Smittede tanker 66, d. 15. oktober

1. Dehumanisering i Information

Der er kommet en meget udemokratisk og dehumaniserende retorik ind på nogle af vores mediehuse. Det er desværre et bredt fænomen, som står i direkte filosofisk forbindelse til statsministeriets såkaldte ”udskamningsnote” fra marts.

Her er et særligt grelt eksempel fra Information d. 1. oktober:
Kritikere af corona-politikken, som efterhånden omfatter mange forskellige faggrupper og synspunkter, omtales uden videre som ”konspirationsteoretikere”, og når det er gjort, så opdeles denne kategori i to:

Én undergruppe af “konspirationsteoretikere” kaldes for ligefrem for ”superspredere”. Det er “for sjovt”, mener journalisten. Gruppen består af ”stærkt psykisk syge” eller folk med en ”anarkistisk trang til at vælte systemet”. De er uden for noget, som journalisten kalder for ”pædagogisk rækkevidde”.

Den anden gruppe af “konspirationsteoretikere” kaldes for ”besmittede”, og de fremstilles som totalt forvirrede uden evne til rationel tænkning. De reagerer blot på, at de skulle være ”marginaliserede”.

Her er et fuldt citat fra artiklen:

”Groft sagt findes der to grupper af konspirationsteoretikere: Den ene – vi kunne kalde dem superspredere for sjovs skyld – er helt uden for pædagogisk rækkevidde og lider enten af svær psykisk sygdom eller en stærk anarkistisk trang til at vælte ”systemet” og griber til hvad til helst for at se det ske, mens den anden gruppe – vi kunne kalde dem besmittede – måske i højere grad blot finder en lettende sammenhæng i verdens uoverskuelighed.”

Journalisten foreslår endda, at man bør “overveje at tage kritikerne ind til en samtale med Sundhedsstyrelsen eller med Magnus Heunicke”.

Journalisten begrunder sit synspunkt med henvisning til en artikel af en professor i “evolutionspsykologi”, Michael Bang Petersen, hvis forskningsområde jo passer fint med journalistens retorik.

Ifølge Magisterbladet var denne professor faktisk selv til møde med Magnus Heunicke på Nedlukningsdagen. Magisterbladet skriver:

”Konkret sad Michael Bang Peter¬sen med til strategimøde på Magnus Heunickes kontor, lige inden sund¬hedsministeren på et pressemøde præsenterede de efterhånden legen¬dariske kurver for potentiel smitte¬spredning.”

Så Bang Petersen har skam været til “samtale” med Heunicke, eller måske er det Heunicke, som var til samtale med Bang Petersen. Det svæver i det uvisse.
Få uger efter fik Bang Petersen 25 mio. kr. af Carlsbergfonden til forskning i coronaadfærd, det såkaldte ”HOPE-projekt”. Herfra strømmer det med udskamningsevidens, som løber direkte ind i mediernes grundlæggende begreber.

Jeg blev gjort opmærksom på Informations artikel og sprogbrug via en videokommentar af en Dan Johannesen, hvis grundlæggende syn på denne sag, jeg er enig i.

Links:

Link til Informations artikel: https://www.information.dk/2020/10/covid-19-finder-vej-laesoe-kina-vaccinerer-storbyer-soeren-brostroem-afviser-konspirationsteori

Link til Dan Johannessons redegørelse: https://www.facebook.com/danjohannessondk/videos/1467420766792240

Link til Magisterbladets artikel: https://www.magisterbladet.dk/…/sa-dan-opfoerte-du-dig…

Lignende eksempel fra Politiken, d. 25. september: https://politiken.dk/kultur/art7936847/Hvad-g%C3%B8r-du-n%C3%A5r-alt-igen-er-aflyst-Du-l%C3%A6ser-her-og-kommer-igennem-dit-livs-aflyste-efter%C3%A5r

 

2. Mundbind på UCN

Professionshøjskolen UCN indfører nu mundbind for tre af sine uddannelser hele dagen, altså også i undervisningstiden.

Det er ikke tale om et decideret lovkrav, men så alligevel: Det er en lokal regel, som begrundes med henvisning til en generel stramning af det såkaldte afstandskrav, og dermed er der jo skabt en forbindelse til en national regel. Er der nogen der ved, hvilken regel, der konkret henvises til? Og så kan man åbenbart veksle afstand til maske?
Så tiltaget er altså en form for afledt konsekvens og ikke et resultat af et krav fra lærerne om “tryghed”; et krav som er ved at brede sig blandt lærerne i folkeskolerne, og som også vil føre til mundbind, vel at mærke helt uden kontakt til en national regel, hvis jeg har forstået det ret.

På den måde vinder mundbindene indpas på tre måder:

På nogle områder er der direkte påbud om mundbind, f.eks. i busser og på restauranter. Det er indgribende på alle måder, men teknisk set til at forstå, fordi der er tale om en generel regel.

På andre områder kommer kravet om mundbind fra angste borgere og institutioner selv. Det sker f.eks. på visse folkeskoler, hvor statsministerens ekstremistiske filosofi har sat sig i de angste sjælene.

Men nu er der så kommet en tredje logik, som jeg her vil redegøre for, og som forklarer, hvorfor UCN nu kræver, at de studerende har mundbind på i undervisningen:

D. 28. september kom der skærpede adgangskrav fra forsknings- og uddannelsesministeriet for de videregående uddannelser.

Kravene kan man læse om i ”Retningslinjer for en ansvarlig håndtering af COVID-19 på de videregående uddannelsesinstitutioner”. Jeg kan ikke finde dokumentet på nettet, men har fået det fra et kontor på Aarhus Universitet.

I det 6 sider lange regelsæt er der en boks, som hedder ”Retningslinjer for organisering af undervisningsaktiviteter”. Her står der, at folk skal holde ”minimum 1 meters afstand (minimum 2 meter i særlige situationer)”. Dette omtales som “den generelle anbefaling”.
Denne regel ”kan fraviges”, men kun i ”særlige tilfælde”, og ”ikke generelt”. Ordet ”ikke” er endda understreget.

Der er mere at sige om de ”særlige tilfælde”, for denne formulering åbner nemlig en kattelem for mundbindene, og det er denne kattelem, som nu via UCN’s initiativ er blevet en ladeport, så det ”særlige” bliver ”generelt”.

Der står nemlig følgende:

”I de særlige tilfælde, hvor man er nødt til at fravige fra den generelle anbefaling om 1 menters afstand, skal der være øget fokus på…”, hvorefter der opremses en hel masse ting som f.eks. rengøring og ventilation.

Til sidst i opremsningen står der så, at disse ”fravigelser” er ”evt. suppleret af værnemidler såsom mundbind eller visir”.

Det er denne bisætning, som UCN nu gør til en form for smittevaluta, der gør, at mundbind kan veksles til ”fysisk skolegang”. På den måde bliver en bisætning i undtagelsesbestemmelsen til en overgribende hovedregel som sådan.

Man har på UCN oprettet en lokal “taskforce”, som åbenbart kan bestemme valutaens vekselkurs. Kravet gælder “foreløbigt” helt frem til d. 30. november. Jeg har ikke ord.

Retningslinjerne er i formel forstand udsendt af uddannelses- og forskningsministeriet sammen med kulturministeriet.

Men der er på ingen måde tale om et centralistisk pålæg, for reglerne, som altså implementeres af en helt lokal ”taskforce” er udarbejdet af et såkaldt ”sektorpartnerskab” under ministeriet, hvor alle organisationer og interessenter sidder, herunder professionshøjskolerne selv. Herfra starter vekselvirkningen mellem taskforce og sektorpartnerskab.

På den måde gøres corona-politikken nu til en del den gamle stats korporative struktur.
Med mindre disse institutioner prompte siger fra overfor UCN’s konsekvens, så pådrager de sig et stort og negativt ansvar for ødelæggelsens af pædagogikken i landet.

Det ansvarlige sektorpartnerskab for videregående uddannelser består af følgende organisationer:
– Danske Universiteter
– Danske Professionshøjskoler
– Danske Erhvervsakademier
– Rektorkollegiet for de maritime uddannelsesinstitutioner
– Rektorkollegiet for de kunstneriske uddannelser
– Kulturministeriets Rektorer (KUR)
– Akademikerne
– Fagbevægelsens Hovedorganisation
– Danske Studerendes Fællesråd
– Studenterforum UC
– Repræsentant for erhvervsakademistuderende
– Maskinmesterstuderendes Landsråd
– Konservatoriestuderendes fællesråd

Derudover er Sundhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen inddraget i partnerskabets arbejde.
Sektorpartnerskabet er forankret i Uddannelses- og Forskningsministeriet i samarbejde med Kulturministeriet.

Link til retningslinjerne (her fra d. 5/10): https://ufm.dk/aktuelt/nyheder/2020/filer/retningslinjer-for-en-ansvarlig-handtering-af-covid-19-pa-de-videregaende-uddannelsesinstitutioner

De studerende protesterer ikke engang over det overgreb, de nu udsættes for. De foretrækker mundbind frem for skærm, siger de. Det er biostatens logiske udfaldsrum, den forstærkede nedluknings princip, den nye opdragelses undertrykkende tryk.
https://www.dr.dk/nyheder/regionale/nordjylland/skole-indfoerer-nye-krav-1800-studerende-skal-baere-mundbind-i

 

3. Godt indlæg af Mette Bonnema Fisker

Her er et spændende indlæg af studerende Mette Bonnema Fisker. Endeligt et ungt menneske, som udtaler sig med både ung og voksen kraft, med fuld sans for problemstillingernes substans. Det er sandelig noget andet end underdanigheden blandt de studerende på UCN.

Indlægget hedder “Giv os livet tilbage”.

Link til indlægget på JP: https://jyllands-posten.dk/…/ECE1…/giv-os-livet-tilbage/

 

4. Læger og eksperter protesterer mod Nedlukningen

Protesterne mod nedlukningen breder sig blandt videnskabsfolk og læger, også internationalt.

Jeg har været tilbageholdende med at referere nogle af tiltagene, fordi jeg i visse tilfælde har haft svært ved at gennemskue lødigheden af det medie, som har formidlet sagen. Men her er to vigtige initiativer, som er refereret af hhv. TV2 og Brussel Times:

A. Great Barrington Decleration
Great Barrington-erklæringen fra d. 4. oktober er initieret af professorer i medicin og epidemiologi fra Harvard, Oxford og Stanford og er i skrivende stund signeret af 2522 videnskabsmænd, 3151 praktiserende læger og 48486 borgere.
Erklæringen tager udgangspunkt i et folkesundhedsperspektiv og kritiserer Nedlukningen for at have meget skadelige effekter for sundheden mere bredt.
Erklæringen taler for, at samfundet bør vende fuldstændig tilbage til det normale liv, bortset fra på plejehjem og lignende, hvor der kan være specielle foranstaltninger. Dermed vil en evt. smitte brede sig i god ro og orden og afstedkomme en form for flokimmunitet.

Forskernes analyse svarer til det synspunkt, som man også finder hos svenske Tegnell, og som også Kåre Mølbak stod for tilbage i marts, men som regeringen overtrumfede.

Denne protest har som sagt endda nået et dansk mainstream-medium, TV2. hvilket er meget usædvanligt. Her har man så i karakteristisk stil interviewet en dansk ekspert, som mener, at i Danmark er samfundet skam allerede normaliseret. Her får man virkelig udstillet den biopolitiske indstilling hos de danske ”eksperter” og disses helt særlige “samfundssind”.

Jeg har linket til TV2’s dækning, hvorfra man selv kan klikke videre til selve erklæringen.
På websitet punditokraterne.dk kan man se et interview med de tre professorer, som står bag deklarationen. Det er så rørende fornuftigt, hvad der bliver sagt, at man får helt ondt i hjertet. Og det lyder fuldstændig som vores egen sundhedsstyrelse fra før d. 11. marts.

B. Den belgiske protest
I Belgien findes der et lignende initiativ, som er omtalt i Brussel Times. Her har flere hundrede eksperter, læger og videnskabsfolk d. 27. august sendt et åbent brev til myndighederne, hvor Nedlukningen kritiseres kraftigt.

Brussel Times linker til brevene på hollandsk, men hvis nogen har kendskab til en pålidelig engelsk oversættelse, eller som selv er sprogkyndig, hører jeg gerne om det.
Der tales om, at “the current climate of covidophobia is completely unjustified and generates harmful anxiety for a large part of the population”.

Eksperterne mener, at Nedlukningen er blevet ”et narrativ” med et ”life of its own”, som kræver af os, at “we accept to spend the rest of our days in a society of fear.”

Brevskriverne udtrykker en vis psykologisk forståelse for panikken i marts, men mener, at dette “narrativ” er “clearly disproportionate to what we know today”.

Med denne henvisning til proportionalitet, ligger de på linje med den danske sundhedsstyrelse, der så sent som d. 11. marts blev overtrumfet af vores egen regerings “narrativ”, som jo kaldes for ”det ekstreme forsigtighedsprincip”; et princip som har et stærkt totalitært potentiale.

Forskerne/lægerne henviser også – ligesom i den amerikansk/britiske erklæring – til brede sundhedsmæssige temaer og til en række negative sociale konsekvenser.
Og på same måde som i den første erklæring tales der for at normalisere samfundslivet og udelukkende koncentrerer sig om folk i højrisiko. Det kaldes for “en omvendt nedlukning:

“Protect those who need it, and allow the rest of the population to move freely so that the disease can spread naturally. It will eventually weaken the virus.”

Herhjemme har flere læger og sundhedseksperter også været kritiske, men vi mangler nogle samlende initiativer.

Links:
Great Barrington-deklerationen: https://nyheder.tv2.dk/…/2020-10-06-tusinder-af-fagfolk…

Interview med de tre professorer bag deklerationen: http://punditokraterne.dk/…/topforskere-stop-nedlukning/

De belgiske breve: https://www.brusselstimes.com/…/hundreds-of-medical…/

 

5. To Verdener

I sidste uge så vi samtidens to verdener udspille sig på en måde, som på sin vis allerede var annonceret i Weekendavisen fra i fredags:

A. Den ene verden
WA bragte Jesper Vinds flotte interview med den tyske sociolog, professor Hatmut Rosa, som er leder af Max Weber-forskningscentret i Erfurt. Det var Max Weber, som i 1920’erne skrev om ”verdens affortryllelse”, om ”rationalitetens jernbur”, og om en modernitet med ”fagmennesker uden ånd og nydelsesmennesker uden hjerte”.

Rosa siger i en stærk sociologisk-filosofisk kritik af mundbind, at coronaen har ødelagt vores forhold til åndedrættet og dermed til verden, som rekonstrueres som farlig:

”Jeg har tænkt meget over det. Coronavirussen har i hvert fald undermineret den ontologiske sikkerhed, det vil sige følelsen af eksistentiel sikkerhed. Der er kommet en ny måde, som pludselig bringer os i fare, og det ligger i luften – en sfærisk dimension, hvor man ikke ved, hvad der sker, hvis man går gennem et rum. Måske er der en dødelig virus – måske ikke? Jeg har tidligere skrevet i min første bog om resonans, at det at ånde er grundformen i vores forhold til verden – vi ånder verden ind, og vi ånder den ud. Jeg tænker i dag, at masker og mundbind måske er blevet det tydeligste udtryk for, at menneskers verdensforbindelse er ved at blive ødelagt. Pludselig har vi mistro ved at ånde, vi kan ikke stole på verden. Det er et stort tab af ontologisk sikkerhed. Verden bliver uforståelig og farlig”.

Derudover kritiserer Rosa den omfattende kvantificering af samfundet, som ikke mindst Corona-politikken jo er udtryk for. Interviewets overskrift er ligefrem ”Tilværelsens utålelige talkolonne”.

Rosa er dermed en slags filosofisk-sociologisk udgave af to af dagens mere sundhedsfaglige markeringer.

Første markering: De tre fremtrædende professorer, som står bag den såkaldte Great Barrington Declaration, stod i dag frem i et internationalt interview med en kraftig kritik af nedlukningen. Her fortæller de, at mennesket ikke kun er smitte, men også ”human”, hvilket er fuldt på linje med Rosas første pointe.

Anden markering: Og på det nye medie Free Observer kritiserer Søren Brostrøms og Kaare Mølbaks forgænger, Else Smith, endnu engang hele Nedlukningen. Også hun kritiserer den kraftige kvantificering af hele coronaspørgsmålet, hvilket jo svarer til Rosas anden markering.

Både de tre internationale professorer og Else Smith lægger sig dermed i direkte tråd med Sundhedsstyrelsens indstilling op til d. 11. marts, og Rosas markeringer er en flot filosofisk fortolkning af denne datos biopolitiske nedsmeltning.

B. Den anden verden
Max Webers kvantificerings-jernbur af åndløse teknokrater kom til gengæld til udtryk på dagens pressemøde med sundhedsministeren og hans proselytter. Sproget og diskursen var som en totalitær profylaksisk mur. Jeg er bange ind i marven.

Dette sprog blev – igen i WA fra i fredags – understøttet af journalisten Søren Villemoes, som mener, at det var godt, at regeringen hele tiden har overtrumfet hele ånden fra ”Den første verden” og videreudviklet den profylaktiske totalkontrol. Der er en kreds omkring ham, Mikkel Andersson og Henrik Dahl og nogle ledsagende talknusere, som desværre helt har købt præmissen fra ”den anden verden”.

I dag er der indført generelt maskepåbud i hele Italien, både inde og ude og i små børns klasseværelser. Dødstallet har ellers været stabilt helt i bund siden midten af juni. Italien, dette livsstykke af et land, har solgt sit åndedræt til dødens bogholderi.

Links:
Interview med Hartmut Rosa i WA: https://www.weekendavisen.dk/…/tilvaerelsens-utaalelige…

Interview med forskerne bag “Great Barrington Decleration”: http://punditokraterne.dk/…/topforskere-stop-nedlukning/

Interview med Else Smith: https://freeobserver.org/tidligere-direktoer-for…/

Søren Villemoes’ klumme: https://www.weekendavisen.dk/2020-40/samfund/afkoblet

Situationen i Italien: https://www.berlingske.dk/…/italien-indfoerer…

 

6. Tysk protest

Kloge tyskere gør modstand mod biostatens profylaktiske terror:
https://www.berlingske.dk/internationalt/tusindvis-af-tyskere-demonstrerer-mod-coronaregler

 

7. Nytteløs nedlukning og ufarlig sygdom

A. Ny undersøgelse: Nedlukninger er nytteløse.

Professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Christian Bjørnskov, har undersøgt, om Nedlukningerne har haft nogen effekt på coronaens dødelighed. Det har de ikke, kommer han frem til. Nedlukningerne har været ”nytteløse”.

Videnskab.dk har bedt nogle af bio-eksperterne om at kritisere Bjørnskov. De finder fire kritikpunkter, som ikke rigtig er noget. Bjørnskov afviser og fastholder sin konklusion: Nedlukningen er nytteløs.

Videnskab.dk er i øvrigt et medie for forskningsformidling, som har en kraftig hældning til den biopolitiske side.

B. Nyt fra hospitalerne: Korte indlæggelser og ingen døde:

På hospitalerne er der flere indlæggelser end tidligere, men patienterne bliver hurtigt udskrevet og langt færre dør.

Sygdommen er ikke mere farlig, hvis den da nogensinde var det. Tyra Grove Krause fra SSI mener alligevel, at Nedlukningen skal fastholdes, fordi nogle får ”senfølger”. Og en anden læge, Nina Weiss, er enig, fordi sygdommen stadig smitter. Med denne forsimplede logik kan nedlukningen fastholdes ud i evigheden, hvilket jo faktisk ligger i logikken fra det ekstreme forsigtighedsprincip.

Jeg synes der er tale om et brud på lægens helt grundlæggende etik, det må jeg indrømme.

Så Nedlukningerne virker ikke, og sygdommen er ikke farlig. Men hele samfundet fastholder den biopolitiske logik. Imens kører indskrænkningerne i Grundlovens frihedsrettigheder nu på 7. måned.

Spørgsmålet er, om vi har en Grundlov mere? Og om Europa har frihedsværdier?

