Facebook-drys 51: juni-juli 2018

Her er 38 facebook-opdateringer fra juni-juli 2018. Man kan enten læse opdateringerne direkte i blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Prognose efter afstemning om OK18
  2. De Konservatives data-land
  3. Facebook-drys i april
  4. Lars Qvortrup kritiserer Uren Pædagogik
  5. Niels Rosendal Jensen anmelder Uren Pædagogik 3 i Dansk Pædagogisk Tidsskrift
  6. Pædagogikkens to verdener på læreruddannelsen
  7. Debat mellem Lars Qvortrup og Stefan Herman om trivsel
  8. Lene Tanggaard om pædagogisk takt
  9. FM 18: DPO-Aarhus Universitet i Allinge
  10. Nedlæggelse af professorat i pædagogik ved DPO-AU
  11. FM18: Sundhedschips
  12. FM18: Per B. Christensen og KL
  13. FM18: Tidehvervsforsoning i højskolernes telt
  14. KL-pædagogik i Weekendavisen
  15. Stefan Hermann og systemteoretikerne i 2003
  16. Pissedårlig undervisning
  17. Pissedårlig undervisning 2: Ansvar og fremtid
  18. Den nye kommissionsformands “pissedårlige undervisning”
  19. Rapport om fælles mål
  20. Merete Riisager i Politiken
  21. Konkurrencestatstidende i aktion
  22. Nye stillingsopslag i Konkurrencestatstidende
  23. Hvad er en kritiker?
  24. Tre læringsrevolutioner
  25. Kritik af John Hattie i Educational Philosophy and Theory
  26. Ny OK18-kommission, optakt
  27. Ny OK-18 kommission, samlet analyse
  28. Nyt Rådet for Børns Læring
  29. To modsigelser
  30. Ny dekan for læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole
  31. Åben magtkamp 1
  32. Herligt nederlag
  33. Venstres svigt i uddannelsespolitikken
  34. Åben magtkamp 2
  35. Revolutionens konsensus
  36. Niels Jakob Pasgaard rapporterer fra Skanderborg Kommune
  37. Politiske noter fra Karrebæksminde
  38. Fire læringsdialoger

 

 

1. d. 4. juni: Prognose efter afstemning om OK18

Efter fagbevægelsens generelle fiasko og dagens gigantnederlag for lærerne er det værd at reflektere over konsekvenserne for andre områder:

Jeg ser f.eks. frem til, at Moderniseringsstyrelsen og Dansk Magisterforening i 2022 nedsætter en kommission, der en gang for alle vil definere, hvad ”kvalitet” er på de videregående uddannelser. Ud fra denne definition kan kommissionen så regne hele regnearket ud. Dette kvalitets-regneark vil være urokkeligt politiseret af snævre interesser i al fremtid.

Formanden for kommissionen kan de tage fra Disruptionsrådet eller fra et eller andet konsulentbureau, f.eks. Damvad Analytics, som promoverer “learning analytics” på den store klinge? Et af mottoerne er “Consultants in love with data”. Helt ligesom KL og Moderniseringsstyrelsen. Direktøren kommer direkte fra Akkrediteringsrådet, og hvem kan være imod evaluering?

Og nu er der jo lagt en strategisk præcedens af de total-svigtede lærere, der skal gøre, som KL og DLF siger.

2022-Kommissionen kan evt. tage udgangspunkt i det nye finske lærings-kvalitetssystem, som forskningsministeriet har købt? Det er lige noget for moderniseringsstyrelse/KL/Damvad.

Kvalitet afgøres åbenbart af fagforeninger og antipædagoger i højspændte kommissioner? Det er som at være i en slags ghetto sammen med læringsoptimerede 1-årige, der ikke må sove til middag.

Lad os kalde det hele for ”kommissions-normalisering”. En slags materialiseret udvidelse, en ghettoficering, af Ny Nordisk Skole.

Hvorfor kan man ikke bare lave centrale normer i stedet for alt det bøvl, og så lade landets pædagoger bestemme og diskutere tingene inden for en eller anden økonomisk ramme, som ingen kan hugge eller stikke i.

”Kvalitet”? – tag til herrens mark!

 

2. d. 5. juni: De Konservatives data-land

Jeg kan forstå, at regeringen, med Søren Pape i spidsen, er uenig i en EU-dom, der forbyder statslig registrering af alle landets telefon-opkald.

Men kan nogen forklare mig, hvorfor regeringen ikke vil følge dommen? Selv 1½ år efter? Pape siger, at han mister et efterforskningsredskab, men det er da ikke en begrundelse. Så må man bare finde nogle andre redskaber. Der er andre værdier i verden end ”efterforskningsredskaber”, og det er jo det, som EU-dommen markerer.

Og hvad hvis alle borgere havde elektronisk fodlænke? Det skulle nok minimere kriminaliteten. Det må vi da gøre, ikke sandt Pape? Og hvis EU-domstolen siger nej, så er de da helt gal på den.

Den form for argumentation betyder jo ganske enkelt, at regeringen er kriminel?

Tjek evt. gårsdagens Politiken og aftenens Deadline for detaljer. I deadline belærer Rosa Lund fra Enhedslisten en retsordfører fra Venstre, som endda er jurist om, at man skal overholde loven, hvilket åbenbart er et meget kontroversielt synspunkt i landets regering.

De Konservative er virkelig ikke rettens parti for tiden. Ud over den aktuelle lognings-sag vil man også overvåge og pointgive store grupper af borgere i den sociale forebyggelses tegn. Partiet vil også tvinge 1-årige til DF-læring, og Pape taler sammen med KL for en nærmest uhæmmet sammenkædning af registeroplysninger. Og Brian Mikkelsen er jo en central spiller i disruptionsrådet, som er dybt knyttet til Singularity-ideologien, der heller ikke just er et retsfilosofisk sted. Mikkelsen kalder sig selv for “digitaliseringsminister”.

Det er konservatismens version af konkurrencestaten, som vi ser her. Det vil sige, at konservatismen promoverer en dannelsestømt stats værdi- og adfærdskontrol af alle borgere med henvisning til enten nullificering af kriminalitet (Pape) eller minimering af læringsulighed (Mercado). Og det hele formidles af en overordnet digitaliseringsideologi (Brian Nielsen).

https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-9/deadline-2018-06-04

 

3. d. 5. juni: Facebook-drys i april

Stort og småt i april:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-49-april-2018.html

 

4. d. 7. juni: Lars Qvortrup kritiserer Uren Pædagogik

Lars Qvortrup har pr. 23. april 2018 skrevet et indlæg i Politikens Skoleliv. Her kritiserer han Uren Pædagogik for at være ”kulturkamp”, der er ”forklædt” som videnskab.

Qvortrups beskrivelse af Uren Pædagogik lader jeg ligge. Den er simpelthen for barok. Det er noget med, at vi er imod ”brøker” og ”hemmeligheder”. Vi er også imod ”fag” og ”formål”, og alt muligt andet, som vi jo netop forsvarer. Jeg bliver nødt til bare at lade det ligge.

 

A.
Qvortrup siger, at han går ind for en blanding af dannelse/nyhumanisme og oplysning/kundskaber.
Nu er der bare det problem, at Qvortrups teori bygger på et opgør med netop dannelses- og oplysningstænkningen, som i den systemteoretiske tilgang kaldes ”gammeleuropæisk”.

Ja, vores hjemlige systemteori er faktisk udviklet af et direkte opgør med en række af oplysningsfilosofiens og dannelsesteoriens centrale teser.

De nationale/fænomenologiske traditioner kalder Qvortrup for ”fundamentalistisk fænomenologi”. Og kundskabsbegrebet sejler virkelig hos Qvortrup, hvilket skyldes den bagvedliggende konstruktivisme. Alt det kan man læse om mange steder.

Det er da de urene pædagoger, der om nogen har stået for at beskytte dannelsen, kundskaberne og oplysningen siden 2011. Det hersker der vist bred enighed om i fagkredse.

Resterne af Qvortrups ”oplysning” og hans såkaldte ”dømmekraft” er et teknificeret datainferno, hvilket man kan læse om i hans seneste udgivelser, og pædagogikken ender ud i sætninger som:

”Vi ved med stor sikkerhed, at brugen af relevante data og udviklingen af godt fagligt samarbejde styrker lærernes tillid til deres egen professionelle dømmekraft.”

Jamen, man føler sig da simpelthen bare så oplyst!

 

B.
Og Qvortrup mener åbenbart ikke, at det er ”kulturkamp”, når han selv rydder kulturen for indhold? Det kan jeg love for, det er. Den urene pædagogik er langt mere videnskabelig end Qvortrups små affirmative teknikaliteter.

Den urene pædagogik ”forklæder” intet. Den afslører kulturen som kultur. Den river Qvotrups tekniske og konstruktivistiske tildækning ned, så Qvortrups synspunkt fremstår i al sin tydelige teknificerede normativitet. Herfra kan pædagogikken selv arbejde, hvilket er i hele samfundets interesse.

Det er derfor, den pædagogiske strid er vigtig. Qvortrup tror, at den aktuelle strid ødelægger videnskaben, men det er omvendt. Striden er en del af den pædagogisk videnskab, fordi den er sandhedsorienteret, den afdækker. Qvortrups eget arbejde er derimod ikke sandhedsorienteret, for det tildækker virkeligheden.

Derfor går Qvortrup da heller ikke op i ”sandhed”, men kun i ”gyldighed”. Det er en logisk følge af den konstruktivistiske grundtese.

Det er den urene pædagogik, som er videnskabelig. Den giver sandheden om pædagogik mulighed for at vise sig uden at determinere den med tekniske og tildækkende begreber.

 

C.
Det er ikke første gang, Qvortup kritiserer den urene pædagogik. Vi svarer ham hver gang, senest i en lang passage i indledningen til Uren Pædagogik 3. Hvis denne kronik er, hvad han kan komme op med, så er det altså op af bakke for Nationalt Center for Skoleforskning og dermed også for DPU og Aarhus Universitet, der beskytter og fremmer disse ideer, men marginaliserer pædagogisk videnskab som sådan.

Links:
https://skoleliv.dk/…/Skolen-er-gjort-til-skydeskive-i-en-k…

Her er et eksempel på Qvortrups arbejde med “dannelse” og “kundskaber”: http://www.thomasaastruproemer.dk/lars-qvortrups-niels-egel…

 

5. d. 7. juni: Niels Rosendal Jensen anmelder Uren Pædagogik 3 i Dansk Pædagogisk Tidsskrift

I formiddags fortalte jeg om Lars Qvortrups nærmest ubehjælpsomme kritik af Uren Pædagogik. Det er meget svært for mig at forstå, at Qvortrup kan stå i spidsen for dansk skoleforskning, når niveauet er så lavt. Men han støttes af sin elev, institutleder Claus Holm, og af dekanen for Arts. Over det hele svæver en uvidende rektor, som tror, at skoleforskningscentret er en gave til pædagogikken. Hvilken fejl.

Og Aarhus Universitet huser også Trygforskningscentret, som bygger på en blanding af økonomi, James Heckman og positiv psykologi uden at ane en pind om pædagogik. Det er pinligt for universitetet efter min mening. Så er det sagt, og jeg vil gentage det igen og igen, indtil den saglige sammenhæng er genoprettet.

Så er der sørme mere kød på DPU-lektor Niels Rosendal Jensens anmeldelse af Uren Pædagogik 3 i det nyeste nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Rosendal Jensen skriver, at 3’eren ”udvikler argumentationen”, og at ”spændvidden i indlæggene peger på et potentiale og overskud i kritikken”. Desuden mener han, at bogen har ”ganske meget åndeligt kraftfoder”, og det er jo et dejligt skudsmål. Der er sørme andre toner end Qvortrups hjælpeløse læsninger, må man sige.

Rosendal Jensen fremhæver især fire artikler, her i fuldt citat:

”Denne indvending skal ikke skygge for, at der er mange værdifulde bidrag. De vækker til eftertanke. Især vil denne anmelder pege på fire. For det første Erik Schmidts pragtfulde beretning fra folkeskolen. For det andet Frederik Pios tankevækkende analyse af kampen om kundskabsbegrebet (læring kontra dannelse). For det tredje Jacob Klitmøllers bestræbelse på at pege på ligheder mellem Hattie og Biesta uden at glemme forskellene, og for det fjerde Per Fibæk Laursens anstrengelser for at få nuanceret kritikken af den ”rene” pædagogik, som han finder alt for generel og upræcis og kun nogenlunde rammende for den konceptorienterede forskning og pædagogik men derimod ikke for den syntesedannende metaforskning”

Rosendal Jensen undrer sig over, at Uren Pædagogik dækker over så mange ting, men det er faktisk meget naturligt. Det er slet og ret fordi, at Uren pædagog er det samme som pædagogik som sådan. Det er derfor, vi er pluralistiske. Derimod er den rene pædagogik anti-pædagogisk, teknisk og smal.

Men vi kan ikke komme til at kalde vores ide for ”pædagogik”, fordi denne disciplin er udelukket fra samfundets pædagogiske hegemoni.

Rosendal Jensen mangler også en samfundsmæssig dimension, skriver han. Og ja, lad os endelig få mere af den.

Rosendal har givet anmeldelsen den herlige titel ”Så er leerne hvæsset”, og han er helt med på, at bogen har direkte brod mod ”Qvortrups og hans åndsfællers kritik”, som han siger. Det lader han til at synes godt om.

Vi høster med en god gammeldags skarpsleben le og venter på et nyt forår.

http://www.dpt.dk/tidligere-udgivelser-2/2018-2/nr-2-maj

 

6. d. 9. juni: Pædagogikkens to verdener på læreruddannelsen

Pædagogikkens to verdener:

Her i maj var der annonceret to meget forskellige konferencer om læreruddannelsen.

A. DPU
DPU’s fagligt smalle konference d. 29. maj blev aflyst. Der var ellers besøg af hele nomenklaturaen. Dvs. folk, der stå bag UC’ernes aktuelle udspil, som jo bygger på 2012-reformen, hvis bagmand også skulle have deltaget. Der er også et par stykker med fra det forskningsmiljø, som klagede til Aarhus Universitet, fordi deres forskning blev kritiseret. Det er åbenbart sådan noget, man bliver belønnet for?

Her er nogle karakteristisk navne:
Andreas Rasch-Christensen, Jens Rasmussen (klager), Claus Holm (klager), Helle Bjerg (støtter klager), Stefan Herman,

Alexander von Oettingen skulle have holdt oplæg sammen med Elsebeth Jensen fra VIA, som stod for den meget kontroversielle taskforce-rapport, der førte til det nye UC-udspil, som von Oettingen af en eller anden mystisk grund er helt ekset i; en kærlighed han bekræfter ved at holde oplæg med et taskforce-medlem.

Der er også nogle flere, men de er ”pynt” i det store billede. Der er ingen fra den kritiske tradition. Hvor er Skovmand f.eks.? Nå nej, ham har Rasmussen og Rasch-Christensen et horn i siden på. Eller andre?

Det er alt for smalt, igen igen og forever. Det er stærkt kritisabelt.

 

B. Sophia
Tidligere på måneden blev der holdt en konference på Idrætshøjskolen i Aarhus med samme emne, altså læreruddannelsen. Her var deltagelse af en række selvstændige og frie forskere og lærere. F.eks. var der besøg af Thyge Vinther-Jensen, som er elev af Grue-Sørensen, og som lige har skrevet en bog om læreruddannelsen. Derudover var der indlæg af de dygtige VIA-lærere Johannes Adamsen og Benedikte Vilslev Pedersen. Endelig deltog professor fra KU, Karen Borgnakke, samt Kirsten Krogh-Jespersen, der for nylig har forsvaret 1966-loven med nogle meget interessante begrundelser.

Jeg synes, denne parallelle konfiguration er pinligt for både DPU og UC’erne, men døm selv ud fra linksene.

Links:

Link til DPU-konference: http://konferencer.au.dk/laereruddannelse/

Link til Sophia-konference: http://www.sophia-tt.org/user…/…/2018/Invitation_endelig.pdf

 

7. d. 10. juni: Debat mellem Lars Qvortrup og Stefan Herman om trivsel

Stefan Hermann dristede sig i Altinget d. 4. maj til nogle kritiske betragtninger over den måde, hvorpå trivselsbegrebet er kommet ind i skolereformen. Det var helt almindelige og fornuftige bemærkninger, som gik dels på forholdet mellem trivsel og faglighed og dels på nødvendigheden af at den voksne ydede en vis modstand i opdragelsen. Udmærkede betragtninger fra seminarieforstanderen.

Allerede dagen efter var der svar fra Lars Qvortrup i Politikens Skoleliv. Qvortrup, der udtaler sig som leder af Nationalt Center for Skoleforskning, sammenligner Hermann med en 70’ermarxist, som ikke kan lide hospitaler, fordi de er for kapitalistiske. I stedet siger Qvortrup, at man skal tjekke trivsel, fordi det jo står i skolereformen. Jeg vil tro, at Hermann har taget sig til hovedet over niveauet. Men på en måde er Hermann selv ude om det, fordi han jo er bidragsyder til selvsamme læringsrevolution, som Qvortrups indlæg er en logisk forlængelse af.

D. 4. juni svarede Hermann så igen. Han skriver, at han vil ”afslutte debatten”, selvom det ikke fremgår præcist hvilken debat, der skal afsluttes? Men under alle omstændigheder uddyber Hermann stille og roligt sine synspunkter og nævner sjovt nok slet ikke ”kapitalismen”. Han afslutter dog med et citat fra sin mester, Lars-Henrik Schmidt, som er elev af den franske kommunist Althusser, der jo fandt kapitalismer over det hele, ligesom Qvortrup også selv gjorde engang, indtil han helt holdt op med at se “noget” som helst.

Måske er det dette manglende “noget”, som gør, at Hermann ikke fortæller, hvilken “debat”, han er i gang med at afslutte.

Links:
Stefan Hermann i Altinget, d. 4. maj: https://www.altinget.dk/…/danske-professionshoejskoler-naar…

Lars Qvortrup i Altinget, d. 5. maj: https://skoleliv.dk/…/Trivselsm%C3%A5linger-m%C3%A5-ikke-ba…

Hermann i Altinget, d. 4. juni: https://www.altinget.dk/…/stefan-hermann-lad-der-ikke-gaa-s…

 

8. d. 11. juni: Lene Tanggaard om pædagogisk takt

Her er nogle kloge ord fra Lene Tanggaard, som fortæller om det pædagogisk-musiske udtryk “takt” med udgangspunkt i Max van Manens spændende teorier.

Udtrykket spiller sjovt nok en rolle både i den fænomenologiske tilgang, som Tanggaard fremhæver, og i den herbatianske tradition, som f.eks. Alexander von Oettingen har stået for at genintroducere i Danmark.

Oettingen arbejder for tiden med sit udtryk “pissedårlig undervisning”. Måske kan det defineres ved “mangel på herbatiansk takt”? På samme måde får Tanggaard i sin klumme defineret dårlig ledelse som ‘mangel på fænomenologisk takt’. Måske er det det samme?

Disse musisk inspirerede ord har stor betydning mange steder. Frederik Pios nye Heideggerinspirerede bog hedder “Det uhørte”, Leo Komischke-Konnerups nye bog hedder “Gentagelsens pædagogik”, og så er der naturligvis også hele den historisk-poetiske tradition.

Professionshøjskolerne og den pædagogiske forskning er i forskellige kombinationer mere til evidens, dataficering og OECD. Her vil van Manen være en “fundamentalistisk fænomenolog”, som det hedder i de kredse. Det er virkelig “takt-løst”. Det er “uhørt”. Lad os få noget “gentagelse”, ellers sker der aldrig noget nyt.

https://skoleliv.dk/debat/art6568140/Lad-lederne-lede-%E2%80%93-og-undg%C3%A5-at-styring-forstyrrer?utm_campaign=skoleliv&utm_content=11-06-2018&utm_medium=newsletter&utm_source=skoleliv

 

9. d. 11. juni: Folkemøde 18: DPO-Aarhus Universitet i Allinge

Aarhus Universitet har fra et pædagogisk synspunkt et virkeligt smalt program til Folkemødet.

Her er et eksempel (blandt mange):

Fredag d. 15. juni, kl. 19.30 diskuteres “børns læring”. Universitetet har som fagperson valgt Dorthe Bleses, som er økonom og ansat ved Trygs Børneforskningscenter, som virkelig er pædagogisk smalhals.

Derudover deltager Christine Antorini, som uden tvivl får medspil fra den rent økonomisk funderede Heckman-filosofi, som Bleses repræsenterer.

Derudover er der en fagforeningsbureaukrat og en souschef fra Holstebro Kommune, hvor de kører evidensbaseret læring på den store klinge.

Der er ingen folk, der ved noget om pædagogik og læring i panelet.

That’s it. Det siger noget om pædagogiksynet på AU. Aarhus Universitet er et læringscenter, et DPO-AU.

http://medarbejdere.au.dk/strategi/tilbagevendende-events/folkemoedet-2018/au-program-fm18/debat-boerns-laering-bloede-vaerdier-og-haarde-kendsgerninger/

 

10. d. 12. juni: Nedlæggelse af professorat i pædagogik ved DPO-AU

Et eksempel på Aarhus Universitets opgør med pædagogik:

http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-universitets-opgoer-med-paedagogik-del-1-nedlaeggelse-af-professorat-i-paedagogik.html

 

11. d. 14. juni: Folkemøde 18: Sundhedschips

FM18 i KUs telt: Professor Michael Gøtze fra KU drømmer om indopererede sundhedschips i alle borgeres kød… i forebyggelsens og effektivitetens navn.

 

12. d. 15. juni: Folkemøde 18: Per B. Christensen og KL

I går hørte jeg den nye kommissionsformand, Per B. Christensen, i BUPLs telt. Han lød fuldstændig som en fra KL.

Bagefter hørte jeg, i samme telt, på Jens Ive. Ive er næstformand for KLs skoleudvalg og borgmester i Rudersdal, som er en af de store John Hattie-kommuner. John Ive lød fuldstændig som Per B. Christensen.

Den ene lød som den anden.

Skulder ved skulder.

 

13. d. 15. juni: Folkemøde 18: Tidehvervsforsoning i højskolernes telt

Sørine Gotfredsen diskuterer danskhed med Ida Auken i højskolernes telt. Efter lidt indledende spilfægterier ender alt i den store forbrødring. Højre- og venstretidehverv blev forenet.

Publikum rejste sig og klappede taktfast i over et minut.

Hvis denne åndelige tilstand breder sig, får det teknokratiske RV og det identitetsopslugte DF store problemer. I stedet vil ro, fordybelse og kreativitet brede sig, så langt øjet rækker.

Det var faktisk rørende.

 

14. d. 16. juni: KL-pædagogik i Weekendavisen

Lærerforeningens nye samarbejdspartner, Michael Ziegler (K) fra KL, fortæller i dagens WA om sine skolevisioner.

Visionerne er allerede delvist realiseret i hans egen kommune, Høje Taastrup. Ziegler kalder det for ”Fremtidens skole”. Han vil udbrede det til ”hele landet”, får vi at vide. Det er “kæmpestort”, siger han.

Artiklens overskrift er ”eleven opdateres”.

Fremtidens skole er en ”fundamental forandring af hele tilgangen til at drive skole”. Folkeskolen skal udsættes for ”disruption!”, står der i kursiv og med udråbstegn.

Interviewet finder sted på et ”tech hub”, i noget der hedder ”inQvation”, der ligger i Høje Taastrup, som vist nok ellers findes på jorden, på en ø der hedder Sjælland.

I 2012 skal to af kommunens skoler afløses af et ”Læringshus”, som kaldes ”Nærheden”. Det er et ”højteknologisk værksted”, står der. I skolens bestyrelse sidder folk fra Apple og Microsoft.

Ideerne er importeret fra OECD, Dell, Intel og USA’s undervisningsministerium.

Ziegler er medlem af Søren Papes parti. Det er moderne ”konservatisme”.

Det er “En ny start”, som det hedder for tiden.

Ideologien omfatter både babyer og studenter: ”Hele 0-18-årsområdet skal være præget af den her dagsorden”, siger Ziegler. Alle kommunens pædagoger har allerede været på ”konference” i det nye ‘mindset’.

Ovre i Furesø Kommune arbejder børnehaverne og vuggestuerne med ”makerspace”, som er et værksted med ”3D-printere og robotter”. Der er nedsat et understøttende netværk med ”embedsmænd eller folk med teknisk baggrund”. Dejligt vuggestueliv? Der er ikke så mange ”pædagoger” med, står der. Til gengæld kan man læse, at Ziegler selv er ingeniør og har ”erfaring med computerprogrammering”.

Ziegler siger, at ”det ikke er et eksperiment. Erfaringerne fra udlandet er overbevisende”. Før var det Hattie, nu er det Apple. Det er fakta og forskning og evidens og det hele. Ziegler og KL er en ”æble-hattie”?

Samme tilgang finder man ifølge artiklen også i Gladsaxe, Silkeborg, Vejle og Kolding.

Ziegler slutter af: ”Vi er kun lige i den spæde start…. Hold kæft, det bliver fedt at gå i skole i fremtiden”.

Disse synspunkter falder helt i tråd med KL’s teknologiudspil, som er uhæmmet teknologi-ideologi fra Over There, helt uden kontakt med den trælse fortid.

To forskere, Niels Jakob Pasgaard og Ulf Dalvad Berthelsen, er kritiske. Den første mere end den sidste. Men Kommunernes landsforening er ikke en gang skeptisk. Den er forsvundet ud i stratosfæren.

På Folkemødet gjorde KL’s uddannelsesdirektør Arne Eggert grin med læringsmålstyring og John Hattie, som Eggert ellers selv forrige år promoverede som verdens frelse.

Slut med Hattie og styring. Nu gælder det en ny slags ”pissedårlig undervisning”, som Alexander von Oettingen kalder det. Et nyt koncept.

Ziegler kaldet der at sætte ”strøm til gammel reformpædagogik”. Det kan man diskutere. Der er nok mere tale om ”strøm til KL’s skolesyn”, som har raseret skolen siden mindst 2010 i den ene “nye start” efter den anden.

Det er journalisten Markus Bernsen, der har skrevet den tankevækkende artikel. Mange tak for det.

Litteratur:
Markus Bernsen: “Eleven opdateres”, Weekendavisen d. 15. juni, 1. del, s. 6.

https://www.weekendavisen.dk/2018-24/samfund/eleven-opdateres

 

15. d. 17. juni: Stefan Hermann og systemteoretikerne i 2003

Stefan Hermann gjorde sig i 2003 nogle interessante tanker om Lars Qvortrups og Jens Rasmussens pædagogiske ideer, som han kalder for “funktionalistisk tyranni”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-kritik-af-lars-qvortrup-i-2003.html

 

16. d.18. juni: Folkemøde 18: Pissedårlig undervisning

Alexander von Oettingen havde arrangeret en uhyre interessant debat på Folkemødet, hvor Arne Eggert, Anders Bondo og Merete Riisager spillede meget forskellige roller. Især Bondo gjorde sig uheldigt bemærket.

http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2018-pissedaarlig-undervisning.html

 

17. d. 19. juni: Pissedårlig undervisning 2: Ansvar og fremtid

Flere refleksioner over pissedårlig undervisning:

http://www.thomasaastruproemer.dk/pissedaarlig-undervisning-2-ansvar-og-fremtid.html

 

18. d. 21. juni: Den nye kommissionsformands “pissedårlige undervisning”

Per B. Christensen har i mange år siddet i AP Møllerfondens skoleudvalg. Her har han sammen med bl.a. systemteoretikeren Jens Rasmussen haft magt og rådighed over 1 mia. kr til udviklingsprojekter mm. i folkeskolen.

Jens Rasmussen er ophavsmand til den “læringsmålsstyrede undervisning”, som alle støttede i 2014, men som nu gøres grin med af alle de ulideligt lette overløbere. Der er ikke meget rygrad og holdning i læringsmålstyringens bagland.

Nedenfor kan man se projekterne siden 2014. Der er en kraftig overvægt af forskellige versioner af det, som i dag kaldes for “pissedårlig undervisning”, dvs. læringsmålsstyring og synlig læring. Her er et par eksempler:

 

A.
Senest har Per B. Christensen uddelt hele 12 mio.kr til udvikling af Københavns skolelederuddannelse i samarbejde med handelshøjskolen i Oslo. I Oslo regerer en professor Johan From, som har et fuldstændig forskrækkeligt lærings- og skolesyn, og som har haft afgørende indflydelse på instrumentaliseringen af den meget kritiserede Oslo-skole. Senest førte det til en kæmpe ytringsfrihedssag mod læreren Simon Malkenes, som Malkenes heldigvis vandt.

 

B.
Man kan også se på beskrivelsen af det nordkøbenhavnske synlig læringsprojekt, som i 2014 fik hele 7 mio. kr for følgende beskrivelse:

“De fire kommuner gennemfører i 2014-2016 et tværkommunalt kompetenceudviklingsforløb for deres i alt ca. 3.000 lærere, pædagoger, faglige ledere og skoleledere. Forløbet vil bl.a. resultere i, at ledelserne vil lede medarbejdernes læring på baggrund af systematiske data om elevprogression, at medarbejderteams vil inddrage data om progression og feedback fra eleverne i grundlaget for deres planlægning, gennemførelse og evaluering af deres praksis, samt at eleverne kan følge deres egen progression og vil være i stand til at arbejde selvstændigt med deres læringsmål.”

