Isolerede tanker 7, d. 13. marts – d. 9. april

1. d. 13. marts: Coronanoter

A.

Den anden dag forklarede Magnus Heunicke, at der var plads til lidt genåbning, fordi kontakttallet nu var på 1.

Men kontakttallet har skam ikke ligget over 1 siden d. 5. december 2020, selvom man alligevel Nedlukkede samfundet ca. to uge efter. Så Heunickes begrundelse er mærkelig.

Der har simpelthen været ”lav forekomst af smitte”, som SSI udtrykker det, hele vejen igennem.

I sommers, hvor der hverken var mundbind eller lukkede dit og dat, var kontakttallet faktisk over 1.

B.

Man er nu begyndt at tælle de private tests med i de daglige optællinger. Det betyder, at der nu testes over 200.000 om dagen, i dag 229.000 testede. Der er 70.000 flere end så sent som d. 2. marts.

Tænk på hvor mange tests, det er. Så finder man naturligvis lidt flere smittede, i dag ca. 200 flere. Men samtidig falder den mere retvisende positivprocent, som er smittede/antal tests til nærmest ingenting, i dag 0,28.

Så selvom det reale problem – hvis man kigger på positivprocenten – altså ser mindre ud, så ser problemet større ud, hvis man kigger på den såkaldte ”incidens”, dvs. smittede pr. 100.000 indbyggere, som stiger som en direkte effekt af den nye tællepraksis. Det skyldes, at incidensen ikke tager højde for de langt flere tests, men påvirkes direkte af de flere smittede.

Desværre spiller ”incidensen” en kæmperolle mange steder, f.eks. i de farvelagte Danmarkskort og i de vigtige risikoklassifikationer.

Så nu kan Heunicke med henvisning til incidensen sige, at smitten er stigende, selvom det modsatte er tilfældet.

C.

I dag er risikovurderingen for det meste af landet (undtagen København) sænket til Niveau 4, hvilket stadigvæk er vildt højt.

Det vil sige, at f.eks. Hjørring og Grenå i tre måneder indtil nu – dvs. ifølge Niveau 5 – skulle have haft ”Udbredt samfundssmitte og risiko for, at kapaciteten på sygehusene overstiges”. Det er betagende!

Og nu er denne absurde klassifikation så nedjusteret til det ligeså absurde Niveau 4: ”Udbredt samfundssmitte og begyndende pres på kapacitet på sygehusene.”

Men sig mig: Hvor er der ”pres på sygehusene”? og ifølge SSI er der “lav forekomst af smitte”, hvilket jo er det modsatte af “udbredt samfundssmitte”.

D.

Den anden dag var Pia Olesen Dyhr og Jakob Ellemann-Jensen i Aftenshowet. Inden da havde Thyra Krause fra SSI lige forklaret, at SSI’s stærkt overophedede estimater skam bare var helt neutrale og foreløbige prognoser, som det var op til politikerne at fortolke. Hun var ansvarsfri, måtte man forstå.

Derefter forklarede Ellemann-Jensen om sin ”Åbn landet, når alle over 50 år, der ønsker det, er vaccinerede”-plan.

Så blev Olesen Dyhr spurgt om, hvad hun mente om Elleman-Jensens ide. Hun svarede, at hun ville spørge SSI, mens hun pegede over på Thyra Krause.

Så SSI vil overlade coronapolitikken til politikerne, som vil overlade den til SSI.

Dette post-demokratiske limbo er et centralt træk ved biopolitikken: Først går politikerne direkte imod myndighedernes anbefalinger. Dernæst skaber de et alternativ myndighedssystem, som opsluger de gamle myndigheder i et kæmpestort matematisk defineret bureaukrati. Endelig henviser man til sine nu helt selvkonstruerede myndigheder, som selv henviser til politikerne, som henviser til “myndighederne”, som henviser til politikerne osv…

 

2. d. 16. marts: Biostaten rumsterer og flytter grænser

Jeg deler lige to artikler om den nye Epidemikommissions politologiske sammenhæng.

For det første er der en meget grundig og interessant artikel fra Berlingske. Artiklen beskriver, hvordan Heunicke fordrejede en række ekspertudsagn, som oprindelig blev givet for Epidemikommissionen, da han efterfølgende skulle redegøre for Vollsmose-sagen til det parlamentarisk baserede Epidemiudvalg. Han nægtede også disse eksperter adgang til Epidemiudvalget, selvom både udvalget og eksperterne gerne ville møde hinanden.

Man kan også læse om en række politologiske eksperters kritik af den totale forvirring, der nu hersker i det juridisk-politiske forhold mellem myndigheder og ministeren selv i Epidemikommissionen.

For det andet fortæller Politiken om, hvordan etableringen af Epidemikommissionen, hvor Sundhedsstyrelsen er helt spist op af Sundhedsministeriet og af regeringens koordinationsprocesser, betyder, at man nu kan undtage centrale diskussioner fra aktindsigt. På den måde kan Heunicke og regeringen styre foretagendet – og alle landets sognes adfærd – uden unødig offentlig indblanding og med Epidemiudvalget som dikkende lammehaler.

Det hele er et eksempel på den grundlæggende disruption – for ikke at sige revolution -, som er en direkte effekt af selve Nedlukningens omdannelse af den demokratiske stat til en bioistat. Det er biostaten, der nu sætter sig igennem og skaber rav i den her og der, indtil det “gamle” system makker ret.

Men ½olketingspolitikerne virker overraskede over den lov, som de fleste af dem lige har stemt igennem? Og SF, EL og RV holder hånden under denne indre opløsning af statens politiske og juridiske principper, endda med fuld tilslutning til Nedlukningens livsfjendske ideologi, som nu altså for alvor etablerer sig som en strukturel realitet.

Systemet suppleres så af en retstilstand, hvor der er fordoblet straf for at gøre et eller andet halvmærkeligt, så snart det er coronarelateret.

På den måde får man opløsning i både den Lovgivende magt, som halveres, hos den Udøvende magt, som totaliseres, og hos den Dømmende magt, som fordobles.

Links:

Berlingske: Heunicke afskar Folketinget fra eksterne eksperters »afgørende« input om tvangstiltag i Vollsmose: »Jeg er rystet« (berlingske.dk)

Politiken: https://politiken.dk/indland/politik/art8136737/Det-blev-brugt-til-at-m%C3%B8rkl%C3%A6gge-ulovlige-fangetransporter-og-forl%C3%B8bet-om-udsk%C3%A6ldt-folkeskolelov-%E2%80%93-nu-er-det-sket-igen

 

3. d. 23. marts: Forstærket nedlukning

Den nye ”genåbnings”-aftale er et udtryk for Nedlukningens forstærkede effekt, dvs. et radikaliseret opgør med Grundlovens frihedsprincipper og med det åbne samfund som sådan:

Hver eneste ”genåbning” er omgivet af en række regler og restriktioner om coronapas, tests, mundbind, procentsatser, afstandssystemer osv. Disse regler fastsættes af såkaldte ”sektorpartnerskaber”, der er en af de biopolitiske organiseringer, som siden i sommer har bidraget til at forpligte det gamle samfunds institutioner på Nedlukningens filosofi. Nu forøges partnerskabernes magt.

Derudover vurderes alle åbningerne af både SSI og af den nye epidemilovs epidemikommission, som er regeringens system af biopolitiske embedsmænd, der agerer på baggrund af matematiske og virologisk producerede data.

Der indføres vaccinepas bredt i samfundet. Det vil sige en de facto biopolitisk tvang, som vel at mærke kombineres med en lang række andre mere eller mindre sektorspecifikke tiltag.

Med aftalen bekræfter alle partierne denne tilstand. At epidemikommissionen nævnes betyder direkte, at vi stadig er i undtagelsestilstand.

Dertil forstærkes overvågningssystemerne helt nede på på sogne- og institutionsniveau, så man kan foretage lokale Nedlukninger a la Vollsmose efter diverse statistiske systemer. Kommuner får også øget magt til at selv at Nedlukke dit og dat med udgangspunkt i ophedede og detaljerede smittestatistikker.

Der nedsættes endnu en ”ekspertgruppe”, der skal vurdere den ”langsigtede strategi”, og hvis medlemmer hentes fra de andre ekspertgrupper, som allerede er nedsat. Vi får et biopolitisk netværk, som får vedblivende effekt.

Hele denne sammenhæng gør, at hele samfundet stadig er 100% underlagt epidemilov/Nedlukning. Der er ikke det mindste pip i aftalen om, hvordan man kan vende tilbage til Grundlovens situation. Undtagelsen er dermed gjort permanent.

Ny Borgelige forlod forhandlingerne. Det burde de andre partier også have gjort. I stedet har de igen understøttet og forstærket forbrydelsen.

Så udtrykket ”normalisering” henviser ikke til at åbent samfund under Grundlovens himmel. Det henviser derimod til en biopolitisk nedsmeltning, som baserer sig på ”høj tryghed, solid forebyggelse og trivsel og stabil økonomi”, som der står. Det er animal laborans på speed.

I aftalen kaldes dette for en ”normaliseret hverdag”. Det biostatens overlevelses-kroppe uden direkte sammenhæng til tænkning, forsamling og frihed, dvs. til Grundloven.

Grundloven og dens ånd nævnes ikke med et eneste ord.  Grundloven falder derfor ikke under aftalens begreb om ”normalisering”.

Den biopolitiske ”normalisering” er lig med, at samfundet og dets kroppe underlægger sig den nye biopolitiske helhed, som langsomt gør Grundloven overflødig.

Nedlukning og Normalisering hænger sammen. Det store N.

Konklusion: Nedlukningen forstærkes og permanentgøres.

https://www.stm.dk/media/10258/rammeaftale-om-plan-for-genaabning-af-danmark.pdf

 

4. d. 24. marts: fra smitsom til samfundskritisk

Først – i et helt år – var coronaen bare smitsom.

Men d.28/2 -2021 blev den pludselig “alment farlig”. Influenzaen blev også opgraderet ved samme lejlighed.

Det var heldigt for regeringen, for dagen efter trådte den nye epidemilov i kraft, og den nye klassifikation gav regeringen mulighed for at forlænge Nedlukningen.

Og fra d. 9. marts i år blev coronaen derudover også “samfundskritisk” i første omgang i et halvt år, hvorved regeringens magt bliver total. Indstillingen må være godkendt af både Epidemikommission, som regeringen har magt over, og Epidemiudvalget, som består af sundhedspolitikere, som helt har købt den biopolitiske præmis.

Dermed kan biostatens undtagelse yderligere befæste sin realitet som en ny grundlov, der hviler på et opgør med både grund og lov.

 

5. d. 27. marts: Forsamlingen og klumpen

I Grundlovens liv samler man sig i frihed, under “åben himmel”, som der står i §79. Derudaf springer tænkning, foreninger og skoler. Det kan man læse om i nogle af naboparagrafferne.

Denne fine ”samlen sig” har skabt landets institutioner, praksisser og melodi, ja den har skabt Grundloven selv?

Hvad kalder biostaten det, når man ”samler sig”?

Den kalder det for at ”klumpe sig sammen”.

For biopolitikken er Grundloven en ”klump”.

Klumper kan ikke ”samle sig” og derfor heller ikke tænke, forene eller opdrage. De kan kun føre et stakkels liv i et tekno-overvåget og isoleret ”samfundssind”.

 

6. d. 31. marts: Genåbningens forstærkede nedlukning

Nedlukningens filosofi forstærkes og materialiseres, nu via en “ny automatisk model for Nedlukninger”, med drastiske Nedlukninger helt ned på sogneniveau.

Modellen kaldes for “genåbning” og udspringer af den aftale, som alle partier undtagen NB tilsluttede sig for få dage siden.

Systemet skal igennem Epidemiudvalget, men Venstre støtter modellen, så det vil gå glat. SF er begejstret, fortæller TV2.

Borgmesteren i Helsingør efterspørger allerede endnu mere lokale automatiske nedlukningsmodeller, hvilket vil medføre endnu mere indgribende test- og kontrolsystemer.

Det nidkære coronapas kommer oveni. Det samme gør skole- og gymnasieelevernes selvtestsystemer.

Hele Europa er i rødt, selv en svensk ødegård.

Der er kun en asfalteret vej, og den fører til en lang fredag.

https://sum.dk/nyheder/2021/marts/ny-automatisk-model-for-lokale-nedlukninger

 

7. d. 4. april: Biostatens konsolidering

D. 12. marts halverede ½olketinget sig selv. Den lovgivende forsamling gav al magt til den udøvende magt og blev selv reduceret til et rådgivende organ. Regeringen slap for at tage hensyn til loven, fordi al lov var suspenderet i “hast”.

Herfra kollapsede den demokratiske stats struktur, og Grundlovens paragraffer faldt herefter en for en.

I stedet for den demokratiske stat – og i selvsamme øjeblik som Nedlukningen blev effektueret – indstiftedes biostaten på en ny ekstremistisk og profylaktisk logik, som medførte et omfattende opgør med forsamlingsfriheden og dermed med pædagogik, socialt og politisk liv som sådan.

Dette nye system bekræftes gang på gang af de politiske coronapolitiske forlig, senest med den aktuelle “genåbning”, der lynhurtigt blev omdøbt til “automatisk nedlukning”.

I dag er biostaten godt og grundigt konsolideret. Lad os se på nogle af de centrale lag udover den overordnede forskydning, som jeg netop har omtalt:

A..Hastelovens permanens

Hastelovens filosofi er gjort permanent via den nye epidemilov. Her har regeringen fuldstændig magt over den såkaldte Epidemikommission, som består af regeringens egne embedsmænd, og som er den udfarende kraft i konsolideringen og implementeringen af de biopolitiske strukturer.

½olketinget arbejder via det såkaldte Epidemiudvalg, som består af ordførere, som selv stod bag halveringen af Folketing til ½olketing. Der kan være lidt mikrodiversitet mellem kommission og udvalg undervejs, men sådanne småkontroverser vil egentlig blot forstærke den nye struktur.

B. Det ministerielle apparat

Sundhedsstyrelsen og SSI har siden marts 2020 forstærket deres opbakning til Biostaten, senest med Sundhedsstyrelsens omklassificering af coronaen til at være ”Almen Farlig”. SSI bidrager især med panik pr. kommando og overbudsstatistik über alles.

Styrelsen for Patientsikkerhed har fået ekstra magt på det seneste. Herfra kan man lave lokale Nedlukninger i samarbejde med kommunerne. Dette lille men vigtige sub-system kan dirigere hele landet helt nede på sogneniveau og lave indspil til Epidemikommissionen. Hermed får man en regionalisering og en etnificering af Nedlukningen, der spiller borgere og kvarterer ud imod hinanden.

Dermed er hele Sundhedsministeriet for alvor under biostatens domæne, og smitteprofyloksen har opslugt de lokale politiske niveauer.

De andre ministerier indgår 100% i denne proces. Det gælder især Justitsministeriet og Statsministeriet. Herfra organiseres nok verdens mest omfattende og indgribende testsystem, der skal indsamle biodata, som kan interagere med coronapas og adfærdsdata.

Alle disse ministerier og styrelser indgår også i Epidemikommissionen.

C. Sektorpartnerskaberne

Der etableres en lang række sektorpartnerskaber, hvor alle centrale organisationer, både private og offentlige, indgår i samarbejdet om at implementere komplekse og detaljerede biopolitiske initiativer, f.eks. mundbind og vagtværn på videregående uddannelser osv.., ofte med forskellige former for ’brugerinddragelse’, som yderligere cementerer effekten af det demokratiske kollaps. Disse processer refererer til de ministerierier, som selv er repræsenteret i Epidemikommissionen.

D. Forskning

Der er etableret et komplekst “Nationalt Varslingssystem”, som dirigeres af en ekspertstruktur bestående af en indsatsgruppe, en referencegruppe, en signalgruppe, en ekspertgruppe og en regeringsgruppe, som tilsammen udarbejder analyser og forslag med udgangspunkt i statslige skemaer og overophedede beregninger, hvor biostatistikker er det helt dominerende hensyn.

Disse beregninger understøttes af et adfærdsforskningscenter, det såkaldte HOPE. Mange af disse dybt affirmative “eksperter” rådgiver Epidemikommissionen og indgår i den ene og den anden undergruppering.

Dertil kommer et utal af mindre organiseringer og grupper.

Denne samlede samfundsmæssige strukturation fortsætter dens materialisering fra dag til dag, og den kan efter min vurdering ikke mere fjernes af systemet selv.

Som sagt: Selv den seneste ”genåbning” kaldes nu af ½olketinget (ekskl. NB) for ”automatisk nedlukning”. Denne nysprogskonstruktion aktiverer hele ovenstående system på de mest detaljerede niveauer og forstærker den nye stats magt.

 

8. d. 5. april: Tests hver dag!

Jeg har nu lært følgende: Af alle positive kviktests er halvdelen falske. Og desuden fanger kviktestene kun halvdelen af de smittede, som testes. Altså dobbelt ineffektivitet.

Ok, så tror man nok, at staten går over til plat eller krone?

Men nej, Allan Randrup Thomsen mener skam, at testintensiteten i coronapasset skal hæves fra hver tredje dag til hver eneste dag. Altså en test om dagen, hvis du vil på cafe mm.. Så jo mindre testene dur, desto mere skal de intensiveres?

Både DF, Konservative og Enhedslisten er helt enige i de statsvirologiske godheder, og SF synes, at Randrup Thomsen har en ”god pointe”. De andre partier siger ikke noget. Det er ½olketinget.

Danmark ligger i toppen af hele verden hvad angår antallet af tests, og hele den danske biostat er bygget op omkring testsystemet. Der er store interesser i at fastholde dårligdommene.

Tilbage i april mente både Sundhedsstyrelsen, SSI og Danske Regioner ellers, at man kun burde teste folk med symptomer og kun i sundhedssystemet. Men de blev overrulet af regeringen. Det kan man læse om i Grønnegaards rapport.

Senere kom den biopolitiske formel: “Nedlukning eller tests”, hvilket blot var en anden måde at sige “Nedlukning eller Forstærket Nedlukning” på.

Så vidt, jeg er orienteret, overestimerer pcr-testene også antallet af smittede? Sådan forstod jeg Stabell Benn i efteråret. Men det lader til at være glemt?

Kan man egentlig stole på noget som helst i dette cirkus? Jeg gør ikke.

https://politiken.dk/indland/art8159689/Lyntest-er-ikke-et-carte-blanche-til-at-opf%C3%B8re-dig-som-om-du-ikke-er-smittet

 

9. d. 7. april: Hadet til barndom

Via den nye automatiske nedlukningsmodel, også kaldet “genåbning”, sætter biostaten sine onde spor ned i nye omfattende skolelukninger, først her! så der! som en hammer der slår og slår og slår.

Med udgangspunkt i det såkaldte “incidenstal”, kan alle børn nu bæve i huden af angst for pludselige og langvarige ind- og overgreb på deres skolegang, hvis verdens største testsystem skulle finde nogle smittede på alfavej.

Kvarterer og kommuner spilles ud mod hinanden. Mon der kommer biopaskontrol ved sognegrænserne?

Nedlukningerne dirigeres tilsyneladende af Styrelsen for Patientsikkerhed, som har fået fornyet biobureaukratisk og nidkær magt over landets børn og borgere.

Dette system er vedtaget og godkendt af alle ½olketingets partier (undtagen NB, som dog også stemte for Nedlukning d. 12. marts 2020).

https://www.berlingske.dk/samfund/boernenes-skolegang-havde-allerhoejeste-prioritet-i-januar-nu-er-den-i

 

10. Grundloven og tillidens politik

A.

Hvad er den demokratiske stats forfatning, også kaldet Grundloven?

Det er den politiske institutionalisering af statens tillid til folket og af folkets mistillid til staten.

B.

Hvad er biostatens “forfatning”, også kaldet epidemiloven?

Det er den organisatoriske organisering af statens mistillid til folket og et krav om folkets tillid til staten. (det såkaldte “samfundssind”).

Konklusion: En demokratisk stat og en biostat er modsætninger.

———–

Ovenstående refleksion er inspireret af  bogen ”Dansk Statsret, 2. udgave”, 2016, af Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen. Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Bogen indledes med følgende kloge ord, hvis ånd og regel den danske regering og ½olketinget har forbrudt sig imod, herunder især grundlovens §79 om forsamlingsfrihed:

”Hvad er formålet med grundloven? Grundloven er udtryk for en række værdier, der er fundamentale for det danske samfund. Centralt blandt disse værdier står, at Danmark er et land med folkestyre, valg, retsbeskyttelse ved uafhængige domstole og med regler, der skal værne borgernes personlige frihed og beskytte borgernes ret til frit at ytre, forene og forsamle sig.

Grundloven hedder grundloven, fordi den er fundamentet for det danske retssystem og danner den juridiske ramme om det danske statstyre. Grundloven indeholder regler om, hvem der kan lovgive, regere og dømme i Danmark, hvordan dette foregår, og hvilke grænser der gælder for lovgivningens indhold.

Grundloven er den danske stats øverste lov. Den er statens retlige fundament. Alle love har deres gyldighed fra grundloven, og ingen lov må stride mod grundloven.

Den grundlæggende ide i det danske statsstyre er tillid til folket. Den lovgivende magt er hos Folketinget og regeringen, og folkets valgte repræsentanter i Folketinget har kompetencen til at bestemme over regeringens liv.

Men samtidig begrænser grundloven Folketingets og regeringens kompetence, bl.a. i kraft af, at grundloven indeholder bestemmelser om borgernes frihedsrettigheder og om uafhængige domstole.

Man kan sige, at grundloven på denne måde er udtryk for mistillid til, hvad et politisk flertal i Folketing og regering vil kunne finde på.” (s. 19)

 

11. d. 9. april: Genåbning = 3 x forstærket nedlukning

Politiken har et par artikler om den forstærkede Nedlukning:

A. Om udeservering og coronapas

Fra. d.21/4 er der mulighed for at lave udendørs servering mod fremvisning af pas. Men ifølge avisen er mange cafeer er slet ikke interesseret pga. de mange regler, der omgærder ”åbningen”.

Derudover har en ekspert, epidemiolog og professor Thorkild I.A. Sørensen, en flot bemærkning, hvor han sætter coronapasset direkte i relation til menneskets forsamlingsfrihed i form af ”det helt fundamentalt menneskelige i at dele et måltid mad sammen”.

Han mener også at paskravet er ”dybt ulogisk”.

Her er Sørensens samlede kommentar:

”Efter min opfattelse er det en dybt ulogisk restriktion. Kæden springer af i forhold til, hvad myndighederne her beder os om, og hvad befolkningen finder rimeligt og logisk.

Når man er udenfor, er der ekstremt lav risiko for at blive smittet; det er velkendt for luftbårne virusinfektioner og har vist sig også at holde stik for coronavirus. Ved udeservering, når man oven i købet sidder med afstand til andre selskaber, er det helt åbenlyst, at smitterisikoen er utrolig lav. Problemet ved denne ulogiske restriktion er, at det griber ind i vores sociale liv – befolkningens mulighed for det helt fundamentalt menneskelige i at dele et måltid sammen – ligesom det griber ind i nødlidende erhvervsdrivendes mulighed for at drive deres erhverv.”

Artiklen kan læses i linket til mit opslag.

B. CPR-numre i coronapasset

I samme avis kan man også læse om, at borgernes CPR-nummer står med ”fede typer i coronapasset”, når de skal vise det frem til frisøren eller bartenderen, som nu er tvunget til at agere grænsevagter.

Dette cpr-koks skyldes, at den sundhedsapplikation, som man bruger, hører hjemme på en privat pc på kontoret og ikke i offentligheden.

I maj kommer der et nyt ”pas”, som er udarbejdet af det dybt bioradikaliserede firma ”Netcompany”, hvis ejer har været stærk fortaler for vaccinepas, kontrol og overvågning.

C. Regionalisering af den forstærkede Nedlukning

Endelig forsøger avisen at gennemgå den nye biopolitiske konstruktion ”testkorrigeret incidens”, et ret uigennemsigtigt tal, som får afgørende betydning for de mange ”automatiske nedlukninger” på kommunal og sogneniveau.

Der refereres i samme artikel til den politiske aftale om ”genåbning” (som altså er lig med ”automatisk nedlukning” L), hvor ansvaret lægges ud til kommunerne i en sindrig bureaukratisk sammenhæng med stat og ekspertgrupperinger:

Incidens over 100 i en kommune: Kommunen må lave en Nedlukning, dvs. lukke skoler osv..

Incidens over 200 i en kommune: Kommunen skal lave en Nedlukning.

Incidens over 400 i et sogn: Kommunen kan lave en Nedlukning.

Ingen kan fra nu af tage initiativ til noget som helst, fordi ingen ved, om deres område er Nedlukket om 14 dage eller om et halvt år osv..

Derudover vil alle kommuner og institutioner have deres blik stift rettet mod de daglige tal, som nu vil forpeste alle dele af samfundet, både ledere, ansatte og borgere.

Endelig kan man forudsige, at regionaliseringen af den biopolitiske logik vil resultere i forskellige former for rejserestriktioner mellem de forskellige kommuner og sogne.

(kun den første af de tre artikler ligger online pt)

https://politiken.dk/indland/art8162792/Kun-f%C3%A5-cafeer-og-restauranter-vil-%C3%A5bne-under-%C2%BBdybt-ulogisk%C2%AB-krav-om-coronapas

 

12. d. 9. april: d. 9. april og d. 11. marts

I dag, d. 9. April, er det værd at mindes denne datos aktuelle manifestation, d. 11. marts 2020, hvor ånden fra 1945 og 1989 blev slukket.

Igen opløstes demokrati og Grundlov i demokratiets navn og med stort set de samme partier i porteføljen.

Kommentar til Lars Qvortrups og Jens Rasmussens bog “Skoleret – et lærestykke til forskere, myndigheder og medier”

De to professorer ved DPU/Aarhus Universitet, Jens Rasmussen og Lars Qvortrup (Herefter QR), har pr. 5. marts 2021 udgivet bogen ”Skoleret – et lærestykke til forskere, myndigheder og medier”.

QR kritiserer især lektor Keld Skovmand og hans ellers meget roste ph.d-afhandling om læreruddannelse og didaktik. Eller rettere: De kritiserer egentlig ikke indholdet. De kommer ikke ind på alle de ting, som Skovmand skriver om, og som han kritiserer. Hele den omfattende dokumentation, som han fremlægger, ligger brak. Men hvad skriver de så om?

I det følgende vil jeg drøfte bogens indhold i 8 kapitler, som er følgende:

  • Kapitel 1: Opgøret med kritik fører til tab af videnskabelig kvalitet
  • Kapitel 2: Spektakulær anklage om inhabilitet og ideologisk bias
  • Kapitel 3: Angrebet på Lene Tanggaards faglige integritet
  • Kapitel 4: ”Et statskomplot af nazistisk karakter”
  • Kapitel 5: Ansvarsfraskrivelse
  • Kapitel 6: Når begrundelserne for kritikken modsiger kritikken: Er Skovmands forskning ”relevant”?
  • Kapitel 7: Kritik af Rømer
  • Kapitel 8: Kritik af Uren Pædagogik, synet på forskning og lidt mere kritik af Rømer
  • Kapitel 9: Diverse iagttagelser

 

Kapitel 1: Opgøret med kritik fører til tab af videnskabelig kvalitet

Som nævnt er det et generelt træk ved bogen, at der stort set ikke arbejdes med indholdet i de mange kritiske indsatser, som QR refererer til. Det gælder ikke kun for behandlingen af Keld Skovmands afhandling, men også for kritikken af en række andre personer, heraf følgende:

  • Professor Per Fibæk Laursen
  • Professor Lene Tanggaard

Laursen og Tanggaard sad i bedømmelsesudvalget for Skovmands afhandling. QRs bog indeholder en spektakulær anklage mod Laursen og Tanggaard for en ukvalificeret og endda inhabil bedømmelse af Skovmands afhandling. Det kommer jeg ind på i kapitel 2 og 3.

Derudover kritiseres følgende personers arbejde:

  • Pæd. Phil. Brian Degn Mårtensson
  • Tidligere redaktør Thorkild Thejsen
  • Lærer Niels Christian Sauer
  • Lektor Thomas Aastrup Rømer
  • Uren Pædagogik-serien (redigeret af Rømer, Tanggaard og Brinkmann)
  • Journalist ved Weekendavisen Marcus Bernsen

Men hvad er det så, QR kritiserer? Kritiserer de alle de mange argumenter, som har været fremført? Alle de teoretiske og pædagogiske analyser af den ene og den anden tekst og sammenhæng? Overhovedet ikke. De kritiserer blot, ja hvad? Ja, altså ikke noget indholdsmæssigt. Der er på en måde ikke rigtig tale om en “kritik”.

Derimod er de kritiske overfor, at den videnskabelige kritik også har et polemisk og folkeligt moment, og at kritikken derfor indeholder et element af ”strid”. Men at pædagogikken er situeret i teoretisk og praktisk strid kan man ikke være kritisk overfor, med mindre man overser selve sagens substans, hvilket de to herrer altså også gør. Begreber som antagonisme, kritik, kamp, strid, dannelse, disagreement, pluralitet, vekselvirkning og negativitet er fuldstændig centrale begreber i hele den pædagogiske og videnskabelige idehistorie.

Denne samtidige afvikling af indhold og kritisk engagement er bogens implicitte forudsætning; en forudsætning der kaster QR i armene på et systemteoretisk informeret læringsbegreb og på hele skolereformens konkurrencestatsdefinerede vokabular.

Med udgangspunkt i denne fejltagelse må QR derfor nøjes med at kritisere nogle udvalgte citater for at være ”ideologiske” og “konspiratoriske”, mens de altså systematisk overser hele det omfattende grundlag og de mange og store analytiske indsatser og faglige engagementer, som disse ”udvalgte citater” hviler på.

Med den manglende inddragelse af den kritiske forsknings indhold – som altså konsekvent og banalt reduceres til noget, som de kalder ”konspirationsteorier” – bliver deres egen gennemgang af skolereform-processen også virkelig mangelfuld og nærmest intetsigende.

Denne pointe vil jeg eksemplificere udførligt i de kommende kapitler.

(Derudover kritiserer QR, at Keld Skovmand indgav en række kontroversielle anmeldelser af deres arbejde til Aarhus Universitets praksisudvalg, som efterfølgende blev behandlet under kategorien “videnskabelig uredelighed”, og hvor de efterfølgende blev frifundet. Det lader jeg ligge her, hvor jeg især undersøger, om der er en pædagogisk og faglig pointe i bogen, hvilket jeg vil vise, at der ikke er, selvom de kritiserer dem, som har pædagogiske pointer)

 

Kapitel 2: Spektakulær anklage om inhabilitet og ideologisk bias

Jeg har i Kapitel 1 noteret, hvordan QR systematisk undgår at forholde sig til indholdet i den omfattende faglige kritik, som Keld Skovmand har rejst i sin ph.d. afhandling, og som understøttes af mange andre forskere med meget forskellige udgangspunkter. Konsekvensen bliver en mangelfuld forståelse af skolereformens begrebslighed og politiske sammenhæng.

I kapitel 2 og 3 vil jeg drøfte en spektakulær anklage fra de to indflydelsesrige professorer. Nemlig kritikken af det bedømmelsesudvalg, som har godkendt Skovmands ph.d-afhandling. Der er her tale om så uhørte anklager, at Aarhus Universitet efter min mening bør lave en kraftig offentlig markering for at støtte hele bedømmelsesinstitutionen, bedømmelsesudvalgets integritet og jo også Skovmands ph.d.-titel.

I bedømmelsesudvalget sad følgende personer:

  • Professor Per Fibæk Laursen, DPU/Aarhus Universitet (formand)
  • Professor Lene Tanggaard, Aalborg Universitet
  • Professor i religionsvidenskab Bengt-Ove Andreassen (fra universitetet i Tromsø)

Der er to lag i QR’s kritik:

  1. To af bedømmelsesudvalgets medlemmer anklages for inhabilitet og normativitet
  2. Bedømmelsesudvalget har gjort deres arbejde ukvalificeret

 

Ad 1) Inhabilitet og normativitet

Især Per Fibæk Laursen anklages for inhabilitet; dels pga. en meget kort udveksling på en debattråd på folkeskolen.dk, hvor Fibæk siger nogle helt almindelige ting om, at han gerne vil sidde i bedømmelsesudvalg, hvis han bliver spurgt af de formelle kanaler. Desuden kritiserer QR, at Fibæk har anmeldt en af Skovmands tidligere bøger fra 2016 positivt. Selve afhandlingen blev først forsvaret i 2018. Jeg kan slet ikke forstå, at der skulle være problemer i disse ting, må jeg indrømme.

QR henviser i deres gennemgang direkte til Aarhus Universitets habilitetsregler, så universitetet bør som sagt reagere på anklagerne.

Men også Lene Tanggaard kritiseres for at have ”tætte forbindelser” til Skovmand, en relation som mig bekendt næsten var ikke-eksisterende, da bedømmelsesudvalget blev etableret og afleverede sin første indstilling. Og i sin afhandling kritiserer Skovmand faktisk Tanggaards arbejde med Uren Pædagogik.

Tanggaard kritiseres også for normativt at understøtte de holdninger, som ligger implicit i Skovmands afhandling, og QR ironiserer over, at Skovmand og Tanggaard tre år efter afhanldingen har skrevet en bog sammen, der netop kritiserer det læringssyn, som QR repræsenterer. Det mener QR er problematisk, fordi det viser, at  ”normative motiver” har domineret Tanggaards arbejde med bedømmelsen (se kapitel 4 for uddybning af kritikken af QRs kritik af Tanggaard).

QR sætter “videnskab” i en meget simpel og positivistisk modsætning til “normativitet”, en skelnen der vil gøre forskning til politikkens lydige tjener, uden at forskningen selv er i stand til at reflektere over det, hvilket også sker for QR, jvf kapitel 5.

QR mener, at de dermed har fundet forklaringen på, at Skovmands afhandling først og fremmest skulle være ”et aktivistisk” og et ”ideologisk” og et “normativt” projekt, som de hævder er et udtryk for ”ekkokamre eller meningsbobler for bestemte holdninger” (s. 72-73). Om disse “holdninger” bygger på videnskabeligt arbejde, står der ikke noget om. Det er bare “holdninger”, sådan ud i det blå. Det er noget, man åbenbart ikke kan have i videnskaben? Og de har ikke selv ”holdninger”. Det hele er mystiske ord.

 

Ad 2) Bedømmelsen kritiseres for at være ukvalificeret

QR mener, at Tanggaards og Fibæk Laursens påståede inhabilitet og normativitet udgør såkaldte ”alternative kriterier”, der påvirker og endda træder i stedet for en saglig bedømmelse af Skovmands afhandling.

QR foretager derfor en alternativ bedømmelse af Skovmands afhandling, som de vurderer ud fra en række kriterier, som de finder i ”Den danske kodeks for integritet i forskning” og lignende regelsæt. De fokuserer på ”korrekthed, relevans, usikkerhed, ansvarlighed, ærlighed og habilitet”.

QR’s analyse er så overfladisk, indholdsløs og mekanisk, at den undslår sig kritisk behandling. Hvis forskningskodekset skal forstås og anvendes så bureaukratisk og formalistisk og med så manglende sans for videnskabeligt indhold og formmæssig variation, så er det slut med seriøs humanistisk videnskab i Danmark. Med denne analyse bekræfter QR på en måde hele Skovmands kritik.

QRs skolemesteragtige og mekaniske tilgang til fagfællebedømmelse og kritik minder mig faktisk om en bog fra 2002, “Mesterlære retur”, hvor Merete Munk anlagde en lignende linje i sin vurdering af de nye mesterlære-teorier hos Lave & Wenger. Faktisk var Munk meget inspireret af Jens Rasmussen, mens en af Skovmands bedømmere, Lene Tanggaard, selv var og er meget inspireret af mesterlæren. Der arbejder noget meget teknificeret systemteori i baggrunden.

Både bedømmelsesudvalget og Aarhus Universitet bør reagere på QR’s alvorlige anklager med fuld præcision og fylde. Dels for at beskytte universitetet selv, men først og fremmest for at værne om hele ph.d.-institutionens omdømme og betydning. Dermed vil man også vise, at man står inde for den ph.d.-titel, som universitetets selv har tildelt Skovmand for hans seriøse pædagogisk-didaktiske værk.

 

Kapitel 3: Angrebet på Lene Tanggaards faglige integritet

Som nævnt i kapitel 2 beskylder QR Lene Tangaard for, at såkaldte ”normative motiver” skulle have spillet en rolle for hendes vurdering af Keld Skovmands afhandling og dermed have forårsaget en usaglig bedømmelse af hans arbejde (QR, s.78-81).

Det er barske anklager mod Tanggaard.

QR angiver fire begrundelser. Lad os se på dem:

1.

QR kritiserer, at Tanggaard efter forsvaret udgav en bog sammen med Skovmand, ”Hvad taler vi om, når vi taler om at lære”. QR fremhæver, at Tanggaard og Skovmand skriver, at ”skolens sprog er blevet inficeret af læring, og vi tilbyder en sprogkur”.

Men ærligt talt: Denne meget anmelderroste bog blev udgivet i december 2020, mens Ph.d.-afhandlingen blev forsvaret i januar 2018. Bogen udkom altså næsten tre år efter afhandlingen! Det kan da umuligt være kritisabelt. Tænk at føre det frem over hele 20 linjer i regi af så alvorlige anklager. Det vil ødelægge videnskabelig udvikling, hvis det skulle være et problem.

Og det pågældende synspunkt vedrørende ”inficering af læring” begrundes skam grundigt i Tanggaards og Skovmands bog, hvilket QR ikke har den mindste sans for.

QR fremhæver også, at forordet til Tanggaards og Skovmands fælles bog er skrevet af Svend Brinkmann, men hvorfor det nævnes, fremgår ikke. Muligvis er det fordi, at Brinkmann er med til at udgive ”Uren pædagogik”, som ifølge QRs meget mærkelige tankegang skulle være en del af en ideologisk og konspirationsudtænkende skandale.

2.

QR kritiserer, at Tanggaard har skrevet et efterskrift til bogversionen af Skovmands afhandling. Bogversionen udkom i februar 2019, altså et år efter selve afhandlingen.

QR mener, at Tanggaards efterord er ”stærkt partstagende”, fordi der – altså her et helt år efter forsvarshandlingen – står, at forsvarshandlingen var en ”festlig dag”. Hvor er det altså bare et lavbenet argument for så alvorlig en anklage!

Dernæst kritiserer QR, at Tanggaard i sit efterskrift – i forbindelse med hendes gennemgang af afhandlingens problemstillinger og hypoteser – meget kort bruger ordet ”misrepræsentation”. QR mener, at Tanggaard dermed understøtter Skovmands formelle anklager om uredelighed.

Men Tanggaard nævner slet ikke Skovmands anmeldelser, ordet ”misrepræsentation” bruges kun en enkelt gang kort og refererende, og hendes efterskrift, som mestendels bygger på bedømmelsesudvalgets grundige indstilling, er dybt sagligt.

Det fremgår endda også af Tanggaards efterskrift, at afhandlingen faktisk ikke blev godkendt ved første indlevering, og at den skulle revideres ret gennemgribende. Hun redegør også for bedømmelsesudvalgets kritik. Men hun har også en kort og anerkendende indledning på 10 linjer i anledningen af den konkrete udgivelse. Det er helt på sin plads.

3.

QR noterer derpå, at Tanggaard – igen i bogversionens efterskrift – fremlægger sin kritik af Skovmands behandling af Uren Pædagogik. QR skriver i den forbindelse, at ”det må have glædet Lene Tanggaard”, at Skovmand har ”udeladt kritikken af den urene pædagogik” i bogversionen. QR opfatter dette som meget kritisabelt, må være konklusionen, hvis man ser på sammenhængen.

Men hvad har dette emne med at være ”normativt motiveret” at gøre? Det forstår jeg ikke. Det er da helt uden for den sammenhæng, som QR lige har angivet.

Og det er bestemt ikke unormalt, at en bogversion af en afhandling har været udsat for en revision. Det gjaldt også min egen ph.d.-afhandling, som udelod to kapitler i bogversionen.

Desuden har bogversionen af Skovmands afhandling, som ligger foran mig, hele 65 sider med en kritisk drøftelse af Uren Pædagogik, endda samlet i et selvstændigt kapitel? Men hvordan kan QR så skrive, at denne diskussion er ”udeladt”? Og så endda bruge det til at fremsætte så alvorlige anklager?

4.

Endelig mener QR, at Tanggaard anerkender, at afhandlingen er ”konspiratorisk”, fordi hun ikke omtaler konspirations-emnet i sit efterskrift. Det er en helt omvendt logik, som vil kunne sætte enhver bedømmer skakmat: Alt det du ikke nævner, går du ind for! Det er ikke i orden.

I øvrigt passer det ikke. Afhandlingen er ikke ”konspiratorisk”. Det indgår slet ikke i Skovmands arbejde, som bygger på diskursanalyse, sprogteori og international læringskritik, hvilket Tanggaard også nærmest råsagligt redegør for i sit efterskrift til afhandlingen.

Så Lars Qvortrup og Jens Rasmussen fremsætter de groveste anklager på det tyndeste grundlag. Det er – for nu at sige det lige ud – ikke rimeligt, at Lene Tanggards store, saglige og engagerede arbejde med Skovmands afhandling og hendes efterfølgende samarbejde med ham, skal intimideres på denne primitive måde.

Jeg vil her til sidst sige, at både Lene Tanggaard og Per Fibæk Laursen har afvist, at der skulle være habilitetsproblemer. Det skete d. 13. og d. 16. marts i en debattråd på et indlæg af QR på folkeskolen.dk. Skovmand har også et indlæg på tråden. (https://www.folkeskolen.dk/1867634/der-er-saa-meget-thorkild-ikke-forstaar).

 

Kapitel 4: ”Et statskomplot af nazistisk karakter”

Ifølge QR er Keld Skovmand og WA-journalisten Markus Bernsen overbeviste om, at indførelse af læringsmålstyringen i Danmark er en del af ”et statskomplot af nazistisk karakter” (s. 114).

Jeg har dog ikke kunnet finde nogen dokumentation for denne utrolige påstand, hverken i QR’s egen bog eller hos Skovmand eller Bernsen selv.

Formodentlig refererer QR til, at Skovmand i starten af sin afhandling har en grundig henvisning til den tyske litteraturforsker Victor Klemperers sproganalyser. Klemperer udvikler sine begreber ud fra sine erfaringer i det tredje rige? Men det er jo udelukkende en faglig markering. Det svarer til, at man også kan tale om eichmannificering af det politiske med inspiration fra Hannah Arendt, uden at hævde at politikken er “nazistisk”.

Der er tale om faglige begreber med gode normative rødder. Det har ikke noget med ”et statskomplot af nazistisk karakter” at gøre. Tror man det, så har man helt misforstået den humanvidenskabelige pointe.

Denne fejl fører til afgørende skred i QRs realitetssans. F.eks. skriver de følgende på s.60 med direkte sidetalsreference til Skovmands afhandling:

“Det er den tyske filolog Victor Klemperers undersøgelse af nazismen totalitære sprogbrug, der danner grundlag for flere af analyserne”.

Men det er alt for kraftig en generalisering. Det pågældende sted i Skovmands afhandling, på s.22,  står der nemlig følgende:

“Victor Klemperers undersøgelse af nazismens totalitære sprogbrug danner grundlag for flere af mine analyser af det nye læringssprogs virkemidler”

Skovmand er med sin formulering “det nye læringssprogs virkemidler” langt mere konkret og faglig end det mere generelle “flere af analyserne”, som QR mener, at Skovmand skriver, selvom han ikke gør det. Med denne kritisable forskydning i referencens indhold,  kan QR positionere sig selv som ofre for en selviscenesat nazismeanklage.

(Det er Skovmand selv, der har har gjort mig opmærksom på denne fejl i et indlæg på folkeskolen.dk fra d. 20. marts)

QR forveksler videnskab med ideolog, og de kastes dermed tilbage i et ekstremt smalt og teknisk forskningsbegreb, som ødelægger den pædagogiske og filosofiske undersøgelse.

Og at læringsbegrebet har totalitære og autoritære tendenser, er der ingen tvivl om. Det skriver Skovmand om rundt omkring, og det har han helt ret i. Og det er hans sammentænkning af Klemperer, Gert Biesta og den såkaldte diskursanalytiske metode, der bringer ham på sporet af denne tese. Det er denne faglige sammenhæng, som QR helt misforstår.

Så Skovmands fund er helt klart både samfundsrelevante og videnskabelige vigtigt. Og hvis det passer, hvad han har fundet ud af, så får det jo meget vigtige konsekvenser for den næste generation og faktisk også for samfundet som sådan.

Også journalisten, Marcus Bernsen, inddrages i denne nazisme-sammenhæng. Det var Bernsen, der skrev om ”Skovmand-sagen” i Weekendavisen tilbage i 2019. QR skoser ham for hans ellers flotte og flerårige arbejde med at afdække landets magtelite og med at undersøge dataficeringen af statsapparatet.

Bernsens arbejde med disse problemstillinger er helt regulære sociologiske og journalistiske undersøgelser, som er yderst relevante, og som interesserer mange mennesker, også forskere. Men QR har egentlig ingen rigtig kritik eller interesse for indholdet af Bernsens interesser. De mener blot uden videre, at der bare er konspirationsteorier. De kalder det endda for ”konspiration på level 2”. Det er svært at forstå. Igen ser vi denne smalhals i kundskabsinteressen. Og QR glemmer helt at pege på det ”statskomplot af nazistisk karakter”, som Bernsen anklager dem for.

Bernsen kritiseres også for ikke at tjekke sine kilder i forbindelse med sin artikel om Skovmand-sagen. Men Bernsen snakkede skam med mange relevante personer dengang, nemlig Alexander von Oettingen, John Hattie, Marianne Jelved, Steen Nepper Larsen (som kaldes for ”højtråbende”) og Per Fibæk Laursen, hvilket QR faktisk også efterfølgende omtaler? Det er mystisk? QR ønskede ikke selv at deltage i artiklen, selvom de blev spurgt.

Der er som om, at der ikke rigtigt er noget at kritisere, selvom QR skam er meget kritiske. Der råbes og larmes, men det hele falder ligesom ned pladask hele tiden. Naturligvis under horisonten fra et ”statskomplot af nazistisk karakter”, et udtryk de selv lader til at have opfundet.

Men hvorfor skriver QR så, at Skovmand og Bernsen beskylder QR for deltage i ”et statskomplot af nazistisk karakter”?

Under alle omstændigheder bliver den logiske konsekvens af de enorme faglige reduktioner, at QR ikke kan inddrage hverken lærings-, teknologi- og magtkritik i deres egen analyse af den skolepolitiske situation. Derfor kommer deres analyse fuldstændigt til at mangle pædagogisk og videnskabelig relevans og dybde. Det er også emnet for kapitel 5.

 

Kapitel 5: Dobbelt ansvarsfraskrivelse

I Bogens kapitel 1 gennemgår QR det forløb, som de mener førte til etableringen af den læringsmålstyring, som Keld Skovmand analyserer i sin afhandling.

De har to pointer, som begge har som konsekvens, at de selv friholdes for fagligt og politisk ansvar; dels en pointe om læringsmålenes oprindelse, og dels en pointe om læringsmålenes lovmæssige bindinger.

1. Læringsmålenes oprindelse

QR mener, at læringsmålstanken har rod i Lars Løkkes såkaldte Rejsehold for Folkeskolen, hvorfra tanken blev videreført i VK-regeringens skoleudspil i 2010. Herfra spadserede læringsmålene så ind i S-SF-RV-regeringens skoleudspil i 2012 og videre ind i de detaljerede organisatoriske sammenhænge og diskussioner om Fælles Mål i årene efter.

QR medgiver, at tankerne først blev til deciderede læringsmålstyring omkring 2011-12. Før hed det nogle andre ting, hvis konkrete betydninger endnu ikke stod helt klart.

QR kritiserer, at Skovmand ikke har tilstrækkelig sans for denne historik og for læringsmålenes forskellige forstadier.

QR mener desuden, at deres egen fortælling modbeviser Skovmands teorier om, at læringsrevolutionen i særlig grad blevet udviklet i et samspil mellem indflydelsesrige forskere og myndigheder. De mener, at Skovmand abonnerer på en ”konspirationsteori”, hvilket de påpeger nærmest repetitivt og ustandseligt.

