Facebook-drys 48: Marts 2018

Her er 33 facebook-opdateringer fra marts 2018. De mange datalæringsinitiativer og Keld Skovmands vigtige ph.d.-forsvar har fyldt en del, men der har også været andre ting. Man kan enten læse opdateringerne på nærværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

 

  1. Dataidologiske strømme 1
  2. Tørst!
  3. Datasamkøring i Gladsaxe
  4. En rygende pistol?
  5. Moderne socialister
  6. Anette Lind om Singularity
  7. Dataideologiske strømme 2
  8. Posthumanisme
  9. Dataideologiske strømme 3
  10. Keld Skovmand opsummerer sin afhandling
  11. SIRI-kommissionen
  12. Big data i Pinds nye rapport
  13. Regeringens mål for videregående uddannelser
  14. Anders Hvids Singularity-filosofi
  15. OK18: Mette Frederiksen sendes ud af Aalborg
  16. OK18: Fra Socialdemokrati til Konkurrencestatsparti
  17. OK18: Dejlig politisk indblanding
  18. Skoledirektørerne og ytringsfriheden
  19. OK18: Magtbalancen
  20. Knud Grue-Sørensen i Vingsted 1
  21. Fra Socialdemokratiet til Børs-partiet
  22. Knud Grue-Sørensen i Vingsted 2
  23. Videnskab og praksis
  24. Oplæg fra konference i Vingsted
  25. Diskussion af Skovmands afhandling i Folkeskolen
  26. Mistillid
  27. Facebook-drys: februar 2018
  28. Empirisk dannelsesforskning
  29. KL’s evige liv
  30. To pædagogiske manifester
  31. OK18: Sophie Løhdes kronik
  32. OK18: Moderniseringsstyrelsens dannelsesprojekt:
  33. Diskussion om pædofili

 

1. d. 3. marts: Dataidologiske strømme 1

A.

Fredagens forsideartikel i Weekendavisen hedder ”Fremtid til salg”. Her kan man læse en grundig hudfletning af regeringens og den offentlige administrations dybe symbiose med en nyreligiøs amerikansk data-bevægelse, det såkaldte ”Singularitets-universitetet”. I den omegn ser man frem til ”the age of abundance”, hvor robotter og teknologi vil løse alle verdens problemer, og hvor menneske og teknologi på et tidspunkt smelter sammen i en enhed, i en ”singularitet”.

Bevægelsen har ifølge artiklen især fået tag i Danmark og en række små europæiske lande, mens den ikke nyder nogen respekt i USA.

Disruptionsrådet, Lars Løkke, Brian Mikkelsen og flere konkrete kommuner nævnes som eksempler på folk og initiativer, der er dybt forbundet med singularitetsideologien. Dermed påvirkes hele regeringen, også f.eks. Søren Pind og undervisningsministeriet mm..

Vi har fået en Singularitetspolitik. Regeringen er en robot.

KL’s aktuelle og vilde teknologiudspil, som også nævnes i artiklen, er ligeledes udarbejdet af folk fra singularitets-kredsen, nemlig af konsulentfirmaet ”Dare Disrupt”. KL’s teknologiudspil blev i øvrigt fremhævet i Deadline i forgårs, hvor RUC-forskeren Jesper Balslev kritiserede udspillet kraftigt. Balslev nævnes også i Weekendavisens artikel. Her kalder han Singularity-bevægelsen for “en kult”.

 

B.

Ideologien spiller også ind i Søren Papes og KL’s forsøg på at udbrede den frie og uregulerede dataudveksling i statens indre. Der er totalt lukket for kritisk sans. Borgeren kan ikke sige ”nej”. Han skal blot ”informeres” en gang imellem. Det hele er naturligvis “i samfundets interesse”.

 

C

Aktuelt spiller ideologien også ind i regeringens såkaldte Ghetto-pakke. Her vil man dataovervåge udvalgte områder for at kunne sætte ind med diverse juridiske, sociale og pædagogiske foranstaltninger. Ideologien vil kunne udvides til resten af samfundet på forskellige måder med et knips. ”Målet helliger midlet”, som “familie-chefen” fra Gladsaxe kommune siger til Politikens dygtige journalist Jacob Sorgenfri Kjær, som trak forbindelsen til Ghetto-pakken i dag, dog uden at nævne Singularitetsideologien.

Børnehaven i Mjølnerparken kaldes for Asgaard, et sted for diskuterende og hjælpsomme guder. Hvilken skæbnens ironi. Man burde kalde den for ”resocialiseringsdataområde 4”. Jeg håber, at ingen danske pædagoger vil arbejde i disse områder.

Sorgenfri Kjær har også talt med Birgitte Arent Eiriksson fra den liberale tænketank Justitia. Hun er “dybt bekymret”. Og Amalie Lyhne var også yderst kritisk i sin leder i Børsen om emnet. Enhedslisten og Alternativet er de eneste politiske partier, som mig bekendt har ytret sig kritisk. Det sker i Politiken-artiklen.

 

D.

Resten af samfundet og næste generation står klar som en ventende mødom. Her ligger alle lærings- og trivselsdata ”ready to use” for at optimere de offentlige statistikker. Her står hele Singularity-ideologien og tripper. Hele spørgsmålet om brug af trivselsmålinger er en underafdeling af disse ideologiske strømninger. Vi får den totale fremdrift.

Socialminister Mai Mercado støtter også disruptionsideologien. Hun er “klar til at gå langt”, siger hun til Politiken.

Dermed bekræfter hun alle de fordomme, som jeg fik, da jeg læste om hendes initiativ ”Opdragelsesdebatten”, som dirigeres af konkurrencestats- og James Heckmann-ideologer, hvilket passer som fod i hose til datatænkningen. Mercado vil have disruptions-opdragelse, dvs. anti-opdragelse.

 

E.

KL’s og regeringens ideer bæres frem af finansministeriet i diverse datarelaterede policy-initiativer i statens indre organer. Dermed antydes et interessant perspektiv: Den aktuelle overenskomstkonflikt handler ikke om løn eller frokostpauser. Den handler om muligheden for et folkeligt opgør med den ideologiske dataficering af hele samfundet; en ideologi, der kun kan komme i stand via det opgør med samfundets dannelse og grund, som fandt sted i 00’erne.

Fagbevægelsen, som i denne sag er i overensstemmelse med bevægelsens egentlige bestemmelse, og som står for det folkelige, står last og brast med lærernes modstand mod at blive ”data-normaliseret”. Det hele er en slags beskyttelse af skolens formål.

Med disse processer in mente er det uhyre kritisabelt, at regeringen forsøger at italesætte ghettopakken som en slags ”forhøjet straf pga. vejarbejde-initiativ”. Nu har jeg hørt det latterlige ”argument” hos både Henrik Dahl, Simon Amnitsbøll og Søren Pape. Det er en form for koordineret nihilisme.

Referencer:

a) Artikel i Politiken: https://politiken.dk/…/Regeringen-vil-overv%C3%A5ge-alle-la…

b) Artikel i Weekendavisen, d. 2. marts: ”Fremtid til salg”.

c) Amalie Lyhnes leder i Børsen: http://borsen.dk/nyh…/opinion/artikel/…/192925/artikel.html…

d) Om Papes og KL’s datadelingsbegejstring: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156043155169481&id=837549480

 

2. d. 4. marts: Tørst!

A.

Vi har en Singularity-kvote-amtscentraliserings-løkke

Vi har en disruptions-måle-pind

Vi har en data-kommunal-pape

Vi har en forever-skat-samuelsen

Vi har en afkast-i-dollars-mercado

Vi har en KL-app

De siger, de arbejder for borgernes skyld!

Men hvorfor er de her stadigvæk?

 

B.

Vi har en generaliseret og strategisk vejarbejds-jura

Vi har et spot-en-social-fejl-forebyggelses-data-evidens

Vi har tvangs-vuggestuer med über-alles-konsekvens

Vi har data-all-inclusive-filosofi

Vi har uniformeret-skolereforms-læringsoptimering med tilhørende blind-forskning.

Hvorfra dukkede det op? Fra et grimt sted! Fra det øde vejkryds, hvor vi forlod alt det, vi skulle beskytte. Herfra kørte vi ud i ørkenen, hvor vi nu tørster.

Og indvandrerne skal tvinges til at elske vores tørre mund.

Vi trænger til lidt modersmålundervisning, som kan aktivere spytkirtlerne.

 

3. d. 5. marts: Datasamkøring i Gladsaxe

I dette link kan man se den ansøgning om operativ datasamkøring, som Gladsaxe Kommune har sendt ind til ministeriet.

Kommunen beder om at kunne samkøre en række dataregistre, så man kan opspore sociale problemer så tidligt som muligt. Man vil udarbejde et pointsystem, der kan kvantificere opsporingsoptimeringen.

Det var denne ansøgning, som Politiken havde fingrene i den anden dag, og hvor kommunens socialchef udtalte ”målet helliger midlet”.

 

A.

I ansøgningen kan man bl.a. læse følgende:

”I Gladsaxe Kommune har vi ved hjælp af statistiske analyser af samkørte data, – på tværs af kommunens fagsystemer – om forældre, børn og familiers aktiviteter og tilbud, identificeret en række signifikante risikoindikatorer, der forklarer en substantiel del af variansen i trivsel hos kommunens børn og unge.

På baggrund af disse analyser ønsker vi at designe en dataunderstøttet opsporingsmodel med henblik på tidligere at opdage og reagere på disse risikoindikatorer. Vi ønsker således fremadrettet at agere mere proaktivt ved at handle på risikoindikatorer hos forældrene, inden der er symptomer på mistrivsel hos barnet, for dermed at sikre en tidligere og mere effektiv indsats mod udsathed.”

Kommunen vil samkøre 10 forskellige registre, fra misbrug til misligholdte aftaler i tandplejen.

 

B.

Jeg er også i besiddelse af en række Gladsaxe-slides, som også blev omtalt i Politikens artikel, hvor pointsystemet beskrives nærmere. Her kan man f.eks. læse:

”Design af opsporingsmodel:

På baggrund af eksplorative og prædiktive regressionsanalyser af historisk data, samt machine learning (som giver indsigt i specifikke mønstre og kombinationer af risikoindikatorer), vil vi designe og validere et program til at opfange og udvælge familier, der er i risiko for udsathed.

Pointtildeling sker på baggrund af statistiske analyser af sammenhængen mellem udsathed for børn og risikoindikatorer.

Eksempelvis:
• Ledighed pr. år 500 point (sammenhængen behøver ikke være lineær)
• Udeblevet fra tandplejen pr. gang 300 point
• Udeblevet fra sundhedsplejen pr. gang 1000 point
• Psykisk lidelse 3000 point”

 

C.

I ansøgningen henvises til principperne i økonomen James Heckmanns teser i første linje, Heckman spiller også en afgørende rolle i kommunens andre skrifter. Det er forholdet mellem tidlig indsats og økonomisk afkast, der er i fokus.

KL og regeringen, som begge er dybt præget af den såkaldte Singularity-ideologi, arbejder kraftigt for, at det ikke i fremtiden vil være nødvendigt med en ansøgning af denne type. Altså at der stort set er fri dataudviksling i den offentlige sektor helt ned i den intime læringsoptimerende detalje.

Det er Singularity-ideologi og James Heckmans afkastteori, der arbejder i teksten.

Mai Mercado og hendes opdragelsesdebat samt den såkaldte småbørnsalliance falder derfor fint ind i konceptet. Det hele passer desuden som fod i hose den aktuelle tvangssocialiseringszone-politik i ghettoerne. Men i Gladsaxe konciperes det hele allerede som et generaliseret socialpolitisk system, som vil berøre alle borgere.

Der er absolut ingen referencer til det sociale arbejdes tradition og faglighed.

 

D.

Gladsaxe Kommune er også all in på synlig læring på alle kommunens skoler. De to systemer – opsporings- og læringsdata – vil formodentlig træde i kontakt med hinanden, hvis regeringen følger sin digitaliseringsintentioner ud i livet.

Dermed bliver ”læringsprogression” omdannet til sociale points i datastatens øje.

 

4. d. 5. marts: En rygende pistol?

Jeg bor i Aarhus….. tror jeg nok. For ærligt talt: Jeg er pludselig kommet i tvivl.

For findes der egentlig en rygende pistol for det, som jeg troede var en kendsgerning? Findes Aarhus?

Borgmesteren siger, jeg bor i Aarhus. Men han kan jo tage fejl. Han har jo kun sine øjne og øre at stole på, og de kan snyde, det ved vi. Måske laver han bare nogle lyde af gammel vane, ja af mavefornemmelser og synsninger? Og så er han også formand for KL, og der er bestemt ingen rygende pistoler i den omegn. Det ved enhver. KL spørger altid: Hvor er den rygende pistol?

Der er også nogle skilte i udkanten af bebyggelsen, som der står ”Aarhus” på. Men der er også mange andre skilte, hvor der står noget andet. F.eks. står der ”Ensrettet”. Måske hedder byen snarere ”Ensrettet”?

Så er der byens arkitektoniske stoltheder. Rådhuset f.eks.. Det er da et vartegn, der vil noget? Men går man helt tæt på, så ser man blot nogle grå sten. Det er bare gråt, og det føles lidt ru, hvis man rører ved stenene. Det er ikke noget bevis.

Jeg tjekkede også et landkort. Men det er jo bare noget papir med nogle røde klatter på og noget blæk. Det kan man ikke kalde for evidens.

Så der er ingen rygende pistol. Aarhus findes ikke. Aarhus er bare noget, skolelærerne har fundet på. En social konstruktion i Danmarks Lærerforening.

Jeg bor nok snarere i Skanderborg. Eller gør jeg?

Findes der overhovedet noget? Findes der overhovedet en rygende pistol for at der findes en rygende pistol?

Men så igen: Moderniseringsstyrelsen findes. Det ved vi. Den ryger stadigvæk. Normaliseringens røg.

Vi andre må nøjes med røg i køkkenet og ballade i forsamlingshuset.

Som vi synger på denne egn for at overbevise os selv: ”Jeg lukker mine øjne i Aarhus”.

 

5. d. 6. marts: Moderne socialister

Der skal måske være storkonflikt. Hvad siger Socialdemokraterne egentlig til det? De må da have en mening om arbejdskamp og den slags? Måske med nogle historiske referencer etc.? Vi taler trods alt om landets store arbejderparti med rødder i den folkelige muld. Og hvem ved? Måske kan partiet hjælpe mig med at afklare et par tvivlsspørgsmål, jeg sidder med?

Så jeg gik ind på partiets facebook-side. Kigge kigge…. rulle rulle…..

Der var en hel masse om udlændinge, altså som en HEL MASSE. Der var også lidt om Thyra Frank, som Astrid Krag vist nok ikke kan lide. Ellers ikke rigtig noget.

Et parti i dyb krise åbenbart. Sådan en slags middelalderparti med kun et emne på dagsordenen? Men ok, skolereformen kommer jo også derfra.

Var der noget om arbejdsmarkedskonflikten? Næ….. ikke noget.

Det er moderne socialisme.

https://www.facebook.com/socialdemokratiet/…

 

6. d. 7. marts: Anette Lind om Singularity

Deling af opslag

 

7. d. 10. marts: Dataideologiske strømme 2

A.

Den nystiftede SIRI-kommission, som fremmer teknologisk indflydelse i hverdagen, er opkaldt efter Apples robot-software (!!!). Kommissionen ledes af Ida Auken. Auken fortalte allerede i 2016 om sin fremtidsvision, som løber langt ud i den datalogiske atmosfære. Et andet centralt medlem af kommissionen er Anders Hvid, som er ambassadør for det nyreligiøse ”Singularity-University” i Danmark. Hvid står også bag firmaet Dare Disrupt, som har udarbejdet KL’s nye teknologiudspil, som er noget af det mest ideologiske, vi har set her i landet. Tjek også SIRI’s blog-univers for at få en fornemmelse af den ny-religiøse ånd. Auken er flittig skribent.

 

B.

SIRI har nu barslet med dens første rapport “Digitalisering, job og kompetencer”. Rapporten tager udgangspunkt i fire virksomhedscases, blandt andet Mørkhøj Skole, som ligger i Gladsaxe Kommune. Det arbejdes i rene ideologiske termer, og skolen bør arbejde med alt fra synlig læring til mindsets og præstations- og feedbackzoner. Det er ren pædagogisk opløsning, og der er ingen formildende eller kritiske omstændigheder eller tegn på viden. Gladsaxe kommune er i øvrigt også en af landets mest ideologiske “synlig læring”-zoner. Godt jeg ikke bor der.

Jeg blev opmærksom på rapporten på twitter.com, hvor professor i informationsteknologi Peter Lauritsen begejstret formidlede de nye ideer. Lauritsen er også ”helt vild” med Ida Aukens meninger, skriver han. Og han fortæller også, at rapporten er som skrevet ud af hans fags kernetænkning. Han er glødende supporter af det Radikale Venstre, hvis politikere liker ham overalt.

 

C.

Mørkhøj skole ligger som sagt i Gladsaxe, som jo er en af de kommuner, hvor de nye data-tanker har bedst fat. Det er f.eks. Gladsaxe, som har inspireret de nye databaserede pointsystemer for tidlig ”opsporing” af sociale problemer. Ideer, som førende jurister har kritiseret i stærke vendinger. Disse Gladsaxe-systemer ligger til grund for regeringens nye ghetto-pakke. Man ser for sig, hvordan robotter og fri-dataudveksling arbejder sammen om at opdage både sociale problemer og læringsproblemer, før de overhovedet opstår. Man bliver nok ringet op af en robot, der fortæller, at man er ved at få sig et problem i næste uge.

 

D.

Store dele af regeringen er betaget af den nye ideologi. Det gælder ikke mindst de konservative, herunder Søren Pape, men også socialminister Mai Mercado, som trækker begejstret på Gladsaxes system. Også den folkekære Lisbeth Zorning er betaget. Hun taler også kraftigt for dataideologien. Dansk Socialrådgiverforening virker derimod skeptisk. Det er dejligt, hvis foreningen vågner op. Måske kan den, ligesom BUPL gjorde det – melde sig ud af den såkaldte ”småbørnsalliance”, som er styret af den uheldige Heckmann- Mercado-DPU-akse?

 

E.

Endelig er det værd at nævne, at professor Catherine Hasse, som er leder af DPU’s satsning på robot-området, på en reklamevideo for AU’s såkaldte Match-point seminar til maj fortæller, at robotter har ”behov”. På AU-seminaret kan man også – hele to gange – møde økonomen James Heckmann, som hele anti-pædagogikken er vilde med. Niels Egelund kommer forresten også for ligesom at trække tråden til 00’ernes antidannelse.

 

Referencer og links:

SIRI-rapport og omtale af Gladsaxe/Mørkhøj: https://ida.dk/…/siri_rapport_digitalisering_job_kompentenc…

Link til SIRI-projektet: https://ida.dk/…/publik…/analyser/teknologi/sirikommissionen

Aukens vision fra 2016: https://www.weforum.org/…/shopping-i-can-t-really-remember…/

KLs Dare Disrupt-rapport: http://www.kl.dk/teknologispring
Zornings begejstring for Gladsaxe-forsøget: https://www.altinget.dk/…/gladsaxe-kommune-dataovervaagning…

Synlig læring i Gladsaxe: https://www.gladsaxe.dk/…/skole_og_uddannelse/synlig_laering

Interview med professor Catherine Hasse: https://www.youtube.com/watch?v=ahz5qvorH4o

Program for AU’s Match Point Seminar 2018: http://matchpoints.au.dk/

 

8. d. 10. marts: Posthumanisme

Hvad er post-humanisme? Jo, det er det synspunkt, at mennesket som sådan er populist; Altså ikke blot er Trump og le Pen populister, men sørme også Obama og John Lennon.

Ja, selv de mest chikke svenske feministiske venstre-intellektuelle i The Square er populister. De er populister alle sammen, fordi de er mennesker.

Hvordan løser man det problem? Altså at alle mennesker i hele verden er populister? Det gør man ved, at mennesket overgår til en genetisk-maskinel tilstand, den såkaldte Cyborg, en homo sapiens 2.0, en post-human tilstand. Det er KL’s og den danske regerings retning. Det er en fantastisk ide. Tænk blot, en verden uden populister. Er det ikke det, som alle drømmer om?

Ok, men er der ingen undtagelser? Nå jo, måske lige Morten Østergaard, Søren Pape, Michael Ziegler og ham Junkeren fra Bruxelles. De er nok alligevel ikke populister ligesom alle os andre Homo Sapiens 1.0, der jo løber rundt med mavefornemmelser, synsninger og modstand mod læring osv.. Det har jeg skam både lært og forstået. Men hvordan kan de egentlig være undtagelser? Er de cyborgs allerede? Er de gået i udbrud?

Er The Square en Cyborg? En data-genetisk fabrikation?

Og hvad er en Square? Ja, det er jo det modsatte af en ”rundkreds”.

Vi har fået ”The Square-pædagogikken”. Den hedder SIRI-kommissionen.

Måske er der nogen, der savner rundkredspædagogikken?

Sådan lidt lejrbål og holden i hånd og pædagogisk ansvar?

Man kan jo godt have et computerrum i huset, men ikke nødvendigvis under huden.

 

9. d. 11. marts: Dataideologiske strømme 3

Først kom Pape, så kom Mercado, og nu kommer Troels Lund Poulsen. Lund Poulsen har været på databesøg i Silcon Valley, og nu vil han disrupte arbejdsmarkedet, så det hele tiden er maksimalt optimeret.

Lund Poulsen vil sammenkøre alle landets data-registre. “Der er ikke nogen begrænsninger” siger han. Kun loven, men den vil han jo ændre, så den ingen begrænsninger har. I Danmark er der “tillid”, siger han. Det er til alles eget bedste, tror han.

Han vil kunne kontrollere befolkningen som voks, men det fortæller han ikke noget om.

Han er helt blank. Nærmest religiøs. Det er sådan lidt ubehageligt, synes jeg faktisk.

Lund skal fortælle om sine “ideer” for sit eget Disruptionsråd, på hvis hjemmeside, der er opbyggelige billeder af flotte cyborgs.

Da Disruptionsrådet skulle dannes, havde regeringen inviteret oplægsholder Anders Hvid fra Dare Disrupt, som lavede KL’s posthumanistiske teknologiudspil, og som kommer fra Singularity University. Hvid sidder også i en undervisningsministeriel gruppe. Der har også været to oplæg af direktøren fra hele Singularity University, Rob Nail. Til Weekendavisen siger en kilde: “Det er helt vildt, at en sekt som Singularity University er trængt helt ind i den danske centraladministration”.

https://www.b.dk/politiko/regeringen-vil-bruge-personoplysninger-om-danskerne-til-at-designe-fremtidens

 

10. d. 12. marts: Keld Skovmand opsummerer sin afhandling

Keld Skovmand har opsummeret sin afhandlings centrale pointer i dette glimrende og præcise indlæg på Altinget:

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/ny-afhandling-folkeskolereformen-hviler-paa-invalid-viden?ref=newsletter&refid=26934&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=uddannelse

 

11. d. 12. marts: SIRI-kommissionen

Jeg har studeret SIRI-kommissionens nye rapport om teknologi, skole og medarbejderdemokrati. Baggrunden er en diskussion med Ida Auken og Peter Lauritsen på twitter.com:

http://www.thomasaastruproemer.dk/siri-kommissionens-opgoer-demokrati-paedagogik.html

 

12. d. 12. marts: Big data i Pinds nye rapport

Big data i Pinds nye rapport:

Jeg sidder og hygger mig med Søren Pinds nye rapport ”Universitetsuddannelser til fremtiden”, som er på over 450 sider. På trods af omfanget står der ikke noget interessant, så jeg begyndte at tælle ord på min egen lille håndholdte big-data-måde. Jeg brugte googles ”find”-funktion.

Der er også kommet en parallel rapport, der hedder “Videregående uddannelser til fremtiden”. Den er dog kun på 15 sider.

I den lille rapport står der, at regeringens målsætning er at ”fremme ånd”. Men der er 0,00 forekomster af ordet ”ånd” i den store rapport. Hvad skal man egentlig stille op med sådan en modsætning?

Man vil også fremme ”kritisk sans”. Der er heller ingen forekomster af den formulering. Ser man bare på ordet ”kritisk”, er der 22 forekomster i den store rapport, men det ord optræder desværre kun i anvendelsesorienterede sammenhænge. Den rene form, altså ”kritik”, optræder slet ikke.

Kigger vi i den lille rapport kan vi endelig lære, hvad Søren Pind mener med “ånd og kritisk sans”. Det oversættes nemlig til følgende:

“- De studerendes udbytte af undervisningen skal være højt.
– De studerende skal bruge fuld tid på deres uddannelse.
– De studerende skal under uddannelsen gennem en tæt kobling mellem teori og praksis rustes til fremtidens arbejdsmarked.”

Totalt ånds-forladt.

Tilbage til den store rapport:

Hvad med ord som ”Sandhed”? Desværre: Der er 0 forekomster. Det er nok slut med den.

”Fordybelse” optræder 1 gang. Det er nok vigtigere med noget ”feedback”, som optræder 101 gange.

Hvad med ord som ”dannelse”? Jeg kan desværre ikke finde ud af at søge på det alene, fordi jeg også får forekomster af ordet ”ud-dannelse”. Men en facebook-ven, som også har talt ord, skrev, at der også her kun var ganske få forekomster.

Hvad med ord som ”myndighed” eller ”autonomi”? Desværre! 0.00 forekomster.

Ordet ”demokrati” optræder 3 gange i rent besværgende funktioner.

Der er ganske få hits – under 10 – på ord som ”filosofi” og ”historie”. De fleste af disse hits står i nogle tekniske og statistiske sammenhænge. Der bruges dog også i alt ca. 10 linjer på Pinds ide om et nyt filosofikum, og her optræder ordene et par steder. Pinds ide, som altså kun får mikroskopisk opmærksomhed, kaldes næsten konsekvent for ”ministerens overvejelser”, hvilket jo understreger ideens urealistiske og luftige karakter. Ideen har ingen fremtid. Det er helt klart.

Men hvilke ord står der så? Her er lidt resultater:

Økonomi = 304 hits
Arbejdsmarked = 357 hits
Kompetence = 505 hits
Læringsudbytte = 143 hits
Læring = 261 hits
Data = 219 hits
Effekt = 105
Beskæftigelse = 379 hits
Kvalitet = 335 hits
Feedback = 101 hits
Fremtid= 169 hits
Afkast= 94 hits

Ja, se det er jo en helt anden snak, ikke sandt?

På et tidspunkt er der et afsnit, som handler om ”universiteternes værdi for samfundet”. Denne “værdi” handler kun om ”samfundsøkonomisk afkast”, og hvor meget kandidaterne tjener i løn.

Men ovre på twitter er der begejstring i landets toneangivende evaluerings- og akkrediteringskredse.

Endelig har jeg noteret mig, at der – med en enkelt delvis undtagelse – ingen deciderede humanister er i det udvalg, som har udarbejdet rapporten. Og der er jo sjovt nok lige så få, som der er forekomster af ordet ”ånd”.

———–

Diverse links:

Link til den store rapport: https://ufm.dk/…/rapport-universitetsuddannelser-til-fremti…

Ministeriets omtale af den lille rapport med link til selve rapporten: https://ufm.dk/…/nye-malsaetninger-for-de-videregaende-udda…

 

13. d. 14. marts: Regeringens mål for videregående uddannelser

Her er en analyse af regeringens nye mål for fremtidens videregående uddannelser. Altså ikke kun for universiteter, som jeg omtalte i går, men for hele den videregående sektor:

http://www.thomasaastruproemer.dk/regeringens-maal-fremtidens-uddannelser.html

 

14. d. 14. marts: Anders Hvids Singularity-filosofi

Anders Hvid er dybt integreret i Singularity University-ideologien, som spreder sig overalt i landet. Han ejer firmaet “Dare Disrupt”, som står bag vilde KL’s teknologiudspil. Han sidder også i Ida Aukens indflydelsesrige SIRI-kommission, der sidestiller medarbejderindflydelse med radikaliseret læringsmålstyring, og som også er på den datalogiserede disruptions-vogn. Hvid har også holdt oplæg for regeringen i forbindelse med etableringen af Disruptionsrådet, som nærmest definerer denne regerings ånd.

I nedenstående video fra 2012 fortæller Hvid om sin “uddannelse” på Singularity University. Han beretter begejstret om, at han blev ”hjernevasket”, bl.a. af en ”meget spændende” person, nemlig grundlæggeren af Singularity, Peter Daimandis. Daimandis vil ”oploade sin person til en kunstig intelligens og på den måde leve for evigt”, som det hedder.

Hvid fortæller, at han er ambassadør for Singularity University i Danmark.

Hvid reflekterer også over, hvad Singularity-begrebet er. Han mener, at Singularity betegner tilstanden i universets sorte huller. I de sorte huller opløses alle naturens love.

Singularity er altså det sted, hvor alle fysiske, biologiske og sociale love går i opløsning. Det sted, hvor alt er ”oploaded”. Der hvor ”teknologien overtager fra mennesket”. Hvid vil have KL og Danmark ned i et sort hul.

Der ligger flere lignende foredrag af Hvid på nettet. Han vil ”gøre verden bedre”, siger han.

Det er nok det, regeringen forstår ved “digital dannelse”.

https://www.youtube.com/watch?v=7ikJCAB1Mgc

 

15. d. 14. marts: OK18: Mette Frederiksen sendes ud af Aalborg

Hej Mette F

God tuuur hjeeem! Helt hjem til KL, Corydon, Mckinsey og de gule fagforeninger, hvor du hører til!

Så slipper vi andre for at buuhe på de fælles pladser, som vi gjorde i Aarhus i 2013, da Konkurrencestatspartiet sidst var på besøg.

I stedet vil vi lytte til virkelige socialister af mange støbninger. Det trænger vi til på arbejdets kollektive dag.

https://jyllands-posten.dk/politik/ECE10411133/mette-frederiksen-er-ikke-velkommen-til-1-maj-i-aalborg/

 

16. d. 15. marts: OK18: Fra Socialdemokrati til Konkurrencestatsparti

A. Socialdemokratiet i gamle dage:
Arbejderklassens børn og unge skulle have del i samfundets dannelse. Dermed blev de selv i stand til at udtrykke deres erfaringer intellektuelt, politisk og kunstnerisk.

På den måde blev arbejderklassen en del af folket. Ja, folket blev derved til et folk i det hele taget, fordi både bønder, arbejdere og borgerskab kunne tage del i de fælles åndelige og praktiske processer.

Man opbyggede lighedens forudsætning. Det er det, som Folkeskolen er.

 

B. Socialdemokratiet i dag:
Ingen skal have del i samfundets dannelse, for den findes ikke. Dannelse er synsninger, mavefornemmelser, etnisk, privatpraktiserende, nationalistisk osv.. Der findes ingen forskelle. Alt bør være ens.

På den måde bliver alle lige, lige nøgne. Og når alle er lige uden dannelse, så kan man så let som et knips ”normalisere” samfundets pædagoger og lærere.

Lærerne kan herfra nøjes med at optimere læringslighed, dvs. dirigere børnenes opportunistiske selvmonitoreringsstrategier i retning af datalogisk identitet, som kan forudsiges af diverse lighedsfremmende algoritmer.

Lærerne bliver læringsfascilitatorer, som er under kommando af den dannelsesfrie data-bio-stat uden politikere.

Man opbygger lighed som mål. Det er det, som skolereformen er i sin grundlæggende filosofi. Lighed=intet.

 

C. OK 2013/2018
OK2013/skolereform var den afgørende handling, som vred Socialdemokraterne fra punkt 1 ned i punkt 2, og der er de stadigvæk. De er i den corydonske verden, hvor lighed er en dannelsesfri substans af rådatalandskaber, der kan optimere globale økonomiske parametre.

Det er konkurrencestats-ideologi tilsat et ekspanderende datastyre i lighedens tegn. Der er ingen stopklodser, for de er parkeret under punkt 1.

OK2018 er derfor en del af kampen både for dannelse og for Socialdemokratiet selv. Dvs. en kamp for at arbejderklassens atomiserede læringsprojektiler går fra noice til voice, og at de dermed får en selvstændig og fri stemme i samfundets åndelige og praktiske strømninger.

Det er dis-agreement.

 

17. d. 16. marts: OK18: Dejlig politisk indblanding

Både RV, DF, Alternativet, SF og EL støtter nu fagforeningernes kamp mod corydonismen. Det er godt, at de mange partier og politikere siger deres mening, så det bliver sværere for corydonismen at befæste dens magt i samfundet.

Lad os håbe at de kritiske politikerne og fagbevægelsen i fællesskab vinder, så det i fremtiden bliver almindeligt, at politikere ytrer sig offentligt om de offentlige overenskomster. Det er nødvendigt med dette politiske modspil til moderniseringsstyrelsens og KLs magt, som jo bare er vokset siden kommunalreformen og Corydons etablering af moderniseringsstyrelsen i det hele taget.

Det vil være dejligt, hvis vi ikke skal data- og læringsstyres af Corydons og Konkurrencestatspartiets moderniseringsstyrelse, som desværre har taget magten fra landets lovgivere og friheden ud af de folkelige processer.

Konkurrencestatspartiet står nu – bortset fra regeringen – helt alene med sit synspunkt. Det står helt alene i kampen imod dem, der arbejder, og som ikke vil normaliseres. Partiet har sendt Mogens Jensen i byen, så han kan tale ned til borgerne sammen med KLs Dare Disrupt-Singularity-chefer.

 

18. d. 16. marts: Skoledirektørerne og ytringsfriheden

Formanden for de kommunale skoledirektører, Jan Henriksen, som selv er direktør nede i Middelfart, havde truet landets skoleledere med bål og brand, hvis de formastede sig til at ytre sig i den pædagogiske debat.

Devisen er: Du skal mene det samme som din kommunale læringsmellemleder eller forsvinde!

Med den logik er man da sikker på, at al kvalitet forsvinder som dug for solen.

Det er denne kommunale ”normalisering”, som OK2018 handler om at gøre op med.

Men nu har Merete Riisager grebet ind og sat tingene på plads, både i pædagogisk, demokratisk og juridisk forstand.

Og wupti! Nu ser Henriksen pludselig frem til en ”god debat rundt i landet”. Pludseligt taler han kælent om ”ytringsfrihed”.

Jeg er ikke bekendt med andre politikere end Riisager, der er i stand til at foretage denne slags moralske angreb på sit corydoniserede embedsapparat.

Men OK, Middelfarts borgmester, som jo er Jan Henriksens chef, er Socialdemokrat, og så forstår man pludselig alting bedre. For Socialdemokrater er jo vilde med ”læringsnormalisering”, mens LA jo rent faktisk stemte imod både L409 og skolereform.

https://skoleliv.dk/nyheder/art6382519/Ingen-skal-give-skolelederne-mundkurv-p%C3%A5?utm_campaign=skoleliv&utm_content=16-03-2018&utm_medium=newsletter&utm_source=skoleliv

 

19. d. 16. marts: OK18: Magtbalancen

Hvorfor snakker alle om løn? Den er da ligegyldig. Er der overhovedet et ”løngab” af betydning? Det handler ikke om løn. Det handler om magt. Om folkelig magt mod teknisk magt. Det er det og kun det, der er sagen.

Lad mig forklare:

Arbejdsmarkedspolitisk har vi siden midt-00’erne udviklet en magtpolitisk ubalance. Ubalancens årsag er de store centraliseringer. Jeg tænker her på etableringen af moderniseringsstyrelsen, på forøgelse af finansministeriets magt over ressortområderne samt på KL’s udemokratiske og datafikserede vækst, som er en konsekvens af kommunalreformen i 2008. Centraliseringen af magten forstærkes desuden af, at alle disse processer spiller sammen, ofte uden folkelig og politisk kontrol. Det er som om, vores Folketing har mistet dets ansigter. Politikerne er en slags medier for sætninger, der stammer fra teknikkens ansigtsløse indre.

Ubalancen modsvares aktuelt dels af en fagpolitisk samling, og dels af at folketingspolitikere siger deres mening om konfliktens emner. Begge momenter er et udtryk for en delvis genetablering af magtbalancen, dvs. en ”redning” af den ”danske model”, som er et udtryk for 119 års folkelig vekselvirkning, men som altså nu er ødelagt af de tekniske centraliseringsprocessers anonyme muskler. Man kan derfor ikke støtte den fagpolitiske enighed og det politiske engagement kraftigt nok.

Ergo:

Hvis man nedlægger moderniseringsstyrelsen, beskærer finansministeriets magt over ressortområderne og afvikler KL’s indflydelse på pædagogik og politik, så skal man da bare sige ja tak til arbejdsgivernes lønudspil og i øvrigt lade parterne selv finde ud af tingene.

OK2018 er ikke en lønkamp. Det er en magtkamp. En magtkamp mellem teknik og folk. OK2018 er et forsøg på at genoprette af magtbalancen. Det er derfor helt afgørende, at fagbevægelsen holder fuldstændig sammen, og at så mange politikere som muligt siger deres mening. Og man skal blive ved uanset hvad, for det er et final-shot. Taber man magtkampen er samfundet ændret til det værre.

 

 20. d. 20. marts: Knud Grue Sørensen i Vingsted 1

Jeg skal til Vingsted torsdag og fredag. Det er Alexander von Oettingen, der holder selskab om ”Empirisk dannelsesforskning”. Jeg skal sige noget om uddannelsesforskning med udgangspunkt i en tekst af Knud Grue-Sørensen fra 1954, som hedder ”Pædagogikken som selvstændig videnskab”.

Teksten betog mig ikke rigtigt. Dens indhold går lidt til i alt mange analytiske smådistinktioner, selvom selve spørgsmålet og bestræbelsen er vigtig.

Så jeg bladrede lidt i den samling af Grue-Sørensen-tekster, hvori teksten optræder, nemlig bogen ”Pædagogik mellem videnskab og filosofi”.

Og før jeg vidste af det, havde jeg læst en helt anden artikel, nemlig ”Dansk Folkeskole gennem 150 år”, som er et nedskrevet foredrag, som Grue-Sørensen holdt i Aarhus i 1964.

Og jeg skal da ellers lige love for, at jeg vågnede op til dåd. Den første halvdel af artiklen er så hyle morsom og skarp, at jeg stadig kluk-ler, som om jeg havde set et satireshow med Jonatan Spang.

Grue-Sørensen gør grin med den såkaldte Bell-Lancasterske metode, eller den ”indbyrdes undervisnings metode”, som den også hedder. Det var 1820’ernes version af den læringsmålsstyrede undervisning, for nu at sige det på den måde. En enkelt lærer kunne via denne metode undervise 100-vis af børn i et sindrigt system af gensidige undervisningsprocesser. Det var kraftigt omkostningsbesparende for enevælden.

Angående metodens pædagogik skriver Grue-Sørensen følgende:

“Metoden betød i sit princip en ekstrem mekanisering af den elementære undervisning. Hvad der skulle læres, blev opskrevet på tavler, som kunne hænges op på væggene. Børnene opdeltes i grupper efter deres standpunkt, og disse grupper vandrede efter signalpibe rundt fra tavle til tavle og terpede, hvad der stod på dem, under ledelse af en flinkere elev. Undervisningen var gjort til eksercits”.

Frederik d. 6. gjorde til metoden til en ’redde alle problemer-almendidaktik”’ i sit diktatur. Grue-Sørensen kalder metoden for en “pædagogisk kæphest”, og de går jo desværre aldrig af mode, som han siger. Først med Frederik d. 6.’s død var “metodens skæbne besejlet”. I dag er det omvendt. I dag er det metoden, der venter på kritikkens død, hvis jeg ellers har forstået det ret.

Grundtvig var i øvrigt den første til for alvor at kritisere metoden, hvilket Grue-Sørensen krediterer ham grundigt for. En anden modstander mod metoden var vist nok H.N. Clausen, som pudsigt nok var Grundtvigs teologiske hovedmodstander. Det er da meget sjovt.

Grue-Sørensen kender jo i sagens natur ikke til Jens Rasmussens og Antorinis moderne version af “kæphesten”, men han trækker en direkte linje til sin samtid i 1960’erne. Her taler han i stedet om ”programmeret læring”, men pointen er jo den samme. Sagen har “sine generelle aspekter”, som han knas-tørt konstaterer.

Og vi får også at vide, at metoden – både den ene og den anden – er et direkte angreb på lærerens metodefrihed, hvilket Grue-Sørensen bestemt ikke synes om.

Men jeg lyder alt for saglig. Vi skal have lidt ballade i forsamlingshuset. Her er et uddrag fra Grues hudfletning:

”Den indbyrdes undervisning var dirigeret ovenfra gennem cirkulærer og reskripter og ønskedes ensartet udbredt over hele landet. Lærerne var med hensyn til undervisningens tilrettelæggelse, både dens ’hvad’ og ’hvordan’, stærkt umyndiggjort. De var reduceret til eksercermestre, til ekspedienter af statens pædagogiske gods og til bogholdere over elevernes fremskridt.”

Eller hvad med følgende omtale af et bestemt citat, som Grue Sørensen har fundet (men som jeg altså ikke bringer her):

”Citatet lader ane, at der stod en militær hjerne bag metodens udformning her i landet, og det har også sin rigtighed. Det var divisionsadjudant, Major Abrahamson, som var sjælen i foretagendet, hvis man kan bruge ordet sjæl i forbindelse med en så sjæl- og åndløs metode. Man kunne næsten få en formodning om, at H.C. Andersens berømte Gedebukkebensoverogundergeneralkrigskommandérsergent rummer en skjult ironi over metoden. Men Abrahamson, den røde biskop, som han blev kaldt, fór hårdt frem og foranledigede en række kongelige reskripter og cirkulærer, som bl.a. bestemte, at præsterne (i dag f.eks. “impact-coaches”, TR) skulle sættes ind i metoden, så de kunne vejlede deri og våge over gennemførelsen. I et af dem heder det: ”Dersom nogen skolelærer viser sig uvillig eller efterladen i at følge sognepræstens vejledning, skal han irettesættes, mulkteres eller eventuelt tiltales til embeds fortabelse.””

At ”mulkteres” betyder at få en bøde.

Referencer:
Teksterne findes i Knud Grue-Sørensen: “Pædagogik mellem videnskab og filosofi”, Gyldendal, 1965.

 

21. d. 20. marts: Fra Socialdemokratiet til Børs-partiet

I gamle dage havde Socialdemokratiet en avis, som hed Aktuelt.

I dag har Konkurrencestatspartiet en avis, som hedder Børsen. Børsens redaktør, Bjarne Corydon, har udformet Konkurrencestatspartiets politik og dermed omdannet det fra et Socialdemokrati til et Konkurrencestatsparti.

Konkurrencestatspartiet og dets avis er dermed en form for radikaliseret neo-liberalisme. Ideologien kaldes også “konkurrencestaten”, og den støttes af landets pædagogiske elite.

Ideologiens mål er at optimere børns selvmonitorerende opportunisme, som både fremmes af og underlægges en effektiv og økonomisk optimerende statslig datastruktur.

Ideologien kaldes også “corydonisme” eller “normalisering”.

Måske skal vi fra nu af kalde partiet for Børs-partiet?

 

22. d. 21. marts: Knud Grue-Sørensen i Vingsted 2

I går fortalte jeg om Knud Grue-Sørensens (GS) syn på metodefrihed med udgangspunkt i artiklen ”Dansk folkeskole gennem 150 år”.

I samme artikel arbejder Grue-Sørensen faktisk også med en meget interessant historisk hypotese, som jeg gerne vil fortælle om:

 

A.

Den Bell-Lancersteske metode, som jeg fortalte om i går, var alle steder 1820’erne, og den var sanktioneret af den enevældige konge selv. Det var datidens svar på læringsmålsstyret undervisning, læringsplatforme og synlig læring.

Hvem ser GS som de centrale kritikere af den form for metode? Den ene han nævner er – måske til nogens overraskelse – Herbart, som citeres udførligt med følgende:

”De mest forfængelige af alle læreplaner er de skoleplaner, der udkastes for hele lande og provinser. Jeg tilstår, at jeg ikke rigtig kan føle glæde ved, at staten tager sig af opdragelsesanliggender på en måde, som om den troede sin vagtsomhed i stand til at udføre det, som alene den enkeltes troskab, flid, dygtighed og interesse kan bringe i stand”.

Denne pædagogiske liberalisme bruger GS til at skelne mellem Herbart selv og dennes efterfølgere, de såkaldte herbartianere, som endte i ”stivnet formalisme”, som det hedder. Med andre ord: Herbart endte med dårlig presse. Herhjemme skal vi takke Alexander von Oettingen for at genfortælle hele denne fine tradition og dermed bidrage til, at skole- og undervisningsbegrebet i dag nærmest er kritiske begreber.

 

B.

Nå, men der er også en anden reaktion på Bell-Lancastermetoden, nemlig friskolebevægelsen. GS skriver.

”Her tror jeg, at man for det 19. århundrede kan begrænse sig til at tale om den indflydelse, der udgik fra Grundtvig og Christen Kold (…). De gav inspiration til en mere personlig skole (…). Det var imod metodedyrkelsen og den ensidige kundskabs- og forstandsdyrkelse, de begge vendte sig.”

Så GS ser den grundtvig-koldske filosofi som den centrale pædagogiske bevægelse i hele dette århundrede, når vi taler om dansk folkeskole. GS beskriver, hvordan bevægelsen sætter fortælling, historie, fællesskab og folkeligt engagement som centrale pædagogiske begreber, både i direkte, men også i indirekte påvirkninger, der får betydning for hele grundskolen frem til i dag.

Opgøret med den nærmest enerådende Bell-lancasterske metode, som prægede de første årtier af folkeskolens historie, giver den grundtvig-koldske bevægelse et voldsomt både kritisk og opbyggeligt drive efter 1830.

Bevægelsen kommer dermed til at spille en stor rolle for en masse folkelige pædagogiske initiativer, ikke blot i fri- og højskoleskoleregi, men også bl.a. i de tidligste seminarier, f.eks. hos Nathalie Zahle, som eksplicit nævnes. Zahle, som virkelig var en spændende personlighed, var grundlægger af Zahle Seminariet, som i dag er udraderet af noget, som hedder Københavns Professionshøjskole, hvor man ikke kan lide pædagogisk ”personlighed”, men vil have ”praksisnær forskning” i stedet. Det er rent forfald.

(I parentes vil jeg tilføje, at Zahle kom til at betyde meget for dele af 1920’erne reformpædagogik. Især for lærerinden Thora Constantin-Hansen, som var en central bærer af blandingen af Zahle, grundtvig-kold og Montessori.)

Nå, men GS’s pointe er, at disse vekselvirkninger sætter deres præg ikke blot på de frie skoler, men også på folkeskolen som sådan, i al fald frem til 1964, hvor han jo skriver ariklen. GS taler her om…

”romantikkens aflejring i dansk skole, efter at forud pietismen og rationalismen havde afsat deres lag”.

Ja, denne bevægelse får helt afgørende indflydelse på skolen i GS’s samtid. Læs f.eks. her:

”Derved skete det, at friskoler som private skoler til dels – og mere og mere med tiden – blev overflødiggjort, nemlig ved at den offentlige skole optog en del af deres tanker vedrørende undervisningens form og indhold. Når den offentlige skole har haft et så stærkt indslag af fortælling og sang, af historie og poesi, og dette igen i en bestemt ånd, så skyldes det denne indirekte indflydelse”.

Det er hele skolens tradition og forudsætning, der funderes i disse passager. Citatet er tankevækkende læsning i dag, hvor friskolesektoren vokser, folkeskolelærerne flygter, og læringsmålstænkningen har instrumentaliseret fortælling, sang, historie og poesi. Men det er fordi, at både skole- og læreruddannelsesreformen har rod i en aggressiv antigrundtvigianisme, som stammer fra nogle processer i 00’erne. GS’s folkeskole er den stik modsatte af vores.

 

C.

Så kommer der endnu en interessant markering:

”Som det hidtil er gået, da har traditionen altid været stærk nok til at absorbere det nye. Det er aldrig reformbevægelserne, der sluger skolen, men skolen, der sluger reformbevægelserne, optager det, den kan bruge, og udskiller det, den ikke rigtigt kan fordøje”.

Jeg nævner dette citat af to grunde:

1)
For det første kan man jo forstå citatet som en anerkendelse af en form for åndsdarwinistisk princip. Her er det lidt sjovt, at Per Fibæk Laursen i sin bog ”Didaktiske ambitioner” fra 2016 netop taler for darwinisme som skoleudviklingsprincip.

Forskellen er dog stor. Hvor GS tænker på en åndsvidenskabelig indlejring af pædagogikkens lag i forskellige praksisformer, så taler Fibæk Laursen om en metodedarwinisme, hvor ånden og dermed pædagogikken har meget svært ved at finde en plads. Fibæk Laursen ender på den måde med at arbejde i traditionen fra Bell-Lancaster. Det kan man også se ved hans udtalte støtte til John Hatties arbejde og til Ny Nordisk Skole, der lå til grund for skolereformen. Men alligevel er der samme interesse for det praktiske pædagogiske nærmest umærkelige arbejde med at få pædagogiske strømninger til at hænge sammen. GS’s tekst ender faktisk med at sætte den pædagogiske praksis i højsædet. F.eks.:

”Naturligvis kan den enkelte lærer være mere elle mindre grebet af en ensidig pædagogisk doktrin. Men uddannelse, erfaringer og nødvendigheden af samarbejde vil have en udlignende virkning”

Jeg tror faktisk, at Fibæk vil kunne lide GS’s analyse. Der er jo også den krølle, at Fibæk faktisk var med til at gøre oprør mod GS på Københavns universitet tilbage i 1970’erne. Selv er jeg mere til oprør end både GS og Fibæk, ikke mindst fordi situationen er en anden i dag. I dag må man mane til strid, hvis man ønsker et både-og.

2)
For det andet viser citatet, at GS har en udpræget traditionsbevidsthed, hvilket artiklen generelt også vidner om, f.eks når GS taler om, at åndsretningerne ”afsætter lag”. De forskellige pædagogiske diskussioner forener sig dermed til synteser, hvis indre enhed og strid fortsætter deres indflydelse op gennem historien. Vi får på den måde et rum af bevægelse, strid, syntese, dvs. et pædagogisk liv.

I 1964 er markørerne ifølge GS den blå betænknings reformpædagogik, den gryende skoleeffektivitetsbevægelse og den netop omtalte skoletradition. Og alle tre momenter er vel at mærke selv udtryk for forskellige former for synteser, som er lag i vores tradition, som praksis bader i.

Referencer:
Teksterne findes i Knud Grue-Sørensen: “Pædagogik mellem videnskab og filosofi”, Gyldendal, 1965.

 

23. d.22. marts: Videnskab og praksis

Den pædagogiske videnskabs vigtigste opgave er at opløse sig selv, så pædagogikken kan komme til syne som pædagogik.

 

24. d. 23. marts: Oplæg fra konference i Vingsted

Alexander von Oettingen havde arrangeret en konference om Empirisk Dannelsesforskning, som yderst vellykket slog to fluer med et smæk:

  1. Konferencen havde indlæg af en række fremtrædende internationale og nationale pædagoger, herunder f.eks. Gerd Biesta, Michael Uljens, Johannes Bellmann, Lene Tanggaard, Keld Skovmand, Lars-Henrik Schmidt, Carsten Fogh Nielsen og mange flere.
  2. Der var naturligvis folk fra universiteterne, men de fleste var faktisk fra UC-sektoren, og der var også en del skolelærere. En dejlig blandet flok lyttede til selvstændige røster.

På den måde blev der skabt mange nye kontakter, hvilket både UC’er, Uni’er og lærere har brug for. Fra uni-verdenen var der dog mest besøg fra den kritiske afdeling, som jo var kritiske i forvejen, selvom jeg også spottede et par delvise undtagelser.

Så vidt jeg kan se, var der ingen fra Rambøll, fra skoleforskningscentret, fra KL osv..

Selv bidrog jeg med et kort oplæg om pædagogisk forskning med udgangspunkt i en udleveret tekst af Knud Grue-Sørensen. Jeg vedhæfter oplægget her sammen med et par links og to yderligere små noter om en anden Knud Grue-Sørensen tekst.

http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogisk-forskning-knud-grue-soerensen-forbindelse-konference-empirisk-dannelsesforskning.html

 

25. d. 24. marts: Diskussion af Skovmands afhandling i Folkeskolen

I det nye nummer af Folkeskolen er der en interessant artikel, som handler om følgende: Keld Skovmand har i sit arbejde dokumenteret, at det taksonomiske niveau i de nye fagbeskrivelser, FM 2015, er lavere end i de gamle fagbeskrivelser, altså FM 2009.

Det sprog, hvormed man beskriver det faglige niveau, er altså faldet. Og på den måde kan enhver jo komme at sige, at man har gjort ”eleverne så dygtige som muligt”.

I både selve artiklen og i en ledsagende artikel er der kritik af Skovmands teser. Lad os se lidt på kritikken og Skovmands svar.

 

A. Andreas Rasch-Christensen (ARC):
ARC siger, at Skovmand tager fejl, fordi de forskellige fag har brugt forskellige taksonomiske systemer. Men så svarer Skovmand, at hans resultater skam gælder, uanset om man bruger Biggs- eller Bloom-taksonomien.

Så den indvending var nem at afvise.
(Og hvor kan man forresten læse om, hvem der har brugt hvilke systemer?)

 

B. Jeppe Bundsgard (JB):
Jeppe Bundsgaard har to kritikpunkter.

 

1) Skovmand kritiseres for, at hans ord-optællinger ikke er følsomme over for den kontekst, hvori ordene optræder.
Bundsgaard kommer med to eksempler på problemet. F.eks. angiver han følgende to mål fra danskfaget i hhv. 2009 og 2015:

– Eleverne skal “forholde sig til litteraturens og forskellige mediers betydning i samfundet”. (FM 2009)
– ”Eleven kan opstille mål for nye fremstillingsprocesser”. (FM 2015)

JB mener ikke, at der i taksonomisk forstand er den store forskel på disse to mål. Men det er der da? Mål nr. 1 er da på et højere niveau end mål nr. 2? Forskellen er slet og ret et eksempel på den indholdstømning, som Bundsgaard selv har været med til at fremme, og som han selv mener er et fremskridt, men som Skovmand kritiserer. Bundsgaard bekræfter dermed hele problemet. Han er på en eller anden underlig måde blind for essensen af Skovmands kritik.

 

2) JB kritiserer også selve taksonomierne. F.eks. den status ”fortolkning” har. Men han har jo selv brugt disse taksonomier i arbejdet med Dansk-faget, som han selv stod i spidsen for? Og der var da ingen kritik dengang?

Skovmand svarer så på sin egen herlige Skovmand-måde, at selv hvis man løfter ”fortolkning” op i taksonomi-hierarkiet, så gør det ingen forskel for de kvantitative resultater.

Så de to indvendinger var også nemme at afvise.

(i parentes: jeg er faktisk ikke selv så vild med disse taksonomier)

 

C. Historiedidaktikerne
I en ledsagende artikel har journalisten interviewet to historiedidaktikere. Den ene, Dennis Hornhave Jacobsen (DHJ), er formand for historielærerforeningen. Den anden, Jens Aage Poulsen (JAP), var med til at lave FM2015 for historiefaget.

De to historikere har to kritikpunkter:

 

1) DHJ mener, at FM2015 er med til at styrke ”nutidsrelevansen”. Han mener også, at det er vigtigere, at børnene lærer at forholde sig kritisk til Christian d. 4, end at de lærer om Christian d. 4.’s “liv og gerninger”.

Det betyder f.eks., at eleverne skal lære, at ”forfatteren – ham der skriver om Christian d. 4. – altid har et normativt udgangspunkt. At han er tendentiøs”.

Vi får også at vide, at nu er målene ”endegyldigt trukket over i kompetencesammenhæng”.

Udover at det historiesyn, som kommer til udtryk i citaterne, er under al kritik og vidner om et fag i krise, så bekræfter DHJ – med sin reference til kompetencebegrebet – faktisk Skovmands kritik. Det er samme form for blindhed som hos Bundsgaard. Men DHJ er måske selv “tendentiøs”? Det må han jo være ifølge sin egen logik?

 

2) Et lignende synspunkt finder vi hos JAP. JAP kritiserer Skovmand for at glemme, at hele strukturen for de fælles mål har ændret sig, dvs. at man er gået fra en indholds- til en kompetencelogik. Men det drøfter Skovmand da i mange sammenhænge. Ja, faktisk er han nok en af dem i hele landet, der har kritiseret disse opdelinger kraftigst?

Historiedidaktikerne lever i en faglig osteklokke med et forskrækkeligt historiesyn, som jo trives godt under skolereformens lige så forskrækkelige læringssyn, som de to didaktikere nærmest naivt accepterer.

De er – på samme måde som Bundsgaard – en del af det problem, som Skovmand har fokus på. Og derfor kan de jo ikke se problemet.

Konklusion: Der er ingen af de anførte kritikpunkter, der rører det mindste ved Skovmands analyser. Enten kan de uden videre metodisk afvises, eller også har de ikke sans for de principielle aspekter af Skovmands undersøgelser. Kritikerne er derimod en del af det problem, som Skovmand peger på.

 

Referencer:

Link til hovedartiklen: https://www.folkeskolen.dk/…/forsker-faelles-maal-har-saenk…

Link til den ledsagende artikel: https://www.folkeskolen.dk/…/fageksperter-faelles-maal-styr… (tilføjet senere)

 

26. d. 24. marts: Mistillid

Regeringen vil have gendatabank, læringsdatabank, socialdatabank og Singularitetsfilosofi. Det hele skal styres med usikre cpr-numre og stort set fri dataudveksling mellem myndigheder.

Systemet skal bidrage til noget, der hedder “forskning”, og det er skam til både den enkeltes og det fælles bedste.

Jeg har mistillid til politikerne.

 

27. d. 25. marts: Facebook-drys: februar 2018

Stort og småt fra februar 2018:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-47-februar-2018.html

 

28. d. 25. marts: KL’s evige liv

KL har betalt næsten 800.000 kr til Danmarks førende elev af Singularity-religionen, Anders Hvid og hans firma ”Dare Disrupt”, for at udarbejde et teknologiudspil, der myldrer med læringsadaptive robotter og totalovervågning. Der var ikke den mindste kritiske sprække i udspillet. Alle visionerne præsenteres under formlen ”hvad nu hvis?”.

I samme udspil roser KL endda firmaet ”Cambridge Analytics”, som står bag de mest utrolige og antidemokratiske bølle-metoder i mands minde, og som er eksperter i at trække datasjæle ud af folk og bruge dem i kriminalitetens tjeneste.

Desuden er der så mange historier om mangel på sans for datasikkerhed i kommunerne, at man bliver helt tummelumsk.

I dag blev to af KL’s direktører så interviewet. Spændende om der var begyndt at indfinde sig lidt realitetssans?:

 

1) Arne Eggert:
Først bliver Arne Eggert, som jo er direktør for skoleområdet og tidligere embedsmand for Antorini, interviewet til Berlingske om de alvorlige og nærmest globale kritikpunkter.

Eggert skriver følgende pr. mail:

“Det, der er foregået i USA, ville være ulovligt i Danmark og har i øvrigt ikke noget med de danske kommuner at gøre.”

Kan man overhovedet synke dybere i evnen til at svare på et spørgsmål af denne kaliber?

Derimod er i samme artikel skarp kritik af KL, både fra en jurist og fra den radikale Zenia Stampe. Der er problemer hos de radikale, hvor Ida Aukens SIRI-kommission er totalt teknologibegejstret. Auken har også skrevet en “hvad nu hvis?”-kronik. Anders Hvid sidder i øvrigt også i SIRI-kommissionen. Men Stampe er altså imod.

 

2) Laila Kildesgaard:
Dernæst har Politikens Jacob Sorgenfri Kjær, som selv har fulgt sagen tæt, interviewet KL-direktør Laila Kildesgaard, som hverken er til at hugge eller stikke i. Hun siger, hun vil følge loven, men hun vil gerne have loven ændret, så der bliver kommunal datafrihed. Hun er totalt singulariseret.

Ja, Laila Kildesgaard deler endda interviewet på twitter med følgende ledsagende kommentar:

”Jeg tror ikke på evigt liv, men tænk nu hvis”.

Og der er ingen smileys eller noget, der kan indikere ironi. Opslaget hashtagges til “#dktech” og ikke andre.

KL er i gang med at uploade sig selv, ligesom stifteren af Singularity University forudsagde. Og det sker i samarbejde med Lars Løkkes disruptionsregering.

 

Links:

Artikel i Politiken: https://politiken.dk/…/Selvf%C3%B8lgelig-skal-vi-overholde-…

Artikel i Berlingske: https://www.b.dk/…/kl-rapport-til-730.000-skattekroner-rose…

Ida Aukens “hvad nu hvis”: https://www.weforum.org/…/shopping-i-can-t-really-remember…/

 

29. d. 26. marts: To pædagogiske manifester

Analyse af to pædagogiske manifester:
1. “A Manifesto for Education” fra 2011
2. “Manifesto for a Post-Critical Pedagogy” fra 2017

http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-to-paedagogiske-manifester.html

 

30. d. 27. marts: Empirisk dannelsesforskning

Jeg sidder og påske-kigger lidt i den nye udgivelse ”Empirisk dannelsesforskning”, der er en form for beretning fra en konference af samme navn, der løb af stablen i foråret 2017. 2018-versionen af konferencen, som var yderst vellykket, fandt sted i forrige uge.

Jeg har skrevet lidt indtryk og noter ned om bogudgivelsen, som jeg her videregiver:

Der står selvfølgelig mange udmærkede ting, og indlæggene er også præget af en vis diversitet. Men alligevel: Det er som om, der er en bestemt diskursiv struktur, der træder frem. En struktur, der naturligvis er langt bedre end den aktuelle pædagogiske tilstand, men som alligevel ikke kan bryde ud af en række problematiske forudsætninger, eller måske snarere ”begrænsninger”, og som derfor ender med at lukke alt for meget pædagogisk begrebsdannelse og liv ude.

