde jeg ikke noget held med.

Disse to EVA-rapporter konstruerer altså ifølge Skovmand en helt særlig fortolkning af 1993-loven, som munder ud i en radikaliseret læringsmålsideologi, der bygges op som et ”paradigmeskifte”. Desværre overser denne EVA-fortolkning af skolehistorien fuldstændig 1993-lovens centrale formuleringer. Paradigmeskiftet og “læringsmål” er derfor ifølge Skovmand en ideologisk konstruktion, som er lavet af EVA og EVA’s omgivelser. EVA har lavet en faglig og politisk almengørelse ud fra et par totalt misforståede lov-sætninger, som endda optræder i en helt anden sammenhæng. Man påstår, at de pædagogiske dele af loven er “metaforisk”. Jeg måtte tjekke denne formulering, men den optræder flere steder i EVA’s rapport. Det er vildt kritisabelt. Skovmand uddyber sin EVA-analyse i kapitel 5 (s. 129 ff.)

Efterfølgende sniger denne mærkelige tomme EVA-materialitet ind i ministeriets tekster, f.eks. i hæftet ”læringsmålsstyret undervisning i folkeskolen”, som blev udgivet af et UC/DPU-netværk, der svarer til et såkaldt 2020-læringsløft-konsortium, som Andreas Rasch-Christensen var leder af, og som blev etableret i 2010 med Lars Qvortrup som en central stifter. Og Qvortrup/Egelund anvender også paradigme-logikken i et forord til Hattie/Yates-bog, hvor den dannelsestømte læring virkelig får medvind.

Så den tomme konstruktion ”paradigmeskifte” bruges til at tømme pædagogik for indhold og formål, og herfra spredes konstruktionen til resten af samfundet. På den måde undersøger Skovmand systemet ”konstruktion+spredningsmønster”.

Og få år efter kan EVA så evaluere sin egen tomme konstruktion i folkeskolereformens såkaldte “følgeforskningsprogram”. Rasmussen og Rasch-Christensen lavede også en evalueringsrapport over sig selv, hvilket dog blev påpeget af ministeren. Det er en skrækkelig tomhedens cirkel. Og det er efter min mening utrolig, at seriøse forskningsinstitutioner vil lægge navn til miseren.

Det er et ren og skær videnskabeligt fund, som Skovmand her leverer. En helt særlig oligarkisk lukning af det pædagogiske rum.

Det grafiske omdrejningspunkt for Skovmands pointe er et skema på s.99, hvor man kan følge konstruktionsprocessen i de to EVA-rapporter.

At tænke sig: Læringsmålstyret undervisning er skabt af EVA’s banale fortolkning af skoleloven fra 1993.

(I Skovmands afhandling drøftes “paradigmeskiftet” nærmere på s.77ff og s. 152ff))

 

2.

Læringsmålstyringen kommer altså fra EVA og fra denne organisations netværk. Skolereformen er altså en evalueringsreform, hvilket også bekræftes af hyppige henvisninger til en OECD-rapport fra 2004, som kræver mere evaluering. Men det, som skulle evalueres – altså pædagogik – findes desværre ikke mere. Evalueringen er blevet objekt for sig selv.

Evalueringsperspektivet understreges af, at det såkaldte ”Skoleråd”’s korrekte betegnelse var ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling af Folkeskolen”. Skolerådet, der eksisterede fra 2007-2013, var altså også et “evaluerings”-organ. Økonomen Jørgen Søndergaard var formand. Pædagogikken i formandsskabet var repræsenteret ved Niels Egelund, som jo skrev Hattie-forord med Qvortrup, og nogle meget reform-affirmative skoleledere. Senere kom dette evaluerings-råd til at hedde ”Rådet for børns læring”, hvor Andreas Rasch-Christensen har været en gennemgående figur. Skovmand ærgrer sig et sted over, at han ikke har gjort mere ud af denne ”skoleråds-forbindelse”, fordi Skoleråd og EVA-rapporterne arbejder sammen på kryds og tværs. Den centrale evalueringsrapport er decideret bestilt af Skolerådet. Og især Skolerådets beretninger fra 2011-13 kan ende som vigtige tekster i Skovmands argumentation. Her flyder det med Hattie og læringsmål og kulturtømning, så man bliver helt blå i kasketten. Jeg glæder mig til at se Skovmands kortlægning af forbindelsen, når han engang får tid til at lave den.

Der sker noget meget problematisk i dansk skolepolitik i de år, altså fra midt 00erne og frem til skolereformen. “Skole” bliver til evaluering uden anden genstand end evalueringen selv. Selv børn bliver til selvevalueringssystemer. Og det er i den sammenhæng, at John Hattie kan bruges. For Hattie kommer selv ud af en evalueringstradition. Hattie gør altså det samme som EVA, dvs. at han omdanner pædagogik til evaluering, men problemet forstærkes i den danske kontekst, som er overdetermineret af et endnu mere radikalt opgør med dannelse og pædagogik, end man ser det hos Hattie. Og Hatties ideer har dog rod i noget teori, hvilket EVA stort set ikke har. EVA-ideologiens tomhed suger tomhed ud af de problematiske teorier. Vi ender med en helt særlig og udsøgt tom tomhed. En form for verdensklasse-tomhed!

 

3.

”Paradigmeskiftet”’s læringsmålstyring spredes herfra ud i samfundet. Konstruktionen finpudses f.eks. af Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen i stort anlagte interviews på ministeriets hjemmeside, den spadserer direkte ind i en række vejledningstekster fra Undervisningsministeriet, hvoraf de vigtigste er udarbejdet af et førnævnte DPU/UC-kreds, og den vandrer også ind i skolereformens forligstekst, ind i Antorinis svar til oppositionen og ind i hendes embedsmænds offentlige markeringer, hvor der direkte henvises til Rasch-Cristensen og Rasmussen. Og paradigme-konstruktionen understøtter et generaliseret og substansløst ’forskningen viser og peger på-vokabular’, som dukker op med falsk argumentatorisk kraft i det ene indlæg efter det andet, selvom der ikke er andet grundlag end EVAs smalle konstruktioner.

Denne tomme lærings-ideologi bæres frem af EVA og i mindre omfang Rambøll sammen med Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen. Især Rasmussen burde have sagt stop, men han kan ikke, fordi han har smidt pædagogik og dannelse på porten forinden. Derfor løber han ind i EVA-sproget og også sammen med det. Ja, han ender med at kraftforstærke og ophede sproget, hvilket sker sammen med resten af DPU’s centrale organer, hvor Qvortrup sad fra 2008-10 og igen fra 2015 til nu, og hvor også institutlederen, Claus Holm, får en tiltagende central rolle, hvilket faktisk også omtales af Skovmand. Vi får et ”forgrenet spredningssystem”, som det hedder.

 

4.

Skovmand viser herefter, hvordan denne paradigmeskifte-proces gentages og vekselvirker med med reformen af læreruddannelsen fra 2012. Også her sidder Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen i centrale roller, og også her henvises til ”paradigmeskift”, hvilket også her betyder, at læringsmålsideologien kommer til at stå centralt. Skovmand har også noteret sig det delvise oprør fra de lærerstuderende og fra DLF, som fjernede et par tidsler i tidselmarken. Men stadigvæk indgår læringsmålsstyringen som en central og bekendtgørelsesbestemt statsideologi i læreruddannelsen. Men altså ifølge Skovmand uden andet fundament end et par banale EVA-rapporters destruktion af skoletraditionen. En effektiv måde at tømme et lands indre liv for kundskab og pluralitet.

Læringsmålstyringens stærke placering i læreruddannelsen er faktisk blevet endnu mere barok, efter at læringsmålstyringen er blevet reduceret til at være vejledende i Folkeskolen. Nu har vi en form for splittelse i systemet. Jacob Mark og Merete Riisager her drøftet dette forhold på et samråd. De lader til at være helt enige om problemet, men diskussionen har ikke bredt sig, ikke engang til UC’erne, hvis eksistens og ledelse er dybt integreret i EVA-sproget. UC’erne blev jo etableret i 2008, og de har kunnet bruge EVA-sproget til at bygge en identitet med, som desværre er tom.

“Paradigmeskiftet” vandrer herefter videre til en central forskningsartikel om læreruddannelsen, som er skrevet af Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, og som jeg husker så bitterligt, og videre ned i de lærerstuderendes bachelorrapporter, hvilket Skovmand giver et eksempel på.

 

5.

Endelig et par drys:

a.

Skovmand har en tabel på s. 93 med en række citater fra de ledende aktører. Her kan man læse nogle af de ord, som læring bliver bygget op omkring (jeg har kursiveret lidt):

Læringsmål er:

– Hvad eleverne specifikt skal kunne

– Kunnen i stedet for indhold

– hvad eleverne til slut skal kunne.

Dette er ånden overalt i lærings-skolen, dag ud og dag ind: specifikke og individualiserede slutmål uden indhold, som skal dirigere hele det pædagogiske system i store datasystemer, med storkommunerne og KL som central dirigent. Alt er evaluering. Resten er ”negative holdninger”.

b.

Skovmand fortæller, at tyskeren Andreas Helmkes brug af ordet ”Bildungsstandard” er oversat til det lokale policy-udtryk ”Fælles Mål”. Det sker i en oversættelse af Helmkes bog, som Jens Rasmussen har ”bearbejdet”, som det hedder. Jeg er totalt målløs. Men måske har Rasmussen lavet en note. Det håber jeg.

På s.163 i Skovmands bog – hvilket er helt fremme i kapitel 4 – er der i øvrigt et herligt skema, hvor Skovmand dokumenterer, hvordan også John Hattie oversættes til EVA-sprog.

Der er nok at svare på for EVA, Rambøll, Rasmussen og Rasch-Christensen. Det må man sige.

Links:

Link til note 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/note-1-til-keld-skovmands-bog-folkeskolen-efter-laeringsmaalstyringen.html

De omtalte EVA-rapporter kan man finde i afsnit 14 i dette link: Oversigt over evalueringer af folkeskole- og læreruddannelsesreform

Note 1 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”

Jeg er i gang med at læse Keld Skovmands helt nye bog: Folkeskolen efter læringsmålsstyringen? Under læsningen myldrer det frem i hjernen med iagttagelser, ideer og erindringer. Jeg skriver om det løbende i en række noter, hvoraf denne er den første, hvor jeg især tager udgangspunkt i bogens forord og kapitel 1.

Skovmands centrale tese er, at skolereformens tekster har et meget smalt og lokalt grundlag, som ledsages af en række internationale og globale referencers mening og indhold. Og ud af denne indsnævring, af dette mønster af betydningstømning, strømmer de smalle og tekniske begreber ned i samfundets pædagogiske krop, som dermed tømmes for pædagogik, kundskaber og formål. (f.eks. s. 23, 33 og 64). Alle Skovmands bøger er forskellige undersøgelser af de diskursive, pædagogiske og moralske sider af denne proces.

 

1. To ministerielle rapporter

I 2014 udkom to ministerielle skrivelser/vejledninger om læringsmålstyret undervisning. Begge tekster blev udgivet af Undervisningsministeriet sammen med DPU og UC-VIA. UCC og UC-Sjælland – som selvfølgelig allerede har skiftet navn og fusioneret og så videre på grund af en eller anden strategi eller sådan noget – var også med på fløjen. De to tekster propaganderer helt ukritisk for “læringsmålstyret undervisning”, og de vekselvirker med skolereformen, Fælles Mål og en lang række omgivende tekster og organisationer, som i de år delte et totalt opgør med pædagogik og dannelse. Det var den såkaldte “læringsrevolution”, som vi stadig lever midt i.

Den ene tekst var intet mindre end ministeriets officielle vejledning til tvangsimplementeringen af den nye statsdidaktik: ”Læringsmålsstyret undervisning i folkeskolen – Vejledning”.

Den anden, skal vi kalde det en rapport, hed: ”Læringsmålstyret undervisning i folkeskolen – Introduktion til fælles forenklede mål og læringsmålstyret undervisning”.

Med dette organisatoriske tekstsystem var der lagt et kæmpestort ideologisk pres på landets skoler, samtidig med at L409, som faktisk er en del af tekstsystemet, hærgede landet. Læs selv de to tekster i bunden, hvis I tør!

Begge tekster er altså udgivet af ministeriet sammen med især VIA og DPU, hvor Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen har været de centrale fortalere for læringsmålstyring. Teksterne har også reference til ministeriets hjemmeside, hvor Rasch-Christensen og Rasmussen, som om de var en slags kongellige forskere, talte for læringsmålstyret undervisning uden det mindste supplement eller konkurrence og i total parallelitet til begrebsdannelsen i de to ministerielle tekster. Jeg har ikke hørt andre tale med samme repetitive mekanik om ”læringsmålstyring”. Jeg fik det eksakt samme vokabular, da Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen åbnede Nationalt Center for Skoleforskning, som også ligger på DPU og er etableret i samarbejde med UC-VIA.

De samme institutioner har desuden rod i et såkaldt Konsortium, der sammenligner Lars Løkke med Martin Luther King, og som blev etableret i 2010 på initiativ af blandt andet Lars Qvortrup og samme række af UC’er som ovenfor, vist nok suppleret af Stefan Hermanns Metropol. Senere fik konsortiet navnet Læringsløft 2020, og Andreas Rasch-Christensen blev formand for foretagendet.

Men Rasmussen og Rasch-Christensen siger nu, endda som en del af DPU’s officielle såkaldte ”dokumentation”, at de ikke har haft noget at gøre med den første af disse tekster, altså “vejledningen”? Det er svært at tro på, må jeg indrømme. Og hvad så med den anden? Enten har Rasmussen og Rasch-Christensen skrevet disse tekster, eller også har de været så tæt på godkendelsen og bearbejdningen, at de ligeså godt kunne have skrevet dem. Ingen anden fortolkning hænger sammen for forstandens øje. Der er i den grad brug for omvendt bevisbyrde i dette tilfælde.

Skovmand har i øvrigt ledt mig hen til følgende “fine” citat fra tekst nr. 2, der understreger skolereformens totalitære stemning i 2014:

”Læringsmålstyret undervisning handler om, at læreren hele tiden sætter sig mål for, hvad eleverne skal lære, og løbende gennem undervisningsforløbet justerer kursen ud fra målene. Målene tydeliggør over for eleverne, hvad de skal lære, og undervejs drøfter læreren og de enkelte elever, hvordan det går med at nå målene. De nye Fælles Mål er læringsmål, der skal understøtte læringsmålstyret undervisning. Og hvorfor læringsmålstyret undervisning? Fordi det virker”

Så det er ”hele tiden”, i hver time, i hver uge, i hvert år i 10 år. Som et psykisk skelet, der skal ødelægge en hel generation og landets pædagogiske liv som sådan. Enhver pædagog må fyldes med indignation under disse, ikke blot ubehjælpsomme, men også farlige formuleringer.

Og hvorfor skal vi have denne statsdidaktik over det hele? “Fordi det virker”!, står der?  Altså bare sådan ”virker!”. Niveauet er under Marianergravens dybeste sted. Men er der da slet ingen ”dokumentation”, som man kalder det på DPU? Nej, der er ikke en eneste reference overhovedet.

I den første tekst – altså i vejledningen – er der dog nogle referencer. Der er især Hattie- eller Hattie-inspirerede referencer samt en af de dersens Dafolo-bøger fra dengang, nemlig bogen ”Professionelle læringsfællesskaber” fra 2013. Denne bog er skam stadig meget populær på UC-VIA, hvor man publicerer artikler som, ”de siger, vi skal PLF’e”. Men jeg orker ikke at læse flere af den slags referencer. Min reol bugner af vigtige udgivelser, som er tabu hos Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) og på ministeriets referencelister.

Men hvor er der så nogle referencer? Altså nogle ordentlige nogle? Der må der være nogen? Ja, Ifølge Skovmand sagde Antorini på et samråd til Riisager, at reformen hviler på den ”bedst mulige forskning” (s.80). Men Antorini kunne ikke lige sige hvilken. Undervisningsministers embedsmænd sagde efterfølgende, at der slet ingen evidens er.

Det hele er ren luft, en ubestemmelig ubehagelig gasart.

 

2. Folkeskolen efter reformen

I bogen ”Folkeskolen efter reformen” fra 2015, som Skovmands kritiserer flere steder, giver Rasch-Christensen og Rasmussen i endnu en fuldstændig ukritisk læringsmålsartikel nogle referencer til Hattie, Rambøll, Rasmussen selv og nogle flere lignende. Skovmand viser, at Rasmussen og Rasch-Christensen har skævvreden flere af de i forvejen stærkt ensidige referencer groft , så de passer i deres eget kram.

I samme bog, fortæller Jens Rasmussen i bogens centrale og stort anlagte artikel, som han er ene-forfatter på, at Ontario har ”løftet provinsens skolevæsen” på PISA-listen. Men Skovmand viser, at det er skrupforkert. Ontario faldt faktisk på PISA i de år. Men hvordan kan en professor i Sociologi, som har disse emner som sit centrale sagområde, tage fejl om så afgørende et punkt? Velvidende at netop PISA-placeringen er det centrale kvalitetskriterium for politikerne? Det er dybt kritisabelt.

Men Rasmussens mærkelige markering er ikke en enlig svale. I en kronik i Politiken, d. 9. februar 2012, skrev Rasmussen sammen med Lars Qvortrup og Dorthe Staunæs følgende:

“I dag ligger Ontario i toppen i de internationale komparative undersøgelser”

Med mindre der noteres andet, hvilket ikke sker, må “internationale komparative undersøgelser” forstås som i toppen af PISA, og topplaceringen er vel at mærke i modsætning til “i går”. Man påstår altså også her, at Ontario er gået frem i PISA.

Rasmussens fejl var altså ikke en enlig svale, nu er den blot suppleret af Qvortrup og Staunæs.

Året efter skifter Rasmussen synspunkt. Det sker i UC-VIA’s tidsskrift ”Liv i Skolen”, i et temanummer om Ontario. Her skriver Rasmussen nu  – uden at nævne sit tidligere synspunkt – at Ontario er gået tilbage i PISA. Man bliver noget rundtosset. Og hovsa, nu gør det alligevel slet ikke noget, at det går dårligt på PISA! Hvorfor ikke? Jo, forklarer Rasmussen, for det går i stedet frem i Ontarios egne lokale tests! Man er endnu mere rundtosset! I øvrigt viser Skovmand, at fremgangen i de nationale tests skam heller ikke er entydig. Jamen, kan man da ikke stole på noget? (Se Skovmands materiale på folkeskolen.dk).

Det var i øvrigt i samme artikel i “Folkeskolen før reformen”, at Rasmussen erklærede, at skolereformens læringsbegreb er Humboldtsk, en tese Rasmussen også fremførte i 2013 på en stort anlagt konference på DPU. Rasmussen have ganske vist så sent som i 2011 kritiseret Humboldt kraftigt, men det nævner Rasmussen slet ikke. Peter Kemp, som i sin bog “Løgnen om dannelse” har fremanalyseret Rasmussens svingning kalder det nedladende for ”strategisk klogt”. Kemp er ikke imponeret, og vi andre er rundtossede igen. Og Qvortrup sagde pludselig helt det samme om Humboldt som Rasmussen. Qvortrup var i Deadline med det sammen med Kemp.

Rasmussens nye ”fortolkning” af Humboldt er da også helt hen i vejret, hvilket Kemp viser i sin bog. Kemp kaldte også Rasmussens utroværdige skifte for ”halvdannelse” og for ”forfalskning af dannelse”.

Det undrer mig, at Skovmand ikke har blik for Kemps iagttagelser, som jo netop angår en af de tekster, som Skovmand især er ude efter. Men Skovmand kommer fra en anden faglighed, og har ikke så meget fokus på dannelsesaspektet og teorihistorien. Men i forhold til videnskabelig og pædagogisk form, opdager de præcist det samme.

 

3. Viden om uddannelse

I 2007 udgav Jens Rasmussen bogen ”Viden om uddannelse” sammen med bl.a. Claus Holm. Det var den bog, Kemp kaldte for ”anti-filosofi” i sit hovedværk “Filosofiens verden”. I “Viden om uddannelse” kunne man læse om en af de nyere rødder til det aktuelle kollaps og til Rasmussens mærkelige skift, nemlig den luhmannianske systemteori, som dog havde videre rod tilbage til omkring 1996, hvor Rasmussen blev ”metodisk antihumanist”, som han kaldte det, mens frosten lagde sig i de indre farvande. Claus Holm var i øvrigt også medredaktør på den føromtalte ”Folkeskolen efter refomen”, og de to Luhmannianeres fælles artikel indgik efterfølgende i Holms ph.d.-afhandling. Holm, Rasmussen og Qvortrup er som skudt ud af samme bibelskole. Alle tre er mega-luhmannianere, og de har en faglig historie, som forstærker Luhmanns i forvejen mange tekniske aspekter, og det er den slags ”forstærkninger”, som Skovmand er god til at få øje på, og som han finder som en Tintin alle mulige steder.

Skovmand har i øvrigt fuld sans for sammenhængen mellem denne 2007-udgivelse og en efterfølgende meget indflydelsesrig undersøgelse af læreruddannelsen i forskellige lande, som Jens Rasmussen var førsteforfatter på, få år før han stod for den rapport, der lå til grund for læreruddannelsesreformen i 2012. Begreberne spadserede lige over. Men Skovmand overser altså den systemteoretiske og filosofiske prægning efter min mening.

Skovmand mener vist nok til gengæld, at jeg overdriver systemteoriens indflydelse. Han mener i stedet, at problemerne skyldes ”neoliberalismen” (s.39). Men Skovmands ”neo-liberalisme” er alt for ubestemt efter min mening, og neo-liberalismen findes jo også i mange andre lande. Systemteorien har efter min mening en særlig funktion her i landet i forhold til at lukke diskursen om sig selv i et slags teknisk omverdensfjendsk løg. Løg-metaforen har jeg fra en af Hannah Arendts drøftelser af totalitarisme. Både Luhmann, de neoliberale og Arendt er ud af samme post-holocaust-tradition, men de to første rammes af murens fald på en meget problematisk og teknisk måde, hvilket ikke sker for Arendt af mange forskellige årsager.

Men igen: Skovmand er virkelig god til at identificere ”lukningerne”. Herfra finder han diskursive mønstre, spredningsrytmer og mærkelige betydningsskift og lukninger, så det er en deprimerende fryd. Lidt på samme måde som Kemp gør det i sin bog inden for dannelsesteorien.

Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: paradigmesikftet

Links:

Skovmand, K. (2019). ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen”, Hans Reitzel.

Link til den første rapport (”vejledningen”): https://docplayer.dk/413518-Laeringsmaalstyret-undervisning-i-folkeskolen-vejledning.html

Link til den anden rapport (”Introduktionen”): https://hvinningdalskolen.skoleblogs.dk/files/2014/12/Laeringsmaalstyret_undervisning_i_folkeskolen_Introduktion.pdf

Skovmands dokumentation for Rasmussens omskiftelige syn på Ontario og PISA: https://www.folkeskolen.dk/652672/ontario-frem-eller-tilbage-i-pisa-dokumentation-1

Om ”Folkeskolen – efter reformen”: https://www.folkeskolen.dk/561856/historisk-vaerk-om-skolereformen

Peter Kemp om Jens Rasmussens omskiftelighed syn på Humboldt: http://www.thomasaastruproemer.dk/peter-kemps-opgoer-med-halvdannelsen.html

Om DPU’s konference i 2013, hvor Rasmussen erklærede, at skolereformen er en ren Humboldt: http://www.thomasaastruproemer.dk/konkurrencestatens-krav-til-dannelse-kommenteret-referat-fra-konference-pa-dpu-aarhus-universitet-d-20-november-2013-i-emdrup-kobenhavn.html

Link til kronik om Konsortium: https://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen

Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer Weekendavisen/Keld Skovmand på DPU’s officielle hjemmeside

Fredag d. 25. januar bragte Weekendavisen en stort opsat forsideartikel med titlen “Skoleret”. Her kunne man læse om lektor Keld Skovmands kritik af grundlaget for skolereformen samt om hans spektakulære anmeldelser til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed af fire af de forskere, som har var involveret i reformarbejdet på forskellige måder. De fire forskere, som både blev kritiseret og anmeldt, er professor ved DPU, Jens Rasmussen, forskningschef ved UC-VIA, Andreas Rasch-Christensen, professor ved DPU, Lars Qvortrup, og professor emeritus Niels Egelund, også fra DPU.

Skovmands kritik går på, at en række begreber, forfatterskaber og tekster er blevet fordrejet, reduceret og indsnævret, så de passer ind i snævre lokale dagsordner, med den effekt, at læringsbegrebet underminerer skolens formål.

Der er altså både en kritisk og en juridisk proces, hvilket er vigtigt at holde sig for øje. Kritikken kan sagtens være korrekt, også selvom der ikke skulle være tale om videnskabelig uredelighed i formel forstand.

Skovmands kritik og anmeldelse har afstedkommet to svar fra tre af de pågældende forskere. Det ene svar blev bragt i Weekendavisen ugen efter, altså d. 1. februar. Og begge svar er bragt på DPU’s officielle hjemmeside. Her kalder man ligefrem svarene for “dokumentation” og “berigtigelse”, og fakultetets dekan understøtter “dokumentationen” med opmuntrende kommentarer. DPU’s ledelse har helt klart en interesse i at forsvare de anklagede forskere, som nærmest er en integreret del af ledelsens hele faglighed. Ledelsen satsede alt på skolereformens læringsbegreb, som altså nu endnu engang er under kritik. Det er efter min mening ikke noget kønt syn, at DPU på den måde officielt lægger hjemmeside til et rent partsindlæg, som endda kaldes for “dokumentation”.

Nedenfor i afsnit 1 kommenterer jeg de to indlæg. Efterfølgende gennemgår jeg i et afsnit 2 Skovmands svar, som stod i Weekendavisen d. 8. februar. Endelig har jeg et afsnit 3, som er en kommentar til sagsbehandlingen.

Der er links og referencer til sidst i blogindlægget

 

1. Lars Qvortrups, Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens svar

Der altså tale om to tekster, der svarer på synspunkterne i Weekendavisens artikel:

A. Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen har skrevet en slags klage til Weekendavisen, som kun er bragt på DPU’s hjemmside. Teksten hedder “Rettelser til artiklen skoleret”.

B. Lars Qvortrup og Jens Rasmussen skrev et læserbrev til Weekendavisen, som blev bragt d. 1. februar, og som altså også er bragt på DPU’s hjemmeside. Teksten hedder “Skoleret eller standret”.

Links til svarene mm. ligger til sidst i bloggen.

Jeg vil nu kommenterer begge disse tekster:

 

A. ”Rettelser til artiklen Skoleret”, af Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen

Nedenfor kan man læse Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens (RRC) svar til Keld Skovmands kritik af deres arbejde. Jeg har opdelt RRC’s ret kompakt formulerede brev i nogle afsnit og i en række underpunkter og lagt en række fremhævede kommentarer ind under hvert punkt. I bunden er der link til den originale tekst.

RRC’s kommentar lyder sådan her:


Weekendavisen d. 25.01.2019, Markus Bernsen: Skoleret

Weekendavisen bragte 25.01.2019 på forsiden artiklen Skoleret skrevet af journalist Markus Bernsen. Artiklen er en redegørelse for Keld Skovmands anmeldelse af en række navngivne forskere til Nævnet for videnskabelig uredelighed på grundlag af Keld Skovmands bog Folkeskolen –efter læringsmålstyringen?, der angiveligt udkommer i den følgende uge.

 

i.

Artiklen er voldsomt fejlbehæftet. De mange fejl præsenteres punktvis og i den rækkefølge, de optræder i artiklen. Vi har en klar forventning om, at Weekendavisen punkt for punkt vil berigtige disse fejl i næste udgave af avisen.

Kommentar 1: ”Voldsomt fejlbehæftet” er bestemt en overdrivelse, hvilket vil fremgå nedenfor. Det er interessant, at RRC slet ikke drøfter indholdet af Skovmands kritik, men kun hæfter sig ved nogle tekniske fejl, hvoraf de fleste ikke engang bør betragtes som fejl. Det opfatter jeg som en bekræftelse af, at RRC ikke kan afvise Skovmands dokumentation. Store dele af Skovmands kritik har i øvrigt været kendt siden 2016, og de har været gentaget i hans ph.d.-afhandling i 2018. Hvorfor har RRC ikke i løbet af de tre år reageret på kritikken, andet end i et nærmest hemmeligt Notat, som var under al kritik, og som blev sendt rund til organisations- og policy-verdenen, hvor de vist  har deres primære venner?

Det skal siges, at vi forud for publicering af artiklen er blevet kontaktet af journalist Markus Bernsen for evt. kommentarer. Vi blev bedt om at kommentere en række af de punkter, Keld Skovmand har anmeldt til Nævnet for Videnskabelig uredelighed. Vi gjorde opmærksom på, at vi, så længe der verserer en sag ved dette nævn, finder det forkert at udtale os om de konkrete anmeldelser.

Kommentar 2: Som sagt har kritikken kørt i næsten tre år. Skovmands sagsanlæg kan derfor ikke være årsag til tavsheden. Desuden arbejder nævnet ekstremt langsomt og stærkt fagligt anonymiseret, så man slet ikke vil kunne genkende sagen. RRC bør derfor forklare sig offentligt og fagligt, hvilket de åbenbart ikke kan, eftersom de nu har haft tre år til det.

De fejl, vi her gør opmærksom på, er vi ikke blevet tilbudt at kommentere.

 

ii.

Avisen skriver: ”… i næste uge retter 55 årige Keld Skovmand især kritik mod de videnskabelige artikler, som indgik i Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensens rådgivning af Undervisningsministeriet som videnskabeligt belæg for vedtagelsen af en reform af læreruddannelsen i 2012 og året efter for folkeskolereformen…”

Ingen af de nævnte artikler er skrevet før de to reformer og kan alene af den grund ikke have været rådgivende for Undervisningsministeriet.

Kommentar 3: Men artiklernes synspunkter og begrebsapparat har spillet en kæmperolle for skolereformen og for den rådgivning, som RRC har givet ministeriet, hvilket både Skovmand og mange andre har dokumenteret. Derfor er formuleringen ikke angribelig. RRC får det i stedet til at lyde, som om, de slet ikke har påvirket reformens begrebsdannelse og implementering. Det er blot i disse konkret fremhævede artikler, Skovmand mener at finde de største formelle problemer i forhold til uredelighedsspørgsmålet. Før det har der jo været en vældig aktivitet.

Ugen efter, altså d. 1. februar og dermed samme dag som offentliggørelsen af RRC’s tekst på DPU’s hjemmeside, bringes i fuld overensstemmelse hermed følgende rettelse i Weekendavisen:

”I sidste uge fremgik det af artiklen ”Skoleret”, at professor Jens Rasmussen og forsknings- og udviklingschef Andreas Rasch-Christensen er blevet anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed for artikler, der blev publiceret før vedtagelsen af folkeskolereformen i 2013. Det er ikke korrekt. De anmeldte artikler blev godt nok publiceret efter folkeskolereformen, men indeholder passager fra ministerielle dokmenter, som de to forskere bidrog til før vedtagelsen af reformen”

Den artikel, der vedrører reformen af læreruddannelsen Kompetencemål i den nye læreruddannelse, er publiceret i tidsskriftet Paideia maj 2014. Artiklen lægger ikke skjul på, at de to forfattere af Uddannelsesministeriet (ikke Undervisningsministeriet) var bedt om at bistå ministeriet med udarbejdelse af en Vejledning til master i kompetencemål i læreruddannelsens fag og med processen frem til indhold i de nye kompetencemål. Beslutningen om at indføre kompetencemål i læreruddannelsen er en politisk beslutning truffet i 2012, som vores artikel af den simple grund, at den slet ikke var skrevet på det tidspunkt, kan have haft indflydelse på.

Kommentar 4: Men RRC var skam også med i grundlagsrapporten om læreruddannelsen fra 2011, og de var begge med til at formulere grundlaget for både læreruddannelsens og skolereformens fagforståelse og de har endda bidraget til evalueringerne af selvsamme processer. Paideia-artiklen er en slags opsummering af dette arbejde og dets grundlag. I den forstand er artiklen ikke ”belæg” for reformerne. Det er meget værre: Artiklen udtrykker reformerne som sådan. Grunden til, at Skovmand nævner denne artikel specifikt, er jo at den spiller sammen med hans uredelighedsanklage.

Det samme gælder for de to artikler Folkeskolereform 2014 og Målstyring: nye Fælles Mål, der begge er publiceret i bogen ”Folkeskolen –efter reformen” i 2015. Begge artikler er skrevet efter folkeskolereformens vedtagelse, og kan således ikke have været rådgivende for Undervisningsministeriet.

Kommentar 5: Se kommentar 3 med tilhørende WA-korrektion. De to artikler, og hele den pågældende udgivelse, udtrykker og samler de allerede eksisterende begrebslige processer. Bogen er derfor ikke ”rådgivende”, men snarere essentiel, en form for opsamling på rådgivningens principper. Bogen er så policy-affirmativ, at man får helt ondt i maven. Anmelderen på Folkeskolen.dk, Sten Larsen, deler dette synspunkt. Han skrev i sin anmeldelse:

”Bogen er interessant, fordi den i ekstrem grad er et tidsdokument for hele selvforståelsen, rosen og argumentationen i og omkring skolereformen, herunder forenklede Fælles Mål. Bogen lever i sit eget pro-skolereformunivers i så stor udstrækning, at den egentlig fremstår som en slags fiktion. Og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Bogen vil være guf for alle taleskrivere i Undervisningsministeriet, fordi den netop er så kritikløs og selvkritikløs. Her vil kunne copy-pastes i den helt store stil til eventuelle begejstringstaler.”

Hverken Jens Rasmussen eller Andreas Rasch-Christensen (sidstnævnte var dog medlem af udvalget Ny Nordisk Skole) har under nogen former været involveret i forberedelserne af folkeskolereformen. Efter dens vedtagelse og dermed dens beslutning om, at Fælles Mål skulle forenkles i form af læringsmål ”som understøtter skolens arbejde med målstyret undervisning”, som der står i forligspartiernes aftale om reformen, blev Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen bedt om at træde ind i den bredt sammensatte mastergruppe, der udarbejdede masteren/skabelonen for de nye Fælles Mål.

