Må vi bede om en UC-pris for demokratisk dyd til Keld Skovmand, tak!

Folkeskolen.dk’s Pernille Aisinger bragte d. 11. juni et interview med Keld Skovmand, hvor Skovmand endnu engang forklarer sine synspunkter og forsøger at afrunde sin sag i bløde, men præcise vendinger.

Her er interviewets hovedpointer:

 

1.

Skovmand siger, han fortryder, at han har rejst sagerne i et juridisk spor, eftersom hverken Nævnet for Videnskabelig Uredelighed eller Aarhus Universitets Praksisudvalg har undersøgt sagerne ordentligt. Skovmands kritik går på, at de to instanser ikke har fulgt universitets og lovens krav til sagsbehandlingsprocessen.

For Skovmand er det faktisk Praksisudvalget og ikke ham selv, der har gjort sagen til et spørgsmål om ”uredelighed” i lovens forstand. Skovmand nævnte aldrig ordet ”uredelighed” i sine henvendelser til Praksisudvalget, som uden videre videresendte dem til Nævnet alligevel.

Nævnets formand, Jens Hartig Danielsen, har faktisk givet Skovmand ret i dette kritikpunkt. Det gjorde han i forrige nummer af bladet Forskerforum. Og jeg er helt enig med Danielsen, hvilket jeg har argumenteret grundigt for andetsteds. Jeg har også diskuteret sagen med Praksisudvalgets formand i en lang mailudveksling. Formanden fastholder sin fortolkning, som altså går imod Nævnets synspunkt.

Så Skovmand har altså ret i, at han har rejst sagerne ”under falske forudsætninger”, som han siger. Og strengt taget har Skovmand kun gjort sin pligt i forhold til de nationale retningslinjer for god videnskabelige praksis, som helt klart lægger op til mere klage-adfærd, selvom det bestemt ikke er min kop te.

Skovmands vedholdenhed har altså bidraget til, at den næsten nye lovgivning nu formodentlig finder sit rette leje, hvilket han trods alt skal have tak for. Skovmands detaljerede indberetninger burde desuden udgives som videnskabeligt materiale efter min mening.

 

2.

På grund af den problematiske proces, og fordi Praksisudvalget ikke ville inddrage det supplerende materiale, som Skovmand eftersendte, trak Skovmand faktisk sine klager tilbage dagen før, at Praksisudvalget skulle behandle sagen. Alligevel behandlede Praksisudvalget sagerne og frikendte forskerne. Det er da en pudsig detalje, ikke sandt?

Ingen kender mig bekendt Praksisudvalgets nærmere begrundelser. Efter den problematiske sagsbehandling er det svært at have fuld tiltro til afgørelsen, må jeg indrømme. Jeg føler mig med andre ord ikke overbevist om, at der ikke har været tale om ”tvivlsom forskningspraksis”, som jo er praksisudvalgets sagsområde. At der er tale om kritisabel forskning, er jeg til gengæld 100% sikker på.

 

3.

Skovmand ærgrer sig altså over det juriske spor, men han fortryder naturligvis ikke den substantielle og faglige del af sin kritik, som da heller ikke er blevet tilbagevist af nogen som helst, men som tværtimod understøttes og bekræftes af mange andre undersøgelser.

Skovmand er dog bange for, at den faglige kritik vil dø ud, fordi den juridiske frikendelse nu vil blive forvekslet med en faglig frifindelse: ”Kritikken bliver lammet”, siger han.

Det lader desværre til, at Skovmands frygt bekræftes. VIA-UC’s topledelse kalder Skovmand ”en fare for demokratiet” i et skandaløst indlæg på Altinget. AU/DPU’s behandling af sagens aspekter har også været under al kritik, hvilket formodentlig skyldes, at DPU’s ledelse har store fælles interesser med de indklagede forskere. Og i Jyllandsposten måtte gymnasielærer Mikael Busch – formodentlig efter klage fra de indklagede forskere – ikke skrive, at Skovmand har afsløret ”videnskabelig fusk”, hvilket han da i høj grad har, selvom der altså ikke tale om ”videnskabelig uredelighed” i lovens forstand. Ifølge ordbogen er en central betydning af ordet ’fusk’ ”sjusket eller klodset” udført arbejde, og det kan man da roligt sige, at Skovmand har dokumenteret. Jeg er meget bekymret over dette samlede pres på kritikkens selvstændighed, og jeg er nervøs for, om Skovmands frihed er adækvat beskyttet i UC-regi.

Skovmand burde tildeles en pris for ytringsfrihed og retskaffenhed af alle professionshøjskoler og modtage en klækkelig lønforhøjelse af sin nye ledelse på UC-Lillebælt. Hvorfor er Skovmands ledelse ikke ude med et frontalt svar på VIA’s neo-totalitære angreb på demokratiet? Og hvor er formanden for Danske Professionshøjskoler, Stefan Hermann, der ellers forsvarede lærer Erik Schmidt i dennes kamp for ytringsfriheden?  Det er meget vigtigt, at UC-centralismen nu aktivt værner om ytringsfriheden og landets demokratiske substans.

At Skovmand kan slå en skævert i ny og næ, viser bare, at han har åndelige evner. UC-sektoren, som er ved at gå til i nysprog og evidensbaseret kedsommelighed, har om nogen brug for folk som Skovmand, hvis den ikke vil havne i ”pissedårlig undervisning”, som pro-rektor ved UC-Syd, Alexander von Oettingen, kalder det.

Jeg går ud fra, at Skovmands nye ledelse – i overensstemmelse med både Grundloven og reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed – tilskynder Skovmand til yderligere kritisk aktivitet, så UCL, professionshøjskolerne og samfundet fortsat kan nyde godt af hans åbenhjertige evner.

 

4.

Skovmand undskylder også over for de indklagede forskere, men det er der ingen grund til, for Skovmand har jo lavet indberetningen i god tro og efter statens retningslinjer. Derimod har sagsbehandlingen været under al kritik. Det er derfor snarere Praksisudvalget og Nævnet, der bør undskylde til alle involverede, ikke mindst til Skovmand, når det kommer til den del.

Derimod kan de indklagede forskere passende undskylde overfor landets lærere og pædagoger for deres læringsmålstyrede overgreb mod landets pædagogik. Og de kan i den forbindelse sige tak til Skovmand for at have fremskyndet denne faglige og moralske renselsesproces.

 

Links:

Link til interview med Skovmand: https://www.folkeskolen.dk/688492/efter-sagen-skovmand-trak-anmeldelser-om-tvivlsom-forskningspraksis-tilbage-i-11-time

UC-VIA’s ledelse, der mener, at Skovmand er ”en fare for demokratiet”: http://www.thomasaastruproemer.dk/uc-vias-rystede-demokrati.html

Vedr. artikel i Forskerforum og Mikael Buschs anmeldelse, se kapitel 3 og 13 i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-61-maj-2019.html

Alle indlæg i sagen er samlet her: http://www.thomasaastruproemer.dk/skovmand-sagen

DPU nedlægger Alexander von Oettingens professorat i pædagogik

DPU blev i 2008 en del af Aarhus Universitet. Universitetet og DPU har derfor et særligt ansvar for landets pædagogik og pædagogiske forskning.

Dette ansvar går det desværre ikke så godt med at indfri, hvilket jeg nu vil give et prægnant eksempel på. Det drejer sig om en sag, hvor DPU/AU havde oprettet et ordinært professorat i pædagogik, som efter fuldt gennemført ansættelsesproces uden videre blev nedlagt igen. Man havde endda tilbudt stillingen til en ansøger, Alexander von Oettingen, som altså få dage efter pludselig stod med fletningerne i postkassen. Kort tid efter nedlagde man professoratet som sådan af hensyn til ”strategi” og ”profil”.

Med mindre sagen indeholder vigtige informationer, som jeg ikke kender til, er der efter min mening tale om en skandale, vel at mærke med store konsekvenser. Og skandalen hænger organisk sammen med en række andre faglige processer, som jeg kort vil antyde. Her er historien om professoratet i pædagogik:

 

1. Opslag af professorat i pædagogik i 2014

D. 3. juli 2014 blev der opslået et ordinært professorat i pædagogik ved DPU med kontor på den ekspanderende afdeling i Aarhus. Opslaget var kommet i stand under den daværende universitets- og institutledelse: Mette Thunø var dekan for det nyetablerede Arts-fakultet, og Hanne Løngreen var institutleder ved DPU, som dengang hed IUP. Løngreen havde i 2011 afløst læringsideologen Lars Qvortrup, som var rejst til Aalborg, efter at han tilbage i 2010 forgæves havde forsøgt at afvikle filosofien på DPU.

Men Løngreen var egentlig ikke ideolog. Da hun opslog professoratet i pædagogik, ville hun blot – kraftig støttet af Mette Thunø – styrke DPU’s Aarhus-afdeling. Desuden ville hun etablere en aarhusiansk baseret uddannelse i pædagogik.

En række interesserede forskere brugte deres sommerferie på at skrive ansøgninger, som skulle indleveres allerede d. 31. august 2014. Der var i alt 9 ansøgere, heriblandt mig selv, og der blev nedsat et bedømmelsesudvalg bestående af professor Per Fibæk Laursen (AU), professor Karen Borgnakke (KU) og den internationalt anerkendte professor Stephen Hopmann fra Universität Wien.

Midt i disse indledende manøvrer kom der imidlertid et ny ledelse, både på fakultetet Arts og på instituttet, altså DPU.

På fakultetet blev Johnny Laursen ny dekan d. 1. juli 2014, og rektor Brian Bech Nielsen var i forvejen næsten ny i sadlen. Laursen og Nielsen var mere sindige end den tidligere centrale ledelse, som var helt ude i OECD-hampen, men desværre manglede Johnny Laursen viden om forholdene i den pædagogiske jern- og åndsindustri. Rektor Brian Bech Nielsen er fysiker og fik hurtigt travlt med en stor sparerunde, så pædagogikken var nok ikke lige i sigtekornet.