Links:

Christian Bjørnskovs paper: http://covestreetcapital.com/wp-content/uploads/Lockdown.pdf

Videnskab.dk: https://videnskab.dk/…/corona-nedlukninger-var…

Coronaen er mindre farlig: https://www.dr.dk/…/indlagte-coronapatienter-er-mindre…

 

8. Jonas Christoffersens ubehag

Tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, tænkte egentlig først, at Nedlukningen var nødvendig. Men så begyndte Nicolai Wammen at sige, at 300mia. kr. var en slags ingenting, og en anden ungsocialdemokratisk minister, Simon Kollerup, forsøgte decideret at undgå offentlig drøftelse af Nedlukningsaktionerne. Christoffersen synes, at det var ”skræmmende”, hvilket han jo har helt ret i.

Endelig undrede Christoffersen sig over, at regeringen skiftede coronapolitisk målsætning over en nat. Først handlede det om hospitalskapacitet, men da denne aldrig blev truet, så skiftede man over til ”smittestatistikken”. Dermed fik nedlukningen en endnu mere indgribende socialprofylaktisk effekt.

Jonas Christoffersen var allerede i marts uden med sin skepsis, og han har efterfølgende udarbejdet en rapport i juni for Justitia om retstilstanden under det tidlige coronaforløb. Med sine aktuelle markeringer fastholder han sine kritiske markeringer.

Link:

Dagens interview i Berlingske: https://www.berlingske.dk/…/i-over-et-aarti-har-jonas…

Christoffersens Justitia-rapport: https://justitia-int.org/retsstaten-og-covid-19/

9. WHO kritiserer Nedlukninger
En centralt placeret WHO-læge, David Nabarro, er nu ude med en omfattende kritik af Nedlukning.

Her er nogle citater, fra artiklen/videoen, samt et par kommentarer:

A.
“We in the World Health Organisation do not advocate lockdowns as the primary means of control of this virus,”

I Danmark har netop Nedlukning været den ”primary means of control”. Og vi er stadigvæk under Nedlukning, dvs. under det ekstreme forsigtighedsprincips kontrol.

B.
“The only time we believe a lockdown is justified is to buy you time to reorganise, regroup, rebalance your resources, protect your health workers who are exhausted, but by and large, we’d rather not do it.”

I Danmark har der på intet tidspunkt været behov for ekstra tid til at ”reorganise resources”. Sundhedsmyndighederne havde efter eget udsagn styr på sagerne.

Derimod kom regeringen med en masse yderligere hyper-profylaksiske begrundelser, som gik langt ud over ”the only time…”.

C.
Endelig kritiserer David Naborro Nedlukningens konsekvenser, han lægger specielt væk på, at Nedlukning ødelægger økonomier, men kunne have tilføjet mange af de politiske og juridiske effekter, som ligeledes er i gang med at ændre samfundets moralske struktur:

“Just look at what’s happened to the tourism industry in the Caribbean, for example, or in the Pacific because people aren’t taking their holidays”.

“Look what’s happened to smallholder farmers all over the world. … Look what’s happening to poverty levels. It seems that we may well have a doubling of world poverty by next year. We may well have at least a doubling of child malnutrition.”

“Lockdowns just have one consequence that you must never ever belittle, and that is making poor people an awful lot poorer”

D.
I artiklen sættes David Naborros og WHO’s udmelding sættes i forbindelse med den aktuelle Nedluknings-kritiske Great Barrington Declaration, som foreslår en fuld normalisering af det civile liv, alene med profylaktisk fokus på plejehjem. Det var faktisk også de danske myndigheders oprindelige indstilling, som altså blev overtrumfet af Mette Frederiksen, endda med henvisning til selvsamme myndigheder.

På den måde forbindes WHO direkte med proportationalitetsprincippet og dansk sundhedspolitisk tradition, men altså i stik modsætning til Mette Frederiksens og hendes ødelæggende ekstremisme.

Link til artikel: https://www.news.com.au/world/coronavirus/global/coronavirus-who-backflips-on-virus-stance-by-condemning-lockdowns/news-story/f2188f2aebff1b7b291b297731c3da74

 

10. Kritik af permanentgjort hastelov

Læge Henrik Keller kritiserer i dette indlæg regeringens nye forslag til epidemilov. Han siger grundlæggende, at der er tale om, at regeringen vil gøre hasteloven permanent.
Det vil sige, at Nedlukningen gøres permanent, og at Statsministeren gøres til en slags diktator, som ud af intet kan opfinde “samfundskritiske sygdomme”, der uden videre kan begrunde vildt indgribende tiltag.

Henrik Keller nævner de problemer, permanentgørelsen af hasteloven vil give for forholdet mellem læge og patient og dermed for lægens mulighed for at leve op til lægens professionsetik.

Det er især Venstre og Ny Borgerliges Lars Boje Matthiesen, som har kritiseret regeringens forslag, men eftersom de har stemt for nedlukningen, og er bange for at tabe et valg, vil de snart makke ret som lammehaler.

Derimod er LA’s Henrik Dahl fyr og flamme. Han mener, at regeringens udspil fremmer “almenvellet”. Biostaten er åbenbart den rene slikbutik for vores liberalister, som jo egentlig burde beskytte det civile liv mod statslige overgreb. LA har dermed helt udslettet deres relevans i samfundet.

Link til den af Berlingskes omtaler, hvor Henrik Dahl udtaler sig: https://www.berlingske.dk/…/regeringen-vil-goere-det…

Artikel om Venstres kritik: https://politiken.dk/…/Venstre-vil-st%C3%A6kke…
https://www.facebook.com/henrik.keller.1/posts/10223878101281115

 

11. Kritisk indlæg af Christine Stabell Benn

Epidemiolog og professor ved SDU, Christine Stabell Benn, taler for proportioner i stedet for ekstremisme i Biopolitikken. Med disse moderationens vinde lægger hun sig på linje med synspunkterne i Great Barrington Deklarationen.

Link til indlæg, d. 15. oktober: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3892-epidemiolog-tillad-corona-smitte-op-til-det-niveau-hvor-hospitalerne-kan-klare-det.html

Smittede tanker 65, d. 5. oktober

1.Undersøgelse af  intensiv-patienter

På rigshospitalet har man undersøgt alle de corona-patienter, der var på intensiv og i respirator frem til maj, dvs. alle 323 patienter i hele landet.

Dengang troede man, at 80% af respirator-patienterne vilde dø. Det skete ikke. Der døde kun 37%, og af disse havde 71% kroniske sygdomme.

Der var heller ikke noget pres på hospitalerne, og i artiklen står der følgende:

”Statens Seruminstitut har skønnet, at ca. 70.000 patienter blev smittet med Covid-19 i samme periode. Det svarer til, at 0,5 procent af alle smittede risikerer at blive indlagt på intensivafdeling.”

Hvis kun 37% af disse 0,5% dør, så er vi nede på en meget lille farlighed.

I den bagvedliggende artikel konkluderes at overlevelsesraten var høj:

“In this nationwide, population-based cohort of ICU patients with COVID-19, longer-term survival was high despite high age and substantial use of organ support”.

Desuden fremhæves en række lokale omstændigheder som f.eks. let og gratis adgang til lægehjælp, som gør, at man ikke altid kan sammenligne dødstal mellem forskellige lande og regioner.

Læge Nicolai Hasse, som har taget initiativ til undersøgelsen, opfordrer til, at man tager udgangspunkt i national viden, når man tager stilling til sygdommen:

”Når vi lægefagligt, politisk og personligt skal forholdes os til corona, er det enormt vigtigt, at vi ikke baserer vores beslutninger på rygter og historier fra verdens corona-brændpunkter, men har præcis viden om coronaen i Danmark.”

Hasse opfordrer dermed – nok mere eller måske endda mindre bevidst  – til, at man følger den modsatte strategi end den, som regeringen stod for i foråret, og som den stadig står for. Regeringen handlede jo netop efter andre landes skræk, mens Sundhedsstyrelsens indstilling, som i stedet frarådede Nedlukning, tog udgangspunkt i den danske realitet.

I Aftenshowet d. 22. september kommenterede læge Peter Giesling rapporten. Han var meget opløftet. Det er ”den vildeste undersøgelse”, sagde han. Det lave dødstal kommer helt bag på Giesling. Han mener, at vi ”alle sammen har overreageret”.

Links:

Rigshospitalets omtale af rapporten: https://www.rigshospitalet.dk/…/unikt-dansk-covid19…

Aftenshowet, d. 22. september: https://www.dr.dk/…/aftenshowet_-moed-bla-magnus…

 

2. Morten Petersens kritik i Information

Professor i biologi ved Københavns Universitet, Morten Petersen, kritiserer i et indlæg i Information coronapolitikken kraftigt. Han mener, at den europæiske overdødelighed i april primært skyldes nogle svage influenzasæsoner de foregående år, og at der i realiteten ikke er den store forskel på konsekvenserne af de to sygdomme.

Morten Petersen fortæller, at dødeligheden for børn og unge er betydeligt højere for influenza end for corona, og at senfølgerne er omtrent de samme.

Han henviser også til en interessant international artikel fra 2011 af Kaare Mølbak, hvoraf det ifølge Petersen fremgår, at influenzaen dræber op til 4000 om året. Klikker man videre til Mølbaks artikel står der endda, at influenzaen i en af optællingerne faktisk har dræbt hele 5252 personer. Det var i 1995/96. Det vil i dag svare til ca. 6000 døde på en sæson. Det var en notits i avisen.

Det hele er ifølge Morten Petersen en storm i en glas vand, og han slutter med følgende:

“Da influenzaen indimellem dræber flere yngre mennesker end corona, burde medierne måske overveje, om de kastede sig over senfølger i mangel af massedød”.

Morten Petersens indlæg, d. 1. oktober 2020: https://www.information.dk/…/corona-vaerre-haard…

Mølbaks artikel, d. 16. december 2011: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3264536/

 

3. Kritisk leder i Information

Ifølge Informations lederskribent, Lasse Skou Andersen, kører regeringen ren skræmmekampagne vedrørende coronaens senfølger, som angiveligt ikke er værre end for mange andre sygdomme. Skou Andersen gennemgår en del af forskningen på området og er ikke imponeret.

Skræmmekampagnen har især gået ud over de unge, som sammen med vores fornuftige indvandrermiljøer ellers har vist samfundssind, selvom det har været svært.

Ingen unge er døde af sygdommen. Derfor har “senfølgerne” været et nyt retorisk kneb, som altså heller ikke holder.

Senfølgerne har ellers spillet en central rolle i regeringens forsøg på at fastholde befolkningen i et biopolitisk jerngreb med helt uoverskuelige konsekvenser i horisonten.

Alt må vige for den nye ekstremisme, for det ekstremistiske forsigtighedsprincip.

https://www.information.dk/…/senfoelger-findes-passe…

 

4. Mærkelig registrering af indlæggelsestal

I dag er der 106 indlagte for corona. Det er tre færre end i går. 22 er nyindlagte, hvilket jo må betyde, at 25 er blevet udskrevet.

Sådan står der i de officielle tal. Men nu lader det til, at man slet ikke kan stole på disse tal.

Hvorfor ikke? Jo det er Lars Boje Mathiesen, som har gjort opmærksom på problemet. Boje Mathiesen er sundhedsordfører for Ny Borgerlige og sidder derfor også i Folketingets sundhedsudvalg.

Sagen er, hvis jeg har forstået det ret, at stort set alle, som indlægges for hvad som helst, også lige skal testes for corona. Og hvis denne test er positiv, ja så registreres man automatisk som corona-indlagt, uanset hvad man ellers er indlagt for.

Så hvis du har brækket benet, har kræft eller er til udpumpning, så er du altså indlagt for corona, også selvom du overhovedet ikke er corona-syg eller har symptomer, blot du har en positiv test.

Desuden lader det til, at man registreres som coronaindlagt, hvis blot man har haft en positiv test inden for de sidste 14 dage, også her uanset hvad man konkret er indlagt for.

Så man er overhovedet ikke nødvendigvis indlagt pga. Corona, selvom man er registreret coronaindlagt, selvom hele landet følger disse tal med manisk biopolitisk interesse.

På Region Nordjyllands hjemmeside står der direkte følgende:

”Alle børn og voksne, der skal indlægges i mere end 24 timer, skal testes for COVID-19”.

Så disse ”alle” kan være indlagt af alle mulige årsager, men hvis de blot testes positive, så er de indlagte med corona? Og hvis de har været testet positive inden for de sidste 14 dage, så er de også pludselig indlagte med corona? Også selvom de slet ikke har lagt mærke til, at de er smittede?

Disse oplysninger supplerer de næsten enslydende problemer med registrering af dødsfald. Patienter registreres jo som coronadøde, blot de har haft en positiv test inden for 30 dage, også selvom de er døde af helt andre ting.

Alt dette er altså meget mystisk, synes jeg, eller har jeg blot misforstået noget?

Et andet spørgsmål, som jeg er nysgerrig efter at høre svaret på, er, hvornår denne særlige registreringspraksis for indlæggelser blev gennemført. Har den eksisteret hele tiden, eller den kommet til på et tidspunkt?

Muligvis har vi her forklaringen på de højere indlæggelsestal. Det kan jo skyldes, at flere har været testede, og at de derfor registreres som coronaindlagte, uanset hvad de ellers er indlagt for.

Tak til Lars Boje Mathiesen for at gøre opmærksom på disse forhold. Men jeg håber stadigvæk at jeg har misforstået enten ham eller sagens rette sammenhæng.

PS:

Her er Sundhedsstyrelsens officielle note til indlæggelsestallene. Umiddelbart bekræfter noten ovenstående fortolkning, selvom jeg ikke synes teksten er så let at gennemskue.

”Indlagte viser, i hvor mange senge på intensivafdelinger og på andre afdelinger i regionerne, der ligger patienter med laboratorie-bekræftet COVID-19 kl 7 hver morgen, og som er indlagt af på grund af COVID-19 infektionen eller på grund af en anden sygdom. Det kan være forskellige patienter de forskellige dage. Der tages generelt forbehold for oplysninger vedr. respirator.

Tallene vedrørende indlagte herunder indlagte på intensiv og indlagte på intensiv og i respirator er fra og med 17. juni opgjort med en ny metode. COVID-19-relaterede indlæggelser defineres nu som indlæggelser, der starter inden for 14 dage efter prøvetagningsdato for den første positive prøve. Derudover er definitionen opdateret således, at en indlæggelse er afgrænset ved 90 dage efter prøvetagningsdato for første positive prøve. Læs mere hos Statens Serum Institut: Opdatering af definitionen for COVID-19-relaterede indlæggelser til beregning af sengekapacitet Alle tal for indlagte patienter er genberegnet og følger således den nye opgørelsesmetode.”

Link til Region Nordjylland: https://rn.dk/…/personer-der-skal-indlaegges-eller-til…

Link til Sundhedsstyrelsens note: https://www.sst.dk/da/corona

Link til Lars Boje Mathiesens opslag: https://www.facebook.com/LBMathiesen/posts/2816346871801776

 

5. Forstærket Nedlukningsplan

I Berlingske kan man læse om en særlig model for smitte-adfærdsoptimering, som man har implementeret i Irland.

Det handler om, at staten laver et detaljeret skema for, hvordan og i hvilken grad forskellige aktiviteter – afhængigt af dags- eller uge-registrerede smittetal – kan åbnes helt eller delvist eller slet ikke. I alt arbejdes på fem niveauer.

F.eks. forbydes familiearrangementer fuldstændigt på smitteniveau 4 og 5. På niveau 2 og 3 må man mødes 6 personer, og på niveau 1 må man mødes 10. Hvert niveau har en bureaukratisk farve og ofte også nogle underkategorier.

Her er nogle af de andre aktiviteter, som reguleres på den måde: Bryllupper, indendørs arrangementer, udendørs arrangementer, idrætstræning, konkurrencer, svømmehaller og idrætscenter, gudstjenester, barer & restauranter, hoteller, frisører mm, kultur & museer, arbejde, indlandsrejser, offentlig transport, skoler & børnehaver, videregående uddannelser, plejehjem.

Det hele er udmøntet i et kæmpestort farvestrålende skema, som man kan læse i artiklen. En slags kommunistisk kunstværk. Skemaet implementeres både nationalt, men også lokalt, som jeg forstår det. Det vil sige, at der f.eks. kan være én farvekoncert Dublin og en anden i Cork.

Og man skal huske på noget, som ikke nævnes i artiklen, nemlig at det hele jo er udtryk for en Nedlukningsideologi. Det betyder, at systemet formodentlig i stort og småt bliver rekonstrueret helt nede på institutionsniveau, så f.eks. Skole A får ét skema, mens Skole B har et andet. Og hvem ved, måske også på individniveau knyttet til en smitteapp?

Dette totalkommunistiske indgreb i enhver form for lokal og privat selvbestemmelse, ja i det civile livs rettigheder som sådan, er et barskt eksempel på, at jo mere, man genåbner, desto mere nedlukker man; en logik, som er indbygget i Nedlukningens præmis. Denne forstærkede nedlukning kaldes så for ”dans” på biostatens nysprog.

”Eksperterne” er begejstrede. Den ellers kritiske sundhedsøkonom Jes Søgaard mener ”i allerhøjeste grad”, at modellen er nyttig. Og overlæge Joachim Hoffmann-Petersen synes ligefrem, at modellen er ”genial”. En professor fra et forskningsinstitut med det paradoksale navn HOPE, er også meget positiv, og det samme er økonomen Micahel Svarer, som fortæller at New Zealand gør det samme.

Man har også talt med en irsk læge, som er glad for, at man nu kan ”maksimere effekten på tværs af befolkningen”.

Til sidst får vi at vide, at vores egen dybt ideologiserede sundhedsminister skam ”barsler med et nationalt varslingssystem”.

Herhjemme har Liberal Alliances formand talt for modellen. Så dybt er de danske liberalister sunket, at de nu taler for totalkommunistiske kommunikationsbureaukratiske systemer.

https://www.berlingske.dk/samfund/kan-det-bedste-bud-paa-en-ny-coronamodel-for-danmark-staa-paa-et-stykke

 

6. Nicolai Lohse kritiserer coronapolitikken

Læge Nicolai Lohse skriver mange kloge ord om coronapolitikken i et facebook-opslag fra d. 3. oktober.

Efterhånden har mange læger udtalt sig kritisk i ånden fra Sundhedsstyrelsens oprindelige holdning fra før d. 12. marts.

Der er en strømning fra læge- og hospitalspraksis, som efter Sundhedsstyrelsens efterfølgende sundhedspolitiske svigt, savner generel ledelse og udtryk, men som forhåbentlig snart finder sammen i et fælles initiativ/udtalelse, ligesom man f.eks. har set det i Belgien.

https://www.facebook.com/niclohse/posts/10158691513257622

 

7. DLF’s og lærernes dybe fald

Danske skolelærere burde stå vagt om pædagogik. Men det gør de ikke, tværtimod. DLF opfordrer nu ministeren til, at der etableres langt mere indgribende foranstaltninger for at undgå ”smitte” på skolerne.

Coronaen er ganske vist uskadelig for børn og unge, men det er der ingen, der spekulerer over, og der er ingen sans for proportionalitet.

Statsministerens profylakse-ekstremisme har nu ramt landets pædagogiske sektor for alvor, hvilket blev yderligere understreget ved undervisningsministerens to breve til skoler og forældre, som DLF burde have afvist ved kasse 1.

Man kan læse om sagen på folkeskolen.dk, som virkelig har købt den biopolitiske præmis.

DLF, KL og den ”ekstreme forsigtighed-stat” indgår nu i det største opgør med pædagogik og demokrati i mands minde. Det er et begrædeligt syn.

En anden artikel på samme site er mere konkret: En ung lærerinde insisterer på at bære visir i undervisningen. Hun mener, det er mere pædagogisk end maske, lyder det. Med dette udfaldsrum har hun accepteret antipædagogikken totalt.

Hun og hendes kolleger mener, at der skal være flere mundbind i undervisningen, og skolelederen er helt enig. Der er ingen kritiske spørgsmål, og artiklen spiller derfor direkte sammen med artiklen om DLF, som man nu må formode spiller ud med forslag om flere masker i undervisningen.

Hvis jeg var lærer, ville jeg melde mig ud af denne upædagogiske forening prompte, og lærerindens skoleleder bør have en påtale efter min mening for ikke at leve op til skolens formål.

Det ender som i Italien og Frankrig, hvor selv små børn har mundbind på i undervisningen, for den biopolitiske logik har ingen ende.

Den lærer, som møder børn gennem et visir eller en maske, bør ikke være på en skole efter min mening.

Skolerne skal friholdes 200% fra restriktioner. Der skal synges, leges, gruppes og samles til den helt store guldmedalje. Intet barn og ingen lærer er en ”smittebærer”. Der skal heller ikke sprittes af eller noget som helst, bare en håndvask før og efter frokost.