Bag ved initiativet arbejder en kraftig inspiration fra tyskeren Dietricht Benner og en række beslægtede folk fra den tyske tradition, og det formidles via især i Alexanders von Oettingens meget kompetente fortolkning.

Her er begrænsningernes faser:

 

A.

Pædagogikken startes med det moderne ”sammenbrud”, som markeres til at være omkring udgivelsen af Rousseaus Emile i 1762. Fra da af bliver pædagogikken ubestemt. Den overgår fra nødvendighedens liv til pædagogisk dannelse.

Der er ingen drøftelse af andre kulturelle eller politiske brud og stort set heller ikke af den antikke tradition mm. Den franske revolution skal bære det hele. Det bliver alt for simpelt, efter min mening. Det var faktisk også Peter Kemps kritik, som jeg husker det, fra en konference for nogle år siden. Og hvorfor ”sammenbrud”, og hvorfor af det hele? Det går for hurtigt deromkring med ”til og fra”-logik.

 

B.

Det er den tyske neokantianske pædagog Herbart, som i selvforståelsen er den centrale tænker, der skal håndtere den nye ubestemthed, som altså er forårsaget af ”sammenbruddet”. Desværre – får vi at vide – har mange Herbartianere misforstået Herbart. De har overset, at han gik ind for en åben pædagogik, der tog udgangspunkt i barnets ”bildsamkeit”, dets selvaktive formbarhed. Det var pga. denne misforståelse, at Herbart fik en dårlig presse. Han endte som en reference for den sorte skole. Men tager man udgangspunkt i ”bildsamkeit”, hvad de gamle herbatianere altså glemte, sker det modsatte. Så får vi en såkaldt ikke-affirmativ pædagogik, hvor vi ikke kan vide, hvad barn og pædagogisk praksis bringer med sig. Det er isoleret set en udmærket erkendelse.

 

C.

Herfra genskrives dele af den tyske dannelsestradition frem til og med Benners arbejde. Der suppleres med lidt luhmannisme for at holde styr på, at didaktikken ikke breder sig ud af skolen. Oettingens særlige bidrag er, at danske Knud Grue-Sørensen også bringes ind i fortællingen.

Det er for så vidt alt sammen fint i sig selv, men der er en række uheldige konsekvenser, som ret systematisk følger med:

  1. Der er et alt for kraftigt fokus på Herbarts indflydelse, som nærmest erstatter Rousseau, der dermed ender som idehistorisk hittegods i et herbatiansk re-entry. Kant-læsningerne bliver også smalle, og hele den britiske og danske tradition forsvinder. Vi får – lidt groft sagt – Herbart all inclusive, hvor alt for meget falder ud.
  2. Derudover forsvinder også den europæiske fænomenologi. Der er helt lukket af for Heidegger, Gadamer, Sartre, Arendt osv.. Gert Biesta – som trækker på denne tradition – er på det seneste kommet lidt med som en nedre reference her og der, og han var også med på konferencen i sidste uge. Men det er noget ydre. Den poststrukturalistiske tradition er også helt væk, men ok, det giver faktisk et frisk pust og lidt pædagogisk liv og selvstændighed.
  3. Den danske tradition, dvs. Grundtvig, Brandes, Kierkegaard, Andersen, 1920’ernes reformpædagogik osv. nævnes heller ikke. Grue-Sørensen er eneste undtagelse. Der er heller ingen kritiske analyser af nyere dansk pædagogik.
  4. Dewey nævnes af og til, men han af-ontologiseres, og de sociale og demokratiske sider af hans tænkning kan slet ikke komme til sin ret.
  5. Al reference til politisk teori og samfundsvidenskab er taget ud. Der er ikke noget moderne gennembrud, kold krig, konkurrencestat etc.. Der er kun den Herbartianske skoledidaktik. Alting lukker sig om det didaktiske rum. Udvider man feltet, så ”overophedes dannelsen”. Dette aspekt er en kæmpefejl. Pædagogikken må have en samfundsvidenskab omkring sig.
  6. Læringsteorierne forsvinder også. Barnet har blot en universel ”læringsnatur”, der følger af ”bildsamkeitstesen”. Men der er ingen reference til læringsteoriens rige muligheder og ødelæggende begrænsninger. Derfor er man uden sans for f.eks. Biestas kritik af læringsbegrebet.
  7. Disse forhold forstærkes af forbindelsen til Luhmannismen, som også er pænt repræsenteret i bogen. Kombinationen af den manglende læringsteori og den positive tilgang til systemteorien, stækker Benner-bevægelsens kritiske muligheder.
  8. Der bliver for stort fokus på skolen. Bevægelsen kan ikke begrebsliggøre – og den interesserer sig heller ikke for – børnehaver, universiteter mm..
  9. Den positive omgang med systemteorien er et stort problem i den aktuelle pædagogiske og uddannelsespolitiske situation.
  10. Vi ender kort sagt i en ret lukket overophedning af didaktik-begrebet. Tilgangen er dog velegnet til et UC-perspektiv, eftersom UC’erne vil vælte omkuld, hvis pædagogik knyttes til samfundsvidenskab og en bredere filosofi.

Dermed bliver det efter min mening også så som så med dybden af forholdet mellem dannelse og empiri, selvom der gøres flere udmærkede forsøg.

Den eneste centrale undtagelse fra dette overordnede mønster er Lene Tanggaards bidrag. En mindre undtagelse er Merete Wibergs bidrag. Hun trækker også kraftigt på Benner, men hun har en interessant brug af Humboldt og Hartmann, der udvider Herbart-feltet.

Der er også flere andre gode artikler med fine pointer, men ovenstående er bevægelsens grundstruktur, som jeg ser det.

 

31. d. 29. marts: OK18: Sophie Løhdes kronik

Utroligt at Politiken i dag forærer Sophie Løhde en hel kronik til en masse intetsigende propaganda, som ikke har for fem flade øres indhold eller interesse.

Løhde forsøger at fremstå sådan rigtigt strategi-bedstemoragtig sød og rar hen over alle 2200 ord uden en eneste selvstændig refleksion og uden et kritisk spørgsmål i miles omkreds. Det er da ikke kronik-stof?

Den teknokratiske sødme skal formodentlig dække over, at hun står i spidsen for et regnearks-ministerium, som har tilranet sig en nærmest uindskrænket magt over landets offentlige arbejde og pædagogik. Denne magt kaldes for ”normalisering” eller ”corydonisme”, og den blev implementeret og stadfæstet via kombinationen af L409 og Skolereformen i 2013. Processen støttes til fulde af Socialdemokratiet, hvorfra det hele jo udspringer, dengang med SF’s og RV’s begejstrede tilslutning.

Det er denne magt, som er årsag til kronikkens normaliserings-tavshed. Løhde glemmer stort set ”normaliserings”-problemstillingen. Hun – eller måske først og fremmest hendes embedsmænd? – vil gerne have diskussionen pakket ned i løn- og madpakke-kasser i stedet for, så hendes ministerium kan beholde magten over landets ånd.

Man må sandelig håbe, at fagbevægelsens forhandlere ikke er til falds for den slags Konkurrencestatstidende-kronitistiske strategi.

Jeg håber også, at nogle af politikerne begynder at åbne munden igen, som de jo gjorde i forrige uge. Det er som om, de er blevet lige lovligt tavse. Hvorfor får Løhde den politiske bane for sig selv, når hun nu breder sig i en stor kronik og dermed befæster sin magt? SF, RV og DF har en særlig pligt, for de stemte jo for både L409 og skolereform i sin tid. Men de andre må også åbne munden.

Om så Løhde tilbyder 20% i lønstigning, så er det på med nej-hatten, indtil hele normaliseringspakken er trukket tilbage. Ellers står de andre faggrupper for skud næste gang, hvilket allerede er ved at ske i selve ideologien. Se blot det seneste udspil til de videre uddannelser, hvor hele den pædagogiske og videnskabelige tradition blev oversat til banalt økonomisk afkast. Det er ren klargøring til yderligere corydonisme.

Flemming Vinther, som forhandler for staten, svarer heldigvis godt igen i et mindre debatindlæg, hvor han understreger og fastholder problemet med lærerne. Han har dog ikke har blik for de ideologiske sider af konflikten.

Arbejdsmarkedsforskeren Flemming Ibsen fra AAU mener derimod, at fagforeningerne er til salg for lønstigninger. Dvs. at musketereden bag normaliserings-kritikken brister. Det er muligt, han har ret, men jeg håber det ikke, og jeg synes heller ikke, at man kan læse et sådan udsalg ud af Vinthers indlæg.

Links:
Sophie Løhdes kronik: https://politiken.dk/…/Jeg-har-ikke-opgivet-h%C3%A5bet-om-e…

Flemming Vinthers svar: https://politiken.dk/…/Flotte-ord-fra-Sophie-L%C3%B8hde-er-…

Flemming Ibsens kommentar: https://politiken.dk/…/%C2%BBBig-bang-er-aflyst.-Nu-f%C3%A5…

 

32. d. 30. marts: OK18: Moderniseringsstyrelsens dannelsesprojekt

På Moderniseringsstyrelsens hjemmeside kan man læse, at den ønsker at være ”èn koncern”. Hvad denne ”koncern” går ud på kan man f.eks. læse i koncernens ”Mål- og resultatplan”, eller i noget som kaldes for ”Enkel og værdiskabende styring”. Hvis man har nerver altså, for den magtglade nihilisme er grænseløs.

Der er nemlig ikke den mindste sans for den materie, som styrelsen er sat til at styre. Det er ren læringsmålsdatastyring.

Moderniseringsstyrelsens sprog er desværre også definitionen på både ”ånd og kritisk sans”, som Søren Pind frækt kalder det i sit udspil om de videregående uddannelser.

Landets ånd er læringsmålsstyring, afkast og moderniseringsstyrelse. Læringsmål er moderniseringsstyrelse for børn. Det er landets dannelsesprojekt.

Hvad er opdragelse? Det er forberedelse til moderniseringsstyrelse.

Det er kampen mod denne anti-ånd, som er kernen i den aktuelle arbejdsmarkedskonflikt.

Links:
a) Moderniseringsstyrelsens hjemmeside: https://modst.dk/

b) Mål og resultatplan: https://modst.dk/…/maal-og-resultatplan-for-modst-2018_sikr…

c) Om læringsmålstyring i folkeskolen: https://uvm.dk/…/forsker-om-laeringsmaalstyret-undervisning…)

 

33. d. 30. marts: Diskussion om pædofili

Nedenfor har jeg noteret de centrale bidrag til den aktuelle pædofili-diskussion, som startede dels med Politikens vigtige afsløringer af misbrug af børneskuespillere, og dels med Søren Villemoes’ strålende indsats i Weekendavisen. TV2, P1, Radio24syv og Filmmagasinet EKKO har også ydet centrale bidrag.

Villemoes afdækker løbende det kulturelle og ideologiske og diskursive netværk i dansk pædofili, og han forbinder sagen til den europæiske intelligentsia, i første omgang til kredse omkring den vilde freudianer, Wilhelm Reich, og til fransk filosofi. Det er dybt interessant.

Søren Villemoes’ indsats minder mig om faderen Lars Villemoes’ arbejde. Det var Lars, der afslørede Blekingegadebanden, da han var ansat på Information under Peter Wivel og Lars Hedegaards redaktion. Også dengang var de sørgelige rester af ungdomsoprørets folk ude og forsvare misgerninger med henvisning til det ene og det andet selvrefererende system. Nu oplever sønnen det samme. Det er meget tankevækkende at overvære.

Man kan også følge Villemoes’ oplysningsarbejde på Facebook, hvor han i et utal af tråde argumenterer sagligt og åbenhjertigt for sin sag.

Jeg støtter Villemoes journalistiske arbejde og kamp med dette emne 100%. Jeg er også glad for at høre, at Sebastian vil dedikere sine fantastiske sange fra de to berørte ungdomsfilm, ”Måske ku vi” og ”Du er ikke alene”, til ofrene for den klamme ideologi.

Her er de forskellige indlæg. Jeg justerer løbende, og I må meget gerne gøre opmærksom på mangler i listen. (Avisoverskrifterne er hentet på Infomedia og svarer derfor ikke altid til den elektroniske version):

 

1. Weekendavisen:

Søren K. Villemoes: ”Erindringstab”, WA, fredag d. 16. marts

Villemoes: ”Et glemt kapitel”, WA, fredag d. 23. marts

Villemoes: ”Frihedskæmpere”, WA, onsdag d. 28. marts. (om pædofili i Fransk filosofi)

Villemoes: “En fælles kamp”, WA, fredag d. 13. april. (om pædofili i Holland)

Se også den dramatiske debat: Villemoes & Braad Thomsen: Debat i Deadline, d. 16. marts:
https://www.dr.dk/…/se/deadl…/deadline-9/deadline-2018-03-16
—————————–

B. Politiken:

Frauke Giebner m.fl.: ”Børneskuespillere fra 1970′ er-film fortæller om seksuelt misbrug”, Politiken, d. 14. marts:
https://politiken.dk/…/B%C3%B8rneskuespillere-fra-ikoniske-…

Giebner, m.fl.: ”Alt det, der skulle have været sjovt og spændende, endte med at være et rent mareridt”, Politiken, d. 14. marts:
https://politiken.dk/…/%C2%BBJeg-var-kun-et-barn-du-var-en-…

Gibner m.fl.: ”Filmfolk fralægger sig ansvaret”, Politiken, d. 15. marts:
https://politiken.dk/…/Filmfolk-fral%C3%A6gger-sig-ansvar-f…

Gibner m.fl.: ”Hvorfor kommer det efter 50 år? Er det fordi jeg er kendt?”, Politiken, d. 15. marts:
https://politiken.dk/…/%C2%BBHvorfor-kommer-det-efter-50-%C….

Giebner, m.fl.: ”Ernst, du skal vide, at du har gjort rigtig meget skade på rigtig mange børn”, Politiken, d. 17. marts: https://politiken.dk/…/%C2%BBErnst-du-skal-vide-at-du-har-g…

Giebner, m.fl.: Misbrugte filmbørn: ”Derfor står vi først frem nu”, Politiken, d. 18. marts:
https://politiken.dk/…/Misbrugte-filmb%C3%B8rn-Derfor-st%C3…

Nils Thorsen & Johan Bendtsen: ”Overgreb forklædt som frisind”, Politiken, d. 24. marts (stor sammenfattende artikel): https://politiken.dk/…/Overgreb-mod-b%C3%B8rn-blev-forkl%C3…
———————————

C. Information:

Bennike, C.: ”Vi kendte alle sammen til hans fascination af unge drenge”, Information, d. 17: marts.https://www.information.dk/…/kendte-sammen-fascination-unge…

Bennike, C.: ”Vil tilegne sangene til de misbrugte filmbørn”, d. 24. marts (interview med Sebastian):
https://www.information.dk/…/sebastian-dedikere-alene-misbr…
—————————————

D. Avisledere:

Leder: Kristeligt Dagblad: ”Den tunge arv fra 1970’erne”, d. 22. marts:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/den-tunge-arv-fra-1970e…

Leder: Information: ”Når alt er til forhandling”, d. 28. marts:
https://www.information.dk/…/70erne-ogsaa-forsvindende-lill…

Leder: Politiken: ”Lad dem ikke alene”, d. 18. marts: https://politiken.dk/…/Filmb%C3%B8rn-giver-vigtig-stemme-ti…

————————————

E. Radio- og TV- programmer:

“De misbrugte filmbørn: Overgreb i den danske filmbranche, del 1 og 2”, d. 14. marts, programserie på TV2: https://play.tv2.dk/…/overgreb-i-den-danske-filmbranche-de…/

“70’er-instruktør: Der findes lykkelige incestforhold”, Radio27syv, d. 22. marts:
https://www.radio24syv.dk/…/1970-er-instruktoer-der-findes-…

“Shitstorm: Forsvarer filmmand pædofili?”, P1, d. 24. marts: https://www.dr.dk/radio/p1/shitstorm/shitstorm-29


F. Diverse:

Mchangama & Stjernfelt: “Men – ytringsfrihedens historie i Danmark”, 2016, s. 614.

Lang artikelserie i Filmmagasinet EKKO, fx Ryom & Christensen: “Overgreb i danske ungdomsfilm”, Filmmagasinet EKKOs hjemmeside, d. 8. februar. (Se hele serien i bunden af artiklen. Se også papirversion nr.77):
http://www.ekkofilm.dk/artikler/dengang-i-70erne/

Herschund & Vesterlund: “De misbrugte filmbørn”, artikel på TV2, d. 13. marts:
http://nyheder.tv2.dk/2018-03-07-de-misbrugte-filmboern

Susanne Bøgelov Storm: “Omgivelsernes ord kan forværre et overgreb”, Kronik i Politiken, d. 16. marts. (kronik af børneskuespiller i 70’erfilm):
https://politiken.dk/…/Instrukt%C3%B8ren-bag-filmen-var-min…

Mikael Jalving: “De toneangivende tier om seksuelle overgreb”, JP-blog, d. 27. marts:
https://jyllands-posten.dk/…/de-toneangivende-tier-om-seks…/

Arne Wurgler: “68”, Politiken, d. 29. marts.

Flemming Christian Nielsen: “Weekendavisen gør ungdomsoprøret til en ølejr for pædofile”, Altinget, d. 29. marts:
https://www.altinget.dk/…/flemming-chr-nielsen-weekendavise…

Steffen Groth: “Forsvarede Dan Turell pædofili?”, Pov International, d. 29. marts:
http://pov.international/forsvarede-dan-turell-paedofili/

Analyse af to pædagogiske manifester

Det er manifesternes tid inden for pædagogikken. Det forstår man godt, for det råbende intellektuelle indbrud er måske den mest effektive kommunikationsform i vor tid, hvor policy-niveauer og forskningseliter har deres helt egne reference-apparaturer, som ikke lader almindelig videnskab og folkelighed komme på besøg.

Manifester har vi haft siden det moderne livs barndom, f.eks. i ”Det kommunistiske manifest”, og det postmoderne liv forstærker på en måde genrens relevans, pga. dets konstante søgen efter brudflader og forskydninger.

I 2011 kom et i pædagogiske kredse meget omtalt manifest, det såkaldte ”A Manifesto for Education”. Det var skrevet af to fremtrædende uddannelsesforskere, Gerd Biesta og Carl-Anders Säfström (herefter: BS). De præsenterede det fire siders korte manifest på en NERA-konference i Jyväskylä i Finland. Jeg var selv til stede, og der var så meget følelse og engagement i både præsentation og modtagelse, som en videnskabelig konference nu kan opdrive. Nogle af mine kolleger synes, at det tog overhånd. Men det synes jeg ikke, for videnskaben er så fuld at følelser, at det efter min mening er decideret uvidenskabeligt ikke at vise dem, så de kan medreflekteres i vores søgen efter sandheden. Relevansen forstærkes af, at meget moderne ”forskning” hævder værdifrihed, samtidig med at den underlægger sig en banal normativ policy. Selve manifestet ligger og flyder på nettet, men det blev også udgivet mere officielt i tidsskriftet Policy Futures in Education, hvor det var ledsaget af korte tekster fra hver af de to forfattere.  Manifestet blev også oversat til dansk af Holger Henriksen i Henriksens fine bog ”Metodefriheden og dens fjender”, hvor manifestet gav god mening.

Nu er der så kommet et nyt manifest. Det hedder ”Manifesto for a Post-Critical Pedagogy”. Forfatterne er tre pædagogiske filosoffer fra England/Belgien, nemlig Naomi Hodgson, Joris Vlieghe og Piotr Zamojski (Herefter: HVZ). Manifestet kom her i 2017 og er udgivet i en lille pamflet på Punctum Books. Pamfletten består af tre dele. Selve manifestet er ligesom det første manifest på blot fire sider. Dertil kommer seks kommenterende/kritiske indlæg fra nogle særligt indbudte kolleger. Til sidst er der et kapitel, hvor de tre manifest-forfattere i dialogform drøfter de kritiske indspark. Undervejs i diskussionerne er der hyppige referencer til 2011-manifestet, så der er god grund til at undersøge de to tekster sammen. Det nye manifest diskuteres også i en paneldebat i USA på den årlige konference i regi af ”Philosophy of Education Society”.

Grundlæggende set er begge manifester en del af samme åndsvidenskabelige strømning. Det er forskellige kombinationer af Arendt, Ranciére, Levinas, Foucault, Heidegger mfl., der udgør inspirationen for denne venstreintellektuelle bevægelse i europæisk pædagogik. Det er jo også derfor, at de kan tale sammen så ubesværet, selvom de naturligvis langt fra er enige i detaljen.

I det følgende vil jeg gøre rede for synspunkterne i de to manifester og knytte lidt sammenlignende tråde her og der. Jeg vil vise, at de to manifester både indeholder noget godt og noget dårligt. Hvis man derfor trækker lidt fra og lægger lidt til, så markerer manifesterne samlet set et vigtigt fremskridt for pædagogisk teori og praksis; et fremskridt som rækker åbent ud efter forskellige præciseringer og nye undersøgelser. Der er altså tale om en form for kritisk men kærlig læsning, hvis man kan sige det på den måde.

 

1. Biesta & Säfström: A Manifesto for Education, 2011.

Manifestet er opbygget over syv mere eller mindre overlappende teser/temaer.

Den første centrale tese er, at pædagogikken har sit eget sted, som man kan tale ud fra og forsvare. Det er som om, at pædagogikken får sit eget land. Derfor hedder manifestets første sætning ”Speaking for education” og den sidste ”Standing op for education”. Med denne stærkt stimulerende manifestation breder der sig et nyt landskab, som begge manifester træder ind i, og som vi er mange, der i disse år løber rundt og undersøger. Et sært og skønt sted. BS forfølger dog ikke de poetiske muligheder i deres framing af emnet.

BS fortæller, at uddannelse og pædagogik ikke kan udledes af eksterne interesser, som f.eks. politiske eller økonomiske dagsordner, og derfor kan pædagogik heller ikke instrumentaliseres under et ”hvad virker”- perspektiv. BS afviser både ”populistiske” og ”idealistiske” dagsordner, som de kalder det på den der lidt simplificerende måde, som har det med at rive store traditioner itu i stedet for at undersøge dem til det nyerobrede lands fordel. Men alligevel: BS får med disse formuleringer sat en form for barriere op mod politisk indflydelse og ydre determinering. Derfor kan Biesta og Säfström sige: ”This manifesto aims to speak out of a concern for what makes education educational”. Selvom jeg ikke synes om de filosofiske reduktioner, er jeg helt enig i, at idealisme og populisme i nogle bestemte ret udbredte former kan kritiseres for at instrumentalisere pædagogikken: Idealismen ved at pege på en gylden fremtid, som pædagogikken skal indrette sig efter, og ”populismen”, for at gøre udvalgte sider af fortiden til et definerende træk. Vores egen Leo Komnischke-Konnerup, som taler ud fra Dietricht Benners pædagogiske filosofi, er faktisk inde på noget af det samme i sin kritik af Peter Kemps verdensborgerideal, som netop er et eksempel på det, som BS vil kalde en ”idealistisk” teori. Konnerup kritiserer Kemp for i bestemte, at sætte verdensborgeridealet over den pædagogiske praksis, som dermed risikerer at blive instrumentaliseret. Konnerup står i den forstand ”up for education”. Måske skulle Kemp have inddraget hans fænomenologiske og hermeneutiske interesser lidt mere i disse passager af hans bog?

Så jeg er helt med på selve hovedspørgsmålet, nemlig ”What makes education educational?”. Det er simpelthen det, som en seriøs pædagogik handler om i dag. Det er en åbning af pædagogikkens eget landskab, for nu et genbruge denne metafor.

Forsøget på en nærmere bestemmelse af pædagogikkens sted og indre kommer i den anden tese, som behandles under den lidt tekniske overskrift ”The Interest of Education”. Her bliver det hele noget mindre præcist. F.eks. står der, at uddannelse handler om ”freedom”, og at denne frihed er ”relational”. Jojo, men det kan jo hurtigt ende i nye former for instrumentalisme. Det forsøger BA at undgå på to måder, som jeg forstår det. For det første ved at denne relationelle frihed indskrives i en autoritetsrelation, som bærer friheden med sig. Denne formulering minder meget om Hannah Arendts synspunkt i hendes uddannelsesessay, men lige præcist denne del af Arendts arbejde er Biestas teoretiske kreds imod. Derfor får manifestets autoritetsbegreb ingen fylde, og vi ender ved ”frie relationer”, hvilket alt for let fører os hen i retning af nogle af reformpædagogikkens problematiske sider og videre hen i ”idealismen”. Det er faktisk også en del af dette problemkompleks, som det nye manifest tager fat i, men herom senere.

BS er dog – ud over den sporadiske henvisning til autoritetsbegrebet – delvist opmærksom på denne faldgrube. De skriver, at frihed ikke kan gøres til et mål, som pædagogikken efterfølgende skal leve op til. Pædagogik skal ikke være et ”not yet”, altså rettet mod en bestemt fremtid. Det er pædagogikken selv, vi taler om. Det er jeg helt enig i. Spørgsmålet er så bare hvad der så forstås med ”fremtid”? På den måde tilføjer den anden tese ikke rigtigt noget til den første ud over det ubestemte ”frihed og relationer”, som altså let havner i det ”not yet”, som BS vil af med.

Den tredje sætning hedder ”Education in the tension between ’what is’ and ’what is not’”. Her får vi igen at vide, at pædagogik ikke handler om et ”what is not yet”, som f.eks. FN’s 21th century-mål eller diverse utopiske drømme, og egentlig heller ikke om et ”what is”, altså socialisering ind i en eksisterende praksis og dens kundskaber. I stedet ønsker BS at situere pædagogikken i nutiden. Vel at mærke ikke som et plat punkt i aktualiteten, men som det sted, hvor det, som er, og det, som kan blive, forbindes til hinanden i en spændingstilstand, som ikke helt kan gå op. Man skal ”stay in the tension” mellem ”what is and what is not”, som det hedder. Faktisk sagde vores egen Martin A. Hansen noget lignende, da han talte om kulturen som ”pol-spænding”. Selv har jeg skrevet en bog, der hedder ”Uddannelse i spænding”, så jeg er også disponeret for at synes godt om manifestet i disse tekstlige områder.

Vi får altså en situeret, men også spændingsfuldt praksis, hvor forholdet mellem fortid og fremtid hele tiden undersøges og genetableres, og denne undersøgelse og gendannelse knyttes direkte til ansvarlighedsbegrebet, forstået som ”responsibility”. Det er en ”ansvarlighed for ansvarlighed”, som Biesta kalder det i en af sine bøger, en slags udvidet ansvarlighed for nuets etiske lag. Det er altså det det modsatte af ”accountability”, som er instrumentalismens og læringens begreb.

Med disse markeringer lægges egentlig op til en mere grundlæggende kundskabsfilosofi. Men forfatterne stopper desværre her, hvilket efter min mening skyldes en uheldig poststrukturalistisk arv, som jo præger BS’s generation. De kan ikke komme frem til en virkelig interesse for det som ”er”, der alt for let sidestilles med ”populisme”. Denne ontologiske mangel er også en del af baggrunden for 2017- manifestet, som netop kritiserer poststrukturalismen med baggrund i de Arendt-passager, som BS overser. Men det vender jeg tilbage til.

I det fjerde afsnit uddybes denne situerede spændingstilstand. Spændingen er en ”dissensus”, som bringer subjektivitet ind i verden. Det sker ved at forstyrre med noget ”radically new”. Det er alt for kraftige teser efter min mening, hvor ”what is”, altså det som er, slet ikke kan komme til orde. Vi ender i disse passager med en form for revolutionsromantik, som kommer til at stå alt for alene, og som ikke hører hjemme i pædagogisk praksis, som jo netop er en ”spænding” til ”what is”. En lærer skal naturligvis fortælle eleverne om nye ting og interessere sig for børnenes omgang med dem. Men den ustandselige tale om det ”radically new” og den pågående subjektive ”unikhed” samt den ubevidste nednormering af ”what is” overbelaster den pædagogiske tradition og hele dannelsesprocessen. Senere i sit forfatterskab tager Biesta fat i Søren Kierkegaard, hvilket rammesætter emnet bedre, men han får aldrig fat i ”what is” for alvor.

Den femte og sjette tese er også meget interessante. De handler om manifestets konsekvenser for pædagogisk forskning. Her fortæller BA, at man ikke kan reducere pædagogisk forskning til f.eks. sociologi, fordi man så vil ende i en ”what is” undersøgelse. Sociologien kan altså ikke fange ”what is not”, og dermed kollapser hele spændingstilstanden, og vi ender med en forfladigelse af det pædagogiske ”nu”. Opgaven for pædagogiske teori og forskning bliver derfor at undersøge selve spændingens nærmere karakter, realitet og betydning. Dermed peges på en helt ny retning for pædagogisk forskning. En retning som vil være helt fremmed i Danmark, især hvis man ser på de sidste 20 år, hvor ”what works”-filosofien virkelig har taget teten. Og ”what works” sætter jo pr logik pædagogikken i andres tjeneste.

De konkrete løsninger, som foreslås, bærer dog igen præg af for meget revolutionsromantik. F.eks. – hedder det – må man ikke forske i det ”normative”, fordi det binder pædagogikken til ”what is not”. Derimod bliver vi bedt om at tage udgangspunkt i etik, politik, emancipation, frihed og æstetik. Men er det ikke normativt? Jo, på den måde det står, er det jo. Det, som BA måske mener, er, at normativiteten ikke skal være ”affirmativ”, som det hedder hos Benner. Normativiteten skal – måske – bæres frem af åbne relationer og autoritetsformer, der undersøger det nyes karakter, som dette løbende udtrykkes af barnet og eleven. Men i så fald nærmer vi os temaerne i det nye manifest. Og autoritetsbegrebet optræder faktisk ikke i disse passager af manifestet, selvom jeg lige nævnte det. I stedet går tendensen i retning af hele revolutionsvokabularet. Normativitets- og autoritetsspørgsmålet hviler stadig solidt på en indre modsætning i forfatternes teoretiske og forskningsmæssige rod i poststrukturalismens knusende effekt. Dermed kan vi ikke komme frem til en forskning, der undersøger spændingtilstandens fulde eksistens og mulighed.

Til sidst kaldes som sagt til forsvarskamp. Til at stå fast på pædagogikkens egenart, når den trues af utopiske eller reaktionære forsøg på at fryse ”what is not” eller ”what is” uden at bevare spændingen. Dette korte syvende afsnit hænger som nævnt sammen med det første og udgør i kombination med spændings-tesen, manifestets centrale bidrag. Så alle pædagoger, stå vagt! Critizise the invaders!

 

2. Manifesto for a Post-critical Pedagogy, 2017

Det nye manifest er opbygget af fem teser/sætninger. Selvom sætningerne som sagt kommer ud af samme filosofiske arne som det gamle manifest, så lyder de umiddelbart meget forskellige fra det gamle manifest. Manifestet ledsages som sagt af en række små kommenterende artikler og en afsluttende dialog mellem manifestets tre forfattere.

Der er en teoretisk forskel fra det første manifest, som er vigtig at nævne. Det drejer sig om forholdet til poststrukturalismen/postmodernismen. HVZ kritiserer poststrukturalismen for relativisme og for at lukke ned for tale og handling via krav om ”politisk korrekthed”. BS’s begreber bygger i høj grad på netop poststrukturalismens dannelseskritik, og dermed rammes den iboende strukturalisme i det gamle manifest.

HVZ vil genføde tale og handling og bryde kritikkens snærende bånd efter poststrukturalismens hærgen. Derfor kaster de sig ud i en post-kritik. Det opfattes af nogle af de efterfølgende kommentator som en ”ikke kritik”. F.eks. mener en af kritikerne, at HVZ ender i en form for positiv psykologi. Sådan ser jeg det ikke, tværtimod. HVZ vil snarere åbne kritikken nede fra og inde fra og på den måde bryde med strukturalismens snærende bånd. En af manifestets forfattere, Naomi Hodgson, har uddybet sin kritik af poststrukturalismen i en artikel, som hun skrev sammen med Poul Standish, som er en af de førende britiske filosoffer på dette område (Hodgson & Standish, 2009).

Desuden er det – vedrørende det filosofiske grudlag – værd at nævne, at der i den afsluttende dialog og i nogle af kommentar-indlæggene er tætte referencer til den nye interesse for den italienske filosof, Georgio Agamben, som også har vakt interesse herhjemme. Agamben er dog også Foucault-mand, hvilket forfatterne helt glemmer. Men det skal dog siges, at Agambens interesse for Foucault nok er noget af det mindst strukturalistiske man kan forestille sig. Agamben har bragt en ny åndelighed ind i pædagogikken, som peger på mange interessante temaer.

Endelig er det værd at nævne, at interessen for Hannah Arendts arbejde vinkles anderledes end i det gamle manifest. Det får en række konsekvenser, som jeg vil komme ind på neden for.

HVZ deler BS’s interesse for det nye. Men det nye, som skal bæres frem, knyttes nu til en praksis, der hele tiden skal agere i forholdet mellem undertrykt erfaring og overfladeoplevelser. Med denne situering af pædagogikken i erfaringsbegrebet er der næsten åbent land til hele den pædagogiske tradition. Det er en slags digebrud, som det første manifest var en form for forløber til, men som det ikke kunne udløse pga. strukturalismens bindinger.

Efter sammenbruddet af de poststrukturalistiske og samtidsdiagnostiske analyser strømmer verden og følelserne frem over stepperne, og HVZ er helt anderledes positivt indstillet over for Arendts begreber om verden, kærlighed, autoritet og konservatisme, end BA lægger op til. BA betoner primært ”det unikke”, som kommer fra Arendts politiske teori. Men HVZ betoner Arendts uddannelsesteoretiske begreber, som f.eks. omsorg, beskyttelse, kærlighed, håb, og i den afsluttende dialog markeres en helt anden positiv tilgang til de kulturkonservative sider af Arendts uddannelsesfilosofi.

Vi får altså Arendt (næsten) uden Foucault, for nu at sige det på den måde. Det er konsekvenserne af denne åbning, som bliver synlig i resten af manifestet, hvor den pædagogiske tradition myldrer frem til start.

HVZ ønsker på den måde en mere fri, fælles og kritisk normativitet. De kalder det for ”pædagogisk hermeneutik”, hvilket kommer meget tæt på den danske grundtvigske og folkelige tradition, som jeg ser det. Ud af disse processer, som på ingen måde er konsensusbårne, skabes, genskabes og plejes den fælles verden, som er al pædagogiks essens. Der refereres direkte til Arendt i disse passager.

Denne mere folkelige, decentrale og humanistiske tilgang knyttes an til en distinktion, som hentes direkte fra Ranciére, som BA i øvrigt også er inspireret af, nemlig forskellen mellem ”lighed som mål” og ”lighed som forudsætning”.  Lighed som mål er den gamle kritiske traditions sociale mål, som pr. logik ender med en instrumentalisering af pædagogikken. Ligheden som forudsætning handler derimod om netop de praksisformer, hvor ligheden på trods af diverse hierarkier verificeres. Disse praksisformer, som f.eks. er skolens, udvikler pluralitet, men kan godt kan give sig udslag i ulighed på det materielle plan. Det er i den sammenhæng, at HVZ fremhæver, at de vil skifte ”from critical pedagogy to post-critical pedagogy”. Udtrykket er lidt uheldigt valgt, fordi nogle så tror, at vi er ude i anti-kritikken. Men sådan forstår jeg det ikke. Tværtimod, kan denne tilgang være ekstremt kritisk, eftersom den hviler på lighedens forudsætning. Dvs. at den kan gennembryde enhver form for videnskabelig eller politisk autoritetsstruktur i reale og situerede handlinger. Det er nok det, forfatterne tænker på, når de skriver, at de vil ”reclaim the suppressed parts of our experience. We see the task of post-critical pedagogy not to debunk but to protect and care”. At genvinde og drage omsorg for realiseringen af en undertrykt erfaring svarer jo på sin vis til, hvad man kunne kalde for en konservativ revolution. Dermed er der ikke blot tale om subjektets unikke tilsynekomst, som hos BA. Nu er det pludselig ”practice to happen anew”. Det er en hel praksis, der drages omsorg for, og som formes ud af denne omsorg. Og denne hændelse skal fremmes i følgende process, hvor subjektet tager magten over det sprog og den praksis, han er en del af.:

”This means (re)establishing our relations to our words, opening them to questions, and giving philosophical attention to these devalued aspects of our forms of life, and thus (….) to defend these events as autotelic, not functionalized, but simply worth caring for”.

Disse formuleringer er ikke udtryk for positiv psykologi eller naiv optimisme. Tværtimod er det et centralt princip, at man skal gå fra ”cruel optimism to hope in the present”, og dette ”present” er den skjulte erfarings livtag med verden. Dette nutids-princip deler HVZ med Biesta og Safstrøm, som jo også ville undgå utopia, men ”spændingen” tematiseres lidt forskelligt. Hos BS handler spændingen om forholdet mellem er og ikke-er, hvor især ”er” er svagt konceptualiseret. Hos HVZ er spændingen situeret i uoverensstemmelser i erfaringsdannelsen og dennes relation til en praksis. Med denne ontologisering begynder HZV at tale om pædagogik i indholdstermer, som knyttes til en form for omsorgsfuld kulturkonservatisme. Her er citatet:

”Traditional and conservative as it might sound, we wish to defend education for education’s sake; education as the study of, or initiation into a subject matter for its intrinsic, rather than instrumental value, so that this can be taken up anew by the new generation”.

Her kører vi i rene Arendt-termer. Hele den åbne kultur, omsorgen for indholdet og interessen for det nye kører for fuld udblæsning, stort set uden poststrukturalismens hæmmende indflydelse. Derfor ender forfatterne ud med et sidste princip, nemlig ”kærlighed til verden”, dvs. til det gode og til det, som er værd at bevare. Men bemærk igen, at vi ikke taler om overfladisk positivitet. Tværtimod er det gode, nemlig de ontologiske erfaringsstrukturer, som ligger i det pædagogiske ”nu” og ”her”, ofte undertrykt eller skjult og skal hjælpes frem i lyset og generindres. Vi er på vej hen mod en gentækning af det bedste sider af romantikkens og antikkens filosofi, i stedet for poststrukturalismen, som jo henter idegodset fra efter 1860, dvs. fra den sene Marx, Nietzsche og Darwin i en række yderst kritisable konfigurationer. Der mangler dog stadig et niveau, før der er fuldt udbytte af Arendt. F.eks. mangler der drøftelser af hendes begreb om ”darkness”, et begreb der i øvrigt også arbejdes med i nyere universitetspædagogik (Bengtsen & Barnett 2016). Vi mangler den endelige bestemmelse af de ontologiske niveauer. Den egentlige fordybelse i ”what is?”. Rundt omkring i den efterfølgende dialog kommer det ontologiske dog frem. Det sker f.eks. på s. 94, hvor Piotr Zamojski taler om “the thing”, og på s. 97 hvor han siger, at ”the manifesto is addressing what already is”. Endelig skelner Joris Vlieghe mellem det ontiske og det ontologiske på s. 86.

Ind imellem falder forfatterne dog alligevel lidt i den naivt-positive grøft, selvom de forsikrer om det modsatte. F.eks. når de siger, at kritikken ikke skal ”afsløre”. Hvorfor alverden skal en kritik ikke afsløre? Biesta var ude i samme fejltagelse i en artikel han skrev i 2001. Det er en efterladenskab af poststrukturalistisk af-ontologisering. Og det er lige netop dér, at manifestet måske glemmer ”spændingen”. Jeg tilskriver som nævnt disse passager den poststrukturalistiske reminiscens, samt at der jo er tale om en form for oplæg til videre refleksion. Både i selve manifestet og i den afsluttende dialog mellem forfatterne er der flere steder sans for ”spændingen”. Men der er naturligvis stadig meget arbejde at gøre, før pædagogikken kan komme helt til sig selv.

Endelig er det værd at hæfte sig ved, at det gamle manifest taler om ”education”, mens det nye taler om ”pedagogy”. Der tales også konsekvent om ”pædagogen” frem for om ”læreren”. Det er en anden måde at sige på, at pædagogik og opdragelse er overordnet uddannelsesbegrebet. Dermed markeres en opgradering af den centraleuropæiske tradition, af pædagogik/opdragelse frem for uddannelsesvidenskab. Hvis sådant et skifte realiseres, vil det have en enorm kritisk effekt på poststrukturalismen og policyniveuaerne, der gerne vil gå den modsatte vej. Dette emne berøres f.eks. i den nye ”Pædagogikkens Idehistorie”, hvor det poststrukturalistiske synspunkt er, at skiftet fra pædagogik til uddannelse allerede er foretaget, og at der ikke er noget at gøre ved det udover at græde lidt om aftenen, når man er alene. Hos HVZ er perspektivet det modsatte, nemlig at der er noget at gøre. Det samme ser ud til at være synspunktet hos Alexander von Oettingen, som netop har arrangeret en stor konference med samme tema, altså om forholdet mellem uddannelsesvidenskab og pædagogik. Oettingen tilhører i øvrigt også Benner-traditionen, som her i landet kæmper med at slippe bindingen til 2000’ernes meget tekniske Luhmann-fortolkninger, som den startede op sammen med.

Hvis ontologiseringen i det nye manifest kan fastholde ”spændingen” fra det første manifest og føre denne ind i en mere ontologisk begrundet pædagogik, samtidig med at man bliver i begge manifesters interesse for at tale på pædagogikkens egne vegne, så er der håb for fagets og opdragelsens fremtid.

 

2a. Ledsagende artikler

Til sidst er det værd at nævne nogle af de ledsagende kommentarer til manifestet:

Tyson Lewis, som er en af tidens mest interessante stemmer i den uddannelsesfilosofiske debat, mener, at ordet ”manifest” har tendens til at føre forfatterne hen til netop den form for idealisme, som de ønsker at gøre op med. I stedet foreslår han, at man bruger ordet ”declaration”. Det bedste svar på den indvending kommer faktisk fra Gert Biesta, som i sin kommentar til det første manifest skriver, at et manifest altid må være ironisk brud på det eksisterende. En form for åbning. Således forstået, som en del af den postmoderne tradition, giver manifest-termen god mening, både i den nye og i den gamle version. Et postmoderne manifest er erfarne intellektuelles forsøg på at tale fra følelsen, dvs. uden referencer, så verdens forskelle kan opretholdes. Som form er det 2011-manifest faktisk det bedste. Det er helt uden de mange ubestemte referencer, som præger 2017-manifestet, og som gør det lidt underdanigt. Det er også friskere og mere direkte i sproget. Det er et ”rupture”, som åbner feltet. Det gør 17-manifestet også, men ikke så effektivt i formen.

Den næste kommentar kommer fra Olga Ververi. Hun savner en sociologisk realisme i manifestet. Hun mener, at manifestet havner i funktionalisme og konstruktivisme, og at NVZ’s fokus på ”hope, optimism and love” fjerner fokus fra det politiske. Dermed havner de i en ”konsensus”-tilgang. Desuden kritiserer hun forfatternes konservatisme for at promovere ”a rather elitist educational program”. Men Ververi glemmer helt, at NZV’s begreber er udvundet af Arendt og Ranciere, for hvem kritik, tænkning, lighed og politik stod helt centralt. Derfor rammer kritikken noget ved siden af. Omvendt kan man komme Ververi i møde ved at sige, at manifestet er i samfundsvidenskabeligt underskud. Men måske lægger manifestet faktisk op til en anden og mere ontologisk/pædagogisk form for samfundsvidenskab? I al fald kan man jo ikke bruge den poststrukturaliske sociologi, som er skabt ud af et opgør med det, som manifestet gerne vil have frem. I den forstand spørger manifestet til en ny samfundsvidenskab. I så fald kan det pædagogiske manifest afstedkomme et socialvidenskabeligt manifest. Det vil i så fald være et eksempel på, at pædagogikkens land har fået kraft.

Til sidst i sin kommentar siger Ververi dog, at hun påskønner ideen om at forsvare ”education for education’s sake” i stedet for at knytte uddannelseskvalitet op på ”social mobility”. Det svarer til HVZ’s skel mellem ”lighed som forudsætning” og ”lighed som mål”, som jeg omtalte ovenfor. Ververi taler sig også lidt varm på ”the liberal idea of education known as paideia” og endnu varmere på Paulo Freires emancipative pædagogik. Dermed forlader hun selv sociologien og indgår i diskussion med selve manifestet. Det ender faktisk med, at hun siger, at det er sociologerne, der kan lære noget af manifestet frem for omvendt, og dermed ender også hun i det pædagogiske land:

”Consequently, I believe that post-ciritcal pedagogy has much to offer sociologists of education and could enable them to redefine education, not in terms of what education is, but what education should be” (kursiv i original).

Ververi startede med en sociologisk kritik af manifestet, men hun endte med en manifest kritik af sociologien.

I den næste artikel supplerer Norm Friesen manifestets pointer med nogle betragtninger, som tager udgangspunkt i henholdsvis Klaus Mollenhauers pædagogik og den ontologiske fænomonologi, især belgieren Max van Manen. Det er vigtige markeringer, som åbner for en inddragelse af den fænomenologiske og kontinentale tradition, hvis status i de to manifester er uafklaret.

Dernæst kommer en kommentar af Geert Thyssen. Han trækker på posthumanistisk og feministisk teori af den type, som efter min mening er ødelæggende for pædagogisk praksis i den ånd, som manifestet angiver. Jeg må derfor lade Thyssens kommentar ligge. Jeg kan jo ikke her gå ind i en kritik af Barad og Haraway, som er hans idoler. Det er vigtigt for den post-kritiske pædagogik, at de gå i langt mere kritisk kamp mod denne retning, som faktisk er en del af selvsamme poststrukturalisme, hvis klør man gerne vil forlade, og som ender i posthumanistisk opløsning af den fælles verden i data og gener. Hvor begge manifester vil gøre humanismen mere humanistisk end humanismen selv, så vil posthumanismen afskaffe humanismen som sådan.

Dernæst følger en kritik fra Oren Ergas. Han argumenterer for en blanding af konstruktivisme og mindfulness. Selvom der er rester af pædagogisk interesse i teksten, har den for mig at se intet at gøre med manifestets teser, hvilket forfatterne også gør opmærksom på i deres afsluttende dialog. Ergas ender i en blanding af von Glasersfelds radikale konstruktivisme og positiv psykologi, og det er det stik modsatte af manifestets filosofi.

I den sidste kommentar gør Stefan Ramaekers opmærksom på, at manifestets brug af Arendt trækker på en forståelse af ”love for the world”, som meget hurtigt kan blive for blind og naiv. Ramaeker baserer dog sin kritik på en simultan analyse af den private forelskelse, og det har jo ikke noget med sagen at gøre. Men han har ret i, at ”kærligheden til de fælles ting” godt kan have brug for en grundigere teoretiseren. Ramaekers kritiserer også begrebet ”the world”. Han er bange for, at det kan blive en populistisk og nationalistisk term, og i den afsluttende dialog giver manifestets forfattere ham lidt ret. Men deri tager de fejl. Pointen med love of the world er netop at løfte nationalisme til en kærlighed til sit lands historie, handlinger og ting på en måde, der åbner interessen for andre landes kulturer. Manifestet kan netop bruges til at kultivere det nationale, mens poststrukturalismen har tendens til at udrydde det. Ramaeker og manifestets forfattere er med denne kritik tæt på at havne i den poststrukturalistiske grøft, hvor verdens ting opfattes som undertrykkende strukturer, hvorved de jo skjules for pædagogisk og videnskabelig interesse.

 

3. Konklusion

De to manifester supplerer hinanden. Begge interesserer sig for at forstå pædagogikkens egenart og for at forsvare pædagogikken mod videnskabelige og politiske angreb og instrumentaliseringer. BS’ centrale undersøgelsesgenstand er spændingen mellem det, som er, og det som ikke er. HVZ udvider feltet ud fra en bredere læsning af Arendt, hvor kærlighed til og omsorg for verden og erfaringsbegrebets ujævne lag kommer mere frem. Til gengæld underspilles ”spændingen”, selvom den på ingen måde udelades.

Der er faldgruber i begge manifester: Det første manifest baserer sig til dels på et poststrukturalistisk opgør med dannelse og nationalitet, som trækker det i retning af en idealistisk og nærmest revolutionært vokabular, som efter min mening vil flå pædagogisk praksis fra hinanden. Det andet manifest kan stikke af i en lidt for positiv og idealistisk tilgang til verden. Disse faldgruber er dog kun mulige fortolkninger. Sammen udtrykker de to manifester centrale forsøg på at genrejse pædagogisk praksis og teori efter nogle årtier, hvor pædagogik har haft meget trange kår.

 

 

Referencer:

Biesta, G. & Säfström, C.A. (2011). “A Manifesto for Education”, Policy Futures in Education, vol. 9, nr. 5, s. 440-447: http://journals.sagepub.com/doi/pdf/10.2304/pfie.2011.9.5.540.

Hodgson, N. & Vlieghe, J. & Zamojski, P. (2017). Manifesto for a Post-Critical Pedagogy, Punctum Books.

Henriksen, H. (2013). Metodefriheden og dens fjender, Forlaget Fjordager.

Program for Philosophy of Education-konference, se: https://www.philosophyofeducation.org/abstracts-1 (s.21).

Kommischke-Konnerup, L. (2016). Menneske eller borger, Akademisk Forlag.

Rømer, T.A. (2010). Uddannelse i spænding, Aarhus: Klim.

Kristensen, J.E. & Korsgaard, O. & Jensen, H.S. (2017). Pædagogikkens Idehistorie, Aarhus Universitetsforlag.

Hodgson, N. & Standish, P. (2009). ”The Uses and Misuses of Poststructuralism in Educational Research”, International Journal of Research and Method in Education, vol. 32, nr. 3, s. 309-326.

Bengtsen, S. & Barnett, R. (2016). “Confronting the Dark Side of Higher Education”, Journal of Philosophy of Education, vol. 51, nr. 1, s. 114-131.

 

Facebook-drys 47: februar 2018

Her er 27 facebook-opdateringer fra februar 2018. De mange datalæringsinitiativer og Keld Skovmands vigtige ph.d.-forsvar har fyldt en del, men der har også været andre ting. Man kan enten læse opdateringerne på nærværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Lars Løkkes privatperson
  2. Nyheder fra DPU
  3. Læremidlernes danskfag
  4. Ballade i tre forsamlingshuse
  5. Om opdragelsesdebatten
  6. Facebook-drys 45: december 2017
  7. Mårtensson og Rasmussen i Skoleliv
  8. Om Socialdemokratiets indvandringsudspil
  9. Folkeskolen mod reformen
  10. Om Red Barnet
  11. Et lærerseminarium
  12. Keld Skovmand svarer Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen
  13. Drama i Aarhus?
  14. Lidt seminarie-ideer
  15. Kurt Strand om Lockouten i 2013
  16. BUPLs strålende aktion
  17. Imod læringslighed
  18. Socialdemokratiet truer Folkekirkens Nødhjælp med retssag
  19. Homo economicus i WA
  20. Et fritidshjem
  21. Niels Christian Sauer om læringsmålsstyringens logiske sammenbrud
  22. Artikel om Moderniseringsstyrelsen i Information
  23. Facebook-drys 46: januar 2018
  24. DPO
  25. Interview med Hannah Arendt
  26. Gode ideer i dagens anledning
  27. The Nordic Secret

 

1. d. 1. februar: Lars Løkkes privatperson 

Er der nogen, der kan tage Løkkes forsøg på at skelne mellem privat- og embedsperson alvorligt? Jeg kan ikke. Som i “slet ikke”!

Denne opportunistiske adskillelse af embede og person i politiske og dermed også pædagogiske forhold er efter min mening en ladeport til korrupte tilstande hele vejen ned gennem systemerne.

Han skal væk! Regeringen bør finde en anden leder.

Link til omtale af sagen:

https://www.altinget.dk/artikel/er-han-privatperson-eller-statsminister-loekke-siger-stol-paa-mig?ref=newsletter&refid=26551&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=altingetdk

 

2. d. 1. februar: Nyheder fra DPU 

I fredags var der et kontroversielt og velbesøgt ph.d.-forsvar af Keld Skovmand i DPU’s festsal. Der var både journalister og politikere samt i det hele taget stor bevågenhed. Der var to fulde sider i JP, en masse indlæg på folkeskolen.dk og et langt svar i Politikens Skoleliv fra dem, som Skovmand kritiserede. Skovmand har desuden været i decideret infight med adskillige af DPU’s stærkt profilerede professorer undervejs. Skovmand sidder også i et af undervisningsministerens udvalg.

Jeg tænkte, at det måske var værd at rapportere om for DPU’s kommunikationsafdeling?

Men det – skal jeg hilse og sige – er ikke tilfældet. Det har været helt tavst.

I stedet har man de sidste to dage lagt tre andre nyheder op:

 

A.

For det første er der en omtale på DPU’s facebook-side af en ny bog af Lars Qvortrup og Karen Wistoft, som begge er systemteoretikere. Bogen handler om smagsdidaktik. Der er link til en lang DPU-omtale af bogen.

Det er dog kun Wistoft, der udtaler sig. Det kommer faktisk også lidt bag på mig, at Qvortrup pludselig er blevet madpædagogisk interesseret. Men på hans AU-side kan jeg se, at han har skrevet mange artikler om emnet siden 2017. Dog altid i samarbejde med Wistoft, som er en kendt ekspert i emnet. Jeg er lidt mystificeret, må jeg indrømme.

 

B.

For det andet er der en historie på både facebook og twitter, om at DPU’s institutleder er kommet med i Mai Mercados nye opdragelsesudvalg. Der kan linkes til fuld journalistisk DPU-omtale og til institutlederens kronikker mm..

 

C.

Endelig er der en historie på både facebook og twitter om to DPU-forskeres deltagelse i KL’s årsmøde. Også her har kommunikationsafdelingen været grundig med lange interviews og mange relevante links.

Interessant prioritering.

 

3. d. 2. februar: Læremidlernes danskfag 

Jeg har studeret bogen ”Læremidlernes danskfag” fra 2017. Bogen er redigeret af Jeppe Bundsgaard, Jesper Bremholm, Simon Skov Fougt og Anna Karlskov Skyggebjerg. Jeg er i gang med at lave en større analyse til min blog over det stakkels danskfag, som forfatterne får ødelagt godt og grundigt efter min mening.

Her er nogle indledende markeringer, der kan illustrere tankegangen:

Først fra indledningen:

”Hvor fagets identitet tidligere var knyttet til det curriculære indhold og faglige emner som litteratur, sprog og medier, beskrives det i dag gennem kompetenceområder som læsning, skrivning og fortolkning” (s. 8).

Så vi er i “fra….til” tænkningen, dvs. de værste sider af reformpædagogikken.

Og her fra konklusionen:

”Formuleret kort og kondenseret kan man altså konstatere, at danskfaget set gennem dets læremidler er et indholdsmæssigt snævert og nationalt fag, der orienterer sig mod formalistiske færdigheder løsrevet fra meningsfulde og elevinddragende kontekster. Dette billede af danskfaget er både påfaldende og bekymrende” (s.276).

Et “snævert og nationalt fag”? Puha… er vi i DF? og “formalistiske færdigheder”? Det lyder ikke rart.

De ”elevinddragende kontekster”, der tales om, er især den såkaldte ”scenariedidaktik”, hvor der er fuldt tryk på den faglige opløsning og på de reformpædagogiske simplificeringer. Scenariedidaktikken er en ekstremistisk kompetencetænkning, hvor børns kundskabsudvikling kobles op på de såkaldte fremtidskonciperede De-Se-Co-kompetencer.

Eller hvad med denne formulering, som også er hentet fra konklusionen:

”Samlet set efterlader undersøgelsens forskelige dele indtrykket af et danskfag, der set gennem dets læremidler ikke er åbent og inddragende i forhold til de mange tekst-, udtryks og kommunikationsformer, vi møder og betjener os af i et moderne menneske- og samfundsliv, ligesom det ikke er orienteret udad mod ’Danmark i verden’ og mod større globale sammenhænge og problematikker. I stedet tegner der sig et danskfag, som er domineret af det skønlitterære (i kombination med grammatik og stavetræning) med vægten på et konventionelt og kanoniseret litterært repertoire, og som bestyrker en monokulturel diskurs og nationalt orienteret selvforståelse” (s.275)

Det sjove er: Alt det, som redaktørerne hader ved deres fag, er det, de bør elske. Dvs. modersmål, skønlitteratur, sprog og stavning og grammatik.

Redaktørerne skriver endda, at de taler om ”dannelse”, og at deres syn flugter med folkeskolens formålsparagraf. Men i den paragraf står der da, at eleverne skal have ”fortrolighed med dansk kultur og historie”? Men ovennævnte citater giver udtryk for det modsatte, gør de ikke?

Og man vil gerne udvikle globale fremtidskompetencer, men det er åbenbart det modsatte af helt almindelige danskkunskaber? Jeg er helt sat af.

Redaktørerne mener også, at de går ind for ”kritisk tænkning”, men det gør de bestemt ikke. Ordet kritik er totalt ureflekteret i bogen og stemmer ikke overens med det kompetencebegreb, som flyder over det hele. Og hvordan filan kan ”kritisk tænkning” være i modsætning til at øve staveord og læse f.eks. Ingemann, Paludan og Rifbjerg? Det er da omvendt.

Bundsgaard siger andetsteds ifm. en omtale af bogen, at det smalle og nationalistiske danskfag uddanner til ”funktionærer”. Men det er skam helt omvendt. Det er da Bundsgaards version af faget, der uddanner til ”funktionærer”, dvs. til mode 2-kompetente situationsfleksible og konstruktive problemløsere.

De elever, som derimod har fordybet sig i kulturens vigtigste tekster, hvor deres sprog for alvor kan strække sig, og som i rytmiske gentagende processer har studeret sprogets opbygning, udtryk- og stavemåder, ja de opøver det frie og selvstændige område i deres liv, som er kritikkens arne. Ja, det er faktisk det, som en skole er, efter min mening.

Hvorfor konfigureres begreberne i den nye bog mon på denne dybt problematiske måde, som jo minder stærkt om skolereformens filosofi? Ja, det spørgsmål vil jeg komme ind på i en kommende analyse, som jeg pt. arbejder på. Men jeg kan da notere mig, at Bundsgaard stod i spidsen for Fælles Mål for danskfaget, og at hans åndsfælle inden for matematikken, Morten Misfeldt, sad i Fælles Måls mastergruppe sammen med Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen. Og det er denne gruppes arbejde, som Keld Skovmand kritiserer i sine bøger.

Man bør kritisere denne bog sønder og sammen, indtil vi får alt det, som den er imod.

(Bogen har 12 kapitler, hvor nogle selvfølgelig er hårdere ramt end andre af ovenstående distinktioner. Men filosofien er, som jeg har beskrevet det med ovenstående citater, som er hentet fra bogens indledning og afslutning. En decideret undtagelse fra denne ånd er Anna Kalskov Skyggebergs fine gennemgang af det litteraturpædagogiske syn i de sidste 40 års grundbøger i litteraturundervisningen. Her er der fuld tryk på indhold, skønlitteratur og sprog, og der er umiddelbart ingen referencer til bogens overordnede opgør med det fag, som den ønsker at studere)

Lidt referencer:

Bremholm, j. & Bundsgaard, J. &, Fought, S.S. & Skyggebjerg, A.K. (2017): Læremidlernes Danskfag, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Medom, M. (2017).”Danskfagets lærermidler uddanner børn til funktionærer”, folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/danskfagets-laeremidler-uddann…

Bremholm, J. (2017). ”Dansk uden dannelse”, Asterisk, nr. 84: http://edu.au.dk/…/asterisk/vi…/artikel/dansk-uden-dannelse/

Bundsgaard, J. (2016). ”Fælles mål er progressiv pædagogik”, folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/professor-faelles-maal-er-prog…

 

4. d. 3. februar: Ballade i tre forsamlingshuse

I november var det Erik Schmidt mod KL i det ene forsamlingshus. Det var i Odense byret.

I sidste uge var det Keld Skovmand mod Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen i det andet forsamlingshus. Det var i DPU’s festsal.

I denne uge var det så Merete Riisager mod Antorini og Annette Lind i det tredje forsamlingshus. Det var i Folketinget. Se linket med video fra samrådet i Folketingssalen.

I tre spørgsmål i træk – spørgsmål 20-22 – må Riisager stå model til de to læringsideologers opgør med fag og skole.

Riisager står bare der helt fast og alene og forsvarer faglighed, skole og didaktik mod de fire stålgrå reformøjne, som vil have non-stop koncept-projektundervisning under læringsbegrebets herredømme.

Lind og Antorini har tvunget alle landets lærere til at arbejde med læringsmålstyret undervisning, men nu kritiserer de Riisager for at rejse en seriøs pædagogisk diskussion af året rundt-projektpædagogik i en almindelig folkeskole. Det er absurd.

Lind og Antorini har sat læring i stedet for undervisning over alt i landet, og så kritiserer de Riisager, der om nogen taler undevisningens sag, for at være ligeglad med didaktik. Det er også absurd.

Lind og Antorini har nedsat det ene smalle og ideologiske udvalg efter det andet, og nu kritiserer de Riisager for at lytte til nogle andre forskere. Det er også absurd.

Lind og Antorini har stået bag læringsrevolution, L409, inklusionsreform, mindre forberedelsestid, opgør med fag og undervisning og normalisering. De siger, de bygger på forskning, men den eneste de nævner er Stefan Hermann, som var studiekammerat med Corydon. Det er så absurd det hele.

Det er hårdt at ”justere”, som det hedder!

Det er skam udelukkende godt, at Riisager nedsætter nogle justerings-udvalg, der i det mindste kan supplere og forstyrre Antorinis åndsfællers sætningsrækkefølger, samt at hun kritiserer denne revitaliserede og konceptualiserede projektideologi, som huserer i visse didaktikeres kredse, og som har et ekstremt problematisk skolesyn.

