Den ulovlige advarsel til Schmidt

Hvordan var det nu, den ulovlige advarsel til Erik Schmidt lød?

Altså dén ulovlige advarsel, som Odense Kommune tildelte Schmidt d. 2. juni 2014, hele 14 dage efter, at han havde sagt op i protest mod det, som byretten kaldte for for “lukket ledelse”.

Dén ulovlige advarsel, som kommunen stadig – efter 4½ års nidkær vedholdenhed – stadig nægter at undskylde for eller drage de retlige og pædagogiske konsekvenser af, selvom den har tabt med et brag ved Østre Landsret.

Dén ulovlige advarsel, som var så tindrende ulovlig, at den nu kan komme på museum sammen med Bjarne Riis’ dopingrecepter.

Advarslen indeholdt to momenter, som landsretten strukturerer sine begrundelser efter, samt en konklusion (undervejs er der et mødereferat, men det udelader jeg her. Jeg har rettet kommafejlene i citaterne fra advarselsteksten):

 

A. Advarslens 1. del

Del 1: ”Baggrunden for den tjenstlige samtale var, at ledelsen oplever, du er meget negativ over for de forandringer, Agedrup Skole er i lige nu. Dette kommer ofte til udtryk på fællesmøder, hvor du har negative holdninger og synspunkter.” (Odense Kommune 2014)

Ifølge Østre Landsret kan denne del af advarslen ikke begrundes i henhold til dansk ret. Schmidt deltog i den almindelige debat om de emner, som var på skolens og mødets dagsorden, herunder en drøftelse af ledelsens forslag til skolens vision samt af forberedelsesfaktorer for undervisningen. Han var ikke “særlig negativ”, som det næsten ironisk hedder i afgørelsen, men gjorde blot sit arbejde efter sit fags standarder.

Så Odense Kommunes advarsel var et anslag mod ytrings- og åndsfrihed på skolen, en fratagelse af en pædagogs kæreste eje, nemlig hans frie ord.

Faktisk kan man godt sige, at Odense Kommune har forbrudt sig mod hele sammenhængen mellem Grundloven og Skoleloven. Kommunen har frataget en borger muligheden for at tale og handle, og den har ødelagt skolens begreb og pædagogiske liv. Den har knægtet både grundlovens ytringsfrihed og skolelovens åndsfrihed og demokratiske prægning.

 

B. Advarslens 2. del

Del 2: ”Det opleves, at du også er med til at piske en negativ stemning op i personalegruppen. Dette kom særligt til udtryk på personalemødet den 7. maj 2014, hvor du begyndte at råbe højlydt og beskyldte skolens leder for at udøve ”lukket ledelse”. Du råbte gentagne gange, bl.a. ”Nu må det vanvid stoppe!”. (Odense Kommune 2014)

Ifølge retten blev der ikke pisket en ”negativ stemning” op. Schmidt blev vred, men det var ok, for vreden vedrørte sagsforhold, og det var ikke noget, der kendetegnede Schmidts virke i øvrigt, tværtimod. Det var derfor en slags saglig vrede.

Schmidt råbte ifølge retten ikke ”gentagne gange”, men ”én gang”, og retten kan ikke præcist sige, hvad det var, Schmidt råbte. Faktisk er det efter min mening slet ikke godtgjort, at han ”råbte”, men det mener landsretten trods alt, og fred være med det. Mange flere burde have råbt i 2014.

Man må altså gerne en gang imellem vise følelser, herunder vrede, i forbindelse med drøftelse af forhold af fælles interesse. Ja, efter min mening bør en seriøs skoleledelse opfordre til “den livligste vekselvirkning”, som det hedder i dannelsesteorien.

Odense Kommune har forsøgt at demontere en borgers ret til at engagere sig i sit arbejde og en lærers ret til at diskutere sit fag med fornuft og følelse. Og Kommunernes Landsforening understøtter dette brud på moralske og juridiske principper.

KL siger, at dommen ikke er principiel. Men det kan jeg love for, at den er. Men dommen opfinder ikke et princip. Den fastholder blot de principper, som altid har eksisteret, siden demokratiet kom til vores del af verden. På den måde er dommen både beskeden uprincipiel og storladen principiel på samme tid

KL og Odense aner ikke, hvad demokrati og dannelsesprocesser er. Til gengæld kan jeg oplyse til almen interesse, at Odense Kommune har noget, de kalder for en ”dannelsesstrategi”, og det er jo virkelig sjovt.

 

C. Advarslens konklusion

Advarslen afsluttes med følgende passus:

”På baggrund af ovenstående tildeles du en advarsel, hvor det præciseres overfor dig, at ovenstående adfærd er uacceptabel, og du straks skal ændre din adfærd til ordentlig og konstruktiv kommunikation.  Det præciseres ligeledes overfor dig, at det er ledelsen, der har ledelsesretten.” (Odense Kommune 2014, mine kursiveringer)

Følger vi konsekvensen af rettens begrundelser, er der i Schmidt-sagen slet ikke tale om ”adfærd”, men om rationelle handlinger, og udtrykket ”konstruktiv kommunikation”, kan man herefter heldigvis heller ikke lægge til grund for en tjenstlig sanktion. Det er sådan et slags lavthængende HR-positiv psykologi-udtryk, som intet har at gøre med lov, pædagogik og politik.

Schmidt var skam særdeles “konstruktiv”, for han drøftede skolens anliggender med al den viden og erfaring, han har opsparet i et langt fagligt liv, og gjorde sin pligt ved at tale imod Odenses og Skolelederens fikse ideer, så en virkelig pædagogik kunne komme til syne. Derimod var skolelederen og Odense autoritære og destruktive, hvilket skyldes skolereformens grundlæggende ideologi.

Endelig nævner advarselsteksten ”ledelsesretten”. Men den omfatter altså ikke retten til at ødelægge det, som man ifølge skolens formål og tradition er sat til at passe på. Så det er skam ikke ledelsen, der har ledelsesretten på en skole. Det har loven og pædagogikken. Lederen skal bare makke ret over for disse to instanser, ligesom læreren skal. Og begge “instanser” er fyldt med lag og rev og landskaber, hvis jord og natur er komponeret af bandeordene fornuft og følelse og åndsfrihed, hvilket henne hos KL hedder “negative synspunkter” og “adfærd”.

 

Links:

Analyse af KL’s syn på landrettens dom: http://www.thomasaastruproemer.dk/kl-benaegter-landsrettens-begrundelser-i-schmidt-sagen.html

 

KL benægter landsrettens begrundelser i Schmidt-sagen

KL har reageret officielt på Landsrettens dom i Agedrup-sagen, hvor Erik Schmidt og DLF jo vandt en knusende sejr. KL’s reaktion lader til at være fuldstændig afstemt med Odenses skolechef, som blev interviewet på Fyens.dk i går. Begge indlæg forsøger at afvise sagens principielle aspekter.

Her er lidt om KL’s officielle markering på organisationens egen hjemmeside.

KL’s juridiske chef, Pernille Christensen, skriver, at Landsrettens dom ikke handler om ”en sejr for ytringsfriheden”, og at den skam ”slet ikke handler om, hvorvidt lærere har ytringsfrihed på personalemøder”. Dommen handler derimod kun om ”at der skal være en pæn og ordentlig tone, også når man holder møder sammen”.

Lad os se på logikkens bestanddele:

 

1. Handler dommen om ytringsfrihed?

Ja, det gør den. For Landsretten lægger til grund, at Schmidt ”gav udtryk” for en kritik af ”skolens vision”, som han mente skulle være ”et fælles projekt”. Og retten lægger også til grund, at Schmidt ”stillede spørgsmål”, og at han ”gav udtryk for sin utilfredshed”. Dernæst skriver dommerne, at ”der var tale om et personalemøde, hvor der var EN DEBAT, hvilket efter bevisførelsen faldt inden for mødets formål” (min fremhævning).

Endelig påpeger dommerne, at ledelsen på Agedrups Skole forholdt skolens lærere centrale oplysninger, og det underforstås dermed, at Schmidt handlede decideret rationelt ved at påpege dette forhold.

Det medgives – hvilket Schmidt selv siger – at Schmidt var vred, hvilket mange af hans kolleger også var, men man må altså ifølge dommen godt vise følelser på en dansk skole, også når følelserne er en del af en faglig debat.

Så Schmidt brugte sin ret til at ”give udtryk, spørge og debattere” til skolens visioner, hvilket netop er det, ytringsfrihed handler om.

Denne ret anfægtede Kommunen, fordi dens begrundelse for advarsel var følgende formulering:

”Baggrunden for den tjenstlige samtale var, at ledelsen oplever, du er meget negativ over for de forandringer Agedrup skole er i lige nu. Dette kommer ofte til udtryk på fællesmøder, hvor du har negative holdninger og synspunkter” (fra advarslen)

Dommerne giver Schmidt fuldstændig ret. Schmidts tale var helt inden for rammerne af åbenhjertighedens principper.

Skulle dommernes begrundelser, som jeg har anført, ikke være ”principielle”? Og skulle denne sag ”slet ikke handle om, hvorvidt en lærer har ytringsfrihed på personalemøder”. Det er jo en absurd vurdering i lyset af de citater, jeg har anført.

Hvis ikke Schmidt havde stået fast i over 4 år, så havde KL’s totalitære formuleringer stået som en skamstøtte over, hvad pædagogisk debat og kritik er og kan være. Det ville have tømt hele det pædagogiske liv for liv i fuld overensstemmelse med foreningens skolesyn.

Så på en måde har KL endnu mindre ret, end organisationen selv tror. For gårsdagens dom er nemlig ikke blot en sejr for ytringsfriheden. Det er meget mere end det. Det er en sejr for den pædagogiske frihed, og dermed for skolens formål og
Grundlovens hele essens. Sejren er en beskyttelse af den næste generation.

Sådan er det, fordi retten har understreget retten til at spørge, debattere og vise følelser på en pædagogisk institution; en ret som KL har forsøgt at fjerne fra samfundet.

 

2. ”God og ordentlig tone”

KL mener – jf. citatet – at sagen i stedet handler om ”et helt andet spor”, nemlig om ”en god og ordentlig tone” på “personalemøder”. Men det står der da ikke noget om i dommen? Slet ikke, faktisk. Tværtimod er det nu berettiget at vise en følelse.

Og så er det da nærmest komisk, at hvis man sesr på rettens vurdering af KL’s konstruerede logik, så må KL jo have kæmpet for en dårlig og uordentlig tone? Det er jo logik.

Og netop ”tone” har da alt at gøre med ytringsfrihed. Er der nogen, der kan være i tvivl om det i dag efter 13 års tone-debat? KL-juristens sætning opløser sig selv fra alle leder og kanter.

Artiklens afsluttende beskrivelse af sagen er så mangelfuld og ideologisk, at jeg må nøjes med at lade den står som skræk og advarsel til alle, som laver business med denne organisation.

 

Links:
Link til KLs kommentar til dommen:
http://www.kl.dk/…/Dom-i-Ostre-Landsret-handler-ikke-om-l…/…

Kommentar og link til Odense Kommunes skolechefs reaktion: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156794413354481&id=837549480

Advokaten Tyge Trier deler min konklusion, hvilket fremgår af en artikel på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/647809/ekspert-erik-schmidt-dommen-handler-om-ytringsfrihed

Se også analyse af selve advarslen: http://www.thomasaastruproemer.dk/den-ulovlige-advarsel-til-schmidt.html

 

 

Annette Linds finansministerielle skole

Der er ballade i skolepolitikken i disse dage. Den socialdemokratiske ordfører, Annette Lind, som har en brændende mave for skolereformen, har kastet sig ud i en indædt og stampende kamp. Hun mener, at Merete Riisager er “uprofessionel” og vil derfor have flyttet forhandlingerne af regeringens skoleudspil over i finansministeriet, hvor Kristian Jensen skal sidde ved bordenden.

 

A. Kontekst

Konteksten er følgende: I regeringsgrundlaget står der, at man vil “justere” skolereformen og udnytte dens “frihedsgrader”. Denne justeringsfilosofi blev i september 2018 udmøntet i et skolepolitisk initiativ, som Merete Riisager lancerede sammen med to to ministre Lars Løkke og Sophie Løhde, som jo begge er fra Venstre. Jeg har tidligere analyseret udspillet, som forsøger at samle op på nogle af de sidste par års skolepolitiske justeringer, herunder mere pædagogisk frihed fra KL’s ideologi og en mere kundskabsorienteret faglighed, hvilket jo er godt. Desværre er udspillet også en integration af skolepolitikken under regeringens overordnede teknologiske, ledelsesmæssige og økonomiske dagsorden, den såkaldte ”disruption”, hvilket ikke er så godt. Der er også lidt korrektioner i timetal og andet småteknisk mikrodiversitet. Justeringen er bestemt ikke en revolution, og kan stik imod Riisagers ønske hurtigt ende med at forstærke skolereformens værste sider. Det var i al fald min analyse tilbage i september. (der er links i bunden til det hele)

 

B. Annette Lind (S) og Anni Matthiesen (V)

Annette Lind var allerede i 2012 en ildstøtte for Antorinis og Corydons konkurrencestatsskole, og hun har stået fast med en form for nidkær ejendommelighed lige siden. Her er en tre eksempler:

For det første var der et samråd sidste år, hvor Lind med et insisterende blik gik til angreb på noget, hun kaldte for ”røv til bænk”-pædagogik, og hvor Riisager måtte bruge sin cand.pæd-uddannelse til, venligt men også bestemt, at afvise den slags reduktioner af undervisningens hele filosofi.

En anden lejlighed var i folketingssalen, hvor Antorini og Lind var ude i en nærmest frådende fælles kamp for fagløse STEM-skoler i Sønderjylland. Her stod Riisager i ensom majestæt i en nærmest Muhammed Alisk rope-a-dope, mens de socialdemokratiske ulvinders slag haglede ned over paraderne. Heldigvis stod Riisager fast. Ja, min vurdering er, at hun faktisk vandt dysten, hvilket Muhammed Ali jo også gjorde i 1974 i Zaire, da George Forman måtte i kanvassen i 8. omgang.

Endelig – og meget vigtigt i denne sammenhæng – har Annette Lind kaldt Riisager for en ”outreret minister” i september 2018, altså netop da forhandlingerne om det aktuelle udspil skulle til at starte. Citatet fra Lind er: ”I en tid med en så outreret minister er det vigtigt, at man holder sammen i de ansvarlige partier”. Med det udsagn afviste Lind faktisk overhovedet at forhandle udspillet. Det var da “uprofessionelt” om noget.

Og nu er Lind igen på krigsstien. Hun kan ikke klare sig i det “outrerede” fagministerielle forhandlingslokale, så hun har aftalt med sin kampfælle i Venstre, Anni Matthiesen, som har cirka samme generalieblad som Lind, at man nu vil tvinge skoleforhandlingerne hen til finansministeriet. Derovre er man meget bekendt med Linds og Mathiesens ”tanker”, eftersom det netop var konkurrencestatspolitiker og finansminister Bjarne Corydon, der med Antorini som underordnet ildsjæl stod bag skolereformen i 2013.

Lind er mest tryg ved, at pædagogikken bor i finansministeriet. Her kan man bedre forstå Linds tomme sprog. Skolereformen er jo finansministeriel i sin essens. Riisager har flere gange påtalt og kritiseret skolereformens læringssyn, både i pressen og andre steder, og store dele af skoleforskningen er helt enig. Ja en helt række skoleforskere, heriblandt filosoffen Peter Kemp og psykologen Lene Tanggaard, skrev en decideret forsvarskronik for Riisager i sommers. Men Lind har slet ikke øre for andre end finansministeriet. Det er også derfor, jeg kalder hendes parti for Konkurrencestatspartiet, hvilket betyder skole=finans=OECD.

Og så er det svært ikke at gøre sig lystig over en fadæse af Lind: Riisager forlader jo landspolitik efter valget. Det svækker hendes forhandlingsposition, men giver hende også nogle retoriske frihedsgrader, hvilket hun benytter sig af, når hun i pressen kritiserer finansministeriets indflydelse på skolepolitikken. Lind siger så, at forhandlingerne skal flyttes til finansministeriet, fordi ministeren her vil være den samme, også efter valget. Hun siger til Politiken: ”Vi vil diskutere med en minister, som reelt er der, når et valg er ovre”.

Så Lind satser ikke på en socialdemokratisk finansminister? Er Lind pludselig blevet Venstre-kvinde? Jeg tror, at andre end mig lo i moustachen lige der over sådan en gang politisk-strategisk ubehjælpsomhed. Skal man kalde det “uprofessionalisme”?

 

C. Alex Ahrendtsen (DF)

Riisager er ikke begejstret for, at V og S har haft held med deres manøvre. Det fremgår tydeligt af gårsdagens mange artikler om sagen, og hun forsøger ikke at skjule det. DF’s Alex Ahrendtsen støtter Riisager og kalder ligefrem Linds aktion for ”mobning”, hvilket efter min mening er et uheldigt ord i denne sammenhæng. Vi er i politik, og Lind kæmper bare sin sag, som handler om at få skolen derhen, hvor hun mener, den hører hjemme, nemlig i finansministeriet og hos en V-S-akse. Derimod har Ahrendtsen ret i – jvf. mine eksempler – at Lind er nærmest ufremkommelig i sin ideologiske stålsathed, hvilket altid virker ubehageligt, også på mig. Det er dårligt for opfattelsen af socialdemokratiet som et seriøst skolepolitisk parti, men det er ikke “mobning”.

Lind har faktisk også ret i en anden ting, hun siger; nemlig at ingen rigtig ved, hvorfor DF ikke støtter regeringens forslag om de KL-frie skoler. Min teori er, at DF er bange for, at sådanne semi-frie skoler siger et eller andet arabisk ord. Den form for nationalistisk identitetspolitik var også baggrunden for, at DF i sin tid gik imod frie seminarier, der ellers kunne fungere som modpol til de store beton-UC’er, som er skåret over skolereformens læst. Når DF begynder på den slags, hvilket desværre sker tit, kalder jeg partiet for Dansk Fryseparti. Men Ahrendtsen skal have ros for – som den eneste – at støtte Riisager. Han er inden for pædagogisk rækkevidde, når man blot ikke siger nogle helt bestemte ord.

 

D. Jacob Mark (SF)

SF’s Jacob Mark har alt for meget uld-i-mund. Han nøjes med at konstatere, at forhandlingerne er gået i stå, men at man da godt kan flytte forhandlingerne, hvis det skulle hjælpe. Denne ”holdning” er meget skuffende. Mark er nemlig normalt enig med Riisager i mange ting, når det kommer til substansen. F.eks. var han og Riisager enige om at kritisere København og Aalborg Kommune for at sende deres skoleledere til Handelshøjskolen i Oslo, hvor instrumentalismen dominerer totalt. Og ved flere andre lejligheder har Mark udtrykt sig ligeså kritisk mod skolereformens læringssyn som Riisager. De ved begge, hvad det drejer sig om. Derfor er det en blunder for Mark, at han ikke er mere skarp i sin kritik af Lind, som jo står for det stik modsatte af SF. Her havde han muligheden for at sætte en pind i V-S-hjulet. I stedet valgte han at lyde som en embedsmand fra det radikale venstre.

 

E. Marianne Jelved (RV)

Apropos de radikale: Marianne Jelved støtter Linds aktion med 100%. De radikale er vilde med konkurrencestatslige læringsrevolutioner, digitaliseringskommissioner og finansministerier. De kalder det for ”humanisme”.

Jens Rohde tog dog Riisagers parti på twitter, men han bor jo i en blanding af Bruxelles og Viborg, så et enkelt tweet på lang afstand gør ikke svale til flok.

 

F. Politiken

Politiken har i dagens anledning valgt at køre sin sædvanlige reformaffirmative vinkling på sagen: Både i et interview med uddannelsesredaktøren Jacob Fuglsang, som er kendt for at sammenligne Riisager med Trump, og via en kronik i dagens avis, hvor lektor Janne Hedegaard Hansen lyder som Antorini i 2013. Til gengæld kan jeg endnu engang anbefale dækningen i Altinget, som når langt bedre rundt.

 

G. Danmarks lærerforening

Danmarks Lærerforening var med det samme ude med kritik af Linds initiativ. Danske lærere ved godt, hvad det vil sige at have Corydon og Lind med i klasseværelset.

 

H. Konklusion

På sin vis bekræfter udviklingen min egen analyse af skoleudspillet, som gik ud på, at Riisagers ideer var ved at blive opslugt af regeringens disruptionsideologi, som jo fremføres af især finans-ministeriet og erhvervsministeriet i koncert, og som forstærker skolereformen i stedet for at justere den.

 

Diverse links:

Min egen analyse af skoleudspillet med fuld link-struktur fra d. 12. september 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/regeringens-skoleudspil-folkets-skole-faglighed-dannelse-og-frihed-justeringer-af-folkeskolereformen.html

Kronik i Politiken, hvor en række forskere roser Riisagers arbejde: https://politiken.dk/debat/kroniken/art6666864/Drop-kritikken-af-af-Merete-Riisager.-Hun-er-den-bedste-undervisningsminister-i-mange-%C3%A5r

Omtale af Annette Linds ”røv til bænk”-aktion, december 2016: http://www.thomasaastruproemer.dk/roev-til-baenk.html

Linds og Antorinis aktion i Folketingssalen, 3. februar 2018: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156070048554481&id=837549480

Dengang Lind kaldte Riisager for ”outrereret” i september 2018: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156589292399481&id=837549480

Jacob Mark og Riisager om kommunernes samarbejde med handelshøjskolen i Oslo: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156681608044481&id=837549480

 

Dækningen af den aktuelle diskussion i medierne (opdateres løbende):

Altinget:

14. november: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/riisager-faar-ekstremt-svaert-ved-at-lande-skoleaftale

27. november: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/riisager-mister-skoleforhandlinger-sender-stikpille-til-finansministeriet

28. november: https://www-altinget-dk.ez.statsbiblioteket.dk:12048/uddannelse/artikel/baggrund-ballade-i-skolegaarden

D. 29. november: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/danske-skoleelever-er-glad-for-skoleforhandlinger-i-finansministeriet?toke=6172722d18f94454a0454450833cb4b3&fbclid=IwAR1q9Er5nFIGQaV4IkNzZenRIErah2Uf1RYUwGYOrfgGj0GOzesyg_S5JbA

Annette Linds forklaring, d. 29. november: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/s-hvor-er-friheden-i-regeringens-folkeskoleudspil?ref=newsletter&refid=29624&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=uddannelse

D. 4. december: DF nægter at gå i Finansministeriet i solidaritet med Riisager: https://www-altinget-dk.ez.statsbiblioteket.dk:12048/uddannelse/artikel/df-naegter-at-forhandle-folkeskole-i-finansministeriet

 

Folkeskolen.dk:

D. 27. november:

https://www.folkeskolen.dk/647504/df-skoleforhandlinger-flyttes-til-finansministeriet-paa-grund-af-mobning-fra-s?fbclid=IwAR10TQmU4jG4eAJzolTpdgC4hkglo59cotKMWM0nERC8wywFD3SwBYI5s_Y

https://www.folkeskolen.dk/647520/riisager-skoleforhandlinger-i-finansministeriet-er-ikke-godt-for-folkeskolen

https://www.folkeskolen.dk/647514/s-afviser-df-kritik-om-minister-mobning-vi-vil-bare-gerne-have-en-aftale

D. 28. november:

https://www.folkeskolen.dk/647612/dramaet-fortsaetter-i-finansministeriet-forstaa-oekonomien-i-forhandlingerne

 

Danmarks Radio:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/merete-riisager-s-er-mere-optagede-af-min-person-end-af-indholdet-i-folkeskolen

 

Politiken:

Interview med Lind og Riisager: https://politiken.dk/indland/uddannelse/art6868899/Finansminister-overtager-skoleforhandlinger-fra-undrende-Riisager

Uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang udlægger sin tekst: https://politiken.dk/indland/uddannelse/art6869271/Forholdet-er-meget-bet%C3%A6ndt.-Det-er-virkelig-d%C3%A5rligt.-De-stoler-ikke-p%C3%A5-hende

Janne Hedegaard Hansens kronik: https://politiken.dk/debat/kroniken/art6858105/Regeringens-skoleudspil-rammer-helt-forbi-skiven?fbclid=IwAR0E8SxfNeKkYhA9EK2gMifgQINJ2XmI9AV-ICqQDYhiPJEWcP8KCQyR6nU

 

Berlingske:

https://www.berlingske.dk/politik/merete-riisager-fjernes-fra-bordenden-i-svaere-forhandlinger-om

 

Piopio:

https://piopio.dk/finansminister-tager-skoleforhandlinger-fra-undervisningsminister

Angreb på folkeskolens fag og formål

Indhold:

0. Indledning

  1. Samspillet mellem fag og formål i folkeskoleloven, afsnit A-E
  2. Claus Holm i Politiken, afsnit A-F
  3. Claus Holm i Altinget, afsnit A-C
  4. DPU og OECD
  5. OECD-propaganda på DPU, afsnit A-E
  6. Area 9 og Skolereform 2.0
  7. Ny test i formålsparagraf: ”Udvikling i livsfærdigheder”, afsnit A-C
  8. OECD og Singularity
  9. Fire-dimensional uddannelse
  10. Skolereformens og OECD’s to lag

De fleste links er anført sidst i hvert kapitel. En række links om OECD’s læringsforståelse er angivet til sidst.

 

Indledning

Folkeskolen er i under angreb i denne tid. Det er især fagene, men også skolens formål og derfor også resten af skolens praksis, som er under beskydning. Og beskydningen orkestreres af ledende kredse på DPU, som har rødder i skolereformens ideologi og implementering. I orkestergraven sidder også OECD, nogle flittige lærings-firmaer og nogle store kommuner og spiller med fuld forstærkning.

Før jeg starter med at beskrive slagmarken, vil jeg gennemgå folkeskolelovens ideal, når det kommer til fag og faglighed, samt dette ideals samspil med skolens formålsparagraf. Dernæst viser jeg, hvordan en række artikler og tiltag, som inspireret af OECD’s læringsforståelse, omdanner fag og formål til ukendelighed. Jeg argumenterer for, at vi er havnet i en skolereform 2.0, som indeholder og radikaliserer den oprindelige skolereforms værste lag.

 

1. Samspillet mellem fag og formål i folkeskoleloven

Her er den centrale formulering i folkeskolelovens §5:

”Indholdet i undervisningen vælges og tilrettelægges, så det giver eleverne mulighed for faglig fordybelse, overblik og oplevelse af sammenhænge. Undervisningen skal give eleverne mulighed for at tilegne sig de enkelte fags erkendelses- og arbejdsformer. I vekselvirkning hermed skal eleverne have mulighed for at anvende og udbygge de tilegnede kundskaber og færdigheder gennem undervisningen i tværgående emner og problemstillinger.”

I resten af §5 opremses alle skolens fag + noget teknik.

Lad os se på, hvad der står i citatet:

 

A.

Bemærk paragraffens fokus på indhold. Fagene handler om ”indhold”. Det er det første ord, som hele paragraffen udspringer af. Og “indhold” relaterer direkte til ordet ”kundskaber”, som er formålsparagraffens centrale begreb, jf §1. ”Kundskab” optræder også i slutningen af §5-citatet, som en helt naturlig forudsætning for fagenes hele betydning og sammenhæng. Kundskab har nordiske rødder og henviser til ting som ’bekendt, indfødt, skabelse, skæbne og myndighed’.

(Der er altså en meget grundlæggende pædagogisk sammenhæng mellem §1 og §5. Dertil bør man nævne §18, der vedrører lærerens selvstændige arbejde med fagene, den såkaldte metodefrihed, som også udspringer af §1 og §5. Så skoleloven har altså en grundlæggende §1-§5-§18 struktur. Men §18 lader jeg dog ligge i denne omgang, hvor det især er §5-§1, der er til debat.)

Med ”indholdet” som det juridiske udgangspunkt er det svært at forstå skolereformens almene slogan ”fra indhold til læring” eller Claus Holms specifikke ”Den indholdsstyrede didaktik er død, længe leve den læringsmålsstyrede didaktik”, som var ledetråden i lederspalten for DPUs magasin Asterisk i 2015.

 

B.

Fag og kundskaber knyttes sammen i §5’s udtryk ”faglig fordybelse, overblik og oplevelse af sammenhæng”. At finde kundskaber er derfor at indgå i en fordybelsesproces med et fags dialoger, ting og videnskab. Det er denne proces, som eleverne via §5 inviteres til at deltage i og ”opleve”. Og læreren inviterer og “tilrettelægger”, dvs. lægger tingene til rette, så eleverne kan opleve denne fordybelse i faget og dets ting.

 

C.

I §5 står der også, at fagene består af ”erkendelses- og arbejdsformer”. Via lovens understregning af indholds- og kundskabs-sammenhængen betoner ”erkendelses- og arbejdsformer” det vigtige forhold, at et fag er en historisk-poetisk praksis, som naturligt knytter sig til indholdets eksistens og tilsynekomst. Her bliver vi klogere (”erkendelse”) og undersøger tingene (”arbejde”). Hvis man tager indholdet ud af ligningen, hvilket man altså ikke bør, så bliver ”erkendelse” til ”iagttagelse”, og ”arbejdsform” bliver til ”metode”. Systemteorien, som er skolereformens filosofi, begår netop denne fejl.

 

D.

Undervisningen i fag ”skal give mulighed” for tilegnelse, står der. Udtrykket ”skal give” optræder også i formålsparagraffen, §1, stk.1. Dermed betones, at vi er i en neo-herbatiansk sammenhæng, dvs. i horisonten for det pædagogiske paradoks: Det er tvang og gave på samme tid. Ordet ”mulighed” er en anerkendelse af, at undervisning ikke kan erstattes med en elektronisk applikation eller det såkaldte Learning Analytics, som er databåren læringsoptimering. ”Mulighed” forudsætter lærerens anerkendelse af barnets frihed og også af sin egen frihed. ”Mulighed” optræder hele tre gange i paragraffen, og hver gang sammen med forskellige udgaver af ”skal give”.

Denne treenighed af tvang, frihed og gave må være en barndomsfest.

Og husk på at ordene “skal, give, mulighed,” er en del af “fag, fordybelse, sammenhæng, oplevelse” og af ”indhold og kundskaber”.

 

E.

Fagene og hele deres historisk-poetiske praksis er udgangspunktet for, at fagene kan indgå i en ”vekselvirkning” med ”undervisningen i tværgående emner og problemstillinger”. Hermed henvises til projekt- og emneorienterede forløb, som trækker på den reformpædagogiske tradition, som man f.eks. finder den hos Celestin Freinet og i John Bertelsens Skrammologi.

Men vekselvirkningen kan også sætte sig igennem inde i faget selv, eftersom fagene selv er vekselvirkninger, qua pkt. 1-4.

Dermed etableres en indre vekselvirkning mellem fagtradition og reformpædagogik, hvor det ene dukker op i det andet i forskellige former for rytmer og synteser, som kun en uddannet lærer kan overskue.

Ordet ”vekselvirkning” emmer af dannelsestradition. Ordet var f.eks. centralt for både Grundtvig og von Humboldt.

 

F.

Sådan står der altså i loven. Men som vi skal se, hersker der fuldstændig ligegyldighed over for dette faktum. Ligegyldigheden kunne allerede aflæses i de tidlige reformdokumenter fra 2012 og frem, hvilket bl.a. Keld Skovmand gjorde opmærksom på i sin indflydelsesrige bog ”Uden mål og med – forenklede fælles mål” fra 2016. Men aktuelt har ligegyldigheden fået en radikaliseret form, som jeg nu vil forklare.

Link til Folkeskoleloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=196651

 

2. Claus Holm i Politiken

D. 7. november havde DPU’s institutleder, Claus Holm, en kronik i Politiken. Kronikken hedder ”Enøjet fokus på faglighed svækker folkeskolen”. Det er ikke rar læsning, hvis man har §1-§5, altså skolens lov, in mente.

 

A.
Holm sidestiller konsekvent skolens fag med tekniske færdigheder. Denne fag=teknik-ligning er stik imod skoleloven, hvis grundlæggende §1-§5 struktur knytter fag og formål sammen i en samlet og bred pædagogisk tradition, der har både oplysningsfilosofiske, reformpædagogiske og grundtvigske elementer.

Som det fremgår af kapitel 1’s citat fra Holm om ”indholdsdidaktikkens død”, så har han selv i høj grad bidraget til at fremme indholdstømningen af faget..

 

B.
På grund af reduktionen af fag til teknik ender Holm pr. logik med at gøre op med fag i §5’s forstand. Dermed får vi i hele kronikkens begrebsstruktur et meget alvorligt angreb på skolens kundskabspligt og hele formål. Fagenes dialoger, historie, og deres videnskabelige og folkelige materie forsvinder simpelthen.

Med udgangspunkt i sin fag=teknik-reduktion kan Holm konkludere, at fokus på “faglighed” fører til noget, han kalder for ”funktionel stupiditet”. Funktionel stupiditet betyder ifølge Holm, at man er god til en testbårne færdigheder, men dårlig til “skolens formål”, som efter Holms ragekniv pludselig er blevet noget heeeelt andet end ”faglighed”, nemlig generelle kompetencer som handler om elevernes ”dømmekraft” og ”kompetencer til at gøre brug af viden og færdigheder”. Og husk at disse kompetencer nu er taget ud af fagene. §5 er dermed udraderet.

Og hvorfor vil Holm gerne have disse fagløse ”kompetencer” placeret? Jo, i kronikken giver han en begrundelse. Den lyder sådan her:

”At formulere skolens kerneopgave som at fordybe sig i faglig læse-stave-viden er for begrænset og ikke tidssvarende. Tror vi andet, fordummer vi næste generation ved at svække deres dømmekraft og kompetence til at gøre brug af deres viden og færdigheder. Det er for eksempel formuleret i projektet ’Small Great Nation’, hvor Deliotte og tænketanken Kraka formulerer sociale, ledelsesmæssige, analytiske og digitale færdigheder som afgørende på fremtidens arbejdsmarked. Det mål fordrer en mere tværgående og problemorienteret undervisning, end de politiske mode tilsiger i dagens Danmark.”

Det er helt uden for min horisont, hvordan lederen af dansk pædagogisk forskning kan begrunde samfundets pædagogiske formål med henvisning til Small Great Nation, som består en rent økonomisk/ partipolitisk defineret tænketank (Kraka) og et revisionsfirma (Deloitte). På en måde stopper alting her. Small Great Nation er helt ubehjælpsom, når det kommer til pædagogik og uddannelsesvidenskab. Det er et konkurrencestatsligt og vidensøkonomisk meget lokalt defineret projekt. Vi er i konkurrencestatsområdet. Holm har da også i mange år flittigt promoveret ”konkurrencestaten” på det pædagogiske område.

Holm giver ikke nogen præcis reference for sin omtale af Small Great Nation, men jeg vil tro, at han har studeret rapporten om “Sammenhængskraften i Danmark”, især kapitel 7, som relaterer pædagogik til arbejdsmarkedets kompetencer. Den videnskabelige sammenhæng er rent økonomisk defineret, der er ingen links til den pædagogiske videnskab, og der står absolut intet om §1 og §5, selvom det ellers er “faglighed”, der er kronikkens tema.

Og bemærk også hvordan ”dømmekraft” – selv i Holms fag-løse version – i citatet gøres til et spørgsmål om ”brug af færdigheder”! Endnu en vild reduktion, som dog ligger i fin forlængelse af skolereformens kundskabssyn.

Den reducerede ”faglighed” begrebssættes dermed som det modsatte af et lige så reduceret ”skolens formål”. Den forbindelse mellem §5 og §1, jeg beskrev oven for, er brudt sammen. Fra denne kortslutning strømmer sætningerne i uskøn orden.

 

C.
Nu skulle man egentlig tro, at Holm med sit begreb om ”funktionel stupiditet” ville kritisere skolereform, KL og sig selv sønder og sammen. For det er jo lige her, at man finder alle de reduktioner, som Holm siger han er ked af, men som han selv reproducerer med 200%.

Men nej! I stedet for at rette kritikken mod de ansvarlige kaster han sig over en overfladisk kritik af den eneste politiker, som faktisk har forsøgt at rive ”fag” ud af teknikken, nemlig Merete Riisager. Riisager har nærmest ene kvinde forsøgt at sprænge den læringsideologiske kurs, som Holm har stået for i årevis. Det er netop Riisager, der har arbejdet som en hest på at forbinde formål og fagudvikling, dvs. §1 og §5, bl.a. via den såkaldte ”rådgivningsgruppe”, som Lene Tanggaard og Keld Skovmand er de ledende kræfter i. Holms kritik af Riisager er derfor barok og ideologisk.

 

D.
Holm tager altså – stik imod loven – fagene ud af skolens formål, og den pædagogiske tradition er også ude af systemet. Vi er ikke rigtig noget eller nogen. Men hvor skal formålet så være? Jo, Holm kan nu sende alle sine frigjorte revisorfirma- og konkurrencestatsdefinerede kompetencer hen i retning af OECDs kompetencestruktur.

 

E.
Holm trækker i kronikken stærkt på Jeppe Bundsgaard og dennes fagmiljøs måde at stille tingene op på. Også her gøres fagene – i dette tilfælde Dansk-faget – til noget teknisk og ”snævert nationalt”, som sættes i modsætning til nogle formål, der igen knyttes til OECD-kompetencer i den globaliserede vidensøkonomis tegn. En løsning, som minder meget om referencen til Deloitte og Krakas konkurrencestatsinitiativ.

På en måde følger Holm og Bundsgaard blot trop i udviklingen inden for OECD selv, hvor man pt. supplerer Pisa-tænkningen med globale kompetencestrukturer i det såkaldte 21st century-kompetencer eller Education 2030. Jeg vender tilbage til det om lidt.

Jeg er bestemt ikke imod, at man arbejder projektorienteret, men jeg er imod, at sagen rammesættes i så primitivt et opgør med dannelse og fag og fremføres af så indflydelsesrige personer.

 

F.
Holm mener, at hans ”funktionelle stupiditet” er knyttet til en…

”fordummelsens tid”, hvor eleverne ”risikerer at blive for fagligt vidende og færdighedsorienteret, men samtidigt for nationalt og kulturkonservativt orienteret, og ikke gode nok til at gøre kritisk og selvstændig brug af den viden og de færdigheder, de tilegner sig”.

Denne sætning lukker sig om sig selv. Nu er det pludselig noget ”kulturkonservativt” at være ”fagligt vidende”? Og viden er nu ligefrem en ”risiko”?!!! Og igen får vi denne reduktion af “kritik” til at handle om ”brug”.

Her er vi altså ude i den totale opløsning af den formåls- og fagstruktur, jeg fortalte om i kapitel 1.

Claus Holms kronik i Politiken:
https://politiken.dk/…/Enøjet-fokus-på-faglighed-svækker-fo…

Link til Deloittes og Krakas initiativ:
https://sgnation.dk/ og til rapporten om sammenhængskraft.

Link til analyse af rapport fra undervisningsministeriets rådgivningsgruppe om fælles mål fra juni 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-rapport-fra-undervisningsministerens-raadgivningsgruppe-pejlemaerker-for-faelles-maal-i-folkeskolen.html

 

3. Claus Holm i Altinget

Kronikken i Politiken skal læses sammen med et indlæg, som Claus Holm skrev til Altinget d. 2. november, altså få dage forinden. Artiklen vakte stor opsigt i faglige kredse på de sociale medier. Her gentager Holm det grundsyn på forholdet mellem fag og kompetencer, som jeg netop har gennemgået. Men derudover har Holm et særligt argument for, at vi skal gå fra hans ”funktionelt stupide” fag til skolens formål (husk! Fag og formål er modsætninger hos Holm, og ”formål” er overtaget af OECD/Deloitte). Argumentet er, at det skam går godt nok på de af folkeskolereformens definerede kvalitetsindikatorer, nemlig læsning og regning, og at vi derfor nu fint kan skifte til OECD/Deliotte-systematikken. Også her tager Holms artikel udgangspunkt i en kritik af Merete Riisager, som mener, at det, hun opfatter som et faldende niveau, er ”kritisk”.

Jeg er selv stærkt imod, at skolereformen reducerer skolens fag til disse kvantitative kontrolsystemer, hvilket jo er stik imod både ånd og bogstav i §5. Men når Holm nu drager i felten med test-resultater som argumentation for et stigende fagligt niveau, så må man alligevel spørge, om tallene viser det, som Holm mener, at de gør? Lad os se på det:

 

A. Fremgang eller tilbagegang i de nationale tests?

Claus Holm skriver især om udviklingen i de nationale tests (NT). Vi får at vide, at der ”sagligt set” er grund til at se ”lysere på udviklingen”. Vi skal fastholde ”den spirende fremgang”, fortæller Holm.

Holm giver tre eksempler på noget, han mener er en fremgang i NT. Han siger, at læsning i 8. klasse er forbedret fra 2016 til nu, og at det går fremad i matematik i 3. og 6. klasse. Han omtaler ingen af faldene, som der ellers er en klar overvægt af.

Men disse tilfældige nedslag gør hurtigt bedømmelsen atomiseret og tilfældig. Lad os se på testresultaterne i deres helhed. De sammenlignelige testresultater efter skolereformen strækker sig over fire skoleår. Her er nogle af de centrale resultater for denne periode, altså ”fra 14/15 til 17/18”:

 

a) Læsning:
Først angiver jeg den samlede score for læsning for perioden, altså fra 14/15 til 17/18. Bagefter følger den centrale underindikator, nemlig ”afkodningsscoren”. Afkodning er målet for teknisk læseevne. Max er 100. Jeg har sat udråbstegn ved, hvad der ligner en større tilbagegang.

2. klasse:
Samlet score: Fra 55 til 55
Afkodning: Fra 55 til 54

4. klasse:
Samlet score: Fra 55 til 52 (!!!)
Afkodning: fra 49 til 46 (!!!)

6. klasse:
Samlet score: Fra 55 til 51 (!!!)
Afkodning: Fra 52 til 46 (!!!)

8. klasse:
Samlet score: Fra 56 til 56

(Det er denne score, som Holm mener er en ”fremgang”, men det skyldes, at han bruger 15/16 som startår i stedet for 14/15. Han klipper simpelthen et år ud. Men den går ikke. Så kan man jo konstruere hvad som helst. Holm nævner heller ikke tilstanden i 2., 4. og 6. klasse. Desuden må man huske, at 8.klasse-eleverne jo har lært at læse før skolereformen, i modsætning til de små klasser hvor skolereformen har virket hele tiden, og hvor tilbagegangen er tydelig. Endelig kan jeg ikke forstå, hvordan det kan være en fremgang, at gå fra 56 til 56)

Afkodning: 52 til 53.

Konklusion på “læsning”:
Det almene billede er altså en klar tilbagegang siden skolereformen. Undersøger man de andre underkategorier end “afkodning”, nemlig henholdsvis sprog- og tekstforståelse, er billedet ikke væsentlig anderledes.

 

b) Matematik
Vi kan også se på matematik. Der er sket nogle ændringer i underkategorierne, så jeg sammenligner i den kategori, der hedder ”tal og algebra”, som er ens i alle årene. Man kan selv tjekke i linket for flere muligheder:

3. klasse: Fra 63 til 62 (hvordan Holm kan få det til at være en stigning, kan jeg ikke forklare? Og hvorfor skal det nu pludseligt helt ok at nævne de små klasser? Det gjorde Holm jo ikke under “læsning”?)

6. klasse: Fra 60 til 59 (kategorien ”statistik og sandsynlighedsregning” er kommet med fra 2015, og her er det pludselig sket en stigning fra 15 til 16, som siden ikke er ændret. Det er denne stigning, Holm hæfter sig ved. Men den generelle tendens er ikke stigende)

8. klasse: Ingen sammenlignelige tal.

Konklusion på matematik: Der er ingen fremgang, tværtimod, undtagen i statistik og sandsynlighedsregning i 6 klasse, hvor man imidlertid ikke kan sammenligne for hele perioden.

Nedenfor er der link til alle resultaterne. Så kan læseren selv danne sig sit indtryk. For mig at se er der ingen tvivl om, at det samlede billede peger på tilbagegang, men at Holm får det til at tage sig ud som en fremgang. Og denne mislæsning bruger han altså til at kritisere Riisager, som kalder situationen ”kritisk”, hvilket hun jo ser ud til at have ret i, hvis man ellers accepterer hele testpræmissen, hvilket Holm jo gør. Ja, Antorini mente ligefrem på facebook, at det er “fake-news” at tale om tilbagegang. KLs direktør for skoleområdet, Arne Eggert, delte d. 2. november Holms analyse som “solid viden” på twitter til hele KL-segmentets store begejstring.

Med andre ord: I skolereformen har man konstrueret nogle meget smalle kvalitetskriterier. Derpå har man brugt 100vis af millioner af kroner på optimeringsindsatser med læringskonsulenter, synlig læring, AP Møller osv.. Men alligevel så falder resultaterne på de selvkonstruerede variable. Det er da en enorm fiasko!

Det går simpelthen bare tilbage på de kvalitetsindikatorer, som skolereformen selv har sat, og man har smidt al fag og formål ud af det stakkels system. En proces, som Holm har støttet med hud og hår siden reformens start.

Gad vide hvad Holm egentlig mener med ”saglig set”? Og hvad mon Antorini mener med ”fake news”? eller KL med “solid viden”?

Her er resultaterne af de nationale tests:
https://www.uvm.dk/…/nationale-…/national-praestationsprofil

Christine Antorinis reaktion på Holms indlæg: https://www.facebook.com/Antorini123/posts/10156766221766460?__xts__[0]=68.ARDYuP4Zw-nq6pmjdYlWLIpBw6owL3zr1z8IfacKHXQoTANm_jEG7OMtBW8rjil5GlBwcuMcwqcVbI7ecJL43p85ynW25InvlHRArM-seyJo1pFaZSWsgsPY0GFoS9tvFQjiZMoGJFMdA5Mk18X-hbZafpVuKBTloCzDnbVE3vbWjThqEGbbW1nCf0-drxzpWbaOKSqfRGb8bmIZ3mSEiDqJXzLDOtuGKn5aUtau1sVYdyBmIkJCsJXZbhy7Vw2UC-ZZwvRKF85DrwPwgTxgEai1xweg96-UqoLtwjdx9Dfua8Wp_YPANkCmbj4FzMjKyeMOTYNzaDmjr4SQ&__tn__=H-R

 

B. Karakterniveauet til folkeskolens afgangsprøve

Claus Holm mener som sagt, at de nationale tests ”sagligt set” viser en ”spirende fremgang”. Men som jeg netop har vist, er det ikke korrekt. Der er derimod en solidt funderet tilbagegang.

Men lad os se på udviklingen i en anden måling, nemlig karaktererne for folkeskolens afgangsprøver i samme periode som i de nationale tests, dvs. fra 14/15-17/18. Karaktererne er ikke så reliable (gentagelige) en markør som de nationale tests, men alligevel! Ministeriet sammenligner da også tallene på nedenstående link (se ”tabelrapport”). Den mere grundlæggende validitet (datas tæthed til virkeligheden) sejler efter min mening både for NT og karakterne, fordi de glemmer kundskabs- og fagbegrebets struktur, jf §5 og §1. Men validitetsproblemet er mindst for karaktererne, som jo er knyttet til fagbeskrivelser, hvilket NT jo ikke er.

Men lad os se på tallene:

Der er ingen udvikling i det samlede gennemsnit for alle prøver. Snittet var 7,4 i 2014. I dag er det 7,3. Det er på en måde positivt, at der ingen stigning er her. Der er altså tilsyneladende ingen karakterinflation, som vi har set det andre steder pga. det nye karaktersystem, fremdriftsreform osv.. Der gives åbenbart bare karakterer, sådan stille og roligt. Jeg tror dog desværre ikke, at denne stabilitet kan fastholdes, efterhånden som det går op for folk, at prøverne i dag er en eksamen, som kan afgøre muligheden for at komme på gymnasiet, og som indgår i store digitale uddannelsesparathedssystemer. Og hvis niveauet faktisk er faldet, som det jo fremgik af NT-målingerne, samtidig med at karakterne er ens, så er der jo karakterinflation alligevel.

Men selvom der altså ikke er noget fald i det almene snit, så er der fald andre steder. Her er de centrale resultater for skolereformens selvbestaltede kvalitetsindikatorer, nemlig de skriftlige og tekniske resultater i Dansk og Matematik:

 

a) Dansk:
Læsning: fra 6,3 til 6,0 (!!!)
Stavning: fra 7,2 til 6,7 (!!!)
Skriftlig dansk: fra 6,5 til 6,3.

Vi ser en tilbagegang over hele linjen, som altså ikke engang kan forklares ved nedgang i det almene snit. Og den er da helt gal med stavningen!

 

b) Matematik:
Skriftlig matematik uden hjælpemidler: 7,0 til 7,0
Skriftlig matematik med hjælpemidler: 7,2 til 7,0

Altså status quo og absolut ingen fremgang.

 

c) Forholdet mellem skriftlige og mundtlige karakterer.
Der er en lille forskel på udviklingen i de skriftlige og mundtlige karakterer. Det går lidt tilbage for det skriftlige, mens det mundtlige mere er status quo. Især fagene Dansk og Tysk er ramt af tendensen. Men måske er det blot tilfældigheder?

Her er nogle mundtlige karaktergennemsnit:
a. Dansk: 7,8 til 7,9.
b. Matematik: 7,2 til 7,3
c. Tysk: 6,0 til 6,0 (skriftligt: 7,2 til 6,5)

Disse skriftlige og mundtlige tal peger i samme retning som de nationale tests, dvs. nedad for især skriftlig dansk og ingen fremgang for Matematik.

 

Her er tre kommentarer til dette resultat:

For det første: Riisager forklarer i det indlæg, som Holm kritiserer, de dårlige resultater ved to forhold. For det første ved, at skolereformen lægger for meget vægt på metode og for lidt på indhold, og for det andet ved, at der er for lidt styr på digitaliseringsproceserne. Disse udmærkede hypoteser, som jo går på skolereformens pædagogiske grundlag, jf. §5, adresseres overhovedet ikke af Holm. Han vil i OECD-retningen, som vil forstærke problemerne efter min mening.

For det andet: Holm kritiserer Riisager for kun at se på karakterudviklingen, men det passer ikke. Riisager har kommenteret på både de Nationale tests og på karakterudviklingen. Holm har blot ikke undersøgt sagen grundigt nok. Derudover kan man kritisere Holm for ikke at være opmærksom på, at de to kvalitetsindikatorer, altså NT og afgangskarakterrne, faktisk understøtter hinanden i en negativ effekt. Derfor har Riisager en helt rimelig pointe, når man sidder i hendes stol. Det går jo tilbage uanset, hvad man lægger til grund. Ingen af de to kritiserer testene som sådan, hvilket de burde.