Senere forlod Lyngby projektet. Viceborgmester Simon Pihl Sørensen kaldte projektet for “sekterisk og ulækkert”. Sørensen reagerede da også skarpt på udnævnelsen af Per B. Christensen til kommissionsformand.

C.
Eller hvad med bevillingen til Dragør Kommune i 2016?:

“Læringscentreret skoleudvikling
Dragør Kommune gennemfører projektet “Læringscentreret Skoleudvikling”, som involverer elever, forældre, lærere, pædagoger, ledere og andre centrale interessenter i skabelsen af varige og lokalt forankrede resultater til gavn for elevernes læring og trivsel. Formålet er at skabe lokalt forankret viden om forskellige læringsaktiviteters effekt på elevernes læring og trivsel. Denne viden skal bruges fremadrettet på den enkelte skole til strategisk kvalitetsledelse. Projektet imødekommer paradigmeskiftet i den danske folkeskole, hvor fokus rettes mod læring frem for undervisning.”

Bemærk: “paradigmeskiftet i dansk folkeskole, hvor fokus rettes mod læring frem for undervisning”. Altså: “pissedårlig undervisning”. 1,7 mio. kr til Dragør til skræk og rædsel.

Der er ingen projekter om “skolens formål” etc., så vidt jeg kan se, og hvis der er, er det en undtagelse. Læringsmålsstyringen er derimod over det hele.

Det er stor set hele landet, som disse AP Møller-midler er gået ud over.

Men nu skal en af de absolut mest centrale personer bag al denne pissedårlige undervisning altså være formand for en kommission, der – ja, simpelthen – skal definere pædagogisk kvalitet i skolen? Endda sammen med noget så banalt som en fagforening, som jo burde kæmpe for centrale aftaler og lade fagfolk tage sig af “kvaliteten”. At en kommunal interesseorganisation, KL, som i årevis har trådt pædagogikken under fode, også er med, gør det ikke bedre.

https://www.apmollerfonde.dk/folkeskolen/projekter/#!?id=7950

 

19. d. 21. juni: Rapport om fælles mål

Her er en kommentar til den nye og meget spændende rapport fra Merete Riisagers rådgivningsgruppe for Fælles Mål:

http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-rapport-fra-undervisningsministerens-raadgivningsgruppe-pejlemaerker-for-faelles-maal-i-folkeskolen.html

 

20 d. 22. juni: Merete Riisager i Politiken

Merete Riisager er interviewet til dagens Politiken. Hun mener, at de borgerlige politikere har svigtet skolen og kundskaberne, og at de i stedet har accepteret en radikaliseret reformpædagogisk dannelsesopløsning, også kaldet for skolereformen.

Reformen er ”født i en rød konkurrencestatstænkning”, siger Riisager. Det har hun jo helt ret i, og man kunne supplere med, at centrum-venstres svigt er mindst lige så stort som de borgerliges.

Politiken får det til at lyde som om, at V-politikerne, som jo især har stået for den borgerlige skolepolitik, er vrede på Riisager over hendes udmelding. Men det er nu ikke helt tilfældet. Den aktuelle skoleordfører, Anni Matthiesen, er ganske vist helt antorinificeret og taler om Riisagers ”grove beskyldninger”. Matthiesen lever totalt op til Riisagers kritik. Hun har slet ikke fulgt med.

Men Venstres Karen Elleman er da enig med Riisager i, at skolereformen ”kunne være bedre”, og hun er slet ikke færdig med ”justeringerne”, kan man forstå. Bertel Haarder er sådan set enig med Riisager i substansen, bortset fra, at han mener, at han selv gjorde, hvad han kunne. Han roser endda Riisager for at ”tale åbent om, hvad hun tænker”. Det lyder heller ikke særligt ”vredt”? Endelig ser statsministeren frem til at drøfte yderligere justeringer af skolereformen. Han er heller ikke vred.

Så det er så som så med den liberale ”vrede”, så vidt jeg kan høre det. Ja, bortset fra Matthiesen er der nærmest opbakning.

Ser man på indholdet af interviewet er niveauet langt højere end kollegernes. Riisager argumenterer for en ”kundskabstilegnelse”, som i ”sin grundessens” er ”ret konstant”. Hun mener, at denne grundessens forstyrres af for meget ny teknologi og konceptualisering. Som hun siger: ”Der er gået for meget CBS i det”. Og ”CBS” er sjovt nok det samme som at acceptere en rød reformpædagogik. Det er en lang historie, men det passer.

Lad os slutte af med følgende citat fra ministeren, hvor hun fortæller om ”kundskabstilgangen”, som hun sætter i modsætning til konkurrencestatspædagogikkens ”læringstilgang”, som centrum/venstre/forligskreds og “CBS” står for:

”I kundskabstankegangen har skolen først og fremmest en opgave med at formidle den vigtigste viden fra generation til generation. Skolen har en samfundsopgave. Er en institution. I læringstilgangen er skolen knap nok en institution, men mere en blafrende foranstaltning, som bare er en del af det omkringliggende samfund. Men som staten dikterer læring igennem”.

Riisager benytter også lejligheden til at tale for en afteknologificeret og traditionel eksamensform og for et karaktersystem, der er forenelig med dansk tradition.

Ungdommens problemer skyldes ikke eksaminer og nogle karakterer i de høje klasser, men snarere selve centrum-venstres lærings- og konkurrencestatsideologi. På den måde bidrager ministeren til at skabe ro og faglighed, også for ungdommens velbefindende.

Som jeg ser det, taler Riisager slet ikke om ”borgerlig” skolepolitik, men bare om pædagogik som sådan, hvilket står i modsætning til det, som Alexander von Oettingen kalder for ”pissedårlig undervisning”, som både højre og venstre har haft travlt med at promovere i mange år, ikke mindst siden skolereformen. At vi så stadig mangler et mere seriøst reformpædagogisk bidrag, som ikke er læringsficeret, fra venstrefløjen er en anden sag. Alle kan jo hjælpe lidt til med det ene og det andet. Her kommer Alternativet tættest på noget seriøst efter min mening.

Links:
Interview med Riisager:
https://politiken.dk/…/%C2%BBVi-p%C3%A5-den-bl%C3%A5-fl%C3%…

V-politikernes reaktioner: https://politiken.dk/…/ar…/Venstre-afviser-Riisagers-sortsyn

 

21. d. 23. juni: Konkurrencestatstidende i aktion

Konkurrencestatstiden har virkelig lagt sig i selen for at forsvare resterne af skolereformen. Der har ingen omtale været af den vigtige korrektion af Fælles Mål, som Merete Riisager sammen med en nogle af landets progressive pædagogiske kræfter har gennemført, og den omfattende kritik, som huserer i hele landet, er tiet ihjel.

Konkurrencestatstidendes journalister har, som jeg ser det, travlt med at promovere det ”Riisager=Trump”-motto, som avisens uddannelsesredaktør Jakob Fulgsang slog an sidste år. I dag læser Fuglsang ”constructive journalism”.

A. I går
I går skrev jeg om avisens interview med Riisager, hvor hun leverede en fremragende kritik af skolereformens fokus på læring, koncepter og konkurrencestat. Jeg kunne næsten mærke den redaktionelle nervøsitet helt fra Rådhuspladsen til Risskov.

I går var det den mangeårige skolereformtilhænger, redaktør Poul Aarøe Pedersen, som svingede taktstokken. Det skete sammen med kollegaen Kristian Klarskov, som er kendt som ham med ”Thorning-citatet”, hvis der er nogen, der husker det?

De to journalister mener, at de har fundet en kæmpestrid mellem Riisager og Venstre, men de kunne kun finde en enkelt kilde med noget på hjerte, nemlig den totalt antorinificerede Anni Matthiesen, som er et levende eksempel på, at Riisagers kritik af Venstre har noget på sig. Riisager fik nærmest ros af både Haarder, Ellemann og Lars Løkke.

B. I dag
Også i dag dækkes sagen, denne gang af Anders Bæksgaard, og igen ud fra helt samme smalle og nærmest ideologiske vinkel: Forholdet mellem V og Riisager er ”iskoldt” hedder det. Og i dag er dokumentationen ligeså tynd: Den eneste ”iskolde” venstrepolitiker, Konkurrencestatstidende har kunnet diske op med, er den samme som i går, nemlig Anni Matthiesen (V).

Ellers skulle problemet ifølge journalisten være, at Riisager ikke ville forlænge et møde med en halv time den anden dag. Men der er ingen kilde, og eksemplet er jo nærmest et slags antieksempel?

Journalisten nævner også forhandlingerne om erhvervsuddannelser, men her er heller ingen dokumentation.

Endelig skriver journalisten, at regeringstoppen mener, at Riisager har ”manglende visioner og evne til at skabe nye ideer”. Men heller ikke her er der nogen kilder, og det forstår man jo godt, eftersom ministeren er den mest iderige, vi har haft i mange år.

Der er sørme ingen krav om ”rygende pistoler” på de smalle og ideologiske journalistiske vinkler, når Konkurrencestatstidende går i aktion.

Journalisten skriver også, at Riisager er populær i LA, fordi hun har ”sat gang i liberale værdikampe”. Men der er ikke et ord om, at det, Riisager jo har sat gang i, snarere er en pædagogisk bevægelse, som har opbakning i brede pædagogiske kredse, helt uafhængig af partifarve, og som mig bekendt støttes på forskellige måder af progressive miljøer i både Alternativet, SF, og RV.

C. Ro om folkeskolen
Strengt taget er det eneste, ministeren har gjort, blot at justere lovens juridisk-pædagogiske struktur, så loven kommer i overensstemmelse med sit eget formål. Dermed skaber hun ”ro om folkeskolen”, som hun har lovet i regeringsgrundlaget.

Derimod skaber hun uro i Konkurrencestatstidende og hos Anni Matthiessen, som jo vil læringsrevolutionere landets børns og læreres liv.

Referencer:
Artiklen ligger ikke på nettet. Referencen er følgende:
Bæksgaard, Anders: ”Forholdet mellem Venstre og LA-minister er iskoldt”, Politiken, d. 23. juni 2018.

Omtale af interview og artikel fra i går: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156419088694481&id=837549480

 

22. d. 24. juni: Nye stillingsopslag i Konkurrencestatstidende

I Konkurrencestatstidende er der to spændende stillingsopslag. De står på samme side sådan lidt skråt over for hinanden på s. 24 i 1. del.

A. De to annoncer:
I den ene annonce søges en ”visionær leder til læringshus i verdensklasse” til en ny skole i Michael Zieglers mønster-KL-kommune i Høje Taastrup, hvor den står på brændende disruptionsplatforme og reformpædagogik på speed. Lederen skal, står der i annoncen, forestå intet mindre end ”en pædagogisk transformation uden sidestykke”. Det kaldes ligefrem for ”store tanker”. Zieglers visioner blev udførligt omtalt forrige fredag i Weekendavisen. Vi er i KL-land. Er der overhovedet jord i Taastrup?

I den anden annonce søges en ”Forstander til Askov Højskole”, som ”besidder evnen til at formidle Askovs Højskoles værdier og Askovs særlige profil som kulturinstitution”. Det lyder jo godt, men jeg vidste faktisk ikke, at Askov havde en sådan ”profil som kulturinstitution” mere? Måske skal den generhverves?

B. Mine forslag:
Men ironi til side. Faktisk har jeg et forslag til egnede kandidater.

1. Leder til Høje Taastrup
Hvad nu hvis den afgående forstander i Askov, Klaus Majgaard, som jo kun har fungeret i ca. 1 år, søger stillingen i Høje Taastrup?

Begrundelsen for det forslag er, at Majgaard er uddannet ved CBS og har stået for at indlede læringsrevolutionen i Odense Kommune, hvis højdepunkt jo var den tjenstlige advarsel til Erik Schmidt. På det tidspunkt var Majgaard dog i Furesø Kommune, hvor man i dag arbejder efter samme principper som i Høje Taastrup. Majgaard har også siddet i rådgivningsgruppe for Synlig Læring-ideologien i Nordkøbenhavn sammen med resten af læringshegemoniet.

Endelig sad Majgaard også i Antorinis dialoggruppe for ”Ny Nordisk Skole”. Majgaard er derfor særdeles kvalificeret til stå for en brændende platform, der hedder ”Læringshuset” ude i stratosfæren.

2. Forstander i Askov
Så er der lige Askov-stillingen. Den kan en af de tidligere forstandere Hans Henningsen eller Knud Hansen tage sig af. De er ganske vist døde, men det gør vist ikke nogen forskel. Hvis det gør en forskel alligevel, vil jeg foreslå, at Iben Benedikte Valentin Jensen tilbydes stillingen. Hun røg ud af UC-Syd, fordi de ville tvinge hende til at arbejde for Synlig Læring. Hun var også passende kritisk over for Majgaards udnævnelse i sin tid, og så stod hun bag en nyere udgivelse af netop Hans Henningsens og Knud Hansens tekster. Det må da være kvalificerende for den ”særlige profil”?

Links:
Stilling som forstander på Askov: https://www.askov-hojskole.dk/forstanderjob/

Stilling som leder af Læringshuset (lidt længere end opslaget i Politiken, tror jeg nok): https://www.ofir.dk/resultat/annonce.aspx?jobId=329832007

Omtale af rådgivningsgruppen for de nordkøbenhanvkse kommuner: http://apps.vocast.com/r/pressfra…/7nakao/…/b1284943de9b6bf2

Dialoggruppen for Ny Nordisk Skole: https://www.emu.dk/modul/historien-bag-ny-nordisk-skole

Liste over Askov-forstandere: https://www.askov-hojskole.dk/om-askov/hoejskoleforstandere/

 

23. d. 25. juni: Hvad er en kritiker?

Hvad er en kritiker? Det er en person med god hukommelse, der intet ved, og som skaber erindring.

Herunder:
Hvad er en ”god hukommelse”? Det er et godt noteapparat.

Hvad er ”som intet ved”? Det er kærlighed til spørgsmålet.

Hvad er ”viden”? Det er menneskets mærkelige forbundenhed med verden.

Hvad er ”erindring”? Det er gentagelsens pædagogik.

 

24. d. 26. juni: Tre læringsrevolutioner

A. Første revolution:
Den mest oplagte måde at tilrettelægge et lands pædagogiske system på er at sætte pædagogikken til at regere skole, børnehave mm..

Herfra kan pædagogikken oplyse og oplive staten og samfundet. Desværre holdt man op med det, dengang en hel generation begyndte at se på formål og indhold som kapitalistisk undertrykkelse.

Revolutionsgardisterne satte simpelthen ”læring” i stedet for pædagogik. Først blev den pædagogik-frie læring sat i socialismens tjeneste, men det gik jo kun indtil murens fald. Formål og indhold lå brak. Det var den første læringsrevolution.

 

B. Anden revolution:
Så blev der lige nogle nærmest glade år i 1990’erne, hvor den pædagogikfrie læring først flød lidt rundt i en decentral Europa-optimisme. Nu skulle der ”reflekteres” i samfundets og europæiseringens interesse. Herfra begyndte Bolognaprocessen og EU at arbejde. Men fra omkring 2000 og især fra 2008 tog økonomien for alvor over. Nu skulle den frisatte læring ”styres” af økonomien. Vi fik ”læringsmålstyring”. Vi fik Ny Nordisk Skole og skolereform, som flød sammen med de efterhånden mere og mere økonomisk definerede europæiske processer. Stadig med opgøret med pædagogik som understrøm. Det var den anden læringsrevolution.

 

C. Tredje revolution:
Og nu er læringsmålstyringen tilsyneladende på vej ud? Alle hader den pludselig. Man taler ligefrem om ”pissedårlig undervisning”. Men hvad vil det sige, at læringen ikke mere skal styres? Ja, det vil jo umiddelbart sige, at vi er tilbage i 1990’erne, dvs. i den frie læring, som jo stadig arbejder i et opgør med skolens formål og tradition.

Men min prognose er, at denne lidt bløde antipædagogiske tilstand er en illusion, som faktisk ikke engang ønskelig, eftersom den jo hviler på et opgør med pædagogik. Men hvorfor er den sp en illusion? Jo, fordi den fra læringsmål frisatte læring omgående overtages af OECD-datakompetencestrukturer. Her står KL centralt sammen med regeringens disruptionsfilosofi og centrale dele af den pædagogiske forskning. Vi får altså egentlig ikke et opgør med læringsmålstyring. Vi får snarere en radikaliseret læringsmålstyring, nemlig et globaliseret og big dataficeret learning analytics, som har økonomi som ideologisk hovedsponsor.

Der er ingen modhager på denne proces, eftersom læringen jo er afkoblet fra skolens og dannelsens tradition. KL kalder denne situation for ”en brændende platform”. Vi er tilbage i læringens natur, nemlig revolutionstilstanden. Den tredje læringsrevolution.

Der er kun en måde at undgå dette på. Og det er at putte læring tilbage i formålskassen og derpå udelukke KL mm. fra al pædagogisk formål og indhold, som de omgående læringsrevolutionerer. I formålskassen taler man slet ikke om ”læring”. Her taler man om pædagogisk proces eller dannelse og er pædagogers område.

Rådgivningsgruppen for Fælles Måls pejlemærke er en klar markering i den “pædagogiske” retning, men det er selvfølgelig slet ikke tilstrækkeligt, hvis man sammenligner med de overordnede begrebsmæssige og organisatoriske processer.

Hvis læring forsvinder, har vi igen en pædagogik i landet.

 

25. d. 26. juni: Kritik af John Hattie i Educational Philosophy and Theory

Min kritik af John Hatties teori er nu kommet i et australsk tidsskrift:

https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/00131857.2018.1488216?journalCode=rept20

 

26. d. 26. juni: Ny OK18-kommission, optakt

Jeg sidder og kigger lidt på sammensætningen af den nye kommission. Jeg tror ikke mine egne øjne, men skal nok skrive noget om det en af dagene.

Men er der nogen, der kan sige noget positivt om sagen, som jeg kan forholde mig til? Selv kan jeg ikke umiddelbart se noget positivt, og det kan jo ikke passe.

Jeg kan se på tråden til nedenstående link, at DLF – hvilket her vil sige HB-medlem Jeanette Sjøberg og næstformand Dorte Lange – forsvarer sammensætningen, men de har slet ikke sans for det bagvedliggende indhold, som jeg ser det. Niels Sauer, som ellers har forsvaret kommissionen kraftigt, har en mere kritisk analyse, men slet ikke kritisk nok, efter min mening.

https://www.folkeskolen.dk/638621/her-er-medlemmerne-af-laerernes-arbejdstidskommission

 

27. d. 26. juni: Ny OK-18 kommission, samlet analyse

Her er min vurdering af KL/DLF’s arbejdstidskommission:

http://www.thomasaastruproemer.dk/laeringskonsensus-kommentar-til-dlf-kls-nye-arbejdstidskommission.html

 

28. d. 29. juni: Nyt Rådet for Børns Læring

Nyt “Rådet for børns læring”

Merete Riisager har for nylig klaget over, at hendes borgerlige kolleger fører centrum-venstre-uddannelsespolitik, og det forstår man jo godt. Især når nu “centrum-venstre” står for læringsideologi, anti-dannelse, synlig læring, koncept-pædagogik osv..

Men netop fordi, det er så let at forstå, så er det uforståeligt, at Riisager – efter et helt års betænkningstid – nu har gendannet det lovpligtige “Rådet for børns læring” med en sammensætning, som minder meget om Antorinis Ny Nordisk Skole, som jo netop var en slags esse for centrum-venstres raid mod dannelse og pædagogik.

Formand for det nye Råd er Charlotte Rønhof, som er tidligere direktør i Dansk Industri. I Ny Nordisk Skole var formanden Lars Goldschmidt, som også var DI-direktør. Disse folk ved intet om “børns læring”. Det er en ren konkurrencestatsudnævnelse.

Dernæst kommer Stefan Hermann, som også var med i Ny Nordisk Skole. Det var Hermann, som i sin seneste bog netop karikerede det, han opfattede som konservativ/borgerlig pædagogik, som Riisager altså hævder at ville arbejde for. Hermann er nærmest symbolet på det moderne centrum-venstre.

Så er der igen-igen Andreas Rasch-Christensen. Han var også en central figur i Ny Nordisk Skole og fuldt på linje med Hermann.

Så er der sørme en professor. Det er Per Fibæk Laursen. Også han var med – dengang ligeledes som eneste professor – i Ny Nordisk Skole. Laursen er en af pædagogikkens argeste modstandere af dannelsesbegrebet.

Dertil kommer to udnævnelser, som formodentlig er tænkt som dannelsesfløjen. Det er for det første lærer Mette Frederiksen, men selvom hun er dygtig, har hun jo slet ikke de fire andres tyngde. Den anden er sognepræst og liberal debattør Henrik Gade Jensen, som er en slags symbolsk tilføjelse uden realpædagogisk betydning.

Endelig er der lektor Pernille Hviid fra KU, som er et friskt pust. Hun er ganske vist ikke på dannelsessiden, men vil i bedste fald – måske sammen med Frederiksen – kunne gøre en lille forskel, selvom jeg ikke for alvor tror på det, eftersom den overordnede struktur, er som den er.

Så Riisager har virkelig bekræftet centrum-venstres læringsideologi.

PS de centrale deltagere i det gamle råds formandsskab var Agi Czonka (formand), Stefan Hermann, Andreas Rasch-Christensen og professor Charlotte Ringsmose (Heckman-inspireret). Ideologien er altså helt uændret.

Links:
Artikel om det nye råd: https://skoleliv.dk/…/Her-er-formandskabet-i-Rådet-for-Børn…

Mere om det gamle råd rapporter mm.): http://www.børns-læring.dk/

Mere om Ny Nordisk Skole: https://www.emu.dk/modul/historien-bag-ny-nordisk-skole

 

29. d. 29. juni: To modsigelser

To modsigelser:

A.
Jeg kan ikke rigtig slippe modsigelsen i, at den person – nemlig Merete Riisager -, som Konkurrencestatstidende kalder for “Donald Trump”, lige har udnævnt et læringsråd, hvis ledende kræfter er helt i konkurrencestatstidendes egen ånd.

B.
Jeg kan heller ikke rigtig slippe modsigelsen i, at denne nye læringsaffirmative “Trump” kritiserer sine gamle partifæller for at være for læringsaffirmative over for konkurrencestaten, og at disse partifæller benægter det, selvom det jo passer.

Men ok, konklusionerne må jo være:

1) at Konkurrencestatstidende elsker hende “Trump”, som selvsamme avis også på samme tid er imod.

2) at “Trump” elsker Konkurrencestatstidendes ideologi, som Konkurrencestatstidende vel at mærke selv er imod.

Så var det hele mere enkelt, dengang – f.eks. i forgårs – da Riisager blev kaldt “Trump”, blot fordi hun ville lave en demokratisk kundskabsskole i henhold til skolens lov. Den slags “mærkværdigheder” udløser prompte Trump-ordet i Konkurrencestatstidende.

 

30. d. 30. juni: Ny dekan for læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole

På den nyfusionerede Københavns Professionshøjskole, hvor Stefan Hermann er rektor, har man netop ansat en ”dekan” for ”Det lærerfaglige fakultet”, som det kaldes. Fint skal det være med akademisk vokabular med kors og bånd og stjerner på.

Men ved I hvad? Det er slet ikke spor fint. Det er lånte fjer. For hvem har man ansat som ”dekan”? Man har ansat Jakob Harder. Han er økonom fra RUC, men han har ingen ph.d. eller forskningserfaring. Han har heller ingen erfaring med det område, altså læreruddannelsen, som han er sat til at administrere.

Hvordan kan man være ”dekan” for et område, når man ikke har universitetserfaring eller kendskab til det pågældende område? Jeg ved det ikke. På universiteter er der også dekaner, men de kommer mig bekendt altid fra forskningsmiljøer. Jeg kender ingen undtagelser? Og normalt er en chef for læreruddannelsen da bekendt med læreruddannelsen selv? Men i UC-land bor der snart kun mellemledere over det hele.

Men hvad har Harder så lavet? Jo, han har i mange år været vicedirektør for Styrelsen for IT og Læring i Undervisningsministeriet, det såkaldte ”STIL”, med særlig ansvar for ”data og digitalisering”. STIL har stået for digital læringsfremdrift på den store klinge, ind imellem nærmest i modstand til ministeriets anden styrelse, som hedder STUK, hvilket står for “Styrelsen for Undervisning og Kvalitet”. Jeg har da heller aldrig set en pædagogisk refleksion i STILs omegn.

Harder har også arbejdet med IT ved Kommunernes Landsforening, hvor han var kontorchef. Og hvordan er det nu lige, det går med KL’s teknologiforståelse? Er den ikke sådan lidt ude i hampen med Dare Disrupt osv.? Nå jo. Men UC’ernes nyeste læreruddannelsesudspil bygger faktisk på samme ideologi som KL’s. Så Harder falder nok fint ind.

Jeg løb Statsbibliotekets database igennem for at finde ud af noget om Harders arbejde. Der er at par kronikker om digitalisering. Intet om forskning eller læreruddannelse, så vidt jeg kan se. Vi er langt fra en klassisk dansk seminarierektor eller højskoleforstander eller sådan noget.

Ovre på twitter, hvor UC-lederne annoncerede, delte, og likede jobskiftet, spurgte jeg ind til sagen, altså om Harder vidste noget om sin materie? Harder svarede, at han vidste ”en smule”. Og Stefan Hermann bedyrede, at Harder skam har ”de helt rigtige forudsætninger til at lykkes i jobbet som dekan”.

Det er nok, det man kalder for ”kompetence” i UC-land? Jo mindre man ved om substansen, desto mere kompetent. Og med sådan en “kompetence”, bliver man selvfølgelig ”dekan”. Hvorfor ansætter de ikke noget solid inkompetence i stedet?

Et eller andet sted læste jeg, at Harder også er spejderleder i FDF. Det beroliger mig lidt. Men på den anden side, så hørte jeg faktisk Harder “live” til Uddannelsesdebatten i Nr. Nissum i 2017, hvor den stod på pædagogik-glemsom IT-begejstring på den store klinge.

Stefan Hermann har ret. Harder er selve definitionen på UC-kompetence, hvilket siger alt om UC’ernes essens. Og vi taler om hele hovedstaden. Det er et kæmpe-antiseminarium.

Vi er langt fra ”seminarie-rektoren”, som tegnede og diskuterede pædagogik og substans med ansatte og i offentligheden, mens han lod andre om regneark og IT-systemer. Men der er for tiden et rend mellem UC-sektoren, KL og ministerierne, så man bliver helt rundtosset.

Det ender nok med, at KL også begynder at få “dekaner”. Måske er det snart slut med “læringscheferne”? Måske skal vi til at have “børn- og unge-dekaner”? Måske var Corydon også en dekan?

Links:
Pressemeddelelse fra Københavns Professionshøjskole: https://www.kp.dk/…/nyheder+o…/nyheder/2018/06/holdet+er+sat

Reportage fra Uddannelsesdebatten i Nr. Nissum: http://www.thomasaastruproemer.dk/uddannelsesdebatten-2017-…

 

31. d. 2. juli: Åben magtkamp 1

Så er der udbrudt åben magtkamp mellem de læringsrevolutionære skoleordførere fra A og V, som begge går ind for antoriniseret læringsoptimering, og så undervisningsministeren, der forsøger at skabe en skole, der er i overensstemmelse med lovens formål.

Niveauet er som nat og dag, og Riisager har 100% ret i sin analyse af de borgerlige politikeres ansvar for den radikaliserede reformpædagogiks realitet. Hun får endda også ros fra både K og DF, som har nye ordførere på sagen.

Faktisk er det kun Annette Lind (A) og Anni Matthiesen (V), som vel at mærke har været med hele læringsvejen, der sprutter som fornærmede teenagere, og som, i alt hvad de siger, bekræfter Riisagers klare og korrekte pointe.

Jeg er så glad for, at denne realpædagogiske strid nu også viser sig i det politiske liv. Jeg savner blot, at SF, Ø, Å og RV går ud med en eller anden form for støtte til ministeren, så alle kan se, at det skam er V og A, der står alene, mens det er ministeren, der samler. Alle skal bare klø på.

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/v-og-s-angriber-riisager-hun-ser-stort-paa-samarbejde

 

32. d. 2. juli: Herligt nederlag

I Danmark har vi, som alle ved, ikke noget imod at tabe. Faktisk har de fleste af os det dårligt med al den snak om ”verdensklasse” og ”den stortyske ånd” osv. Vi elsker blot verden og ånden og al vores jord i hovedet og pæne natur.

Og når vi taber, så skal det helst være med poesi, selvværd og pragt. Det gælder både i fodbold og i modstand. På den måde spillede landsholdet i går som en anden Kaj Munk; som en blå anemone. Den ene tabte og en anden blev skudt. Det er indre sejre, som skaber ståsteder og nej-hatte og livsduelige forårsblomster, der kan virke og værke helt til vinteren.

Men der er også et ”andet Danmark”. Det er dem, som er bange for at tabe. Og for at undgå nederlag, så spiller man som alle de andre, som heller ikke vil være sig selv. Sådan var det med Danmark i de indledende kampe ved VM. Det var Scavenius-runden! Eller KL-runden! Det var tørke.

En eller anden dag, så vindes der både indadtil og udadtil. Så bliver vi nok helt forvirrede. Så går der HC Andersen i den. Men ok, det kunne være sjovt, hvis det faktisk skete.