Men det er ikke korrekt. QR’s fortælling modbeviser ikke noget. Det skyldes, at de selv blot gennemgår nogle af de instanser, som deltog i policy-udviklingen. Men Skovmands tese jo går på hele det sprog og den diskurs, som udviklede sig undervejs, som strømmer gennem instanserne, og som understøttes af forskellige diskursive aktanter, herunder de forskere og myndigheder, som Skovmand nævner.

Dette forstærkede læringssprog, som Skovmand undersøger, finder netop sit klimaks i netop 2012-2013, og det bæres i høj grad frem af Qvortrup og Rasmussen op gennem 00’erne, kulminerende omkring 2013-14 og helt frem til omkring 2017.

QR bekræfter nærmest ufrivilligt, at Skovmand har ret. Det sker dels ved, at de netop foretager en – ganske vist mangelfuld – empirisk beskrivelse af den forsknings- og myndighedsstruktur, som producerer de nye begreber, og dels ved, at de bekræfter, at selve læringsmålstyrings-begrebet for alvor kommer ind i billedet med skolereformen i 2012.

Det var nemlig først omkring 2011-12, at det kom til at hedde ”læringsmål” og ”læringsmålsstyring”, hvorved læringsdiskursen for alvor kunne sprede sig og udrydde pædagogikkens kundskabs- og formålsside.

At denne tendens også i høj grad fandtes op gennem 00’erne – også lang tid før Lars Løkke etablerede sit Rejseholdet –  som iøvrigt selv er en del af en langt bredere pædagogisk og politisk proces – er en anden sag, som blot understreger QRs egen mangelfulde analyse.

Desuden inddrager Skovmand også en lang række rapporter fra før 2013, som QR slet ikke nævner, hvor netop ”læring” for alvor kommer til syne, herunder en central rapport fra Skolerådet og nogle EVA-rapporter, så han har i høj grad sans for historikken.

Og netop Skolerådet er faktisk en langt vigtigere organisering end Rejseholdet efter min vurdering.

Hele QR’s meget selektive gennemgang, der altså lader alting starte med Skolens Rejsehold, betyder, at QR dermed kan friholde sig selv for det ansvar, som Skovmand kalder frem. Det skyldes, at ingen af dem var direkte medlem af selve Rejseholdet, selvom de var med i alle mulige andre sammenhænge. De konkluderer derfor direkte, at de ikke “har taget del i disse forberedelser”, og at Skovmand derfor ikke kan konkludere, at forskere og myndigheder har spillet sammen på en problematisk måde. Men Skovmand har fat i den lange ende. Det kan jeg sige med stor sikkerhed, for jeg har lige undersøgt hele historikken selv og skrevet en tyk bog om det.

Kort sagt: Rejseholdet var ikke ”starten” på det hele, Skovmand har mere sans for historikken end QR, og Skovmand har helt ret i, at der sker en yderligere materalisering af “læringen” omkring Skolereformen i 2013.

QR tror, at Skovmand har en ”konspirationsteori”, men det har han ikke. Han har en teori om en række sproglige kredsløb, der materialiserer sig i læringsbegrebet, og som løber gennem en række overlappende forsknings- og policykredse.

2. Læringsmålenes bindinger

Den anden ansvarsfraskrivelse vedrører en særlig side af læringsmålsstyringen, nemlig dens lovgivningsmæssige bindinger.

QR roser Skovmand og Riisager for at forårsage, at nogle af læringsmålene i 2017 ophørte med at være bindende. Ja, de skriver endda, at det der med, at læringsmålene blev bindende i 2013, blot var en slags teknisk fejl i ministeriet, en ”kommunikationsbrist”.

Men det kan man ikke reducere sagen til. Hele systemet af hhv. bindende og vejledende lærings- og kompetencemål var skam en integreret del af den læringsfilosofi, som QR i høj grad var med til at promovere, og som de på ingen måde satte spørgsmålstegn ved undervejs, men tværtimod understøttede på alle måder.

Rasmussen var faktisk særdeles kritisk over for Skovmands første bog om emnet fra 2016. Rasmussen skrev endda et semihemmeligt notat til landets beslutningstagere, hvor han kritiserede Skovmands arbejde, og på ministeriets hjemmeside var han nærmest mr. Læringsmål med diverse interviews og videoer osv.. Det hele blev også ført frem i regi af Nationalt center for skoleforskning, som Qvortrup var blevet leder for, samt rundt omkring i de nye storkommuner, som havde givet KL en enorm magt. Jeg kunne blive ved. Og der var skam ingen kritik af nogen ‘teknisk fejl’. Tværtimod har der været kritik af Merete Riisagers arbejde over hele linjen. Denne konklusion forstærkes af det forhold, at både Skovmand og Tanggaard var tætte rådgivere for Merete Riisager.

På den indholdsmæssige front vil jeg kort nævne, at hele læringsideologien stadig er intakt, eftersom både folkeskolelov og læreruddannelseslov fra 2013 stadig gælder. Selve målstyringen er ganske vist lempet lidt, fordi den nu ikke mere er obligatorisk. Men den er stadig statsligt “vejledende”, hvilket ingen andre systemer er, og derfor lever den videre i hele skolens ånd og dens læremidler og sammenhæng i det hele taget. Derfor er den juridiske korrektion, som QR omtaler, kun af mindre betydning.

Og nu kan disse kolossale processer altså ifølge QR reduceres til en banal fejl i ministeriet, som man endda uddeler en form for strategisk ros for, selvom man har modarbejdet ændringerne hele vejen igennem.

3. Konklusion

Hele QRs beskrivelse af forløbet har til formål at friholde dem selv for ansvar på to centrale områder. Det lykkes ikke så godt: Man kan nemlig ikke gøre Rejseholdet til læringsmålenes fikspunkt, og QR støttede helt klart den samlede læringsmålspakke op gennem 10’erne, blandt andet imod Skovmands kritik.

Men for QR kan læringsdiskussionen altså koges ned til hvem, der sad i Rejseholdet og til en teknisk fejl i ministeriet, som de altid har været imod, må man forstå? Og hvis man ikke køber den, så er man konspirationsteoretiker. Det er mageløst.

Desuden står de forskellige empiriske udvalg, som QR trækker frem i deres redegørelse for forløbet, slet ikke i modsætning til Skovmands mere dybdeborende analyse, hvilket de selv lader til at tro. Det skyldes, at Skovmand studerer de sproglige kredsløbs autoritære struktur, mens QR bare ridser nogle udvalgsarbejder op. Skovmand studerer den pædagogiske kausalitet, hvilket QR ikke gør.

 

Kapitel 6: Når begrundelserne for kritikken modsiger kritikken: Er Skovmands forskning ”relevant”?

QR kritiserer Skovmands afhandling for at være uvidenskabelig. De henviser her til en ekstrem mekanisk anvendelse af nogle bureaukratisk formulerede retningslinjer for god forskning. Som nævnt i kapitel 2 drejer det sig om følgende principper ”korrekthed, relevans, usikkerhed, ansvarlighed, ærlighed og habilitet”, som de et ad gangen applicerer på Skovmands afhandling. Alle behandlinger har samme niveau og form, så i det følgende nøjes jeg med gå i dybden med et af principperne, nemlig ”relevans”. Ok, lad os se på det. Er Skovmands behandling ”relevant”?:

Først angiver QR afhandlingens de to forskningsspørgsmål, som i Skovmands afhandling udfoldes over flere sider. Men umiddelbart efter denne markering skriver QR, at ”afhandlingen styres ikke af en egentlig problemstilling og heller ikke af en overordnet”. Men de har jo lige præsenteret Skovmands to problemstillinger, som vel at mærke både er ”egentlige” og ”overordnede”? Det hænger ikke sammen.

QR kritiserer også, at Skovmand henviser for ubestemt til ”reformbevægelsen”. De mener ikke, at han definerer begrebet. Men i samme åndedrag omtaler QR rent faktisk en af afhandlingens bestemmelser af begrebet? Det forstår jeg heller ikke. Og på de efterfølgende sider uddybes det hele. QR mener så ikke, at der findes en ”reformbevægelse”. Det må de selv rode med. Det er en del af det, jeg kalder “ansvarsfraskrivelse”, jvf. kapitel 5.

Beslægtet hermed siger QR, at Skovmand mangler nogle nærmere begrundelser for sin brug af udtrykket ”reformbevægelse”. Men i sætningen efter fortæller de, at Skovmand skriver begrebet ind i diskussionerne om ren og uren pædagogik, og i det fremhævede citat er der endda referencer og det hele. Og inde i afhandlingen er der så en lang kritisk diskussion af netop uren pædagogik. Men så er der jo en begrundelse?

Skovmand kritiseres også for ikke at konsulterer ordbogen om selve ordet ”reformbevægelse”. Ok, helt ærligt, så kunne vi få travlt. Har QR leksikale opslag for alt muligt i deres egne bøger? Det er en latterlig indvending, for nu at sige det lige ud, især når man har QRs overordnede sigte in mente, som jo handler om stille spørgsmålstegn ved hele bedømmelsens legitimitet.

Disse selvmodsigende og intetsigende ”kritikker” fører så til, at QR konkluderer, at bedømmelsen af afhandlingen er udtryk for ”et normativt ideologisk projekt”.

Denne barokke konklusion mener QR bliver bekræftet, når de på s. 60 citerer Skovmand for at ville ”overskride forskningens traditionelle grænser”. I min version af afhandlingen står der faktisk ikke ”grænser”, men ”rammer”, og det er jo ikke helt det samme. Et andet sted, på s. 176, citerer de dog korrekt.

Men det er bestemt ikke uvidenskabeligt at sprænge ”forskningens traditionelle rammer” og faktisk heller ikke dens ”grænser”. Dertil kommer, at Skovmands afhandling nu heller ikke er så grænse- og rammebrydende endda. Endnu mere barokt bliver det, at Skovmand med sin tale om “overskridelse” slet ikke henviser til sin afhandling, men derimod til en tidligere bog om emnet; en form for debatbog, som slet ikke er skrevet ind i det mere formelle forskningsmæssige system.

QRs forskningssyn er udtryk for en total simplificering af den videnskabelige proces og dens teori. Verden vil gå i stå i underdanighed, hvis vi følger deres dårlige råd, som totalt misforstår hvad videnskabelig “relevans” og forskningens “rammer” er.

Sådan fortsætter det side op og side ned. Skovmand kritiseres for et eller andet, men i de eksempler, der angives, demonterer kritikken nærmest sig selv.

Generelt er det også svært at se, hvad de eksempler på ”relevans”, som QR har fremhævet, overhovedet har med ”relevans” at gøre. Skovmands forskning forbinder sig med både ny og gammel forskning, og den drøfter emner af stor pædagogisk og videnskabelig betydning. Desuden arbejder han frit uden at tænke egen vinding og politiske interesser. Skulle et sådant projekt ikke være ”relevant”?

QR kritiserer også nogle centrale instanser på Aarhus Universitets fakultet ARTS for at godkende bedømmelsen af Skovmands afhandling. Især kritiseres Akademisk Råd og fakultetets ph.d.-uddannelse. Man må forvente en reaktion fra disse institutioner og deres ledelser.

Til sidst vil jeg sige, at behandlingen af de andre ”principper” er på samme lave niveau. Under temaet ”korrekthed” står der f.eks. at Skovmand mangler at angive ”selektionskriterier” i hans diskursanalyse. Man skulle tro, at QR bedømte en bacheloropgave. Et andet sted – under princippet ”usikkerhed” – står der, at fordi Nævnet for Videnskabelig Uredelighed har afvist Skovmands klager, så er det hermed bevist, at hans analyser er forkerte som sådan (s. 64). Men det kan man da på ingen måde slutte! Nævnet tager bestemt ikke stilling til kritikkens indhold.

PS: Her er afhandlingens to ”grundlæggende spørgsmål”, som QR altså mener mangler, selvom de selv citerer dem:

“1. Hvilken viden og forskning lægges til grund for skiftet fra ”indholdsstyring” (undervisning og input) til ”målstyring” (læring og output) i reformbevægelsen, og hvilken viden og forskning udgrænses som led i dette skifte?

2. Hvilken validitet har den viden og forskning, der lægges til grund?”

 

Kapitel 7: Kritikken af Rømer

QR mener som sagt, at bedømmelsen af Skovmands ph.d.-afhandling har været usaglig, hvilket de forklarer med, at to af personerne i bedømmelsesudvalget har været inhabile, samt at den ene af disse to desuden har været normativt og ideologisk forudindtaget.

Jeg har også fortalt, hvordan QR kritiserer mediernes rolle, herunder især Weekendavisens journalist Marcus Bernsen, men faktisk også kredse omkring bladet Folkeskolen.dk og forlaget Hans Reitzel.Det foregår i bogens kapitel 4. I samme kapitel foregår der også noget andet interessant.

1. De sociale medier

I kapitel 4 har QR et afsnit, som de kalder for ”Sagen i de sociale medier”. Det er det ”allerværste”, står der. De nævner specifikt lærer Niels Christian Sauer, som de kort citerer for et par ramsaltede bemærkninger.

Men hvem er det så, der ”fører an” i dette ”allerværste”? Jo, det gør såmænd jeg selv, står der. Det sker angiveligt på min FB-side og på min hjemmeside, som QR derfor drøfter over hele otte sider. Lad os se på, hvad de skriver:

QR kritiserer, at jeg følger sagen og drøfter den løbende på Facebook og hjemmesiden. Men der står ikke noget om, hvorfor det skulle være forkert? Det er da kun godt, at man diskuterer og undersøger sager af betydning for ens fag og for samfundet i landets forskellige medier?

QR taler også om, at jeg ”afdækker sagen” som en ”livereportage” og som en ”journalist”. Det lyder som om, det skulle være forkert, men jeg forstår ikke hvorfor? Jeg synes, det er en dyd. Det er jo ikke BT-artikler, men lange og grundige indlæg, som ofte er fyldt med referencer osv.. QR skriver så også, at jeg arbejder som en “sportsjournalist”, men det passer ikke, for der er ingen konkurrencer. Jeg arbejder kun som journalist, en pædagogisk, filosofisk og politologisk journalist.

Så skriver QR, hvilket vist nok også er ment som en kritik, at jeg ”skynder mig at helgardere skyldsspørgsmålet”, når jeg citeres for følgende i et af mine indlæg:

”Skovmands kritik går på, at en række begreber, forfatterskaber og tekster er blevet fordrejet, reduceret og indsnævret, så de passer ind i snævre lokale dagsordner, med den effekt at læringsbegrebet underminerer skolens formål. (…). Der er altså både en kritisk og juridisk proces, hvilket er vigtigt at holde sig for øje. Kritikken kan sagtens være korrekt, også selvom der ikke skulle være tale om videnskabelig uredelighed i formel forstand”.

Men denne afsluttende markering er skam ikke udtryk for nogen strategisk ”helgardering”. Jeg skriver bare sådan lidt gammeldags og sagligt det, jeg mener er tilfældet. Jeg forstår heller ikke her, hvad der skulle være forkert ved det. Tværtimod er det da en fin sætning? Og sammenfatningen er Skovmands position i starten af citatet er da også fin, er den ikke?

I starten af bogen skriver QR, at jeg “uden forbehold støttede Keld Skovmands anmeldelser om uredelighed og tvivlsom forskningspraksis” (s. 10). Men det passer ikke. Som ovenstående citat eksemplificerer, så har jeg på intet tidspunkt ytret støtte til selve anmeldelserne, men snarere arbejdet for at beskytte Skovmands kritik imod hans egne anmeldelser.

Derefter får jeg at vide, at jeg ”latterliggør” et af QRs indlæg fra avisen. Hermed tænkes på følgende sætning, som jeg har skrevet i et blogindlæg:

”Det er interessant, at Rasmussen og Rasch-Christensen slet ikke drøfter indholdet af Skovmands kritik, men kun hæfter sig ved nogle tekniske fejl, hvoraf de fleste ikke engang bør betragtes som fejl. Det opfatter jeg som en bekræftelse af, at de ikke kan afvise Skovmands dokumentation”

Men denne formulering er da ikke nogen ”latterliggørelse”, men blot en saglig konstatering? Man kan naturligvis være uenig eller noget, men der er da ingen “latterliggørelse”. Og konklusionen er skam begrundet ved en yderst detaljeret gennemgang af QRs læserbreve (Se reference A1).

Dernæst får vi at vide, at jeg er ”anderledes begejstret”, når det kommer til en af Skovmands tekster. Men det er jo nok fordi, at jeg synes, at de er bedre? Jeg forstår slet ikke problemet.

Her er et eksempel på en af mine markeringer, som QR mener er for “begejstrede”:

”Selve Skovmands læserbrev kaldes ”Genmæle til genmæle”, hvilket også er alle tiders. QR kaldte selv deres kommentar for et ”genmæle”, hvilket – skulle det gerne fremgå – var noget af en overdrivelse. Skovmand må virkelig gøre sig umage med at finde noget at genmæle om. Men det lykkes i karakteristisk rå-saglig stil og med god kropslig kant”.

Men det er da herligt skrevet, synes jeg selv. Og sætningen optræder som sagt i sammenhæng med en lang argumentation, som QR åbenbart ikke ved, hvad de skal stille op med, og sammen med en detaljeret gennemgang af Skovmands læserbrev. Så der er bestemt ikke bare tale om tomme ord.

2. Vores egen kollega

QR kalder mig også hele tiden for ”kollega” og for ”vores egen kollega”. Det føles nærmest lidt anmassende med denne vedholdenhed i tiltalen. Især eftersom jeg stort set kun kender de to herrer via nogle barske klager over mit arbejde, som de har sendt direkte til min arbejdsgiver og til en redaktør.

Og det kan godt være, at vi er kolleger i teknisk forstand, men jeg føler mig ikke som kollega med dem, og vi arbejder da heller ikke sammen til daglig, og er i hver sin afdeling. Det er meget mærkeligt og som sagt også lidt påtrængende.

Alligevel må jeg forstå, at min kritik skulle være det primære eksempel på at være det, de senere i bogen kalder for ”kollegial chikane” (s.157)? På den måde bliver den anmassende intimitet en form for kollegialt angreb, som minder om de anslag, QR tidligere har foretaget mod min faglige integritet af bagvendte kanaler.

Jeg ”chikanerer” ingen. Jeg kritiserer og diskuterer med udgangspunkt i det jeg ser, og det jeg finder ud af. Og jeg har ikke den mindste respekt for, at nogle forskere gerne vil beskyttes af kollegialitet eller titler. Jeg ”verificerer ligheden”, som den franske filosof Jacques Rancière ville sige det. For de fleste går det fint. Men ikke for QR.

QRs syn på kritik og politik er meget langt fra videnskabens og demokratiets ånd.

 

3. Fest på Vartov

På side 177 har QR en fantastisk bemærkning i forbindelse med, at de igen argumenterer for, at Skovmands afhandling er en del af en konspiratorisk “politisk aktivisme” og en “ideologisk begrundet kamp”. QR har fundet en markering fra et forord i en af Skovmands bøger (ikke fra afhandlingen): QR skriver:

“Om aftenen var der fest på Vartov, hvor Niels Skousen gav koncert og Keld Skovmand sang med. en af de ivrige deltagere var vores egen kollega, lektor på DPU Thomas Aastrup Rømer. Som Skovmand refererer: “Thomas Aastrup Rømer skriver live på Facebook: ‘Niels Skousen synger ‘Herfra hvor jeg står’ sammen med Keld Skomand lige midt i Grundtvigs Hus. Landet lever!” (Skovmand 2019b, s. 28).

QR er inkarnerede anti-grundtvigianere. Som der står i bogen Pædagogikkens Idehistorie fra Aarhus Universitetsforlag:

“Også de to fremtrædende professorer i uddannelsesvidenskab, Niels Egelund og Lars Qvortrup, ser Grundtvig som en væsentlig faktor bar folkeskolens relativt dårlige testresultater i de komparative internationale undersøgelser (….)”, (s. 258).

Så denne søde og glade aften på Vartov sammen med Niels Skousens fine sange skal derfor nedgøres som en del af QRs opgør med en selvgestaltet “konspiration”, hvilket de facto svarer til et opgør med den grundtvigske virkningshistorie og med pædagogisk essens som sådan.

4. QRs kommentarer til mine læsninger af deres læserbreve og af mine Noter til Skovmands bog

På min hjemmeside skrev jeg tilbage i februar 2019 fem indlæg om Skovmand-sagen. Det drejer sig om en grundig kommentar til QR’s læserbreve om sagen samt om fire fyldige ”Noter” til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”, som han udgav parallelt med bogversionen af sin ph.d.-afhandling. Der er tale om tekstnære indlæg, som ialt fylder ca. 30 sider. Alle teksterne står i herværende indlægs litteraturliste under A1-5.

Hele denne indholdsmæssige side af mine indlæg, som i sig selv hviler på tusindvis af sider med videnskabeligt arbejde, forties dog fuldstændig af QR. Vi ser altså her den samme brist i kvaliteten af deres kritik, som vi så i QRs behandling af Skovmands afhandling. QR virker ude af stand til at sætte sig ind i, gengive og forstå en argumentation, og derfor falder deres kritik også pladask ned i ørkensandet.

Derfor er det på sin vis også lidt svært at forholde sig til deres små bemærkninger. Jeg prøver alligevel:

4A. Læserbreve (A1)

Min tekstnære gennemgang af QRs læserbreve, som er et virkelig grundigt arbejde, kaldes blot for ”polemisk kommenterende”. Der står ikke mere. Det er for lidt til at svare på. (Se A1 i litteraturlisten)

4B. Note 1 (A2)

I forbindelse med QRs kritik af min Note 1 til Skovmands bog går de heller ikke ind i indholdet. I min Note gengiver jeg ellers Skovmands analyse af Undervisningsministeriets læringsmålsvejledninger og beskriver sammenhængen mellem en række vigtige læringsmålsudgivelser. Det fylder flere sider.

Men QR reducerer blot alt dette til ”en lang række voldsomt polemiserende ytringer om især Jens Rasmussen og Andreas Rasch Christensen”.

QR skriver så, at disse ”voldsomt polemiske ytringer” udmønter sig i følgende sætning i min note:

”Det hele er ren luft, en ubestemmelig ubehagelig gasart”.

Men denne – synes jeg selv – flotte og rammende formulering knytter sig til et konkret citat fra ministeriets vejledning om læringsmål, hvor ordet ”læring” optræder i hyperflertal, og som både jeg og Skovmand drøfter grundigt. Formuleringen vedrører i den konkrete sammenhæng ikke Rasmussen og Rasch-Christensen som personer, eller noget de har sagt. At der så er forskellige begrebsmæssige forbindelser mellem vejledningen og de pågældende personer er en anden sag.

4.C. Note 2 (A3)

I min Note 2 har jeg en grundig diskussion af, hvordan nogle meget tidlige EVA-rapporter helt tilbage fra 1990’erne begrebsliggør læringsmål på en måde, så rapporterne får konsekvenser helt frem til 2013. Det var nogle meget interessante iagttagelser i Skovmands bog, der satte mig på sporet af denne tråd.

Men igen viser QR ingen interesse i denne ret avancerede argumentation. De skriver bare, at min konklusion er ”besynderlig”.

Min analyse i Noten får mig til at konkludere, at der er tale om ”en form for verdensklasse-tomhed”, hvilket QR åbenbart ikke synes om. Men det er skam et meget præcist udtryk, for ordet ”verdensklasse” blev hyppigt brugt af læringsfolkene til at undertrykke pædagogikken omkring 2010. Men igen refereres der slet ikke til indholdet i min analyse, så jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad det deres kritik handler om.

Dernæst skriver QR, at jeg mener, at der ”bag dette gemmer sig, det han (altså jeg, TAR) kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki”. Og et andet sted skriver de, at jeg mener, at dette oligarki skulle være “organiseret i et fællesskab” (s.167). Men i min optik er der overhovedet ikke tale om en konspiration, og udtryk som ”bag dette” og “organiseret” giver derfor ikke mening.

I min Note 2 står der følgende om Danmarks Pædagogiske Oligarki, som jeg tidligere har skrevet ca. 60 sider om med yderligere 800 siders baggrundsanalyser:

”I mit eget arbejde forsøger jeg at vise, hvordan skolereformens centrale aktører på kryds og tværs hviler på et teoretisk opgør med den virkningshistoriske indflydelse fra oplysningstiden, grundtvigianisme, reformpædagogik, filosofi og normativitet. Kort sagt: et opgør med pædagogik som sådan. Skovmand genfinder dette kulturtab som en total tomhed i de tekster, som omgiver skolereform og læreruddannelse. Men faktisk er personkreds og proces stærkt overlappende. Jeg har kaldt det samlede system for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO).”

Så der er ingen ”konspiration” eller ”bag ved” i min konception. Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) er en del af et sprogligt og filosofisk system, som har magt i samfundet. Eftersom dette ”system” strømmer igennem ret få personer, som går igen og igen, så er der tale om et ”oligarki”. Der er ingen ”konspiration” eller ”plan”, snarere en form for løben med, hvilket jo i en vis forstand er det modsatte af at have en plan.

Dernæst bruger QR adskillelige linjer på det forhold, at jeg skriver, at Qvortrups daværende kone sad i et EVA-udvalg. Det mener, at de er smagløst, fordi hun ”døde af kræft i 2014 og derfor ikke har mulighed for at forsvare sig”. Jeg lader det stå i en form for afmagt, men jeg synes ikke, at min faktuelle konstatering er smagløs på nogen måde. Men det er lige før, at jeg synes, at deres svar er.

4.D. Note 3 (A4)

QR kritiserer min Note 3 for at indeholde en ”afkortet og forgrovet gengivelse” af Skovmands klager over QR til Aarhus Universitetet. Men det forstår jeg ikke, for på det tidspunkt havde jeg, så vidt jeg husker, slet ikke set klagerne. Jeg gennemgår blot et kapitel i Skovmands bog, hvor der står det ene og det andet om QR’s arbejde med at reducere en række begreber til lærificeringens sprog. At nogle af kapitlets pointer så også står i klagerne, har jo ikke noget med min Note 3 at gøre.

Jeg forstår heller ikke, at min gengivelse af Skovmands bog skulle være ”forgrovet”, men det kan han jo bedst selv vurdere. I al fald har jeg forsøgt at referere hans synspunkter korrekt og i dybden.

QR skriver så, at disse angivelige ”beskyldninger”, som altså i Skovmands bog fremstår som faglige analyser, er blevet afvist af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, hvilket skulle betyde, at hans konklusioner ikke har nogen gyldighed.

Men som sagt refererer jeg slet ikke til klagerne, og selvom Skovmands kritik ikke påviser ”uredelighed” i formel forstand, så kan den sagtens være sagligt set korrekt. Det er altså for banalt, at jeg skal bruge tid på at belære indflydelsesrige forskere om en så basal skelnen.

Eftersom QR stadig ikke – efter nu 5 års ørkenvandring – har kunnet gendrive indholdet i Skovmads kritik, må man formode, at de slet ikke er i stand til det.

4.E. Note 4 (A5)

QR kritiserer, at jeg i min Note 4 omtaler Skovmands bestemmelse af forholdet mellem demokrati og læringsmål, og at Skovmand i den forbindelse kritiserer dele af både Claus Holms arbejde og læringsbegrebet for at eksemplificere et opgør med demokratiet. Skovmand dokumenterer sit synspunkt, og jeg omtaler så hans dokumentation. Og jeg udtrykker, at jeg er enig med Skovmand i den pædagogiske konklusion. Jeg forstår ikke, at det skulle være et problem.

QR skriver så, at min kritik er ”uden forbehold”, men de specificerer ikke, hvilke forbehold, Skovmand og jeg selv burde have inddraget? Det er meget abstrakt, synes jeg. Man kan jo ikke tage forbehold, når man ikke kan se nogen forbehold. Hvad er det for noget? Og tager de selv ”forbehold”?

Selve spørgsmålet om, hvad demokrati er, går de slet ikke ind i.

5. Rømers ”grove perfiditeter”

QR roser den liste over tekster og dokumenter i Skovmand-sagen, som jeg har lavet på min hjemmeside. De kalder den for ”meget omfattende og fortjenstfuld”, og de siger, at der er ”links over de allerfleste indlæg”. Mange tak for det.

De skriver så, at min liste er ”skæmmet af en række partiske kommentarer undervejs”. Men jeg kan ikke finde nogle ”partiske kommentarer”. Min grundlæggende pædagogiske analyse vil jeg ikke løbe fra, tværtimod, men den er ikke ”partisk”, blot pædagogisk og videnskabelig, og derfor også i en vis forstand normativ og politisk. Men det er ikke det samme som “partisk”. Jeg tilhører ikke noget parti.

Efter denne gennemgang går QR nærmest amok i galde. De skriver følgende sammenfatning af mit arbejde:

”Sammenfattende kan man efter vores mening læse Rømers uendelige mængde af Facebook- og blogindlæg som den akademiske version af de sociale mediers underminering af anstændighed og lødighed. Ingen perfiditet er for grov til at blive inkluderet i dette univers. Her gælder alene princippet om at den stærkeste grovhed vinder”. (min kursivering, TR)

Men disse beskyldninger, som ærligt talt er meget ”grove”, har QR, som det fremgår, ikke været i stand til at begrunde eller bevise. Der findes ingen ”perfiditet” eller noget med at ”den stærkeste grovhed vinder” i mit arbejde, tværtimod. Selv kunne jeg aldrig finde på at udtrykke mig i de termer, som jeg har kursiveret.

6. De ”videnskabeligt anerkendte gyldighedskriterier”

QR følger op på deres vilde beskyldninger ved at anklage mig for ikke ”at efterleve kravene om alment videnskabeligt anerkendte gyldighedskriterier, når man udtaler sig inden for sig faglige ansættelsesområde”. De henviser her til Aarhus Universitets retningslinjer.

Faktisk blev dette spørgsmål undersøgt på Aarhus Universitet i 2015. Her havde professor Dorte Staunæs klaget til fakultet over mit arbejde i termer, som minder meget om QRs, og Lars Qvortrup understøttede klagerne i et langt indlæg i Berlingske. Men sagen faldt pladask, og støtten til mit arbejde var markant fra brede kredse i samfundet.

Så der er ingen problemer med mit arbejde i forhold til regelsættet, tværtimod. Jens Rasmussen havde en lignende klage tilbage i 2014. Han klagede til DPU’s leder over min DPO-tese, men heller ikke her var der noget at komme efter. Jeg har beskrevet disse sager i min bog “Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” med fuld dokumentation. Det var hårde tider, for nu at sige det på den måde.

Den del af universitetets regelsæt, som QR konkret citerer, handler om ”ærlighed, ansvarlighed, pålidelighed, objektivitet, upartiskhed, fairness, åbenhed, gennemsigtighed og ansvarlig omgang med betroede midler”.

Jeg kan med 100% sikkerhed sige, at jeg i alle forhold forsøger at leve op til dette, så jeg må være et dydsmønster på universitetet. Det samme kan man desværre ikke sige om QR.

Sidste gang Qvortrup forsøgte at implementere sine smalle videnskabsteoretiske begrebsforståelser ned over pædagogikken, førte det faktisk til et modindlæg fra omkring 30 pædagogiske forskere. Det var i Altinget i 2018.

7. Min hjemmeside

Derfor kan jeg også afvise det sidste kritikpunkt, som nævnes. QR mener nemlig – med udgangspunkt i deres meget negative karakteristik af mit arbejde -, at jeg muligvis godt kan skrive på min hjemmeside, at jeg udtrykker mig som privatperson, men jeg må ikke skrive, at jeg er forsker. Derfor anholder de, at jeg på hjemmesiden underskriver mig med titel og ansættelsessted.

Men for det første angives det helt eksplicit på hjemmesidens forside, at hjemmesiden både er ”polemisk, diskuterende og videnskabelig” samt at siden er etableret for ”private midler”, og for det andet lever hjemmesidens indhold efter min mening helt op til de forpligtelser, der hører med til at være videnskabsmand og pædagogisk filosof i et moderne samfund. Endelig – for det tredje – svarer angivelse af titel og ansættelse i en sådan sammenhæng efter min mening til den almindelige signatur, som man tilføjer en kronik eller et debatindlæg. Jeg har da heller ikke hørt mine arbejdsgivere anholde tituleringen og dens sammenhæng, som nu har stået der i mange år. Kort sagt: Jeg udtaler mig ikke som “privatperson”, men som universitetsansat offentlig intellektuel med ansvar for et kundskabsområde.

 

Kapitel 8: Kritik af Uren Pædagogik, synet på forskning og lidt mere kritik af Rømer

Til sidst i bogen har QR et afsnit, de kalder for ”Polarisering af uddannelsesforskningen”. Spændende, hvad mon det handler om? Går de nu ind og drøfter den omfattende kritik, som har været fremført fra den ene og den anden?

Nej, det gør de overhovedet ikke, og igen går det faktisk helt galt: Lad os se på sagerne:

QR starter i karakteristisk stil med at rammesætte diskussionen som et spørgsmål om nogle officielt klingende ”principper for god forskningskommunikation”, som universiteternes interesseorganisation har lavet, dvs. ting som relevans, ophav, interessekonflikter osv..

QR mener, at der mangler nogle flere principper. De mener nemlig, at forskere, som laver ”myndighedsbetjening”, ikke er tilstrækkeligt beskyttet imod kritik. Det sker i følgende utrolige citat:

”Ingen af principperne berører de problemer, forskere kan få, når de stiller sig frem i offentligheden, ligesom der ikke nævnes muligheder for at sikre eller beskytte forskere, der på grund af myndighedsbetjening eller forskningsformidling udsættes for kritik, mistænkeliggørelse og personforfølgelse, sådan som denne bogs forfattere har oplevet.”

Så QR vil gerne lave ”myndighedsbetjening” og ”forskningsformidling”, som er beskyttet imod kritik af nogle officielle principper? Det med ”mistænkeliggørelse og personforfølgelse” har som sagt intet med den konkrete sag at gøre. Her er der tale om ”kritik”, og det vil QR gerne ”beskyttes” imod af officielle regler. Så QR vil beskyttes imod den centrale essens og dyd i videnskab og samfundsliv. Det er under al ”kritik”, for nu at sige det på den måde.

Ok, men hvad bliver så draget frem som hovedeksempel på en sådan ”kritik”, som altså kritiserer ”forskningsformidling” og ”myndighedsbetjening”, og som samfundet bør beskytte de ”nyttige” forskere imod? Jo, det gør Lene Tanggaards, Svend Brinkmanns og mit eget arbejde med de tre bøger om Uren Pædagogik. Vi har lavet en ”konstruktion” og et ”krigszonesprog”, siger QR, og de citerer nogle – synes jeg selv – fine og præcise statements fra den første Uren Pædagogik-bogs bagside, som passede fint til situationen dengang i 2011. QR skriver følgende:

”Deres påstand er, at den pædagogiske forskning kan deles op i to fløje, hvor den ene fløj skulle være optaget af metoder, data og ”what works-anvisninger”, mens den anden fløj – i angivelig modsætning hertil – skulle være optaget af, at ”pædagogik er besværlig, overraskende og uren, og at den er tæt knyttet til kulturen, faget, konteksten, indholdet, personen og materien” (Rømer, Tanggaard & Brinkmann, 2011, bagsidetekst).

Hvad er der ”krigszone” ved det? ”What works” og evidensbevægelsen voksede sig stor i netop disse år, og den blev kritisk diskuteret både herhjemme og internationalt, og denne vigtige diskussion bidrog vi tre til at føre ind i samfundet. Og vores definition af Uren Pædagogik er super og rammende på alle måder. Vil QR ”beskyttes” mod sådan en sætning?

Og at der eksisterer en ”modsætning”, som den der omtales i citatet, er ikke blot en konstruktion, men dokumenteret til fulde, og QRs bog er et fint eksempel på hele vores pointe.

Desuden går QR slet ikke ind i alle begrundelserne, som man kan finde i Uren Pædagogik-udgivelserne. De vil bare have statslig beskyttelse mod kritik og mod Uren Pædagogik. Som jeg ser det, er det her faktisk langt værre end ”videnskabelig uredelighed”. Det er et videnskabeligt kollaps.

Og QR tilføjer videre om :

”Den ene fløj skulle angiveligt støtte op om folkeskolereformen. Den bliver kritiseret for, som det hedder i krigszonesproget, at uddanne konkurrencestatens soldater, for at være enøjet fokuseret på tests og data og for at have indført problematiske og centralt bestemte mål om, hvad børnene skal lære.” (s.167)

Ja, den ene fløj støttede da helt klart op ”om folkeskolereformen”. Hvordan kan det betvivles? Og ”enøjet”? Ja, det må man nok sige. Jeg tror ikke, det er vores udtryk, men det passer fint, så tak for det. Og det med ”konkurrencestatens soldater” er slet ikke vores udtryk. Det står direkte i den bog, der senere blev godkendt som doktorafhandling, nemlig Ove Kaj Pedersens bog ”Konkurrencestaten”, hvor hele den indflydelsesrige konkurrencestatstænkning blev præsenteret; en bog som fik stor indflydelse, og som også udkom samme år som den første Uren Pædagogik-bog i 2011.

QR kritiserer også Brian Degn Mårtensson for i en aviskronik fra 2015 at påpege, at QR er “gamle kommunister” som har problemer med “forbindelsen mellem skole og åndsfrihed”. Men ærligt talt: For det første passer det, at både Qvortrups og Rasmussens arbejde har rod i 70’er-marxismen, for det andet undersøger QR slet ikke Mårtenssons almene argumentation, som han har udfoldet i en fagfællebedømt bogudgivelse, og for det tredje har Qvortrup selv i en kronik kaldt filosoffen og teologen Peter Kemp “løgnagtig” og beskyldt ham for at være en “plattenslager”, der “forråder læreruddannelsen”. Det hele bliver meget nidkært og forsmåttet.

Kort efter går det igen helt galt. QR viser, at de slet ikke har sans for, hvad videnskab og demokrati er. Det sker i følgende markering:

”Det synes at være tydeligt, at ved at konstruere uenigheder om pædagogiske positioner som en strid, erstattes en debat baseret på valid viden og valide argumenter med en debat baseret på retoriske virkemidler og personangreb” (s. 168)

Men vi ”konstruerer ikke uenigheder som strid”. Vi finder og undersøger en realt eksisterende strid, som giver næring og sprog til uenighederne. QRs banale modsætning mellem strid og validitet er den sikre vej ned i den videnskabelige afgrund og ned i et samfundsmæssigt teknokrati. Man forstår godt, at ca. 30 pædagogiske forskere i 2018 var i oprør mod Qvortrups forskningssyn.

Endelig henviser QR til en artikel i Zetland, der også handler om ”polariseringen”. QR skriver, at jeg i artiklen skulle have kaldt mig selv for ”en kriger”. Men det passer ikke. Der stod ganske vist i den første udgave af artiklen, at jeg havde sagt det. Men det er journalistens eget ord, hvilket jeg med det samme påpegede. Efterfølgende rettede journalisten det til, så det fremgik. At jeg vil holde ”striden ved lige” er derimod helt korrekt, men det har ikke noget med ”krig” at gøre, tværtimod. Det handler om at finde det, som findes, dvs. om pædagogisk videnskab og kærlighed.

 

Kapitel 9: Diverse iagttagelser

I dette kapitel tilføjer jeg løbende diverse overskydende iagttagelser:

1.

Bogens kapitel 4 handler primært om Keld Skovmands anmeldelser af QR til Aarhus Universitet. QR kritiserer i den forbindelse universitetets praksisudvalg for alt for hurtigt og ukritisk at have videresendt anmeldelserne til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Denne ”postkasse”-procedure er ikke i overensstemmelse med reglerne, og den risikerer at overophede betydningen af ret almindelige anmeldelser, som burde være siet fra med det samme.

Jeg er helt enig med QR i denne kritik. Praksisudvalget bærer et stort ansvar for, at hele anmelderiet løb af sporet. Det hjælper heller ikke, at udvalget overskred alle tidsfrister med mange måneder, så man til sidst godt kan forstå, at Skovmand annoncerede sin kritik i offentligheden.

2.

QR fortæller fra s. 146, at videnskab handler om at frembringe sand viden, og at denne sande viden skulle være defineret ved gyldighed, eller rettere ved: ”Det videnskabelige systems formaliserede gyldighedskriterier”.

QR forfægter en form for overophedet positivisme uden empirisk og kvalitativ interesse. Man er gået fra en empirisk til en metodisk opfattelse af, hvad sandhed er. Dermed fordobles den systemteoretiske selvreference. Sandhed kollapser i metoden. Det er præcist det problem, som ligger under store dele af QRs arbejde, og dermed også skolereformen.

På samme måde forsimples forståelsen af fagfællebedømmelsesprocessen. QR mener, at den nærmest mekanisk handler om, hvorvidt en artikel eller en ph.d.-afhandling er velbegrundet og om den præsenterer ny viden. Hvis nej, så bliver artiklen og forfatteren ekskluderet. Hvis ja, så bliver den accepteret. Det er de sølle rester af Luhmanns systemteori, vi her er vidne til.

QR skriver også, at forskeren skal ”overholde de almene kriterier for forskningskvalitet”. Man må så ikke skrive om ”hemmelige magtnetværk” og ”oligarkier”. Så skal forskeren ”ekskluderes”. Jeg bemærker denne eksklusionstrussel. Med disse formuleringer er vi tilbage i de problemer, som jeg allerede har redegjort for i de andre kapitler.

Resten af bogen vedrører forskellige forhold vedrørende de konkrete anmeldelser og nogle meget specifikke email-udvekslinger, og ustandseligt popper ord som ”konspirationer” og ”ideologisk begrundede angreb” op. Det hele bliver for indestængt. Jeg må lade det ligge. Man skulle jo nødig ende som dem, man kritiserer.

3.

Bogens omslag er kulsort. Der er ingen egentlig præsentation af forfatterne på bagsiden eller andre steder, og der er heller ikke noget forord eller lidt tak til nogen. Der er heller ingen billeder, heller ikke af forfatterne. Under titlen, som står med hvide og simple blogstaver på den sorte grund, er der to små firkanter. Ved den ene firkant står der ”sandt”. Ved den anden står der ”falsk”. Der er kryds i ”sandt”. Så er det ordnet. Det hele er enten-eller og mest sort og lidt hvidt og uden kontekst og uden liv.

På bagsiden står der, at “bogens forfattere” blev udsat for “beskyldninger om nazimetoder”, men at anklagerne blev “tilbagevist af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed”.

Men der var mig bekendt ingen beskyldninger om “nazimetoder” i Skovmands anmeldelser til Nævnet? Hvor står det?

Men lige ovenover denne “fejl” står der følgende på bagsiden: “Er friheden til at ytre sig også en frihed til at ytre sig usandt eller mod bedre vidende?”

Der er lidt Men In Black over det hele, en form for sørgende og bitter og sort-hvid maskulinitet.

 

Referencer og links:

Oversigt over alle indlæg i sagen. De nyeste indlæg af samlet i et kapitel 13: http://www.thomasaastruproemer.dk/skovmand-sagen

Qvortrup, L. & Rasmussen, J. (2021). Skoleret – et lærestykke til forskere, myndigheder og medier, U-press.

Skovmand, K. (2019a). Folkeskolen efter læringsmålstyringen?, Hans Reitzel.

Skovmand, K. (2019b). I bund og grund – reformer uden fundament?, Hans Reitzel.

Skovmand, K. & Tanggaard, L. (2020). Hvad taler vi om, når vi taler om at lære – syv lærestykker til skolen, Hans Reitzel.

Tanggaard, L. & Brinkmann, S. & Rømer, T.A. (2011,2014,2017). Uren pædagogik 1-3, Aarhus: Klim.

 

A.

Link til mine indlæg/Noter fra 2019, som QR kritiserer, jf. kapitel 7:

A1. Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer Weekendavisen/Keld Skovmand på DPU’s officielle hjemmeside: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussen-andreas…

A2. Note 1 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: http://www.thomasaastruproemer.dk/note-1-til-keld…

A3. Note 2 til Keld Skovmands bog Folkeskolen efter læringsmålstyringen?: Paradigmeskiftet”: http://www.thomasaastruproemer.dk/note-2-til-keld…

A4. Note 3 til Keld Skovmands bog “Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Selvreferencens system: http://www.thomasaastruproemer.dk/note-3-til-keld…

A5. Note 4 til Keld Skovmands bog “Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Opgør med demokratiet: http://www.thomasaastruproemer.dk/note-4-til-keld…

 

B.

Andre indlæg om sagen i tidens løb:

B1: Rapport fra debatarrangement på DPU med Skovmand og Jens Rasmussen, april 2017. http://www.thomasaastruproemer.dk/ballade-forsamlingshuset-jens-rasmussen-keld-skovmand-paedagogisk-tvist.html

B2: Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige notat og Keld Skovmands responsum, juni 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-rasch-christensens-hemmelige-notat-keld-skovmands-responsum.html

B3: UC-VIAs rystede demokrati, april 2019: http://www.thomasaastruproemer.dk/uc-vias-rystede-demokrati.html

B4: Reportager fra Skovmand-sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-57-d-25-januar-d-28-februar-2019.html

B5: En UC-pris til Keld Skovmand, juni 2019: http://www.thomasaastruproemer.dk/maa-vi-bede-om-en-uc-pris-for-demokratisk-dyd-til-keld-skovmand-tak.html

 

C.

Ovenstående blogindlæg bygger på en række facebook-noter om sagen. Her er de oprindelige opdateringer:

Link til note 1: Anti-kritik og indholdstab: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159036667114481&id=837549480

Link til note 2: En spektakulær anklage om inhabilitet og forudindtagethed: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159037835694481&id=837549480

Link til note 3: ”Et statskomplot af nazistisk karakter”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159039076329481&id=837549480

Link til note 4: Ansvarsfraskrivelse: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159039512409481&id=837549480

Link til note 5: Er Skovmands forskning relevant?: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159040664574481&id=837549480

Link til note 6a: Lars Qvortrups og Jens Rasmussens kritik af Rømer, 1. del: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159041703844481&id=837549480

Link til note 6b: Lars Qvortrups og Jens Rasmussens kritik af Rømer, 2. del: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159043338854481&id=837549480

Link til note 7: Lars Qvortrups og Jens Rasmussens kritik af Uren Pædagogik, deres syn på forskning og lidt mere kritik af Rømer: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159044881114481&id=837549480

Link til note 8: Lars Qvortrups og Jens Rasmussens kritik af Lene Tanggaard: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159045756124481&id=837549480

Isolerede tanker 6, d. 3-11. marts

1. d. 3. marts: Interessant indlæg om kviktests og kontakttal

Farmaceut Christian Heebøll-Nielsen har med sine mange indlæg i Sundhedspolitisk Tidsskrift og på Facebook ydet en stor påvirkning på brede kredse i opinionen. Han har generelt set været en tro støtte for den biopolitiske sag og bidraget til at fastholde hele den problematiske diskurs.

Men ind imellem bryder han ud i kritiske aktioner, som er værd at studere for den bredere videnskabelige sammenhæng. F.eks. i dagens indlæg i Sundhedspolitisk Tidsskrift, hvor Heebøll-Nielsen har to vigtige pointer:

A.

De mange kviktests, som nu gøres til en central del af den forstærkede biopolitiske realitet, vil ifølge Heebøll-Nielsen overestimere antallet af smittede kraftigt. Testene vil simpelthen finde dobbelt så mange positive, end der reelt er. Det hænger sammen med det lave smittetal, hvis jeg ellers har forstået det ret.

Fejlene gælder især, når disse tests anvendes i den brede offentlighed, hvilket jo i høj grad er tilfældet, for nu at sige det mildt, og nu endda med tvang.

Dermed, skriver Heebøll-Nielsen, vil befolkningens krav om yderligere Nedlukningsaktioner blive forstærket uden noget reelt grundlag.

Oppustede smittetal vil drive tallene og udviklingen frem som en dopet atlet og dermed understøtte regeringens etnificerede og almene regionalisering og ødelæggelsen af samfundet.

B.

Det seneste generelle kontakttal er på 0,9, og B117 ligger på 1,3.

Men hvis det passer, siger Heebøll-Nielsen, så er det kontakttallet for den gamle corona på under nul! Han konkluderer derfor følgende:

”Det rejser en mistanke om, at også udmeldinger om kontakttal nu er blevet politiseret”.

Denne fornemmelse forstærkes, synes jeg, af, at kontakttallet for en overstået uge stort set hver gang nedjusteres efterfølgende, uden at det noteres af regeringen eller andre. Det almene kontakttal har i øvrigt ikke ligget over 1 siden d. 5. december.

