Pædagogiske noter fra efteråret 2020

Indhold:

  1. Årtier
  2. SF og verdensmålene
  3. Om efteruddannelse af skoleledere i København
  4. De frie skoler A: Læreruddannelsen
  5. De frie skoler B: Arbejdernes Erhvervsråd
  6. De frie skoler C: Frederik Borbjerg
  7. De frie skoler D: Skolereformen underminerer friskolen
  8. Kina og skolen i 1977
  9. Dorte Bennedsen: Socialdemokratiske ”ståsteder”
  10. Dannelse i Undervisningsministeriet i 1982
  11. Det centrale uddannelsesråd, CUR, 1973-1982
  12. Bertel Haarders opgør med seminarietraditionen
  13. Splittelsen i 1980’erne
  14. Lærerråd og pædagogiske råd
  15. Ny forskningsenhed i Undervisningsministeriet
  16. Hvad er DPU konstitueret ved?
  17. Afgørelsen i gamle og nye dage
  18. Noter til ”Forskningsfrihed” af Heine Andersen
  19. Socialdemokratiet og forskningsfrihed anno 1953
  20. DLF
  21. Om det stadig gældende skoleforlig fra 2013
  22. Note fra afsnittet om Ansvar for Egen Læring (AFEL) i mit manus “Skolens formål og splittelse”
  23. Spændende analyse af den nye læreruddannelse

 

1. Årtier

Hvad får man, hvis man kombinerer 1820’erne, 1920’erne og 1950’erne?

Så får man 1980’erne, dvs romantik, iderigdom, sort-syn og demokrati.

Denne kombination er samtidig forklaringen på, at mange i min generation nærer en sund skepsis over for den aktuelle kombination af 1860’erne, 1930’erne, 1970’erne og 2000’erne, dvs. biologisme, økonomisme, massebevægelser, stedløshed og identitetspolitik.

 

2. SF og verdensmålene

SF tilslutter sig nu Verdensmålsideologien med hud og hår og helt ned i filosofien. Derved forlader partiet endegyldigt den folkesocialistiske tradition, som partiet selv stiftede.

Dermed følger SF endnu engang i sporene af Socialdemokratiet, som blot påbegyndte processen nogle år tidligere.

Her er kronologien:

1998: Socialdemokratiet forlader endegyldigt den socialdemokratiske tradition via forbindelsen til Mandag Morgens kompetenceråd.

2002: Antorini skifter fra SF, hvor hun var næstformand, til Socialdemokratiet, pga. det hun opfatter som for meget folkesocialisme og for lidt teknisk globalisering hos SF. Hun får efterfølgende Socialdemokratiet ind på et mere test- og evalueringsvenligt OECD-spor.

2006: Antorini er skoleordfører for Socialdemokratiet og stemmer for den nye OECD-inspirerede skolelov. SF stemmer imod af folkesocialistiske grunde.

2013: Antorinis skolereform vedtages med SF’s stemmer under indflydelse fra Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsideologi. SF stemmer også for L409. Allerede her forlader SF faktisk partiets tradition.

2014ff: SF splittes. Det meste af partiets konkurrencestatsfløj forlader partiet og går til Antorinis/Thornings socialdemokrati. Resterne, f.eks. Jacob Mark, genformulerer elementer af en pædagogisk folkesocialisme via opgøret med læringsmålstyringen i folkeskole og læreruddannelse.

2015ff: Antorini forlader til sidst politik som sådan og forfægter en radikal kompetenceglobaliseringsdiskurs som direktør for læringscentret LIFE, som entydigt slutter op om FN’s verdensmål som pædagogisk ramme og princip.

2020: SF forlader endegyldigt folkesocialismen til fordel for den teknificerede globalisering, her i form af Verdensmålstyring, og går derfor endnu engang i Antorinis spor.

Konklusion: Den gamle næstformand, Antorini, vandt kampen mod SF, som nu er udslettet som politisk-pædagogisk tradition. SF blev spist op af Mandag Morgens opgør med den folkesocialistiske tradition.

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/sf-vil-have-verdensmaalene-til-at-fylde-langt-mere-i-folkeskolen

 

3. Om efteruddannelse af skoleledere i København

Erik Schmidt beretter om den aktuelle situation i København og Aalborg vedrørende den upædagogiske AP Møller-finansierede efteruddannelse af skoleledere på handelshøjskolen i Oslo. Det er interessant læsning på alle måder.

Schmidt interviewer også Stefan Herman, som får lejlighed til at finde nogle gode sider frem hos sig selv. Herman taler f.eks. om skoletradition, formål, sjæl og virke. Man bliver lidt blød i betrækket.

Men man må ikke glemme, at Herman har en interesse i at få videreuddannelserne hjem til professionshøjskolerne, som selv er etableret i et opgør med både tradition og sjæl og formål under 00’ernes VK-regerings konkurrencestatsregime; et opgør som blev forstærket af skole- og læreruddannelsesreformerne omkring 2013 og senest i forbindelse med professionshøjskolernes centralistiske mål for læreruddannelsen, som var ren skolereformsstof.

Herman, som er formand for rektorkollegiet i Danske Professionshøjskoler, vil derfor gerne have videreuddannelserne flyttet fra én form for skolereforms-antipædagogik til en anden. Jeg er dog enig med ham i, at denne anden antipædagogik er bedre end den første (den norske), men anti-pædagogik er den ligegodt.

Hermann skal derfor i gang med mere selvkritisk aktivitet, hvis hans fine ord skal være andet end ideologisk smør på det stivnede og sjæl-løse brød.

http://www.klfnet.dk/aktuelt/nyhed/artikel/der-er-noget-med-de-der-tal-der-begynder-at-underminere-sig-selv/

 

4. De frie skoler A: Læreruddannelsen

Dagens bedste skolepolitiske bemærkning finder man i det nye nummer af bladet ”Frie Skoler”, nr.7. Bemærkningen kommer fra Leo Komischke-Konnerup, som er skoleforsker ved UC-syd.

Baggrunden er, at de frie skoler ansætter flere og flere lærere, som er uddannet på professionshøjskolerne, hvor læreruddannelsen jo er rettet mod folkeskolereformens lærings- og kompetencetænkning, der står i stik modstrid med de frie skolers hele åndsgrundlag og tradition. Dermed mister skolerne kontakt både til kunstnere og håndværkere og til lærere fra den frie lærerskole.

Komischke-Konnerup siger dertil følgende bevingede ord:

”Mit indtryk er, at en del af den frie skoleverden har ladet sig presse til at ligne folkeskolen og har taget ’stå mål med’-begrebet så bogstaveligt, at de risikerer at blive til en fri udgave af en folkeskole”.

Man kan så tilføje, at professionshøjskolernes læreruddannelse faktisk også er i modstrid med folkeskolens eget åndsgrundlag. Denne splittelse indtraf, da læreruddannelseslov og folkeskolereform blev vedtaget næsten samtidig omkring 2013 og dermed iscenesatte et dramatisk dannelseskollaps på alle niveauer. Parafraserer man Komischke-Konnerups bemærkning, kan man derfor sige, at den frie skoleverden ”risikerer at blive en fri udgave af OPGØRET med folkeskolen”, og så kan det vist ikke blive meget værre. Måske kan man lige supplere lidt med nogle mundbind og nogle vagtværn fra den ny-socialdemokratiske biopolitiske profylakse? Det er godt, at Komischke-Konnerup råber vagt i gevær, så skoler kan komme i kontakt med både faglighed, folkelighed og skæve eksistenser.

Landet har for tiden kun ét frit seminarium, nemlig Den Frie Lærerskole i Ollerup. Vi har virkelig brug for nogle flere seminarier, dvs. det modsatte af professionshøjskoler; seminarier, som kan uddanne frie lærere bredt til alle landets skoler, så folkeskolen kan blive det den er, nemlig en udvidelse af den frie grundskoletradition, som selv er en udvidelse af hjemmet, dvs. af folket, og bunder i Grundloven. De tilbageværende professionshøjskoler, som har deres rødder i Globaliseringsrådets destruktion af pædagogik og dannelse, kan så lave nogle ”visioner” for deres tomme betonhuse.

Leo Komischke-Konnerup er en af de få frie fugle i UC-verdenen. Han skrev også en virkelig god artikel til Uren Pædagogik 2.

 

5. De frie skoler B: Arbejdernes Erhvervsråd

Arbejdernes Erhvervsråd (AE) har udarbejdet en yderst kortfattet rapport, som går corona-agurketiden rundt. Rapporten viser, at flere elever søger friskolerne, ca. 5% flere over de sidste 10 år. Dette tal er ikke en herregård, men stigningen er skøn, for det betyder jo, at den virkelige folke-skole, nu så småt har mulighed for at blive gendannet i den frie skolesektor. Men det er selvfølgelig ikke så godt, hvis de lidt flere friskolelever modtager professionshøjskolekompetencelæringslæring, som det jo var Leo Komische-Konnerups bekymring, jvf kap. 4.

AE har også lavet en meget nødtørftig klasseanalyse. Udsvingene er minimale, og klassekategorierne helt uforklarede, så vidt jeg kan se. F.eks. er der noget, som kaldes ”eliten”, og noget der kaldes for ”arbejderklassen”, men hvad dækker det over? Det er simpelthen for sølle data, til at man kan tage det alvorligt. Og der er skam stadig masser af arbejderklassebørn og middelklassebørn i de frie skoler, ser det ud til. Alle klasser har mere glæde af de frie skoler end før.

Men AE tror, at de frie skoler har noget med ”elite” at gøre, sådan en slags engelsk Public School eller fransk eliteskole. Det er så plat! De frie skoler er hele folkeskolens folkeligt-pædagogiske grundlag. Det er velfærdsstat af fineste karat. Det er det rene og skære materialiserede kanslergadeforlig, dvs. syntesen mellem Weimar-socialisme, genforening og Grundtvig.

Rapporten slutter med følgende mekaniske sætning: ”Det er afgørende, at vi som samfund sikrer kvaliteten af vores folkeskole, så folkeskolen igen bliver valgt til af familierne og ikke valgt fra. Folkeskolen skal være det naturlige valg for alle børn og familier i hele Danmark.”

Men hallo! Landets største arbejderparti har netop spillet en hovedrolle i at ødelægge folkeskolen og forældrenes ”natur” med al den skrækkelige ”sikre kvalitet”-snak!

De frie skoler er ikke et supplement til folkeskolen. Folkeskolen er en udvidelse af de frie skolers grund.

Folkeskolen er målet, men de frie skoler er grunden. I en vis forstand er de to skoleformer det samme.

PS I dag har 83% af lærerne på de frie skoler en læreruddannelse. I 1987 var dette tal kun 55%.

Referencer:

Artikel i Frie Skoler, nr. 7: ”De alternativt uddannede”. https://www.fsl.dk/medlem/frie-skoler/

Analysen fra Arbejdernes Erhvervsråd: https://www.ae.dk/analyser/flere-boern-fra-eliten-gaar-paa-privatskole-ogsaa-uden-for-storbyerne

 

6. De frie skoler C: Frederik Borbjerg

Den legendariske socialdemokrat, Frederik Borgbjerg, var undervisningsminister i 1929-1935. Han havde studeret både filosofi, teologi, historie og økonomi. Han var socialist og grundtvigianer og ikke uinteresseret i Darwins tanker.

På den måde var han støbt i ånden fra Kanslergadeforliget i 1933, hvor Venstre og Socialdemokraterne via en politisk-økonomisk-social aftale bekræftede et åndsfællesskab mellem arbejder og bonde om den tilstundende velfærdsstats struktur.

Her er et flot citat af Borgbjerg, hvor han berører skolespørgsmålet:

”Jeg ønsker ikke en fælles folkeskole gennemført gennem et statsskolemonopol – det har jeg alle dage været modstander af, og det har jeg også tit nok givet udtryk for, også i dette Ting. Men jeg ønsker, at folkeskolen i kraft af sin egen vækst og udvikling og godhed skal blive sådan, at alle forældre i landet er interesserede i at sende deres børn derhen. Folkeskolen skal ikke være for god til de ringeste og for ringe til de bedste, som det så tit er hævdet. Men ved siden deraf skal der være et spillerum, frihed, således som jo også Grundloven påbyder, for det pædagogiske initiativ, det skal have Lov til at røre sig frit. Nye skoleformer, nye skoletanker skal have ret til at gøre sig gældende. Det vil også fremme Folkeskolen (…) Jeg ønsker ikke en stiv, uniformeret folke- eller statsskole. Jeg ønsker plads til individualiteten, for nye bevægelser.” (Rigsdagstidende 1930-31) (fundet i Frie skoler nr. 3, 2018)

Bemærk at Borbjerg er kraftig fortaler for en stærk og populær folkeskole, men populariteten skal opnås ved folkeskolens ”egen vækst og udvikling og godhed”, dvs. ved den grundtvigske og sociale frihedstradition som grundlag og ikke som en statsmonolitisk mastodont. I den forstand har den socialdemokratisk funderede folkeskole friskolen som sin egentlige grund. Denne ”frie” grund, som i sig selv er funderet i Grundlovens §76 og i den grundtvig-koldske tradition, er så i sig selv præget af ”pædagogisk initiativ”, som skal ”røre sig frit” samt af ”individualitet” og ”nye bevægelser”, som jo også selv skal “fremme folkeskolen” og derfor udvikle sig i ”egen vækst og godhed”.

Dermed antydes en syntese mellem folkeskole og den frie skole, hvor den ene dukker op i den anden. Den frie skole er derfor hverken et “supplement” eller en “trussel” mod folkeskolen. Den er in dybt integreret del af den, ligesom det omvendte er tilfældet. Denne pædagogiske sammenhæng er materialiseringen af en velfærdsstatslig, frihedsmæssig og Grundlovsfundamenteret ånd.

 

7. De frie skoler D: Skolereformen underminerer friskolen

I friskolelovens §1 undergraves friskolernes tradition. Undervisningsfriheden forsvinder til fordel for skolereformens læringsånd, og friskolerne reduceres dermed til at være en læringsskole med ‘frie værdier’, som endda normeres entydigt af “demokratiet”.

Angrebet sker via kravet om detaljerede ”slutmål” og ”undervisningsplaner” i stk 1 og 2. Disse planer skal være præget af slutmål, delmål, progression, evaluering, planer, den enkelte elevs behov osv.. Al pædagogisk frihed er parkeret på Mars.

Og hvis de ”frie skoler” ikke kan eller vil gennemføre et så omfattende bureaukratiske arbejde med disse slutmålsplaner efter skolereformens ånd, så skal skolerne uden videre overtage ”Fælles mål”, som er skolereformens bogstav.

Vi får dermed en meget rigid og teknokratisk fortolkning af grundlovens ord om at ”stå mål med” (§76)

Dermed er den pædagogisk frihed, som skolereformen fjernede fra folkeskolen, nu også taget ud af de frie skoler, som herfra kun kan være ”frie” i nogle mere eller mindre abstrakte ”værdier”.

Ødelæggelsen af folkeskolen overføres dermed på ødelæggelsen af de frie skoler.

————————

Her er lovteksterne:

A. Fra Friskolelovens §1:

“§1a. Skolen fastsætter slutmål for de fagområder, som folkeskolens fagkreds naturligt kan opdeles i, og for folkeskolens obligatoriske emner.

Stk. 2. Skolen udarbejder undervisningsplaner for de fagområder og emner, der er nævnt i stk. 1. Undervisningsplanerne skal angive udviklingen hen mod slutmålene, beskrive, på hvilke klasse- eller alderstrin der arbejdes med de forskellige fagområder og emner, samt beskrive, hvorledes det samlede undervisningstilbud giver mulighed for alsidig personlig udvikling.

Stk. 3. Skolen fastsætter mål for undervisningen i dansk, regning/matematik, engelsk, geografi, biologi og fysik/kemi på bestemte tidspunkter i det samlede undervisningsforløb (delmål).

Stk. 4. I det omfang skolen ikke har fastsat slutmål, jf. stk. 1, og delmål, jf. stk. 3, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, gælder de kompetencemål og færdigheds- og vidensområder (Fælles Mål), der er fastsat for undervisning i folkeskolen.

Stk. 5. For en nyoprettet skole skal de i stk. 1-4 nævnte krav være opfyldt senest den 1. januar i det første skoleår.

§1 b. Skolen skal regelmæssigt underrette eleverne og forældrene, jf. § 38, om sit syn på elevernes udbytte af skolegangen.

Stk. 2. Som led i undervisningen skal skolen løbende foretage evaluering af elevernes udbytte. Evalueringen danner grundlag for, at undervisningen tilrettelægges, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger med det formål, at eleven så vidt muligt tilegner sig de kundskaber og færdigheder, der følger af de fastsatte slutmål.

Stk. 3. Skolen skal regelmæssigt foretage en evaluering af skolens samlede undervisning og udarbejde en plan for opfølgning på evalueringen.

§1 c. Skolen skal offentliggøre sine slutmål, delmål og undervisningsplaner, jf. § 1 a, og resultatet af evaluering og opfølgningsplan, jf. § 1 b, stk. 3, på skolens hjemmeside på internettet.”

B. Fra Grundlovens §76:

“Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen”.

Link til friskoleloven: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/816

 

8. Kina og skolen i 1977

I 1977 havde undervisningsministeriets tidsskrift ”Uddannelse” et helt temanummer om Kina. Her roses Maos indsats helt ukritisk, og den kinesiske pædagogik fremhæves uden skrupler. Det er fascinerende og uhyggelig læsning, en tidslomme fuld af energisk propaganda. Forfatterne har været på studietur til Kina, finansieret af den kinesiske ambassade, og nu skriver de i undervisningsministeriets tidsskrift uden den mindste kritiske ledsagerartikel.

Der er fem lange artikler, hvoraf tre af dem sjovt nok er knyttet til det nordatlantiske på den ene og den anden måde:

  1. ”At opbygge en ny verden”. Skrevet af Bent Gynther, som er Undervisningsinspektør i Ministeriet for Grønland.
  2. ”Førskolen i Kina”. Skrevet af Cand.pæd. Jørgen Poulsen, som er konsulent i Undervisningsministeriet.
  3. ”At uddanne i et proletariat”. Skrevet af psykologen Jesper Florander, Rektor for pædagogiske udviklingsforsøg Gladsaxe og tidligere medlem af Ritt Bjerregårds Centrale UddannelsesRåd (CUR). Året efter blev han direktør for Danmarks Pædagogisk Institut, DPI, som fra år 2000 blev opslugt af DPU.
  4. ”Skolens åbning mod samfundet”. Skrevet af Pauli Nielsen, som er lærer i Thorshavn.
  5. ”Kinas etniske minoriteter”. Skrevet af Aqigssiaq Møller, Seminarielærer i Godthåb.

De omgivende temaer i tidsskriftet ”Uddannelse” var i disse år især knyttet til arbejdet med Ritt Bjerregaards store projekt, U90, som fandt sted i det Centrale UddannelsesRåd, det såkaldte CUR, som var kraftigt præget af de nye strømninger på RUC, og som faktisk også lå tæt på OECD’s såkaldte CERI-program, der helt fem til i dag præger store dele af den allermest dannelsesfjendske dansk-didaktik. Jesper Florander, som har skrevet den tredje artikel, var da også medlem af CUR, og OECD kaldte U90 for “banebrydende”.

Denne særlige forbindelse mellem OECD, projekttænkning, Kina-begejstring og opgør med stedslighed er stadig yderst aktuel, og den lever altså i disse fire ministerielt sanktionerede kapitler i rudimentær form som en direkte tilslutning til kulturrevolutionens principper. I dag er denne symbiose ved at opsluge WHO er mit indtryk, ledsaget en solid gang teknologisk verdenskommunisme.

 

9. Dorte Bennedsen: Socialdemokratiske ”ståsteder”

I undervisningsministeriets tidsskrift ”Uddannelse”, nr. 10, fra 1981 trækker den nye undervisningsminister, Dorte Bennedsen, skolens situation op, efter at skolen i nogle år havde badet i Ritts Bjerregaards progressivistiske og funktionalistiske Centrale Uddannelses Råd og dettes store udgivelse U90.

Det er som en anden verden. Bennedsens indlæg hedder ”Folkeskolens ståsted”. Hun trækker tråden direkte til 1975-formålet, som især var den tidligere højskoleforstander Knud Heinesens værk, men som totalt blev negligeret af Bjerregaard.

Bennedsen leder efter skolens ”ånd” og ”ståsted”. Hun finder det i formålets forbindelse til ”dansk skoletradition”. Hun skriver, at ”formålsbestemmelsen i vidt omfang har bekræftet, hvad der allerede var udbredt sædvane”.

Hun finder også skolens ”ståsted” i ”lærernes metodefrihed”, som stod i §16 (i dag §18). Hun finder derudover en diskuterende, men også kundskabsorienteret pædagogik, som hun knytter an til formålets udtryk om ”selvstændige vurdering og stillingtagen” og til kravet om ”åndsfrihed”. Hun har faktisk nogle særdeles avancerede overvejelser vedrørende dette punkt.

Skolelederens opgave angives at skulle støtte dette ”ståsted”. Det er vist det modsatte af ”læringsmålstyring”.

Man kan naturligvis diskutere det ene og det andet, men hvilket skifte fra Bjerregaards moderniseringsdiskurs!

Få år efter Bennedsens lille helle kom Bertel Haarder og Schlütter med en ny form for ”modernisering”, nemlig den neo-liberale. Og efter murens fald blev både socialdemokrater og neoliberale til konkurrencestatsideologer, kulminerende først i Globaliseringsrådet i 2006 og senere i skolereformen i 2013.

Dorte Bennedsen var datter af den legendariske stifter af Krogerup Højskole, Hal Koch, og kirkeminister Bodil Koch, hvis børn gik på Emdrupborgs reformpædagogiske eksperimentalskole.

Hun stod for en forlængelse af en Socialdemokratisk åndstradition, som man også fandt hos de tidligere undervisningsministre, herunder Knud Heinesen, Julius Bomholt, K.B. Andersen og Frederik Borbjerg. Desværre blev hun – modsat Ritt – aldrig nogen stærk minister i Anker Jørgensens regering, som i denne sidste var stærkt plaget af den økonomiske krise.

Dorthe Bennedsen fortsatte til september 1982. Herefter var det slut. Næste socialdemokratiske minister hed Christine Antorini, hvis agens var et radikalt opgør med alle ”ståsteder”, i en slags teknokratisk-globalistisk radikalisering af Ritt Bjerregaards oprindelige aktion.

Asger Baunsbak-Jensen – som dengang både sad i den radikale hovedbestyrelse og var undervisningsdirektør i undervisningsministeriet – har et meget fint og kærligt portræt af Bennedsen i sin bog om landets undervisningsministre. Men han antyder også noget uforløst: ”Hun har leveret meget, men skylder os noget”.

Reference:

Bennedsen, D. (1981). ”Folkeskolens ståsted”, Uddannelse, nr. 7, s. 501-507.

Baunsbak-Jensen, A. (2003). ”28 undervisningsministre 1903-2003”, Gyldendal.

 

10. Dannelse i Undervisningsministeriet i 1982

I går skrev jeg lidt om den oversete undervisningsminister Dorte Bennedsen, som var minister fra 1979-1982, dvs. efter Ritt Bjerregaard og før Haarder. Her er en tilføjelse, som tager udgangspunkt i lidt studier i undervisningsministeriets tidsskrift ”Uddannelse”, årgang 1981.

Det fremgår nemlig, at det var Bennedsen, som sørgede for to vigtige direktør-udnævnelser i undervisningsministeriets administration: Holger Knudsen blev leder af folkeskoleafdelingen og K.E Larsen for ungdoms- og voksenundervisningen.

Begge disse udnævnelser lå i direkte forlængelse af den åndstradition, som Bennedsen repræsenterede, og hun gik dermed imod Ritt Bjerregaards linje.

Her er lidt om de to personer:

1. Holger Knudsen

Holger Knudsen var lærer med dybe rødder i den centrum-venstre pædagogik, som havde udviklet sig siden krigen.

Det kunne man f.eks. læse om 12 år senere i 1994-årgangen af ”Uddannelse”. Her taler han med direkte udgangspunkt i skolens formålsparagraf, som var helt ny i 1993:

”Det blev indskærpet alle, der deltager i udformningen af de nye læseplaner og vejledninger, at den egentlige prøvesten for deres forslag er, om de både generelt og i detaljen medvirker til at realisere den fornemme formålsparagraf, som hele folkeskoleloven bygger på, og som tegner en fælles folkeskole…… jeg vil minde om, at skolelivet har en selvstændig værdi. I skolen leves der, børn og voksne påvirker hinanden, de lærer med og af hinanden.”

Skolen som “selvstændig værdi”. Det er skønne ord for dannelsen.

Umiddelbart efter, efter Knudsens afgang i 1994, blev 1993-lovens formålsparagraf taget til indtægt for helt andre forståelser, nemlig Ansvar for egen læring og den begyndende læringsmålstyring.

Knudsen stod for en linje med udelt skole og stort set prøvefri pædagogik i tråden fra læreruddannelsesreformen i 1954, som havde rod i Bomholt-Jørgensen linjen fra den såkaldte Askov-erklæring. Denne centrum-venstre-dannelsesdiskurs satte efterfølgende sit stærke præg på undervisningsministeriet.

Knudsen var også interesseret i de nye tværfaglige tanker, han skrev lærebøger med illustrationer af Jørgen Clevin i 1950’erne, og han var med i redaktionen for Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Desuden var han i en periode frem til 1982 formand for datidens skoleråd. Han var med andre ord en form for garant for, at frihed og dannelse hang sammen i ministeriet. Endelig vil jeg nævne, at Ole Vig Jensen havde en læsning af 1993-formålet, der trak i samme retning som Knudsen, dvs. hen mod 1950’ernes centrum-venstre-højskole, som dog også havde sine problemer, men altså ikke med dannelsen som sådan.

Holger Knudsen var som nævnt direktør frem til 1994, hvorefter tingene sætter sig i øjeblikkeligt negativt skred.

2. K.E. Larsen

K.E. Larsen (1923—1997) var også læreruddannet og dertil forstander for Krogerup Højskole, som blev stiftet af Hal Koch, i hele 16 år frem til 1982. Fra 1982-88 var han direktør for voksenundervisning i ministeriet, altså på Bennedsens foranledning.

Efterfølgende blev han frem til 1993 direktør for folkeoplysningen, som lå i Kulturministeriet.

I nedenstående video fra 1996 kan man høre den pensionerede K.E. Larsen reflektere over pædagogik, lærersamarbejde og højskole i et vidunderligt interview med forfatterinden Else Lidegaard, som var selv lærer på Krogerup.

I interviewet er der bare så mange dejlige “bandeord”, som burde sendes til alle ansatte i undervisningsministeriet og KL osv.. Alle burde de tvangsindlægges til at se videoen frivilligt .

Else Lidegaard var i øvrigt mor til Bo Lidegaard, som altså voksede op på Krogerup, og som senere blev chefredaktør på Politiken. Her forvaltede han de værste sider af arven fra Hal Koch, fordi pædagogik i hans ledere og i hans redaktion – stik imod ånden hos K.E. Larsen – endte som et middel til konkurrencestatslig optimering. Lidt a la Kochs støtte til samarbejdspolitikken.

Det er sørme noget andet at høre om K.E. Larsens version af demokratisk dannelse. Hos Larsen arbejder den ”anden side” af Koch, nemlig den danske paideia, som har alle øre åbne, både på sig selv og på verden. Larsen var da også stærkt engageret i modstandskampen mod nazismen, hvad Koch altså ikke var, tværtimod.

Dorte Bennedsen var jo selv datter af Koch og derfor dybt rundet af denne tradition. Tak for social arv. Og nu brugte hun altså sin ministertid på at ansætte to folk, som skulle beskytte traditionen mod Haarders nyliberale hærgen. Det lykkedes faktisk til dels. Det gik først for alvor galt, da et nyt aggressivt Centrum-Venstre, nemlig kompetencerådet fra 1998, som den nuværende regering er dybt rundet af, smed det hele over bord.

Udnævnelsen af Larsen var i øvrigt den tredje direktør for området, som kom fra Krogerup Højskole, og den fjerde direktør var faktisk rundet af samme muld. Her er rækken frem til 1994:

  1. Roar Skovmand, 1956-1964. Lærer på Krogerup og senere professor i historie ved Danmarks Lærerhøjskole.
  2. Harald Engberg-Petersen, 1964-1968. Han var forstander på Krogerup i 10 år efter Koch og blev senere programchef i Danmarks Radio.
  3. Asger Baunsbak-Jensen, 1968-1981. Han var forstander for en fynsk friskole og formand for det radikale venstre, som han også sad i folketinget for. Skrev i 2010’erne kritiske bøger om skolereformen.
  4. K.E. Larsen, 1982-1994. Forstander for Krogerup i 16 år efter Engberg Pedersen.

Jeg tror faktisk, at det er Bennedsen selv, som har skrevet de to små velkomstartikler til Knudsen og Larsen, som man kan læse i “Uddannelse”.

Links:

“Frodig og engageret”, portræt af Holger Knusen, Uddannelse, nr. 5, 1982.

“Fast forankret men urolig sjæl”, portræt af K.E.Larsen.

Interview med K.E. Larsen: https://www.youtube.com/watch?v=PJ9MJkeOmRw&

Poul Erik Søes fine nekrolog over K.E. Larsen fra 1997: https://www.torshammer.dk/artikler/1997/ke.htm

 

11. Det centrale uddannelsesråd, CUR, 1973-1982

CUR var ifølge paragrafferne ”rådgivende for regeringen i spørgsmål om uddannelsessystemet i Danmark som helhed”.

CUR stod bag Ritt Bjerregaards berømte rapport U90. Arbejdet med U90 løb fra 1973 til 1982 og var en destruktion af det skoleformål, som samme regering netop havde vedtaget i 1975. Ritt Bjerregaard var minister i det meste af perioden, og med U90 svingede hun, sammen med en række unge RUC-marxister, øksen over den danske dannelsestradition i alle dens varianter.

Men der var også en anden linje, som blev glemt, nemlig “formålets linje”.

Jeg vil nu argumentere for, at der på en måde fandtes to forskellige CUR’er i samme CUR:

A. CUR 1

CUR blev nedsat af Knud Heinsen, som selv havde rod i højskolebevægelsen, og som stod fadder til arbejdet med folkeskolens 1975-formål.