 

33. d. 3. juli: Venstres svigt i uddannelsespolitikken

Merete Riisager har rejst en interessant diskussion om, hvorvidt tidligere borgerlige ministre har et ansvar for, at vi er havnet i en radikaliseret og teknokratisk reformpædagogik.

Den mangeårige skoleordfører fra Venstre, Anni Matthiesen, er dybt forarget, selvom hun er et stort og omvandrende eksempel på, at Riisager har 100% ret.

Bertel Haarder, som var undervisningsminister fra 1982-1993 og igen fra 2005-2010, er ikke så uvenlig som Matthiesen, men melder stadig hus forbi. Han mener, at han bekæmpede tendensen i sine perioder på posten. Sådan er Haarders selvforståelse, men i realiteten har han faktisk aktivt fremskyndet den proces, som er havnet i den aktuelle tristesse.

Det kan man se dokumenteret i de to nedenstående links fra 2005, som jo er året før den korrektion af formålsparagraffen, hvor kundskaberne blev fremhævet.

Haarder knytter her kundskabsbegrebet direkte an til den økonomi- og kompetencetænkning, som senere blev til skolereformen. Det er Niels Egelund og Globaliseringsrådet, der er de centrale referencer (læs f.eks. Egelunds rapport i et af linksene).

I dag er denne Globaliseringsråds-rapport en central reference for hele læringsbevægelsen, og Niels Egelund skriver sammen med Lars Qvortrup introduktioner til ”synlig læring”, hvor Hatties bog omtales som en ”bibel”. Det er denne bevægelse, som er en central del af centrum-venstre og skolereformens essens, og som Riisager er oppe imod.

Haarder er grundtvigianer, men med disse magtfulde markeringer, støtter han de mest antigrundtvigske kræfter i landet. Det peger faktisk videre på, at grundtvigianismen var i dyb krise i 00’erne, men det er en anden historie.

Haarder og Venstre lever stadigvæk i en tornerosesøvn. De tror, at de har støttet ”kundskaber og færdigheder”, selvom de har gjort det modsatte, fordi de har omdannet pædagogik til økonomi i stedet for at forbedre pædagogikken, som Riisager pt. forsøger på. Det er faktisk Riisager, der er i gang med at fuldende det kundskabsprojekt, som lå i Henning Fonsmarks ideer, mens Venstre altså ødelagde det, fordi de forlod pædagogikken som sådan, hvilket er fatalt for et frit samfund.

Men Riisager har brug for pædagogisk støtte fra de andre partier, som for de flestes vedkommende selv har deres aktier i forfaldet. Disse partier skal finde sig selv frem og bidrage til, at samfundet får et pædagogisk liv frem for et teknisk defineret læringsliv. Og det skal være nu, for om et år sidder Annette Lind måske og bestemmer. Så sænker mørket sig for alvor.

Links:
Haarder og Egelund og Egelunds rapport: https://www.folkeskolen.dk/…/haarder-bestilte-oplaeg-om-ny-…

Haarders kronik i JP https://jyllands-posten.dk/…/Kronik-Verdens-bedste-folkesk…/

 

34. d. 8. juli: Åben magtkamp 2

Det er pt kamp mellem Merete Riisager og det gamle læringshegemoni, som i nærværende sammenhæng består af Anni Matthiesen, Annette Lind og gymnasiernes rektorforening. Det er let at vælge side uanset partifarve, må man sige.

DF bakker heldigvis Riisager op, men skuffende, at Jacob Mark og den konservative ordfører ikke tydeligt anerkender de indholdsmæssige sider af Riisagers arbejde. Det er dårlig politisk arbejde fra deres side. Især er det skuffende, at SF ikke støtter Riisager, eftersom partiet jo slår sig op på at have spist en slags skolereformfortrydelsespille.

https://jyllands-posten.dk/politik/ECE10714769/minister-kritiseres-for-at-gaa-forsoegsamok-uden-flertal/

 

35. d. 10. juli: Revolutionens konsensus

S-V-SF-RV-K: “Kom, lad os revolutionere alle dem, som går i vuggestue, børnehave, skole, gymnasium og seminarium. Lad os lave læringsrevolution, kulturrevolution og paradigmeskifte, og lad os gå fra indhold til læring og fra undervisning til læring. Det er fremtidens skole. Død over dannelsen. Det er Partytime!!!”

Et par år senere kommer der en ny minister, som hele tiden har været lidt selvstændig anlagt. Hun kommer fra det mærkelige parti LA. Hun kommer ridende på en gedebuk og har lidt mudder i træskoen.

LA-ministeren: “Men hov, hvad med undervisning, indhold, faglighed, folkelighed og skolens formål? Har I ikke glemt det?”

S-V…osv: “Formål og indhold? Hun skaber jo splid og ikke konsensus! Hun kender ikke sin Hal Koch! Lynch hende!”

 

36. d. 14. juli: Niels Jakob Pasgaard rapporterer fra Skanderborg Kommune https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156469517299481&id=837549480

 

37. d. 16. juli: Politiske noter fra Karrebæksminde

Hvad er LA? Det er en fejl fra 80’erne, som bør skifte ledelse.
Hvad er RV? Det er en fejl fra 00’erne, som har glemt halvdelen af deres historie.

Hvad er Alternativet? Det er sådan set ikke en fejl. Partiet er blot lidt alene og forpjusket, fordi det definerer sig selv “alternativt” (dårligt navn). Dermed glemmer partiet alt det dejlige gamle, som det egentlig blot gentager i den tro, at det er nyt.

På den måde rammer ingen af de tre partier fakta. Det kan man se ved den måde, de bruger ord som “ikke, ved siden af, i stedet for” osv. på.

Hvor skal de tre partier finde fakta? De skal lede i pædagogikken. Hvad finder de der? De finder lidt kundskabspleje, lidt højskole og lidt skrammologi: En blanding af videnskab, historisk poesi og filosofisk funderet reformpædagogik. Dvs. alt det gode, som er det modsatte af læringsskolen.

Kan de tre partier ikke blive enige om noget i den omegn? Så kan de altid skændes om alle deres fejl og mangler bagefter.

Så er der lige SF. De spildte muligheders parti.
Og Enhedslisten mangler ideologisk substans. De burde bidrage med en handlingsteori, men der er tomt.

Resten? Herre Jemini. De er værre end “fejl” og alt det andet.

 

38. d. 23. juli: Fire læringsdialoger

I sommeren 2016 skrev jeg fire læringsdialoger, som man kan læse nedenfor. Dialogerne kom med i bogen “Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” fra 2017. Grunden til at jeg kom i tanke om disse tekster var, at dialog nr. 3 blev opført som teater på Lærermødet på Ryslinge Højskole i sidste måned. Anders Bondo spillede elev, og skuespillerinden Britta Thøgersen Toft spillede lærer. Det ville jeg gerne have overværet, må jeg indrømme.

Her er de fire dialoger og et billede fra opførelsen. Billedet er taget af Erik Schmidt, som også havde arrangeret eventet:

 

A. LÆRINGSDIALOG 1:

Lærer: God morgen

Elev: Hej lærer. Hvad skal vi lave i dag?

Lærer: Jeg har lidt øvelser med om navneord.

Elev: Ok, så laver jeg dem.

Lærer: Men husk nu, at det ikke er vigtigt at lære noget bestemt. Fokuser i stedet på, hvordan du lærer. Selve indholdet er ikke vigtigt. Det er læringen derimod.

Elev: øhh….?

Lærer: Du skal selvmonitorere din egen proces. I din data-logbog skal du notere efter følgende metode: I går kunne jeg dit og dat, i dag kan jeg dut og dyt, og i morgen skal jeg kunne dæt og dåt. Du skal også notere, hvordan du kommer derhen, og hvad du tænker på, mens du er i proces. Du skal også sætte mærker ved, hvor langt du er. Jeg tester dig hver dag, så jeg kan finde tegn på læring. Værsgo, her er en I-pad, som du kan notere det hele i. Vi kalder det for ”dybdelæring”.

Elev: øhh, men skal jeg ikke bare lære navneord?

Lærer: Nej da, det er bare en teknisk anledning. Om 10 år har ingen brug for at vide noget om grammatik. Det kan EU-kommissionens og Googles robotter tage sig af. Du skal bare fokusere på din proces. Du skal lære at lære. Du skal mingle med din maskine. Du skal være et omvandrende digitalt laboratorium.

Eleven: Men skal jeg så slet ikke lære noget mere?

Læreren: Nej, det er slut med det.

Eleven: Øv, jeg ville ellers gerne have lært noget musik og noget om nogle krige og sådan noget. Jeg vil også gerne malke en ko. Det siger min mor vil være godt for moderne børn at kunne.

Læreren: Kan du så gå hen i skammekrogen og mellemrumspotentialisere!

Eleven: Øv!

20 minutter senere……

Lærer: Så, nu må du godt komme frem. Nu er du vist klar til at lære at lære.

Eleven: Men hvorfor skal jeg lære at lære? Jeg kan da godt lære allerede?

Læreren: Hvad mener du? Vel kan du da ej!

Eleven: Jeg har da lært at gå, og at tale og at cykle? Hvis du vil lære mig at lære, så siger du jo, at jeg ikke allerede kan lære. Du fratager mig en evne. Du postulerer en uformåenhed, som er imod mine anlæg. Men er skolen et sted, hvor man fratager børn evnerne? Jeg troede, at det modsatte er tilfældet, altså at skolen skal kultivere evner og anlæg?

Læreren: Hov hov, det er jo pædagogik det der. Kan du så komme over i skammekrogen igen, og denne gang ringer jeg til kommunens pædagogiske konsulent.

Eleven: Hvem er det?

Læreren: Han er en stor vismand. Han kender John Hattie og også nogle andre.

Eleven: Måske har han en ko med? Måske skal jeg malke?

Læreren: Det skal du ikke regne med. Han er en slags målermand.

Eleven: Målermanden? Ham kender jeg fra Zirkus Nemo. Forresten, kommer smadremanden også?

Læreren: Han er her allerede.

 

B. LÆRINGSDIALOG 2:

Læreren: God morgen børn. Nu skal I finde jeres læringsmål frem.
(Børnene skramler med deres I-pads. Undtagen Peter som ser lidt forvirret ud)

Læreren: Hvad laver du Peter? Find nu dine læringsmål frem. Så finder jeg også min lidt større datamaskine frem, hvor jeg kan følge jeres læringsmålsprogression og sætte flueben. På kontoret sidder skoleinspektøren med en endnu større maskine. Han følger alle klassernes læringsmålsudvikling. Og ved du hvad? Inde på rådhuset sidder en pædagogisk konsulent, som kender John Hattie. Han læringsstyrer alle skolerne. Og hvem ved? Måske ender det hele hos en af de to junkere, Jean-Claude eller Morten Østergaard? De tror, folket er noget, Farage og DF har fundet på. De kalder det for “kontingens” eller “diversitet”, og det skal styres og styres.

Peter: Øhh….

Læreren: Så lille Peter, du kan nok forstå, at du skal finde din læringsdatamatik frem?

Peter: Men Lærer, jeg har glemt, hvad et læringsmål er, og desuden er jeg søvnig.

Lærer (helt rød i hovedet og med fråde ud af munden): Kan du så gå hen i hjørnet og mellemrumspotentialisere!

20 minutter senere……

Peter: Hr. Lærer, er du faldet til ro?

Lærer: Ja ja, kom bare frem, jeg blev sgu bare så harm på dig. Men sig mig…..hvorfor er du søvnig?

Peter: Jeg så DR-K til kl 02.00. Der var temaaften om den franske revolution. Nu skal du bare høre. Ved I godt, at Robespierre……

Lærer: Stille! Det er fuldstændig irrelevant og unyttigt, og den pædagogiske konsulent har udtrykkeligt sagt, at vi skal gå fra indhold til læring. Han siger, han har det fra den pædagogiske forskning.

Peter: Pædagogik? I fjernsynet talte de også om en mand, der hed Rousseau. Jeg fik at vide, at han grundlagde den moderne pædagogik. Men hans elev skulle være menneske og ikke en læringsautomat…..

Lærer: Uhhh Peter, du gør mig så vred, og se nu alle de andre, som helt har glemt deres datamater. Det går jo ikke. Og hvad laver du også foran TV’et midt om natten? Hvad siger din far?

Peter: Min far siger, at det er vigtigere, at vide alle mulige DR-K-agtige ting end at holde styr på sine læringsmål. Han siger, at da han selv var 12 år, sad han og læste TinTin-bøger under dynen. Han siger også, at han ikke har taget skade. “Ohh jeg ler….”, går han og synger.

Lærer: Hvor dumt. Hvad laver din far?

Peter: Han er Europæer og ansat på en fri skole.

Lærer: Ok, men så er det da godt, du også har en mor.

Peter: Ja, men hun er ansat samme sted. Hun siger, at hun engang var socialdemokrat.

Lærer: Hvor sjovt, jeg er også Socialdemokrat, blot mere glødende tilhænger end nogensinde.

Peter: Ja, det er sørme sjovt.

 

C. LÆRINGSDIALOG 3

Lærer: God morgen børn. I dag skal vi have Dansk. Find jeres læringsmål frem. I skal lære at kommunikere. I går skrev I, hvad I kan lige nu, og hvilke kommunikationsmål I har. I skrev også, hvad I skal gøre for at nå jeres mål. I dag skal I bare arbejde hver for sig med jeres individuelle mål på jeres I-pads. Jeg tjekker det hele fra min superdatamat. Det hele er et evidensbaseret system uden omverden. I skal ikke kommunikere for meget med hinanden, for I er jo helt forskellige steder i programmerne. Desuden bliver de løbende målinger jo i så fald upålidelige.

Peter: Ok, så vi skal lære at kommunikere uden at kommunikere?

Lærer: Ja, det kan man godt sige. Der var du kvik Peter.

Peter: Men Lærer, jeg har sådan glædet mig til at have Dansk. Min mor siger, at verden er fuld af spændende bøger for børn og unge og faktisk også for voksne. Hun fortæller også, at der sker alt muligt over det hele, som ofte hænger sammen med noget, der skete før på de mest utrolige måder. Kan du ikke fortælle os om noget af alt det? Hun spørger også hver dag, hvad jeg har lært i skolen, og hvis jeg bare kommer hjem og siger, at jeg har lært at kommunikere, så bliver hun ked af det, ja nærmest vred. Hun påstår, at ethvert fjols kan kommunikere. Hun siger, at man skal kommunikere om ”noget”. Kan du ikke fortælle os om ”noget”?

Lærer: Nej, det kan jeg da love for, jeg ikke kan. Den slags kaldes for undervisning, og det er hele landet gået bort fra.

Peter: Øv.

Lærer: I er en hel generation, som ikke modtager undervisning. Tænk blot hvilken global skønhed, det er udtryk for. I er jo helt uden kontakt til voksne og fortiden. De voksne skal bare styre jeres læringspotentialer, som skal forbindes med fremtidsprognoser for 2050. I konstruerer alt inden for fremtidens ramme. I svæver frit i buret. Major Tom!

Peter: Jamen, hvis vi ikke skal undervises, hvem er så vores lærer?

Lærer: ”Vores”? Hvad mener du? Det er du selv. Du er din egen lærer. Det er faktisk det, du skal lære at være. Det er det nye dannelsesideal: En selvmonitorerende proces i din egen lærings tegn. Jeg skal bare monitorere din monitorering. Amen!

Peter: Nu føler jeg mig altså lidt alene. Det må jeg indrømme. Du siger ”Amen”, men jeg kan slet ikke se nogen engle.

Lærer: Jamen, du er da alene, lille Peter. Ove Kaj Pedersen siger selv, at man skal være opportunist, og alle mulige er enige med ham på den ene og den anden måde. Som Major Tom siger det: ”Strung out in heavens high, hitting an all-time low”.

Peter: Ove Kaj Pedersen? Fortæl om ham, og også om Major Tom. De lyder ens på en forskellig måde?

Lærer: Jeg ved ikke, det er jo undervisning. Ok, så pyt da, der er vist ingen, der kigger. Læg datamaterne væk, for nu skal I bare høre. Jeg har ikke helt styr på det hele, men vi kan jo google lidt i ny og næ.

Lærer: Peter, græder du?

Peter: Ja, for nu er jeg ikke alene mere. Men hr. Lærer, jeg tror Andrea er blevet nervøs, for hun sms’er vist til læringslederen.

Læreren: shit! Undervisningen er aflyst. Frem med læringsmålene igen.

 

D. LÆRINGSDIALOG 4:

Læringslederen: Hr. Lærer – eller rettere ” hr. læringsmaksimator” – der går rygter om, at du har undervist børnene. Det kan vi sandelig ikke have.

Lærer: Hvem har sladret, er det Andrea?

Læringsleder: Ja, jeg har modtaget en sms fra Andrea, som skriver, at du har fortalt om politik og om David Bowie og også nogle flere ting. Helt uden hensyn til læringsmålene, som f.eks. ”at eleven kan påtage sig roller i samtalesituationer”. Det var godt, at Andrea kendte sin “rolle”.

Lærer: Undskyld store læringsleder. Det skal ikke gentage sig.
Det var en af eleverne, Peter, der fik mig til at forglemme mig selv, men jeg holdt op, så snart jeg opdagede, at Andrea sms’ede.

Læringslederen: Ok da, så lad gå for denne gang. Men gentag lige vores læringscenters tre principper, så jeg er helt sikker på, at du har forstået sagens rette sammenhæng.

Læreren: Gerne. Her er de:
Princip nr. 1: Undervisning er død. Længe leve læringen
Princip nr. 2: Indhold er dødt. Længe leve selvmonitoreringen
Princip nr. 3: Kundskaber er døde. Længe leve ministeren og år 2050.

Læringslederen: Det var sørme godt. Du viser tegn på læring. Gå nu tilbage til dine læringsmaksimeringssystemer.

Lærer: Du mener mine elever?

Læringsleder: Nu skal du passe på igen. Det hedder ikke ”elever”, og det hedder slet ikke ”mine”. Hvis du ikke holder op med at sige ”mine”, så laver jeg nogle ”organisatoriske benspænd”. KL anbefaler sådanne benspænd, så lærere og børn ikke kommer for tæt på hinanden. Du ved… så der ikke sker det skrækkelige, at læringsdesignerne bliver lærere og børnene bliver elever. Og du ved nok, at kommunal KL-læring er vejen frem, ikke sandt? Hvis du ikke forstår det, kan du få en tjenstlig advarsel. Så kan du lære det.

Lærer: Jeg skal nok huske det. Fra nu af vil jeg kun læringsmaksimere. Det lover jeg. Og jeg har heller ingen elever mere eller sådan noget gammeldags noget. Og ved du hvad? Jeg føler mig allerede helt lettet. Jeg tror, jeg vil gå en tur i Kolding storcenter. Der er noget, der hedder Rød Gade, og der er også en Blå Gade. Det gamle Kolding er tomt.

Læringsleder: Det var bedre. God tur i Rød og Blå Gade.

Facebook-drys 50: Maj 2018

Her er 24 facebook-opdateringer fra maj 2018. Man kan enten læse opdateringerne direkte i dette blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Dennis Kristensen i Information
  2. ”Skulder ved skulder” i fiaskoens tegn
  3. Ny forsknings- og uddannelsesminister
  4. Trivselsoptimerende hjelme og den nye minister
  5. Per B. Christensen bliver formand for arbejdstidskommission
  6. Bondos kasketter
  7. Stefan Herman, Danmarks Lærerforening, dannelse og snedighed
  8. Danmarks Lærerforenings fire fejltagelser
  9. dk som reklamesøjle
  10. Brian Degn Mårtensson om OK18 og DLF
  11. Fagbevægelsens fiasko
  12. Den andens skulder
  13. Professionshøjskolernes task-force om læreruddannelsen
  14. Omtale af Gert Biesta i Altinget
  15. Noter til Politiken
  16. Peter Aagaard om disruptionsideologien
  17. d.-forsvar ved Leo Komischke-Konnerup
  18. Professionshøjskolernes Singularitet: Læsning eller medlæsning
  19. Diskussion af Læreruddannelsens opgør med læreruddannelsen
  20. Om spædbarnspleje
  21. KL og Cambridge Analytica
  22. Indtryk fra Aarhus Universitets Matchpoint-seminar
  23. Note 1 til Gert Biestas bog ”Undervisningens genopdagelse”
  24. Note 2 til Gert Biestas bog ”Undervisningens genopdagelse”

 

1. d. 1. maj: Dennis Kristensen i Information

Dennis Kristensen har nogle interessante synspunkter i Information:

A) Kristensen mener, at DLF selv opgav selv kampen mod L409.

“Der er en opfattelse af, at det er os, der indgår et forlig, som tvinger lærerne til at gå i knæ. Det er simpelthen omvendt. Vi laver et forlig, fordi lærerne selv har opgivet, og i mine øjne gør Anders Bondo det eneste rigtige i situationen.”

– Er lærerne enige i din udlægning?

“Det ved jeg ikke, men jeg går spændt og venter på, at de siger noget. For de har rigtigt mange medlemmer, der tror det modsatte”.

B) Kristensen mener, at solidaritetspagten kun angik løn.

“Solidaritetspagten eller musketereden indbefattede løn, lærernes arbejdstid og spisepause og puljer til ligeløn osv. Men da vi blev kaldt i Forligsinstitutionen og skulle formulere, hvad vi ville gå i konflikt på, var det altså lønnen alene. Der kommer vi galt af sted, fordi vores medlemmer ender med at have meget forskellige billeder af, hvad en eventuel strejke går på, fordi vi fortolker og formidler forskelligt.”

– En musketered kan altså vise sig at være et tveægget sværd?

“Ja, det er ikke et bæredygtigt engagement, hvis det ikke er på samme grundlag. Det, tror jeg, er en af de ting, man skal arbejde med i fremtiden.”

—–

Ergo:
1. DLF opgave selv musketereden.
2. Dennis Kristensen har hele vejen igennem kun ville konflikte på lønnen og ikke på de andre musketeremner.
3. Der er en vis modsigelse mellem disse to markeringer, er der ikke?

Jeg ved snart ikke, hvad der er værst i denne fiasko for fagbevægelsen.

Heldigvis er jeg selv på arbejde – hele dagen.

Se også en god analyse i Altinget:
https://www.altinget.dk/…/laerernes-ok18-en-loesning-for-al…

 

2. d. 1. maj: ”Skulder ved skulder” i fiaskoens tegn

Først fortæller Dennis Kristensen, at DLF allerede havde opgivet kravet om en arbejdstidsaftale, før Kristensen gik enegang.

Det vil sige, at DLF ifølge Kristensen mistede modet senest d. 25. april, kl. 07, hvor nyheden om Kristensens svigt ramte medierne.

Men nu svarer Bondo så følgende på folkeskolen.dk:

”Jeg vil forsøge forsat at respektere min tavshedspligt, men for at undgå misforståelser, vil jeg gøre opmærksom på, at forhandlingerne om en arbejdstidsaftale for lærerne forsatte helt til slutfasen. Det sidste forslag, der blev præsenteret, blev således rakt over bordet onsdag den 25.4. klokken 18:15.”

Dvs. 12 timer efter Kristensens svigt?

Så altså: Fuldstændig opløsning. Det er nok det, der hedder ”skulder ved skulder”.

https://www.folkeskolen.dk/633432/fakta-om-arbejdstidsforhandlingerne

 

3. d. 2. maj: Ny forsknings- og uddannelsesminister

Ny disruptionsminister for læreruddannelse, pædagoguddannelse og universiteter:

Først røg den ene ”dannelsesminister”. Det var Esben, som sad fra 2015-16. Det blev ikke til så meget. Han havde noget familie i Ringkøbing osv.. Sådan en slags fiskekvote.

Så røg den anden ”dannelsesminister”. Det var Pind. Det blev heller ikke til så meget. Han mener, at man kan måle alting, hvilket jo er ret meget. Han handlede også under bordet med Københavns Kommune, så han kunne få en statue af Reagan. Pinds sidste indlæg som minister handlede om læringsmåling på universiteterne. Rigtigt dannelsesagtigt og ren normalisering! (se link). Jeg tror faktisk, at hele samfundet kunne være løftet med flere læringsår med Pind ved læringsstyrings-pinden. Men måske var indlægget skrevet af en eller anden fra Finansministeriet. You know: Læring for money! Det skal nok give “nobelpriser”. Men Pind kan også tænke og tale, når det tager ham. Det skal han have.

Det gik altså ikke med de to. De lignede hinanden for meget.

Men nu har vi så endelig fået en minister, Tommy Ahlers, som er i mere seriøs tråd med regeringens grundlæggende filosofi, dvs. en blanding af entreprenørial x-faktor, CEPOS, Mckinsey, Singularity-U og Disruption, tilsat lidt absolut glemsel. Dataregeringens sprog kan strømme frit ud af den nye ministers mund. Han behøver slet ikke at kløjs i det eller noget. Han kan bare åbne munden, og sætningerne flyder afsted i den rigtige rækkefølge.

Det kom faktisk lidt bag på mig, at stillingen ikke gik til Bubber, som jo sidder i Løkkefondens bestyrelse, for den baggrund plejer at være karrierefremmende i regeringskredse. Men så igen: Bubber ville nok også kalde sig for ”dannelsesminister”, hvilket jo er lidt irriterende, hvis man er datamapperegering.

Om et år er Tommy Ahlers væk. I mellemtiden har en eller anden konstellation af embedsmænd rykket landet et skridt tættere på glemsel, helt i overensstemmelse med data-regeringens manglende politik. Et sort glemsomt datapengehul, som skriver rapporter og ministertaler. Lige noget for KL, som også arbejder med disruption, Singularity-U og antipædagogik. Det er den slags lærerforeningen og fagbevægelsen elsker for tiden.

Mit eneste håb er knyttet til det forhold, at Ahlers stammer fra en indremissionsk familie i Sønderjylland. En sidste rest af hukommelse, som kan give lidt modstand mod læring?

https://www.b.dk/kommentarer/uddannelser-er-en-god-investering

 

4. d. 2. maj: Trivselsoptimerende hjelme og den nye minister

I dagens Politiken kan man læse, at arbejderne i Kina ifører sig særlige hjelme, som malker trivselsdata direkte fra de ansattes hjerner. På den måde kan man optimere landets trivselsniveau. En kinesisk direktør siger: “Der er ingen tvivl om effekten”.

Danskeren Thomas Zoega Ramsøy ser store muligheder i teknologien. Journalisten opsummerer Ramsøys analyse således: “Teknologien kan give et unikt indblik i det, fagfolk kalder emotioner – altså de følelser, vi typisk ikke selv er klar over, og som vi derfor hverken kan udtrykke eller huske”.

Og i direkte citat fortsætter Ramsøy: “Ved at måle på dem kan man se, hvordan folk reagerer i specifikke arbejdsstrukturer, der eksempelvis virker stressende”.

Ramshøj mener dog, at teknologien kan misbruges, men det er i så fald menneskets og ikke teknologiens skyld (!!!).

Man ser for sig hele skoler og hele folkeslag med trivselsoptimerende hjelme, som kan indfri Moderniseringsstyrelsens operative indikatorer. Man kan nok også lave læringshjelme?

Thomas Zoega Ramsøy er direktør i firmaet Neurons Inc., og han underviser på Singularity University, som øver kraftig indflydelse på disruptionsrådet og dermed på KL, på den danske regering og på den nye forskningsminister, Tommy Ahlers.

Og Ahlers har skam også har været på Singularity , som var “meget imponerende”, og hvor han blev “blæst ud”. Ministeren kan redegøre for “mindsettet” til sturt sturt 12-tal uden mangler. Det kan man høre om i nedenstående podcast.

Universitetet og professionsiuddannelserne går sørme spændende tider i møde.

Links:
Podcast med Tommy Ahlers:
http://www.elektronista.dk/…/loeven-tommy-ahlers-ivaerksaet…

Artikel i Politiken:
https://politiken.dk/…/Kina-malker-data-direkte-fra-statsan…

 

5. d. 3. maj: Per B. Christensen bliver formand for arbejdstidskommission

Formanden for DLF/KL’s nye arbejdstidskommission hedder Per B. Christensen. Han har i mange år haft følgende interesser:

– promovering af dannelses- og formålsopløsningen af læreruddannelsen. Han var formand for det centrale udvalg, hvor professor Jens Rasmussen også sad.

– promovering af Synlig Læring-konceptet, blandt andet med stort anlagte kommunale besøg til New Zealand

– store læringsideologiske projekter i Næstved Kommune

– arbejde i og for kommunale og skolereformsaffirmative organisationer.

– med i AP Møllers skolereformsudvalg sammen med Jens Rasmussen og Tomas Nordahl.

I nedenstående link, som jeg skrev i 2016, kan man læse mere om disse emner med tilhørende links mm..

Mig bekendt er der ingen undtagelser fra dette billede.

Christensen er derfor ikke et kompromis. Han står for den rene KL-ideologi. DLF har dummet sig, eller også er foreningens pædagogiske grundlag for svagt. Måske en blanding?

Da DLF’s pressechef begejstret delte nyheden om Christensens udnævnelse på twitter, så væltede det da også ind med likes fra KL’s ledelse, diverse UC-rektorer og fra DLF’s ledelse. Der er naturligvis også et like fra FOA.

Til gengæld var der larmende tavshed fra landets lærere og pædagogiske kritikere.

