Facebook-drys 53: September 2018

Her er 37 facebook-opdateringer fra september 2018. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Skolepolitiske noter 1
  2. Læring skal ikke sættes fri
  3. Riisagers nye skoleforsøg
  4. ECER 1
  5. Skolepolitiske noter 2
  6. ECER 2
  7. Krise i Aarhus
  8. ECER 3
  9. Post-humanistiske teser
  10. Optimisme og Positiv Psykologi
  11. Pædagogisk økologi
  12. God journalistik på Altinget
  13. Gerd von Buchwald Lütken er død
  14. Hvad er regeringens skolejustering?
  15. Analyse af regeringens skoleudspil
  16. Agedrup-sagen skal i landsretten
  17. Korshøjen
  18. Tom Jensen kritiserer skolereformen
  19. DF’s valgplakat
  20. Indianere på fredagsbar
  21. Drama på DPU: Lars Qvortrup i ensom kamp
  22. Gert Biesta i Odense
  23. Peter Frieses og Stefan Mossalskis mindeord for Gerd Lütken
  24. LærerBladet nr. 3
  25. Merete Riisager i radioen
  26. Aarhus og Odense
  27. Keeping matter simple
  28. Odense Kommunes dannelsesstrategi
  29. Budget og læring i Aarhus Kommune
  30. Svein Sjøberg hudfletter Osloskolen
  31. Identitetspolitik
  32. KL og Ledelseskommissionen
  33. Socialdemokratisk udspil om forskning og uddannelse 1
  34. Dannelse til tiden
  35. Socialdemokratisk udspil om forskning og uddannelse 2
  36. Dannelsesmøde i Rønshoved
  37. Morten Kvists gudstjeneste på Christiansborg

 

1. d. 2. september: Skolepolitiske noter 1

A. d. 28. august
Først kaldte den socialdemokratiske skoleordfører, Annette Lind, undervisningsministeren for ”outreret”. Så var stilen ligesom lagt.

Lind lægger sig dermed endnu en gang på linje med ”Riisager=Trump-tesen”, som er Politikens journalistiske hovedpointe. Den totalt antorinificerede Lind er da også Politikens favorit-politiker.

Lind kaldte ligefrem på ”alle ansvarlige”, der skulle samle sig om den minister, som altså er ”outreret”.

https://www.altinget.dk/…/s-med-en-outreret-minister-maa-de…

 

B. d. 31. august
Politiken bragte vores svar på PAP’s ”bla bla bla”-indlæg fra sidste uge, som jo selv var et svar på en kronik forrige lørdag.

Nu kan man jo selv læse indlægget, men jeg har gjort en enkelt iagttagelse:

Da vores oprindelige kronik blev bragt d. 18. august, stod den ved siden af et kæmpe-interview med Ove Kaj Pedersen, som er en anden af Politikens favoritter. Ja, jeg kalder normalt avisen for Konkurrencestatstidende efter Ove Kajs begreb fra 2011.

Men da PAPs svar til os blev bragt d. 22. august, stod det helt og fint for sig selv i avisen.

Men da vores svar til PAP så kom i avisen forgårs, så var svaret omgivet dels af en elendig men kæmpestor kronik – som var totalt uden faglig præcision – af formanden for det meget indflydelsesrige AP Møller-skoleudvalg, og dels af en lang kommentar af redaktør Per Michael Jespersen, som forsvarede konkurrencestaten i vanlig stil. Det er det, man kalder ”framing”.

Vores svar til PAP: https://politiken.dk/…/Politiken-har-tydeligvis-valgt-side-…

Per Michael Jespersens aktuelle klumme: https://politiken.dk/…/Drop-nu-krigen-om-konkurrencestaten-…

Per Michal Jespersen i 2015: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10153781273329481&id=837549480

AP Møller-kronikken: https://politiken.dk/…/Det-st%C3%A5r-ikke-s%C3%A5-ringe-til…

 

C. d. 1. september
I går kom undervisningsministeren med et nærmest uskyldigt forslag om, at alle kommuner kunne søge om at give en af deres skoler lidt mere pædagogisk og faglig frihed. De fleste partier, heriblandt SF og Alternativet, var positive. Ja, selv DLF og føromtalte Annette Lind sagde, at det kunne man da snakke om.

Så der var fred og ro, lige indtil KL gik i aktion med følgende tweet:

”Et frontalangreb mod folkeskolen og det velfærdssamfund, vi kender. Vi borgere har brug for og krav på en stærk off. skole styret af det repræsentative demokrati. Hvad er det for et samfund, vi vil have? Det er det, der er på spil @sophieloehde @MereteRiisager #skolechat #dkpol

KL mener simpelthen, at et helt almindeligt forslag, som næsten alle partier er positive over for, er et ”frontalangreb på folkeskolen og det velfærdssamfund vi kender”. Ja, ligefrem på ”det repræsentative demokrati”. Det siger alt om denne private interesseorganisations interesser. Det er altså en ekstremistisk reaktion efter min mening. Og der er jo ingen begrundelser, så vi er sådan lidt på Trump-niveauet efter min mening.

En hel masse velkendte direktører og konsulenter fra KL likede med det samme, og borgmestrene fra København, Aarhus fulgte hurtigt trop. Aarhus-borgmesteren er jo decideret formand for den ekstrimistiske lobby-organisation, men han kan jo heller ikke lægge et budget.

Det var helt til grin. Ikke engang UC-segmentet likede, og så står det altså slemt til.

Lidt om forslaget og reaktionerne: https://www.b.dk/…/selvstyrende-skoler-tegner-til-at-faa-fl…

 

D. d. 31. august
Nu vi er ved KL og Aarhus, så er det værd at bemærke, at Folkeskolen.dk jo var meget lang tid om at dække den aktuelle aarhusianske konflikt, hvor KL vil nedlægge et eller andet, der engang hed ”skoler”. Bladet ville tydeligvis ikke støde KL, formodentlig pga. KL/DLF’s OK18-kæresteprojekt ”Ny Start”.

Først en hel uge inde i forløbet bragte Folkeskolen.dk en artikel, som vel at mærke var næsten usynlig på bladets hjemmeside. Når KL og DLF ligger i ske, så dækkes det ellers prompte med fuld honnør. Det er altså for tykt efter min mening. Det er vist så som så med bladets højt besungne frihedsbrev.

Det var også tankevækkende, at den lokale aarhusianske lærerformand, Jesper Skorstensgaard i den hemmelige artikel nu nærmest går ind for kommunens initiativ, som han helt naivt mener ”friholder kerneopgaven”. Han er pludselig blevet bange for, at der ville ryge lærerstillinger i stedet for. Før var han ellers imod KL-læringen, men kun for en kort stund, for helt oprindelig var hen nemlig helt vild med KL’s ideologi. Aarhus Lærerforening er i dyb krise efter min mening.

Folkeskolen.dk’s indlæg om Aarhus-konflikten: https://www.folkeskolen.dk/…/aarhus-dropper-planer-om-kaemp…

E. Og så forlader Antorini jo Folketinget. Der var takketaler fra hele konsulent- og UC-segmentet på twitter, men ikke herfra.

 

2. d. 3. september: Læring skal ikke sættes fri

Nogen taler om “at sætte skolen fri”. Det er et skrækkeligt udtryk. Den “frisatte skole” hører faktisk sammen med både skolereform og KL, fordi den frisatte læring jo skal styres. Den frisatte læring bliver derfor ensbetydende med læringsmålstyring. Læring og styring hænger sammen som Yin og Yan.

Vi skal holde op med “at sætte skolen fri”. Kun derved kan skolen arbejde pædagogisk og grundigt med skolens formål, praksis og fag. Dermed får vi virkelig metodefrihed og iderigdom, dvs. frihed til at undersøge formålets essens og konsekvenser i hver generation. Her er “styring” helt unødvendig. Her hersker skolens frihed, som er en forpligtende undersøgelse af formålets tradition i personligt og offentligt ansvar, og som vil gøre nye borgere tilpas inkompetente.

Nu forsøger ministeren sig med en sådan formålsskole. Det er ikke en friskole, hun foreslår, fordi skolens formål, dvs §1,2,5 og 10, jo stadig gælder. Netop pga. formålets betydning er der tale om en egentlig folkeskole.

Men finansministeriet er jo inde over, så vi skal passe på, at de gode ideer ikke ender i “frisættelse” med tilhørende “styring”.

KLs frisatte læringstyring er derimod det stik modsatte af en folkeskole, fordi KL blot vil styre en skole, som er sat fri fra skolens formål, hvilket efter min mening er en forbrydelse.

Det er også derfor, at KL har reageret med trumpistisk plathed på ministerens forslag. Heldigvis har DLF reageret positivt. Tak for det. Måske er der et tegn på lidt opløsning i den skrækkelige Ny Start-forlovelse mellem DLF og KL, som ingen reale fælles interesser har.

 

3. d. 4. september: Riisagers nye skoleforsøg

Merete Riisager har fremlagt sit formålsskole-eksperiment sammen med Sophie Løhde.

Det er både godt og skidt.

A. Godt
Det er godt, fordi det er en sejr for Riisager i hendes kamp imod Anni Matthiesen, som jo er den centrale, men også totalt antorinificerede skolepolitiker fra Venstre. Dermed står Matthiesens skolepolitiske ven, socialdemokraten Annette Lind, også svækket, ikke mindst fordi SF, Alternativet og DLF også støtter ministerens ideer. Lind træder derfor i vande. For en uge siden kaldte hun ellers ministeren for “outreret”. Det er nok slut med det nu, efter at Matthiesen har lidt nederlag.

(Nu er Lind nærmest alene med KL og den skrækkelige Skolelederforening. Enhedslisten er også kritisk over for KL, men støtter dog heller ikke friskoleinitiativet særlig meget, alene af den grund, at forslaget kommer fra Løkkes regering. Partiet virker splittet).

Riisager har dermed på sin vis vundet i forligskreds og i regeringen.

 

B. Skidt
Det er skidt, fordi Riisagers skoleideer nu risikerer at blive corydoriniseret, dvs koopereret af en finansministeriel logik, som jo står i total modsætning til en formålsskole. Dermed risikerer Riisager at lide samme skæbne som Antorini.

Riisager har dog den fordel frem for Antorini, at hun, altså Riisager, har bedre ideer fra start. Hun har derfor fra et indholdsmæssigt synspunkt bedre muligheder for at stå imod finanslogikken, hvilket man må håbe, at hun gør. Men det kræver en slags “endelig kamp”, hvor hun virkelig træder i politisk eksistens, og hvor hun får bred politisk støtte på samme måde som i det aktuelle tilfælde.

 

4. d. 4. september: ECER 1

Jeg er på europæisk forskningskonference i Bolzano i Norditalien. Her er nogle oplevelser:

A.
Mens jeg ventede på åbningsceremonien faldt jeg i snak med to svenske kvinder. Efter lidt tid spurgte jeg til det svenske valg på søndag. De snakkede lidt om det ene og det andet. Jeg spurgte derfor lidt mere specifikt til det der med Sverigedemokraterne. De to kvinder vendte det hvide ud af øjnene og sagde: ”Det er kun mænd, der stemmer på dem”. Jeg gik lidt i stå, for jeg er jo en mand. Så tilføjede de, at det endda var ”hvide arbejdermænd”. Så gik jeg endnu mere i stå. Mærkelig venstrefløj! Med det udgangspunkt tror jeg, at Sverige Demokraterne, som jo ikke er rundet ud af DF’s antifascistiske åndstradition (tidehverv), bare vil vokse og vokse, indtil alle landets mænd, som åbenbart har deres fornuft deponeret i deres køn og hudfarve, stemmer på dem.

B.
Lidt senere hørte jeg en præsentation om pædagogik og æstetik. Oplægsholderen var Debora Osberg, og Gert Biesta var medforfatter. De var meget kritiske over for noget, de kaldte for ”liberal education”. For dem var dette udtryk noget med at være en instrumentel maskine. De var især kritiske over for Immanuel Kant og hele hans virkningstradition. I stedet for ville det have noget, der hed ”emergence”.

Jeg spurgte, om ikke der var masser at hente både i den liberale dannelsestradition og i det 18. og 19. århundredes filosofi, ikke mindst om både tilsynekomst og æstetik? Men det var der ikke, fik jeg at vide, for det var alt sammen noget, der hedder ”eurocentrisk”, og det er åbenbart det værste, der findes?

I stedet refererede forfatterne til både John Dewey og Hannah Arendt, men de er da om nogen som snydt ud af den europæiske dannelsestradition? Og konferencen blev også afholdt af en ”europæisk” forskningsorganisation. Men det der med “Europa”, må man forstå, er altså noget meget undertrykkende noget? Næsten ligesom svenske mænd med hænderne rigtigt skruet på? Konsekvensen af den slags glemsomhed bliver efter min mening et teknokratisk og antihumanistisk EU.

Jeg begriber ikke, at Biesta har et ben i denne skrækkelige systemteoretiske lejr. I 2010 skrev han og Osberg faktisk en bog sammen om kompleksitetsteori. Åbningsartiklen (ud over redaktørernes indlæg) var skrevet af vores egen Jens Rasmussen, som jo både er ”instrumentalist”, Hattiefan osv..

Efter min opfattelse er den europæiske tradition netop løsningen på problemet, også på problemet med de ”svenske mænd”. Det andet ender lige i lukt i data-land, hvor Biesta og Osberg kan “swarme” og “emerge” helt til Silicon Valley

Det her er Biestas store problem efter min mening. Han har en slags indbygget tendens til at havne et sted, han hader.

C.
Endelig: En anden af mine åndsfæller i Europæisk pædagogik for tiden er italieneren Vasco D’agnese. Han har skrevet nogle vidunderlige ting om Heidegger og Dewey, som faktisk minder meget om vores egen Frederik Pio, som er musikpædagogisk forsker.

I dag talte D’agnese om Platons hulelignelse. Men ligesom Osberg havde han desværre alt for travlt med at gøre stor tænkning til instrumentalisme, hvilket fik samme lidt for flyvske konsekvens. Dog slet ikke på niveau med Osberg, som nærmest gør skade efter min mening.

Det ene med det andet: En skuffende dag, men på et superniveau naturligvis,

Men heldigvis var der god vin og pasta til receptionen på det lokale Casa, hvor den skønneste sydtyrolske eurocentrisme blæste langt op i himlen. Der var også både mænd og kvinder og svenskere, men vist ikke så mange arbejdere.

https://eera-ecer.de/ecer-2018-bolzano/

 

5. d. 5. september: Skolepolitiske noter 2

A. Berlingske kalder skolereformen for ”en fiasko”

Det er værd at hæfte sig ved, at Berlingske som det første dagblad nu for alvor gør op med skolereformen. Reformen kaldes decideret for en ”fiasko”. Reformen er desuden ”fejlslagen”, og den ”fungerer ikke godt nok”, får vi at vide. Et af problemerne er, at skolerne er plaget af alt for ”rigid styring”.

Det er nye toner fra tanten. Så mangler vi bare de andre aviser. Der mangler stadig støtte fra JP, Politiken, Information og KD. Ingen af disse aviser har mig bekendt benyttet sig af den konkrete sag om regeringens spændende nye eksperimentalskoler til at opsige abonnementet på Antorinis læringscenterlov.

 

B. Den øvrige modtagelse

I Folketinget tager både SF, Alternativet og DF godt imod regeringens forslag. Lægges dertil regeringens mandater, bør man kunne finde ud af dit eller dat. Socialdemokraterne træder lidt i vande. De radikale er imod, hvorfor ved jeg ikke. Enhedslisten er godt nok imod KL, men virker ikke som en interesseret forhandlingspartner? De har set sig for sure på Løkke, til at partiet kan vurdere sagen rent pædagogisk og uddannelsespolitisk.

Ser vi på organisationerne, er DLF for Riisagers forslag. Derimod er KL helt fra snøvsen, hvilket er totalt afslørende. Skolelederforeningen samt de store forældre- og elevorganisationer er på KL’s hold. Men alle disse foreninger har også altid været glade for synlig læring osv.. De er sådan et slags under-hold, som mig bekendt aldrig har sagt noget af selvstændig interesse. Carsten Jensen ville nok kalde dem for ”kælder-organisationer”. De vender, når vinden vender.

https://www.b.dk/…/nye-hybridskoler-giver-dygtige-skolelede…

 

C. Sophie Løhdes afbureaukratiseringsforslag

Der er også kommet et afbureaukratiseringsforslag fra Løhdes ministerium. Det er en lidt underlig tekst, hvor de traditionelle finansministerielle logikker står lidt svagt, selvom man stadig skal passe på ord som ”kerneopgave” og ”kvalitet”, som altid er bandeord, når de kommer fra den kant. Der trues også med den skrækkelige ledelseskommission, hvis ideer slet ikke har den fornødne sans for materien. DLF-KL-kommissionen nævnes eksplicit og positivt. Det er lidt tankevækkende.

Teksten skal dog vurderes i relation til baggrundsmaterialet fra 2017, den såkaldte ”sammenhængsreform”, hvis jeg ellers har forstået det ret. Her kører der et langt mere traditionelt finansministerielt styringsdigitaliserings-sprog, som bør udelukkes totalt fra landets pædagogiske liv. Man vil også lave en skolelederuddannelse sammen med KL. Hallo!

I det hele taget kan tingene – hvis man følger det langt barskere moderniseringsstyrelsessprog fra 2017 – lynhurtigt materialisere sig i negativ retning, og så er det slut med Riisagers frie folkeskole.

Derimod fylder de nye skoleideer faktisk en del i det aktuelle materiale. Det er som om, at Løhde har samlet sammen fra fagministerierne med lidt løs hånd. Det tegner på sin vis lovende, for det betyder, at Riisager både har fået regeringens fulde opbakning, og at denne opbakning måske ikke skal betales med moderniseringsstyrelseslogik. Men Riisager og hendes kolleger skal vogte deres ideer nidkært, det er klart. Og hvem ved hvad der sker efter et valg?

Sammenhængsreformen fra 2017: https://www.regeringen.dk/nyheder/sammenhaengsreform/

Den aktuelle udmøntning af første spor

 

D. DPU-konference om OECD

Endelig er det værd at nævne, at DPU jo holder en stor konference om OECD og pædagogik d. 4. oktober, altså lige om lidt.

Nu er jeg pt. til europæisk forskningskonference i Bolzano, hvor jeg lige har hørt et fremragende keynote-foredrag af den engelske sociolog Susan Robertson, der kritiserede OECD’s kategorier og den globale læringsindustri sønder og sammen. Og hun er jo ikke den eneste for nu at sige det mildt, heller ikke herhjemme. Og de mange kritiske indsatser trækker bredt på den sociologiske tradition, f.eks. Bernstein, Foucault, Durkheim mm.. Og der er også filosofiske kritikker osv..

Så man skulle jo tro, at noget af al denne kritiske forskning var repræsenteret, når nu Aarhus Universitet og DPU lægger navn til foretagendet, ikke sandt? Men ved I hvad? Der er ingen kritiske røster. Ingen som helst. Man har simpelthen udelukket hele den kritiske del af forskningen. Det er virkelig kritisabelt, efter min mening.

Ok, men hvem deltager så? Ja det gør OECD’s direktør og en af hans analytikere. Halleluja!

Der er også indlæg af Lars Qvortrup, som jo mener, at John Hattie bør være lærernes bibel. Han vil være totalt affirmativ. Dertil er der annonceret besøg af to unavngivne personer fra hhv. en dansk kommune og fra undervisningsministeriet, og det bliver det jo ikke bedre af. Næstformand fra DLF, Dorte Lange, deltager også. Ingen af disse har jo ikke noget forskningsperspektiv, så det betyder intet. De må underlægge sig konferencens normative og analytiske kategorier.

I konferenceoplægget står der, at OECD “deler vandene”, men hele konferencen står kun på den ene bred.

Jens Rasmussen fortæller desuden i kommunikationsafdelingens oplæg, at ”OECD står bag nogle af de mest progressive indslag i skoledebatten”. Så er stilen ligesom lagt. Rasmussen sidder da også i en af de centrale OECD-grupper.

Der er også et bidrag fra Henrik Tvarnø, som er formand for AP Møllers folkeskoleudvalg, hvis tildelinger er uhyre smalle og næsten entydigt til fordel for læringsmålstyring/synlig læring etc.. Jens Rasmussen sidder i øvrigt også i udvalget.

Ordstyreren er en embedsmand for Undervisningsministeriet, som arbejder med OECD-området.

Institutleder, Claus Holm, der står meget tæt på både Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, runder af.

Sådan ser det ud, når DPO kalder til videnskab.

Spørgsmålet er så, om der også er tale om en slags splittelse i undervisningsministeriet? Mellem en dannelsesfløj og en OECD-fløj? Det tror jeg helt klart, at der er.

http://edu.au.dk/…/hvilken-rolle-spiller-oecd-egentlig-i-f…/

 

6. d. 6. september: ECER 2

Mentale forskydninger set fra Sydtyrol:

Det er sørme sin sag at følge med i alle de mentale forskydninger omkring folkeskolen i disse dage. Efterhånden er flere af de personer og grupper, som oprindelig var imod Riisagers forslag om den nye skoleform, nu vendt på en tallerken. Nu går de skam pludselig ind for frifolkeskolerne, men kun på den betingelse, at de indføres for alle, altså en decideret reform af folkeskolen. De vil nu universalisere det, som de før var imod. Fint med mig.

Den vigtigste kovending står KL for. Før mente KL, at frifolkeskolerne ligefrem var et angreb på både folkeskole og demokrati. Men nu vil denne private interesseorganisation have dem udbredt over det hele, siger de? Holder det i et par dage, kan man være sikker på, at skolelederforeningen og de andre nedre organer følger trop. Måske følger Enhedslisten også med? Der har også været flere lignende udmeldinger fra mindre fremtrædende organisationer, f.eks. dansk friskoleforening.

Måske har KL’s bevægelse noget at gøre med at foreningens formand, Aarhus-borgmesteren Jacob Bundsgaard, er mega-presset i hjemkommunen, hvor der er fiflet med budgettet på en helt utilgivelig måde. Sagen dækkes intensivt i både JP og Politiken og mange andre steder. Mit Aarhus-borgerskab koger i både pædagogisk og finansiel indignation.

Nå, men det vil altså sige, at stort set alle nu går ind for, at alle skoler skal være frifolkeskoler? Men i så fald er det da bare om at komme i gang med at sprænge forliget og lave et nyt. Læreruddannelsen bliver man så også nødt til at lave HELT om, for de to ting, skole og læreruddannelse, hænger jo sammen.

Nogle af de omvendte mener, man bør vente på en af de mange evalueringer, som kommer i 2019. Men den kan man ikke stole på, for evalueringen skal laves af VIVE. Det betyder, at evalueringen accepterer den grundlæggende anti-pædagogiske substans i reformen. VIVE er totalt uegnet til at evaluere pædagogisk aktivitet. Sådan har det været længe.
Evalueringer duer kun inden for et forligs rammer. Når ægteskabet brydes, kan man ikke evaluere det. Desuden: Der kommer altid en evaluering og en sporvogn til.

Så hvem ved, måske går forliget i stykker? Antorini er jo væk, Corydon er også væk, Thor Møger er væk, Pernille Vigsø Bagge er væk, Vestager og Thorning er væk osv… De er alle sammen væk. Der er ingen til at forsvare alt det skrækkelige intet. Der er ingen, man kan putte sig under, ingen ideologer. Selv Annette Lind og Anni Matthiesen er begyndt at stamme. Men hvorfor støtter Jelved reformen? Hun er snart lige så fordoblet som Bertel Haarder. Måske er det lidt et generationsspørgsmål. De gamles veje er ufremkommelige. De bor i 00’erne. Det er tid til ungt blod, men det må ikke være størknet af 2013-ord.

Ellers er alt vel her i skønne Bolzano, hvor ECER-konferencen i dag bød på en række fremragende oplæg. Man kan konstaterer, at den nye og spirende tingsfilosofi står stærkt i de filosofiske miljøer, hvor der også var et glimrende symposion om Gert Biestas seneste udgivelse om undervisningens genopdagelse. Lutter tankevækning. Denne tingsfilosofi står som en central baggrund for dele af den aktuelle reformkritik.

Dagens key-notespeaker var Popkowitz, og ved I hvad? Også han var mega-kritisk over for OECD, ligesom gårsdagens key-note Susan Robinson også var.

Men det er jo svært at forstå, at OECD-kritikken er så udbredt på de højeste niveauer, fordi DPU’s aktuelle OECD-kirke-konference jo er helt uden kritikere. DPU lever i en OECD-boble. Men alt det skrev jeg jo om i går. DPU-konferencen er også centralt profileret på Nationalt Center for Skoleforsknings hjemmeside, hvilket giver god mening for mig. Det er virkelig ærgerligt, at denne satsning er blevet så fagligt smal. Og pinligt for Aarhus Universitet efter min mening.

Selv holdt jeg oplæg om min fortolkning og brug af Heideggers forelæsning ”the thing” fra 1950. Analysen står også at læse i ”Uren Pædagogik 2” og i bogen ”Pædagogikkens to verdener”. Det gik fint, tror jeg nok.

Bagefter var der filosof-middag, hvor jeg blandt andet drøftede Eurovision med en irer og en tysker. Ja, det hele var faktisk meget europæisk, og vi var helt fri af førstedagens politiske korrekthed.

om KL: https://www.altinget.dk/…/kl-til-christiansborg-i-undermine…

 

7. d. 7. september: Krise i Aarhus

Som aarhusianer er man ikke just på toppen for tiden:

  1. Der er totalt moralsk kaos omkring budgetlægningen i byrådet. Det er under al kritik.
  2. Man forsøger at snige den rene og skære skoleopløsning igennem over hele kommunen under dække af udtrykket “besparelser”.
  3. Man bygger i uskønne såkaldte “fortætninger” overalt, hvor der knap nok er plads til en mælkebøtte.
  4. Der er stadig ingen, der har sagt undskyld for at udskifte “smilets by” med “Danish for progress”.
  5. Letbaneprocessen sejler helt ude ved Skødshoved.

Vi trænger virkelig til luft på rådhuset. Bundsgaard bør gå af som borgmester efter min mening.

 

8. d. 8. september: ECER 3

EU-læring vugge til grav: European Educational Area.

På ECER-konferencen i Bolzano’s sidste dag, fredag d. 7. september, blev vi lige før frokosten præsenteret for en slags højdelavpunkt. I en højt profileret session fortalte en centralt placeret embedsmand fra EU-kommissionen, Youri Devuyst, om EU’s nye initiativ ”European Educational Area”. EU vil simpelthen standardisere alle europæiske landes læringssystemer fra vugge til grav med lærings-outcome, komparationer og evidens over alt.

Denne særlige EU-læring – den såkaldte ”learning mobility” – inkluderer altså ”not only higher education, but also early primary and secondary education and life long education”. Det er “læring all inclusive”, som det kaldes i visse kredse.

EU må ganske vist ikke kolonialisere skolerne på denne måde. Det skyldes det såkaldte subsidiaritetsprincip, som beskytter den nationale pædagogik op til og med ungdomsuddannelserne. Men det var kun lip-service til dette princip. Nu skal europæiske læringsrum læringsmålstyres helt fra vuggestuen og dagplejemoren og til kisten. EU vil ”intensify its involvement in education”, som det hedder.

Faktisk har disse processer været i gang i nogle år på forvaltningsniveauerne, og jeg har tidligere rapporteret fra den danske stats problematiske tilgang til processerne.

Problemerne har rod i, at Danmarks tilgang til arbejdet har rod i den særlige danske blanding af anti-pædagogik og økonomisk globalisering, som tog fart i 00’erne, og som skolereformen også er en del af. Derfor har man slet ikke sans for sin pligt som stat. Mit tip er, at Danmark uden videre vil acceptere og endda forstærker EU’s initiativ og overgreb på ånden i subsidiaritetsprincippet, selvfølgelig mens politikerne snakker om håndtryk og kager osv..

Og nu gøres processen altså til endnu mere officiel EU-politik, end den var i forvejen. Dvs. at EU simpelthen overtager statens pligt til genskabelse af vaner, som er værdifulde i sig selv. Staterne kan så efterfølgende ”spille med”, som Devuyst kaldte det ifølge mine noter.

Devuyst havde kun to referencer i sit oplæg. Dels til PISA, som han mente viste manglende kundskaber generelt i EU, og dels til sin chef, EU-kommissionens formand Jean-Claude Junker. Det svage grundlag var efter min mening en fornærmelse mod konferencens videnskabelighed.

Efter oplægget var der summepause og derpå fulgte ca. 10 minutter til indvendinger. En poststrukturalist rejste sig, Hun ville da lige være sikker på, at hendes eget område også kom under EU’s initiativ. Der var dømt opportunistisk læringstilpasning ligesom for mange poststrukturalister herhjemme. Faktisk havde jeg lige hørt hende i en anden mærkelig ukritisk session, hvor hun da også fik stærk kritik af en meget fornuftig person, som tilfældigvis også var den lokale ansvarlige for ECER-konferencen som sådan.

Derpå rejste en norsk heltinde sig op. Hun problematiserede EU’s tankegang med fuld nordisk følelse. Hun kritiserede både læringssynet, den manglende sans for kontekst og tilknytningen til OECD. Hun kaldte forslaget for teknokratisk, hvilket jo mildt sagt er korrekt. Det var som at se Erik Schmidt på lærermøde på Agedrup skole, som hun stod der med alle sine dejlige ord.

Devuyst svarede, at hans forslag ikke havde noget med OECD at gøre, hvilket jo var helt til grin, eftersom de tilfældige Pisa-tal var hans centrale begrundelse. Han sagde også, at Jean-Claude Juncker skam ikke mere kun gik op i ”employability” og ”global competition”. Nu havde Juncker også fokus på noget totalt ubestemt, som hed ”personal development”. Øhh… er Juncker en ny John Dewey? Det hele var da også ren nihilistisk overflade, for den samlede begrebssætning af læringen stod helt uændret. Det var dannelse som identitetspolitisk læringsoutcome. Devuyst mindede mig faktisk om Odense Kommune, for nu at blive i Agedrup-symbolikken.

Lidt ekstra noter:
EU har gang i en gang teknokratisk identitetspolitik helt ned i babyerne i en underlig form for euro-global boble, som intet har med Europa at gøre. Konsekvenserne er nærmest uoverskuelige.

Efter frokost var der mere virkelige højdepunkter. Det australske tidsskrift Educational Philosophy and Theory er ved at lave et særnummer, hvor en række forskere drøfter, hvad postmodernisme er eller ikke er i dag. Tre af disse forskere fremlagde sammen med tidsskriftets redaktør. Jeg har selv bidraget til udgivelsen, fordi jeg jo også er postmodernist og har skrevet om det.

Dernæst var der en interessant drøftelse af Heidegger, Camus, museumsfilosofi og moderne nationalisme i lyset af begrebet ”nostalgi”. Sessionen blev modereret af Paul Standish, som er redaktør for det britiske pædagogisk-filosofiske tidsskrift.

Det har været en virkelig vellykket konference, må man sige.

 

9. d. 8. september: Post-humanistiske teser

A. Fra det sultne til det irrelevante menneske:

Først var mennesket sultent. Hvad kunne det gøre? Finde mad. (jægeren i naturen)

Siden blev mennesket fattigt. Hvad kunne det gøre? Underordne sig og tjene. (daglejeren på godset)

Så blev mennesket undertrykt. Hvad kunne det gøre? Handle for frihed. (Proletaren/borgeren i landet)

Til sidst blev mennesket irrelevant. Hvad kan det gøre? Forlade sig selv. (mennesket i maskinen)
Hvem ejer maskinen? Google! Hvem ejer Google? Maskinen.

 

B. Fra tillid til nostalgi:

Engang blev tilliden besunget af teologerne som en national dyd. Der går en lige linje fra Grundtvig til tillidsstatistikkerne.

I dag er tilliden blevet er problem. Data, som ingen ved hvor hører til, hopper rundt fra maskine til maskine. Man kan snart ikke tro på noget eller nogen.

Ja, Politikerne misbruger tilliden til at overvåge et land, som er verdensmester i data, med udgangspunkt i CPR-numre.

Det, der engang var en national dyd, er på vej væk.

Ok, og hvad sker der så, når den tillid, som engang var, forsvinder? Så kommer nostalgien. Og når det sker, så har vi problemet. Så bevæger de nostalgiske masser sig i en søgen efter enhedsidentitet.

 

C. Konklusion:

Vi får en spaltning af mennesket i datamaskineret data og nostalgiske kroppe uden tillid. Det kaldes også for tekno-fascisme.

Den ledsagende pædagogik hedder optimeringsoptimistisk tekno-jahat, som kombineres med identitetspolitisk einheit.

 

10. d. 10. september: Optimisme og Positiv Psykologi

Her er en kommentar til diskussionen af DCUM’s rapport om elevoptimisme og til det nyeste nummer af tidsskriftet KVAN, som handler om begrebet “relationskompetence”. Der er visse overlap.

http://www.thomasaastruproemer.dk/positiv-psykologi-i-vaelten-elevoptimisme-og-relationskompetence.html

 

11. d. 10. september: Pædagogisk økologi

A.
Tager man det bedste fra alle partier, bliver skolen god.
Bliver skolen god, så bliver alle partier bedre.
Bliver alle partier bedre, bliver staten god.

B.
Tager man det værste fra alle partier, bliver skolen dårlig.
Bliver skolen dårlig, så bliver alle partier dårlige.
Bliver alle partier dårlige, bliver staten dårlig.

Den første vej er pædagogikkens. Den anden er skolereformens.

 

12. d. 11. september: God journalistik på Altinget

Det er Altinget.dk, der leverer den toneangivende kvalitetsjournalistik på skoleområdet for tiden. Her regerer en Tyson W. Lyall med den ene oplysende artikel efter den anden, og en sand hærskare af nye og gamle skoletanker inviteres ind i debatsektionen.

Niveauet er lysår over Politiken, hvor den jo står på ”blablabla…vrøvl,vrøvl,vrøvl og her går alting godt og Riisager=Trump”- journalistik.

Folkeskolen.dk er for underdrejet af DLF-KL’s Ny Start og strategiske hensyn, selvom der naturligvis er undtagelser, f.eks. Andreas Brøns Riises artikel om læringsplatforme for et par numre siden. (https://www.folkeskolen.dk/…/laeringsplatformene-blev-til-i…)

Tag bare dagens Altinget-produktion som eksempel:

A.
Man kan studere en grundig analyse af den skolepolitiske situation. Der er fyldt med fine iagttagelser, der behandler emnet langt mere bredt og sagligt end på Politiken. Især er der en interessant fornemmelse for Annette Linds og Anni Matthiesens orienterings-problemer lige for tiden.

https://www.altinget.dk/…/analyse-opgoeret-med-skolereforme…

B.
Man kan også læse et interview med den næsten nye departementschef i undervisningsministeriet, Søren Hartmann Hede. Hede er i gang med at reorganiserer sin forvaltning, så han får mere centraliseret og databaseret ledelseskraft. Det er godt journalistisk arbejde.

Så samtidig med, at Riisager taler sødt om en forening af fri- og folkeskoler osv., så forbereder hendes eget ministerium altså en centralistisk datasymbiose med KL og konsulentforskningen.

https://www.altinget.dk/…/departementschef-derfor-rykker-vi…

C.
Endelig har Lyall sammen med en kollega dækket spørgsmålet om, hvorvidt en af de utallige evalueringer af skolereformen skal fremrykkes. Også her kan man næsten mærke kritikken rive og slide i Matthiesens grundlag. Hun nøjes med at sige, at hun ikke har drøftet sagen med ministeren endnu. Det er sørme nye toner.

Jeg vil her blot tilføje, at den omtalte evaluering jo skal laves af VIVE. Det betyder med statsgaranti, at vi får en kæntret og halv evaluering, som ikke tager hensyn til reformens forhold til skolens formål, hvilket jo er selve stridspunktet.

Derved får vi ikke en reel evaluering, men snarere en bekræftelse af skolereformens grundlæggende kategorier. Vi får med andre ord en bekræftelse af skolereformen uanset resultatet.

https://www.altinget.dk/…/df-afviser-hurtig-evaluering-af-f…

 

13. d. 11. september: Gerd von Buchwald Lütken er død

Jeg har en meget sørgelig meddelelse til alle landets litteratur-, antropologi- og pædagogikinteresserede samt til alle med særlige erfaringer fra livet på Peter Sabroe seminariet fra 1994-2016: Magister i nordisk litteratur og idehistorie, Gerd von Buchwald Lütken, er død.

Gerd satte via sit litteraturhistoriske forfatterskab – ikke mindst bogen Litteraturens veje – sit præg på en hel generation af gymnasielevers interesse for dansk litteratur. Hendes kærlighed til litteraturen var usvækket til det sidste.

Gerd var i en årrække lektor i dansk ved Universitetet i Tallinn, Estland. Da hun kom hjem, fik hun stilling som lærer på Socialpædagogisk Seminarium i Aarhus. Senere tog seminariet navneforandring til Peter Sabroe-seminariet, som i dag er fusioneret i UC-VIA. Jeg blev selv ansat samme sted og i samme ansættelsesrunde. Her startede vi en fælles rejse ind i ukendt land: Dansk pædagogik.

Gerd blev på Sabroe i over 20 år. Her fik hun stor betydning for mange studerendes interesse for filosofiske og antropologiske emner, og hun bidrog til at holde det intellektuelle liv nogenlunde intakt.

Hun var også i mange år formand for censorkorpset for uddannelserne i pædagogisk antropologi, og hun redigerede i 2003 bogen ”Udsat”, som er en samling vigtige tekster om eksistentialisme og filosofi.

Senest i 2016 bidrog hun med to meget tankevækkende artikler til den vigtige antologi ”Pædagogiske ballader”.

Mange af Gerds bøger skrev og redigerede hun sammen med seminarielærer ved læreruddannelsen i Silkeborg Johannes Fibiger.

Gerd var en selvstændigt tænkende kvinde med høje moralske standarder for sig selv. Over for andre var hun derimod altid rummelig, hjælpsom og ordholden. Hun var også usædvanlig god mod dyr, især de medskabninger, som manglede pleje og omsorg.

De sidste år var Gerd desværre svækket af lungeproblemer, men hun holdt humøret, livsmodet og samfundsinteressen levende til det sidste. To uger før hendes død havde vi en diskussion om et dansk forfatterskab, hvor hun ikke gav sig en tomme .

Æret være Gerds minde.

Her er et udvalg af Gerds arbejder:

Lütken, G.v.B. & Fibiger, J. (1996). Litteraturens veje, Gyldendal/Systime. (udgaver:1996 +2003 +2012+2016).

Lütken, G.v.B. & Fibiger, J. (2002). Udsat – en bog om eksistentialisme, København: GAD.

Lütken, G.v.B. & Fibiger, J. & Mølgaard, N. (red.) (2001) Litteraturens tilgange, København: Gyldendal. (udgaver: 2001+2008). Ud over den fælles redaktionelle indledning, har Gerd bidraget med åbningsartiklen “Litteraturteori -en have med forgrenede gange”, s.31-56.

Lütken, G.v.B. (2003). ”Litteraturens omveje: plaidoyer for et umuligt projekt”, i Danske noter, nr. 3, s. 6-12.

Lütken, G.v.B (2004) ”Fem mønstre i det danskfaglige kalejdoskop”, i Petersen, A. (red.). Danskbogen – danskfaget i de pædagogiske uddannelser, Klim, 2004.

Lütken, G.v.B. (2007). ”Moderne sprogfilosofi: fra sandhed til social kontekst”, i Jørgensen, H.H.: Sprog som værktøj og legetøj – om sprog kultur og kommunikation, København: Academica.

Lütken, G.v.B. (2009). ”Tableauer fra hjemmefronten- om delegitimeringen af den borgerlige familie omkring 1. verdenskrig”, i Tidsskriftet Antropologi, nr. 59-60, s. 115-125.

Lütken, G.v.B. & Fibiger, J. & Kristensen, S.D. (red.) (2009). Litteraturens huse, Aarhus: Systime.

Lütken, G.v.B. (2016). ”Pædagogik og den kulturelle produktion af det ønskværdige menneske – om ”smudsbørn” og ”børnespejle””, i Rothuizen, J.J. & Togsverd, L.: Pædagogiske Ballader – perspektiver på pædagogens faglighed, Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Lütken, G.v.B. (2016). ”Pædagogik, natur og æstetik – om opfindelsen af det autentiske”, i Rothuizen, J.J. & Togsverd, L.: Pædagogiske Ballader – perspektiver på pædagogens faglighed, Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Desuden bidrog Gerd med følgende opslag i opslagsværket Kreisler, B. & Mortensen, K.B. (1999): “Litteraturens stemmer”, København: GAD:
Jens Baggesen (1764-1826)
Charlotte Dorothea Biehl ( 1731-1788)
Marie Bregendahl (1867-1940)
Hans Adolph Brorson (1694-1764)
Jette Drewsen (f. 1943)
Johannes Ewald (1743-1781)
Thomasine Gyllembourg (1773-1856)
Johan Ludvig Heiberg (1791-1860)
Johanne Louise Heiberg (1812-1890)
P. A. Heiberg (1758-1841)
Maria Helleberg (f. 1956)
Ludvig Holberg (1684-1754)
Jens Christian Hostrup (1818-1892)
Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855)
Thomas Kingo (1634-1703)
Leonora Christina (1621-1698)
Poul Martin Møller(1794-1838)
Lise Nørgaard (f. 1917)
Peder Palladius (1503-1560)
Hieronymus Justesen (1539-1607)
Morten Sabroe (f. 1947)
Hans Egede Schack (1820-1859)
A.W. Schack Staffeldt (1769-1826)
Ambrosius Stub (1705-1758)
Johan Hermann Wessel (1742-1785)
Mette Winge (f. 1937)
Jane Aamund (f. 1936)

Dertil kommer en række mindre artikler og oversættelser på forlaget Kimære. Dem vil jeg forsøge at få styr på.

 

14. d. 11. september: Hvad er regeringens skolejustering?

Meget kort: Hvad er pointen i regeringens skole-“justering”?

Det er en Antorini-skolereform tilsat en ordentlig dosis Silicon Valley-datastyring, der forstærker skolereformen.

Det kaldes også “afbureaukratisering” og “disruption” på de bonede gulve.

Hvilket nederlag for kritikken.

Og “dannelse” handler det da overhovedet ikke om, selvom man er fræk nok til at skrive det i overskriften.

Så er der lige klistret lidt timeflytteri ind for at aflede opmærksomheden fra den datapolitiske realitet.

Det er nu, vi har brug for SF og Enhedslisten.

Justeringen er en forstærkning.

 

15. d. 12. september: Analyse af regeringens skoleudspil

Analyse af regeringens aktuelle skoleudspil:

http://www.thomasaastruproemer.dk/regeringens-skoleudspil-folkets-skole-faglighed-dannelse-og-frihed-justeringer-af-folkeskolereformen.html

 

16. d. 13. september: Agedrup-sagen skal i landsretten

Om godt en måned starter landsretssagen om advarslen til tidligere lærer ved Agedrup Skole, Erik Schmidt. Nedenfor kan man læse Schmidts eget opslag om den forestående proces. Jeg vedhæfter også min analyse af byretsdommen fra november 2017. Alle indlæg, artikler mm. i sagen kan tilgås fra min hjemmeside under banneret “Agedrup-sagen”.

Lad os håbe, at retfærdigheden – både den juridiske og den pædagogiske – sker fyldest d. 30. oktober.

Jeg kan ikke lade være med at påpege det ironiske i, at Erik Schmidt fik en advarsel af den radikale rådmand, Susanne Crawley Larsen, for at have “negative holdninger”, dvs. at tale dannelsens sag mod læringsmålsstyringen. Men ved I hvad? I går blev selvsamme rådmand interviewet til Fyens Stiftstidende. Her kunne hun fortælle, at regeringen “fucker med folkeskolen”. Men det er åbenbart en “positiv holdning”?

Erik Schmidts opslag om sagen: https://www.facebook.com/erik.schmidt.758/posts/1680061858789740

Analyse af byretsdommen fra november 2017:
http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-byretsdomm…

Interview med Susanne Crawley Larsen: https://www.fyens.dk/article/3283970

 

17. d. 14. september: Korshøjen

Erindringer fra the hood:

http://www.thomasaastruproemer.dk/korshoejen.html

 

18. d. 16. september: Tom Jensen kritiserer skolereformen

”Åndelig iltning” på Berlingske

Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, undsiger nu skolereformen. Det er dejligt. Og ved I hvad, der er det bedste ved det hele? Det er hans begrundelser. De handler nemlig ikke om evalueringer, tests, OK18, lektiecafeer eller pisa-placeringer, men om hele skolereformens begrebssætning.

Klummen har ligefrem titlen: “Jeg anklager mig selv: Tom, du fejlbedømte skolereformen”.

A.
Tom Jensen mener, at ”læring” har udraderet dannelse og pædagogiske formål som bærende skolepolitisk kategori. I hans tekst er der i øvrigt et meget sigende link til en KL-opsummering af skolereformen, som i karakteristisk stil slet ikke forholder sig til skolens formål. Jensen skriver følgende kloge ord:

”Snarere end faglighed og dannelse knæsatte reformen det værditomme, men mere test-egnede og systemtro begreb »læring« som målsætning. Men børn skal ikke køres igennem en læringsfabrik. De skal formes som vidende og dannende unge mennesker. Der er en afgrund til forskel mellem de to ting.”

Man slapper helt af.

B.
Jensen taler for skolen som et sted for ”selvstændighed, frihed og åndelig iltning”, jf. skolelovens §1. Denne dannelsesfunktion mener Jensen er forsvundet. I stedet har vi fået en ”stat, der lægger sine undersåtter ind i forenklede Excel-ark”. Jensen skriver følgende kloge ord:

”Noget andet er den flodbølge af statslig detailstyring, tættekammen af centraliseret bureaukratisk kontrol, som folkeskolereformen blandt umådeligt meget andet indforskrev sig i. I stedet for at ægge til selvstændighed, frihed og åndelig iltning, styrkede reformen fornemmelsen af en stat, der i tiltagende grad lægger sine undersåtter ind i forenklede Excel-ark, som reducerer individet til et målbart formatérbart felt i bestræbelserne på at få det store fælleskasse-regnestykke til at gå endegyldigt op.”

Man slapper endnu mere af.

C.
Tom Jensen mener, at regeringens aktuelle ”justering” betyder mere dannelse. Jeg håber, han har ret, men en konkret analyse af udspillet tyder desværre på det modsatte. Jensen er med andre ord ikke opmærksom på, at den siddende regering – herunder især V og K – står for et statssyn, som Jensen selv er imod. Et statssyn, som desværre har sat sig ned i justerings-udspillets dybdereferencer.

Det spænder lidt.

D.
I dag har Berlingske i øvrigt en lang artikel om den politiske kritik af Merete Riisager. Desværre kører artiklen helt i Politikens ånd, hvor det er Riisager og ikke forligskredsen, der har et problem. Det er en stor skuffelse, når nu chefredaktøren selv stiller de spørgsmål, som journalisterne burde have stillet.

Det spænder lidt mere.

Men mange tak til Tom Jensen for omvendelsen og de gode begrundelser.

Links:
Tom Jensens kommentar: https://www.b.dk/…/jeg-anklager-mig-selv-tom-du-fejlbedoemt…

Artiklen om kritikken af Merete Riisager: https://www.b.dk/…/la-minister-vaekker-opsigt-paa-christian…

Analyse af regerings skoleudspil: http://www.thomasaastruproemer.dk/regeringens-skoleudspil-f…

 

19. d. 17. september: DF’s valgplakat

Dansk Fryseparti har lanceret en ny kampagne. Nedenfor kan man studere den centrale plakat.

Før jeg overhovedet når at tænke over, om jeg er dansker, marokkaner, tjekkoslovak i 1968 eller Anna Frank, så må jeg indrømme, at hele billedets æstetik og narrativ får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

(se fb-link for selve billedet)

 

20. d. 17. september: Indianere på fredagsbar

På Københavns Universitet må man ikke klæde sig ud som indianer, fordi man i så fald udstiller “stereotyper”, som krænker en eller anden posthumanist.

Til gengæld kan jeg trøste med, at man på Aarhus Universitet gerne reklamerer stort og officielt med “Danmarks største fredagsbar”. Det står på et kæmpebanner på universitetets administrationsbygning i krydset mellem Ringgaden og Nørrebrogade.

Det er lidt sjovt, at en moralist som mig synes bedre om indianerlege end om store officielle reklamer for universitetsdruk. Faktisk synes jeg slet ikke, at universitet skal reklamere for noget som helst. Men det kunne til gengæld være sjovt, hvis alle ansatte en dag klædte dig ud som indianere og drak en masse shots efter kl. 15. Så kunne I få en fjer i hatten.

Jeg har lige været i biografen. Her var der også en skrækkelig reklame fra UC-VIA, som trampede ind over de unges følelsesliv bare for at score kunder. Men den slags er der ingen, der er krænket over, selvom jeg er.

Jeg vil nu høre den gamle Tøsedrengesang “Indianer, søn af alt der gror”. Men hvem ved? Måske er det det en krænkende stereotyp at sige “tøsedrenge”?

https://www.berlingske.dk/samfund/ku-kritiseres-for-at-skride-ind-over-for-indianer-og-mexicaner-udklaedning

 

21. d. 18. september: Drama på DPU: Lars Qvortrup i ensom kamp

Der var pædagogisk tvist i dag på DPU. Det var Lars Qvortrup mod rosset, som vi sagde i frikvarteret i skolen. Baggrunden var en diskussion i Altinget af Qvortrups og Clearinghouse’s rapport om kvaliteten af skandinavisk dagtilbudsforskning. Hele 30 børnehaveforskere af meget forskellig herkomst havde kritiseret rapportens forskningssyn for at være alt for smalt. Qvortrup havde svaret, og der var også gensvar. Nedenfor er der link til hele diskussionen og til rapporten selv.