Heinesen udnævnte som formand Eigil Jørgensen fra Dansk Statistik. Eigil Jørgesen var søn af den legendariske radikale undervisningsminister, grundtvigianeren Jørgen Jørgensen, som stod bag 1937-formålets forsøg på at fusionere reformpædagogik og national tradition (er det ikke bare en fun fact!)

Og formændene for de fire sektor-CUR’er var også folk med sans for traditionen. Her er de:

1.

Formanden for folkeskole-CUR var den dannelses- og reformpædagogisk orienterede lærer Holger Knudsen, som i 1981 blev udnævnt til direktør i undervisningsministeriet af Dorte Bennedsen, som var datter af Krogerup Højskoles stifter, Hal Koch.

2.

Formanden for voksen-CUR var K.E. Larsen, som dengang var forstander for Krogerup Højskole, og som i også 1981 blev udnævnt til direktør af Dorte Bennedsen, blot for voksenuddannelsesområdet.

3.

Det tredje medlem var den flittige næstformand i Danmarks lærerforening, Kaj Varming.

4.

Formanden for videregående uddannelser-CUR var den navnkundige forfatter og direktør for Gyldendal Ole Wivel.

Med Jørgen Jørgensens søn som formand for et råd, som var nedsat af en minister med baggrund som højskoleforstander, var der dermed egentlig lagt op til en helt anden kurs end den, som blev realiseret.

Men man mærker simpelthen ingen indflydelse fra nogle af disse mennesker i den endelige rapport fra 1978.

B. CUR 2

Hvorfor denne modsætning? Her er et par hypoteser:

Først kom Ritt Bjerregaard, som var totalt uden sans for skoletraditionen, til, endda i to omgange. Dertil kom, at hun i december 1975 udnævnte en ny formand i stedet for Eigil Jørgensen. Det blev den magtfulde departementschef i finansministeriet Erik Ib Schmidt, som var cand.polit., og som havde haft sine formative år som stærkt engageret medlem af DKP. Han blev ansat i staten via den daværende finansminister Thorkild Kristensen, som senere blev generalsekretær for OECD. Schmidt brugte faktisk U90-rapporten til at fremme OECD’s indflydelse i uddannelsespolitikken.

Under denne åndelige struktur kom alle RUC-folkene ind i billedet med deres blanding af ideologi og planlægningstrang, og i U90’s afsluttende 2-binds-værk er der absolut ingen spor af de oprindelige tanker fra punkt A. Tværtimod er der under dække af det neutrale ”uddannelsesplanlægning” fri strøm for RUC-marxismen og Knud Illeris og hele hans skrækkelige vokabular og opgør med skolens egenart.

Til gengæld er det lidt sjovt, at Illeris i sine erindringer fra 2014 taler varmt om sin grundtvigske slægt på moderens side. Det mærkede man ikke noget til dengang. Der var det mere indflydelsen fra farens optagethed af den kulturkritiske og orgasmefikserede psykoanalytiker Wilhelm Reich og af nymarxismen, som svingede taktstokken.

 

12. Bertel Haarders opgør med seminarietraditionen

Frem til 1982 havde landet 30 lærerseminarier:

Hjørring Seminarium

Aalborg seminarium

Ranum Seminarium (stat)

Nr. Nissum Seminarium

Herning Seminarium

Silkeborg Seminarium

Skive Seminarium

Jelling Seminarium (stat)

Ribe Seminarium (stat)

Tønder Seminarium (stat)

Haderslev Seminarium (stat)

Odense Seminarium

Skårup Seminarium (stat)

Holbæk Seminarium

Haslev Seminarium

Vordingborg Seminarium (stat)

Jonstrup Seminarium (stat)

Blaagaard Seminarium

Hellerup Seminarium

Københavns Dag- og Aftenseminarium

Zahles seminarum

Aarhus Seminarium

Marselisborg Seminarium

Statsseminariet på Emdrupborg (stat)

Frederiksberg Seminarium

Gedved Statsseminarium (stat)

Th. Langs Seminarium, Silkeborg

Esbjerg Seminarium

Hellerup Seminarium

Kolding Seminarium

I 1982 kom Bertel Haarder til som minister for området. Efter blot én måned på kontoret fremsatte han forslag om at nedlægge fem seminarier med henvisning dels til faldende elevtal frem mod 1990 og dels til Schlütterregeringens besparelser efter den økonomiske krise under Anker Jørgensen.

Følgende seminarier endte med at ryge ud:

Th. Langs Seminarium (Silkeborg)

Hellerup Seminarum

Ranum Seminarium

Gedved Seminarium

Emdrupborg statsseminarium

Men ”elevtallet” og økonomien var blot en anledning til et ideologisk generalopgør i to faser, 1989 og 2008:

I 1989 var der nemlig ny nedlægningsrunde, igen med Haarder som bøddel:

Esbjerg Seminarium

Herning Seminarium

Marselisborg Seminarium

Kolding Seminarium

Jonstrup Seminarium

Og i 2008 stod Haarder bag loven om professionshøjskolerne. Alle seminarier blev herefter nedlagt med henvisning til Globaliseringsrådets strategi. Mange byer mistede deres skoler, og hele skoletraditionen lå brak. Til gengæld kom der betonbyggerier og læringsmålstyring og ”visioner” i nu blot seks professionshøjskoler.

Fra samme år som Haarder kom til, i 1982, begynder det pludseligt at myldre med affirmative artikler af Niels Egelund i det ministerielle tidsskrift “Uddannelse”. Egelund accepterer uden videre “elevtalspræmissen”, som faktisk bliver starten på “regnskabets” indtog i dansk pædagogik. Hele tiden tales der om de 20%, lidt på samme måde som Pisa-listen, som kommer ind i 2000. Ethvert regnskabstal bliver til mål, sikring, evaluering og kan udrydde alle former for proportionalitet.

Haarder mente selv, han var Grundtvigianer. Denne formening betød ikke andet end, at han i 1982 lavede to læseplansudvalg i Dansk og Historie, mens han altså nedlagde hele den brede folkelige tradition. En prioritering, som han faktisk gentog ifm. Globaliseringsrådets arbejde i 2006. Også her var der lidt ekstra timer til disse “grundtvigske” fag, mens han altså smadrede seminarietraditionen endegyldigt.

 

13. Splittelsen i 1980’erne

Den splittelse, som indføres med U90’s opgør med 1975-formålet, videreføres på sin egen måde ind i næste årti, hvor Bertel Haarder bliver undervisningsminister fra 1982-1993 i Poul Schlütters skiftende koalitionsregeringer. Haarder er vokset op med hjemmeundervisning på Rønshoved Højskole, har været lærer på Askov og har skrevet speciale om Grundtvigs frihedsbegreb. I flere passager henviser han da også tungt til Grundtvigs interesse for folkelig dybde og fortællinger.

Dertil kommer en solid interesse for udvikling af fagenes indhold og kundskaber, især dannelsesfagene. Få måneder efter hans tiltræden laver han seriøse læseplansudvalg for historie og dansk og senere kommer musik til. Litteraten Torben Brostrøm leder arbejdet med Dansk.

Få år senere, i 1986, nedsætter han ligefrem et udvalg, “Pejling- og perspektivudvalget, der skal arbejde med ”grundlæggende kundskaber”. Udvalget udarbejder et kort debatoplæg i 1986 og en længere redegørelse i 1988. Arbejdes ledes af professor Jørn Lund med seminarielæreren Holger Henriksen som ledsagende åndsfælle. Begge har dannelsen som dyb ledetråd. Arbejdet påvirker Haarder, og det er ud af denne sammenhæng, der udarbejdes forskellige skitser til en ny formålsparagraf, som resulterer i 1993-formålet. Endelig er det værd at nævne, at Haarder positivt nævner de 100 mio. kr, som han har givet til forsøgsarbejde i regi af Folkeskolens Udviklingsråd, som er fagligt-pædagogisk defineret i omegnen af Danmarks Lærerhøjskole.

Klangbunden for Haarders interesser i formål og fag – men nok ikke i forsøgsarbejdet – var Haarders meget negative opfattelse af 1975-formålet. Han mente at det var ”kulturløst, endda åndsløst”. Han mente, at 1960’erne primært handlede om at ”lære at lære” og 1970’erne om at “kommunikere” om “aktuelle problemstillinger”. Sådan skrev han i et af de tre numre af tidsskriftet “Uddannelse”, som han selv fyldte helt ud, her fra 1987. Men denne diagnose var en stor fejl.

Sagen var, at især 1960’erne var præget af mange forskellige pædagogiske tråde, som på ingen måde kunne reduceres til at ”lære at lære”. Med den simplifikation skar Haarder båndet over til hele den vævning af national tradition og demokratiudvikling, som havde fundet sted siden krigen. Han havde altså slet ikke blik for den åndstradition, som stod bag 1975-formålet, og som selv var præget af grundtvigsk og demokratisk arvemateriale.

Haarder forvekslede først 1960’erne med en blanding af sin ”at lære at lære”-reduktionen og dernæst 1970’erne med Ritt Bjerregaards U90, som sandt nok var et angreb på dannelsen, men som jo nødigt skulle være en undskyldning for et opgør med “aktuelle problemstillinger” som sådan. På den måde forstærkede han faktisk U90’s formålsopgør.

Haarders Grundtvigianisme blev derfor nostalgisk, men hans interesse i fagenes forbedringer var udmærkede og helt klart nødvendige ovenpå U90’s skadelige indflydelse. F.eks. ledtes arbejdet med faget dansk af litteraten Torben Brostrøm. Interessen for fagudviklingen fortonede sig dog noget i perioden.

En meget synlig konsekvens af Haarders misfortolkning af efterkrigstidens grundtvigianisme var hans angreb på landets lærerseminarier, som jo arbejdede under læreruddannelsesloven fra 1954 og 1966, dvs. i Bomholdt-traditionen bredt forstået. Haarder havde kun siddet én måned på kontoret, før han fremsatte forslag om at nedlægge fem seminarier med henvisning dels til faldende elevtal frem mod 1990 og dels til Schlütterregeringens besparelser efter den økonomiske krise under Anker Jørgensen.

At der dog primært var tale om en ideologisk aktion, som var båret af hans ”at lære at lære”-reduktion, blev tydeligt flere gange i eftertiden. Allerede i 1989 nedlagde han en ny gruppe seminarier, og i 2008 stod Haarder bag loven om professionshøjskolerne. Alle seminarier blev herefter nedlagt med henvisning til Globaliseringsrådets strategi. Mange byer mistede deres skoler, og hele skoletraditionen lå brak under Haarders overskrift ”at lære at lære”. Til gengæld kom der betonbyggerier og læringsmålstyring og ”visioner” i nu blot seks professionshøjskoler.

Haarders misforståelse forstærkedes af hans stærke interesse for den spirende nyliberalisme, som prægede sindene hos de unge i Venstre. Han skrev endda en bog om nyliberalisme. Dermed blev han venligt stemt overfor det såkaldte New Public Management (NPM), som også lå i Schlütter-regeringens såkaldte moderniseringsprogram fra 1983.

Højdepunktet i denne inspiration var et helt nummer af ”Uddannelse”, som Haarder selv skrev med titlen ”Perestrojka i uddannelsessystemet”. Med denne reference til Gorbatjovs modernisering af Sovjetunionen, sidestillede Haarder jo de danske uddannelser med Sovjetunionen. Under dette retoriske kneb oprullede han det nye NPM-sprog i 9 punkter, som lå meget fjernt fra hele den grundtvigske tankegang, som han elskede, men hvis moderne forskydninger, han lige havde gjort op med. På den måde blev dannelsestraditionen til noget nostalgisk, som skulle ledsage en ny og nidkær styring af uddannelserne.

Haarders interesse for “fagene” kan heller ikke i længden opretholdes af en grundtvigsk reference, og det er også derfor, at fagene næsten fra starten overtages af “Perestrojka” og NPM, til sidst kulminerende i Fælles Mål-reformen i 2013. Haarder mangler her en interesse for den herbartianske tradition, som Knud Grue Sørensen stod for på Københavns Universitet frem til 1974, og som man også kunne finde i visse kredse på lærerhøjskolen, som dog ikke var tæt på Haarder.

Denne NPM-interesse kom også til syne i en såkaldt ”Hvidbog om uddannelsessystemet”, som undervisningsministeriet udgav sammen med finansministeriet. Dermed forstærkedes perestrojka-sproget i endnu mere teknisk retning.

I 1990 er der i ”Uddannelse”, nr. 11, en meget interessant diskussion af skolens formål. Både Jørn Lund og Holger Henriksen har et par fine indlæg, som de sammenfatter i et forslag til ny formålsparagraf, som faktisk kommer til at ligne den endelige meget. Haarder er meget positiv, men har også et par kritiske bemærkninger, som faktisk får effekt. Men det er også tankevækkende, at han lyder som om, at han har fået lidt nok af debatten, og at det er altså Perestrojkaen, der har vundet opmærksomheden. Faktisk har Jørn Lund en yderst kritisk artikel om det nye perestrojka sprog, hvilket jeg nævner for at understrege den splittelse, som hele tiden arbejder.

Fra samme år, som Haarder kom til, i 1982, begynder det pludseligt at myldre med affirmative artikler af Niels Egelund i det ministerielle tidsskrift “Uddannelse”. Egelund negligerede helt den pædagogiske sammenhæng, som Haarder dog havde en halv sans for, og accepterede uden videre “elevtalspræmissen”, som faktisk blev starten på “statistikkens” indtog i dansk pædagogik. Dermed kom Egelund sammen med Perestrojka, hvilket desværre skulle vise sig at få store konsekvenser, som nærmest udviklede sig til en ny form for Sovjetunionen.

Det er også tankevækkende, at 1993-formålet, som altså skulle have været dannelsens sejr over “at lære at lære”, faktisk blev en passage for netop “at lære at lære”, i første omgang under betegnelsen “Ansvar for egen læring”.

Splittelsen fortsætter videre og frem til i dag.

 

14. Lærerråd og pædagogiske råd

Bertel Haarders aktion mod seminarierne, som jeg omtalte i går, ledsagedes af en ændring af skolernes diskussions- og styringsmuligheder. Det skete ved en ændring af Lærerråd til Pædagogiske råd, og faktisk også en ændring af skolenævnene til skolebestyrelser, som pludselig fik mere magt.

A. Lærerrådet

Lærerrådene blev indført i 1904 som stærke kollegiale faglige fora. I 1979 havde rådene hele fire lange paragraffer i den daværende styrelseslov. Skolehistorikeren Vagn Skovgaard-Petersen skriver følgende på Den Store Danske:

”Lærerråd: råd ved folkeskoler 1904-90, der bestod af lærerkollegiet og skolens ledelse; det skulle høres i alle sager, der vedrørte skolen, og havde beslutningskompetencer på nogle områder, bl.a. vedrørende specialundervisning. Lærerråd blev erstattet af pædagogiske råd, der dog ikke fik tillagt samme rettigheder.”

Og i 1975-lovens §63 kan man f.eks. læse følgende om rådenes ret omfattende autoritet:

”Lærerrådet og fælleslærerrådet kan afgive udtalelser og stille forslag til skolenævnet eller skolekommissionen om alle spørgsmål, der vedrører henholdsvis den pågældende skole og kommunens skolevæsen. De skal afgive erklæring i alle sager om de nævne spørgsmål, der forelægges dem af de kommunale skolemyndigheder. Lærerrådets og fælleslærerrådets erklæringer og forslag fremsendes gennem skolens leder, henholdsvis den ledende skoleinspektør eller skoledirektøren, med en udtalelse fra den pågældende”

Disse råd var i bedste fald en form for pædagogisk Agora, der satte den pædagogiske udvikling før skoleledelse, som selv igen snarere var en funktion for agoraens eksistens og udvikling, og som altså havde kommenteringsret.

B. Pædagogisk råd

I de pædagogiske råd, som Haarder altså indførte, diskuterede skolens ”medarbejdere”, som ”varetager pædagogiske opgaver”– altså nu ikke mere tituleret som ”lærerne” der ”underviser” – skolens udvikling og andre emner af fælles interesse, især på lederens opfordring.

Rådet var rådgivende for ledelsen og bestyrelsen, som sammen havde magten. Her var altså debat, men på ”ledelsens” præmis, og vel at mærke den new public management-ledelse, som var under udvikling i de år, ikke mindst initieret af Haarders såkaldte ”perestrojka i uddannelsessystemet”. Loven fra 1989 lød i al sin korthed sådan her i den nye §39g og fra 1993 i §46:

”Ved hver skole dannes et pædagogisk råd, som er rådgivende for skolens leder. Rådet består af alle medarbejdere, der varetager undervisningsopgaver og andre pædagogiske opgaver på skolen.”

Skolehistorikeren Signe-Holm Larsen skriver følgende på Den Store Danske om ”pædagogiske råd”:

”Pædagogisk råd, råd af pædagogiske medarbejdere ved en uddannelsesinstitution, fx folkeskoler, private grundskoler, gymnasier og voksenundervisningscentre. Pædagogisk råd, der i en række tilfælde har afløst lærerråd, er forum for institutionens pædagogiske debat og rådgivende over for institutionens leder og ofte også for en evt. bestyrelse. (…).

Pædagogisk råd havde ikke det tidligere lærerråds formelle kompetence mht. fx høringsret og beslutninger om specialundervisning. Skriftlige udtalelser fra pædagogisk råd skulle fremsættes gennem skolens leder, som kunne knytte egne kommentarer til rådets udtalelser. Kommunalbestyrelsen kunne i skolestyrelsesvedtægten fastsætte rådets forretningsorden samt beslutte, at skolelederen var fast mødeleder, men langt de fleste kommuner overlod disse beslutninger til rådet selv. Fra 2014 er pædagogisk råd ikke længere lovpligtigt i folkeskolen, men kan oprettes på frivillig basis.”

Det pædagogiske råd skulle altså debattere på styringens præmisser, og styringen blev varetaget af en mere magtfuld ledelse og skolebestyrelse i fællesskab, selvom NPM-regimet på en anden måde tømte både ledelse og bestyrelse for autoritet.

Her er DLF’s beskrivelse ret positive beskrivelse fra en nyere hjemmeside, som desværre er nedlagt:

”Alle medlemmer har pligt til at deltage i rådets møder. Udover at rådgive skolelederen er pædagogisk råds vigtigste funktion at være forum for den pædagogiske debat og udvikling på den enkelte skole. Skolebestyrelsen kan bede rådet om en udtalelse, inden den skal træffe en beslutning, men rådet kan også uopfordret udtale sig til skolebestyrelsen om pædagogiske forhold af betydning for skolen. Lederen og skolebestyrelsen kan formelt træffe en beslutning, selv om pædagogisk råd ikke har udtalt sig til en sag.”

DLF-teksten er fra 10’erne, og det er måske derfor, at den er lidt positiv, selvom det stadig er helt klart, at skolerådet slet ikke har lærerrådets faglige og udfarende autoritet.

C. Efter 2014

Efter skolereformen er ingen af disse råd mere obligatoriske, heller ikke Pædagogisk Råd. Mange steder er de pædagogiske råd – altså mellemløsningen – helt afskaffet. Og selvom de stadig eksisterer i en eller anden form, så er de nu underlagt læringspolitikken, så det bliver meget begrænset, hvilke pædagogiske forhold, der kan drøftes, og hvor frit det kan foregå.

D. Konklusion

Jeg synes helt klart, man skal vende tilbage til disse tidligere rådstyper, jo før jo bedre, og allerhelst det oprindelige lærerråd. Dvs. et frit pædagogisk råd, som kun er formelt koblet til styringsstrukturen og som kan drøfte pædagogiske spørgsmål under fuld himmel. Det samme skal ske på læreruddannelsen.

 

Der er dog to forhold, som man skal have in mente:

A.

Fagforeningen skal ikke have noget at skulle have sagt. Det siger jeg, fordi der i DLF’s opslag om ”Pædagogiske Råd” også står:

”Danmarks Lærerforening anbefaler, at rådet vælger sin egen mødeleder, gerne TR eller dennes suppleant.”

Vi skal sørme ikke have fagforenings-strategi blandet ind i den pædagogiske rådslagning. Mon ikke det var et problem mange steder, at man havde en TR som mødeleder? Det tror jeg.

Fagforeningen skal ud af pædagogikken, men selvfølgelig understøtte den med gode aftaler under åndsfrihedens herredømme og penge til spændende projekter. På en måde ser det ud til, at DLF faktisk har vundet indflydelse via overgangen fra det faglige ”lærerråd” til det mere organisatoriske ”pædagogiske råd”? Måske kommer den positive tone derfra? eller måske må man bare tilpasse sig lidt?

B.

Et nyt – eller rettere gammelt – Lærerråd må være oplyst, opmærksomt, interesseret og kritisk. Det må med andre ord ikke fortabe sig i lokale petitesser og smålige magtkampe. Det sikres ved virkelig pædagogisk og fri ledelse og en tæt kontakt til samfundets intellektuelle og praktiske processer i en fuld vekselvirkende proces. Men afskæres denne vekselvirkning, så er der kort proces, for så kan fortiden ikke medvirke, og det var jo det, som var Haarders berettigede ubehag efter Ritt Bjerregaards raid med U90.

Derfra kan pædagogikken rejse sig ret op igen. Så må både skolebestyrelser, kommuner og læringsstaten indrette sig efter og forholde sig til rådslagningens resultater. Jeg tror, at skolerne bliver meget mere ustyrlige og grundige, hvilket helt klart vil være en positiv udvikling.

Send meget gerne materiale om dette emne, hvis det er.

Links:

Lov om Lærerråd, 1970, §60-64: https://library.au.dk/uploads/tx_lfskolelov/1970-02-09_44.pdf, der må også findes en bekendtgørelse, som jeg ikke lige har kunnet finde.

Lærerråd, Store Danske: https://denstoredanske.lex.dk/lærerråd

Link til 1989-ændringen: https://library.au.dk/uploads/tx_lfskolelov/1989_05_24.pdf

Linket til DLF’s omtale er desværre nedlagt.

Pædagogisk råd, Store Danske: https://denstoredanske.lex.dk/pædagogisk_råd

 

15. Ny forskningsenhed i Undervisningsministeriet

Undervisningsministeriet (BUVM) vil lave en ny forskningsenhed, som skal foretage en ”afdækning af kausale sammenhænge og anvendelsen af økonometriske metoder”, som det hedder.

Vi er ikke i videnskabens område af to årsager:

1.

For det første normeres indhold og metode på forhånd. Enhedens primære indholdsmæssige opgave – altså det med ”kausale sammenhænge og økonometriske metoder” – er følgende:

”Bidrage til at udvikle et metodisk redskabskatalog i samarbejde med BUVM, herunder fx estimering af langsigtede konsekvenser af tidlige indsatser og spill-over effekter.”

Dermed sætter ministeren forskningsenheden i sving med sin kæphest, nemlig økonomen David Heckmans sociale profylakse. Undervisningsministeren og forskningsministeren skrev i 2018 en bog sammen, som omfavnede Heckman som en en slags guru på det pædagogiske og sociale område. Bogen har den karakteristiske titel ”Det betaler sig at investere i mennesker”. Og nu skal der så lige være en ministeriel forskningsenhed. Det er jo det rene idiosynkrasi.

Alting handler om at udvikle et redskabskatalog med evidensbaserede metoder, så statistiske forskelle kan gå i nul, og så der kan komme noget økonomisk afkast. De to ministre kaldte det for en ”SØM-model”.

At jeg har ret i det, fremgår af følgende pasus:

”Formålet hermed er at styrke det vidensmæssige grundlag for BUVM’s fremadrettede arbejde med at skabe stærke uddannelser, hvor alle børn og unge lykkes, herunder udvidelse af den socialøkonomiske investeringsmodel(SØM) til BUVM’s område”

SØM minder faktisk lidt om coronapædaogikken i dens profylaksiske og ekspert-monolitiske totalitet.

2.

Der er også en anden grund til, at forskningscentret ikke har noget med fri forskning at gøre. Udover den indholdsmæssige normering, jeg lige har omtalt, så skal forskningen nemlig indgå i et særdeles tæt samspil med det politiske niveau, f.eks. ved følgende:

”Deltage i opfølgning og sparring på relevante aktiviteter i BUVM, herunder fx rådgivning i forbindelse med opstart af analyseprojekter, give konkret input til implementeringsmekanismer, analyser, forsøgsdesign mv.”

Ja, forskningsenhedens ansatte kan endda i perioder flytte fysisk arbejdsplads til ministeriet, fremgår det.

Samtidig med at dette center oprettes, så stopper bevillingen til Grundtvigcentrets store og vigtige arbejde med fremtidens fortid.

Opslaget er formodentlig målrettet Trygfondens børneforskningscenter, som ligger under AU.

https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2020/sep/200901-bliv-vaertsinstitution-for-ny-enhed-for-boerne–og-undervisningsforskning

 

16. Hvad er DPU konstitueret ved?

  1. En socialanalytik, som afviser hele Nietzsches vitalitet, men tager al hans skæbnetro. Det er underdanighedens filosofi.
  2. En systemteori, som afviser hele Luhmanns proportionalitet, men tager al hans solipsistiske selvreference. Det er relevansens filosofi.
  3. Et opgør med dannelse og pædagogisk tradition.

Er der undtagelser? Ja, men de er et resultat af vitalitet og proportionalitet og tradition.

 

17. Afgørelsen i gamle og nye dage

Sidder og skriver lidt om handlingsbegrebet i min bog om folkeskolens formål (§1,stk 2):

To af dem, der ligesom Nordentoft handlede under besættelsen, var K.E. Løgstrup og Kaj Munk. Begge havde haft ubehag ved Weimarrepublikkens nederlags- og krisestemte demokrati og havde i 1930’erne været tiltrukket af de nye eksistentielle og teologiske strømninger. Løgstrup skrev varmt og Heidegger-inspireret om ”afgørelsen”, og Munk talte om ”førerskikkelse”. Men begge to stod efterfølgende helt klart for modstandslinjen. Det skete for Løgstrups vedkommende i en brevveksling med Hal Koch, hvor han holder på vigtigheden af tidligt modstandsarbejde, mens Koch holdt på samarbejde med besættelsesmagten. Koch troede, at man kunne være et besat demokrati, men det er naturligvis helt umuligt, og det er svært at forstå, at han i sin bog om demokrati fra 1945 slet ikke nævner sin egen rolle i samarbejdspolitikken og næsten heller ikke modstandsbevægelsen som sådan. Kaj Munk satte sit liv ind på modstanden og blev dermed handlingsmarkøren som sådan i dansk åndsliv. Et fyrtårn fra suspensionens land, som døde i mødet med samfundet.

Både Løgstrup og Munk endte altså med at bruge ‘ønsket om afgørelse imod ønsket om afgørelse’ og funderede dermed handlingen i det folkelige. Efter krigen vendte tingene på en måde lidt om. Det var Hal Koch, som blev handlingens mand i fredstid, bl.a. som grundlægger af Krogerup Højskole. Imens gjorde Løgstrup en mere tilbagelænet og filosofisk karriere. Så der var to handlingsskemaer, nej’et og ja’et, som vedrører forholdet mellem pædagogik og samfund, mellem suspension og funktion.

Men i kritikken af Koch må man huske på, at han i sin bog om demokrati faktisk fremhævede tre store nej-sigere fra suspensionens land, nemlig Jesus, Sokrates og Grundtvig, som alle var i konflikt med deres tid. Så hele hans filosofi byggede faktisk på et kæmpe-nej. Men det indså han aldrig. Han satte ordet op mod sværdet, hvilket altså var en stor fejl, for uden “sværdet” bliver ordet til konsensus og kommunikation. Til gengæld forsvandt nej’et ud af Løgstrups filosofi efter krigen, hvor demokratiet blev reduceret til ”en skikkelig måde at være uenig på”. Heideggers ”afgørelse” var helt væk og kun ontologien var tilbage i form af Løgstrups etik.

Afgørelsen skulle altså blot bruges til at tvinge “afgørelsen” ud af landet i 1945, så landet kunne vende tilbage til dets milde post-1864 væren med afgørelsen som forudsætning. I Danmark er “afgørelse” derfor ikke funderet i det politiske system, men i det folkelige, hvilket jo er det modsatte af totalitarisme.

På den måde synes jeg godt man kan sige, at Munk, Løgstrup og Koch udgør en form for samlet åndstråd i landets handlingsfilosofi.

 

18. Noter til ”Forskningsfrihed” af Heine Andersen

A. Frihedens kredsløb: Mennesket, videnskaben og skolen

Heine Andersen sammenkæder forskningsfriheden med frihedsrettighederne i almindelighed, som igen forbindes med centrale dele af den filosofiske retstradition hos John Locke, Stuart Mill og Immanuel Kant og i nyere tid John Rawls og Jürgen Habermas.

Heine Andersen siger helt grundlæggende:

”Forskningsfrihed er et specialtilfælde af frihedsrettigheder, som alle i demokratiske samfund med respekt for menneskerettigheder har, og de har det med gyldige grunde. Enhver har ret til at stille spørgsmål, at søge efter svar efter bedste evne og at udbrede de svar, de finder, blot det ikke hindrer andre i udøve samme frihedsret. Den ret har forskere dermed også. Der er ikke tvivl om, at denne reference til grundlæggende liberale frihedsrettigheder indgår i grundlaget for forskningsfrihed. Det ses også af forskellige domstolsafgørelser, bl.a. fra den europæiske menneskeretsdomstol og den amerikanske højesteret.” (s. 94)

Og igen i sammenfatningen:

”Forskningsfrihed er en af det moderne samfunds bærende grundpiller og er tæt forbundet med generelle frihedsrettigheder.” (s. 109)

Og disse principper finder han også i den danske stats omgang med emnet. I sin gennemgang af diverse love har Heine Andersen f.eks. fundet en betænkning af Undervisningsministeriet fra 1976,

”Forskningsstyring med særlig henblik på de højere uddannelsesinstitutioner”. Her omtales forskningsfrihedens grundlag således:

”Selv om de højere uddannelsesinstitutioners forskning – her i landet som i de fleste andre lande – næsten udelukkende finansieres af staten, ser man en værdi i, at netop denne del af forskningen er fri, i betydningen ikke kan dirigeres ved ordrer fra de til enhver tid værende indehavere af statsmagten. Denne særlige formfor “pluralisme” – statsfinansieret, men ikke statsdirigeret virksomhed – er jo i det hele en karakteristisk foreteelse i statsskikke som den danske. De statsbetalte domstoles uafhængighed og de – i det væsentlige – offentligt finansierede friskoler er hver på sit område og hver på sin måde udtryk for samme tendens. En ophævelse af § 2, stk. 2, vil således uvægerligt blive betragtet som brud på et grundlæggende princip. Selv om der ikke er nogen grund til at vente, at ministerens beføjelser til at give ordrer for tiden vil blive misbrugt, og selv om § 2, stk. 2, ikke i sig selv er nogen garanti – det står naturligvis lovgivningsmagten frit for at ophæve både den og hele princippet om forskningens frihed – vil en ophævelse af den nuværende styrelseslovs § 2, stk. 2, hos mange give anledning til sammenligning med Nazityskland, Lysenko-sagen mv..” (Undervisningsministeriet 1976, s.105, omtalt i Andersen, s. 132)

Forskningsfriheden er altså knyttet til ”statsskikke som det danske”, og der drages direkte paralleller til ”domstole og friskoler”. Giver man køb på disse forbindelser, så minder det om ”Nazityskland”.