Links:

Heebøll-Nielsens indlæg i Sundhedspolitisk Tidsskrift: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/…/4509-massetest…

Tesen under punkt 1 bekræftes i en artikel i Dagens Medicin fra d. 27/2: https://dagensmedicin.dk/forskere-foer-genaabning-af…/?

 

2. d. 4. marts: Uaktuelle og aktuelle nyheder

Mikael Bertelsen lavede i 2002 et satirisk indslag i sine ”Uaktuelle nyheder” om, at ”alle skal dø”. Han inddrog vigtige og uaktuelle emner som SSI’s vaccinekapacitet og kroppens lovmæssige forfald.

Bertelsen bragte endda et interessant interview med en ekspert, en overlæge fra Hvidovre Hospital, som mente, at man skulle nyde livet.

Det var sjovt, fordi det var så langt ude. Overlægen syntes også det var sjovt.

Bertelsen kunne ikke vide, at hans indslag i 2020 ville blive til ”højaktuelle nyheder”.

I 2002 var dødeligheden i landet, målt som døde pr. 1000 indbyggere, i øvrigt betydeligt højere end i 2020:

2002: 10,8 døde

2020: 9,9 døde

Og i 2002 var man tilfreds med en middellevetid på 76,9 år.

I 2020 var man utilfreds med en middellevetid på 81,5 år

I den uaktuelle verden skulle man nyde livet.

I den aktuelle verden skal man afblæse livet.

 

Links:

Link til de uaktuelle nyheder, 2002: Alle skal dø: https://www.youtube.com/watch?v=tWhIhCEKzE8

Link til de aktuelle nyheder, 2020: https://knoema.com/atlas/Denmark/Death-rate

 

3. d. 4. marts: Frederiksens Alliance: Vacciner eller ideologi?

Frederiksens alliance med Østrig og Israel handler ikke først og fremmest om ”vacciner”. Alliancen handler snarere om, at de tre lande har en fælles ”tilgang”, som Frederiksen udtrykker det ifølge Radioavisen; det vil sige at de tre lande har en fælles ideologi.

”Tilgangen” består af tre elementer udover de allerede kendte:

Det ene element er en forstærket etnificering af coronaen. Den tager Frederiksen med fra især Israel, men Østrig ledes også af et nationalpopulistisk parti, for hvem tankegangen ikke er fjern. Vi kan se frem til øget etnisk smittestatistik og tvangstests i diverse kvarterer og opgange. Pt kører det i Vollsmose. I efteråret var det de somaliske miljøer i Aarhus. Linjen bakkes stærkt op af den laveste højrefløjsnævner herhjemme.

Det andet element er et overgreb på liv og barndom. Frederiksen har allerede erklæret, at hun er inspireret af Østrig, hvor skolebørn skal teste sig selv. Frederiksen og hendes alliance er børnenes og livets største fjende.

Det tredje element er en teknologisk forstærkning af den sociale kontrol. Dette element har især Israel udviklet til perfektion med diverse ekstreme digitaliserede pas-systemer, og Danmark er dybt inspireret.

Israel og Danmark ligger også i verdenseliten når det kommer til testbaseret social kontrol. Danmark er en overlegen nr. 1 i Europa og nr. 2 i verden, når det kommer til antallet tests, og Israel ligger også højt, selvom Danmark slår alle.

Østrig, som ligger mere i midten, vil formodentlig lade sig inspirere på dette punkt. Testsystemerne er på sin vis Danmarks ”bidrag” til alliancen.

Danmark er på vej i den dybeste afgrund, en grav bestående af biopolitisk etnificering, datakontrol og overgreb på barn- og ungdommen.

Der er efter min mening ikke primært tale om et “vaccine”-samarbejde, men om en ideologisk symbiose. Eller rettere: vaccineemnet indgår som en integreret del af ideologien.

Links:

Link til omtale af Frederiksens inspiration fra Østrigs børnepolitik:

https://www.berlingske.dk/…/selvtest-kan-aabne-for-at…

Link til omtale af Frederiksens forstærkede etnificering: https://nyheder.tv2.dk/…/2021-03-02-alle-i-vollsmose…

 

4. d. 7. marts: Forvirringen breder sig

Nu er jeg helt forvirret. Tilbage i februar 2020 var corona slet ikke “alment farlig”, men bare “smitsom”, hvilket jo betød, at regeringen, for at kunne lave sin biopolitiske Nedlukning, gik stik imod “myndighedernes anbefaling” via indførelsen af hasteloven i marts 2020. Denne aktion førte til etableringen af en ny statsform, Biostaten.

Sådan så det ud i et helt år, indtil d. 28/2-2021, hvorefter sygdommen pludselig fra dag til anden blev meget smitsom og dødelig og dermed “alment farlig”, selvom alle tallene var på vej i Marianergraven, hvor de stadig befinder sig.

Men det var sørme “heldigt” med dette ubegrundede skifte, for så kunne man fortsætte i epidemilovens spor i stedet for i Grundlovens.

Men nu har Brostrøm fået Second Thoughts, lader det til. Nu lægger han derfor op til, at sygdommen igen kan skifte klassifikation tilbage til blot at være smitsom. Det kan ske om kort tid, må man forstå?

Men hvorfor skiftede man så klassificering for blot en uge siden? Der er jo ingen ændring i sygdommens indhold og fakta, der kunne retfærdiggøre den seneste ændring, hvis man allerede taler om at klassificere tilbage.

Vaccineargumentet er her ikke tilstrækkeligt, især eftersom alle plejehjemsbeboere nu er vaccineret. Men det var heller ikke tilstrækkeligt alligevel, fordi sygdommen jo kun var “smitsom” under begge hidtidige sæsonudsving, hvor der slet ingen vacciner fandtes.

Brøleren har enorme konsekvenser, for havde Brostrøm fastholdt den linje, som han havde kørt med i et helt år, ja så var samfundet blevet næsten normaliseret fra dag til anden her fra d. 1. marts 2021.

Det sejler virkeligt. Men det er selvfølgelig dejligt, at vi stadig har en faglig styrelse, selvom det nok kun lige holder i ca. 20 minutter, eftersom hele emnet er så betændt.

Det er dog værd at bemærke, at epidemiudvalgets formand, som er den stærkt biopolitiserede radikale ordfører, Stinus Lindgreen, er indstillet på at følge Brostrøms eventuelt ændrede indstilling. Men jeg vil se det, før jeg tror det.

—————–

Her er den nye epidemilovs bestemmelse af “alment farlig sygdom”, som coronaen altså ikke har været i et helt år, men som den nu pludselig er alligevel, men kun i kort tid osv..:

“Stk. 3. Ved en alment farlig sygdom forstås en smitsom sygdom, der er særlig smitsom, har høj dødelighed eller kan give alvorlige eller varige skader, og som kan

1) medføre behandling, sygefravær eller rehabiliteringsforløb af langvarig karakter

2) få så stor udbredelse, at sygdommen bliver en væsentlig trussel mod folkesundheden, eller

3) give en særlig stor sygdomsbyrde, fordi der ikke findes effektiv forebyggelse eller behandling”

Link til JP-artikel om sagen, d. 7/3: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE12801925/brostroem-har-noeglen-til-epidemiloven-og-er-klar-til-at-stoppe-coronaindgreb-naar-der-er-udbredt-immunitet/

 

5. d. 9.-10. marts: Regionaliserende og forstærkende biopolitiske eksperimenter (Vollsmose-sagen)

Biostaten har forstærket og uddybet sin magt. Hastelovens struktur er videreført som en permanent tilstand i statens indre.

 

A. Tvang i Vollsmose Sogn

I går fik forstærkningen effekt ved, at sundhedsministeren og erhvervsministeren bad den nye Epidemikommission om at forholde sig til seks forslag af ekstremt indgribende karakter, som skal adfærdsregulere borgerne i ”Vollsmose sogn”. Her er de seks forslag:

a) Forsamlingsforbud skærpes til to personer.

b) Bøde ved afvisning af mundbind

c) Udvidelse af krav om mundbind generelt i det offentlige rum

d) Tvangstests af beboere

e) Tvangsisolation

f) Pligt til at deltage i smitteopsporing

Der er ingen begrundelse udover nogle få sætninger om “incidens”. Der er ingen overvejelser over proportion eller andre juridiske eller sociale hensyn i det hele taget.

Alle Epidemikommissionens medlemmer er i forvejen direkte under især Magnus Heunickes, men også andre ministres instruktionsbeføjelser, og det er altså Heunicke selv, som har rekvireret!? Men nu får disse personer sammen med deres ministre altså en ekstrem magt, som de i sagens natur vil bruge overvejende affirmativt. Der er noget demokratisk kollaps over foretagendet.

Epidemikommissionen består af følgende personer og myndigheder:

  • Departementschef Svend Særkjær (formand), Sund.min.
  • Afdelingschef Lene Brøndum Jensen, Sundhedsministeriet
  • Erhvervspolitisk direktør Line Nørbæk, Erhvervsministeriet
  • Afdelingschef Annemarie Lauritsen, Finansministeriet
  • Departementschef Johan Kristian Legarth, Justitsministeriet
  • Direktør Anette Lykke Petri, Styrelsen for Patientsikkerhed
  • Direktør Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen
  • Administrerende direktør Henrik Ullum, Statens Serum Institut
  • Rigspolitichef Thorkild Fogde, Rigspolitiet
  • Administrerende direktør Kristian Wendelboe, KL
  • Administrerende direktør Adam Wolf, Danske regioner

Denne kommission er, som det fremgår, en dybt integreret del af regeringsapparatet.

Kommissionen mente, at regeringen skulle gå videre med forslag b, d og e. Men der var ingen principiel afvisning af de andre forslag, som man så må formode kan bruges en anden gang, blot ikke på “nuværende tidspunkt”, som det faretruende hedder.

Om der har været total enighed, ved jeg ikke. Jeg tror, at Brostrøm har været kritisk over for nogle af elementerne. Han var i al fald ude samme dag med en slags trussel om, at han måske snart ville trække stikket ved at nedklassificere coronaens farlighed (jf. kapitel 4). Men denne Brostrøm-undtagelse er altså kun et ”måske”, og den er ikke eksplicit og offentlig. Brostrøm skriver derfor under på systemet og indskriver dermed Sundhedsstyrelsen i et fagligt og moralsk fald.

Disse ovenstående 11 personer og hele det understøttende regeringsapparat bærer altså et kæmpe ansvar for biostatens forstærkning.

Efterfølgende skulle ½olketingets nye Epidemiudvalg, som primært består af stærkt kompromitterede sundhedsordførere, diskutere Epidemikommissionens forslag.

Det fremgår af Ritzau, at forslaget om tvangstestning, jf. forslag d), blev afvist af Venstre, EL og K, men ikke af DF og Socialdemokratiet, som dermed bekræfter den syntese mellem Danmark og Østrig og Israel, som blev etableret i sidste uge. Nej-sigerne har dog heller ikke, i de artikler jeg har læst, peget på principielle årsager til deres afvisning, tværtimod faktisk.

Tættest på en mere principiel stillingtagen er nok enkelte udvalgsmedlemmers lidt løse SoMe-henvisninger til den nye epidemilovs proportionalitetsprincip, som står i §23, og som netop angår de omfattende tiltag, der kan foretages i regi af “samfundskritiske sygdomme”. Der er altså også §23, der hjemler de aktuelle forslag, hvis jeg har forstået det ret:

“§23, stk.2: Enhver foranstaltning efter dette kapitel skal være nødvendig og så kortvarig som muligt og stå i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen. Den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet. Foranstaltninger skal ophæves, når det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningen.”

Den paragraf bør stå i alle statens lokaler.

Udover disse løse twitter-markeringer har begrundelserne mest handlet om ”manglende information”, eller om at det er “en postgang for sent” og den slags. Dem, der fører den slags argumenter i marken, venter blot på den næste anledning. Epidemiudvalget er helt klart et biopolitisk organ, hvilket jo skyldes, at alle dets medlemmer har stemt for Nedlukningens filosofi d. 12. marts 2020. De er fanget i deres egen beslutning og er derfor i ideologisk selskab med Epidemikommissionen.

Og Epidemiudvalget er faktisk enige om at bekræfte Epidemikommissionens forslag om tvangsisolation og om bødestraf ved manglende mundbind (jf. forslag e+b).

De andre forslag – f.eks. om mundbind generelt i offentligheden samt forsamlingsforbud og tvangstestning – som også alle er dybt indgribende, blev altså i første omgang afvist, men ikke af principielle grunde.

Uanset hvor meget og hvor lidt af det ene og det andet, så bekræfter og uddyber staten sin biopolitiske magt via følgende tre effekter:

1.

Der sker en ekstrem regionalisering af Nedlukningen. Nu kan man helt nede på sogneniveau intervenerer med totalitære tiltag, alene med henvisning til de smittestatistikker, der genereres af verdens mest omfattende testsystem, som selv er en integreret del af Nedlukningens ideologi. De enkelte bydele og kvarterer spilles ud imod hinanden og afkræves ”samfundssind”.

2.

Der sker en etnificering af Nedlukningen. For flere af partierne til højre er Vollsmose-forstærkningen båret frem af noget med ”fremmede kulturer”. Det er så grimt.

Det er faktisk den ekstreme regionaliserings, jf. punkt 1, der styrker denne etnificerings-mulighed, for der er egentlig ikke mere smitte i Odense end i København, og borgerne i Vollsmose lader sig i høj grad teste. Alt for meget efter min mening, for dermed understøtter de jo hele de statistiske apparat.

Så regionaliseringen styrker etnificeringen, som igen styrker regionaliseringen.

3.

Der sker et yderligere angreb på proportionalitetsprincippet, både naturligvis på princippet i dets oprindelige form, eftersom biopolitikken som sådan er et opgør med proportionaliteten, men også på princippets aktuelle form, hvor borgere udsættes for dybt indgribende, specialiserede og målrettede tiltag, alene med henvisning til hypereffektive smittestatistikker genereret af et datasæt, som er genereret af ekstremismen selv.

I næste omgang, kommer dette forstærkede system til din kommune og dit sogn. Denne bio-eksperimentelle metode har vi set mange gange. Vi så det samme, da maskerne blev testet i butikkerne i Silkeborg. Det var dengang, at ”regionalisering” henviste til kommuner. Nu er det altså ”sogne”. Kort tid efter udbredtes maskerne overalt helt nede på institutionsniveau.

Og nu har man altså forfinet den statistiske tvang og kontrol, så man kan iværksætte systemerne og den forstærkede kontrol omkring hver eneste kirke.

Her er navnene på medlemmerne af Folketingets epidemiudvalg, hvor altså flere af de centrale medlemmer går ind for at tvangsteste og tvangsisolere borgere mm., og hvor alle har købt den biopolitiske præmis:

Jesper Petersen (A)

Jeppe Bruus (A)

Rasmus Horn Langhoff (A)

Jens Joel (A)

Kasper Sand Kjær (A)

Leif Lahn (A)

Christian Rabjerg Madsen (A)

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)

Kirsten Normann Andersen (SF)

Stinus Lindgreen (RV) (formand)

Kristian Heebaard (RV)

Peter Hvelplund (EL)

Jane Heitmann (V)

Martin Geertsen (V)

Karsten Lauritzen (V)

Torsten Schack Pedersen (V)

Sophie Løhde (V) (næstformand)

Liselotte Blixt (DF)

Peter Skaarup (DF)

Per Larsen (K)

Lars Boje Mathiessen (NB)

Endelig vil jeg sige, at Epidemikommissionen også pr. d. 7. marts har indstillet til, at coronaen opklassificeres til at være en ”samfundskritisk sygdom” i hele 6 måneder. Denne klassifikation, som kun har en eneste lille sætning som begrundelse, giver ret til at anvende alle epidemilovens tiltag til fulde og dermed til at sætte Grundloven bogstav og ånd ud af kraft nu på andet år med enorme pædagogiske, politiske og juridiske konsekvenser til følge.

Epidemiudvalget behandlede som sagt dette klassifikationsspørgsmål på sit møde i går, og allerede samme dag tager man altså klassifikationens muligheder i brug.

Alle bilag til Epidemiudvalgets møde – både til forslagene for Vollsmose sogn og til den nye klassificering – er klassificeret som ”fortrolige”. Vi er i krig. Snart kommer spionerne.

Lige nu sidder Brostrøm med magten. Kun han kan trække stikket via en nedklassificering af sygdommen. Men i stedet skriver han under på centrale dele af kommissionens indstilling.

 

B. Biostatens etablissement: Fra myndigheder til myndigheder

Ovenstående analyse bekræftedes d. 10. marts i Berlingske

D. 11. marts 2020 eksekverede man Nedlukningen med henvisning til ”myndighedernes anbefaling”. Det var løgn, for myndighederne var direkte imod Nedlukningen.

I går henviste Heunicke igen til ”myndighedernes anbefaling”. Han undrede sig over, at ½olketingets ”Epidemiudvalg” var gået imod ”Epidemikommissionens” indstilling om tvangstest af borgere i Vollsmose Sogn, eftersom denne indstilling efter hans mening var foretaget ”sundhedsmyndighederne”.

Men sagen er, at disse nye ”myndigheder” – Epidemikommissionen – i realiteten blot udgøres af Heunicke og regeringen selv, hvilket har rod i hele den konstruktion og sammensætning af Epidemikommission, som jeg omtalte under punkt A, og som man kan læse mere om i Berlingskes fine artikel.

Dette demokratiske og juridiske kollaps bekræftes i artiklen af professor Jørgen Grønnegaard Christensen og professor Kristian Lauta.

Så først gik man imod ”myndighederne”. Det skete d. 12. marts 2020. I samme øjeblik skabte man et helt nyt myndighedssystem i sit eget billede, som man efterfølgende kunne henvise til som ”myndighederne”.

Fra d. 1. marts 2021 institutionaliserede man herefter det nye og alternative myndighedssystem i en ny epidemilov. I dette nye system indgik også de gamle myndigheder, som nu havde genskabt sig selv i de nye myndigheders format.

Fornemmelsen bekræftes af tre politiske ordførere fra hhv. RV, K og EL. Men de har jo selv lige vedtaget den nye epidemilov, som laver de nye ”myndigheder”, og de var selv med til at gå imod myndighederne d. 12. marts 2020? Det kan ingen have respekt for. Det er føleri.

 

Links:

Epidemikommissionens indstilling vedrørende Vollsmose sogn, begrundet alene med henvisning til, at der i dette sogn er Danmarks højeste incidens. Der er ingen analyse eller vurdering af tallene: https://sum.dk/…/7/1/Bilag%201%20-%20EPK%20indstilling.pdf

Epidemikommissionens hjemmeside: https://sum.dk/temaer/epidemikommissionen

Epidemiudvalgets medlemmer: https://www.ft.dk/da/udvalg/udvalgene/epi/medlemsoversigt

Dagsorden for møde i Epidemiudvalget: https://www.ft.dk/samling/20201/udvda/EPI/1755709/index.htm

Epidemikommissionens indstilling vedrørende opskalering af corona til at være en samfundskritisk sygdom i yderligere seks måneder. Begrundelsen herfor angives at være ”sygdommens epidemiske potentiale og alvorlighed. Dette understøttes blandt andet af udmelding fra WHO, der har tilkendegivet, at sygdommen er en global trussel mod folkesundheden”: https://sum.dk/…/EPK-indstilling%20vedr…

Berlingske om partiernes reaktioner:https://www.berlingske.dk/…/epidemiudvalg-forkaster…

Berlingskes artikel fra d. 10. marts: https://www.berlingske.dk/politik/regeringen-ville-indfoere-tvangstiltag-paa-sundhedsmyndighedernes

 

6. D. 10. marts: Hadet til barndom

Dagen efter regeringens aktion med at regionalisere, etnificere og tvangstilpasse borgere i Vollsmose Sogn, fortsætter man nu sin onde aktion.

Denne gang er der uddannelserne, det går ud over.

Socialdemokratiet, SF, EL og det Radikale Venstre forlænger og forstærker nu det overgreb mod børn og unge, som de sammen med resten af ½olketinget iværksatte d. 12. marts 2020, hvor man gik imod ”myndighedernes anbefaling” og etablerede en helt ny biopolitisk logik i hele samfundet:

Elever i skoler og ungdomsuddannelser skal fortsat modtage undervisning via zoom. Og det man kalder for ”genåbninger” er i realiteten forstærkede nedlukninger, som vil præge en hel generation af børn og lærere dybt:

Eleverne i 5-8. klasse og 1.g og 2.g forbydes stadig at komme i skole. Der er så lavet en halv ”kattelem”, som betyder, at folkeskoleleverne kan få udendørs undervisning en gang om ugen. Det er virkelig provokerende og ren symbolsk lokkemad, for dermed mindes børnene og lærerne jo om hele Nedlukningen:

”Der står din skole. Du må ikke komme derind!”.

Og denne ”ene gang om ugen”, omgives naturligvis af det drakoniske testsystem med ”kraftige opfordringer”, som vil sætte splid mellem alle og minde børnene om deres smittebærer-eksistens i uge- og månedsvis. Dette forslag er snart det ondeste. Og i 80% af tiden står den stadig på online-læring.

Afgangsklasserne i skole og på gymnasiet, må kun komme i skole hver anden uge, og kun i dele af landet. Men også hele denne ”hver anden gang”-retorik er en forstærkning, der fastholder Nedlukningens magt og reducerer folk til virusificerede adfærdsmolekyler. Og også her er flere ugentlige tests. I Gymnasiet er der endda deciderede tvangstests for både børn og voksne.

Man lukker de Nedlukkede gymnasier tilbage i den forstærkede Nedlukning.

Så i Vollsmose Sogn afviste Epidemiudvalget i går, at man måtte tvangsteste. Nu indfører samme partier tvangstests for både elever og lærere i gymnasiet. Og der er mig bekendt stadig krav om masker osv. Og også lærerne og personale skal tvangstestes og maskificeres.

Danmarks Lærerforening understøtter hele processen og hele testlogikken. Man kan jo godt forstå, at det er svært, men at tilpasningen foregår helt uden principielle markeringer er virkelig kritisabelt. Det har også en dårlig effekt på skolelevernes forening, som også helt har købt de fire partiers biopolitiske logik.

Samtidig forstærkes regionaliseringen, så det kun er nogle områder og kommuner, som skal forstærke nedlukningen, mens de andre ”bare” er nedlukkede.

Højskoler og efterskoler er måske en undtagelse? Men jeg er usikker på, om der også er tvangstests mm i den omegn. Formodentlig er der alle mulige boble- og testkrav og rejserestriktioner, som skal minde om, at også “åbningen” af disse dele af den frie skolesektor er en del af den forstærkede Nedlukning.

De videregående uddannelser ligger stadigvæk totalt brak, og det samme gør kulturlivet samt køreskolerne og musik-, teater- og danseskolerne osv., hvor de unge også kommer. Og efterhånden kan de kun få sig et job som poder i et testcenter.

De fire partier har dermed forstærket Nedlukningen og endnu engang underlagt og omdannet en hel generation af børn og unge til smittebærere under et klæbrigt og ondt ”samfundssind”.

Det sker med henvisning til statistikker og “eksperter”, som er underlagt “det ekstreme forsigtighedsprincips” totalitære effekt.

https://www.uvm.dk/aktuelt/i-fokus/information-til-uddannelsesinstitutioner-om-coronavirus-covid-19/overblik-over-genaabning

 

7. Østrigsk pædagogik

Her er lidt nyheder fra Mette Frederiksens idealsamfund og tætte samarbejdspartner, det stakkels alpeland Østrig.

I Østrig er der påbudt tre ugentlige selvtests for alle skolebørn helt ned til 6 år, og der er obligatoriske masker på alle elever fra 10 år.

Man kalder det for “åbning”.

Og der er skam tale om tvangstests, ligesom i Vollsmose sogn og på de danske gymnasier. Mak ret! ellers er det ud!

De østrigske lærere opfordres også til at lade sig teste. Så kan de være “rollemodeller”, som det hedder i karakteristisk biopolitisk jargon.

Vi har ikke hørt nogle protester fra den danske lærerforening. Tværtimod nærmest. Og heller ikke fra nogle politikere, mig bekendt. De er imod tvangstests i Vollsmose sogn, men ikke på skolerne. Undtagen Socialdemokratiet, naturligvis. Det vil have tvangstest overalt. Ja, de vil faktisk have tvang overalt.

Socialdemokratiet vil også have overvågning overalt. Det kan man forfine via inspiration fra den anden nye bio-ven, nemlig Israel. Justitsministeren siger at overvågning giver mere frihed.

https://www.folkeskolen.dk/1867511/corona-i-oestrig-saadan-tester-elever-og-laerere-sig-selv

 

8. Dødstal i 1995

A. December 1995:

I december 1995 døde der 7020 personer. Det vil svare til ca. 8000 i dag, hvis man korrigerer for befolkningstilvækst. Det var den dødeligste måned i nyere tid sammen med december1993, hvor der døde hele 7192 personer, altså også omkring 8000 i dagens tal.

Selv var jeg 32 år med nyt job og voksende familie, og muren var faldet, herlig tid.

I december 2020 døde der blot 5270 personer. Det var ellers den største ”killer” i 2020, og man havde forladt hele Grundlovens præmis. Altså ca. 3000 færre døde i december 2020 end i december 1995.

Det vil sige, at der i december 1995 var 100 flere døde om DAGEN i forhold til i december 2020! Man kan jo næsten ikke rumme disse fakta.

Men der må da have været kaos dengang i 1995?

Jeg gik ind på Infomedia og søgte lidt. Her kunne man læse nogle få artikler om travle hospitaler og om en hård influenza. Nogle patienter måtte ligge på gangene, og sygehusene måtte aflaste hinanden lidt. Men Tove Rønne fra SSI fortalte, at det skam ikke var så slemt. Og for hele befolkningen var det var bare jul.

Jeg fandt som sagt kun nogle få artikler om emnet. Altså en notits i avisen.

Der var demokratisk liv og murens fald, så langt øjet rakte.

Dødstallene i de efterfølgende måneder var også høje, mens folk holdt bryllupper og trykkede hånd og levede almindeligt.

Sygdom hørte til på hospitalet. Det var før hele samfundet blev omdannet til et hospital.

 

B. 1995 i det hele taget

Der er også noget andet interessant. Der døde nemlig i det hele taget langt flere i 1995, og man levede heller ikke så længe:

I 1995 døde der ifølge knoema.com 11,7 personer pr 1000 indbyggere, og i årene lige før var det tal endda højere. I 2020 var tallet nede på 9,9 personer, hvilket er på niveau 2018-19. Det vil sige, at der var ca. 10.000 flere døde om året i 1995 end i dag.

I Danmark døde der 1300 personer af corona i hele 2020. Der er langt til 10.000. Der er langt til en notits i avisen. I 2021 er der døde 1000 personer af corona. Der er også langt til 10.000.

I 1995 var middellevetiden 75,2 år. I 2020 er middellevetiden over 81,5, og den har endda været stigende under coronaen, skriver Danmarks Statistik.

 

C.Tanke

Så jo længere liv, desto mere opmærksomhed på døden. Og desto større overgreb på livet.

Så man skal leve uendeligt, og ingen må samles. Samfundet er et hospital. Det er biostatens format og konception.

Uendeligt alene.

Det gør ondt i eksistensen.

Døde pr. måned: https://www.statistikbanken.dk/10014

Dødsårsagsregistret: https://sundhedsdatastyrelsen.dk/da/tal-og-analyser/analyser-og-rapporter/andre-analyser-og-rapporter/doedsaarsagsregisteret

Lignende tal findes også på dette link: https://knoema.com/atlas/Denmark/Death-rate

 

9. d. 11. marts: Partilederdebat på TV2: Hvem har magten? eller Er Mette Frederiksen magtesløs?

A. På den ene side har Mette Frederiksen al magten

Mette Frederiksen styrede slagets gang med hård hånd. Journalisterne undersøgte ingen principielle emner, og de andre partiledere lagde sig ned som lammehaler og var på fornavn med hinanden. Det gjaldt naturligvis især venstrefløjen, men faktisk også de andre. Hvis der kom et pip, blev det prompte afmonteret, og pippet blev stumt.

Alle har jo stemt for nedlukningen og dermed anerkendt den biopolitiske evidenslogik, som Frederiksen nærmest er en kropsliggørelse af. Derfor måtte den skoleelev, som deltog i udsendelsen, og som efter eget udsagn var på selvmordets rand, gå hjem med uforrettet sag. Nedlukningen er og bliver had til barndommen, fremført via en formel henvisning til alderdommen af en masse 40-årige, som med Mette Frederiksen i spidsen har al magt.

På den måde, har Mette Frederiksen al magt.

 

B. På den anden side har Mette Frederiksen ingen magt

Selvom Mette Frederiksen styrer det hele, så er hun på en måde magtesløs sammen med de andre. Det skyldes, at alle har overdraget magten fra Grundlovens til Nedlukningens ideologi. Alle er nu en del af en ny og helt anden politisk materie, som de pjasker og plasker rundt i og til sidst vil drukne i. Når alle partilederne er væk, så består den nye biopolitiske realitet, som de kom til at bygge uden helt at vide det.

Frederiksen har kun magt, for så vidt at hun mestrer det Nedlukningssprog, som hun selv har etableret, og som nu tvinger hende i én eneste samfundsopløsende retning. Denne retning kan hun ikke gøre noget ved, fordi hendes aktier i sagen er for omfattende. Hun er magtesløs, overdetermineret og ensom, på vej væk fra Grundlovens sammenhæng. Det samme er de andre partier, også NB, V og K. Den Nedlukning, som denne flok selv har skabt, bruger dem nu som talerør og splitter samfundet ad.

På den måde mangler politikken magt.

Det nye seminarium og Stefan Hermanns faglige deroute

Stefan Hermann svarer i Politikens Skolemonitor, d. 5/3, på noget af den kritik, som initiativtageren til det nye og frie seminarium, præsten og højskolemanden Morten Kvist,  fremførte af læreruddannelsen og af professionshøjskolerne i samme medie d. 2/3.

Morten Kvists nye seminarium bygger på en genetablering af skolens formål og kundskabsforståelse, af lærerens myndighed og autonomi og af hele den grundtvig-koldske tradition, som endda spiller sammen med både oplysning, reformpædagogik under den kristne kulturtraditions vinger.

I det nye seminariums dannelsesforståelse spiller fordybelsen i landets pædagogiske og kulturelle dialoger og lag sammen med udsyn og interesse i andre lande og i verden som sådan. Det er kulturel fortrolighed og verdensborgerlig ånd på samme tid. Seminariet er derfor en materialisering af både topmoderne og gammeldags dannelse af fineste karat, og der ligger en række helt moderne strømninger i pædagogisk teori til grund, som vel at mærke spiller sammen med hele traditionens kringelkroge. Det er åndens gennemløb.

Sluserne åbner sig. Folketinget har givet en gave til dansk pædagogik. Hvordan tager Stefan Hermann, som jo er formand for branchen, så imod? Skal der pakkes ud?

Nej, det skal der ikke. Hermann kunne ellers som den førende repræsentant for hele den statslige læreruddannelse havde valgt at være lidt rund og måske lidt interesseret i dette forsøg på at bringe pædagogik, skole og kultursammenhæng i vekselvirkende sammenhæng, men den mulighed griber han ikke. Tværtimod bliver han arrig og simpel. Det lader til, at han ikke forstår en brik? Det virker som om, at der er tale om en form for stumpethed? Det er et meget dårligt tegn for hans institution.

Hermann taler i stedet sine egne professionshøjskolerne ned i en afgrundsdyb kløft af fejltagelser og fortrængninger, som bekræfter kritikkens værste anelser.

Først og fremmest er Hermann dybt nedladende over for den omfattende faglige kritik, som har ledsaget læreruddannelsen siden især 2012. Han skriver, at Morten Kvists kritik bygger på ”nogle tågede analyser i afkroge af de pædagogiske miljøer”.

Den lader vi lige stå lidt!

Det siger alt om både Hermanns og dermed også om professionshøjskolernes horisont, at folk som filosoffen Peter Kemp, historikeren Michael Böss og mit eget arbejde over tusindvis af fagfællebedømte sider, og mange andres indsatser bliver omtalt i sådanne termer. Det er latterligt og pinligt for Hermann selv og hans institution. Han er med denne nærmest trumpske tilgang til videnskab og kritik et dårligt eksempel for sine studerende og lærere.

For kendere af feltet er Hermanns reaktion ikke overraskende. Allerede i 2017 skrev Hermann en af sine få publikationer, en kort pamflet, hvor han stillede Finansministeriets ”tekniske dannelse” op mod noget, han kaldte for ”pædagogisk konservativ dannelse”, som blev beskrevet som reaktionær. Horisonten i bogen er smal, selektiv og ubegrundet på alle måder, og der er ingen seriøse faglige analyser. Dertil kommer, at Herman tidligere udtrykt sig meget simpelt om hele den grundtvigske åndstradition. Med sine aktuelle udtalelser, som altså bekræfter disse tidligere markeringer, understøtter Hermann direkte kritikernes pointe

Hele den rige pædagogiske tradition er ude af professionshøjskolens horisont.

For det andet mener Hermann, at den eksisterende læreruddannelse bygger på dannelse. Men det passer helt sikkert ikke. Læreruddannelsen fra 2013 – og faktisk også professionshøjskolerne som sådan – bygger på det modsatte af dannelse, nemlig på den blanding af et instrumentelt-økonomisk læringsbegreb, af dannelsesopgør og af globaliseringsnysprog, som udsprang af Globaliseringsaftalerne i 2006 samt af 2013-reformerne af læreruddannelse og folkeskole, hvor dårligdommene blev yderligere forstærket.

Disse forhold er helt veldokumenterede, og det har ingen steder hjemme, at Hermann forsøger at skyde skylden for problemerne på noget, han kalder for ”reguleringer” og ”topstyring”. Professionshøjskolerne er som sådan defineret ved antidannelse og topstyring; en definition, som vel at mærke skulle gøre op med netop den decentrale og stedsbaserede ”seminarie”-traditionen, som det nye seminarium vil genvinde og modernisere.

Uddannelses- og institutionsreformerne fra 2006 og 2013 er derfor ét kød. Faktisk har Hermann selv spillet en ganske betydelig rolle i hele denne proces. Det er måske derfor, at han er blevet så blind og nedladende, som han giver udtryk for i det aktuelle interview, og som altså stiller hele den statslige læreruddannelse i et meget dårligt lys.

Et blandt mange pædagogiske eksempler på dette dannelses-problem var en kronik fra 2010, hvor de tre centrale UC-rektorer, herunder Hermann selv, sammen med den læringsbegejstrede rektor for det reformerede DPU, Lars Qvortrup, hyldede Lars Løkke Rasmussens og hans såkaldte “Skolens Rejseholds” platte verdensmesterretorik. De nye rektorer sammenlignede underdanigt Løkkes antipædagogiske raid med Martin Luther Kings frihedsaktioner. Kronikken er en skamstøtte i dansk pædagogik. Noget sådant vil aldrig kunne ske på et frit seminarium. Her lærer man om selvstændighed, kundskaber og kritik i en stærk men passiv stat, som gerne vil oplyses af en fri pædagogisk og videnskabelig sektor.

Et andet eksempel på dannelsesproblemet er professionshøjskolernes udviklingsprojekt fra 2018 om læreruddannelsen. Her er der fyldt med antidannelse på den helt store klinge. I baggrundsteksterne er der fuld opbakning til 2013-reformen, som endda forstærkes med trans-humanistiske referencer og med en yderligere instrumentalisering af KLM-faget, som 2013-reformens arkitekter faktisk allerede forsøgte at komme af med i 2012. Faget overoverlevede dog, ikke mindst takket være især Peter Kemps heltemodige indsats. Centrale KLM-lærere, som hører til i Kvists kreds, deltog også i kampen, mens hele UC-fløjen var tavs som en pandekage og dermed understøttede den antipædagogiske læringsvind.

Hermans forsøg på at slå dette KLM-spørgsmål hen er helt ude i hampen. Hermann siger så, at dannelsen i stedet ligger i linjefagene, men det er ikke korrekt. Fagbeskrivelserne er netop baseret på kompetence- og læringsretorikkens opgør med kundskaber og indhold. Endelig er det værd at nævne, at faget pædagogik er taget ud af læreruddannelsen, hvilket understøtter dannelsestabet. Alle disse ting vil blive genskabt i regi af det nye seminarium, som sammenlignet med Hermanns skrækkelige sprogbrug vil udgøre et åndeligt og pædagogisk fyrstendømme.

Men det er blot eksempler. En grundig analyse af periodens dokumenter bestyrker disse konklusioner 100%. Det ved jeg med evidensbaseret sikkerhed, for jeg har netop færdiggjort en grundig og lang analyse af emnet.

For det tredje mener Hermann som svar på dannelsesproblemet, at han vil have mere ”praksis”, og at man skal vente på nogle evalueringer og så videre. Men læreruddannelsen fra 2013 er skam udviklet i et direkte opgør med ”pædagogisk praksis”, og de omtalte ”evalueringer” bekræfter i hele deres setup konsekvent den kompetencediskurs, som professionshøjskolerne og Hermans eget arbejde er et produkt af. Derfor er de ting, som Hermann nævner, helt ligegyldige emner i forhold til det, som er kernen i Morten Kvists og andres kritik. Det forhold, at Hermann tror, at han med disse markeringer taler om dannelse, bekræfter igen kritikken 100%.

For det fjerde mener Hermann, at det skulle være udtryk for en ”afgrundsdyb uvidenhed”, når Kvist fremfører, at hele den ånd og sammenhæng – dvs. den lærings-, kompetence- og evidensideologi, som professionshøjskolerne og læreruddannelsen er etableret ved – skulle have effekt på de studerendes pædagogiske horisont. Hvordan Hermann kan mene det, forstår jeg ikke. Det er jo at undsige både sin egen institutions indflydelse og en af dannelsesteoriens centrale sammenhænge, nemlig sammenhængen mellem kundskabsudvikling og institutionelle formål.

I stedet mener Hermann, at problemerne ligger ude i folkeskolen, og altså ikke i læreruddannelsen. Men igen: Det hele er èt kød, og denne skubben aben videre uden seriøs analyse er der ingen grund til at have den mindste respekt for. Læreruddannelsens baggrundstekster, herunder især den centrale evalueringsrapport fra 2012 er præget af dyb instrumentalisering. Der er ingen sprækker på det strukturelle plan, udover hvad Kemp og andre, som tilhører kredsen omkring det nye seminarium, fik kæmpet igennem.

Hermanns markeringer er udtryk for et styrtende fagligt dyk for professionshøjskolernes faglige omdømme.

Det eneste, Hermann skal have tak for, det er, at han ikke forfalder til smålige lokalpolitiske manøvrer, som andre dele af modstanden mod det nye seminarium har været båret af.

Endelig vil jeg sige, at jeg ikke synes om, at Københavns Professionshøjskole, som jo er en statslig uddannelsesinstitution, uden videre formidler Hermanns dybt kritisable markeringer på institutionens twitterprofil, endda med følgende underdanige tekst:

“Det er tågesnak og vrøvl, at der ikke er dannelse og autonomi på læreruddannelsen, fastslår @SthePol i @skolemonitor – som et vigtigt indspark i debatten om at oprette en privat læreruddannelse i Herning #dkpol #skolechat #kbhprof #uddpol
Er KP en slags konsulenthus for Hermanns private idiosynkrasier? Der er i al fald ingen opslag med de modsatte synspunkter. Denne praksis understreger på en måde hele pointen.

 

Udvalgte links:

Yderligere omtale af det nye seminarium og en liste over alle indlæg om sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-et-frit-laererseminarium-i-herning.html

Interview med Stefan Hermann: https://skoleliv.dk/nyheder/art8121855/Det-er-t%C3%A5gesnak-og-vr%C3%B8vl-at-der-ikke-er-dannelse-og-autonomi-p%C3%A5-l%C3%A6reruddannelsen

Interview med Morten Kvist: https://skoleliv.dk/nyheder/art8100513/%C2%BBProfessionsh%C3%B8jskolerne-har-banket-dannelsen-ned-under-gulvbr%C3%A6dderne%C2%AB

Kronik fra 2010: https://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen

Om professionshøjskolernes 2018-arbejde med læreruddannelsen: http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer-med-laereruddannelsen.html

Fra pissedårlig pædagogik til pissedårlig pædagogik

I 2019 skrev Alexander von Oettingen den fine lille bog ”Pissedårlig undervisning”. Grunden til, at den var god, er, at ”pissedårlig” simpelthen var en pædagogisk dyd, der gjorde det muligt at fortolke og udlægge en såkaldt ”negativ pædagogik” med udgangspunkt i hele den pædagogiske kongerække fra Sokrates til John Dewey og flere andre. Jeg anmeldte bogen i sin tid til UG med kryds og slange.

Bogen var samtidig rammen for en hård kritik af det sprog, som siden 2008 har præget især professionshøjskolerne og kommunerne. Især det platte ”fremragende” kom under kærlig behandling af von Oettingen, som selv er pro-rektor på en professionshøjskole. Han har nok måtte forklare sig. Så på UC’erne må man tale om pædagogik som ”pissedårlig”, for at sige noget pænt om pædagogik. Der er noget ironisk over hele situationen.

Nu har von Oettingen så – i samarbejde med Trine Ankerstjerne, som indtil sommeren 2020 var leder af pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole – begået en form for to’er, som de kalder for ”Pissedårlig pædagogik”. Det er en antologi om pædagoger og pædagoguddannelsen med bidrag af folk fra især professionshøjskolerne.

 

1. Pissedårlig skifter betydning

Bortset fra halvanden undtagelse er det ikke nogen god bog. Og det skyldes én helt bestemt ting, nemlig glidningen i betydningen af ”pissedårlig”.

Ganske vist fastholder bogens indledning den oprindelige definition, denne gang med henvisning til den amerikanske pædagog, Israel Scheffler. Von Oettingen konkluderer, at ”fejlen, modstanden, negationen og det uventede ikke er pædagogiske følgeproblemer, men kernen i pædagogikken”. Så jo mere pissedårlig pædagogik desto bedre. Det pissedårlige er en dyd. De skønne pissedårlige ord står ganske vist ikke med helt samme tyngde og belæg som i den første bog, men de fylder trods alt det meste af indledningen.

Men så kommer skredet. Pludselig indarbejdes der nemlig i indledningens konklusion en mere traditionel definition af ”pissedårlig”, som der egentlig slet ikke har været varmet op til. Det sker i følgende:

”Når vi taler om pissedårlig pædagogik, sker det på to måder: For det første adresserer den alt det, som faktisk er dårlig, og som man må forsøge at rette op på (…). Her betyder det pissedårlige, at noget faktisk er dårligt, og at det må diskuteres og ændres.”

Og derefter følger så ”for det andet”, som angår det pissedårlige som ”dyd”, hvilket jeg lige har nævnt.

På den måde kan ”pissedårlig” både være pædagogisk og filosofisk dyd og en del af det modsatte, nemlig noget, man skal undgå og ændre. Men denne dobbeltbetydning var bestemt ikke en del af den første udgivelse, bortset fra måske som en form for ironisk underlag.

 

2. Pissedårlig antidyd

Det begrebsmæssige skred får stor betydning for indholdet i bogen:

De forskellige indlæg fra især professionshøjskolefolk, primært ledere og mellemledere, er nemlig ikke opmærksom på betydningsskredet. Det gælder f.eks. Martin Bayers indlæg. Bayer er forskningsleder på UC København, og han stod sammen med professor Jens Rasmussen bag en indflydelsesrig rapport i 2010, der satte dybe instrumentalistiske spor i læreruddannelsen fra 2013, som ville gøre radikalt op med hele dannelsesaspektet. Fordi Bayer ikke kan fastholde det pissedårlige som dyd, så siver hans analyse af pædagoguddannelsen netop hen i nærheden af alt nysproget med ”karrierespor” og ”konsulenthuse” mm., dvs. hen til alt det, som von Oettingen talte imod i sin første bog.

Også Oettingens medredaktør Trine Ankerstjerne, som altså indtil for nyligt var samme sted som Bayer, skrider i sin brug af termerne. Også her mister ”pissedårlig” sin dydsfunktion. Dermed får hun ikke fat i pædagoguddannelsens kerne og historie, men løber ind i betydnings-skredets forsimplede dualismer. F.eks. vil hun af med noget, hun kalder ”pissedårlige synsninger”. Hun kan heller ikke lide ”føleriet”, som hun sætter i modsætning til ”fagligheden”. Diskussionen kommer ingen vegne, fordi ”pissedårlig” gøres til et problem i stedet for til en dyd. Ankerstjerne taler ganske vist for dannelse og dømmekraft, men det bliver uden substans og negation, fordi hun river det ”pissedårlige” ud af sin filosofiske sammenhæng.

Dermed siver Ankerstjerne hen i nærheden af Bayers særlige antifilosofiske version af Bourdieu, så vidt jeg kan se. De er vist nok også uddannet samme sted, nemlig på Københavns Universitet under professor Staf Calleweart, som også var Bourdieu-mand, ligesom altså især Martin Bayer også er. Før Callewaert regererede filosoffen Knud Grue-Sørensen, som er von Oettingens helt, på KU, og han står på en måde for det modsatte af Bourdieu. Der flyder noget pædagogisk historie under sætningerne. Calleweart har haft en virkelig dårlig indflydelse på den københavnske pædagogik og også på mange professionshøjskoler i det hele taget. Dårligdommene er forstærket af, at hans indflydelse for alvor satte sig fast i slut 00’erne, hvor professionshøjskolerne var nye og identitetshungrende konkurrencestats-institutioner, som fjernede de sidste rester af filosofi fra Callewaerts teori.

Der er også en artikel af forskningschef fra UC-VIA, Andreas Rasch-Christensen. Også han har arbejdet tæt sammen med Jens Rasmussen omkring skole- og læreruddannelsesreformerne. Han har totalt misforstået det ”pissedårlige”. Rasch-Christensen vil fundere børnehavernes filosofi hos den amerikanske økonom James Heckman og i en masse evaluering. Så bliver det ”pissegodt”, får vi at vide. Her har begrebet helt mistet sin spænding. Heckman er sådan en slags overgangsfigur fra konkurrencestat til biostat efter min mening, men lad det nu ligge. Under alle omstændigheder er han børnehavens fjende. BUPL forlod da også i sin tid den såkaldte ”Småbørnsalliance” med henvisning til denne alliances Heckman-inspirerede børnesyn.

Endelig er der en kort artikel af en Rikke Smedegaard Hansen, som jeg ikke kender. Hun taler om ”mentalisering”. Jeg synes, det er lidt uden for emnet, så jeg lader det ligge. Smedegaard Hansen har ellers skrevet en bog, der hedder ”Ida er pisseprovokerende”, så hun er inde i jargonen.

 

3. Pissedårlig dyd

Der er en hel og en delvis undtagelse fra dette mønster:

Den ene undtagelse står Von Oettingen selv for. Han har en fin analyse af legens væsen og af forholdet mellem leg og læring, hvor der samles perler hist og her. Men faktisk bruger han selv ”pissedårlig” i den banale betydning, hvilket gør det hele lidt underligt. Måske er det derfor, at ”legen” bliver lidt udvendig? Han kan ikke få den ind i sit herbartianske system. Han burde have lavet en ægte pissedårlig analyse af legen, som undersøgte begrebets centrale funktion i pædagogikken, herunder hos nogle af von Oettingens egne helte.

Som teksten står nu, ender den ganske vist med at frede ”leg”, men også med at ekskludere den fra pædagogikken. Det skyldes, at von Oettingen får sagen stillet op som ”leg eller læring”, hvorved han jo accepterer pædagogikkens forfaldsstruktur. Man kan godt sige ”leg eller læring”, men man kan ikke sige ”leg eller pædagogik”. Denne eksklusion af legen går slet ikke; hverken i skole eller børnehave, men især ikke for pædagogerne, som jo er i fokus her.

Antologiens højdepunkt er et indlæg af Line Togsverd som er en helt almindelig docent fra UC-syd helt uden fine UC-kasketter. Togsverd har fuldt og helt forstået von Oettingens oprindelige præmis og taler direkte for den ”pissedårlige” pædagogik med udgangspunkt i det fine begreb ”ballade”, som hun har udviklet i nogle tidligere udgivelser. Hun sætter pædagogisk praksis i modsætning til en teknisk praksis, og stiller derfor – helt i von Oettingens oprindelige ånd – ”pissedårlig pædagogik” i modsætning til ”ikke-pædagogik”. Hun har ingen problemer med ”synsninger” og andet godt, tværtimod. Det hele handler om ”det, der er, var og er på vej”, som hun fint skriver.