For det tredje: Skolereformen har ødelagt pædagogisk tænkning og konstrueret smalle tekniske mål i stedet. Men ikke engang disse tekniske og lette mål, kan reformen score på, på trods af at man har målrettet et kæmpestort system alene efter teknisk optimering. Dette misforhold mellem et enormt ressourceforbrug på selvkonstruerede/smalle variable og en samlet negativ effekt forstærker problemet yderligere. Det gør reformen til en eklatant fiasko, endda bedømt på dens egne præmisser.

Claus Holm blev ved med – på både sin FB og sin twitter og efter at være gjort bekendt med ovenstående analyse – at sige, at de Nationale Tests ikke viser tilbagegang, og at man ikke kan bruge karaktererne for skolens prøver til noget. Holm siger, at skolereformens centrale indikatorer, viser ”spirende fremgang”, og at ”udviklingen ER vendt”. Han siger, at han vil skabe ”klarhed”, men uden at forholde sig til kritikpunkterne.

Men hvordan kan Claus Holm sige det? Jeg har to forklaringer. For det første har Holm siden 2011 stået last og brast med læringsrevolutionen, endda på den store klinge. Jeg tror, at hans aktuelle insisteren er en slags ”modstand mod læring”, for nu at sige det på den måde. Han nævner stort set aldrig kritikken, hverken den pædagogiske eller den kvantitative. Alle mulige kan kritisere og kritisere og skrive og skrive og tale og tale, men intet trænger igennem. Holm og hans organisation er som en lukket ørken med hegn og vagter, som kontrollere sprogspillenes adgang.

Men Holm har også en anden interesse, som han fortæller om både i sit efterhånden meget delte indlæg fra Altinget og i Politiken, og som jeg allerede har omtalt. Hans interesse går ud på, at vi skal have noget mere oven på dette indikatorsystem af teknik, som han altså mener viser fremgang, selvom det ikke gør. Og hvad skal vi have ovenpå? Jo, siger han i Altinget, vi skal have ”kritisk sans og kreativitet og selvstændighed”. Og hermed er vi ovre i logikken fra hans kronik fra Politiken.

Så tænker jeg: Hvordan kan man have ”kritisk sans og kreativitet og selvstændighed” i en skolereform, som hviler på et læringsbegreb, som gør direkte op med dannelse og pædagogik?

Det kan man jo heller ikke, men Holm kan godt. Vi skal nemlig finde ”værdierne” og pædagogikken hos OECD. De har en række globale kompetencer, ja sågar en slags World Curriculum, hvilket jo svarer godt til det forhold, at Holm allerede i 2017 i bogen “Evidens og dømmekraft” gav udtryk for, at han ønsker en pædagogisk enhedsvidenskab.

Så først ødelægges og omdannes fag til teknik, og derefter går det tilbage for teknikken. Men alligevel fremstilles tilbagegangen på teknikken som en fremgang på fag.

Claus holms indlæg i Altinget: https://www.altinget.dk/…/dpu-leder-falsk-alarm-om-danske-s…

Link til ministeriets hjemme side om karakterer i grundskolen: https://uvm.dk/…/karakterer-og-test/karakterer-i-grundskolen. Herfra kan man rulle ned til “tabelrapporten”, hvor mine tal stammer fra.

Jens Raahauges kritik af Bundsgaard: https://www.folkeskolen.dk/632255/lad-os-faa-nye-folk-paa-banen

Riisagers aktuelle kritik af kompetencebegrebet: https://www.folkeskolen.dk/646698/riisager-paa-dialogmoede-kompetencebegrebet-skal-udfordres?fbclid=IwAR0KNphb5KSyH93Efx6hoBPMUt8HXwiIqUN9G-tF-MLi1fNZ_u3uqLbrH8Y

Links til tidligere omtale/diskussioner af Holms arbejde:

August 2010: https://www.folkeskolen.dk/…/oplaeg-paa-det-alternative-sor…

Oktober 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/styringsdidaktikken-er-doed-laenge-leve-didaktikken.html

Oktober 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/anders-bondo-christensen-…

September 2016: http://www.thomasaastruproemer.dk/claus-holms-festforelaesn…

Marts 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-claus-holm-laerer…

Juni 2016: http://www.thomasaastruproemer.dk/metodefetishismens-perfor…

Link til den artikel, hvor Riisager udtaler sig om karakterer: https://www.altinget.dk/…/danske-skoleelever-laeser-og-stav…

Og her udtaler Riisager sig om begge målinger: https://www.folkeskolen.dk/…/riisager-efter-karakter–og-te…

 

4. DPU og OECD

Ok, men hvem er også glad for OECD’s ”værdier”? Jo, det er det danskdidaktiske fagmiljø omkring Jeppe Bundsgaard, hvis arbejde Holm refererer både i Altinget og i Politiken. Bundsgaard deler Holms kritik af fagenes snæverhed og taler også for at flytte formålet hen til OECD. Bundsgaard liker Holm, og Holm liker Bundsgaard, og DPU deler begge. Twitter er med sin ord-fattighed perfekt for digital intimitet. Der er en symbiose mellem systemteori og OECD-didaktik, som har samme pudsige rod i noget 1990’erkonstruktivisme og noget semiotik.

Bundsgaards miljø mener ifølge Holm, at danskfaget er et ”snævert og nationalt fag”. Hvad mon det betyder? At børnene lærer at stave, eller at de læser Rifbjerg eller synger en sang af Ingemann? Men det lyder da ellers godt? Men nej, vi skal have det modsatte. Og hvad er det modsatte af ”snævert og nationalt”. Jo det er jo ”bredt og globalt”. Og hvad er det så? Jo, det er OECD Education 2030 eller Deloittes ”Small Great Nation”-gruppe, som alt sammen får en ødelæggende effekt, når det mødes med dansk anti-dannelse, fordi OECD jo så kan skylle ind over formål og fag, som er blevet rippet for historisk og kulturel essens fra start. Faktisk er det Holm, der minder om Trump med dette Deloitte-”great again”-udtryk, hvor ”great again” betyder “konkurrencestat”, som om det er noget at være stolt af.

OECD’s Education 2030 er en udvidelse af de såkaldte DeSeCo-kompetencer fra 00’erne, som Bundsgaard er meget begejstret for. Disse ekstremt indflydelsesrige initiativer er en form for radikal og fremtidsorienteret kompetencetænkning, som er helt uden sted og uden kontakt til pædagogisk teori og praksis. Ideerne spiller også sammen med forestillingen om det ”21. århundredes kompetencer”, de såkaldte P21, som er genereret af USA’s store teknologivirksomheder, f.eks. Microsoft, Apple og Cisco-systems. Man har løbende udvidet kompetencepaletten til at inkludere humanistiske kompetencer, men det foregår uden forbindelse til Humaniora som sådan og med stærke ambitioner om at foretage sammenlignelige målinger af f.eks. personlige og sociale kompetencer på tværs af lande med ledsagende ambitioner om at lave et verdens-curriculum. Hele kompetencesystemet målrettes “well-being”, hvilket sætter systemet i direkte begrebsmæssig kontakt med især den Positive Psykologi.

Læs f.eks. her, hvordan OECD oversætter etik og dømmekraft i deres Education 2030-dokument:

“Acting ethically implies asking questions related to norms, values, meanings and limits, such as: What should I do? Was I right to do that? Where are the limits? Knowing the consequences of what I did, should I have done it? Central to this competency is the concept of self-regulation, which involves self-control, self-efficacy, responsibility, problemsolving and adaptability.

Advances in developmental neuroscience show that a second burst of brain plasticity takes place during adolescence, and that the brain regions and systems that are especially plastic are those implicated in the development of self- regulation.

Og efterfølgende kan man læse om, hvordan disse neuropsykologiske og tekniske termer oversættes til evidensbaseret styringsideologi. OECD foreslår at…

”- National, regional and local governments share their policy design and curriculum design experiences related to the learning framework

– Students, teachers, school leaders, and parents share practices and experiences as concrete examples of using the OECD Learning Compass 2030

– Experts and researchers help strengthen the links between evidence-based policy and practice, especially on the constructs of the framework”

Vi er gået direkte fra “humanistiske værdier” og etik til neurovidenskab/psykologi, som knyttes direkte til evidens og praksis. Og overalt på OECD flyder det med dataprocesser. Education 2030 er med andre ord en radikalisering af de allermest problematiske sider ved PISA-undersøgelsen og Education at a Glance.

Bundsgaard og Holm mener, at deres OECD-begejstring skal formidles i ”meningsfulde og elevinddragende kontekster”, også kaldet scenarie-didaktik. Det betyder desværre ikke andet end opløsning af fagenes indhold og struktur, hvilket jeg har diskuteret udførligt i foråret 2018. Det er landets førende herbartianer, Alexander von Oettingen, enig i. Også han er bekymret for §5’s fremtid, hvilket han skrev om på facebook d. 13. november. Dansklærerforeningens tidligere formand, den navnkundige Jens Raahauge, er heller ikke begejstret. Han har ligefrem foreslået, at Bundsgaard tages ud af det videre ministerielle arbejde med danskfaget. Men ok, ”Raahauge” og ”Dansklærerforening” er helt klart et fremmedord hos Holm.

På en måde profiterer denne udvikling af skolereformens ideologi af sidste års korrektion af læringsmålsstyringen, som var iscenesat af Merete Riisager og understøttet af Keld Skovmand og Lene Tanggaard. Den konsekvens lyder måske lidt mærkeligt, for korrektionen var jo båret igennem af kritikere af skolereformen. Men min pointe er, at nu hvor læringsmålsstyringen er lempet, så kan kompetencetænkningen, som allerede lå implicit i de fælles mål, træde mere uhindret i kontakt med OECD, hvorfra den – altså kompetencetænkningen – kan overtage skolens formål som sådan. Måske er det derfor, at Riisager på det seneste møde om emnet lagde an til en kritik af kompetencebegrebet som sådan. På den måde opløses §5 indefra.

OECD-links: Se bunden af mit indlæg.

Min egen analyse af Bundsgaards synspunkter: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-jeppe-bundsgaar…

 

5. OECD-konference på DPU

A. Konferencens indhold

Tilbage i oktober afholdt Aarhus Universitet/DPU en konference for OECD. Programmet var stærkt ideologisk, og det samme var DPU’s oplæg til konferencen. Konferencen havde oplæg af følgende personer:

  • To indflydelsesrige OECD-folk, nemlig direktør Andreas Schleicher og konsulent Phoebe Downing. Sidstnævnte måtte dog melde afbud. I stedet deltog en anden OECD-konsulent.
  • Henrik Tvarnøe, direktør for AP Møller-fonden og medlem af AP Møllers vurderingsudvalg for folkeskolemilliarden sammen med bl.a. Jens Rasmussen og Per B. Christensen.
  • Lars Qvortrup, leder af Nationalt Center for Skoleforskning.
  • Institutleder for DPU, Claus Holm, hvis arbejde er dybt præget af Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, og hvis aktuelle synspunkter jeg omtalte ovenfor.
  • Joao Costa, undervisningsminister i Portugal og med i rådgivningsgruppen for OECD’s Education 2030.
  • Moderator var Jørn Skovsgaard fra Undervisningsministeriet. Skovsgaard var desuden simpelthen ”Chair” for hele Education 2030-projektet frem til foråret 2018.
  • Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening, fik 15 minutter til at tale om hvordan OECD’s ideer ser ud fra ”fagforeningsperspektivet”.

Professor Jens Rasmussen er medarrangør af konferencen og kommenterede kommunikationsafdelingens oplæg til arrangementet i OECD-begejstrede vendinger. Rasmussen er desuden selv blandt bidragsyderne til Education 2030-arbejdet.  Det samme er Jeppe Bundsgaard. Bundsgaard bidrog dog ikke til konferencen.

Der var ikke en eneste kritiker. Med mindre man regner Lange med. Men hun har jo slet ikke samme begrebsmæssige tyngde som de andre, og hendes indlæg er defineret som en fagforeningsinteresse. Desuden må man huske på, at Danmarks Lærerforenings forskningskonference i 2017 også havde OECD som tema og var domineret af hhv. Skovsgaard og Rasmussen.

 

B. Videoer fra konferencen: Lars Qvortrup, Undervisningsministeriet og Andreas Schleicher

Der er lagt nogle videoer fra konferencen på nettet, som understøtter den tendens, som jeg netop har beskrevet:

 

a) Lars Qvortrups indlæg:

Lars Qvortrup holdt et oplæg, hvor han demonstrerer en nærmest storslået OECD-underdanighed.

Også Qvortrup benytter sig – ligesom Holm – af lejligheden til at kritisere en denne gang unavngiven Merete Riisager for at ”building walls, closing windows, looking inwards” og for at gå ind for friskoler, hvilket åbenbart anses for meget kritisabelt? Qvortrup mener, at Riisager er en slags dansk version af Donald Trumps undervisningsminister, som Qvortrup direkte nævner. Vi er altså i Riisager=Trump-horisonten, som også dagbladet Politiken abonnerer på. Det er det danske OECD’s syn på pædagogik, vi får serveret her. Det svarer til dengang, Qvortrup kaldte Uren Pædagogik, Løgstrup mm.. for ”fundamentalistisk fænomenologi”.

Ifølge Qvortrup – og til hans fulde applaus – havde man via skolereformen og OECD ellers opgivet at være ”inward towards the nation”, hvilket han også kalder for ”Grundtvig-based”. Men nu er vi altså – med os kritikeres ødelæggende indsats som facilitator – på vej tilbage i den påståede trumpisme, må man forstå.

Heroverfor står OECD for alt det, som Qvortrup opfatter som godt. Han synes, at danske lærere bør vide mere om OECDs anbefalinger, og jeg vil tro, at han glæder sig til at gøre det hele data-informeret med penge fra AP Møller. Han drømmer også om ”rådatalandskaber” og datainformeret ledelse. Det er OECD’s ånd.

 

b) Undervisningsministeriet
Det er også interessant at notere sig, at konferencens moderator er en Jørn Skovsgaard. Han var indtil foråret 2018 ansat i Undervisningsministeriet, hvor han var leder for OECD-arbejdet, og som nævnt ovenfor er han også formand for OECD’s samlede projekt. Qvortrup kan derfor i sit oplæg sige noget i retning af: ”Ministeriet har forstået, men det har ministeren ikke”. Qvortrup peger dermed på en indre splid i ministeriet, og deri har han helt ret efter min mening.

Når Riisager er væk, kan Skovsgaards del af ministeriet tage over sammen med Qvortrup, Bundsgaard og Rasmussen, dvs. skolereformens bærende kræfter.

Dermed spiller OECD-konferencen sammen med Claus Holms kronik i Politiken. Holm samler da også op på konferencens konklusioner i et selvstændigt indlæg, som jeg dog ikke har kunnet finde online.

I sit oplæg til Qvortrups foredrag fortæller Skovsgaard, at han og Qvortrup er gamle venner fra deres marxistiske ungdom. Det virker som om, at Skovsgaard faktisk opfatter OECDs ideer som socialistiske. Det gør Qvortrup dog ikke, så vidt jeg tolker den korte ordveksling om sagen.

 

c) Andreas Schleicher

Der var også en Q&A med OECD’s indflydelsesrige direktør Andreas Schleicher.

Her er der bl.a. kritiske spørgsmål fra DLF’s Dorte Lange om klassestørrelser, fra lektor Steen Nepper Larsen om kapitalisme og fra lektor Karen Bjerg Petersen om de asiatiske systemer. Bjerg Petersen beder også Schleicher om at forholde sig til den omfattende forskningsmæssige kritik af OECD, som viser, at OECD har alt for meget indflydelse.

Derimod er der ren OECD-begejstring fra AP Møllers repræsentant på konferencen. Han vil gerne have noget mere ”advice” fra OECD.

Schleichers svar var dybt ukvalificerede. Der er ingen tegn på, at han følger med i pædagogiske eller uddannelsesvidenskabelige diskussioner. Det samme gælder hans indledende forelæsning. Der er fyldt med “fra…til…” reduktioner, f.eks. fra indhold til tænkemåde, som derpå knyttes direkte til skolens “what”, som jo så er uden noget indhold, som han jo er gået “fra….”. Det nye what-frie “what” handler naturligvis om OECD-s kompetencer, digitalisering mm. med henblik på “well-being”. Schleicher holder til i de globale statistikkers luftrum med systematikker, big data, store klasser, evaluering osv., og der ingen kritisk sans for sagen. Alt knyttes til PISA-statistikker. Men Jørn Skovsgaard starter konferencen med en form for kærlighedserklæring til Schleicher. Skovsgaard er ideolog, det er der vist ingen tvivl om.

 

C. Folkeskolen.dk’s dækning af konferencen

Konferencen blev også dækket på folkeskolen.dk. Her kan man bl.a. læse, at OECD ønsker mere fokus på ”personlige” kompetencer. Det falder i tråd med Nordic Metrics seneste initiativ, som jeg vil uddybe i kapitel 7, og som oversættes direkte ned i danske kommuner, som i forvejen er tømt for dannelse. Det passer også fint med citaterne ovenfor fra OECD Education 2030.

 

D. Københavns Lærerforenings dækning af konferencen

Københavns Lærerforenings journalist, John Villy Olsen, har også refereret fra konferencen på DPU. Olsen fortæller, at OECD arbejder med et “world-curriculum”, der både går på indhold og metode, og som knytter direkte an til Educaiton 2030’s “well-being”, som udmøntes i tests af “bløde kompetencer”, helt i overensstemmelse med den logik, jeg tidligere har omtalt. Referatet er fjernet fra nettet, men nedenfor er et uddrag fra Infomedia:

“(…) Læseplanen bliver konfirmeret på et møde i OECD’s hovedsæde i Paris her i oktober og vil blive lanceret i april, siger Jørn Skovsgaard fra det danske Undervisningsministerium til klfnet.dk. Jørn Skovsgaard var indtil sin pensionering for nylig formand for den arbejdsgruppe, som har udarbejdet læseplanen.

Arbejdsgruppen har kikket på læseplaner i de lande, der scorer højt i Pisa-testene, for på den måde at finde frem til elementer i læseplaner, der fungerer bedst. Arbejdsgruppens hovedspørgsmål har været: ”What to teach”? fortæller Jørn Skovsgaard.

(…)

Arbejdsgruppen har især interesseret sig for bløde kompetencer som for eksempel kritisk sans, kreativitet og empati, fortæller Jørn Skovsgaard. Det skyldes også, at gruppen har en dobbelt opgave. Udover at finde frem til et ”world curriculum” skal gruppen desuden give input til et redesign af Pisa-testen, så den fremover i højere grad tester netop bløde kompetencer som kritisk sans, kreativitet og selvstændighed hos eleverne – kompetencer som efter OECD’s opfattelse er vitale allerede i dagens verden, men vil blive endnu mere nødvendige i fremtiden.

Fremover vil Pisa efter planen således ikke kun teste viden og færdigheder, men også værdier. Det skyldes også, at OECD i forbindelse med Pisa har udviklet et nyt overbegreb for sit virke, nemlig borgernes ”wellbeing” (velvære, velbefindende).

(…)”

Med “World Curriculum” tænker John Villy Olsen formodentlig netop på OECD Education 2030, som indeholder både et “learning framework”, som inkluderer OECD’s kompetencestruktur, en  implemteringsstrategi med “faser” og  en såkaldt “international curriculum analysis”, dvs. samlet set “et curriculum”, et world-curriculum. Grunden til at jeg gætter lidt her, er, at jeg ikke er stødt på selve udtrykket “world-curriculum” på de dele af konferencen, jeg har haft adgang til via AU’s video-links. Måske er det derfor, KLF har fjernet linket? Men uanset om det konkrete ord bliver brugt, så er der for mig at se som nævnt ingen tvivl om, at OECD arbejder med et world-curriculum af gavn. Det bekræftes faktisk af den portugisiske undervisningsminister Joao Costa, som også er med i formandsgruppen for OECD 2030, og som også taler på konferencen. Costa taler om en “implementation of curriculum”, med direkte reference til OECD’s rammeværk.

 

E. Aktuel kritik af OECD

Grunden til, at jeg opfatter konferencen som reklame er, at der både herhjemme og internationalt er massevis af kritisk materiale om OECD’s indflydelse på pædagogik og uddannelsespolitik.

F.eks. skal jeg i næste uge skal til, hvad der ligner en langt mere seriøs konference i Aalborg om samme emne, som er arrangeret af uddannelseshistorikeren Christian Ydesen.

Og tidligere på efteråret var jeg til en stor europæisk forskningskonference (ECER), hvor to af keynote-speakerne, Thomas Popkowitz og Susan Robinson, kritiserede OECD sønder og sammen.

Herhjemme har bl.a. Foucault-traditionen haft et kraftigt og kritisk fokus på OECD’s rolle. Især Lejf Moos, Jens Erik Kristensen, Katja Brøgger og John Kreisler har gjort en indsats. Kreisler har f.eks. belyst OECD’s store og negative indflydelse på børnehaverne. Han taler faktisk også ved Aalborg-konferencen i næste uge.

Endelig er det værd at nævne en helt aktuel artikel fra den norske idehistoriker, Rune Slagstad, der kritiserer OECD’s indflydelse på den norske skole. Slagstad har f.eks. en konkret kritik af netop Schleichers negative effekt for de nordiske landes mulighed for at fastholde en dannelsestilknytning. Han kritiserer også det norske Ludvigsen-udvalgs arbejde med ”fremtidens kompetencer”. Jens Rasmussen sad i dette udvalg og refererer hyppigt til det.

Link til konferenceprogrammet: http://conferences.au.dk/oecd/

Link til video fra konferencens indlæg

Link til DPU’s kommunikationsafdeling af omtale af konferencen med videre link til konferencens program: http://edu.au.dk/…/hvilken-rolle-spiller-oecd-egentlig-i-f…/

Link til Lars Qvortrups oplæg:
https://www.youtube.com/watch?v=XCiK-Q-CgGg

Link til Q&A med Andreas Schleicher: https://www.youtube.com/watch?v=l5WU94Kc2EE

Mere om Jørn Skovsgaards og Jens Rasmussens synspunkter fra DLF’s forskningskonference, 2017: https://www.folkeskolen.dk/608519/fremtidens-skole-mere-kompetence-end-faerdighed

Link til Runde Slagstads OECD-kritiske artikel, november 2018:
https://www.utdanningsnytt.no/…/nar-oecd-tar-makten.-om-d…/…

Links til folkeskolen.dk’s dækning af konferencen: https://www.folkeskolen.dk/…/oecd-skolen-skal-have-mere-fok… og https://www.folkeskolen.dk/…/oecd-danske-laerere-boer-bruge…

 

6. Area 9 og Skolereform 2.0.

Ulrik Juul Christensen, som er direktør for læringsfirmaet Area9, har modtaget 190 millioner kroner fra den danske stat (!) til at udvikle og implementere en kommerciel læringssoftware, der kan optimere elevernes viden uden lærerhjælp. Det fortæller han om i et aktuelt interview på folkeskolen.dk.

Første gang jeg læste om sagen var i Politiken i vinters. Avisen udnævnte dengang Christensen til ”en af verdens førende uddannelsestænkere”. Jeg aner ikke, hvor journalisten havde det fra? Jeg er aldrig stødt på Christensens navn, selvom jeg har min gang i uddannelsesteoretiske cirkler. Og i det Kgl. Biblioteks database er der kun henvisninger til lidt småkommentarer.

”Verdens førende uddannelsestænker” mener, at hans adaptive læringsplatform kan lære eleverne kundskaber uden lærere i omegnen. Han mener også, at denne teknificering af ”viden” giver frihed til lærerne, som så i stedet kan tage sig af alle OECD’s kompetencer, som jo står i det 21. århundredes kompetencekatalog, som nævnes eksplicit, og hvor de globale IT-virksomheder jo spiller en dominerende rolle. Juul Christensen kalder denne “frihed” for ”den supersofistikerede læring”. Det er helt samme logik som i Holms og Bundsgaards indsatser, hvor ligningen fag=teknik=kedeligt sættes over for kompetencer=OECD=spændende, selvom det forholder sig stik omvendt, hvis vi læser på §5 og på OECD’s forståelse af “etik”.

I vinters skrev den fremtrædende pædagogiske debattør, Brian Degn Mårtensson, et kritisk indlæg om Area9-tænkningen. Men Juul Christensen mener, at kritikken blot skyldes, at Mårtensson ikke har forstået, at Area9’s ambitioner i virkeligheden er de samme som Mårtenssons. Det siger noget om niveauet hos “verdens førende uddannelsestænker”.

Folkeskolen.dk har også interviewet professor Jeppe Bundsgaard, om Area 9’s projekt. Bundsgaard lyder kritisk, fordi han ikke tror på teknikken og effektiviteten i Christensens software. Men Bundsgaard er ikke kritisk på det realpædagogiske plan. Tværtimod reproducerer han Christensens begrebssystematik totalt, fordi han mener, at skolens formål handler om OECD-kompetencer, og fordi han reducerer fag til noget snævert og teknisk. Men Bundsgaard har en teknologi-kritisk åre, som man bør notere. F.eks. har han lige udgivet en artikel med kritik af Nationale Tests. Derimod har andre fra Bundsgaards kompetenceinteresserede kreds ingen skrupler. Her er der flittige henvisninger til ”målepile” og ”learning analytics”. Og Andreas Schleicer, som altså er direktør for den organisation, som Bundsgaard ser op til, er data-og målebegejstret i den helt store stil. Bundsgaard kan derfor slet ikke fastholde sin kritik. Der har Qvortrup nok lidt mere fat i den lange ende.

Dermed får vi en begrebsmæssig motor som består af benzin fra Bundsgaards, Rasmussens, Qvortrups, Christensens, Holms og OECDs sætninger, hvis videre rødder er systemteori, konstruktivisme og global dataindustri. Mange af disse folk er da også centralt placerede tilhængere af skolereformen.

Links:
Interview med Ulrik Juul Christensen i folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/han-vil-frigoere-laerernes-tid…

Jeppe Bundsgaard kommentar:
https://www.folkeskolen.dk/…/professor-vi-har-stoerre-udfor…

Link til firmaet AREA 9

Om Politikens dækning af sagen, januar 2018: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156003026729481&id=837549480

Brian Degn Mårtenssons syn på Area9: https://www.folkeskolen.dk/…/vaekstfonden-area-9-og-ginnung…

Jeppe Bundsgaards kritik af de Nationale Tests: https://www.journals.uio.no/index.php/sakprosa/article/view/6007

 

7. Ny test i formålsparagraf: ”Udvikling i livsfærdigheder”

Hele dette tema om OECD, fag og formål har fået endnu et aspekt, som er værd at nævne.

Firmaet Nordic Metrics, som også står bag de nationale tests, har udviklet en test i ”Udvikling i Livsfærdigheder” (IUL), som netop henviser til ”personlige og sociale kompetencer”. Det sker i samarbejde med bl.a. Aarhus og København Kommune, som begge er helt læring- og datainficerede. Disse livsfærdigheder udvikles med direkte henvisning til både OECD-kompetencer og til skolens formål, som endnu engang sættes i modsætning til fagene, der jo kan defineres ved NT, som Nordic Metrics, som allerede nævnt, selv står for.

 

A. Skolereform, John Hattie og datastyring

I et paper, som er skrevet af firmaets direktør, Jacob Wandall, som kommer fra Undervisningsministeriet, og en SDU-forsker, Guido Makranski m.fl., kan man læse om Nordic Metrics ureflekterede knæfald for skolereformen og John Hattie og hele reformens styringslogik:

”The Danish National School Reform highlighted the need for valid assessment instruments that can assess a wide array of non-cognitive skills (Undervisningsministeriet 2013). Furthermore, inspired by Hattie’s feed-up, feed-back, and feed-forward model for making learning and learning goals visible for students and teachers, schools and stakeholders also are requested to use measurement tools to monitor students well-being and evaluate their interventions (Hattie 2013, Undervisningsministeriet 2017). With these needs in mind, the aim of the current research was to develop and validate a Danish battery to measure a wide range of non-cognitive skills that have been identified as being central to education in Denmark. This battery was called 3UiL (Udviklings i Livsfærdigheder translated as Development in Life Skills).”

Og herfra kan de fagfrie sociale og personlige kompetencer uden videre omdannes til datastrukturer:

”UiL skal give læreren viden om elevernes non-kognitive færdigheder og udvikling, fx motivation, selvtillid, vedholdenhed, samarbejdsevne og empati, og dermed blive bedre i stand til at arbejde datainformeret med eleverne.”

Og forskningen skal understøtte ensretningen og effektstyringen med uoverskuelige bio-politiske konsekvenser til følge:

”Det er kommunerne, der er ejer af disse data, hvor NordicMetrics/Epinion foretager databehandlingen. Hovedformålet er som nævnt at give læreren informationer, der kan berige det pædagogiske tilbud. Men samtidigt vil de indsamlede data komme til at udgøre en helt unik vidensbase om elevernes holdninger og vurderinger, som vil kunne levere et uvurderligt bidrag til international forskning i skolers effekt og elevers udvikling.”

Men hvorfor lanceres dette initiativ? Jeg vil pege på to årsager, nemlig for det første spørgsmålet om formålsparagraffen, som sætter Nordic Metrics initiativ på bølgelængde med Holm og Bundsgaard og Area 9, og for det andet relationen til de såkaldte Uddannelsesparathedsvurderinger, der sætter systematikken helt ind i uddannelsesbureaukratiet og i de unges sprog og psyke.

 

B. Formålsparagraffen

I materialet omtales skolens formålsparagraf to fremtrædende steder:

For det første: Nordic Metrics direktør, Jacob Wandall, fortæller på en video om UiLs arbejde med skolens formål. Wandalls argumentation tager direkte udgangspunkt i folkeskolens formålsparagraf, som han sætter i modsætning til USA’s mål for skolen, som er mere teknisk defineret. Derpå oversætter han simpelthen udvalgte ord fra den danske skolelovs §1, først fra dansk til engelsk, og derpå til en række psykologiske termer. På den måde ender vi pludselig med følgende nærmest splittede, indholdstomme og psykologiske version af skolens formål:

“Motivation, Empathy, personal development, critical thinking, self-efficacy, drive, cooperation, conscientiousness.”

Herfra kan Wandalls livsfærdighedsmåling uden videre træde til. Hans psykologiske OECD-ord bliver til skolens formål som sådan. Han fortæller også om, hvordan læreren kan sidde og regerer i elevernes følelsesdata efter forgodtbefindende. Og mon ikke kommunerne kan regerer med? Wandall har dermed oversat skolens formål til konkurrencestatslig psyko-kontrol. Vi har fået endnu en af mange versioner på datainformeret læringsoptimering i highstake-systemer, men nu ikke som middel, men som formålet som sådan.

For det andet: Disse konklusioner bekræftes af, at der på hjemmesiden, i forbindelse med en omtale af skolens formål, henvises til økonomen James Heckman, som har stor indflydelse herhjemme via Småbørnsalliancen, Trygfondens Børneforskningscenter og Niels Egelunds nu hedengangne Fremtidens Dagtilbud. BUPL har faktisk opsagt sin deltagelse i Småbørnsalliancen pga. Heckmanns økonomiske menneskesyn. Nordic Metric nævner også to andre forskere, Angela Duckworth og Guido Makranski, hvis interesse for pædagogik er lig 0%. Makranski er selv ansat i IUL-projektet, og han forsker i Virtual Reality mm. Der nævnes ingen pædagogiske forskere.

Jamen, er skolens formål ikke knyttet til Danmarks og Europas pædagogiske historie og tradition og til pædagogisk praksis? Overhovedet ikke. Skolens formål er ikke andet end OECD-data og maskinsvar på maskinspørgsmål. Der er ingen seriøs drøftelse af formålsparagraffen eller pædagogikken overhovedet, selvom man hævder det.

 

C. Uddannelsesparathedsvurderingen

Kompetencetænkningen bevæger sig også ind i uddannelsesbureaukratiet og helt ind i de unges selvbevidsthed med konsekvenser for både karriere og arbejdsliv. Det viser sig nemlig, at Nordic Metric-projektets rationale, fra kommunernes synspunkt, er at klæde det offentlige system på til at foretage såkaldte uddannelsesparathedsvurderinger for alle skolelever (UPV). Disse vurderinger er, efter vedtagelsen af den nye gymnasielov, blevet processuelle og digitale high-stake-dokumenter . Nu kan UPV’en nemlig få stor betydning for et barns uddannelsesmuligheder, og dermed påvirkes skolen langt ned igennem klassetrinene, helt ned i børnehaveklassens karrierelæring.

Sagen er, at UPV’en ikke blot vedrører faglige standpunkter, men også ”personlige og sociale forudsætninger”, som det kom til at hedde i UPV-loven. Og her er rækken af “personlige og sociale” emner, som børnene ifølge Jacob Wandalls video skal vurderes på, og som følger deres CPR-data: Motivation, selvstændighed, ansvarlighed, mødestabilitet, valgparathed, samarbejdsevne, respekt, tolerance. Hovsa! så er vi havnet hos OECD igen.

Disse temaer er for så vidt en del af enhver lærers eller studievejleders vurdering af den sammenhæng, som eleven er i. Men problemet er, at eftersom ”det faglige” er omdannet til datasystematik, så ender de andre begreber i UPV’en, altså de ”personlige og sociale evner”, i samme kvantitative ordning. Dermed tages ikke blot “det faglige”, men også ”det personlige og sociale”, ud af lærernes hænder og indsættes i stedet for i UPV’ens digitale system, dvs. med CPR, offentlige systemer, big data osv.. Alt sammen med konkurrencestatslig læringseffektivitet og social selektivitet for øje. Vel at mærke en læringseffektivitet, der yderligere understøttes af fremdrift, uddannelsesloft, et mangel-baseret karaktersystem, læringsmålstyring samt af en generel formålsglemsel.

Formodentlig kan data også integreres i de andre trivsels- og læringsmålinger helt frem til universitetet. Nidkære videnskabsmænd kan også forske i sagerne og måske lave en ny Frankenstein. På den måde omdannes en gammeldags samtale med en dygtig studievejleder eller en banal og traditionel karakter for en matematikopgave til en kæmpestort high-stake og databaseret materie, der samler ånd og krop omkring sig, og som kan forbinde sig med centraliserede lærings- og trivselsmålinger i både skole, gymnasium og videregående uddannelser.

Og det er lige præcist her, at Nordic Metrics dataficerede model melder sig som en mulighed for de kommunale ledere. Det siger både rådmanden Thomas Medom fra Aarhus og en konsulent fra Københavns Kommune direkte.

Så det, som i gamle dage bare var en low-stake ”studievejledning”, omdannes til systematiseret og digitaliseret high-stake. Dermed sættes de kommunale købmænd og bureaukrater i kontakt med Nordic Metrics, som jo i forvejen er ansvarlige for de nationale tests, der jo står for skolereformens reduktion af fag til en teknisk testscore.

Den ubehagelige kommunale og statslige interesse for at røre rundt i de kommende borgeres følelsesliv og fremtid fremmes derfor af UPV’ens faglige og politiske konstruktion, der træder i direkte kontakt med OECD’s kompetencesystem.

Skolelovens §5 er dermed omdannet til nationale tests, og §1 er omdannet til global-kommunal psyko-styring.

Nordic Metrics hjemmeside om UIL: http://www.nordicmetrics.com/uil/

Jeanette Sjøberg fra Danmarks Lærerforening fortæller kritisk om UIL-perspektivet på Politiken Skoleliv:
https://skoleliv.dk/…/Er-personlighedstest-p%C3%A5-vej-ind-…

Lene Tanggaard diskutere den nye test i Politiken Skoleliv: https://skoleliv.dk/…/Flere-test-er-ikke-vejen-til-en-styrk…

Artikel om sagen på folkeskolen.dk (tilføjet d. 7. november) med video og yderligere materiale:
https://www.folkeskolen.dk/…/aarhus-og-koebenhavn-vil-maale…

Artikel om sagen i magasinet Børneliv med interview med repræsentanter fra Aarhus og København kommune (tilføjet d. 7/11):
http://www.skoleborn.dk/…/ny-test-maaler-fremtidskompetance…

Læringsbarometer for videregående uddannelser:
https://ufm.dk/uddannelse/indsatsomrader/laeringsbarometer

Trivselsmålinger på ungdomsuddannelser:
https://uvm.dk/…/171121-ny-national-trivselsmaaling-paa-de-…

Trivselsmålinger i folkeskolen:
https://uvm.dk/statist…/grundskolen/elever/trivselsmaalinger

Om UPV’en: https://uvm.dk/…/ungdoms…/uddannelsesparathed/om-vurderingen

Deltagerliste for Nordic Metric-seminar: http://www.nordicmetrics.com/…/Deltagerliste-seminar-238.pdf

 

8. OECD og Singularity

I 2017 kunne man høre en højtprofileret OECD Forum-debat om ”Det 21. århundredes kompetencer – learning for the digital age”. Også her kunne man erfare, hvordan teknologi overtager kundskaberne, mens lærere og pædagoger i stedet må nøjes med ”etik” og med en steds- og tingsløs humanitet, der selv opløses i digitale processer, den såkaldte post- eller transhumanitet. Vi får dermed teknologi over det hele, som opsluger mennesket som art. Denne pointe, som har dybe rødder i Singularity-bevægelsen og de store globale IT-virksomheder, hører med til den samlede forståelse af OECD’s påvirkning af vores begreber. Den i forvejen problematiske forbindelse “OECD-kompetence” forstærkes og radikaliseres dermed af den fremstormende monopoldata-kapitalismes Singularity-filosofi.

OECD-debattens kundskabsfjendtlige logik er i dyb overensstemmelse med de synspunkter hos førende danske virksomheder, pædagogiske forskere og kommuner, som jeg omtalte ovenfor.

Hvem deltager i OECD-debatten?

– Nicholas Haan, som er direktør i det Silicon Valley-baserede og stærkt ideologiske Singularity University. Haan er helt væk i teknologibegejstringens stratosfære. Han taler om, hvordan teknologi i løbet af et enkelt år kan lære et barn at læse uden brug af en lærer, eller af en ”human”, som det hedder i karakteristisk stil. For Haan går fremtiden så hurtigt, at vi slet ikke kan ”imagine”. Hans motto er: ”disrupt yourself or be disrupted”. Haan er også meget begejstret for Schleichers indledende forelæsning. Han lyder helt som KL gør i deres teknologiudspil, som da også er udarbejdet af folk fra Singularity-bevægelsen. Singularity-filosofien har også påvirket læreruddannelsen, disruptionsrådet, SIRI-kommissionen, undervisningsministeriet, Erhvervsministeriet og Finansministeriet, herunder den såkaldte Teknologipagt. Det er Haan, der sætter kraft i debattens begrebsdannelse.

– Andreas Schleicher, der som nævnt er direktør for OECD-Education, holder et oplæg i en blanding af OECD og Singularitys ånd, som rykker hele kundskabssammenhængen op med rode, og som står i dyb modsætning til pædagogik og uddannelse. Schleicher står allerede selv for en delvis dataficering, men den forstærkes som sagt af Haan og den efterfølgende debat i det hele taget.

Oley Dibba-Wadda, afrikansk uddannelsesrådgiver, fortæller om afrikanske erfaringer med at udstyre lærere med apps, så de  – altså lærerne – ikke pjækker. Dibba Wadda er faktisk den eneste, som – langt inde i debatten – får lidt kolde fødder.

Dertil kommer to danskere, formodentlig fordi mødet fandt sted i København:

– En ung bioteknologisk iværksætter, Mads Tvillinggaard Bonde, deler helt debattens logik. Der er ingen modhager overhovedet. En skole er læringsdigitalisering + etik. Fuldstændig som Ulrik Juul Christensens AREA 9 mm..

– Min egen fagforeningsformand, Lars Qvistgaard (AC), taler begejstret ind i konteksten om de teknologificerede danske skoler, og om pensionsalder og arbejdsmarkedet osv.. Qvistgaard tror, i modsætning til Haan, at teknologien blot er ”et middel”, samtidig med at han i realiteten er helt opslugt af ideologien. Det gør ham sådan lidt forstads-komisk efter min mening. Jeg forstår faktisk ikke, hvordan han er havnet i panelet. Han er jurist og fagforeningsmand og ved tydeligvis ikke noget om uddannelse og pædagogik. Men på den anden side: Det gør ingen.

Man kan også klikke videre til omtale af en PISA-test, der tester nationale scorer på et OECD-defineret globalt curriculum og med dertil hørende personlige og sociale kompetencer, som minder om Nordic Metrics arbejde i København og Aarhus, som jo bygger på samme filosofi.

Endelig er det værd at nævne, at samme OECD-mødes 2018-version havde både key-notespeaker, temaer og parallel-sessioner om disruption og Singularity. Her kan man f.eks. høre Singularity-grundlæggeren, Rob Nail, fortælle, at mennesket er en “biologisk robot”, og at han vil leve i en “positiv og optimistisk fremtid”, et udtryk som sammen med OECD’s “well-being” bringer hele systemet i kontakt med Martin Seligman og positiv psykologi. En anden deltager, direktøren fra det beslægtede firma “The Camp”, som hedder Olivier Mathiot, taler også helt ind i Singularity-filosofien. Det er værd at nævne, at ordstyren faktisk virker lidt rystet.

Link til den fulde debat: https://www.oecd-forum.org/users/50593-oecd/posts/20442-21st-century-skills-learning-for-the-digital-age?fbclid=IwAR1m2YEmxJyVyXgju4GcSRqFz7tzDNkI3_U_O_84fCgtNqBGR99BaoYM4VA

Link til 2018- programmet: http://www.oecd.org/forum/issues/

Link til paneldebat med Rob Nail

 

9. Fire-dimensional uddannelse

Mange af disse tråde løber sammen i udgivelsen ”Fire-dimensional uddannelse-kompetencer til at lykkes i det 21. århundrede”, som udkom på dansk i 2017. Bogen er skrevet af folk fra P21-organiseringen, der jo stammer fra Silicon Valley-firmaerne og den amerikanske centraladministration.

OECD-direktøren Andreas Schleicher har skrevet bogens prolog, og det danske forord er skrevet af Jens Rasmussen. Begge kendte navne fra tidligere kapitler. Rasmussen forbinder OECD-tænkningen sammen med Wolfgang Klafkis ”epokale nøgleproblemer”, som lyde- og knirkefrit knyttes sammen med bogens anbefalinger af metalæring, samarbejde, mindfullness, resiliens, kommunikation osv..Denne Klafki-OECD-forbindelse fremhæves i øvrigt også af Jeppe Bundsgaard. Gad vide hvad Klafki ville sige til det? Måske ville han kalde det for ”halvdannelse”, ligesom Peter Kemp kaldte Rasmussens ideer i 2015 i sin bog ”Løgnen om dannelse”? Kemp trækker faktisk også på Klafkis epokale nøgleproblemer, men i dyb sammenhæng til den filosofiske tradition, som Rasmussen afviser. Rasmussen knytter også i sit forord direkte an til OECD’s Education 2030 projekt, som han som nævnt selv er involveret i.

Målet med OECD-pædagogikken er, som det fremgår af bogens titel, ”to succeed”. Vi er helt klart i management-horisonten.

Vi er milevidt fra skolelovens §1 og §5 i disse formuleringer. Ja, Rasmussen fortæller ligefrem, at bogens forfattere mener, at ”skolens læringsmål ændres fra at fokusere på fagenes indhold til at fokusere på særlig relevante temaer, der går på tværs af fagene”, hvilket jo er i fuld overensstemmelse med Rasmussens egen indsats ift. skolereformen. Men ok, slut med “indhold”, som jo er §5’s kerneord.

I starten af bogen optræder desuden en række anbefalinger fra de ideologiske og økonomiske støtter, bl.a.:

  • Rob Nail, Singularity University, som jo deltog på OECD-konferencen.
  • Ulrik Juul Christensen, AREA 9
  • John Spohrer, IBM
  • Kristen Wright, Cisco
  • Steve Vinter, IBM
  • Carol Dweck, fremtrædende positiv psykolog
  • Helen Soule, P21

Andreas Schleicher slutter sin prolog og bogens ”rammeværk” i selvbevidst stil:

”Rammeværket vil blive testet, forbedret og valideret på en interaktiv måde med interesserede på mange niveauer over hele verden gennem OECD’s samlede globale kraft”.

Hermed er det gamle læringshegemoni samlet igen i et korrigeret og udvidet globalt netværk, båret frem herhjemme af forlaget Dafolo, som siden 2011 har været det bærende forlag i den danske læringsrevolution.

http://bogenshjemmeside.dafolo.dk/Om-bogen.6846.aspx

 

10. Konklusion: Skolereformens og OECD’s to versioner

Det, vi er vidne til, er en forskydning eller snarere end udvidelse af skolereformens læringsideologi:

“Skolereform+OECD version 1.0” fra 2013 består af statsstyret læringsmålstyring i overensstemmelse med OECD-Pisa og med total afvisning af pædagogiske formål. (dvs.: §1 forsvinder og omdannes til konkurrencestatsoptimering. §5 reduceres til en blanding af Nationale Tests/læringsmål og kompetencetænkning).

“Skolereform+OECD version 2.0”: Faglighed sættes lig teknik og decentrale Learning Analytics-modeller, som ender med at erstatte nationale tests. OECD’s Education 2030-kompetencer, som er helt uden faglig specificitet, definerer nu pædagogikkens formål med ledsagende datastyrede personlighedstests, der arbejder sammen med offentlige og kommercielle systemer (dvs. både §1og §5 overtages af kompetencetænkning).

1.0 er indeholdt i 2.0. Hele referencestrukturen er intakt og virksom og glemsom.

Hermed er læringsrevolutionen fuldbragt. §5 og §1 er opløst indefra.

———————————–

Nogle Links om OECD-inspireret kompetencetænkning (suppleres løbende):

Link til Education 2030: http://www.oecd.org/education/2030/E2030%20Position%20Paper%20(05.04.2018).pdf. Og hjemmeside: http://www.oecd.org/education/2030/

Link til OECD’s DeSeCo-projekt: http://www.oecd.org/education/skills-beyond-school/definitionandselectionofcompetenciesdeseco.htm. (Forløberen for Education 2030.)

Link til P21: 21. århundredes kompetencer: http://www.p21.org/our-work/p21-framework

Bertelsen, Ulf D. (2016). ”21st century skills – om det 21. århundredes kompetencer – fra arbejdsmarkedspolitik til allemandseje”, fin oversigtsartikel, som går ind for OECD-tænkningen. https://www.videnomlaesning.dk/media/2080/21st-century-skills-ulf-dalvad_berthelsen.pdf

Tankegangen implementeret på Center for Undervisningsmidler, UCC: http://info.21skills.dk/

Tankegangen implementeret på UC-VIA: https://cfu.via.dk/fag-og-vejledning/it-og-medier/makerspace/21-aarhundredes-kompetencer

Endnu en privat virksomhed, som arbejder med emnet, også her med sammensmeltning af globale fremtidskompetencer, læringsmål og John Hattie: http://edu21.dk/hvad-er-det-21-arhundredes-kompetencer/

Hvad er folkeskolens fag?

I de seneste dage har vi været vidne til en uhørt nedskrivning af fagenes indhold og betydning i folkeskolen. Fagene reduceres af DPU’s ledende forskningskredse til tests-aktiviteter, til noget ”snævert nationalt” og til noget nærmest Trump-agtigt. De pågældende forskere vil i stedet sælge hele den skønne molevit til OECD mv.. Jeg har i løbet af den sidste uges tid drøftet en række af disse problematiske markeringer på Facebook, og jeg skal nok samle op her på bloggen på et tidspunkt.

I nærværende indlæg vil jeg blot reflektere over folkeskolelovens §5, som er ”fagenes paragraf”. Min pointe er, at §5 handler om det stik modsatte af, hvad DPU-eliten tror.

Her er den centrale formulering i §5:

”Indholdet i undervisningen vælges og tilrettelægges, så det giver eleverne mulighed for faglig fordybelse, overblik og oplevelse af sammenhænge. Undervisningen skal give eleverne mulighed for at tilegne sig de enkelte fags erkendelses- og arbejdsformer. I vekselvirkning hermed skal eleverne have mulighed for at anvende og udbygge de tilegnede kundskaber og færdigheder gennem undervisningen i tværgående emner og problemstillinger.”

I resten af §5 opremses alle skolens fag + noget teknik.

Lad os se på, hvad der står i paragraffen:

 

1.

Bemærk fokusset på ”indhold”. Fagene handler om ”indhold”. Det er det første ord, som hele paragraffen udspringer af. Og “indhold” relaterer direkte til ordet ”kundskaber” som er formålsparagraffens centrale begreb, jf §1. ”Kundskab” optræder også i slutningen af §5-citatet, som en helt naturlig forudsætning for fagenes hele betydning og sammenhæng.

 

2.

Fag og kundskaber knyttes sammen i udtrykket ”faglig fordybelse, overblik og oplevelse af sammenhæng”. At finde kundskaber er at indgå i en fordybelsesproces med et fags dialoger, ting og videnskab. Det er denne proces, som eleverne via §5 inviteres til at deltage i. Og læreren inviterer og “tilrettelægger”, dvs. lægger tingene til rette, så eleverne kan fordybe sig, og han fordyber sig også selv, mens han lægger til rette.

 

3.

i §5 står der også, at fagene består af ”erkendelses- og arbejdsformer”. I de forkerte hænder løber denne formulering væk fra punkt 1’s indholdsord, hvorved fagene reduceres til systemteoriens og skolereformens såkaldte “metodisk antihumanisme”. Dermed splittes paragraffen i en afvisning af skolens formål.

Men via lovens understregning af indholds- og kundskabs-sammenhængen betoner ”erkendelses- og arbejdsformer” tværtimod det vigtige forhold, at et fag er en historisk-poetisk praksis, som naturligt knytter sig til dets indholds eksistens og tilsynekomst. Her bliver vi klogere (”erkendelse”) og undersøger (”arbejde”) tingene.

 

4.

Undervisningen i fag ”skal give mulighed” for tilegnelse, står der. Ordene ”skal give” optræder også i formålsparagraffen, §1. Dermed betones, at vi er i en neo-herbatiansk sammenhæng, dvs. i horisonten for det pædagogiske paradoks: Det er tvang og gave på samme tid. Ordet ”mulighed” er en anerkendelse af, at undervisning ikke kan erstattes med en elektronisk applikation eller learning analytics. ”Mulighed” forudsætter lærerens anerkendelse af barnets frihed, hvilket kun kan ske under forudsætning af lærerens egen frihed. ”Mulighed” optræder hele tre gange i paragraffen, og hver gang sammen med ”skal give” (i lidt forskellige kombinationer).

Denne treenighed af tvang, frihed og gave må være en barndomsfest.

Og husk på at ordene “skal, give, mulighed,” er en del af “fag, fordybelse, sammenhæng” og “kundskaber og indhold”.

 

5.

