Nedenfor kan man læse 36 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra november-december 2024. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.
- Kritik af ungdomsuddannelser
- Årsskriftet Critique 2024
- Hvad er en eksamen?
- Ny bog om skoleledelse
- Posthumanistisk læring i England
- I skolereformens kølvand
- Kronik og podcast om universitets- og uddannelsespolitik
- Anmeldelse af bog om trivsel
- Forsvar for karakterdannelse
- Om trivsel, 80’erne og Jagtvej 69
- Loven, og loven om loven
- Aarhus Universitet i 2012
- To jubilæer
- DPU’s tilstand
- Undervisningsministeriets skæbne
- Krisen i dansk pædagogik
- Karakterdannelse og dannelse
- I Teorien – filosofisk podcast
- DPU’s kollaps i 2015
- DPUs essens: Sorømødet i 2010
- Peter Kemps kritik af det nye DPU
- CEPOS’ tilstand
- DPUs essens: Claus Holms opgør med Løgstrup og højskoletradition
- Kamp for Generel Pædagogik og Pædagogisk Filosofi
- Hvem er det, der protesterer?
- Stor evaluering af corona-politikken i USA – og total dansk tavshed?
- Claus Holms halvdannelse
- En tanke om kriser
- Theresa Scavenius kritiserer forskningspolitikken
- Den arbejdsløse har ingen helligdage
- Merete Riisager og de radikale
- Erhvervspædagogisk refleksion
- Verdens skole – Tjekkiet, Platon og olympiader
- KL-disruption i skolereformens kølvand
- Diskussion med Gert Biesta om karakterdannelse
- Den store skærm – indlæg i Ræson
1. Den 1. november: Kritik af reform af ungdomsuddannelser
Jeg har samlet mine tanker vedrørende regeringens udspil om ungdomsuddannelser i nedenstående indlæg, som Critique har været så venlige at bringe:
https://aarsskriftet-critique.dk/2024/10/konkurrencestaten-oedelaegger-ungdomsuddannelserne-3/
2. Den 4. november: Årsskriftet Critique 2024
Critiques nye årsskrift er netop udkommet. Jeg bidrager med artiklen ”Universitetet og dets fjender”, hvor jeg gennemgår universitetsloven og dennes konsekvenser på især Aarhus Universitet og DPU. Man kan tilgå et kort uddrag af artiklen i linket nedenfor, hvor man også kan bestille et eksemplar af Critique.
I Årsskriftet fortæller Nils Gunder Hansen lidt i samme ånd, men mere personligt, om ”Mine to universitetsliv”, så man bliver lidt rørt.
Disse to artiklers indhold har rødder i en stor universitetspolitisk konference, som Critique afholdt i februar 2024.
Og Marianne Stidsen, som faktisk også deltog i den pågældende konference, skriver i sin artikel ”Det værste fra begge verdener” om woke-bevægelsens ideologiske rødder. Hun afslutter sin artikel med et tankevækkende forslag om at tage det bedste fra både liberalisme og socialisme, hvilket skal holde både stat og markedsfiksering på afstand. Hun kalder sin syntese for ”kristen humanisme”.
Der er mange andre gode artikler. Nikolaj Bøghs fortæller om det sociale arbejdes rødder i civilsamfundet – først hos godsejerne og senere hos borgerskabets kvinder – og hvordan denne civilsamfunds-forbindelse er truet i den moderne velfærdsstat, også kaldet konkurrencestaten. Bøgh fremanalyserer dermed en slags toverdens-teori, som også præger flere af de andre artikler, herunder min egen.
Mathias Kobberrød Rasmussen har en spændende gennemgang af Tamil-sagen og dens konsekvenser. Pludselig står hele sagen helt levende og aktuel.
Og så har jeg også læst Martin E.O. Grunz’ fantastiske analyse af Erhard Jacobsens politiske virke. Her får man virkelig noget at vide om den socialdemokratiske udvikling siden 1930’erne.
Jeg glæder mig til at læse resten af Årsskriftet.
https://aarsskriftet-critique.dk/2024/10/universitetet-og-dets-fjender/
3. Den. 5. november: Hvad er en eksamen?
Jeg har reflekteret lidt over, hvad en eksamen er; i modsætning til prøver og test:
http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-er-en-eksamen.html
4. Den 6. november: Ny bog om skoleledelse
Jeg har læst en interessant ny bog om skoleledelse fra Syddansk Universitet.
Især en af bogens redaktører, Finn Wiedemann, har skrevet en tankevækkende og kritisk analyse af det, man kunne kalde for “DPU-linjen”, hvilket man kan læse mere om i nedenstående blogindlæg.
Jeg har også fundet et par gode debatindlæg fra Wiedemanns hånd, som jeg også omtaler i indlægget.
Wiedemanns arbejde er et eksempel på det, som vi var nogle, der i 10’erne kaldte for “uren pædagogik”, dvs. det som i gamle dage bare hed “pædagogik”.
http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-bog-om-skoleledelse-finn-wiedemanns-kritiske-arbejde.html
5. Den 9. november: Posthumanistisk læring i England
Mediet Gymnasieskolen fortæller om en skole i England, hvor lærerne i en stor del af tiden er blevet erstattet af computere og AI.
Læreren er omdannet til en ”læringscoach”, hvis opgave er at ”overvåge elevernes performance”, som der står.
Og den interviewede læringscoach er begejstret. Maskinerne er mere effektive, og de kan ikke have ”en dårlig dag”. Der er også ”færre forstyrrelser”.
Man har også interviewet en 14-årig elev. Han kalder det hele for ”befriende”.
Skolelederen er også glad. De nye systemer giver ”bedre læringsresultater”.
Alle de involverede lader til at være lykkelige.
Initiativet understøttes både holdningsmæssigt og organisatorisk af den siddende undervisningsminister, som er fra Labor.
For et par uger siden lancerede Dansk Arbejdsgiverforening en rapport, der også talte for mere AI i skolen. Man kunne spare 10% af lærerne væk, fremgik det. Det Økonomiske Råd var i sin produktivitetsrapport fra 2019 inde på noget lignende. Og det samme var KL i forbindelse med udgivelsen ”Teknologispring” i 2018.
Imens tømmes landet for kritiske forskningsmiljøer, mens f.eks. AU etablerer den ene efter den anden helt ukritiske AI-satsning.
Det ser ikke godt ud.
https://gymnasieskolen.dk/articles/britisk-skole-erstatter-laerere-med-kunstig-intelligens/
6. Den 9. november: I skolereformens kølvand
Merete Riisager er blevet interviewet til Folkeskolen.dk. Her fremsætter hun nogle særdeles interessante betragtninger vedr. skolereformen fra 2013 og dens kølvand.
Det største fremskridt nævner hun sjovt nok ikke eksplicit. Det drejer sig om begrænsningen af den omfattende læringmålstyring.
Dette fremskridt skyldes ikke mindst hendes eget virke som undervisningsminister fra 2016-19, hvor hun ifølge det daværende regeringsgrundlag skulle ”justere” folkeskolereformen”, som det hed. Det gjorde hun så med bistand fra landets faglige og kritiske miljøer, mens de fortørnede læringsideologer flippede ud.
Men i selve ”justerings”-begrebet ligger der jo også en form for accept af det, der skal ”justeres”. LA endte faktisk med at acceptere det forlig, som Riisager havde kæmpet imod helt fra starten. Det var, som jeg ser det, konsekvensen af denne modsætning, der vanskeliggjorde hendes sidste år på posten.
Derfor har Riisager en særlig veludviklet sans for, at skolereformens grundlæggende filosofi egentlig ikke er ændret. Riisager forklarer, dels at man har bevaret kompetencefilosofien i hele systemet, og dels at man har fastholdt den de facto ødelæggelse af lærerens autoritet, der blev forstærket i 2013. Sloganet i 2013 var jo netop ”fra undervisning til læring”.
Disse to forhold står stadigvæk fast.
Der er kort sagt brug for et mere grundlæggende opgør med skolereformens ideologi frem for de sædvanlige løsrevne sætninger, som diverse politikere rejser rundt med. Men i så fald må man satse mere seriøst på studier i skolens og skolepolitikkens grundlag. Men det sker ingen steder. Tværtimod.
Konsekvensen heraf er, at skolereformens opgør med dannelse opsluger dannelsens begreber. Vi får det, jeg har kaldt for “uniformativering”.
Et eksempel på de ”sædvanlige løsrevne sætninger”, som jeg nævnte ovenfor, er den tale, som statsministeren holdt til DLF’s kongres i forrige uge. Her taler hun for mere pædagogisk autoritet og mindre læringsmålstyring. Umiddelbart lyder det godt, men til forskel fra Riisager har Mette Frederiksen ikke nogen fornemmelse for den bagvedliggende skolepolitiske struktur, som jo netop ikke er ændret.
Frederiksen taler også imod noget, hun kalder for den ”sorte skole”, men medmindre det kvalificeres, så kan det uden videre sidestilles med det opgør med det undervisningsbegreb, som lå i skolereformens filosofi.
Ubestemthederne i statsministerens indlæg skyldes muligvis, at hun jo var beskæftigelsesminister i 2013 og derfor ansvarlig for Lockouten af landets lærere. Hun var dermed også medansvarlig for Antorini-Corydons skolepolitiske aktioner, som jo stod i stik modsætning til det, som Frederiksen nu siger.
Og de andre partiledere i den aktuelle regering var ikke uskyldige. Under Lars Løkkes regeringsperiode frem til 2011 gik landet amok i konkurrencestat, og Troels Lund Poulsen var endda undervisningsminister i 2011. Man får på en måde lidt ondt af den gode Tesfaye, som ville se godt ud med nogle dannelsesforskere i nærheden.
Man må forlange en mere seriøs selvransagelse hos hovedskurkene, hvis de “løsrevne sætninger” skal tages alvorligt.
Endelig må man huske på, at de aktuelle uddannelsesreformer, som fremføres af Frederiksens regering, jo tager udgangspunkt i Reformkommissionen, som har samme instrumentelle struktur som skolereformens baggrundskommissioner under Lars Løkke. Det er planøkonomernes magt over pædagogikken.
Kort sagt: I modsætning til Riisagers sans for dybdestrukturerne, forsøger statsministeren at skjule sit ansvar.
Endnu længere ude i skoven er Helle Thorning-Schmidts seneste markeringer i en podcast, hvor hun fastholder skolereformens manglende autoritetsforståelse. Hun mener ligefrem at ”børnene ejer skolen”. Thorning-Schmidt taler generelt set stadig varmt om 2013-reformen. Hun har intet lært. Men på en måde er det mere ærligt end Mette Frederiksen, som måske nok har lært noget, men som har glemt alt. Er der mon andet, hun har glemt?
Sagen er, at der skal huskes, og det kan Riisager hjælpe med. Men i så fald er der brug for mere seriøse satsninger på de forskningsmæssige niveauer; medmindre en kombination af Frederiksens glemsomhed og Thorning-Schmidts børnemagt skal gå af med sejren. DPU er jo stadig helt på Thornings fløj.
En sidste tanke: Det er dejligt, at Riisager som ny politisk rådgiver i LA har kastet sig ud i den skolepolitiske debat. Man glemmer jo helt, at partiet jo også må have en politisk ordfører for de relevante områder. Spørgsmålet er, hvordan forholdet er mellem politiker og rådgiver?
Og en allersidste iagttagelse: Riisager fortæller i interviewet, at Tesfayes korrektioner af skolens ordensbekendtgørelser stammer fra hendes ministertid. Det tyder på en form for åndsfællesskab mellem hende og Tesfaye, men man skal efter min mening ikke undervurdere forskellene, som stammer fra, at Riisager har en stor almenpædagogiske forståelse, hvilket det kniber med hos Tesfaye.
Links:
Interview med Riisager: https://www.folkeskolen.dk/klasseledelse-liberal-alliance-laeremidler/merete-riisager-laererne-ved-bedst-det-er-derfor-de-er-der/4787711
Artikel om Mette Frederiksens tale: https://www.folkeskolen.dk/10-klasse-dlf-kongres-24/statsministeren-i-skolen-ma-det-vaere-laereren-der-bestemmer/4787439
Finn Wiedemann om Helle Thorning-Schmidts udtalelser: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektor-til-thorning-det-er-falsk-historieskrivning-naar-du-paastaar-at-folkeskolereformen-var-en-succes
Grundanalysen kan tilgås i bogen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, Fjordager, 2023. https://www.fjordager.com/i-skolereformens-k%C3%B8lvand
7. Den 11. november: Kronik og podcast om universitets- og uddannelsespolitik
Konsulent ved Tænketanken Prospekt, Signe Wolff Ravneberg, har skrevet en virkelig interessant og skarp kronik til ugens Weekendavisen.
Kronikken bobler af engagement og intellektuel interesse.
Hun kritiserer især universiteterne – men også uddannelsessystemet mere bredt – for at være blevet alt for instrumentaliseret under konkurrencestatens grænseløse system. Hun er endda så venlig at nævne to af mine udgivelser i den sammenhæng, dels ”Universitetet og dets fjender” og dels ”Skolens formål”.
Et eksempel på Ravnebergs direkte og filosofiske stil er følgende formulering:
”Jeg vil således vove den påstand, at årtier med disse kompetenceforstærkende, konkurrenceskærpende og i det hele taget arbejdsmarkedsorienterede reformer har udhulet og kvalt netop det frie åndsliv og den selvstændige kritiske tanke, som burde være grundstenen i hele uddannelsessystemet. Og dét har banet vejen for den tankemæssige ensretning, der præger ungdommen i dag.”