Som hun står der helt alene og forsvarer den pædagogiske fornuft over for læringsrevolutionens maskineri, ligner Riisager faktisk lidt en heltinde. Det må jeg indrømme: “Like an angel passing through the room”.

Så nu har vi tre engle. Tre der “står fast”, og som vi alle sammen behøver, uanset om vi er enige i alle mulige detaljer.

https://mobiltv.ft.dk/video/20171/salen/53/1h50m11s?ss

 

5. d. 4. februar: Om opdragelsesdebatten

Socialminister Mai Mercado (C) har lanceret et initiativ, hun kalder for ”Opdragelsesdebatten”. Debatten skal initieres via facebook af an masse kendisser. Der er to fagpersoner med, nemlig DPUs Claus Holm, som er vild med konkurrencestat og læringsideologi, og psykologen Per Schultz Jørgensen, der har kastet sig over robustheds-begrebet. Formanden, Sofie Münster, er tidligere direktør for Løkke-fonden og vært for et TV2-program, der hedder ”opdrag en vinder” (#¤%&/). Den anden vært for programmet er i øvrigt positiv psykolog og jægersoldat samt direktør af ”True North”-konceptet, som vist nok også har noget at gøre med Løkkefonden.

Der er noget galt med horisonten. Men det er åbenbart moderne socialkonservatisme?

Nå, men jeg slog et smut omkring ”opdragelsesdebattens” facebook-side, men eftersom det første ord, der mødte mig under selve overskriften var ”statsstyret organisation”, smækkede jeg med døren med det samme. Jeg skal ikke nyde noget.

Jeg er nok lidt miljøskadet, for her i weekenden var jeg så uheldig at studere Knud Grue-Sørensens ”Opdragelsens historie”, Rousseaus ”Emile – om opdragelsen” og Jakob Knudsens ”Lærer Urup”. Disse tre bøger er mildt sagt meget forskellige, men de handler alle sammen om ”opdragelse”. Men sjovt nok handler de ikke om ”statsstyrede organisationer”.

Jeg er mildt sagt meget nervøs for, at det netop er Mercado, som har lanceret initiativet, fordi hun er erklæret tilhænger af den amerikanske velfærdsøkonom, James Heckman. Heckman interesserer sig – i øvrigt ligesom Per Schultz Jørgensen – for, hvordan tidlig læring kan føre til økonomisk afkast. Denne forskrækkelige og ensrettende ide ender lige lukt i det, jeg kalder for ”læring i mors mave”-fælden, dvs. statsdirigeret læring og anti-pædagogik fra foster og fremefter. Heckmann er i øvrigt hovedtaler ved Aarhus Universitets prestigearrangement, den såkaldte matchpoint-konference. Jeg tror aldrig, han har læst et pædagogisk værk, men det er bare et gæt.

Nå, men Politiken havde et indlæg om ministerens initiativ, hvor man havde interviewet Claus Holm. Holm vil have et ”fælles sprog” for opdragelse, så hans elskede læringsskole, læringsbørnehave og de stakkels læringsforældre bedre kan kommunikere. DPU’s kommunikationstjeneste retweetede straks Holms eget tweet med link til interviewet. Ministeren både retweetede og likede, så der var virkelig statstyret organisering for alle skattekronerne.

Holm har også arrangeret et opdragelsesseminar på DPU. Mai Mercado skal introducere, og der er paneldebat med nogle organisationsledere. Heldigvis er der også nogle forskere med. Men ikke Grue-Sørensen, Jakob Knudsen eller Rousseau. Men ok, de er jo også døde.

Der har vist nok også været en del kritik af initiativet. LA var i al fald ikke begejstret. Men det blev ikke retweetet. Hvad sagde de andre partier mm.? Jeg har ikke helt styr på det.

Jeg bed også mærke i, at Mercados initiativ blev varmt modtaget af tænketanken DEA, hvilket altid er et dårligt tegn. Det er faktisk lidt interessant, fordi DEA netop har lanceret et stort beslægtet initiativet nemlig ”småbørnsløftet/børnealliancen”, som også er Heckmann-inspireret, og som derfor også fører lige lukt i ”læringoptimering i mors mave”-fælden under overskriften ”læringslighed”, hvilket langsomt vil nedbryde vores børnehavetradition. Og KL er jo altid klar på at supplere med nogle robotter.

Red Barnet deltager for resten også i DEA-initiativet, fandt jeg ud af. Jeg stopper derfor mine indbetalinger til denne organisation, næste gang jeg åbner min netbank. Der er jo ingen grund til ligefrem at genere landets børn, og man kan jo nok finde et andet sted at gøre en god gerning. Men ok, det er jo også Helle Thorning-Schmidt, den store læringspræsident, der er direktør for foretagendet som sådan, kom jeg lige i tanke om.

Der vil sikkert komme det ene og det andet emne ud af debatten, men ideologien vil langsomt sætte sig igennem. Vi skal nu have et fælles sprog, et slags statssprog, der kan optimere opdragelsen efter den nye læringsideologis grundlæggende præmis, så vi kan få ensrettet læringsløbene fra vugge og hen i de læringsoptimerende uddannelsesinstitutioner.

Men det er altså det stik modsatte af opdragelse, og det er jo ikke så godt.

 

Links:
Om Opdragelsesdebatten: http://socialministeriet.dk/opdragelsesdebat/

Link til småbørnsalliancen: https://dea.nu/smaaboernsalliancen-initiativ-dea-egmont-fon…

Interview med Claus Holm: https://politiken.dk/…/%C2%BBVi-kommer-ikke-s%C3%A6rlig-lan…

Link til DPU’s konference: http://konferencer.au.dk/opdragelsesansvar/

Program for match-point seminar: http://matchpoints.au.dk/da/program/

 

6. d. 4. februar: Facebook-drys 45: december 2017

December 2017:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-45-december-2017.html

 

7. d. 5. februar: Mårtensson og Rasmussen i Skoleliv

Brian Degn Mårtensson og Jens Rasmussen diskuterer i dagens Skoleliv Rasmussens rolle i skolereformen.

Mårtensson skriver med henvisning til Keld Skovmands arbejde, at Rasmussen må ”stå ved sit ansvar” for skoleloven.

Rasmussen siger, han ikke har noget ansvar, fordi han ikke har været involveret i lovens tilblivelse. Han sad f.eks. ikke med i Ny Nordisk Skoles dialoggruppe, og det er jo helt korrekt. Til gengæld sad Andreas Rasch-Christensen i dialoggruppen, og Rasmussen havde en stærk magt over Rasch-Christensens tanker i de år, hvilket vil fremgå neden for.

Lad os rekapitulerer bare nogle af de ting, jeg kan huske sådan lige på stående fod:

  1. Rasmussen sad centralt placeret ifm. udarbejdelsen af grundlaget for hele den læreruddannelsesreform fra 2012, som hænger dybt sammen med skolereformen.
  2. Rasmussen sad med i den meget indflydelsesrige mastergruppe for fælles mål for folkeskolen sammen med bla. Andreas Rasch-Christensen. Gruppen udarbejdede en helt egen kompetencestruktur, der satte indhold og formål mat. De radikaliserede på en måde politikernes intentioner. Det er faktisk også Jelveds holdning, som jeg har forstået det.
  3. Rasmussens særlige version af læringsmålstyret undervisning ligger og flyder overalt i fagstrukturen og i læreruddannelsens bekendtgørelse. Det er en kæmpemæssig effekt på både skole og læreruddannelse.
  4. Rasmussen sad også i gruppen for fagbeskrivelsen for læreruddannelsen. Her ville man have læringsmål ind overalt og afskaffe KLM-faget. KLM-lærerne skrev to store kronikker om sagen, hvor de kritiserede Rasmussens indflydelse på sagerne.
  5. Rasmussen har været mr. Læringsmålstyret undervisning på ministeriets hjemmeside. Dels med interview og opskrift, dels med videoer osv.
  6. Rasmussen er formand for det vigtige Mærsk-udvalg, der har uddelt mange millioner kroner til folkeskolen, fortrinsvist til projekter i Rasmussens ånd. I udvalget sidder også Per B. Christensen, som også sad i læreruddannelsesudvalget. Nordmanden Tomas Nordahl, som også er ideologisk tæt på Rasmussen, sidder også i udvalget.
  7. Rasmussen har op til 2017 været en meget indflydelsesrig formand for det vigtige ph.d.-råd, som kører efter skolereformsprincipper.
  8. Rasmussen har bidraget til en række stort anlagte publikationer, der alle har støttet kraftigt op om skoleformens forskellige aspekter (f.eks. i ”Folkeskolen efter reformen”, hvor han skriver indledningskapitlet, men også mange andre)
  9. Rasmussen har sammen med Claus Holm og Lars Qvortrup skrevet et stort antal kronikker/indlæg, hvor mange forskellige sider af reformens elementer helt ukritisk forsvares og forklares.
  10. Rasmussens arbejde fremføres stærkt af DPU’s leder Claus Holm, som selv havde Rasmussen som ph.d.-vejleder, og som er tæt knyttet til Lars Qvortrup, som også er en slags mentor for Rasmussen. Der er en magtmæssige fortætning her, som i disse år er nærmest ubrydelig.
  11. Antorini mfl. har flere gange refereret til disse ekspertudvalg og den forskning, som Rasmussen har stået i spidsen for.
  12. Rasmussen sidder i det vigtige og stærkt ideologiske Forum for Koordination af Uddannelsesforskning, som er ministerielt nedsat. Forummet blev nedsat som en del af skolereformen. Andreas Rasch-Christensen er også medlem. Rasch-Christensen sad også i Rådet for børns læring, sammen med Hermann osv… Det hænger sammen på kryds og tværs.
  13. Rasmussen har klaget til universitetets ledelse og til redaktionen af Folkeskolen.dk i det mest utrolige sprogbrug, da hans arbejde blev kritiseret af en kollega.
  14. Rasmussen har stået for en række evalueringer af skole- og læreruddannelsesreformen. Den sidste evaluering blev afvist af ministeriet, fordi evalueringens faglige begreber var for smalt konciperet. Det var efter ministerskiftet, dvs. under Riisager.
  15. Rasmussen har sammen med Andreas Rasch-Christensen sendt en 25 siders lang og nærmest vild kritik af Skovmands bog til en lukket kreds af politikere, organisationsfolk og beslutningstagere.

Rasmussen er efter min mening mr. Skolereform; en reform han har givet teoretisk og praktisk form via sin særlige opfattelse af systemteori, pædagogik og pædagogisk kritik.

Det er ubegribeligt, at han ikke står på mål for alt det. Men jeg kan konstatere, at åndsfællen og samarbejdspartneren, Lars Qvortrup, på samme måde og nærmest også samtidigt også er begyndt at benægte enhver relation til skolereformen. Gad vide om det er aftalt?

https://skoleliv.dk/debat/art6325697/M%C3%A5lstyrede-forviklinger

 

8. d. 6. februar: Om Socialdemokratiets indvandringsudspil 

Om Socialdemokratiets indvandringsudspil (jeg nægter altså at bruge ordet ”udlændingepolitik”):

Jeg sidder og studerer Socialdemokratiets nye indvandringsudspil. Jeg er generelt positiv for at besværliggøre asylansøgningerne for spontanflygtningene, indføre et loft for ikke-vestlig indvandring, øge u-landsbistanden, fastholde grænsekontrollen, og tage den del af FN’s kvoteflygtninge, vi bør. Og forslaget om en Marshall-plan for Afrika er flot tænkt, selvom det nok er det mest urealistiske.

Det vil give mere kontrol over indvandringens omfang, som ikke bør blive større, end den er nu, hvor den presser den pædagogiske frihed i landet. Og EU’s og Merkels rolle i flygtningekrisen kan jeg faktisk slet ikke tage mig af. De enkelte lande bliver nødt til at gøre noget selv.

Så altså, godt initiativ efter min mening. Jeg har dog fundet nogle ting, der fra mit perspektiv er problemer med:

 

A.

Der er altså lige en passage i udspillet, som jeg ikke forstår. Måske kan nogen hjælpe mig?

Socialdemokraterne ønsker, at alle asylansøgere skal sendes til et sagsbehandlingscenter i Afrika. Ok, vildt nok; men hvad sker der så, når nogle af disse flygtninge rent faktisk får tildelt asyl? Ja, så kan der ske to ting, får vi at vide:

Enten flyttes asylmodtageren over i en af FNs flygtningelejre. Men så har de da ikke fået asyl? Det svarer jo til at nedlægge asyl-begrebet som sådan? Det går da ikke? Man kan da ikke få asyl i en flygtningelejr. Det er jo anti-asyl?

Eller også skal asylmodtageren integreres i det land, hvor sagsbehandlingscentret ligger. Men det er da heller ikke ”asyl”? Og forestiller man sig, at f.eks. Congo skal tage alle de asylansøgere, som har været omkring DK? Det vil de da ikke. Og bør heller ikke.

En central del af udspillet falder sammen heromkring, som jeg ser det. Men måske har jeg overset noget?

Citatet er her:

”Hvis man tilkendes asyl, har man naturligvis krav på beskyttelse. Derfor skal Danmark indgå en aftale med FN om, at de, der tilkendes asyl, overføres til FNs flygtningeorganisation UNHCR. FN skal så enten sikre, at man integreres lokalt i det land, hvor modtagecentret ligger.

Eller at man bliver overført til en af FN’s flygtningelejre. Det afgørende er, at man bringes i sikkerhed fra den konflikt, man er flygtet fra. Det forudsætter et stærkt FN. Det kan vi sikre ved, at Danmark mere end dækker de udgifter, der er forbundet med, at FN overtager ansvaret for de flygtninge, der har fået tilkendt asyl i modtagecentret.

Hvis man får afslag på sin ansøgning om asyl, har man ikke behov for beskyttelse eller udsigt til lovligt at få ophold i Europa. Man sendes derfor hjem til det land, man kommer fra.”

Man må tage de folk, som har krav på asyl til landet. Men hele den omstændelige proces vil nok gøre, at antallet af asylansøgere af sig selv vil aftage.

 

B.

En anden ting, jeg er virkelig kritisk overfor, er, at flygtningefamiliers børn skal tvinges i vuggestue. Vuggestuer er et frit pædagogisk sted, en åndsbastion, som svarer til universitetet, når det er bedst. Og man tvinger da heller ikke folk på universitetet. Det er et eksempel på det, jeg mener med presset på den pædagogiske frihed. Et andet eksempel er, at man ikke kan lave frie seminarier, fordi DF og andre er bange for, at der så kommer et muslimsk seminarium.

Men ok, man kan jo også opfatte vuggestuen som et sted, hvor KL-robotter – initieret af radikale KL-politikere – skal gå rundt og rydde op og skifte ble, mens pædagogerne forløser alle børnenes ”integrationspotentialer”, som en person fra de radikales ledelse udtrykte det i går, mens tårerne løb ned af kinderne som små dræbersnegle. Det er da ikke en måde at omtale et andet menneske på. Især ikke hvis vedkommende og hans familie flygter fra krig og ødelæggelse. De radikales ”humanisme” er en ”radikal anti-humanisme”. I modsætning til Enhedslisten og Alternativet, som bare ikke kan se problemet, hvilket jeg altså godt kan, selvom jeg også er humanist.

De radikale vil teknificere hele landet. Det er derfor, de ikke har problemer med integration. Alle er lige for de ”søde og læringsadaptive” robotter, for de amerikanske velfærdsøkonomer og for den totalt anti-nationale Jean-Claude Juncker fra Luxemburg.

Efter at have læst Socialdemokraternes udspil, skrev Morten Østergaard en lang smøre, hvor der intet stod, og han delte det overalt. Han optog også en video, hvor han fortalte, at nu ville han gøre noget for alvor. Hvad gjorde han? Han tog sin mappe og gik en tur. Han ville snakke med en eller anden. Han plejer ellers at snakke med produktivitetskommissionen og Juncker. Måske møder han en robot fra KL, som kan optimere hans integrationspotentiale?

 

C.

Jeg går heller ikke ind for, at der indføres et generelt forbud mod diverse beklædningsgenstande. Man må have lov til at gå en tur på strøget i sin nystrøgne burka. Det er den slags velfærdsdogmatisk tvang af ånden, som er forskrækkelig. Men burkapigen skal naturligvis lette på låget, hvis hun modtager undervisning eller skal have pas etc., og jeg forbeholder mig også ret til at synes, det er synd for hende, selvom jeg aldrig vil sige det til hende, når vi indleder en samtale om det ene eller det andet emne.

Link til udspil:

http://www.socialdemokratiet.dk/media/7011/en-udlaendingepolitik-der-samler-danmark.pdf

 

9. d. 6. februar: Folkeskolen mod reformen 

Bogen ”Folkeskolen efter reformen”, som er redigeret af Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Claus Holm, udkom i 2015.

Sten Larsen anmeldte bogen på Folkeskolen.dk i sin tid, og jeg er helt enig med ham, når han skriver følgende:

”Bogen er interessant, fordi den i ekstrem grad er et tidsdokument for hele selvforståelsen, rosen og argumentationen i og omkring skolereformen, herunder forenklede Fælles Mål. Bogen lever i sit eget skolereformunivers, i så stor udstrækning at den egentlig fremstår som en slags fiktion. Og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Bogen vil være guf for alle taleskrivere i Undervisningsministeriet, fordi den netop er så kritikløs og selvkritikløs. Her vil kunne copypastes i den helt store stil til eventuelle begejstringstaler.”

Her vil jeg blot henlede opmærksomheden på en artikel af Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, som hedder ”Målstyring: nye fælles mål”.

Artiklen er – nej, ikke en diskussion – men derimod en decideret forklaring på det nye målsystem, som de to forfattere selv har stået for at udvikle, koordinere og styre for ministeriet.

Artiklen er interessant, fordi den også spiller en rolle i Keld Skovmands hudfletning af sagen. Skovmands pointe er, at Rasmussen og Rasch-Christensen udnytter situationen til at gennemføre deres helt egen dagsorden, som ikke har rod i det materiale, som deres artikel ellers henviser til. Skovmand finder en række fordrejede referencer til både EU’s målsstruktur, til Ontario-forsøgene, til de taksonomiske niveauer og til en bestemt tekst af Morizano og Locke fra 2013.

Sten Larsen omtaler Rasmussen som ”reformens hovedarkitekt”. Det samme udtryk brugte man sjovt nok i Esbjerg kommune, da man skulle have besøg af Rasmussen i 2014. Det er hans ånd, der flyder ned gennem siderne, så det er en god betegnelse.

Sten Larsen undrer sig også over, at Rasmussen i bogen legitimerer skolereformen med henvisning til Humboldt. Det samme gjorde Peter Kemp – altså undrede sig – i bogen ”Løgnen om dannelse”. Jens Rasmussen havde nemlig få år forinden, i 2011, kritiseret Humboldt for at være totalt outdated i forhold til reformens principper. Men allerede fra 2013 hed det sig pludselig, at skolereformen var en ”ren Humboldt”. Kemp siger, at Rasmussen blot er ”strategisk” (s.23), og det er jo ikke just en ros.

Man kan også gå ind på UVM’s hjemmeside under ”Læring og læringsmiljøer”. Her angives en og kun en almendidaktisk form, nemlig Læringsmålstyret Undervisning, dvs, læringsoptimering uden reference til indhold og formål. Og det er Jens Rasmussen, der angives som den eneste ekspert. Interviewet har nu ligget der i årevis, og denne didaktiske model står overalt i fagbeskrivelserne.

Men Rasmussen har – sagde han den anden dag – aldrig haft noget at gøre med skolereformen, og han er altså også vild med Humboldt og dannelse, kan vi forstå. Så både Kemp og Skovmand tager helt fejl? Så ved man da lige det. Måske vil Kemp mene, at det er strategi x 2?

Links:

Sten Larsens anmeldelse: https://www.folkeskolen.dk/…/historisk-vaerk-om-skolereform…

Esbjerg Kommune: http://www.esbjergkommune.dk/forside.aspx…
https://uvm.dk/…/laering-og…/laeringsmaalstyret-undervisning

Omtale af Kemps diskussion af Rasmussens brug af Humboldt: http://www.thomasaastruproemer.dk/peter-kemps-opgoer-med-ha…

Læringsmålsstyret undervisning på UVM.dk: https://uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe

Her er et foredrag af Rasmussen om skolereformen fra 2013:http://pure.au.dk/…/ny-folkeskolereform-en-grundlaeggende-r…

 

10. d. 7. februar: Om Red Barnet

Dengang Helle Thorning-Schmidt blev direktør for det internationale Red Barnet, tænkte jeg mit. Hun stod trods alt i spidsen for en regering, som ville læringsoptimere alle landets børn i økonomiens tegn.

Men ok, tænkte jeg så, det der med Red Barnet handler nok mest om fattige i Afrika, og det kan hun vel finde ud af. Så jeg fortsatte mine månedlige indbetalinger i en god sags tjeneste.

Men sørme om ikke den tidligere statsminister alligevel sætter sit præg på sit hjemland. Nu er Red Barnet gået i ind i det såkaldte Småbørnsløfte, som kører fuldstændigt efter skolereformens læringsprincipper. Tænketanken DEA er blandt initiativtagerne. Og EVA er også med. Sikre tegn på dårligdomme.

Så nu har jeg altså stoppet indbetalingerne til Red Barnet helt. Der er jo ingen grund til ligefrem at genere landets børn med misforståede gode gerninger.

Børnehaver skal ikke forberede til skolen. Og da slet ikke forberede til læringsskolen.

Børnehaverne skal give barndommen en egen livsfylde. De skal forberede til videre leg, så læringsskolen ikke kan finde sted, og så den kan nedbrydes. Dvs. at børnehaverne skal gøre det svært at komme i læringsskole. På sin vis skal børnehaverne skal gøre børnene inkompetente.

Børnene skal opdrages til ikke at følge lærernes læringsmålsideologi. Børnehaverne skal give læringsskolen opdragelsesproblemer, så skolen kan blive til en skole, dvs. et levende kundskabssted fyldt med frie historier.

http://xn--smbrnslftet-y8a2we.dk/hvem-er-med/

 

11. d. 7. februar: Et lærerseminarium

Seminariet ligger ude på landet, gerne ved skoven, i et gammelt og smukt hus, hvor lærere og studerende bor og spiser sammen. Uddannelsen tager 5 år, og der optages to klasser, dvs. 50 elever, om året.

Hver morgen går man en tur i skoven og på engene. Man fodrer dyrene, og man synger sange, som skal være ældre end den ældste studerende. Bagefter er der fortælling fra den danske og europæiske historie og liv.

Ugens faste almene fag er følgende:
Pædagogik
Psykologi og jura
Idræt og kappestrid
Sang og musik
Kunst og tegning
Landbrug, håndværk og økologi
Fortælling og samtale
Industri og arbejde

Dertil kommer skolefagene, især dansk, engelsk, tysk, international litteratur og kunst, madkundskab, husgerning, geografi, fysik/kemi, matematik og astronomi, filosofi, religion/kristendomskundskab.

Brugen af lærebøger minimeres/fjernes. Hellere to sider fra et værk end 50 sider fra en introduktion.

Der er særlige rum til de tekniske kundskabsområder. I stave/skrive- og læserummet er der f.eks. farvestrålende tæpper, og man går uden sko. Her studerer man sprogets grammatik og stavning i rytmiske og gentagende forløb. Pigerne har sminket sig i dagens anledning, og drengene har strøget deres skjorter. Så sidder de der og staver og diskutere den ene og den anden metode, mens de forfiner deres håndskrift.

Dagen afsluttes med en fremvisning af dagens arbejde i en form for udstilling, et fair. Til sidst er der lejrbål, hvor man spiller guitar og holder hinanden i hånden, mens flammerne slikker fra jord til himmel.

Der er stort set ingen IT på skolen. Heller ikke lommeregnere. Intet der kan snyde. Til gengæld er der masser af værktøj, instrumenter og genstande fra nær og fjern i tid og rum.

Der gives karakterer for de store arbejder, men karaktererne noteres ingen steder.

Der er ansat en koordinator og to sekretærer til at stå for administrationen. Det må være nok.

Kosten er simpel og sund, og værelserne er uden luksus. Dog med kvalitets-hifi.

Der er lejrskole hvert år.

Man ser kun fjernsyn, når der er Nyheder, x-faktor og melodi-grandprix. Men der ligger aviser, bøger og tidsskrifter overalt.

Der er altid internationale gæster på skolen. Det generelle sprog er dansk, men man er naturligvis hjælpsom til det yderste og øver sine sprogkundskaber. Har man f.eks. en syrisk elev, så oprettes et kursus i syrisk kultur og sprog og tilsvarende med andre nationaliteter. Ordet “integration” er forbudt.

Hvert år er der 3 ugers praktik på en tilstødende øvelsesskole, hvor man undersøger og eksperimenterer med, hvad en pædagogisk praksis er efter den studerendes egne ideer. To af årene er der 10 ugers praktik i en almindelig folkeskole, som gerne skulle fremstå nærmest uforståelig.

Der er tre elevtidsskrifter af forskellig observans, som udkommer fire gange om året. Derudover er der et skoledagblad og et årsskrift. Der er også forårskoncert og årlige teaterstykker, hvor seminariet åbnes for alle.

Man er i faste klasser med faste lærere i de forskellige fag. Man bliver en elev af en bestemt lærer, selvom man ikke kan lide det, han siger. Man kan dog skifte klasse, hvis følelserne skulle blive for stærke. Et skifte ledsages af et ritual af en art, f.eks. hvor den gamle lærer fører eleven hen til den nye lærer.

Der er ingen særlig valgfrihed, undtagen ved stort anlagte projekter, som afvikles to gange om året. I projekterne rejser man rundt i hele landet og har fuld rådighed over moderne teknologi. Her går der hul på skolen, og man undersøger og fotograferer byens lag og forskydninger.

Øverst på formularen

 

12. d. 8. februar: Keld Skovmand svarer Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen

Jeg vil blot gøre opmærksom på, at Keld Skovmand i dag adresserer Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens fugleflugt. Det sker på Skovmands egen knastørre facon og med henvisning til forskellige aspekter af argumentationen i hans afhandling, som Rasmussen og Rasch-Christensen endnu ikke har vist tegn på at have læst.

https://skoleliv.dk/debat/art6329691/Nej-der-er-ikke-forskningsm%C3%A6ssigt-bel%C3%A6g-for-den-danske-version-af-l%C3%A6ringsm%C3%A5l?utm_campaign=skoleliv&utm_content=08-02-2018&utm_medium=newsletter&utm_source=skoleliv

 

14. d. 8. februar: Drama i Aarhus?

Jeg tror nok, vi har et lille drama her i letbanens by:

I 2016 investerede kommunen et millionbeløb i en ny læringsplatform hos KMD med synlig læring og det hele. Året efter skiftede man til konkurrenten MinUddannelse, hvilket nok også kostede det ene og det andet.

Der skulle dataficeres, og mange skoler kom desuden med i et kæmpe Mærsk-finansieret dataprojekt, der heller ikke så for kønt ud.

Men nu siger den splinternye SF-rådmand Thomas Medom, som selv er lærer, stop. Han siger, at man i Århus nu pludselig ikke mere arbejder målstyret, og at skolerne nu selv må bestemme, om de vil arbejde med læringsplatforme. Hvad der nærmere er sket, skal jeg ikke kunne sige, men det er da ”bår dajlit”, som vi siger herovre, selvom det da også er lidt en skandale, er det ikke? Men Medom skal naturligvis have en cyber-krammer.

Medum erklærede i første omgang, at han ville søge ministeriet om dispensation. Den fik han dog på stedet og på bedste Trump-maner af Merete Riisager på selveste twitter, så nu skulle den være god nok.

At det skulle være så let kommer vist bag på alle. Men ifølge Riisager er kommunerne tvunget til at købe en læringsportal, men man behøver ikke at bruge den til noget. Det er den slags logik, jeg tidligere har kaldt for ”undervisningsministeriets logiske sammenbrud”. Desværre kan jeg ikke finde tweetet igen. Måske er det slettet? Måske ligger det i en eller anden mærkelig tråd? Eller spiller min hukommelse mig et puds?

Det paradoksale er så, at Medoms ”chef” – eller hvad man nu skal kalde det – nemlig borgmester Jacob Bundsgaard, er blevet formand for KL, som jo er helt vildt dataficeret. Men lad os håbe, at Medums pludselige aktion kan påvirke Bundsgaards KL og dermed også STIL, brugerportalsinitiativet og så videre ud i cyberspace til at nedlægge sig selv.

Links:
Om Aarhus’ aftale med KMD: https://www.aarhus.dk/…/Aarhus-skoler-tager-et-digitalt-kva…

Om skiftet til MinUddannelse: https://www.folkeskolen.dk/…/aarhus-skifter-laeringsplatform

Thomas Medum om sin beslutning: https://www.folkeskolen.dk/…/aarhus-letter-speederfoden-fra…

Journalistisk omtale af Medums beslutning: https://www.folkeskolen.dk/…/aarhus-soeger-dispensation-fra…

Rapport fra situationen i Aarhus januar 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/datainformeret-laeringsma…

Omtale af MinUddannelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/minuddannelse-og-et-logis…

Folkeskolen.dk omtaler SF og Riisagers reaktion (tilføjet senere):
https://www.folkeskolen.dk/…/riisager-jeg-kraever-ikke-at-i…

 

14. d. 8. februar: Lidt seminarie-ideer

Hvor skal seminarierne ligge? Og hvordan skal lederuddannelsen se ud?

Når vi nu en dag er sluppet af med de forfærdelige UC’er, som intet godt gør for landet, så er det tid til at drøfte seminariernes egenart og placering.

I går fortalte jeg om lærerseminariet, og pt. sidder jeg og arbejder på en beskrivelse af hhv. børnehaveseminariet og socialpædagogisk seminarium, som jeg vil fortælle mere om senere. Børn under 2 år bør være hjemme hos mor og far, som får 2 års orlov, som de selv kan fordele. Staten betaler via dyrere biler.

Men hvor skal vi placere de nye seminarier:

Lærerseminariet:
Det skal ligge på landet i skovbrynet. Det er kundskabernes, traditionens, naturens og kønnenes sted. Her lærer man en form for fjern inkompetence.

Børnehavepædagogseminariet:
Det ligger i en forstad af højere middelklasse, hvor der er fyldt med klaverer og bøger. Det er poesiens, musikkens, indretningens, materiens og hjemmets sted, hvor friheden iagttages og anerkendes. Det er en slags kunstig natur. Hovedfaget handler om at producere legegaver. Her læser man romaner og poesi og tekster fra børnehavens tradition.

Socialpædagogisk seminarium:
Det ligger på industrigrunde, i arbejderklassekvarterer, i ghettoer og på forladte jernbanearealer. Det er skrammologiens og den sociale retfærdighedens område. Det er råbets og kampens sted. Her bruger man teknologi til politiske og sociale formål, og man læser social og kritisk sociologi og litteratur om psykologisk og social undergang (f.eks. Tom Kristensens ”Hærværk” og Yahya Hassan). Man samler brokkerne til nye produkter.

Der er også en lederuddannelse. Den varer et år og er fælles for alle tre uddannelser. Her lærer man tre ting:

  1. At afvise alle forsøg på læringsmaksimering og datastyring. Lederen er som en garder, der står fast og siger nej til alt. Der er afsat 10 minutter hver dag til at grine af KL og UC’er. Man producerer vitser, som lægges på hjemmesiden. På dette modul læses skrifter af tidligere modstandsfolk som Inger Merete Nordentoft, Kaj Munk og Martin A. Hansen, og man ser film om Churchill og lignende.
  2. At få pædagoger og lærere til at diskutere alle mulige kulturelle, videnskabelige og pædagogiske emner. Tidsskrifter og aviser flyder overalt, og dagen starter med diskussioner af offentlige anliggender. En dag uden uenighed, bør bekymre lederen. Her læses oplysningsskrifter af f.eks. Immanuel Kant.
  3. At gå rundt og skabe lidt god stemning det ene og det andet sted. Gi en isvaffel her og der.

Lederne lærer ikke mere end det.

 

15. d. 9. februar: Kurt Strand om Lockouten i 2013 

I dagens Mennesker og Medier indleder Kurt Strand med en lang og meget interessant reportage om lockouten af lærerne i 2013. Her kan man – som noget nyt – høre, hvordan finansministeriet lagde et voldsomt pres på både journalister og forskere for at få sagen fremstillet efter ministeriets interesser.

Der er også opsamling på mange af situationens andre aspekter, f.eks. af “Søren og Mette i benlås”, Thorning-Schmidts “fortalelse”, samt en række interviews med redaktører fra DR og Politiken, som er de to journalistiske hovedskurke i sagen.

Vi er i skolereformens maskinrum.

https://www.dr.dk/radio/p1/mennesker-og-medier/mennesker-og-medier-2018-02-09

 

16. d. 10. februar: BUPLs strålende aktion

BUPL har i mange år ført en stærk samarbejdslinje i forhold til den dominerende pædagogiske tænkning. Det har ikke været rart at følge med i. Men det er måske slut nu?

Men hvad er der sket? Jo, BUPL har slet og ret forladt den læringsideologiske og DEA-initierede Småbørnsalliance og dermed også det aktuelle initiativ Småbørnsløftet.

Tilsyneladende er det af ren og skær pædagogisk indignation.
BUPL vil naturligvis gerne have flere penge til børneområdet, men er simpelthen uenig i Småbørnsalliancens børnesyn. De danske pædagoger siger dermed fra over for læringsdiskursen i den særlige James Heckman/DEA afart, som har udviklet sig i toneangivende velfærdsøkonomiske og politiske kredse – fx hos socialministeren -, hvor småbørnspædagogik måles i forhold til fremtidig afkast.

Jeg er meget glad for BUPLs aktion. Det var af samme årsag, jeg stoppede mine indbetalinger til Red Barnet, som også er med i alliancen.

Men hvem er det egentlig, som BUPL mener er med til at fremme et børne- og udviklingssyn, som ikke lever op til de danske pædagogers frie faglige blik og pædagogiske standarder?

Her er et udvalg af de personer, som er med i Småbørnsalliancen, og hvis børnesyn BUPL dermed implicit kritiserer:

Agi Csonka, direktør i VIVE
Arne Eggert, direktør i KL
Benedicte Kiær, Borgmester og tidligere socialminister
Camilla Wang (rektor, UC-Absalon)
Claus Hjortdal (formand for skolelederforeningen)
Jonas Lindholm (generalsekretær i Red Barnet)
Hanna Line Jakobsen (præsident i Røde Kors)
Gurli Martinussen (direktør i Tryg-fonden)
Louise Gade (UC-VIA)
Fie Lademann (Rådet for Børns Læring)
Mikkel Haarder (direktør i Evalueringsinstituttet)
Morten Skov Hansen (kanaldirektør for DR-Ramasjang/ultra)
Stina Vrang Elias (direktør i DEA)

Jamen, det er jo den antipædagogiske understrøm, dvs. EVA/VIVE/KL/UC/DEA mm.? Alle dem, der skriver ”forsknings”-rapporter med udgangspunkt i 00’ernes og skolereformens slugter. Og så har man endda fået nogle naive velgørende institutioner med på ideologien. Og bemærk DR-chefen. DR-Ramasjang ledes af læringsideologi. Det er den moderne version af de “røde lejesvende”.

Niels Christian Barkholt fra Socialrågiverforeningen er også med. Men med BUPLs initiativ går jeg ud fra, at Barkholt forlader gruppen inden for en uge. Nu må vi se. De andre må naturligvis også meget gerne få sig et ordentligt børnesyn, så små børn kan være små børn og ikke små afkastmaskiner.

Og så er det da skønt, at BUPL er holdt op med at indgå “strategiske alliancer”, som er imod danske pædagogers interesser, og som fratager dem deres frie sprog. Lige i dag er der lighedstegn mellem BUPL og PÆDAGOG.

Links:

BUPLs nye liv: https://bupl.dk/…/derfor-holder-bupl-sig-ude-af-smaaboerns…/

Medlemmer af Småbørnsalliancen: https://dea.nu/smaaboernsalliancen-initiativ-dea-egmont-fon…

 

17. d. 10. februar: Imod læringslighed

I opdragelsens navn ønsker den ene og den anden at optimere noget, de kalder for “læringslighed”, og dermed bryde noget de kalder for “den sociale arv”.

Men det er desværre en logisk umulighed. Ja, denne forståelse af ”opdragelse” vil faktisk undergrave opdragelsens hele begreb og praksis og dermed samfundets frie og naturlige udvikling.

Det skyldes følgende: Opdragelse kan defineres som den ene generations frie påvirkning af den næste. dvs. en form for indvielse til noget, som opfattes værdifuldt. Dermed kommer vi ud i en modsætning på to måder:

  1. ”Frihed” er det modsatte af ”læring”, som pt defineres teknisk/kausalt.
  2.  ”Påvirkning” er det modsatte af ”lighed”, som pt. defineres som samme præstationer i nationale tests eller lignende.

Vil man have læringslighed, så fjerner man altså både påvirkning og frihed, og derfor fjerner man også opdragelsen. Man får statsbaseret læringsoptimering fra fosteret og frem.

Det er konsekvensen af James Heckmanns filosofi, som gentages overalt, f.eks. hos KL og i forskrækkelige ”Børnealliancen”, som landets pædagoger heldigvis har meldt sig ud af.

Opdragelse er trykket fra slægtens, stedets og landets fortællinger, som et barn skal komme til syne i. Og i krydset mellem tryk og tilsynekomst har vi den løbende pleje af eksistensen, dvs. kærlighed.

Den familie og slægt, som ingen fortællinger har, kan ikke opdrage. Til gengæld kan den producere læringslighed til den store guldmedalje.

Derfor bør vi på det nænsomste kultivere den sociale arv, så den kan udtrykke sig til det fælles bedste. Hvad det giver af statistiske udslag i diverse statsansatte tests er TOTALT ligegyldigt.

At bryde den sociale arv på den måde, det pt. konciperes, er at bryde opdragelsens hele praksis. Og at forårsage dette brud sammen med et ideal om læringslighed er at bryde opdragelsens praksis en gang til.

 

18. d. 10. februar: Socialdemokratiet truer Folkekirkens Nødhjælp med retssag 

Finansministeriet lagde i 2013 pres på frie forskere i forbindelse med “normaliseringen” af landets pædagogik. Dengang var ministeriet under socialdemokratisk ledelse (Corydon). Det fortalte Kurt Strand om i gårsdagens Medier og Mennesker.

Og i dag har Socialdemokratiet truet Folkekirkens Nødhjælp med intet mindre end en retssag, fordi sidstnævnte organisation havde citeret fra en socialdemokratisk kampagnevideo, hvor Mette Frederiksen sådan rigtigt kommunikationsagtigt fortæller om partiets nye indvandrepolitik.

Heldigvis valgte Folkekirkens Nødhjælp at fortælle om det socialdemokratiske pres på organisationens facebook-profil, og så trak Socialdemokraternes Peter Hummelgaard i land. Men først da! Og med en slatten og henkastet begrundelse uden virkelig anger.

Hvis Folkekirkens Nødhjælp ikke havde fortalt om sagen, så kunne Peter Hummelgaard og hans latterlige parti jo have sat sig på diskussionen af deres indvandre-udspil uden modstand.

Og nu har Peter Hummelgaard inviteret på “kaffe”. Helt ærligt. Tror han, at han er sådan en slags chef? Den slags sager bør da få politiske konsekvenser i partiet.

Det er tydeligvis ikke hverken første eller anden gang, at Konkurrencepartiet praktiserer den slags overgreb på landets borgere. Denne gang blev det så bare lige afsløret.

Desværre har Nødhjælpen sagt ja til kaffen.

Folkekirkens Nødhjælps video cirkulerer nu på twitter, så nu er Konkurrencestatspartiet helt til grin.

 

19. d. 12. februar: Homo economicus i WA

A.

D. 2. februar skrev Mikael Busch indlægget ”Homo economicus” i Weekendavisen. Busch kritiserede menneske- og uddannelsessynet hos landets økonomer, især hos Produktivitetskommissionen og endnu mere især hos Rockwoolfonden, som netop har udgivet en rapport om forholdet mellem uddannelse og økonomisk afkast.

I dagene efter var der, i lidt forskellige klæder, støtteerklæringer til Busch fra RUC’s rektor Hanne Leth Andersen og fra historikeren Henrik Jensen.

Og i WA fra d. 9 februar – altså i fredags – var der flere reaktioner:

 

B.

Klaus Wivel havde på lederplads en uforbeholden støtte til Busch. Lederen starter sådan her:

”Det er ikke produktivt at være humanist, fik Rockwool Fonden i sidste uge fastslået. Faktisk ville det være langt mere givende, hvis unge søgte at uddanne sig som ingeniører i stedet for at søge ind på brødløse fag som litteratur, filosofi eller oldgræsk. Fonden regnede det ud for os i rapporten ”Afkast af uddannelse”: hvis 10.000 blev ingeniører frem for humanister, ville velfærdsstaten kunne indkassere adskillige milliarder mere.

Overflødige er de således på det nærmeste – eller i hvert tilfælde asociale. Der er i sammenligning med eksempelvis businessfag for ringe ”værdiskabelse”, som det i Fondens rapport blev noteret. Det skulle forstås som ”den producerede mængde og markedsværdien af produkt/tjenesten” – skrevet på et sprog, der muligvis er dansk, men hvis ophavsmand i hvert tilfælde ikke kan anklages for at have tilbragt særlig lang tid på fag, hvor man går op i at skrive forståeligt”.

Derpå gennemgår Wivel forskellige aspekter af den danske
kulturhistorie, og han konkluderer:

”Nødvendige er humanister således. Også selv om de sjældent honoreres med lønninger, der skæpper det store i statskassen”.

Altså en klar og uforbeholden støtte til Busch, Andersen og Jensen.

 

C.

Christine Antorini kom også på krigsstien i samme avis. Hun taler først summarisk og nedladende om Buschs indlæg via tre retoriske markører, som læseren selv kan finde nederst i mit opslag, hvor jeg har citereret hele læserbrevet.

Antorini tilslutter sig på den måde til fulde det menneskesyn, som ligger i Rockwool-rapporten.

Derpå kaster hun sig over, hvad hun mener er en faktuel fejl, som handler om, hvorvidt Corydon var tilstede, dengang skolereformen blev præsenteret.

Til sidst klør Antorini på med nogle af skolereformens teknikaliteter. Men Busch taler om jo om reformens grundsyn. Den slags diskussioner er Antorini ude af stand til at adressere, og det bekræfter jo på sin vis hele Buschs pointe.

Det er yderst sigende, at Antorini på den måde forbinder Rockwools kultursyn med skolereformen. Det er også sigende, at hun undgår hele diskussionens substans til fordel for et detailspørgsmål og nogle almindeligheder. Det er skolereformens ånd, der svæver lige der.

 

D.

Endelig er der et indlæg af en Mogens Fosgerau, som er professor i økonomi på KU. Fosgerau mener, at Buschs lange og grundige indlæg er helt uden argumenter, og at avisen burde finde en anden skribent i stedet for.

Wivel leder, som jo helt understøtter Buschs argumentation, er heldigvis et direkte og negativt svar på det forslag.

Men det er mærkeligt, at Fosgerau ikke finde noget som helst tankevækkende i Buschs indlæg? Det tegner ikke godt for den økonomiske videnskabs almene horisont efter min mening.

 

Referencer og links:

a) Mikael Busch: “Homo economicus”, WA, d. 2. februar.

b) Klaus Wivel: ”Humanister”, WA, d. 9. februar.

c) Christine Antorini: ”Homo economicus 1”, WA, d. 9. februar.

d) Mogens Fosgerau: “Homo economicus 2”, WA, d. 9. februar.

e) Link til Rockwool Fondens rapport: https://www.rockwoolfonden.dk/…/mere-uddannelse-giver-hoej…/

f) Hanne Leth Andersen: ”Nej, revisorer og økonomer kan ikke redde verden helt alene”, Politiken.dk, d. 6. februar: https://politiken.dk/…/Nej-revisorer-og-%C3%B8konomer-kan-i…

g) Henrik Jensen: ”Det åndssvage samfund: specialister uden ånd, sensualister uden hjerte”, JP, d. 6. februar: https://jyllands-posten.dk/…/det-aandssvage-samfund-special…

h) Her er Antorinis læserbrev, som er et slags forskningsobjekt for mig, i fuld længde:

”Homo economicus 1
Mikael Busch har et flammende indlæg mod det, han kalder Homo economicus i debatten om de videregående uddannelser. Det skyldes, at Rockwoolfonden har tilladt sig at have et kapitel om makroøkonomiske konsekvenser af uddannelsesvalg med i en ny rapport.

Som trumf på Mikael Buschs aversion mod at tænke uddannelsesøkonomi med som en legitim faktor i forhold til kompetencebehovet i samfundet, tager han folkeskolereformen som et eksempel.
Som han skriver: »Det var næppe tilfældigt, at den store folkeskolereform i 2013 blev præsenteret af den daværende finansminister Bjarne Corydon og ikke undervisningsministeren, Christine Antorini.«

Men det var nu mig, der præsenterede folkeskolereformen på regeringens vegne ved et pressemøde i Undervisningsministeriet d. 4. december 2012. Og selvom Bjarne Corydon havde været med, skulle den vel bedømmes på sit indhold. At seks ud af otte af Folketingets daværende partier, nemlig S, SF, R, V, K og DF, stod bag reformen borger forhåbentlig en lille smule for et bredere indhold end homo economicus.

Det er i øvrigt en reform, der bygger på visionen om at udvikle en folkeskole, hvor alle børn bliver så dygtige som muligt uanset social baggrund. Og med trivslen i top. Med bedre plads til både håndens og åndens kundskaber og færdigheder. Tværfaglige virkelighedsnære projekter sammen med det omgivende samfund i Åben Skole. De humanistiske fag engelsk allerede fra 1. klasse og tysk eller fransk fra 5. klasse med vægt på både fremmedsprog og kulturforståelse.
Bevægelse igennem skoledagen, fordi det er sundt, motiverer eleverne, styrker fællesskab og trivsel – og gør dem dygtigere også til de teoretiske fag.

Jeg kunne nævne flere eksempler på en folkeskole, der er alt andet end homo economicus men homo livsduelighed.

Men nogle gange løber fordommene åbenbart af også med Weekendavisens skribenter.”

 

20. d. 13. februar: Et fritidshjem

I gamle dage fandtes der en fritidspædagogisk uddannelse, som fortrinsvis var rettet mod de såkaldte fritidshjem.

Uddannelsen var ligeså lang som børnehave- og socialpædagoguddannelsen. Alle tre uddannelser blev slået sammen i 1993.

Fritidshjemmene eksisterer stadigvæk rundt omkring, men der er ikke mange tilbage. Der er f.eks. ikke nogen i Aarhus, så vidt jeg ved? Vores eget lokale fritidshjem lukkede sammen med de andre i 2008. Der var store demonstrationer nede ved rådhuset.

Fritidshjemmene var steder, hvor børn fra 0.-7. klasse kunne lave, hvad de og pædagogerne havde lyst til mellem kl.12-17, dvs. efter skoletiden. Der var også børn før skoletid, mellem kl. 6.30-8.

Man spillede bold og brætspil, man havde værksteder, man hyggede, man arrangerede det ene og det andet, og man interagerede med lokalsamfundets mere eller mindre skæve eksistenser. Skolen var derimod en fjern og ligegyldig verden, som man sjældent talte om.

De første fritidshjem var især for byens arbejderklasse-børn. De skulle holdes beskæftiget med frie sysler, men siden hen fængede ideen hos middelklassen, og fra omkring 1970 til 2005 var fritidshjemmene nok den mest almindelige fritidsinstitution i landet.

Jeg vil tro, at der var en eller anden forbindelse mellem byggelegepladsen og fritidshjemmene. Det var et skrammologisk sted og hjem, dvs. et sted hvor man sætter ting og sager sammen, som man finder. Et Hjem for den nye Frie Tid. Men jeg har ikke helt tjek på den præcise historie, må jeg indrømme. Det må jeg lige finde ud af.

I 1993 opløste man som sagt fritidspædagoguddannelsen, og fritidshjemmene mistede en livsnerve. I stedet udviklede man en afdanket form for fritidspædagogik på de såkaldte skolefritidsordninger (SFO), hvis blotte navn jo er en ren og skær fornærmelse.

”Fritid” blev til ”skolefritid”, og ”hjem” blev til ”ordning”. Og nu var man ikke mere ”fritidspædagog” i en selvstændig pædagogisk institution, men ”skolepædagog” i en skolerelateret og funktionsopdelt skoleafdeling. Men SFO’erne videreførte dog lidt af ånden, eftersom de gamle fritidshjemspædagoger jo fulgte med over. Men ånden var person- og ikke institutionsbåren, hvilket er en kæmpeforskel.

Efter reformerne af folkeskolen og pædagoguddannelsen i 2013 er fritidspædagogerne havnet som en moduliseret skolespecialisering på den fragmenterede pædagoguddannelse, og dermed er selv SFO’erne, der selv var en decimering, nu decimeret.

Vi har fået en heldags-læringsskole, og så er der jo ikke så meget fritid. Derfor er de fleste ”skolepædagoger” nu blevet læringsmedhjælpere. De laver understøttende læringsoptimering i skoleklasserne under lærerens didaktiske ledelse. Antorini kalder det ”samarbejde” mellem lærere og pædagoger. Det er en ren og skær fritidspædagogisk forfaldshistorie efter min mening, og jeg savner i dette tilfælde decideret de gode gamle dage; på samme måde, som man kan savne en afdød ægtefælle.

Så vi skal altså have fritidshjemmene tilbage. Hvordan ser de ud? Her er lidt sammensurium af nyt og gammelt:

 

A.

I gamle dage var fritidshjemmene et sted, hvor børn tilbragte den nye fritid. Men i dag er børns fritid truet. Der er nærmest intet frit liv på gader og i gårdene, og læringsskolen breder sig langt ind i hjemmene. Hvis man skal lave et moderne fritidshjem, må det derfor have karakter af en slags tvangsinstitution, der skal åbne tidens fylde og frihed.

Forhåbentlig en lykkelig tvang.

 

B.

Fritidshjemmene skal være selvstændige institutioner, som er helt uafhængige af skolen. Der samarbejdes kun med skolen, hvis der er børn med særlige behov. Børnene må gerne lave lektier, men max 1 time, og der går en lidt fjollet pædagog rundt og smådriller. Han holder øje med, at børnene ikke tager det alt for alvorligt. Hvis lektierne har noget at gøre med ”læringsmål”, så er det ud af vagten. Den slags skal vi ikke have noget af. Tag en anti-læringscigar på fritidshjemmet, mens alle børn og pædagoger hånerlæringsmålsstyringen sådan rigtigt solidarisk.

Fritidshjem og skole skal være adskilt af mindst én asfalteret vej.

 

C.

Børn må ikke kunne komme i kontakt med sociale medier. De må ikke forlade deres sted. Der er derfor ingen mobiltelefoner eller trådløse netværk.

 

D.

Pædagogerne kan noget håndværk eller noget kunst, gerne sådan lidt af hvert, og de er lidt skæve og løjerlige personligheder. De kan lide at spille, tumle og bygge. De kan også finde på at arrangere en skakturnering med dem fra plejehjemmet. Sådan lidt ud i det blå. Endelig skal de kunne trøste og opmuntre en 10 årig, hvis tingene bliver lidt uoverskuelige og alvorlige. Pædagogerne må også gerne selv lade sig opmuntre af en 10 årige. Barn og voksen er sådan en slags venner. ”Forskning” er der ikke noget af, slet ikke hvis den er “praksisnær”.

Fritidspædagogen er livsklog, men højt uddannet. Han har gået 5 år på fritidspædagogisk seminarium sammen med gode håndværkere, sportsfolk og med lege- og bevægelsesglade kunstnere. De skal også have psykologi og etik. De skriver næsten ikke. De skal først og fremmest lære fritidshjemspædagogens fornemste dyd: At få alt til at ske ud af intet.

 

E.

Der er små håndværks- og musikværksteder, som børnene melder sig til, men de behøver ikke at deltage, hvis de ikke har lyst. Et par gange om året er der koncert, udstilling etc. for lokalområdet og for mor og far.

 

F.

Forældre kommer og går sådan lidt tilfældigt. Der er altid kaffe, og pædagogerne har god tid til en snak om stort og småt. Det er modsat skolen, hvor forældre i almindelighed ikke er særlig velkommende.

 

G.

Der er daglige samlinger i faste grupper på 20-25 børn. Grupperne hedder ”stuer” for at understrege det med ”hjemmet”. Det var denne hjemlighed, som mange SFO’er mistede via deres funktionsopdeling. Der er lidt Frøbel og lidt friskolestemning på disse stuer. Ja, lidt vikingeånd. Og hvem ved? Måske har de allesammen klædt sig ud en dag?

Stuerne har fire faste voksne: To uddannede pædagoger, en pædagogmedhjælper og en flexjobber, som er sød men også lidt ustabil.

Der synges, snakkes og spises af et godt hjerte, og der er fuld knald på fødselsdagssange og kagebageriet. Alle emner diskuteres, og ingen tvinges til aktiviteter, de ikke har lyst til.

 

H.

Der er årlige kolonier. Fritidspædagogerne ved hvad jeg snakker om. Det er noget ganske særligt. Pædagogerne må gerne ryge på kolonierne, og de kommer lidt sent i seng om aftenen. Det er altid godt vejr. Det kan tage en hel dag at lave en flitsbue, fange en muldvarp eller finde brænde til lejrbålet. Man laver også cirkus og natløb og den slags. De ældste børn, som jo er 14, kan hjælpe til med at arrangere natløbet. Så kan nogen af dem også blive lidt kærester.

 

I.

Der er ugentlige ture til byens steder og arbejdspladser. Her snakker man med arbejderne om alt muligt. Hvis det er en byggeplads, man besøger, så kan man jo bygge en lille mur? Bare som eksempel.

Faktisk er byggepladser og industriområder de meste besøgte steder. Måske også brandstationer.

Man må endelig ikke planlægge for meget. Der skal nok ske et eller andet. Der sker altid noget for en god fritidspædagog. Sådan af sig selv nærmest.

 

J.

Der er et computerrum, som barnet kan bruge i alt 2 timer om ugen. Der er tilmelding med liste og det hele. Her spiller man med hele verden. Når børnene kommer ud af rummet, står der altid en voksen, som spørger, hvad de har oplevet online. Og bagefter er det direkte ind til samlingen, hvor der jo synges, spises kage og alt det andet, jeg lige har nævnt.

 

K.

Personalet går i byen sammen hver fredag aften på kommunens regning. Det holder dem unge. Alle voksne er ansat i 30 timers stillinger. Det stimulerer til at lave nogle andre ting, og der er jo ingen børn mellem 9 og 12.

 

21. d. 14. februar: Niels Christian Sauer om læringsmålsstyringens logiske sammenbrud

Niels Christian Sauer fortæller i nedenstående blogindlæg om det, jeg har kaldt for læringsmålstyringens ”logiske sammenbrud”, dvs. hvordan der hele tiden gives modstridende meldinger på alle niveauer om tvangsmæssig/frivillig anvendelse af datalæring.

Ikke mindst citerer Sauer udførligt fra den såkaldte ”aftale om brugerportalsinitiativet” fra oktober 2014 (jeg tror det er derfra, er ikke helt sikker).

Aftalen handler om indførelse af læringsportaler mm, og her er der virkelig tryk på lærings- og datastyringen. Her er der ingen undtagelser eller modstridende meldinger, og der er heller ikke noget logisk sammenbrud. Der er kun totalstyring af landets læreprocesser.

Læs selv citaterne i Sauers fine indlæg. Der er slet ikke ministerielt styr på hverken pædagogik og heller ikke på datastrømmene, så vidt jeg kan vurdere det.

Følgende centrale aktører har underskrevet aftalen, så der er virkelig administrativt tryk på sagen:

KL
Finansministeriet
Undervisningsministeriet (formodentlig Styrelsen for IT og Læring)
Socialministeriet
Økonomi- og indenrigsministeriet

Der er også nedsat en ”styregruppe”, der skal ”sikre styring og fremdrift” osv..

Men undervisningsminister Merete Riisager skrev på twitter, at Aarhus Kommune ikke behøver at bruge læringsportalerne? Det må kommunerne/skolerne eller lærerne selv bestemme? Eller hvordan det nu er?

Siden tweetet har vi da heller ikke rigtig hørt noget fra Riisager. Hun har nok haft den ene og den anden KL’er og finansministerielle embedsmand i røret.

Jacob Mark fra SF er enig med Riisager, hvis hun da stadig er enig med sig selv. Og hvad siger rådmanden i Aarhus, Thomas Medom, til det hele? Og hans chef, Jacob Bundsgaard er endda formand for KL, som er med i Brugerportalsaftalen og alt det andet.

Et sted inde i denne dybe stat er der et stort tomt intet, som vil bestemme alt. Det er svært at slås med denne tekniske nihilisme.

Referencer og links:

NC Sauers indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/goer-laeringsplatformene-frivi…

Aftale om brugerportalsinitiativet (se link yderst til højre med original pdf-tekst). Der er også mange andre interessante uinteressante tekster: http://www.kl.dk/…/Brugerportalsinitia…/Digitale-laremidler/

Notat om brugerportalsinitiativet: http://www.kl.dk/…/Offentligt_notat_om_Brugerportalsinitiat…

Riisager og Mark om læringsportaler i Aarhus Kommune: https://www.folkeskolen.dk/…/riisager-jeg-kraever-ikke-at-i…

KL’s version af sammenhængen mellem lov, økonomiaftale og læringsdata-styring: http://www.kl.dk/…/Aftale-om-brugerportalsinitiativ-til-di…/

 

22. d. 16. februar: Artikel om Moderniseringsstyrelsen i Information

I dagens Information har Mette-Line Thorup en glimrende og grundig reportage om historien bag Moderniseringsstyrelsen og dermed også om finansministeriets magt og ideologi i samfundet.

Her kan man læse, at moderniseringsstyrelsen blev etableret af en nyudnævnt Bjarne Corydon i 2011 i hørmene fra finanskrisestemning og politisk-økonomisk 1990’erparadigme.

Den tredje ”hørm” var økonomificeringen af kundskabsbegrebet, men det kommer Thorup desværre ikke ind på. Derfor ser hun heller ikke forbindelsen til skole- lærer- og gymnasiereformen.

Thorup får fint dokumenteret den politisk-økonomiske tænkning, som ligger bag det hele, og som får enorme konsekvenser for overgrebet på landets undervisere i 2013 – den skrækkelige ”normalisering” – samt for hele forståelsen af arbejdsbegrebet, som er gået helt i stykker under bureaukratiets og styringsideologiens pres.

Desuden, hvilket jo hænger sammen med Corydons ”normalisering”, betyder Moderniseringsstyrelsens åndelige magt en fuldstændig teknificering og dermed nivellering af landets pædagogiske liv. Alt bliver til ”velfærd” og ”kvalitet” og “styring” uanset den pædagogiske og sociale materie.

Thorning-Schmidts centrale rådgiver, Noa Redington, giver sådan set Thorup ret i det hele, men synes bare at det er helt fint. Redington var også helt vild med Corydons ”normaliserings”-politik. Det er centrum-venstre ideologi, så det batter. En besynderlig socialistisk blindgyde.

Denne samtidighed af magtfuldhed og åndelige nivellering ledsages af en fuldstændig mangel på ansvarlighed for de materier, man har fået magten over. Alt er bare ”velfærd” for Vor Herre. Der er ingen forskel mellem en børnehave og et skattekontor.

At ansvarsløsheden er total bekræftes af et ledsagende interview med den styrelsens nuværende direktør Poul Taankvist, hvis sprog både er altomfattende, teknificieret og fuldstændig uden sans for samfundets forskelle. Det hele – altså som i ”det hele” – handler om ”at få mest mulig velfærd for pengene til gavn for borgerne”, siger Taankvist. Og det går jo slet ikke som grundsyn, når man har fået magten over så meget forskelligt.

Mette-Line Thorup får desværre ikke eksplicit knyttet tråden mellem Corydon og Ove Kaj Pedersens ideologi, samt denne forbindelses betydning for dansk pædagogisk forskning, for centrum-venstre pressen og for udviklingen inden for KL mm.

Hun bliver lidt i det arbejdsmarkeds- og velfærdspolitiske. Måske er det derfor, at Thorup i flere sammenhænge i sine skolepolitiske ledere selv har lydt som en ansat i Moderniseringsstyrelsen? Hun var også med til at lancere Stefan Hermanns, som jo er Corydons gamle ven, angreb på Svend Brinkmann for at være populist. Dermed bliver Thorup og hendes avis på en måde en del af det problem, hun ellers så fint beskriver.

https://www.information.dk/indland/2018/02/flere-penge-hente-velfaerd-paa-skat-reformer-resultatkontrakter-kastede-moderniseringsstyrelsen-offentlige-ansattes-loen-fridage

 

23. d. 18. februar: Facebook-drys 46: januar 2018 

Diskussioner i januar, f.eks. datalæring og Keld Skovmands vigtige ph.d.-forsvar:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-46-januar-2018.html

 

24. d. 26. februar: DPO

Jeg vil gerne gøre opmærksom på to events på DPU:

 

A.

For det første er der en konference på DPU d. 19. april. Konferencens titel er ”professionsoprør”. Desværre er den ikke det mindste ”oprørsk”.

Programmet indledes af Ove Kaj Pedersen, der gør ”status” på ”illusionen om det faglige selvstyre”, og Pedersens beundrer, institutleder og læringsideolog Claus Holm, supplerer.

Dernæst kommer tre fagforeningsformænd, men der er ingen fra den praktisk-pædagogiske verden eller fra den teoretisk-pædagogiske verden for den sags skyld. Alle dem, der har sørget for ”oprøret”, er totalt fraværende.