Der er nul døde personer under 30 år. Og kun én død under 50.

For et par uger siden fortalte Anders Bondo, at han mente, at denne corona-læring – hvor både fælles liv og sang afvikles – er udtryk for en grundtvig-koldsk pædagogik. Og nu følger den nye formand altså trop.

Lærerstanden er i pædagogisk opløsning, efter min mening.

Links:

DLF’s opfordringer: https://www.folkeskolen.dk/…/dlf-i-appel-til-minister…

Interview med lærerinde, der bruger visir: https://www.folkeskolen.dk/…/laerer-med-visir-paa…

Bondos synspunkt: http://www.thomasaastruproemer.dk/anders-bondos-kronik-og…

Om undervisningsministerens breve til skolerne og forældrene: http://www.thomasaastruproemer.dk/to-biopolitiske-breve…

 

8. Susanne Wichs tale

Psykolog Susanne Wich holdt en flot tale på Folkebevægelsen for Friheds demonstration på Rådhuspladsen i lørdags.

Solen skinnede og blæsten rev i huden, mens Wich fortalte om coronapolitikkens overgreb på børn og opdragelse. Hver eneste sætning gav åndenød og klapsalver.

Mange tak for et godt arrangement.

Der var også fine taler af initiativtageren Maria Jensen og af advokaten Carsten Lang-Jensen.

Link til tale: https://www.facebook.com/groups/263242591426591/permalink/351106889306827

Merete Riisagers bog om “selvbyggerbørn”

Den tidligere undervisningsminister Merete Riisager har skrevet en fremragende bog, som virkelig sætter tanker i gang. Bogen, som er udkommet på Kr. Dagblads Forlag her i efteråret 2020, hedder ”Selvbyggerbørn – hvordan vi overlod en generation til at opdrage sig selv”.

Her er mine egne tanker under læsningen, organiseret i 5 sammenhængende noter:

 

Note 1: Verden og voksne og børn

Kapitel 1 hedder ”En verden uden voksne”. På en måde kunne det også have heddet ”voksne uden en verden”. Det ene er uden det andet og omvendt.

Hvad sker der, når disse ”2xuden” vekselvirker? Så forsvinder både den voksne og verden.

Og hvad sker der, når både den voksne og den fælles verden forsvinder? Så udryddes også ”barndommen”.

Dermed kan hverken påmindelse eller tilsynekomst arbejde. Dannelse og opdragelse forvitrer. Det samme gør demokratiets essens.

Hvad overtager? Det gør læring, verdensmål, 21. century skills, læringsstatistik og så videre, altså “kompetencer” uden børn og voksne og fælles verden.

Vi går fra “verdensborger”, som svarer til “pædagogik”, til forfaldskategorien ”globalisme”, som svarer til “læring”.

Dermed får vi en pædagogik uden sted, uden børn, uden voksne og uden selvstændigt udsyn mod en fælles verden, som er gammel.

Det er Riisager mod Antorini. Fortidens rigdom mod fremtidens tvang.

Det ondeste, der kan hænde en generation, er tabet af fortid. Dermed mister generationen sin karakter af generation, og fremtiden bliver en nivellerende tvang.

Den voksnes og lærerens “Dette er verden” er lig med spørgsmålet: “Hvem er du?”

 

Note 2: De politiske referencer

Merete Riisager var nærmest eneparlamentarisk hær mod skolereformen helt tilbage fra 2011, og siden blev hun som undervisningsminister bestyrer af den reform, hun afskyede. Der var både fagligt og personligt drama for alle pengene, med dybe tråde ind i de faglige kredse.

Men i ”Selvbyggerbørn” fylder Riisagers uddannelsespolitiske erfaringer egentlig ikke ret meget. Men der er alligevel tre sæt af informationer om emnet, som er værd at notere sig, når perioden efter skolereformen skal behandles systematisk, hvilket jeg planlægger at gøre i 2021.

Her er først de to mest interessante informationer, som vedrører ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)”, og til sidst en lidt mere kortfattet notering.

1.

På s.196 har Riisager en interessant beskrivelse af en hård kamp, hun havde med embedsværket. Som ny minister skulle Riisager ”justere” skolereformen. Hun foreslog derfor en kampagne om ”bevægelse i skolen”. Embedsmændene argumenterede kraftigt for, at man i den forbindelse skulle inddrage begrebet ”mellemrumspotentialisering”, som kort sagt handler om at omdanne ”frikvarter” til læringsoptimeringsprocesser.

Riisager måtte kæmpe hårdt for at få det ud, men prisen var en næsten ulæselig rapport.

Denne sag var Riisagers ”første læring i, hvordan staten arbejder”, som hun siger.

Jeg har selv en erfaring med ”mellerumspotentialisering”, som gør Riisagers beretning særlig interessant for mig. I 2015 fremlagde jeg en kritisk analyse af de forskere, som havde opfundet begrebet. De to forsker klagede efterfølgende i en dramatisk proces til universitetet over ”tilsvining”, men universitetet vurderede, at min kritik var både saglig og faglig.

En af mine pointer var, at mellemrumspotentialiseringen, og faktisk også dansk pædagogisk poststrukturalisme som sådan, gik i symbiose med policy-niveauerne imod skolens formål, og dermed udvandede den kritiske tradition selv. Riisagers eksempel bekræfter denne tese 100%.

Det forskningsprogram, som stod for mellemrumspotentiale-teserne, var dybt integreret i tidens læringstænkning og i hele den ideologi, som DPU stod for, og det er stadig tilfældet.

2

For det andet vil jeg nævne Riisagers markering på s. 108. Her fortæller hun, hvordan professor Jens Rasmussens arbejde med ”læringsmålstyret undervisning” var en organisk del af det, Riisager kalder for ”en strategisk manøvre”, hvis oprindelse ”fortager sig i korridorerne mellem ministerier og styrelser, interesseorganisationer og dialogen med OECD som organisation”.

Hele denne struktur svarer til det, jeg har beskrevet som ”Danmarks Pædagogiske Oligarki”, som var virksomt de år, og som i en vis forstand er det stadigvæk.

Mellemrums-potentialiseringsgruppen var faktisk også en del af dette oligarki. Jens Rasmussen klagede også i barske vendinger over mit arbejde til både universitetet og til folkeskolen.dk, som efterfølgende nedlagde min blog. Og mellemrumsfolkene henviste direkte til Rasmussen i deres klage.

Riisager bruger denne iagttagelse som afsæt til en omfattende kritik af Jens Rasmussens læringsforståelse og Ansvar for Egen Læring. Det vender jeg tilbage til i en senere note.

3.

I starten af bogen, på s. 19-20 er der nogle meget korte partipolitiske bemærkninger, som jeg nævner her for arkivets skyld:

”Blå fløj” kritiseres for at være ”uengageret” i kritikken af skolereformens læringssyn. De konservative troede, at kritikken handlede om lektiecafeer, og Venstres Kristian Jensen fik nogle kosmetiske og konsekvensløse ændringer gennemført. Og Venstres Ellen Trane Nørby, som efterfulgte Antorini som undervisningsminister, fremlagde i 2015 et Antorini-lydende dannelsesideal for gymnasiet. Riisager stod generelt set alene med sin skoleinteresse.

Derimod roses Bertel Haarder, Søren Pind, Marie Krarup og Alex Ahrendtsen. Det er meget kort, og uden indholdsmæssige markeringer, så jeg lader det ligge. Men det må være især erfaringerne fra gymnasiereformen, der spiller ind, er mit bud. Jeg undrer mig dog over, at Riisager ikke nævner SF’s Jacob Mark og Alternativets Carolina Magdalene Maier, som også gjorde det godt i gymnasiediskussionerne.

Faktisk var Riisager langt mere grundig i sin kritik af egne rækker i forbindelse med et stort anlagt debatindlæg i Politiken i sin tid. Hun kritiserede her den borgerlige dannelsesdiskussion for at være spist op af konkurrencestatsbegrebet, som jo også venstrefløjen var meget glade for.

Riisager siger også, at hendes arbejde blev støttet af ”stort set hele” LA’s gruppe. Hvem der falder uden for dette ”stort set”, skal jeg ikke kunne sige. Mon ikke det er Ayn Rand-fløjen, som næppe har haft den store forståelse for den kulturliberale linje, som Riisager lagde frem, men som jo grundlagde partiet. Henrik Dahl fremhæves også. Men det er som sagt meget kort.

 

Note 3: Fortid og fremtid

Hannah Arendt skrev engang, at en lærer må have sine øjne ”glued to the past”. Pædagogikken har rod i autoritet, grundens fortællinger, i en form for romersk rest. Det er påmindelsens formel.

Men skolen er også arnestedet for, at en ny generation vokser op og netop revolutionerer ”the past” i et åbent samfund med andre frie mennesker, i en form for græsk rest. Det er frihedens og åbenhjertighedens formel.

Pædagogikken foregår altså ”between past and future”, som Arendt udtrykte det, i et samspil mellem Rom og Athen.

Det er lidt samme stemning i Riisagers bog.

På den ene side tales der stærkt for fortidens betydning. Der er grundige henvisninger til grundfortællinger som grundloven, kristendommen, Grækenland, romerriget, reformationen, frihedsrettigheder, de store tænkere, videnskaben, ”tusinde år”, og også den grundtvigske tradition nævnes hyppigt. Især kapitel 2 er viet til disse referencer, men de dukker også op undervejs. Hun taler altså hele den pædagogiske-, åndelige og kritiske tradition frem af tidens tåger. Det er skilte til Athen, Rom, Betlehem, Königsberg og Udby, som sættes i direkte relation til folkeskolens formålsparagraf (s.39). Med disse betragtninger placerer Riisager sig solidt i pædagogikkens verden.

Riisager mener, at disse emner er truet af et såkaldt ”relevanskrav”, som er et resultat af en særlig symbiose mellem erhvervsliv og reformpædagogik, mellem frigørende pædagogik og en økonomisk betinget styringspædagogik. Med denne symbiose ”sulter vi ungdommen”, som dermed drænes for både fortid og fremtid (s.39). En sådan ”relevans-pædagogik” kaldes også for ”fordummelsens pædagogik”.

Riisager taler ligesom Arendt for mere ”autoritet”. For Arendt var autoriteten dog ikke person- men kulturbåren, dvs. at det var skolen som sådan, der badede i autoritet, som læreren herefter fik tilskudt via sine elskovssyge fortidsøjne, og for Arendt var den kommende frihed uden for skolen jo autoritetens paradoksale essens, men ikke dens mål. Igen: Rom+Athen. Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror, at Riisager mener noget lignende.

Arendt er altså også stærkt fremtidsengageret, men det er en fremtid, som den næste generation selv skal definere via dens omgang med fortidens ‘det som er’. Derfor bliver det pædagogiske spørgsmål for alle i Arendt-traditionen: ”Hvem er du?”.

Men den aktuelle fremtidsfiksering fjerner dette spørgsmål, som i stedet prædefineres som fremtidige 21. century skills og endda som verdensmål. Den nye fremtidslæring hader fremtiden, mens fortidslæringen elsker fremtiden og dermed skaber skolens ”between”.

Så Riisager er helt med på “fortiden”. Spørgsmålet er nu, om vi også finder den Arendtske fremtid i Riisagers pædagogik ud over i små drys? Og ja, det gør vi faktisk to steder:

1.

Riisager kalder direkte fremtidslæringen for ”fordummelsens pædagogik”. Riisagers ”between” lyder i stedet sådan her: ”…et lille økosystem af viden, opmærksomhed, klare regler, rammer og plads til fællesskab og undren”, som giver eleverne ”uanede muligheder i fremtiden”. Hun har især fundet denne essens i regi af de frie skoler, hvor der ikke er så mange ”iderige kommunalchefer” (s. 233-34). Det er dog en lidt kort passage.

Skolen som et økososystem – et frit område mellem fortid og fremtid – er en super metafor, der minder om nogle af de tanker, som den tidligere alternativist, Carolina Magdalene Maier, har gjort sig.

2.

Mere udførligt udvikler Riisager et glødende forsvar for ”den børnekultur, der tilhører den skandinaviske pædagogiske tradition”, og som ifølge Riisager ikke mindst findes i ”den ”fritidspædagogiske tradition”, som er ”omkring 100 år gammel”, dvs. med rødder i hele den kulturradikale og reformpædagogiske tradition fra 1920’erne og frem.

Riisager kritiserer folkeskolereformen for ”en skolegørelse af barndommen”, hvilket har resulteret i, at ”vores tradition for det frie børneliv er under pres” (s. 202-204). Hun taler også om betydningen af en ”vekselvirkning mellem vejledning og frihed” (s. 202), hvilket jo svarer til det samspil mellem den romerske og den græske struktur, som vi fandt hos Arendt. Og det er altså ”den skandinaviske pædagogiske tradition”, der i særlig grad skal stå for ”friheden”.

Denne kærlighed til barndommens frie tid, og dermed til barndommen som sådan, peger dog også på en ambivalens i Riisagers bog, nemlig at hendes kærlighed til pædagogisk frihed bunder i en reference til netop den pædagogiske retning, som hun andre steder er allermest kritisk overfor, nemlig reformpædagogikken. Det er helt centralt, at denne forbindelse undersøges nærmere af både den teoretiske og den praktiske pædagogik.

I slutningen af bogen kalder Riisager på ”en debat om skolens opgave, opdragelsens væsen, fagenes kerne og dannelsens indhold” (s. 235). Hendes bog er det bedste oplæg man kan tænke sig til denne debat.

 

Note 4: Riisager og SF

SF tilsluttede sig pr. d. 26. september verdensmåls-ideologien med hud og hår og helt ned i filosofien. Det skete i forbindelse med en stor konference om sagen. Det er den ellers fornuftige Jacob Mark, der svinger den ideologiske taktstok. Derved forlader partiet endegyldigt den folkesocialistiske tradition, som partiet selv stiftede. Det er værd at nævne i denne sammenhæng, fordi Riisager tordner imod netop verdensmålene i hendes bog. Hendes ubehag deles af partifællen Henrik Dahl, som især har kritiseret SDU’s institutionelle tilslutning til tankegangen.

Med Jacob Marks aktion følger SF endnu engang i sporene af Socialdemokratiet, som blot påbegyndte processen nogle år tidligere.

Her er kronologien:

1998: Socialdemokratiet forlader endegyldigt den socialdemokratiske tradition via forbindelsen til Mandag Morgens kompetenceråd.

2002: Antorini skifter fra SF, hvor hun var næstformand, til Socialdemokratiet, pga. det hun opfatter som for meget folkesocialisme og for lidt teknisk globalisering hos SF. Hun får efterfølgende Socialdemokratiet ind på et mere test- og evalueringsvenligt OECD-spor.

2006: Antorini er skoleordfører for Socialdemokratiet og stemmer for den nye OECD-inspirerede skolelov. SF stemmer imod af folkesocialistiske grunde.

2013: Antorinis skolereform vedtages, nu med SF’s stemmer og under stærk indflydelse fra Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsideologi. SF stemmer endda også for den famøse L409. Allerede her forlader SF faktisk partiets tradition og opsluges af Antorini-fløjen.

2014ff: SF splittes. Det meste af partiets konkurrencestatsfløj forlader partiet og går til Antorinis/Thornings socialdemokrati. Resterne, f.eks. Jacob Mark, genformulerer elementer af en pædagogisk folkesocialisme via opgøret med læringsmålstyringen i folkeskole og læreruddannelse.

2015ff: Antorini forlader til sidst politik og forfægter en radikal kompetenceglobaliseringsdiskurs som direktør for læringscentret LIFE, som entydigt slutter op om FN’s verdensmål som pædagogisk ramme og princip.

September 2020: SF forlader endegyldigt folkesocialismen til fordel for den teknificerede globalisering, her i form af verdensmålstyring, og partiet går derfor endnu engang i Antorinis spor.

Konklusion: Den gamle næstformand, Christine Antorini, vandt kampen mod SF, som nu er udslettet som politisk-pædagogisk tradition. SF blev spist op af Mandag Morgens opgør med den folkesocialistiske tradition.

Faktisk har Mark og Riisager i nogen grad kørt politisk parløb, især i forbindelse med forsøget på at få den læringsmålstyrede undervisning ud af læreruddannelsen. Men i sin bog refererer Riisager ikke til parløbet, men i stedet til en kontrovers med Mark omkring forældrenes ret til at bestemme, hvornår børn skal starte i skole. Hun undrer sig over, at det er hende, der står for en fælles pædagogisk regel, mens Mark står for en ultraliberalisme. Man kan godt sige, at Riisager står på en kulturliberal dagsorden, mens Mark og SF fra nu af helt endegyldigt står for skolereformens tankegods, dvs. en symbiose mellem globalisering og styringsideologi.

Endelig vil jeg nævne, at der i flere af anmeldelserne af Riisagers bog er omtaler af en anden aktuel udgivelse om opdragelse, nemlig Per Schultz Jørgensens bog ”Opdragelse til livsmod og bæredygtighed”, som snarere lægger sig i forlængelse af Jacob Marks synspunkt, fordi klimaet gøres til en hovedmarkør for pædagogikken. Faktisk var Schultz Jørgensen i sin tid med i det føromtalte Kompetenceråd, som var en tidlig konkurrencestatskonstruktion, der stod for alt det, som Riisager vil gøre op med. Et fun fact i den historie er, at Per Schultz Jørgensens søn Kristen Schultz Jørgensen faktisk gav Riisagers bog en særdeles god omtale i Berlingske. Den unge Jørgensen var dog også med i kredsen omkring faderen i sin tid, så jeg havde faktisk regnet med, at han ville være mere kritisk. Måske har Jørgensen-slægten bare været i lidt dårligt selskab undervejs.

Bogen har i øvrigt været anmeldt i de fleste aviser, og alle steder med fine udtalelser. Riisager rammer en bred åre, lader det til.

 

Note 5: flere emner

Endelig er der en række temaer, som bestemt også er vigtige, men som jeg her blot notere i kort form.

a) Moral og indhold

Riisager fokuserer i særlig grad på moralsk dannelse, eller det som man kan kalde karakteropdragelse eller dydspædagogik. Det er selvfølgelig interessant, men det store fokus på personen, betyder også et efterslæb på indholdssiden, som ind imellem forfalder til generaliserede begreber som ”kulturarv” og den slags. Kulturen kommer dermed til at mangle lidt egendynamik. Den kan komme fra den nye tingsfilosofi efter min mening, men det drøfter Riisager ikke.

En betragtning i relation til denne mangel: Riisagers kritik af reformpædagogikken er helt forståeligt, i forhold til de nyere eksempler hun inddrager, og hun anerkender da også, at Rousseau har nogle centrale pointer for moderne pædagogik, men hendes kritik bliver for generaliseret efter min mening. Tabet af reformpædagogik får den effekt – igen – at kulturarven ikke kan opretholde et selvstændigt og tingsligt liv. Riisagers eget frihedsbegreb trækker i øvrigt dybt på Rousseau efter min mening.

b) Læringskoncepter

Riisager er imod alle de løsrevne læringskoncepter, som har florereret siden især 1990, f.eks. SKUB i Gentofte, Howard Gardners intelligenser og udtryk som ”klasseværelset er et oldtidslevn” osv.. Alle disse koncepter har rod i den tidligere konkurrencestats kompetenceideologi og til denne ideologis Tony Blair-inspirerede syntese mellem globalisering, teknificering og økonomi; en syntese som afviser fortiden, og som derfor afskærer barnet fra fortiden og dermed fra barndommen som sådan. Riisager er flyvende i disse passager. Hun er også imod den efterfølgende kobling mellem den nye børneensomhed og globale dystopier, som den nye generation bærer, f.eks. i klima-spørgsmålet og ift FN’s verdensmål. Det er her lidt pudsigt, at hun som kulturliberalist trækker på sovjet-pædagogen Makarenko, som stod højt på DKP-pædagogikkens rangliste tilbage i 1970’erne. Men det er nogle gode pointer, hun trækker frem hos ham, nemlig forholdet mellem opdragelse, myndighed og social sammenhæng.

c) Ansvar for egen læring

Der er en gennemløbende tese, som jeg vil nævne, nu vi har gang i læringsbegrebet. Riisager mener, at i meget moderne reformpædagogik, er barnet uden alder. Det hænger i overordnet forstand sammen med, at barndommen er tabt. Barnet ender som en generisk kompetencestruktur, som kan gennemtvinges uanset alder. Hun taler for i stedet igen at udstyre barnet med en alder, hvilket kun kan ske, hvis den voksne bliver voksen ved at få en verden og en fortid.