Kommentar 6: Både Jens Rasmussen har siden 2011 indgået i et kompliceret netværk af reformaffirmative sammenhænge, både i udvalg og grupperinger og som forfattere på kronikker og artikler. Derudover har de deltaget i et væld af centrale udvalg, som skulle give reformen kød. Deres indflydelsen er derfor helt enorm.

Her er nogle af Andreas Rasch-Christensens engagementer:

  • Ny Nordisk Skole (ministerielt initiativ)
  • Rådet for børns læring (statsligt råd, tidligere Skolerådet)
  • Forum for koordination af uddannelsesforskning (statsligt råd)
  • Master- og implementeringsgruppe for fælles mål i Folkeskolen (ministeriel arbejdsgruppe)
  • Master- og implementeringsgruppe for fagmål i forbindelse med Læreruddannelsesreformen.
  • Formand for Læringsløft 2020 (Indflydelsesrigt konsortium mellem DPU og de store professionshøjskoler, hvor man sammenligner Lars Løkke med Martin Luther King)
  • Talsmand for den videnskabelige styregruppe for skolereformens følgeforskningsprogram.
  • Skribent på indflydelsesrig evalueringsrapport om læreruddannelsen, 2012.
  • Lanceres som førende ekspert på Undervisningsministeriets hjemmeside
  • Favoritforsker på landets ledende centrum-venstreavis,
    Politiken (ifølge uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang)
  • Med i Rambølls skrivegruppe i forbindelse med baggrundsrapport om læreruddannelse.
  • Med i forretningsudvalget for Nationalt Center for Skoleforskning, som ledes af Lars Qvortrup
  • Ph.d.-rådet (statsligt/universitet/globaliseringsaftale)
  • Ny Start-kommission efter OK18
  • Ministerielt rekvireret evalueringsrapport af folkeskolereformens Fælles Mål (som han selv har lavet!)
  • Mastergruppen for styrket læreplan i dagtilbud (ministeriel arbejdsgruppe)
  • Tæt samarbejde med Jens Rasmussen om at bekæmpe indflydelsen fra Skovmands ideer (jf. notat-sagen).
  • Utallige artikler og debatindlæg i landets dagblade, som slutter op om skolereformen helt uden kritisk sans og ofte skrevet sammen med andre. De mest grundige jeg kunne finde fra selvstændig hånd i tidsskrifter er disse totalt refererende artikler på hhv 7 og 12 sider:
    – ”Mål for elevers læring”, Kvan nr. 101, 2015 (8 sider)
    Den centrale reference i denne artikel er netop den EVA-rapport fra 2012, som Skovmand kritiserer. Der er ingen drøftelse af begreberne “mål” eller “læring”.
    – “Pædagogik og ledelse efter reformen” i Anders Balles bog “Pædagogik og skoleledelse”. Også her er der fuldt læringsudstyr med KORA, EVA etc..

Og her er en tilsvarende liste over en række af Jens Rasmussens aktiviteter, som er delvist overlappende med Rasch-Christensens:

  • Centralt placeret ifm. udarbejdelsen af grundlaget for hele den læreruddannelsesreform fra 2012, som hænger dybt sammen med skolereformen.
  • Med i Forum for Koordination af Uddannelsesforskning
  • Med i den meget indflydelsesrige mastergruppe for fælles mål for folkeskolen, både den store og den operationelle.
  • Med i mastergruppen for fagene på Læreruddannelsen. Her var der ballade for et par år siden, hvor KLM-lærerne gjorde oprør i Kristeligt Dagblad.
  • Rasmussen har været en slags ’mr. læringsmålstyret undervisning’ på ministeriets hjemmeside. Dels med interview og opskrift, dels med videoer osv.
  • Rasmussens særlige version af læringsmålstyret undervisning ligger og flyder overalt i fagstrukturen og i læreruddannelsens bekendtgørelse. Herfra har det forbundet sig med Synlig Læring og PLF-ideologi. Der har været en kæmpemæssig effekt på både skole og læreruddannelse.
  • Var indtil for nylig ned i det vigtige AP Møller-udvalg, der har uddelt mange millioner kroner til folkeskolen, fortrinsvist til projekter i Rasmussens ånd.
  • Var op til 2017 en meget indflydelsesrig formand for det vigtige ph.d.-råd, som kører efter skolereformsprincipper.
  • Har både alene og i samarbejde med andre – herunder Rasch-Christensen – skrevet et stort antal kronikker/indlæg/artikler, hvor mange forskellige sider af reformens elementer helt ukritisk forsvares og forklares.
  • Rasmussen og Lars Qvortrup har stor indflydelse på DPU’s ledelses tankegang.
  • Med som eneste forsker i ekspertgruppe for vigtig EVA-rapport om undervisningsdifferentiering i 2011, hvor læringsmålstyringen udvikles
  • Sad i det vigtige og stærkt policyorienterede Forum for Koordination af Uddannelsesforskning, som er ministerielt nedsat. Forummet blev nedsat som en del af skolereformen
  • Har deltaget i EVA’s og Skolerådets arbejde med reformaffirmative emner.
  • Sidder i forretningsudvalget for Nationalt Center for Skoleforskning, som ledes af Lars Qvortrup. Han holdt oplæg om læringsmål ved centrets åbningsarrangement.
  • Rasmussen har klaget til universitetets ledelse og til redaktionen af Folkeskolen.dk i det mest utrolige sprogbrug, da hans arbejde blev kritiseret af en kollega.
  • Har stået for en række evalueringer af skole- og læreruddannelsesreformen. Den sidste evaluering blev afvist af ministeren, fordi evalueringens faglige begreber var for smalt konciperet, og fordi Rasmussen selv havde stået for at udarbejde, det som han altså også skulle evaluere. Rasch-Christensen deltog også i dette arbejde, så vidt jeg husker.
  • Rasmussen har sammen med Andreas Rasch-Christensen sendt et 25 siders lang Notat om Skovmands bog til en lukket kreds af politikere, organisationsfolk og beslutningstagere.

RRC’s formulering om, at de ikke ”under nogen former har været involveret i forberedelsen af skolereformen” er derfor helt hen i vejret. De er i en vis forstand skolereformen. Deres rolle i Fælles Mål-grupperne er heller ikke så neutrale, som de forsøger at give udtryk for (”en bredt sammensat mastergruppe”, som de blev ”bedt om” at ”træde ind i”). De var helt klart de ledende kræfter.

Det fremgår i øvrigt af Jens Rasmussens artikel, at den er retrospektiv. Altså at den forholder sig til reformen efter dens vedtagelse:

”Om, og i givet fald hvordan, den nye folkeskolereform vil virke, vil jeg vende tilbage til i slutningen af kapitlet, Inden da vil jeg se på, hvad der er nyt i reformen, dernæst vil jeg rette opmærksomheden mod reformens styringsside, inden jeg efter en behandling af spørgsmålet om dannelse vender mig mod reformens muligheder for at komme til at virke efter dens intentioner” (s. 11-12)

Avisen skriver, at de to artikler udgjorde ”selve grundlaget for reformen, der har præget hverdagen for mere end 10.000 danske lærere og 500.000 danske skoleelever”. Det er indlysende forkert, da de nævnte artikler slet ikke var skrevet på det tidspunkt, hvor folkeskolereformen blev forberedt og vedtaget.

Kommentar 7: Som sagt kan Skovmands formuleringer sagtens forsvares. De omtalte artikler, som spiller sammen med et kæmpe netværk af tekster og aktiviteter, beskrev i høj grad ”grundlaget for reformen”. Og det passer helt sikkert, at artiklerne synspunkter har haft store effekter på mange kommuner og skoler. Men det er rigtigt, at avisen er utydelig om den konkrete kronologi, hvilket som nævnt også blev berigtiget den efterfølgende fredag (se kommentar 3).

 

iii.

Avisen præsenterer nogle af de anmeldelser, Keld Skovmand har indsendt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Indtil Nævnets afgørelse foreligger, er de anklagede afskåret fra at svare på dem. Skovmands præsentation af disse klager i en bog og hans og Hans Reitzels Forlags promovering af klagerne i Weekendavisen (og Folkeskolen), der har modtaget klausulerede eksemplarer af bogen, vidner om, at hans ærinde og interesse ikke først og fremmest er rettet mod at få klagerne prøvet ved Nævnet.

Kommentar 8: De anklagede er på ingen måde afskåret fra at forholde sig til en pædagogisk kritik, som nu har hele tre år på bagen, selvom dele af kritikken også kører i et juridisk spor. Derudover antydes det, at Skovmand skulle have en anden interesse end at få klagerne prøvet? Hvad skulle det være? At få ændret landets pædagogik og forbedret kvaliteten af forskningen måske? Men det er da helt legitimt?

 

iv.

Avisen skriver, ”at forskerne (Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen) bliver bedt om at evaluere skolereformen”. Det er ikke rigtigt. I forlængelse af folkeskolereformen har regeringen igangsat en omfattende evaluering med mere end 50 følgeforskningsprojekter. I det projekt deltager en række danske forskningsinstitutioner. Ingen af disse er ”bedt” om at deltage, de deltager alle efter udarbejdede forskningsbeskrivelser, der er udvalgt i konkurrence med andre. Det gælder også for DPU og VIA’s studie Undervisning med Fælles Mål i dansk og matematik, som udgør ét af de mere end 50 projekter.

Kommentar 9: Det er noget pjat. Det er selvfølgelig helt i orden at skrive, at RRC er blevet ”bedt om” at evaluere, uanset om der har været en konkurrenceudsættelse.

 

v.

Avisen skriver, at de to forskere (Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen) har været med til at skrive Undervisningsministeriets vejledning (i læringsmålstyret undervisning). Det er ikke rigtigt. Ingen af de to har deltaget i skrivningen af den vejledning.

Kommentar 10: Ministeriets første og meget kontroversielle vejledning om læringsmålstyret undervisning har ingen officiel forfatter, eller rettere: forfatteren er angivet som nogle centrale institutioner, der netop er RRC’s arbejdspladser, DPU og UC-VIA, samt et dertil hørende Konsortium, det såkaldte ”Læringsløft 2020”, som Rasch-Christensen endda er formand for. Jeg mener også, at Jens Rasmussen på et tidspunkt var med i konsortiet, men jeg kan ikke finde dokumentationen. Desuden følges næsten slavisk formuleringerne fra Undervisningsministeriets hjemmeside, hvor RRC præsenteredes som områdets førende eksperter. Jeg har derfor vanskeligt ved at tro, at RRC ikke har haft en endog meget stor finger med i spillet i arbejdet med den første vejledning. Den efterfølgende korrektion af vejledningen fra 2016, som var et resultat af Jelveds og Riisagers korrektion, er derimod alene udgivet af Undervisningsministeriet.

 

vi.

Avisen skriver: ”I rapporter fra Danmarks Evalueringsinstitut og Skolerådet henviser Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen til Hatties forskning…”. Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen har ikke skrevet eller været medforfattere til rapporter fra disse to institutioner.

Kommentar 11: Faktisk korrigeres denne sætning delvist i WA d. 1. februar. Her står der følgende om emnet under ”rettelser”:

”Af artiklen fremgår det også, at Andreas Rasch-Christensen har bidraget til rapporter fra Danmarks Evalueringsinstitut og Skolerådet. Det han ikke, men derimod Jens Rasmussen og Niels Egelund.”.

Altså en mini-fejl, som er delvis rigtig.

Citatet stammer fra det sted i interviewet, hvor Skovmand argumenterer for, at forskerne har forenklet Hattie til ukendelighed, formodentlig for at få ham til at passe til egne skabeloner. Skovmands synspunkt støttes af Per Fibæk og Steen Nepper Larsen og til dels af Alexander von Oettingen. Men dette indholdsmæssige spørgsmål forholder RRC sig slet ikke til. Hvorfor ikke? Fordi de ikke kan, er mit bud.

Jens Rasmussen, professor DPU, Aarhus Universitet

Andreas Rasch-Christensen, forskningschef, VIA University College


 

B. ”Skoleret eller standret”, af Lars Qvortrup og Jens Rasmussen (også bragt i Weekendavisen d. 1. februar)

DPU bringer også på sin officielle hjemmeside et andet indlæg, nemlig et læserbrev fra Weekendavisen d. 1/2, hvor Lars Qvortrup og Jens Rasmussen (QR) responderer på artiklen om Skovmands kritik. Her er en omtale læserbrevets to hovedpunkter og journalistens svar:

 

i.
QR starter med at skrive, at artiklen er ”fyldt med fejl (som forhåbentlig dementeres andetsteds i avisen)”.

Ok, tænker man, det lyder jo ikke så godt, for ”fyldt med fejl” må da være mange og alvorlige fejl, ikke sandt? I avisen er der da også en rettelsesboks, men her er der kun angivet de to tekniske fejl, som jeg har omtalt i kapitel A, i kommentar 3+11. Artiklen er altså overhovedet ikke ”fyldt med fejl”, og slet ikke på substansen. På den måde ender QR med at give Skovmand ret.

 

ii.
Dernæst går QR i gang med historikken. De fortæller korrekt, at sagen startede med Skovmands bog ”Uden mål og med” fra 2016. Men QR forholder sig slet ikke til det enorme mylder af begrebslig dokumentation, som denne bog indeholder. De siger bare, at bogen er ”konspirationsteoretisk”, hvilket den overhovedet ikke er, samt at den reducerer læringsmål til en totalitaristisk tendens. Hele den enorme dokumentation overses totalt. Og læringsmål, som de konciperes af Rasmussen, er da totalitære, er de ikke? Men QR har slet ikke tænkt over det, og de har ikke sat sig ind i Skovmands kritik. Det er afslørende.

QR springer herefter direkte frem til den aktuelle sag. Men dermed glemmer de en vigtig mellemstation, nemlig at Keld Skovmands forskning også er fremlagt i en meget rost ph.d.-afhandling fra Aarhus Universitet fra januar 2018. Her kunne QR læse 2016-kritikken i udvidet og videnskabeligt valideret form. Denne kritik har de aldrig svaret på. Og mange er enige med Skovmand. F.eks. fremførte Peter Kemp i sin tid noget lignende. Men ham kaldte Qvortrup bare for en ”plattenslager”. Sagen er, at QR ikke kan svare på kritikken. Men alligevel er Qvortrup leder af Nationalt center for Skoleforskning og for Dansk Clearinghouse, og landets uddannelsestænkning bygger på QRs ideer.

Herefter forklarer QR, hvorfor de skam ikke vil svare på Skovmands kritik, selvom de lige har kommet med nogle uhyre ubehjælpsomme bemærkninger. Det handler om, får vi at vide, at de ikke kommenterer på en verserende retssag. Men for det første er der ikke tale om en retssag, og for det andet har Skovmands kritik været kendt i flere år, uden at QR har svaret offentligt. Og for det tredje kan man da ikke pakke pædagogisk kritik ind i et nævn på den måde. Endelig overser QR det faktum, at nævnet har overskredet sin tidsfrist med ca. 6 måneder, og at deres afrapportering er ekstremt anonymiseret. Det er derfor både ønskeligt, prisværdigt og forståeligt, at Skovmand fremturer med sit kritiske arbejde, hvis pointer efterhånden står stærkere og stærkere, selv hvis han skulle tabe sagen om uredelighed.

 

iii.
Weekendavisens journalist, Markus Bernsen, har følgende udmærkede svar på QR’s læserbrev:

”Markus Bernsen svarer: De fire anmeldte forskere har haft rig lejlighed til at forholde sig til Keld Skovmands kritik. Både i spalterne i Weekendavisen (vi har sendt dem afsnit af Skovmands kommende bog), samt i den øvrige offentlighed, hvor Skovmand siden 2016 har luftet den samme kritik i artikler, interviews, en bog og ph.d.-afhandling. At være anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed forhindrer ikke én i at forsvare sin forskning i offentligheden. Nævnet er ikke en ”retssal”, som Lars Qvortrup skriver, og Weekendavisen dækker sagen som alt andet, der har offentlighedens interesse”

Jeg synes ikke, at der er så meget “berigtigelse” over alt dette. Snarere et fattigt og ubehjælpsomt partsindlæg, som understøttes af Aarhus Universitets centrale organer.

 

2. Keld Skovmands svar

Keld Skovmand svarede i Weekendavisen (d. 8/2) på Lars Qvortrups og Jens Rasmussens indlæg fra fredagen før, som jeg omtalte under afsnit 1B.

I modsætning til den oprindelige WA-artikel ”Skoleret” går læserbrevet nu under den redaktionelle overskrift “skoleforurettelse”, hvilket jo er god humor. Underoverskriften er: “Professorerne Lars Qvortrup og Jens Rasmussen manipulerer igen”, hvilket til gengæld ikke er sjovt.

Selve læserbrevet kaldes ”Genmæle til genmæle”, hvilket også er alle tiders. QR kaldte selv deres kommentar for et ”genmæle”, hvilket – skulle det gerne fremgå – var noget af en overdrivelse. Skovmand må virkelig gøre sig umage med at finde noget at genmæle om. Men det lykkes i karakteristisk rå-saglig stil og med god kropslig kant.

Skovmand identificerer fire “manipulationer”. Lad os se på indholdet:

1.
Skovmand bemærker, hvad der må opfattes som en bevidst udeladelse i QR’s kronologi over Skovmands arbejder. QR hæfter sig nemlig kun ved Skovmands debatbøger, men springer let og elegant over det forhold, at hans arbejde udspringer af en ph.d.-afhandling fra 2018, som endda blev rost af førende pædagogiske forskere.

2.
Dernæst anholder Skovmand, at QR kalder hans arbejde for ”konspirationsteoretisk”, hvilket det da overhovedet ikke er. Det har Jens Rasmussen også kaldt mit eget arbejde. Det er blot en fattig og lidt postulerende måde at undgå at tale om indholdet på. Jeg har ingen respekt for det. Både Skovmand og undertegnede forklarer udførligt, hvorfor analyserne netop ikke er konspirationsteoretiske.

QRs anklage om ”konspiration” er et forsøg på at dække over dårligt og ensporet arbejde. Det er ”akademisk afmagt”, som Skovmand korrekt kalder det.

3.
Dernæst kritiserer Skovmand, at QR i deres læserbrev sætter citatbidder fra hans bog sammen på kryds og tværs, så de får den mening ud af sagen, som passer dem selv. Han gentager sin bogs metode på deres læserbrev.

4.
Endelig svarer Skovmand på et forhold, som Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen (RRC) nævner i den parallel-tekst fra DPU’s hjemmeside, som jeg nævnte i afsnit 1A. RRC fortæller her ligefrem, at de ikke ”under nogen former” har været ”involveret i forberedelserne af folkeskolereformen”.

Jeg har selv kommenteret denne påstand i dybden ovenfor. Skovmands egen kommentar til citatet er følgende:

”Kronologien er atter et falsum. Med ARC som arbejdende formand blev mastergruppen officielt nedsat i april 2013, dvs. flere uger før forliget blev indgået d. 7/6-2013. Lovforslaget fremsættes d. 27/2-2014, hvor arbejdet med at udforme Fælles Mål var mere end godt i gang. Det er vanskeligt at forestille sig, at dette arbejde ikke har været formende for de politiske forestillinger om mål og styring, der ligger til grund for en helt central del af folkeskolerefomen”.

 

3. En kommentar til sagsbehandlingen

I ”Lov om Videnskabelig Uredelighed mv.” står der en række interessante ting i §10-18. Paragrafferne handler om selve sagsbehandlingen af nævnets sager. Spørgsmålet er, hvor Skovmands sager mod Egelund, Qvortrup, Rasmussen og Rasch-Christensen står i denne proces?

Jeg ser altså kun på selve proceduren. Lovens kriterier for det materielle spørgsmål, altså hvad der kendetegner “videnskabelig uredelighed”, lader jeg ligge.

I loven står der, at klagen skal indleveres til den konkrete forskningssituation, hvor de indklagede er ansat, hvilket i dette tilfælde vil sige DPU og VIA-UC.

Det kunne være interessant at se selve klagen, så offentligheden kan undersøge og vurdere Skovmands ”60 eksempler på plagiat, citatfusk og fejlagtige gengivelser af kilder eller forskningsresultater”, som det formuleres i Weekendavisens oprindelige artikel om sagen.

2.
Aarhus Universitet og UC-VIA skal herefter påse, at klagen indeholder de nødvendige formalia, som er en angivelse af…

”1) det videnskabelige produkt, der er genstand for anmeldelsen,
2) den eller de forskere, som anmeldelsen vedrører,
3) de påstande om videnskabelig uredelighed, der fremsættes, og
4) begrundelsen for de fremsatte påstande om videnskabelig uredelighed.” (§11)

Og i forbindelse hermed skal forskningsinstitutionerne (AU/VIA) i dialog med Nævnet lave en “redegørelse for sagens faktiske omstændigheder”.

Som jeg har forstået det, så er denne proces overstået. Der er med andre ord udpeget både et relevant produkt, nogle forskere, nogle påstande og nogle begrundelser, og hele anmeldelsen er dermed formelt godkendt.

Det kunne også være interessant at se denne “redegørelse”, ikke sandt?

Så der er altså en proces i forbindelse med sagsoverdragelse til Nævnet, selvom mange ser ud til at mene, at denne overdragelse er ren automatik.

 

3.
Derpå kommer der et vigtigt spørgsmål: Skal Nævnet realitetsbehandle sagen eller afvise den?

Reglerne er klare: Nævnet har 3 måneder til at bestemme sig for, om sagen skal realitetsbehandles eller afvises.

Men i Folkeskolen.dk’s faktaboks om sagen står der:

”Sagerne er blevet sendt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i april 2018. Nævnet har tre måneders sagsbehandlingstid på sager, der ikke optages til realitetsbehandling, og 12 måneder på sager, der bliver optaget. Men medarbejderen, der modtog sagen, er langtidssygemeldt, og Nævnet vil ikke oplyse, om sagen overhovedet er begyndt, og om sagen er optaget til realitetsbehandling”.

Så Nævnet har altså overskredet sin tidsfrist med 8 måneder? Og det vil ikke engang oplyse, om sagen realitetsbehandles eller ej? Det er under al kritik efter min mening, både for Skovmand og for de indklagede. Og ”langtidssygemelding” er ikke en gyldig grund, som jeg ser det.

Og når Nævnet på et tidspunkt får taget sig sammen, kommer der så 12 måneder til med evt. realitetsbehandling? Det bliver jo endeløst.

4.
Så sagen kan altså stadig helt afvises? Selvom det altså i givet fald skulle være sket omkring d. 1. juli 2018?

Avises sagen, så kan det være med en eller flere af følgende grunde (§13):

1) Sagen falder uden for nævnets kompetence.
2) Sagen må anses for åbenbart grundløs eller formodes ikke at kunne føre til en afgørelse om, at der foreligger videnskabelig uredelighed.
3) Omkostningerne ved sagens behandling står ikke i rimeligt forhold til dens betydning.
4) Sagen har meget lille tilknytning til Danmark.

Hvis sagen afvises, kan det næsten kun være med henvisning til punkt 2. Men i så fald melder sig en anden vanskelighed: En række af Skovmands centrale pointer kan nemlig studeres i hans ph.d.-afhandling, som jo er godkendt af selvsamme universitet, hvis forskere er under anklage. Og en ph.d.-afhandling kan vel ikke være “åbenbart grundløs”?

Men spørgsmålet er: Kan sagen stadig afvises?

5.
Man lad os antage det for mig at se mest sandsynlige, nemlig at sagen realitetsbehandles af Nævnet. I så fald afslutter Nævnet – efter yderligere op til 12 måneder – sagen ved at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger eller ikke foreligger videnskabelig uredelighed.

Hvis Nævnet beslutter, at der er tale om videnskabelig uredelighed, så kan der ske følgende (§16):

”Stk. 2. Som led i afgørelser efter stk. 1, hvor nævnet konstaterer, at der foreligger videnskabelig uredelighed, kan nævnet beslutte følgende:

1) At henstille til forskeren, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage.
2) At orientere den eller de berørte forskningsinstitutioner.
3) At orientere forskerens arbejdsgiver.
4) At orientere udgiveren af det videnskabelige produkt, herunder eventuelt henstille til denne, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage el.lign.
5) At orientere eventuelle fonde el.lign., som helt eller delvis har finansieret den udførte forskning.”

Og hvis der ikke er tale om videnskabelig uredelig i Nævnets forstand, så står de fire indklagede forskeres arbejde tilbage til almindelig kritisk bedømmelse.

Nu må vi se.

6.
Konklusion:
Det vil være interessant at se Skovmands anmeldelse og AU’s/VIA’s “redegørelse”, samt at få klarlagt, om sagen stadig kan afvises, eller om den er blevet gjort til genstand for realitetsbehandling?

Nævnet skylder under alle omstændigheder både de involverede og offentligheden at give nogle klare deadlines for resten af sagsbehandlingen.

 

Links:

”Skoleret”, Weekendavisen. d. 26. januar: https://www.weekendavisen.dk/2019-4/samfund/skoleret

DPU/AU’s hjemmeside, hvor de to svar ligger fra hhv. Rasmussen /Rasch-Christensen og Qvortrup/Rasmussen: http://edu.au.dk/aktuelt/dokumentation-til-artikel-om-skoleforskning-i-weekendavisen/

Keld Skovmands svar: “Genmæle til genmæle”, Weekendavisen, d. 8. februar, 2019.

Sten Larsens anmeldelse af ”Folkeskolen efter reformen”: https://www.folkeskolen.dk/561856/historisk-vaerk-om-skolereformen

Rasmussens og Rasch-Christensens ”hemmelige notat” og Skovmands svar: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-rasch-christensens-hemmelige-notat-keld-skovmands-responsum.html

Folkeskolen.dk’s dækning af sagen: https://www.folkeskolen.dk/651460/skovmand-laeringsmaalstyring-var-ikke-baseret-paa-forskning?fbclid=IwAR0uPFuJSCNPsNSeazrxqUKMjGeFC7Ttx837FDTohf2zQ-15KbrZleZ85Bs

Anmeldelser af Skovmands to nye bøger:

Link til lov om Videnskabelig uredelighed mv.: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=188780

Link til Nævnets hjemmeside med regelgrundlag, tidligere sager etc.:
https://ufm.dk/…/Naevnet-for-Videnskabelig-Uredelighedeligh…

Vurdering af forligskredsens aftale om justering af folkeskolereformen

I dag har forligskredsen barslet med en ”justering” af skolereformen. Regeringens oprindelige udspil fra september 2018 var ikke noget at råbe hurra for, og den aktuelle ”justering” har nærmest forværret det sløje udspil. Det er i al fald det, som jeg vil argumentere for i det følgende. Socialdemokraterne og Venstre har altså vundet slaget.

I aftalens overskrift står der, at forliget handler om ”faglighed, dannelse og frihed”. Men det gør det ikke. Frihed optræder kun på den der djøf-agtige måde, som vi kan huske fra Skolens Rejsehold i 2010, dannelse optræder kun i tekniske sammenhænge, og faglighed forstås helt inden for rammerne af skolereformens opgør med faglighed.

Sådan er det helt grundlæggende, fordi forliget er en bekræftelse af skolereformen fra 2014. Hele den grundlæggende filosofi står uændret. Der er bare flyttet nogle pinde i buret, hvis nøgle måske endda har fået et par supplerende vrid i den forkerte retning.

Teksten starter med at understrege, at det er skolereformen af 2014, der stadig gælder, og der henvises til de tomme men også effektfulde slogans fra Ny Nordisk Skole, om at ’eleverne skal udfordres, så de blive dygtige og trives, samt at man skal have respekt for professionel viden og praksis’. Selvom forligsteksten er behageligt renset for “læring”, så pulserer udtrykket dog stadig i baggrundsteksterne med stor effekt.

Til gengæld overser forligskredsen fuldstændig, at disse slogans i 2014 blev oversat til de operative indikatorer, som kører skolen og pædagogikken i et kvantitativt og instrumentalistisk tvangsgreb med kommunal læringstotalitarisme som ledsager. I stedet påstår forligskredsen, at ”implementeringen” har noget at gøre med åben skole mm. Ja, man er fræk nok til at sige, at ”faglig fordybelse” er en del af “implementeringen”, selvom det stik modsatte er tilfældet. Som sagt overser man hele den læringsideologi, som skolereformen var og er, og som i de seneste år er løbende forstærket af tråde til digitaliseringsideologi og OECD’s kompetencestrukturer.

Forligskredsen skriver i en skrækkelig formulering, at ”vi endnu ikke er i mål med fagligheden”, men kredsens svar er ikke fagligt. Dens svar er at skrue op for skolereformen, som jo vil gå fra faglighed til læring, og det er i dette lys, at ”justeringen” skal ses.

Så står der pludselig, at lærerne skal ”give skolen liv og ånd”, men det er helt ukonkret og løsrevet. En slags tragisk Djøf-poesi?

Resten af forligsteksten er organiseret i tre overordnede overskrifter (A-C) med en række underpunkter. Her kommenterer jeg nogle af punkterne:

 

A. Klarere rammer for tilrettelæggelse af skoledagen

Der er en række ændringer af skoledagens længde og af mulighederne for at omdanne understøttet undervisning til tolærer-systemer. Det lader jeg ligge. Det er kun perifert knyttet til filosofien. Men man må anerkende LA og SF’s stærke arbejde for at forkorte en af verdens længste skoledage. Jo mindre læringsmaksimering desto bedre.

 

B. Øget faglighed og kvalitet

Der er en længere indledning med folkeskolereforms-varmluft, som man selv må læse (s.5).

 

1.

Pludselig, langt nede i et afsnit om noget så teknisk som et ”Kvalitetsløft af den understøttende undervisning” kommer der en række konkrete og almene tiltag (s. 6). Der står, at der skal etableres et ”Grundskolepanel”, som skal se på ”skolernes undervisningspraksis”, herunder ”faglig fordybelse”. Hvad det helt præcist betyder, skal jeg ikke kunne sige. Men man skal huske, at det jo er folkeskolereformens version af “faglig fordybelse” vi snakke om, så jeg er lutter bange anelser.

I samme ånd skal der laves en liste med ”eksempler på god praksis”. Måske lidt a la ”synlig læring” og ”feedback” på EMU-portalen i sin tid? UVM, DLF, KL, Skolelederforeningen, BUPL og ”folkeskolens øvrige parter” skal lave eksemplerne. Det kan kun gå galt. Det bliver en slags ”Ny Start” med læringsrevolutionære i spidsen. Lad dog pædagogikken, lærerne og noget, der hedder ”seminarier”, selv arbejde med essentielle emner som “god praksis”.

Endelig skal der – igen i samme ånd – laves en såkaldt ”national portal”, der skal ”understøtte skole og lærere i arbejdet med at realiserer reformens intentioner”. Det vil sige, at vi får en yderligere centraliseret begrebsliggørelse af pædagogisk praksis.

Det er på sin vis svært at vurdere disse forslag, fordi de står så isoleret under den djøficerede overskrift ”kvalitetsløft af understøttet undervisning”. Men den eksplicitte skolereformsreference betyder, at det kun kan føre til yderligere centralisering af læring.

 

2.

Dernæst kommer der nogle mindre ændringer om fagene og deres vægt samt noget om læsning. Det lader jeg ligge.

 

3.

Dernæst kommer der en mærkelig uforpligtende hensigtserklæring. Man vil løsne skolens fag fra alle mulige tværgående hensyn, f.eks. til innovation, IT etc.. Eller rettere, det vil man egentlig ikke. Man vil blot ”igangsætte et arbejde med at kortlægge” emnet. Kort sagt: en syltekrukke.

 

4.

Dernæst henvises til ”Aftale om kommunernes økonomi 2019”. Man vil have ”flexibel adgang til centrale nøgletal”, for det giver ”et godt grundlag for dialog”, står der. Denne 2019-aftale er præget af stærke styrings- og digitaliseringspolitikker, og KL’s skole- og teknologisyn kender vi. Kort sagt: mere 2014-ånd med KL-ideologi bag rattet. Denne vigtige tråd bekræftes i nogle af de øvrige punkter nedenfor.

 

5.

Pludselig nævnes ”folkeskolens formålsparagraf”. Den handler her om at justere litteratur- og historiekanon, må man forstå. Der står ikke noget om, at den skolereform, man bygger på, lever af et opgør med selvsamme formålsparagraf, og at det bl.a. er i dén sammenhæng, at behovet for disse kanoner overhovedet er opstået, desværre nu som identitetspolitiske frem for faglige markører. Kanonerne er altså en del af sygdommen.

Sådan er det, eftersom dansk- og historiefaget i de Fælles Mål netop reducerer fagenes indhold til kommunikationskompetencer og socialkonstruktivistisme, hvorved indholdet jo forsvinder ud af pædagogikken og overlades til kanonerne.

Riisagers rådgivningsgruppe om Fælles Mål fra juni 2018 var langt mere præcis i dens forståelse af formålsparagraffens betydning. Vi er milevidt fra ånden i rådgivningsgruppens rapport efter min mening.

 

C. Øget Frihed

Forligskredsen vil have mere ”frihed”. Når skolereformens folk taler om ”frihed, fleksibilitet og råderum”, så skal man være på vagt. Det betyder som regel det modsatte. Det sker også her:

 

1.

På s. 11 står der noget om ”en forenklet elevplan”. Det skal hjælpe til at fokusere på ”kerneopgaven”, får vi at vide. Disse formuleringer betyder med 110% sikkerhed en øget instrumentalisering af skolen. Det understreges da også af, at elevplanen skal give alle interessenter informationer om ”elevens udbytte af undervisningen”. Den skal også knyttes til udddannelsesparathedsvurderingen, som lægger op til personlighedstests mm.. Der hele skal ”koordineres” og ”samtænkes” af en ny ”rådgivningsgruppe”.

Det bliver ikke nogen ”forenkling”. Det bliver en komplicering og en CPR-båret centralisering. Det nye AULA får en central rolle i at koordinere den accelererende kompleksitet, og det hele vil foregå milevidt fra pædagogisk praksis, som jo er det stik modsatte af ham der ”kerneopgaven”.

 

2.