Ravneberg arbejder også med at undersøge sammenhængen mellem den omtalte instrumentalisering og det fremherskende identitetspolitiske pres, som flere steder har en uheldig tendens til at forstærke hinanden.
Også litteraten Marianne Stidsen har arbejdet med denne kobling, og selv er jeg også begyndt at undersøge sagen, bl.a. i en ny bog om trivsel, der er på vej.
I en ledsagende podcast fra Tænketanken Prospekt diskuterer Signe Wolff Ravneberg sin kronik med Tine Obel, som er læreruddannet og kommunikationschef ved Prospekt. Signe slår her – ligesom i kronikken – et slag for en slags ’uenighedens pædagogik’; et begreb, som også er taget i anvendelse i de mest tænksomme og filosofiske folk fra pædagoguddannelsen.
Meget passende hedder kronikken ”Aktivistisk uddannelsesfabrik”.
Links:
Link til kronik i Weekendavisen: https://www.weekendavisen.dk/2024-45/opinion/aktivistisk-uddannelsesfabrik
Link til Podcast: https://www.taenketankenprospekt.dk/2024/11/08/universitetet-som-aktivistisk-uddannelsesfabrik/
8. Den 13. november: Anmeldelse af bog om trivsel
Jeg har læst Lars Qvortrups og Karen Wistofts meget omdiskuterede bog “Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse”, jvf. nedenstående link.
Efter min opfattelse er bogens begreber med til at fremme både mistrivsel og socialvidenskabelig tristesse:
http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-bog-trivsel-og-mistrivsel-mellem-offergoerelse-og-kompetencegoerelse.html
9. Den 19. november: Forsvar for karakterdannelse
Mediet Ræson bringer i dag mit svar på nogle kritiske bemærkninger om “karakterdannelse”, som den fremtrædende hollandske filosof, Gert Biesta, fremsatte i sidste måned.
Min pointe er, at Biestas refleksioner egentlig ikke er en kritik, men snarere et udmærket bidrag til udviklingen af karakterdannelsens filosofi, hvilket han blot ikke selv lader til at have forstået.
Jeg ved ikke helt, hvad man kalder den metode
Jeg kritiserer ham også for at risikere at havne i den grøft, som han i mange år har talt imod, nemlig “læringsgrøften”.
https://www.raeson.dk/2024/thomas-aastrup-roemer-til-gert-biesta-mennesket-dannes-i-vekselvirkning-med-verden-det-er-essensen-i-karakterdannelsen/
10. d. 21. november: Om trivsel, 80’erne og Jagtvej 69
Jeg sad og drak lidt kaffe og hørte Lecia synge ”Rør ved mig” i radioen, mens jeg lavede de sidste redigeringer i et manuskript til en bog om trivsel, som er på vej. Kort sagt: Den småborgerlige klinge.
Men lige pludselig sker der noget meget mærkeligt, som bryder min teksts og hele situationens trummerum. Pludselig står der følgende mærkelige ord på min skærm, som jeg jo selv må have skrevet:
”Men hvad er en virkelig trivsel? Måske så vi den komme til udtryk i kampen for ungdomshuset på Jagtvej omkring 2007, dvs. parallelt med konkurrencestatens forstærkninger. Jagtvej var den måske sidste anarkistiske og kulturkonservative protest; en livsfilosofisk og deltagelsesdemokratisk tilsynekomst med rødder i sammenhængen mellem trivsel, eksistens og handling.
Netop i den fælles kamp mod overmagten og midt i al ulykken udtrykte de unge en form for fælles erindring, en påmindelse, som var ved at forsvinde fra de voksnes verden. En tilsynekomst fra historiens dialoger.
Ungdomshuset blev dermed den virkelige revolutions formel. I den politiske handling kommer trivslen nedefra og bagfra, hvilket vil være i overensstemmelse med trivselsbegrebets oldnordiske/norrøne etymologi. Trivsel bliver en slags tingede tingsted, lidt i ånden fra Christiania, fra reformpædagogikkens skrammologiske fritidsliv, fra humanismens hvirvlende åndsfrihed og fra de tidligste menigheder.
Man forsamler sig ”under åben himmel”, som det hedder i Grundlovens §79. Det er de sidste vølvers sted og pligt midt i byens dionysiske og karnevalistiske tumult. Denne form for virkelig trivsel – tilsynekomsten – kan ikke reduceres til et målesystem for ”well-being”, som set i dette lys snarere er et stærkt undertrykkende apparat.”
Det var som om, at jeg ikke selv har skrevet det, selvom jeg jo godt kan genkende lidt af det, og ordene skabte noget tumult i resten af teksten.
Men hvor kommer disse mærkelige sætninger så fra? Jo, de kommer såmænd fra den mest tankevækkende generationsanalyse, jeg har læst siden Jakob Paludans ”Jørgen Stein” fra 1933, der jo handlede om ”årgangen der snublede i starten”.
Den pågældende analyse finder man i filosofihistoriens nok længste ”efterskrift” på 200 sider, som står i filosoffen Asger Sørensens fantastiske bog ”I lyset af Bataille”, som han udgav i 2012 på forlaget Politisk Revy.
Efterskriftet – som er en blanding af erindringer og kulturanalyse – handler om Asger Sørensen selv og om, hvorfor han blev glad for den franske filosof George Batailles tanker om latter, liv og erotik.
Og dermed kommer efterskriftet også til at handle om 80’ernes københavnske ungdom. Vi hører om velfærdsstatens søgende og frie børn, som på trods af en mastodontisk arbejdsløshed kun tænker på det gode, det retfærdige og det skønne og på at blaffe rundt i verden uden mobiltelefoner og møde det andet køn. Tilliden til omverdens ting og mennesker er omfattende.
Generationen har også ungdomsoprørets handlingsliv brusende i blodet, selvom man er træt af strukturmarxisterne. Man vil have karneval og liv og fællesskab og ikke al denne amerikanske post-vietnam-tristesse og bedrevidende hypermarxisme.
Og det er lige netop der, at Bataille og hans Nietzsche-inspirerede vitalisme kommer Asger Sørensen til hjælp, godt blandet op med en storslået anarkistisk filosofisk tradition, som beskrives udførligt.
Miljøet omkring Jagtvej 69 er en slags materialisering af denne tilstand.
Sørensen fortæller også om sin vej ind i den pædagogiske filosofi, og bogen slutter med DPU-lederen Lars Qvortrups forsmædelige fyringsvarsel fra 2010, som kom blot to år efter, at Asger Sørensen endelig havde fået en fast ramme om sit filosofiske virke. Qvortrup, som var opslugt af skolereformens systemer, mente ikke at Sørensens forskning var ”relevant”.
Undervejs bliver Sørensen en slags republikaner. I min fortolkning sker det, fordi han som ung mand ved et rigtigt 1980’eragtigt tilfælde bliver IT-medarbejder hos Mærsk. Her deltager han i et projekt om arbejdsgangene i Folketinget, som han ender med at få stor respekt for.
Så anarkisten og staten kommer i kontakt. Og det er denne begrebslige berøring, som afstedkommer den ende spændende refleksion efter den anden, og som gør, at det er Sørensens og ikke Qvortrups arbejde, der bliver ”relevant”.
Så det hele ender i en formidabel blanding af anarki, demokrati og vitalisme, mens den ene efter den anden konkrete episode suser forbi, ofte med navns nævnelse.
Og det er lige her, at der går en direkte sporvogn hen til Jagtvej 69, der stadigvæk står tom. Den øde grund er en ungdommens påmindelse til de voksne om, hvad virkelig trivsel er, nemlig fælles handling i sorg og glæde. De øde kvadratmeter er en form for påmindelse om venstrefløjens kulturelle rødder.
I dag er ordet ”revolution” ligefrem forsvundet fra Enhedslistens program. Hvor dybt kan man synke? Og hvor er begrebet hos de andre partier? Har man glemt, at der findes en amerikansk, en engelsk, en russisk og en fransk revolution?
Ungdomsoprørets politiske bevægelser – som Asger Sørensen giver så meget skøn fylde – er blevet til en slags ”einheit”, dvs. til en blanding af identitetspolitik og klimateknokrati, en fornærmet og bange tilstand.
En af de rørende passager i bogen er et sted, hvor en stor ungdomsdemonstration slutter af med at synge netop ”Rør ved mig”, som jo er en dansk udgave af den fantastiske spanske eurovision 2’er ”Eres Tu” fra 1973. Spanien spiller i øvrigt en stor rolle i Sørensens bog.
Undervejs er der også kritiske analyser af, hvordan Nietzsche – via nogle bestemte fortolkninger af Foucault – i løbet af 90’erne vendes på hovedet og bliver til hans egen modsætning, nemlig en puritansk og angst. Vi går fra et postmoderne karneval til en poststrukturalistisk isolation.
Endelig vil jeg sige, at Asger Sørensen i 2020 udgave en slags 2’er, nemlig bogen “Asger Sørensen går på universitetet”, som er en hyldesterklæring til det klassiske universitets dyder. Bogen starter faktisk med en “Fortale til folketinget”, som jo i sin tid tændte Sørensens respekt for den demokratiske stat.
Nu forstår jeg bedre, hvad der skete, mens jeg drak min småborgerlige kaffe .
Referencer:
Asger Sørensen: I lyset af Bataille, Forlaget Politisk Revy, 2012.
Asger Sørensen: Asger Sørensen går på universitetet, Filosofisk Rådgivning, 2020.
11. Den 25. november: Loven, og loven om loven
Der er to slags love. Der er den lov, som vedtages af folketinget, og så er der loven om loven, dvs. grundloven.
Man skal overholde loven, og hvis der er tvivl, så træder domstolen til og afgør, hvad der er lov. Men hvad nu, hvis en lov er imod loven om loven? En sådan situation vil jo stille borgeren i en helt umulig situation. Hvem kontrollerer det?
Ja, det burde retten også gøre, men det sker stort set ikke. I stedet overlades den slags grundlagstvister til organiseringer, som tilhører det almindelige lovsystem, dvs. politisk nedsatte kommissioner etc..
Dvs. at loven afgør, hvad loven om loven er, hvilket jo er helt omvendt.
Man hvad med højesteret? Tjekker den ikke, om en lov er imod loven om loven? Næsten ikke, selvom der er nogle undtagelser. Højesteret afgør stort set kun tvister om loven, men ikke om loven om loven, og da slet ikke på eget initiativ.
Så der er ingen tilstrækkelig beskyttelse af den lov om loven, som gør, at vi overhovedet har en lovgivende forsamling og en retsinstans? Og vi har ingen forfatningsdomstol, som jo findes i flere andre lande.
Så grundloven risikerer at blive overtaget af loven og dens forbindelser til de globale niveauer, mens årsagen til loven, dvs. loven om loven, ender som en slags nostalgi.
Men dermed forfalder jo også loven?
Så spørgsmålet er: Hvem beskytter loven om loven og dermed også loven?
12. Den 25. november: Aarhus Universitet i 2012
Den 21. marts 2012 fik Aarhus Universitet kritik i Politiken i to omgange. Den helt store krabask blev svunget af professor i statskundskab, Jørgen Grønnegaard Christensen. Det skete i kronikken “Aarhus stander i våde”. Man kan læse hele kronikken nedenfor (A).
Efterfølgende har jeg desuden indkopieret et lille læserbrev, som jeg havde i avisen samme dag, altså lige ovenover Grønnegaard Christensens aktion (B).
Det var netop i årene op til 2012, hvor den i sig selv revolutionerende universitetslov fra 2003 fik en særlig radikaliseret aarhusiansk version. Siden har de kritisable processer konsolideret sig. Jeg beskriver hele processen i bogen “Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”, KLIM 2024.
Havde Grønnegaard været ansat på DPU i dag, havde han risikeret fyring på gråt papir. Det ved alle, så tavsheden breder sig.
Ingen af de to tekster findes online, så vidt jeg kan se. Her er de derfor i fuld længde:
A. Jørgen Grønnegaard Christensens kronik:
“Aarhus stander i våde
Aarhus Universitet er i oprør. Lærere og studenter har vendt sig mod ledelsen. Det er tid til forandring i Smilets By.
AARHUS Universitet er i alvorlig krise. Det er ikke første gang. Sidst var i midten af 1970’erne. Kombinationen af en rektor, som tænkte stort, ja meget stort, og en direktør, som ikke havde styr på den daglige drift, førte til budget- og regnskabsrod og anmærkninger fra revisionen.
Dengang blev rektor væltet og direktøren og regnskabschefen fyret. På det lange sigt, som rakte indtil 2005, var konsekvensen et universitet med styr på tingene. Det var puritansk grænsende til det småtskårne, men Aarhus Universitet administrativt blev drevet med allerhøjeste effektivitet. Samtidig oplevede universitetet en periode, hvor centralisering og decentralisering var fint afstemt i forhold til hinanden: Rektor var, når han var bedst, entreprenør og politicus i en og samme person, der sikrede fantastiske fysiske rammer for universitetets udvikling; institutterne stod for den faglige udvikling, og administrationen holdt øje med, at reglerne blev overholdt.
Det fungerede, men den er gal igen. Og selv om historien aldrig gentager sig, er der alligevel en parallel, som man får forstand af. Også når tidspunktet for genopretning oprinder. Jeg skal gøre mit bedste for at forklare, hvordan det hænger sammen. Alle, der for tiden tager sig til hovedet over den uforstand, der hersker på landets næststørste universitet, kan således få et sikkert indtryk af, hvad der er på spil. Pædagogik og ikke polemik er mit ærinde.