Fagene og hele deres historisk-poetiske praksis er udgangspunkt for, at fagene kan indgå i en ”vekselvirkning” med ”undervisningen i tværgående emner og problemstillinger”. Fagene står altså ikke i modsætning til projekt- og emneorienterede forløb, som trækker på hele den reformpædagogiske tradition, som man f.eks. finder den hos Freinet og i John Bertelsens Skrammologi.

Men vekselvirkningen kan også sættes sig igennem inde i faget selv, eftersom fagene selv er vekselvirkninger, qua pkt 1-4.

Dermed etableres en indre vekselvirkning mellem fagtradition og reformpædagogik, hvor det ene dukker op i det andet i forskellige former for rytmer og synteser.

Ordet vekselvirkning  emmer af dannelsestradition. Ordet var f.eks. centralt for både Grundtvig og von Humboldt.

 

Konklusion:

Sådan ser loven ud. Lyder det som “nationalt snævert”, Trump eller PISA-tests?

Måske skulle de OECD-begejstrede forskere starte her, hvis de vil gøre lidt nytte og skabe noget “ro om folkeskolen”.

 

Links:

Folkeskoleloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=196651

Analyse af rapport fra undervisningsministeriets rådgivningsgruppe om fælles mål fra juni 2018, hvor der trækkes på en forståelse af fag, som minder om min:

Facebook-drys 54: Oktober 2018

Her er 50 facebook-opdateringer fra oktober 2018. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Facebook-drys 52: august 2018
  2. Politiets funktion
  3. Identitetspolitisk tsunami:
  4. Præstens partibog
  5. En sur firkant
  6. Kritik af Gert Biesta
  7. Et KL-intermezzo
  8. Merete Riisager forlader politik
  9. Kim Larsen som intellektuel
  10. Aktuelle indlæg om Morten Kvist-sagen
  11. Susanne Crawley Larsens selvmodsigelser
  12. Grundtvigianismens opløsning i 90’erne og 00’erne
  13. Facebook-drys 53: september 2018
  14. Altingets ”nøglepersoner”
  15. Dansk Frysepartis valgplakat
  16. Tørklædets vævning
  17. Jacob Mark i fremragende aktion
  18. Forslag til digital dannelse
  19. Klimapolitik uden dannelse 1
  20. Klimapolitik uden dannelse 2
  21. Klimapolitik uden dannelse 3
  22. Disruptionsrådet
  23. Fire trusler mod pædagogikken
  24. Klimapolitik uden dannelse 4
  25. En børnehavehistorisk betragtning
  26. Uren journalistik
  27. LA og den europæiske bankskandale
  28. 1980’ernes liberalistiske spredehagl
  29. Identitetspolitisk fortælling
  30. Indoktrinering 1
  31. What is your topic?
  32. Indoktrinering 2
  33. Indoktrinering 3
  34. Statens data-liv
  35. Erik Schmidt i Landsretten: Alle indlæg i sagen
  36. Ole Borgå kritiserer Antorini
  37. Urimelig behandling af Carolina Magdalena Maier
  38. Læringsbarometer eller læringsglemsel
  39. Erik Schmidt i Landsretten: Demonstration kl.9
  40. Erik Schmidt i Landsretten: Mikael Busch i Fyens Stiftstidende
  41. Erik Schmidt i Landsretten: Overbliksartikel på folkeskolen.dk
  42. 00’er-stemning i friskolerne
  43. Erik Schmidt i Landsretten: Lov eller revolution?
  44. Lav score på smal præmis
  45. Halløj på lærerværelset
  46. Læringshygge og Big Data hos Systime
  47. Erik Schmidt i Landsretten: Analyse af byretsdommen
  48. Erik Schmidt i Landsretten: Mikael Busch i Kristeligt Dagblad
  49. Erik Schmidt i Landsretten: Anders Bondo i Politiken
  50. Erik Schmidt i Landsretten: Dagens syv indlæg

 

1. d. 1. oktober: Facebook-drys 52: august 2018

Diskussioner fra august 2018:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-52-august-2018.html

 

2. d. 1. oktober: Politiets funktion

For et nogle uger siden gav en dansk betjent en krammer til en kvinde i Niqab under en offentlig demonstration. Betjentens handling blev ligefrem rost af politiledelsen og gik efterfølgende verden rundt. Nu bruges billedet af de identitetspolitiske debattører omkring Radikale Venstre og Alternativet som et eksempel på dansk frisind.

Jeg synes, det er ubehageligt at se på billedet. Og det er vel at mærke ikke, fordi kvinden bærer Niqab, men fordi betjenten er i uniform.

(Jeg er i parentes bemærket selv imod den såkaldte “burkalov”, som var demonstrationens anledning)

Politiet skal overhovedet ikke kramme nogen. En betjent skal opføre sig værdigt, korrekt og neutralt med loven i hånd, enkelte gange kan han måske være hjælpsom.

Hvad bliver det næste? Skal betjenten også kramme en Trump-tilhænger, som er bange for at miste sit job. Eller en rocker, som mister sit kørekort? Eller en BZ’er som er sur på sin mor? Eller får jeg et kram, hvis jeg bliver taget uden cykellygter?

Sagen har intet med dansk ”frisind” at gøre, tværtimod. Sagen er snarere et udtryk for et identitetspolitisk overgreb på de politisk-juridiske funktioner, og det er meget skuffende, at både politiledelsen, betjentenes fagforbund og landets justitsminister ikke benytter lejligheden til at ridse politiets funktion og pligt op.

 

3. d. 1. oktober: Identitetspolitisk tsunami

Indtil nu har åndsfriheden især været knægtet af en teknokratisk læringsideologi. You know: hvis du kritiserer læringsrevolutionen og taler for dannelse, så har du ”negative holdninger”, så ud med dig!

Den trussel gælder stadigvæk. Se f.eks. på socialdemokraternes konkurrencestatsoplæg om forskning og videregående uddannelser. Ren ødelæggelse af universitetstraditionen. Og om en måned kommer Agedrupsagen for Landsretten.

Men nu rejser sig endnu en trussel. Den nye venstrefløj er direkte på vej ind i The Square, dvs. et lukket rum af politisk korrekthed, som knægter åndsfrihed og frihed i det hele taget, og som opløser landets liv i konstruktivistiske identiteter, der opfatter enhver berøring som en krænkelse.

Det er især hos Radikale, SF og Enhedslisten, den er gal. Visse kredse hos de radikale er endda ekstra hårdt ramt. Her er nogle aktuelle eksempler. I den kommende tid vil det strømme ind med flere:

  1. Svensk TV varedeklarerer direkte Sverige demokraternes debatindlæg i en partilederdebat. Herhjemme jubler især Alternativet og de Radikale.
  2. På Københavns Universitet må man ikke klæde sig ud som indianere.
  3. Man nægter at deltage i Folketingets gudtjeneste, fordi den ellers fremtrædende præst og pædagogisk intellektuel, Morten Kvist, for ti år siden har sagt, at han synes, at der skal være en mor og en far i en plejefamilie og kritiseret den begyndende identitetspolitik. Kvist har faktisk også sagt, at han gerne vil vie et homoseksuelt par, men det var der ingen, der lagde mærke til i identitets-saunaen. Næste år kommer der nok en SF-præst, som også mener et eller andet om noget. Så er der måske nogle andre partier, som bliver krænket, sikkert nogen fra DF. Det er skruen uden ende.
  4. Landets politi skal trøste og kramme folk, hvis de føler sig krænket og græder under offentlige demonstrationer.
  5. På Aarhus Universitet må man ikke klæde sig ud som Obama. Først måtte man heller ikke klæde sig ud som en indianer, men så måtte man godt alligevel. Der sidder en kommunikationsmedarbejder og sletter billeder på Instagram og giver lov og trækker tilbage. Det er meget bizart. Man kan læse mere om det på linket. Jeg får lyst til at spise noget matador-mix.
  6. Om lidt kommer der også en ”code of conduct” på AU, som faktisk også omtales i artiklen. De nye regler skal indsnævre den frie debat af hensyn til nogle ganske få anonyme personer, som i en arbejdsmiljøundersøgelse har sat kryds ved, at de er blevet krænket af at få kritik af en eller anden. Hvorfor snakker man ikke bare med dem, i stedet for at lave generelle regler? Der er i forvejen et udvalg for god videnskabelig praksis, der beskytter ”faglig og saglig kritik”, så der er tale om en klar udvidelse. Kommunikationsmedarbejderen og et par ledelses-darlings skal formodentlig stå for at sortere i både artikler, bøger og sociale medier. Nu må man nok ikke skrive ord som ”indianer” eller ”Obama” mere? Eller måske må man ikke kritisere en eller anden foucault-fan i København? Der kommer en dyne af underforståede trusler mod forskningsfriheden herfra og til Mols.

Vi kommer godt nok til at savne Kim Larsen i det her land.

Link til den nye indianersag på Aarhus Universitet:

http://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/au-fjernede-fotos-af-studerende-klaedt-ud-som-obama/

 

4. d. 2. oktober: Præstens partibog

Jeg overvejer at gå i kirke på søndag. Jeg skal dog lige tjekke præstens partibog og Infomedia først. For tænk nu hvis hun engang har sagt noget forkert om ulve eller om karikaturtegnere eller mænd eller kvinder. Hun skal jo også helst være SF’er eller Alternativist. Ellers bliver jeg utryg.

Kun hvis alt det er i orden, går jeg i derhen. Men jeg tager dog både ørepropper og VR-briller med, hvis der pludselig skulle falde en anstødelig bemærkning oppe fra alteret alligevel.

Inde i VR-universet, som hedder The Square, kan jeg mødes med de andre krænkede, som også har ørepropper, og som aldrig har sagt noget skævt i manegen. Morten Østergaard er spilfordeler.

Og hvem ved, måske bliver vi i “VR-The Square” forever?

 

5. d. 2. oktober: En sur firkant

Den er helt gal. Jonathan Spang har klædt sig ud som mexicaner, jeg drikker sort kaffe, og Sømanden Will den Fromme overfalder en stereotyp villig kvinde i et Lørdagshjørne fra gamle dage.

Og nu.. ohh my humanisme…. der går en familie med en mor og en far. Det er simpelthen for unormalt…. undskyld, jeg mener anormalt.

Og nu…. nej, hvor væmmeligt og umoralsk. Der er en person, der plukker et æble. Hvilken voldtægt af træet.

Og der… nej, helt ærligt. Det går en eskimo, der har klædt sig ud som en eskimo. Indberet ham til Code of Conduct-udvalget!

Og hvem er med i udvalget? Ingen, for det består af en datamat uden køn eller farve.

Men datamaten har skam et navn. Den hedder RVSFAltEL. Den står på en lille sur firkant.

 

6. d. 3. oktober: Kritik af Gert Biesta

Fire aktuelle kritikker af Gert Biestas filosofi:

A.
To yngre danske pædagogiske forskere, Mikkel Helding Vembye og Morten T. Korsgaard, har skrevet en fremragende kritik af en række indre modsætninger i Gert Biestas arbejde. Man kan læse deres analyse i tidsskriftet ”Nordic Studies” (nr. 3, 2018). Kritikken går især på, at Biestas arbejde med systemteorien ødelægger hans muligheder for en adækvat forståelse af både pædagogikkens ontologi og Hannah Arendts filosofi:

https://www.idunn.no/np/2018/03/funktionalistisk_paedagogik

B..
En lignende kritik af Biestas forståelse af ontologi kan man i øvrigt læse hos den interessante italienske forsker Vasco d’Agnese i en Heidegger-inspireret analyse fra 2016:

https://www.tandfonline.com/…/pdf/10.…/00131857.2015.1004154

C.
Det er også værd at nævne et aktuelt såkaldt ”manifest for en post-kritisk pædagogik” fra 2017. Forfatterne kritiserer et ”pædagogisk manifest”, som Biesta skrev i 2011 sammen med kollegaen Carl Anders Säfström. Det nye manifest trækker på samme læsninger af Arendt, som Vembye og Korsgaard gør.

Man kan læse mere om manifest-diskussionerne her:

http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-to-paedagogiske-m…

D..
Selv præsenterede jeg en lignende kritik i artiklen ”Er Gert Biesta dannelsesfilosof? Artiklen står i bogen ”Uddannelse for en menneskelig fremtid – Gert Biestas pædagogiske tænkning”, som er redigeret af Lærke Grandjean og Ole Morsing (KLIM 2017).

Så den pædagogiske teori er i fuld bevægelse.

 

7. d. 3. oktober: Et KL-intermezzo

Politikens Skoleliv bringer i dag et portræt af Herlevs borgmester, Thomas Gyldal, som jo også er den magtfulde formand for KL’s skoleudvalg.

På et tidspunkt omtales et møde med borgmesterkollegaen i Rødovre, Erik Nielsen, som jo var formand for KL under OK13-konflikten med lærerne.

I beskrivelsen af mødet kan man mærke de to mænd gløde af den form for ideologiske teknologibegejstring, som i disse år strømmer igennem KL:
————————-
”Den røde løber er rullet ud på en parkeringsplads i Rødovre. I en tilstødende bygning ligger kommunens nye teknologieksperimentarium, Tek X, som Thomas Gyldal skal være med til at åbne denne septemberdag. Han er her med »KL-kasketten« og er inviteret af Rødovres borgmester, partifællen Erik Nielsen. Hjemmevant går Gyldal hen og hilser på sin borgmesterkollega.

»Tillykke med det. Det er flot,« siger han, og Erik Nielsen kvitterer med et bredt smil.

De småsnakker om en studietur til Silicon Valley, og om vigtigheden af at få teknologien ind i folkeskolen.

»Børn på denne her størrelse sidder jo kraftedeme og koder,« siger Gyldal og måler en meters penge med hånden.”
———————

Hvad er ”en studietur til Silicon Valley”, spørger du måske?

Det kan jeg fortælle. Det er et kursus hos det Singularity Universitetet, som jo er symbolet på den nye datakapitalisme.

Direktøren for det konsulentbureau, Dare Disrupt, som har lavet KL’s teknologiudspil er også uddannet her. I udspillet roses iøvrigt det dybt umoralske firma Cambridge Analytica.

Disruptionsrådet, læreruddannelsen og erhvervsministeriet er også stærkt påvirket af singularity-bevægelsen.

I nabokommunen Høje Taastrup bor en anden teknologibegejstret KL-borgmester, som også er ekstremt involveret i opgøret med dansk pædagogik. Det er Michael Ziegler, som jo forhandlede både OK13 og OK18. Også han promoverer californisk teknologiideologi til den store guldmedalje. WA skrev om det i foråret.

Dengang i 2013 var det Konkurrencestaten, der dominerede de bonede gulve. Nu er det Datastaten. Og det er KL og erhvervsministeriet, som svinger pisken over pædagogikken

En krølle, som jeg tror er vigtig:
Bevægelsen fra Konkurrencestat til Datastat svarer til den pædagogiske evidensforsknings bevægelse fra ”evidensbaseret” til ”evidensinformeret”.

Før skulle pædagogikken funderes på en ren metode, der kunne knyttes op til scoren på PISA og nationale tests. Nu skal pædagogikken funderes i rådatalandskaber, der kan forudsige og optimere dit næste skridt i konkrete softwaresystemers opkobling på big-datamodeller. Dermed bliver det ikke nødvendigt med makro-modellerne.

Link til portrættet:

https://skoleliv.dk/nyheder/art6738247/%C2%BBAlle-mennesker-vil-synes-at-det-var-meget-bedre-at-han-blev-statsminister%C2%AB

 

8. d. 5. oktober: Merete Riisager forlader politik

Regering og skoleforligskreds har presset al virkelighed ud af skole og samfund. Riisager er en af de få, som vedholdende har kæmpet på virkelighedens side.

Langsomt har hun “justeret” skolen, men til sidst endte skolen og regeringen med at ville “justere” hende.

Og lige som den ensomme musketerinde selv var ved at blive opslugt i regeringens og forligskredsens antivirkelighed, beslutter hun at forlade scenen. Hun “savner virkeligheden”, siger hun. Vi er nogen, der kommer til at savne hende.

https://www.altinget.dk/artikel/merete-riisager-forlader-politik-efter-valget?ref=newsletter&refid=28992&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=altingetdk

 

9. d. 5. oktober: Kim Larsen som intellektuel

Det er vanskeligt at forestille sig bedre TV end at høre Kim Larsen fortælle om sit stærkt poetiske samarbejde med vennen Mogens Mogensen om en række af Gasolins bedste tekster.

Fortællingen om, hvordan bandet fik Mogensen til at recitere sin lyrik hen over rytmen i ”Tremastet beton”, er ubetalelig morsom. Og decideret både oplysende og rørende er det, når Larsen fortæller, hvilke helt konkrete sætninger, der er hans, og hvilke der er Mogensens, f.eks. i sangen ”Se din by fra tårnets top”. Og pædagogisk på højt plan bliver det også, når Larsen forklarer, hvordan han lærte af sin mester ud i lyrikken.

Nu jeg er ved det, vil jeg også anbefale Kim Larsens fortolkning af filmen ”Rumrejse år 2001”. Der er er masser at tænke over.

Links:
Kim Larsen om sit samarbejde med Mogens Mogensen: https://play.tv2.dk/…/broedre-i-aanden—kim-larsen-og-mog…/

Kim Larsen om Kubriks film: https://www.ekkofilm.dk/…/kim-larsen-om-rumrejsen-ar-2001/…/

 

10. d. 6. oktober: Aktuelle indlæg om Morten Kvist-sagen

I dag og i går har der været fire indlæg om den absurde sag om Morten Kvists gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Sagen er dybt pinlig for den nye identitetspolitiske venstrefløj.

A.
De to tidligere Deadline-værter Adam Holm og Nynne Bjerre behandler sagen i dagens udgave af p1-programmet ”4.division”. Holm og Bjerres behandling af sagen er god at få forstand af. Især Bjerre arbejder nærmest snusfornuftigt i sin direkte journalistik. Det er som om, at Holm på et tidspunkt lærer noget om, hvad man kan spørge om. Identitetsideologerne har ikke villet deltage i programmet.

Link til radioprogram. Indslaget om Kvist starter kl. 14:49: https://www.dr.dk/radio/p1/4-division/4-division-29.

B.
Kurt Strand behandler også sagen i ”Mennesker og medier”. Programmet indledes med diskussion af Kvist-sagen, hvor Kristeligt Dagblads redaktør gør en jætte-indsats. Det handler dog mere om DR’s konkrete dækning:

https://www.dr.dk/radio
/p1/mennesker-og-medier/mennesker-og-medier-2018-10-05

C.
Klaus Wivel har en leder om sagen i Weekendavisen, som også kritiserer identitetsideologerne.

D.
Sagen diskuteres også i DR’s Debatten fra i går. Her fortæller en Mikkel Raahede, at en “mor” ikke har noget med køn at gøre. Identitetspolitikken er i dyb fejltagelse. Det er sørme godt, vi har Kvist, som gør en jætteindsats i en presset situation.

https://www.dr.dk/…/debatt…/debatten-dr2/debatten-2018-10-04

 

11. d. 6. oktober: Susanne Crawley Larsens selvmodsigelser

Den radikale politiker Susanne Crawley Larsen har siden 2014 været skolerådkvinde i Odense. Det var Larsen, der i 2014 gav en tjenstlig advarsel til lærer Erik Schmidt, fordi han forsvarede dannelsen på et lærermøde over for en helt ny og læringsbesat skoleleder. Schmidt havde ”negative holdninger”, hed det demonstrativt i advarslen.

Men efter advarslen rejste Crawley Larsen skam rundt på Fyn og talte om Grundlov og ytringsfrihed. Det var nærmest provokerende efter min opfattelse.

Senest har hun stået for Odense Kommunes såkaldte ”dannelsesstrategi”, som er kritiseret kraftigt af fagfolk. Det er absurd, at hun så ubehjælpsomt promoverer dannelse, når hun i andre sammenhænge kalder dannelse for ”negative holdninger”.

Og nu – efter sin behandling af Schmidt – har hun sørme også pædagogisk og moralsk nerve til at skrive et indlæg i Fyens Stiftstidende, hvor hun siger TAK til byens skolelærere i forbindelse med FN’s Lærerens Dag.

D. 30. oktober står Crawley Larsen med KL i ryggen mod Erik Schmidt i Landsretten, som skal teste advarslens lovlighed.

Det er nu tredje gang, retten behandler sagen. Odense Kommune og KL er gået helt i skolereformsbaglås i frontalt opgør med pædagogik og dannelse.

Hvilken absurd tak fra en af lærerstandens fjender.

 

12. d. 8. oktober: Grundtvigianismens opløsning i 90’erne og 00’erne

Grundtvigianismen kollapsede sammen med muren i Berlin. Det skyldes, at bevægelsen blev sidestillet med en form for socialisme, som jo mistede sine begrundelser efter den kolde krig. Man kan f.eks. aflæse det direkte i Antorinis bøger fra 2000’erne.

Konsekvensen var følgende:

Grundtvigianerne godkendte og indoptog økonomiseringen af pædagogikken. Det så man f.eks. i Korsgaards ”Kundskabskapløbet” fra 1999 og i Bertel Haarders begejstring for OECD.

Herfra løb den pædagogiske forvirring helt amok:
Grundtvigianerne forbandt sig direkte med Ove Kaj Pedersens analyser, som jo senere skulle blive til bogen om ”konkurrencestaten”. Pedersen var faktisk et anset medlem af den grundtvigske bevægelse i de år. At Konkurrencestaten på den måde blev grundtvigsk er virkelig en af vores nyere histories forbløffende paradokser. Et paradoks med vidtrækkende og negative konsekvenser.

Grundtvigianerne kastede sig over de nye evidensbaserede læringsmetoder. F.eks. viste ledende grundtvigianere stor interesse for Dunn & Dunns læringssstile, som er et klassisk eksempel på det, som Tanggaard, Brinkmann og undertegnede har kaldt for en ”ren metode”.

Grundtvig fik ry for at være en ”kristen fundamentalist” i en ledende doktorafhandling, der havde udspring i de grundtvigske miljøer selv. Og der var flere andre eksempler på grundtvigske historikere, som nedskrev bevægelsens betydning.

Systemteoretikerne og DPU, som stod tæt på Ove Kaj Pedersen, var totalt antigrundtvigianske. De delte opfattelsen af Grundtvig som en fundamentalist. Samme tendens så vi hos samtidsdiagnostikere, som Ove Kaj Pedersen ellers refererer kraftigt til. Vi fik en ”uddannelsesvidenskab”, som er defineret ved dette opgør med pædagogik og dannelse.

Enkelte høj- og efterskoler – herunder især Oure – byggede deres virke på total anti-grundtvigianisme. I stedet gik man ind for konkurrencestat og oplysningsfilosofi, som om de to ting har noget med hinanden at gøre.

Inden for nationalisme-forskningen stod den såkaldte konstruktivisme stærk. Her er det nationale noget konstrueret og forestillet uden real substans. Det var især Korsgaard og Østergaard, som med udgangspunkt i den engelske forsker Benedict Anderson stod for den tråd.

På den måde blev hele guldalderens pædagogiske inspiration puttet i en stor glemmekasse.

Hvem kunne overtage? Jo, det kunne en ny version af 1870’erne, dvs. en syntese af Nietzsche, den sene Marx og Darwinisme i de allermest dannelseskritiske udgaver, dvs. poststrukturalisme, Althusser og neuropædagogik.

Herfra kunne man genbeskrive pædagogikken renset fra oplysningens frihedsidealer, romantikken, kristendommen og til de gode gamle grækerne.

Resultatet? Det er skole- og læreruddannelsesreformen og DPO.

 

13. d. 8. oktober: Facebook-drys 53: september 2018

Diskussioner i september:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-53-september-2018.html

 

14. d. 9. oktober: Altingets ”nøglepersoner”

Altinget er for tiden et glimrende uddannelsesjournalistisk medie. Desværre fortsætter man ikke kvalitetssporet i virksomhedens såkaldte ”uddannelsespolitiske netværk”, hvor man kan møde ”nøgleaktører” osv. ud i konsulenthimlen.

Mødelederen er Jacob Fulgsang, som jo kører ”Riisager=Trump” linjen sammen med sin blablabla…-kollega med signaturen PAP.

Hvem er invitereret til at tale? Det er følgende personer:

  • Arne Eggert, som er direktør for skoleområdet i KL.
  • Agi Csonka, som er tidligere formand for Læringsrådet og gammel kending fra Ny Nordisk Skole og meget andet uheldigt.
  • Søren Hartmann Hede, som er departementschef i UVM, hvor han planlægger en ny og centraliseret datastruktur. Han glæder sig nok over regeringens nye skoleudspil, hvor skolepolitikken knyttes til den såkaldte teknologipagt. Det glæder KL sig helt klart også over, eftersom organisationen er totalt dataficeret.
  • Louise Klinge, som er det eneste faglige indslag, men som er helt ude i periferien i forhold til de centrale diskussioner.

Det svarer helt til niveauet for de sammenlignelige såkaldte VL-grupper på Samuelsen.dk. Her så programmet sådan her ud i 2016:

I København (mødeleder er Christine Antorini): Lars Goldschmidt, Bjarne Corydon, Jakob Fuglsang og Agnete Gersing (dep.chef)

I Aarhus: Lars Qvortrup, Claus Hjortdal, Christine Antorini og Dorte Fristrup (gymnasierektor)

Konklusion: Landets eliter er helt uberørt af pædagogisk kritik.

https://www.altinget.dk/arena/netvaerk/uddannelse-2

 

15. d. 11. oktober: Dansk Frysepartis valgplakat

Dansk Fryseparti er gået i frossent totalangreb på fædrelandet, som nu er reduceret til noget “man kan melde sig ind i”, hvis man tager et tørklæde af.

Nedenstående billede med den fascistoide æstetik hænger overalt i bybilledet, hvor både muslimske børn og andre små danskere samt følsomme voksne borgere kan se det, mens de tager skade. Til sidst ender hele flokken nok med at “melde sig ud” af Danmark og ind i Dansk Fryseparti eller i et andet fryseparti.

Partiet mangler evnen til at skelne mellem Islamkritik og pædagogik. Jeg ved godt hvorfor. Det er fordi, frysepartisterne mener, at indflydelsen fra Kant og Brandes er et “moderne sammenbrud”, og fordi den sene Kierkegaard er blevet et enerådende idol, som har reduceret Grundtvig til en salmedigter.

Jeg føler mig mest som peruvianer i disse tider.

 

16. d. 11. oktober: Tørklædets vævning

Holstebro Friskole gjorde i sommers sine elever den store tjeneste at give børnene lov til at røre ved og lege med muslimske tørklæder, spise arabisk mad og i det hele taget møde og lære af nogle af landets minoriteter, som er et vindue til verdens livsformer.

Alle børn – også de muslimske drenge – som går i klasse med en tørklædepige, bør have denne type erfaring, røre ved stoffet, knuse det blidt, bære det og spille teater med det. Den muslimske pige kan så ae og kysse et kors med Jesus og gå i kirke til jul. Børnene kan også tegne og dramatisere tingene og le lidt alvorligt. Bare de ikke bliver posthumanistiske ateister.

Måske kan alle ikke finde ud af det hele lige med det samme, og måske kommer der en sur forældreopringning fra den rige eller den fattige ghetto, men det er jo det, en skole kommer an på: Den tvangløse tvang af mennesket hen til et frit møde med tingene, som de er i sig selv, og som virker historisk-poetisk.

Men Dansk Fryseparti vil have denne fine pædagogiske tråd forbudt. Derfor vil den muslimske pige aldrig komme til at ae Jesus. I stedet møder de et frossent Danmark: Dansk Frysepartis land.

https://dagbladet-holstebro-struer.dk/holstebro/Martin-Henriksens-toerklaede-kritik-preller-af-Nu-vil-folkeskole-ogsaa-tage-elever-med-ud-i-Trekanten/artikel/371355

 

17. d. 12. oktober: Jacob Mark i fremragende aktion

København og Aalborg vil for sende alle deres skoleledere på kursus i Oslo. Det skal finansieres med AP Møller-midler. I Oslo regerer Johan From over, hvad der nok er Nordens mest instrumentalistiske skolelederuddannelse.

Lektor Niels Jacob Pasgaard og nordmanden Simon Malkenes skrev om sagen i Politikens Skoleliv allerede i november 2017.

Men nu har Jacob Mark fra SF stillet spørgsmål til ministeren om Københavns og Aalborgs initiativ. Hermed melder SF sig for alvor på den læringskritiske vogn. Og det allerbedste er, at Merete Riisager er helt enig med Mark i kritikken.

Denne pædagogiske konsensus mellem Riisager og Mark, mellem LA og SF, er et syvmileskridt fremad for landets pædagogik. Det er derfor meget ærgreligt, at Riisager ikke kan/vil fortsætte som minister.

Til sidst i sit svar refererer Riisager til et skolelederuddannelses-udspil fra maj 2018. Jeg ved ikke helt, hvad hun har i tankerne, men i april 2017 kom der en rapport fra ministeriet om emnet, som må være baggrunden for hendes reference. Desværre adskiller rapportens indhold sig ikke ret meget fra substansen i Oslo-skolens ideologi. Den 48-siders lange rapport er renset for henvisninger til skolens formål og kører i rent skolereformstomgang. Med denne modsætning er vi havnet i det, jeg kalder for ”Undervisningsministeriets logiske sammenbrud”, som har været med os hele tiden, og som det gælder om konstant at tale frem og minde om.

Men hvad siger de andre ordførere mon? Og hvad siger de i København og Aalborg, som virkelig står tilbage iført tjære og fjer? Afklædt af landets toneangivende liberalistiske og socialistiske miljøer i fint fællesskab.

Link:
Artikel om Marks initiativ og Riisagers svar: https://www.folkeskolen.dk/…/riisager-kommenterer-kritisere…

Pasgaards og Malkenes’ oprindelige indlæg: https://skoleliv.dk/…/Norsk-lederuddannelse-er-stik-imod-da…

Forslag til ny skolelederuddannelse i Danmark: https://uvm.dk/…/2017-grunduddannelse-af-skoleledere-fremti…

 

18. d. 14. oktober: Forslag til digital dannelse

Forslag til regelsæt om Digital Dannelse: Del 1:Tømning og renselse i skole og børnehave.

§1 Reglernes formål er at tvinge den globale datakapitalismes ud af børns lommer, så børn og unge kan indgå i det sociale liv som frie danskere og europæere.

Stk.2. Formålet er derudover at vænne børn og voksne til et pædagogisk liv i frihed, dvs. uden digital overvågning og optimering, men i fuld mundtlighed.

Stk. 3. Formålet er med andre ord at udvikle børnenes digitale inkompetence, så de undgår at blive teknologiens teknologi.

Skolen:
§2. Mobiltelefoner forbydes i hele skoletiden, dvs. både i undervisningssammenhænge, i frikvarteret og i fritidsaktiviteter, som foregår på skolen.

Stk.2. Den enkelte lærer kan, hvis han vurderer, at der er tvingende pædagogiske grunde, i undtagelsestilfælde anvende mobiltelefoner i undervisningen fra 6. klasse. Et eksempel på en tvingende grund er, at man undersøger telefonens opbygning og dens netværk og databehandling. Dvs. at den ikke bruges.

Stk. 3. Skolen og læreren kan sagtens inddrage andre former for teknologi, som ikke er personlig, og som ikke kan medbringes i en lomme/taske, f.eks. musikinstrumenter, filmkameraer, og stationære skole-pc’er i særlige rum.

Børnehaven:
§3. Al digital teknologi forbydes i vuggestuer og i børnehaver. Der er heller ingen pc’er på kontorerne. Der er simpelthen intet digitalt overhovedet.

Stk 2. I børnehavens bagerste baglokale står en gammel fastnettelefon med drejeskive. Herfra kan pædagogerne ringe til forældrene eller til Falck. Pædagogerne kan dog ikke ringe til kommunen. Hvis kommunens embedsmænd vil spørge om noget, må de tage bussen hen til børnehaven og spørge med en mund.

Organisatorisk:
§3 Kommunernes Landsforening og dens medlemsorganisationer formenes adgang til landets pædagogiske institutioner. Det samme gælder alle organisationer og forskningsgrupper, som er knyttet til Disruptionsrådet, Teknologipagten, Erhvervsministeriet og Finansministeriet.

Stk.2. Al “praksisnær” forskning samles i et baglokale på rådhuset i Lemvig.

Stk 3. Professionshøjskolerne nedlægges og omdannes til seminarier, hvis grundlag jeg har beskrevet tidligere.

Sociale medier:
§4. Børn må ikke have en profil på de sociale medier, før de er fyldt 16 år.

Er der tømt nu? Eller mangler jeg noget? Herfra kan vi fylde på igen, og så er der jo også gymnasiet, som er helt anderledes. Det må vi se på i del 2 og 3.

 

19. d. 15. oktober: Klimapolitik uden dannelse 1 https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156688825444481&id=837549480

Hvad sker der, hvis et land uden dannelse går i klima-mode? Der sker følgende:

  1. Man indretter samfundet efter FN’s verdensmål. Dvs. at alle institutioner og aktiviteter varedeklareres efter deres kvantitative bidrag til klimasikring. Vi får verdensmålsstyring.
  2. Al menneskelig aktivitet bliver en belastning. Selv det at føde børn bliver et problem. Det gør ingen forskel, at nogle lande har højere fertilitet end andre. Ingen lande bør kunne reproducerer sig selv, uanset om landets fødselsrate er 1,2 eller på 8,0. Et barn er et barn, som er en klimabelastning.
  3. Ingen lande kan gøre noget. Landene er faktisk en del af problemet. Kun du og FN kan gøre noget. Staterne har mistet deres folk og styrer blot relationen mellem FN/EU og individet. Klima er globalindividualistisk moralpolitik.
  4. Klimaet bliver den altomfattende moral. Al menneskelig samkvem måles på klimabidraget. Der findes på en måde ikke andre problemer.
  5. Børn skal undervises i, at jorden går under om 80 år, med mindre de følger de forskningsmæssige anvisninger. Vi skal have en permanent krisetilstand.
  6. Den eneste reale løsning er at omgøre menneske til teknik. Her får staten en ny rolle:

6a. Alle borgere får en datagenereret klima-profil. Her samles deres klimabelastning, dvs. deres strømforbrug, deres kørsel, deres madforbrug osv.. i en statslig databank, som styres af OECD. Alt sammen for at redde klimaet.

6b. Borgere får point, hvis de har god klimascorer, og de får endnu flere points, hvis deres venner også har. De får også bedre stillinger. Overskrider de dagsdosis af CO2, får de en henvendelse fra kommunen. Det er det, jeg mener med ”statsstyring”. Staten har fået en ny rolle, løsrevet fra nationen og dens steder.

6c. På den måde spiller Singularity og klimafrygt sammen. Vi får et klimateknologisk diktatur. Man vil formodentlig snart kunne se det som små og store diskursive slyngninger i diverse rapporter.

  1. En tredje ideologisk markør kan komme til. Den handler om, at det kun er den menneskeligt varedeklarerede klimabelastning, som er et problem. Derimod er naturens egen belastning ikke et problem. F.eks. er ulve gode og køer dårlige, fordi køer er knyttet til menneskelig produktion, mens ulve truer menneskets hegemoni, hvilket er godt, fordi mennesket jo ødelægger klimaet. En hveps er bedre end et menneske, for nu at sige det på den måde (husk det i sommerhuset!). Mennesket ødelægger hvepsen.
    Den slags ideer understøttes f.eks. herhjemme af stærkt religionskritiske grupperinger med rod i 90’er-tidsskriftet Faklen. Mennesket bør i denne optik karakteriseres ved et omfattende had til sig selv som destruktiv art.
  2. Samlet set får vi derved en tredobbelt anti-humanisme, en forening af ulven, Silicon Valley og en permanent og statsstyret krise. Vi får på en måde det stik modsatte af økologi.

Det pædagogiske spørgsmål angår dette scenaries modsætning: Hvordan kan et samfund med dannelse drage ansvar for naturens og kulturens samlede økologi i kærlighed til menneskearten, landet, historien og til den jord og luft, der har skabt det hele. Resten er op til Gud. Dette spørgsmål svarer til folkeskolens formål. De 11 punkter er pædagogikkens opløsning.

 

20. d. 15. oktober: Klimapolitik uden dannelse 2

En kombination af dannelsesopgør, klimadystopi, data-begejstring og identitetspolitik truer med at indstifte et målstyret, nypuritansk og selvhadende monster på Moder Jords Moders-mål, dvs. i moderens fødende moder for liv.

Monstret regeres af erindringstab, evidens, rådata-landskaber, nidkære krænkelsesbeskyldninger samt en fuldstændig tømning og forhåndsdeterminering af børns og unges livsmod og fremtid.

Af en eller anden grund kaldes denne livstruende proces for “natur” og “økologi”, selvom den er det stik modsatte, nemlig en læringsmålstyret, kvantificeret og ukønnet tvangsstruktur, som river alle steder op med rode.

 

21. d. 16. oktober: Klimapolitik uden dannelse 3

Jeg har fået en ny app. Den hedder Klimamoralen. Den tæller min krops CO2-belastning af klimaet. I går kørte jeg mit barn til teatret i min nye røde Citroen, hvilket gav et pænt udslag. Jeg hørte radio undervejs, hvilket også talte lidt. Jeg spiste også en klimaproblematisk fløde-is. Helt galt gik det, da jeg spiste müsli med mælk og lidt hakkekødsrester fra i går.

Inde ved naboen fødte de et barn, hvilket bonnede helt vildt negativt ud på min app, fordi jeg jo kunne have påvirket naboen. F.eks. kunne jeg have givet naboens baby en klimamoralsk piece i stedet for en børnebog, som er trykt i Polen og derfor er en klimabelastning.

Til aften fik jeg grøntsagsstuvning, hvilket jo også talte. Så det er ikke, fordi jeg lever for vildt.

Til gengæld skød jeg en ulv på min private ejendom, hvilket talte positivt i appen, fordi ulven jo består af liv, og nu er vi af med det. På en eller anden måde kom det lidt bag på mig, men fint nok.

Vi var en tur i tivoli. Rutsjebanen med loop gav meget negativ effekt. Jeg skar også et halloween-græskar. Det talte også negativt, ikke meget, men dog lidt. Jeg fik sort samvittighed, hvilket faktisk også gav udslag på appen. Det er noget med noget neurobiologi, som udskiller CO2’en. Men så fik jeg sort samvittighed over at have sort samvittighed, og derfra sprintede tælleren til himlen.

Da dagen var slut fik jeg en besked fra Google: ”Tak for dagens tal, desværre ligger du over det anbefalede CO2-udledningsniveau. Tallene indberettes derfor ikke blot til FNs databaser, men også til din lokale læringsorganisation EU-DK”.

Dagen efter myldrede det ind med reklamer for klimaoptimerende produkter og adfærdsregulerende terapier. Jeg følte mig ikke just som en verdensborger.

Her til morgen kom der en bøde fra politimesteren på 100 EURO. Den kom på en sms. Doiiinngg… sagde det kl. 06.30, og så var jeg vågen. SMS’en talte på min app, selvom jeg ikke selv havde sendt den. Men jeg var selvfølgelig skyldig, så det var rimeligt nok.

Hvis jeg ønskede at klage, kunne jeg møde personligt op på et kontor i Berlin. Jeg kunne bare tage flyveren fra Tirstrup med RyanAir til 75kr. Flyturen ville naturligvis tælle med i appens regnskab, hvilket ville udløse endnu en bøde.

Flyrejser er ellers normalt undtaget, fordi visse vigtige personer har brug for at kunne besøge hinanden hyppigt. Derimod tæller toget negativt, men det er som regel i stykker, og så gør det jo ingen skade. Så jeg orker ikke at klage. Især fordi det er min fjerde bøde på en måned. Jeg kunne selvfølgelig cykle til Berlin, men kæden bruger jo olie, hvilket ikke er så godt.

Men jeg ringede dog til politimesteren, selvom det jo også talte lidt negativt på appen. Jeg spurgte, hvordan appen er konstrueret? Han fortalte, at den ny tids moralske fyrtårne hedder “klimatællere”. De udregner alle sammenhænge sammen med en supercomputer, som har lært at tænke selv. Det er en ny slags bibel. En global lommeregner med statsligt og kødligt vedhæng. Kan man påvirke den, spurgte jeg? Der er jo også andre hensyn, f.eks. til mennesket, arten, naturen eller humoren? Det skulle jeg ikke have sagt. Han blev meget oprevet og kaldte mig en klimabenægter og en postfaktuel populistisk troll.

I morgen bliver jeg i min seng hele dagen for at spare op til min müsli.

 

22. d. 16. oktober: Disruptionsrådet

En neuroprofessor ser frem til, at vores hjerner snart er på nettet, hvor de kan kommunikere uden ord. De kan også kommunikere med grisehjerner. Det synes Disruptionsrådet da – i karakteristisk stil – lige, det ville dele. Rådet foreslår også en sjov lille leg.

Disruptionsrådet er en central del af regeringens ideologi, som er forbundet med Silicon Valleys singularitetsideologi. Rådet påvirker pt det pædagogiske og det kommunale system dybt.

Her er Disruptionsrådets ledsagertekst med smiley og det hele:

“Det er efterårsferie og sæson for hygge og spil. Et hold Amerikanske forskere har i et nyt forsøg koblet hjernerne sammen på tre forsøgspersoner, der fik til opgave at spille Tetris.

Læs mere om hjernetetris, hvor deltagerne kommunikerer med hinanden via tanker, i artiklen her.

Og tag en person, som du gerne vil vide, hvad tænker på:-)”

https://www.dr.dk/nyheder/viden/teknologi/vi-kan-nu-sende-tanker-til-hinanden-en-computer?fbclid=IwAR3teJ5H0biXk-S2oRp9Y466sj_BA-Ks7zLy3RzCZHKjUhj0RN6PoGglpw0

 

23. d. 16. oktober: Fire trusler mod pædagogikken

Den i kausal forstand vigtigste trussel mod pædagogikken kommer fra pædagogikken selv. Truslen er effektueret ved opløsningen af pædagogikken i læringsbegrebet. Herfra kan selvstændighed, fordybelse og interesse minimeres hos den næste generation, som nu blot skal agere ”kompetent” og ”optimeret” og ”optimistisk” i den til enhver tid gældende sociale organisme. Det er skolereformens logik, som man stadig finder overalt, f.eks. hos mange kommuner og i Socialdemokraternes nye udspil om videregående uddannelser.

Med pædagogikkens indre opløsning som klangbund kan følgende tre individualiserende processer frit træde i karakter:

  1. Identitetspolitikken: Du er defineret ved et ”=”, hvorfra ingen forskel kan undslippe, og som kun kan rykkes ved en ”krænkelse”.
  2. Klimamoralen: Dit liv underordnes et individualiseret og puritansk moralsk diktatur under en ubegrænset dommedagspræmis.
  3. Dataficeringen: Dit kød opløses i software og algoritmer med direkte forbindelse til global datakapitalisme og til de sørgelige rester af nogle stater, der er endt som optimeringsorganisationer, og som derfor er overgået fra politik til kompetence som grundlæggende forståelsesramme. Derfor er truslen mod pædagogikken også en trussel mod politikken.

Som det ser ud nu, kører disse tre processer stadig i forholdsvist separate spor. Men pludselig vil de interagere argumentatorisk og samle sig i en muskulativ bevægelse. Og eftersom pædagogikken er opløst i læring, vil der ikke være et dannelsesmæssigt fundament at stå imod med. Tværtimod vil læringsbegrebet uden videre bidrage til at fremme punkt 1-3. Dermed effektueres dannelsens og demokratiets endeligt med udgangspunkt i pædagogikkens indre kollaps.

 

24. d. 16. oktober: Klimapolitik med dannelse 4

Dannelse handler om menneskers frie forbinden sig med verden og dens ting, samt om den ledsagende inkompetence, der opstår, når mennesker vender tilbage til samfundets funktioner og korrigerer dem. Dannelse er menneskenaturens forening af menneske, kritik, verden og poesi, dvs med naturen selv.

Vi får en dobbelt umulighed: Dels en forbinden sig med en verden, som man både er en del af og uden for, og dels en efterfølgende forbinden sig med et samfund, som man også både er en del af og uden for.

Kort sagt: Dannelse handler om menneskenaturens umulige forbinden sig med den omgivende natur, som den selv er en del af. Denne forbindelse kaldes historisk-poetisk, og den har rødder helt ind i verdens indre for nu at sige det på den måde.

Ud af denne forbindelse vokser menneskets praksis i naturen. Det er den reneste og mest snavsede dobbelte økologi, fyldt med poesi, skrammel, fødsel og omsorg. Det kaldes et sted, eller ligefrem et ståsted.

Det er stedets pædagogik. Velkommen til stedet. Lad os røre hinanden og høre naturens musik.

Klimaforskning er en undersøgelse af stedets og dannelsens, forbinden sig med andre steder, helt frem til jorden som sted, der udspringer af stedernes steder.

Klimaforskning undersøger stedernes vekselvirkning, dvs. naturens og kulturens samlede liv på vores kugle, ud fra menneskenes steder.

Klimaforskning korrigerer løbende stedernes vekselvirkning, men altid i dyb omsorg for dannelsens steder og liv, som muligvis protester. Klimapolitik er den pragmatiske diskussion af konsekvenserne af stedernes udvekslinger.

Klimaforskning er en form for historisk-poetisk naturantropologi. Glemmer den det, så ender den som et individualiseret puritansk diktatur, dvs anti-dannelse og ødelæggelse af stedernes økologi, dvs. af jorden som sådan.

Klimaforskningen skal understøtte økologi fremfor at ødelægge den. Den leder efter naturens natur.

Men det kræver et samfund med et sted, dvs. med en pædagogik. Ellers kan man bare implementere samme globale regel i et einheit-klimasystem.

 

25. d. 18. oktober: En børnehavehistorisk betragtning

Der er en ting, jeg har tænkt over. Måske har jeg misforstået noget, men sådan er det jo altid.

Her er det: Der er to hypoteser om reformpædagogikkens historiske forhold til frihedsbegrebet ude at køre for tiden, men det er som om, at begge teser glemmer noget centralt:

A.
I bogen ”Pædagogprofessionens historie og aktualitet” fra 2015 er det en gennemgående tese, at de Fröbel-inspirerede reformpædagoger, som bl.a. grundlagde Fröbel-seminariet og Fröbel-højskolen, egentlig slet ikke var inspireret af hverken Fröbel eller af kristendommen, selvom de selv talte en del om begge disse kilder.

I stedet er tesen, at de gamle reformpædagoger var præget af det moderne gennembrud, især socialdarwinisten Herbert Spencer, der nærmest gøres til et idehistorisk knudepunkt. Det er mit indtryk, at det især er Jens Erik Kristensen og Christian Sandbjerg Hansen, der fører det synspunkt i felten.

Hypotesen gentages af Jens Erik Kristensen i ”Pædagogikkens Idehistorie”. På den måde forbindes reformpædagogikken til det moderne gennembrud og til 1860-80’erne, som i forvejen via poststrukturalismen er Kristensens centrale inspirationskilde. På den måde bliver pædagogik opslugt af de moderne videnskaber, og psykologien – senere samfundsvidenskaberne – bliver den centrale markør.

Fröbel-pædagogikken gøres dermed groft sagt til en forberedelse til den moderne poststrukturalisme. En tredje af forfatterne til førstnævnte bog er Søs Bayer. Hun er også tæt på Kristensens teoretiske retning, dvs. poststrukturalisme og samtidsdiagnose, men har mere kærlighed til traditionen selv. Det er i al fald mit indtryk fra en artikel, hun skrev om Fröbel-folkene i Dansk Pædagogisk Tidsskrift for nogle år siden.

Men den samlede konklusion er, at det hele havner i en strukturel linje fra 1880 til 1980, hvor tiden før 1880 går tabt.

B.
På den anden side har vi Karsten Tuft, som lige har modtaget den pædagogik-historiske Ema-pris, og som har skrevet ph.d. om Gadamers legebegreb, samt Tufts ”elev”, Jan Jaap Rothuizen, som har redigeret bogen ”Pædagogiske ballader”, og som har skrevet ph.d. om ”det pædagogiske projekt”.

De springer sådan set også både kristendom og Fröbel over, men til forskel fra Kristensen og Hansen lægger de ikke meget vægt på det moderne gennembrud og 1870’erne. I stedet ser Tuft og Rothuizen især Immanuel Kants pædagogik som den centrale indflydelseskilde. Hovedinspirationen lægges altså 100 år tidligere. De bider mærke i Kants forelæsninger om pædagogik, hvor han understreger frihedens centrale rolle i opdragelsen af de mindste børn.

Dermed bliver pædagogik for Tuft og Rothuizen en undersøgelse af livet med den på Kants tid nyopdukkede frihed, som dette er markeret med modernitetens gennembrud især siden 1762, hvor Rousseau udgiver ”Emile-om opdragelsen”. Derved bliver filosofien og etikken den centrale pædagogiske disciplin, og vi får en mere sprudlende og iderig pædagogik end under pkt. 1, hvor sociologien og strukturanalyserne svinger taktstokken.

C.
Begge duoer kan for så vidt have en pointe, selvom jeg synes bedst om Tuft/Rothuizen. Min begrundelse er, at Kristensen efter min mening er alt for bundet til Herbert Spencer og sit poststrukturalistiske udgangspunkt. På den måde bliver han blind for den samlede substans af de processer, som fandt sted dengang. Der er Tuft og Rothuizen mere åbne i deres tilgang, og deres historiske interesse afstedkommer derfor også nye og spændende ideer, f.eks. Tufts fortolkning af Gadamer etc., Rothuizens balladebegreb osv.. Tuft er dog kritisk over for Roussau, og faktisk også over for Herbert. Derfor bliver det lidt smalt, hvad der er tilbage. Rothuizen er lidt mere åben.

Men mit spørgsmål er alligevel til begge positioner: Hvorfor er det så vigtigt at overse romantikkens, dvs. Fröbels egen, betydning, som jo udvikles i generationen efter Kant, men før Spencer? Fröbel lægger trods alt navn til to seminarier, og hans danske tilhængere, som i høj grad var praktikere, skriver en del om ham frem til 1960? Interessen for friskoler og grundtvigianisme, som jo også udvikles i mellemgenerationen, forsvinder også på den måde, ligesom man efter min mening skal passe på med at glemme kristendommens virkningshistorie undervejs, hvilket da også blev påpeget af historikeren Ning de-Coninck-Schmidt ved en af bogudgivelserne, hvis jeg ellers husker ret.

Måske er det tid til at undersøge vekselvirkningen mellem den regelrette Fröbel-inspiration, kristendommen og friskolebevægelsen uden at glemme hverken 1780 eller 1880, så Fröbel-seminarierne kan få deres navne tilbage? Og så børn kan få både fortælling, leg og hjem – kort sagt: stedslighed og pædagogisk praksis -uden at frihed og videnskab forsvinder.