På institutniveau blev Hanne Løngreen afløst af den skolereform-begejstrede Claus Holm, som tiltrådte d. 1. november 2014. Indtil da havde Holm været vice-institutleder, og før igen var han leder for DPU’s kommunikationsafdeling, hvor han støttede Qvortrups aktion mod filosofien tilbage i 2010. Holm genoptog med det samme Qvortrups linje. Holm havde ingen interesse i at arbejde for et professorat i pædagogik. Det er helt klart. Han er konkurrencestatsmand, og derfor handlede alt om læring, OECD og systemteori. Og Johnny Laursen, som selv er mere til organisation end til pædagogisk åbenhjertighed, havde ingen modstandskraft/lyst over for disse ideer. Han troede, at han satsede på drift, men det gjorde han ikke. Han tilpassede sig ideologien.

Allerede ved udnævnelsen af Laursen og ikke mindst af Holm midt i det hele tænkte jeg mit, men jeg havde dog ikke fantasi til at forestille mig, hvad det hele skulle udvikle sig til.

(Både dekan (Laursen) og institutleder (Holm) var i første omgang blot ”konstituerede”. Senere, men først efter hele forløbet, blev de ”ægte”.)

 

2. Ansættelsesprocessen

D. 9. december 2014 fik jeg en mail, hvori ledelsessekretæren inviterede til ansættelsessamtale pr. d. 9. januar 2015. Ansættelsessamtalen blev forestået af Claus Holm, men der var også andre ledelsesrepræsentanter til stede.

Det var tre til samtale:

  • Den daværende direktør for uddannelse og forskning ved UC-Syd, Alexander von Oettingen
  • Mig selv, som var lektor ved DPU, Aarhus Universitet
  • En tredje person, hvis navn jeg er bekendt med, men som jeg ikke vil nævne

Til samtalerne var følgende personer til stede ifølge invitationen:

  • konstitueret institutleder Claus Holm
  • studieleder Eva S. Viala
  • afdelingsleder ved DPU-Aarhus Merete Wiberg

Efter nogle dages venten blev Alexander von Oettingen tilbudt stillingen. Von Oettingen var nu professor i pædagogik.

Der var lidt tumult på bagsmækken. Blandt andet kæmpede jeg for min sag. Jeg sendte en redegørelse for mit synspunkt til rektor d. 29. januar. Mine indvendinger blev afvist pr. 9. februar med følgende ordlyd:

“Kære Thomas,

Som lovet vender jeg nu tilbage til din mail om den igangværende ansættelsessag på Arts. Jeg har i anledning af din henvendelse modtaget en grundig orientering fra konstitueret dekan Johnny Laursen om den endnu uafsluttede ansættelsessag. På baggrund af orienteringen er det min opfattelse, at retningslinjerne i ansættelsessagen er fulgt.

Som du sikkert ved, er det dekanen, der træffer den endelige afgørelse om besættelse af stillingen. Jeg vil derfor afholde mig fra at gå yderligere ind i sagen. Hvis du har spørgsmål i den forbindelse, foreslår jeg derfor, at du kontakter Johnny Laursen herom. Jeg skal gøre opmærksom på, at Johnny Laursen er blevet gjort bekendt med din mail gengivet nedenfor.

Med venlig hilsen Brian”

Ok, det var der jo ikke noget at gøre ved. Man kan ikke vinde hver gang.

Jeg undrede mig over rektors formulering om ”den endnu uafsluttede ansættelsessag”, for der var jo gået tre uger siden ansættelsessamtalen, og Oettingen havde for længst fået tilbudt stillingen. Men jeg tænkte, at det nok bare var en fejl.

Alexander von Oettingen, som allerede dengang havde et stort og vigtigt virke bag sig, var nu klar til at indtræde som ordinær professor i pædagogik ved Aarhus Universitet.

Troede vi!

 

3. Nedlæggelsen af professoratet med henvisning til “strategi”

For hovsa! Hvad skete der så lige? Pludselig d. 25. februar – altså ca. 7 uger efter ansættelsessamtalen – tikkede følgende mail ind i Outlook fra Claus Holm, som altså kun havde været institutleder i 3 måneder:

”Kære Thomas Aastrup Rømer

Tak for din ansøgning til – og efterfølgende samtale om – stillingen som professor i pædagogik ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (IUP), Aarhus Universitet med arbejdssted ved IUP, Campus Aarhus.

På baggrund af, at der på instituttet stadig pågår væsentlige strategiovervejelser med konsekvenser for den organisatoriske udvikling og instituttets profil, der i særdeleshed omfatter IUP’s Campus Aarhus har jeg, efter drøftelse med dekan Johnny Laursen, besluttet ikke at besætte stillingen som professor i pædagogik.

Med venlig hilsen Claus Holm, Kst. Institutleder”

Så Claus Holm og Johnny Laursen havde altså i fællesskab – nærmest i nattens mulm og mørke – besluttet, at det er i modstrid med et pædagogisk instituts “strategi” og ”profil”, at have et professorat i pædagogik! Det må være den mest barokke og ukvalificerede begrundelse i dansk pædagogiks historie nogensinde. Det svarer jo til, at det vil være ’ustrategisk’ at oprette et professorat i økonomi på et økonomisk institut?

Og Alexander von Oettingen, som jo havde fået stillingen tilbudt – og som var i fuld gange med at træffe alle de praktiske foranstaltninger, der følger med et jobskifte – måtte simpelthen aflevere sin stilling igen! Hvad mener I? Hvilken absurd behandling af et andet menneske. Man skulle tro, man var ansat i et østeuropæisk transportfirma.

En sådan uretfærdighed kan man kun gennemføre, hvis man har en ideologisk dagsorden. Og denne ”ideologiske dagsorden” var i dette tilfælde et “strategisk” opgør med pædagogik, orkestreret af DPU og AU i en eller anden form for symbiose.

En supplerende forklaring findes måske i Claus Holms syn på, hvad en ”professor” er. Tilbage i juni 2014 – altså mens han endnu var viceinstitutleder, og samtidig med at professoratet blev oplsået – fortalte han i Information, at en professor ikke mere skulle være et ”fagligt fyrtårn”, men derimod glæde sig over universitetsledelsens ”tydelige og klare forventninger” til, hvordan han/hun skal ”udfylde rollen som professor”. Kort sagt: Vi skal gå fra ordinære professorater, der drager omsorg for et fælles kundskabsområde, til strategiske mso-professorater, der bekræfter universitets-organisationens interesser. Så altså: Slut med ”faglige fyrtårne” (Holm 2014).

I oktober 2015 blev Alexander von Oettingen i stedet pro-rektor ved UC-Syd, hvorfra han i dag bedriver sit virke; blandt andet som leder af arbejdet med Danmarks Lærerforenings skoleideal, hvis ny-humanistiske tendens går stik imod Claus Holms ideer (Grønkjær 2017).

Aarhus Universitet har med hele denne stillingsproces gjort sig selv medansvarlig for et opgør både med landets pædagogiske tradition og praksis, og med pædagogikkens forbindelse til europæisk dannelse som sådan. Endelig må man sige, at universitetets respekt for ansættelsesetik i almindelighed, og for behandlingen af von Oettingen i særdeleshed, er under al kritik. Fagforeningen burde faktisk gribe ind efter min mening. Rektor bør under alle omstændigheder.

Jeg har ca. en gang om året mindet både rektor og dekan om dette problematiske forløb, men det har ikke afstedkommet nogle korrektioner eller beklagelser. Rektor Brian Bech Nielsen henviser blot til sin dekan, og dekanen anser sagen for ”afsluttet”. Men det er den ikke. Den lever lige der, hvor der er pædagogik i landet. Holm er tavs som graven.

 

4. Den nye strategi

Og hvad handler så den nye ”strategi” om, som de konstituerede ledere henviser til i deres skandaløse mail? Her er fire kraftfulde eksempler:

For det første oprettede man få uger efter nedlæggelsen af det ordinære professorat en masse MSO-professorater i afgrænsede pædagogiske emner og funktioner. Oprettelsen var en del af en større proces, som netop skulle styrke institutternes ”strategisk orienterede fagudvikling”, som det hed. F.eks. blev der ansat en professor MSO i systemteoretisk madforskning og en anden i kvantitativ forskning. Det var ”lige hvad Danmark havde brug for”, erklærede Claus Holm ved et stort indsættelsesarrangement. Selv kom jeg og andre filosofisk interesserede ikke engang i betragtning. Vi var helt uden for “strategisk” rækkevidde. Om Alexander von Oettingen også søgte, ved jeg ikke. I 2017 kom der endnu en runde med mso-professorater efter samme skabelon og med samme resultat. Lars Qvortrup, hvis ideer Holm er dybt præget af, sad i det centrale interne udvalg.

For det andet: Året efter nedlæggelsen af professoratet, i 2016, etablerede Aarhus Universitet og DPU det såkaldte ”Nationalt center for skoleforskning” med den smallest tænkelige faglige horisont. Holm udnævnte sin åndsfælle Lars Qvortrup til leder, mig bekendt helt uden offentlig stillings- og ansættelsesproces. John Hattie var eneste pædagogiske reference på centrets www-forside.

For det tredje: Samme forår, altså i 2015, understøttede Claus Holm de anslag mod min forsknings- og ytringsfrihed, som Dorthe Staunæs og Malou Juelskær rettede mod mit kritiske arbejde, og som først blev frafaldt efter hårdt offentligt slid fra brede kredse i samfundet. Dekan Johnny Laursen understøttede klagerne ved overhovedet at behandle dem formelt og med fuld proces (Rømer 2015b). Efterfølgende blev Staunæs professor MSO. I dag er sagen nærmest tabu, selvom den er udførligt beskrevet i Heine Andersens meget omtalte bog “Forskningsfrihed” (Andersen 2017).