I dag mødtes Qvortrup så med sine kritikere i auditorium D176 i Emdrup. Han lagde selv ud med at forsvare rapportens forskningssyn. Han argumenterede med, som jeg forstod det, at kvalitative studier i tiltagende grad læner sig op af den kvantitative forsknings gyldighedskriterier. Han fortalte også, at han skam flere gange havde indbudt kritikerne til dialog. Et forhold, han også nævnte i sit svar i Altinget. Endelig forklarede han, at man bør varedeklarere sin forskning, så praktikerne kan se, om den er gyldig for et givent område.

Bagefter talte antropologen Eva Gulløv, som var på protestholdet i Altinget. Hun gennemgik rapportens kategoriseringer minutiøst, så enhver kunne se rapportens tendentiøse mangelfuldhed. Heldigvis korsede hun sig over Qvortrups ”varedeklarations-forslag”. Hvad tænker han dog på?

Til sidst fortalte Jens Erik Kristensen om, hvordan Clearinghouse-centret havde rod i 00’ernes OECD-tænkning, og om hvordan centrets funktion var gået fra brede screeninger af pædagogiske forskningsområder til mere specifikke kvalitetsbedømmelser og efterhånden ligefrem havde udviklet sig til overdommeri. Kristensen ser mere overordnet denne proces som et led i uddannelsesbegrebets udgrænsning af pædagogikken. Han mente desuden, at den aktuelle polemik skulle ses i den ligeså overordnede diskussion om dannelsesbegrebet, som blandt andet kommer til udtryk i mine bøger ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” og ”Pædagogikkens to verdener”, som han endda specifikt refererede til.

Gulløv, som jo ellers var helt enig med Kristensen, var dog uenig lige på det punkt. Hun så ikke sig selv som en del af den overordnede pædagogiske strid, som Kristensen tegnede op. Her er jeg dog helt enig med Kristensen. Jo før Gulløv forstår sin kritiks almenpædagogiske og politiske betydning, desto før kan den pædagogiske antropologi vokse ind i pædagogikken. Det kan kun gå for hurtigt.

Alle i salen, som udtalte sig, kritiserede Qvortrups arbejde. Han havde simpelthen ingen støtter. Han var all alone. Især Hanne Knudsen og Dorthe Staunæs stillede gode spørgsmål til Qvortrups forståelse af praksis og empiri. Det glædede mig især, at Staunæs var kritisk, eftersom hun jo tidligere har skrevet en stor kronik i Politiken sammen med Qvortrup, hvor de sammen med Jens Rasmussen forsvarede skolereformens tankegods.

En meget interessant og yderst kritisk melding kom fra Lone Svinth, som er leder for dagtilbudsområdet i Qvortrups Center for Skoleforskning. Svinth fortalte, at hun var blandt initiativtagerne til protestskrivelsen, hvilket jo peger på en decideret strid i Skoleforskningscentrets indre, som lover godt for fremtiden. Der er ballade i skoleforskningscentret, hvilket er dejligt.

Svinth adresserede også Qvortrups melding om, at han havde inviteret til dialog. Svinth mente, at hun skam havde været i udførlig dialog med Qvortrup om sagen. Hun kaldte Qvortups synspunkt ”patetisk”. Det kunne Qvortrup ikke svare på, selvom det der med dialog jo var en central del af hans både skriftlige og mundtlige argumentation. Det dirrede i rummet.

Til sidst var det som om, at Kristensen, som ellers ydede en jætteindsats. faldt lidt ned som et lam. Han begyndte, som jeg forstod det, på at rose Qvortrups forskningstekniske udredninger som forbedringer, hvilket de overhovedet ikke er. Qvortrup foreslog i et stort skema f.eks., at forskningen havde udviklet sig fra validitet til enighed om metoder, hvilket jo er en helt forskrækkelig tanke. Men Qvortrups videnskabsteoretiske misforståelser skyldes, at han har problemer med sandhedsbegrebet, hvilket igen skyldes det stærkt beskadigede omverdensbegreb, som jo kommer fra systemteorien. Alt i hans skema var forkert efter min mening.

Selv spurgte jeg, om man i rapporten havde interesseret sig for kvaliteten af de forskellige forskningsartiklers refleksioner over deres egne begreber, som f.eks. praksis, læring osv.? En bevidsthed om begrebernes sammenhæng og baggrund er en central del af forskningens kvalitet efter min mening. Ellers risikerer man jo, at man kun undersøger et meget begrænset udsnit af virkeligheden, hvilket netop ødelægger ”validiteten”, men naturligvis ikke ”metodeenigheden”. Det forstod Qvortrup ikke. I stedet antydede han, at mit begreb om ”Danmarks Pædagogiske Oligarki”, som Kristensen jo lige havde refereret til, var uden gyldighed. Han snakkede i det hele taget meget om det oligarki, som han efter min opfattelse har en hel central rolle i. Alt hvad han sagde i dag bekræftede det. Og det beroligede mig meget, at han stod så alene, som han gjorde.

Lektor Hanne Knudsen og Steen Nepper Larsen, som begge har stået centralt i kritikken af John Hattie, som Qvortrup jo beundrer, spurgte i en eller anden form for fællesskab om, hvorfor Qvortrup med sin systemteoretiske bagage ikke skelnede kraftigere mellem det videnskabelige og det politiske system. Men Qvortrup mente, at han blot lavede luhmannianske “strukturelle koblinger”, som ifølge Qvortrup skulle handle om at gøre forskningen mere forståelig for praktikere og politikere. Hvis den slags almindeligheder skal være systemteori, så er jeg altså stået af, men det er jeg jo sådan set også for længst og allerede.

Qvortrup sluttede så med at sige, at han med Merete Riisager som undervisningsminister ikke nærede noget håb om at blive forstået, og så ved ministeren jo det. Men, som han sagde: ”Det kan jo ændre sig”, og det har han jo ret i. Qvortrup venter på bedre tider.

I dag var Qvortrup ganz allein in der Welt. Men naturligvis i selskab med DPU’s og Aarhus Universitets overordnede ideologi, dvs. et fællesskab af magt.

Links:

Link til en lydfil med de tre oplæg på DPU-tvisten (men ikke til den efterfølgende diskussion): https://soundcloud.com/…/hvad-kendetegner-god-og-valid-empi…

Link til den hidtidige diskussion på Altinget:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156526878614481&id=837549480

 

22. d. 19. september: Gert Biesta i Odense

D. 28. september, kl. 13-16, får Odense besøg af Gert Biesta. Det er Keld Skovmand og UC-Lillebælt, der inviterer til foredrag og debat med den internationalt kendte forsker. Arrangementet adskiller sig fra Biestas tidligere besøg i landet ved, at det varer hele tre flotte timer, samt at der er inviteret lærerstuderende til at stille spørgsmål. Hvad tænker en 25 årig lærerstuderende mon på, når hun møder Biestas bøger? De lokale forskere får også en spørgerunde.

Skovmand bruger i øvrigt selv Biesta i sin bog ”Uden mål og med” fra 2016. Den bog stadig skaber ravage, og i sin tid fik den både Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen, Jeppe Bundsgaard og Morten Misfeldt helt op i det røde felt. Biesta er en slags benzintank for den pædagogiske kritik og ballade i Danmark.

Skovmand holder faktisk selv en forelæsning om Biesta i morgen på UCLs bibliotek. Jeg ved dog ikke, om det er for alle, selvom det ser sådan ud på det fb-opslag, jeg har set.

Selve arrangementet med Biesta i næste uge er i hvert fald både offentligt og gratis. Man kan læse mere på facebook-opslaget og i vedhæftede omtale.

Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke selv kan komme, men så kan jeg i det mindste slå på tromme.

Biestas besøg er – så vidt jeg kan se – ikke omtalt på UCL’s hjemmeside. Her kan man til gengæld læse, at UCL får besøg af en eller anden meget fin ambassadør for et eller andet. Det er sådan noget, der er al vanære værd for UC-sektoren. Men det var det samme, dengang Biesta besøgte VIA osv.. Hallo! Vil man være en uddannelsesinstitution eller hvad?

Om arrangementet med Biesta d. 28/9:
https://www.facebook.com/events/2150171928638972/

https://stud.ucl.dk/…/up…/2018/08/Biesta-kommer-til-byen.pdf

Om Keld Skovmands foredrag i morgen: https://www.facebook.com/events/229251067771042/

 

23. d. 19. september: Peter Frieses og Stefan Mossalskis minde ord for Gerd Lütken

Peter Friese, som i sin tid var rektor for Peter Sabroe Seminariet, og Stefan Mossalski, som var uddannelsesleder samme sted, har skrevet et fint mindeord for Gerd von Buchwald Lütken i dagens avis.

Af Politiken fra i går fremgår det, at Gerd bliver bisat ved Aarhus Nordre Kapel, lørdag d. 22. september, kl. 13.30.

https://stiften.dk/mindeord/Mindeord-Gerd-Lutken/artikel/534221#comment_section

 

24. d. 19. september: LærerBladet nr. 3

“Positiveringssirup” og “turbolenstolerance” i Odense:

Erik Schmidt slår ny rekord i kvalitet med det nye nummer af LærerBladet. Jeg letter lige låget:

A.
Om blot en måned skal Schmidt i landsretten for at få testet den tjenstlige advarsel, som han fik af Odense Kommune i 2014. I LærerBladet interviewer han så Mohammed Bibi, som jo var den skoleleder, som i sin tid gav Schmidt advarslen.

Schmidt forsvarede jo dannelsen på et lærermøde på Bibis skole, hvilket man altså ikke må. Den slags kaldes ”negative holdninger” i HC Andersens by. I interviewet fortæller Bibi, som siden er blevet formand for Odense skolelederforening, at ”samarbejdet og effektiviteten i skolernes ledelsesteams er blevet udviklet”. Han fortæller endda, at skoleledernes ”turbulenstolerance” er øget. Tænk at Bibi kan finde på at bruge dette ord over for Schmidt. Om en måned mødes de i retten. Jeg får lyst til at klæde mig ud som indianer.

B.
Sidst i bladet kan man så læse om, at Odense kommune nu vil til at satse på dannelse. Ja, man har ligefrem lavet en ”dannelsesstrategi”, som det faretruende hedder. Det er ganske vist helt uden for Bibis horisont, og den mangeårige skolechef, Poul Antoniussen, virker også nærmest skræmt. Han understreger, at Odense skam stadig er en ”effektstyret kommune”, hvilket jo er helt på Bibis linje og meget betryggende for fynboerne.

Derimod kører den radikale rådmand, den radikale Susanne Crawley Larsen, der jo stod 100% bag Bibi i sin tid, frem med al det forskrækkelige strategiske dannelsesnysprog uden at blinke. Crawley får da også skæld ud af lektor Steen Nepper Larsen, som Schmidt også har talt med. Nepper Larsen kalder Odenses strategi for ”positiveringssirup” og ”forstemmende”. Han undrer sig desuden over, at kommunen slet ikke refererer til den dannelsestradition, som efterhånden er rigt beskrevet.

Måske skulle Crawley bede om konsulentbistand fra Schmidt, som jo er mangeårigt medlem i dannelsestænketanken Sophia? Nå nej, ham har hun jo jaget væk.

C.
Schmidt har sørme også fundet tid til at interviewe SDU-lektor Finn Wiedemann. Wiedemann kritiserer ledelseskommissionen for at være al for instrumentel og ledelsesbegejstret og for at bygge på corydonistiske og finansministerielle logikker. Og Schmidt har endda også snakket med Kurt Klaudi Klausen, som i store træk er enig med Wiedemann.

Kritikken af den corydon-inspirerede ledelsesstil er nærmest tragikomisk, når man sammenstiller med Crawley-Larsens og Mohammed Bibis ledelsesstil, der jo er helt uden ”turbolenstolerance” og helt dannelsesfjernsyn, selvom de siger det modsatte.

D.
Prikken over i’et er så den deciderede journalistiske nyhed om, at ”Program for læringsledelse” med de mange AP Møller-penge har forladt Lars Qvortrups skoleforskningscenter. Den anden dag var Qvortrup i ensom kamp på DPU mod landets børnehaveforskere, og nu er han altså også forladt af sine nordjyske venner.

Qvortrup er helt på dataledelseslæringsmålsstyringsvognen, så Schmidt kan ikke lade være med at omtale Qvortrups stikpille i Politikens Skoleliv til den urene pædagogik den anden dag. Qvortrup siger, at vi ”graver grøfter”. Jeg siger, at vi ”finder grøfter”, som vel at mærke skjules af Qvortrup. Brinkmann får lov til at give en form for svar et helt andet sted i bladet, hvor han kritiserer John Hattie og taler for virkelig dannelse.

Det blad er nærmest et kunstværk. Det lover godt for retssagen, hvor der virkelig bliver brug for Bibis turbulenstolerance. Schmidt har skrevet hele bladet og tilmed fotograferet. Det er betagende.

Link til LærerBladet:

http://www.odenselaererforening.dk/media/11614319/152562_laererbladet-3-18_web.pdf

 

25. d. 20. september: Merete Riisager i radioen

Uffe Tang har haft besøg af Merete Riisager i P1’s Slotsholmen. Riisager fortæller, at hendes skolesyn bygger på en blanding af tysk Bildung og dansk pædagogisk tradition, som hun med rette ser som en modsætning til konkurrencestatsteoriens skole. Hun korrigerer også den borgerlige uddannelsespolitik, fordi hun skiller pædagogik fra erhvervsliv; en pointe hun også fremførte i Politiken før sommerferien. Avisens journalister var rystede over de topkvalificerede betragtninger.

Politikens Jacob Fuglsang deltager også i programmet. Han mener jo, at man ligner Donald Trump, hvis man refererer til Humboldt og Grundtvig. Den slags er ”blablabla…vrøvl vrøvl vrøvl” på Politiken. Det er altså meget mærkeligt – for ikke at sige sørgeligt – for mig at høre om. Politiken opfører sig virkeligt populistisk i denne sag. Heldigvis nævner Riisager det der med Trump. Det manglede da bare.

Uffe Tang er en skuffelse. Han har ikke sat sig ind i sagens substans og i nogle af de diskussioner, som Riisager er den politiske formidler af. Han har på sin vis ikke sans for, at Riisager er totalt mainstream-pædagogisk, og at det skam er reformtilhængerne, som jo – endda med egne ord – er de revolutionære. Han bliver ved med at køre på, at det er Riisager der skaber uro, selvom hun jo bare skaber fred.

Jacob Mark fra SF deltager også. Der foregår åbenbart et eller andet mellem ham og Riisager, som er dårligt. Måske skulle de lige i snapsetinget en tur for at rede trådene ud? Mark er blevet fornærmet over et eller andet teknisk, kan man høre. Hvorfor taler Mark ikke om Bildung og Grundtvig ligesom Riisager? eller om hele SF’s dejlige tradition, som er stærkt overlappende? Det er jo kun dén slags udgangspunkter, som kan give skolerne mere frihed. Hvis Riisager kan tale dannelse, kan SF vel også?

Anledningen til interviewet er regeringens konkrete “justerings”-udspil. Et udspil, som desværre har dybe referencer til erhvervs- og finansministeriet, som jo kører ren dataficeret konkurrencestatssprog, altså alt det, som Riisager er imod. Det er meget modsætningsfuldt.

 

26. d. 21. september: Aarhus og Odense

Der er virkelig mange dejlige “negative holdninger” her på universitetet, og de er fyldt med begrundelser inden i og rundt omkring. Det kan naturligvis godt være lidt irriterende ind imellem, men så klæder vi os bare ud som indianere.

Men på skolerne i Odense er der kun plads til “positive holdninger”. Ellers er det ud!

Og hvad er så en “positiv holdning”? Jo, det er, når en skolelærer mener det samme som en nyansat skoleleder, som mener det samme som en nyansat skoledirektør, som mener det samme som en nyansat rådmand, som mener det samme som KL, som mener det samme som Bjarne Corydon, som mener det samme som Ove Kaj Pedersen og Politiken, som mener det samme som cyberspace.

Så der er altså to ting, der er totalt forskellige: Det er et universitet, som er styret af forskningsfrihed, og en skole i Odense, der er styret af finansministeriet.

Det svarer til forholdet mellem åndsfrihed og underkastelse.

Men hov, i skolens formålsparagraf står der jo, at også skolerne skal være præget af “åndsfrihed”? Så underkastelsen er ulovlig?

Men jeg kan da oplyse, at man i Odense har lavet en “dannelsestrategi”. Der står dog ikke noget om “åndsfrihed”.

 

27. d. 22. september: Keeping matter simple

A.
Politikens uddannelsespolitiske credo:
Grundtvig og Humboldt = casinoejer-realitystjerne-YOU ARE FIRED-tweets

B.
Påpeger man credo er Politikens svar: ”blablabla… vrøvl vrøvl vrøvl”

C.
Tænk at Brandes’ avis skulle synke så dybt.
————————

(D. Forklarende note:
Matter is held hostage. Matter is kept and captured. (pædagogikkens tilstand)

The held, kept and captured Matter is unable to matter (praksis)

Equality-sign hides Matter.
(punkt 1)

Matter turns into an object that objects.
(“påpegningen” i punkt 2)

Equality-sign matters in repetitive equalities instead of the object that objects (“blablabla…”, jf punkt 2)

Equality that matters sink below surface, it replaces its own matter, turning itself into equality, hidding all matter including its own (punkt 3))

 

28. d. 23. september: Odense Kommunes dannelsesstrategi

Analyse af Odense Kommunes dannelsesstrategi:

http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-odense-kommunes-dannelsesstrategi.html

 

29. d. 24. september: Budget og læring i Aarhus Kommune

Situationen i Aarhus: Ulovlige regnskaber og læringsdataideologisk kraft

A. Aarhus Byråd i ulovlig budget-praksis

Indenrigsministeriet har skrevet til Aarhus Kommune og kritiseret budgettet for ikke at leve op til lovgivningen. Konsekvenserne af fejlen blev jo et omfattende sparekatalog med betydning for mange mennesker. Og sparekataloget blev jo koblet med en datalæringsideologi uden lige.

Det er en kæmpekritik af Aarhus Byråd efter min mening. Især af borgmester Jacob Bundsgaard, men naturligvis også af de mange som bare fulgte trop. Selv har jeg meddelt min egen kandidat, at jeg ikke mere vil stemme på ham.

Her er et link til en omtale af sagen. Der er også link til selve brevet.

https://www.altinget.dk/…/laes-ministers-brev-med-beskyldni…

 

B. Aarhus Kommune fastholder læringsideolog

Som sagt er besparelserne på skoleområdet kraftigt reduceret. Hovsa povsa var der nemlig lige nogle penge alligevel. Mange er naturligvis glade for det, men på en måde bør bekymringen skærpes. Hvorfor? Jo, fordi den pædagogiske ideologi, som kommunen forsøgte at tvinge igennem, skam stadig står ved magt. Hvordan kan jeg vide det? Jo, det fremgår af følgende sætning i forligsteksten, hvor man især bør bemærke den konkluderende sætning:

”Forligspartierne er af den overbevisning, at 0-18 års perspektivet skal være det bærende princip for organiseringen af Børn og Unge. Derfor ønsker forligspartierne, at de lokale ledere fortsat er organisatorisk forpligtet på at have fokus på sammenhængende tilbud til børnene, de unge og deres familier i deres lokaldistrikter. Forligspartierne er enige om, at den bedste måde at sikre dette på er ved, at dagtilbudsledere, skoleledere og FU-ledere har fælles ledelsesmæssige reference inden for deres lokalområder.

Samtidig er forligspartierne enige om det fagfaglige perspektiv skal styrkes, samtidig med at sammenhængskraften i Børn og Unge styrkes. Forligspartierne er enige om, at det fremlagte forslag fra Børn og Unge har dette sigte”.

Det ”fremlagte forslag”, som omtales, og som man altså stadig går ind for, er læringsideologi af værste skuffe. Det kan man læse om her:
http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-kommune-gaar-laeri…

Denne tekst bygger på direktørgruppens indstilling, og disse direktører har helt særlige interesser, som bestemt ikke har noget med skoleudvikling at gøre. Det er også interessant, at teksten taler om ”byfortætning”, som er det nye byplanlægnings-sort i Aarhus. Der bygges så tæt, at der ikke er plads til en mælkebøtte.

I en vis forstand har skoleforvaltningen altså fået flere penge til at gennemføre sin læringsideologi. Det er jo på en måde dårligt. Hvorfor lytter man til disse direktører?

Så i Aarhus får man ”LOKE-stærkere læringsfællesskaber”, som læringsideologien hedder. Men man kan blot alligevel ikke bruge besparelserne som anledning til at gennemføre LOKE. Nu må man gå den mere almindelige vej med administrativ kraft. Byrådet er en slags marionet.

https://aarhus.dk/…/kommunens-oek…/budget/budgetforlig-2019/

 

C. Dataficering

Gå man ind i de konkrete projekter, bør man især lægge vægt på det allersidste. Det kaldes ”Effekt på tværs”. Her er der åben dør ind til dataficeringen af hele kommunen, helt i overensstemmelse med KL’s såkaldte ”teknologi-spring” og meget a la Københavns Kommunes projekt med dataregistrering af udsatte grupper, som da også refereres positivt.

Her er et eksempel:

”projektet går ud på at samle data om borgerne på tværs af magistratsafdelinger og forvaltninger. Data må bruges til analyseformål, men ikke til sagsbehandling i forhold til den enkelte borger. Data skal bruges til at danne overblik over hvilke ydelser, der modtages fra forskellige forvaltninger. Analysen kan fx bruges til at udvælge segmenter af borgere med den samme ’vifte’ af indsatser.”

For uddybning kan man kigge i den samlede effektiviseringsstrategi, som kaldes for ”fælles om nye løsninger”, og som også indgår i den samlede bunke af forligsdokumenter. Her er der heller ingen smalle steder.

Kommunen vil også have en kommunal ”Avatar”.

”Effekt på tværs”-projektet og de mange øvrige data-tiltag, som beskrives i effektiviseringsstrategien er også en del af en KL-baseret strategi, som har forgreninger til både regeringens disruptions- og teknologiarbejde og til Silicon Valley.

LOKE er en del af den samme proces, men altså nu blot ikke som besparelsesprojekt.

https://www.altinget.dk/kommunal/artikel/laes-ministers-brev-med-beskyldninger-om-ulovlig-budget-i-aarhus?ref=newsletter&refid=28823&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=kommunal

 

30. d. 24. september: Svein Sjøberg hudfletter Osloskolen

Den fremtrædende norske professor, Svein Sjøberg, har skrevet en hud- og kødflettende kritik af en aktuel forskningsrapport om Oslo-skolen. Oslo-skolen er ren knogle efter dette.

Sjøbergs kritik er yderst relevant for Danmark. Det skyldes, at både København og Aalborg har modtaget et stort millionbeløb fra AP Møller til at sende begge kommuners skoleledere på kursus på handelshøjskolen i Oslo. Disse kurser ledes af Johan From, som står bag både Osloskolens vilde læringsmålsideologi og selve evalueringen af selvsamme ideologi i den nye forskningsrapport.

Det er en fremgangsmåde, jeg kalder for tidens stil. Vi så det samme, da John Hattie skulle evaluere Synlig-læringsprojektet i Skanderborg, eller da Qvortrup afrapporterede fra sit program i foråret. Konklusionen af disse selvevalueringer er altid: Her går bare så godt. Vi skal bare have lidt mere af det samme.

I Oslo er både ”ideologi” og ”evaluering” nu vansiret. Imens står Aalborg, København og AP Møller med de faglige fletninger i postkassen.

Men læs selv, det er fascinerende læsning.

Formanden for AP Møller fonden, som har stået for den kritisable tildeling, er Per B. Christensen, som også er leder af OK18-kommissionen, og som forsvares indædt af DLF. Den anden centrale aktør i udvalget er Jens Rasmussen, der om nogen har stået bag promovering af læringsmålstyret undervisning i Danmark.

https://morgenbladet.no/ideer/2018/09/merkelig-bi-rapport-om-osloskolen

 

31. d. 25. september: Identitetspolitik

A. Venstreorienteret identitetspolitik
Hvad er venstreorienteret identitetspolitik? Det er sociale relationer, der er renset for etik.

At “opfører sig ordentligt” erstattes derfor med “at krænke”.

Problemet er bare, at mennesker uden etik er en slags halvaber.

Desuden ødelægger det livsbetingelserne for landets teatre, som jo mister deres roller.

 

B. Højreorienteret identitetspolitik
Hvad er højreorienteret identitetspolitik? Det er en reduktion af det nationale til et lighedstegn. Herfra reduceres modersmål og fædreland til statistik, gener og data.

Problemet er dog også her, at mennesket bliver til små halvaber, for hvis man først er “=”, så er der lukket for udvikling.

Det er dog godt for landets teatre, men dårligt for skuespillet.

Konklusion:
Derfor bruger jeg aldrig ordet “identitet”. Det er mit hadeord nr.1.

 

32. d. 28. september: KL og Ledelseskommissionen

Ledelseskommissionens formand, Allan Søgaard Larsen, har udtalt sig om skoleledelse til Politiken Skoleliv. Det er på den sædvanlige beskub med resultatstyring og genstridige lærere og lærerinder. Søgaard Larsen forstærker dermed de allersimpleste sider af den allerede simplificerende skolereform.

Larsen siger så, at han vil have mere faglig viden ind i systemet, så vi kan få noget, han kalder for ”resultater”.

Men har han selv noget ”faglig viden” om skoler og pædagogik? Overhovedet ikke. Men han har været direktør i Falck, hvor han ifølge Berlingske.dk lavede et underskud på 3,5 mia. kr.

Larsen er også imod, at læreren lukker døren ind til klasseværelset, siger han. Larsen vil have resultatlederen rendende. Det er endda vigtigere end et eller andet, som Larsen kalder for “trivsel”. Hvad snakker han om?

Nå, men jeg ville have ladet det fare, hvis det ikke var fordi, at Larsens tanker pludselig fik et liv på twitter. Her blev interviewet nemlig delt af Peter Panula, som er tidligere Antorini-embedsmand i undervisningsministeriet. I dag er Panula kontorchef i KL for skoleområdet. Panula havde dagen før delt et andet tweet, hvor han fortalte om, at børnehaverne havde brug for en ”systematisk og stærk evalueringskultur”, så jeg var lidt irriteret allerede.

Men hvem liker mon sådan et Panula-tweet om ledelseskommissionens teknokratiske nihilisme? Jo, det gør såmænd Claus Hjortdal, som jo er formand for skolelederne. Det er lidt nedslående, men desværre ikke overraskende. Hjortdals forening støtter nemlig også Københavns og Aalborgs planer om at sende alle deres skoleledere på kursus i Oslo hos Johan From, som er helt på linje med Søgaard Larsen, men hvis arbejde hagles ned af faglige kredse i Norge.

BUPLs forkvinde likede også tweetet. Skal der mon også nogle kommunale KL-resultatledere ud i børnehaverne? Det er nok det, som Søgaard Larsen kalder for ”systematisk evalueringskultur”. Vi er i ”pædagogikkens anden verden”, som jeg kalder det.

Panulas tweet blev også liket af en række KL-folk, f.eks. af Arne Eggert, som er direktør for børneområdet i KL. Eggert kommer også fra Antorinis ministerium og er altså nu Panulas chef. Han er ven med Stefan Herman, som er ven med Corydon, som er vild med Ove Kaj Pedersen, ligesom Politiken og DPU er det.

KL arbejder hårdt for at obstruere Riisagers nærmest beskedne ide om lidt frifolkeskole rundt omkring. Det kan man læse mere om på s.2. i dagens WA, og det er ikke første gang, der kæmpes. Sidst var i vinters i forbindelse med kampen om §40 i forbindelse lempelsen af de fælles mål. Dengang vandt KL.

Desuden drømmer KL om den totale dataficering. Det fremgår af organisationens teknologisyn, som er bestilt af konsulentvirksomheden DareDisrupt, der roser Cambridge Analytica, og som har rod i Singularity-religionen osv.. Det er meget kommunalt alt sammen, for nu at være lidt sjov.

Men det passer skam fint sammen med de mange kommunale nedlæggelser af skoler, som omdannes til læringscentre, som så styres af data fra såkaldte ”administrative fællesskaber”, der holdes i snor fra rådhusene, som selv er googlificerede.

På den måde får vi ”resultater” med to streger under facit. Alle pædagogiske formål, inklusiv det lovmæssige, ligger derimod brak.

https://skoleliv.dk/nyheder/art6704807/Skoleledere-skal-insistere-p%C3%A5-at-det-ikke-er-et-m%C3%A5l-i-sig-selv-at-l%C3%A6rerne-trives

 

33. d. 28. september: Socialdemokratisk udspil om forskning og uddannelse 1

Socialdemokraterne har lavet et stort oplæg om forskning og de videreuddannelser. Det er sket i regi af partiets ”uddannelses- og forskningspolitisk dialogforum”. Udspillet hedder ”Vi lever af viden i Danmark”, selvom udspillet er det mest liv-løse, som man kan forestille sig.

Lad os se på det.

Hvem står bag? Det gør en styregruppe bestående af følgende personer:

Christine Antorini og Lars Goldschmidt: Goldschmidt er vild med konkurrencestaten, og var formand for dialoggruppen i Antorinis nu hedengangne men meget indflydelsesrige Ny Nordisk Skole-initiativ. De to er gamle venner fra RUC.
Dertil kommer Lars Andersen, som er direktør i Arbejdernes Erhversråd og cand.polit. Altså en ren erhvervspolitisk interesse uden videnskabelig eller pædagogisk indsigt. Endelig er der socialdemokraten Mette Reissmann, som ingen særlig indholdsmæssig profil har, udover at hun aktuelt er ordfører på området.

Så det er altså skolereformsideologi og erhvervspolitik i en eller anden kombination, vi har med at gøre.

Så er der de menige medlemmer af forummet. Der sidder 21 personer. Heraf er der 2½ personer med forstand på området.

Hvem er det mon? Det er Stefan Herman og Lars Qvortrup. Begge gamle lærings-kendinge. Antorini refererede allerede til Qvortrup i sine 00’er-udgivelser, og Qvortrup har jo understøttet hendes reform kraftigt hele vejen. I dag understøttes hans arbejde organisatorisk af Aarhus Universitet via Nationalt Center for Skoleforskning, der har John Hattie som hovedreference. Stefan Hermann sad med i Ny Nordisk Skole og så videre. Det er ren opdateret 00’er-ånd.

Den halve person, som vi måske kan henregne i samme kategori, er Per B. Christensen, som DLF jo har været med til at sætte i spidsen for OK18-kommissionen. Han nyder åbenbart Antorinis og Goldschmidts tillid. Han har også stået for at implementere John Hattie-pædagogik i Næstved. Endelig har han som medlem af AP Møllers folkeskole-udvalg sendt 100-vis af millioner af kroner efter læringsmålsstyring i hele landet. Grunden til, at han kun er halv, er jo, at han mest af al er kommunal bureaukrat, som aldrig har skrevet noget seriøst.

Resten er alle mulige direktører og politikere mm. F.eks. er borgmesteren i Horsens med. Her har man også haft besøg af Hattie og Qvortrup.

Der er altså ingen folk fra den frie og kritiske og pædagogiske sektor. Og der er ingen – udover Qvortrup og Hermann –, der har skrevet fagligt om emnerne. Det siger altså noget om horisonten i Socialdemokratiet.

Læser man indholdet bliver man hurtigt træt. Det handler kun om globalisering, arbejdsmarkedet og kompetencer og digitalisering osv.. Det er totalt løsrevet fra alle pædagogiske formål. Det må man selv læse.

Men jeg vil dog lige nævne en enkelt sætning, som optræder i forbindelse med en opregning over noget, som i karakteristisk stil kaldes for ”fremragende undervisning, der fremmer det 21. århundredes kompetencer” (sproget er i det hele taget skrækkeligt):

”At der fokuseres mere på læringsudbytte frem for proces, kontrol og karakterer” (s.28).

Hvordan kan man dog overhovedet kommen hen til den sætning? Jeg forstår den ikke. Fokus på ”læringsudbytte” er da slet og ret lig med ”proces og kontrol”. Derimod er “karakterer” noget helt andet, for det har jo eksisteret i generationer.

Kære socialdemokrater. Findes der slet ingen videnskabelig eller pædagogisk tradition i hele verden? Ja, findes der egentlig noget som helst?

Link til udspillet:
https://files.conferencemanager.dk/…/…/Vi_Lever_Af_Viden.pdf

Mere om Ny Nordisk Skole: https://www.emu.dk/modul/historien-bag-ny-nordisk-skole

 

34. d. 29. september: Dannelse til tiden

Den kulturkonservative Rønshoved-gruppe afholder i dag deres årlige dannelsesmøde.

Kulturminister Mette Bock, som har skrevet udmærkede ting om den grundtvigske virkningshistorie, indleder om sit syn på dannelsens tilstand, og Lene Andersen og Sørine Gotfredsen holder to store foredrag efterfølgende.

Lene Andersen skrev sidste år den spændende bog “The Nordic Secret”, som er fyldt med tankevækkende passager og overraskende detaljer om dansk og europæisk dannelsestradition.

Sidst jeg hørte Gotfredsen var til folkemødet, hvor hun og Ida Auken nærmest faldt hinanden om halsen i forbrødring, mens klapsalverne brusede i Højskolernes telt.

Rønshovedgruppen består af Thue Kjærhus, Morten Kvist og undertegnede.

Det bliver en spændende dag; og hyggelig med masser af højskolestemning.

 

35. d. 29. september: Socialdemokratisk udspil om forskning og uddannelse 2

Socialdemokratisk udspil om forskning og videreuddannelse, del 2: Hvad er god undervisning?

Socialdemokratiet vil have ”dygtigere studerende og bedre undervisning”. Det står i kapitel 4 i partiets store udspil om forskning og de videregående uddannelser, som er udarbejdet med hele konkurrencestatseliten som åndelig føde.

Overskriften er endda ledsaget af et stort billede af en vinderpokal. Jamen, det er da bare så inspirerende for landets kommende lærere og pædagoger at se på.

Ok, hvad mon den der pokaliserede ”bedre undervisning” så er? Det er følgende:

”Undervisningen lider for mange steder af ikke at være baseret på principper om en fælles og nytænkende tilgang. Der er ikke enighed om definitionen af god undervisning, og på alle videregående uddannelser er det behov for at udvikle pædagogikken og læringsformerne. Der mangler professionelt baserede kvalitetsnormer og –standarder for, hvad der er god undervisning. Og underviserne har ikke tilstrækkeligt klare læringsmål”. (s.27)

Så der skal altså være enighed om fælles standarder for god undervisning. Og der skal være flere og klarere læringsmål. Jamen, det jo helt galt. Og al denne bureaukratiske standardisering og læringsmålstyring kaldes endda for ”nyskabende”. Hvilket paradoks. Socialdemokraterne vil ødelægge vores uddannelser. Det er det eneste, som er ”klart”.

Der er i kapitlet ingen referencer til litteratur om pædagogik eller uddannelse. Det hele kører i et fuldstændigt inferno af det selvsamme tekno-sprog, som har skabt skolereformen.

Andetsteds i teksten fandt jeg dog en enkelt reference. Det er til en McKinsey-rapport. Hvilken arbejderbevægelse!

Her er et link til mit første indlæg om udspillet, hvorfra der også er link til selve udspillet:

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156649176369481&id=837549480

 

36. d. 30. september: Dannelsesmøde i Rønshoved

Jeg er lige hjemvendt fra Rønshoved Højskoles endagsmøde ”Dannelse til Tiden”, som afvikles hvert år omkring d. 1. oktober.

A.
Årets møde havde virkelig høj kvalitet. Først fortalte kulturminister Mette Bock om betydningen af historie og filosofi i uddannelsessystemet og i samfundet mere bredt. Hun kunne også berette, at hun havde haft den teknologi-ideologiske ministerkollega, Tommy Ahlers, i ørerne, fordi han på et tidspunkt havde udtalt, at filosofikum på universitetet ikke må være for “højpandet”, hvilket det selvfølgelig meget gerne skulle være. Det var et kort, men effektivt indlæg af Bock. Bock tilhører den kulturliberale fløj i LA, så det er meget ærgerligt, at hun snart forsvinder ned til Europa-parlamentet. Hun er vist gammel SF’er, hvilket er let at høre (altså kun af den gamle slags).

B.
Dernæst holdt Lene Rachel Andersen et flot foredrag med udgangspunkt i teserne i sin spændende bog ”The Nordic Secret”. Hun indledte med en kritik af dataficeringen og fortalte om nogle vilde digitale overvågningseksperimenter i Kina. Mange var chokerede, kunne jeg høre efterfølgende.

Andersen argumenterede også for, at både det moderne gennembrud og højskoletraditionen var en form for national gave, som danske unge skulle have og bruge videre ud i verden. På den måde fik vi et slags patriotisk verdensborgerskab. En del publikummer var noget skeptisk over for Andersens mange faser og modeller, men det var der faktisk ikke ret meget grund til lige i denne sammenhæng. Andersen brugte nemlig systemerne til at tale for en dansk verdensborger. Dvs. det samme som også filosoffen Peter Kemp har talt for, dog ud fra helt andre udgangspunkter. Flere talte i øvrigt varmt om Kemps virke.

Der, hvor jeg var mest kritisk over for Andersen, var, at hun klassificerede det nationale som et ”forestillet fællesskab”. I mine øjne er det nationale et historisk-poetisk fællesskab, hvilket er noget andet. Ove Korsgaard begår i øvrigt samme fejl. Derimod giver det mere mening at tale om EU som et forestillet fællesskab, men måske ikke ”Europa”, som også har historisk-poetiske elementer efter min mening?

Dette kritikpunkt er – tror jeg – en del af en mere grundlæggende forskel i synet på systemteoriens anvendelighed i dannelsesspørgsmål.

C.
Dernæst holdt Sørine Gotfredsen et meget interessant indlæg. Hun indledte i bedste Lutheranske anti-Brandes stil med nogle overvejelser over forholdet mellem frihed, kulturradikalisme og bistået selvmord (eller hvad det nu hedder). Hun mente, med reference til romanen ”Undekastelse”, at det moderne gennembrud fører til livslede og selvmordstrang. Men det samme kan man vel sige om et fuldstændigt begrænset liv på et jordlod, som man slet ikke kan bryde? Alle ting kan tage overhånd. Og Gotfredsen manglede helt Andersens åbning over for det moderne gennembrud. Til gengæld havde hun fin sans for, at det nationale ikke er “forestillet”.

Gotfredsen roste Svend Brinkmannns arbejde med at stå fast. Hun kritiserede ham dog for ikke at nævne kristendommen. Det er jeg nu glad for, at han ikke gør. Men jeg er også glad for, at Gotfredsen selv taler om kristendommen. Det er forskellen på en præst og en psykolog. De må gerne være enige, men helst på hvert sit sprog.

Gotfredsen endte med at være fortaler for en tidehvervsbaseret klimapolitik. Hun så simpelthen klimapolitikken som en metode til at bringe mennesket til selvbegrænsning og pligtfølelse over for det sted, man er sat, som jo i samme bevægelse udvides betragteligt. Vi ender i en form for stedsfilosofisk øko-konservatisme. Og så var selve klimaet nærmest lige meget. Med denne åbning kunne hele verdensborgerskabet komme tilbage. Det er nye tanker fra Gotfredsen, som selv fortalte, at hun før havde været ”klima-ateist”.

Men Gotfredsen er i skred. Det så vi også i Allinge i juni, hvor hun til alles overraskelse forbrødreres med Ida Auken, som selv har tidehvervsbaggrund. Auken er i øvrigt også digitaliseringsfreak. Det er Gotfredsen derimod ikke. Hun er vist nærmest digitaliserings-ateist. Men måske har det også en ende en dag? Lene Andersen er derimod digitaliseringskritiker og modernist. På en måde kunne det have været sjovt, hvis Ida Auken havde været der.

Men det er stadig et problem for Gotfredsen, at opfattelsen af det moderne gennembrud er så krarupificeret. Jeg håber snart, det stopper, for uden Brandes med flere går det slet ikke. Her går det langt bedre for Lene Andersen, som jo godt kan lide Brandes. Derimod har Gotfredsen mere stedsfilosofi end Andersen. Det er lidt on and off det hele.

Men som sagt duer det ikke med nednormeringen af det moderne gennembrud. Hele det 20. århundrede udelukkes jo fra danskheden på den måde. Men Gotfredsens take på klimaspørgsmålet var virkelig interessant. Især i disse tider, hvor det i visse kredse ligefrem anses som en klimabelastning at får børn.

D.
Morten Kvist, som var blandt arrangørerne, havde også et udmærket indledende indlæg, hvor han kritiserede skolereformens læringssyn og talte for en besindelse på religionens betydning for dannelsen. Kvist skal i øvrigt være præst til gudstjenesten i forbindelse med Folketingets åbning. Det har hele centrum-venstre fået kvabbabelser over, fordi Kvist engang for 10 år siden har sagt noget om, at han synes, at plejefamilier bør bestå af en mor og en far. Kvist er tidligere redaktør for Højskolebladet og forstander for Askov osv.. Han var noget præget af stemningen i 00’erne, men skrev også mange virkelig spændende ting om dannelse og pædagogik, som slet ikke handlede om hverken køn eller islam. Jeg skal ikke forsvare alle mulige meninger, som Kvist har eller havde, men jeg ved, at han er en tænksom mand, som det er værd at lytte til, og jeg er sikker på, at han afvikler en fin gudstjeneste for Folketinget, som alle kan se sig selv i, når de engang falder ned som Guds lam og slår følge med alle SF-præsterne.

E.
Forstander Thue Kjærhus afsluttede dagene med søndagens morgensamling. Han fortalte engageret og underholdende om forholdet mellem det sønderjyske, det danske og det tyske i de sidste 100 år, og som altid var der både Hannah Arendt og kritisk teori med på banen. Kjærhus er altid helt sin egen. Det var spændende at høre om.

Lørdag aften drak vi noget vin.

Dannelses-mødet var helt udsolgt. Håber vi ses til næste år.

Foredragsholdere nogle af tidligere år:
2017: Søren Pind og Per Øhrgaard
2016: Hans Jørgen Schanz og Henrik Dahl
2015: Michael Bojesen, Inge Marstal og Mads Bille
2014:?
2013: Uffe Gravers Pedersen og Lars Christiansen og undertegnede.
2012: Peter Buurmann, Anders Thyrring Andersen.
2011:?

Oprindelig hed initiativet “Rønshovedgruppen”, som bestod af Morten Kvist, Thue Kjærhus, Lone Nørgaard, Sørine Gotfredsen og Kirsten Sarauw. Gruppens arbejde kronedes med en flot dannelseskonference i Landstingssalen i 2015. I 2016 forlod de tre sidstnævnte gruppen. I stedet kom jeg med i en gendannet gruppe under navnet ”Dannelse til tiden”, som i dag altså består af Kvist, Kjærhus og undertegnede.

 

37. d. 30. september: Morten Kvists gudstjeneste på Christiansborg

Jeg kan forstå, at valgmenighedspræst og tidligere Askov-forstander, Morten Kvist, skal prædike ved Folketingets åbning. Jeg håber, at alle deltager, for Kvist har gjort sig mange spændende tanker, ikke mindst om pædagogik og religion. Han har sikkert også sagt noget skævt på vejen, men hvem har ikke det.

Især kritikere af skolereformen, som fx Alternativet, SF og Enhedslisten, må være interesserede. Men de boycotter gudstjenesten, selvom der er masser af kritisk arsenal i Kvists forholdsvist mainstream-tekster, hvis indhold faktisk deles af mange moderne venstreintellektuelle (jvf. interessen for “begyndelser”.)

Nedenfor er der links til min egen sammenfatning fra sidste år af Kvists tanker samt til en artikel om den aktuelle sag. Kritikerne mener, at Kvist sammenligner homoseksualitet med pædofili, men det gør han altså ikke. Der er tale om en identitetspolitisk markering. Jeg er ikke enig med Kvist i alt muligt, og slet ikke i hans syn på homoseksuelle ægteskaber, men den aktuelle aktion er helt ude af proportioner. I stedet burde man interessere sig for substansen, nemlig hans teologi og pædagogiske filosofi.

Hvad bliver det næste mon? Om et år kommer der nok en anden dygtig præst forbi Folketinget. Hun stemmer måske på Alternativet eller SF og har også skrevet et eller andet om dit eller dat i tidernes morgen. Skal højrefløjen så også blive hjemme? Det er jo helt ude af proportioner.

Det er kirke- og kulturministeren, der har været så flink at invitere en af landets centrale reformkritikere til at prædike. De to mødtes i øvrigt i går i Rønshoved, hvor de drøftede dannelse sammen med 100 andre interesserede.

Kvists filosofi: http://www.thomasaastruproemer.dk/morten-kvists-paedagogik.…

Den aktuelle sag: https://www.dr.dk/…/praesten-morten-kvist-jeg-har-ikke-taen…

Facebook-drys 52: August 2018

Her er 28 facebook-opdateringer fra august 2018. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Mobiler i skolen
  2. Aarhus Universitets syn på mobbeanklager
  3. Koldau – Aarhus Universitets spøgelse
  4. Oprør mod Lars Qvortrups forskningsforståelse
  5. Facebook-drys: maj 2018
  6. Peter Kemp – i kærlighed og strid
  7. Heine Andersen kritiserer Politiken
  8. “Til irritation”: DPU’s mindeord for Peter Kemp
  9. Mobiler i skolen 2
  10. AP Møllers ideologiske gaver
  11. Facebook-drys 51: juni og juli 2018
  12. Peter Kemps hilsner
  13. Boris Johnson om burkaer
  14. Singularity – ånden i maskinen
  15. Ny Start i København
  16. Københavns Kommune, AP Møller og læringsmålstyring
  17. SF vil bryde skoleforliget
  18. Merete Riisagers virke til debat
  19. Poul Aarøe Pedersen i Konkurrencestatstidende
  20. Kulturmødet 2018
  21. Lærings-amok i Aarhus 1
  22. Læserbrevsskribent kritiserer Politiken
  23. Læringsamok i Aarhus 2
  24. Flot kronik af Riisager:
  25. Læringsamok i Aarhus 3
  26. Samlede refleksioner over situationen i Aarhus Kommune:
  27. dk er tavs om Aarhus
  28. Interview med Lene Tanggaard i FORSKERforum:

 

1. d. 4. august: Mobiler i skolen

I Frankrig vil filosoffen Ricæurs elev, Emmanuel Macron, have Silicon Valley ud af de franske børns lommer, så børnene kan fokusere på hinanden og på tingene under lighedens forudsætning i stedet for på en konstant distraherende tekno-metafysik. Det er ligefrem lovbestemt. Og der er på ingen måde tale om en maskinstormer-lov, eftersom loven har solide og pædagogisk begrundede undtagelser, som læreren har magt over.

I Danmark vil man derimod optimere Silicon Villys magt over danske børns kroppe og blikke. Hele skolereform- og UC-segmentet vil ligefrem gøre mobilititus til læringens udgangspunkt. De kalder det for “digital dannelse”.

Selv vores ellers fornuftige undervisningsminister afviser Macron. Hun siger, at hun ganske vist er enig i substansen, men at mobilititus bør være en del af danske skolers frihed.

Men hvem bestemmer så, hvad “frihed” er på skolerne? Det gør KL, som i ideologisk forstand er i lommen på Silicon Vally. Og skolelederne er i samme båd. De går ind for, at Danmark skal være verdensmestre i digitalisering, hvilket vi desværre allerede er (man skal aldrig være verdensmester i noget, udover i idræt).

Tror nogen, at der kommer dannelse ud af det? Det gør der ikke. Vi ender med at få små læringsstyrede IP-adresser, som vil kræve magt i klasserummet indtil det, altså klasserummet, forsvinder.

Så ministeren vil altså lade KL, dvs Silicon Vally, og resten af Antorini-fløjen bestemme under “frihedens” falmede fane. Men måske er Riisager påvirket af sin regerings disruptionsdagsorden og af ministerkollegaen fra løvens hule, som begge også er fra Silicon Vally. Det er hun nok.

Macron vil have børn, som kan blive frie franske europæere, og hvis lærere har magten over pædagogikken. Dermed er han på sin vis i tråd med Vestagers store indsats inden for den europæiske konkurrencepolitik. Tak for ham og hende. Blot ærgerligt, at Riisager tilsyneladende ikke på samme måde vil have frie danske europæere, og at hun ikke benyttede et momentum til at tilføje læringsfløjens halvdannelse et sviende nederlag, som formodentlig endda ville have haft opbakning i den brede befolkning. I stedet har hun givet en sejr til den radikaliserede reformpædagogik, som hun af gode grunde afskyr.

I gårsdagens triste anledning (Peter Kemps død) er det også værd at notere sig, at en anden af Riceurs elever var Peter Kemp, som netop talte for en “dansk verdensborger”, og som selv var meget glad for Macron. Læringssegmentet kaldte Kemp for en “løgner” og en “gadedreng”. De vil have metodisk antihumanisme og “rådata-landskaber”, som de så kalder for “deep learning”. Her vil mobilititus passe godt ind.