Så domstolen, videnskaben og skolen er altså båret oppe af et grundlæggende og fælles frihedskredsløb, som bunder i europæiske, vestlig og faktisk også menneskelig skik. Det er Europas bidrag til verden.

B. Sandheden

En anden vigtig forudsætning for forskningsfriheden er ifølge Heine Andersen, at der eksisterer et ”begreb om sandhed, og det skal være et begreb, der ikke er radikalt relativistisk eller nihilistisk”. Med sådanne ”radikalt relativistiske” sandhedsbegreber tænker Andersen især på variationer af “socialkonstruktivisme, diskursteori og poststrukturalisme”.

Andersen siger direkte: ”Bygger man på disse positioner, vil jeg betragte det som udelukket at give en holdbar begrundelse for forskningsfrihed”.

Så sandhed er forudsætningen for frihed, som er en forudsætning for sandhed, og herudfra springer skole, universitet og domstole, dvs. pædagogik, videnskab og retspraksis.

Konklusion:

Heine Andersen påviser her et åndeligt, filosofisk og juridisk lag, som kommer før både bureaukratiske interesser og poststrukturalistisk relativisme, og som derfor udgør de demokratiske institutioners hele essens og rod.

Det var dette lag og kredsløb, som frifandt Erik Schmidt ved landsretten mod Odense Kommune, og det var også dette lag, som gjorde, at jeg selv kunne fortsætte mit arbejde efter poststrukturalistisk inspirerede anklager om ”tilsvining” og ”mobning” i 2015.

Andersen omtaler faktisk min sag fra dengang udførligt. Andersen lyder næsten som en af landsretsdommerne i Schmidt-sagen, når han lakonisk og tilbagelænet siger:

”Jeg har læst Rømers indlæg og kan ikke finde ytringer, der falder ind under de kategorier af udtalelser, som klagerne peger på”.

Referencer:

Andersen, Heine: ”Forskningsfrihed – ideal og virkelighed”, Hans Reitzel.

Betænkningen fra 1976: https://www.elov.dk/media/betaenkninger/Forskningsstyring_med_saerligt_henblik_paa_de_hoejere_uddannelsesinstitutioner.pdf

Landsrettens afgørelse i Schmidt-sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/landsrettens-dom-i-erik-schmidt-sagen-substans-og-reaktioner.html

Min egen sag fra 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu

 

19. Socialdemokratiet og forskningsfrihed anno 1953

”Som tidligere bemærket må et demokrati, der vil respektere grundlaget for sin egen eksistens, sørge for, at det videnskabelige arbejde har ubetinget frihed. Det videnskabelige arbejdes trivsel er af den største betydning for demokratiets fortsatte vækst. Der er her en sammenhæng, som ikke altid belyses tilstrækkeligt klart (…).

Ligesom demokratiet værner om videnskaben, kan videnskaben til gengæld gavne demokratiet ved at opdrage det til respekt for den frie, søgende tanke, ved at betone selvstændigheden i undersøgelse og tilegnelse, og ved at fremme saglighed og tolerance.”

(Julius Bomholt i “Mennesket i Centrum – bidrag til en aktiv kulturpolitik”)

 

20. DLF

En lille analyse af DLF, som står i DEL 1, note 1, i den bog, jeg sidder og pudser af (jeg kan altså godt nå at rette :-)):

“DLF havde allerede i 2004 bidraget til konkurrencestatsånden med udgivelsen ”Gør en god skole bedre”, hvor der ingen referencer var til den pædagogiske tradition, men derimod en del til Niels Egelund, det Økonomiske Råd, OECD mm.. Denne tilpasningsaktion løb via Ny Nordisk Skole i 2011 videre til et udspil fra januar 2013 med næsten samme titel som det første, nemlig ”Sammen gør vi en god skole bedre”, som helt køber Ny Nordisk Skoles og dermed den efterfølgende skolereforms logik.

Grunden til, at jeg understreger det med ”januar”, er, at DLF få måneder senere kom i en kæmpekonflikt med KL og med den nye S-SF-R-regering, som baserede sig på Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsteori.

Sideløbende hermed har DLF også en anden mere pædagogisk tråd, nemlig det Løgstrup-inspirerede ”professionsideal” fra 2004, som skulle afløse den såkaldte ”lønmodtagerstrategi”. Professionsidealet nævnes dog ikke nævnes i de to andre tekster.

Efter konflikten med KL i 2013 gik DLF den herbartianske vej og udarbejdede i 2019 sammen med Alexander von Oettingen et ”folkeskoleideal”, som faktisk på mange måder stod i spænding til professionsidealet, selvom begge idealer var fælles om et dannelsesmæssigt udgangspunkt.

Det er tankevækkende, at de to pædagogiske tråde fra Løgstrup og Herbart var helt ude af de to ”Gør en god skole bedre”-tekster.

De to teksttråde står derfor i modsætning til hinanden. Dermed dupliceres den grundlæggende splittelse i dansk pædagogik og skolepolitik på fagforeningsniveau.”

 

21. Om det stadig gældende skoleforlig fra 2013

I forligsteksten for folkeskolereformen fra d. 7. juni 2013 er der et afsnit om de “praktiske/musiske fag”.

Der står følgende:

“De praktiske/musiske fag skal bidrage til at understøtte den faglige udvikling og folkeskolens øvrige fag, herunder særligt dansk og matematik”.

Det var det. Der er ikke mere.

Så kunsten og håndværket har ingen egenværdi i folkeskolens univers. Hvad er det for et samfund?

På næste side kommer så hele læringsmålstyringen. Det blev kaldt “forenklede” fælles mål, og antallet af mål skulle “reduceres væsentligt”, står der. Men i realiteten var der tale om et djævelsk hyperinferno af mål-uendelighed, efterfølgende orkestreret af Andreas Rasch-Christensens og især Jens Rasmusssens pen og arbejde. Det var det nye DPU og de nye UC’er, som var på identitetsjagt.

Ånden i foretagendet markeres på s. 1, hvor hele reformen alene begrundes med Pisa-placeringer og gennemførelsesstatistik. Der er ingen forståelse for den pædagogiske og historiske sammenhæng. Det er så bitterligt ringe.

Der står også, at læreruddannelsen “allerede er forbedret”, så “grundstenen” allerede er lagt for en “endnu bedre folkeskole”. Men læreruddannelsen fra 2012 var skam et radikalt opgør med formål, pædagogik og dannelse, og dermed med hele seminarietraditionen i alle dens afskygninger. Men eftersom skolereformen bygger på samme princip, kan man jo godt sige, at “grundstenen” er lagt i en slags dobbelt destruktion.

Derfor giver det god mening, at musik og håndværk – og faktisk hele skolen – fra d. 7. juni 2013 blev reduceret til midler for optimering på pisa-lærings-regnskabet. Så fik man jo også lige øvet sig lidt i regnskabspædagogik. Det kan bruges, hvis der skulle komme andre former for regnskaber senere hen.

Denne ånd gælder stadig i dag, for forliget er kun “justeret”. Derfor er det vigtigt, at partierne begynder at forlade forliget. Desværre tilsluttede LA sig foretagendet i 2015. Partiet ville arbejde for en “justering”, hvormed det jo accepterede filosofien. Alle de andre partier – undtagen Enhedslisten og Alternativet – tilslutter sig også stadig forliget.

Det er nok dette opgør med landets tradition, som Socialdemokraterne tænker på, når partiet snakker om “det Danmark du kender”. SF kaldte dengang børn for “aktier”, og “D”‘et i DF må vist stå for Dubai. Og hos de radikale er man åbenbart helt holdt op med at synge, med mindre det bidrager til læringsregnskabet.

Herefter kom der Synlig Læring osv. ud over det hele med KL, AP Møller og de nye UC’er som primus motor.

Sådan går det, når Grundtvig dør i sin grav og gravstedet fjernes, så ingen kan besøge det en gang imellem.

https://www.altinget.dk/misc/130607_Endelig%20aftaletekst.pdf

 

22. Note fra afsnittet om Ansvar for Egen Læring (AFEL) i mit manus “Skolens formål og splittelse”

“I en senere artikel fra 2002 sætter Erik Laursen, som kom fra Aalborg Universitet, AFEL direkte i relation til projektarbejdsformen på universitetscentrene. Det sker med kraftig reference til Knud Illeris’ arbejde, dvs. til hele U90-traditionen, og Laursen nævner også forbindelsen til erhvervsuddannelsesmiljøerne.

Laursen taler for en videreførelse af AFEL-temaerne ind i 00’erne læringsteoretiske korrektioner via inddragelsen af især læringsteoretikeren Gregory Bateson (Laursen 2002). Bateson spillede en vigtig rolle i de år, mest i kredse uden for DPU: Heriblandt altså hos Laursen og hans samarbejdspartner Tina Bering Keiding, som kom fra Aalborg, men også hos systemteoretikeren Lars Qvortrup, som dengang var på Syddansk Universitets ”Institut for kultur og medier” og på det såkaldte “Knowledge Lab”, samt hos Jørgen Gleerup fra SDUs nye “Center for Kulturstudier”.

Disse folk tog AFEL og læringsbegrebet i forskellige teknologiske og systemteoretiske retninger, nogle gange med ”play” og andre gange med ”styring” som dominerende vejsystem.

Også psykologen Mads Hermansen, som var en yngre DLH-forsker, spillede en rolle i denne proces via udgivelsen ”Fra læringens horisont” i 1998, hvor tre længere Bateson-tekster blev oversat til dansk, suppleret med en fjerde artikel, hvor Niklas Luhmann knytter positivt an til von Glasersfelds radikale konstruktivisme.

Hermansen var også glad for mange af AFEL-tendenserne, men arbejdede desuden med den franske hermeneutiker Paul Ricoeur, hvilket satte ham på et lidt andet spor, som han sammenfattede i udtrykket ”den fortællende skole”.

Mange af disse tråde samles i et temanummer af læreruddannelses-tidsskriftet KvaN om ”Læring og undervisning” (1999, nr. 54), hvor der er indlæg af både Jens Rasmussen og Mads Hermansen. I KvaN-nummeret finder man AFEL’s begyndende vandring ind i sociale og sociologiske sammenhænge. Fælles for alle disse indlæg er dog en kritik eller glemsomhed vedrørende skolens formål.

Endelig vil jeg nævne, at tidsskriftet og forlaget Unge Pædagoger, som ellers havde rod i reformpædagogik og progressivisme, fra omkring 2000 og især fra 2004 blev fanget ind af den syntese af konstruktivisme og systemteori, som var under opsejling. Der blev ligefrem udgivet en hel bogserie under temaet ”konstruktivistiske byggesten”. Denne drejning af forlagets profil skyldtes formodentlig især Jens Rasmussens plads i redaktionen. Rasmussen var jo den person i landet, der om nogen havde stået for at formidle forbindelsen mellem den radikal konstruktivisme og systemteori (Rasmussen 1996).”

 

23. Spændende analyse af den nye læreruddannelse

Det myldrer med interessante analyser, iagttagelser og betragtninger i en artikel fra 2019 om ”Læreruddannelsens vidensgrundlag efter reformen”, som man kan læse i læreruddannelsens tidsskrift ”Studier i læreruddannelse og –profession”.

Det er de to sociologer, Jørn Bjerre og Hans Dorf, som med udgangspunkt i Basil Bernsteins teorier svinger den analytiske stok over den nuværende læreruddannelses problematiske kundskabs- og dannelsesarkitektur.

Bjerre og Dorf viser, hvordan 2012-reformen var et opgør med hele den tidligere tradition, hvor især DLH-professor Carl Aage Larsen – som havde spændende tanker om dannelse – var en vigtig figur.

Ifølge analysen er vi fra 2012, under ”kompetence” som almenbegreb, faktisk endda gået fra kompetence til “performance”. Vi har fået en underminering af ”kompetence” indefra. Det er rigtig synd for de lærerstuderende og for landets pædagogik.

Der er også en lille kritik af Stefan Hermanns syn på forholdet mellem ”dannelse og uddannelse”. Hermann mener, sammen med mange andre poststrukturalister, at disse to begreber er udtryk for ”to forskellige paradigmer”. Det er Bjerre og Dorf uenige i. De skriver følgende: ”tværtimod skal vidensgrundlaget netop ses i sammenhæng med det dannelsesformål, som uddannelsen skal søge at realisere”.

Hvis jeg forstår det ret, så mener de to forfattere, at dannelse vedrører ”den normative drøftelse af vidensgrundlagets form, indhold og sigte”. Dannelsen er altså ikke noget, der står ved siden af kundskaber, som f.eks. ’trivsel eller FN-mål’. Dannelsen er snarere en del af vidensgrundlagets indre, dvs. af dets dybeste faktualitet.

Herfra kan det kun gå godt.

Link til artikel: https://tidsskrift.dk/SLP/article/view/117987/166013

 

Smittede tanker 72: Proportionalitetsprincippet og det ekstreme forsigtighedsprincip

Nedlukningen d. 11. marts markerede et skifte fra et ”proportionalitetsprincip”, som Sundhedsstyrelsen havde stået for, til det såkaldte ”ekstreme forsigtighedsprincip”, som regeringen stod for, og som derved vandt magten i hele samfundet.

Hvad gik tabt ved dette skifte? Ja, det er faktisk mere omfattende, end mange tror. Her er fem niveauer i proportionalitetsprincippet, som altså alle blev nivelleret og i filosofisk forstand udslettet d. 11. marts. De første tre niveauer vedrører sundhedsområdet, mens de to sidste niveauer handler om bredere hensyn:

  1. Man får en reduktion af coronaen som sygdom betragtet. Den nye sygdom reduceres til smitte- og dødsstatistikker, men dens mere samlede eksistens, funktion og konsekvens for patientens helbred mister man sansen for.
  2. Man glemmer andre sygdomme, og selv hvis man husker dem, så er der en tendens til at reducere dem på selvsamme måde, som jeg markerede under punkt 1. Men typisk negligeres andre sygdomme slet og ret, både økonomisk, forskningsmæssigt og sundhedsfagligt.
  3. Man glemmer den grundlæggende sans for sundhedsvæsenets nationalt forankrede kundskaber. De nationale sundhedsmyndigheder og epidemikommissioner har udviklet viden om folkesundhedens sammenhæng med befolkningens livsformer og landets politiske strukturer. Men al denne viden negligeres og afvises med henvisning til globale smittedata, dvs. til den ”ekstreme forsigtighed”.
  4. Man glemmer de juridiske sider af proportionalitetsprincippet, som vedrører det forhold, at politiske og administrative beslutninger skal indeholde en fornuftig relation mellem mål og middel, samt at denne ”fornuftige relation” skal være præget af retsstatens principper. Glemmer man det, tillader man staten at gøre alt for at minimere smittestatistikken, hvilket er præcist, hvad der sker. Konsekvensen er, at det civile samfund og dermed demokratiet eroderer.
  5. Man glemmer, at der findes andre samfundsområder end sundhedsområdet, som jo endda selv var reduceret. Det betyder, at pædagogik, jura, politik, socialt liv og demokrati reduceres og underordnes smittestatistikkens reduktion, jf. punkt 1. Dermed sætter det ”ekstreme forsigtighedsprincip” sig ned i pædagogikken og moralen og i familierne. Ofte ledsages denne reduktion af forøget magt og styrke for den globale IT- og sundhedsindustri, som skal udfylde de nye berøringsangste afstande.

Så det ”ekstreme forsigtighedsprincip”, som samfundet nu har været underlagt siden d. 11. marts, reducerer både sygdommen selv, men også historien, samfundet, pædagogikken og politikken til smittestatistikker. Vi får en mundbindsskole, et mundbindssamfund. Og der er ingen stopklodser, for de hørte jo hjemme i regi af proportationalitetsprincippet. Derfor vil det ekstreme princip sætter sig mere og mere nidkært igennem.

Det hele skete i et enkelt øjeblik. I og med Nedlukningen, onsdag aften d. 11. marts, omdannedes hele samfundets plurale og demokratiske sammenhæng til et eneste overgribende princip. Hermed indstiftes en ny statsform, nemlig biostaten. Det sker øjeblikkeligt, i et enkelt nu. I dette øjeblik bliver staten svag og aktiv, hvilket er det modsatte af den demokratiske stat, som er stærk og passiv. Samfundet suges hermed ind i et revolutionært overgribende statistik-biologisk princip.

Det er derfor, at det ”ekstreme forsigtighedsprincip” er totalitært. Det udsletter det civile samfund og dermed demokratiet. Det omdanner alt menneskeligt liv til kausale variable, som skal optimere de biopolitiske smittestatistikker.

Ingen sygdom på denne jord eller på nogen anden jord kan retfærdiggøre denne konsekvens.

Proportionalitetsprincippets svar til biopolitikken er derfor følgende: Man skal gøre noget, men man skal ikke gøre alt, og det gælder på for alle de fem niveauer, jeg har beskrevet.

Det svarer til at nedlukke Nedlukningen.

Smittede tanker 71, d. 27. oktober

1. Lav smitteforekomst

Efter et par ugers dvale barsler biostaten nu med nye drakoniske eksperimenter, men hvorfor? På SSI’s hjemmeside står der under ”kontakttal” følgende:

”I en epidemisituation med lav forekomst af smitte vil svingninger omkring 1 være forventeligt.”

Kontakttallet måles på to måder, fremgår det. Pt er tallet herefter hhv. 1 og 0,8. Begge tal har ifølge SSI svinget omkring 1,0 lige siden 1. april. Men det vil jo sige, at der er en vedvarende ”lav forekomst af smitte”?

Men hvorfor så gøre noget som helst? Altså andet end at ophæve en helt masse restriktioner?

Der er heller ingen der dør, og indlæggelserne er korte. Der er heller ingen overdødelighed i Europa.

Men panikken breder sig. Der er interesser i “panik”. Det ved enhver politolog. Magten reorganiseres, og maskerne breder sig.

Links:

Link til SSI: https://www.ssi.dk/…/sygdomsover…/c/covid19-overvaagning

Nye eksperimenter: https://politiken.dk/…/Yderligere-restriktioner-kan-v…

Dødelighed i Europa: https://www.euromomo.eu/graphs-and-maps/

 

2. Dødens bogholderi i Politiken

I dagens Politiken er der en stor artikel om coronaens farlighed og udvikling. Der er naturligvis en masse panik og hyperforebyggelse, som skal skrue forstanden af, men tager man det væk, så er der også et par interessante informationer.

A.

For det første henvises til en helt ny artikel, som er udkommet som et såkaldt ”bulletin” i regi af WHO. Heraf fremgår det, at den gennemsnitlige dødelighed, den såkaldte IFR, kun er på 0,27%. Dette tal er, står der, ”much lower” end tidligere officielle estimeater. Af selve artiklen fremgår det endda, at det ”korrigerede gennemsnit” er helt nede på 0,23%.

Jeg er simpelthen rystet over, at man har smadret og kinesificeret Europa, med så lav en dødelighed som anledning. Det er en skandale af dimensioner efter min mening.

Nederst har jeg kopieret et uddrag fra rapportens resume og konklusion og linket til selve rapporten.

B.

Det fremgår også i en faktaboks, at indlæggelsestiden i region hovedstaden er mere end halveret siden april. Folk bliver ikke så syge som tidligere, hvilket jo stemmer godt med, at dødstallene slet ikke stiger så hurtigt som smittetallene, hvilket jo kun er godt, for så kan man lade folk smitte hinanden, mens de giver hånd og leger sammen.

Der er heller ikke noget som helst pres på respiratorer overhovedet. Kun 12 er i respirator pt. Det er så lidt, at det svarer til nul.

C.

For det tredje fortæller professor ved SDU, Christine Stabell Benn, at ”dødeligheden blandt børn og voksne under 50 hele tiden har været lavere end for almindelig influenza”.

I Danmark er der kun én død person under 50 og ingen under 30! Stabell Benn mener derfor, at man godt kan lade sygdommen ”flyde lidt friere”, men først, når man har ”opbygget noget immunitet”.

Men det er jo en bagvendt logik, for der bliver jo ingen immunitet, med mindre sygdommen først har flydt frit, hvilket man altså roligt kan gøre for alle almindelige mennesker. Det er faktisk også normalt Benns opfattelse, så jeg tror hun har udtrykt sig lidt kluntet.

Artiklen refererer heromkring til det flok-immunitetssynspunkt, som oprindelig prægede de nordiske sundhedsstyrelser, og som for nylig er bekræftet af forskerne bag den såkaldte Great Barrington Decleration. Denne deklarations forfattere mener, at vi bør normalisere samfundslivet og blot værne om de gamle, som det også normalt er Benns synspunkt.

WHO’s Hans Kluge siger hertil, at dette vil være ”etisk problematisk”. Men heri tager han helt fejl. Det, som snarere er ”etisk problematisk”, det er, at man ødelægger og hospitaliserer hele samfundet som sådan på grund af en sygdom, hvis dødelighed er yderst begrænset, og som stort set kun rammer gamle mennesker.

Kluge må derfor ty til at true med flere ”senskader”, men det er jo helt uden proportioner, når vi snakker Nedlukninger. Så kunne man nedlægge alt forever.

Jeg er sikker på, at mange af vores gamle medborgere ikke går ind for, at alle andre i samfundet – dvs. deres børn, børnebørn og oldebørn – skal have frataget deres mulighed for at vokse op i et frit samfund. Det vil jeg i al fald helt sikker selv mene, selvom jeg var gammel.

D.

Resten af artiklen er en masse småudsving og skrækepisoder, som udråbes til tredje verdenskrig.

PS

Her er et uddrag fra WHO-rapportens konklusion:

”I included 61 studies (74 estimates) and eight preliminary national estimates. (…) Across 51 locations, the median COVID-19 infection fatality rate was 0.27% (corrected 0.23%): the rate was 0.09% in locations with COVID-19 population mortality rates less than the global average (< 118 deaths/million), 0.20% in locations with 118–500 COVID-19 deaths/million people and 0.57% in locations with > 500 COVID-19 deaths/million people. In people < 70 years, infection fatality rates ranged from 0.00% to 0.31% with crude and corrected medians of 0.05%.”

Conclusion: The infection fatality rate of COVID-19 can vary substantially across different locations and this may reflect differences in population age structure and casemix of infected and deceased patients and other factors. The inferred infection fatality rates tended to be much lower than estimates made earlier in the pandemic.”

Links:

Politikens artikel: https://politiken.dk/udland/art7966003/Fire-alarmer-blinker

Rapporten fra WHO: https://www.who.int/bulletin/online_first/BLT.20.265892.pdf

 

3. Christian Bjørnskov om den nye forstærkede Nedlukning

Professor Christian Bjørnskov reflekterer i dette indlæg over gårsdagens dramatiske bekræftelse af nedlukningens forstærkning, hvor forsamlingsgrænsen nu er på 10, og hvor der kræves mundbind i offentlige bygninger.

Bjørnskov kalder det “diktatorisk” og fremhæver især det forhold, at der lægges stærke bånd på forsamlingsfriheden, selvom der ikke dør flere end normalt. Han kritiserer også den nye mundbindsfetish.

http://punditokraterne.dk/2020/10/24/hvad-foregaar-der-frederiksen-og-moelbak/

 

4. Nye mundbindsregler

Nu lister biostaten dens nye ekstremistiske symboler, mundbind og visirer, helt ned i uddannelsessystemet, som tegn på, at den næste generation er helt alene og uden ansigt, reduceret til smitteformidlere.

Nu skal alle, både lærere og elever, bærer mundbind på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser i almindelige sammenhænge. Kravet gælder dog ikke i undervisningen, hvis man altså sidder ned og kigger lige ud, hvis jeg har forstået det ret.

Det hele er et biopolitisk eksperiment. I næste hug – måske efter jul – bringes mundbindet formentlig også ind i klasserne, ligesom det allerede er tilfældet i flere europæiske lande.

Faktisk skal en ungdoms- eller voksenuddannelseslærer, som har mere end to hold på en dag nu også have mundbind på. Og i dagtilbud og skoler gøres det nu frivilligt for lærere og pædagoger at bære visir. Det har ikke før været en anbefaling, og flere kommuner har kæmpet med at holde stand mod profylakseforskrækkede lærere og deres afprofessionaliserede forening.

Men fra nu af må skolerne og dagtilbuddene lade den subjektive frygt, som endda kaldes for “et ønske”, styre omgangen med små børn, og de panikramte lærere må nu bære et stort individuelt ansvar og pædagogisk valg: Er de biostatens eller demokratiets vogtere? Der er ingen middelvej, så længe Nedlukningen hersker.

Ingen børn eller unge er døde af sygdommen, og er der overhovedet nogle erhvervsaktive lærere, som er døde? Det kan ikke være mange. Der er ingen risiko i miles omkreds, og der er jo i al fald ikke en risiko, som børn og unge skal bære, hvilket sker nu, hvor de bliver reduceret til udskammede smittebærere, endda med tilhørende bio-ideologisk lærebogsmateriale som frygtindgydende krigslitteratur.

Den lærer eller pædagog, som frivilligt påfører sig disse symboler, bidrager dermed direkte til at pædagogikkens og demokratiets opløsning.

Man skal gøre, hvad man får besked på med rod i loven og så ikke snus mere, og derudover skal man fortælle børnene om totalitarismens moderne former. Man kan f.eks. læse Aldous Huxleys samtidsaktuelle ”Fagre nye verden” fra 1932 eller George Orwells ”1984” fra 1948.

Hvis jeg var 85 år med et par alvorlige sygdomme i forvejen, og i egenskab heraf blev misbrugt af statsministeren som ideologisk reference – jf. de ”sårbare” – for at ødelægge både samfundslivet og den pædagogiske praksis og dermed stoppe mine børnebørns og oldebørns frie muligheder som sådan, så ville jeg dø af skam.

Jeg kunne jo også gøre oprør, men det er svært, hvis man er gammel og syg, så jeg vil blot dø af skam og ikke føle mig værdig til en gravsten.

Biopolitikken føres nu frem af folk mellem 30 og 50, en aldersgruppe, der, som generation betragtet, altid vil være mærket som den generation, der påførte sine bedsteforældre skam og ensomhed. I sandhed en generation, der snublede.

Links:

Sundhedsstyrelsens regler ifm den nyeste Nedlukning: https://www.sum.dk/…/Oversigt-over-tiltag-okt2020.pdf

Børne- og undervisningsministeriets omtale af reglerne: https://www.uvm.dk/…/201024-nye-tiltag-mod-covid19-paa…

Folkeskolen.dk’s dækning: https://www.folkeskolen.dk/…/sundhedsministeriet…

 

5. Kåre Mølbak om ”personer i 40’erne og 50’erne”

På gårsdagens dramatiske pressemøde sagde Kåre Mølbak, da han skulle fortælle om de interstellare trusler, ifølge Politiken følgende:

”Han peger på, at dødsfaldene også er blandt personer i 40’erne og 50’erne.”

Men det passer slet ikke. Her er SSI’s egne bittesmå tal som dækker hele perioden fra marts til nu:

0-30 år: 0 døde

30-40 år: 1 død

40-50 år: 0 døde

50-60 år: 19 døde

60-70 år: 69 døde

Jeg kan på den baggrund heller ikke have tillid til de andre ting. Mølbak sagde. Det må jeg indrømme.

Fejlen viser, hvilken biostatistisk ekstremisme, der er på spil; en ekstremisme som nu går ud over hele samfundslivet, herunder børn og unge samt hele de åndelige og moralske væv.

Mølbak nævnte også sine nye matematiske modelleringer, som Sundhedsministeren nærmest barnligt og helt uden faglig uddybning netop har delt på FB, så ingen kan forholde sig seriøst og kritisk til emnet. Og tilbage i foråret var nogle tilsvarende matematiske modelberegninger om konsekvenserne af ”genåbningen” totalt hen i vejret, dvs. ren frygtpropaganda.

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7972791/M%C3%B8lbak-efter-gennemgang-af-d%C3%B8dsattester-Langt-de-fleste-er-d%C3%B8de-af-corona

 

6. Christine Stabell Benns analyse af corona-situationen

Professor i global sundhed ved SDU, Christine Stabell Benn, har skrevet en flot kritisk sammenfatning af sit syn på coronaindsatsen.

Hun taler for en indsats i tråd med den såkaldte Great Barrington Decleration, dvs. at man vender tilbage til et normalt samfundsliv, samtidig med at man har særlig opmærksomhed på personer og grupper med høj risiko. Og hun har en helt masse konkrete forslag til, hvordan man kunne gøre det.

Kort sagt: Man skal gøre noget, men man skal ikke gøre alt.

Benn understreger, at coronaen er ufarlig for langt de fleste, og at en fortsat nedlukning har alt for mange negative effekter for økonomi, folkesundhed og socialt liv.

Dernæst ved hun en helt masse om vacciner, og hun problematiserer manges naive venten på ”vaccinen”, som en slags guddommelig forløsning.

Benn kritiserer også den hidsige ide om, at man helt bør udslette sygdommen; en ide som præger regeringen. Hun mener, at coronaen har en form for naturlig eksistens, som skal holdes fornuftigt ved lige, indtil den kommer til at ligne andre coronaer, som er uskadelige, og så den kan forstærke modstandskraften ved fremtidige vira. Hun mener derfor heller ikke, at man skal give en vaccine til folk under 50 år, og slet ikke til afrikanske børn. Sygdomme har en form for naturlig funktion.