Endelig er det, for det fjerde, værd at nævne den udgrænsning af pædagogik, normativitet og didaktik fra instituttets forskningsprogram-organisering, som allerede fra 2015 blev et resultat af DPU’s nye ”strategi 2015-2020”, og som betonede læring, globalisering, sammenligninger og intervention (Rømer 2019)

DPU’s og AU’s “strategi” havde gjort dens arbejde.

Dermed opsluges Aarhus Universitet af det, jeg har kaldt for Danmarks Pædagogiske Oligarki, som er en særlig form for pædagogisk glemsel, som både er teoretisk og organisatorisk struktureret omkring en meget smal læringsideologi (se f.eks. Rømer 2015). Først blev DPU opslugt af AU, og bagefter spiser DPUs ”læring” så AU med kniv og gaffel.

 

5. Andre reaktioner på sagen: Thorkild Thejsen og Benny Bang Carlsen

I mit første indlæg om denne sag fra 2017 nævnte jeg ikke Alexander von Oettingens navn. Men von Oettingen trådte offentligt frem her i maj 2019, hvor han fortalte sin historie til den tidligere chefredaktør for Folkeskolen.dk, Thorkild Thejsen. Thejsen skrev om sagen under et indlæg på folkeskolen.dk af netop Claus Holm, hvor Holm forsvarer sig mod endnu en kritik af pædagogik-tabet på DPU (Holm 2019). Efterfølgende delte Thejsen sin tekst på Facebook, som jeg her har kopieret fra.

 

A. Thorkild Thejsens indlæg:

”EN UROMANTISK STINKER FRA DEN NÆRE FORTID

Fagbladet Folkeskolen har i flere artikler vist, hvordan forskningsmiljøerne på DPU omkring skolens fag er blevet ødelagt eller nedlagt. Det afviser institutbestyreren med en byge af succestal, der et en Danske Bank-direktør værdig. Der er ikke brug for en romantisering af fortiden, skriver han. Og dekanen for fakultet kalder kritikken for “ammestuehistorier”.

Jeg er enig i, at der ikke er brug for romantisering, så her er en sag fra den nærmeste fortid, der bestemt ikke er romantisk, men som siger noget om den måde, DPU ledes med.

Her kommer en stinker:
DPU opslog for et par år siden et professorat i pædagogik. Ansøgerne blev vurderet af et udvalg, der bestod af tre professorer – to danske og en østrigsk, hvorefter et enigt ansættelsesudvalg på DPU pegede på en person til stillingen.

Han blev derefter ringet op af institutleder Claus Holm og fik at vide, at professoratet var hans.
Champagnepropperne sprang hos den glade ansøger, og få dage efter var han til møde med Claus Holm i København for at aftale de praktiske ting omkring starttidspunkt.

Han tog glad hjem og begyndte afviklingen af sit arbejde på professionshøjskolen.

Alt var altså indtil videre perfekt. For den person, der var udpeget til pædagogikprofessoratet, har stor teoretisk og praktisk viden om skolens fag, om skoleundervisningens betydning for elevernes dannelse, om almen pædagogik og om læreruddannelse. Han ville i den grad kunne være med til at genetablere forbindelsen mellem grundskolen og DPU.

Men så skete der noget mærkeligt. Ja, noget uhørt:

Tre dage efter ringede Claus Holm igen. Og løb fra det hele!

På trods af tilsagnet om professoratet skulle ansøgeren alligevel ikke have den stilling, som han af Claus Holm havde fået at vide var hans.

Derfor er dr.pæd. Alexander von Oettingen i dag ikke professor pædagogik, men stadig prorektor på UC Syd.

Ja, ham var det, at Claus Holm så skamløs alligevel ikke ville have!

Jeg kender ikke begrundelserne. Men det er da tankevækkende, at von Oettingen – med sin solide faglighed og dybe rødder i skolen – er kritisk over for de nyhellige læringsmålsbegejstrede evidensfikserede konkurrencestatsgeneraler.

Det er tankevækkende, at von Oettingen ikke fik det professorat, han var enstemmigt indstillet til og havde fået tilbudt.

Det er tankevækkende, at DPU’s institutleder kan slippe godt fra først at følge ansættelsesudvalgets indstilling af en stærk kandidat til et professorat i pædagogik, og – efter at have bekræftet ansættelsen over for von Oettingen – så beslutter ikke at oprette stillingen!

At det etisk er meget flosset er én ting.

Men at det også er ærgerligt og skadeligt for DPU’s samspil med folkeskolen og dens lærere er evident.”

 

B. Benny Bang Carlsen

Benny Bang Carlsen er lektor og ph.d. i dansk ved VIA-UC. Han har siddet i en række vigtige arbejdsgrupper inden for UC-sektoren og i staten. Han har også skrevet en række interessante bøger og artikler om danskfagets indhold og grundproblemer.

Bang Carlsen kommenterede sagen på samme tråd som Thejsen. Også han er yderst kritisk over for Aarhus Universitets skandaløse behandling af Alexander von Oettingen.

Bang Carlsen skriver følgende:

”Skeletterne vælter ud af skabet på DPU!

Som almindelig borger i et demokratisk samfund, hvor vi orienterer os efter alment anerkendte og accepterede retsprincipper, bliver man harm, når man læser om denne forfaldshistorie på DPU i nyere tid. Men som ledelsen plejer at sige på DPU, så der er vel blot tale om en ny ammestuehistorie!

‘Something is rotten at DPU’. Pinlig udstilling af en inkompetent ledelse. Jeg går ud fra, at DPU har kompenseret for den elendige behandling af ansøgere – især for Alexander Von Oettingens vedkommende – med et betragteligt erstatningsbeløb, ellers hører al anstændighed op i denne famøse sag.”

 

6. Sagens kronologi

A. Generel kronologi:

3. juli 2014: Stillingen opslås officielt.

31. august: Ansøgningsfrist

19. september: Annoncering af bedømmelsesudvalg

9. december: Invitation til ansættelsessamtale

9. januar 2015: Ansættelsessamtaler

25. februar: Claus Holm udsender en mail om, at stillingen er nedlagt pga. ”strategiovervejelser” og af hensyn til ”instituttets profil”.

(Der kommer ny dekan og institutleder hen over sommer/efterår 2014. Johnny Laursen konstitueres som dekan d. 1. juli og Claus Holm som institutleder d. 12. november)

 

B. Alexander von Oettingens kronologi (som bekræfter Thorkild Thejsens fremstilling):

9. januar 2015: Ansættelsessamtale

15. januar (ca.): Claus Holm kontakter telefonisk Alexander von Oettingen og tilbyder ham stillingen som professor i pædagogik.

21. januar (ca.): Claus Holm og Alexander von Oettingen mødes på DPU i Emdrup for at arrangere det praktiske. Holm siger, at han vil eftersende en ansættelseskontrakt til Oettingen. Kontrakten kommer aldrig.

28. januar (ca.): Claus Holm kontakter von Oettingen og orienterer ham om, at stillingen alligevel ikke bliver oprettet. Der henvises i vage vendinger til ”strategi”

10. februar (ca.): Von Oettingen taler pr. telefon med dekan Johnny Laursen, som bekræfter Holms orientering.

25. februar: Claus Holm udsender en meddelelse pr. mail om, at stillingen er nedlagt pga. ”strategiovervejelser” og af hensyn til ”instituttets profil”.

 

C. Min egen kronologi:

9. januar 2015: Ansættelsessamtale

19. januar: Holm kontakter mig pr. telefon med afslag pga. manglende ledelseskompetence og for få hjemtagninger af forskningsmidler.

21. januar: Holm ringer igen og understreger, at der er tale om en ”samlet vurdering”

22. januar: Jeg varsler en klage til dekanen

26. januar: Dekanen afviser varslingen

29. januar: Jeg sender en klage til rektor

9. februar: Rektor svarer og afviser klagen

25. februar: Claus Holm udsender en meddelelse pr mail om, at stillingen er nedlagt pga. ”strategiovervejelser” og af hensyn til ”instituttets profil”.

 

D. I månederne efter:

  1. Der oprettes en række nye mso-professorater med udgangspunkt i ”strategien” (februar/marts 2015+2017).
  2. Der etableres nye forskningsprogrammer, der afviser de didaktiske/filosofiske interesser (i løbet af 2015).
  3. Ytringsfrihedssag på DPU, hvor to folk fra et af de nye forskningsprogrammer – med Holms og dekanens understøttelse – klager over en kritisk analyse af deres arbejde (april 2015).
  4. Oprettelsen af Nationalt Center for Skoleforskning (sommeren 2016).

 

7. Konklusioner

Her er to af de centrale konklusioner på forløbet:

  • På Aarhus Universitet kan man finde på først at tilbyde et professorat til en ansøger og derefter uden videre fratage stillingen fra den pågældende, som ellers er blevet vurderet kvalificeret af et faglig bedømmelsesudvalg. Man kan altså ikke gennemføre en regulær ansættelsesproces.
  • På Aarhus Universitet står ”pædagogik” i modsætning til et ”pædagogisk” instituts “strategi”.

Er der nogen – ud over universitetets og DPU’s ledelse – der synes, det er i orden?

 

Diverse links/referencer:

Stillingsopslagets ordlyd

Andersen, H. (2017). Forskningsfrihed – ideal og virkelighed, Hans Reitzels Forlag, s.324-328.