 

2. d. 5. august: Aarhus Universitets syn på mobbeanklager

Om Aarhus Universitets inkonsistente og ideologiske syn på “mobbeanklager”:

http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-universitets-opgoer-med-paedagogik-del-2-uberettigede-mobbeanklagers-vidt-forskellige-konsekvenser.html

 

3. d. 6. august: Koldau – Aarhus Universitets spøgelse

Jeg fandt lige Politikens leder om Koldau-sagen, d. 15. februar 2012, som var lige efter advarslen til Koldau. Lederen hedder: “Aarhus Universitet har en skandale i støbeskeen”.

Skeen blev støbt, skandalen realiseret og siden tabuiseret og materialiseret.

Koldau beskrivelser af ideologiseringen af de faglige miljøer og konsekvenserne heraf for alt fra opgaveskrivning til ph.d.-projekter og stillinger gælder også på forskellige måder inden for mit eget område. Og i hendes værk om “Jante Universitetet” kobles disse markeringer op på omfattende faglige og universitetspolitiske analyser, som enhver frit kan tage stilling til.

Og hendes vigtige kritik af humanioras skjulende forhold til dets genstand er også højrelevant og faktisk i dyb overensstemmelse med moderne filosofi og metodekendskab.

Men på AU var den slags helt forbudt. Først dekan Bodil Due og siden efterfølgeren Mette Thunø begrundede advarslen til Koldau med henvisning til hendes offentlige kritik.

I dag skal man vende hver sætning på en guldvægt.

Universitetet, og især faktultetet Arts, hvis dekan selv spiller en rolle i Koldaus bog, forbereder iøvrigt en “code of conduct” for offentlige diskussioner af hensyn til “arbejdsmiljøet”. Der er mig bekendt ingen konkrete eksempler, kun de tabuiserede, som jo bare skulle beskytte den herskende ideologi og intet andet. Det var det, som Koldau kaldte for DDR. Universitetet er altså i gang med at foretage en yderligere lukning af den frie tanke med Koldau som det larmende og ledsagende spøgelse.

Dette er en vigtig del af konteksten for AU’s ageren på det forskningspolitiske og pædagogiske plan.

Universitetet kalder det for “dialog”, og indimellem trækkes endda Hal Koch-kortet, hvilket jo desværre ikke er sjovt.

Jeg ved blot ikke, hvorfor Politiken kun kaldte det for en “lille skandale”?

D. 24. februar 2012 tages sagen op af uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang, som i sin kommentar er helt enig med lederskribenten i, at der er tale om en klokkeklar ytringsfrihedssag. Fuglsang støttede også min sag i 2015, så han har sans for helheden, når det gælder det forskningspolitiske.

Det er dejligt, når Politiken agerer som Politiken.

https://politiken.dk/debat/ledere/art5048427/Aarhus-Universitet-har-en-skandale-i-st%C3%B8beskeen

 

4. d. 7. august: Oprør mod Lars Qvortrups forskningsforståelse

Der er udbrudt oprør i børnehaveforskningen. Oprøret retter sig direkte imod Lars Qvortrup, som er leder af Aarhus Universitets Nationale Center for Skole- og dagtilbudsforskning.

Oprøret tæller hele 30 forskere fra mange forskellige paradigmer og institutioner. Forskerne kritiserer Qvortrups forsimplede syn på pædagogisk viden, som det især kommer til udtryk i en aktuel rapport fra Dansk Clearinghouse.

De 30 kritikerne kalder Qvortrups rapport for ”ideologisk og normativ”.

Hvilken kraftpræstation af initiativtagerne.

Qvortrups “ideologiske og normative” forskningscenter og dermed også DPU’s og AU’s ledelse er i dyb pædagogisk krise.

Her er listen over kritikere. Det er stort set hele creme de la creme af dansk børnehaveforskning. Det er så dejligt, at de har samlet sig:

Lektor Annegrethe Ahrenkiel, RUC
Lektor Peter Østergaard Andersen, KU
Lektor Dil Bach, DPU/AU
Professor emeritus Stig Broström, DPU/AU
Lektor Thorleif Frøkjær, Københavns Professionshøjskole
Lektor Thomas Gitz-Johansen, RUC
Professor Anne Greve, Oslo Metropolitan University
Lektor Eva Gulløv, DPU/AU
Lektor Ole Henrik Hansen, DPU/AU
Lektor Lars Holm, DPU/AU
Lektor Pernille Hviid, KU
Lektor Niels Rosendal Jensen, DPU/AU
Lektor Anders Skriver Jensen, Københavns Professionshøjskole
Lektor Pernille Juhl, RUC
Professor Jan Kampmann, RUC
Lektor Bjørg Kjær, DPU/AU
Docent Anette Boye Koch, VIA UC
Professor mso John Benedicto Krejsler, DPU/AU
Førsteamanuensis Mari Pettersvold, Universitetet i Sørøst-Norge
Lektor Kim Rasmussen, RUC
Lektor Charlotte Ringsmose, DPU/AU
Lektor Jan Jaap Rothuizen, VIA UC
Lektor Maja Røn-Larsen, RUC, DPU/AU
Professor Dion Sommer, AU
Lektor Anja Hvidtfeldt Stanek, SDU
Lektor Lone Svinth, DPU/AU
Førsteamanuensis Hanne Værum Sørensen
Lektor Line Togsverd, VIA UC, Høgskolen på Vestlandet
Lektor Ditte Winther-Lindqvist, DPU/AU
Professor Solveig Østrem, Universitetet i Sørøst-Norge.

Links:
Link til indlægget af de 30 forskere: https://www.altinget.dk/…/forskere-akademias-interne-magtin…

Tilføjet: Lars Qvortrup svarede d. 15. august: https://www.altinget.dk/…/professor-det-overrasker-mig-at-e…

De 30 forskere svarer Lars Qvortrup d. 24. august:
https://www.altinget.dk/…/forskere-almene-kriterier-er-ikke…

Sagen omtales journalistisk i en lang artikel på Videnskab.dk d. 17. august: https://videnskab.dk/…/protest-kvalitativ-forskning-bliver-…

Opslag fra om sagen fra d. 18. september (debat på DPU)

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156626991859481&id=837549480

 

5. d. 9. august: Facebook-drys: maj 2018

Diskussioner i maj 2018:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-50-maj-2018.html

 

6. d. 9. august: Peter Kemp – i kærlighed og strid

I sin afskedsforelæsning ved Københavns Universitet i 2001 sagde Peter Kemp følgende:

”Det er storhedsvanvid at tro, at man kan undvære de store filosoffers erfaringer udtrykt i deres værker.” (fra ”Den hvileløse tanke”, 2006, s. 355)

Samme år startede netop afdøde Peter Kemp som professor og institutleder for pædagogisk filosofi på det nyetablerede DPU under Lars Henrik Schmidts rektorat. Her gjorde Kemp en kæmpeindsats med at sikre et pluralistisk miljø, hvor både lærerhøjskolefolk og fagfilosoffer kunne trives uden at kede sig.

I 2008 overtog Lars Qvortrup rektoratet. Herfra stod den på strid vind, for Qvortrup og hans åndsfæller ville af med ”filosofien”, som skulle nedlægges, så “læring” kunne styres osv..

Det var nærmest tale om en udrensning af pædagogik og filosofi i den ene og den anden sammenhæng. En udrensning, som vel at mærke stod i dyb forbindelse til de samtidige skole- og læreruddannelsesreformer, hvor Qvortrup havde en vigtig intellektuel og ideologisk funktion.

Qvortrup havde altså med Kemps ord ”storhedsvanvid”. Vi fik derfor det, jeg kalder for ”Pædagogikkens to verdener”.

Striden mellem Kemp og Qvortrup fortsatte i mange sammenhænge, og Qvortrup kaldte ligefrem Kemp for ”løgnagtig, en plattenslager, en småfusker og en gadedreng”, som benytter sig af ”luskede tricks” og ”forråder sagen”. Det foregik i en kronik i 2012 i Politiken (d. 25. maj). Det skal aldrig glemmes!

I dag er Qvortrup tilbage som en central spiller på DPU, dels som leder af ”Nationalt Center for Skoleforskning” og dels som koordinator for ”Dansk Clearinghouse for uddannelsesforskning”. Det var den fine belønning for angrebet på Kemp og filosofien.

Qvortrup nyder institutledelsens, kommunikationsafdelingens og fakultetets udsøgte beundring, men kritiseres ellers fra nær og fjern, senest af 30 fremtrædende børnehaveforskere.

Og Aarhus Universitet har skabt et DPO, som nu skal beskyttes med et såkaldt ”code of conduct”.

Der har været mange fine nekrologer over Kemp i aviserne. Desværre underbetones hans indsats for pædagogikken i dem alle. Jeg samler derfor sammen til at skrive en pædagogisk orienteret nekrolog, som giver fuld credit til Kemps pædagogisk-filosofiske indsats, herunder hans polemiske kamp mod DPO. En kamp, som har stimuleret mange mennesker til at tale frit på trods af klage-regne.

I samme forelæsning, altså den fra 2001, citerer Kemp fra Grundtvig (som citerede fra Augustin): ”Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”. Kemp var en dansk verdensborger.

Jeg har kigget på DPUs, AUs og ledelsens facebook- og twitter-profil. Jeg har ikke her kunnet finde nogle orientering om den sørgelige situation på disse kanaler. I går kom der dog et kort “mindeord” på DPU’s nyhedsside, og lidt har jo også ret. I mindeordet står der, at Kemps engagement kunne være til “irritation”. Hvad mon der menes med det? Er det forsvaret for pædagogik og filosofi, der tænkes på? Det var i hvert fald irriterende for DPUs ledelse, heldigvis.

Jeg har også spurgt mig lidt for heroppe på min DPU-gang. En del af dem, jeg har spurgt, ved ikke engang, hvem Kemp var. Derimod ved de noget om evidens.

Danmarks største pædagogiske tænker, ”plattenslageren og småfuskeren” Peter Kemp, skal begraves i Gentofte Kirke i morgen, mens Qvortrups ”storhedsvanvid” – eller ”anti-filosofi”, som Kemp også kaldte det – gør pædagogisk karriere i universitetets rester. Jeg synes, det er en skandale, må jeg indrømme.

Reference:
Kemp, Peter: ”Epilog: Det filosofiske spørgsmål: Hvad er filosofi?” i bogen ”Den hvileløse tanke”, Tiderne skifter, 2007.

 

7. d. 10. august: Heine Andersen kritiserer Politiken

Godt set af Heine Andersen: Konkurrencestatstidende mener, at det er en “ekstremt farlig tendens”, hvis man kritiserer finansministeriet. Det er jo til at dø af grin over. Det er ren corydonisme.

Her er læserbrevet:

”Heine Andersen, professor emeritus, Københavns Universitet:

I sin leder 3.8. skrev Politikens lederskribent: »For det andet, at det er en ekstremt farlig tendens, hvis politikere begynder at så tvivl om det faglige grundlag for Finansministeriets økonomiske beregningsmodeller i Danmark«. Har Politiken glemt alt om sine demokratiske oplysningsidealer? John Stuart Mill, Karl Popper, Jürgen Habermas? Vækst i viden og oplysning sker ved at lære af fejltagelser, og den sikreste metode er gensidig, åben kritik.

Nu lyder det, som om Politiken anser kritik for ekstremt farlig, når det gælder Finansministeriets regnemodeller. Et knæfald for ekspertvældet. Det kræver en forklaring. Politiken burde tværtimod gå foran med en granskning af disse modellers usikkerhed. Så teknisk svært er det heller ikke, at vi ikke kan forstå det. Og hvordan er det kommet dertil, at en departementschef – ifølge lederskribenten – tilsyneladende anser kritik for ekstremt farlig?”

 

8. d. 11. august: “Til irritation”: DPU’s mindeord for Peter Kemp

I torsdags udgav DPU et ”mindeord” for Peter Kemp. Jeg havde overset det i første omgang, fordi det ikke var delt på nogle sociale medier, men kun stod under ”nyheder”. Disse nyheder bliver ellers altid delt på FB og Twitter samme dag, som de udgives. Ja, jeg erindrer faktisk ingen undtagelser, udover – kom jeg i tanke om – nyheden om Eggert Olsens doktordisputats om Platons pædagogiske filosofi tilbage i januar 2018.

I stedet delte man en reklame for konferencen ”Skoleudvikling gennem IT”.

Mindeordet lever altså i en form for skjul i overensstemmelse med DPU’s kommunikationsafdelings generelle princip, hvad angår nyheder om pædagogiske emner.

Mindeordet er naturligvis positivt. I min analyse er det dog mest på overfladen. Her er det værd at hæfte sig ved to ting:

1.

Kemps pædagogiske indsats nævnes kun summarisk, som en kort og lidt pludselig annoncering af verdensborgerskabets pædagogiske relevans. Og ”verdensborgeren” markeres som nærmest isoleret fra hans øvrige filosofi og interesse. Andre af Kemps mange pædagogiske ideer er der tavshed omkring.

Kemps store opgør med skole- og læreruddannelsesreformen nævnes overhovedet ikke, hvilket er en storslem mangel i teksten efter min mening. Der er tavst som en pandekage om Kemps store betydning for reformkritikken. Det skyldes formodentlig, at DPU’s både da- og nuværende ledelse har et nærmest religiøst forhold til disse reformer, og at det netop var DPU’s ideologi, der var i Kemps sigtekorn.

Heller ikke Kemps store og offentlige kamp for den pædagogiske filosofi imod DPU’s ledelses overgreb er nævnt. DPU ville jo nedlægge disciplinen og erstatte den med en kandidatuddannelse i den daværende institutleders kæphest ”samtidsdiagnose”. Da man ikke kom igennem med det, forsøgte man at fyre tre filosoffer. Her trådte Kemp igen i offentlig karakter, og uden denne kamp havde den pædagogiske forskning været endnu mere ensidig, end den er blevet i dag. Også dette emne er der tavshed om.

Kemps engagement i pædagogiske emner kom til udtryk i stort set alle hans udgivelser efter 2005, herunder i den mangefacetterede ”Verdensborgeren som pædagogisk ideal”, i en helt selvstændig sektion i ”Filosofiens verden”, i Løgnen om dannelse”, og i en lang række bidrag, f.eks. i det norske storværk ”Dannelse” og i bogen ”Politics in Education”. Sidstnævnte redigerede Kemp sammen med Asger Sørensen, som var en af dem, DPU ville fyre, men hvis stilling blev reddet af Kemp efter hård kamp. En række af disse bøger indeholder grundige kritiske analyser af de siddende DPU-ideologers udgivelser.

Kemps mangeårige engagement i dannelsestænketanken Sophia er heller ikke nævnt, hvilket også er uforståeligt i en DPU-nekrolog. Men Sophia er også en esse for kritik af læringsideologien. Endnu en tavshed.

Denne mærkelige afstand til Kemps pædagogiske betydning og virke understreges af formuleringen ”Peter Kemp var god til at slå alarm, når han mente….”. Kemp havde altså ”meninger”, og så råbte han op. Kemp manglede med andre ord pædagogisk og teoretisk bund. Og så denne anmelderagtige tone: ”det var han god til”. Det er ikke kønt.

Stort set ingen andre nekrologer omtaler Kemps betydning for pædagogikken. Det er derfor ekstra beklageligt, at den nedtones så kraftigt i netop DPU’s mindeord. Jeg tror, som allerede antydet, at det er fordi, DPU selv er anfægtet, hvilket jeg nu vil sige lidt mere om.

2.
Det er måske denne tavse men alligevel larmende anfægtelse, som kommer til udtryk i brugen af udtrykket ”irritation” om Kemps arbejde. I mindeordet står der, at Kemps engagement kunne være irriterende. Irriterende? Hvilket forskrækkeligt ord. Arbejdet var da emanciperende og oplysende.

Og hvem var det til ”irritation” for? Det står der ikke noget om, men jeg ved det godt. Kemp var irriterende for DPU’s ledelse og førende ideologer. Lars Qvortrup var anfægtet og kaldte Kemp en ”løgnagtig småfusker”, men det kan Qvortrups åndsfælle, institutleder Claus Holm, ikke skrive i mindeordet, hvor der i stedet blot står ”irritation”. Kemp blev heller aldrig inviteret til de store DPU-konferencer, hvor hegemoniet normalt huserer. Måske er der en undtagelse? Jeg erindrer ingen.

Mindeordet er naturligvis positiv på overfladen, men altså ikke i næranalysen. En mulig undtagelse er forfatternes tilføjelse til ”irritations”-markøren. De skriver uden nærmere forklaring, at Kemps arbejde ”aldrig aldrig var ligegyldigt”, men denne formulering er for ubestemt, når man tager konflikternes omfang og dybde i betragtning. Der er en mærkelig form for neutralitet i formuleringen, når man tager de andre mangler i betragtning.

Ingen andre nekrologer skriver mig bekendt, at Kemp var kunne være ”til irritation” på denne mærkelige ubestemte måde. De nævner heller ikke – eller næsten ikke – pædagogikken, hvilket DPU jo derfor burde. Til gengæld har de andre nekrologer i det mindste fyldige omtaler af Kemps teologiske og filosofiske betydning.

Mindeordet er skrevet af institutleder Claus Holm, der står som førsteskribent, og afdelingsleder Oliver Kauffmann. Begge deltog i gårsdagens begravelse i Gentofte. Holm fandt dog ikke anledning til at sige et par ord. Kauffmann gjorde heller ikke, men det var heller ikke hans opgave. Keld Holm forestod bisættelsen. Holm nævnte Kemps kritik af skolereformen i sin fine tale.

http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/mindeord-for-professor-emeritus-peter-kemp-1/

 

9. d. 11. august: Mobiler i skolen 2

Annette Lind (S) og Ida Ida Meier Auken Privatprofil (R) har nogle gode forslag vedrørende mobiltelefoner i skolerne.

Det bedste ville selvfølgelig være, at EU, UK og Norge gik sammen om at forbyde mobiltelefoner i alle europæiske grundskoler, med mindre den enkelte lærer vurderer, at mobilerne har pædagogisk betydning. Det er det man kalder for pædagogisk dømmekraft og metodefrihed i en europæisk tradition.

Det næstbedste er Macrons forslag, hvor samme forslag gennemføres på nationalt niveau.

Det lader desværre til, at det er svært at komme igennem med disse gode ideer. Merete Riisager har helt uforståeligt talt imod forslaget, og hele den pædagogiske korrekthed er enig med hende under frihedens falske banner.

Derfor har Lind og Auken nu foreslået, at alle skolerne skal lave en eller anden form for mobilpolitik. Men selv dette milde og pæredanske kompromis-forslag møder modstand. Det er svært at forstå.

En anden ting er, at jeg nok skal søge psykologisk hjælp. Det er første gang ever, at jeg er enig med Lind, som jo spillede en central rolle ifm vedtagelsen af skolereformen, om noget.

Auken er jeg ved at skifte mening om. Først var jeg meget kritisk, fordi hun står bag den såkaldte SIRI-kommission, som involverer Silicon Valley-filosofi, og som går ind for synlig læring. Hun skrev også nærmest foruroligende om sin fremtidsteknologiske vision på et eller andet net-medium. Men på Folkemødet havde hun en fantastisk tidehvervsdiskussion med Sørine Gotfredsen, som endte med, at folk klappede taktfast, og nu kommer dette fine kompromis-forslag.

Men det bedste er naturligvis et generelt forbud, som kun kan brydes af læreren.

https://www.dr.dk/…/s-og-r-vil-have-mobil-regler-paa-samtli…

tidligere indlæg om emnet: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156521409294481&id=837549480

 

10. d. 13. august: AP Møllers ideologiske gaver

I København sender Konkurrencestatspartiets skoleborgmester nu alle skoleledere på et grundigt kursus, som er udviklet på handelshøjskolen i Oslo.

Skoleudviklings-modellen i Oslo bygger på ren teknokratisk-økonomisk tænkning, og den har skabt store problemer med ytringsfriheden, jvf. sagen mod Simon Malkenes, som vakte stor tumult i Norge, og hvor stort set alle andre end Oslo-systemet støttede Malkenes. Ja, Malkenes fik faktisk en fin pris for sin indsats, den såkaldte ”Skjervheim-pris”.

Borgmesteren henviser til EVA’s direktør Mikkel Haarder, som for et par uger siden også var ude at lufte anti-pædagogikken (se link i linket). Kigger man på sproget, er der tale om et helt lukket kredsløb.

Og det er skam ikke kun skolelederne, men også skoleforvaltningens folk, der skal indoktrineres i den nye ideologi, som står i dyb forbindelse med læringsmålstyring og dataficering. Vi får et samlet teknokratisk læringstryk.

Det er ren skolereformsideologi, som nu befæster sin position i hovedstadens kroppe.

I Aalborg skal de i øvrigt afsted på samme kursus.

Pengene til det hele – dvs. 21 mio. kr. – kommer fra AP Møllers skolemilliard. I tildelingsudvalget sidder læringsmålsstyringens store ideolog, Jens Rasmussen, og Per B. Christensen, som jo er formand for DLF/KL’s arbejdstidskommission. Tomas Nordahl, som også er tæt på vores hjemlige systemteoretiske miljøer, sidder der også.

AP Møller har i øvrigt også givet en skvæt til Høje-Taastrups tekno-læringsridt, som WA omtalte i sidste måned. Det drejer sig om 11. mio. kr.

Oslo-modellen har været udsat for kritik, bla. af Niels Jakob Pasgaard og Simon Malkenes, hvis indlæg om sagen, jeg også har linket til.

Links:
Københavns borgmesters indlæg med Mikkel Haarders i bunden: https://skoleliv.dk/…/Hele-skoleledelsen-b%C3%B8r-komme-p%C…

Aalborg Kommunes pressemeddelelse: https://backend.folkeskolen.dk/…/pm—skoleledelsesudviklin…

AP Møllers vurderingsudvalg: https://www.apmollerfonde.dk/folkeskolen/…/vurderingsudvalg/

Om Høje-Taastrups projekt: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156405069919481&id=837549480

Kritisk indlæg af Simon Malkenes og Niels Jakob Pasgaard om Oslo-uddannelsen: https://skoleliv.dk/…/Norsk-lederuddannelse-er-stik-imod-da…

 

11. d. 13. august: Facebook-drys 51: juni og juli 2018

Indlæg og diskussioner på Facebook i juni og juli:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-51-juni-juli-2018.html

 

12. d. 14. august: Peter Kemps hilsner

1.
Jeg sidder her med mit eksemplar af Peter Kemps bog fra 2015 ”Løgnen om dannelse”. Kemp sendte i sin tid bogen til mig med en lille hilsen: ”Til Thomas – i fælles kamp for skolen – fra Peter”.

I bogen argumenteres der for et dannelsesideal, som Kemp kalder for ”en dansk verdensborger”, hvor der er fuldt rodnet, globalt udsyn og kritisk interesse på samme tid.

Hovedmodstanden imod dette grundsyn finder Kemp hos de to professorer Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, som han kritiserer for “halvdannelse”, hvilket står for en forveksling af formål og metode. Der argumenteres grundigt for sagen, især via en kritik af Rasmussens og Qvortrups syn på Humboldt. Stefan Hermann nævnes også i en kritisk bemærkning, fordi han er medforfatter på en af de Qvortrup-tekster, hvor der gøres op med Humboldt og filosofi. Læreruddannelsen af i dag er desværre dybt påvirket af Qvortrup og Hermanns syn fra dengang.

Der er også kritiske manøvrer mod Antorini, Corydon og Rambøll, som sættes i samme kategori som Rasmussen og Qvortrup. Det er DPO, som Kemp her er inde at røre ved. Det er derfor, at intet, som har rørt ved skolereformen, kan komme i kontakt med skolens tradition og formål. Det er halvdannelsens grundlæggende forveksling, der splitter tingene ad i bunden.

Kemp slutter derfor med følgende: ”Løgnen er, at halvdannelse er dannelse”.

Denne centrale kritik er totalt fortiet på DPU og i institutionens mindeord for Kemp. Måske er det fordi, at mindeordet er skrevet af Claus Holm, som selv er dybt betaget af både Rasmussens og Qvortrups teorier, og hvis arbejde også har været gjort til genstand for Kemps kritik (jf. punkt 2)?

2.
Kemps teser peger tilbage mod hans foregående udgivelse, ”Filosofiens verden”, fra 2012. I mit eget eksemplar står der også her en lille hilsen: ”Til Thomas – i fælles engagement og kamp – fra Peter”.

Hele bogens anden del, dvs. s. 183-292, handler om pædagogiske emner. Her er bl.a. et vidunderligt essay om philoxenia eller ”fremmedvenlighed” samt et stort anlagt essay om verdensborgerlig dannelse, som trækker på hele den pædagogisk-filosofiske tradition.

Men også her er der analyser af halvdannelsen. F.eks. fortæller Kemp om Lars Qvortrups halvdannede destruktion af Immanuel Kant ved en festtale på DPU. Qvortrup “glemte” simpelthen Kants understregning af filosofiens betydning for det moderne universitet. Qvortrup ville lave et anti-filosofisk universitet, da han var dekan for DPU. Han forsøgte at nedlægge DPU’s filosofi-del og at afskedige en række filosoffer. Det førte Qvortrup og Kemp ud i skarp offentlig polemik.

I en fodnote skriver Kemp i øvrigt, at Qvortrups festtale er et eksempel på, at ”dem, der vil være ’evidensbaserede’, som regel ikke er særlig stærke til tekstlæsning”. Kemps kritik af Qvortrups Kant-læsning understøttedes dengang af en artikel om emnet af Morten Nørholm, som ellers ikke er fra det filosofiske miljø (men derimod det sociologiske). Kemp refererer også til Nørholms artikel.

Som en positiv modsætning til Qvortrup fremhæver Kemp bogen “Almen Pædagogik”, som er skrevet er Alexander von Oettingen. Det gør Kemp ret i, men desværre ser han ikke, at Qvortrups og von Oettingens arbejde er forbundet af en indre tråd, der hedder systemteori. Faktisk er Kemp ikke specielt kritisk over for systemteorien.

Kemp har også en diskussion af DPO’s vigtige udgivelse ”Viden om uddannelse” fra 2008, som var det år, hvor jeg selv blev ansat på DPU, som netop var blevet en del af Aarhus Universitet.

“Viden om uddannelse” er skrevet af Claus Holm og Jens Rasmussen (+ yderligere en systemteoretiker). Kemp kritiserer bogen for ”at indsnævre begrebet om pædagogisk videnskab til at gælde den pædagogiske forsknings performativitet i forhold til politisk fastsatte mål eller det, man mener, er de politisk fastsatte mål”.

Altså ren tilpasning til halvdannelsen.

Kemp kritiserer faktisk også Holms og Rasmussens forståelse af Luhmann, hvilket nogle systemteoretikere nok vil være glade for, selvom de aldrig siger det ret højt. Igen er der i øvrigt en fodnote, hvor Qvortrups syn på evidens og filosofi atter kritiseres.

Kemp slutter den pædagogiske del af Filosofiens Verden med sætningen: ”Det er pædagogisk anti-filosofi”.

3.
Disse tanker har en fælles rod i Kemps mest omfattende pædagogiske indsats, nemlig bogen om ”Verdensborgeren som pædagogisk ideal” fra 2005. Også her har jeg fået en lille hilsen i 2. udgaven: ”Til Thomas – i fælles kamp for kulturen – fra Peter”.

I den periode fra 2000-2007 var Kemp institutleder og professor ved DPU under Lars Henrik-Schmidts rektorat, hvor konfliktlinjerne så helt anderledes ud. Bogen er derfor stort set renset for henvisninger til halvdannelse, men dannelsesidealet står til gengæld klart, f.eks. i:

”Hvis vi tror på værdien af det bedste i den kultur, vi selv har overtaget, har vi ingen grund til at frygte andre og kan prøve at forstå de fremmede uden at være bange for at miste vores egen identitet i det kulturelle møde. Så er der intet foruroligende i at se ens egen nationale historie som en del af verdenshistorien, og der er ingen uløselig strid mellem den nationale borger og den globale verdensborger” (s. 18 i 1. udgaven).

Måske har det interesse, at Kemp i bogen faktisk roser Jens Rasmussen for en kritik af den situerede lærings centrale faldgruber, nemlig teoriens tendens til antiintellektualisme.

Men Kemp advarer dog også imod den modsatte grøft, nemlig at basere pædagogikken på det, som han allerede her midt i 00’erne kalder for ”ren teori” (s.218). Det var det, som senere kom til at hedde “ren pædagogik”, bla. med opbakning fra Lene Tanggaard og Svend Brinkmann, som begge kom til at stå for en intellektuel åben situeret læringsteori direkte vendt mod Rasmussen og Qvortrup tiltagende ren-hed. Den situerede læring endte med at omfavne filosofien og pædagogikken, mens den “rene pædagogik” forskansede sig i læringsmålsstyring og dataficering.

Måske har det også interesse, at Kemp i bogen kritiserer det socialanalytiske dannelsesbegreb, som dette ses hos f.eks. Lars-Henrik Schmidt og hans elev, Lars Geer Hammershøj. At Hammershøj ikke er meget for Kemp kan man i øvrigt se i Hammershøjs nye bog ”Dannelse”, hvor han omtaler Kemps kritiske indsats i ”Løgnen om dannelse som ”påståelig og skinger” (s.75) uden overhovedet at berøre substansen i Kemps kritik. Hammershøj er også kritisk over for von Oettingen, hvis dannelsesforståelse kaldes for “egensidig”, igen uden nærmere forklaringer. Hammershøj er en af dansk pædagogiks store skuffelser, som jeg ser det. Et af de efterhånden mange eksempler på poststrukturalismens problemer med omverdenens og den fælles verdens rige muligheder.

Endelig er det værd at nævne, at Kemp slutter bogen af med en kritik af Ove Kaj Pedersen, som allerede var på banen i starten af 00’erne. Pedersen kritiseres for at sætte en instrumentaliseret stat over dannelsen, hvilket jo er halvdannelsens formel. Denne konflikt mellem Kemp og Pedersen fortsatte op gennem 10’erne. Imens blev Pedersen for sin del nærmest en del af DPO’s hellige dele, berømmet på den ene konference efter den anden.

Kemp havde skam også politologisk sans.

Links:
Man kan læse mere om Kemps bog ”Løgnen om dannelse” i dette indlæg fra 2015. Her kan man også læse om skiftet i Humboldt-forståelserne hos Qvortrup og Rasmussen:

http://www.thomasaastruproemer.dk/peter-kemps-opgoer-med-halvdannelsen.html

 

13. d. 14. august: Boris Johnson om burkaer

Den kontroversielle britiske brexit-mand, Boris Johnson, har sagt nogle yderst fornuftige ting om burkaer. Først og fremmest er han imod det danske forbud mod burkaer på strøget. Helt honest! Det må folk altså selv om. Meget fornuftigt.

Dernæst mener han, at kvinder, der bærer burkaer, ligner “postkasser”. Også det er fuldstændig korrekt. Den form for herlig europæiske politisk humor minder mig om Kurt Westergårds morsomme og veltegnede karikatur af en sur Muhammed med en bombe i turbanen, for ikke at tale om Charlie Hebdos heltegerninger. Der fik vi lige øje på den uheldige og totalitære udvikling, centrale dele af Islam har taget siden 1979. Den slags karikaturer kan vi slet ikke få nok af. Tak til Kurt og Charlie!

Der er blot at tilføje, at burkaer naturligvis skal være totalt forbudt på alle uddannelsessteder. Man kan ikke undervise et menneske, der klæder sig som en postkasse. Det svarer til, at eleverne sidder og chatter på Instagram midt i historietimen.

Johnson taler som en sand europæer. Ligesom når Macron taler om mobiltelefoner.

Det er lidt sjovt, at Johnson og Macron på en måde er ens. Det sætter hele den danske debat lidt i udu:-). Et lille møde melem DF og RV eller noget i den retning? Ligesom dengang Ida Auken og Sørine Gotfredsen blev enige om alting på Folkemødet? Eller måske er det bare europæisk oplysningstradition i al dens pragt?

 

14. d. 15. august: Singularity – ånden i maskinen

I dag har jeg læst bogen ”Ånden i maskinen – når computerne overgår den menneskelige intelligens”. Bogen er skrevet af Ray Kurzweil.

Det er et vildt tekno-darwinistisk og transhumanistisk narrativ om, hvordan mennesket omdannes til maskiner i løbet af få årtier.

Kurzweil mener, at denne udvikling er både uomgængelig og ønskværdig. Han forestiller sig, at man kan oploade sin hjerne som software og duplikere den i flere kroppe. Han er også meget optaget af, hvordan maskinerne har sex sammen. Han taler dybt ned om mennesket med alle dets ”kulstof-neuroner”.

Der står også noget om uddannelse. Omkring 2030 forestiller han sig, at man direkte indopererer hukommelses- og optimeringssoftware i hjernen.

Vi vil få evigt maskinliv. Den googlificerede krop. Først i lommen og så i kroppen og så uden krop.

Normalt ville jeg bare dø af grin, men det gør jeg ikke i dette tilfælde. Kurzweil er udviklingschef i Google og medstifter af Singularity University, som i øvrigt startede en afdeling i Danmark sidste år, og som bygger direkte på hans teori.

Kurzweils filosofi har desuden en dyb indflydelse på regeringens disruptionsråd, på Danmarks læreruddannelse og ikke mindst på Kommunernes Landsforening, som jo også er glade for Cambridge Analytica. Ideerne var også med på undervisningsministeriets Sorø-møde sidste år.

Måske er det derfor, Danmark ligger nr. 1 i data, og at det overhovedet ikke giver anledning til panderynker?

Weekendavisen skrev faktisk to store artikler om sagen i vinters. Det var dengang, jeg besluttede mig for at læse en af Kurzweils særdeles indflydelsesrige bøger.

Reference:
Ray Kurzweil: ”Ånden i maskinen – når computerne overgår den menneskelige intelligens”, JP-bøger, 2001.

 

15. d. 16. august: Ny Start i København

Københavns Kommunes overborgmester og skoleborgmester, som begge er socialdemokrater, har sammen med den lokae lærerforeningsformand skrevet et indlæg på folkeskolen.dk om, hvor godt det går med skolerne i København, og at nu skal det være slut med “de negative historier” osv..

Anders Bondo bekræfter begejstret den københavnske konsensus med et selvstændigt og overstrømmende indlæg.

Begge indlæg er en erklæret del af den såkaldte Ny Start, som DLF og KL kalder deres fælles OK18-initiativ.

Fra mit synspunkt kører denne DLF/KL-koreografi rent på KL’s præmis. Det var tydelig at se allerede i foråret.

Kigger vi på den aktuelle konsensus, er det værd at bemærke, at København for nyligt har deltaget i et storstilet AP-Møller-finansieret læringsmålsprojekt med synlig læring og det hele. Det blev evalueret af VIVE her i vinters. I det aktuelle indlæg er der tavshed om denne sag, hvis substans dermed accepteres.

Og så sent som i går kunne Københavns skoleborgmester begejstret fortælle om kommunens ligeledes AP Møller-finansierede skoleledelsesprojekt, hvor alle byens skoleledere skal på kursus hos den nærmest berygtede økonom Johan From fra Oslo. Der bliver masser af læringsmål, data og evidens og bureaukratisk styring. Det er sikkert som amen i kirken. Heller ikke dette forhold nævnes i Bondos eller borgmester/KLFs indlæg.

De to AP Møller-projekter er ellers en del af det, som både KL’s direktør Arne Eggert og Undervisningsministeren i et vidunderligt realitetsflash, som var fremkaldt af Alexander von Oettingen, ligefrem har kaldt for ”pissedårlig undervisning”.

Hele denne pissedårlige realitet forties nu i samarbejdets navn. Den pissedårlige realitet er tavs. Det er det, jeg mener med at Ny Start er en KL-start.

Det svarer på det ideologiske plan til, at Per B. Christensen er blevet leder af KL/DLF-kommissionen. Christensen er også en KL-mand med rod i hele læringsrevolutionens rodnet, inklusiv læringsmål, synlig læring osv..

Per B. Christensen sidder også med i det AP Møller-udvalg, der uddeler midler. Han har siddet der i alle årene. Det er det jeg vil kalde skæbnens ironi.

Links:
Københavns borgmestre og KLF’s formand i fælles udspil: https://www.folkeskolen.dk/…/foerste-skoledag-i-et-staerkt-…

Bondos omtale af aftalen i København: https://www.folkeskolen.dk/…/staerkt-samarbejde-i-koebenhav…

Om målstyret læringprojekt i København: http://www.kora.dk/…/Projekt-%E2%80%9DLaering,-der-ses%E2%8…

Om Københavns tilslutning til kæmpestort skoleledelsesprojekt: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156540224659481&id=837549480&__xts__[0]=68.ARBBzYCZhAGQ8VKKLi9tX47LB-lBv0tZPA_ZES9zcT75FpOPlfWZD90oWyJkQh7qkulsRkG9Usu2SRGVCWfXKTQrSoA0_PCN7dR-5zZYlRQ20njf6K1CLPFBUOzlXREJsdYR7kX6GUAP&__tn__=-R

Om “pissedårlig undervisning”: http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2018-pissedaar…

 

16. d. 19. august: Københavns Kommune, AP Møller og læringsmålstyring

Københavns kommunes AP Møller-projekter:

A.
2014: ”Læring der ses”, (bevilliget: 14,4 mio. kr., sammen med Frederiksberg Kommune)

Projektevaluering, VIVE, 2018: https://www.kora.dk/…/11043-projekt-laering-der-ses-sluteva…
Både projekt og evaluering kører i verdens tommeste læringssprog. Projektet understøttes af UC Metropol (i dag: Københavns Professionshøjskole).

Den centrale konsulent på
Metropols program er/var Klaus Mygind, som er gruppeformand for SF i borgerrepræsentationen og med i skoleudvalget).

B.
2015: Læringsmålsstyring i idræt (bevilliget: 1,2 mio kr).

C.
2016: Læring der ses, 2. del (bevilliget: 8 mio. kr., sammen med Frederiksberg Kommune)

Ansøgning: https://www.frederiksberg.dk/…/Punkt_87_Bilag_2_Udvidet_ans…

Projektansvarlig er Camilla Ottsen, som har været en central støtte for skolereformens læringssyn helt fra starten. Dengang var Ottsen leder af Antorinis og Politikens mønsterskole i Brønshøj. Ansøgningen består af John Hattie- og læringsmålsstyring fra ende til anden. Det er ren skolereform.

D.
2017: Videreuddannelse af skoleledere på Handelshøyskolen i Oslo, som er kendt for læringsmålstyring på den store klinge (12 mio. kr, sammen med Aalborg Kommune).

Indlæg om bevillingen med diverse links: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156540224659481&id=837549480&__xts__[0]=68.ARBpG9CJ2KuqAUZlpsepRQDXYeHudeZbtPcan_t2xbzc1r-nGos5khP4xLQX7ErisM9Z3js1GzytagG3ZEVhgrmyZilibwHwn9HDzv1X–0jw5Miz1Ee8Bn_elbhx4xSwCoiPFhGDr8s&__tn__=K-R

E.
2018: Københavns Lærerforening (KLF) og Københavns Kommune omfavner hinanden i et fælles indlæg i Folkeskolen.dk. Det sker som en del af DLF/KL’s initiativ OK-18-initiativ ”Ny Start”. KLF støttede også den første ansøgning i ”Læring der ses”, jf. punkt A:

Aktuelt indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/foerste-skoledag-i-et-staerkt-…

KLF’s syn på ”Læring der ses”, jf. punkt A, 2015: http://www.klfnet.dk/…/ap-moeller-midler-skal-loefte-melle…/

Andre links:
Man kan læse om de forskellige AP-Møller projekter her: https://www.apmollerfonde.dk/folkeskolen/projekter/

Tidligere indlæg om sagen: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156548269364481&id=837549480&__xts__[0]=68.ARB71A7QC8cGb9vKBPdNOmZ80DdpKeDeIHeLxZ5-ZOfhIfsI9555jZvpkDrLEZ7yoe47LDvu46iEybLTC5o14W_kDWyrS3XjlhoUcozmb6QvXfVr6Hho0Ke5uzlmsMERamfUq_0UDWT1&__tn__=-R

 

17. d. 20. august: SF vil bryde skoleforliget

SF er klar til at opsige forliget om folkeskolen. Om nødvendigt vil partiet lave forlig uden om Socialdemokratiet. Den konkrete begrundelse er, at skoledagen er for lang. Reformen var derfor ”en fejl”, siger politisk ordfører for SF, Jacob Mark.

Desværre går SF’s udmelding ikke på skolereformen i sin helhed, men altså kun på skoledagenes længde. Dermed bliver Marks fine initiativ for let at parere. Alle de andre ordførere henviser bare til, at skoledagens længde skal evalueres i 2019. Det bliver nok VIVE eller EVA eller Nationalt center for Skoleforskning, der skal stå for det, og så ved vi jo godt, hvor dejligt alting er. Der kommer altid en sporvogn og en evaluering til, mens årene går!

Marianne Jelved står last og brast om reformen og forligskredsen. Hun har ellers kritiseret læringssynet kraftigt. Men hun mener heller ikke, at børnene har for mange timer. Der skulle bare rettes lidt op, siger hun. Til trods for, at vi nærmest ligger nr. 1 i verden i timetal. Men det nævner hun ikke. Måske skulle Mark have talt til læringssynet? Var Jelved så blevet lidt mere forvirret? For er det ikke lidt dumt, hvis vi har et dårligt læringssyn plastret ud over verdens længste skoledag fra 0-18 år?

Annette Lind fra Socialdemokraterne, som har været med hele vejen siden 2013, synes at skolereformen har de rette elementer. Det skal bare ”virke bedre”, som det truende lyder.
Det er nok det, man kalder for “evaluering”. Det er derfor, man ikke altid skal gå efter gode evalueringer. Tænk hvis nu, noget der er dårligt, virker. Så er der jo bare tale om realiseret dårligdom.

Alex Ahrendsten siger, at reformen var ”lidt hovsa” og mest byggede på politik og økonomi. Han siger også, ligesom Mark, at reformen var ”en fejl”. Jamen dog! Men han vil ikke bryde forliget, selvom det bygger på en fuldstændig teknificeret anti-nationalisme, som DF burde være totalt imod, hvis de mener noget med deres navn.

Men DF holder fast i deres ”hovsa-fejl”. De elsker slet og ret dårlig politik? Svært at forstå for en borger som mig.

Merete Riisager lyder mest imødekommende, men kan som minister naturligvis ikke bryde forliget, selvom hun nok gerne ville, eftersom hun har været Folketingets centrale kritiker fra 2011 og fremefter.

De konservative er også interesserede, men begrundelserne er anakronistiske (noget om lektiehjælp). Men partiet er jo også efterhånden så googlificeret og disruptificeret, at man slet ikke kan forvente nogen selvstændig skolepolitisk aktion fra den kant.

Journalisten Jacob Fuglsang framer sin artikel til fordel for Annette Lind og forligskredsen. Vi får at vide, at SF laver ”stunts” og vil ”score billige points”. Hans linje er jo, at Riisager=Trump, og så må virkeligheden indrette sig efter den ækvivalens-tese. Resultatet er, at en kæmpestor virkelighed konsekvent skjules for Politikens læsere.

Anni Mathiessen fra V siger også et eller andet.

Og som sagt henviser de alle sammen bare til, at Marks ”fejl” skal evalueres næste år.

Ovre på twitter håner skoleelevernes formand SF’s forslag. Det giver uro, får vi at vide.

SF skal nok brede begrundelserne mere ud, hvis udmeldingen skal have effekt. Men jeg støtter naturligvis initiativet.

https://politiken.dk/indland/uddannelse/art6666372/SF-er-klar-til-skoleforlig-udenom-Socialdemokratiet

 

18. d. 20. august: Merete Riisagers virke til debat

1.
Peter Kemps sidste gerning var at være medforfatter på en kronik, som blev læst op for ham nærmest på dødslejet. Kronikken er et forsvar for Merete Riisagers ”kundskabs- og kulturtilgang”, som har været under primitivt angreb fra Politiken og forligskredsens skolepolitikere i en længere periode. Nu kan ingen vist beskylde Kemp for at være neo-liberalist eller LA’er. Han er blot interesseret i, at der findes en pædagogisk og filosofisk kvalitet i landets skolepolitik, som har både rod og udsyn.

Det er på en måde pinligt for centrum-venstreog Politiken, at denne store verdensborger og Macron-tilhænger slutter sit liv med at rose en person, som Politiken sammenligner med Donald Trump. Måske burde man gå i tænkeboks på Konkurrencestatstidende? Kemps navn er naturligvis også en cadeau til den faglige substans i Riisagers tilgang til de uddannelsespolitiske emner.

De øvrige på forfatterholdet – altså udover Peter Kemp – er:

Brian Degn Mårtensson
Niels Jakob Pasgaard
Lene Tanggaard
Christian Egander Skov
Michael Busch
og mig selv

Der er ingen LA-fans på det hold mig bekendt. Blot folk med pædagogisk interesse. Den frie pædagogiske tænkning og faglighed støtter altså Riisager imod Politikens og centrum-venstres primitive læringsraid. Bladet Folkeskolen var også begejstret for Riisager i sin tid, men det er nok slut nu, hvor DLF og KL er blevet lærings-kærester.

2.
Få dage forinden havde lektor ved SDU, Steen Beck, en kronik på Gymnasieskolen.dk om Riisager. Han roser hende for at interesserer sig for pædagogikkens konservative side og for at sætte fokus på klassisk og litterær dannelse.

Disse passager i Becks tekst er faktisk noget af en bedrift, eftersom pædagogikkens ”konservatisme” i min erindring ikke just har stået centralt i Becks hidtidige indsats. Men Beck er i indre opbrud. Det så vi f.eks. i hans fine lille bog ”Al den snak om læring”, som udkom sidste år og som har en lang rosende omtale af Gert Biestas arbejde.

Men Beck kan dog ikke helt slippe centrum-venstre-hørmen, så han ender alligevel med at gøre det hele til et spørgsmål om neo-liberalisme, eliteskoler, nationalisme og identitetspolitik osv.. Men altså: Kritikken har sat sig spor. Beck ender ikke decideret i Politikens ”Riisager=Trump”-tilgang, selvom der efter min mening stadig mangler nogle seriøse kritiske udfald mod centrum-venstre-læringshegemoniet, ikke mindst fordi gymnasiets magasiner og organisationer helt klart understøtter læringsideologien.

Beck får gjort fint rede for, at der kan være nogle kritiske problemstillinger i relationen mellem ny-liberalisme og pædagogik. Jeg har faktisk selv beskrevet noget lignende i kapitel 42 i bogen ”Pædagogikkens to verdener”. Men en gang imellem må man simpelthen bare bryde ud i forsvar for en oplagt faglig og demokratisk urimelighed. Især når den orkestreres af den ”rene lærings” kulturelle og pædagogiske opløsning. På den måde blev vi alle lidt konservative, selv Beck.

Referencer:
Kronikken i Politiken: https://politiken.dk/…/Drop-kritikken-af-af-Merete-Riisager…

Kronikken på Gymnasieskolen.dk: https://gymnasieskolen.dk/mellem-kulturkonservatisme-og-lib…

Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag, s. 449-483.

 

19. d. 22. august: Poul Aarøe Pedersen i Konkurrencestatstidende

I lørdags havde en bred kreds fra den pædagogiske sagkundskab – heriblandt undertegnede – en kronik i Politiken, hvor vi kritiserede Politikens behandling af både Merete Riisager og avisens dækning af de seneste års pædagogiske reformer.

I dag er der så et svar i avisen fra redaktøren Poul Aarøe Pedersen (PAP). Lad os lige se på det:

1.
PAP er ”vantro”, skriver han. Det lyder som om, at han aldrig har været så overrasket i sit liv. ”Skriver de virkelig det der?” spørger han sin kollega.

Det kan kun fortælle en ting: PAP har ikke fulgt med i de centrale debatter. Han – og dermed også Politiken – lever i en skolepolitisk osteklokke. Andet er der ikke at sige til det.

2.
PAP mener, at ”Riisager er den mest katastrofale undervisningsminister i mange år”. Hermed er linjen lagt. Det svarer helt til kollegaen Jacob Fuglsangs ”Riisager = Trump”-tese.

Det er ikke så sært, at vi andre har kunnet mærke en stærk Antorini/Corydon-venlig tendens både i avisens holdninger og i den redaktionelle dækning siden 2013.

3.
PAP skriver, at Politiken er den avis, der ”mest kritisk” har dækket konflikten mellem KL og lærerne siden 2013. Det kan man da vist roligt sige ikke passer. Politiken har stået på læringsfløjen – dvs. Corydon/Antorini/Ove Kaj Pedersen/Stefan Herman/KL-fløjen – hele tiden.

Dagen efter de store lærerdemonstrationer i april 2013 bragte Politiken på forsiden et kæmpebillede af sangerindens Nabihas krøller, og Ove Kaj Pedersens teorier har nærmest haft frit lejde, også som central reference i lederspalterne.

4.
PAP taler om, at der eksisterer en ”massiv kritik” af ministeren. Men der er altså ikke kun ”kritik”, hvilket bl.a. vores egen kronik jo er et eksempel på (blandt mange).

Riisager får jo også ros fra brede kredse. Men det nævnes næsten aldrig. Og den såkaldte ”massive kritik” er også noget tyndt dokumenteret. Det er jo primært Annette Lind (A) og Anni Matthiesen (V) – to af de allermest begejstrede antorinister – som har sagt noget kritisk af betydning.

Der er sandelig ikke krav om ”rygende pistoler”, når en ”tynd kritik” skal omdannes til en ”massiv kritik”!

5.
PAP taler også om ministerens manglende resultater. Men han nævner ikke Riisagers store arbejde med at af-antorinificere embedsapparatet, hendes arbejde med at indholds- og formålsbasere skolens fagmål, hendes kritik af diverse evalueringsrapporter, hendes store arbejde med at afvikle læringsbegrebets ødelæggende dominans etc..