Dernæst kommer der nogle scient.pol’er/CBS-forskere. Heriblandt har Claus Holm endnu et indlæg.

Til sidst er der også indlæg fra Stefan Hermann.

Idehistorikeren Jens Erik Kristensen, som kommer ud af samme faglige substans som Holm og Hermann, deltager også, men uden modvægt ryger han hen i nærheden af Ove Kaj/Stefan Hermann/Claus Holm, hvilket har sine egne teoretiske årsager.

Claus Holm styrer alle debatterne.

Formodentlig kommer der en udførlig dækning på DPU’s hjemmeside. Det plejer der, når det kommer til denne form for vinkling.

http://konferencer.au.dk/professionsoproer/program/

 

B.

Dernæst vil jeg nævne, at der er udbudt en master i ”Ledelse af uddannelsesinstitutioner”.

Her er der også bidrag fra Ove Kaj Pedersen. Desuden bidrager Lars Qvortrup og Christine Antorini.

Dertil kommer en del af det poststrukturalistiske miljø, som arbejder tæt ved DPU’s ideologi, herunder skoleleder Helle Bjerg, som støttede Dorthe Staunæs’ vilde klage mod undertegnede i 2015, og – igen igen – Jens Erik Kristensen, som ville nedlægge pædagogisk filosofi og afskedige tre filosoffer, og som mener vi er gået fra medborger til medarbejderborger, og som vist nærmest er blevet DPU’s officielle dannelsesteoretiker?

Der er også et par stykker til.

Lektor Hanne Knudsen kunne være en undtagelse, men næppe i denne sammenhæng.

I løbet af modulet kommer man ind på emner som ”læringsfællesskaber, styring, potentialisering, data og konkurrencestat”.

Jeg tror ikke, de skal læse om Christen Kold, Natalie Zahle eller Jørgen Carlsen? De var ellers også skoleledere.

http://edu.au.dk/…/MLU_foreloebig_undervisningsplan_modul_1…

 

25. d. 27. februar: Interview med Hannah Arendt 

Journalisten og diplomaten Günter Gaus interviewer i denne youtube-video Hannah Arendt.

Interviewet må være fra omkring 1964, eftersom Arendts Eichmann-analyse omtales som en ny udgivelse. Det er en meget tankevækkende og bevægende samtale. Ikke mindst den måde, hvorpå Gaus får Arendt til at forbinde hendes private liv med Holocaust og med hendes filosofi i mange forskellige tråde.

Bemærk f.eks. den måde, hvorpå Arendt fortæller om opdragelse som en form for beskyttelse mod verden. F.eks. fik hun ikke at vide, at hun var jøde, og man snakkede ikke om karakterer i hjemmet. Hun lærte at elske sit modersmål, tysk, men aldrig Tyskland. Da hun blev voksen, havde hun smidt det jødiske, det tyske og det kvindelige som deciderede identitetsmarkører. På en anden måde fik alle tre substanser dog stor indirekte betydning for hendes arbejde. Det er en fin dialektik.

Opdragelsen er modersmålets, forudsætningernes og poesiens mørke; et mørke der senere føder en fri handlen. Det er også derfor, at Arendt i sin opdragelsesfilosofi taler om, at barnet skal beskyttes fra verden, og at verden skal beskyttes fra barnet. Denne ide spiller direkte ind i Arendts samtidige essay ”The Crisis in Education”, hvor hun kritiserer en alt for politisk og social opfattelse af barndommen, herunder dele af reformpædagogikken. Denne manglende sociale bestemmelse gør også, at hendes ideer på det punkt ikke kan stå alene, især ikke i en dansk kontekst, som er præget af folke-dannelse; eller var det indtil opgøret med Grundtvig fra omkring 1995.

Der bliver også røget nogle smøger undervejs. Man skulle næsten tro, man var på Hans Jørgen Schanz’s kontor på Aarhus Universitet. Men ok, Schanz blev jo også Arendt-mand med tiden. Ja, og faktisk også Grundtvigsk.

Dejligt med noget røg i køkkenet og ballade i forsamlingshuset.

https://www.youtube.com/watch?v=dsoImQfVsO4

 

26. d. 27. februar: Gode ideer i dagens anledning 

Jeg har simpelthen fået så mange gode ideer i dag:

Jeg kan forstå, at det skal være almindeligt at udmåle straf ift. bopæl og geografi.

Jeg foreslår derfor følgende:

  1. I Nordsjælland er der tredobbelt strafudmåling for skattesvig.
  2. Ved Vesterhavet er der dobbelt straf for at overtræde fiskekvoterne.
  3. På Lolland er der bøde for at spise for mange roer.
  4. Københavnere får dobbeltstraf for at tisse i Storkespringvandet.
  5. Folk, der opholder sig på Christiansborg, får 10 års fængsel for at bryde retsstatens principper.

Jeg kan også forstå, at man skal lave særlige data-samkøringer i ghettoområderne for at være HELT sikker på at spotte ALLE problemer.

For at fremme effektiviteten kan vi lige så godt sige, at der er datasammenkøringer over det hele. Det er jo også det, som regeringen og KL gerne vil have alligevel. Straffen kan simpelthen udmåles pr. datamat. Ja, måske skal alle borgere have indbygget en statschip? Så kan man effektuere en data-fodlænke med det samme. Til fælles bedste naturligvis. Vi kan kalde det for ”kernevelfærd”.

Aarhus – især den nordlige del af byen – er undtaget fra alt dette, for der bor jeg.

Jeg kan også forstå, at der skal være fængselsstraf til lærere, som ikke underretter sociale problemer i tide.

Jeg foreslår i forlængelse heraf følgende:

  1. Et års fængsel til universitetslærere, som giver for dårlige karakterer til børn fra arbejderklassen.
  2. Et klip i kørekortet til den gymnasielærer, som får dårlige evalueringer, f.eks. pga. uorden i powerpoints.
  3. Fratræk i lønnen, hvis en lærer ikke effektuerer det statistisk forventelige læringsløft for sine elever. Også fratræk til lærerens skoleleder.
  4. To års fængsel til politikere, som vil løse ALLE problemer HELT. De skal have en burka på i cellen. Der er fire års fængsel – altså dobbelt op – hvis den nu kriminelle politiker kalder sig for liberal.

 

27. d. 28. februar: The Nordic Secret

Jeg har læst en god bog: “The Nordic Secret”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-spaendende-bog-the-nordic-secret.html

 

 

Om pædagogisk forskning og Knud Grue-Sørensen i forbindelse med konference om Empirisk Dannelsesforskning

Denne tekst består af tre dele:

  1. Et oplæg til konferencen ”Empirisk Dannelsesforskning”, som blev afholdt d. 22-23. marts 2018 på Vingsted-centret ved Vejle i regi af UC-syd. Initiativtageren var Alexander von Oettingen. Herværende oplæg var en del af en form for workshop, hvor Keld Skovmand, Casper Feilberg og undertegnede skulle læse og kommentere den samme tekst af Knud Grue Sørensen.
  2. To noter til en anden tekst af Knud Grue-Sørensen, som jeg faldt over i forbindelse med forberedelsen til konferencen.
  3. En litteraturliste til det hele.

 

 

1. Oplæg ved workshop i Vingsted

Den udleverede artikel af Knud Grue-Sørensen hedder ”Pædagogikkens stilling som videnskab”. Den er fra 1954. På den ene side er Grues tekst ikke særlig interessant. Den er Altmodisch, som Schmidt vist nok sagde i Emdrup i efteråret til en konference om Grue-Sørensen. Den består af alle mulige smådistinktioner, som man kan blive væk i, så man ender med hverken at kunne tale om det ene eller det andet. På overfladen i al fald. Men det gælder ikke for alt Grues arbejde – som Schmidt synes at mene. Schmidt mener, det er obsolet. Det er jeg uenig i, i almindelighed i al fald.

F.eks. har jeg lige læst Grues nærmest spottende diskussion af den såkaldte Bell-Lancasterske metode fra 1820’erne, som minder totalt meget om læringsmålsstyring og Synlig læring. Det kan man læse om i artiklen ”Folkeskolen gennem 150 år”, som er fra samme tekstsamling, som dagens tekst. Artiklen har nogle virkelig interessante bemærkninger til den grundtvig-koldske virkningshistorie på den danske skole. Man kan godt få lidt tåre i øjnene, når man læser det. Tjek appendix for uddybning.

Men dagens tekst virker altså umiddelbart lidt som en anakronisme i dag. Man kan ikke komme hen til den, fordi der er sket for meget. Men måske alligevel. Man må i al fald gå en omvej. Og gør jeg det, så ender jeg faktisk stort set, blot på en anden måde, cirka samme sted som Grue-Sørensens. Og på den måde er teksten jo god alligevel.

Kort sagt handler artiklen om forholdet mellem på den ene side pædagogikkens tendens til opløsning og på den anden side dens enhed og genstand, som Grue-Sørensen kalder for opdragelse.  Et vigtigt emne. Og højrelevant, hvilket jeg vil begrunde om lidt.

Dermed nærmer jeg mig en anden måde, hvorpå teksten er god. Den er nemlig en implicit opfordring til, at vi husker at gøre, som Grue-Sørensen selv gør, ja at hver generation gør det; nemlig undersøger pædagogikkens begreber og dens forskning. Og lad mig gøre det på 10 minutter som repræsentant for min egen generation. Det er min egen vej, men den ender altså ca. samme sted som Grue-Sørensen. Også i dag handler det om forholdet mellem pædagogikkens splittelse og enhed.

 

A.

Uddannelsesvidenskabsfolkene siger, at det er slut med pædagogikken. Det kan man læse i Pædagogikkens Idehistorie fra 2017 på s. 16 i en formulering, som kommer som talt ud af 00’ernes blanding af poststrukturalisme, politisk økonomi og anti-dannelse:

”Med den semantiske udvidelse af begrebet uddannelse er tidligere grundbegreber som opdragelse og dannelse imidlertid blevet trængt i baggrunden, hvilket samtidig har gjort ordet pædagogik til et lidt støvet og negativt begreb og til et fagområde, der i dag er underordnet begrebet uddannelsesvidenskab”.

Forfatterne understøtter dette radikale synspunkt ved – i en tabel over epoken fra 1989 til i dag – at udnævne tre økonomer som pædagogiske internationale fyrtårne. Og feltet med danske fyrtårne står gabende tomt. Grue Sørensen advarede faktisk imod samme tendens i en artikel i tidsskriftet ”Pædagogik” fra 1977, men ville jo aldrig udtale sig så bombastisk som ovenfor. Den aktuelle bog om idehistorie ender formodentlig som en slags bibel for uddannelsen i uddannelsesvidenskab.

Så er pædagogikken væk og underordnet? Og er det økonomernes skyld? Nej, det er det ikke. Det er pædagogernes skyld.

Mit overordnede argument er ganske kort, at Foucault-traditionen, samtidsdiagnosen eller post-strukturalismen mere bredt, som jo står bag ovenstående formulering, i høj grad selv har medvirket til at producere den tilstand, som den beskriver med tilsyneladende kritiske termer. Foucault-folkene var anti-pædagoger, samtidig med at de påstod, at samfundet som sådan var blevet pædagogiseret. Det var poststrukturalismen selv, der ville gå fra opdragelse til udvikling og fra undervisning til læring, eller hvad det ellers hedder på dette skrækkelige til-og-fra-sprog. Det er ikke kun de ”neo-liberale økonomer”, eller hvad de nu kaldes, som er nogle ”skurke”. Opløsningen kommer fra dem, som selv har skrevet om opløsningen. Og den opløsning er et eksempel på selvsamme opløsning, som Grue-Sørensen taler om. Det er nemlig pædagogikkens opløsning. Dog har Grue-Sørensen ikke sans for læringsbegrebets negative effekt. Det var efter hans tid.

Lad mig give nogle markeringer, selvom det bliver meget kort:

 

B.

DPU er grundlagt i år 2000 på en samtidsdiagnostiske struktur, der gør op med lærerhøjskolen og med dansk pædagogisk tradition; den tradition, som Grue Sørensen faktisk beskriver meget positivt i sin artikel om ”Folkeskolen igennem 150 år”, dvs. syntesen mellem reformpædagogik, grundtvig-kold, en formålsorienteteret skoleeffektivitetsbevægelse og dannelsesfilosofi. Eller rettere, DPU er i en vis forstand en forstærkning af et opgør, som allerede tog fart i 1970’ernes antipædagogik, hvor mange af de forskere, som i dag er toneangivne, havde travlt med at gøre skoletraditionen til et eller andet, de kaldte ”kapitalistisk”.

Skiftet omkring 2000 i forbindelse med DPU’s dannelse kan man læse om i forskningsrapporter og tekster fra den tid, som er produceret af de centrale pædagogiske forskere selv.

Jeg har især studeret Lars-Henrik Schmidts syn på pædagogisk forskning i den såkaldte præambel-tekst fra 2000, som er en tale ved indvielsen af DPU, og Lars Geer Hammershøjs/Schmidts rapport fra 1999, hvor de på vegne af Dansk Pædagogisk institut (DPI), gør status på den pædagogiske forskning i landet. Hammershøj, der ligesom Kristensen er elev af Schmidt, og er i dag leder af uddannelsen i uddannelsesvidenskab, som netop befolkes af poststrukturalister i mere eller mindre samme tradition. Og det var jo netop uddannelsesvidenskab, der ifølge ovenstående citat, skulle gøres til pædagogikkens storebror af uddannelsesvidenskaben selv.

Der er ingen reference til lærerhøjskolen eller til pædagogikkens tradition i præamblen, og den tales kraftigt ned i forskningsrapporten. Det er et alt for kraftigt opgør, som både udelukker almenpædagogikken og fagpædagogikken og faktisk også reformpædagogikken. Der var da også store protester fra DLH-miljøerne dengang. Så Schmidt måtte oprette et ekstra institut, Institut for Curriculum, og en ledsagende restuddannelse i Generel Pædagogik.

Ja, samtidsdiagnose gøres i en af teksterne faktisk lig med almenpædagogik. Det er ikke i orden, synes jeg. Effekterne heraf så vi, da ovennævnte Jens Erik Kristensen i 2010 forsøgte at udskifte pædagogisk filosofi med samtidsdiagnose slet og ret.

I begge tekster tales i stedet en firdeling af pædagogisk forskning frem, dvs. ”pædagogisk psykologi, pædagogisk antropologi, pædagogisk sociologi og pædagogisk filosofi”. Alle har tillægsformen ”pædagogisk” og ikke ”pædagogik”, som dermed departementaliseres og splittes. Pædagogikken bliver til et ”twist”, som det kaldes, et tilllægsord på de videnskabelige discipliner, der selv ender som anvendelseskategorier på “læring”, som jo er pædagogikkens ”rest”, efter den er blevet adskilt fra sine discipliner. Vi får en afhængig variabel, læring, for hele DPU, der omtales som f.eks. ”læringsadfærd” og ”læringspolitik”, som det hedder, og som skal optimeres via enkeltdisciplinerne.

På en måde var Schmidts videnskabeliggørelse god, fordi DLH trængte til et blive rusket op i. Man trængte til noget europæisk kritik og lidt almen modernisering. Og via den samtidsdiagnostiske opdeling fik vi jo også en selvstændig disciplin ”Pædagogisk filosofi”, som har vist sig at være arnestedet for den aktuelle pædagogiske kritik, f.eks. von Oettingen, Peter Kemp, Brian Degn Mårtensson, Niels Jakob Pasgaard osv.. Men den europæiske kritik blev desværre potentielt instrumentaliseret, fordi den skulle virke for læringsbegrebet. Vi fik derfor ikke noget, der ligner et friskt kulturradikalt opgør med traditionen, som man kunne tro. Vi endte i stedet ud med en forstærkelse af et teknisk opgør med traditionen, dvs. en splittelse af pædagogikken i fire kasser med læring som twist.

 

C.

I systemteoriens radikalisering under Lars Qvortrups ledelse af DPU, dvs. 2008-2011, opløses pædagogikken som sådan. Den bliver til kontekst, til noget ydre. Alt skal nu være midler til læringsoptimering, og Schmidts firdeling søges opløst. Qvortrup søger en opløsning af opløsningen. Det lykkes for institutstrukturens vedkommende, men ikke for kandidatuddannelsesstrukturen, som stadig holder stand. I de seneste indsatser hos Qvortrup tales stort set kun om evidens og data. At ”holde skole” betyder at holde styr på læringsmål, rådatalandskaber og progression. Jeg vil tro, at Schmidt begræder denne vilde effekt af sine ideer.

På den måde ender Schmidts struktur altså med at have en vis modstandskraft, men også kun en vis, eftersom den jo selv er en del af problemet. Og i dag har vi stadig Schmidts struktur på uddannelsessiden, selvom det har holdt hårdt at forsvare den, mens forskningssiden nærmest er blevet postmoderne for nu at sige det på den måde. Schmidt er nu en central person på den uddannelse, ”Generel Pædagogik”, som kun kom med efter protester, da den ikke passede ind i Schmidt egen firfelts-struktur. Schmidt er blevet til twist. Det var jo efterladenskaben, der faktisk var essensen. Jeg elsker skæbner.

Under den nuværende ledelse har vi fået en yderligere radikalisering. Claus Holm, som både er elev af Schmidt og Qvortrup, går ind for en enhedsforskning, som skal tilvejebringe evidensbaseret forskning, som lærere og pædagoger kan anvende for at optimere konkurrencestatsideologiens realitet. Og det foregår endda i et slet skjult opgør med både sandheds- og opdragelsesbegrebet. Sidstnævnte – altså det med opdragelse – er tankevækkende, både i forbindelse med Grue-Sørensens centrale markering, der jo gør ”opdragelse” til kernebegrebet, men også derved, at Holm er en central deltager i et ministerielt initiativ, som kaldes for ”opdragelsesdebatten”. Holm vil dog ikke styrke opdragelsen. Tværtimod ønsker han ligefrem at sætte ”udvikling” i stedet for ”opdragelse” i overensstemmelse med sin samtidsdiagnostiske ”tendens”. Så der er virkelig opløsning heromkring. Det er det radikalt modsatte af Grue-Sørensen, som både vil have sandhed og opdragelse.

Herfra er der ingen plads til pædagogisk praksis, som omdannes til atomiseret læringsoptimering i teknikkens tjeneste. Pædagogikken kan ikke gøre modstand. Ja, på en aktuel konference på DPU om ”professionelt oprør?” er oprøret decideret udelukket.

Dermed får vi strategisk enhedsvidenskab, som er læringsrettet. Dermed opløses både videnskab og pædagogik. Denne poststrukturalistiske opløsning kalder man ”uddannelsesvidenskab”. Og det hele er vel at mærke ordnet uden en økonom i miles omkreds.

 

D.

Konklusion: Vi får al magt til forskningen. Det er faktisk den slags opløsningsprocesser, der får Grue-Sørensen til at foreslå ”opdragelse” i stedet for både ”pædagogik” og ”uddannelse”, hvis jeg har forstået ham ret. For opdragelse kan jo på en måde ikke opdeles. Den er det fælles ”emne”, som han kalder det, med dens mange idehistoriske lag og synteser, som sætter sig i praksis på kryds og tværs. Opdragelsen ender med at gøre modstand mod læring.

For at genvinde et dansk Paideia som en slags europæisk materialisering og gave, må man gøre som Grue Sørensen foreslår i sin artikel om folkeskolen: Vi skal undersøge de mange lag og synteser, som vores pædagogiske tradition og praksis er gjort af. Hertil behøves et virkeligt professionelt og videnskabeligt oprør. Oprøret består i, at undersøge det som er, frem for det som virker. Og det er det, som Grue-Sørensen, som jeg forstår ham, kalder for opdragelse, dvs. pædagogikkens enhed, genstand og tradition. Desværre kommer Grue-Sørensen ikke så meget videre end denne markering, hvilket formodentlig skyldes hans neo-kantianske interesse, der hæmmer analysens ontologiske muligheder.

 

2. Appendix: Noter til teksten ”Folkeskolen igennem 150 år”:

A. Grue-Sørensens syn på rejselystne metoder

Jeg skal til Vingsted torsdag og fredag. Det er Alexander von Oettingen, der holder selskab om ”Empirisk dannelsesforskning”. Jeg skal sige noget om uddannelsesforskning med udgangspunkt i en tekst af Knud Grue-Sørensen fra 1954, som hedder ”Pædagogikken som selvstændig videnskab”.

Teksten betog mig ikke rigtigt. Dens indhold går lidt til i alt mange analytiske smådistinktioner, selvom selve spørgsmålet og bestræbelsen er vigtig.

Så jeg bladrede lidt i den samling af Grue-Sørensen-tekster, hvori teksten optræder, nemlig bogen ”Pædagogik mellem videnskab og filosofi”.

Og før jeg vidste af det, havde jeg læst en helt anden artikel, nemlig ”Dansk Folkeskole gennem 150 år”, som er et nedskrevet foredrag, som Grue-Sørensen holdt i Aarhus i 1964.

Og jeg skal da ellers lige love for, at jeg vågnede op til dåd. Den første halvdel af artiklen er så hyle morsom og skarp, at jeg stadig kluk-ler, som om jeg havde set et satireshow med Jonatan Spang.

Grue-Sørensen gør grin med den såkaldte Bell-Lancasterske metode, eller den ”indbyrdes undervisnings metode”. Det var 1820’ernes version af den læringsmålsstyrede undervisning, for nu at sige det på den måde. En enkelt lærer kunne via denne metode undervise 1000 børn i et sindrigt system af gensidige undervisningsprocesser. Det var kraftigt omkostningsbesparende for enevælden.

Angående metodens pædagogik skriver Grue-Sørensen følgende:

“Metoden betød i sit princip en ekstrem mekanisering af den elementære undervisning. Hvad der skulle læres, blev opskrevet på tavler, som kunne hænges op på væggene. Børnene opdeltes i grupper efter deres standpunkt, og disse grupper vandrede efter signalpibe rundt fra tavle til tavle og terpede, hvad der stod på dem, under ledelse af en flinkere elev. Undervisningen var gjort til eksercits”.

Frederik d. 6. gjorde metoden til en ”lad os redde alle problemer-almendidaktik” i sit diktatur. Grue-Sørensen kalder det for en “pædagogisk kæphest”, og de går jo desværre aldrig af mode, som han siger. Først med Frederik d. 6.’s død var “metodens skæbne besejlet”. I dag er det omvendt. I dag er det metoden, der venter på kritikkens død, hvis jeg ellers har forstået det ret.

Grundtvig var iøvrigt den første til for alvor at kritisere metoden, hvilket Grue-Sørensen krediterer ham grundigt for. En anden modstander mod metoden var vist nok H.N. Clausen, som pudsigt nok var Grundtvigs teologiske hovedmodstander. Det er da meget sjovt.

Grue-Sørensen kender jo i sagens natur ikke til Jens Rasmussens og Antorinis moderne version af “kæphesten”, men han trækker en direkte linje til sin samtid i 1960’erne. Her taler han i stedet om ”programmeret læring”, men pointen er jo den samme. 1820-metoden har “sine generelle aspekter”, som han knas-tørt konstaterer.

Og vi får også at vide, at metoden – både den ene og den anden – er et direkte angreb på lærerens metodefrihed, hvilket Grue-Sørensen bestemt ikke synes om.

Men jeg lyder alt for saglig. Vi skal have lidt ballade i forsamlingshuset. Her er et uddrag fra Grues hudfletning:

”Den indbyrdes undervisning var dirigeret ovenfra gennem cirkulærer og reskripter og ønskedes ensartet udbredt over hele landet. Lærerne var med hensyn til undervisningens tilrettelæggelse, både dens ’hvad’ og ’hvordan’, stærkt umyndiggjort. De var reduceret til eksercermestre, til ekspedienter af statens pædagogiske gods og til bogholdere over elevernes fremskridt.”

Eller hvad med følgende omtale af et bestemt citat, som Grue Sørensen har fundet (men som jeg altså ikke bringer her):

”Citatet lader ane, at der stod en militær hjerne bag metodens udformning her i landet, og det har også sin rigtighed. Det var divisionsadjudant, Major Abrahamson, som var sjælen i foretagendet, hvis man kan bruge ordet sjæl i forbindelse med en så sjæl- og åndløs metode. Man kunne næsten få en formodning om, at H.C. Andersens berømte Gedebukkebensoverogundergeneralkrigskommandérsergent rummer en skjult ironi over metoden. Men Abrahamson, den røde biskop, som han blev kaldt, fór hårdt frem og foranledigede en række kongelige reskripter og cirkulærer, som bl.a. bestemte, at præsterne (i dag f.eks. “impact-coaches”, TR) skulle sættes ind i metoden, så de kunne vejlede deri og våge over gennemførelsen. I et af dem heder det: ”Dersom nogen skolelærer viser sig uvillig eller efterladen i at følge sognepræstens vejledning, skal han irettesættes, mulkteres eller eventuelt tiltales til embeds fortabelse.””

At ”mulkteres” betyder at få en bøde.

 

B. Pædagogikkens lag

I samme artikel, altså ”Folkeskolen gennem 150 år”, arbejder Grue-Sørensen faktisk også med en meget interessant historisk hypotese, som jeg gerne vil fortælle om:
Den Bell-Lancersteske metode var alle som nævnt alle steder 1820’erne, og den var sanktioneret af den enevældige konge selv. Det var datidens svar på læringsmålsstyret undervisning, læringsplatforme og synlig læring.

 

i.

Hvem ser GS som de centrale kritikere af den form for metode? Den ene han nævner er – måske til nogens overraskelse – den tyske pædagog Herbart, som citeres udførligt med følgende:

”De mest forfængelige af alle læreplaner er de skoleplaner, der udkastes for hele lande og provinser. Jeg tilstår, at jeg ikke rigtig kan føle glæde ved, at staten tager sig af opdragelsesanliggender på en måde, som om den troede sin vagtsomhed i stand til at udføre det, som alene den enkeltes troskab, flid, dygtighed og interesse kan bringe i stand”.

Denne pædagogiske liberalisme bruger GS til at skelne mellem Herbart selv og dennes efterfølgere, de såkaldte herbartianere, som endte i ”stivnet formalisme”, som det hedder. Med andre ord: Herbart endte med dårlig presse. Herhjemme skal vi takke Alexander von Oettingen for at genfortælle hele denne fine tradition og dermed bidrage til, at skole- og undervisningsbegrebet i dag nærmest er kritiske begreber.

 

ii.

Nå, men der er også en anden reaktion på Bell-Lancastermetoden, nemlig den folkelige pædagogik. GS skriver.

”Her tror jeg, at man for det 19. århundrede kan begrænse sig til at tale om den indflydelse, der udgik fra Grundtvig og Christen Kold (…). De gav inspiration til en mere personlig skole (…). Det var imod metodedyrkelsen og den ensidige kundskabs- og forstandsdyrkelse, de begge vendte sig.”

Så GS ser den grundtvig-koldske filosofi som den centrale pædagogiske bevægelse i hele dette århundrede, når vi taler om dansk folkeskole. GS beskriver, hvordan bevægelsen sætter fortælling, historie, fællesskab og folkeligt engagement som centrale pædagogiske begreber, både i direkte, men også i indirekte påvirkninger, der får betydning for hele grundskolen frem til i dag.

Opgøret med den nærmest enerådende Bell-lancasterske metode, som prægede de første årtier af folkeskolens historie, giver den grundtvig-koldske bevægelse et både kritisk og opbyggeligt drive efter 1830.

Bevægelsen kommer dermed til at spille en stor rolle for en masse folkelige pædagogiske initiativer, ikke blot i fri- og højskoleskoleregi, men også bl.a. i de tidligste seminarier, f.eks. hos Nathalie Zahle, som eksplicit nævnes. Zahle, som virkelig var en spændende personlighed, var grundlægger af Zahle Seminariet, som i dag udraderet af noget, som hedder Københavns Professionshøjskole, hvor man ikke kan lide pædagogisk ”personlighed”, men vil have ”praksisnær forskning” i stedet. Det er rent forfald.

(I parentes vil jeg tilføje, at Zahle kom til at betyde meget for dele af 1920’erne reformpædagogik. Især for lærerinden Thora Constantin-Hansen, som var en central bærer af blandingen af Zahle, grundtvig-kold og Montessori.)

Grue-Sørensens pointe er, at disse vekselvirkninger sætter deres præg ikke blot på de frie skoler, men også på folkeskolen som sådan, i al fald frem til 1964, hvor han jo skriver artiklen. Han taler her om…

”romantikkens aflejring i dansk skole, efter at forud pietismen og rationalismen havde afsat deres lag”.

Ja, denne bevægelse får helt afgørende indflydelse på skolen i Grue-Sørensens samtid. Læs f.eks. her:

”Derved skete det, at friskoler som private skoler til dels – og mere og mere med tiden – blev overflødiggjort, nemlig ved at den offentlige skole optog en del af deres tanker vedrørende undervisningens form og indhold. Når den offentlige skole har haft et så stærkt indslag af fortælling og sang, af historie og poesi, og dette igen i en bestemt ånd, så skyldes det denne indirekte indflydelse”.

Det er hele skolens tradition og forudsætning, der funderes i disse passager. Citatet er tankevækkende læsning i dag, hvor friskolesektoren vokser, folkeskolelærerne flygter, og læringsmålstænkningen har instrumentaliseret fortælling, sang, historie og poesi. Men det er fordi, at både skole- og læreruddannelsesreformen har rod i en aggressiv antigrundtvigianisme, som stammer fra nogle processer i 00’erne. GS’s folkeskole er den stik modsatte af vores.

 

iii.
Så kommer der endnu en interessant markering:

”Som det hidtil er gået, da har traditionen altid været stærk nok til at absorbere det nye. Det er aldrig reformbevægelserne, der sluger skolen, men skolen, der sluger reformbevægelserne, optager det, den kan bruge, og udskiller det, den ikke rigtigt kan fordøje”.

Jeg nævner dette citat af to grunde:

a)
For det første kan man jo forstå citatet som en anerkendelse af en form for åndsdarwinistisk princip. Her er det lidt sjovt, at Per Fibæk Laursen i sin bog ”Didaktiske ambitioner” fra 2016 netop taler for darwinisme som skoleudviklingsprincip.

Forskellen er dog stor. Hvor GS tænker på en åndsvidenskabelig indlejring af pædagogikkens forskellige lag i forskellige praksisformer, så taler Fibæk Laursen om en metodedarwinisme, hvor ånden og dermed pædagogikken har meget svært ved at finde en plads. Fibæk Laursen ender på den måde med at arbejde i traditionen fra Bell-Lancaster. Det kan man også se ved hans udtalte støtte til John Hatties arbejde og til Ny Nordisk Skole, der lå til grund for skolereformen. Men alligevel deler både Grue-Sørensen og Fibæk Laursen samme interesse for det praktiske pædagogiske og nærmest umærkelige arbejde med at få pædagogiske strømninger til at hænge sammen. Og Grue-Sørensens tekst ender med at sætte den pædagogiske praksis direkte i højsædet. F.eks.:

”Naturligvis kan den enkelte lærer være mere elle mindre grebet af en ensidig pædagogisk doktrin. Men uddannelse, erfaringer og nødvendigheden af samarbejde vil have en udlignende virkning”

Jeg tror faktisk, at Fibæk vil kunne lide Grue Sørensens analyse. Der er jo også den krølle, at Fibæk faktisk var med til at gøre oprør mod Grue Sørensen på Københavns universitet tilbage i 1970’erne. Selv er jeg mere til oprør end både Grue og Fibæk, ikke mindst fordi situationen er en anden i dag. I dag må man mane til strid, hvis man ønsker et både-og.

 

b)

For det andet viser citatet, at Grue Sørensen har en udpræget traditionsbevidsthed, hvilket artiklen generelt også vidner om, f.eks. når Grue taler om, at åndsretningerne ”afsætter lag”. De forskellige pædagogiske diskussioner forener sig dermed til synteser, hvis indre enhed og strid fortsætter deres indflydelse op gennem historien. Vi får på den måde et rum af bevægelse, strid, syntese, dvs. et pædagogisk liv.

I 1964 er markørerne ifølge Grue Sørensen den blå betænknings reformpædagogik, en gryende formålsorienteret skoleeffektivitetsbevægelse og den netop omtalte grundtvig-koldske skoletradition. Og alle tre momenter er vel at mærke selv udtryk for forskellige former for synteser, som er lag i vores tradition, som praksis bader i.

 

3. Litteratur:

1. Grue-Sørensen, K. (1965). Pædagogik mellem videnskab og filosofi – en samling essays, København: Gyldendal. Herunder artiklerne:

  • ”Om pædagogikken som selvstændig videnskab”
  • ”Dansk folkeskole gennem 150 år”

3. Grue-Sørensen, K. (1977). ”Om en vis babylonsk forvirring i nyere pædagogik”, i Pædagogik, vol. 7, nr. 3, s.68-84.

4. Schmidt, L-H. (2005). ”Præambel til institutstrukturen ved Danmarks Pædagogiske Universitet”, optrykt i Schmidt, L-H.: Om respekten, Emdrup: Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag. (oprindeligt en tale i 2000).

5. Hammershøj, Lars G. & Schmidt, L-H. (1999). Dansk forskning i pædagogik og uddannelse – en kortlægning af perioden 1994-1999, København: Danmarks Pædagogiske Institut.

6. Kristensen, J.E. & Korsgaard, O. & Jensen, H.S. (2017). Pædagogikkens idehistorie, Aarhus Universitetsforlag.

7. Holm, C. (2017). ”National strategi for forskningsbaseret undervisning”, i Holm, C. & Tingholm, H. (red.) Evidens og dømmekraft, Frederikshavn: Dafolo.

8. Rømer, T.A. (2017). ”Samtidsdiagnose, læring og den pædagoiske forskning – del 1”, på www.thomasaastruproemer.dk.

9. Rømer, T.A. (2017). ”Samtidsdiagnose, læring og den pædagogiske forskning – del 2”, på www.thomasaastruproemer.dk.

10. Link til konferencebeskrivelse: https://ucsyd.nemtilmeld.dk/221/

11. Link til omtale af konference om Knud Grue-Sørensen i efteråret 2017.

 

Konference på DPU: Oprør = Underkastelse

Torsdag d. 19. april 2018 holder DPU en stor konference med titlen ”Velfærdens professioner i oprør?”, også lanceret under det mere mundrette: ”Professionsoprør?”. I det følgende vil jeg argumentere for, at denne titel er falsk varebetegnelse. Konferencen  kommer ikke til at handle om noget ”oprør”. Tværtimod vil den handle den om, hvordan lærere og pædagoger skal underordne sig Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsideologi, hvis bestanddele er en blanding af Althusser, Foucault og politisk økonomi, dvs. en stærk anti-pædagogisk strukturalisme.

Ove Kaj Pedersen var en form for lærermester for Bjarne Corydon og dermed chefideolog for Centrum-venstreregeringen og Moderniseringsstyrelsen, som jo stod bag skolereformens ”læringsrevolution”, og som i disse konflikt-uger søger at gennemtvinge dens teknificering mere bredt. DPU’s ledelse er også dybt forbundet med Pedersens ideologi. Det kan man se i en lang række konferencer og indlæg om emnet (se litteraturliste).

Resultatet bliver dermed – for nu at starte med konklusionen – en konference, som overhovedet ikke handler om ”oprør”. Derimod handler den om professionel underkastelse – ja, nærmest en afprofessionalisering – og den handler endda om, at man skal nyde at underkaste sig denne proces. Den handler om at fremskynde professionernes proletarisering.

Dette faktum giver sig udtryk på tre måder: Ved konferencens program, ved en tilhørende reklamevideo og ved opbygningen af det seneste nummer af DPU’s magasin Asterisk. Lad os se på tingene en af gangen.

 

1. Konferencens program.

a. Ove Kaj Pedersen

Konferencens store helt er Ove Kaj Pedersen, som indleder med det centrale rammesættende foredrag. Han ”gør status”, som det prætentiøst hedder, med undertitlen: “Illusionen om det faglige selvstyre”. Ok, så vi er nogen der har “illusioner”? Så er stilen ligesom lagt. Indlægget er dagens længste, og altså også det første. Pedersen bydes velkommen af sin store fan, institutleder Claus Holm, som har kørt ideologisk parløb med Pedersen siden 2012, og som dermed har understøttet skolereformens anti-pædagogiske effekt langt ned i de pædagogiske detaljer.

 

b. Fagforeningerne

Derpå kommer der tre korte indlæg fra tre fagforeningsformænd. Jeg noterer mig, at der ingen pædagogiske fagforeningsledere er. Hverken BUPL eller DLF er med. Det er underligt, eftersom vi er på et ”pædagogisk” universitet, og eftersom der tales om lærere og pædagoger mange steder i baggrundsmaterialet. Derimod er der besøg af formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, af Dennis Kristensen fra FOA og Bente Sorgenfrey fra FTF.

Måske er det meningen, at Sorgenfrey skal repræsentere de pædagogiske professioner, eftersom FTF jo er en paraplyorganisation for mange forskelige forbund, herunder DLF og BUPL? Men det går slet ikke, eftersom hun jo ikke er inde i de pædagogiske materier. Det vil være en alt for generel logik. Sorgenfrey er også med i Ida Aukens teknologibegejstrede SIRI-kommission, hvor man taler for synlig data-læring og kommunal centralstyring, som man ligefrem hævder er et udtryk for medbestemmelse og demokrati. Det er der bestemt ikke noget ”oprør” over. Det er faktisk lige præcist det, som det virkelige “oprør” gør oprør imod.

Dennis Kristensen kan godt være oprørsk, men han repræsenterer jo knap nok en profession?

Ingen af disse personer vil kunne tale den pædagogiske side af oprøret frem. Den pædagogiske profession er væk, både i dens fagforeningsformer og i alle andre former.

På en måde er FOAs og FTF’s medvirken uden DLF og BUPL et brud på den aktuelt etablerede fagforeningssolidaritet. Men de stakkels forbundsformænd kan jo ikke vide, at de stiller op til en ideologisk sammenhæng, der nærmest er Moderniseringsstyrelsens voks.

Det ser ud til, at disse tre fagforeningsledere skal stå for hele oprørsdelen. Det er en stærk kritisabel reduktion af den store kritiske masse, som taler imod konkurrencestatsideologien. Den efterfølgende debat styres af Claus Holm selv.

 

c. Forskere 1

Efter fagforenings-tamtammen kommer der ”tre perspektiver på professionsforandringer og oprør”. Her er Claus Holm på igen sammen med to forskere, som arbejder på yderkanterne af det pædagogiske og uddannelsespolitiske felt.

Holms eget indlæg hedder ”Styrkelse af de professionelle fællesskaber – et nyt ledelsesregime kalder”. Der varmes op til en blanding af konkurrencestat og datastyring, samt at man skal elske det hele. Det er  pædagogens nye ”kald”, der skal svare på et nyt ”kald”, der hader pædagogik.

En af de andre oplægsholdere er Lars Thorup Larsen, som forstærker billedet, hvilket jeg vender tilbage til under punkt 3. Den sidste oplægsholder, Tine Øllgaard Bentzen, har mig bekendt ikke deltaget i den forskningsmæssige debat om pædagogiske emner. Der er altså ingen ”perspektiver på oprør”. Den efterfølgende debat styres også her af Claus Holm selv.

 

d. Forskere 2

Derpå følger en session, der hedder ”Hvordan kommer vi fra kritik til samlende udvikling?”. Det er en meget sigende titel. Hvorfor i alverden er kritik noget, vi skal ”komme fra”? Det er da tværtimod noget, professionerne skal blive langt bedre til? Og hvorfor skal vi have “samlende udvikling” i stedet for kritik? Det lyder da fuldstændigt forskrækkeligt.

Med dette udgangspunkt er det ikke så underligt, at Holm for et par år siden var ude med riven mod Rasmus Willig, som jo er landets førende forsker inden for professionskritik-området. Men Willig er slet ikke med nogle steder i denne konferences horisont. Og der er de mange andre kritikere heller ikke. Og det er fordi, konferencen slet ikke handler om oprør og kritik, men om hvordan man skal tilpasse sig en bestemt teoretisk og ideologisk skabelon. Den handler om at ”komme fra kritik”. Væk med den! Bye bye!

I samme session taler to af Holms åndsfæller, dvs. folk der ligesom Ove Kaj Pedersen har rod i poststrukturalismen. Den første er idehistorikeren Jens Erik Kristensen, som er en af landets mest nidkære poststrukturalister, og som har haft stor negativ effekt for kritik- og handlingsbegrebet herhjemme. Det er tydeligt, hvis man studere hans gøren og laden siden omkring 2008. Den anden er rektor Stefan Hermann, hvis grundlæggende begreber flugter helt med Corydons, Ove Kaj Pedersens, Claus Holms og Kristensens. Den tredje bidragsyder er Nana-Mik Meyer fra CBS. Hun er også poststrukturalistisk farvet uden blik for specificiteten i den pædagogiske profession, men er ikke så pædagogisk interesseret som de andre. Den efterfølgende debat styres af Claus Holm, som igen kan styre spørgsmålenes gang.

 

e. Konklusion

Siden 2011 har der været en omfattende pædagogiske kritik fra både professionelle lærere og mange forskere. Både i videnskabelige udgivelser og i fag- og dagspressen. Der er ingen repræsentanter for disse bevægelser. Vi er simpelthen i en Danmarks Pædagogiske Oligarki-ekkoboble.

Det er kort sagt helt misvisende at kalde denne konference for ”professionsoprør?” Det handler om at underkue landets pædagoger under normaliseringsideologiens tvang med nærmest systematisk udelukkelse af kritiske stemmer som indsats og konsekvens.

 

2. Reklamevideo

Denne konklusion bekræftes entydigt af en form for faglig reklamevideo, som DPU’s kommunikationsafdeling har lavet i forbindelse med konferencen. Videoen består af to korte indlæg fra Jens Erik Kristensen og Claus Holm, der som sagt har næsten samme ideologi, og som faktisk også var reklamesøjler i forbindelse med DPU’s arrangement på Folkemødet i 2017, hvor dannelsesbegrebet også skulle have et konkurrencestatshug.

I litteraturlisten kan man se videoen, både i en forkortet version, som er lagt ud på Facebook, og i de fulde versioner, som ligger på konferencens hjemmeside. Der er ingen slinger i hyperstrukturalismens tvang. Kristensen beskriver, hvordan han mener, at professionernes vilkår er skiftet fra, at professionerne bestemmer over staten, til at det nu er staten, der via professionerne styrer og leder borgeren. Så man går i skole, for at blive ledt og styret af staten? Ikke i mit land.

Professionerne må nøjes med at”spille ind” i statens ”omdefinering af, hvad en profession er”, som det hedder. Læreren skal altså acceptere skolereform og normalisering og spille spillet inden for den ramme. Det er ren tilpasning, og der er da heller ingenting om kritik og oprør. Til sidst – men kun i den lange version af videoen – siger Kristensen nogle ok ting om dømmekraft, men det er tilføjelser uden effekt på hans overordnede tilgang, og det er i sagens natur helt uden kontakt til den pædagogiske professions praksis og substans. Min analyse bekræftes af en artikel i det aktuelle nummer af Asterisk, som jeg vil omtale under punkt 3.

Holm er enig med Kristensen. Hans eneste tilføjelse er, at professionerne kan gøre sig fortjent til at ”nyde tillid” i noget, han kalder for ”en ny form for autonomi”. Vi skal acceptere og nyde underkastelsen. Først da kan vi være ”autonome”. Som Holm siger: ”Der er ingen vej tilbage”.

Der er ”til og fra” og ”frem og tilbage” over det hele. Det er så hyperstrukturalistisk, at der ikke er et objekt til stede.

Endelig er det værd at nævne, at Holm og Kristensen tematiserer ”oprøret” primært som et oprør mod ”dokumentation”. Men det er en simplificering, som tyder på manglende politisk og pædagogisk analyse. Inden for de pædagogiske professioner er der snarere tale om et opgør med læringsbegrebet, og oprøret er derfor rettet imod et omfattende teknisk organ, som har udviklet sig i statens indre – inklusiv KL mm – efter finanskrisen og de store centraliseringsreformer i 00’erne. Systemet understøttes af systemteoretiske og post-strukturalistiske processer på forskningsniveauet. Ja, DPU er faktisk nogle gange selv en del af dette system. Så kalder man det bare for DPO, altså Danmarks Pædagogiske Oligarki. Spørgsmålet om ”dokumentation” er ren overflade i forhold til denne helt grundlæggende samfundsmæssige og filosofiske realitet.

Vi er altså inde i det post-strukturalistiske konkurrencestats- og skolereformssegment med overfladiske smådiagnoser og ukritisk tilpasning. Dvs. i et opgør med kritik. Videoen er et af de mange eksempler på, at poststrukturalismen fryser sin genstand og dermed mister kritikken. En tendens, som også international forskning er ved at få øjnene op for.

Til gengæld er det værd at bemærke, at der ingen systemteoretikere er med i konferencens personkreds. Bortset fra Holm selv, som er halvt luhmannianer og halvt poststrukturalist. Det er lidt pudsigt fra et DPO-fagligt synspunkt.

Min kritik går altså både på de to indlægs konkrete indhold, deres samspil med konferencens temaer og vinkling, og at man vælger to så ens perspektiver i reklamevideoerne. Igen er der ingen stemmer fra den virkelige kritik.

Jeg har skrevet de to video-oplæg ned og lagt dem sidst i bloggen.

 

3. Asterisk

Det seneste nummer af Asterisk har også en række artikler, som relaterer sig til emnet. Artiklerne optræder lidt inde i bladet i en form for temasektion, som der da også linkes til på konferencens hjemmeside. Temaet indledes med et stort anlagt interview med netop Ove Kaj Pedersen over tre fulde sider. Det er Claus Holm, der interviewer sit idol. Holm indleder simpelthen med: ”Selvom konkurrencestaten har leveret resultater i verdensklasse, er kritikken ubønhørlig”. Verdensklasse? Vi er virkelig i ideologiens sfærer.

Pedersen erklærer i fuld ideologisk samklang med sin interviewer, at han synes, at ”konkurrencestaten er værd at kæmpe for”, og at det er ”velfærdsstatens højdepunkt”. Han mener dog, at konkurrencestaten er kommet i en ”legitimitetskrise”, men at det skyldes kritikere, som gerne vil være ”populære”, og som taler ”uden belæg”. Taler man for velfærdsstaten, går man ind for ”en myte”, får vi også at vide, mens Pedersens egen teori derimod hviler på ”indsigt”. Betagende markeringer.

Pedersen vil gerne have lidt mindre ”opportunisme”, som jo ellers er konkurrencestatens kernebegreb, men det er en ren besværgelse, eftersom han jo synes, at hans egen teori er det eneste saliggørende. Vi får altså opportunisme+/-, men hvad i al verden skal vi bruge det til?  Den slags teoretisk mikrodiversitet, der arbejder under samme begreb, nemlig konkurrencestaten, er ikke engang værd at beskæftige sig med for en teoretisk betragtning. Man ser den korrigerede skole for sig. Det er noget med en trivselstime om tirsdagen. Dvs. en time uden læringsmålsstyret undervisning. Så er der konkurrencestatskorrigeret.

Endelig udnævner Pedersen ”kulturkonservatismen” til sin hovedmodstander. Men kulturkonservatismen er for tiden en meget passende betegnelse for netop det brede politiske og pædagogiske oprør, som er totalt udelukket fra konferencen og fra Pedersens og Holms horisont. Den aktuelle kulturkonservatisme har intet at gøre med specifikke politiske partier. Man kan sagtens stemme på Enhedslisten og være kulturkonservativ.

Ergo: Pedersen har ikke flyttet sig i substansen. Men han er alligevel endnu en gang den åndelige ramme for en stor DPU-konference og dominerer som sagt også dækningen i Asterisk.

Derudover er der nogle mindre interviews, blandt andet med Stefan Hermann og Mik-Mayer, som jo også er med på konferencen. Nu er Herman jo en del af DPO-strukturen, men han er faktisk den, der har forstået situationen bedst. Han nævner læringsopgøret og taler om professionel kritik på et helt anden niveau end Holm, Kristensen og Pedersen. Men han kan ikke realisere sin kritiske tolerance for alvor, eftersom han deler grundbegreber og forhistorie med alle tre. Han kommer til at flyde lidt ubestemmeligt afhængigt af konteksten. F.eks. kan man ikke finde rester af Hermanns interesse for kritik-begrebet, hvis man kigger på UC’ernes officielle udspil om læreruddannelse og forskning, som han ellers må have haft indflydelse på som formand for landets professionshøjskoler. Mik-Meyer accepterer helt styrings-vokabularet og nævner hverken oprør, kritik eller pædagogik i sit indlæg.

Men hovsa, der er sørme også en lille undtagelse. For første gang i mands minde er der en kritisk pædagog med i Asterisk, hvis redaktion ellers lever i sin helt egen verden. Det drejer sig om Brian Degn Mårtensson, som får sagt nogle udmærkede ting i et af de korte interviews. Han er den lille undtagelse, der nærmest bekræfter reglen. Degn Mårtensson er da heller ikke med på selve konferencen. Gad vide hvad han egentlig synes hans rolle i denne sammenhæng? Han er i al fald ikke tilfreds med konferencen. Det kunne man læse om på den facebook-tråd, hvor DPU annoncerede konferencen. Her skrev Mårtensson for ca. en uge siden:

“Kære DPU. I skriver, at “målet med konferencen er at give viden, overblik og indblik i de forskellige opfordringer til oprør, opgør, forandringer og udramatiske revolutioner, der er i gang.” Derfor kan det undre, at programmet er sammensat, som det er. Hvorfor har I ikke inviteret nogle af dem, der rent faktisk har beskæftiget sig med kritikken? Altovervejende er programmet jo fyldt med de folk, hvis linje bliver kritiseret. Er det så meningen, at Ove Kaj Pedersen, Stefan Hermann og Claus Holm skal stå og forklare, at kritikken er skinger og unuanceret? og at de selv har ret?

Mårtensson flankeredes af flere andre kritiske røster. Der var et helt lille oprør mod anti-oprøret. Ham der “DPU” har endnu ikke svaret.

Endelig er der et stort interview med to af konferencens oplægsholdere, nemlig Jens Erik Kristensen og Lars Thorup Larsen. Begge bygger kraftigt på de allermest strukturalistiske sider af Foucaults filosofi. Kristensen beskriver modstandere af konkurrencestaten, som ”ofre”, og fortæller, at kritikken ”vil ebbe ud, når der kommer nye til”. Han venter på døden. Endvidere mener han, at professionerne vil opløses og blive erstattet af noget, han kalder for ”velfærdsfunktionærer”. Han ser det som en ”naturlig udvikling”.

Vi er i det totale anti-oprør. Ja, ligefrem i professionsopløsning. Det er helt efter bogen i forhold den teoretiske og politiske struktur, som jeg har beskrevet i mine undersøgelser af Danmarks Pædagogiske Oligarki.

 

4. Links og referencer:

Link til konferenceprogram, videoer mm.: http://konferencer.au.dk/professionsoproer/

Link til DPU’s facebook-videoer

Link til facebook-reklame for konferencen (bl.a. med kommentarer fra Brian Degn Mårtensson og Erik Schmidt)

Link til Asterisk: http://www.e-pages.dk/aarhusuniversitet/1843/

Link til analyse af Stefan Hermanns grundposition: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-opgoer-dansk-paedagogisk-tradition.html

Link til analyser af tidligere DPU-konferencer:

  1. Konkurrencestatens krav til dannelse, 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/konkurrencestatens-krav-til-dannelse-kommenteret-referat-fra-konference-pa-dpu-aarhus-universitet-d-20-november-2013-i-emdrup-kobenhavn.html
  2. Folkeskolens formål til eftersyn, 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/referat-af-konferencen-folkeskolens-formaal-til-eftersyn-d-19-august-2015-paa-dpu.html
  3. Åbning af Nationalt center for skoleforskning, 2016: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk-nedsmeltning-nationalt-center-for-skoleforskning.html
  4. Livsduelighed, 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/livsduelighed-paa-dpu.html
  5. DPU på folkemødet, 2016: Se indlæg nr. 25 og 27 i denne blog: http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-28-juni-2016.html

Om Danmarks Pædagogiske Oligarki, se f.eks. Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag.

 

5. Udskrift af de lange reklamevideoer for konferencen

A. Jens Erik Kristensen:

Fra at det engang var sådan, at professionerne så at sige fortalte staten, hvad borgerne har brug for, så er det blevet sådan nu, at professionerne er et vigtigt led i statens måde at styre borgerne, og derfor vil staten også gerne have styr på professionerne, og hvad professionerne gør, hvad de siger, hvordan de handler, hvor effektive de er, om de kan dokumentere, at de lever op til forskellige mål og så videre. Og det har ligesom ændret forståelsen af, hvad det vil sige at være en profession. At man ikke bare er aktører og har et fagligt råderum, hvor man bestemmer kvaliteten i det – i de ydelser man leverer -, men at man i stigende grad også bliver tænkt som agenter i politiske strategier, der er tænkt andre steder. Herunder jo altså først og fremmest statens eller ministeriernes strategier for, hvordan man gerne vil styre borgerne eller lede borgerne, og der har man brug for professionerne, og der har man brug for en speciel professionalisme, men det er ikke længere den samme professionalisme, som den professionerne tidligere kunne hævde sig ved. Og derfor ser vi for indeværende et opbrud. En omdefinering af, hvad professionerne egentlig er. Og pointen er, at det ikke bare er noget, der dikteres ovenfra. Det er noget professionerne selv er en del af og selv har muligheder for selv at spille ind i.

Vores konference er jo et forsøg på at sige, hvordan ser sådan en ny type af professionalisme ud, og hvilken rolle professionerne selv kan spille i det. Fordi det er helt afgørende – for at man kan have gode professioner – det er selvfølgelig, at de er aktive, en del af det, og at de har noget at sige. At det er professioner, der så at sige kan være stolte af deres egen faglighed.

I stigende grad har professionerne så at sige også været presset nedefra, fordi borgerne og brugerne vil gerne have høj kvalitet og vil gerne have indflydelse på og vil gerne have muligheder for også at blande sig i, hvad det er for en type af ydelse, som professionerne – f.eks. en skolelærer eller pædagogerne – de faktisk leverer.

Så derfor kan man sige, at spillet mellem stat, profession og borger er blevet mere åbent og mere flersidet, end det var tidligere. Hvilket også betyder, at éns professionsstatus og forestillingen om råderummet for fagligt autonomi osv. af gode grunde er presset.

Det er selvfølgelig et problem, at der er nogle stærke kræfter, der gerne vil trække professionerne i en bestemt retning. Nu tænker jeg f.eks. på, at en stor del af velfærdspolitikken jo i de seneste 10-15 år er tænkt, som noget der skulle evidensbaseret. Man vil gerne have velfærd, der virker. Det vil borgerne også. Man vil gerne have velfærd, der virker på den måde, at man også har dokumentation, eller evidens for, at de ting, man foretager sig også har en effekt. Det har jo på sin vis også presset professionerne. Ikke sådan at det i sig selv er dårligt, at man har evidens for, at det man gør har en effekt, men at der jo ligesom er et spil mellem evidensbasering og så professionernes egen, hvad skal man sige, erfaringsbaserede dømmekraft, som jo tit og ofte er den vigtigste, eller er den vigtigste, når det handler om, hvad man skal gøre i givne situationer.

Det er ikke tilfældigt, at en del professioner har oplevet det som, at der bliver sået tvivl om deres dømmekraft, eller at der er mistillid til, at de faktisk gør, det der er vigtigst eller mest effektivt at gøre i bestemte situationer. Men det er jo så fordi, at hvad der er effektivt og vigtigst at gøre altid vil være et åbent og praktisk spørgsmål. Det kan man ikke skrivebordsafgøre på forhånd.

 

B. Claus Holm:

På en måde er spørgsmålet, hvor meget professionsudøvelsen vil være underlagt krav og dokumentation om ny styring i fremtiden i forhold til at nyde ny tillid til, at professionen er så faglig stærk, så man ikke behøver så meget dokumentation, som tilfældet er i dag.

Det er klart, at diskussionen om dokumentationskrav overfor professionelt råderum er helt central, når man også skal forstå spørgsmålet om et professionsoprør; altså oprør mod, at man bruger for meget tid på at skulle dokumentere over for en ledelse, at man har gjort tingene rigtige, i stedet for at bruge tiden på patienten, f.eks..

Det er en diskussion, der kommer til at handle også om tillid. Vi taler om tillidsreformer på den ene side, og på den anden side behovet for styring og dokumentation. Og præcis hvordan balancen er mellem det ene og det andet, det er faktisk det, som konferencen skal være stærkt optaget af.

Man kan få indblik i, hvordan erfaringen af, at have tabt automoni, hvordan den er. Men man kan også få indblik i, hvad det eventuelt er for en ny form for professionelt råderum, som der er under etablering. Så man kan få indblik i tabsfortællinger, men man kan også få indblik i gevinstfortællinger om, hvad den udvikling vi ser for professionerne går ud på i dag.

Og i den forstand, så møder man jo også forskellige svar på, hvad professionsoprøret betyder. Er det oprøret til fordel for at gå tilbage til en bestemt type autonomi, som man har tabt. Eller er der ingen vej tilbage men en vej frem, der handler om, at råderum betyder noget nyt i morgen.

Konferencedatoen er som nævnt d. 19. april. Hvem ved, måske er landet på det tidspunkt lige midt i et kollektivt oprør? I så fald bliver konferencen en afkræftelse af sig selv.

Regeringens ”mål for fremtidens uddannelser”

Regeringen har udgivet to rapporter om videregående uddannelser. Her er en kort omtale:

 

A. “Videregående uddannelser til fremtiden – Nye målsætninger for de videregående uddannelser” 

Regeringens har skrevet en lille rapport på 16 tyndt skrevne sider om alle de videregående uddannelsers fremtid.

På trods af emnets betydning er der ingen analyse. Men alligevel angives der uden videre tre mål, som kommer dumpende fra himlen.

De tre mål, som skal ”geare til fremtiden”, er følgende:

  1. Høj faglighed og stort læringsudbytte, der fremmer ånd, viden og kritisk sans.
  2. Tæt sammenhæng mellem de videregående uddannelser og samfundets kompetencebehov nu og i fremtiden.
  3. En veluddannet befolkning med mange år på arbejdsmarkedet.

Lad os dvæle lidt ved det første mål:

Der er ingen forsøg på at drøfte eller bestemme begreberne læringsudbytte, faglighed, ånd, viden eller kritisk sans.

I stedet går man STRAKS i gang med at måle. Man laver simpelthen tre måleindikatorer på hovedmålet, altså på ”Høj faglighed og stort læringsudbytte, der fremmer ånd, viden og kritisk sans”.

Her er de tre måleindikatorer:

a) De studerendes udbytte af undervisningen skal være højt.
b) De studerende skal bruge fuld tid på deres uddannelse.
c) De studerende skal under uddannelsen gennem en tæt kobling mellem teori og praksis rustes til fremtidens arbejdsmarked.

Og disse måle-indikatorer skal så måles. Det er let nok, ser det ud til. Lad os se på det:

 

ad a)
Hvad vil det sige, at ”læringsudbyttet skal være højt”? Jo, det er det samme som at sige, at de studerendes egen vurdering af udbyttet skal ligge højt. Vi taler altså ikke om lærernes vurdering af sagen. Eleverne skal ”selvmonitorere”, som det kaldes. Denne indikator vil uden tvivl føre til fald i kvaliteten.

Desuden er “læringsudbytte” defineret i rent økonomiske termer, jvf. f.eks. indikator c. Dermed ender vi med læringsmålsstyring, hvilket er gift for ethvert seriøst universitet.

Det der med ”faglighed, ånd, kritik og viden” nævnes slet ikke, hvilket er kritisabelt alene af den grund, at disse fire begreber jo nævnes i selve målet (altså punkt 1). Det er naturligvis også kritisabelt af alle andre grunde.

 

ad b)
Den anden pind, der handler om de studerendes tidsforbrug, skal også måles. Man ser for sig, hvordan universitetet begynder at snage i de studerendes frie liv for at maksimere arbejdstimerne, som nu skal ”løftes” på en måleindikator, der får betydning for bevillinger mm..

Også her skal man måle på ”den studerendes egen vurdering” af tidsforbruget. De studerende skal formodentlig opfordres til at lave arbejdstidsskemaer, som indberettes til en datamaskine.

Det er nedladende over for den kommende generation efter min mening, at den partout skal ligne noget fra finansministeriets laveste kontorer.

 

ad c)
Den tredje pind er så lavpandet, at jeg næsten mangler ord. At gøre en ”tæt kobling mellem teori og praksis” så der ”rustes til arbejdsmarkedet” til et universelt mål, vil helt sikkert betyde mindre kritik, ånd og viden. Intet seriøst fag “ånd, viden og kritik” vil kunne eksisterer under dette mål.

Og igen: Denne indikator skal også måles på, om ”de studerende vurderer om de er rustet”. Det er altså ikke uddannelsesinstitutionen og lærerne, der skal vurdere forholdet mellem “teori og praksis”, men studerendes tilfældige holdninger og oplevelser.

 

Konklusion:
Så ”uddannelsernes fremtid” skal altså alene vurderes på smalle ”studentermålinger”, som institutionerne og uddannelserne så skal rette ind efter, og som er helt uden kontakt med både formål og mål.

Det hele ordnes på ca. 2 A-4 sider. Det er ”ånden” og “kvaliteten” i den danske centraladministration.

Niveauet i punkt 2 og 3 er ligeså lavt som under punkt 1, men det lader jeg ligge her.

Og det hele er ikke bare en øvelse. De faglighedsødelæggende mål vil få omfattende operative konsekvenser. Læs selv her:

”Målsætningerne vil blive monitoreret i form af en række målelige indikatorer. Målingen vil basere sig på den nyeste tilgængelige viden og kan derfor tilpasses i takt med, at der udvikles nye målemetoder på området.