I mellemtiden har Folkeskolen.dk og DLF’s hovedbestyrelse kastet sig ud i den helt store reklamekampagne for KL. Man har simpelthen totalt mistet blikket for, hvilket skole- og teknologisyn, som KL repræsenterer. Man bliver trukket rundt i manegen af det rene KL-spin, som jeg ser det.

Ifølge dagens Politiken var det Bondo, der foreslog både kommission og Christensen som formand. KL accepterede med det samme, hvilket jo er let at forstå. KL vandt to gange: Man havde fået DLF til at foreslå en kommission, og så havde man tilmed fået magten over den.

Så man kan roligt sige, at DLF er blevet en slags underordnet kontor under KL’s organisation.

Det hele udspringer af det, jeg kalder for ”fagbevægelsens fiasko”, men det vil føre for vidt at drøfte her.

Hele OK18-processen og denne kommission er desuden et stort nederlag for landets pædagogik.

http://www.thomasaastruproemer.dk/profitraten-i-naestved-kommunes-loefte-om-laering.html

 

6. d. 5. maj: Bondos kasketter

Da Bondo kom ud af forligsen var det med et stort smil og et sejrs-tørklæde med teksten: ”En løsning for alle”.

Men hvem var ”alle”? Det var nok især de kommunalt ansatte i almindelighed, som Bondo jo repræsenterede via det såkaldte ”Forhandlingsfællesskab”. Derimod hørte lærerne, som jo ikke fik nogen aftale, ikke med til ”alle”. Musketereden var brudt sammen, og lærerne stod alene tilbage med en kommission, der skal køre på KL’s læringspræmis.

Så en sejr for den ene særinteresse, var et nederlag for den anden særinteresse, selvom det hele naturligvis var et nederlag for alle børn og borgere i Danmark. Musketereden var en fiasko.

Denne konklusion understreges af, at Bondo i går trådte tilbage som forhandler for det kommunale område. Han vil nu koncentrere sig om DLF. Han siger følgende til Avisen.dk:

”Det ligger selvfølgelig også i det her, at vi skal have landet noget for lærerne nu. Jeg skal bruge kræfter i denne periode på at lande et ordentlig resultat for lærerne. Det får jeg bedre mulighed for nu, hvis jeg siger, at ved de kommende overenskomstforhandlinger har jeg ikke formandsposten, men sidder nede på rækkerne”.

Bondo bliver spurgt til, om der ikke er risiko for ”kasketforvirring”? Dertil svarer han:

”Det har også været en udfordring, og det var også derfor, at jeg tidligt i forløbet sagde til de andre organisationer: Er I sikre på, at I synes, at det er en god ide, at det er mig, der skal sidde der? De sagde fuldstændigt entydigt ja, og jeg fortsatte, og nu er vi kommet i mål. Jeg er ikke bange for arbejde, men jeg har også brug for at få arbejdspresset lidt ned. Specielt, fordi jeg ved, at jeg i denne periode får en kæmpe udfordring med at få et godt resultat ud af kommissionsarbejdet”

Bondo fortæller også, at arbejdet som leder af Forhandlingsfællesskabet har været ”et hårdt job”, hvor han har skullet lave ”interne kompromisser”.

I disse linjer flyder den implicitte erkendelse af, at Bondo – af hensyn til resten af fagbevægelsens særinteresse – måtte svigtet lærerne i den afgørende stund. Bondo brugte for mange kræfter i det store Forhandlingsfællesskabet. Han kunne ikke få enderne til at mødes. Han måtte svigte lærernes pædagogiske liv. Bondo blev overmandet af fagbevægelsens fiasko, hvilket for alvor går op for ham nu.

Nu vil Bondo i stedet arbejde for den “kommission”, han selv kom til at foreslå Ziegler i kampens hede. Bondo foreslog endda – ifølge gårsdagens Politiken – også formandens navn, nemlig Per B. Christensen, som jo har spillet en stor rolle i Antorinis og KL’s læringsrevolution. Ziegler skyndte sig at sige ja.

Det er også værd at bemærke, at Forhandlingsfællesskabet så sent som d. 4. maj har udsendt en pressemeddelelse, hvor der står, at man skam vil holde øje med DLF/KL-kommissionens arbejde. Det samme siger formanden for akademikerne, Lars Qvistgaard. Det skulle man have tænkt på før forliget, men det gjorde man ikke. Dengang troede de alle sammen, at de havde vundet. Nu forsøger man at reparere på fiaskoen med tomme ord, som får 0,00 effekt.

Links:
Bondo træder af: https://www.avisen.dk/breaking-anders-bondo-gaar-af_496718.…

Pressemeddelelse fra Forhandlingsfællesskabet: http://www.forhandlingsfaellesskabet.dk/…/04-pressemeddelel…

Akademikernes kommentar d. 4. maj: https://www.folkeskolen.dk/…/organisationer-vores-stoette-t…

Analysen er inspireret af Lars Luplau: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10213332261714559&set=a.1611241354448.2085720.1038671360&type=3&theater

 

7. d. 6. maj: Stefan Herman, Danmarks Lærerforening, dannelse og snedighed

Jeg sidder og kigger i tænketanken SOPHIAs udgivelse ”Dannelse på universitetet – fordringer og udfordringer”, som udkom i 2017. Bogen – som er en slags follow-up på 2014-udgivelsen ”Universitetsverdenen-flerstemmige versioner” – er redigeret af Steen Nepper Larsen og Jens Raahauge, og den indeholder mange fine artikler.

Især en af bogens artikler er interessant i disse tider. Professor Per Øhrgaard kritiserer i artiklen ”Hvorfor danner vi?” Stefan Hermann for at være ”snedig” og ”snu” og for at misbruge dannelsesbegrebet til at ”banke løs på Danmarks Lærerforening”. Her er citatet fra Øhrgaards tekst:

”Frontalangreb på dannelsen ser vi også i dag; jeg begyndte jo med at nævne Trump og det danske ”systemskifte”, som Søren Krarup desværre med rette kalder det, i 2001. Men der er dem, der er snedigere, som nu f.eks. Stefan Hermann, der fornylig udgav en bog med titlen ‘Hvor står kampen om dannelsen’?

Snedigheden, eller skal vi sige snuheden, består her i forsøget på at sætte sig på begrebet, nu hvor det er dukket op igen i debatten (…). Stefan Hermanns bog handler i grunden ikke om dannelse, men om at få tegnet en kampplads op, hvor han kan banke løs på Danmarks Lærerforening. Et centralt virkemiddel er hans i virkeligheden helt arbitrære opdeling af de kæmpende i to hold, nemlig det ”politisk-administrative” og det ”pædagogisk-konservative”, hvor dog den uargumenterede sammenstilling af ”pædagogisk” og ”konservativ” afslører hensigten lidt for hurtigt.

Hvis man alligevel læser videre – og det kan sådan set godt betale sig, for der er gode iagttagelser undervejs – opdager man, at selv i det afsnit af bogen, som skulle være en kritisk betragtning af den politisk-administrative position, er der flere spark til pædagogerne end til politikere og administratorer. Og da Hermann til sidst plæderer for en mellemposition mellem de papfigurer, han selv har stillet op, siger han ikke andet, end hvad de fleste har sagt hele tiden. Dog sker det heller ikke uden spark. På s. 103 tales om ”mange positioner på den pædagogisk-konservative pol, hvor dannelse tænkes løsnet fra fag og forventninger til fordel for samvær og trivsel”.

Guderne og Stefan Hermann må vide, hvem der nogen sinde har opfattet eller tænkt dannelse på den måde – men det gør det naturligvis nemmere at fremstille sig selv som den gyldne middelvej.”
(s. 170-171)

Så Hermanns bog er ifølge Øhrgaard i virkeligheden et slet skjult opgør med Danmarks Lærerforening. Hermann er da også tæt på Bjarne Corydon og har spillet en central rolle i opgøret med landets pædagogiske traditioner, et opgør han nu kan føre videre for fuld kraft i sin egenskab af formand for alle landets professionshøjskoler. Øhrgaard tese giver god mening.

Her er det også værd at nævne, at Hermann er begejstret for den nye KL/DLF-kommission. Kommissionen kalder på ”nysyn, vilje og håb”, hedder det højstemt på en af Hermanns twitter-opdateringer. Og hans mangeårige prorektor på Metropol, Camilla Wang, som i dag er rektor på UC-Absalon, talte i et andet tweet ligefrem om, at kommissionens formand, Per B. Christensen, var ”en af de store inden for folkeskolen og dansk læreruddannelse”. Den formulering siger vist alt om horisonterne på Sjælland, eftersom Christensen jo har bidraget i stor stil til landets læringficering uden nogen sinde at have skrevet et selvstændigt bidrag om emnet. Men måske mente Wang i virkeligheden ”en af de store KUNDER”, eftersom Christensens kommune, som jo er Næstved, netop er kunde i Absalon-butikken?

Wangs tweet satte gang i det helt store like-apparatur fra UC/KL-fløjen, heriblandt Antorini. Jeg tror, at Bondo ender som en slags guru i KL/UC-kredse.

Så der er UC/KL-”snedighed” for alle pengene, selvom det hele er lidt til grin fra et ”pædagogisk-konservativt” synspunkt, for nu at sige det på den måde.

For at runde af, så kan man hygge sig med tanken om, at både Øhrgaard og Hermann er med i Søren Pinds ”inspirationsgruppe” for dannelse på universiteterne. Mon ikke gruppen bliver nedlagt nu, hvor Pind er pensioneret? Hvis ikke får vi en kamp mellem ånd og snedighed, men kun til ”inspiration” naturligvis.

Litteratur:
Øhrgaard, Per (2017). ”Hvorfor danner vi?”, i Larsen, Steen Nepper & Raahauge, Jens (red.): Dannelse på universitetet – fordringer og udfordringer, SOPHIA, s. 168-181.

Larsen, Steen Nepper & Mortensen, Stig Skov (2014). Universitetsverdenen – flerstemmige versioner, SOPHIA.

Søren Pinds ”inspirationsgruppe”: https://ufm.dk/…/soren-pind-nedsaetter-inspirationsgruppe-o…

Tidligere analyser af Hermanns arbejde:
”Stefan Hermanns larm”, marts 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-larm.html

“Stefan Hermanns opgør med dansk pædagogisk tradition”, maj 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-opgoer-da…

“Oplysningens visnen og uren pædagogik“, i Nyt dansk udsyn, nr. 2, 2013, s. 5-18. http://ibenbenedikte.dk/…/%E2%AD%90Nyt-Dansk-Udsyn-Nr-2-1.p…

 

8. d. 7. maj: Danmarks Lærerforenings fire fejltagelser

DLF’s fire fejltagelser:

  1. I 2012 går man med fuld honnør ind i Antorinis økonomisk definerede projekt Ny Nordisk Skole. Man deler formandsposten med konkurrencestatstilhængeren Lars Goldschmidt og laver ”roadshows” og ”manifester”. Der er ingen smalle steder. Ny Nordisk Skole er en slags fortsættelse af initiativet ”Vores Skole” fra 2009, et samarbejde mellem bl.a. DI og DLF, som blev præsenteret af bla. førnævnte Lars Goldschmidt og af systemteoretikeren Jens Rasmussen.
  2. I 2013 udgiver man et skoleskrift, som ligger helt i tråd med skolereformen. Der er et decideret åndsfælleskab mellem Antorini og DLF frem til OK2013.
  3. I 2015 anerkender man L409 og KL’s skolesyn i overenskomstforliget.
  4. I 2018 anerkender man igen KL’s skolesyn og indgår i et kommissionsarbejde på KL’s præmis og med en læringsideolog som formand.

Hvorfor disse fejlgreb? Af strategiske grunde? Nej, det er ikke primært derfor. Det er snarere tale om holdnings- og begrebsmæssige grunde, som gør bestemte strategier egnede. DLF deler simpelthen i høj grad skolesyn med det politisk-administrative niveau. Det er derfor, det er så let for foreningen at samarbejde med anti-pædagogikkens fortropper i mine fire eksempler. Der er nogle kritiske pip i ny og næ, men man falder let tilbage til det, man i virkeligheden er en del af. DLF’s konflikt med det ekspanderende KL i 2013 var en magtkamp, men ikke en indholdsstrid.

Men hvad er det for et skolesyn, DLF deler med KL og Antorini? Det er opsplitningen af kundskaber i henholdsvis læring og formål. Denne opsplitning starter for alvor omkring 1980 i reformpædagogiske kredse og overtages efterhånden af det politisk-administrative systemer, af de toneangivende pædagogiske paradigmer og af DLF selv.

Senest er adskillelsen reproduceret af UC’ernes udspil til læreruddannelse. Jeg nævner det, fordi UC’erne er en del af KL/DLF-symbiosen, som de støtter helhjertet.

På den måde kan man faktisk godt sige, at DLF er kommet hjem, hjem til KL og Antorini. Det er samme familie.

Links:
Om Vores Skole, 2009: https://www.dlf.org/webindslag/2009/august/vores-skole-di

Om Ny Nordisk Skole, 2012: https://www.emu.dk/modul
/historien-bag-ny-nordisk-skole

DLF’s skoleskrift i 2013: https://www.dlf.org/media/737240/dlf_sammen-goer-vi-3.pdf

OK2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-laererforening-a…

 

9. d. 7. maj: Folkeskolen.dk som reklamesøjle

DLF er i gang med at overbevise om den nye kommissions velsignelser.

Derfor har man omdannet Folkeskolen.dk til en reklamesøjle for KL.

Tjek forsiden som den ser ud her i skrivende stund. Det er meget fascinerende at iagttage.

PS: redaktionen har allerede ændret forsiden (kl. 15.20)

 

10. d. 7. maj: Brian Degn Mårtensson om OK18 og DLF

Kloge ord af Brian Degn Mårtensson:

https://www.folkeskolen.dk/634215/er-dlf-en-forening-for-laerere-eller-laeringsmedarbejdere

 

11. d. 7. maj: Fagbevægelsens fiasko

Tre af OK2018’s topforhandlere forsøger nu helt ubehjælpsomt at rode bod på deres fiasko. Det kan man læse i vedhæftede kommentar, som også blev bragt i dagens Politiken.

Først signalerede man ”skulder ved skulder” og ”en løsning for alle”. Men det var bare løgn, for i sidste øjeblik svigtede man lærerne og Danmarks børn, blot for et par ekstra fadbamser i lønningsposen. Det var ren og ligegyldig egoisme forklædt som falske paroler.

Og nu – en uge efter forliget – forsøger man så at dække over det egoistiske svigt ved at skrive intetsigende støtteerklæringer til landets lærere, som jo nu skal bære en evt. konflikt helt alene… igen. Mange lærere vil stemme ja, selvom de mener nej, og det er fagbevægelsens og Bondos skyld i en eller anden fordeling. Dermed vinder KL kampen om skolen. I læserbrevet tager man ikke det mindste ansvar for fiaskoen.

Akademikernes forhandler, Lars Qvistgaard, er medunderskriver. Mange af hans medlemmer har fine forberedelsesfaktorer og 40% forskningstid.

Da Qvistgaard kom ud fra forligsen, troede han stadig, at han var solidarisk. Men tilhørerne buuhede, fordi de jo vidste, at Staten og regionerne havde svigtet lærerne. Men Qvistgaard fejede dem af, fordi han forvekslede solidaritet og egoisme. Og nu lader han som om, han hele tiden har været på solidaritetens hold. Hvilken fiasko. Det lever op til alle CEPOS’ fordomme om, hvad en fagforening er.

Og så er der ellers uvidenhed og nysprog fra ende til anden i læserbrevet. Der skal være ”fælles pejlemærker og visioner” for skolen osv.. Det hele er rigtigt kommissions- og KL-agtigt. Og vi får også at vide, at Bondo skam gjorde det helt rigtige. Han var ligefrem ”modig”, står der, selvom han jo var det modsatte. Han krøb i ly, da han skulle have trådt i fuld karakter…. sammen med de andre vel at mærke.

Sagen er, at Bondo kun gjorde det rigtige fra de egoistiske fagforeningers synspunkt. Sørme ikke fra solidaritetens og pædagogikkens synspunkt.

Det er også tankevækkende, at Dennis Kristensen ikke er medunderskriver. Men i det mindste er han ikke en sidste dages hellig. Han svigtede bare helt rent.

Dagens læserbrev er det hidtil fineste og skrækkeligste tegn på fagbevægelsens fiasko. Jeg er flov over min egen fagforening og over bevægelsen som sådan. Jeg stemmer under alle omstændigheder nej til den slags egoisme, og jeg ærgrer mig over at skulle betale kontingent til den slags.

 

12. d. 11. maj: Den andens skulder

Nå, men jeg skal til at stemme til OK18. Jeg er jo statsansat. Hvad gør man så?

Skal jeg stå skulder ved skulder med lærerne, børnene og andre læringsmålsnormaliserede? Så bliver det et Nej.

Skal jeg stå skulder ved skulder med mig selv, som jo har en fin lokalaftale? Så bliver det et Ja. Jeg er simpelthen så solidarisk med mig selv. Det er det, som hedder “En løsning for alle”.

Skal jeg stå skulder ved skulder med KL og DLF? Så bliver det også et Nej. Landets pædagogik skal ikke afgøres af private interesseorganisationer. Hvad bliver det næste? Skal vi også invitere AP Møller eller DPU?

Skal jeg stå skulder ved skulder med Dennis Kristensen? Hahaha…

Jeg vælger det, som alle troede var meningen hele tiden, dvs. den første option. Den enes skulder og den andens skulder, tæt sammen. En anti-fiasko uanset resultatet.

 

13. d. 13. maj: Professionshøjskolernes task-force om læreruddannelsen

Jeg har studeret den pædagogiske kvalitet i Danske Professionshøjskolers ambitioner for læreruddannelsen. Det ser ikke godt ud.

http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer-med-laereruddannelsen.html

 

14. d. 14. maj: Omtale af Gert Biesta i Altinget

I dagens Altinget.dk lobhudler jeg Gert Biesta for hans vigtige arbejde, som har haft store og positive konsekvenser for dansk pædagogik.

Goe gamle Biesta, uden ham havde alting været gråt. Det skal man lige huske.

I øvrigt er hans nyeste bog “Undervisningens genopdagelse” netop udkommet på dansk, men den har jeg ikke læst endnu.

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/aastrup-roemer-laering-er-blevet-tjener-i-et-samfund-som-vil-af-med-dannelsen

 

15. d. 18. maj: Noter til Politiken

Jeg skal lige have noget Politiken ud af kroppen:

A.
Først kunne man for et par uger siden læse om, hvordan Blachman efter avisens mening ødelægger folkeskolen, fordi han laver to velmente men lidt ubehjælpsomme tv-shows, der løsner lidt op for læringsteknikken.

Men vi hørte intet om, at Politiken med hud og hår har støttet den egentlige ødelæggelse af folkeskolen, nemlig kombinationen af skolereform og normalisering.

B.
Dernæst kunne man d. 10. maj læse Henrik Palles anmeldelse af Mick Øgendahls fine lille udsendelse om HC Andersen, som mange unge mennesker kan få stor glæde af. Øgendahl fik kun to hjerter og blev revset for ikke at gøre rede for de litteraturvidenskabelige paradigmer og for ikke at fortælle om Andersens ”lorteliv” og ”masturbation”. Det var overkill og meningsmageri på den store klinge fra Palles side.

C.
Men ok, hvad kan man så lide på Politiken, nu man har så meget imod god pop?

Ja, vi kan jo passende ty til chefredaktøren Christian Jensen. Hvad kan han lide? Jo, der er to ting:

  1. I søndags kunne man læse, at Jensen var glad for en anden Jensen, nemlig finansministeren. Kristian Jensen er ”forførisk”, hed det ligefrem, bl.a. fordi han har skrevet en bog, der hedder ”hurra for globaliseringen”, og fordi han er så kedelig. Politiken var også vild med den forrige finansminister. Det var Bo Lidegaard, der elskede Corydon, som jo elskede konkurrencestaten osv, og Corydon var jo heller ikke poppet, eller populær eller folkelig eller noget som helst. Jo, måske var han populist? På Politiken elsker man finansministre.
  2. Og i dagens avis skamroser Christian Jensen den nye bog af Henrik Sass Larsen. Larsens bog er ”båret af ideologiske klarsyn”, får vi at vide. Larsen er en ”ideologiske forpost, der konstant spejder mod nye politiske slagmarker. Han er den frembrusende stormtrop, der nådesløst åbner ild mod dem, der kritiserer ham eller hans parti. Og så er han den barske befalingsmand, der gør kort proces over for dem, der ikke stempler ind på korpsånd og politisk linje”.

Sass Larsen har ret i både det ene og det andet, mener Jensen. Dog fremgår det, at Sass Larsen ikke kan lide intellektuelle og kunstnere. Det noterer Jensen lige til allersidst, nærmest som et nota bene. Et lille ‘hovsa’?

Andetsteds i avisen kan man læse en mere nøgtern omtale af en af Sass Larsens ideer. Han vil straffe journalister, som kommer med falske og urigtige oplysninger. Denne kombination af sandhedsmonopol og kulturhad, som minder mig om Corydon, er det nye socialdemokratis horisont. Det er vejen mod fascisme efter min mening. Journalistforbundets formand Lars Werger slår heldigvis fra sig.

Forbindelsen mellem Sass Larsen og Corydon forstærkes i øvrigt i Arne Hardis’ interview i Weekendavisen. Her siger Sass Larsen følgende:

“Jeg vil da tro, at meget af det, vi siger og gør i dag, ville Bjarne bifalde, men jeg ved det ikke”.

og han fortsætter om Corydon:

“Jeg har lavet politik med ham i ti år, han er nok den, jeg har lavet mest politik sammen med overhovedet. Vi bygger videre på det, vi har gjort sammen, men dagsordenen skifter, og vi vægter andre ting”.

Så Socialdemokratiets forbindelse til Coydon er stadig tæt som spindelvæv.

Sass Larsen går ifølge Christian Jensens anmeldelsen ind for fri hash. Der bliver rig lejlighed til at bedøve sig.

 

16. d. 18. maj: Peter Aagaard om disruptionsideologien

Lektor Peter Aagaard fra RUC fortæller om disruptionsideologiens undergravning af demokratiet.

Ideologien har senest sat sig i både professionshøjskolernes udspil til Læreruddannelse og i KL’s teknologiudspil for den offentlige sektor.

Ideologien er selvfølgelig også definerende for Disruptionsrådet og dermed for regeringens og statens indre organer som sådan.

https://samfundsdesign.dk/temaer/dataetik/disruption-danskerne-dataficeres-og-demokratiet-taber/

 

17. d. 18. maj: Ph.d.-forsvar ved Leo Komischke-Konnerup

Spændende ph.d.-forsvar på onsdag:

Der er et virkeligt interessant ph.d.-forsvar i Aalborg på onsdag. Det er en af landets førende almenpædagoger, Leo Komischke-Konnerup, der forsvarer afhandlingen “Gentagelsens pædagogik”.

Komischke-Konnerup er Benner-inspireret, men heldigvis uden direkte Luhmanniansk overbygning. Det giver ham en unik sans for betydningen af pædagogisk praksis, uden at han lukker omverdenen ude. Det betyder bl.a., at han kan sammentænke social- og almenpædagogik.

Han fik højskolepædagogisk pris sidste år, og han skrev i 2014 en glimrende artikel i Uren Pædagogik 2.

Merete Wiberg og Michael Uljens opponerer.

http://www.aau.dk/arrangementer/vis/ph.d.-forsvar-ved-leo-komischke-konnerup.cid357927

 

18. d. 19. maj: Professionshøjskolernes Singularitet: Læsning eller medlæsning

Stefan Hermann, som er formand for Danske Professionshøjskoler, vil lave en ”teknologipagt” med de danske børn. Det skrev han i Berlingske-business i går. Pagten skal indgås via en ureflekteret teknologificering af læreruddannelsen.

Hvor kommer Hermanns ensidige teknik-begejstring fra? Jo, den kommer fra Danske Professionshøjskolers nye udspil til læreruddannelsen, som Hermann da også refererer til i sin kronik.

Grundlagsrapporten bag dette udspil blev – hvad angår teknologi-emnet – udarbejdet med udgangspunkt i et oplæg af Anders Hvid, som er førende Singularity-ideolog i Danmark. Denne nyreligiøse bevægelse har dyb indflydelse på regeringens politik. Og hvad der tiltaler regeringen, tiltaler jo også professionshøjskoler. Det er det, som man kalder ”strategi”.

Jeg analyserede grundlagsrapporten i sidste uge. Der var kun to kritiske reaktioner. Prorektor for UC-syd, Alexander von Oettingen, skrev, at det var “nonsens”, men han sagde ikke hvorfor. Og på twitter skrev professor Jeppe Bundsgaard følgende i sædvanlig stil:

“Det er da ikke nogen analyse. Det ville kræve at det var andet end domme og metaforiske karakteristikker, mistænkeliggørelse af forfatterne og følelsesudsagn. For at analysere skal man ville forstå – medlæse som XXX siger.”

Så der var en lille “teknologi-pagt” mellem Bundsgaard og von Oettingen der :-).

Jeg ved i øvrigt ikke, hvad at “medlæse” er, men det lyder ikke rart? Det er nok det samme som “strategisk”. Jeg foretrækker at læse slet og ret. Det synes jeg også, at Herman og hans UC-kreds skulle begynde på. Især hvis de vil noget godt for børns forhold til teknologi. Von Oettingen, som jo er UC’er, kunne passende starte, eftersom han både er teknologisk realist og i stand til at tænke ustrategisk. Men han skal i så fald ud over “nonsens”-niveauet

Links:
Hermanns indlæg: https://www.business.dk/…/teknologipagten-skal-begynde-med-…

Analyse af Danske Professionshøjskolers rapport om læreruddannelsen: http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer…

 

19. d. 22. maj: Diskussion af Læreruddannelsens opgør med læreruddannelsen

Alexander von Oettingen kritiserer nu i en slags anden omgang mit indlæg ”Læreruddannelsens opgør med læreruddannelsen”, som handler om UC’ernes aktuelle udspil om læreruddannelsen.

Jeg havde simpelthen gjort UC’erne den tjeneste at læse hele udspillets grundlagsmateriale på ca. 200 sider og sammenfatte indtrykkene i et forholdsvist langt blogindlæg d. 13. maj.

Først – d. 15. maj – kaldte von Oettingen mit indlæg for nonsens, slet og ret, men det var jo ikke til at tage alvorligt. Jeg underbyggede så min kritik med en henvisning til en teknologibegejstret kronik af Stefan Herman, som jo er formand for UC’erne. Kronikken lå helt i det oprindelige udspils ånd, hvis omtale af teknologispørgsmålet udelukkende hvilede på Singularity-ideologi.

Von Oettingen svarede så på kritikken i fredags. Nu er det der med nonsens pludselig kommet i gåseøjne. Nu er det kun ”nonsens”. Det er naturligvis et fremskridt, eller hvad man nu skal kalde det.

Von Oettingen mener, at min kritik er ”nonsens”, fordi den er ”for affirmativ og tolker alt ind i en snæver Rømer-dagsorden”. Men mit indlæg er fyldt med dokumentation og argumentation. Der er ikke noget specielt ”affirmativt” ved den. Det er et decideret misbrug af Benners begreber, som von Oettingen er ude i her. Er Oettingen og UC-udspillet ”non-affirmativ”, mens kritikerne er ”affirmative”? Og har jeg en ”Rømer-dagsorden”, mens Oettingen har en ”non-affirmativ UC-dagsorden”?

Igen: Det er noget pjat. Det er et tegn på, at UC’erne lever i en boble, som man bruger filosofiske begreber til at befæste.

Sagen er følgende: Jeg har leveret en velfunderet kritik, der bygger på en grundig læsning af grundlagsmaterialet, og Oettingen og resten af UC-eliten har intet svar. Man bliver nervøs og sprutter omkring sig med bandeord, som ”nonsens” og ”affirmativ”.

Oettingen fortæller så, at der er store forskelle mellem de forskellige UC’er, underforstået at jeg fejler i min kritik af udspillet, som jo er centralt formuleret. Det er rigtigt, at der er nogle mindre forskelle mellem UC’erne, og dem omtaler jeg også nogle gange. Men i denne sammenhæng er der jo tale om et samlet centralt udspil, hvilket von Oettingen netop selv understreger nødvendigheden af, og hvis faglige grundlag er for smalt og teknisk. At der er mikrodiversitet under den centrale hat, er jo ligegyldigt i denne sammenhæng. Og den taskforce, som har lavet rapporten, er bredt sammensat af folk fra VIA, UC-syd og KP. Det er simpelthen for ringe, at man laver et centralt udspil, og når det så kritiseres, så snakker man om, at det ikke er så centralt, at det gør noget.

Til sidst kommer Oettingen endelig i en meget kort omtale ind på indholdet i min kritik, nemlig de før omtalte grundlagspapirer. I disse passager giver han mig faktisk ret i det hele, så vidt jeg kan bedømme det, men det er svært at vurdere helt præcist ud fra de meget sporadiske sætninger.

Men så skriver han alligevel til sidst, at min kritik skam ikke betyder, at UC’erne ikke har sans for ånd, tradition og seminarie-ånd. Men den går ikke. Min dokumentation, som Oettingen ikke har tilbagevist – sådan nærmest tværtimod -, viser det stik modsatte. Nemlig at UC’er forstærker det opgør med tradition og seminarie-ånd, som læreruddannelsen fra 2012 og UC’ernes eksistens er bygget på. At man så har lært sig nogle pynte-ord gør ingen forskel whatsoever.