Kernen i det hele er en gigantisk reorganisering. Alt er samlet i fire nye hovedområder med engelske navne. »Det falder os mest naturligt at tale engelsk«, som prorektor sagde, da planen blev lanceret for to år siden. Den nye fakultetsstruktur bygger på to principper. Det ene er tværfaglighed. Det andet er stordrift. Det er hovedområderne selv et udtryk for. Det samme gælder på institutniveau. På Science & Technology, på Health og på Arts har man derfor nu fået kæmpeinstitutter med flere hundrede medarbejdere. Da ledelsen er imod silodannelser, som man kalder det, er enhver form for underopdelinger bandlyst. De blokerer jo for den tværfaglighed, der er gjort til forudsætningen for ny videnskabelig indsigt og universitetets bidrag til løsning af samfundsmæssige problemer, f.eks. konflikterne i Mellemøsten, som man så frejdigt annoncerer.
Nogle vil med rette spørge, om reorganiseringen ikke har med fusionerne i 2007 at gøre. Svaret er umiddelbart ja. For fusionerne gjorde med ét slag Aarhus Universitet meget stort og meget usammenhængende med de fem gamle fakulteter plus fire nye enheder på fakultetsniveau. Det hang ikke sammen.
Det hang ikke sammen, fordi fusionerne aldrig blev gennemtænkt. Ingen gad besvare spørgsmålet om, hvad det skulle gøre godt for. Der var i stedet en dobbeltlogik bag Aarhus Universitets bidrag til fusionerne. Den ene var helt pragmatisk. Man skulle vise sin gode vilje og lydhørhed over for regeringen; så ville belønningen (af især Aarhus Universitet) følge. Det vidnede om en vis mangel på politisk indsigt, men lad det være. Det gjaldt derudover om at være stor, ja, allerhelst størst. Lyt i den sammenhæng til rektors retorik. Han taler ikke bare om et universitet i verdensklasse. Han undgår med systematisk omhu at nævne andre danske universiteter. Hans horisonter er videre: Den ene er den øst- og midtjyske, hvor målgruppen er kommunalpolitikere og lokale erhvervsfolk, der lader sig henrykke over et lokalt universitet, som placerer dem på verdenskortet. Den anden er den globale, hvor horisonten strækker sig fra Shanghai til Stanford, fordi det er der, det sker eller er sket.
MAN KUNNE være tilbøjelig til at afskrive dette som bar snak og store ord. Det er det måske også. For der er endnu ingen, der har været i stand til at fremtvinge en præcis forklaring på, hvad der ligger i opskriften, hvordan den vil virke, og hvordan man afgør, om den har været en succes. Der er blot andre sider af reorganiseringen, som har alvorlige konsekvenser i hverdagen på Aarhus Universitet. Igen er der to ting i spil, som hænger nøje sammen. Den første er centralisering og magtkoncentration.
Den er for viderekomne. Den enstrengede ledelse, som er bærende princip i universitetsloven, har fået en særlig udformning i Aarhus. Den består i skabelsen af en universitetsledelse med rektor, prorektor, universitetsdirektør og så de fire dekaner. De udgør en enhedsledelse og sidder demonstrativt sammen med 14 prodekaner i det, der nu hedder rektoratsbygningen. De træffer i fællesskab beslutninger og svarer, som opmærksomme læsere har erfaret, i fællesskab på kritik. Med ledelsesstrukturen er koblingen mellem dekanerne og deres hovedområder brudt. Strukturen skaber samtidig fortrinlige vilkår for den form for gruppetænkning, som får ellers selvstændige individer til at rette ind. Det er forstærket af en udskiftningspolitik, hvor alle, der kunne og turde ytre sig kritisk, er erstattet af andre, der, det betoner man igen og igen, er loyale. Resultatet er en ganske særegen struktur uden interne tjekpunkter. Det er sjældent i nutiden.
Magtkoncentrationen bliver også brugt. I 2010 og 2011 har ledelsen toldet stærkt hos institutterne. Det er sket for at finansiere en stor strategisk pulje, der skulle fremme forskning i særklasse. Nogle af pengene er da også i december 2011 delt ud efter formålet. Men det er ikke så mange, som ledelsen i uforpligtende vendinger havde stillet i udsigt, for den kostbare reorganisering har skudt et stort hul i økonomien. Læg dertil, at ledelsens magtfuldkommenhed har spoleret de sunde tilskyndelser, der er indbygget i en decentral universitetsøkonomi, og husk så også, at det ikke er ledelsen, men fagenes folk, der skaber indtægterne. Rektor har ikke hentet én krone hjem til Aarhus Universitet.
ANDET LED i reorganiseringen er en storstilet bureaukratisering. Det er den rette betegnelse, fordi der parallelt med koncentrationen af al magt i enhedsledelsen under rektor, også er sket en udvidelse af administrationen (i mandskab og kompetence), som igen er parret med en yderliggående centralisering. Symbolsk kommer bureaukratiseringen til udtryk ved universitetsdirektørens medlemskab af universitetsledelsen. Det svarer til at gøre kommunaldirektøren til medlem af kommunens økonomiudvalg.
Det ville ikke være demokratisk; på universiteterne er det et klart farvel til den sidste rest af kollegialt selvstyre. Den finder et yderligere udtryk ved opbygningen af en mandstærk administration under ledelse af ni vicedirektører og et vidtforgrenet net af chefer med fancy titler.
Det koster. Før 2005 var Aarhus Universitet administrativt det mest effektive af de danske universiteter. 6 procent af samtlige årsværk var beskæftiget i administrationen på universitets- og fakultetsniveau. I 2010, altså fem år senere, var det over 8 procent (Kilde: Universiteternes Statistiske Beredskab). Med udvidelsen på en tredjedel på bare fem år er Aarhus Universitet kommet på niveau med CBS, og det er, som man vil huske, ikke noget at prale af.
Bureaukratiseringen er ikke bare dyr; den kommer også til udtryk i endnu en centralisering. Alle administrative funktioner er ved at blive samlet i en fællesadministration under ledelse af direktøren og hans ni vicedirektører. Det vil sige, at al økonomiforvaltning, al personaleforvaltning, undskyld HR, al studie- og uddannelsesadministration er centraliseret. Det griber voldsomt ind i den daglige drift. Igen er det lidt indviklet, hvorfor det er sådan.
Den første grund er, at økonomien er decentral forstået på den måde, at institutterne har deres egne budgetter og deres eget personale. Administrationen er bare nu fjernet fra dem.
Den anden grund er, at forskningsfinansieringen i stigende grad er båret af større eksterne bevillinger. De skal hver for sig administreres, for bevillingshaverne, professor X og lektor Y, er selvsagt også bevillingsansvarlige. En professor på Arts, indehaver af en meget stor bevilling, skrev for nogle måneder siden desperat til mig, fordi hans dekan havde fjernet den sekretær, som indtil da havde hjulpet ham med at holde styr på pengene.
Det tredje er, at mange af disse funktioner er rutiner knyttet tæt sammen med den daglige afvikling af undervisning og eksaminer. Medarbejderne har derfor fornuftigvis løst opgaverne i løbende samspil med lærere og studerende. Forudsætningerne herfor er pist væk, når de fra hele universitetet lige nu bliver samlet i den nye fællesadministration og dens store bygning klos op ad rektoratsbygningen.
Ledelsens omkvæd har ganske vist lige siden 2007-fusionerne været, at universitetet nu var i sikker drift, som det hedder i managementjargon. Sandheden er i foråret 2012, at man kun på Business & Social Sciences har fået fordelt 2012-budgetterne. Den er også, at simple ekspeditioner i personalesager og bedømmelser trækker ud, og at regninger ikke bliver betalt til tiden. De kontrakter, som vore dages specialestuderende skal indgå med deres vejledere lader sig ikke formalisere efter bogen, fordi systemet ganske enkelt er ude af drift.
MED reorganiseringen er der skabt en helt ny klasse i den akademiske verden. Den består af ledere og administratorer, hvoraf nogle har en baggrund som forskere og undervisere, andre er administratorer med titler så fantasifulde, at ingen ved, hvad der skjuler sig under dem. De er imidlertid et af tegnene på nye tider, som har vendt op og ned på, hvad der engang var værdsat på universitetet. Jeg har fra personalestyrelsen fået de faktiske løntal for bl.a. medlemmerne af den øverste ledelse. Rektor, prorektor og dekaner har fra 2001 til 2010 fået reallønsstigninger fra 42 til 63 procent. Dekanerne, der i 2001 fik en løn, der var 10 procent højere end en professorløn, fik i 2010 60 procent mere; for rektor og prorektor er det dobbelt så meget, mens direktøren, engang en nok så ydmyg post, er lønnet som en styrelseschef og får 70 procent mere end den gennemsnitlige professor.
Det siger så sandelig noget om, hvad der bliver regnet. Jeg kender godt det officielle svar, som siger, at professionel ledelse har sin pris. Det kan jeg sagtens fatte og tilmed fint leve med. Men det får mig unægtelig til at stille fire spørgsmål, som er aldeles centrale for det, vi medarbejdere lige nu oplever:
1) Hvad var, og hvad er succeskriterierne for den igangværende reorganisering?
2) Hvad har reorganiseringen kostet i administrative og ledelsesmæssige meromkostninger, alle former for godtgørelser til dem, der blev ofret undervejs, til konsulenter af alle arter, til bygningsmæssige foranstaltninger – samt i betaling til Møbeltransport Danmark?
3) Hvorfor har det taget og tager det så lang tid at skabe klarhed over, hvad kompetencefordelingen skal være i den nye struktur, og hvorfor har man under gennemførelsen ikke været i stand til at informere de berørte grupper af administrative medarbejdere på først og fremmest institutniveau om, hvad der præcis skulle og skal ske?
4) Er der på ledelsens succeskriterier, jævnfør punkt 1, områder, hvor Aarhus Universitet i dag klarer sig bedre end i 2005, og hvor Aarhus Universitet oven i købet har lagt afstand til andre universiteter?
JEG HAR netop ryddet mit kontor. Sammen med mine kolleger skal jeg flytte til en anden bygning, og da jeg ikke er nogen årsunge, gik jeg grundigt til værks. Meget blev foræret bort, mens andet blev kasseret. Det gjaldt dog ikke en lille paperback, som jeg havde købt for årtier siden og siden glemt. Titlen er ‘Management & Machiavelli’, forfatteren den siden adlede brite sir Antony Jay. Hans kækt formulerede påstand er, at man ikke kan forstå, hvorfor ledelsen i store virksomheder opfører sig, som den gør, uden at tage menneskers magtstræb i betragtning. Det var i 1967. Overfører man det på Aarhus Universitet anno 2012, erkender jeg, at hverken Machiavelli eller Jay har levet forgæves.
Magt er også en drivende kraft i moderne management og dermed bag det, vi har oplevet og oplever i Aarhus. Man ser det i kommunikationen, som ikke er oplysende information med invitation til dialog og samtale, men autoritært formulerede budskaber og manipulation. Man ser det på den måde, som enhver afvigelse bliver tromlet på. Der er den idelige understregning af forpligtelsen for gud og hvermand til at være loyale. Der er påpegningen af, at det bare er de samme tvære og pensionsmodne, men få idioter, som er imod, fordi de er for gamle.
Der er de sivende bagtalelser. Der er de patetiske erklæringer om høje mål, der vil være inden for rækkevidde, når ledelsen blot får lov til at herske og regere. Der er det ulidelige managementsprog, som intet menneske ved sine fulde fem kan få noget som helst ud af. Og til allersidst er der ophobningen af flere års forsikringer om, hvordan alting på det lange sigt bliver rigtig godt og meget stort.
Jeg nævnte indledningsvis, at Aarhus Universitet også i 1975, altså for snart 40 år siden, var i en alvorlig ledelsesmæssig krise. Der blev dengang gjort kort proces. Professorer og lektorer rejste sig, og fordi der under den forkætrede styrelseslov af 1970 faktisk var tjekmekanismer indbygget i strukturen, kunne de sætte ledelsen på porten. Den slags mekanismer er fjernet, fordi lovgiverne ville en stærk og enstrenget ledelse med såkaldt professionelle bestyrelser. Man har fået det første, men bestyrelsen, i hvert fald på Aarhus Universitet, har indtil nu vist sig ganske impotent. Så tjekmekanismerne er væk internt og eksternt.
Uddannelsesminister Morten Østergaard har på et meget generelt plan forholdt sig til Aarhus Universitets problemer (Pol. 16.3.). Han slår et slag for masseuniversitetet, som samtidig er elitært og nyttigt. Det er Helge Sander uden fakturaer, så ledelsen på Aarhus Universitet kan endnu en gang henvise til politisk opbakning fra allerhøjeste sted. Derfor er udfordringen fortsat at knytte forbindelse mellem meget ambitiøse, men også meget vage mål, den valgte magtfuldkomne strategi og synlige resultater, der kan tælles og måles, og som ikke truer universitetets funktion, og spørgsmålet forbliver således, om ledelsen magter det.”
B. Mit eget lille læserbrev:
“Uddannelsesminister Morten Østergaard taler i sin kronik varmt for at bevare »stolte danske traditioner for det klassiske dannelsesorienterede universitet«. På Aarhus Universitet taler dekan Mette Thunø sammen med sin prorektor og brandingekspert John Frandsen i Weekendavisen om, at »bussen er kørt for det klassiske universitet«. En pudsig kontradiktion i de høje hierarkier.