Det handler om flokimmunitet, men også om mere end det. Der ligger en form for sygdomsfilosofi til grund, som jeg ser det. Det er et lægefagligt proportionalitetsprincip i fuld vigør, og det går derfor stik imod regeringens ”ekstreme forsigtighedsprincip”, der har en totalitær konsekvens indbygget.

Endelig kritiserer hun den aktuelle testpraksis, ikke mindst det forhold – hvilket jeg ikke vidste – at man i dag bearbejder et individs testdata så mange gange, at man ofte ikke finder noget reel virus, men kun døde rester. Dermed overestimeres både sygdommens smitsomhed og hyppighed. Dette synspunkt uddybede hun faktisk i en artikel på Fyens.dk i går, hvor synspunktet blev støttet af professor Hans Jørgen Kolmos.

Benn mener dog stadig, at Nedlukningen var en ”klog beslutning”, men altså også, at den ikke er spor klog mere. Årsagen til, at hun kan fastholde denne skelnen er, at hun ikke inddrager politisk, filosofisk og pædagogisk kritik. Benn er altså stadig lidt i evidensens favn, men ud fra et langt bredere sundhedssyn en corona-ideologerne, og selvom Nedlukningen efter min opfattelse er hele kilden til de ting, som Benn kritiserer, så er jeg 100% enig i alle hendes konkrete forslag. Faktisk minder Benns forslag meget om Sundhedsstyrelsens oprindelige vurderinger, som jo blev overtrumfet af statsministeren d. 11. marts, og dermed af Nedlukningen.

Man ender egentlig også lidt med at komme i tvivl om, hvorvidt Benn egentlig gik ind for Nedlukningen for alvor.

Benn er en læge i ordets bedste forstand, og der er ingen skråsikkerhed i teksten, så hun er også en ægte videnskabsmand.

Jeg vil til sidst sige, at Henrik Dahl, som virkelig er på den biopolitiske vogn, og som dermed har påtaget sig et stort ansvar for hele suppedasen og for sit partis politiske deroute, mener, at Benns synspunkter er på kant med lægeløftet. Det statement siger virkelig noget om den etiske situation på Dahls fløj, for Benns indlægs hele indhold og ånd er en pryd for hendes stand.

Benns artikel får interesserede ord med på vejen på facebook af farmaceut, Christian Heebøll-Nielsen, som ellers har været meget på den biopolitiske fløj, og som selv er skribent på tidsskriftet.

Heebøll-Nielsens tilgang har været et centralt referencepunkt for især de bio-liberales engagement, herunder Henrik Dahl og hans kæreste, Christina Yoon, Mikkel Andersson, Villemoes mm., og har dermed haft indirekte indflydelse op flere mediers holdning. Måske kan hans interesse i Benns arbejde bidrage til en opblødning af de hidsige fronter i den omegn.

Benns synspunkter er også genstand for et langt indlæg i dagens Berlingske.

Links:

Stabell Benns indlæg på linkedin, d. 24. oktober: https://www.linkedin.com/…/corona-tanker-om…/

Samme indlæg i Sundhedspolitisk Tidsskrift: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/…/3943-professor…

Omtale i Berlingske: https://www.berlingske.dk/…/de-blev-testet-positive-men…

Interview med Stabell Benn på fyens.dk, d. 24. oktober: https://fyens.dk/…/fynsk-professor-lad-flere-blive…

Andre eksperters kommentar til Stabell Benn på fyens.dk, d. 24. ok: https://fyens.dk/…/skeptiske-professorer-det-kan-ikke…

Great Barrington-deklerationen: https://gbdeclaration.org/

Jeg kan desværre ikke linke til Henrik Dahls private fb-profil, men jeg har fået tilsendt en kopi af hans omtale af Stabell Benn: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10160308395338146&set=p.10160308395338146&type=3

 

7. Kritiske politikere?

Hvor har vi indtil nu set kritisk aktivitet på borgen, altså sådan af den mere grundlæggende slags, i forbindelse med de nye restriktioner?

Ikke mange steder.

Mig bekendt har kun en enkelt partileder udtalt sig kritisk, og det er Josephine Fock fra Alternativet. Det sker i følgende tweet få timer efter den nye Nedlukning:

”Jeg kan næsten ikke rumme så megen begrænsning af den personlige frihed. Meget kraftige restriktioner, som ikke virker proportionale. Vores sundhedsvæsen er slet ikke tæt på at være belastet. Jeg frygter sociale konsekvenser #dkpol

@alternativet_”

Desværre trak Fock i land allerede dagen efter, så der var blot tale om et aftenspjæt i sofaen. Hendes konkurrent til formandsposten, Theresa Scavenius, var derimod i foråret ude med to slagkraftige kritikker af coronapolitikken i Politiken. Men Fock kan kun lave et lille tweet, som hun fortryder dagen efter.

Dernæst har Lars Løkke Rasmussen d. 24. oktober skrevet et kritisk indlæg i BT. Han vil have ”demokratiet og folkestyret tilbage”. Det er super, for han har helt ret i, at demokrati – og dermed også pædagogik – har tabt til den biopolitiske ekstremisme. Løkkes problem er så, at han samtidig går ind for den oprindelige Nedlukning i marts. Han ser altså ikke, at det var Nedlukningen som sådan, som skabte truslen mod demokratiet. Man kan ikke både gå ind for Nedlukning og for demokrati på samme tid. Dermed splittes hans kritik, som ikke kan realiseres.

Men Løkke skal have tak alligevel for at tale demokratiets sag. Måske skulle han lave et parti sammen med de andre lavthængende ex’ere hos de radikale, Alternativet og LA?

Endelig vil jeg nævne Ny Borgerliges Lars Boje Mathiessen, som pt er den stærkeste kritiske kraft på borgen, selvom han mig bekendt endnu ikke har reageret på gårsdagens pressemøde. Mathiesen skal have et kæmpetak for sin indsats. NB’s formand, Pernille Vermund, var faktisk ude med en kritik af den nye Nedlukning, men hun ville bare have noget mere “evidens” og “effekt”, og det kan jo hurtigt gøre ondt værre, fordi der ikke knyttes an til politiske, demokratiske eller pædagogiske emner, hvilket Lars Boje gør i højere grad, hvilket muligvis skyldes, at han er lærer.

Der er en fælles demokratisk understrøm, som mangler at få mod, stemme og fællesskab.

På venstrefløjen er man helt forelsket i den biopolitiske ekstremisme, som endda kombineres med en slags nyracisme og totalt kulturhad.

De radikales ordfører, Sinus Lindgreen, er også begejstret for den nye nedlukning. Han er ph.d. i bioinformatik, hvilket ikke er en dyd i denne sag, fordi det trækker i retning af biopolitisk ekstremisme. Og resten af partiet virker ligeglade, fordi det jo sidder oppe i deres klimatræ og stryger hinandens lår.

DF og K virker også helt ligeglade.

Lars Løkkes indlæg: https://www.bt.dk/…/lars-loekke-giv-os-folkestyret-og…

 

8. LA’s krise: den totale stat

Danmarks nyliberale parti er i disse måneder førende i opløsningen af det liberale samfund. Det er især Henrik Dahl, der svinger dødsøksen via sin helhjertede opbakning til biopolitikken og til regeringens nyeste hyper-centralistiske forslag til epidemiloven.

Dahl støttes i store træk af Saxobank og dermed det gamle Ayn Rand-segment, der stod bag partiets grundlæggelse som sådan. Dermed spærrer Dahl for den enorme skepsis, der er mod corona-politikken i de klassiske liberale og faktisk også mange nyliberale kredse, fx omkring cepos og punditokraterne.

Den nye LA-formand har ingen råderum i den sag, så han kan kun råbe på yderligere centralistiske handleplaner og strategier.

I forvejen var partiet i opløsning pga. Simon Emils Ammitzbøls og Merete Riisagers afgang, men nu er det slut, som jeg ser det.

LA støtter den totale stat, og partiets funktion som liberal vagthund er dermed helt forsvundet. Partiet støtter nu det, som den slovenske filosof Slavoj Zizek kalder for krigskommunisme.

Partiet her derfor ingen eksistensberettigelse.

 

9. Kritiske læger på twitter

Jeg er ikke så aktiv på twitter, men er dog blevet opmærksom på, at der her huserer nogle fremtrædende læger, som er særdeles kritiske over for det biopolitiske tyranni:

Først og fremmest er der overlæge og immunolog, Kim Warming, som også er medforfatter på den versende underskriftsindsamling imod coronapolitikken, som pt. har 11.400 underskrifter.

Dernæst er der overlæge Jens Kristian Gøtrik, Her er lex.dk’s omtale af Gøtrik omfattende erfaring med lægefaglige og sundhedspolitiske emner:

”Jens Kristian Gøtrik, f. 1944, dansk læge, der efter uddannelse som ortopædkirurg var overlæge på Gentofte Amtssygehus 1986-94, centerdirektør på Rigshospitalet 1994-96, cheflæge på Hillerød Sygehus 1996-97, cheflæge på Gentofte Amtssygehus 1997-99 og sundhedsfaglig vicedirektør i Københavns Amt 1999-2001.

Jens Kristian Gøtrik var formand for Lægeforeningen 1986-92 og formand for Kræftens Bekæmpelse 1993-99. 2001-06 var han leder af Sundhedsstyrelsen (medicinaldirektør) og 2007-11 direktør for brancheorganisationen Medicoindustrien.”

Endelig er der læge og Professor ved SDU, Christine Stabell Benn, som virkelig har meldt sig på banen de sidste dage, og hvis argumentation netop i dag er publiceret i Sundhedspolitiske Tidsskrift.

Varmings twitterprofil: https://twitter.com/KVarming

Gøtrups twitterprofil: https://twitter.com/JkgGtrik

Stabell Benns twitterprofil: https://twitter.com/StabellBenn

 

10. Nedlukningens ånd

Lektor ved UCN, Steffen Helledie, delte d. 11. marts opslag på facebook, som også huserede i alle hjørner af SoMe ved den mindste kritiske prut, nærmest uanset hvad man skrev om emnet. Opslaget bestod af et stor billede af Søren Brostrøm, ledsaget af følgende tekst:

”Det her er Søren Brostrøm han er:

✓ Uddannet læge fra Københavns Universitet

✓Ph.d. og speciallæge i gynækologi og obstetrik

✓Ekspertuddannet i urogynækologi

✓Tidligere chef for ‘Sygehuse og Beredskab’ i sundhedsstyrelsen

✓Master of Public Administration (MPA) ved Copenhagen Business School

✓Tidligere overlæge ved Herlev Hospital

✓Lektor ved Københavns Universitet.

✓Medlem af WHO’s regionalbestyrelse for Europa

✓Vigtigst af alt Direktør for Sundhedsstyrelsen

Medmindre du er bedre kvalificeret end Søren, så er der ingen, der er interesseret i din tolkning af nødvendige tiltag til coronavirus. Hvis Søren siger hop, spørger du ikke hvorfor, men hvor højt. Faglighed og statistik vinder over virus, ikke pseudovidenskab og overtro.”

Indlægget gav efterfølgende anledning til et særdeles kritisk indlæg af filosoffen Søren Gosvig Olesen. Helledie svarede, og Olesen svarede igen.

Helledies indlæg repræsenterer hele den dybt affirmative og udemokratiske ånd, der herskede i de afgørende døgn, og hvis konsekvens og efterladenskaber stadig sidder dybt hos mange og også i hele politikken. Selv oplevede jeg det som totalitarismens genfødsel, og jeg vil aldrig glemme det.

Få uger efter, da det viste sig, at Brostrøm slet ikke havde anbefalet nogen Nedlukning, faldt hans stjerne hos det biopolitiske segment, hvor han nedladende blev omtalt som “gynækologen”.

Link til debat mellem Gosvig Olesen og Helledie: https://www.information.dk/…/foerst-agerer-saa…

Link til Helledies facebookopslag: https://www.facebook.com/steffen.helledie/posts/10158302044704940

 

11. Den ekstreme forsigtighed forstærkes i uddannelsessektoren:

Den forstærkede nedlukning sætter sig nu direkte i den frie sektor:

Jeg har her til eftermiddag modtaget en mail fra Aarhus Universitets ledelse. Heraf fremgår det, at alle studerende og ansatte nu skal bære mundbind, når de færdes på universitetets arealer, med mindre de sidder ned. Det gælder også i undervisningen, hvis man har mere end to hold om dagen; et krav som nok i højere grad vil ramme professionshøjskolerne og gymnasierne, hvor disse regler også gælder, hvis jeg har forstået det ret.

Her er afsnittet om mundbind:

“MUNDBIND

Fra og med torsdag den 29. oktober gælder et udvidet påbud om at bære mundbind.

På nuværende tidspunkt skal der bæres mundbind i kantinerne.

Som det nye skal studerende og medarbejdere fra den 29. oktober bære mundbind, når de færdes på universitetets fællesarealer indendørs.

Når man sidder ned i det lokale, man vil tage ophold i – hvad enten det er undervisningslokaler eller på kontorer – kan man tage mundbindet af. Man skal dog fortsat nøje overholde den gældende afstand på en meter og spritte kontaktpunkter grundigt af.

Undervisere og oplægsholdere skal normalt ikke bære mundbind eller visir i undervisningssituationen, men skal som hidtil holde mindst to meters afstand til de nærmeste tilhørere. Dog skal undervisere, der har mere end to hold i løbet af en dag, bære mundbind eller visir i forbindelse med undervisningen.”

Derudover skrev universitetets avis Omnibus, at der allerede fra efterårsferien var opstillet decideret coronatest-enheder i universitetsparken, selvom den slags biopolitiske ekstremisme på ingen måde hører hjemme på den frie tids område eller nogen som helst andre steder, som ikke er et hospital.

Smittede tanker 70: Sundhedsstyrelsens mundbindsbegrundelser

Fra på torsdag udvides kravet om mundbind til rigtigt mange af samfundets områder, selvom Søren Brostrøm på pressemødet om sagen d. 23. oktober faktisk erklærede,  at der ikke er ”endegyldig evidens” for effekten. Han mente dog – med en karakteristisk biopolitisk distinktion mellem “evidens og dokumentation” – at der i stedet var tale om en ”tilstrækkelig dokumentation” (efter hukommelsen).

Jeg er faktisk selv meget imod, at spørgsmålet om mundbind reducerees til et banalt effektspørgsmål, men desuagtet er det naturligvis interessant, om der er en sammenhæng mellem Sundhedsstyrelsens begrundelser og dens anbefalinger.

Så hvad skriver Sundhedsstyrelsen selv om emnet, som den altså på pressemødet mente, at der var en vis evidens og en tilstrækkelig dokumentation for.?

Sundhedsstyrelsen opdaterede pr. d. 20. august dens skrivelse om mundbind. Teksten hedder: “Brug af mundbind i det offentlige rum-dokumentation og sundhedsfaglige anbefalinger, opdateret 21.08.2020”.

Her kan man faktisk læse, at der ikke er nogen hverken hel eller halv evidens eller dokumentation for ”effekt”.

Lad os se på sagen:

 

1. Evidens?

Der foreligger ifølge Sundhedsstyrelsen ingen traditionel sundhedsfaglig evidens for at mundbind skulle have ”effekt”:

”Kliniske lodtrækningsundersøgelser er de mest pålidelige undersøgelser til at vurdere effekten af tiltag til behandling og forebyggelse af sygdom, herunder brug af mundbind. Der foreligger dog, på nuværende tidspunkt, ingen kliniske lodtrækningsundersøgelser vedrørende brug af mundbind i det offentlige rum under COVID-19”.

Og videre hedder det om et mindre konkret evidensstudie, som man alligevel har fundet:

”En opdatering fra april 2020 af et Cochrane-review undersøgte dokumentation for, at brug af mundbind nedsætter risikoen for at brugeren bliver smittet med luftvejsvirus. Samlet set konkluderes det, at der ikke blev fundet evidens for, at brug af mundbind nedsætter forekomsten af akut luftvejssygdom blandt brugerne.”

Dette studie angives at have “moderat kvalitet”.

Altså ingen evidens.

Dernæst omtales den danske undersøgelse, som alle går og venter på, men efter sigende viser den heller ikke nogen effekt.

 

2. Dokumentation?

Dernæst omtales et såkaldt ”observationsstudie”, som har en noget mindre udsigelseskraft, men her finder Sundhedsstyrelsen heller ikke noget overbevisende materiale, selv ikke for de undersøgelser, som trods alt peger på en korrelation. De pågældende undersøgelser er forbundet med “betydelige fortolkningsvanskeligheder”, står der, f.eks. forårsaget af følgende:

”Det er dog en velkendt problemstilling, at det ikke er muligt med sikkerhed at fjerne risikoen for, at den fundne effekt i virkeligheden skyldes andre faktorer. Det er således ikke muligt, i denne type undersøgelser, med sikkerhed at adskille effekten af brug af mundbind fra effekten af andre faktorer.”

Det omtalte studie angives direkte til at have “lav kvalitet”.

Dernæst påpeger Sundhedsstyrelsen nogle såkaldte ”potentielle fordele og ulemper” ved mundbind. Heraf fremgår det, at problemerne ikke blot handler om ”evidens” i traditionel forstand. Der er skam heller ingen ’dokumentation’:

”Det skal bemærkes, at de ovenfor beskrevne fordele og ulemper ikke er dokumenteret.”

Så ifølge Sundhedsstyrelsen er der hverken noget evidens eller nogen dokumentation for mundbind. Men alligevel indføres der nu mundbind bredt over hele landet?

Det var sådan set min hovedpointe.

Endelig fremhæver Sundhedsstyrelsen nogle estimater fra det norske Folkehelseinstitut, som har en meget lav vurdering af effekt af masker. I Norge er der mig bekendt heller ikke generelle maskepåbud, ligesom der heller ikke er det i Sverige.

 

3. Ulemper?

Lad os til sidst se på de påståede fordele og ulemper:

Her er de påståede fordele:

  1. Nedsat risiko for smitte fra asymptomatiske og præsymptomatiske personer, dvs. personer, der enten ikke har symptomer eller i tiden op til de udvikler symptomer.
  2. Reducerer stigmatisering af personer, der ønsker at bruge mundbind, da anvendelse af mundbind bliver mere almindeligt.
  3. Kan medvirke til, at befolkningen får en følelse af at kunne bidrage til at hindre sm
  4. Kan være en påmindelse om, at man skal efterleve smitteforebyggende tiltag, dvs. holde afstand, reducere kontakt, opretholde højt hygiejne, højt niveau af rengøring mv.

Pkt. 1 har man jo lige selv afvist, for der var jo netop ingen påvist “nedsat risiko for smitte”, så her er vi vist ude i det meget ”potentielle”. Og af teksten fremgår det endda, at den nævnte “asymptomatiske” smitte i sig selv er ret begrænset.  Resten er psykologiske effekter uden betydning overhovedet, som slet ikke er gennemgået i begrundelserne. De aktuelle anbefalinger er simpelthen helt uden logisk sammenhæng med disse formuleringer.

Dernæst nævner man så de ”potentielle ulemper”. Dem er der til gengæld mange af:

  1. Kan medføre en risiko for kontaktsmitte, hvis det ikke håndteres og anvendes korrekt, hvis det berøres under brug eller hvis det tages af og på uden efterfølgende håndvask eller afspritning. Særligt hos børn, er der en øget risiko for at det bruges forkert.
  2. Kan medføre risiko for smitte, hvis det ikke udskiftes, når det er fugtigt eller forurenet idet, at det kan påvirke filtreringsgraden og evnen til at beskytte bæreren.
  3. Kan give gener som hovedpine, åndedrætsproblemer, udslæt, sår og allergiske reaktioner ved langvarig brug.
  4. Kan være ubehageligt at have på, og kan medføre et generelt ubehag, og følelse af kvælningsfornemmels hos nogle personer. Særligt i varme og fugtige miljøer kan der opstå ubehag.
  5. Kan påvirke kommunikationsmulighederne, og gøre det sværere at kommunikere klart og tydeligt. Dette er en væsentlig gene for personer, som har høre- eller talevanskeligheder.
  6. Kan medføre falsk tryghed og resultere i en lavere efterlevelse af øvrige og mere effektive tiltag til forebyggelse af smittespredning.
  7. Kan medføre affaldsproblemer efter brug, især på offentlige steder, hvor det kan smides på gade, efterlades i tog eller skraldespande, hvor det ikke afskærmes ordentligt.
  8. Visse personer kan have flere gener og vanskeligheder ved at anvende mundbindet

Men uanset fordele eller ulempe: Intet af noget af dette har som sagt hverken evidens eller dokumentation.

Dertil kommer en række forhold, som pjecen ikke nævner, og som er helt uafhængig af diverse “smitteeffekter”. Her tænker jeg på de sociale og etiske konsekvenser af, ikke at kunne se folks ansigter, ulysten til at gå på arbejde og til at bedrive social omgang med hinanden på offentlige steder, samt den konstante påmindelse om, at man lever i et samfund, hvor demokratiske grundprincipper er sat ud af kraft.

Disse omfattende politiske, sociale og pædagogiske ”ulemper” følger til gengæld direkte af det ekstreme forsigtighedsprincip, som Sundhedsstyrelsens tekst er et barokt eksempel på implementeringen af. Det her er meget mere end “evidens”. Det er en politisk og begrebsmæssig logik. Og det er ikke en “ulempe”, men en tilintetgørelse.

Søren Brostrøm svarer på noget af kritikken på dr.dk. Hans svar er: “Så er det altså heller ikke værre”.

Link til Sundhedsstyrelsens tekst ”Brug af mundbind i det offentlige rum-dokumentation og sundhedsfaglige anbefalinger, opdateret 21.08.2020: https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/Brug-af-mundbind-i-det-offentlige-rum-dokumentation

Søren Brostrøm om de aktuelle tiltag, dr.dk: https://www.dr.dk/nyheder/indland/brostroem-forsvarer-nye-krav-om-mundbind-saa-er-det-heller-ikke-vaerre

 

Smittede tanker 69: MeToo-ugerne i oktober

1. Poetisk bearbejdning: Skoven

a.

Ridderen, som kommer fra skoven, elsker ærten, så må han tage reglen med. Heldigvis har han sit skjold.

(prinsessen er hans regel: Lidt irriterende nogle gange, men også tilværelsens bevægelige struktur, en bølgende fletning).

Prinsessen elsker skoven, så må hun tage kragen og træskoene med

(Hvor er han? Her er lidt mørkt, hun farer vild og griber ham, da han falder ned fra træet).

Det er afhandlingens begyndelse.

 

b.

Når skjold møder skjold: Oh skræk

Når skov møder skov: Bøssens liv, et stort anlagt løbende og syngende mørke, hvor piger spiller på instrumenterne.

 

c.

Når regel møder regel: Oh skræk

Når ært møder ært: Det lesbiske liv, en rødmende blødhed under madrasserne.

 

d.

Hvis ridderen er uden prinsesse, mister verden regler, skoven gror til. Ridderen bliver til en mand.

Hvis prinsessen er uden ridder, mister verden interesse, ærten græder. Prinsessen bliver til en kvinde.

 

Citat: ”Du klatrer rundt i dine træer hele dagen, Pas på, du ikke falder, Falder ned i mine arme” (Fra Rigmors sang ”træ”, https://lyricstranslate.com/en/rigmor-tr%C3%A6-lyrics.html)

 

2. MeToo i Politik

I dag har 322 kvinder og Politiken været en tur i fornedrelsens land.

Avisen har trykt et brev fra 322 kvindelige politikere, og brevet var vedhæftet 79 små twitteragtige mere eller mindre lumre erfaringer med unge kolleger og ældre chefer. Der er ingen afsender, ingen sammenhæng, ingen dato, ingen adresse og ingen ret. Det er anonymiserede lunser af tilfældige og pornografiske ord, som undergraver kvindens selvstændighed på det groveste og er en skændsel for publicistisk virksomhed.

Nu kaldes der på samtykke og regler og kønsfrie arbejdspladser, og disse kald går hånd i hånd med angst, berøringsforbud, whistleblowers, evalueringer, digitalisering og teknificeret kønskonstruktivisme. Det er den helt forkerte vej for landets mænd og kvinder efter min mening.

Men hvad så?

Lad mig først sige, at ligesom jeg ikke har den mindste respekt for de ansigtsløse kvinder, som er trådt frem med deres flagrende og grimme ord, så har jeg heller ingen respekt for de mænd, som forveksler kønslivet med en pornofilm. Det hele er så uværdigt og hæsligt, at det er til at få ondt i pikken af.

Lad mig dernæst sige, at Danmark er et af de mest ligestillede samfund, der findes. Her hersker en udstrakt kønsfrihed, som alle jeg kender eller har kendt har haft stor glæde af at være i og deltage i, og der findes et vidt forgrenet net af børnehaver og orlovsordninger, der understøtter denne praksis. Det giver en frimodighed og en vekselvirkning, som ind imellem er den gammeltestamentlige højsang værdig, og det er en fornøjelse af følge de unge kæreste- og ægtepar ud til denne kultursammenhæng.

Det er DETTE poetisk-demokratiske kønsliv, som er kulturens kerne. Alt det skrækkelige bræk, som Politiken og andre mener er ”en sexistisk kultur”, og som man nu vil forsøge at komme af med ved at regel- og samtykkebasere det erotiske liv, er undtagelser.

Disse undtagelser har i et eller andet omfang har rod i naturens udfald. Der vil altid være mænd, som forløber sig. Spørgsmålet er, hvad man gør ved naturen i sin undtagelsesform, men spørgsmålet er ikke, hvordan man dræber naturen som sådan.

Som det er nu, er man gået i gang med at rive et skønt hus ned, fordi der er en punkteret rude i gæsteværelset. Denne ondskab mod kvinden, kalder man så for ”feminisme”.

Men hvad så? Mine svar er følgende:

1.

Opdrag dine døtre i kunsten at give en lussing, hvis mandenaturen tager et af sine undtagelsesvise ulækre udsving. Det kan være en fysisk lussing med flad hånd eller en lussing formet af ordenes lammende tråde eller begge dele. En sådan lussing er kvindeopdragelsens kunstværk. Sådan skal den hænge på væggen! Find evt nogle andre døtre, som også kender kunsten. Det kaldes for “girl-talk”.

Hvad er fordelene ved det? Jo, det er, at kvinden styrker sin selvbevidsthed, og at manden lærer at skamme sig.

Først skammen: Hvis f.eks. en mellemleder forløber sig og får en hård og velanbragt lussing af en ung kvinde, så vil han aldrig mere forløbe sig mod hende igen. Han vil endda i reglen være som et lam, endda et skamfuldt lam. Han vil skamme sig og frygte kvindens hævn i fremtiden. Denne mand vil nu være opdraget af kvinden.

Dernæst selvbevistheden: Efter lussingen kan kvinden forlade manden i fuldstændig selvbevidsthed, med svajende kjole, under skøn fanfare og med stolt og rank ryg.

Hun vil nu gå med store skridt ned på Rådhuspladsen og lytte henført til en sanger, som protesterer mod mundbind og coronasamfund.

Under Københavns måne vil hun hengive sig helt uden samtykke og i fuldstændig passivitet til den unge sangers ord og krop. Begge vil synge frit. Herefter vil de blive gift i kirken og støtte hinandens livsbaner og få små børn. Disse børn vil blive opdraget i syngende selvbevidsthed, og de vil se romantiske film om, hvordan man kan få hinanden på mange måder. Og ingen fra den familie vil nogensinde underordne sig et samfund eller en relation, som ikke er baseret på frihed. De vil være demokrater af guds nåde, og det hele kommer fra en lussing, som kvinden gav i sin ungdom.

Men den mellemleder, som havde forgrebet sig, han vil sygne hen i skam og være en kedelig og tør husbond for den kvinde, som måtte bøje sig for hans nu tavse og akavede kys. Han vil melde sig ind i ethvert parti, som støtter magten. Men fordi han engang fik en lussing, så vil han trods alt gøre det med dårlig samvittighed, og han vil derfor altid takke den unge kvinde, som han fik lussingen af som en gave. Og hver gang han takker, vil han trods alt få et ægte kys af sin hustru.

2.

Resten – altså deciderede overgreb – må loven tage sig ubønhørligt af. Altså en ægte lov under frihedens og ikke samtykkets regel.

Link til Politik-metoo: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7938429/En-blandt-os-blev-til-et-politisk-landsm%C3%B8de-spurgt-af-et-mandligt-medlem-om-den-korte-kjole-var-et-tegn-p%C3%A5-at-hun-gerne-ville-kneppes-af-ham-senere

 

3. To radikale traditioner

Hvad er på spil i RV? Jeg ved det. Svaret finder man i et digt fra 1932.

Digtet er en hyldest til den tyske teolog Karl Barth. Det handler om, hvordan et stort Guds Nej kan afstedkomme et kæmpe Ja til livets ting. Karl Barth var hovedinspirationskilde til den teologiske bevægelse Tidehverv, som ville redde Gud efter skyttegravene, og som fik afgørende indflydelse på dansk åndsliv og politik via et sammensurium af hjemlige inspirationer fra Kierkegaard, Grundtvig og det moderne gennembrud.

Dette digt bærer RV’s konflikt i sig. Hvordan det?

Digtet er skrevet af Bodil Koch (1903-72), som sagt i 1932. Koch blev efter krigen socialdemokratisk kirkeminister og kulturminister, og hun var stærkt kvindepolitisk engageret. Hun var også teolog og desforuden gift med Hal Koch, som selv var teolog og en slags dannelsesprins for centrum-venstre efter krigen, ikke mindst pga. hans opfattelse af demokrati som en livsform med rødder hos både Sokrates, Jesus og Grundtvig.

Koch-ægteparret stiftede Krogerup Højskole, hvor de nye venstretidehvervske principper skulle udleves. Blandt lærerne var ægteparret Else og Mads Lidegaard, som var interesseret i Grønland, Grundtvig og mange andre ting. Kort sagt: Top of the pops.

Der er altså en dyb forbindelse mellem Tidehverv og det moderne centrum-venstre som åndsbevægelse.