Links:
Mit indlæg om læreruddannelsen d. 13. maj: http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer…

AvO’s opslag d. 15. maj: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=594931180886324&id=100011083422575

Min kritik af Hermans kronik, d. 19. maj: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156338557804481&id=837549480

AvO’s opslag d. 19. maj 2018: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=596704797375629&id=100011083422575

 

20. d. 22. maj: Om spædbarnspleje

Jeg har forstået, at DF vil optimere spædbørns læring om danske værdier.

Det falder fint i tråd med KL, som foreslår, at robotter skal skifte ble på de små pus. Det er den slags, som hedder ”disruption”. Lige noget for UC’erne, som jo også uddanner småbørnspædagoger.

Det er svært at være lidt fædrelandskærlig, så længe DF og KL svinger taktstokken i total opløsning af landets opdragelsesliv, og så får de endda hjælp af professionshøjskolerne.

Men for nu at være lidt konstruktiv på den destruktive måde, vil jeg da foreslå, at robotten læser følgende læringsoptimerende digt af Johannes V. Jensen op for babyen, mens den ligger på puslebordet.

Digtet kan minde alle om det tabte land, f.eks. at der findes noget, der hedder en mor og et barn, og at spædbarnspleje først og fremmest handler om fantasi, omsorg og menneskelighed. Måske minder det også om, at vi har et modersmål, som kan nogle ting.

På venstrefløjen kalder man vist sådan et digt for ”etnisk nationalisme”, fordi det kommer fra et kanoniseret forfatterskab, eller måske er det “kønsessentialistisk”, fordi det handler om ”en moder”? Venstrefløjen er ikke meget bedre end fortalerne for den nationsoptimerende læringsrobot.

MODERENS SANG:
1.
Jeg bærer i mit bespændte bryst
en sød og ængstelig vår
Mit eget lille stumme barn
Dybt under mit hjerte går.

2.
Rødmer jeg, er det den skjulte ild
Af barndom i mit blod;
mit hjerte toner hver gang du er mæt
og ryster din spæde fod.

3.
Jeg græder i søvne, sukker og ler
med dig der slumrende gror,
Vi drømmer sammen en dunkel drøm
om den grønne nådige jord.

4.
Vi drømmer om havet, der bølger så vidt
og om himlens favnende blå
og om brede sletter med blomster på græs
som hjortene hviler på.

5.
Vi drømmer om zebra og leopard
og om den vilde gnu
og om de myge aber små,
der hoster mod skovnattens gru.

6.
Vi drømmer om tårne ved Yangtsekiang
og om Himalayas sne
og om den forunderligt mægtige sol,
som ingen tåler at se.

7.
Jeg mærker med smerte og dobbelt fryd
i den stille svangre nat,
hvor alting er kommen mig mere nær
og hvor alting har mig forladt!

8.
Ak, alt hvad der faldt og døde med mig
skal leve med dig påny,
de unge stjerners undselige lys
og månens alvise gry

9.
Jeg vil dø, jeg vil svinde ind i dit smil,
forgå som et udslettet spor.
Jeg giver dig fri, jeg græder mig ned
i den sorte velsignede jord.

10.
Jeg giver dig liv, vil du nægte mig
at strække mig hvilende hen?
O, du er den, der skal have alt
og intet give igen!

(fra Johanes V. Jensen: ”Digte 1906” (moderniseret retstavning))

 

21. d. 24. maj: KL og Cambridge Analytica

Jeg skal til Aarhus Universitets Match Point-seminar om “Velfærdsstaten – nye løsninger på gamle problemer”. Der er en del om robotter og den slags.

Formanden for KL kommer også forbi, og der er også oplæg fra Aarhus Kommunes “Center for frihedsteknologi” (spændende navn).

I den forbindelse er det værd at minde om, at KL i sit seneste teknologiudspil, som er udarbejdet af firmaet Dare Disrupt, henviste positivt til det dybt umoralske Cambridge Analytica i flere omgange.

Her er et citat fra KL’s udspil:

”1. Den personlige undervisningsassistent.
Børn vil få adgang til avanceret kunstig intelligens pakket ind i ”søde” robotter og legetøj. Børn vil fra helt små være vant til at snakke med robotter, forvente at robotterne kender dem og at de kan agere personlige (lærings-) assistenter.
Læringsassistenter kommer til at lære vores individuelle måde at lære på og tilpasse sig til den.

2. Underviseren bliver lærings-facilitator.
Kunstig intelligens og læringsrobotter kan overtage meget af den instruerende og introducerende undervisning. Lærernes og pædagogernes rolle bliver at facilitere, monitorere og moderere børnenes læring. En underviser behøver ikke forberede og afholde den samme undervisning igen og igen, behøver ikke rette opgaver eller lave undervisningsplaner. Det klarer algoritmerne, endda bedre og mere individuelt tilpasset end et menneske kan. I forhold til læring bliver lærere og pædagogers opgave at monitorere elevernes progression og målrette indsatser til elevens niveau så eleven får passende udfordringer så alle elever bliver så dygtige, som de kan.

3. Datadrevne analyser giver forudsigelighed og transparens.
Kunstig intelligens giver bl.a. mulighed for at se mønstre, som øjet ikke ser. Der vil komme en langt bedre viden om effekten af forskellige læringsmetoder og viden om effekten af de enkelte materialer. Der vil også komme meget mere gennemsigtighed omkring udvikling og læringsstil for den enkelte elev, for forældre og for lærere og pædagoger og mere transparens om den enkelte skoles præstationer ift. at skabe progression i børnenes læring.”

Dare Disrupt ledes af folk fra det sekteriske Singularity University, som også den nye forskningsminister er rundet af. Dare Disrupts direktør har været flittigt brugt af regeringen og for nylig også af professionshøjskolerne ifm udviklingen af læreruddannelsen. Vi er dybt inde i den siddende regerings, embedsstandens og uddannelsessektorens aktuelle ideologi, dvs. den dataficerede konkurrencestat.

Det lader til, at kun EU kan sætte en stopper for et Danmark, som er gået i frit spin ud i stratosfæren?

Diverse links:
Link til KL:
http://kommunernes-teknologispring.dk/…/kunstig-intelligen…/

Mere omtale af KL-udspillets indhold: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156004449334481&id=837549480

Se også: http://kommunernes-teknologispring.dk/…/kunstig-intelligen…/

 

22. d. 26. maj: Indtryk fra Aarhus Universitets Matchpoint-seminar

Nu har jeg samlet alle indtrykkene fra de tre dage på Match point-seminaret. I dag handlede det om disruption og “sociale robotter”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/indtryk-fra-match-point-seminar-paa-aarhus-universitet.html

 

23. d. 30. maj: Note 1 til Gert Biestas bog ”Undervisningens genopdagelse”

Jeg sidder og læser i Gert Biestas nye bog ”Undervisningens genopdagelse”, som udkom på KLIM i forrige uge.

Der står nogle meget interessante ting på s.60-62 og på s.75-78. Her kan man læse, at læringssprogets ødelægende magt har rod i den såkaldte konstruktivisme, som er en særlig teoretisk og meget epistemologisk orienteret linje, som går fra Kant over Piaget, videre til Ernst von Glasersfelds ”radikale konstruktivisme”, for til sidst at havne hos Maturama og Luhmanns systemteori. Til sidst er Kant blevet rimeligt ukendelig :-).

Det er mig bekendt første gang, at Biesta lister denne fulde sammenhæng op så tydeligt, og jeg er helt enig med ham i denne teoretiske diagnose.

Sammenhængen er vigtig, fordi den også ligger til grund for dansk pædagogik og uddannelsespolitik, især via Jens Rasmussens og Lars Qvortrups arbejde.

Biestas kritik går ud på, at konstruktivismen udelukker omverdenen. Konstruktivismen bliver derfor, siger Biesta, ”ego-logisk”, dvs. kompetence- og aktivitetsbaseret. Det er derfor, John Hattie er så populær hos de læringsrevolutionære. Hattie er hyperaktiv.

I stedet taler Biesta for, at pædagogik på en måde er ”passiv”, dvs. nedfældet i verden. Denne passivitet er sjovt nok dybt aktiv, men ikke på den ”ego-logiske måde”. Det er nede i denne særlige form for aktive passivitet, at Biesta finder både lærer og elev på ny. Det vender jeg tilbage til.

Den konstruktivistiske fejltagelse er desuden årsag til en række meget uheldige dualismer a la ”fra undervisning til læring” eller ”fra den privatpraktiserende lærer til læringsdesigneren” mm..

Og helt ærligt: Tænk at bygge 20 års uddannelsespolitik op på, at verden er væk. Det er da ikke sjovt at vokse op i. Det giver stress at skulle skabe alting selv. Det er ”dårligt børneliv”, som det hedder.

Litteratur:
Gert Biesta (2018): “Undervisningens genopdagelse”, Aarhus: Klim.

 

24. d. 31. maj: Note 2 til Gert Biestas bog ”Undervisningens genopdagelse”

1.
Biesta kritiserer lærings- og kompetencetænkningen. Han sammenligner den med en robotstøvsuger (s.75). En robotstøvsuger lærer sig selv, hvordan et rum er indrettet, og hvordan den mest effektivt støvsuger rummet.

Måske kan støvsugeren også lære at lære, dvs. at forbedre dens effektivitetsprogrammer, når den møder nye rum. Det er det, som Biesta kalder for ”egologisk” læring, jvf min note 1 fra i går. Vi ender med den kompetente støvsuger.

Følger man dette spor som pædagogisk form, får vi kompetente børn og lærere, som både kan tilpasse sig en konkret situation, og som refleksivt kan lære at tilpasse sig nye situationer. For at optimere denne proces skal vi blot kende til data vedrørende tilpasningsproces og situation. Dette kendskab kan vi opnå via softwaresystemer og algoritmer, som indgår i dyader med en dannelsesfri stat. Biesta går dog desværre ikke ret meget ind i de dataficerende og politologiske konsekvenser af sin refleksion.

Dermed omdannes både lærer og elev til data. Det kaldes også for post-humanisme. Læringsbegrebet fører os i armene på en omfattende støvsugerrobotisering. Der er tale om en radikaliseret reformpædagogik, der udrydder både verden, pædagogisk gentagelse og dømmekraft. Dermed umuliggøres også undervisning. Desværre er det netop denne tænkning, som ligger til grund for Danmarks pædagogik og uddannelsespolitik.

Biesta har følgende fine formulering, som endda er kursiveret:

Skønt sådanne systemer kan lære, så kan de ikke blive undervist, de kan ikke modtage (en) undervisning” (s.92)

Pointen er: Menneskets pædagogiske essens er ikke at lære og heller ikke at undervise. Det fineste er at modtage undervisning, dvs. at åbne sig for verden og dens dialoger/vekselvirkninger, som en lærer forsøger at samle lidt, selvom det er svært.

Hermed omdefineres ”at lære” til udtrykkets mere klassiske betydning. Nu er ”at lære” ikke mere en effekt af undervisning, men indbygget i undervisningsbegrebet selv. Alle er i en ”tilstand af dialog” (s.23)

2.
Pædagogik handler ifølge Biesta om at ”være i og med verden på en voksen måde”. Ikke på læringsvoksenmåden, dvs. med karrierelæring og arbejdsmarkedsparathed, tværtimod. ”Det voksne” handler snarere om vise barnet en åben tid, som det kan handle ud fra, i den verden som findes. I denne tidslomme, som er konstant, støder vi på ”fødthedens faktum”, som det hedder med reference til Hannah Arendts filosofi (s.123). Her begynder ting, som man ikke helt ved, hvad bliver til. Her drages der omsorg for ”det uerstattelige”, som kommer til syne. Derfor kommer Biestas pædagogik til at handle om mennesket som pædagogisk subjekt. Vi er midt i omsorgen for menneskets handlingsliv.

Det er denne handlings-reference, som taler til ”voksenheden”. Biesta siger, at spørgsmålet om ”det ønskværdige” skal være ”et levende spørgsmål” i elevernes liv. Dermed er vi langt ude over ”kompetence-tænkningen”, som kun kan komme i stand via en a priori accept af det ønskværdige, dvs. “karrierelæringen” osv..

På dette sted, hvor ting begynder midt i verden, finder man pædagogikken. Her modtager man undervisning. Biesta taler endda om ”undervisningens gave”. En gave uden afkast, som han siger.

Det betyder ikke, at man skal gå og være unik hele tiden, sådan på Blachman-måden, tværtimod, selvom der er en risiko der. Biesta udvikler nogle meget fine betragtninger over, hvordan hans ”voksenform” eller ”sprog for pædagogik” udgør en slags overordnet omsorg for det pædagogiske sprog i skolen. Han gør f.eks meget ud af at sige, at han ikke laver didaktik. Måske kan man sige, at Biesta formulerer en teori for didaktikkens inderside? Det vil i så fald sikre, at didaktikken ikke lukker sig inde i ”forklaringer”, der fryser pædagogikkens ”er”-side. Voksenformen, dvs. dialogens tilstand, vil jo hele tiden vil undersøge og evt. omforme et “er”, som derfor altid er levende.

Kun en didaktik med en sådan inderside side vil kunne afstedkomme en situation, hvor undervisning kan modtages.

Biestas teori kan naturligvis også sættes i relation til andre pædagogiske emner, hvor den også vil kunne være en inderside. Det er jo ikke en pædagogik, men et sprog om pædagogik, Biesta gerne vil udvikle. Men det er ikke det samme som et ”mindset”, fordi sproget kommer ud af en refleksion over pædagogikken selv, mens “mindsettet” er en ydre psykologisk tvang.

Der er også nogle forskellige problemer i Biestas tænkning. Dem skrev jeg om i bogen ”Uddannelse for en menneskelig fremtid”, der udkom på KLIM sidste år, men det er en anden sag.

“Undervisningens genopdagelse” er oversat af Biesta-kenderen Lærke Grandjean til et smukt og flydende dansk.

Links:
Link til omtale af Biestas bog: http://klim.dk/bog/undervisningens_genopdagelse&q=biesta.htm

Link til note 1: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156364524719481&id=837549480&notif_id=1527685692551819&notif_t=feedback_reaction_generic

Aarhus Universitets opgør med pædagogik – del 2: Uberettigede mobbeanklagers vidt forskellige konsekvenser

I Linda Maria Koldaus fremragende bog ”Jante Universitetet”, hvor hun fortæller om sine akademiske oplevelser i byen Jante (Aarhus) i 2011-2012, er Koldau på et tidspunkt indkaldt til møde med dekanen for det humanistiske fakultet. Og det er skam ikke et hvilket som helst møde. Udover dekanen deltager en personalejurist, en dekanatsmedarbejder og hendes institutleder i mødet. Koldau har selv sine fagforeningsrepræsentanter med.Mødet er højspændt med hele den enorme offentlige debat om hendes ideer syngende i baggrunden.

Mødet munder ud i en advarsel til Koldau, hvor hun blandt andet får kontorarrest, som det kaldes, dvs. at hun ikke må forlade sit kontor uden tilladelse. Hun får også en konsulent tilknyttet, som løbende skal “evaluere” hendes “adfærd”. Endelig bliver hun decideret underlagt censur: Hun må “ikke længere skelne mellem systematisk og historisk musikvidenskab” (Jante Universitetet, s. 248-249). Det er rystende læsning.

I bogen kaldes dekanen for Margit Thomsen, men i realiteten var det Bodil Due, som på vegne af universitetet har en af bogens absolutte og stærkt kritisable hovedroller.

Til selve mødet opregner Due fire utrolige kritikpunkter af Koldaus virke. Et af dem er angivet i følgende direkte citat:

”Du har anklaget tre kolleger for mobning. Her på Jante Universitetet tager vi mobningsklager meget alvorligt, men vi tager også uberettigede mobningsklager meget alvorligt. I dine mobningsklager fortolker du faglig uenighed som overgreb på din person. Det har konsulent Pelle Bispesen fastslået. Dermed har du gjort det meget vanskeligt at fastholde en dialog og en videre udvikling af faget,” (Koldau 2013, bind 3, s. 247-48. Ifølge Koldau selv har hun det på bånd. Kursiv i original)

På Aarhus Universitet ser man altså så alvorligt på “uberettigede mobbeanklager”, at de kan forårsage et møde af denne højspændte karakter.

Udover det forhold at det jo nærmere var universitetet, der mobbede Koldau, er citatet meget mærkelig for mig at læse af følgende grund:

I både 2014 og 2015 blev jeg selv uberettiget anklaget for mobning af nogle DPU-forskere, som netop ikke kunne skelne mellem ”faglig uenighed” og ”overgreb på person”. Jeg vandt dog sagerne med bravour, men kun efter et intenst offentligt og fagpolitisk pres på universitetet, som ellers støttede klagerne i udgangspunktet (se Rømer 2017).

Men konsekvenserne for disse DPU-forskere har været stik modsat konsekvenserne for Koldau, selvom den angivelige brøde jo er den samme. Koldau måtte forlade universitetet, marginaliseret, udstødt og fyringstruet, mens de “uberettigede klagere” i min sag efterfølgende blev forfremmet og promoveret over det hele. Meget mærkeligt?

Men hør! Så passer det jo ikke, hvad Bodil Due sagde til Koldau! Så var det jo bare opportunisme. Nogle gange er det kritisabelt at anklage uberettiget for mobning, andre gange er det en dyd.

Min erfaring er følgende: På Aarhus Universitet opfattes det som en dyd at opfatte faglig kritik som en personlig krænkelse, men kun hvis klagerne støtter universitetets pædagogiske og faglige ideologi. Der er altså ros og forfremmelse, hvis de uberettigede mobbeanklager rettes mod kritikere af universitetets linje. Derimod vanker der marginalisering og udstødelse, hvis man uberettiget “mobber” de forskere, som er inde i den ideologiske varme.

Hvilken trussel mod den frie forskning! Heine Andersen har da også en grundig omtale af min egen sag i sin bog om “Forskningsfrihed”. Han omtaler imidlertid ikke Koldau-sagen, så vidt jeg husker?

Rektor Brian Bech Nielsen støtter sine mellemledere i disse emner? Utroligt. Og begge sager er nærmest tabu-belagt.

 

Litteratur:

Koldau, Linda Maria (2013): Jante Universitetet, bd. 1-3, forlaget Tredition.

Rømer, Thomas Aastrup (2017): Ballade i pædagogikkens forsamlingshus, Forlaget Fjordager.

Andersen, Heine (2017). Forskningsfrihed, Hans Reitzel.

Første del af denne blog: Aarhus Universitets opgør med pædagogik – del 1: Nedlæggelse af professorat i pædagogik

Rokokopostens mobbende omtale af Aarhus Universitets syn på den form for uberettiget mobning, som mobber det herskende hegemonis syn på mobning.

Læringskonsensus – kommentar til DLF/KL’s nye arbejdstidskommission

1. Optakt

Under overenskomstforhandlingerne annoncerede de offentlige ansattes fagforeninger, at de ville stå skulder ved skulder, indtil en række krav var opfyldt. Et af disse krav var en arbejdstidsaftale for lærerne. Signalet var, at hvis ikke disse krav blev opfyldt, så ville alle fagforeningerne gå i en fælles storstrejke og dermed tvinge folketinget til igen at tage stilling til den corydonisering af det pædagogiske arbejde, som kom til udtryk i Lov 409 fra 2013.

Denne solidaritetserklæring viste sig ikke at kunne bære. Solidariteten gik i opløsning og løb ud i egeninteresser. Jeg kalder det for fagbevægelsens fiasko. Fagforeningerne solgte landets pædagogik for et par lunkne fadøl på Nyhavn. Det var de lavtlønnedes organisation FOA, der først brød solidariteten, men de andre fulgte hurtigt efter, og de var endda frække nok til at udråbe fiaskoen til at være en sejr.

Anders Bondo personificerede på en måde den konflikt mellem lønstigning og solidaritet, som udspillede sig på den store scene. Anders Bondo forhandlede nemlig både for de forholdsvist vellønnede lærerne og for alle de kommunalt ansatte, hvoraf mange jo er lavtlønnede og derfor delte interesser med FOA. Efter fiaskoen valgte Bondo da også at gå af som fælles-kommunal forhandler, hvilket efter min opfattelse var en indrømmelse af hans egen andel i fagbevægelsens fiasko.

Fagbevægelsens fiasko og Bondos problem afstedkom i en lidt ubestemt form for vekselvirkning nedsættelsen af en såkaldt “kommission”, hvis nærmere kommissorium og sammensætning blev besluttet af KL og DLF i fællesskab. Kommissionen skulle især se på, hvad der er pædagogisk kvalitet i skolen, og hvad en sådan kvalitet kan betyde for arbejdstidens nærmere organisering. Med denne konsensus – en såkaldt ”ny start” – som skema, skulle KL og DLF løbende opfordres til nye arbejdstidsforhandlinger.

Denne kommission får dermed magt til at fastgøre og bestemme centrale dele af landets pædagogiske praksis. Den pædagogiske frihed er så at sige solgt til KL og DLF, som formodentlig ser frem til at dele kommissionskonsensussen mellem sig. Både KL og DLF er private organisationer med stærke ideologiske interesser og med problematiske historier på bagsmækken: KL er dog værst. KL’s mange skoleudspil op gennem 00’erne er dybt anti-pædagogiske, og foreningens aktuelle syn på forholdet mellem teknologi og pædagogik er udarbejdet af nogle af de mest teknologibegejstrede disruptionskredse i landet, hvis ikke endda i verden. Men DLF har også en læringsideologisk platform at falde tilbage på. Organisationen støttede helhjertet Ny Nordisk Skole, som jo var det ministerielle initiativ, der i 2012 lagde grundstenen til opløsningen af landets pædagogik helt fra vuggestue til lærer- og pædagoguddannelse. DLF gik desuden også ind for skoleformen på lange stræk. KL og tankerne bag Ny Nordisk Skole er i øvrigt dybt forbundet, så hvis man kan glemme L409 og lave et par småaftaler hist og her, så kan man nok godt blive enige om, hvad “kvalitet” er. Nemlig et eller andet der minder om 2012.

At lægge landets pædagogik i sådan en privatorganisatorisk spændetrøje vil have meget dårlige effekter for mulighederne for at indfri skolens formål. Kommissionen står derfor i stik modstrid med den såkaldte rådgivningsgruppe for Fælles Mål, som var nedsat af undervisningsministeren, og som i sidste uge barslede med en rapport, der for alvor talte pædagogikkens sag.

Formålsopgøret viste sig da også hurtigt via en sand inferno af reklame for allehånde KL-initiativer på Folkeskolen.dk, især drevet frem af hovedbestyrelsesmedlemmer i DLF. Nu skulle der skabes konsensus, koste hvad det ville. Man øjner ny magt og vælde. Alternativet er en bekræftelse af fiaskoen.

Så min første konklusion er: En kommission med sådan en tilblivelseshistorie vil komme til et dårligt resultat, alene af den grund, at KL/DLF ikke skal lave “kommissioner” om “kvalitet”.

Men ok, lad os se på selve sammensætningen alligevel.

 

2. Formanden

Først udnævnte man allerede i maj 2018 kommissionens formand. Det blev Per B. Christensen, som har stået bag en række af de allermest læringsideologiske tiltag, vi har set gennem årene. F.eks. var han formand for det meget kritiserede læreruddannelsesudvalg i 2012, og i 2015 sendte han ledelsen i Næstved Kommune, hvor han var direktør, på John Hattie-rejser til Down Under. Han er også med i AP Møllers vurderingsudvalg, der om nogen har bidraget til læringsideologien. Desuden kører Næstved kommune efter de allermest rigide læringsprincipper. Og der er mig bekendt ingen æg i den anden kurv.

Jeg har ingen forståelse for, at han skulle være et neutralt valg. Da jeg nævnte sagen – endda uden at nævne navne – for Anders Bondo på Folkemødet, svarede Bondo skarpt, kort og offentligt, at han ikke ”vil medvirke til Thomas Rømers evige dæmonisering af andre personer”. Tvangskonsensussen arbejder. Bondo lagde dermed linjen for Ny Starts kommende tvangskonsensus ude på de enkelte skoler.

 

3. Resten af kommissionen

Og her til morgen har vi så fået kommissionens øvrige medlemmer. Lad os først se på dem hver for sig og til sidst vurdere helhedsindtrykket.

Der er to repræsentanter for forskningen, hvilket er de vigtigste udnævnelser fra et diskursteoretisk synspunkt: Der er en person fra den pædagogiske forskning og en anden fra ledelsesforskningen. Man må formode, at DLF har peget på den første, mens KL har peget på den anden.

Kommissionens eneste pædagogiske ”forsker”, hvis man kan bruge det udtryk, eftersom vedkommende er ansat som leder på et UC, er Andreas Rasch-Christensen, som har spillet en central rolle hele vejen igennem i både Ny Nordisk Skole og i hele skolereformens ideologi. Han har også i 2016 skrevet en nærmest vild kritik af Keld Skovmands meget indflydelsesrige bog om Fælles Mål. Kritikken forfattede han sammen med professor Jens Rasmussen, som nærmest er mr. Læringsmålstyring her til lands, og som har arbejdet tæt sammen med Per B. Christensen. Jeg ved ikke, hvem der har peget på Rasch-Christensen, men hvis man bruger logikken, må det være DLF. I så fald er det en ren stillingtagen imod sit eget fag. Rasch-Christensen har på det seneste bevæget sig lidt, men kun i sporadiske meldinger. Hele hans faglige eksistens er dannet i læringsmålstyringens og læringsbegrebets tegn, og han har mig bekendt ikke drøftet landets pædagogiske tradition. Udnævnelsen af Rasch-Christensen er derfor helt i Per B. Christensens ånd. De to vil udgøre den centrale læringsideologiske tandem i kommissionen ud fra en meget smal teoretisk og filosofisk horisont.

Dertil kommer professor Lotte Bøgh Andersen, som er ledelsesforsker. Det er formodentlig KL’s valg. Hun ved mig bekendt intet om pædagogik. Derimod sad hun med i ledelseskommissionen, hvis forslag vidnede om total mangel på interesse for faglig og politisk materie. At hun ind imellem også siger nogle fornuftige ting om betydningen af kald og motivation, er det slet ikke nok i nærværende sammenhæng. Jeg hørte hende i Allinge i professionshøjskolernes ”Strandbar”, og her var der ingen sans for pædagogiske emner, endda selvom en blandt publikum nævnte Rasmus Willigs fine arbejde om de aarhusianske pædagogers manglende ytringsfrihed. Ved en anden lejlighed erklærede Bøgh Andersen, at man kan måle alt. Det er ledelse uden pædagogik, især hvis synspunkterne kommer i kontakt med Per B. Christensens og Andreas Rasch-Christensens ideer.

Udover formanden og de to forskere i gruppen er der to praktikere, som er mindre profileret, og som stort set ikke har skrevet eller ageret offentligt om disse emner. Den ene person er Vejles skolechef Ulla Riisbjerg Thomsen, som altså har samme job-funktion, som Per B. Christensen havde i Næstved Kommune. På den måde er der to kommunale skolechefer med i kommissionen. Det er værd at nævne, fordi kommunernes skolechefforening har været særdeles skolereformaffirmativ. Der er jo også herfra, at de mange initiativer om synlig læring etc. har haft deres konkrete udspring. Riisbjerg Thomsen er formodentlig KL’s valg.

Det eneste, jeg kender til Thomsen, er en artikel i en bog om ledelse, som den daværende skolelederforeningsformand, Anders Balle, redigerede i 2016. Balle var formand under skolereformens og L409s tilblivelse. Dengang kaldte jeg ham for ”KL Balle”, og det var jo heller ikke så pænt, selvom satiren var velplaceret, hvis jeg skal sige det selv.

I Balles forord til bogen står der f.eks. følgende:

”Både reformen og arbejdstidsreglerne er gode og holdbare, hvis de udmøntes ordentligt” (s.7).

Ulla Riisbjerg Thomsens egen artikel, som er skrevet sammen med to mellemledere fra UC’erne, er uden kritisk og pædagogisk interesse. En af medforfatterne, som i dag leder en læreruddannelse, har også kaldt Antorini for ”en kvinde af særlig format” på twitter, og der blev skam liket til den store guldmedalje af UC-sektoren. Det er ren tilpasning. Der er ingen grund til at tro, at Riisbjerg Thomsen kan gøre en forskel af betydning, om nogen forskel overhovedet.

Balles bog hedder i øvrigt ”Pædagogik og Ledelse”. Det er værd at nævne, at Andreas Rasch-Christensen skrev det systemaffirmative introkapitel. Bagefter kom en artikel af Lars Qvortrup, som skriver om ”John Hatties banebrydende bog” (s.37). Så kan man lære det. En undtagelse er Justine Pors’ kritiske artikel om KL, som bygger på Pors’ ph.d.-afhandling om ”støjende styring”, som hun kalder KL’s ledelsesform. Men det siger jeg blot for god ordens skyld.

Samme år, altså i 2016, udkom Lejf Moos’ højt kvalificerede ”Pædagogisk ledelse i en læringsmålstyret skole” med fuld reference til moderne samfundsvidenskab og pædagogisk teori, og der kom også mange andre kritiske udgivelser. Men den slags er ikke comme il faut hos DLF og KL, når der skal skabes læringskonsensus.