Målingen vil blandt andet tilpasse sig den kommende kvalitetsmåling, der er under udvikling som led i etableringen af et nyt bevillingssystem for de videregående uddannelser.

Uddannelses- og Forskningsministeriet vil årligt gøre status for målsætningerne, og denne status vil indgå i uddannelses- og forskningsministerens dialog med bestyrelsesformændene for de videregående uddannelsesinstitutioner om de samfundsmæssige udfordringer på området.”

Så “ånden” vil sætte sig direkte i praksis.

Og husk: Vi taler om det hele, f.eks. fra Musikvidenskab, Matematik, Filosofi, Læreruddannelse, Medicin, pædagoguddannelse osv. Det hele er nu en del af den ”nye ånd”.

Så er den ged barberet.

Rapporten har ingen referencer til relevant litteratur eller til tidligere danske eller europæiske policy-dokumenter.

Rapport har heller ingen forfatter, men man kan kontakte en souschef, som hedder Dina Bloch. Forfatteren er et indre konkurrencestatsligt organ, som er ren proces uden navn.

Endelig vil jeg sige, at rapportens ”ånd” og struktur minder meget om de rapporter, der lå til grund for hhv. skole- og gymnasiereform, som jeg har analyseret ved tidligere lejligheder.

https://ufm.dk/uddannelse/indsatsomrader/nye-malsaetninger-for-de-videregaende-uddannelser

 

B. “Universitetsuddannelser til fremtiden”

Den første rapport er ledsaget af en meget længere rapport fra samme ministerium ”Universitetsuddannelser til fremtiden”, som er på over 450 sider. Hvor den første rapport handler om alle videregående uddannelser, så handler den anden kun om universiteterne. Forslagene har rod i et udvalg, hvis centrale aktører repræsenterer en række organisationer og ministerier som f.eks. Dansk Erhverv og Finansministeriet. Med lidt god vilje er der èn regulær videnskabsmand i udvalget. Resten er organisatoriske interesser.

På trods af de mange sider står der ikke noget af substantiel interesse, så jeg begyndte ret hurtigt at tælle ord på min egen lille håndholdte big-data-måde. Jeg brugte googles ”find”-funktion.

Lad os se på, hvordan det går med nogle af de centrale ord fra de under A angivne målsætninger. Der er ingen forekomster af ordet ”ånd” over de 450 sider. Hvad skal man egentlig stille op med sådan en modsætning? Det er jo en hån mod ungdommen og faktisk også mod os andre.

Man ville også fremme ”kritisk sans”. Men der er heller ingen forekomster af den formulering i den store rapport. Nøjes man med ordet ”kritisk”, er der 22 forekomster, men desværre kun i anvendelsesorienterede sammenhænge. Den rene intellektuelle form, altså ordet ”kritik”, optræder overhovedet ikke.

Vi kan også se på eksempler på ord, som man ofte knytter til universitetspraksis.

Hvad med ord som ”Sandhed”? Desværre: Der er 0 forekomster. Det er nok slut med den. Den kan jo true økonomien.

Hvad med ”kultur”? Der er 22 hits, men enten er det i betydningen virksomheds- og organisationskultur, eller også opfattes kultur som noget negativt og begrænsende. Vi var engang et kulturland, men det er vi ikke mere.

”Fordybelse” optræder 1 gang. Det er nok vigtigere med noget ”feedback”, som optræder 101 gange.

Hvad med ord som ”myndighed” eller ”autonomi”? Desværre! 0,00 forekomster. Ordet ”demokrati” optræder 3 gange, men kun i besværgende funktioner.

Der er ganske få hits – under 10 – på ord som ”dannelse”, ”filosofi” og ”historie”. De fleste af disse hits står i nogle tekniske og statistiske sammenhænge. Der bruges dog også ca. 10 linjer på Søren Pinds fikse forslag om et fælles dannelsesmodul på universitetet. Pinds ide, som altså kun får mikroskopisk opmærksomhed, kaldes næsten konsekvent for ”ministerens overvejelser”, hvilket jo understreger dets urealistiske og luftige karakter. Ideen har ingen tyngde, for hele Pinds grundlæggende filosofi går stik imod ”dannelse”. Om ½ år er Pind væk, og så kan man slette de 10 linjer.

Men hvilke ord står der så på de 450 sider minus de 10 linjer? Her er lidt resultater:

Økonomi = 304 hits

Arbejdsmarked = 357 hits

Kompetence = 505 hits

Læringsudbytte = 143 hits

Læring = 261 hits

Data = 219 hits

Kvalitet = 335 hits

Feedback = 101 hits

Fremtid= 169 hits

Afkast= 94 hits

Se det er jo en helt anden snak, ikke sandt?

Sidst i den store rapport er der et afsnit, som handler om ”universiteternes værdi for samfundet”. Afsnittet handler kun om ”samfundsøkonomisk afkast”, og om hvor meget kandidaterne tjener i løn.

Ovre på twitter er der begejstring i landets toneangivende evaluerings- og akkrediteringskredse. Der bliver fest i læringsmålsstyringen på de kanter, for Pinds nye vokabular er jo ren styringsmaterie.

Endelig har jeg noteret mig, at der – med en delvis undtagelse – ingen regulære humanister er i det udvalg, som har udarbejdet rapporten. Og ”ingen” er jo sjovt nok lige så få, som der er forekomster af ordet ”ånd”.

https://ufm.dk/publikationer/2018/filer/rapport-universitetsuddannelser-til-fremtiden.pdf

 

Andre links:

Analyse af udspil til gymnasiereform, 2016

Analyse af udspil til skolereform, 2013

 

Sammensætning af det udvalg, der står bag den store rapport om universiteterne:

– Agnete Gersing, formand, departementschef, Uddannelses- og Forskningsministeriet

– Anders Overgaard Bjarklev, rektor, Danmarks Tekniske Universitet, formand for rektorkollegiet

– Birgit Bangskjær, chefkonsulent, Akademikerne

– Charlotte Rønhof, underdirektør i Dansk Industri

– David Dreyer Lassen, professor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet

– Hanne Meldgaard, direktør, Uddannelses- og Forskningsministeriet

– Mads Bryde Andersen, professor, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

– Mads Eriksen, uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv

– Per Michael Johansen, rektor, Aalborg Universitet, næstformand for rektorkollegiet

– Stig Henneberg, afdelingschef, Finansministeriet

– Tina Bering Keiding, lektor og vicecenterleder, Center for Undervisning og Digitale Medier, Aarhus Universitet

 

En lignende rapport fra 2014 fra det såkaldte “kvalitetsudvalg”

SIRI-kommissionens opgør med demokrati og pædagogik

Den nystiftede SIRI-kommission, som ønsker at fremme disruption og robotificering af samfundet, ledes af den radikale Ida Auken, som virkelig har slået sig ned som teknologi-ideolog.

Ordet ”SIRI” stammer fra Apples robotteknologi. I kommissionen sidder også en Anders Hvid, som ejer firmaet Dare Disrupt, der står bag KL’s kontroversielle teknologiudspil. Hvid er ”ambassadør” for det såkaldte Singularity University, som arbejder for en sammensmeltning af menneske og teknik til en ny slags Guddom, der kan løse alle menneskets problemer. Det er en fornærmelse mod ordet ”universitet”.

Nu har SIRI udarbejdet rapporten ”Digitalisering, job og kompetencer – hovedrapport”. Den forsvares på twitter af Ida Auken og hendes intellektuelle væbner, professor MSO Peter Lauritsen, som er erklæret post-humanist. De mener, at rapporten taler for demokrati. Rapporten er udarbejdet af firmaet ”Hanne Shapiro-futures”, som også er på den stærkt radikaliserede vogn.

Efter min opfattelse markerer rapporten et frontalt opgør med både demokrati og pædagogik. Lad os se på sagen:

Rapporten er bygget op om fire lange og opbyggelige eksempler på, at en medarbejder ”ses som en udviklingsressource og ikke en omkostning”. Det må være denne formulering, som kaldes for ”demokrati”? Selvom det intet har med ”demokrati” at gøre. Jeg må gætte lidt her, for det kører på et meget lavt niveau lige heromkring.

Et af de fire eksempler er fra pædagogikkens verden. Det handler om Mørkhøj Skole i Gladsaxe Kommune. Her kører den pædagogiske tænkning i den absolut yderste lærings-stratosfære til SIRI’s slet skjulte begejstring.

I Mørkhøj har man ændret skolebiblioteket til et ”innovationscenter”. Eleverne skal her tilegne sig ”det 21. århundredes kompetencer”. Det sker ved at ”opdele centret i forskellige læringszoner: præstationszone, feedbackzone, kodnings- og innovationszone, samt kreazone og forskellige produktionszoner”. På den måde bliver ”eleverne medskabere af deres egen læring”, og lærerene får ”ændret deres professionsidentitet”, så de i ”højere grad bliver facilitatorer”.

Dette skrækkelige vokabular er vel at mærke ikke kun knyttet til ”innovationscentret”. Læringsideologien er skam også koblet til en centralt formuleret almen ”vision” for hele Gladsaxe kommune. Og denne vision er tilfældigvis helt i SIRI-rapportens ånd. Den er funderet i et europæisk ”Future Classroom-koncept”, der ”er svar på”, hvordan man kan ”udvikle en pædagogisk praksis og skabe de fysiske rammer for læring, der kan fremme det 21. århundredes kompetencer”.

Der er ingen åndehuller i det pågående og selvrefererende sprog.

SIRI taler også om en ”bottom-up tilgang”, og her spidser man jo øre pga. det med “demokratiet”.  Bottom-up handler om, at en række læringsagenter, som er uddannet i Synlig Læring-konceptet på professionshøjskolen UCC, skal ”motivere og understøtte” resten af skolens lærere. Læringsagenterne, der kaldes ”Local Impact Coaches”, har en ”særlig rolle” med at ”sprede konceptet”. Der tales direkte om ”et nøgleredskab”, som hedder ”Visible Learning Impact Cycle”. Dette “redskab” følger John Hatties principper til mindste detalje. Det er totalt udemokratisk det hele.

Nogle læsere husker måske, at Lyngby Kommune forlod det nordkøbenhavnske samarbejde om Hatties koncept, som Gladsaxe stadig er en del af? Det var socialdemokraten Simon Pihl Sørensen, der svingede pisken i byrådet. Han kaldte Hattie-konceptet for “nærmest fascistoidt”.

SIRIs rapport fortæller også, at skolelederen skal ”købe tankerne bag fremtidens skole”, og at han skal have en ”dyb forståelse af de enkelte teknologiers muligheder”. For ellers kan skolelederne jo ikke selv ”skabe motivation”. Det samme gælder i øvrigt også for tillidsrepræsentanten. Alle skal motiveres til at knuselske SIRI’s  og John Hatties lærings-ragnarok.

Når skolerne har forstået dette helt efter forskrifterne til sturt sturt 12-tal, så tales der om, at ”virksomheden” er ”moden”. Har skolen derimod ikke forstået, så er den ”umoden”. Niveauet er under al kritik.

I rapporten er der iøvrigt en ’interessant’ betragtning. Der står nemlig, at Mørkhøj skole har en form for ”rolleskizofreni”. Denne diagnose består af følgende:

”På den ene side lægger de nye digitaliseringsteknologier op til en induktiv, helhedsorienteret og mere eksperimenterende tilgang til læring. På den anden side afspejler det sig hverken i de nationale tests eller i de afsluttende prøver”.

Ok, og hvordan løser man så det problem? Det gør man på følgende måde:

På den ene side indgår alle lærerne ”læringsmakkerskaber to og to med en lokal læringsagent, hvor de sammen undersøger og diskutere elevfeedback og tilrettelæggelse af feedback som redskab”. Dertil kommer, at man ”på den anden side gennem synlig læring får adresseret og diskuteret målkrav”.

Så devisen er: læringsindoktrinering af læringsagenter suppleret med synlig læring fra top til bund indtil alle har forstået.

Hermed er al skizofreni da udryddet. Det er helt klart.

Hvis der er kritik, opfattes det i rapporten som ”individuel modstand eller skepsis”, som skal “imødekommes”, som det truende hedder (s.6). Andet står der ikke. Vi er virkelig langt fra en demokratisk praksis.

Men SIRI, Ida Auken og Peter Lauritsen, mener altså, at dette er eksempler på ”demokrati” og ”medbestemmelse” og pædagogisk kvalitetsudvikling.

Det er værd at nævne, at der har været en omfattende kritik fra både forskere og praktikere af synlig læring og af læringsbegrebet, både herhjemme og internationalt. Men det hører vi intet til, hverken i rapporten eller i på Gladsaxe Kommunes hjemmeside. Tværtimod, for nu at sige det mildt.

Demokrati-spørgsmålet har sin egen lange historie, men den nævnes heller ikke.

Det hele fører direkte til tilpasning og underkastelse for både børn og lærere, og det understøttes altså af indflydelsesrige forskningsmiljøer, folk fra det radikale venstre og Singularity-religionen.

Jeg foreslog iøvrigt Ida Auken – for nu at være lidt hjælpsom -, at hun viste beskrivelsen af Mørkhøj Skole til Marianne Jelved, som jo har været meget kritisk over for nogle af disse lærings-koncepter, men Auken svarede blot med fem ord og et udråbstegn: ”Marianne Jelved er ikke maskinstormer!”. Auken minder mig om lidt Donald Trump i sit twitter-frådende opgør med humanisme, demokrati og pædagogik.

 

PS:

A.

Anders Hvid er som sagt dybt integreret i Singularity University-ideologien, som spreder sig overalt i landet. Han sidder som sagt med i SIRI, han ejer firmaet “Dare Disrupt”, som står bag vilde KL’s teknologiudspil. Hvid har også holdt oplæg for regeringen i forbindelse med etableringen af Disruptionsrådet, som nærmest definerer denne regerings ånd. Han var også inviteret med på undervisningsministerens SORØ-møde. Singularity-filosofien er i det hele taget dybt integreret i ledende policy-kredse. Det er dokumenteret en stor artikel “Fremtid til salg” i Weekendavisen fredag d. 2. marts 2018.

I nedenstående video fra 2012 fortæller Hvid om sin “uddannelse” på Singularity University. Han beretter begejstret om, at han blev ”hjernevasket”, bl.a. af en ”meget spændende” person, nemlig grundlæggeren af Singularity, Peter Daimandis. Daimandis vil ”oploade sin person til en kunstig intelligens og på den måde leve for evigt”, som det hedder.

Hvid fortæller, at han er ambassadør for Singularity University i Danmark.

Hvid reflekterer også over, hvad Singularity-begrebet er. Han mener, at Singularity betegner tilstanden i universets sorte huller. I de sorte huller opløses alle naturens love.

Singularity er altså det sted, hvor alle fysiske, biologiske og sociale love går i opløsning. Det sted, hvor alt er ”oploaded”. Der hvor ”teknologien overtager fra mennesket”. Hvid vil have KL og Danmark ned i et sort hul.

 

B.

Rapporten blev særdeles positivt modtaget af Bente Sorgenfrey, som er formand for FTF og med i SIRI. Sorgenfrey er også med i regeringens Disruptionsråd, som er dannet på baggrund af oplæg fra folk fra Singularity-bevægelsen.

Link til FTF’s dækning: https://www.ftf.dk/aktuelt/ftf-nyhed/artikel/uddannelser-boer-have-et-digitalt-fremtidstjek/

 

C.

Medlemmer af SIRI-kommissionen:

Formandsskab:

Ida Auken, erhvervsordfører, MF for Radikale Venstre og Young Global Leader
Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA

Medlemmer:

Bente Sorgenfrey, formand for FTF
Marianne Dahl Steensen, adm. direktør for Microsoft Danmark                                         Jens Klarskov, adm. direktør for Dansk Erhverv                                                                 Mads Rydahl,  Unsilo – og medskaber af SIRI
Christian Bason, adm. direktør for Dansk Design Center
Anders Hvid, Dare Disrupt, Singularity University amb. i Danmark
Thomas Bolander, DTU Compute
Henrik Bodskov, adm. direkør for IBM Danmark
John Finnich Pedersen, Kommunikationsdirektør for Siemens
Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening
Thomas Ploug, Aalborg Universitet og medlem af Etisk Råd
Esben Østergaard,  CTO for Universal Robots
Anders Friis, CPO for Corti
Laila Pawlak, Co-Founder og CEO for SingularityU, Denmark
Kim Simonsen, formand for HK

 

Links mm.:

Link til SIRI-rapport: https://ida.dk/sites/default/files/siri_rapport_digitalisering_job_kompentencer.pdf

Link til SIRI-kommissionens hjemeside: https://ida.dk/ida-star/publikationer/analyser/teknologi/sirikommissionen

Link til Synlig Læring i Gladsaxe: https://www.gladsaxe.dk/kommunen/borger/familie-_boern_og_unge/skole_og_uddannelse/synlig_laering

Simon Pihl Sørensens opgør med Synlig Læring

Fuld case fra Mørkhøj Skole, udarbejdet af SIRI

Diskussion af blogindlægget på Radiake Debat-facebookside. Ida Auken deltager også. 

Anders Hvis præsenterer sine ideer

 

 

Ny spændende bog: ”The Nordic Secret”

Jeg vil gerne slå på tromme for en virkelig interessant udgivelse, der kom her i efteråret 2017. Det drejer sig om bogen ”The Nordic Secret – A European Story of Beauty and Freedom”, som er skrevet af de to økonomer, danskeren Lene Rachel Andersen og svenskeren Tomas Björkman.

Bogen stiller spørgsmålet: Hvorfor er de skandinaviske lande en økonomisk, politisk og kulturel succes?

Svaret er “dannelse”.

Bogen er et yderst velargumenteret forsvar for nordisk folkedannelse, både i dens grundtvig-koldske og dens moderne former. Der er fuld reference til engelsk og især tyske dannelsestradition og dennes forbindelser til høj- og friskoletraditionen og til det moderne gennembrud, og forfatterne drøfter udførligt og i detaljer, hvordan vi stadig bør lære af denne tradition, holde den ved lige og udvikle den.

På en måde er det 1830 og 1871 – guldalderen og det moderne gennembrud -, der arbejder som en vekselvirkende motor. Dermed sættes hele kulturen i en produktiv spænding, som skaber en særlig æstetik og en særlig nærheds- og frihedsforståelse, som vi stadig bader i.

Ifølge forfatterne var folkedannelsen desuden med til at immunisere f.eks. Danmark for nazistisk indflydelse i 1930’erne. Tyskerne manglede folkedannelse, for nu at sige det på den måde. Det danske folk blev nationalt-demokratisk, men det gjorde det tyske ikke. Derfor betyder ordet ”folk” også noget vidt forskelligt i de to lande. Der er dog ingen tysk-fjendtlighed. Tværtimod understreges sammenhængen mellem tyske og danske dannelsesforståelser igen og igen. Bogen er nationalt-sindet, men på ingen måde nationalt-chauvinistisk. Vi er langt fra DF. Det er dansk og tysk dannelse i forening og syntese.

Der er også nogle virkeligt interessante overvejelser over ikke bare oplysningens, men også pietismens betydning for dannelsesbegrebets udvikling. Det er værd at have in mente i disse tider, hvor pietismen har så dårlig presse (jvf. DR’s Danmarkshistorie).

Der er et myldrende liv af forbindelser mellem aktører, grupperinger og tanker hele vejen op gennem især 1800-tallet samt en spændende skildring af disse tankers betydning for både skandinavisk, men også f.eks. amerikansk (Dewey og Luther King) og schweizisk (Pestalozzi, Rousseau og Piaget) kulturudvikling. Det er som om, forfatterne har fundet en guldåre, nemlig dansk kultur, som de bare øser og øser af, lige ind i det moderne nationale, nordiske og europæiske liv. Og der er vel at mærke ikke blot tale om en velkendt Danmarks-historie, men snarere om en dannelseshistorie, der sætter en række markante og oversete skel, hvis man sammenligner med den vilde anti-grundtvigianisme, som f.eks. skole- og læreruddannelsesreformen bygger på.

Ud over de mange tankevækkende og strålende forbindelser, er der også en interessant kritik af den aktuelle skolepolitik her i landet. Forfatterne anser det – med rette – som en form for forbrydelse, at man siden 00’erne har bygget pædagogik og uddannelse i et decideret opgør med den rige tradition, som de har fundet frem og pudset af.

Endelig er det værd at nævne, at der ikke er tale om en banal reaktion på det moderne livs kompleksitet. Tværtimod forsøger forfatterne at forbinde dannelsen med helt moderne udviklingspsykologi og med samfunds-, teknologi- og globaliseringsteori uden på nogen måde at være hyper-optimistiske.

Indimellem tager de mange psykologiske faser og lag måske lidt overhånd. Jeg er ikke vild med alt dette version 2.0 og 3.0. Det psykologiske og systemteoretiske udgangspunkt – som ikke er luhmannsk forstået – har det med at gøre den kulturelle ontologi til et spørgsmål om faseopdelt ”forestilling”. Men ok, et eller andet kritisk skal jeg jo finde på, og måske fungerer det faktisk udmærket? Forfatterne undgår i al fald helt, at deres faser ender i en ”fra og til”-logik, som vi f.eks. ser det i konkurrencestats-inspireret reformpædagogik. Alle faserne får lov til at arbejde med hele tiden, hvilket faktisk er svært. Der er nærmest tale om kulturelle lag. Og da Abbas vidunderlige sang ”Move on” tages frem som et eksempel på en såkaldt ”meta-moderne” poesi, var jeg solgt. Der er også masse af vers fra Grundtvig, PH mm.. Det er bare så dejligt idérigt det hele. Diskussionen er både struktureret og åbnende.

Med disse udgangspunkter kan forfatterne ende ud med et sandt eldorado af spændende pædagogiske ideer, helt fra betydningen af nationale myter og samhørighed i grundskolen, via en nærmest Hannah Arendts beskyttelse af børnenes og ungdommens nære og frie kundskabsliv og det moderne livs interesse for videnskab og demokrati, til et forslag om et Grundtvigsk universitet i Strassburg. Ja, og meget meget mere. Det er national og europæisk dannelse i den skønneste og åbnende forening.

Bogen er i den forstand en velargumenteret reprimande til alle, der har stemt for de aktuelle pædagogiske reformer. Det er en national og åben traditions besindige råb og bidrag til verden.

Denne bog har min varmeste anbefaling. Den er et bidrag til en moderne drøftelse af den nordiske dannelsestraditions store betydning og muligheder efter 00’ernes destruktive inferno.

 

Reference til omtaler af bogen:

https://www.nordicsecret.org/

Forfatterne har også en facebook-side, ”The nordic secret”, hvor man kan følge deres arbejde.

Bogen har være anmeldt i Weekendavisen, d. 5. januar 2018. Anmelderen var generelt meget positiv, men mente, at bogen indimellem var en ”nostalgisk over længslen tilbage til velfærdsstatens storhedstid”. Det forstår jeg faktisk ikke. Velfærdsstaten betyder nærmest ingenting i bogen, og jeg kan slet ikke finde nogen nostalgi. Det er ikke en historie om banal politisk økonomi, selvom forfatterne er økonomer Anmelderen skrev da også, at interessen for ”nationalstaten” giver ”forfærdelig god mening”.

Lene Rachel Andersen blev også interviewet til Højskolebladet d. 8. december 2017.

 

Facebook-drys 46: januar 2018

Her er 57 facebook-opdateringer fra januar 2018. De mange datalæringsinitiativer og Keld Skovmands vigtige ph.d.-forsvar har fyldt en del, men der har også været andre ting. Man kan enten læse opdateringerne på nærværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Datalæring 1
  2. Stop-prøver i børnehaveklassen
  3. Kritikkens forfald
  4. Empirisk dannelsesforskning i Vingsted
  5. Hanne Knudsen interviewer John Hattie
  6. Facebook-drys 44: november 2017
  7. Georg Brandes’ professorat
  8. Datalæring 2
  9. Datalæring 3
  10. Datalæring 4
  11. Om Thora Constantin-Hansens erindringer
  12. Datalæring 5
  13. Annoncering af Keld Skovmands ph.d-forsvar
  14. Johannes Novrups pædagogik
  15. Disputatsforsvar om Platons politiske og pædagogiske filosofi
  16. Noter til 1918
  17. Indlæg af Søren Pind
  18. ph.d.-rådet for uddannelsesforskning
  19. LA’s muligheder
  20. ph.d.-rådsformænd og ministre
  21. Datalæring 6: ”Verdens førende uddannelsestænker”
  22. Datalæring 7: KL’s vision 1
  23. Datalæring 8: UVM, KL, VIVE og datalæring i Randers og Aarhus
  24. Computer Charlie som dannelsesideal
  25. Anders Samuelsens afgang
  26. Datalæring 9: Børnehavedata
  27. Mikael Busch og Lars Qvortrup i JP
  28. Datalæring 10: KL’s vision 2
  29. DPU’s ideologi 1
  30. Datalæring 11: Kl’s visioner 3
  31. LA’s fejl
  32. Bemærkninger til Piagets læringsteori
  33. LA i Jersild Minus Spind
  34. Datalæring 12: Kritik af forsvar for CPR-læring
  35. Datalæring 13: Elementerne i den nye lærings-dataideologi
  36. DPU’s ideologi 2: Den hemmelige filosofi
  37. Datalæring 14: Læringskrav til CPR-forskere
  38. Om udflytning af statslige arbejdspladser
  39. Indlæg af David Holt Olsen
  40. DPU’s ideologi 3
  41. The Square i WA
  42. Keld Skovmand i bund og grund
  43. Datalæring 15: læringslighed i mors mave
  44. Ny Departementschef i Undervisningsministeriet
  45. Datalæring 16: Den nye datalov og tilliden til Søren Pape
  46. Positiv journalistik
  47. Dagbogsnotat ifm Keld Skovmands ph.d. forsvar
  48. Stemingsrapport fra DPU’s festsal
  49. Herfra hvor jeg står
  50. Note 1 til Skovmands forsvar: Reaktioner dagen derpå
  51. Note 1a til Skovmands forsvar
  52. Note 2 til Keld Skovmands forsvar
  53. Note 3 til Keld Skovmands forsvar: Havkatte og fyrfadslys
  54. Poul Aarøe Pedersens anmeldelse af Uren Pædagogik
  55. Note 4 til Keld Skovmands afhandling: Det taksonomiske niveau
  56. Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens reaktion på Skovmands kritik
  57. Læringsmål og ansvar

 

1. d. 1. januar: Datalæring 1

En nytotalitær lærings- og datastat samler nidkært oplysninger om børns og unges følelser for at fremme “trivsel”. Det hele kører i kommunale, semi-kommercielle og ministerielle systemer.

Staten er et “drømmenes palads”, som den albanske forfatter Ismael Kadare skrev med den kommunistiske enevælde i tankerne.

Imens snakker regeringen om ligegyldige emner som bilpriser mm.

Man bør helt fjerne cpr-systemet efter min mening. Især i disse tider. Stat, data og pædagogik må ikke bo i samme hus.

Se også: https://politiken.dk/…/Følsomme-data-om-børn-gemmes-i-strid…

Se også: https://www.b.dk/…/big-brother-er-paa-vej-i-folkeskole-vi-s…(tilføjet senere)

 

2. d. 1. januar: Stopprøver i børnehaveklassen 

Laura Lindahl fra LA forslår i Jyllands-posten d.30/12, at alle elever i 0. klasse skal bestå en stopprøve i Pisa-dansk, hvis de vil ”rykke op” i 1. klasse. Hun ser for sig 16-årige børn i 0.klasse, som aldrig rykker op:-(. Og så kan forældrene lære det osv. i samme mol.

Hele ånden og sprogbrugen spærrer helt for, at jeg kan sige noget om indholdet, og det nytter jo ikke noget bare at sige %&/()&/. Så jeg nøjedes med at notere LA’s synspunkt, mens jeg ventede på omverdenen.

I dagens Aarhus Stiftstidende læste jeg så lidt reaktioner. Artiklen står også i JP (det er en ritzau-artikel):

Socialdemokratiets Mattias Tesfaye kritiserer faktisk forslaget, men nærmest for ikke at være vidtgående nok. Man skal åbenbart have en form for stopprøve allerede i børnehaven? Det er lidt uklart, men selve ”stopprøve-ideen” afvises ikke direkte, som jeg læser det. Det lyder lidt som om, at Tesfaye vil tvinge alle børn i vuggestue og børnehave for at undgå ghettoer. Tesfaye er alt for uklar.

Det er ligesom Danske Fryseparti. Lad os droppe friheden for at beskytte friheden. En slags frihedsdikatur?

Tesfaye er også utilfreds med, at Lindahl vil holde friskolerne ude af systemet. Vil det sige, at der også skal være stopprøver i friskolerne?

Så Konkurrencestatspartiet vil på sin vis udvide LA’s forslag i både bredde og dybde. Det er en form for corydonisme med den helt særlige instrumentelle grundnaivitet, der kendetegner dette politiske segment.

Så er der Maskinrumspartiet, også kaldet Venstre ved højtidelige lejligheder. Martin Knuth synes, der er tale om ”et godt forslag”. Nå!

Hverken Tesfaye eller Knyth har ondt i noget som helst.

Jacob Mark (SF) kalder derimod forslaget for ”hul i hovedet”. En medalje til Mark. Dejligt med lidt ¤&/IO/(). Morten Østergaard er enig med Mark. Mærkeligt for mig at være enig med Østergaard i noget. Jeg troede, han sad og spiste pommes frites med Jean-Claude Juncker. Men godt at han melder klart ud.

I JP’s artikel fra i forgårs spørger journalisten også ind til Merete Riisagers holdning. Det er lidt interessant, for Riisager og Lindahl er jo partifæller. Der står følgende:

”Her ønsker Merete Riisager ikke at kommentere forslaget fra sin partifælle, men Laura Lindahl »har ingen formodning om, at hun vil være imod.«”

Hovsa, det var vist ikke lige koordineret?

I dag kom så Riisagers herlige svar til Ritzau:

”Det er et forslag, Laura Lindahl har fremlagt. Det er noteret”.

Denne formulering mindede mig om engang, hvor jeg diskuterede et eller andet med Riisager. Det var før, hun blev minister. På et tidspunkt midt i diskussionen skrev jeg: ”det er noteret”. Dengang blev Riisager pænt irriteret over min formulering. Derfor ved jeg også, at Lindahl virkelig bliver sat på plads med denne kommentar.

Så Riisager får også lige en medalje af mig. Hun kan pudse den sammen med Mark og Østergaard.

Vi snakkede i øvrigt lidt om sagen ved nytårsbordet. Et familiemedlem kandiderede til at være med i en Jersild-udsendelse med en sindrig spin-analyse, som jeg lader ligge her. Men måske er Lindahls forskrækkelige ide både noteret og koordineret?

De to artikler i sagen:
https://jyllands-posten.dk/…/la-vil-indfoere-stopproever-i…/

https://jyllands-posten.dk/…/s-afviser-stopproeve-saet-ind…/

 

3. d. 2. januar: Kritikkens forfald

Først stormer og hvirvler kritik og ånd rundt i afslørende undersøgelser, der får verden til at vise sig. Stormen river de faldefærdige bygninger ned og finder de virkelige frø, som var der i forvejen.

Dernæst kommer didaktikerne og historikerne og putter de stormende vinde i faser og kasser. Det hele visner lidt.

De såkaldte ”kritiske pædagoger” kalder desuden den “kritiske storm” for reaktionær. privatpraktiserende, personlig etc..

Dermed tømmes kasserne for de visne blomster og dermed for alle blomster. De kritiske pædagoger ender som metodikere med tømte kasser uden flora. Dvs. i anti-kritisk anti-pædagogik.

Derpå kommer evalueringsfolkene og måler tomheden. Det er det, som kaldes ”praksisnær forskning”.

Endelig flytter den tomme evaluering ind i hjernen på børn og unge.

Den sidste fase kaldes også for ”læringsmålstyring” eller ”synlig læring”.

Dermed er vi havnet hos lærernes og DPO’s nye ”Bibel”, som fortalerne kalder John Hatties bog. Vi er i en særlig ånds-forladt religiøsitet.

 

4. d. 3. januar: Empirisk dannelsesforskning i Vingsted 

Alexander von Oettingen har skruet et særdeles fint program sammen til sin anden konference om det, han kalder for “empirisk dannelsesforskning”. Klik og kig.

Årets under-emne handler om forholdet mellem pædagogik og uddannelsesvidenskab, og det er et tema, som er højaktuelt i disse år, hvor pædagogikken har trange kår i uddannelsesforskningen, både på DPU og i UC-regi.

Selv deltager jeg i en form for workshop, hvor jeg skal drøfte en tekst af Knud Grue-Sørensen sammen med Keld Skovmand og Casper Feilberg.

Jeg er ikke Grue-Sørensen ekspert, så det bliver lidt fra hoften. Jeg læste dog alle hans artikler fra det legendariske KU-tidsskrift “Pædagogik” her i efteråret. Der står virkelig mange interessante ting, som jeg i det mindste kan fortælle lidt om.

Biesta, Uljens og Tanggaard kommer også, og en masse andre. Der er også festmiddag, for de af os, som lige skal have klaret verdenssituationen.

https://ucsyd.nemtilmeld.dk/221

 

5. d. 4. januar: Hanne Knudsen interviewer John Hattie

Lektor ved DPU, Hanne Knudsen skrev i 2015 en glimrende kritik af John Hatties problemer med filosofi og kultur. Det var i artiklen ”De blinde pletter i synlig læring: hvordan evidens blev svaret på det hele og glemte de andre spørgsmål, man også kan stille” (Knusen 2015).

Artiklen kunne man læse i den i øvrigt skrækkelige bog ”At lede efter læring”.

Nu har Knudsen gjort os den tjeneste simpelthen at interviewe Hattie. Det sker i det seneste nummer af tidsskriftet ”Nordic Journal of Studies in Educational Policy”. Interviewet har fået overskriften “John Hattie: I’m a statistician, I’m not a theoretician”.

Her er nogle af det fine interviews mange lavpunkter:

A.

Knudsen spørger til Hatties opfattelse af hans egen metode, om hans syn på nationale og kulturelle forskelle og meget andet. Svarene bærer præg at total uvidenhed om den pædagogiske substans.

F.eks. omtaler han konsekvent ”pædagogik” som implementering/oversættelse eller som en kommercialiseret ”scaling up”. Og hvad denne ”oversættelse” betyder i al sin autoritære banalitet, kan man læse her:

“Hanne Knudsen:
So you see translation as a matter of you saying something and then testing whether they understood it the way you meant it?

John Hattie:
Correct.”

Hattie siger et sted, at hans metode er kontekst- og kulturfølsom, men denne påstand modsiges totalt af ovenstående, og af mange andre ting han siger.

B.

De lærere, som er kritiske overfor Synlig Læring, har ifølge Hattie ingen seriøse begrundelser. De er bare vanedyr, som har undervist ”på samme måde i 30 år”. Lærerne må heller ikke fortælle om deres klasser, erfaringer mm., hvis det ødelægger muligheden for at gennemføre Hatties læringskoncept.

Hattie kommer i sammenhæng med disse markeringer ind på situationen i Skanderborg, som nok er landets mest ivrige Hattie-kommune. Det er værd at nævne her, fordi en af skolerne i Skanderborg netop har fået en Hattie-pris.

Hattie siger i øvrigt et sted, at nogle af skolerne i Skanderborg har forladt Visible Learning+. Er det rigtigt? Det har jeg ikke hørt om.

C.

Alle synlig læring-elever og lærere skal lære at arbejde med følgende, og her er der heller ingen kulturfølsomhed:

“The biggest impact that I am looking for is: can students talk about their learning? Can they talk about what it means to be successful?”

Ja, “succes” og ”succeskriterier” er virkelig de helt store pædagogiske ord for Hattie. Han kommer ind på det flere gange sidst i interviewet, hvor den pædagogiske kvalitet er så absolut lav, som det er muligt.

D.

Hattie fortæller, at han ikke er begejstret for evidens-begrebet. Hvorfor han både i sine bøger og faktisk også i interviewet bruger det i tide og utide, skal jeg så ikke kunne sige. Det virker yderst ureflekteret. I stedet for ”evidens” foretrækker han ”know thy impact”, som han mener er tættere på en dansk og grundtvigsk skoletradition; et emne, som Knudsen spørger direkte til. Her et citat fra Hattie:

“I am not very happy with the word evidence-based because it implies that there is no thinking behind it. That is why I moved from talking about evidence-based, to talking about ‘know thy impact’, which kind of fits in closer to how I understand the original Danish ideas.”

Ja ok, han har da helt sikker ikke “understood the original danish ideas”, og hans fortalere herhjemme er i direkte opposition til dansk skoletradition, uanset hvordan den forstås.

“Evidens” flyder overalt i Hatties arbejde, og det passer fint med, at “there is no thinking behind it”, hvilket Hattie på sin vis også selv erkender, jf. punkt 7.

E.

Det er også værd at nævne Hatties udførlige reference til den såkaldte SOLO-model, som er udarbejdet af landsmanden John Biggs, og som også rumsterer overalt på universiteterne. Biggs model er udarbejdet på samme teoretiske grundlag som Hatties, nemlig den radikale konstruktivisme, som huserede i 1990’erne, og som satte dybt præg på de af vores hjemlige systemteoretikere, som står bag skolereformens teori.

F.

Jeg bør også citere fra de af Knudsens kritiske spørgsmål, der går på forholdet mellem at lære og ”at lære at lære”. Hattie er besat af det sidste, mens Knudsen synes bedst om det første:

“Hanne Knudsen:
I would think they (eleverne, TAR) are interested in the world, and they are interested in learning about the world, but they are not interested in learning about learning.

John Hattie:
Why is it that 3-year-olds are obsessed with why questions?

Hanne Knudsen:
Because they are obsessed with understanding the world…?

John Hattie:
That’s right, and to learn about how they learn about the world. And discover how they make connections.

Hanne Knudsen:
But it’s this extra learning about the learning I don’t like. I am worried about our expectations of our children in terms of self-reflexivity.”

Hattie er desuden meget forarget over, at nogle af de 5 årige ikke har et “concept of learning”. Jeg er mere forarget over, at Hattie er forarget over det, må jeg indrømme.

G.

Knudsen spørger også til, hvad ”visible” betyder. Hattie giver følgende eksempel:

“One example of visibility is an iPhone app where teachers can get, almost immediately, in three seconds, a script of everything they say in the classroom. The app can code it automatically while the teachers are doing it. If the teachers allow them, we can ask the kids to react too, so the teachers can see their impact on the kids through the kids’ eyes”.

Man ser julelysene i øjnene på KL.

H.

Til sidst spørger Knudsen til Hatties syn på pædagogisk teori. Hattie siger, at han jo først og fremmest er statistiker – jf. interviewets overskrift – men han går alligevel ikke af vejen for at hævde en ”strong model of teaching”. Så vi får altså et antifilosofisk, men stærkt undervisningsbegreb. Den værst tænkelige kombination.

I.

Hattie kritiserer Lars Qvortrup og Niels Egelund for at rose det medicinske evidensbegreb. Det er jo fint nok, men Hattie refererer selv kraftigt til medicinen rundt omkring. Så han er lidt en dårlig kammerat lige der efter min mening. Og han angiver bestemt ikke mere pædagogisk funderede vidensbegreber, nærmest tværtimod.

Referencer:
Link til interview: http://www.tandfonline.com/…/…/10.1080/20020317.2017.1415048

Hanne Knudsen (2015). ”De blinde pletter i synlig læring: hvordan evidens blev svaret på det hele og glemte de andre spørgsmål, man også kan stille”, i Bjerg, H. & Vaaben, N.: At lede efter læring, Samfundslitteratur, s. 125-148.

Omtale af Hattie-pris til Skanderborg-skole:http://skanderborg.lokalavisen.dk/…/20180101/artikler/…/1395

 

6. d. 4. januar: Facebook-drys 44: november 2017

Her er nærværende blogs diskussioner i november 2017, der især var præget af Agedrup-sagen.

Men der var også kommunal-valg, mærkelige skoleledere, mundkurve mm.:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-44-november-2017.html

 

7. d. 5. januar: Georg Brandes’ professorat 

Nogle gange tænker jeg på, hvordan Danmark ville se ud i dag, hvis Georg Brandes havde fået sit professorat i 1872 i stedet for i 1902.

 

d. 5. januar: Datalæring 2 

Undervisningsministeriet har svaret Folkeskolen.dk på, hvorfor det kobler uddannelsesdata op på CPR-numre. Svaret er foruroligende i al sin magtfuld naivitet. Her er et enkelt eksempel blandt mange i den vedhæftede artikel:

“Indsamles data ikke på cpr-numre, vil det ikke være muligt statistisk at følge eleverne igennem uddannelsessystemet eller at koble deres trivsel til faglige resultater, forældrebaggrund, etnicitet, helbredsoplysninger o.a., som kan have en afgørende sammenhæng med og forklaringskraft ift. elevens trivsel”.

Ja, det vil være umuligt ”statistisk at følge eleverne igennem uddannelsessystemet” osv., og heldigvis for det. Det SKAL være umuligt. Helt umuligt! Hold nallerne fra os!

Men pt. er det altså helt og aldeles muligt. Data følger børn fra vugge til krav, og staten kan overvåge det hele via diverse forsknings- og evalueringsorganisationer, som kan botanisere i tilfældige sammenhænge, som efterfølgende rulles ud som evidensbaserede metodekrav om alt mellem himmel og jord. En analysechef fra Arbejdernes Erhvervsråd, Mie Dalskov Pihl, giver nogle eksempler, men hun har ingen problemer med det. Hun er ligeså blåøjet som ministeriet. Vi skal da bare bruge det til “forskning”, lyder det. Kors, hvor er det naivt.

Dette statistikvælde vil ødelægge pædagogikken i landet. Simpelthen. Og hvad bliver det næste? Der kan jo trækkes data ud af alle landets institutioner. Hvad med trivselsdata for folketingsmedlemmer med ledsagende undersøgelser og trivselsindsatser?

Vi har en centraladministration, som ikke aner, hvad det vil sige at bo i en liberal stat. Til gengæld har vi en liberal regering og minister. I al fald på papiret. De bør stoppe dette nedværdigende cirkus prompte. De andre partier bør også stoppe det.

Det ministerielle svar er totalitært i hele sin ånd. Staten er i etisk forfald.

Flygt til den private sektor, hvis du har dit liv og arbejde kært.

https://www.folkeskolen.dk/622912/trivselsmaalinger-samkoeres-med-andre-test-via-cpr-nummer

 

9. d. 6. januar: Datalæring 3

Den ny-totalitære datastat udtrykker sig også i kommunerne.
Her er en aktuel reportage fra Esbjerg Kommune. Det er et godt eksempel på den vilde datalogiske anti-humanisme, som har udviklet sig siden 2013.

Man skal huske på, at stort set alle kommuner, KL og statsadministrationen på forskellige niveauer fremmer og er helt indforstået med disse processer.

Den pædagogiske nedsmeltning sker under fanfarerne fra en meget farlig naivitet i aktørernes sprogbrug, som minder mig om Arendts analyser af retssagen mod Eichmann i Jerusalem.

Ja ok, ”aktører” er måske så meget sagt”. Alle, der udtaler sig fra DPOs maskinrum, er blot maskinelle strukturer med støjende lyde.

Brandes’ gamle avis er pudselig begyndt at bestille noget i stedet for at fedte for DPO’s skolereform, som jo er et frontalt opgør med kulturradikalismens mest grundlæggende principper, og som datastaten jo er en direkte forlængelse af.

Det er dejligt med seriøst journalistisk arbejde, men det er sigende, at det er en journalist uden for uddannelsesredaktionen, som er vågen og vedholdende.

Mange tak til Jacob Sorgenfri Kjær.

https://politiken.dk/indland/uddannelse/art6282636/Danmarksmesteren-i-b%C3%B8rns-trivsel-er-p%C3%A5-datadoping

 

10. d. 6. januar: Datalæring 4 

Her er nogle af problemerne med den nye datastat.

A.

Med koblingen af detaljerede lærings- og trivselsdata går data 1000-fold videre end registrering af gammeldags karakterer/eksamensbeviser. Vi får nu en decideret kortlægning af alle borgeres inderste præstationer fra vuggestue til de højeste universitetsniveauer. Og disse kortlægninger bruges til at begrunde og identificere styrings- og læringsindsatser, som vil omforme – for ikke at sige udslette – borgernes selvstændighed og dannelse, dvs. borgernes identitet som borger som sådan.

B.

Med en yderligere kobling af de pædagogiske og sundhedsmæssige livsløb til CPR-numre får staten et totalt overblik over alle borgeres lærings- og sundhedsudvikling på de mest detaljerede niveauer. Disse data kan – ved uheld eller bevidst og helt eller delvist – tilgå kommercielle, administrative eller politiske interesser, som er helt uden demokratisk kontrol, fx KL og denne organisations netværk i kommuner og statsadministration og samt semi-offentlig evidens-forskning. Der er absolut ingen grund til at tro, at et repræsentativt demokrati kan styre disse processer. Det politiske niveau er helt sat af i forhold til de økonomisk-administrative kræfter i samfundet i dette spørgsmål.

C.

Der argumenteres for, at data kun skal bruges til statistik. Men selvom data i høj grad er operative, så er det faktisk også dybt problematisk i sig selv at bruge denne form for data til statistik.

En sådan kæmpestor statistikbank, som borgerne ikke hver især har sanktioneret i dens enkeltdele, kan bruges af organisationer, som er policy-venlige, til at bekræfte og verificere hvilken som helst politik, som et flertal under frie omstændigheder måtte være imod.

Med ”policy-venlige” organisationer tænker jeg på f.eks. EVA, VIVE, KL, Rambøll, Tryg-fonden og strategisk forskning, ph.d. skoler, nationalt center for skoleforskning og mange UC’er mm. Vi får et magtfuldt og ressourcestærkt oligarki af data/lærings-institutioner, som kan tilgå og udvælge i statistikbanken, og som efterfølgende kan ”foreslå” den ene og den anden tekniske indsats, der sætter pædagogikken, dvs. samfundets frie genskabelse, ud af spillet, men som fremmer de pågældende organisationers egen magt.

D.

Datastaten indgår i datalogiske symbioser med softwareudbydere med rod i hele klodens dataudveksling. På den måde opløses datastaten i data som sådan. På den måde opløses staten og politikken, og dermed demokratiet og alle ideer om verdensborgerskab.

 

11. d. 6. januar: Om Thora Constantin-Hansens erindringer

Thora Constantin-Hansen (1867-1954) er en central figur i dansk skolehistorie. Hun voksede op i grundtvigske miljøer og lærte at læse ved at læse danske digte i familiens have i en slags urfeministisk nationaltsindet paideia fyldt med kvindekønnets fineste dyder.

Hun gik i friskole hos en lærerinde, i hvis pensionat Askov-lærerne Jakob Knudsen og Holger Begtrup havde deres gang. Senere kom Thora på Natalie Zahles læreruddannelse og på Askov Højskole, hvor hun fulgte de legendariske lærere Poul la Cours og Ludvig Schrøders foredrag.

Thora blev lærer på hovedstadens nye skole for handicappede, og hun stiftede i 1912 bekendtskab med den italienske pædagog Montessoris ideer. Hun blev derefter en del af det Montessori-miljø, som kom til at udgøre en del af grundlaget for udviklingen af dansk reformpædagogik. Siden fulgte et rigt fagligt liv i mange forskellige versioner af den pædagogiske praksis, og hun opgav aldrig sin interesse og veneration for de grundtvigske friskoleideer.

Man kan læse om det hele i hendes vidunderlige erindringer ”Et skoleliv i strid og fred” fra 1935. Det er et historisk kerneskrift, som jeg vil vende tilbage til mere grundigt ved en senere lejlighed.

Her vil jeg blot citere fra en af de gange, hvor hun måtte ”hæve stemmen”, som de kalder det i Agedrup.

Som ganske ung lærerinde bliver hun pålagt at angive, hvilke lærebøger hun brugte i sin religionsundervisning. Det var en betingelse for, at Vanføre-skolen kunne få offentligt tilskud, at Thora fortalte det. Her kommer så den herlige lille episode (jeg har rettet til moderne retskrivning):

”Jeg fik en blanket at udfylde. Deri forlangtes blandt andet opgivelsen af, hvad lærebøger, vi brugte i de forskellige fag. I rubrikken ”religion” måtte jeg skrive: ”Ingen”. Jeg brugte kun at fortælle bibelhistorie eller læse af Bibelen selv for børnene, og så sang vi de bibelske sange, men lærebog eller lærebøger havde vi ikke.

Denne fejl blev påtalt af skolekommissionen, og forstanderinden sagde da til mig, at vi måtte rette os efter dens krav for tilskuddets skyld.

Jeg svarede, at det ville jeg ikke. Dertil sagde hun, at det kunne jeg blive nødt til, hvis kravet blev fastholdt. ”Nej”, sagde jeg. ”Jeg kan ikke blive nødt til det, men DE kan måske blive nødt til at give mig min afsked af den grund.”

Så hørte jeg ikke mere om sagen, før pastor Sørensen, skolekommissionens formand, en ivrig Indremissions-mand, meldte sig for at holde eksamen i ”religion”.

Han kom på en meget venlig måde og tillod, at jeg blot ”holdt time” som sædvanlig i hans påhør, dog at jeg skulle få børnene til at fortælle et og andet selv.

Dette skete, og den eneste indvending, der blev gjort, var, at BØRNENE KUNNE FOR MEGET. ”De behøver ikke at lade dem lære mere, end der står hos Balslev”, sagde Pastor Sørensen.

For forstanderinden udtalte han sin tilfredshed med timen og tilføjede, at når jeg ville gøre mig al den ulejlighed med kun mundtligt at lære børnene det nødvendige, så havde han intet at indvende.

Ved samme tid omtrent blev den frisindede Niels Bang skoledirektør i København. Han kom en enkelt gang som en velvillig gæst og så til os. Siden den tid havde vi aldrig vanskeligheder udefra.” (s. 38-39)

Niels Bang var filosof og reformpædagog. Han skrev disputats om årsagsbegrebet og var interesseret i John Deweys pædagogik. Det var dengang, der var ”skoledirektører” til. I dag er de bare læringsrobotter, som ikke aner noget om kausalitet eller erfaringspædagogik.

Thora ”hævede altså stemmen”. Eller rettere: Hendes barndoms haves selvundervisning hævede hendes stemme.

Efter min mening burde alle danske lærestuderende starte studiet med at læse Thora Constantin-Hansens fortræffelige bog. Men ok, de har nok for travlt med Ja-hattie.

(Grunden til bogens faglige betydning er, at den peger på en stærk forbindelse mellem reformpædagogikken og den grundtvigske bevægelse. En forbindelse, som næsten er skrevet ud af de aktuelle historiske indsatser, og som er totalt kappet over i DPO’s læringsrevolution.)

http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/706/origin/170/

 

12. d. 7. januar: Datalæring 5 

Data-statens indre og totalitære organer kan studeres direkte i dette nærmest vilde indlæg fra centerchef ved Danmarks Akkrediteringsinstitut Rune Heiberg Hansen.

Han vil bruge de studerendes ”digitale fodspor” til det ene og det andet, f.eks. til at se, hvilke kapitler i pensum de springer over, men også til at se og forudsige deres almene studieadfærd.

Herefter kan man målrette sine indsatser, nærmest før den studerende selv er opmærksom på et evt. problem. Heiberg Hansen kalder det ”studentercentreret læring”. Vi er i omegnen af den allermest læringsrevolutionære reformpædagoik. Det eneste ”problem” er, ifølge Hansen, at denne diagnostisering kræver ”viden og kompetencer”. Jeg regner med snarest at komme på kursus snarest i datadiagnostiske prognoser.

Må jeg bede om lov til at være totalt uvidende, både som studerende og lærer!

Har man tid og lyst, kan man klikke lidt videre. Her kan man finde ud af, at indlægget er en del af et ”learning analytics netværk”, hvor der sidder en masse repræsentanter fra uddannelses-, forsknings- og den administrative verden. Jeg ved ikke præcist hvem.

Netværket holdt møde i august. Også her fortalte Heiberg om sine vilde ideer. Køges skolechef Søren Thorborg, der som mange andre kommunale læringsledelser også er helt dataficeret, talte også, og der var behørige referencer til læringsheltene omkring Nationalt Center for Skoleforskning, nemlig Vivianne Robinson, Michael Fullan og Hargreaves. Hattie blev ikke omtalt. Det må være en fejl.

Skoleforskningscentret er da også selv involveret i et netværk på området. Jeg kan ikke helt gennemskue om det er det samme som ovennævnte. Centrets leder har også skrevet en bog om ledelse, hvor der står data over det hele. Han mener, at dybdelæring skal synliggøres af “landskaber af rådata”. Det svarer til Heiberg Hansens synspunkt.

Men jeg håber, I vil læse indlægget selv. Jeg vil gerne høre andres mening.

Links:
Indlæg af Rune Heiberg Hansen: http://akkr.dk/…/studerendes-fodspor-kan-vise-vej-til-bedr…/

Reportage fra seminar i Learning Analytics-netværket: http://akkr.dk/…/netvaerk-fik-indsigt-i-data-og-kvalitet-p…/

Nationalt skoleforskningscenters involvering: http://ncs.au.dk/…/dataunderstoettet-ledelse-og-learning-a…/

 

13. d. 8. januar: Annoncering af Keld Skovmands ph.d-forsvar 

Keld Skovmand forsvarer sin ph.d.-afhandling d. 26. januar i Emdrup. Der er kritik af den ene og den anden med medaljer, og endda også af Uren Pædagogik! Men nok ikke af Hattie.

Sidst Skovmand var i Emdrup, var der ballade i pædagogikkens forsamlingshus, så jeg skal helt sikkert deltage i arrangementet. Måske kommer der også en journalist? Eller en minister?

Links:

PH.d.-forsvaret: http://edu.au.dk/…/i-bund-og-grund-laererprofessionens-did…/

Sidste gang i Emdrup: http://www.thomasaastruproemer.dk/ballade-forsamlingshuset-…

Og jeg bør også nævne Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige notat om Skovmands bog fra foråret 2017:
http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-r…

 

14. d. 8. januar: Johannes Novrups pædagogik 

I går aftes læste jeg bogen ”Skole og menneske i en teknisk tidsalder”. Bogen er skrevet af Johannes Novrup (1904-60) i 1958. Johannes Novrup var en førende højskole-pædagog og forstander. Han blev senere dybt involveret i UNESCO’s og Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde. Desuden har han et rigt pædagogisk-filosofisk forfatterskab bag sig, udover ovennævnte udgivelse især bøgerne ”Erasmus og Jacob” og ”Skoleformer og skoletanker”.

Novrup er selv opvokset i en grundtvigsk-inspireret skoletradition. Han blev undervist af sin far, som var en fagligt og pædagogisk engageret lærer på den lokale landsbyskole ved Varde (meget kreativt miljø dengang). Faderen, som også var bestyrelsesmedlem i Danmarks Lærerforening, fortalte levende om fædrelandets historie, som historien så ud i lyset både af 1864 og af 1800-tallets vækkelse i det hele taget, men han var også stærkt optaget af at formidle nyttige kundskaber til de kommende landarbejdere og bønder. Uanset Novrups øvrige analyser, løber kærligheden til barndommens skole og faderens undervisning igennem bogen som en varm understrøm.

Men Novrup mener, at tiden nu er en anden, og det har han jo ret i. Og det forhold, som han mener især har flyttet tiden, er forholdet til teknikken. Teknikken har fjernet mennesket fra dets arbejde og fra sine objekter. Tingene har fået en egen kraft, som mennesket kun kan iagttage, mens det trykker på en knap i ny og næ eller går i stormagasin. Mennesket er halveret og fremmedgjort, det er maskinificeret. Det reale symbol på denne tilstand er atombomben. Novrup taler konsekvent om ”atom-alderen”. I dag vil vi tale om “robotten” med samme symbolik. Skolen, især i urbaniseringens tidsalder, er en del af denne maskinificeringsproces. Vores aktuelle skole i 2017 er alene begrundet som en maskine.

I Novrups historiske udredning af denne proces viser han sig som en sand højskolemand på godt og ondt. Det gode giver sig selv, men det er tankevækkende, at han slet ikke nævner det moderne gennembrud. Han springer direkte fra 1864 og til verdenskrigene. Dermed mister hans refleksioner videnskabelig spændstighed. Efterfølgende vender ”det moderne” tilbage i lidt tilfældige og korte markeringer, som f.eks. en atombombe og som 1920’ernes reformpædagogik. Vi bliver lidt hængende i en teknikforskrækkelse, hvor selv en 16-årigs kærlighed til knallerter bliver et problem. Måske spiller Heidegger, som jo havde samme interesse i teknikken som Novrup, en rolle? Ikke eksplicit.

Hvad er Novrups svar på teknikkens magt? Det er en særlig form for nærmest antiteknologisk højskole-reformpædagogik. Her er et par hovedpunkter:

A.

Grundskolen skal tage udgangspunkt i det sted, hvor barnet er og bor. Det er den lokale historie, der fortælles, med udgangspunkt i barnets aktuelle liv. Dermed ender faderens historiefortælling lidt i grøften, som noget fjernt og unyttigt. Novrup argumenterer dog ikke ret godt for dette efter min mening. Hvorfor skal fædrelandshistorien opløses, fordi et teknisk livssyn vinder indpas? Og kan børn ikke lide at høre om gamle sære ting? Det er bestemt ikke min erfaring. Det bliver lidt enkelt her. Og landets sange? Han tager dem nærmest for givet. Men det er jo hele det tab, vi lever under i dag.

B.

Novrup skriver, at grundskolen skal være ”børnelandsbyer med haver og værksteder” i stedet for ”Aula-palæer”. Det er lidt sjovt i dag, hvor “aula” er betegnelsen for en af Undervisningsministeriets teknologiske platforme.

Børnene skal på den ene side skærmes fra voksenlivets ”dualismer”, som altså er forårsaget af teknikken. Derimod skal de ikke afskærmes fra almene fællesskaber. Børn skal deltage i det nære liv i skolen og familien. De skal se, at deres arbejde betyder noget for skolens suspenderede fællesskab af voksne og børn. Vi får en suspenderet skole, et socialt miljø, hvor der skabes egne nyttestrukturer og et eget socialt liv. Børnene skal lære, at der er sammenhæng i verden i en form for kunstig social og faglig struktur. Kun derved kan de begå sig i en verden uden sammenhæng. Skolen skal være en “børnelandsby med haver og værksteder”, for nu at gentage hovedpointen.

C.

Hvor grundskolen lægger vægt på det nære og på nytten, så er den moderne almendannelse i gymnasiet knyttet til verden udenfor. Novrup kritiserer den eksisterende almendannelse for et eurocentrisk perspektiv. Han vil have verden med i sin helhed, inklusiv europæernes dårligdomme som f.eks. kolonialismen. Det er den begyndende verdensborgertænkning, der er på spil. Men igen: ligesom den nationale historie og litteratur havde tendens til at forsvinde ud af grundskolen, så er det som om, at de europæiske dyder forsvinder ud af almendannelsen. Der ligger nogle spændinger der på begge niveauer.

D.

Novrup har fint sans for det, som både er en forskel og en sammenhæng mellem grundskole og gymnasium, nemlig spændingen mellem det nære og det fjerne; en spænding, som man forsøger at fjerne i dag.

Novrups manglende forståelse for moderniteten gør, at der er risiko for, at væsentlige dannelseselementer går tabt på begge niveauer, altså både i grundskole og gymnasium. Men i selvsamme proces får han talt nye skoleideer frem på en interessant måde: Grundskolen som en slags suspenderet landsby, og gymnasiet som et sted for verdensborgerskab og globalt engagement. Det er væsentlige gevinster.

Hele vejen igennem pulserer højskoletraditionen for fuld kraft. Det er i øvrigt værd at nævne, at Novrup kort nævner reformpædagogikken. Han omtaler den med en vis forståelse, som dog ikke baserer sig på en analyse. Derfor nøjes han med at sige følgende:

”Man har i årtier talt om en skole ”vom kinde aus” eller om ”the child centrered school”. Det skal for så vidt også forsøges her, men på en lidt anden måde end hos den såkaldt frie skoles sædvanlige repræsentanter”.

Så vi får en reformpædagogik, der arbejder via en moderniseret Christen Kold/Grundtvig. At en række af de danske reformpædagoger, hvoraf mange var kraftigt inspireret af Kold/Grundtvig, selv arbejdede i samme ånd forbigås desværre.

Reformpædagogikkens kundskabsproblemer klares på en måde af Novrups varme følelser for sin far. Novrup kan ikke forestille sig, at alle børn ikke har en egen drift for at lære at læse. Før barnet starter i skole har det jo ved egen kraft lært et helt sprog, og denne livsproces, skal skolen blot forfine. Det er som om, at faren har sørget for horisonten.

Bogen er som sagt udgivet i 1958, altså kun to år før den “blå betænkning”. Jeg glæder mig til at læse “Skoleformer og skoletanker”, som er fra 1947. Her står tankerne mere rent, vil jeg tro.

Jeg linker lige til en tidligere omtale, jeg lavede ifm en artikel, Novrup skrev i et festskrift til Jens Rosenkjær, som jo var medunderskriver på det reformpædagogiske manifest: “Emdrup-planen”.

Links og referencer:
Tidligere indlæg om Novrup:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155941190494481&id=837549480

Johannes Novrup: “Skole og menneske i en teknisk tidsalder”, København: Det danske forlag, 1958.

 

15. d. 8. januar: Disputatsforsvar om Platons politiske og pædagogiske filosofi

På fredag d. 12. januar forsvarer lektor Anne-Marie Eggert Olsen sin disputats om Platons hovedværk ”Staten”.

Nogle har læst Staten som en verdensfjern filosofs totalitære manifest. Eggert Olsen læser Platon som en kritisk teoretisk filosof, som taler direkte til det moderne menneskes liv, og for hvem pædagogik er samfundets grundlæggende aktivitet.

Det skal jeg i hvert fald høre.