Men det er Thunø, der har ret, for i resten af sin kronik taler Østergaard stort set kun om masseuniversitet, innovation og kontrakter. Han siger endda som argument nr. 1, at vi lever i et »innovationssamfund«. Jeg har aldrig hørt om det før. Hvad mon det er? Det lyder som noget, enhver humanist bør undgå, og som måske gør ondt, hvis man støder ind i det.”
13. Den 29. november: To jubilæer
Den 29. november er en skelsættende dato med to jubilæer. Her er en kort omtale:
Jubilæum 1:
For to år siden, d. 29/11-2022, modtog jeg et fyringsvarsel fra DPU’s institutleder, Claus Holm. Sagen vakte en del offentlig opsigt, og der blev foranstaltet tre store underskriftsindsamlinger.
Holm ville fyre fem personer ud fra fire kriterier, som han selv havde opstillet.
Jeg forstod ikke en brik af afskedigelsen, så jeg skrev nedenstående indsigelse, hvor jeg argumenterede for, at jeg klarede mig godt på alle fire kriterier.
To uger senere, d. 16. december 2022, svarede Holm, at han skam ikke havde noget at indvende ift. de fire kriterier, men at han fastholdt fyringen ud fra noget, han kaldte for ”et bagvedliggende hensyn”.
Dette nye ”hensyn” kom altså ”udover de fastsatte kriterier”, som der stod. Det var meget mystisk.
Måske spillede det en rolle, at jeg havde kritiseret Holms faglige arbejde med skolereformens læringsbegreb.
På det nye AU/DPU kritiserer man ikke koncernens ideologi og synspunkter, hvilket man da også er holdt op med siden fyringerne. Konsekvensen er desværre, at man ikke kan stole på forskningens rammesætning og resultater.
Få måneder senere opslog Holm en stor gruppe faste stillinger, der flugtede med hans egne synspunkter.
Jubilæum 2:
Men den samme dato, d. 29. november, refererer faktisk også til en lykkelig begivenhed, hvor der skete det stik modsatte; nemlig at det nye læringssystem led nederlag til landets pædagogiske tradition.
Den 29. november 2018 vandt lærer Erik Schmidt og Danmarks Lærerforening nemlig en dengang meget omtalt retssag mod Odense Kommune; en sag som tog sin start i juni 2014, altså over fire år før dens afgørelse.
Kommunen og dens dybt radikaliserede skoleleder mente ikke, at Schmidt måtte sige sin mening på et lærermøde om helt almindelige pædagogiske emner. Schmidt havde “negative holdninger”, som det totalitært hed, så han fik en tjenstlig advarsel.
Men det fandt Schmidt og DLF sig heldigvis ikke i, og læringssystemet fik som sagt en lærestreg. Men det trak tænder ud. Sagen var i landsretten to gange, før den gode hr. Schmidt vandt med kryds og slange.
Det var en af 10’ernes store sejre for pædagogikken imod den altomfattende læringsideologi.
Kommunen har aldrig beklaget sagen, som efterfølgende blev fortrængt med alle midler.
Det er af stor samfundsmæssig vigtighed, at denne sag holdes i konstant erindring.
Jeg dækkede sagen tæt i sin tid og samlede alle indlæg og artikler om forløbet i nedenstående blog.
Links:
Link til indsigelsestekst: http://www.thomasaastruproemer.dk/indsigelse-vedroerende-varslet-afskedigelse.html
Link til sagens dokumenter og indlæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html
Link til dokumenter og indlæg ifm. Erik Schmidt-sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt
Man kan også læse Erik Schmidts eget erindringsopslag fra i dag på dette link: https://www.facebook.com/erik.schmidt.758/posts/pfbid02eUe98qegXwnVSE6kgmnoJVjExhXg5BqBA5ZCSGfwkqMERU2cTeKDwBVL2n1yvVFNl
14. Den 2. december: DPU’s tilstand
I nedenstående indlæg undersøger jeg DPUs filosofiske og pædagogske tilstand.
Analysen tager udgangspunkt i to aktuelle og højtprofilerede tekster, nemlig det seneste temanummer af DPU’s magasin “Asterisk”, der handler om pædagogiske “formål”, samt et stort DPU-initieret festskrift til lektor emeritus Jens Erik Kristensen.
http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-problemer-med-filosofi-og-paedagogiske-formaal.html
15. Den 4. december: Undervisningsministeriets skæbne
Mange af de gamle socialdemokrater var en del af en rig åndstradition. De vidste f.eks. noget om kundskaber og om trivsel, som 2020’er-versionen af deres parti helt har glemt:
De moderne socialdemokrater har simpelthen kastet den pædagogiske frihed bort. Det er sket via konkurrencestatens forstærkning og udvidelse af Staunings og Krags planøkonomiske tendens.
Nedenfor kan man f.eks. læse et flot citat fra en vigtig udgivelse af undervisningsminister Julius Bomholt fra 1953. Bomholt og hans gamle ministerium stod kort sagt for frihedssiden af velfærdsstatens stort anlagte syntese mellem frihed og lighed.
Dengang var kultur og forskning samlet under et stort og højt profileret Undervisningsministerium. Den forbindelse gik i stykker i to omgange. Først i 1961, da kulturen forlod “undervisningen” via etableringen af et nyt Kulturministerium, og dernæst i 2003, da universiteterne endegyldigt overgik til et nyt Forsknings- og teknologiministerium.
Derfra stod undervisningsministeriet alene tilbage, klar til konkurrencestatens finansministerielle befrugtning. Og kulturen og universiteterne var nu uden “undervisning”.
Men da frihedssiden faldt bort, så blev staten omkalfatret til en grænseløs styring af økonomi og “lighed”. Herfra tog Finansministeriet over og blev pædagogikkens styrende system. Det skete for universiteternes vedkommende i 2003 og for folkeskolens vedkommende i 2006/13.
Man dækkede over ødelæggelsen ved at opfinde identitetspolitikken. Frihedens forudsætning var nu parkeret som det ideologisk konstruerede “danske værdier” eller som statistisk defineret “diversitet”.
Her er Bomholts ord om trivsel og om videnskabens opdragende effekt på den stærke men passive stat:
”Som tidligere bemærket må et demokrati, der vil respektere grundlaget for sin egen eksistens, sørge for, at det videnskabelige arbejde har ubetinget frihed. Det videnskabelige arbejdes trivsel er af den største betydning for demokratiets fortsatte vækst. Der er her en sammenhæng, som ikke altid belyses tilstrækkeligt klart (…).
Ligesom demokratiet værner om videnskaben, kan videnskaben til gengæld gavne demokratiet ved at opdrage det til respekt for den frie, søgende tanke, ved at betone selvstændigheden i undersøgelse og tilegnelse, og ved at fremme saglighed og tolerance.”
Referencer:
Julius Bomholt i “Mennesket i Centrum – bidrag til en aktiv kulturpolitik”, 1953)
Man kan tilgå den fulde analyse i min bog “Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, Klim 2022.
16. Den 5. december: Krisen i dansk pædagogik
Få dage efter, at Corydon, Antorini og Mette Frederiksen i april 2013 udelukkede landets lærere fra at møde deres elever, udkom min bog ”Krisen i dansk pædagogik” på forlaget Fjordager.
Udgivelsen var på den måde en slags varsel. Et intellektuelt kampråb, mens samfundets pædagogiske og videnskabelige liv blev udsat for den totale teknokratiske revolution.
“Krisen i dansk pædagogik” består af en række analyser og indlæg på mediet Folkeskolen.dk, hvor jeg havde fulgt den uddannelsespolitiske og pædagogisk-filosofiske udvikling tæt i perioden 2009-12.
Dekan ved DPU, Claus Holm, var ikke begejstret. Han havde i nærmest truende vendinger kaldt et af kapitlerne (en tale ved en prisoverrækkelse) for ”polemisk dumdristighed”. Hans indvending er faktisk med i bogen.
Men alle anmelderne – som kom fra mange forskellige faglige og politiske verdenshjørner – var derimod begejstrede. Her er en kort omtale af de syv anmeldelser:
A.
Psykolog ved Aalborg Universitet, Thomas Szulevicz, roste bogen til skyerne i en lang og flot anmeldelse i Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Han sluttede sin anmeldelse med følgende:
”Jeg vil derfor på det varmeste anbefale at læse hans fremragende bog”.
B.
Forfatteren Egon Clausen skrev i Højskolebladet:
”Pludselig kommer der gudhjælpemig et levende menneske ind på scenen og bruger et strømførende sprog, der forbinder den pædagogiske tænkning med kunst, kultur og historie, og som påstår, at denne forbindelse er af altafgørende betydning for skolens liv og virke. Hvor skønt!”
Og Clausen konkluderer:
”Tak til Thomas Aastrup Rømer for en væsentlig og oplivende bog”.
C.
Underviser og debattør, Lærke Grandjean, fremhævede i sin anmeldelse i Uddannelsesbladet en række citater fra bogen og gav bogen fem stjerner ud af fem. Hun konkluderede:
”Under alle omstændigheder er det en vigtig bog, som kan anbefales til alle, der vil ned under overfladen af den moderne bølge af kontraktsystemer, PISA-lister og funktionalistiske metoder.”
D.
Historiker Mikael Jalving skrev i Jyllands-Posten:
”Han har noget at fortælle os. Og et dannet, nationalt mellemværende med skolen, som også savnes blandt dem, der bare vil have privatskoler i stedet.”
E.
Lærer Torben Rasmussen skrev på Folkeskolen.dk:
”Alle loppemarkeder er rodede, men i denne er der en analytisk og holdningsmæssig rød tråd, som får den ene bod til at hænge sammen med den næste – uden at man dog behøver at besøge dem alle sammen. For den læser, som er enig med forfatteren, er det en befrielse at læse bogen. For dem, som er uenige, kan det være forbundet med ubehag og urolig nattesøvn.”
F.
Seminarielærer Finn Held var også positiv i Magisterbladet:
”Han har forstået, hvad der uddannelsespolitisk foregår omkring os, og hvis hovedformål synes at gå ud på at udslukke menneskets evne til at tænke og handle.”
G.
Og pædagogen Michael Milo Jørgensen skrev i socialpædagogernes blad:
”Bogen scorer højt hos mig af den enkle årsag: den var der ikke i forvejen – bogen er en nødvendig bog.”
Imens rasede Corydons og Antorinis overgreb på gader og stræder.
Jeg er virkelig glad for, at Fjordager ville udgive denne bog, som stadig i dag fremstår som et slags historisk-filosofisk-eksistentielt dokument.
(Alle anmeldelserne kan tilgås i deres helhed på min hjemmeside under fanebladet “bøger”)
Link til udgivelse: https://www.fjordager.com/krisen-i-dansk-p-dagogik
17. Den 7. december: Karakterdannelse og dannelse
Hver eneste pædagogiske situation er en syntese af dannelse og karakterdannelse; dvs. et slags etisk kunstværk, hvor verden og person kommer til syne på en gang under skaberens opmærksomhed, som selv er en del af kunstværket.
Det er det nye Center for karakterdannelses smukke initiativ, der har skærpet min opmærksomhed på denne storslåede sammenhæng.
Før troede jeg mest, at det især handlede om dannelse i verden, men glemte lidt personen, som faktisk altid har været en del af dannelsen. Men pludselig viser selvet sig som ”karakter”, dvs. som et selvstændigt fænomen i verden. Ikke blot som et subjektivt ”du” men også som en etisk og politisk tilsynekomst i en verden, der selv kommer til syne.
Hvis det er rigtigt, så er pædagogik en poetisk aktivitet. En slags forfatning på mikroniveau.
Og hvis det er rigtigt, så bliver pædagogikken til en poetik, dvs. til en lære om hvordan verden presser sig på og viser sig i skønhed og ballade under kunstnerens kreative og søgende hænder og blik.
Man bør studere digternes poetikker, f.eks. hos Søren Ulrik Thomsen og Paul la Cour.
Og hvis det er rigtigt, så må vi genopdage et pædagogisk sprog for denne tilsynekomst. Dette sprog findes, men det er glemt og ødelagt af konkurrencestatens ødelæggende systemer og instrumentelle ”forskning”, hvilket står for det modsatte af en virkelig ”stat” og ”videnskab”.
Hver eneste fortælling er pædagogisk, og hver eneste pædagogisk situation er en fortælling. Det er en slags stedets og poetikkens pædagogik.
Det er Reformkommissionen og kunstig intelligens derimod ikke.
Her er nogle eksempler på ord. Ordrækken starter groft sagt med ord, som især præger de små børns dyder, og ender med dyder, som præger det gamle menneske, men alle ord er med hele vejen, for også det lille barn kan ”nyde”, og den gamle mand kan ”lege”:
Hengivenhed og kropskærlighed, legeglæde, lydighed/autoritetstro og nysgerrighed, kundskabsinteresse, fantasifuldhed, hjælpsomhed, politisk engagement, social forståelse. verdensåbenhed, selvstændighed, erotisk og historisk-poetisk engagement og høflighed, trofasthed, mod, lovlydighed, sandhedskærlighed, handlingsglæde, retfærdighed, tålmodighed, selvudslettelse og nydelse.
Og der er meget mere. Det er en uendelig brønd, som forbinder alle mennesker og lande, også russere og palæstinensere hvis nogen skulle være tvivl. Det hele kan sammenfattes som ”visdom”.
Det er ikke mål, men for-mål. Dvs. ikke det synlige, men det som kommer til syne.