Dertil kommer resterne af et af Riisagers og kritikkens indspark i debatten. Det handler om ”øget didaktisk frihed og styrket professionel dømmekraft”. Det er punkt 13 i forligsteksten. Også her henvises til formålsparagraffen. Der er en del meget løse formuleringer. F.eks. skal fagene ”modsvare samfundets udvikling”, selvom man jo ligeså godt kan sige det modsatte, altså at fag er en garant for, at samfundet ikke definerer skolen. Ordet ”professionelle fællesskaber”, nævnes også, men uden nærmere kvalificering løber det udtryk hen til datalæringsideologerne. Der står også ord som ”didaktisk frihed” og ”pædagogisk ekspertise”, men med skolereformen som ramme, får det ingen effekt. Det vil sige, at ”didaktisk frihed” bliver til ”metodeansvar”, og ”pædagogisk ekspertise” bliver til ”undervisningsekspert”. Dette afsnit udgør de sørgelige rester af Keld Skovmands og Lene Tanggaards rådgivningsgruppes fine arbejde fra i sommers. Vi har at gøre med kooptering af kritikkens sprog i skolereformens ideologi.

Forsøgene på at være konkrete er noget slatne:

  • Der står, at aftaleparterne vil ”følge arbejdet” med at løsne bindinger i Fælles mål. Betyder det noget at “følge”? Det tror jeg ikke. Og målene er jo stadig “vejledende”.
  • Der står, at der skal være en ”lokal dialog” om ”meningsfuld brug af læringsplatforme”, som ”alene anvendes, hvor det er fagligt og didaktisk meningsgivende”. Men det er jo blot en løs opfordring. Imens ruller AULA og digitaliseringen som en tsunami via Disruptionsrådet, KL, Teknologipagten, Erhvervsministeriet etc. Og vi har jo lige lært om den ”forenklede elevplan”s barske realiteter. Folketinget er helt sat mat, som jeg ser det.
  • Dertil nævnes en række mere konkrete faglige initiativer. En del af disse, herunder teknologiforståelse og naturvidenskabsstrategien, er overordnet knyttet til den kompetencetænkning, som skolereformen er gjort af.
  • Endelig står der, at en styrket seksualundervisning styrker elevernes dannelse. Det skal nok passe.

Disse tiltag vil ifølge forligskredsen skabe ”faglighed, dannelse og frihed i folkeskolen. Det vil efter min vurdering ikke ske.

 

Links:

Link til forligsteksten: https://backend.folkeskolen.dk/~/8/1/aftale-om-justeringer-af-folkeskolen.pdf

Analyse af regeringens oprindelige reformudspil, september 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/regeringens-skoleudspil-folkets-skole-faglighed-dannelse-og-frihed-justeringer-af-folkeskolereformen.html

Rådgivningsgruppe om fælles mål, juni 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-rapport-fra-undervisningsministerens-raadgivningsgruppe-pejlemaerker-for-faelles-maal-i-folkeskolen.html

Analyse af Antorinis udspil til skolereform i 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-regeringens-skoleudspil-gor-en-god-skole-bedre.html

 

Reaktioner:

Alternativets kritiske reaktion: https://www.folkeskolen.dk/652047/den-nye-folkeskoleaftale-er-desvaerre-udtryk-for-en-stigende-politisering-af-folkeskolen

Forligskredsens reaktioner: https://skoleliv.dk/nyheder/art7009514/Nu-fik-vi-ryddet-op-nogle-steder

Danmarks Lærerforening: https://www.folkeskolen.dk/651925/forlig-bliver-positivt-modtaget-i-dlf

KL’s reaktion: https://www.kl.dk/forsidenyheder/2019/februar/positivt-at-understoettende-undervisning-beholdes-paa-alle-klassetrin/

Skolelederforeningens reaktion: https://www.skolelederforeningen.org/nyheder-medier/nyheder/2019/reformjustering-godt-med-bred-enighed-foer-valget/?fbclid=IwAR06Q2Z4fJKTbyu65sgBbK_gUzsGIPuK9dGlGiFAdReFmLViJaTIko3vJok

 

Landsrettens dom i Erik Schmidt-sagen: Substans og reaktioner

Indholdsfortegnelse:

Kapitel 1. Indledning og selve dommen

Kapitel 2. Relationen mellem dom og advarsel

2.A. Advarslens første del

2.B. Advarslens anden del

2.C. Advarslens konklusion

 

Kapitel 3. De første reaktioner på dommen fra kommunen og dens støtter

3.A. KL’s reaktion

3.B. Odense kommunes reaktion

3.C. Den ledelsesmæssige situation i Odense

3.D. Reaktioner på de sociale medier

 

Kapitel 4. Politiske, juridiske og pædagogiske reaktioner

4.A. Politiske reaktioner

i) Merete Riisager

ii) Jacob Mark

 

4.B. Juridiske reaktioner

i) Tyge Trier

ii) Ombudsmanden

 

4.C. Pædagogiske reaktioner

i) Stefan Hermann

ii) Svend Brinkmann/Lene Tanggaard

iii) Niels Christian Sauer og Odenses lærere

iv) Norske reaktioner

v) Heine Andersen

vi) Anders Bondo Christensen

vii) Dansklærerforeningen

viii) Folkeskolen.dk

 

Kapitel 5. Erik Schmidts reaktion på dommen, A-E

5.A. Sejrsfesten

5.B. Facebook

5.C. Dagbog i Politiken Skoleliv

5.D. Samlet kommentar i Politiken Skoleliv

5.E. Hyggemail fra kommunen

 

Kapitel 6. Afsluttende bemærkninger

6.A. Renterne

6.B. Suzy og Eigil

6.C. Bambi og Eigil

 

 

Kapitel 1. Indledning og selve dommen

D. 2. juni 2014 fik den nationalt fremtrædende lærer, Erik Schmidt, en advarsel af sin skoleleder, Mohammed Bibi. Fire et halvt år senere, d. 29. november 2019, blev advarslen kendt ulovlig af Østre Landsret.

I det følgende vil jeg drøfte dommen, og de reaktioner den afstedkom. Først undersøger jeg forholdet mellem advarsel og dom. Jeg argumenterer for, at landsretten med sin dom tager parti for en pædagogisk og politisk indsigt, som står i stik modsætning til det organisatoriske nysprog, som præger advarslen, og som er bundet op på skolereformens ideologi.

Dernæst drøfter jeg KL’s og Odense Kommunes fortolkning af dommen. KL mener, at dommen handler om ”uhensigtsmæssig adfærd”. I modsætning hertil viser jeg, at dommen har rod i ytringsfrihedens og åndsfrihedens natur og sprog.

Resten af indlægget er en gennemgang af de mange offentlige reaktioner fra folk – dvs. landspolitikere, forskere, jurister, pædagoger etc. –, som ikke er part i sagen, men som ligesom jeg selv har responderet på sagens eksistens og afgørelse. Alle disse indlæg er – trods deres forskellighed – enige om, at sagen er principiel og vigtig. Jeg er helt enig med dem, men vi er til gengæld allesammen uenige med KL og Odense Kommune.

Jeg vil med andre ord argumentere for, at reaktionerne på sagen er et udtryk for, at landets pædagogik er opdelt i to separate verdener, en pædagogisk/politisk verden og en lærings/organisations-verden.

Først ganske kort om baggrunden:

Skolelærer Erik Schmidt, som også er publicist og pædagogisk forfatter, havde arbejdet til UG med kryds og slange for sin landsbyskole i 34 år uden en eneste anmærkning. Skoleleder Mohammed Bibi kom fra en kontroversiel muslimsk friskole uden særlige faglige meritter. Han var helt ny på posten og forsøgte at ændre sin skoles ideologi radikalt. I baggrunden støjede den nye skolereform og OK-indgrebet mod lærerne i 2013. På lærermøderne udspandt sig derfor en livlig debat, som Schmidt i sagens natur blandede sig i. Bibi truede Schmidt med en tjenstlig advarsel. Det kunne Schmidt ikke leve med, så han sagde op. Efterlods fik Schmidt advarslen alligevel, til forebyggende skræk og advarsel for alle kommunens ansatte.

Schmidt og Danmarks Lærerforening (DLF) ønskede at teste advarslens lovlighed, men Odense Kommune modsatte sig alle former for proces. Derfor måtte Schmidt og DLF over i det almene retssystem og føre en slags meta-sag om overhovedet at få lov til at få testet advarslens legalitet. Denne meta-sag gik helt til landsretten, som gav Schmidt medhold.

Først i november 2017 kunne selve sagen om advarslens lovlighed derfor behandles i byretten, som dømte i Odense Kommunes favør. Byretten mente altså, at advarslen var lovlig. Men Schmidt og DLF ankede sagen. D. 30. oktober 2018 kom sagen så i landsretten. Her vandt Schmidt med et brag. Advarslen var ulovlig uden det mindste forbehold. Advarslen var et overgreb mod pædagogikkens retlige essens.

Domsudskriftet fra d. 29 november 2018 er på 17 sider. Her er Østre Landsrets afsluttende begrundelse og konklusion i domsudskriftet fra d. 29. november 2018:

————-

”Landsrettens begrundelse og resultat:

Det kan efter forklaringerne lægges til grund, at da Mohammed Bibi på personalemødet den 25. marts 2014 præsenterede sin vision for skolen, gav Erik Hulmose Schmidt udtryk for, at en vision burde være et fælles projekt, og at Erik Hulmose Schmidt på to efterfølgende personalemøder sammen med flere andre lærere stillede spørgsmål til ledelsen om ledelsens oplæg.

Det findes ikke bevist, at Erik Hulmose Schmidt i forhold til andre lærere skulle have været særligt negativ over for ændringer i arbejdstidsreglerne som følge af skolereformen i 2013, eller at han skulle have pisket en negativ stemning op i personalegruppen.

Der har derfor ikke været grundlag for denne del af advarslen den 2. juni 2014.

Spørgsmålet er herefter, om forløbet på mødet den 7. maj 2014 i sig selv har kunnet danne grundlag for advarslen.

Det kan på baggrund af især forklaringerne afgivet under sagen i hvert fald lægges til grund, at Erik Hulmose Schmidt på mødet spontant én gang råbte,

”nu må det her vanvid stoppe” eller lignende, at han var vred, og at han gav udtryk for sin utilfredshed med ordene ”lukket ledelse”.

Ved vurderingen af, om advarslen på dette grundlag var berettiget, må der lægges vægt på, at der var tale om et personalemøde, hvor der var en debat, hvilket efter bevisførelsen faldt inden for mødets formål, og at baggrunden for udbruddet skyldtes et regneark med et indhold, som flere lærere på mødet tolkede som omhandlende blandt andet differentieret forberedelsestid, men som ikke havde med de fremadrettede arbejdsvilkår at gøre og utilsigtet var blevet fremvist under mødet på grund af en fejl fra ledelsens side. Det må endvidere indgå i vurderingen, at lærergruppen ikke blev lovet indsigt i kriterierne for differentiering med den begrundelse, at der var tale om et ledelsesværktøj.

Herefter, og når der endvidere henses til, at Erik Hulmose Schmidt efterfølgende beklagede sin opførsel over for ledelsen, og at han i de ca. 34 år, hvor han havde været ansat på Agedrup Skole, ikke har fået påtaler af nogen art, finder landsretten efter en samlet vurdering, at det på trods af hans opførsel på mødet, ikke var proportionalt at tildele ham en advarsel.  På denne baggrund tages påstanden nedlagt af Danmarks Lærerforening som mandatar for Erik Hulmose Schmidt til følge, hvorefter Odense Kommune skal anerkende, at advarslen den 2. juni 2014 til Erik Hulmose Schmidt var uberettiget.

Efter sagens udfald skal Odense Kommune i sagsomkostninger for begge retter betale 126.250 kr. til Danmarks Lærerforening som mandatar for Erik Hulmose Schmidt. Beløbet omfatter 125.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms og 1.250 kr. til dækning af retsafgift. Der er ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb i byretten, herunder at spørgsmålet om retlig interesse blev behandlet særskilt. Der er endvidere taget hensyn til sagens omfang og forløb i landsretten samt hovedforhandlingens varighed ved begge retter.

THI KENDES FOR RET:

Odense Kommune skal anerkende, at advarslen den 2. juni 2014 til Erik Hulmose Schmidt var uberettiget.”

———————

Første annoncering af dommens udfald skete på folkeskolen.dk d. 29. november 2019 kl. 10.05 i følgende artikel, som er blevet udvidet i flere omgange. Begejstringen strømmer ud af tråden: https://www.folkeskolen.dk/647666/erik-schmidt-og-dlf-har-vundet-i-landsretten?fbclid=IwAR25r1bte55qXjyuxSogap1VHX2Xzl4OMb4J7YJC15WaO7seUp-qsOcLmms

Jeg skrev i sin tid en kritisk analyse af byretsdommen fra 2017. Den kan læses her: http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-byretsdommen-erik-schmidt.html

Og en beskrivelse af selve sagens oprindelige forløb kan læses i dette indlæg fra 2014: http://www.thomasaastruproemer.dk/agedrup-danmarks-paedagogiske-epicenter.html

Jeg har samlet alle indlæg i sagen på dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

Kapitel 2. Relation mellem dom og advarsel

Hvordan var det nu, den ulovlige advarsel til Erik Schmidt lød? Altså dén ulovlige advarsel, som Odense Kommune tildelte Schmidt d. 2. juni 2014, hele 14 dage efter at han havde sagt op i pædagogisk og faglig indignation.

Advarslen indeholdt to momenter, som landsretten strukturerer sine begrundelser efter, samt en konklusion (Jeg har rettet kommafejlene i citaterne fra advarselsteksten):

 

2.A. Advarslens 1. del

Første del af advarslen lød sådan her:

”Baggrunden for den tjenstlige samtale var, at ledelsen oplever, du er meget negativ over for de forandringer, Agedrup Skole er i lige nu. Dette kommer ofte til udtryk på fællesmøder, hvor du har negative holdninger og synspunkter.” (Odense Kommune 2014)

Ifølge Østre Landsret kan denne del af advarslen ikke begrundes i henhold til dansk ret. Schmidt deltog i den almindelige debat om de emner, som var på skolens og mødets dagsorden, herunder en drøftelse af ledelsens forslag til skolens nye vision samt af forberedelsesfaktorer for undervisningen. Schmidt var ikke “særlig negativ”, som det næsten ironisk hedder i afgørelsen, men gjorde blot sit arbejde efter sit fags standarder.

Så Odense Kommunes advarsel var et anslag mod ytrings- og åndsfrihed på skolen, en fratagelse af en pædagogs kæreste eje, nemlig hans frie ord.

Faktisk kan man godt sige, at Odense Kommune har forbrudt sig mod hele sammenhængen mellem Grundloven og Skoleloven. Kommunen har frataget en borger muligheden for at tale og handle, og den har ødelagt skolens begreb og pædagogiske liv. Den har knægtet både grundlovens ytringsfrihed og skolelovens åndsfrihed og demokratiske prægning. Sådan er det, fordi den gør uenighed og kritik til et spørgsmål om ”negative holdninger og synspunkter”.

 

2.B. Advarslens 2. del

Anden del af advarslen lyder sådan her: ”Det opleves, at du også er med til at piske en negativ stemning op i personalegruppen. Dette kom særligt til udtryk på personalemødet den 7. maj 2014, hvor du begyndte at råbe højlydt og beskyldte skolens leder for at udøve ”lukket ledelse”. Du råbte gentagne gange, bl.a. ”Nu må det vanvid stoppe!””. (Odense Kommune 2014)

Ifølge retten blev der ikke pisket en ”negativ stemning” op. Schmidt blev vred, men det var helt i orden, for vreden vedrørte et relevant sagsforhold, og vrede var ikke noget, der kendetegnede Schmidts virke i øvrigt, tværtimod. Det var derfor en slags saglig vrede.

Schmidt råbte ifølge retten ikke ”gentagne gange”, men ”én gang”, og retten kan ikke præcist sige, hvad det var, Schmidt råbte. Faktisk er det efter min mening slet ikke godtgjort, at han ”råbte”, men det mener landsretten trods alt, og fred være med det. Mange flere burde have råbt i 2013-14.

Man må altså gerne en gang imellem vise følelser, herunder vrede, i forbindelse med drøftelse af forhold af fælles interesse. Ja, efter min mening bør en seriøs skoleledelse opfordre til “den livligste vekselvirkning”, som det hedder i dannelsesteorien. Som vi senere skal se, er rektor for landets største læreruddannelsessted, Stefan Hermann, helt enig med mig i det.

Odense Kommune har forsøgt at demontere en borgers ret til at engagere sig i sit arbejde og en lærers ret til at diskutere sit fag med fornuft og følelse. Og Kommunernes Landsforening understøtter dette brud på moralske og juridiske principper.

 

2.C. Advarslens konklusion

Advarslen afsluttes med følgende passus:

”På baggrund af ovenstående tildeles du en advarsel, hvor det præciseres over for dig, at ovenstående adfærd er uacceptabel, og du straks skal ændre din adfærd til ordentlig og konstruktiv kommunikation.  Det præciseres ligeledes over for dig, at det er ledelsen, der har ledelsesretten.” (Odense Kommune 2014, mine kursiveringer)

Følger vi konsekvensen af landsrettens begrundelser, er der i Schmidt-sagen slet ikke tale om det, der i advarselsteksten kaldes ”adfærd”, men om rationelle og faglige handlinger. Og udtrykket ”konstruktiv kommunikation”, kan man heldigvis ikke mere lægge til grund for en tjenstlig sanktion. Det er sådan et slags lavthængende HR-positiv psykologi-udtryk, som intet har med lov, pædagogik og politik at gøre.

Schmidt var skam særdeles “konstruktiv”, for han drøftede skolens anliggender med al den viden og erfaring, han har opsparet i et langt fagligt liv, og han gjorde sin pligt ved at tale imod Odenses og Skolelederens fikse ideer, så en virkelig pædagogik kunne udvikle sig. Derimod var skolelederen og Odense kommunes folk autoritære og destruktive, hvilket bl.a. skyldes skolereformens grundlæggende ideologi.

Endelig nævner advarselsteksten ”ledelsesretten”. Men denne ret omfatter altså ikke retten til at ødelægge det, som man ifølge skolens formål og tradition er sat til at passe på. Så det er skam ikke ledelsen, der har ledelsesretten på en skole. Det har loven og pædagogikken. Lederen skal bare makke ret over for disse to instanser, ligesom læreren skal. Og begge “instanser” er fyldt med lag og rev og landskaber, hvis jord og natur er komponeret af bandeordene fornuft og følelse og åndsfrihed; alle de ting, som henne hos KL hedder “negative synspunkter”, “adfærd” og ”konstruktiv kommunikation”.

 

 

Kapitel 3. De første reaktioner på dommen fra kommunen og dens støtter

KL reagerede d. 30. november, altså dagen derpå, officielt på Landsrettens dom. KL’s reaktion lod til at være fuldstændig afstemt med Odenses skolechef, som dagen før var blevet interviewet på Fyens.dk. Begge indlæg forsøger at afvise sagens principielle aspekter. Dertil kom, at man med nærmest nidkær systematik undlod at omtale sagen på de sociale medier. Det er denne særlige kommunale konstruktion af sagen, som jeg nu vil dokumentere. Bagefter, i kapitel 4, kommer alle de andre juridiske, pædagogiske og politiske reaktioner, som ingen i den kommunale blok forholder sig til eller nævner overhovedet. Der er en Berlinmur mellem pædagogikkens to verdener.

 

3.A. KL’s reaktion

På Kl’s hjemmeside kunne man dagen efter dommen læse en officiel fortolkning af dommen. Markeringen er udformet som et interview med KL’s juridiske chef, Pernille Christensen. Hun siger, at Landsrettens dom ikke handler om ”en sejr for ytringsfriheden”, og at den skam ”slet ikke handler om, hvorvidt lærere har ytringsfrihed på personalemøder”. Dommen handler derimod kun om ”at der skal være en pæn og ordentlig tone, også når man holder møder sammen”.

Lad os se på logikkens bestanddele:

 

i) Handler dommen om ytringsfrihed?

Ja, det gør den. For Landsretten lægger til grund, at Schmidt ”gav udtryk” for en kritik af ”skolens vision”, som han mente skulle være ”et fælles projekt”. Og retten lægger også til grund, at Schmidt ”stillede spørgsmål”, og at han ”gav udtryk for sin utilfredshed”. Dernæst skriver dommerne, at ”der var tale om et personalemøde, hvor der var en debat, hvilket efter bevisførelsen faldt inden for mødets formål” (min fremhævning).

Alle disse ord – stille spørgsmål, debat og give udtryk – er ord som stammer fra den europæiske filosofiske og pædagogiske tradition, og det hele knyttes an til mødets ”formål”, som var drøftelsen af en pædagogisk og faglig ”vision”. Dommen har derfor alt med ytringsfrihed og pædagogik at gøre.

Endelig påpeger dommerne, at ledelsen på Agedrups Skole skjulte centrale oplysninger for lærerne, og det underforstås dermed, at Schmidt handlede decideret rationelt ved at påpege dette forhold.

Det medgives – hvilket Schmidt selv siger – at Schmidt var vred, hvilket mange af hans kolleger også var. 27 ud af 31 lærere på skolen støttede efterfølgende Schmidt i et brev til ledelsen. Men man må altså ifølge dommen godt vise følelser på en dansk skole, også når følelserne er en del af en faglig debat. Så Schmidt brugte sin ret til at ”give udtryk, spørge og debattere”, hvilket netop er det, ytringsfrihed handler om.

Denne ret anfægtede Kommunen, fordi dens begrundelse for advarslen jo var følgende formulering:

”Baggrunden for den tjenstlige samtale var, at ledelsen oplever, du er meget negativ over for de forandringer Agedrup skole er i lige nu. Dette kommer ofte til udtryk på fællesmøder, hvor du har negative holdninger og synspunkter”.

Dommerne giver derfor Schmidt fuldstændig ret. Schmidts tale var helt inden for rammerne af åbenhjertighedens og ytringsfrihedens indhold og principper.

Skulle dommernes begrundelser, som jeg har anført, ikke være ”principielle”? Og skulle denne sag ”slet ikke handle om, hvorvidt en lærer har ytringsfrihed på personalemøder”. Det er jo en absurd vurdering i lyset af de citater, jeg har anført.

Hvis ikke Schmidt havde stået fast i over fire år, så havde KL’s totalitære formuleringer stået som en skamstøtte over, hvad pædagogisk debat og kritik er og kan være. Det ville have tømt hele det pædagogiske liv for liv.

Så på en måde har KL endnu mindre ret, end organisationen selv tror. For gårsdagens dom er nemlig ikke blot en sejr for ytringsfriheden. Det er meget mere end det. Det er en sejr for den pædagogiske frihed, og dermed for skolens formål og Grundlovens hele essens. Sejren er en beskyttelse af den næste generation.

Sådan er det, fordi retten har understreget retten til at spørge, debattere og vise følelser på en pædagogisk institution; en ret som KL har forsøgt at fjerne fra samfundet.

 

ii) ”God og ordentlig tone”

KL’s chefjurist mener, at sagen i stedet handler om ”et helt andet spor”, nemlig om ”en god og ordentlig tone” på “personalemøder”. Men det står der da ikke noget om i dommen? Slet ikke, faktisk. Tværtimod er det nu berettiget at vise en følelse.

Og hvis KL har ret, at ”tonen” skulle være sagens essens, så må KL jo i denne sag have kæmpet for retten til at føre en dårlig og uordentlig tone? Det er jo logik.

Og netop ”tone” har da alt at gøre med ytringsfrihed. Er der nogen, der kan være i tvivl om det i dag efter 13 års tone-debat? KL-juristens sætning opløser sig selv fra alle leder og kanter.

Artiklens afsluttende beskrivelse af sagen, som man kan tilgå i linket nedenfor, er så mangelfuld og ideologisk, at jeg må nøjes med at lade den står som skræk og advarsel til alle, som laver business med denne organisation. F.eks. fortsætter man med at omtale Schmidts aktion som ”uhensigtsmæssig adfærd”, selvom landsretten har understreget, at Schmidts handlinger var rationelle (spørge, debattere osv.).

Link til KL’s reaktion på dommen: https://www.kl.dk/nyhed/2018/november/dom-i-%C3%B8stre-landsret-handler-ikke-om-laerernes-generelle-ytringsfrihed/

 

3B. Odense Kommunes reaktion

Skolechefen i Odense, Nikolaj Juul Jørgensen, blev dagen før, d. 29. november, interviewet til Fyens.dk. Han siger ligesom KL, at Schmidt-sagen slet ikke er principiel. Det er blot en lille og lidt tilfældig sag fra et gammelt personalemøde, som handler om ”opførsel”. Men hvorfor har Odense Kommune så sat bål og brand i bevægelse i adskillige retsprocesser – med KL og dyre advokater i baghaven – siden 2014, i stedet for bare at sige pænt undskyld til Schmidt eller prøve sagen i det almindelige arbejdsretlige system? Det giver ikke mening.

Journalisten spørger faktisk, om Schmidt bør have “en undskyldning”. Men det har skolechefen “ikke lige overvejet”, som han siger fra sit kommunale ekkokammer. Den bemærkning kan lige stå og blinke lidt.

Så spørger journalisten, hvorfor kommunen har brugt så mange penge på sagen, når nu den betyder så lidt. Og ved I hvad, Juul Jørgensen svarer:

“Det har ikke været Odense Kommunes ønske at føre sagen ved retten, men vi er nødt til at stille op, når andre har ønsket at køre sagen i det juridiske system”.

Det er kommunen da ikke “nødt til”. Man kan jo bare give de “andre” ret og sige undskyld med 12 flasker vin, hvis sagen alligevel er så ubetydelig.

Juul Jørgensen ”oplever ikke”, at der er “lavt til loftet” i Odense Kommune.

Konklusionen på denne undertrykkende KL-logik er et ægte moralsk kollaps, der kan udtrykkes således:

  1. Jeg siger noget fagligt og engageret om et relevant emne.
  2. Min arbejdsgiver forbyder mig at sige det, jeg siger, og straffer mig for at sige det.
  3. Jeg lægger sag an mod min arbejdsgiver, så jeg og andre atter kan tale fagligt og engageret om relevante emner.
  4. Det tager fire år at komme frem til en afgørelse, fordi min arbejdsgiver trækker sagen i langdrag.
  5. Jeg vinder sagen. Jeg må altså gerne sige det, jeg ikke måtte sige, alligevel. Og det må alle andre også. Jeg er nærmest lykkelig, og det er tusindvis af andre også.
  6. Arbejdsgiverens konklusion: Sagen handler slet ikke om at sige noget, og vi går skam ind for ytringsfrihed.

Link til interview med skolechef Nikolaj Juul Jørensen: https://www.fyens.dk/odense/Skolechef-efter-Erik-Schmidt-dom-Jeg-koeber-ikke-praemissen-om-at-sagen-er-principiel/artikel/3304881?fbclid=IwAR0_EtTmwmVlZ_6ltHypKtRb4SWLnNdO-f5lyedSP_k4u83_GkAD0T1IOEU

 

3.C. Den ledelsesmæssige situation i Odense

Erik Schmidt fik jo sin tjenstlige advarsel i juni 2014. Det var en række skolereformstilhængere, der svingede det gule kort. Lad mig fortælle lidt om udviklingen i den ledelsesmæssige situation i sagen:

Her er det oprindelige setup i 2014:

– En helt ny skoleleder, Mohammed Bibi, som kom fra en lederstilling på en kontroversiel muslimsk friskole. Han er stadig leder af Agedrup Skole, har deltaget i alle retshandlingerne og har vist 0.00% tegn på fortrydelse.

– En helt ny skolechef, Ina Ahrensberg, som blev bedt om at tage sin afsked i 2016. Hun omtalte i en sommerhilsen til alle sine underordnede Schmidt-sagen som ”en blomstrende debat”. I dag har hun sit eget konsulentfirma for ledere. Firmaets motto er ”Vejen til succes”.

– En helt nytiltrådt Børne- og ungedirektør, Peter Pietras. Han havde netop afløst Jimmy Streit, som selv var forholdsvis ny i stillingen (ansat i 2012). Streit gik af i foråret 2014, angiveligt pga. uoverensstemmelser med rådmanden.

– En helt ny rådmand, Susanne Crawley Larsen (RV), som stadig er rådmand. Hun slår sig løbende op på værdier som kritik, dannelse og ytringsfrihed. Hun har ikke kommenteret Østre Landsrets dom.

Den aktuelle børne- og ungedirektør, Poul Anthoniussen, har været en gennemgående figur i den kommunale ledelse i alle årene. Han var allerede som skolechef i 2012 frisk på at ”sætte hold”, hvor de syge og, efter hans mening, inkompetente lærere skulle skiftes ud med nogle nye fynske ja-hatte, der gik ind for Anthoniussens vision, som blev kaldt ”Fremtidens skole”. Visionen blev fagligt understøttet bl.a. af professorerne Jens Rasmussen og Lars Qvortrup. Anthoniussen ville have ”mest mulig læring for pengene” sammen med den daværende SF-rådmand, Stina Willumsen, som var med i KL’s bestyrelse. Som man kan se kørte det hele i samme centrum-venstre-forsker koalition som på landsplan (Odense har socialdemokratisk borgmester. Dengang var det Anker Boye, og Rasmussen og Qvortrup var og er centrale ideologiske støtter for skolereformen).

Anthoniussen var dog ikke direkte ansvarlig for advarslen til Schmidt, men mit tip er, at han har været “behjælpelig” i kulissen, fordi skolechefen i 2014, Ina Ahrensberg – og jo også alle de andre – var helt nye i den kommunale butik.

Derfor er det den radikale Crawley Larsen og hendes embedsmand, Poul Anthoniussen, som i dag står som særligt ansvarlige for den stærkt kritisable reaktion på landsretsdommen, formodentlig med byens socialdemokratiske borgmester og KL i baghaven. Men begge to er tavse som østers. I stedet har de altså sendt skolechefen, Nikolaj Juul Jørgensen, i pressen, selvom han først blev ansat i 2014, dengang som skolechef i et andet område af byen, dvs. som en som en slags kollega til Ina Ahrensberg, der altså dækkede Odense Nord, hvor Schmidts og Bibis skole lå.

Og allerede få dage efter dommen kunne Juul Jørgensen altså sammen med KL’s jurister fortælle, at landsrettens dom blot er en petitesse, som ikke har noget med ytringsfrihed at gøre.

Her er en liste over de ansvarlige ledere af skoleforvaltningen i Odense siden 2010:

  1. Børne- og ungerådmænd i Odense:
    Jane Jegin (V), 2006-10
    Stina Willumsen (SF), 2010-12
    Brian Dybro (SF), 2012-14 (barselsvikar for Willumsen)
    Susanne Crawley Larsen (RV), 2014-?
  2. Direktører for Børne- og ungeforvaltningen i Odense:
    Klaus Majgaard, 2007-11
    Jimmy Streit, 2012-14
    Peter Pietras, 2014-15
    Poul Anthoniussen, 2016-?
  3. Skolechefer i Odense Kommune:
    – Jørgen Schaldemose, 1998-2011
    – Poul Anthoniussen, 2011-14
    – Poul Anthoniussen, Ina Ahrensberg og
    Nikolaj Juul Jørgensen i områdedelt struktur,
    2014-16.
    – Nikolaj Juul Jørgensen, 2016-?
  4. Skoleledere ved Agedrup skole:
    Eskild Kjær-Madsen, 1989-1999 (støttede Schmidt uforbeholdent i et læserbrev)
    Birgitte Andersen, 1999-2013 (lærer ved skolen siden 1974) (støttede Schmidt uforbeholdent i byretten)
    Mohammed Bibi, 2014-?

Links:
En del info har jeg fra Lærerbladet, nr. 2, 2016: http://www.odenselaererforening.dk/…/laererbladet-nr-2-2016…

Lidt om Odense Kommunes Fremtidens Skole i 2012: https://www.folkeskolen.dk/506521/en-fynsk-vinter-opd-21-jan

Om Ina Ahrensbergs ”blomstrende debat”: http://www.thomasaastruproemer.dk/boern-og-ungechef-ina-ahr…

 

3.D. Reaktioner på de sociale medier

i) Den første dag

Hvordan var de første reaktioner – få timer efter dommen – på facebook, hvor politikere og organisationer jo plejer at være hurtige til at kommentere det ene og det andet? Først og fremmest gav en helt masse lærere og borgere udtryk for deres glæde og begejstring ved dommen. Desuden delte Danmarks Lærerforening, som jo vandt sagen, og mange af dens hovedbestyrelsesmedlemmer, med det samme delt nyheden. DLF har udsendte hurtigt en pressemeddelelse, der understregede ytringsfrihedsaspektet. Sagen blev også hurtigt omtalt i Politiken, Danmarks Radio, Fyens.dk og Folkeskolen. Den ramte de norske medier.

Men hvad med sagens kommunale aktører? Her i note-sprogdragt fra selve dagen:

Nyheden er endnu ikke omtalt på Odense Kommunes facebook-side og bliver det formodentlig heller aldrig. I stedet har man for en time siden valgt at opdatere sit profilbillede med et billede af en spejlblank sø (!). Kommunen har mig bekendt aldrig omtalt sagen, selvom den har satset alt – inklusiv fire retssager – på sejr. KL, som har støttet Odense Kommune, har heller aldrig omtalt sagen.

Den ansvarlige rådmand, Susanne Crawley Larsen, har heller ikke nævnt sagen. Hun har i stedet lagt et billede ud fra et besøg på et børnehospital. Hun har også altid været tavs, selvom hun har et hovedansvar for kommunens støtte til den aktuelle lovovertrædelse, som jo har haft store personlige konsekvenser, men også enorme faglige omkostninger for samfundet.

Skolelederforeningen har heller ikke udtalt sig. Foreningens formand har ellers i forbindelse med Schmidt-sagen sagt til Politiken, at lærerne skal huske, hvem der betaler deres løn, før de udtaler sig. Han ved vidst ikke, at ytringsfrihed jo faktisk handler om det modsatte, nemlig at glemme, hvor man har pengene fra.