 

26. d. 19. oktober: Uren journalistik

Det må være svært at være f.eks. Jonatan Spang i disse dage, hvor virkeligheden selv er blevet satirisk. Hvad gør en satiriker ved det? Bliver han en slags journalist, der leder efter satire? Dropper han den tilstræbte satire for i stedet at finde satiren ved simpelthen at undersøge virkeligheden i dybden?

Så får vi en ny journalistisk disciplin: Den dybdeborende satire.

En form for uren journalistik?

 

27. d. 19. oktober: LA og den europæiske bankskandale

De store banksvindlere, som netop er afsløret, er vildt opslugte af den ekstremistiske filosof Ayn Rands filosofi. Hun er deres ”profet”. Det fremgår af DR’s udsendelse om sagen (omkring minut 20).

I Danmark formidles Rands indflydelse af den tidligere Saxobank-direktør, Lars Seier Christensen, som ligefrem er formand for Rand-selskabets europæiske afdeling, der i sin tid blev indviet med hele den danske nyliberalismes topfigurer som hang-arounds. Saxo-bank var decideret opbygget efter Rands såkaldte ”objektivistiske” principper.

Seier Christensen var desuden den både ideologiske og økonomiske mentor for Liberal Alliance. LA er så at sige skabt ved 1980’er-liberalismen og Ayn Rand. Siden er der kommet andre strømninger til i partiet, men alligevel. Randindflydelsen står stadig stærkt efter min vurdering. Man kan altid kende det på, når Samuelsen kravler op i skattetræet, eller når der ikke findes fattigdom osv..

Derfor var det også spændende at se, hvordan partiet taklede den store europæiske bankskandale. Stort set alle andre partier, også på højrefløjen, har været ude med kraftige fordømmelser.

Men hvad med LA? Ja, på partiets facebook-side er der ikke noget om sagen. Og Seier Christensen, som ellers nok plejer at være hurtig til at kommentere finansielle nyheder, skriver lidt om en Champagne fra Schweiz. Og Anders Samuelsen, som endda er udenrigsminister, er også tavs om sagen på sin FB-side. Han har i stedet skrevet et opslag, hvori han argumenterer for flere skattelettelser. Jamen altså…

Men så hørte jeg lige dagens P1 Orientering, som bragte et længere indslag om sagen. Her var der sørme et interview med Joachim B. Olsen fra LA. Ok, jeg spidsede ører, hvad siger partiet mon? Jo, Olsen kan fortælle, at han skam også er ”frustreret”, som han kalder det, men at problemerne ene og alene skyldes skattesystemet. Bankverdenen kan altså ikke stilles til ansvar.

LA er stadig Ayn Rands og de globale bankers parti. Det er helt klart.

Links:
Link til udsendelsen:https://www.dr.dk/…/maendene-…/maendene-der-plyndrede-europa

Link til P1 orientering, kl. 17.08: https://www.dr.dk/radio/…/orientering/orientering-2018-10-19

 

28. d. 19. oktober: 1980’ernes liberalistiske spredehagl

Under den kolde krig vokser en ekstrem form for nyliberalisme sig stærk, og det tager særlig fart i løbet af 1980’erne. Det er filosofferne Rand, Nozick og Hayek, der svinger taktstokken, og der er en kolossal påvirkning på især Reagan og Thatcher. Herhjemme præges de nye venstrefolk, f.eks. Anders Fogh, dybt. Efterhånden som Fogh bliver en slags semi-socialdemokrat, bliver Liberal Alliance etableret på samme filosofi via Saxobanks vilde engagement i partiet.

Modstanden mod nyliberalismen frem til 1989 var knyttet til forskellige kombinationer af kommunisme og grundtvigianisme.

Men i 1989 falder muren. Hele den socialistiske del kollapser, og grundtvigianismen falder med. Der er nothing left. Det fælles liv er uden begrundelser. Det gælder stadigvæk.

Fra 1989 kan nyliberalismen derfor arbejde helt frit. Den vælter som en tsunami ind over det, som før var en grænse. Og det er er den frihed, der gør 00’erne til grådighedens årti. Resultatet bliver finanskrisen og nationalstaternes krise. Det er også her, at de aktuelle pædagogiske ideer for alvor tager form.

Efter finanskrisen i 2008 mødes de forsmåede finansfolk/jurister og påvirker så at sige finanssektoren udefra og indefra på samme tid. Det er dette dybt usympatiske efterskælv, som effektuerer bankernes aktuelle undercover-kopi af finanskrisen. Derfor har vi nu en finansiel sektor, som stadig strømmer over i Ayn Rands ideologi, og som gør de svækkede stater helt udmattede og derved skaber den ene Trump efter den anden.

Nu bruges finanskrisens efterdønninger af f.eks. statsministeren til at tale for en europæisk bankunion. Dermed får vi en blanding af nyliberalisme og bureaukrati, som enhver god både nyliberalist og socialist må hade.

Vi er midt i 1980’ernes spredehagl.

 

29. d. 20. oktober: Identitetspolitisk fortælling

På en bænk ved havnen sidder en ung mand med en flot sombrero på hovedet. Hans ansigt er malet sort, han er rullet i fjer og tjære, og han har en indianer-fjer i hatten. Han nyder en smøg og tygger på en tyk og lækker skive bacon. Ved siden af ham sidder en dejlig dame, som ligner en dame, og som er en dame; blød og sød og let irettesættende.

De sidder og kigger i hver sin bog. Han læser Kiplings Junglebogen, og hun læser en bog om Pippi Langstrømpe og hendes far, som er neger-konge i et opdigtet land.

Manden siger til damen, at hun er en blanding af Baloo og Bagheera. Hun smiler og snerrer kærligt. Hun siger, at han er hendes neger-konge. Han stivner og rødmer bag sin sorte maling. Duggen falder tungt.

Hvilken trussel mod verdensfreden.

Rundt omkring bænken, i anonymiseret afstand, cirkler kommunikationsmedarbejdere fra landets universiteter rundt. De er iført mørkt tøj, sort slips og solbriller, og de har paparazzi-kameraer hængende om halsen. Der er kommet en vred klage fra en krænket bonde i Uruguay, som tjekker universitetets Instagram.

Bagved kommunikationsfolkene holder deres lastbil. Den er fyldt med klassiske værker, der skal smides ud, fordi forfatterne har sagt et eller andet. Pontoppidans Lykke-Per ligger der også. Der står både noget om negre og jøder og om mænd og kvinder.

På fortovet ligger en tør og forrevet pamflet af Morten Østergaard. Pamfletten er finansieret af Svensk TV, Disruptionsrådet og det uruguayanske landbrugsråd. Den ser ud til at være tilladt. Pamfletten er verdens fred.

 

30. d. 21. oktober: Indoktrinering 1

Alex Ahrentsen fra Dansk Fryseparti vil ikke give dansk pædagogik autonomi på samme måde, som de finske skoler har det. Han er bange for, at lærerne begynder at indoktrinere børnene med marxisme osv.., og han understøttes af DF’s næstformand i Rødovre.

Arbejdsmarkedspartiets leder, Morten Østergaard, og en lang hale af toneangivende støtter, fx Zenia Stampe, blev meget forargede over Ahrentsen. De mener, at Ahrentsens indlæg er en trussel mod åndsfriheden. De vil sætte sig i spidsen for et forsvar for lærerne.

Det hele er naturligvis totalt absurd af to grunde:

A.
Den radikale skolemand, Asger Baunsbak-Jensen, som faktisk var med til at starte indoktrineringsdebatten i 1970’erne, mener i dag, at problemstillingen er helt omvendt. Problemet er ikke længere, at lærerne indoktrinerer børnene, men derimod at et nyt selvbestaltet teknokrati er i gang med at indoktrinere lærerne.

Denne nye form for teknokratiske indoktrinering kaldes også for ”skolereformen”. Jeg har linket til en kronik i bunden, hvor Baunsbak-Jensen forklarer det. Han skrev også en bog om emnet i 2014: ”Sidste udkald – kampskrift for folkeskolen”.

I kronikken skriver Baunsbæk-Jensen f.eks. følgende om situationen efter skolereformen:

”Vi lever med det anonyme teknokratis elite i ministerierne, som styrer hen over hovedet på folket.
Vi har nu at gøre med en endnu farligere indoktrinering. Den er anonym, snigende og ætsende med sine krav om viden og målbare resultater, der skal kvalificere til konkurrencestaten.
Jeg tror, at et oprør er på vej.
Lærerne i dag indoktrinerer ikke. De bliver selv indoktrineret af anonyme kræfter og ad hemmelige kanaler, og derfor er de ulykkelige.”

Men hvorfor er diskussionen så til at græde over?

Jo, det er jo fordi, at både Dansk Fryseparti og Arbejdsmarkedspartiet er en del af den teknokratiske skolereforms DNA. Begge partier står med andre ord bag det opgør med pædagogik og åndsfrihed, som skolereformen består af.

De er altså selv med til at indoktrinere.

Om en uge står en radikal rådmand, Susanne Crawley Larsen, over for lærer Erik Schmidt i Landsretten. Her har vi den teknokratiske indoktrinering i sin reneste form. I sin tid var det faktisk Ahrentsen, der jo er valgt på Fyn, som kritiserede Crawley Larsen. På den måde kan man godt sige, at Dansk Folkeparti forsvarede pædagogikken mod Arbejdsmarkedspartiets fynske indoktrinering.

Baunsbak-Jensen er derimod ikke en del af Arbejdsmarkedspartiet. Han er Radikal.

B.
Al dette indoktrineringssnak er overflade for et virkeligt pædagogisk problem, nemlig adskillelsen af læring og pædagogisk formål, som startede i 1970’erne. Det frigjorte læringsbegreb skulle tjene marxismen. Efter 1989 var det umuligt, men selve adskillelsen blev bevaret. Derfor kunne det frisatte læringsbegreb nu tjene en ny dannelsesfri stats interesser. Det er skolereformens essens.

Adskillelsen mellem læring og pædagogik er altså ikke helet, og derfor har Ahrentsen på en måde ret i sin konstatering af, at lærerstanden ikke har fortjent autonomi. Sidst vi så problemet var, da DLF og KL lavede den såkaldte Ny Start. KL står om nogen for den fortsatte destruktion af pædagogiske formål og kundskaber. Professionshøjskolerne og dele af DPU er en del af samme teknokratiske problem.

Så indoktrineringsproblemet bæres – som Baunsbak-Jensen siger det – først og fremmest frem af teknokrati, som DLF og læreruddannelserne desværre støtter. Og dette teknokrati kommer fra selvsamme rod, som 1970’ernes adskillelse af læring og pædagogik. En adskillelse som både Ahrentsen, Østergaard og Stampe har stemt for og står ved den dag i dag.

Giver det mening?

Links:
Asger Baunsbak-Jensens kommentar: https://www.folkeskolen.dk/…/indoktrinering-i-70erne-og-ind…

Interview med Alex Ahrentsen: https://www.folkeskolen.dk/…/alex-ahrendtsen-vi-stoler-nok-…

Næstformanden for DF i Rødovre: https://www.rnn.dk/2018/10/den-frie-folkeskole/

Ahrentsen kritiserer Crawley Larsen i Erik Schmidt-sagen: https://www.folkeskolen.dk/…/alex-arendtsen-ytringsfriheden…

Morten Østergaards kommentar:
https://www.facebook.com/oestergaard/posts/2415628441799890?__xts__[0]=68.ARBAStH-0b_NUumDsc3ObYAt041SjnQxhW9Dk7TBia5qXW8RgAhHnNEmCh2Nh6eW0tnmulRjLIJ9HfdpJAjsVIXFtHICaAtSnUXamIDS_6H0kIKB6zXrSLh_7TDTN7l-YcbWnO0R2-oH2vLGJehYO8c_D6SJltsy2W43z9epN4w-aaqSbjZT-u0XF_sOe2BAxlIEL6OMzX-ls0n5xVXBF33117M&__tn__=-R

Zenia Stampes kommentar:
https://www.facebook.com/zeniastampe/posts/2416826458333508?__xts__[0]=68.ARC4kXRXriPPQNOOO13abzCq1y2-qTwj4qoi0XXwApJOnP3wjRkyav9XpxxOkNHyWOMJMMgo9x4oOjF6dP3YbOboMLD1mjs0h8Am-AodFxHx8czFH4AW0zaNwWEDy-pmBkXZltYuWMdyLs0mg7Uq2oEARjqfbHf2L3o6QtGTPAltQnIFjP3qirOzf3jOLGlwrsv6MDyDSnTu_j3rg4vtzzxd0d4&__tn__=-R

 

31. d. 21. oktober: What is your topic?

Det engelske spørgsmål ”what is your topic?” vedrører i daglig tale blot spørgsmålet om, hvad der er emnet for ens faglige interesse.

Ordet ”topic” har dog en dybere betydning. Ordet kommer fra græsk og betyder, så vidt jeg har kunnet slå op, både ”sted”, ”fælles sted” og ”ting” og ”sag”. Aristoteles skrev en bog om begrebet.

Spørgsmålet ”what is your topic” svarer altså til ”hvad er dit sted?”, og ”hvilke fælles ting findes der på dit sted?”. En slags topografi, en landskabsmåling.

Når man beder barnet eller den studerende om ”et topic”, så er det altså ikke blot et lidt teknisk “emne”, men mere grundlæggende ”et sted”. Og det er ”your” place , altså dit sted. En slags ”hvor er du, og hvilke ting er hos dig? hvad er afstanden imellem disse ting, og hvordan er de forbundet, og hvor bor du?”

Det svarer lidt til udtrykket ”subject matter”, som i daglig tale blot refererer løst til ”indhold”, men som jo handler om en essens, ”a matter” that ”matters”, dvs. en blanding af subjektifikation og materialiserende materie, dvs. et sted, som ting bliver til i (som i maternity), en slags livets moder, som kalder dig til subjektifikation, dvs. til livets fader.

Det med moderen kommer også ind i Hannah Arendts handlingsbegreb, det såkaldte ”natality”, som også betyder fødsel (som at handle=at starte). Ordet nation betyder også fødsel, og har jo også ”stedslighed”. Nationen er altid moderen (modersmål), mens nationens stat er faderens (fædreland).

Hos Dewey hedder det ”situation” og ”habit”, hvilket har de samme betydninger som topic og subject matter. Et ”habitat” er jo også et sted, og ”to inhabit” er at bebo.

På dansk hedder det kundskab, som jo står i folkeskolens formål §1.

Pædagogik er altså videnskaben om en stedets praksis, om mødet mellem materie og fødsel.

Hvilket jo svarer meget godt til, hvad der foregår i enhver dansk børnehave onsdag morgen kl. 9.15.

God morgen lille Ursula og Flemming. What is your topic?

(jeg kom til at skrive dette, fordi jeg ifm læsning af en artikel om vejledning stødte på overskriften: “Pursuing the topic: polyphony in a topicalized middle”. Artiklen, som hedder “Improvising together” er skrevet af en Barbara M. Grant og står i Arts & Humanities in Higher Education, vol 9 (1), 2010. Grant har dog ikke meget sans for “topic”-filosofien som sådan)

 

32. d. 22. oktober: Indoktrinering 2

A. Indoktrinering:
Via skolereformens læringsideologi forsøger landets mest magtfulde institutioner og politikere at indoktrinere både pædagoger, lærere og offentlighed til at tale som læringspapegøjer. Hvis ikke lærerne makker ret, har de nej-hat på og får advarsler, eller de udsættes for allehånde banale diskursive kneb fra magtens centralorganer.

Det er helt klart, at denne særligt grove form for indoktrinering, som i kraft og rækkevidde langt overgår 1970’ernes skrækkelige marxistiske ditto, absolut ikke hører hjemme i pædagogisk sammenhæng.

Det har Morten Østergaard, Zenia Stampe og Annette Lind blot ikke forstået. De hævder i vedhæftede artikel, at de forsvarer skolens formål, og at de har tillid til lærerne, og de benytter Alex Arendtsen som rambuk, selvom Arendtsen har forsvaret lærerne langt mere end de tre helligheder, som er på dybt usympatisk stemmefiskeri.

Det er skam Østergaard, Lind og Stampe og deres partier, som gennem årene har stået for indoktrinering og en ekstrem mistillid til både lærere og til den pædagogiske sektor mere bredt.

Alex Arendtsens syn på indoktrinering er bare anakronistisk og snævert. Østergaards, Stampes og Linds er hyklerisk, aktuelt og magtfuldt.

 

B. Pædagogisk ansvar:
Indoktrineringsbegrebet er i pædagogiske sammenhænge et virkeligt dårligt ord.

Det er da kun godt, at læreren står frem med hele sin faglige, sociale og politiske personlighed, både i skolen og i offentligheden. Man skal altså overhovedet ikke skelne mellem det latterlige ”privat-person” og fagperson. Man er altid kun én person, som står til samlet ansvar for sit virke. Denne ”samling” er et værn mod den magtens indoktrinering, som jeg beskrev den under punkt 1, og som er båret frem af ikke mindst RV og Socialdemokraterne.

Jeg har heldigvis aldrig mødt en ordentlig lærer uden holdning. At have en pædagogisk holdning er ikke indoktrinering, men er et udtryk for pædagogisk ansvar som sådan. Men den slags ansvar er umuliggjort af læringsideologerne, som ønsker ”undervisningseksperter”, dvs. indoktrinering som under punkt 1.

Det modsatte af indoktrinering er ikke neutralitet. Det modsatte af både indoktrinering og neutralitet er pædagogisk ansvar.

 

C. Hykleri i skiver
I tråden under artiklen har Niels Christian Sauer følgende rammende kommentar til Scaveniuserne:

”Med til historien her hører, at mistilliden til lærerne langt fra har været begrænset til højrefløjen. Det, der skete under SRSF-regeringen i 2012-13 var uden sammenligning den til dato alvorligste mistillidserklæring til lærerne. Hykleriet er til at skære ud i skiver.”

 

D. Reminder: Baunsbak-Jensens pointe
Indoktrinering i 1970’erne udøvedes af den fremstormede marxisme, som havde gjort op med pædagogiske formål. I dag kommer indoktrineringen fra læringsteknokratiet, herunder ikke mindst de radikale og socialdemokratiet. Det var også Baunsbak-Jensens pointe, som jeg omtalte i går.

Link til diskussionen: https://www.folkeskolen.dk/644765/forligsparter-tager-afstand-fra-alex-ahrendtsen?fbclid=IwAR2HPJoN9Ok4yFqlE2mtvq6GZqkccd55DOvB9lKU4V2ORVoIrx3dclFcsI0

 

33. d. 22. oktober: Indoktrinering 3

Modsætningernes parade:

De partier, SF og RV, som helt aktuelt fremmer en højteknokratisk indoktrinering, skælder ud på det parti, DF, som i ny og næ kritiserer det læringsteknokrati, som partiet selv har stemt for.

Det parti, DF, som helt aktuelt går ind for at data-indoktrinere små tvangsvågne ghetto-babyer med noget, partiet kalder for ”danske værdier”, kritiserer danske lærere for stadig at gå rundt og indoktrinere med noget gammel marxistisk marxisme.

Det er som om, at de værste sider af 70’erne, 00’erne og 10’erne kollapser i et sort hul.

Det hele er helt i stratosfæren. Jeg finder min sombrero, maler mit ansigt sort og spiser noget bacon.

 

34. d. 23. oktober: Statens data-liv

Danmark er nr.1 i verden, når det kommer til digitalisering af samfundet. Det burde ellers nok få nogen til at tænke sig om og vente lidt, men det sker ikke. Tværtimod ser vi en aggressiv datamaksimeringsstrategi på alle fronter, godt supporteret af diverse tænketanke. Her er et aktuelt udvalg:

A.
For det første er der Finansministeriet, og aktuelt især Innovationsministeriet, hvor Sophie Løhde er den tilfældige minister, der bærer processen frem. I dag kommer regeringens forslag til ”digitaliseringsreform”, som jeg ikke glæder mig til at læse.

Politiken fortæller i dag om, hvordan læger skal erstattes af lægerobotter, og hvordan sygdomsforebyggelse kan effektiviseres ved at sammenkøre kunstig intelligens og en omfattende dataophobning med udgangspunkt i CPR-numre. På den måde kan der skabes ”innovative løsninger, der kan forbedre den danske konkurrenceevne”. Det lyder som en form for almengjort ghetto-pakke.

Ida Auken (R), som er formand for SIRI-kommissionen, bakker entydig op. Data vil ”forbedre menneskets liv” siger hun.

De snakker så om lidt etik, og om at de vil udarbejde nogle principper, men det er løs snak, når man tager den teknologiske og ideologiske proces i betragtning.

https://politiken.dk/…/Danmark-skal-have-den-etiske-f%C3%B8…

B.
JP fortæller i dag i samme ånd om, hvordan Løhdes ministerium vil erstatte vigtige dele af sosu-assistenters omsorgsarbejde med skærme, og at alle informationer om borgere skal samles ét sted, hvilket jo er samme pointe som det med sammenkøring af data og cpr under pkt.1. Ældresagen er ”skeptisk”, står der i en af artiklerne.

https://jyllands-posten.dk/…/de-faerreste-droemmer-om-komm…/

C.
I går kunne Viborg Folkeblad berette, hvordan en jurist bliver erstattet af en intelligent og selvlærende jura-robot i en af statens styrelser. Løhde er begejstret.

https://viborg-folkeblad.dk/…/Robotterne-ko…/artikel/396598…

En stor del af disse ideer, pkt.1-3, knytter som sagt an til regeringens ”digitaliseringsreform”, som udkommer i dag.

Det er det, som i Løhdes ministerium også kaldes for ”sammenhængsreform” og for ”afbureaukratisering”. Forvaltningen overtages af en maskine med adgang til alt, og så er der jo ingen bureaukrati, må logikken være. Senest er skolereformen også blevet indrulleret i logikken. Og i januar 2018 fik en ”læringsguru” 190mio kr. af staten til adaptive læringsværktøjer.

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156003026729481&id=837549480

Efter min mening får vi bureaukrati x 1000. Vi får hjernestyring.

D.
Med dette syn lægger regeringen sig op af KL, hvis såkaldte teknologispring bygger på de allermest ideologiske ideer fra Silicon Valley, og som ligefrem roser Cambridge Analytica.

http://www.kl.dk/teknologispring

E.
En medspiller er SIRI-kommussionen, som Ida Auken som sagt er formand for. Også her er der stor IT-begejstring, også her smurt med lidt etik-pynt. De så vi i kommissionens forrige rapport, hvor vi logikken udfoldedes i forbindelse med en analyse af skoleudvikling.
http://www.thomasaastruproemer.dk/siri-kommissionens-opgoer…

F.
Blåstemplingen fra centrum-venstre, KL og de administrative centralorganer gør, at også f.eks. Professionshøjskolerne er med på vognen. Deres nye læreruddannelsesoplæg bygger på samme ideologi.

http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer…

Og under denne UC-accept vokser der et større netværk af små forsknings- og udviklingsmiljøer, som har et efter min mening meget snævert syn på den digitale teknologis essens og konsekvens.

G.
Dertil kommer Disruptionsrådet, som har samme ideologiske udgangspunkt, og som flittigt deler små ”hvad nu hvis-artikler” på de sociale medier. Disse artikler fortæller helt ukritisk om, hvordan robotterne overtager det ene og det andet. Den anden dag kunne de f.eks. dele en artikel om, at man kunne sende tanker til hinanden via en computer. Rådets ledsagertekst lød i karakteristisk stil sådan her:

“Det er efterårsferie og sæson for hygge og spil. Et hold Amerikanske forskere har i et nyt forsøg koblet hjernerne sammen på tre forsøgspersoner, der fik til opgave at spille Tetris. Læs mere om hjernetetris, hvor deltagerne kommunikerer med hinanden via tanker, i artiklen her. Og tag en person, som du gerne vil vide, hvad tænker på:-)”

Jamen, det er da bare så hyggeligt. Udover den slags ferie-lege har disruptionsrådet dyb indflydelse på regeringens og især erhvervsministeriets teknologipagt, som har store uddannelsespolitiske og pædagogiske konsekvenser.

H.
Lidt uden for nummer har vi en række rådgivningsfirmaer, f.eks. det såkaldte ”Future Navigator”. Firmaets to direktører, Liselotte Lyngsø og Anne Skare Nielsen kunne i gårsdagens Politiken fortælle om deres teknologiske vision, som vil opløse al pædagogisk sammenhæng, der reduceres til ”dataetik”.

F.eks.:

”Hvordan sikrer virksomhederne konstant feedback og mikrotræning? Vi går fra just-in-case læring til just-in-time-læring. Vi er blevet vant til hele tiden at blive ratet med likes og kommentarer, for de unge er det nærmest et must”.

Eller hvad med:

”En måde at give medarbejderne hyper-feedback på bliver eksempelvis at anvende metoderne fra de mest avancerede læringsplatforme…. Afkodning af vores hjernebølger, også kaldet tankelæsning – ja, du læste rigtigt – bliver en del af den værktøjskasse”

De slutter med et ”What’s not to like?”

https://politiken.dk/…/Bliver-du-en-af-dem-der-ser-%E2%80%9…

Det må være det, som kaldes for “danske værdier”?

 

35. d. 23. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Alle indlæg i sagen

Om præcis en uge sidder Erik Schmidt og skoleleder Mohammed Bibi over for hinanden i Østre Landsret. Få timer efter starter Danmark Lærerforening sin kongres i København. Jeg håber, at kongressen starter i Bredgade, hvor Landsretten bor, og hvor skolens formål og åndsfriheden denne lille tirsdag formiddag kæmper for sin eksistens mod den radikale rådmand Susanne Crawley Larsens og KL’s overgreb.

Her er alle indlæg om sagen siden 2014:

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt?fbclid=IwAR1G4SSuwfywZ8r74AtbOdmzAHoDYgmWE5t-JWbrqRup_duSthnY8tPGgFo

 

36. d. 23. oktober: Ole Borgå kritiserer Antorini

Meget interessant indlæg af Ole Borgå. Det er en insiderbeskrivelse af arbejdet med skolereformens digitaliseringssyn under Antorinis ødelæggende ideologiske ledelse.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/tidligere-medlem-af-digitaliseringspanel-vi-har-digitaliseret-med-hovedet-under-armen?fbclid=IwAR1ef4sb-cjLK4yjEHx8unkhVfyig2WF_px8_BFD2Oxn4ZNwBUBG_HtxwAU

 

37. d. 23. oktober: Urimelig behandling af Carolina Magdalena Maier https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156706642219481&id=837549480

Carolina Magdalena Maier fra Alternativet er efter min mening udsat for en helt urimelig behandling af pressen, fordi hun har været på flyvetur 20 gange på 3 år, hvoraf halvdelen er erhvervsbetingede, og en del rejser skyldes det forhold, at hun har familie i udlandet. Det er på ingen måde problematisk i en stilling som politisk ordfører for et af Folketingets partier. Jeg vil tro, at det nærmest er i underkanten. Og det gør hende bestemt ikke uegnet til at drøfte miljø- og klimapolitiske spørgsmål eller foreslå, at man flyver mindre i almindelighed osv..

Men nu skal hun stå model til journalisters snagen i sit – for sit erhverv og segment – helt almindelige forbrug. Hvad bliver det næste? skal hun offentliggøre ugens menu? Der er da ingen, der gider at være politiker, hvis det skal være på den måde.

Hvorfor bruger journalisterne ikke krudtet på ordentlige undersøgelser af Alternativets politik?

Det minder mig om dengang for et par uger siden, da pressen kastede sig over et citat fra den kloge valgmenighedspræst Morten Kvist. Dengang var det venstrefløjen, der gik i selvsving. Nu er det så højrefløjens tur, mens alle andre holder lav profil, og håber at de går fri.

Måske har pressens nidkærhed rod i den københavnske kulturborgmester Nico Grünfelds problemer? Han var jo også alternativist. Grünfeld havde brugt et ikke vanvittigt højt beløb på at indrette sit kontor, hvilket også blev helt overeksponeret af nogle journalister med mangel på faglig identitet. Det var lidt værre med usandheden om hans universitetsgrad. Den slags er meget kritisabelt, men desværre ikke helt ualmindeligt.

Jeg synes, det skal holde op.

 

38. d. 24. oktober: Læringsbarometer eller læringsglemsel

Samme dag som Lene Tanggaard udgiver en bog med titlen ”læringsglemsel”, lancerer forskningsministeriet et såkaldt ”læringsbarometer”, hvor alle landets studerende evaluerer deres meget forskelligartede uddannelser ud fra samme spørgeskema.

Evaluerings-svarene samles i en statslig database, som kan bruges til alt muligt. Blandt andet til at regulere tildelingen af økonomiske midler, men også til almen kvalitetsudvikling, dvs. datastyring.

Mon ikke også de studerendes svar med tiden kan kobles sammen med andre big-datasystemer i henhold til regeringens nye datastrategi? Det tror jeg.

Så vi har en lille bog om læringsglemsel over for en high-stake-centraliseret læringsideologi.

Og så udtrykket ”læringsbarometer”! Det er jo så uddannelsesfjendsk, som man næsten kan tænke sig. Tænk at alle landets unge skal tvinges til at høre på den slags. Det er synd for dem. Det er også synd for universiteterne og de andre uddannelsessteder.

Hvis jeg var studerende, ville jeg nægte at deltage i det barometer-cirkus for at beskytte både mig selv, min uddannelse og min samfund. Tegn en Muhammed-tegning af ministeren i stedet for med en Fahrenheit-skala om halsen.

Hvis man har kritik af sin uddannelse, bør man gå til sin lærer, og hvis det ikke nytter, så er det hen til studienævn/ledelse eller til pressen med sit navn under indlægget, evt. sammen med medstuderende. Ikke via disse falsk anonymiserede statslige datastrukturer, som kaldes ”læring” og ”barometer”.

Singularity-minister, Tommy Ahlers er fuld af optimisme. Her gør Ahlers rede for sin makabre ideologi i dagens Politiken:

»Jeg har heldigvis fået lov til at præge måden, vi spørger på. Her har jeg kunnet trække på erfaringer fra nogle af de virksomheder, jeg har arbejdet med og har drevet. Det handler om at måle nogle forholdsvis enkle og simple ting. Hvor man for eksempel spørger sine kunder hele tiden: Hvor sandsynligt er det, at du vil anbefale denne virksomhed til andre. Her får du et klart tal, for eksempel 9,4. Bum. Det er så op til virksomheden og marketingchefen at fortolke, hvad det betyder. Men det giver den helt konsistente måling, som du kører måned efter måned og år efter år. Det er lidt der, vi vil hen. Vi forsimpler det ikke så meget. Men effekten er lidt den samme«.

Han siger, at det ”fungerer godt i erhvervslivet”.

Men det der med “glemslen” lyder dejligt. Det er den eneste vej til oplysning. Læs evt. den fine anmeldelse af Tanggaards bog.

Links:
Mere om Læringsbarometret: https://ufm.dk/uddannelse/indsatsomrader/laeringsbarometer

Interview med Ahlers i Politiken: https://politiken.dk/…/Det-er-en-metode-der-fungerer-godt-i…

Diverse reaktioner: https://politiken.dk/…/Ministerium-sender-sp%C3%B8rgeskema-…

Anmeldelse af Lene Tanggaards bog: https://www.folkeskolen.dk/644943/laering-glem-det-

 

39. d. 24. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Demonstration kl.9

Tirsdag kl. 9 er der demonstration foran Østre Landsret til fordel for Erik Schmidt. Sagen gælder spørgsmålet om, hvorvidt skolens grundlag er lovens §1 om kundskaber og åndsfrihed, eller om det er Christine Antorinis og Bjarne Corydons konkurrencestat.

https://www.facebook.com/events/557587491336944/

 

40. d. 25. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Mikael Busch i Fyens Stiftstidende

Gymnasielærer Mikael Busch, som tilhører GL’s dannelsesgruppering, tager parti for Erik Schmidt i dette indlæg på Fyens.dk.

Busch tilhører Liste 2 i GL’s hovedbestyrelse, som der netop i disse dage er valg til. Resten af GL og rektororganisationen Danske Gymnasier er mig bekendt tavse om denne sag, som ellers vedrører gymnasiet dybt.

Jeg vedhæfter derfor også en kort analyse af valgoplæggene ved valget til GL i 2015. Men jeg er ikke opdateret på evt. ændringer i synspunkterne/grupperingerne.

Links:
Mikael Buschs indlæg:
https://www.fyens.dk/article/3295184…

Analyse af GL’s grupper fra 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-valgoplaeg-til…

 

41. d. 25. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Overbliksartikel på Folkeskolen.dk

Julie Yapa Sørensen giver i denne artikel et udmærket overblik over Agedrup-sagens fakta.

https://www.folkeskolen.dk/644976/faa-et-overblik-over-erik-schmidt-sagen?fbclid=IwAR2MIGQITEu3rokR4DoxOBNExbk3_civ2j0A2roAQEC7mbkHF_Awp-IydPA

 

42. d. 26. oktober: 00’er-stemning i friskolerne

Ude i kopirummet faldt jeg over en interessant artikel fra tidsskriftet Kvan, nr. 84, 2009. Artiklen er skrevet af ph.d. og teolog Ulrik Overgaard.

I artiklen, som hedder ”Holdningsskolen – det grundtvig-koldske bud på en nutidig skoleform”, undersøger Overgaard muligheden for at fundere den grundtvig-koldske friskoles filsofi på Niklas Luhmanns systemteori.

Grunden til, at artiklen er interessant, er alene det historiske. Artiklen er et udtryk for ånden i 00’erne, hvor den centrale præmis bestod i et opgør med ontologi og fælles historie, altså skolereformens ideologi. Denne præmis var netop funderet i systemteorien.

Dette gentages også i Overgaards artikel, men i en særlig friskoleversion. Overgaards samtidsdiagnose er følgende: For det første er Kold blevet reduceret til en ”vækkelsesprædikant”, og Grundtvig kritiseres for ”bibelfundamentalisme og nationalromantik”. For det andet, skriver Overgaard, sættes dagsordenen af ”konstruktivistiske teorier og evidensbaserede analysemetoder”, dvs. systemteori. Det er for så vidt en korrekt beskrivelse af situation i 2009, og Overgaard lægger dermed op til en kritik. Men det sker ikke. I stedet accepteres præmissen. Vi får at vide, at situationen skaber ”nye muligheder” og ”åbner op for nyfortolkninger af den grundtvig-koldske tradition”. Der lægges an til Luhmanns komme.

Næste afsnit åbner i karakteristisk 00’er-stil. I en kort sætning får vi at vide, at det er slut med ontologi og almenhed. Vi får en ”fra og til” approach i karakteristisk stil. Først de ”gamle dage”:
”Traditionelt ville en passende teori om samfundet da også tage udgangspunkt i subjektet….. og derefter efterspore en samlende fællesnævner, en ontologi”

Derpå siger Overgaard, at ”et sådant teoretisk fundament må dog i dag anses for at være forældet. Subjektets ubestridelighed er både bestridt og overvundet”.

Nå ja, slut med al den slags. Det er ”overvundet”. Videre!

Herfra kaster artiklen sig uden betænkningstid over Niklas Luhmanns systemteori, som det eneste saliggørende. Overgaard har ingen kritiske bemærkninger til Luhmann, som han mener kan forenes med den grundtvig-koldske historisk-poetiske grundsyn, som han ellers lige har gjort op med.
Det er meget tidstypisk, og også lidt underligt. Måske er der tale om en særlig friskoleafart af den rolle, som systemteorien havde på folkeskolen via folk som Lars Qvortrup og Jens Rasmussen. De var jo også systemteoretikere, men søgte bestemt ikke at forene systemteori med højskoletraditionen, tværtimod. Men nu har jeg bestilt den ph.d.-afhandling, som Overgaard bygger sin artikel på. Afhandlingen, som er fra 2008, hedder “Dengang og nu: den grundtvig-koldske grundskolepædagogik – historisk, systematisk og empirisk belyst”.

 

43. d. 26. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Lov eller revolution?

Brian Degn Mårtensson argumenterer i dagens Altinget for, at skolereformens læringsrevolution er i strid med Grundloven.

Det er en meget tankevækkende betragtning, Mårtensson fremsætter. Hvis den er korrekt, så har vi på tirsdag en situation, hvor revolutionen i form af Odense Kommune/KL står over for Grundloven i form af Erik Schmidt i Østre Landsret. Det bliver spændende, om retten inddrager skolens formål og evt. Grundloven i sin argumentation.

Så hvor står retten? På revolutionen eller på Grundlovens grund?

Det paradoksale er, at Odense Kommunes radikale skolerådmand, Susanne Crawley Larsen, som står bag overgrebet mod Schmidt, rejser rundt og priser Grundloven i tide og utide, selvom hun altså støtter det revolutionære opgør med selvsamme Grundlov. Det er den slags, jeg kalder for ”Arbejdsmarkedspartiet”.

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/forsker-skolereformen-er-danmarks-oversete-revolution?fbclid=IwAR2iJOhWI5uRENCJok7v7RjQ62fFjxjpmQ2GGVXiXvjufMOfG7jltfz0yuE

 

44. d. 26. oktober: Lav score på smal præmis

Først udrydder man alle pædagogiske præmisser. Det kaldes også for skolereformen. Derpå indsætter man i stedet en økonomisk-teknisk præmis og indretter hele det nu pædagogik-tømte system på en konstant, stressende og bævrende optimeringstilstand.

Men selv ikke med dette smalle udgangspunkt kan man finde ud af at vinde i et kapløb, hvis hele præmis, man selv har konstrueret. Karaktereeeeerneeeee stiger ikke.

Hvad siger politikerne mon til det?
Annette Lind fra Konkurrencestatspartiet siger, at vi skal vente 15 år mere. God ide, for så er den sidste rest af pædagogisk praksis og kundskabsliv nok elimineret.

Marianne Jelved fra Arbejdsmarkedspartiet siger, at vi skal lave noget mere varieret undervisning.

Alex Ahrendtsen fra Dansk Fryseparti vil have endnu flere evalueringer. Han mener vist nok, at alle lærere stemmer på DKP.

Jacob Mark fra SF er den eneste med fingeren på pulsen. Han kritiserer “læringsparadigmet”.

Jeg er simpelthen så glad for dårlige evalueringer af dårlige projekter. For gode evalueringer af dårlige projekter viser jo blot, at dårligdommene er maksimeret. Det er derfor, at en evaluering aldrig kan stå alene.

https://www.folkeskolen.dk/644925/nationale-test-efter-tre-reform-aar-fortsat-ingen-fremgang?fbclid=IwAR1MgvpqHajoHOhX1SL9o-8E1BovOtBDUKiuZphnrvKmlu7baAnrM-rfArU

 

45. d. 26. oktober: Halløj på lærerværelset

Her på det sidste er satire og journalistik begyndt at løbe sammen i en stor pærevælling, hvilket skyldes virkelighedens mere og mere onde komik. Vi ser det fra satirens side i Jonatan Spangs bedste stunder, f.eks. dengang han kunne fortælle, at Løkkefonden var fyldt med Bubber-familier, Løkke-koner og kvotekonger, hvilket jo alt sammen passede. DR’s Detektor kunne efterfølgende fortælle, at den pædagogiske gevinst af fondens arbejde var yderst begrænset.

Andre gange bliver virkeligheden satirisk fra journalistikkens synspunkt. Det sker f.eks. på forsiden af dagens WA. Her beskriver journalisterne Lene Malycinski og Nikolaj Arve, hvilke krumspring en række folkeskoler gør for at få del i Lars Løkke og Merete Riisagers såkaldte skolepulje, som er et Løkke-initiativ, der er inspireret af – igen igen – Løkkefondens turbo-pædagogik.

Skolepuljen går ud på, at en række folkeskoler får penge, hvis vel at mærke karaktererne for 9. klasse stiger fra år til år. På den måder bedømmer man bare slet ikke den samme klasses fremskridt, og det hele bliver derfor totalt tilfældigt. Det er de to forskere, lektor Christian Kjeldsen og professor Peter Dahler-Larsen, helt enige om. Dahler-Larsen udtaler sig til WA’s artikel, og begge forskere bekræfter balladen i en DR-detektorartikel fra sidste uge.

Eftersom det hele er held og tilfældighed fra ende til anden, kæmper en række skoleledere for at få del i puljen med de mest desperate og usammenhængende midler. F.eks. inviteres 9. klasse pludselig på eksamensmorgenmad. Andre steder laver man hypnose-terapi og mindfulness, og i Guldborgssund arbejder de med ”growth mindset og selvpositionering”.

En anden satirisk effekt er, at de skoler, som har fulgt UVMs “skræddersyede program for elevløft”, faktisk scorer dårligere end de skoler, som “takkede nej”. Jamen, det er da betagende i al sin konkrete komedie.

Det allermest satiriske er, at Tarm Skole har købt ydelser for over 200.000 kr. hos Løkkefonden, som Løkke Rasmussen jo selv angav som en positiv begrundelse for puljeskolerne in the first place. Men ved I hvad? Tarm Skole tabte. Der var 0kr til Tarm. Så Løkke virkede ikke som middel til at score højt på Løkke. Det er da simpelthen så sjovt.

En anden skole flyttede lige et par svage elever over i en specialklasse, og wupti… så kunne man have hævet karaktergennemsnittet. Heldigvis fik skolelederen moralske skrupler.

Artiklens overskrift er ”Halløj på lærerværelset”. Ja, det må man nok sige. Skynd jer at køb avisen og skrig af grin til denne artikel, hvor virkeligheden overgår satiren. Spang får svært ved at overgå WA på søndag.

Løkkes ”halløj” forsvares indædt af undervisningsministeren, som åbenbart har besluttet at slutte af som Venstre-politiker i pardans med Løkke.

https://www.weekendavisen.dk/2018-43/samfund/halloej-paa-laerervaerelset?fbclid=IwAR2vRfUMyRskYkDii5eqY2bjhsTioNBh7IbPHnmAV-4qIixaXHFRGAwDG2Y

 

46. d. 28. oktober: Læringshygge og Big Data hos Systime

Kærlighed til Big Data. Læringshyggen breder sig:

https://systimes.systime.dk/index.php?id=272&fbclid=IwAR3z7INlOKYtxF63QneogUGaLf6vAV8K5HlLDgePGQ37n9pZWmmKV4ScljI

 

47. d. 28. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Analyse af byretsdommen

Om to dage får starter Landsrettens undersøgelse af landets skolepolitiske retstilstand, når Østre Landsret behandler Agedrup-sagen. Gælder §1 eller gør den ikke?

Her er en analyse af byretsdommen fra november 2017, som efter min mening var under al kritik:

http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-byretsdommen-erik-schmidt.html?fbclid=IwAR05BH6MjZU2raMuCpxZEb1s9cTuR12rYksdgKg2TT8jVPmW4DXk5Htx2aU

 

48. d. 29. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Mikael Busch i Kristeligt Dagblad

Mikael Busch har et fint indlæg i dagens Kristeligt Dagblad om Erik Schmidt-sagen.

Busch kritiserer især det forhold, at dommeren i byretten brugte en særlige kombination af tjenestemandsloven og ordet “forandringsresistent” som begrundelse for sin dom i kommunens favør. Dommeren lyder jo som en eller anden fra Mckinsey-consult eller Odense Kommune.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/maa-en-laerer-sige-fra-agedrup-sagen-er-i-graazonen-mellem-ledelsesret-og-ytringsfrihed?fbclid=IwAR27eYkx7SGBJ1MptMkVCVwln5eXVgx2xYoztl1njVnIwX8XpPE8IW54qfY

 

49. d. 29. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Anders Bondo i Politiken

Anders Bondo om Erik Schmidt-sagen:

Anders Bondo har i dagens Politiken en kommentar om Erik Schmidt-sagen. Bondo lægger især vægt på vigtigheden af, at der eksisterer et kritisk engagement også internt på den enkelte skole.

Bondo mener, at værdsættelse af kritisk aktivitet er i overensstemmelse med de offentlige retningslinjer for offentligt ansatte ytringsfrihed, og at intern kritik forbedrer den pædagogiske faglighed.

Det har han jo helt ret i, men det mener den radikale rådmand i Odense ikke. Hun vil have lærings-skrårem. Og dommeren i Odense byret mener, at kritisk sans er det samme som at være “forandringsresistent”. Det er helt umuligt at bedrive pædagogik på de vilkår.

Bondos indlæg er også lagt ud på DLF’s hjemmeside, som jeg har hentet linket fra. Indlægget er også omtalte på folkeskolen.dk.

Links:
Bondos indlæg i Politiken/DLFs hjemmeside:
https://www.dlf.org/…/debat-kritik-af-ledelse-boer-ikke-foe…

Omtale af indlægget på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/anders-bondo-derfor-er-erik-sc…

 

50 d. 30. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Dagens syv indlæg

Dagens syv indlæg i Erik Schmidt-sagen:

Jeg har samlet dagens i alt syv artikler fra Folkeskolen.dk, Fyens.dk og Politiken om dagens begivenheder i Østre Landsret, hvor Odense Kommune jo insisterer på retten til at rense skolen for åndsfrihed. Artiklerne ligger i vedhæftede link.

Selv var jeg i Valby for at tale om “frigørende pædagogik” til en gruppe lilleskole-ledere, så jeg nåede kun at høre retssagens sidste kvarter. Jeg kan derfor ikke vurdere dagens proces. Sagen afgøres pr. mail. d. 29. november.

Om formiddagen havde der været en flot demonstration. Lærere fra hele landet var mødt op på DLF’s opfordring, fordi der var DLF-kongres i København.

Efter retssagen var vi en lille flok, der – via et kort pit-stop på Nyhavn – kørte hen til det firestjernede Tivoli Hotel, hvor DLF afholdt foreningens kongres. Da jeg ankom, var DLF’s såkaldte “folkeskoleideal” på dagsordenen. Jeg hørte diskussionens afsluttende udvekslinger, som ikke lover godt.

En klog ældre delegeret fra Odense – always Odense! – mente, at folkeskoleidealet havde for meget fokus på det enkelte barn og for lidt på skolen som et fællesskab. Det hovedbestyrelsesmedlem, som står for processen, svarede ved at sige noget i retning af, at Grundtvig var en skør kanalje uden forstand på praksis. Men at man måske ville “ændre ordvalget”, som det afvisende hed. Det lover ikke godt for dette “ideal”, som jo i forvejen truer med at komme i kløerne på Ny Start-processen. Men ok, jeg hørte kun debattens afsluttende bemærkninger, så jeg kan jo have misforstået noget.

På en eller anden måde var det som om, at den ældre delegerede med sit grundtvigske fællesskabssyn talte i forsvar for Schmidts sag; en sag, som jo er dybt forankret i skolens praksis og kulturens rodnet. Og de kommer jo også begge to fra Fyn. Men denne sammenhæng mellem pædagogisk tradition, fællesskab og kritisk dialog forstår Odense Kommune og KL ikke, fordi begge “organisationer” jo er rundet af skolereformens læringssyn, som faktisk udspringer af den frigørende pædagogik selv, og dermed er jeg tilbage ved formiddagens foredrag i Valby.

Vi har fået en sort læringsskole, og den frigørende pædagogiks læringsbegreb har været en af de centrale filosofiske kanaler for dette fald. Hvad der startede som frigørende pædagogik endte med at fjerne friheden fra pædagogikken.

Erik Schmidt kritiserede den sorte læringsskole i 2014. Det er det, som Odense Kommune nu vil forbyde sine lærere.

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt?fbclid=IwAR0k8v5lUHwg6oeZ6mfUIsd22DmElnP97UnLHdEvGzPnXet0ladjoP8E60c

Facebook-drys 53: September 2018

Her er 37 facebook-opdateringer fra september 2018. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Skolepolitiske noter 1
  2. Læring skal ikke sættes fri
  3. Riisagers nye skoleforsøg
  4. ECER 1
  5. Skolepolitiske noter 2
  6. ECER 2
  7. Krise i Aarhus
  8. ECER 3
  9. Post-humanistiske teser
  10. Optimisme og Positiv Psykologi
  11. Pædagogisk økologi
  12. God journalistik på Altinget
  13. Gerd von Buchwald Lütken er død
  14. Hvad er regeringens skolejustering?
  15. Analyse af regeringens skoleudspil
  16. Agedrup-sagen skal i landsretten
  17. Korshøjen
  18. Tom Jensen kritiserer skolereformen
  19. DF’s valgplakat
  20. Indianere på fredagsbar
  21. Drama på DPU: Lars Qvortrup i ensom kamp
  22. Gert Biesta i Odense
  23. Peter Frieses og Stefan Mossalskis mindeord for Gerd Lütken
  24. LærerBladet nr. 3
  25. Merete Riisager i radioen
  26. Aarhus og Odense
  27. Keeping matter simple
  28. Odense Kommunes dannelsesstrategi
  29. Budget og læring i Aarhus Kommune
  30. Svein Sjøberg hudfletter Osloskolen
  31. Identitetspolitik
  32. KL og Ledelseskommissionen
  33. Socialdemokratisk udspil om forskning og uddannelse 1
  34. Dannelse til tiden
  35. Socialdemokratisk udspil om forskning og uddannelse 2
  36. Dannelsesmøde i Rønshoved
  37. Morten Kvists gudstjeneste på Christiansborg

 

1. d. 2. september: Skolepolitiske noter 1

A. d. 28. august
Først kaldte den socialdemokratiske skoleordfører, Annette Lind, undervisningsministeren for ”outreret”. Så var stilen ligesom lagt.

Lind lægger sig dermed endnu en gang på linje med ”Riisager=Trump-tesen”, som er Politikens journalistiske hovedpointe. Den totalt antorinificerede Lind er da også Politikens favorit-politiker.

Lind kaldte ligefrem på ”alle ansvarlige”, der skulle samle sig om den minister, som altså er ”outreret”.

https://www.altinget.dk/…/s-med-en-outreret-minister-maa-de…

 

B. d. 31. august
Politiken bragte vores svar på PAP’s ”bla bla bla”-indlæg fra sidste uge, som jo selv var et svar på en kronik forrige lørdag.

Nu kan man jo selv læse indlægget, men jeg har gjort en enkelt iagttagelse:

Da vores oprindelige kronik blev bragt d. 18. august, stod den ved siden af et kæmpe-interview med Ove Kaj Pedersen, som er en anden af Politikens favoritter. Ja, jeg kalder normalt avisen for Konkurrencestatstidende efter Ove Kajs begreb fra 2011.

Men da PAPs svar til os blev bragt d. 22. august, stod det helt og fint for sig selv i avisen.

Men da vores svar til PAP så kom i avisen forgårs, så var svaret omgivet dels af en elendig men kæmpestor kronik – som var totalt uden faglig præcision – af formanden for det meget indflydelsesrige AP Møller-skoleudvalg, og dels af en lang kommentar af redaktør Per Michael Jespersen, som forsvarede konkurrencestaten i vanlig stil. Det er det, man kalder ”framing”.