Man kan læse mere om emnet i nedenstående artikel fra foråret, hvor nogle af disse erkendelser er på vej.
https://www.karakterdannelse.dk/artikler-1/thomas-r%C3%B8mer-aastrup-1
18. Den 8. december: I Teorien – filosofisk podcast
Filosofisk podcast kritiserer – med DPU som eksempel – det aktuelle forhold mellem forskningspolitik, ytringsfrihed og tænkning:
Der findes en interessant podcast, som hedder ”I Teorien”. Her sidder følgende tre filosoffer og drøfter forskellige faglige emner:
– Lektor ved Aalborg Universitet, Henrik Jøker Bjerre.
– Docent ved VIA UC, Brian Benjamin Hansen
– Lærer ved Engelsholm Højskole, Anders Ruby
Alle tre filosoffer er med i det såkaldte ”Institut for vild analyse”, der bl.a. har sine rødder i en lang klummeserie i Information.
I den seneste udgave af podcasten fra d. 6. december er der en lang drøftelse af forholdet mellem tænkning og videnskab. Her kommer de tre filosoffer ind på både en række nyere universitetsreformer samt på Heideggers og især Kants filosofi.
Diskussionen afsluttes med et eksempel på den aktuelle forskningspolitiks opgør med tænkning og filosofi, nemlig en omtale af institutleder Claus Holms forsøg på at styre den pædagogiske forskning efter sin egen smalle læringshorisont.
Her i citat fra omkring minut 27:
”Så det er problematisk, at man gør offentligt brug af fornuften. Og en leder på et universitet har heller ikke meget gl……… Altså, der har jo været en sag med den filosof, der hed Thomas Rømer, som blev fyret fra DPU for efterhånden nogle år siden, som i sin egen forklaring af, hvad der skete, simpelthen blev ekskommunikeret, fordi han gjorde offentlig brug af fornuften (…)
Han havde en stærk kritik af den opfattelse af pædagogik, som var mere og mere fremherskende og dominerende på DPU, inklusiv den nye institutleder og så videre. Og det var derfor, at han blev ekskommunikeret.
Og man kan sige, at der er en oplagt ræson i at holde lidt tilbage med sin offentlige brug af fornuften, også i den ret kontante forstand, ikk’. Og som igen, hvis nu vi snakker universitetsverden: Den topstyrede bureaukratisering, som vi har set de seneste år, den taler virkelig for at holde det lidt tilbage. Den topstyrede universitetsverden, vi har set de sidste 20 år, den taler virkelig for at holde det lidt tilbage, kan man sige.”
En Facebook-ven gjorde mig opmærksom på denne podcast-serie, som jeg ikke var bekendt med, men som jeg nu vil til at følge.
Link til podcast: https://shows.acast.com/i-teorien/episodes/tidspyramiden
Link til Institut for vild analyse: https://www.vildanalyse.dk/
19. Den 9. december: DPU’s kollaps i 2015
Den 15. april 2015 skrev jeg et langt og grundigt indlæg på min hjemmeside. Artiklen var en helt regulær kritisk analyse af en artikel af professor MSO Dorthe Staunæs og lektor Malou Juelskjær, begge fra DPU.
Samme dag skrev jeg følgende til Staunæs:
”Kære Dorthe – Selvom vi er kolleger, har vi vist aldrig hilst på hinanden? Men jeg vil sige, at jeg har skrevet en analyse af en af dine artikler (skrevet sammen med Juelskjær) på min hjemmeside. Jeg har muligvis misforstået det hele, og du er naturligvis meget velkommen til at svare i kommentarfeltet, hvis du har lyst – Mange hilsner, Thomas Aastrup Rømer, DPU-Trøjborg.”
Men den slags videnskabelige venligheder går ikke på DPU/AU. Få dage efter blev jeg indkaldt til samtale med bisidder på dekanens kontor.
Staunæs og Juelskjær havde nemlig slet og ret klaget over mit arbejde med de mest utrolige beskyldninger. I klagen skrev de, at jeg ”sviner til” og er ”hadsk”. De skriver, at jeg ”demagogiserer” og tillægger klagerne ”lyssky motiver”, at jeg mangler ”analytisk grundighed”, at jeg foretager ”udpegning, beklikning, motivjagt og forvræning”, og at det hele vil skade ”Aarhus Universitets ry” og instituttets anseelse.
Klagen blev støttet af den ny institutleder, Claus Holm, som dermed viste sig helt uduelig i sig hverv. Få måneder før havde han nedlagt et helt nyt professorat i pædagogik. Det var læringsideologien, som arbejdede i kaotiske effekter.
Men i den almene og faglige offentlighed var der ingen forståelse for DPU’s aktion. Sagen røg i pressen, og AU måtte hårdt presset give mig ret. Men der kom ingen beklagelse eller lignende, hverken fra ledelsen eller fra de to forurettede forskere.
Siden gjorde både Staunæs, Juelskjær og Holm fin karriere i DPU’s autoritære system.
Fra den dag vidste jeg, at den var helt gal med den videnskabelige kvalitet på DPU og faktisk også på ARTS/AU, hvilket løbende er blevet bekræftet siden. Man kan ikke bedrive videnskabelig aktivitet med dette syn på kritisk arbejde.
Sagens dokumenter og indlæg kan tilgås på dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu
20. Den 9. december: DPUs essens: Sorømødet i 2010
I 2010 var Lars Qvortrup leder af DPU, som netop var blevet fusioneret med et nyteknokratisk Aarhus Universitet.
Det var det forår, hvor Qvortrup forsøgte at afskedige tre filosoffer, fordi deres arbejde ikke var ”relevant”, som det hed. Og i juni samme år sammenlignede han i en kronik statsminister Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King.
Få måneder senere, i august 2010, var der Sorømøde, hvor Qvortrup var taler nr. 3 efter undervisningsminister Tina Nedergaard og direktøren for Dansk Arbejdsgiverforening.
Talen er en kæmpeødelæggelse:
Qvortrup starter sin tale med at gå amok i pisaliste-placeringer. Han mener endda, at pisalisterne nu skal forstærkes af noget, han kalder for ”den reelle globalisering”. Her handler det om ”at konkurrere på et fælles marked”, så de globale virksomheder lægger arbejdspladser i landet.
Uddannelse er nu…
”… et økonomisk parameter i vidensøkonomien. Uddannelsespolitik er beskæftigelsespolitik og økonomisk politik”.
Man skal hele tiden kigge på andre lande, for at se om ”det virker”.
Qvortrup spørger: ”Har vi råd til at sige nej?”. Der er ikke et ord om pædagogik og uddannelse i traditionel forstand. Det er konkurrencestatens totale raid. En pædagogisk destruktion.
Qvortrup fortæller også, at læreruddannelsen skal have ”et meget mere metodisk syn på undervisning og læringseffekter”. Det skal bygge på ”evidensbaserede resultater, som uddannelsesforskningen leverer”.
Denne teknokratiske vision blev realiseret under læreruddannelsesreformen i 2012, som Qvortrups åndsfælle, Jens Rasmussen stod for.
Qvortrup slutter sin destruktive adfærd med følgende tekniske målepædagogik:
”Der kan ikke være tvivl om, at uddannelserne skal måles og vejes, og at de skal opfylde de kontrakter, som indgås mellem uddannelsesaktører og uddannelsesejere. Men uddannelserne skal ikke måles og vejes for at blive endnu mere styret og reguleret, men for at give bedre feedback til uddannelsessystemets professionelle primæraktører; lærerne og de pædagogiske ledere”.
Få år senere kom den læringsmålstyrede undervisning, som Jens Rasmussen også stod for.
Senere gjorde Qvortrup karriere under åndsfællen Claus Holms ledelse, hvorfra de sammen med Rasmussen eksekverede det ene raid efter det andet mod både forskningsfrihed og pædagogisk tradition.
Der var nogen, der fra starten sagde fra, men de er enten marginaliserede eller døde. I dag er den akademiske og uddannelsespolitiske kritik på DPU stort set død. Ingen – og slet ingen unge – tør kritisere Holms hegemoni, der bygger på Qvortruptidens synspunkter og handlinger.
Sorømødets afsluttende taler var Ove Kaj Pedersen, som året efter skrev bogen “Konkurrencestaten”.
Reference:
Undervisningsministeriet (2010). ”Uddannelse og udfordringer til alle – hvor er din overligger?”.
21. Den 11. november: Peter Kemps kritik af det nye DPU
Teologen og filosoffen Peter Kemp var den første leder af Institut for Pædagogisk Filosofi, som blev dannet sammen med det nye DPU i år 2000.
Hvordan Kemp havnede i det pædagogiske felt, er en lang historie, men i en artikel fra 2011, som faktisk var efter, at han fratrådte som professor, fortæller Kemp noget interessant:
Artiklen hedder ”Kampen om dannelse”, og den står i den norske antologi ”Dannelse – tenkning, modning, refleksjon” fra 2011.
Det, der for alvor vendte Kemps filosofiske blik mod pædagogikken, var helt konkret Alexander von Oettingens arbejde, herunder bøgerne ”Det pædagogiske paradoks” (2001) og ”Almen pædagogik” (2010). Især den første fik en skelsættende betydning for pædagogikken, fordi den udkom i 2001, dvs. lige imens konkurrencestaten gik amok.
Kemp skriver direkte:
“Jeg havde hverken hørt om det pædagogiske paradoks eller om opdragelsen til verdensborger, før jeg kom til DPU.”
Kemp trækker i artiklen også på fransk humanisme på en måde, der minder om ånden i det nye Center for karakterdannelse. Men den inspiration har han haft med sig i hele det faglige liv, formentlig inspireret af Løgstrup.
Nuvel, Kemp drøfter Oettingens værker over flere sider, hvor han (altså Kemp) vender og drejer forholdet mellem pædagogik, frihed og normativitet.
Von Oettingen, som kommer ud af det, jeg kalder for “ånden fra Haderslev”, får virkelig Kemp til at tænke. Det er pædagogikken, der møder filosofien, så filosofien bliver pædagogisk. Et herligt samleje.
Jeg var faktisk ikke bekendt med denne meget nære syntese mellem den ældre Kemps og den unge von Oettingens tanker.
Dernæst laver Kemp en kort omtale af Jean-François Lyotards postmoderne kritik af Niklas Luhmanns systemteori og af denne teoris ødelæggende effekt for dannelsen. Det er en vigtig kritik, eftersom Luhmann i disse år havde stor betydning for skolereformens ideologer, herunder især Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Claus Holm, hvilket jeg vender tilbage til om lidt. Kemp kalder Lyotards analyse for ”profetisk”.
Kemp anvender derpå sin analyse til en diskussion af de angreb på pædagogisk filosofi, som især Lars Qvortrup stod for omkring 2010.
Qvortrup, som også var en stærk tilhænger af Luhmann, forsøgte at nedlægge faget, og da han ikke slap afsted med det, forsøgte han at fyre tre filosoffer, fordi deres forskning angiveligt ikke var ”relevant”.
Kemp trækker i sin analyse faktisk på en af disse fyringstruede filosoffer, nemlig Henrik Vase Frandsen, som Kemp mener står for en ”pædagogisk-filosofisk grundlagstænkning”. Det vil sige i høj grad “relevant”.
Kemp fortsætter med at ridse op, hvordan DPU i 2006 etablerede et stort og indflydelsesrigt evidenscenter i den nye ånd. Og til sidst har han en omfattende kritik af bogen ”Viden om uddannelse”, som udkom i 2007. Denne bog, som udrullede det helt store evidensevangelium med udgangspunkt i netop Luhmanns tanker, er skrevet af Claus Holm og Jens Rasmussen. Kemp undersøger bogens opgør med filosofi og normativitet, og slutter sin artikel med at konkludere:
”Det er pædagogisk anti-filosofi”.
Senere, i 2014, blev Claus Holm institutleder. En af hans første handlinger var at nedlægge et professorat i pædagogik, som ellers var blevet tilbudt Alexander von Oettingen. På en måde var det et angreb på Kemp.
DPUs essens er anti-filosofi. Vi har brug for en ny Peter Kemp, som desværre døde i 2018, til at bekæmpe Holms, Qvortrups og Rasmussens ødelæggende indflydelse på dansk pædagogik.
Reference:
Peter Kemp: “Kampen om dannelse”, i Hagtvet mfl. (red.). “Dannelse – tenkning, modning, refleksjon”, Oslo: Dreyer.
22. Den 12. december: CEPOS’ tilstand
I dagens Kontrast reflekterer jeg over CEPOS’ udvikling og tilstand:
https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/er-cepos-paa-vildspor
23. Den 14. december: DPUs essens: Claus Holms opgør med Løgstrup og højskoletradition
Jeg sidder og hygger mig med den pædagogiske filosof Brian Degn Mårtenssons forfatterskab fra 2015-2018.
I en af bøgerne, ”Tilblivelse og tilsynekomst – filosofiske tekster” fra 2016, optræder et foruroligende citat af DPU’s nuværende institutleder Claus Holm.
Holm-citatet er fra 2012 og blev formuleret i regi af Antorinis ide om en ”ny nordisk pædagogik”, dvs. at ordene er fra optakten til skolereformen.
Her er citatet i fuld længde:
”I dag, i bakspejlet, ved vi bedre. Vi ved, at Løgstrups idé om tilværelsesoplysning – ikke upåvirket af den danske højskoletradition – er afløst af idéen om kompetenceudvikling gennem læring, og at pædagogernes vigtigste opgave bliver at motivere den enkelte til at få lyst til at tage ansvar for udvikling af egne kompetencer.