Togsverd trækker på Kants pædagogiske paradoks, som også ligger til grund for von Oettingens arbejde. Men Togsverds interesse rækker langt videre end Oettingens. Von Oettingen har nemlig problemer med at diskutere institutionernes formål. Han bliver i sit paradoks, hvilket skydes en systemteoretisk understrøm. I modsætning hertil har Togsverd en fin lille analyse af børnehavens formål, hvor hun inddrager demokratiets kulturhistorie og sammenhæng i sin dejlige pissedårlige balladisering af pædagogikken. Med disse pointer taler hun ind i en børnehavepædagogisk tradition, som også findes hos de to lærere ved den århusianske pædagoguddannelse, Karsten Tuft og Jan Jaap Rothuizen, som begge har rødder i en række floote danske og europæiske reformpædagogiske aktioner. Faktisk har Togsverd skrevet en meget interessant bog sammen med Rothuizen, som netop  hedder ”pædagogiske ballader”.

 

4. Generelle bemærkninger

Til sidst et par generelle bemærkninger: Efter min mening bliver det bare for meget med alt dette ”pissedårlige”, som nærmest plastrer bogen til over det hele. Det er ok for en enkelt bog, men ikke flere, og det går galt, når udtrykket endda mister sit indhold og ender med at understøtte det, som det oprindelig var et opgør med. Vi skal have von Oettingen tilbage på sporet igen, gerne sammen med Togsverd.

Der er en lille enklave på UC-Syd, som desværre er blevet decimeret ved ophøret af to vigtige ansættelser siden 2013. Jeg tænker her på den selvstændigt tænkende Iben Benedikte Valentin Jensen, som blev presset ud for nogle år tilbage, og på den kloge Leo Komischke-Konnerup, som sidste år forlod skuden. Bare nu Togsverd holder stand.

Jeg er også ked af, at ingen af artiklerne – udover implicit i Togsverds artikel – inddrager og drøfter den rige børnehavepædagogiske tradition, som findes i Danmark og Europa. Denne mangel er med til, både at det grimme slangudtryk bliver for enerverende, og at faglige afarter som mentalisering og Heckman mm. kan brede sig for kraftigt.

 

Referencer og links:

Alexander von Oettingen & Trine Ankerstjerne (2021): Pissedårlig pædagogik, Hans Reitzels Forlag.

Alexander von Oettingen (2019): Pissedårlig undervisning, Hans Reitzels Forlag.

Line Togsverd & Jan Jaap Rothuizen (2016): Pædagogiske ballader – perspektiver på pædagogens faglighed, Samfundslitteratur.

Analyse af ”Pissedårlig undervisning som pædagogisk dyd” fra 2019: http://www.thomasaastruproemer.dk/pissedaarlig-undervisning-som-paedagogisk-dyd.html

I september 2019 kritiserede Lars Qvortrup von Oettingens første bog, og von Oettingen svarede på kritikken:

Lars Qvortrups kritik af von Oettingens bog, d. 9. september: https://skoleliv.dk/debat/art7364857/3-sp%C3%B8rgsm%C3%A5l-til-Alexander-von-Oettingen-om-pissed%C3%A5rlig-undervisning

Alexander von Oettingens svar til Lars Qvortrup fra d. 10. september: https://skoleliv.dk/debat/art7374411/Forskning-beg%C3%A5r-et-stort-fupnummer

Endelig skrev jeg tilbage i 2018 to indlæg om ”pissedårlig undervisning” med udgangspunkt i et Folkemødearrangement om emnet:

Folkemøde 2018: Pissedårlig undervisning

Pissedårlig undervisning 2: Ansvar og fremtid

 

Opgør med Grundlovens §79

I det følgende vil jeg argumentere for, at Nedlukningen er et opgør med Grundlovens §79 om forsamlingsfrihed, som måske er Grundlovens mest grundlæggende paragraf, samt med en række deraf følgende meget vigtige naboparagraffer. De fleste af disse paragraffer, herunder §79 selv, står stort set uændret siden 1849, hvor landets første Grundlov blev vedtaget. Dengang stod bestemmelserne blot i §91-94.

Der har også været argumenteret for andre brud på Grundloven, f.eks. ejendomsret og krav om inddragelse af Udenrigspolitisk Nævn, men her er det altså forsamlingsfriheden og beslægtede rettigheder, som er i fokus.

Indholdsfortegnelse:

  1. Forsamlingsfriheden i §79
  2. Hvad er en Grundlov?
  3. Grund og lov splittes af: Fra Folketing til ½olketing
  4. Forholdet mellem samfund og samfundssind
  5. §79: Den åbne himmel
  6. §79: At samle sig
  7. Naboparagrafferne (forenings-, ytrings- og skolefrihed)
  8. Skolens formål
  9. Hvad er en “privat bolig”, og hvad er “en have”?
  10. Regeringens begrundelser for overgrebet på Grundlovens §79
  11. Om henvisning til rockerloven

 

1. Forsamlingsfriheden i §79

Vi har nu haft forsamlingsbegrænsninger i over et år, og der er ingen udsigt til, at de forsvinder. I de sidste måneder har begrænsningerne endda været helt nede på 5 personer, så man ikke engang kan få lov at overvære et rådhusbryllup, gå en tur i skoven med sine naboer, eller have et mindre selskab på sin gårdsplads.

Her er Grundlovens §79 om forsamlingsfrihed:

”§79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.”

§79 kan ikke undtages med lov. §79 kan kun omgås, hvis forsamlingen foregår udendørs, og kun hvis den bryder med ”den offentlige fred”, hvilket der jo ikke er tale om i det aktuelle tilfælde.

I bedste fald kan man måske lave en undtagelse af konkrete og afgrænsede forsamlinger af helt særlige årsager i et afgrænset tidsrum. Men kun måske, og egentlig ikke, så længe folk er ubevæbnede og ikke forstyrrer den ”offentlige fred”. Men Nedlukningens forsamlingsforbud er helt generelt og uendeligt, alene begrundet med en reduceret og helt almen ”offentlige sundhed” som en ensom markør. Jeg forstår ikke, at man må det.

Ejendomsretten, som jo er funderet i §73, kan faktisk godt brydes af hensyn til ”almenvellet”, men kun ved lov og med ”fuldstændig erstatning”. Det var den paragraf, som Mette Frederiksen forbrød sig mod d. 4. november i forbindelse med minkskandalen. Men §79 står helt ren. Enhver kan mødes med enhver både inde og ude, så længe de ikke bærer våben eller vil slås.

Højesteretsdommer Jens Peter Christensen skrev d. 26. juli 2020 i JP, at Nedlukningen efter hans opfattelse ikke var et brud på §79, fordi hasteloven tillod politiske demonstrationer. Men der står ikke noget om ”politik” i §79. Her står ”at samle sig”, hvilket er et langt bredere og pædagogisk begreb, der har rødder tilbage i vikingernes tingsteder, til middelalderens landsbyer, i de grundtvigske menigheder, i udviklingen af foreningslivet og af skolerne og arbejderbevægelsen. Og paragraffens 2.pkt omtaler endda “offentlige forsamlinger” på en måde, hvor det forudsættes, at forsamlingsfriheden også dækker private sammenkomster.

Jeg kan faktisk ikke forstå, at Jens Peter Christensen er så nonchalant i dette spørgsmål. Dels fordi, at hvis man ikke kan ”samle sig” frit, så er det jo også meget svært materialiserer tanker og politiske handlinger. Og dels fordi, at ”at samle sig” som sagt også vedrører mange andre dele af det sociale liv end politiske demonstrationer.

Kigger man på udgivelsen “Dansk statsret – 2. udgave” så bekræftes min fortolkning. Det fremgår af bogens kapitel 22, der netop handler om forsamlingsfriheden. Her fremgår det helt klart, at forsamlingsfrihed gælder alle former for forsamlinger og ikke blot politiske holdningstilkendegivelser. Faktisk er Jens Peter Christensen medforfatter på bogen, men kapitel 22 er skrevet af professor, Jørgen Albæk Jensen, fremgår det.

Hvis jeg har ret i det, så er epidemiloven – eller i al fald anvendelsen af den – i modstrid med Grundloven.

Det er forstemmende, at det har været så let for regeringen og for et mangelfuldt informeret Folketing at tilsidesætte Grundloven så bastant og så langvarigt og så let. Grundloven yder jo i så fald ingen beskyttelse mod statslige luner og desperate nattemails fra nyansatte departementschefer. Så måske er det ikke kun §73, som er brudt (jf. mink-sagen). Måske er det også §79.

I den forstand føler jeg, at jeg har mistet Grundloven. Det er som om, den svæver væk i horisonten som en ballon i tivoli. Det er som om, man er helt nøgen, som i en slags retsløs fangelejr, i et Guantanamo med løn. Vi er havnet i en stor permanent undtagelse, hvor frihed er omdannet til ”trivsel” og kritik til ”træthed”.

 

2. Hvad er en Grundlov?

Grundloven er ikke blot en lov. Det er lovenes lov. Det er sammenhængen mellem loven som jura og loven som grund. Loven er juridisk, mens Grunden er pædagogisk, historisk og filosofisk, dvs. åndelig, eller ”praktisk poetisk”, som man siger her til lands.

Grund-loven er syntesen mellem lov og ånd. Den er lovens ånd. Den er lovenes grundende grund. Grundloven regulerer derfor ikke blot lovene. Den grunder lovene i det folkelige liv og dets historie og tradition, som dermed får mulighed for at blive genskabt af nye generationer.

Grundloven er derfor en form for fødsel. Den er en omsorg for, at enhver ny generation kan komme ud af den gamle tid som ånd og grund. Når de gamle kan se de nye generationer vokse ind i denne frihed, så kan de dø i fred og lykke.

 

3. Grund og Lov splittes ad, fra Folketing til ½olketing

D. 12. marts skete der følgende: Et Folketing halverer sig selv i ydmyg underdanighed over for en regering, som går imod myndighedernes anbefaling, selvom selvsamme regering bruger netop myndighederne til at begrunde sin totale og samfundsudslettende aktion. Dette nysprog omsættes i ordet ”samfundssind”.

Folketinget bliver dermed til et ½olketing. Denne tilstand består så længe, ½artierne støtter Nedlukningen, hvilket de alle sammen stadigvæk gør. Herfra er enhver ”genåbning” blot en forstærket nedlukning. Et altid foreløbig lokkemiddel, der skal få befolkningen til at elske overgrebet mod befolkningen.

Fra dette sted gennemføres dybt indgribende hastelove i stride strømme, primært baseret på ”orienteringer” i lukkede udvalg, som består af sundheds½olitiske ordførere, som har købt og stemt for hele præmissen. Befolkningen nægtes at ”samle sig” og at drive erhverv. Og al socialt liv omdannes til smittestatistisk realtid.

Dermed har staten og dens ”Love” isoleret sig selv og ekskluderet lovens ”Grund”. Grund og Lov er splittet ad. Folk og stat er fjender. Dermed får vi en ½undlov.

 

4. Forholdet mellem samfund og samfundssind

Ordet ”samfund” er gammelt nordisk. Det betyder sammen-komst og ”at finde sammen i et møde” (fund=møde).

Man finder sammen og gør et fund, når man mødes. Så bliver man til et samfund. Denne tilstand svarer til Grundlovens §79, der handler om at ”samle sig” i fund med hinanden om de ting, man nu finder. Det er nordisk dyd. Det er sam-fund. Det er at mødes og tinge, i et folke-ting, i et al-ting, i et stor-ting, iblandt ting. Ordet ”samfund” har altså dybe rødder i forholdet mellem kultur, natur og frihed. Samfundet er menneskets fineste gave, som mennesket selv har fået af skaberens hænder. Det er Grundlovens rod.

Derfor er forsamlingsfriheden – friheden til at samle sig i sam-fund – også en central del af menneskerettighederne, ja, dén centrale del efter min mening, selvom det danske ”samfund” og Grundlovens ”at samle sig” er endnu dybere og tættere end FN’s menneskerettigheder.

Det skyldes, at samfundet kommer før rettigheden. Rettigheder opstår og udvikles, når mennesker finder sammen i fund, frem for det omvendte synspunkt som hævder, at samfundet er defineret ved retten.

Hvordan så med ordet ”samfundssind” i dette udtryks aktuelle iklædning? Ja, det er det stik modsatte. Det er ikke “at samle sig”. Det er et forbud mod at samle sig. Enhver samling er i samfundssindets optik en smittefare, som er umoralsk og ond. Samfundssindet er en slags had til mennesket.

”Samfundssind” er altså udtryk for et opgør med ”samfund”.

 

5. §79: Den åbne himmel

Grundlovens §79 er den mest grundlæggende efter min mening. Vi tager den lige igen:

”§ 79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.”

Det vil sige, at enhver har ret til at samles med andre. Indendørs er der ingen begrænsninger på denne ret. Udendørs, under ”åben himmel”, kan rettigheden kun begrænses, hvis der opstår tumulter, som rækker ud over skærmydsler.

Og selv hvis Politiet ønsker at skride ind, så skal borgerne først opfordres hele tre gange til at gå hver til sit. Det fremgår af den efterfølgende §80, hvor ”at samle sig” bliver til ”opløb”:

”Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles”.

Der er ingen undtagelser fra disse regler. Dvs. at man ikke kan lave undtagelser ved lov. Kunne man det, ville det være angivet, hvilket det er i nogle af de andre Grundlovsparagraffer. Så §79 er ren som den ”åbne himmel” selv. Her er der ikke ”højt til loftet”, for der er intet loft, blot ”åben himmel”, som mennesket samler sig hos.

 

6. §79: At samle sig

Borgere ”samler sig”, står der direkte i §79. De samler sig selv sammen med andre, som også samler sig selv. Selvene samles om samfundets objekter, om tekster, kirker, kunstværker, bryllupper, skoler, holdninger, legepladser osv.. Der udvikles tanker, ideer og produkter. Man ”samler sig”, og man samler sig selv. Både individualitet og fællesskab kommer til syne.

Denne ”samlen sig” er en kredsen, det er en kreds, en ring, en dans. Det er menneskenes liv. Det er den kropslige, åndelige og rytmiske samlende-sig sammen i en sam-væren. Det er det modsatte af ”samfundssind”, som man fortiden kalder opgøret med §79.

Ingen må forhindre denne proces, så længe folk ikke bærer våben. Samlingen er fri under åben himmel. Det er det, som folket er. Folket er en sådan ”samlen sig”.

Nedlukningen er et brutalt brud med §79. Den er et brud på ”at samle sig” og dermed et brud på folket og på folke-styret.

Nedlukningen er derfor et brud med Folketinget selv, som selv er en ”samling”, en ”folketings-samling” og dermed en kreds om en ”ting”, som vendes og drejes.

Folketinget, folkets samling om ting, har dermed nedlagt sig selv. Det har svigtet dets pligt. Det er omdannet til noget andet. Men til hvad? Til et ½olketing uden kreds eller fælles ting.

 

7. Naboparagrafferne

De andre paragraffer udspringer af §79.

§78 handler om foreningsfriheden. Den lyder sådan her:

”Borgere har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed”.

Foreningsfriheden kan kun opretholdes, hvis der er forsamlingsfrihed. Hvis man ikke kan ”samle sig”, så kan man ikke ”forene sig”.

§77 handler om ytringsfrihed. Den lyder sådan her:

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.” (min kursivering)

Dette er den store filosofiske paragraf, som handler om ”tanker” og ”offentlighed”. Det er tankens tilblivelse og tilsynekomst over for andre i bøger og aviser osv.. Det er oplysningens princip.

Disse tanker afhænger af, at andre også tænker og kommer til syne i et fælles liv og offentligt rum. Derfor kan §77 kun have effekt, hvis den er funderet i §79. Hvis man ikke kan ”samle sig”, så dør ånden. Så §77 er tankens paragraf, som er funderet i §79, som er pædagogikkens paragraf.

Lad os fortsætte det pædagogiske spor:

§76 handler om undervisningsfrihed. Den lyder sådan her:

”Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv søger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige af lade børnene undervise i folkeskolen”.

Så man kan selv opdrage og undervise sine børn og danne frie skoler og pædagogiske sammenhænge sammen med andre. Dansk pædagogik er derfor rodfæstet i forsamlingsfriheden, dvs. at kredse af voksne ”samler sig” og danner skole for deres børn i den grundende grunds lov.

Staten skal også tilbyde en form for frihedens forlængelse, hvilket sker i en folkeskole, hvor undervisningen er ”fri”, både i økonomisk og pædagogisk forstand.

Folkeskolen bærer derfor friskolen i sig selv. Folkeskolen er derfor en del af forsamlingsfriheden. Landets lærere samler sig på en skole. Et lærerråd er en slags materialisering af §79.

Folkeskolereformen fra 2013 var et brud på dette princip. Måske er det derfor, at bruddet med den beslægtede §79 nu følger efter.

§79 og §76 er særligt forbundet. Det er forholdet mellem ”at samle sig” og ”undervisning”. Herfra fødes §77’s tanker og skrifter.

 

6. Skolens formål

Så at ”samle sig” i §79 hænger sammen med skolefriheden i §76.

Denne sammenhæng fremgår også af folkeskolens formål.

I skolens formålsparagraf, stk 1, står der, at skolen skal ”give eleverne kundskaber”. Ordet kundskaber er gammelt. Det betyder at “samle sig” om fordybelse i tingene, så man opnår fortrolighed med tingenes væsen og lag.

Kundskaber er derfor en udløber af forsamlingsfriheden. De er en form for kredsgang. De er sam-væren om samfundets ting, det er folkets-ting. Kundskaber og demokrati hænger sammen.

Pædagogik og Folkestyre er derfor en del af samme organ. Det fremgår også af formålsparagraffens stk. 3, som netop handler om ”frihed og folkestyre” og om ”åndsfrihed, ligeværd og demokrati”.

Grundlovens §79 er derfor sammenhængende med folkeskolelovens §1.

Eftersom §79 nu er i ruiner, så er folkeskolens formål også i ruiner, hvilket det allerede var på vej til at blive med skoleloven fra 2013.

Hermed har jeg forklaret sammenhængen mellem Grundlov og skole samt Nedlukningens totale brud med begge.

 

7. Hvad er en “privat bolig” og hvad er “en have”?

Før jeg går videre til hastelovenes begrundelser, så har jeg fundet et lille eksempel, både på hvordan reglerne kan få meget indgribende konsekvenser for samfundslivet, og på hvad der sker med reglerne, når de gradbøjes i den nye ånd.

For en måneds tid siden var der en diskussion om, hvad der udgjorde en ”privat bolig” i forhold til det forsamlingsforbud for grupper over 5 personer, som har rod i hastelovenes bemyndigelser. Årsagen var, at der var havde været et selskab i en privat garage, hvor politiet havde interveneret, fordi denne garage angiveligt ikke blev anset for at være en del af den “private bolig”.

Det fik d. 21. januar Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti til at spørge justitsminister Nick Hækkerup om, hvordan man egentlig skulle forstå udtrykket “privat bolig”.

Svaret er virkelig mærkeligt:

Først står der, at forsamlingsforbuddet ikke gælder ”private boliger eller haver i tilknytning hertil”. Der står også, at udtrykket ”privat bolig” skal forstås ”bredt og videre end bopæl”. Man slapper lidt af.

Men derefter står der tilsyneladende det stik modsatte? Nemlig at haver og gårdspladser skam slet ikke er en del af den ”private bolig”, og at ”privat bolig” kun refererer helt konkret til, ”der hvor man overnatter”.

Det betyder så, at f.eks. slet ”haver og gårdspladser” ikke er en del af boligen alligevel, og at disse steder dermed er direkte omfattet af forsamlingsforbuddet. Det kan man læse her:

”Videre fremgår det, at andre lokaliteter – der således ikke falder ind under begrebet privat bolig – omfatter bl.a. udendørslokaliteter, som f.eks. haver og gårdspladser, og indendørslokaliteter, som f.eks. lader, skure og værksteder, som den pågældende råder over.”

Så hvis man er en familie på fem, så må man ikke mødes med farmor i haven eller på en privat gårdsplads.

Det er som om, at ideologien i fortolkningen af reglen overtrumfer ideologien i selve reglen, som i sig selv er et opgør med Lovens Grund. Vi får en juridisk fordobling af overgrebet på §79, et overgreb som jo er dirigeret af det “ekstreme forsigtighedsprincip”.

 

8. Regeringens begrundelser for overgrebet på Grundlovens §79

D. 26. marts fremsatte regeringen hastelov nr. 158, som bygger videre på L133 fra d. 12. marts. Begge love, som vedrører ændringer af epidemiloven, blev vedtaget på ekstremt kort tid i en total kortslutning af demokratiets normale og anerkendte processer.

I hastelovens §6 giver ½olketinget uden videre bemyndigelse til, at sundhedsministeren kan gennemføre en række drakoniske angreb på Grundlovens §79.

§79-problemstillingen er faktisk omtalt i bemærkningerne til både L133 og L158. Her fremgår det, at regeringen ikke mener, at der er problemer med §79. Der angives i bemærkningerne til L158 følgende tre grunde, som er udført i al hast, og som ikke holder i retten efter min mening:

  1. For det første nævnes det, at politiske demonstrationer er undtaget fra hastelovens forsamlingsforbud. Det var samme argument, som Jens Peter Christensen, som allerede nævnt under kapitel 1, fremførte i JP i juni 2020. Men det er slet ikke tilstrækkeligt, eftersom §79 tillader alle former for forsamlinger og ikke kun politiske demonstrationer. §79 tillader alle at ”samle sig”, og det kan man gøre på mange måder, både i skoler og hos købmanden og mange andre steder. Det skal staten ikke blande sig i, med mindre, der er fare for den offentlige fred, hvilket der jo ikke at tale om her.
  2. For det andet angives det, at hastelovens indgreb indføres af ”vægtige hensyn til folkesundheden”. Men det argument gælder ikke. Grundloven hjemler ikke en sådan mulighed. Den beskytter snarere imod den slags almene markeringer, som ingen kan kontrollere. I bemærkningerne tales også om ”alment farlige sygdomme”, men corona er slet ikke en ”alment farlig sygdom”, så det er helt uforståelige ord. Og selv hvis coroaen var ”almen farlig”, ville indgreb i forsamlingsfriheden stadig være ulovlig ift Grundloven, eftersom der ingen undtagelser er for §79’s gyldighed, ud over dem jeg allerede har nævnt.
  3. For det tredje hævdes det, at begrænsningerne i §79 alene tager udgangspunkt i ”konkrete vurderinger”. Men det passer ikke. Begrænsningerne er generelle, vedvarende og ukonkrete, og de er ikke knyttet til konkrete vurderinger overhovedet, tværtimod. Det er et absurd argument.

I bemærkningerne til L133 er der desuden en kort henvisning til rockerloven. Jeg behandler det selvstændigt nedenfor. Derudover er der nogle korte linjer om en mulig nødretsbegrundelse som sættes i forbindelse med trusler mod ”den offentlige fred”. Det er så kortfattet, og konsekvenserne så store, at det heller ikke kan tages alvorligt. Og der er jo ingen fare for den ”offentlige fred” ved, at jeg går en tur i skoven med mine naboer. Det er snarere dybt foruroligende, at “nødretten” fremføres så nonchalant. Argumentet forfølges da heller ikke yderligere. Desuden er forsamlingsfriheden som sådan ikke en trussel mod nogen ”offentlig fred”, tværtimod, så bidrager den til freden. Hele logikken er foruroligende udemokratisk.

I bemærkningerne henvises også til juristen Alf Ross’ statsretslige arbejde. Ross var rets-positivist, hvilket er udmærket i visse sammenhænge, men det er dårligt, hvis man vil forstå Grundlovens sammenhæng med sociale og historiske processer, som jo er emnet i denne analyse. Derfor var Ross også i sin tid ude i stærk polemik med højskolemanden Hal Koch, der i sin bog om demokrati mente, at samfundet og demokratiet byggede på livslove med rod i påvirkningen fra Sokrates, Grundtvig og Jesus. En retspositivist vil have tendens til at reducerer Grundloven til ”lov” og at glemme dens ”grund”. Dermed kollapser Grundloven ned i Folketinget, som dermed mister sin filosofiske og pædagogiske forankring.

De tre grunde plus det løse holder altså ikke. Der er derfor tale om et brud på landets Grundlov efter min mening. Det håber jeg i al fald, for ellers er Grundloven ubrugelig.

Regeringen har altså ikke blot brudt Grundlovens §73 i forbindelse med minksagens ødelæggelse af andres ejendom uden lovhjemmel. Den har også brudt Grundlovens §79 ved Nedlukningen som sådan. Eftersom §79 nok er den mest grundlæggende paragraf af alle – retten til at “samle sig” – kan dette brud slet ikke tages alvorligt nok.

Grundloven er derfor erstattet med Undtagelsen, som definere sin nye ”lov” i hast, og hvis ”grund” er en glemt og overset rest.

 

9. Om henvisningen til Rockerloven

Et af regeringens argumenter for, at den har overholdt §79 er en henvisning til den såkaldte Rockerlov fra 1996. Denne begrundelse kan man læse i bemærkningerne til de to store hastelove, L133 og L158, og den gentages faktisk af en professor i forfatningsret, Jørgen Albæk Jensen, i en artikel på TjekDet.dk.

Faktisk er det forhold, at Højesteret overhovedet antager sagen til behandling et bevis for, at forsamlingsfriheden også omfatter ikke-politiske forsamlinger. Denne pointe antives også i “Dansk Statsret – 2. udgave” på s. 376.

Men sad os se på den nærmere argumentation, som har to sider, dels en konkret og dels en almen. Det er især den almene begrundelse, som regeringen henviser til, men man bliver nødt til at se på den konkrete sammenhæng, hvori den almene tese fremføres:

 

A. Konkret argument

Rockerloven handler om, at man kan lave konkrete forbud om ophold i specifikke boliger ved helt særlige og problematiske forhold. Loven er som sagt fra 1996, og allerede dengang diskuterede man §79. I 1999 blev der faktisk ført sag i Højesteret om lovens forhold til §79. Højesteret stadfæstede loven som gyldig. Men Højesterets argument var bestemt ikke noget carte blanche til at forbyde forsamlinger og heller ikke rockerne, tværtimod.

I forbindelse med en konkret sag i 2013 fortæller advokat Sysette Vinding Kruse om Højesterets dom fra 1999:

”Hvis der er en konkret, påviselig risiko for, at der vil komme en væbnet konflikt eller en konflikt der er til fare for andre, kan politiet gøre brug af rockerloven”

Vinding Kruse siger også følgende:

”Der skal være en konkret risiko, og det er ikke noget, man kan gøre for evigt tid. Det er noget, de hele tiden skal tages op. Det er ikke en måde at forbyde rockere i villakvarterer på, siger hun.”

Det fremgår også, at et sådant konkret forbud kun kan forlænges, så længe der fortsat er en konkret risiko for, at personer er i fare.

Vinding Kruse siger:

”Og faren skal være konkret. Det er ikke nok med den generelle fare, som er forbundet ved at leve ved en rockerborg”.

Denne fortolkning udspringer direkte af rockerlovens §1, stk 3:

”Stk. 3. Stk. 1 og 2 kan kun anvendes, såfremt det angreb, der er risiko for, må antages at være led i et gensidigt opgør mellem grupper af personer, hvor der på begge sider anvendes voldelige midler, herunder skydevåben og sprængstoffer.”

Summasummarum: For at tage Rockerloven i anvendelse skal der være en konkret og alvorlig fare, og en evt. anvendelse skal være afgrænset i tid og rum. Det svarer nogenlunde til ånden i §79.

Men disse argumenter har jo intet at gøre med Nedlukningens generaliserede forsamlingsforbud for hele landet i flere måneder!

Regeringen har faktisk siden 1999 forsøgt at udvide rockerlovens gyldighedsområde, så man kan føre mere nidkær kontrol med ”rockerne”, men denne udvidelse er for det første ikke blevet prøvet ved Højesteret, og selvom den blev godkendt, ville den ikke ændre på kravet om et meget konkret og afgrænset virkningsfelt, et krav som altså stadig gælder fuldt og helt, og som Nedlukningen forbryder sig imod.

 

B. Alment argument: Proportionalitet og vilkårlighed og ekstrem forsigtighed

En anden ting er, at Højesteret i sin rocker-dom henviser mere generelt til, at forsamlingsfriheden kan brydes under visse omstændigheder. Det sker med følgende formulering:

”Højesteret bemærker indledningsvist i dommen, at grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed er en nødvendig og selvfølgelig forudsætning for et demokrati, men at bestemmelsen ikke hindrer, at lovgivningsmagten fastsætter regler, som begrænser forsamlingsfriheden, såfremt dette sker til beskyttelse af andre væsentlige interesser, fx andres liv og velfærd. Et sådant indgreb må dog ikke ske vilkårligt, og Højesteret understreger, at et indgreb i forsamlingsfriheden skal være proportionalt og henviser i den forbindelse til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 11.”

Her tales for et ”proportionalitetsprincip” og et forbud mod ”vilkårlighed”. Der skal altså være proportioner og en konkret regelbaseret anledning. Man kan altså ikke bare lukke en skole, hvis ingens liv er i konkret fare. Og man kan slet ikke lukke alle skoler.

Og Menneskerettighedskonventionens artikel 11 lyder sådan her:

”Artikel 11: Forsamlings-og foreningsfrihed

  1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.
  2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder (…).”

Så udgangspunktet for menneskenes liv er forsamlingsfrihed, en ret som kun kan indskrænkes under helt specielle og velbegrundede omstændigheder, og henvisningen til “sundheden” må underkastes dette krav.

Bemærk at Menneskerettighedernes omtale af mulige begrænsninger i folks menneskeret til at ”samle sig” ikke stammer fra Grundloven, der kun nævner vold og uro som legitime begrænsninger, og som derfor fremstår som en mere ren rettighed. I Grundloven har ”forsamlingsfriheden” endda sin helt egen paragraf ved siden af foreningsfrihedsparagraffen. Menneskerettighederne slår forsamlings- og foreningsfrihed sammen i samme Artikel.

Den danske lov er altså skrappere end Menneskerettighedskonventionen, når det kommer til forsamlingsfrihed, hvilket Højesteret lader til at overse. Det er ikke så godt.

Menneskerettighederne åbner altså for flere undtagelser, men det er bestemt ikke en ladeport for måneds- og årelange generaliserede restriktioner. Begrænsningerne skal være begrundet i et proportionalitetsprincip, og de må ikke have en vilkårlig karakter.

Men selv, hvis man inkluderer Menneskerettighedernes mere almene ”proportionalitetsprincip”, som Højesteret endda ledsager med krav om, at tiltaget skal være både ”nødvendig” og ”egnet”, så er Nedlukningen et eklatant brud også på Grundloven. Det skyldes dels, at Nedlukningen jo skete som et direkte opgør med netop proportionalitets-princippet til fordel for et “ekstremt forsigtighedsprincip”, og dels at Nedlukningens begrænsninger på §79 er vilkårlige og generelle og principielt uendelige. Uendeligheden er forstærket af den nye epidemilov fra d. 1. marts 2021, hvorefter både influenza og corona nu kan retfærdiggøre Nedlukninger.

Så Nedlukningen er forbudt både ifølge Menneskerettighederne og fordi Nedlukningen bygger på et opgør med proportionalitetsprincippet, og det er “endnu mere forbudt” ifølge Grundloven, hvor der ikke engang er noget proportionalitetskrav, og hvor friheden derfor er nærmest absolut, med mindre den er meget konkret begrænset i en specifik lov, som det f.eks. var tilfældet i forbindelse med Rockerloven.

 

Referencer:

”Coronaskeptisk organisation sagsøger Mette Frederiksen: Vil bevise, at nedlukning er i strid med Grundloven”, Tjekdet.dk, d. 15. februar 2021.

Rockerloven fra 1996: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1996/907

Hastelov, L133, jf. bemærkninger til §79 på s. 14-15: https://www.ft.dk/…/lov…/l133/20191_l133_som_fremsat.pdf

Hastelov, L158, jvf. bemærkninger til §79 på s.12: https://www.ft.dk/…/lov…/l158/20191_l158_som_fremsat.pdf

 

Her er de fulde tekster fra bemærkningerne til de to hastelove:

 

A. Her er bemærkningerne til L133:

”Ifølge grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åbenhimmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Det er almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur, at grundlovens § 79, 3. pkt., ikke udtømmende gør op med de indgrebsmuligheder, der er over for forsamlinger. Det er således bl.a. antaget, at der – i det omfang der er hjemmel hertil i anden lovgivning – uafhængigt af grundlovens § 79,3. pkt., kan foretages indgreb af hensyn til andre væsentlige offentlige eller private interesser, forudsat at der ikke dermed er tilsigtet et indgreb i forsamlingens ytringstilkendegivelse som sådan, jf. bl.a. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 700 ff. og 706 ff., Als Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udgave v. Ole Espersen, 1980), side773 ff., og Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (3. udg.,2003), side 131 f.

Som eksempel nævner Poul Andersen, a.st., side 706 f., at sygdomme ifølge den daværende epidemilovs § 22 kan begrunde et forbud mod afholdelse af offentlige møder. Højesteret tog ved dom af 16. august 1999 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1798) stilling til bestemmelsen i §1 i lov nr. 907 af 15. oktober 1996 om forbud mod ophold i bestemte ejendomme (rockerloven), der indeholder hjemmel for politiet til at forbyde en person at opholde sig i en bestemt ejendom under nærmere angivne betingelser.

Højesteret anfører i dommens præmisser bl.a., at grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed af hensyn til muligheden for gennem forsamlinger at befordre meningstilkendegivelser sikrer, at forsamlinger kan afholdes uden forudgående tilladelse fra en offentlig myndighed og ikke vilkårligt kan forbydes.

Bestemmelsen hindrer imidlertid ikke, at der ved lov fastsættes regler, som – uden at være rettet mod en forsamlings meningstilkendegivelser – begrænser forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse af andre væsentlige interesser, herunder andres liv og velfærd, idet sådanne begrænsninger dog ikke må gå videre end, hvad der er nødvendigt for en sådan beskyttelse, jf. herved også EMRK artikel 11.

Højesteret anfører desuden bl.a., at lovens forbudsordning er begrundet i hensynet til beskyttelse af omkringboende og forbipasserende og ikke er rettet mod gruppens forsamling som sådan eller dens adgang til meningstilkendegivelse. En afskæring af vedkommende gruppe fra ophold på den pågældende ejendom medfører, at den bliver uegnet som angrebsmål. På den baggrund anføres det bl.a., at lovens forbudsordning må anses for egnet til at opnå det formål, den forfølger, og at ordningens betydning for grupper, som gennem deltagelse i gensidigt væbnet opgør har gjort sig til angrebsmål, er beskeden i forhold til den tilstræbte beskyttelse af omkringboende og forbipasserende, der uforskyldt udsættes for fare, hvorfor Højesteret ikke fandt forbudsordningen stridende mod grundlovens § 79.

Navnlig den foreslåede § 6 vil efter omstændighederne kunne benyttes til at fastsætte regler om indgreb mod visse forsamlinger. Efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse vil den foreslåede ordning ikke udgøre et indgreb i strid medforsamlingsfriheden efter grundlovens § 79. Der er herved lagt vægt på, at den foreslåede ordning ikke giver mulighed for at fastsætte regler eller i øvrigt foretage indgreb rettet mod meningstilkendegivelser, men at eventuelle indgreb vil blive fastsat af hensyn til at beskytte et vægtigt hensyn tilden offentlige sundhed, herunder hensynet til at mindske eller forhindre udbredelse af alment farlige sygdomme her i landet.

Der er endvidere lagt vægt på, at det forudsættes, at indgreb mod forsamlinger foretaget efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse alene vil blive fastsat i det omfang og den tidsmæssige udstrækning m.v., som efter en konkret vurdering er nødvendigt for at beskytte hensynet til den offentlige sundhed. Det bemærkes i øvrigt, at det for så vidt angår grundlovens §79, 3. pkt., hvorefter forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred, er almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur, at der i tilfælde, hvor faren udgår fra udenforstående, kan nedlægges forbud mod en forsamling ud fra nødretsbetragtninger, jf. Poul Andersen, a. st., side 710, Peter Germer, a. st., side 417 med note 44, og Henrik Zahle, a. st., side 131.

Der kan i den forbindelse også henvises til bemærkningerne til politilovens § 7, stk. 4 (Folketingstidende 2003/04, tillæg A, sp. 5922). Det må antages, at nødretsbetragtninger efter omstændighederne tillige vil kunne danne grundlag for konkrete forbud mod forsamlinger som følge af udbredt smittefare.”

 

B. Fra bemærkningerne til L158:

”Ifølge grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Forholdet mellem grundlovens § 79 og navnlig den gældende § 6 i epidemiloven om forbud mod afholdelse og deltagelse i større forsamlinger er behandlet under pkt. 4.1 i bemærkningerne til lovforslag nr. L 133 af 12. marts 2020 (jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 13f.), der bl.a. indførte den gældende § 6.

Det fremgår bl.a. heraf, at bestemmelsen efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse ikke vil udgøre et indgreb i strid med forsamlingsfriheden efter grundlovens § 79.

Der lægges i den forbindelse bl.a. vægt på, at den foreslåede ordning ikke giver mulighed for at fastsætte regler eller i øvrigt foretage indgreb rettet mod meningstilkendegivelser, men at eventuelle indgreb vil blive fastsat af hensyn til at beskytte et vægtigt hensyn til den offentlige sundhed, herunder hensynet til at mindske eller forhindre udbredelse af alment farlige sygdomme her i landet.

Der lægges endvidere vægt på, at det forudsættes, at indgreb mod forsamlinger foretaget efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse alene vil blive fastsat i det omfang og den tidsmæssige udstrækning m.v., som efter en konkret vurdering er nødvendigt for at beskytte hensynet til den offentlige sundhed.

Tilsvarende forudsætninger er lagt til grund for den foreslåede udvidelse af epidemilovens § 6, hvorefter der vil kunne fastsættes forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted. Det er på den baggrund Sundheds- og Ældre-ministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning ikke udgør et indgreb i strid med forsamlingsfriheden efter grundlovens§ 79.”

 

Isolerede tanker 5, d. 25. februar – d.2. marts

1. d. 25. februar: Coronanoter

A. ”Fuldstændig epidemikontrol” som samfundsideologi

På gårsdagens pressemøde satte Henrik Qvortrup statsministeren i gang med at filosofere. Her kunne man lære, hvor dybt ideologiseret og farlig for sine omgivelser hun og hendes regering er.

Frederiksens filosofiske pointe er, at de centrale tiltag slet ikke handler om sygdom og sundhed, men om epidemikontrol. Disse to ting er adskilt i hendes univers. Derfor kan og skal Nedlukningen fortsætte, uanset om coronaen forsvinder fra alle jordens mink og planter.

Det er denne distinktion, der også ligger i epidemilovens skelnen mellem ”alment farlige” og ”samfundskritiske sygdomme”.

Vi må forstå, at selv ved fuld vaccination, så er der ikke ”epidemikontrol”. Den kommer først ved et ledsagende omfattende testsystem, som skal kunne agere permanent og tvangsmæssigt ned i samfundets mindste bevægelser i vekselvirkning med epidemilovens klassifikationer.

Allerede nu bliver tests f.eks. et krav i forhold til skolegang og til rejse mellem landsdelene, en logik som vil blive udvidet uendeligt. Dertil kommer det digitale vaccinepas, som pt er under udvikling.

Overgrebet på Grundlovens §79 om “at samle sig frit” fortsætter helt uantastet. Alt folkeligt og selskabeligt liv er smadret på ubestemt tid. Det var ikke engang værd at nævne, må man forstå.

 

B. Overdrevne tal for indlagte

Berlingske kan fortælle, at antallet af corona-indlagte ifølge Sundhedsstyrelsen genne hele corona-perioden har været overdrevet med hele 25%. Det skyldes, at alle nyindlagte bliver testet, men at årsagen til indlæggelsen ofte er helt andre ting end corona. Coronakategorien er altså som en svamp der suger årsager og tal til sig. Der er lidt samme effekt ifm. dødstallene, men jeg ved ikke, hvor stor den er.

Denne problemstilling blev allerede påpeget i sommers, men blev skudt ned som sølvpapir. Nu kan vi altså trække 25% fra alt, også fra de nye matematiske gætværk.

Det er så pinligt at læse om.

 

C. Store usikkerheder

DR.dk kan berette om enorme usikkerheder i indlæggelsesprognoserne fra regeringens regnedrenge. I forvejen er udregningerne og opsætningen uigennemskuelige og dårligt formidlede, hvilket nærmest er kriminelt i den nuværende situation.

Der er variationer med mange hundredevis af procent, men ministrene fører sig frem på twitter helt uden reservationer af nogen art. især Undervisningsministeren er storslem.

 

D. Forårsfejlen

Det er nu konfirmeret, at Ekspertgruppen ikke har inddraget foråret og sæsonudsving i sine beregninger. Det er en kæmpefejl.

Hvis man trækker forår og overestimatet, jf. ovenfor, fra, så ender det jo med, at ingenting vil ske. trækker man også det “ekstreme forsigtighedsprincip” fra, så kan vi gå på Crazy Daisy i aften.

Ekspertgruppen, som består af 18 personer, består primært af matematikere og statistikere. Der er kun tre læger, hvoraf to er fra SSI. Magten er tippet fra virologerne til matematikerne. Al liv er matematisk defineret.

Ud af de 18 personer er der 17 mænd. En af disse er endda lektor i “subatomar fysik”.

Regeringen, som startede med at gå imod myndighedernes anbefaling, har nu skabt nogle helt nye myndigheder, som følger regeringens anbefalinger, så regeringen igen kan følge myndighedernes anbefalinger.

 

E. Svenskerne

I går stod der på DR.dk, at Sverige var på vej mod en ”hård nedlukning”, og DR havde fået kanalens “Europa-korrespondent”, Anne Gaarslev, til at udtale sig forarget og nedladende om den ”svenske strategi”, som man kalder det.

Men i dag kan Politiken så berette, at denne ”hårde nedlukning” består i, at man har skærpet lukketiderne for cafeerne, så de nu lukker kl. 20.30 i stedet for kl. 22.

Og det er jo ikke en ”hård nedlukning” for nu at sige det mildt.

Spændende om DR har tænkt sig at korrigere?

Links:

Berlingske om de 25%: https://www.berlingske.dk/…/myndighederne-har…

DR’s beretning om usikkerhederne: https://www.dr.dk/…/se-det-usikre-corona-regnestykke-i…

Politiken om ”foråret”: https://politiken.dk/…/Der-er-en-faktor-som-eksperterne…

Ekspertgruppens rapport og sammensætning: https://sum.dk/…/Ekspertrapport%20af%20d.%2021…

Svensk ”nedlukning”: https://www.dr.dk/…/korrespondent-sverige-tumler…

Svenske lukketider: https://politiken.dk/…/%C2%BBSituationen-er-alvorlig%C2…

 

2. d. 25. februar: Omklassifikation af corona? Falder hele coronasystemet væk om få dage?

A. Oprindelig klassifikation frem til i dag og hastelov L133

Tilbage i februar 2020 klassificerede Sundhedsstyrelsen corona som en Liste B-sygdom, dvs. som ”smitsom”, og ikke som en Liste A-sygdom, de såkaldte ”alment farlig sygdomme”.

Denne klassifikation blev bekræftet i en bekendtgørelse så sent som oktober 2020, og den er mig bekendt stadig gældende.

Denne Liste B-klassifikation var i sin tid et kæmpeproblem for den ”ekstreme forsigtigheds politik”. Det skyldtes, at regeringen kun måtte lave restriktioner for Liste A-sygdomme, MED MINDRE man fik konkrete ”indstillinger” fra Sundhedsstyrelsen. I så fald måtte man nemlig også lave konkrete restriktioner for Liste B. Denne indstilling fra Sundhedsstyrelsen kunne man imidlertid ikke få, og derfor lavede regeringen og ½olketinget en hastelov d. 12. marts, L133, hvorefter regeringen kunne nøjes med at få ”rådgivning” i stedet for ”indstilling, og dermed de facto gøre som det passede den.

Men den oprindelige klassifikation af corona blev altså ikke ændret. Den hed Liste B, og det gør den stadigvæk.

 

B. Ny klassifikation i den nye epidemilov, L134

B1. selve omklassifikationen

Men den nye epidemilov, L134, omklassificerer uden videre coronaen til en ”alment farlig sygdom”, dvs. Liste A. Det sker i lovens bemærkninger

”Aktuelt vil Coronavirussygdom (covid-19) ligeledes høre til kategorien alment farlige sygdomme, da den som følge af manglende udbredt immunitet i befolkningen vil være meget smitsom, kan forekomme hyppigt og potentielt kan få så stor udbredelse, at epidemien bliver en væsentlig trussel mod folkesundheden.” (bem. til L134, afsnit 2.1.2.)

Men har denne omklassifikation fra Liste B til Liste A rod i en sundhedsfaglig vurdering? Jeg kender ikke nogen? Man laver altså en rent politisk bestemt klassifikation, som går direkte imod myndighedernes anbefaling og faktisk også imod den eksisterende bekendtgørelse, som altså bestemmer corona som en Liste B-sygdom. Jeg forstår ikke, hvad der foregår lige her. Med mindre man har tænkt sig at centralstyre klassifikationen.

Denne omklassificering af coronaen til ”almen farlig” er helt central, for den muliggør, at Sundhedsministeren primært ”alene” – dog sammen med hans særligt indrettede nye myndighedssystem – kan opgradere coronaen til en helt ny kategori, som kaldes ”samfundskritiske sygdomme”, og som fuldstændig river sygdomshåndteringen ud af det sundhedsfaglige system og giver regeringen drakoniske magtbeføjelser a la det vi har set det sidste år.

Løftet fra ”almen farlig” og videre til ”samfundskritisk” sker også i lovens bemærkninger, hvor Coronaen kaldes for et ”oplagt eksempel” på en samfundskritisk sygdom:

”En samfundskritisk sygdom er en alment farlig sygdom og en underkategori til de alment farlige sygdomme. En samfundskritisk sygdom er i modsætning til en sygdom, der alene er smitsom eller alment farlig, sværere at kategorisere på forhånd, idet kategoriseringen ikke alene afhænger af sundhedsfaglige vurderinger af sygdommens dødelighed og konsekvenser for den enkelte men også af politiske vurderinger af sygdommens samfundsmæssige konsekvenser.

Der kan således ikke entydigt eller udtømmende redegøres for, hvilke sygdomme, som ville kunne omfattes af den foreslåede kategori. Som oplagte eksempler kan dog nævnes pest, kopper, SARS og Coronavirussygdom (covid-19).” (bem., afsnit 2.1.2.)

Men umiddelbart efter står der, at det er Sundhedsstyrelsen, der stadigvæk skal bestemme, om f.eks. coronaen skal på Liste A eller på Liste B. Men så er det, at kæden hopper helt af i mit univers: For Sundhedsstyrelsen har jo allerede klassificeret corona under Liste B, men i ovenstående citat står der, at corona er en ”oplagt samfundskritisk sygdom”, dvs. en oplagt Liste A-sygdom?

B2. Konsekvenser

Så vidt jeg kan se, så er hele den ”indstilling/rådgivnings”-logik, som jo prægede både de gamle love og L133, ikke gentaget i L 134. Der er altså ikke nogen mekanisme, der kan legitimere restriktioner ud fra en Liste B-sygdom.

Hvis en sygdom er kategoriseret som Liste B, så kan den derfor ikke opgraderes til at være “almen” eller ”samfundskritisk”. Men ret mig endelig, hvis jeg tager fejl. Er der nogen, der kan finde en sådan mekanisme?

Hvis jeg har ret i, at der ikke er nogen vej fra Liste B til Liste A/samfundskritisk sygdom, så sker der noget meget mærkeligt lige om lidt. For i så fald så ryger vi pr. d. 1. marts 2021 helt ud af epidemilovens område. For så har vi jo en Liste B-sygdom, som ikke kan gøres til Liste A. Og L133 løber jo ud d. 1. marts pga. solnedgangsklausulen.

I så fald ophører alle restriktioner og hele det coronapolitiske apparat med at eksistere om få dage.

Men jeg kan sagtens have overset noget, så kommenter endelig, så vi kan blive klogere.