Vores svar til PAP: https://politiken.dk/…/Politiken-har-tydeligvis-valgt-side-…

Per Michael Jespersens aktuelle klumme: https://politiken.dk/…/Drop-nu-krigen-om-konkurrencestaten-…

Per Michal Jespersen i 2015: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10153781273329481&id=837549480

AP Møller-kronikken: https://politiken.dk/…/Det-st%C3%A5r-ikke-s%C3%A5-ringe-til…

 

C. d. 1. september
I går kom undervisningsministeren med et nærmest uskyldigt forslag om, at alle kommuner kunne søge om at give en af deres skoler lidt mere pædagogisk og faglig frihed. De fleste partier, heriblandt SF og Alternativet, var positive. Ja, selv DLF og føromtalte Annette Lind sagde, at det kunne man da snakke om.

Så der var fred og ro, lige indtil KL gik i aktion med følgende tweet:

”Et frontalangreb mod folkeskolen og det velfærdssamfund, vi kender. Vi borgere har brug for og krav på en stærk off. skole styret af det repræsentative demokrati. Hvad er det for et samfund, vi vil have? Det er det, der er på spil @sophieloehde @MereteRiisager #skolechat #dkpol

KL mener simpelthen, at et helt almindeligt forslag, som næsten alle partier er positive over for, er et ”frontalangreb på folkeskolen og det velfærdssamfund vi kender”. Ja, ligefrem på ”det repræsentative demokrati”. Det siger alt om denne private interesseorganisations interesser. Det er altså en ekstremistisk reaktion efter min mening. Og der er jo ingen begrundelser, så vi er sådan lidt på Trump-niveauet efter min mening.

En hel masse velkendte direktører og konsulenter fra KL likede med det samme, og borgmestrene fra København, Aarhus fulgte hurtigt trop. Aarhus-borgmesteren er jo decideret formand for den ekstrimistiske lobby-organisation, men han kan jo heller ikke lægge et budget.

Det var helt til grin. Ikke engang UC-segmentet likede, og så står det altså slemt til.

Lidt om forslaget og reaktionerne: https://www.b.dk/…/selvstyrende-skoler-tegner-til-at-faa-fl…

 

D. d. 31. august
Nu vi er ved KL og Aarhus, så er det værd at bemærke, at Folkeskolen.dk jo var meget lang tid om at dække den aktuelle aarhusianske konflikt, hvor KL vil nedlægge et eller andet, der engang hed ”skoler”. Bladet ville tydeligvis ikke støde KL, formodentlig pga. KL/DLF’s OK18-kæresteprojekt ”Ny Start”.

Først en hel uge inde i forløbet bragte Folkeskolen.dk en artikel, som vel at mærke var næsten usynlig på bladets hjemmeside. Når KL og DLF ligger i ske, så dækkes det ellers prompte med fuld honnør. Det er altså for tykt efter min mening. Det er vist så som så med bladets højt besungne frihedsbrev.

Det var også tankevækkende, at den lokale aarhusianske lærerformand, Jesper Skorstensgaard i den hemmelige artikel nu nærmest går ind for kommunens initiativ, som han helt naivt mener ”friholder kerneopgaven”. Han er pludselig blevet bange for, at der ville ryge lærerstillinger i stedet for. Før var han ellers imod KL-læringen, men kun for en kort stund, for helt oprindelig var hen nemlig helt vild med KL’s ideologi. Aarhus Lærerforening er i dyb krise efter min mening.

Folkeskolen.dk’s indlæg om Aarhus-konflikten: https://www.folkeskolen.dk/…/aarhus-dropper-planer-om-kaemp…

E. Og så forlader Antorini jo Folketinget. Der var takketaler fra hele konsulent- og UC-segmentet på twitter, men ikke herfra.

 

2. d. 3. september: Læring skal ikke sættes fri

Nogen taler om “at sætte skolen fri”. Det er et skrækkeligt udtryk. Den “frisatte skole” hører faktisk sammen med både skolereform og KL, fordi den frisatte læring jo skal styres. Den frisatte læring bliver derfor ensbetydende med læringsmålstyring. Læring og styring hænger sammen som Yin og Yan.

Vi skal holde op med “at sætte skolen fri”. Kun derved kan skolen arbejde pædagogisk og grundigt med skolens formål, praksis og fag. Dermed får vi virkelig metodefrihed og iderigdom, dvs. frihed til at undersøge formålets essens og konsekvenser i hver generation. Her er “styring” helt unødvendig. Her hersker skolens frihed, som er en forpligtende undersøgelse af formålets tradition i personligt og offentligt ansvar, og som vil gøre nye borgere tilpas inkompetente.

Nu forsøger ministeren sig med en sådan formålsskole. Det er ikke en friskole, hun foreslår, fordi skolens formål, dvs §1,2,5 og 10, jo stadig gælder. Netop pga. formålets betydning er der tale om en egentlig folkeskole.

Men finansministeriet er jo inde over, så vi skal passe på, at de gode ideer ikke ender i “frisættelse” med tilhørende “styring”.

KLs frisatte læringstyring er derimod det stik modsatte af en folkeskole, fordi KL blot vil styre en skole, som er sat fri fra skolens formål, hvilket efter min mening er en forbrydelse.

Det er også derfor, at KL har reageret med trumpistisk plathed på ministerens forslag. Heldigvis har DLF reageret positivt. Tak for det. Måske er der et tegn på lidt opløsning i den skrækkelige Ny Start-forlovelse mellem DLF og KL, som ingen reale fælles interesser har.

 

3. d. 4. september: Riisagers nye skoleforsøg

Merete Riisager har fremlagt sit formålsskole-eksperiment sammen med Sophie Løhde.

Det er både godt og skidt.

A. Godt
Det er godt, fordi det er en sejr for Riisager i hendes kamp imod Anni Matthiesen, som jo er den centrale, men også totalt antorinificerede skolepolitiker fra Venstre. Dermed står Matthiesens skolepolitiske ven, socialdemokraten Annette Lind, også svækket, ikke mindst fordi SF, Alternativet og DLF også støtter ministerens ideer. Lind træder derfor i vande. For en uge siden kaldte hun ellers ministeren for “outreret”. Det er nok slut med det nu, efter at Matthiesen har lidt nederlag.

(Nu er Lind nærmest alene med KL og den skrækkelige Skolelederforening. Enhedslisten er også kritisk over for KL, men støtter dog heller ikke friskoleinitiativet særlig meget, alene af den grund, at forslaget kommer fra Løkkes regering. Partiet virker splittet).

Riisager har dermed på sin vis vundet i forligskreds og i regeringen.

 

B. Skidt
Det er skidt, fordi Riisagers skoleideer nu risikerer at blive corydoriniseret, dvs koopereret af en finansministeriel logik, som jo står i total modsætning til en formålsskole. Dermed risikerer Riisager at lide samme skæbne som Antorini.

Riisager har dog den fordel frem for Antorini, at hun, altså Riisager, har bedre ideer fra start. Hun har derfor fra et indholdsmæssigt synspunkt bedre muligheder for at stå imod finanslogikken, hvilket man må håbe, at hun gør. Men det kræver en slags “endelig kamp”, hvor hun virkelig træder i politisk eksistens, og hvor hun får bred politisk støtte på samme måde som i det aktuelle tilfælde.

 

4. d. 4. september: ECER 1

Jeg er på europæisk forskningskonference i Bolzano i Norditalien. Her er nogle oplevelser:

A.
Mens jeg ventede på åbningsceremonien faldt jeg i snak med to svenske kvinder. Efter lidt tid spurgte jeg til det svenske valg på søndag. De snakkede lidt om det ene og det andet. Jeg spurgte derfor lidt mere specifikt til det der med Sverigedemokraterne. De to kvinder vendte det hvide ud af øjnene og sagde: ”Det er kun mænd, der stemmer på dem”. Jeg gik lidt i stå, for jeg er jo en mand. Så tilføjede de, at det endda var ”hvide arbejdermænd”. Så gik jeg endnu mere i stå. Mærkelig venstrefløj! Med det udgangspunkt tror jeg, at Sverige Demokraterne, som jo ikke er rundet ud af DF’s antifascistiske åndstradition (tidehverv), bare vil vokse og vokse, indtil alle landets mænd, som åbenbart har deres fornuft deponeret i deres køn og hudfarve, stemmer på dem.

B.
Lidt senere hørte jeg en præsentation om pædagogik og æstetik. Oplægsholderen var Debora Osberg, og Gert Biesta var medforfatter. De var meget kritiske over for noget, de kaldte for ”liberal education”. For dem var dette udtryk noget med at være en instrumentel maskine. De var især kritiske over for Immanuel Kant og hele hans virkningstradition. I stedet for ville det have noget, der hed ”emergence”.

Jeg spurgte, om ikke der var masser at hente både i den liberale dannelsestradition og i det 18. og 19. århundredes filosofi, ikke mindst om både tilsynekomst og æstetik? Men det var der ikke, fik jeg at vide, for det var alt sammen noget, der hedder ”eurocentrisk”, og det er åbenbart det værste, der findes?

I stedet refererede forfatterne til både John Dewey og Hannah Arendt, men de er da om nogen som snydt ud af den europæiske dannelsestradition? Og konferencen blev også afholdt af en ”europæisk” forskningsorganisation. Men det der med “Europa”, må man forstå, er altså noget meget undertrykkende noget? Næsten ligesom svenske mænd med hænderne rigtigt skruet på? Konsekvensen af den slags glemsomhed bliver efter min mening et teknokratisk og antihumanistisk EU.

Jeg begriber ikke, at Biesta har et ben i denne skrækkelige systemteoretiske lejr. I 2010 skrev han og Osberg faktisk en bog sammen om kompleksitetsteori. Åbningsartiklen (ud over redaktørernes indlæg) var skrevet af vores egen Jens Rasmussen, som jo både er ”instrumentalist”, Hattiefan osv..

Efter min opfattelse er den europæiske tradition netop løsningen på problemet, også på problemet med de ”svenske mænd”. Det andet ender lige i lukt i data-land, hvor Biesta og Osberg kan “swarme” og “emerge” helt til Silicon Valley

Det her er Biestas store problem efter min mening. Han har en slags indbygget tendens til at havne et sted, han hader.

C.
Endelig: En anden af mine åndsfæller i Europæisk pædagogik for tiden er italieneren Vasco D’agnese. Han har skrevet nogle vidunderlige ting om Heidegger og Dewey, som faktisk minder meget om vores egen Frederik Pio, som er musikpædagogisk forsker.

I dag talte D’agnese om Platons hulelignelse. Men ligesom Osberg havde han desværre alt for travlt med at gøre stor tænkning til instrumentalisme, hvilket fik samme lidt for flyvske konsekvens. Dog slet ikke på niveau med Osberg, som nærmest gør skade efter min mening.

Det ene med det andet: En skuffende dag, men på et superniveau naturligvis,

Men heldigvis var der god vin og pasta til receptionen på det lokale Casa, hvor den skønneste sydtyrolske eurocentrisme blæste langt op i himlen. Der var også både mænd og kvinder og svenskere, men vist ikke så mange arbejdere.

https://eera-ecer.de/ecer-2018-bolzano/

 

5. d. 5. september: Skolepolitiske noter 2

A. Berlingske kalder skolereformen for ”en fiasko”

Det er værd at hæfte sig ved, at Berlingske som det første dagblad nu for alvor gør op med skolereformen. Reformen kaldes decideret for en ”fiasko”. Reformen er desuden ”fejlslagen”, og den ”fungerer ikke godt nok”, får vi at vide. Et af problemerne er, at skolerne er plaget af alt for ”rigid styring”.

Det er nye toner fra tanten. Så mangler vi bare de andre aviser. Der mangler stadig støtte fra JP, Politiken, Information og KD. Ingen af disse aviser har mig bekendt benyttet sig af den konkrete sag om regeringens spændende nye eksperimentalskoler til at opsige abonnementet på Antorinis læringscenterlov.

 

B. Den øvrige modtagelse

I Folketinget tager både SF, Alternativet og DF godt imod regeringens forslag. Lægges dertil regeringens mandater, bør man kunne finde ud af dit eller dat. Socialdemokraterne træder lidt i vande. De radikale er imod, hvorfor ved jeg ikke. Enhedslisten er godt nok imod KL, men virker ikke som en interesseret forhandlingspartner? De har set sig for sure på Løkke, til at partiet kan vurdere sagen rent pædagogisk og uddannelsespolitisk.

Ser vi på organisationerne, er DLF for Riisagers forslag. Derimod er KL helt fra snøvsen, hvilket er totalt afslørende. Skolelederforeningen samt de store forældre- og elevorganisationer er på KL’s hold. Men alle disse foreninger har også altid været glade for synlig læring osv.. De er sådan et slags under-hold, som mig bekendt aldrig har sagt noget af selvstændig interesse. Carsten Jensen ville nok kalde dem for ”kælder-organisationer”. De vender, når vinden vender.

https://www.b.dk/…/nye-hybridskoler-giver-dygtige-skolelede…

 

C. Sophie Løhdes afbureaukratiseringsforslag

Der er også kommet et afbureaukratiseringsforslag fra Løhdes ministerium. Det er en lidt underlig tekst, hvor de traditionelle finansministerielle logikker står lidt svagt, selvom man stadig skal passe på ord som ”kerneopgave” og ”kvalitet”, som altid er bandeord, når de kommer fra den kant. Der trues også med den skrækkelige ledelseskommission, hvis ideer slet ikke har den fornødne sans for materien. DLF-KL-kommissionen nævnes eksplicit og positivt. Det er lidt tankevækkende.

Teksten skal dog vurderes i relation til baggrundsmaterialet fra 2017, den såkaldte ”sammenhængsreform”, hvis jeg ellers har forstået det ret. Her kører der et langt mere traditionelt finansministerielt styringsdigitaliserings-sprog, som bør udelukkes totalt fra landets pædagogiske liv. Man vil også lave en skolelederuddannelse sammen med KL. Hallo!

I det hele taget kan tingene – hvis man følger det langt barskere moderniseringsstyrelsessprog fra 2017 – lynhurtigt materialisere sig i negativ retning, og så er det slut med Riisagers frie folkeskole.

Derimod fylder de nye skoleideer faktisk en del i det aktuelle materiale. Det er som om, at Løhde har samlet sammen fra fagministerierne med lidt løs hånd. Det tegner på sin vis lovende, for det betyder, at Riisager både har fået regeringens fulde opbakning, og at denne opbakning måske ikke skal betales med moderniseringsstyrelseslogik. Men Riisager og hendes kolleger skal vogte deres ideer nidkært, det er klart. Og hvem ved hvad der sker efter et valg?

Sammenhængsreformen fra 2017: https://www.regeringen.dk/nyheder/sammenhaengsreform/

Den aktuelle udmøntning af første spor

 

D. DPU-konference om OECD

Endelig er det værd at nævne, at DPU jo holder en stor konference om OECD og pædagogik d. 4. oktober, altså lige om lidt.

Nu er jeg pt. til europæisk forskningskonference i Bolzano, hvor jeg lige har hørt et fremragende keynote-foredrag af den engelske sociolog Susan Robertson, der kritiserede OECD’s kategorier og den globale læringsindustri sønder og sammen. Og hun er jo ikke den eneste for nu at sige det mildt, heller ikke herhjemme. Og de mange kritiske indsatser trækker bredt på den sociologiske tradition, f.eks. Bernstein, Foucault, Durkheim mm.. Og der er også filosofiske kritikker osv..

Så man skulle jo tro, at noget af al denne kritiske forskning var repræsenteret, når nu Aarhus Universitet og DPU lægger navn til foretagendet, ikke sandt? Men ved I hvad? Der er ingen kritiske røster. Ingen som helst. Man har simpelthen udelukket hele den kritiske del af forskningen. Det er virkelig kritisabelt, efter min mening.

Ok, men hvem deltager så? Ja det gør OECD’s direktør og en af hans analytikere. Halleluja!

Der er også indlæg af Lars Qvortrup, som jo mener, at John Hattie bør være lærernes bibel. Han vil være totalt affirmativ. Dertil er der annonceret besøg af to unavngivne personer fra hhv. en dansk kommune og fra undervisningsministeriet, og det bliver det jo ikke bedre af. Næstformand fra DLF, Dorte Lange, deltager også. Ingen af disse har jo ikke noget forskningsperspektiv, så det betyder intet. De må underlægge sig konferencens normative og analytiske kategorier.

I konferenceoplægget står der, at OECD “deler vandene”, men hele konferencen står kun på den ene bred.

Jens Rasmussen fortæller desuden i kommunikationsafdelingens oplæg, at ”OECD står bag nogle af de mest progressive indslag i skoledebatten”. Så er stilen ligesom lagt. Rasmussen sidder da også i en af de centrale OECD-grupper.

Der er også et bidrag fra Henrik Tvarnø, som er formand for AP Møllers folkeskoleudvalg, hvis tildelinger er uhyre smalle og næsten entydigt til fordel for læringsmålstyring/synlig læring etc.. Jens Rasmussen sidder i øvrigt også i udvalget.

Ordstyreren er en embedsmand for Undervisningsministeriet, som arbejder med OECD-området.

Institutleder, Claus Holm, der står meget tæt på både Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, runder af.

Sådan ser det ud, når DPO kalder til videnskab.

Spørgsmålet er så, om der også er tale om en slags splittelse i undervisningsministeriet? Mellem en dannelsesfløj og en OECD-fløj? Det tror jeg helt klart, at der er.

http://edu.au.dk/…/hvilken-rolle-spiller-oecd-egentlig-i-f…/

 

6. d. 6. september: ECER 2

Mentale forskydninger set fra Sydtyrol:

Det er sørme sin sag at følge med i alle de mentale forskydninger omkring folkeskolen i disse dage. Efterhånden er flere af de personer og grupper, som oprindelig var imod Riisagers forslag om den nye skoleform, nu vendt på en tallerken. Nu går de skam pludselig ind for frifolkeskolerne, men kun på den betingelse, at de indføres for alle, altså en decideret reform af folkeskolen. De vil nu universalisere det, som de før var imod. Fint med mig.

Den vigtigste kovending står KL for. Før mente KL, at frifolkeskolerne ligefrem var et angreb på både folkeskole og demokrati. Men nu vil denne private interesseorganisation have dem udbredt over det hele, siger de? Holder det i et par dage, kan man være sikker på, at skolelederforeningen og de andre nedre organer følger trop. Måske følger Enhedslisten også med? Der har også været flere lignende udmeldinger fra mindre fremtrædende organisationer, f.eks. dansk friskoleforening.

Måske har KL’s bevægelse noget at gøre med at foreningens formand, Aarhus-borgmesteren Jacob Bundsgaard, er mega-presset i hjemkommunen, hvor der er fiflet med budgettet på en helt utilgivelig måde. Sagen dækkes intensivt i både JP og Politiken og mange andre steder. Mit Aarhus-borgerskab koger i både pædagogisk og finansiel indignation.

Nå, men det vil altså sige, at stort set alle nu går ind for, at alle skoler skal være frifolkeskoler? Men i så fald er det da bare om at komme i gang med at sprænge forliget og lave et nyt. Læreruddannelsen bliver man så også nødt til at lave HELT om, for de to ting, skole og læreruddannelse, hænger jo sammen.

Nogle af de omvendte mener, man bør vente på en af de mange evalueringer, som kommer i 2019. Men den kan man ikke stole på, for evalueringen skal laves af VIVE. Det betyder, at evalueringen accepterer den grundlæggende anti-pædagogiske substans i reformen. VIVE er totalt uegnet til at evaluere pædagogisk aktivitet. Sådan har det været længe.
Evalueringer duer kun inden for et forligs rammer. Når ægteskabet brydes, kan man ikke evaluere det. Desuden: Der kommer altid en evaluering og en sporvogn til.

Så hvem ved, måske går forliget i stykker? Antorini er jo væk, Corydon er også væk, Thor Møger er væk, Pernille Vigsø Bagge er væk, Vestager og Thorning er væk osv… De er alle sammen væk. Der er ingen til at forsvare alt det skrækkelige intet. Der er ingen, man kan putte sig under, ingen ideologer. Selv Annette Lind og Anni Matthiesen er begyndt at stamme. Men hvorfor støtter Jelved reformen? Hun er snart lige så fordoblet som Bertel Haarder. Måske er det lidt et generationsspørgsmål. De gamles veje er ufremkommelige. De bor i 00’erne. Det er tid til ungt blod, men det må ikke være størknet af 2013-ord.

Ellers er alt vel her i skønne Bolzano, hvor ECER-konferencen i dag bød på en række fremragende oplæg. Man kan konstaterer, at den nye og spirende tingsfilosofi står stærkt i de filosofiske miljøer, hvor der også var et glimrende symposion om Gert Biestas seneste udgivelse om undervisningens genopdagelse. Lutter tankevækning. Denne tingsfilosofi står som en central baggrund for dele af den aktuelle reformkritik.

Dagens key-notespeaker var Popkowitz, og ved I hvad? Også han var mega-kritisk over for OECD, ligesom gårsdagens key-note Susan Robinson også var.

Men det er jo svært at forstå, at OECD-kritikken er så udbredt på de højeste niveauer, fordi DPU’s aktuelle OECD-kirke-konference jo er helt uden kritikere. DPU lever i en OECD-boble. Men alt det skrev jeg jo om i går. DPU-konferencen er også centralt profileret på Nationalt Center for Skoleforsknings hjemmeside, hvilket giver god mening for mig. Det er virkelig ærgerligt, at denne satsning er blevet så fagligt smal. Og pinligt for Aarhus Universitet efter min mening.

Selv holdt jeg oplæg om min fortolkning og brug af Heideggers forelæsning ”the thing” fra 1950. Analysen står også at læse i ”Uren Pædagogik 2” og i bogen ”Pædagogikkens to verdener”. Det gik fint, tror jeg nok.

Bagefter var der filosof-middag, hvor jeg blandt andet drøftede Eurovision med en irer og en tysker. Ja, det hele var faktisk meget europæisk, og vi var helt fri af førstedagens politiske korrekthed.

om KL: https://www.altinget.dk/…/kl-til-christiansborg-i-undermine…

 

7. d. 7. september: Krise i Aarhus

Som aarhusianer er man ikke just på toppen for tiden:

  1. Der er totalt moralsk kaos omkring budgetlægningen i byrådet. Det er under al kritik.
  2. Man forsøger at snige den rene og skære skoleopløsning igennem over hele kommunen under dække af udtrykket “besparelser”.
  3. Man bygger i uskønne såkaldte “fortætninger” overalt, hvor der knap nok er plads til en mælkebøtte.
  4. Der er stadig ingen, der har sagt undskyld for at udskifte “smilets by” med “Danish for progress”.
  5. Letbaneprocessen sejler helt ude ved Skødshoved.

Vi trænger virkelig til luft på rådhuset. Bundsgaard bør gå af som borgmester efter min mening.

 

8. d. 8. september: ECER 3

EU-læring vugge til grav: European Educational Area.

På ECER-konferencen i Bolzano’s sidste dag, fredag d. 7. september, blev vi lige før frokosten præsenteret for en slags højdelavpunkt. I en højt profileret session fortalte en centralt placeret embedsmand fra EU-kommissionen, Youri Devuyst, om EU’s nye initiativ ”European Educational Area”. EU vil simpelthen standardisere alle europæiske landes læringssystemer fra vugge til grav med lærings-outcome, komparationer og evidens over alt.

Denne særlige EU-læring – den såkaldte ”learning mobility” – inkluderer altså ”not only higher education, but also early primary and secondary education and life long education”. Det er “læring all inclusive”, som det kaldes i visse kredse.

EU må ganske vist ikke kolonialisere skolerne på denne måde. Det skyldes det såkaldte subsidiaritetsprincip, som beskytter den nationale pædagogik op til og med ungdomsuddannelserne. Men det var kun lip-service til dette princip. Nu skal europæiske læringsrum læringsmålstyres helt fra vuggestuen og dagplejemoren og til kisten. EU vil ”intensify its involvement in education”, som det hedder.

Faktisk har disse processer været i gang i nogle år på forvaltningsniveauerne, og jeg har tidligere rapporteret fra den danske stats problematiske tilgang til processerne.

Problemerne har rod i, at Danmarks tilgang til arbejdet har rod i den særlige danske blanding af anti-pædagogik og økonomisk globalisering, som tog fart i 00’erne, og som skolereformen også er en del af. Derfor har man slet ikke sans for sin pligt som stat. Mit tip er, at Danmark uden videre vil acceptere og endda forstærker EU’s initiativ og overgreb på ånden i subsidiaritetsprincippet, selvfølgelig mens politikerne snakker om håndtryk og kager osv..

Og nu gøres processen altså til endnu mere officiel EU-politik, end den var i forvejen. Dvs. at EU simpelthen overtager statens pligt til genskabelse af vaner, som er værdifulde i sig selv. Staterne kan så efterfølgende ”spille med”, som Devuyst kaldte det ifølge mine noter.

Devuyst havde kun to referencer i sit oplæg. Dels til PISA, som han mente viste manglende kundskaber generelt i EU, og dels til sin chef, EU-kommissionens formand Jean-Claude Junker. Det svage grundlag var efter min mening en fornærmelse mod konferencens videnskabelighed.

Efter oplægget var der summepause og derpå fulgte ca. 10 minutter til indvendinger. En poststrukturalist rejste sig, Hun ville da lige være sikker på, at hendes eget område også kom under EU’s initiativ. Der var dømt opportunistisk læringstilpasning ligesom for mange poststrukturalister herhjemme. Faktisk havde jeg lige hørt hende i en anden mærkelig ukritisk session, hvor hun da også fik stærk kritik af en meget fornuftig person, som tilfældigvis også var den lokale ansvarlige for ECER-konferencen som sådan.

Derpå rejste en norsk heltinde sig op. Hun problematiserede EU’s tankegang med fuld nordisk følelse. Hun kritiserede både læringssynet, den manglende sans for kontekst og tilknytningen til OECD. Hun kaldte forslaget for teknokratisk, hvilket jo mildt sagt er korrekt. Det var som at se Erik Schmidt på lærermøde på Agedrup skole, som hun stod der med alle sine dejlige ord.

Devuyst svarede, at hans forslag ikke havde noget med OECD at gøre, hvilket jo var helt til grin, eftersom de tilfældige Pisa-tal var hans centrale begrundelse. Han sagde også, at Jean-Claude Juncker skam ikke mere kun gik op i ”employability” og ”global competition”. Nu havde Juncker også fokus på noget totalt ubestemt, som hed ”personal development”. Øhh… er Juncker en ny John Dewey? Det hele var da også ren nihilistisk overflade, for den samlede begrebssætning af læringen stod helt uændret. Det var dannelse som identitetspolitisk læringsoutcome. Devuyst mindede mig faktisk om Odense Kommune, for nu at blive i Agedrup-symbolikken.

Lidt ekstra noter:
EU har gang i en gang teknokratisk identitetspolitik helt ned i babyerne i en underlig form for euro-global boble, som intet har med Europa at gøre. Konsekvenserne er nærmest uoverskuelige.

Efter frokost var der mere virkelige højdepunkter. Det australske tidsskrift Educational Philosophy and Theory er ved at lave et særnummer, hvor en række forskere drøfter, hvad postmodernisme er eller ikke er i dag. Tre af disse forskere fremlagde sammen med tidsskriftets redaktør. Jeg har selv bidraget til udgivelsen, fordi jeg jo også er postmodernist og har skrevet om det.

Dernæst var der en interessant drøftelse af Heidegger, Camus, museumsfilosofi og moderne nationalisme i lyset af begrebet ”nostalgi”. Sessionen blev modereret af Paul Standish, som er redaktør for det britiske pædagogisk-filosofiske tidsskrift.

Det har været en virkelig vellykket konference, må man sige.

 

9. d. 8. september: Post-humanistiske teser

A. Fra det sultne til det irrelevante menneske:

Først var mennesket sultent. Hvad kunne det gøre? Finde mad. (jægeren i naturen)

Siden blev mennesket fattigt. Hvad kunne det gøre? Underordne sig og tjene. (daglejeren på godset)

Så blev mennesket undertrykt. Hvad kunne det gøre? Handle for frihed. (Proletaren/borgeren i landet)

Til sidst blev mennesket irrelevant. Hvad kan det gøre? Forlade sig selv. (mennesket i maskinen)
Hvem ejer maskinen? Google! Hvem ejer Google? Maskinen.

 

B. Fra tillid til nostalgi:

Engang blev tilliden besunget af teologerne som en national dyd. Der går en lige linje fra Grundtvig til tillidsstatistikkerne.

I dag er tilliden blevet er problem. Data, som ingen ved hvor hører til, hopper rundt fra maskine til maskine. Man kan snart ikke tro på noget eller nogen.

Ja, Politikerne misbruger tilliden til at overvåge et land, som er verdensmester i data, med udgangspunkt i CPR-numre.

Det, der engang var en national dyd, er på vej væk.

Ok, og hvad sker der så, når den tillid, som engang var, forsvinder? Så kommer nostalgien. Og når det sker, så har vi problemet. Så bevæger de nostalgiske masser sig i en søgen efter enhedsidentitet.

 

C. Konklusion:

Vi får en spaltning af mennesket i datamaskineret data og nostalgiske kroppe uden tillid. Det kaldes også for tekno-fascisme.

Den ledsagende pædagogik hedder optimeringsoptimistisk tekno-jahat, som kombineres med identitetspolitisk einheit.

 

10. d. 10. september: Optimisme og Positiv Psykologi

Her er en kommentar til diskussionen af DCUM’s rapport om elevoptimisme og til det nyeste nummer af tidsskriftet KVAN, som handler om begrebet “relationskompetence”. Der er visse overlap.

http://www.thomasaastruproemer.dk/positiv-psykologi-i-vaelten-elevoptimisme-og-relationskompetence.html

 

11. d. 10. september: Pædagogisk økologi

A.
Tager man det bedste fra alle partier, bliver skolen god.
Bliver skolen god, så bliver alle partier bedre.
Bliver alle partier bedre, bliver staten god.

B.
Tager man det værste fra alle partier, bliver skolen dårlig.
Bliver skolen dårlig, så bliver alle partier dårlige.
Bliver alle partier dårlige, bliver staten dårlig.

Den første vej er pædagogikkens. Den anden er skolereformens.

 

12. d. 11. september: God journalistik på Altinget

Det er Altinget.dk, der leverer den toneangivende kvalitetsjournalistik på skoleområdet for tiden. Her regerer en Tyson W. Lyall med den ene oplysende artikel efter den anden, og en sand hærskare af nye og gamle skoletanker inviteres ind i debatsektionen.

Niveauet er lysår over Politiken, hvor den jo står på ”blablabla…vrøvl,vrøvl,vrøvl og her går alting godt og Riisager=Trump”- journalistik.

Folkeskolen.dk er for underdrejet af DLF-KL’s Ny Start og strategiske hensyn, selvom der naturligvis er undtagelser, f.eks. Andreas Brøns Riises artikel om læringsplatforme for et par numre siden. (https://www.folkeskolen.dk/…/laeringsplatformene-blev-til-i…)

Tag bare dagens Altinget-produktion som eksempel:

A.
Man kan studere en grundig analyse af den skolepolitiske situation. Der er fyldt med fine iagttagelser, der behandler emnet langt mere bredt og sagligt end på Politiken. Især er der en interessant fornemmelse for Annette Linds og Anni Matthiesens orienterings-problemer lige for tiden.

https://www.altinget.dk/…/analyse-opgoeret-med-skolereforme…

B.
Man kan også læse et interview med den næsten nye departementschef i undervisningsministeriet, Søren Hartmann Hede. Hede er i gang med at reorganiserer sin forvaltning, så han får mere centraliseret og databaseret ledelseskraft. Det er godt journalistisk arbejde.

Så samtidig med, at Riisager taler sødt om en forening af fri- og folkeskoler osv., så forbereder hendes eget ministerium altså en centralistisk datasymbiose med KL og konsulentforskningen.

https://www.altinget.dk/…/departementschef-derfor-rykker-vi…

C.
Endelig har Lyall sammen med en kollega dækket spørgsmålet om, hvorvidt en af de utallige evalueringer af skolereformen skal fremrykkes. Også her kan man næsten mærke kritikken rive og slide i Matthiesens grundlag. Hun nøjes med at sige, at hun ikke har drøftet sagen med ministeren endnu. Det er sørme nye toner.

Jeg vil her blot tilføje, at den omtalte evaluering jo skal laves af VIVE. Det betyder med statsgaranti, at vi får en kæntret og halv evaluering, som ikke tager hensyn til reformens forhold til skolens formål, hvilket jo er selve stridspunktet.

Derved får vi ikke en reel evaluering, men snarere en bekræftelse af skolereformens grundlæggende kategorier. Vi får med andre ord en bekræftelse af skolereformen uanset resultatet.

https://www.altinget.dk/…/df-afviser-hurtig-evaluering-af-f…

 

13. d. 11. september: Gerd von Buchwald Lütken er død

Jeg har en meget sørgelig meddelelse til alle landets litteratur-, antropologi- og pædagogikinteresserede samt til alle med særlige erfaringer fra livet på Peter Sabroe seminariet fra 1994-2016: Magister i nordisk litteratur og idehistorie, Gerd von Buchwald Lütken, er død.

Gerd satte via sit litteraturhistoriske forfatterskab – ikke mindst bogen Litteraturens veje – sit præg på en hel generation af gymnasielevers interesse for dansk litteratur. Hendes kærlighed til litteraturen var usvækket til det sidste.

Gerd var i en årrække lektor i dansk ved Universitetet i Tallinn, Estland. Da hun kom hjem, fik hun stilling som lærer på Socialpædagogisk Seminarium i Aarhus. Senere tog seminariet navneforandring til Peter Sabroe-seminariet, som i dag er fusioneret i UC-VIA. Jeg blev selv ansat samme sted og i samme ansættelsesrunde. Her startede vi en fælles rejse ind i ukendt land: Dansk pædagogik.

Gerd blev på Sabroe i over 20 år. Her fik hun stor betydning for mange studerendes interesse for filosofiske og antropologiske emner, og hun bidrog til at holde det intellektuelle liv nogenlunde intakt.

Hun var også i mange år formand for censorkorpset for uddannelserne i pædagogisk antropologi, og hun redigerede i 2003 bogen ”Udsat”, som er en samling vigtige tekster om eksistentialisme og filosofi.

Senest i 2016 bidrog hun med to meget tankevækkende artikler til den vigtige antologi ”Pædagogiske ballader”.

Mange af Gerds bøger skrev og redigerede hun sammen med seminarielærer ved læreruddannelsen i Silkeborg Johannes Fibiger.

Gerd var en selvstændigt tænkende kvinde med høje moralske standarder for sig selv. Over for andre var hun derimod altid rummelig, hjælpsom og ordholden. Hun var også usædvanlig god mod dyr, især de medskabninger, som manglede pleje og omsorg.

De sidste år var Gerd desværre svækket af lungeproblemer, men hun holdt humøret, livsmodet og samfundsinteressen levende til det sidste. To uger før hendes død havde vi en diskussion om et dansk forfatterskab, hvor hun ikke gav sig en tomme .

Æret være Gerds minde.

Her er et udvalg af Gerds arbejder:

Lütken, G.v.B. & Fibiger, J. (1996). Litteraturens veje, Gyldendal/Systime. (udgaver:1996 +2003 +2012+2016).

Lütken, G.v.B. & Fibiger, J. (2002). Udsat – en bog om eksistentialisme, København: GAD.

Lütken, G.v.B. & Fibiger, J. & Mølgaard, N. (red.) (2001) Litteraturens tilgange, København: Gyldendal. (udgaver: 2001+2008). Ud over den fælles redaktionelle indledning, har Gerd bidraget med åbningsartiklen “Litteraturteori -en have med forgrenede gange”, s.31-56.

Lütken, G.v.B. (2003). ”Litteraturens omveje: plaidoyer for et umuligt projekt”, i Danske noter, nr. 3, s. 6-12.

Lütken, G.v.B (2004) ”Fem mønstre i det danskfaglige kalejdoskop”, i Petersen, A. (red.). Danskbogen – danskfaget i de pædagogiske uddannelser, Klim, 2004.

Lütken, G.v.B. (2007). ”Moderne sprogfilosofi: fra sandhed til social kontekst”, i Jørgensen, H.H.: Sprog som værktøj og legetøj – om sprog kultur og kommunikation, København: Academica.

Lütken, G.v.B. (2009). ”Tableauer fra hjemmefronten- om delegitimeringen af den borgerlige familie omkring 1. verdenskrig”, i Tidsskriftet Antropologi, nr. 59-60, s. 115-125.

Lütken, G.v.B. & Fibiger, J. & Kristensen, S.D. (red.) (2009). Litteraturens huse, Aarhus: Systime.

Lütken, G.v.B. (2016). ”Pædagogik og den kulturelle produktion af det ønskværdige menneske – om ”smudsbørn” og ”børnespejle””, i Rothuizen, J.J. & Togsverd, L.: Pædagogiske Ballader – perspektiver på pædagogens faglighed, Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Lütken, G.v.B. (2016). ”Pædagogik, natur og æstetik – om opfindelsen af det autentiske”, i Rothuizen, J.J. & Togsverd, L.: Pædagogiske Ballader – perspektiver på pædagogens faglighed, Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Desuden bidrog Gerd med følgende opslag i opslagsværket Kreisler, B. & Mortensen, K.B. (1999): “Litteraturens stemmer”, København: GAD:
Jens Baggesen (1764-1826)
Charlotte Dorothea Biehl ( 1731-1788)
Marie Bregendahl (1867-1940)
Hans Adolph Brorson (1694-1764)
Jette Drewsen (f. 1943)
Johannes Ewald (1743-1781)
Thomasine Gyllembourg (1773-1856)
Johan Ludvig Heiberg (1791-1860)
Johanne Louise Heiberg (1812-1890)
P. A. Heiberg (1758-1841)
Maria Helleberg (f. 1956)
Ludvig Holberg (1684-1754)
Jens Christian Hostrup (1818-1892)
Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855)
Thomas Kingo (1634-1703)
Leonora Christina (1621-1698)
Poul Martin Møller(1794-1838)
Lise Nørgaard (f. 1917)
Peder Palladius (1503-1560)
Hieronymus Justesen (1539-1607)
Morten Sabroe (f. 1947)
Hans Egede Schack (1820-1859)
A.W. Schack Staffeldt (1769-1826)
Ambrosius Stub (1705-1758)
Johan Hermann Wessel (1742-1785)
Mette Winge (f. 1937)
Jane Aamund (f. 1936)

Dertil kommer en række mindre artikler og oversættelser på forlaget Kimære. Dem vil jeg forsøge at få styr på.

 

14. d. 11. september: Hvad er regeringens skolejustering?

Meget kort: Hvad er pointen i regeringens skole-“justering”?

Det er en Antorini-skolereform tilsat en ordentlig dosis Silicon Valley-datastyring, der forstærker skolereformen.

Det kaldes også “afbureaukratisering” og “disruption” på de bonede gulve.

Hvilket nederlag for kritikken.

Og “dannelse” handler det da overhovedet ikke om, selvom man er fræk nok til at skrive det i overskriften.

Så er der lige klistret lidt timeflytteri ind for at aflede opmærksomheden fra den datapolitiske realitet.

Det er nu, vi har brug for SF og Enhedslisten.

Justeringen er en forstærkning.

 

15. d. 12. september: Analyse af regeringens skoleudspil

Analyse af regeringens aktuelle skoleudspil:

http://www.thomasaastruproemer.dk/regeringens-skoleudspil-folkets-skole-faglighed-dannelse-og-frihed-justeringer-af-folkeskolereformen.html

 

16. d. 13. september: Agedrup-sagen skal i landsretten

Om godt en måned starter landsretssagen om advarslen til tidligere lærer ved Agedrup Skole, Erik Schmidt. Nedenfor kan man læse Schmidts eget opslag om den forestående proces. Jeg vedhæfter også min analyse af byretsdommen fra november 2017. Alle indlæg, artikler mm. i sagen kan tilgås fra min hjemmeside under banneret “Agedrup-sagen”.

Lad os håbe, at retfærdigheden – både den juridiske og den pædagogiske – sker fyldest d. 30. oktober.

Jeg kan ikke lade være med at påpege det ironiske i, at Erik Schmidt fik en advarsel af den radikale rådmand, Susanne Crawley Larsen, for at have “negative holdninger”, dvs. at tale dannelsens sag mod læringsmålsstyringen. Men ved I hvad? I går blev selvsamme rådmand interviewet til Fyens Stiftstidende. Her kunne hun fortælle, at regeringen “fucker med folkeskolen”. Men det er åbenbart en “positiv holdning”?

Erik Schmidts opslag om sagen: https://www.facebook.com/erik.schmidt.758/posts/1680061858789740

Analyse af byretsdommen fra november 2017:
http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-byretsdomm…

Interview med Susanne Crawley Larsen: https://www.fyens.dk/article/3283970

 

17. d. 14. september: Korshøjen

Erindringer fra the hood:

http://www.thomasaastruproemer.dk/korshoejen.html

 

18. d. 16. september: Tom Jensen kritiserer skolereformen

”Åndelig iltning” på Berlingske

Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, undsiger nu skolereformen. Det er dejligt. Og ved I hvad, der er det bedste ved det hele? Det er hans begrundelser. De handler nemlig ikke om evalueringer, tests, OK18, lektiecafeer eller pisa-placeringer, men om hele skolereformens begrebssætning.

Klummen har ligefrem titlen: “Jeg anklager mig selv: Tom, du fejlbedømte skolereformen”.

A.
Tom Jensen mener, at ”læring” har udraderet dannelse og pædagogiske formål som bærende skolepolitisk kategori. I hans tekst er der i øvrigt et meget sigende link til en KL-opsummering af skolereformen, som i karakteristisk stil slet ikke forholder sig til skolens formål. Jensen skriver følgende kloge ord:

”Snarere end faglighed og dannelse knæsatte reformen det værditomme, men mere test-egnede og systemtro begreb »læring« som målsætning. Men børn skal ikke køres igennem en læringsfabrik. De skal formes som vidende og dannende unge mennesker. Der er en afgrund til forskel mellem de to ting.”

Man slapper helt af.

B.
Jensen taler for skolen som et sted for ”selvstændighed, frihed og åndelig iltning”, jf. skolelovens §1. Denne dannelsesfunktion mener Jensen er forsvundet. I stedet har vi fået en ”stat, der lægger sine undersåtter ind i forenklede Excel-ark”. Jensen skriver følgende kloge ord:

”Noget andet er den flodbølge af statslig detailstyring, tættekammen af centraliseret bureaukratisk kontrol, som folkeskolereformen blandt umådeligt meget andet indforskrev sig i. I stedet for at ægge til selvstændighed, frihed og åndelig iltning, styrkede reformen fornemmelsen af en stat, der i tiltagende grad lægger sine undersåtter ind i forenklede Excel-ark, som reducerer individet til et målbart formatérbart felt i bestræbelserne på at få det store fælleskasse-regnestykke til at gå endegyldigt op.”

Man slapper endnu mere af.

C.
Tom Jensen mener, at regeringens aktuelle ”justering” betyder mere dannelse. Jeg håber, han har ret, men en konkret analyse af udspillet tyder desværre på det modsatte. Jensen er med andre ord ikke opmærksom på, at den siddende regering – herunder især V og K – står for et statssyn, som Jensen selv er imod. Et statssyn, som desværre har sat sig ned i justerings-udspillets dybdereferencer.

Det spænder lidt.

D.
I dag har Berlingske i øvrigt en lang artikel om den politiske kritik af Merete Riisager. Desværre kører artiklen helt i Politikens ånd, hvor det er Riisager og ikke forligskredsen, der har et problem. Det er en stor skuffelse, når nu chefredaktøren selv stiller de spørgsmål, som journalisterne burde have stillet.

Det spænder lidt mere.

Men mange tak til Tom Jensen for omvendelsen og de gode begrundelser.

Links:
Tom Jensens kommentar: https://www.b.dk/…/jeg-anklager-mig-selv-tom-du-fejlbedoemt…

Artiklen om kritikken af Merete Riisager: https://www.b.dk/…/la-minister-vaekker-opsigt-paa-christian…

Analyse af regerings skoleudspil: http://www.thomasaastruproemer.dk/regeringens-skoleudspil-f…

 

19. d. 17. september: DF’s valgplakat

Dansk Fryseparti har lanceret en ny kampagne. Nedenfor kan man studere den centrale plakat.

Før jeg overhovedet når at tænke over, om jeg er dansker, marokkaner, tjekkoslovak i 1968 eller Anna Frank, så må jeg indrømme, at hele billedets æstetik og narrativ får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

(se fb-link for selve billedet)

 

20. d. 17. september: Indianere på fredagsbar

På Københavns Universitet må man ikke klæde sig ud som indianer, fordi man i så fald udstiller “stereotyper”, som krænker en eller anden posthumanist.

Til gengæld kan jeg trøste med, at man på Aarhus Universitet gerne reklamerer stort og officielt med “Danmarks største fredagsbar”. Det står på et kæmpebanner på universitetets administrationsbygning i krydset mellem Ringgaden og Nørrebrogade.

Det er lidt sjovt, at en moralist som mig synes bedre om indianerlege end om store officielle reklamer for universitetsdruk. Faktisk synes jeg slet ikke, at universitet skal reklamere for noget som helst. Men det kunne til gengæld være sjovt, hvis alle ansatte en dag klædte dig ud som indianere og drak en masse shots efter kl. 15. Så kunne I få en fjer i hatten.

Jeg har lige været i biografen. Her var der også en skrækkelig reklame fra UC-VIA, som trampede ind over de unges følelsesliv bare for at score kunder. Men den slags er der ingen, der er krænket over, selvom jeg er.

Jeg vil nu høre den gamle Tøsedrengesang “Indianer, søn af alt der gror”. Men hvem ved? Måske er det det en krænkende stereotyp at sige “tøsedrenge”?

https://www.berlingske.dk/samfund/ku-kritiseres-for-at-skride-ind-over-for-indianer-og-mexicaner-udklaedning

 

21. d. 18. september: Drama på DPU: Lars Qvortrup i ensom kamp

Der var pædagogisk tvist i dag på DPU. Det var Lars Qvortrup mod rosset, som vi sagde i frikvarteret i skolen. Baggrunden var en diskussion i Altinget af Qvortrups og Clearinghouse’s rapport om kvaliteten af skandinavisk dagtilbudsforskning. Hele 30 børnehaveforskere af meget forskellig herkomst havde kritiseret rapportens forskningssyn for at være alt for smalt. Qvortrup havde svaret, og der var også gensvar. Nedenfor er der link til hele diskussionen og til rapporten selv.

I dag mødtes Qvortrup så med sine kritikere i auditorium D176 i Emdrup. Han lagde selv ud med at forsvare rapportens forskningssyn. Han argumenterede med, som jeg forstod det, at kvalitative studier i tiltagende grad læner sig op af den kvantitative forsknings gyldighedskriterier. Han fortalte også, at han skam flere gange havde indbudt kritikerne til dialog. Et forhold, han også nævnte i sit svar i Altinget. Endelig forklarede han, at man bør varedeklarere sin forskning, så praktikerne kan se, om den er gyldig for et givent område.

Bagefter talte antropologen Eva Gulløv, som var på protestholdet i Altinget. Hun gennemgik rapportens kategoriseringer minutiøst, så enhver kunne se rapportens tendentiøse mangelfuldhed. Heldigvis korsede hun sig over Qvortrups ”varedeklarations-forslag”. Hvad tænker han dog på?

Til sidst fortalte Jens Erik Kristensen om, hvordan Clearinghouse-centret havde rod i 00’ernes OECD-tænkning, og om hvordan centrets funktion var gået fra brede screeninger af pædagogiske forskningsområder til mere specifikke kvalitetsbedømmelser og efterhånden ligefrem havde udviklet sig til overdommeri. Kristensen ser mere overordnet denne proces som et led i uddannelsesbegrebets udgrænsning af pædagogikken. Han mente desuden, at den aktuelle polemik skulle ses i den ligeså overordnede diskussion om dannelsesbegrebet, som blandt andet kommer til udtryk i mine bøger ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” og ”Pædagogikkens to verdener”, som han endda specifikt refererede til.

Gulløv, som jo ellers var helt enig med Kristensen, var dog uenig lige på det punkt. Hun så ikke sig selv som en del af den overordnede pædagogiske strid, som Kristensen tegnede op. Her er jeg dog helt enig med Kristensen. Jo før Gulløv forstår sin kritiks almenpædagogiske og politiske betydning, desto før kan den pædagogiske antropologi vokse ind i pædagogikken. Det kan kun gå for hurtigt.

Alle i salen, som udtalte sig, kritiserede Qvortrups arbejde. Han havde simpelthen ingen støtter. Han var all alone. Især Hanne Knudsen og Dorthe Staunæs stillede gode spørgsmål til Qvortrups forståelse af praksis og empiri. Det glædede mig især, at Staunæs var kritisk, eftersom hun jo tidligere har skrevet en stor kronik i Politiken sammen med Qvortrup, hvor de sammen med Jens Rasmussen forsvarede skolereformens tankegods.

En meget interessant og yderst kritisk melding kom fra Lone Svinth, som er leder for dagtilbudsområdet i Qvortrups Center for Skoleforskning. Svinth fortalte, at hun var blandt initiativtagerne til protestskrivelsen, hvilket jo peger på en decideret strid i Skoleforskningscentrets indre, som lover godt for fremtiden. Der er ballade i skoleforskningscentret, hvilket er dejligt.

Svinth adresserede også Qvortrups melding om, at han havde inviteret til dialog. Svinth mente, at hun skam havde været i udførlig dialog med Qvortrup om sagen. Hun kaldte Qvortups synspunkt ”patetisk”. Det kunne Qvortrup ikke svare på, selvom det der med dialog jo var en central del af hans både skriftlige og mundtlige argumentation. Det dirrede i rummet.

Til sidst var det som om, at Kristensen, som ellers ydede en jætteindsats. faldt lidt ned som et lam. Han begyndte, som jeg forstod det, på at rose Qvortrups forskningstekniske udredninger som forbedringer, hvilket de overhovedet ikke er. Qvortrup foreslog i et stort skema f.eks., at forskningen havde udviklet sig fra validitet til enighed om metoder, hvilket jo er en helt forskrækkelig tanke. Men Qvortrups videnskabsteoretiske misforståelser skyldes, at han har problemer med sandhedsbegrebet, hvilket igen skyldes det stærkt beskadigede omverdensbegreb, som jo kommer fra systemteorien. Alt i hans skema var forkert efter min mening.