Else og Mads fik sønnerne Bo og Martin Lidegaard. Bo blev chefredaktør for den radikale avis Politiken, mens Martin blev decideret politisk aktiv hos de radikale. De to brødre voksede op på Krogerup Højskole, hvor Else og Mads boede og underviste i Bodils og Hals ånd. Ude i samfundet slyngede reformpædagogik og grundtvigianisme sig om hinanden. Skolehistorikeren Roar Skovmand knyttede forbindelsen fra Krogerup til lærerhøjskolen og seminarierne.

Flere af Auken-folkene var også i omegnen, blandt andet Gunvor, som var gift med Informations venstrefløjs-grundtvigianer Ejvind Larsen, og Margrethe. De var VS’ere og SF’ere. Også de var knyttede til Tidehvervs tankegods omkring den grundtvigsk-moderne Studenterkredsen, som havde eksisteret siden forrige århundrede som en slags motor for ”åndsfrihed”, der jo stadig er nævnt i folkeskolens formål. Og Svend Auken var vist nok også med i kredsen, selvom han ikke var teolog. Ida Auken skrev endda bogen ”Dansk” forrige år, hvor hun talte varmt om danske teologiske traditioner, og hun skrev også speciale om netop Karl Barth. Broderen, Sune Auken, skrev disputats om Grundtvig.

Tidehverv blev ganske vist spaltet i 1960’erne. Udbryderne blev til 1970-80’ernes centrum-venstre. Løgstrup var iblandt dem. Det var kort sagt grundtvigianerne. De endte hos SF, Socialdemokratiet og de radikale, og de fik en vis indflydelse på skolereformerne i 1975 og 1993 og på de folkelige bevægelser på venstrefløjen. Det var sekulariseret ånd. Det store Ja, men dog nej til EF. De tilbageværende tidehvervsfolk var Kierkegaard-folk, endda den sene Kierkegaard. De skabte Dansk Folkeparti. Her var det Nej’et, der fik overhånd. Senere blev denne ulykkelige spaltning mellem den tidlige Grundtvig og den sene Kierkegaard forstærket af indvandringen, og til sidst blev det hele smadret af den ny centrum-venstre konkurrencestatsideologi, som gjorde alle til indvandrere.

Martin Lidegaard og Ida Auken er altså ud af hele denne venstretidehvervske sammenhæng, som selv har rod i tidehverv som sådan fra 1920’erne og videre tilbage fra 1800-tallet.

Sidst, denne sammenhæng markerede sig, var for et par år siden på folkemødet. I Højskolernes telt endte Sørine Gotfredsen og Ida Auken i den helt store forbrødring, mens klapsalverne rungede i flere minutter. For en kort stund samledes det gamle Tidehverv igen. Det var yndigt.

Fra 1990’erne voksede et teknokratisk opgør, som var præget af konkurrencestatstemaer, frem hos RV. Det startede i det små med Uffe Elbæks deltagelse i Kompetencerådet og med Vestagers tid som undervisningsminister, men disse bevægelser blev i starten holdt i skak af Marianne Jelved, som jo var ud af den seminarietradition, som lå tæt på Koch, Lidegaard, Ole Vig Jensen og Auken. Partiet stemte da også imod den teknokratiske folkeskolereform i 2006. Men teknokratiet fortsatte i dybden hos scient.pol.’en Morten Østergaard og hos hans scient.pol.-væbnere Zenia Stampe og Sofie Carsten Nielsen, hvor traditionen var totalt fraværende. I forbindelse med arbejdet med 2013-skolereformen, som var en forstærkning af 2006-reformen, var RV da også fyr og flamme. Det var sørgeligt. Et politisk parti uden fortid og pædagogik kan ikke være politisk.

Bodil Koch tabte i den forstand stafetten i 2007 og endnu mere i 2013, hvor RV blev til et banalt teknokratisk konkurrencestatsparti. Kvinden tabte til det ”feminine”. Få år senere røg Martin Lidegaard helt ud af ledelsen.

Det, der skete med Østergaards afgang, er blot, at teknokratiet har forstærket sig selv med en identitetspolitisk og nidkær regnskabs-feminisme som ledsager, hvor hele verden er fyldt med ond ”kultur”. Denne forstærkning kunne ikke bruge Østergaard til noget, så ud med ham. Så i stedet for teknokrati får vi feministisk teknokrati. Med ondt skal ondt fordrives. Det er en slags moderne gennembrud i en radikal forfaldsform, som kaldes for identitetspolitik og verdensmål med åndstraditionen i Marianergraven. Det er et frontalt opgør med det historisk-poetiske, som elsker kønnenes og det sociale livs udtryksformer. Faktisk står Jens Rohde efter eget udsagn for en mere klassisk Brandes-linje, og med sin støtte til Lidegaard holder han jo også på Bodil Koch-linjen i den aktuelle sammenhæng. I sit facebookopslag d. 15. oktober skriver han ganske vist, at Auken er tilhænger af ”den gamle udgave af Grundtvig”. Men det passer ikke. Hun tilhører den grundtvigske modernisme, som netop har indoptaget det moderne gennembruds dyder, dvs. ånden fra Bodil Koch. Så snart han opdager det, får han det lettere.

Bodil Kochs stedfortrædere forsøgte for et par dage siden at stille op med Martin Lidegaard som alternativ til Carsten Nielsen, men scient.pol.-damerne fik kuppet ham ud af sideporten ved at kolportere nogle luftbårne rygter, sådan lidt ala pigegruppen i folkeskolen.

Men så svarede den virkelige prinsesse, Bodil Koch, igen, nu via Ida Auken, som i går – formodentlig i fuld forståelse med Jelved og Lidegaard – satte sit venstretidehverv/Hal Koch/seminarie-angreb ind på teknokratiet, endda i en nyfeministisk sprogdragt.

Man må da håbe, at Auken/Jelved/Ride/Lidegaard vinder. Det er dansk essens mod identitetspolitisk teknokrati.

Hvad med partiets formand, Svend Thorhauge? Ja, han er splittet. Han er selv ud af højskoletraditionen, men var i sin studietid optaget af Niklas Luhmanns systemteori, som ledsagede de teknokratiske 00’ere big time, og som jo stod for et frontalopgør på den grundtvigske tradition. Derfor er han faktisk mest til Carsten Nielsen+lidt skønsang efter min vurdering.

Corona er ikke de radikales tema. Man er mere interesseret i lumre skandaler, som dækker over åndshistorien. Men hvis partiet havde tid til at drøfte emnet, vil de måske mene, at coronaen er et positivt forvarsel til et bedre samfund? Denne eklatante fejl fremturer Bjørn Bredal, en af højskolefolkene, med i en aktuel kronik i Politiken. På en måde svarer det godt til Hal Koch, blot til den uheldige side af Koch, som jo bifaldt den underdanige samarbejdspolitik med tyskerne under krigen, faktisk i opposition til Løgstrup, som pludselig var blevet handlingens mand. Bo Lidegaard førte samme underdanighedslinje på Politiken, dengang Corydon kørte showet omkring skolereformen. Lidegaards far var ellers modstandsmand. Så var der mere schwung over Bodil, som jo var decideret tidehvervs-poet, hvilket altid har borget for en god moralsk styrke sådan lidt a la Kaj Munk og Inger Merete Nordentoft, uanset om man var enig eller ej. Faktisk tror jeg, at Bodil ville blive mere på jorden uden mundbind, så måske er det åbne ansigt RV’s egentlige oprindelse?

Bodil Kochs digt fra 1932? Jeg fandt det i Studenterkredsens blad fra maj 2020. Det kommer her. Og det vidner om en stadig og tavs struktur i landets politiske og åndelige liv, forbindelsen mellem ja og nej:

1.

Et billede – van Goghs gyldne hvedemark

et blomsterbundts form, dets dybe lilla farve

og glæden ved mennesker fylder mig i dag

Fylder mig i dag.

2.

Jeg læser en bog, en bog der ved,

at over alt dette står der skrevet et nej.

Guds nej over hver ting, jeg holder af.

Hver ting jeg holder af.

3.

En bog der ved, at ud af dette nej

fødes et ja, som er det eneste.

Et ja til det umulige, det ikke-værende,

det ikke værende

som er.

4.

Jeg vælger billedet og blomsten, dig og mig,

Jeg siger ja til hver en ting, jeg holder af.

Guds nej ved ligefuldt, at jeg er den værende,

At jeg den værende

er ikke.

(også bragt i som debatindlæg i Kr. Dagblad, d. 16. oktober: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/lektor-de-radikales-krise-er-en-dyb-strid-mellem-venstretidehvervske-hoejskolefolk-og)

 

3. Skovens forsvinden

Umiddelbart virker Morten Østergaard ikke som et mandfolk, mere som en lille dreng uden skov. Til gengæld virker Lotte Rod som et kvindemenneske, et snefnug, en ært uden regel. Sofie Carsten Nielsen virker også som et kvindemenneske, men her som en regel uden skov. Til gengæld virker Martin Lidegaard som et mandfolk fra Krogerups skove, men nu må vi se, om han også er en ridder. Lidegaards prinsesse, Marianne Jelved, klædte ham på og stod bag med fuld regel. Udover Jelved var der ingen dronninger eller prinsesser i miles omkreds. Der er kun en dreng, et par kvindemennesker og altså måske et mandfolk. Og hvor er moderen? Er hun opslugt af ekstremistisk profylakse, hvor alt liv lukkes inde i en livmoder uden en ridder i miles omkreds? Men kan man så være en moder? En moder må have et fædreland. Men så nærmer vi os skovene og prinsesserne.

 

5. Teologisk bearbejdning: mand, kvinde og barn

Først skabte Gud mennesket. Det sker både i kapitel 1, i den store skabelsesakt, og så en gang til i kapitel 2, hvor mennesket skabes af ”jord og Guds livsånde”. Først bagefter lavede han en pæn skov, som blev kaldt ”Edens Have”.

Det er altså ikke manden og ikke kvinden som skabes, men mennesket. Han hed så Adam, men det var ikke et drengenavn på det tidspunkt, blot et menneskenavn. Ja, Adam betyder slet og ret ”menneske”.

Så ser Gud, at hans menneske er alene. Derfor skaber han et andet menneske ud af det første. Så er de to mennesker. Stadig har de ikke noget køn.

Adam kalder sit medmenneske for ”kvinde”. Og første fra dette øjeblik omtales Adam selv som en ”mand”. Først her er kønnet skabt, altså i forbindelse med den almindelige navngivning, som Adam har gang i. Men vi er stadig i Paradiset. Kønnet skabes før syndefaldet.

Først da Adam giver sin medhjælp navnet ”kvinde”, bliver han selv en mand.

Så på en måde kom kvinden et splitsekund før manden, som selv lige før havde været ukønnet menneske, som ikke var en mand. Konklusion: De to køn skabes på (næsten) samme tid i samme sproghandling og ud af den almene skabte kategori ”menneske”, som består af jord og ånd og liv.

Manden kom altså nærmest sidst, men med en oprindelig erindring fra ensomheden i Edens Have, dvs. fra skoven. Kvinden husker også skoven, men kun i tosomhed.

Kvinden har på dette tidspunkt endnu ikke noget navn, som Adam jo har det, men ordet “Adam” betyder blot menneske, så på en måde er det ikke rigtigt et navn.

De to mennesker går rundt i haven uden tøj på, og de skammer sig ikke. Det lyder altså utroligt hyggeligt.

Så kommer syndefaldet, som skyldes kvindens lokkende sanselighed og mandens halsende nysgerrighed. Gud skælder ud og lover blod, sved og tårer både på marken og på fødselsgangen, samt underkastelse i skidt og kanel (Senere fortryder han lidt, men gjort er gjort).

Lige her, efter al skæld-ud’en og i en pudsig indskudt sætning, navngiver Adam sin ledsager endnu en gang. Nu ikke blot som ”kvinde”, men også som ”Eva”.

Begrundelsen herfor angives at være, at Eva jo nu skal være ”mor til alle mennesker”. Så kvinden kom før ”moderen”. Og Moderen kom sammen med kvindens kaldenavn. Og navnet Eva betyder da også “alt levende”, så det hele passer så godt.

Lige efter, at Adam har givet kvinden navnet ”Eva” og altså omtalt hende som ”alles moder”, fortryder Gud pludselig sin overdrevne straf og bliver lidt omsorgsfuld. Det er som om, han bliver lidt rørt af det der med ”moderen”. Gud giver derfor de unge mennesker lidt skindtøj med på rejsen. Han siger også, at mennesket nu er ”blevet som en af os”. Så mennesket er blevet lidt som en Gud, hvilket jo også lå i det med ”livsånden og alt levende”. Der er en livsfilosofisk forbindelse mellem kvinden og Gud (hos de radikale hedder det: Livs-hånden:-)). Måske betyder udtrykket ”en af os” også, at Gud er ved at lære af mennesket.

Her slutter denne del af historien. Bagefter kommer alt det med Kain og Abel og agerbruget.

I Kapitel 5 opsummeres logikken: Først skabes mennesket, og mennesket ligner Gud. Derpå skabes manden og kvinden i ét hug. Så igen: Adam er ikke en “mand”, før hans ledsager får navnet ”kvinde”.

Herefter kommer kapitel 6 og 7, som er Guds forsøg på at plante lidt moral ind i den omsiggribende hedonisme. ”Gudssønnerne” synes jo, at ”menneskedøtrene” er smukke, og de knalder alle sammen løs og bliver ”talrige”. Derfor siger Gud, at mennesket kun kan blive max 120 år. Godt med en effektiv sundhedsstyrelse. Så nu har vi både køn og alder og samvittighed.

Nogle af de voksende menneskemængder er derudover også onde. Gud fortryder sin skabelsesakt og måske også sin syndefaldsstraf, hvor han jo på en måde mistede den daglige kontrol. Han beslutter sig derfor for at udrydde alle. Han laver en syndflod.

Men igen, sidst i kapitel 8, fortryder Gud big time. Han siger, at han ”aldrig mere vil forbande jorden, på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af”, og han vil aldrig mere ”udrydde alt levende”, som han ”netop har gjort”.

Jeg har tre fortolkninger af Guds anden fortrydelse:

Den ene fortolkning handler om, at ”alles moder” og omsorgen efter den første fortrydelse – altså sammenhængen mellem ‘livsånden og alt levende’ – igen kommer op i Gud. Det vil følge logikken fra den første fortrydelse.

Den anden fortolkning knytter sig direkte til tekststedet. Her står der, at Gud indånder ”den liflige duft” af Noas “brændoffer”. Noas kirkehandling giver simpelthen Gud lidt selvfølelse efter hans enorme arbejdsindsats og lejlighedsvise fejltagelser.

Og nu er vi fremme ved pointen: Den tredje grund til Guds fortrydelse er nemlig, at mennesket jo kun ”vil det onde fra ungdommen af”. Det betyder, at barndommen er ud af ham selv og dermed i en særlig kontakt med Edens Have, dvs. før syndefaldet. Barnet er fra ”skaberens hånd”, som Rousseau sagde i 1762, dvs. uden synd. Barnet er ikke en del af arvesynden. Det er altså en god opdagelse, synes jeg. Det giver ganske vist et lille problem med ”dåben”, men vi er jo lang tid før kristendommen, så det kan vi lade ligge.

Måske er det derfor, at Rousseau i 1762 skriver sit opdragelsesværk til ”den kærlige og forudseende moder”, som skal tage vare på de ting, som udgår af ”skaberens hænder”, samtidig med, at han lader en lidt kønsløs hovmester, som ikke er faderen, opdrage Emile i et slags syndsfrit kundskabsparadis.

Man bør være tilbageholdende med at opdrage for meget på børn, som er gjort af Guds livsånde. De voksne må agte naturens børn på samme måde, som mennesket ifølge skabelsesberetningen skal agte naturen i almindelighed, i al fald hvis man følger teologen Ole Jensens analyse af bæredygtighedens teologi.

Herfra flyder så pædagogikken, barndommens uskyld og reformpædagogikken direkte fra Edens Have.

Måske er dette starten på forståelsen af Biblen som den proces, hvor ånden lærer mennesket at kende, livsånden i mennesket, som underviser sig selv.

 

6. Universiteter og dronninger

I et interview på tv2, forsøger Sofie Carsten Nielsen at trække veksel på Morten Østergaards forsøg på at gøre sin pligt over for Rod. Det her show er vist enden for de radikale, både moralsk og politisk. Alle rødder til den radikale tradition er nu kappet til fordel for en teknokratisk nyfeminisme, som ikke aner, hvad et mandfolk er, og som nu synker ned i et bundløst moralsk intet.

Østergaard holdt sit ord som en mand og beskyttede den unge snowflake-ært, som misbrugte sin nervøse erindring, men han blev underløbet på det groveste.

Og for mit vedkommende er det her også enden for Metoo. I starten var jeg noget skeptisk over for Marianne Stidsens kritiske analyser af fænomenet, men det er jeg ikke mere.

Derfor er den aktuelle metoo-manifestation fra universitetsverdenen heller ikke at regne for andet end en blanding af tilfældige episoder uden adresse, sammenhæng og dato og en ideologisk overophedning.

Der er ingen sexistisk “kultur” eller “hverdagssexisme” på universitetet, det kan jeg love for. Jeg har gået rundt på universitetet i nu 22 år i både hverdag og kultur og har aldrig oplevet eller hørt om det mindste. Derfor kan der jo ikke være tale om en “kultur” eller “hverdag”, det ligger i begreberne som sådan.

Tværtimod har der været ligeværd over hele linjen i alle 22 år; et ligeværd, som er opbygget af mænd og kvinder siden 1870’erne og også før, ikke mindst ved radikal hjælp, og som udgør “kulturen” som sådan, men som nu synker i grus i denne sexistiske anti-sexisme, som gør kultur og hverdag til ondt liv og reducerer alt til kønnenes laveste fællesnævner.

Interview med Sofie Carsten Nielsen: https://nyheder.tv2.dk/…/2020-10-08-lotte-rod-bad-selv…

Interview om uni-metoo: https://omnibus.au.dk/…/nu-rettes-metoo-spottet-mod…/…

 

7. Jelveds “superland”

Det radikale Venstre har forladt partiets tradition og er overgået til en nyfeministisk og livsfjendsk ideologi, som mener, at Danmark er sexistisk helt inde i hverdagen og kulturen, hvorved de selv bliver sexister.

Men hvad siger de rigtige radikale? Altså Jelved/Lidegaard-fløjen? Højskole- og seminariefløjen? Mand og kvinde?

Det kan man læse om i dag i Politiken. Her har Jelved nemlig et længere indlæg, som i al dets elegante tavshed siger alt:

Jelved skriver ikke et ord om køn eller race eller om den aktuelle sag. Hun svæver over vandene.

Jelved starter med at skrive om den radikale tradition og fortæller derefter, at det er “livgivende” med politisk samarbejde, og at Danmarks endda er et “superland”.

I en bisætning får hun lige sagt, at nogle radikale “kan ryge ud af en tangent”.

Det er det radikales måde at vise foragt for radikale på.

Superland mod sexistisk land.

De radikale har forladt de radikale.

Link til Jelveds debatindlæg fra d. 10. oktober: https://politiken.dk/debat/art7956676/%C2%BBDer-mangler-et-tillidsfuldt-samarbejdsklima-mellem-de-partier-der-i-f%C3%A6llesskab-vil-tage-ansvaret-p%C3%A5-sig%C2%AB

 

8. De radikales onde land

Jeg har nu forstået på de nye radikale ideologer, at Danmark er gennemsyret af systemisk-strukturel-kulturel racisme samt af både sexisme, patriarkalisme, neo-kolonialisme, slaveejermentalitet og almindelig ondskab, og at der flyder med corona-lig på gader og stræder.

Jeg har ganske vist aldrig oplevet noget af alle disse dårligdomme nogensinde. Jeg kender kun selvbevidste kvinder og mænd samt danskere og udlændinge, som omgås helt almindeligt, som det nu defineres i den ene og den anden kontekst. Jeg har heller ikke set nogle lig, bortset fra en død mus i udhuset.

Men jeg må jo bo på Pluto, og det er jo nok Plutos og ikke Danmarks historie og pædagogik, jeg har studeret.

Heldigvis er jeg enig med den tidligere radikale leder Marianne Jelved, som siger, at vi lever i et superland. Problemet er blot at dets politikere gør alt for at nedgøre det.

Den tidligere næstformand hos de radikale, Søren Bald, er vist enig med mig. Det kan man læse om i et læserbrev fra dagens Politiken, hvor han beskriver de nye sexisters ekstremisme. Bald forstår udmærket, hvis folk stemmer på nogle andre.

Måske er det snarere de nyradikale sexister, som bor på Pluto?

Bald er skolelærer og højskoleforstander. Dermed deler han arvegods med Jelved og Lidegaard, som har rødder i hele efterkrigstidens centrum-venstre dannelse.

De nysexistiske radikaliserede kvinder er derimod cand.scient.pol’er med ubestemt social arv. De står for en slags teknokratisk sexistisk feminisme, som reducerer landets rige praksisser til laveste fællesnævner.

Jeg er forresten også selv scient.pol., men heldigvis var min morfar præst og min farfar maskinmester. Begge havde de dejligste hustruer, som i dag ville have haft et fint job, men som ikke var spor undertrykte dengang.

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7956122/Den-nye-leder-og-andre-med-hende-har-helt-mistet-sansen-for-proportionerne.-Er-der-ingen-voksne-til-stede?fbclid=IwAR2XYzpbWL10r3Gr-uZ3gO2QODZFCL4Gcvip2nVyqxEdD4V3zjOaj–cb5o

 

9. Musikblad dræber musik og sprog

Den nye sexismes værste fjende er ikke bare radikale mænd med løse hænder. Det er sproget som sådan. Der er tale om en ren og skær kulturel destruktion.

Senest kan man se det i musikmagasinet Gaffa. Her skriver redaktør Sidsel Thomassen følgende til sine medarbejdere i et ondt brev, som hedder “Gaffa mod sexisme – et opråb og en påmindelse”:

“Det forventes med rette, at vi tager problematikken om sexisme i musikbranchen alvorligt og gør vores til at modarbejde de indgroede vaner, der er med til at fastholde os alle i et uddateret kønsbillede. Der, hvor vi primært kan sætte ind, er i vores brug af sproget. Sprog har en særlig evne til at fastholde os i gamle kønsstereotyper”

Og hvilke ord tilhører mon det “uddaterede kønsbillede”?

Jo, bladets skribenter anmodes om skribenterne blandt andet til at luge ud i ord som “alf, sylfide, fe, prinsesse, sexbombe, diva, viking, troldmand og hanløve.”

Og i et ledsagende interview i Politiken siger Signe Thomassen, at grunden til, at man efter hendes mening ikke bør bruge ordet “prinsesse”, er, at man i så fald antyder, den pågældende kunstner gerne vil være dronning, selvom en virkelig prinsesse netop er defineret ved at være ligeglad med at være dronning, men blot bliver det alligevel.

Det værste er blot dronninger, som aldrig har været prinsesser.

Så Annie Lennox er ikke en diva, og Dusty Springfield er ikke en prinsesse? og Elvis Costello er ikke en alf? Og Bruce Springsteen er ikke en viking? og Katy Perry er ikke en sexbombe?

Hvilket drab på kunst, pop og rock’n roll! Bladet ender i favnen på algoritme-journalistikken, dvs. i posthumanismen, som er dybt forbundet med den nye feminisme.

I de mest radikale versioner af den form for feministisk posthumanisme, som i særlig grad har forstået logikken, er det faktisk ikke manden, der er hovedfjenden, men derimod “moderen”.

Og uden moder er der ingen sprog, intet modersmål.

Det er faktisk ødelæggelsen af sproget, som efter min mening er den virkelige trussel fra den nye hypersexisme og racistiske antiracisme, som nu har bemægtiget sig samfundet.

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/opgoer-med-sexisme-slut-med-ord-som-diva-og-sexbombe-hos-danmarks-stoerste

 

10. De radikales kønsliv

Folketingsgruppen skal stemme om, hvem der skal være ny formand for gruppen. Ved mødet står der 8-8 mellem Carsten Nielsen og Lidegaard. Pludselig lancerer Sofie Carsten Nielsens følgesvendinde, Zenia Stampe, et luftbåret rygte, som hun har fra Carsten Nielsen, om, at Lidegaard skal have danset “for tæt på” en eller anden dame til en eller anden fest.

Lidegaard ved ikke, hvad eller hvem de to vimsende sexister snakker om, men han vil da ikke udelukke, at han har gjort et eller andet, som enhver fornuftig mand eller kvinde med et kønsliv går og gør en gang imellem, altså danser sådan lidt tæt, mens de lugter af rødvin.

Magen til elendig småtskåret normstormende og tøset nypuritanisme skal man da lede længe efter.

Efter denne fremvisning af kvindekønnets værste adfærds-sider står der pludselig 12-4 til dronningen og hendes følgesvendinde.

Er der ingen mandfolk hos de radikale?

Og jeg kan nu forstå, at de radikale feminister nu også har forårsaget, at alle mulige har kastet sig over den linke herre Christian Friis Bach, som åbenbart også har kysset en af de radikale sexbomber.

Nu mangler de to strategiske dronninger bare at kyse Jens Rohde, der som en sand ridder forsvarede Lidegaard, og prinsessen Marianne Jelved, hvis regel stod bag Lidegaards kandidatur.

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/kickstartede-metoo-kampagne-mod-lidegaard/8322808?fbclid=IwAR0pNusVJAmu7WsjQOy0ASvlcKMh6xR15z76ELBXYf0rA-SEYWsdH17phqQ

 

11. Ny radikal næstformand

Den nye feministisk-teknokratiske ledelse i RV, som har udslettet den radikale essens med de mest utrolige midler, har nu konsolideret sig med en tro væbner, Andreas Steenberg, som næstformand i gruppen.

Steenberg har samme alder som metoo’erne, har levet hele sit liv i RV, og er også scient.pol. og har haft en række tekniske ordførerskaber. Han skal nok gøre, som der bliver sagt.

Sofie Carsten Nielsen har dermed konsolideret sin magt og omgiver sig nu kun med folk fra egen fløj. Martin Lidegaard forsvandt allerede fra ledelsen efter sidste valg, og der er heller ingen plads til ham nu. Heller ikke til hans støtter Jelved, Auken, Rohde eller andre.

De radikale har nu endegyldigt bekræftet den teknokratiske symbiose, som de indledte i 2007 og fuldførte i 2011, og som Socialdemokratiet gennemgik omkring år 2000 i forbindelse med konsolideringen af den såkaldte konkurrencestat. Nu kan de 40-årige fra S og R, som er opdraget i forfaldets ånd, endelig arbejde sammen, men desværre i rene forfaldsversioner. De er nu af samme kød.

Den gamle fløj har kun fået en ydmygende såkaldt ”kontaktperson” til ledelsen. Det bliver Marianne Jelved. Man må da håbe, at hun omdanner sin rolle til at være en ”kontaktsport”. Men det er hun nok for gammel til. Der er tale om en symbolsk og ydmygende post, som skal lukke munden på de egentlig radikale.

Og så alligevel måske ikke? Jelved spillede få dage efter sin tiltræden som ”konaktperson” ud med en oprørsk kritik af den nye ledelse for ikke at samarbejde nok med de andre partier

Ledelsens ny håndplukkede næstformand, Andreas Steenberg, måtte slå knuder på tungen i et kæmpe ikke-svar.

Dermed reproduceres de konflikter, som arbejde under metoo-striden, fra dag ét under det skrøbelige kompromis.

Partiet er i opløsning. Jelved-fløjen må finde nye græsgange.

Eller måske kan de to fløje mødes under en fælles opslutning bag biopolitikken? Så vil man jo både ”samarbejde” om Nedlukninger, plus at coronaen kan virke som stepping stone for etableringen af en ny klimastat, som den nye teknokratiske metoo-ledelse har i kikkerten?

Politikens Andreas Bækgaard har en udmærket gennemgang af sagen i gårsdagens avis, som jeg vedhæfter.

Metoo har været et rent middel til at bestyrke det nye radikale værdi-teknokrati.

Om lidt eksploderer partiet. Jeg foreslår, at følgende personer slår sig sammen:

Marianne Jelved, Martin Lidegaard, Ida Auken, Jens Rohde, Merete Riisager, Carolina Magdalene Maier, Lars Løkke. Der mangler lidt en person eller to fra en social tradition, men jeg kan ikke komme i tanke om nogen, så de kan foreløbig hedde X og Y.

Riisager og Maier kan dele ledelsen. De kan fordybe sig og puste lidt livsånde ind i al den forsømte jord.

Skattepolitikken kan man lade en algoritme om at udarbejde.

Der mangler virkelig et mandfolk hos de radikale, dvs. en mand eller kvinde med erindring fra livet i skovene.

En analyse af de radikales situation i Altinget: https://www.altinget.dk/artikel/holstein-om-ny-rokade-i-radikale-jelved-kan-bruges-som-fredsbevarende-styrke?SNSubscribed=true&ref=newsletter&refid=forsiden-morgen-211020&utm_campaign=Altinget.dk&utm_medium=e-mail&utm_source=nyhedsbrev&

Bækgaard om situationen, Politiken: https://politiken.dk/…/Sofie-Carsten-Nielsens…

https://www.dr.dk/…/skarp-jelved-efter-comeback-hos…

 

12. Frank Jensen

I sidste uge udslettede det nyfeministiske raid hele den humanistiske fløj hos det Radikale Venstre. I dag (d. 20. oktober) har bevægelsen taget endnu et offer, nemlig Frank Jensen, som i 1992 netop støttede Svend Auken, der lå tæt på selvsamme RV-fløj. Jensen var en sand ridder, for alle vidste at Auken ville tabe.

Auken tabte dengang til teknokraten Poul Nyrup Rasmussen, som i 1990’erne førte centrum-venstre ind i konkurrencestatens individualiserede teknologibegejstring og dannelsestab, med disse tabs ledsagende identitetspolitiske konsekvenser, som MeToo er et regelret udtryk for.

I 2005, altså 13 år efter, stillede Frank Jensen så op som partiets formand, men tabte denne gang til Helle Thorning-Schmidt. Og det var jo Thorning, som forstærkede Nyrups konkurrencestat i yderligere teknokratisk retning, og som sammen med Antorini og Corydon førte Socialdemokratiet ind i de konkurrencestatslige skolereformer i både 2006 og 2013; i 2013 ikke mindst sammen med den nye teknokratiske fløj hos RV.

På den måde kan man godt sige, at Svend Auken og Frank Jensen i dag har tabt til Nyrup for tredje gang.