(Se også kapitel 7, 8 og 9 for udviklingen i sagen frem til d. 1. marts)

Links:

Liste A og Liste B, fra d. 1/10-2020, men stadig gældende (rul ned i bunden): https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1444

Bemærkninger til L133: https://www.ft.dk/…/lov…/l133/20191_l133_som_fremsat.htm

Bemærkninger til L134: https://www.ft.dk/…/lov…/l134/20201_l134_som_fremsat.htm

 

3. d. 25. februar: Biopolitisk overdrivelse

Det nye nummer af friskolernes blad Frie Skoler, nr. 2, 2021, har en interessant lille biopolitisk information, som er et eksempel på, at den “ekstreme forsigtighed” overopheder sproget.

Der står, at “14% af alle grundskole og efterskoler har været ramt af et coronaudbrud siden august 2020”.

Ok, med udtrykket “udbrud” melder der sig et billede af mange syge og fraværende børn og voksne, ikke sandt?

Men hvordan defineres “udbrud” egentlig?

Med henvisning til SSI angives følgende definition:

“Det defineres som et udbrud, når minimum tre elever på samme trin (indskoling, mellemtrin, udskoling, 10.klasse og efterskole) er smittet inden for en 14-dagesperiode”.

Hallo! Det er da ikke et “udbrud”? Det er sproglig og ideologisk overophedning. Det er Nedluknings-sprog.

 

4. d. 26. februar: DR-debatten

Sidder og ser Debatten fra i aften. Et par iagttagelser:

A. Clement har totalt købt den biopolitiske præmis. Han stiller ingen kritiske spørgsmål. Det er det samme med Lippert på TV2. Følger disse journalister ikke med? Man skulle tro, de arbejdede på TV-avisen.

B. Pernille Vermund var den mest fornuftige, for hun siger, at udgangspunktet er et frit samfund, hvor man kan lukke konkrete aktiviteter, i stedet for det modsatte, altså et lukket samfund, hvor man kan lave “åbninger”. Clement fattede ikke en brik. Men Vermund kæmper med sin egen forudsætning, som jo var et ja til hasteloven d.12.marts. Men hip hip hurra for hendes væbner, den heltemodige Lars Boje Matthiesen, som sætter en god ild i Vermund.

C. Ellemann og Pape kæmper også, men det er svært, for de har virkelig haft jahatten på, så de falder konstant tilbage. Men godt at de er kritiske og peger på de ophedede tal. Men virkeligt dårligt, at de ikke kritiserer den biopolitiske regionalisering af landet og alle testsystemerne. Og Papes parti er vild med coronapas.

D. Venstrefløjen hader børn, ja den hader samfundet. Så er det sagt.

E. Torben Mogensen fra Lungeforeningen er ikke demokrat. Han mener, at Folketinget skal agere som en hospitalskoncern, dvs. holde uenigheder bag lukkede døre. Det er lige til at få lungebetændelse af.

F. Sofie Hæstorp fra regionerne er biobureaukrat. Hun tror, det bare drejer sig om “en måned”. Det har de sagt i et år nu. Hun vil også “danse med corona”, og siger at “vi skal være voksne”. Så hellere Frank Jensen som borgmester i København. Han kysser kun pigerne, hvis han er fuld, men smadrer dog ikke samfundet og barndommen. Regionernes lægelige ledelse var tilbage i foråret 2020 iøvrigt stærkt imod, at man startede med at teste raske mennesker. Det står i Grønnegaards rapport.

G. Jeg siger ikke noget om Jeppe Bruus og hans asociale parti. Så har jeg ikke sagt for meget.

H. Ingen snakker om det allervigtigste, nemlig det vedvarende og systematiske brud på Grundlovens §79, dvs. retten til “at samle sig under åben himmel”.

 

5. d. 26. februar: Farmor på besøg i haven?

For en måneds tid siden var der en diskussion om, hvad der udgjorde en ”privat bolig” i forhold til forsamlingsforbuddet for grupper over 5 personer. Årsagen var, at der var havde været selskab i en privat garage, hvor politiet havde interveneret.

Det fik d. 21. januar Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti til at spørge justitsminister Nick Hækkerup om, hvordan man egentlig skulle forstå udtrykket “privat bolig”.

Svaret er virkelig mærkeligt:

Først står der, at forsamlingsforbuddet ikke gælder ”private boliger eller haver i tilknytning hertil”, og at udtrykket ”privat bolig” skal forstås ”bredt og videre end bopæl”. Man slapper lidt af.

Men derefter står der det stik modsatte, nemlig at haver og gårdspladser skam ikke er en del af den ”private bolig”, og at ”privat bolig” kun refererer til, ”der hvor man overnatter”.

Det betyder så, at f.eks. ”haver og gårdspladser” ikke er en del af boligen og dermed omfattes af forsamlingsforbuddet:

”Videre fremgår det, at andre lokaliteter – der således ikke falder ind under begrebet privat bolig – omfatter bl.a. udendørslokaliteter, som f.eks. haver og gårdspladser, og indendørslokaliteter, som f.eks. lader, skure og værksteder, som den pågældende råder over.”

Så hvis man er en familie på fem, så må man ikke mødes med farmor i haven eller på en privat gårdsplads.

Jeg begriber ikke, at dette er tilladt. Det må jeg indrømme. Det er et overgreb af dimensioner på Grundlovens §79. Det er også ondt, synes jeg.

Det er som om, at ideologien i fortolkningen af reglen overtrumfer ideologien i reglen. Vi får en juridisk fordobling, som er dirigeret af det “ekstreme forsigtighedsprincip”.

Link til spørgsmål og svar

https://www.ft.dk/samling/20201/almdel/reu/spm/559/svar/1747928/index.htm?

 

6. d. 27. februar: Forsvar for barndom og skole

Lars Boje Mathiesen taler i dette fine indlæg børnenes sag imod Mette Frederiksens og Socialdemokratiets nedrige opgør med samfund, pædagogik og barndom.

Bemærk Mathiesens fine sans for de tvingende sproglige logikker, som både stats- og undervisningsministeren bygger op, og for de psykologiske og moralske konsekvenser af den såkaldte “kraftige opfordring” til massetests af børn. Man kan godt mærke, at Mathiesen er lærer.

Mathiesen har med sine aktioner virkelig skubbet på højrefløjen, hvor de sammen med kredsen omkring CEPOS nu påvirker både Vermund, Ellemann og nu også Lauritzen dybt, hvilket man kan se i dagens udspil fra V.

LA er helt solgt til Henrik Dahls totale opbakning til biostatens smadring af den liberale tradition. Partilederen har orlov pga. stress, så han er uden realindflydelse. Det parti har ingen relevans i samfundet efter min mening.

Konservative er stadig under indflydelse af sundhedsordfører Per Larsen, der er helt uden politisk og filosofisk rygrad, så her flyder det stadig. Men forhåbentlig er det et spørgsmål om tid? Måske vil Mercado og Jarlov være så venlige at tage over, så Pape kan få lidt mere kvalificeret støtte. Desværre har Dansk Industri også en del indflydelse i denne omegn.

På venstrefløjen er der ingen bevægelser. Her hader man samfundet og barndommen. Her er liv den værste fjende.

https://jyllands-posten.dk/…/fingrene-vaek-fra…/…

 

7. d. 27. februar: Nedlukningen lukker ned i overmorgen?

Om to dage er det d. 1. marts. Dermed ophører hasteloven fra d. 12. marts 2020 med at have gyldighed og effekt. Med mindre, der er lavet fiksfakserier i de mange juridiske lag, så ophører alle foranstaltninger, som er begrundet i hasteloven dermed også, dvs. at hele Nedlukningen falder bort.

Hvis regeringen ønsker at videreføre en eller flere restriktioner skal hver enkelt restriktion nu begrundes og udføres efter reglerne i den nye epidemilov.

Det betyder, at Sundhedsstyrelsen skal erklære, at coronaen er en ”Alment Farlig” sygdom, samt at alle forslag om restriktioner skal igennem et parlamentarisk udvalg, som ifølge loven ikke må ”udtale sig imod” hver enkelt restriktion.

Men eftersom coronaen stadig ikke er klassificeret som ”Alment Farlig”, og da ingen restriktioner har været igennem de angivne parlamentariske processer, så må det betyde, at hele Nedlukningen falder bort i overmorgen. I forhold til den parlamentariske kontrol er der dog en mystisk og foruroligende undtagelse, hvor der henvises til “eksisterende regler” (§9). Men hvis denne undtagelse fremføres, så er den nye lov intet værd.

Eller har jeg overset noget?

https://www.ft.dk/ripdf/samling/20201/lovforslag/l134/20201_l134_som_vedtaget.pdf?

 

8. d. 27. februar: Skandale og forstærket skandale?

A. Skandale?

Coronaen har indtil nu været klassificeret som en Liste B-sygdom. Denne klassifikation foretog SST d. 27. februar 2020, dvs. i den epidemilov som gjaldt før hasteloven, og klassifikationen blev bekræftet i revisionen af epidemiloven i oktober 2020, som gælder frem til d. 1. marts, dvs. til i overmorgen. Det skal altså tungtvejende begrundelser frem for at ændre denne klassifikation, som nu har stået i flere love.

Regeringen kunne kun omgå denne Liste B-klassifikation ved at gennemtvinge hasteloven d. 12. marts, dvs. den lov, som nu forsvinder her i overmorgen.

Så altså: Corona er Liste B. Man skulle tro, at en faglig vurdering af denne juridiske tyngde stod fast, med mindre der kom væsentlige og nye informationer frem for nylig? Jeg har da heller ikke set nogle medier skrive om, at klassifikationen skulle være ændret. Hvis det er korrekt – dvs. hvis coronaen stadig er en Liste B-sygdom – så falder Nedlukningen væk i overmorgen, eftersom Nedlukningen kun kan iværksættes over for Liste A-sygdomme under helt særlige omstændigheder.

Der er en form for larmende tavshed. Og denne tavshed er i sig selv en skandale, synes jeg, når man tager konsekvenserne i betragtning.

 

B. Forstærket skandale?

Men skandalen bekræftes af følgende kendsgerning:

Ifølge den nye epidemilovs §2 er det fortsat Sundhedsstyrelsen, der skal klassificerer sygdommene, herunder om en sygdom er Almen Farlig (Liste A) eller blot Smitsom (Liste B).

Men i lovens bemærkninger, som er fra d. 22/12 – og altså ikke i selve lovteksten – står det som om, at coronaen allerede er klassificeret som Almen Farlig fra politisk hold? Men i så fald foruddiskonterer lovgiverne jo den beslutning, som SST ifølge selve loven skulle tage på et fagligt grundlag alene?

Hvis det er korrekt forstået, er vi efterladt med en dybt usaglig klassifikation, som alene har politiske og ikke faglige formål.

Det bliver mere og mere mystisk det hele. Er der ikke en journalist, som kan undersøge sagen?

Spørgsmålet er ekstremt vigtigt, for hvis Corona blot er ”smitsom”, så falder hele Nedlukningen, men hvis den er ”almen farlig”, så tager biostaten over, og samfundet risikerer dermed at overgå til en permanent undtagelsestilstand med altid foreløbige og statistisk definerede ”genåbninger”.

Jeg har løbet de 99 spørgsmål til 1. behandlingen af L134 i gennem, men jeg kan ikke se, at dette klassifikations-problem har været til diskussion. Det er heller ikke drøftet i 1. behandlingen, så vidt jeg kan se.

Links:

L134: https://www.ft.dk/…/l134/20201_l134_som_vedtaget.pdf

Den stadig gældende klassifikation (bilag A og B): https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1444

 

9. d. 28. februar: Coronaen reklassificeres i sidste sekund

Jeg har i de sidste par dage diskuteret klassifikationen af coronaen. Der er kommet dårligt nyt.

Sundhedsstyrelsen har så sent som d. 27 februar, altså i går, ændret klassifikationen af Corona, så sygdommen nu er ”Alment farlig”. Dermed kan den nye Epidemilov finde anvendelse på den aktuelle situation. Ændringen sker i en Bek. nr. 305, som er blevet publiceret i dag, d. 28. februar, dagen før den nye epidemilov træder i kraft.

Det betyder, at regeringen kan fortsætte med Nedlukninger. På den måde er hasteloven fra marts 2020 nu gjort permanent for så vidt angår corona, sådan lige ”belejligt” til dagen, og uden nærmere begrundelse eller faglig diskussion. Faktisk har man nu også inkluderet ”pandemisk influenza” på Liste A-listen. Og eftersom WHO har slækket på kravene til en ”pandemi”, så vil man herefter kunne lave Nedlukning med får års mellemrum.

Der savnes helt en begrundelse for, hvorfor Coronaen – og jo også influenzaen – pludselig er ”alment farlig”, når den nu i et helt år blot har været ”smitsom”. Det er meget mystisk? Hvilke nye informationer om sygdommen er kommet frem, der kan begrunde skiftet, som på dagen selv falder sammen med kravene fra det politiske niveau?

Årsagen til skiftet er da også nok snarere politisk. Sundhedsstyrelsens indstilling er nemlig ikke sket på baggrund af faglige hensyn. Beviset herfor er, at klassifikationen allerede blev anticiperet i epidemilovens bemærkninger fra d. 22. december, som jo udtrykker holdningerne på det politiske niveau.

Med denne metode mister epidemilovens skelnen mellem smitsomme og alment farlige sygdomme enhver relevans. Dermed er “undtagelsen” gjort til en altid lurende normalitet, hvormed Grundlovens rettighedssystem er sat ud af kraft.

Dette biopolitiske fupnummer er skrækkeligt at være vidne til som ”borger”, hvis jeg da stadig må bruge det udtryk.

Nu kommer så det næste problem: For hvordan kan man opretholde en Nedlukning, der er begrundet i hasteloven fra d. 12. marts 2020, når denne lov ikke mere gælder, og når den nye lov har indført nye krav til parlamentariske behandling af ”restriktioner”? Alle regler burde jo nu køres igennem en ny bekendtgørelsesmølle, hvor de politiske partier tvinges til at tage stilling til det hele igen? I modsat fald er den nye lov ligegyldig.

Link til ny bekendtgørelse: https://l.facebook.com/l.php…]-R&c[0]=AT2DfpFz33xhi8tkA3mqcv0AzjzcdWgHrt4lGL8CQXrAVJM6KR9J4RP_vJPSR6En1UCf-flVzfPMgpvh4CXgKIOyh3z_a82QgWJMHQGXaM4gjRS18boiqQpWqhC38M-5rsOcqLAL3wMIxVt4E5TPZcyRdjg

 

10. d. 27. februar: Fuldstændig epidemikontrol

I den New Zealandske by, Auckland, iværksættes nu endnu en omfattende Nedlukning, denne gang i en uge, og resten af New Zealand sættes også på hold.

Årsag? Man har fundet ÉN smittet person!!!

Ifølge worldometer.com er der døde 26 personer i New Zealand siden februar 2020, altså på et helt år. SEKSOGTYVE personer!!!

Det er ”fuldstændig epidemikontrol”. Lige et land for Mette Frederiksen.

https://ekstrabladet.dk/…/new-zealand-lukker…/8487118

 

11. d. 28. februar: Forsamlingsforbud dømt forfatningsstridigt ved tysk domstol

D. 11. januar 2021 blev der afsagt en bemærkelsesværdig dom ved distriktsretten i Weimar i den tyske delstat Thüringen. I dommen står der, at Nedlukningens overgreb mod forsamlingsfriheden er forfatningsstridig.

Dommen blev omtalt i det tyske magasin Focus samt i regi af menneskerettighedsorganisationen AHRP, der står for Alliance for Human Research Protection.

Dommen har mig bekendt ikke været omtalt i danske medier, og jeg ved heller ikke, om der er sket yderligere i sagen. Jeg håber derfor, at eventuelle læsere kan supplere med flere information om dommen eller om andre lignende kendelser, både i Tyskland og andre steder.

Jeg har lavet en google-translate på det meste af Focus-artiklen og rettet lidt til. Den fulde artikel fremgår af linket i bunden, hvor der også er link til AHRP-omtalen og til selve dommen.

Artikel fra Fokus:

Weimar-tingretten har frikendt en mand, der havde overtrådt Corona-reglerne i april 2020. FOCUS Online har set på den meget eksplosive dom, der klassificerer det statsbestemte og generelle forbud mod kontakt og forsamling som et forfatningsmæssigt brud – og som dermed sætter således hele den tyske lockdown-politik i tvivl.

Nogle sætninger i denne dom skal læses to gange. Ikke fordi de er så juridisk komplicerede, men fordi de er politisk meget eksplosive. De har direkte indflydelse på den aktuelle debat om lovligheden og betydningen af statslige beskyttelsesforanstaltninger i kampen mod Corona.

De retlige fund strider i vid udstrækning mod den videnskabelige og politiske fremherskende opfattelse – og de vil derfor sandsynligvis komme som en overraskelse for mange mennesker. Nogle er enige i udsagnene, og vil opfatte dommen som en bekræftelse af deres kritik af regeringens kurs. Andre vil have svært ved at forstå domstolens begrundelse. De håber, at dommen bliver ophævet.

Hvad handler det nøjagtigt om? Jo, Weimar-distriktsdomstolen har erklæret, at politikken med lockdown i Tyskland samt det tilknyttede generelle forbud mod kontakt er ulovlig. Dommen, der blev afsagt for et par dage siden og endnu ikke er juridisk bindende, vedrører en hændelse i foråret 2020 i Thüringen. I sin vurdering adresserer retten imidlertid også den landsdækkende “Wellenbrecher-Lockdown” fra november 2020, som blev forlænget to gange og stadig er i kraft i dag, endda i en strammere form.

I sin 19-siders dom, som er tilgængelig for FOCUS Online, klassificerer distriktsretten det generelle forbud mod kontakt som “forfatningsstridig”. Med foranstaltningen krænkede den demokratiske forfatningsstat en grundsætning og krænkede den “ukrænkelige garanterede menneskelige værdighed”. De politiske beslutningstagere angreb “samfundets fundament” og begrænsede folks rettigheder til frihed på en uacceptabel måde. Indgrebene var “uproportionale”.

Retten beskriver lockdown-restriktionerne i Thüringen, og dermed også de nationale foranstaltninger som sådan, som en “katastrofal forkert politisk beslutning med dramatiske konsekvenser for næsten alle områder af folks liv”. I deres velmenende bestræbelser på at begrænse spredningen af virus har politikere delvist baseret sig på “forkerte antagelser” eller fejlagtigt fortolket visse fakta. Under alle omstændigheder var situationen ikke undersøgt fuldt ud.

I foråret 2020 var der ingen ”generel sundhedsnød” i Thüringen eller andre steder i Tyskland, fandt retten. Følgelig var der hverken risiko for, at vores sundhedssystem ville kollapse, eller at antallet af dødsfald ville stige i “helt andre dimensioner” end med de “regelmæssigt forekommende influenzabølger”.

Derfor havde staten ingen ret til at beordre en Lockdown og dermed til at håndhæve “de mest omfattende og vidtrækkende begrænsninger af grundlæggende rettigheder i Forbundsrepublikkens historie”.

(…)

Det faktum, at et at et lille socialt selskab får denne store effekt for et kompliceret emne, kan beskrives som ekstraordinært. Når alt kommer til alt var selve den sag, der skulle vurderes, kun en administrativ lovovertrædelse og en ledsagende bøde på lidt over 200 euro: En ung mand fejrede sin fødselsdag med syv venner i en baghave den 24. april 2020. Dermed overtrådte han ”Thüringer Forordning” om beskyttelse mod Corona. I denne forordning stod, at man kunne mødes “med én anden person uden for husstanden”.

Lokale domstole i hele Tyskland har behandlet lignende juridiske overtrædelser i mange måneder. Men mens det ofte kun handler om bødens størrelse, satte retten i Weimar spørgsmålstegn ved hele det juridiske grundlag for den politiske beslutning.

(…)

Efter omhyggelig afvejning af alle kendsgerninger kom retten til følgende konklusion: ”Den pågældende vil blive frikendt. Statskassen skal afholde sagens omkostninger og de nødvendige udgifter for den pågældende.”

Argumenterne fremsat af domstolen er bemærkelsesværdige, fordi de ikke kun benægter lovligheden af Lockdown-foranstaltningerne, men også bestrider deres effektivitet.

Dommen siger, at staten med det generelle forbud mod kontakt angriber ”samfundets fundament” ved at tvinge fysisk afstand mellem borgerne. Retten siger følgende:

“Spørgsmålet om, hvor mange mennesker en borger inviterer til sit hjem, eller hvor mange mennesker en borger mødes med på offentlige steder for at gå en tur, dyrke sport, shoppe eller sidde på en parkbænk, bør dybest set ikke interessere staten.”

Ifølge domstolen har der har været et “skift i værdier” i vores samfund i løbet af Corona-krisen. Mange mennesker opfatter nu ting, der tidligere var utænkelige, som “normale”, også med hensyn til begrænsede grundlæggende rettigheder. Men der var “ingen tvivl” om, at den demokratiske forfatningsstat med et generelt forbud mod kontakt havde “overtrådt en grundregel, der tidligere var taget for givet”.

Borgeren fratages sine grundlæggende frihed til selv at bestemme, hvilke risici de vil udsætte sig for. Han eller hun kan ikke længere frit vælge, om vedkommende vil “gå på café eller bar om aftenen” og måske “accepterer en infektion med luftvejsvirus” – eller om hun foretrækker at blive hjemme for at være på den sikre side. I henhold til dommen ser staten sine borgere som objekter, der skal “distanceres” med magt. “Det frie subjekt, der tager ansvar for sit eget helbred og dets medmennesker, suspenderes i denne henseende.”

Fra et juridisk synspunkt ville alt dette muligvis stadig være acceptabelt, hvis staten befandt sig i en “meget usædvanlig nødsituation”, sagde retten. For eksempel, hvis et “landsdækkende sammenbrud af sundhedssystemet” truer, eller det bliver tydeligt, at dødsraten vil stige ekstremt. Retten kan imidlertid ikke identificere sådanne tegn på tidspunktet for den administrative lovovertrædelse, der skal vurderes i foråret 2020.

Derudover kan man ikke forvente, at der vil ske et “væsentligt bidrag til at begrænse en epidemis indflydelse” fra et generelt forbud mod kontakt.

(…)

Dommen har ingen landsdækkende betydning. De konkrete effekter er begrænset til sagsøger og byen Weimar. Men beslutningen vil sandsynligvis udløse diskussioner langt ud over Thüringen og også udløse debat blandt advokater. Når alt kommer til alt er der ingen ensartet retspraksis i Tyskland om forfatningsmæssigheden af forsamlingsrestriktioner.

(…)

Infektionssituationen i Thüringen og i hele Tyskland er nu meget mere dramatisk end i foråret 2020. Corona-forordningen af 18. april 2020, som retten protesterede mod, er nu blevet erstattet af andre statslige forordninger.

Anklagemyndigheden i Erfurt har i mellemtiden indsendt en ansøgning til den lokale domstol om at behandle en juridisk klage. Man ønsker, at dommen, og de fund som den er baseret på, omstødes og overføres til en anden dommer til genforhandling.

Links:

Link til artikel i Focus, d. 24. januar: https://www.focus.de/…/thueringer-urteil-bringt…

Link til AHRP’s omtale, d. 28. januar, herunder en fyldig analyse af dommen af den franske læge Nicole Delépine: https://ahrp.org/german-court-in-weimar-declares…/

Jeg har fundet et link til selve dommen, som jeg tror er det rigtige. Hvis ikke, så skriv lige: https://2020news.de/…/Amtsgericht-Weimar-Urteil-vom-11…

 

12. d. 28. februar: ”Senere på vinteren” og ”præcis et år siden”

D. 13. januar kommenterede Magnus Heunicke på væksten i B117, som dengang udgjorde 4% af alle prøver, mens den i dag er oppe på 60%. Han så stejle smittekurver i horisonten:

Han sagde følgende: ”Vi kommer til at se stærkt stigende smittetal senere på vinteren”.

En karakteristik udtalelse i de dage.

Og ”senere på vinteren”, det er jo nu.

Ok, men hvordan gik det så?

 

A. Antal smittede:

Antal smittede d. 13. januar: 1105

Antal smittede d. 28. februar: 462

 

B. Positiv procent:

Positivprocent d. 13. januar: 1,64

Positivprocent d. 28. februar: 0,3

 

Der er ingen ”stærk stigning”. Der er derimod et ”stærkt fald”.

Senere blev de varslede stigninger udsat til marts, og så til april, og nu skal vi vente til maj med et eller andet ubestemt.

Imens vi venter i denne uendelighedslomme, konsoliderer biostaten sig på de juridiske, politiske og filosofiske fronter, senest i dag med omklassificeringen af corona til at være Alment Farlig.

Erklæringen om den nye klassifikation var underskrevet af den mand, Søren Brostrøm, der for præcist et år siden satte sin ”stærkt stigende” karriere ind på det stik modsatte synspunkt. I dag er han tæmmet, opslugt af opgøret med det proportionalitetsprincip, som han forsvarede. Et tragisk fald for både Brostrøm og videnskaben og et sørgeligt kollaps for samfundet.

Den ”stærke stigning” blev til et ”stærkt fald”.

https://finans.dk/politik/ECE12687341/britisk-mutation-spreder-sig-i-danmark/?ctxref=ext&

 

13. D. 1. marts: Samfundssindets banale ondskab

Jeg noterer mig lige denne flotte kronik af psykolog Louise Lyrstrand, som blev bragt i Information d. 25/2, men som jeg først ser nu.

Louise Lyrstrand mener, at det overgreb mod samfundets liv og mod barndommen, som Nedlukningen er et udtryk for, er et eksempel på den ”ondskabens banalitet”, som Hannah Arendt fandt hos den nazistiske bureaukrat, Adolf Eichmann.

Eichmann blev dømt til døden i Jerusalem i 1961. Arendt dækkede retssagen for en amerikansk avis, og det som slog hende var, at Eichmann virkede rolig, veltilpasset og slet ikke ond i den normale betydning af ordet. Det var som om, at der ikke var nogen forbindelse mellem hans karakter og hans handlinger.

Det var dette afsæt, som for alvor skubbede på Arendts allerede enestående arbejde med at bringe ånd, politik og handling i klang og rytme.

Endvidere knytter Lyrstrand den banale ondskabstese an til det grumme Milgram-eksperiment, som også Svend Brinkmann har beskæftiget sig med, og til en kort refleksion over en psykoanalytisk pointe om “gruppens” problemer.

Den banale ondskab går kort sagt ud på følgende: Man er pligtopfyldende og rolig – og udviser dermed ”samfundssind” – men under ”samfundssindets” enerådende præmis – her: det ekstreme forsigtighedsprincip – siger man ja til de mest utrolige uhyrligheder; f.eks. til at omdanne børns og voksnes liv til smittebærestatistiske kontrolstrukturer og til at detailregulere konkrete børns omgang med hinandens krop og sjæl, selvom netop børn og unge er totalt uden risiko og skyld.

Den moralske struktur er helt parallel til Eichmann-sagen, selvom sagens indhold naturligvis er skiftet ud.

Lyrstrand er iøvrigt ikke den første, der har peget på relevansen af at inddrage Arendts filosofi og Eichmann i forståelse af biopolitikken. Filosoffen Søren Gosvig havde allerede d. 20. marts 2020 en tilsvarende analyse. Gosvig trækker desuden på den italienske filosof, Georgio Agamben, som har ydet et uvurderligt bidrag til kritikken af biopolitikken.

Dermed kan Lyrstrand kategoriserer politikkens moralske tilstand på følgende måde:

”Når statsministeren bruger udtrykket ’samfundssind’, vækker hun et potentielt farligt instinkt i os, omend dette for tiden opfattes som ’at være god’. Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at samfundssind kan rumme blindhed, uselvstændighed og ondskab.”

Så ”samfundssind” er ”ondskab”. Det er en fin iagttagelse, og det er helt rammende for den aktuelle situation efter min mening.

Kronikken munder derfor ud i følgende flotte hyldest til at ”tage stilling” og ”handling”, dvs. to af de centrale begreber i skolens formålsparagraf:

”I en tid, hvor der udstedes ordrer, der har enorme konsekvenser for vores børn, vores erhvervsliv og vores fremtid, er der brug for mennesker, som ikke er drevet af det instinktive og frygtsomme samfundssind. Eller rettere: som er i stand til at sætte sig ud over det og være ulydige, hvis der skulle blive brug for det!”.

Mange tak til Louise Lyrstrand for denne psykologisk-filosofiske analyse af samfundssindets banale ondskab.

Links:

Louise Lyrstrands kronik, Information, d. 25. februar 2021: https://www.information.dk/debat/2021/02/kravet-samfundssind-blevet-ekskluderende-form-gruppetaenkning

Søren Gosvig Olesens essay, Informationd. 20. marts 2020: https://www.information.dk/kultur/2020/03/coronaens-alvor-demokratiets-afskaffelse-truer-altid-folk-begynder-gaa-takt

 

14. D. 2. marts: Biostatens etnificering og regionalisering

Nu lægger regeringen op til at tvangsteste helt almindelige borgere, i første omgang i Odense-bydelen, Vollsmose. Det er fuldstændigt grænseløst.

Ellemann-Jensen er imod tvangstestning, udtaler han, så han siger nej. Og det er jo dejligt, lige indtil man læser, at han i stedet foreslår, at man laver en total Nedlukning af kvarteret, hvad det så end vil sige. Det er også fuldstændigt grænseløs.

Dette er Nedlukningens filosofi: Total tvangskontrol eller Nedlukning, dvs. Nedlukning eller Nedlukning.

Bag disse biopolitiske angreb på det civile liv lurer aktuelt en udskamning af de livsformer og miljøer, som især landets indvandrere har bragt med sig og udviklet, og som vi andre i mange henseender kunne lære af. Dansk Folkeparti er førende i denne dybt ubehagelige “etnificering” af biopolitikken, en holdning der nu sætter sig mere bredt i ½olketinget, og som vil bringe det værste frem i alle.

Udover og samtidig med etnificieringen får vi også en forstærket “regionalisering”, dvs. at man helt ned i de enkelte kvarterer sætter ind med sine totalitære aktioner, hvor det ene kvarter kommer i modsætning til det andet.

Nu tester man metoderne i Vollsmose. Efterfølgende kan effekterne overføres til andre bydele og sogne og institutioner, imens de biopolitisk definerede grænsesymboler implementeres over alt med få kilometers mellemrum.

Dermed splittes landet i atomer.

Man bør nedlægge disse dybt undertrykkende statistisk-teknologiske tests- og overvågningssystemer med det samme, så ingen aner, hvor der er “smitte”. Lige pt. sætter systemerne sig dybt i statens struktur og i folkesjælen som sådan.

https://nyheder.tv2.dk/…/2021-03-02-alle-i-vollsmose…

Isolerede tanker 4, d. 20-24. februar

1. D. 20/2: Nedlukningens forstærkning: Hastelovens forlængelse og permanens

Efter nogle måneder, hvor Politiken har været totalt underlagt Nedlukningens ideologiske kommando, er avisen ved at vågne lidt op. Her er to eksempler fra dagens avis:

A.

De mest interessante artikler om coronaen er hele vejen igennem kommet fra den internationale redaktør Michael Jarlner.

I dagens avis skriver han om, hvordan centrale lovkomplekser kan få deres eget strukturelle liv og præge eftertiden med undertrykkende og udemokratiske effekter. I den forbindelse fremhæver Jarlner den amerikanske sociolog Shoshana Zuboffs undersøgelse af sammenhængen mellem 9-11 og teknologiinnovation og nye overvågningssystemer; en sammenhæng, der fra 2001 og fremefter satte sig i de nye teknologier som en ny og kraftfuld magt.

Denne mekanisme virker stadig i dag som social kontrol, f.eks. i de såkaldte ”ghettoer”, og som kommerciel udnyttelse langt uden for terrorpolitikkens rammer, og mekanismen forstærkes aktuelt yderligere i biopolitisk hyper-effekt. De nye mekanismer kan måske få et tilbageslag eller to undervejs, men straks derefter stormer de frem igen på nye områder.

Jarlner nævner også, at den aktuelle lovgivning, herunder f.eks. den nye og stærkt indgribende epidemilov, som jo er undfanget i ly af Nedlukningens ”læring”, kan få omfattende og faretruende konsekvenser. Jarlner henviser her til den amerikanske menneskerettighedsorganisation Freedom House, som skriver følgende i en aktuel rapport:

”Historien har vist, at de nye beføjelser, som en stat opnår i en nødsituation, har det med at leve længere end den originale trussel”.

Et tredje eksempel er de digitaliserede vaccinepas. Jarlner skriver følgende, igen med indbygget reference til Freedom House:

””Fremtiden for vores privatliv og andre fundamentale rettigheder afhænger af vores næste skridt”, pointerer Freedom House og peger på, hvordan vi igen – ligesom ved bekæmpelsen af terrorismen – har det med at ty til teknologiske løsninger som digitale coronapas, der i vores nedlukkede tilværelser kunne ligne en dør på klem til en genåbning af verden. Men, påpeger borgerretsorganisationen, det kommer med en mulig pris á la den, der fulgte med terrorlovene”.

Så det, der ”ligner en genåbning”, er i virkeligheden en forstærket nedlukning.

Jarlner topper sine fine analyser med det prosaiske:

”Folk, der er grebet af dødsangst, tænker ikke nødvendigvis så langt.”

Hermed meddelt til hele det danske ½olketing.

B.

Et andet sted i avisen har Politiken også en fin reportage fra Cairo, hvor en ellers corona-angst Puk Damsgaard nærmest nødtvunget nyder friheden på byens åbne cafeer og pladser og butikker. Her går folk rundt uden mundbind og ikke er omgivet af tyrannisk realtids-smittestatistik døgnet rundt.

Man må dog ikke ryge af samme vandpibe, fremgår det.

Damsgaard siger følgende bevingede ord:

”Her er der ikke samme forventning om, at du kan kontrollere alt i livet, som der er i Danmark. Og jeg kan godt lide den tilgang, at vi gør, hvad vi kan, og lader livet fortsætte. At der er ting, der ikke er op til os. Det er sådan lidt inshallah”.

Links:

Michael Jarlners klumme: https://politiken.dk/…/Vi-har-f%C3%B8r-ladet-os-vildf…

Om Puk Damgaards tilværelse i Cairo: https://politiken.dk/…/Danmark-er-%C2%BBlidt-en…

 

2. D. 20/2: D. 12. marts: Grund og Lov splittes ad

D. 12. marts skete der følgende: Et Folketing halverer sig selv i ydmyg underdanighed over for en regering, som går imod myndighedernes anbefaling, selvom selvsamme regering bruger netop myndighederne til at begrunde sin totale og samfundsudslettende aktion. Dette nysprog omsættes i ordet ”samfundssind”.

Det halverede Folketing afleverer al magt overalt til en banal regering, hvis filosofi er defineret ved antipædagogik og total profylakse.

Folketinget bliver dermed til et ½olketing. ½olketinget bliver en rød stue i Frederiksens dagtilbud. Til et samarbejdsudvalg i en kommerciel koncern.

Denne tilstand består så længe ½artierne støtter Nedlukningen, hvilket de alle sammen stadigvæk gør.

Herfra er enhver ”genåbning” blot en forstærket nedlukning. Et altid foreløbig lokkemiddel, der skal få befolkningen til at elske overgrebet mod befolkningen.

Herfra gennemføres dyt indgribende hastelove i stride strømme, primært baseret på ”orienteringer” i lukkede udvalg, som består af sundheds½olitiske ordførere, som har købt og stemt for hele præmissen.

Befolkningen nægtes at ”samle sig” og at drive erhverv. Og al socialt liv omdannes til smittestatistiske overgreb.

Dermed har staten og dens ”Love” isoleret sig selv og ekskluderet dens ”Grund”.

Grund og Lov er splittet ad.

Dermed får vi en ½undlov.

Kan politikerne ændre det? Kan de fortryde? Nej, for de er bundet af den halverende ødelæggelse. Fortryder de, bliver ansvaret overvældende og uendeligt. De må fortsætte og fortsætte…….

 

3. D. 21/2: Forholdet mellem samfund og samfundssind

Ordet ”samfund” er gammelt nordisk. Det betyder sammen-komst og ”at finde sammen i et møde” (fund=møde).

Man finder sammen og gør et fund, man mødes. Så bliver man til et samfund. Denne tilstand svarer til Grundlovens §79, der handler om at ”samle sig” i fund med hinanden om de ting, man nu finder.

Det er nordisk dyd. Det er sam-fund. Det er at mødes og tinge, i et folke-ting, i et al-ting, i et stor-ting, iblandt ting.

Ordet ”samfund” har altså dybe rødder i forholdet mellem kultur, natur og frihed. Samfundet er menneskets fineste gave, som mennesket selv har fået af skaberens hænder. Det er Grundlovens rod.

Derfor er forsamlingsfriheden – friheden til at samle sig i sam-fund – også en central del af menneskerettighederne, ja, dén centrale del efter min mening, selvom det danske ”samfund” og Grundlovens ”at samle sig” er dybere og tættere end FN’s menneskerettigheder.

Det skyldes, at samfundet kommer før rettigheden. Rettigheder opstår og udvikles, når mennesker finder sammen i fund frem for det omvendte, hvorefter samfundet er defineret ved retten.

Hvordan så med ordet ”samfundssind” i dette udtryks aktuelle iklædning? Ja, det er det stik modsatte. Det er ikke “at samle sig”. Det er et forbud mod at samle sig. Enhver samling er i samfundssindets optik en smittefare, som er umoralsk og ond. Samfundssindet er en slags had til mennesket.

”Samfundssind” er altså udtryk for et opgør med ”samfund”.

 

4. D. 22/2: To kritiske læger

To læger har skrevet to særdeles kritiske indlæg om coronapolitikken. Det drejer sig om følgende:

A..

Ledende overlæge ved Bispebjerg Hospital, Inger Ros, har skrevet en kronik i Berlingske. Hun konkluderer:

”Vi står i en situation, hvor den såkaldte kur godt og grundigt er ved at slå patienten ihjel. Politikere, pressen og totalt verdensfjerne epidemiologer kan slet ikke se ud af deres privilegerede boble og forstå, at det her ikke bare er en statistik, hvor alt er godt, hvis vi lige går den rigtige vej om søerne.”

B.

Læge Mia Dall Grandahl har her i februar 2021 skrevet kritiske indlæg i både Information og i netmagasinet Indblik. Især i sidstnævnte udfolder hun sine kritiske spørgsmål, som ligger meget på linje med Inger Ros’ synspunkter.

Jeg har desværre ikke tid til at kommentere de to indlæg yderligere, men deler her af ’borgerpligt’ for at gå imod ’samfundssindets’ angreb på ’samfundet’.

Links:

Inger Ros’ kronik i Berlingske, d. 22/2: https://www.berlingske.dk/…/overlaege-i-mit-arbejde-paa…

Mia Dall Grandahls indlæg i Indblik, d. 21/2: https://indblik.net/laege-der-er-brug-for-at-regeringen…/

 

5. D. 23/2: Forstærket Nedlukning

Der lægges nu op til en forstærkning af Nedlukningen. Der foretages en yderligere organisatorisk-administrativ konsolidering af den regionaliserede Biostat. Landets regioner og byer omdannes til statistiske enheder og spilles ud mod hinanden, og der indføres testbeviser, når man krydser kommunegrænser.

Dertil kommer krav om omfattende tvangstest og vaccinepas, for at deltage i almindelige aktiviteter, selv for børn. Det gælder på forskellige måder over hele den forstærkede linje, dvs. både i skolerne og i butikkerne.

Dele af folkeskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser holdes stadig lukket. Det samme gør kulturen og cafelivet. Her venter nye regionale åbninger med store biopolitiske kontrolsystemer, når disse institutioner engang i en uvis fremtid får lov at deltage i den forstærkede Nedlukning, som altid er foreløbig.

Grænserne er lukket. 1989 er helt slut. Berlinmuren er genetableret som en allestedsnærværende realitet, selvom europæere har brug for at “samle sig” og lade munden løbe som aldrig før.

Der er stadig grimme masker og overgreb på Grundlovens forsamlingsfrihed overalt, og enhver “frihed” er nu ekstra kontrolleret af forstærkede biopolitiske strukturer.

Dermed vil der udvikle sig en ny moralsk objektivitet baseret på socialt pres og ledsaget af nidkære kontrolstrukturer. Den mindste smitteudvikling i en børnehave, i en skole eller i en region kan hypes og angribes og formateres af de nye systemer, og forholdet mellem erhvervsdrivende, kunder og myndigheder forpestes.

Alt bærer præg af smittens tal og dødens bogholderi, mens mutationerne kommer rullende som fjerne fremtidsdystopier, der virker som passager for teknologificering af menneskets isolerede kroppe.

Den forstærkede Nedlukning begrundes i notater fra en dybt ideologiseret og teknificeret ekspertgruppe, som består af folk, der tror, at de kan omsætte og reducere samfundets liv til matematiske modeller og som efter sigende ikke engang tager hensyn til sæsonudsving.

Dertil kommer en referencegruppe af virologer med videnskabelig og kulturel horisont på størrelse med en knappenål samt en såkaldt indsatsgruppe af ledende embedsmænd fra den ekstreme forsigtigheds totalitære univers.

Men det er matematikerne, der har overtaget magten fra virologien, der nu er anden violin. Enhver samfundsmæssig aktivitet er nu matematisk defineret.

Hele dette nye myndighedssystem og dets politiske og diskursive magt er nu behæftet og forstærket.

Så først gik regeringen direkte imod myndighederne og fik ½olketinget til at halvere sig selv. Det var Nedlukningen som sådan.

Derpå dannede regeringen sin egen smalle og enøjede ”myndighed”, som er overtaget af matematikere, og som regeringen nu henviser til som papegøjer, mens et lydigt ½olketing løber rundt efter de små detaljer som ansatte i Mette Frederiksens konsortium.

Tilbage i marts 2020 var horisonten stadig Nedlukning eller ikke-Nedlukning. Sådan er det ikke mere. Nu er det Nedlukning eller Forstærket Nedlukning.

Derfor:

Genåbning = Forstærket Nedlukning.

https://sum.dk/nyheder/2021/februar/fagligt-grundlag-for-genaabning

 

6. D. 23/2: Kombination af Lovbrud. Dobbelt juridisk kollaps

Den danske undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, befinder sig i det dybeste filosofiske mørke. Hun vil tvinge skoleelever og uddannelsessøgende, som er helt uden sygdomsrisiko, til – i en lang og ubestemt periode – at tage tests to gange om ugen SOM BETINGELSE for at komme i skole, og hun fremstiller det som en objektiv og tvingende struktur. Lærerne skal også tvinges, som jeg har forstået det.

Men det er efter min mening et totalt brud med både menneskerettigheder og Grundlovens skoleparagraf, og bruddet forstærkes ved, at de to brud kombineres. Lad mig forklare det:

 

A. Bruddet på menneskerettigheder:

I Europarådets såkaldte Oviedo-Konvention fra 1997 står der følgende, her i uddrag:

”MENNESKETS FORRANG:

Menneskets interesser og velfærd skal have forrang frem for interesser, der alene vedrører samfundet og videnskaben.

SAMTYKKE: Artikel 5, Generel regel

Ingen intervention må foretages på sundhedsområdet uden den berørte persons frie og informerede samtykke.

Denne person skal forud for enhver intervention have modtaget relevante oplysninger med hensyn til formålet og arten af interventionen samt med hensyn til de deraf følgende konsekvenser og risici.

Den pågældende person kan til enhver tid frit trække sit samtykke tilbage.”

Og i UNESCOs erklæring om bioetik fra 2007 står der følgende i artikel 6:

”Any preventive, diagnostic and therapeutic medical intervention is only to be2carried out with the prior, free and informed consent of the person concerned, based on adequate information. The consent should, where appropriate, be express and may be withdrawn by the person concerned at any time and for any reason without disadvantage or prejudice”.

Her er der ingen slinger i valsen. Enhver form for tvang i disse spørgsmål er imod menneskerettighederne.

 

B. Bruddet på Grundloven

Lad os stille dette krav om eksplicit, fuldt informeret og frit samtykke, som nu altså brydes, op mod Grundlovens skoleparagraf, §76.

I §76 står der, at…

“…alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen…”

Denne ret har man forbrudt sig mod i nu flere måneder, hvor børn er blevet udelukket fra skolen. Og man fortsætter med at udelukke børnene og lærerne i uendelighed og med konstante trusler om yderligere Nedlukninger.

Da §76 hænger sammen med §79, der vedrører retten til “at samle sig”, og eftersom ”fri undervisning” både betyder gratis og pædagogisk frihed, så udgør også de langvarige, omfattende og tvangsmæssige digitaliserede undervisningserstatninger et brud på Grundloven.

 

C. Det dobbelte kollaps

Og nu kobler man så det ene retsbrud sammen med det andet. Man kan ikke “samle sig” på sin skole, med mindre man underlægger sig en ufrivillig og omfattende teststruktur, som er imod menneskerettighederne.

Dermed får vi ikke blot et juridisk kollaps for hhv. testkrav og skole, jvf. afsnit A og B, men et dobbelt kollaps, fordi de to isolerede kollapseringer nu kombineres i en helt særlig og ond struktur. Denne nye struktur kan – hvis den accepteres – vel at mærke overføres til mange andre områder. F.eks. ved krav om vaccinepas ved forsamlinger og også mere bredt inden for andre ressortområder.

Det ene lovbrud gøres afhængig af det andet. Det er en ny biopolitisk formel, hvor alternativet til Nedlukning er Forstærket Nedlukning.

(Mange tak til økonomen Lars Christensen for at gøre mig opmærksom på disse to problemers sammenhæng)

 

Links:

Europarådets convention: https://www.retsinformation.dk/eli/ltc/2000/65

UNESCO’s erklæring: http://portal.unesco.org/…/ev.php-URL_ID=31058&URL_DO…

Grundlovens §76: https://www.ft.dk/…/min-grundlov/kapitel-8/paragraf-76

Pernille Rosenkrantz-Theils opdatering: https://www.facebook.com/pernillerosenkrantz/posts/10160873128006038

 

7. d. 22/2: Forstærket Nedlukning

Der lægges nu op til en forstærkning af Nedlukningen. Der foretages en yderligere organisatorisk-administrativ konsolidering af en Biostat, som nu endda regionaliseres. Landets regioner og byer omdannes til statistiske enheder og spilles ud mod hinanden.

Dertil kommer krav om omfattende tvangstest og vaccinepas, for at deltage i almindelige aktiviteter, selv for børn. Det gælder på forskellige måder over hele den forstærkede linje, dvs. både i skolen og i butikkerne.

De større skolebørn, ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser holdes stadig lukket. Det samme gør kulturen og cafelivet. Her venter nye regionale åbninger med store kontrolsystemer, når disse institutioner engang i en uvis fremtid får lov at deltage i den forstærkede Nedlukning.

Grænserne er lukket. 1989 er helt slut. Berlinmuren er genetableret som en allestedsnærværende realitet, selvom europæere har brug for at “samle sig” og lade munden løbe som aldrig før.

Der er stadig grimme masker og overgreb på Grundlovens forsamlingsfrihed overalt, og enhver “frihed” er nu ekstra kontrolleret af forstærkede biopolitiske strukturer.

Dermed vil der udvikle sig en ny moralske objektivitet, som ledsages af nidkære kontrolstrukturer. Den mindste smitteudvikling i en børnehave, i en skole eller i en region kan hypes og angribes og formateres af de nye systemer, og forholdet mellem erhvervsdrivende, kunder og myndigheder forpestes.

Alt bærer præg af smittens tal og dødens bogholderi, mens mutationerne kommer rullende som fjerne fremtidsdystopier, der virker som passager for teknologificering af menneskets isolerede kroppe.

Den forstærkede Nedlukning begrundes i notater fra en dybt ideologiseret og teknificeret ekspertgruppe, som består af folk, der tror, at de kan omsætte og reducere samfundets liv til matematiske modeller, og som efter sigende ikke engang tager hensyn til sæsonudsving.

Dertil kommer en referencegruppe af virologer med videnskabelig og kulturel horisont på størrelse med en knappenål samt en såkaldt indsatsgruppe af ledende embedsmænd fra den ekstreme forsigtigheds totalitære univers.

Hele dette nye parallelle ”myndigheds”-system og dets politiske og diskursive magt er nu behæftet og forstærket.

Så først gik regeringen direkte imod myndighederne og fik ½olketinget til at halvere sig selv. Det var Nedlukningen som sådan.

Derpå dannede regeringen sin egen smalle og enøjede ”myndighed”, som jeg lige har nævnt, og som regeringen nu henviser til som papegøjer, mens et lydigt ½olketing løber rundt efter de små detaljer som ansatte i Mette Frederiksens konsortium.