Grønkjær, L. (2017). ”Forsker: Et skoleideal skal minde os om, at skolen er mere end output”, Politiken Skoleliv, d. 11. oktober. https://skoleliv.dk/nyheder/art6151335/Et-skoleideal-skal-minde-os-om-at-skolen-er-mere-end-output (interview med von Oettingen om Danmarks Lærerforenings skoleideal)

Holm, C (2014). “De dygtigste forskeres frihed udnyttes dårligst”, Information, d. 19. juni. https://www.information.dk/debat/2014/06/dygtigste-forskeres-frihed-udnyttes-daarligst

Holm, C.  (2019). ”Replik fra Claus Holm: DPU har styrket forskningen i skolefagene”, www.folkeskolen.dk, d. 16. maj. Man kan læse Thejsens og Bang Carlsens bemærkninger i bunden af den ledsagende debattråd. https://www.folkeskolen.dk/659804/replik-fra-claus-holm-dpu-har-styrket-forskningen-i-skolefagene

Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag.

Rømer, T.A. (2015b). 2015-sag om ytringsfrihed: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu

Rømer, T.A. (2019) Analyse af DPU’s strategi 2015-2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-og-skole-del-3-dpus-strategi.html

Øvrige analyser af DPU’s syn på pædagogik:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-skole-og-samarbejdsstrategi-del-2.html

http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-skole-og-samarbejdsstrategi.html

Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 1

Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 2

 

Senere indlæg i sagen noteres løbende her:

Thorkild Theisen: ”Den der tier, samtykker, Claus Holm”, indlæg på folkeskolen.dk, d. 17. august 2019. https://www.folkeskolen.dk/824188/den-der-tier-samtykker-claus-holm

Artikel i Folkeskolen.dk: ”Professor: Alexander von Oettingen ville have været en stor gevinst for DPU”, d. 19. september 2019. https://www.folkeskolen.dk/879152/professor-alexander-von-oettingen-ville-have-vaeret-en-stor-gevinst-for-dpu

 

Tilføjet pr. 23. september 2019:

Her er en liste over MSO-professorater på DPU i tidens løb. Listen er muligvis ikke komplet, så I må gerne skrive til mig og supplere. Datoen markerer tidspunktet for MSO’ernes tiltrædelsesforelæsning:

1.
MSO-professorater før nedlæggelsen af Alexander von Oettingens professorat i februar 2015. (De første MSO-professorater er i dag omdannet til nye stillinger). Lederskifter har jeg angivet i parentes:

(Lars Qvortrup tiltræder som dekan i 2008)

Ning de Coninck-Smith, 2009, i dag: professor.
Susan Tetler, d. 2. februar 2011, i dag: emeritus

(Hanne Løngreen bliver institutleder i 2011)

Karen Lund, d. 13. februar 2012, i dag: lektor
Dorthe Staunæs, d. 26. marts 2012, i dag: professor
Morten Nissen, d. 22. oktober 2014

(Claus Holm bliver konstitueret institutleder for DPU i november 2014)

Jeppe Bundsgaard, d. 23. januar 2015

D. 25. februar 2015 nedlægges von Oettingens professorat i pædagogik.

2.
D. 6. marts 2015, dvs. umiddelbart efter nedlæggelsen af von Oettingens professorat, var der i stedet et internt opslag af mso-professorater. Efterfølgende var der fem tiltrædelsesforelæsninger:

Karen Wistoft, d. 22. januar 2016
David Reimer, d. 12. februar 2016
Uffe Jankvist, d. 4. marts 2016
Line Lerche Mørck, d. 11. marts 2016
John Kreisler, d. 27. maj 2016

D. 18. august 2016: åbning af Nationalt Center for Skoleforskning.

3.
D. 16. juni 2017 var der igen opslag af tre mso-professorater, og igen internt. Der var mindst to ansøgere ud af 14, som havde en pædagogisk-filosofisk baggrund. De kom dog ikke kom i betragtning, især med henvisning til det såkaldte H-index.

Udvalget, der foretog bedømmelserne, bestod af folk fra DPU, dvs. Morten Nissen, Lars Qvortrup, Uffe Jankvist, Sue Wright, Venka Simovska, Hans Siggaard Jensen samt dekan for forskning ved fakultetet, Anne Marie Paahus.

Der blev kun ansat to MSO-professorater, så vidt jeg kan finde ud af.

Eva Gulløv, d. 26. januar 2019
Rie Thomsen, d. 19. marts 2019

 

4.

Aktuelle faste professorer på DPU (tiltrædelse i parentes):

Niels Egelund (1996)

Lars Qvortrup (1996)

Jens Rasmussen (2002)

Bente Elkjær (2002)

Dorte Marie Søndergaard (2003)

Susan Wright (2004)

Bjarne Wahlgreen (?)

Lars-Henrik Schmidt (2007?)

Hans Siggaard Jensen (?, engang i 00’erne?)

Cathrine Hasse (2014)

Venka Simovska (2016)

Dorthe Staunæs (2017)

Dovigo Fabio (2017?, meget sparsom publikations- og CV-registrering)

Ning de Coninck-Smith (2018)

Folkemødenoter 2013-2019

Jeg har samlet alle mine noter og indlæg fra Folkemøderne på Bornholm 2013-2019. Her kan man få et indtryk af tidsåndens bevægelser og permanens fra tiden omkring skolereformens vedtagelse og frem til i dag.

A. Folkemødet 2013

1. Ny Nordisk Skole

Folkeskolen.dk har rapporteret sødt og rosenrødt fra et debat-møde i Allinge om Antorinis Ny Nordisk Skole. Det kan man studere under dette link. Her kan man læse om, hvordan Bondo høster bifald, og man kan også studere den helt ukritiske gengivelse af Antorinis svar. Journalisten glemmer imidlertid, at Casper Strunge (K) og Merete Riisager (LA) fremførte en enig og kras kritik af Ny Nordisk Skole for at mangle substantielle henvisninger til filosofi, formål og kultur. Antorini var helt paf over indvendingen; hun rullede med øjnene og kunne ikke svare andet end noget i retning af, at hun da interesserede sig for ”viden, der kan anvendes”, hvilket, med tilføjelsen “anvendelse til at skabe økonomisk værdi for andre”, lige præcis er Ny Nordisk Skoles læringsformel. Men desværre er denne formel også det stik modsatte af dannelse, og af alt det andet jeg lige nævnte, eftersom dannelse handler om det, der ikke umiddelbart kan anvendes.

Der var også en ung mand på mødet, der bekymrede sig for, om reformen ville betyde noget for de unges livsmod. Clement, som var ordstyrer gjorde grin med ham, og Folkeskolen.dk’s journalist omtaler kun latteren og ikke spørgsmålet. Men Clement burde have opført sig ordentligt. Både fordi man ikke skal gøre grin med folk, der spørger af et godt hjerte, og slet ikke hvis de er unge, men også fordi tilhørerens spørgsmål var godt, eftersom enhver fornuftig ung mand vil miste livsmod, hvis han blot skal vurderes efter sit bidrag til ”operative måltal” i læsning og matematik.

Nå, men til spørgsmålet om ”livsmod”. Her kunne Antorini blot svare, at man via reformen ville støtte “livsduelighed”. Men dette “livsduelighedsbegreb” har intet at gøre med livsmod eller grundtvigianisme, hvis nogen skulle tro det. Tværtimod, henviser begrebet til konkurrencestatens opportunisme og albuer. Det er alle enige om – undtagen ministeren og hendes Pisa-netværk. Det er set fra et journalist-fagligt synspunkt ikke i orden at referere så skævt efter min opfattelse.

Det var i øvrigt den samme journalist, der – også på folkeskolen.dk tilbage i november – i to artikler fremførte, at den såkaldte LEAN-metode, der er udviklet til at skabe effektivitet på samlebåndet i japansk bilproduktion, udelukkende har positive konsekvenser, når den bruges i vores skoler, selvom det er veldokumenteret, at denne metode allerede har medført et fald i både faglig selvstændighed og arbejdsmiljø for vores socialarbejdere. Jeg skrev allerede efter denne første artikel til redaktionen, at de burde kontakte antropologen Jakob Krause-Jensen fra Århus Universitet, fordi han netop har forsket i disse emner, men det gjorde den ikke. Det er heller ikke i orden set fra et journalistfagligt synspunkt.

Men LEAN er guf for Ny Nordisk Skole, hvis metoden kan bidrage til at forøge scoren med 0.2 på de operative måltal, der strukturerer hele den kommunale styring af skolen.

Det ene med det andet – jeg tror, folkeskolen.dk er ved at udvikle sig til en slags ukritisk metodehyldest; altså til Ny Nordisk Skoles hof-organ, altså til skolereformens hof-organ, altså til KL’s hoforgan. Tænk sig! Man er nok lidt sur på KL over ”en lille konflikt i foråret”, men man er hoforgan for skolesynet. De operative måltals LEAN-metode. Og når denne metode eller skolesynet får kritik, så forties det, så man får linjer og tegn nok til at skrive om det store bifald til lærerformanden.

Strunge og Riisager skal have stor tak for at pege på Ny Nordisk Skoles problemer og tvinge endnu et mangelfuldt svar af ministerens tunge. Det er åbenbart i yngre konservative og liberale kredse, at tænksomheden breder sig.

 

2. Om pædagogers kritik og fleksibilitet

Den største skuffelse på Folkemødet var nok at overvære tilstanden hos de danske pædagoger, eller i al fald hos deres organisation. Det kræver lidt forklaring.

Om fredagen hørte jeg en børnepolitisk diskussion i Enhedslistens telt. Her lagde Per Schultz Jørgensen ud med en fremragende kritik af de sidste 10 års børnepolitik, som han karakteriserede som en del af konkurrencestatens økonomitænkning. Det har han jo fuldstændig ret i, hvilket man let kan læse sig til i fx i dagtilbuddenes taskforce-rapport fra foråret 2012 eller i Århus Kommunes børnepolitik, som består af skemaer, flueben og finansministerielt godkendte pædagogiske koncepter. Og for nyligt læste jeg også et sted, at man skulle starte allerede i vuggestuen, hvis 95%-målsætningen for ungdomsuddannelser skulle indfris.