Endelig er der en lærer i gruppen, som hedder Gitte Grabov. Grabov, som må være valgt af DLF, er læringsvejleder i en af de store synlig lærings-bastioner i landet, nemlig Gladsaxe Kommune. Hun har meget bekendt heller ikke skrevet noget. Jeg kunne i al fald ikke finde noget på statsbibliotekets server eller på infomedia. Så hun vil ikke kunne gøre en forskel i det samlede billede, selvom hun skulle være imod det, som hun skal vejlede i ovre i Gladsaxe, eller hvordan det nu lige er.

Nogle af DLF’s mest profilerede hovedbestyrelsesmedlemmer klynger sig alligevel til Grabov, når de skal overtale deres medlemmer. Deres begrundelse er, at Grabov sad i rådgivningsgruppen for de Fælles Mål. Rådgivningsgruppen blev imidlertid intellektuelt ledet af Lene Tanggaard og Keld Skovmand, som har en helt anderledes grundig anknytning til pædagogisk og didaktisk videnskab end KL/DLF-kommissionen. Og det var jo netop Skovmand, som Andreas Rasch-Christensen – som allerede nævnt – gik amok på sammen med Jens Rasmussen så sent som 2016 med det såkaldte ”notat”. Det forhold, at DLF-folkene sætter så meget lid til Grabovs tilstedeværelse i kommissionen, siger noget om, hvor meget fiaskoen er indskrevet i sagen fra starten.

Endelig er der Lars Hjortnæs, som er dommer i arbejdsretten og endda også i højesteret. Jeg ved ikke, hvorfor han er med, men det understreger sagens højspændte essens. Den Frie Tid, altså pædagogisk kvalitet, er en sag for Højesteret.

Summa summarum: Der skal nu laves en privatorganisatorisk konsensus for kvalitet og lærerpraksis med udgangspunkt i den ånd, som har skabt den læringsideologi, som i årevis har stået i modsætning til formål, indhold og undervisning. Det vil blive en spændetrøje, strikket af tvangsmæssige lærings-konsensusstråde.

 

Links:

Folkeskolens dækning: https://www.folkeskolen.dk/638621/her-er-medlemmerne-af-laerernes-arbejdstidskommission

Skolelivs dækning og interview med Per B. Christensenhttps://skoleliv.dk/nyheder/art6603812/Nu-er-l%C3%A6rerkommissionen-klar-til-arbejdet

Skolelivs lidt grundigere beskrivelse af medlemmerne: https://skoleliv.dk/nyheder/art6603629/Her-er-de-6-personer-der-skal-granske-l%C3%A6rernes-arbejdstid

Direkte link til aftalen om Ny Start: https://www.dlf.org/media/11231396/samlet-arbejdstid-270418-endelig.pdf

Andreas Rasch-Christensens og Jens Rasmussens ”notat” om Keld Skovmands bog: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-rasch-christensens-hemmelige-notat.html

Om Per B. Christensens baggrund og arbejde: http://www.thomasaastruproemer.dk/profitraten-i-naestved-kommunes-loefte-om-laering.html

Link til ledelseskommissionens aktuelle rapport: https://ledelseskom.dk/files/media/documents/hovedpublikationer/saet_borgerne_foerst_-_ledelseskommissionens_anbefalinger.pdf

Ny rapport fra undervisningsministerens rådgivningsgruppe: Pejlemærker for Fælles Mål i folkeskolen

Den af undervisningsministeren nedsatte Rådgivningsgruppe for Fælles Mål har barslet med deres fem “pejlemærker” for ministeriets kommende vejledninger. Det er spændende læsning. I nærværende indlæg drøfter jeg de to pejlemærker, jeg synes er vigtigst. Muligvis skriver jeg noget mere en af de kommende dage.

 

1. Pejlemærke 2: Skolens formål

Det centrale pejlemærke er nr. 2, som lyder: ”Vejledningen skal forankres i folkeskolens formål”.

Her betones vigtigheden af, at samfundet og skolen har formålsdiskussioner, og at hver ny generation skal fortolke og genfortolke formålet. Det er denne “samtale”, som det kaldes, der udgør en pædagogisk tradition, men som skolereformen er en afvisning af. Denne samtale og tradition er til stede i alle rådgivningsgruppens pejlemærker, og den har en fuldstændig overgribende funktion i forhold til rapportens forståelse af skolens praksis og undervisning. Denne markering og dens store indflydelse på resten af teksten er efter min mening det vigtigste resultat af rådgivningsgruppens arbejde.

 

2. Pejlemærke 3: Undervisningen

Et andet vigtigt pejlemærke er nr. 3. som lyder: ”Undervisningens tilrettelæggelse ud fra folkeskoleloven”.

Pejlemærket handler om sammenhængen mellem skolens formål og fagenes og undervisningens indhold og form. Her optræder ordet ”læring” slet ikke. Derimod er der masser af indhold, didaktik, fag, sagsforhold osv.. Det er stærkt afslappende læsning.

 

3. Anbefalingernes samlede juridisk-pædagogiske struktur

Ser man pejlemærke 2 og 3 i sammenhæng får man følgende billede:

Skolens formål, altså lovens §1, indgår i en juridisk-pædagogisk struktur, der også involverer skolens og kommunens ledelse (§2), den faglige undervisning (§5), fagenes organisering (§10), og lærerens metodefrihed (§18). Det er denne pædagogiske struktur, som har været ødelagt i skolereformen, og som ”i nogen grad har været overset”, som det nærmest høfligt hedder i anbefalingerne (s.16). Rådgivningsgruppen kritiserer også læringsmålstyrings-regimet for at afvise indhold og formål.

 

4. Anbefalingernes dannelsessyn

Rådgivningsgruppen fremhæver to vigtige sider af dannelsesbegrebet (under pejlemærke 2): For det første forklares det, at skolen er en kulturinstitution, der giver et samspil mellem kulturel fortrolighed og verdensborgerligt udsyn. Det er den grundtvigske ide. Og for det andet at undervisningen er en blanding af tvang og frihed. Det er den kantianske ide. Altså sådan lidt groft sagt. Begge kundskabsforståelser har åndsfrihed, ligeværd, fantasi og demokrati som centrale markører, hvilket også fremhæves i rapporten. Med disse markeringer spændes over centrale aspekter af den almene pædagogik, altså både de kantianske og de grundtvigske tilgange. Det er nogle meget vigtige og højt kvalificerede markeringer, man kan læse i disse passager.

 

4. Rapportens effekt

Og rådgivningsgruppen lader det ikke blive ved de pæne ord. Der er effekt i forslagene. F.eks. får vi følgende at vide:

  • Fagenes kompetencemål er underordnet den juridisk-pædagogiske struktur, som jeg netop har omtalt.
  • Formålet mm. skal stå langt tydeligere i fag- og undervisningsvejledninger. Formålet skal være en slags forudsætning og et livgivende element i den pædagogiske praksis.
  • Fagdidaktikken skal forankres professionelt og indholdsmæssigt.
  • Ministeriets vejlednings- og inspirationsmateriale (f.eks. læringsportalen emu.dk?) skal ændres.

De tre andre pejlemærker er mere konkrete. Her går det også fint; ikke mindst, hvis den overordnede pædagogiske ånd fastholdes. Jeg vender som sagt muligvis tilbage til noget af det.

Med dette opgør med læringsmålsstyringen og hele skolereformens filosofi, bliver man også nødt til at ændre læreruddannelsen, som er etableret i et opgør med formålsbetragtninger. Her flyder læringsmålsdidaktikken stadig over alt. Sagen må også give dønninger på Aarhus Universitet, som har understøttet læringsmålsstyringen forskningsmæssigt.

Det, som før var en skjult splittelse i skoleloven, som vi andre måtte grave frem under nysprogets nivellerende overflade, er nu åbnet til en stor, lækker og  synlig kløft, hvilket rådgivningsgruppen skal have stor tak for. Og hvem ved, måske vil denne kløft simpelthen overtage splittelsen, så vi kan en dag kan få det pædagogiske liv i landet, som vores aner har været så venlige at spille os i hænde?

 

Referencer:

Link til rapporten: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2018/juni/180620-raadgivningsgruppe-lancerer-anbefalinger-til-at-foere-nye-faelles-maal-ud-i-skolen

Gruppens sammensætning fremgår af rapportens s. 9.

Pissedårlig undervisning 2: Ansvar og fremtid

Jeg kan se, at undervisningsministeriet har fjernet alle henvisninger til læringsmålstyret undervisning fra folkeskolens fagbeskrivelser. Det må man nok sige. Det er noget af en bedrift af den pædagogiske kritik.

 

1. Ansvaret

Den metode, som for ganske få år siden havde enevældig status overalt, er nu væk. Ja, den defineres nu ligefrem som ”pissedårlig undervisning” af selvsamme politiske kredse, som i sin tid promoverede metoden med fuld honnør.

Flere årgange af lærerstuderende og en hel generation af børn har modtaget ”pissedårlig undervisning” dagen lang på lange skoledage. I mange andre kommuner kører det hele stadig for mere eller mindre fuld skrue. Og de elektroniske læringsportaler er helt ned i deres grundlagstænkning opbygget efter de pisssedårlige undervisnings principper. Og professionshøjskolerne har naturligvis et enormt ansvar for miseren. Det hele har i følge ministeren kostet milliarder.

Læringsmålsstyringen ligger nu – hvad det statslige niveau angår – flyder som nogle rester på de overordnede dele af undervisningsministeriets hjemmeside og lidt flossede links til det ene og det andet. Alt det bør naturligvis også fjernes Jeg vil dog kraftigt opfordrer til, at ministeriet vil lave en samlet mappe til alle disse nu antikvariske dokumenter, så de kan tilgås af borgere og forskere. Man skal værne om og huske på sine fejltagelser. Desværre lader det til, at ministeriet sletter det hele?

Ministeriet og KL bør også tage mere officielt og udførligt stilling til fortidens processer. Ellers kan offentligheden jo ikke vurdere den nærmere karakter af den annoncerede holdningsændring. En ny undervisningsminister vil stadig kunne stoppe processen. Det samme gælder embedsmændene, selvom man i en anden folkemødedebat om ”fælles mål” mærkede et vist selvopgør hos Lotte Groth-Andersen, som er direktør i ministeriet. Og for KL’s vedkommende er det hele endnu mere løst, for her har vi jo kun Arne Eggerts ord fra Folkemødet. Og Eggert var selv storpromovør af læringsmålstænkning i sin tid. Og længere nede myldrer det med små og store organisationer, som har været helt ekset i den pissedårlige undervisning, ofte med store konsekvenser i baghalen.

Fremskridtet skal fastholdes, og derfor er der brug for mere håndfaste og argumenterende markeringer fra de ansvarlige aktører samt en dyb beklagelse til alle skolens aktører.

 

2. Hvad nu?

Og så må man ikke glemme det helt store spørgsmål: Hvad sker der, hvis det virkelig er sandt? Altså hvis læringen ikke mere skal ”målstyres”? Ja, så melder problemerne sig faktisk først for alvor. Hvorfor? Jo, fordi ”læring” – som i sig selv jo er helt indholds- og formålsfrit – nu får frit spil. Læringen er nu fri og må søge nye herrer. Hvem er det? Det er data og generiske OECD-kompetencer. Både KL og staten er allerede i fuld gang. Nu skal vi have datastyring. Det kaldes også learning analytics. Stat, kommuner og konsulentbureauer tripper allerede ved startsnoren. Det nye udspil om læreruddannelsen bygger også på datalæringsfilosofi.

I så fald går vi ikke fra læring til pædagogik og dannelse, men fra læring til en form for hyper-læring, som faktisk er endnu længere væk fra pædagogik og dannelse end læringsmålstyring var. Det er læringsstyring uden formål, dvs, uden lærere.

Vi skal huske på, at en pædagogisk kritik ikke kun er en kritik af læringsmåls-styring, men også en kritik af læringen som sådan, i al fald i den aktuelle og konstruktivistiske form, hvor læring arbejder i modsætning til pædagogik og formål. Det var Knud Illeris, som allerede omkring 1980 fjernede læring fra den pædagogiske tradition, som han derfor uden videre kunne rekonstruere som noget reaktionært og kapitalistisk. I stedet ville han have socialisme-styret læring. Men efter 1989 var det jo slut med ”socialismen”. I 90’erne sejlede læringen lidt og Europa holdt fri. Men i 00’erne og især fra 2008 overtog økonomien taktstokken. Vi fik finansstyret læring, også kaldet læringsmålsstyret undervisning.

Denne adskillelse mellem læring og pædagogik arbejder stadig. Det er den, der skal heles, før vi kan deltage i verden uden at blive væk i tekno-finans.

 

Diverse links:

A. Bye bye læringsmål:

Ministeriets erklæring, som dukker op, hvis man trykker på ”kom godt i gang med arbejdet med læringsmål” under de enkelte fagbeskrivelser: https://www.emu.dk/modul/kom-godt-i-gang-med-arbejdet-med-l%C3%A6ringsm%C3%A5l

 

B. Resterne ligger der dog stadig andre steder på uvm.dk:

Den oprindelige (men ikke den helt oprindelige) beskrivelse af læringsmålstyret undervisning, som nu altså er ”pissedårlig”, ligger stadig på uvm.dk: https://uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe/laeringsmaalstyret-undervisning

På den oprindelige hjemmeside, som var gældnende helt frem til august 2015 stor “læringsmålsstyring” endnu mere centralt placeret

Længere nede i systemerne flyder det overalt. Her er et lille eksempel fra UC-VIA på ”pissedårlig undervisning”: https://cfu.via.dk/fag-og-vejledning/fremmedsprog/laerningsmaalstyret-undervisning

Folkemøde 2018: Pissedårlig undervisning

I professionshøjskolernes telt, den såkaldte ”strandbar”, havde Alexander von Oettingen fredag eftermiddag arrangeret en debat om ”pissedårlig undervisning”, som han kalder det. Von Oettingen mindede mig lidt om Thomas Blachman, da han veloplagt videolancerede sin pissedårlige undervisning med korsang og korslagte arme og med efterfølgende iscenesat forargelse over videoens kvalitet.

Arrangementet blev afviklet i en nærmest metafysisk blanding af sjov og alvor, hvilket faktisk fik nogle ting til at komme til syne nede fra den pædagogiske dybdestruktur.Mange tak til von Oettingen for dette særprægede og kreative initiativ.

Det var en uhyre interessant debat, hvilket desværre næsten ikke kommer frem i referatet på folkeskolen.dk, som mest fokuserer på al underholdningen.

De centrale deltagere var KL’s Arne Eggert, DLF’s Anders Bondo og undervisningsminister Merete Riisager. Her er tre indtryk fra debatten:

 

1. Arne Eggerts ulidelige lethed

Arne Eggert fortalte, at både John Hattie og læringsmålstyret undervisning er ”pissedårlig undervisning”. Det er en total kovending fra KL’s side, fremført med nærmest ulidelig lethed. Og hvad siger Lars Qvortrup fra Nationalt Center for Skoleforskning på Aarhus Universitet mon til det? Qvortrup har jo sammen med Niels Egelund skrevet, at Hattie bør være bibel for alle lærere osv.. Men nu er Hattie pludselig ”pissedårlig”? Og hvad med alle Hattie-kommunerne? Er det slut med dem? Og hvad med AP Møller fonden, hvor der også står pissedårlige Hattie-læringsmål over det hele? Og hvad med alle millionerne? Er de spildt på en masse pissedårligt?

Eggert, som jo tidligere var en central embedsmand i læringsmåls-skolereformen, grinte bare. Han syntes vist, det var sjovt. Jeg syntes, det var ondt.

Og hvad vil Eggert have i stedet for? KL’s og Michael Zieglers disruptions-vision, som man f.eks. kan læse om i Weekendavisen fra i fredags? Formodentlig. Når læringsmålstyringen er væk, kan KL for alvor kører deres læringsraid, nu bare uden styring, dvs. i digitaliseret opløsning.

 

2. Anders Bondos debatmæssige kollaps

Jeg blev indigneret og spurgte til, om man ikke havde lidt dårlig samvittighed over for en hel generation af børn og lærere, som jo har været udsat for læringsrabalderet i årevis? Og i læreruddannelsen vrimler det stadigvæk med læringsmålsstyring over det hele. Så vores lærere bliver altså uddannet til pissedårlig undervisning? Det er da ligeså alvorligt som det med Tibet-kommissionen. Men haha, hvor folk dog hyggede sig i panelet.

Jeg sagde i samme kommentar, at den næste ”pissedårlige undervisning” måske vil komme fra den nye KL/DLF kommission. Det skyldes, at kommissionens formand om nogen har stået for at promovere pissedårlig læringsmåls-undervisning op gennem årene; både i AP-Møllers vurderingsudvalg og som formand for det udvalg, der skrev grundteksten til læreruddannelsesreformen. Kommissionens formand har også højpromoveret den pissedårlige Hattie i sin kommune. En anden grund til, at kommissionen efter min mening vil ende ud med pissedårlig undervisning, er, at kommissionen skal definere forholdet mellem ”kvalitet” og arbejdstid, hvilket vil lukke munden på skolernes frie pædagogiske tænkning og liv.

Nå, men Bondo var den eneste som svarede mig, hvilket skete i en sigende kortfattet i dramatisk og sur affekt:

”Thomas Rømers evige dæmonisering af andre personer gider jeg ikke deltage i”.

Det var hans eneste sætning. Derfra var han tavs.

Jeg aner ikke, hvad Bondo tænkte på, for det eneste navn, jeg havde nævnt i mit indlæg var John Hattie, og det var jo Eggert selv, der havde bragt Hattie op. Jeg havde ikke ”dæmoniseret” nogen, men blot stillet nogle saglige og rimelige spørgsmål, som mange andre også stiller. DLF er med denne reaktion meget tæt på at blive et organ i DPO. Det vil i så fald ikke være første gang. Det er f.eks. svært at glemme foreningens begejstrede deltagelse i konkurrencestatsinitiativet ”ny nordisk skole”, som førte direkte til skole- og læreruddannelsesreform.

Bondos debatmæssige kollaps lægger en ny ånd ned over skolerne. Det er ånden fra ”en ny start”. Her må man ikke kritisere den kvalitetsskabelon, som KL og DLF bliver enige om. Vi får et nyt styrings- og fagforeningsregime. Det bliver pissedårlig undervisning efter min mening; som ingen må kritisere vel at mærke. Formodentlig mister DLF derfor også interessen for sager a la Erik Schmidt-sagen.

Lene Tanggaard, som også var til stede, måtte spørge om noget af det hele igen. Jeg kan ikke huske, om hun egentlig fik svar, for jeg sad og følte mig lidt dæmoniseret, må jeg jo indrømme.

 

3. Merete Riisagers sejrsgang

Merete Riisager var den eneste med noget format. Også hun latterliggjorde læringsmålstyring. F.eks. sagde hun følgende, som også er refereret i folkeskolen.dk’s reportage:

”Hele læringsmålsstyringsarbejdet er et klassisk eksempel på, hvordan man kan hælde et par milliarder i et sort hul og generer de offentlige ansatte på en gang”.

Noget af et statement, for at sige det mildt. Professionshøjskolerne og mange kommuner er jo nu helt afklædte og til grin, er de ikke?

Riisager ville desuden have mere didaktik og dannelse på læreruddannelsen i stedet for læringsmål, så i den forstand lagde hun op til en ny læreruddannelseslov. Hun skal lige være opmærksom på, at når læringsmålstyringen forsvinder, så er der jo læringen tilbage, og det er skam ikke det samme som didaktik og dannelse, tværtimod. Der er lang vej hjem.

Men Riisager har – i modsætning til Eggert – noget at have sine markeringer i, eftersom hun jo nærmest ene kvinde har kæmpet kritikkens sag i mange år.

Det er i den forbindelse også værd at bemærke, at læringsmålsdidaktikken nu simpelthen er taget ud af alle skolens fagbeskrivelser. En stor fjer i hatten for kritikerne.

Desuden havde Riisager også en fantastisk begrundelse for, hvorfor lærerstuderende skulle kende deres Dewey og deres Makarenko, selvom disse to pædagoger formodentlig ikke lige er Riisagers private kop te. Riisagers begrundelse er, at lærere med kendskab til den pædagogiske tradition ikke så let vil være til falds for alle mulige nye koncepter, f.eks. læringsmålsstyring og synlig læring. Dannelse er på den måde en slags vagtværn mod varm luft. Jeg giver en stor krøllebølle-isvaffel til ministeren næste gang vi ses for denne herlige pointe, som har stærke almenpædagogiske konsekvenser.

 

Diverse links:

a) Links om debatten om pissedårlig undervisning:

Link til folkeskolen.dk’s reportage: https://www.folkeskolen.dk/637774/prorektor-italesaet-pissedaarlig-undervisning

Lonni Østergaard var blandt publikum. Her er hendes indtryk: https://www.facebook.com/Oskanna3012/posts/2039512429702024?notif_id=1529074219137619&notif_t=mention

Erik Schmidt var også med. Her er hans indtryk.

 

b) Links til andre omtaler af Folkemødedebatter fra 2018:

Ida Auken og Sørine Gotfredsen i Højskolernes telt: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156401700089481&id=837549480

Per B. Christensen i BUPL’s telt: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156401146224481&id=837549480

Mikael Gøtze i Københavns Universitets telt: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156399750794481&id=837549480

Om ”Børns læring” i Aarhus Universitets telt: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156392634909481&id=837549480

 

c) Links til Ttdligere års folkemødedebatter:

2013:

Folkemøde 4 – Om musikfaget i skoleforliget

Folkemøde 3 – Stat og civilsamfund

Folkemøde 2 – Om pædagogers kritik og fleksiblitet

Folkemøde 1 – Ny Nordisk Skole

 

2014:

Folkemøde 2014: ”Er folkeskolen folkets skole?”

Folkemøde 2014: “Læreruddannelse på kandidatniveau – hvorfor skal vi vente?”

Folkemøde 2014: “Må vi få ro? – debatmøde om inklusion”

 

2015:

Folkemøde 2015: Hos DEA og Akkrediteringsinstituttet

Folkemøde 2015: Politiske ideologier i Liberal Alliances telt

 

2016:

DPU om dannelse på årets folkemøde 1

DPU om dannelse på årets folkemøde 2, Tomas Keplers referat

Centrum-venstres start og løb ind i Allinges telte

 

2017:

Folkemøde 2017: Mission og Aarhus Universitet 

Folkemøde 2017: Kontrarevolution i Allinge

Folkemøde 2017: Gør god undervisning bedre

Folkemøde 2017: Fest og nedtur og fest

Stefan Hermanns kritik af Lars Qvortrup i 2003

I Erik Schmidts blad ”Opinion”, som udkom i 12 numre fra 2001-2004, er der i nr. 10 et tankevækkende interview med Stefan Hermann, som i dag er magtfuld rektor på Københavns Professionshøjskole, en slags postmoderne Gigantium. Dengang var han en frisk ung cand.scient.pol.

Hermann kritiserer Luhmann og Lars Qvortrup kraftigt. Det centrale sted i interviewet fortæller Hermann, at Luhmann repræsenterer et opgør med Habermas’ forankring af pædagogikken i ”livsverdenen”, eller i ”det normative fnidder”, som Herman ironisk kalder det.

Hermann spørger sig selv, om man kan det? Altså løsrive pædagogikken fra normativitet? Han svarer følgende:

”Når Jens Rasmussen f.eks. på et tidspunkt hævdede, at børn i dag ikke er urolige, de er livlige, så går han nogle værdier gældende.

Det gør Lars Qvortrup også, når han påstår, at man i det moderne samfund ikke kan opretholde en forestilling om en almen dannelse på baggrund af et fælles sæt af værdier. Derefter siger han, at det drejer sig om at lære børn at mestre de mange koder i stedet for at give dem almen dannelse.

Faren herved er efter min mening, at almendannelsen gøres til sociologisk tilpasning. Der er på sin vis tale om et funktionalistisk tyranni.”

Lidt senere skriver Hermann, at ”Luhmann – uden at ville det – baner vejen for en forplumring og en nivellering af værdierne”.

Så ifølge Hermanns analyse kan man konkludere følgende:

  1. Luhmann og hans proselytter er decideret normative i deres opgør med normativitet.
  2. I stedet for dannelse indsætter luhmannianerne en dannelsesfri sociologisk funktionalisme, et ”tyranni”. Vi får en tyrannisk normativitet som normativitetserstatning.
  3. Samfundets formålstraditioner “forplumrer”.

Hermann glemte stort set disse indsigter over de næste 15 år. Men nu er det tid at finde dem lidt frem igen, tror jeg.

For nylig var der faktisk en lille genindspilning af Hermanns kritik af Qvortrup. Det var i en diskussion om trivsel. Måske har Hermann fundet sig selv lidt frem igen? Men ok, det er i småtingsafdelingen.

Desværre var det en bestemt aftapning af Foucault, der allerede dengang udgjorde Hermanns alternativ, hvilket også fremgår af interviewet, og her er de kritiske muligheder desværre stærkt begrænsede. Her ender alt i strategi. Det var nok også derfor, at Hermann endte med at indgå i den ”tyranniske funktionalisering” med fuld honnør.

Så vi skal nok ikke forvente os noget UC-opgør med ”tyranniet”. Især ikke, hvis man tager sektorens aktuelle læreruddannelsesudspil i betragtning, som er ren ”funktionalistisk strategi”, og som i høj grad bygger på “tyranniet” selv.

 

Referencer:

Erik Schmidt (2003): ”Luhmann og Foucault for dummies”, Opinion, nr. 10, s.26-27.

Om den aktuelle trivsels-diskussion mellem Hermann og Qvortrup: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156389839769481&id=837549480

 

Aarhus Universitets opgør med pædagogik – del 1: Nedlæggelse af professorat i pædagogik

A. Om denne blog-serie

Aarhus Universitet huser hele tre store pædagogiske satsninger, nemlig Nationalt Center for Skoleforskning, Tryg-fondens børneforskningscenter og så naturligvis DPU. Universitetet har et særligt ansvar for landets pædagogik og pædagogiske forskning.

Dette ansvar går det desværre ikke så godt med at indfri, hvilket jeg vil beskrive i denne blog-serie. Nedenfor kan man læse min første markering:

 

B. Situationen på DPU/AU i 2014 og opslag af professorat i pædagogik

I foråret 2014 blev der opslået et ordinært professorat i pædagogik ved DPU med kontor i Aarhus. Opslaget var kommet i stand under den daværende universitets- og institutledelse, hvor Mette Thunø var dekan for det nyslåede Arts-fakultet. Thunøs veninde, Hanne Løngreen, var institutleder ved DPU(IUP). Løngreen havde i 2011 afløst læringsideologien Lars Qvortrup, som var rejst til Aalborg.

Men Løngreen var egentlig ikke ideolog. Da hun opslog professoratet i pædagogik, ville hun blot – kraftig støttet af sin dekan – styrke DPU’s Aarhus-afdeling, som var under opbygning. Hun ville også etablere en aarhusiansk baseret kandidatuddannelse i pædagogik, som var under opsejling.

En række ansøgere brugte deres sommerferie på at skrive ansøgning, som skulle afleveres senest d. 31. august 2014. Der var i alt 9 ansøgere, heriblandt mig selv, og der blev nedsat et bedømmelsesudvalg bestående af professor Per Fibæk Laursen (AU), professor Karen Borgnakke (KU) og den internationalt anerkendte professor Stephen Hopmann.

Imens udvalget arbejdede, kom der imidlertid en ny ledelse både på universitetet og på instituttet. Rektor Brian Bech Nielsen var i forvejen næsten ny i sadlen, og dekan Johnny Laursen trådte også til i de måneder. De to var mere sindige end den tidligere centrale ledelse, som var helt ude i OECD-tågerne, men desværre manglede Johnny Laursen viden om forholdene i den pædagogiske jern- og åndsindustri. Brian Bech Nielsen er fysiker og fik hurtigt travlt med en stor sparerunde, så pædagogikken var nok ikke lige i sigtekornet.

Lars Qvortrups åndsfælle, læringsideologen Claus Holm, afløste Hanne Løngreen som institutleder. Holm genoptog med det samme Qvortrups linje. Holm havde ingen interesse i at arbejde for et professorat i pædagogik. Det er helt klart. Han er konkurrencestatsmand, og derfor handlede alt om læringsoptimering. Og Johnny Laursen havde ingen modstandskraft/lyst over for disse ideer.

Allerede ved udnævnelsen af Holm midt i det hele tænkte jeg mit, men jeg havde dog ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad det hele skulle udvikle sig til.

(Både dekan og institutleder var i første omgang blot ”konstituerede”. Senere, men først efter hele forløbet, blev de ”ægte”.)

 

C. Ansættelsesprocessen

Der blev indkaldt til ansættelsessamtale d. 9. januar 2015 for tre af de ansøgere, som bedømmelsesudvalget havde vurderet som ”kvalificerede”, som man siger. Ansættelsessamtalen blev forestået af Claus Holm, men der var også andre ledelsesrepræsentanter til stede.

Efter nogle dages venten fik en af ansøgerne jobbet. Der var lidt faglig tumult på bagsmækken, som det sig hør og bør ved en så central udnævnelse – blandt andet kæmpede jeg for min sag – men jobbet blev altså tildelt en anden ansøger. Det var helt efter bogen. Den pågældende var nu blevet professor i pædagogik ved Aarhus Universitet. En vigtig stilling for landets pædagogik, som på det tidspunkt var i dyb krise.