Jeg synes, at alle aviser burde ophøre med at omtale disse smålumre sager fra værtshuse og personalefester mm.. Det er i flere af tilfældene ydmygende for de pågældende kvinder selv, både pga. episodernes manglende alvor og sammenhæng, pga. episodernes alder og pga. deres ubehagelige karakter af retsløs masseudskamning.

Desuden tager den offentlige samtales almene kvalitet skade, og dygtige folk vil miste lysten til at påtage sig politisk ansvar.

Derudover undergraver den underliggende ideologi og lumre eksempler alvoren af et begreb som “seksuel krænkelse”, og skrækkelige ord som “seriekrænker” mister al substans.

Den underliggende ideologi ender faktisk med at blive til et opgør med køn, erotik og sprog som sådan.

Og hvem ved, det ender måske med, at man skal have samtykke til at åbne munden? Måske kommer der en samtykkeapp, som skal hakkes af, før man kan indlede en samtale? Den kan måske interagere med smitteappen?

Endelig reducerer nyfeminismen Danmark til at være en sexistisk og racistisk kultur, selvom det stik modsatte er tilfældet. Det ved jeg helt sikkert, fordi jeg har haft min gang i kulturen i 57 år, og hvis der ligefrem havde været en “kultur”, så ville jeg jo støde på sexisme og racisme jævnligt, hvilket jeg ikke har. Det er logik slet og ret. Vi har jo heller ikke en “indbrudskultur”, selvom vi har indbrud rundt omkring.

Tværtimod er normen det stik modsatte. Landet er fyldt med selvstændige og hensynsfulde mænd og kvinder, som prøver sig frem og træder lidt i spinaten en gang imellem under himlens farver.

Heller ingen af dem, jeg har spurgt, har været udsat for “krænkelser”. Så der kan ikke være tale om “kultur”.

Nyfeminismen er derfor snarere et ideologisk opgør med “kultur”, liv og vitalitet som sådan. Det skyldes, at den har rod i en filosofi, som hader eksistens og tingslighed i verden. Nyfeminismen vil afvikle køn som sådan. Den er både mænds og kvinders værste ledsager.

 

13. Hvem minder om Trump?

Hvad står Trump for? Han står for en trussel mod demokrati og dannelse. Hvem står for det samme herhjemme? Det gør især Socialdemokratiet, SF og de radikale. Hvorfor gør de det? Det gør de, fordi de støtter konkurrencestaten og biostaten, som jo står for et opgør med netop demokrati og dannelse.

Derfor ligner disse tre partier Trump.

Hvem ligner den seriøse del af protestbevægelsen mod coronaen? Ja, den ligner Roosevelt og the Founding Fathers. Hvorfor? Fordi den arbejder for demokrati, institutioner og dannelse, dvs. det modsatte af S-SF og RV.

Så en stemme på S, SF og RV er derfor også en slags stemme på Trump.

Trump og centrum-venstre minder yderligere om hinanden ved deres identitetspolitiske radikalisme. For Trump er identitetspolitikken populistisk, hvilket er det folkeliges forfaldsform, mens den hos S,SF og RV fører til en opløsning af pluralitet, køn og sprog; den er antifolkelig, kan man sige.

Det er mikrodiversitet under samme herretegn, nemlig i begge tilfælde et opgør med “folket”, og dermed med demokratiet.

Der er dog også forskelle på Trump og så stort set alle danskere, både høj og lav. Trump er nemlig plattenslager og løgner, og det er der ingen danskere, jeg kender, som er; heller ikke på Borgen.

Smittede tanker 68: Biostaten og Konkurrencestaten – indspark fra Økonomisk Råd og fra Finansministeriet

Konkurrencestaten tilpasser sig Biostaten:

Der er kommet to nye tiltag, som på forskellige måder forbinder den nye biostat med dennes forløber, nemlig konkurrencestaten: Dels en rapport fra Det økonomiske råd og dels en ny finansministeriel kommission. Her er en kort analyse:

 

1. Det økonomiske råd

Det Økonomiske Råd (DOR) har lavet en diger rapport om forholdet mellem økonomi og corona. Rapporten er på 386 sider, men kaldes alligevel et ”diskussionsoplæg”. Det er især kapitel 4, der handler om emnet, men faktisk er hele rapporten præget af coronaen. Jeg vil understrege, at jeg på grund af længden kun har skimmet rapporten, så jeg kan have overset noget.

DOR blev omkring 2010 for alvor opslugt af konkurrencestaten. Det kunne man se ved dets behandling af uddannelsesspørgsmål. Tidligere nævnte man altid, at skolen havde et formål, som ikke var økonomisk, og rådets initiativer tog ikke stilling til pædagogiske emner. Det ophørte i løbet af 2010’erne, og i den seneste rapport om emnet i 2019 spiller skolens formål ingen rolle, læring sættes direkte lig produktivitet, og man forestiller sig, at lærere udskiftes med maskiner. På den måde har økonomien overtaget pædagogikken.

Man kan sige, at DOR hermed forlod proportionalitetsprincippet, dvs. den demokratiske stats princip, til fordel for at statistisk-økonomisk princip, som var knyttet til konkurrencestatsideologien fra 2006 og frem til marts 2020. Det er helt i tråd med Ove Kaj Pedersens overordnede teori.

På den måde har DOR gjort klar til at tage godt imod det nye biopolitiske ”ekstreme forsigtighedsprincip”, som landets aktuelt regeres af. Man må derfor forvente en form for økonomisk forstærkning af biopolitikken, hvilket rent faktisk sker.

For at optimere økonomien foreslås især følgende:

  1. DOR foreslår et omfattende test- og kontrol-system, som slår det nuværende med flere længder. Der næres intet håb om, at Nedlukningens effekter vil gå væk. Økonomien underlægger sig den biopolitiske realitet i en form for uendelighed.
  2. DOR foreslår, at man udarbejder styringseffektive handlingsskemaer a la det vi har set i England, så virksomheder og borgere kan agere direkte efter smittetallene. Det er et sådan skema, som i UK har ført til et decideret bio-diktatur, hvor man ikke mere må besøge andre mennesker.

På den måde iværksættes en yderligere institutionalisering af Nedlukningens filosofi. Herfra vil opstå nye organisationer og interesser, og man vil aldrig kunne vende tilbage til et frit samfundsliv.

DOR baserer sine forslag alene på et dødsbogholderi. De mener, hvis jeg har forstået det ret, at en nogenlunde ureguleret coronas gang gennem samfundet vil vare ca. 18 uger og afstedkomme ca. 20.000 døde (s.293). Det høje estimat skyldes, at de arbejder med meget høje antal af smittede. Sundhedsstyrelsens estimat fra marts, der så vidt jeg ved stadig gælder, var på 1680-5600 døde, vel at mærke uden Nedlukning. Der reflekteres heller ikke over det forhold, at der pt. er mange smittede, men stort set ingen døde, eller at disse døde for manges vedkommende vil dø af alt muligt andet. Der arbejdes heller ikke med en aldersprofil for dødsfaldene, som jo stort set udelukkende rammer gamle mennesker. Dermed lægger DOR sig i forlængelse af de såkaldte Imperial College-rapporter, som inspirerede de europæiske beslutningstagere tilbage i marts i den største trussel mod EU, og faktisk også mod nationalstaten, i mands minde.

Dermed ender man i samme skrækscenarium, som prægede Nedlukningens såkaldte ”genåbning” fra foråret, hvor ingen af de panikramte estimater viste sig at holde det fjerneste. Den manglende proportionalitets-forståelse gør, at man udelukkende arbejder i evidens- og effekttermer med det smalle dødsbogholderi og økonomisk optimering som enerådende udgangspunkter.

Sammenslyngningen af biostat og konkurrencestat sker på det diskursive niveau i en såkaldt ”økonomisk-epidemiologisk model”. Læg mærke til de to ord i udtrykket, økonomi og epidemiologi. Der står netop ikke politik, jura eller pædagogik. Disse emner er helt væk fra rapporten. De er ikke engang med som en ramme eller en anledning.

DOR mener, at Nedlukningen har været ”optimal”, men de effekter, der rent faktisk registreres, ser meget små ud, hvis jeg har forstået det ret. F.eks. falder antallet af døde kun med 4% pga. en Nedlukning (s.316), og de skriver også, at det er meget svært at afgøre, om det er Nedlukningen eller andre ting, som har haft effekt. Faktisk angiver DOR, at Nedlukningen især er velegnet til at trække tiden ud, indtil der kommer en vaccine (fx s. 322). Men det er jo et helt uendeligt argument, som i realiteten vil gøre Nedlukningen permanent, ikke mindst i form af afledte konsekvenser.

DOR drøfter derefter forskellige ”strategier”. Her omtales ret positivt forskellige undersøgelser om ”en undertrykkelsstrategi”, såsom ”intensiv teststrategi”, ”kontaktsporing” og ”målrettet karantæne”.

Men DOR taler faktisk også pænt varmt om en ”afbødningsstrategi”, hvor man altså i højere grad lader smitten huserer, overlader de gåde råd til civilsamfundet, og blot skærmer risikogrupperne (s.330). DOR er helt klart lidt i tvivl her. Det er som at høre Sundhedsstyrelsen og Mette Frederiksen snakke i telefon sammen d. 10. marts, altså dagen før Nedlukningen.

DOR ender dog med især at understrege værdien af undertrykkelsesstrategien, selv ved meget lave smittetryk. DOR taler altså for en konstant og uddybet realpolitisk opmærksomhed på statistiske variationer i smitteadfærden med omfattende karantæne- og kontaktsporings-systemer som ledsager.

Faktisk kan DOR slet ikke få tests nok. De vil have ”massetests”, som de kalder det. De ønsker 2,9 mio. tests om ugen. Det er jo det rene vanvid. Og dertil kommer den psykologiske og sociale negative effekt, som slet ikke omtales. Man ser for sig, at der er ugentlige tvangstests på alle arbejdspladser, og man skal også teste derhjemme (s.351ff). Der tales også for en mere effektiv smitteapp, og at man skal kræve, at folk har downloaded og tændt for smitteappen, hvis de ønsker at deltage i en given aktivitet, samt for hyppige krav om negative testresultater ved rejser mm..

I en allersidste note på s. 360 støder DOR på en slags foreløbige grænse, nemlig overvågningsbaserede sanktioner til folk, som ikke lader sig teste efter de foreslåede retningslinjer. Det ”kan” være et problem for ”privatlivets fred”, og det kan være ”uønsket grundet moralske og etiske overvejelser”. Men der tales også om, at tingene skal ”vejes op”, så der er ingen principper i omegnen. Jeg føler mig på ingen måde tryg. Især ikke, eftersom DOR i opsamlingen decideret taler om en ”manglende overvågning”, og om at der kan ”indføres sanktioner mod personer, som ikke følger retningslinjerne”, og om at kontaktopsporingen skal være ”effektiv”.

Dette system sættes op som en modsætning til Nedlukning, men det er det ikke. Det er en central del af den forstærkede og udvidede Nedlukning, nu blot ledsaget af resterne af den konkurrencestatslige logik.

 

2. Ny kommission under finansministeriet

Et andet eksempel på symbiosen mellem biostat og konkurrencestat – dog med mest tryk på sidstnævnte –  er en ny kommission, som finansministeren har nedsat. Her henvises direkte men også lidt kort til, at corona-epidemien er det aktuelle afsæt for yderligere strukturreformer. Dermed forbinder man sig til biostaten.

Ellers er der helt klart tale om et konkurrencestatsdokument. Der tales om ”2.generations-reformer”, som henviser direkte til 90’ernes og 00’ernes ”1.generation-reformer”, dvs. tankerne i regi af Globaliseringsrådet og Velfærdskommissionen, som indebar en total destruktion af det danske uddannelsessystem, og som Socialdemokratiet tilsluttede sig endegyldigt fra 2006. Den nye kommission hedder direkte “Kommission for 2. generationsreformer, de nye reformveje”.

Finansministeriet har teten over de andre ministerier, som også deltager, og ”uddannelse” bliver det primære fokus i en arbejdsmarkedspolitisk og økonomisk optimeringslogik, som er helt enerådende i alle dokumenterne. Overskriften hedder endda ”Bedre uddannelser”, hvilket også var overskriften på et stærkt beslægtet VK- initiativ i 2002, og hele vokabularet er fuldstændig det samme. Der er dømt VK-globaliseringsråd over hele linjen.

Der skal udvikles ”redskaber”, hedder det faretruende.

Medlemmerne af kommissionen er udelukkende økonomer og teknikere, og der er store personsammenfald fra 2000-10’ernes reformer, herunder især følgende:

  • Professor Nina Smith, Aarhus Universitet (formand)
  • Jørgen Søndergaard, seniorforsker i VIVE
  • Per B. Christensen, formand for Akkrediteringsrådet

Her er resten af medlemmerne som til fulde bekræfter 00’ernes ånd.

  • Professor David Dreyer Lassen, Københavns Universitet
  • Professor Philipp Schröder, Aarhus Universitet
  • Professor Jon Kvist, Roskilde Universitet
  • Agnete Raaschou-Nielsen, bestyrelsesformand for Arkil Holding og Danske Invest

Enhedslistens Pelle Dragsted er begejstret. Han går åbenbart ind for Konkurrencestaten. Men Dragsted er faktisk også begejstret for Nedlukningen. Han mener, at den er en styrkelse af velfærdsstaten. Så han går også ind for Biostaten.

Vores yderste venstrefløj er i dyb krise, efter min mening. Den er vild med den spirende symbiose mellem biostat og konkurrencestat, men det er alle de andre desværre også, er mit indtryk.

 

Referencer:

Link til Det Økonomiske Råds rapport: https://dors.dk/files/media/rapporter/2020/e20/diskussionsopl%C3%A6g/dansk_oekonomi_efteraar_2020_web.pdf

Link til omtale af Finansministeriets nye kommission: https://fm.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2020/oktober/ny-kommission-skal-saette-fremtidens-reformkurs/

Finansminister Nicolai Wammen (S) om den nye kommission, kronik i Berlingske d. 22. oktober: https://www.berlingske.dk/kronikker/ny-reformkurs-vi-tager-nu-foerste-spadestik-til-den-socialdemokratiske

 

Smittede tanker 67, d. 21. oktober

1. Biodiktatur i England og Frankrig

Mens biostaten herhjemme puster ud for en stund, eksperimenteres der rundt omkring i Europa med tiltag, der langsomt men sikkert vil komme til Danmark som en direkte følge af det ”ekstreme forsigtighedsprincip”:

A.

I Storbritannien har Boris Johnson nu indført et regelret biodiktatur. I flere byer må man end ikke mødes privat. Tænk på hvor indgribende det er!

Der er ikke noget demokrati i det land mere. Tænk at dette frihedens land, som reddede Europa under 2. verdenskrig, nu synker så dybt.

B.

DRs korrespondent i Frankrig, Stéphanie Surrugue, fortalte for et par dage siden i radioen, at man i forbindelse med de seneste tiltag i Frankrig overvejede at indføre maskepåbud i private hjem. Det skete ganske vist ikke, men blot at tænke tanken!

Hermed går vi fra en biostat med totalitær essens til et regelret biodiktatur uden stopklodser.

Diktaturets nysprogslogik er følgende: For at undgå noget man kalder for ”nedlukninger”, nedlukker man alt.

C.

EU har understøttet smitteregnskaberne med et overnationalt system. Dermed institutionaliserer EU biopolitikkens regler i stedet for at udfordrer dem. Det hele er et totalt tab for europæisk ånd. Ingen må eller tør besøge nogen, og det bekræftes nu af EU selv.

Link til de nye britiske regler: https://www.gov.uk/guidance/local-covid-alert-levels-what-you-need-to-know?priority-taxon=774cee22-d896-44c1-a611-e3109cce8eae&

Journalistisk om situationen i UK, DR.dk, d. 21. oktober: https://www.dr.dk/nyheder/udland/boris-johnson-tvinger-nordengelsk-region-til-lukke-ned-trods-store-protester

 

2. Lægeprotest og underskriftsindsamling

Fire danske læger har forfattet en protesterklæring vedrørende coronapolitikken: ”Erklæring fra sundhedsfagligt personale vedrørende Covid-19”.

Både læger, sundhedspersonale og almindelige borgere kan skrive under. De fire initiativtagere er følgende:

Kim Varming. Ledende overlæge, Klinisk Immunologisk Afdeling, Aalborg Universitshospital.

Christian Akim Jacobsen, Dr.med., Specialeansvarlig overlæge, FAM, Sygehus Sønderjylland.

Jørn Bech Laursen Dr.med, Ph.D. Privatpraktiserende speciallæge i internmedicin og kardiologi, Charlottenlund.

Mette Maja Mouritsen. Speciallæge i almen medicin, Hillerød.

I skrivende stund har 7897 personer skrevet under, herunder en del læger og sundhedsarbejdere.

Mange tak for dette initiativ, som følger op på lignende initiativer fra Belgien og USA/UK.

Link til underskriftsindsamling: https://www.skrivunder.net/erkla

 

3. Domstolen i Berlin

Ifølge Berlingske har domstolen i Berlin givet byens restauratører medhold i, at de biopolitiske lukketider er ulovlige.

Begrundelsen er interessant, nemlig, at regeringens tiltag mangler konkret dokumentation for, at man i særlig grad risikere at blive smittet på en restaurant.

Dermed henvises i realiteten til proportionalitetsprincippet, hvilket går imod den tyske regering, der ligesom den danske regering trækker på det “ekstreme forsigtighedsprincip”.

Det er lov mod ekstremisme.

En dansk professor i forvaltningsret, Frederik Waage, mener ikke, at en dansk domstol vil dømme noget lignende, fordi de danske domstole tillader myndighederne større skøn end i Tyskland. Men det er jeg faktisk ikke så sikker på, at han har ret i, fordi denne sag jo slet ikke handler om et teknisk ”skøn”, men om brud på grundlæggende rets- og samfundsprincipper.

Waage foreslår i forlængelse af sin forveksling af ”skøn” og retsprincip i stedet et ”varslingssystem” i stil med det vi f.eks. kender det Storbritanniens biodiktatur, hvor man i flere byer ikke engang må mødes i private hjem pga. udsving i en biopolitisk smittestatistik.

Waages forslag vil ikke løse noget problem, det vil tværtimod skærpe det og faktisk også udrydde ”skønnet”, som forudsætter “loven”. Et varslingssystem forstærker og udvider Nedlukningen.

Der er alle mulige grunde til at aktivere de europæiske domstole som aktører i kampen mod disse udemokratiske overgreb på samfundets civile liv. Så vidt jeg husker, var der også en sag i Spanien, hvor domstolene også dømte imod et nedlukningsinitiativ.

Mange tak til de tyske dommere, for at vise en vej.

https://www.berlingske.dk/virksomheder/tyske-restauranter-gik-i-krig-med-omstridt-spaerretid-og-danske

 

4. Kritisk indlæg af Uffe Jonas

Grundtvig-forskeren, Uffe Jonas, havde d. 15. oktober et flot indlæg i Politiken, hvor han taler om den politiske og filosofiske effekt af vores “permanente undtagelsestilstand” og om “demokratiets suspension”.

Jonas konkluderer, at der er tale om “enevældens genindførelse, nu med mundbind”.

Det er vigtige tanker.

Link til artikel i Politiken: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7959735/Den-akutte-d%C3%B8dsfare-er-for-l%C3%A6ngst-drevet-over.-Hvorfor-holder-regeringen-fast-i-paniktilstanden

 

5. Sundhedsfaglig kritik af Nedlukningen

D. 12. oktober havde Politiken en artikel, som jeg lige skal have bragt til arkiv. En række sundhedsforskere reflekterer over det paradoksale forhold, at Danmark i 2020 har haft den laveste dødelighed i mange år og over statsministerens ekstreme ”ethvert dødsfald er en tragedie”- forsigtighedslogik.

A.

To af sundhedsforskerne udtaler sig kritisk:

Overlæge Joachin Hoffmann-Petersen siger følgende:” Når statsministern siger, at man ikke kan sætte pris på menneskeliv, og ingen pris er for høj, bliver jeg oprigtig bekymret for strategien. Så har man et naivt fokus og risikerer at ødelægge beskæftigelse, industri og erhvervsliv på vejen mod stor overlevelse.”

Han tilføjer:

“Vil man have den lavest mulige dødelighed og indlæggelse på sygehuse uanset prisen? Det er naivt og dyrt.”

En anden ekspert, professor emeritus i folkesundhed, Knud Juel ”undrer sig over, hvorfor Mette Frederiksen kalder hvert mistet liv af coronavirus for en tragedie, når død af influenza, tobaksdød og eller kol ikke får samme opmærksomhed”.

Juels svarer selv, at Politikerne nu har lavet et system, hvor de kan vise ”handlekraft”.

Juel er dog også lidt nervøs for at udtale sig, fremgår det. Han taler om et ”meget betændt emne” og siger, at ”det er svært at sige noget uden at blive beskyldt for alt muligt grimt”. Han skriver også, at han er ”bange” for en epidemi, men ”nok fordi, der bliver skrevet så meget om det”.

Begge forskere knytter dermed an til det såkaldte proportionalitetsprincip.

B.

En enkelt forsker, Lone Simonsen, arbejder derimod ud fra det ekstreme forsigtighedsprincip, og det er uden smalle steder.

Hun mener, at vi skal fastholde nedlukningen. Hun taler om ”hvis vi lod epidemien rase”, men det har ingen jo foreslået? Med denne stråmand har hun så beregnet sig frem til, at der vil dø 18000 på ”få måneder”. Det vil svarer til ca. 35.000 døde svenskere. Dermed lægger hun sig i forlængelse af ånden i de såkaldte Imperial College rapporter, som var de centrale kilder til Nedlukningspolitikken tilbage i marts, og som altså nu har ført til, at Storbritannien har udviklet et bio-diktatur.

C.

Sundhedsstyrelsens oprindelige estimat var 1600-5600 døde, dvs. mellem en halv og en dobbelt 2018-influenza, og endda – ved inddragelse af almindelige ikke-nedlukningstiltag – i den lave ende af dette interval. Men den vurdering fandt sted dagen før d. 11. marts, hvorefter Lone Simonsens logik pludselig kom til at dominere. Det gør den stadigvæk, og Simonsen sidder ligefrem i regeringens rådgivningsgruppe om emnet. Tidligere var hun faktisk lidt mere moderat, men det er nu helt forsvundet.

Udover de to kritiske sundhedsfolk har artiklen også en række kritiske markeringer fra økonomen Martin Ågerup og fra det tidligere konservative folketingsmedlem Helge Adam Møller.

Artiklen har desuden en statistik over forskellige aldersgruppers procentvise risiko for at dø med coronasmitte under armene:

  1. 0-59 år: 0%
  2. 60-69 år: 2%
  3. 70-79: 11%
  4. 80-89: 23%
  5. 90+: 43%

Med denne utrolige fordeling har man smadret samfundets liv og ikke mindst pædagogikkens liv.

I enkelte europæiske lande ser det væsentligt anderledes ud, dvs. at man har en samlet dødelighed ca. på linje med 2018-influenzaen i DK, men de fleste lande minder om Danmark, dvs. ingen eller næsten ingen overdødelighed, og aldersfordelingen er mig bekendt også omtrent den samme.

Papiravisens udgave af artiklen, som jeg har siddet med, er lidt anderledes en online-udgaven: https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7953926/F%C3%A5-danskere-er-d%C3%B8de-af-covid-19.-Nu-overvejer-flere-fornuften-i-alle-restriktionerne

 

6. Seksdages reglen

Regeringens såkaldte 6-dagesregel fra d. 29. maj, som virkelig gjorde ondt på det københavnske turist- og butiksliv hen over sommeren, var noget de centrale ministre bare sådan lige fandt på med henvisning til den hastelov fra marts, som jo gav sundhedsministeren magt til at gøre hvad som helst i det ekstreme forsigtigheds navn.

Der var ingen analyser, ingen forslag og ingen proportionalitet, bare socialdemokratisk tilfældighedsdiktatur. Og reglen varede vel at mærke til langt ind i august og udsatte turistindustrien for et milliardtab. Dertil kommer det forhold, at københavnerne ikke kunne mødes med udenlandske gæster og diskutere deres livssituation. Hovedstaden var uden begrundelse blevet en social boble.

Det kan man læse om i Berlingske fra i dag.

Reglen var i sin tid en del af den meget delvise grænseåbning. Grænsen var blevet lukket tilbage i marts, også uden analyse og folketingsbehandling, og decideret imod Sundhedsstyrelsens markeringer.

Link til artikel i Berlingske: https://www.berlingske.dk/…/fuldstaendig-vanvittigt-der…

Smittede tanker 66, d. 15. oktober

1. Dehumanisering i Information

Der er kommet en meget udemokratisk og dehumaniserende retorik ind på nogle af vores mediehuse. Det er desværre et bredt fænomen, som står i direkte filosofisk forbindelse til statsministeriets såkaldte ”udskamningsnote” fra marts.

Her er et særligt grelt eksempel fra Information d. 1. oktober:
Kritikere af corona-politikken, som efterhånden omfatter mange forskellige faggrupper og synspunkter, omtales uden videre som ”konspirationsteoretikere”, og når det er gjort, så opdeles denne kategori i to:

Én undergruppe af “konspirationsteoretikere” kaldes for ligefrem for ”superspredere”. Det er “for sjovt”, mener journalisten. Gruppen består af ”stærkt psykisk syge” eller folk med en ”anarkistisk trang til at vælte systemet”. De er uden for noget, som journalisten kalder for ”pædagogisk rækkevidde”.

Den anden gruppe af “konspirationsteoretikere” kaldes for ”besmittede”, og de fremstilles som totalt forvirrede uden evne til rationel tænkning. De reagerer blot på, at de skulle være ”marginaliserede”.

Her er et fuldt citat fra artiklen:

”Groft sagt findes der to grupper af konspirationsteoretikere: Den ene – vi kunne kalde dem superspredere for sjovs skyld – er helt uden for pædagogisk rækkevidde og lider enten af svær psykisk sygdom eller en stærk anarkistisk trang til at vælte ”systemet” og griber til hvad til helst for at se det ske, mens den anden gruppe – vi kunne kalde dem besmittede – måske i højere grad blot finder en lettende sammenhæng i verdens uoverskuelighed.”

Journalisten foreslår endda, at man bør “overveje at tage kritikerne ind til en samtale med Sundhedsstyrelsen eller med Magnus Heunicke”.

Journalisten begrunder sit synspunkt med henvisning til en artikel af en professor i “evolutionspsykologi”, Michael Bang Petersen, hvis forskningsområde jo passer fint med journalistens retorik.

Ifølge Magisterbladet var denne professor faktisk selv til møde med Magnus Heunicke på Nedlukningsdagen. Magisterbladet skriver:

”Konkret sad Michael Bang Peter¬sen med til strategimøde på Magnus Heunickes kontor, lige inden sund¬hedsministeren på et pressemøde præsenterede de efterhånden legen¬dariske kurver for potentiel smitte¬spredning.”

Så Bang Petersen har skam været til “samtale” med Heunicke, eller måske er det Heunicke, som var til samtale med Bang Petersen. Det svæver i det uvisse.
Få uger efter fik Bang Petersen 25 mio. kr. af Carlsbergfonden til forskning i coronaadfærd, det såkaldte ”HOPE-projekt”. Herfra strømmer det med udskamningsevidens, som løber direkte ind i mediernes grundlæggende begreber.

Jeg blev gjort opmærksom på Informations artikel og sprogbrug via en videokommentar af en Dan Johannesen, hvis grundlæggende syn på denne sag, jeg er enig i.

Links:

Link til Informations artikel: https://www.information.dk/2020/10/covid-19-finder-vej-laesoe-kina-vaccinerer-storbyer-soeren-brostroem-afviser-konspirationsteori

Link til Dan Johannessons redegørelse: https://www.facebook.com/danjohannessondk/videos/1467420766792240

Link til Magisterbladets artikel: https://www.magisterbladet.dk/…/sa-dan-opfoerte-du-dig…

Lignende eksempel fra Politiken, d. 25. september: https://politiken.dk/kultur/art7936847/Hvad-g%C3%B8r-du-n%C3%A5r-alt-igen-er-aflyst-Du-l%C3%A6ser-her-og-kommer-igennem-dit-livs-aflyste-efter%C3%A5r

 

2. Mundbind på UCN

Professionshøjskolen UCN indfører nu mundbind for tre af sine uddannelser hele dagen, altså også i undervisningstiden.

Det er ikke tale om et decideret lovkrav, men så alligevel: Det er en lokal regel, som begrundes med henvisning til en generel stramning af det såkaldte afstandskrav, og dermed er der jo skabt en forbindelse til en national regel. Er der nogen der ved, hvilken regel, der konkret henvises til? Og så kan man åbenbart veksle afstand til maske?
Så tiltaget er altså en form for afledt konsekvens og ikke et resultat af et krav fra lærerne om “tryghed”; et krav som er ved at brede sig blandt lærerne i folkeskolerne, og som også vil føre til mundbind, vel at mærke helt uden kontakt til en national regel, hvis jeg har forstået det ret.

På den måde vinder mundbindene indpas på tre måder:

På nogle områder er der direkte påbud om mundbind, f.eks. i busser og på restauranter. Det er indgribende på alle måder, men teknisk set til at forstå, fordi der er tale om en generel regel.

På andre områder kommer kravet om mundbind fra angste borgere og institutioner selv. Det sker f.eks. på visse folkeskoler, hvor statsministerens ekstremistiske filosofi har sat sig i de angste sjælene.

Men nu er der så kommet en tredje logik, som jeg her vil redegøre for, og som forklarer, hvorfor UCN nu kræver, at de studerende har mundbind på i undervisningen:

D. 28. september kom der skærpede adgangskrav fra forsknings- og uddannelsesministeriet for de videregående uddannelser.

Kravene kan man læse om i ”Retningslinjer for en ansvarlig håndtering af COVID-19 på de videregående uddannelsesinstitutioner”. Jeg kan ikke finde dokumentet på nettet, men har fået det fra et kontor på Aarhus Universitet.

I det 6 sider lange regelsæt er der en boks, som hedder ”Retningslinjer for organisering af undervisningsaktiviteter”. Her står der, at folk skal holde ”minimum 1 meters afstand (minimum 2 meter i særlige situationer)”. Dette omtales som “den generelle anbefaling”.
Denne regel ”kan fraviges”, men kun i ”særlige tilfælde”, og ”ikke generelt”. Ordet ”ikke” er endda understreget.