6.
PAP skriver også, at det er noget ”bla bla bla, vrøvl vrøvl vrøvl”, at Politiken har støttet at ”børn skal opfylde statsdefinerede læringsmål fra fødsel til død uden sans for fortidens erfaringer…”, som vi skriver i kronikken.

PAP mener, at vores – i hans optiks forkerte formuleringer – skyldes, at vi er imod skolereformen. Men hallo! Skolereformen handler jo netop om ”statsdefinerede læringsmål”. Hvis man er for skolereformen, hvilket PAP har været alle årene, så er man også for ”statsdefinerede læringsmål”. De to ting har i 5 år hængt sammen som ærtehalm, selvom der her i foråret kom en let korrektion. Derfor er vores formulering helt på sin plads.

Det er jo det, der har været diskuteret i årevis, vel at mærke totalt uden Politikens bevågenhed.

Med denne brøler bekræfter PAP vores kritik 100%.

Den aktuelle korrektion af ”læringsmålstyret undervisning”, som ellers har været diskuteret i brede faglige kredse, har stort set ikke været dækket af Politiken mig bekendt. Igen: Det er osteklokke-journalistik.

7.
Første gang, jeg stødte på PAP, var dengang, han udnævnte vores ”Uren Pædagogik” fra 2011 til at være årets værste fagbog. Det “reaktionære” slog tilbage, skrev han.

Bidragsyderne var bl.a. Svend Brinkmann, Hans Hauge, Lene Tanggaard og Steen Nepper Larsen, hvilket jo er en blandet flok, for nu at sige det mildt.

I stedet var PAP vild med Niels Egelunds ”Folkeskolens udfordringer”, som fik fem hjerter og blev gjort til ”lektielæsning” for alle skoleinteresserede. Og det var jo Egelund, som i 2013 skrev, at Hatties bog om Synlig Læring bør være ”bibel” for danske lærere. Det var også Egelund, der i 2010 erklærede, at der ikke var forskel på en økonom og en uddannelsesforsker.

Velkommen til Konkurrencestatstidende.

Links:
PAP’s kommentar på nettet: https://politiken.dk/…/Drop-kritikken-af-Politiken.-Merete-…

Kronikken, som kritiserer Politiken: https://politiken.dk/…/Drop-kritikken-af-af-Merete-Riisager…

 

20 d. 25. august:  Kulturmødet 2018

Indtryk fra Kulturmødet 2018:

http://www.thomasaastruproemer.dk/indtryk-fra-kulturmoedet-2018.html

 

21. d. 26. august: Lærings-amok i Aarhus 1

I Aarhus Kommune skal man spare penge. Det er især børnene, der skal stå for. Man vil bl.a. centralisere skoledistrikterne.

Men ved I hvad? Det der med ”besparelser” er bare en overfladisk markør for kommunens reale interesse. Og hvad består den i? Jo, den består i at gennemtvinge skolereformens værste elementer i dens mest nidkære former. Det fremgår tydeligt af et grundigt og indholdsmættet bilag til sparekataloget, som jeg har fundet. Besparelserne skal ligefrem gøre eleverne “så dygtige som de kan”, hvilket jo er skolereformens centrale kode.

Besparelserne er blot en symbolsk anledning til at gennemføre KL’s læringssyn så effektivt som muligt. Det er ren pædagogisk magtkamp.

I bilags-teksten er der fyldt med læringsoptimering, data-evidens, organisationsenhed og kommunal vision, og der er referencer til både Ontario og til Aalborg, som er et andet af landets revolutionære læringscentre. Det er læringstotalitarisme af værste skuffe.

Det er dybt usympatisk og ukvalificeret. Og det hele pakkes ind i nysprog som ”Vi sætter retningen sammen”. Hele sparekataloget kaldes for ”Fælles om nye løsninger”. Vi er virkelig i ”danish for progress”-kategorien, bortset fra at vi her taler om benhård læringsrealitet.

Der er derimod ingen – som i absolut INGEN – sans for den pligt til at tage udgangspunkt i skolens formål, som kommunen er underlagt ifølge skolelovens §1.

Aarhus Kommune er ikke i gang med at spare. Den er i gang med at implementere KL’s version af skolereformen, hvilket jo er det samme som skolereformen de facto. Kommunen vil centralisere, optimere og dataregulere den frisatte “læring”, som ingen sans har for pædagogik, formål, indhold og børn af kød og blod.

Aarhusianerne er heldigvis utilfredse. De har blandt andet organiseret sig i facebook-gruppen ”Bevar skolerne i Aarhus”. Men alle pædagogiske og demokratiske aktører i landet burde blande sig, for problemet er jo ikke kun aarhusiansk.

Rådmanden for området er SF’eren Thomas Medum. Han slog sig ellers op på en frisk kritik af læringsplatformene i vinters. Men nu er han totalt tøjlet af embedsapparatet, som bruger anledningen til at gennemtvinge KL’s centralistiske læringssyn ned i min egen stakkels kommune og dens børn.

Der bliver pres på friskolerne.

Links:
Bilags-teksten: https://aarhus.dk/…/mbu-bilag-til-sparekataloget-forslag-ti…

Hjemmeside for hele besparelsesprocessen: https://aarhus.dk/…/kommun…/besparelser-i-offentlig-hoering/

 

22. d. 26. august: Læserbrevsskribent kritiserer Politiken

Tidligere hovedbestyrelsesmedlem af Danmarks Lærerforening, Peter Hess-Nielsen, har et læserbrev i dagens Politiken.

Hess-Nielsen tager positivt stilling til den kronik, som en række forskere – heriblandt undertegnede – havde i avisen forrige lørdag. Derimod har han ikke meget til overs for debatredaktørens svar på kronikken.

Hess-Nielsen er, ifølge en artikel på folkeskolen.dk fra 2008, ræverød, hvilket blot understreger pointen om, at både Merete Riisagers indsats og Politikens ageren unddrager sig en snæver partipolitisk bedømmelse.

Her er læserbrevet:

Overskrift: ”Jeg genkender billedet”

Selve læserbrevet:

”Lørdag 18.8 skrev en række uddannelsesforskere en kronik i Politiken om undervisningsminister Merete Riisager og skoledebatten i Danmark, bl.a. i Politiken.

Det er en skarp kommentar til den herskende reformelite.

Jeg er ikke enig i alt, hvad de skriver. Men det er en interessant kronik. Tak for den.

Til gengæld mener jeg, at Poul Aarøe Pedersens (PAP) svar 22.8 er noget arrogant. PAP mener, at læserne må have svært ved at genkende det billede, der tegnes af Politikens dækning af indførelsen af skolereformen i 2013/14 og videre frem.

Jeg kan godt genkende billedet. Bare ét eksempel. PAP skriver, at Politiken ”…kritisk har dækket den proces mellem KL og lærerne, der kørte af sporet i 2013…”. Alle ved i dag – på nær PAP – at det ikke var en proces mellem KL og lærerne, men en totalt finansministerielt instrueret aktionsplan, som ikke kørte af sporet, men havde til formål at knægte lærernes overenskomstmæssige rettigheder og erstatte dem med lovgivning.

Den erkendelse er aldrig formuleret til læserne gennem Politiken, som gerne vil fastholde myten om to parter, som begge må give sig og ”bla bla bla”, for nu at citere PAP.”

Links:
Lidt om skribenten: https://www.folkeskolen.dk/53709/peter-hess-nielsen-60-aar

Link til den oprindelige kronik: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156557475094481&id=837549480&__tn__=K-R

Link til PAPs svar på kronikken: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156562159194481&id=837549480&__xts__[0]=68.ARDjLBttFOGwEKB4crHIZYevQNrKAoX7elrRMFEL6hvACyx9JKO6xfu_f4QY2ENlmxT8bZZaUEV_-MgAsN1VyVAb_c2cHOWl0YkZaOHdCuDw4jnLS4tiRoRL3fO7jzLV7Y4-T-Q&__tn__=-R

 

23. d. 26. august: Læringsamok i Aarhus 2

Hvem står for den aktuelle århusianske implementering af skolereformens værste sider under den symbolske markør ”besparelse”?

Jo, det gør kommunens skoledirektør jo. Hvem er han? Jo, det er Søren Aakjær. Ok, og hvem er han så? Ja, han er tidligere formand for Aarhus Lærerforening. Under storkonflikten i 2013 stod han faktisk som fagforeningsformand for en særlig aarhusiansk model, som af visse DLF-kredse med rette blev opfattet som usolidarisk, fordi den indebar en form for arbejdstidsaftale med Aarhus Kommune, midt i konflikten vel at mærke.

Jeg kan huske, hvordan jeg stod nede på rådhuspladsen i Aarhus sammen med byens lærere dengang i 2013. Her skræppede Aakjær op om hans usolidariske ideer, som desværre blev købt af lærerne, så vidt jeg kunne bedømme det. Det var ligefrem meningen, at vi skulle stå og tiljuble ham, mens dansk skole sejlede i ruiner! Så vidt jeg husker, var de centrale dele af DLF som sagt heller ikke begejstrede.

Aakjær knæsatte med andre ord en tidlig version af den ”Ny Start”, som DLF i dag arbejder sammen med KL om. I dag er DLF selv blevet en slags Aakjær.

Få måneder efter konflikten i 2013 flyttede Aakjær kontor til rådhuset. Dermed var den aarhusianske modstand lammet. Aakjær kunne nu styre den OK-konstruktion, han selv havde konstrueret. Ja, den nye formand, Jesper Skorstensgaard, kunne endda i forbindelse med jobskiftet erklære, at han var “helt tryg” ved det videre arbejde. I dag har Skorstensgaard nok fortrudt sin ja-hat. I al fald har han kritiseret Aakjærs aktuelle ideologiske besparelser i pressen.

Og nu er Aakjær altså blevet skoledirektør i den kommune, som KL’s formand, Jacob Bundsgaard, er borgmester i. I den egenskab står Aakjær nu – sammen med SF-rådmanden Thomas Medom – for den helt store læringsdataficering af de aarhusianske skoler. KL har vundet en mega-sejr i Aarhus.

Aakjærs bevægelse er et symbol på den såkaldte ”Ny Start”, som går ud på, at DLF anerkender KL’s skolesyn, som DLF efterfølgende endda gøres til vagthund over, med timeregler osv..

Det er et symbol på DLF’s dybe forbundethed med skolereformens indre filosofi, om et paradoksalt åndsfællesskab med KL, om tilslutningen under sin modstanders dagsorden.

Der er en dyb ironi i dette jobskifte og dets forbindelse med Ny Start.

https://www.folkeskolen.dk/534009/aarhus-laerernes-formand-bliver-ny-forvaltningschef-i-kommunen-

 

24. d. 27. august: Flot kronik af Riisager

Ifølge Politiken er Merete Riisager ”den mest katastrofale undervisningsminister i mange år”. Ja, avisen sammenligner hende ligefrem med casino-desperadoen Donald Trump fra USA.

Men prøv lige at læse Riisagers kronik i dagens Kristeligt Dagblad. Her er ikke andet end god kundskabsstemning med fuld henvisning til landets rødder og virkningshistorie, som vi i så høj grad er rundet af. Der er også masser af friskoleånd, pædagogisk frihed, kritisk sans, lejrskoler, teater, fortælling og historisk dybde samt en kritik af centrum-venstres konkurrencestatsideologi og statens læringsmålsstyringsmani.

Der er også plads til referencer til postmoderne poesi, den jugoslaviske borgerkrig og så videre. Endelig er der fuld forståelse for, at det snarere er læringsoptimeringstænkningen end banale eksaminer, der er en central årsag til, at unge har ”ondt i maven”, som det hedder.

Ja, ministeren siger ligefrem, at undervisningen er en gave. At læreren giver gaver, er det stik modsatte af læringsmålsstyring.

Det er en egen pædagogisk ro over kronikken, som næsten ikke kan roses nok. En form for mild national glæde med åben kulturel og politisk interesse.

Man kan selvfølgelig altid pege på det ene og det andet. F.eks. kommer Riisager til at sige, at skolereformen har haft fokus på faget dansk. Det har den ikke, kun på en teknisk forståelse af læsning, hvilket er det modsatte af faget dansk, som jo er et dannelsesfag. Og under den modsætnings kappe har dansk-faget desværre kunne udvikle sig stik imod Riisagers almene markeringer, nemlig væk fra kulturen og hen i retning af OECD-kompetencer og læringsstyring.

Men uanset denne detalje: Jeg synes ærligt talt, Politiken har et kæmpeproblem. Resten af det pædagogiske Danmark har derimod fået sig en kæmpeløsning.

Links:
Riisagers kronik: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/en-skole-med-mening

En artikel om undervisning som gave: https://tidsskrift.dk/SLP/article/view/27689

Poul Aarøe Pedersen (PAP) fra Politiken om den “katastrofale undervisningsminister”:
https://politiken.dk/…/Drop-kritikken-af-Politiken.-Merete-…

 

25. d. 28. august: Læringsamok i Aarhus 3

Aarhus Kommune implementerer nu – under dække af ”besparelser” – et storstilet projekt, som hedder ”Stærkere Læringsfællesskaber”. Jeg har snuset lidt i den officielle omtale i et BU-nyt fra september 2017. Den netop afgåede direktør, Jan Præstholm, kalder også projektet for LOKE, opkaldt efter navnet på et ”ledelsesudviklingsprogram”. Læringsfællesskab=ledelsesprogram! Øjnene er helt blanke.

Præstholm vil inddrage alle medarbejdere i ”brugen af data, teamsamarbejde og feedback”. Han siger, at man på den måde kommer ”endnu tættere på praksis”. Det hele er en del af en ”fælles læringsvision om at skabe progression”.

Længere inde i bladet kan man læse, at ”visionen” er lig såkaldte ”effektmål”, som knyttes til en ”mental model”, til ”adfærdsmønstre og strategier” og til et ”fælles mindset”. Præstholm mener, at man dermed ”udfordrer vaner og mønstre, når der skal tænkes nyt”.

I piecen kan man læse, at ”den fælles vision” støttes af den lokale fagforening for lærerne, ÅLF, og af forældreforeningen. Jeg håber, Jacob Skorstensgaard, som er fagforeningsformand, fortryder dette kedelige og tidlige eksempel på den fælles DLF/KL-tankegang, som kaldes for Ny Start?

Et af kapitlerne hedder ”data er det nye sort”. Her udtaler Søren Aakjær, som tidligere faktisk var en meget problematisk formand for ÅLF i 2013, men som i dag har overtaget Præstholms direktørstol, følgende:

”Fokus på datainformeret ledelse har givet god energi og skabt en fælles tilgang på tværs af alle tilbud. Det giver en ny platform for udveksling af viden og udviklingen af det tværfaglige arbejde i eksempelvis lokaldistriktet. Dermed er det med til at skubbe på den fælles refleksion og systematik, som skal skabe dynamikken og stærkere fællesskaber”.

Man har også fået en lektor fra UC-VIA, Niels Bjerre Tange, til at udtale sig. Han siger følgende i den samme forfærdelige ånd:

”Indsnævret til læring, så viser god data noget konkret om læringsudbyttet for eleverne. Meget af den data, vi i dag indsamler i skolen, er karakteriseret ved at være standpunktsdata – et øjebliksbillede. Den giver ikke viden om elevens læringsprogression og læringsudbytte. Hvis vi skal bedrive datainformeret ledelse, er det afgørende, at den tilgængelige data også giver et progressionsbillede”.

Mange af disse ord, som understøtter en centraliseret datalæringsoptik, spadserer direkte ind i den tekst, som er udgivet af kommunen i forbindelse med sparekataloget.

Man kan også læse om kommunens digitale tjenester. Der er følgende:

Læringsportalen MinUddannelse
Google Suite for Education
Det digitale dialoghjul
Digital sprogvurdering
Digital fremmøderegistrering
Intranet
Aula

Især Googles platform er central. Platformen er…

“den obligatoriske produktionsplatform for alle elever og pædagogiske medarbejdere, som understøtter den enkelte elevs læringsudbytte”

Og under MinUddannelse står der følgende:

“Læringsplatformen MinUddannelse understøtter de pædagogiske medarbejderes planlægning, gennemførsel og evaluering af elevernes læring, mens læringen bliver synlig for eleverne”.

Altså ren “Synlig læring”-ideologi og datareguleret læringsmålsstyring.

Folkeskolens formål og den pædagogiske tradition, der ligger til grund nævnes overhovedet ikke. Loven er tavs i Aarhus.

Centraliseringsforslaget i Aarhus er ikke en besparelse. Det er en anti-pædagogisk ideologi.

Links:
Aarhus Kommune: Stærkere fællesskaber, september 2017: https://aarhus.dk/…/boernogungenytnr182017-staerkere_faelle…

Det bilag til det aktuelle sparekatalog, som forbinder besparelserne direkte med ”Stærkere Fællesskaber”: https://aarhus.dk/…/mbu-bilag-til-sparekataloget-forslag-ti…

ÅLF’s oprindelige tilslutning til Stærkere Fællesskaber, som altså bekræftes i 2017-piecen: http://www.aalf.dk/nyhed…/2017/april/staerkere-faellesskaber

 

26. d. 28. august: Samlede refleksioner over situationen i Aarhus Kommune

http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-kommune-gaar-laeringsamok.html

 

27. d. 30. august: Folkeskolen.dk er tavs om Aarhus

Der er noget, jeg har tænkt over:

Der er jo gang i Aarhus for tiden. Altså alt det der med skolenedlæggelser og ”stærke læringsfællesskaber” og organisatorisk enhed osv.., ikke sandt? Jeg skrev om det på min blog i forgårs, hvis nogen vil læse mere om det.

Men med alt det drama skulle man jo tro, at et site som Folkeskolen.dk ville være på pletten? Men så vidt jeg kan se, har bladet ikke bragt et eneste indlæg om sagen? Der er tavst som en pandekage. Det er da mystisk.

Og det er endda ekstra mystisk, fordi bladet faktisk plejer at være der som en kurrende due, når KL og DLF kissemisser. Eller rettere: Sådan var det selvfølgelig ikke i gamle dage, altså før maj 2018. Men sådan er det blevet siden den såkaldte ”Ny Start”, som er sådan en slags KL/DLF-forlovelse.

Men nu er der altså problemer i KL-formandens kommune, nemlig Aarhus, hvor man forsøger at tvinge læringsideologien igennem med den tidligere lærerfagforenings-formand, Søren Aakjær, som energisk forvaltningschef og direktør og med en lidt blød SF’er ved rådmandsroret.

Den lokale fagforeningsmand, altså Aakjærs efterfølger, som tidligere har købt kommunens læringssyn, er ellers imod nedlæggelserne. Han har dog ingen gode grunde, eftersom han jo har købt hele ideologien. Det er lidt synd for ham, men der er altså ingen støtte fra DLF eller Folkeskolen.dk

Så måske er KL sådan lidt fredet? Konflikter skal måske ties ihjel, så Ny Start kan arbejde uhindret? Dvs. så KL’s skolesyn kan sætte sig frit igennem, samtidig med at DLF får en arbejdstidsaftale, som kan bidrage til at vogte over KL’s sejr.

Jeg skrev faktisk til et redaktionsmedlem i tirsdags og påpegede problemet, men det har jeg ikke fået noget svar på.

 

28. d. 30. august: Interview med Lene Tanggaard i FORSKERforum

Jeg vil blot gøre opmærksom på, at bladet Forsker-Forum har en omtale af vores kronik i Politiken fra forrige lørdag, hvor vi forsvarerede undervisningsministerens skolesyn og kritiserede Politikens ditto.

Omtalen tager form som et slags kommenteret interview med Lene Tanggaard, som jo er medforfatter på kronikken.

Vinklingen er noget speciel. Måske er den lidt i sjov? Men den er jo slet ikke sjov, bare Politiken-agtig. Men døm selv:

Overskrift: ”Chok: Forskere forsvarer minister”

Undertitel: ”Professor erkender, at det ikke er god forskerkotyme at gå i brechen for en liberal minister”.

Selve artiklen:
“Forskere skal være frie til at tale magten imod. Det synspunkt hører man ofte, og mange forskere – trods alt – tager da også pligten på sig og taler dunder mod stat og lovgivere, når de ikke gør, som de bør. Ikke mindst den nuværende borgerlige regering har måttet tage mange verbale, akademiske tæv, når den har skåret ned på uddannelse og forskning, negligeret klimaproblemerne, lukket landet for udlændnge og så videre.

Men forleden så man en ny situation. En lille flok forskere valgte at gå i offentligheden med et klokkeklart forsvar af den siddende undervisningsminister Merete Riisager (LA).

”I fagkredse er Merete Riisager den mest afholdte og mest respekterede undervisningsminister i nyere tid”, hed det blandt andet i den kronik i Politiken, hvor forskerne går i rette med avisens kritik af ministeren.

FORSKERforum har spurgt en af skribenterne, psykologiprofessor Lene Tanggard fra AU, hvad det er for noget rod.

”Det er ikke så meget et forsvar for Meretes person, men for den tænkning, hun har forsvaret – det pædagogiske sprog omkring dannelse. Politiken har kørt hårdt på med kritik af Merete, hvilket er helt legitimt. Men jeg har talt med rigtig mange lærere og pædagoger, der oplever at blive hørt på en helt ny måde under hende, og det handler vores kronik om”, siger Lene Tanggaard.

– Er det mere kontroversielt som forsker at forsvare en minister end at kritisere?

”Ja, det er nok mere kontroversielt, hvilket jo er et ret interessant fænomen. Forskningen skal jo selvfølgelig pille tingene fra hinanden, men forskningen skal også bygge op. Jeg kritiserer rigtig meget, men jeg er også optaget af, at forskningen bygger op”

– Er det ikke forskeres rolle at tale magten imod?

”Jo, men hvis man skal vende det rundt, så er det måske også det, vi gør. Merete står jo ikke specielt stærkt. LA er ikke et klassisk regeringsparti, og sandsynligheden for, at hun er minister efter valget, er ikke ret stor.”

– Så Politiken er mere magtfuld?

”Ja”

– LA er normalt ikke et parti, forskere står i kø for at hylde?

”Nej. Som flere kolleger og lærere har konstateret, står verden ikke længere. Pludselig har vi en LA-minister, der forsvarer lærerne og taler et dannet sprog og ikke i neoliberalistiske termer. Det er jo ret paradoksalt”.

Polemikken, som Tanggaard og hendes medskribenter kaster sig ind i, handler groft sagt om folkeskolereformen, som Merete Riisager er modstander af, men som Politiken har forsvaret, samt forholdet mellem den og de tilknyttede måleregimer, herunder de nationale tests.

Lene Tanggaard har været formand for en rådgivningsgruppe, nedsat af Merete Riisager, omkring folkeskolens læringsmål.

– Er der kolleger, der ser dig som ministerens lakaj?

”Det er ikke noget, jeg har hørt direkte. Men det er rigtigt at myndighedsbetjening kan være beskidt arbejde. Det er nemmere at blive på kontoret og ikke blande sig politisk. Men min overvejelse var, at jeg i denne sammenhæng var den rette til at tage det ansvar”.”

(FORSKERforum, september 2018)

Til sidst er der en faktaboks, hvor der står følgende: “Skribenterne til kronikken i Politiken var, udover Lene Tangaard, Brian Degn Mårtensson, Niels Jakob Pasgaard, Christian Egander Skov, Mikael Busch, Thomas Aastrup Rømer samt nyligt afdød Peter Kemp”

Tak til Tanggaard for at holde dette skrækkelige interview ud.

Jeg ser frem til at FORSKERforum laver et tilsvarende interview med alle de ”lakajer”, som totalt ukritisk har støttet skolereformens, og dermed Antorinis, antipædagogik. Jeg kan da også fortælle journalisten, at alle mulige forskere både kritiserer og støtter både røde og blå på kryds og tværs, og heldigvis for det.

Jeg synes faktisk også, det er forkert at kalde Tanggaard for det lidt barnlige “psykologiprofessor” og ikke det korrekte “professor i psykologi”, især når hun så ifølge journalisten ovenikøbet er ansat ved Aarhus Universitet, hvilket hun jo slet ikke er.

Link til bladet (interviewet står på bagsiden):

https://www.preducation.dk/client-files/forskerforum/ff-316-317.pdf

Analyse af Odense Kommunes “dannelsesstrategi”

Odense Kommune har lavet en ”dannelsesstrategi”. I det følgende vil jeg gennemgå strategiens centrale elementer.

 

1. Brugen af skolens formål

Kommunen hævder, at dannelsesstrategien tager udgangspunkt i skolens formålsparagraf. Paragraffen har endda fået en faktaboks, hvor §1 citeres i fuld længde.

Fint nok, lad os se på om der skulle være nogle hits på paragraffens centrale ord:

Kundskaber: 0 hits
Færdigheder: 0 hits
Videre uddannelse: 0 hits
Lyst: 6 hits
Lære mere: 0 hits
Dansk kultur: 0 hits
Historie: 0 hits
Andre lande: 0 hits
Samspil: 2 hits
Natur: 2 hits
Alsidig: 0 hits
Metode: 0 hits
Oplevelse: 2 hits
Fordybelse: 1 hit
Virkelyst: 0 hits
Fantasi: 0 hits
Tillid: 3 hits
Tage stilling: 0 hits
Handle: 0 hits
Deltagelse: 0 hits
Medansvar: 0 hits
Rettigheder: 0 hits
Pligter: 0 hits
Frihed: 0 hits
Folkestyre: 0 hits
Åndsfrihed: 0 hits
Ligeværd: 1 hit
Demokrati 3 hits

Man kan diskutere det ene og det andet hit og ikke-hit, men alligevel: Det er jo ikke imponerende.

Så dannelsesstrategien handler altså slet ikke om formålsparagraffen. Men hvad handler ”dannelse” mon så om i Odense?

Lad os arbejde os ned igennem den korte tekst og se, hvad der sker, når dannelse langsomt men sikkert materialiserer sig som sin totale modsætning:

 

2. Ambition og karakterdyder

Først hævder man at have en såkaldt ”ambition”. Den handler om, at børnene bliver fremtidsparate, kompetente, kommer på arbejdsmarkedet og er positive. Denne ambition, som formuleres på ganske få linjer, er helt uden rod og kulturel reference, og den vil med statsgaranti ende i et positivitetsklæbende evidensinferno uden lige.

Og ud af dette tekniske intet forgriber man sig direkte på næste generations dydsstruktur. Børnene skal opøve “vedholdenhed, nysgerrighed, mod og medmenneskelighed” for at indfri ”ambitionen”, som jo er trådt i stedet for folkeskolens formål.

De fire karakteregenskaber er ekstremt kort beskrevet, så fagligt set er det en lidelse at kigge på. Men her er et par ord om sagen:

“Vedholdenhed” beskrives som at kunne udsætte sin egne behov. Helt ærligt. Det er da på en måde det modsatte af vedholdenhed. Vedholdenhed er at insisterer på sine behov, og det er godt i særlige sammenhænge, men bestemt ikke i alle.

“Nysgerrighed” er umulig at udvikle under den ambition, som den fynske dannelse hviler på. Nysgerrighed kan kun udvikle sig på et sted med fortællinger og historie og en fri lærerstand.

Der står også noget om “mod”. Men jeg ved simpelthen ikke, hvad det der står, har med mod at gøre. Mod er knyttet til fri handling og moralsk integritet, men det står der ikke noget om, og jeg er heller ikke sikker på, at det er en egnet karakterdyd til skolebørn.

Så er der “medmenneskelighed”. Der står også et eller andet banalt, som man ikke kan sige noget om.

Det hele afvikles på ganske få linjer, og der er ingen referencer til hverken folkeskolens formål eller pædagogisk litteratur.

Det var det. Det er grundstrukturen.

 

3. Implementering af dannelse

Til sidst i dannelsesstrategien kommer der et implementeringsafsnit. Her bliver man endelig lidt klogere. Her er i det mindste lidt referencer:

Man kan f.eks. læse, at ”dannelsesarbejdet har en tæt og naturlig kobling til Digitaliseringsstrategien og Uddannelsespolitikken”.

Og hvad er mon digitaliseringsstrategien i Odense? Jo, det er en masse om læring og data, vel at mærke med henvisninger til Erhvervsministeriets såkaldte ”teknologipagt” og til KL’s digitaliseringsudspil fra vinteren 2018. Begge tekster har dybe rødder i de allermest ekstreme teknologioptimistiske miljøer i Silicon Valley. Det er antidannelse på megaklingen. Og der er absolut ingen æg i den anden kurv.

Og kigger man på ”uddannelsespolitikken”, som må henvise til det, kommunen kalder for ”uddannelsesstrategien”, så handler det udelukkende om beskæftigelsespolitik. Her er der heller ingen ”dannelse”.

Hvis den fynske “dannelse” har en ”naturlig kobling” til disse strategier, så har man totalt misforstået, hvad dannelse og skolens formål handler om.

Man kan også udlede, at dannelse forstås som en slags modsætning til noget, der kaldes for faglighed. Den kan man da lige lade stå og blinke lidt. Det er så sørgeligt at læse.

 

4. Styring af dannelse

Og så kommer styringsdelen. Her står der følgende:

“Vi følger udviklingen i kvalitetssystemet ’Sammen om kvalitet’ og i eksisterende afrapporteringer og undersøgelser”.

Det lyder nærmest som en trussel efter min mening. Og med ”ambitionen” og teknologireferencen som klangbund bliver der jo tale om en bombe under dannelsen.

Dannelsesstrategien skal bidrage til at realisere noget der hedder ”Odensemålene”, som er nogle helt enkeltstående sætninger, som ikke handler om dannelse. Og hvorfor særlige “Odensemål”? Er Odense en selvstændig stat eller hvad? Skolen har allerede et formål, og må vi bede om at det er loven selv, som er det altomfattende udgangspunkt?

Arbejdet skal desuden følges af et ”konsulentteam”, og det skal ”styrke sundhed og trivsel”, hvilket jo heller ikke har noget med dannelse at gøre.

Odenses dannelsesstrategi er en slags KL-erstatning for folkeskolens nationale formål.

Det kommer der af at give KL magt. Kommunens skolechef har da også i det fynske LærerBladet lige netop i forbindelse med en diskussion af dannelsesstrategien beroliget med, at Odense skam er “en effektstyret kommune”.

På et tidspunkt står der pludselig, at børnene skal udvikle ”kritisk sans”. Hvad er nu det? ingen ved det. Men her er det værd at erindre om, at det jo var Odense kommune, som i 2014 gav en tjenstlig advarsel til en af landets mest profilerede lærere på dannelsesområdet, nemlig Erik Schmidt. Schmidt fik simpelthen en advarsel for at udøve sin kritiske sans, sin nysgerrighed, sin vedholdenhed, sit mod og sin medmenneskelighed. Det er det, som Odense i 2014 kalder for ”negative holdninger” og om 35 dage skal Schmidt igen i retten om sagen.

Odense hader dannelse. Det er helt klart. Det er årets foreløbige lavpunkt.

Udspillet har ingen forfatter. Det er et slags intet.

 

Links:

Odense Kommunes dannelsesstrategi: https://www.odense.dk/politik/politikker-og-visioner/strategier/dannelsesstrategi

Digitaliseringsstrategi: https://www.odense.dk/politik/politikker-og-visioner/strategier/digitaliseringsstrategi-(boern-og-ungeforvaltningen)

Mere om Erik Schmidt-sagen, som d. 30. oktober behandles i Landsretten: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

Lektor Steen Nepper Larsen har samme generelle vurdering af dannelsesstrategien, som jeg har. Det kan man læse om bagest i sidste nummer af LærerBladet. http://www.odenselaererforening.dk/media/11614319/152562_laererbladet-3-18_web.pdf

KL’s teknologiudspil: http://www.kl.dk/Kommunalpolitik1/Kommunernes-teknologispring/

Korshøjen

nr. 49

I 2014 døde min gamle legekammerat i Vejlby-Risskov, Jacob Eriksen, blot 48 gammel. Jacob var sanger i bandet ”Shirtsville”, som var kendt i 90’erne, og han og lavede også to herlige solo-albums. Han boede på Korshøjen 49 i Risskov med sin lillebror og mor og far, som var socialrådgivere. Der var fyldt med ølkasser, og huset duftede dejligt af røgelse. Det var Jacob, der bragte mig ud af 70’ersernes vildfarelse med symfonisk rock, I ved med Genesis, Supertramp og Yes etc.. Nu skulle vi høre Bruce S og Dire Straits og UB40, belærte han mig om. Først sagde jeg nej, men nu kan jeg lide det hele. Og uanset, hvad vi skændtes om, kunne vi altid mødes om den britiske gruppen City Boy. Vi så dem oppe i Vejlby-Risskov-hallen. Vi var helt oppe på dupperne, fordi gruppen lige havde spille en koncert i Holstebro, hvor forsangeren Lol Mason havde sagt godnat allerede efter  første sæt, som kun varede 45 minutter. Da publikum ikke klappede, fordi de troede, at der bare var pause, blev koncerten aldrig genoptaget. Det skulle ikke ske for os, så vi klappede som ind i helvede. Og så fik vi det skønne andet sæt med hele “Ambition”-afhandlingen fra albummet “The Day the Earth Caught Fire”. Pladen skulle have været gruppens store gennembrud, men der skete ikke. Vi var da også kun 300 publikummer til aftenens koncert, hvoraf alle bortset fra mig og Jacob virkede forkølede. Men sangene er skønne lyde, som jeg vist desværre er den eneste i verden, der stadig hører. Men allerede dengang havde vi en fornemmelse af ensomhed, at at elske noget, som var forbi.

Jacob og mig var også discjockeys henne på skolen. Lærerne – hvis det da ikke var inspektøren – gav os lov til at vende plader i det lange frikvarter om tirsdagen. Så der kom Rømer/Erikssen-musik ud af de lange højtalere i alle klasserne. Vi brugte hele ugen på at forberede vores playlister, som man kalder det i dag, så jeg endte med at få en dårlig karakter i fysik.

Korshøjen er en vej i Vejlby-Risskov nord for Aarhus. Sammen med Jættehøjen og Skodshøjen udgør “højene” det, vi dengang kaldte magister-ghettoen. Det er Friis & Moltke, der har tegnet de tre rækkehusveje, som er inspireret japansk arkitektur. På en måde står rækkehusene som en slags karateudøvere med sort bælte på rad og række. Der er altid gråhvidt og sort fortil, men bagved er der fyldt med dejligt græs og legetøj. Det er meget japansk. Friis og Moltke har også tegnet stort set alt andet i kvarteret; Gymnasiet, kirken, de almennyttige boliger osv.. Vi var moderne børn.

Da kvarteret stod færdigt omkring 1970, ville ingen bo der. Det var simpelthen for grimt. Derfor lejede en hel ny og stor generation af universitetsstuderende sig ind i de moderne betonrækkehuse. Husene blev omdannet til kollektiver, og efterhånden købte de unge selv husene. Deraf navnet ”magisterghettoen”. Ja, en af Niels Krause-Kjærs romaner handler faktisk om de nye politisk bevidste magistre og foregår i et af disse kollektiver.

De mange filosoffer, kunstnere og akademikere syntes godt om det nye kvarter, om de store grønne fælleder og om de minimale vedligeholdelseskrav, så kvarteret kom ind i en god udvikling. Keld Holm, som senere blev biskop i Aarhus, blev præst for den lokale kirke, Ellevangskirken, hvor jeg selv blev konfirmeret. En ung præst til et ungt sogn. Og Holm var jo ikke teolog, så han var ok.

 

nr. 53

I 2018 udkom lyrikeren og litteraturanmelderen Lars Bukdahls herlige lille prosa-digt ”Korshøjen”, hvor han fortæller om forholdet til sin far, Jørgen K. Bukdahl, som var en kendt filosof, men som døde tidligt. Jørgen K. Bukdahl var i øvrigt selv søn af Askov-koryfæet Jørgen Bukdahl, som var fyldt med spændende ideer. Herfra fortaber sætningerne sig i den skønneste Danmarks-historie ned gennem århundredet og så videre. Der kom faktisk en fin bog om Lars’ farfar forrige år. Lars’ mor var Lise Togeby. Hun blev en kendt og indflydelsesrig politolog.

Familien Bukdahl boede på Korshøjen 53, hvilket ligefrem står på s.179 i digtsamlingen. Lars har en flot næse og nærer en næse-grus beundring for sin far, kan man læse, så derfor fylder ”næsen” en del i bogen. Lars var lidt yngre end os. Han legede med Jacob E’s lillebror, som hed Christian.

Bogen var lidt svær at skaffe, men til sidst fandt jeg den i Politikens boghandel på Rådhuspladsen i København.

 

nr. 51 og 83

Hvorfor skriver jeg om det? Jo, fordi jeg selv dengang, dvs. fra 1973-1983, også boede på Korshøjen. Det var i nr. 83. Og i dag er jeg ligefrem flyttet hen til nr. 51, altså lige midt imellem Jacobs og Lars’ hus. Som I kan høre, går jeg ikke ind for mobilitet, selvom alle de andre er væk. Faktisk boede der dengang et andet Shirtsville-medlem i nr. 51. Det var pianisten Claus Kilpatrick. Allerede som dreng spillede han Chopin. Jeg forstod det ikke helt, men jeg kunne godt høre, at det lød godt, hvilket min far blev meget glad for. Det er Claus’ skyld, at jeg hører både Polonaiser og Nocturner mindst to gange om året. Det er lyden af Europa.

Så i dag bor jeg midt imellem musikken og filosofien og oven på klaveret. Måske er det derfor, vi har to klaverer i huset, selvom jeg næsten aldrig spiller på dem? Jacob legede jeg med næsten hver dag. Lars husker jeg svagt som en lidt buttet dreng, som løb rundt i omegnen af os andre. Faktisk kunne jeg ikke kende ham, da jeg så ham som voksen i fjernsynet. Nu ligner han jo nærmest en korsikaner, selvom han taler lidt mere. Den slags ved jeg noget om fra albummet “Asterix på Korsika”. Så Lars’ far var en blød filosof og hans mor en skarp djøffer. Måske er det simpelthen opskriften på en rapkæftet litteraturkritiker.

Dengang var der altid liv på de store fællesarealer. Hver aften var der rundbold og leg på græsplænerne. Vi spillede bold, cyklede og rutsjede og dyrkede atletik på skolens baner med Fosbury-flops og målebånd og det hele. Og så tippede vi. Vi læste ”Alt om sport”, som Frits Ahlstrøm stod for, og ”Tipsbladet” med den fantastiske journalist Per Høyer. Vi lavede endda vores egne systemer. Engang imellem vandt vi lidt, og en enkelt gang var jeg tæt på den store gevinst. Hvis bare Burnley ikke havde udlignet mod Coventry i sidste minut! Det var mest min klassekammerat Marc H, jeg tippede med. Desværre overfaldt han en tilfældig person oppe i tunnelen ved centervejen på vejen op til resterne af den gamle landsby. Derfra ebbede venskabet ud.

Så der var gang i det fælles liv. Men det er der ikke mere. Der er tomt på fælleden, selvom græsset bliver holdt pænt. Børnene leger kun i selskab med voksne.

Når der var vejfest på Korshøjen, gik os teenagere altid hen til Johannes, som var filosof, for at bomme smøger. Bad vi om 2 så fik vi 10, for Johannes var marxist. Det fik jeg senere bekræftet, da jeg selv læste filosofi på Aarhus Universitet, hvor Johannes var lærer. Han fik alting til at passe ind i sine kasser. På den måde, fandt jeg ud af, at jeg bedre kunne lide den praktiserede end den teoretiske marxisme, hvilket jo var lidt omvendt i forhold til det normale. I dag savner man bare en lille bitte smule marxisme i det hele taget i et eller andet hjørne.

 

nr. 79

En af mine venner dengang hed Jørgen H. Han boede i nr. 79 og var god til at lægge puslespil. Vi spillede bordtennis i kælderen og hørte storebrorens Uriah Heep-optagelser på en spolebåndoptager. Storebroren blev senere kommunikationschef i Nykredit, og også han kom i fjernsynet. Jørgens forældre var renseri-ejere. Der var ryatæpper og kakkelborde og en grøn folkevogn. Hvordan var de mon havnet på Korshøjen, hvor husene normalt var indrettet med løse gulvtæpper og ølkasser, og hvor man kørte Renault eller Saab? Og ikke mindst var der farve-TV inde hos Jørgen. Her kunne vi se VM-boksning og OL fra Canada midt om natten. Moren, Stine, var altid sød. Jørgen var en klog dreng, som fik gode karakterer. Senere blev han vist nok datalog.

Mig og Jørgen var klassekammerater. Vi havde det altid sjovt, men kun i fritiden. For henne i skolen mobbede han mig rigtigt grimt, så jeg blev ked af det og forvirret. Ingen lærere opdagede noget, for vi havde vikarer hele tiden. Min bedste ven var min værste fjende. Det er sådan noget, der giver livskraft.

En dag var jeg på lejr med fodboldklubben Skovbakken oppe i Norge, som jeg syntes var et mærkeligt land. Først boede vi hos en ensom millionær-dreng i Oslo, og bagefter var vi på landet i en landsby, hvor folk talte underligt og så fattige ud. Der fandt jeg ud af, at Jørgen H selv blev mobbet af en lille køn dreng fra 2. holdet, som hed Flemming K. Ham så jeg ellers vældig op til. Men så fandt jeg oven i købet ud af, at Flemming K, som gik på Strandskolen, skam selv blev mobbet i sin egen klasse. Det fortalte min ven nede fra fedet, Jacob G, mig, og Jacob G. gik i klasse med Flemming K. Da jeg fandt ud af, hvordan det hele hang sammen, holdt det hele op med et knips. Det var meget mærkeligt. Jeg tror, det var lige der, jeg besluttede mig for at ville være journalist eller videnskabsmand. Det er noget med sandhedens praktiske kraft. Jeg ved dog ikke, om de stoppede med at mobbe Flemming K nede på Strandskolen.

Desværre nåede jeg selv at mobbe nogen, mens det hele stod på. På Korshøjen var der flyttet en flygtningefamilie fra Afrika ind. De havde en søn, som hed Nuella, som endda var yngre end os. Jeg sagde, at han skulle gå hjem til, hvor han kom fra, og at han lugtede. I samme øjeblik jeg sagde det, var det som om, at træerne tabte deres blade, og ormene festede. Og Nuella slap jo heller ikke for Nutella-vitsen. Det var ondt, men jeg var nu som en anden Eichmann blevet inkluderet i fællesskabet af onde. Og hvem kan være imod fællesskaber? Jeg havde fundet min plads i ondskabens hjul. Jeg vidste med det samme, at det var galt. Som om verden blev spaltet og universet fordoblet. Da hele den overordnede mobbekæde siden blev sprængt, fordi Flemming K. jo blev afsløret, stoppede racismen. Men jeg skammede mig. Siden har jeg aldrig mobbet nogen og har forsøgt at stå op imod uretfærdighed, når jeg har genkendt den. Jeg betaler Nuella tilbage og renterne er vist uendelige. Jeg blev moralist. Men undskyld til Nuella, jeg håber, du har det godt trods alt, hvor end i verden du bor. Og også tak, på en måde.

En af de gange jeg skulle betale Nuella tilbage var nogle år senere på en nat-grill på Guldsmedegade. Vi havde spillet video-fodbold i to timer, klokken var 02.30, og nu skulle vi have nogle pommes fritter. I køen stod en fyr, der skældte ud på sin kæreste på en aggressiv måde. Nuella begyndte at røre på sig, så jeg sagde til fyren, at han skulle være sød. Men så fik jeg en på kassen, så jeg pludselig kun kunne se vinterstøvler og spildt remoulade. Det var skønt.

Og en anden aften gik jeg på diskotek henne på Europa-plads. Mens jeg stod på toilettet og vaskede hænder iført eye-liner, sort neglelak, to øreringe og løs lyseblå skjorte, fik jeg pludselig en knytnæve i ansigtet af en eller anden tatoveret mand, som ikke vidste, hvad et ord var. Han bare slog og gik. Hallo! Det var anti-Nuella.

Så var der mere stil over min mor, som èn eneste gang i sit liv gav mig en lussing. Jeg erindrer ikke hvorfor, blot at den var velfortjent, og hvem ved: selv mødre kan jo være presset af alt muligt. Jeg blev ikke sur, og nærmest ikke engang forundret. Og får man kun en forældre-lussing i sit liv, som oven i købet er passende, så er man godt i vej. Der var lidt gamle Jakob Knudsen over det hele. Sådan lidt afstivning i det moralske skelet once and for all. Tævene i nattelivet var mere for sjov.

 

Nede på fedet

Jacob G, altså min ven fra Strandskolen, som uden at vide det fik al mobningen til at stoppe, er i dag læge nord for Aarhus. Han boede dengang nede på Risskov fed, hvor begge hans forældre selv var læger, ligesom min egen far i øvrigt var det. Det var dengang læger var humanister. Er det stadig tilfældet? Jacobs søster, Elisabeth, blev senere folketingsmedlem for de radikale, men Jacob var altid mere vild end hende. Det var nok derfor, at han endte som LA’er. Jacob fik mig til at høre melodi-grandprix og købe skotskternede discobukser inde hos tøjbutikken Raahauge på det nye mini-strøg inde i Aarhus. Ja, faktisk viste han mig, at der var noget, der hed Aarhus at all. Jeg troede bare, at Korshøjen var verdens navle. Vi hørte også ELO og Xanadu, spiste leverpostej med masser af løg og spilede klaver og komponerede små sange. Det var helt anderledes end i skolen. Det var den rene frihed. Det var også anderledes end Korshøjen. Lidt mere normalt. Uden Jacob G var jeg aldrig blevet postmodernist.

Senere fik Jacob en ledende rolle i mediciner-revyen. Selv havnede jeg i et fritids-band, som meget passende hed Kiks. Vi øvede ved Åbyhøj Torv og gik på brun bodega bagefter. Vi spillede nogle af mine sange – bl.a. en om hvor mange mennesker, der kunne proppes ind i en telefonboks – og trommeslageren Torben, som var kæreste med bandets velduftende sangerinde, AB, var en helt ægte discjockey, som spillede på diskoteket i Thorsø. De fleste af de andre var fritidspædagoger, og de lærte mig noget om at holde skrammologiske pædagogfester. F.eks. kastede mig og bassisten Jytte fra Ølgod, som var bundsolid, både som bassist og menneske, med skakbrikker, når vi blev fulde. Det var god humor. Men ok, alt det var vist først nogle år efter. Det er lidt off the point lige her.

Jacob G. havde en hel flok af venner, som jeg senere selv blev venner med på Risskov Amtsgymnasium. Der var f.eks. Helle M.. Hun ringede engang til min mor og spurgte, om Thomas ville med ned på aftentur til Stranden. Mor synes det lød godt, men det gjorde jeg ikke. Jeg ville hellere se Otto Leisner i fjernsynet og spise slik. Det måtte jeg høre lidt for. Helles mor lavede i øvrigt en fantastisk kiksekage, som vi spiste, mens vi så Dallas i fjernsynet. Det var lykke. Helles bror, Flemming, blev senere leder på statsbiblioteket. I mange år så vi ham ved Folkemødet på Bornholm.

Gode gamle Jacob G. Faktisk mødte vi hinanden, fordi vi gik til svømning i Skovbakken. Efter træningen sad vi i cafeteriet og gloede på, at Susanne Nielsson trænede. Det var hende, der senere vandt olympisk bronze i brystsvømning. Det var i Moskva i 1980. Alt godt kommer fra Vejlby-Risskov.

 

nr. 47

På Korshøjen 47, tror jeg nok det var, boede Katja og Eva. De var venner med min lillesøster, Nana. Sammen med Kathrine fra Skodshøjen og Ursula fra Jættehøjen spillede de i børnerock-bandet Afrodite. De lavede endda en plade med ordene ”lad vær at blive voxen, befri din fantasi, og gør kun det som du bedst kan li”. Det var med vilje, at der var “x” i voxen. Min mor og far havde et rend af store børn fra kredsen omkring Parkering Forbudt og Afrodite, som alle ville befri sig selv. Jeg vil sige det på den måde, at mine forældre var rummelige.

Danmarks Radio har faktisk lavet et program om børnebevægelsen, og Katrine Marie Guldager fortæller også om fænomenet i sidste bind af sin Køge-krønike. Det var børnemagt, dvs. det modsatte af frihed. Senere begik en af børnerock-fædrene selvmord. Han var tysklærer. Der var ingen, som rigtig blev til noget i den frie sektor. Undtagen Nana, som blev en fin men dog ukendt digter. De blev ufrie i omvendt orden. Nana var i øvrigt gift med den ligeledes begavede poet Torben Dorph-Pedersen, som meget sørgeligt døde alt for ung nede i den lokale Super Best, som via både Favorit og Favør var en aflægger af Nordland Super, som i sin tid lå for enden af Korshøjen, hvor der i dag ligger en beskidt Netto.

Prøv at læs dette lille digt af Torben Dorph-Pedersen. Digtet hang i en periode i Århus Sporvejes busser, men nu hænger det i min stue med Aarhus Sporvejes gamle fine logo og bolle-Å og det hele:

 

”NAT OVER ÅRHUS

Sort lys

fra blødende måne

skygger for den grædende by

 

Fortabte huse

kigger tilbage”

 

I 1982 blev Afrodite inviteret til børnekulturfestival i det kommunistiske Bulgarien under den kommunistiske leder Todor Zhivkov. Det var vist nok hans kone, som lagde navn til festivallen. Det myldrede med børn og unge i alle farver. Det var skønt, men også meget kommunistisk alt sammen.