Der var to politikere fra Enhedslisten i panelet, heriblandt Rosa Lund, og selvom hun ikke gik ind i Schultz’s principielle kritik, var hun dog enig i grundsynet, og talte som man kan forvente at en ung socialist skal tale om vores børnehaver, og det mener jeg positivt.

Men derudover var der også en faglig sekretær i BUPL, nemlig Allan Baumann, i panelet. Han er ikke en hvem som helst. Jeg tror, han udgør BUPL’s intelligentsia sammen med nyudklækket phd. fra DPU, Claus Holm. De er begge involveret i pædagogernes tidsskrift VERA, og de er redaktører på udgivelsen “Ny Nordisk Pædagogik“, som er en hyldest til konkurrencestatens pædagogik.

Holm, der filosofisk set trækker på en blanding af samtidsdiagnosens misantropi og systemteoriens antihumanisme, taler f.eks. om, at dannelse er gammeldags og hører til i velfærdstaten, men at vi nu er i konkurrencestaten, hvor idealet er ”det opportunistiske individ”, hvorefter han klør på med OECD-rapporter og talentudvikling og meget andet maski-mekanisk dårligdom. Nå, men Baumann begyndte med at sige, at han da var enig med Schultz Jørgensen, men derpå vævede han videre om, at pædagoger skulle arbejde på et skæringspunkt ”mellem samfundets og børnenes krav”, men det var helt uden Schultz’ refleksionsniveau og helt uden kritisk sans og dermed spørgsmål til f.eks., hvad ”samfundets krav” er for noget, hvilket jo nok er konkurrencestaten alligevel, hvilket bliver klart lige om lidt.

Men alt det var nok gået i glemmebogen, hvis det ikke var fordi, jeg få timer senere tilfældigvis havnede i BUPL’s telt foran Allinge Røgeri. Her skulle man drøfte pædagogers og læreres samarbejde under den nye skolereform på et møde, der også er refereret på folkeskolen.dk. Man havde inviteret en skoledirektør, Torben Bugge, fra Randers Kommune, som var så middelbureaukratisk, at man følte sig helt utilpas over at møde ham på et FOLKE-møde.  Han talte kun om kvalitet og pris pr. pædagogisk enhed, og hele tre gange måtte han fortælle os, hvad han ikke måtte sige for sin kommunechef.

Derudover var der besøg af Camilla Wang, som er dekan for Stefan Hermanns lille kongedømme UC-Metropol, og som siger det samme som både ham og mange af de andre Ny Nordisk Skole-personer, fx at vi nu havde et ”vindue til forandring, som vi skal benytte os af” eller sådan noget.

Den tredje debattør var, ja netop, Allan Baumann, men nu var han åhh.. så samarbejdsvillig overfor de to andre debattører, hvis hele horisont netop var den konkurrencestat og den økonomitænkning, som Schultz Jørgensen just havde kritiseret.

Derudover var der ingen drøftelse af skolereformens kvaliteter og mangel på samme, og der var selvfølgelig ingen refleksion over, om pædagoger var egnede som undervisere, og heller ikke om pædagogernes omdefinering til “skolepædagoger” evt. kunne betyde, at pædagogernes egentlige og eget fag ville ende med at blive devalueret.

”Læreren” blev konsekvent konstrueret som systematiker og didaktiker uden pædagogisk sans, og der udvistes ingen forståelse eller interesse for, hvad en skole er. Tværtimod lagde man sig blot ned for de herskende vinde, mens både “læreren” og “pædagogen” falmede som et gammelt tapet. Diskussionslederen var vist kun interesseret i at få ny arbejdspladser til pædagogerne tror jeg. Han var helt ukritisk, for at sige det mildt, og da jeg luftede lidt bekymring spurgte han blot: Er du lærer? Det er jeg ganske vist ikke, men jeg kunne da fornemme, at “en lærer” ikke var knyttet til nogen dyd i BUPLs telt den eftermiddag.

Efter disse to børne- og skolepolitiske debatter, stod man lørdag aften tilbage med  følgende dobbelthed. På den ene side indtrykket af Schultz Jørgensen som den dygtige og kritiske ideolog, der i det ene telt talte pædagogikkens sag på en måde, som Rosa Lund, Baumann og BUPL kunne slutte op om. Og på den anden side Allan Baumann – den hyperfleksible sekretær, og dermed BUPL som sådan med systemteorien som larmende og tavs ledsager – der talte konkurrencestatens sag i et andet telt, mens hans eget fag visnede.

Pædagogerne er skåret over. I en ensom og let aldrende kritik, som alle formelt tilslutter sig, mens alle realt og uden sans for modsætningen tilslutter sig netop den praksis, som kritiseres. Det vil naturligvis ende galt for faget og faktisk også for os andre.

 

3. Stat og civilsamfund

Fredag besøgte jeg et meget fint arrangement i Grundtvigs Forums telt om forholdet mellem stat og civilsamfund. Det var Marianne Jelved (RV) og Esben Lunde Larsen (V), der var i ilden, og det gjorde de godt. Rigtigt spændende blev det, da Lunde Larsen spurgte til forholdet mellem konkurrencestat og dannelse; altså om ikke konkurrencestatsretorik var ved at udgrænse landets formål og historie fra vores uddannelsessystem? Jelved responderede ikke direkte på det med konkurrencestaten, men svarede med en overraskende kritik af det taxametersystem, der normalt forsvares ligeså hårdnakket af politikere, som det kritiseres af fagfolk. Det er glædeligt at høre om bevægelser vedrørende disse emner i nærheden af den politiske midte.

Men med så kritiske synspunkter florerende hos både V og RV er det svært at forstå, at både de Radikale og Venstre samme dag, altså i fredags, var blandt hovedkræfterne i en skolereform, der bygger på Ny Nordisk Skole, som ifølge de fleste forskere netop er en konkurrencestatskonstruktion, og som derfor, som Lunde Larsen siger, udelukker dannelse i sin grundlæggende filosofi.

Der er en form for modsætning i de sætninger, der strømmer ud gennem mundene hos de mest tænksomme politikere. Men modsætninger er i det mindste bedre end glemsomhed eller nysprog, og derfor skal Lunde Larsen og fru Jelved have en lille applaus herfra – men kun en lille en, fordi modsætningen endnu mangler at eksplodere, så landets pædagogiske traditioner igen kan strømme frit.

 

4. Om musikfaget i skoleforliget

I Allinge var jeg lørdag aften til møde om musikfagets rolle i folkeskolen med blandt andet den socialdemokratiske skoleordfører, Troels Ravn, og Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening. Lange var bekymret for følgende formulering i forliget:

”De praktiske/musiske fag skal bidrage til at understøtte den faglige udvikling og folkeskolens øvrige fag, herunder særligt dansk og matematik”.

Hermed menes, at musik skal bidrage til, at skolen kan score højt på ”de operative måltal” i matematik og læsning (som åbenbart sidestilles med ”dansk” :-(). Man forstår godt Langes bekymring, for hele forligets formålsstruktur arbejder ud fra de pågældende måltal. De er folkeskolens nye ”centralnervesystem”, som Erik Schmidt fra dannelsesgruppen Sophia har formuleret det.

I Ny Nordisk Skole – den filosofi som folkeskolereformen er en operationalisering af – er der ingen sans for faglige traditioner. Tværtimod har Lars Goldschmidt, som er formand for initiativets såkaldte dialoggruppe, på Sorømødet i 2010 kritiseret gymnasielærerne for at undervise for fagenes skønheds egen skyld (!). I stedet skal de undervise for at skabe innovation og vækst, mener han.

Et andet forhold, der vil underminere fagene, er den tætte sammenkædning mellem viden og anvendelse, der præger Ny Nordisk Skole. Det er ikke tale om en vekselvirkning mellem ”teori og praksis”, som nogen går og tror, men kun om ”viden og anvendelse”, som er noget helt andet. Man må ifølge Ny Nordisk Skole-filosofien nemlig kun undervise i det, der kan anvendes umiddelbart. Det har Lars Olsen sagt på et møde i Ny Nordisk Skoles dialoggruppe, og det er også det, der sker for tiden i de københavnske gymnasieforsøg. Endelig vil alle fagenes underordning under skolereformens styringsprincipper, de tre ”operative måltal”, medføre, at musik og andre fag vil tendere til at blive en metode til listeplaceringer, hvilket efter min opfattelse vil ødelægge musikfaget indefra.

Den ekstra musiktime i 1. og 5. klasse, som forliget lægger op til, skal altså vejes op mod tre tunge sociale og filosofiske processer, der nednormerer fagenes betydning i skolen. Det giver uden tvivl et kæmpeminus på bundlinjen.

Troels Ravn (S), der på biskoppernes dannelseskonference i maj 2013 hævdede, at der skam ingen dannelsesproblemer er i skoleforliget, deltog som sagt også i debatten. Han mente heller ikke, at der var problemer for musikfagets vedkommende, for der er jo en selvstændig fagbeskrivelse af faget. Ovenstående viser, at Ravn tager fejl. Det musiske som sådan skal underordnes det mindst musiske, man kan tænke sig, nemlig styringsprincipper og ”operative måltal”, innovation og økonomisk vækst.

Det pudsige og paradoksale faktum er, at Lange deler formandsskabet for Ny Nordisk Skoles dialoggruppe med netop Goldschmidt. Så hendes bekymring, som jeg egentlig tror kommer fra hjertet, er en bekymring, hun ikke fuldt kan erklære, fordi hun har skrevet under på en filosofi, der vil afvikle skolens musiske dannelse. Derfor virkede det også som om, at hun accepterede Ravns forklaring. Måske sad hun tilbage med et ubehag. Men det må i bedste fald blive ved følelsen, for Ny Nordisk Skole har berøvet hende en brugbar argumentation.