I stedet for at dele nyheden har Skolelederforeningen for en time siden offentliggjort en positiv kommentar til en af de utallige evalueringsrapporter, der efterhånden har lagt sig som en diskursiv klippe om skole og læreruddannelse. Schmidt-sagen blev mig bekendt heller ikke omtalt på det netop overståede årsmøde i Skolelederforeningen, som nu – ligesom kommune og rådmand – står fagligt og juridisk afklædte tilbage. Årsmødet handlede om data.

Mohamed Bibi, som jo var den skoleleder, der brød loven på Agedrup Skole, har selv gjort karriere i Skolelederforeningen og er Odense Kommunes centrale vidne i sagen. Han er formand for skolelederne i Odense. Han har heller ikke sagt noget udover i retslokalet.

 

ii) Den anden dag

Hvad står der mon øverst på KL’s facebookside? Måske en lille omtale af Schmidt-sagen, som organisationen jo tabte med brask og bram efter at have satset alt? Desværre ikke.

Til gengæld har KL lagt en to minutter lang video ud. Videoen, som blev lagt ud i går eftermiddags kl. 17:30, er en hyggelig samtale mellem Bondo og en centralt placeret KL-skolepolitiker, Thomas Gyldal, om OK18-prestigeprojektet Ny Start. Bondo og Gyldal sidder i sofaen og hyggesnakker om det gode samarbejde, de har haft siden OK18. Eftersom videoen ledsages af total tavshed om Schmidt-sagen, kan man kun opfatte den som en ydmygelse af DLF. DLF er dybt afhængig af Ny Start og kan derfor ikke svare igen. Denne tavshed understreges af Anders Bondos reaktion på dommen, som jeg vender tilbage til.

KL lavede tidligere i dag en slags reklame-nyhed, hvor de fortæller den undrende omverden, at landsretsdommen slet ikke handler om ytringsfrihed. Det var den pressemeddelelse, som jeg skrev om under punkt 3A. Nyheden blev dog ikke delt på de sociale medier.

Jeg var også lige forbi Odense Kommunes facebook-side. Der står der heller ikke noget. Man har i stedet lagt en reklame ud for byens julekalender og for et arrangement om robot-teknologi. Det interview, jeg omtalte i kapitel 3B, er ikke nævnt.

Skolelederforeningen har lagt en omtale af sagen på foreningens hjemmeside. I artiklen understøttes KL’s fortolkning. Dvs. at sagen ikke har noget med ytringsfrihed at gøre, men alene går på Schmidts ”opførsel”. Artiklen omtaler også byrettens begrundelse for at tage kommunens parti, nemlig det såkaldte decorum-krav, som Landsretten altså ikke synes var relevant. Artiklen blev også delt på de sociale medier med en meget kort og neutral tekst. På opslaget står der, at teksten er blevet ”redigeret d. 30. november”. I min egen hukommelse er redigeringen sket, så den nu flugter bedre med KL’s synspunkt. Oprindelig var den mere Schmidt-venlig. Men altså kun i et enkelt døgn.

Så er der Odenses rådmand, Susanne Crawley Larsens ellers meget aktive facebook-profil. Hun nævner heller ikke Schmidt-sagen, som hun jo ellers har ansvaret for. Derimod linkede hun til et projekt om ”medmenneskelighed”, som er en del af Odenses såkaldte “dannelsesstrategi”. D. 2. december lagde hun Odense Kommunes dialog- og kritik-principper ud på facebook. Men uden at omtale Schmidt-sagen. Det gjorde debattrådens deltagere derimod. Jeg kalder det for ”undertrykkende tavshed” eller ”postmoderne ondskab”. Kombinationen af på den ene side et ulovligt overgreb mod ytringsfriheden og på den anden side at fremhæve humanistiske værdier er en linje, som Crawley Larsen har kørt siden 2014, og som hun altså fortsætter med til det sidste.

Link til KL-video om Ny Start: https://www.facebook.com/kommunerne/videos/538122929995200/?__xts__[0]=68.ARBa4qdQVuL4YGLy1ErQMOR5Bw3e_1ye9J1ROXmlQ8EEZ78AqlqMyz-FdEhkV4v1svt0ZLMie3qcNU0mmTq7AL1Oj7tBYwpxHeilcCZapqLj666AKuEi8KhaMiTnDCjUnMaepEd14NlSNDtTTZWV4DqxUICWly0PpQyEY8-rcUtrgqrOSQqIcScMitXAtfD4mthMI49pTrwMxYGktuKAzMlnewArLBJaEGzW6-4eAgJyE1neCA1H828b4Zb3EAJXBeum5QIL0M7eV8cUDi7BR9qMWx7AeXcQ6n0oK62SZ282Vo8NTHzaNao1ZduRdue2yVsUM_HaiRW4vkLLJll5K4HNxELlcyZJcdI&__tn__=-R

Link til Skolederforeningens artikel: https://www.skolelederforeningen.org/…/dlf-faar-medhold-i…/…

Link til omtale af Odense Kommunes ”dannelsesstrategi”: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-odense-kommunes-dannelsesstrategi.html

Link til Susanne Crawleys opslag om kommunens dialogprincipper: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10217805389104203&set=a.2196422467865&type=3&theater

 

 

Kapitel 4. Politiske, juridiske og pædagogiske reaktioner

Lad os nu besøge pædagogikkens anden verden, den virkelige verden. Her finder vi politikere, jurister, forskere og pædagoger, som alle på den ene og den anden opfatter landsrettens dom som en støtte til ytringsfrihed og faglig og pædagogisk kritik. I det følgende har jeg noteret nogle af disse reaktioner.

Først nævner jeg de politiske reaktioner fra undervisningsminister Merete Riisager og fra SF’s politiske ordfører, Jacob Mark. Dernæst omtaler jeg de juridiske reaktioner fra advokat Tyge Trier og Ombudsmanden. Endelig har en lang rækker forskere og pædagoger reageret på dommen, herunder Svend Brinkmann, Lene Tanggaard Stefan Hermann, Heine Andersen, Niels Christian Sauer, Anders Bondo Christensen og Dansklærerforeningen. Deres reaktioner har jeg også noteret. På den måde tegnes et billede af en modsætning mellem det pædagogisk/juridisk/politiske og det kommunalt/organisatoriske niveau. Det er denne modsætning, jeg i en bogtitel fra 2015 har kaldt for ”Pædagogikkens To Verdener”. Og hele sagen er et eksempel på det, jeg i en anden bogtitel fra 2017 har kaldt for ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”.

 

4.A. Politiske reaktioner

To politikere har kommenteret sagen, nemlig Merete Riisager (LA) og Jacob Mark (SF). Her er deres reaktioner:

 

i) Undervisningsminister Merete Riisagers reaktion på dommen

Allerede på selve dagen blev Erik Schmidt lykønsket af landets undervisningsminister. Merete Riisager skrev følgende på twitter.com:

“Tillykke til Erik Schmidt med dommen i landsretten. Man kan retteligt forvente, at offentligt ansatte udfører deres arbejde og anerkender ledelsesbeslutninger, men vi skal ikke have en folkeskole, hvor kritik og debat ikke tolereres.”

Riisager mener altså, at dommen handler om ”kritik og debat”. Dermed flugter hun helt med landsrettens begrundelser. At man desuden skal ”anerkende ledelsesbeslutninger”, som hun formulerer det i en sprogdragt som svarer til advarselsskrivelsen, giver sig selv, men det har altså ifølge dommen ikke været et problem i dette tilfælde. Og først og fremmest skal man jo følge loven, ikke sandt? Schmidt har jo på ingen måde nægtet at følge en tjenstlig ordre, men blot ønsket at diskutere faglige spørgsmål på et fælles møde i overensstemmelse med skolens og samfundets lov.

Det er værd at nævne, at Riisager tidligere har ytret sig om sagen. F.eks. blev hun allerede d. 20. juni 2014 citeret for følgende tre markeringer i forbindelse med et interview om sagen til folkeskolen.dk:

“Der er altid den mulighed, at det er reformen, der tager fejl, og ikke den lærer eller leder, der stiller kritiske spørgsmål. Derfor må der ikke udvikles en rigid kultur, hvor ingen tør udfordre det, der dikteres fra bjerget”.

“En god skole kræver ledere og lærere, der kan tænke selv. Det må vi aldrig give køb på. Derfor vil det være dybt kritisabelt, hvis skolen kun skal indeholde dem, der ikke stiller spørgsmål. En folkeskole med sindelagskontrol vil være en åndsfattig skole”.

“Mange ledere og lærere er af den holdning, at reformen har for lidt fokus på undervisning, kundskaber og dannelse. Der kan også være berettiget bekymring om, struktur, ansvarsfordeling og den praktiske gennemførsel af reformen. Det er en professionel bekymring, som man hellere skulle tage alvorligt end at skamme ud.”

Kommunens og KL’s fortolkning står altså i modsætning til både landets dømmende funktion (landsretten) og udøvende funktion (ressort-minister).

Link til Riisagers udtalelser i 2014: https://www.folkeskolen.dk/546670/merete-riisager-advarer-mod-en-folkeskole-med-sindelagskontrol

 

ii) Jacob Marks (SF) reaktion

D. 30. november kommenterede SF’s politiske ordfører, Jacob Mark, sagen i et blogindlæg på TV2. Mark mener, at sagen i høj grad har med både ytringsfrihed og fagligt engagement at gøre, og han taler for en bedre beskyttelse af offentlige ansattes ret til at ytre kritik af deres arbejdsplads.

Mark markerede også sin holdning på facebook, hvor han delte nyheden med følgende bemærkning:

”Tillykke til Erik Schmidt og DLF, det i dag har vundet et vigtigt slag for offentligt ansattes ytringsfrihed. Jeg lover at vi i SF skal gøre vores til, at vi får brudt den tavshedskultur, der er blevet skabt i den offentlige sektor. Den offentlige sektor skal skabes sammen med medarbejderne, og så kræver det sgu at de kan bruge deres lovbestemte frihed til at sige, hvad de tænker.”

Link til Jacob Marks blog-indlæg: http://nyheder.tv2.dk/politik/2018-11-30-blog-endelig-er-det-slaaet-fast-at-en-skolelaerer-ogsaa-maa-raabe-op?fbclid=IwAR0XrzSjYqbXQJDvdztUNEWDSEdxRmXcNkS7VC9wQJEyNvUevZmw34lYj-U

 

4.B. Juridiske reaktioner

Der har været to juridiske reaktioner på dommen ud over KL’s juridiske chef, hvis synspunkt jeg refererede i afsnit 3.A og så dommen selv naturligvis. Det drejer sig om en reaktion fra advokat Tyge Trier og en reaktion fra Ombudsmanden. Jeg er bekendt med, at andre forvaltningseksperter er i gang med at skrive om sagen. Hvis det sker, vil jeg tilføje det her.

 

i) Advokat Tyge Triers reaktion

Den anerkendte advokat, Tyge Trier, reagerer i en artikel på folkeskolen.dk fra d. 30 november direkte på KL’s fortolkning. Han er helt uenig med KL’s jurist, som jo vedholdende nægter, at Schmidt-sagen har noget som helst at gøre med ytringsfrihed, selvom dommens grundlag er ord som “spørgsmål, debat, give udtryk” mv..

Trier mener, at sagen helt klart handler om ytringsfrihed, og at Østre Landsrets afgørelse endda bekræfter eksisterende europæisk og national ret. Helt konkret henviser han til følgende kilder:

  • Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed
  • Dansk og international retspraksis
  • Menneskerettighedsdomstolen

Artiklen fra folkeskolen.dk indeholder også en kort kommentar fra Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, som tidligere har gjort sig uheldigt bemærket i sagen. Hjortdal vil ikke udtale sig, før han har gransket dommen. I skrivende stund er det gået 1½ måned. Vi har stadig ikke hørt noget fra den kant. Vi har kun Skolelederforeningens opslag fra samme dag, hvor man lægger sig op af KL’s tolkning. Hjortdal har helt glemt Triers pointer.

Link til interview med Tyge Trier: https://www.folkeskolen.dk/647809/ekspert-erik-schmidt-dommen-handler-om-ytringsfrihed?fbclid=IwAR23YL1Ap2hufQMkM6QSEY7Z33MjyfK3tf9FuwLpc0BPPPsoWpo5Ls63v1U

Link til Justitsministeriets vejledning om offentlige ansattes ytringsfrihed fra 2016. Jeg har ikke kunnet finde den tidligere version på nettet: http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2016/vejledning_om_offentligt_ansattes_ytringsfrihed.pdf

 

ii) Ombudsmandens reaktion

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, fortolker ytringsfrihed på samme måde som Trier, dvs. stik modsat KL og Odense Kommune.

Gymnasieskolen.dk interviewede d. 7. januar 2019 ombudsmanden om reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden nævner ikke Schmidt-sagen direkte, men omtaler emnet så sagsnært, at der ikke kan herske tvivl om referencen.

Ombudsmanden fortæller, at der er meget vide rammer for kritiske ytringer, dvs. at man gerne må være endog ”meget kritisk” over for ”sin egen arbejdsplads og egen arbejdssituation”.

I artiklen står der f.eks. følgende:

”Jørgen Steen Sørensen pointerer, at lærere og andre offentligt ansatte må ytre sig kritisk – og også meget kritisk – om deres arbejdsplads og deres arbejde, uden at deres leder derefter straffer dem med en advarsel eller kalder til en kammeratlig samtale.”

Og denne regel gælder også ved interne møder, som jo er den konkrete kontekst for Schmidt-sagen. Ombudsmanden siger her følgende i direkte citat:

”En sag, hvor en medarbejder er blevet irettesat for at være for kritisk på et møde, kan sagtens havne på vores bord. Det, man må sige i det offentlige rum, må man grundlæggende også gerne sige på sin arbejdsplads”.

Dermed knytter ombudsmanden Schmidt-sagen direkte sammen med ytringsfriheden.

Ombudsmanden forklarer også, hvorfor disse regler er vigtige. Her i tre citater fra artiklen:

“Vi har en af verdens største offentlige sektorer proportionalt set, og den er skattefinansieret. Det er blandt andet derfor vigtigt, at vi ved, hvordan det går i den offentlige sektor.”

“Hvis ledelsen havde monopol på informationen, kunne vi ikke være sikre på at få det fulde billede af, hvad der foregår på de offentlige arbejdspladser. De ansatte oplever ofte tingene på en mere jordnær måde. Hvis offentligt ansatte ikke havde ytringsfrihed, ville vi kunne få et mere fragmenteret billede af situationen i den offentlige sektor.”

“Hvis en ansat ikke måtte gå ud i offentligheden og tale kritisk om sin egen arbejdsplads og arbejdssituation, så ville det være en væsentlig indskrænkning af den enkeltes ytringsfrihed.”

Ombudsmandens synspunkter ligger i fin forlængelse af en kronik, han skrev til Jyllandsposten i 2016, som jeg også linker til nedenfor.

Det vil sige, at Odense Kommune og KL ifølge både Landsretten, Tyge Trier og Ombudsmanden har overtrådt landets grundlæggende regler om ytringsfrihed. Men begge organisationer nægter at have overtrådt nogle ytringsfrihedsregler. De slår sig endda – helt barokt – op på, at de ligefrem går ind for ytringsfrihed.

Link til interview i Gymnasieskolen.dk: https://gymnasieskolen.dk/ombudsmanden-samfundet-har-brug-offentligt-ansatte-ytrer-sig?fbclid=IwAR3eVnsQMTwAwzsCOFMCgr6PZ-5w2o_NMVw6XFRUN0OdheIxG4wbobt7HcY

Ombudsmandens kronik fra maj 2016: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154163601349481&id=837549480&pnref=story

 

4.C. Pædagogiske reaktioner

i) Stefan Hermanns reaktion

Folkeskolen.dk bragte d. 5. december et grundigt interview med Stefan Hermann om Schmidt-sagen og dens perspektiver. Hermanns stemme er vigtig i denne sammenhæng, fordi han er rektor for landets største professionshøjskole og formand for UC’ernes interesseorganisation ”Danske Professionshøjskoler”. Desuden har han været en central spiller i arbejdet med skolereformens ideologiske grundlag. Han har også skrevet en bog om folkeskolens historie. Han er på en måde hele landets seminarierektor.

Hermann mener som stort set alle andre, at sagen i høj grad handler om ytringsfrihed, og han trækker kraftige konsekvenstråde helt ned i den pædagogiske dialog. Hermann går i detaljen med sine begrundelser for åbenhjertighed og diskussion på en moderne pædagogisk arbejdsplads. Og der er både plads til følelsen og finken. Han efterlader ingen sprække til KL’s og Odense Kommunes synspunkt.

Hermann bliver spurgt, hvorfor han har en holdning til Schmidt-sagen. Han svarer følgende:

”Det har jeg, fordi jeg mener, at jeg som rektor for en stor uddannelsesinstitution, blandt andet for læreruddannelsen, skal stå vagt for nogle ret grundlæggende idealer i professionelt arbejde. Et af de idealer er, at undervisere fra min egen institution, men også lærere i folkeskolen skal synge med deres næb. De skal kunne ytre sig frit, hvilket er grobund for en god arbejdsplads. Det har jeg lagt meget vægt på personligt som rektor for Metropol og nu på Københavns professionshøjskole. Erik Schmidt-sagen er en god anledning til at rejse dette flag nok engang.”

Tænk dog om Muhammed Bibi og det fynske læringsteknokrati havde tænkt som Hermann.

Der er den fine lille krølle ved sagen, at Schmidt i 2009 var med til at tildele Hermann den såkaldte Holgerpris. Holgerprisen blev tildelt personer som “i særlig grad har gjort fyldest i det pædagogiske landskab eller fremmet kvaliteten i den offentlige debat om folkeskolen”.

Man må sige, at Hermann med sin fine markering har levet op til sin pris.

Link til interview med Stefan Hermann: https://www.folkeskolen.dk/648054/stefan-hermann-vi-skal-oeve-os-paa-ytringsfrihed?fbclid=IwAR0T8G3j1PmJlEe_kIKSHWh_KJ9Kp0oLonYDeymBQFeAEkO19CElWG1Aj7Y

 

ii) Svend Brinkmanns og Lene Tangaards reaktioner

Professor i psykologi, Svend Brinkmann, mener – i modsætning til KL – at landsrettens afgørelse har principiel betydning, endda “stor principiel betydning”. Det skrev han på Facebook d. 30. november.

Brinkmann, som altid har kæmpet imod positivitetens tyranni, har naturligvis især sans for, at man ifølge dommen gerne må have det, som KL kalder for “negative synspunkter”, dvs. det som i præ-KL-æraen hed “åndsfrihed”, hvilket jo stadig står i foleskolelovens formålsparagraf.

I den forstand har retten blot bekræftet skolens lov. Loven er egentlig ikke principiel, fordi den blot bekræfter princippet. Men i dagens Danmark, er en sådan principiel bekræftelse af princippet meget principiel.

Man må sige, at Schmidt har fulgt Brinkmanns leveråd om at “stå fast”.

Brinkmanns kollega, professor Lene Tanggaard, bidrog dagen efter med stort set samme markeringer.

Svend Brinkmanns kommentar: https://www.facebook.com/svendbrinkmann/posts/10155588143126205

Lene Tanggaards kommentar: https://www.facebook.com/lene.tanggaard.5/posts/10156865339732277

 

iii) Niels Christian Sauers og de fynske læreres reaktioner

I Odense Lærerforening blev der holdt et arrangement i forbindelsen med domsafsigelsen. Det endte med at blive en festaften, som indeholdt to reaktioner på dommen udover Schmidt egen, som jeg vender tilbage til i kapitel 5:

a) Niels Christian Sauers tale

Den fremtrædende lærer, debattør og tidligere HB-medlem i Danmarks Lærerforening, Niels Christian Sauers, holdt en fremragende tale. Han argumenterede for, at dommen handler ”om folkeskolens fortsatte eksistens som samfundets bærende kulturinstitution”. For Sauer handler det ikke primært om det almene ”ytringsfrihed”, men først og fremmest om skolesynet.

Efter min mening bør talen udleveres til alle nye lærerstuderende, så de kan lære at stå fast og protestere mod fremtidige læringsrevolutionære systemer.

Link til Niels Christian Sauers tale: https://www.folkeskolen.dk/647871/tale-ved-eriks-sejr?fbclid=IwAR3cq7mO6jVM9ujXJoG2CL5pglPVzfH9f_X-zBZtsApkCOu_NCS0n4xyhNU

 

b) Video fra ”Odense ser rødt”

Den fynske gruppe ”Odense ser rødt”, som har fulgt Schmidt-sagen tæt i alle årene, lagde efterfølgende en video ud fra festarrangementet.

I videoen kan man i et ældre klip fra gaden i Odense høre rådmanden, Susanne Crawley Larsen, reducere sagen til følgende sætning:

“Der er en personalesag, som handler om en lærer og hans leder” (minut 3:32)

Det er den eneste gang, jeg har hørt rådkvinden omtale Schmidt sagen i en semi-offentlighed.

Hermed er hun helt på linje med KL og Odense Kommunes skoledirektør.  Der er mange, der har interesse i at gøre sagen til “en personalesag”, så den kan ende i en kommunal mappe.

https://www.youtube.com/watch?v=cZ9kmD5_Sj4&fbclid=IwAR0_gR7L57L1f652dTP-24NpkrZqRrdn28KvxKyOstTiwkywOTywT100hTM

 

iv) Norske reaktioner

Jeg vil omtale to norske reaktioner:

a) Mestrermestreikke.no

Den norske log mestrermestreikke.no skrives af de to førende pædagogiske forskere, sociologen Mari Pettersvold og teologen Solveig Østrem. Deres blogindlæg “Ytringsfrihet og autoritære ledere” fra d. 30. november tager udgangspunkt i Erik Schmidt-sagen. De kalder dommen en “viktig seier” i en “prinsipiell sak”, og de lægger vægt på, at den danske folkeskolereform har en tendens til at fostre autoritære ledere. De trækker tråde mellem sagen og deres egen bog “Profesjonell uro” fra 2018, hvor Schmidt sagen også omtales.

Link til blogindlægget: http://www.mestrermestrerikke.no/2018/11/ytringsfrihet-og-autoritre-ledere.html

 

b) Utdanningsnytt.no.

Den norske hjemmeside utdanningsnytt.no, som er en lidt bredere udgave af folkeskolen.dk, havde d. 19. december en omtale af sagen. Her fortæller de om Schmidts reaktion, som jeg vil vende tilbage til i kapitel 5. De refererer også til en dansk undersøgelse fra FTF, som omfatter både lærere og sygeplejersker. Undersøgelsen siger, at 60% af FTF’s medlemmer er bange for at ytre sig, og at dette tal er stigende.

Redaktionen har desuden oversat Erik Schmidts indlæg i Politikens Skoleliv til norsk, jf. kapitel 5.

Endelig er det værd at bemærke at Utdanningsnytt.no sammenligner Schmidt-sagen med en lignende meget omtalt Malkenes-sag fra Oslo-skolen. Også Malkenes vandt sagen med kryds og bolle, og den autoritære skolechef i Oslo måtte forlade sin stilling.

Her er to artikler fra utdanningsnytt.no:

1. https://www.utdanningsnytt.no/nyheter/2018/november/seier-i-retten-til-lektor-erik-schmidt-i-dansk-malkenes-sak/, fra d. 29. november.

2. https://www.utdanningsnytt.no/…/dansk-lektor-mener-skolele…/ , fra d. 19. december.

Her er oversættelsen af Schmidts indlæg til norsk:
https: https://www.utdanningsnytt.no/debatt/2018/desember/skoleledelsen-er-havnet-pa-avveie/

 

v) Heine Andersens reaktion

Forfatteren til bogen “Forskningsfrihed”, professor Heine Andersen, reflekterer i et Facebook-opslag fra d. 4. december over retssagen.

Heine Andersen mener, at afgørelsen er en principiel sejr for ytringsfriheden, men at de manglende konsekvenser af afgørelsen samt KL’s forsøg at benægte og nednormere afgørelsens substans kan få den modsatte effekt, altså at ytringsfriheden ender med at blive decideret skadet. Han frygter, at dommen bliver en pyrrhus-sejr, fordi KL’s vedholdenhed og negative reaktion vil afskrække andre fra at ytre sig.

Der er noget at tænke over for folk med pædagogisk interesse, herunder ikke mindst DLF, BUPL og Magisterforeningen.

Link til Heine Andersens analyse: https://www.facebook.com/heine.andersen.58/posts/10156746486187970

 

vi) Anders Bondo Christensens reaktion

Anders Bondo Christensen lykønskede Erik Schmidt på folkeskolen.dk i et blogindlæg fra d. 6. december. Danmarks Lærerforening har gjort en stor og imponerende indsats i denne sag. Det er al ære værd.

I indlægget hæfter jeg mig ved tre ting, to positive og en negativ:

a) Positiv 1
For det første trækker Bondo en yderst problematisk sætning frem, som optræder i domsskriftet. Sætningen kommer fra Odense Kommunes advokat:

”Videre gøres det gældende, at der ikke – som anført af Erik Hulmose Schmidt – er ‘vide grænser’ i forhold til at fremsætte den pågældende type af ytring. Der er ikke tale om et forhold, som er omfattet af ytringsfrihed (for offentligt ansatte), idet der ikke er tale om, at Erik Hulmose Schmidt som privatperson uden for arbejdstiden har ønsket at fremsætte ytringer. Tværtimod er der tale om, at Erik Hulmose Schmidt i arbejdstiden er fremkommet med de uacceptable udsagn. Af begge disse årsager følger, at der ikke er tale om et forhold, som er omfattet af ytringsfriheden”.

Heldigvis købte retten ikke denne markering, som jo vil føre til, at man skal makke ret på arbejde, og kun kritiserer i avisen, dvs. kun ”fremsætte ytringer” under det undertrykkende udtryk ”privatperson”. Men ytringsfriheden gælder altså – ifølge både landsretten og Ombudsmanden – også på jobbet. Ja, man skulle egentlig nærmest tro, at den var stærkere der. Men at disse synspunkter fremføres af KL og Odense Kommune overrasker mig ikke. KL er simpelthen utilpas ved faglighed og kritisk aktivitet.

Tak til Bondo for at minde os om denne passus, hvis ånd lover dårligt for alle kommunalt ansatte. Heldigvis anerkender landsretten ikke passussen, hvilket lover godt for alle ansatte overhovedet.

 

b) Positiv 2
For det andet har Bondo fanget en udtalelse fra en Henrik Schou, som er skoledirektør i Tønder Kommune.

Schou har – ligesom Stefan Hermann den anden dag – forstået Landsrettens faglige pointe. Han skrev på Twitter:

”Vigtig afgørelse og en vigtig besked til arbejdsgiverne. Det er i spændingsfeltet mellem det, der adskiller os, at vi udvikler os. Det er nu fastslået, at kritik ikke kun er sundt, men også lovligt”.

Nu er der jo langt fra twitter til en pressemeddelelse på KL’s hjemmeside, men man må positivt notere sig alle kommunale pip i det ellers lukkede system.

 

c) Negativ
Det er tankevækkende, at Bondo ikke nævner KL og Odense Kommunes reaktioner, som jeg omtalte i kapitel 3. Han fortier dem simpelthen. Det kan kun skyldes, at han er bundet af Ny Start-overenskomsten.

Og Bondo supplerer desværre sin fortielse med en direkte nedtur:

”Situationen udspandt sig på Agedrup Skole for fire år siden. Samarbejdet mellem Odense Kommune og Odense Lærerforening er i dag langt bedre. Med Ny start har vi forpligtet os til at arbejde for bedre relationer overalt i landet. Bruger vi landsrettens afgørelse rigtigt, kan den være med til at styrke samarbejdsrelationerne.”

Bondo slutter altså ligefrem med at rose Odense Kommune og sætte sin lid til Ny Start. Men KL har som allerede nævnt decideret brugt Ny Start til at ydmyge DLF, jf. den video, som jeg omtalte i kapitel 3.D.ii).

Der er absolut ingen Ny Start i denne sag, selvom både KL og DLF altså gladelig henviser til den. Bondo nævner slet ikke KL’s fortolkning af dommen. Han finder blot et lille tweet fra Tønder.

KL bruger Bondos desperate tillid til Ny Start til at holde ham i kort snor.

Denne fortolkning understreges af, at Bondo ligefrem roser Odense Kommune på lige netop det sted i teksten, hvor han burde have krævet helt andre kommunale tiltag, forklaringer og undskyldninger. Bondo falder ned som et Ny Start-lam i en slags Ny Start-hyldest til Odense Kommune. Han ender derfor med at bekræfte Heine Andersens ”pyrrhus-sejr”-tese, som jeg omtalte under punkt v) i nærværende kapitel.

Anders Bondos blogindlæg: https://www.folkeskolen.dk/648107/tillykke-erik?fbclid=IwAR1B-84nkBcaZJGORgRwREpbyz7fVw5rTWhTMR-5g9uk7AW1VKzxMDbj4Dg

DLF’s pressemeddelelse d. 29. november: https://www.dlf.org/184031.aspx?fbclid=IwAR1vtlRZZeeXKTEYyx2J88-XVidrc4t4f2HYEVIFwV3uoYsyvnvljqycTMQ

 

vii) Dansklærerforeningens reaktion

Folkeskolens Dansklærerforening har i alle årene arbejdet på dannelsesfløjen. Foreningen har kæmpet hårdt mod skolereformens reduktionistiske syn på skole i almindelighed og på danskfaget i særdeleshed.

I forbindelse med Odense Kommunes og KL’s aktuelle angreb på skole og åndsfrihed, har foreningen brilleret med ikke mindre end tre indlæg om Schmidt-sagen, der alle entydigt tager Schmidts parti. Alle indlæg er skrevet efter landsretsdommen.

Den nuværende formand, Marie Elmegaard, skrev et fint indlæg til Politikens skoleliv, hvor hun understreger dommens betydning for det gode skoleliv.

Og den tidligere formand Jens Raahauge, som stadig sidder i foreningens bestyrelse, holdt tale til Schmidt ved Odense Lærerforenings sejrsfest i sidste uge, hvor han fortolkede dommen pædagogisk og litterært.

Og den nuværende næstformand, Katja Gottlieb, skrev et flot indlæg med titlen ”#je suis Erik Schmidt” på folkeskolen.dk, hvor hun slår et slag for vredens, indignationens og følelsernes plads i pædagogikken. Efterfølgende blev hun interviewet til Kristeligt Dagblad.

Dansklærerforeningen lægger tæt på dannelsesgrupperingen Sophia, hvor Raahauge er formand. Sophia finansieres af Danmarks Lærerforening, så vidt jeg ved. Tidligere sad Peter Kemp også med i bestyrelsen. Raahauge, som selv er gammel skoleleder, fik i øvrigt – ligesom Stefan Hermann – den såkaldte Holger-pris i 2007. Det var Schmidt, der tildelte prisen.

Danskfagets lærebøger bærer også ved til kritikken. Det kan man læse om rundt omkring i en nyere lærebogsudgivelse af Martin Jørgensen og Johannes Fibiger ”Tæt på dansk didaktik”. Jørgensen var lærer på Aarhus Seminarium og er med i redaktionen for tidsskriftet KVAN. Fibiger er lærer ved VIA-UC på læreruddannelsen i Silkeborg. Han skrev blandt andet bogen ”Litteraturens veje” til gymnasieskolen sammen med afdøde Gerd Lütken, som selv har bidraget til den pædagogiske kritik på forskellige måder.

På den måde samles den pædagogiske kritik i folkeskolen omkring Dansk-faget. De andre fag har mig bekendt ikke kastet sig ind i kampen?

Man skal dog huske på, at dansk-faget også er noget andet. I Pædagogikkens Anden Verden handler det om fremtidskompetencer, scenariedidaktik og OECD. Her sættes OECD lig med dannelse. Det er DPU’s og skolereformens version. Ingen fra dette segment har så meget som omtalt Schmidt-sagen mig bekendt.

Marie Elmegaards indlæg på Politiken Skoleliv: https://skoleliv.dk/debat/art6886942/Sagen-om-Erik-Schmidt-er-langt-fra-tilf%C3%A6ldig

Jens Raahauges tale i Odense: https://www.folkeskolen.dk/647939/erik-schmidt—et-dannet-menneske

Katja Gottliebs indlæg på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/647675/je-suis-erik-schmidt

Interview med Katja Gottlieb i Kristeligt Dagblad: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/skolen-tager-skade-hvis-laerere-ikke-toer-rejse-kritik

 

viii) Folkeskolen.dk’s reaktion

Chefredaktør for folkeskolen.dk, Hanne Birgitte Jørgensen, tog sagen op d. 10 december i sin leder, ”Kend din ytringspligt”, som også blev bragt i nr. 21 af bladets papirversion. Også hun mener, at der er tale om en ytringsfrihedssag. Hun skriver f.eks.:

”Dommen sætter en tyk streg under, at lærerne har ret til at ytre sig kritisk i forhold til vedtagne regler og politikker uden at få advarsler og andre sanktioner smidt i hovedet bagefter.”

Hun sætter også dommen i relation til skolens formål, og er dermed på linje med Niels Christian Sauers og Dansklærerforeningens argumentation.

Inde i bladet bringes dog et meget problematisk interview med en FTF-jurist, hvis synspunkter meget let kan bringes i kontakt med KL’s linje og som dermed går imod chefredaktørens indstilling. Den diskussion lader jeg dog fare i denne omgang. Interviewet lader desuden til at have fundet sted før landsretsdommen – det tager nemlig udgangspunkt i byrettens dom fra 2017- og derfor kan det ikke behandles som en ”reaktion”.

D. 9. januar 2019 fulgte Anders Bondo Christensen op på chefredaktørens sprogbrug med et indlæg, der hed ”Det er vores pligt at åbne munden”. Dog uden at nævne Schmidt-sagen.

Link til chefredaktørens leder om sagen: https://www.folkeskolen.dk/648095/kend-din-ytringspligt-

Link til Anders Bondos opfølgende blog: https://www.folkeskolen.dk/650192/det-er-vores-pligt-at-aabne-munden

 

Kapitel 5.  Erik Schmidt reaktion på dommen

Sagens hovedperson, Erik Schmidt, der heltemodigt talte læringsrevolutionen midt imod på hint lærermøde i 2014, har kommenteret landsrettens dom i fire sammenhænge. Her er en kort omtale med tilhørende links. Det vægtigste indlæg kan man læse under punkt 5.D.