Selv spurgte jeg, om man i rapporten havde interesseret sig for kvaliteten af de forskellige forskningsartiklers refleksioner over deres egne begreber, som f.eks. praksis, læring osv.? En bevidsthed om begrebernes sammenhæng og baggrund er en central del af forskningens kvalitet efter min mening. Ellers risikerer man jo, at man kun undersøger et meget begrænset udsnit af virkeligheden, hvilket netop ødelægger ”validiteten”, men naturligvis ikke ”metodeenigheden”. Det forstod Qvortrup ikke. I stedet antydede han, at mit begreb om ”Danmarks Pædagogiske Oligarki”, som Kristensen jo lige havde refereret til, var uden gyldighed. Han snakkede i det hele taget meget om det oligarki, som han efter min opfattelse har en hel central rolle i. Alt hvad han sagde i dag bekræftede det. Og det beroligede mig meget, at han stod så alene, som han gjorde.

Lektor Hanne Knudsen og Steen Nepper Larsen, som begge har stået centralt i kritikken af John Hattie, som Qvortrup jo beundrer, spurgte i en eller anden form for fællesskab om, hvorfor Qvortrup med sin systemteoretiske bagage ikke skelnede kraftigere mellem det videnskabelige og det politiske system. Men Qvortrup mente, at han blot lavede luhmannianske “strukturelle koblinger”, som ifølge Qvortrup skulle handle om at gøre forskningen mere forståelig for praktikere og politikere. Hvis den slags almindeligheder skal være systemteori, så er jeg altså stået af, men det er jeg jo sådan set også for længst og allerede.

Qvortrup sluttede så med at sige, at han med Merete Riisager som undervisningsminister ikke nærede noget håb om at blive forstået, og så ved ministeren jo det. Men, som han sagde: ”Det kan jo ændre sig”, og det har han jo ret i. Qvortrup venter på bedre tider.

I dag var Qvortrup ganz allein in der Welt. Men naturligvis i selskab med DPU’s og Aarhus Universitets overordnede ideologi, dvs. et fællesskab af magt.

Links:

Link til en lydfil med de tre oplæg på DPU-tvisten (men ikke til den efterfølgende diskussion): https://soundcloud.com/…/hvad-kendetegner-god-og-valid-empi…

Link til den hidtidige diskussion på Altinget:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156526878614481&id=837549480

 

22. d. 19. september: Gert Biesta i Odense

D. 28. september, kl. 13-16, får Odense besøg af Gert Biesta. Det er Keld Skovmand og UC-Lillebælt, der inviterer til foredrag og debat med den internationalt kendte forsker. Arrangementet adskiller sig fra Biestas tidligere besøg i landet ved, at det varer hele tre flotte timer, samt at der er inviteret lærerstuderende til at stille spørgsmål. Hvad tænker en 25 årig lærerstuderende mon på, når hun møder Biestas bøger? De lokale forskere får også en spørgerunde.

Skovmand bruger i øvrigt selv Biesta i sin bog ”Uden mål og med” fra 2016. Den bog stadig skaber ravage, og i sin tid fik den både Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen, Jeppe Bundsgaard og Morten Misfeldt helt op i det røde felt. Biesta er en slags benzintank for den pædagogiske kritik og ballade i Danmark.

Skovmand holder faktisk selv en forelæsning om Biesta i morgen på UCLs bibliotek. Jeg ved dog ikke, om det er for alle, selvom det ser sådan ud på det fb-opslag, jeg har set.

Selve arrangementet med Biesta i næste uge er i hvert fald både offentligt og gratis. Man kan læse mere på facebook-opslaget og i vedhæftede omtale.

Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke selv kan komme, men så kan jeg i det mindste slå på tromme.

Biestas besøg er – så vidt jeg kan se – ikke omtalt på UCL’s hjemmeside. Her kan man til gengæld læse, at UCL får besøg af en eller anden meget fin ambassadør for et eller andet. Det er sådan noget, der er al vanære værd for UC-sektoren. Men det var det samme, dengang Biesta besøgte VIA osv.. Hallo! Vil man være en uddannelsesinstitution eller hvad?

Om arrangementet med Biesta d. 28/9:
https://www.facebook.com/events/2150171928638972/

https://stud.ucl.dk/…/up…/2018/08/Biesta-kommer-til-byen.pdf

Om Keld Skovmands foredrag i morgen: https://www.facebook.com/events/229251067771042/

 

23. d. 19. september: Peter Frieses og Stefan Mossalskis minde ord for Gerd Lütken

Peter Friese, som i sin tid var rektor for Peter Sabroe Seminariet, og Stefan Mossalski, som var uddannelsesleder samme sted, har skrevet et fint mindeord for Gerd von Buchwald Lütken i dagens avis.

Af Politiken fra i går fremgår det, at Gerd bliver bisat ved Aarhus Nordre Kapel, lørdag d. 22. september, kl. 13.30.

https://stiften.dk/mindeord/Mindeord-Gerd-Lutken/artikel/534221#comment_section

 

24. d. 19. september: LærerBladet nr. 3

“Positiveringssirup” og “turbolenstolerance” i Odense:

Erik Schmidt slår ny rekord i kvalitet med det nye nummer af LærerBladet. Jeg letter lige låget:

A.
Om blot en måned skal Schmidt i landsretten for at få testet den tjenstlige advarsel, som han fik af Odense Kommune i 2014. I LærerBladet interviewer han så Mohammed Bibi, som jo var den skoleleder, som i sin tid gav Schmidt advarslen.

Schmidt forsvarede jo dannelsen på et lærermøde på Bibis skole, hvilket man altså ikke må. Den slags kaldes ”negative holdninger” i HC Andersens by. I interviewet fortæller Bibi, som siden er blevet formand for Odense skolelederforening, at ”samarbejdet og effektiviteten i skolernes ledelsesteams er blevet udviklet”. Han fortæller endda, at skoleledernes ”turbulenstolerance” er øget. Tænk at Bibi kan finde på at bruge dette ord over for Schmidt. Om en måned mødes de i retten. Jeg får lyst til at klæde mig ud som indianer.

B.
Sidst i bladet kan man så læse om, at Odense kommune nu vil til at satse på dannelse. Ja, man har ligefrem lavet en ”dannelsesstrategi”, som det faretruende hedder. Det er ganske vist helt uden for Bibis horisont, og den mangeårige skolechef, Poul Antoniussen, virker også nærmest skræmt. Han understreger, at Odense skam stadig er en ”effektstyret kommune”, hvilket jo er helt på Bibis linje og meget betryggende for fynboerne.

Derimod kører den radikale rådmand, den radikale Susanne Crawley Larsen, der jo stod 100% bag Bibi i sin tid, frem med al det forskrækkelige strategiske dannelsesnysprog uden at blinke. Crawley får da også skæld ud af lektor Steen Nepper Larsen, som Schmidt også har talt med. Nepper Larsen kalder Odenses strategi for ”positiveringssirup” og ”forstemmende”. Han undrer sig desuden over, at kommunen slet ikke refererer til den dannelsestradition, som efterhånden er rigt beskrevet.

Måske skulle Crawley bede om konsulentbistand fra Schmidt, som jo er mangeårigt medlem i dannelsestænketanken Sophia? Nå nej, ham har hun jo jaget væk.

C.
Schmidt har sørme også fundet tid til at interviewe SDU-lektor Finn Wiedemann. Wiedemann kritiserer ledelseskommissionen for at være al for instrumentel og ledelsesbegejstret og for at bygge på corydonistiske og finansministerielle logikker. Og Schmidt har endda også snakket med Kurt Klaudi Klausen, som i store træk er enig med Wiedemann.

Kritikken af den corydon-inspirerede ledelsesstil er nærmest tragikomisk, når man sammenstiller med Crawley-Larsens og Mohammed Bibis ledelsesstil, der jo er helt uden ”turbolenstolerance” og helt dannelsesfjernsyn, selvom de siger det modsatte.

D.
Prikken over i’et er så den deciderede journalistiske nyhed om, at ”Program for læringsledelse” med de mange AP Møller-penge har forladt Lars Qvortrups skoleforskningscenter. Den anden dag var Qvortrup i ensom kamp på DPU mod landets børnehaveforskere, og nu er han altså også forladt af sine nordjyske venner.

Qvortrup er helt på dataledelseslæringsmålsstyringsvognen, så Schmidt kan ikke lade være med at omtale Qvortrups stikpille i Politikens Skoleliv til den urene pædagogik den anden dag. Qvortrup siger, at vi ”graver grøfter”. Jeg siger, at vi ”finder grøfter”, som vel at mærke skjules af Qvortrup. Brinkmann får lov til at give en form for svar et helt andet sted i bladet, hvor han kritiserer John Hattie og taler for virkelig dannelse.

Det blad er nærmest et kunstværk. Det lover godt for retssagen, hvor der virkelig bliver brug for Bibis turbulenstolerance. Schmidt har skrevet hele bladet og tilmed fotograferet. Det er betagende.

Link til LærerBladet:

http://www.odenselaererforening.dk/media/11614319/152562_laererbladet-3-18_web.pdf

 

25. d. 20. september: Merete Riisager i radioen

Uffe Tang har haft besøg af Merete Riisager i P1’s Slotsholmen. Riisager fortæller, at hendes skolesyn bygger på en blanding af tysk Bildung og dansk pædagogisk tradition, som hun med rette ser som en modsætning til konkurrencestatsteoriens skole. Hun korrigerer også den borgerlige uddannelsespolitik, fordi hun skiller pædagogik fra erhvervsliv; en pointe hun også fremførte i Politiken før sommerferien. Avisens journalister var rystede over de topkvalificerede betragtninger.

Politikens Jacob Fuglsang deltager også i programmet. Han mener jo, at man ligner Donald Trump, hvis man refererer til Humboldt og Grundtvig. Den slags er ”blablabla…vrøvl vrøvl vrøvl” på Politiken. Det er altså meget mærkeligt – for ikke at sige sørgeligt – for mig at høre om. Politiken opfører sig virkeligt populistisk i denne sag. Heldigvis nævner Riisager det der med Trump. Det manglede da bare.

Uffe Tang er en skuffelse. Han har ikke sat sig ind i sagens substans og i nogle af de diskussioner, som Riisager er den politiske formidler af. Han har på sin vis ikke sans for, at Riisager er totalt mainstream-pædagogisk, og at det skam er reformtilhængerne, som jo – endda med egne ord – er de revolutionære. Han bliver ved med at køre på, at det er Riisager der skaber uro, selvom hun jo bare skaber fred.

Jacob Mark fra SF deltager også. Der foregår åbenbart et eller andet mellem ham og Riisager, som er dårligt. Måske skulle de lige i snapsetinget en tur for at rede trådene ud? Mark er blevet fornærmet over et eller andet teknisk, kan man høre. Hvorfor taler Mark ikke om Bildung og Grundtvig ligesom Riisager? eller om hele SF’s dejlige tradition, som er stærkt overlappende? Det er jo kun dén slags udgangspunkter, som kan give skolerne mere frihed. Hvis Riisager kan tale dannelse, kan SF vel også?

Anledningen til interviewet er regeringens konkrete “justerings”-udspil. Et udspil, som desværre har dybe referencer til erhvervs- og finansministeriet, som jo kører ren dataficeret konkurrencestatssprog, altså alt det, som Riisager er imod. Det er meget modsætningsfuldt.

 

26. d. 21. september: Aarhus og Odense

Der er virkelig mange dejlige “negative holdninger” her på universitetet, og de er fyldt med begrundelser inden i og rundt omkring. Det kan naturligvis godt være lidt irriterende ind imellem, men så klæder vi os bare ud som indianere.

Men på skolerne i Odense er der kun plads til “positive holdninger”. Ellers er det ud!

Og hvad er så en “positiv holdning”? Jo, det er, når en skolelærer mener det samme som en nyansat skoleleder, som mener det samme som en nyansat skoledirektør, som mener det samme som en nyansat rådmand, som mener det samme som KL, som mener det samme som Bjarne Corydon, som mener det samme som Ove Kaj Pedersen og Politiken, som mener det samme som cyberspace.

Så der er altså to ting, der er totalt forskellige: Det er et universitet, som er styret af forskningsfrihed, og en skole i Odense, der er styret af finansministeriet.

Det svarer til forholdet mellem åndsfrihed og underkastelse.

Men hov, i skolens formålsparagraf står der jo, at også skolerne skal være præget af “åndsfrihed”? Så underkastelsen er ulovlig?

Men jeg kan da oplyse, at man i Odense har lavet en “dannelsestrategi”. Der står dog ikke noget om “åndsfrihed”.

 

27. d. 22. september: Keeping matter simple

A.
Politikens uddannelsespolitiske credo:
Grundtvig og Humboldt = casinoejer-realitystjerne-YOU ARE FIRED-tweets

B.
Påpeger man credo er Politikens svar: ”blablabla… vrøvl vrøvl vrøvl”

C.
Tænk at Brandes’ avis skulle synke så dybt.
————————

(D. Forklarende note:
Matter is held hostage. Matter is kept and captured. (pædagogikkens tilstand)

The held, kept and captured Matter is unable to matter (praksis)

Equality-sign hides Matter.
(punkt 1)

Matter turns into an object that objects.
(“påpegningen” i punkt 2)

Equality-sign matters in repetitive equalities instead of the object that objects (“blablabla…”, jf punkt 2)

Equality that matters sink below surface, it replaces its own matter, turning itself into equality, hidding all matter including its own (punkt 3))

 

28. d. 23. september: Odense Kommunes dannelsesstrategi

Analyse af Odense Kommunes dannelsesstrategi:

http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-odense-kommunes-dannelsesstrategi.html

 

29. d. 24. september: Budget og læring i Aarhus Kommune

Situationen i Aarhus: Ulovlige regnskaber og læringsdataideologisk kraft

A. Aarhus Byråd i ulovlig budget-praksis

Indenrigsministeriet har skrevet til Aarhus Kommune og kritiseret budgettet for ikke at leve op til lovgivningen. Konsekvenserne af fejlen blev jo et omfattende sparekatalog med betydning for mange mennesker. Og sparekataloget blev jo koblet med en datalæringsideologi uden lige.

Det er en kæmpekritik af Aarhus Byråd efter min mening. Især af borgmester Jacob Bundsgaard, men naturligvis også af de mange som bare fulgte trop. Selv har jeg meddelt min egen kandidat, at jeg ikke mere vil stemme på ham.

Her er et link til en omtale af sagen. Der er også link til selve brevet.

https://www.altinget.dk/…/laes-ministers-brev-med-beskyldni…

 

B. Aarhus Kommune fastholder læringsideolog

Som sagt er besparelserne på skoleområdet kraftigt reduceret. Hovsa povsa var der nemlig lige nogle penge alligevel. Mange er naturligvis glade for det, men på en måde bør bekymringen skærpes. Hvorfor? Jo, fordi den pædagogiske ideologi, som kommunen forsøgte at tvinge igennem, skam stadig står ved magt. Hvordan kan jeg vide det? Jo, det fremgår af følgende sætning i forligsteksten, hvor man især bør bemærke den konkluderende sætning:

”Forligspartierne er af den overbevisning, at 0-18 års perspektivet skal være det bærende princip for organiseringen af Børn og Unge. Derfor ønsker forligspartierne, at de lokale ledere fortsat er organisatorisk forpligtet på at have fokus på sammenhængende tilbud til børnene, de unge og deres familier i deres lokaldistrikter. Forligspartierne er enige om, at den bedste måde at sikre dette på er ved, at dagtilbudsledere, skoleledere og FU-ledere har fælles ledelsesmæssige reference inden for deres lokalområder.

Samtidig er forligspartierne enige om det fagfaglige perspektiv skal styrkes, samtidig med at sammenhængskraften i Børn og Unge styrkes. Forligspartierne er enige om, at det fremlagte forslag fra Børn og Unge har dette sigte”.

Det ”fremlagte forslag”, som omtales, og som man altså stadig går ind for, er læringsideologi af værste skuffe. Det kan man læse om her:
http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-kommune-gaar-laeri…

Denne tekst bygger på direktørgruppens indstilling, og disse direktører har helt særlige interesser, som bestemt ikke har noget med skoleudvikling at gøre. Det er også interessant, at teksten taler om ”byfortætning”, som er det nye byplanlægnings-sort i Aarhus. Der bygges så tæt, at der ikke er plads til en mælkebøtte.

I en vis forstand har skoleforvaltningen altså fået flere penge til at gennemføre sin læringsideologi. Det er jo på en måde dårligt. Hvorfor lytter man til disse direktører?

Så i Aarhus får man ”LOKE-stærkere læringsfællesskaber”, som læringsideologien hedder. Men man kan blot alligevel ikke bruge besparelserne som anledning til at gennemføre LOKE. Nu må man gå den mere almindelige vej med administrativ kraft. Byrådet er en slags marionet.

https://aarhus.dk/…/kommunens-oek…/budget/budgetforlig-2019/

 

C. Dataficering

Gå man ind i de konkrete projekter, bør man især lægge vægt på det allersidste. Det kaldes ”Effekt på tværs”. Her er der åben dør ind til dataficeringen af hele kommunen, helt i overensstemmelse med KL’s såkaldte ”teknologi-spring” og meget a la Københavns Kommunes projekt med dataregistrering af udsatte grupper, som da også refereres positivt.

Her er et eksempel:

”projektet går ud på at samle data om borgerne på tværs af magistratsafdelinger og forvaltninger. Data må bruges til analyseformål, men ikke til sagsbehandling i forhold til den enkelte borger. Data skal bruges til at danne overblik over hvilke ydelser, der modtages fra forskellige forvaltninger. Analysen kan fx bruges til at udvælge segmenter af borgere med den samme ’vifte’ af indsatser.”

For uddybning kan man kigge i den samlede effektiviseringsstrategi, som kaldes for ”fælles om nye løsninger”, og som også indgår i den samlede bunke af forligsdokumenter. Her er der heller ingen smalle steder.

Kommunen vil også have en kommunal ”Avatar”.

”Effekt på tværs”-projektet og de mange øvrige data-tiltag, som beskrives i effektiviseringsstrategien er også en del af en KL-baseret strategi, som har forgreninger til både regeringens disruptions- og teknologiarbejde og til Silicon Valley.

LOKE er en del af den samme proces, men altså nu blot ikke som besparelsesprojekt.

https://www.altinget.dk/kommunal/artikel/laes-ministers-brev-med-beskyldninger-om-ulovlig-budget-i-aarhus?ref=newsletter&refid=28823&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=kommunal

 

30. d. 24. september: Svein Sjøberg hudfletter Osloskolen

Den fremtrædende norske professor, Svein Sjøberg, har skrevet en hud- og kødflettende kritik af en aktuel forskningsrapport om Oslo-skolen. Oslo-skolen er ren knogle efter dette.

Sjøbergs kritik er yderst relevant for Danmark. Det skyldes, at både København og Aalborg har modtaget et stort millionbeløb fra AP Møller til at sende begge kommuners skoleledere på kursus på handelshøjskolen i Oslo. Disse kurser ledes af Johan From, som står bag både Osloskolens vilde læringsmålsideologi og selve evalueringen af selvsamme ideologi i den nye forskningsrapport.

Det er en fremgangsmåde, jeg kalder for tidens stil. Vi så det samme, da John Hattie skulle evaluere Synlig-læringsprojektet i Skanderborg, eller da Qvortrup afrapporterede fra sit program i foråret. Konklusionen af disse selvevalueringer er altid: Her går bare så godt. Vi skal bare have lidt mere af det samme.

I Oslo er både ”ideologi” og ”evaluering” nu vansiret. Imens står Aalborg, København og AP Møller med de faglige fletninger i postkassen.

Men læs selv, det er fascinerende læsning.

Formanden for AP Møller fonden, som har stået for den kritisable tildeling, er Per B. Christensen, som også er leder af OK18-kommissionen, og som forsvares indædt af DLF. Den anden centrale aktør i udvalget er Jens Rasmussen, der om nogen har stået bag promovering af læringsmålstyret undervisning i Danmark.

https://morgenbladet.no/ideer/2018/09/merkelig-bi-rapport-om-osloskolen

 

31. d. 25. september: Identitetspolitik

A. Venstreorienteret identitetspolitik
Hvad er venstreorienteret identitetspolitik? Det er sociale relationer, der er renset for etik.

At “opfører sig ordentligt” erstattes derfor med “at krænke”.

Problemet er bare, at mennesker uden etik er en slags halvaber.

Desuden ødelægger det livsbetingelserne for landets teatre, som jo mister deres roller.

 

B. Højreorienteret identitetspolitik
Hvad er højreorienteret identitetspolitik? Det er en reduktion af det nationale til et lighedstegn. Herfra reduceres modersmål og fædreland til statistik, gener og data.

Problemet er dog også her, at mennesket bliver til små halvaber, for hvis man først er “=”, så er der lukket for udvikling.

Det er dog godt for landets teatre, men dårligt for skuespillet.

Konklusion:
Derfor bruger jeg aldrig ordet “identitet”. Det er mit hadeord nr.1.

 

32. d. 28. september: KL og Ledelseskommissionen

Ledelseskommissionens formand, Allan Søgaard Larsen, har udtalt sig om skoleledelse til Politiken Skoleliv. Det er på den sædvanlige beskub med resultatstyring og genstridige lærere og lærerinder. Søgaard Larsen forstærker dermed de allersimpleste sider af den allerede simplificerende skolereform.

Larsen siger så, at han vil have mere faglig viden ind i systemet, så vi kan få noget, han kalder for ”resultater”.

Men har han selv noget ”faglig viden” om skoler og pædagogik? Overhovedet ikke. Men han har været direktør i Falck, hvor han ifølge Berlingske.dk lavede et underskud på 3,5 mia. kr.

Larsen er også imod, at læreren lukker døren ind til klasseværelset, siger han. Larsen vil have resultatlederen rendende. Det er endda vigtigere end et eller andet, som Larsen kalder for “trivsel”. Hvad snakker han om?

Nå, men jeg ville have ladet det fare, hvis det ikke var fordi, at Larsens tanker pludselig fik et liv på twitter. Her blev interviewet nemlig delt af Peter Panula, som er tidligere Antorini-embedsmand i undervisningsministeriet. I dag er Panula kontorchef i KL for skoleområdet. Panula havde dagen før delt et andet tweet, hvor han fortalte om, at børnehaverne havde brug for en ”systematisk og stærk evalueringskultur”, så jeg var lidt irriteret allerede.

Men hvem liker mon sådan et Panula-tweet om ledelseskommissionens teknokratiske nihilisme? Jo, det gør såmænd Claus Hjortdal, som jo er formand for skolelederne. Det er lidt nedslående, men desværre ikke overraskende. Hjortdals forening støtter nemlig også Københavns og Aalborgs planer om at sende alle deres skoleledere på kursus i Oslo hos Johan From, som er helt på linje med Søgaard Larsen, men hvis arbejde hagles ned af faglige kredse i Norge.

BUPLs forkvinde likede også tweetet. Skal der mon også nogle kommunale KL-resultatledere ud i børnehaverne? Det er nok det, som Søgaard Larsen kalder for ”systematisk evalueringskultur”. Vi er i ”pædagogikkens anden verden”, som jeg kalder det.

Panulas tweet blev også liket af en række KL-folk, f.eks. af Arne Eggert, som er direktør for børneområdet i KL. Eggert kommer også fra Antorinis ministerium og er altså nu Panulas chef. Han er ven med Stefan Herman, som er ven med Corydon, som er vild med Ove Kaj Pedersen, ligesom Politiken og DPU er det.

KL arbejder hårdt for at obstruere Riisagers nærmest beskedne ide om lidt frifolkeskole rundt omkring. Det kan man læse mere om på s.2. i dagens WA, og det er ikke første gang, der kæmpes. Sidst var i vinters i forbindelse med kampen om §40 i forbindelse lempelsen af de fælles mål. Dengang vandt KL.

Desuden drømmer KL om den totale dataficering. Det fremgår af organisationens teknologisyn, som er bestilt af konsulentvirksomheden DareDisrupt, der roser Cambridge Analytica, og som har rod i Singularity-religionen osv.. Det er meget kommunalt alt sammen, for nu at være lidt sjov.

Men det passer skam fint sammen med de mange kommunale nedlæggelser af skoler, som omdannes til læringscentre, som så styres af data fra såkaldte ”administrative fællesskaber”, der holdes i snor fra rådhusene, som selv er googlificerede.

På den måde får vi ”resultater” med to streger under facit. Alle pædagogiske formål, inklusiv det lovmæssige, ligger derimod brak.

https://skoleliv.dk/nyheder/art6704807/Skoleledere-skal-insistere-p%C3%A5-at-det-ikke-er-et-m%C3%A5l-i-sig-selv-at-l%C3%A6rerne-trives

 

33. d. 28. september: Socialdemokratisk udspil om forskning og uddannelse 1

Socialdemokraterne har lavet et stort oplæg om forskning og de videreuddannelser. Det er sket i regi af partiets ”uddannelses- og forskningspolitisk dialogforum”. Udspillet hedder ”Vi lever af viden i Danmark”, selvom udspillet er det mest liv-løse, som man kan forestille sig.

Lad os se på det.

Hvem står bag? Det gør en styregruppe bestående af følgende personer:

Christine Antorini og Lars Goldschmidt: Goldschmidt er vild med konkurrencestaten, og var formand for dialoggruppen i Antorinis nu hedengangne men meget indflydelsesrige Ny Nordisk Skole-initiativ. De to er gamle venner fra RUC.
Dertil kommer Lars Andersen, som er direktør i Arbejdernes Erhversråd og cand.polit. Altså en ren erhvervspolitisk interesse uden videnskabelig eller pædagogisk indsigt. Endelig er der socialdemokraten Mette Reissmann, som ingen særlig indholdsmæssig profil har, udover at hun aktuelt er ordfører på området.

Så det er altså skolereformsideologi og erhvervspolitik i en eller anden kombination, vi har med at gøre.

Så er der de menige medlemmer af forummet. Der sidder 21 personer. Heraf er der 2½ personer med forstand på området.

Hvem er det mon? Det er Stefan Herman og Lars Qvortrup. Begge gamle lærings-kendinge. Antorini refererede allerede til Qvortrup i sine 00’er-udgivelser, og Qvortrup har jo understøttet hendes reform kraftigt hele vejen. I dag understøttes hans arbejde organisatorisk af Aarhus Universitet via Nationalt Center for Skoleforskning, der har John Hattie som hovedreference. Stefan Hermann sad med i Ny Nordisk Skole og så videre. Det er ren opdateret 00’er-ånd.

Den halve person, som vi måske kan henregne i samme kategori, er Per B. Christensen, som DLF jo har været med til at sætte i spidsen for OK18-kommissionen. Han nyder åbenbart Antorinis og Goldschmidts tillid. Han har også stået for at implementere John Hattie-pædagogik i Næstved. Endelig har han som medlem af AP Møllers folkeskole-udvalg sendt 100-vis af millioner af kroner efter læringsmålsstyring i hele landet. Grunden til, at han kun er halv, er jo, at han mest af al er kommunal bureaukrat, som aldrig har skrevet noget seriøst.

Resten er alle mulige direktører og politikere mm. F.eks. er borgmesteren i Horsens med. Her har man også haft besøg af Hattie og Qvortrup.

Der er altså ingen folk fra den frie og kritiske og pædagogiske sektor. Og der er ingen – udover Qvortrup og Hermann –, der har skrevet fagligt om emnerne. Det siger altså noget om horisonten i Socialdemokratiet.

Læser man indholdet bliver man hurtigt træt. Det handler kun om globalisering, arbejdsmarkedet og kompetencer og digitalisering osv.. Det er totalt løsrevet fra alle pædagogiske formål. Det må man selv læse.

Men jeg vil dog lige nævne en enkelt sætning, som optræder i forbindelse med en opregning over noget, som i karakteristisk stil kaldes for ”fremragende undervisning, der fremmer det 21. århundredes kompetencer” (sproget er i det hele taget skrækkeligt):

”At der fokuseres mere på læringsudbytte frem for proces, kontrol og karakterer” (s.28).

Hvordan kan man dog overhovedet kommen hen til den sætning? Jeg forstår den ikke. Fokus på ”læringsudbytte” er da slet og ret lig med ”proces og kontrol”. Derimod er “karakterer” noget helt andet, for det har jo eksisteret i generationer.

Kære socialdemokrater. Findes der slet ingen videnskabelig eller pædagogisk tradition i hele verden? Ja, findes der egentlig noget som helst?

Link til udspillet:
https://files.conferencemanager.dk/…/…/Vi_Lever_Af_Viden.pdf

Mere om Ny Nordisk Skole: https://www.emu.dk/modul/historien-bag-ny-nordisk-skole

 

34. d. 29. september: Dannelse til tiden

Den kulturkonservative Rønshoved-gruppe afholder i dag deres årlige dannelsesmøde.

Kulturminister Mette Bock, som har skrevet udmærkede ting om den grundtvigske virkningshistorie, indleder om sit syn på dannelsens tilstand, og Lene Andersen og Sørine Gotfredsen holder to store foredrag efterfølgende.

Lene Andersen skrev sidste år den spændende bog “The Nordic Secret”, som er fyldt med tankevækkende passager og overraskende detaljer om dansk og europæisk dannelsestradition.

Sidst jeg hørte Gotfredsen var til folkemødet, hvor hun og Ida Auken nærmest faldt hinanden om halsen i forbrødring, mens klapsalverne brusede i Højskolernes telt.

Rønshovedgruppen består af Thue Kjærhus, Morten Kvist og undertegnede.

Det bliver en spændende dag; og hyggelig med masser af højskolestemning.

 

35. d. 29. september: Socialdemokratisk udspil om forskning og uddannelse 2

Socialdemokratisk udspil om forskning og videreuddannelse, del 2: Hvad er god undervisning?

Socialdemokratiet vil have ”dygtigere studerende og bedre undervisning”. Det står i kapitel 4 i partiets store udspil om forskning og de videregående uddannelser, som er udarbejdet med hele konkurrencestatseliten som åndelig føde.

Overskriften er endda ledsaget af et stort billede af en vinderpokal. Jamen, det er da bare så inspirerende for landets kommende lærere og pædagoger at se på.

Ok, hvad mon den der pokaliserede ”bedre undervisning” så er? Det er følgende:

”Undervisningen lider for mange steder af ikke at være baseret på principper om en fælles og nytænkende tilgang. Der er ikke enighed om definitionen af god undervisning, og på alle videregående uddannelser er det behov for at udvikle pædagogikken og læringsformerne. Der mangler professionelt baserede kvalitetsnormer og –standarder for, hvad der er god undervisning. Og underviserne har ikke tilstrækkeligt klare læringsmål”. (s.27)

Så der skal altså være enighed om fælles standarder for god undervisning. Og der skal være flere og klarere læringsmål. Jamen, det jo helt galt. Og al denne bureaukratiske standardisering og læringsmålstyring kaldes endda for ”nyskabende”. Hvilket paradoks. Socialdemokraterne vil ødelægge vores uddannelser. Det er det eneste, som er ”klart”.

Der er i kapitlet ingen referencer til litteratur om pædagogik eller uddannelse. Det hele kører i et fuldstændigt inferno af det selvsamme tekno-sprog, som har skabt skolereformen.

Andetsteds i teksten fandt jeg dog en enkelt reference. Det er til en McKinsey-rapport. Hvilken arbejderbevægelse!

Her er et link til mit første indlæg om udspillet, hvorfra der også er link til selve udspillet:

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156649176369481&id=837549480

 

36. d. 30. september: Dannelsesmøde i Rønshoved

Jeg er lige hjemvendt fra Rønshoved Højskoles endagsmøde ”Dannelse til Tiden”, som afvikles hvert år omkring d. 1. oktober.

A.
Årets møde havde virkelig høj kvalitet. Først fortalte kulturminister Mette Bock om betydningen af historie og filosofi i uddannelsessystemet og i samfundet mere bredt. Hun kunne også berette, at hun havde haft den teknologi-ideologiske ministerkollega, Tommy Ahlers, i ørerne, fordi han på et tidspunkt havde udtalt, at filosofikum på universitetet ikke må være for “højpandet”, hvilket det selvfølgelig meget gerne skulle være. Det var et kort, men effektivt indlæg af Bock. Bock tilhører den kulturliberale fløj i LA, så det er meget ærgerligt, at hun snart forsvinder ned til Europa-parlamentet. Hun er vist gammel SF’er, hvilket er let at høre (altså kun af den gamle slags).

B.
Dernæst holdt Lene Rachel Andersen et flot foredrag med udgangspunkt i teserne i sin spændende bog ”The Nordic Secret”. Hun indledte med en kritik af dataficeringen og fortalte om nogle vilde digitale overvågningseksperimenter i Kina. Mange var chokerede, kunne jeg høre efterfølgende.

Andersen argumenterede også for, at både det moderne gennembrud og højskoletraditionen var en form for national gave, som danske unge skulle have og bruge videre ud i verden. På den måde fik vi et slags patriotisk verdensborgerskab. En del publikummer var noget skeptisk over for Andersens mange faser og modeller, men det var der faktisk ikke ret meget grund til lige i denne sammenhæng. Andersen brugte nemlig systemerne til at tale for en dansk verdensborger. Dvs. det samme som også filosoffen Peter Kemp har talt for, dog ud fra helt andre udgangspunkter. Flere talte i øvrigt varmt om Kemps virke.

Der, hvor jeg var mest kritisk over for Andersen, var, at hun klassificerede det nationale som et ”forestillet fællesskab”. I mine øjne er det nationale et historisk-poetisk fællesskab, hvilket er noget andet. Ove Korsgaard begår i øvrigt samme fejl. Derimod giver det mere mening at tale om EU som et forestillet fællesskab, men måske ikke ”Europa”, som også har historisk-poetiske elementer efter min mening?

Dette kritikpunkt er – tror jeg – en del af en mere grundlæggende forskel i synet på systemteoriens anvendelighed i dannelsesspørgsmål.

C.
Dernæst holdt Sørine Gotfredsen et meget interessant indlæg. Hun indledte i bedste Lutheranske anti-Brandes stil med nogle overvejelser over forholdet mellem frihed, kulturradikalisme og bistået selvmord (eller hvad det nu hedder). Hun mente, med reference til romanen ”Undekastelse”, at det moderne gennembrud fører til livslede og selvmordstrang. Men det samme kan man vel sige om et fuldstændigt begrænset liv på et jordlod, som man slet ikke kan bryde? Alle ting kan tage overhånd. Og Gotfredsen manglede helt Andersens åbning over for det moderne gennembrud. Til gengæld havde hun fin sans for, at det nationale ikke er “forestillet”.

Gotfredsen roste Svend Brinkmannns arbejde med at stå fast. Hun kritiserede ham dog for ikke at nævne kristendommen. Det er jeg nu glad for, at han ikke gør. Men jeg er også glad for, at Gotfredsen selv taler om kristendommen. Det er forskellen på en præst og en psykolog. De må gerne være enige, men helst på hvert sit sprog.

Gotfredsen endte med at være fortaler for en tidehvervsbaseret klimapolitik. Hun så simpelthen klimapolitikken som en metode til at bringe mennesket til selvbegrænsning og pligtfølelse over for det sted, man er sat, som jo i samme bevægelse udvides betragteligt. Vi ender i en form for stedsfilosofisk øko-konservatisme. Og så var selve klimaet nærmest lige meget. Med denne åbning kunne hele verdensborgerskabet komme tilbage. Det er nye tanker fra Gotfredsen, som selv fortalte, at hun før havde været ”klima-ateist”.

Men Gotfredsen er i skred. Det så vi også i Allinge i juni, hvor hun til alles overraskelse forbrødreres med Ida Auken, som selv har tidehvervsbaggrund. Auken er i øvrigt også digitaliseringsfreak. Det er Gotfredsen derimod ikke. Hun er vist nærmest digitaliserings-ateist. Men måske har det også en ende en dag? Lene Andersen er derimod digitaliseringskritiker og modernist. På en måde kunne det have været sjovt, hvis Ida Auken havde været der.

Men det er stadig et problem for Gotfredsen, at opfattelsen af det moderne gennembrud er så krarupificeret. Jeg håber snart, det stopper, for uden Brandes med flere går det slet ikke. Her går det langt bedre for Lene Andersen, som jo godt kan lide Brandes. Derimod har Gotfredsen mere stedsfilosofi end Andersen. Det er lidt on and off det hele.

Men som sagt duer det ikke med nednormeringen af det moderne gennembrud. Hele det 20. århundrede udelukkes jo fra danskheden på den måde. Men Gotfredsens take på klimaspørgsmålet var virkelig interessant. Især i disse tider, hvor det i visse kredse ligefrem anses som en klimabelastning at får børn.

D.
Morten Kvist, som var blandt arrangørerne, havde også et udmærket indledende indlæg, hvor han kritiserede skolereformens læringssyn og talte for en besindelse på religionens betydning for dannelsen. Kvist skal i øvrigt være præst til gudstjenesten i forbindelse med Folketingets åbning. Det har hele centrum-venstre fået kvabbabelser over, fordi Kvist engang for 10 år siden har sagt noget om, at han synes, at plejefamilier bør bestå af en mor og en far. Kvist er tidligere redaktør for Højskolebladet og forstander for Askov osv.. Han var noget præget af stemningen i 00’erne, men skrev også mange virkelig spændende ting om dannelse og pædagogik, som slet ikke handlede om hverken køn eller islam. Jeg skal ikke forsvare alle mulige meninger, som Kvist har eller havde, men jeg ved, at han er en tænksom mand, som det er værd at lytte til, og jeg er sikker på, at han afvikler en fin gudstjeneste for Folketinget, som alle kan se sig selv i, når de engang falder ned som Guds lam og slår følge med alle SF-præsterne.

E.
Forstander Thue Kjærhus afsluttede dagene med søndagens morgensamling. Han fortalte engageret og underholdende om forholdet mellem det sønderjyske, det danske og det tyske i de sidste 100 år, og som altid var der både Hannah Arendt og kritisk teori med på banen. Kjærhus er altid helt sin egen. Det var spændende at høre om.

Lørdag aften drak vi noget vin.

Dannelses-mødet var helt udsolgt. Håber vi ses til næste år.

Foredragsholdere nogle af tidligere år:
2017: Søren Pind og Per Øhrgaard
2016: Hans Jørgen Schanz og Henrik Dahl
2015: Michael Bojesen, Inge Marstal og Mads Bille
2014:?
2013: Uffe Gravers Pedersen og Lars Christiansen og undertegnede.
2012: Peter Buurmann, Anders Thyrring Andersen.
2011:?

Oprindelig hed initiativet “Rønshovedgruppen”, som bestod af Morten Kvist, Thue Kjærhus, Lone Nørgaard, Sørine Gotfredsen og Kirsten Sarauw. Gruppens arbejde kronedes med en flot dannelseskonference i Landstingssalen i 2015. I 2016 forlod de tre sidstnævnte gruppen. I stedet kom jeg med i en gendannet gruppe under navnet ”Dannelse til tiden”, som i dag altså består af Kvist, Kjærhus og undertegnede.

 

37. d. 30. september: Morten Kvists gudstjeneste på Christiansborg

Jeg kan forstå, at valgmenighedspræst og tidligere Askov-forstander, Morten Kvist, skal prædike ved Folketingets åbning. Jeg håber, at alle deltager, for Kvist har gjort sig mange spændende tanker, ikke mindst om pædagogik og religion. Han har sikkert også sagt noget skævt på vejen, men hvem har ikke det.

Især kritikere af skolereformen, som fx Alternativet, SF og Enhedslisten, må være interesserede. Men de boycotter gudstjenesten, selvom der er masser af kritisk arsenal i Kvists forholdsvist mainstream-tekster, hvis indhold faktisk deles af mange moderne venstreintellektuelle (jvf. interessen for “begyndelser”.)

Nedenfor er der links til min egen sammenfatning fra sidste år af Kvists tanker samt til en artikel om den aktuelle sag. Kritikerne mener, at Kvist sammenligner homoseksualitet med pædofili, men det gør han altså ikke. Der er tale om en identitetspolitisk markering. Jeg er ikke enig med Kvist i alt muligt, og slet ikke i hans syn på homoseksuelle ægteskaber, men den aktuelle aktion er helt ude af proportioner. I stedet burde man interessere sig for substansen, nemlig hans teologi og pædagogiske filosofi.

Hvad bliver det næste mon? Om et år kommer der nok en anden dygtig præst forbi Folketinget. Hun stemmer måske på Alternativet eller SF og har også skrevet et eller andet om dit eller dat i tidernes morgen. Skal højrefløjen så også blive hjemme? Det er jo helt ude af proportioner.

Det er kirke- og kulturministeren, der har været så flink at invitere en af landets centrale reformkritikere til at prædike. De to mødtes i øvrigt i går i Rønshoved, hvor de drøftede dannelse sammen med 100 andre interesserede.

Kvists filosofi: http://www.thomasaastruproemer.dk/morten-kvists-paedagogik.…

Den aktuelle sag: https://www.dr.dk/…/praesten-morten-kvist-jeg-har-ikke-taen…

Facebook-drys 52: August 2018

Her er 28 facebook-opdateringer fra august 2018. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Mobiler i skolen
  2. Aarhus Universitets syn på mobbeanklager
  3. Koldau – Aarhus Universitets spøgelse
  4. Oprør mod Lars Qvortrups forskningsforståelse
  5. Facebook-drys: maj 2018
  6. Peter Kemp – i kærlighed og strid
  7. Heine Andersen kritiserer Politiken
  8. “Til irritation”: DPU’s mindeord for Peter Kemp
  9. Mobiler i skolen 2
  10. AP Møllers ideologiske gaver
  11. Facebook-drys 51: juni og juli 2018
  12. Peter Kemps hilsner
  13. Boris Johnson om burkaer
  14. Singularity – ånden i maskinen
  15. Ny Start i København
  16. Københavns Kommune, AP Møller og læringsmålstyring
  17. SF vil bryde skoleforliget
  18. Merete Riisagers virke til debat
  19. Poul Aarøe Pedersen i Konkurrencestatstidende
  20. Kulturmødet 2018
  21. Lærings-amok i Aarhus 1
  22. Læserbrevsskribent kritiserer Politiken
  23. Læringsamok i Aarhus 2
  24. Flot kronik af Riisager:
  25. Læringsamok i Aarhus 3
  26. Samlede refleksioner over situationen i Aarhus Kommune:
  27. dk er tavs om Aarhus
  28. Interview med Lene Tanggaard i FORSKERforum:

 

1. d. 4. august: Mobiler i skolen

I Frankrig vil filosoffen Ricæurs elev, Emmanuel Macron, have Silicon Valley ud af de franske børns lommer, så børnene kan fokusere på hinanden og på tingene under lighedens forudsætning i stedet for på en konstant distraherende tekno-metafysik. Det er ligefrem lovbestemt. Og der er på ingen måde tale om en maskinstormer-lov, eftersom loven har solide og pædagogisk begrundede undtagelser, som læreren har magt over.

I Danmark vil man derimod optimere Silicon Villys magt over danske børns kroppe og blikke. Hele skolereform- og UC-segmentet vil ligefrem gøre mobilititus til læringens udgangspunkt. De kalder det for “digital dannelse”.

Selv vores ellers fornuftige undervisningsminister afviser Macron. Hun siger, at hun ganske vist er enig i substansen, men at mobilititus bør være en del af danske skolers frihed.

Men hvem bestemmer så, hvad “frihed” er på skolerne? Det gør KL, som i ideologisk forstand er i lommen på Silicon Vally. Og skolelederne er i samme båd. De går ind for, at Danmark skal være verdensmestre i digitalisering, hvilket vi desværre allerede er (man skal aldrig være verdensmester i noget, udover i idræt).

Tror nogen, at der kommer dannelse ud af det? Det gør der ikke. Vi ender med at få små læringsstyrede IP-adresser, som vil kræve magt i klasserummet indtil det, altså klasserummet, forsvinder.

Så ministeren vil altså lade KL, dvs Silicon Vally, og resten af Antorini-fløjen bestemme under “frihedens” falmede fane. Men måske er Riisager påvirket af sin regerings disruptionsdagsorden og af ministerkollegaen fra løvens hule, som begge også er fra Silicon Vally. Det er hun nok.

Macron vil have børn, som kan blive frie franske europæere, og hvis lærere har magten over pædagogikken. Dermed er han på sin vis i tråd med Vestagers store indsats inden for den europæiske konkurrencepolitik. Tak for ham og hende. Blot ærgerligt, at Riisager tilsyneladende ikke på samme måde vil have frie danske europæere, og at hun ikke benyttede et momentum til at tilføje læringsfløjens halvdannelse et sviende nederlag, som formodentlig endda ville have haft opbakning i den brede befolkning. I stedet har hun givet en sejr til den radikaliserede reformpædagogik, som hun af gode grunde afskyr.

I gårsdagens triste anledning (Peter Kemps død) er det også værd at notere sig, at en anden af Riceurs elever var Peter Kemp, som netop talte for en “dansk verdensborger”, og som selv var meget glad for Macron. Læringssegmentet kaldte Kemp for en “løgner” og en “gadedreng”. De vil have metodisk antihumanisme og “rådata-landskaber”, som de så kalder for “deep learning”. Her vil mobilititus passe godt ind.

 

2. d. 5. august: Aarhus Universitets syn på mobbeanklager

Om Aarhus Universitets inkonsistente og ideologiske syn på “mobbeanklager”:

http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-universitets-opgoer-med-paedagogik-del-2-uberettigede-mobbeanklagers-vidt-forskellige-konsekvenser.html

 

3. d. 6. august: Koldau – Aarhus Universitets spøgelse

Jeg fandt lige Politikens leder om Koldau-sagen, d. 15. februar 2012, som var lige efter advarslen til Koldau. Lederen hedder: “Aarhus Universitet har en skandale i støbeskeen”.

Skeen blev støbt, skandalen realiseret og siden tabuiseret og materialiseret.

Koldau beskrivelser af ideologiseringen af de faglige miljøer og konsekvenserne heraf for alt fra opgaveskrivning til ph.d.-projekter og stillinger gælder også på forskellige måder inden for mit eget område. Og i hendes værk om “Jante Universitetet” kobles disse markeringer op på omfattende faglige og universitetspolitiske analyser, som enhver frit kan tage stilling til.

Og hendes vigtige kritik af humanioras skjulende forhold til dets genstand er også højrelevant og faktisk i dyb overensstemmelse med moderne filosofi og metodekendskab.

Men på AU var den slags helt forbudt. Først dekan Bodil Due og siden efterfølgeren Mette Thunø begrundede advarslen til Koldau med henvisning til hendes offentlige kritik.

I dag skal man vende hver sætning på en guldvægt.

Universitetet, og især faktultetet Arts, hvis dekan selv spiller en rolle i Koldaus bog, forbereder iøvrigt en “code of conduct” for offentlige diskussioner af hensyn til “arbejdsmiljøet”. Der er mig bekendt ingen konkrete eksempler, kun de tabuiserede, som jo bare skulle beskytte den herskende ideologi og intet andet. Det var det, som Koldau kaldte for DDR. Universitetet er altså i gang med at foretage en yderligere lukning af den frie tanke med Koldau som det larmende og ledsagende spøgelse.

Dette er en vigtig del af konteksten for AU’s ageren på det forskningspolitiske og pædagogiske plan.

Universitetet kalder det for “dialog”, og indimellem trækkes endda Hal Koch-kortet, hvilket jo desværre ikke er sjovt.

Jeg ved blot ikke, hvorfor Politiken kun kaldte det for en “lille skandale”?

D. 24. februar 2012 tages sagen op af uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang, som i sin kommentar er helt enig med lederskribenten i, at der er tale om en klokkeklar ytringsfrihedssag. Fuglsang støttede også min sag i 2015, så han har sans for helheden, når det gælder det forskningspolitiske.

Det er dejligt, når Politiken agerer som Politiken.

https://politiken.dk/debat/ledere/art5048427/Aarhus-Universitet-har-en-skandale-i-st%C3%B8beskeen

 

4. d. 7. august: Oprør mod Lars Qvortrups forskningsforståelse

Der er udbrudt oprør i børnehaveforskningen. Oprøret retter sig direkte imod Lars Qvortrup, som er leder af Aarhus Universitets Nationale Center for Skole- og dagtilbudsforskning.

Oprøret tæller hele 30 forskere fra mange forskellige paradigmer og institutioner. Forskerne kritiserer Qvortrups forsimplede syn på pædagogisk viden, som det især kommer til udtryk i en aktuel rapport fra Dansk Clearinghouse.

De 30 kritikerne kalder Qvortrups rapport for ”ideologisk og normativ”.

Hvilken kraftpræstation af initiativtagerne.

Qvortrups “ideologiske og normative” forskningscenter og dermed også DPU’s og AU’s ledelse er i dyb pædagogisk krise.

Her er listen over kritikere. Det er stort set hele creme de la creme af dansk børnehaveforskning. Det er så dejligt, at de har samlet sig:

Lektor Annegrethe Ahrenkiel, RUC
Lektor Peter Østergaard Andersen, KU
Lektor Dil Bach, DPU/AU
Professor emeritus Stig Broström, DPU/AU
Lektor Thorleif Frøkjær, Københavns Professionshøjskole
Lektor Thomas Gitz-Johansen, RUC
Professor Anne Greve, Oslo Metropolitan University
Lektor Eva Gulløv, DPU/AU
Lektor Ole Henrik Hansen, DPU/AU
Lektor Lars Holm, DPU/AU
Lektor Pernille Hviid, KU
Lektor Niels Rosendal Jensen, DPU/AU
Lektor Anders Skriver Jensen, Københavns Professionshøjskole
Lektor Pernille Juhl, RUC
Professor Jan Kampmann, RUC
Lektor Bjørg Kjær, DPU/AU
Docent Anette Boye Koch, VIA UC
Professor mso John Benedicto Krejsler, DPU/AU
Førsteamanuensis Mari Pettersvold, Universitetet i Sørøst-Norge
Lektor Kim Rasmussen, RUC
Lektor Charlotte Ringsmose, DPU/AU
Lektor Jan Jaap Rothuizen, VIA UC
Lektor Maja Røn-Larsen, RUC, DPU/AU
Professor Dion Sommer, AU
Lektor Anja Hvidtfeldt Stanek, SDU
Lektor Lone Svinth, DPU/AU
Førsteamanuensis Hanne Værum Sørensen
Lektor Line Togsverd, VIA UC, Høgskolen på Vestlandet
Lektor Ditte Winther-Lindqvist, DPU/AU
Professor Solveig Østrem, Universitetet i Sørøst-Norge.

Links:
Link til indlægget af de 30 forskere: https://www.altinget.dk/…/forskere-akademias-interne-magtin…

Tilføjet: Lars Qvortrup svarede d. 15. august: https://www.altinget.dk/…/professor-det-overrasker-mig-at-e…

De 30 forskere svarer Lars Qvortrup d. 24. august:
https://www.altinget.dk/…/forskere-almene-kriterier-er-ikke…

Sagen omtales journalistisk i en lang artikel på Videnskab.dk d. 17. august: https://videnskab.dk/…/protest-kvalitativ-forskning-bliver-…

Opslag fra om sagen fra d. 18. september (debat på DPU)

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156626991859481&id=837549480

 

5. d. 9. august: Facebook-drys: maj 2018

Diskussioner i maj 2018:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-50-maj-2018.html

 

6. d. 9. august: Peter Kemp – i kærlighed og strid

I sin afskedsforelæsning ved Københavns Universitet i 2001 sagde Peter Kemp følgende:

”Det er storhedsvanvid at tro, at man kan undvære de store filosoffers erfaringer udtrykt i deres værker.” (fra ”Den hvileløse tanke”, 2006, s. 355)

Samme år startede netop afdøde Peter Kemp som professor og institutleder for pædagogisk filosofi på det nyetablerede DPU under Lars Henrik Schmidts rektorat. Her gjorde Kemp en kæmpeindsats med at sikre et pluralistisk miljø, hvor både lærerhøjskolefolk og fagfilosoffer kunne trives uden at kede sig.