Afhandlingen er netop udgivet på Aarhus Universitetsforlag. På bogpriser.dk har jeg set den til 300 kr. inkl. fragt.

Man kan tilmelde sig og læse mere på dette link:

http://edu.au.dk/aktuelt/arrangement/artikel/disputatsforsvar-ved-lektor-magart-og-phd-anne-marie-eggert-olsen/

 

16. d. 8. januar: Noter til 1918

Efter at 1800-tallets fremskridtsoptimisme endte i skyttegravenes røg og gas, forstår man jo godt, at pædagogerne i 1920’erne kiggede til barnets liv i stedet for til den voksnes fallerede moral.

I barnets verden fandt pædagogerne også mange spændende ting, som vi kan bruge til det ene og det andet. Men de fleste af dem glemte, at det, de fandt, jo var skønne og nuttede brokker fra selvsamme fortid, som man mente var skyld i skyttegravene.

Man glemte med andre ord sit pædagogiske ansvar, både i højskole- og i reformpædagogiske kredse.

Ansvaret forblev deponeret i barnet. Helt frem til 2000’erne hed det ”ansvar for egen læring”.

Skolereformen var en forstærkning af det tabte ansvar, som lå og flød i skyttegraven. For nu skal lærerne tage ansvar for barnets selvansvar ved at udslette sig selv som voksen. Det er John Hatties recept.

Det pædagogiske ansvar blæser i vinden.

På den måde skriver vi ikke 2018, men 1918.

Hvad hedder 1918, når det transporteres ind i 2018? Det hedder “data”. Skyttegravens ord!

 

17. d. 8. januar: indlæg af Søren Pind

“Dannelsesministeren” Søren Pind sætter ny rekord i tomgang og nysprog med dette indlæg. På ca. 1 A4- side lykkes det ham at sige nul-komma-nul interessante ord. I stedet får vi følgende ånd:

Excellent: 6 hits
Verdenselite: 3 hits
Niveau: 6 hits
Nobel: 7 hits
osv.

Det minder mig om dengang DI’s daværende direktør, Lars Goldschmidt, var formand for Antorinis Ny Nordisk Skole, som jo indvarslede skolereformen. I et kort blogindlæg brugte han ordet ”fremragende” 16 gange.

Tomme ord varsler indholdstom styring. Det er en lov. Jeg kender ingen undtagelse.

Universitetsverdenen kan forvente øget læringsmålsstyring, mere datakontrol, mere konsulenteri og mere ledelse/nysprog. Det er, hvad ”nobel” betyder.

Hvad der i stedet er brug for er seriøsitet, grundighed, kreativitet, arbejdsomhed, opmærksomhed og kritik. Og det hele må meget gerne gå under alle konsulent-radarer.

https://ufm.dk/ministeriet/ministeren/artikler-og-indlaeg/2018/excellent-forskning-skal-motivere-til-nybrud

 

18. d. 9. januar: Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning 

Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning har fået ny sammensætning. Ph.-rådet er et af de steder, hvor pædagogikkens aktuelle magtkonstellation kan studeres. Lad os se på det:

Den tidligere formand, Jens Rasmussen, er trådt tilbage. I stedet er Jeppe Bundsgaard blevet formand. Bundsgaard er kritisk/ligegyldig over for den aktuelle skolekritik. Han går ind for noget, han kalder for ”scenariedidaktik”, som bygges op via nogle radikale forenklinger og nedbrydninger af skolens fag og indhold. Det er også svært at glemme Bundsgaards og Morten Misfeldts angreb på Keld Skovmand, hvor de misbrugte ”peer-review-genren” på det groveste. Men misbrug af fagfællebedømmelser fører åbenbart til forskningsmagt nu om stunder.

Misfeldt er i øvrigt også kommet med i rådet. Misfeldt stod, sammen med Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, for det overordnede arbejde med Fælles Mål i skolereformen. De var en slags styringsgruppe. Det var det arbejde, som har været så kritiseret lige siden. Bundsgaard var også med i arbejdet med fagmålene. Han var formand for Dansk-gruppen, så vidt jeg husker. Det kom der et ekstremt kompetencebaseret dansk-fag ud af, hvilket jo også lå i kortene fra styringsgruppens oplæg. Misfeldt og Bundsgaard udgør en mere reformpædagogisk akse i skolereformsideologien, men det er reformpædagogik uden dannelse. Bundsgaard siger selv, at han skriver om dannelse, men det gør han ikke. Han forveksler dannelse og kompetencer. Hans egen teori er et opgør med dannelse efter min mening.

KL’s Arne Eggert er også kommet med i rådet. Jeg har ingen forståelse for, at en privat organisation, som oven i købet er udemokratisk og skoleopløsende, sidder i et sådant udvalg, og Eggert har dybe aktier i skolereformens værste sider.

UCC’s nye forskningsdirektør Martin Bayer er også kommet med. Han har lige skrevet en bog, hvor han argumenterer for, at man skal af med noget, han kalder for ”personligheden”. I stedet vil han have ”praksisnær forskning”. Læreruddannelsen skal lave ”professionskandidater”. Den er gal med hel dette begrebsmæssige setup. Bayer er som skabt til dette råd.

Von Oettingen er også med, og hans syn på skole er noget nær det modsatte af Bundsgaard/Misfeldts, og jeg tror heller ikke, at han er vild med Bayers ideer. Men Oettingen har et blødt punkt for KL. Hvorfor ved jeg ikke? Nu må vi se, om det er den bløde eller den selvstændige Oettingen, der går på arbejde. Han er rådets eneste urene pædagog, så han er helt klart i mindretal.

Resten, nogle udlændinge, rektorer osv, følger bare med, vil jeg tro.

Rådets overordnede filosofi, som har rod i 00’ernes skrækkelige men officielle globaliseringsstrategi, er der ikke ændret ved. Ånden fremgår af formålet lyder således, og jeg tror, rådet vil realisere det meget effektivt:

”Det overordnede formål med ph.d.-stipendierne er at forbedre udbyttet for alle elever i folkeskolen og dermed deres forudsætninger for videreuddannelse og beskæftigelse. Et bedre udbytte af folkeskolen kan blandt andet opnås ved at styrke den fagdidaktiske viden og kapacitet samt gennem øgede pædagogiske og socialpædagogiske kompetencer.

Ph.d.-projekterne kan omfatte problemstillinger vedrørende specifikke fags didaktik såvel som almene didaktiske og pædagogiske emner. I 2017 vil Ph.d.-rådet se med særlig interesse på ansøgninger inden for fagenes didaktik, herunder naturfagenes didaktik, kapacitetsopbygning til håndtering af diversitet, progression og overgange samt ledelse for læring i en målstyret folkeskole. Ansøgninger inden for andre områder vil også være velkomne.”

Det er den helt forkerte retning for dansk pædagogisk forskning. Pædagogisk forskning skal ikke ”forbedre udbyttet” i en ”målstyret folkeskole”, som det hedder i rene forfaldstermer. Forskningen skal heller ikke lave ”kapacitetsopbygning til håndtering af diversitet og progression”, hvilket blot er et andet ord for dataledelse. Allerede her falder forskningskvaliteten. Forskningen skal i stedet studere, hvad der sker i virkelighedens forskellige begrebsmæssige, sociale, normative og psykologiske lag. Ikke andet. Resten må lærerne og seminarierne tage sig af. Helst med en række privatpraktiserende personligheder.

http://www.au.dk/fileadmin/www.au.dk/forskeruddannelse/Medlemmer_af_Phd.-raadet_november_2017.pdf

 

19. d. 9. januar: LA’s muligheder

LA har to muligheder:

  1. Partiet træder ud af regeringen
  2. Anders Samuelsen går af

Alt andet vil være dybt utroværdigt. Samuelsen lyder jo snart som Trump med sine vilde krav og tweets med efterfølgende uld-i-mund og så videre ud over Ayn Rands tåger. Og det har nu stået på i årevis.

Det er lidt synd, at det lige netop skulle ske på den dag, hvor Merete Riisager egenhændigt gav datalæringsideologien et ordentlig trælår. Det var aldrig sket under en centrum-venstre-regering.

Jeg håber derfor, at partiet vælger mulighed nr. 2, så Riisager kan fortsætte sit arbejde.

Men dejligt, hvis vi slipper for Søren Pinds “Nobel-pagter”. Måske kan Dahl blive forskningsminister i stedet for? Man kan sige meget til det, men han er da den mest kvalificerede i regeringen på den post. Ham og Riisager kunne blive en fin tandem, og måske kan de løfte niveauet i de andre partier. Ligesom Riisager har gjort på skoleområdet, især indtil Pind kom rendende.

Det er synd, at Samuelsen ødelægger det hele. Både for sit parti og for pædagogikken.

 

20. d. 10. januar: Ph.d.-rådsformænd og ministre 

Jeg er faldet over en række pudsige men også sammenhængende ting vedr. ph.d.-rådsformænd, ministre og reformpædagogik:

A.

I 2016 genudnævnte daværende forskningsminister, Esben Lunde Larsen, den toneangivende reformaffirmative professor, Jens Rasmussen, til formand for ph.d.-rådet for uddannelsesforskning. Det kan man læse om i det talepapir, jeg linker til nedenfor.

Hvorfor er det pudsigt? Jo, det er det, fordi den minister, altså Lunde Larsen, der slog sig op på at være ”dannelsesminister”, her udnævner en forsker, hvis virke bygger på et opgør med dannelsesbegrebet. Det er da lidt provokerende, er det ikke?

(Læs også talepapiret for at se, hvor simpel en forståelse af uddannelsesforskning, der gør sig gældende)

B.

Og det ekstrapudsige er så, at denne historie næsten gentager sig i 2017:

I november 2017 blev professor MSO Jeppe Bundsgaard udnævnt til formand for ph.d.-rådet.

Og hvorfor er det så pudsigt? Jo, det er det, fordi den minister, altså Søren Pind, som arbejder hårdt for en klassisk dannelse, her udnævner en forsker, hvis virke bygger på et opgør med et klassisk kundskabsbegreb. Bundsgaard vil have projekter og kompetencer for ”fremtiden”, og hans udgangspunkt er radikalt reformpædagogisk. Jeg ved ikke, hvad Merete Riisager siger til det, men hun er endnu mere på kundskabssiden end Pind.

Denne modsætning blev understreget hen over de sidste par dage: I Køge og Sønderborg arbejder de med at gøre hele skoler projektorganiserede via et såkaldt ”LEAPS-koncept”. Skolerne bliver ligefrem ”LEAPS-skoler”! Det klassiske fagskema fjernes helt.

Bundsgaard reagerede prompte med følgende kommentar på twitter til et indlæg om Sønderborg-forsøget, der flugter totalt med hans egen ideologi:

”Gode overvejelser over test og evaluering. Der sker spændende ting på LEAPS-skolerne i Sønderborg!”.

Læs evt. selv selve indlægget. Det er skrækkeligt.

Men samme dag havde Riisager via facebook inviteret Køge-folkene på chef-kaffe i ministeriet. Hun var bestemt ikke tilfreds, og hun henviste endda til Sten Clods gamle selvopgør med projektmetoden fra Politiken i 2010.

På en måde har Riisager inviteret Bundsgaard, som Pind jo lige har udnævnt, til kaffe. Ja, på den måde har Riisager inviteret Pind til kaffe. Men Pind er totalt i lommen på sine embedsmænd. Det bekræftes igen og igen. Så måske er det Pinds embedsmænd, der skal til kaffe? Kaffemik(s)?

C.

For nu at tredoble miseren er det værd at nævne, at Bundsgaard også havde en udveksling om emnet på twitter med Alexander von Oettingen, som helt klart vil være på Riisagers side i denne sag, så vidt jeg kan bedømme det.

Von Oettingen sidder selv i det ph.d.-råd, hvor Bundsgaard er formand, og han er leder af Danmarks Lærerforenings arbejde med et nyt skolesyn.

Så der er ved at tegne sig en Riisager/DLF/von Oettingen akse. Men kun på det symbolske. Når det kommer til realpædagogikken er det Jens Rasmussen, der lægger hovedsporene, som Bundsgaard så skriver sig under med diverse mindre korrektioner.

Links:
Esben Lunde Larsens talepapir om ph.d.-rådet: http://www.ft.dk/…/20…/almdel/UFU/bilag/77/1590376/index.htm

Merete Riisagers opslag om forsøget i Køge Kommune: https://www.facebook.com/pg/merete.riisager/posts/

Politikens Skolelivs omtale af Riisagers reaktion: https://skoleliv.dk/…/Riisager-er-bekymret-for-skemal%C3%B8…

Omtale af forsøget i Sønderborg: https://www.altinget.dk/…/skoleleder-saadan-skaber-vi-en-be…

Omtale af forsøget i Køge Kommune: https://skoleliv.dk/…/Derfor-afskaffer-de-skemaet-p%C3%A5-H…

Jeppe Bundsgaards twitter-konto: https://twitter.com/jeppebundsgaard

Ph.d.-rådets hjemmeside: http://www.au.dk/forskudd/uddforsk/forside/

 

21. d. 10. januar: Datalæring 6: ”Verdens førende uddannelsestænker”

I Konkurrencestatstidende står der, at Statens Vækstfond har givet 190 mio.kr til et firma, som ”har knækket læringskoden”. Så er det lige fikset.

En eller anden, som hedder Ulrik Juul Christensen, er direktør for det firma, der har fået pengene. Firmaet hedder AREA9. Det lyder som et distrikt i Hunger Games.

Firmaets motto er følgende:

“Adaptive Learning – Ultimate Personalisation, Maximum Business Impact”.

Konkurrencestatstidende skriver, at Ulrik Juul Christensen ”regnes for en af verdens førende uddannelsestænkere”.

Det må være en fejl i mine kundskaber, at jeg aldrig har hørt om dette filosofiske unikum. På Statsbibliotekets hjemmeside er der ikke registreret noget på skrift. Eller måske siger formuleringen noget om Konkurrencestatstidendes horisont?

Statens Vækstfond sorterer under økonomi- og erhvervsministeren, og dens formål er, at ”fremme innovation og fornyelse i erhvervslivet for derigennem at opnå større samfundsøkonomisk afkast.”

Projektet går ud på at afskaffe pædagogik. Det er nok det, som regeringen kalder ”disruption”?

190mio kr.! Der er penge nok i staten. Men der er ingen “tænkning”.

At tænke sig: “Verdens førende uddannelsestænker”!!!

Ovre på twitter synes Sofie Carsten Nielsen (RV), at der er tale om “afsindigt spændende perpektiver”.

Links:
Artikel i Konkurrencestatstidende om ”en af verdens førende uddannelsestænkere”: https://politiken.dk/…/Undervisningsvirksomhed-kn%C3%A6kker…

AREA9’s hjemmeside: https://area9learning.com/

Lovgrundlaget for Statens Vækstfond: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=25948

 

22. d. 11. januar: Datalæring 7: KL’s vision 1

Den skattefinansierede interesseorganisation, KL, drøftede allerede i sommers en række hemmelige ideer om, at robotterne skulle rydde op i børnehaverne, at biblioteker skal afvikles osv.. Jeg skrev om det på min blog dengang (se link).

Nu er der så kommet et officielt teknologipolitisk udspil. KL kalder det ”Dare Disrupt”. Udspillet foreligger både i en kort og en lang version. Pædagogik og skole spiller en stor rolle i udspillet.

Nedenfor citerer jeg fra den korte version, hvor den får fuld skrue med børn, der skal ”snakke” med ”søde robotter”, der ”tilpasser sig individuelt”.

Man kan også læse om lærere, der ikke mere skal ”rette opgaver” eller lave ”introduktioner” eller ”læreplaner”, for ”det klarer algoritmerne”. I stedet for skal lærerne ”monitorere og moderere børnenes læring” sammen med robotterne. På den måde bliver ”eleverne så dygtige som de kan”. Vi er jo i skolereformsland.

Der er også en ordentlig klamamse om datalæring, som jo hænger sammen med alt det, jeg lige har nævnt, dvs. om resultater og progressioner osv..

KL vil elske firmaet AREA9’s nye 190mio kr’s projekt, som jo er udarbejdet af en businessmand, som hedder Ulrik Juul Christensen: ”En af verdens førende uddannelsestænkere”, som han kaldes i Konkurrencestatstidende. Det skrev jeg om i går.

Arne Eggert, som er direktør for skoleområdet i KL, og som var en særdeles aktiv reformaffirmativ embedsmand under Antorini, skal fortælle om udspillet i Aalborg i dag. Det fortalte han begejstret om på twitter i går.

Nå, men her er citatet. Gå evt. selv på opdagelse i linket:

”1. Den personlige undervisningsassistent.

Børn vil få adgang til avanceret kunstig intelligens pakket ind i ”søde” robotter og legetøj. Børn vil fra helt små være vant til at snakke med robotter, forvente at robotterne kender dem og at de kan agere personlige (lærings-) assistenter.
Læringsassistenter kommer til at lære vores individuelle måde at lære på og tilpasse sig til den.

2. Underviseren bliver lærings-facilitator.

Kunstig intelligens og læringsrobotter kan overtage meget af den instruerende og introducerende undervisning. Lærernes og pædagogernes rolle bliver at facilitere, monitorere og moderere børnenes læring. En underviser behøver ikke forberede og afholde den samme undervisning igen og igen, behøver ikke rette opgaver eller lave undervisningsplaner. Det klarer algoritmerne, endda bedre og mere individuelt tilpasset end et menneske kan. I forhold til læring bliver lærere og pædagogers opgave at monitorere elevernes progression og målrette indsatser til elevens niveau så eleven får passende udfordringer så alle elever bliver så dygtige, som de kan.

3. Datadrevne analyser giver forudsigelighed og transparens.

Kunstig intelligens giver bl.a. mulighed for at se mønstre, som øjet ikke ser. Der vil komme en langt bedre viden om effekten af forskellige læringsmetoder og viden om effekten af de enkelte materialer. Der vil også komme meget mere gennemsigtighed omkring udvikling og læringsstil for den enkelte elev, for forældre og for lærere og pædagoger og mere transparens om den enkelte skoles præstationer ift. at skabe progression i børnenes læring.”

Eggert og KL vil gerne ændre skolens formålsparagraf. Det forstår jeg godt.

Links:
KL’s teknologiudspil: http://www.kl.dk/teknologispring
Omtale af KL’s hemmelige ideer:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kls-disruptionsideer-vugg…

 

23. d. 11. januar: Datalæring 8: UVM, KL, VIVE og datalæring i Randers og Aarhus

Undervisningsministeriets ”Styrelse for IT og læring” har lavet en statslig datalæringsstrategi, som flugter fuldstændig med AREA9’s og KL’s ideer, og som ikke har den mindste reservation ift. udnyttelse af data (se link nr.1)

Strategien er da også koblet op på en aftale med KL, hvis læringsteknologiske ideologi jeg omtalte i formiddags. I nedenstående artikler fra Folkeskolen.dk og fra Akkrediteringsrådet kan man læse om de altomfattende perspektiver (link 2+3). Det er en af ministeriets ansatte, Simon Reusch, der svinger modersmålet osv.. Der er opbakning fra SFI/EVA. Test-, trivsels- og læringsplatformsdata løber sammen i en pærevælling, og de skal i høj grad gøres operative.

VIVE står i øvrigt for evalueringen af et stort anlagt læringsdataprojekt på folkeskolerne i Aarhus og Randers (link 4). Der er læringsmålstyring og data over det hele uden den mindste sprække. Det lange skrift har ingen navngivne forfattere. Det er nok det, man kalder for ”kvalitet”.

Selvom de kvantitative dele fylder 90%, har VIVE har også interviewet nogle lærere. Nogle af dem er skeptiske lyder det kort, men de har bare ikke set lyset. Skepsissen skal forklares. Men tilslutningen skal ikke forklares. Det er stærkt normativt, på den dårlige måde. Der er ingen citater fra interviewene, så man kan ikke teste VIVE’s vurderinger

Resultaterne fra forsøget er heller ikke overvældende, men det er bare fordi, skolerne skal lave endnu mere af det hele, kan man læse. Den centrale reference for forsøget er en udgivelse på Dafolo af en hr. Thomas Albrechtsen. Han er nok en af ”verdens førende uddannelsestænkere”, som man siger på Konkurrencestatstidende. I al fald i Aarhus, Randers, på VIVE og i staten.

Jeg har tidligere skrevet om Randers/Aarhus-projektet, hvilket jeg også vedlægger (link 5).

Links:
1.Ministeriets datastrategi: https://uvm.dk/…/170202%20ny%20datastrategi%20skal%20faa%20…

2. Datastrategi og KL, artikel på Folkeskolen.dk:
https://www.folkeskolen.dk/…/fremover-skal-du-fremme-elever…

3. Datastrategi, kommuner og akkreditering: http://akkr.dk/…/netvaerk-fik-indsigt-i-data-og-kvalitet-p…/

4. Datalæringsprojekt i Randers/Aarhus
https://vive.dk/…/udviklingsprojekt-viser-gode-takter-paa-…/

5. Mere om Aarhus-projekternes ideologiske organisation:http://www.thomasaastruproemer.dk/datainformeret-laeringsma…

 

24. d. 11. januar: Computer Charlie som dannelsesideal

I disse dage, hvor skolereformen viser sine absolut mest nedrige og KL-dataficerede sider, er det værd at nævne følgende:

Skolereformens dannelsesideal er CV. Jørgensens “Computer Charlie”, en totalt fremmedgjort og globaliseret data-krøbling. Man kan høre sangen “En blågrå kupe” her:

https://www.youtube.com/watch?v=8ytgmhVd5ko

Dokumentation? Den er her i en analyse af Antorinis arbejde fra 00’erne (som også blev bragt i Politiken som kronik) (se især afsnit 4):

http://www.thomasaastruproemer.dk/historien-om-christine-an…

Medforfatter på den bog, hvor Computer Charlie var dannelsesideal, var kammersjukken fra RUC, Lars Goldschmidt, som senere blev magtfuld direktør i Dansk Industri, formand for Antorinis Ny Nordisk Skole og glødende konkurrencestatstilhænger ligesom Antorini selv. En tredje medforfatter var Antorinis daværende ægtefælle Henrik Dahl. Han fortryder nok i dag.

Antorini, Goldschmidt og Dahl var Danmarks svar på New Labor og Anthony Giddens.

Et skrækkeligt årti på alle måder.

https://www.youtube.com/watch?v=8ytgmhVd5ko

 

25. d. 11. januar: Anders Samuelsens afgang 

Anders Samuelsen må gå af. Han har ingen politisk dømmekraft, og han ødelægger partiet med alt sit Ayn Rand- og Saxobank-inspirerede fims. Ole Birk Olesen er på Rand-fløjen, så han skal også fratages hans ministerpost.

Samuelsen må give magten til partiets dannelsessegment, dvs. Merete Riisager, Henrik Dahl og søsteren Mette Bock.

Derfra kan partiet udvikle sig til at blive et åndsliberalt parti, hvilket hverken Venstre eller Radikale Venstre har nogen som helst mulighed for pt..

Hvis Samuelsen bliver, går regeringen under, og partiet svækkes afgørende. Dermed mister vi den eneste aktuelle kontakt mellem den politiske magt og landets pædagogiske realitet.

Å og Ø er for små og for lidt kundskabsorienterede til at klare det selv, men de kan hjælpe til på deres præmisser.

V, DF, A og K er uden for politisk og pædagogisk rækkevidde.

 

26. d. 12. januar: Datalæring 9: Børnehavedata 

Politikens Jakob Sorgenfri Kjær fortsætter sin eminente hudfletning af kommunernes stærkt kritisable omgang med data og private virksomheder. I dette tilfælde drejer det sig om Viborg Kommune, dens børnehaver og om Rambøll.

I dag fortæller Kjær om oplysninger om små børns trivsel, som suser rundt i systemerne i primitive modeller.

Kommunen beklager, at man ikke har ”informeret”. Selv beklager jeg, at man gør det uden helt eksplicit SAMTYKKE.

Og Viborg er ikke alene, som det fremgår af artiklen.

Sådan her bør det være:
Pædagoger skal holde øje med om børnene i deres børnehave har det godt. Det skal kommunen ikke vide noget om. Kun hvis pædagogen formoder, at et barn har behov for social støtte, skal hun kontakte kommunen. Resten hører hjemme i samspillet mellem pædagog, barn og forældre.

Man skal altså spørge MIG om lov til at videregive oplysninger om MIT barn. Derimod vil jeg gerne drøfte barnets udvikling med den pædagog, som har daglig omgang med barnet. Vel at mærke uden at Rambøll og forvaltningen indblandes. Er det virkelig så svært at forstå?

Jeg er en privatpraktiserende og ikke en kommunalpraktiserende forælder.

https://politiken.dk/indland/art6288856/Sm%C3%A5b%C3%B8rns-trivsel-registreres-bag-om-ryggen-p%C3%A5-for%C3%A6ldrene

 

27. d. 12. januar: Mikael Busch og Lars Qvortrup i JP

Mikael Busch anmeldte d. 7. januar bogen ”Konkurrencestaten og dens kritikere” til JP. Han nævner i det forbindelse kort Lars Qvortrups bidrag, som hedder ”Konkurrencestaten og Folkeskolen”.

Qvortrup bliver rasende. I en replik d. 12. januar beskylder han Busch for ”usandheder”, og han opfordrer JP’s anmelderredaktør til at skille sig af med Busch (læs selv i linket).

Det er ikke første gang, Qvortrup mister besindelsen. Også Peter Kemp var løgner, Degn Mårtensson har også fået en tur, og undertegnede vist også. Det er sådan en vane, når folk nærmer sig sandheden.

Har Qvortrup noget at have sin vrede i denne gang? Nej, intet. Busch’s markeringer i anmeldelsen er ganske rimelige, ja, nærmest venlige. Lad os se på det.

Her er det relevante uddrag af Buschs anmeldelse. Resten af anmeldelsen, som ikke er særlig lang, handler om nogle af de øvrige bidrag:

”Professor Lars Qvortrup er også glad for Ove Kaj Pedersens bog, som han kalder “stimulerende”. Qvortrup mener dog ikke, at det var konkurrencestaten, der satte sig igennem med den sidste skolereform: »Den har stærke rødder i det dannelsesideal, som Humboldt, dannelsesbegrebets fader, præsenterede i 1793.« Den påstand vil nok forbløffe mangen en underviser, men Qvortrup mener det alvorligt. Han har jo selv sat sine fingeraftryk på reformen.”

Der er tre emner:

A.

Busch skriver, at Qvortrup er glad for Ove Kaj Pedersens bog, hvilket da også tydeligt skinner igennem ved læsning af Qvotrups artikel. Qvortrup vil blot have en speciel version af konkurrencestaten. Men så er han da ikke imod konkurrencestaten som sådan? Men så er det jo sandt, hvad Busch skriver? Så kan det godt være, at Qvortrup også har en kritik af OKP’s version, men det ligger faktisk også implicit i en af Busch’s formuleringer (“Qvortrup mener dog ikke…”). Man kan da ikke forvente, at Busch laver en detaljeret redegørelse for den nærmere argumentation på de ganske få linjer, han har til rådighed.

B.

Qvortrup er også vred over, at Busch skriver, at Qvortrup har sat ”fingeraftryk” på skolereformen. Qvortrup siger, at han ikke ”talte med de politiske aktører”. Det er muligvis korrekt, men han har påvirket Jens Rasmussen, som har drifts- og policy-poster, og DPU’s leder, Claus Holm, dybt. Og begge har haft stor indflydelse på meningsdannelse, og for Rasmussens vedkommende også i høj grad på policy. Mange andre har også været påvirket.

Desuden har Qvortrup rejst kommunerne tynde, skrevet utallige kronikker, artikler og indlæg, som forsvarer skolereformens tankegods, og pt er han leder af Nationalt Center for Skoleforskning, hvis centrale pædagogiske reference er John Hattie.

Qvortrup har sat langt mere end ”et fingeraftryk”. Han er reformens trykkoger. Busch underdriver efter min mening.

C.

Endelig undrer Busch sig over, at Qvortrup hævder, at skolereformen trækker på dannelsesfilosoffen Humboldts pædagogik. Denne ”undren” fremføres faktisk som en skarp kritik af filosoffen Peter Kemp i bogen ”løgnen om dannelsen”. Dette forhold har Qvortrup ikke noget at sige til i sin replik, og det forstår man jo godt.

Qvortrup slutter sit læserbrev med – på baggrund af Buschs fem stilfærdige linjer – at sige:

”Kunne Jyllands-Posten ikke finde sig en skribent til uddannelsesstoffet, som er i stand til at referere, vurdere og mene på et retvisende grundlag?”

Det forholder sig omvendt. Buschs markeringer er helt efter bogen. Det er Qvortrups reaktion derimod ikke. Som sædvanligt.

Links og referencer:
a. Qvortrups reaktion på Buschs anmeldelse: https://jyllands-posten.dk/…/usandheder-om-konkurrencestat…/

b. Link til bogen ”Konkurrencestaten og dens kritikere”: https://www.saxo.com/…/konkurrencestaten-og-dens-kritikere_…

 

28. d. 12. januar: Datalæring 10: KL’s vision 2 

Den anden dag fortalte jeg om, hvordan KL drømmer om “søde robotter”, som kan “snakke med børnene” og tilpasse sig individuelt til børnenes læring via læringsmaksimerende algoritmer.

Nu har jeg fundet endnu en totalitær vision i KL’s teknologi-udspil:

”Hvad nu hvis…

…alle børn har sin helt egen underviser, som følger dem 24/7?

…børn kan lære, hvad folkeskolen tilbyder via AIgoritme-robotter – og de kan gøre det på den halve tid?

…alle forældre kender alle detaljer ved deres børns udvikling, resultater og trivsel realtime?

…vi kan forudse, før børn fylder 6 år, hvordan de vil klare sig i livet – hvem får succes, og hvem bliver omkostningstunge?

…højtalere som Alexa, der ´lytter med´ og kan spore mobning og misbrug i det øjeblik det sker?

…borgere og børn – med hjælp af digitale værktøjer underviser hinanden bedre, end skolen kan undervise dem i dag?”

Reference:
Kommnernes Landsforenings teknologiudspil, s.54: http://www.kl.dk/ImageVaultFiles/id_85157/cf_202/Kommunernes_Teknologiske_Fremtid_-fuld_version-.PDF

 

29. d. 13. januar: DPU’s ideologi 1 

I går afholdt Aarhus Universitet et fuldt udstyret disputatsforsvar om Platons pædagogiske filosofi i DPU’s festsal i Emdrup. Det varede 7 timer, salen var propfyldt, og Anne Marie Eggert Olsens afhandling var anmeldt over en hel side i WA’s ”ideer”-tillæg.

Samtidig kører der en stor diskussion i Politiken og på Folkeskolen.dk og flere andre steder om brugen af data i pædagogiske, administrative og uddannelsespolitiske sammenhænge.

Så der er to store emner at fortælle om, hvis man står i spidsen for DPU’s kommunikationscentral. Men hvad valgte DPU’s kommunikationsafdeling at tweete i går?

Noget om disputatsforsvaret? Nej. Noget om datakritikken? Heller ikke.

DPU valgte i stedet at bringe et interview i Folkeskolen.dk med en tysk forsker på DPU, som forsvarer dataideologien uden den mindste sociologiske, politiske eller pædagogiske sans.

Jeg har rullet ned over twitter-opdateringerne. De er stærkt selektive. Der er intet om de mange udgivelser og arrangementer vedrørende pædagogisk kritik og filosofi.

Derimod ser der ud til at være fri kanal for ledelsens holdninger og interesser. Facebook-profilen og magasinet Asterisk har samme tendens.

Dansk pædagogik kan ellers virkelig lære noget af den sammentænkning af antikken, oplysningsfilosofi og kritisk teori, som Eggert Olsen fortalte om. Og DPU burde da stå i spidsen for en kritisk diskussion af forholdet mellem data og pædagogik. Men som sagt forbigås disse emner i tavshed.

DPU har siden 2008, hvor Lars Qvortrup blev leder, været præget af en blanding af filosofifjendtlighed og databegejstring. Tavsheden vedrørende Platon og datakritik er en direkte konsekvens heraf.

 

30. d. 13. januar: Datalæring 11: KL’s vision 3 

Flere KL-visioner fra den nye teknologi-rapport:

Her er lidt flere pædagogiske strøtanker fra interesseorganisationen KL.

”Hvad nu hvis…

… kommunen kan måle de enkelte lærere på den helt konkrete effekt af deres undervisning og den læring, de giver den enkelte elev – og sammenligne på tværs?

… private aktører efterspørger og vil betale for kommunens generelle data om læringsmønstre og adfærd – i f.eks. skolen – til produktudvikling?

… en vurdering af, om en elev f.eks. er egnet til en given uddannelse eller næste trin, kan automatiseres – og bliver baseret på en bred serie af data omkring udvikling, adfærd og læringsmønstre?

… mere og mere undervisning flyttes ud af de nuværende institutioner og over på virtuelle og måske private platforme – hvordan så med data og fremdrift for den enkelte?

… forældre kan følge med – realtime – i hvad deres børn laver i folkeskolen.”

Jeg kan ikke finde tegn på ironi eller kritik i teksten.

Man forstår godt, at foreningen ønsker at ændre folkeskolens formålsparagraf, for man vil jo af med skolen.

Reference:
KL’s rapport, s.196:

http://www.kl.dk/ImageVaultFiles/id_85157/cf_202/Kommunernes_Teknologiske_Fremtid_-fuld_version-.PDF

 

31. d. 14. januar: LA’s fejl

Anders Samuelsen fortsætter som leder af LA. I det afgørende øjeblik blev han entusiastisk støttet af LA’s mæcen, Lars Seier Christensen, der er åndeligt og eksistentielt forbundet med Samuelsens formandskab. Seier Christensen er fanatisk tilhænger af den ekstremistiske neoliberalist Ayn Rand. Ja, han er endda formand for den europæiske gren af foretagendet.

Og symbiosen mellem Seier Christensen og Samuelsen er let at se ud fra Samuelsens hektiske og urolige besættelse af skattespørgsmålet. En besættelse, der har kastet ham og partiet hid og did i årevis. Der var desværre tilstrækkeligt mange Rand-venlige folk, der på det afgørende møde har ladet sig indfange af partiets oprindelige kontraktlige substans.

Tavsheden hos den åndsliberale fløj, Dahl, Riisager og Bock, har været larmende. Men i dag skriver Riisager så en kronik i Berlingske. Hun tager afstand fra, at økonomi skal bære partiets politiske projekt. I stedet vil hun have kultur og folkelighed. Tankevækkende nok nævner Riisager slet ikke de aktuelle problemer i partiet. Det er det, jeg kalder en talehandling, et slags kodet opgør med Samuelsen. Det er da også tankevækkende, at kronikken hedder “Vi liberale har noget. vi skal have talt om”. (Desværre går diskussionen lidt for meget op i Islam).

Der er lagt an til fortsat uro i LA. Heldigvis, for pt. er partiets kulturfløj det eneste sted på tinge, hvor der foregår selvstændige ting. F.eks. har Riisager også ene kvinde måtte kæmpe mod dataficeringen af det pædagogiske system. Og skolereformen var hun også ene om at kritisere i sin tid. Alle andre partier er totalt tavse om dataspørgsmålet, hvilket er sigende og stærkt kritisabelt.

Men det havde da været meget lettere, hvis en af de tre politikere var blevet partiets nye formand. Nu kan partiet gå rabundus med en nervøs Seier Christensen-epigon som kransekagefigur.

Men jeg vil også gerne bidrage med lidt opbyggeligt skyts til partiets kulturfløj:

Højskoleforstander Johannes Novrup skrev i 1952 bogen ”Erasmus og Jacob”. Bogen handler om højskolepædagogik og dannelse. Novrup argumenterer for, at moderne pædagogik handler om kultur og folkelighed med et verdensborgerligt udsyn. Sådan cirka Riisagers holdning, hvis jeg har forstået det ret? (Islamkritik uden verdensborgerlighed = DF).

Hos Novrup er der fuldt tryk på både Platon/Sokrates, Betlehem, kosmopolitanisme og Grundtvig. Det er sjovt, at han lægger så meget vægt på Platons pædagogiske filosofi, som jo også var midtpunktet for Anne Marie Eggert Olsens storstilede disputatsforsvar på DPU i forgårs. Der er fuld aktualitet til antikken hos både Eggert Olsen og Novrup. Her er antikken ikke bare ”idehistorie”. Eller ligefrem helt væk, som det er tilfældet i DPU’s centrale organer, som bebor 00’ernes mørke.

Novrup er det stik modsatte af nyliberal. Han er formodentlig radikal. I al fald er bogen tilegnet den mangeårige radikale undervisningsminister, grundtvigianeren Jørgen Jørgensen. Men i dag står de radikale for det modsatte af Novrup, så Novrups synspunkter må finde nogle andre politiske hjem.

Måske kan den åndsliberale side af LA finde en form for identifikation med følgende citat, der ligesom de amerikanske nyliberalister betoner virkelyst og uafhængighed, men blot med et stik modsat udgangspunkt?:

”Man kan godt undertiden undre sig over, at en ting som folkehøjskolen virkelig kan være til endnu; midt i en tid, der sætter det tekniske, faglige og økonomisk udbyttegivende i centrum, og hvor pensionsmentaliteten – det Grundtvig kaldte lysten til ”visse” levebrød – giver sig de mest forbavsende udslag.

En ung mand er knap nok blevet konfirmeret, før den pensionsgivende stilling besætter hans tanker og for tid og evighed lægger ham til rette i hans livs ligkiste. Jo, det gælder sandelig om at komme i havn, så man kan sove trygt fra 18 års alderen af, til den virkelig store søvn kommer”.

Bemærk de ontologiske markeringer om højskolen: ”ting”, ”være til” og ”liv”, samt at denne væren er ”midt i tiden”. Det er det, som ”folkets skole” og en nationalt funderet liberalisme med verdensborgerligt udsyn er.

Måske skulle kulturgruppen i LA droppe ”pensionsmentaliteten” og ”visse levebrød” og i stedet stille sig “midt i tiden”?

 

32. d. 14. januar: Bemærkninger til Piagets læringsteori 

Jeg har en artikel i det nye nummer af det svenske tidsskrift Utbildning och Demokrati.

I artiklen forsøger jeg at læse Piaget som en form for anti-konstruktivist, der tager udgangspunkt i verden i sig selv, og jeg forbinder også analysen med dele af den danske receptionshistorie.

Om det er vellykket, skal jeg ikke helt kunne sige, men jeg blev selv klogere på læringsbegrebet undervejs, så jeg er glad for, at analysen nu er publiceret.

Artiklen bygger på et oplæg, jeg holdt på en læringsteoretisk konference på DPU i efteråret 2015.

https://www.oru.se/globalassets/oru-sv/forskning/forskningsmiljoer/hs/humus/utbildning-och-demokrati/2017/nr-3/tomas-aastrup-romer—nogle-realistiske-bemarkninger-til-piagets-laringsteori.pdf

 

33. d. 14. januar: LA i Jersild Minus Spind

Sidder og ser Jersild minus spin, som fortæller om LAs politiske opløsning.

Samuelsen er totalt ydmyget, og eftersom han fortsætter, er partiet også ydmyget.

Danmark var ikke interesseret i Ayn Rand, men partiet har valgt hende alligevel. Dermed har partiet overflødiggjort sig selv.

https://www.dr.dk/tv/se/jersild-minus-spin-tv/jersild-minus-spin-2017/jersild-minus-spin-2017-01-13

 

34. d. 16. januar: Datalæring 12: Kritik af forsvar for CPR-læring:

På det seneste har vi set tre næsten enslydende forsvar for at koble lærings- og trivselsdata til CPR-numre i den pædagogiske forskning. I dag har Lars Qvortrup et indlæg i Politiken, d. 10. januar var der et interview med Simon Calmar Andersen i Gymnasieskolen, og d. 12. januar var der et interview med David Reimer fra DPU på folkeskolen.dk.
For alle tre indlæg gælder en form for pædagogisk, sociologisk og politologisk naivitet, der efter min mening ikke hører til i pædagogikkens verden. Lad mig uddybe:

A.

Først og fremmest er der ingen diskussion eller bestemmelse af det læringsbegreb, som man bruger. Man overtager blot de nationale standarder, som vel at mærke er udformet i en blanding af systemteoretiske og styringsmæssige logikker i regi af en skolereform, som er født ud af antipædagogikkens muld. Man laver pædagogisk forskning uden at forholde sig til pædagogik. Derfor kan man tromle frem.

Der er derfor heller ingen kritisk opmærksomhed på forholdet mellem pædagogik og data, på trods af, at forfatternes nypositivistiske data-begreb står i stærkest mulige modsætning til pædagogiske vidensformer.

Det kalder jeg for naivitet.

B.

De tre forfattere bedyrer med alle deres blå øjne, at datalæring skam er for samfundets bedste. Qvortrup skriver f.eks., at det handler det om ”at styrke kvaliteten af velfærdsinstitutionernes ydelser”. Men der er ingen opmærksomhed på de konsekvenser af kobling mellem styring og data, som f.eks. kommer til udtryk i KL’s teknologudspil eller i AREA9’s læringsforståelse og mange andre steder, hvor forbindelserne mellem data og læring totalt udrydder pædagogik. Der er en nærmest faretruende blindhed for de sociale og politiske konsekvenser.

Det kalder jeg også naivitet.

(Desuden er en skole ikke en ”velfærdsinstitution”, som Qvortrup skriver. Konsekvensen af Qvortrups synspunkt er, at man omdanner alt til ”velfærdsuddannelser”, hvilket der da lige præcist også var forslag om i de systemteoretiske kredse på DPU for nogle år siden.)

C.

Der er heller ingen refleksion over, hvad det rent politologisk betyder, at en stat har denne form for databank over dens borgere, hvor alle mulige databaserede læring-trivselskonfigurationer fra flittige policy-adaptive forskere kan ende med at indskrænke borgeres frihed. Det kan også få totalitære konsekvenser, især når pædagogikken er helt ude af billedet. I stedet får vi bare en løs besværgelse af, at man skam er forsigtig og etisk.

Også det kalder jeg for naivitet.

D.

Lidt baggrund:
Lars Qvortrup er tilknyttet AU’s store satsning, Nationalt Center for Skoleforskning, hvor John Hattie er den centrale pædagogiske reference. Qvortrup har også skrevet en bog om skoleledelse, hvor der står data over det hele, og han har ført an i opgøret med filosofi og dannelse op gennem 00’erne.

Calmar Andersen er scient.pol og med i TrygFondens Børneforksningscenter, som også ligger i AU-regi, og som kører nærmest uafhængigt af pædagogiske diskussioner. Til gengæld er der fyldt med folk fra VIVE, Rambøll, økonomer etc., der pr. filosofisk naturlov er uegnede til at fundere pædagogik. Der er da heller ingen referencer til landets rige børnehavetradition, så vidt jeg kan se. Jeg hørte en gang et oplæg fra en forskningsleder fra Calmar Andersens børneforskningscenter. Det var en lidelse i positivistisk naivitet. Ved centrets åbning var hovedtaleren i øvrigt økonomen James Heckman, som undersøger forholdet mellem satsning på tidlig læring og økonomisk afkast. Så er horisonten sat for “effekt-målingerne”! Heckman er iøvrigt socialministerens faglige idol, og han er i Pædagogikkens Idehistorie markeret som en toneangivende figur i pædagogikkens opløsning siden 1990. Han var også en vigtig kilde i det skrækkelige projekt “Fremtidens Dagtilbud”, som Niels Egelund stod i spidsen for, så vidt jeg husker.

Endelig er det værd at hæfte sig ved, at David Reimer var med i Jens Rasmussens/Andreas Rasch-Christensens 2017-rapport om læringsmål, som blev desavoueret af Merete Riisager pga. rapportens smalle undervisningsbegreb. Så siger Reimer måske: ”men jeg var kun med for metodens skyld”. Så er mit svar: Ja, og det er det, jeg mener med ”naivitet”.

Må vi gerne være fri for den her slags naive data-lærings-cpr forskning, som udrydder muligheden for at fundere og arbejde med en seriøs pædagogik, der tager udgangspunkt i vekselvirkningen mellem barn, kundskabsobjekt og skole og hele denne organismes historiske og kulturelle livmoder.

Links og referencer:

a) Interview med Simon Calmar Andersen i Gymnasieskolen.dk:https://gymnasieskolen.dk/saadan-bruges-elevernes-cpr-numre…

b) Lars Qvortrup: Vi får en bedre skole ved brug af data, Politiken d. 16. januar.https://politiken.dk/…/Jeg-kan-godt-forst%C3%A5-bekymringen…

c) Interview med David Reimer: https://www.folkeskolen.dk/…/skoleforsker-elevdata-paa-cpr-…

d) Link til Calmar Andersens TrygFondens Børneforskningscenter: http://childresearch.au.dk/

e) Link til Qvortrups Nationalt center for skoleforskning: https://www.google.dk/search…

f) Merete Riisagers kritik af Rasmussens, Rasch-Christensens, Reimers m.fl.’s rapport: http://www.thomasaastruproemer.dk/merete-riisager-kritisere…

 

35. d. 16. januar: Datalæring 13: Elementerne i den nye lærings-dataideologi

Hvad er den nye lærings-dataideologi?

Det er forskellige variationer over følgende fire elementer:

  1. Man vil knytte lærings- og trivselsdata til CPR-numre via kvantitativ forskning i den ene og den anden kausale konfugation, som efterfølgende danner det evidensbaserede grundlag for policy og indsatser, der kan hældes ud over pædagogisk praksis.
  2. Man vil bruge og udvikle disse data til konkret kommunal styring, som har indgribende konsekvenser i forhold til pædagogik, læring og forældresamarbejde, og som potentielt følger borgerens læringsdata fra vugge til grav.
  3. Man vil optimere børns datalæring med adaptive robotter og software, der udsletter lærerens funktion som ansvarlig kundskabsformidler.
  4. Der er stort set aldrig drøftelser af læringsbegreb, pædagogik eller pædagogiske traditioner. Og hvis der er, så afvises det. Det er denne tilstand, jeg også har kaldt for “naivitet”. Denne naivitet disponerer ideologiens repræsentanter for at overse kritik og formodentlig også for at agere affektivt på kritik.

Nogle vil gå ind for alle de tre øverste punkter. Andre kun for det ene eller andet punkt, normalt ledsaget af tavshed om de resterende. De tre dele støtter hinanden på den ene og den anden måde og indgår i symbioser med kommunale og statslige interessenter. Punkt 4 er nærmest en generel regel.

 

36. d. 16. januar: DPU’s idologi 2: Den hemmelige filosofi

Heller ikke i dag kan man læse om Anne-Marie Eggert Olsens disputats om Platon på DPU’s Facebook- eller Twitterprofil.

Til gengæld annonceres der begge steder for dagens Asterisk-arrangement, hvor bl.a. Lars Qvortrup skal tale om trivselsmålinger, og hvad man kan bruge dem til.

I det nye nummer af Asterisk er der heller ingen artikel om forsvaret. Til gengæld kan man kort læse om fire ph.d.-afhandlinger, som ikke er filosofiske.

Institutlederen holdt heller ingen tale for Eggert Olsen ifm den efterfølgende reception. Han var ellers i salen, i hvert fald noget af tiden. Måske skulle han hente børn, og det er jo også ok?

Derimod holdt han en lang tale, dengang der blev ansat udenlandske professorer i trivsels- og læringsdata, som var “lige hvad Danmark havde brug for”.

Det siger noget om samfundet.

 

37. d. 17. januar: Datalæring 14: Krav til CPR-forskere

Danmark har med udgangspunkt i borgernes CPR-numre opbygget en kæmpestor databank. Herfra kan forskere tilgå borgernes lærings-, trivsels- og sundhedsdata, og der kan laves statistik på kryds og tværs, som postulerer den ene og den anden detaljerede sammenhæng uden rod i pædagogisk teori og praksis. Efterfølgende kan lærere og pædagoger løbe efter mekanikken som små pattedyr, mens deres dømmekraft dataficeres, indtil den til sidst erstattes af specialudviklet robot-software.

Ideelt set burde man nedbryde hele denne cpr-organisering. Systemet er alt for usikkert, og ideen om sådan en biodata-stat kan med et knips slå om i totalitære tilstande.

I det mindste må man stille en række krav til de forskere, som har adgang til det nationale følelsesregister.

Her er mit forslag:

A.

Data bør kun tilgås af folk med dansk statsborgerskab. Der skal være en form for data-grænse. En ny virtuel grænsebom. Heller ikke folk fra andre EU-lande bør have adgang. Det betyder ikke, at vi ikke skal have international forskning om andre emner, tværtimod, men der skal altså ikke være adgang til landets CPR-data. En årsag er, at udenlandske forskere normalt ikke har den fornødne historiske og humanistiske viden til at vurdere data-indholdet. En anden årsag er naturligvis, at disse forskere ikke uden videre kan retsforfølges, hvis der sker datalæk. Systemet er en form for statshemmelighed.

B.

Dataadgang bør kun bevilliges efter en lang uddannelse, som indeholder følgende elementer:

  1. Fire års beskæftigen sig med hele den kulturelt-pædagogiske sammenhæng, hvori data er indlejret. Det betyder læsning, drøftelser og undersøgelser af centrale tekster i landets pædagogiske, litterære og kulturelle tradition. Dvs. f.eks. Grundtvig, Kierkegaard, Brandes, Trier, Wulff, Bagger, Rifbjerg, Nordentoft, Koch osv.. År ud og år ind skal man terpe disse tekster. Man skal også selv skrive om dem og tage stilling til det.
  2. To års samlet praktikophold på en række af landets pædagogiske institutioner. Alle skal i vuggestue og deltage i alt det, som KL opfatter som ligegyldige aktiviteter, som robotter kan tage sig af, f.eks. at skifte ble og rydde op efter frokosten. Alle skal også i folkeskole, friskole på gymnasium, erhvervsskole, højskole osv…
  3. Undervejs får man et lille statistikkritisk kursus på et ca. halvt år.

Den samlede uddannelse varer syv år.

Så er man klar til at studere andre menneskers dataatomer.

C.

Data kan kun tilgås fra et eneste fysisk lokale i landet. Lokalet finder man i en lille og grim, men velbevogtet hytte på det sydlige Langeland. Når forskeren ankommer mødes han først af et rum, der er plastret til med dannebrogsflag. Det næste rum er fyldt med billeder af nogle af de folk, forskeren har læst på sit studium. Der er både malerier, fotografier, buster etc., og fra højtalerne kører Carl Nielsen, Kim Larsen samt diverse taler af Kaj Munk og Georg Brandes mm..

Til sidst kommer forskeren ind i et rum med et ubehageligt gult lys. Der har han så 20 minutter til at forrette sit ærinde.

Når forskeren er færdig, går han ud af hytten, tynget af tankernes og følelsernes kredsen. Udenfor møder han først 25 vuggestuepædagoger med barnevogne. De er klædt i sort og stirrer alvorligt på ham. Dernæst møder han 25 børnehavepædagoger i spraglet tøj. Der er omgivet af børn, der løber rundt og plukker blomster på marken. To af pædagogerne aer forskeren på kinden og fører ham hen til et lejrbål. Her synger de allesammen ”I Danmark er jeg født”, mens de holder hinanden i hånden. Forskeren spiller guitar og synger for.

Til sidst myldrer folk fra andre lande ind over marken og tager del i den efterfølgende fest, hvor folkeslagene udveksler sange og danse og erfaringer.

 

38. d. 20. januar: Om udflytning af statslige arbejdspladser 

Det fyger med plat politiker- og maskinrumspartisprogs om ”at samle Danmark” ud fra meget uegale motiver, og pludselig skal en helt masse mennesker rykke deres liv og familie op med rode og flytte landsdel. Desuden splittes mange faglige miljøer, og deres udvikling sættes år tilbage.

Nogle egoistiske borgmestre med rynker mellem tæerne jubler og foreslår, at de utilfredse borgere tager ja-hatten på.

I stedet burde borgmestrene tale retfærdighedens og anstændighedens sag og sige nej tak til at modtage den slags umoralske gaver.

Det minder mig om i 2011. Det var dengang, en hel frisk og globaliseret ledelse på Aarhus Universitet mente at kunne se ”synergier” rundt omkring. Der var ingen begrundelser andet end en banal, hurtigt udarbejdet og megadyr konsulentrapport, men wupti, så skulle to af DPU’s store fagmiljøer, nemlig IT-pædagogikken og børnelitteraturforskningen, tvangsforflyttes fra København til Aarhus. Det var dybt usympatisk.

Nu går det så den anden vej. Hvad er det for en legen kispus med landets borgeres ret og velfærd?

Det er jo ikke engang udtryk for en seriøs erhvervs- eller regionalpolitik. Og dyrt er det sikkert også.

Og hvad bliver det næste? Man kan jo statistisk godtgøre snart den ene og snart den anden mangel i alle mulige landsdele. Skal man f.eks. flytte Aarhus Teater til Hjørring? Der er jo teatre nok i Aarhus?

I stedet burde man tænke sig om, når man laver NYE institutioner. Og når man så har valgt et sted, hvor de kan være, så skal de ALDRIG flyttes. De skal gro fast på adressen, og nede i kælderen må der gerne ligge nogle ældgamle papirer og maskiner, der fortæller historier.

Måske skulle man flytte Folketinget til Thule? Det er et udkantsområde, der godt kunne bruge nogle velhavende borgere, og så kunne vi andre få lov at arbejde i fred.

 

39. d. 20. januar: Indlæg af David Holt Olsen

Kloge ord fra David Holt Olsen:

https://www.facebook.com/david.h.olsen/posts/10156123311686473

 

40. d. 20. januar: DPU’s ideologi 3 

DPU har nu lagt en meget kort omtale på 3½ linje af Anne-Marie Eggert Olsens disputatsforsvar om Platons pædagogiske filosofi på nettet. Linket er også delt på twitter og facebook.

Her kan man læse/høre Eggert Olsens indledningsforelæsning, og der er også et link til Aarhus Universitetsforlag, som udgiver disputatsen.

Den opmærksomme kommunikationsmedarbejder har noteret, at salen var fyldt, men ellers har han åbenbart ikke lagt mærke til noget?

Man kan også klikke ude i siden og læse nogle meget lange nyheder om de mere almindelige DPU-emner. F.eks. kan man læse om Dorte Staunæs’ professortiltrædelsesforelæsning i nyheden “Når misundelse gøres til drivkraft”. Det fylder 110 linjer med grundigt interview og et fyldigt linkmateriale til forskningsmiljø mm.

Man kan som nævnt også linke til en række ligeså grundige artikler om andre DPU-emner, der helst ikke har noget med filosofi at gøre.

 

41. d. 21. januar: The Square i WA

I denne uges WA er der et meget tankevækkende læserbrev. Det er skrevet af forfatteren og biologen Kåre Fog.

Fog fortæller, at han har kritiseret ”feminismen” på facebook, blandt andet på den mandspolitiske side ”Kønsdebat”. Der var så nogle feminister, som kritiserede Fog tilbage, og det var jo sådan set helt efter bogen.

Som Fog fortæller om diskussionen, foregik den inden for alle juridiske rammer. Og selvom jeg bestemt ikke er enig med Fog i alt muligt, så kan jeg fra andre sammenhænge bekræfte, at Foghs engagement i offentlige emner er præget af en form for engageret saglighed, der ligger langt under ilterheden i mange andre facebook-diskussioner, ikke mindst om kønsspørgsmål. Idolet på Konkurrencestatstidene, Carsten Jensen, er da f.eks. meget mere vild i sit sprogbrug.

Desuden er det vigtigt, at kønsdiskussionen har mange stemmer. Fra det synspunkt burde Fog have en lille facebook-medalje.

Men allerede dagen efter diskussionen bliver både Køns-debat-siden og Fogs facebook- og messengeradgang slet og ret blokeret af Facebook, og Fog fortæller, at det nu er fjerde gang, at han oplever det.

Fog spørger så, hvem der beslutter disse blokeringer af materiale, som ikke engang overskrider facebooks egne regler? Hans bud er, at det er facebook-algoritmer, der pr. automatik lukker sider, hvis der er et vist antal klager. Men hvis det er korrekt, har det jo kritiske almene perspektiver. Så kan enhver fanatisk gruppe slå sig sammen om at ødelægge helt almindelige frie diskussioner. Så ender vi i ”The square”, som det hedder for tiden. Hvis Fog (og andre) har ret, må der etableres lovgivning på området efter min mening.

Fogs pointe understreges i et stort anlagt interview andetsteds i avisen med professor Hans Jørgen Schanz. Shanz kritiserer den identitetspolitik, som hersker på især de amerikanske universiteter, der totalt lukker af for kritik og åndsfrihed. Som han siger:

”Se bare på, hvad der foregår på de amerikanske universiteter, det er jo helt forrykt! Så opretter de deres sikre steder (safe spaces), hvor de kan gøre sig immune over for kritik. Det er jo vanvittigt”.

Under interviewet, som foregår på Schanz’ kontor på Aarhus Universitet, ryger han fire smøger. Det er lige før man får lyst til at ryge igen. For uden røg i køkkenet og ballade i forsamlingshuset går alt i stå.

(Fogs sag blev også omtalt udførligt i Berlingske d. 12. januar. Her kan man lære mere om flagging og om facebooks reaktion på sagen)

 

42. d. 21. januar: Keld Skovmand i bund og grund

Jeg har brugt søndagen i selskab med Keld Skovmands ph.d.-afhandling ”I bund og grund – lærerprofessionens didaktik”.

Det tog lang tid at læse den. Ikke fordi den ikke er velskrevet, for det er den. Det er mere det, at hver gang man har læst en side, så må man holde en pause og tage nogle dybe indåndinger og høre en Abba-sang, indtil den mentale tilstand er stabiliseret.

Jeg vil foreslå: ”Like an angel passing through my room” fra albummet The Visitors. Det er symbolsk nok den sidste sang på deres sidste album; en form for afslutning, der samtidig understreger Skovmands religionsdidaktiske interesse og hans nærmest angeliske funktion i dansk pædagogik.

Mens man trækker vejret, passerer alle sætningerne og teksterne fra DPO’s læringsregime i de sidste 6 år revy. Det er som at se en ”året der gik” uden gode historier.

Efter disse mindfulness-øvelser kan man så tage én side til, hvor DPO i ”bunden og grunden” afsløres som det rene og skære sand….. på bunden af bundens bund.

Skovmand forsøger sig også med at grunde en ny – eller skal vi kalde det – en gammel grund. Og det går faktisk fint.

Jeg glæder mig til at arbejde mere med afhandlingens ideer, som lægger sig i direkte men også selvstændig forlængelse af en række andre kritiske udgivelser igennem årene.

Afhandlingen – inklusiv den meget interessante bilagsdel – forsvares på fredag på DPU i Emdrup. Der bliver ballade i pædagogikkens forsamlingshus, tror jeg.

De anklagede dukker nok ikke op, men det er spændende, om DPU’s kommunikationsafdeling reducerer dette vigtige arrangement til en kort markør i kalenderen, eller om vi vil se samme grundige dækning, som når DPO kommer med en af de rapporter, som Skovmand kritiserer.

http://edu.au.dk/aktuelt/arrangement/artikel/i-bund-og-grund-laererprofessionens-didaktik/

 

43. d. 23. januar: Datalæring 15: Læringslighed i mors mave 

Læringsmaksimering i “mors mave”:

Et nyt initiativ – det såkaldte ”småbørnsløftet” – der så vidt jeg kan se er helt uden kontakt til dansk børnehavetradition og socialpædagogisk praksis, vil i lighedens tegn læringsoptimere små børn helt fra de ligger ”mors mave”. Tænketanken DEA er med, hvilket er et sikkert tegn på pædagogisk deroute. Den endelige projektbeskrivelse foreligger endnu ikke, så vidt jeg kan se.

Jeg kan dog sige en ting med stor prognostisk sikkerhed: Denne ideologi vil forbinde sig med den nye datatænkning, med synlig læring/positiv psykologi, med forebyggelsesideologi og med de allersimpleste evidenskoncepter. Man kan allerede iagttage simplificeringen ved en ny VIVE-rapport, som tilhængerne henviser til. Helt inde fra maven og ud. Det vil trække landet ned i et dybt hul. Det har ikke noget at gøre med ”udsatte børn”. Det er en ideologi for alle børn. For ellers kan man jo ikke måle ”ligheden”.

Ideologien vil sætte både børn, forældre og stat i læringsmålingens tjeneste, indtil alle statistiske målinger viser total lighed helt henne på plejehjemmet, hvilket vil sige aldrig. Det er et kapløb uden målstreg.

Det er formodentlig den amerikanske økonom James Heckmann, som har bidraget med den underliggende tankegang. Han studerer børnehavernes ”afkast”. Lidt ligesom da SF kaldte sig for Børneaktiepartiet. Det var sådan en slags lillebror til Konkurrencestatspartiet. Men det er faktisk slut med “konkurrencestaten” efter min mening. Ove Kajs koncept indeholdt ikke det data-niveau, som nu i en form for ”dyb stat” undergraver staten selv og spytter bestemte ord ud af bestemte munde.

Stefan Hermann og ledende radikale debattører har allerede udtrykt deres begejstring for ”læring i mors mave”. Socialminister Mai Mercado er også begejstret, men hun er også vild med Heckmann. Sådan er konservatismen, eller hvad man nu siger. KLs Arne Eggert er også med i baggrundsgruppen.

En anden men beslægtet ting: I dag har LA og Å – som efterhånden er landets eneste selvstændige politiske enheder – kritiseret Søren Pape, som jo også er konservativ, for at sætte offentlige data fri. Tak til disse to partier, selvom det ikke vil hjælpe en pind, med mindre de andre partier bakker op. Man forstår godt, at konservative intellektuelle ikke stemmer konservativt.

Men jeg tror nu også – og det er så det “beslægtede” -, at LA og Å skal være opmærksomme i forbindelse med DEA’s læringsinitiativ, for lige pludselig er alle disse CPR-data krøbet ind i ”mors mave”.