(Jeg har vedhæftet min egen ansøgning og bedømmelsen, så man kan se, hvordan sådan noget ser ud. Man kan her læse om, hvordan jeg ser på mit eget arbejde, hvis det skulle have interesse for nogen)

 

D. Nedlæggelsen af professoratet med henvisning til “strategi”

Men hovsa! Hvad skete der så lige? Pludselig – d. 25. februar – tikkede følgende mail ind i Outlook fra DPU’s ledelse:

”Kære Thomas Aastrup Rømer

Tak for din ansøgning til – og efterfølgende samtale om – stillingen som professor i pædagogik ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (IUP), Aarhus Universitet med arbejdssted ved IUP, Campus Aarhus.

På baggrund af, at der på instituttet stadig pågår væsentlige strategiovervejelser med konsekvenser for den organisatoriske udvikling og instituttets profil, der i særdeleshed omfatter IUP’s Campus Aarhus har jeg, efter drøftelse med dekan Johnny Laursen, besluttet ikke at besætte stillingen som professor i pædagogik.

Med venlig hilsen
Claus Holm
Kst. Institutleder”

Så Claus Holm og Johnny Laursen havde altså – nærmest i nattens mulm og mørke – i fællesskab besluttet, at det er i modstrid med et pædagogisk instituts “strategi”, at have et professorat i pædagogik! Det må være den mest barokke og ukvalificerede begrundelse i dansk pædagogisk historie nogensinde. Det vil jo svare til, at det er u-strategisk at oprette et professorat i økonomi på et økonomisk institut?

Og den pågældende person, som jo havde fået stillingen tilbudt, måtte derfor simpelthen aflevere sin stilling igen. Hvilken absurd behandling af et andet menneske. En sådan uretfærdighed kan man kun gennemføre, hvis man har en ideologisk dagsorden. Og denne ”ideologiske dagsorden” var i dette tilfælde et “strategisk” opgør med pædagogik, orkestreret af DPU og AU i en form for symbiose.

 

E. Den nye strategi

Og hvad var så den nye ”strategi”, som de konstituerede ledere henviser til? Her er tre eksempler:

For det første oprettede man prompte en masse MSO-professorater i afgrænsede pædagogiske emner. F.eks. blev der ansat en professor MSO i kvantitativ forskning. Det var ”lige hvad Danmark havde brug for”, erklærede Claus Holm ved et stort indsættelsesarrangement, som var meget ”strategisk” og fyldt med bobler og pindemadder og musiske indslag. Selv kom jeg og andre filosofisk interesserede ikke engang i betragtning. Vi var helt uden for “strategisk” rækkevidde. Om den forsmåede ex-professor også søgte, ved jeg ikke.

For det andet: Året efter, i 2016, etablerede Aarhus Universitet og DPU det såkaldte ”Nationalt center for skoleforskning” med den smallest tænkelige horisont. Holm udnævnte sin åndsfælle Lars Qvortrup til leder helt uden offentlig proces.

For det tredje: Samme forår, altså i 2015, understøttede Claus Holm de nærmest vilde klager til universitetet, som Dorthe Staunæs og Malou Juelskær rettede mod mit kritiske arbejde, og som først blev frafaldt efter hårdt offentligt slid fra brede kredse i samfundet. Dekan Johnny Laursen understøttede ligeledes klagerne ved overhovedet at behandle dem formelt og med fuld proces, formodentlig igen i samarbejde med Holm. Qvortrup støttede også Staunæs og Juelskjær offentligt i Berlingske. I dag er sagen nærmest taboo, selvom den er udførligt omtalt i Heine Andersens bog “Forskningsfrihed” (Andersen 2017).

DPU’s og AU’s “strategi” havde gjort sit arbejde.

Der er ikke siden opslået professorater i pædagogik på DPU. Derimod hober det sig op med emeritusser og snarlige pensionister på almenpædagogikkens område, som også stort set er ph.d.-frit.

Aarhus Universitet har med hele denne stillings-proces gjort sig selv medansvarlig for opgøret med landets pædagogiske tradition og med dens ledsagende forskning.

Jeg har flere gange gjort opmærksom på problemet over for universitetets ledelse, men det har ikke afstedkommet nogle korrektioner eller beklagelser. Rektor Brian Bech Nielsen henviser blot til sin dekan, og dekanen anser sagen for ”afsluttet”. Men det er den ikke. Den lever lige der, hvor der er pædagogik i landet.

Dermed opsluges Aarhus Universitet af det, jeg har kaldt for Danmarks Pædagogiske Oligarki, som er en særlig form for pædagogisk glemsel, som både er teoretisk og organisatorisk struktureret omkring en meget smal læringsideologi (se f.eks. Rømer 2015).

 

F. Konklusioner

DPU og Aarhus Universitet har siden skærpet opgøret med pædagogik i instituttets og universitetets øvrige kanaler, godt støttet af dekanen og universitetet som sådan. Det vender jeg tilbage til i nogle senere blogs.

Her er tre af de centrale konklusioner på forløbet:

  • På Aarhus Universitet står ”pædagogik” i modsætning til et ”pædagogisk” instituts “strategi”.
  • På Aarhus Universitet tager man uden videre centrale og højt profilerede stillinger fra folk, som ellers er blevet vurderet kvalificeret af et faglig bedømmelsesudvalg.
  • På Aarhus Universitet belønner man folk, som understøtter overgreb mod ytrings- og forskningsfrihed.

Er der nogen – ud over universitetets og DPU’s ledelse – der synes, det er i orden?

Og nedlæggelsen af professoratet i pædagogik har vel at mærke enorme konsekvenser for dansk pædagogik, som i dag er totalt marginaliseret og stort set uden selvstændig forskningsledelse, nu hvor læringsfeberen ellers aftager i visse politiske og i mange faglige kredse. Det var lige nu, landet havde brug for en professor i pædagogik. I stedet er Aarhus Universitet og DPU ladt alene tilbage, moralsk og fagligt vingeskudte, men også uhyre magtfulde og systemaffirmative.

 

Diverse links/referencer:

Stillingsopslagets ordlyd

Min ansøgning

Bedømmelsesudvalgets indstilling

Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag.

Andersen, H. (2017). Forskningsfrihed – ideal og virkelighed, Hans Reitzels Forlag, s.327-328.

Facebook-drys 49: April 2018

Her er 29 facebook-opdateringer fra april 2018. Overenskomstforhandlingerne og diskussionerne om dansk-didaktikken har fyldt en del, men der har også været andre ting. Man kan enten læse opdateringerne på nærværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Det tyranniske Socialdemokrati
  2. Slavoj Zizek og den positive psykologi
  3. Datategning
  4. Dansk hygge
  5. God anmeldelse af ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”
  6. Facebook-drys 48: marts 2018
  7. Danskfag i opløsning
  8. Indholdstømning i danskfaget
  9. Keld Skovmand kritiserer Jeppe Bundsgaard
  10. DPO i OECD: Ministerium 1 og Ministerium 2
  11. Mange tak!
  12. Kritik af Jeppe Bundsgaards dannelsessyn
  13. Forberedelsestid i skolen og på universitetet
  14. Alexander von Oettingen i Opinion i 2004
  15. Fra Christiansborg til Cambridge Analytics
  16. Agedrup-sagen kommer for landsretten
  17. Dannelse i KvaN
  18. Konfliktens tabere
  19. Den virkelige musketered
  20. Dennis Kristensens svigt
  21. Løntilbageholdenhed i 1739
  22. Blachman på skemaet
  23. Dagens WA: Moderniseringsstyrelse, pædagogisk kald og SF
  24. OK18-fiasko
  25. Aftenrefleksion over OK18
  26. Dennis Kristensens informationer
  27. Troels Mylenberg om fagbevægelsens fiasko
  28. Curt Sørensen om fagbevægelsens fiasko
  29. Strejke fra 1. maj

 

1. d. 2. april: Det tyranniske Socialdemokrati

I 2014 kritiserede Peter Kemp den daværende finansminister Bjarne Cordon for at være en “nutidens tyran”. I dag giver Michael Jalving udtryk for en lignende holdning på sin JP-blog.

Jeg kan huske, at jeg i 2014 først syntes, at Kemps artikel var lidt vild. Men det synes jeg ikke mere. I dag virker den nærmest mild og venlig, realiteten taget i betragtning. Jeg skulle have lyttet mere til Kemp dengang.

Og nu springer Jalving – for en gangs skyld uden at nævne ordet “islam” – ud som antiteknokrat, endda selvom Corydon har en høj stjerne i en del af det segment, Jalving skriver for.

Jalving kalder Corydon for “princip- og historieløs”, og han kritiserer, at Børsen har ansat Corydon i en publicistisk stilling. “Er de gået forstanden?”, spørger han Børsens ejere.

Jeg minder om, at corydonismen stadigvæk er centrum-venstres og især Socialdemokratiets ideologi. Ideologien består i at omdanne alle fag, erfaringer og professioner til et unisont og messende styringssprog, som selv små børn skal kunne repetere.

Links:
Peter Kemps indlæg fra 2014:
https://politiken.dk/…/art…/Bjarne-Corydon-er-nutidens-tyran

Mikael Jalvings indlæg fra i dag: https://jyllands-posten.dk/…/bjarne-corydon-tramper-idioti…/

 

2. d. 3. april: Slavoj Zizek og den positive psykologi

Slavoj Zizek havde en interessant kronik i lørdagens Information vedr. Cambridge Analytics-skandalen. Jeg hæfter mig især ved, at han knytter firmaets filosofi både til Bannon/Trump, som jo har rod i Ayn Rand/positiv tænkning-ideologien fra 1950’ernes USA, og til den beslægtede positive psykologi, som denne især er formuleret af Martin Seligman, der var medstifter af den positiv psykologiske bevægelse i sin tid.

Zizek skriver følgende om ovennævnte forbindelse:
———-
”Kigger man nærmere på konteksten omkring Cambridge Analytica, står det klart, at koldblodig manipulation og bekymringen om kærlighed og menneskelig velfærd i virkeligheden er to sider af samme mønt. I en artikel i The New York Review of Books beskriver Tamsin Shaw »den rolle, private firmaer spiller i udviklingen og anvendelsen af regeringsfinansierede teknologier til at regulere adfærd«. Det mest bemærkelsesværdige eksempel er naturligvis sagen om Cambridge Analytica:

»To unge psykologer er uomgængelige i historien om Cambridge Analytica. Den ene er Michal Kosinski, der sammen med en studiekammerat fra Cambridge University har udviklet en app, der måler personlighedstræk på baggrund af likes på Facebook. Den blev anvendt i forbindelse med et projekt ved Center for Positiv Psykologi på University of Pensylvannia, der fokuserede på at anvende big data til at måle menneskers lykke og velbefindende med henblik på at øge den generelle velfærd. Den anden er Aleksandr Kogan, der også arbejder med positiv psykologi og har skrevet videnskabelige artikler om lykke, godhed og kærlighed.«

Det, der bør fange vores opmærksomhed, er, hvordan »forskning i emner som godhed og kærlighed på bizar vis møder forsvars- og efterretningsinteresser«, som Tamsin Shaw skriver. Hvordan kan den slags studier tiltrække så meget opmærksomhed fra britiske og amerikanske efterretningstjenester og virksomheder, der producerer militært udstyr?

Tamsin Shaw skriver, at forskeren, der legemliggør dette møde, hedder Martin Seligman. I 1998 »stiftede han bevægelsen for positiv psykologi viet til studier i psykologiske træk og vaner, der frembringer autentisk lykke og velvære, hvilket har affødt en gigantisk industri af populære selvhjælpsbøger. På samme tid begyndte denne forskning at tiltrække militære investeringer i forbindelse med et initiativ, der skulle styrke soldaters psykiske modstandsdygtighed.«
At bruge adfærdspsykologi til at påvirke mennesker er altså ikke noget »onde« politiske manipulatorer har fundet på. Det er en integreret del af disciplinen.

»Målet med de her programmer var ikke blot at analysere og frembringe viden om forskellige sindstilstande, men at opdage teknikker til at påvirke eller nudge mennesker i retning af det, positive psykologer forstår som sandt velvære, hvilket inkluderer karaktertræk som modstandsdygtighed og optimisme,« fortsætter Shaw.”
—————-
Seligman er også en vigtig reference for vores hjemlige positive psykologer. Sidste år holdt Seligman en stort anlagt forelæsning på DPU. Han var inviteret af vores førende positive psykolog, Hans Henrik Knoop, der også styrede slagets gang. Fra mit synspunkt – dvs. den urene pædagogik – er det værd at bemærke, at Knoop er stærkt kritisk overfor f.eks. Brinkmanns arbejde, der jo hviler på en socialt og filosofisk konciperet psykologi.

I diskussionen efter forelæsningen siger Seligman følgende:

”I think in 20 years we will have a neuroscience and even a pharmacology of part of positive psychology”.

Og så er vi jo tilbage ved Zizeks pointer, blot i farmakoliseret form.

Desuden er det værd at bemærke, at Lars Løkkes ”Løkkefonden”, som i disse uger kritiseres i Weekendavisen, også bygger på positiv psykologi og faktisk også på militærpsykologi via indflydelsen fra jægersoldaten Nikolaj Moltke-Leth, som i øvrigt også har en master i positiv psykologi.

Nu er jeg ikke Zizek-ekspert, men jeg vil dog lige sige to ting om kronikken mere generelt:

 

A.

Zizek er fan af psykoanalytikeren Lacan, som nok er det fjerneste man kan komme fra positiv psykologi, eftersom det lacanianske subjekt hele tiden skal forholde sig til objekter og andet-hed. I den forstand er Lacan tættere på situeret psykologi, selvom der også er store forskelle. Vores førende hjemlige lacanianer, Kirsten Hyldgaard, har da også bidraget til Uren Pædagogik, som Brinkmann jo har redigeret.

Hvis den positive psykologi skal finde sig en psykoanalytisk retning, bliver det nok nærmere i nærheden af Wilhelm Reich, der også repræsenterer en form for hedonisme, og som Weekendavisen faktisk havde fat i i sidste uge i en helt anden sammenhæng, nemlig som en form for psykologisk ophav til den pædofile ideologi, som udviklede sig i intellektuelle kredse fra omkring 1960. Men Reich og Seligman er selvfølgelig også meget forskellige. F.eks. spiller selvkontrol også en stor rolle for mange positive psykologer. Men vi ender i en tendens til grænseoverskridende adfærd for hele flokken.

Er der nogen, der ved, om der rent faktisk eksisterer en sådan sammenhæng mellem Reich og positiv psykologi et eller andet sted?

Der er noget med hedonisme uden kultur, der har det med at få nogle negative konsekvenser for den pædagogiske sammenhæng.

 

B.

Zizek er også hegelianer. Det giver sig ind imellem udslag i en irriterende historicisme. F.eks. siger han i interviewet, at det på en måde var godt, at russerne greb ind i Tjekkoslovakiet i 1968. Dermed undgik tjekkoslovakerne nemlig at støde ind i den kapitalistiske realitet. I stedet kunne de bevare ”håbet om en demokratisk socialisme”.

Jeg tror ikke, at de tjekkoslovakiske borgere var enige med Zizek i det. Måske kan vesten ikke reduceres til kapitalisme? Og med samme logik kan man jo forsvare diktaturet i Egypten og andre steder.

 

Links:
Zizeks kronik: https://www.information.dk/…/zizek-lettest-manipulere-menne…

Seligmans forelæsning i København: http://edu.au.dk/…/positiv-psykologi-2017-state-of-the-art…/

Link til Tamsin Shaws oprindelige artikel i The New York Review of Books, d. 21. marts: https://www.nybooks.com/…/the-digital-military-industrial-…/

Link til Tamsin Shaws arbejde: https://tamsinshaw.com/

Analyse nr 1. af positiv psykologi: http://www.thomasaastruproemer.dk/svend-brinkmanns-strid-me…

Analyse nr. 2 af positiv psykologi: http://www.thomasaastruproemer.dk/svar-til-hans-henrik-knoo…

 

3. d. 3. april: Datategning

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10156272177179948&set=a.10151902181699948.1073741825.717909947&type=3&theater

 

4. d. 3. april: Dansk hygge

Dansk hygge:

https://politiken.dk/indland/art6413511/PET-gemmer-slettede-data-i-skjult-lager

 

5. d. 5. april: God anmeldelse af ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”

Alexander Carnera har anmeldt min bog “Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” til det norske tidsskrift Ny Tid.

Det er en glimrende anmeldelse, som jeg er utrolig glad for. Carnera har virkelig forstået mit ærinde med bogen.

https://www.nytid.no/da-pedagogikken-forsvant/

 

6. d. 6. april: Facebook-drys 48: marts 2018

Diskussioner i marts 2018:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-48-marts-2018.html

 

7. d. 8. april: Danskfag i opløsning

Jeg vil blot sige, at professor Jeppe Bundsgaard har holdt en kontroversiel forelæsning på DPU om dansk-fagets didaktik.

I nedenstående link er der en omtale af forelæsningen, og der er faktisk også et link til en video fra selve forelæsningen.

Efterfølgende er der en herlig tråd, hvor mange forskellige forskere, forfattere og lærere blander sig, blandt andet Bundsgaard selv, der forsøger at forsvare sig, så godt han kan.

Jeg er selv meget kritisk over for Bundsgaards analyse og fagforståelse. Efter min opfattelse adskiller han fag og dannelse, og det er jo helt galt. Derfor blander jeg mig også i flere omgange. Bundsgaard er på sin side ikke begejstret for min kritik. Han siger bare “dom uden belæg” hele tiden.

https://www.folkeskolen.dk/630891/professor-dansklaererne-har-selv-en-del-af-ansvaret-for-manglende-dannelse-

 

8. d. 15. april: Indholdstømning i danskfaget

I den aktuelle fagstruktur for faget Dansk er der en dobbelt indholdstømning.

Den ene tømning etableres via den helt overordnede fagstruktur for alle skolens fag. Denne struktur er beskrevet i den såkaldte ”Master”, som er kraftigt præget af professor Jens Rasmussens systemteoretiske udgangspunkt, der fører lige lukt ind i læringsmålsstyringens altomfattende regime.

Den anden tømning finder sted i den konkrete beskrivelse af danskfaget. Denne tømning er præget af professor Jeppe Bundsgaard radikale kompetencetænkning, hvorefter fagets dannelsesaspekter knyttes til OECD’s generiske kompetencestruktur. Bundsgaard støtter Masterens opdelinger, men er lidt nervøs for alt for meget læringsmålsstyring, formodentlig fordi det vil besværliggøre realiseringen af hans eget didaktiske projekt, den såkaldte scenariedidaktik, der altså skal optimere OECD-kompetencer.

Så Rasmussen og Bundsgaard er ikke helt ens, men de deler opgøret med pædagogisk og fagligt indhold.

Med et så radikalt og dobbelt indholdsopgør er Folketinget tvunget til at lave og fastholde en kanon for litteratur og måske også for andre faglige emner. Dermed overgår dannelsen fra at være knyttet til pædagogik til at være knyttet til styring. Dermed går der NPM i pædagogikken. Indholdet skal styres frem.

Vi ender altså med en indholdstømt kompetencestruktur, som kommer fra det pædagogiske system, og et upædagogisk kanon/testsystem, som skal tage sig af indholdsresten, og som kommer fra det politiske system.

Vi får to adskilte systemer: Et kompetencesystem og et kanon/indholds-system. Dette dobbelte system har sin egen særlige rod i opgøret med landets pædagogiske tradition i bredeste forstand. Det var fra 1970, at tingene blev skilt ad, og skole- og læreruddannelsesreformen er opsplitningens foreløbige klimaks.

Det ideelle var, om det pædagogiske system kunne ordne tingene selv, dvs. at det selv laver alle fagbeskrivelsernes niveauer. Disse fagbeskrivelser bør skrives i et indholdssprog med forholdsvist præcise angivelser af fagets emner og indhold med den pædagogiske traditions lag som klangbund.

Hele den didaktiske indsats kan herefter komme fra vekselvirkninger i professionen selv, dvs. fra lærerseminarier, pædagogisk teori, metode- og lærermiddeludvikling og fra lærernes dømmekraft. Denne vekselvirkning behøver næsten ingen regler, eftersom dannelse og pædagogik er forenede i pædagogikken og traditionen selv.

Herfra er der ingen grund til at have en kanon.

Kan man gentage den samlende proces for kundskaber som læsning og stavning – som er præget af samme problemstilling – så ophører også rationalet bag de nationale testsystemer. Dermed bliver læreren en person, der drager omsorg for den fælles verden og elevernes tilsynekomst heri,
stort set uden politisk indblanding.

Men jo mere indholdstømt og kompetencebaseret det pædagogiske system bliver, desto mere kanon og styring vil de politiske og folkelige systemer producerer. Desværre bliver styringen så uden pædagogisk og dannelsesmæssig sans, dvs. at dannelse ender som en slags politisk teknik, f.eks. i særlige moduler eller i form af deciderede forfaldsformer som ”trivselsmålinger”.

PS
Faktisk er der også et tredje niveau i danskfaget, som er værd at nævne. Det handler om, at fagets vejledning, som juridisk set ligger under Masteren og fagmålene, blev udarbejdet af lektor ved VIA, Benny Bang Carlsen, som er særdeles kritisk over for Bundsgaards kompetencetænkning. Carlsen er langt mere orienteret mod klassiske didaktiske emner, herunder litteratur, læsning og indhold. Desværre skulle Carlsens vejledningsudkast jo indskrives i Rasmussens overordnede struktur, som Bundsgaard giver sin egen uheldige OECD-prægning.

Men alligevel: Der er en form for tredeling af den pædagogiske tænkning i danskfaget, nemlig læringsmål, OECD og fagdidaktik, som det er værd at holde øje med, indtil vi får en ordentlig fagbeskrivelse og fagstruktur, hvor dannelse, pædagogik og fag hænger sammen.

 

9. d. 16. april: Keld Skovmand kritiserer Jeppe Bundsgaard

Den indflydelsesrige professor Jeppe Bundsgaard, som i sidste uge holdt en kontroversiel forelæsning om faget Dansk, har ved flere lejligheder kritiseret Keld Skovmands arbejde.

Det er sket med lidt hurtige bemærkninger og med et decideret misbrug af peer-review-genren, så jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt man bør kalde Bundsgaards indsats for en “kritik”.

I dette grundige indlæg svarer Skovmand effektivt igen, både på form og indhold i Bundsgaards bemærkninger og “peerreview”.

Skovmands Indlæg er et vigtigt bidrag til den fælles undersøgelse af danskfagets nærmere skæbne, efter at det har været udsat for en dobbelt indholdstømning, især siden 2013, men faktisk også længere tilbage. Bundsgaard har efter min opfattelse haft en central rolle i denne tømning.

Selv forbereder jeg også et længere indlæg om sagen, som jeg lægger på bloggen en af de nærmeste dage.

Det er nu, at fagets omsorgsgivere skal træde i karakter så danskfaget i sin fulde substans kan genvindes for pædagogikken, og med sit indlæg er Skovmand heldigvis så venlig at give os alle sammen en central reference, der kan bruges i det videre omsorgsarbejde.

https://www.folkeskolen.dk/631803/domsudsagn-med-belaeg-en-kritik-af-professor-jeppe-bundsgaards-projekt-og-praksis

 

10. d. 18. april: DPO i OECD: Ministerium 1 og Ministerium 2

A. Striden mellem Skovmand og Bundsgaard

Som omtalt i forgårs pågår der i disse uger en heftig pædagogisk strid mellem ph.d. Keld Skovmand og professor Jeppe Bundsgaard. Sidstnævnte er meget betaget af OECD’s globale kompetencestruktur, som han anser for det centrale dannelsesbidrag til danskfaget.

Striden er sådan en slags forlængelse af et kæmpeangreb på Skovmand som blev foretaget af Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen i 2016, som jeg også skrev om.

Bundsgaard og Morten Misfeldt forsvarede indirekte Rasmussen og Rasch-Christensen via et meget kontroversielt ”peer-review” af Skovmands bog.

Ja, Skovmand har nok at se til.

 

B. Ministerium 1 i Danmark: Skovmands ministerium.

Tidligere på året var undervisningsminister Merete Riisager i infight med de socialdemokratiske læringsfundamentalister i Folketinget, der støttede netop den slags projekttænkning, som Bundsgaard går ind for.

Riisager har i det hele taget stået for en kundskabslinje i forhold til landets skoleudvikling. Hun har da også støttet Keld Skovmand kraftigt, blandt andet ved at gøre ham og professor Lene Tanggaard til formand for det udvalg, der skal tilse implementeringen af lempelsen af de ekstremt kompetence-baserede Fælles Mål, som både Rasmussen, Bundsgaard, Misfeldt og Rasch-Christensen har store aktier i.

Riisager, Skovmand og Tanggaard er en central del af landets nye pædagogiske muskel, som man må håbe, at flere politikere kobler sig mere på, ud fra hver sit partis præmisser naturligvis.

Jeg kalder det for Ministerium 1.

 

C.

Ministerium 2 i OECD: Bundsgaards ministerium

På den baggrund er det lidt paradoksalt, at Undervisningsministeriet i høj grad er involveret i netop det skole- og fagsyn, som Bundsgaard står for, som jo er det modsatte af ministerens.

Går man ind i det helt aktuelle OECD-papir, ”The Future of Education and Skills – Education 2030”, kan man se, at formanden for OECD’s arbejde – altså den ledende kraft i arbejdet med disse emner – er en Jørgen Skovsgaard, som simpelthen er ansat som seniorkonsulent i Undervisningsministeriet.

Tre andre ministerielle embedsmænd er involveret i projektet, nemlig Christian Rasmussen, Pernille Andersen og Rasmus Biering-Sørensen. Førstnævnte – det er mit indtryk – er på Riisager-fløjen, mens Pernille Andersen ikke virker til at have meget til overs for ministerens ideer. Det er i al fald mit indtryk fra en konference, som blev afholdt om Fælles Mål i sidste uge, hvor både Bundsgaard og Skovmand i øvrigt deltog. Her begrundede Pernille Andersen sit engagement i OECD-linjen med, at nogen i ministeriet jo måtte stå for at interessere sig for fremtiden, underforstået at det gjorde Riisager ikke.

Biering-Sørensen kender jeg ikke, men ud af oplysninger fra ministeriets hjemmeside lader det ikke til, at han har pædagogisk indsigt. Bl.a. var han med i det skrækkelige Skolerådets arbejde i sin tid, og lige pt. sidder han i STIL-styrelsen, som bestemt ikke er et opbyggeligt sted for en mand med Biering-Sørensens baggrund. Men ok, det er bare gæt.

Ministeriet har også udnævnt nogle faglige eksperter i arbejdet med OECD’s planer. Det er den før omtalte professor Jens Rasmussen, hvilket nok er værd at tænke over. Desuden deltager netop Jeppe Bundsgaard samt en Børge Frank Koch, der er videnscenterchef på UC-syd og som ved noget om sundhedsfremme. Med andre ord: Rent medløb med udgangspunkt i en radikal pædagogisk glemsel.

På den måde får vi et lille DPO i OECD, som efter min prognose vil undergrave den aktuelle ministers intentioner og skolens formål som sådan.

Det kalder jeg for ministerium 2.

 

Referencer:

The Future of Education and Skills – Education 2030: http://www.oecd.org/…/E2030%20Position%20Paper%20(05.04.201…

Link til OECD’s beskrivelse af projektet: http://www.oecd.org/education/2030/

 

11. d. 18. april: Mange tak!

Det er nu tre år siden, at jeg ligefrem under offentlig bevågenhed blev indkaldt til en højspændt samtale med bisidder og universitetsjurist hos AU’s dekan.

Årsagen var, at jeg havde skrevet en kritisk blog om dele af DPU’s postrukturalistiske miljø og dette miljøs relation til læringsbegrebet og skolereformen. To fra miljøet, Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær, hvis arbejde jeg især kritiserede, klagede til universitetets ledelse med beskyldninger om mobning og tilsvining mm.. Derfor hang de tjenstlige sanktioner lavt som regnskyer inde på dekanens kontor. Så jeg måtte forsvarer mig med næb og klør, både på kontoret og udenfor.

Jeg har løbende samlet alle indlæg om sagen, som kan tilgås på nedenstående link. Som det fremgår af linket, var der mange indlæg i sagen, både på SoMe, på diverse blogs og i dagspressen. Der var også underskriftsindsamlinger og breve til universitetsledelsen, som støttede op om kritikkens realitet.

På linket kan man også læse det blog-indlæg, som startede hele miseren, og hvis teser og analyse stadig har fuld gyldighed, som jeg ser det.

Der var også nogen, der støttede Staunæs og Juelskjær. F.eks. skrev Lars Qvortrup et glødende forsvar i Berlingeren. Så måtte jeg også svare på det, selvom jeg sad på en Bed and Breakfast i Brooklyn.

Der har ikke været nogen beklagelse, hverken fra aktørerne selv eller fra DPU. Sagen er stadig levende er mit indtryk, et slags levende tabu.

I forbindelse med tre-årsdagen sad jeg og kiggede nogle af indlæggene og diskussionstrådene igennem fra dengang. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt rørt over den store opbakning fra så mange forskere, lærere, debattører mm., også fra folk som jeg ellers ikke er enige med i alt muligt.