Debatten er også dækket på folkeskolen.dk

 

B. Folkemødet 2014

1. “Må vi få ro? – debatmøde om inklusion, biblioteket i Allinge, torsdag d. 12. juni”

Mødet var arrangeret af “Rådet for børns læring” – det tidligere “Skoleråd”, som det hed, dengang økonomen Jørgen Søndergaard regerede. Men nu er “skole” altså erstattet af “læring”. Derfor fik vi også udleveret en glittet tryksag med titlen: “Inkluderende læringsfællesskaber for børn” – en titel der peger direkte ind i to begrebsmæssige problemer, som jeg vil komme ind på til sidst i denne blog. Desværre har jeg ikke kunne finde publikationen på nettet, så jeg kan ikke lave et link.

“Læringsrådet” er en integreret del af skolereformen, nærmest et implementeringsorgan, så jeg frygtede det værste, eftersom skolereformen jo hviler på et opgør med pædagogik. Deltagerne var rådets formand, Agi Csonka, rådsmedlem Stefan Hermann, og den nye skolelederformand Claus Hjortdal. Derudover deltog KLs børneforkvinde Anna Mee (RV) og to personer med forskellige diagnoser/handicaps, der skulle understrege pointen. Kort sagt: Ny Nordisk Skole.

Alle var fans af børnelæringsinklusion. Der var ingen kritikere eller blot skeptikere i panelet. Det var altså ikke et debatpanel, men et implementeringspanel. Der var ganske vist masser af kritik ude i salen, men altså ingen i panelet. Ordstyrer var forkvinden selv, Agi Csonka, og den rolle brugte hun på at overhøre og omskrive enhver kritik fra salen, så ”læringsrådet” blev minimalt udfordret på noget som helst. Der var ikke noget folkemøde fra den kant. Niels Christian Sauer forsøgte, sammen med repræsentanter for autismeforeningen, at sparke lidt liv i debatten, men intet trængte igennem læringsrådets skjold – en arbejdsdag i det pædagogiske oligarki.

Hvad er problemet, tillader jeg mig at spørge som en rigtig amatør på inklusionsområdet, ligesom jeg tilstræber at være det på mange andre felter? Problemet er, at den “læring” og det ”fællesskab”, der tænkes på ved selve publikationens titel, blot er et “børne”- og “lærings”-fællesskab og ikke et pædagogisk fællesskab. Dermed bliver undervisningen til metoder for individuel læring, og de “voksne” og ”verden” ekskluderes fra pædagogikken.

Børnene ekskluderes dermed fra både hinanden og fra de voksne, dvs. både fra det sociale og det kulturelle. Børnene bliver helt alene uden sammenhæng og selskab. Inklusion bliver eksklusion. Vi har et råd, der ved sit eget begreb skaber ensomhed; et råd, der med sine underforståede begreber producerer de selvsamme problemer, som det påstår at løse. Af denne grund er hele læringsrådets hæfte også båret af løsningsmodeller, der alene defineres organisations- og evidensbaseret. Alle børn er individer, og alle voksne er organisationsorganer. Inklusion betyder herfra ikke fællesskab, men tvang.

Disse tendenser bekræftes entydigt, hvis man kigger på brochurens litteraturliste, der er et rent Hattie-, Egelund-, Qvortrup-, Rasmussen- og Rambøl-inferno.

En arbejdsdag i det pædagogiske oligarki, i Ny Nordisk Skole, i ny=ikke. Et ufolkeligt element, der vil afvikle pædagogiske fællesskaber og skolefællesskaber – og så på et Folkemøde.

Se også:

Folkeskolen.dk’s journalistiske dækning af mødet

 

2. ”Læreruddannelse på kandidatniveau – hvorfor skal vi vente?”

Tid og sted: Lindeplads 1 i Allinge, fredag d. 13. juni, kl. 11.45-13

Man samler en række strategiske aktører og sætter dem til at diskutere, om læreruddannelsen skal være en kandidatuddannelse. Og hvad diskuterer strategiske aktører? Ja, rigtigt gættet… de diskuterer strategier med udgangspunkt i deres strategiske interesse, hvilket er det samme som at sige, at de ikke diskuterer “noget”.

Sådan var det også på et møde, hvor DLF og Dansk Industri sammen inviterede til en debat om overskriftens emne. Selv har jeg ingen særlig mening om emnet, men hælder dog mere og mere til et nej til en ”kandidat i didaktik”, som DLF kalder det, for på mødet fik jeg kun et eneste argument for noget som helst, og det kom fra Bob Bohlbro, formanden for danske lærerstuderende, og han var imod sådan en uddannelse med mødets eneste ordentlige begrundelse. Argumentet kommer jeg tilbage til.

Nå, men hvem var ellers med? Det var Anders Bondo fra DLF, Charlotte Rønhof fra DI, en repræsentant fra Danmarks Evalueringsinstitut, politikerne Esben Lunde(V), Charlotte Dyremose (C) og en socialdemokrat, der vist nok hed Jeppe Bruus, samt lektor Frans Ørsted, som er ekspert i det finske læreruddannelsessystem.

a) Frafald og professionsideal

Bondo lagde ud. Vi skal mindske frafaldet på læreruddannelsen, mener han. Men hvordan det har noget at gøre med en kandidatuddannelse, forstår jeg ikke. Det er et af den slags argumenter, der skal understøtte et strategisk synspunkt, man har i forvejen. Kan nogen seriøst mene, at man skal lave en kandidatuddannelse i et fag for at undgå frafald på et eksisterende studium? Han sagde også, at indholdet i uddannelsen skal understøtte DLF’s professionsideal, hvilket er en skrækkelig tanke al den stund, at professionsidealet er problematisk på en række centrale punkter. At en kriseramt fagforenings “professionsideal” skal være grund for en videnskabelig uddannelse duer ikke. Det ender blot med, at forskningen tæmmes i ren og skær fagforeningsinteresse. En problemstilling, der skærpes med DLF’s tilslutning til Ny Nordisk Skole.

b) Teori og praksis

Stort set alle aktørerne ville skabe en tættere “kobling”, som de kalder det, mellem teori og praksis, for det har diverse evalueringer “vist”, at de lærerstuderende efterspørger, som EVA-repræsentanten udtrykker det.. MEN HVORFOR SKAL MAN GØRE DET, SOM TILFÆLDIGE STUDERENDE EFTERSPØRGER? Det er da en pædagogisk ansvarsfraskrivelse uden lige. Man skal derimod gøre det, som studerende har behov for, men eftersom uddannelse går ud på at finde sit behov, kan man jo ikke tage udgangspunkt i noget, som man endnu ikke har fundet.

Og “behov” er altså ikke det samme som “efterspørgsel”. Efterspørgsel er noget, enhver har, mens et behov er noget, den uddannede kultiverer og finder. Sætter man lighedstegn mellem efterspørgsel og behov, vil konsekvensen pr. automatik være en ekstremt nedladende holdning til vores ungdom. At tage udgangspunkt i de studerendes behov, altså i noget, de skal finde, forudsætter, at den pågældende uddannelse tager stilling til, hvilke dele af vores fælles liv, den ønsker at beskytte. De studerendes behov kan med andre ord kun findes og udfoldes, hvis et uddannelsessted tager udgangspunkt i sig selv. Hovsa!

Desuden: Hvad teori og praksis egentlig er, var der ingen, der reflekterede over. Jeg lavede engang et skema, hvorefter det kunne betyde 20 ting, så jeg er altid i tvivl, når folk bruger ordene lidt for selvfølgeligt, og det gjorde de alle sammen (Rømer 2010). Den herskende diskurs taget i betragtning betyder ”teori og praksis” nok bare en masse mekanik, dvs. teori der skal anvendes, så man kan score højt på “efterspørgslen” eller på Pisa.

Sagen er mere grundlæggende, at der ikke findes en praksis uden tænkning. Tages tænkningen ud, så bliver praksis til adfærd, og tænkningen selv bliver til metode og evidens eller til selvkredsende refleksioner uden substans. Hele den måde, spørgsmålet om “teori og praksis” blev stillet på af panelet, er derfor et tegn på et lærerfag i problemer, et lærerfag der vil styre adfærd efter evidens og “klare mål”, en læreruddannelse, som vil “koble”, hvilket er et absolut bandeord i min notesbog.

DLF vil desuden kalde kandidaten for “cand. didaktik”, men med tilslutningen til Ny Nordisk Skole vil det jo gå helt galt. Lærerbegrebet vil i så fald blive erstattet af “undervisningseksperten”, altså evidensmekanikeren, ham som Corydon har normaliseret. Hellere fastholde “lærer”, men så siver vi hen mod seminarietænkningen igen, dvs. en tilgang, hvor teori og praksis ikke skal ”kobles”, men hvor de er forbundet i udgangspunktet i stridbar magnetisme.

c) Dannelse

Bondo mente, at en kandidatuddannelse skulle være dannende. Men hvad er dannelse for en lærer, og hvad er akademisk dannelse? “Ansvar for eget liv”, svarede han i en underlig kort formulering. Nå ja, man må endelig ikke tage ansvar for andre end sig selv, og hvad med kundskaberne og disses processer? Med denne mærkelige forkortning, lægger Bondo sig i halen på konkurrencestatsmanden, Ove Kaj Pedersen, der i Højskolernes Telt dagen før sagde, at essensen af den grundtvigske tradition er “selvforsørgelse på arbejdsmarkedet”. Hvorfor al denne reduktionisme?