Storsynderen i denne ”sløjfen af barndommen” er den såkaldte Ansvar for Egen Læring (AFEL) (s.109). Her drøfter hun udførligt Jens Rasmussens arbejde med læringsbegrebet. Rasmussen var den førende ideolog bag læringsmålstyringen og ”at lære at lære”-ideologien, som jo lå til grund for skolereformen. Riisager mener, at Rasmussen agerer i et direkte opgør med ”den humboldtske forståelse af, at man udvikler sig i samspil mes stoffet og faget” (s. 108). Hun omtaler læringsmålstyringens praktiske konsekvenser som ”absurd”, og giver også nogle gode eksempler på absurditeten fra en skoleklasse, hun har besøgt.

Til sidst drøfter hun kort et uheldigt samspil, der i 90’erne og 00’erne udviklede sig mellem den grundtvig-koldske tradition og AFEL-tilgangen. Et samspil, min egen forskning til fulde understøtter. 00’erne grundtvigianere gravede deres egen grav.

Konsekvensen af AFEL er ”ansvar for egen fiasko”, fortæller Riisager. Denne fiasko-ensomhed kan herefter overtages af regnskaber, dystopier og teknologiske likes, som resulterer i en perfekthedskultur, som er det modsatte af en præstationskultur. Det er dette ensomme liv, som karakteriseres som ”selvbyggerbørn”. Det er strålende vævninger. Riisager er en stor socialpsykolog. Hun bør være rektor for et lærerseminarium.

d) Perfekthed

Riisager kritiserer perfektheden, men ikke præstationen. Det er en vigtig skelnen. Præstationen er knyttet til dannelsen og fagene, mens perfektheden er knyttet til ensomheden. Derfor har hun heller ikke noget imod karakterer, men er nok kritisk over for det aktuelle karaktersystems mangel- og perfekthedsfilosofi. Hvem vil ikke gerne have en dårlig karakter af Niels Bohr? Og hvem vil være ”uden mangler” hos en konkurrencestatssocialdemokrat?

e) Coronaen

Coronaen nævnes flere gange, men altid i datid. Riisager har i sin skrivende stund ikke haft fantasi til at forestille sig coronaideologiens vedvarende og pædagogiske konsekvens. Disse passager får derfor et anakronistisk skær.

f) Kristendommen og kærligheden

Bogen indeholder en hyldest til familien, til kærligheden, til foreningslivet og til kristendommen i en form for integreret sammenhæng, som minder om det frihedsgrundlag, der jo hænger sammen med grundlovens §76 (friskoleparagraffen). Derfor kritiseres også de alt for lange skoledage, statens roden rundt i civile og private sammenhænge og funktionstømningen af familien generelt. Der er en understrøm mellem kulturliberalisme og kristendemokrati, som man også finder hos dele af de radikale, SF og Alternativet, især hvis man lige skruer lidt ned for det indremissionske hos sidstnævnte. De traditionelle LA-kredse må i al fald være sat fuldstændig af med et så kulturtungt frihedsbegreb.Hos DF er det kristne derimod blevet identitetspolitisk, så det lader jeg ligge.

Riisagers inddragelse af kristendommen er vigtig. Biblen er vores vigtigste pædagogisk-filosofiske grundtekst, og den betyder meget for helt moderne pædagogisk og social teori, ikke mindst på den europæiske venstrefløj hos folk som Gert Biesta og Georgio Agamben.

Men også store dele af det kulturkonservative frihedsbegreb har som sagt rod i det sammenføjninger af oplysningstid og Biblen, som Riisager påpeger. Faktisk var Hannah Arendts egen filosofi et eksempel på det, og det samme er naturligvis hele den grundtvig-koldske virkningshistorie og børnehavens fader, reformpædagogen Friedrich Fröbel.. Og selvom Rousseau ikke var kristen, som var han i høj grad religiøs, og talte om netop barndommen som noget, der udgik fra ”skaberens hænder”.

Riisgers konkrete eksempel på anvendelse af næstekærligheden i undervisningen lader jeg dog fare. Det har jeg ikke forstand på.

Riisagers “præstation” må vist kvalificere til at være den mest selvstændige politisk-polemiske indsats i mands minde. Man mærker tydeligt, at hun både er cand.pæd, traditionsbevidst og politiker. En strålende kombination.

 

Udvalgte anmeldelser:

Jens Raahauges anmeldelse på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/1853115/fri-af-ministeriet

Kresten Schultz Jørgensens anmeldelse i Berlingske: https://www.berlingske.dk/boeger/5-stjerner-suveraen-bog-fra-tidligere-minister-om-dannelsens-katastrofale

Gymnasielærer Jan Maintz’ anmeldelse i Information: https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2020/09/ny-bog-riisager-anklager-folkeskolen-gymnasiet-svigte-viden-dannelse

Skoleleder Torsten Bo Kristenensens anmeldelse i POV-International: https://pov.international/merete-riisager-skole-forfriskende-altmodisch/

Mikael Busch’ anmeldelse i JP: https://jyllands-posten.dk/kultur/anmeldelser/litteratur/ECE12381735/i-selvbyggerboern-goer-merete-riisager-op-med-projektmagerne/

Smittede tanker 64, d. 30. september

1. Registrering af dødsårsag

Jeg har indtil nu ikke interesseret mig for den rent tekniske registrering af dødsårsag i forbindelse med coronadødsfald, så I må meget undskylde, hvis jeg spørger dumt.

Men er det rigtigt, at man registreres som coronadød, hvis blot man har haft corona i op til 30 dage før dødsfaldet? Og at dette tidsrum i den første stykke tid efter sygdommens ankomst til landet var hele 60 dage? Er der nogen, der ved, hvornår man skiftede fra 60 til 30 dage?

Og endelig: Hvis man dør og efterfølgende registreres som coronasmittet, så registreres dødsfaldet automatisk som et corona-dødsfald, ikke sandt?

Så hvis man drukner i Århus havn 20 dage efter en coronatest, så bliver man registreret som coronadød? Eller hvis man har corona og dør af en hård kræftsygdom, som man ville være død af alligevel, så bliver man også registreret som coronadød i statistikken?

Hvis det er rigtigt, så er der jo slet ikke nogen kvalitativ faglig vurdering af dødsårsagen?

Men det går jo slet ikke i statistikker, der har så ophedet en betydning.

Pt er der registreret 647 døde af corona, men flere af disse er jo i så fald slet ikke døde af corona? Så det i forvejen lave tal er endnu lavere? Måske kun 300-500? Måske endnu lavere? Ingen ved det. Eller ved nogen det?

Gør man også sådan i andre lande?

Jeg mindes, at Belgien registrerede alle døde på plejehjem som coronadøde, blot de havde symptomer. Det var virkelig radikalt, så de havde mange døde engang, men ikke mere. Men muligvis husker jeg forkert.

Er der nogen lande, hvor tallene bygger på en faglig og kvalitativ registrering af dødsårsag?

Her et citat fra SSI d. 19. marts:

”Hvis en patient er død indenfor 60 dage efter, at en test har vist, at patienten havde COVID-19 infektion, vil der i overvågningen være tale om et muligt COVID-19-relateret dødsfald. Hvis en person først er død og efterfølgende får taget en positiv test, vil det også tælle med i overvågningen

Ved dødsfald registreret i relation til COVID-19 infektion kan infektionen således både være den direkte årsag til dødsfaldet, en medvirkende årsag hos personer med svære underliggende sygdomme, eller dødsfaldet kan være fuldstændig uafhængig af COVID-19 infektionen, fx hvis en patient får påvist COVID-19 og efterfølgende dør i en bilulykke”

Men jeg fandt også et SST-notat fra d. 30. juni, hvor der står, at man faktisk skal angive den kvalitative dødsårsag på dødsattesterne, hvis jeg forstår det ret. Så burde man ikke bygge den officielle tal på informationer, som man altså allerede har?

Links:

SSI, d. 19. marts: https://www.ssi.dk/…/aendret-testmoenter-paavirker…

SST, d. 30. juni: Søg på: “Information om dødsårsagsregistrering på dødsattesten i forbindelse med COVID-19”, så dukker notatet op som pdf.

 

2. Mundbindsundtagelser: Ubehag og gulerødder!

Jeg har forstået, at man nu skal bruge det ulækre og undertrykkende mundbind både på cafeer og i busser, til stor ulykke for både den kollektive trafik og restaurationslivet. Man kan ikke høre, hvad folk siger eller aflæse deres følelser, og det er klamt og fugtigt og formodentlig også dybt usundt.

Og på Aarhus Teater, hvor der egentlig ikke er et formelt krav om mundbind, ”henstiller” teatret alligevel til, at man bærer mundbind, selv til moderne forestillinger der tager udgangspunkt i det gamle testamentes højsang, hvor der er ellers nærvær og korsang for alle pengene (den fremragende forestilling, med den meget sigende titel: ”Intet er nok”). Det er et poetisk paradoks. Jeg nægtede højlydt, som det sig hør og bør ifølge pligtens stemme, og flere andre afførte sig da også mundbindet undervejs. Men kravet breder sig, om jeg så må sige, af den udskammende frivilligheds vej.

I dag ”anbefales” det så yderligere, at man også bruger mundbind hos lægen. Heldigvis er min egen læge ligeglad, og kravet gælder trods alt også kun, hvis der er ”afstand”, hvilket der altid er.

Og dette lette tryk på speederen ledsages nu af, at statsministeren varsler, at hun overvejer at indføre mundbind i butikker. Hun er helt ustoppelig i sin profylaktiske ekstremisme. Hun er den værste statsleder siden Gorm den gamles morfar, og Folketinget har sat sig selv ud af spillet.

Heldigvis står der stadig i Sundhedsstyrelsens anvisninger, at følgende er undtaget fra påbuddet:

”Personer som har betydeligt ubehag ved brug af mundbind”

Jeg har helt klart et sådant ubehag, og det vil jeg også kraftigt opfordre andre til at have. Det vil sende et godt signal om samfundssind til vores medborgere.

Påbuddet gælder heller ikke hvis man spiser:

”Mundbindet kan fjernes, hvis situationen kræver det, f.eks. hvis man skal spise eller drikke.”

Så medbring altid en pose gulerødder sammen med dit betydelige ubehag, så slipper du for denne ulækre og undertrykkende og ubehagelige biopolitiske forordning.

Links:

Sundhedsstyrelsens retningslinjer om mundbind: https://www.sst.dk/…/25875_SST_Corona_Mundbindindsats…

Statsministerens aktuelle planer: https://www.dagens.dk/…/mette-frederiksen-regeringen…

Link til “Intet er nok” ved Aarhus Teater: https://www.aarhusteater.dk/…/kh-marie-intet-er-nok/

 

3. Modstandsgrupper

Modstanden mod biostaten breder sig. Her er noget af det, jeg har opfanget:

 

A. Folkebevægelsen for Frihed

Folkebevægelsen for Frihed har afholdt to større demonstrationer på Rådhuspladsen i København, hhv. d. 5. juni og d. 20. juni, og de varsler en kommende demonstration d. 3. oktober.

Talerne ligger på youtube. Her er en omtale af de vigtigste:

 

i) Martin Aagerups tale d. 20. juni:

Aagerup starter med en rørende beretning om sin farmors død, og denne fortælling bliver afsæt for en generel kritik af Nedlukningens forhold til død og menneskelighed og af Nedlukningens angreb på både individuelle frihedsrettigheder og samfundsmæssige normer.

Han hudfletter regeringens “ekstreme forsigtighedsprincip”, som sættes op imod det demokratiske “proportionalitetsprincip”. Han fortæller desuden, at smittetrykket allerede var faldende INDEN Nedlukningen. Og han kritiserer de manglende sundhedsøkonomiske kalkuler samt den fraværende offentlighed om Nedlukningens økonomiske konsekvenser.

Aagerup runder af med at minde om, at det liberale demokrati er en historisk undtagelse, som man skal passe på, og han slutter med følgende fine ord:

“Frihed er en velduftende blomst, men det er også en sart blomst”

Martin Aagerups tale: https://www.youtube.com/watch?v=Ghp1B-JXVC8&t=316s

 

ii) Bjørn Elmquists taler d. 20. og d. 5. juni:

Bjørn Elmquist har talt ved begge demonstrationer.

I sin tale d. 20 juni kritiserer han både regering og folketing for at bryde med helt fundamentale retsstatsprincipper og frihedsrettigheder. Han mener, at Nedlukningen derfor er et brud med de institutioner og principper, som demokratiet hviler på.

Han slutter med at sige: “I må ikke stoppe denne kamp”.

I sin grundlovstale argumenterer Elmquist også for, at det ekstremistiske forsigtighedsprincip er et angreb på de europæiske frihedsrettigheders ord og bogstav. Han fortæller at disse rettigheder ifølge loven kun kan brydes, hvis det er ”strengt påkrævet” og ud fra et proportionalitetsprincip.

I den forbindelse kritiserer han, at man har aflyst alle grundlovsmøderne. Han siger, at der ”aldrig nogen sinde” har været så meget brug for politiske møder som nu.

Elmquist foreslår også, at man anlægger sag mod staten.

Tale d. 20. juni: https://www.youtube.com/watch?v=kxxjyvaQg54

Tale, d. 5. juni: https://www.youtube.com/watch?v=kxxjyvaQg54&fbclid=IwAR2vSesXCE0DxNsQAYNMFWuSGppcqF9VWKnLc09oJGllX79djslWGOdVNgg

 

iii) Andre taler

Udover Bjørn Elmquist talte også advokat Carsten Lang-Jensen, som har foretræde for Højesteret, på grundlovsmødet. Dertil var der taler fra de to arrangører Martin Juncher og Maria Jensen.

Lang-Jensen talte faktisk også ved en tidligere demonstration d. 16. maj. Denne demonstration hed ”Sammen for frihed”, og var bl.a. arrangeret af lægen Vibeke Manniche, som har været en modig kritisk stemme hele vejen igennem. Jeg ved ikke, hvem der ellers talte d. 16. maj.

Som jeg har forstået det, er ”Folkebevægelsen for frihed” og ”sammen for frihed” ikke samme organisering, selvom der er lidt overlap i arbejdsgruppen. Sidstnævnte var mest en engangsorganisering, mens den første, som på lørdag afholder sin 3. demonstration, er mere permanent.

På Folkebevægelsens møde d. 20. juni talte, udover Martin Aagerup og Bjørn Elmquist, den unge og selvstændige redaktør for det liberale netmagasin 180grader, Claes Kirkeby Theilgaard. Theilgaard har også selv varslet en demonstration d. 6. oktober.

Lang Jensen opsummerede i sin grundlovstale sin kritik af

– Presset på frihedsrettighederne

– Presset på ministeransvarlighedsloven

– SSI’s opgørelse af smittetrykket. Han henviste her til svensk forskning.

Maria Jensens grundlovstale var også virkelig flot og Theilgaards tale er herlig ung.

Dagen efter var hverken talen eller arrangementet dækket i Politiken, selvom det vist var landets eneste Grundlovsmøde, og selvom Politikens redaktion jo ligger på Rådhuspladsen. Politiken har i stedet travlt med at hænge disse demonstrationer ud som udtryk for ”konspirationsteoretier”.

Men de taler, jeg har hørt, er ikke konspiratoriske, tværtimod. Det er dybt saglige og alvorlige. Det hele har mere karakter af skarpe og analytisk orienterede højskoleforedrag, som er langt mere saglige end mange aviser.

Der blev også sunget en sang af Bjørn Afzelius.

Det er folkelig fornuft, dvs. det længste man overhovedet kan komme fra ”misinformation”.

Links:

Lange-Jensens grundlovstale: https://www.youtube.com/watch?v=v0dVv363rZc

Maria Jensens tale: https://www.youtube.com/watch?v=GMpxIKJ8Xj4

Claes Kirkeby Theilgaard: https://www.youtube.com/watch?v=uTTHgWTMn3E

 

B. Free Observer

Det nye medie Free Observer giver stemme til både eksperter, fagfolk og borgere, som har et kritisk syn på ikke mindst coronapolitikken. Bag inititiativet står to politologer uden særlig journalistisk erfaring, så vidt jeg kan se.

Flere af de andre medier, som selv har haft en særdeles selektiv dækning af emnet, har forsøgt at udskamme initiativet med de postfaktuelle ord “misinformation” og “konspirationsteori”, men det har jeg ikke kunnet se tegn på.

Mange tak for dette initiativ, som jeg glæder mig til at følge. De seriøse politiske og faglige analyser skal helst være hovedsporet, men for mig gør det ikke noget, at der eksperimenteres med mange forskellige hypoteser, som har både videnskabelig og folkelig rod. Det er der virkelig brug for. Det er ikke “konspiration”. Det er at engagere sig i at undersøge, hvad der foregår i en nærmest revolutionær situation, som filosoffen Zlavoj Zizek ligefrem har kaldt for “krigskommunisme”. Hellere en hypotese for meget end en for lidt. Jeg tror, jeg har lært det af salig Karl Popper.

https://freeobserver.org

 

4. Sophie Løhde kritiserer regeringen for demokratisk svigt

D.12. marts vedtog et halveret ”folketing” en hastelov, som gav sundhedsministeren diktatorisk magt over samfundets civile og pædagogiske liv. En magt som har været i brug ustandseligt lige siden.

Før sommerferien pålagde Folketingets sundhedsudvalg regeringen at komme med et forslag til en ny epidemilov ”i løbet af september”. Det er ikke sket, så nu har Venstre selv lavet et forslag.

Politiken har i den forbindelse interviewet Løhde, som får sagt mange vigtige ting.

For det første understreges det, at Folketingets partier faktisk ikke var bekendt med Sundhedsstyrelsens modstand mod Nedlukningen. Dette hemmelighedskræmmeri var endda ledsaget af statsministerens reference til ”myndighedernes anbefaling”, som alle jo troede henviste til netop Sundhedsstyrelsen, hvis direktør stod lige ved siden af statsministeren på pressemødet d. 11. marts. Der er her tale om en rendyrket misinformation af Folketinget med de størst mulige konsekvenser.

Løhde vil derfor have ”magten tilbage til folkestyret”.

For det andet foreslår Venstre, at der i stedet for Heunickes og Frederiksens sundhedsdiktatur nedsættes en national epidemikommission, lidt efter det mønster, som eksisterede før d. 11. marts. Der skal her være fuld åbenhed om epidemikommissionens indstillinger og begrundelser.

Et centralt og eksplicit princip i kommissionens arbejde skal være ”proportionalitetsprincippet”, som statsministeren jo gjorde op med, og som Løhde korrekt mener er grundlæggende i ”demokratiske samfund”.

Dette proportionalitetsprincip har f.eks. den konsekvens, at der skal sidde mange forskellige faggrupper i kommissionen. For som Løhde klogt siger:

”Hvis du indrettede epidemikommissionen alene med f.eks. epidemiologer, ville de gøre det, de er uddannet til: pege på, hvordan vi hurtigst og bedst muligt kan skille os af med en sygdom. Eller begrænse den mest muligt. Men det skal vejes op mod, hvordan vi i øvrigt mener at samfundet skal fungere.”

Dermed kritiserer Løhde, at en meget smal naturvidenskabelig ekspertise bemægtiger sig ikke blot hele coronasygdommen, men også sundhedsfeltet, og endda hele det pædagogiske, økonomiske og politiske felt. En faldgrube, som både regeringen og faktisk også resten af samfundet er faldet i med alle benene.

Det er gode tanker fra Løhde, som også stod i spidsen for det samråd tilbage i juni, hvor Statsministeren ikke kunne forklare, hvilke ”myndigheder”, som havde anbefalet nedlukningen.

Men på en eller anden måde, så rammer kritikken hele folketinget og dermed også Venstre selv.

Links:

Interview med Løhde, Politiken, 29. september: https://politiken.dk/…/Venstre-vil-st%C3%A6kke…

Supplerende artikel om emnet, Politiken, d. 29. september: https://politiken.dk/…/Venstre-vil-ikke-l%C3%A6ngere…

Berlingskes omtale af regeringens udkast til ny epidemilov, som vil udstyrer regeringen med nye stærke magtbeføjelser, kan man læse om her: https://www.berlingske.dk/politik/laekket-udkast-til-ny-epidemilov-afsloerer-helt-ny-magtbefoejelse-til

Og selve lovforslaget står her: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/64373

 

5. Kritisk kronik af Christian Bjørnskov

Professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Christian Bjørnskov, havde i går en kronik i JP, hvor han kraftigt kritiserer Nedlukningen og dens lange og dybe konsekvenser.