 

5.A. Sejrsfesten

Under Odense Lærerforenings sejsfest, som jeg allerede har refereret til i afsnit ”4C, iii, b)”, siger Schmidt lidt om dommen. Det er også den tale, som den norske blog Mestremestreikke.no tager udgangspunkt i, jf. afsnit ”4c, iv, b)”. Talen er meet kort refereret på folkeskolen.dk og bærer præg af en nærmest lykkelig forvirring. Schmidt får dog advaret mod autoritære ledelsesformer.

Kort omtale af talen ved sejrsfesten: https://www.folkeskolen.dk/647761/erik-schmidt-min-tale-tog-udgangspunkt-i-at-vi-tabte

 

5.B. Facebook

Få dage senere, d. 2. og 3. december, reflekterer Schmidt over KL’s reaktion i to indlæg på facebook. I det første indlæg citerer han følgende fra sin egen advokats argumentation, som også indgår i Landsrettens domsudskrift:

Det er det klare udgangspunkt i dansk ret, at offentligt ansatte har en vid adgang til at fremsætte personlige synspunkter om almene og aktuelle spørgsmål for deres arbejdsplads uden at blive mødt med ansættelsesmæssige sanktioner. Dette udgangspunkt gælder synspunkter, der fremsættes internt såvel som eksternt. Der er intet i denne sag, der indikerer, at Erik Hulmose Schmidts meningstilkendegivelse på personalemødet den 7. maj 2014 skulle være en undtagelse til dette udgangspunkt!”

Dette synspunkt, at der er ytringsfrihed både offentligt og på interne møder, ligger i fin forlængelse af Ombudsmandens fortolkning og altså også af landsrettens dom.

Schmidt undrer sig over, hvordan denne retstilstand er forenelig med den fortolkning af dommen, som KL har fremsat. Schmidt konstaterer også, at han endnu ikke har modtaget nogen henvendelse eller beklagelse fra kommunen.

I det andet opslag fra d. 3. december reflekterer Erik Schmidt over landsretsdommens konsekvenser for det pædagogiske arbejde. Han argumenterer for dommens betydning for den interne ytringsfrihed, og igen nævner han problemet med de lukkede og autoritære ledelsesformer. Endelig sætter han dommen i relation til Odense Kommunes personalepolitiske retningslinjer, hvilket giver en nærmest Jonatan Spangsk effekt.

I det pågældende regelsæt står der bl.a. ”Vi har modet til at sige fra, når vi oplever noget, der ikke fungerer i hverdagen”. Ak ja, nogle gange overgås satiren af virkeligheden.

Link til det første facebook-opslag: https://www.facebook.com/erik.schmidt.758/posts/1782939068502018

Link til det andet facebook-opslag: https://www.facebook.com/erik.schmidt.758/posts/1783667895095802

 

5.C. Dagbog i Politiken Skoleliv

Politikens Skoleliv bad Erik Schmidt om at føre en slags dagbog i ugen efter dommen. Artiklen udkom d. 6. december. Det er “nærmest lykkelig” læsning, og vi er mange, der nu skal arbejde med at få dommen effektueret, så lykken kan brede sig ud i samfundet.

Schmidt slutter af med følgende:

“Jeg har stadig ikke hørt fra hverken kommunen, skolelederen eller skolechefen. Jeg er spændt på, om jeg får en hilsen fra dem. Eller måske seks flasker rødvin…”

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg er lidt tom for ord. 6 flasker vin? Den var måske gået i 2014. Schmidt er en beskeden mand. Han har mistet 4½ års løn fra den skole, som han har viet sit liv til, men som ulovligt behandlede ham som ”negativ adfærd”, og nu beder han pænt om vin fra Føtex. Vi skal op på en hel anden klinge efter min mening.

Man bør også lægge mærke til artiklens fakta-boksen, som efter min mening kolporterer KL’s og Odense Kommunes fortolkning af dommen. Her kan man læse, at Schmidt udtrykte sin “utilfredshed”, men uden nærmere specifikation om ”utilfredshedens” objekt, nemlig pædagogisk ledelse og faglig diskussion. Det fremgår også, at Schmidt kun blev frikendt, fordi han ikke tidligere havde forløbet sig og fordi han havde beklaget sin “opførsel”. Dermed pakkes dommen ned i noget adfærdsmæssigt langt væk fra ytringsfrihed, saglighed og åndsfrihed, som ellers udgør dommens kerne. På den måde lever Politiken op til sin altid reformaffirmative praksis. Avisen har mig bekendt aldrig nævnt sagen før landsrettens aktuelle proces, selvom den har været på alles læber i mange år.

Link til dagbog:
https://skoleliv.dk/…/%C2%BBJeg-kan-bare-m%C3%A6rke-lykken-…

 

5.D. Samlet kommentar i Politiken Skoleliv

D. 18. december kommer Schmidts samlede kommentar til dommen. Schmidt opfatter dommen som en støtte til både ytringsfrihed, til åndsfrihed og til skolens tradition og betydning. Dernæst undrer han sig over Kl’s og Odense Kommunes fortolkning og opfordrer endelig til en bedre lovmæssig sikring af ytringsfriheden.

Endelig kan man forstå af indlægget, at Schmidt stadig ikke – her tre uger efter dommen – har modtaget noget brev fra den kommune, som trådte hans rettigheder og livsværk så groft under fode.

Erik Schmidts indlæg i Politiken Skoleliv: https://skoleliv.dk/debat/art6916856/Skoleledelsen-er-kommet-p%C3%A5-afveje?utm_campaign=skoleliv&utm_content=18-12-2018&utm_medium=newsletter&utm_source=skoleliv

 

5.E. Hygge-mail fra kommunen

Schmidt har ikke endnu ikke modtaget nogen officiel henvendelse fra sagens kommunale aktører. Men efter næsten en måned har skoledirektør Nikolaj Juul Jørgensen efter sigende pr. 23. december sendt en uformel mail til Schmidt, hvor han foreslår, at de slår en streg over det hele. I hvert fald har Schmidt oplyst følgende på Facebook d. 3. januar 2019:

”Jeg har stadig ikke modtaget noget anbefalet brev fra Odense Kommune, men jeg må lige fortælle, at skolechefen i Odense, Nikolaj Juul Jørgensen, lige før jul (vist på baggrund af mit indlæg på Politiken Skoleliv) sendte mig en personlig mail, hvor han gav udtryk for anerkendelse af dommens konklusioner og håb om, at vi kunne “mødes om følelsen af, at det er rart, at vi nu kan lægge sagen bag os”. Jeg har lige skrevet tilbage til ham, at dommen selvfølgelig lever videre, men at jeg ikke bærer nag til nogen enkeltpersoner. Jeg synes dog nu stadig, at en myndighed, der står bag et så alvorligt fejltrin, ikke bare bør forsøge at få sagen og dommen lagt stendød, men skylder noget mere. Noget, der kan mærkes – og her taler jeg ikke om penge. Jeg følte mig dog trods alt nødsaget til at sige mit job op tre år før, jeg havde regnet med at skulle gøre det. Og noget, der viser, at kommunen indrømmer sin fejltagelse og forklarer, hvad man vil gøre for at undgå lignende fejltrin i fremtiden. Men okay, skolechefen har da skrevet til mig.”

Så skolechefen undsiger dommens indhold og lægger op til lidt jovial hygge. Jeg har ikke ord for min indignation.

 

Kapitel 6. Afsluttende bemærkninger

Jeg har argumenteret for, at det kommunale system udgør en helt isoleret og uigennemtrængelig silo i forhold til den mangfoldigt facetterede men enige politiske, juridiske og pædagogiske opfattelse af dommens essens og betydning. Det har været en meget sørgelig proces at følge, men det lever helt op til min videnskabelige tese om pædagogikkens tiltagende opsplitning, hvor KL og det jeg kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki, har materialiseret sig ved et magtfuldt opgør med den pædagogiske tradition og lov.

Det er på den baggrund klart, at organisationer som KL og Odense Kommune er fuldstændig uegnede til at indgå i forvaltning af skoler og pædagogiske processer i det hele taget.

Her til sidst – som en form for PS – vil jeg notere tre frit kommenterende og poetiske fortolkninger af denne tilstand, som jeg har arbejdet med undervejs:

 

6.A. Renterne

Jeg sidder og hygger mig med landsrettens dom. Sidste sætning lyder:

“Thi kendes for ret: Odense Kommune skal anerkende, at advarslen den 2. juni 2014 til Erik Hulmose Schmidt var uberettiget. I sagsomkostninger for begge retter skal Odense Kommune inden 14 dage betale 126.250 kr. til Danmarks Lærerforening som mandatar for Erik Hulmose Schmidt. Beløbet forrentes efter rentelovens §8a”.

Renterne er i gang med at løbe. Kæmpe-renten.

Folkeskolelovens §1 og §5, som er samfundets og skolens formål, kræver renter fra skolereformen, hvis ånd nu er afsløret som ulovlig.

Skolens lov vil have renter fra den læringsrevolution, som ville opløse landets pædagogik og åndsfrihed i nidkær læringstvang.

Pædagogikken vil have renter fra Odense Kommune, KL og alle de underdanige forsknings-institutioner. Ja, fra alle de mange organisationer, som har understøttet den ånd, hvori overgrebet mod pædagogik og frihed har været eksekveret i nu 5 år.

Landets ret gik i rette med en stat i forfald. Retten rettede borgeren ret. Forfaldsstaten havde ellers nægtet borgeren at rejse sig op med henvisning til ”negative holdninger”, men nu står borgeren strunkt og sikkert igen. Nu er det lærings-staten, der ligger ned og skal betale renter, så staten kan blive pædagogisk og politisk igen.

Loven og læreren har ved fælles hjælp rettet staten op. Det er det, jeg kalder demokrati og pædagogik i kærlighed til sandhed og kundskab – hvilket jo er definitionen på filo-sofi – i et samfund, der tænker.

 

6.B. Suzy og Eigil

Suzy: Hov du der, du har en negativ holdning. Den går ikke. Gult kort til dig!
Eigil: Jamen, jeg sagde jo blot min mening om et fagligt emne af fælles interesse.
Suzy: Ja, den er god med dig. Gult kort!

Eigil: Det kan jeg ikke leve med. Jeg skal jo arbejde efter skolens lov. Jeg siger op.
Suzy: Ok, det er modtaget, men du får en advarsel alligevel. Gult kort forever!

Eigil: Det går altså ikke, Suzy. Jeg må lægge sag an.
Suzy: Så må du væbne dig med tålmodighed, for jeg og min kritik- og dannelseselskende kommune – æret være profetens skæg – vil gøre alt for at undgå dine og alle andres ukonstruktive og negative holdninger. Om det så skal tage over 4 år!

Eigil: Puha, du er sørme ikke meget for diskussion, faglighed og kritik?
Suzy: Jo da, for det er netop kommunens grundlæggende værdier. Jeg rejser rundt i hele landsdelen, og alle lytter og klapper. Vi er førende i landet på ytringsfrihed. Det er en kerneopgave, som vi arbejder stenhårdt på at optimere.

Eigil: Men…..
Suzy: Jeg er formålenes og Grundlovens kvinde!

Eigil: Men…..
Suzy: Jeg er radikal. Du er fake news og Trump og populist!

Eigil: Men jeg er skolens og pædagogikkens mand. I mange år har jeg….
Suzy: Stille! Det er MIG, der står for åndsfrihed, dialog og kritik. Jeg er RADIKAL!

Fire år senere:

Eigil: Nå Suzy, så vandt jeg altså sagen. Det var noget af en hård nyser, men det var altså alligevel mig, der vidste, hvad åndsfrihed og dannelse er. Jeg fik ret, og du tog fejl. Skylder du mig ikke en beklagelse og et par gode flasker vin? Eller måske fire års løn? Måske en markering til alle de andre lærere?

Suzy: Sagen? Hvilken sag? Hvad taler du om?

Eigil: Men…..
Suzy: Ikke flere negative holdninger, Eigil. På med ja-hatten. Ligesom alle de andre.

Eigil: Men…..
Suzy: Se selv, ingen kritiserer mig! Og jeg elsker ellers kritik! Jeg har altid ret. L’ecole, c’est moi!

Eigil: Hov, hvad er det, som ligger der?
Suzy: Hvad Søren! Det er jo en gul vest og en masse bøger. Hvor ulækkert!

 

6.C. Dialog mellem Bambi og Eigil

Eigil: Hej, Bambi, tillykke med stillingen som skoleleder her på vores landsbyskole.

Bambi: Hej Eigil og hej lærere og pædagoger, godt at møde jer allesammen.

De ansatte: Nå, men hvad skal vi så snakke om, synes du?

Bambi: Jeg har en plan. Vi skal lave skolen helt om. Vi skal læringsmaksimere.

Eigil: Det er altså ikke skide godt, Bambi. Prøv at læs her, f.eks. hos Løgstrup og Kemp….

Bambi: Ved du nu hvad Eigil, nu har du sørme ”negative holdninger og synspunkter”. Du får et gult kort. Du må heller ikke sige “skide”.

Eigil: Undskyld det med “skide”, Bambi. Det røg bare ud af mig, fordi du lige mindede mig om Egon Olsen, da du sagde, at du havde “en plan”.

Bambi: Undskyldningen er ikke modtaget!

Eigil: Men hvad så med det der med Kemp og Løgstrup? Der står jo i loven, at demokrati og åndsfrihed skal præge……

Bambi: Stille! Du skal lære, at det er lederen, der bestemmer!

Eigil: Men jeg kan jo ikke gøre mit arbejde, hvis lederen siger, at jeg ikke må sige noget med udgangspunkt i pædagogisk faglighed og i lang pædagogisk erfaring, dvs. med udgangspunkt i loven selv?

Bambi: Du må lære at gå fra vaner til evidens, Eigil. Du skal lære noget ”konstruktiv kommunikation”. Her i kommunen kalder vi det for ”dannelse”.

Eigil: Det kan jeg altså ikke.

Bambi: Som sagt, gult kort til dig for at være negativ og ukonstruktiv overfor mine forandringsprocesser.

….så går der 4½ år med diverse retssager….:

Eigil: Hej Bambi. Nå, jeg vandt sørme retssagen. Det lader til, at det var dig, der var ”ukonstruktiv” og ”negativ” og ikke mig.

Bambi: Hvem er du?

Eigil: Kan du ikke kende mig?

Bambi: Desværre hr., jeg har ikke tid.

Skærm – skærm ikke? Ny rapport om mobiler i skolen

Der er kommet en meget spændende – men også modsætningsfyldt – rapport om brug af mobiltelefoner i den danske grundskole. Det er Andreas Lieberoth, der har stået for arbejdet. Lieberoth er fagligt set – hvis jeg har forstået det ret – tæt på de ret teknologibegejstrede IT-kompetencemiljøer, som præger dele af UC-sektoren og visse kredse på AU.

Det modsætningsfyldte ved rapporten består i, at dens resultater går imod Lieberoths pædagogiske holdninger. Lad os se på sagen:

 

A. Del 1: Beskrivende data

Lieberoth og hans gruppe har interviewet pædagogiske nøglepersoner fra 602 skoler (ud af 1870)..

I rapporten arbejdes der med ni forskellige strategier for mobilbrug på skolerne. Det giver følgende kategorier (i parentes er angivet den enkelte strategis hyppighed):

Ingen faste regler (1,6%)

Bruges som arbejdsredskab (4,4%)

Efter lærers skøn (11,8%)

Regler laves i klasserne (14,9%)

Aldersdifferentieret (14,8%)

I tasken/slukket (22,8%)

Opbevares med adgang efter aftale (mobilhotel) (10,2%)

Opbevares hele dagen under løs (mobilfængsel) (19,1%)

Forbud (0,4%)

De 9 kategorier angives at være gensidigt overlappende, men alligevel ender fordelingen på 100%. Det skyldes, at der arbejdes med en såkaldt ”kondensering”. Det slører realiteten lidt, men nok om det.

Ofte vil man kunne samle de sidste tre strategier, forbud/fængsel/hotel, under én kategori, der minder om forskellige variationer af det franske mobil-forbud. Gør man det, har 30% af skolerne forbud i bred forstand, hvor mobilerne altså kun kan tages frem i helt særlige situationer i løbet af dagen. Selv i “fængslet” bruges mobilerne i ny og næ, nemlig på 16,2% af fængsels-skolerne.

Mobiler er forbudt i frikvartererne på 46,9% af alle skoler. Det er især inden for kategorierne ”fængsel/hotel/lærerskøn/slukket”, at børnene har glæde af dette forbud.

De mest strikse områder i landet er regionerne Sjælland (fængsel: 41%), Syddanmark og Hovedstaden. De mest liberale på området er Midtjylland og Nordjylland. Især i Midtjylland er den helt gal (fængsel: ca. 0%).

 

B. Del 2a: Effekter og sammenhænge.

Den generelle tendens er følgende:

Jo mere restriktive regler, skolerne har for brug af mobiler, desto mere koncentration, ro, nærvær, samvær, leg og bevægelse får man. Frikvartererne bliver også bedre.

Det er noget af et resultat, må man sige.

Den eneste fordel ved brug af mobiler i skolen er, at det angiveligt skulle forbedre ”digital dannelse og selvregulering”. Dette begreb er dog ikke defineret i rapporten og har slet ikke samme ligefremme hverdagsbetydning som de andre variable (frikvarterer, ro, leg etc.). I undersøgelsen kommer det bare til at fremstå som om, at jo mere mobilbrug i skolen, jo bedre et eller andet med mobiler, som er godt. Det kan man ikke bruge til noget. Ord som “dannelse” og “selvregulering” er videnskabelige begreber med mange betydningslag.

Og mon ikke det giver super digital dannelse at være uden mobiltelefoner i 8 timer om dagen? Det tror jeg.

 

C. Del 2b: Videre forskning/samfundsperspektiv/model til den danske folkeskole

Det virker faktisk som om, at rapportens resultater kommer lidt bag på forfatteren, der jo også selv er knyttet til kredsen af teknologi-glade og kompetenceorienterede forskningsmiljøer. Til sidst giver han sig da også ideologisk til kende. Her kan man læse at ”skærmteknologier er kommet for at blive”, at de bidrager til en ”professionel og demokratisk fremtid”, at ”Danmark har tradition for at lade det være op til de enkelte skoler”, at man skal ”klæde lærerne godt på til at håndtere den digitale pædagogik”, at man ”undervurderer, hvor virkeligt det digitale samvær også er for den nye generation” osv.. Vi får også at vide, at vi skal ”komme fra det 20. århundredes medieforbrug til det 21. århundredes mediedeltagelse”, og at det er vigtigere at få ”god morgenmad” end at kritisere mobilvanerne. Kort sagt: Lieberoth kan især godt lide en af sine variable, nemlig det ubestemte ”digital dannelse og selvregulering”, som altså udgør et helt marginal del ar rapportens pædagogiske resultat. Der er ingen særlig fremhævelse af alt det, som mobiltelefonerne ødelægger, altså koncentration, leg etc..

Den afsluttende konklusion og bogens fire anbefalinger følger trop på denne tendens. Her tages alene udgangspunkt i ”digital dannelse/selvregulerings”-variablen, og rapportens centrale resultater inddrages slet ikke. Dermed udtrykker forfatteren en holdning, hvis horisont går stik imod resultaterne i hans egen rapport. UC- og medieforskningskollegerne på twitter virker da også meget forvirrede.

Men lad os holde fast i rapportens resultat, nemlig at et mobilforbud/fængsel/hotel i både undervisning og frikvarter fremmer koncentration, ro, nærvær, samvær, leg, frikvarter og bevægelse. Kort sagt: Det pædagogiske liv som sådan. Rapportens korrekte anbefaling burde derfor være: Lav et mobil-fængsel!

Lieberoth forsøger, formodentlig ubevidst, at tale sig uden om rapportens hovedresultater. Han er anfægtet og lidt forvirret, og rapportens konklusioner går derfor imod rapportens data. Men han skal have tak for at vise modsigelsen frem og for det store arbejde i det hele taget.

Det kan med udgangspunkt i rapportens resultater ikke gå for hurtigt med at få Google ud af børnenes kropslommer. Dertil kommer hele argumentet med europæisk frihed over for asiatisk og amerikansk digitaliseringsdominans. Og Lieberoth nævner heller ikke de dannelsesmæssige problemer med Kommunernes og regeringens dataideologi, som jo vil spille sammen med mobilerne og læringsdatasystemerne, f.eks. via AREA9-systemerne.

Her vil du måske indvende, at det heller ikke er Lieberoths opgave i rapporten. Men den indvending holder kun indtil s.42, hvor han forlader sine data og træder frem i pædagogisk forstand. Når man kan tale om “århundreder”, så kan man også drøfte digitaliseringens politiske og dannelsesmæssige konsekvenser.

 

Link til rapporten: http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Udgivelser/E-boeger/Ebog_-_Skaerm_-_skaerm_ikke.pdf

Facebook-drys 56: December 2018

Her er 38 facebook-opdateringer fra december 2018. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. KL’s opgør med åndsfrihed
  2. Svend Brinkmann kommenterer landsrettens dom
  3. Niels Christians Sauers kommentar til landsrettens dom
  4. Merete Riisager lykønsker Schmidt med landsrettens dom
  5. Norske forskere kommenterer landsrettens dom
  6. Odense Kommunes ulovlige advarsel
  7. Erik Schmidt kommenterer landsrettens dom 1
  8. Kommunal bæredygtighed
  9. Video om landsretssagen
  10. Heine Andersen kommenterer landsrettens dom
  11. Stefan Hermann kommenterer landsrettens dom
  12. Claus Holms konservatisme
  13. Erik Schmidt kommenterer landsrettens dom 2
  14. DPU’s dele-ideologi
  15. Anders Bondo kommenterer Landsrettens dom
  16. Dansklærerforeningen kommenterer landsrettens dom
  17. Menneskehedens håb og dystopi
  18. Undertrykkende tavshed i Odense
  19. FAQ om dannelse
  20. Dialog 1
  21. Radikal formand beskylder Brian D. Mårtensson for fake news
  22. Kerneopgaven
  23. Radikal dialog
  24. DPU?
  25. Erik Schmidt kommenterer landsrettens dom 3
  26. Facebook-drys 55: November 2018
  27. Identitetspolitisk kaos på CBS
  28. no kommenterer landsrettens dom
  29. CBS’ destruktion af poesi og pædagogik 1
  30. Postmodernismens lag
  31. CBS’ destruktion af poesi og pædagogik 2
  32. Evalueringer af folkeskolereformen
  33. Klima og uddannelse
  34. UPRIGHT – nyt projekt fra Positiv Psykologi
  35. Folkeskolereformens logik: Jo dårligere evalueringer desto mere skolereform
  36. Sokrates’ forsvarstale
  37. KL’s præferencer
  38. Globale refleksioner i Politiken

 

1. d. 1. december: KL’s opgør med åndsfrihed

Uren pædagogik anvendt på Schmidt-sagen:

“Negative synspunkter” er KLs og skolereformens eufemisme for fagligt og kritisk engagement, kort sagt for “åndsfrihed”, som jo er lovens og traditionens ord.

SFs Jacob Mark går heldigvis ind for “negative synspunkter”, altså åndsfrihed, hvilket er i fuld overensstemmelse med SF’s historie.

KL vil derimod kun have positive synspunkter. Det bekræfter KL’s aktuelle opgør med åndsfrihed, hvilket er i fuld overensstemmelse med KL’s, men ikke med kommunernes, historie.

KL vil ikke have åndsfrihed. KL vil have KL-ånd.

Hvor kommer KL-ånden fra? Det er det gode spørgsmål.

Landsretten forbød KL-åndens adgang til skolen. Skole og lov satte grænsebom ved skolelågen. KL må hente trøst hos DPO.

http://nyheder.tv2.dk/politik/2018-11-30-blog-endelig-er-det-slaaet-fast-at-en-skolelaerer-ogsaa-maa-raabe-op?fbclid=IwAR0XrzSjYqbXQJDvdztUNEWDSEdxRmXcNkS7VC9wQJEyNvUevZmw34lYj-U

 

2. d. 1. december: Svend Brinkmann kommenterer landsrettens dom

Svend Brinkmann mener – i modsætning til KL – at landsrettens afgørelse har principiel betydning, endda “stor principiel betydning”.

Brinkmann, som altid har kæmpet mod positivitetens tyranni, har naturligvis især sans for, at man gerne må have det, som KL kalder for “negative synspunkter”, dvs. det som i præ-KL-æraen hed “åndsfrihed”, hvilket stadig står i loven.

I den forstand har retten blot bekræftet skolens lov. Loven er egentlig ikke principiel, fordi den blot bekræfter princippet. Men i dagens Danmark, er en sådan principiel bekræftelse af princippet meget principiel.

Man må sige, at Schmidt har fulgt Brinkmanns leveråd om at “stå fast”.

https://www.facebook.com/svendbrinkmann/posts/10155588143126205

 

3. d. 1. december: Niels Christians Sauers kommentar til landsrettens dom

Her er Niels Christians Sauers fremragende tale til Erik Schmidt ved sejrs-arrangementet i Odense Lærerforening.

Efter min mening bør talen udleveres til alle nye lærerstuderende, så de kan lære at stå fast og protestere mod fremtidige læringsrevolutionære systemer.

https://www.folkeskolen.dk/647871/tale-ved-eriks-sejr?fbclid=IwAR3cq7mO6jVM9ujXJoG2CL5pglPVzfH9f_X-zBZtsApkCOu_NCS0n4xyhNU

 

4. d. 2. december: Merete Riisager lykønsker Schmidt med landsrettens dom

Allerede i torsdags blev Erik Schmidt lykønsket af landets undervisningsminister, Merete Riisager, på twitter:

“Tillykke til Erik Schmidt med dommen i landsretten. Man kan retteligt forvente, at offentligt ansatte udfører deres arbejde og anerkender ledelsesbeslutninger, men vi skal ikke have en folkeskole, hvor kritik og debat ikke tolereres.”

https://www.folkeskolen.dk/…/erik-schmidt-og-dlf-har-vundet…#dkpol #uddpol

Odense Kommune og Kommunernes Landsforening står nu i direkte opposition til statens lovgivende, udøvende og dømmende funktion.

 

5. d. 2. december: Norske forskere kommenterer landsrettens dom

Den norske blog mestrermestrerikke.no, som skrives af to førende pædagogiske forskere, omtaler åndsfrihedssagen fra Agedrup. De lægger især vægt på, hvordan skolereformen skaber autoritære ledere.

http://www.mestrermestrerikke.no/2018/11/ytringsfrihet-og-autoritre-ledere.html?fbclid=IwAR0RfSKdfu-2g2kkQyqor9gsIzCgsHWpPolbgg1_LfPjq_mJ_Ez_Q9h3bm8

 

6. d. 3. december: Odense Kommunes ulovlige advarsel

Jeg har kigget lidt på, hvad der rent faktisk stod i den advarsel, som altså viste sig at være ulovlig i en meget grundlæggende forstand.

http://www.thomasaastruproemer.dk/den-ulovlige-advarsel-til-schmidt.html?fbclid=IwAR0g1Mm1pEwkHv3DqJuEH7uwaCdKG_aCC5ccGM5MQEFQ285-Qz9LJWtC4AE

 

7. d. 3. december: Erik Schmidt kommenterer landsrettens dom 1

Erik Schmidt reflekterer i nedenstående opslag over landsretsdommens konsekvenser for det pædagogiske arbejde. Han sætter også dommen i relation til Odense Kommunes officielle personalepolitiske retningslinjer, hvilket giver en Jonatan Spangsk effekt.

https://www.facebook.com/erik.schmidt.758/posts/1783667895095802

 

8. d. 3. december: Kommunal bæredygtighed

Jeg sidder og hører Elisabeths pædagog-lilla plade fra 1984. Hun kommer til Aarhus i maj. Skal-skal ikke købe billet? Det er spørgsmålet.

Lige midt i sangen Cafe Ruinen er der optøjer ude på min normalt så stille forstadsvej.

Hvad sker der? Jeg åbner altandøren. Nede på gaden går en flok midaldrende mænd og en enkelt kvinde med slips. De står foran nogle pæne Volvoer. De har toptrimmede Maraton-kroppe. De støjer og forstyrrer freden og musikken.

Jeg råber til dem, at de skal tie stille. De råber tilbage, at jeg ikke skal råbe, for så får jeg en advarsel for at råbe og være negativ. De advarer også om nogle andre ting. Ja, de advarer i flere minutter. De larmende personer stamper også. Pludselig kronrager de sig. Jeg ender med at blive bange og tie stille. Jeg er ikke så modig som Luther eller en lærer.

Flokken går videre. Der står noget på ryggen med kantede røde bogstaver, som der er ild i. Hvad står der? Hvad er det dog for en bande bøller, som er havnet her i mit stille kvarter?

Jamen hovsa, der står jo LK. Hvad står LK for? Jeg henter min kikkert. På skuldrene står der ”Larmende Kommuner”. De bærer bannere, hvor der står: ”ned med skolen” og ”død over åndsfriheden” og ”byg tæt og gråt” og ”væk med blomsterne” og ”kommunal bæredygtighed”. På en plakat står der ”fra indhold til læring”. Alle Volvoerne har samme nummerplade: ”OECD 21”.

Lidt bagved går der en anden flok i fløjlsbukser og sandaler. De har blyanter bag øret. De tysser på den forreste flok. ”Sshh….!”, siger de, ”Husk: Vi har en gammel-ende-aftale, og I har også tabt en retssag.”

De Larmende Kommuner ler hånligt. De begynder at synge rocksange fra Shanghai, mens de stanger med deres glatte isser. Det er som om, de har vundet noget? Jeg kan ikke dy mig, så jeg råber: ”Har I vundet noget?”. ”Ja”, svarer kvinden med slips, ”vi har vundet over populismen og alle de privatpraktiserende”. Vi er den Ny Start.

Jeg løber ind igen. Jeg finder min avis. Her står der, at CO2-belastningen ved at koge en liter vand svarer til at se fjernsyn i tyve minutter. Det er ”overraskende og øjenåbnende forskning”, læser jeg.

Pludselig er der larm, råb og overraskende forskning overalt. Jeg må skrue helt op for Elisabeth for at få ro. Jeg når lige at høre det sidste af sangen:

”Cafe Ruinen, lige under en stjerne et sted
Cafe Ruinen, der går jeg ned
og hyler i ulvetimen
og drikker af vinden og vinen
som suser i rummet i nat
på Cafe Ruinen”

 

9. d. 4. december: Video om landsretssagen

Odense Ser Rødt har produceret en video om Åndsfriheds-sagen og om sejrs-arrangementet i Odense Lærerforening.

I videoen kan man i et ældre klip høre rådmanden Susanne Crawley Larsen reducere sagen til følgende sætning:

“Der er en personalesag, som handler om en lærer og hans leder” (3:32)

Hermed er hun helt på linje med KL og Odense Kommunes skoledirektør. Ifølge KL og Odense betyder sagen intet, men de har alligevel satset alt på sagen!

En “personalesag”? Hvilken banal løgn.

Disse folk og organisationer mener ikke, at sagen og afgørelsen har noget med ytringsfrihed at gøre. De mener, at forvaltningen – på trods af dommens klare tale – gerne må reducere folks pædagogiske engagement og ytringsfrihed til “negative synspunkter” osv..

Og hvad sker der egentlig nu? Kommer der en beklagelse eller en erstatning? Schmidt har mistet 4 års løn. Kommer der sager mod skoleleder og embedsmænd? eller mod konsulenterne i KL? kommer der breve til byens lærere? Eller nye retningslinjer?

Faktisk blev Odenses skoledirektør i fredags spurgt, om Schmidt skulle have en undskyldning. Svaret var:

“Det har jeg ikke lige overvejet. Nu er advarslen trukket tilbage”.

Der er nok mange, der har interesse i at gøre sagen til “en personalesag”.

https://www.youtube.com/watch?v=cZ9kmD5_Sj4&fbclid=IwAR0_gR7L57L1f652dTP-24NpkrZqRrdn28KvxKyOstTiwkywOTywT100hTM

 

10. d. 4. december: Heine Andersen kommenterer landsrettens dom 

Forfatteren til bogen “Forskningsfrihed”, Heine Andersen, reflekterer i nedenstående opslag over retssagen mod Erik Schmidt.

Heine Andersen mener, at afgørelsen er en principiel sejr for ytringsfriheden, men at de manglende konsekvenser af afgørelsen samt KL’s pinlige forsøg at benægte afgørelsens substans kan få den modsatte effekt, altså at ytringsfriheden bliver skadet.

Der er noget at tænke over for folk med pædagogisk interesse, herunder ikke mindst DLF, BUPL og Magisterforeningen.

https://www.facebook.com/heine.andersen.58/posts/10156746486187970

 

11. d. 5. december: Stefan Hermann kommenterer landsrettens dom

Stefan Hermann støtter Schmidt og ytringsfriheden:

Folkeskolen.dk bringer i dag et grundigt interview med Stefan Hermann om Schmidt-sagen og dens perspektiver.

Hermann har forstået sagens kerne 100% og taler som en seminarierektor, der værner om det pædagogiske liv på sin skole og i samfundet.

(Man glemmer helt, at han er leder på et UC. Jeg kan faktisk kun i tanke om det et sted, hvor man husker det, nemlig der, hvor han ikke vil være konkret i sin kritik af Odense og KL, hvorefter han nærmest er det alligevel, hvilket jo er dejligt)

Hermann mener som stort set alle andre, at sagen i høj grad handler om både ytringsfrihed, og han trækker kraftige tråde ned i den pædagogiske dialog. Dermed går han stik imod Odense Kommune og KL, som stædigt påstår, at sagen er en “personalesag”, der ikke er “principiel”.

Hermann går i detaljen med begrundelserne for åbenhjertighed og diskussion på en moderne pædagogisk arbejdsplads. Og der er både plads til følelsen og finken. Han efterlader ingen sprække til KL.

Tænk dog om Muhammed Bibi og det fynske læringsteknokrati havde tænkt som Hermann.

Der er den fine lille krølle ved sagen, at Schmidt i 2009 var med til at tildele Hermann den såkaldte Holgerpris. Holgerprisen blev tildelt personer som “i særlig grad har gjort fyldest i det pædagogiske landskab eller fremmet kvaliteten i den offentlige debat om folkeskolen”.