 

d) De gode ting – de lærerstuderende og KLM

Var der slet ikke noget godt på mødet? Jo, to ting. For det første er det en fornøjelse at følge de lærerstuderendes formand, Bob Bohlbro. Grunden til hans modstand mod kandidaten er, siger han, at forskningen skal forske for sin egen skyld, mens læreruddannelsen bør arbejde for skolens og undervisningens skyld. Sikken en læreruddannelse vi kunne få, hvis alle tænkte sådan. Så var der nok ikke noget, der skulle ”kobles”. Faktisk, og også lidt paradoksalt, ville læreruddannelsen i så fald blive meget mere akademisk end den form for systemteoretisk fagforeningsakademia, der ligger til grund for cand.didaktikken. Al selvstændighed kommer åbenbart fra de studerende for tiden.

Jacob Fuglsang fra Politiken, som var mødets ordstyrer, og som også er ivrig skolereformstilhænger, gjorde sig desværre straks morsom på Bohlbros og fornuftens bekostning og fortalte, at “han da skulle hilse og sige at på universiteterne var man holdt op med at forske for forskningens skyld” (citat efter hukommelse) – frisk fyr. Mon det er akademisk dannelse?

Et andet lille klimaks – endnu et slags indbrud fra virkelighedens verden – var, da Esben Lunde fik sagt til Harald Mikkelsen, rektor for professionshøjskole VIA, som var blandt publikum, at han – altså Lunde – nok skulle holde øje med professionshøjskolernes håndtering af faget Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab, som ellers skulle have været nedlagt, hvis det stod til Danmarks Pædagogiske Oligarki. Men desværre sagde Lunde det med et smil på læben. Heldigvis gav Dyremose ham ret. Hun vågnede lige lidt op der.

Mangler jeg at skrive noget om socialdemokraten, altså Jeppe Bruus? En rigtig Ny Nordisk Skole-mand. Han sagde, at vi har for mange dygtige piger og for mange vilde drenge, og så er vi ”udfordret”, og det skal vi så tilpasse det hele efter, og så er der jo også for meget teori, man ikke kan bruge til noget og så videre på den galej. Total tomgang og uden sans for materie og pligt. Men ok, han er også “kommunikationschef”, og med fare for at lyde fordomsfuld, så er Ny Nordisk Skole faktisk en rigtigt kommunikationschefsskole, det må læseren da give mig ret i.

Og hvad med DI-repræsentanten. Hun refererede blot til produktivitetskommissionen og noget med højere karakterer. Totalt off the point.

e) Konklusion

Konklusionen? Læreruddannelsen er forankret i det folkelige, mens universitetsuddannelsen er forankret i det universelle og det europæiske. Der burde man starte efter min opfattelse. I så fald vil man komme til at diskutere noget indhold i stedet for al dette ny=ikke.

Referencer:

folkeskolen.dk’s journalistiske dækning af mødet

Rømer, Thomas Aastrup (2010). “Teori og praksis i professionsuddannelser”, i Dansk pædagogisk tidsskrift, nr. 2, s. 62-71.

 

3. ”Er folkeskolen folkets skole?”, Grundtvigsk Forums telt, lørdag d. 14. juni, kl. 13-14.

I Grundtvigsk Forums telt kunne man lørdag eftermiddag høre en af Folkemødets mest interessante debatter. Der var simpelthen inviteret til – for åben net- og trommehinde – at erfare, hvordan alting er vendt på hovedet i dansk skolepolitik.

Arrangørerne havde stillet et godt spørgsmål: Er folkeskolen en folkets skole? I panelet var der to forsknings- og udviklingschefer på danske professionshøjskoler: Alexander von Oettingen fra UC-syd og Andreas Rasch-Christensen fra Professionshøjskole VIA. Der var også en skolelærer fra Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse, Niels Lynnerup, men hans indlæg vil jeg ikke omtale.

 

a) Alexander von Oettingens indlæg

Von Oettingen er ikke en dusinvare-mellemleder. Han har skrevet en række vigtige bidrag til dansk pædagogik, herunder bogen ”Det pædagogiske paradoks” samt en doktorafhandling, der genfortolker professor Knud Grue Sørensens pædagogiske ideer, som von Oettingen sætter i forbindelse med nyere tysk dannelsestænkning. Endelig har han også udgivet bogen ”Almen pædagogik” for et par år siden.

Så vidt jeg ved, har al den aktivitet ikke afstedkommet nogen magt i samfundet. Von Oettingen sidder, på trods af sin vigtige teoretiske indsats, ikke på nogen poster i de mange uddannelsespolitiske udvalg og kommissioner, der findes for tiden. Men måske har han betakket sig?

Jeg var faktisk, på trods af de mange gode bøger, lidt spændt på, hvad von Oettingen ville fortælle, fordi han i foråret 2013 på biskoppernes dannelsesmøde i Nyborg holdt et forskrækkeligt forsvar for læreruddannelsesreformen, og indimellem er han efter min mening også alt for positivt stemt over for systemteoriens indflydelse, som efter min opfattelse undergraver det, han prøver at sige.

Men jeg havde ingen grund til ængstelse. Von Oettingen holdt et blændende oplæg, hvor han argumenterede for, at folkets skole er død, og at det skyldes PISA-tyranniet, et fuldstændigt mekaniseret læringsbegreb og de primitive accountability-systemer, der udrydder formåls- og indholdsdiskussioner fra vores skolepolitik. Og han var, som en god filosof, ikke bange for at sige, at han begræd denne udvikling.

I sin kritik trak han på en rig og stadig levende europæisk skoletænkning og argumenterede for, at skolen er et fællesskab om kulturel indvielse, altså om undervisning – en lysende og oplysende indvielse, der viser verden frem for barnet; en indvielse som altså nu umuliggøres, fordi det er barnets læring, der kommer i centrum, og fordi undervisning dermed reduceres til en metode, til teknik. Han skældte ud på den manglende tillid til skolen med formuleringen: ”Den meget fokus på styring er et tegn på, at vi ikke har en folkeskole. Det er en falliterklæring for en kultur”.

Eller hvad med denne her: “Skolen har to opgaver. Den skal holde afstand til staten og afstand til familien. I stedet skal folket ind i skolen”. Det er nok denne “afstandsfilosofi”, som von Oettingen tilbage i 00’erne kunne bruge Luhmann til at underbygge, vil jeg tro, men fordi Oettingen samtidig insisterer på, at pædagogik vedrører frihed, handling og normativitet, styres det hele i sikker havn – i modsætning til vores ideologiske systemteoretikere, som Andreas Rasch-Christensen arbejder sammen med, der slet ikke mener, at der findes et pædagogisk paradoks, altså en ubestemthed mellem tvang og frihed, og som uden videre reducerer frihed til “kontingens”. Der er blot den store forskel mellem frihed og kontingens, at frihed er noget, der skal mere af ved hjælp af god pædagogik, der også kan tvinge, mens kontingens er noget, som mekaniske metoder vil forsøge at styre. Det er derfor en rigtig fatal ting at glemme forskellen.

Alligevel blev jeg lidt overrasket over Oettingens betoning af, at folket skal ind i skolen. Det havde jeg ikke forventet, men der var nok bare noget galt med mine forventninger. Under alle omstændigheder blev jeg glad.

Skolen skal være ”uaktuel og langsommelig” hed det endvidere i nogle vidunderligt prægnante og ekstremt velbegrundede formuleringer, og von Oettingen understregede vigtigheden af at holde fast i ordet ”skole” frem for det Ny Nordiske ”læringscenter”.

Der var naturligvis meget, man kunne diskutere, men hvor var det dog befriende og beroligende at høre et menneske, en humanist og filosof tale om pædagogik. En magtesløs mand, der ved, hvad han taler om.

 

b) Andreas Rasch-Christensens indlæg

Så var det Andreas Rasch-Christensens tur. Rasch-Christensen har aldrig skrevet noget interessant. Hans forskning er middelmådig, og hans offentlige indlæg er mekaniske og underdanige og desuden helt og aldeles uden sans for den pædagogiske tradition – uanset hvordan man måtte definere den. Alligevel er han ekstremt centralt placeret i Det Pædagogiske Oligarki (DPO); det netværk og den diskurs, der har sat sig på dansk uddannelsespolitik. Han har med andre ord magten.

Rasch-Christensen startede med at indrømme, at han ikke var så klog som von Oettingen, og at han foretrak at skrive kronikker om fodbold frem for om pædagogik. Han mente det nok i sjov, men det var det slet ikke. For det passer, og det er et tegn på, at magten i dansk pædagogik er en fodboldkronik, mens afmagten er en vidende og reflekteret filosofi.

Rasch-Christensen svarede overhovedet ikke på det spørgsmål, som Grundtvigsk Forum havde rejst. Han lirede bare de sædvanlige almindeligheder af sig om, at skolen skal give læring, der kan forberede til arbejdsmarked, uddannelse og livsduelighed (der i oligarkiets koncept er det modsatte af grundtvigianisme).

Han var nok lidt presset, for han begyndte at snakke om, at de nye fagmål – de såkaldte Forenklede Fælles Mål – som er formuleret efter læringsbegrebets principper, blot er en lille teknisk og praktisk ændring. Men i andre sammenhænge har han og hans åndsfæller talt om både paradigmeskifte og revolutioner. På Undervisningsministeriets to debatmøder på Pilekroen i Allinge kunne man da også forvisse sig om, at det er en revolution vi har gang i. Vi skal gå ”fra undervisning til læring” hed det igen og igen fra ministeriets mænd og kvinder, mens en indoktrineret idealisme strømmede ud af øjnene, og der var ingen – absolut ingen – reservationer af nogen art.

 

c) Konklusion

Rasch-Christensens synspunkt er lige præcist det modsatte af von Oettingens. Rasch-Christensen vil altså i realiteten afvikle ”folkets skole”, men det kunne han ikke finde ud af at sige, fordi han ikke tænker sig ordentligt om. Han ved ikke, at tingene hænger sammen. Han tror, han kan undgå at afvikle skolebegrebet, samtidig med at han rent faktisk gør det. Det er totalt uden omtanke.