Vi ved også, at vi ikke er havnet i et fritidssamfund, men i et stadig mere globalt konkurrencesamfund, hvor uddannelse handler om at kunne klare sig på dette samfunds foranderlige arbejdsmarked.
I den forstand er vi langt væk fra skolens som et fristed – som et reservat for Løgstrups idé om oplysning af den enkelte med respekt for den enkeltes urørlighedszone. Det er forklaringen på, at der er brug for et andet og mere tidssvarende pædagogisk ideal.”
Kort sagt: Ren konkurrencestatsideologi uden slinger i valsen.
Mårtensson mener, at Holms synspunkter er ”vilde”, og at Holms afvisning af både Løgstrup og højskoletradition og de facto også af ”store dele af den vestlige tradition for pædagogik” er ”uhyggelig og ekstremistisk”. Og det har han jo helt ret i.
Holms stærkt ideologiske begrebssætning er et eksempel på det, som Peter Kemp i 2011 kaldte for ”pædagogisk anti-filosofi”, jvf. mit opslag fra i forgårs.
Efterfølgende gennemgår Mårtensson dels sagen om Odense Kommunes angreb på Erik Schmidt, og dels Claus Holms og Dorthe Staunæs’ pinlige klage over mit eget arbejde i 2015.
Mårtensson afslutter sin tekst med prognosen:
”Det ender galt”.
Citaterne står i kapitlet: ”Tal nu eller ti for evigt!”. Teksten findes også som et blogindlæg på Folkeskolen.dk, jvf. link. Det lange citat kan også tilgås i Mårtenssons bog, “Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ”, på s. 60.
”Tilblivelse og tilsynekomkst” blev udgivet på Forlaget Fjordager i 2016. Den er fyldt med tankevækkende dokumentation og analyser.
Og Mårtensson blev selv udsat for lidt af hvert. F.eks. kan man læse om dengang i 2015, da skoleledernes formand og Lars Qvortrup klagede til både arbejdsgiver og kronikredaktør over en kritisk kronik i Politiken.
Til sidst vil jeg bemærke, at også filosoffen Asger Sørensen har bemærket Claus Holms opgør med Løgstrup. Det kunne man læse om i et indlæg sidste år i tidsskriftet Paradoks.
Så DPU’s anti-pædagogiske essens fra 2012 er helt intakt. Aktuelt giver det sig udslag i Holms angreb på Pædagogisk Filosofi og Generel Pædagogik, som ellers burde være blandt DPUs vigtigste fag.
1000 tak til Mårtensson for hans samfundsnyttige udgivelser.
Links/referencer:
Mårtensson: “Tilblivelse og tilsynekomst – filosofiske tekster”, Forlaget Fjordager, 2016. https://www.fjordager.com/tilblivelse-og-tilsynekomst
Mårtensson: “Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ, Aarhus Universitetsforlag, 2015.
Link til blogindlægsversionen på Folkeskolen.dk: https://blog.folkeskolen.dk/brian-degn-martensson-folkeskoleloven-folkeskolereform/tal-nu-eller-ti-for-evigt/225909
Link til Asger Sørensens diskussion af Holms DPU og forhold til Løgstrup: https://paradoks.nu/2023/11/14/uden-uddannelse-ingen-frigoerelse-velkommen-til-paedagogisk-filosofi/
24. Den 14. december: Kamp for Generel Pædagogik og Pædagogisk Filosofi
Claus Holm fortsætter sit systematiske raid mod pædagogikkens tradition og DPU’s grundlagsværdier.
I foråret nedlagde han kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi i Aarhus, og nu vil han både beskære og reelt nedlægge uddannelsen i Generel Pædagogik. Det sker ved at slå Generel Pædagogik sammen med resterne af den decimerede filosofiuddannelse, som stadig udbydes i København.
Dermed får vi en kraftig nednormering af hele det filosofiske og almenpædagogiske felt, hvilket ellers er de to fagområder, som samfundet har allermest brug for.
Disse forringelser kommer oveni årevis med fyringer, nedskæringer og faglig marginalisering. DPU’s ledelse er dybt antipædagogisk.
Ved DPU’s start i 2001 var Pædagogisk Filosofi et selvstændigt og livligt institut under først teologen Peter Kemp og siden grundtvigianeren Ove Korsgaard, mens Generel Pædagogik – efter en del faglig tumult – blev samlet i et Institut for Curriculum, som endte med at stå for DPUs tråde tilbage til den gamle lærerhøjskole.
Både Claus Holm, der var med fra starten, og hans åndsfæller var både imod filosofferne, hvis arbejde ikke var “relevant”, og de var som sagt også imod Generel pædagogiks lærerhøjskole/seminarie-rest.
De udskældte skole- og lærereuddannelsesreformerne i 2013 blev skabt ud af dette radikaliserede DPU. Det var den såkaldte ”læringsrevolution”, som vel at mærke stadig præger samfundet.
I kølvandet på DPU’s fusion med AU i 2008, blev de to institutter slået sammen i en fælles afdeling for Pædagogisk Filosofi og Generel Pædagogik, mens en mere teknisk uddannelse i didaktik blev samlet i en ny didaktisk afdeling. Men i 2023 blev denne afdeling nedlagt. Det hele blev lagt ind under en teknificeret didaktisk afdeling. Nu var Kemp og Korsgaard helt væk. Igen var det Holms værk.
De vigtigste tilbageværende afdelinger på DPU er nu uddannelsesvidenskab og psykologi/antropologi, hvilket svarer præcist til Holms konkurrencestatslige logik. Og de gamle fagområders indhold og horisont vil derfor løbende forfalde og miste vidde og prægnans.
Så det er faktisk både hele den sidste rest af lærerhøjskolen og hele den pædagogisk filosofiske tradition, som Holm og hans ekstremistiske konkurrencestatsideologi nu igen går til angreb på. Og der er dermed også tale om et angreb på den gispende nationale og europæiske åndstradition og praksis.
Heldigvis ydes der modstand. I sommers fik de to uddannelser et fælles uddannelsesnævn, som nu har lavet en underskriftsindsamling, der protesterer mod nedlæggelsen, jf. nedenfor.
Enhver kan se, at Holms endelige mål er en udryddelse af disse fag som sådan.
Jeg håber, at underskriftsindsamlingen følges op af skarpe protestbreve fra både studerende og lærere og af andre, som forklarer fagenes betydning og kritiserer Holms raseren. Men mon lærerne tør? DPU er jo et autoritært sted, og Holm holder sig ikke tilbage fra at fyre sine kritikere.
Og bagved det hele lurer den aktuelle universitetsreform med trusler om en nedsmeltning af DPUs eksistens? Hvis vi er heldige, så slipper vi i så fald for Holm og hans kumpaner, mens de faglige miljøer måske kan blomstre i en mere regulær videnskabelig og pædagogisk sammenhæng i et rekonstrueret DPU.
Men i første omgang skal vi have reddet gløderne, før ilden får endnu mere magt.
Links:
Link til underskriftsindsamling: https://www.skrivunder.net/underskriftsindsamling_for…
Referater fra uddannelsesnævn: https://studerende.au.dk/studier/fagportaler/arts/kontakt/udvalgognaevn/uddannelsesnaevn/dpu
25. Den 15. december: Hvem er det, der protesterer?
Fra årsskiftet 2023/24 blev uddannelsesnævnene for hhv. Pædagogisk Filosofi og Generel Pædagogik lagt sammen. De to respektive afdelinger blev desuden underlagt en ny didaktisk afdeling.
Det er dette fusionerede nævn under en ny afdeling, som har indledt en underskriftsindsamling for bevarelse af de to uddannelser imod endnu et af institutleder Claus Holms konkurrencestatsideologiske raids.
I underskriftindsamlingens ledsagende tekst står der blandet andet følgende smukke ord:
”Generel Pædagogik beskæftiger sig med det egentligt pædagogiske. Det er således den eneste af uddannelserne på DPU – et pædagogisk universitet, hvis nogen skulle have glemt det – som løbende spørger til, hvori det pædagogiske består. Hvad er det, der gør en situation, en handling, et initiativ til noget pædagogisk? Dét er nogle af grundspørgsmålene på Generel Pædagogik.”
Den slags formuleringer – f.eks. om ”det egentligt pædagogiske” – er bandeord på Holms ekstremistiske og autoritære læringskoncern. Det handler om pædagogikkens eget sprog og dets store videnskabelige tradition.
Den sarkastiske formulering “hvis nogen skulle have glemt det” er også skøn.
Nedenfor kan man se nævnets lærerkræfter, hvoraf flere er kendte i den pædagogiske offentlighed:
Faste medlemmer:
Jeanette Magne (Generel pædagogik), Formand
Henrik Vase Frandsen (Pædagogisk filosofi),
Jørgen Huggler (Pædagogisk filosofi),
Clemens Wieser (Generel pædagogik)
Suppleanter:
Asger Sørensen (Pædagogisk filosofi)
Oliver Kauffmann (Pædagogisk filosofi)
Monica Susanne Carlsson (Generel pædagogik)
Niels Bonderup Dohn (Generel pædagogik)
Det er værd at nævne, at tre af disse personer – filosofferne Henrik, Jørgen og Asger – var udsat for en barok fyringssag i 2010. Den daværende DPU-leder, Lars Qvortrup, mente ikke, at deres forskning var “relevant”, som det hed i tidens sprog. Den nuværende leder, Claus Holm, støttede Qvortrup. Det var den såkaldte læringsrevolution, der rumsterede.
Heldigvis kom sagen i medierne, og Qvortrup måtte trække i land. Året efter var han væk, men han vendte frygteligt tilbage omkring 2016, da Claus Holm som ny institutleder udnævnte Qvortrup til leder af et stort John Hattie-inspireret forskningscenter. Jeg kaldte det for et ”pædagogisk oligarki”.
Henrik Vase Frandsen er nok DPU’s sidste teolog. Han har skrevet virkelig interessante ting om både fransk fænomenologi og Løgstrup, som Claus Holm jo mener er helt irrelevant for sin konkurrencestats-vision.
Asger Sørensen er nok den sidste frie og kritiske stemme på DPU, som for alvor tager livtag med forholdet mellem pædagogisk filosofi og uddannelsespolitik. Men Holm regner nok med, at både Asger og nok også Huggler snart går på pension. Så kan der lukkes og slukkes.
Et af nævnets medlemmer, lektor Clemens Wieser, som er en spændende østrigsk didaktiker, skriver på Facebook, at ”GP skridtvis nærmer sig sin pension”.
De øvrige medlemmer af nævnet er mere anonyme i den offentlige debat. Jeg vil dog sige, at nævnets formand, Jeanette Magne, udover at være lektor i sundhedspædagogik, også er en fremragende sangerinde. Senest har hun indspillet den meget smukke sang ”Bliv hos mig”, der passende kunne stå som en blanding af en kærligheds-kampsang og en form for overskrift for pædagogikkens opråb til DPU om kærlighed og trofasthed i stedet for had og udelukkelse.
Underskriftsindsamlingen støttes ifølge referatet fra det seneste møde også af afdelingsleder Helle Rørbech, som ikke oprindelig var med i GP’s lærerkreds (hun kommer fra DPU’s didaktiske fagområder).
Rørbech og Magne skal til møde hos viceinstitutleder, Pia Bramming, som i sin tid støttede Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs klage over mit kritiske arbejde. En klage som også blev understøttet af Holm og Qvortrup.
Så DPU ledes af Holm og Bramming. Vi er ikke i åndsfrihedens luft.
Nævnets studerende – som jo er med i i underskriftsinitiativet – er, hvis jeg har forstået det ret, følgende personer:
Rune Boelsmand Bak (Pædagogisk filosofi)
Erik Massa Mathiasen (Pædagogisk filosofi)
Silja Rose Hvidtfelt Hansen (Pædagogisk filosofi)
Line Kristensen (Generel pædagogik)
Lillian Møller Harborg (Generel pædagogik)
Christie Beckmann (Generel pædagogik)
Nick Thøgersen (Generel pædagogik)
Lea Haderup (Generel pædagogik),
Links:
Link til underskriftsindsamling: https://www.skrivunder.net/underskriftsindsamling_for…
Referater fra uddannelsesnævn: https://studerende.au.dk/studier/fagportaler/arts/kontakt/udvalgognaevn/uddannelsesnaevn/dpu
Link til Jeanette Magnes kærlighedskampsang: https://www.youtube.com/watch?v=8RlpEoot69I
26. Den 15. december: Stor evaluering af corona-politikken i USA – og total dansk tavshed?
Repræsentanternes Hus’ udvalg for tilsyn med kvalitet i politiske og administrative processer har i nu to år arbejdet med en omfattende undersøgelse/evaluering af corona-politikken (udvalgets amerikanske navn er ” The Committee on Oversight and Accountability”).
For 14 dage siden, d. 2. december, udkom så udvalgets 545-siders lange rapport, der blev omtalt i flere amerikanske medier.
Men denne store evaluering har mig bekendt ikke været nævnt i den danske presse? Hvis det er korrekt, så er det meget pinligt og også på en måde ubehageligt.
Rapportens konklusioner er rystende læsning. Jeg har efter bedste evne oversat nogle af de vigtigste konklusioner, som er fremhævet på rapportens hjemmeside:
A.
COVID-19s OPRINDELSE: COVID-19 er højst sandsynligt opstået fra et laboratorium i Wuhan, Kina. (Det var et stort stridspunkt i sin tid, TAR)
B.