Man må sige, at Hermann med dagens markering har levet op til sin pris.

https://www.folkeskolen.dk/648054/stefan-hermann-vi-skal-oeve-os-paa-ytringsfrihed?fbclid=IwAR0T8G3j1PmJlEe_kIKSHWh_KJ9Kp0oLonYDeymBQFeAEkO19CElWG1Aj7Y

 

12. d. 6. december: Claus Holms konservatisme

Det tog mig lidt tid at knække koden på Claus Holms aktuelle leder i Asterisk. Lederen hedder ”Rend mig i forandringerne”.

Mit forståelsesproblem skyldes dels, at teksten – som det altid er tilfældet fra Holms pen – er så fuld af barokke modsætninger og ”fra… og…til…”-logikker, at man næsten ikke kan læse den. Men denne gang var det mere end det, noget andet. Noget mærkeligt.

Men så slog det mig: Lederen har en særlig logisk brist, som opløser teksten indefra. Lad mig gøre rede for min opdagelse:

Holms diagnose er følgende:

”I dag er verden globaliseret og præget af videns- og innovationsøkonomiens stadige krav om forandring og tilpasning. Vor tids credo er, at alle må lære at forandre deres liv gennem hele livet”.

Holm siger, at denne tilstand udløser et ”konservativt oprør”, som han mener er imod forandringer.

Dette oprør – og nu nærmer vi os den logiske brist – findes ifølge Holm i ”to versioner”, en ”kulturkonservativ” og en ”progressiv konservativ” version.

Kulturkonservatismen finder Holm i bogen ”The Nordic Secret”, som er en fin systemteoretisk undersøgelse af potentialerne i den nordiske – og især den danske – dannelsestradition. Faktisk er bogen ekstremt forandringsorienteret, men det lader jeg ligge.

Men hvad så med den ”progressive konservatisme”? Hvad er det? Jo, den handler om konkurrencestat og skolereform:

”Heroverfor står den progressive konservatisme. Den vil ikke tilbage til fortiden – i hvert fald ikke længere end til 1990’erne, hvor globaliseringen tog fart. Ideen er at styrke danskernes evne til at forblive en del af fremtidens globaliserede verden præget af forandringer. Opskriften er social mobilitet gennem livslang læring med især arbejdsmarkedet som fikspunkt. Alle – også dem der har svært ved at klare de globaliserede udfordringer og forandringer – skal kunne klare sig på det moderne arbejdsmarked”

Så kulturkonservatismen er altså ikke ”progressiv”, og den vil ”tilbage til fortiden”? Det er den slags ting, jeg mener med ”barokke og simple modsætninger”. Og er det nu ”konservativt” at tage udgangspunkt i 1990? Men igen, lad det ligge – jeg orker det ikke mere – for nu kommer den logiske brist:

For det ”progressive konservative oprør” er jo slet ikke et oprør. Det er slet ikke et oprør mod forandringer. Det er slet og ret “forandringen” som sådan.

Skolereform og konkurrencestat har været et definerende træk for metodefiksering og lærings-nysprog og for opgør med indhold og formål og dermed med virkelig forandring og udvikling.

Dermed skrider logikken i lederen. Diagnosen, som er “konstant forandring”, og den ene af løsningerne, som er “progressiv konservatisme”, flyder ud i det samme begreb, nemlig skolereform og konkurrencestat, som den anden løsning, det “kulturkonservative”, efterfølgende tildeles en reaktionær og underordnet plads i.

Så Problem og Løsning er et og det samme. Det er en virkelig magtfuld diskurs, hvis det lykkes.

http://edu.au.dk/aktuelt/asterisk/vis-artikel/artikel/rend-mig-i-forandringerne/?fbclid=IwAR34z-2LK1g8fuI2l29vjVC3IzrakuQov8JtPx1B43XXXayp7l9c3VY4Q9A

 

13. d. 6. december: Erik Schmidt kommenterer landsrettens dom 2

Politikens Skoleliv har bedt Erik Schmidt om at føre en slags dagbog om ugen, der gik. Det er “nærmest lykkelig” læsning, og vi er mange, der nu skal arbejde med at få dommen effektueret, så lykken kan brede sig ud i samfundet.

Schmidt slutter dog af med følgende:

“Jeg har stadig ikke hørt fra hverken kommunen, skolelederen eller skolechefen. Jeg er spændt på, om jeg får en hilsen fra dem. Eller måske seks flasker rødvin…”

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige. Jeg er lidt tom for ord. 6 flasker vin? Den var måske gået i 2015. Schmidt er en beskeden mand.

Man bør også lægge mærke til fakta-boksen, som efter min mening kolporterer KL’s og Odense Kommunes fortolkning af dommen. Her kan man læse, at Schmidt udtrykte sin “utilfredshed”, men uden nærmere specifikation om ”utilfredshedens” objekt, nemlig pædagogisk ledelse og faglig diskussion. Det fremgår også, at Schmidt kun blev frikendt, fordi han ikke tidligere havde forløbet sig og havde beklaget sin “opførsel”. Dermed pakkes dommen ned i noget adfærdsmæssigt langt væk fra ytringsfrihed, saglighed og åndsfrihed, som ellers udgør dommens kerne.

Links:

Link til dagbog:
https://skoleliv.dk/…/%C2%BBJeg-kan-bare-m%C3%A6rke-lykken-…

Min egen analyse af dommen: http://www.thomasaastruproemer.dk/kl-benaegter-landsrettens…

 

14. d. 6. december: DPU’s dele-ideologi

Claus Holms seneste leder ”Rend mig i forandringerne”, som jeg omtalte i formiddags, er virkelig grundigt eksponeret på DPU’s og Aarhus Universitets hjemmeside.

Dels står lederen i papirudgaven af magasinet Asterisk. Dertil kommer en netudgave, som både ligger i pdf-fil og som særskilt artikel. Disse delinger er ok.

Holm er selv ansvarshavende redaktør for Asterisk. Det synes jeg derimod ikke er i orden, når han også er institutleder. Vi skal jo også nødig have, at Lars Løkke bliver chef for DR.

Holms lederen registreres formodentlig snart i Pure, dvs. at den listes på Holms medarbejderside. Det er selvfølgelig også helt ok.

Dertil har DPU’s kommunikationsfolk delt artiklen på både DPU’s officielle facebook- og twitter-sider. Og Holms indlæg deles generelt flittigt på instituttets sociale medier. Han har helt klart fri adgang til disse services. Denne fine social-media-behandling tilflyder ikke os andre, så det er ikke i orden.

Jeg har aldrig fået delt noget på nogle DPU-relaterede medier, hverken det ene eller andet sted.

Dertil kommer, at Holm for nylig har fået sin helt egen klummerække på DPU’s ledersektion. Her optræder Asterisk-linket sammen med mange af de andre links, der også er delt på DPU’s sociale medier. Det er heller ikke i orden. Vi andre må nøjes med PURE og private hjemmesider, som vi selv finansierer, og som aldrig deles.

Det er ulige odds for den pædagogiske diskussion, når Aarhus Universitet støtter så ideologisk og kraftfuldt op om bestemte synspunkter, hvis primære kvalitet er, at de er skrevet af en institutleder. Man må også betænke, at Holms arbejde er dybt integreret i de pædagogiske og begrebsmæssige processer, som har været udsat for så omfattende kritik fra fagligt og politisk hold.

Jeg har gjort kommunikationsfolkene opmærksom på nogle af disse skævheder, men de lader ikke til at kunne se noget problem. Men det kan jeg.

Bogføringer af lederen på DPU’s medier:

  1. Facebook:
    https://www.facebook.com/DPU.AarhusUniversitet/posts/10156740014967980?__xts__[0]=68.ARAWG38TQsoTYeXBjlfNNQLdN5icWbFIfg5-btMTXUtLbzv1LJSZ1wnKiKBNWm5lwYREarEO1ivpx406l5qtORlNWmhrzTNn3kX03Q_mjFtYqB7vAyyYugCsHb0ZJVkCDolihGmuD4fNdyAuEzs97hwAboi4zBAeRAF3xNXxXOJJVB_CsYiygqHcl1wbjjT2OjLh75xRU54ObFX_JJycSZ5drwshhRDuHzjsQwOcy55xqjq-911fSy-vB1oqZ33baMVYgj2aPD55NLdr4IidE-uBH120QuKmXQ04NxjHUH9AO46q_KByAI9bMy6-uGSznyNBBCd2ivK4ItTK86w-&__tn__=-R
  2. Twitter, 5. december:
    https://twitter.com/search?q=dpu&src=typd
  3. Holms klummerække på lederprofilen:
    http://edu.au.dk/om-dpu/ledelse/lederartikler/
  4. Holms leder som pdf.-fil:
    http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Asterisk/88/Asterisk88-s2.pdf
  5. Holmls leder i Asterisks netarkiv: http://edu.au.dk/…/magas…/arkiv-tidligere-numre/asterisk-88/
  6. Artiklen er endnu ikke bogført i PURE.

Link til min omtale fra i formiddags:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156810163889481&id=837549480

 

15. d. 7. december: Anders Bondo kommenterer Landsrettens dom

Anders Bondo Christensen lykønsker Erik Schmidt i nedenstående indlæg. Bondo og hans forening har gjort en stor og imponerende indsats i denne sag. Det er al ære værd.

I indlægget hæfter jeg mig ved tre ting, to positive og en negativ:

1.
For det første trækker Bondo en yderst problematisk sætning frem, som optræder i domsskriftet. Sætningen kommer fra Odense Kommunes advokat:

”Videre gøres det gældende, at der ikke – som anført af Erik Hulmose Schmidt – er ‘vide grænser’ i forhold til at fremsætte den pågældende type af ytring. Der er ikke tale om et forhold, som er omfattet af ytringsfrihed (for offentligt ansatte), idet der ikke er tale om, at Erik Hulmose Schmidt som privatperson uden for arbejdstiden har ønsket at fremsætte ytringer. Tværtimod er der tale om, at Erik Hulmose Schmidt i arbejdstiden er fremkommet med de uacceptable udsagn. Af begge disse årsager følger, at der ikke er tale om et forhold, som er omfattet af ytringsfriheden”.

Heldigvis købte retten ikke denne markering, som jo vil føre til, at man skal makke ret på arbejde, men kritiserer i avisen, og kun ”fremsætte ytringer” under det undertrykkende udtryk ”privatperson”. Ytringsfriheden gælder altså – ifølge dommen – også på jobbet. Ja, man skulle egentlig nærmest tro, at den var stærkere der. Men at disse synspunkter fremføres af KL og Odense Kommune overrasker mig ikke. KL er simpelthen utilpas ved faglighed og kritisk aktivitet.

KL har i anden sammenhæng skrevet, at sagen slet ikke handler om ytringsfrihed. Men det gælder ifølge citatets konsekvens kun, hvis man tager hele ytrings- og åndsfrihedsspørgsmålet ud af skole- og uddannelsessystemet, hvilket man ikke kan ifølge skolelovens §1. Her har vi KL’s skolesyn i en nøddeskal.

Tak til Bondo for at minde os om denne passus, hvis ånd lover dårligt for alle kommunalt ansatte, men som Landsretten altså ikke anerkender, hvilket lover godt for alle ansatte overhovedet.

2.
For det andet har Bondo fanget en udtalelse fra en Henrik Schou, som er skoledirektør i Tønder Kommune.

Schou har – ligesom Stefan Hermann den anden dag – forstået Landsrettens faglige pointe. Han skrev på Twitter:

”Vigtig afgørelse og en vigtig besked til arbejdsgiverne. Det er i spændingsfeltet mellem det, der adskiller os, at vi udvikler os. Det er nu fastslået, at kritik ikke kun er sundt, men også lovligt”.

Nu er der jo langt fra twitter til en pressemeddelelse på KL’s hjemmeside, men man må positivt notere sig alle kommunale pip i det ellers lukkede system.

3.
Bondo slutter desværre af med en direkte nedtur:

”Situationen udspandt sig på Agedrup Skole for fire år siden. Samarbejdet mellem Odense Kommune og Odense Lærerforening er i dag langt bedre. Med Ny start har vi forpligtet os til at arbejde for bedre relationer overalt i landet. Bruger vi landsrettens afgørelse rigtigt, kan den være med til at styrke samarbejdsrelationerne.”

Bondo slutter altså med at rose Odense Kommune og sætte sin lid til Ny Start. Men KL har decideret brugt Ny Start til at ydmyge DLF: Dagen efter dommen delte KL en video på facebook, hvor Bondo og en KL-politiker hyggesnakker om den gode stemning og Ny Start. Og man omtalte slet ikke dommen. Dertil kom en pressemeddelelse fra KL, som benægtede dommens præmisser. Og direktøren i Odense Kommune udtalte sig i samme ånd. Der er absolut ingen Ny Start heromkring, selvom man gladelig henviser til den. Men disse meget vigtige og officielle udmeldinger fra sagens centrale aktører nævner Bondo slet ikke. Han finder blot et lille tweet fra Tønder.

KL bruger Bondos desperate tillid til Ny Start til at holde ham i kort snor.

Denne fortolkning understreges af, at Bondo ligefrem roser Odense Kommune på lige netop det sted i teksten, hvor han burde have krævet helt andre kommunale tiltag, forklaringer og undskyldninger. Bondo falder ned som et Ny Start-lam i en slags Ny Start-hyldest til Odense Kommune.

https://www.folkeskolen.dk/648107/tillykke-erik?fbclid=IwAR1B-84nkBcaZJGORgRwREpbyz7fVw5rTWhTMR-5g9uk7AW1VKzxMDbj4Dg

 

16. d. 9. december: Dansklærerforeningen kommenterer landsrettens dom

Folkeskolens Dansklærerforening har i alle årene arbejdet på dannelsesfløjen. Foreningen har kæmpet hårdt mod skolereformens reduktionistiske syn på skole i almindelighed og på danskfaget i almindelighed.

I forbindelse med Odense Kommunes og KL’s aktuelle angreb på skole og åndsfrihed, har foreningen brilleret med ikke mindre end tre indlæg om Schmidt-sagen, der alle entydigt tager Schmidts parti. Alle indlæg er skrevet efter landsretsdommen.

Den nuværende formand, Marie Elmegaard, skrev et fint indlæg til Politikens skoleliv.

Og den tidligere formand Jens Raahauge, som stadig sidder i foreningens bestyrelse, holdt tale til Schmidt ved Odense Lærerforenings sejrsfest i sidste uge.

Og den nuværende næstformand, Katja Gottlieb, skrev et flot indlæg med titlen ”#je suis Erik Schmidt” på folkeskolen.dk og blev også interviewet til Kristeligt Dagblad.

Dansklærerforeningen lægger tæt på dannelsesgrupperingen Sophia, hvor Raahauge er formand. Sophia finansieres af Danmarks Lærerforening, så vidt jeg ved. Tidligere sad Peter Kemp også med i bestyrelsen. Raahauge, som selv er gammel skoleleder, fik i øvrigt den såkaldte Holger-pris i 2007. Det var Schmidt, der tildelte prisen.

Danskfagets lærebøger bærer også ved til kritikken. Det kan man læse om rundt omkring i en nyere lærebogsudgivelse af Martin Jørgensen og Johannes Fibiger ”Tæt på dansk didaktik”. Jørgensen var lærer på Aarhus Seminarium og er med i redaktionen for tidsskriftet KVAN. Fibiger er lærer ved VIA-UC på læreruddannelsen i Silkeborg. Han skrev blandt andet bogen ”Litteraturens veje” til gymnasieskolen sammen med afdøde Gerd Lütken, som selv har bidraget til den pædagogiske kritik på forskellige måder.

På den måde samles den pædagogiske kritik i folkeskolen omkring Dansk-faget. De andre fag har mig bekendt ikke kastet sig ind i kampen?

Man skal dog huske på, at dansk-faget også er noget andet. I Pædagogikkens Anden Verden handler det om fremtidskompetencer, scenariedidaktik og OECD. Her sættes OECD lig med dannelse. Det er DPU’s og skolereformens version. Ingen fra dette segment har mig bekendt så meget som omtalt Schmidt-sagen.

Links:
Marie Elmegaards indlæg på Politiken Skoleliv: https://skoleliv.dk/…/Sagen-om-Erik-Schmidt-er-langt-fra-ti…

Jens Raahauges tale i Odense: https://www.folkeskolen.dk/…/erik-schmidt—et-dannet-menne…

Katja Gottliebs indlæg på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/647675/je-suis-erik-schmidt

Interview med Katja Gottlieb i Kristeligt Dagblad:https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/skolen-tager-skade-hvis…

Dansklærerforeningens bestyrelse: https://dansklf.dk/…/om_fol…/bestyrelsen_folkeskolesektionen

Sophias bestyrelse: http://www.sophia-tt.org/da/Bestyrelsen

Anmeldelse af Fibigers og Jørgensens bog: https://www.folkeskolen.dk/6380…/et-danskfagligt-mestervaerk

 

17. d. 10. december: Menneskehedens håb og dystopi

I dag er det 70 år siden, at menneskerettighedserklæringen kom til verden; som skudt ud af en blanding af antikken, den europæiske oplysning og sidste århundredes krigserfaringer.
Erklæringens principper var i sin tid rettet mod gammeldags enevælde og diktatur. De sociale rettigheder, som de socialistiske lande fik med, er i dag desuden en sikring af velfærdsstatens landvindinger. Disse ting er stadig relevante mange steder i verden.

I dag trues både rettighederne og hele tankegangen af især af tre processer, som på en måde er langt mere indgribende, eftersom de ikke blot vedrører menneskets rettigheder, men også menneskets eksistens som menneske. Det er derfor vigtigt som aldrig før at drage omsorg for jubilæets principper. Her er de tre processer:

  1. Dataficeringen. Dvs. opløsning af menneskeheden som sådan i digitale processer.
    Menneskerettighederne kan sikre mennesket imod maskinens udvikling og forstærkning ind i menneskets hjerne og krop.
  2. Klimaficeringen. Dvs. en nye klimamoral, som truer med at tvinge menneskets frihed ned i moralsk nidkærhed og tvang via en almen henvisning til ragnarok. Den aktuelle situation i Frankrig er faktisk en del af denne logik, som jeg ser det. Det er – lidt simpelt stillet op – forsamlings- og ytringsfrihed imod klimateknokrati. Siden hen vil man kunne sætte CO2-tal på enhver aktivitet og enhver person. Måske vil man kunne dræbe kulstof-menneskene i klimaets tjeneste? Den slags vil menneskerettighederne kunne sætte en stopper for.
  3. Forskellige kombinationer af pkt. 1. og 2., der vil afvikle behov for nationer, stater, familie og politisk og pædagogisk frihed. Big Data-puljer knyttes til ydelsesoptimerende cyborgs. Herfra er der ingen menneskerettigheder, for der er ingen mennesker.

Disse processer kan ikke effektueres, hvis samfundet har dannelse. Så vil både digitalisering og klimaficering skulle afbalanceres mod både menneskerettighedernes vokabular og lokale traditioners tyngde.

I Danmark opfattes menneskerettigheder som noget med for eller imod flygtninge. Men de tre punkter, jeg har nævnt oven for, er efter min mening langt vigtigere.

Man kan på en måde godt sige – hvis jeg skal drille lidt -, at menneskerettighederne kan beskytte os mod Radikale Venstre, eftersom netop det parti står for digitaliserings- og klimabegejstring.

Man kan også sige: Det er FN’s menneskerettigheder mod FN’s verdensmål. Det er ret, handling og pluralisme overfor mål, styring og uniformistisk deklarering.

Min frygt er, at Menneskerettighederne om få år vil blive forbundet med noget reaktionært. De vil måske ikke kunne holde 90 års jubilæum. I 2038 vil de være erstattet med Klimarettigheder og robotetik.

Link til den danske version af rettighederne:

https://www.ohchr.org/EN/UDHR/Documents/UDHR_Translations/dns.pdf?fbclid=IwAR1IU3D72mqcSFE_9GWqQ1PF-W0gjoavVIXns-8ZSdddk8ETvJDWf8xd5II

 

18. d. 11. december: Undertrykkende tavshed i Odense

Odense Kommune har endnu ikke skrevet til Erik Schmidt vedrørende dommen i Østre Landsret for snart 14 dage siden.

Vi ved endnu ikke, hvordan kommunen vil udmønte dommen.

Rådmand Susanne Crawley Larsen er tavs.

Skoleleder Mohammed Bibi er tavs.

Skoledirektør Nikolaj Juul Jørgensen blev interviewet af Fyens.dk. Han blev spurgt, om kommunen havde overvejet at give Schmidt en undskyldning? Han svarede, nærmest i en bibemærkning: ”Det har jeg ikke lige overvejet. Nu er advarslen trukket tilbage”.

Altså ingen officiel reaktion. Intet brev, ingen mail, intet opkald. Ingen beklagelse, intet forslag om erstatning, ingen erklæring til byens lærere og skoler, ingenting.

Men rådmanden rejser rundt og taler om dannelse og menneskerettigheder. Hun har også d. 2. december lavet et opslag med 10 retningslinjer for faglig dialog i Odense, hvor hun hylder kritik og diskussion, selvom hun nu i 4½ år har praktiseret det stik modsatte.

Og hun nævner nærmest demonstrativt ikke Schmidt-sagen, selvom hun selv har været rådmand i alle årene.

Det er stærkt undertrykkende.

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10217805389104203&set=a.2196422467865&type=3&theater

 

19. d. 11. december: FAQ om dannelse

Jeg er helt ør i kasketten af at redigere og lægge absolut sidste hånd på bogen “FAQ – om dannelse” til Hans Reitzels Forlag.

Her er indholdsfortegnelsen, som følger seriens koncept med otte spørgsmål. Om de er “frequently asked” skal jeg ikke kunne sige. De er i hvert fald mine:

0. Indledning
1. Hvad er dannelse?
2. Hvad er dannelsens tradition?
3. Findes der en dansk dannelse?
4. Hvorfor holdt vi op med at tale om dannelse?
5. Hvorfor og hvordan begyndte vi at tale om dannelse igen?
6. Er dannelse det samme som kompetencer og læring?
7. Hvad er dannelsens forhold til digitalisering og klimatrussel?
8. Har dannelsen nogen betydning for pædagogisk praksis?
9. Svarene

 

20. d. 13. december: Dialog

Flemming: hej politiker.
Politiker: hej Flemming

Flemming: det går ikke så godt.
Politiker: jo, det gør, Flemming. Alle data er på vej i skyen

Flemming: men alligevel, det går skidt.
Politiker: ok Flemming, men så giv mig et eksempel.

Flemming: ok, der er f.eks. P
Politiker: men helt ærligt, det er jo bare et eksempel.

Flemming: men….
Politiker: se selv, det går godt i skyen.

 

21. d. 16. december: Radikal formand beskylder Brian D. Mårtensson for fake news

Brian Degn Mårtensson beskyldes for ”fake news” af de radikales landsformand:

Brian Mårtensson laver hvert år en fin rangliste over de politiske partiers skolepolitiske performance. Han er meget saglig og skeler hverken til højre eller venstre, når der uddeles top- og bundplaceringer. Der er tydelige satiriske markeringer, hvilket gør ranglisten både sjov og oplysende. Lidt ligesom Jonatan Spang, blot mere til den saglige side.

I år er de radikale faldet med en karakter, hvilket jeg tror, at alle med lidt realitetssans er helt enige med Mårtensson i.

Men de radikales Landsformand, Svend Thorhauge, gik helt op i det røde felt på Mårtenssons tråd. Thorhauge er ”skuffet” over ”standarden”, og han synes slet ikke det er ”sjovt”, selvom det jo er lige præcist, hvad det er.

Thorhauge mener endda, at Mårtensson løber med ”fake news”. Det er sådan et udtryk, som skolereformstilhængere har for ting, de ikke forstår. Stefan Hermann mener jo også, at Brinkmann er populist. Og Politiken kalder Riisager for Donald Trump. Taler man for dannelse, så er man populist. Det er jo til at dø af grin over.

Både Mårtensson selv og nogle behjertede borgere på tråden bad så Thorhauge om nogle forklaringer. Thorhauge kommer ikke rigtigt med noget, så Mårtensson var nok ikke ude i noget ”fake news” alligevel? Derpå siger Thorhauge en masse nysprog, som partiet overhovedet ikke står for. Det skal dække over den læringsideologiske realitet i partiet. Han siger også noget med nogle penge. Totalt off the point. Mårtensson forlader “diskussionen”, og det forstår man jo godt.

En anden dygtig skolereformskritiker, Niels Jakob Pasgaard, bad også Thorhauge om en forklaring. Thorhauges forsøgte i sit svar at undgå substansen, og han anerkendte ikke Pasgaards store forskningsmæssige og offentlige indsats for at befri Skanderborgs skoler for John Hatties reformsideologi.

Den anden dag var det Khader, der ikke kunne lide et af Brinkmanns sjove tweets, som sammenlignede Lindholm med Slotsholmen. Men Thorhauge-tilfældet er faktisk endnu værre, fordi hans ”fake-news”-pjat knyttes til en faglig satire, der bygger på års forskning.

Det er en farlig leg, som Thorhauge har gang i, hvor satirikere, forskere og kritikere af den store og flotte Morten Østergaard sidestilles med russiske trolls.

Det lader helt klart til, at Mårtensson har været alt for venlig ved de radikale. Man må jo heller ikke glemme, at det er en radikal rådmand, som har styret hele processen mod Erik Schmidt i Agedrup, mens hun i karakteristisk radikal stil taler om nødvendigheden af kritik og dialog.

Thorhauge benytter i stedet lejligheden til at rose kommunerne for deres positive arbejde med skolereformen.

Partiet er uden sans for pædagogisk og politisk realitet.

Det radikale venstre er et dybt utroværdigt parti, når det kommer til skole- og uddannelsespolitik. Det er meget mærkeligt og sørgeligt, eftersom partiet tidligere i historien har spillet en stor og positiv rolle for dansk dannelse.

Jeg er på den baggrund lidt bekymret over at se, at partiet går frem i meningsmålingerne.

Mårtensson placerer LA og SF i toppen af ranglisten, og det har han ret i. Et parti, som hedder Socialdemokratiet+, ligger i bunden. Vi venter spændt på, at Annette Lind også er ude med populisme-riven.

Links:
Brian Degn Mårtenssons rangliste: https://www.folkeskolen.dk/…/skolepolitisk-rangliste-for-20…

Mårtenssons facebook-tråd med Thorhauges bemærkninger: https://www.facebook.com/briandegn.martensson/posts/2149281465131020

 

22. d. 16. december: Kerneopgaven

Hvis en person, typisk en offentlig leder, taler om “kerneopgaven”, kan man være sikker på én ting. Nemlig at han har mistet sansen for “opgaven”.

“Kerneopgaven” er en form for djøf-identitetspolitik, der som al anden identitetspolitik skal skjule virkeligheden og omdanne den til data.

 

23. d. 17. december: Radikal dialog

Suzy: Hov du der, du har en negativ holdning. Den går ikke. Gult kort til dig!
Eigil: Jamen, jeg sagde jo blot min mening om et fagligt emne af fælles interesse.
Suzy: Ja, den er god med dig. Gult kort!

Eigil: Det kan jeg ikke leve med. Jeg skal jo arbejde efter skolens lov. Jeg siger op.
Suzy: Ok, det er modtaget, men du får en advarsel alligevel. Gult kort forever!

Eigil: Jeg lægger altså sag an, ja jeg gør.
Suzy: Så må du væbne dig med tålmodighed, for jeg og mit kritik-elskende bagland vil gøre alt for at undgå dine og alle andres ukonstruktive og negative holdninger. Om det så skal tage over 4 år!

Eigil: Puha, du er ikke meget for diskussion, faglighed og kritik?
Suzy: Jo da, det er netop kommunens grundlæggende værdier. Jeg rejser rundt i hele landsdelen, og alle lytter og klapper. Vi er førende i landet på ytringsfrihed. Det er en kerneopgave, som vi arbejder stenhårdt på at optimere.

Eigil: Men…..
Suzy: Jeg er formålenes og Grundlovens kvinde!

Eigil: Men…..
Suzy: Jeg er radikal. Du er fake news og Trump og populist!

Eigil: Men jeg er skolens og pædagogikkens mand. I mange år har jeg….
Suzy: Stille! Det er MIG, der står for åndsfrihed, dialog og kritik. Jeg er RADIKAL!

Fire år senere:

Eigil: Nå Suzy, så vandt jeg altså sagen. Det var noget af en hård nyser, men det var altså alligevel mig, der vidste, hvad åndsfrihed og dannelse er. Jeg fik ret, og du tog fejl. Skylder du mig ikke en beklagelse og et par gode flasker vin? Eller måske fire års løn? Måske en markering til alle de andre lærere?
Suzy: Sagen? Hvilken sag? Hvad taler du om?

Eigil: Men…..
Suzy: Ikke flere negative holdninger, Eigil. På med ja-hatten. Ligesom alle de andre.

Eigil: Men…..
Suzy: Se selv, ingen kritiserer mig! Og jeg elsker ellers kritik! Jeg har altid ret. L’ecole, c’est moi!

Eigil: Hov, hvad er det, som ligger der?
Suzy: Hvad Søren! Det er jo en gul vest og en masse bøger. Hvor ulækkert!

 

24. d. 17. december: DPU?

Hvis læreruddannelsen gøres til en kandidatuddannelse i regi af professionshøjskolerne, så bliver det næste spørgsmål: Hvad skal DPU så være? Og skal det være?

Har nogen nogle bud på det?

 

25. d. 18. december: Erik Schmidt kommenterer landsrettens dom 3

Schmidt venter på brev.

Erik Schmidt, hvis arbejdsliv blev brat afbrudt af Odense Kommunes brud på ytringsfriheden og skoleloven, beretter i dette grundige og tænksomme indlæg om de pædagogiske, kommunale og ledelsesmæssige aspekter af Østre Landsrets dom:

https://skoleliv.dk/debat/art6916856/Skoleledelsen-er-kommet-p%C3%A5-afveje?utm_campaign=skoleliv&utm_content=18-12-2018&utm_medium=newsletter&utm_source=skoleliv

 

26. d. 18. december: Facebook-drys 55: November 2018

Diskussioner i november:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-55-november-2018.html?fbclid=IwAR2CQ16AfaPiTrxJePeamb-1jLcNeHPbTu3D59Ma029iNy2bCHPoibEk5LQ

 

27. d. 18. december: Identitetspolitisk kaos på CBS

Fagligt, samfundsmæssigt og poetisk kaos på CBS! Jeg har ikke flere ord, hvilket kun sker i sjældne tilfælde

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/hoejskolesang-foerte-til-kraenkelsessag-paa-handelshoejskolen-i-koebenhavn?fbclid=IwAR3DltLmfVKpBfdQkyCbbFDWLFeVneD1WcEdJCY8R4y2XIQRRJUUymEufsY

 

28. d. 20. december: Utdanningsnytt.no kommenterer landsrettens dom

Odense Kommunes og KL’s kritisable anti-reaktion på dommen i Schmidt-sagen omtales i det norske medie, utdanningsnytt.no.

Redaktionen har desuden oversat Schmidt flotte indlæg i Politikens Skoleliv fra i mandags til norsk.

Her er artiklen:
https://www.utdanningsnytt.no/…/dansk-lektor-mener-skolele…/

Her er oversættelsen af Schmidts indlæg:
https: https://www.utdanningsnytt.no/debatt/2018/desember/skoleledelsen-er-havnet-pa-avveie/

 

29. d. 20. december: CBS’ destruktion af poesi og pædagogik 1

Jeg skal lige vænne mig til tanken om, at CBS-lektor Mads Mordhorst, som er ekspert i “nation branding”, bistod Bertel Haarder med at lave Danmarkskanon i 2016.

Alt imens er Mordhorst en central spiller i CBS’ aktuelle destruktion af dansk poesi og sted; i den karakteristiske blanding af handelshøjskole, marxisme og poststrukturalistisk inspiration, der også kendetegner Ove Kaj Pedersen, som jo opfandt teorien om konkurrencestaten.

Pedersen ødelagde ikke poesien. Han ødelagde pædagogikken. De to ødelæggelser kommer ud på det samme.

Det handler derfor ikke blot om “en sang”, men om en ødelæggende og magtfuld åndsstrømning, der ødelægger det ubestemte, men alligevel forbundne forhold mellem væren og tilsynekomst, dvs. poesien og samfundet som sådan.

 

30. d. 21. december: Postmodernismens lag

Jeg rydder ud i alt potentielt krænkende materiale på bogreolen og i pladesamlingen. Det vil kort sagt sige, at det ryger ud det hele: Gamle grækere, Tintin, Pontoppidan, Ianis Ian, Løgstrup, Lucky Luke, CV Jørgensen, Kaj Munk, Birthe Kjær, Human League osv. Ud med det hele. Bye bye!

Ok, men nu har jeg så fået nogle bare hvide vægge. Hvad skal jeg gøre med dem?

Måske et portræt af Andreas Schleicher fra OECD?
Måske nogle postmoderne management-slogans fra UC-VIA?
Måske et portræt af rektor for Københavns Universitet?
Eller bare et “I love CBS-graffiti”?

Postmoderne poesi for en postmodernist?

 

31. d. 21. december: CBS’ destruktion af poesi og pædagogik 2

Hvad er liv? Det er “forholdet mellem historie og poesi”, dvs. mellem det man er, og det man skaber.

Hvad er det modsatte af liv? Det er identitetspolitik.

Hvorfor? Jo, fordi identitetspolitik ikke er “et forhold” men et livsødelæggende “=”, som omdanner historie og poesi til et identitetskollaps i lighedens tegn

Den identitetspolitiske “historie” bliver til historierensning”.
Den identitetspolitiske “poesi” bliver til “sprogrensning”.

Dermed får vi en subjektiv historie og en subjektiv subjektivitet. Det kaldes også læringsmålsstyring.

Dermed får vi en “ren pædagogik”, uden historie og humanitet. Det er lige noget for OECD, let at oversætte til data eller til svensk.

Dalton-brødrene satte liv i Mexico i Goscinnys album “Dalton-brødrene i Mexico” fra 1967. Der er fyldt med satire, stereotyper, gringos, flotte hatte og kunstnerisk liv. Det er så inspirerende og sjovt.