Så kulturministeriet spurgte simpelthen Afrodite, om de ville repræsentere fædrelandet der lige midt i mega-kommunismen? Hvilken sød statslig blåstempling af børnerevolutionen. Nå, men Afroditerne spurgte, om jeg ville med som en slags formand for den lille børnemagts-delegation. De regnede nok med, at jeg ikke ville blande mig i noget, hvilket passede. Heldigvis var jeg ikke “voxen”. Nogle af mødrene blev noget mopsede, for Sofia var meget eksotisk dengang. Fædrene var ligeglade. Fædre har altid haft højt til loftet. Men jeg var nybagt student og sagde bare ja til alt. I Sofia mødte jeg den ærkekommunistiske tolk, Bista, og den smukke systemkritiske Vesselina P, som jeg kyssede med. Vesselina viste mig blandt andet., hvor der sad hemmelige politimænd på diskotekerne. Hvad der skete med Bista, ved jeg ikke. Vesselina flyttede til Storbritannien, hvor jeg faktisk besøgte hende i Brighton. Siden har jeg været fascineret af den kolde krig og Bulgarien.

Afroditerne opførte sig som små lam. De sad det meste af tiden på deres værelser og sang den danske folkevise “Der stode tre skalke”. De optrådte også med den. Kulturministeriet fik virkelig noget for pengene. Selv var jeg aldrig på værelset. Jeg badede i farver. Vi boede i en slags olympisk betonby med folk fra folk fra hele verden, men med vagter over det hele. Det er lidt paradoksalt. Jeg var havnet i et lukket diktatur, men alligevel havde jeg for første gang nogensinde en fornemmelse af at bo på en klode. Jeg blev verdensborger.

Tilbage til Vejlby: Der var ingen fjender i kvarteret. Bortset måske fra dem fra Lystrup? Når en gadelygte var smadret, var det altid mini-rockerne fra Lystrup. Det vidste man bare, selvom vi aldrig mødte nogen. Nogle år senere blev der lavet en stor og venlig sø, Egå Engsø, mellem Vejlby og Lystrup. Der er fyldt med svaner. Så var det slut med smadrede lygter. Nede i Risskov blev vi selv kaldt for Vejlby-bønderne. Det stammede fra gammel tid, men det passede skam fint stadigvæk, selvom os på Korshøjen naturligvis var meget mere moderne end Risskov-bønderne, som jo bare var rige. Og hvad med dem nede i parcel-husene? Dem kaldte vi for ”fabrikanterne”. Jeg forstillede mig, at de drak og slog hinanden, men jeg havde ikke noget empirisk belæg, som man siger. Men dog et par indicier.

 

nr. 33

Henne i nr. 33 boede filosoffen Hans og hans kone Asta, hvis eks-mand var en anden filosof, som vist nok var tilhænger af den franske marxist Althusser, og som tog sig selv af dage. Althusser har aldrig være årsag til liv. Det er en slags lov. Der var en del død i det unge kvarter, men også meget liv.

Jeg kom meget i nr. 33, for der boede Jakob og Mikkel og deres lillebror, som hed Krabbe, fordi han kravlede som en krabbe, da han var lille. Asta lavede spændende healing-øvelser med os lidt store drenge, mens sted-faren læste i en bog, og Jacob og mig løb rundt og lavede sport og så videre. Vi trak også et Weekend-sex nede ved Rutebilstationen, men det var vist mere noget for mig end for Jacob, tror jeg nok. Eller også prøvede vi bare at bilde hinanden ind, at vi da var ligeglade med de billeder. Men jeg var ikke ligeglad. Endelig kunne man da få lov at se lidt på naturen.

Mikkel boede nede i kælderen, hvor der ofte var en sødlig duft, hvilket var helt ok for forældrene. Han blev radio-journalist. Langt senere, i 1983, drog Jakob og mig til England, hvor vi lavede socialt arbejde lige midt i Thatcher-tid, Falklands-krig og minestrejker. Jakob tog til Liverpool og jeg til Medway Towns i Kent. Men først boede vi hos to universitetslektorer i London-forstaden Brixton, hvor der stadig lugtede af føgen fra raceurolighederne. Vores værter – den ene hed Bob – anbefalede en pub, der hed White Lion. Der gik vi hen og drak nogle pints. Pludselig gik det op for os, at det var en bøsse-pub. Hvad var det for noget? Det var en verdensudvidelse. Hjemme i Aarhus startede en anden engelsk pub, som vist nok også hed noget med “lion”. Den var også ejet af bøsser. En af ejerne gav øl på Færgerkroen og inviterede mig op i sit sommerhus. Men det var ikke noget for mig. Senere blev han kioskejer i udkanten af Virklund ved Silkeborg. Hvilken deroute.

Senere blev Jakob gift med Dorthe nede fra fedet. Dorte havde gået i klasse med føromtalte Jacob G og Helle M, og alle drengene havde et godt øje til hende. Dorte blev biolog, og Jacob blev antropolog, og dermed var der jo styr på økologien.

 

nr. 59

I nr. 59 boede Mikkel og Jesper, hvis far var arkitekt. Der var i det hele taget mange arkitekter på højene. Få år senere skulle de unge arkitekter erobre ø-gadekvarteret, hvilket vi alle sammen nyder godt af i dag. De to brødre var med i nogle af Niels Malmros’ film. Jesper spillede en hovedrolle i ”Drenge”, og Mikkel var vist nok med i ”Kundskabens træ”. Deres mor, som hed Jeanette, var også med i Kundskabens træ. Hun var mor til pigernes yndling, Niels Ole, så vidt jeg husker? Jeanette bor stadigvæk herude.

Kan du for resten huske pigen Klister, som blev mobbet i Kundskabens træ? Jeg gik i klasse med Klisters storesøster i virkeligheden. Det var Anne S, som blev elevrådsformand på Jellebakkeskolen. Hun var en form for fornuftens stemme i vores klasse. I dag er hun lektor i engelsk. Hun blev gift med en gymnasieven, som kunne Hitlers taler udenad. I dag er de vist skilt.

En dag hentede Malmros os alle sammen. Vi skulle til Skæring og lege, mens han optog nogle lyde, som skulle bruges i Kundskabens træ. Siden har jeg været Malmros-fan. Det er noget med leg og kundskaber.

 

Skolen

Jellebakkeskolen var ikke noget særligt, selvom den var berømt for sin demokratiske reformpædagogik, og hvad ved jeg. I de mindre klasser havde vi en sød lærerinde, som vi var glade for. Da hun forlod os, gik det i kaos, og klassen tog magten. Ingen lærer formåede efterfølgende at vinde autoriteten tilbage. Jeg savnede Skt. Jørgenskolen i Holstebro, hvor jeg gik fra 0-3. klasse. Der var alting så dejligt civiliseret, man lærte noget, og børnene havde ingen magt. Det er definitionen på børnelykke: at være uden magt.

Jeg husker intet om undervisningens indhold i de syv år på Jellebakkeskolen, undtagen da vores dansklærer Poul K. en dag lavede en freudiansk analyse af Tornerose. Jeg var bjergtaget. Ingenting var, hvad man troede. Senere blev Poul ansat i Kommunernes Landsforening. En trist karriere for en god fortæller. Alt andet måtte jeg lære mig selv. Ellers var det mest noget med at lukke matematiklæreren uden for døren og give den ræverøde samf-lærer onde afskeds-gaver, så han græd. Det var majoritetens tyranni. Men ok, Hans-Jørgen, som samf-læreren hed, var altså også virkelig revolutionær. En dag var vi ude og besøge FDB i Viby. Da vi kom hjem, sagde Hans-Jørgen, at vi skulle skrive et brev til direktøren, hvor vi kritiserede kapitalismen og FDB. Hans-Jørgen rettede ikke kommaer, men han kunne godt finde på at sige, at vi ikke var kritiske nok. Det er det, man i dag hedder feedback. Det blev så slemt, at min far, som ellers aldrig blandede sig i min skolegang, kontaktede inspektøren for at klage over noget undervisningsmateriale, der handlede om forurening og kapitalisme. Ja, der var endda tegninger af kapitalister med sorte paraplyer. I dag vil jeg betale penge for nogle af disse bøger.

Jeg tror godt, man kan sige, at det hele var nærmest lykkeligt, selvom den københavnske del af familien kaldte gaden for Kors-i-røven.

 

Litteratur:

Mindeord for Jacob Eriksen: http://gaffa.dk/nyhed/83503/jacob-eriksen-er-dod

Bukdahl, Lars: “Korshøjen”, Orissa-biblioteket.

City boy: Ambition

Regeringens skoleudspil ”Folkets skole: Faglighed, dannelse og frihed – justeringer af folkeskolereformen”

D. 11. september udkom den siddende regerings skoleudspil. Titlen er ”Folkets skole: Faglighed, dannelse og frihed – justeringer af folkeskolereformen”. Nedenfor drøfter jeg udspillets politiske kontekst og konsekvenserne heraf for udspillets sætninger. Jeg vil argumentere for, at det slet ikke handler om “dannelse, frihed og faglighed”, men om noget helt andet, nemlig om implementeringen af regeringens teknologi- og samfundssyn.

 

1. Regeringsgrundlaget

Merete Riisager er den mest vidende og kompetente undervisningsminister, Danmark har haft i mange år. Hun har ene kvinde og som menigt folketingsmedlem kæmpet imod skolereformen, og hun har som minister siden 2016 ihærdigt arbejdet med at afbøde konsekvenserne af reformens læringssyn.

Der var mange, der var skeptiske, da hun blev minister. Hvordan kunne hun arbejde konstruktivt med en reform, som hun var inderligt imod? Svaret var både effektivt og elegant. For at forstå det, må man se på 2016-regeringsgrundlagets centrale formulering om folkeskolen. Den lyder sådan her:

”Det er afgørende, at der fortsat sikres ro om folkeskolen, så den forandring, som skolen er i gang med, understøttes bedst muligt. Regeringen vil løbende vurdere, om der er behov for enkelte justeringer som opfølgning på erfaringerne med reformen.” (s. 67)

Der er to ting i denne formulering, som er værd at hæfte sig ved, nemlig det der står, og det der ikke står:

 

A. Det, der står:

For det første det, der står: Det er ordet ”justering”, der er det centrale. Alle små og store ændringer kan simpelthen puttes ind under det ord. Riisager har derfor kunnet forårsage ændringer i skolens fagstruktur, ændringer af læringsplatformene, en udbredt brug af dispensationer og meget andet. Det aktuelle udspil er en del af denne ”justerings”-proces, og det er også derfor, at ordet ”justeringer” indgår i udspillets undertitel og bruges igen og igen af ministeren.

Vi har altså gang i det, som de gamle diskursteoretikere kaldte for en ”diskursiv strategi”. Det er herligt at iagttage, fordi ordenes oprindelige betydning langsomt men sikkert kommer til syne under betydningsmarkøren ”justering”. Dermed undergraves skolereformens hegemoniske nysprog, så justeringen til sidst gør oprør mod det, som i første omgang bare skulle justeres. Det er det, som også kaldes politik.

 

B. Det, der ikke står:

En vigtig årsag til Riisagers elegante effektivitet vedrører et ord, som netop ikke er nævnt i regeringsgrundlagets afsnit om folkeskolen, og det er ordet ”læring”. Læring var jo ellers skolereformens centrale begreb – ja, reformens fortalere talte ligefrem om en “læringsrevolution” – men Riisager er altså ikke forpligtet på ordet, som da heller ikke noget centralt begreb i selve lovteksten for folkeskolen. F.eks. er det ikke nævnt i skolens formålsparagraf.

Riisager har derfor simpelthen kunnet aflæringsficere hele skolevokabularet. Hun nævner aldrig ordet. Derimod siger hun konsekvent ”kundskaber”, og kundskaber er et filosofisk og pædagogisk rigt ord i modsætning til læring, som primært er psykologisk-biologisk-administrativt. Der er ganske vist mange, som tror, at kundskabsskolen er en blanding af røv-til-bænk og pisalister. Men det skyldes udelukkende, at kundskabsbegrebet, som netop blev opnormeret i 2006-revisionen af folkeskoleloven, efterhånden er blevet økonomificeret til ukendelighed, radikalt forstærket i Antorinis skolereform fra 2013. Men Riisager har faktisk nedtonet det økonomiske og i stedet sat kundskaber i relation til faglighed og kulturel udvikling mere bredt.

 

C. Nyliberalismen og dannelsesliberalismen

Så ordet ”justering” og det manglede ord ”læring” er årsagen til, at Riisager har kunnet arbejde effektivt med at løfte faglighed, kundskab, kultur og demokrati. Ja, hun har faktisk vundet mange læreres hjerter, selvom hun kommer fra et parti, hvis ideologi, mange er kritiske over for. På en måde har Riisagers tilstedværelse været LA’s store chance for at forbinde sig til dansk tradition og kultur. Det har været vigtigt, fordi partiet jo er grundlagt på den ekstremistiske filosof Ayn Rands filosofi. Man kan godt sige, at der er to politiske og åndelige fløje i partiet. En Rand-fløj og en kulturliberal fløj, repræsenteret ved hhv. bror og søster fra Horsens. Det går lidt fremad, men det duer jo ikke, at Randfløjen har formandsposten.

Derfor er vi mange, som har holdt øje med, om partiets indflydelsesrige Ayn Rand-segment skulle forgribe sig på skolen. Folk har været nervøse for, om de neo-liberalistiske reduktionismer begynder at arbejde sig ned i skolepolitiken. Men hidtil har Ayn Rands filosofi holdt sig på overfladen, f.eks. i Anders Samuelsens skiftende og skingre skatteudmeldninger og i Joachim B. Olsens usympatiske vendetta mod velfærdsstaten og landets fattige, for ikke at tale om hans syn på fagforeninger og på de globale disruptive deletjenester. Ja, på en måde har Riisagers dannelsesliberalisme langsomt arbejdet sig ind på partiets indre organer og givet dem en dannelsesliberalistisk prægning.

Nogen har troet, at Riisagers støtte til friskolerne var et eksempel på en form for effektuereret ny-liberalisme. Men det er ikke tilfældet. Friskoletraditionen står tværtimod for det stik modsatte. Faktisk er der er jo også masser af friskoletradition i en god folkeskole, men altså ikke i skoleformen, som hviler på en vild anti-grundtvigianisme.

Jeg har ikke fundet nogle tegn på, at Riisagers interesse i sagen skulle været farvet af en markedsgørelse af skolen med dertil hørende konceptskoler, der køber og sælger læring. På en måde kan man sige, at Riisagers støtte til friskolerne er en implicit kritik af en folkeskole, som netop ikke mere er en folkeskole. På den måde bliver ”justeringen” til et forsvar for den virkelige folkeskole. Og at Riisager mener dette alvorligt, kan man se via hendes støtte til nogle af de grupper, der udtrykker modstand mod læringsideologien. Sidst vi så en sådan ”støtte”, var i Aarhus, hvor Riisager bakkede op om forældre-protester imod kommunens planer om at nedlægge skoler og samle dem i store data-drevne læringscentre.

Riisagers virke har derfor hidtil været et af de sjældne eksempler på et eksemplarisk, vedholdende og grundigt arbejde med en politisk rekonstruktion af samfundets pædagogiske begreber. Det har været al ære værd, og det har været godt at se, hvordan en række andre partiers skoleordførere efterhånden har tilsluttet sig denne proces, naturligvis med deres egne værdier i spil. På den måde har vi siden 2016 kunnet iagttage en langsom, men klar forbedring af landets uddannelsespolitiske grund.

 

D. Regeringens indre modsætning

En af årsagerne til, at Riisager har kunnet gøre disse ting, er, at skolepolitikken har en lav prioritering hos regeringen. Her har disruption, datastyring og teknologisk udvikling været det centrale tema, hvilket man dog ind imellem har forsøgt at skjule ved at råbe op om indvandrere, så man efterhånden er ved at blive syg af at høre på det. Så Riisager er simpelthen gået under radaren med al sin herlige pædagogik og kundskaber.

Faktisk har hun decideret arbejdet mod de mest teknologiske konsekvenser af læringsideologien. F.eks. har hun været kritisk over for kommunernes brug af trivselsdata, hun har talt imod læringsplatformene, og hun har arbejdet kraftigt på at undgå for meget kommunal styring på skoleområdet. Denne anti-KL-approach ligger lidt i LA’s DNA, hvilket jo er en god ting. Men det betyder også, at hun er kommet i modsætning til KL, som ellers totalt støtter op om regeringens teknologiske visioner.

På den måde er der en form for modsætning: På den ene side har vi Riisagers dannelsestanker og sans for teknologiens problematiske sider og, på den anden side, har vi regeringens og KLs syn på digitalisering og teknologiudvikling. Men LA har kunnet køre friløb, fordi skolespørgsmålet har haft lav prioritet.

 

2. Det aktuelle skoleudspil

Nu er spørgsmålet så, hvordan det nye udspil falder ind i denne analyse?

Først og fremmest er det helt klart, at udspillet skal agere under den eksisterende skolereforms begrebsmæssige herredømme. Det kan man se på s. 9, hvor man uden den mindste reservation bruger skolereformens mål-apparatur som udgangspunkt for den videre argumentation. Her er der ingen “justering”.

Men der er også to yderligere forhold, som går mere direkte på analysen i afsnit 1.

 

A. Sammenhængsreformen

For det første blev en del af udspillet – det 10-årige forsøg med frie folkeskoler – præsenteret sammen med Sophie Løhde, som er minister for den moderniseringsstyrelse, der jo om nogen har stået for styring og digitalisering uden sans for pædagogiske emner. Løhde kunne ved lanceringen fortælle, at skoleudspillet var en del af regeringens ”afbureaukratiserings”-plan. Det lyder jo godt, men det er det ikke. ”Afbureaukratiseringen” er nemlig en del af en endnu større plan, den såkaldte ”sammenhængsreform”, hvis hovedlinjer blev præsenteret i 2017. Kigger man på sammenhængsreform-teksten, så er der ingen plads til pædagogik, dannelse og frihed. Her er der data og instrumentalisme, så langt øjet rækker. Sammenhængsreformen danner også administrativ klangbund for regeringens såkaldte ”ledelseskommission”, som heller ikke har den mindste sans for materie eller ledelsesmæssige selvstændighed, og som vil forstærke lige netop den skoletænkning, som Riisager i princippet er imod.

Når det aktuelle skoleudspil derfor lanceres som ”afbureaukratisering”, så følger der et kæmpe anti-pædagogisk apparat med, som Riisager ingen chance har for at stå imod. Om ½ år, hvor Riisager formodentlig er væk, så har Moderniseringsstyrelsen med sin “sammenhængsreform” derfor sat sig endnu mere solidt på den justerede skolereform end før. På den måde ender vi faktisk ikke med en “justeret” reform, men snarere med en “forstærket” reform.

Riisager sagde ganske vist ved lanceringen sammen med Løhde, at frifolkeskolerne skulle være en kombination af det bedste fra folkeskolen og det bedste fra friskolerne, men denne fine intention falder sammen som et korthus, hvis man studerer sprogspillene i sammenhængsreformen og hos ledelseskommissionen.

 

B. Digitalisering og disruption

Dette billede – og det er så for det andet – forstærkes yderligere af, at selve hovedpræsentationen af den samlede justering i går jo blev foretaget af statsministeren selv, hvilket er endnu et tegn på, at skoleudspillet må tilpasse sig regeringens disruptionspolitik. Og ganske rigtigt. Kigger man i skoleudspillet, så er det meget begrænset, hvad der står om pædagogiske emner. Derimod er der kæmpereferencer til regeringens digitaliseringsstrategi, nemlig den såkaldte ”Teknologipagten”, som selv har rod i udspillet ”Strategi for Danmarks digitale vækst”, begge fra 2018. Referencerne optræder endda to gange. Disse initiativer, som har rødder i erhvervsministeriet under Brian Mikkelsen, bærer kraftigt præg af regeringens forblændelse af de allermest teknologioptimistiske miljøer i verden. Digitaliseringsstrategien, som altså er grundpapiret, refererer da også direkte til disruptionsrådets arbejde. Mikkelsen selv er i øvrigt meget optaget af den stærkt ideologiske Singularity-bevægelse i Californien. Denne bevægelse har også haft stor betydning både for disruptionsrådet, for den såkaldte SIRI-kommission og faktisk også for læreruddannelsen. Den nuværende forsknings- og uddannelsesminister har også baggrund i Singularity-bevægelsen, og det samme har KL, hvilket blev lysende klart i forbindelsen med foreningens nærmest uhæmmede teknologiudspil fra i vinters.

Disruptionsideologien kommer altså direkte til udtryk i skoleudspillet via de tunge erhvervspolitiske referencer til netop de rapporter, jeg lige har nævnt. Og referencen til de såkaldte STEM-fag, dvs. en særlig dataficeret opfattelse af naturvidenskab, skal forstås i samme ånd. De nævnes i alle rapporterne og er decideret en del af Teknologipagten.

Bemærk også følgende konkrete formulering på s.12:

”Formålet er at bringe Danmark på forkant med den digitale udvikling og skabe vækst og velstand til gavn for alle i samfundet, herunder styrkelse af STEM-kompetencer”.

Danmark er skam allerede nr. 1 i digitalisering, så det med ”forkant” er derfor et rent udtryk for ideologi. Vi er altså nr. 1 i verden, men skal alligevel på forkant? Befolkningen bliver jo helt øre under kasketterne. I den digitale vækststrategi tales der på samme måde: ”Det er regeringens vision, at Danmark skal være digital frontløber” (s.6). Desuden er alle disse rapporter, inklusiv de fleste af ”STEM-projekterne”, som selv er en del af Teknologipagten, uden begrebsmæssig kontakt med de pædagogiske formål, som Riisager ellers har talt for. Tværtimod begrundes de økonomisk og instrumentelt.

En ironisk krølle er, at skolereformens undervisningsminister, Christine Antorini, jo nu er blevet direktør for Novo Nordisks naturvidenskabelige læringscenter, og at dette center netop i høj grad er involveret i Teknologipagten og dermed også i hele en samlede digitale strategi. Skoleudspillets nye fag ”teknologiforståelse” har også rod i digitaliseringsstrategien. Antorinis og regeringens ideologi løber derfor sammen i ødelæggelsen af ”justeringens” muligheder. De nye frifolkeskoler bliver formodentlig STEM-konceptskoler uden fagstruktur etc., hvilket Riisager ellers har talt kraftigt imod ved andre lejligheder.

I digitaliseringsstrategien foreslås det også, at uddannelsesstederne skal ”blive bedre til” at bruge Big Data fra EU’s satelitter mm.. Der er ingen stopklodser i miles omkreds. Vi er i Singularity-land. Men tjek det selv.

Endelig er det værd at bemærke, at undervisningsministeriets nye departementschef, Søren Hartman Hede, på Altinget.dk annoncerede en reorganisering af ministeriet, som er helt domineret af datastyring. Her er der heller ingen skolefaglighed.

Så Riisager tabte slet ikke til Ayn Rand og nyliberalismen. Hun tabte til en særegen kombination af Singularity-bevægelsen og finans- og erhvervsministeriets embedsmænd.

Jeg er naturligvis helt enig i, at landets skoler skal tilbyde undervisning i teknologi. Men der skal være tale om en grundig og kritisk indføring i teknologiens opbygning, dens virkninger samt dens filosofiske og samfundsvidenskabelige begrænsninger og brug. Og teknologipædagogikken skal under ingen omstændigheder kobles på en forvirret disruptionsstats teknificerede læringsgalimatias. Den skal netop kobles op på kundskaber og dannelse, hvilket er det modsatte.

 

3. Konklusion

Regeringen og ikke mindst dens embedsmænd fra erhvervs- og finansministeriet har med det aktuelle skoleudspil derfor sat sig tungt på skolepolitikken. Det eneste tilbageværende åndehul er den korte omtale af arbejdet med ”lempelse af bindingerne i fælles mål” fra 2017. Men disse ”lempelser”, som netop er begrundet i folkeskolens formålsparagraf, vil hurtig kommer under kærlig behandling, når Silicon Valley tager over. Denne prognose bekræftes af, at skolens formål, som jo ellers var lempelsens centrale pointe, slet ikke nævnes i skoleudspillet.

Konklusionen er, at vi ikke har fået en ”justering” af skolereformen, men snarere en forstærkning.

Der bliver også flyttet lidt skolereforms-time-teknik fra den ene ende af det begrebslige bur til den anden. Det betyder ikke noget, og så har pressen noget at skrive om, mens den forstærkede reform rulles ud.

 

Referencer:

Skoleudspillet ”Folkets skole: faglighed, dannelse og frihed – justeringer af folkeskolereformen”, september 2018: https://www.altinget.dk/misc/Folkeskoleudspil.PDF

Regeringsgrundlaget 2016: http://stm.dk/publikationer/For_et%20friere,_rigere_og_mere_trygt_Danmark/Regeringsgrundlag2016.pdf

Teknologipagten, 2018: http://www.teknologipagten.dk/

Strategi for Danmarks digitale vækst, 2018

Om disruptionsrådet: https://www.regeringen.dk/partnerskab/

Om arbejdet med fælles mål

KL’s teknologi-rapporter, 2018

Interview med Søren Hartmann Hede på Altinget.dk

Brian degn Mårtenssons analyse “Opgørets time”, som er væsentlig mere optimistisk end min

 

Positiv psykologi i vælten: Elevoptimisme og relationskompetence

Der er gang i den positive psykologi for tiden. Lad mig nævne to udgivelser:

 

1. Rapport om elevoptimisme

I forgårs lancerede det statslige Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, en 88 sider lang rapport om noget, som forfatterne kalder for ”elevoptimisme”. Rapporten tager udgangspunkt i en analyse af de nationale trivselsdata-puljer.

Rapportens forfatterkollektiv, hvor den mest fremtrædende er lektor Hans Henrik Knoop fra Aarhus Universitet, hæver, at jo mere optimistiske eleverne er, desto mere trives de, og desto bedre bliver de til at arbejde med mål og udfordringer. Vi befinder os altså i et vokabular, som passer som fod i hose til skolereformens målstruktur. Rapportens teoretiske udgangspunkt er den positive psykologi i dette paradigmes reneste aftapning og uden den mindste kritiske åbenhed. Det er sådan en slags boble.

Rapportens forfattere taler med baggrund i deres analyser for, at man skal arbejde mere med ”elev-optimisme”, hvilket jo er et carte blanche til den positive psykologi selv, som formodentlig regner med en gylden fremtid som del af en statslig trivselsoptimeringspolicy.

Dette setup blev kritiseret af Svend Brinkmann, som tidligere har været i infight med Knoop. Brinkmann mener, at de to centrale variable, optimisme og trivsel, var for overlappende til, at de kunne udgøre en selvstændig kausal struktur. Med andre ord: resultatet var givet på forhånd via begreberne selv. Jeg er helt enig med ham, og problemet bekræftes efter min mening ved læsning af rapporten selv.

Brinkmann delte sin analyse på Facebook, hvor den i skrivende stund er liket af 1500, delt 166 gange, og kommenteret 326 gange. Det er en fin udbredelse for en så snæver faglig markering. Knoop meldte sig da også hurtigt på banen og arbejdede hårdt på at forsvare rapporten i den ene og den anden del af Brinkmanns flotte tråd. Det lykkes dog ikke for Knoop at stoppe lavinen. Folk bare delte og delte, og Knoops støtter var i klart undertal.

Knoop henviste primært til, at kritikerne burde læse selve rapporten og ikke nøjes med den ellers ret grundige artikel fra Videnskab.dk, som Brinkmann havde linket til. Men i rapporten kan man, så vidt jeg kan se, ikke finde nogen drøftelse af den problemstilling, som Brinkmann påpeger, selvom jeg jo kan have overset noget? Rapporten er blot fyldt med den positive psykologis helt eget vokabular, som jo har rødder i positive thinking fra USA, som Trump faktisk også er rundet af, og som er uden filosofisk og samfundsvidenskabelig substans. Den slovenske filosof Sizek og mange andre har da også kritiseret ideologien.

En af de store problemer med den positive psykologi er, at den foretager en a priori opdeling af sjælens felt i to normative kategorier, positiv/negativ eller optimisme/pessimisme eller lignende. Disse dualismer gentages konstant, og eftersom de er etableret på forhånd, så spærrer de jo for adgang til den realitet, som ellers kunne vise sig med en mere åben indstilling. Dermed mister man adgangen til virkeligheden, som jo er spaltet på forhånd. Dualismen tager magten fra virkeligheden. Og dualismen tager også magten fra subjektet, som under den dualistiske struktur bare skal være optimistisk og positiv, med mindre han da vil være dum og pessimistisk og kun tænke på overlevelse osv.. Og disse tvangsdualismer gælder skam hele vejen rundt, altså for elever, lærere, journalister mm., hvilket man kan studere i rapportens afsluttende anbefalinger til Gud og hver mand. Der er faktisk også en række optimismeoptimerende forslag til journalister, og det er ikke just kritisk journalistik. der efterspørges. Man kan spørge, hvorfor der overhovedet er gode råd til journalister i en rapport af denne type? Jeg tror, at årsagen er, at der faktisk er en journalistisk udløber af den positive psykologi, nemlig den såkaldte ”constructive journalism”, som Aarhus Universitet har lavet et særligt institut for.

Den positive psykologi skærmer med sin dualisme pædagogikken fra virkeligheden, og den tager dermed handlings- og sjælelivet fra folk. Det kan ikke kritiseres kraftigt nok, som jeg ser det.

Så forfatterne konstruerer nogle kunstige problemstillinger med deres problematiske vokabular, og gør derefter den positive psykologis egne begreber til den eneste løsning. Det minder mig lidt om John Hatties forhold til metoden Visible Learning+. Uanset hvordan det går, er mere Visible Learning+ altid svaret. Det er det, man kalder for ”evaluering”.

To af rapportens centrale baggrundsteorier er da også Martin Seligman, hvis synspunkter er dybt problematiske, og Carol Dweck, som i overensstemmelsen med teoriens dualismer opdeler alt i udvidede og begrænsende mindset. Dweck og John Hattie er i øvrigt tekstligt forbundet, hvilket i symbolsk forstand kan aflæses i Skanderborg kommune, hvor der både er synlig læring og mindsets helt nede i børnehaverne. Hattie nævnes også i rapporten, som den eneste pædagogiske reference vel at mærke. Jeg har tidligere analyseret den positive psykologis grundlag i detaljen, hvilket man kan læse om i kapitel 16 i bogen ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”.

Brinkmann kritiserede i sit FB-opslag også rapporten for at mangle sans for sociale og politiske forhold. Konsekvensen er, at den positive psykologi bliver løsningen på næsten alle problemer, som ellers sagtens kan have helt andre f.eks. politiske og kulturelle årsager. Det er en klassisk indvending mod den positive psykologi, som den slet ikke kan svare adækvat på. Da Brinkmann netop kommer fra en mere filosofisk og socialt orienteret psykologi, kan han fremføre kritikken med en styrke, som Knoop, hvis faglige horisont er langt snævrere, intet kan stille op imod. Ja, han kan slet ikke se problemet. Det hele bunder også i, at Brinkmanns forståelse af den græske filosof Aristoteles’ lykke filosofi, er radikalt mere kompetent end Seligman, som jo er den positive psykologis stamfar.

En del deltagere i Brinkmanns tråd kritiserede desuden rapportens tendens til at reducere alle problemer til noget, som kan løses af individets egen indsats. Det benægter Knoop ihærdigt er tilfældet, og man kan da også finde enkelte disclaimers, men så vidt jeg kan se af rapportens og ikke mindst af ideologiens samlede begrebsmæssige outlook, har kritikken bestemt noget for sig. Den positive psykologi er fanget i dette grundsyn, og det nytter ikke noget bare ustandseligt at benægte det. Første del af mottoet for den ledsagende konference er følgende: ”Du skal tro på dig selv, det er det eneste der skal til”. Der er bare for meget af den slags i hele tilgangen.

Jeg håber ikke, at denne rapport får nogen indflydelse på dansk pædagogik, og det ærgrer mig, at undervisningsministeren lægger både navn og forord til, og at hun også har et oplæg på den tilhørende konference. I forordet taler hun dog om noget andet, så måske er hun på pligtarbejde?

Heldigvis var langt hovedparten som nævnt skeptiske over for rapporten. Ja, Brian Degn Mårtensson mente ligefrem, at sagen hørte hjemme i Nordkorea. Flere andre havde lignende associationer, og de lod sig ikke overbevise af Knoops ihærdige og på sin vis prisværdige forsvar for sin sag, som desværre er uden tegn på forståelse for den politologiske og samfundsvidenskabelige og filosofiske kontekst.

Endelig er det værd at hæfte sig ved, at sangeren CV Jørgensen tages til indtægt for rapportens perspektiv. Jeg nævner det her, fordi Christine Antorini i sin tid modsat mente, at CV Jørgensen var alt for pessimistisk. Han er jo begge dele, men det kan hverken Antorini eller de positive psykologer begrebsliggøre. Antorini, fordi hun jo ville de kritiske og sociale traditioner til livs. Og de positive psykologer kan ikke finde et beboeligt sted i verden, fordi de jo har splittet det helt op i udgangspunktet. Den positive psykologi er anti-dialektisk.

Jeg kan sige for mit eget vedkommende, at hvis en lærer fortæller mine børn, at der nu skal arbejdes med deres mindset eller med deres optimisme, så er jeg den, der begynder at lede efter en ny skole.

 

2. Relationskompetence

Den anden dag modtog jeg det nye nummer af det udmærkede og traditionsrige tidsskrift “Kvan”. Temaet er “relationskompetence”. Først lod jeg det bare ligge, for hvem kan være imod relationer og kompetencer som sådan? Da ikke mig.

Men djævlen ligger jo i detaljen. Ved nærmere læsning fandt jeg ud af, at begrebet begrundes med en blanding af den positive psykologi og den beslægtede såkaldte mentaliserings-teori, hvilket desværre afstedkommer en decideret opløsning af både relations- og kompetencebegrebet.

Det var især konsulentlagene, som er på skrivebanen. Dog bortset fra slutningen, som jeg vender tilbage til, og indledningen, som Per Fibæk Laursen står for. Fibæk Laursen skriver i sin intro, at begrebet relationskompetence er en blanding af 1990’ernes reformpædagogik, som man f.eks. så den hos Jesper Juul, og så noget managementideologi. Og det er jo rigtigt nok. Begrebet er næsten helt uberørt af både post-strukturalistisk og systemteoretisk indflydelse, hvilket umiddelbart giver det en lidt blid og uskyldig form, som jeg i første omgang blev bedøvet af. Fibæk sætter dog begrebet i sammenhæng med DPU’s Clearingshouse’s forslag til lærerens kompetencestruktur tilbage fra slut-00’erne. Herfra er der ikke langt til benhård evidenstænkning. Faktisk tror jeg, at Positiv Psykologi vil ende i en form for medicinsk-genetisk lykkeoptimerng. Det var også det, som Seligman lagde an til, da han besøgte Aarhus Universitet under Knoops ledelse forrige år. Herfra er der en lige vej til posthumanisme og cyborgs, indtil alle er maksimalt i godt humør.

Det er Louise Klinge, der står for det andet sammenfattende indledningskapitel, som hedder ”Udvikling af relationskompetence i læreruddannelsen”. Her knyttes positiv psykologi, mentalisering og nærhed sammen, og de faglige kort fordeles, uden smålig skelen til læreruddannelsens pædagogiske tradition og historie. De efterfølgende artikler, tager så de de annoncerede emner op i lidt forskellige kombinationer. Der tales ganske vist også om ”didaktisk rettethed”, men det er mest nogle løse bestemmelser, som går på, at man ikke skal overdrive det der med ”prædikestolen”, som en lærers kateder kaldes.

I Klinges og ikke mindst i erhvervspsykologen Clarissa Corneliussens bidrag kan man læse, at pædagogikken skal have ”nærhed”. Ja, det lyder jo godt. Men hvad er nærhed for Klinge og Corneliussen? Jo, det er den såkaldte mindfulness. Men mindfulness er jo en form for meditation. Det er tilbagetrækning. Det er derfor det modsatte af socialt og pædagogisk nærhed. Det er fravær. Upps! Denne modsætning står helt ureflekteret.

Det peger igen på det generelle problem: Den positive psykologi kan ikke reflektere adækvat over nærhed. Det er en logisk umulighed, fordi dens dualismer har skabt en afstand som udgangspunkt.

På samme måde med den såkaldte “mentalisering”, som behandles af både Klinge og især af Maja Nørgaard Jacobsen, der – ligesom Klinge i øvrigt – også har udgivet på læringsforlaget Dafolo. Jacobsen siger, at hun ikke vil se på adfærd, men kun på de såkaldte ”mentale modeller”, som er årsag til adfærden. Men dermed har man jo splittet psykologien op i adfærd og mental kausalitet. Det kan man ikke lave en ordentlig pædagogisk psykologi ud af, hvilket skyldes, at pædagogik jo knytter sig til handling, vaner, socialitet og sjæleliv, hvilket er det modsatte af adfærd og kausal mentalisering. Igen: Vi ender med det stik modsatte af ”nærhed”, nemlig kognitiv og bedrevidende distance. Og vi ender med det modsatte af “handling”, som jo er formålsparagraffens ord, nemlig med adfærd. Og børns kundskabsliv reduceres til ”mentale modeller”. Det hele går jo i opløsning.

Formodentlig mener artiklens forfatter selv, at hun er undtaget fra mentaliserings-logikken? og at hendes egen artikel skam derfor ikke er ”adfærd”, der skal “forklares”?. Eller er hendes artikel også et udtryk for ”adfærd”, som skal ”mentaliseres”? Men så kan man jo ikke tage den seriøst?

Så det blødt og reformpædagogisk klingende ”relationskompetence”, er altså i virkeligheden lig med fravær, adfærd og undertrykkende mentale modeller. Og man skal vel at mærke være opmærksom på, at ideerne præsenteres som almenpædagogiske teorier og ikke blot en specialpædagogisk metode, der kan anvendes i skarpt afgrænsede situationer.

Endelig er der den positive psykologi. Den kommer især til udtryk i Klinges, men også i Anne Linders artikel ”Relationsbaseret teamsamarbejde”, hvor der er fyldt med de velkendte dualismer. Linders har skrevet en hel bog om emnet, som også udkom på Dafolo forrige år. Dafolo er hipster i de kredse.

Det er værd at hæfte sig ved, at videnskab.dk’s dækning af optimisme-rapporten både indeholder et interview med Knoop og Louise Klinge. På den måde kommer Kvan og DCUM-rapporten til at spille sammen, både begrebsmæssigt, formidlingsmæssigt og tidsmæssigt.

Til sidst vil jeg sige, at Kvan slutter af med to artikler fra seminariesektoren, der kritiserer relationskompetence-begrebet. Her fremfører Lene Wagner og Noomi Matthiesen et alternativ med udgangspunkt i teologien og filosofien, dvs. især Biesta, Løgstrup og Arendt. Desværre går disse udmærkede synspunkter næsten ikke i clinch med temanummerets baggrundsteorier, hvorfor artiklerne kommer til at stå lidt som venlig-kritisk glasur på dårlig bagværk.

 

Referencer:

Link til DCUM’s rapport om elevoptimisme: https://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-analyse-folkeskolen-boer-arbejde-med-elevernes-optimisme

Videnskab.dk om rapporten: https://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-analyse-folkeskolen-boer-arbejde-med-elevernes-optimisme

Svend Brinkmanns tråd om rapporten: https://www.facebook.com/svendbrinkmann/posts/10155427594056205?__xts__[0]=68.ARBQCbPj48nlZsJ8LwjCGY2Ckt8LbVqCdBm1tHBB9xhBBt2STagFcdgrsFYMxWqKRcW9gGz-UuTuJkpzSgLGr8xQEYyUeZwHdvxGYxEU0BaH4f_-MaUE8Xqy8AJveBTvXUeK4e5KrvXBoCNUUW1-8log_ZSPFGZhZMOPa3W7baG4xUcM_bXNcQI&__tn__=-R

Kvan, nr. 111: Relationskompetence, http://www.kvan.dk/product_info.php?cPath=3&products_id=116

Rømer, T.A. (2017). Ballade i pædagogikkens forsamlingshus, Forlaget Fjordager: http://www.fjordager.com/ballade-i-paedagogikkens-forsamlingshus

Aarhus Kommune går læringsamok

I Aarhus Kommune skal man spare penge. Det er især børneområdet, der skal stå for. Det skal ske ved at centralisere skoledistrikterne. Det lyder uskyldigt, men det er det ikke, hvilket jeg vil vise lige om lidt.

Sagen er, at man under ”besparelse” som symbolsk og overfladisk markør vil gennemtvinge skolereformens værste og mest tekniske elementer. Man vil nedlægge alle byens skoler og gendanne dem som tekniske og anonyme ”undervisningssteder” under en både central og decentral orkestreret data-styring, dvs. det modsatte af “en skole” som sådan. Besparelserne er altså blot en symbolsk anledning til at implementere KL’s læringssyn så effektivt og nidkært som muligt.

Disse konklusioner bekræftes af to centrale tekster, som jeg har fundet. Det drejer sig dels om 32 sider langt bilag til til det aktuelle sparekatalog, og dels om en 19 siders lang pjece fra september 2017.

 

1. Bilag til sparekatalog

Af bilaget fremgår det direkte, at besparelserne skal bidrage til at gøre eleverne “så dygtige som de kan”, hvilket jo er skolereformens centrale kode for opgøret med pædagogisk indhold og formål. Alle konsekvenserne af besparelserne beskrives kun i positive termer. Bilaget har uden tvivl været under udarbejdelse i lang tid, for det er yderst grundigt arbejde. Besparelserne er altså en anledning til at gennemtrumfe kommunens inderste ønsker.

I bilags-teksten er der fyldt med læringsoptimering, data-evidens, organisations-einheit og kommunal entals-vision, og der er direkte referencer til både Ontarios læringsmålsstyrings-pædagogik og til Aalborg kommune, som er et andet af landets revolutionære læringscentre. Det er læringstotalitarisme af værste skuffe.

Og det hele pakkes ind i nysprog: F.eks. kan man læse slogans som ”Vi sætter retningen sammen”, og hele sparekataloget kaldes for ”Fælles om nye løsninger”. Vi er virkelig i ”danish for progress”-kategorien, bortset fra at vi her taler om benhård læringsrealitet. På den centrale s. 3 i bilaget står der ”fælles” 20 gange, og det er udelukkende sammen med udtryk som ”kerneopgave, datainformation, organisation, sammenhængskraft, målbare mål” mm..

Som sagt vil man nedlægge alle byens skoler. Som der står: ”Fordi vi sammensætter skoledistrikterne på en ny måde, er der i folkeskolelovens forstand tale om skolelukninger” (s. 9). I stedet for de nedlagte skoler taler man i bilaget om ”undervisningssteder”, som er underlagt en form for skoledistriktsenheder med egen bestyrelser mm.. Det største distrikt bliver på 2489 elever. Fra rådhuset kan den datainformerede centralorganisation sidde og flytte rundt på elever og lærere, så læringen optimeres effektivt, og så alle bliver ”Så dygtige som de kan”.

Man taler desuden helt åbent om at have færre klasser med flere elever i hver:

”I hvert skoledistrikt fordeles alle elever pr. årgang på det mindst mulige antal klasser med den højst mulige klassekvotient” (s.14).

Og de store enheder vil skam styrke ”undervisningskompetencen”, som det teknisk og ulideligt falsk hedder.

Der er også omtalt 30 interviews, som hele tiden på en eller anden måde bekræfter forvaltningens ideologi. Der står ikke noget om den metodiske kontekst for undersøgelsen, eller hvem man har talt med. Det hele er meget mystisk.

Og der er ingen – som i absolut INGEN – sans for den pligt til at tage udgangspunkt i skolens formål, som kommunen er underlagt ifølge skolelovens §2.

 

2. LOKE – Stærkere læringsfællesskaber

Disse konklusioner bekræftes af bilagets centrale reference, nemlig et storstilet aarhusiansk projekt, som hedder ”Stærkere Læringsfællesskaber”. Jeg har snuset lidt i en i en pjece på 20 sider om projektet fra september 2017.

Den netop afgåede direktør for børne- og ungeforvaltningen, Jan Præstholm, kalder i indledningen projektet for LOKE, opkaldt efter navnet på et ”ledelsesudviklingsprogram”. Læringsfællesskab=ledelsesprogram! Øjnene er helt blanke. Der refereres i øvrigt hyppigt til regeringens ledelseskommission i papirerne, hvilket ikke er en dyd. Derimod er der ingen pædagogiske referencer.

Præstholm og hans forvaltning vil, hedder det, inddrage alle medarbejdere i ”brugen af data, teamsamarbejde og feedback”. Han siger, at man på den måde kommer ”endnu tættere på praksis”. Det hele er en del af en ”fælles læringsvision om at skabe progression”. Ordet ”fælles” står som sagt også overalt i bilaget, som jeg omtalte under punkt 1. Det er kodeord for et totalitært organisatorisk intet. I bilaget taler man ligefrem om ”én fælles organisation” (s.3.). Ufff!!

Længere inde i Børn- og Ungenyt-pjecen kan man læse, at ”visionen” er lig såkaldte ”effektmål”, som knyttes til en ”mental model”, til ”adfærdsmønstre og strategier” og til et ”fælles mindset”. Præstholms forvaltning mener, at man dermed ”udfordrer vaner og mønstre, når der skal tænkes nyt”. Ufff igen!!! Det er ikke engang værd at argumentere imod. Det er bare Ufff!!!

Et af kapitlerne i pjecen hedder ”Data er det nye sort”. Her udtaler Præstholms skoleforvaltningschef, Søren Aakjær, følgende:

”Fokus på datainformeret ledelse har givet god energi og skabt en fælles tilgang på tværs af alle tilbud. Det giver en ny platform for udveksling af viden og udviklingen af det tværfaglige arbejde i eksempelvis lokaldistriktet. Dermed er det med til at skubbe på den fælles refleksion og systematik, som skal skabe dynamikken og stærkere fællesskaber”.

Man har også fået en lektor fra UC-VIA, Niels Bjerre Tange, til at udtale sig. Han siger følgende, helt i samme ånd:

”Indsnævret til læring, så viser god data noget konkret om læringsudbyttet for eleverne. Meget af den data, vi i dag indsamler i skolen, er karakteriseret ved at være standpunktsdata – et øjebliksbillede. Den giver ikke viden om elevens læringsprogression og læringsudbytte. Hvis vi skal bedrive datainformeret ledelse, er det afgørende, at den tilgængelige data også giver et progressionsbillede”.

Disse ord og denne ånd, som direkte understøtter en centraliseret datalæringsoptik, spadserer direkte ind i det 32 siders lange bilag, som er udgivet af kommunen i forbindelse med sparekataloget, og som jeg omtalte under punkt 1.

Man kan også i pjecen læse om kommunens digitale tjenester. Der er følgende:

  • Google Suite for Education
  • Læringsportalen MinUddannelse
  • Digital dialoghjul
  • Digital sprogvurdering
  • Intranet
  • Aula

Googles platform er vigtig. Platformen er…

“…den obligatoriske produktionsplatform for alle elever og pædagogiske medarbejdere, som understøtter den enkelte elevs læringsudbytte”.

Og under MinUddannelse står der følgende:

“Læringsplatformen MinUddannelse understøtter de pædagogiske medarbejderes planlægning, gennemførsel og evaluering af elevernes læring, mens læringen bliver synlig for eleverne”.

Altså ren “Synlig læring”-ideologi og datareguleret læringsmålsstyring. Googlificeringen leder tankerne hen på KL’s teknologiudspil, som er forfattet af landets største jubeldataoptimister – det såkaldte Dare Disrupt -, som har været på kursus i Californiens futuristiske techno-miljøer. Weekendavisen beskrev for et par uger siden det problematiske samspil mellem København Kommune og de amerikanske tech-giganter.

Folkeskolens formål og den pædagogiske tradition, der ligger til grund, nævnes heller ikke i pjece-teksten. Loven er tavs i Aarhus.

Aarhus Kommune er ikke i gang med at spare. Den er i gang med at implementere KL’s version af skolereformen, hvilket jo er det samme som skolereformen de facto. Kommunen vil centralisere, optimere og data-regulere den frisatte “læring”, som ingen sans har for pædagogik, formål, indhold og børn og voksne af kød og blod.

Aarhusianerne er heldigvis utilfredse. De har blandt andet organiseret sig i facebook-gruppen ”Bevar skolerne i Aarhus”. Men alle pædagogiske og demokratiske aktører i landet burde blande sig, for problemet er jo ikke kun aarhusiansk.

Rådmanden for området er SF’eren Thomas Medom. Han slog sig ellers op på en frisk kritik af læringsplatformene i vinters. Dengang var han ny rådmand. Men nu er han totalt tøjlet af embedsapparatet, som bruger anledningen til at gennemtvinge KL’s centralistiske læringssyn ned i min egen stakkels kommune og i dens børn. SF mangler rygrad, både i Aarhus og på landsplan.

Der bliver pres på friskolerne.

 

3. Samspillet mellem forvaltning og fagforening

Der er en interessant personting, som er værd at nævne:

Hvem er det, som står for den aktuelle århusianske implementering af skolereformens værste sider under den symbolske markør ”besparelse”?

Jo, det gør kommunens skoledirektør jo. Hvem er han? Jo, det er Søren Aakjær, som afløste den føromtalte Jan Præstholm tilbage i juni 2018. Ok, og hvem er så Søren Aakjær? Ja, han er tidligere formand for Aarhus Lærerforening (ÅLF). Under storkonflikten i 2013 stod han faktisk som fagforeningsformand for en særlig aarhusiansk model, som af mange DLF-kredse med rette blev opfattet som usolidarisk, fordi den indebar en form for arbejdstidsaftale med Aarhus Kommune, midt i konflikten med Antorinis og Corydons tvangs-normalisering vel at mærke.