I 2008 overtog Lars Qvortrup rektoratet. Herfra stod den på strid vind, for Qvortrup og hans åndsfæller ville af med ”filosofien”, som skulle nedlægges, så “læring” kunne styres osv..

Det var nærmest tale om en udrensning af pædagogik og filosofi i den ene og den anden sammenhæng. En udrensning, som vel at mærke stod i dyb forbindelse til de samtidige skole- og læreruddannelsesreformer, hvor Qvortrup havde en vigtig intellektuel og ideologisk funktion.

Qvortrup havde altså med Kemps ord ”storhedsvanvid”. Vi fik derfor det, jeg kalder for ”Pædagogikkens to verdener”.

Striden mellem Kemp og Qvortrup fortsatte i mange sammenhænge, og Qvortrup kaldte ligefrem Kemp for ”løgnagtig, en plattenslager, en småfusker og en gadedreng”, som benytter sig af ”luskede tricks” og ”forråder sagen”. Det foregik i en kronik i 2012 i Politiken (d. 25. maj). Det skal aldrig glemmes!

I dag er Qvortrup tilbage som en central spiller på DPU, dels som leder af ”Nationalt Center for Skoleforskning” og dels som koordinator for ”Dansk Clearinghouse for uddannelsesforskning”. Det var den fine belønning for angrebet på Kemp og filosofien.

Qvortrup nyder institutledelsens, kommunikationsafdelingens og fakultetets udsøgte beundring, men kritiseres ellers fra nær og fjern, senest af 30 fremtrædende børnehaveforskere.

Og Aarhus Universitet har skabt et DPO, som nu skal beskyttes med et såkaldt ”code of conduct”.

Der har været mange fine nekrologer over Kemp i aviserne. Desværre underbetones hans indsats for pædagogikken i dem alle. Jeg samler derfor sammen til at skrive en pædagogisk orienteret nekrolog, som giver fuld credit til Kemps pædagogisk-filosofiske indsats, herunder hans polemiske kamp mod DPO. En kamp, som har stimuleret mange mennesker til at tale frit på trods af klage-regne.

I samme forelæsning, altså den fra 2001, citerer Kemp fra Grundtvig (som citerede fra Augustin): ”Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”. Kemp var en dansk verdensborger.

Jeg har kigget på DPUs, AUs og ledelsens facebook- og twitter-profil. Jeg har ikke her kunnet finde nogle orientering om den sørgelige situation på disse kanaler. I går kom der dog et kort “mindeord” på DPU’s nyhedsside, og lidt har jo også ret. I mindeordet står der, at Kemps engagement kunne være til “irritation”. Hvad mon der menes med det? Er det forsvaret for pædagogik og filosofi, der tænkes på? Det var i hvert fald irriterende for DPUs ledelse, heldigvis.

Jeg har også spurgt mig lidt for heroppe på min DPU-gang. En del af dem, jeg har spurgt, ved ikke engang, hvem Kemp var. Derimod ved de noget om evidens.

Danmarks største pædagogiske tænker, ”plattenslageren og småfuskeren” Peter Kemp, skal begraves i Gentofte Kirke i morgen, mens Qvortrups ”storhedsvanvid” – eller ”anti-filosofi”, som Kemp også kaldte det – gør pædagogisk karriere i universitetets rester. Jeg synes, det er en skandale, må jeg indrømme.

Reference:
Kemp, Peter: ”Epilog: Det filosofiske spørgsmål: Hvad er filosofi?” i bogen ”Den hvileløse tanke”, Tiderne skifter, 2007.

 

7. d. 10. august: Heine Andersen kritiserer Politiken

Godt set af Heine Andersen: Konkurrencestatstidende mener, at det er en “ekstremt farlig tendens”, hvis man kritiserer finansministeriet. Det er jo til at dø af grin over. Det er ren corydonisme.

Her er læserbrevet:

”Heine Andersen, professor emeritus, Københavns Universitet:

I sin leder 3.8. skrev Politikens lederskribent: »For det andet, at det er en ekstremt farlig tendens, hvis politikere begynder at så tvivl om det faglige grundlag for Finansministeriets økonomiske beregningsmodeller i Danmark«. Har Politiken glemt alt om sine demokratiske oplysningsidealer? John Stuart Mill, Karl Popper, Jürgen Habermas? Vækst i viden og oplysning sker ved at lære af fejltagelser, og den sikreste metode er gensidig, åben kritik.

Nu lyder det, som om Politiken anser kritik for ekstremt farlig, når det gælder Finansministeriets regnemodeller. Et knæfald for ekspertvældet. Det kræver en forklaring. Politiken burde tværtimod gå foran med en granskning af disse modellers usikkerhed. Så teknisk svært er det heller ikke, at vi ikke kan forstå det. Og hvordan er det kommet dertil, at en departementschef – ifølge lederskribenten – tilsyneladende anser kritik for ekstremt farlig?”

 

8. d. 11. august: “Til irritation”: DPU’s mindeord for Peter Kemp

I torsdags udgav DPU et ”mindeord” for Peter Kemp. Jeg havde overset det i første omgang, fordi det ikke var delt på nogle sociale medier, men kun stod under ”nyheder”. Disse nyheder bliver ellers altid delt på FB og Twitter samme dag, som de udgives. Ja, jeg erindrer faktisk ingen undtagelser, udover – kom jeg i tanke om – nyheden om Eggert Olsens doktordisputats om Platons pædagogiske filosofi tilbage i januar 2018.

I stedet delte man en reklame for konferencen ”Skoleudvikling gennem IT”.

Mindeordet lever altså i en form for skjul i overensstemmelse med DPU’s kommunikationsafdelings generelle princip, hvad angår nyheder om pædagogiske emner.

Mindeordet er naturligvis positivt. I min analyse er det dog mest på overfladen. Her er det værd at hæfte sig ved to ting:

1.

Kemps pædagogiske indsats nævnes kun summarisk, som en kort og lidt pludselig annoncering af verdensborgerskabets pædagogiske relevans. Og ”verdensborgeren” markeres som nærmest isoleret fra hans øvrige filosofi og interesse. Andre af Kemps mange pædagogiske ideer er der tavshed omkring.

Kemps store opgør med skole- og læreruddannelsesreformen nævnes overhovedet ikke, hvilket er en storslem mangel i teksten efter min mening. Der er tavst som en pandekage om Kemps store betydning for reformkritikken. Det skyldes formodentlig, at DPU’s både da- og nuværende ledelse har et nærmest religiøst forhold til disse reformer, og at det netop var DPU’s ideologi, der var i Kemps sigtekorn.

Heller ikke Kemps store og offentlige kamp for den pædagogiske filosofi imod DPU’s ledelses overgreb er nævnt. DPU ville jo nedlægge disciplinen og erstatte den med en kandidatuddannelse i den daværende institutleders kæphest ”samtidsdiagnose”. Da man ikke kom igennem med det, forsøgte man at fyre tre filosoffer. Her trådte Kemp igen i offentlig karakter, og uden denne kamp havde den pædagogiske forskning været endnu mere ensidig, end den er blevet i dag. Også dette emne er der tavshed om.

Kemps engagement i pædagogiske emner kom til udtryk i stort set alle hans udgivelser efter 2005, herunder i den mangefacetterede ”Verdensborgeren som pædagogisk ideal”, i en helt selvstændig sektion i ”Filosofiens verden”, i Løgnen om dannelse”, og i en lang række bidrag, f.eks. i det norske storværk ”Dannelse” og i bogen ”Politics in Education”. Sidstnævnte redigerede Kemp sammen med Asger Sørensen, som var en af dem, DPU ville fyre, men hvis stilling blev reddet af Kemp efter hård kamp. En række af disse bøger indeholder grundige kritiske analyser af de siddende DPU-ideologers udgivelser.

Kemps mangeårige engagement i dannelsestænketanken Sophia er heller ikke nævnt, hvilket også er uforståeligt i en DPU-nekrolog. Men Sophia er også en esse for kritik af læringsideologien. Endnu en tavshed.

Denne mærkelige afstand til Kemps pædagogiske betydning og virke understreges af formuleringen ”Peter Kemp var god til at slå alarm, når han mente….”. Kemp havde altså ”meninger”, og så råbte han op. Kemp manglede med andre ord pædagogisk og teoretisk bund. Og så denne anmelderagtige tone: ”det var han god til”. Det er ikke kønt.

Stort set ingen andre nekrologer omtaler Kemps betydning for pædagogikken. Det er derfor ekstra beklageligt, at den nedtones så kraftigt i netop DPU’s mindeord. Jeg tror, som allerede antydet, at det er fordi, DPU selv er anfægtet, hvilket jeg nu vil sige lidt mere om.

2.
Det er måske denne tavse men alligevel larmende anfægtelse, som kommer til udtryk i brugen af udtrykket ”irritation” om Kemps arbejde. I mindeordet står der, at Kemps engagement kunne være irriterende. Irriterende? Hvilket forskrækkeligt ord. Arbejdet var da emanciperende og oplysende.

Og hvem var det til ”irritation” for? Det står der ikke noget om, men jeg ved det godt. Kemp var irriterende for DPU’s ledelse og førende ideologer. Lars Qvortrup var anfægtet og kaldte Kemp en ”løgnagtig småfusker”, men det kan Qvortrups åndsfælle, institutleder Claus Holm, ikke skrive i mindeordet, hvor der i stedet blot står ”irritation”. Kemp blev heller aldrig inviteret til de store DPU-konferencer, hvor hegemoniet normalt huserer. Måske er der en undtagelse? Jeg erindrer ingen.

Mindeordet er naturligvis positiv på overfladen, men altså ikke i næranalysen. En mulig undtagelse er forfatternes tilføjelse til ”irritations”-markøren. De skriver uden nærmere forklaring, at Kemps arbejde ”aldrig aldrig var ligegyldigt”, men denne formulering er for ubestemt, når man tager konflikternes omfang og dybde i betragtning. Der er en mærkelig form for neutralitet i formuleringen, når man tager de andre mangler i betragtning.

Ingen andre nekrologer skriver mig bekendt, at Kemp var kunne være ”til irritation” på denne mærkelige ubestemte måde. De nævner heller ikke – eller næsten ikke – pædagogikken, hvilket DPU jo derfor burde. Til gengæld har de andre nekrologer i det mindste fyldige omtaler af Kemps teologiske og filosofiske betydning.

Mindeordet er skrevet af institutleder Claus Holm, der står som førsteskribent, og afdelingsleder Oliver Kauffmann. Begge deltog i gårsdagens begravelse i Gentofte. Holm fandt dog ikke anledning til at sige et par ord. Kauffmann gjorde heller ikke, men det var heller ikke hans opgave. Keld Holm forestod bisættelsen. Holm nævnte Kemps kritik af skolereformen i sin fine tale.

http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/mindeord-for-professor-emeritus-peter-kemp-1/

 

9. d. 11. august: Mobiler i skolen 2

Annette Lind (S) og Ida Ida Meier Auken Privatprofil (R) har nogle gode forslag vedrørende mobiltelefoner i skolerne.

Det bedste ville selvfølgelig være, at EU, UK og Norge gik sammen om at forbyde mobiltelefoner i alle europæiske grundskoler, med mindre den enkelte lærer vurderer, at mobilerne har pædagogisk betydning. Det er det man kalder for pædagogisk dømmekraft og metodefrihed i en europæisk tradition.

Det næstbedste er Macrons forslag, hvor samme forslag gennemføres på nationalt niveau.

Det lader desværre til, at det er svært at komme igennem med disse gode ideer. Merete Riisager har helt uforståeligt talt imod forslaget, og hele den pædagogiske korrekthed er enig med hende under frihedens falske banner.

Derfor har Lind og Auken nu foreslået, at alle skolerne skal lave en eller anden form for mobilpolitik. Men selv dette milde og pæredanske kompromis-forslag møder modstand. Det er svært at forstå.

En anden ting er, at jeg nok skal søge psykologisk hjælp. Det er første gang ever, at jeg er enig med Lind, som jo spillede en central rolle ifm vedtagelsen af skolereformen, om noget.

Auken er jeg ved at skifte mening om. Først var jeg meget kritisk, fordi hun står bag den såkaldte SIRI-kommission, som involverer Silicon Valley-filosofi, og som går ind for synlig læring. Hun skrev også nærmest foruroligende om sin fremtidsteknologiske vision på et eller andet net-medium. Men på Folkemødet havde hun en fantastisk tidehvervsdiskussion med Sørine Gotfredsen, som endte med, at folk klappede taktfast, og nu kommer dette fine kompromis-forslag.

Men det bedste er naturligvis et generelt forbud, som kun kan brydes af læreren.

https://www.dr.dk/…/s-og-r-vil-have-mobil-regler-paa-samtli…

tidligere indlæg om emnet: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156521409294481&id=837549480

 

10. d. 13. august: AP Møllers ideologiske gaver

I København sender Konkurrencestatspartiets skoleborgmester nu alle skoleledere på et grundigt kursus, som er udviklet på handelshøjskolen i Oslo.

Skoleudviklings-modellen i Oslo bygger på ren teknokratisk-økonomisk tænkning, og den har skabt store problemer med ytringsfriheden, jvf. sagen mod Simon Malkenes, som vakte stor tumult i Norge, og hvor stort set alle andre end Oslo-systemet støttede Malkenes. Ja, Malkenes fik faktisk en fin pris for sin indsats, den såkaldte ”Skjervheim-pris”.

Borgmesteren henviser til EVA’s direktør Mikkel Haarder, som for et par uger siden også var ude at lufte anti-pædagogikken (se link i linket). Kigger man på sproget, er der tale om et helt lukket kredsløb.

Og det er skam ikke kun skolelederne, men også skoleforvaltningens folk, der skal indoktrineres i den nye ideologi, som står i dyb forbindelse med læringsmålstyring og dataficering. Vi får et samlet teknokratisk læringstryk.

Det er ren skolereformsideologi, som nu befæster sin position i hovedstadens kroppe.

I Aalborg skal de i øvrigt afsted på samme kursus.

Pengene til det hele – dvs. 21 mio. kr. – kommer fra AP Møllers skolemilliard. I tildelingsudvalget sidder læringsmålsstyringens store ideolog, Jens Rasmussen, og Per B. Christensen, som jo er formand for DLF/KL’s arbejdstidskommission. Tomas Nordahl, som også er tæt på vores hjemlige systemteoretiske miljøer, sidder der også.

AP Møller har i øvrigt også givet en skvæt til Høje-Taastrups tekno-læringsridt, som WA omtalte i sidste måned. Det drejer sig om 11. mio. kr.

Oslo-modellen har været udsat for kritik, bla. af Niels Jakob Pasgaard og Simon Malkenes, hvis indlæg om sagen, jeg også har linket til.

Links:
Københavns borgmesters indlæg med Mikkel Haarders i bunden: https://skoleliv.dk/…/Hele-skoleledelsen-b%C3%B8r-komme-p%C…

Aalborg Kommunes pressemeddelelse: https://backend.folkeskolen.dk/…/pm—skoleledelsesudviklin…

AP Møllers vurderingsudvalg: https://www.apmollerfonde.dk/folkeskolen/…/vurderingsudvalg/

Om Høje-Taastrups projekt: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156405069919481&id=837549480

Kritisk indlæg af Simon Malkenes og Niels Jakob Pasgaard om Oslo-uddannelsen: https://skoleliv.dk/…/Norsk-lederuddannelse-er-stik-imod-da…

 

11. d. 13. august: Facebook-drys 51: juni og juli 2018

Indlæg og diskussioner på Facebook i juni og juli:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-51-juni-juli-2018.html

 

12. d. 14. august: Peter Kemps hilsner

1.
Jeg sidder her med mit eksemplar af Peter Kemps bog fra 2015 ”Løgnen om dannelse”. Kemp sendte i sin tid bogen til mig med en lille hilsen: ”Til Thomas – i fælles kamp for skolen – fra Peter”.

I bogen argumenteres der for et dannelsesideal, som Kemp kalder for ”en dansk verdensborger”, hvor der er fuldt rodnet, globalt udsyn og kritisk interesse på samme tid.

Hovedmodstanden imod dette grundsyn finder Kemp hos de to professorer Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, som han kritiserer for “halvdannelse”, hvilket står for en forveksling af formål og metode. Der argumenteres grundigt for sagen, især via en kritik af Rasmussens og Qvortrups syn på Humboldt. Stefan Hermann nævnes også i en kritisk bemærkning, fordi han er medforfatter på en af de Qvortrup-tekster, hvor der gøres op med Humboldt og filosofi. Læreruddannelsen af i dag er desværre dybt påvirket af Qvortrup og Hermanns syn fra dengang.

Der er også kritiske manøvrer mod Antorini, Corydon og Rambøll, som sættes i samme kategori som Rasmussen og Qvortrup. Det er DPO, som Kemp her er inde at røre ved. Det er derfor, at intet, som har rørt ved skolereformen, kan komme i kontakt med skolens tradition og formål. Det er halvdannelsens grundlæggende forveksling, der splitter tingene ad i bunden.

Kemp slutter derfor med følgende: ”Løgnen er, at halvdannelse er dannelse”.

Denne centrale kritik er totalt fortiet på DPU og i institutionens mindeord for Kemp. Måske er det fordi, at mindeordet er skrevet af Claus Holm, som selv er dybt betaget af både Rasmussens og Qvortrups teorier, og hvis arbejde også har været gjort til genstand for Kemps kritik (jf. punkt 2)?

2.
Kemps teser peger tilbage mod hans foregående udgivelse, ”Filosofiens verden”, fra 2012. I mit eget eksemplar står der også her en lille hilsen: ”Til Thomas – i fælles engagement og kamp – fra Peter”.

Hele bogens anden del, dvs. s. 183-292, handler om pædagogiske emner. Her er bl.a. et vidunderligt essay om philoxenia eller ”fremmedvenlighed” samt et stort anlagt essay om verdensborgerlig dannelse, som trækker på hele den pædagogisk-filosofiske tradition.

Men også her er der analyser af halvdannelsen. F.eks. fortæller Kemp om Lars Qvortrups halvdannede destruktion af Immanuel Kant ved en festtale på DPU. Qvortrup “glemte” simpelthen Kants understregning af filosofiens betydning for det moderne universitet. Qvortrup ville lave et anti-filosofisk universitet, da han var dekan for DPU. Han forsøgte at nedlægge DPU’s filosofi-del og at afskedige en række filosoffer. Det førte Qvortrup og Kemp ud i skarp offentlig polemik.

I en fodnote skriver Kemp i øvrigt, at Qvortrups festtale er et eksempel på, at ”dem, der vil være ’evidensbaserede’, som regel ikke er særlig stærke til tekstlæsning”. Kemps kritik af Qvortrups Kant-læsning understøttedes dengang af en artikel om emnet af Morten Nørholm, som ellers ikke er fra det filosofiske miljø (men derimod det sociologiske). Kemp refererer også til Nørholms artikel.

Som en positiv modsætning til Qvortrup fremhæver Kemp bogen “Almen Pædagogik”, som er skrevet er Alexander von Oettingen. Det gør Kemp ret i, men desværre ser han ikke, at Qvortrups og von Oettingens arbejde er forbundet af en indre tråd, der hedder systemteori. Faktisk er Kemp ikke specielt kritisk over for systemteorien.

Kemp har også en diskussion af DPO’s vigtige udgivelse ”Viden om uddannelse” fra 2008, som var det år, hvor jeg selv blev ansat på DPU, som netop var blevet en del af Aarhus Universitet.

“Viden om uddannelse” er skrevet af Claus Holm og Jens Rasmussen (+ yderligere en systemteoretiker). Kemp kritiserer bogen for ”at indsnævre begrebet om pædagogisk videnskab til at gælde den pædagogiske forsknings performativitet i forhold til politisk fastsatte mål eller det, man mener, er de politisk fastsatte mål”.

Altså ren tilpasning til halvdannelsen.

Kemp kritiserer faktisk også Holms og Rasmussens forståelse af Luhmann, hvilket nogle systemteoretikere nok vil være glade for, selvom de aldrig siger det ret højt. Igen er der i øvrigt en fodnote, hvor Qvortrups syn på evidens og filosofi atter kritiseres.

Kemp slutter den pædagogiske del af Filosofiens Verden med sætningen: ”Det er pædagogisk anti-filosofi”.

3.
Disse tanker har en fælles rod i Kemps mest omfattende pædagogiske indsats, nemlig bogen om ”Verdensborgeren som pædagogisk ideal” fra 2005. Også her har jeg fået en lille hilsen i 2. udgaven: ”Til Thomas – i fælles kamp for kulturen – fra Peter”.

I den periode fra 2000-2007 var Kemp institutleder og professor ved DPU under Lars Henrik-Schmidts rektorat, hvor konfliktlinjerne så helt anderledes ud. Bogen er derfor stort set renset for henvisninger til halvdannelse, men dannelsesidealet står til gengæld klart, f.eks. i:

”Hvis vi tror på værdien af det bedste i den kultur, vi selv har overtaget, har vi ingen grund til at frygte andre og kan prøve at forstå de fremmede uden at være bange for at miste vores egen identitet i det kulturelle møde. Så er der intet foruroligende i at se ens egen nationale historie som en del af verdenshistorien, og der er ingen uløselig strid mellem den nationale borger og den globale verdensborger” (s. 18 i 1. udgaven).

Måske har det interesse, at Kemp i bogen faktisk roser Jens Rasmussen for en kritik af den situerede lærings centrale faldgruber, nemlig teoriens tendens til antiintellektualisme.

Men Kemp advarer dog også imod den modsatte grøft, nemlig at basere pædagogikken på det, som han allerede her midt i 00’erne kalder for ”ren teori” (s.218). Det var det, som senere kom til at hedde “ren pædagogik”, bla. med opbakning fra Lene Tanggaard og Svend Brinkmann, som begge kom til at stå for en intellektuel åben situeret læringsteori direkte vendt mod Rasmussen og Qvortrup tiltagende ren-hed. Den situerede læring endte med at omfavne filosofien og pædagogikken, mens den “rene pædagogik” forskansede sig i læringsmålsstyring og dataficering.

Måske har det også interesse, at Kemp i bogen kritiserer det socialanalytiske dannelsesbegreb, som dette ses hos f.eks. Lars-Henrik Schmidt og hans elev, Lars Geer Hammershøj. At Hammershøj ikke er meget for Kemp kan man i øvrigt se i Hammershøjs nye bog ”Dannelse”, hvor han omtaler Kemps kritiske indsats i ”Løgnen om dannelse som ”påståelig og skinger” (s.75) uden overhovedet at berøre substansen i Kemps kritik. Hammershøj er også kritisk over for von Oettingen, hvis dannelsesforståelse kaldes for “egensidig”, igen uden nærmere forklaringer. Hammershøj er en af dansk pædagogiks store skuffelser, som jeg ser det. Et af de efterhånden mange eksempler på poststrukturalismens problemer med omverdenens og den fælles verdens rige muligheder.

Endelig er det værd at nævne, at Kemp slutter bogen af med en kritik af Ove Kaj Pedersen, som allerede var på banen i starten af 00’erne. Pedersen kritiseres for at sætte en instrumentaliseret stat over dannelsen, hvilket jo er halvdannelsens formel. Denne konflikt mellem Kemp og Pedersen fortsatte op gennem 10’erne. Imens blev Pedersen for sin del nærmest en del af DPO’s hellige dele, berømmet på den ene konference efter den anden.

Kemp havde skam også politologisk sans.

Links:
Man kan læse mere om Kemps bog ”Løgnen om dannelse” i dette indlæg fra 2015. Her kan man også læse om skiftet i Humboldt-forståelserne hos Qvortrup og Rasmussen:

http://www.thomasaastruproemer.dk/peter-kemps-opgoer-med-halvdannelsen.html

 

13. d. 14. august: Boris Johnson om burkaer

Den kontroversielle britiske brexit-mand, Boris Johnson, har sagt nogle yderst fornuftige ting om burkaer. Først og fremmest er han imod det danske forbud mod burkaer på strøget. Helt honest! Det må folk altså selv om. Meget fornuftigt.

Dernæst mener han, at kvinder, der bærer burkaer, ligner “postkasser”. Også det er fuldstændig korrekt. Den form for herlig europæiske politisk humor minder mig om Kurt Westergårds morsomme og veltegnede karikatur af en sur Muhammed med en bombe i turbanen, for ikke at tale om Charlie Hebdos heltegerninger. Der fik vi lige øje på den uheldige og totalitære udvikling, centrale dele af Islam har taget siden 1979. Den slags karikaturer kan vi slet ikke få nok af. Tak til Kurt og Charlie!

Der er blot at tilføje, at burkaer naturligvis skal være totalt forbudt på alle uddannelsessteder. Man kan ikke undervise et menneske, der klæder sig som en postkasse. Det svarer til, at eleverne sidder og chatter på Instagram midt i historietimen.

Johnson taler som en sand europæer. Ligesom når Macron taler om mobiltelefoner.

Det er lidt sjovt, at Johnson og Macron på en måde er ens. Det sætter hele den danske debat lidt i udu:-). Et lille møde melem DF og RV eller noget i den retning? Ligesom dengang Ida Auken og Sørine Gotfredsen blev enige om alting på Folkemødet? Eller måske er det bare europæisk oplysningstradition i al dens pragt?

 

14. d. 15. august: Singularity – ånden i maskinen

I dag har jeg læst bogen ”Ånden i maskinen – når computerne overgår den menneskelige intelligens”. Bogen er skrevet af Ray Kurzweil.

Det er et vildt tekno-darwinistisk og transhumanistisk narrativ om, hvordan mennesket omdannes til maskiner i løbet af få årtier.

Kurzweil mener, at denne udvikling er både uomgængelig og ønskværdig. Han forestiller sig, at man kan oploade sin hjerne som software og duplikere den i flere kroppe. Han er også meget optaget af, hvordan maskinerne har sex sammen. Han taler dybt ned om mennesket med alle dets ”kulstof-neuroner”.

Der står også noget om uddannelse. Omkring 2030 forestiller han sig, at man direkte indopererer hukommelses- og optimeringssoftware i hjernen.

Vi vil få evigt maskinliv. Den googlificerede krop. Først i lommen og så i kroppen og så uden krop.

Normalt ville jeg bare dø af grin, men det gør jeg ikke i dette tilfælde. Kurzweil er udviklingschef i Google og medstifter af Singularity University, som i øvrigt startede en afdeling i Danmark sidste år, og som bygger direkte på hans teori.

Kurzweils filosofi har desuden en dyb indflydelse på regeringens disruptionsråd, på Danmarks læreruddannelse og ikke mindst på Kommunernes Landsforening, som jo også er glade for Cambridge Analytica. Ideerne var også med på undervisningsministeriets Sorø-møde sidste år.

Måske er det derfor, Danmark ligger nr. 1 i data, og at det overhovedet ikke giver anledning til panderynker?

Weekendavisen skrev faktisk to store artikler om sagen i vinters. Det var dengang, jeg besluttede mig for at læse en af Kurzweils særdeles indflydelsesrige bøger.

Reference:
Ray Kurzweil: ”Ånden i maskinen – når computerne overgår den menneskelige intelligens”, JP-bøger, 2001.

 

15. d. 16. august: Ny Start i København

Københavns Kommunes overborgmester og skoleborgmester, som begge er socialdemokrater, har sammen med den lokae lærerforeningsformand skrevet et indlæg på folkeskolen.dk om, hvor godt det går med skolerne i København, og at nu skal det være slut med “de negative historier” osv..

Anders Bondo bekræfter begejstret den københavnske konsensus med et selvstændigt og overstrømmende indlæg.

Begge indlæg er en erklæret del af den såkaldte Ny Start, som DLF og KL kalder deres fælles OK18-initiativ.

Fra mit synspunkt kører denne DLF/KL-koreografi rent på KL’s præmis. Det var tydelig at se allerede i foråret.

Kigger vi på den aktuelle konsensus, er det værd at bemærke, at København for nyligt har deltaget i et storstilet AP-Møller-finansieret læringsmålsprojekt med synlig læring og det hele. Det blev evalueret af VIVE her i vinters. I det aktuelle indlæg er der tavshed om denne sag, hvis substans dermed accepteres.

Og så sent som i går kunne Københavns skoleborgmester begejstret fortælle om kommunens ligeledes AP Møller-finansierede skoleledelsesprojekt, hvor alle byens skoleledere skal på kursus hos den nærmest berygtede økonom Johan From fra Oslo. Der bliver masser af læringsmål, data og evidens og bureaukratisk styring. Det er sikkert som amen i kirken. Heller ikke dette forhold nævnes i Bondos eller borgmester/KLFs indlæg.

De to AP Møller-projekter er ellers en del af det, som både KL’s direktør Arne Eggert og Undervisningsministeren i et vidunderligt realitetsflash, som var fremkaldt af Alexander von Oettingen, ligefrem har kaldt for ”pissedårlig undervisning”.

Hele denne pissedårlige realitet forties nu i samarbejdets navn. Den pissedårlige realitet er tavs. Det er det, jeg mener med at Ny Start er en KL-start.

Det svarer på det ideologiske plan til, at Per B. Christensen er blevet leder af KL/DLF-kommissionen. Christensen er også en KL-mand med rod i hele læringsrevolutionens rodnet, inklusiv læringsmål, synlig læring osv..

Per B. Christensen sidder også med i det AP Møller-udvalg, der uddeler midler. Han har siddet der i alle årene. Det er det jeg vil kalde skæbnens ironi.

Links:
Københavns borgmestre og KLF’s formand i fælles udspil: https://www.folkeskolen.dk/…/foerste-skoledag-i-et-staerkt-…

Bondos omtale af aftalen i København: https://www.folkeskolen.dk/…/staerkt-samarbejde-i-koebenhav…

Om målstyret læringprojekt i København: http://www.kora.dk/…/Projekt-%E2%80%9DLaering,-der-ses%E2%8…

Om Københavns tilslutning til kæmpestort skoleledelsesprojekt: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156540224659481&id=837549480&__xts__[0]=68.ARBBzYCZhAGQ8VKKLi9tX47LB-lBv0tZPA_ZES9zcT75FpOPlfWZD90oWyJkQh7qkulsRkG9Usu2SRGVCWfXKTQrSoA0_PCN7dR-5zZYlRQ20njf6K1CLPFBUOzlXREJsdYR7kX6GUAP&__tn__=-R

Om “pissedårlig undervisning”: http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2018-pissedaar…

 

16. d. 19. august: Københavns Kommune, AP Møller og læringsmålstyring

Københavns kommunes AP Møller-projekter:

A.
2014: ”Læring der ses”, (bevilliget: 14,4 mio. kr., sammen med Frederiksberg Kommune)

Projektevaluering, VIVE, 2018: https://www.kora.dk/…/11043-projekt-laering-der-ses-sluteva…
Både projekt og evaluering kører i verdens tommeste læringssprog. Projektet understøttes af UC Metropol (i dag: Københavns Professionshøjskole).

Den centrale konsulent på
Metropols program er/var Klaus Mygind, som er gruppeformand for SF i borgerrepræsentationen og med i skoleudvalget).

B.
2015: Læringsmålsstyring i idræt (bevilliget: 1,2 mio kr).

C.
2016: Læring der ses, 2. del (bevilliget: 8 mio. kr., sammen med Frederiksberg Kommune)

Ansøgning: https://www.frederiksberg.dk/…/Punkt_87_Bilag_2_Udvidet_ans…

Projektansvarlig er Camilla Ottsen, som har været en central støtte for skolereformens læringssyn helt fra starten. Dengang var Ottsen leder af Antorinis og Politikens mønsterskole i Brønshøj. Ansøgningen består af John Hattie- og læringsmålsstyring fra ende til anden. Det er ren skolereform.

D.
2017: Videreuddannelse af skoleledere på Handelshøyskolen i Oslo, som er kendt for læringsmålstyring på den store klinge (12 mio. kr, sammen med Aalborg Kommune).

Indlæg om bevillingen med diverse links: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156540224659481&id=837549480&__xts__[0]=68.ARBpG9CJ2KuqAUZlpsepRQDXYeHudeZbtPcan_t2xbzc1r-nGos5khP4xLQX7ErisM9Z3js1GzytagG3ZEVhgrmyZilibwHwn9HDzv1X–0jw5Miz1Ee8Bn_elbhx4xSwCoiPFhGDr8s&__tn__=K-R

E.
2018: Københavns Lærerforening (KLF) og Københavns Kommune omfavner hinanden i et fælles indlæg i Folkeskolen.dk. Det sker som en del af DLF/KL’s initiativ OK-18-initiativ ”Ny Start”. KLF støttede også den første ansøgning i ”Læring der ses”, jf. punkt A:

Aktuelt indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/foerste-skoledag-i-et-staerkt-…

KLF’s syn på ”Læring der ses”, jf. punkt A, 2015: http://www.klfnet.dk/…/ap-moeller-midler-skal-loefte-melle…/

Andre links:
Man kan læse om de forskellige AP-Møller projekter her: https://www.apmollerfonde.dk/folkeskolen/projekter/

Tidligere indlæg om sagen: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156548269364481&id=837549480&__xts__[0]=68.ARB71A7QC8cGb9vKBPdNOmZ80DdpKeDeIHeLxZ5-ZOfhIfsI9555jZvpkDrLEZ7yoe47LDvu46iEybLTC5o14W_kDWyrS3XjlhoUcozmb6QvXfVr6Hho0Ke5uzlmsMERamfUq_0UDWT1&__tn__=-R

 

17. d. 20. august: SF vil bryde skoleforliget

SF er klar til at opsige forliget om folkeskolen. Om nødvendigt vil partiet lave forlig uden om Socialdemokratiet. Den konkrete begrundelse er, at skoledagen er for lang. Reformen var derfor ”en fejl”, siger politisk ordfører for SF, Jacob Mark.

Desværre går SF’s udmelding ikke på skolereformen i sin helhed, men altså kun på skoledagenes længde. Dermed bliver Marks fine initiativ for let at parere. Alle de andre ordførere henviser bare til, at skoledagens længde skal evalueres i 2019. Det bliver nok VIVE eller EVA eller Nationalt center for Skoleforskning, der skal stå for det, og så ved vi jo godt, hvor dejligt alting er. Der kommer altid en sporvogn og en evaluering til, mens årene går!

Marianne Jelved står last og brast om reformen og forligskredsen. Hun har ellers kritiseret læringssynet kraftigt. Men hun mener heller ikke, at børnene har for mange timer. Der skulle bare rettes lidt op, siger hun. Til trods for, at vi nærmest ligger nr. 1 i verden i timetal. Men det nævner hun ikke. Måske skulle Mark have talt til læringssynet? Var Jelved så blevet lidt mere forvirret? For er det ikke lidt dumt, hvis vi har et dårligt læringssyn plastret ud over verdens længste skoledag fra 0-18 år?

Annette Lind fra Socialdemokraterne, som har været med hele vejen siden 2013, synes at skolereformen har de rette elementer. Det skal bare ”virke bedre”, som det truende lyder.
Det er nok det, man kalder for “evaluering”. Det er derfor, man ikke altid skal gå efter gode evalueringer. Tænk hvis nu, noget der er dårligt, virker. Så er der jo bare tale om realiseret dårligdom.

Alex Ahrendsten siger, at reformen var ”lidt hovsa” og mest byggede på politik og økonomi. Han siger også, ligesom Mark, at reformen var ”en fejl”. Jamen dog! Men han vil ikke bryde forliget, selvom det bygger på en fuldstændig teknificeret anti-nationalisme, som DF burde være totalt imod, hvis de mener noget med deres navn.

Men DF holder fast i deres ”hovsa-fejl”. De elsker slet og ret dårlig politik? Svært at forstå for en borger som mig.

Merete Riisager lyder mest imødekommende, men kan som minister naturligvis ikke bryde forliget, selvom hun nok gerne ville, eftersom hun har været Folketingets centrale kritiker fra 2011 og fremefter.

De konservative er også interesserede, men begrundelserne er anakronistiske (noget om lektiehjælp). Men partiet er jo også efterhånden så googlificeret og disruptificeret, at man slet ikke kan forvente nogen selvstændig skolepolitisk aktion fra den kant.

Journalisten Jacob Fuglsang framer sin artikel til fordel for Annette Lind og forligskredsen. Vi får at vide, at SF laver ”stunts” og vil ”score billige points”. Hans linje er jo, at Riisager=Trump, og så må virkeligheden indrette sig efter den ækvivalens-tese. Resultatet er, at en kæmpestor virkelighed konsekvent skjules for Politikens læsere.

Anni Mathiessen fra V siger også et eller andet.

Og som sagt henviser de alle sammen bare til, at Marks ”fejl” skal evalueres næste år.

Ovre på twitter håner skoleelevernes formand SF’s forslag. Det giver uro, får vi at vide.

SF skal nok brede begrundelserne mere ud, hvis udmeldingen skal have effekt. Men jeg støtter naturligvis initiativet.

https://politiken.dk/indland/uddannelse/art6666372/SF-er-klar-til-skoleforlig-udenom-Socialdemokratiet

 

18. d. 20. august: Merete Riisagers virke til debat

1.
Peter Kemps sidste gerning var at være medforfatter på en kronik, som blev læst op for ham nærmest på dødslejet. Kronikken er et forsvar for Merete Riisagers ”kundskabs- og kulturtilgang”, som har været under primitivt angreb fra Politiken og forligskredsens skolepolitikere i en længere periode. Nu kan ingen vist beskylde Kemp for at være neo-liberalist eller LA’er. Han er blot interesseret i, at der findes en pædagogisk og filosofisk kvalitet i landets skolepolitik, som har både rod og udsyn.

Det er på en måde pinligt for centrum-venstreog Politiken, at denne store verdensborger og Macron-tilhænger slutter sit liv med at rose en person, som Politiken sammenligner med Donald Trump. Måske burde man gå i tænkeboks på Konkurrencestatstidende? Kemps navn er naturligvis også en cadeau til den faglige substans i Riisagers tilgang til de uddannelsespolitiske emner.

De øvrige på forfatterholdet – altså udover Peter Kemp – er:

Brian Degn Mårtensson
Niels Jakob Pasgaard
Lene Tanggaard
Christian Egander Skov
Michael Busch
og mig selv

Der er ingen LA-fans på det hold mig bekendt. Blot folk med pædagogisk interesse. Den frie pædagogiske tænkning og faglighed støtter altså Riisager imod Politikens og centrum-venstres primitive læringsraid. Bladet Folkeskolen var også begejstret for Riisager i sin tid, men det er nok slut nu, hvor DLF og KL er blevet lærings-kærester.

2.
Få dage forinden havde lektor ved SDU, Steen Beck, en kronik på Gymnasieskolen.dk om Riisager. Han roser hende for at interesserer sig for pædagogikkens konservative side og for at sætte fokus på klassisk og litterær dannelse.

Disse passager i Becks tekst er faktisk noget af en bedrift, eftersom pædagogikkens ”konservatisme” i min erindring ikke just har stået centralt i Becks hidtidige indsats. Men Beck er i indre opbrud. Det så vi f.eks. i hans fine lille bog ”Al den snak om læring”, som udkom sidste år og som har en lang rosende omtale af Gert Biestas arbejde.

Men Beck kan dog ikke helt slippe centrum-venstre-hørmen, så han ender alligevel med at gøre det hele til et spørgsmål om neo-liberalisme, eliteskoler, nationalisme og identitetspolitik osv.. Men altså: Kritikken har sat sig spor. Beck ender ikke decideret i Politikens ”Riisager=Trump”-tilgang, selvom der efter min mening stadig mangler nogle seriøse kritiske udfald mod centrum-venstre-læringshegemoniet, ikke mindst fordi gymnasiets magasiner og organisationer helt klart understøtter læringsideologien.

Beck får gjort fint rede for, at der kan være nogle kritiske problemstillinger i relationen mellem ny-liberalisme og pædagogik. Jeg har faktisk selv beskrevet noget lignende i kapitel 42 i bogen ”Pædagogikkens to verdener”. Men en gang imellem må man simpelthen bare bryde ud i forsvar for en oplagt faglig og demokratisk urimelighed. Især når den orkestreres af den ”rene lærings” kulturelle og pædagogiske opløsning. På den måde blev vi alle lidt konservative, selv Beck.

Referencer:
Kronikken i Politiken: https://politiken.dk/…/Drop-kritikken-af-af-Merete-Riisager…

Kronikken på Gymnasieskolen.dk: https://gymnasieskolen.dk/mellem-kulturkonservatisme-og-lib…

Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag, s. 449-483.

 

19. d. 22. august: Poul Aarøe Pedersen i Konkurrencestatstidende

I lørdags havde en bred kreds fra den pædagogiske sagkundskab – heriblandt undertegnede – en kronik i Politiken, hvor vi kritiserede Politikens behandling af både Merete Riisager og avisens dækning af de seneste års pædagogiske reformer.

I dag er der så et svar i avisen fra redaktøren Poul Aarøe Pedersen (PAP). Lad os lige se på det:

1.
PAP er ”vantro”, skriver han. Det lyder som om, at han aldrig har været så overrasket i sit liv. ”Skriver de virkelig det der?” spørger han sin kollega.

Det kan kun fortælle en ting: PAP har ikke fulgt med i de centrale debatter. Han – og dermed også Politiken – lever i en skolepolitisk osteklokke. Andet er der ikke at sige til det.

2.
PAP mener, at ”Riisager er den mest katastrofale undervisningsminister i mange år”. Hermed er linjen lagt. Det svarer helt til kollegaen Jacob Fuglsangs ”Riisager = Trump”-tese.

Det er ikke så sært, at vi andre har kunnet mærke en stærk Antorini/Corydon-venlig tendens både i avisens holdninger og i den redaktionelle dækning siden 2013.

3.
PAP skriver, at Politiken er den avis, der ”mest kritisk” har dækket konflikten mellem KL og lærerne siden 2013. Det kan man da vist roligt sige ikke passer. Politiken har stået på læringsfløjen – dvs. Corydon/Antorini/Ove Kaj Pedersen/Stefan Herman/KL-fløjen – hele tiden.

Dagen efter de store lærerdemonstrationer i april 2013 bragte Politiken på forsiden et kæmpebillede af sangerindens Nabihas krøller, og Ove Kaj Pedersens teorier har nærmest haft frit lejde, også som central reference i lederspalterne.

4.
PAP taler om, at der eksisterer en ”massiv kritik” af ministeren. Men der er altså ikke kun ”kritik”, hvilket bl.a. vores egen kronik jo er et eksempel på (blandt mange).

Riisager får jo også ros fra brede kredse. Men det nævnes næsten aldrig. Og den såkaldte ”massive kritik” er også noget tyndt dokumenteret. Det er jo primært Annette Lind (A) og Anni Matthiesen (V) – to af de allermest begejstrede antorinister – som har sagt noget kritisk af betydning.

Der er sandelig ikke krav om ”rygende pistoler”, når en ”tynd kritik” skal omdannes til en ”massiv kritik”!

5.
PAP taler også om ministerens manglende resultater. Men han nævner ikke Riisagers store arbejde med at af-antorinificere embedsapparatet, hendes arbejde med at indholds- og formålsbasere skolens fagmål, hendes kritik af diverse evalueringsrapporter, hendes store arbejde med at afvikle læringsbegrebets ødelæggende dominans etc..

6.
PAP skriver også, at det er noget ”bla bla bla, vrøvl vrøvl vrøvl”, at Politiken har støttet at ”børn skal opfylde statsdefinerede læringsmål fra fødsel til død uden sans for fortidens erfaringer…”, som vi skriver i kronikken.

PAP mener, at vores – i hans optiks forkerte formuleringer – skyldes, at vi er imod skolereformen. Men hallo! Skolereformen handler jo netop om ”statsdefinerede læringsmål”. Hvis man er for skolereformen, hvilket PAP har været alle årene, så er man også for ”statsdefinerede læringsmål”. De to ting har i 5 år hængt sammen som ærtehalm, selvom der her i foråret kom en let korrektion. Derfor er vores formulering helt på sin plads.

Det er jo det, der har været diskuteret i årevis, vel at mærke totalt uden Politikens bevågenhed.

Med denne brøler bekræfter PAP vores kritik 100%.

Den aktuelle korrektion af ”læringsmålstyret undervisning”, som ellers har været diskuteret i brede faglige kredse, har stort set ikke været dækket af Politiken mig bekendt. Igen: Det er osteklokke-journalistik.

7.
Første gang, jeg stødte på PAP, var dengang, han udnævnte vores ”Uren Pædagogik” fra 2011 til at være årets værste fagbog. Det “reaktionære” slog tilbage, skrev han.

Bidragsyderne var bl.a. Svend Brinkmann, Hans Hauge, Lene Tanggaard og Steen Nepper Larsen, hvilket jo er en blandet flok, for nu at sige det mildt.

I stedet var PAP vild med Niels Egelunds ”Folkeskolens udfordringer”, som fik fem hjerter og blev gjort til ”lektielæsning” for alle skoleinteresserede. Og det var jo Egelund, som i 2013 skrev, at Hatties bog om Synlig Læring bør være ”bibel” for danske lærere. Det var også Egelund, der i 2010 erklærede, at der ikke var forskel på en økonom og en uddannelsesforsker.

Velkommen til Konkurrencestatstidende.

Links:
PAP’s kommentar på nettet: https://politiken.dk/…/Drop-kritikken-af-Politiken.-Merete-…

Kronikken, som kritiserer Politiken: https://politiken.dk/…/Drop-kritikken-af-af-Merete-Riisager…

 

20 d. 25. august:  Kulturmødet 2018

Indtryk fra Kulturmødet 2018:

http://www.thomasaastruproemer.dk/indtryk-fra-kulturmoedet-2018.html

 

21. d. 26. august: Lærings-amok i Aarhus 1

I Aarhus Kommune skal man spare penge. Det er især børnene, der skal stå for. Man vil bl.a. centralisere skoledistrikterne.

Men ved I hvad? Det der med ”besparelser” er bare en overfladisk markør for kommunens reale interesse. Og hvad består den i? Jo, den består i at gennemtvinge skolereformens værste elementer i dens mest nidkære former. Det fremgår tydeligt af et grundigt og indholdsmættet bilag til sparekataloget, som jeg har fundet. Besparelserne skal ligefrem gøre eleverne “så dygtige som de kan”, hvilket jo er skolereformens centrale kode.

Besparelserne er blot en symbolsk anledning til at gennemføre KL’s læringssyn så effektivt som muligt. Det er ren pædagogisk magtkamp.

I bilags-teksten er der fyldt med læringsoptimering, data-evidens, organisationsenhed og kommunal vision, og der er referencer til både Ontario og til Aalborg, som er et andet af landets revolutionære læringscentre. Det er læringstotalitarisme af værste skuffe.

Det er dybt usympatisk og ukvalificeret. Og det hele pakkes ind i nysprog som ”Vi sætter retningen sammen”. Hele sparekataloget kaldes for ”Fælles om nye løsninger”. Vi er virkelig i ”danish for progress”-kategorien, bortset fra at vi her taler om benhård læringsrealitet.

Der er derimod ingen – som i absolut INGEN – sans for den pligt til at tage udgangspunkt i skolens formål, som kommunen er underlagt ifølge skolelovens §1.

Aarhus Kommune er ikke i gang med at spare. Den er i gang med at implementere KL’s version af skolereformen, hvilket jo er det samme som skolereformen de facto. Kommunen vil centralisere, optimere og dataregulere den frisatte “læring”, som ingen sans har for pædagogik, formål, indhold og børn af kød og blod.

Aarhusianerne er heldigvis utilfredse. De har blandt andet organiseret sig i facebook-gruppen ”Bevar skolerne i Aarhus”. Men alle pædagogiske og demokratiske aktører i landet burde blande sig, for problemet er jo ikke kun aarhusiansk.

Rådmanden for området er SF’eren Thomas Medum. Han slog sig ellers op på en frisk kritik af læringsplatformene i vinters. Men nu er han totalt tøjlet af embedsapparatet, som bruger anledningen til at gennemtvinge KL’s centralistiske læringssyn ned i min egen stakkels kommune og dens børn.

Der bliver pres på friskolerne.

Links:
Bilags-teksten: https://aarhus.dk/…/mbu-bilag-til-sparekataloget-forslag-ti…

Hjemmeside for hele besparelsesprocessen: https://aarhus.dk/…/kommun…/besparelser-i-offentlig-hoering/

 

22. d. 26. august: Læserbrevsskribent kritiserer Politiken

Tidligere hovedbestyrelsesmedlem af Danmarks Lærerforening, Peter Hess-Nielsen, har et læserbrev i dagens Politiken.

Hess-Nielsen tager positivt stilling til den kronik, som en række forskere – heriblandt undertegnede – havde i avisen forrige lørdag. Derimod har han ikke meget til overs for debatredaktørens svar på kronikken.

Hess-Nielsen er, ifølge en artikel på folkeskolen.dk fra 2008, ræverød, hvilket blot understreger pointen om, at både Merete Riisagers indsats og Politikens ageren unddrager sig en snæver partipolitisk bedømmelse.

Her er læserbrevet:

Overskrift: ”Jeg genkender billedet”

Selve læserbrevet:

”Lørdag 18.8 skrev en række uddannelsesforskere en kronik i Politiken om undervisningsminister Merete Riisager og skoledebatten i Danmark, bl.a. i Politiken.

Det er en skarp kommentar til den herskende reformelite.

Jeg er ikke enig i alt, hvad de skriver. Men det er en interessant kronik. Tak for den.

Til gengæld mener jeg, at Poul Aarøe Pedersens (PAP) svar 22.8 er noget arrogant. PAP mener, at læserne må have svært ved at genkende det billede, der tegnes af Politikens dækning af indførelsen af skolereformen i 2013/14 og videre frem.

Jeg kan godt genkende billedet. Bare ét eksempel. PAP skriver, at Politiken ”…kritisk har dækket den proces mellem KL og lærerne, der kørte af sporet i 2013…”. Alle ved i dag – på nær PAP – at det ikke var en proces mellem KL og lærerne, men en totalt finansministerielt instrueret aktionsplan, som ikke kørte af sporet, men havde til formål at knægte lærernes overenskomstmæssige rettigheder og erstatte dem med lovgivning.