Forkvinden i FRONT vil ændre titlen på en Michael Strunge-digtsamling, som hedder “Nigger – eller mit nøgne hjerte”. Så “sælger den bedre” siger hun.

Og Københavns Universitet vil have anonyme whistleblowerordninger mod forkerte ord, som om der var tale om globale pengeskandaler.

Mordhorst vil lave ”fodnoter” til alle Grundtvigs sange. Det vil nok “brande nationen”, som han siger.

Og Pipi, Tintin, Onkel Tom og selv Gandhi er allerede ramt, Logikken har ingen ende. Om lidt skriver de Lykke-Per og HC Andersen om.

Men dele af venstrefløjen – især dem fra Enhedslisten – tror, at hele CBS-sagen bare har noget at gøre med “et møde”. Men ok, Enhedslisten har heller ikke nogen sans for pædagogiske emner og har ikke haft det i mange år. Partiet har selv svigtet dets egen historiske poesi, f.eks. den rige franske trotskistiske handlingstradition, mellemkrigstidens syntese mellem kommunisme og kulturradikalisme osv…

Måske kommer dette svigt sig af, at Enhedslisten selv skulle være “einheit”, selv en slags “identitet”, hvis “=” skulle dække over årtiers skænderier mellem de gamle fraktioner? Prisen for enhed var pædagogisk glemsomhed, en fatal mangel på liv, altså på historisk poesi. Derfor kan folk fra partiets kreds kun se “et møde”.

SF har langt bedre muligheder, for det parti er skabt i forsvaret for det demokratiske liv i Ungarn med sans for lokale fælleskaber og i solidaritet med de svage og med nærkontakt til den nationalsindede og kosmopolitiske venstrefløj. Her bør der være højt til loftet. Kære SF! Husk hvem I er!

Et andet parti, som kan komme i problemer, er Alternativet, hvor højpuritaneren, Henrik Marstal, mener, at man ikke må klæde sig ud som menneske. Men her holder den politiske ordfører Carolina Magdalene Maier den livsfilosofiske fane højt. Hun ønsker de klassiske Alternativ-dyder, som er leg, karnevalisme, økologi, eksperimenter og social interesse, og hun tilsætter det et stænk af kulturhistorisk ansvar. Jeg håber, hun vinder den kamp.

RV og DF er cirka ens. Jeg kan ikke se nogen forskel. De er som et dårligt ægteskab. De kan ikke undvære hinanden, men kan kun tale om det samme hele tiden, for tiden noget om en eller anden ø, hvor der skal være et fængsel af en art. Nogle gange spiller de også et spil, som hedder “krænkekamp”. Imens ruster den historiske poesi i begge partiers garderobeskabe.

Og bagved det hele spøger 2006. Gode Gamle Kurt! Tak for din smukke tegning, som var så fuld af liv, og som brød Mordhorsts “branding”.

Lotte Folke Kaarsholm havde en fin og dannet Deadline om “Den danske sang” den anden dag. Hvilket niveauskifte sammenlignet med det identitetspolitiske kundskabskaos.

Links:
Link til the Daltons:
https://comicwiki.dk/wiki/Dalton-br%C3%B8drene_i_Mexico

Link til radioudsendelse:
https://www.dr.dk/radio/p1/p1-debat/p1-debat-2018-12-19…

Link til Deadline:
https://www.dr.dk/…/se/deadl…/deadline-9/deadline-2018-12-19

 

32. d. 23. december: Evalueringer af folkeskolereformen

En julegave fra mig: En liste med fuld linkstruktur til ca. 80 evalueringsinitiativer vedrørende folkeskolereformen. Skriv gerne, hvis I har kendskab til supplerende evalueringer/links.

Landets “læring” er under tæt kontrol.

Men at vi har mere evaluering i vente, kan man læse om i dagens medier, hvor Sophie Løhde barsler med en slags national total-evaluering i bedste OECD-stil, som skal køres sammen med noget datamaskineri. Sådan et slags “læringsbarometer” for alle.

Glædelig jul.

Min julegave: http://www.thomasaastruproemer.dk/oversigt-over-evalueringe…

Link til Løhdes udmeldninger: http://nyheder.tv2.dk/…/2018-12-22-foraeldre-skal-give-skol…

 

33. d. 26. december: Klima og uddannelse

Har verden et klimaproblem? Ja, efter min vurdering. Flerdoblingen af verdens befolkning, især i Asien og Afrika, kombineret med en grådig kapitalisme og en nærmest dorsk forbrugerisme har fået Co2-udledningerne til at gå i skyerne i løbet af få årtier.

Temperaturerne ser ud til at følge med, hvilket har bidraget med og endda forstærket en række negative effekter på jordens steder. Derfor er der efter min mening al mulig grund til at regulere og beskatte transaktioner, som ikke er nødvendige for menneskets og verdens almindelige sunde tilstand. Man skal med andre ord begrænse den økonomiske og pædagogiske globalisering.

F.eks. – for at give nogle subjektive eksempler – er det helt ubegribeligt for mig, at man kan tillade, at en flyvning til London kun koster 75 kr. Der burde være en mindstepris på 500. Og jeg forstår heller ikke, at folk uden særlige grunde skal transporteres til Asiens strande, når Europa er så fuld af liv. Ej heller at man køber pakker i Kina og får dem transporteret kloden rundt. Og Så Videre. Det er 00’er-grådighed omsat i globaliseret forbrugerisme. Slå dog ferie-teltet op ved Eckernförde sådan i al almindelighed.

Hvordan de præcise naturvidenskabelige sammenhænge ser ud, og hvor slemt det ser ud, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det er svært at tvivle på, at klodens befolkningstal samt dens økonomiske kredsløb og fortætninger har konsekvenser. Derfor er det også godt med internationale aftaler og politiske og videnskabelige initiativer på området, selvom jeg er total modstander af tilbøjeligheden til nærmest at gøre Klimaet til statens og moralens grundlag, som vores lokale centrum-venstre gerne vil, efter at de har smidt dannelsen ud af landet.

Mit spørgsmål er, om denne Co2-situation har eller bør have nogle uddannelsespolitiske og pædagogiske konsekvenser i Danmark? Og mit svar er, nej, stort set ikke. Her er mine begrundelser:

 

A. Danmark ligger fint på de overordnede statistikker

Fertiliteten i Danmark er lav, men heldigvis svagt stigende fra et meget lavt niveau omkring 1980. Vi bidrager altså ikke til befolkningseksplosionen, tværtimod.

Vores befolkningstæthed ligger pænt høj, så vi efterlader ikke unødige tomme arealer.

Den økonomiske vækst er afbalanceret. Dvs. forholdsvis lav, men heller ikke for lav. Den helt overordnede statistik ser altså fornuftig ud.

Disse forhold gælder næsten alle europæiske lande.

 

B. Danmark ligger fint på klima-politikken

i) Samlet Co2-udslip:
Ser vi på verdens landes samlede Co2-udslip og på stigning/fald siden fx 1960, er det især Kina, USA og Indien, der er synderne. Danmark er et lille land og fylder derfor i sagens natur ikke meget.

Men Co2-udslippet i Danmark er faktisk faldet ret dramatisk siden 1970. Vi er næsten nede på 1960-niveau. Og det er på trods af en befolkningsstigning.

ii) Udledning pr. indbygger og politisk effektivitet:
Danmark ligger godt, både i forhold til udledning pr. indbygger og i forhold til effektiviteten af Co2-reduktionspolitikken. Der arbejdes altså effektivt med sagen på de politiske niveauer. Derimod er den helt gal med Co2-udspil pr. indbygger i de rige oliestater, og USA, Australien og Canada har også et problem med det generelle udslip.

Man kan stadig gøre mange ting – f.eks. beskatte flyrejser – men det har ikke noget med pædagogik og uddannelse at gøre.

iii) Danmark gør det også godt på andre fronter.
Danmark ligger desuden flot, når det kommer til velstand, ligestilling, korruption og lighed.

iv) Generelt
Vi ligger altså pænt, også i det europæiske selskab på stort set alle indikatorer. Hvad betyder det? Det betyder, at vi skal være forsigtige med at gøre mere, især hvis det rækker ind over de kulturelle områder. Hvis vi hyper-optimerer, så mister vi sans for den økologiske og kulturelle helhed, som vores sted er lavet af.

Det svarer lidt til, at man vil ofre alt for at løfte læsescoren i Pisa. Det kan man jo godt, men så ryger demokrati, åndsfrihed, kundskaber og fantasi ud med badevandet. Det gælder kort sagt om at ligge ca. i midten, med lidt op og nedture i ny og næ. Lidt statistisk variation er et tegn på liv.

Man skal ikke ”optimere”, men bruge sin videnskabelige og folkelige fornemmelse for stedets sammenhæng.

Måske er landbruget lidt for intensivt? Men her må man betænke, at landet er fladt og har en stærk landbrugstradition. Dyrkningsintensiteten opvejes også af de høje scorer på de andre variable. Alle lande skal som sagt ikke ligge lige meget i top på det hele.

Man må dog håbe, at landbruget arbejder med at udvikle mere sans for økologi og dyrevelfærd, men det har jo egentlig ikke noget med klimaet at gøre, og sker det ikke også?

På en måde har landbrugets økologiske situation ikke noget med klima at gøre. Det er blot almindelig hensyn til naturen. Det har derfor snarere noget at gøre med landbrugets vekselvirkning med kultur og jord. Men jeg skal ikke gøre mig særlig klog på den slags.

 

C. Findes der en klima-pædagogik? Nej, af to grunde:

i) Fagenes rolle
Man skal undervise i ”klima” i de forskellige fag. Oplagt i Geografi og Biologi, men også i Samfundsvidenskab, hvor man f.eks. kan studere, hvordan magt- og forskningsinteresserer samler sig i magtfulde klimapolitiske netværk, som forbinder sig med teknologi-interesser og OECD.

Man kan også studere, hvordan klima, kultur og økonomi spiller sammen rundt omkring i verden. Men at klima og biologi har spillet en rolle for kulturel og politisk udvikling har enhver fornuftig historiker/samfundsforsker altid vidst.
Har eleverne særlig interesse i emnet, kan de desuden lave tværfaglige projekter/specialer inden for området.

Klima-spørgsmålet er altså et fagligt spørgsmål blandt mange andre. Det er ikke en særlig form for pædagogik. Klima-pædagogik findes ikke.

ii)

I en vis forstand er Klima og økologi modsætninger.

Klimaperspektivet fører til global styring, til koncept-pædagogik og detaljeret moralsk detailstyring, der sætter stat og samfund ud af kraft, og som gør al menneskelig aktivitet og faktisk også mennesket som sådan til et problem. Herfra kan de globale tech-industriers posthumanisme tage over.

Økologi er derimod naturens og kulturens egne og selvbårne kredsløb. Økologi er antistyring. En skole er et pædagogisk sted, hvor naturen og kulturen vekselvirker i frie og suspenderede processer. I skoleudviklingen er ”Klima” derfor et fy-ord, ligesom “forbrug” er det. Fri os fra Klima-skoler, hvor man optimerer alle processer under et Klima-tal. Det er blot en videreførelse af konkurrencestatens Lærings-tal, hvor skolen måler sin kvalitet på komparative test-scorer.

I stedet bør der i skolen herske en vedvarende interesse for børns og voksnes vekselvirkninger med hinanden, med kulturens materialer og med det omgivende samfund og natur. Der er fyldt med blomster, haver, plæner, dyr, inter-esse, eksperimenter, forsøg og omsorg. Skoler skaber en særlig kultur-natur-materialitet.

Skolen er ved selve sit begreb ”høj-økologisk”, men også ”anti-klima”.

Skolen er dog ikke kun økologisk, men det vender jeg tilbage til ved en senere lejlighed.

Derfor skal vi ikke have en klima-pædagogik.

Links:
Diverse statistikker, hvor man kan se, hvor skidt det står til globalt, men hvor udmærket det står til lokalt, kan findes på følgende hjemmesider:

https://www.globalis.dk/

http://www.klimadebat.dk/

https://www.statista.com/…/climate-change-the-countries-wi…/

https://www.klimatilpasning.dk/viden-om/fremtidens-klima/

 

34. d. 28. december: UPRIGHT – nyt projekt fra Positiv Psykologi

Der er godt gang i den positive psykologi. Retningen præger f.eks. Dansk Center for Undervisningsmiljø, som i september 2018 udgav en ministerunderstøttet kontroversiel rapport om “optimisme”. Og nu kan man læse, at samme teoretiske retning – og til dels også samme personkreds – udgør den danske gren i det EU-horizon-finansierede projekt UPRIGHT. Projektet er lige startet og de faglige oplysninger er noget sparsomme, men projektet har dog en hjemmeside.

Imidlertid kan man læse mere, både om UPRIGHT som sådan og om projektets danske gren, i sidste nummer af folkeskolen.dk, som har en udførlig dækning af emnet. Her er det samlede indtryk:

De centrale begreber er ”robusthed” eller ”resilience” og ”wellbeing”, og der er ingen slinger eller sprækker i den positivt psykologiske kurs. Man kan også konstatere en stærk indflydelse fra Martin Seligman og Carol Dweick i begrebssætningen.

Her er logikken, som den beskrives på folkeskolen.dk:

”I projektet undervises i fire hovedkategorier: mindfulness, coping, mestring og socialemotionelle kompetencer. Mindfulness er drysset lidt ud over et hele som noget, lærerne bruger både i starten og slutning af en lektion. De øvrige tre hovedkategorier indeholder i alt 14 færdigheder, som børnenes skal trænes i”.

Ok, hvad er det så for ”14 færdigheder”? Det er følgende:

kognitiv adfærdstræning
konfliktløsning
assertive kommunikationsstrategier
mental sundhed
selvtillid
growth mindset
følelsesmæssig robusthed
social robusthed
lederskab
selvindsigt
selvstyring
social bevidsthed
relationskompetencer
ansvarlig beslutningstagning.

Det er en foræring til OECD’s korrigerede læringskurs, som pt. har enorm indflydelse alle steder. Begrundelsen er, at det omskiftelige samfund kræver psykisk robusthed. Ikke mere pædagogisk begrundelse.

Og hvordan er undervisning i UPRIGHT-metoden organiseret?

”Lærerne får først 18 timers undervisning af de to forskere. Efterfølgende underviser lærerne så børnene i 24 lektioner i Upright”.

På hver skole er der en KOL-lærer. KOL står for ”Key Opinion Leader”. Det er noget, man har lært af Seligman. Forældrene bliver også undervist. De får et UPRIGHT-kursus på 6 lektioner. Det er et større system.

Opgaverne er “tilgængelige via en omfattende manual og en online platform”. Manual???? Hold dog op!

Følgende danske folkeskoler er UPRIGHT-skoler:

Lynge skole (Allerød)
Langeskole skole (Kerteminde)
Langebjergskolen (Fredensborg)
Sindal skole (Hjørring)
Frejlev skole (Aalborg)
Fjordlandsskolen (Frederikssund)

UPRIGHT står for “Universal Preventive Resilience Intervention Globally implemented in schools to improve and promote mental Health for Teenagers”.

Følgende lande deltager: Danmark, Spanien, Italien, Island, Polen og Norge. Norge gennemfører dog ikke undervisningsprogrammet. Måske gør de klogt i det?

Skolelederen på Lynge skole kalder UPRIGHT for et ”dannelsesprojekt”.

Under nogle af folkeskolen.dk’s artikler er der små reklamer, f.eks. for ”mentalisering”, som er et såkaldt ”omsætteligt præksisnært redskab” og for hjemmesiden robusthed.dk. Det hele er en del af noget, som kaldes for ”Komiteen for Sundhedsoplysning”, der er rent sundhedsfagligt defineret.

Red Barnet, som er kernetrop i den såkaldte ”småbørnsalliance”, som også trækker på positiv psykologi samt på velfærdsøkonomen Heckman, har også to flotte reklamer. ”Robusthed” springer fra sygdomsdiskurs ned i folkeskolens almenpædagogik via Seligmans kernetropper. Desværre har ”almenpædagogikken” ingen teoretisk eller praktisk modstandskraft.

Folkeskolen.dk’s kronik er også skrevet af en positiv psykolog. Hun kalder robusthed for ”livsduelighed”. Det appellerer måske til lærernes indre grundtvigianer? Men det er ren anti-tradition. Forfatteren opdeler livsduelighed i tre kategorier: ”personlige egenskaber”, ”sociale kompetencer” og ”kognitive kompetencer”. Herfra er der frit spil for Uddannelsesparathedsvurderinger, personlighedstests a la Nordic Metrics osv..

Kilder:
Folkeskolen, nr. 22:
https://backend.folkeskolen.dk/~/9/6/folkeskolen22x18.pdf eller
https://www.folkeskolen.dk/blade/2018/folkeskolen-2018-22/…

Link til URRIGHT: http://uprightproject.eu/

Link til Kommiteen for Sundshedsoplysning: http://sundhedsformidling.dk/om-komi…/vision-og-mission.aspx

 

35. d. 28. december: Folkeskolereformens logik: Jo dårligere evalueringer desto mere skolereform

Her er et eksempel på en særlig magtfuld evalueringslogik:

Hvis der kommer en god evaluering om et eller andet – ja, om hvad som helst – så er hele skolereformen supergod.

Hvis der kommer en lang række dårlige evalueringer på reformens egne præmisser, så er reformen stadig supergod. Den skal bare implementeres mere effektivt i 10 år til.

Så gode evalueringer giver mere reform, mens dårlige evalueringer giver endnu mere end mere reform.

Er vi ikke ude i det, som man kan kalde et evalueringsteoretisk kollaps? Er man imod reformens skolesyn, så må man jo nærmest håbe på gode evalueringer!

At de mange evalueringer – både de gode og de dårlige – alle bygger på et skoleforlig, som har opgøret med skolens formål som indre præmis, lader vi ligge i denne omgang. Jeg vil dog sige, at man kan ikke realisere en seriøs evaluering, hvis man ikke har sans for denne splittelse mellem formål og forlig. Kritikken af evalueringen skal komme fra denne splittelses arne. Kun herfra vil vi få en valid evaluering, hvor man studerer det objekt, som man har sat sig for.

Eksempler:

A. Skolen er fantastisk pga. gode evalueringer:

KL’s Thomas Gyldal overser i et indlæg i Altinget alle forligets centrale variable og konstaterer i stedet, at 95% af forældrene er glade for skolen. Han har formodentlig tallet fra en 2017-VIVE-rapport, hvis spørgsmål slet ikke har sans for splittelsen mellem forlig og formål, hvorfor validiteten er lig nul. En Rambøll-rapport fra 2018 angiver tallet til at være 74% og vel at mærke faldende siden 2015. Men det kommenterer Gyldal ikke. Derudover peger han på DK’s høje placering på en global demokrati-liste, men der lå vi allerede i 2009, og den godbid har rod i skoletraditionen som sådan, som skolereformen vel at mærke er et opgør med. Gyldal plukker også lidt i PISA-listen uden det mindste kendskab til den omfattende skolepolitiske kritik af OECD og PISA. Det er ren 00’er-ånd.

Gyldal kommenterer ikke den lange række af dårlige evalueringer som vel at mærke tager udgangspunkt i reformens egne kvalitets-indikatorer, og han har 0,00 sans for splittelsen mellem formål og forlig og for den pædagogiske kritiks nødvendighed, med mindre kritikken da kommer fra KL selv. Tankevækkende tavshed få uger efter afgørelsen i Erik Schmidt-sagen, som KL ikke mener har noget med ytringsfrihed at gøre.

Gyldal bruger i stedet sit indlæg til at protestere mod, at nogle skoler måske skal gøres fri af KL’s jerngreb, og til at trække DLF ind i sit spind, hvor foreningen efterhånden sidder godt fast (Gyldal referer direkte til Ny Start).

Gyldals selektive omgang med realiteten fik da også lektor Niels Jakob Pasgaard til tasterne i en kritisk replik.

Gyldals eneste kommentar til kritikerne er: ”Fakta kan jo altid vendes og drejes, så de passer ind i ens kram”. Man kan kende sand uduelighed på tendensen til at omgøre seriøs og vedholdende faglig kritik til “fake news”.

B. Skolereformen skal implementeres stærkere pga. dårlige evalueringer:

I midten af december kom Undervisningsministeriets årlige statusredegørelse om folkeskolen. Den viste fiasko over hele linjen. KL var mig bekendt tavs som en pandekage. Men Skolelederforeningen og Konkurrencestatstidendes lederskribent, Per Michael Jespersen, som har været med på konkurrencestatslinjen hele vejen, peger direkte på den manglende implementering som årsag.

Man skal ikke røre ved skolereformen. Den skal højest implementeres kraftigere.

Hvilken fascinerende og ond logik.

Links:

Thomas Gyldals indlæg om ”her går det godt”:
https://www-altinget-dk.ez.statsbiblioteket.dk:12048/…/kl-t…

(og her er et link til lektor N.J. Pasgaards kritik af Gyldals indlæg: https://www-altinget-dk.ez.statsbiblioteket.dk:12048/…/lekt…)

Skolelederforeningen om manglende implementering: https://www.skolelederforeningen.org/…/reformen-paa-flere-…/

Konkurrencestatstidendes leder, som er helt på linje med Skolelederforeningen: https://politiken.dk/…/Folkeskolen-har-brug-for-ro-i-stedet…

VIVE-undersøgelse med de 95% tilfredse forældre: https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-vive-foraeldre

Rambøll-undersøgelse med de 74% tilfredse forældre: https://oim.dk/…/foraeldrenes-tilfredshed-med-folkeskolen-…/

ICCS-undersøgelse af demokrati: http://edu.au.dk/forskni…/internationaleundersoegelser/iccs/

 

36. d. 29. december: Sokrates’ forsvarstale

For et par år siden skrev jeg en kommentar til Sokrates’ forsvarstale, som jeg glemte at lægge på bloggen. Men nu har jeg lige løbet teksten over, for den kan jo ligeså godt ligge offentligt som i min mappe.

http://www.thomasaastruproemer.dk/guden-selvomsorgen-og-os-love-en-kommentar-til-sokrates-forsvarstale.html?fbclid=IwAR2740h9b288xTqfbNCVkrDhpoP4WLBVpg4x8vJdRfb0Pv1Mo5rZlUeLqN8

 

37. d. 29. december: KL’s præferencer

1.
KL elsker ytringsfrihed:

KL siger, at de elsker ytringsfrihed, men hvis en person åbner en kritisk mund, så får vedkommende en ulovlig tjenstlig advarsel for “negative holdninger”. Bagefter siger KL, at advarslen intet har med ytringsfrihed at gøre.

Sådan lukker man en demokratisk tradition.

2.
KL elsker folkeskolen:

KL elsker folkeskolen, men glemmer alt om skolens formål.

Dermed omdannes pædagogik til læringsmålsstyring og synlig læring.

3.
KL elsker Cambridge Analytica:

KL elsker Singularity-filosofi fra Dare Disrupt, som ser op til den kriminelle organisation Cambridge Analytica.

Dermed omdannes læringsmålstyring og synlig læring til learning analytics og mikro-psykostyring.

4.
KL elsker sine venner:

KL twitter-liker alle med “positive holdninger”, fx UC’erne, skolelederne, DLF, DEA mm., kort sagt: hele ja-Hattie-teknik-lærings-segmentet.

KL’s kritikere får at vide, at de “vender og drejer fakta, så de passer i ens kram”. Det er nok det samme som “negative holdninger”.

Dermed ender kritikerne som “fake news”.

5.
KL elsker viden:

KL vil bygge pædagogik på viden, men reducere viden til data.

Dermed omdannes pædagogisk videnskab til smal affirmativ evidens

6.
KL hader budgetter:

KLs formand overskrider bevidst Aarhus Kommunes budget og bruger de efterfølgende nedskæringer til at tvinge KL’s datalæringsideologi igennem.

 

38. d. 31. december: Globale refleksioner i Politiken

Politikens Asien-ekspert, Flemming Ytzen, har en interessant kommentar i dagens avis.

Ytzen beskriver, hvordan amerikansk og kinesisk tankegang i løbet af de sidste årtier er smeltet sammen.

Et symbolsk udtryk for sammensmeltning er, at det amerikanske konsulentfirma McKinsey i år holdt en overdådig julefrokost midt i Xinjiang-provinsen, hvor Kina pt. har en million mennesker i opdragelseslejre. Ytzen kalder det for “Kinas Gulag”.

Ytzen skriver desuden: ”McKinsey-tænkningen og Kinas ledelsesfilosofi er teknokratiske tvillinger”.

Samme symbiose udtrykkes ifølge Ytzen hos de to landes tech-firmaer: Huawei, Alibaba, Apple og Amazon.

Ytzen kalder det for ”markedsleninisme”, og han slutter sin klumme med følgende:

”For yderligere oplysninger. Skriv til fhv.McKinsey-chefkonsulent Bjarne Corydon”.

Konkurrencestatsteorien, som Corydon elsker, og som ligger til grund for dansk uddannelsespolitik, er også ”markedsleninisme”, dvs. en blanding af neo-liberalisme og strukturkommunisme.

Det globale og det nationale spiller sammen i klasseværelserne.

OECD er i dag et udtryk for samme symbiose mellem amerikansk og kinesisk tænkning. OECD har rod i økonomisk liberalisme, men ser pt op til skolesystemerne i Kina. Det kan man læse om hos OECD-ideologen Andreas Schleicher.

Godt nytår!

https://flemmingytzen.com/2018/12/31/amerikansk-hjaelp-til-kinas-gulag/?fbclid=IwAR21dGpgfzPCWlXwWwrulVPyTY6mEy7tYuGABVAD6mHgDPXv-cRrDJD6-Tc

Guden, selvomsorgen og “Os Love” – en kommentar til Sokrates’ forsvarstale

Nogle gange findes der ikke noget mere livsbekræftende end at beskæftige sig med døden. Et eksempel herpå er Sokrates’ forsvarstale, som jeg netop har genlæst i Hartvig Frischs oversættelse, som vist nok blev udgivet i 1944. Selv har jeg siddet med et gulnet eksemplar fra 4. oplag fra 1948 på forlaget Fremad. En lidt sjov krølle, som jeg vil vende tilbage til, at bogen er et arvestykke fra min mormors storebror, salmedigteren K.L. Aastrup, som var tidehvervsmand. Aastrup har sat et par noter i bogen, som det er værd at hæfte sig lidt ved, hvilket jeg gør undervejs. Jeg har også siddet lidt med den nye oversættelse af forsvarstalen i Platons samlede værker bd. 1., hvor Jørgen Mejer står for oversættelsen (Mejer 2007). Desværre læser jeg ikke selv græsk.

Men hvad er det da så, der er så livsbekræftende? Jo, det er jo den måde, hvorpå Sokrates får beskrevet på den ene side hans samtale med det, han kalder for Guden. Denne indre samtale udvikler sig til en form for filosofisk selvomsorg, der undergraver statens selvbestaltede autoritet og hele den politiske debat. Og på den anden side høre vi også om hans samtale med lovene, ”os love”, som han kalder dem. Disse to transcendenser, guden og loven, giver en ildsprydende etisk præcision, som ingen, hverken anklagere eller venner, kan gøre noget ved, og som derfor taler direkte ind i 2018.

Sokrates bliver anklaget for ikke at tro på statens guder og for at fordærve ungdommen. Det er især fra kapitel XI (Frisch’s opdeling) og fremefter, hvor forsvarstalen vokser ud af nogle indledende mere polemiske manøvrer, at det bliver interessant.

 

A. Guden

Den ene anklage går som sagt på, at Sokrates ikke tror på statens guder. Sokrates åbenhjertige svar på denne anklage er, at det skam netop er ham og ikke hans anklagere, der tror på en gud. Argumentet er, at Sokrates definerer filosofi som en form for dialog med og besættelse af dæmoner, altså halvguder (”daimon” i Mejers oversættelse, se Lars Albinus’ disputats, ”Fra Mytos til Logos” for drøftelse af begrebet). Denne forbindelse mellem filosofi og dæmon optræder flere steder, f.eks. også i Symposion, den store drikkegildedialog, hvor Sokrates kommer for sent, fordi han står og filosoferer, dvs. snakker med sin daimon. I resten af Symposion er forholdet mellem fornuft og begær under lup. Konklusion er: filosofi er en eros. Den er kærlighed, den er forening med daimon.

I forsvarstalen får vi følgende omtale af sagen:

”Hvis derimod dæmonerne er en slags uægte børn af guder, enten med nymfer eller med andre, som man også siger de stammer fra, hvilket menneske ville så tro, at der fandtes børn af guder, men ikke guder som sådan?” (s. 43, Frischs oversættelse)

Ergo tror Sokrates mere på guder end andre gør. Ja, han tror så meget, at han taler med deres ”uægte børn”, et herligt billede på filosofiens identitet som en blanding af noget guddommeligt og noget uvelkomment, altså noget, der netop altid er på både politikkens og på teologiens grænser.

Nu vi er ved guderne, kan jeg se, at KL Aastrup et par steder, og især i den tredje tale, som Sokrates holder efter domsafsigelsen, netop har understreget udtrykket ”Guden”. Sokrates taler nemlig aldrig om ”guder”, men altid om guden i bestemt ental. Ja, han taler endda om ”sit arbejde for guden” (s.47). Det er nok noget, der har interesseret en kristen og ikke mindst en kristen tidehvervsmand. Ja Aastrup skriver ligefrem ”ENTAL?” ud for talens allersidste sætning, som lyder:

”Men nu er det nok tiden til at gå herfra, jeg for at dø, I for at leve. Men hvem af os, der går til den bedste lod, ved ingen undtagen guden”.

I den nye oversættelse står der også ”guden”.

Måske har det en filologisk forklaring, men mit spørgsmål er blot, hvorfor Sokrates taler om guden i bestemt ental, når nu den græske religion netop var en form for poly-guddommelighed. Måske er det fordi, at gud for Sokrates netop var noget konkret, en indre stemme, et uægte barn af en konkret far, en form for indre og nær besættelse, som faren ikke helt vil være ved? Men med en sådan personliggørelse af guden peges frem mod, at Sokrates kan indarbejdes i en lutheransk tradition, hvilket på sin vis også sker via Augustin og Luther. Også Kierkegaards filosofi kan forstås som en kristenliggørelse af Sokrates (se f.eks. ”Filosofiske Smuler”).

Luthers virke er en forlængelse af den nyplatoniske vektor, der går via Augustin, som jo taler om ”den indre lærer”. Og nyere tænkere som f.eks. Kirkegaard og Hal Koch trækker også på de græske ideer. Disse folk har fint fat i platonismens grublende side, men de mangler sansen for Sokrates’ offentlige og sociale liv. Sokrates var jo en slags offentliggjort tænkning, hvilket i en vis forstand er det modsatte af ”grublen”. Dermed halveres den platoniske tradition efter min mening. Den filosof, som mig bekendt har mest sans for sammenhængen mellem tænkning og handling i Sokrates filosofi, er Hannah Arendt, som drøfter emnet indgående i sine forelæsninger om Immanuel Kant.

For at sætte trumf på taler Sokrates ligefrem taler om, at hans frie eksaminerende virke er ”pålagt af guden” og det endda ”på enhver tænkelig måde, hvorved det guddommelige forsyn nogensinde har pålagt et menneske at gøre en ting.” (s. 54). Sokrates er tvunget til sin frie virksomhed af guden, som han tilmed også er i kontakt med, når han filosoferer. Vi har et eksistenskrav. Der er et spil mellem frihed og tvang i denne passager, som også er indbygget i moderne pædagogik, hvor det kaldes for det ”pædagogiske paradoks”, som Sokrates bryder i en særlig pædagogisk form for anti-pædagogik.

Sokrates beskriver sit gudsforhold på følgende måde:

”Der sker noget guddommeligt og dæmonisk i mit indre… Jeg har allerede mærket det fra barn af. Det er en stemme, og når den lyder, afholder den mig altid fra at gøre det, jeg er i færd med, men tilskynder mig aldrig til noget. Det er dette, der hindre mig i at give mig af med politik”.

Filosofi er altså defineret ved en form for ”handlingsafbrydelse”, en form for ”ukrudt”, som Platon vist nok engang definerede det. Filosofi ødelægger, når guden bryder ind i menneskets liv. Filosofi er et erotisk indbrud. I citatet får vi også antydet en tråd, som senere tages op af f.eks. stoikerne og Foucault, og som understreges af Sokrates selv i: ”Derfor er det nødvendigt for den, der virkelig vil kæmpe for retfærdighedens sag, at han må være privat mand og holde sig fra politik, hvis han skal klare sig en ganske kort tid”.

Der er altså en form for modsætning mellem filosofi og praktisk politik, og det skyldes jo, at filosoffen afbryder de begreber, som politikken bruger.  En filosof kan ikke være politiker. Det er på en måde også derfor – i min fortolkning –, at tidehverv insisterer på skellet mellem gud og samfund, selvom tidhvervsfolk på ingen måde vil acceptere den nærhed mellem gud og menneske, som Sokrates reflekterer over og som har pietistiske træk. Nærheden sætter de over i troen, hvilket ender i en alt for hård afkobling af tænkningen efter min mening.

Paradoksalt nok giver denne sokratiske tilgang til politik – ja, denne anti-politik – sig udslag i massevis af politik, og Sokrates giver også nogle eksempler, hvor han har talt de Athenske oligarker og den offentlige opinion midt imod. Tænkningens indbrud i politikken er jo politisk om noget. Ja, den moderne franske filosof, Jacques Rancière, vil endda sige, at dette indbrud er det definerende træk ved politik som sådan. Nå, men nu er jeg ved at være ovre i det næste punkt.

 

B. Selvomsorgen og ungdommens fordærvelse

Det andet anklagepunkt går på, at Sokrates ”fordærver ungdommen”. Sokrates argumenterer herimod for, at han skam tværtimod hjælper ungdommen og i videre forstand også samfundet på vej mod et mere retfærdigt liv og eksistens. Ja, han er en form for retfærdighedsterapeut. Argumentationen er dels, at Sokrates aldrig opsøger eller påtvinger andre en lærdom. Det er tværtimod Athens mest intelligente unge mænd, der kommer til ham. Desuden tager han ingen betaling, og han understreger flere gange betydningen af ”fattigdom”, på en måde, der minder om Jesus, og som går igen hele vejen op gennem kulturhistorien, blandt andet hos den katolske fransiskanertradition og i poetikken, f.eks. i Paul La Cours ”Fragmenter af en dagbog” fra 1948, hvor ”fattigdommen” skildres som et af poesiens centrale træk. Sokrates’ virke omgærdes med andre ord af en form for åndelig og praktisk frihed, en nøgenhed og en selvpåtvunget fattigdom.