OVERVÅGNING MED FINANSIERING AF COVID-19: Der var alvorlige sårbarheder i systemet, hvilket banede vejen for svindlere, internationale kriminelle og udenlandske modstandere til at drage fordel af skatteyderne.
C.
WHO: WHO’s reaktion på COVID-19-pandemien var en dyb fiasko, fordi WHO bøjede sig for pres fra det kinesiske kommunistparti og satte Kinas politiske interesser foran sine internationale pligter. Ydermere kan WHO’s nyeste indsats for at løse de problemer, der forværres af COVID-19-pandemien – via en “Pandemic Treaty” – skade USA.
D.
SOCIAL DISTANCERING: “6 fod fra hinanden”-anbefalingen om social distancering – som lukkede skoler og små virksomheder over hele landet – var vilkårlig og ikke baseret på videnskab. Under lukkede døres vidnede Dr. Fauci om, at vejledningen “sort of just appeared”.
E.
MASKEMANDATER: Der var ingen afgørende beviser for, at masker effektivt beskyttede amerikanere mod COVID-19. Offentlige sundhedsembedsmænd vendte op og ned på effektiviteten af masker uden at give amerikanerne videnskabelige data – hvilket forårsagede en massiv stigning i offentlig mistillid.
F.
NEDLUKNING: Længerevarende nedlukninger forårsagede umådelig skade på ikke kun den amerikanske økonomi, men også på amerikanernes mentale og fysiske sundhed, med en særlig negativ effekt på yngre borgere. I stedet for at prioritere beskyttelsen af de mest sårbare grupper, tvang føderale og statslige regeringspolitikker millioner af amerikanere til at give afkald på afgørende aspekter i et sundt og økonomisk sundt liv.
G.
COVID-19 FEJLINFORMATION: Offentlige sundhedsembedsmænd spredte ofte misinformation gennem modstridende beskeder, knæfaldende reaktioner og mangel på gennemsigtighed. I de mest uhyggelige eksempler på de gennemgribende misinformationskampagner blev fejlbehæftet medicinering og laboratorielækage-teorien uretfærdigt dæmoniseret af den føderale regering.
Biden-administrationen brugte endda udemokratiske og sandsynligvis forfatningsstridige metoder – herunder at presse sociale medievirksomheder til at censurere bestemt COVID-19-indhold – for at bekæmpe, hvad den anså for misinformation.
H.
COVID-19-VACCINE: I modsætning til hvad der blev lovet, stoppede COVID-19-vaccinen ikke spredningen eller overførslen af virussen.
I.
VACCINEPÅBUD: Vaccinepåbud blev ikke understøttet af videnskaben og forårsagede mere skade end gavn. Biden-administrationen tvang raske amerikanere til at overholde COVID-19-vaccinepåbud, hvorved den trampede på personlige friheder, skadede det militære beredskab og tilsidesatte medicinsk frihed for at tvinge en ny vaccine ned over millioner af amerikanere uden tilstrækkelige beviser til at understøtte de politiske beslutninger.
J.
NATURLIG IMMUNITET: Offentlige sundhedsembedsmænd engagerede sig i en koordineret indsats for at ignorere naturlig immunitet – erhvervet gennem tidligere COVID-19-infektion – når de udviklede vaccinevejledning og -påbud.
K.
VIRKNINGER FOR VIRKSOMHEDER: Føderale og statslige regeringer indførte obligatoriske nedlukninger, der var den primære årsag til midlertidige og permanente virksomhedslukninger. Mere end 160.000 virksomheder lukkede på grund af pandemien – og 60% af disse lukninger blev klassificeret som permanente.
For de virksomheder, der fortsatte eller genåbnede, forværrede manglen på diversitet i forsyningskæden pandemiens udfordringer og forstærkede eksisterende forskelle/uligheder.
L.
SUNDHEDSPÅVIRKNINGER: Amerikas sundhedssystem blev alvorligt beskadiget af COVID-19-pandemien. Patienterne oplevede nedsat plejekvalitet, længere ventetider, kortere lægeaftaler og manglende diagnoser.
M.
PÅVIRKNINGER FOR ARBEJDERNE: Arbejdsløsheden steg til niveauer, der ikke er set siden den store depression. Alt for brede afbødende foranstaltninger – herunder den nu afkræftede “6 fod fra hinanden”-vejledning – påvirkede sektorer med lavtlønnede i uforholdsmæssig grad.
N.
COVID-19 SKOLELUKNINGER: “Videnskaben” har aldrig retfærdiggjort forlængede skolelukninger. Det var usandsynligt, at børn ville bidrage til spredningen af COVID-19 eller lide alvorlig sygdom eller dødelighed. I stedet oplevede børn som følge af skolelukninger historisk læringstab, højere grad af psykiske lidelser og nedsat fysisk velvære.
—
Både hjemmeside og rapport kan tilgås via linket. Jeg håber virkelig, at jeg har misforstået noget. Men jeg tjekkede hjemmesidens ægthed via Husets hjemmeside, og den ser god nok ud.
https://oversight.house.gov/release/final-report-covid-select-concludes-2-year-investigation-issues-500-page-final-report-on-lessons-learned-and-the-path-forward/
27. Den 16. december: Claus Holms halvdannelse
DPU’s institutleder, Claus Holm, fortæller i en aktuel kommentar i Information, at han skam går ind for mere ”dannelse”, ”oldævl” og ”skolens formål” og så videre.
Det er utrolig læsning, eftersom Holm i mange år har stået for det stik modsatte og derudover har udsultet og chikaneret dannelsesmiljøerne på DPU.
Men ok, man tror jo så, at han med sin nye dannelses-interesse henviser til nogle af DPU’s filosoffer eller til dannelsesdiskussionen mere generelt?
Men det gør han ikke. Han henviser blot til Tony Blair og til en sociolog fra 1990’erne.
Der er også en reference til det instrumentalistiske EVA, til noget global statistik og til læremesteren Lars Qvortrup, der ligesom Holm var en førende ideolog i skolereformens læringsrevolution. Både Holm og Qvortrup stod for det, som filosoffen Peter Kemp kaldte for ”halvdannelse”.
Det var det. Tomheden er larmende. Der er tale om en form for tragisk løgn.
Holm er dog lidt kritisk over for Qvortrup, som beskyldes for at være for arbejdsmarkedsagtig, selvom Holm selv har været totalt ukritisk fortaler for konkurrencestatens diskurs.
Holm kritiserer også forældrene. Men ikke sig selv, selvom han bærer et tungt ansvar.
Og selv Holms kritik af Qvortrup er hul: I løbet af kommentaren viser det sig nemlig, at Holm i virkeligheden er bekymret for de nye universitetsreformers konsekvenser for DPU. Reformens angreb på dannelsen bliver for Holm et skalkeskjul for at beskytte DPUs eget angreb på dannelse.
Og med Holms manglende dybde i analysen og hans hyppige referencer til Helge Sanders universitetsreform osv. in mente, så falder det hele sammen som et korthus.
Claus Holms begreber er i realiteten en direkte og forstærkende konsekvens af den universitetsreform, som han af rent opportunistiske årsager er nervøs for.
Holms læremester, Lars-Henrik Schmidt, var bestemt heller ikke tilfreds med Claus Holms instrumentalisering af sin filosofi. Det kan man f.eks. læse om i bogen ”Livsduelighed – fra Grundtvig til konkurrencestat”, hvor netop Holm spiller hovedrollen i konkurrencestatsdelen. Bogen er skrevet af docent ved KP, Pia Rose Böwadt.
Det går det faktisk noget bedre for Stefan Hermann i morgendagens kronik i Politiken. Hermann forsvarer skolens begreb og praksis med et noget større især historisk vidensgrundlag end Holms, uden dog at henvise til de faglige diskussioner.
Og det er underligt, at Hermann ikke – som mangeårig rektor for KP – har fremmet pædagogisk filosofi og almenpædagogik i KP’s strategi, nærmest tværtimod. Især fordi Holm og Qvortrup og DPU har marginaliseret disse fag på det groveste.
Ovenfornævnte Pia Böwadt og faktisk også den dygtige docent Nana Vaaben er nogle af de få ensomme KP-fugle, som ville blomstre i en stærkere institutionel sammenhæng.
Sagen er, at Herman i høj grad støttede læringsrevolutionen fra 00’erne og fremefter. Men ok, han har altid også haft en Voltaire i bagagen, hvilket har gjort en forskel i enkeltsager. Lidt god filosofi gør altid godt.
Hermann er faktisk også elev af Lars-Henrik Schmidt. Men altså på en bedre måde end Holms antifilosofiske måde.
Holm ender faktisk med at gøre Nietzsche til et slags middel for konkurrencestaten, hvilket er en virkelig pædagogikdræber.
Det paradoksale er så, at Hermann og Holm sammen netop har redigeret en jubilæumsbog til en tredje Schmidt-elev, nemlig Jens Erik Kristensen.
Bogens første kapitel er et kæmpeforsvar for Kristensens fyring af tre dannelsestænkere i 2010. En fyring, som Holm støttede. Begrundelsen var, at filosoffernes arbejde ikke var ”relevant”.
Alting hænger sammen.
Links:
Link til Holms kommentar i Information, d. 14/12: https://www.information.dk/debat/2024/12/smaatskaarne-uddannelsesreformer-efterladt-unge-uden-stoerre-maal
Link til Stefan Hermans kronik i Politiken, d. 16/12: https://politiken.dk/debat/kroniken/art10195889/%C2%BBL%C3%A6rerne-skal-generobre-kritikken-af-sig-selv%C2%AB?srsltid=AfmBOorLL9SO-37yU3KzrL1TrieWjHNN1M1Qu_jZs5CEOwrPjkFcSq_0
28. Den 17. december: En tanke om kriser
Hvor kom den altomfattende ”krise” fra? Jo, den kom fra nedlukningens politiske og administrative opgør med ”proportionalitetsprincippet”. I stedet for dette princip fik vi med nedlukningen et såkaldt ”ekstremt forsigtighedsprincip”. Dette nye princip var et klokkeklart angreb på demokrati og forfatning. Fra nu af kunne alt ske. Med ”krisen” i hånden kunne man nu tillade sig alt. Hvis der var en smittet måge i Limfjorden, så kunne man lukke skolerne i hele Jylland.
Og i fortrængningens rum, som startede i februar 2022, lever realiteten videre og viser sig nu her og der. Krisen var nu ”altomfattende”.
Ukrainekrisen fulgte direkte efter coronakrisen, nærmest fra dag til dag. Den forstærkede kriselogik, som nedlukningen havde realiseret, fortsatte med et nyt emne.
Denne kriselogik er også det, der binder SVM-regeringens sammen. Den forstærkede krises begreb står overalt i regeringsgrundlaget fra 2022. Både M og V, som ellers var kritiske over for Mette Frederiksens minkskandale i 2022, købte via regeringsdannelsen nedlukningens krisebegreb, og herefter holdt de deres mund. De havde jo også selv stemt for nedlukningen, så de var lette at lokke.
Så var det slut med kritikken. Nu bredte tavsheden sig. Ukraine kom nærmest som en hjælp til denne fortrængning.
Med nedlukningens krisebegreb i samfundets essens, kan man nu gøre alt, vel at mærke uden at overveje sammenhængen. F.eks. kan man sende penge til krig, som ligger langt over de almene europæiske donationer, mens man taler om ”3. verdenskrig” og øger forsvarsudgifterne ind i uendeligheden. Man kan også nedlægge helligdage og lave skolereformer pga. “arbejdsudbuddet”.
Og nu har stort set hele folketinget endda gjort den totale krise ”dyster”. Selv Vanopslagh og Mona Juul er opslugt af logikken. Venstrefløjen vist også. Det er lige før, man får lyst til at give hr. Messerschmidt en krammer for at tale lidt gammeleuropæisk og Christiania-agtigt.
Under den kolde krig var der masser af frihed og glæde i dagligdagen under Amerikas paraply. Folk tog på interrail og var i god trivsel, som man siger.
Men her i 20’erne er vi i ”krisens krig”, og den varsler om mere krigs- og konkurrencestatslogik i ”dagligdagen”, som nu er opslugt af den nye grænseløshed.
Vi kan kalde det hele for “krigsstaten”? Og inde i krigsstaten arbejder ”teknologien”. Og teknologien har også fået magten i USA, jf. Elon Musk, der drømmer om at putte teknologi i menneskers hjerne. Han kalder det Neura-link. Jeg stopper tanken her, for ikke at blive for ”dyster”.
Så først kom konkurrencestaten, og så kom biostaten. Og nu kommer krigsstaten. Pædagogik, som står for det modsatte af både konkurrence, nedlukning og krig, forsvinder. Børn og unge bliver soldater i krisestaternes tjeneste.
Sognepræst Katrine Winkel Holm har faktisk et meget interessant supplement til denne teori i dagens Berlingske. Hun fortæller, at Ukrainekrisen har rødder i George Bush’ neokonservatisme. Ifølge Holm lovede Bush – stærkt imod de store europæiske landes ønsker – et nato-medlemskab til Ukraine tilbage i 2008. Herfra startede destabiliseringen, helt som både Tyskland og Frankrig havde forudsagt.
Så Ukraine-krisen er på den måde en slags filosofisk krise-forlængelse af Irak-krigen, som Bush jo også stod for. Det var dengang, man gik i krig, fordi der måske var masseødelæggelsesvåben, hvilket der ikke var. Det er det samme som ”mågen i Limfjorden”.