Jeg kan huske, hvordan jeg stod nede på Rådhuspladsen i Aarhus sammen med byens lærere dengang i 2013. Her skræppede Aakjær op om sine usolidariske ideer, som desværre blev købt af lærerne, så vidt jeg kunne bedømme det. Det var ligefrem meningen, at vi skulle stå og tiljuble ham, mens dansk skole sejlede i ruiner og alle landets lærere protesterede og led! Så vidt jeg husker, var de centrale dele af DLF som sagt ikke begejstrede.

Aakjær knæsatte med andre ord en tidlig version af den ”Ny Start”, som DLF i dag arbejder sammen med KL om. I dag er DLF selv – paradoksalt nok – blevet en slags Aakjær.

Få måneder efter konflikten i 2013 flyttede Aakjær kontor til rådhuset. Han var blevet forvaltningschef for skoleområdet. Dermed var den aarhusianske modstand lammet. Aakjær kunne nu styre den overenskomst-konstruktion, han selv havde konstrueret, med KL’s skolesyn som kognitiv knoglemarv.

Og der var ingen skepsis i ÅLF. Aakjærs afløser i ÅLF var og er Jesper Skorstensgaard, som i forbindelse med Aakjærs jobskifte kunne erklære, at han skam var “helt tryg” ved det videre arbejde. Senere talte Skorstensgaard også varmt om ”LOKE-Stærkere Fællesskaber”. Ja, Skorstensgaard var faktisk med til at udforme projektet, som han mente ville forbedre ”arbejdsglæden” og ”fagligheden”. Han udtalte ligefrem, at projektet ”stræber efter det excellente”. Skorstensgaard har ganske vist også kritiseret den aktuelle besparelse, men det bør ingen lærere i byen lægge vægt på, eftersom han promoverer hele ideologien.

ÅLF er i dyb krise efter min mening. Fagforeningsformanden hylder den ideologi, som skolenedlæggelserne er skabt af.

Og nu er Aakjær altså blevet konstitueret skoledirektør i den kommune, som KL’s formand, Jacob Bundsgaard, er borgmester i. I den egenskab står Aakjær nu – sammen med SF-rådmanden Thomas Medom – for den helt store centralistiske læringsdataficering af de aarhusianske skoler. KL har vundet en mega-sejr i Aarhus, alt imens undervisningsministeren skriver fremragende almenpædagoagiske pyntekronikker i Kristeligt Dagblad.

Aakjærs symbiose med KL er efter min opfattelse et symbol på den såkaldte ”Ny Start”, som går ud på, at DLF anerkender KL’s skolesyn, som DLF efterfølgende endda gøres til vagthund over via en form for kvalitets- og arbejdstidsaftale.

Det er et symbol på DLF’s dybe forbundethed med skolereformens indre filosofi, om et paradoksalt åndsfællesskab med KL og om tilslutningen til KL’s teknificerede opløsning af skolebegrebets folkelige, videnskabelige og pædagogiske grund.

Merete Riisager har på facebook erklæret, at hun holder med protest-gruppen. Ingen andre skolepolitiske ordførere har mig bekendt udtalt sig om sagen.

 

Links:

Det bilag til det aktuelle sparekatalog, som forbinder besparelserne direkte med ”Stærkere Fællesskaber”: https://aarhus.dk/…/mbu-bilag-til-sparekataloget-forslag-ti…

Aarhus Kommune: Stærkere fællesskaber, september 2017: https://aarhus.dk/…/boernogungenytnr182017-staerkere_faelle…

Hjemmeside for hele besparelsesprocessen: https://aarhus.dk/…/kommun…/besparelser-i-offentlig-hoering/

Om Aakjærs skifte fra fagforening til kommune i 2013: https://www.folkeskolen.dk/534009/aarhus-laerernes-formand-bliver-ny-forvaltningschef-i-kommunen-

Om Aakjærs skifte fra forvaltningschef til direktør: https://stiften.dk/aarhus/Aarhus-Kommune-skifter-endnu-en-direktoer/artikel/518373

Skorstensgaards og Aakjærs fælles rolle i ”Stærkere fællesskaber”: http://www.aalf.dk/nyheder/2017/april/staerkere-faellesskaber, se også: https://www.stressfrihverdag.dk/samarbejde-og-social-kapital/professionel-kapital/staerkere-faellesskaber

Skorstensgaards kritik af sparekataloget i JP, d. 25. august.

Merete Riisagers kommentar på FB

Indtryk fra Kulturmødet 2018

Vi har været på kulturmøde på Mors. Her er nogle af mine indtryk fra dagene.

1.

Jeg starter med lavpunktet. Det var debatten ”Nye partnerskaber om leg, kreativitet og læring”, som fandt sted fredag eftermiddag. Det var Aalborg Skoleforvaltning, der havde arrangeret, hvilket normalt borger for ren overflade. Alle fordomme blev bekræftet.

Her er, hvad jeg bed mærke i:

 

a.

Kristina Østergaard Kristoffersen er læringschef Aalborg Kommunes Skoleforvaltning. Kristoffersen er vild med skolereformen, og nu vil hun have noget kreativitet og noget læring osv..

Skolens egenart og indre kreative processer var solgt til stratosfæren. Kristoffersen refererede undervejs til Lene Tanggaards kreativitetstænkning. Men Tanggaards ideer bygger jo på et decideret opgør med de teorier, som skolereformen er skabt af? Det er en kæmpe-modsætning. Jeg forsøgte at sige det, men Kristoffersen forstod ingenting.

I realiteten køres der lærings-nysprog til den store guldmedalje i Aalborg. Og læringschefen vil sende sine skoleledere på Handelshøjskolen i Oslo, som er det mest anti-kreative sted i verden. Det er AP-Møller læringsmålsstyringspenge, der betaler.

Hele begrebsligheden sejler. Der er ingen grundighed, materie, skoletænkning eller opfindsomhed. Det er der ikke noget ”lærings”-chef over.

 

b.

Elsebeth Gerner Nielsen, som er rektor for Designskolen Kolding, deltog også, desværre med en række dybt skuffende markeringer. Hun talte om leg og kreativitet, som noget der bare skal smøres ud over skolen, og vel at mærke en Gerner Nielsen-skole, som er helt uden indre substans.

Nielsen gjorde grin med fag og med kundskaber. Det kunne hun kun bruge, når hun skulle være borddame, som hun udtrykte det. Der var kun en helt overfladisk interesse for fag, materialer, tingslighed. I stedet skulle vi bare have kreativitet og hele mennesker osv. over det hele. Hendes skole skulle også uddanne lege-proceskonsulenter. Der var der ikke meget kunsthåndværk eller kreativitet over efter min mening. Jeg håber ikke, at hun afspejler kunsthåndværkerskolens ånd? I hvert fald skal hendes filosofi holdes i stramme tøjler, hvis den kommer i nærheden af pædagogikken.

 

c.

Dertil kom to personer uden for uddannelsessystemet: Lasse Andersson, kreativ direktør Utzon Center, og Anna Marie Krarup, projektkonsulent Kultur Nordea Fonden.

Andersson var sådan set ok ift. til det arkitekturpædagogiske, men heller ikke han viste nogen forståelse for den pædagogiske tradition, som han jo skulle virke sammen med. Han fortalte, at han engang havde gået på en friskole, hvor de sang morgensang og havde kreative fag. Men det kunne han ikke bruge til noget. Han kunne også berette, at lærerne nogle gange blot sad og sms’ede, når børnene var på besøg på Anderssons museum. Dele af kulturlivets syn på pædagogik er under al kritik efter min mening. På den måde peges måske på et generelt problem med kulturmødet. Det stikker af i sit eget netværk, mens pædagogik og samfund reduceres til nogle halve objekter.

Kulturmødets motto er ellers “brobygning”, men det var der ikke noget af.

Anna Marie Krarup havde også gået på en friskole, som hun dog i modsætning til Andersson var begejstret for. Til gengæld sagde hun ikke noget, jeg kan huske.

Så var der Bo Stjerne Thomsen, som er forskningschef LEGO Fonden. Han ville måle kreativitet ud fra OECD-s kompetencemål og så videre i globaliseret g-mol. Her var der absolut ingen tingslighed, tradition, sanselighed, materie, dybde, berøring, musik etc. Der var kort sagt ingen kreativitet. Hvis LEGO skal knyttes til skoleprojekter, skal firmaet ligesom kunsthåndværkerskolen holdes i stramme tøjler, det er helt klart.

Man skulle egentlig have troet, at Gerner Nielsen havde kritiseret både LEGO-manden og læringschefen, eftersom hun jo skulle stå for både kunst og håndværk og ånd. Men det gjorde hun ikke. Hun så tydeligvis muligheder, selvom hun burde have set begrænsninger. Hun har ikke sans for det pædagogiske, og derfor får hun på sin vis også svært ved det kreative, eftersom pædagogik handler om at gen-skabe, også kaldet det “historisk poetiske” i friskoletraditionen.

Endelig var der Carsten Nymann, som er chef DR Viden & Skole. Han virkede også helt på læringsfløjen. Når han nu er chef for DR-”VIDEN & skole”, burde han måske have kritiseret Gerner Nielsen, som jo ikke kunne lide ”viden” og ”skole”? Men det gjorde han ikke.

På den måde brugte kreationisterne den urene pædagogik til at smøre marmelade henover denne reneste og hårdeste læringsrealitet. Det var anti-kreativitet efter min mening.

 

d.

Bagefter gik vi ned til hovedscenen. Her kunne man høre Christian Haves fine interview med Simon Kvamm, som virkelig havde sans for både musisk dybde og tradition. Kvamm er sin generations store rock-filosof efter min mening, og så er han desuden komiker, sanger og komponist. Tak for ham. Har I hørt Nephews version af ”Den blå anemone” og ”Sig månen langsomt hæver”? Eller deres nye ”Amsterdam”? Her er fuldt dybde og udsyn.

Aftenen i forvejen havde Kvamms nye sangerinde i Nephew, Marie Højlund, som i høj grad har præget Nephew med sine æstetiske visioner, underholdt som DJ sammen med Simon Kvamms bror. Spændende lyde, men desværre for højt for mine øre.

Og så en lille krølle, som jeg godt kan lide: Kvamm nævnte Svend Brinkmanns arbejde positivt, hvilket jo er let at forstå. Og læringschefen fra Aalborg nævnte som sagt Brinkmanns åndsfælle, Lene Tanggaard, i forbindelse med kreativitetsdiskussionen, hvilket så til gengæld er helt umuligt at forstå, eftersom Tanggaard som sagt står for det stik modsatte af læringschefen. Og ringen blev sluttet, for sørme om ikke Gerner Nielsen i sit indlæg refererede til Simon Kvam! Kvam havde fortalt hende noget om kulturel vertikalitet, som hun godt kunne lide. Desværre var det en ren “synsning”, for resten af Gerner Nielsen var totalt horisontal. Der er en splittelse i Kolding. Kan nogle af eleverne ikke italesætte den, for rektoren kan ikke.

 

2.

Jeg hørte også to universitetspolitiske debatter, som var arrangeret af Aalborg Universitet. De handlede lidt om det samme. Den ene debat hed ”Censur og selvcensur”. Lektor Johannes Andersen, som er lidt en kendis, var moderator. Sociologen Anders Petersen og arbejdsmarkedsforskeren Henning Jørgensen var i panel.

Johannes Andersen var en stor skuffelse. Han kunne slet ikke forstå, at universitetet ikke bare makkede ret efter politikernes forskningsønsker. Han skulle tage at kigge lidt på pædagogikken. Tænk på uddannelsesforskningens tilstand og kvaliteten af politikernes spørgsmål! Andersen blev også helt væk i noget om “elfensbenstårne” og den slags mellemfornøjede socialdemokratisme, som intet seriøst universitet kan leve af eller for.

I kan så sige, at Andersen jo blot stillede spørgsmålene. Jo tak, men han spurgte ikke om andet. De to paneldeltagere forsøgte at vende skuden, men Andersen viste ingen seriøs interesse for deres synspunkter. Han var simpelthen for instrumentaliseret. Han havde for meget ”ja-hat” på, som Henning Jørgensen korrekt udtrykte det.

Tilbage i 1980’erne var Andersen redaktør for det samfundskritiske tidsskrift ”GRUS”. Dengang skulle videnskaben sætte grus i maskineriet og fut i fejemøget. Men det er sørme slut med det. Nu har vi blot den totale tilpasning. Sørgelig udvikling.

På grund Andersens tendentiøse og ukvalificerede moderation satte debatten aldrig fra land. Ærgerligt nok, for paneldeltagerne havde meget på hjerte om universiteternes kritiske rolle.

Jeg kunne dog ikke undgå at bemærke, at Henning Jørgensens dekan på et tidspunkt dukkede op blandt publikum. Det afstedkom desværre en form for underdanighed fra Jørgensens side. Det var sjovt med den første kommentar om “mus-samtaler”, men ved den tredje bemærkning om dekanens tilstedeværelse, virkede det lidt som om, at det var Jørgensen, der endte med ja-hatten. Jeg synes også, at hans kritiske følelser fik sig en dæmper.

 

3.

En debat med næsten samme emne ”Hvad vil vi med universiteterne?” løb af stablen lidt senere på dagen. Her deltog Rasmus Willig, Lene Tanggaard og rektor ved AAU, Per Michael Johansen.

Willig var forbavsende – og efter min mening – lidt for venlig, og Johansen fik lov at køre nærmest uhindret i rektor-sporet, hvilket ikke just er et gadenavn i åndernes by. Tanggaard var skarpest med inddragelse af en række nyere universitetspolitiske initiativer, men det var som om, at Clement overhørte det.

Desværre var der også her nogle – på sin vis lidt sjove og uskyldige – men alligevel usaglige bemærkninger, som relaterede til, at chefen stod ved siden af. Jeg ved godt, det er svært, men man bør holde tungen lige i munden, og Clement Kjærsgaard, som var ordstyrer, burde have påtalt det og dermed hjulpet alle parter.

Tavshedskulturen, som Willig talte om, og ”selvcensuren”, som det hed i den foregående debat, har i øvrigt en side, som jeg synes ofte glemmes. Den handler om, at dele af universitetssystemet fratager folk deres evne til at tænke selv og frit. På den måde bliver der slet ikke noget at ”selvcensurere”, fordi der slet ingen lyst er til at tale. Det er det, som politologen Steven Lukes i sin tid kaldte for tre-dimensional magt. Det er mega-træls, fordi universitetets fineste dyd er at drage omsorg for samfundets frie spørgsmål. Det er denne dyd, som hele uddannelsessystemet bør overtage på deres egen præmisser. Sig lige det til Johannes Andersen.

 

4.

Torsdag formiddag var der en fremragende debat om romaer. Debatten indledtes med vidunderlig zigøjnermusik, og efterfølgende kunne roma-eksperten, Malene Fenger-Grøndahl, fortælle om sit arbejde med Roma-kulturens historie og dens interaktion med de europæiske værtskulturer. Der var også en række andre spændende folk i panelet, heriblandt fotografen Joakim Eskildsen samt Dorte Bennike, som lavede DR’s roma-festival i år.

Den svenske roma-sanger, Hans Caldaras, både sang og fortalte om at vokse op som roma i 1950’erne Sverige.

Ordstyreren, Leif Lønsmann, som er chef for DR’s koncerthus, gjorde det glimrende. Der er sørme mere ånd i DR’s ledelse end på AAU’s ditto.

Der blev svaret fint på publikums spørgsmål, bortset fra et spørgsmål fra en sjællandsk pædagog. Hun mente, at det til dels var forståeligt, at værtskulturerne i nogle sammenhænge havde svært ved at leve med en række af romaernes skikke, heriblandt nogle specifikke og praktiske konsekvenser af familiestrukturerne. Det svarede panelet ikke ret godt på.

Samtidig med, at man skal give romaerne alle muligheder for at berige Europas kultur og sociale liv, så skal man ikke være blind for de problemer, der er. Det er i hvert fald min mening. Man kan dog ikke sammenligne roma-kulturen med det meget mere politiserede og globale Islam, som har udviklet sig siden revolutionen i Iran i 1979. Romaerne er en form for europæisk skygge, som man skal hjælpe frem til den kulturelle rigdom, som allerede er til stede.

 

5.

Et arrangement, som jeg ellers havde glædet mig til, blev desværre aflyst. KL’s Arne Eggert og Brian Degn Mårtensson skulle havde diskuteret ”konkurrencestaten” i noget, der hed ”Tillidsteltet”, som blev ledet af en form for hyperversion af Uffe Elbæk. Desværre blev Eggert forhindret. Måske er det der med “konkurrencestat” også lidt upassende på et kulturmøde?

 

6.

Resten af tiden gik f.eks. med Burning Red Ivanhoe, som havde besøg af Rasmus Dissing, som sang farens gamle sange. Der var også visesang i de små huse, flamingo-dans og Holger Drachmanm-aften og meget andet.

Chefredaktøren for Politiken, Kristian Jensen, fortalte om sit forhold til litteratur, især til Lykke Per i Politikens telt. Politiken var i øvrigt den eneste avis, der var repræsenteret på mødet. Hvor var JP? Og Konkurrencestatstidende?

Maden var god, og øllen var fra Thy. Den lokale campingplads fungerede fint. Priserne var rimelige, og alt det praktiske fungerede perfekt. Vi ses næste år, hvis ikke Tønder skulle gå hen og komme i vejen.

 

Links:

Kulturmødets hjemmeside

Kulturmødets program

Mere om læringsideologien i Aalborg Kommune

Nephew-sange:

Facebook-drys 51: juni-juli 2018

Her er 38 facebook-opdateringer fra juni-juli 2018. Man kan enten læse opdateringerne direkte i blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Prognose efter afstemning om OK18
  2. De Konservatives data-land
  3. Facebook-drys i april
  4. Lars Qvortrup kritiserer Uren Pædagogik
  5. Niels Rosendal Jensen anmelder Uren Pædagogik 3 i Dansk Pædagogisk Tidsskrift
  6. Pædagogikkens to verdener på læreruddannelsen
  7. Debat mellem Lars Qvortrup og Stefan Herman om trivsel
  8. Lene Tanggaard om pædagogisk takt
  9. FM 18: DPO-Aarhus Universitet i Allinge
  10. Nedlæggelse af professorat i pædagogik ved DPO-AU
  11. FM18: Sundhedschips
  12. FM18: Per B. Christensen og KL
  13. FM18: Tidehvervsforsoning i højskolernes telt
  14. KL-pædagogik i Weekendavisen
  15. Stefan Hermann og systemteoretikerne i 2003
  16. Pissedårlig undervisning
  17. Pissedårlig undervisning 2: Ansvar og fremtid
  18. Den nye kommissionsformands “pissedårlige undervisning”
  19. Rapport om fælles mål
  20. Merete Riisager i Politiken
  21. Konkurrencestatstidende i aktion
  22. Nye stillingsopslag i Konkurrencestatstidende
  23. Hvad er en kritiker?
  24. Tre læringsrevolutioner
  25. Kritik af John Hattie i Educational Philosophy and Theory
  26. Ny OK18-kommission, optakt
  27. Ny OK-18 kommission, samlet analyse
  28. Nyt Rådet for Børns Læring
  29. To modsigelser
  30. Ny dekan for læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole
  31. Åben magtkamp 1
  32. Herligt nederlag
  33. Venstres svigt i uddannelsespolitikken
  34. Åben magtkamp 2
  35. Revolutionens konsensus
  36. Niels Jakob Pasgaard rapporterer fra Skanderborg Kommune
  37. Politiske noter fra Karrebæksminde
  38. Fire læringsdialoger

 

 

1. d. 4. juni: Prognose efter afstemning om OK18

Efter fagbevægelsens generelle fiasko og dagens gigantnederlag for lærerne er det værd at reflektere over konsekvenserne for andre områder:

Jeg ser f.eks. frem til, at Moderniseringsstyrelsen og Dansk Magisterforening i 2022 nedsætter en kommission, der en gang for alle vil definere, hvad ”kvalitet” er på de videregående uddannelser. Ud fra denne definition kan kommissionen så regne hele regnearket ud. Dette kvalitets-regneark vil være urokkeligt politiseret af snævre interesser i al fremtid.

Formanden for kommissionen kan de tage fra Disruptionsrådet eller fra et eller andet konsulentbureau, f.eks. Damvad Analytics, som promoverer “learning analytics” på den store klinge? Et af mottoerne er “Consultants in love with data”. Helt ligesom KL og Moderniseringsstyrelsen. Direktøren kommer direkte fra Akkrediteringsrådet, og hvem kan være imod evaluering?

Og nu er der jo lagt en strategisk præcedens af de total-svigtede lærere, der skal gøre, som KL og DLF siger.

2022-Kommissionen kan evt. tage udgangspunkt i det nye finske lærings-kvalitetssystem, som forskningsministeriet har købt? Det er lige noget for moderniseringsstyrelse/KL/Damvad.

Kvalitet afgøres åbenbart af fagforeninger og antipædagoger i højspændte kommissioner? Det er som at være i en slags ghetto sammen med læringsoptimerede 1-årige, der ikke må sove til middag.

Lad os kalde det hele for ”kommissions-normalisering”. En slags materialiseret udvidelse, en ghettoficering, af Ny Nordisk Skole.

Hvorfor kan man ikke bare lave centrale normer i stedet for alt det bøvl, og så lade landets pædagoger bestemme og diskutere tingene inden for en eller anden økonomisk ramme, som ingen kan hugge eller stikke i.

”Kvalitet”? – tag til herrens mark!

 

2. d. 5. juni: De Konservatives data-land

Jeg kan forstå, at regeringen, med Søren Pape i spidsen, er uenig i en EU-dom, der forbyder statslig registrering af alle landets telefon-opkald.

Men kan nogen forklare mig, hvorfor regeringen ikke vil følge dommen? Selv 1½ år efter? Pape siger, at han mister et efterforskningsredskab, men det er da ikke en begrundelse. Så må man bare finde nogle andre redskaber. Der er andre værdier i verden end ”efterforskningsredskaber”, og det er jo det, som EU-dommen markerer.

Og hvad hvis alle borgere havde elektronisk fodlænke? Det skulle nok minimere kriminaliteten. Det må vi da gøre, ikke sandt Pape? Og hvis EU-domstolen siger nej, så er de da helt gal på den.

Den form for argumentation betyder jo ganske enkelt, at regeringen er kriminel?

Tjek evt. gårsdagens Politiken og aftenens Deadline for detaljer. I deadline belærer Rosa Lund fra Enhedslisten en retsordfører fra Venstre, som endda er jurist om, at man skal overholde loven, hvilket åbenbart er et meget kontroversielt synspunkt i landets regering.

De Konservative er virkelig ikke rettens parti for tiden. Ud over den aktuelle lognings-sag vil man også overvåge og pointgive store grupper af borgere i den sociale forebyggelses tegn. Partiet vil også tvinge 1-årige til DF-læring, og Pape taler sammen med KL for en nærmest uhæmmet sammenkædning af registeroplysninger. Og Brian Mikkelsen er jo en central spiller i disruptionsrådet, som er dybt knyttet til Singularity-ideologien, der heller ikke just er et retsfilosofisk sted. Mikkelsen kalder sig selv for “digitaliseringsminister”.

Det er konservatismens version af konkurrencestaten, som vi ser her. Det vil sige, at konservatismen promoverer en dannelsestømt stats værdi- og adfærdskontrol af alle borgere med henvisning til enten nullificering af kriminalitet (Pape) eller minimering af læringsulighed (Mercado). Og det hele formidles af en overordnet digitaliseringsideologi (Brian Nielsen).

https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-9/deadline-2018-06-04

 

3. d. 5. juni: Facebook-drys i april

Stort og småt i april:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-49-april-2018.html

 

4. d. 7. juni: Lars Qvortrup kritiserer Uren Pædagogik

Lars Qvortrup har pr. 23. april 2018 skrevet et indlæg i Politikens Skoleliv. Her kritiserer han Uren Pædagogik for at være ”kulturkamp”, der er ”forklædt” som videnskab.

Qvortrups beskrivelse af Uren Pædagogik lader jeg ligge. Den er simpelthen for barok. Det er noget med, at vi er imod ”brøker” og ”hemmeligheder”. Vi er også imod ”fag” og ”formål”, og alt muligt andet, som vi jo netop forsvarer. Jeg bliver nødt til bare at lade det ligge.

 

A.
Qvortrup siger, at han går ind for en blanding af dannelse/nyhumanisme og oplysning/kundskaber.
Nu er der bare det problem, at Qvortrups teori bygger på et opgør med netop dannelses- og oplysningstænkningen, som i den systemteoretiske tilgang kaldes ”gammeleuropæisk”.

Ja, vores hjemlige systemteori er faktisk udviklet af et direkte opgør med en række af oplysningsfilosofiens og dannelsesteoriens centrale teser.

De nationale/fænomenologiske traditioner kalder Qvortrup for ”fundamentalistisk fænomenologi”. Og kundskabsbegrebet sejler virkelig hos Qvortrup, hvilket skyldes den bagvedliggende konstruktivisme. Alt det kan man læse om mange steder.

Det er da de urene pædagoger, der om nogen har stået for at beskytte dannelsen, kundskaberne og oplysningen siden 2011. Det hersker der vist bred enighed om i fagkredse.

Resterne af Qvortrups ”oplysning” og hans såkaldte ”dømmekraft” er et teknificeret datainferno, hvilket man kan læse om i hans seneste udgivelser, og pædagogikken ender ud i sætninger som:

”Vi ved med stor sikkerhed, at brugen af relevante data og udviklingen af godt fagligt samarbejde styrker lærernes tillid til deres egen professionelle dømmekraft.”

Jamen, man føler sig da simpelthen bare så oplyst!

 

B.
Og Qvortrup mener åbenbart ikke, at det er ”kulturkamp”, når han selv rydder kulturen for indhold? Det kan jeg love for, det er. Den urene pædagogik er langt mere videnskabelig end Qvortrups små affirmative teknikaliteter.

Den urene pædagogik ”forklæder” intet. Den afslører kulturen som kultur. Den river Qvotrups tekniske og konstruktivistiske tildækning ned, så Qvortrups synspunkt fremstår i al sin tydelige teknificerede normativitet. Herfra kan pædagogikken selv arbejde, hvilket er i hele samfundets interesse.

Det er derfor, den pædagogiske strid er vigtig. Qvortrup tror, at den aktuelle strid ødelægger videnskaben, men det er omvendt. Striden er en del af den pædagogisk videnskab, fordi den er sandhedsorienteret, den afdækker. Qvortrups eget arbejde er derimod ikke sandhedsorienteret, for det tildækker virkeligheden.

Derfor går Qvortrup da heller ikke op i ”sandhed”, men kun i ”gyldighed”. Det er en logisk følge af den konstruktivistiske grundtese.

Det er den urene pædagogik, som er videnskabelig. Den giver sandheden om pædagogik mulighed for at vise sig uden at determinere den med tekniske og tildækkende begreber.

 

C.
Det er ikke første gang, Qvortup kritiserer den urene pædagogik. Vi svarer ham hver gang, senest i en lang passage i indledningen til Uren Pædagogik 3. Hvis denne kronik er, hvad han kan komme op med, så er det altså op af bakke for Nationalt Center for Skoleforskning og dermed også for DPU og Aarhus Universitet, der beskytter og fremmer disse ideer, men marginaliserer pædagogisk videnskab som sådan.

Links:
https://skoleliv.dk/…/Skolen-er-gjort-til-skydeskive-i-en-k…

Her er et eksempel på Qvortrups arbejde med “dannelse” og “kundskaber”: http://www.thomasaastruproemer.dk/lars-qvortrups-niels-egel…

 

5. d. 7. juni: Niels Rosendal Jensen anmelder Uren Pædagogik 3 i Dansk Pædagogisk Tidsskrift

I formiddags fortalte jeg om Lars Qvortrups nærmest ubehjælpsomme kritik af Uren Pædagogik. Det er meget svært for mig at forstå, at Qvortrup kan stå i spidsen for dansk skoleforskning, når niveauet er så lavt. Men han støttes af sin elev, institutleder Claus Holm, og af dekanen for Arts. Over det hele svæver en uvidende rektor, som tror, at skoleforskningscentret er en gave til pædagogikken. Hvilken fejl.

Og Aarhus Universitet huser også Trygforskningscentret, som bygger på en blanding af økonomi, James Heckman og positiv psykologi uden at ane en pind om pædagogik. Det er pinligt for universitetet efter min mening. Så er det sagt, og jeg vil gentage det igen og igen, indtil den saglige sammenhæng er genoprettet.

Så er der sørme mere kød på DPU-lektor Niels Rosendal Jensens anmeldelse af Uren Pædagogik 3 i det nyeste nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Rosendal Jensen skriver, at 3’eren ”udvikler argumentationen”, og at ”spændvidden i indlæggene peger på et potentiale og overskud i kritikken”. Desuden mener han, at bogen har ”ganske meget åndeligt kraftfoder”, og det er jo et dejligt skudsmål. Der er sørme andre toner end Qvortrups hjælpeløse læsninger, må man sige.

Rosendal Jensen fremhæver især fire artikler, her i fuldt citat:

”Denne indvending skal ikke skygge for, at der er mange værdifulde bidrag. De vækker til eftertanke. Især vil denne anmelder pege på fire. For det første Erik Schmidts pragtfulde beretning fra folkeskolen. For det andet Frederik Pios tankevækkende analyse af kampen om kundskabsbegrebet (læring kontra dannelse). For det tredje Jacob Klitmøllers bestræbelse på at pege på ligheder mellem Hattie og Biesta uden at glemme forskellene, og for det fjerde Per Fibæk Laursens anstrengelser for at få nuanceret kritikken af den ”rene” pædagogik, som han finder alt for generel og upræcis og kun nogenlunde rammende for den konceptorienterede forskning og pædagogik men derimod ikke for den syntesedannende metaforskning”

Rosendal Jensen undrer sig over, at Uren Pædagogik dækker over så mange ting, men det er faktisk meget naturligt. Det er slet og ret fordi, at Uren pædagog er det samme som pædagogik som sådan. Det er derfor, vi er pluralistiske. Derimod er den rene pædagogik anti-pædagogisk, teknisk og smal.

Men vi kan ikke komme til at kalde vores ide for ”pædagogik”, fordi denne disciplin er udelukket fra samfundets pædagogiske hegemoni.

Rosendal Jensen mangler også en samfundsmæssig dimension, skriver han. Og ja, lad os endelig få mere af den.

Rosendal har givet anmeldelsen den herlige titel ”Så er leerne hvæsset”, og han er helt med på, at bogen har direkte brod mod ”Qvortrups og hans åndsfællers kritik”, som han siger. Det lader han til at synes godt om.

Vi høster med en god gammeldags skarpsleben le og venter på et nyt forår.

http://www.dpt.dk/tidligere-udgivelser-2/2018-2/nr-2-maj

 

6. d. 9. juni: Pædagogikkens to verdener på læreruddannelsen

Pædagogikkens to verdener:

Her i maj var der annonceret to meget forskellige konferencer om læreruddannelsen.

A. DPU
DPU’s fagligt smalle konference d. 29. maj blev aflyst. Der var ellers besøg af hele nomenklaturaen. Dvs. folk, der stå bag UC’ernes aktuelle udspil, som jo bygger på 2012-reformen, hvis bagmand også skulle have deltaget. Der er også et par stykker med fra det forskningsmiljø, som klagede til Aarhus Universitet, fordi deres forskning blev kritiseret. Det er åbenbart sådan noget, man bliver belønnet for?

Her er nogle karakteristisk navne:
Andreas Rasch-Christensen, Jens Rasmussen (klager), Claus Holm (klager), Helle Bjerg (støtter klager), Stefan Herman,

Alexander von Oettingen skulle have holdt oplæg sammen med Elsebeth Jensen fra VIA, som stod for den meget kontroversielle taskforce-rapport, der førte til det nye UC-udspil, som von Oettingen af en eller anden mystisk grund er helt ekset i; en kærlighed han bekræfter ved at holde oplæg med et taskforce-medlem.

Der er også nogle flere, men de er ”pynt” i det store billede. Der er ingen fra den kritiske tradition. Hvor er Skovmand f.eks.? Nå nej, ham har Rasmussen og Rasch-Christensen et horn i siden på. Eller andre?

Det er alt for smalt, igen igen og forever. Det er stærkt kritisabelt.

 

B. Sophia
Tidligere på måneden blev der holdt en konference på Idrætshøjskolen i Aarhus med samme emne, altså læreruddannelsen. Her var deltagelse af en række selvstændige og frie forskere og lærere. F.eks. var der besøg af Thyge Vinther-Jensen, som er elev af Grue-Sørensen, og som lige har skrevet en bog om læreruddannelsen. Derudover var der indlæg af de dygtige VIA-lærere Johannes Adamsen og Benedikte Vilslev Pedersen. Endelig deltog professor fra KU, Karen Borgnakke, samt Kirsten Krogh-Jespersen, der for nylig har forsvaret 1966-loven med nogle meget interessante begrundelser.

Jeg synes, denne parallelle konfiguration er pinligt for både DPU og UC’erne, men døm selv ud fra linksene.

Links:

Link til DPU-konference: http://konferencer.au.dk/laereruddannelse/

Link til Sophia-konference: http://www.sophia-tt.org/user…/…/2018/Invitation_endelig.pdf

 

7. d. 10. juni: Debat mellem Lars Qvortrup og Stefan Herman om trivsel

Stefan Hermann dristede sig i Altinget d. 4. maj til nogle kritiske betragtninger over den måde, hvorpå trivselsbegrebet er kommet ind i skolereformen. Det var helt almindelige og fornuftige bemærkninger, som gik dels på forholdet mellem trivsel og faglighed og dels på nødvendigheden af at den voksne ydede en vis modstand i opdragelsen. Udmærkede betragtninger fra seminarieforstanderen.

Allerede dagen efter var der svar fra Lars Qvortrup i Politikens Skoleliv. Qvortrup, der udtaler sig som leder af Nationalt Center for Skoleforskning, sammenligner Hermann med en 70’ermarxist, som ikke kan lide hospitaler, fordi de er for kapitalistiske. I stedet siger Qvortrup, at man skal tjekke trivsel, fordi det jo står i skolereformen. Jeg vil tro, at Hermann har taget sig til hovedet over niveauet. Men på en måde er Hermann selv ude om det, fordi han jo er bidragsyder til selvsamme læringsrevolution, som Qvortrups indlæg er en logisk forlængelse af.

D. 4. juni svarede Hermann så igen. Han skriver, at han vil ”afslutte debatten”, selvom det ikke fremgår præcist hvilken debat, der skal afsluttes? Men under alle omstændigheder uddyber Hermann stille og roligt sine synspunkter og nævner sjovt nok slet ikke ”kapitalismen”. Han afslutter dog med et citat fra sin mester, Lars-Henrik Schmidt, som er elev af den franske kommunist Althusser, der jo fandt kapitalismer over det hele, ligesom Qvortrup også selv gjorde engang, indtil han helt holdt op med at se “noget” som helst.

Måske er det dette manglende “noget”, som gør, at Hermann ikke fortæller, hvilken “debat”, han er i gang med at afslutte.

Links:
Stefan Hermann i Altinget, d. 4. maj: https://www.altinget.dk/…/danske-professionshoejskoler-naar…

Lars Qvortrup i Altinget, d. 5. maj: https://skoleliv.dk/…/Trivselsm%C3%A5linger-m%C3%A5-ikke-ba…

Hermann i Altinget, d. 4. juni: https://www.altinget.dk/…/stefan-hermann-lad-der-ikke-gaa-s…

 

8. d. 11. juni: Lene Tanggaard om pædagogisk takt

Her er nogle kloge ord fra Lene Tanggaard, som fortæller om det pædagogisk-musiske udtryk “takt” med udgangspunkt i Max van Manens spændende teorier.

Udtrykket spiller sjovt nok en rolle både i den fænomenologiske tilgang, som Tanggaard fremhæver, og i den herbatianske tradition, som f.eks. Alexander von Oettingen har stået for at genintroducere i Danmark.

Oettingen arbejder for tiden med sit udtryk “pissedårlig undervisning”. Måske kan det defineres ved “mangel på herbatiansk takt”? På samme måde får Tanggaard i sin klumme defineret dårlig ledelse som ‘mangel på fænomenologisk takt’. Måske er det det samme?

Disse musisk inspirerede ord har stor betydning mange steder. Frederik Pios nye Heideggerinspirerede bog hedder “Det uhørte”, Leo Komischke-Konnerups nye bog hedder “Gentagelsens pædagogik”, og så er der naturligvis også hele den historisk-poetiske tradition.

Professionshøjskolerne og den pædagogiske forskning er i forskellige kombinationer mere til evidens, dataficering og OECD. Her vil van Manen være en “fundamentalistisk fænomenolog”, som det hedder i de kredse. Det er virkelig “takt-løst”. Det er “uhørt”. Lad os få noget “gentagelse”, ellers sker der aldrig noget nyt.

https://skoleliv.dk/debat/art6568140/Lad-lederne-lede-%E2%80%93-og-undg%C3%A5-at-styring-forstyrrer?utm_campaign=skoleliv&utm_content=11-06-2018&utm_medium=newsletter&utm_source=skoleliv

 

9. d. 11. juni: Folkemøde 18: DPO-Aarhus Universitet i Allinge

Aarhus Universitet har fra et pædagogisk synspunkt et virkeligt smalt program til Folkemødet.

Her er et eksempel (blandt mange):

Fredag d. 15. juni, kl. 19.30 diskuteres “børns læring”. Universitetet har som fagperson valgt Dorthe Bleses, som er økonom og ansat ved Trygs Børneforskningscenter, som virkelig er pædagogisk smalhals.

Derudover deltager Christine Antorini, som uden tvivl får medspil fra den rent økonomisk funderede Heckman-filosofi, som Bleses repræsenterer.

Derudover er der en fagforeningsbureaukrat og en souschef fra Holstebro Kommune, hvor de kører evidensbaseret læring på den store klinge.

Der er ingen folk, der ved noget om pædagogik og læring i panelet.

That’s it. Det siger noget om pædagogiksynet på AU. Aarhus Universitet er et læringscenter, et DPO-AU.

http://medarbejdere.au.dk/strategi/tilbagevendende-events/folkemoedet-2018/au-program-fm18/debat-boerns-laering-bloede-vaerdier-og-haarde-kendsgerninger/

 

10. d. 12. juni: Nedlæggelse af professorat i pædagogik ved DPO-AU

Et eksempel på Aarhus Universitets opgør med pædagogik:

http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-universitets-opgoer-med-paedagogik-del-1-nedlaeggelse-af-professorat-i-paedagogik.html

 

11. d. 14. juni: Folkemøde 18: Sundhedschips

FM18 i KUs telt: Professor Michael Gøtze fra KU drømmer om indopererede sundhedschips i alle borgeres kød… i forebyggelsens og effektivitetens navn.

 

12. d. 15. juni: Folkemøde 18: Per B. Christensen og KL

I går hørte jeg den nye kommissionsformand, Per B. Christensen, i BUPLs telt. Han lød fuldstændig som en fra KL.

Bagefter hørte jeg, i samme telt, på Jens Ive. Ive er næstformand for KLs skoleudvalg og borgmester i Rudersdal, som er en af de store John Hattie-kommuner. John Ive lød fuldstændig som Per B. Christensen.

Den ene lød som den anden.

Skulder ved skulder.

 

13. d. 15. juni: Folkemøde 18: Tidehvervsforsoning i højskolernes telt

Sørine Gotfredsen diskuterer danskhed med Ida Auken i højskolernes telt. Efter lidt indledende spilfægterier ender alt i den store forbrødring. Højre- og venstretidehverv blev forenet.

Publikum rejste sig og klappede taktfast i over et minut.

Hvis denne åndelige tilstand breder sig, får det teknokratiske RV og det identitetsopslugte DF store problemer. I stedet vil ro, fordybelse og kreativitet brede sig, så langt øjet rækker.

Det var faktisk rørende.

 

14. d. 16. juni: KL-pædagogik i Weekendavisen

Lærerforeningens nye samarbejdspartner, Michael Ziegler (K) fra KL, fortæller i dagens WA om sine skolevisioner.

Visionerne er allerede delvist realiseret i hans egen kommune, Høje Taastrup. Ziegler kalder det for ”Fremtidens skole”. Han vil udbrede det til ”hele landet”, får vi at vide. Det er “kæmpestort”, siger han.

Artiklens overskrift er ”eleven opdateres”.

Fremtidens skole er en ”fundamental forandring af hele tilgangen til at drive skole”. Folkeskolen skal udsættes for ”disruption!”, står der i kursiv og med udråbstegn.

Interviewet finder sted på et ”tech hub”, i noget der hedder ”inQvation”, der ligger i Høje Taastrup, som vist nok ellers findes på jorden, på en ø der hedder Sjælland.

I 2012 skal to af kommunens skoler afløses af et ”Læringshus”, som kaldes ”Nærheden”. Det er et ”højteknologisk værksted”, står der. I skolens bestyrelse sidder folk fra Apple og Microsoft.

Ideerne er importeret fra OECD, Dell, Intel og USA’s undervisningsministerium.

Ziegler er medlem af Søren Papes parti. Det er moderne ”konservatisme”.

Det er “En ny start”, som det hedder for tiden.

Ideologien omfatter både babyer og studenter: ”Hele 0-18-årsområdet skal være præget af den her dagsorden”, siger Ziegler. Alle kommunens pædagoger har allerede været på ”konference” i det nye ‘mindset’.

Ovre i Furesø Kommune arbejder børnehaverne og vuggestuerne med ”makerspace”, som er et værksted med ”3D-printere og robotter”. Der er nedsat et understøttende netværk med ”embedsmænd eller folk med teknisk baggrund”. Dejligt vuggestueliv? Der er ikke så mange ”pædagoger” med, står der. Til gengæld kan man læse, at Ziegler selv er ingeniør og har ”erfaring med computerprogrammering”.

Ziegler siger, at ”det ikke er et eksperiment. Erfaringerne fra udlandet er overbevisende”. Før var det Hattie, nu er det Apple. Det er fakta og forskning og evidens og det hele. Ziegler og KL er en ”æble-hattie”?

Samme tilgang finder man ifølge artiklen også i Gladsaxe, Silkeborg, Vejle og Kolding.

Ziegler slutter af: ”Vi er kun lige i den spæde start…. Hold kæft, det bliver fedt at gå i skole i fremtiden”.

Disse synspunkter falder helt i tråd med KL’s teknologiudspil, som er uhæmmet teknologi-ideologi fra Over There, helt uden kontakt med den trælse fortid.

To forskere, Niels Jakob Pasgaard og Ulf Dalvad Berthelsen, er kritiske. Den første mere end den sidste. Men Kommunernes landsforening er ikke en gang skeptisk. Den er forsvundet ud i stratosfæren.

På Folkemødet gjorde KL’s uddannelsesdirektør Arne Eggert grin med læringsmålstyring og John Hattie, som Eggert ellers selv forrige år promoverede som verdens frelse.

Slut med Hattie og styring. Nu gælder det en ny slags ”pissedårlig undervisning”, som Alexander von Oettingen kalder det. Et nyt koncept.

Ziegler kaldet der at sætte ”strøm til gammel reformpædagogik”. Det kan man diskutere. Der er nok mere tale om ”strøm til KL’s skolesyn”, som har raseret skolen siden mindst 2010 i den ene “nye start” efter den anden.

Det er journalisten Markus Bernsen, der har skrevet den tankevækkende artikel. Mange tak for det.

Litteratur:
Markus Bernsen: “Eleven opdateres”, Weekendavisen d. 15. juni, 1. del, s. 6.

https://www.weekendavisen.dk/2018-24/samfund/eleven-opdateres

 

15. d. 17. juni: Stefan Hermann og systemteoretikerne i 2003

Stefan Hermann gjorde sig i 2003 nogle interessante tanker om Lars Qvortrups og Jens Rasmussens pædagogiske ideer, som han kalder for “funktionalistisk tyranni”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-kritik-af-lars-qvortrup-i-2003.html

 

16. d.18. juni: Folkemøde 18: Pissedårlig undervisning

Alexander von Oettingen havde arrangeret en uhyre interessant debat på Folkemødet, hvor Arne Eggert, Anders Bondo og Merete Riisager spillede meget forskellige roller. Især Bondo gjorde sig uheldigt bemærket.

http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2018-pissedaarlig-undervisning.html

 

17. d. 19. juni: Pissedårlig undervisning 2: Ansvar og fremtid

Flere refleksioner over pissedårlig undervisning:

http://www.thomasaastruproemer.dk/pissedaarlig-undervisning-2-ansvar-og-fremtid.html

 

18. d. 21. juni: Den nye kommissionsformands “pissedårlige undervisning”

Per B. Christensen har i mange år siddet i AP Møllerfondens skoleudvalg. Her har han sammen med bl.a. systemteoretikeren Jens Rasmussen haft magt og rådighed over 1 mia. kr til udviklingsprojekter mm. i folkeskolen.

Jens Rasmussen er ophavsmand til den “læringsmålsstyrede undervisning”, som alle støttede i 2014, men som nu gøres grin med af alle de ulideligt lette overløbere. Der er ikke meget rygrad og holdning i læringsmålstyringens bagland.

Nedenfor kan man se projekterne siden 2014. Der er en kraftig overvægt af forskellige versioner af det, som i dag kaldes for “pissedårlig undervisning”, dvs. læringsmålsstyring og synlig læring. Her er et par eksempler:

 

A.
Senest har Per B. Christensen uddelt hele 12 mio.kr til udvikling af Københavns skolelederuddannelse i samarbejde med handelshøjskolen i Oslo. I Oslo regerer en professor Johan From, som har et fuldstændig forskrækkeligt lærings- og skolesyn, og som har haft afgørende indflydelse på instrumentaliseringen af den meget kritiserede Oslo-skole. Senest førte det til en kæmpe ytringsfrihedssag mod læreren Simon Malkenes, som Malkenes heldigvis vandt.

 

B.
Man kan også se på beskrivelsen af det nordkøbenhavnske synlig læringsprojekt, som i 2014 fik hele 7 mio. kr for følgende beskrivelse:

“De fire kommuner gennemfører i 2014-2016 et tværkommunalt kompetenceudviklingsforløb for deres i alt ca. 3.000 lærere, pædagoger, faglige ledere og skoleledere. Forløbet vil bl.a. resultere i, at ledelserne vil lede medarbejdernes læring på baggrund af systematiske data om elevprogression, at medarbejderteams vil inddrage data om progression og feedback fra eleverne i grundlaget for deres planlægning, gennemførelse og evaluering af deres praksis, samt at eleverne kan følge deres egen progression og vil være i stand til at arbejde selvstændigt med deres læringsmål.”

Senere forlod Lyngby projektet. Viceborgmester Simon Pihl Sørensen kaldte projektet for “sekterisk og ulækkert”. Sørensen reagerede da også skarpt på udnævnelsen af Per B. Christensen til kommissionsformand.

C.
Eller hvad med bevillingen til Dragør Kommune i 2016?:

“Læringscentreret skoleudvikling
Dragør Kommune gennemfører projektet “Læringscentreret Skoleudvikling”, som involverer elever, forældre, lærere, pædagoger, ledere og andre centrale interessenter i skabelsen af varige og lokalt forankrede resultater til gavn for elevernes læring og trivsel. Formålet er at skabe lokalt forankret viden om forskellige læringsaktiviteters effekt på elevernes læring og trivsel. Denne viden skal bruges fremadrettet på den enkelte skole til strategisk kvalitetsledelse. Projektet imødekommer paradigmeskiftet i den danske folkeskole, hvor fokus rettes mod læring frem for undervisning.”

Bemærk: “paradigmeskiftet i dansk folkeskole, hvor fokus rettes mod læring frem for undervisning”. Altså: “pissedårlig undervisning”. 1,7 mio. kr til Dragør til skræk og rædsel.

Der er ingen projekter om “skolens formål” etc., så vidt jeg kan se, og hvis der er, er det en undtagelse. Læringsmålsstyringen er derimod over det hele.

Det er stor set hele landet, som disse AP Møller-midler er gået ud over.

Men nu skal en af de absolut mest centrale personer bag al denne pissedårlige undervisning altså være formand for en kommission, der – ja, simpelthen – skal definere pædagogisk kvalitet i skolen? Endda sammen med noget så banalt som en fagforening, som jo burde kæmpe for centrale aftaler og lade fagfolk tage sig af “kvaliteten”. At en kommunal interesseorganisation, KL, som i årevis har trådt pædagogikken under fode, også er med, gør det ikke bedre.

https://www.apmollerfonde.dk/folkeskolen/projekter/#!?id=7950

 

19. d. 21. juni: Rapport om fælles mål

Her er en kommentar til den nye og meget spændende rapport fra Merete Riisagers rådgivningsgruppe for Fælles Mål:

http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-rapport-fra-undervisningsministerens-raadgivningsgruppe-pejlemaerker-for-faelles-maal-i-folkeskolen.html

 

20 d. 22. juni: Merete Riisager i Politiken

Merete Riisager er interviewet til dagens Politiken. Hun mener, at de borgerlige politikere har svigtet skolen og kundskaberne, og at de i stedet har accepteret en radikaliseret reformpædagogisk dannelsesopløsning, også kaldet for skolereformen.