Hovedtesen er, at Nedlukningen hverken har gjort fra eller til.

Bjørnskov skriver med henvisning til tre forskellige studier:

”Nye empiriske vurderinger af, hvor effektive de vestlige landes politiske reaktioner på den nye coronavirus har været, viser et stort, præcist nul. Som mange epidemiologer faktisk mente, før virussen dukkede op, er nedlukning ikke en løsning.”

Bjørnskov konkluderer:

”Uanset at de fleste vestlige regeringer har forfulgt en form for stram nedlukning af samfundet, er det sket uden videnskabelig evidens i en slags politisk lemmingeffekt, hvor alles argument var, at alle andre gjorde det.”

Herefter kommer der så en række andre konklusioner. For det første at mundbind ikke har nogen effekt. Her refereres til professor Søren Riis Paludans beregninger.

For det andet henviser Bjørnskov til en stor ekspertgruppe i Belgien på 400 personer, som i et åbent brev til landets myndigheder går kraftigt i rette med fastholdelsen af Nedlukningslogikken, samt til nobelpristageren Michael Levitt, som mener, at nedlukningerne i sig selv vil føre til flere døde.

Endelig omtaler Bjørnskov to britiske professorer fra Oxford, som har påvist, at dødstallet ligger stabilt lavt uafhængigt af smittetallet.

I stedet for videnskab og demokrati er der helt andre ting på spil, mener Bjørnskov. Nedlukningen og dens forstærkede forlængelse er snarere et udtryk for en politisk initieret panikstemning:

”Det gælder således om at holde hovedet koldt, fordi smittetallet helt naturligt vil stige ligesom alle andre normale år. Det er blot politisk synligt, fordi der bliver testet historisk meget, og de daglige smittetal bliver brugt til at holde store dele af befolkningen tæt på panik.”

Bjørnskov taler om, at vores samfund er ”karakteriseret af frygt”, som ”regeringen bliver ved med at holde i live”, og han konkluderer videre, at regeringen ”slår det danske civilsamfund ihjel”.

Og videre:

”Sker det, er vores land ikke længere genkendeligt som Danmark”.

Jeg er helt enig.

Bjørnskov slutter sin flotte kronik med følgende:

”Regeringen og dele af myndighederne prøver målrettet at skabe et samfund, hvor andre mennesker er en trussel.”

Bjørnskov foreslår, at man i stedet normaliserer det sociale liv fuldstændigt og reducerer profylaksen til syge og udsatte grupper. De belgiske læger kalder en sådan løsning for en ”omvendt nedlukning”. Jeg vil kalde for ”en nedlukning af nedlukningen”, hvilket er det modsatte af en ”genåbning”, der jo anerkender nedlukningens præmis.

https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE12443367/nedlukning-er-nonsenspolitik

 

6. SSI sletter mails

SSI har slettet alle mails frem til slutningen af juli, dvs. fra hele Nedlukningen.

De siger, det er en “beklagelig fejl”, men det kan ingen borger ved sine fulde fem tro over en dørtærskel.

Jeg er ikke i tvivl om, at der her er tale om en banal politisk og organisatorisk manøvre, som skal dække over endnu flere af de mange artigheder, vi allerede har set; en manøvre der lægger sig 100% i tråd med regeringens manglende respekt for folkestyret, som senest Sophie Løhde har kritiseret i gårdagens Politiken.

Professor i jura, Sten Bønsing, er også yderst kritisk.

Politikerne reagerer på twitter:
– DF’s Morten Messerschmidt kalder det en “skandale”.
– Venstres Karsten Lauritzen skriver følgende: “Fejl sker, MEN dette er dog lidt for belejligt til at være en tilfældighed! At SSI og Sundhedsstyrelsens mails mangler gør det svært og gennemfører den coronaundersøgelse alle FT’s partier har besluttet!”

Links:

SSIs pressemeddelelse: https://www.ssi.dk/…/09_fejl-betyder-at-ansattes-sendte…

Sten Bønsings vurdering: https://m.itwatch.dk/article/12453842

Smittede tanker 63, d. 24. september

1. Slavoj Zizeks bog ”Pandemi – Covid19 ryster verden”

Den slovenske filosof Slavoj Zizek er venstrefløjens stærkeste fortaler for den globale corona-politik. Hans pamflet om emnet, ”Pandemi – Covid19 ryster verden”, er netop fint oversat til dansk på Politisk Revy. Teksten viser en venstrefløj i total demokratisk opløsning, men giver også en ide om den horisont, som vores hjemlige venstrefløj arbejder under.

I det følgende gennemgår jeg bogen i to noter.

 

A. Kapitel 1-6: Mundbind er en ”velkommen anonymitet”

Zizek ser meget positivt på coronaen. Den vil bidrage til at afvikle kapitalismen og til at skabe en stærk global solidaritet i en ny verdensorganisationsform. Han mener, at der er tale om ”kommunisme”, og han nævner flere gange Mao positivt. Det hele ender som en slags neo-maoistisk organisationsvælde i globaliserede gevandter. Dvs. total gift for det liberale demokrati.

Men Zizek mener alligevel, at han redder frihedsværdierne. Han giver dog ingen bud på den nærmere karakter af dette paradoks (s.45).

Alle er ”i samme båd” og skal nu ”finde en løsning” (s39). som det bureaukratisk hedder. Vi skal også have en ”global sygesikring”. Det lyder som om, at WHO skal stå for det (s.40).

Zizek ser masker og mundbind som ”en velkommen anonymitet og befrielse fra det sociale anerkendelsespres” (s. 53). Der er ingen kritiske bemærkninger. Han lyder, ligesom Pernille Skipper og Mette Frederiksen ser ud.

Zizek drømmer også om at besøge Wuhan i februar, hvor der skulle herske en ”melankolsk skønhed”.

Han mener, at coronaen implicerer et ”frigørelsesperspektiv”, som er en del af en ”stærkere åndelige intimitet” (s.52). Der er tale om en ”helsebringende virus” (s. 37), som vil give os en nye ”afslappet tid”, en slags filosofisk skole, hvor vi gør op med ”forbrugeristiske tanker” (s. 54). Briterne vil f.eks. i deres version af den ”afslappede tid” lære at føle skam over Brexit. Så når alle er færdige med deres “afslapning” bag de”frigørende” mundbind, så ender de med at blive enige med Zizek. Det er latterligt.

I samme ånd ser Zizek frem til, at man slipper af med forlystelsesparker, biler og krydstogtskibe. Og “listen kan gøres meget længere”, annoncerer han (s.45). Festlig fætter! Vi går ikke rundt på vitalismens marker. Alt hvad der bonner ud i dødens profylakse er godt.

Det er en puritansk verdensorganisationskommunisme.

Freud og Lacan aktiveres som forsvarere for en ny form for hæmmet ”nydelse”, og mennesket anskues som ”invaderende marsboere” (s. 53+18).

Jeg har desuden noteret en meget antipædagogisk betragtning, som Zizek kommer med. Zizek opfatter børnehavepædagogens arbejde med omsorg som en del af det kapitalistiske samfunds udmatningproces, som lægger ”et konstant pres om at være sød” på pædagogen (s.26). Hvilken nedskrivning af ”omsorg” og af pædagogik som sådan!

Men der er andre, som Zizek omtale mere positivt, nemlig de gode og travle hospitalsansatte. De laver noget, som hedder ”kreativt teamsamarbejde”, i verdenskommunismens tjeneste må man forstå.

Zizek taler for en ”stærk stat”, men der tager han helt fejl (s.14). Aldrig har staterne været svagere. Og hans egen tekst er et godt eksempel på en sådan radikal svaghed, fordi den jo er et kampskrift imod staten som sådan: Staten skal opsluges i en verdenskommunistisk organisation, en slags WHO-stat.

Men en ting har Zizek ret i, og det er følgende citat fra bogens indledning:

”Det eneste, vi med sikkerhed kan konkludere, er, at dette virusangreb er på vej til at ryste vores tilværelse i sin grundvold, ja allerede har rystet den” (s.9).

Litteratur:

Slavoj Zizeks: ”Pandemi – Covid19 ryster verden”, Politisk Revy 2020.

Man kan læse en tidligere drøftelse af Zizeks synspunkter i følgende to indlæg, hvor jeg også drøfter Georgio Agambens take på emnet. Agamben, som også tilhører den europæiske venstrefløj, har det stik modsatte synspunkt: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-9-d-21… og http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-20-d-2…

 

B. Kapitel 7-11: Krigskommunisme

Zizek taler for en ”krigskommunisme”, som er rettet mod overlevelse. Han er inspireret af sovjetkommunismen i 1918, hvor der var fattigdom og hungersnød. Men hvad blev der af ”krigskommunismen” dengang? Jo, den endte jo i stalinisme. Men det har Zizek intet blik for. Zizek kalder det for et ”progressivt skridt” (s.82-83). Krigskommunismen skal især dirigeres af WHO fremgår det. WHO citeres for følgende: ”Denne epidemi kan presses tilbage, men kun med en kollektiv, koordineret og omfattende tilgang, der griber ind i alle regeringsapparater”.

Andre steder taler Zizek om en ”katastrofe-kommunisme”, som skulle være bedre end en ”katastrofe-kapitalisme” (s.93). Det kan han selv være.

Denne globale om altomfattende krigs- og katastrofekommunisme skal skabe en ”ny menneskehed” (s.95), som tager klima- og digitaliserings- og fremtidige pandemi-logikkerne til nye højder. Coronaen bliver en slags prøve på det.

Zizek henviser til den nye realisme, især til Latour, og havner dermed i en kritik af humanismen, hvor menneskeheden bliver en invasiv art på tingenes samlinger. Men alligevel refererer han til Kants humanistiske oplysningscredo, hvilket da heller ikke kan opretholdes. Kants kritik-begreb forsvinder med det samme igen. Zizek vil ikke have åndsfrihed, men kun selvforvaltende grupper, der har tillid til en evidensbaseret og krigskommunistisk bio- og klimastat, og som ”med glæde vil følge jeres ordrer” (s. 111+113) og som underkaster sig den ”evidensbaserede kollektive handlings forrang” (s.61). Disse ord peger på en slags globaliseret skolereform.

Zizek hylder det, vi kalder for ”et ekstremistisk forsigtighedsprincip”, dvs. at smittestatistikkens hyper-nul udrydder alle andre hensyn. Det kan man f.eks. læse i følgende: ”Men vores første princip bør ikke være at økonomisere, men at yde hjælp ubetinget og uanset omkostninger til alle dem, der har hjælp behov…” (s. 77). Så Mette Frederiksens ekstremisme minder faktisk om krigskommunismen. Regeringen har da også påtaget sig et krigs-vokabularisk nattøj til den store guldmedalje. I den sammenhæng kritiseres Georgio Agamben, men både gengivelsen af Agambens synspunkter og selve kritikken er så ufuldstændig og uklar, at jeg må lade det fare.

På den måde bliver alle til en ”virusbærer” (s,78). Det bliver den nye moralske tilstand for alle i samfundet, store og små.

Zizek er helt fikseret af Trump og af højrepopulister. Det er ligesom at læse Information. Han lader sig definere ved sin afsmag. Det er ikke til at trænge igennem. Har ingen liberal eller konservativ tænker i verden sagt noget interessant? Åbenbart ikke. Undtagen Hegel, som der refereres til i tide og utide. Men en virusficeret krigskommunisme er ”progressivt”? Det er nok den ”absolutte ånd”. Virus er ånd.

Zizek skriver, at et land ”naturligvis ikke kan holdes nedlukket på ubestemt tid”, men kort tid efter taler han for det modsatte, for med udgangspunktet i netop ”nedlukningen”, skal det så ”genoplukkes på nye måder”, hvorved man jo accepterer nedlukningens præmis. Det er denne logik, vi ser, når politikerne siger, at vi skal have mundbind på for at undgå nedlukning. Mundbind er jo udtryk for en forstærket nedlukning.

 

2. Magnus Heunicke i Spørg Borgen

Magnus Heunicke fortæller i DRs Spørg Borgen, d. 23. september, at der pt er en fornyet overdødelighed i Europa. Men det passer altså ikke, hvis man ser på Euromomos tal. Men hvordan kan han så sige det? Jeg forstår det ikke.

Heunicke sagde også, at sundhedsmyndighederne anbefalede mundbind. Men få dage før det blev indført, kaldte Brostrøm det for meningsløst. Men så kan det da ikke være en “anbefaling”? Jeg forstår det ikke.

Heunickes centrale begrundelse var, at sådan gør de andre lande. Der er en form for politisk gruppepres imod de europæiske og de nationale frihedstraditioner. Og statsministeren havde ellers afvist at sammenligne med andre lande på det sidste pressemøde. Det er nok kun, når det lige passer.

Men godt interview af Biltsøe, og gode spørgsmål fra seerne, som virkelig viste, hvilken biopolitisk boble, Heunicke og regeringen befinder sig i.

Links:

Euromomos tal: https://www.euromomo.eu/graphs-and-maps/

Biltsøes interview: https://www.dr.dk/…/spoerg-borgen_-dansen-med-corona…

 

3. En notits i avisen fra før biostatens tid og lidt moderne socialisme

I influenzasæsonen 2017/18 blev der indlagt 7667 personer med influenza. 549 lå på intensiv. Alene i uge 8 var der indlagt ca. 900 personer.

Ifølge den endelige opgørelse i 2019 døde 2822 personer af denne sæsoninfluenza. Det svarer til ca. 500 døde pr. million.

Af de 2822 døde var langt de fleste ældre, men der var også 24 døde børn under 4 år. Der findes ingen døde af corona under 30 år, og kun 1 person under 50 år.

I 2018 legede børnene sammen og holdt fødselsdage, de voksne var til koncerter og alle nød almindeligt menneskeligt samvær med åbne ansigter.

Årets influenza var en notits i avisen.

I dag giver de mindste statistiske fluktuationer og den mindste lille fortælling anledning til, at hele det politiske apparat sætter ind med omfattende overvågnings-, udskamnings og kontrolsystematikker.

Det er dette skifte, som også kaldes ”det ekstreme forsigtighedsprincip”. Slavoj Zizek kalder det for “krigskommunisme”. Dette nye og altomfattende princip varsler et dybtgående opgør med demokrati, humanisme og frihed.

Landets sundhedsmyndigheder tøvede først, de var jo skabt ved demokratiets livsform, men de har nu entydigt underlagt sig princippet med fuld fane.

Statsministeren er naturligvis storslem, men venstrefløjen følger trop, senest med Pernille Skippers biopolitiske panik-opslag på facebook på facebook. Skippers nye “stram sprit”-kurs kommer her – sammen med den rudimentære tekst – til udtryk i en politisk-æstetisk mundbinds-grafik, der minder om det officielle fotografi af statsministeren, som var decideret uhyggeligt.

Dele af venstrefløjen ser coronaen som anledning til at gennemføre en form for verdenskommunisme. Det er især filosoffen Slavoj Zizek, der står for den gren, hvorimod italieneren Georgio Agamben forfægter socialismens og humanismens frihedsidealer.

Agamben er “dead man walking” blandt landets socialister. Det kan man tydeligt se af Skippers opslag. Skippers kollega, Pelle Dragsted, mener slet ikke, at corona-politikken er politisk. Han siger, at han blot følger eksperterne. Man kan roligt sige, at samfundsanalysen og kritikken er død og begravet på venstrefløjen, altså som i “dead man dead”.

Pernille Skippers opslag: https://www.facebook.com/pernille.skipper.5/posts/3807037325997264

Tallene er hentet fra disse to rapporter:

SSI-opgørelse fra 2018-19: https://www.ssi.dk/…/influenzasaesonen—opgoerelse…

SSI-opgørelse fra 2017-18: https://www.ssi.dk/…/influenzasaesonen—opgoerelse…

 

4. Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer om børnefødselsdage

Dagens biopolitiske notering er, at man ikke må holde børnefødselsdage eller private børnearrangementer i det hele taget plus en masse mere.

Ingen børn i Danmark er døde af sygdommen.

Den nye ekstremistiske stat har ingen stopklodser. Al naturlighed smadres af de små børns byrde som smittebærere. Du ånder, ergo er du skyldig.

Det svarer til dengang, hvor Kåre Mølbak ville forbyde børn at lege sammen. Dengang gik Sundhedsstyrelsen imod, men det er slut. Nu står samme styrelse i spidsen for ødelæggelsen af det civile samfunds engagement.

Initiativet lader ikke til at møde den mindste modstand fra politisk hold.

Om kort tid får børnene masker på ligesom i det stakkels Italien. Der er ingen logik, der kan stoppe det.

https://www.sst.dk/…/Sociale-arrangementer-ifm…

 

Smittede tanker 62: To biopolitiske breve til skoler og forældre

Undervisningsministeren har d. 23. september skrevet to breve: Et brev til alle landets skoler og ungdomsuddannelser og et andet brev til alle landets forældre. Det første af brevene indledes med en opfordring til, at skolelederne videresender deres brev til forældrene, som altså i forvejen har fået et brev. Så er man helt sikker på, at alle har forstået.

Brevene udspringer af Sundhedsstyrelsens nye “retningslinjer” for social omgang på skoler og i det civile liv, og de udgør efter min mening et samlet og systematisk opgør med pædagogisk og civil frihed.

 

A. Brevet til skolerne

Brevet til skolerne er et dybt overgreb på landes pædagogik. Det sker i tre faser.

1.

Først får skolelederne at vide, at de skal aflyse ”alle sociale arrangementer” på skolen, både i og udenfor skoletiden. Det er et direkte indgreb i den pædagogiske og demokratiske frihed og i grundlæggende danske traditioner. Ministeren skriver direkte:

Alle sociale arrangementer bør aflyses i forbindelse med skoler, fritidstilbud og ungdomsuddannelser. Der bør således ikke holdes sociale arrangementer eller arrangementer i forbindelse med skoledagen eller uden for almindelig skoletid, fx klassefester og fælles morgenmad.” (mine kursiveringer)

Disse regler kommer oveni en stor bunke andre små og store restriktioner. Så man må ikke holde en klassefest for små børn?

Her bør man erindre sig, at ingen børn er døde af corona, ja faktisk ingen under 30 år (og kun en enkelt person under 50). Under influenzaen i 2018 døde der faktisk 24 børn under 4 år. Men nu skal de små børn bære byrden som “smittebærere”.

2.

Dernæst står der, at ”Alle elever” skal deltage i et undervisningsforløb om coronaen med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens biopolitiske materiale,

”Er du skoleleder, opfordrer vi til at drøfte med lærerne, hvordan I kan sikre, at alle elever deltager i mindst et undervisningsforløb om COVID19. Det er fx en mulighed at tage udgangspunkt i dette materiale, som Sundhedsstyrelsen har været med til at udvikle: https://coronapaaskemaet.alinea.dk/” (min kursivering)

Så skolerne skal undervise i statsligt tvangsindhold, der endda lige ”sikres”. Men lærerne kan være med til at bestemme ”hvordan” det gøres. Det er den moderne form for ”metodefrihed”. Men selv denne forkrøblede frihed forkrøbles yderligere af den eksplicitte henvisningen til en særlig statsanerkendt metodeplatform, som alle vil ende med at følge.

Læringsmålene for Alineas forløb til 1. klasse samles f.eks. i følgende smittebærerlæring:

  • har du viden om virus og bakterier
  • ved du, hvordan du kan være med til at forebygge smitte
  • har du talt med andre om de tanker, du gør dig, i forhold til smitsomme sygdomme.

Her kommer læringsmålstyringen virkelig til sin ret, må man sige.

3.

Den biopolitiske kontrol fortsætter ned i den sociale detaljen. Her skal lærerne ”tage en snak med børnene”, og elevrådende skal også inddrages, indtil alle er enige med ministeren i, at overgrebet er godt:

”Endelig er det en god idé, at lærere, undervisere eller pædagogisk personale tager en snak med børnene og de unge på den måde, de finder mest egnet. Inddrag også gerne elevrådene, så eleverne selv kan være til at gøre en indsats på den enkelte skole.” (mine kursiveringer)

 

B. Brevet til forældrene

Forældrene har også fået et brev, som er helt i samme ånd. Her blander ministeren sig direkte i opdragelsen. Her er hovedpunkterne:

1.

Hvis nu en enkelt skole ikke skulle have forstået det første brev, så får forældrene lige igen at vide, at de skal aflyse al deltagelse i skolens arrangementer. Derudover skal de også aflyse alle private arrangementer.