Tilbage i marts 2020 bestod horisonten stadig af Nedlukning eller ikke-Nedlukning. Sådan er det ikke mere. Nu er det Nedlukning eller Forstærket Nedlukning.

Derfor:

Genåbning = forstærket nedlukning.

Link til SSI: https://www.ssi.dk/…/prognoser-for-smittetal-og…

Link til Sundhedsministeriet: https://sum.dk/nyheder/2021/februar/fagligt-grundlag-for-genaabning

 

8. d. 23/ 2: Har Folketingets formand sviget?

I Folketingets forretningsordens §16, stk. 3, står der, at Folketingets formand skal afvise ethvert forslag, som strider imod Grundloven, og at dette skal ske uden videre forhandling i Folketingssalen:

”§16, Stk. 3. Lovforslag eller ændringsforslag, der strider mod grundloven, skal afvises. Mener formanden efter forhandling med Udvalget for Forretningsordenen, at en sådan modstrid foreligger, indstiller formanden til Tinget, at forslaget afvises. Der finder ingen forhandling sted om en sådan afvisning.”

D. 12. marts både fremsatte og vedtog regeringen en hastelov, som i et helt år gav regeringen bemyndigelse til at bryde Grundlovens helt grundlæggende paragraffer langt nede i detaljen. Det skete i direkte modstrid med myndighedernes anbefaling.

Dette brud blev efterfølgende effektivt implementeret, så folk ikke mere kan “samle sig”, så børn ikke kan gå i skole, og så folk ikke kan passe deres forretning. Desuden har Grundlovsbruddet trukket den ene skandale efter den anden i sit kølvand.

Men Folketingens formand, Henrik Dam Kristensen (S), greb ikke ind, og han inddrog mig bekendt ikke det i §16 nævnte ”Udvalget for forretningsordenen”, som består af 21 folketingsmedlemmer, og som han selv er formand for.

Henrik Dam Kristensen stemte endda selv for den lov, som legaliserede det omfattende Grundlovsbrud. Det samme gjorde hans fire næstformænd, som er følgende:

  1. næstformand Karen Ellemann (V)
  2. næstformand Pia Kjærsgaard (DF)
  3. næstformand Rasmus Helveg Petersen (RV)
  4. næstformand Trine Torp (SF)

Formanden og formandskabet er dermed ansvarlig for reduktionen af Folketinget til et ½olketing.

 

9. d. 24/2: Kraftig kritik af regeringens ”matematiske modeller”

Kristoffer Torbjørn Bæk, som er ph.d. i molekylærbiologi ved DTU, har fremlagt nedenstående fantastiske grafer på twitter, som – hvis de er korrekte – fuldstændigt underminerer regeringens ”matematiske modeller”.

Graferne viser, at selvom B117s andel af smittede stiger, så falder det samlede antal smittede til ligegyldige niveauer.

En anden forsker, Kasper Planeta Kepp, som er professor i biokemi, har i BT ligeledes kritiseret regeringens udregninger. Især er han kritisk over for regeringens estimat over antallet af immune, samt over for det forhold, at der ikke indregnes sæsonudsving, hvilket gør estimaterne alt for høje.

Helt amok gik det her til aften i Deadline, hvor selv Allan Randrum Thomsen, som er ”den ekstreme forsigtighed” selv, gav udtryk for, at regeringens estimater var overvurderede. Også han pegede på sæson-problemet. Så ved man, at der virkelig er noget at komme efter.

Link til Bæks tweet: https://twitter.com/KT_Baek/status/1364181431694589955

Link til Kepps indlæg: https://www.bt.dk/…/professor-kritiserer-ssi…

Isolerede tanker 3, d. 9.-19. februar

1. d. 9. februar: Forholdet mellem konkurrencestat og biostat

Hvad er konkurrencestaten? Det er velfærdsstatens overtagelse af opgøret med velfærdsstaten: dvs. en symbiose af neoliberalisme og social investeringsstat, af 1980’erne og 2000’erne, som gør op med Kanslergadeforligets syntese mellem arbejder og bonde, mellem socialisme og grundtvigianisme. Konkurrencestaten er i modsætning til den klassiske velfærdsstat uden sociale grænser. Det vil sige, at den definerer samfundet og pædagogikken som sådan. Dog er “kroppen” en ydergrænse, hvilket gav konkurrencestatens pædagogik en vis vitalistisk ensomhed, som den kaldte ”opportunisme”.

Hvad er biostaten? Det er konkurrencestatens løsrivelse fra ”økonomien”. Løsrivelsen sker med fuld bibeholdt struktur og med en ledsagende invasion i kroppene, herunder hænder og sanser. Denne invasion kaldes for “samfundssind”. Også Biostaten er uden grænser, og det grænseløse forstærkes endda. Det ligger i selve invasionen af kroppen, som dermed lukkes inde og reduceres til smittebærer. Her er der ingen “vitalistiske rester”.

Så “samfundssind” er et udtryk for både et forstærket opgør med velfærdsstaten og for en udvidelse af konkurrencestaten, som endda – i en form for filosofisk kollaps – kaldes for “velfærdsstaten”.

Det er den “totale epidemikontrol”.

 

2. d. 9. februar: Lav forekomst af smitte

Den ene ting:

SSI fortæller i dag, at konkakttallet for UK-varianten er på 0,99. For den gammeldags corona er den også under 1.

På SSI’s graf ligner det faktisk 0,9 for den gamle variant, selvom der står 1 officielt? Tallets usikkerhed spænder fra 0,8-1,1, står der, så der er under alle omstændigheder tale om en solid oprundning. (få dage efter blev tallet faktisk korrigeret til 0,9)

Men altså både den ene og den anden variant er under 1 og stort set ens.

Men var briten ikke 1,75 gange mere smitsom? Men nu smitter de to varianter lige meget?

Den anden ting:

Heunicke præsenterer sig diskutable R=1,0 som en kæmpestigning fra 0,7. Men sidste uges tal er blevet opreguleret til 0,8. Så i realiteten er vi kun gået fra 0,8 til 0,9, hvilket jo ærligt talt ikke er så slemt. Den slags synes jeg, at en Sundhedsminister bør fortælle.

Den tredje ting:

SSI skriver, at hvis kontakttallet svinger omkring 1, så er der ”lav forekomst at smitte”. Men sådan har det faktisk svinget siden de første registrerede tal siden marts.

Hele juli lå tallet på 1,1-1,2.

Og siden d. 6. december har tallet været på 1 eller derunder, hvilket jo så må være ”ekstremt lav forekomst af smitte”. Og d. 6. december var jo før Nedlukningen?

Der er noget galt, synes jeg, men jeg kan jo have overset noget.

 

3. d. 9. februar: Fuldstændig kontrol!

Mette Frederiksen vil ikke lade børn og unge over 11 år komme i skole. De er reduceret til matematiske modeller og smittebærere. Hun er tydeligvis også nervøs for at lade de mindste komme af sted. Under alle omstændigheder skal de testes uafbrudt, så de kan lære biostatens liv at kende.

Hun kalder det for ”fuldstændig epidemikontrol”.

Her er et billede af “den fuldstændige epidemikontrol”, som Socialdemokratiet delte på sin profil i går: Et billede af en 10-årig dreng helt alene i sneen med maske på. Og det er ikke en fastelavnsmaske.

På billedet står der, at drengen nu kan vende tilbage til sin ”hverdag”.

Hverdag? Det er ”samfundssindets” logik. Og drengen gør det skam helt “frivilligt”, må vi forstå, for børn under 12 skal jo ikke bære maske.

Og hvorfor har han ingen vanter på? Masker, men ingen vanter! Det er nok det, der kaldes “folkesundhed”

Vi ved nu, at “fuldstændig epidemikontrol”, hænger sammen med “hverdag”, og at denne sammenhæng kaldes for “samfundssind”.

Dermed bliver “fuldstændig epidemikontrol” til “fuldstændig kontrol”.

Mikael Jalving har skrevet det fineste blogindlæg om billedet. Indlægget er fyldt med interessante og indlevende betragtninger. Her er et eksempel:

“Hvad er det, den dreng symboliserer?

Han udtrykker social isolation. Der er ingen andre børn omkring ham, ingen leg, ingen sjov, intet glædeligt gensyn; heller ingen voksne eller forældre, ikke engang en bus, en bold, en lille kat eller en hundelort på fortovet. Drengen er i karantæne, selv om han klinisk set har fået lov til at tage i skole. Verden omkring ham er væk, retoucheret bort. Samtidig har drengen selv valgt at tage et mundbind på. Det behøver han ikke, men gør det alligevel. Hvorfor?

Han har vel fornemmet, hvilken vej det går. Der er alligevel staten, der bestemmer over familier og samfund. Drengen er camoufleret, tildækket og underkastet en stærk social kontrol. Ikke af kvarterets imam, men af statsministeren, hendes parti og regering – og dertilhørende medier. Drengen er reduceret til smittebærer. Han er Palle alene i verden.”

Jalving afslutter sin velskrevne gennemgang af billedet med følgende konklusion:

“Det vilde er ikke corona. Det vilde er, hvad der kommer efter corona.”

Link til Jalvings indlæg: https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE12748544/den-socialdemokratiske-skoledreng-reduceres-til-smittebaerer/

Link til billede: https://www.facebook.com/socialdemokratiet/posts/10157904265953030

 

4. d. 10. februar: Hinsidan

Tusinder af Tak-tak-tak til denne flotte svenske mand, som har stået så fast som muligt, og som helt alene som en anden Sokrates har gået imod den ekstreme forsigtigheds globale og undertrykkende herredømme. Han bør tildeles hele fanfaren af menneskerettigheds- og fredspriser!

Måske kan hans statsminister få en ledsagerpris for at være passiv?

Billede af den flotte mand: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158966464454481&id=837549480

 

5. d. 11. februar: Samlet analyse af Udredningsgruppens rapport

http://www.thomasaastruproemer.dk/biostatens-politiske-og-filosofiske-konstruktion-analyse-af-udredningsgruppens-rapport.html

 

6. d. 12. februar: Juridisk kollaps? Om Grundloven

A. Forsamlingsfriheden i §79

Vi har nu haft forsamlingsbegrænsninger i et helt år, og der er ingen udsigt til, at de forsvinder. I de sidste måneder har begrænsningerne endda været helt nede på 5 personer, så man ikke engang kan få lov at overvære et rådhusbryllup eller gå en tur i skoven med sine naboer.

Her er Grundlovens §79 om forsamlingsfrihed:

”§ 79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.”

§79 kan ikke undtages med lov. §79 kan kun omgås, hvis forsamlingen bryder ”offentlig fred”, hvilket der jo ikke er tale om i dette tilfælde, og kun udendørs.

I bedste fald kan man måske lave en undtagelse af konkrete og afgrænsede forsamlinger af helt særlige årsager i et afgrænset tidsrum.

Men Nedlukningens forsamlingsforbud er helt generel og uendeligt, alene begrundet med en reduceret og helt almen ”offentlige sundhed” som en ensom markør. Jeg forstår ikke, at man må det.

Ejendomsretten, som jo er funderet i §73, kan faktisk godt brydes, men kun ved lov og med ”fuldstændig erstatning”. Det var den paragraf, som Mette Frederiksen forbrød sig mod d. 4. november.

Men §79 står helt ren! Enhver kan mødes med enhver både inde og ude, så længe de ikke bærer våben eller vil slås.

Højesteretsdommer Jens Peter Kristensen skrev d. 26. juli 2020 i JP, at Nedlukningen efter hans opfattelse ikke var et brud på §79, fordi epidemi-hasteloven tillod politiske demonstrationer.

Men der står ikke noget om ”politik” i §79. Her står ”at samle sig”, hvilket er et langt bredere og pædagogisk begreb.

Jeg kan ikke forstå, at Kristensen er så nonchelant i dette spørgsmål. Dels fordi, at hvis man ikke kan ”samle sig” frit, så er det jo også meget svært materialiserer tanker og politiske handlinger. Og dels fordi, at ”at samle sig” også vedrører mange andre dele af det sociale liv end politiske demonstrationer.

Hvis jeg har ret i det, så er epidemiloven – eller i al fald anvendelsen af den – i modstrid med Grundloven.

To konklusioner:

  1. Det er forstemmende, at det har været så let for regeringen og for et mangelfuldt informeret Folketing at tilsidesætte Grundloven så bastant og så langvarigt og så let. Grundloven yder jo i så fald ingen beskyttelse mod statslige luner og desperate nattemails fra nyansatte departementschefer.
  2. Så måske er det ikke kun §73, som er brudt (jf. mink-sagen). Måske er det også §79.

I den forstand føler jeg, at jeg har mistet Grundloven. Det er som om, den svæver væk i horisonten som en ballon i tivoli. Det er som om, man er helt nøgen, som i en slags retsløs fangelejr, i et Guantanamo med løn. Vi er havnet i en stor permanent undtagelse.

 

B. Hvad er en Grundlov?

Grundloven er ikke blot en lov. Det er lovenes lov. Det er sammenhængen mellem loven som jura og loven som grund.

Loven er juridisk, mens Grunden er pædagogisk, historisk og filosofisk, dvs. åndelig, eller ”praktisk poetisk”, som man siger her til lands.

Grund-loven er syntesen mellem lov og ånd. Den er lovens ånd. Den er lovenes grundende grund.

Grundloven regulerer derfor ikke blot lovene. Den grunder lovene i det folkelige liv og dets historie og tradition, som dermed får mulighed for at blive genskabt af nye generationer.

Grundloven er derfor en form for fødsel. Den er en omsorg for, at enhver ny generation kan komme ud af den gamle tid som ånd og grund. Når de gamle kan se de nye generationer vokse ind i denne frihed, så kan de dø i fred og lykke.

 

C. §79: Den åbne himmel

Grundlovens §79 er den mest grundlæggende efter min mening. Vi tager den lige igen:

”§ 79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.”

Det vil sige, at enhver har ret til at samles med andre. Indendørs er der ingen begrænsninger på denne ret. Udendørs, under ”åben himmel”, kan rettigheden kun begrænses, hvis der opstår tumulter, som rækker ud over skærmydsler.

Og selv hvis Politiet ønsker at skride ind, så skal borgerne først opfordres hele tre gange til at gå hver til sit. Det fremgår af §80:

”Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles”.

Der er ingen undtagelser fra disse regler. Dvs. at man ikke kan lave undtagelser ved lov. Kunne man det, ville det være angivet, hvilket det er i nogle af de andre Grundlovsparagraffer.

Så §79 er ren som den ”åbne himmel” selv. Her er der ikke ”højt til loftet”, for der er intet loft, blot ”åben himmel”.

Det vil sige, at Nedlukningen, som jo foretager generelle og omfattende begrænsninger i forsamlingsfriheden, er et eklatant brud på §79.

 

D. At samle sig

Borgere ”samler sig”, står der direkte i §79. De samler sig selv sammen med andre, som også samler sig selv. Selvene samles om samfundets objekter, om tekster, kirker, kunstværker, bryllupper, holdninger, legepladser osv.. Der udvikles tanker, ideer og produkter. Man ”samler sig”, og man samler sig selv. Både individualitet og fællesskab kommer til syne.

Denne ”samlen sig” er en kredsen, det er en kreds, en ring, en dans. Det er menneskenes liv. Det er den kropslige, åndelige og rytmiske samlende-sig sammen i en sam-væren. Det er det modsatte af ”samfundssind”, som man fortiden kalder opgøret med §79.

Ingen må forhindre denne proces, så længe folk ikke bærer våben.

Samlingen er fri under åben himmel.

Det er det, som folket er. Folket er en sådan ”samlen sig”.

Nedlukningen er et brutalt brud med §79. Den er et brud på ”at samle sig” og dermed et brud på folket og på folke-styret.

Nedlukningen er derfor et brud med Folketinget selv, som selv er en ”samling”, en ”folketings-samling” og en kreds om en ”ting”, som vendes og drejes.

Folketinget, folkets samling om ting, har dermed nedlagt sig selv. Det har svigtet dets pligt. Det er omdannet til noget andet. Men til hvad? Ja, det er spørgsmålet, men det er grimt.

 

E. Naboparagrafferne

De andre paragraffer udspringer af §79.

§78 handler om foreningsfriheden. Den lyder sådan her:

”Borgere har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed”.

Foreningsfriheden kan kun opretholdes, hvis der er forsamlingsfrihed. Hvis man ikke kan ”samle sig”, så kan man ikke ”forene sig”.

§ 77 handler om ytringsfrihed. Den lyder sådan her:

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres”

Dette er den store filosofiske paragraf, som handler om ”tanker” og ”offentlighed”. Det er tankens tilblivelse og tilsynekomst over for andre i bøger og aviser osv.. Det er oplysningens princpip.

Disse tanker afhænger af, at andre også tænker og kommer til syne i et fælles liv og offentligt rumd. Derfor kan §77 kun have effekt, hvis den er funderet i §79. Hvis man ikke kan ”samle sig”, så dør ånden. Så §77 er tankens paragraf, som er funderet i §79, som er pædagogikkens paragraf.

Lad os fortsætte det pædagogiske spor:

§ 76 handler om undervisningsfrihed. Den lyder sådan her:

”Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv søger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige af lade børnene undervise i folkeskolen”.

Så man kan selv opdrage og undervise sine børn og danne frie skoler og pædagogiske sammenhænge sammen med andre. Dansk pædagogik er derfor rodfæstet i forsamlingsfriheden, dvs. at kredse af voksne ”samler sig” og danner skole for deres børn i den grundende grunds lov.

Staten skal også tilbyde en form for frihedens forlængelse, hvilket sker i en folkeskole, hvor undervisningen er ”fri”, både i økonomisk og pædagogisk forstand.

Folkeskolen bærer derfor friskolen i sig selv. Folkeskolen er derfor en del af forsamlingsfriheden. Landets lærere samler sig på en skole. Et lærerråd er en slags materialisering af §79.

Folkeskolereformen fra 2013 var et brud på dette princip. Måske er det derfor, at bruddet med den beslægtede §79 nu følger efter.

Herfra kollapser det hele.

§79 og §76 er særligt forbundet. Det er forholdet mellem ”at samle sig” og ”undervisning. Herfra fødes §77’s tanker og skrifter.

 

F. Skolens formål

Så at ”samle sig” i §79 hænger sammen med skolefriheden. Det fremgår også af folkeskolens formål.

I skolens formålsparagraf, stk 1, står der, at skolen skal ”give eleverne kundskaber”. Ordet kundskaber er gammelt. Det betyder at “samle sig” om fordybelse i tingene, så man opnår fortrolighed med tingenes væsen og lag.

Kundskaber er derfor en udløber af forsamlingsfriheden. De er en form for kredsgang. De er sam-væren om samfundets ting, det er folkets-ting.

Kundskaber og demokrati hænger sammen.

Pædagogik og Folkestyre er derfor det samme. Det fremgår også af formålsparagraffens stk. 3, som handler om ”frihed og folkestyre” og om ”åndsfrihed, ligeværd og demokrati”.

Grundlovens §79 er derfor sammenhængende med folkeskolelovens §1.

Eftersom §79 nu er i ruiner, så er folkeskolens formål også i ruiner, hvilket det allerede var på vej til at blive med skoleloven fra 2013.

Hermed har jeg forklaret sammenhængen mellem Grundlov og skole samt Nedlukningens totale brud med begge.

 

G. Begrundelser for overgreb på Grundlovens §79?

D. 26. marts fremsatte regeringen hastelov nr. 158, som bygger videre på L133 fra d. 12. marts. Begge love, som vedrører ændringer af epidemiloven, blev vedtaget på ekstremt kort tid i en total kortslutning af demokratiets normale og anerkendte processer.

I lovens §6 giver ½olketinget uden videre bemyndigelse til, at sundhedsministeren kan gennemføre en række drakoniske angreb på Grundlovens §79.

§79-problemstillingen er faktisk omtalt i bemærkningerne til både L133 og L158. Her fremgår det, at regeringen ikke mener, at der skal slet ikke er problemer med §79. Der angives i bemærkningerne til L158 følgende tre grunde, som er udført i al hast, og som ikke holder i retten efter min mening:

  1. For det første nævnes det, at politiske demonstrationer er undtaget fra hastelovens forsamlingsforbud. Det var samme argument, som Jens Peter Kristensen, som allerede nævnt under punkt A, fremførte i JP i juni 2020. Men det er slet ikke tilstrækkeligt, eftersom §79 tillader alle former for forsamlinger og ikke kun politiske demonstrationer. §79 tillader alle at ”samle sig”, og det kan man gøre på mange måder, både i skoler og hos købmanden og mange andre steder. Det skal staten ikke blande sig i, med mindre, der er fare for den offentlige fred, hvilket der jo ikke at tale om her.
  2. For det andet angives det, at hastelovens indgreb indføres af ”vægtige hensyn til folkesundheden”. Men det argument gælder ikke. Grundloven hjemler ikke en sådan mulighed. Den beskytter snarere imod den slags almene markeringer, som ingen kan kontrollere. Hvad bliver det næste? Et hensyn til ”samfundssindet”? I bemærkningerne tales også om ”alment farlige sygdomme”, men corona er slet ikke en ”alment farlig sygdom”, så det er helt uforståelige ord.
  3. For det tredje hævdes det, at begrænsningerne i §79 alene tager udgangspunkt i ”konkrete vurderinger”. Men det passer ikke. Begrænsningerne er generelle, vedvarende og ukonkrete, og de er ikke knyttet til konkrete vurderinger overhovedet, tværtimod.

I bemærkningerne til L133 henvises derudover en kort henvisning til rockerloven. Jeg behandler det selvstændigt nedenfor. Desuden er der nogle korte linjer om en mulig nødretsbegrundelse ifm trusler på ”den offentlige fred”. Det er så kortfattet, og konsekvenserne så store, at det heller ikke kan tages alvorligt. Og der er jo ingen fare for den ”offentlige fred” ved, at jeg går en tur i skoven med mine naboer. Det er snarere dybt foruroligende, at “nødretten” fremføres så nonchalant.

I bemærkningerne henvises også til juristen Alf Ross’ statsretslige arbejde. Ross var retspositivist, hvilket er udmærket i visse sammenhænge, men det er dårligt, hvis man vil forstå Grundlovens sammenhæng med sociale og historiske processer, som jo er emnet i denne analyse. Derfor var Ross også i sin tid ude i stærk polemik med højskolemanden Hal Koch, der i sin bog om demokrati mente, at samfundet byggede på livslove med rod i påvirkningen fra Sokrates, Grundtvig og Jesus. Jeg vender tilbage til denne diskussion ved en senere lejlighed.

Desuden er forsamlingsfriheden som sådan ikke en trussel mod nogen ”offentlig fred”, tværtimod, så bidrager den til freden. Hele logikken er foruroligende udemokratisk.

De tre grunde plus det løse holder altså ikke. Der er derfor tale om et brud på landets Grundlov efter min mening. Det håber jeg i al fald, for ellers er Grundloven ubrugelig.

Regeringen har altså ikke blot brudt Grundlovens §73 i forbindelse med minksagens ødelæggelse af andres ejendom uden lovhjemmel. Den har også brudt Grundlovens §79 ved Nedlukningen som sådan. Eftersom §79 nok er den mest grundlæggende paragraf af alle – retten til at “samle sig” – kan dette brud slet ikke tages alvorligt nok.

 

H. Om henvisningen til Rockerkerloven:

Et af regeringens argumenter for, at den har overholdet §79 er en henvisning til den såkaldte Rockerlov fra 1996. Denne begrundelse kan man læse i bemærkningerne til de to store hastelove, L133 og L158, og den gentages faktisk i en aktuel artikel på TjekDet af en professor i forfatningsret, Jørgen Albæk Jensen.

Lad os se på dette argument, som har to sider, dels en konkret og dels en almen. Det er især den almene begrundelse, som regeringen henviser til, men man bliver nødt til at se på den konkrete sammenhæng, hvori den almene tese fremføres:

 

1. Konkret argument

Rockerloven handler om, at man kan lave konkrete forbud om ophold i specifikke boliger ved helt særlige og problematiske forhold.

Loven er som sagt fra 1996, og allerede dengang diskuterede man §79. I 1999 blev der faktisk ført sag i Højesteret, som stadfæstede loven som gyldig

Men Højesterets argument var bestemt ikke noget carte blanche til at forbyde forsamlinger og heller ikke rockere, tværtimod.

I forbindelse med en sag i 2013 fortæller advokat Sysette Vinding Kruse om højesterets dom:

”Hvis der er en konkret, påviselig risiko for, at der vil komme en væbnet konflikt eller en konflikt der er til fare for andre, kan politiet gøre brug af rockerloven”

Vinding Kruse siger også følgende:

”Der skal være en konkret risiko, og det er ikke noget, man kan gøre for evigt tid. Det er noget, de hele tiden skal tages op. Det er ikke en måde at forbyde rockere i villakvarterer på, siger hun.”

Det fremgår også, at et sådant konkret forbud kun kan forlænges, så længe der fortsat er en konkret risiko for, at personer er i fare.

Vinding Kruse siger:

”Og faren skal være konkret. Det er ikke nok med den generelle fare, som er forbundet ved at leve ved en rockerborg”.

Denne fortolkning udspringer direkte af rockerlovens §1, stk 3:

”Stk. 3. Stk. 1 og 2 kan kun anvendes, såfremt det angreb, der er risiko for, må antages at være led i et gensidigt opgør mellem grupper af personer, hvor der på begge sider anvendes voldelige midler, herunder skydevåben og sprængstoffer.”

Summasummarum: For at tage Rockerloven i anvendelse skal der være en konkret og alvorlig fare, og en evt. anvendelse skal være afgrænset i tid og rum.

Men det har jo intet at gøre med Nedlukningens generaliserede forsamlingsforbud for hele landet i flere måneder.

Regeringen har faktisk siden forsøgt at udvide rockerlovens gyldighedsområde, så man kan føre mere nidkær kontrol med ”rockerne”, men denne udvidelse er for det første ikke blevet prøvet ved Højesteret, og selvom den blev godkendt, ville den ikke ændre på kravet om et meget konkret og afgrænset virkningsfelt, et krav som altså stadig gælder fuldt og helt, og som Nedlukningen forbryder sig imod.

 

2. Alment argument: Proportionalitet og vilkårlighed og ekstrem forsigtighed

En anden ting er, at Højesteret i sin rocker-dom henviser mere generelt til, at forsamlingsfriheden kan brydes under visse omstændigheder. Det sker med følgende formulering:

”Højesteret bemærker indledningsvist i dommen, at grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed er en nødvendig og selvfølgelig forudsætning for et demokrati, men at bestemmelsen ikke hindrer, at lovgivningsmagten fastsætter regler, som begrænser forsamlingsfriheden, såfremt dette sker til beskyttelse af andre væsentlige interesser, fx andres liv og velfærd. Et sådant indgreb må dog ikke ske vilkårligt, og Højesteret understreger, at et indgreb i forsamlingsfriheden skal være proportionalt og henviser i den forbindelse til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 11.”

Her tales for et ”proportionalitetsprincip” og et forbud mod ”vilkårlighed”. Der skal altså være proportioner og en konkret regelbaseret anledning. Man kan altså ikke bare lukke en skole, hvis ingens liv er i konkret fare.

Og Menneskerettighedskonventionens artikel 11 lyder sådan her:

”Artikel 11: Forsamlings-og foreningsfrihed

  1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.
  2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder (…).”

Så udgangspunktet for menneskenes liv er forsamlingsfrihed, en ret som kun kan indskrænkes under helt specielle og velbegrundede omstændigheder, og henvisningen til “sundheden” må underkastes dette krav.

Bemærk at Menneskerettighedernes mulige begrænsninger i folks menneskeret til at ”samle sig” ikke stammer fra Grundloven, der kun nævner vold og uro som legitime begrænsninger, og som derfor fremstår som en mere ren rettighed. I Grundloven har ”forsamlingsfriheden” endda sin helt egen paragraf ved siden af foreningsfrihedsparagraffen (§78). Menneskerettighederne slår forsamlings- og foreningsfrihed sammen i samme Artikel.

Den danske lov er altså skrappere end Menneskerettighedskonventionen, når det kommer til forsamlingsfrihed, hvilket Højesteret lader til at overse. Det er ikke så godt.

Menneskerettighederne åbner altså for flere undtagelser, men det er bestemt ikke en ladeport. Begrænsningerne skal være begrundet i et proportionalitetsprincip, og de må ikke have en vilkårlig karakter.

Men selv, hvis man inkluderer Menneskerettighedernes mere almene ”proportionalitetsprincip”, som Højesteret endda ledsager med krav om tiltaget skal være både ”nødvendig” og ”egnet”, så er Nedlukningen et eklatant brud også på Grundloven. Det skyldes dels, at Nedlukningen jo skete via et direkte opgør med netop proportionalitets-princippet til fordel for et “ekstremt forsigtighedsprincip”, og dels at Nedlukningens begrænsninger på §79 er vilkårlige og generelle og principielt uendelige.

Så Nedlukningen er forbudt både ifølge Menneskerettighederne, fordi Nedlukningen bygger på et opgør med proportionalitetsprincippet, og det er “endnu mere forbudt” ifølge Grundloven, hvor der ikke engang er noget proportionalitetskrav, og hvor friheden derfor er nærmest absolut, med mindre den er meget konkret begrænset i en specifik lov, som det f.eks. var tilfældet ifm. Rockerloven.

————————-

Her er de fulde tekster fra bemærkningerne med ledsagende links:

Fra bemærkningerne til L158:

”Ifølge grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Forholdet mellem grundlovens § 79 og navnlig den gældende § 6 i epidemiloven om forbud mod afholdelse og deltagelse i større forsamlinger er behandlet under pkt. 4.1 i bemærkningerne til lovforslag nr. L 133 af 12. marts 2020 (jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 13f.), der bl.a. indførte den gældende § 6.

Det fremgår bl.a. heraf, at bestemmelsen efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse ikke vil udgøre et indgreb i strid med forsamlingsfriheden efter grundlovens § 79.

Der lægges i den forbindelse bl.a. vægt på, at den foreslåede ordning ikke giver mulighed for at fastsætte regler eller i øvrigt foretage indgreb rettet mod meningstilkendegivelser, men at eventuelle indgreb vil blive fastsat af hensyn til at beskytte et vægtigt hensyn til den offentlige sundhed, herunder hensynet til at mindske eller forhindre udbredelse af alment farlige sygdomme her i landet.

Der lægges endvidere vægt på, at det forudsættes, at indgreb mod forsamlinger foretaget efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse alene vil blive fastsat i det omfang og den tidsmæssige udstrækning m.v., som efter en konkret vurdering er nødvendigt for at beskytte hensynet til den offentlige sundhed.

Tilsvarende forudsætninger er lagt til grund for den foreslåede udvidelse af epidemilovens § 6, hvorefter der vil kunne fastsættes forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted. Det er på den baggrund Sundheds- og Ældre-ministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning ikke udgør et indgreb i strid med forsamlingsfriheden efter grundlovens§ 79.”

Og her er bemærkningerne til L133:

”Ifølge grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åbenhimmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Det er almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur, at grundlovens § 79, 3. pkt., ikke udtømmende gør op med de indgrebsmuligheder, der er over for forsamlinger. Det er således bl.a. antaget, at der – i det omfang der er hjemmel hertil i anden lovgivning – uafhængigt af grundlovens § 79,3. pkt., kan foretages indgreb af hensyn til andre væsentlige offentlige eller private interesser, forudsat at der ikke dermed er tilsigtet et indgreb i forsamlingens ytringstilkendegivelse som sådan, jf. bl.a. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 700 ff. og 706 ff., Als Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udgave v. Ole Espersen, 1980), side773 ff., og Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (3. udg.,2003), side 131 f.

Som eksempel nævner Poul Andersen, a.st., side 706 f., at sygdomme ifølge den daværende epidemilovs § 22 kan begrunde et forbud mod afholdelse af offentlige møder. Højesteret tog ved dom af 16. august 1999 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1798) stilling til bestemmelsen i §1 i lov nr. 907 af 15. oktober 1996 om forbud mod ophold i bestemte ejendomme (rockerloven), der indeholder hjemmel for politiet til at forbyde en person at opholde sig i en bestemt ejendom under nærmere angivne betingelser.

Højesteret anfører i dommens præmisser bl.a., at grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed af hensyn til muligheden for gennem forsamlinger at befordre meningstilkendegivelser sikrer, at forsamlinger kan afholdes uden forudgående tilladelse fra en offentlig myndighed og ikke vilkårligt kan forbydes.

Bestemmelsen hindrer imidlertid ikke, at der ved lov fastsættes regler, som – uden at være rettet mod en forsamlings meningstilkendegivelser – begrænser forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse af andre væsentlige interesser, herunder andres liv og velfærd, idet sådanne begrænsninger dog ikke må gå videre end, hvad der er nødvendigt for en sådan beskyttelse, jf. herved også EMRK artikel 11.

Højesteret anfører desuden bl.a., at lovens forbudsordning er begrundet i hensynet til beskyttelse af omkringboende og forbipasserende og ikke er rettet mod gruppens forsamling som sådan eller dens adgang til meningstilkendegivelse. En afskæring af vedkommende gruppe fra ophold på den pågældende ejendom medfører, at den bliver uegnet som angrebsmål. På den baggrund anføres det bl.a., at lovens forbudsordning må anses for egnet til at opnå det formål, den forfølger, og at ordningens betydning for grupper, som gennem deltagelse i gensidigt væbnet opgør har gjort sig til angrebsmål, er beskeden i forhold til den tilstræbte beskyttelse af omkringboende og forbipasserende, der uforskyldt udsættes for fare, hvorfor Højesteret ikke fandt forbudsordningen stridende mod grundlovens § 79.

Navnlig den foreslåede § 6 vil efter omstændighederne kunne benyttes til at fastsætte regler om indgreb mod visse forsamlinger. Efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse vil den foreslåede ordning ikke udgøre et indgreb i strid medforsamlingsfriheden efter grundlovens § 79. Der er herved lagt vægt på, at den foreslåede ordning ikke giver mulighed for at fastsætte regler eller i øvrigt foretage indgreb rettet mod meningstilkendegivelser, men at eventuelle indgreb vil blive fastsat af hensyn til at beskytte et vægtigt hensyn tilden offentlige sundhed, herunder hensynet til at mindske eller forhindre udbredelse af alment farlige sygdomme her i landet.

Der er endvidere lagt vægt på, at det forudsættes, at indgreb mod forsamlinger foretaget efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse alene vil blive fastsat i det omfang og den tidsmæssige udstrækning m.v., som efter en konkret vurdering er nødvendigt for at beskytte hensynet til den offentlige sundhed. Det bemærkes i øvrigt, at det for så vidt angår grundlovens §79, 3. pkt., hvorefter forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred, er almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur, at der i tilfælde, hvor faren udgår fra udenforstående, kan nedlægges forbud mod en forsamling ud fra nødretsbetragtninger, jf. Poul Andersen, a. st., side 710, Peter Germer, a. st., side 417 med note 44, og Henrik Zahle, a. st., side 131.

Der kan i den forbindelse også henvises til bemærkningerne til politilovens § 7, stk. 4 (Folketingstidende 2003/04, tillæg A, sp. 5922). Det må antages, at nødretsbetragtninger efter omstændighederne tillige vil kunne danne grundlag for konkrete forbud mod forsamlinger som følge af udbredt smittefare.”

Links:

L158, jvf. bemærkninger til §79 på s.12: https://www.ft.dk/…/lov…/l158/20191_l158_som_fremsat.pdf

L133, jf. bemærkninger på s. 14-15: https://www.ft.dk/…/lov…/l133/20191_l133_som_fremsat.pdf

Epidemiloven: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1444

 

7. d. 16. februar: Nedlukning i 2010-15?

Hvad ville der være sket, hvis coronaen var kommet i 2010-2015?

Ville der være kommet en Nedlukning?

Mit bud er Nej. Dette svar skyldes, at Nedlukningens centrale forudsætning er eksistensen af globale it-systemer, som kan regulere ”gratis” kommunikation, vareudveksling, kulturaktiviteter og produktionsprocesser ned i detaljen. Det betyder, at samfundet kan opretholde en række funktioner, nu blot i en rekonstrueret digitaliseret tilstand, der sender de kropslige rester af mennesket hjem i sofaen, hvor ”menneske-rettigheder” visner, fordi sofaborgeren ikke må ”samle sig”, som det hedder i Grundlovens §79.

Det ville man ikke kunne gøre før 2015. Dengang ville man have fulgt ”myndighedernes anbefalinger”. Den ”svenske model” ville have været alles model. Skolerne ville have summet af liv.

Nedlukningens forudsætning er med andre ord det, som amerikaneren Shosanna Zuboff kalder for overvågningskapitalisme.

Og der sker aktuelt noget mere, som er lige så vigtigt, nemlig at Nedlukningen nu forstærker sin egen forudsætning. Det vil sige, at Nedlukningen giver den overvågningskapitalistiske magt og menneskets omdannelse til digitiale strukturationer et gevaldigt løft. Nedlukningen bliver en passage for de nye teknologiers rekonstruktion af mennesket og menneskeheden i den ny teknologis billede.

Denne transhumanistiske konsekvens, som ifølge Zuboff har rod i en række sammenfiltrede interesser mellem den amerikanske stats frygt for islamisk terror og en ureguleret teknologisk innovation, er den filosofisk-sociologiske baggrund for den proces, som i sin forstærkede post-2015-form også går under navnet ”great reset”.

Herfra flyder en helt ny rolle for Kina, en nednormering af staternes og politikkens rolle, en bio-teknologificeret krop og en udslettelse af de folkelige traditioner og vekselvirkninger, som i forvejen var under stærkt pres.

Det er samtidig også et angreb på demokrati og humanisme.

Den danske regering og et underdanigt halveret ½olketing har bekræftet denne forstærkning. Det skete d. 11-12. marts 2020.

 

8. d. 16. februar: Videnskabens opgave

I 1995 døde der ifølge Danmarks Statistik 63.127 personer i Danmark. Korrigeres for befolkningstilvækst, så vil tallet i dag være på over 70.000 personer. Det var en notits i avisen.

I 2020 døde der 54.645 personer, hvilket er på linje med de foregående år, lidt over og lidt under.

Ifølge Sundhedsstyrelsen og SSIs estimater fra marts 2020 vil en corona afstedkomme 1660-5600 dødsfald pr. sæson, uden nedlukning vel at mærke.

Pandemiforskeren Lone Simonsen, som ellers virkelig har talt for nedlukningen, har også lavet en worst case, som hedder ”op til” 20.000 døde hen over to år for en corona i fri dressur, dvs. fra 1. marts 2020-1.marts 2022, hvilket er tre sæsoner.

Simonsens estimat, som bruges af Politiken som skræk, svarer omtrent til Sundhedsstyrelsens.

Ingen af disse estimater vil nå 1995 til sokkeholderne. Det ville have betydet ca. 58000 døde i 2020. Og vi taler fri dressur.

Der er derfor ingen tvivl om, at Nedlukningen ikke ville finde sted i et almindeligt demokratisk samfund, som det vi kendte frem til 2015.

Nedlukningens mulighed, materialisering og forstærkning har derfor rod i helt andre sociale og politiske processer, som det er videnskabens opgave at undersøge.

PS Lone Simonsen er da også ved at få kolde fødder. Hun taler nu om kun at vaccinere risikogrupper og om at følge den svenske tilgang til sygdommen. Men det er klart, at hun mangler både lidt sprog og en bredere videnskabelig tilgang efter så mange måneder i biopolitikkens favn.

 

9. d. 13. februar: Dobbelt maske uden ord

Jeg har ingen ord, så jeg må nøjes med at dele til arkivet.

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-02-12-sundhedsstyrelsen-vil-ikke-anbefale-dobbelt-mundbind-for-nu

 

10. d. 17. februar: ”Fuldstændig epidemikontrol”

A.

Joachim Hoffmann-Petersen, som er formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, ønsker at lave ”en jernring af politi og militær rundt om hovedstaden”.

Han er besat af statistikker, og vil nu lege politiker. Hvad er det næste, han vil lave ”jernring” om? Har han aflagt et lægeløfte?

Denne form for regionale Nedlukning, som blev testet i november 2020 i Nordjylland, er det ondeste, der kan ske for landet. Det næste bliver lokale nedlukninger på postnumre, så man tager enkelte forstæder ud.

Alle bliver mistænksomme, ingen må besøge hinanden, man skal medbringe vaccinepas, testes overalt osv.. Nervøsiteten breder sig dybt ind i familierne.

At tænke sig: ”En jernring af politi og militær rundt om hovedstaden”!

For Joachim er det da bare helt naturligt.

 

B.

I Tyskland har der været en politisk demonstration, skriver TV2. Smitteideologerne har været inde og måle i de demonstrerende kroppe. Der er nogen, der har smittet hinanden.

Nu advarer virologerne om, ”at Tyskland står over for et svært valg, hvor man bliver nødt til at spørge sig selv, om det er folkesundheden eller retten til at demonstrere, der er vigtigst”.

Virologerne skriver, at ”en radikal minoritet kan udgøre en betydelig risiko for hele befolkningen”.

Jeg ved ikke hvad der er værst?

Er det, at der bliver smittebotaniseret i offentlige og lovlige forsamlinger?

Er det, at menneskerettigheder gøres op imod smittestatistikker?

Eller er det, at TV2’s journalist ikke stiller et eneste kritisk spørgsmål?

Med denne logik får vi – overført til Danmark – et forstærket brud på Grundlovens §79. Ikke nok med at man forbyder forsamlinger i almindelighed. Nu tilsiger logikken, at man derudover også vil forbyde politiske forsamlinger.

 

C.

I New Zealand er millionbyen Auckland igen totalt Nedlukket med udgangsforbud og det hele. Man har fundet 3 smittede!

Hermed er vi henne ved statsministerens ”fuldstændige epidemikontrol”.

Links:

TV2’s interview med Joachim Hoffmann-Petersen: https://nyheder.tv2.dk/…/2021-02-16-laege-luk…

TV2 om demonstrationer i Tyskland: https://nyheder.tv2.dk/…/2021-02-16-coronaskeptikere…

JP om situationen i New Zealand: https://jyllands-posten.dk/…/new-zealand-lukker…/

 

11. d. 17. februar: Faldende smitte

Ifølge SSI har kontakttallet været 1 eller derunder siden d. 6. december. Der har altså været mindre og mindre smitte konstant i over to måneder. Kontakttallet startede med at falde før Nedlukningen, ser det ud til.

Der har været råbt ”ulven kommer”, jeg ved ikke hvor mange gange, men kontakttallet har nu i hele perioden været under det, som SSI kalder ”lav forekomst af smitte”, hvilket er, når R svinger omkring 1.

Men det må jo så betyde, at vi siden d. 6. december har haft ”meget lav forekomst af smitte”, for tallet har ikke været over 1 siden da?

Her er kontakttallet for de enkelte uger. Man kan finde tallene på SSI’s hjemmeside i en excel-fil.

Uge 5: 0,9

Uge 4: 0,9

Uge 3: 0,8

Uge 2: 0,8

Uge 1: 0,7

Uge 53: 0,8

Uge 52: 0,9

Uge 51: 1,0

Uge 50: (starter d. 6. december): 0,9

Uge 49: 1,1

Uge 48: 1,2

I sommermånederne var kontakttallet på ca. 1,1-1,2. Det har stort set ligget konstant siden marts/april, hvor det var 0,7-0,8. Tallet svinger omkring 1. Det er ”lav forekomst af smitte”, hvis man følger SSI. Og altså meget lavt for tiden.

Nogen undrer sig måske over, at kontakttallet for sidste uge, altså uge 4, er på 0,9 og ikke 1,0, som der ellers stod i medierne? Men sådan er det tit. Der korrigeres ofte ned efter et par uger.

Magnus Heunicke melder panisk ud over det hele, når der er stigninger. Men når der er korrektioner, er han tavs som graven. Det er så useriøst, at det gør ondt. Man kan mærke den ideologiske stemning overalt.

Så er der lige B117: Ifølge SSI’s beregninger fra d. 4. januar, så burde der nu være mellem 1000-4000 smittede, hvis kontakttallet er på mellem 0,85-0,95, hvilket det jo har været i flere uger.

Og tallet burde endda være på vej i skyerne, fremgår det af de fine grafer.

Men pt er der under 400 dagligt smittede – endda til trods for en enorm testintensitet -, og tallet bare falder og falder. Og 400 er jo ikke det samme som 4000, der har retning mod månen.

Faktisk ved jeg ikke, hvad problemet skulle være med 4000 smittede heller, men ok, det er en anden sag.

Link:

Link til SSI’s B117-estimat fra d. 4. januar: https://www.ssi.dk/-/media/cdn/files/estimerede_scenarier_for_udviklingen_i_cluster_b117.pdf?la=da&

 

12. d. 17. februar: Mette Frederiksens ”samfundskontrakt”

Nu skal folk kanaliseres ind i regeringens såkaldte “samfundskontrakt”, som via et uhørt og systematisk testinferno vil tvinge børn og voksne ind i smittebærerens liv. Det hele suppleres naturligvis med det allerede vedtagne vaccinepas og meget andet grimt.

Man siger, at det er genåbningens pris. Men det passer ikke. Regeringen forstærker og udvider nedlukningen radikalt. ”Prisen” er en del af et lukket og selvproducerende biopolitisk system.

“Genåbning” = forstærket nedlukning.

1/2olketinget spræller i det biopolitiske net pga. dets affirmative og nedværdigende aktion d. 12. marts 2020. Den sørgeligste dag i landets politiske historie.

Ingen kan samle sig uden om smittestatistikkens blik og favn.

https://www.folkeskolen.dk/1865813/ny-teststrategi-store-skoleelever-skal-testes-to-gange-om-ugen-paa-skolen

 

13. d. 17. februar: Deja vu

Den kamp mellem proportionalitet og ekstremisme, som udspillede sig i februar/marts, gentages nu i regi af den nye epidemilov via ekskluderingen af Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Regeringen gør alt for at gå imod myndighedernes anbefaling, undtagen når myndighederne anbefaler netop det, som regeringen har anbefalet myndighederne at anbefale til regeringen.

https://jyllands-posten.dk/politik/ECE12768626/ny-epidemilov-er-naesten-vedtaget-men-nu-afsloerer-nye-dokumenter-sundhedsstyrelsens-forbehold/

 

14. d. 19. februar: Ingen risiko ved noget som helst

I november, dvs. før den anden Nedlukning, gennemførte SSI en undersøgelse af, hvordan folk bliver smittet med corona. Man undersøgte 300 smittede og en kontrolgruppe på ca. samme størrelse.

Undersøgelsen blev offentliggjort d. 5. februar 2021 på SSI’s hjemmeside og omtalt i Politiken i går.

Man kommer frem til, at følgende aktiviteter ikke har haft nogen signifikant effekt på smitterisiko:

Været på restaurant eller café

Været på bar/værtshus

Været til kulturelle arrangementer

Tilskuer til sportsbegivenheder

Indendørs sportsaktiviteter

Udendørs sportsaktiviteter

Dagligvare indkøb

Andre indkøb

Privatkomsammen<10 personer

Privat komsammen, 10-20 personer

Privat komsammen>20 personer

Anvendt offentlig transport

Kontakt med mink/minkfarme

Religiøse arrangementer

Arrangement med sang

Der angives, at der skulle være er en ”beskeden” risiko ved besøg på indendørs fitnesscentre, men det er jo alt for lidt til at lukke dem.

Ellers er der ingen risiko ved noget.

Det angives, at smitterisikoen øges, hvis man har ”nær kontakt” til en anden, der er smittet. Surprise!?!?!? Det er sådan en-lidt-til-grin-info, er det ikke?

Det ekstreme forsigtighedsprincip har arbejdet. Man skal ikke have evidens for at ødelægge samfundet, men evidens for, at der ikke er evidens, og selv når man så ikke har evidens, så betyder det ikke noget.

https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2021/stoerst-smitterisiko-ved-naer-kontakt-med-en-covid-19-smittet

 

15. d. 19. februar: Flot artikel i Weekendavisen

I en stort anlagt forsideartikel i Weekendavisen beretter Lone Frank fra proportionalitetsprincippets land. Nedlukningen kritiseres på tre niveauer:

 

A. De glemte sygdomme

Lone Frank fortæller bl.a., hvordan antallet af behandlinger for flere alvorlige sygdomme er styrtdykket siden marts 2020. Den britiske kræftspecialist Karol Sikora udtaler følgende om emnet:

”Jeg mener, det er på tid at sige ligeud, at regeringens fokus på covid-19 er overdrevet og alt for ensidigt.”