Der er mere at sige om de ”særlige tilfælde”, for denne formulering åbner nemlig en kattelem for mundbindene, og det er denne kattelem, som nu via UCN’s initiativ er blevet en ladeport, så det ”særlige” bliver ”generelt”.

Der står nemlig følgende:

”I de særlige tilfælde, hvor man er nødt til at fravige fra den generelle anbefaling om 1 menters afstand, skal der være øget fokus på…”, hvorefter der opremses en hel masse ting som f.eks. rengøring og ventilation.

Til sidst i opremsningen står der så, at disse ”fravigelser” er ”evt. suppleret af værnemidler såsom mundbind eller visir”.

Det er denne bisætning, som UCN nu gør til en form for smittevaluta, der gør, at mundbind kan veksles til ”fysisk skolegang”. På den måde bliver en bisætning i undtagelsesbestemmelsen til en overgribende hovedregel som sådan.

Man har på UCN oprettet en lokal “taskforce”, som åbenbart kan bestemme valutaens vekselkurs. Kravet gælder “foreløbigt” helt frem til d. 30. november. Jeg har ikke ord.

Retningslinjerne er i formel forstand udsendt af uddannelses- og forskningsministeriet sammen med kulturministeriet.

Men der er på ingen måde tale om et centralistisk pålæg, for reglerne, som altså implementeres af en helt lokal ”taskforce” er udarbejdet af et såkaldt ”sektorpartnerskab” under ministeriet, hvor alle organisationer og interessenter sidder, herunder professionshøjskolerne selv. Herfra starter vekselvirkningen mellem taskforce og sektorpartnerskab.

På den måde gøres corona-politikken nu til en del den gamle stats korporative struktur.
Med mindre disse institutioner prompte siger fra overfor UCN’s konsekvens, så pådrager de sig et stort og negativt ansvar for ødelæggelsens af pædagogikken i landet.

Det ansvarlige sektorpartnerskab for videregående uddannelser består af følgende organisationer:
– Danske Universiteter
– Danske Professionshøjskoler
– Danske Erhvervsakademier
– Rektorkollegiet for de maritime uddannelsesinstitutioner
– Rektorkollegiet for de kunstneriske uddannelser
– Kulturministeriets Rektorer (KUR)
– Akademikerne
– Fagbevægelsens Hovedorganisation
– Danske Studerendes Fællesråd
– Studenterforum UC
– Repræsentant for erhvervsakademistuderende
– Maskinmesterstuderendes Landsråd
– Konservatoriestuderendes fællesråd

Derudover er Sundhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen inddraget i partnerskabets arbejde.
Sektorpartnerskabet er forankret i Uddannelses- og Forskningsministeriet i samarbejde med Kulturministeriet.

Link til retningslinjerne (her fra d. 5/10): https://ufm.dk/aktuelt/nyheder/2020/filer/retningslinjer-for-en-ansvarlig-handtering-af-covid-19-pa-de-videregaende-uddannelsesinstitutioner

De studerende protesterer ikke engang over det overgreb, de nu udsættes for. De foretrækker mundbind frem for skærm, siger de. Det er biostatens logiske udfaldsrum, den forstærkede nedluknings princip, den nye opdragelses undertrykkende tryk.
https://www.dr.dk/nyheder/regionale/nordjylland/skole-indfoerer-nye-krav-1800-studerende-skal-baere-mundbind-i

 

3. Godt indlæg af Mette Bonnema Fisker

Her er et spændende indlæg af studerende Mette Bonnema Fisker. Endeligt et ungt menneske, som udtaler sig med både ung og voksen kraft, med fuld sans for problemstillingernes substans. Det er sandelig noget andet end underdanigheden blandt de studerende på UCN.

Indlægget hedder “Giv os livet tilbage”.

Link til indlægget på JP: https://jyllands-posten.dk/…/ECE1…/giv-os-livet-tilbage/

 

4. Læger og eksperter protesterer mod Nedlukningen

Protesterne mod nedlukningen breder sig blandt videnskabsfolk og læger, også internationalt.

Jeg har været tilbageholdende med at referere nogle af tiltagene, fordi jeg i visse tilfælde har haft svært ved at gennemskue lødigheden af det medie, som har formidlet sagen. Men her er to vigtige initiativer, som er refereret af hhv. TV2 og Brussel Times:

A. Great Barrington Decleration
Great Barrington-erklæringen fra d. 4. oktober er initieret af professorer i medicin og epidemiologi fra Harvard, Oxford og Stanford og er i skrivende stund signeret af 2522 videnskabsmænd, 3151 praktiserende læger og 48486 borgere.
Erklæringen tager udgangspunkt i et folkesundhedsperspektiv og kritiserer Nedlukningen for at have meget skadelige effekter for sundheden mere bredt.
Erklæringen taler for, at samfundet bør vende fuldstændig tilbage til det normale liv, bortset fra på plejehjem og lignende, hvor der kan være specielle foranstaltninger. Dermed vil en evt. smitte brede sig i god ro og orden og afstedkomme en form for flokimmunitet.

Forskernes analyse svarer til det synspunkt, som man også finder hos svenske Tegnell, og som også Kåre Mølbak stod for tilbage i marts, men som regeringen overtrumfede.

Denne protest har som sagt endda nået et dansk mainstream-medium, TV2. hvilket er meget usædvanligt. Her har man så i karakteristisk stil interviewet en dansk ekspert, som mener, at i Danmark er samfundet skam allerede normaliseret. Her får man virkelig udstillet den biopolitiske indstilling hos de danske ”eksperter” og disses helt særlige “samfundssind”.

Jeg har linket til TV2’s dækning, hvorfra man selv kan klikke videre til selve erklæringen.
På websitet punditokraterne.dk kan man se et interview med de tre professorer, som står bag deklarationen. Det er så rørende fornuftigt, hvad der bliver sagt, at man får helt ondt i hjertet. Og det lyder fuldstændig som vores egen sundhedsstyrelse fra før d. 11. marts.

B. Den belgiske protest
I Belgien findes der et lignende initiativ, som er omtalt i Brussel Times. Her har flere hundrede eksperter, læger og videnskabsfolk d. 27. august sendt et åbent brev til myndighederne, hvor Nedlukningen kritiseres kraftigt.

Brussel Times linker til brevene på hollandsk, men hvis nogen har kendskab til en pålidelig engelsk oversættelse, eller som selv er sprogkyndig, hører jeg gerne om det.
Der tales om, at “the current climate of covidophobia is completely unjustified and generates harmful anxiety for a large part of the population”.

Eksperterne mener, at Nedlukningen er blevet ”et narrativ” med et ”life of its own”, som kræver af os, at “we accept to spend the rest of our days in a society of fear.”

Brevskriverne udtrykker en vis psykologisk forståelse for panikken i marts, men mener, at dette “narrativ” er “clearly disproportionate to what we know today”.

Med denne henvisning til proportionalitet, ligger de på linje med den danske sundhedsstyrelse, der så sent som d. 11. marts blev overtrumfet af vores egen regerings “narrativ”, som jo kaldes for ”det ekstreme forsigtighedsprincip”; et princip som har et stærkt totalitært potentiale.

Forskerne/lægerne henviser også – ligesom i den amerikansk/britiske erklæring – til brede sundhedsmæssige temaer og til en række negative sociale konsekvenser.
Og på same måde som i den første erklæring tales der for at normalisere samfundslivet og udelukkende koncentrerer sig om folk i højrisiko. Det kaldes for “en omvendt nedlukning:

“Protect those who need it, and allow the rest of the population to move freely so that the disease can spread naturally. It will eventually weaken the virus.”

Herhjemme har flere læger og sundhedseksperter også været kritiske, men vi mangler nogle samlende initiativer.

Links:
Great Barrington-deklerationen: https://nyheder.tv2.dk/…/2020-10-06-tusinder-af-fagfolk…

Interview med de tre professorer bag deklerationen: http://punditokraterne.dk/…/topforskere-stop-nedlukning/

De belgiske breve:https://www.brusselstimes.com/news/belgium-all-news/128704/hundreds-of-medical-experts-question-belgiums-coronavirus-policy-in-2-open-letters/

 

5. To Verdener

I sidste uge så vi samtidens to verdener udspille sig på en måde, som på sin vis allerede var annonceret i Weekendavisen fra i fredags:

A. Den ene verden
WA bragte Jesper Vinds flotte interview med den tyske sociolog, professor Hatmut Rosa, som er leder af Max Weber-forskningscentret i Erfurt. Det var Max Weber, som i 1920’erne skrev om ”verdens affortryllelse”, om ”rationalitetens jernbur”, og om en modernitet med ”fagmennesker uden ånd og nydelsesmennesker uden hjerte”.

Rosa siger i en stærk sociologisk-filosofisk kritik af mundbind, at coronaen har ødelagt vores forhold til åndedrættet og dermed til verden, som rekonstrueres som farlig:

”Jeg har tænkt meget over det. Coronavirussen har i hvert fald undermineret den ontologiske sikkerhed, det vil sige følelsen af eksistentiel sikkerhed. Der er kommet en ny måde, som pludselig bringer os i fare, og det ligger i luften – en sfærisk dimension, hvor man ikke ved, hvad der sker, hvis man går gennem et rum. Måske er der en dødelig virus – måske ikke? Jeg har tidligere skrevet i min første bog om resonans, at det at ånde er grundformen i vores forhold til verden – vi ånder verden ind, og vi ånder den ud. Jeg tænker i dag, at masker og mundbind måske er blevet det tydeligste udtryk for, at menneskers verdensforbindelse er ved at blive ødelagt. Pludselig har vi mistro ved at ånde, vi kan ikke stole på verden. Det er et stort tab af ontologisk sikkerhed. Verden bliver uforståelig og farlig”.

Derudover kritiserer Rosa den omfattende kvantificering af samfundet, som ikke mindst Corona-politikken jo er udtryk for. Interviewets overskrift er ligefrem ”Tilværelsens utålelige talkolonne”.

Rosa er dermed en slags filosofisk-sociologisk udgave af to af dagens mere sundhedsfaglige markeringer.

Første markering: De tre fremtrædende professorer, som står bag den såkaldte Great Barrington Declaration, stod i dag frem i et internationalt interview med en kraftig kritik af nedlukningen. Her fortæller de, at mennesket ikke kun er smitte, men også ”human”, hvilket er fuldt på linje med Rosas første pointe.

Anden markering: Og på det nye medie Free Observer kritiserer Søren Brostrøms og Kaare Mølbaks forgænger, Else Smith, endnu engang hele Nedlukningen. Også hun kritiserer den kraftige kvantificering af hele coronaspørgsmålet, hvilket jo svarer til Rosas anden markering.

Både de tre internationale professorer og Else Smith lægger sig dermed i direkte tråd med Sundhedsstyrelsens indstilling op til d. 11. marts, og Rosas markeringer er en flot filosofisk fortolkning af denne datos biopolitiske nedsmeltning.

B. Den anden verden
Max Webers kvantificerings-jernbur af åndløse teknokrater kom til gengæld til udtryk på dagens pressemøde med sundhedsministeren og hans proselytter. Sproget og diskursen var som en totalitær profylaksisk mur. Jeg er bange ind i marven.

Dette sprog blev – igen i WA fra i fredags – understøttet af journalisten Søren Villemoes, som mener, at det var godt, at regeringen hele tiden har overtrumfet hele ånden fra ”Den første verden” og videreudviklet den profylaktiske totalkontrol. Der er en kreds omkring ham, Mikkel Andersson og Henrik Dahl og nogle ledsagende talknusere, som desværre helt har købt præmissen fra ”den anden verden”.

I dag er der indført generelt maskepåbud i hele Italien, både inde og ude og i små børns klasseværelser. Dødstallet har ellers været stabilt helt i bund siden midten af juni. Italien, dette livsstykke af et land, har solgt sit åndedræt til dødens bogholderi.

Links:
Interview med Hartmut Rosa i WA: https://www.weekendavisen.dk/…/tilvaerelsens-utaalelige…

Interview med forskerne bag “Great Barrington Decleration”: http://punditokraterne.dk/…/topforskere-stop-nedlukning/

Interview med Else Smith: https://freeobserver.org/tidligere-direktoer-for…/

Søren Villemoes’ klumme: https://www.weekendavisen.dk/2020-40/samfund/afkoblet

Situationen i Italien: https://www.berlingske.dk/…/italien-indfoerer…

 

6. Tysk protest

Kloge tyskere gør modstand mod biostatens profylaktiske terror:
https://www.berlingske.dk/internationalt/tusindvis-af-tyskere-demonstrerer-mod-coronaregler

 

7. Nytteløs nedlukning og ufarlig sygdom

A. Ny undersøgelse: Nedlukninger er nytteløse.

Professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Christian Bjørnskov, har undersøgt, om Nedlukningerne har haft nogen effekt på coronaens dødelighed. Det har de ikke, kommer han frem til. Nedlukningerne har været ”nytteløse”.

Videnskab.dk har bedt nogle af bio-eksperterne om at kritisere Bjørnskov. De finder fire kritikpunkter, som ikke rigtig er noget. Bjørnskov afviser og fastholder sin konklusion: Nedlukningen er nytteløs.

Videnskab.dk er i øvrigt et medie for forskningsformidling, som har en kraftig hældning til den biopolitiske side.

B. Nyt fra hospitalerne: Korte indlæggelser og ingen døde:

På hospitalerne er der flere indlæggelser end tidligere, men patienterne bliver hurtigt udskrevet og langt færre dør.

Sygdommen er ikke mere farlig, hvis den da nogensinde var det. Tyra Grove Krause fra SSI mener alligevel, at Nedlukningen skal fastholdes, fordi nogle får ”senfølger”. Og en anden læge, Nina Weiss, er enig, fordi sygdommen stadig smitter. Med denne forsimplede logik kan nedlukningen fastholdes ud i evigheden, hvilket jo faktisk ligger i logikken fra det ekstreme forsigtighedsprincip.

Jeg synes der er tale om et brud på lægens helt grundlæggende etik, det må jeg indrømme.

Så Nedlukningerne virker ikke, og sygdommen er ikke farlig. Men hele samfundet fastholder den biopolitiske logik. Imens kører indskrænkningerne i Grundlovens frihedsrettigheder nu på 7. måned.

Spørgsmålet er, om vi har en Grundlov mere? Og om Europa har frihedsværdier?

Links:

Christian Bjørnskovs paper: http://covestreetcapital.com/wp-content/uploads/Lockdown.pdf

Videnskab.dk: https://videnskab.dk/…/corona-nedlukninger-var…

Coronaen er mindre farlig: https://www.dr.dk/…/indlagte-coronapatienter-er-mindre…

 

8. Jonas Christoffersens ubehag

Tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, tænkte egentlig først, at Nedlukningen var nødvendig. Men så begyndte Nicolai Wammen at sige, at 300mia. kr. var en slags ingenting, og en anden ungsocialdemokratisk minister, Simon Kollerup, forsøgte decideret at undgå offentlig drøftelse af Nedlukningsaktionerne. Christoffersen synes, at det var ”skræmmende”, hvilket han jo har helt ret i.

Endelig undrede Christoffersen sig over, at regeringen skiftede coronapolitisk målsætning over en nat. Først handlede det om hospitalskapacitet, men da denne aldrig blev truet, så skiftede man over til ”smittestatistikken”. Dermed fik nedlukningen en endnu mere indgribende socialprofylaktisk effekt.

Jonas Christoffersen var allerede i marts uden med sin skepsis, og han har efterfølgende udarbejdet en rapport i juni for Justitia om retstilstanden under det tidlige coronaforløb. Med sine aktuelle markeringer fastholder han sine kritiske markeringer.

Link:

Dagens interview i Berlingske: https://www.berlingske.dk/…/i-over-et-aarti-har-jonas…

Christoffersens Justitia-rapport: https://justitia-int.org/retsstaten-og-covid-19/

9. WHO kritiserer Nedlukninger
En centralt placeret WHO-læge, David Nabarro, er nu ude med en omfattende kritik af Nedlukning.

Her er nogle citater, fra artiklen/videoen, samt et par kommentarer:

A.
“We in the World Health Organisation do not advocate lockdowns as the primary means of control of this virus,”

I Danmark har netop Nedlukning været den ”primary means of control”. Og vi er stadigvæk under Nedlukning, dvs. under det ekstreme forsigtighedsprincips kontrol.

B.
“The only time we believe a lockdown is justified is to buy you time to reorganise, regroup, rebalance your resources, protect your health workers who are exhausted, but by and large, we’d rather not do it.”

I Danmark har der på intet tidspunkt været behov for ekstra tid til at ”reorganise resources”. Sundhedsmyndighederne havde efter eget udsagn styr på sagerne.

Derimod kom regeringen med en masse yderligere hyper-profylaksiske begrundelser, som gik langt ud over ”the only time…”.

C.
Endelig kritiserer David Naborro Nedlukningens konsekvenser, han lægger specielt væk på, at Nedlukning ødelægger økonomier, men kunne have tilføjet mange af de politiske og juridiske effekter, som ligeledes er i gang med at ændre samfundets moralske struktur:

“Just look at what’s happened to the tourism industry in the Caribbean, for example, or in the Pacific because people aren’t taking their holidays”.

“Look what’s happened to smallholder farmers all over the world. … Look what’s happening to poverty levels. It seems that we may well have a doubling of world poverty by next year. We may well have at least a doubling of child malnutrition.”

“Lockdowns just have one consequence that you must never ever belittle, and that is making poor people an awful lot poorer”

D.
I artiklen sættes David Naborros og WHO’s udmelding sættes i forbindelse med den aktuelle Nedluknings-kritiske Great Barrington Declaration, som foreslår en fuld normalisering af det civile liv, alene med profylaktisk fokus på plejehjem. Det var faktisk også de danske myndigheders oprindelige indstilling, som altså blev overtrumfet af Mette Frederiksen, endda med henvisning til selvsamme myndigheder.

På den måde forbindes WHO direkte med proportationalitetsprincippet og dansk sundhedspolitisk tradition, men altså i stik modsætning til Mette Frederiksens og hendes ødelæggende ekstremisme.

Link til artikel: https://www.news.com.au/world/coronavirus/global/coronavirus-who-backflips-on-virus-stance-by-condemning-lockdowns/news-story/f2188f2aebff1b7b291b297731c3da74

 

10. Kritik af permanentgjort hastelov

Læge Henrik Keller kritiserer i dette indlæg regeringens nye forslag til epidemilov. Han siger grundlæggende, at der er tale om, at regeringen vil gøre hasteloven permanent.
Det vil sige, at Nedlukningen gøres permanent, og at Statsministeren gøres til en slags diktator, som ud af intet kan opfinde “samfundskritiske sygdomme”, der uden videre kan begrunde vildt indgribende tiltag.

Henrik Keller nævner de problemer, permanentgørelsen af hasteloven vil give for forholdet mellem læge og patient og dermed for lægens mulighed for at leve op til lægens professionsetik.

Det er især Venstre og Ny Borgerliges Lars Boje Matthiesen, som har kritiseret regeringens forslag, men eftersom de har stemt for nedlukningen, og er bange for at tabe et valg, vil de snart makke ret som lammehaler.

Derimod er LA’s Henrik Dahl fyr og flamme. Han mener, at regeringens udspil fremmer “almenvellet”. Biostaten er åbenbart den rene slikbutik for vores liberalister, som jo egentlig burde beskytte det civile liv mod statslige overgreb. LA har dermed helt udslettet deres relevans i samfundet.

Link til den af Berlingskes omtaler, hvor Henrik Dahl udtaler sig: https://www.berlingske.dk/…/regeringen-vil-goere-det…

Artikel om Venstres kritik: https://politiken.dk/…/Venstre-vil-st%C3%A6kke…
https://www.facebook.com/henrik.keller.1/posts/10223878101281115

 

11. Kritisk indlæg af Christine Stabell Benn

Epidemiolog og professor ved SDU, Christine Stabell Benn, taler for proportioner i stedet for ekstremisme i Biopolitikken. Med disse moderationens vinde lægger hun sig på linje med synspunkterne i Great Barrington Deklarationen.

Link til indlæg, d. 15. oktober: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3892-epidemiolog-tillad-corona-smitte-op-til-det-niveau-hvor-hospitalerne-kan-klare-det.html

Smittede tanker 65, d. 5. oktober

1.Undersøgelse af  intensiv-patienter

På rigshospitalet har man undersøgt alle de corona-patienter, der var på intensiv og i respirator frem til maj, dvs. alle 323 patienter i hele landet.

Dengang troede man, at 80% af respirator-patienterne vilde dø. Det skete ikke. Der døde kun 37%, og af disse havde 71% kroniske sygdomme.

Der var heller ikke noget pres på hospitalerne, og i artiklen står der følgende:

”Statens Seruminstitut har skønnet, at ca. 70.000 patienter blev smittet med Covid-19 i samme periode. Det svarer til, at 0,5 procent af alle smittede risikerer at blive indlagt på intensivafdeling.”

Hvis kun 37% af disse 0,5% dør, så er vi nede på en meget lille farlighed.

I den bagvedliggende artikel konkluderes at overlevelsesraten var høj:

“In this nationwide, population-based cohort of ICU patients with COVID-19, longer-term survival was high despite high age and substantial use of organ support”.

Desuden fremhæves en række lokale omstændigheder som f.eks. let og gratis adgang til lægehjælp, som gør, at man ikke altid kan sammenligne dødstal mellem forskellige lande og regioner.

Læge Nicolai Hasse, som har taget initiativ til undersøgelsen, opfordrer til, at man tager udgangspunkt i national viden, når man tager stilling til sygdommen:

”Når vi lægefagligt, politisk og personligt skal forholdes os til corona, er det enormt vigtigt, at vi ikke baserer vores beslutninger på rygter og historier fra verdens corona-brændpunkter, men har præcis viden om coronaen i Danmark.”

Hasse opfordrer dermed – nok mere eller måske endda mindre bevidst  – til, at man følger den modsatte strategi end den, som regeringen stod for i foråret, og som den stadig står for. Regeringen handlede jo netop efter andre landes skræk, mens Sundhedsstyrelsens indstilling, som i stedet frarådede Nedlukning, tog udgangspunkt i den danske realitet.

I Aftenshowet d. 22. september kommenterede læge Peter Giesling rapporten. Han var meget opløftet. Det er ”den vildeste undersøgelse”, sagde han. Det lave dødstal kommer helt bag på Giesling. Han mener, at vi ”alle sammen har overreageret”.

Links:

Rigshospitalets omtale af rapporten: https://www.rigshospitalet.dk/…/unikt-dansk-covid19…

Aftenshowet, d. 22. september: https://www.dr.dk/…/aftenshowet_-moed-bla-magnus…

 

2. Morten Petersens kritik i Information

Professor i biologi ved Københavns Universitet, Morten Petersen, kritiserer i et indlæg i Information coronapolitikken kraftigt. Han mener, at den europæiske overdødelighed i april primært skyldes nogle svage influenzasæsoner de foregående år, og at der i realiteten ikke er den store forskel på konsekvenserne af de to sygdomme.

Morten Petersen fortæller, at dødeligheden for børn og unge er betydeligt højere for influenza end for corona, og at senfølgerne er omtrent de samme.

Han henviser også til en interessant international artikel fra 2011 af Kaare Mølbak, hvoraf det ifølge Petersen fremgår, at influenzaen dræber op til 4000 om året. Klikker man videre til Mølbaks artikel står der endda, at influenzaen i en af optællingerne faktisk har dræbt hele 5252 personer. Det var i 1995/96. Det vil i dag svare til ca. 6000 døde på en sæson. Det var en notits i avisen.

Det hele er ifølge Morten Petersen en storm i en glas vand, og han slutter med følgende:

“Da influenzaen indimellem dræber flere yngre mennesker end corona, burde medierne måske overveje, om de kastede sig over senfølger i mangel af massedød”.

Morten Petersens indlæg, d. 1. oktober 2020: https://www.information.dk/…/corona-vaerre-haard…

Mølbaks artikel, d. 16. december 2011: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3264536/

 

3. Kritisk leder i Information

Ifølge Informations lederskribent, Lasse Skou Andersen, kører regeringen ren skræmmekampagne vedrørende coronaens senfølger, som angiveligt ikke er værre end for mange andre sygdomme. Skou Andersen gennemgår en del af forskningen på området og er ikke imponeret.

Skræmmekampagnen har især gået ud over de unge, som sammen med vores fornuftige indvandrermiljøer ellers har vist samfundssind, selvom det har været svært.

Ingen unge er døde af sygdommen. Derfor har “senfølgerne” været et nyt retorisk kneb, som altså heller ikke holder.

Senfølgerne har ellers spillet en central rolle i regeringens forsøg på at fastholde befolkningen i et biopolitisk jerngreb med helt uoverskuelige konsekvenser i horisonten.

Alt må vige for den nye ekstremisme, for det ekstremistiske forsigtighedsprincip.

https://www.information.dk/…/senfoelger-findes-passe…

 

4. Mærkelig registrering af indlæggelsestal

I dag er der 106 indlagte for corona. Det er tre færre end i går. 22 er nyindlagte, hvilket jo må betyde, at 25 er blevet udskrevet.

Sådan står der i de officielle tal. Men nu lader det til, at man slet ikke kan stole på disse tal.

Hvorfor ikke? Jo det er Lars Boje Mathiesen, som har gjort opmærksom på problemet. Boje Mathiesen er sundhedsordfører for Ny Borgerlige og sidder derfor også i Folketingets sundhedsudvalg.

Sagen er, hvis jeg har forstået det ret, at stort set alle, som indlægges for hvad som helst, også lige skal testes for corona. Og hvis denne test er positiv, ja så registreres man automatisk som corona-indlagt, uanset hvad man ellers er indlagt for.

Så hvis du har brækket benet, har kræft eller er til udpumpning, så er du altså indlagt for corona, også selvom du overhovedet ikke er corona-syg eller har symptomer, blot du har en positiv test.

Desuden lader det til, at man registreres som coronaindlagt, hvis blot man har haft en positiv test inden for de sidste 14 dage, også her uanset hvad man konkret er indlagt for.

Så man er overhovedet ikke nødvendigvis indlagt pga. Corona, selvom man er registreret coronaindlagt, selvom hele landet følger disse tal med manisk biopolitisk interesse.

På Region Nordjyllands hjemmeside står der direkte følgende:

”Alle børn og voksne, der skal indlægges i mere end 24 timer, skal testes for COVID-19”.

Så disse ”alle” kan være indlagt af alle mulige årsager, men hvis de blot testes positive, så er de indlagte med corona? Og hvis de har været testet positive inden for de sidste 14 dage, så er de også pludselig indlagte med corona? Også selvom de slet ikke har lagt mærke til, at de er smittede?

Disse oplysninger supplerer de næsten enslydende problemer med registrering af dødsfald. Patienter registreres jo som coronadøde, blot de har haft en positiv test inden for 30 dage, også selvom de er døde af helt andre ting.

Alt dette er altså meget mystisk, synes jeg, eller har jeg blot misforstået noget?

Et andet spørgsmål, som jeg er nysgerrig efter at høre svaret på, er, hvornår denne særlige registreringspraksis for indlæggelser blev gennemført. Har den eksisteret hele tiden, eller den kommet til på et tidspunkt?

Muligvis har vi her forklaringen på de højere indlæggelsestal. Det kan jo skyldes, at flere har været testede, og at de derfor registreres som coronaindlagte, uanset hvad de ellers er indlagt for.

Tak til Lars Boje Mathiesen for at gøre opmærksom på disse forhold. Men jeg håber stadigvæk at jeg har misforstået enten ham eller sagens rette sammenhæng.

PS:

Her er Sundhedsstyrelsens officielle note til indlæggelsestallene. Umiddelbart bekræfter noten ovenstående fortolkning, selvom jeg ikke synes teksten er så let at gennemskue.

”Indlagte viser, i hvor mange senge på intensivafdelinger og på andre afdelinger i regionerne, der ligger patienter med laboratorie-bekræftet COVID-19 kl 7 hver morgen, og som er indlagt af på grund af COVID-19 infektionen eller på grund af en anden sygdom. Det kan være forskellige patienter de forskellige dage. Der tages generelt forbehold for oplysninger vedr. respirator.

Tallene vedrørende indlagte herunder indlagte på intensiv og indlagte på intensiv og i respirator er fra og med 17. juni opgjort med en ny metode. COVID-19-relaterede indlæggelser defineres nu som indlæggelser, der starter inden for 14 dage efter prøvetagningsdato for den første positive prøve. Derudover er definitionen opdateret således, at en indlæggelse er afgrænset ved 90 dage efter prøvetagningsdato for første positive prøve. Læs mere hos Statens Serum Institut: Opdatering af definitionen for COVID-19-relaterede indlæggelser til beregning af sengekapacitet Alle tal for indlagte patienter er genberegnet og følger således den nye opgørelsesmetode.”

Link til Region Nordjylland: https://rn.dk/…/personer-der-skal-indlaegges-eller-til…

Link til Sundhedsstyrelsens note: https://www.sst.dk/da/corona

Link til Lars Boje Mathiesens opslag: https://www.facebook.com/LBMathiesen/posts/2816346871801776

 

5. Forstærket Nedlukningsplan

I Berlingske kan man læse om en særlig model for smitte-adfærdsoptimering, som man har implementeret i Irland.

Det handler om, at staten laver et detaljeret skema for, hvordan og i hvilken grad forskellige aktiviteter – afhængigt af dags- eller uge-registrerede smittetal – kan åbnes helt eller delvist eller slet ikke. I alt arbejdes på fem niveauer.

F.eks. forbydes familiearrangementer fuldstændigt på smitteniveau 4 og 5. På niveau 2 og 3 må man mødes 6 personer, og på niveau 1 må man mødes 10. Hvert niveau har en bureaukratisk farve og ofte også nogle underkategorier.

Her er nogle af de andre aktiviteter, som reguleres på den måde: Bryllupper, indendørs arrangementer, udendørs arrangementer, idrætstræning, konkurrencer, svømmehaller og idrætscenter, gudstjenester, barer & restauranter, hoteller, frisører mm, kultur & museer, arbejde, indlandsrejser, offentlig transport, skoler & børnehaver, videregående uddannelser, plejehjem.