Også i Irak var Danmark en ukritisk støtte til den nye amerikanske grænseløshed; en grænseløshed, der også prægede uddannelsespolitikken i 00’erne, hvor man ville af med dannelse og pædagogisk frihed. Der er virkelig brug for politologisk fantasi i disse tider.
En central del af konkurrencestaten var jo netop de grænseløse neokonservative styringslogikker, som i løbet af 00’erne ”glemte” frihedssiden. Det var Anders Foghs og Lars Løkkes 00’ere. I den logik er Ukrainekrisen ikke kun forbundet med coronakrisen, men også med 00’ernes økonomiske og politiske globalisering,
Kort sagt: Måske er der en begrebsmæssig forbindelse mellem Bush, nedlukning, konkurrencestat og den aktuelle ”dysterhed”? Og det er denne begrebslige forbindelse, som vi nu kalder for ”krise”.
Link til Katrine Winkel Holms indlæg i Berlingske: https://www.berlingske.dk/kommentarer/haard-kritik-af-berlingskes-chefredaktoer-eftertiden-vil-vurdere
29. Den 19. december: Theresa Scavenius kritiserer forskningspolitikken
Theresa Scavenius er ved at udvikle sig til en slags retspolitisk enmandshær.
I nedenstående kronik fra dagens Information kritiserer hun regeringens forsøg på at topstyre universiteterne endnu mere, end det tidligere har været tilfældet. En tendens, der har rødder i universitetsloven fra 2003, hvis motto var “Fra forskning til faktura”.
Scavenius foreslår en genskabelse af universiteter, som hviler på oplysningens og demokratiets præmisser.
Her er hendes tankevækkende konklusion:
“Den politiske styring af universiteternes bestyrelser er en tilbagevenden til før oplysningstidens autokratiske kontrol af viden. Det risikerer at kvæle innovation, kritisk tænkning og det pluralistiske perspektiv, der er nødvendigt i et demokrati. Hvis forskningen styres af kortsigtede politiske mål, kan den langsigtede samfundsnytte af uafhængig vidensproduktion forsvinde.
I stedet for at opretholde forskningsfriheden og armslængdeprincippet er universiteterne ved at udvikle sig til ministerens forlængede arm.”
https://www.information.dk/debat/2024/12/forskere-danmark-blandt-mindst-frie-europa-regeringen-oensker-stramme-grebet
30. Den 20. december: Den arbejdsløse har ingen helligdage
For snart to år siden var vi med rette oprørte over, at regeringen uden videre fjernede en helligdag på grund af noget arbejdsudbudsstatistik.
Men det er skam ikke den eneste helligdag, der er fjernet. For en del af befolkningen har man simpelthen fjernet dem alle sammen!
Forklaringen er her:
Hvis man er arbejdsløs, så findes der slet og ret ingen helligdage.
Det betyder, at hvis man f.eks. skal til udlandet i juleugen eller ikke ønsker at søge jobs i julen, så skal man bruge 5 feriedage.
Hvilken proletarisering! Men nu har man da en fornemmelse af, hvordan det må være at bo i et ghettoområde med en særlig retsorden.
Og filosofisk set bliver konsekvensen, at man juleaften – selv i kirken – står til ”rådighed for arbejdsmarkedet”. Og det er der jo ikke meget krybbespil over.
31. Den 20. december: Merete Riisager og de radikale
Merete Riisager har skrevet en virkelig god kronik i Gymnasieskolen, som man kan læse om i nedenstående indlæg.
Omtalen af hendes kronik er udgangspunkt for en kort refleksion over nogle uddannelsespolitiske muligheder, der kan løfte Folketingets interesse for dannelse og pædagogiske formål.
http://www.thomasaastruproemer.dk/merete-riisagers-kamp-for-gymnasiets-og-paedagogikkens-formaal.html
32. Den 21. december: Erhvervspædagogisk refleksion
Tesfaye vil gerne gøre erhvervspædagogikken ”great again”. Det er en god ide.
Men hvem startede egentlig med at ødelægge erhvervspædagogikken? Jo, det gjorde de særdeles magtfulde erhvervspædagogiske kredse, som i 1990’erne udviklede og promoverede den såkaldte ”ansvar for egen læring” (AFEL).
AFEL så bort fra al tradition, materialitet og socialt liv omkring håndværkene. I stedet skabte man et individualiseret læringsrum, hvor den gamle ”mester”, nu kunne være en slags konsulent for de ensomme små lærings- og evalueringssystemer. Det var lærerens død.
AFEL kom desuden i kontakt med de gamle kritiske RUC-miljøer, som efter murens fald manglede selskab til deres forladte læringsbegreb, der jo var berøvet dets socialistiske reference.
Herfra løb AFEL-indflydelsen videre ind i et svækket Undervisningsministerium.
Det var dette AFEL, som i løbet af årtiet bredte sig til de andre dele af pædagogikken og efterhånden også truede seminariemiljøerne.
Omkring år 2000 kom tankegangen i kontakt med det spirende konkurrencestatsteknokrati, og derefter kørte butikken så helt i miserable.
Men var der ingen modstand mod AFELs udbredelse? Ikke meget, for den gamle RUC-kritik blev jo en del af bevægelsen. men dog lidt.
Modstanden kom især fra folk med tilknytning til den såkaldte ”situerede læring”, som var inspireret af Jean Laves og Etienne Wengers spændende arbejde fra omkring 1990.
Herhjemme blev disse tanker introduceret af den norske psykolog Steinar Kvale, der var professor i Aarhus. Han inspirerede en række toneangivende psykologer, f.eks. Svend Brinkmann, Lene Tanggaard, Klaus Nielsen og mange flere, som senere bidrog til den kritiske ”urene pædagogik”, der udviklede sig fra 2009.
Herfra trådte det ”situerede” i kontakt med dannelsesbegrebet. Bl.a. forårsaget af, at Brinkmann havde et bifag i filosofi.
Man kan ikke takke Kvale nok. Han er den store helt i den moderne psykologi.
Og hvem var så kritisk over for Kvale? Jo, det var især professor Jens Rasmussen, som var en af skolereformens arkitekter, og som sammen med Lars Qvortrup blev en slags mentor for DPU’s nuværende ledelse.
Rasmussen forstærkede nemlig AFEL i en kommunikations- og systemteoretisk retning. Det er derfor, at skolereformen blev så vild.
Det er pædagogikkens to verdener.
Tesfaye, hvis grundindstilling er langt mere til Kvale end til AFEL, skal ind i en mere dyb kontakt med Kvales elever. Så skal I bare se erhvervspædagogik. Endda af den slags der ikke ødelægger alt omkring sig. Denne ødelæggelseslogik har Tesfaye desværre taget med fra AFEL-raidets epoke, hvis konsekvenser stadig er overalt.
(Man kan læse mere om dette i min bog “Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, Klim, 2022)
33. Den 22. december: Verdens skole – Tjekkiet, Platon og olympiader
Den tjekkiske reformator Jan Hus (1369-1415) var elev af den engelske teolog John Wycliffe.
Wycliffe var platoniker, dvs. at han troede på en universel åndelig sammenhæng, hvorfra mennesket kunne kom til syne, f.eks. i nationale sprog og tilhørende institutioner.
Det var denne nærmest skjulte åndelighed og dens konkrete rumsteren, der satte Huus i stand til at prædike på tjekkisk, lave små fællesskaber og at kritisere pavedømmet, som endte med at henrette ham.
Ak ja, det var dengang, der var ”revolutionære” til! Det var før Enhedslisten blev til en kaffeklub i SFs intethed.
Jan Hus inspirerede også moderne tjekkisk nationsbygning. Tjekkoslovakiets første præsident, Tomas Masaryk (1850-1937), var stærkt inspireret af Jan Hus, men også af en række franske humanister og tyske romantikere. Skønt land.
Masaryk var naturligvis også selv en kraftfuld inspiration for en af hans store efterfølgere, nemlig politikeren og humanisten Vaclav Havel (1936-2011), som i sin ideudvikling også trak direkte på Jan Hus.
Måske er det derfor, at Tjekkiet har spillet så stor en rolle for fredelig centraleuropæisk demokratiudvikling siden 1. verdenskrig?
Denne særlige tjekkiske ånd er også en del af den såkaldte personalisme, der ligger til grund for det aktuelle danske initiativ, Center for Karakterdannelse.
Inspirationen fra Jan Hus satte sig også kraftigt i pædagogikken, f.eks. hos præsten og pædagogen, Johan A. Comenius (1592-1670), som ofte opfattes som den moderne pædagogiks grundlægger. Her bliver mennesket og didaktikken til en del af et altomfattende kundskabsrige, der altså har Jan Hus som baggrundsfilosof.
Faktisk var også teologen Schleiermacher (1768-1843) inspireret af Jan Hus’ elever. Schleiermacher var en slags fader for den åndsvidenskabelige pædagogik, som har gode effekter langt op i moderne tid, og han samarbejdede med Humboldt om det nye dannelsesuniversitet i Berlin.
Her funderes pædagogikkens sprog.
I 1700-tallet formulerede hollænderen Spinoza en slags oplysningsfilosofisk version af den platoniske baggrundsfilosofi. Også her var der en altomfattende åndelig substans, som mennesket kunne udvikle sig i. Gud og natur smeltede sammen.
Børnehavens fader, Fr. Fröbel, var inspireret af disse teologisk-filosofiske ideer. Han var jo også næsten samtidig med Schleiermacher.
Spinoza var en stærk fortaler for ytringsfrihed. Efter min mening følger det af det teologisk-platoniske udgangspunkt. Platons lærer, Sokrates, var jo arketypen på det søgende menneske, som endda måtte dø for sin søgen, og Jan Hus stod jo om muligt endnu mere fast end Luther og måtte som sagt også dø for sin overbevisning.
Vi er i åndens fødsel. Vi fødes og opdrages ind i ”noget”. Det er det modsatte af ”identitet”.
Så filosofi, pædagogik, frihed og tilsynekomst har sin egen effekt på menneskelig fred og fordragelighed.
Pædagogikken er en slags klassisk olympiade; et suspenderet sted hvor alle krige stopper, mens man mødes under de fem sammenslyngede og farverige ringe uden at tjene penge på det, og mens man stifter venskaber med folk fra fremmede lande og lærer uenighedens og venskabets kunst.
Men i Danmark er den pædagogiske tradition og dermed også ovenstående filosofiske tråd totalt marginaliseret. Marginaliseringen har to navne for hhv. stat og pædagogik, nemlig konkurrencestat og læring. Konsekvensen er, at pædagogik opsluges af konkurrence, identitet og krig og måske også af algoritmer.
34. Den 27. december: KL-disruption i skolereformens kølvand
De aktuelle diskussioner om at lade AI overtage fagprofessionelle opgaver er skam ikke nye.
Allerede I 2017 foreslog KL, at robotter skal skifte ble, at der skal være 70 elever i klassen, at man erstatter professionsuddannelser med arbejdsmarkedsrelevante kurser, og at biblioteker reduceres til et lille kontor på rådhuset.
Det kan man læse mere om i nedenstående gennemgang af et KL-dokument: http://www.thomasaastruproemer.dk/kls-disruptionsideer-vuggestue-robotter-vr-briller.html
Aktuelle indlæg om emnet:
Artikel om DA-rapport, d. 27/9-24: https://www.folkeskolen.dk/kunstig-intelligens-laererarbejdspladser/da-med-kunstig-intelligens-kan-vi-undvaere-naesten-hver-fjerde-laerer-i-2040/4782687
Artikel om engelske AI-forsøg, d. 6/11-24: https://gymnasieskolen.dk/articles/britisk-skole-erstatter-laerere-med-kunstig-intelligens/
Lotte Rod og Stinus Lindgren, d. 12/12-24: https://www.folkeskolen.dk/it-it-i-undervisningen-kunstig-intelligens/det-er-helt-gak-laerere-kan-ikke-erstattes-af-computere/4792769
Rasmus Lund-Nielsen (M), d. 16/12-24: https://www.folkeskolen.dk/it-it-i-undervisningen-kunstig-intelligens/forsvar-for-ai-i-skolen-de-klynger-sig-til-status-quo-og-skyder-enhver-innovation-ned/4793059
35. Den 29. december: Diskussion med Gert Biesta om karakterdannelse
Mediet Ræson bragte d. 19. november mit svar på nogle kritiske bemærkninger om “karakterdannelse”, som den fremtrædende hollandske filosof, Gert Biesta fremsatte i sidste måned.
Min pointe er, at Biestas refleksioner egentlig ikke er en kritik, men snarere et udmærket bidrag til udviklingen af karakterdannelsens filosofi, hvilket han ikke selv lader til at have forstået.
Jeg ved ikke helt, hvad man kalder den metode 🙂
Jeg kritiserer ham også for at risikere at havne i den grøft, som han i mange år har talt imod, nemlig “læringsgrøften”.
Link til kronik i Ræson, hvorfra man også kan tilgå Biestas oprindelige indlæg: https://www.raeson.dk/2024/thomas-aastrup-roemer-til-gert-biesta-mennesket-dannes-i-vekselvirkning-med-verden-det-er-essensen-i-karakterdannelsen/
36. Den 30. december: Den store skærm – indlæg i Ræson
Mediet Ræson bringer i dag min artikel om Den Store Skærm.
Der er også 13 forslag til en humanistisk skærmpolitik.
https://www.raeson.dk/2024/thomas-aastrup-roemer-13-forslag-til-en-humanistisk-skaermpolitik/