Konsekvensen er ifølge Sikora store omkostninger for den ”samlede folkesundhed”.

Noget lignende siger Gunnar Gislason, som er professor ved Rigshospitalet. Han frygter, at ”der sidder en pukkel af ubehandlede hjertepatienter, som vil vise sig over det næste hele til halve år”. Han er også bekymret for ”fejldiagnoser” forårsaget af behandlinger via video.

Lægerne mener, at der decideret er risiko for forhøjet dødelighed for nogle af disse glemte sygdomskategorier.

 

B. Fejlberegnet sundhedsøkonomi

Karol Sikora understreger også, at corona kun er farlig for de ”meget gamle”, og at man derfor bør regne i ”leveår” i stedet for udelukkende i døde, ligesom man også gør i det øvrige sundhedssystem. Hun siger i den forbindelse følgende:

”I Storbritannien er gennemsnitsalderen for mennesker, der dør af covid-19, 79 år for mænd og 83 år for kvinder. Det er ældre end den gennemsnitlige levealder for begge køn! Ingen bryder sig om at sige det, men jeg tillader mig det, fordi jeg selv er gammel”.

Hun støttes her af professor i bioetik Julian Saveulescu: ”Hvad der betyder noget, etisk set, er ikke død i sig selv, men antallet af tabte år i live”.

 

C. Nedlukningens logik

Lone Frank refererer til en forskningsartikel fra Stanford, som peger på, at der ikke er ”signifikante effekter” af nedlukningen.

Desuden peges på, at de epidemiologiske modeller er for ”alarmistiske”. Karol Sikora siger f.eks.:

”Nu har de modeller igen og igen vist sig at være overdrevent alarmistiske, og både infektionsspredning og dødstal ligger langt under det beregnede”.

Dette synspunkt bekræftes af den danske sundhedsøkonom Jakob Kjellberg, der siger følgende om SSI’s ”modeller”:

“Deres historiske performance er meget ringe, og deres forudsigelser passede eksempelvis ikke i foråret”.

Kjellberg får støtte af den svenske økonom Lars Jonung, som i foråret regnede videre på de modeller fra Imperial College, som både danske og britiske politikere rådførte sig med. Modellernes prognoser viste sig at være helt ude i skoven.

Den danske nedlukningsideolog, Viggo Andreasen, som ellers virkelig fører sig frem i de danske medier med biopolitisk ekstremisme, kan slet ikke svare for sig. Det er dybt foruroligende.

Til sidst siger den svenske historiker Fredrik Ljungqvist, at tilslutningen til Nedlukning var en ”lenmingeeffekt” med rod i Kinesisk evidens-politik:

“Diktaturstaten Kina tilkendegav, at streng nedlukning havde virket dér, og den historie købte man i Vesten, hvor det ene land efter det andet så til naboerne og fulgte trop. De kommende år vil vi have en international diskussion, fordi flere og bedre data bliver tilgængelige, og mit bud er, at den vil være særdeles kritisk over for de nedlukninger, vi har set.”

Kloge ord i vintersolen.

Tak til Lone Frank for denne indsats i WA, som ellers i flere måneder har været stærkt præget af Søren Villemoes’ corona-fanatisme.

https://www.weekendavisen.dk/2021-7/samfund/draeber-nedlukningen-flere-end-den-redder

Biostatens politiske og filosofiske konstruktion: Analyse af Udredningsgruppens rapport

Indholdsfortegnelse:

Kapitel 1. Rapportens kommissorium: Læring og evaluering

Kapitel 2. Biopolitikkens nye myndighedsstruktur og den nye stats omdefinering af demokratisk og faglig tradition

Kapitel 3. Sundhedslov og epidemilov

Kapitel 4. Statsministeriet anbefaler Statsministeriet at følge Statsministeriets anbefalinger

Kapitel 5. Nedlukningens øjeblik: Den store hastelov

Kapitel 6. Grænselukning, Nedlukningsforlængelse og endnu en hastelov

Kapitel 7. Nye ”bemyndigede” bekendtgørelser

Kapitel 8. Test-systemet og etablering af biostatens organisation og logik

Kapitel 9. Myndighedernes risikovurderinger

Kapitel 10. Et lovbrud d. 28. februar?

Kapitel 11. Var Sundhedsvæsenet belastet eller belastet af mangel på belastning?

Kapitel 12. Var Folketinget oplyst?

Kapitel 13. Sammenligninger med andre lande

Kapitel 14. Fagligt kollaps: Udredningsgruppens samlede vurdering

 ———————————————–

 

D. 29. januar 2021 udkom den såkaldte Udredningsgruppes rapport, som skulle kortlægge omstændighederne omkring håndteringen af corona i de første måneder af krisen, dvs. frem til omkring de såkaldte genåbninger i starten af april.

Rapporten skildrer efter min mening, hvordan der blev etableret en ny begrebslig og politisk struktur i Danmark, som jeg kalder for en ”biostat”. I det følgende vil jeg gennemgå rapportens analyser og synspunkter og hvordan de bidrager til en øget forståelse af denne nye statsdannelse.

Gennemgangen er stort set kronologisk, med lidt tematiske afstikkere hist og pist.

 

Kapitel 1. Rapportens kommissorium: Læring og evaluering

Udredningsgruppen blev nedsat i juni 2020 af Folketinget. I en såkaldt beretning fra d. 23. juni, som tilsluttes af alle de politiske partier, kan man læse om gruppens kommissorium.

Der er to vigtige ting vedrørende kommissoriet: For det første anerkendes hele Nedlukningens præmis. Det fremgår af følgende:

”Flertallet anerkender, at Danmark står i en helt ekstraordinær situation på grund af covid-19. Ikke tidligere har Danmark oplevet en krise som denne. Derfor har regeringen på meget kort tid skullet tage et stort ansvar og træffe vigtige beslutninger væsentlig betydning for både befolkningens sundhed og samfundsøkonomien.”

Med denne ”anerkendelse” som baggrund skal Udredningsgruppens analyser ikke overveje et ”retligt ansvar”, men ”evaluere” med henblik på at opnå ”læring” af ”håndteringen”. Der er derfor på sin vis slet ikke tale om en evaluering af selve Nedlukningen. Man vil ”evaluere” for at opnå ”læring” om ”håndteringen” af Nedlukningen. Nedlukningen som sådan står helt uantastet.

Vi har altså et eksempel på den konkurrencestatsbaserede læringsrevolutions diskursive overtagelse af det politisk-juridiske felt og på en logisk følgende normativ og ontologisk bekræftelse af evalueringens genstand, som efterfølgende kan sprede ravage i undersøgelsens validitet.

På trods af denne afgørende binding formår Udredningsgruppen at finde data og udarbejde kritiske analyser af stor dybde og høj kvalitet. Men i afgørende passager udøver det problematiske kommissorium et pres på både sprog og konklusioner. Jeg vender tilbage til de resulterende modsætninger undervejs, især i kapitel 15, men angiver her et par hurtige eksempler:

Et eksempel på samspillet mellem accept og kritik er, at anerkendelsen af Nedlukningens nødvendighed, gør at regeringens løgn om, at den fulgte ”myndighedernes anbefaling” omdannes til et problem med ”kommunikationen”.

Et andet eksempel er en nedladende omtale af Sundhedsstyrelsens oprindelige og fornuftige synspunkter. På den måde reduceres kritikken af statsministeren til at være en ”kommunikations-kritik”, mens Nedlukningen grundlæggende anerkendes som fornuftig.

Et tredje eksempel på, at anerkendelsen af Nedlukningen spiller ind i analysen, er, når udvalget hævder, at forskellen mellem Sundhedsstyrelsens og regeringens syn på Nedlukningen blot var en gradsforskel. Læser man Sundhedsstyrelsens rapport fra d. 10. marts, var der overhovedet ikke tale om Nedlukning. Det er ikke et spørgsmål om “grader”, men snarere tale om et enten-eller. Et eksistentielt politisk valg.

Denne Nedlukningsaccept anerkendes også i de indledende dele af redegørelsen, og den farver i høj grad det opsamlende afsnit i kapitel 17. Rapporten bekræfter dermed det, som den egentlig burde evaluere. Det er derfor, at den kun kan tale om ”læring” og ikke om egentlig kritik.

Det er dette samspil mellem ”anerkendelse” og ”læring”, som regeringen fastholdt i sit spin i forbindelse med rapportens udgivelse, og som også fanger oppositionen i regeringens net, eftersom hele det selv-halverede folketing jo selv støttede Nedlukningen 100%.

Udredningsgruppen består af følgende fem personer, med angivelse af fag i parentes:

Professor emeritus, Jørgen Grønnegaard (formand) (politolog)

Professor og overlæge, Lars Østergaard (læge)

Professor, dr. jur., Helle Bødker Madsen (sundhedsjurist)

Professor Dorte Gyrd-Hansen (sundhedsøkonom)

Professor Jostein Askim, Oslo Universitet (politolog)

 

Denne anerkendelse af Nedlukningen bekræftes også, hvis vi ser på den kreds af eksperter, som Udredningsgruppen har trukket på. D. 23. oktober afholdes et møde med nogle af Nedlukningens store biopolitiske ideologer. Lars Østergaard fra Udredningsgruppen, som selv er den primære sundhedsfagperson i evalueringsgruppen, og som selv helt har købt og bidraget til Nedluknings-logikken, holder nemlig et møde med en række kollegaer, som i forhold til Nedlukningen mener stort set det samme som han selv (Grønnegaard deltager også).

Mødet handler om rapportens kapitel 3, som vedrører hele processen frem til d. 11. marts.

Lars Østergaard mødes med følgende personer:

professor, dr.med. Thomas Benfeld, Hvidovre Hospital

professor, dr.med. Jens Lundgren

professor, dr.med. Søren Riis Paludan, Aarhus Universitet

professor, ph.d. Lone Simonsen, Roskilde Universitet

professor, dr.med. Allan Randrup Thomsen

Det er altså hele dét biopolitiske ekspertpanel, som selv har enorme aktioner i sagen, og hvoraf flere endda sidder i regeringens Ekspertgruppe, der her aktiveres. Der er ingen kritisk stemme, og der afholdes ikke andre møder med andre fagligheder.

Hermed er den overordnede ramme sat, nemlig Nedlukningens legitimitet og nødvendighed. Det er vigtigt at huske, før vi går ned i de interessante detaljer.

Rapporten indeholder 73 hits på ”læring”, dvs. 73 gange hvor den ellers høje kvalitet falder.

 

Kapitel 2. Biopolitikkens nye myndighedsstruktur og den nye stats omdefinering af demokratisk og faglig tradition

Udredningsgruppens beretnings kapitel 2 er en slags indledende sammenfatning af bogen. Her peger Udredningsgruppen på en interessant sammenhængende hypotese, som angår omorganiseringen af statens grundlæggende karakter, dvs. af myndighedsbegrebet, af forvaltningsmæssig og politisk centralisering, af rettigheder og af Folketings betydning og rolle. Lad mig forklare min fortolkning af sammenfatnings-kapitlets sammenfatning, som jo uddybes kraftigt i de efterfølgende kapitler:

Store dele af det politisk-administrative apparat, som indføres i februar- marts, var en direkte konsekvens af Sundhedsstyrelsens kritik af Nedlukningen og dens mere realistiske opfattelse af coronaen.

Det var nemlig for at omgå denne kritik og modstand, at regeringen allerede fra februar påbegyndte etableringen af en omfattende ”covid-19-organisering”, der omdirigerede de vigtige beslutnings- og myndighedsprocesser ind i helt nye systemer. Efterhånden involveres alle de centrale ministerier i regi af organiseringer som NOST, NOST+, AC-gruppen (ledes af Justitsministeriet), og meget mere kommer til i lyset af især hasteloven fra d. 12. marts, der etableres for at undgå at følge ”myndighedernes anbefaling”.

Dermed indsættes et nyt ”myndigheds”-lag for at undgå at følge “myndighedernes anbefaling” om ikke at lave Nedlukning. Måske er det dette lag, som statsministeren henviser til d. 11. marts, når hun netop refererer til ”myndighedernes anbefaling”? Men dette nye over-lag er altså en form for anti-lag, et særligt coronalag, som nu pludselig i løbet af få uger er blevet til en ”myndighed”, uden at Folketinget eller befolkningen nåede at bemærke det.

Det er Statsministeriet, som initierer denne proces, og som dermed ifølge rapporten bliver en ekstrem stærk, udfarende og kontrollerende aktør, hvis aktion altså har det centrale formål, at man vil undgå at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger. I starten er det både Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, og også de andre styrelser under Sundhedsministeriet, der overrules.

Rapportens forfattere kritiserer, at Folketinget ikke oplyses adækvat om disse processer; en kritik, hvis vigtighed understreges af, at den centrale hastelov behandles og vedtages på én eneste dag, og at de omtalte processer omhandler ”helt grundlæggende principper om retssikkerhed og retsbeskyttelse”, som endda er næsten uden ”retssikkerhedsgarantier”.

Undervejs i denne proces vedtages også en udvidelse af epidemiloven, som er ”næppe lovlig”, som der står, og som aldrig kundgøres i Lovtidende. Det er også interessant, at den omfattende centraliseringsproces, som altså er et forsøg på at omgå ”myndighedernes anbefaling”, helt ender med, at der ”ikke er opmærksomhed på alle de aspekter, der giver anledning til overvejelser af retlig karakter”. Og vi taler altså her om bestemmelser, der vedrører ”grundlæggende principper om individets selvbestemmelsesret”. Det er ikke så godt, for nu at sige det mildt.

Så forsøget på at omgå ”myndighedernes anbefaling” skaber altså en alternativ og stærkt centraliseret myndighedsstruktur, som nærmest glemmer, at der er noget, der hedder retssikkerhed og Folketing, og som er født i modstand til de indsigter som Sundhedsstyrelsen bærer med sig.

Rapporten fortæller også, at denne uenighed mellem Statsministeren og Sundhedsstyrelsen allerede tidligt blev tematiseret som et forhold mellem ”forsigtighed” og ”proportionalitet”. Forfatterne mener dog også, at regeringen rent faktisk udviste proportionalitetssans, for Nedlukningen kunne jo ”have været langt mere vidtrækkende”, som der står. Her stikker ”læringen” sit ansigt frem og resulterer i en stor fejl, for Nedlukningen var total. Det emne drøfter jeg i kapitel 15.

Herfra udvikler den nyetablerede centralistiske myndighed en række ekstreme worstcase-scenarier, som ”afviger væsentligt fra det faktiske behov”. Der er ingen realistisk vurdering af epidemien, står der, for hele systemet styrer jo nu ved hjælp af en nye og alternative myndighedsstruktur, der er etableret i et opgør med myndighederne som sådan. Nu følges en radikal forsigtighedslogik, som er bygget op af ”worst-case”-beregninger, hvilket forfatterne selv angiver som værende et definerende træk ved forsigtighedsprincippet. Dermed udgrænses ”proportionalitet” helt af logikken og ender som en slags konstituerende og tavs andethed.

Den næste konsekvens, der omtales, er afviklingen af Folketingets betydning. Det sker via hastelove, manglende information og et totalt sammenbrud i lovgivningsprocessen og dermed i statens indre. Udredningsgruppen kritiserer kraftigt, at denne tilstand stod på ud over marts. Der tales om ”et alvorligt demokratisk legitimitetsproblem”, og det uddybes grundigt. Sidst i marts forsøger man faktisk at gøre noget ved dette problem via etableringen af en såkaldt ”følgegruppe”, men den får ingen betydning, fremgår det, og følgegruppen forstærker ved dens blotte eksistens og funktion det nye system og de problemer, som gruppen ellers skulle løse. Jeg vil sige, at følgegruppen dermed får en ideologisk funktion i regi af den nye biopolitiske realitet. Dette emne – og faktisk også alle de andre – vender jeg senere tilbage til.

Der er også en manglende opmærksomhed på ikke-coronapatienter, og der lukkes alt for kraftigt ned for andre hospitalsaktiviteter. Det er igen det ekstreme forsigtighedsprincip, der arbejder; her ved at indsnævre sundhedsbegrebet. Den nye centralistiske statsministerielle myndighedsstruktur kritiseres for en total blindhed over for sundssektorens bredde og sammenhæng.

Til sidst er der en masse ”lærings”-snak som helt accepterer den biopolitiske præmis, f.eks. roser man den nye epidemilov mm.. Det kaldes for ”relevant læring”, så jeg er ved at gå til i ubehag, især når man som jeg kender til læringsbegrebets teoretiske og politiske udvikling og til dets negative effekt siden omkring år 2000.

Udredningsgruppen tror altså, at den har peget på alvorlige, men tekniske problemer, men det har den ikke. Den har i stedet peget på en ny strukturel og politisk realitet. Årsagen til denne tvedeling i rapporten mellem “teknik” og “realitet” er kommissionens opdrag, som jeg beskrev i kapitel 1, hvor man grundlæggende accepterer Nedlukningens filosofi.

 

Kapitel 3. Sundhedslov og epidemilov

I udredningens kapitel 6 står der nogle interessante ting om vores sundhedslovgivning:

Vores sundhedsvæsen er normalt styret af Sundhedsloven. Her står der i §2 følgende:

“§2. Loven fastsætter kravene til sundhedsvæsenet med henblik på at sikre respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse…”

Denne bestemmelse følges op af samme lovs §15, som vedrører ”informeret samtykke”, og som uddybes udførligt i loven:

“§15. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19.”

(§17-19 handler børn og demente etc.)

Sundhedsloven tager udgangspunkt i folke-sundhed, dvs. i et samspil mellem menneskerettigheder, forebyggelse, behandling og livshelhed. Det er demokratiets lov, og det bakkes op af UNESCOS bioetiske erklæring og andre menneskerettighedstekster.

Oprindelig, dvs. frem til marts 2020, var Epidemiloven et supplement til Sundhedsloven. Epidemiloven var sundhedslovens suspension og undtagelse, men på Sundhedslovens præmis. Det kunne man se ved, at Sundhedsstyrelsen og lokale epidemikommissioner havde magten over den epidemiske undtagelse, en magt som kun kunne anvendes på sundhedsfagligt definerede ”alment farlige sygdomme”, hvilket coronaen ikke blev klassificeret som.

Dette system er er nu ødelagt. For i dag hersker en hastevedtaget epidemi-lov, som uden videre lod hånt om både Sundhedsloven og den ”gamle” epidemilov og dermed om hele den juridiske og sundhedsfaglige balance, som eksisterede frem til d. 12. marts 2020. Det vil sige, at hasteloven, som byggede på statsministerens vildledning af befolkning og Folketing, ødelagde sundhedssystemets underliggende demokratiske struktur.

Hermed blev epidemilovens afgrænsede fokus på tvangsforanstaltninger og nødsituationer, som vi nu har været underlagt i snart et helt år uden udsigt til ændring, uretmæssigt gjort til en total social tilstand, som ikke kan høre op, og som dermed udsletter værdien af Sundhedslovens §2 og §15.

I den proces taber ”sundheden”, mens ”epidemien” vinder. Epidemien definerer pludselig “sundheden”. Vi får en permanent undtagelsestilstand. Dermed er den demokratiske krop omdannet til en statistisk defineret smittekrop.

 

Kapitel 4. Statsministeriet anbefaler Statsministeriet at følge Statsministeriets anbefalinger

Udredningsgruppens kapitel 9 om Nedlukningsdagene er som en krimi. Det er læsning, der sidder fast som en blodsugende tæge. Det er tårnhøj politologisk kvalitet.

Kapitlet viser sig, at statsministerens nedlukning ikke havde anden forankring end en række desperate nattemails fra en nyansat departementschef med en masse konsulentsprog og nogle tilfældige artikler i maven, og at Søren Brostrøm i protest mod Nedlukningen forsøgte at undslå sig deltagelse på pressemødet d. 11. marts.

Her er kapitlets konklusion, som står på s.224:

”Det er i dette kapitel sandsynliggjort, at den grundlæggende skitse til den mere vidtgående model for nedlukning hverken bliver udtænkt i AC-gruppen, i NOST eller i Sundhedsstyrelsen. Der er også meget, der tyder på, at den ikke er udtænkt af Statens Serum Institut.

I kombination med den tætte styring og kontrol af covid-19-håndteringen, som Statsministeriet udøver fra og med d. 27. februar, tyder fraværet af alternative ophav til nedlukningsplanen på, at den plan for nedlukning, som udmeldes på pressemødet i Statsministeriet den 11. marts i al væsentlighed er konciperet i Statsministeriet. (…)

Det har på det udleverede, skriftlige grundlag ikke været muligt for udredningsgruppen at identificere, præcis hvilke faktorer, der udløser, at den delvise nedlukning iværksættes den 11. marts, men det er i dette kapitel vist, at i hvert fald Statsministeriet med departementschefen i spidsen den 10. marts vurderer, at der er behov for vidtrækkende og øjeblikkelige tiltag”.

I parentes bemærket lå der heller ingen anbefaling fra det europæiske ECDC, skriver udredningsgruppen, for ECDC’s rapport, som bl.a. frarådede skolelukninger, kom nemlig først d.12. marts, dvs. dagen efter pressemødet.

Desuden fremgår det, at Sundhedsstyrelsen og SSI hele vejen var enige om en langt mere moderat risikovurdering, hvis essens man kan læse i Sundhedsstyrelsens rapport fra d. 10. marts, som bestemt ikke anbefaler nogen nedlukning. Grønnegaard-rapporten har en fantastisk beskrivelse af Statsministeriets intense modstand mod 10.marts-rapporten.

Det står derfor helt klart, at Nedlukningen blev besluttet i direkte modsætning til myndighedernes anbefaling, og at Statsministeriet har anbefalet nedlukningen til sig selv, mens det har pyntet sig med modstandernes fjer.

Barbara Bertelsen startede som departementschef i Statsministeriet så sent som d. 13. januar 2020. Ved sin tiltræden erklærede hun, at hun glædede sig til at ”tjene demokratiet”. Hun kom fra Justitsministeriet, hvor hun i 2015 var blevet ansat af Mette Frederiksen, som dengang var justitsminister. Før det var hun vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen, som under stærkt konkurrencestatsideologisk pres ødelagde landets pædagogik. Det skete under Thorning, Corydon, Antorini og Mette Frederiksen selv, som jo dengang var beskæftigelsesminister.

Den spritnye departementschef er ikke bestemt rationalitetens og samfundshensynets kvinde, hvilket man eller små forvente af en embedsmand. Hun er panikkens, nysprogets og nattetimernes kvinde, og hun lader til at være den primære kilde til Nedlukningens slukning af det demokrati, som hun ellers påstod, at hun ville tjene.

Det bliver tydeligt, når man læser Udredningsgruppens rapport. Nedlukningen er simpelthen primært baseret på Bertelsens private angstmails.

E-mailene starter faktisk allerede en uge efter hendes ansættelse, dvs. fra d. 21. januar. I starten er det dog kun internt i Statsministeriet. Men efterhånden udvides markeringerne ud i statsapparatet. Først til allersidst involveres NOST og Sundhedsstyrelsen.

Her er Bertelsens mails samt en omtale af NOST og Sundhedsstyrelsens rolle:

 

A. Mails i starten af februar

Allerede d. 8-11/2 sender Bertelsen ”flere bekymrede e-mails” til ledende medarbejdere i sit ministerium, ofte med links til panikramte avisartikler, hvor der f.eks. står at ”60% af verdens befolkning kan blive ramt”. Hun siger – i et dybt fald fra embedsmandens moralske kodeks – at ”Hope is not a strategy”, en floskel som siden gentages igen og igen. Hun er allerede her i kamp med landets sundhedsfaglige myndigheder, som forsøger at fastholde et fagligt syn på coronaen.

 

B. Mail d. 17. februar

Igen d. 17/2 skriver Bertelsen rundt, nu i stærke biopolitiske floskler:

”Vi skal ikke kommunikere for optimistisk ved hele tiden at tage afsæt i det vi kender (…). Som med alt andet, skal vi også tænke kommunikationen fremad. Vi skal have en plan for, hvordan vi som regering forholder os – ikke bare nu, men også når/hvis situationen udvikler sig”.

Ifølge Udredningsgruppen skrives disse mails helt uafhængigt af statsministeren, og i ren opposition til sundhedsmyndighederne, som ikke engang nævnes. Den enorme emotionelle panik, som ledsager nedlukningen stammer altså fra den nyansatte departementschefs tilfældige avislæsning. Men ingen taler på dette tidspunkt om Nedlukning. Den er ikke i horisonten! Den findes ikke.

 

C. Mail d. 1. marts

D. 1/3 skriver Bertelsen til Sundhedsministeriet. Hun fortæller, at regeringen “meget klart” har sagt, at “Danmark skal være på den forsigtige side i forhold til worst case-scenariet”, og at “Danmark konsekvent skal vælge den mest forsigtige linje”. Hermed vælges den ”ekstreme forsigtighed”.

 

D. Mails op til nedlukningen

Nedlukningen er et ikke-emne så sent som d. 9. marts. Hvor kommer ideen om Nedlukning så fra? For den stammer som nævnt bestemt ikke fra nogen myndigheder. Men hvor så? Jo, ideen stammer såmænd fra endnu et privat e-mail raid fra Barbara Bertelsen, som i løbet af d. 10. marts går helt amok ved sit tastatur.

 

D1: Mail 1, d. 10. marts

Midt om natten – dvs. tidligt d. 10. marts – sender Bertelsen en skrækmail med en vedhæftet Berlingske-artikel, som spørger, om der er ”sengepladser nok” i Italien. Mailen sendes til alle de andre departementschefer.

I mailen taler Bertelsen om, at man skal have ”modet, agiliteten og handlekraften til uden tøven at træffe de rigtige beslutninger (…)”. Der står også, at ”det er vigtigt, at vi alle besidder den samme sense of urgency”(…), og at ”vi ER hastigt på vej op ad den eksponentielle kurve nu”. Alt dette går stik imod sundhedsmyndighedernes vurdering, og der er ingen anden reference end artiklen fra Berlingske. Konsulentsproget er forskrækkeligt.

BB slutter sin mail med følgende: ”Hvis vi alle sammen gør alt hvad vi kan, så hurtigt som vi overhovedet kan, skal det nok lykkes at bringe Danmark igennem de kommende svære dage og uger. Både målt i menneskeliv og samfundsøkonomi”.

Så BB tror, at konsekvenserne af hendes aktion kun handler om ”dage og uger”? Det siger noget om de mangelfulde politologiske og prognostiske evner.

 

D2: Mail 2, d. 10. marts

Allerede tidligt om morgenen d. 10. marts – altså få timer efter den første mail –kommer der en ny mail, hvor der – igen i panisk panik og helt uden sammenhæng – står, at ”vi vågner op til 156 smittede”. Der refereres igen direkte til Italien, som uden videre gøres til en helt ureflekteret markør.

 

D3: Mail 3, d. 10. marts

Samme dag ved midnat sender Bertelsen endnu en mail, denne gang til departementschefen i Justitsministeriet, og igen med vedhæftede skrækartikler, som kaldes for ”pligtlæsning”. Samme dag har Sundhedsstyrelsen med opbakning fra SSI ellers udgivet en moderat rapport, men den henvises der ikke til.

I en af de vedhæftede artikler til Bertelsens mail omtales Nedlukningslignende tiltag, og især roses Kinas coronapolitik. Den pågældende artiklen fraråder dog skolelukninger, hvilket Bertelsen ikke bemærker.

 

D4. Mail 4, d. 10. marts

Blot en time efter kommer der en ny mail, denne gang igen til alle de andre departementschefer. Overskriften er det meget lidt embedsmandsagtige ”Alle mand på dæk”. Her lyder Bertelsen fuldstændig som sin chef, statsministeren, eller måske er det omvendt?

Igen er der ingen reference til embedsværkets sagsoplysning, men kun til en masse løsrevne frygt-billeder og til tre internationale artikler, som Bertelsen ingen saglig baggrund har for at vurdere. Og konsulentsproget fortsætter: Bertelsen taler om ”handlepligt og forsigtighedsprincip” samt ”hellere gøre for lidt end for meget”. Der står også at ”vi skal ganske enkelt undgå hinandens selskab”, og at vi skal vise ”samfundssind”. Derudover er der en masse ledelsesfloskler om at ”byde ind, tage fra, tænke med” osv..

Og annonceres en trussel demokrati og legalitet og dermed en opløsning af samfundets magtdeling. Det sker i følgende citat:

“Nu er tiden inde til, at I alle læner jer ind. Husk det ikke handler om perfekte løsninger. Husk at skønhedsindtrykket er ligegyldigt, vi skal bare have adfærden ændret nu i alle de hjørner af landet, som vi hver især har ansvaret for. Og husk, at selv om der ikke måtte være hjemmel til at gennemtvinge noget, kan man stadig sagtens gribe knoglen og appellere til sine samarbejdspartnere i virkeligheden om nu at vise samfundssind og tænke med og tage ansvar.” (min kursivering, TAR)

Denne mail står som en skamstøtte for den danske embedstands dybeste deroute efter min mening. Få dage efter bliver den til totalitær politik ved, at regeringen får magt over loven. (Udredningsgruppen gengiver da også mailen i sin helhed (s. 211-12)).

 

D5. Mail 5, d. 10. marts

Kort tid efter sender BB endnu en mail, denne gang til Justitsministeriets departementschef – igen med en vedhæftet fil fra en avis, hvor der står, at folk er trætte af restriktionerne på offentlig transport. I mailen skriver Bertelsen:

”Vi har ikke tid til at eksperimentere. Det må lukkes helt ned så”.

HER opstår nedlukningen, i dette udtryk ”lukkes helt ned så”.

Dagen efter, d. 11. marts kl. 12, bliver NOST informeret om de nye Nedlukningsideer, som åbenbart nu er blevet skrevet ned og godkendt af statsministeren. Deltagerne i NOST, som ellers havde ligget på linje med Sundhedsstyrelsen, får én sølle time til at tage stilling til vanviddet.

 

E. Inddragelse af NOST og Sundhedsstyrelsen

Nærmest samtidig, dvs. d. 11. marts ved middagstid, får Sundhedsstyrelsen besked om Nedlukningsplanen. Det sker via Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, som selv få minutter før har fået lov af Barbara Bertelsen til at sende den spritnye Nedlukningsplan til Sundhedsstyrelsen. Det er en slags hyper-hastehøring. Det er rystende læsning.

Den intetanende Brostrøm afviser Nedlukningen ud fra en ”proportionalitetsvurdering”. Han henviser også til NOSTs indstilling, som den havde set ud blot få timer før, og som jo lå på linje med Sundhedsstyrelsen. Han kalder Nedlukningen for ”præmatur” og fortæller, at hans afvisning af Nedlukningen sker efter samråd med SSI og Kåre Mølbak.

Per Okkels afviser Brostrøms kritik med, at der jo kun er tale om ”4 uger”. Han skulle bare vide, at de 4 uger blev permanent.

Måske betyder denne negligering af Brostrøms kritik, at Okkels ikke giver Brostrøms kritik videre til Statsministeriet? Det får vi ikke at vide, men Bertelsen er nok slet ikke interesseret, vil jeg tro. Okkels gik på pension d. 10. januar 2021.

Om aftenen d. 11. marts lukker statsministeren landet ned imod myndighedernes anbefaling og uden at oplyse Folketinget adækvat om den nærmere sammenhæng.

Samspillet mellem Bertelsen og Statsministeren er ikke særligt velbeskrevet i udredningen. Statsministeren lader f.eks. ikke til at være med i den omfattende mailudveksling. I udredningen træder Frederiksen nærmest pludselig ind på scenen d. 11. marts kl. 20.30 med sin skrækkelige tale.

I Udredningens konklusion angives Bertelsen og hendes ministerium derfor som den centrale kilde til Nedlukningen. Det lyder dog lidt usandsynligt, synes jeg, hvis Mette Frederiksen, som jo havde håndplukket Bertelsen, ikke også var stærkt involveret. Formodentlig har der været tale om en slags politisk-organisatorisk tandem, som altså ender med at anbefale sig selv at anbefale Nedlukningen.

Barbara Bertelsen spillede også en central rolle i den langt senere Mink-sagen, som også var præget af panik og hastværk og mangel på grundighed og saglighed.

 

Kapitel 5. Nedlukningens øjeblik: Den store hastelov, L133

Den hastebehandlede epidemilov blev udarbejdet på blot to dage og vedtaget i stærk modstrid med myndighedernes anbefaling, en modstrid, som Folketingets sundhedsordførere ikke blev gjort bekendt med. Lad os se på Udredningsgruppens beskrivelse af processen i rapportens kapitel 10:

Så sent som d. 8. marts lægges der i et udkast fra Sundhedsministeriet kun op til moderate ændringer af epidemiloven, og ”hastelov” nævnes ikke som en mulighed. Muligheden for hastelovgivning omtales dog meget kortfattet d. 8. marts i regi AC-gruppen, som består af en række centralt placerede chefer fra de vigtigste ministerier.

Først så sent som d. 10. marts kl. 15.52 får AC-gruppen at vide, at Justitsministeriet har nedsat en ”lovgruppe”, der vil arbejde med mere grundlæggende lovændringer i en haste-struktur.

D. 11. marts kl. 12.32 bekræftes det, at Justitsministeriet stadig arbejder med sagen sammen med Sundhedsministeriet, og der rundsendes et forslag til AC-gruppen, hvor de respektive chefer i løbet af få timer bedes melde ind, hvis det er ”bydende nødvendigt”.

Sundhedsstyrelsen er slet ikke involveret i denne proces, som jo ellers angår styrelsens helt grundlæggende funktion og ressortområde. Sundhedsstyrelsen får først tilsendt lovforslaget i en e-mail d. 11. marts, kl. 10.25, og den får kun 2 timer til at svare.

Brostrøm er stærkt afvisende. Han skriver følgende kl. 14.08:

”Sundhedsstyrelsen har ikke haft mulighed for at foretage en grundig sundhedsfaglig vurdering af det foreslåede indenfor den angivne tidsfrist. Men vi finder umiddelbart, at det aktuelle COViD19-udbrud ikke kan begrunde sådanne væsentlige ændringer i epidemiloven, idet de forebyggelsesmæssige hensigter ift. smittespredning mere hensigtsmæssigt kan fremmes indenfor anden gældende lovgivning eller øvrig lovgivning (…)”.

I sit svar henviser Brostrøm også til en tidligere mail fra d. 27. februar, hvor han indstiller, at coronaen ikke er alvorlig nok til at blive klassificeret som ”alment farlig”.

SSI, der indtil nu har været på linje med Sundhedsstyrelsen, når ikke at svare andet, end at man ikke har bemærkninger til lovforslaget, mens Styrelsen for Patientsikkerhed ifølge Udredningsgruppen ligger på linje med Sundhedsstyrelsen.

Dagen efter, d. 12. marts, fremsættes så det forslag til hastelov, der løfter den biopolitiske magt fra sundhedsmyndighederne hen til sundhedsminister og regering, som dermed tildeles diktatorisk magt over næsten alle dele af samfundet i et helt år.

Forslaget vedtages af et halveret Folketing helt uden normale demokratiske procedurer og med næsten øjeblikkelig effekt.

I Udredningsgruppens rapport står der også, at Folketingets sundhedspolitiske ordførere ikke orienteres om Sundhedsstyrelsens høringssvar. Justitsministeriet skriver i en mailudveksling med Sundhedsministeriet fra d. 17. marts, ”….at ordførerne ikke blev orienteret specifikt om SSTs ”høringssvar” under lovbehandlingen”. Jeg vender tilbage til en enkelt og meget lille undtagelse lidt senere.

Af en anden mail fra d. 15. marts fremgår det, at Justitsministeriet er ”halvt i panik over SSTs manglende opbakning til regeringens udmeldinger”.

Sådan ødelægger man et samfund.

 

Kapitel 6. Grænselukning, Nedlukningsforlængelse og endnu en hastelov

I dette kapitel har jeg samlet nogle af Udredningsgruppens undersøgelser af en række efterfølgende forstærkninger af Nedlukningens proces:

 

A. Grænselukning

Fra side 231 redegøres for baggrunden for den lukning af grænserne, som fandt sted på et pressemøde d. 13 marts.

Emnet dukker op første gang så sent som d. 8. marts under punktet ”i øvrigt” til et møde i AC-gruppen, hvor det altså er helt uforberedt. Herfra går det hurtigt, fuldstændig ligesom med hasteloven.

Sundhedsstyrelsen kæmper imod. Den fjerner slet og ret dens deres liste over farlige lande. Det begrundes ifølge en mail fra d.12. marts med, at listen bliver for ”ressourcekrævende” at vedligeholde, efter at man er gået over til en ”afbødningsstrategi”. Brostrøm er en sand europæer.

I stedet henvender Sundhedsministeriets departementschef Per Okkels sig allerede d. 13. marts til SSI. Og her kan vi registrerer den første seriøse vending hos SSI, som ellers har ligget på Brostrøms linje. Den første mere løse indikation på vendingen var, at SSI ikke – i modsætning til Sundhedsstyrelsen – havde nogle bemærkninger til hasteændringen af epidemiloven d. 12. marts. Men dengang kunne man måske tro, at tavsheden skyldtes, at SSI kun havde to timer til at formulere et høringssvar.

Men i forbindelse med grænselukningen svarer SSI, at man ”straks vil genoptage” arbejdet med landelisten, og at man vil kunne have en liste klar allerede d. 14. marts. Denne blanding af ”ingen bemærkninger” og ja-hat kommer til at kendetegne SSIs position over for regeringen, mens Sundhedsstyrelsen stadig fastholder en kritisk position, som dog bliver mindre og mindre skarp som ugerne går. Helt galt går det i parentes bemærket d. 19. marts, hvor Mølbak foreslår, at børn ikke skal lege sammen. Her må Brostrøm gribe ind, og det hele ender i et meget problematisk kompromis.

D. 12. marts om aftenen har regeringen et udkast til grænselukning klar. Det sendes til Sundhedsstyrelsen, som afviser ideen. Brostrøm deltager heller ikke i pressemødet næste dag. Det er skøn læsning.

 

B. Forlængelse af Nedlukning

Forlængelse af Nedlukningen sker på et pressemøde d. 23. marts. Der er ministermøde dagen før, altså d. 22. marts. Her er der to bilag fra hhv. SSI og Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen har i sit bilag faktisk ingen direkte kritik af Nedlukningen og er nærmest lidt affirmativ. Styrelsen taler om, at man bør ”fastholde et stort fokus på forebyggende tiltag, der kan reducerer smittespredningen”. Men det er lidt uklart, hvad man tænker på. Udredningsgruppen mener, at der er tale om en decideret anbefaling til forlængelsen, men det synes jeg ikke er så tydeligt. Der tales snarere lidt udenom. Sundhedsstyrelsen skriver også, at man skal huske at tænke på de andre patienter. SSI er derimod i deres bilag mere direkte affirmativ ind i regeringens diskurs.

Her får vi altså de første tegn på, at myndighederne er begyndt at følge regeringens opgør med myndighederne.

Mellem d. 19-22. marts udarbejder Justitsministeriet en liste over forstærkede Nedlukningstiltag, herunder et muligt udgangsforbud. Sundhedsministeriet – det må være Per Okkels – tilbyder decideret at udarbejde et mere konkret forslag til udgangsforbuddet. Så har man det ”i skuffen”, som der står. Sundhedsstyrelsen eller de andre styrelser er dog ikke inde over denne proces, lader det til.

 

C. Endnu en hastelov

D. 26. marts fremsættes endnu en hasteændring af epidemiloven, som giver sundhedsministeren yderligere magt. Sundhedsstyrelsen modtager forslaget d. 25. marts kl. 10.23. Svarfristen er kl. 13 samme dag. Det er absurd.

I svaret skriver Brostrøm, at han ikke kan anbefale så specifikke begrænsninger, som foreslås. Han peger i stedet på behovet for konkrete kvalitative vurderinger af de enkelte tiltag, dvs. et proportionalitetsprincip. Der mærkes en klar modstand. Derimod har SSI ingen bemærkninger. SSI har nu lagt sig ned i en form for tavs affirmativitet.

 

Kapitel 7. Nye ”bemyndigede” bekendtgørelser

Udredningsgruppen bemærker også, at stort set alle lovudkast på de forskellige områder passerer både Justitsministeriet og ikke mindst Statsministeriet, hvor Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen jo regerer. De forskellige bemyndigelseslove, som giver sundhedsministeren diktatorisk magt er derfor også udtryk for en statsministeriel centralisering. Vi får derfor tre nye magtfulde ministerier, Justits-, Stats- og Sundhedsministeriet. Den gamle magtbase fra Corydons tid, Finansministeriet, er helt sat på et sidespor.

Denne proces eksemplificeres med to konkrete bekendtgørelser, som udarbejdes i Sundhedsministeriets ressort, dvs. af sundhedsministeren med bemyndigelse fra epidemiloven.

Den ene bekendtgørelse vedrører begrænsningen af patientrettigheder. Det hele overstås i en både vild og centraliseret proces på blot tre dage, mellem d. 13-16. marts. Det sker med rod i den nye epidemilov frem for i den normale sundhedslov, og det sker uden hensyn til almindelig procedure.

I Sundhedsstyrelsens høringssvar kritiseres bekendtgørelsen direkte for at være for vidtgående. Så her fastholdes en kritisk linje. Styrelsen for Patientsikkerhed er mest bange for, at der kommer for mange klager. Resultatet er, at man uden videre fjerner klageadgangen. Sådan kan det gå.

Så her midt i marts er Sundhedsstyrelsen stadigvæk på proportionalitetens side, mens det kniber gevaldigt for hhv. SSI og for SfP, som jeg vil sige er tabt. Som det fremgik i kapitel 6, skrider det også for Sundhedsstyrelsen fra omkring d. 22. marts.

Den anden bekendtgørelse, fra d. 17. marts, vedrører en række yderligere radikale indgreb i forsamlingsfriheden. Der foreligger to udkast fra hhv. d. 13. og d. 14. marts. Sundhedsstyrelsen modtager forslaget d. 14. marts kl. 17.50 og svarer allerede samme dag kl. 20.50. I svaret står der med Udredningsgruppens ord, at ”Sundhedsstyrelsen ikke sundhedsfagligt kan begrunde lukning af bestemte typer faciliteter”.

Efter et par dages yderligere proces bliver regeringen på et ministermøde d. 17. marts kl. 13.15 enige om en ”vidtgående” bekendtgørelse, som Udredningsgruppen kalder det. Kl. 14 samme dag orienteres Folketingets partier, og allerede samme aften er der pressemøde, hvor beslutningerne formidles til befolkningen. Folketinget har altså få timers reaktionstid. Men det er Folketingets egen skyld, fordi det jo har vedtaget hasteloven d. 12. marts, som gør, at de omfattende indgreb kan gennemtvinges via banale bekendtgørelser.

Der er flere bekendtgørelser, som ifølge Udredningsgruppen er variationer over det angivne mønster, dvs. med stærk centralisering, radikale indgreb og svag inddragelse af sundhedsmyndighederne, som bliver mere og mere spage i deres respons, selvom især Sundhedsstyrelsen stadig udtrykker sig kritisk.

 

Kapitel 8. Test-systemet og etablering af biostatens organisation og logik

Først var jeg lige ved at springe over Udredningsgruppens kapitel om opbygningen af testsystemet (kapitel 11). Heldigvis gjorde jeg det ikke, for dette kapitel er nemlig centralt til at forstå en helt fundamental logik, som er definerende for udviklingen af biostaten som en ny politisk struktur.

 

A. Den overordnede organisatoriske og begrebsmæssige logik

I starten efter Nedlukningen, dvs. fra d. 11. marts, var tests et afgrænset tilbud til de syge på hospitalerne, og sundhedsmyndighederne gik direkte imod en udvidelse af denne adgang. I løbet af foråret blev dette forhold vendt helt på hovedet, så testsystemet efterhånden blev udbredt til alle via et kæmpestort organisatorisk apparat.

Der er to samvirkende sider af denne proces, en organisatorisk og en begrebsmæssig.

For det første udvikles det nye system i et direkte opgør med landets sundhedsfaglighed. Derfor trækkes testdiskursen ud af sundhedssystemet og over i et globalt-økonomisk-organisatorisk spor, som tager især Kåre Mølbak med sig. Mølbak som før havde været enig med Brostrøm, ender på den måde med at støtte og fremme regeringens nye dagsorden.

For det andet bliver testene en del af en ny tvingende logik. I starten var der selve Nedlukning og så nogle få tests af de meget syge ved siden af. Det var to separate ting. Men efterhånden bliver Nedlukning og tests sat sammen, så det pludselig hedder ”mere testkontrol eller mere Nedlukning”. Det vil sige, at testene nu bliver en forudsætning for at undgå mere Nedlukning. Det er denne begrebsmæssige konstruktion, denne særlige horisont, som kendetegner den nye biopolitiske logik.

Men det er en kæmpefejl, for denne logiks alternativer er begge en del af Nedlukningen. Og ud af denne organisatorisk forankrede logik udspringer et omfattende teknificeret og tvangsmæssigt kontrolsystem, dvs. en forstærket nedlukning, som herefter kan doceres med udgangspunkt i de statistiske lag og udsving, som testregistreringen afsætter. Så det korrekte er ikke ”tests eller nedlukning”, men derimod Nedlukning eller Nedlukning.

Dette var de overordnede pointer. Lad os se på noget af dokumentationen.

 

B. Udvidelsen af tests

D. 12. marts udsender Sundhedsstyrelsen nye retningslinjer. Her står der, at man kun bør teste alvorligt syge patienter, og at det skal foregå på sygehuset. Allerede d. 14. marts udtrykker Statsministeriet utilfredshed med det synspunkt. Herfra ønskes flere tests. Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, sender derfor d. 14. marts en mail til både Brostrøm og Mølbak, Okkels beder i den forbindelse Søren Brostrøm om at forlade ”propotionalitetsprincippet” til fordel for Statsministeriets ”ekstreme forsigtighedsprincip”, og det skal endda være ”før du svarer”, skriver Okkels. Det er vilde ord. Det er Nedlukningens vinde, der taler.

Mølbak svarer, at der ikke ”er væsentlige argumenter for at lave yderligere aktiv case-finding og testning”, samt at han allerede har ”tilstrækkeligt datagrundlag for at udarbejde risikovurderinger”. Mølbak har dog tidligere anbefalet 200.000 tests over 12 uger, hvilket svarer til ca. 3000 om dagen, hvilket jo i dagens valuta er ingenting. I skrivende stund er der ca. 300.000 tests på en dag. Og Brostrøm svarer i samme ånd, at han ”kraftigt appellerer til”, at der ”ikke iværksættes yderligere processer”.

Denne kommunikation tilflyder Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, som igen ”understreger vigtigheden af at anlægge et forsigtighedsprincip”. Hun vil derfor have drive-in-tests rundt omkring i landet, og hun henviser til f.eks. Kina og Singapore.

Dagen efter, d. 15. marts, sender Barbara Bertelsen en mail, vedhæftet en ”endnu ikke fagfællebedømt artikel”, der omtaler Kinas Nedlukning positivt. Allerede samme aften skriver hun igen rundt i sit karakteristiske paniksprog, hvor hun efterlyser, at SSI skriver mere om ”hvad har virket i Kina, Taiwan og Singapore”. Der er for mange ”gamle sandheder i omløb”, skriver hun.

Magnus Heunicke melder sig også på banen. Han SMS’er d. 15. marts sammen med WHOs generalsekretær Tedros Adhanom, som Heunicke stiller en række nærmest ledende spørgsmål om testbehovet. Tedros, som selv er på vej ud i den biopolitiske radikalisering, skriver sådan lidt blødt tilbage, at jojo, der skal skam testes noget mere. Heunicke sender straks svaret videre til Sundhedsministeriet, som sender videre til Brostrøm og Mølbak. Brostrøm svarer roligt, at Danmark skam følger WHO’s retningslinjer. Desuden laver Mølbak d. 16. marts en oversigt over de andre nordiske landes test-strategier, der minder meget om den danske. Disse korrektioner fra de danske myndigheder sendes til Barbara Bertelsen i Statsministeriet. Hun svarer prompte, at ”vi generelt skal arbejde efter et forsigtighedsprincip”, men virker også lidt tom for argumenter.

Få dage senere, d. 17. marts, får Brostrøm bekræftet af WHO’s Hans Kluge, at Danmark efter Kluges opfattelse fuldt ud arbejder i regi af WHOs overordnede synspunkter. Brostrøm sender denne information videre til sin departementschef. Brostrøm nævner også, at han har drøftet regeringens ønske om at teste ”alle med symptomer” med både regionerne, med KL og med de praktiserende læger. Brostrøm fortæller, at flere af disse grupperinger mente, at regeringens forslag var ”vanvittigt”, og at man ikke bør bruge ”sundhedsvæsenets ressourcer” på den slags.