Reformen er ”født i en rød konkurrencestatstænkning”, siger Riisager. Det har hun jo helt ret i, og man kunne supplere med, at centrum-venstres svigt er mindst lige så stort som de borgerliges.

Politiken får det til at lyde som om, at V-politikerne, som jo især har stået for den borgerlige skolepolitik, er vrede på Riisager over hendes udmelding. Men det er nu ikke helt tilfældet. Den aktuelle skoleordfører, Anni Matthiesen, er ganske vist helt antorinificeret og taler om Riisagers ”grove beskyldninger”. Matthiesen lever totalt op til Riisagers kritik. Hun har slet ikke fulgt med.

Men Venstres Karen Elleman er da enig med Riisager i, at skolereformen ”kunne være bedre”, og hun er slet ikke færdig med ”justeringerne”, kan man forstå. Bertel Haarder er sådan set enig med Riisager i substansen, bortset fra, at han mener, at han selv gjorde, hvad han kunne. Han roser endda Riisager for at ”tale åbent om, hvad hun tænker”. Det lyder heller ikke særligt ”vredt”? Endelig ser statsministeren frem til at drøfte yderligere justeringer af skolereformen. Han er heller ikke vred.

Så det er så som så med den liberale ”vrede”, så vidt jeg kan høre det. Ja, bortset fra Matthiesen er der nærmest opbakning.

Ser man på indholdet af interviewet er niveauet langt højere end kollegernes. Riisager argumenterer for en ”kundskabstilegnelse”, som i ”sin grundessens” er ”ret konstant”. Hun mener, at denne grundessens forstyrres af for meget ny teknologi og konceptualisering. Som hun siger: ”Der er gået for meget CBS i det”. Og ”CBS” er sjovt nok det samme som at acceptere en rød reformpædagogik. Det er en lang historie, men det passer.

Lad os slutte af med følgende citat fra ministeren, hvor hun fortæller om ”kundskabstilgangen”, som hun sætter i modsætning til konkurrencestatspædagogikkens ”læringstilgang”, som centrum/venstre/forligskreds og “CBS” står for:

”I kundskabstankegangen har skolen først og fremmest en opgave med at formidle den vigtigste viden fra generation til generation. Skolen har en samfundsopgave. Er en institution. I læringstilgangen er skolen knap nok en institution, men mere en blafrende foranstaltning, som bare er en del af det omkringliggende samfund. Men som staten dikterer læring igennem”.

Riisager benytter også lejligheden til at tale for en afteknologificeret og traditionel eksamensform og for et karaktersystem, der er forenelig med dansk tradition.

Ungdommens problemer skyldes ikke eksaminer og nogle karakterer i de høje klasser, men snarere selve centrum-venstres lærings- og konkurrencestatsideologi. På den måde bidrager ministeren til at skabe ro og faglighed, også for ungdommens velbefindende.

Som jeg ser det, taler Riisager slet ikke om ”borgerlig” skolepolitik, men bare om pædagogik som sådan, hvilket står i modsætning til det, som Alexander von Oettingen kalder for ”pissedårlig undervisning”, som både højre og venstre har haft travlt med at promovere i mange år, ikke mindst siden skolereformen. At vi så stadig mangler et mere seriøst reformpædagogisk bidrag, som ikke er læringsficeret, fra venstrefløjen er en anden sag. Alle kan jo hjælpe lidt til med det ene og det andet. Her kommer Alternativet tættest på noget seriøst efter min mening.

Links:
Interview med Riisager:
https://politiken.dk/…/%C2%BBVi-p%C3%A5-den-bl%C3%A5-fl%C3%…

V-politikernes reaktioner: https://politiken.dk/…/ar…/Venstre-afviser-Riisagers-sortsyn

 

21. d. 23. juni: Konkurrencestatstidende i aktion

Konkurrencestatstiden har virkelig lagt sig i selen for at forsvare resterne af skolereformen. Der har ingen omtale været af den vigtige korrektion af Fælles Mål, som Merete Riisager sammen med en nogle af landets progressive pædagogiske kræfter har gennemført, og den omfattende kritik, som huserer i hele landet, er tiet ihjel.

Konkurrencestatstidendes journalister har, som jeg ser det, travlt med at promovere det ”Riisager=Trump”-motto, som avisens uddannelsesredaktør Jakob Fulgsang slog an sidste år. I dag læser Fuglsang ”constructive journalism”.

A. I går
I går skrev jeg om avisens interview med Riisager, hvor hun leverede en fremragende kritik af skolereformens fokus på læring, koncepter og konkurrencestat. Jeg kunne næsten mærke den redaktionelle nervøsitet helt fra Rådhuspladsen til Risskov.

I går var det den mangeårige skolereformtilhænger, redaktør Poul Aarøe Pedersen, som svingede taktstokken. Det skete sammen med kollegaen Kristian Klarskov, som er kendt som ham med ”Thorning-citatet”, hvis der er nogen, der husker det?

De to journalister mener, at de har fundet en kæmpestrid mellem Riisager og Venstre, men de kunne kun finde en enkelt kilde med noget på hjerte, nemlig den totalt antorinificerede Anni Matthiesen, som er et levende eksempel på, at Riisagers kritik af Venstre har noget på sig. Riisager fik nærmest ros af både Haarder, Ellemann og Lars Løkke.

B. I dag
Også i dag dækkes sagen, denne gang af Anders Bæksgaard, og igen ud fra helt samme smalle og nærmest ideologiske vinkel: Forholdet mellem V og Riisager er ”iskoldt” hedder det. Og i dag er dokumentationen ligeså tynd: Den eneste ”iskolde” venstrepolitiker, Konkurrencestatstidende har kunnet diske op med, er den samme som i går, nemlig Anni Matthiesen (V).

Ellers skulle problemet ifølge journalisten være, at Riisager ikke ville forlænge et møde med en halv time den anden dag. Men der er ingen kilde, og eksemplet er jo nærmest et slags antieksempel?

Journalisten nævner også forhandlingerne om erhvervsuddannelser, men her er heller ingen dokumentation.

Endelig skriver journalisten, at regeringstoppen mener, at Riisager har ”manglende visioner og evne til at skabe nye ideer”. Men heller ikke her er der nogen kilder, og det forstår man jo godt, eftersom ministeren er den mest iderige, vi har haft i mange år.

Der er sørme ingen krav om ”rygende pistoler” på de smalle og ideologiske journalistiske vinkler, når Konkurrencestatstidende går i aktion.

Journalisten skriver også, at Riisager er populær i LA, fordi hun har ”sat gang i liberale værdikampe”. Men der er ikke et ord om, at det, Riisager jo har sat gang i, snarere er en pædagogisk bevægelse, som har opbakning i brede pædagogiske kredse, helt uafhængig af partifarve, og som mig bekendt støttes på forskellige måder af progressive miljøer i både Alternativet, SF, og RV.

C. Ro om folkeskolen
Strengt taget er det eneste, ministeren har gjort, blot at justere lovens juridisk-pædagogiske struktur, så loven kommer i overensstemmelse med sit eget formål. Dermed skaber hun ”ro om folkeskolen”, som hun har lovet i regeringsgrundlaget.

Derimod skaber hun uro i Konkurrencestatstidende og hos Anni Matthiessen, som jo vil læringsrevolutionere landets børns og læreres liv.

Referencer:
Artiklen ligger ikke på nettet. Referencen er følgende:
Bæksgaard, Anders: ”Forholdet mellem Venstre og LA-minister er iskoldt”, Politiken, d. 23. juni 2018.

Omtale af interview og artikel fra i går: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156419088694481&id=837549480

 

22. d. 24. juni: Nye stillingsopslag i Konkurrencestatstidende

I Konkurrencestatstidende er der to spændende stillingsopslag. De står på samme side sådan lidt skråt over for hinanden på s. 24 i 1. del.

A. De to annoncer:
I den ene annonce søges en ”visionær leder til læringshus i verdensklasse” til en ny skole i Michael Zieglers mønster-KL-kommune i Høje Taastrup, hvor den står på brændende disruptionsplatforme og reformpædagogik på speed. Lederen skal, står der i annoncen, forestå intet mindre end ”en pædagogisk transformation uden sidestykke”. Det kaldes ligefrem for ”store tanker”. Zieglers visioner blev udførligt omtalt forrige fredag i Weekendavisen. Vi er i KL-land. Er der overhovedet jord i Taastrup?

I den anden annonce søges en ”Forstander til Askov Højskole”, som ”besidder evnen til at formidle Askovs Højskoles værdier og Askovs særlige profil som kulturinstitution”. Det lyder jo godt, men jeg vidste faktisk ikke, at Askov havde en sådan ”profil som kulturinstitution” mere? Måske skal den generhverves?

B. Mine forslag:
Men ironi til side. Faktisk har jeg et forslag til egnede kandidater.

1. Leder til Høje Taastrup
Hvad nu hvis den afgående forstander i Askov, Klaus Majgaard, som jo kun har fungeret i ca. 1 år, søger stillingen i Høje Taastrup?

Begrundelsen for det forslag er, at Majgaard er uddannet ved CBS og har stået for at indlede læringsrevolutionen i Odense Kommune, hvis højdepunkt jo var den tjenstlige advarsel til Erik Schmidt. På det tidspunkt var Majgaard dog i Furesø Kommune, hvor man i dag arbejder efter samme principper som i Høje Taastrup. Majgaard har også siddet i rådgivningsgruppe for Synlig Læring-ideologien i Nordkøbenhavn sammen med resten af læringshegemoniet.

Endelig sad Majgaard også i Antorinis dialoggruppe for ”Ny Nordisk Skole”. Majgaard er derfor særdeles kvalificeret til stå for en brændende platform, der hedder ”Læringshuset” ude i stratosfæren.

2. Forstander i Askov
Så er der lige Askov-stillingen. Den kan en af de tidligere forstandere Hans Henningsen eller Knud Hansen tage sig af. De er ganske vist døde, men det gør vist ikke nogen forskel. Hvis det gør en forskel alligevel, vil jeg foreslå, at Iben Benedikte Valentin Jensen tilbydes stillingen. Hun røg ud af UC-Syd, fordi de ville tvinge hende til at arbejde for Synlig Læring. Hun var også passende kritisk over for Majgaards udnævnelse i sin tid, og så stod hun bag en nyere udgivelse af netop Hans Henningsens og Knud Hansens tekster. Det må da være kvalificerende for den ”særlige profil”?

Links:
Stilling som forstander på Askov: https://www.askov-hojskole.dk/forstanderjob/

Stilling som leder af Læringshuset (lidt længere end opslaget i Politiken, tror jeg nok): https://www.ofir.dk/resultat/annonce.aspx?jobId=329832007

Omtale af rådgivningsgruppen for de nordkøbenhanvkse kommuner: http://apps.vocast.com/r/pressfra…/7nakao/…/b1284943de9b6bf2

Dialoggruppen for Ny Nordisk Skole: https://www.emu.dk/modul/historien-bag-ny-nordisk-skole

Liste over Askov-forstandere: https://www.askov-hojskole.dk/om-askov/hoejskoleforstandere/

 

23. d. 25. juni: Hvad er en kritiker?

Hvad er en kritiker? Det er en person med god hukommelse, der intet ved, og som skaber erindring.

Herunder:
Hvad er en ”god hukommelse”? Det er et godt noteapparat.

Hvad er ”som intet ved”? Det er kærlighed til spørgsmålet.

Hvad er ”viden”? Det er menneskets mærkelige forbundenhed med verden.

Hvad er ”erindring”? Det er gentagelsens pædagogik.

 

24. d. 26. juni: Tre læringsrevolutioner

A. Første revolution:
Den mest oplagte måde at tilrettelægge et lands pædagogiske system på er at sætte pædagogikken til at regere skole, børnehave mm..

Herfra kan pædagogikken oplyse og oplive staten og samfundet. Desværre holdt man op med det, dengang en hel generation begyndte at se på formål og indhold som kapitalistisk undertrykkelse.

Revolutionsgardisterne satte simpelthen ”læring” i stedet for pædagogik. Først blev den pædagogik-frie læring sat i socialismens tjeneste, men det gik jo kun indtil murens fald. Formål og indhold lå brak. Det var den første læringsrevolution.

 

B. Anden revolution:
Så blev der lige nogle nærmest glade år i 1990’erne, hvor den pædagogikfrie læring først flød lidt rundt i en decentral Europa-optimisme. Nu skulle der ”reflekteres” i samfundets og europæiseringens interesse. Herfra begyndte Bolognaprocessen og EU at arbejde. Men fra omkring 2000 og især fra 2008 tog økonomien for alvor over. Nu skulle den frisatte læring ”styres” af økonomien. Vi fik ”læringsmålstyring”. Vi fik Ny Nordisk Skole og skolereform, som flød sammen med de efterhånden mere og mere økonomisk definerede europæiske processer. Stadig med opgøret med pædagogik som understrøm. Det var den anden læringsrevolution.

 

C. Tredje revolution:
Og nu er læringsmålstyringen tilsyneladende på vej ud? Alle hader den pludselig. Man taler ligefrem om ”pissedårlig undervisning”. Men hvad vil det sige, at læringen ikke mere skal styres? Ja, det vil jo umiddelbart sige, at vi er tilbage i 1990’erne, dvs. i den frie læring, som jo stadig arbejder i et opgør med skolens formål og tradition.

Men min prognose er, at denne lidt bløde antipædagogiske tilstand er en illusion, som faktisk ikke engang ønskelig, eftersom den jo hviler på et opgør med pædagogik. Men hvorfor er den sp en illusion? Jo, fordi den fra læringsmål frisatte læring omgående overtages af OECD-datakompetencestrukturer. Her står KL centralt sammen med regeringens disruptionsfilosofi og centrale dele af den pædagogiske forskning. Vi får altså egentlig ikke et opgør med læringsmålstyring. Vi får snarere en radikaliseret læringsmålstyring, nemlig et globaliseret og big dataficeret learning analytics, som har økonomi som ideologisk hovedsponsor.

Der er ingen modhager på denne proces, eftersom læringen jo er afkoblet fra skolens og dannelsens tradition. KL kalder denne situation for ”en brændende platform”. Vi er tilbage i læringens natur, nemlig revolutionstilstanden. Den tredje læringsrevolution.

Der er kun en måde at undgå dette på. Og det er at putte læring tilbage i formålskassen og derpå udelukke KL mm. fra al pædagogisk formål og indhold, som de omgående læringsrevolutionerer. I formålskassen taler man slet ikke om ”læring”. Her taler man om pædagogisk proces eller dannelse og er pædagogers område.

Rådgivningsgruppen for Fælles Måls pejlemærke er en klar markering i den “pædagogiske” retning, men det er selvfølgelig slet ikke tilstrækkeligt, hvis man sammenligner med de overordnede begrebsmæssige og organisatoriske processer.

Hvis læring forsvinder, har vi igen en pædagogik i landet.

 

25. d. 26. juni: Kritik af John Hattie i Educational Philosophy and Theory

Min kritik af John Hatties teori er nu kommet i et australsk tidsskrift:

https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/00131857.2018.1488216?journalCode=rept20

 

26. d. 26. juni: Ny OK18-kommission, optakt

Jeg sidder og kigger lidt på sammensætningen af den nye kommission. Jeg tror ikke mine egne øjne, men skal nok skrive noget om det en af dagene.

Men er der nogen, der kan sige noget positivt om sagen, som jeg kan forholde mig til? Selv kan jeg ikke umiddelbart se noget positivt, og det kan jo ikke passe.

Jeg kan se på tråden til nedenstående link, at DLF – hvilket her vil sige HB-medlem Jeanette Sjøberg og næstformand Dorte Lange – forsvarer sammensætningen, men de har slet ikke sans for det bagvedliggende indhold, som jeg ser det. Niels Sauer, som ellers har forsvaret kommissionen kraftigt, har en mere kritisk analyse, men slet ikke kritisk nok, efter min mening.

https://www.folkeskolen.dk/638621/her-er-medlemmerne-af-laerernes-arbejdstidskommission

 

27. d. 26. juni: Ny OK-18 kommission, samlet analyse

Her er min vurdering af KL/DLF’s arbejdstidskommission:

http://www.thomasaastruproemer.dk/laeringskonsensus-kommentar-til-dlf-kls-nye-arbejdstidskommission.html

 

28. d. 29. juni: Nyt Rådet for Børns Læring

Nyt “Rådet for børns læring”

Merete Riisager har for nylig klaget over, at hendes borgerlige kolleger fører centrum-venstre-uddannelsespolitik, og det forstår man jo godt. Især når nu “centrum-venstre” står for læringsideologi, anti-dannelse, synlig læring, koncept-pædagogik osv..

Men netop fordi, det er så let at forstå, så er det uforståeligt, at Riisager – efter et helt års betænkningstid – nu har gendannet det lovpligtige “Rådet for børns læring” med en sammensætning, som minder meget om Antorinis Ny Nordisk Skole, som jo netop var en slags esse for centrum-venstres raid mod dannelse og pædagogik.

Formand for det nye Råd er Charlotte Rønhof, som er tidligere direktør i Dansk Industri. I Ny Nordisk Skole var formanden Lars Goldschmidt, som også var DI-direktør. Disse folk ved intet om “børns læring”. Det er en ren konkurrencestatsudnævnelse.

Dernæst kommer Stefan Hermann, som også var med i Ny Nordisk Skole. Det var Hermann, som i sin seneste bog netop karikerede det, han opfattede som konservativ/borgerlig pædagogik, som Riisager altså hævder at ville arbejde for. Hermann er nærmest symbolet på det moderne centrum-venstre.

Så er der igen-igen Andreas Rasch-Christensen. Han var også en central figur i Ny Nordisk Skole og fuldt på linje med Hermann.

Så er der sørme en professor. Det er Per Fibæk Laursen. Også han var med – dengang ligeledes som eneste professor – i Ny Nordisk Skole. Laursen er en af pædagogikkens argeste modstandere af dannelsesbegrebet.

Dertil kommer to udnævnelser, som formodentlig er tænkt som dannelsesfløjen. Det er for det første lærer Mette Frederiksen, men selvom hun er dygtig, har hun jo slet ikke de fire andres tyngde. Den anden er sognepræst og liberal debattør Henrik Gade Jensen, som er en slags symbolsk tilføjelse uden realpædagogisk betydning.

Endelig er der lektor Pernille Hviid fra KU, som er et friskt pust. Hun er ganske vist ikke på dannelsessiden, men vil i bedste fald – måske sammen med Frederiksen – kunne gøre en lille forskel, selvom jeg ikke for alvor tror på det, eftersom den overordnede struktur, er som den er.

Så Riisager har virkelig bekræftet centrum-venstres læringsideologi.

PS de centrale deltagere i det gamle råds formandsskab var Agi Czonka (formand), Stefan Hermann, Andreas Rasch-Christensen og professor Charlotte Ringsmose (Heckman-inspireret). Ideologien er altså helt uændret.

Links:
Artikel om det nye råd: https://skoleliv.dk/…/Her-er-formandskabet-i-Rådet-for-Børn…

Mere om det gamle råd rapporter mm.): http://www.børns-læring.dk/

Mere om Ny Nordisk Skole: https://www.emu.dk/modul/historien-bag-ny-nordisk-skole

 

29. d. 29. juni: To modsigelser

To modsigelser:

A.
Jeg kan ikke rigtig slippe modsigelsen i, at den person – nemlig Merete Riisager -, som Konkurrencestatstidende kalder for “Donald Trump”, lige har udnævnt et læringsråd, hvis ledende kræfter er helt i konkurrencestatstidendes egen ånd.

B.
Jeg kan heller ikke rigtig slippe modsigelsen i, at denne nye læringsaffirmative “Trump” kritiserer sine gamle partifæller for at være for læringsaffirmative over for konkurrencestaten, og at disse partifæller benægter det, selvom det jo passer.

Men ok, konklusionerne må jo være:

1) at Konkurrencestatstidende elsker hende “Trump”, som selvsamme avis også på samme tid er imod.

2) at “Trump” elsker Konkurrencestatstidendes ideologi, som Konkurrencestatstidende vel at mærke selv er imod.

Så var det hele mere enkelt, dengang – f.eks. i forgårs – da Riisager blev kaldt “Trump”, blot fordi hun ville lave en demokratisk kundskabsskole i henhold til skolens lov. Den slags “mærkværdigheder” udløser prompte Trump-ordet i Konkurrencestatstidende.

 

30. d. 30. juni: Ny dekan for læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole

På den nyfusionerede Københavns Professionshøjskole, hvor Stefan Hermann er rektor, har man netop ansat en ”dekan” for ”Det lærerfaglige fakultet”, som det kaldes. Fint skal det være med akademisk vokabular med kors og bånd og stjerner på.

Men ved I hvad? Det er slet ikke spor fint. Det er lånte fjer. For hvem har man ansat som ”dekan”? Man har ansat Jakob Harder. Han er økonom fra RUC, men han har ingen ph.d. eller forskningserfaring. Han har heller ingen erfaring med det område, altså læreruddannelsen, som han er sat til at administrere.

Hvordan kan man være ”dekan” for et område, når man ikke har universitetserfaring eller kendskab til det pågældende område? Jeg ved det ikke. På universiteter er der også dekaner, men de kommer mig bekendt altid fra forskningsmiljøer. Jeg kender ingen undtagelser? Og normalt er en chef for læreruddannelsen da bekendt med læreruddannelsen selv? Men i UC-land bor der snart kun mellemledere over det hele.

Men hvad har Harder så lavet? Jo, han har i mange år været vicedirektør for Styrelsen for IT og Læring i Undervisningsministeriet, det såkaldte ”STIL”, med særlig ansvar for ”data og digitalisering”. STIL har stået for digital læringsfremdrift på den store klinge, ind imellem nærmest i modstand til ministeriets anden styrelse, som hedder STUK, hvilket står for “Styrelsen for Undervisning og Kvalitet”. Jeg har da heller aldrig set en pædagogisk refleksion i STILs omegn.

Harder har også arbejdet med IT ved Kommunernes Landsforening, hvor han var kontorchef. Og hvordan er det nu lige, det går med KL’s teknologiforståelse? Er den ikke sådan lidt ude i hampen med Dare Disrupt osv.? Nå jo. Men UC’ernes nyeste læreruddannelsesudspil bygger faktisk på samme ideologi som KL’s. Så Harder falder nok fint ind.

Jeg løb Statsbibliotekets database igennem for at finde ud af noget om Harders arbejde. Der er at par kronikker om digitalisering. Intet om forskning eller læreruddannelse, så vidt jeg kan se. Vi er langt fra en klassisk dansk seminarierektor eller højskoleforstander eller sådan noget.

Ovre på twitter, hvor UC-lederne annoncerede, delte, og likede jobskiftet, spurgte jeg ind til sagen, altså om Harder vidste noget om sin materie? Harder svarede, at han vidste ”en smule”. Og Stefan Hermann bedyrede, at Harder skam har ”de helt rigtige forudsætninger til at lykkes i jobbet som dekan”.

Det er nok, det man kalder for ”kompetence” i UC-land? Jo mindre man ved om substansen, desto mere kompetent. Og med sådan en “kompetence”, bliver man selvfølgelig ”dekan”. Hvorfor ansætter de ikke noget solid inkompetence i stedet?

Et eller andet sted læste jeg, at Harder også er spejderleder i FDF. Det beroliger mig lidt. Men på den anden side, så hørte jeg faktisk Harder “live” til Uddannelsesdebatten i Nr. Nissum i 2017, hvor den stod på pædagogik-glemsom IT-begejstring på den store klinge.

Stefan Hermann har ret. Harder er selve definitionen på UC-kompetence, hvilket siger alt om UC’ernes essens. Og vi taler om hele hovedstaden. Det er et kæmpe-antiseminarium.

Vi er langt fra ”seminarie-rektoren”, som tegnede og diskuterede pædagogik og substans med ansatte og i offentligheden, mens han lod andre om regneark og IT-systemer. Men der er for tiden et rend mellem UC-sektoren, KL og ministerierne, så man bliver helt rundtosset.

Det ender nok med, at KL også begynder at få “dekaner”. Måske er det snart slut med “læringscheferne”? Måske skal vi til at have “børn- og unge-dekaner”? Måske var Corydon også en dekan?

Links:
Pressemeddelelse fra Københavns Professionshøjskole: https://www.kp.dk/…/nyheder+o…/nyheder/2018/06/holdet+er+sat

Reportage fra Uddannelsesdebatten i Nr. Nissum: http://www.thomasaastruproemer.dk/uddannelsesdebatten-2017-…

 

31. d. 2. juli: Åben magtkamp 1

Så er der udbrudt åben magtkamp mellem de læringsrevolutionære skoleordførere fra A og V, som begge går ind for antoriniseret læringsoptimering, og så undervisningsministeren, der forsøger at skabe en skole, der er i overensstemmelse med lovens formål.

Niveauet er som nat og dag, og Riisager har 100% ret i sin analyse af de borgerlige politikeres ansvar for den radikaliserede reformpædagogiks realitet. Hun får endda også ros fra både K og DF, som har nye ordførere på sagen.

Faktisk er det kun Annette Lind (A) og Anni Matthiesen (V), som vel at mærke har været med hele læringsvejen, der sprutter som fornærmede teenagere, og som, i alt hvad de siger, bekræfter Riisagers klare og korrekte pointe.

Jeg er så glad for, at denne realpædagogiske strid nu også viser sig i det politiske liv. Jeg savner blot, at SF, Ø, Å og RV går ud med en eller anden form for støtte til ministeren, så alle kan se, at det skam er V og A, der står alene, mens det er ministeren, der samler. Alle skal bare klø på.

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/v-og-s-angriber-riisager-hun-ser-stort-paa-samarbejde

 

32. d. 2. juli: Herligt nederlag

I Danmark har vi, som alle ved, ikke noget imod at tabe. Faktisk har de fleste af os det dårligt med al den snak om ”verdensklasse” og ”den stortyske ånd” osv. Vi elsker blot verden og ånden og al vores jord i hovedet og pæne natur.

Og når vi taber, så skal det helst være med poesi, selvværd og pragt. Det gælder både i fodbold og i modstand. På den måde spillede landsholdet i går som en anden Kaj Munk; som en blå anemone. Den ene tabte og en anden blev skudt. Det er indre sejre, som skaber ståsteder og nej-hatte og livsduelige forårsblomster, der kan virke og værke helt til vinteren.

Men der er også et ”andet Danmark”. Det er dem, som er bange for at tabe. Og for at undgå nederlag, så spiller man som alle de andre, som heller ikke vil være sig selv. Sådan var det med Danmark i de indledende kampe ved VM. Det var Scavenius-runden! Eller KL-runden! Det var tørke.

En eller anden dag, så vindes der både indadtil og udadtil. Så bliver vi nok helt forvirrede. Så går der HC Andersen i den. Men ok, det kunne være sjovt, hvis det faktisk skete.

 

33. d. 3. juli: Venstres svigt i uddannelsespolitikken

Merete Riisager har rejst en interessant diskussion om, hvorvidt tidligere borgerlige ministre har et ansvar for, at vi er havnet i en radikaliseret og teknokratisk reformpædagogik.

Den mangeårige skoleordfører fra Venstre, Anni Matthiesen, er dybt forarget, selvom hun er et stort og omvandrende eksempel på, at Riisager har 100% ret.

Bertel Haarder, som var undervisningsminister fra 1982-1993 og igen fra 2005-2010, er ikke så uvenlig som Matthiesen, men melder stadig hus forbi. Han mener, at han bekæmpede tendensen i sine perioder på posten. Sådan er Haarders selvforståelse, men i realiteten har han faktisk aktivt fremskyndet den proces, som er havnet i den aktuelle tristesse.

Det kan man se dokumenteret i de to nedenstående links fra 2005, som jo er året før den korrektion af formålsparagraffen, hvor kundskaberne blev fremhævet.

Haarder knytter her kundskabsbegrebet direkte an til den økonomi- og kompetencetænkning, som senere blev til skolereformen. Det er Niels Egelund og Globaliseringsrådet, der er de centrale referencer (læs f.eks. Egelunds rapport i et af linksene).

I dag er denne Globaliseringsråds-rapport en central reference for hele læringsbevægelsen, og Niels Egelund skriver sammen med Lars Qvortrup introduktioner til ”synlig læring”, hvor Hatties bog omtales som en ”bibel”. Det er denne bevægelse, som er en central del af centrum-venstre og skolereformens essens, og som Riisager er oppe imod.

Haarder er grundtvigianer, men med disse magtfulde markeringer, støtter han de mest antigrundtvigske kræfter i landet. Det peger faktisk videre på, at grundtvigianismen var i dyb krise i 00’erne, men det er en anden historie.

Haarder og Venstre lever stadigvæk i en tornerosesøvn. De tror, at de har støttet ”kundskaber og færdigheder”, selvom de har gjort det modsatte, fordi de har omdannet pædagogik til økonomi i stedet for at forbedre pædagogikken, som Riisager pt. forsøger på. Det er faktisk Riisager, der er i gang med at fuldende det kundskabsprojekt, som lå i Henning Fonsmarks ideer, mens Venstre altså ødelagde det, fordi de forlod pædagogikken som sådan, hvilket er fatalt for et frit samfund.

Men Riisager har brug for pædagogisk støtte fra de andre partier, som for de flestes vedkommende selv har deres aktier i forfaldet. Disse partier skal finde sig selv frem og bidrage til, at samfundet får et pædagogisk liv frem for et teknisk defineret læringsliv. Og det skal være nu, for om et år sidder Annette Lind måske og bestemmer. Så sænker mørket sig for alvor.

Links:
Haarder og Egelund og Egelunds rapport: https://www.folkeskolen.dk/…/haarder-bestilte-oplaeg-om-ny-…

Haarders kronik i JP https://jyllands-posten.dk/…/Kronik-Verdens-bedste-folkesk…/

 

34. d. 8. juli: Åben magtkamp 2

Det er pt kamp mellem Merete Riisager og det gamle læringshegemoni, som i nærværende sammenhæng består af Anni Matthiesen, Annette Lind og gymnasiernes rektorforening. Det er let at vælge side uanset partifarve, må man sige.

DF bakker heldigvis Riisager op, men skuffende, at Jacob Mark og den konservative ordfører ikke tydeligt anerkender de indholdsmæssige sider af Riisagers arbejde. Det er dårlig politisk arbejde fra deres side. Især er det skuffende, at SF ikke støtter Riisager, eftersom partiet jo slår sig op på at have spist en slags skolereformfortrydelsespille.

https://jyllands-posten.dk/politik/ECE10714769/minister-kritiseres-for-at-gaa-forsoegsamok-uden-flertal/

 

35. d. 10. juli: Revolutionens konsensus

S-V-SF-RV-K: “Kom, lad os revolutionere alle dem, som går i vuggestue, børnehave, skole, gymnasium og seminarium. Lad os lave læringsrevolution, kulturrevolution og paradigmeskifte, og lad os gå fra indhold til læring og fra undervisning til læring. Det er fremtidens skole. Død over dannelsen. Det er Partytime!!!”

Et par år senere kommer der en ny minister, som hele tiden har været lidt selvstændig anlagt. Hun kommer fra det mærkelige parti LA. Hun kommer ridende på en gedebuk og har lidt mudder i træskoen.

LA-ministeren: “Men hov, hvad med undervisning, indhold, faglighed, folkelighed og skolens formål? Har I ikke glemt det?”

S-V…osv: “Formål og indhold? Hun skaber jo splid og ikke konsensus! Hun kender ikke sin Hal Koch! Lynch hende!”

 

36. d. 14. juli: Niels Jakob Pasgaard rapporterer fra Skanderborg Kommune https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156469517299481&id=837549480

 

37. d. 16. juli: Politiske noter fra Karrebæksminde

Hvad er LA? Det er en fejl fra 80’erne, som bør skifte ledelse.
Hvad er RV? Det er en fejl fra 00’erne, som har glemt halvdelen af deres historie.

Hvad er Alternativet? Det er sådan set ikke en fejl. Partiet er blot lidt alene og forpjusket, fordi det definerer sig selv “alternativt” (dårligt navn). Dermed glemmer partiet alt det dejlige gamle, som det egentlig blot gentager i den tro, at det er nyt.

På den måde rammer ingen af de tre partier fakta. Det kan man se ved den måde, de bruger ord som “ikke, ved siden af, i stedet for” osv. på.

Hvor skal de tre partier finde fakta? De skal lede i pædagogikken. Hvad finder de der? De finder lidt kundskabspleje, lidt højskole og lidt skrammologi: En blanding af videnskab, historisk poesi og filosofisk funderet reformpædagogik. Dvs. alt det gode, som er det modsatte af læringsskolen.

Kan de tre partier ikke blive enige om noget i den omegn? Så kan de altid skændes om alle deres fejl og mangler bagefter.

Så er der lige SF. De spildte muligheders parti.
Og Enhedslisten mangler ideologisk substans. De burde bidrage med en handlingsteori, men der er tomt.

Resten? Herre Jemini. De er værre end “fejl” og alt det andet.

 

38. d. 23. juli: Fire læringsdialoger

I sommeren 2016 skrev jeg fire læringsdialoger, som man kan læse nedenfor. Dialogerne kom med i bogen “Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” fra 2017. Grunden til at jeg kom i tanke om disse tekster var, at dialog nr. 3 blev opført som teater på Lærermødet på Ryslinge Højskole i sidste måned. Anders Bondo spillede elev, og skuespillerinden Britta Thøgersen Toft spillede lærer. Det ville jeg gerne have overværet, må jeg indrømme.

Her er de fire dialoger og et billede fra opførelsen. Billedet er taget af Erik Schmidt, som også havde arrangeret eventet:

 

A. LÆRINGSDIALOG 1:

Lærer: God morgen

Elev: Hej lærer. Hvad skal vi lave i dag?

Lærer: Jeg har lidt øvelser med om navneord.

Elev: Ok, så laver jeg dem.

Lærer: Men husk nu, at det ikke er vigtigt at lære noget bestemt. Fokuser i stedet på, hvordan du lærer. Selve indholdet er ikke vigtigt. Det er læringen derimod.

Elev: øhh….?

Lærer: Du skal selvmonitorere din egen proces. I din data-logbog skal du notere efter følgende metode: I går kunne jeg dit og dat, i dag kan jeg dut og dyt, og i morgen skal jeg kunne dæt og dåt. Du skal også notere, hvordan du kommer derhen, og hvad du tænker på, mens du er i proces. Du skal også sætte mærker ved, hvor langt du er. Jeg tester dig hver dag, så jeg kan finde tegn på læring. Værsgo, her er en I-pad, som du kan notere det hele i. Vi kalder det for ”dybdelæring”.

Elev: øhh, men skal jeg ikke bare lære navneord?

Lærer: Nej da, det er bare en teknisk anledning. Om 10 år har ingen brug for at vide noget om grammatik. Det kan EU-kommissionens og Googles robotter tage sig af. Du skal bare fokusere på din proces. Du skal lære at lære. Du skal mingle med din maskine. Du skal være et omvandrende digitalt laboratorium.

Eleven: Men skal jeg så slet ikke lære noget mere?

Læreren: Nej, det er slut med det.

Eleven: Øv, jeg ville ellers gerne have lært noget musik og noget om nogle krige og sådan noget. Jeg vil også gerne malke en ko. Det siger min mor vil være godt for moderne børn at kunne.

Læreren: Kan du så gå hen i skammekrogen og mellemrumspotentialisere!

Eleven: Øv!

20 minutter senere……

Lærer: Så, nu må du godt komme frem. Nu er du vist klar til at lære at lære.

Eleven: Men hvorfor skal jeg lære at lære? Jeg kan da godt lære allerede?

Læreren: Hvad mener du? Vel kan du da ej!

Eleven: Jeg har da lært at gå, og at tale og at cykle? Hvis du vil lære mig at lære, så siger du jo, at jeg ikke allerede kan lære. Du fratager mig en evne. Du postulerer en uformåenhed, som er imod mine anlæg. Men er skolen et sted, hvor man fratager børn evnerne? Jeg troede, at det modsatte er tilfældet, altså at skolen skal kultivere evner og anlæg?

Læreren: Hov hov, det er jo pædagogik det der. Kan du så komme over i skammekrogen igen, og denne gang ringer jeg til kommunens pædagogiske konsulent.

Eleven: Hvem er det?

Læreren: Han er en stor vismand. Han kender John Hattie og også nogle andre.

Eleven: Måske har han en ko med? Måske skal jeg malke?

Læreren: Det skal du ikke regne med. Han er en slags målermand.

Eleven: Målermanden? Ham kender jeg fra Zirkus Nemo. Forresten, kommer smadremanden også?

Læreren: Han er her allerede.

 

B. LÆRINGSDIALOG 2:

Læreren: God morgen børn. Nu skal I finde jeres læringsmål frem.
(Børnene skramler med deres I-pads. Undtagen Peter som ser lidt forvirret ud)

Læreren: Hvad laver du Peter? Find nu dine læringsmål frem. Så finder jeg også min lidt større datamaskine frem, hvor jeg kan følge jeres læringsmålsprogression og sætte flueben. På kontoret sidder skoleinspektøren med en endnu større maskine. Han følger alle klassernes læringsmålsudvikling. Og ved du hvad? Inde på rådhuset sidder en pædagogisk konsulent, som kender John Hattie. Han læringsstyrer alle skolerne. Og hvem ved? Måske ender det hele hos en af de to junkere, Jean-Claude eller Morten Østergaard? De tror, folket er noget, Farage og DF har fundet på. De kalder det for “kontingens” eller “diversitet”, og det skal styres og styres.

Peter: Øhh….

Læreren: Så lille Peter, du kan nok forstå, at du skal finde din læringsdatamatik frem?

Peter: Men Lærer, jeg har glemt, hvad et læringsmål er, og desuden er jeg søvnig.

Lærer (helt rød i hovedet og med fråde ud af munden): Kan du så gå hen i hjørnet og mellemrumspotentialisere!

20 minutter senere……

Peter: Hr. Lærer, er du faldet til ro?

Lærer: Ja ja, kom bare frem, jeg blev sgu bare så harm på dig. Men sig mig…..hvorfor er du søvnig?

Peter: Jeg så DR-K til kl 02.00. Der var temaaften om den franske revolution. Nu skal du bare høre. Ved I godt, at Robespierre……

Lærer: Stille! Det er fuldstændig irrelevant og unyttigt, og den pædagogiske konsulent har udtrykkeligt sagt, at vi skal gå fra indhold til læring. Han siger, han har det fra den pædagogiske forskning.

Peter: Pædagogik? I fjernsynet talte de også om en mand, der hed Rousseau. Jeg fik at vide, at han grundlagde den moderne pædagogik. Men hans elev skulle være menneske og ikke en læringsautomat…..

Lærer: Uhhh Peter, du gør mig så vred, og se nu alle de andre, som helt har glemt deres datamater. Det går jo ikke. Og hvad laver du også foran TV’et midt om natten? Hvad siger din far?

Peter: Min far siger, at det er vigtigere, at vide alle mulige DR-K-agtige ting end at holde styr på sine læringsmål. Han siger, at da han selv var 12 år, sad han og læste TinTin-bøger under dynen. Han siger også, at han ikke har taget skade. “Ohh jeg ler….”, går han og synger.

Lærer: Hvor dumt. Hvad laver din far?

Peter: Han er Europæer og ansat på en fri skole.

Lærer: Ok, men så er det da godt, du også har en mor.

Peter: Ja, men hun er ansat samme sted. Hun siger, at hun engang var socialdemokrat.

Lærer: Hvor sjovt, jeg er også Socialdemokrat, blot mere glødende tilhænger end nogensinde.

Peter: Ja, det er sørme sjovt.

 

C. LÆRINGSDIALOG 3

Lærer: God morgen børn. I dag skal vi have Dansk. Find jeres læringsmål frem. I skal lære at kommunikere. I går skrev I, hvad I kan lige nu, og hvilke kommunikationsmål I har. I skrev også, hvad I skal gøre for at nå jeres mål. I dag skal I bare arbejde hver for sig med jeres individuelle mål på jeres I-pads. Jeg tjekker det hele fra min superdatamat. Det hele er et evidensbaseret system uden omverden. I skal ikke kommunikere for meget med hinanden, for I er jo helt forskellige steder i programmerne. Desuden bliver de løbende målinger jo i så fald upålidelige.

Peter: Ok, så vi skal lære at kommunikere uden at kommunikere?

Lærer: Ja, det kan man godt sige. Der var du kvik Peter.

Peter: Men Lærer, jeg har sådan glædet mig til at have Dansk. Min mor siger, at verden er fuld af spændende bøger for børn og unge og faktisk også for voksne. Hun fortæller også, at der sker alt muligt over det hele, som ofte hænger sammen med noget, der skete før på de mest utrolige måder. Kan du ikke fortælle os om noget af alt det? Hun spørger også hver dag, hvad jeg har lært i skolen, og hvis jeg bare kommer hjem og siger, at jeg har lært at kommunikere, så bliver hun ked af det, ja nærmest vred. Hun påstår, at ethvert fjols kan kommunikere. Hun siger, at man skal kommunikere om ”noget”. Kan du ikke fortælle os om ”noget”?

Lærer: Nej, det kan jeg da love for, jeg ikke kan. Den slags kaldes for undervisning, og det er hele landet gået bort fra.

Peter: Øv.

Lærer: I er en hel generation, som ikke modtager undervisning. Tænk blot hvilken global skønhed, det er udtryk for. I er jo helt uden kontakt til voksne og fortiden. De voksne skal bare styre jeres læringspotentialer, som skal forbindes med fremtidsprognoser for 2050. I konstruerer alt inden for fremtidens ramme. I svæver frit i buret. Major Tom!

Peter: Jamen, hvis vi ikke skal undervises, hvem er så vores lærer?

Lærer: ”Vores”? Hvad mener du? Det er du selv. Du er din egen lærer. Det er faktisk det, du skal lære at være. Det er det nye dannelsesideal: En selvmonitorerende proces i din egen lærings tegn. Jeg skal bare monitorere din monitorering. Amen!

Peter: Nu føler jeg mig altså lidt alene. Det må jeg indrømme. Du siger ”Amen”, men jeg kan slet ikke se nogen engle.

Lærer: Jamen, du er da alene, lille Peter. Ove Kaj Pedersen siger selv, at man skal være opportunist, og alle mulige er enige med ham på den ene og den anden måde. Som Major Tom siger det: ”Strung out in heavens high, hitting an all-time low”.

Peter: Ove Kaj Pedersen? Fortæl om ham, og også om Major Tom. De lyder ens på en forskellig måde?

Lærer: Jeg ved ikke, det er jo undervisning. Ok, så pyt da, der er vist ingen, der kigger. Læg datamaterne væk, for nu skal I bare høre. Jeg har ikke helt styr på det hele, men vi kan jo google lidt i ny og næ.

Lærer: Peter, græder du?

Peter: Ja, for nu er jeg ikke alene mere. Men hr. Lærer, jeg tror Andrea er blevet nervøs, for hun sms’er vist til læringslederen.

Læreren: shit! Undervisningen er aflyst. Frem med læringsmålene igen.

 

D. LÆRINGSDIALOG 4:

Læringslederen: Hr. Lærer – eller rettere ” hr. læringsmaksimator” – der går rygter om, at du har undervist børnene. Det kan vi sandelig ikke have.

Lærer: Hvem har sladret, er det Andrea?

Læringsleder: Ja, jeg har modtaget en sms fra Andrea, som skriver, at du har fortalt om politik og om David Bowie og også nogle flere ting. Helt uden hensyn til læringsmålene, som f.eks. ”at eleven kan påtage sig roller i samtalesituationer”. Det var godt, at Andrea kendte sin “rolle”.

Lærer: Undskyld store læringsleder. Det skal ikke gentage sig.
Det var en af eleverne, Peter, der fik mig til at forglemme mig selv, men jeg holdt op, så snart jeg opdagede, at Andrea sms’ede.

Læringslederen: Ok da, så lad gå for denne gang. Men gentag lige vores læringscenters tre principper, så jeg er helt sikker på, at du har forstået sagens rette sammenhæng.

Læreren: Gerne. Her er de:
Princip nr. 1: Undervisning er død. Længe leve læringen
Princip nr. 2: Indhold er dødt. Længe leve selvmonitoreringen
Princip nr. 3: Kundskaber er døde. Længe leve ministeren og år 2050.

Læringslederen: Det var sørme godt. Du viser tegn på læring. Gå nu tilbage til dine læringsmaksimeringssystemer.

Lærer: Du mener mine elever?

Læringsleder: Nu skal du passe på igen. Det hedder ikke ”elever”, og det hedder slet ikke ”mine”. Hvis du ikke holder op med at sige ”mine”, så laver jeg nogle ”organisatoriske benspænd”. KL anbefaler sådanne benspænd, så lærere og børn ikke kommer for tæt på hinanden. Du ved… så der ikke sker det skrækkelige, at læringsdesignerne bliver lærere og børnene bliver elever. Og du ved nok, at kommunal KL-læring er vejen frem, ikke sandt? Hvis du ikke forstår det, kan du få en tjenstlig advarsel. Så kan du lære det.

Lærer: Jeg skal nok huske det. Fra nu af vil jeg kun læringsmaksimere. Det lover jeg. Og jeg har heller ingen elever mere eller sådan noget gammeldags noget. Og ved du hvad? Jeg føler mig allerede helt lettet. Jeg tror, jeg vil gå en tur i Kolding storcenter. Der er noget, der hedder Rød Gade, og der er også en Blå Gade. Det gamle Kolding er tomt.

Læringsleder: Det var bedre. God tur i Rød og Blå Gade.

Facebook-drys 50: Maj 2018

Her er 24 facebook-opdateringer fra maj 2018. Man kan enten læse opdateringerne direkte i dette blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Dennis Kristensen i Information
  2. ”Skulder ved skulder” i fiaskoens tegn
  3. Ny forsknings- og uddannelsesminister
  4. Trivselsoptimerende hjelme og den nye minister
  5. Per B. Christensen bliver formand for arbejdstidskommission
  6. Bondos kasketter
  7. Stefan Herman, Danmarks Lærerforening, dannelse og snedighed
  8. Danmarks Lærerforenings fire fejltagelser
  9. dk som reklamesøjle
  10. Brian Degn Mårtensson om OK18 og DLF
  11. Fagbevægelsens fiasko
  12. Den andens skulder
  13. Professionshøjskolernes task-force om læreruddannelsen
  14. Omtale af Gert Biesta i Altinget
  15. Noter til Politiken
  16. Peter Aagaard om disruptionsideologien
  17. d.-forsvar ved Leo Komischke-Konnerup
  18. Professionshøjskolernes Singularitet: Læsning eller medlæsning
  19. Diskussion af Læreruddannelsens opgør med læreruddannelsen
  20. Om spædbarnspleje
  21. KL og Cambridge Analytica
  22. Indtryk fra Aarhus Universitets Matchpoint-seminar
  23. Note 1 til Gert Biestas bog ”Undervisningens genopdagelse”
  24. Note 2 til Gert Biestas bog ”Undervisningens genopdagelse”

 

1. d. 1. maj: Dennis Kristensen i Information

Dennis Kristensen har nogle interessante synspunkter i Information:

A) Kristensen mener, at DLF selv opgav selv kampen mod L409.

“Der er en opfattelse af, at det er os, der indgår et forlig, som tvinger lærerne til at gå i knæ. Det er simpelthen omvendt. Vi laver et forlig, fordi lærerne selv har opgivet, og i mine øjne gør Anders Bondo det eneste rigtige i situationen.”

– Er lærerne enige i din udlægning?

“Det ved jeg ikke, men jeg går spændt og venter på, at de siger noget. For de har rigtigt mange medlemmer, der tror det modsatte”.

B) Kristensen mener, at solidaritetspagten kun angik løn.

“Solidaritetspagten eller musketereden indbefattede løn, lærernes arbejdstid og spisepause og puljer til ligeløn osv. Men da vi blev kaldt i Forligsinstitutionen og skulle formulere, hvad vi ville gå i konflikt på, var det altså lønnen alene. Der kommer vi galt af sted, fordi vores medlemmer ender med at have meget forskellige billeder af, hvad en eventuel strejke går på, fordi vi fortolker og formidler forskelligt.”

– En musketered kan altså vise sig at være et tveægget sværd?

“Ja, det er ikke et bæredygtigt engagement, hvis det ikke er på samme grundlag. Det, tror jeg, er en af de ting, man skal arbejde med i fremtiden.”

—–

Ergo:
1. DLF opgave selv musketereden.
2. Dennis Kristensen har hele vejen igennem kun ville konflikte på lønnen og ikke på de andre musketeremner.
3. Der er en vis modsigelse mellem disse to markeringer, er der ikke?

Jeg ved snart ikke, hvad der er værst i denne fiasko for fagbevægelsen.

Heldigvis er jeg selv på arbejde – hele dagen.

Se også en god analyse i Altinget:
https://www.altinget.dk/…/laerernes-ok18-en-loesning-for-al…

 

2. d. 1. maj: ”Skulder ved skulder” i fiaskoens tegn

Først fortæller Dennis Kristensen, at DLF allerede havde opgivet kravet om en arbejdstidsaftale, før Kristensen gik enegang.

Det vil sige, at DLF ifølge Kristensen mistede modet senest d. 25. april, kl. 07, hvor nyheden om Kristensens svigt ramte medierne.

Men nu svarer Bondo så følgende på folkeskolen.dk:

”Jeg vil forsøge forsat at respektere min tavshedspligt, men for at undgå misforståelser, vil jeg gøre opmærksom på, at forhandlingerne om en arbejdstidsaftale for lærerne forsatte helt til slutfasen. Det sidste forslag, der blev præsenteret, blev således rakt over bordet onsdag den 25.4. klokken 18:15.”