Så altså: Tusinde tak skal I have, alle jer, som deltog og hjalp dengang. Jeres opbakning dengang betyder noget hver eneste dag. Og hvem ved? Uden jer havde jeg måske siddet ved kassen i Netto? Eller være niche-forsker uden eget mæle?

http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu

 

12. d. 20. april: Kritik af Jeppe Bundsgaards dannelsessyn

Her er en samlet kritisk behandling af Jeppe Bundsgaards og det danskdidaktiske miljøs syn på dannelse:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-jeppe-bundsgaards-dannelsessyn.html

 

13. d. 21. april: Forberedelsestid i skolen og på universitetet

A. Universitetet:
Nogle af mine universitetsansatte facebook-venner har travlt med sige, at det skam er helt fint, at skolelederne skal bestemme lærernes forberedelsestid ned i detaljen. De siger også, at DLF har alt for meget magt, og at nu må Moderniseringsstyrelsen og KL tage over.

Men her bør man huske, at vi her på universitetet skam har en lokalaftale, som er forhandlet af DM, som jo er med i den aktuelle solidaritetspagt. Mine travle universitetsvenner nyder altså selv godt af fagforeningens beskyttelse. De er da også ofte de første til at beklage sig, hvis deres autonomi begrænses. Det er noget andet, må man forstå?

Hvad står der så i universitetets og DM’s lokalaftale, som lærerne altså ikke må få?

Vores lokalaftale giver 3 timers forberedelse pr. forelæsningslektion (a 45 minutter).

I lokalaftalen fremgår det også, at 60% af den samlede arbejdstid er knyttet til undervisning, men det er altså inklusiv forberedelsen. Derudover er der 40% fri forskningstid, hvor man kan tage på konferencer eller gå en tur i skoven og få ideer, eller hvad der nu passer bedst med de faglige interesser, man tumler med.

Mange andre arbejdsopgaver, f.eks. vejledning, ph.d.-forsvar mm., er også fastsat i lokalaftalen.

Dertil kommer en række andre opgaver, som ikke kan standardiseres. Dem laver man inden for rammerne af forberedelses- og forskningstiden. Det finder man selv ud af.

Man snakker naturligvis med sin leder om stort og småt, men der er ingen kommandoer og ingen læringsmålsstyring.

Stort set alle universitetsansatte, jeg har kendskab til, arbejder som heste under disse mærkelige vilkår. Og hvis nogen ikke gør, måske 10%?, så undersøger deres leder forhåbentlig sagen nærmere.

Har DM for meget magt over mit arbejde? De har aldrig blandet sig i noget som helst, heller ikke hvis jeg har arbejdet over eller noget. Men heldigvis har de forhandlet en ramme for arbejdet og været behjælpelig i konkrete sager.

 

B. Skolen
Lærerarbejdet er naturligvis stærkt beslægtet med universitetslivet. Begge dele handler om forskellige former for indvielse i samfundets åndelige praksis.

Derfor bør lærergerningens betingelser også ligne universitetslivet og ikke f.eks. et skattekontor eller DSB.

Derfor er det også absurd, at lærerne ikke får en ganske betydelig forberedelsesfaktor til deres arbejde.

Forberedelsestid frigør kræfter både til konkret forberedelse, men også til almen udvikling af fag og af den skole, som Danmark har været kendt for siden 1814, dvs. tolv år efter, at Grundtvig hørte Steffens’ forelæsninger i København. Desuden er det fuldstændigt afgørende, at en lærer har god tid til at yde personlig og pædagogisk omsorg for sine elever. Ellers kommer Blachman bare rendende. Der skal også gerne blomster i vindueskarmen osv..

Det er en skærpende omstændighed, at den manglende forberedelse er underlagt forskellige forbindelser mellem KL, Moderniseringsstyrelse og Skolelederforening samt en skolereform, som hviler på et totalt opgør med pædagogik. Vi får altså anti-pædagogikkens totale dominans uden forberedelsestidens beskyttende værn.

Det var også derfor, jeg var så begejstret for Bondos tweet i sin tid, som alle ellers skældte ud på.

En universitetslærer ville tweete akkurat det samme i en tilsvarende situation. Lokalaftaler beskytter det pædagogiske og videnskabelige arbejde mod konkurrencestatslig ledelse.

Der er altså al mulig grund til, at en aftale indeholder en solid forberedelsesfaktor. Det er ikke for fagforeningens skyld. Det beskytter den pædagogiske materie og holder KL på afstand.

Link til lokalaftale på Aarhus Universitet, Faktultetet Arts:

http://medarbejdere.au.dk/fileadmin/user_upload/underskrevet_arbejdstidsaftale_Faculty_of_Arts_15_december_2017.pdf

 

14. d. 21. april: Alexander von Oettingen i Opinion 2004

I Eriks Schmidts fine blad ”Opinion”, nr. 11, årgang 2004, har Alexander von Oettingen en fantastisk kronik. Det er kun lige de 20 linjer, hvor han skal have Luhmann med, at det går skidt, og så lige lidt efterveer fra fejlen. Men ellers er det skønt. F.eks. slutningen:

”Det afgørende spørgsmål er, hvordan og hvornår læreren skal afprofessionalisere sig selv. Et didaktisk grundspørgsmål og måske lærerens vanskeligste afgørelse. Her findes ingen opskrift, ingen metode (…).”

Grunden til, at spørgsmålet om afprofessionalisering opstår, er en såkaldt ”dobbelt negation”:

”Undervisning kan kun virke efter hensigt, hvor den paradoksalt nok bliver negeret af både læreren og eleven”.

Denne ide finder man også hos von Oettingens primære inspirationskilde, Dietricht Benner.

”Men”, siger von Oettingen, ”denne dobbelte negation betyder ikke, at læreren står uforberedt eller uden hjælp over for barnet – tværtimod. Han har både sagen og samtalen at gribe tilbage til”.

Her refererer Von Oettingen eksplicit til Holger Henriksen. Men desværre blokerer Luhmann for at gå ret langt ned af Henriksens vej, hvor den jo står på von Oettingens aktuelt markerede såkaldte ”højskolefims”, som vist er systemteoretikerens måde at tvivle på systemteorien på, samt på hermeneutik, skoletradition og andre gode ting. Henriksen refererer jo til det styrhske cirkulære og alt muligt. Det er Luhmann der blokere for at forfølge tesen for alvor.

Men det er dejligt, at von Oettingen i et aktuelt indlæg har fundet interesse for seminarietraditionen, som jo har denne afprofessionaliserede profession som grundlag. Det minder også lidt om Jan Masscheleins ”amatør”.

Afprofessionaliseringstesen kunne i øvrigt være en god pointe til den såkaldte ”Videndag” om læreruddannelsen på DPU her i maj, hvor von Oettingen deltager? Læreruddannelsen er jo dannet i et rent raid mod seminarietænkningen og mod ”sagen og samtalen”, og konferencens indhold faktisk ligeså, hvis man kigger på programmet. Jeg forstår faktisk ikke, at DLF står som medarrangør, må jeg indrømme.

Von Oettingen starter også godt op i artiklen (jeg tager tingene sådan lidt baglæns:-)). Han kritiserer læringficeringen for at være ”totalitær”. Her er han jo nærmest visionær. Det var samme år, altså 2004, som Biesta publicerede ”Against Learning”. Men Oettingens Luhmann-redegørelse, som kommer lige efter i teksten, bidrager jo netop til læringsficeringen? Derfor kæmper von Oettingen med at opretholde grundsynspunktet i de næste 25 linjer. Han vil gerne have læringen ind i skolen, men han ser ikke, at det er det konstruktivistiske læringsbegreb, dvs. Luhmanns, som han desværre slæber med. Og derfra er der kun blokeringer i udsigt.

Problemerne med Luhmann kunne Von Oettingen jo ikke for alvor vide noget om dengang, hvor Luhmann kunne bruges til at afgrænse skolen fra samfundet. I dag står det dog klart, at Luhmann fører til en opløsning af samfundet. Han fører desuden til et opgør med selvsamme Kant, som von Oettingen ellers refererer til i starten af kronikken. Luhmann kalder oplysningens normative idealer for ”gammeleuropæiske” og teknificerer dem i stedet.

Det betyder, at prisen for at isolere skolen fra samfundet er en teknificering af både skole og samfund. Og denne teknificering kaldes netop for ”læring”.

Sjovt nok er der i samme nummer af Opinion et eksempel på en person, der tidligt var ude med en modig kritik af Luhmann. Der er nemlig et langt interview med lektor ved læreruddannelsen i Odense, Ninon Schloss, som på det tidspunkt havde skrevet en kritisk lektoransøgning om netop Luhmann og Jens Rasmussen, som jo sammen med Lars Qvortrup var og er den centrale luhmannist i dansk pædagogik. Schloss er også glad for Holger Henriksen, så hun har en fælles interesse med von Oettingen lige der, selvom Luhmann jo skiller vandene. Til gengæld er hendes pædagogiske refleksioner lidt mere almindelige end von Oettingens, som jo også er virkelig gnistrende.

Man burde taget det bedste fra von Oettingen og det bedste fra Schloss og lægge det sammen efter min mening.

Endelig vil jeg sige, at der er et herligt ungdomsbillede af Alexander, hvor han ligner en, der lige er kommet hjem fra diskoteket i Haderslev.

Holger Henriksen har i øvrigt også en klumme i det fremragende blad. Det samme har Per Fibæk og Stefan Hermann. Hermann, som dengang var chefkonsulent i undervisningsministeriet for “det nationale kompetenceregnskab”, fortæller positivt om Bourdieu, som jeg faktisk ikke vidste, at han har været betaget af. Der er en virkelig kraftig Bourdieu-indflydelse på landets UC’er. Ikke mindst på VIA og på KP, hvor også forskningsdirektør Martin Bayer taler varmt for at afskaffe personligheden og erstatte den med praksisnær evidens, eller hvad det nu hedder på mellemlederbourdieusk.

Jeg håber, at Erik Schmidt vil lægge disse magasiner på nettet. De giver et vidunderligt indblik i den pædagogiske situation i starten af 00’erne, og der er masser af herlige interviews og god humor.

Referencer:
A. von Oettingen, A.: “Pædagogik og umyndiggørelse”, i Opinion, nr. 11, februar 2004, s. 40-41.

Von Oettingen om seminarierne: https://www.folkeskolen.dk/…/prorektor-noget-af-dannelsen-i…

Videndag om læreruddannelsen: http://konferencer.au.dk/laereruddannelse/

 

15. d. 22. april: Fra Christiansborg til Cambridge Analytics

JP kunne i går afsløre, at en række offentlige institutioners apps sender oplysninger om internetadfærd og mobilenheder til Googles og Facebooks annoncetjenester. Det gælder hæderkronede institutioner som DR, Skat, DSB, Folketinget og en række kommuner.

Eksempler er x-faktor-appen og Folketingets tv-app. Google ved f.eks., hvilke folketings-samråd jeg har kigget på, og i hvor lang tid.

Lidt vildt, synes jeg. Og oplysningerne kan så løbe videre hen til Cambridge Analytics, som KL er helt vilde med, ligesom Donald Trump også er. Det er det, som læringsideologerne kalder for “rådatalandskaber” og “dybdelæring”.

Dækningen i avisens papirversion er endnu mere rystende.

Alle lægger sig “fladt ned” og lover bod og bedring. Håber der følges op på, hvordan de bøder og bedrer. Vi har alle sammen brug for noget projektorienteret gruppearbejde om den nærmere karakter af den proces.

I en ledsagende faktaboks oplyser JP, at avisens egne apps også sender disse oplysninger til Google. Men, får vi at vide, Google har skam lovet ikke at bruge oplysningerne til annonceoptimering.

Men måske kan de bruge dem til noget andet? F.eks. sælge dem til tredjepart? Og hvem holder øje med, om Google holder, hvad de lover? Hvorfor skal Google have en eneste information om nogen som helst dansk statsborger? Og betaler Google overhovedet skat?

Tak til JP for de pinlige afsløringer? Næste spørgsmål er: Hvem vil nu lave kritisk journalistik af JP? Og hvordan er det nu med min WA-app? og mine tre “DR-apps”? “Rejseplanen” og “Mobilepay” kunne også bruge en undersøgelse, eftersom de har en form for monopolstatus i samfundet.

Jeg er lidt i tvivl om, hvordan de nye EU-regler forholder sig til dette konkrete emne?

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10537022/folketinget-sender-data-om-danskere-til-google/

 

16. d. 22. april: Agedrup-sagen kommer for landsretten

Agedrup-sagen kommer for landsretten d. 30 oktober.

Fra dagens Fyens Stiftstidende:

“Erik Schmidts kamp mod den tjenstlige advarsel, han fik som lærer på Agedrup Skole for godt og vel fire år siden, ser endelig ud til at få en ende. Sagen er berammet til Østre Landsret den 30. oktober i år.

Først ville Odense Kommune slet ikke anerkende Danmarks Lærerforenings og Agedrup-lærerens ret til at føre sagen. Det endte via byretten i landsretten med et ja til at føre sagen. Siden tabte Schmidt og lærerforeningen i byretten. Nu venter så tre dommeres afgørelse sidst i oktober i København.

Erik Schmidt stoppede med lærerjobbet umiddelbart efter advarslen og bruger nu tiden på sit Forlaget Fjordager og som redaktør af Odense Lærerforenings blad og Agedrup Rundt.”

Link til omtale af byrettens behandling af sagen (d. 22. november 2017):

http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-byretsdommen-erik-schmidt.html

 

17. d. 22. april: Dannelse i KvaN

Det seneste nummer, nr. 110, af tidsskriftet KvaN har tema om dannelse.

Der er bidrag af bl.a. Stefan Ting Graf, Jan Tønnesvang, Per Øhrgaard, Per Fibæk Laursen, Jan Tønnesvang, Per Schultz Jørgensen og flere andre.

Selv bidrager jeg med artiklen ”Dannelse, kritik og demokrati”.

http://www.kvan.dk/product_info.php?cPath=3&products_id=119

 

18. d. 24. april: Konfliktens tabere

A. KL
Jeg håber, at KL taber og nedlægger sig selv, så vi kan få noget ægte kommunalt selvstyre og noget helt almindeligt skolesyn med fag, klasser, undervisning, morgensang, omsorg og forberedelse osv., helt uden nysprog.

Hvis KL taber, så slipper vi også for KL’s robot-land, som styres fra Cambridge Analytica og nogle teknologi-freaks fra Californien, som drømmer om at uploade deres hjerne i en udødelig sky.

Ja, der er faktisk udelukkende fordele: God pædagogik og et almindeligt liv, der slutter en dag.

 

B. Moderniseringsstyrelsen
Jeg håber også, at Moderniseringsstyrelsen taber og nedlægger sig selv, så vi kan få noget pluralitet og selvstændighed i landets politiske liv. Hallo partier! I lyder som Corydon! sig noget på dansk!

 

C. Professionshøjskolerne
Når KL og Moderniseringsstyrelsen har tabt og er helt væk, og når pluralitet og selvstændighed har bredt sig som ulve og rødhætter på sletten, så kan vi også nedlægge Professionshøjskolerne og deres strategier og “praksisnære forskning”. Så bliver der plads til nogle små selvstændige seminarier, med fag, klasser, sang og diskussion.

Og så endelig – langt om længe – er vi frie og kan tænde lejrbål på fælleden, skulder ved skulder.

 

19. d. 24. april: Den virkelige musketered

Pressen har travlt med at teste, om fagforeningernes musketered holder. Det er nærmest stressende og manisk. Snart finder man den ene, og snart finder man den anden sprække. Pille pille…. Og der tales naturligvis aldrig om ”rygende pistoler”. Bare en masse gætterier og løse citater fra morgen til aften.

Men ingen avis drøfter den reale musketered, håndslaget om sammenknytningen af skolereform og L409. Den såkaldte “normalisering”.

Det var den ed, der corydoniserede landets pædagogiske liv i 2013. Det var eden mellem regering, centrum-venstre, finansministerium og KL, vel bakket op af ledende ideologiske og pædagogiske kræfter i landet.

En muskulatøs ed med egen puls. En hegemonisk og magtpolitisk ed, der rekonfigurerede og koreograferede egeninteressernes efterfølgende dans om sprog og penge.

Evidensen for denne reale og omfattende ed er overvældende, men alligevel bedes altid om en rygende pistol. Her må ikke gættes og ikke bores. Denne ed er så real, at den har vundet over spørgsmålene. Eden har omsluttet alle.

Hvordan ser 2013-eden ud i dag? Hvem taler med hvem? Hvad aftales der i det store og i det små? Hvem er med i edens centrale motor, og hvem er med i randen? Er de nye og de gamle aktører forbundet? Hvordan påvirker eden fordelingen af sandhed og løgn?

Har journalister ingen kilder? Interesserer de sig ikke for sagen? Er de mon selv en del af edens diskursive struktur, som har kastet spørgsmålene ud i glemsel? Er sandheden fordelt før spørgsmålet?

Ingen spørger til musketerernes ed. Måske fordi den ikke blev indgået af virkelige musketerer, men af læringens teknokrater!

 

20. d. 25. april: Dennis Kristensens svigt

Dennis Kristensen kunne bruge alle de andre som middel til at indfri sine egne løn-forventninger. Men da de andre havde brug for Dennis til at redde landets pædagogiske liv, så var han bare ligeglad.

Dennis siger, at han ”kan sætte flueben ved vores krav”.
Dennis har “sat et flueben”, men det kan han kun sætte med hjælp fra dem, som han nu har svigtet.
Dennis har lavet sit eget lille ”vores”.

Og ude på skolerne skal landets lærere stadig leve et ”fluebens”-liv uden ordentlig forberedelse og pædagogisk værn. Her hersker fluebenene, så langt øjet rækker i et lille bitte ”vores”, som hedder Corydon-KL-folkeskoleforlig. Og en gang imellem kommer Thomas Blachman lige sejlende forbi til aftensjussen.

Dennis Kristensen har endda moralske nerver til at sige ”tak” til de andre, altså dem som ikke mere er en del af hans ”vores”.

Jeg har noteret mig, at både Dansk Socialrådgiverforening og Socialpædagogerne som under-forbund har støttet Kristensens flueben. Dermed er de blevet en del af Dennis’ ”vores”.

Enten er dette et nederlag for fagbevægelsen, eller også bliver det et nederlag for Kristensen. Nu må vi se. Man må håbe det sidste.

Links:
Dennis sætter flueben i Altinget:
https://www.altinget.dk/…/splittelse-hos-loenmodtagerne-reg…

Dennis siger tak i Politiken:
https://politiken.dk/…/F%C3%B8rste-OK-aftale-er-p%C3%A5-pla…

FOAs pressemeddelse, hvor man også kan se en liste med tilknyttede forbund: https://www.foa.dk/…/…/ok18-forlig-paa-det-regionale-omraade

 

21. d. 25. april: Løntilbageholdenhed i 1739

I forbindelse med nogle af Christian d. 6.’s store skolereformer i 1730’erne var der lidt diskussion om lærerens løn. I den sammenhæng præsenterer biskop Hersleb et helt særligt argument for løntilbageholdenhed.

Det kan man læse om i Dansk Skolehistorie bd. 1, s. 225:

”At være skolelærer var et trællearbejde, som biskop Hersleb skrev til kongen, og det var derfor bedst, hvis man kunne ansætte ”muntre personer”. Men blev lærerne længere end fire-frem år i jobbet, blev de som regel enten tyranniske eller modløse. Derfor skulle man ikke lokke dem til at blive ved at give dem en løn, de kunne leve af.”

Til gengæld var der ”lønstigninger til cheferne”, som der står.
Chefernes løn sted steg fra 250 til 500 rigsdaler om året. En lærer tjente ca. 85 rigsdaler og altså uden lønstigning.

Ifølge historikerne havde man forregnet sig på Slotsholmen, fordi reformen var endt med at blive noget dyrere end forventet.

 

22. d. 25. april: Blachman på skemaet

Nu fik jeg også set og hørt det hele om Thomas Blachmans eksperiment på DR1:

http://www.thomasaastruproemer.dk/thomas-blachman-i-skolen.html

 

23. d. 27. april: Dagens WA: Moderniseringsstyrelse, pædagogisk kald og SF

A.
Krasnik har skrevet en leder i dagens WA, hvor han får rodet nogle ting godt og grundigt sammen. Han mener, at lærerne er blevet ”proletariseret”, og at det er Bondos skyld, fordi Bondo er stædig og ikke vil erkende sit nederlag fra 2013.

Årsagen til Krasniks misforståelse finder man i en halv sætning i anden spalte:

”Den ellers meget fornuftige skolereform…..”.

Krasnik mener, at skolereformen er god, og at den kalder på faglighed, undervisningsoverskud, pædagogisk autoritet og kaldsbevidsthed. Han lever i 00’ernes horisont.

Krasnik ser slet ikke, at netop skolereformens filosofi er et direkte opgør med alle de dyder, som Krasnik nævner. Det er ikke lærerforeningen, men reformens økonomistiske læringsbegreb, som har proletariseret pædagogikken. Og forfatteren til denne proletarisering er centrum-venstre i 2011 med SF, Socialdemokratiet og de Radikale som kusk og med Corydon, Moderniseringsstyrelse og systemteori som hestekraft. Måske har jeg forvekslet kusk og hest?

Krasnik skriver, at ”lærergeringen er blevet decimeret til et spørgsmål om arbejdstid, timetal og normer”.

Men deri tager han fejl. Problemet er snarere, at ’lærergerningen er decimeret til læring’. Vel at mærke en læring, som er formuleret i direkte opgør med faglighed, undervisning, autoritet og kald.

Bondo prøver faktisk på at redde de ting, som Krasnik beskylder ham for at ødelægge. DLF’s lønmodtagerstrategi blev udarbejdet under Bondos forgænger, Martin Rømer. Bondo selv stod snarere for en professionaliseringsstrategi, der viser sig som kritik, ikke blot af ”arbejdstid”, men også af Moderniseringsstyrelsens ”læring”. I dag står han endda for en skoleudviklingsstrategi, som er inspireret af en blanding af Herbart og Løgstrup. Og det er en blanding, som skolereformen er født som et opgør med.

B.
Hvor Krasnik ikke er til at hugge og stikke i, så er Arne Hardis og Hans Mortensen, som ellers mig bekendt er helt på Krasniks linje, i bevægelse ifm deres dækning af OK18.

De har en kort omtale af Bondos herlige tweet fra 2013.

Normalt bruges dette tweet til at understøtte Krasniks synspunkt. Men Hardis og Mortensen ser det – måske lidt uforvarent – helt anderledes. De skriver følgende:

”Taget for pålydende placerer udsagnet lærerforeningens melemmer et sted mellem den klassiske kaldsbevidsthed løftet til allerøverste potens og en rent ud kommunistisk vision, hor arbejdsgiverrollen ligger afsjælet på historiens mødding”.

Så Hardis og Mortensen mener nu pludselig, at Bondo står for en radikal kaldstænkning? Men det er jo det modsatte af Krasnik, som jo mente, at Bondo ødelægger kaldet?

I samme artikel er der i øvrigt en ubetalelig formulering:

”Sophie Løhde er en habil mappebærer for den Moderniseringsstyrelse, hun er chef for”.

Tænk at være mappedreng for mappedrengene? Kan der overhovedet slippe et ord ud af det bur, som også er pædagogikkens bur?

Eftersom Moderniseringsstyrelsen er et medium for mappe-pædagogikken, så er det jo faktisk Løhde og ikke Bondo, der er mappebærer for proletariseringen og for opgøret med faglighed og kaldsbevidsthed.

Den egentlige magt er hos Moderniseringsstyrelsen, dvs. hos Corydon, SF og de Radikale, som jo har skabt foretagendet.

C.
Hardis har i øvrigt også en fin omtale af en ny bog af SF’s nestor Aage Frandsen. Frandsen skælder ud på Moderniseringsstyrelsesideologiens magtfulde venstrefløj, især repræsenteret ved formand Villy Søvndal 2008-2014.

Bogen er, skriver Hardis, et ”nådesløst og veldokumenteret ligsyn over Villy Søvndal og de partikaprere, som i Aage Frandsens optik flåede sjæl, herte og lunger trekvart ud af partiet”.

Og hvad er det for noget sjæl og hjerte, som ”Søvndal og hans partikaprere” har ødelagt? Jo, det er – ifølge Frandsen – syntesen mellem SF og de folkelige bevægelser i 1970-80’erne og den efterfølgende bevægelse i retning af en mere EU-positiv holdning under Holger K..

Gert og Holger tilhørte samme tradition, nemlig en blanding af venstre-grundtvigianisme og kritisk teori. Det var SF’s bidrag til den nationale tradition, om jeg så må sige. Det var faktisk trægheden/styrken i den forbindelse, som gjorde, at Antorini forlod SF og lavede en økonomisk defineret skolereform i stedet for. Og så er vi tilbage ved Moderniseringsstyrelsen, og her er det slut med ALLE synteser og derfor også med ALT pædagogisk kald.

Søvndal stod jo for at gøre SF til et moderniseringsstyrelsesparti, og det er partiet stadigvæk, uanset hvor meget det småsnakker på overfladen. På den måde er der ingen synderlig forskel på SF og Sofie Løhde, når det kommer til den grundlæggende forståelse af den pædagogiske sammenhæng.

Både Løhde og SF er mappedrenge for mappedrengene.

Man forstår godt, at Frandsen har skrevet sin bog.

 

24. d. 27. april: OK18-fiasko

Hvilken total fiasko for både folkeskole og fagbevægelse.

 

25. d. 27. april: Aftenrefleksion over OK18

A. Twitter-situationen
Jeg kan fortælle, at KL’s ledere ovre på twitter er ovenud begejstrede for den nye OK-aftale. Ziegler har også det store smil på. Der er dømt Dare Disrupt-læringshygge over hele KLinjen. De er simpelthen så tilfredse alle sammen. Deres anti-pædagogiske magt er befæstet med hæfteklammer af smedejern.

Derimod kniber det gevaldigt med begejstringen hos landets lærere, for nu at sige det mildt. De er stadigvæk ikke så glade for L409, hvilket åbenbart kommer bag på DLF.

Bondo taler om en ”ny start”. Det gør de lykkelige KL’ere også. DLF og KL vil have en “ny start” på KL’s præmisser. Det er rent nysprog. Her står vi sammen. Gør en god skole bedre og yes we can. Følg det nye sprog. Foren Korea!

 

B. Karrierevejledning
Hvis jeg må tillade mig lidt karrierevejledning, så vil jeg foreslå, at Bondo søger en stilling som læringskonsulent i Taastrup, hvor Ziegler er borgmester. Ziegler bestemmer jo alligevel det hele sammen med de sædvanlige IP-adresser.

Men ok, måske har Ziegler allerede fået tilbudt et job som Dare Disrupt-konsulent i Modeniseringsstyrelsen?

Men for filan, hvem skal så være leder af KL?

Lars Løkkes kone måske? Hun er god til jobsamtaler og kan tage sin mand med.

Eller Søren Pind? Han blev ikke chef for teatret og er jobsøgende. Desuden er han i stand til at veksle overvågningssystemer til Ronald Reagan-statuer sammen med Københavns borgmester. Den slags kompetencer får han brug for som formand for KL. Måske kan Pind få Reagan til Taastrup? For at ære Zieglers store sejr over Sovjet?

Eller måske Løkke selv? Så kan privat-Lars være KL-formand, mens den officielle Lars samler kvotekongepenge.

Nej, faktisk har jeg en endnu bedre løsning: Gør Ziegler til formand for DLF. Bondo kan være næstformand.

Desværre bliver de formænd for en forening uden medlemmer. Lærerne melder sig ind i Danmarks Spejderkorps eller bygger nogle frie skoler

 

26. d. 28. april: Dennis Kristensens informationer

Dennis Kristensen “informerer” om, at…

…. DLF selv opgav arbejdstiden for at sikre spisepausen.

…. DLF fik tilbudt musketered ifm arbejdstiden helt frem til det sidste.

?????

https://www.facebook.com/dennis.kristensen.526/posts/10157077696757580

 

27. d. 29. april: Troels Mylenberg om fagbevægelsens fiasko

God analyse af fagbevægelsens fiasko:

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156291716054481&id=837549480

 

28. d. 29. april: Curt Sørensen om fagbevægelsens fiasko

Professor i statskundskab, Curt Sørensen, som er ekspert i den europæiske arbejderbevægelses historie, mener, at OK18 er et “kæmpenederlag for arbejderbevægelsen”. Det har han helt ret i.

“Lærerne blev brændt af med en kommission”, skriver han, og Moderniseringsstyrelsens ledelsesfilosofi er blevet “fastholdt og styrket”.

Set i det lys er der ingen grund til “at juble over” en madpakke og et par ekstra fadøl.

https://www.facebook.com/curtsoerensen/posts/10214002620691150

 

29. d. 30. april: Strejke fra 1. maj

Jeg skal ikke til 1. maj i morgen. Jeg vil ikke fejre fagbevægelsens fiasko, mens jeg venter på, at universitetslærerne og alle andre pædagoger også bliver “lærings-normaliseret”.

Jeg bliver hjemme, hører P2 og læser Berta Wulffs fine bog om Friedrich Fröbel fra 1945. Fröbel klarede sig fint uden fagforeninger.

Men jeg håber, at alle nyder deres frokost og deres lønforhøjelse i regnvejret.