Der er virkelig gang i striden, og det er hele sektoren, der lader til at være i oprør mod regeringens ideer om at teste folk uden for hospitalerne. Bemærk at regeringen på dette tidspunkt ikke engang foreslår tests af alle, men blot tests, hvis man har milde symptomer. Udredningsgruppen kan også fortælle, at EU med baggrund i ECDC’s analyser også i store træk flugter med Sundhedsstyrelsens linje.

Så omkring d. 17. marts står regeringen helt alene over for en blok af myndigheder og faglige organisationer, som på ingen måde ønsker at udbrede testene til raske mennesker og faktisk ikke engang til let syge. Brostrøms og Mølbaks synspunkt støttes også af den sundhedspolitiske direktør i Danske Regioner – det må være den medicinuddannede Erik Jylling -, som direkte siger: ”Er man ikke syg, skal man ikke testes”. Direktøren for de praktiserende læger er helt enig, og på et møde i NOST fastholdes, at test ”altid skal baseres på en lægelig vurdering”, så heller ikke her er der opbakning til regeringens linje.

Sådan står sagerne d. 17. marts, blot seks dage efter Nedlukningen. Herfra begynder Nedlukningens filosofi at arbejde for alvor.

 

C. Et lille skifte og Biopolitikken siger haps

For d. 22. marts sker der et lille skifte, som pustes op med det samme af den nye ånd.

Statsministeriet beder Sundhedsministeriet om at lave et notat, der kan bruges på et regeringsmøde. Her anerkender Sundhedsministeriet, at man skal ”teste så mange som muligt”. Man taler pludselig for en ”mere offensiv teststrategi” på baggrund af ”WHOs anbefalinger”. Bemærk at det er Sundhedsministeriets og ikke Sundhedsstyrelsens markering.

Disse formuleringer tages straks op af Magnus Heunicke, som på et pressemøde dagen efter kan bruge formuleringerne direkte ind i det budskab om en mere offensiv teststrategi, som er pressemødets emne. Med det samme – ved den mindste eftergivenhed, som regeringen endda selv har bestilt – er Heunicke der altså som en høg. Sundhedsministeriet er fanget.

Kåre Mølbak skriver efterfølgende, at regionerne nok tror, at regeringen har ”tabt sutten”. Selv siger han – nok for at forsvare sig selv – at han ikke opfatter regeringens udmeldinger som et skifte, men snarere som en forlængelse. Han er også fanget ind. Det ser ikke kønt ud.

 

D. Biostatens nye organisation

Ud fra dette skifte begynder man at organisere og implementere det såkaldte Testcenter Danmark, som også kaldes for ”samfundsspor”. Der laves et notat, der hedder ”tryghedstest til Danmark”, og det er i den forbindelse, at Novo, som finansierer foretagendet, kommer i kontakt med Kåre Mølbak, som også kommer i forbindelse med konsulenthuset Mckinsey, der er involveret i det ene og det andet. NOST, der tidligere ligesom Mølbak havde været enige med Brostrøm og regionerne, kommer også med i denne proces.

Dermed omdannes Mølbak og SSI til nu at være en del af en globalt orienteret biopolitisk organisation, der minder om tilstanden fra den tidligere konkurrencestat, der dominerede fra 2006-2018. Det, som før var faglighed, omdannes nu til at være en del af politisk-globale processer. Det sker omkring d. 25-28. marts, og fra da af er Mølbak og SSI en integreret del af det biopolitiske system.

Der oprettes ligefrem et nyt forum for området, som består af SSI, Sundhedsministeriet, Novo og Mckinsey, og fra nu af spiller også AC-gruppen af departementschefer med i den nye organisation. Mølbak er vendt på en tallerken. Sundhedsstyrelsen er ikke med i gruppen.

Sundhedsministeriet, som jo havde startet derouten, jf. punkt C, spiller også med. F.eks. skriver Per Okkels d. 4. april insisterende til Brostrøm, at ”vores minister er prisgivet, hvis der ikke kommunikeres klart fra jer”, og han opfordrer Brostrøm til at ”tage ejerskab for en egentlig strategi for Danmark”. Og Mølbak erklærer sig enig og formidler et norsk skræk-notat og taler pludselig varmt om ”nogle steder i Asien”. Siden kommer Justitsministeriet til, endda med en decideret styrelse for testkapacitet; et forslag, der angiveligt stammer fra Finansministeriet. Den nye organisation har intet med folkesundhed at gøre.

Hermed er den biopolitiske struktur etableret, og resten er i og for sig blot en bekræftelse af denne tilstand. Herfra udvides testkravene og disses styrke eksplosivt henover forår og sommer.

Men endnu d. 5. april er der modstand fra Sundhedsstyrelsen. Rigspolitiet sender f.eks. en plan for teststyringen rundt, men Sundhedsstyrelsen er ”bekymret over iværksættelse af et så ressourcekrævende tiltag på et grundlag, der opleves som uafklaret” og vil derfor ikke ”validere dokumentet”.

Sundhedsstyrelsen fastholder også, at man ikke bør teste folk uden symptomer, blandt andet fordi man ikke i tilstrækkelig grad kan stole på testene, hvis der ingen symptomer er. Testene giver simpelthen for mange falske svar, fremgår det.

Og i forbindelse med forberedelsen af et møde i regeringens koordinationsudvalg har Sundhedsstyrelsen ”i en række indsatte kommentarer gjort klart, at den ikke støtter opbygningen af et nyt testspor”. Disse kommentarer udelades dog af det endelige materiale til mødet.

Også Danske Regioner er rasende. De skriver til Mølbak, at ”der er ingen, der bliver mere syge eller raske af denne monsterøvelse”. Først da Per Okkels griber ind, resignerer regionsdirektøren med følgende bemærkning:

”Tak for en gang for alle at fastslå, at Samfundssporet som stand alone SKAL etableres. Og dermed, at det er baseret på samfundspolitiske og ikke sundhedsfaglige hensyn”.

Der smækkes med døren i regionerne, og der kæmpes i Sundhedsstyrelsen, mens resten af systemet nu er gået endegyldigt over til Regeringens opgør med myndighederne.

 

E. Biostatens nye logik

D. 29. marts skriver Mølbak et notat, hvor han kobler udviklingen af testsystemet direkte til Nedlukningen. Notatet hedder ”Exit fra nedlukningen af Danmark”.

Denne kobling gentages i en mail, som Mølbaks sender til Brostrøm d. 4. marts. Igen er filosofien: Enten testudvidelse eller Nedlukning.

Denne diskursive kobling gentages d. 16. april i regeringens nye teststrategi. Her står der følgende:

”Det overordnede formål med testning er at bidrage til begrænsning og bekæmpelse af COVID-19 og i den forbindelse understøtte, at samfundet kan åbnes mest muligt, uden at smittespredningen når et niveau, der udfordrer kapaciteten i sundhedsvæsenet”.

Og i denne teststrategi gøres det desuden helt klart, at det nye samfundsspor også er for personer uden symptomer, herunder lærere og pædagoger, hvis skoler og børnehaver skal ”genåbne”.

Og i statsministerens manus til en tale på et møde med regionerne fra d. 20. april står der direkte:

”En markant øget testkapacitet er en af de vigtigste faktorer ift at kunne genåbne samfundet”.

Denne logik spreder sig siden som ringe i vandet videre ind i det både det nyetablerede biopolitiske apparat og i samfundet helt frem til skrivende stund.

Dermed har jeg identificeret et centralt element i biostatens grundlæggelse. Sommerens genåbninger var altså kun pauser, før dette endelige apparat var fuldt etableret, Herfra kan daglige smitte- og testdata i mange lag holde både befolkning og politikken i et jerngreb uden ende.

Vær nedlukket, for ellers nedlukker vi jer!

På et af de mange pressemøder, d. 12. maj, hvor regeringen har gentaget ovenstående logik, lyder Brostrøm nærmest resignerende aggressiv i følgende bemærkning:

”Jeg tror et af de største paradigmeskifter i dét, vi gør nu, det er, at vi i meget stor grad begynder at tilbyde test til personer uden symptomer (…). Og det har en fordel og ulemper, og jeg tror også, der er mange i de faglige miljøer i Danmark, som skal vænne sig til tanken om omfattende test af personer uden tegn på sygdom, fordi det ligger lidt sådan imod os. Men det er det, der er dét centrale paradigmeskifte i det, vi gør nu”

Imens accepterer overløberen Kåre Mølbak statsministerens præmis. Det er et moralsk drama.

D. 18. maj radikaliseres testsystemet yderligere. Nu hedder det, i en pressemeddelelse, at ”alle borgere får mulighed for at blive testet for covid-19”. Herfra er der kun et lille hop hen til at ”alle borgere kan tvinges til at blive testet for covid-19”, hvilket sker i december 2020 i forhold til tests på arbejdspladser.

 

Kapitel 9. Myndighedernes risikovurderinger

Udredningsgruppens gennemgang af de forskellige risikovurderinger i rapportens kapitel 7 bekræfter de logikker, jeg har beskrevet ovenfor:

A. Frem til d. 27.februar:

I januar er der nogle løse markeringer, hvor ingen ved noget, så dem lader jeg ligge.

D. 14. februar indstiller Sundhedsstyrelsen, at corona bliver en Liste B-sygdom. Denne indstilling støttes af både SSI og af Styrelsen for Patientsikkerhed samt af Sundhedsstyrelsens ”sagkyndige i infektionsmedicin”. Begrundelsen for indplaceringen angives som følger:

”I modsætning til mere alvorlige coronasygdomme som SARS og MERS, så har den nye COVID-19-sygdom et meget bredere spektrum af symptomer, hvor langt de fleste kun har lette eller moderate grader af sygdom.

Dødeligheden af COVID-19 er også betydeligt lavere end det ses ved SARS og MERS og vil i en dansk kontekst forventes at være under 1% af smittede. Til gengæld tyder meget på, at personer med COVID-19 smitter videre selv i meget tidlige sygdomsstadier, i modsætning til f.eks. SARS, hvor patienter først blev smittefarlige sent under sygdom.

På den baggrund finder Sundhedsstyrelsen, at den nye COVID-19 bedst kan sammenlignes med sygdomme opstillet på epidemilovens liste B, særligt »Influenza, præpandemisk alarmperiode«, mens det samtidig ikke kan indstilles at sygdommen opføres på liste A, da sygdommens alvorlighed m.v. ikke kan berettige, at COVID-19 betegnes som alment farlig. Sundhedsstyrelsen finder dog samtidigt, at den nye COVID-19-sygdoms pandemiske potentiale berettiger til at sygdommen opføres på liste B.”

Denne indplacering som en Liste B-sygdom betyder, ifølge epidemilovens §10, at regeringen ikke kan foranstalte restriktioner af betydning, med mindre de får lov af Sundhedsstyrelsen. D. 27. februar skriver Brostrøm, at han ikke vil give en sådan generel tilladelse, men at han gerne vil vurdere konkrete forslag. Brostrøms afvisning var den centrale årsag til hasteloven d. 12. marts og dermed til effektueringen af Nedlukningen som sådan.

SSI er stort set enige med Brostrøm. De bliver bedt om et ”worst case-scenarie”, og svarer sådan her pr. d. 3. februar:

”Hvis man antager, at dødeligheden blandt rapporterede tilfælde i Kina er 2%, men at der i virkeligheden er 10 gange flere smittede med milde symptomer, er dødeligheden formentlig lavere, fx omkring 0,2%, hvilket er i nærheden af almindelig sæsoninfluenza. Hvis 20-40% af befolkningen bliver smittede, kunne man forestille sig et scenarie, hvor 2000-4000 ældre og svækkede danskere kunne dø af sygdommen, og langt flere blive indlagt. Særlig opmærksomhed skal udvises i forhold til overholdelse af infektionshygiejniske retningslinjer på sygehuse, for at undgå smittespredning her.”

Altså omtrent på linje med Sundhedsstyrelsen.

Allerede d. 24. februar har Udredningsgruppen registreret en omtale af den tekst, der senere ender som Sundhedsstyrelsens strategi- og risikorapport fra d. 10. marts, og som ikke foreslår Nedlukning. Den vender jeg tilbage til.

D. 25. februar står der i et mødereferat, at ”Sundhedsstyrelsen understregede, at COVID19 indtil videre ikke vurderes som værende en meget alvorlig sygdom”.

D. 26. februar er der møde i NOST. Her fortæller Sundhedsstyrelsen ifølge referatet, at ”COVID-10, både hvad angår smittespredning og antallet af dødsfald, minder om en almindelig sæsoninfluenza”, og vi får også at vide, at dette er ”i overensstemmelse med WHO’s budskab”.

SSI er ifølge Udredningsgruppen ”på linje med Sundhedsstyrelsen”.

 

B. Efter d. 27.februar

I disse dage og uger etableres hele den nye biopolitiske corona-organisation, som i høj grad efterlader sundhedsmyndighederne på perronen. Processen er ikke mindst initieret af Statsministeriets spritnye departementschef, Barbara Bertelsen. Det har jeg fortalt om i de tidligere kapitler.

Sundhedsstyrelsen udsættes nu for et stort pres fra den nye ideologi. D. 28. februar beder Bertelsen direkte om ”worst case scenarier”. Anmodningen formidles af en afdelingschef i Sundhedsministeriet, som tilføjer, at ”der først og fremmest er efterspørgsel på at få tænkt helt ud i ekstremen”.

Den paniske ekstremisme breder sig.

Den pågældende afdelingschef foreslår selv, at der lægges et norsk estimat til grund, hvorefter 25% af befolkningen skulle blive smittet. Dette norske tal bliver senere et slags symbol for striden mellem Bertelsen og Brostrøm/Mølbak, mens Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, mere og mere holder med Bertelsen.

Liste B-indstillingen bekræftes d. 28. februar. I et notat skriver Brostrøm følgende, som ligger i direkte forlængelse af hans markering d. 14. februar, jf. afsnit A:

”Sundhedsstyrelsen finder, at den ny Covid-19 bedst kan sammenlignes med sygdomme opstillet på epidemilovens liste B, særligt ‘influenza, præpandemisk alarmperiode’, og at sygdommens alvorlighed mv. ikke kan berettige at Covid-19 betegnes som alment farlig og dermed opføres på Liste A.”

Sundhedsstyrelsen og SSI arbejder herefter med risikovurderingerne, men de arbejder kun med scenarier, hvor 10-20% smittes, og især 10%, som anses for det mest realistiske. Det er disse beregninger, som senere kommer ind i 10.marts-rapporten.

Midt i det hele, d. 28. februar, får både Brostrøm og Mølbak følgende besked fra deres departementschef:

”Alle forslag skal beskrives i en e-mail, som via departementet skal sendes til Statsministeriet, hvorefter man afventer ok derfra”.

Sundhedsmyndighederne sættes kort sagt under faglig administration af Bertelsen og regeringen, altså ikke blot administrativ, men også faglig styring.

Brostrøm protesterer allerede samme dag: ”Jeg kan desværre ikke indlægge forsinkende eksterne godkendelsesled”, skriver han.

Men samme aften får Brostrøm en mail fra Per Okkels, som ”netop har talt i telefon med Statsministeriet i en time”. Okkels runder sin mail af med følgende utrolige ord:

”Det her skal vi. Det her kan vi blive skudt på. Alt er alt. Vi bliver nødt til at give dem alt”.

Der skydes. Der revolution i luften.

Dernæst beskrives Brostrøms kamp for at få publiceret sin strategi- og risikorapport, men han kan ikke få lov. Kampen tager for alvor fart fra d. 1. marts, og de norske ”25%” bliver kampens symbol. D. 3. marts afvises Brostrøms risikovurdering direkte af Statsministeriet. I en intern mail fra d. 8. marts skriver Brostrøm frustreret,….

”at man i STM gerne vil have vi putter mere tekst på ’worst case scenario’, og at man er meget fikseret på, at den norske rapport havde et ’25%-smittescenarie’. Sagen er bare, at både vi og SSI synes, at de norske estimater er helt i skoven, så svært for os at gøre til vores egne.”

Så Statsministeriet er ”helt i skoven”.

Allerede d. 9. marts skriver Per Okkels, som på dette tidspunkt er helt i lommen på Statsministeriet, igen, at Bertelsen vil have en 25%-beregning. Samme dag fremsender Brostrøm en ny version af sin rapport, hvor de 25% kort nævnes, men afvises direkte ved havelågen. I stedet angiver rapporten igen, at det realistiske tal er 10%. Mølbak er på linje med Brostrøm i substansen, men bliver tilsyneladende påvirket lidt af presset. Få uger efter er Mølbak en integreret del af den nye corona-organisation. Men her i starten/midten af marts er Mølbak og Brostrøm enige i substansen.

D. 10. marts udkommer så Sundhedsstyrelsens risiko- og strategirapport, som ikke foreslår Nedlukning. og som nok anerkender den nye sygdoms alvor, men dog ikke ser den som specielt farlig. Denne rapports vurderinger bekræftes i et efterfølgende notat fra d. 23. marts.

 

Kapitel 10. Et lovbrud d. 28. februar?

I Udredningsrapportens kapitel 12 er der angivet et vigtigt lovbrud, som jeg her vil forklare, så godt jeg kan. Jeg håber, jeg har forstået det rigtigt, selvom jeg ikke er helt sikker:

Som nævnt blev corona allerede d. 14. februar klassificeret som en Liste B-sygdom. Dvs. at man ikke kunne gennemføre restriktioner uden indstillinger fra Sundhedsstyrelsen. Det ændrede sig d. 12. marts. Sygdommen var ganske vist stadig en Liste B-sygdom, men det halverede folketing gav i panik regeringen lov til at handle, som om der var tale om en Liste A-sygdom. Dermed var der etableret et system, som kunne handle imod myndighedernes anbefaling.

Men d. 28. februar, altså to uger før Nedlukningen, skete der noget med lovgrundlaget, som dannede grundlag for de første restriktioner fra omkring d. 1. marts, og som muligvis havde sammenhæng med de restriktioner som blev gennemført før d. 11. marts. Lad os se på det:

Sundhedsministeriet skriver ud til hele systemet, at ”de tiltag, der kan iværksættes” mod Liste A-sygdomme, nu også kan bruges for coronaen, men kun i “en række konkrete situationer”, og i et ledsagende brev bekræftes denne indstilling af Sundhedsstyrelsen med særlig vægt på “konkrete situationer” og “konkret vurdering”.

Spørgsmålet er, om denne beslutning er lovlig?

Umiddelbart er svaret nej, eftersom tiltagene jo bryder med Liste B-klassifikationen.

I anden omgang er svaret så alligevel, at ’ja, beslutningen er lovlig’. Det skyldes, at epidemilovens §10 faktisk giver lov til restriktioner, hvis det indstilles af Sundhedsstyrelsen, hvilket jo umiddelbart er tilfældet her. Selvom denne indstilling dog ifølge udrednings-rapporten var et resultat af intens statsministeriel armvridning af Sundhedsstyrelsen, som jo ellers havde kørt ret hårdt på Liste B-linjen.

Men selv hvis dette politisk-administrative kompromis accepteres, så skal disse ”konkrete situationer” i det mindste have en meget specifik og klar karakter. Det følger af ”proportionalitetsprincippet” og af ”saglighedskravet”, skriver Udredningsgruppen. Men de ”konkrete situationer”, som er nævnt i 28/2-beslutningen, i er ikke klart afgrænset. Der tales i beslutningen fra d. 28/2 alt for alment om f.eks. ”store og tætte forsamlinger” og ”personer med risikofyldt adfærd”, hvilket er et carte de blanche til en mere omfattende Liste A-politik.

Desuden kundgøres beslutningen ikke i Lovtidende. Der udstedes blot en pressemeddelelse, som endda nu er fjernet fra ministeriets hjemmeside, fremgår det.

Der er i en vis forstand tale om en nullitet, en beslutning, som er en ikke-beslutning. Lidt ligesom i minksagen i efteråret 2020.

Efter Udredningsgruppens mening har Sundhedsstyrelsen og regeringen altså ikke hjemmel til denne 28/2-beslutning.

Der er, som beslutningen er formuleret, tale om et enten-eller: Enten må man lave fuld Liste-A-indstilling. Eller også skal der laves en Liste B-indstilling med meget klare undtagelser efter meget klare og konkrete indstillinger fra Sundhedsstyrelsen.

Ifølge Udredningsgruppen har Sundhedsstyrelsen ikke selv haft øje på dette problem. I min fortolkning skyldes det, at et i disse dage helt nyt biopolitisk hegemoni påvirker styrelsens dømmekraft og opmærksomhed, jvf. f.eks. “armvridningen” og Barbara Bertelsens indledende aktioner.

 

Kapitel 11. Var Sundhedsvæsenet belastet eller belastet af mangel på belastning?

En central del af begrundelsen for Nedlukningen var hensynet til hospitalernes kapacitet. Dette emne drøftes i udredningsrapportens kapitel 13.

D. 10 februar skriver Sundhedsstyrelsen til Statsministeriet, at ”det danske sygehusvæsen generelt har en stor og mobiliserbar kapacitet i forhold til specialiserede indsatser som isolationsstuer, respiratorbehandling, intensivbehandling mv., som man kan opskalere ved behov”. SSI er heller ikke spor bekymret.

Imens presser Statsministeriet også her på, for at der skal arbejdes mere i ”worst case”. Her arbejder det ekstreme forsigtighedsprincip.

D. 10. marts kommer Sundhedsstyrelsens strategi- og risikorapport, som jo ikke foreslår nogen Nedlukning. Her er der ingen panik.

Og d. 13. marts kommer Sundhedsstyrelsen med et notat, hvor der står, at man har styr på kapacitetsspørgsmålet. Der er det ene og det andet konstruktive handlingsforslag, og d. 30. marts melder regionerne tilbage, at de er nået ”meget langt” med kapacitetsopbygningen.

D. 18. marts lægger Sundhedsstyrelsen op til, at Almen Praksis stort set skal køre ”som vanligt”, og langt ind i april arbejdes der på, at få almindelige patienter til rent faktisk at bruge sundhedsvæsenet som normalt.

D. 11. og d. 14. marts udgiver SSI to notater. Her regner man nu med, at epidemien vil peake i uge 17, det vil sige omkring d. 20. april. Her vil der i givet fald være ca. 725 patienter på intensiv og ca. 600 i respirator. Og d. 15/3. siger Mølbak, at med Nedlukningen vil der kun blive brug for det halve.

D. 23. marts kommer der endnu et SSI-notat, som alene bygger på ”worst case”, dvs. italienske tilstande og uden Nedlukning. Her er estimatet, at der vil blive brug for 827 intensivpladser med respirator. Vi taler her om et peak uden nedlukning i en uges tid. Som vi vil se, er det ikke kritisk.

Ifølge Udredningsgruppen har disse tal været kendt af myndighederne i ca. 10 dage, dvs. allerede d. 14. marts.

Der laves også en forespørgsel til regionerne, som kan fortælle, at der kan stilles med op til 925 respiratorer, hvilket jo er pænt over worstcase-estimatet uden Nedlukning, som var på 827.

Der udarbejdes en decideret plan for denne kapacitetsopbygningen. Der er et problem med bemanding, men det vil kunne løses på 2-3 uger fra epidemistart, fremgår det. På s. 324 er der en graf, som ikke kan få noget pis i kog. Ifølge grafen vil tallene peake i epidemiens sjette uge pænt under kapacitetsgrænsen, og allerede i ugen efter vil der være et stærkt fald i tallene.

Alligevel Nedlukkes sundhedsvæsenet. Det sker d. 13. marts. Sundhedsstyrelsen accepterer det, selvom den udtrykker bekymring for andre patientgrupper og for en mulig pukkel. Brostrøm skriver i en mail d. 11. marts, at det er ”præmaturt at lukke så kraftigt ned for aktiviteten i sundhedsvæsenet”. Og i anden sammenhæng skriver Sundhedsstyrelsen, at Nedlukningen vil betyde en ”forlænget lidelse for en større gruppe af patienter”. Sundhedsstyrelsen abonnerer på et proportionalitetsprincip.

Udredningsgruppen konkluderer følgende:

”Søren Brostrøms vurdering er forenelig med, at de prognoser og kapacitetsestimater, der foreligger, ikke indikerer et behov for at lukke ned for sygehusene på dette tidspunkt. Beslutningen om at påbegynde en kraftig aktivitetsreduktion i sundhedsvæsenet d. 13. marts er således baseret på en epidemiologisk model, som ikke tager højde for effekten af frivillige eller statsligt initierede adfærdsændringer. Den er med andre ord baseret på det worst case-scenarie, som Statsministeriet bestilte d. 28. februar, og som Sundheds- og Ældreministeriet fortolker som et scenarie, hvor ”man skal tænke helt ud i ekstremen”” (s. 326)

Så der er helt klart en modsætning mellem på den ene side Sundhedsstyrelsen faglighed og erfaring og på den anden side regeringen pludseligt konstruerede ”ekstremer”.

Konsekvensen af regeringens ”ekstreme forsigtighed” er en ”kraftig reduceret aktivitet” i sundhedsvæsenet i uge 12-16. Aktiviteten er ”bekymrende lav” skriver Sundhedsstyrelsen endda d. 6. april.

Antallet af indlæggelser falder drastisk i disse uger, med hele 40%, fremgår det af en figur på s. 330. Antallet af ambulante besøg falder med ca. 70%, og antal kontakter i almen praksis falder med ca. 40%. Henvisninger til kræftbehandling falder med over 50 %. Det er rystende tal.

Summasummarum. Der var aldrig brug for Nedlukning, hvis man ser på sundhedsvæsenets kapacitet. Tværtimod har regeringen forværret folkesundheden med dens ”ekstremer”.

 

Kapitel 12. Var Folketinget oplyst?

Udredningsrapportens kapitel 15 drøfter samspillet mellem Folketing og regering. Det ser meget skidt ud.

 

D. Frem til d. 12. marts

Frem til d. 12. marts fylder coronaen stort set ikke noget på Folketingets dagsorden, selvom der som allerede beskrevet føres en hektisk aktivitet i ministerierne fra februar og frem – især fra omkring d. 26. februar –, og selvom der allerede d. 10. marts indføres væsentlige indgreb i samfundets liv.

Efter Udredningsgruppens mening sker der endda lovbrud undervejs, hvilket jeg har redegjort for i kapitel 10.

Det er stærkt kritisabelt, at Folketinget ikke er mere oppe på dupperne i denne periode. Men det er ligeså kritisabelt, at regeringen ikke langt hurtigere fremlægger en omfattende redegørelse for de diskussioner og uenigheder, der findes mellem regering og sundhedsmyndigheder. Dermed grundlægges en afgørende forudsætning for Nedlukningens uoplyste øjeblik, hvor man gik imod myndighedernes anbefaling.

På den måde får regeringen en afgørende hastighedsfordel.

Først fra d. 12. marts ændres tavsheden. Det sker via vedtagelsen af 20 hastelove fra d. 12. marts til den 15. maj.

I det følgende vil jeg kort omtale behandlingen af Udenrigspolitisk Nævn og Nedlukningen af Folketinget, for derefter at koncentrere mig om to af udredningsrapportens hovedpunkter, nemlig Hasteloven, L133, fra d. 12. marts og den såkaldte ”følgegruppe”, som består af partiernes sundhedspolitiske ordførere og sundhedsministeren.

 

B. Udenrigspolitisk Nævn

Udenrigspolitisk Nævn inddrages ikke i spørgsmålet om rejserestriktioner og grænsekontrol. Det mener udenrigsministeren ikke var påkrævet, men han ender dog med at indvillige i at ”orientere” nævnet ved større afgørelser.

Eftersom hele det europæiske og globale landkort ændres radikalt i disse dage er det en stærkt kritisabel indstilling efter min mening, selvom Udredningsgruppen ikke lyder særligt kritisk.

Men det korte af det lange er, at der altså ikke fremføres kritiske diskussioner i regi af Udenrigspolitisk Nævn, selvom hele verden står i brand. Regeringen mener åbenbart, at sagen kun er smitteteknisk, selvom alle verdens grænser lukker og de globale processer omorganiseres radikalt.

 

C. Nedlukning af Folketinget

Folketinges Nedlukkes d. 12. marts. Igen sker det i enighed. Folketingets formand orienterer – efter et møde med statsministeren og partilederne – om konsekvensen i følgende brev til Folketinget:

”Det betyder, at det i aften på et møde med statsministeren og partilederne blev aftalt, at alle forespørgsler, beslutningsforslag, §20-spørgsmål til mundtlig besvarelse og samråd udsættes. Det samme gør sig gældende for det almindelige lovprogram….”.

Dvs. at der stort set kun behandles hastelove, og der kan kun fremsættes skriftlige §20-spørgsmål. Det er en sørgelig stund for dansk demokrati. Og dette må ses i lyset af, at DR og TV2 samtidig presses til at afvikle en række af deres seriøse politiske programflader, som f.eks. Orientering og Debatten.

Herfra flyder propagandaen og samfundssindet, som blev vævet af det “ekstreme forsigtighedsprincip” inde i Statsministeriet allerede i februar.

 

D. Hastelov d. 12. marts, L133.

Den normale lovgivningsproces indeholder tre behandlinger og en omfattende udvalgs- og høringsproces, som normalt tager mindst 30 dage. Ja, man taler endda om en 30-dages regel. Ingen af de 20 hastelove lever op til denne regel.

Allerede i et brev fra d. 27. januar kan man se, at regeringen er opmærksom på, at hastelovsmuligheden eksisterer, hvis der kan skaffes 3/4 flertal. I brevet drøftes det dog som en undtagelse. Få uger efter skulle denne undtagelse bliver reglen som sådan.

Alle de 20 hastelove vedtages på 1-6 dage.

Den vigtigste hastelov, L133, hvor regeringen udstyres med diktatoriske magtbeføjelser, både fremsættes og vedtages samme dag, nemlig d. 12. marts. Lad os se på den, selvom det gør ondt:

 

D1. Tidsmæssig oversigt:

L133 fremsættes torsdag d. 12. marts kl. 10:00, og kl. 23:45 samme aften er loven vedtaget. De tre behandlinger falder som følger, altså alle på samme dag:

Første behandling: kl.11:00-11:57.

Anden behandling: kl. 23:15-23:25.

Tredje behandling: kl. 23:45.

Også optakten er ekstrem kort, under et døgn:

Mette Frederiksen sender d. 11. marts kl. 15:59 et kort brev til Folketingets formand, som annoncerer morgendagens hastelov. Der er ingen indholdsbestemmelser.

Kl. 20:30 samme aften er der pressemøde, hvor Nedlukningen annonceres.

Kl. 21:30-22:30, også d. 11. marts, er der et kort møde, hvor Sundhedsministeren gennemgår forslaget for partiernes sundhedsordførerne. Her er der heller ingen diskussion at spore.

Danmarkshistoriens største beslutning sker over én nat +14 timer ud af ingenting.

 

D2. Uddybning af lovprocessen

Første behandling af L133 i Folketinget tager som sagt blot 57 minutter, fra kl. 11:00 – kl. 11:57. Under behandlingen er der ophøjet støtte til hele statsministerens vokabular. Henrik Dahl citerer Augustus. Kun Ny Borgerlige stiller tre mindre ændringsforslag, men stemmer ”naturligvis for forslaget”. Flere af ordførerne taler om ”de kommende uger” eller ”de næste par uger”. Det er skrækkelig læsning.

Herefter sendes forslaget hen i Sundheds- og Ældreudvalget, hvor der på et ”lukket møde” foretages en primært ”teknisk gennemgang” af loven. Dette møder starter allerede kl. 12:09 og varer i første omgang til kl. 14:11, hvor det bliver udsat. Mødet genoptages fra kl. 18:02-20:23 som et lukket samråd med sundhedsministeren, og igen fra kl. 20:41-21:04.

Der drøftes ikke politiske emner, kun tekniske spørgsmål. Det centrale emne er nedsættelsen af en såkaldt ”følgegruppe”, som ikke er et Folketing værdigt. Jeg vender tilbage til denne konstruktion nedenfor.

Mødet genoptages igen kl. 21:30. Her fremsættes udvalgets korte betænkning, som er underdanig for alle pengene, og som ordførerne kun har haft 25 minutter til at skrive og tage stilling til.

 

D3. Udvalgsspørgsmål

Undervejs fremsættes 80 udvalgsspørgsmål, hvoraf 17 ikke når at blive behandlet inden færdiggørelse af udvalgets betænkning. En del af spørgsmålene har faktisk et kritisk brod, især dem fra Venstre, men svarene er i sagens natur korte, selvom emnerne er mastodonte.

Det hele afvikles på få timer, så der er ingen seriøs mulighed for at tage stilling til noget som helst.

Jeg vil kort nævne et enkelt spørgsmål, som også fremhæves af Udredningsgruppen, nemlig S23. Her beder Venstres ordfører om at få tilsendt Sundhedsmyndighedernes indstillinger. Denne indstilling er altså ikke af sig selv tilgået Folketinget, må man forstå, hvilket er helt utilstedeligt, situationens alvor taget i betragtning.

Ministeren svarer, at han ikke kan nå at svare. Først senere på dagen eftersendes noget mangelfuldt materiale, f.eks. udelades dele af både Sundhedsstyrelsens indstilling fra d. 8. marts og SSI’s bemærkninger. Det beklages så så sent som d. 24. marts. Det er vild læsning.

Hvad der også er vildt, det er, at dette forhastede, korte og mangelfulde svar, som ingen kan nå at tage stilling til, senere på året bruges af Henrik Dahl, af det socialdemokratiske PioPio og af Weekendavisens Søren Villemoes som bevis for, at Folketinget har været tilstrækkeligt orienteret om sundhedsmyndighedernes indstilling. Det siger noget om den biopolitiske ideologis kræfter.

Herfra er det slut. Anden behandling, som jo gennemføres kort tid efter, varer 10 minutter og tredje behandlingen tager 1 minut.

Kl. 23.45 vedtages Hasteloven af et selv-halveret Folketing, som fra nu af bør kaldes for ½olketinget.

 

E. Den politiske følgegruppe

Som nævnt ovenfor etableres der efter d. 12. marts en følgegruppe af partiernes sundhedsordførere, som mere ”uformelt” holder møder med sundhedsministeren. Det fremgår dog klart, at denne gruppe ikke har nogen kritisk funktion.

Følgegruppen ”inddrages” og ”orienteres” og ”konsulteres” til den store guldmedalje, så man skulle tro, at der var tale om en afdeling i en koncern, og der er ingen offentlighed om processen. Følgegruppen er tydeligvis sundhedsministerens og regeringens underdanige bestyrelse, og gruppens medlemmer fremhæver selv, at møderne er ”af orienterende karakter”. Dermed kommer følgegruppen til at forstærke Nedlukningens essens og konsekvens. Underdanigheden forstærkes, som ugerne går, lader det til.

Følgegruppen holder i alt 9 møder frem til d. 24. april, hvor dens funktion af politisk klakør-forum under sundhedsministerens herredømme udvikles og materialiseres.

Der er 59 skriftlige ”orienteringer” fra ministeren. En enkelt gang, d. 18. marts, omtaler ministeren i en af disse orienteringer, at Sundhedsstyrelsen er kritisk over for et givent tiltag. Det lader dog ikke til at afstedkomme nogen bevægelse hos de pæne følgegruppemedlemmer, der følger med som en pæn gruppe eftersom de jo er medansvarlige for Nedlukningen an sich.

Denne tilstand er en central årsag til, at den politiske kritik er totalt fraværende i denne periode, som jo ellers defineres af den største politiske beslutning i mands minde. Faktisk kommer kritikken og folkestyret aldrig til sig selv, hvilket altså skyldes begivenhederne d. 11. og den 12. marts.

Møderne varer kun én time, og der er ikke referat.

 

Kapitel 13. Sammenligninger med andre lande

I kapitel 16 sammenlignes den danske situation med Norge, Sverige og Tyskland. Rapporten drøfter to forhold. Dels betydningen af, om de enkelte landes forvaltningssystemer er centrale eller decentrale. Det lader jeg stort set ligge. Og dels en drøftelse af situationen i Sverige, som jo ikke lavede nogen decideret Nedlukning.

 

A. Den svenske situation

I Sverige kategoriserede Folkehelsemyndigheden corona som en ”alment farlig” sygdom allerede d. 7. april, og dermed fik regeringen faktisk nogle ret kraftige handlingsmuligheder. Det er en vigtig forskel i forhold til i Danmark, hvor Sundhedsstyrelsen jo ikke opfattede corona som ”alment farlig”. Jeg er dog ikke helt klar over, om dén juridiske kontekst, som udtrykket ”almen farlig” indgår i, er sammenlignelig.

Men til trods for den høje klassifikation, gjorde den svenske regering ikke noget. Den overlod sagerne til den svenske ækvivalens til sundhedsstyrelsen, Folkhälsomyndigheten, som dermed fik bred politisk opbakning til at arbejde med den nye sygdom.

Og de svenske myndigheder foreslog som sagt ikke nogen nedlukning, men blot ting som ”bløde tiltag, færre indgreb, blødere foranstaltninger”, som der står. Og problemstillingerne blev taklet punktvis og hen ad vejen. Det fremgår af følgende citat, som Udredningsgruppen har fundet i den svenske regerings bemærkninger til et strategipapir fra d. 7. april:

”Den svenske strategi ved håndteringen af virus er, at de foranstaltninger, der besluttes, skal baseres på viden og dokumenteret erfaring, og at de rette foranstaltninger skal besluttes på rette tidspunkt”.

Det handlede om at ”mildne krisen for befolkningen uden for kraftige indgreb”, skriver Udredningsgruppen. Folkhälsmyndigheten, med Anders Tegnell i spidsen, henviste til forhold som ”principper om frivillighed og personligt ansvar”. Og den svenske epidemilovs bemyndigelse til Nedlukningslignende initiativer kommer aldrig i brug.

Så Sveriges approach består af bløde forbyggende og informative tiltag med lejlighedsvise og punktvise restriktioner, som gennemføres i regi af landets sundhedsmyndigheder med respekt for proportionalitetsprincippet. Det var netop den tilgang, som den danske Sundhedsstyrelse havde lagt op til fra starten.

Ifølge Udredningsrapporten havde den svenske regering som sagt en formel og faktisk også reel mulighed for at overtrumfe Tegnell, men det skete ikke, både fordi regeringen bakkede op, men også på grund af en stærk svensk tradition for myndigheders selvstændighed. Denne tradition fandtes også tidligere i Danmark, men er nu udslettet, først af konkurrencestaten og nu af biostaten. I gamle dage var Danmark det decentrale og folkelige land i Norden, men det er nu helt slut.

Af kapitlets indledende statistikker fremgår det, at der var flere indlagte og døde i Sverige i de første par måneder, men der er helt klart tale om grader inden for almindelig varians, hvis man ser over en 30 års periode, og det er ikke klart, om de svenske tal skyldes manglende Nedlukning eftersom tallene er langt værre i lande med hårde nedlukninger. Dermed fremstår Sverige som den store vinder, fordi samfundets civile og frie liv i begrebsmæssig og politisk forstand bevares.

 

B. Et par retsnoter

Udredningsgruppen mener, at Danmark følger en særlig centralistisk linje. Selvfølgelig især sammenlignet med Sverige, men også i forhold både til Norge, hvor f.eks. solnedgangsklausulen på Nedlukningerne løber ud efter blot én måned, og til Tyskland, hvor det føderale forfatningssystem gav sine egne indre rifter.

I Danmark blev diskussionerne i stedet overladt til Folketinget og til ”offentligheden”, hvor især tænketankens Justitias arbejde fremhæves. Det er jo på sin vis meget godt, men det giver også en mulighed for, at diskussionerne kan holdes i strakt arm af regeringen. En mulighed der forstærkes af, at Folketinget i de afgørende måneder var halveret til et ½olketing.

Hele det problematiske samspil mellem den danske regering og sundhedsmyndighederne, som Udredningsgruppen har redegjort for i de andre kapitler, har man ikke fundet tegn på i de andre lande, hvilket måske skyldes, at denne del af redegørelsen kun bygger på offentlige kilder.

Senere er det dog kommet frem, at den tyske regering i en lukket e-mail-udveksling i februar/marts 2020 bestilte en rapport fra det tyske pendant til Sundhedsstyrelsen, Robert Koch Instituttet. Regeringen bad her om/gennemtvang udarbejdelsen af en hemmelig model med et worst case-scenarie på over 1 million døde, som kunne begrunde, at ”repressive og forebyggende handlinger kan iværksættes”. Det skriver Die Welt d. 7. februar 2021. Det vil svarer til, at der skulle dø ca. 75.000 i Danmark. Denne rapport var ifølge Die Welt en central årsag til den tyske Nedlukning.

 

Kapitel 14. Fagligt kollaps: Udredningsgruppens samlede vurdering

Jeg har nu gennemgået hele den fremragende udredningsrapport og dens mange kritiske og afslørende analyser.

Men nu skal vi huske på pointen i kapitel 1. Det var her, jeg fortalte om Udredningsgruppens kommissorium, som var udformet af Folketinget, der jo selv havde stemt for Nedlukningen. Kommissoriet accepterede da også Nedlukningens præmis 100%. Det var derfor, at udredningen ikke blot skulle handle om ansvar, men primært om “læring”. Så Udredningsgruppen accepterer Nedlukningen i udgangspunktet, for ellers kan den ikke arbejde med udgangspunkt i sit kommissorium.

Denne dobbelthed mellem er og bør, mellem kritiske analyser og Nedlukningens præmis giver sig udslag i et virkeligt akavet konklusionskapitel, kapitel 17. Lad mig uddybe kapitlets begrebslige og faglige kollaps:

Flere gange – både i starten af kapitlet og undervejs – understreges det, at regeringen op til d. 11. marts var omgivet af total usikkerhed og et behov for hurtig og effektiv handling. Det understreges også, at situationen var mere politisk end faglig.

Dermed overtager Udredningsgruppen – i overensstemmelse med dens opdrag – Nedlukningens narrativ. Det får som konsekvens, at Udredningsgruppen nærmest glorificerer Statsministeriet og ikke mindst Barbara Bertelsens rolle. Hun bliver fremstillet som en heltinde, der spækket med international videnskab tvinger fornuften igennem over for en reaktionær Sundhedsstyrelse, der hænger fast i gamle influenzakategorier.

Man må altså forstå, at alle landets sundhedsmyndigheder slet ikke fulgte med i international forskning? Eller at de slet ikke fulgte med i den internationale sundhedspolitiske udvikling? Og at Bertelsen, som intet aner om sundhedsfaglige emner, og som var helt nyansat, er en form for orakel? Det er en absurd beskrivelse, der gør regeringens ekstreme forsigtighed og worst case-ideologi til en dyd.

Den konkrete begrundelse for, at udredningsgruppen tyr til dette skridt, er et helt løsrevet citat fra WHO uden konkret reference og uden kritisk behandling, hvor WHO skriver, at corona ”hverken er sars eller influenza” og derfor kræver sin egen ”bekæmpelsesstrategi” (s.413). Dette citat skal godtgøre, at Statsministeriets panik var nødvendig og rationel. Det overvejes overhovedet ikke, om Sundhedsstyrelsen og i begyndelsen også SSI i store træk skulle have ret? De er bare reaktionære, må man forstå.

Der er ikke andre argumenter. Det hele lyder som et debatindlæg af Magnus Heunicke, og rapportens ellers udsøgte grundighed forsvinder som dug for solen. Herfra flyder ”nødvendighedens politik” ud over siderne, selvom f.eks. den svenske situation viser, at man sagtens kunne have handlet anderledes.

Lige i disse passager tales der ustandseligt om ”læring” og ”proaktiv læring” og læring og læring og læring i et væk. Det er som om sproget ophedes i en form for plat pædagogisering for at komme i kontakt med Udredningsgruppens kommissorium. Og der er ingen drøftelse af læringsbegrebets nærmere karakter, selvom begrebet jo er funderet i pædagogikken, hvor begrebet har haft en meget omdiskuteret effekt.

Der er også heromkring, at Statsministerens løgn om ’myndighedernes anbefaling’ reduceres til et spørgsmål om ”kommunikation”.

Men så snart Udredningsgruppen efterfølgende igen nærmer sig det empiriske materiale, som samles op fra de tidligere kapitler, så vender kritikken tilbage, og glorificeringen af Statsministeriet kollapser. For så gennemgås de mange emner – f.eks. anvendelsen af sundhedsmyndighedernes rådgivning, de retslige problemer, skævvridningen af sundhedsvæsenet og meget andet. Dvs. alle de ting og kritikpunkter, som netop – ifølge rapportens egen analyse – er et resultat af det, som Udredningsgruppen lige har hyldet, nemlig af ekstrem forsigtighed og worst case.

Heromkring knækker rapporten helt over. Derfor kan man heller ikke stole på det efterfølgende og afsluttende kapitel 18, hvor der er forskellige mere organisatorisk anlagte anbefalinger til fremtiden. Disse anbefalinger bygger på rapportens indre kollaps. Kapitel 18 står derfor ikke til diskussion i nærværende sammenhæng, fordi kapitlet er forkert rammesat.

På en måde viser denne grundlæggende modsætning sig ved rapportens konsekvente tale om en ”delvis nedlukning”. Denne formulering gør jo nedlukningen til et spørgsmål om grader. Derfor kan Udredningsgruppen også sige, at Sundhedsstyrelsen og regeringen ikke var uenig i princippet, men at de var kun uenige om graden af nedlukning. Der var altså ikke tale om en ”fundamental uenighed”, som der står (s. 425). I samme afsnit kan man også læse følgende:

”Der er intet i det forløb, der er afdækket i denne udredning, der tyder på, at regeringen i sine tiltag og indgreb ikke har gennemført en proportionalitetsovervejelse. Man kunne have gennemført en langt mere vidtrækkende nedlukning af landet, hvis det alene handlede om at forhindre smittede og døde med covid-19”.

Men hele rapporten er jo netop ét kæmpestort bevis på, at regeringen kørte efter det ”ekstreme forsigtighedsprincip” og konstante worst-case estimater, og at man gjorde alt for at omgå og udrydde proportionalitetsprincippet. Citatet modsiger sig selv.

Det, der skete d.12. marts, var ikke en ”delvis nedlukning”. Det var indførelsen af Nedlukningen som filosofisk og politisk realitet som sådan. Det var en fuldstændig nedlukning, som gjorde alt det resterende ”åbne” til ’endnu ikke nedlukkede aktiviteter’. Derfor var Sundhedsstyrelsens og Brostrøms modstand mod Statsministeriet både principiel og filosofisk og fundamental.

 

PS:

Til sidst vil jeg nævne to ting: For det første er det underligt, at Mette Frederiksens magtfulde stabschef frem til juni 2020, Martin Rossen, så vidt jeg kan se slet ikke er nævnt i udredningsrapporten. Ifølge Ekstrabladets Henrik Qvortrup skyldes det formodentlig, at Udredningsudvalget ikke har inddraget sms’er i arbejdet. Jeg synes nu, at det er underligt alligevel. For det andet er det meget spagt med e-mails fra SSI. Det skyldes muligvis, at SSI ved en “fejl” slettede alle mails fra perioden. Det kom frem omkring d. 1. oktober 2020.

 

Referencer:

Link til Udredningsgruppens rapport: https://www.ft.dk/da/aktuelt/nyheder/2021/01/udredning-om-covid_19

Link til L133: https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/l133/index.htm

Link til Sundhedsloven: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/903

Link til Die Welt, d. 7. februar: https://www.welt.de/politik/deutschland/article225864597/Interner-E-Mail-Verkehr-Innenministerium-spannte-Wissenschaftler-ein.html

“Innenministerium spannte Wissenschaftler für Rechtfertigung von Corona-Maßnahmen ein”, Die Welt, d. 7. februar.

 

Forarbejder på facebook:

Note 1: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158930527659481&id=837549480

Note 2: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158938237104481&id=837549480

Note 3: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158942239589481&id=837549480

Note 4: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158946041169481&id=837549480

Note 5: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158947525519481&id=837549480

Note 6: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158947945184481&id=837549480

Note 7: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158950825244481&id=837549480

Note 8: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158951398244481&id=837549480

Note 9: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158952413254481&id=837549480

Note 10: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158955701174481&id=837549480

Note 11: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158957213099481&id=837549480

Note 12: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158957907859481&id=837549480

Note 13: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158964772574481&id=837549480

Note 14: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158965102919481&id=837549480

Note 15: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10158966004494481&id=837549480