Den erkendelse er aldrig formuleret til læserne gennem Politiken, som gerne vil fastholde myten om to parter, som begge må give sig og ”bla bla bla”, for nu at citere PAP.”

Links:
Lidt om skribenten: https://www.folkeskolen.dk/53709/peter-hess-nielsen-60-aar

Link til den oprindelige kronik: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156557475094481&id=837549480&__tn__=K-R

Link til PAPs svar på kronikken: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156562159194481&id=837549480&__xts__[0]=68.ARDjLBttFOGwEKB4crHIZYevQNrKAoX7elrRMFEL6hvACyx9JKO6xfu_f4QY2ENlmxT8bZZaUEV_-MgAsN1VyVAb_c2cHOWl0YkZaOHdCuDw4jnLS4tiRoRL3fO7jzLV7Y4-T-Q&__tn__=-R

 

23. d. 26. august: Læringsamok i Aarhus 2

Hvem står for den aktuelle århusianske implementering af skolereformens værste sider under den symbolske markør ”besparelse”?

Jo, det gør kommunens skoledirektør jo. Hvem er han? Jo, det er Søren Aakjær. Ok, og hvem er han så? Ja, han er tidligere formand for Aarhus Lærerforening. Under storkonflikten i 2013 stod han faktisk som fagforeningsformand for en særlig aarhusiansk model, som af visse DLF-kredse med rette blev opfattet som usolidarisk, fordi den indebar en form for arbejdstidsaftale med Aarhus Kommune, midt i konflikten vel at mærke.

Jeg kan huske, hvordan jeg stod nede på rådhuspladsen i Aarhus sammen med byens lærere dengang i 2013. Her skræppede Aakjær op om hans usolidariske ideer, som desværre blev købt af lærerne, så vidt jeg kunne bedømme det. Det var ligefrem meningen, at vi skulle stå og tiljuble ham, mens dansk skole sejlede i ruiner! Så vidt jeg husker, var de centrale dele af DLF som sagt heller ikke begejstrede.

Aakjær knæsatte med andre ord en tidlig version af den ”Ny Start”, som DLF i dag arbejder sammen med KL om. I dag er DLF selv blevet en slags Aakjær.

Få måneder efter konflikten i 2013 flyttede Aakjær kontor til rådhuset. Dermed var den aarhusianske modstand lammet. Aakjær kunne nu styre den OK-konstruktion, han selv havde konstrueret. Ja, den nye formand, Jesper Skorstensgaard, kunne endda i forbindelse med jobskiftet erklære, at han var “helt tryg” ved det videre arbejde. I dag har Skorstensgaard nok fortrudt sin ja-hat. I al fald har han kritiseret Aakjærs aktuelle ideologiske besparelser i pressen.

Og nu er Aakjær altså blevet skoledirektør i den kommune, som KL’s formand, Jacob Bundsgaard, er borgmester i. I den egenskab står Aakjær nu – sammen med SF-rådmanden Thomas Medom – for den helt store læringsdataficering af de aarhusianske skoler. KL har vundet en mega-sejr i Aarhus.

Aakjærs bevægelse er et symbol på den såkaldte ”Ny Start”, som går ud på, at DLF anerkender KL’s skolesyn, som DLF efterfølgende endda gøres til vagthund over, med timeregler osv..

Det er et symbol på DLF’s dybe forbundethed med skolereformens indre filosofi, om et paradoksalt åndsfællesskab med KL, om tilslutningen under sin modstanders dagsorden.

Der er en dyb ironi i dette jobskifte og dets forbindelse med Ny Start.

https://www.folkeskolen.dk/534009/aarhus-laerernes-formand-bliver-ny-forvaltningschef-i-kommunen-

 

24. d. 27. august: Flot kronik af Riisager

Ifølge Politiken er Merete Riisager ”den mest katastrofale undervisningsminister i mange år”. Ja, avisen sammenligner hende ligefrem med casino-desperadoen Donald Trump fra USA.

Men prøv lige at læse Riisagers kronik i dagens Kristeligt Dagblad. Her er ikke andet end god kundskabsstemning med fuld henvisning til landets rødder og virkningshistorie, som vi i så høj grad er rundet af. Der er også masser af friskoleånd, pædagogisk frihed, kritisk sans, lejrskoler, teater, fortælling og historisk dybde samt en kritik af centrum-venstres konkurrencestatsideologi og statens læringsmålsstyringsmani.

Der er også plads til referencer til postmoderne poesi, den jugoslaviske borgerkrig og så videre. Endelig er der fuld forståelse for, at det snarere er læringsoptimeringstænkningen end banale eksaminer, der er en central årsag til, at unge har ”ondt i maven”, som det hedder.

Ja, ministeren siger ligefrem, at undervisningen er en gave. At læreren giver gaver, er det stik modsatte af læringsmålsstyring.

Det er en egen pædagogisk ro over kronikken, som næsten ikke kan roses nok. En form for mild national glæde med åben kulturel og politisk interesse.

Man kan selvfølgelig altid pege på det ene og det andet. F.eks. kommer Riisager til at sige, at skolereformen har haft fokus på faget dansk. Det har den ikke, kun på en teknisk forståelse af læsning, hvilket er det modsatte af faget dansk, som jo er et dannelsesfag. Og under den modsætnings kappe har dansk-faget desværre kunne udvikle sig stik imod Riisagers almene markeringer, nemlig væk fra kulturen og hen i retning af OECD-kompetencer og læringsstyring.

Men uanset denne detalje: Jeg synes ærligt talt, Politiken har et kæmpeproblem. Resten af det pædagogiske Danmark har derimod fået sig en kæmpeløsning.

Links:
Riisagers kronik: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/en-skole-med-mening

En artikel om undervisning som gave: https://tidsskrift.dk/SLP/article/view/27689

Poul Aarøe Pedersen (PAP) fra Politiken om den “katastrofale undervisningsminister”:
https://politiken.dk/…/Drop-kritikken-af-Politiken.-Merete-…

 

25. d. 28. august: Læringsamok i Aarhus 3

Aarhus Kommune implementerer nu – under dække af ”besparelser” – et storstilet projekt, som hedder ”Stærkere Læringsfællesskaber”. Jeg har snuset lidt i den officielle omtale i et BU-nyt fra september 2017. Den netop afgåede direktør, Jan Præstholm, kalder også projektet for LOKE, opkaldt efter navnet på et ”ledelsesudviklingsprogram”. Læringsfællesskab=ledelsesprogram! Øjnene er helt blanke.

Præstholm vil inddrage alle medarbejdere i ”brugen af data, teamsamarbejde og feedback”. Han siger, at man på den måde kommer ”endnu tættere på praksis”. Det hele er en del af en ”fælles læringsvision om at skabe progression”.

Længere inde i bladet kan man læse, at ”visionen” er lig såkaldte ”effektmål”, som knyttes til en ”mental model”, til ”adfærdsmønstre og strategier” og til et ”fælles mindset”. Præstholm mener, at man dermed ”udfordrer vaner og mønstre, når der skal tænkes nyt”.

I piecen kan man læse, at ”den fælles vision” støttes af den lokale fagforening for lærerne, ÅLF, og af forældreforeningen. Jeg håber, Jacob Skorstensgaard, som er fagforeningsformand, fortryder dette kedelige og tidlige eksempel på den fælles DLF/KL-tankegang, som kaldes for Ny Start?

Et af kapitlerne hedder ”data er det nye sort”. Her udtaler Søren Aakjær, som tidligere faktisk var en meget problematisk formand for ÅLF i 2013, men som i dag har overtaget Præstholms direktørstol, følgende:

”Fokus på datainformeret ledelse har givet god energi og skabt en fælles tilgang på tværs af alle tilbud. Det giver en ny platform for udveksling af viden og udviklingen af det tværfaglige arbejde i eksempelvis lokaldistriktet. Dermed er det med til at skubbe på den fælles refleksion og systematik, som skal skabe dynamikken og stærkere fællesskaber”.

Man har også fået en lektor fra UC-VIA, Niels Bjerre Tange, til at udtale sig. Han siger følgende i den samme forfærdelige ånd:

”Indsnævret til læring, så viser god data noget konkret om læringsudbyttet for eleverne. Meget af den data, vi i dag indsamler i skolen, er karakteriseret ved at være standpunktsdata – et øjebliksbillede. Den giver ikke viden om elevens læringsprogression og læringsudbytte. Hvis vi skal bedrive datainformeret ledelse, er det afgørende, at den tilgængelige data også giver et progressionsbillede”.

Mange af disse ord, som understøtter en centraliseret datalæringsoptik, spadserer direkte ind i den tekst, som er udgivet af kommunen i forbindelse med sparekataloget.

Man kan også læse om kommunens digitale tjenester. Der er følgende:

Læringsportalen MinUddannelse
Google Suite for Education
Det digitale dialoghjul
Digital sprogvurdering
Digital fremmøderegistrering
Intranet
Aula

Især Googles platform er central. Platformen er…

“den obligatoriske produktionsplatform for alle elever og pædagogiske medarbejdere, som understøtter den enkelte elevs læringsudbytte”

Og under MinUddannelse står der følgende:

“Læringsplatformen MinUddannelse understøtter de pædagogiske medarbejderes planlægning, gennemførsel og evaluering af elevernes læring, mens læringen bliver synlig for eleverne”.

Altså ren “Synlig læring”-ideologi og datareguleret læringsmålsstyring.

Folkeskolens formål og den pædagogiske tradition, der ligger til grund nævnes overhovedet ikke. Loven er tavs i Aarhus.

Centraliseringsforslaget i Aarhus er ikke en besparelse. Det er en anti-pædagogisk ideologi.

Links:
Aarhus Kommune: Stærkere fællesskaber, september 2017: https://aarhus.dk/…/boernogungenytnr182017-staerkere_faelle…

Det bilag til det aktuelle sparekatalog, som forbinder besparelserne direkte med ”Stærkere Fællesskaber”: https://aarhus.dk/…/mbu-bilag-til-sparekataloget-forslag-ti…

ÅLF’s oprindelige tilslutning til Stærkere Fællesskaber, som altså bekræftes i 2017-piecen: http://www.aalf.dk/nyhed…/2017/april/staerkere-faellesskaber

 

26. d. 28. august: Samlede refleksioner over situationen i Aarhus Kommune

http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-kommune-gaar-laeringsamok.html

 

27. d. 30. august: Folkeskolen.dk er tavs om Aarhus

Der er noget, jeg har tænkt over:

Der er jo gang i Aarhus for tiden. Altså alt det der med skolenedlæggelser og ”stærke læringsfællesskaber” og organisatorisk enhed osv.., ikke sandt? Jeg skrev om det på min blog i forgårs, hvis nogen vil læse mere om det.

Men med alt det drama skulle man jo tro, at et site som Folkeskolen.dk ville være på pletten? Men så vidt jeg kan se, har bladet ikke bragt et eneste indlæg om sagen? Der er tavst som en pandekage. Det er da mystisk.

Og det er endda ekstra mystisk, fordi bladet faktisk plejer at være der som en kurrende due, når KL og DLF kissemisser. Eller rettere: Sådan var det selvfølgelig ikke i gamle dage, altså før maj 2018. Men sådan er det blevet siden den såkaldte ”Ny Start”, som er sådan en slags KL/DLF-forlovelse.

Men nu er der altså problemer i KL-formandens kommune, nemlig Aarhus, hvor man forsøger at tvinge læringsideologien igennem med den tidligere lærerfagforenings-formand, Søren Aakjær, som energisk forvaltningschef og direktør og med en lidt blød SF’er ved rådmandsroret.

Den lokale fagforeningsmand, altså Aakjærs efterfølger, som tidligere har købt kommunens læringssyn, er ellers imod nedlæggelserne. Han har dog ingen gode grunde, eftersom han jo har købt hele ideologien. Det er lidt synd for ham, men der er altså ingen støtte fra DLF eller Folkeskolen.dk

Så måske er KL sådan lidt fredet? Konflikter skal måske ties ihjel, så Ny Start kan arbejde uhindret? Dvs. så KL’s skolesyn kan sætte sig frit igennem, samtidig med at DLF får en arbejdstidsaftale, som kan bidrage til at vogte over KL’s sejr.

Jeg skrev faktisk til et redaktionsmedlem i tirsdags og påpegede problemet, men det har jeg ikke fået noget svar på.

 

28. d. 30. august: Interview med Lene Tanggaard i FORSKERforum

Jeg vil blot gøre opmærksom på, at bladet Forsker-Forum har en omtale af vores kronik i Politiken fra forrige lørdag, hvor vi forsvarerede undervisningsministerens skolesyn og kritiserede Politikens ditto.

Omtalen tager form som et slags kommenteret interview med Lene Tanggaard, som jo er medforfatter på kronikken.

Vinklingen er noget speciel. Måske er den lidt i sjov? Men den er jo slet ikke sjov, bare Politiken-agtig. Men døm selv:

Overskrift: ”Chok: Forskere forsvarer minister”

Undertitel: ”Professor erkender, at det ikke er god forskerkotyme at gå i brechen for en liberal minister”.

Selve artiklen:
“Forskere skal være frie til at tale magten imod. Det synspunkt hører man ofte, og mange forskere – trods alt – tager da også pligten på sig og taler dunder mod stat og lovgivere, når de ikke gør, som de bør. Ikke mindst den nuværende borgerlige regering har måttet tage mange verbale, akademiske tæv, når den har skåret ned på uddannelse og forskning, negligeret klimaproblemerne, lukket landet for udlændnge og så videre.

Men forleden så man en ny situation. En lille flok forskere valgte at gå i offentligheden med et klokkeklart forsvar af den siddende undervisningsminister Merete Riisager (LA).

”I fagkredse er Merete Riisager den mest afholdte og mest respekterede undervisningsminister i nyere tid”, hed det blandt andet i den kronik i Politiken, hvor forskerne går i rette med avisens kritik af ministeren.

FORSKERforum har spurgt en af skribenterne, psykologiprofessor Lene Tanggard fra AU, hvad det er for noget rod.

”Det er ikke så meget et forsvar for Meretes person, men for den tænkning, hun har forsvaret – det pædagogiske sprog omkring dannelse. Politiken har kørt hårdt på med kritik af Merete, hvilket er helt legitimt. Men jeg har talt med rigtig mange lærere og pædagoger, der oplever at blive hørt på en helt ny måde under hende, og det handler vores kronik om”, siger Lene Tanggaard.

– Er det mere kontroversielt som forsker at forsvare en minister end at kritisere?

”Ja, det er nok mere kontroversielt, hvilket jo er et ret interessant fænomen. Forskningen skal jo selvfølgelig pille tingene fra hinanden, men forskningen skal også bygge op. Jeg kritiserer rigtig meget, men jeg er også optaget af, at forskningen bygger op”

– Er det ikke forskeres rolle at tale magten imod?

”Jo, men hvis man skal vende det rundt, så er det måske også det, vi gør. Merete står jo ikke specielt stærkt. LA er ikke et klassisk regeringsparti, og sandsynligheden for, at hun er minister efter valget, er ikke ret stor.”

– Så Politiken er mere magtfuld?

”Ja”

– LA er normalt ikke et parti, forskere står i kø for at hylde?

”Nej. Som flere kolleger og lærere har konstateret, står verden ikke længere. Pludselig har vi en LA-minister, der forsvarer lærerne og taler et dannet sprog og ikke i neoliberalistiske termer. Det er jo ret paradoksalt”.

Polemikken, som Tanggaard og hendes medskribenter kaster sig ind i, handler groft sagt om folkeskolereformen, som Merete Riisager er modstander af, men som Politiken har forsvaret, samt forholdet mellem den og de tilknyttede måleregimer, herunder de nationale tests.

Lene Tanggaard har været formand for en rådgivningsgruppe, nedsat af Merete Riisager, omkring folkeskolens læringsmål.

– Er der kolleger, der ser dig som ministerens lakaj?

”Det er ikke noget, jeg har hørt direkte. Men det er rigtigt at myndighedsbetjening kan være beskidt arbejde. Det er nemmere at blive på kontoret og ikke blande sig politisk. Men min overvejelse var, at jeg i denne sammenhæng var den rette til at tage det ansvar”.”

(FORSKERforum, september 2018)

Til sidst er der en faktaboks, hvor der står følgende: “Skribenterne til kronikken i Politiken var, udover Lene Tangaard, Brian Degn Mårtensson, Niels Jakob Pasgaard, Christian Egander Skov, Mikael Busch, Thomas Aastrup Rømer samt nyligt afdød Peter Kemp”

Tak til Tanggaard for at holde dette skrækkelige interview ud.

Jeg ser frem til at FORSKERforum laver et tilsvarende interview med alle de ”lakajer”, som totalt ukritisk har støttet skolereformens, og dermed Antorinis, antipædagogik. Jeg kan da også fortælle journalisten, at alle mulige forskere både kritiserer og støtter både røde og blå på kryds og tværs, og heldigvis for det.

Jeg synes faktisk også, det er forkert at kalde Tanggaard for det lidt barnlige “psykologiprofessor” og ikke det korrekte “professor i psykologi”, især når hun så ifølge journalisten ovenikøbet er ansat ved Aarhus Universitet, hvilket hun jo slet ikke er.

Link til bladet (interviewet står på bagsiden):

https://www.preducation.dk/client-files/forskerforum/ff-316-317.pdf

Analyse af Odense Kommunes “dannelsesstrategi”

Odense Kommune har lavet en ”dannelsesstrategi”. I det følgende vil jeg gennemgå strategiens centrale elementer.

 

1. Brugen af skolens formål

Kommunen hævder, at dannelsesstrategien tager udgangspunkt i skolens formålsparagraf. Paragraffen har endda fået en faktaboks, hvor §1 citeres i fuld længde.

Fint nok, lad os se på om der skulle være nogle hits på paragraffens centrale ord:

Kundskaber: 0 hits
Færdigheder: 0 hits
Videre uddannelse: 0 hits
Lyst: 6 hits
Lære mere: 0 hits
Dansk kultur: 0 hits
Historie: 0 hits
Andre lande: 0 hits
Samspil: 2 hits
Natur: 2 hits
Alsidig: 0 hits
Metode: 0 hits
Oplevelse: 2 hits
Fordybelse: 1 hit
Virkelyst: 0 hits
Fantasi: 0 hits
Tillid: 3 hits
Tage stilling: 0 hits
Handle: 0 hits
Deltagelse: 0 hits
Medansvar: 0 hits
Rettigheder: 0 hits
Pligter: 0 hits
Frihed: 0 hits
Folkestyre: 0 hits
Åndsfrihed: 0 hits
Ligeværd: 1 hit
Demokrati 3 hits

Man kan diskutere det ene og det andet hit og ikke-hit, men alligevel: Det er jo ikke imponerende.

Så dannelsesstrategien handler altså slet ikke om formålsparagraffen. Men hvad handler ”dannelse” mon så om i Odense?

Lad os arbejde os ned igennem den korte tekst og se, hvad der sker, når dannelse langsomt men sikkert materialiserer sig som sin totale modsætning:

 

2. Ambition og karakterdyder

Først hævder man at have en såkaldt ”ambition”. Den handler om, at børnene bliver fremtidsparate, kompetente, kommer på arbejdsmarkedet og er positive. Denne ambition, som formuleres på ganske få linjer, er helt uden rod og kulturel reference, og den vil med statsgaranti ende i et positivitetsklæbende evidensinferno uden lige.

Og ud af dette tekniske intet forgriber man sig direkte på næste generations dydsstruktur. Børnene skal opøve “vedholdenhed, nysgerrighed, mod og medmenneskelighed” for at indfri ”ambitionen”, som jo er trådt i stedet for folkeskolens formål.

De fire karakteregenskaber er ekstremt kort beskrevet, så fagligt set er det en lidelse at kigge på. Men her er et par ord om sagen:

“Vedholdenhed” beskrives som at kunne udsætte sin egne behov. Helt ærligt. Det er da på en måde det modsatte af vedholdenhed. Vedholdenhed er at insisterer på sine behov, og det er godt i særlige sammenhænge, men bestemt ikke i alle.

“Nysgerrighed” er umulig at udvikle under den ambition, som den fynske dannelse hviler på. Nysgerrighed kan kun udvikle sig på et sted med fortællinger og historie og en fri lærerstand.

Der står også noget om “mod”. Men jeg ved simpelthen ikke, hvad det der står, har med mod at gøre. Mod er knyttet til fri handling og moralsk integritet, men det står der ikke noget om, og jeg er heller ikke sikker på, at det er en egnet karakterdyd til skolebørn.

Så er der “medmenneskelighed”. Der står også et eller andet banalt, som man ikke kan sige noget om.

Det hele afvikles på ganske få linjer, og der er ingen referencer til hverken folkeskolens formål eller pædagogisk litteratur.

Det var det. Det er grundstrukturen.

 

3. Implementering af dannelse

Til sidst i dannelsesstrategien kommer der et implementeringsafsnit. Her bliver man endelig lidt klogere. Her er i det mindste lidt referencer:

Man kan f.eks. læse, at ”dannelsesarbejdet har en tæt og naturlig kobling til Digitaliseringsstrategien og Uddannelsespolitikken”.

Og hvad er mon digitaliseringsstrategien i Odense? Jo, det er en masse om læring og data, vel at mærke med henvisninger til Erhvervsministeriets såkaldte ”teknologipagt” og til KL’s digitaliseringsudspil fra vinteren 2018. Begge tekster har dybe rødder i de allermest ekstreme teknologioptimistiske miljøer i Silicon Valley. Det er antidannelse på megaklingen. Og der er absolut ingen æg i den anden kurv.

Og kigger man på ”uddannelsespolitikken”, som må henvise til det, kommunen kalder for ”uddannelsesstrategien”, så handler det udelukkende om beskæftigelsespolitik. Her er der heller ingen ”dannelse”.

Hvis den fynske “dannelse” har en ”naturlig kobling” til disse strategier, så har man totalt misforstået, hvad dannelse og skolens formål handler om.

Man kan også udlede, at dannelse forstås som en slags modsætning til noget, der kaldes for faglighed. Den kan man da lige lade stå og blinke lidt. Det er så sørgeligt at læse.

 

4. Styring af dannelse

Og så kommer styringsdelen. Her står der følgende:

“Vi følger udviklingen i kvalitetssystemet ’Sammen om kvalitet’ og i eksisterende afrapporteringer og undersøgelser”.

Det lyder nærmest som en trussel efter min mening. Og med ”ambitionen” og teknologireferencen som klangbund bliver der jo tale om en bombe under dannelsen.

Dannelsesstrategien skal bidrage til at realisere noget der hedder ”Odensemålene”, som er nogle helt enkeltstående sætninger, som ikke handler om dannelse. Og hvorfor særlige “Odensemål”? Er Odense en selvstændig stat eller hvad? Skolen har allerede et formål, og må vi bede om at det er loven selv, som er det altomfattende udgangspunkt?

Arbejdet skal desuden følges af et ”konsulentteam”, og det skal ”styrke sundhed og trivsel”, hvilket jo heller ikke har noget med dannelse at gøre.

Odenses dannelsesstrategi er en slags KL-erstatning for folkeskolens nationale formål.

Det kommer der af at give KL magt. Kommunens skolechef har da også i det fynske LærerBladet lige netop i forbindelse med en diskussion af dannelsesstrategien beroliget med, at Odense skam er “en effektstyret kommune”.

På et tidspunkt står der pludselig, at børnene skal udvikle ”kritisk sans”. Hvad er nu det? ingen ved det. Men her er det værd at erindre om, at det jo var Odense kommune, som i 2014 gav en tjenstlig advarsel til en af landets mest profilerede lærere på dannelsesområdet, nemlig Erik Schmidt. Schmidt fik simpelthen en advarsel for at udøve sin kritiske sans, sin nysgerrighed, sin vedholdenhed, sit mod og sin medmenneskelighed. Det er det, som Odense i 2014 kalder for ”negative holdninger” og om 35 dage skal Schmidt igen i retten om sagen.

Odense hader dannelse. Det er helt klart. Det er årets foreløbige lavpunkt.

Udspillet har ingen forfatter. Det er et slags intet.

 

Links:

Odense Kommunes dannelsesstrategi: https://www.odense.dk/politik/politikker-og-visioner/strategier/dannelsesstrategi

Digitaliseringsstrategi: https://www.odense.dk/politik/politikker-og-visioner/strategier/digitaliseringsstrategi-(boern-og-ungeforvaltningen)

Mere om Erik Schmidt-sagen, som d. 30. oktober behandles i Landsretten: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

Lektor Steen Nepper Larsen har samme generelle vurdering af dannelsesstrategien, som jeg har. Det kan man læse om bagest i sidste nummer af LærerBladet. http://www.odenselaererforening.dk/media/11614319/152562_laererbladet-3-18_web.pdf

KL’s teknologiudspil: http://www.kl.dk/Kommunalpolitik1/Kommunernes-teknologispring/

Korshøjen

nr. 49

I 2014 døde min gamle legekammerat i Vejlby-Risskov, Jacob Eriksen, blot 48 gammel. Jacob var sanger i bandet ”Shirtsville”, som var kendt i 90’erne, og han og lavede også to herlige solo-albums. Han boede på Korshøjen 49 i Risskov med sin lillebror og mor og far, som var socialrådgivere. Der var fyldt med ølkasser, og huset duftede dejligt af røgelse. Det var Jacob, der bragte mig ud af 70’ersernes vildfarelse med symfonisk rock, I ved med Genesis, Supertramp og Yes etc.. Nu skulle vi høre Bruce S og Dire Straits og UB40, belærte han mig om. Først sagde jeg nej, men nu kan jeg lide det hele. Og uanset, hvad vi skændtes om, kunne vi altid mødes om den britiske gruppen City Boy. Vi så dem oppe i Vejlby-Risskov-hallen. Vi var helt oppe på dupperne, fordi gruppen lige havde spille en koncert i Holstebro, hvor forsangeren Lol Mason havde sagt godnat allerede efter  første sæt, som kun varede 45 minutter. Da publikum ikke klappede, fordi de troede, at der bare var pause, blev koncerten aldrig genoptaget. Det skulle ikke ske for os, så vi klappede som ind i helvede. Og så fik vi det skønne andet sæt med hele “Ambition”-afhandlingen fra albummet “The Day the Earth Caught Fire”. Pladen skulle have været gruppens store gennembrud, men der skete ikke. Vi var da også kun 300 publikummer til aftenens koncert, hvoraf alle bortset fra mig og Jacob virkede forkølede. Men sangene er skønne lyde, som jeg vist desværre er den eneste i verden, der stadig hører. Men allerede dengang havde vi en fornemmelse af ensomhed, at at elske noget, som var forbi.

Jacob og mig var også discjockeys henne på skolen. Lærerne – hvis det da ikke var inspektøren – gav os lov til at vende plader i det lange frikvarter om tirsdagen. Så der kom Rømer/Erikssen-musik ud af de lange højtalere i alle klasserne. Vi brugte hele ugen på at forberede vores playlister, som man kalder det i dag, så jeg endte med at få en dårlig karakter i fysik.

Korshøjen er en vej i Vejlby-Risskov nord for Aarhus. Sammen med Jættehøjen og Skodshøjen udgør “højene” det, vi dengang kaldte magister-ghettoen. Det er Friis & Moltke, der har tegnet de tre rækkehusveje, som er inspireret japansk arkitektur. På en måde står rækkehusene som en slags karateudøvere med sort bælte på rad og række. Der er altid gråhvidt og sort fortil, men bagved er der fyldt med dejligt græs og legetøj. Det er meget japansk. Friis og Moltke har også tegnet stort set alt andet i kvarteret; Gymnasiet, kirken, de almennyttige boliger osv.. Vi var moderne børn.

Da kvarteret stod færdigt omkring 1970, ville ingen bo der. Det var simpelthen for grimt. Derfor lejede en hel ny og stor generation af universitetsstuderende sig ind i de moderne betonrækkehuse. Husene blev omdannet til kollektiver, og efterhånden købte de unge selv husene. Deraf navnet ”magisterghettoen”. Ja, en af Niels Krause-Kjærs romaner handler faktisk om de nye politisk bevidste magistre og foregår i et af disse kollektiver.

De mange filosoffer, kunstnere og akademikere syntes godt om det nye kvarter, om de store grønne fælleder og om de minimale vedligeholdelseskrav, så kvarteret kom ind i en god udvikling. Keld Holm, som senere blev biskop i Aarhus, blev præst for den lokale kirke, Ellevangskirken, hvor jeg selv blev konfirmeret. En ung præst til et ungt sogn. Og Holm var jo ikke teolog, så han var ok.

 

nr. 53

I 2018 udkom lyrikeren og litteraturanmelderen Lars Bukdahls herlige lille prosa-digt ”Korshøjen”, hvor han fortæller om forholdet til sin far, Jørgen K. Bukdahl, som var en kendt filosof, men som døde tidligt. Jørgen K. Bukdahl var i øvrigt selv søn af Askov-koryfæet Jørgen Bukdahl, som var fyldt med spændende ideer. Herfra fortaber sætningerne sig i den skønneste Danmarks-historie ned gennem århundredet og så videre. Der kom faktisk en fin bog om Lars’ farfar forrige år. Lars’ mor var Lise Togeby. Hun blev en kendt og indflydelsesrig politolog.

Familien Bukdahl boede på Korshøjen 53, hvilket ligefrem står på s.179 i digtsamlingen. Lars har en flot næse og nærer en næse-grus beundring for sin far, kan man læse, så derfor fylder ”næsen” en del i bogen. Lars var lidt yngre end os. Han legede med Jacob E’s lillebror, som hed Christian.

Bogen var lidt svær at skaffe, men til sidst fandt jeg den i Politikens boghandel på Rådhuspladsen i København.

 

nr. 51 og 83

Hvorfor skriver jeg om det? Jo, fordi jeg selv dengang, dvs. fra 1973-1983, også boede på Korshøjen. Det var i nr. 83. Og i dag er jeg ligefrem flyttet hen til nr. 51, altså lige midt imellem Jacobs og Lars’ hus. Som I kan høre, går jeg ikke ind for mobilitet, selvom alle de andre er væk. Faktisk boede der dengang et andet Shirtsville-medlem i nr. 51. Det var pianisten Claus Kilpatrick. Allerede som dreng spillede han Chopin. Jeg forstod det ikke helt, men jeg kunne godt høre, at det lød godt, hvilket min far blev meget glad for. Det er Claus’ skyld, at jeg hører både Polonaiser og Nocturner mindst to gange om året. Det er lyden af Europa.

Så i dag bor jeg midt imellem musikken og filosofien og oven på klaveret. Måske er det derfor, vi har to klaverer i huset, selvom jeg næsten aldrig spiller på dem? Jacob legede jeg med næsten hver dag. Lars husker jeg svagt som en lidt buttet dreng, som løb rundt i omegnen af os andre. Faktisk kunne jeg ikke kende ham, da jeg så ham som voksen i fjernsynet. Nu ligner han jo nærmest en korsikaner, selvom han taler lidt mere. Den slags ved jeg noget om fra albummet “Asterix på Korsika”. Så Lars’ far var en blød filosof og hans mor en skarp djøffer. Måske er det simpelthen opskriften på en rapkæftet litteraturkritiker.

Dengang var der altid liv på de store fællesarealer. Hver aften var der rundbold og leg på græsplænerne. Vi spillede bold, cyklede og rutsjede og dyrkede atletik på skolens baner med Fosbury-flops og målebånd og det hele. Og så tippede vi. Vi læste ”Alt om sport”, som Frits Ahlstrøm stod for, og ”Tipsbladet” med den fantastiske journalist Per Høyer. Vi lavede endda vores egne systemer. Engang imellem vandt vi lidt, og en enkelt gang var jeg tæt på den store gevinst. Hvis bare Burnley ikke havde udlignet mod Coventry i sidste minut! Det var mest min klassekammerat Marc H, jeg tippede med. Desværre overfaldt han en tilfældig person oppe i tunnelen ved centervejen på vejen op til resterne af den gamle landsby. Derfra ebbede venskabet ud.

Så der var gang i det fælles liv. Men det er der ikke mere. Der er tomt på fælleden, selvom græsset bliver holdt pænt. Børnene leger kun i selskab med voksne.

Når der var vejfest på Korshøjen, gik os teenagere altid hen til Johannes, som var filosof, for at bomme smøger. Bad vi om 2 så fik vi 10, for Johannes var marxist. Det fik jeg senere bekræftet, da jeg selv læste filosofi på Aarhus Universitet, hvor Johannes var lærer. Han fik alting til at passe ind i sine kasser. På den måde, fandt jeg ud af, at jeg bedre kunne lide den praktiserede end den teoretiske marxisme, hvilket jo var lidt omvendt i forhold til det normale. I dag savner man bare en lille bitte smule marxisme i det hele taget i et eller andet hjørne.

 

nr. 79

En af mine venner dengang hed Jørgen H. Han boede i nr. 79 og var god til at lægge puslespil. Vi spillede bordtennis i kælderen og hørte storebrorens Uriah Heep-optagelser på en spolebåndoptager. Storebroren blev senere kommunikationschef i Nykredit, og også han kom i fjernsynet. Jørgens forældre var renseri-ejere. Der var ryatæpper og kakkelborde og en grøn folkevogn. Hvordan var de mon havnet på Korshøjen, hvor husene normalt var indrettet med løse gulvtæpper og ølkasser, og hvor man kørte Renault eller Saab? Og ikke mindst var der farve-TV inde hos Jørgen. Her kunne vi se VM-boksning og OL fra Canada midt om natten. Moren, Stine, var altid sød. Jørgen var en klog dreng, som fik gode karakterer. Senere blev han vist nok datalog.

Mig og Jørgen var klassekammerater. Vi havde det altid sjovt, men kun i fritiden. For henne i skolen mobbede han mig rigtigt grimt, så jeg blev ked af det og forvirret. Ingen lærere opdagede noget, for vi havde vikarer hele tiden. Min bedste ven var min værste fjende. Det er sådan noget, der giver livskraft.

En dag var jeg på lejr med fodboldklubben Skovbakken oppe i Norge, som jeg syntes var et mærkeligt land. Først boede vi hos en ensom millionær-dreng i Oslo, og bagefter var vi på landet i en landsby, hvor folk talte underligt og så fattige ud. Der fandt jeg ud af, at Jørgen H selv blev mobbet af en lille køn dreng fra 2. holdet, som hed Flemming K. Ham så jeg ellers vældig op til. Men så fandt jeg oven i købet ud af, at Flemming K, som gik på Strandskolen, skam selv blev mobbet i sin egen klasse. Det fortalte min ven nede fra fedet, Jacob G, mig, og Jacob G. gik i klasse med Flemming K. Da jeg fandt ud af, hvordan det hele hang sammen, holdt det hele op med et knips. Det var meget mærkeligt. Jeg tror, det var lige der, jeg besluttede mig for at ville være journalist eller videnskabsmand. Det er noget med sandhedens praktiske kraft. Jeg ved dog ikke, om de stoppede med at mobbe Flemming K nede på Strandskolen.

Desværre nåede jeg selv at mobbe nogen, mens det hele stod på. På Korshøjen var der flyttet en flygtningefamilie fra Afrika ind. De havde en søn, som hed Nuella, som endda var yngre end os. Jeg sagde, at han skulle gå hjem til, hvor han kom fra, og at han lugtede. I samme øjeblik jeg sagde det, var det som om, at træerne tabte deres blade, og ormene festede. Og Nuella slap jo heller ikke for Nutella-vitsen. Det var ondt, men jeg var nu som en anden Eichmann blevet inkluderet i fællesskabet af onde. Og hvem kan være imod fællesskaber? Jeg havde fundet min plads i ondskabens hjul. Jeg vidste med det samme, at det var galt. Som om verden blev spaltet og universet fordoblet. Da hele den overordnede mobbekæde siden blev sprængt, fordi Flemming K. jo blev afsløret, stoppede racismen. Men jeg skammede mig. Siden har jeg aldrig mobbet nogen og har forsøgt at stå op imod uretfærdighed, når jeg har genkendt den. Jeg betaler Nuella tilbage og renterne er vist uendelige. Jeg blev moralist. Men undskyld til Nuella, jeg håber, du har det godt trods alt, hvor end i verden du bor. Og også tak, på en måde.

En af de gange jeg skulle betale Nuella tilbage var nogle år senere på en nat-grill på Guldsmedegade. Vi havde spillet video-fodbold i to timer, klokken var 02.30, og nu skulle vi have nogle pommes fritter. I køen stod en fyr, der skældte ud på sin kæreste på en aggressiv måde. Nuella begyndte at røre på sig, så jeg sagde til fyren, at han skulle være sød. Men så fik jeg en på kassen, så jeg pludselig kun kunne se vinterstøvler og spildt remoulade. Det var skønt.

Og en anden aften gik jeg på diskotek henne på Europa-plads. Mens jeg stod på toilettet og vaskede hænder iført eye-liner, sort neglelak, to øreringe og løs lyseblå skjorte, fik jeg pludselig en knytnæve i ansigtet af en eller anden tatoveret mand, som ikke vidste, hvad et ord var. Han bare slog og gik. Hallo! Det var anti-Nuella.

Så var der mere stil over min mor, som èn eneste gang i sit liv gav mig en lussing. Jeg erindrer ikke hvorfor, blot at den var velfortjent, og hvem ved: selv mødre kan jo være presset af alt muligt. Jeg blev ikke sur, og nærmest ikke engang forundret. Og får man kun en forældre-lussing i sit liv, som oven i købet er passende, så er man godt i vej. Der var lidt gamle Jakob Knudsen over det hele. Sådan lidt afstivning i det moralske skelet once and for all. Tævene i nattelivet var mere for sjov.

 

Nede på fedet

Jacob G, altså min ven fra Strandskolen, som uden at vide det fik al mobningen til at stoppe, er i dag læge nord for Aarhus. Han boede dengang nede på Risskov fed, hvor begge hans forældre selv var læger, ligesom min egen far i øvrigt var det. Det var dengang læger var humanister. Er det stadig tilfældet? Jacobs søster, Elisabeth, blev senere folketingsmedlem for de radikale, men Jacob var altid mere vild end hende. Det var nok derfor, at han endte som LA’er. Jacob fik mig til at høre melodi-grandprix og købe skotskternede discobukser inde hos tøjbutikken Raahauge på det nye mini-strøg inde i Aarhus. Ja, faktisk viste han mig, at der var noget, der hed Aarhus at all. Jeg troede bare, at Korshøjen var verdens navle. Vi hørte også ELO og Xanadu, spiste leverpostej med masser af løg og spilede klaver og komponerede små sange. Det var helt anderledes end i skolen. Det var den rene frihed. Det var også anderledes end Korshøjen. Lidt mere normalt. Uden Jacob G var jeg aldrig blevet postmodernist.

Senere fik Jacob en ledende rolle i mediciner-revyen. Selv havnede jeg i et fritids-band, som meget passende hed Kiks. Vi øvede ved Åbyhøj Torv og gik på brun bodega bagefter. Vi spillede nogle af mine sange – bl.a. en om hvor mange mennesker, der kunne proppes ind i en telefonboks – og trommeslageren Torben, som var kæreste med bandets velduftende sangerinde, AB, var en helt ægte discjockey, som spillede på diskoteket i Thorsø. De fleste af de andre var fritidspædagoger, og de lærte mig noget om at holde skrammologiske pædagogfester. F.eks. kastede mig og bassisten Jytte fra Ølgod, som var bundsolid, både som bassist og menneske, med skakbrikker, når vi blev fulde. Det var god humor. Men ok, alt det var vist først nogle år efter. Det er lidt off the point lige her.

Jacob G. havde en hel flok af venner, som jeg senere selv blev venner med på Risskov Amtsgymnasium. Der var f.eks. Helle M.. Hun ringede engang til min mor og spurgte, om Thomas ville med ned på aftentur til Stranden. Mor synes det lød godt, men det gjorde jeg ikke. Jeg ville hellere se Otto Leisner i fjernsynet og spise slik. Det måtte jeg høre lidt for. Helles mor lavede i øvrigt en fantastisk kiksekage, som vi spiste, mens vi så Dallas i fjernsynet. Det var lykke. Helles bror, Flemming, blev senere leder på statsbiblioteket. I mange år så vi ham ved Folkemødet på Bornholm.

Gode gamle Jacob G. Faktisk mødte vi hinanden, fordi vi gik til svømning i Skovbakken. Efter træningen sad vi i cafeteriet og gloede på, at Susanne Nielsson trænede. Det var hende, der senere vandt olympisk bronze i brystsvømning. Det var i Moskva i 1980. Alt godt kommer fra Vejlby-Risskov.

 

nr. 47

På Korshøjen 47, tror jeg nok det var, boede Katja og Eva. De var venner med min lillesøster, Nana. Sammen med Kathrine fra Skodshøjen og Ursula fra Jættehøjen spillede de i børnerock-bandet Afrodite. De lavede endda en plade med ordene ”lad vær at blive voxen, befri din fantasi, og gør kun det som du bedst kan li”. Det var med vilje, at der var “x” i voxen. Min mor og far havde et rend af store børn fra kredsen omkring Parkering Forbudt og Afrodite, som alle ville befri sig selv. Jeg vil sige det på den måde, at mine forældre var rummelige.

Danmarks Radio har faktisk lavet et program om børnebevægelsen, og Katrine Marie Guldager fortæller også om fænomenet i sidste bind af sin Køge-krønike. Det var børnemagt, dvs. det modsatte af frihed. Senere begik en af børnerock-fædrene selvmord. Han var tysklærer. Der var ingen, som rigtig blev til noget i den frie sektor. Undtagen Nana, som blev en fin men dog ukendt digter. De blev ufrie i omvendt orden. Nana var i øvrigt gift med den ligeledes begavede poet Torben Dorph-Pedersen, som meget sørgeligt døde alt for ung nede i den lokale Super Best, som via både Favorit og Favør var en aflægger af Nordland Super, som i sin tid lå for enden af Korshøjen, hvor der i dag ligger en beskidt Netto.

Prøv at læs dette lille digt af Torben Dorph-Pedersen. Digtet hang i en periode i Århus Sporvejes busser, men nu hænger det i min stue med Aarhus Sporvejes gamle fine logo og bolle-Å og det hele:

 

”NAT OVER ÅRHUS

Sort lys

fra blødende måne

skygger for den grædende by

 

Fortabte huse

kigger tilbage”

 

I 1982 blev Afrodite inviteret til børnekulturfestival i det kommunistiske Bulgarien under den kommunistiske leder Todor Zhivkov. Det var vist nok hans kone, som lagde navn til festivallen. Det myldrede med børn og unge i alle farver. Det var skønt, men også meget kommunistisk alt sammen.

Så kulturministeriet spurgte simpelthen Afrodite, om de ville repræsentere fædrelandet der lige midt i mega-kommunismen? Hvilken sød statslig blåstempling af børnerevolutionen. Nå, men Afroditerne spurgte, om jeg ville med som en slags formand for den lille børnemagts-delegation. De regnede nok med, at jeg ikke ville blande mig i noget, hvilket passede. Heldigvis var jeg ikke “voxen”. Nogle af mødrene blev noget mopsede, for Sofia var meget eksotisk dengang. Fædrene var ligeglade. Fædre har altid haft højt til loftet. Men jeg var nybagt student og sagde bare ja til alt. I Sofia mødte jeg den ærkekommunistiske tolk, Bista, og den smukke systemkritiske Vesselina P, som jeg kyssede med. Vesselina viste mig blandt andet., hvor der sad hemmelige politimænd på diskotekerne. Hvad der skete med Bista, ved jeg ikke. Vesselina flyttede til Storbritannien, hvor jeg faktisk besøgte hende i Brighton. Siden har jeg været fascineret af den kolde krig og Bulgarien.

Afroditerne opførte sig som små lam. De sad det meste af tiden på deres værelser og sang den danske folkevise “Der stode tre skalke”. De optrådte også med den. Kulturministeriet fik virkelig noget for pengene. Selv var jeg aldrig på værelset. Jeg badede i farver. Vi boede i en slags olympisk betonby med folk fra folk fra hele verden, men med vagter over det hele. Det er lidt paradoksalt. Jeg var havnet i et lukket diktatur, men alligevel havde jeg for første gang nogensinde en fornemmelse af at bo på en klode. Jeg blev verdensborger.

Tilbage til Vejlby: Der var ingen fjender i kvarteret. Bortset måske fra dem fra Lystrup? Når en gadelygte var smadret, var det altid mini-rockerne fra Lystrup. Det vidste man bare, selvom vi aldrig mødte nogen. Nogle år senere blev der lavet en stor og venlig sø, Egå Engsø, mellem Vejlby og Lystrup. Der er fyldt med svaner. Så var det slut med smadrede lygter. Nede i Risskov blev vi selv kaldt for Vejlby-bønderne. Det stammede fra gammel tid, men det passede skam fint stadigvæk, selvom os på Korshøjen naturligvis var meget mere moderne end Risskov-bønderne, som jo bare var rige. Og hvad med dem nede i parcel-husene? Dem kaldte vi for ”fabrikanterne”. Jeg forstillede mig, at de drak og slog hinanden, men jeg havde ikke noget empirisk belæg, som man siger. Men dog et par indicier.

 

nr. 33

Henne i nr. 33 boede filosoffen Hans og hans kone Asta, hvis eks-mand var en anden filosof, som vist nok var tilhænger af den franske marxist Althusser, og som tog sig selv af dage. Althusser har aldrig være årsag til liv. Det er en slags lov. Der var en del død i det unge kvarter, men også meget liv.

Jeg kom meget i nr. 33, for der boede Jakob og Mikkel og deres lillebror, som hed Krabbe, fordi han kravlede som en krabbe, da han var lille. Asta lavede spændende healing-øvelser med os lidt store drenge, mens sted-faren læste i en bog, og Jacob og mig løb rundt og lavede sport og så videre. Vi trak også et Weekend-sex nede ved Rutebilstationen, men det var vist mere noget for mig end for Jacob, tror jeg nok. Eller også prøvede vi bare at bilde hinanden ind, at vi da var ligeglade med de billeder. Men jeg var ikke ligeglad. Endelig kunne man da få lov at se lidt på naturen.

Mikkel boede nede i kælderen, hvor der ofte var en sødlig duft, hvilket var helt ok for forældrene. Han blev radio-journalist. Langt senere, i 1983, drog Jakob og mig til England, hvor vi lavede socialt arbejde lige midt i Thatcher-tid, Falklands-krig og minestrejker. Jakob tog til Liverpool og jeg til Medway Towns i Kent. Men først boede vi hos to universitetslektorer i London-forstaden Brixton, hvor der stadig lugtede af føgen fra raceurolighederne. Vores værter – den ene hed Bob – anbefalede en pub, der hed White Lion. Der gik vi hen og drak nogle pints. Pludselig gik det op for os, at det var en bøsse-pub. Hvad var det for noget? Det var en verdensudvidelse. Hjemme i Aarhus startede en anden engelsk pub, som vist nok også hed noget med “lion”. Den var også ejet af bøsser. En af ejerne gav øl på Færgerkroen og inviterede mig op i sit sommerhus. Men det var ikke noget for mig. Senere blev han kioskejer i udkanten af Virklund ved Silkeborg. Hvilken deroute.

Senere blev Jakob gift med Dorthe nede fra fedet. Dorte havde gået i klasse med føromtalte Jacob G og Helle M, og alle drengene havde et godt øje til hende. Dorte blev biolog, og Jacob blev antropolog, og dermed var der jo styr på økologien.

 

nr. 59

I nr. 59 boede Mikkel og Jesper, hvis far var arkitekt. Der var i det hele taget mange arkitekter på højene. Få år senere skulle de unge arkitekter erobre ø-gadekvarteret, hvilket vi alle sammen nyder godt af i dag. De to brødre var med i nogle af Niels Malmros’ film. Jesper spillede en hovedrolle i ”Drenge”, og Mikkel var vist nok med i ”Kundskabens træ”. Deres mor, som hed Jeanette, var også med i Kundskabens træ. Hun var mor til pigernes yndling, Niels Ole, så vidt jeg husker? Jeanette bor stadigvæk herude.

Kan du for resten huske pigen Klister, som blev mobbet i Kundskabens træ? Jeg gik i klasse med Klisters storesøster i virkeligheden. Det var Anne S, som blev elevrådsformand på Jellebakkeskolen. Hun var en form for fornuftens stemme i vores klasse. I dag er hun lektor i engelsk. Hun blev gift med en gymnasieven, som kunne Hitlers taler udenad. I dag er de vist skilt.

En dag hentede Malmros os alle sammen. Vi skulle til Skæring og lege, mens han optog nogle lyde, som skulle bruges i Kundskabens træ. Siden har jeg været Malmros-fan. Det er noget med leg og kundskaber.

 

Skolen

Jellebakkeskolen var ikke noget særligt, selvom den var berømt for sin demokratiske reformpædagogik, og hvad ved jeg. I de mindre klasser havde vi en sød lærerinde, som vi var glade for. Da hun forlod os, gik det i kaos, og klassen tog magten. Ingen lærer formåede efterfølgende at vinde autoriteten tilbage. Jeg savnede Skt. Jørgenskolen i Holstebro, hvor jeg gik fra 0-3. klasse. Der var alting så dejligt civiliseret, man lærte noget, og børnene havde ingen magt. Det er definitionen på børnelykke: at være uden magt.

Jeg husker intet om undervisningens indhold i de syv år på Jellebakkeskolen, undtagen da vores dansklærer Poul K. en dag lavede en freudiansk analyse af Tornerose. Jeg var bjergtaget. Ingenting var, hvad man troede. Senere blev Poul ansat i Kommunernes Landsforening. En trist karriere for en god fortæller. Alt andet måtte jeg lære mig selv. Ellers var det mest noget med at lukke matematiklæreren uden for døren og give den ræverøde samf-lærer onde afskeds-gaver, så han græd. Det var majoritetens tyranni. Men ok, Hans-Jørgen, som samf-læreren hed, var altså også virkelig revolutionær. En dag var vi ude og besøge FDB i Viby. Da vi kom hjem, sagde Hans-Jørgen, at vi skulle skrive et brev til direktøren, hvor vi kritiserede kapitalismen og FDB. Hans-Jørgen rettede ikke kommaer, men han kunne godt finde på at sige, at vi ikke var kritiske nok. Det er det, man i dag hedder feedback. Det blev så slemt, at min far, som ellers aldrig blandede sig i min skolegang, kontaktede inspektøren for at klage over noget undervisningsmateriale, der handlede om forurening og kapitalisme. Ja, der var endda tegninger af kapitalister med sorte paraplyer. I dag vil jeg betale penge for nogle af disse bøger.

Jeg tror godt, man kan sige, at det hele var nærmest lykkeligt, selvom den københavnske del af familien kaldte gaden for Kors-i-røven.

 

Litteratur:

Mindeord for Jacob Eriksen: http://gaffa.dk/nyhed/83503/jacob-eriksen-er-dod

Bukdahl, Lars: “Korshøjen”, Orissa-biblioteket.

City boy: Ambition