Dvs. 12 timer efter Kristensens svigt?

Så altså: Fuldstændig opløsning. Det er nok det, der hedder ”skulder ved skulder”.

https://www.folkeskolen.dk/633432/fakta-om-arbejdstidsforhandlingerne

 

3. d. 2. maj: Ny forsknings- og uddannelsesminister

Ny disruptionsminister for læreruddannelse, pædagoguddannelse og universiteter:

Først røg den ene ”dannelsesminister”. Det var Esben, som sad fra 2015-16. Det blev ikke til så meget. Han havde noget familie i Ringkøbing osv.. Sådan en slags fiskekvote.

Så røg den anden ”dannelsesminister”. Det var Pind. Det blev heller ikke til så meget. Han mener, at man kan måle alting, hvilket jo er ret meget. Han handlede også under bordet med Københavns Kommune, så han kunne få en statue af Reagan. Pinds sidste indlæg som minister handlede om læringsmåling på universiteterne. Rigtigt dannelsesagtigt og ren normalisering! (se link). Jeg tror faktisk, at hele samfundet kunne være løftet med flere læringsår med Pind ved læringsstyrings-pinden. Men måske var indlægget skrevet af en eller anden fra Finansministeriet. You know: Læring for money! Det skal nok give “nobelpriser”. Men Pind kan også tænke og tale, når det tager ham. Det skal han have.

Det gik altså ikke med de to. De lignede hinanden for meget.

Men nu har vi så endelig fået en minister, Tommy Ahlers, som er i mere seriøs tråd med regeringens grundlæggende filosofi, dvs. en blanding af entreprenørial x-faktor, CEPOS, Mckinsey, Singularity-U og Disruption, tilsat lidt absolut glemsel. Dataregeringens sprog kan strømme frit ud af den nye ministers mund. Han behøver slet ikke at kløjs i det eller noget. Han kan bare åbne munden, og sætningerne flyder afsted i den rigtige rækkefølge.

Det kom faktisk lidt bag på mig, at stillingen ikke gik til Bubber, som jo sidder i Løkkefondens bestyrelse, for den baggrund plejer at være karrierefremmende i regeringskredse. Men så igen: Bubber ville nok også kalde sig for ”dannelsesminister”, hvilket jo er lidt irriterende, hvis man er datamapperegering.

Om et år er Tommy Ahlers væk. I mellemtiden har en eller anden konstellation af embedsmænd rykket landet et skridt tættere på glemsel, helt i overensstemmelse med data-regeringens manglende politik. Et sort glemsomt datapengehul, som skriver rapporter og ministertaler. Lige noget for KL, som også arbejder med disruption, Singularity-U og antipædagogik. Det er den slags lærerforeningen og fagbevægelsen elsker for tiden.

Mit eneste håb er knyttet til det forhold, at Ahlers stammer fra en indremissionsk familie i Sønderjylland. En sidste rest af hukommelse, som kan give lidt modstand mod læring?

https://www.b.dk/kommentarer/uddannelser-er-en-god-investering

 

4. d. 2. maj: Trivselsoptimerende hjelme og den nye minister

I dagens Politiken kan man læse, at arbejderne i Kina ifører sig særlige hjelme, som malker trivselsdata direkte fra de ansattes hjerner. På den måde kan man optimere landets trivselsniveau. En kinesisk direktør siger: “Der er ingen tvivl om effekten”.

Danskeren Thomas Zoega Ramsøy ser store muligheder i teknologien. Journalisten opsummerer Ramsøys analyse således: “Teknologien kan give et unikt indblik i det, fagfolk kalder emotioner – altså de følelser, vi typisk ikke selv er klar over, og som vi derfor hverken kan udtrykke eller huske”.

Og i direkte citat fortsætter Ramsøy: “Ved at måle på dem kan man se, hvordan folk reagerer i specifikke arbejdsstrukturer, der eksempelvis virker stressende”.

Ramshøj mener dog, at teknologien kan misbruges, men det er i så fald menneskets og ikke teknologiens skyld (!!!).

Man ser for sig hele skoler og hele folkeslag med trivselsoptimerende hjelme, som kan indfri Moderniseringsstyrelsens operative indikatorer. Man kan nok også lave læringshjelme?

Thomas Zoega Ramsøy er direktør i firmaet Neurons Inc., og han underviser på Singularity University, som øver kraftig indflydelse på disruptionsrådet og dermed på KL, på den danske regering og på den nye forskningsminister, Tommy Ahlers.

Og Ahlers har skam også har været på Singularity , som var “meget imponerende”, og hvor han blev “blæst ud”. Ministeren kan redegøre for “mindsettet” til sturt sturt 12-tal uden mangler. Det kan man høre om i nedenstående podcast.

Universitetet og professionsiuddannelserne går sørme spændende tider i møde.

Links:
Podcast med Tommy Ahlers:
http://www.elektronista.dk/…/loeven-tommy-ahlers-ivaerksaet…

Artikel i Politiken:
https://politiken.dk/…/Kina-malker-data-direkte-fra-statsan…

 

5. d. 3. maj: Per B. Christensen bliver formand for arbejdstidskommission

Formanden for DLF/KL’s nye arbejdstidskommission hedder Per B. Christensen. Han har i mange år haft følgende interesser:

– promovering af dannelses- og formålsopløsningen af læreruddannelsen. Han var formand for det centrale udvalg, hvor professor Jens Rasmussen også sad.

– promovering af Synlig Læring-konceptet, blandt andet med stort anlagte kommunale besøg til New Zealand

– store læringsideologiske projekter i Næstved Kommune

– arbejde i og for kommunale og skolereformsaffirmative organisationer.

– med i AP Møllers skolereformsudvalg sammen med Jens Rasmussen og Tomas Nordahl.

I nedenstående link, som jeg skrev i 2016, kan man læse mere om disse emner med tilhørende links mm..

Mig bekendt er der ingen undtagelser fra dette billede.

Christensen er derfor ikke et kompromis. Han står for den rene KL-ideologi. DLF har dummet sig, eller også er foreningens pædagogiske grundlag for svagt. Måske en blanding?

Da DLF’s pressechef begejstret delte nyheden om Christensens udnævnelse på twitter, så væltede det da også ind med likes fra KL’s ledelse, diverse UC-rektorer og fra DLF’s ledelse. Der er naturligvis også et like fra FOA.

Til gengæld var der larmende tavshed fra landets lærere og pædagogiske kritikere.

I mellemtiden har Folkeskolen.dk og DLF’s hovedbestyrelse kastet sig ud i den helt store reklamekampagne for KL. Man har simpelthen totalt mistet blikket for, hvilket skole- og teknologisyn, som KL repræsenterer. Man bliver trukket rundt i manegen af det rene KL-spin, som jeg ser det.

Ifølge dagens Politiken var det Bondo, der foreslog både kommission og Christensen som formand. KL accepterede med det samme, hvilket jo er let at forstå. KL vandt to gange: Man havde fået DLF til at foreslå en kommission, og så havde man tilmed fået magten over den.

Så man kan roligt sige, at DLF er blevet en slags underordnet kontor under KL’s organisation.

Det hele udspringer af det, jeg kalder for ”fagbevægelsens fiasko”, men det vil føre for vidt at drøfte her.

Hele OK18-processen og denne kommission er desuden et stort nederlag for landets pædagogik.

http://www.thomasaastruproemer.dk/profitraten-i-naestved-kommunes-loefte-om-laering.html

 

6. d. 5. maj: Bondos kasketter

Da Bondo kom ud af forligsen var det med et stort smil og et sejrs-tørklæde med teksten: ”En løsning for alle”.

Men hvem var ”alle”? Det var nok især de kommunalt ansatte i almindelighed, som Bondo jo repræsenterede via det såkaldte ”Forhandlingsfællesskab”. Derimod hørte lærerne, som jo ikke fik nogen aftale, ikke med til ”alle”. Musketereden var brudt sammen, og lærerne stod alene tilbage med en kommission, der skal køre på KL’s læringspræmis.

Så en sejr for den ene særinteresse, var et nederlag for den anden særinteresse, selvom det hele naturligvis var et nederlag for alle børn og borgere i Danmark. Musketereden var en fiasko.

Denne konklusion understreges af, at Bondo i går trådte tilbage som forhandler for det kommunale område. Han vil nu koncentrere sig om DLF. Han siger følgende til Avisen.dk:

”Det ligger selvfølgelig også i det her, at vi skal have landet noget for lærerne nu. Jeg skal bruge kræfter i denne periode på at lande et ordentlig resultat for lærerne. Det får jeg bedre mulighed for nu, hvis jeg siger, at ved de kommende overenskomstforhandlinger har jeg ikke formandsposten, men sidder nede på rækkerne”.

Bondo bliver spurgt til, om der ikke er risiko for ”kasketforvirring”? Dertil svarer han:

”Det har også været en udfordring, og det var også derfor, at jeg tidligt i forløbet sagde til de andre organisationer: Er I sikre på, at I synes, at det er en god ide, at det er mig, der skal sidde der? De sagde fuldstændigt entydigt ja, og jeg fortsatte, og nu er vi kommet i mål. Jeg er ikke bange for arbejde, men jeg har også brug for at få arbejdspresset lidt ned. Specielt, fordi jeg ved, at jeg i denne periode får en kæmpe udfordring med at få et godt resultat ud af kommissionsarbejdet”

Bondo fortæller også, at arbejdet som leder af Forhandlingsfællesskabet har været ”et hårdt job”, hvor han har skullet lave ”interne kompromisser”.

I disse linjer flyder den implicitte erkendelse af, at Bondo – af hensyn til resten af fagbevægelsens særinteresse – måtte svigtet lærerne i den afgørende stund. Bondo brugte for mange kræfter i det store Forhandlingsfællesskabet. Han kunne ikke få enderne til at mødes. Han måtte svigte lærernes pædagogiske liv. Bondo blev overmandet af fagbevægelsens fiasko, hvilket for alvor går op for ham nu.

Nu vil Bondo i stedet arbejde for den “kommission”, han selv kom til at foreslå Ziegler i kampens hede. Bondo foreslog endda – ifølge gårsdagens Politiken – også formandens navn, nemlig Per B. Christensen, som jo har spillet en stor rolle i Antorinis og KL’s læringsrevolution. Ziegler skyndte sig at sige ja.

Det er også værd at bemærke, at Forhandlingsfællesskabet så sent som d. 4. maj har udsendt en pressemeddelelse, hvor der står, at man skam vil holde øje med DLF/KL-kommissionens arbejde. Det samme siger formanden for akademikerne, Lars Qvistgaard. Det skulle man have tænkt på før forliget, men det gjorde man ikke. Dengang troede de alle sammen, at de havde vundet. Nu forsøger man at reparere på fiaskoen med tomme ord, som får 0,00 effekt.

Links:
Bondo træder af: https://www.avisen.dk/breaking-anders-bondo-gaar-af_496718.…

Pressemeddelelse fra Forhandlingsfællesskabet: http://www.forhandlingsfaellesskabet.dk/…/04-pressemeddelel…

Akademikernes kommentar d. 4. maj: https://www.folkeskolen.dk/…/organisationer-vores-stoette-t…

Analysen er inspireret af Lars Luplau: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10213332261714559&set=a.1611241354448.2085720.1038671360&type=3&theater

 

7. d. 6. maj: Stefan Herman, Danmarks Lærerforening, dannelse og snedighed

Jeg sidder og kigger i tænketanken SOPHIAs udgivelse ”Dannelse på universitetet – fordringer og udfordringer”, som udkom i 2017. Bogen – som er en slags follow-up på 2014-udgivelsen ”Universitetsverdenen-flerstemmige versioner” – er redigeret af Steen Nepper Larsen og Jens Raahauge, og den indeholder mange fine artikler.

Især en af bogens artikler er interessant i disse tider. Professor Per Øhrgaard kritiserer i artiklen ”Hvorfor danner vi?” Stefan Hermann for at være ”snedig” og ”snu” og for at misbruge dannelsesbegrebet til at ”banke løs på Danmarks Lærerforening”. Her er citatet fra Øhrgaards tekst:

”Frontalangreb på dannelsen ser vi også i dag; jeg begyndte jo med at nævne Trump og det danske ”systemskifte”, som Søren Krarup desværre med rette kalder det, i 2001. Men der er dem, der er snedigere, som nu f.eks. Stefan Hermann, der fornylig udgav en bog med titlen ‘Hvor står kampen om dannelsen’?

Snedigheden, eller skal vi sige snuheden, består her i forsøget på at sætte sig på begrebet, nu hvor det er dukket op igen i debatten (…). Stefan Hermanns bog handler i grunden ikke om dannelse, men om at få tegnet en kampplads op, hvor han kan banke løs på Danmarks Lærerforening. Et centralt virkemiddel er hans i virkeligheden helt arbitrære opdeling af de kæmpende i to hold, nemlig det ”politisk-administrative” og det ”pædagogisk-konservative”, hvor dog den uargumenterede sammenstilling af ”pædagogisk” og ”konservativ” afslører hensigten lidt for hurtigt.

Hvis man alligevel læser videre – og det kan sådan set godt betale sig, for der er gode iagttagelser undervejs – opdager man, at selv i det afsnit af bogen, som skulle være en kritisk betragtning af den politisk-administrative position, er der flere spark til pædagogerne end til politikere og administratorer. Og da Hermann til sidst plæderer for en mellemposition mellem de papfigurer, han selv har stillet op, siger han ikke andet, end hvad de fleste har sagt hele tiden. Dog sker det heller ikke uden spark. På s. 103 tales om ”mange positioner på den pædagogisk-konservative pol, hvor dannelse tænkes løsnet fra fag og forventninger til fordel for samvær og trivsel”.

Guderne og Stefan Hermann må vide, hvem der nogen sinde har opfattet eller tænkt dannelse på den måde – men det gør det naturligvis nemmere at fremstille sig selv som den gyldne middelvej.”
(s. 170-171)

Så Hermanns bog er ifølge Øhrgaard i virkeligheden et slet skjult opgør med Danmarks Lærerforening. Hermann er da også tæt på Bjarne Corydon og har spillet en central rolle i opgøret med landets pædagogiske traditioner, et opgør han nu kan føre videre for fuld kraft i sin egenskab af formand for alle landets professionshøjskoler. Øhrgaard tese giver god mening.

Her er det også værd at nævne, at Hermann er begejstret for den nye KL/DLF-kommission. Kommissionen kalder på ”nysyn, vilje og håb”, hedder det højstemt på en af Hermanns twitter-opdateringer. Og hans mangeårige prorektor på Metropol, Camilla Wang, som i dag er rektor på UC-Absalon, talte i et andet tweet ligefrem om, at kommissionens formand, Per B. Christensen, var ”en af de store inden for folkeskolen og dansk læreruddannelse”. Den formulering siger vist alt om horisonterne på Sjælland, eftersom Christensen jo har bidraget i stor stil til landets læringficering uden nogen sinde at have skrevet et selvstændigt bidrag om emnet. Men måske mente Wang i virkeligheden ”en af de store KUNDER”, eftersom Christensens kommune, som jo er Næstved, netop er kunde i Absalon-butikken?

Wangs tweet satte gang i det helt store like-apparatur fra UC/KL-fløjen, heriblandt Antorini. Jeg tror, at Bondo ender som en slags guru i KL/UC-kredse.

Så der er UC/KL-”snedighed” for alle pengene, selvom det hele er lidt til grin fra et ”pædagogisk-konservativt” synspunkt, for nu at sige det på den måde.

For at runde af, så kan man hygge sig med tanken om, at både Øhrgaard og Hermann er med i Søren Pinds ”inspirationsgruppe” for dannelse på universiteterne. Mon ikke gruppen bliver nedlagt nu, hvor Pind er pensioneret? Hvis ikke får vi en kamp mellem ånd og snedighed, men kun til ”inspiration” naturligvis.

Litteratur:
Øhrgaard, Per (2017). ”Hvorfor danner vi?”, i Larsen, Steen Nepper & Raahauge, Jens (red.): Dannelse på universitetet – fordringer og udfordringer, SOPHIA, s. 168-181.

Larsen, Steen Nepper & Mortensen, Stig Skov (2014). Universitetsverdenen – flerstemmige versioner, SOPHIA.

Søren Pinds ”inspirationsgruppe”: https://ufm.dk/…/soren-pind-nedsaetter-inspirationsgruppe-o…

Tidligere analyser af Hermanns arbejde:
”Stefan Hermanns larm”, marts 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-larm.html

“Stefan Hermanns opgør med dansk pædagogisk tradition”, maj 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-opgoer-da…

“Oplysningens visnen og uren pædagogik“, i Nyt dansk udsyn, nr. 2, 2013, s. 5-18. http://ibenbenedikte.dk/…/%E2%AD%90Nyt-Dansk-Udsyn-Nr-2-1.p…

 

8. d. 7. maj: Danmarks Lærerforenings fire fejltagelser

DLF’s fire fejltagelser:

  1. I 2012 går man med fuld honnør ind i Antorinis økonomisk definerede projekt Ny Nordisk Skole. Man deler formandsposten med konkurrencestatstilhængeren Lars Goldschmidt og laver ”roadshows” og ”manifester”. Der er ingen smalle steder. Ny Nordisk Skole er en slags fortsættelse af initiativet ”Vores Skole” fra 2009, et samarbejde mellem bl.a. DI og DLF, som blev præsenteret af bla. førnævnte Lars Goldschmidt og af systemteoretikeren Jens Rasmussen.
  2. I 2013 udgiver man et skoleskrift, som ligger helt i tråd med skolereformen. Der er et decideret åndsfælleskab mellem Antorini og DLF frem til OK2013.
  3. I 2015 anerkender man L409 og KL’s skolesyn i overenskomstforliget.
  4. I 2018 anerkender man igen KL’s skolesyn og indgår i et kommissionsarbejde på KL’s præmis og med en læringsideolog som formand.

Hvorfor disse fejlgreb? Af strategiske grunde? Nej, det er ikke primært derfor. Det er snarere tale om holdnings- og begrebsmæssige grunde, som gør bestemte strategier egnede. DLF deler simpelthen i høj grad skolesyn med det politisk-administrative niveau. Det er derfor, det er så let for foreningen at samarbejde med anti-pædagogikkens fortropper i mine fire eksempler. Der er nogle kritiske pip i ny og næ, men man falder let tilbage til det, man i virkeligheden er en del af. DLF’s konflikt med det ekspanderende KL i 2013 var en magtkamp, men ikke en indholdsstrid.

Men hvad er det for et skolesyn, DLF deler med KL og Antorini? Det er opsplitningen af kundskaber i henholdsvis læring og formål. Denne opsplitning starter for alvor omkring 1980 i reformpædagogiske kredse og overtages efterhånden af det politisk-administrative systemer, af de toneangivende pædagogiske paradigmer og af DLF selv.

Senest er adskillelsen reproduceret af UC’ernes udspil til læreruddannelse. Jeg nævner det, fordi UC’erne er en del af KL/DLF-symbiosen, som de støtter helhjertet.

På den måde kan man faktisk godt sige, at DLF er kommet hjem, hjem til KL og Antorini. Det er samme familie.

Links:
Om Vores Skole, 2009: https://www.dlf.org/webindslag/2009/august/vores-skole-di

Om Ny Nordisk Skole, 2012: https://www.emu.dk/modul
/historien-bag-ny-nordisk-skole

DLF’s skoleskrift i 2013: https://www.dlf.org/media/737240/dlf_sammen-goer-vi-3.pdf

OK2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-laererforening-a…

 

9. d. 7. maj: Folkeskolen.dk som reklamesøjle

DLF er i gang med at overbevise om den nye kommissions velsignelser.

Derfor har man omdannet Folkeskolen.dk til en reklamesøjle for KL.

Tjek forsiden som den ser ud her i skrivende stund. Det er meget fascinerende at iagttage.

PS: redaktionen har allerede ændret forsiden (kl. 15.20)

 

10. d. 7. maj: Brian Degn Mårtensson om OK18 og DLF

Kloge ord af Brian Degn Mårtensson:

https://www.folkeskolen.dk/634215/er-dlf-en-forening-for-laerere-eller-laeringsmedarbejdere

 

11. d. 7. maj: Fagbevægelsens fiasko

Tre af OK2018’s topforhandlere forsøger nu helt ubehjælpsomt at rode bod på deres fiasko. Det kan man læse i vedhæftede kommentar, som også blev bragt i dagens Politiken.

Først signalerede man ”skulder ved skulder” og ”en løsning for alle”. Men det var bare løgn, for i sidste øjeblik svigtede man lærerne og Danmarks børn, blot for et par ekstra fadbamser i lønningsposen. Det var ren og ligegyldig egoisme forklædt som falske paroler.

Og nu – en uge efter forliget – forsøger man så at dække over det egoistiske svigt ved at skrive intetsigende støtteerklæringer til landets lærere, som jo nu skal bære en evt. konflikt helt alene… igen. Mange lærere vil stemme ja, selvom de mener nej, og det er fagbevægelsens og Bondos skyld i en eller anden fordeling. Dermed vinder KL kampen om skolen. I læserbrevet tager man ikke det mindste ansvar for fiaskoen.

Akademikernes forhandler, Lars Qvistgaard, er medunderskriver. Mange af hans medlemmer har fine forberedelsesfaktorer og 40% forskningstid.

Da Qvistgaard kom ud fra forligsen, troede han stadig, at han var solidarisk. Men tilhørerne buuhede, fordi de jo vidste, at Staten og regionerne havde svigtet lærerne. Men Qvistgaard fejede dem af, fordi han forvekslede solidaritet og egoisme. Og nu lader han som om, han hele tiden har været på solidaritetens hold. Hvilken fiasko. Det lever op til alle CEPOS’ fordomme om, hvad en fagforening er.

Og så er der ellers uvidenhed og nysprog fra ende til anden i læserbrevet. Der skal være ”fælles pejlemærker og visioner” for skolen osv.. Det hele er rigtigt kommissions- og KL-agtigt. Og vi får også at vide, at Bondo skam gjorde det helt rigtige. Han var ligefrem ”modig”, står der, selvom han jo var det modsatte. Han krøb i ly, da han skulle have trådt i fuld karakter…. sammen med de andre vel at mærke.

Sagen er, at Bondo kun gjorde det rigtige fra de egoistiske fagforeningers synspunkt. Sørme ikke fra solidaritetens og pædagogikkens synspunkt.

Det er også tankevækkende, at Dennis Kristensen ikke er medunderskriver. Men i det mindste er han ikke en sidste dages hellig. Han svigtede bare helt rent.

Dagens læserbrev er det hidtil fineste og skrækkeligste tegn på fagbevægelsens fiasko. Jeg er flov over min egen fagforening og over bevægelsen som sådan. Jeg stemmer under alle omstændigheder nej til den slags egoisme, og jeg ærgrer mig over at skulle betale kontingent til den slags.

 

12. d. 11. maj: Den andens skulder

Nå, men jeg skal til at stemme til OK18. Jeg er jo statsansat. Hvad gør man så?

Skal jeg stå skulder ved skulder med lærerne, børnene og andre læringsmålsnormaliserede? Så bliver det et Nej.

Skal jeg stå skulder ved skulder med mig selv, som jo har en fin lokalaftale? Så bliver det et Ja. Jeg er simpelthen så solidarisk med mig selv. Det er det, som hedder “En løsning for alle”.

Skal jeg stå skulder ved skulder med KL og DLF? Så bliver det også et Nej. Landets pædagogik skal ikke afgøres af private interesseorganisationer. Hvad bliver det næste? Skal vi også invitere AP Møller eller DPU?

Skal jeg stå skulder ved skulder med Dennis Kristensen? Hahaha…

Jeg vælger det, som alle troede var meningen hele tiden, dvs. den første option. Den enes skulder og den andens skulder, tæt sammen. En anti-fiasko uanset resultatet.

 

13. d. 13. maj: Professionshøjskolernes task-force om læreruddannelsen

Jeg har studeret den pædagogiske kvalitet i Danske Professionshøjskolers ambitioner for læreruddannelsen. Det ser ikke godt ud.

http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer-med-laereruddannelsen.html

 

14. d. 14. maj: Omtale af Gert Biesta i Altinget

I dagens Altinget.dk lobhudler jeg Gert Biesta for hans vigtige arbejde, som har haft store og positive konsekvenser for dansk pædagogik.

Goe gamle Biesta, uden ham havde alting været gråt. Det skal man lige huske.

I øvrigt er hans nyeste bog “Undervisningens genopdagelse” netop udkommet på dansk, men den har jeg ikke læst endnu.

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/aastrup-roemer-laering-er-blevet-tjener-i-et-samfund-som-vil-af-med-dannelsen

 

15. d. 18. maj: Noter til Politiken

Jeg skal lige have noget Politiken ud af kroppen:

A.
Først kunne man for et par uger siden læse om, hvordan Blachman efter avisens mening ødelægger folkeskolen, fordi han laver to velmente men lidt ubehjælpsomme tv-shows, der løsner lidt op for læringsteknikken.

Men vi hørte intet om, at Politiken med hud og hår har støttet den egentlige ødelæggelse af folkeskolen, nemlig kombinationen af skolereform og normalisering.

B.
Dernæst kunne man d. 10. maj læse Henrik Palles anmeldelse af Mick Øgendahls fine lille udsendelse om HC Andersen, som mange unge mennesker kan få stor glæde af. Øgendahl fik kun to hjerter og blev revset for ikke at gøre rede for de litteraturvidenskabelige paradigmer og for ikke at fortælle om Andersens ”lorteliv” og ”masturbation”. Det var overkill og meningsmageri på den store klinge fra Palles side.

C.
Men ok, hvad kan man så lide på Politiken, nu man har så meget imod god pop?

Ja, vi kan jo passende ty til chefredaktøren Christian Jensen. Hvad kan han lide? Jo, der er to ting:

  1. I søndags kunne man læse, at Jensen var glad for en anden Jensen, nemlig finansministeren. Kristian Jensen er ”forførisk”, hed det ligefrem, bl.a. fordi han har skrevet en bog, der hedder ”hurra for globaliseringen”, og fordi han er så kedelig. Politiken var også vild med den forrige finansminister. Det var Bo Lidegaard, der elskede Corydon, som jo elskede konkurrencestaten osv, og Corydon var jo heller ikke poppet, eller populær eller folkelig eller noget som helst. Jo, måske var han populist? På Politiken elsker man finansministre.
  2. Og i dagens avis skamroser Christian Jensen den nye bog af Henrik Sass Larsen. Larsens bog er ”båret af ideologiske klarsyn”, får vi at vide. Larsen er en ”ideologiske forpost, der konstant spejder mod nye politiske slagmarker. Han er den frembrusende stormtrop, der nådesløst åbner ild mod dem, der kritiserer ham eller hans parti. Og så er han den barske befalingsmand, der gør kort proces over for dem, der ikke stempler ind på korpsånd og politisk linje”.

Sass Larsen har ret i både det ene og det andet, mener Jensen. Dog fremgår det, at Sass Larsen ikke kan lide intellektuelle og kunstnere. Det noterer Jensen lige til allersidst, nærmest som et nota bene. Et lille ‘hovsa’?

Andetsteds i avisen kan man læse en mere nøgtern omtale af en af Sass Larsens ideer. Han vil straffe journalister, som kommer med falske og urigtige oplysninger. Denne kombination af sandhedsmonopol og kulturhad, som minder mig om Corydon, er det nye socialdemokratis horisont. Det er vejen mod fascisme efter min mening. Journalistforbundets formand Lars Werger slår heldigvis fra sig.

Forbindelsen mellem Sass Larsen og Corydon forstærkes i øvrigt i Arne Hardis’ interview i Weekendavisen. Her siger Sass Larsen følgende:

“Jeg vil da tro, at meget af det, vi siger og gør i dag, ville Bjarne bifalde, men jeg ved det ikke”.

og han fortsætter om Corydon:

“Jeg har lavet politik med ham i ti år, han er nok den, jeg har lavet mest politik sammen med overhovedet. Vi bygger videre på det, vi har gjort sammen, men dagsordenen skifter, og vi vægter andre ting”.

Så Socialdemokratiets forbindelse til Coydon er stadig tæt som spindelvæv.

Sass Larsen går ifølge Christian Jensens anmeldelsen ind for fri hash. Der bliver rig lejlighed til at bedøve sig.

 

16. d. 18. maj: Peter Aagaard om disruptionsideologien

Lektor Peter Aagaard fra RUC fortæller om disruptionsideologiens undergravning af demokratiet.

Ideologien har senest sat sig i både professionshøjskolernes udspil til Læreruddannelse og i KL’s teknologiudspil for den offentlige sektor.

Ideologien er selvfølgelig også definerende for Disruptionsrådet og dermed for regeringens og statens indre organer som sådan.

https://samfundsdesign.dk/temaer/dataetik/disruption-danskerne-dataficeres-og-demokratiet-taber/

 

17. d. 18. maj: Ph.d.-forsvar ved Leo Komischke-Konnerup

Spændende ph.d.-forsvar på onsdag:

Der er et virkeligt interessant ph.d.-forsvar i Aalborg på onsdag. Det er en af landets førende almenpædagoger, Leo Komischke-Konnerup, der forsvarer afhandlingen “Gentagelsens pædagogik”.

Komischke-Konnerup er Benner-inspireret, men heldigvis uden direkte Luhmanniansk overbygning. Det giver ham en unik sans for betydningen af pædagogisk praksis, uden at han lukker omverdenen ude. Det betyder bl.a., at han kan sammentænke social- og almenpædagogik.

Han fik højskolepædagogisk pris sidste år, og han skrev i 2014 en glimrende artikel i Uren Pædagogik 2.

Merete Wiberg og Michael Uljens opponerer.

http://www.aau.dk/arrangementer/vis/ph.d.-forsvar-ved-leo-komischke-konnerup.cid357927

 

18. d. 19. maj: Professionshøjskolernes Singularitet: Læsning eller medlæsning

Stefan Hermann, som er formand for Danske Professionshøjskoler, vil lave en ”teknologipagt” med de danske børn. Det skrev han i Berlingske-business i går. Pagten skal indgås via en ureflekteret teknologificering af læreruddannelsen.

Hvor kommer Hermanns ensidige teknik-begejstring fra? Jo, den kommer fra Danske Professionshøjskolers nye udspil til læreruddannelsen, som Hermann da også refererer til i sin kronik.

Grundlagsrapporten bag dette udspil blev – hvad angår teknologi-emnet – udarbejdet med udgangspunkt i et oplæg af Anders Hvid, som er førende Singularity-ideolog i Danmark. Denne nyreligiøse bevægelse har dyb indflydelse på regeringens politik. Og hvad der tiltaler regeringen, tiltaler jo også professionshøjskoler. Det er det, som man kalder ”strategi”.

Jeg analyserede grundlagsrapporten i sidste uge. Der var kun to kritiske reaktioner. Prorektor for UC-syd, Alexander von Oettingen, skrev, at det var “nonsens”, men han sagde ikke hvorfor. Og på twitter skrev professor Jeppe Bundsgaard følgende i sædvanlig stil:

“Det er da ikke nogen analyse. Det ville kræve at det var andet end domme og metaforiske karakteristikker, mistænkeliggørelse af forfatterne og følelsesudsagn. For at analysere skal man ville forstå – medlæse som XXX siger.”

Så der var en lille “teknologi-pagt” mellem Bundsgaard og von Oettingen der :-).

Jeg ved i øvrigt ikke, hvad at “medlæse” er, men det lyder ikke rart? Det er nok det samme som “strategisk”. Jeg foretrækker at læse slet og ret. Det synes jeg også, at Herman og hans UC-kreds skulle begynde på. Især hvis de vil noget godt for børns forhold til teknologi. Von Oettingen, som jo er UC’er, kunne passende starte, eftersom han både er teknologisk realist og i stand til at tænke ustrategisk. Men han skal i så fald ud over “nonsens”-niveauet

Links:
Hermanns indlæg: https://www.business.dk/…/teknologipagten-skal-begynde-med-…

Analyse af Danske Professionshøjskolers rapport om læreruddannelsen: http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer…

 

19. d. 22. maj: Diskussion af Læreruddannelsens opgør med læreruddannelsen

Alexander von Oettingen kritiserer nu i en slags anden omgang mit indlæg ”Læreruddannelsens opgør med læreruddannelsen”, som handler om UC’ernes aktuelle udspil om læreruddannelsen.

Jeg havde simpelthen gjort UC’erne den tjeneste at læse hele udspillets grundlagsmateriale på ca. 200 sider og sammenfatte indtrykkene i et forholdsvist langt blogindlæg d. 13. maj.

Først – d. 15. maj – kaldte von Oettingen mit indlæg for nonsens, slet og ret, men det var jo ikke til at tage alvorligt. Jeg underbyggede så min kritik med en henvisning til en teknologibegejstret kronik af Stefan Herman, som jo er formand for UC’erne. Kronikken lå helt i det oprindelige udspils ånd, hvis omtale af teknologispørgsmålet udelukkende hvilede på Singularity-ideologi.

Von Oettingen svarede så på kritikken i fredags. Nu er det der med nonsens pludselig kommet i gåseøjne. Nu er det kun ”nonsens”. Det er naturligvis et fremskridt, eller hvad man nu skal kalde det.

Von Oettingen mener, at min kritik er ”nonsens”, fordi den er ”for affirmativ og tolker alt ind i en snæver Rømer-dagsorden”. Men mit indlæg er fyldt med dokumentation og argumentation. Der er ikke noget specielt ”affirmativt” ved den. Det er et decideret misbrug af Benners begreber, som von Oettingen er ude i her. Er Oettingen og UC-udspillet ”non-affirmativ”, mens kritikerne er ”affirmative”? Og har jeg en ”Rømer-dagsorden”, mens Oettingen har en ”non-affirmativ UC-dagsorden”?

Igen: Det er noget pjat. Det er et tegn på, at UC’erne lever i en boble, som man bruger filosofiske begreber til at befæste.

Sagen er følgende: Jeg har leveret en velfunderet kritik, der bygger på en grundig læsning af grundlagsmaterialet, og Oettingen og resten af UC-eliten har intet svar. Man bliver nervøs og sprutter omkring sig med bandeord, som ”nonsens” og ”affirmativ”.

Oettingen fortæller så, at der er store forskelle mellem de forskellige UC’er, underforstået at jeg fejler i min kritik af udspillet, som jo er centralt formuleret. Det er rigtigt, at der er nogle mindre forskelle mellem UC’erne, og dem omtaler jeg også nogle gange. Men i denne sammenhæng er der jo tale om et samlet centralt udspil, hvilket von Oettingen netop selv understreger nødvendigheden af, og hvis faglige grundlag er for smalt og teknisk. At der er mikrodiversitet under den centrale hat, er jo ligegyldigt i denne sammenhæng. Og den taskforce, som har lavet rapporten, er bredt sammensat af folk fra VIA, UC-syd og KP. Det er simpelthen for ringe, at man laver et centralt udspil, og når det så kritiseres, så snakker man om, at det ikke er så centralt, at det gør noget.

Til sidst kommer Oettingen endelig i en meget kort omtale ind på indholdet i min kritik, nemlig de før omtalte grundlagspapirer. I disse passager giver han mig faktisk ret i det hele, så vidt jeg kan bedømme det, men det er svært at vurdere helt præcist ud fra de meget sporadiske sætninger.

Men så skriver han alligevel til sidst, at min kritik skam ikke betyder, at UC’erne ikke har sans for ånd, tradition og seminarie-ånd. Men den går ikke. Min dokumentation, som Oettingen ikke har tilbagevist – sådan nærmest tværtimod -, viser det stik modsatte. Nemlig at UC’er forstærker det opgør med tradition og seminarie-ånd, som læreruddannelsen fra 2012 og UC’ernes eksistens er bygget på. At man så har lært sig nogle pynte-ord gør ingen forskel whatsoever.

Links:
Mit indlæg om læreruddannelsen d. 13. maj: http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer…

AvO’s opslag d. 15. maj: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=594931180886324&id=100011083422575

Min kritik af Hermans kronik, d. 19. maj: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156338557804481&id=837549480

AvO’s opslag d. 19. maj 2018: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=596704797375629&id=100011083422575

 

20. d. 22. maj: Om spædbarnspleje

Jeg har forstået, at DF vil optimere spædbørns læring om danske værdier.

Det falder fint i tråd med KL, som foreslår, at robotter skal skifte ble på de små pus. Det er den slags, som hedder ”disruption”. Lige noget for UC’erne, som jo også uddanner småbørnspædagoger.

Det er svært at være lidt fædrelandskærlig, så længe DF og KL svinger taktstokken i total opløsning af landets opdragelsesliv, og så får de endda hjælp af professionshøjskolerne.

Men for nu at være lidt konstruktiv på den destruktive måde, vil jeg da foreslå, at robotten læser følgende læringsoptimerende digt af Johannes V. Jensen op for babyen, mens den ligger på puslebordet.

Digtet kan minde alle om det tabte land, f.eks. at der findes noget, der hedder en mor og et barn, og at spædbarnspleje først og fremmest handler om fantasi, omsorg og menneskelighed. Måske minder det også om, at vi har et modersmål, som kan nogle ting.

På venstrefløjen kalder man vist sådan et digt for ”etnisk nationalisme”, fordi det kommer fra et kanoniseret forfatterskab, eller måske er det “kønsessentialistisk”, fordi det handler om ”en moder”? Venstrefløjen er ikke meget bedre end fortalerne for den nationsoptimerende læringsrobot.

MODERENS SANG:
1.
Jeg bærer i mit bespændte bryst
en sød og ængstelig vår
Mit eget lille stumme barn
Dybt under mit hjerte går.

2.
Rødmer jeg, er det den skjulte ild
Af barndom i mit blod;
mit hjerte toner hver gang du er mæt
og ryster din spæde fod.

3.
Jeg græder i søvne, sukker og ler
med dig der slumrende gror,
Vi drømmer sammen en dunkel drøm
om den grønne nådige jord.

4.
Vi drømmer om havet, der bølger så vidt
og om himlens favnende blå
og om brede sletter med blomster på græs
som hjortene hviler på.

5.
Vi drømmer om zebra og leopard
og om den vilde gnu
og om de myge aber små,
der hoster mod skovnattens gru.

6.
Vi drømmer om tårne ved Yangtsekiang
og om Himalayas sne
og om den forunderligt mægtige sol,
som ingen tåler at se.

7.
Jeg mærker med smerte og dobbelt fryd
i den stille svangre nat,
hvor alting er kommen mig mere nær
og hvor alting har mig forladt!

8.
Ak, alt hvad der faldt og døde med mig
skal leve med dig påny,
de unge stjerners undselige lys
og månens alvise gry

9.
Jeg vil dø, jeg vil svinde ind i dit smil,
forgå som et udslettet spor.
Jeg giver dig fri, jeg græder mig ned
i den sorte velsignede jord.

10.
Jeg giver dig liv, vil du nægte mig
at strække mig hvilende hen?
O, du er den, der skal have alt
og intet give igen!

(fra Johanes V. Jensen: ”Digte 1906” (moderniseret retstavning))

 

21. d. 24. maj: KL og Cambridge Analytica

Jeg skal til Aarhus Universitets Match Point-seminar om “Velfærdsstaten – nye løsninger på gamle problemer”. Der er en del om robotter og den slags.

Formanden for KL kommer også forbi, og der er også oplæg fra Aarhus Kommunes “Center for frihedsteknologi” (spændende navn).

I den forbindelse er det værd at minde om, at KL i sit seneste teknologiudspil, som er udarbejdet af firmaet Dare Disrupt, henviste positivt til det dybt umoralske Cambridge Analytica i flere omgange.

Her er et citat fra KL’s udspil:

”1. Den personlige undervisningsassistent.
Børn vil få adgang til avanceret kunstig intelligens pakket ind i ”søde” robotter og legetøj. Børn vil fra helt små være vant til at snakke med robotter, forvente at robotterne kender dem og at de kan agere personlige (lærings-) assistenter.
Læringsassistenter kommer til at lære vores individuelle måde at lære på og tilpasse sig til den.

2. Underviseren bliver lærings-facilitator.
Kunstig intelligens og læringsrobotter kan overtage meget af den instruerende og introducerende undervisning. Lærernes og pædagogernes rolle bliver at facilitere, monitorere og moderere børnenes læring. En underviser behøver ikke forberede og afholde den samme undervisning igen og igen, behøver ikke rette opgaver eller lave undervisningsplaner. Det klarer algoritmerne, endda bedre og mere individuelt tilpasset end et menneske kan. I forhold til læring bliver lærere og pædagogers opgave at monitorere elevernes progression og målrette indsatser til elevens niveau så eleven får passende udfordringer så alle elever bliver så dygtige, som de kan.

3. Datadrevne analyser giver forudsigelighed og transparens.
Kunstig intelligens giver bl.a. mulighed for at se mønstre, som øjet ikke ser. Der vil komme en langt bedre viden om effekten af forskellige læringsmetoder og viden om effekten af de enkelte materialer. Der vil også komme meget mere gennemsigtighed omkring udvikling og læringsstil for den enkelte elev, for forældre og for lærere og pædagoger og mere transparens om den enkelte skoles præstationer ift. at skabe progression i børnenes læring.”

Dare Disrupt ledes af folk fra det sekteriske Singularity University, som også den nye forskningsminister er rundet af. Dare Disrupts direktør har været flittigt brugt af regeringen og for nylig også af professionshøjskolerne ifm udviklingen af læreruddannelsen. Vi er dybt inde i den siddende regerings, embedsstandens og uddannelsessektorens aktuelle ideologi, dvs. den dataficerede konkurrencestat.

Det lader til, at kun EU kan sætte en stopper for et Danmark, som er gået i frit spin ud i stratosfæren?

Diverse links:
Link til KL:
http://kommunernes-teknologispring.dk/…/kunstig-intelligen…/

Mere omtale af KL-udspillets indhold: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156004449334481&id=837549480

Se også: http://kommunernes-teknologispring.dk/…/kunstig-intelligen…/

 

22. d. 26. maj: Indtryk fra Aarhus Universitets Matchpoint-seminar

Nu har jeg samlet alle indtrykkene fra de tre dage på Match point-seminaret. I dag handlede det om disruption og “sociale robotter”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/indtryk-fra-match-point-seminar-paa-aarhus-universitet.html

 

23. d. 30. maj: Note 1 til Gert Biestas bog ”Undervisningens genopdagelse”

Jeg sidder og læser i Gert Biestas nye bog ”Undervisningens genopdagelse”, som udkom på KLIM i forrige uge.

Der står nogle meget interessante ting på s.60-62 og på s.75-78. Her kan man læse, at læringssprogets ødelægende magt har rod i den såkaldte konstruktivisme, som er en særlig teoretisk og meget epistemologisk orienteret linje, som går fra Kant over Piaget, videre til Ernst von Glasersfelds ”radikale konstruktivisme”, for til sidst at havne hos Maturama og Luhmanns systemteori. Til sidst er Kant blevet rimeligt ukendelig :-).

Det er mig bekendt første gang, at Biesta lister denne fulde sammenhæng op så tydeligt, og jeg er helt enig med ham i denne teoretiske diagnose.

Sammenhængen er vigtig, fordi den også ligger til grund for dansk pædagogik og uddannelsespolitik, især via Jens Rasmussens og Lars Qvortrups arbejde.

Biestas kritik går ud på, at konstruktivismen udelukker omverdenen. Konstruktivismen bliver derfor, siger Biesta, ”ego-logisk”, dvs. kompetence- og aktivitetsbaseret. Det er derfor, John Hattie er så populær hos de læringsrevolutionære. Hattie er hyperaktiv.

I stedet taler Biesta for, at pædagogik på en måde er ”passiv”, dvs. nedfældet i verden. Denne passivitet er sjovt nok dybt aktiv, men ikke på den ”ego-logiske måde”. Det er nede i denne særlige form for aktive passivitet, at Biesta finder både lærer og elev på ny. Det vender jeg tilbage til.

Den konstruktivistiske fejltagelse er desuden årsag til en række meget uheldige dualismer a la ”fra undervisning til læring” eller ”fra den privatpraktiserende lærer til læringsdesigneren” mm..

Og helt ærligt: Tænk at bygge 20 års uddannelsespolitik op på, at verden er væk. Det er da ikke sjovt at vokse op i. Det giver stress at skulle skabe alting selv. Det er ”dårligt børneliv”, som det hedder.

Litteratur:
Gert Biesta (2018): “Undervisningens genopdagelse”, Aarhus: Klim.

 

24. d. 31. maj: Note 2 til Gert Biestas bog ”Undervisningens genopdagelse”

1.
Biesta kritiserer lærings- og kompetencetænkningen. Han sammenligner den med en robotstøvsuger (s.75). En robotstøvsuger lærer sig selv, hvordan et rum er indrettet, og hvordan den mest effektivt støvsuger rummet.

Måske kan støvsugeren også lære at lære, dvs. at forbedre dens effektivitetsprogrammer, når den møder nye rum. Det er det, som Biesta kalder for ”egologisk” læring, jvf min note 1 fra i går. Vi ender med den kompetente støvsuger.

Følger man dette spor som pædagogisk form, får vi kompetente børn og lærere, som både kan tilpasse sig en konkret situation, og som refleksivt kan lære at tilpasse sig nye situationer. For at optimere denne proces skal vi blot kende til data vedrørende tilpasningsproces og situation. Dette kendskab kan vi opnå via softwaresystemer og algoritmer, som indgår i dyader med en dannelsesfri stat. Biesta går dog desværre ikke ret meget ind i de dataficerende og politologiske konsekvenser af sin refleksion.

Dermed omdannes både lærer og elev til data. Det kaldes også for post-humanisme. Læringsbegrebet fører os i armene på en omfattende støvsugerrobotisering. Der er tale om en radikaliseret reformpædagogik, der udrydder både verden, pædagogisk gentagelse og dømmekraft. Dermed umuliggøres også undervisning. Desværre er det netop denne tænkning, som ligger til grund for Danmarks pædagogik og uddannelsespolitik.

Biesta har følgende fine formulering, som endda er kursiveret:

Skønt sådanne systemer kan lære, så kan de ikke blive undervist, de kan ikke modtage (en) undervisning” (s.92)

Pointen er: Menneskets pædagogiske essens er ikke at lære og heller ikke at undervise. Det fineste er at modtage undervisning, dvs. at åbne sig for verden og dens dialoger/vekselvirkninger, som en lærer forsøger at samle lidt, selvom det er svært.

Hermed omdefineres ”at lære” til udtrykkets mere klassiske betydning. Nu er ”at lære” ikke mere en effekt af undervisning, men indbygget i undervisningsbegrebet selv. Alle er i en ”tilstand af dialog” (s.23)

2.
Pædagogik handler ifølge Biesta om at ”være i og med verden på en voksen måde”. Ikke på læringsvoksenmåden, dvs. med karrierelæring og arbejdsmarkedsparathed, tværtimod. ”Det voksne” handler snarere om vise barnet en åben tid, som det kan handle ud fra, i den verden som findes. I denne tidslomme, som er konstant, støder vi på ”fødthedens faktum”, som det hedder med reference til Hannah Arendts filosofi (s.123). Her begynder ting, som man ikke helt ved, hvad bliver til. Her drages der omsorg for ”det uerstattelige”, som kommer til syne. Derfor kommer Biestas pædagogik til at handle om mennesket som pædagogisk subjekt. Vi er midt i omsorgen for menneskets handlingsliv.

Det er denne handlings-reference, som taler til ”voksenheden”. Biesta siger, at spørgsmålet om ”det ønskværdige” skal være ”et levende spørgsmål” i elevernes liv. Dermed er vi langt ude over ”kompetence-tænkningen”, som kun kan komme i stand via en a priori accept af det ønskværdige, dvs. “karrierelæringen” osv..

På dette sted, hvor ting begynder midt i verden, finder man pædagogikken. Her modtager man undervisning. Biesta taler endda om ”undervisningens gave”. En gave uden afkast, som han siger.

Det betyder ikke, at man skal gå og være unik hele tiden, sådan på Blachman-måden, tværtimod, selvom der er en risiko der. Biesta udvikler nogle meget fine betragtninger over, hvordan hans ”voksenform” eller ”sprog for pædagogik” udgør en slags overordnet omsorg for det pædagogiske sprog i skolen. Han gør f.eks meget ud af at sige, at han ikke laver didaktik. Måske kan man sige, at Biesta formulerer en teori for didaktikkens inderside? Det vil i så fald sikre, at didaktikken ikke lukker sig inde i ”forklaringer”, der fryser pædagogikkens ”er”-side. Voksenformen, dvs. dialogens tilstand, vil jo hele tiden vil undersøge og evt. omforme et “er”, som derfor altid er levende.

Kun en didaktik med en sådan inderside side vil kunne afstedkomme en situation, hvor undervisning kan modtages.

Biestas teori kan naturligvis også sættes i relation til andre pædagogiske emner, hvor den også vil kunne være en inderside. Det er jo ikke en pædagogik, men et sprog om pædagogik, Biesta gerne vil udvikle. Men det er ikke det samme som et ”mindset”, fordi sproget kommer ud af en refleksion over pædagogikken selv, mens “mindsettet” er en ydre psykologisk tvang.

Der er også nogle forskellige problemer i Biestas tænkning. Dem skrev jeg om i bogen ”Uddannelse for en menneskelig fremtid”, der udkom på KLIM sidste år, men det er en anden sag.

“Undervisningens genopdagelse” er oversat af Biesta-kenderen Lærke Grandjean til et smukt og flydende dansk.

Links:
Link til omtale af Biestas bog: http://klim.dk/bog/undervisningens_genopdagelse&q=biesta.htm

Link til note 1: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156364524719481&id=837549480&notif_id=1527685692551819&notif_t=feedback_reaction_generic