Og hvis man ikke selv aflyser, så skal man melde afbud. forældrekredsen vil ende som et civilt udskamningspoliti, som børnene involveres i, og hvor ingen til sidst gider at gøre noget for nogen.

Her er citatet:

”Du bør aflyse eller melde afbud til alle sociale arrangementer i forbindelse med skole, fritidstilbud og ungdomsuddannelser. Anbefalingen fra myndighederne om at aflyse sociale arrangementer gælder dels private arrangementer, der ikke er arrangeret af institutionen eller skolen, som for eksempel klassefester, fælles fødselsdage, fælles forældrearrangementer, som ofte er arrangeret af forældre eller eleverne selv. Dels gælder det sociale arrangementer eller arrangementer i forbindelse med skoledagen eller uden for almindelig skoletid fx klassefester, fælles morgenmad, lejrskoler og studieture”. (mine kursiveringer)

2.

Dernæst blander ministeren sig direkte i familiens sociale opdragelse, dens kontakter og samliv. Og både børn og forældre opfordres til at bruge SoMe i stedet for at besøge hinanden. Hvilket samfund!

”Du kan vise dine børn, at man kun krammer de venner, som man i forvejen ses meget med og er tætte på. Og at man stadig godt kan være i kontakt med andre venner via for eksempel sociale medier

Og i samme ideologiske lod, som er udtryk for en ren statslig indoktrinering fra ende til anden, og som supplerer Alineas “læringsmål”, får vi følgende at vide:

”Derfor beder vi dig som forælder om at tale med dit barn/dine børn om corona og risikoen for smitte”. (min kursivering)

Og denne ”risiko” defineres af sundhedsstyrelsen selv vel at mærke. Børn skal påtage sig en smittebærer-identitet.

Begge breve ledsages af en opfordring til, at børene downloader styrelsens smittebære-identifikation, den såkaldte smitteapp. Og forældrene opfordres også lige til selv at gøre det samme, nu man har fat i dem.

 

C. Kontekst og afsendere

Brevene følger som nævnt op på sundhedsstyrelsens i forvejen dybt indgribende retningslinjer fra d. 21. september, som faktisk hermed forstærkes, som jeg ser det.

Brevene er ikke kun underskrevet af ministeren. Store dele af organisations-Danmark, inklusiv de pædagogiske fagforeninger, bidrager med den helt store ja-hat til hele denne ødelæggelse af pædagogisk og civil frihed. Selv de pædagogiske fagforeninger. Dermed forstærkes forstærkningen også organisatorisk. Biostaten sætter sig virkelig fast i samfundet med disse breve.

Det er dybt kompromitterende for disse organisationer, som jeg vil opfordre til, at man melder sig ud af eller i det mindste kritiserer højlydt. Heldigvis er min egen fagforening, DM, ikke på listen, og også Frie Skoles Lærerforening glimrer ved positivt fravær. Her er de pågældende organisationer:

Danmarks Lærerforening

BUPL

GL – Gymnasieskolernes Lærerforening

KL

Skolelederforeningen

BKF – Børne- og Kulturchefforeningen

FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation

FOA

DA – Dansk Arbejdsgiverforening

Lilleskolernes Sammenslutning

Kristne Friskoler

BUPL – Lederforeningen

DLO – Daginstitutionernes Lands-Organisation

Frie Fagskoler

Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier

Frie Skolers Ledere

Danske Skoleelever DGS

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Landssammenslutningen af Handelsskoleelever Erhvervsskolernes Elevorganisation DUF –

Dansk Ungdoms Fællesråd

Deutscher Schul- und Sprachverein

Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier-Lederne

Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier –Bestyrelserne

Danske HF & VUC Danske HF & VUC – Bestyrelserne

Gymnasieskolernes Bestyrelsesforening

Ungdomsringen Ungdomsskoleforeningen

Skole og Forældre FOLA – Forældrenes Landsorganisation

FGU Danmark

AMU-centrene

TAMU

Danske SOSU-Skoler

Danske Landbrugsskoler

Uddannelsesforbundet

 

Links (opdateres løbende):

Link til de to breve fra d. 23. september:  https://www.uvm.dk/aktuelt/i-fokus/information-til-uddannelsesinstitutioner-om-coronavirus-covid-19/boerne-og-undervisningsministeriets-breve-om-covid-19

Her er Sundhedsstyrelsens retningslinjer fra d. 21. september: https://www.sst.dk/da/Nyheder/2020/Sociale-arrangementer-ifm-dagtilbud-skoler-og-andre-boer-aflyses-i-den-kommende-tid

Ekstrabladet har dækket sagen, d. 23. september: https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/minister-aflys-alt/8301129

Smittede tanker 61: Anders Bondos corona-kronik og arbejdstidsaftalen med KL

Nedenfor følger en analyse af en aktuel kronik af Anders Bondo Christensen samt en vurdering af den nye arbejdstidsaftale med KL. De to emner hænger lidt sammen, så jeg beklager lidt gentagelser i teksten.

 

1. Kronik af Anders Bondo:

Anders Bondo Christensen forlader som bekendt formandsposten i Danmarkslærerforening efter indgåelsen af den nye overenskomst med KL. D. 13. september skrev han en slags afskedskronik i Politiken, hvor han gør status og knytter den ene og den anden tråd.

Jeg vil analysere kronikken om lidt, men først lidt pæne ord.

 

A. Pæne ord

Det er på mange måder en fin kronik, hvor Bondo får erklæret sin kærlighed til den grundtvig-koldske tradition. Derudover har han en række gode kritiske bemærkninger til den økonomificering af det pædagogiske liv, som udviklede sig i løbet af 00’erne.

Man bør hertil erindre sig, at Bondo gennemførte to flotte indholdsmæssige initiativer hos lærerstanden.

For det første det fine professionsideal fra 2002, som faktisk også var Løgstrup-grundtvigsk inspireret, og som skulle gøre op med den såkaldte lønmodtagerstrategi. Den fagforeningstekniske krone på den del af værket var overenskomsten i 2008.

For det andet var det på Bondos vagt, at man i 2019 vedtog det såkaldte folkeskoleideal, som var præget af et mere klassisk herbartiansk tankesæt med fokus på emner som kundskaber, fag og undervisning. De to idealer stod faktisk i en vis spænding til hinanden; en frugtbar spænding muligvis.

Endelig må man aldrig glemme Bondos heroiske indsats i forbindelse med lockouten og S-R-SF’s overgreb mod landets pædagogik og skole i 2013. Faktisk kan man godt opfatte folkeskoleidealet som en form for bolværk både mod Antorinis ”lærings”-revolution, som jo var et opgør med ”undervisning”, men også mod Globaliseringsrådets 2006-reduktion af kundskaber til målstyring og evaluering. Så tak til Bondo for alt det.

 

B. Kritiske ord

Men nok om de pæne ord i dagens anledning. Lad os se på kronikken. Den har nemlig to indbyggede modsætninger, som samtidig også siger noget om modsætningen i lærerforeningen, og som desværre vælter det fine indhold omkuld.

i) Modsætning nr. 1: Corona vs Grundtvig

Bondo hylder det grundtvig-koldske. Det er fint, for dermed understreger han jo – stik mod de herskende socialdemokratiske vinde – at folkeskolen og de frie skoler er ud af samme substans. Men der er et problem, og det er, at Bondo bruger denne henvisning til at tale for mere corona-pædagogik. Bondo fortæller, at tingene var bedre i forårets corona-pædagogiske tilstand, som jo stadig i høj grad gælder. Dermed tænker han især på, at klasserne var mindre. Det er muligt, men den corona-pædagogiske praksis var til gengæld det stik modsatte af friskoletraditionen.

Corona-pædagogikken er præget af afstande, regler, ubehag ved både mennesker og ting og ikke mindst af et opgør med forsamlinger og sang. Pædagogisk liv reduceres til nidkære adfærdsregelsæt, som er en del af S-regeringens profylaktiske totalitarisme, den såkaldte ”ekstreme forsigtighed”.

Men Bondo mener, at coronaen har styrket ”den sociale proces”. Denne fatale fejl kan man studere i dette citat fra kronikken, hvor corona-pædagogikken omtales som ”positive elementer”:

”Den nordiske skoletradition, der ikke mindst i Danmark har et solidt afsæt i de grundtvig-koldske skoletanker, har i mange mange år været fundament for undervisningen og hele måden at holde skole på i Danmark – og den er netop kendetegnet ved ovenstående positive elementer.”

Men som jeg netop har forklaret, så er de ”grundtvig-koldske” skoletanker det modsatte af coronapædagogikken.

Dermed kommer Bondo i modstrid med sig selv og faktisk også med sit elskede professionsideal efter min mening, eftersom dette ideal jo netop byggede på det grundtvig-koldske i en venstretidehvervsk aftapning.

 

ii) Modsætning 2: OECD vs. pædagogik

Bondo kritiserer både økonomificeringen af pædagogikken og den tilhørende læringsmålstyring. Specielt kritiserer han OECD og finansministeriet. F.eks. skriver han:

”Centrale beslutninger, der i mange kommuner blev fulgt op af lokale initiativer i form af datafunderet læringsledelse, it-funderet præfabrikerede læringsforløb, visible learning og lignende koncepter, som lærerne har svært ved at se meningen med, og som lægger beslag på massive økonomiske og tidsmæssige resurser og suger energi og engagement ud af skolerne.”

Men alligevel indfører Bondo den økonomiske logik af bagvejen. Det sker på to måder. For det første fordi han henviser til det kognitions- og adfærdspsykologiske og stærkt individualiserede udtryk ”selfefficacy”, som han har samlet op hos netop OECD, som selv har det fra psykologen Albert Bandura.

Bondo bruger altså OECD og læring til at gøre op med OECD og læring. Han tror, at self-efficacy markerer et opgør med økonomificeringen af pædagogikken. Men intet kunne være mere forkert, og dermed forstærker han blot OECDs skolesyn.

Faktisk passer ”selfefficacy”s fokus på adfærd og individ supergodt med coronapædagogikken. Her er vi måske ved forklaringen på Bondos eller uforklarlige vurderinger under pkt. 1. Bandura slår Løgstrup for nu at sige det på den måde.

Dermed kommer der en dyb splittelse ind i DLF; en splittelse, som man også kan se i den nye overenskomst mellem DLF og KL. Her står der helt i starten af aftalepapiret, at ”læreren er den vigtigste faktor for elevernes udbytte af undervisningen”, og i en tråd på folkeskolen.dk understreger Bondo endda, at netop dette citat er udtryk for at DLF har fået indflydelse på aftalen. Men her tager Bondo fejl efter min mening, for med denne sætning – undervisning forstået som ”udbytte” og læreren forstået som en ”faktor” – så anerkendes fuldstændig skolereformens og ikke mindst KL’s skolesyn.

Udtrykket ”faktor for udbytte” henviser til netop indflydelsen fra den økonomiske logik, som OECD i høj grad står for. “Faktor-udbytte”-diskursen kom ikke mindst til Danmark via Skolerådets beretning fra 2012, som selv var funderet i en blanding af synlig læring, OECD og økonomisk logik.

Denne tolkning bekræftes af DLF’s digre værk ”Gør en god skole bedre” fra 2004, som er gennemsyret af økonomisk tankegang, og hvor der netop refereres udførligt og positivt til OECD’s uddannelsesdirektør Andreas Schleicher, som med sin stedsløse og statistiske evalueringsideologi om nogen – og nu i mange år – har stået for en opløsning af den Grundtvig-koldske tradition og faktisk også den herbartianske. Desværre er det Schleicher, som via DPU’s store rolle for begrebssætningen har magten over landets pædagogiske sprog. Det er også derfor, at Scheicher og Herbart pr stedfortræder er i strid i Danmark. Stedfortræderne hedder Jeppe Bundsgaard/DPU’s ledelse og Alexander von Oettingen.

Så med Bondos kronik som udgangspunkt kan Bondo og DLF kan ikke opretholde deres professions- eller folkeskoleideal.

Referencer:

Link til Bondos kronik, d. 13. september: https://politiken.dk/…/For%C3%A5rets-skole-giver…

Link til ”Gør en god skole bedre” fra 2004: https://www.dlf.org/media/44134/goerengodskolebedre.pdf

Link til arbejdstidsaftale 2020: https://www.dlf.org/…/aftale_om_arbejdstid_for…

Bondos understregning af ”faktor”-citatets betydning finder man på tråden under denne artikel i Folkeskolen: https://www.folkeskolen.dk/…/medlemmernes-ret…

DLFs professionsideal, 2002

DLFs folkeskoleideal, 2019

 

2. Vurdering af arbejdstidsaftalen

Jeg har nu læst aftalen mellem KL og DLF. Jeg har tre bemærkninger. Den første af bemærkningerne har jeg sådan set nævnt under punkt 1, men jeg gentager den altså her for fuldstændighedens skyld.

 

A.

Folkeskolens formålsparagraf fra 2006 er en ypperlig tekst, som desværre samtidig har været en passage for et dybt opgør med selvsamme formål. Spørgsmålet er, hvordan aftalen indgår i dette paradoks. Er læreren en del af formålet eller en del af opgøret med formålet? Ender vi samme sted som Bondos kronik?

Aftalen indledes med lidt drys fra formålsparagraffen på den der særlige DLF-måde, som udviklede sig op igennem 00’erne. Her var affirmativiteten den overordnede ledetråd, kulminerende med DLFs formandsskab i Antorinis Ny Nordisk Skole, som var forløber til skolereformen. Formandsskabet var delt med konkurrencestats-socialdemokraten, Lars Goldschmidt. Disse indledende formuleringer giver os derfor ingen vished for, om vi er på formålets side eller det modsatte.

På linje 10 – lige efter formålsordene – kommer der så følgende helt afgørende formulering, som endegyldigt afgør sagen:

”Lærerne er den vigtigste faktor for elevernes udbytte af undervisningen”.

Med denne sætning – undervisning forstået som ”udbytte” og læreren forstået som en ”faktor” – så anerkendes fuldstændig skolereformens og ikke mindst KL’s skolesyn. Det var det skolesyn, som skabte læringsmålstyringen, og som gav Erik Schmidt en tjenstlig advarsel for at sige sin mening. Advarslen var lovstridig ifølge Landsretten, men KL har ikke anerkendt, at sagen handlede om ytringsfrihed.

Hvis nogen forstod protesterne i 2013 som protester, ikke blot imod ”overenskomsten” men også imod skolesynet, så har man derfor tabt.

KL har vundet den ideologiske kamp. Læreren er nu en ”faktor”. Det er ikke skolens formål, men dets undergravning der har vundet.

 

B.

Resten af teksten lader til at være helt uden den strukturering af arbejdet, som ellers bør præge et pædagogisk liv. Der er ingen normering til forberedelse, fælles liv, videreuddannelse eller andet. Og vigtigst af alt: der er ingen loft for undervisningslektioner. De bør ikke overskride 20 timer om ugen. Skolen er et åndssted og ikke en ”faktor”-fabrik.

Selv er jeg ansat på et universitet. Der er konkrete forberedelsesfaktorer, som sætter en ramme for hele arbejdslivet og folks pædagogiske og videnskabelige virke. Denne ramme forhandles, når der overenskomst, og ellers ikke, og de er ikke noget man snakker om i det daglige.

 

C.

Og i stedet for en traditionel ordning, søsættes en fagforeningsmagt med hyppige DLF-KL-processer om skolens indhold og organisation. Det gælder på flere niveauer, f.eks. helt nede på skoleniveauet:

“Skoleledelse og tillidsrepræsentant drøfter, hvilke målsætninger ledelse og lærere vil arbejde for i det kommende skoleår og ledelsens prioriteringer af lærernes arbejds-tid.”

Fagforeningen bør ikke blande sig i ”målsætninger”. Det skal et frit og oplyst lærerråd tage sig af, som helst ikke ved, hvad ”en faktor” er.

Der er, så vidt jeg kan se, ingen andre markeringer i aftalen vedrørende lærernes demokrati, selvom emnet faktisk er markeret i den nuværende regerings såkaldte ”aftalepapir”. Emnet er tabt og fortaber sig i en KL-DLF-bureaukratisk symbiose på KL’s præmis.

Summa Summarum: KL har vundet. Og DLF har vundet en del af KL’s sejr.

PS: Det er også lidt tankevækkende, synes jeg, at et flertal af hovedbestyrelsen i Uddannelsesforbundet, som jo huser en del af de lærere, som ikke er ansat i folkeskolen, anbefalede et nej til aftalen. De kan formodentlig godt se, at problemerne i aftalen kan sive hen til forbundets andre områder og dermed underminere hele den pædagogiske sektor indefra.

PPS. Med aftalen bekræftes den ånd, som indstiftedes med den såkaldte KL/DLF-lærerkommission i 2019, hvis formand var Per B. Christensen, som har spillet en central rolle i læringsrevolutionen flere steder, både som leder af skoleområdet i Næstved og som medlem af AP Møllers såkaldte vurderingsudvalg. Han stod altså for alt det, som Bondo kritiserer i sin kronik, men som Bondo nu selv har bygget sin arbejdstidsaftale på.

Men så er det, at man også skal huske på de pæne ord.

Links:

Link til aftale mellem KL og Lærernes centralorganisation: https://www.dlf.org/…/aftale_om_arbejdstid_for…

Link til Uddannelsesforbundets side om emnet (rul ned for indstillingerne): https://www.uddannelsesforbundet.dk/…/forhandlinger-om…/

Lærerkommissionens rapport: https://www.uddannelsesforbundet.dk/…/laererkommisionsr…

Kommentar til lærerkommissionen: http://www.thomasaastruproemer.dk/laeringskonsensus…

 

 

Smittede tanker 60, d. 20. september

1. Sund fornuft og syg forstand?

Statsministeren taler om, at landets borgere skal bruge deres ”sunde fornuft”. Jeg har interviewet mig selv om emnet:

Interviewer: Er landet ”sundt”?

Thomas: Nej, det er sygt.

I: Hvorfor?

T: Fordi det kun går op i sygdom.

I: Men det er godt at gå op i sygdom, er det ikke?

T: Jo, det er rigtigt.

I: Men hvad er så problemet?

T: Der er fire problemer: For det første at landet udelukkende går op i sygdom, som dermed trumfer pædagogikken og retten. For det andet at det egentlig ikke handler om sygdom, men om at ”undgå” sygdom. For det tredje at denne ”undgåelse” alene forstås ”statistisk”, og for det fjerde at hele systemet baseres på frygt. På den måde får vi et ensrettet, profylaktisk og kvantitativt organisations- og krigsregime, som udrydder landets livsformer, dømmekraft og sprog. Dermed bliver den ”sunde fornuft” udryddet, og man kan ikke mere have opdragelse i samfundet.

I: Kan man så ikke bruge den sunde fornuft til noget i den nuværende situation?

T: Jo, det kan man godt, men kun som modstand mod regeringens aktioner, dvs. med inddragelse af andre kundskabsområder og med interesse for sine medborgeres sunde fornuft.

I: Svarer det til at gå fra proportionalitetsprincippet til det ”ekstreme forsigtighedsprincip”?

T: Ja, det er det samme. Hvem glemmer d. 11. marts? Det var den dag, man forlod demokratiet til fordel for biostaten.

I: Men vi kan da stadigvæk stemme?

T: Ja, men først bliver det noget ydre, så bliver det noget digitalt, og så forsvinder det. Det skyldes opgøret med den sunde fornuft, dvs. demokratiets livsform. Afstemninger kan kun fungere sammen med den sunde fornuft, som regeringen jo afvikler.

I: Så ”sund fornuft” handler om at afveje forskellige hensyn i konkrete situationer med størst mulig interesse for disse hensyns nærmere karakter og fylde?

T: Ja, det er en god definition. Den svarer omtrent til det, man finder i meget filosofisk litteratur.

I: Så den ”sunde fornuft ” er blevet til ”syg fornuft”?

T: Ja, det kan man godt sige, men så alligevel ikke.

I: Hvorfor ikke?

T: Fordi en fornuft ikke kan være syg, for så er det ikke en fornuft. Man kan jo heller ikke sige ”fri leg”, fordi man i så fald postulerer, at leg også kan være tvangsmæssig. Den leg, som har tillægsordet ”fri”, er ikke en leg.

I: Men ud fra den logik kan man da heller ikke tale om en ”sund fornuft”?