For det andet hævder Sokrates, at han skam ikke ”fordærver”, men tværtimod blot eksaminerer alles påståede fuldkommenhed for evt. efterfølgende at ”skamme fordærvelsen ud”. Dette gøres for ”at sjælen kan blive så god som mulig” og for ”det rette sinds” skyld (s. 47).

Sokrates og filosofien er altså en form for sjælearbejde. Det samme ser man faktisk hos den sene Foucault, der – netop med udgangspunkt i grækerne – taler om etik som en filosofisk selvomsorg, der fortsætter langt op i den europæiske historie hos især stoikerne og de kristne. Ifølge Foucault er det først med Descartes, at ”care” bliver til ”know” på en måde, der smider selvomsorgen uden af fornuften, dvs. uden af filosofien. (se f.eks. Foucualt første forelæsning fra d. 6. januar 1982 i bogen ”The Hermeneutics of the Subject-Lecture at the college de France 1981-82”, som er en konkret analyse af Sokrates’ forsvarstale).

I parentes bemærket er det interessant i forhold til mit punkt A ovenfor, at de engelske oversættelser af forsvarstalen, der refereres til også taler om ”the god”, mens Foucault selv taler om ”the gods” altså i flertal. Mig bekendt er han ikke opmærksom på denne forskydning. Det er nok en post-moderne lapsus, der måske henviser til ”de uægte børn”?

Foucault giver følgende definition af ”selvomsorgen”, som selvfølgelig også står i stærk relation til både det erotiske og det religiøse spørgsmål:

”The care of oneself is a sort of thorn which must be stuck in men’s flesh, driven into their existence, and which is a principle of restlessness and movement, of continuous concern throughout life” (Foucault, s. 8).

(Når man læser disse passage er det forstemmende at tænke på den banale brug af Foucault, man er vidne til for tiden i dansk pædagogik, hvor poststrukturalisme er endt som en lille refleksiv krølle på skolereform og konkurrencestaten, som endda selv er defineret ved Foucaultske referencer. Men ok, Foucault er lidt selv ude om det rundt omkring)

Denne eksistentielle ”restløshed”, som altså er defineret af en kontakt med “guden/guderne” er det, som er Sokrates’ program, og som opfattes som “fordærv” af Sokrates’ anklagere. Men i virkeligheden er dette fordærv det højeste gode, Arete, nemlig selvomsorgen, livet selv. Ja, Sokrates siger ligefrem, at han er en ”slags gave fra guden til jer”, og at det sikreste vidne på, at han taler sandt, er hans ”fattigdom!”, og her sætter Frisch endda et udråbstegn, men det gør Mejer ikke.

 

C. Os love

Nå, men lige fedt hjalp det jo. Sokrates blev dømt skyldig med et smalt flertal efterfulgt af en dødsdom, ikke mindst efter en provokerende anden del af sin tale, hvor han argumenterer for, at han skal ”bespises på Prytaneion”, fordi han jo strengt taget sørger for samfundets retfærd. Dødsdommen tager han med oprejst pande med et: ”et liv uden ransagelse er ikke værd at leve for et menneske”. Så kan de lære det, som man siger. Sokrates er ikke forligets men kulturhistoriens mand. Hans mål er inkompetence og dårlige evalueringer.

Efter talen ryger Sokrates i fængsel, mens han venter på henrettelsen. Vennen Kriton opsøger ham, og i cellen udspiller sig den anden livsbekræftende dialog. Kriton forsøger at overtale Sokrates til at flygte. Kriton og de andre venner, heriblandt Platon, kan skaffe midler til flugten. Sokrates siger, at han på sin vis gerne vil flygte, men kun hvis det er det rigtige at gøre. Han må ransage sig selv og sin argumentation helt uafhængigt af sin farlige situation.

Det er her, at Sokrates, som ellers lige har talt om statens og politikkens uretfærdighed, fortæller, at han er blevet til ved staten og loven og derfor også er bundet af disse love. Ja, hans replik til Kriton er simpelthen bygget op som en dialog med ”os love”, dvs. den egentlig politik. Hvis han flygter, og hvis han ikke tager sin straf, så fornægter han derfor sin egen eksistens, og han vil derfor få et liv, der for ham er værre en døden, nemlig et liv uden for selvomsorgens vinde. Det ender med, at Kriton siger: ”Jamen, Sokrates, jeg har ikke noget at sige”.

Sokrates, som lige har talt for at afbryde politik og udskamme autoriteter, slår over i en hyldest til staten som ide, til den selvstændiggjorte ideale lov, der binder ham selv som ide. Det er en fascinerende dobbelthed. Mødet mellem statens ide og menneskets ide finder sted via en samtale med guden og en afvikling af, dvs. døden for, ideernes empiriske manifestationer, nemlig Athen som politisk stat og Sokrates selv som levende menneske.

På den måde får man pædagogikkens to verdener.

 

Litteratur:

Forsvarstalen i Hartvig Frischs oversættelse: Sokrates’ domfældelse og død, København: Forlaget Fremad 1948.

Forsvarstalen i Jørgen Mejers oversættelse: Platon – samlede værker i ny oversættelse, bind 1, Gyldendal 2009.

Foucault, M. (2005). The Hermeneutics of the Subject-Lecture at the college de France 1981-82, Picador.

Arendt, H. (1992). Lectures on Kant’s Political Philosophy, University of Chicago Press.

 

Oversigt over evalueringer af folkeskole- og læreruddannelsesreform

Her er en oversigt over de evalueringer og evalueringslignende initiativer, som har været søsat i forlængelse af folkeskolereformens kvalitetsstandarder og operative måltal. Jeg har samlet evalueringerne, så godt jeg kan, fordi jeg skal ærligt indrømme, at jeg har været tæt ved at miste overblikket. Man må meget gerne skrive til mig med supplerende informationer og links. Jeg opdaterer listen løbende. Pt er der nævnt ca. 80 rapporter, så der er tæt kontrol med “læringen”.

Indholdsfortegnelse:

  1. Nationale tests, trivselsmålinger og karakterer
  2. Ministeriets årlige statusredegørelser
  3. Rapporter fra folkeskolereformens følgeforskningsprojekt (og lignende)
  • Elever
  • Lærere og pædagoger
  • Skoleledelse
  • Skolebestyrelse
  • Forældre
  • Kommuner
  • Specialundervisningsstilbud
  • Kompetenceudvikling og øvrige publikationer
  • Kommende rapporter
  1. Kommunale kvalitetsrapporter
  2. Ministeriets datavarehus
  3. Ministeriets redegørelse til Folketinget
  4. Kvalitetsforum for Folkeskolen
  5. Diverse forsknings- og evalueringsrapporter
  6. Internationale sammenligninger
  7. Evalueringer af læreruddannelsen
  8. Forum for Koordination af uddannelsesforskning
  9. Rådet for børns læring
  10. Evalueringer af ph.d.-råd/forskning mm.
  11. Vigtige rapporter før skolereformen

 

1. Nationale tests, trivselsmålinger og karakterer

De Nationale Tests:https://uvm.dk/folkeskolen/elevplaner-nationale-test-og-trivselsmaaling/nationale-test

Trivselsmålinger: https://uvm.dk/folkeskolen/elevplaner-nationale-test-og-trivselsmaaling/trivselsmaaling

Udviklingen i karakterer for folkeskolens afgangsprøve, fra 2015-2018: https://uvm.dk/statistik/grundskolen/karakterer-og-test/karakterer-i-grundskolen?fbclid=IwAR0Sefb4yl70MI04asJZNv_rC18yRjyhLIHiHeKS9b7EHnfETPyN9U9wgT0

 

2. Ministeriets årlige statusredegørelser

2014/15: https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2015-statusredegoerelse-for-folkeskolens-udvikling-skoleaaret-2014-15

2015/16: https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2016-statusredegoerelse-for-folkeskolens-udvikling-skoleaaret-2015-16

2016/17: https://uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2017/nov/171127-ny-statusredegoerelse-for-folkeskolens-udvikling

2017-18: https://www.folkeskolen.dk/649228/ministerens-status-ingen-af-reformens-maal-er-indfriet

 

3. Rapporter fra folkeskolereformens følgeforskningsprojekt (UVM) (opdelt efter målgruppe) (information om ministeriets følgeforskningsprojekt samt næsten alle rapporter kan tilgås her: https://uvm.dk/folkeskolen/viden-og-kompetencer/foelgeforskningsprogram/om-foelgeforskningsprogrammet). (Hvis rapporterne er lavet i andre regi end UVM og følgeforskningspogrammet, er de også noteret her med angivelse af tilknyttet myndighed)

 

a) Elever:

SFI: ”Folkeskolereformen – Beskrivelse af 2. dataindsamling blandt elever” (2015) https://uvm.dk/publikationer/ressourcecenter-for-folkeskolen/eleverne/2015-statusrapport-om-elevernes-syn-paa-erfaringer-med-den-nye-folkeskole

SFI: ”Folkeskolereformen – Beskrivelse af 3. dataindsamling blandt elever” (2016) https://www.emu.dk/sites/default/files/Notat%20om%20elevernes%20holdning%20til%20skoledagens%20l%C3%A6ngde.pdf Se også: https://uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/udd/folke/2016/okt/161012%20status%20for%20folkeskolereformen

SFI: ”Notat om elevernes holdning til skoledagens længde” (2016) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2016-notat-om-elvernes-holdning-til-skoledagens-laengde

SFI: ”Resultater fra evaluerings- og følgeforskningsprogram til folkeskolereformen” (2016) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2016-resultater-fra-evaluerings–og-foelgeforskningsprogram-til-folkeskolereformen

SFI: Folkeskolereformen: Elevernes faglige deltagelse og interesse” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-elevernes-faglige-deltagelse-og-interesse

Vive: ”Elevernes oplevelse af skolen i folkeskolereformens tredje år” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-vive–elever

Vive: ”Den længere skoledags betydning for elevers fritidsaktiviteter” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-den-leangere-skoledags-betydning-for-elevers-fritidsaktiviteter

EVA: ”Børn og unges brug af fritids- og klubtilbud” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-boern-og-unges-brug-af-fritids–og-klubtilbud

Vive: ”De yngste elevers hverdag i folkeskolen” (2018) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2018-rapport–de-yngste-elevers-hverdag-i-folkeskolen

EVA: ”Børn og unges brug af fritids- og klubtilbud” (2018) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2018-boern-og-unges-brug-af-fritid-og-klubtilbud

Vive: ”Lektiehjælp og faglig fordybelse” (2018): https://uvm.dk/publikationer/2018/180607-lektiehjaelp-og-faglig-fordybelse

EVA: ”Skolernes samarbejde med erhvervslivet – Fokus på elevernes læring i den åbne skole” https://uvm.dk/publikationer/2018/181101-rapport-skolernes-samarbejde-med-erhvervslivet, med tilhørende ”Inspirationshæfte: Skolernes samarbejde med erhvervslivet – Fokus på elevernes læring i den åbne skole”: https://uvm.dk/publikationer/2018/181101-inspirationshaefte-skolernes-samarbejde-med-erhvervslivet

Rambøll: “Evaluering af IT i folkeskolen” (2018) https://dk.ramboll.com/medier/rdk/hvad-vi-ved-og-ikke-ved-om-it-i-folkeskolen (STIL-UVM)

VIVE: ”Elevernes oplevelser af skolen i folkeskolereformens fjerde år” (2018) https://uvm.dk/publikationer/2018/181220-elevernes-oplevelser-af-skolen-i-folkeskolereformens-fjerde-aar

 

b) Lærere og pædagoger:

Rambøll: “Forskningskortlægning – undervisningsmiljø og trivsel” (2014)  https://dk.ramboll.com/-/media/files/rm/rapporter/forskningskortlaegning_trivsel_2014.pdf?la=da

KORA: ”Pædagogiske medarbejderes oplevelser og erfaringer i den nye folkeskole” (2015) https://uvm.dk/publikationer/ressourcecenter-for-folkeskolen/varieret-undervisning/2015-kora-paedagogiske-medarbejderes-oplevelser-og-erfaringer-i-den-nye-folkeskole

KORA: ”En længere og mere varieret skoledag” (2015) https://uvm.dk/publikationer/ressourcecenter-for-folkeskolen/varieret-undervisning/2015-kora-en-laengere-og-mere-varieret-skoledag

KORA: ”En længere og mere varieret skoledag – kortlægningsrapport” (2016) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2016-kortlaegningsrapport–en-laengere-og-mere-varieret-skoledag—2016

EVA: ”Undersøgelse af understøttende undervisning” (2016) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2016-undersoegelse-af-understoettende-undervisning

KORA: ”Inddragelse af pædagoger i skoledagen – de økonomiske overvejelser og konsekvenser” (2016) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2016-inddragelse-af-paedagoger-i-skoledagen-%E2%80%93-de-oekonomiske-overvejelser-og-konsekvenser

EVA: ”Den pædagogiske praksis i indskolingen” (januar 2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-den-paedagogiske-praksis-i-indskolingen

KORA: En længere og mere varieret skoledag – implementerings- og effektanalyse” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-en-laengere-og-mere-varieret-skoledag

EVA: ”Skolernes arbejde med holddannelse” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-skolernes-arbejde-med-holddannelse

IUP & VIA (Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen mfl.): ”Dansk- og matematiklærerens undervisning med fælles mål” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-dansk–og-matematiklaereres-undervisning-med-faelles-maal (denne rapport var meget kontroversiel og blev undsagt af undervisningsministeren, læs mere her)

EVA: ”Lærere og pædagogers samarbejde om undervisningen” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-laerere-og-paedagogers-samarbejde-om-undervisningen

EVA: ”Pædagogisk praksis i indskolingen” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-paedagogisk-praksis-i-indskolingen

VIVE: ”Lærere og pædagogers oplevelser af den længere og mere varierede skoledag i folkeskolereformens tredje år” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017–vive-laerere-og-paedagoger

VIVE: ”Lærere og pædagogers oplevelse af skolen i folkeskolereformens fjerde år” (2018) https://uvm.dk/publikationer/2018/181220-laerere-og-paedagogers-oplevelse-af-skolen-i-folkeskolereformens-fjerde-aar

 

c) Skoleledelse:

SFI: ”Skoleledelse i folkeskolereformens første år” (2015) https://uvm.dk/publikationer/ressourcecenter-for-folkeskolen/ledelse/2015-statusrapport-om-skoleledelse-sfi

SFI: ”Skoleledelse i folkeskolereformens andet år” (2016) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2016-skoleledelse-i-folkeskolereformens-andet-aar

SFI: ”Ledelse af forandringer i folkeskolen” (2016) https://uvm.dk/publikationer/ressourcecenter-for-folkeskolen/ledelse/2016-notat-om-ledelse-af-forandringer-i-folkeskolen

KORA: ”Fælles ledelse og holddannelse – Analyse af frihed til fælles ledelse og lempelse af holddannelsesregler” (2016) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2016-faelles-ledelse-og-holddannelse

SFI: ”Gør skoleledelse en forskel? – Ledelse af implementering af folkeskolereformen” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-goer-skoleledelse-en-forskel-

VIVE: ”Skoleledernes oplevelse af skolen i folkeskolereformens tredje år” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-vive-skolebestyrelsesformaends

VIVE: ”Skoleledernes oplevelse af styring, handlefrihed og pædagogisk ledelse i folkeskolereformens tredje år” (2018) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2018-skoleledernes-oplevelse

VIVE: ”Skoleledernes oplevelser af skolen i folkeskolereformens fjerde år” (2018) https://uvm.dk/publikationer/2018/181220-skoleledernes-oplevelser-af-skolen-i-folkeskolereformens-fjerde-aar

 

d) Skolebestyrelse:

EVA: ”Skolebestyrelsens rolle i den nye skole” (2016) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2016-skolebestyrelsens-rolle-i-den-nye-skole

EVA: ”Skolebestyrelsens rolle i den nye skole – del 2” (2017) https://www.eva.dk/grundskole/skolebestyrelsens-rolle-nye-skole-del-2

VIVE: ”Skolebestyrelsens oplevelser af skolen i folkeskolereformens tredje år” (2017) https://www.emu.dk/sites/default/files/Skolebestyrelsesform%C3%A6nds%20oplevelser%20af%20skolen%20i%20folkeskolereformens%20tredje%20%C3%A5r.pdf

Rambøll: ”Undersøgelse af skolebestyrelsens rolle og arbejde i folkeskolen” (2018) https://uvm.dk/publikationer/2018/181220-undersoegelse-af-skolebestyrelsens-rolle-og-arbejde-i-folkeskolen

 

e) Forældre:

EVA: ”Forældreperspektiver på folkeskolen” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-vive-foraeldre

VIVE: ”Forældres oplevelser af skolen i folkeskolereformens tredje år” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-vive-foraeldre

Rambøll: “Forældres tilfredshed med folkeskolen” (2018) https://oim.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2018/feb/foraeldrenes-tilfredshed-med-folkeskolen-stiger/ (Økonomi- og indenrigsministeriet)

Rambøll: ”Undersøgelse af forældreperspektiver på folkeskolen i 2014-2018” (2018) https://uvm.dk/publikationer/2018/181220-undersoegelse-af-foraeldreperspektiver-paa-folkeskolen-i-2014-2018

 

f) Kommuner

KORA: ”Den kommunale styring forud for folkeskolereformen – baselineundersøgelse” (2016) https://uvm.dk/publikationer/ressourcecenter-for-folkeskolen/kommunal-styring/2016-den-kommunale-styring-forud-for-folkeskolereformen

KORA: ”Midtvejs i folkeskolereformen” (2016) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2016-midtvejs-i-folkeskolereformen

KORA: ”Økonomisk, personalemæssig og faglig styring i folkeskolen” (2016) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2016-oekonomisk-personalemaessig-og-faglig-styring-i-folkeskolen

Epinion: ”Skolernes anvendelse af §16b” (2018) https://uvm.dk/publikationer/2018/180911-skolernes-anvendelse-af-%C2%A7-16-b

 

g) Specialundervisningstilbud:

Rambøll, UCC & VIA: ”Undersøgelse af undervisning i specialundervisningstilbud” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-undersoegelse-af-undervisning-i-specialundervisningstilbud

Rambøll, UCC & VIA-midtvejsnotat om »Undersøgelse af undervisning i specialundervisningstilbud« (2018) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2018-undersoegelse-af-specialundervisningstilbud

 

h) Kompetenceudvikling og øvrige publikationer:

LANGE-gruppen: ”Kompetencedækning i folkeskolen” (2017) https://langegruppen.dk/wp-content/uploads/2018/06/170616-Rapport-Lange-Gruppen-Kompetencedaekning-i-folkeskolen.pdf

KORA: ”Kompetencedækning og kompetenceudvikling i folkeskolen” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-kompetenceudvikling-og-kompetencedaekning-i-folkeskolen

LANGE-gruppen: ”Rapport om udbud af og efterspørgsel på fagkompetencer i folkeskolen” (2018) https://langegruppen.dk/wp-content/uploads/2018/06/rapport-om-udbud-af-og-eftersporgsel-pa-fagkompetencer-i-folkeskolen.pdf

SFI & KORA: ”Mellemtid for folkeskolen: Hvad gør en forskel i praksis?” (2017) https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-mellemtid-for-folkeskolen—hvad-goer-en-forskel-i-praksis-

 

i) Kommende rapporter:

IUP & VIA: ”Om undervisning med Fælles Mål i dansk og matematik” (januar 2019).

VIVE: ”Kompetencedækning, læreruddannelsesbaggrund og kompetenceudvikling” (januar 2019).

VIVE: ”Evaluering af læringskonsulentforløb og aktiviteter” (januar 2019).

VIVE: ”Kommunal styring og initiativer på folkeskoleområdet (foråret 2019).

EVA: ”Evaluering af folkeskolens nye fag: »madkundskab« og »håndværk og design« (foråret 2019).

VIVE: ”Elevernes syn på folkeskolen – analyserapport” (efterår 2019).

Rambøll, UCC & VIA: ”Om specialundervisningstilbud” (efteråret 2019).

Rambøll, UCC & VIA: ”Inspirationskatalog om specialundervisningstilbud” (efteråret 2019).

VIVE: ”Skoleledelse – analyserapport” (vinter 2019/2020).

???: ”Rapport om kendetegn ved højt- og lavtpræsterende skoler” (efterår 2019).

VIVE: ”Den længere og mere varierede skoledag – forskningsrapport (vinter 2019/2020).

???: ”Antologi med hovedresultater fra følgeforskningsprogrammet” (2020).

 

4. Kommunale kvalitetsrapporter mm.

Ministeriet kræver kommunale kvalitetsrapporter hvert andet år: Det kan man læse mere om her: https://uvm.dk/folkeskolen/organisering-og-ledelse/den-kommunale-opgave/kvalitetsrapport.

Her er f.eks. strukturen i Aarhus:

Generel hjemmeside: https://kvalitetsrapporter.aarhus.dk/.

Almen rapport for 2017: https://kvalitetsrapporter.aarhus.dk/media/11294/kvalitetsrapport-boern-unge-2017.pdf   (136 sider).

Eksempel på en rapport for enkeltskole 2017: https://cdn.aarhus.dk/media/2860/ellevangskolen.pdf  (44 sider).

Dertil kommer en lang række kommunalt initierede og magtfulde evalueringer og implementeringsanalyser af styringsmæssige og pædagogiske tiltag, f.eks. af Synlig Lærings projektet i Skanderborg: https://www.folkeskolen.dk/596417/hattie-synlig-laering-giver-maerkbare-resultater-i-skanderborg. Her er kvalitetsrapporten for Skanderborg 2016/17: https://www.skanderborg.dk/Files/Files/dagsordner/committee_2340/agenda_326242/documents/7e2ce199-0e92-491a-bcf6-338f20ff08ce.pdf

Endelig er der et utal af skolebaserede evalueringer i krydsfeltet mellem skole og kommune, f.eks. her fra Rudersdal Kommune, hvor man også kører Hattie-baseret pædagogik.

 

5. Ministeriets datavarehus

http://cms.uvm.dk/statistik/grundskolen/datavarehuset

 

6. Ministeriets redegørelse til folketinget efter fem år (afventer)

 

7. Kvalitetsforum for Folkeskolen

http://cms.uvm.dk/statistik/grundskolen/datavarehuset

 

8. Diverse forsknings- og evalueringsrapporter

Dertil kommer en mængde forsknings/evalueringsrapporter af forskellig art.

 

A. Der er en del rapporter fra diverse AP Møller-finansierede projekter. Her er nogle eksempler:

Qvortrup, Egelund, Nordahl: Læringsrapport for 13 jyske kommuner, 2015: https://www.ft.dk/samling/20151/almdel/BUU/bilag/128/1608859.pdf.

Qvortrup, Egelund: Læringsrapport for 13 jyske kommuner, 2017: http://vbn.aau.dk/files/273827591/Rapport_t2_Alle_kommuner_2017_SLUTVERSION_FAGF_LLEBED_MT.pdf, se også: https://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-rapport-laerere-har-det-fint-med-den-reformerede-folkeskole?utm_source=vores+nyhedsbrev&utm_campaign=2858177a0c-EMAIL_CAMPAIGN_2018_04_25&utm_medium=email&utm_term=0_d2f5c83eb4-2858177a0c-240003369.

 

B. Der er også Dansk Center for Undervisningsmiljøs (DCUM) analyser af trivselsdata mm.. DCUM er kraftigt påvirket af den positive psykologi.

DCUM: “Fra kedsomhed til trivsel i skolen (2016): dcum.dk/media/1318/dcum-rapport-kedsomhed-i-skolenlowres.pdf

DCUM: “Elevernes fællesskab og trivsel i skolen” (2017): dcum.dk/media/2107/dcum-rapport-elevernes-trivsellow.pdf

DCUM: ”Elevoptimisme og trivsel i skolen” 2018: http://dcum.dk/media/2474/dcum-rapport-elevoptimismespread.pdf.

DCUM: ”Resultaterne fra den nationale trivselsmåling 2017”, http://dcum.dk/media/2167/2017-10-30-dcumtrivselsma-lingtabelrapport2017.pdf

DCUM: “Undervisningsmiljøet i grundskolen 2015-16”, http://dcum.dk/grundskole/undersoegelser/laering/undervisningsmiljoeet-i-grundskolen-2015-16

 

C. Diverse

Böwadt, Pia Rose; Pedersen, Rikke; Vaaben, Nana Katrine (2019). “Når verdens bedste job bliver for hårdt“, Danske Professionshøjskoler.

Lieberoth, A. (2019). “Skærm, skærm ikke?“, Aarhus Universitet.

Wiberg, M. & Nielsen, C.F. & Pedersen, A.N. & Andersen, K.M. (2019). “Dannelsen af etisk myndighed i den danske folkeskolen“, DPU.

 

 

9. Internationale undersøgelser

Information om følgende undersøgelser kan tilgås på http://edu.au.dk/forskning/internationaleundersoegelser/:

  •  OECD’s PISA-undersøgelser
  • Timms-undersøgelserne
  • Pirls-undersøgelserne.

EU’s ”The Monitor” fra januar 2019: http://ec.europa.eu/education/policy/strategic-framework/et-monitor_en

 

10. Evalueringer af læreruddannelsen

A. Uddannelses- og forskningsministeriets 2018-evaluering af læreruddannelsen.

Evalueringen består af fire delanalyser, som er udarbejdet af tre forskellige firmaer og en samlet konkluderende rapport.

Her er ministeriets hjemmeside for hele 2018-evalueringen med baggrundsnotat, ekspertgruppe mm.: https://ufm.dk/uddannelse/videregaende-uddannelse/professionshojskoler/professionsbacheloruddannelser/laereruddannelsen/evaluering-af-laereruddannelsen-1#

Her er de fire delanalyser:

Delanalyse 1a: Indhold og faglige krav i læreruddannelsen, EVA, marts 2018: https://ufm.dk/publikationer/2018/filer/delanalyse-1a-indhold-og-faglige-krav.pdf

Delanalyse 1b: Almen dannelse i læreruddannelsen, EVA, marts 2018: https://ufm.dk/publikationer/2018/filer/delanalyse-1b-almen-dannelse-i-lareruddannelsen.pdf

Delanalyse 2: Kvalitet i undervisningen på læreruddannelsen, Rambøll, juli 2018: https://ufm.dk/aktuelt/nyheder/2018/filer/Delanalyse2.pdf

Delanalyse 3: Match med behovene i folkeskolen, Epinion, oktober 2018: https://ufm.dk/uddannelse/videregaende-uddannelse/professionshojskoler/professionsbacheloruddannelser/laereruddannelsen/delanalyse-3-epinion.pdf

Og her er den konkluderende rapport:

Styrelsen for Forskning og Uddannelse: ”Samlet rapport: Kvalitet og relevans i læreruddannelsen – ekspertgruppens evaluering og vurdering af læreruddannelsen af 2013”, december 2018: https://ufm.dk/publikationer/2019/filer/endelig-rapport_evaluering-af-laereruddannelsen.pdf

Evalueringerne blev kritisk diskuteret i DPU’s magasin Asterisk af Jørn Bjerre og David Reimer: http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Asterisk/85/Asterisk85-s4-7.pdf

 

B. Evaluering af kompetencemålsstyring, 2016

Evaluering af kompetencemålstyring af læreruddannelsen, Teknologisk Institut, juni 2016: https://ufm.dk/publikationer/2016/evaluering-af-kompetencemalsstyring-af-laereruddannelsen. Min egen kommentar til rapporten: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154204255789481&id=837549480

 

C. Evaluering er læreres kompetencer, 2015

Rasmussen, Jens & Pedeersen, E.F. & Stafse, V.T.: Læreruddannerkompetencer – En undersøgelse af danske læreruddanneres kompetencer og behov for kompetenceudvikling”, august 2015. http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Aktuelt/Laereruddannerkompetencer.pdf. Min egen analyse af rapporten: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-jens-rasmussens-undersoegelse-af-laereruddannelsen.html

 

D. Evaluering af optagelsessamtaler, 2014-16.

Evalueringer af optagelsessamtalerne på læreruddannelsen, UVM/Danske Professionshøjskoler,

marts 2014: https://ufm.dk/publikationer/2014/evaluering-af-optagelsessamtalerne-pa-laereruddannelsen

marts 2015: https://ufm.dk/publikationer/2015/rapport-om-evaluering-af-optagelsessamtaler-pa-laereruddannelsen

marts 2016.  https://ufm.dk/publikationer/2016/rapport-om-evaluering-af-optagelsessamtaler-pa-laereruddannelsen

 

11. Forum for koordination af uddannelsesforskning

Det såkaldte Forum for koordination af uddannelsesforskning blev etableret af Undervisningsministeriet med direkte reference til folkeskolelovens forligstekst. Forummet eksisterede fra 2013-16 og udgav en række rapporter om vidensflowet i folkeskolen. Her er den generelle hjemmeside: https://ufm.dk/uddannelse/rad-naevn-og-udvalg/tidligere-rad-naevn-og-udvalg/forum-for-koordination-af-uddannelsesforskning

I 2016 udkom en række rapporter og anbefalinger:

”Analyse af videnspredning af forsknings- og udviklingsviden med relevans for grundskolens praksis”, hovedrapport, januar 2016: https://ufm.dk/publikationer/2016/analyse-af-videnspredning-spredning-af-forsknings-og-udviklingsviden-med-relevans-for-grundskolens-praksis.

Der medfulgte en note med ”anbefalinger”: https://ufm.dk/uddannelse/rad-naevn-og-udvalg/tidligere-rad-naevn-og-udvalg/forum-for-koordination-af-uddannelsesforskning/anbefalinger-fra-forum-for-koordination-af-uddannelsesforskning-om-videnspredning.pdf.

Dertil kom to ”pixi-udgaver”, dels til forskningsinstitutionerne: https://ufm.dk/publikationer/2016/viden-i-spil-i-folkeskolens-praksis-anbefalinger-til-universiteter-professionshojskoler-og-sektorforskningsinstitutioner, og dels til kommuner og skoler: https://ufm.dk/publikationer/2016/viden-i-spil-i-folkeskolens-praksis-anbefalinger-til-kommunale-forvaltninger-og-skoler

 

12. Rådet for børns læring

Rådet for børns læring blev nedsat i marts 2014 i forlængelse af skolereformen. Det afløste det tidligere Skolerådet. Rådet afgiver årlige beretninger, som kan tilgås her:

http://www.børns-læring.dk/Om-raadet

 

13. Evalueringer af ph.d.-råd/forskning mm.

Nordisk institutt for studier av innovasjon, forskning og utdanning (NIFU): “Evaluering av Ph.d.-rådet – et initiativ til styrket uddannelsesforskning rettet mod folkeskolen, 2015.” https://ufm.dk/publikationer/2015/evaluering-av-ph-d-radet

Rømer, T.R. ”læreruddannelsens opgør med læreruddannelsen”, 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer-med-laereruddannelsen.html

 

14. Vigtige rapporter op til ca. 2014

Skolerådet (Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen): ”Beretning om evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen”, 2013.  https://www.altinget.dk/misc/Beretning%20om%20evaluering%20og%20kvalitetsudvikling%20af%20folkeskolen%202013.pdf

Skolerådet: ”Beretning om evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen”, 2012. https://www.emu.dk/sites/default/files/Beretning%20om%20Evaluering%20og%20Kvalitetsudvikling%20af%20Folkeskolen%202012.pdf

Skolerådet: ”Fælles ambitioner for folkeskolen”, 2011. https://www.ft.dk/samling/20111/almdel/BUU/bilag/202/1117105.pdf

Skolerådet: ”Beretning om evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen”, 2011, https://docplayer.dk/24110778-Beretning-om-evaluering-og-kvalitetsudvikling-af-folkeskolen-2011.html

SFI: ”Ledelse, læring og trivsel i folkeskolen”, 2011. https://bibliotek.dk/da/moreinfo/netarchive/870970-basis%253A29130175

EVA: ”Fælles Mål i folkeskolen”, 2012. https://www.eva.dk/grundskole/faelles-maal-folkeskolen

EVA: ”Undervisningsdifferentiering som bærende pædagogisk princip”, 2011. https://www.eva.dk/grundskole/undervisningsdifferentiering-baerende-paedagogisk-princip

EVA: “Undervisningsdifferentiering i folkeskolen”, 2004. https://www.eva.dk/grundskole/undervisnings-differen-tiering-folkeskolen

Rambøll: ”Kortlægning af curricula i sammenlignelige lande”, 2013.

EVA og Rambøll: “Kortlægning og analyse – opkvalificering af lærere og pædagoger i folkeskolen, 2013. https://www.eva.dk/grundskole/opkvalificering-laerere-paedagoger-folkeskolen

EVA: ”Motiverende undervisning – tæt på undervisningspraksis på mellemtrinnet”, 2014. https://www.eva.dk/grundskole/motiverende-undervisning-taet-paa-undervisningspraksis-paa-mellemtrinnet

Rambøll & Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning: “Forskningskortlægning, varieret læring, bevægelse, udeskole og lektiehjælp”, 2014. https://www.emu.dk/modul/varieret-l%C3%A6ring-bev%C3%A6gelse-udeskole-og-lektiehj%C3%A6lp

 

Almene kilder til denne liste:

Artikel på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/647137/politikerne-har-ikke-tid-til-reform-forskningen

Undervisningsministeriets hjemmeside: https://uvm.dk/folkeskolen/folkeskolens-maal-love-og-regler/nationale-maal/saadan-foelges-udviklingen-i-folkeskolen

Undervisningsministeriets EMU-portal om følgeforskningsprojektet: https://www.emu.dk/modul/f%C3%B8lgeforskningsprogrammet-til-folkeskolereformen

Uddannelses- og forskningsministeriets publikationsliste: https://ufm.dk/publikationer