Interesseorganisationen KL er naturligvis lykkelige for Papes forslag. Den mener, det giver ”bedre service”. Det er nok sådan noget ”mors mave service” som DEA og VIVE vil måle? Ellers tak! Må jeg gerne være fri for det?

Men ok, KL vil jo også have søde læringsadaptive robotter til små børn, en slags livmoderrobotter. Robotterne skal også skifte ble i vuggestuen.

Så vi skal have robotlivmødre og statsautoriserede opdragelsesmetoder i CPR-ophængte datavandringer. Så er vi da helt sikre på, at der ingen forskelle findes i ”samfundet”, eller hvad man nu skal kalde det.

Så hellere lidt social arv. Læring gennem slægtens tråde er ikke altid en dårlig ting, tværtimod.

Og har man først give fødslen til en ikke-politisk stat, så har man også afleveret friheden.

Links:
Omtale af “mors-mave”-initiativet: https://www.altinget.dk/…/bred-alliance-vil-give-smaaboern-…

Link til aktuel vive-rapport: https://vive.dk/…/tidlige-indsatser-udsatte-boern-viser-po…/

Om offentlige brug af borgerdata: https://politiken.dk/…/Liberal-Alliance-vil-%C3%A6ndre-st%C…

KL’s forsvar for brug af borgerdata: http://www.kl.dk/…/Genanvendelse-af-data-giver-borgerne-be…/

 

44. d. 24. januar: Ny Departementschef i Undervisningsministeriet

Først sejlede Anders Samuelsens stålsatte men også slatne Ayn Rand-blik rundt i decembers kalenderbølger uden mål og med. Denne bølgegang har nu stået på i årevis, og ingen kan tage det alvorligt mere. Efter pres fra Saxobank, lod LA’s folketingsgruppe Samuelsen sidde i sin skattefikserede førersaddel. Det var en mega-fejl af partiet, som skulle have givet roret til søsteren eller til en helt tredje.

Som supplement kan Lars Løkke nu fortælle, at han skam ikke kender nogen kvote-konger, selvom hans tvivlsomme Løkkefondsprojekt har fået en kæmpedonation af selvsamme konger. Og Løkke har også fået store gaver og god mad og så videre. Men han kender skam ingen? Kan nogen borger tage det alvorligt? Rød eller blå? Og det er jo ikke første gang. Og hvad er mere fejet ind under gulvtæppet?

Og endelig træder Esben Lunde Larsen for Gud ved hvilken gang rundt i miljøspinaten, så jeg ligefrem får sympati med Ida Auken, der blev overfuset af Lunde, bare fordi hun på et samråd havde et helt almindeligt og – har det vist sig – meget relevant spørgsmål om nogle forskeres uafhængighed ved et af landets store universiteter.

Den regering holder ikke et år mere. Det er helt klart.

Derfor er det også ekstra vigtigt, at Merete Riisager er vågen lige nu. Sagen er nemlig, at Jesper Fisker heldigvis har forladt posten som departementschef i Undervisningsministeriet, hvor han har siddet siden 2011.

Det er virkelig godt, at Fisker rejser, fordi han har haft en hovedrolle i implementeringen af skolereformen. Han har også ageret på det holdningsmæssige plan: både på Vartov, hvor han erklærede læringsrevolution, og over for Riisager, da hun tiltrådte. Det var dengang, han tillod sig at minde den nye minister om, at hun jo var forpligtet på skolereformen. Det var noget af en ydmygelse for Riisager, men nu er hun så sluppet for sin ideologiske embedsmand.

Men eftersom Riisager kun sidder i sadlen i max et år mere pga Samuelsen, Løkke og Lunde Larsen ualvorligheder, så bør hun nu lægge linjen – også i sin efterfølgers ministerium – ved at ansætte en ny chef, som har noget sans for materien, og som måske bliver siddende i 5-10 år, og som kan minde den næste minister om hans/hendes pædagogiske og politiske pligt.

Fisker skal være direktør i Kræftens Bekæmpelse. Det tror jeg nu heller ikke, han vil være så god til. Han har i al fald været meget sygdomsfremkaldende på det skole- og uddannelsespolitiske område.

Links:
Om Fiskers fratrædelse: https://www.uvm.dk/…/180123-departementschef-jesper-fisker-…

Om Lunde Larsens genvordigheder: https://www.b.dk/…/politisk-krav-esben-lunde-boer-sige-unds…

 

45. d. 25. januar: Datalæring 16: Den nye datalov og tilliden til Søren Pape

I lovens indledning, dvs. i §5, stk.1+2, kommer der et generelt forbud mod dataudveksling af personoplysninger. Derfra vælter det ind med undtagelser. F.eks. allerede i stk. 3:

”Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 kan vedkommende minister efter forhandling med justitsministeren og inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 23 fastsætte nærmere regler om, at personoplysninger af offentlige myndigheder må viderebehandles til andre formål, end de oprindeligt var indsamlet til, uafhængigt af formålenes forenelighed.”

——————————-
Søren Pape har følgende himmelråbende kommentar til sin konservative datastatsregel, hvor trivsels-, lærings- og sundhedsdata, som er koblet op på cpr-numre, nu kan suse rundt i læringsstaten.

”Jeg har svært ved at forstå, hvor den store overvågning er i det her forslag. I Danmark har vi tillid til de offentlige myndigheder”

Ja, det er faktisk ”tilliden” der er problemet i disse år. Jeg ville ønske vi lå lidt lavere i tillidsmålingerne, hvor vi har toppet i årevis. Der er for tiden brug for mistillid til staten, hvis man vil opretholde den folkelige tillid.

På internationalt plan er tillid en folkelig dansk dyd. Allerede Grundtvig fremhævede tilliden med store versaler, og han mente den havde dybe historiske rødder. Løgstrup universaliserede så at sige dyden, da han gjorde tillid til en “spontan livsytring”.

Men nu vender Søren Pape denne fine dyd imod befolkningen. Med dette overgreb som udgangspunkt, kan den misbrugte tillid forbinde sig med læringsideologien. Lærings- og datastaten kan, under Søren Papes og Søren Pinds ophøjede politiske og juridiske naivitet, trække informationer ud af ”mors mave”, som det kaldes i læringsideologien.

Heldigvis er der modstand hos Å og især hos LA. Og tænketanken Justitsia er også kritisk. Men det er alt for få, når den dybe anti-filosofiske stat arbejder, som den gør lige nu.

Interesseorganisationen KL er også kritisk, men kritikken går –
believe it or not – på, at lovforslaget ikke er vidtgående nok. KL vil have endnu flere frie data, der kan stimulere organisationens ”søde robotter”, som ved hjælp af f.eks. Rambølls “Hjernen og hjertet” skal læringsoptimere små børn, så snart de er ude af ”mors mave”.

Links:
Lidt mere om sagen, hvorfra man kan klikke rundt til lovtekst mm.: https://www.version2.dk/…/justitia-regeringens-data-droemme…

Rambølls “hjernen og hjertet”:http://www.hjernenhjertet.dk/generelt%20om%20hjernenhjertet

 

46. d. 25. januar: Positiv journalistik 

Vi må holde op med at kritisere så meget. I stedet er det tid til lidt Constructive Journalism og lidt positiv psykologi:

Hvor er det dejligt….

…at statsmanden Lars Løkke har fået en masse penge til sin fantastiske Løkkefond af nogle dygtige fiskere, som lever efter den store moralfilosof Ayn Rands principper.

…at den alsidige kritiker Anders Samuelsen – som har stærke og varme følelser for den store moralfilosof Ayn Rands initiativrige og dygtige europæiske bestyrer – har flotte og stålsatte skatte-øjne, og at han heltemodigt sætter sit partis berettigelse over styr for at give lidt penge til de rigeste, som jo er de eneste, der producerer værdi i landet.

…at Anders Samuelsen har sikret, at en lækker Mercedes er faldet med 125.000kr, mens en lille Citroen er steget med 10.000kr. Det er jo ”billige biler til danskerne”, undtagen til folkepensionisterne og de unge, som jo alligevel ikke producerer værdi.

… at det går så godt med klimaet, især i nærheden af Horsens, hvor der var frost i søndags.

…at børnene kun er blevet lidt dårligere til at læse. En klar succes for skolereformen.

…at vi er gået fra undervisning til læring, for så er vi jo sikre, på, at læring ikke forstyrres af mennesket, der jo alligevel bare er en postfaktuel skabning, som skal holdes i ave at rationelle og effektive algoritmer.

…at vi har nogle dygtige embedsmænd, som kan få nogle dejligt fleksible politikere til at sætte sætninger sammen i den rækkefølge, som embedsmændene selv sætter dem sammen.

…at man kan følge lærings- og trivselsdata helt ind i fostret, så alle samfundets institutioner kender risikoen for studiefrafald/sygdom mm., før barnet eller den unge overhovedet bevæger sig.

…at børn altid ved, hvad de skal lære, før undervisningen starter. Det er da lige, hvad en interesseret gymnasieelev altid har haft brug for.

…at den store tænker Søren Pape vil lade borgeres data flyder rundt i de offentlige systemer, fordi danskerne da har tillid til myndighederne.

…at dannelsesministeren Søren Pind ikke mener, at der er problemer med forskningsfriheden, og at man i øvrigt heldigvis kan måle alt.

…at Søren Pind har magt over hele sit apparat, og at der ikke findes en såkaldt “dyb stat”. Det er meget betryggende med så kompetente dannelsesministre.

…at familiemennesket Esben Lunde Larsen elsker ”konkurrenceudsættelse” af universiteternes myndighedsbetjening, og at han truer Ida Auken med retfærdig afstraffelse, hvis hun stiller et lille og helt unødigt kritisk spørgsmål i Folketinget.

…at den vidunderlige entertainer Donald Trump stadig er ved magten.

…at den altid faktuelle og saglige Carsten Jensen synes, at Flemming Rose og Kurt Westergaard er nogle usaglige og ufaktuelle åndspygmæer, fordi de gjorde grin med fundamentalistisk brug af religion.

…at Naser Khader og DF vil forbyde alt, eftersom det jo forstyrrer friheden, hvis man tillader noget.

…at de meget pædagogisk kompetente data-forskere kan botanisere i landets cpr/lærings-data, og at det altid er for at maksimere læring og velfærd.

…at fiskervennen Lars Løkke i 2000’erne fik centraliseret kommuner, amter, seminarier, universiteter, skatteforvaltning etc.. Hvorfor er det dejligt? Jo, for nu kan han så tvangsforflytte nogle genstridige familier til Bogense og Vejen og i det hele taget være en decentraliseringshelt for nogle meget empatiske borgmestre ude på landet.

Se det var da positivt, ikke sandt?

 

47. d. 26. januar: Dagbogsnotat ifm Keld Skovmands ph.d. forsvar

Kl. 10:55-11.55

Jeg er lidt tidligt på den, så jeg gik ind på DPU’s vidunderlige bibliotek, hvor alle de gamle tidsskrifter står linet op. Jeg kastede mig over nogle årgange af Vor Ungdom fra 1920’erne, som er en slags forløber til Dansk Pædagogisk Tidsskrift.

Det er en af de store ulemper ved at være ansat i Aarhus, at man ikke kan tåge rundt imellem hylderne, men er overladt til noget så skrækkeligt som målbaserede søgninger på nettet.

Jeg købte en kop kaffe i bibliotekets automat. Det kan jeg ikke anbefale til andre. Magen til teknologisk monster af en kaffemaskine, skal man da lede længe efter. Heldigvis kom der nogle Erasmusstuderende og hjalp mig. En ung amerikaner, som talte glimrende dansk, satte mig ind i maskinens uhyre spidsfindigheder. Jeg takkede hende på amerikansk. Kaffen smager udmærket, selvom koppen er lidt lille.

Tilbage til Vor Ungdom, hvor jeg bl.a. besøgte årgang 1927. Her kan man læse en herlig diskussion mellem Sigurd Næsgaard, Vilhlem Rasmussen og en H.H. Misfeldt om karakteren af de frie skoler. Diskussionen er ophedet og fortsætter i 1928-årgangen, som jeg læste før jul. Der var ballade i pædagogikkens forsamlingshus, som jeg plejer at sige.

Næsgaard, som var psykoanalytiker og en af landets førende reformpædagoger, har nogle stærke billeder af den frie skole, som nærmest minder om et højdannet græsk akademi, mens ”klasseundervisningen” angives som et rent fængsel.

I dag sætter de radikaliserede reformpædagoger fra DPO noget atomiseret indhold op over for læringslæring. Sådan var det ikke i 1920’erne. Dengang satte man snarere et udvidet indhold op over for et snævert indhold. Læs f.eks. Sigurd Næsgaards beskrivelse af de frie skolers formål:

”Børnene i disse klasser er ikke bundne til en bestemt siddeplads ved ubekvemme borde, men kan gå rundt i klasserne i timerne. Nogle steder er de ikke bundet af frikvartererne, men kan arbejde flere timer i træk. De er meget lidt hæmmede af læseplanen, så de kan tegne, male, flette, læse, skrive og regne osv., væsentligt som de vil. Et barn kan derfor regne i dage og ugevis, om det vil, øve sig i skrivning og andre ting, til det er mæt af arbejdet.”

Og videre:

”Da vurderingsfrihed med beslutningsfrihed og ansvar er det væsentlige i samvittigheden, giver de frie klasser børnene rig næring for opbygning af samvittigheden. (….) Børnene kan allerede i toårsalderen begynde at skabe melodier, i treårsalderen lærer de sig at tegne, i fireårsalderen kan mange begynde at skabe rim, vers og historier. Sproget har de da overtaget ved frivillig efterligning, skrivning og læsning begynder de også at tage fat på, og tallene har de også begyndt at erobre. Samtidig hermed har iagttagelsen erhvervet sig en mængde kundskaber”
(Sigurd Næsgaard i ”Vor Ungdom 1927”, s. 285-293).

Disse markeringer ledsages ganske vist af en forskrækkelig og fængselsagtigt syn på klasseundervisning og traditionel undervisning, men det havde måske sine grunde i 1920’erne.

Jeg nævner blot disse passager for at understrege, at disse tidlige versioner af reformpædagogikken er en slags højdannelse. Det er som et Paideia af frit kundskabsliv.

Der er god grund til at smide den moderne reformpædagogik og skolereformen på møddingen, men man skal ikke glemme den klassiske reformpædagogiks dannelsesidealer. Derimod skal man glemme dens forståelse af sin modsætning, hvilket faktisk også er noget af det, som HH. Misfeldt og Wilhelm Rasmussen kritiserer Næsgaard for.

Nå, men tiden går, jeg skal op i festsalen til Skovmands store dag og se, hvem der kommer, og hvad de siger og ikke siger.

Jeg har noteret mig, at arrangementet ikke er noteret på DPU’s sociale profiler. Derimod har kommunikationsafdelingen retweetet et tweet af professor mso, Jeppe Bundsgaard, som er stærkt kritisk over for Skovmands arbejde (tweetet handler dog om noget andet). Man har også lagt Bundsgaards “åbne brev” til ministeren om de nationale tests allerøverst på DPU’s hjemmeside. Skovmands kritikere er virkelig i kridthuset i dansk pædagogisk forskning.

De to andre centrale kritikere er Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, som er blandt DPO’s kerneaktører. Jeg går ud fra, at de dukker op i dagens anledning.

 

48. d. 26. januar: Stemingsrapport fra DPU’s festsal 

Skovmand har fremlagt og Tanggaard opponeret. Der er virkelig fest i forsamlingshuset med træskodans og fine analyser. Folk ler og sukker lettet, mens læringsideologien flås til laser.

“Like an angel passing through the room”, som Abba synger.

 

49. d. 26. januar: Herfra hvor jeg står

Niels Skousen synger “Herfra hvor jeg står” sammen med Keld Skovmand lige midt i Grundtvigs hus. Landet lever! (se billede på link)

 

50. d. 27. januar: Note 1 til Skovmands forsvar: Reaktioner dagen derpå

I går forsvarede Keld Skovmand sin ph.d.-afhandling, hvori han beskriver processen omkring tilblivelsen af skole- og læreruddannelsesreformen som totalitær, udemokratisk og fagligt set stærkt kritisabel.

Der var ingen væsentlige kritikpunkter, og bedømmerne – Lene Tanggaard, Per Fibæk og Bengt-Ove Andreassen – brugte kun ganske få minutter på at afgive en positiv bedømmelse.

Jeg vender tilbage til begivenhedernes gang ved en senere lejlighed:

Her er nogle første reaktioner:

A.

Folkeskolen.dk fortæller, at der var ”bøllebank på DPU”. Det var især Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, der fik ”slag” for deres forsøg på at understøtte læringsrevolutionen med meget smalle og helt misforståede referencer.

B.

I en anden artikel på Folkeskolen.dk fortæller Jelved, at de forhold, som Skovmand peger på, var embedsmændenes skyld. Man må forstå, at hendes egen og hendes partis samvittighed er ren som sne. Det kører helt i radikalt selvsving, men det har jeg drøftet tidligere. Der er intet nyt i hendes udmeldinger, som er dybt naive.

C.

Jyllandsposten har en stor opsat omtale af sagen i dagens avis på s.8-9. Det er mig bekendt første gang, at JP dækker skolekritikken så grundigt.

Der er også nogle reaktioner fra Antorini og Rasch-Christensen:

D.

Antorini svarer i selvsamme sprog, som Skovmand kritiserer, f.eks.:

”Vi har gjort, hvad vi kunne bedst med kombinationen af international forskning og et forskerpanel, der skulle komme med anbefalinger hos os. Det er helt grundlæggende en god måde at gribe en reform an på.”

Pludselig siger Antorini dog en sætning, som for første gang nogensinde viser, at hun ved, at der findes andre horisonter i verden end hendes egen:

”Det her rammer ned i en stor diskussion, der er mellem forskergrupper, og der må jeg som politiker sige, at den vil jeg meget nødig blande mig i”

Hallo! Du har blandet dig. Hele reformen er en ”indblanding”.

E.

Rasch-Christensen forholder sig slet ikke til den kritik af sin egen rolle, som Skovmand fremfører. Det kan dog skyldes en journalistisk blunder. Det virker nemlig som om, at Rasch-Christensen kun interviewes som ekspert, og at journalisten slet ikke er opmærksom på, at der jo i afhandlingen er en meget specifik kritik af Rasch-Christensens arbejde.

Merete Riisager roser derimod Skovmands arbejde for at være ”grundigt” og ”kritisk”.

F.

Alexander von Oettingen fra UC-Syd stillede et spørgsmål ex auditorium. Han bad Skovmand drøfte sine fund på et mere alment niveau, dvs. som et forhold mellem forskellige systemniveauer. Skovmands svar var lidt kort, og jeg tror ikke Oettingen var helt tilfreds.

Til gengæld fik von Oettingen på en måde sit svar ½ time senere i forbindelse Fibæk Laursens opposition. Her fik Skovmand nemlig fortalt om, hvordan de pædagogiske, de teknologiske og de styringsmæssige systemer siden ca. 2010 har indgået i symbioser, der vil tvinge praksis ind en pædagogisk form, der udelukker dannelse og kundskaber.

G.

Endelig er det værd at notere sig, hvem der ikke var til stede under det ellers meget velbesøgte arrangement (ca. 150 publikummer):

Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, som jo især var skydeskiven, var der ikke. Niels Egelund og Lars Qvortrup, som også blev nævnt flere gange, var der heller ikke. Så vidt jeg kunne se, var der slet ingen repræsentation fra Nationalt Center for Skoleforskning, som jo er DPU’s store læringssatsning. Jeg kunne heller ikke se Jeppe Bundsgaard eller Morten Misfeldt, som ellers har været kraftigt ude med riven over for Skovmand. DPU’s leder, Claus Holm, som jo også er en af læringsideologerne, kunne jeg heller ikke se. Jeg så heller ingen fra UC-ledelserne, KL, Rambøll, EVA mm. Men jeg kender jo ikke alle og kan have overset noget.

Derimod var der pæn repræsentation fra de sædvanlige kritiske miljøer fra skoleverdenen, og nogle forholdsvist få DPU-forskere havde også fundet vej (10-15?). Og så det var jo fint, at JP havde sendt en journalist. Nogle fortalte mig, at de havde set Informations Lise Richter, så måske kommer der en reportage fra den kant en af dagene? Fra de politiske partier så jeg kun de to radikalere Marianne Jelved og Svend Thorhauge.

På trods af arrangementets særlige bevågenhed har der mig bekendt ikke været andet end kalender-omtale af arrangementet i DPU-regi. På DPU’s platforme og nyhedsbreve har jeg ikke registreret nogen aktivitet. Her plejer man ellers at være hurtig på aftrækkeren, når Jens Rasmussen og Jeppe Bundsgaard har noget på hjerte.

Til gengæld holdt pensioneret DPU-lektor, Hans Dorph, en meget rørende tale under receptionen. Det samme gjorde Thomas Illum Hansen, som er Skovmands chef på UCL, samt Skovmans hovedvejleder, Sven-Erik Holgersen, som er en kritisk, men desværre også lidt tilbageholden fugl i de didaktiske miljøer.

Links:
a. Folkeskolens dækning:

Omtale af forsvaret: https://www.folkeskolen.dk/…/laeringsmaalstyret-undervisnin…

Jelveds reaktion: https://www.folkeskolen.dk/…/jelved-om-laeringsmaalstyret-u…

Jyllandspostens dækning:
Omtale af forsvaret og reaktion fra Antorini: https://jyllands-posten.dk/…/banebrydende-dansk-skolereform…

Flere reaktioner, blandt andet af Rasch-Christensen, Riisager og Jelved:https://jyllands-posten.dk/…/ekspert-og-politikere-for-tidl…

 

51. d. 27. januar: Note 1a til Skovmands forsvar 

JP har i dag yderligere en omtale af Keld Skovmands afhandling. Der står bl.a., at Skovmand “viser”, at “der ikke er vished for, at målstyringen virker”, og at lærerne ønsker “en hel ny debat”. Det er en fin artikel. Det er dejligt, at et landsdækkende og alment medie dækker emnet, så det kommer lidt ud af ekko-kammeret.

Man kan også læse, at Claus Hjortdal stadig går ind for målstyringen. Han er tydeligvis nervøs for den åbning, som Skovmand har materialiseret. Skolelederforeningen er uden for pædagogisk rækkevidde.

Der er også et video-interview med Marianne Jelved. Hun står i DPU’s festsal, hvor forsvarshandlingen foregik, og fortæller, at nu er de fleste læringsmål jo blevet vejledende, så nu kan læreren stort set gøre, som han vil. Det tager hun imidlertid helt fejl i, for “vejledende” i ministerielt sprogbrug har skam store effekter, og KL har sat sig solidt på ændringen via organisationens henvisning til §40, som KL fik igennem før jul. Jeg har da heller ikke konstateret nogle realpædagogiske konsekvenser nogen steder af “lempelsen”.

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10250697/laererne-oensker-helt-ny-debat-om-folkeskolens-udvikling/

 

52. d. 28. januar: Note 2 til Keld Skovmands forsvar

Nå, men hvad foregik der rent faktisk under forsvaret? Her er lidt indtryk og tanker fra de første minutter:

Formanden for bedømmelsesudvalget, Per Fibæk Laursen, startede med at læse op fra udvalgets foreløbige indstilling.

Jeg har to notater i den anledning:

A.

Laursen taler ifølge mine noter om, at Skovmand har undersøgt, hvordan læring- og kompetencediskursen har løsrevet sig fra de politiske intentioner.

Hvorvidt det er korrekt, at ”læring” har løsrevet sig fra ”intentionen”, afhænger af, hvad man forstår ved de ”politiske intentioner”: Hvis man anskuer den politiske intention som en kundskabs-intention, der følger folkeskolelovens og læreruddannelsens formålsparagraf og hele tradition, så er der helt bestemt tale om en løsrivelse. Skolereformen er udfærdiget i radikal modsætning til landets skoletradition. Det er klart nok, og dette forhold har Skovmand fin sans for. I den forstand har Fibæk ret.

Men man bør nok ikke bare forstå ”den politiske intention” som værende lig selve loven. Intentionen er faktisk selv et opgør med loven, som jeg ser det. Det fremgår især af hele diskussionen af skoleloven, men også af læreruddannelseslovens forligstekst, som udgør det, jeg kalder for et splittet forlig. Det samme gælder iøvrigt for den nye gymnasielov. Der er altså løsrivelse “inde i” og ikke “fra” selve den ”politiske intention”. Skovmand kommer tæt på denne opfattelse rundt omkring i sin afhandling, især i sine analyser af læreruddannelsen.

Men Skovmand skriver også det, som Fibæk siger, nemlig at det er intentionen, der ikke er fulgt. Jeg kan dog ikke finde det i afhandlingens kapitel 1, så måske er denne “intentions”-problemstilling ikke så vigtig igen? Måske er det læringssprogets genese og egenudvikling og denne proces’ omklamring af det politiske sprog, der studeres? Det vil også forklare den meget relevante inddragelse af Kemperer. Måske giver Skovmand os et blik ned i læringssprogets splittelse af intentionen, hvilket jo ikke er det samme som en ”løsrivelse”.

Hvis vi skal forstå afhandlingen ud fra løsrivelsestesen, så er der en slags skjult tvetydighed i afhandlingens implementeringsteoretiske grundforståelse? For der er jo en verden til forskel på at implementere/evaluere henholdsvis en “intention” og en “splittet intention”. Jeg skriver ”skjult”, eftersom afhandlingen ikke indeholder egentlige implementeringsteoretiske overvejelser. Men som sagt handler Skovmands arbejde egentlig ikke om implementering efter min mening.

Det Radikale Venstre vil jo meget gerne have, at det er bedømmelsesudvalgets version af afhandlingens pointe, der gælder, for så kan man skyde skylden på embedsmænd og forskere, som jo har misrøgtet ”intentionen”. Det er Jelveds strategi. Men følger man min tese, så er de radikale i høj grad selv ansvarlige for selve splittelsen i de politiske forlig, eftersom forligene jo blev konciperet under en radikal uddannelsesminister og en R-S-SF-regering. De radikale er lærings-smittede helt ind i partiets indre organer. Derfor holder Jelveds markering ikke. Det er hende og hendes parti, der har splittet intentionen, men som nu skyder skylden på landets embedsstand.

B.

Dernæst kaldte Fibæk afhandlingen for ”metodisk velbegrundet”. Der er formodentlig en lille historie knyttet til den bemærkning: Det fremgik af en af talerne ved receptionen, at der i bedømmelsesudvalget havde været en diskussion af afhandlingens metode, og at Skovmand har måttet tilføje nogle metodiske markeringer til sin afhandling. Dermed var han gået fra ”sandhed uden metode” til ”metode med sandhed”, som det vist nok hed i talen. Og nu er afhandlingen altså blevet ”metodisk velbegrundet”, og det er jo godt. Sturt sturt 12-tal og så dygtig som muligt!

Denne diskussion ligger i forlængelse af Jeppe Bundsgaards og Morten Misfeldts pinlige 2016-”peerreview” af Skovmands fine undersøgelser i bogen ”Uden mål og med”. Også Misfeldt og Bundsgaard kritiserede Skovmand for mangel på metode. Bundsgaard og Misfeldt foreslog, at Skovmand skulle bruge Norman Faircloughs såkaldte ”kritiske diskursteoris metode”, som er en slags poststrukturalistisk fortolkningsmetode. Det trak jeg på smilebåndet af dengang, eftersom Bundsgaard og Misfeldt mig bekendt slet ikke selv tilhører den kritiske tradition. Det er, som om de tror, at diskursanalysen er sådan en slags neutral tekstlæsningsteknik, hvilket den overhovedet ikke er.

Nu forholder det sig så sådan, at Skovmand i afhandlingen rent faktisk trækker på Fairclough, og det er nok det, som Fibæk Laursen og bedømmelsesudvalget roser, hvis jeg ellers har forstået det ret.

Det er lidt dumt for mig at tænke på, for jeg synes faktisk, at de diskursteoretiske markeringer i afhandlingen virker noget påklistrede. Det er, som om det er noget, Skovmand er blevet presset lidt til, hvilket han jo på en måde også er. Med disse kritiske bemærkninger trækker jeg bl.a. på en bog, der udkom i 2015, som hedder ”Metodefetischisme – kvalitativ metode på afveje”. Heri kan man læse, hvordan formelle “metoder” ofte skjuler objektet, mens det jo egentlig burde være sådan, at objektet kalder på og former metoden, så objektet viser sig med tiltagende tydelighed og fylde.

Dette uheldige metodeskjul er nærmest normen i dansk pædagogisk forskning, og det sker faktisk også for Skovmand enkelte steder. Men Skovmand har også egentlig metodisk sans. Det viser han i afhandlingens allerførste korte og prægnante sætning. Der står: ”Metoden er bundet til sin genstand”, og det har han fuldstændig ret i. Det er som om, at bedømmelsesudvalget og Misfeldt/Bundsgaard ikke har tilstrækkelig sans for denne vigtige filosofisk/metodiske ide, men på den anden side kunne Skovmand jo også have begrundet den mere. Heldigvis er det denne genstandsmetode-forståelse, som fylder mest i selve undersøgelsen.

Og heldigvis er Fairclough-metoden som sagt lidt påklistret, så der er grænse for, hvor meget skade den kan gøre på Skovmands fine undersøgelser. Jeg er glad for, at han havde lavet selve undersøgelsen før alt dette tekniske metodehuttelihut pludselig skulle til at pynte op.

Et mere specifikt problem ved at bruge Fairclough frem for almene hermeneutiske og objektorienterede tilgange er, at Skovmand ind imellem umærkeligt ledes hen til at hævde, at problemerne med læringssproget skyldes den alt for vage ækvivalent ”neo-liberalisme”, som i pædagogiske sammenhænge plejer at fungere som en ”stop undersøgelsen – jeg har fundet djævlen”-klods.

Endelig sætter henvisningen til ”neo-liberalismen” Skovmands samarbejde med Undervisningsministeren – som han omtalte flere gange under forsvaret – i et prekært lys. For ministeren kommer jo fra et parti, Liberal Alliance, hvis mæcen er storstilet fan af en af de mest ekstremistiske neo-liberalister, der findes, nemlig Ayn Rand. Eftersom den diskursive konfiguration ”minister” og ”neoliberalisme” blev fremført i selve forsvaret som isolerede elementer, burde en af os tilstedeværende faktisk have spurgt ind til denne potentielle modsætning, der faktisk peger på en modsætning i Liberal Alliance selv og på en række videre forgreninger.

 

53. d. 28. januar: Note 3 til Keld Skovmands forsvar: Havkatte og fyrfadslys

Skovmand er en blanding af en havkat og et fyrfadslys. Lad mig forklare:

Under forsvarshandlingen var der høj latter og friske bemærkninger. Skovmand var havkatten, der rensede luften, og alle lo og glædede sig til champagnen.

Men pludselig blev der helt stille. Alle og alting forsvandt, lyset dæmpedes, og på scenen stod Anni-Frid Lyngstad og sang følgende:

“Long awaited darkness falls
Casting shadows on the walls
In the twilight hour I am alone
Sitting near the fireplace
Dying embers warm my face
In this peaceful solitude
All the outside world subdued
Everything comes back to me again
In the gloom

Like an angel passing through my room

Half awake and half in dreams
Seeing long forgotten scenes
So the present runs into the past
Now and then become entwined
Playing games within my mind
Like the embers as they die
Love was one prolonged goodbye
And it all comes back to me tonight
In the gloom

Like an angel passing through my room

I close my eyes
And my twilight images go by
All too soon

Like an angel passing through my room”

Niels Skousen sang kor, og Skovmand spillede på tromme, mens ”the present ran into the past” og “now and then became intwined”, og mens fyrfadslysets “ember” varmede ansigtet. Omverdenen var væk.

Da jeg vågnede, sad jeg på Danmarks Lærerhøjskole. På talerstolen stod K.E. Løgstrup og Frede V. Nielsen og lignede havkatte.

Skovmand har i sin afhandling en længere analyse af Løgstrups berømte forelæsning på DLH om skolens formål fra 1981. Der var også fyrfadslys det år. I al fald satte forelæsningen liv i lærerstanden, så den stadigvæk ikke lader sig “normalisere”. DPO hader den forelæsning. Den tilhører “velfærdsstaten”, som er noget fra gamle dage. Nu har vi noget, der hedder “konkurrencestaten” osv..

Frede V. Nielsen, som døde i 2013, er noteret som en af to vejledere på Skovmands afhandling. Nielsen var landets førende musikdidaktiker med rod i lærerhøjskolens bedste sider. Desværre røg musikdidaktikken i problemer, da DPU blev dannet efter den nye poststrukturalistiske opskrift. Efter sigende rendte Nielsen altid rundt med en bog af den franske fænomenolog Merleau Ponty, hvis filosofi Lars Qvortrup i øvrigt kalder for “fundamentalistisk fænomenologi”.

Skovmands hovedvejleder er Frede V. Nielsens elev, musikdidaktikeren Sven-Erik Holgersen, som var med til at skrive mindeord til Nielsen i 2013. Det var Frederik Pio i øvrigt også. Jeg nævner Pio, fordi han også er musikdidaktiker og har skrevet i Uren Pædagogik 3. Pio er vild med Heidegger, som han skrev en god bog om omkring 2011. Heidegger var en vigtig inspirationskilde for Merleau Pontys filosofi.

Skovmand har faktisk en fin lille hyldest til Frede V. Nielsen i selve afhandlingen. Skovmand kalder ham ligefrem ved fornavn, altså slet og ret “Frede” (s.192). Her er der ingen havkatte. Kun fyrfadslys og vandrende engle. Skovmand trækker især på Frede V. Nielsens arbejde med Wolfgang Klafki.

En af Skovmands hovedkritikere, Jeppe Bundsgaard, kritiserer derimod Frede V. Nielsen i sin ph.d.-afhandling fra 2005. Nielsen er for fagfaglig efter Bundsgaards mening. Det er så sørgeligt. Bundsgaard er i øvrigt inspireret af Vibeke Hetmar, som havde rod i 1990’ernes forskrækkelige konstruktivisme.

Efter sigende – det er vandrør – var der på DPU en eller anden form for strid mellem Frede V. Nielsen og Vibeke Hetmar. Det er måske denne strid, som Skovmand og Bundsgaard nu gennemspiller i nye klæder. Og så er vi tilbage ved havkattene.

Pludselig vågnede jeg helt op og var nu fuldstændig klar til champagnen.

Links:
Video med Abba-sang: https://www.youtube.com/watch?v=Za7ThH5x01k

Mindeord til Frede V. Nielsen: http://medarbejdere.au.dk/…/single-nyhed/artikel/mindeord-2/

Frederik V. Nielsens afskedsforelæsning: https://vimeo.com/44644835

 

54. d. 28. januar: Poul Aarøe Pedersens anmeldelse af Uren Pædagogik 

Jeg får lyst til at minde om følgende episode. Da Tanggaard, Brinkmann og undertegnede i sin tid udgav antologien ”Uren Pædagogik”, blev bogen anmeldt i Politiken d. 25. juni 2011 af Poul Aarøe Pedersen med signaturen PAP.

Overskriften var ”De reaktionære slår til”. Bogen måtte nøjes med to stjerner, og jeg har stadig ingen anelse om, hvad ”reaktionær” henviser til, for skribenterne var meget blandede både fagligt og politisk set. Måske henviste PAP til det brune hjørne? til de “privatpraktiserende lærere”? til alt det modsatte af Niels Egelund? Måske det hele? Vi får se.

I Information d.8. oktober 2011 – altså få måneder efter anmeldelsen – bliver PAP spurgt af dagbladet Information, hvilken fagbog han mener er intet mindre end årets ”værste”. PAP svarer, at det er Uren Pædagogik. Her er citatet:

”Hvilken fagbog er den værste fagbog?
PAP: Thomas Aastrup Rømer, Lene Tanggaard og Svend Brinkmann (red.): Uren pædagogik fra forlaget Klim.
Redaktørerne af denne antologi har selv opfundet begrebet ’uren pædagogik’, men der er tale om et stråmandsbegreb. De kritiserer det, de kalder ’den rene pædagogik’ – ifølge forfatterne et omsiggribende pædagogisk regime, som dikterer pædagogiske metoder, ”der virker uafhængigt af, hvad og hvor der læres”. Har man bare en lille smule kendskab til uddannelsesverdenen, ved man imidlertid, at dette regime ikke findes. Så præmissen for bogen holder ikke.”

Men “årets værste fagbog” fra 2011 fik desværre totalt ret i sin beskrivelser og prognose. Fra 2012 var der ministeriel og kommunal dikteret læringsmålstyring overalt, hvilket PAPs avis aldrig nogensinde forholdt sig seriøst til.

PAP bliver derpå – i samme rubrik i Information – spurgt til sit bud på den ideelle fagbog. Her er hans svar:

”Dit personlige bud på fagbogen vi alle venter på?
PAP: Lad os blive i uddannelsessystemet: Jeg ville gerne læse den bog, som med lige dele analytisk klarsyn og pædagogisk faglighed kan forklare, hvorfor vi taber hver femte i en ungdomsgeneration på uddannelsesgulvet – og hvad vi kan gøre ved det. Det er uden sammenligning nationens største økonomiske og menneskelige udfordring, så lad os gerne få et dækkende bud på den bog”.

En måned senere, d. 19. november 2011, kommer så gaven til PAP. PAP anmelder Niels Egelunds bog ”Folkeskolens udfordringer”. Her finder han netop det ”udfordrings”-sprog, som han efterspurgte i citatet ovenfor. Egelunds pamflet fik 5 stjerner med stående applaus.

Så nu ved vi, hvem der er hhv. reaktionær og progressiv.

Lige der lærte jeg noget om Politiken. Skolereformens ånd var klar til at materialisere sig med Konkurrencestatstidende som affirmativ ledsager.

 

55. d. 29. januar: Note 4 til Keld Skovmands afhandling: Det taksonomiske niveau

En af Keld Skovmands centrale pointer har været lidt overset. Jeg har i al fald selv været lidt tonedøv, må jeg indrømme, hvilket har sin forklaring, som jeg vil omtale til sidst.

Hvad er hans pointe? Den er, at folkeskolens nye fælles mål markerer et niveaumæssigt fald. Det har Skovmand fundet ud af, simpelthen ved at tælle bekendtgørelsens ord og klassificerer ordene i forhold til forskellige lærings-taksonomiske niveauer (jvf afsnit 2.2.3. og bilag 3 og 4 i afhandlingen).

Skovmand begrunder det med henvisning til de to mest kendte systemer, nemlig hhv. Biggs’ og Blooms taksonomi.

I skolereformen har man med andre ord sat de generelle krav til undervisningen ned. Men hvis man sænker kravene, vil man også hurtigere kunne opnå en stigning i karakterniveau og i nationale tests. Det er jo logik. På den måde er det jo let at blive en succes!

Vi får altså en situation, hvor det, der ser ud som bedre præstationer, reelt er et udtryk for et lavere niveau.

Og vi får også en situation, hvor uddannelsesniveauet for landets børn og unge reelt falder, mens den politiske og kommunale ledelse kan udbasunere det modsatte. Så ender man med denne irriterende nysprogs-fornemmelse.

Det er faktisk et meget vigtigt fund. Grunden til, at jeg har nedtonet min interesse, er, at jeg ikke er fan af disse taksonomiske systemer – og slet ikke Biggs’ og Blooms – fordi de opdeler læreprocessen på en uheldig måde, der ikke er i overensstemmelse med læreprocessens natur.

Men vurderer vi skolereformen på egne præmisser, er Skovmands fund jo nærmest disruptivt.

 

56. d. 31. januar: Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens reaktion på Skovmands kritik 

Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen (JR/ARC) har responderet på Keld Skovmands kritik. Det foregår i dag i et interview til Politikens Skoleliv. Det er ikke første gang, de responderer. Efter Skovmands ”Uden mål og med”-bog fra 2016 sendte de et notat rundt til udvalgte organisationsfolk, embedsmænd og politikere, hvor de hen over 25 sider kritiserede Skovmands bog. Jeg fik ved en tilfældighed fat i notatet og analyserede det grundigt. Det var hårdt arbejde, eftersom kvaliteten var så ringe. Det er i hvert fald min mening. Jeg har linket til analysen, hvorfra der også er links til både Rasch-Christensen/Jens Rasmussens notat og til et svar, som Skovmand skrev dengang. Skovmand nævner i øvrigt notatet i sin afhandling, fx på s.7.

Men nu er der altså svar igen. Der er tre punkter, jeg har noteret mig:

A.

JR/ARC får det til at lyde, som om Skovmand skulle være imod mål i undervisningen. Men det er da helt forkert? Skovmand taler tværtimod for at arbejde med pædagogiske og didaktiske mål, både på det pædagogiske og det nationale niveau. Han er blot imod det begreb om mål og didaktik, som JR/ARC går ind for, hvor både ”indhold” og ”formål” forsvinder. Skovmand er i den forstand en klassisk didaktiker, mens JR/ARC er teknologer. Jeg ved godt, hvem samfundet bør vælge som lærer.

B.

JR får det til at lyde som om, at han nærmest ikke har været involveret i skolereformen, og at han blot har været en mild og neutral koordinator på arbejdet med fælles mål. Han mener heller ikke, at han er en del af en smal personkreds. Og alt det med ”læringsmål” var jo allerede besluttet af politikerne, før JR kom ind i billedet, må man forstå.

Jeg lader disse synspunkter stå og blinke i al larmende teknisk stilfærdighed, mens Skovmands og mange andres dokumentation for det modsatte passerer revy.

Så siger JR, at ”man underviser vel for, at eleverne skal lære noget”, som om det var noget, som Skovmand skulle være imod? Det er da netop JR og hans åndsfæller, som i 20 år har talt for, at man skal gå bort fra at ”lære noget” til i stedet at ”lære at lære”, hvilket jo også er skolereformens hele raison d’etre. Og JR tager jo netop både formål og indhold ud af dén ”didaktiske” model, som han står for, og som på hans foranledning gennemsyrer alle skolens fag.

Igen ser vi denne plastiske mangel på fasthed i argumentationen, som vi hele tiden møder i disse cirkler.

Faktisk er det Skovmand, der om nogen forsøger at redde dette ”noget” og den dertil knyttede formålsdiskussion, som Rasmussen altså har ødelagt. Det er Skovmand, der vil “lære eleverne noget”.

Endelig får jeg lyst til at nævne det forhold, at Rasmussens mentor Lars Qvortrup, den anden dag i Jyllandsposten – helt parallelt til JR – sagde, at han skam heller ikke havde været involveret i skolereformen (se link). Det er sådan en slags ”det har jeg aldrig sagt-leg”, der arbejdes med hos de folk, der ellers har stået for at fremme og promovere skolereformens hele ånd og ideologi alle mulige steder i samfundet.

C.

Til sidst har ARC har nogle lidt udefinerbare kvababbelser ved forløbet. F.eks. anerkender han, at personkredsen har været for smal. Men ellers er det meget svært at kommentere hans sætninger. Hans ord er som sæbe. F.eks.:

»Jeg er tilhænger af, at undervisning indeholder en forventning til, hvad eleverne skal lære, og hvor de skal bevæge sig hen. Det er der relativt mange erfaringer fra forskellige undersøgelser, som betoner vigtigheden af. Det er en meget velkendt didaktisk tilgang,«

Det er den slags sætninger, som Skovmand til forsvaret kaldte for ”invalid” tale, dvs. en total ubestemthed, som tager sproget fra tænkende mennesker og pædagoger.

Links:
Artikel i Politiken Skoleliv: https://skoleliv.dk/…/Det-er-veldokumenteret-at-m%C3%A5l-ka…

Analyse af hemmeligt notat: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-r…

Lars Qvortrup i JP: https://jyllands-posten.dk/…/usandheder-om-konkurrencestat…/

 

57. d. 31. januar: Læringsmål og ansvar 

De systemteoretiske forskere: Politikerne bestemte det hele. Vi har intet ansvar.

Marianne Jelved: Embedsmændene bestemte det. Jeg har intet ansvar.

Embedsmændene: Forskerne og politikerne bestemmer det hele. Vi har intet ansvar. Og i øvrigt er vi dem, der er smuttet, f.eks til KL og Kræftens Bekæmpelse.

Man kan naturligvis også notere sig, at de pågældende forskere har begrundet læringsmålstyringen med videnskabelige og normative argumenter, f.eks. fra den politiske økonomi og systemteorien, og at de har kastet sig ud i lidenskabelige angreb på Skovmands arbejde og støttet policy alle steder med fulde gardiner.
Ergo: Forskerne bestemmer og har derfor et ansvar.

Man kan også notere sig, at langt de fleste politikere har trykket på alle knapperne og dermed holder fast i skolereformens læringssyn. De har desuden udtrykt sig helt ukritisk op gennem årene. De forholder sig overhovedet ikke til kritikken, heller ikke til Skovmands arbejde.
Ergo: Politikerne bestemmer og har derfor ansvar.

Endelig kan man notere sig, at intet er ændret til det bedre, men at alting tværtimod er blevet værre, nu hvor alle forskere, politikere og embedsmænd er gået sammen om en omfattende dataficering af det pædagogiske felt, vel at mærke i læringsmålstyringens totale navn. Der er nu fri bane for KL’s “søde” og læringsadaptive robotter, som iøvrigt også kan skifte ble og rydde op.

Men en ting er sikkert: Robotter har intet ansvar.

Facebook-drys 45: december 2017

Her er 37 facebook-opdateringer fra december 2017. Man kan enten læse opdateringerne på nærværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Fra krig til læring
  2. AU og VIA i stilfærdig larm
  3. Michael Buschs venten: Synlig Læring i Silkeborg 1
  4. KL’s sejr over pædagogik og Folketing
  5. Striden om §40
  6. Dårlig dag for Københavns Universitet
  7. Ny forskningsstrategi: Dannelsesminister i verdenseliten
  8. Anne Marie Nørvig og Hal Koch
  9. 10 eller §40
  10. Thyge Winther-Jensens erindring
  11. KL’s to sejre
  12. Jens Rosenkjær og pædagogik
  13. Facebook-drys 43: oktober 2017
  14. Reformpædagogik var højdannelse
  15. Dansk pædagogisk tidsskrift nr. 4, 2017
  16. Winther-Jensens og Vejleskovs analyse af ”Pædagogiske teorier”
  17. Informations paradoks
  18. Højskolefolk og folkeskole
  19. Om Inger Merete Nordentoft
  20. Dannelses-konference på Christiansborg
  21. Mikael Buschs venten: Synlig læring i Silkeborg 2
  22. John Hattie og juleafslutninger
  23. Tabuer ved Aarhus Universitet
  24. Anmeldelse af ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”
  25. Fra tid til rum
  26. Johannes Novrups pædagogik
  27. DF og julehjælp
  28. Montessori og Fröbel i dansk pædagogik
  29. Mobiltelefoner i Frankrig
  30. Asterisk, december 2017
  31. Unge Pædagogers jubilæumsnummer fra 2000
  32. Fodboldlandsholdets omklædningsrum
  33. Søren Pind og dannelsen
  34. Information interviewer Ove Kaj Pedersen
  35. Professionelt oprør på CBS
  36. Fire politiske gaver
  37. Eurovision

 

1. d. 2. december: Fra krig til læring 

Jeg har ladet tankerne flyde, før jeg skal ud i tivoli Friheden og spise candyfloss. Det handler om forholdet mellem skolesynet i besættelsestiden og i dag.

http://www.thomasaastruproemer.dk/demokrati-laering-tilbud-ideologihygiejne-radikale-venstre.html

 

2. d. 2. december: AU og VIA i stilfærdig larm 

Dekan for fakultetet Arts, Johnny Laursen, og direktør i UC-VIA, Erik Hygum, har på Altinget.dk skrevet nedenstående debatindlæg om Læreruddannelsen.

Der står, at Laursen og Hygum er ”eksperter”. Er de det? Har de forsket i læreruddannelser? Ikke mig bekendt. Hygum har måske skrevet lidt på kanten. Men de er primært administratorer, det er klart. Men er man så ”ekspert”? Ikke efter min mening. Så er jeg også ekspert i møbelpolstring.

De to eksperter vil gerne ”i al stilfærdighed” gøre opmærksom på nogle ting. Når mellemledere siger noget i ”al stilfærdighed”, så kan man være helt sikker på en ting, og der er, at der skal larmes. Sidste gang den var gal, var da rektor for UC-Metropol Stefan Hermann skrev et larmende indlæg, på folkeskolen.dk. Hans indlæg hed slet og ret hed ”i al stilfærdighed”.

Så stilfærdighed er det samme som larm i pædagogisk-administrative kredse. Og mellemlederne bliver kaldt eksperter.

Men er det ikke anderledes her i dette indlæg? Nej, det er det ikke. De to ”eksperter” larmer i al stilfærdighed.

Eksperterne kritiserer de radikale og LA for at komme med forskellige udspil om læreruddannelsen. I stedet for vil Laursen og Hygum have ”et samarbejdende folkestyre”. Men så er det da lidt sjovt, at de bygger deres argumentation på kilder, som gør op med f.eks. Hal Koch, som jo er en central pille i det samtalende demokrati? Det stikker nok ikke så dybt med det der ”samarbejde”. Jeg tror faktisk slet ikke, at de to eksperter vil have ”samarbejde”. Jeg tror snarere, at de vil have deres egen fikse ide igennem.

Man bestyrkes lidt i mistanken, når de taler om, at professionshøjskolerne har ansvaret for læreuddannelsen af ”historiske grunde”. Men UC’erne har kun få år på bagen, og de bygger skam på et decideret opgør med den ”historiske” læreruddannelsestænkning. Det fremgår med al tydelighed af UC’ernes forskningsstrategier og af deres lovmæssige formål.

Eksperterne skriver også, at UC’erne er knyttet til praksis, og at de udgør en ”værdifuld dansk samfundsinstitution, som vi bør bevare”. Men UC’erne har da næsten ingen historie, og de er overhovedet ikke værdifulde. Desuden har de en negativ effekt på praksis. Nedlæg dem og lav nogle små og frie seminarier i stedet for, som kører strukturelt set uafhængigt af universitetet. Det er mit forslag.

Men ok, hvori består så de to eksperters fikse ide? Jo, det er den læringsrevolutionære ide. En revolution, som de to eksperter endda kalder for en ”midterposition”, som skulle være ”til fællesskabets bedste”, hvilket den absolut ikke er.

Og hvordan kan jeg vide det? altså at ideen er læringsrevolutionær?

Jo, derved at der er fire henvisninger til, hvad de ”samarbejdende folkestyre” og ”midterpositionen” skal bygge på. Det drejer sig om følgende (se links i bunden):

a) Det nationale center for skoleforskning, som er VIA/DPU’s/AU’s store læringsrevolutionære satsning.

b) Ph.d.-rådet, som uddeler stipendier efter bidrag til ”læringsudbytte”.

c) Forum for koordination af uddannelsesforskning, som er et virkeligt skidt initiativ med rod i skolereformens læringsbegreb. (forummet blev mig bekendt iøvrigt nedlagt sidste år efter offentliggørelsen af en dårlig rapport, så det er lidt pudsigt, at Laursen og Hygum henviser til foretagendet? Men det var skam også vigtigt nok).

d) Der henvises også til den såkaldte DAMVAD-rapport, som har samme horisont.

Alle disse initiativer har dårlige konsekvenser for både pædagogisk praksis og forskning, og det taler bestemt ikke til AU’s eller VIAs fordel, at de fire begrundelser kører på et så lavt niveau.

Alle fire elementer er uhyre smalt konciperet omkring et læringsbegreb, som er under al kritik. Det gælder om at nedlægge/reformere dem hurtigst muligt. Desuden har de et stærkt overlappende persongalleri, hvilket jeg har gjort rede for i andre sammenhænge.

Der er ingen æg i den anden kurv.

Jeg vil hermed blot – i al stilfædighed in-ekspertise – gøre opmærksom på, at de to eksperter laver læringsrevolutionær larm, som jeg håber, hverken LA eller de radikale eller nogen andre vil lytte til, men tværtimod provokere og forstyrre, indtil eksperternes sætninger begynder at flyde i nogle andre rækkefølger.

Links:
Indlægget på Altinget: https://www.altinget.dk/…/eksperter-hvor-er-nuancerne-i-deb…

Stefan Hermann i ”al stilfærdighed”: https://www.folkeskolen.dk/604088/i-al-stilfaerdighed

Mere om nationalt center for skoleforskning: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk…

Mere om Forum foruddannelsesforskning: https://ufm.dk/…/forum-for-koordination-af-uddannelsesforsk…

Mere om ph.d.-rådet: http://www.au.dk/forskudd/uddforsk/forside/

Link til den omtalte Damvad-rapport:http://www.ft.dk/samling/20141/almdel/…/bilag/39/1419356.pdf

 

3. d. 3. december: Michael Buschs venten: Synlig Læring i Silkeborg 1

I forrige uge skrev gymnasielærer Michael Busch et grundigt indlæg i Weekendavisen om Silkeborg Gymnasium. Busch fortalte om, hvordan John Hatties Synlig Lærings-koncept havde inficeret gymnasiesektoren og ikke mindst gymnasiet i Silkeborg.

A.

Busch havde forståeligt nok håbe på/regnet med, at gymnasiets rektor, Erik Olesen, havde svaret i fredagens udgave af WA, men det gjorde han ikke. Imens vi i stedet venter på næste fredag, kan man fordybe sig i Silkeborg Gymnasiums notat: ”mål og strategi for 2016-17”. Her vrimler det med synlig læring og udvidende mindsets, og hvad det alt sammen hedder:

http://www.gymnasiet.dk/…/maal-og-strategi-status-2016-2017…

B

Man kan evt. også studere gymnasiernes rektorforenings rørstrømske glæde ved Hattie på dette link. Foreningen har ganske vist fået ny formand, men det gør nok ingen forskel:

http://www.danskegymnasier.dk/synlig-laering/

Men fagforeningsbladet er ikke meget bedre, hvilket man kan studere her: http://www.thomasaastruproemer.dk/almendannelsens-deroute-b…

C.

Dertil kommer, at den nye gymnasiereform faktisk også understøtter Synlig Læring. En af reformens ankermænd, Henrik Dahl fra LA, har ganske vist kaldt Hattie for en Hattie-dame, men i gymnasieforliget er der skam masser af synlig læring, så snart vi nærmer os de pædagogiske realiteter, der nærmest er afskrift af det oprindelige regeringsoplæg, som alle jo ellers var så kritiske over for. Man kan læse mere om det, jeg kalder for et knækket forlig, i følgende indlæg:

http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-og-vurdering-af-g…

 

4. d. 4. december: KL’s sejr over pædagogik og Folketing

Jeg tror, at KL er lykkelige.

Først vinder KL over landets pædagogik. Det skete i byretten i Odense, hvor KL pr. stedfortræder jo vandt sagen mod Erik Schmidt, fordi han “hævede stemmen” imod KL-læringen.

Dernæst vinder KL over Folketinget. Det sker, fordi regeringspartierne – i forbindelse med “justeringen” af skolens faglige mål – i en helt aktuel betænkning anerkender kommunernes ret (§40) til at bestemme over skolens pædagogiske og faglige udvikling (§1,2,5 og 10).

Regeringen må nøjes med en “opfordring”. Regeringen har skrevet et læserbrev til KL, for nu at sige det på den måde.

Folkeskolelovens §40, som blev indført af instrumentelle kredse i 2008, har vundet over §1,2,5 og 10, som angiver skolens pædagogiske substans.

Så nu har vi KL-pædagogik over hele linjen. Der er ingen modstand tilbage, hverken fra den pædagogiske eller den politiske verden. KL giver advarsler, hvis folk hæver stemmen, og KL får underdanige læserbreve fra lovgiverne.

Herfra kan KL forbinde sig frit med de administrative lag i finans- og undervisningsministeriet.

Det er i denne omgang især regeringspartiernes skyld, at det er kommet så vidt. Hele oppositionen er uenig med regeringen. Oppositionen vil bestemme i henhold til §1 og ikke nøjes med at skrive læserbreve, som skraber og bukker for §40. Men så længe man overhovedet bliver i forligskredsen har man også et ansvar.

Splittelsen bliver afgørende. KL vandt over pædagogikken i Odense, og nu har KL vundet over landets lovgivere. Formodentlig har KL lobbyet på livet løs.

Det er et kæmpenederlag til Riisager efter min mening. Måske er hun tæmmet?

http://www.ft.dk/ripdf/samling/20171/lovforslag/l49/20171_l49_betaenkning.pdf

 

5. d. 4. december: Striden om §40 

Her er en analyse af uenigheden vedr. fortolkningen af justeringen af Fælles Mål:

http://www.thomasaastruproemer.dk/faelles-maal-striden-mellem-%C2%A710-%C2%A740.html

 

6. d. 5. december: Dårlig dag for Københavns Universitet

I går var en dårlig dag for dekan- og rektorniveauet på Københavns Universitet. Det var dagbladet Information, der var den dygtige budbringer:

Først havde Lise Richter lavet en lang og grundig reportage om sagen mod professor Hans Thybo, som blev fyret med de mest utrolige begrundelser i 2015. Universitetet har nu tabt sagen, men den naturvidenskabelige dekan, John Renner Hansen, er efter min mening nærmest utilregnelig i sine bemærkninger til udfaldet. Imens nyder Thybo livet i Istanbul, hvor forskningsfriheden efter hans eget udsagn har meget bedre kår. Men ærligt talt: Han burde have siddet i København.

Thybos sag er i øvrigt grundigt beskrevet i Heine Andersens nye bog ”Forskningsfrihed – ideal og virkelighed”. Her kan man også læse, at Danmark ligger i EU-bund på forskningsfriheds-området.

Et par sider senere i avisen går professor Christen Sørensen i rette med Københavns Universitets pro-rektor, Thomas Bjørnholm.
Anledningen er et særdeles mangelfuldt og mellemlederagtigt svar, som Bjørnholm gav i avisen, på to store kronikker af netop Heine Andersen. Christen Sørensen har i dagens anledning også læst Andersens bog og er altså slet ikke tilfreds med Bjørnholms svar til Andersen.

Links:

Om Thybo-sagen: https://www.information.dk/…/kus-fyring-thybo-usaglig-profe…

Christen Sørensens indlæg: https://www.information.dk/…/magtens-arrogance-uendelig-ogs…

 

7. d. 5. december: Ny forskningsstrategi: Dannelsesminister i verdenseliten

Søren Pind slår sig op som dannelsesminister og skriver bløde kronikker med Alternativets forskningsordfører.

Men når det kommer til realiteten, så er Pind bare en disruptionsminister. I Uddannelses- og forskningsministeriets forskningsredegørelse fra i sommers var den helt gal, hvilket jeg skrev lidt om dengang.

Og i dag kom der så en rapport om Danmarks forskningsstrategi. Den hedder ”Danmark klar til fremtiden – regeringens mål for dansk forskning og innovation”.

I rapporten vrimler det med verdenseliter, indikatorer og scoreboards og alt muligt.

Jeg lavede en søgning i dokumentet: “Dannelse” optræder 0 gange. Til gengæld kommer vi åbenbart i noget, der hedder ”verdenseliten”. I al fald er der hele 16 hits på forskellige variationer af ”verdensklasse” og ”verdenselite” etc..

Dannelse er åbenbart noget, der kan klares på et obligatorisk modul på 1. semester ifølge Pind, som jo også mener, at man kan ”måle alt”.

Jeg ville også søge lidt på ”humaniora”. Men det skulle jeg ikke have gjort, for søgemaskinen bimlede og bamlede i protest, allerede da jeg kom til ”u”’et.

Men det vil regne ned med ”nobelpriser”, kan jeg forstå af ”strategien”? Der er 15 hits på ”Nobel”.

På side 5 takker Søren Pind ”i særlig grad disruptionsrådet, som regeringen har drøftet strategien med undervejs”.

I afsnit 2.3. kan man læse, at nysproget også skal ramme skoler, dagtilbud og professionshøjskoler, der åbenbart skal ”virke bedre”. Der står f.eks. følgende:

”Der er behov for forskning i effekten af forskellige pædagogiske tilgange, metoder og værktøjer for at understøtte tiltag, som styrker undervisningskvaliteten, herunder de studerendes motivation og læring. Der er behov for, at forskningsindsatsen bidrager til at opbygge viden om, hvilke tiltag og indsatser der virker bedst. De tidlige år er afgørende for børns udvikling.”

Jamen, det er da simpelthen så Nobelpris-agtigt, at jeg er ved at falde bagover!

Men hvem har skrevet rapporten? Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke finde en forfatter. Det er nok Søren Pind.

Søren Pind og hans ministerium er i verdensklasse. Det er helt klart. De er world class in anonymous disruptive government. Men de er ikke i verdensklasse i videnskabens, pædagogikkens og humanismens verden. Det er også helt klart. Der er de bare almue.

Links:

Forskningsstrategien:
https://ufm.dk/…/danmark-skal-vaere-en-forskningsnation-i-d…

Pinds kronik med Alternativets ordfører:
https://ufm.dk/…/vi-har-brug-for-dannelse-der-styrker-det-f…

 

8. d. 6. december: Anne Marie Nørvig og Hal Koch

Dagens studier i forbindelserne mellem reformpædagogik og grundtvigianisme:

http://www.thomasaastruproemer.dk/anne-marie-noervig-hal-koch.html

 

9. d. 7. december: §10 eller §40

Jeg tror, at Riisager er ved at blive disrupted af Pinds og Løkkes finansdannelse. Men nu må vi se i morgen, hvor der er 3. behandling af lovforslaget om fælles mål, hvis jeg ellers har forstået det ret.

Foreløbigt tegner interesseorganisationen KL og disruptionen til at vinde. Det er sådan noget med, at nogle robotter skal skifte ble på små børn i vuggestuen. Robotterne skal også rydde op, for det har ingen pædagogisk værdi. Jeg tror, at KL står for Kommunedata-Land.