Det hele er udmøntet i et kæmpestort farvestrålende skema, som man kan læse i artiklen. En slags kommunistisk kunstværk. Skemaet implementeres både nationalt, men også lokalt, som jeg forstår det. Det vil sige, at der f.eks. kan være én farvekoncert Dublin og en anden i Cork.

Og man skal huske på noget, som ikke nævnes i artiklen, nemlig at det hele jo er udtryk for en Nedlukningsideologi. Det betyder, at systemet formodentlig i stort og småt bliver rekonstrueret helt nede på institutionsniveau, så f.eks. Skole A får ét skema, mens Skole B har et andet. Og hvem ved, måske også på individniveau knyttet til en smitteapp?

Dette totalkommunistiske indgreb i enhver form for lokal og privat selvbestemmelse, ja i det civile livs rettigheder som sådan, er et barskt eksempel på, at jo mere, man genåbner, desto mere nedlukker man; en logik, som er indbygget i Nedlukningens præmis. Denne forstærkede nedlukning kaldes så for ”dans” på biostatens nysprog.

”Eksperterne” er begejstrede. Den ellers kritiske sundhedsøkonom Jes Søgaard mener ”i allerhøjeste grad”, at modellen er nyttig. Og overlæge Joachim Hoffmann-Petersen synes ligefrem, at modellen er ”genial”. En professor fra et forskningsinstitut med det paradoksale navn HOPE, er også meget positiv, og det samme er økonomen Micahel Svarer, som fortæller at New Zealand gør det samme.

Man har også talt med en irsk læge, som er glad for, at man nu kan ”maksimere effekten på tværs af befolkningen”.

Til sidst får vi at vide, at vores egen dybt ideologiserede sundhedsminister skam ”barsler med et nationalt varslingssystem”.

Herhjemme har Liberal Alliances formand talt for modellen. Så dybt er de danske liberalister sunket, at de nu taler for totalkommunistiske kommunikationsbureaukratiske systemer.

https://www.berlingske.dk/samfund/kan-det-bedste-bud-paa-en-ny-coronamodel-for-danmark-staa-paa-et-stykke

 

6. Nicolai Lohse kritiserer coronapolitikken

Læge Nicolai Lohse skriver mange kloge ord om coronapolitikken i et facebook-opslag fra d. 3. oktober.

Efterhånden har mange læger udtalt sig kritisk i ånden fra Sundhedsstyrelsens oprindelige holdning fra før d. 12. marts.

Der er en strømning fra læge- og hospitalspraksis, som efter Sundhedsstyrelsens efterfølgende sundhedspolitiske svigt, savner generel ledelse og udtryk, men som forhåbentlig snart finder sammen i et fælles initiativ/udtalelse, ligesom man f.eks. har set det i Belgien.

https://www.facebook.com/niclohse/posts/10158691513257622

 

7. DLF’s og lærernes dybe fald

Danske skolelærere burde stå vagt om pædagogik. Men det gør de ikke, tværtimod. DLF opfordrer nu ministeren til, at der etableres langt mere indgribende foranstaltninger for at undgå ”smitte” på skolerne.

Coronaen er ganske vist uskadelig for børn og unge, men det er der ingen, der spekulerer over, og der er ingen sans for proportionalitet.

Statsministerens profylakse-ekstremisme har nu ramt landets pædagogiske sektor for alvor, hvilket blev yderligere understreget ved undervisningsministerens to breve til skoler og forældre, som DLF burde have afvist ved kasse 1.

Man kan læse om sagen på folkeskolen.dk, som virkelig har købt den biopolitiske præmis.

DLF, KL og den ”ekstreme forsigtighed-stat” indgår nu i det største opgør med pædagogik og demokrati i mands minde. Det er et begrædeligt syn.

En anden artikel på samme site er mere konkret: En ung lærerinde insisterer på at bære visir i undervisningen. Hun mener, det er mere pædagogisk end maske, lyder det. Med dette udfaldsrum har hun accepteret antipædagogikken totalt.

Hun og hendes kolleger mener, at der skal være flere mundbind i undervisningen, og skolelederen er helt enig. Der er ingen kritiske spørgsmål, og artiklen spiller derfor direkte sammen med artiklen om DLF, som man nu må formode spiller ud med forslag om flere masker i undervisningen.

Hvis jeg var lærer, ville jeg melde mig ud af denne upædagogiske forening prompte, og lærerindens skoleleder bør have en påtale efter min mening for ikke at leve op til skolens formål.

Det ender som i Italien og Frankrig, hvor selv små børn har mundbind på i undervisningen, for den biopolitiske logik har ingen ende.

Den lærer, som møder børn gennem et visir eller en maske, bør ikke være på en skole efter min mening.

Skolerne skal friholdes 200% fra restriktioner. Der skal synges, leges, gruppes og samles til den helt store guldmedalje. Intet barn og ingen lærer er en ”smittebærer”. Der skal heller ikke sprittes af eller noget som helst, bare en håndvask før og efter frokost.

Der er nul døde personer under 30 år. Og kun én død under 50.

For et par uger siden fortalte Anders Bondo, at han mente, at denne corona-læring – hvor både fælles liv og sang afvikles – er udtryk for en grundtvig-koldsk pædagogik. Og nu følger den nye formand altså trop.

Lærerstanden er i pædagogisk opløsning, efter min mening.

Links:

DLF’s opfordringer: https://www.folkeskolen.dk/…/dlf-i-appel-til-minister…

Interview med lærerinde, der bruger visir: https://www.folkeskolen.dk/…/laerer-med-visir-paa…

Bondos synspunkt: http://www.thomasaastruproemer.dk/anders-bondos-kronik-og…

Om undervisningsministerens breve til skolerne og forældrene: http://www.thomasaastruproemer.dk/to-biopolitiske-breve…

 

8. Susanne Wichs tale

Psykolog Susanne Wich holdt en flot tale på Folkebevægelsen for Friheds demonstration på Rådhuspladsen i lørdags.

Solen skinnede og blæsten rev i huden, mens Wich fortalte om coronapolitikkens overgreb på børn og opdragelse. Hver eneste sætning gav åndenød og klapsalver.

Mange tak for et godt arrangement.

Der var også fine taler af initiativtageren Maria Jensen og af advokaten Carsten Lang-Jensen.

Link til tale: https://www.facebook.com/groups/263242591426591/permalink/351106889306827

Merete Riisagers bog om “selvbyggerbørn”

Den tidligere undervisningsminister Merete Riisager har skrevet en fremragende bog, som virkelig sætter tanker i gang. Bogen, som er udkommet på Kr. Dagblads Forlag her i efteråret 2020, hedder ”Selvbyggerbørn – hvordan vi overlod en generation til at opdrage sig selv”.

Her er mine egne tanker under læsningen, organiseret i 5 sammenhængende noter:

 

Note 1: Verden og voksne og børn

Kapitel 1 hedder ”En verden uden voksne”. På en måde kunne det også have heddet ”voksne uden en verden”. Det ene er uden det andet og omvendt.

Hvad sker der, når disse ”2xuden” vekselvirker? Så forsvinder både den voksne og verden.

Og hvad sker der, når både den voksne og den fælles verden forsvinder? Så udryddes også ”barndommen”.

Dermed kan hverken påmindelse eller tilsynekomst arbejde. Dannelse og opdragelse forvitrer. Det samme gør demokratiets essens.

Hvad overtager? Det gør læring, verdensmål, 21. century skills, læringsstatistik og så videre, altså “kompetencer” uden børn og voksne og fælles verden.

Vi går fra “verdensborger”, som svarer til “pædagogik”, til forfaldskategorien ”globalisme”, som svarer til “læring”.

Dermed får vi en pædagogik uden sted, uden børn, uden voksne og uden selvstændigt udsyn mod en fælles verden, som er gammel.

Det er Riisager mod Antorini. Fortidens rigdom mod fremtidens tvang.

Det ondeste, der kan hænde en generation, er tabet af fortid. Dermed mister generationen sin karakter af generation, og fremtiden bliver en nivellerende tvang.

Den voksnes og lærerens “Dette er verden” er lig med spørgsmålet: “Hvem er du?”

 

Note 2: De politiske referencer

Merete Riisager var nærmest eneparlamentarisk hær mod skolereformen helt tilbage fra 2011, og siden blev hun som undervisningsminister bestyrer af den reform, hun afskyede. Der var både fagligt og personligt drama for alle pengene, med dybe tråde ind i de faglige kredse.

Men i ”Selvbyggerbørn” fylder Riisagers uddannelsespolitiske erfaringer egentlig ikke ret meget. Men der er alligevel tre sæt af informationer om emnet, som er værd at notere sig, når perioden efter skolereformen skal behandles systematisk, hvilket jeg planlægger at gøre i 2021.

Her er først de to mest interessante informationer, som vedrører ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)”, og til sidst en lidt mere kortfattet notering.

1.

På s.196 har Riisager en interessant beskrivelse af en hård kamp, hun havde med embedsværket. Som ny minister skulle Riisager ”justere” skolereformen. Hun foreslog derfor en kampagne om ”bevægelse i skolen”. Embedsmændene argumenterede kraftigt for, at man i den forbindelse skulle inddrage begrebet ”mellemrumspotentialisering”, som kort sagt handler om at omdanne ”frikvarter” til læringsoptimeringsprocesser.

Riisager måtte kæmpe hårdt for at få det ud, men prisen var en næsten ulæselig rapport.

Denne sag var Riisagers ”første læring i, hvordan staten arbejder”, som hun siger.

Jeg har selv en erfaring med ”mellerumspotentialisering”, som gør Riisagers beretning særlig interessant for mig. I 2015 fremlagde jeg en kritisk analyse af de forskere, som havde opfundet begrebet. De to forsker klagede efterfølgende i en dramatisk proces til universitetet over ”tilsvining”, men universitetet vurderede, at min kritik var både saglig og faglig.

En af mine pointer var, at mellemrumspotentialiseringen, og faktisk også dansk pædagogisk poststrukturalisme som sådan, gik i symbiose med policy-niveauerne imod skolens formål, og dermed udvandede den kritiske tradition selv. Riisagers eksempel bekræfter denne tese 100%.

Det forskningsprogram, som stod for mellemrumspotentiale-teserne, var dybt integreret i tidens læringstænkning og i hele den ideologi, som DPU stod for, og det er stadig tilfældet.

2

For det andet vil jeg nævne Riisagers markering på s. 108. Her fortæller hun, hvordan professor Jens Rasmussens arbejde med ”læringsmålstyret undervisning” var en organisk del af det, Riisager kalder for ”en strategisk manøvre”, hvis oprindelse ”fortager sig i korridorerne mellem ministerier og styrelser, interesseorganisationer og dialogen med OECD som organisation”.

Hele denne struktur svarer til det, jeg har beskrevet som ”Danmarks Pædagogiske Oligarki”, som var virksomt de år, og som i en vis forstand er det stadigvæk.

Mellemrums-potentialiseringsgruppen var faktisk også en del af dette oligarki. Jens Rasmussen klagede også i barske vendinger over mit arbejde til både universitetet og til folkeskolen.dk, som efterfølgende nedlagde min blog. Og mellemrumsfolkene henviste direkte til Rasmussen i deres klage.

Riisager bruger denne iagttagelse som afsæt til en omfattende kritik af Jens Rasmussens læringsforståelse og Ansvar for Egen Læring. Det vender jeg tilbage til i en senere note.

3.

I starten af bogen, på s. 19-20 er der nogle meget korte partipolitiske bemærkninger, som jeg nævner her for arkivets skyld:

”Blå fløj” kritiseres for at være ”uengageret” i kritikken af skolereformens læringssyn. De konservative troede, at kritikken handlede om lektiecafeer, og Venstres Kristian Jensen fik nogle kosmetiske og konsekvensløse ændringer gennemført. Og Venstres Ellen Trane Nørby, som efterfulgte Antorini som undervisningsminister, fremlagde i 2015 et Antorini-lydende dannelsesideal for gymnasiet. Riisager stod generelt set alene med sin skoleinteresse.

Derimod roses Bertel Haarder, Søren Pind, Marie Krarup og Alex Ahrendtsen. Det er meget kort, og uden indholdsmæssige markeringer, så jeg lader det ligge. Men det må være især erfaringerne fra gymnasiereformen, der spiller ind, er mit bud. Jeg undrer mig dog over, at Riisager ikke nævner SF’s Jacob Mark og Alternativets Carolina Magdalene Maier, som også gjorde det godt i gymnasiediskussionerne.

Faktisk var Riisager langt mere grundig i sin kritik af egne rækker i forbindelse med et stort anlagt debatindlæg i Politiken i sin tid. Hun kritiserede her den borgerlige dannelsesdiskussion for at være spist op af konkurrencestatsbegrebet, som jo også venstrefløjen var meget glade for.

Riisager siger også, at hendes arbejde blev støttet af ”stort set hele” LA’s gruppe. Hvem der falder uden for dette ”stort set”, skal jeg ikke kunne sige. Mon ikke det er Ayn Rand-fløjen, som næppe har haft den store forståelse for den kulturliberale linje, som Riisager lagde frem, men som jo grundlagde partiet. Henrik Dahl fremhæves også. Men det er som sagt meget kort.

 

Note 3: Fortid og fremtid

Hannah Arendt skrev engang, at en lærer må have sine øjne ”glued to the past”. Pædagogikken har rod i autoritet, grundens fortællinger, i en form for romersk rest. Det er påmindelsens formel.

Men skolen er også arnestedet for, at en ny generation vokser op og netop revolutionerer ”the past” i et åbent samfund med andre frie mennesker, i en form for græsk rest. Det er frihedens og åbenhjertighedens formel.

Pædagogikken foregår altså ”between past and future”, som Arendt udtrykte det, i et samspil mellem Rom og Athen.

Det er lidt samme stemning i Riisagers bog.

På den ene side tales der stærkt for fortidens betydning. Der er grundige henvisninger til grundfortællinger som grundloven, kristendommen, Grækenland, romerriget, reformationen, frihedsrettigheder, de store tænkere, videnskaben, ”tusinde år”, og også den grundtvigske tradition nævnes hyppigt. Især kapitel 2 er viet til disse referencer, men de dukker også op undervejs. Hun taler altså hele den pædagogiske-, åndelige og kritiske tradition frem af tidens tåger. Det er skilte til Athen, Rom, Betlehem, Königsberg og Udby, som sættes i direkte relation til folkeskolens formålsparagraf (s.39). Med disse betragtninger placerer Riisager sig solidt i pædagogikkens verden.

Riisager mener, at disse emner er truet af et såkaldt ”relevanskrav”, som er et resultat af en særlig symbiose mellem erhvervsliv og reformpædagogik, mellem frigørende pædagogik og en økonomisk betinget styringspædagogik. Med denne symbiose ”sulter vi ungdommen”, som dermed drænes for både fortid og fremtid (s.39). En sådan ”relevans-pædagogik” kaldes også for ”fordummelsens pædagogik”.

Riisager taler ligesom Arendt for mere ”autoritet”. For Arendt var autoriteten dog ikke person- men kulturbåren, dvs. at det var skolen som sådan, der badede i autoritet, som læreren herefter fik tilskudt via sine elskovssyge fortidsøjne, og for Arendt var den kommende frihed uden for skolen jo autoritetens paradoksale essens, men ikke dens mål. Igen: Rom+Athen. Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror, at Riisager mener noget lignende.

Arendt er altså også stærkt fremtidsengageret, men det er en fremtid, som den næste generation selv skal definere via dens omgang med fortidens ‘det som er’. Derfor bliver det pædagogiske spørgsmål for alle i Arendt-traditionen: ”Hvem er du?”.

Men den aktuelle fremtidsfiksering fjerner dette spørgsmål, som i stedet prædefineres som fremtidige 21. century skills og endda som verdensmål. Den nye fremtidslæring hader fremtiden, mens fortidslæringen elsker fremtiden og dermed skaber skolens ”between”.

Så Riisager er helt med på “fortiden”. Spørgsmålet er nu, om vi også finder den Arendtske fremtid i Riisagers pædagogik ud over i små drys? Og ja, det gør vi faktisk to steder:

1.

Riisager kalder direkte fremtidslæringen for ”fordummelsens pædagogik”. Riisagers ”between” lyder i stedet sådan her: ”…et lille økosystem af viden, opmærksomhed, klare regler, rammer og plads til fællesskab og undren”, som giver eleverne ”uanede muligheder i fremtiden”. Hun har især fundet denne essens i regi af de frie skoler, hvor der ikke er så mange ”iderige kommunalchefer” (s. 233-34). Det er dog en lidt kort passage.

Skolen som et økososystem – et frit område mellem fortid og fremtid – er en super metafor, der minder om nogle af de tanker, som den tidligere alternativist, Carolina Magdalene Maier, har gjort sig.

2.

Mere udførligt udvikler Riisager et glødende forsvar for ”den børnekultur, der tilhører den skandinaviske pædagogiske tradition”, og som ifølge Riisager ikke mindst findes i ”den ”fritidspædagogiske tradition”, som er ”omkring 100 år gammel”, dvs. med rødder i hele den kulturradikale og reformpædagogiske tradition fra 1920’erne og frem.

Riisager kritiserer folkeskolereformen for ”en skolegørelse af barndommen”, hvilket har resulteret i, at ”vores tradition for det frie børneliv er under pres” (s. 202-204). Hun taler også om betydningen af en ”vekselvirkning mellem vejledning og frihed” (s. 202), hvilket jo svarer til det samspil mellem den romerske og den græske struktur, som vi fandt hos Arendt. Og det er altså ”den skandinaviske pædagogiske tradition”, der i særlig grad skal stå for ”friheden”.

Denne kærlighed til barndommens frie tid, og dermed til barndommen som sådan, peger dog også på en ambivalens i Riisagers bog, nemlig at hendes kærlighed til pædagogisk frihed bunder i en reference til netop den pædagogiske retning, som hun andre steder er allermest kritisk overfor, nemlig reformpædagogikken. Det er helt centralt, at denne forbindelse undersøges nærmere af både den teoretiske og den praktiske pædagogik.

I slutningen af bogen kalder Riisager på ”en debat om skolens opgave, opdragelsens væsen, fagenes kerne og dannelsens indhold” (s. 235). Hendes bog er det bedste oplæg man kan tænke sig til denne debat.

 

Note 4: Riisager og SF

SF tilsluttede sig pr. d. 26. september verdensmåls-ideologien med hud og hår og helt ned i filosofien. Det skete i forbindelse med en stor konference om sagen. Det er den ellers fornuftige Jacob Mark, der svinger den ideologiske taktstok. Derved forlader partiet endegyldigt den folkesocialistiske tradition, som partiet selv stiftede. Det er værd at nævne i denne sammenhæng, fordi Riisager tordner imod netop verdensmålene i hendes bog. Hendes ubehag deles af partifællen Henrik Dahl, som især har kritiseret SDU’s institutionelle tilslutning til tankegangen.

Med Jacob Marks aktion følger SF endnu engang i sporene af Socialdemokratiet, som blot påbegyndte processen nogle år tidligere.

Her er kronologien:

1998: Socialdemokratiet forlader endegyldigt den socialdemokratiske tradition via forbindelsen til Mandag Morgens kompetenceråd.

2002: Antorini skifter fra SF, hvor hun var næstformand, til Socialdemokratiet, pga. det hun opfatter som for meget folkesocialisme og for lidt teknisk globalisering hos SF. Hun får efterfølgende Socialdemokratiet ind på et mere test- og evalueringsvenligt OECD-spor.

2006: Antorini er skoleordfører for Socialdemokratiet og stemmer for den nye OECD-inspirerede skolelov. SF stemmer imod af folkesocialistiske grunde.

2013: Antorinis skolereform vedtages, nu med SF’s stemmer og under stærk indflydelse fra Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsideologi. SF stemmer endda også for den famøse L409. Allerede her forlader SF faktisk partiets tradition og opsluges af Antorini-fløjen.

2014ff: SF splittes. Det meste af partiets konkurrencestatsfløj forlader partiet og går til Antorinis/Thornings socialdemokrati. Resterne, f.eks. Jacob Mark, genformulerer elementer af en pædagogisk folkesocialisme via opgøret med læringsmålstyringen i folkeskole og læreruddannelse.

2015ff: Antorini forlader til sidst politik og forfægter en radikal kompetenceglobaliseringsdiskurs som direktør for læringscentret LIFE, som entydigt slutter op om FN’s verdensmål som pædagogisk ramme og princip.

September 2020: SF forlader endegyldigt folkesocialismen til fordel for den teknificerede globalisering, her i form af verdensmålstyring, og partiet går derfor endnu engang i Antorinis spor.

Konklusion: Den gamle næstformand, Christine Antorini, vandt kampen mod SF, som nu er udslettet som politisk-pædagogisk tradition. SF blev spist op af Mandag Morgens opgør med den folkesocialistiske tradition.

Faktisk har Mark og Riisager i nogen grad kørt politisk parløb, især i forbindelse med forsøget på at få den læringsmålstyrede undervisning ud af læreruddannelsen. Men i sin bog refererer Riisager ikke til parløbet, men i stedet til en kontrovers med Mark omkring forældrenes ret til at bestemme, hvornår børn skal starte i skole. Hun undrer sig over, at det er hende, der står for en fælles pædagogisk regel, mens Mark står for en ultraliberalisme. Man kan godt sige, at Riisager står på en kulturliberal dagsorden, mens Mark og SF fra nu af helt endegyldigt står for skolereformens tankegods, dvs. en symbiose mellem globalisering og styringsideologi.

Endelig vil jeg nævne, at der i flere af anmeldelserne af Riisagers bog er omtaler af en anden aktuel udgivelse om opdragelse, nemlig Per Schultz Jørgensens bog ”Opdragelse til livsmod og bæredygtighed”, som snarere lægger sig i forlængelse af Jacob Marks synspunkt, fordi klimaet gøres til en hovedmarkør for pædagogikken. Faktisk var Schultz Jørgensen i sin tid med i det føromtalte Kompetenceråd, som var en tidlig konkurrencestatskonstruktion, der stod for alt det, som Riisager vil gøre op med. Et fun fact i den historie er, at Per Schultz Jørgensens søn Kristen Schultz Jørgensen faktisk gav Riisagers bog en særdeles god omtale i Berlingske. Den unge Jørgensen var dog også med i kredsen omkring faderen i sin tid, så jeg havde faktisk regnet med, at han ville være mere kritisk. Måske har Jørgensen-slægten bare været i lidt dårligt selskab undervejs.

Bogen har i øvrigt været anmeldt i de fleste aviser, og alle steder med fine udtalelser. Riisager rammer en bred åre, lader det til.

 

Note 5: flere emner

Endelig er der en række temaer, som bestemt også er vigtige, men som jeg her blot notere i kort form.

a) Moral og indhold

Riisager fokuserer i særlig grad på moralsk dannelse, eller det som man kan kalde karakteropdragelse eller dydspædagogik. Det er selvfølgelig interessant, men det store fokus på personen, betyder også et efterslæb på indholdssiden, som ind imellem forfalder til generaliserede begreber som ”kulturarv” og den slags. Kulturen kommer dermed til at mangle lidt egendynamik. Den kan komme fra den nye tingsfilosofi efter min mening, men det drøfter Riisager ikke.

En betragtning i relation til denne mangel: Riisagers kritik af reformpædagogikken er helt forståeligt, i forhold til de nyere eksempler hun inddrager, og hun anerkender da også, at Rousseau har nogle centrale pointer for moderne pædagogik, men hendes kritik bliver for generaliseret efter min mening. Tabet af reformpædagogik får den effekt – igen – at kulturarven ikke kan opretholde et selvstændigt og tingsligt liv. Riisagers eget frihedsbegreb trækker i øvrigt dybt på Rousseau efter min mening.

b) Læringskoncepter

Riisager er imod alle de løsrevne læringskoncepter, som har florereret siden især 1990, f.eks. SKUB i Gentofte, Howard Gardners intelligenser og udtryk som ”klasseværelset er et oldtidslevn” osv.. Alle disse koncepter har rod i den tidligere konkurrencestats kompetenceideologi og til denne ideologis Tony Blair-inspirerede syntese mellem globalisering, teknificering og økonomi; en syntese som afviser fortiden, og som derfor afskærer barnet fra fortiden og dermed fra barndommen som sådan. Riisager er flyvende i disse passager. Hun er også imod den efterfølgende kobling mellem den nye børneensomhed og globale dystopier, som den nye generation bærer, f.eks. i klima-spørgsmålet og ift FN’s verdensmål. Det er her lidt pudsigt, at hun som kulturliberalist trækker på sovjet-pædagogen Makarenko, som stod højt på DKP-pædagogikkens rangliste tilbage i 1970’erne. Men det er nogle gode pointer, hun trækker frem hos ham, nemlig forholdet mellem opdragelse, myndighed og social sammenhæng.

c) Ansvar for egen læring

Der er en gennemløbende tese, som jeg vil nævne, nu vi har gang i læringsbegrebet. Riisager mener, at i meget moderne reformpædagogik, er barnet uden alder. Det hænger i overordnet forstand sammen med, at barndommen er tabt. Barnet ender som en generisk kompetencestruktur, som kan gennemtvinges uanset alder. Hun taler for i stedet igen at udstyre barnet med en alder, hvilket kun kan ske, hvis den voksne bliver voksen ved at få en verden og en fortid.

Storsynderen i denne ”sløjfen af barndommen” er den såkaldte Ansvar for Egen Læring (AFEL) (s.109). Her drøfter hun udførligt Jens Rasmussens arbejde med læringsbegrebet. Rasmussen var den førende ideolog bag læringsmålstyringen og ”at lære at lære”-ideologien, som jo lå til grund for skolereformen. Riisager mener, at Rasmussen agerer i et direkte opgør med ”den humboldtske forståelse af, at man udvikler sig i samspil mes stoffet og faget” (s. 108). Hun omtaler læringsmålstyringens praktiske konsekvenser som ”absurd”, og giver også nogle gode eksempler på absurditeten fra en skoleklasse, hun har besøgt.

Til sidst drøfter hun kort et uheldigt samspil, der i 90’erne og 00’erne udviklede sig mellem den grundtvig-koldske tradition og AFEL-tilgangen. Et samspil, min egen forskning til fulde understøtter. 00’erne grundtvigianere gravede deres egen grav.

Konsekvensen af AFEL er ”ansvar for egen fiasko”, fortæller Riisager. Denne fiasko-ensomhed kan herefter overtages af regnskaber, dystopier og teknologiske likes, som resulterer i en perfekthedskultur, som er det modsatte af en præstationskultur. Det er dette ensomme liv, som karakteriseres som ”selvbyggerbørn”. Det er strålende vævninger. Riisager er en stor socialpsykolog. Hun bør være rektor for et lærerseminarium.

d) Perfekthed

Riisager kritiserer perfektheden, men ikke præstationen. Det er en vigtig skelnen. Præstationen er knyttet til dannelsen og fagene, mens perfektheden er knyttet til ensomheden. Derfor har hun heller ikke noget imod karakterer, men er nok kritisk over for det aktuelle karaktersystems mangel- og perfekthedsfilosofi. Hvem vil ikke gerne have en dårlig karakter af Niels Bohr? Og hvem vil være ”uden mangler” hos en konkurrencestatssocialdemokrat?

e) Coronaen

Coronaen nævnes flere gange, men altid i datid. Riisager har i sin skrivende stund ikke haft fantasi til at forestille sig coronaideologiens vedvarende og pædagogiske konsekvens. Disse passager får derfor et anakronistisk skær.

f) Kristendommen og kærligheden

Bogen indeholder en hyldest til familien, til kærligheden, til foreningslivet og til kristendommen i en form for integreret sammenhæng, som minder om det frihedsgrundlag, der jo hænger sammen med grundlovens §76 (friskoleparagraffen). Derfor kritiseres også de alt for lange skoledage, statens roden rundt i civile og private sammenhænge og funktionstømningen af familien generelt. Der er en understrøm mellem kulturliberalisme og kristendemokrati, som man også finder hos dele af de radikale, SF og Alternativet, især hvis man lige skruer lidt ned for det indremissionske hos sidstnævnte. De traditionelle LA-kredse må i al fald være sat fuldstændig af med et så kulturtungt frihedsbegreb.Hos DF er det kristne derimod blevet identitetspolitisk, så det lader jeg ligge.

Riisagers inddragelse af kristendommen er vigtig. Biblen er vores vigtigste pædagogisk-filosofiske grundtekst, og den betyder meget for helt moderne pædagogisk og social teori, ikke mindst på den europæiske venstrefløj hos folk som Gert Biesta og Georgio Agamben.

Men også store dele af det kulturkonservative frihedsbegreb har som sagt rod i det sammenføjninger af oplysningstid og Biblen, som Riisager påpeger. Faktisk var Hannah Arendts egen filosofi et eksempel på det, og det samme er naturligvis hele den grundtvig-koldske virkningshistorie og børnehavens fader, reformpædagogen Friedrich Fröbel.. Og selvom Rousseau ikke var kristen, som var han i høj grad religiøs, og talte om netop barndommen som noget, der udgik fra ”skaberens hænder”.

Riisgers konkrete eksempel på anvendelse af næstekærligheden i undervisningen lader jeg dog fare. Det har jeg ikke forstand på.

Riisagers “præstation” må vist kvalificere til at være den mest selvstændige politisk-polemiske indsats i mands minde. Man mærker tydeligt, at hun både er cand.pæd, traditionsbevidst og politiker. En strålende kombination.

 

Udvalgte anmeldelser:

Jens Raahauges anmeldelse på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/1853115/fri-af-ministeriet

Kresten Schultz Jørgensens anmeldelse i Berlingske: https://www.berlingske.dk/boeger/5-stjerner-suveraen-bog-fra-tidligere-minister-om-dannelsens-katastrofale

Gymnasielærer Jan Maintz’ anmeldelse i Information: https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2020/09/ny-bog-riisager-anklager-folkeskolen-gymnasiet-svigte-viden-dannelse

Skoleleder Torsten Bo Kristenensens anmeldelse i POV-International: https://pov.international/merete-riisager-skole-forfriskende-altmodisch/

Mikael Busch’ anmeldelse i JP: https://jyllands-posten.dk/kultur/anmeldelser/litteratur/ECE12381735/i-selvbyggerboern-goer-merete-riisager-op-med-projektmagerne/