T: Nej, det har du egentlig ret i, men som demokrater og videnskabsmænd ved vi, at sandhed nok findes, men at den ikke er nogens ejendom. Den ”sunde fornuft” er derfor et slags ydmyghedstegn over for fornuften, en menneskelig hyldest til skaberen og til den videnskabelige ånd. Derfor er udtrykket ”sund fornuft” i politisk, etisk og videnskabelig forstand bedre end ”fornuft”, selvom man ikke må glemme det sidste, som jo er forudsat.

I: Hvad sker der, hvis man glemmer det?

Glemmer man forudsætningen, altså fornuften og tingene i sig selv, så bliver man radikal konstruktivist, og så kan man ikke have institutioner i samfundet. Dermed får vi samme konsekvens som i biostaten, som jo også har frakoblet både fornuften og den sunde fornuft og omdannet institutionerne til smitteregnskaber.

I: Men hvad skal vi så kalde det, hvis ”syg fornuft” ikke dur?

T: Ja, jeg vil foreslå ”syg forstand”. På den måde overgår fornuften til det mere erkendelsestekniske ”forstand”. Og forstanden bliver ”syg”, fordi den mangler kontakten til den sunde fornuft og dermed også til fornuften. Vi får en slags autistisk ekspertvælde. Forstanden mangler sin mor og far, for nu at sige det på den måde.

I: Hvad bliver biostatens næste skridt?

T: Mundbind i butikker, temperaturmålinger, vagtværn og digital adfærdskontrol, smitteregnskaber for minkfarme og et tiltagende ideologisk pres på samfundets rest-logikker, altså resterne af den sunde fornuft.

I: Hvad med smitteregnskaber for myretuer?

T: Jeg tror først, det kommer i 2021.

TV2 om pressemødet: https://nyheder.tv2.dk/2020-09-18-pressemoede-om-coronavirus

Link til tidligere pressemøder om coronaen: https://www.stm.dk/_p_12743.html

 

2. Regeringens nye retningslinjer

Jeg har et par bemærkninger til de nye ”krav” og ”opfordringer”, som blev anmeldt d. 18. september, vel at mærke helt uden offentlig diskussion eller debat i ”folketinget”. Opfordringerne er en blanding af drakoniske og nidkære sociale krav samt små biopolitiske eksperimenter, som man efterfølgende vil kunne skrue på og give fuld ”krav”-status.

A.

Det er en klar styrkelse af overvågningsdelen. Det sker i form af et krav og to opfordringer:

Vigtigt er kravet i punkt 11, der handler om ”opsynspersonale” i større butikker. Det minder om de såkaldte ”vagtværn” på Nyborg Gymnasium. Disse værn skal holde øje med adfærden i butikken. Denne regel vil hurtigt kunne udvides til andre sammenhænge, f.eks. til uddannelsessteder. I mindre butikker er kravet nednormeret til en ”opfordring”. Dvs. at vi i realiteten får vagtværn overalt. Her er teksten:

”Der indføres krav om synligt opsynspersonale i lokaler i detailhandlen over 2000 m2, herunder udvalgsvarebutikker, dagligvarebutikker, storcentre, stormagasiner, varehuse, basarer, arkader mv. Opgaverne for personalet skal udmøntes nærmere i sektorpartnerskabsretningslinjer, og kravet forventes at gælde med virkning fra den 25. september 2020. For mindre lokaler opfordres der til, at der på lignende måde er personale, der holder opsyn med, at der ikke opstår trængsel i lokalet. For alle i detailhandlen opfordres der til at sætte særligt ind i spidsbelastningsperioderne, hvor der er mange kunder, for at sikre afspritning og overholdelse af afstand.”

Dette vagtværnskrav hænger sammen med to andre overvågningspunkter, nemlig med punkt 8, som vedrører ”opfordringen” til at ”aktivt bruge” smittestop-appen, og punkt 9, som handler om ”opfordringen” til at foretage ”frivillig registrering af kontaktinformationer” for cafe- og bargæster (punkt 9 og 8).

I forbindelse med denne sidste opfordring fremgår det, at datatilsynet skam allerede har ”udarbejdet seks gode råd til registrering af restaurantgæsters oplysninger”.

En række af disse initiativer skal styres af såkaldte ”sektorpartnerskaber”. Dermed styrkes biostatens organisatoriske apparat.

 

B.

Mundbindskravet udvides nu til større dele af sundhedsvæsenet og til hele restaurationsbranchen. Også her skal ”sektorpartnerskaber” tage sig af den nærmere kontrol med restauratøren.

I Silkeborg har biostaten tidligere testet masker i butikkerne. Det kommer også snart. På flere ungdomsuddannelser har man også allerede masker. Og statsministeren laver officielle fotografier af sig selv iført sort dannebrogsmaske og blodplettet skjorte.

 

C.

Der lægges et omfattende moralsk pres på samfundets civile liv, herunder på fester, selskaber, arbejdspladser, småarrangementer i børnehaven mv., som nu lægges øde, eller genopstår som små coronaficerede aftalelommer, som består af berøringsangste og maskebærende neutralier.

 

D.

Det ”anbefales”, at ”indkøb kun foretages af ét familiemedlem ad gangen”. Så staten skal blande sig i, om man skal handle ind sammen med sin kæreste. Det bliver nok en sag for Nettos vagtværn at kontrollere.

 

E.

Også i den offentlige transport skal man bære maske, og dertil kommer, at man nu igen skal undgå myldretider. Det vil formodentlig betyde en halvering af passagerer ift. situationen før d. 11. marts, hvis jeg må komme med et ukvalificeret skøn.

 

Link til de nye retningslinjer: https://www.sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Coronavirus/2020/September/~/media/Filer%20-%20dokumenter/01-corona/Tiltag-udbrudshaandtering-18092020.pdf

 

3. Kim Varming på twitter.com

Kim Varming er speciallæge i klinisk immunologi. Han er også ledende overlæge for klinisk immunologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Varming agerer sundhedspolitisk på twitter.com. Her har han nogle særdeles kritiske corona-politiske tweets.  Han mener, at smitteudviklingen er naturlig, og at der er ved at blive opbygget flokimmunitet, altså samme synspunkt, som ligger til grund for den svenske corona-politik, og som Kåre Mølbak også stod for tilbage i marts.

Varmings sidste tweet lyder sådan her:

”Kære politikere. Hvad er problemformuleringen? Der er få indlagte og få døde. Smitten spredes stabilt, så de sidste kan blive immune. Tænker at tiden er inde til at ophæve alle restriktioner og ophæve epidemiloven.”

Han lyder som noget så sjældent som en virus-ekspert med proporations-sans, dvs. som en ekspert, der vurderer sygdomme på andet end realtids-statistiske udsving i sundhedsministerens krigskabinet.

Mig bekendt har Varming ikke været i medierne?

https://twitter.com/KVarming

 

4. Vær forsigtig med forsigthedsprincippet

Politiken bringer i dag et stort interview med den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell. Interviewet står i PS-sektionen, og der er en ledsagende artikel i 1.del. Jeg siger lidt om begge tekster:

 

A. Interviewet i PS

Interviewet har den herlige overskrift: ”Vær forsigtig med forsigtighedsprincippet”.

Her er nogle noter til den tankevækkende tekst:

 

i) Om marts:

”Det var min fornemmelse på den tid, at verden var blevet gal”.

 

ii) Coronaen er ikke meget værre end de fleste influenzapandemier:

”Nu er covid-19 formentlig noget værre end de fleste influenzapandemier, vi har haft. Men den er ikke meget værre”.

 

iii) Svensk dødelighed har ikke noget at gøre med Nedlukning:

”Det var helt åbenlyst ting, man kunne og burde have gjort i plejesektoren tidligere, end det skete. Men i løbet af de sidste to-tre måneder har vi ikke set nogen spredning i plejesektoren. Der har helt klart været et problem, men det har ikke været koblet til, om vi have lukket samfundet ned eller ej”.

I en anden artikel fra i går, fortalte Tegnell, at de højere svenske dødstal, som svarer til en hård influenza, muligvis skyldes en mild influenzasæson sidste år.

 

iv) Lukning af skoler og liberale erhverv er uden betydning

Tegnell mener ikke, at skolelukninger eller grænselukninger betyder noget, heller ikke lukningen af de liberale erhverv.

 

v) Frederiksens Nedlukning, som gik stik imod de danske myndigheders anbefaling, ville ikke kunne ske i Sverige.

 

vi) Tegnell kritiserer det danske ”forsigtighedsprincip” kraftigt.

”Forsigtighedsprincippet er nødt til at samtænkes med effekten og de eventuelle negative effekter af forskellige tiltag. At lukke en skole har f.eks. en utrolig stor negativ effekt”. Her nævner han f.eks. børnenes langsigtede udvikling og deres sundhed og ”tænker bredt på sundheden”.

Dermed taler Tegnell for et proportionalitetsprincip. Han er derfor videnskabsmand og demokrat frem for ekspert og profylakse-totalitær.

 

vii) flokimmunitet

Tegnell mener, at der er i Sverige er opbygget en ”vis immunitet”. Hermed henviser han til den flokimmunitet, som også Kåre Mølbak forfægtede herhjemme tilbage i marts.

 

B. Artiklen i 1. del:

Inde i avisen har samme journalist interviewet sundhedsøkonomen Kjeld Møller Pedersen fra SDU. Pedersen siger helt korrekt, at Tegnells synspunkt minder om de danske sundhedsmyndigheders position tilbage i starten af marts.

Det var dengang, hvor statsministeren desavouerede sundhedsmyndighederne, samtidig med at hun henviste til dem. Dagen efter fik Sundhedsministeren enevældig magt af et halveret folketing. En skændsel i vores lands historie.

Venstres Karsten Lauritzen siger at Tegnells synspunkter ”gør stort indtryk”, og at han ”ikke er overbevist om, at den danske strategi var den rigtige”. Han har også ”ondt af dem, der driver værtshus”. Men det er helt til grin, for hans parti støtter de facto statsministeren 100%.

Statsministeren forsvarer sin totalitære ”hammer”: ”Det var nødvendigt for at få smitten ned og få styr på situationen”, siger hun, men det har hun helt misforstået. Hun skal regerer landet og ikke styre det. Hun vil heller ikke ”gå ind i diskussioner om andre landes strategier”, hvilket er noget helt nyt, for hun har løbende refereret til andre lande.

Hendes ny måde at undgå at svare på noget er at sige: ”jeg anerkender ikke din præmis”. Det sagde hun flere gange på pressemødet den anden dag. Udtrykket betyder ikke andet, at der kun findes én præmis, nemlig statsministeren. Hun står der med blod på skjorten og kulsort dannebrogsmundbind med sin ENE PRÆMIS, som er farligere en noget virus i verden.

 

C. Søren Riis Paludan-citat

I en helt tredje artikel fortæller Søren Riis Paludan, som er professor i biomedicin, at ”95% af de mennesker, der dør, ellers ville have haft meget få måneder forventeligt tilbage at leve i”.

Så ved man dag lige det.

Paludan er en af de få eksperter, som forsøger at tale moderation, selvom hans øjne og stemme ofte flakker, hvilket på en måde er et sundhedstegn i denne tid.

 

Referencer:

Interviewet med Anders Tegnell: https://politiken.dk/…/Advarsel-fra-statsepidemiolog…

Artikel i avisens 1. del: https://politiken.dk/…/Tegnell-er-glad-for-at-Sverige…

Artikel med Søren Riis Paludan-citatet: https://politiken.dk/…/Danmark-har-brug-for-ny…

Tegnell om sidste års milde influenzasæson: https://politiken.dk/…/Tegnell-forklarer-h%C3%B8jere…

 

 

 

Smittede tanker 59, d. 8-17. september

1. D. 8. september: biopolitisk pres på det private og sociale liv

Mandag d. 7. september var der pressemøde. Der er stigende smittetal i København og Odense. Vi nærmer os april-niveauet, forstod vi, selvom der blev testet 10 gange så mange dengang. Der er også en stigning i antallet af indlæggelser, selvom der få dage før havde været et tilsvarende fald, som vel at mærke ikke afstedkom nogle lempelser. Sundhedsministeren, Brostrøm, patientstyrelsen og de to relevante borgmestre var samlet. Der var eksplosion, kriseberedskab og alarmisme over det hele uden en eneste proportion.

Det centrale indtryk var, at man nu tester, om det er muligt at lægge et kæmpe moralsk pres på det civile liv. fester, selskaber og bryllupper osv., altså på almindelig menneskeligt samvær. Der vil blive udfærdiget retningslinjer for alle mulige detaljer, f.eks. omgangen med chip-skålen. Det kaldes for “løftede pegefingre”.

Derudover “opfordrede” man til, at spisesteder registrerede besøgende med navn og adresse, som man også gør i Tyskland.

For få uger siden var det Aarhus og Silkeborg, der var i fokus. I Aarhus lavede man maskekrav i busserne. Få dage efter gjorde man dette krav nationalt gældende. Man testede også, hvor langt man kunne gå med at udskamme bestemte befolkningsgrupper. Det fortsætter man med, nu med et overgreb på de unge, og det som man kalder “unge voksne”. I Silkeborg var der maskekrav i butikkerne. Det kan vi roligt regne med også kommer, for Sundhedsministeren “følger udviklingen tæt”, og varsler “resolutte” tiltag.

Og det biopolitiske pres følges op af de to byers uddannelsessteder, kommuner mm., hvor der er panik og hjemsendelser og mangel på kritisk aktivitet.

Link til Sundhedsministeriets beslutninger vedrørende København og Odense: https://www.sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Coronavirus/2020/September/~/media/Filer%20-%20dokumenter/01-corona/07092020-Pmoede/Information.pdf

Link til Sundhedsstyrelsens retningslinjer om private fester, pr. d. 8. september: https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Corona/Arrangementer/Gode_Raad_Fejringer-og-private-arrangementer_090920.ashx?la=da&hash=9E018EDE5C1CD7E8013A81451C5F4A06AADF9F57

Danmarks statistik: https://www.statistikbanken.dk/statbank5a/selectvarval/define.asp?PLanguage=0&subword=tabsel&MainTable=SMIT1&PXSId=222026&tablestyle=&ST=SD&buttons=0

og mere Danmarks Statistik: https://www.dst.dk/da/Statistik/eksperimentel-statistik-covid-19

 

2. D. 8. september: Tre spørgsmål:

Nu går Danmark amok igen, og der testes en række nye biopolitiske kontrolsystemer i København og Odense, ikke mindst på den private front, men også i forhold til at registrere folk på restauranter.

Jeg har tre spørgsmål, som jeg synes, myndighederne burde omtale i stedet for at mane til ekstrem forsigtighedspanik:

1.

Man plejer at sige, at der går et par uger, før et stigende antal smittede kan aflæses i antallet af indlagte.

For et par uger siden var der stort smitte-ståhej Aarhus og Silkeborg, “eksplosiv stigning” og pressemøde osv..

Men i Region Midt har antallet af indlagte i august ligget konstant omkring 1-5 og det er det stadigvæk, nemlig 3. Disse udsving er så små, at stilstand omkring 0 bedste man kan sige om den sag. Og der er 0 indlagte i Region Sjælland, hvor der også var “eksplosion” for et par uger siden (kan I huske Ringsted?). Der har stået nul i en uge nu. Men måske er der en mink, der har en bacille på halen?

Så smittestigningen i Aarhus og Ringsted afstedkom ikke flere indlæggelser.

Derimod er der en lille stigning i indlagte i hovedstaden fra 10 til 15, men det er jo også meget små absolutte tal, som vel at mærke ikke kan hænge sammen med en stigning i antal smittede, for det var jo ikke her, der var problemer for et par uger siden.

Så de flere indlagte har ingen sammenhæng med stigende smitte? Det er bare tilfældige udsving er mit bud. Hvad ved jeg?

Er det ikke underligt? Al den fokus på Aarhus med alle mulige restriktioner og udskamninger af unge og indvandrermiljøer, men ingen stigning i døde eller indlagte. Det var jo de unge og somalierne, der fik ret!

Men man fik da testet maskerne i busserne, som få dage efter ligefrem blev gjort landsdækkende, selvom Sundhedsstyrelsen få dage før havde sagt, at mundbind var meningsløse. Og der var også afledte effektive effekter med mundbind og vagtværn på forskellige gymnasier.

2.

Myndighederne fortæller til skræk og advarsel, at der nu næsten er ligeså mange smittede som i april. Men i dag tester man altså 10 gange så mange som dengang. Hvorfor siger de ikke det? Det er da en vigtig information. Især når folk er så opskræmte. De såkaldte “virologer” fortæller det heller ikke, og DR er tavs som en hule.

3.

For få uger siden var antallet af indlagte på landsplan 23. Så faldt det til 15. Det var der ingen, der holdt pressemøde om. Nu er det så steget til 28, og så er der pludselig gang i de biopolitiske bølger.

Konklusion: Hvad foregår der? Der er sket det, at regeringen allerede d. 11. marts forlod proportionalitets-princippet til fordel for det ekstreme forsigtighedsprincip.

Der er ”ingen”, der dør af den “dødsensfarlige” sygdom, selvom der nu har været “smitteeksplosion” i ugevis. Det samme er tilfældet i de andre europæiske lande.

 

3. D. 9. september: Små børn synger bagved mundbind

Nedenstående artikel fra JP er egentlig ikke noget særligt, men det er det ledsagende billede i høj grad. Her kan man nemlig se, hvordan biostaten bedriver sangundervisning i 3. klasse i en skole på Frederiksberg.

Eleverne tager mundbind på, når de skal synge.

Det er en form for udvidelse af Kåre Mølbaks biopolitiske legeforbud tilbage i april.

En hel generation får ødelagt deres forhold til mund og sang, dvs. til hele den grundtvigske dannelsestråd.

Man kan jo ikke lade være med at spekulere på, om denne form for bio-pædagogisk elendighed hænger sammen med regeringens nedlæggelse af Grundtvig-centrets bevilling. Det drejer sig om ca. 10mio, dvs. ca. det samme som ca. 8 timers coronatests.

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12378515/skal-vi-have-ondt-af-vores-boern/

 

4. D. 10. september: Proportioner og mundbind

Læge og lektor ved Københavns Universitet, Lars Kayser, kritiserer i dette indlæg, at borgere pålægges at bruge mundbind i det civile liv, f.eks. i toge og busser.

Han mener ikke, at der er evidens for, at det nytter, men vigtigst af alt fra mit synspunkt, så gør han det, som en del læger efterhånden gør, men som mange af vores virologiske eksperter ikke gør. Han siger nemlig, at regeringens ekstreme forsigtighedsprincip har udløst panik og truer den frie tænkning. Her er den centrale sætning:

“Her er vi på en farlig glidebane i forhold til at bevare et frit tænkende og vidensbaseret samfund”

Det, Kayser gør her, er at placere sundhedspolitikken i en større kontekst, nemlig som EN DEL af samfundet som sådan. Denne strategi er det modsatte af Mette Frederiksens tilgang, hvor sundhedspolitikken definerer samfundet som sådan, hvorved sundhed bliver til monoton statistisk nidkærhed.

Spørgsmålet er, om hospitalerne skal blive på hospitalerne, eller om samfundet skal omdannes til et hospital?

Kayser taler dermed for proportionalitet frem for ekstremisme. Det var det synspunkt, som Sundhedsstyrelsen oprindeligt forfægtede, både i forhold til nedlukningen i marts og til den aktuelle mundbindspolitik.

Til sidst har Kayser en kritisk gennemgang af maskeundersøgelserne.

https://www.altinget.dk/sundhed/artikel/forsker-ophaev-paabud-om-mundbind-der-er-intet-bevis-for-effekten

 

5. D. 11. september: Induktiv metode

D. 11. marts frarådede sundhedsstyrelsen, at man lukkede skolerne. Konsekvens: Få timer efter lukkede statsminister skolerne.

D. 11. september ”forventer” Sundhedsstyrelsen ikke, at man laver ”større skolelukninger Prognose: Om få dage lukker statsministeren skolerne.

Andre episoder:

Sundhedsstyrelsen fraråder lukning af grænser. Konsekvens: Få dage efter lukker statsministeren grænserne.

Sundhedsstyrelsen fraråder brugen af mundbind. Konsekvens: Få dage efter gennemtvinger statsministeren mundbind.

https://www.dr.dk/nyheder/indland/smitten-stiger-blandt-de-10-til-19-aarige-jeg-forventer-ikke-stoerre

 

6. D. 12. september: Biostatens adfærds-manualer:

De biopolitiske processer breder sig i detaljerigdom og inddrager nu for alvor nye psykologiske teknikker og markeder. Sundhedsstyrelsen har f.eks. i dag udgivet to ”manualer” med retningslinjer for “adfærd” på kontorer og i det offentlige rum.