Det tegner ikke godt. Den anden dag tweetede Riisager totalt ukritisk fra et disruptionsforedrag med selveste Bjarne Corydon, mens hele mellem-herskabet fra DPO hjertede. Den uerfarne Pind er virkelig dårligt selskab for Riisager, som åbenbart er benovet over at have fået en sherif som ledsager.

Hvem vinder i morgen? §10 eller $40. Det er pædagogik mod KL. Betænkningen fra 1. behandlingen var en mega-sejr til KL, som jo også lige havde vundet i Agedrup.

First we take the teachers, then we take the People’s Thing.

 

10. d. 7. december: Thyge Winther-Jensens erindring 

Thyge Winther-Jensen har sammen med Hans Vejleskov netop udgivet bogen ”De pædagogiske fags grundlag og anvendelse”. Her kritiserer de blandt andet den nuværende læreruddannelse i ret kraftige vendinger. Begge forfattere er professorer (emeritus) fra DPU. Jeg vender tilbage til bogen ved en senere lejlighed.

Lige nu vil jeg blot dele en lille erindringstekst fra Københavns Universitet, som jeg tilfældigvis faldt over. Det er Thyge Winther-Jensen, der i Uddannelseshistorisk Årbog fra 2008 reflekterer over studenteroprørets indtog på det daværende ”Institut for teoretisk pædagogik”, hvor Knud Grue-Sørensen jo var professor.

Grue Sørensen var først blevet marginaliseret af den kommunistiske filosofi-professor og logiske positivist, Jørgen Jørgensen, som plejede omgang med reformpædagogiske kredse i 1950’erne, som han formodentlig har haft en dårlig indflydelse på. Jørgen Jørgensen stod også for nogle ramsaltede synspunkter i den demokratidiskussion, der udspandt sig i kølvandet på besættelsestiden. Jørgensen ville, i modsætning til fx Hal Koch og Axel Riishøj, have holdningskontrol af embedsmænd.

Men Grue Sørensen var hverken stalinist eller positivist, så der var ingen stilling til ham. I stedet blev han landets første professor i pædagogik. Det blev derfor Grue Sørensen, der startede Institut for Teoretisk Pædagogik, som Winther-Jensens erindringer jo stammer fra. Winther-Jensen blev Grue Sørensens elev.

Omkring 1970 blev Grue Sørensen så marginaliseret endnu en gang. Denne gang var synderen en radikaliseret og politiseret reformpædagogik, der efterfølgende satte sig tungt på magten på KU.

Den ellers milde Winther-Jensen er ikke mild i sin bedømmelse af sagen, for nu at sige det mildt.

I forrige måned var der faktisk et Grue Sørensen-seminar på DPU-Emdrup. Her deltog Winther-Jensen også, og det var helt klart, at den pædagogiske kærlighed til lærermesteren var intakt.

I dag er Winther-Jensen med i forskningsenheden for teoretisk pædagogik på Aarhus Universitet. Enheden ledes/koordineres af Merete Wiberg.

Her er et link til Winther Jensens lille essay:
http://uddannelseshistorie.dk/…/a-2008-thyge-winther-jensen…

Her er et link til Winther-Jensens og Vejleskovs bog: https://unipress.dk/…/p%C3%A6dagogiske-fags-grundlag-og-an…/

Her er et link til indlæg om Grue Sørensen-seminaret i september 2017:http://www.thomasaastruproemer.dk/reportage-seminar-knud-gr…

 

11. d. 8. december: KL’s to sejre 

I går blev den såkaldte ”lempelse” – også kaldet ”justering” – af de Fælles Mål vedtaget i Folketinget.

Folkeskolen.dk’s redaktør Hanne Birgitte Jørgensen mener, det er en ”farce”, som nu er resulteret i ”al magt til KL”.
KL har lobbyet sig til, at skolelovens §40, som er ”kommunens ansvar”, efter månedlange forhandlinger pludselig som en anden trold af en æske kunne overtrumfe §10, som er ”ministerens ansvar”.

Alle partier stemmer for justeringens intention, men er uenige helt op på betænkningsniveau, hvilket betyder, at den private organisation KL har frit spil.

Som Hanne Birgitte Jørgensen skriver i sin fine leder: ”Kernen er, at skolelederne og lærerne nu alligevel ikke har en lovtekst, som giver frihed i klasselokalet.”

Hvilken jubel-måned for KL’s lobbyisme: Først sejren over pædagogisk dømmekraft i Agedrup-sagen og nu en sejr over Folketinget.

Links:
Folkeskolen.dk’s leder: https://www.folkeskolen.dk/620686/al-magt-til-kommunerne

Kort nyhedsomtale: http://skoleliv.dk/…/Folketinget-vedtager-at-lempe-F%C3%A6l…

 

12. d. 8. december: Jens Rosenkjær og pædagogik 

Mange kender nok Jens Rosenkjær for “Rosenkjær-prisen”.

I dag har jeg kigget lidt på Rosenkjærs forbindelser til både højskole- og reformpædagogik. Det er et herligt landskab.

Det hele er jo lidt “in process”, så I må meget gerne foreslå links, tekster og videoer om emnerne.

http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rosenkjaer-hoejskolen-reformpaedagogikken.html

 

13. d. 9. december: Facebook-drys 43: oktober 2017 

Oktober måned med stort og småt:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-43-oktober-2017.html

 

14. d. 10. december: Reformpædagogik var højdannelse 

Nogle refleksioner om reformpædagogikken:

http://www.thomasaastruproemer.dk/reformpaedagogik-var-hoejdannelse.html

 

15. d. 10. december: Dansk pædagogisk tidsskrift nr. 4, 2017

Jeg fik det nye nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift i postkassen i dag og endte med læse det. Der er mange spændende artikler:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentarer-dansk-paedagogisk-tidsskrift-nr-4-2017.html

 

16. d. 11. december: Winther-Jensens og Vejleskovs analyse af ”Pædagogiske teorier” 

”Pædagogiske Teorier”:

Jeg kan berolige alle med, at PISA 2003 har dokumenteret følgende videnskabelige faktum:

”Eleverne får større udbytte af undervisning, hvis der er arbejdsro og opmærksomhed i klasserne”

Så ved man da lige det. Nyttig viden!

Jeg har også lært, at undervisningen bliver mere ”effektiv”, hvis læringslederen

a) Udnytter tiden ”effektivt” i stedet for at ”løse konflikter”.
b) Opstiller ”tydelige og klare læringsmål”. Det ”reducerer elevernes trang til at bruge kræfter på ”alternative” aktiviteter”.
c) Har tilpas høje forventninger, så eleverne ”strenger sig an”.
d) Udtrykker sig ”klart og forståeligt”

Så ved man da også lige det. Der er selvfølgelig en risiko for, at man er faldet i søvn forinden, hvilket selvfølgelig giver ro i klassen, med mindre der snorkes.

Det hele kaldes for ”den empiriske vending”, hvilket jeg aldrig har forstået.

Den slags dybe indsigter har den tyske didaktiker Hilbert Meyer skabt sig en international karriere på. Alle var helt vilde med Meyer og en der hed Helmke i de år. Undtagen gode gamle Andreas Grushka, som var vågen i sin fine bog ”at lære at forstå”. Han var ikke så glad.

Jeg har al min nyttige viden fra Per Fibæk Laursens artikel ”Klasseledelse” fra 5. udgaven af ”Pædagogiske Teorier” (2012), som er redigeret af Jens Rasmussen.

Fibæk drøfter dog ikke Grushkas indsigelser. Til gengæld er der positive referencer til John Hattie og Cooperative Learning.

Rasmussens bog er blevet aktuel i forbindelse med en grundig analyse, som Hans Vejleskovs og Thyge Winther-Jensens har lavet i deres nye bog ”De pædagogiske fags grundlag og anvendelse” (s.108-116). Her sammenligner de alle udgaverne af ”Pædagogiske Teorier”. Den sammenligning siger meget om samfundet, som vi sagde i gamle dage.

Det er faktisk især denne 5. udgave af ”Pædagogiske Teorier”, som Vejleskov og Winther-Jensen kritiserer for blandt andet at atomisere de ”pædagogiske fags grundlag”. Lad os se lidt mere på den den:

Kapitel 10, som kommer lige efter Fibæks, hedder ”Skoleledelse”. Det er skrevet af Lars Qvortrup. Også her står der en del om John Hattie. Desuden er Niklas Luhmann udførligt omtalt. LP-metoden nævnes også. Det fylder 20 sider.

Kapitlet før Fibæks, altså kapitel 8, handler om ”radikal og operativ konstruktvisme”. Det er skrevet af Jens Rasmussen selv. Det handler om Ernst von Glasersfeld og Niklas Luhmann. Det kom med fra 3. udgaven af bogen fra 1998. Det fylder 17 sider.

Kapitel 13 er også skrevet af Lars Qvortrup. Det handler om ”den lærende organisation”. Der er hele seks referencer til Luhmann i litteraturlisten. Det fylder 25 sider. Kapitlet er nyt.

Kapitel 14 handler om læringsstile. Det er skrevet af Peter Andersen. Han er redaktør på forlaget DAFOLO.

Kapitel 15 handler om Howard Gardner. Det er skrevet af Hans Henrik Knoop, som er den mest fremtrædende positive psykolog i Danmark. Det fylder 20 sider.

Kapitel 17 handler om ”undervisningsdifferentiering”. Det har Jens Rasmussen også skrevet. Der står også en del om Hattie. Men der er blandt andet også to referencer til EVA. Det fylder 12 sider.

Kapitel 1 hedder Almen Pædagogik. Det er skrevet af A. von Oettingen og fylder 9 sider.

Der er også nogle flere kapitler, blandt andet om behaviorisme (21 sider, stammer helt fra 1. udgaven) og mesterlære (16 sider, kom med i 4. udgaven) og om en række special-pædagogikker.

Bogens målgruppe er ”lærer- og pædagoguddannelserne”.

I forhold til 3. udgaven er kapitlet om ”humanistiske pædagogikker” røget helt ud. I forhold til 1. udgaven er både ”frigørende pædagogik” og ”kritisk pædagogik” væk. Der er en fin oversigt over ændringerne i Vejleskovs og Winther-Jensens bog.

Kapitlerne om klasseledelse (Fibæk), skoleledelse (Qvortrup) og undervisningsdifferentiering (Rasmussen) er nye i 5. udgaven. Kapitlet om Almen pædagogik er også nyt. Det erstatter et kapitel om ”pædagogisk teori og dannelse”, som kom med i 3. udgaven. Det var skrevet af 3. udgavens redaktør Niels Bisgaard.

Bogen er en slags tidslomme. En tidslomme, som stadig har al magt.

 

17. d. 12. december: Informations paradoks 

Et af dansk presses aktuelle paradokser er, at Rune Lykkeberg er chefredaktør for en avis, der har rod i modstandsbevægelsens kamp for national og politisk frihed.

Lykkeberg er i sin bog “Alle har ret” fra 2012 vildt kritisk over for Løgstrup, pga Løgstrups kritik af vennen Hal Kochs fuldtonede ja til samarbejdspolitikken. Løgstrup selv var modstandsmand.

Ja, Lykkeberg latterliggør Løgstrups anfægtelser på den mest banale måde. Løgstrups overvejelser kaldes “afstumpede”, mens Koch bare “prøver at forklare” osv..

Så hadet til modstand er nu redaktør for modstandens avis.

Det er efter min opfattelse samme kulturhistoriske grundstruktur, som i dag gør Information til en fuldtonet skolereformstilhænger-avis, stort set uden dækning af de kritikker og begivenheder, som findes alle mulige steder i det pædagogiske rum.

Informations ideologiske og platte kritik af en person som Svend Brinkmann – som jo f.eks. trækker på Løgstrup i sine “Ståsteder”, og som avisen anklager for “populisme” i stort anlagte kampagner – er en del af samme paradoks. Den mindste berøring af et ontologisk niveau, tænder avisen helt af.

Redaktør-cirkulationen mellem Information og Politikken understreger blot opgøret med avisens eget grundlag.

Information er i ideologisk forstand blevet til et sogneråd under Politikens, dvs. Konkurrencestats-tidendes, ledelse; en slags bagvendt hyldest til “de store tyske sejre”, som avisen i sine gener ellers var et opgør med.

 

18. d. 13. december: Højskolefolk og folkeskole 

Jeg sidder og kigger lidt i bogen “Danmarks Folkehøjskole 1844-1944”, som er redigeret af de legendariske højskolefolk Jens Th. Arnfred, C.P.O. Christiansen & Lars Bækhøj.

Jeg klikker lidt rundt undervejs, og pludselig fandt jeg lidt biografi om grundtvigianeren Thomas Bredsdorff (1868-1922), der færdedes i grundtvigske, folkelige, modernistiske, litterære og sociale miljøer, og som stiftede Roskilde Højskole i 1907.

Bredsdorff blev undervist hjemme hos sin far, der var præst i Ribe. Derefter kom han på Askov, hvor den navnkundige Ludvig Schrøder blev inspirationskilde. Han var også tæt på forfatteren og præsten, Jakob Knudsen, som ungdomsoprøret fra 1960 fik et horn i siden på.

Bredsdorff var ligesom Knudsen også interesseret i Georg Brandes på en grundtvigsk måde. Bredsdorff blev “åndsfrihedens forkæmper” hedder det i en af teksterne. Næsten alle former for synteser mellem Brandes og Grundtvig fører til noget godt. Det har Søren Krarup, men også mange modernister, blot ikke forstået.

Bredsdorff var også lærer for Jens Rosenkjær, der var med i næste generations Askov-kreds sammen med Holger Begtrup og CPO Christiansen, som alle senere blev fremtrædende højskolefolk, der vægtede hhv. litteraturen og historien på meget originale måder. Som Rosenkjær siger i et interview:

“Jeg tror, jeg lærte at blive lærer på Askov. Jeg blev der helt til 1925, og det var meget lykkelige år. Vi var fire yngre lærere i et tæt samarbejde, Arnfred, den senere forstander, Hans lund, senere forstandere for Rødding og C.P.O. Christiansen, senere forstander for Grundtvigs Højskole og så mig. Vi fire var dundrende uenige og havde nattelange diskussioner, men vi inspirerede hinanden og lærte samarbejdets kunst” (1973) (Fra bogen “75 år i oplysningens tjeneste”, s.48)

Det var dengang, uenighed var en dyd. De kunne lære noget nede på Agedrup Skole.

Både Bredsdorff og Rosenkjær ville forene bønder og arbejdere, hvilket jo rent faktisk skete for alvor fra 1933. Det er kerne-Danmark det her.

Rosenkjær, som altså også var med i lærergruppen på Askov, blev senere foredragschef i det, som i dag er Danmarks Radio. Han var også medunderskriver på det reformpædagogiske manifest “Emdrup-planen”, som er årsagen til, at DPU eksisterer, selvom institutionens aktuelle ideologi er et opgør med alt, hvad Bredsdorff og Rosenkjær stod for. I 2002 genkendte Anders Fogh Rasmussen den flotte tradition som noget, han plat kaldte “rundkredspædagogik”. Det var nogle 70-90’er pædagoger, der havde ødelagt det hele, og som stadig sidder på magten. Det er ren nedtur.

Bredsdorffs ene søn, Morten Bredsdorff, var også strærkt grundtvig-koldsk og blev i omkring 1940-? en fremtrædende seminarierektor og skolemand, især i Sønderjylland. Den anden søn Elias Bredsdorff blev kommunistisk og kulturradikal modstandsmand.

En af Bredsdorffs elever på Roskilde Højskole, Frode Kristensen, blev senere forstander for skolen. Det var i 1930, hvor skolen blev landets anden arbejderhøjskole. Den første var i Esbjerg, hvor den senere undervisningsminister, Julius Bomholt, var forstander. Bomholt havde selv været lærer på Askov sammen med Rosenkjær og alle dem.

osv osv osv…

Det er Folkeskolen.

Kilder:
Store danske: se link og klik selv rundt.

Ib Koch Olsen: “Højskolen og byerne”, i Arnfred, Th. & C.P.O. Christiansen & Lars Bækhøj (red.) “Danmarks Folkehøjskole 1844-1944”, København: Det danske forlag s.

http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Uddannelse_og_undervisning/H%C3%B8jskoleforstander/Thomas_Bredsdorff

 

19. d. 13. december: Om Inger Merete Nordentoft 

Fra pigespejder til modstandskvinde: Om Inger Merete Nordentoft:

http://www.thomasaastruproemer.dk/fra-pigespejder-til-modstandskvinde.html

 

20. d. 14. december: Dannelses-konference på Christiansborg

Jeg har været til konference på Christiansborg i anledning af udgivelsen af bogen ”Ustyrlighedens paradoks – demokratisk (ud)dannelse til debat”. Man kunne desværre ikke købe bogen, så her er et par indtryk fra de mundtlige oplæg, skrevet på Mikkellers bar på Vesterbro.

Først fortalte bogens ene redaktør, lektor Herdis Toft fra SDU, om, at demokrati hænger sammen med legebegrebet. Det er faktisk en virkelig interessant pointe, som jeg glæder mig til at læse mere om i bogen. Grunden til, at små børn skal lære at lege, er nemlig ikke for, at de skal forberedes til skolen. Nej, legen skal forberede til videre leg, for nu at sige det på den måde. Legen er indbygget i alt socialt liv på forskellige måder, også i de højeste kundskabsformer; en pointe som Tone Saugstad beskrev i sidste nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Toft nævnte også flere gange den franske filosof Ranciere, som har skrevet en række meget interessante bøger om pædagogisk og politisk filosofi. Man fik lyst til at vide mere.

Dernæst talte Tofts kollega, lektor Dion Rüsselbæk Hansen: Han talte om, at et repræsentativt oligarki overtager samfundets demokratiske processer. Det var især den italienske filosof Georgio Agambens begreb om ”impotentialities” – altså evnen til ikke at gøre noget – der spillede en rolle. Hansen talte også om, at den megen fokus på feedback, feedforward osv. fører til det, han kaldte for ”didaktiske overgreb”. Kloge ord i vinterkulden, selvom jeg godt nogen gange kan blive lidt træt af, at man tørrer problemerne af på noget, man kalder for “neo-liberalismen”. Som om dannelseskrisen var forårsaget af højrefløjen? Det er da venstrefløjen, der har været hovedskurken. En forening i bedste eller værste fald.

Alternativets dygtige uddannelsespolitiske ordfører, Caroline Magdalene Maier trak på Hannah Arendt, Etienne Wenger og Lene Tanggaard i et godt reflekteret oplæg med klassiske Alternativet-dyder, men også med udmærkede kulturkonservative markeringer, der kan bidrage til at holde partiet på pædagogikkens grund, og som bør inspirere de andre partier. F.eks. sagde hun noget i retning af: ”Vi skal ikke have en værdiskabende folkeskole. Vi skal have en skole, der hviler i skolens formål”. Hun opfordrede også til, at vi arbejdede mere ud fra ”folket” med udgangspunkt i eksempler som folke-skole og folke-kirke. Dejligt at høre disse ord fra et progressivt partis mund. Endelig argumenterede hun for både kreativitet, dannelse og fordybelse.

Professor Lars Henrik Schmidt gav os en god gammeldags gang sen-marxistisk og freudiansk strukturalisme med lidt fløde fra den franske revolution. Steen Nepper Larsen, som var blandt publikum, var ikke tilfreds med de indbyggede modsætninger, så han spurgte godt, men fik ikke noget godt svar, så vidt jeg kunne høre. Poststrukturalismen har ikke noget begreb om demokrati.

Jacob Mark fra SF holdt et strålende oplæg, hvor han talte imod instrumentaliseringen af folkeskolen. Der var god faglighed i oplægget, men så længe SF bliver i forligskredsen, er det hele jo ligegyldigt. Mark sagde også, at det var Marianne Jelved, som havde inspireret ham til at blive i kredsen. Det skulle ikke undre mig. Sikken en gang Scavenius det hele, der lukker munden på alle niveauerne. Mark var også mere optimistisk end Magdalene Maier, hvad angår ”lempelsen” af de fælles mål. Her har Meier fat i den lange ende, er jeg bange for.

Lektor Henrik Kaare Nielsen fra Aarhus Universitet holdt et fint oplæg. Først kritiserede han konkurrencestatsideologien sønder og sammen. Som alternativt beskrev han et dannelsesideal med udgangspunkt i nyhumanismen og Immanuel Kants ”reflekterende dømmekraft”. Det begreb har Lars Qvortrup ellers virkelig maltrakteret rundt omkring, hvor det reduceres til en slags metoderefleksion. Så det var godt, at Kaare Nielsen havde fat i begrebets almene og æstetiske substans. Desværre forsvarede han ungdomsoprøret for meget efter min mening. Det betyder, at indholdskategoriens rolle bliver uklar. Der manglede også reference til de folkelige og antikke traditioner. Men Kaare Nielsens bidrag var et fint supplement fra en generation, som snublede i dannelsen fra starten.

Endelig talte Lektor Nikolaj Nottelmann fra SDU. Han forsvarede den politiske liberalisme med udgangspunkt i John Rawls’ tankegods. Det var en virkelig fin liberalistisk kritik af konkurrencestaten og al dens corporate-nysprog. Til gengæld var jeg decideret trist over, at Nottelmann ikke ville tale om ”folket”, fordi det mindede ham om populisme og DF. Han ville kun tale om ”befolkningsstyre”. Konklusion: John Rawls har det med at føre til en tællestat, og DF har gjort meget dårligt for ”folke”-styret.

Jeg savnede også, at konferencen i det hele taget havde flere drøftelser af John Dewey og af andre demokratiske traditioner inden for pædagogikken (f.eks. Inger Merete Nordentoft og Hal Koch), og det var også ærgerligt, at Merete Riisager og Søren Ulrik Thomsen, som ellers stod på programmet, ikke dukkede op. Men ellers var det en fin dag.

https://www.sdu.dk/da/om_sdu/institutter_centre/ikv/konferencer+og+seminarer/2017+-+demokrati+og+dannelse+i+uddannelsesfeltet

 

21. d. 14. december: Mikael Buschs venten: Synlig læring i Silkeborg 2

Først skrev lektor Mikael Busch d. 24. november i Weekendavisen en grundig kritik af Synlig Læring-konceptet. Han nævner mange eksempler på steder, hvor konceptet er særligt fremtrædende, f.eks. skolepolitikken i Skanderborg, de fire nordkøbenhavnske kommuner og Ørestad Gymnasium.

Busch ar også referencer til John Hattie og James Nottingham, og han har sørme også fundet plads til Simon Pihl Sørensens aktion i Lyngby samt en reference til den kritiske forsker Steen Nepper Larsen. Med andre ord: Fint fagligt arbejde uden plat skelen til rød eller blå.

Til sidst omtaler Busch situationen på Silkeborg Gymnasium, hvor man også er helt vild med Hattie og hele ledsagerapparet, f.eks. de såkaldte ”udvidede mindset”, besøg af Nottingham osv.. Busch begrunder sin sag udførligt og præcist, herunder at synlig læring er skrevet ind i rektors resultatkontrakt. Indlægget er ikke groft eller noget som helst, blot helt almindeligt kritisk.

Nu skulle man jo tro, at gymnasiernes foreninger i almindelighed ville svare. Og især at rektoren i Silkeborg ville. Men der sker intet. Der er bare tavshed over to fulde WA-fredage.

Men i går, næsten tre uger efter Buschs indlæg, sker der noget.

Det starter med, at forfatter og debattør, Mikael Jalving, tager sagen op på sin blog på JP. Efter en kort indledende omtale af Eva Agnete Selsings stærkt kritisable syn på pædagogik, kaster Jalving sig ud i en fuldtonet støtte til Busch. Jalving har forstået Hattie-konceptet til fulde, og det kan jeg sige med stor sikkerhed, eftersom jeg har studeret sagen grundigt. Man kan selv læse de nærmere detaljer i Jalvings indlæg, som jeg har linket til.

Og hovsa, nu sker der sørme noget. Pludselig dukker Silkeborgs rektor, Erik Olelsen, op med en kommentar i tråden til Jalvings blog. Ok, hvor spændende! Er der mon en kommentar til Synlig læring, og alt det andet Busch og Jalving skriver om? Nej, overhovedet ikke. Olesen skriver bare, at de studerende i Silkeborg får høje karakterer mm, og at Jalvings indlæg er ”fuld af åbenlyse usandheder”.

Hvori usandhederne består, hører vi dog ikke det mindste om, selvom de fremlagte kritikpunkter er nærmest gammeldags faktuelle, og der er heller ingen som helst begrundelse for det pædagogiske koncept, der er under anklage.

Min konklusion er, at pædagogikken på Silkeborg Gymnasium totalt mangler begrundelser. Men hvad med Busch? Ja, hvis jeg var ham, ville jeg stadig være ”ventende”. Poesien kommer til den, der venter, som digteren Paul la Cour skrev i sin poetik i 1948.

Referencer:

A) Jalvings blog, hvor Erik Olesens kommentar står nede i tråden: https://jyllands-posten.dk/…/silkeborg-gymnasium-uden-for-…/

B) Her er Mikael Buschs oprindelige indlæg fra WA, d. 24. november, kopieret fra info-media:

”JEG TROEDE, JEG VAR LEKTOR PÅ ET GYMNASIUM

”Synlig læring” har gået sin sejrsgang i Uddannelsesdanmark, men synes nu stærkt på retur. Dog ikke på Silkeborg Gymnasium.

Der går et spøgelse gennem uddannelsessystemet: synlig læring. Ligesom tidligere pædagogiske vækkelsesbevægelser – jeg nævner i flæng »de mange intelligenser« og »ansvar for egen læring« – vil det gå over igen. Snart vil det hele være glemt. Men det er altid slemt, mens det står på.

Kort fortalt er synlig læring et såkaldt evidensbaseret pædagogisk koncept, der går ud på at undersøge, »hvad der virker« – som fortalerne ynder at formulere det – i undervisningen. Med et nøglecitat af manden bag konceptet, den newzealandske uddannelsesforsker John Hattie, er synlig læring, »når lærere ser læring gennem elevens øjne, og når eleverne ser sig selv som deres egne lærere«.

Hattie har sammenstillet en liste over forskellige pædagogiske faktorers betydning for elevers »læring« – fra formativ evaluering til lav fødselsvægt. Med næsten komisk nøjagtighed når han op på i alt 150 faktorer. Via hundredevis af metaanalyser med mere end 200 millioner børn har han med tilstræbt statistisk nøjagtighed forsøgt at undersøge, hvad der virker, jævnfør hans slagord: »Know Thy Impact« (kend din effekt).

Synlig læring har gået sin sejrsgang i uddannelsessystemet i de senere år. Især i folkeskolen. Den store skolereforms fokus på målstyring passer som hånd i handske med synlig læring. Som Steen Nepper Larsen fra DPU forklarer det: »Det er en uhyre fordel for John Hatties evidensbudskab, at hans credo er så banalt, at selv politikere, uddannelsesplanlæggere, skoleledere, fagforeningsledere og ikke mindst økonomer kan forstå det«.

Der er brugt millioner af kroner på kommunale pilgrimsrejser til Australien, hvor Hattie er professor på University of Melbourne. Der har også været trafik den anden vej: Den læreruddannede brite James Nottingham har været en hyppig gæst og foredragsholder i Danmark. Han er ejer af Challenging Learning, som har licens til at forestå Visible Learning-projekter i Norden.

Der er opstået en helt ny stillingskategori for udviklingsorienterede undervisere: Lokal Impact Coach, forkortet LIC. LIC’erne er lokalt forankrede pædagogiske rollemodeller – eller »forandringsagenter« – som er behjælpelige med at virkeliggøre Hatties idéer.

Skanderborg Kommune har i særlig grad taget idéerne til sig. Her »arbejder skoler og daginstitutioner med en evidensbaseret tilgang til læring og trivsel«, som der står på kommunens hjemmeside. I andre kommuner er der stigende skepsis. Simon Pihl Sørensen, viceborgmester i Lyngby-Taarbæk, har kaldt en bog om synlig læring »sekterisk« og »ulækker«. Hele konceptet, som Pihl Sørensen karakteriserer som »næsten fascistoidt«, blev underkendt ved en afstemning i byrådet.

Noget tyder på, at synlig lærings-bølgen har kulmineret. På Sorømødet, årets topmøde for det uddannelsespolitiske kredsløb, blev der under overskriften »Dannelse i en global verden« lanceret en ny dagsorden. Det kunne ligne et pædagogisk paradigmeskifte, der nok snart vil forplante sig ned gennem systemet. Det ligner et farvel til evidensregimet og et comeback til den myndige underviser, der formodes at kunne tænke selv.

Det var derfor dårlig timing, at årets pædagogikumkandidater, det vil sige den nye årgang af gymnasielærere, for få måneder siden kunne skrive deres obligatoriske opgave i teoretisk pædagogik under overskriften »At synliggøre læring«. Opgaveforlægget havde næsten karakter af en forsinket hyldest til synlig læring, idet der blev refereret til danske fortalere for bevægelsen. En af disse fortalere, rektor for Ørestad Gymnasium, Allan Kjær Andersen, tog i 2015 initiativ til at danne et gymnasialt netværk om synlig læring. 18 gymnasier var med på idéen.

Blandt dem landets største, Silkeborg Gymnasium. Her besluttede ledelsen i 2015 et storstilet treårigt kompetenceudviklingsprojekt under overskriften »synlig læring på SG« (Silkeborg Gymnasium). Dette er baggrunden for, at der for tredje år i træk arbejdes intenst med synlig læring på Silkeborg Gymnasium. Der udvikles undervisningsforløb. Der er lærersamarbejde og ‘videndeling’ (uden ‘s’). Der er blevet afholdt seminarer, workshops og endda en veritabel messe i år to af »synlig læring på SG«.

Undervejs har lærerkollegiet også hørt standardforedraget med den karismatiske James Nottingham, og der er indkøbt et rigeligt antal lærereksemplarer af John Hatties grundbog. Også udadtil lægger Silkeborg Gymnasium vægt på at demonstrere, at man er levende optaget af synlig læring. I et aktuelt jobopslag kan man læse: »Vi er en ambitiøs skole, og vi arbejder bl.a. med mange udviklingsprojekter (…) Udviklingsprojekterne tager for 3. skoleår i træk udgangspunkt i ‘synlig læring’«.

Skoleudviklingsprojektet afsluttes med, at underviserne skal skrive en artikel, som skal afleveres til gymnasiets studie-og kvalitetschef Brian Krog Christensen i maj 2018. Artiklen må gerne indeholde »lidt om det teoretiske eller forskningsmæssige grundlag for indsatsen«, skriver Krog Christensen i et orienteringsbrev til underviserne. I brevet, hvor der optræder ord som »udvikling«, »evidens« og »effekt«, anfører uddannelseschefen også de formelle rammer for artiklen: »2-4 sider à 2.400 anslag. Figurer, tabeller og evt. litteraturliste tæller ikke med«.

Man må ikke arbejde alene, for »det er centralt i projektet, at lærere arbejder sammen om udviklingen af undervisningen«. Den forkætrede »privatpraktiserende lærer« synes at have trange vilkår på Silkeborg Gymnasium. Når artiklerne er afleveret, vil to undervisere læse korrektur, hvorefter bidragene samles i et hæfte, der trykkes og udleveres til alle.

Med det afsluttende hæfte får gymnasiets rektor, Erik Olesen, en håndgribelig dokumentation for, at han opfylder en delmængde af sin resultatlønskontrakt for skoleåret 2017-2018. Af den offentligt tilgængelige kontrakt fremgår det, at der – efter afviklingen af kompetenceudviklingsprojektet »Synlig læring på SG« – kan komme 60.000 kroner til udbetaling.

Silkeborg Gymnasium har i kraft af sine cirka 1500 elever, der alle udløser taxameterpenge, en bundsolid økonomi. Og det endda midt i en nedskæringstid, hvor mange gymnasier er økonomisk trængte. Det er formelt gymnasiets bestyrelse, der afgør, om gymnasiet når i mål med udviklingsprojektet.

Målet defineres således i resultatlønskontrakten: »at fremme elevernes læring gennem systematisk samarbejde mellem lærerne om at planlægge og udvikle undervisningen med fokus på elementer som tydeliggørelse af de faglige mål, feedback, bevidstgørelse af elever om læreprocessen mv., der ifølge læringsforskningen i særlig grad fremmer læring«. Mon ikke rektor Olesen når i mål?

Hvad nu hvis det vigtigste i undervisning matcher dårligt med forestillingen om, »hvad der virker«? Ikke alle i Silkeborg Gymnasiums relativt unge lærerkollegium er lige begejstrede for det storstilede skoleudviklingsprojekt. Hvor meget potentiale John Hatties idéer om synlig læring end måtte have – fremfører en skeptiker – giver de mere mening i fag, hvor der er konkrete, målbare svar end i fag, hvor svarene er abstrakte, for så vidt som der overhovedet er nogen svar.

Skeptikerne forstår ikke, hvorfor ledelsen spænder et helt lærerkollegium for den samme pædagogiske vogn. Hvorfor bruge så megen tid på et omdiskuteret modefænomen? Og endda midt i en sparetid, hvor der berettes om stress og søvnløshed blandt gymnasielærere? Og hvad med metodefriheden? Underviserne forventes at udvikle sig til »reflekterede praktikere«, men det skal partout ske inden for en obligatorisk ramme, som byder dem imod.

Det mest ubehagelige ved projektet er for skeptikerne den afsluttende artikel, som kan opfattes som en form for sindelagskontrol. Artiklen er obligatorisk og kan læses af alle kolleger. Hvem har i den situation lyst til at skrive en kritisk artikel, der stiller spørgsmål ved hele konceptet? »Har jeg misforstået noget?« spørger en skeptiker. »Jeg troede, jeg var lektor på et gymnasium«.

Der må være noget at tale om, når GL’s repræsentantskabsmøde, gymnasielærernes højeste myndighed, afvikles i næste uge.”

 

22. d. 15. december: John Hattie og juleafslutninger 

Hvorfor er det blevet naturligt at forkynde John Hatties nyreligiøse evangelium overalt – selv inde i små børns bevidshedsliv -, mens det er et problem at gå hen i jule-kirken for at synge et par sange, der strækker modersmålet lidt, og at høre en stille og rummelig præst fortælle om, at man ikke altid kun er sig selv.

Hvorfor skal man lære en Hattie-praksis og ikke en juleafslutningspraksis?

Forældre kan endda sige nej til juleafslutningen. Men de kan ikke sige nej til Hattie, med mindre de tager børnet hen i friskolen. Og kirken er kun en gang om året, mens Hattie-biblen kører 24-7 i 16 år osv..

 

23. d. 16. december: Tabuer ved Aarhus Universitet 

Det er tid til at ”hæve stemmen”, som det kaldes på Agedrup Skole, vedrørende en række tabuer ved Aarhus Universitet:

  1. Linda Koldau-sagen, herunder Koldaus trebinds-værk “Jante-universitetet” (burde skrives med VERSALER og kulørte lamper).
  2. Tvangsflytningen af børnelitteratur- og IT-forskningen.
  3. Afskedigelsen af de pædagogiske filosoffer.
  4. Forsøget på at omdanne pædagogisk filosofi til samtidsdiagnose.
  5. Anerkendelsen af Staunæs/Juelskjærs klage over at blive kritiseret på helt almindelig beskub.
  6. DPUs smalle syn på pædagogik og videnskab, som sætter sig igennem i ansættelser, forskningsstruktur, konferencer etc..
  7. Heine Andersens nye bog om forskningfrihed, som nævner AU flere steder.
  8. Arts-dekanens læringsrevolutionære læserbrev med VIAs direktør om læreruddannelsen (fra november 2017).
  9. Arts’ og DPU’s omfattende og systematiske støtte til Hattie-centralen ”Nationalt Center for Skoleforskning”.

Har jeg glemt noget?

Der er jo kun en ting at gøre, nemlig at minde AUs ledelse om disse ting igen og igen, indtil de har beklaget, undskyldt og korrigeret tilfredsstillende.

Desværre har universitetsavisen Omnibus ingen interesse i disse sager. Til gengæld har de interviewet dekanen for ARTS om indretningen af hans kontor:

http://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/vis-mig-dit-kontor-johnny-laursen/

 

24. d. 16. december: Anmeldelse af ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” 

Information har i dag en virkelig god anmeldelse af min seneste bog “Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”.

Det er Anne-Marie Vestergaard, der har skrevet anmeldelsen.

Mange tak til Vestergaard.

Links:
Link til anmeldelse: https://www.information.dk/…/ny-bog-historien-afmontering-d…

Link til forlagets omtale:
http://www.fjordager.com/ballade-i-paedagogikkens-forsamlin…

 

25. d. 17. december: Fra tid til rum 

Den ene og den anden fremtrædende professor mener, at man skal droppe fortid og nutid og i stedet lave pædagogik med udgangspunkt i fremtidsdiagnoser.

Det er jeg helt uenig i, for nu at sige det så mildt jeg kan.

Der findes nemlig ikke noget mere fremtidsproducerende, end at finde ud af, hvad det er, som findes nu, sammen med den generation som har skabt dette nu.

Smil til objektet før du går ombord i det sammen med din lærer!

Og undervejs i denne undersøgelse, viser det sig altid, at det, som findes og som man er sammen om, er ældgammelt. Det ældgamle kommer bag på både elev og lærer. De støder ind i forfatterne, i “the author”, i autor-iteten. Alle veje fører til Rom, men Rom blev ikke bygget på én dag.

Og når undersøgelsen er helt færdig, så har man forladt tiden og gået ind i rummet.

Det er det, som også kaldes “kritik”, dvs. undersøgelsen hvad som ER uanset tiden. Det er at slå tiden. Man går fra tid til rum.

Man havner i tingenes geografi. Det er det “åndelige solsystem”, som Martin A. Hansen udtrykte det. At “skole” er betegnelsen for denne proces.

Det svarer til at rydde lidt op i stuen, pynte lidt her og der og rette lidt på buketterne. At gå til eksamen er at vise sin stue frem.

Fremtid er derfor altid en materialisering af evighedens lokale, og det er de andre tider også.

Det er det, man skal “tage udgangspunkt i”.

Dermed udledes samfundet af pædagogikken, frem for omvendt.

 

26. d. 17. december: Johannes Novrups pædagogik

Noter til Johannes Novrups (1904-1960) pædagogik:

Johannes Novrup var en førende højskole-pædagog og forstander. I en jubilæumsbog i forbindelse med Jens Rosenkjærpris 70 års fødselsdag har Novrup en fin lille artikel, der hedder “Noter til det at være lærer”.

Her står der bl.a.:

“Den reformation, der i kirken stødte latinen fra tronen, skabte en skole, hvor der kun måtte tales latin”

Der er som om, vi i dag gentager denne fejl, nu blot i følgende form:

“Den reformpædagogik, der stødte kundskabs- og lydighedsterperiet fra skolen, skabte en skole, hvor man kun må terpe med sig selv og altid skal være positiv.”

“En automat frembragte en ny automat”, som Novrup skriver om forfaldsformernes lærerrolle.

I stedet fremhæver Novrup højskolepædagogikken. F.eks. i følgende fine formulering:

“Stilhed er samtalens bedste grobund. Op af den former et par sætninger sig hos en ellers lidt forskræmt fyr i det bagerste hjørne. Snart følger et par sætninger fra en anden, og fra en tredje og en fjerde. Elevernes ord fremkalder lærerens ord. Eller det var hans ord, der fremkaldte dem”.

Novrup var gymnasieven i Ribe med Knud Grue-Sørensen, som senere blev Danmarks første professor i pædagogik. Novrup hadede undervisningen på gymnasiet, men elskede de to venners cykelture til Askov og Skibelund, hvor de hørte på dem alle sammen. Under besættelsen støttede Novrup Hal Kochs linje, hvilket tyder på et problematisk handlingsbegreb.

(Hal Koch har iøvrigt også bidraget til bogen. Det samme har Julius Bomholt, Morten Bredsdorff og J. Th. Arnfred, Niels Bohr, Jørgen Jørgensen og flere andre.)

Novrup blev senere dybt involveret i UNESCO’s og Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde. Han opbyggede desuden et pædagogisk forfatterskab, som jeg nu skal til at orientere mig i.

Reference:
Novrup, J. (1953). “Noter til det at være lærer”, fra bogen Bomholt, J. & Jørgensen, J. (red.). “Noter til en mand – til Jens Rosenkjærs 70-aars dag”, Det danske forlag, s.12+13+22.

 

27. d. 18. december: DF og julehjælp 

Christian Langballe fra Dansk Fryseparti kritiserer et menighedsråd i Vejen for at give julehjælp til folk, som ikke holder juleaften, dvs. fortrinsvist byens fattige muslimske flygtninge og indvandrere.

Hvor lavt kan man egentlig synke?

Frysepartiet er jo helt besat. På en eller anden måde, jeg ikke helt kan forklare, minder det mig om de vildeste svenske feminister.

Jeg må hellere komme i kirke på søndag. For en ting er helt sikkert: Der bliver ikke sunget om Dansk Fryseparti.

https://www.tvsyd.dk/artikel/menighedsraad-man-behoever-ikke-fejre-jul-faa-hjaelp

 

28. d. 19. december: Montessori og Fröbel i dansk pædagogik 

Jeg er i gang med at studere nogle diskussioner fra 1920’erne, som har stor betydning for i dag. Det handler om Fröbels og Montessoris indflydelse i Danmark og om forholdet til fri- og højskolebevægelsen.

http://www.thomasaastruproemer.dk/montessori-frobel-dansk-paedagogik.html

 

29. d. 21. december: Mobiltelefoner i Frankrig 

 

30. d. 22. december: Asterisk, december 2017 

Claus Holm skriver i sin leder i december-nummeret af DPU’s tidsskrift Asterisk om tolvtalspiger. Han konkluderer følgende:

”Så hvis vi som samfund vil opretholde forestillingen om, at den dygtigste og mest kompetente opgaveløser får succes ved at blive effektivt udnyttet og anerkendt, så har vi brug for, at fagligt dygtige piger ikke mistænkes for mistrivsel. I stedet har vi brug for, at dygtige piger med udsigt til succes lærer, hvordan de forvalter deres succespotentiale på bæredygtig vis. Lad tolvtalspigerne nyde deres succes – også selvom det selvfølgelig vil være hyggeligst, hvis alle fik 12.”

Da den er gruelig gal med hele sprogbruget, må jeg lade det ligge. Der er ingen adgang for rationel kritik.

Temaet for december-nummeret er børns trivsel, hvilket jeg slet ikke kan få til at hænge sammen med ovenstående citat.

Den første store artikel er et interview med Lars Qvortrup, hvis NCS-center har undersøgt trivslen på 240 skoler. Man kan også læse om ”dannelse i en robottid” og mange andre ting.

Adjunkt Jesper Bremholm har et indlæg om ”dansk uden dannelse”. Han mener, at lærermidlerne i faget Dansk bygger på en for ”afgrænset national og monokulturel repræsentation af virkeligheden”, og at de er for ”formalistiske, færdighedsorienterede og nationalt indadskuende”. Vi skal i stedet have noget, som Bremholm kalder for ”kritisk tænkning” i ”meningsfulde kontekster”. Det er tankegangen i den nye dansk-didaktiske trend, som hedder ”scenariedidaktik”, og hvis centrale professor er Jeppe Bundsgaard.

Bremholm mener, at Dansk-faget er blevet for ”snævert”, fordi områder som ”skønlitteratur, grammatik og stavning er stærkt dominerende”. Ja, det er ligefrem sådan, at ”mundtlighed, sagprosa og ditigale medier er svagt repræsenteret”.

Der er også et eller andet med sprogbruget her, som jeg slet ikke kan være i. Så det lader jeg også ligge.

Det er det, jeg kalder for pædagogisk julefred.

http://www.e-pages.dk/aarhusuniversitet/1804/html5/

 

31. d. 23. december: Unge Pædagogers jubilæumsnummer fra 2000 

Egon Clausens har i sin ellers fine bog ”Klassens frække elev” (2017), som handler om Unge Pædagogers historie, travlt med at afdramatisere tidsskriftets kontakt til den yderste venstrefløj siden krigen.

Derimod gør han næsten ikke noget ud af den særlige radikalisering af tidsskriftet, som finder sted fra omkring år 1990, dvs. ved systemteoriens indtog. Clausen har faktisk kun en enkelt og meget overordnet bemærkning om det emne.

Derfor er det også interessant at studere tidsskriftets 60 års jubilæumsudgivelse fra år 2000 (nr.1-2). Der finder man naturligvis den almindelige jubilæumsfestivitas fra gamle redaktører og politikere samt et historisk rids mm..

Men der er også en faglig artikel. Og kun én vel at mærke. Der er altså kun én faglig artikel i hele det fine jubilæumsnummer. Noget af et redaktionelt statement, må man sige. En ”talehandling”, som vi sagde i gamle dage.

Og hvad er det så for en artikel?

Artiklen hedder ”Pædagogikkens krise”. Den er skrevet af den daværende lektor ved Danmarks Lærerhøjskole, Jens Rasmussen. Her kan man læse om, hvordan både Gud, fornuften og reformpædagogik er en saga blot. Som der står:

”Den opdragelsesmæssige og undervisningsmæssige normativitet kan ikke længere forenes med nogen autoritet. Lærere frem for nogen, men også forældre, har vanskeligt ved at forlige sig med, at den oplysningsfilosofiske fremskridtstanke og den udviklingsorienterede retningsangivelse ikke længere rækker” (s.33).

Den grundtvigske bevægelse nævnes slet ikke. Den var et bandeord i de år. Og det der med, at mennesket skulle være ”Guds skabning”, er noget der hører til i middelalderen. Og oplysningstidens tro på ”fornuft og rationalitet” er også noget fra gamle dage. Det hele kan puttes i ”it is all over”-kasser. Det går bare alt alt for hurtigt.

Dermed havner vi i det, som Rasmussen kalder for pædagogikkens ”krise”. Han kalder det også for ”pædagogikkens katastrofiske tilstand”. Og med dette næsten ulideligt lette tab som gammeleuropæisk affald, indfører Rasmussen så uden videre Niklas Luhmann og Lars Qvortrup som hovedreferencer for resten af artiklen.

Herfra er der fri udsigt til læringsbegrebet, og – som det hedder – spørgsmålet om, hvordan man kan ”gribe ind udefra for at frembringe indre forandringer i elever, som er selvreferentielle, autonome individer”.

Jens Rasmussen var med i Unge Pædagogers redaktion fra 1981-2007 og spillede en central rolle i tidsskriftets udvikling. Han blev senere en central drivkraft bag udviklingen af skole- og læreruddannelsesreformen.

I den forstand kan man godt sige, at skolereformen er en del af den ”katastrofiske tilstand”.

Referencer:

Rasmussen, Jens (2000). ”Pædagogikkens krise”, i Unge Pædagoger, nr. 1-2, s. 21-34.

Artiklen er også bragt i Uljens, M. (red.) (2000). ”Perspektiv på pedagogisk teori. Betraktelser vid ingången till det 21. århundradet”, Vasa: Pedagogiska institutionen, Rapporter 13.

Clausen, Egon (2017). ”Klassens frække elev – Unge Pædagogers danmarkshistorie”, Gyldendal.

 

32. d. 23. december: Fodboldlandsholdets omklædningsrum 

Angående den aktuelle mandehørm i omklædningsrummet:

  1. Træneren burde stoppe det prompte. Små drenge og unge mænd skal ikke opdrages til den slags, og slet ikke i en idrætsklub, hvor man dyrker en olympisk disciplin.
  2. Spillerne bør ikke lægge videoen på de sociale medier. De er dårlige eksempler for de små spillere.
  3. DBU bør absolut ikke bruge videoen i sin markedsføring. Det er selvfølgelig det allermest pinlige.

 

33. d. 27. december: Søren Pind og dannelsen

Søren Pind fra Maskinrumspartiet slår sig op på dannelse og endda på ”ånd”, som han ligefrem kalder det i sin kommentar i dagens Berlingske.

Men den slags ord skal man ikke lægge noget i. Det er bare anti-dannelse det hele. Pind vil måle læringen for at optimere effekten af de offentlige investeringer. Han vil have noget at vide om, ”hvordan de studerende lærer”, for staten bruger jo penge på det.

Pind vil have statslig proces-kontrol. Det er det, man også kalder for læringsmålstyring.

Og det hele er skam noget, som ”forskningen har vist”, og det bygger på ”forskningsbaserede målingskoncepter” osv. Nu er jeg selv læringsforsker, så jeg er nysgerrig efter, hvilken ”forskning” Pind henviser til? Ikke noget der har med dannelse eller ånd at gøre, det kan jeg forsikre om.

Det hele er en del af den nye taxameterordning, som vil føre til mere læringsideologi end nogen sinde. Kvaliteten vil formodentlig falde lige lugt i Marianergraven. Men alle partierne stemte for. Hvad tænker de mon på?

Der skal også måles på et arbejdsmarkedstaksameter. Det skal nok gå godt. Så er det slut med at uddanne til dejlig inkompetence, dvs. til seriøs omgang med de videnskabelige kundskaber.

Vi må håbe, at Pind hurtigst muligt kan vende tilbage til justitsministeriet, hvor han kan fortsætte sin jagt på synlig læring i mere passende omgivelser.

Det er ikke første gang, Pind tramper rundt i porcelænet. Jeg tror, at han bare er en slags tapet for sit embedsapparat, der kører derudaf, mens de trykker lidt på Pinds navle en gang imellem og får ham til at sige ”ååååånd….”. Vi er jo i robotternes tidsalder.

https://www.b.dk/kommentarer/kvaliteten-skal-kunne-maales?referrer=RSS

 

34. d. 28. december: Information interviewer Ove Kaj Pedersen 

Informations skolereforms-affirmative journalist, Mette-Line Thorup, fedter i nedenstående interview om overenskomstforhandlingerne lidt for Mr. Konkurrencestat, Ove Kaj Pedersen, som får lov at “forklare” og “minde om” osv. uden nogen kritiske spørgsmål fra Thorup. Det samme skete i forrige uge, hvor Ove Kaj Pedersen også fik lov at “påpege” osv..

Offentlige ansatte i al bred almindelighed tænker – må man forstå – kun på sig selv, mens finansministeriet skam varetager den hellige fællesinteresse. Og der mangler stadigvæk rygende pistoler osv.

Det er rigtigt mini-konkurrencestatstidende-style. Ove Kaj og Stefan Hermann sørger for det almene vel, mens Svend Brinkmann og de offentlige ansatte er populister, som skal udøve selvkritik, indtil de mener det samme som corydonisterne.

Det er Foucualt-teori fra de laveste landskaber. Det er dansk venstrefløj. Det er fascinerende.

https://www.information.dk/indland/2017/12/professor-kommet-mere-pres-paa-offentligt-ansatte

 

35. d. 28. december: Professionelt oprør på CBS

A.

I 2016 udkom bogen ”Oprøret på CBS – forandring, ledelse og modstand i en professionel organisation”. Bogen er skrevet af Jens Frøslev Christensen, som er professor ved Copenhagen Business School.

Bogen er en øjenvidne-analyse af rektor Johan Roos’ storhed og fald. Roos var rektor for CBS 2008-2011.

Roos bliver ansat i kølvandet af den stærkt centralistiske universitetsreform fra 2003, som blev vedtaget under ”fra forskning til faktura-ministeren” Helge Sander, som var minister fra 2001-10. Magten, som nu var defineret af ’erhvervsrelevans og faktura’, var fra nu af tungt placeret hos rektor og en centralt udpeget bestyrelse. De faglige miljøer var efterladt i diverse rådgivende funktioner. De blev da også fuldstændig kørt over af Johan Roos og CBS’s bestyrelse. I hvert fald i starten.

Roos kom flyvende fra Sverige, headhuntet af et fint globaliseret konsulentbureau. Der var kæmpevisioner fra dag 1 med ledsagende nysprog og massevis af idiosynkratiske ideer. En af strategiens fem overskrifter, som altså blev præsenteret fra dag 1, var ”join us!”. Vi er langt fra et seriøst universitet. Vi er i Helge Sanders hjerne.

De centrale dele af Roos’ plan var i øvrigt skrevet af fra universitetet i Leeds. Roos lukkede også flere af bestyrelsesmøderne for offentligheden, og mundkurvene flyder frit ud over siderne. Der var mange flere kritiske forhold, som Jens Frøslev Christensens redegør udførligt for i sin tankevækkende bog.

Processen udløste et dramatisk professoroprør på CBS, der endte med en afskedigelse af Roos. Bestyrelsesformanden, som jo havde støttet Roos hele vejen, måtte også gå. Oprørsprocessen er glimrende og detaljeret beskrevet i bogen.

Lise Richter på Information, men også Børsen og Forskerforum bragte kritiske artikler undervejs i det forløb, som bogen beskriver, hvilket hjalp processen mod sin konklusion. Men på Politiken skrev man så sent som januar 2011 et begejstret portræt af Roos, da han blev 50 år. Portrættet var skrevet af Jacob Fuglsang. Allerede i 2009 havde signaturen PAP refereret positivt til Roos på lederplads. Først efter fyringen af Roos, omtalte Politiken – så vidt jeg kan se af Infomedia – sagens realiteter. Erhvervsredaktør Niels Lunde forsvarede dog stadig Roos lidt. Fra 2011 kom Bo Lidegaard og al corydonismen ind over, og PAP og Fuglsang fik vigtige funktioner i avisens nye linje.

 

B.

Ovenstående sociale struktur minder fuldstændig om folkeskolens situation. Også på skoleområdet har der været en stærk centralisering af styringen, først i en række lovændringer i 2009, og siden i selve skolereformen fra 2013, hvorefter der skulle processtyres helt ned i de mindste elevers hjerner med PISA og økonomisk optimering som ledetråd.

Også på skoleområdet har ledere formuleret latterlige visioner i et uhørt nysprog, og også her lukkes diskussioner, og engagerede lærere får mundkurve på. Agedrup-sagen på Fyn er den vigtigste case. Og også på skoleområdet spiller Politiken, Fuglsang og PAP en uheldig rolle i forhold til dækning af sagens realiteter. Desværre har skolen ingen venner på Information, hvor det er Mette-Line Thorup, der styrer skoleområdet og som skriver om Svend Brinkmanns “populisme”. Hun er stik modsat Lise Richter, som dækker universiteterne.

I Agedrup ”hævede Erik Schmidt stemmen”, som det hedder i byretsdommen om sagen. På CBS hævede professorerne stemmerne. I Agedrup sidder skolelederen stadigvæk, mens Schmidt er væk. På CBS kom der en ny rektor, som sagde følgende ved sin tiltrædelse for ligesom at markere processens konklusion:

”Our basic values or basic strengths, the basic things that keep us together as an academic community are still powerful and strong, and one of the best aspects of that is people’s willingness to criticize and talk openly to one another. So let’s value that” (s. 152)

Den slags fine ord er desværre bandlyst i den pædagogiske sektor.

 

C.

Processen på CBS kørte også parallelt med Penkowa-sagen – Sander og Penkowa var venner – og med de store universitetsfusioner, hvor f.eks. DPU kommer under AU, og hvor AU får en ny OECD-ramt leder, som arbejder i fuldstændig samme ånd som Roos. Året efter ruller Linda Koldau-sagen, som stiller AU’s ledelse i et pinligt lys. Desuden rykkes der rundt på forskningsmiljøernes geografi i dyb vilkårlighed, foranlediget af endnu en dyrt betalt konsulentrapport osv. I 2013 får AU ny ledelse, hvorefter tingene også her falder lidt til ro, men stadig på Helge Sander-reformens betingelser.

I går kom så Søren Pinds annoncering af, at der også skal læringsmålstyres på Universitetet. Han minder mig om en blanding af Johan Roos og John Hattie. En radikaliseret Helge Sander, som mener, han kan måle alt, mens han taler om ”ånd”.

http://samfundslitteratur.dk/bog/opr%C3%B8ret-p%C3%A5-cbs

 

36. d. 29. december: Fire politiske gaver https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155971078044481&id=837549480

Om fire gaver:

A.

Jeg prøver at huske, hvad der er sket i dansk politik i 2017.

Der har været skrevet og diskuteret side op og ned. Men jeg kan ikke huske noget. Er der sket noget? Vist nok ikke.

På den anden side, så buldrer tingene afsted på statens/EU’s/KL’s indre organer. Det er teknikkens eget løb, med behørig forskningsbetjening.

Men Ove Kaj Pedersen siger, at demokratiet er flyttet fra folket hen til Folketinget, og han bifalder det vist nok. Men passer det? Nej. For jeg kan jo intet huske.

Folket og dets ting kan ikke give gaver til hinanden. De har tabt hukommelsen.

 

B.

Det er ikke hver dag, at et folk får et land foræret af alle de andre lande. Det skete for Israel i 1947. Værsgo! Her er en gave fra hele verden, fra FN.

Siden har Israel i flere omgange udvidet gaven uden at få lov. Landet er som et barn, der får store julegaver, men alligevel stjæler fra sine omgivelser. Og man skal ikke stjæle, heller ikke fra sine fjender.

Uden at være opdateret på diverse FN-resolutioner er 1947-grænsen mig bekendt den eneste retmæssige grænse, som Israel kan gøre krav på. Det var gaven. Bliv der og giv gaver til naboerne, selvom de angriber i tide og utide.

1947-grænsen gav i sin tid anledning til krige, som Israel benyttede til at ekspandere. I dag vil samme grænse give anledning til en dyb fred.

Israel bør give gaver, som det selv var en gave.

 

C.

Det er ikke hver dag, at en stor gruppe lande afgiver suverænitet til et overnationalt bureaukrati og en fælles ide.

Det skete med Rom-traktaten i 1958. Efterfølgende blev gaven til en tvingende form, som gavegiverne, de enkelte lande, skulle passe ind i. ”Den fælles ide” teknificeredes i en europæisk union. Vi fik et Juncker-styre.

EU har godt og grundigt vundet kampen om Brexit. Det er i al fald mit indtryk. En svag britisk regering må betale for det hele og har tilmed mistet kontrollen over sine grænser og indre enhed. Landet ender som en lille og tavs region på kanten af Junckers union.

Storbritannien, som befriede Europa i 1945, har i årevis deltaget og betalt til det europæiske orkester. Men da landet igen ville være sig selv, fandt det ud af, at der slet ikke var noget orkester, men blot en teknokratisk enheds-union med lidt folkevalgt støj uden hukommelse.

EU bør give gaver, som det selv var en gave. F.eks. bør EU foreslå en halvering af den britiske tilbagebetaling samt fri britisk adgang til det indre marked med ledsagende egenkontrol over landets grænser. EU skal give gaver tilbage og sige tak for indsatsen og styrke den britiske selvstændighed.

Men, siger du måske, så vil alle de andre lande jo kræve samme ordning, og så vil EU gå i opløsning. Måske og måske ikke, men det vil i så fald være en test af ”den fælles ide”, altså hukommelsen.

 

D.

Catalonien vil gerne forlade Spanien. Over 50% stemte på separatistiske partier. Og mon ikke ca. 30% har stemt unionistisk af pragmatiske grunde? En ”pragmatisme”, som er styrket af den spanske regerings stædighed?

Så altså 80%, hvis der var en fri situation.

Spanien bør give gaver.

EU kunne passende være den ”fælles ide”, som kan gøre dette muligt. Pt holder EU sig uden for konflikten med henvisning til staternes selvbestemmelse. Det er en dårlig undskyldning efter min mening. EU’s passivitet skyldes nervøsitet ved det folkelige. Det vil sige, at EU har mistet sin kontakt til sin karakter af gave. Catalonien og Brexit udstiller EU som gaveløs.

 

37. d. 30. december: Eurovision https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155972282469481&id=837549480

Jeg er virkelig træt af Søren Pinds og Antorinis læringsprocesstyring af universiteter og skoler. Pind er på sin vis den værste, for han taler om dannelse samtidig med.

I stedet har jeg forsket i noget mere ”relevant”, som har langt højere ”kvalitet” og formodentlig også mere ”faktura”, nemlig det europæiske melodigrandprix. På Youtube fandt jeg en video med klip fra alle vinderne (fra 1956 frem til 2015).

Der er mange dejlige sange, som er fyldt med virkelige historier, men som med pædagogik gælder det også her, at 00’erne var forfærdelige.

Join us! Som de siger på Copenhagen Business School, når de skal være faglige 🙂

And here is the result of the Risskov-jury:

De 30 bedste ud af de 65 vindere er følgende (en stjerne ved top 10, to stjerner ved top 5 og tre stjerner ved nr. 1 på hele Pisa-listen):

1963: Dansevisen (DK)**
1964: Non l’eta (Italien)
1965: Poupée de cire, poupée de son (Luxemburg)
1967: Puppet on a string (UK)
1969: Boom bang-a-bang (UK)
1970: All kinds of everything (Irland)*
1974: Waterloo (Sverige)
1975: Ding-a-dong (Holland)*
1976: Save your kisses for me (UK)
1977: “L’Oiseau Et L’Enfant” (Frankrig)***
1978: A ba ni bi (Israel)
1979: Halleluja (Israel)
1981: Making your mind up (UK)
1984: Diggi-Loo Diggi-Lay (Sverige)
1985: La det swinge (Norge)
1987: Hold me now (Irland)
1991: Fångad av en stormvind (Sverige)*
1993: In your eyes (Irland)**
1994: Rock’n roll kids (Irland)
1995: Nocturne (Norge)
1996: The voice (Irland)
1997: Love shine a light (UK)
2002: I wanna (Letland)
2009: Fairytale (Norge)
2010: Satellite (Tyskland)*
2011: Running scared (Aserbajdsjan)
2012: Euphoria (Sverige)*
2013: Only teardrops (Danmark)
2014: Rise like a phoenix (Østrig)**
2017: Amar pelos dois**

Godt nytår!

Alle vinderne i rækkefølge
https://www.youtube.com/watch?v=9JYTpFBF9-I

Liste over vinderne:
https://da.wikipedia.org/…/Vindere_af_Eurovision_Song_Conte…