Her er filosofien bag ”manualerne”. Det anførte citat kan studeres sidst i begge biostatslige “manualer”:

”Manualerne er udarbejdet af firmaet ”iNudgeyou”, som er en forskningsvirksomhed specialiseret i anvendt adfærdsvidenskab – måske bedre kendt som ’nudging’.

Målet i iNudgeyou er at udvikle og kommunikere evidensbaserede og pro-sociale løsninger, der overkommer de adfærdsproblemer, som vi alle sammen møder i dagligdagen. De sidste 40 års adfærdsforskning (adfærdsøkonomi, kognitions- og social psykologi) har vist, at vi mennesker ikke er fuldt ud rationelle. Det betyder, at faktorer, som ikke burde påvirke vores adfærd i princippet, faktisk gør det i praksis. Og det er hér adfærdsproblemet opstår.”

Den ekstremistiske forsigtigheds politik har nu indkøbt adfærdsmanualer for det offentlige rum af den adfærdspsykologiske business. Hermed bekræftes nedlukningens udvidede filosofi.

Links:

Sundhedsstyrelsens manualer med retningslinjer for adfærd på kontor og i det offentlige rum: https://www.sst.dk/…/Saadan-undgaar-du-smitte-med-COVID…

Mere om iNudgeyou’s corona-projekter: https://inudgeyou.com/da/coronavirus/

 

7. D. 12. september: Frederiksens sms’er

En forvirret statsminister lagde d. 19. marts pres på den københavnske regionsformand og på formanden for Danske Regioner med en række opskræmte sms’er, der skulle gennemtvinge en mere effektiv lukning af hospitalerne efter hendes ekstremistiske forsigtighedsprincip, som blev effektueret d. 11. marts.

De to formænd forsøgte at bevare et proportionalitetsprincip med henvisning til sundhedsstyrelsens retningslinjer og for at beskytte andre patientgrupper, men statsministeren fortsatte i frygtens vokabular.

Det fortæller DR i dette link, hvor man også kan læse sms’erne.

På den måde er sms’erne udtryk for en gentagelse af den kamp mellem Sundhedsstyrelsens “proportionalitet” imod regeringens “ekstremisme”, som man allerede så effektueret op til d. 11. marts. Nu blot på sms-niveau, og med en statsminister som går uden om Brostrøm og direkte ned på de lokale administrative led.

Professor Kjeld Møller Pedersen mener, at regionerne havde fat i den lange ende. Til JP siger han følgende:

“Nedlukningen var baseret på smittetal fra Kina og Italien. Set i bagklogskabens klare lys skød man helt vildt ved siden af. Men det vidste vi ikke dengang.”

Og videre:

“Sms’erne viser, hvor optaget statsministeren var af, at retningslinjerne blev fulgt, og sms’erne viser, at statsministerens voldsomt enøjede fokusering på smittespredning blev modereret af de to driftsansvarlige regionsformænd, der sagde ”Hør nu her, der er også andre patientgrupper at tænke på”.”

Magnus Heunicke mener ikke, man kunne have gjort andet, siger han til DR, men det kunne man da sagtens. Man kunne have gjort det, som Sundhedsstyrelsen og regionerne forslog, og som altså bakkes op af Møller Pedersen.

Tak til DR for denne lille brik i puslespillet om biostatens konstituering i marts 2020.

Links:

DR’s dækning: https://www.dr.dk/…/sms-traad-mellem-statsministeren-og…

JP’s dækning: https://jyllands-posten.dk/…/smstraad-kaster-nyt-lys…/

 

8. D. 13. september: Godt indlæg af Rasmus Nøhr

Sangeren Rasmus Nøhr har skrevet et coronakritisk indlæg, som er fyldt med kloge ord. Det var Nøhr, som skrev den skønne sang “Sommer i Europa” dengang i 2006, hvor der stadig var en rest af 1989-ånd i verdensdelen. Det er der ikke mere. 1989-ånden forsvandt først med konkurrencestatsideologien, siden med nedlukningerne og absolut endegyldigt, da Berlins bystyre svigtede sit historiske ansvar som 1989-åndens vugge og forsøgte at forbyde en demonstration mod mundbind.

https://ugeavisen.dk/kbhliv/artikel/rasmus-n%C3%B8hr-om-corona-skr%C3%A6mmekampagne-hvis-du-lufter-den-mindste-tvivl-s%C3%A5-er-du-i-fare-for-at-komme-i-den-kasse-der-hedder-konspirationsteoretiker-og-s%C3%B8lvpapirshat

 

9. D. 13. september: Flotte fotografier af statsministeren

Fotografen Mads Claus Rasmussen har begået en sandt mesterværk i den nye fotoserie af statsministeren. Især et af billerne er fuldstændig unik portrætkunst.

Mette Frederiksen står, som er hun anholdt, iført håndjern med blod på skjorten, med mundbindet skævt og nærmest tvunget på.

Er hun en fange?

Hun ser bange ud, som om hun er kommet til at slå nogen. Hun er rød som blod. Men hun er ikke hvid som sne, snarere sort som kul. Kun det lille og stakkels dannebrog på den skrå og sorte bioburka, signalerer den lyse oprindelse til landets nye blod-sorte realitet.

Samtidig bærer hele opstillingen påmindelser om portrætter af det 20. århundredes totalitære ledere og om en uendelig nedlukket skæbne

Det er dette svage, anholdte, blodrøde, kulsorte, nedlukkede og næsten fascistiske udtryk, som vil ødelægge min nattesøvn.

1989 varslede “sommer i Europa”. Dette billede af Frederiksen varsler “vinter i Europa”.

Tak til fotografen for et uudsletteligt sanseindtryk.

Links:

Link til kort omtale af fotoserien, hvor man også kan se det omtalte billede: https://www.avisen.dk/ny-trend-mette-frederiksen-i-corona…

 

10. D. 14. september: Effekten af effekt

Den biopolitiske logik fortsætter ufortrødent. Nu taler avisernes fast indkaldte bioforskere om mundbind både på restauranter og i supermarkeder, og måske også nogle flere steder.

Der vil ganske vist – lyder det – ikke være nogen særlig effekt, men det ene med det andet, som man siger, og så får man jo pludselig en stor effekt. Og når man så har effektueret effekten i al nedlukket effektiv uendelighed, så ligner vi allesammen et fotografi af statsministeren, hvor hun ligner en “jeg ved ikke hvad”.

“Det ekstreme forsigtighedsprincip” er effekternes nidkære eksperimentarium.

I Italien er der obligatorisk mundbind i skoler, også for de små børn og også i undervisningen. Der er man blot endnu mere effektiv end i den danske biostat.

Links:

Om effekter i Danmark: https://www.dr.dk/…/krav-om-mundbind-i-supermarkeder-og…

Om de italienske skoler: https://www.folkeskolen.dk/…/italienske-skoler…

 

11. D. 16. september: Ændrede navne på kategorier om antal tests

Jeg har kommunikeret lidt med en flink læge fra SSI om nogle vigtige tal, som jeg ikke forstod. Det handler om antallet af coronatests i samfundet. Der har nemlig hele tiden været to tal, dels ”antal prøver” og dels ”antal testede personer”. Det første tal har altid været højere end det sidste, og jeg kunne ikke rigtig forstå det. SSIs og SSTs korte note til tallene gav ingen forklaring, jeg kunne forstå.

Men nu har SSI-lægen forklaret mig det. Hun har også bekræftet, at SSI har ændret i nogle af kategoriernes navne på instituttets såkaldte ”dashboard”. Ændringen er dog ikke nået til Sundhedsstyrelsen, kan jeg se.

Lad mig forklare dette problem med ”antal prøver” og ”antal testede personer”:

Jeg har hele tiden forstået det sådan, at det var det lave tal, altså ”antal testede personer”, man skulle kigge på. Og dagbladet Politiken lader til at have forstået det på samme måde. I deres daglige statistikker under begrebet ”testede”, står også det lave tal, altså tallet for ”testede personer”.

Men er det ikke ligegyldigt? Nej, det er det ikke, for efterhånden er forskellen mellem de to tal vokset. I går var ”antallet af tests” hele 48.689, mens ”antal testede personer” kun var på 24.407.

Og nu viser det sig, at både mig, Politiken og mange andre helt har misforstået disse tal. Det lille tal, altså ”antal testede personer” henviser nemlig kun til ”antal førstegangs-testede”. Hvis man f.eks. har været testet i april eller i juli, så tæller en ny test derfor ikke med i dette tal.

Men efterhånden som 1/3 af landets indbyggere har været testet på et eller andet tidspunkt, så vil ”antallet af førstegangstestede” jo nærme sig nul, mens ”antallet af tests” går mod himlen.

Det betyder, at et af de mest centrale biopolitiske tal i disse uger, nemlig forholdet mellem smittede og testede, ændres markant.

Med de gamle kategorier var denne ratio med gårsdagens tal 334/24407 = 0,14%. I det nye regnestykke er det kun 334/48689=0,07%, dvs. kun halvt så højt. Og denne forskel vil jo stige efterhånden som en større del af befolkningen testes.

SSI har som sagt netop ændret i navnet på disse kategorier, men i betragtning af, hvor mange, der har misforstået dette i nu flere måneder, så er jeg faktisk meget kritisk over for, at man ikke tidligere har gjort sagens sammenhæng klart.

Efterfølgende kan jeg se, at også læge Vibeke Manniche har hæftet sig ved denne ændring. Jeg vedhæfter derfor hendes kommentar til emnet.

https://vibekemanniche.dk/breaking-breaking-breaking-vi-er-blevet-foert-bag-lyset/

 

12. D. 17. september: Fra elektronisk app til realapp

Der er noget, jeg har tænkt over. Det vedrører sammenhængen mellem den smartphone-baserede corona-app og det omfattende system af tests og opsporing og dag-statistisk tyranni, som har udviklet sig siden i sommers.

Tilbage i april havde regeringen planer om det helt store overvågningssystem med udgangspunkt i en smitteapp. Her er et par citater fra planerne.

– Appen vil “indebære, at der sker en geografisk placering af samtlige de borgere – dvs. smittede såvel som ikke-smittede – der har downloadet appen baseret på GPS”.

– Appen vil give “mulighed for at monitorere kontaktmønstre i Danmark med henblik på at understøtte genåbningen af samfundet”.

Man ville lave et ”corona-landkort”, stod der i papirerne.

Jeg har vedhæftet en artikel fra Altinget fra d. 29. maj, der beskriver sagen. Det siger alt om den biopolitiske situation, at man overhovedet har overvejet det.

Der var da også modstand mod disse planer, så den endelige app blev mindre indgribende. Til gengæld kunne den ikke bruges til at lave et ”landkort”, dvs. til centralstyret smitteadfærdskontrol. Der var der nok nogen, der ærgrede sig over på de sprittede gulve.

Hvad gør en biopolitiker, som er optændt af ekstremistisk forsigtighed ved det? Jo, hun udvikler et andet system. En slags app til virkelighedens verden.

Denne real-app handler om at få borgerne til at lade sig teste rigtigt meget, og lave smitteopsporings-kontorer med biokonsulenter som ringer rundt i ”smittekæderne”. Dette ledsages af daglige statistikker – nu ikke kun for døde og indlæggelser –, men også for dagligt smittede helt ned for små geografiske områder, med tiden måske endda på institutionsniveau. Herfra kan man centraldirigere maskebrug, besøgsregistrering, politimæssige udskamninger mm.., som yderligere kan gestalte biopolitiske data og lave yderligere kontrol.

På den måde ender regeringens ufrivillige nederlag om appen til at være en sejr for appens udvidelse.

https://www.altinget.dk/artikel/194979-notat-afsloerer-regeringen-ville-overvaage-borgeres-bevaegelsesmoenstre-med-corona-app

 

13. D. 17. september: Lege og bobler

At lege og at boble er normalt positive ord, men det er slut. Legen er allerede bureaukratiseret og profylakseret. Og bobleriet er nu blevet til “en boble”. Når boblen overgår fra udsagnsord til navneord, så går det galt. Så får vi boblens pædagogik, dvs. luk dig inde i din varme, mørke og profylaktiske livmoder og tal ikke med folk fra andre bobler.

1.

I marts ville Kåre Mølbak forbyde børn at lege sammen. Det var nok årets sørgeligste sætninger. Sundhedsstyrelsen greb ind, men det hele endte faktisk med en ret kraftig bureaukratisering af børns leg, så på en eller anden måde fik Mølbak sin skrækkelige halve vilje. Så små børn måtte spritte og opdele og creme dagen lang, mens forældrene administrerede det biopolitiske smittekontakt-regnskab i den nye coronaficerede opdragelsesstruktur.

2.

Og nu taler Mølbak sammen med andre fra SSI-segmentet om små udvalgte ”sociale bobler”. Det er sådan noget, vi skal gå rundt i en hel sæson, så dødssmittens bogholderi kan gå i et evigt nul. Børnene skal også have “bobler”. Man ser det for sig i skolen: “God morgen børn, I dag skal vi lave legebobler!” og lille Peter: “Frøken, jeg vil gerne i boble med Ole og Marianne!”

Igen er Sundhedsstyrelsen ude med en korrektion. Man er imod udtrykket ”bobler”, som man afviser at bruge. Tak for det. Den form for poesi er jeg helst foruden. Men ud fra indholdet i Politikens artikel om emnet, er jeg nu lidt i tvivl om, hvor meget SST egentlig går “i rette”, som avisen skriver.

Og mon ikke det går som det plejer? Dvs. at SSI og ekstremismen har fat i den lange ende. Sådan gik det også med nedlukningen, grænserne og maskerne?

Men forskellen mellem SSI og SST skal helt klart noteres som endnu et eksempel på forholdet mellem ekstremisme og proportionalitet.

Links:

SSI’s “bobler”:https://politiken.dk/…/Virusekspert-nuancerer-begrebet…

SST’s afvisning af ”bobler”: https://politiken.dk/…/Sundhedsstyrelsen-g%C3%A5r-i…

SST uddyber: https://www.dr.dk/…/detektor-sundhedsstyrelsen-afviser…

Smittede tanker 58: d. 7. september

1. De ligegyldige mundbind

Ifølge DR’s læge, Peter Giesling, skal hele 1.000.000 mennesker gå med mundbind perfekt i en hel uge, for at undgå at blot ét menneske kommer på hospitalet; ikke på intensiv, men bare på hospitalet. Og det er endda i en “venlig” udregning, siger Giesling. Man kan høre hans udregning i nedenstående video fra d. 21. august.

Giesling baserer sine tal på et notat fra så sent som d. 30. juli fra Sundhedsstyrelsen til Sundhedsministeriet. Her skriver Sundhedsstyrelsen, at mundbind har “meget lille effekt”.

Men nu er Sundhedsstyrelsen vent på en tallerken.

Giesling mener, at der først og fremmest er tale om et “politisk pres”.

I Politikens artikel om sagen er to eksperter stærkt kritiske. Søren Riis Paludan kalder effekten for “meget begrænset” og Thomas Benfield spørger, om “det er besværet værd”.

Men den bioficerede statsminister har fanget sin nye biostat ind i det ekstreme forsigtighedsprincip. Her vil man gøre alt for at undgå en smittet søstjerne i en skotsk fjord, selvom sundhedsmyndighederne siger det modsatte. Den logik har kørt siden d. 11. marts, hvor statsministeren desavouerede Sundhedsstyrelsens risikovurdering fra dagen før og dermed gik imod myndighedernes anbefaling.

Links:

Interview med Peter Giesling: https://www.youtube.com/watch?v=N6zuwWVw4Ck&feature=youtu.be

Artikel i Politiken: https://politiken.dk/indland/politik/art7887764/Tusinder-skal-b%C3%A6re-mundbind-for-at-forhindre-%C3%A9t-smittetilf%C3%A6lde

 

2. Så farlig som i marts?

Ifølge overlæge i Skejby, Christian Wejse, er coronaen i dag ligeså farlig som i marts. Den rammer blot ikke de gamle, som det er lykkes at skærme for smitteudbredelse. Og de unge bliver ikke syge, selvom de altså må lide med mundbind og vagtværn osv.. (Aarhus Stiftstidende d. 27. august)

Men eftersom alle tallene længe har været i Marianergraven, så var coronaen altså heller ikke særlig farlig i marts. Det er jo logik. Dermed havde Sundhedsstyrelsen helt ret i dens milde farlighedsklassifikation af sygdommen.

Så coronaen var altså ifølge Wejses logik ligeså ufarlig i marts, som den er i dag. Derfor kunne man også dengang have nøjedes med at lave de foranstaltninger på plejehjemmene mm., som Sundhedsstyrelsen foreslog d. 10. marts, men som blev overtrumfet af nedlukningen dagen efter.

Journalistens vinkel er selvfølgelig det omvendte, nemlig at sygdommen stadig er farlig. Men artiklens indhold er altså, at den aldrig var farlig. Wejse kan ikke selv se det, fordi hans i almindelighed udmærkede sundhedslogik har spredt sig til hele samfundet via et statsligt tunnelnet, som kaldes for det “ekstreme forsigtighedsprincip”.

Link til interview med Wejse: https://stiften.dk/artikel/indl%C3%A6ggelsestal-snyder-coronaen-er-lige-s%C3%A5-farlig-som-i-marts

 

3. Kritik i Kristeligt Dagblad

Psykologen Anne Knudsen og journalisten Steen Valgreen-Voigt har d. 27. august denne yderst kritiske men alligevel stille og rolige kommentar i Kr. Dagblad, hvor de fastholder rimeligheden af Sundhedsstyrelsens oprindelige indstillinger imod den biopolitiske ekstremisme.

De to skribenter udgav sidste år en samtalebog på Gyldendal med Jens Rosendal, som jo skrev “Du kom med alt det, det var dig”, en sang der handler om vitalisme og åndelighed, dvs. det stik modsatte af den puritanske, nidkære profylakse, som en række svage, men aktive stater har indført her i 2020.

Dejligt at se, at ubehaget ved ekstremismen også eksisterer i den kreds.

Link til debatindlæg: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/mundbind-er-symbol-paa-politisk-handlekraft-men-er-det-proportionelt-naeppe

 

4. Biostatens næste træk?

Imens vi lige puster ud i en uge eller to, så samler skyerne sig om biostatens næste træk. Her er et par sandsynlige muligheder af mange mulige:

A.

I Tyskland har skolebørn nu mundbind på i undervisningen. Det samme sker nu i Frankrig ifølge vedhæftede artikel fra TV2. I Tyskland forsøger man at forbyde politiske forsamlinger, og i Frankrig skal man nu have mundbind på, når man går på arbejde.

Sygdommen er ikke dødelig i nogle af de to lande. Tværtimod er statistikken helt i bund. Situationen er derfor helt sammenlignelig med Danmark, og vi taler om EU’s to helt centrale lande. I UK varsles der faktisk også krav om mundbind i skolerne.

Desværre lægges der hermed et stærkt pres på den danske biostat, som stadig er funderet på den “ekstreme forsigtighed” frem for på “proportionalitet”.

Ifølge artiklen er logikken, at man hvis man indfører mundbind, så kan man undgå nedlukning, men det forholder sig snarere omvendt. En så udbredt brug af mundbind er skam udtryk for en forstærket og radikaliseret nedlukning.

B.

Jeg vil også nævne et andet tiltag, som måske kan blive det næste biopolitiske træk. Der satses mange steder på at iværksætte vaccine-programmer, som ikke er ordentligt gennemprøvet. Det er vi nok en del, som overhovedet ikke er interesseret i at deltage i. Det gælder blandt andet vaccineforskeren Christine Stabel Benn, kunne man høre i Deadline d. 27. august.

Men måske bliver det slet ikke frivilligt at lade sig vaccinere med de usikre vacciner? Hasteloven tillader nemlig sundhedsministeren at lave regler for “tvangsmæssig vaccination”. Og selv hvis han ikke gør det, så tillader staten måske, at butikker, foreninger og transportselskaber mm. kan kræve vaccinedokumentation.

Der står totalitarisme i hele astrologien.

Links:

Om Frankrig: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-08-31-danske-myndigheder-klar-til-at-tyvstarte-paa-brug-af-coronavaccine

Om vaccineplanerne: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-08-31-danske-myndigheder-klar-til-at-tyvstarte-paa-brug-af-coronavaccine