Min overordnede pointe er, at von Oettingen var den klogeste, men ingen magt har, mens Rasch-Christensen har al magten, men intet ved. Magten ligger hos uvidenheden. Skolereformen er et opgør med viden, den er en destruktiv glemsomhed. Skolereformen er en NEJ-HAT. Alle, der derfor siger nej til denne nej-hat, har i virkeligheden en ja-hat på. Alle, der siger “nej-til-nej”, tilhører folkets skole.

PS Andreas Rasch-Christensen har reageret på ovenstående indlæg på Facebook. Se fuld tråd: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10152465368369481&id=837549480

 

4. Statsideologen Ove Kaj Pedersen i Højskolernes telt og på Allinge bibliotek

Hvor blev sagerne intellektuelt afgjort på Folkemødet? På de store scener? Eller måske i sjove debatter med Søren Pind og Pia Kjærsgaard? Nej, samfundets fremtid blev afgjort i de mange debatter, hvor samfundets chef-ideolog, Ove Kaj Pedersen (OKP), deltog. Pedersen var på triumftog i Allinge.

Hvem er OKP? Han er forfatter af bogen Konkurrencestaten fra 2011, som er en slags bibel for Bjarne Corydon og dermed for hele regeringen, men egentlig også for det meste af den borgerlige opposition tror jeg. Faktisk finder man på det politiske niveau kun kritik i nyliberale kredse og blandt folk på den yderste venstrefløj. Ove Kaj Pedersens bog bygger på en blanding af marxismeforladt strukturmarxisme og en liberal-forladt neo-liberalisme i de allermindst tænksomme aftapninger. Hvad bliver konsekvensen deraf? Det bliver et stramt og nedrigt net af økonomisme, produktionstænkning og individfokus på en og samme tid; en begrebsstruktur uden dialektik, afgrænsning og selvrefleksion. Det bliver et opgør med dannelse, filosofi og pædagogik. OKP har simpelthen taget det værste fra både liberalisme og marxisme og gjort det til en dobbelt negativ dyd, der har sat sig i hele samfundslivet.

Men, siger nogen, han beskriver jo blot en virkelighed. Han er jo slet ikke normativ. Men det er 100% forkert, hvilket jeg tror, at alle vil give mig ret i, hvis de havde fuldt nogle af de debatter, OKP deltog i på Bornholm. Konkurrencestaten er et af den slags ”er”, som i sig har indbygget det stærkeste ”bør”, hvilket OKP’s arbejdsomhed på netop FOLKE-mødet jo også berigtiger; et ”bør” som har tvunget mindre ånder til totalt ukritisk at acceptere ”forudsætningen” (jeg giver nogle eksempler om lidt).

Jeg havde den tvivlsomme fornøjelse at overvære to af de mange seancer: En i Højskolernes telt og en på biblioteket i Allinge:

 

4.a) “Konkurrencestaten – løsning eller problem”, Højskolernes telt, torsdag d. 12. juni, kl. 20-21

I højskolernes telt havde man udover OKP inviteret forstanderen for Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, direktør for efterskoleforeningen, Bjarne Lundager, og uddannelsesminister, Sofie Carsten Nielsen. OKP fik god tid til at forklare tingenes urette sammenhæng på den særlige måde, der gør, at folk tror, han er kritisk, hvilket han slet ikke er. Han kunne også fremsætte sin hof-hypotese, nemlig at konkurrencestaten er en tilbagevenden til grundtvigiansimen, hvor det folkelige fællesskab nu er erstattet af nogle produktionsfællesskaber, som den ”enkelte” skal indrette sig efter som sin nye “selvforsørgende” livsopgave, så staten kan vinde i den globale konkurrence. Den slags hedder ”økonomisk patriotisme” i konkurrencestatsjargonen.

Jørgen Carlsen strittede helhjertet imod, men hver gang han refererede til universitetets ide eller lidt filosofi eller andet godt, så fik han at vide af OKP, at han, altså Carlsen, talte ud fra gamle dage, at det skam ikke mere var sådan, det var, at det faktisk aldrig havde været sådan, og at vi var i konkurrencestaten og så videre på den galej. Alt, hvad Carlsen sagde, blev simpelthen oversat til strukturmarxistiske og neoliberale kategorier. Det var umuligt at få lov til at sige noget interessant. Det er fuldstændig som i betonmarxismens dage i de triste 1970’ere, hvor dybdestrukturen i OKP’s begreber da også blev dannet.

Bjarne Lundager, direktøren for efterskolerne, vævede rundt mellem en konkurrencestats- og en friskoletilgang, som om der findes en mellemvej, hvilket der ikke gør, fordi konkurrencestaten i selve sit begreb udelukker begreber som folkelighed, dannelse og solidaritet; begreber, som jo ellers netop hører til de frie skolers konstitution og bevægelse.

Hvorfor mon Lundager gjorde det, altså vævede? Jo, det er jo fordi, at han i mange år har været ansat hos tænketanken DEA, som gerne vil oversætte dannelse til ”kompetencer”, der skal møde ”udfordringer” på “arbejdsmarkedet”, hvilket er vokabularisk guf for OKP og hans kommunistiske neoliberale konkurrencestat. Nu har Lundager så været ansat ved efterskolernes forening i et par måneder, så han har trods alt fundet sig nogle friskolesætninger, men det er ren staffage, det var tydeligt nok. Så Lundager er på den vogn, der siger, at konkurrencestaten er et vilkår, som man må indrette sig efter, men han ved ikke, at i samme øjeblik han siger det, så er friskoletanken død som en sild. Sådan er det jo.

Jeg ved godt, at det er let at være bagklog og den slags, og selv får jeg da heller aldrig sagt det, som jeg retrospektivt set synes jeg burde, når jeg deltager i en debat, men jeg ærgrede mig alligevel lidt over, at Carlsen ikke gik i kødet på OKP’s brug af Grundtvig eller på hans statsforståelse: Grundtvigs fællesskab er jo narrativt, poetisk-politisk og kirkeligt. Hvordan i hulen det skal kunne omdirigeres til neoliberal strukturmarxisme er mig en total gåde. Og angående Ove Kajs statsforståelse, så er hovedproblemet for hans teori, at ”stat” jo normalt simpelthen er defineret ved forsøget på at undgå konkurrence. Konkurrence og stat er på en måde modsætninger. Er en retssag måske en ”konkurrence”? Eller en skoledag? Sagen er, at ”læring” og ”kompetence” i dag hører til konkurrencestaten, mens ”pædagogik og dannelse” hører til et ægte stat, og at det er derfor, at alle OKP’s mere eller mindre erklærede tilhængere hele tiden taler om læring. Af disse grunde kan man heller ikke uden videre sætte disse to ord, altså henholdsvis “konkurrence” og “stat”, sammen i et, altså en “konkurrence-stat”. OKP har da heller ikke en eneste reference til ordentlig statsfilosofi i sin bog, men det er nok fordi, at både Althusser og de neoliberale var imod den slags.

Men jeg vil ikke bebrejde Carlsen, for han var helt alene i verden i sit eget telt.

 

4.b. “Reformamok: fra velfærdsstat til konkurrencestat”, biblioteket i Allinge, lørdag d. 14. juni, kl. 14.30-15.15. 

Reduktionismen fortsatte dagen efter på biblioteket i Allinge. Her var Ove Kaj Pedersen sammen med Lars Goldschmidt og sundhedsdirektør i Århus kommune, Hosea Dutschke. Sidstnævnte har gang i at udvikle ikke mindre end en “kærlighedens forvaltning” – altså så langt man overhovedet kan komme fra Ove Kajs position, skulle man tro. Der er også den dramatiske krølle, at Dutshcke er søn er den berømte ungdomsoprører, Rudi Dutschke, der blev skudt i Berlin i 1968. Faren var også marxist, men bestemt ikke strukturalist. Rudi talte til hjerterne og revolutionen, mens strukturalisterne ikke var meget for ungdomsoprøret eller for politisk handlen i det hele taget.

Måske kunne man forvente eller håbe på en slags historiens genkomst i Allinge, en genopførelse af kampen mellem Dutschkes sociale optimisme og strukturalismens ubehag ved handling og frihed? – og sådan en “genopførelse” var også lige, hvad vi fik.

Igen fik OKP lov til at udbrede sin alt for korthårede filosofi, og han sagde endda, at ”nødvendighedens pædagogik nu havde bredt sig fra Konservative til SF”. Og det er jo rigtigt, eftersom alle disse partier nu støtter op om skolereformen og meget andet huttelihut sammen med regeringsaksen. I Danmark er strukturmarxisme og neoliberalisme altså grundstrømmen i både konservative og SF. Det er nok derfor, at dansk politik og ledelse i det hele taget er så tømt for mening for tiden.

Hosea Dutshcke fortalte smukt om sin kærlige kommune og om medborgerskab: Ikke at kommunen ikke skulle være effektiv og alt det der, som OKP snakkede om, men der var dog også noget mere, nemlig kærlighed, som man nu skulle til at bygge op rundt omkring her i min egen hjemby. Dutshcke lød som en rigtig kommunehippie, og det var faktisk herligt. OKP sad blot og lo i skægget. Der var ingen teoretisk opbakning fra den kant. Eller rettere, det var der, men på sin egen onde måde. OKP fortalte nemlig, ”at nu vidste han, hvad Hosea Dutschke havde gang i”. Han var jo i virkeligheden blot i gang med at skabe bedre produktion. Det var bare konkurrencestat på et højere niveau.

Det var fuldstændig samme retorik, som da OKP diskuterede med Carlsen. Uanset hvad man siger, så handler det om produktionskræfter. Det minder – undskyld jeg siger det igen – utroligt meget om betonmarxismen i 1970’erne og 80’erne. Dengang skulle man også af med al filosofi og følelse, og hvis nogen forsøgte sig med noget alligevel, så var de borgerlige og reaktionære.  Det var faktisk som at se Rudi blive skudt igen – en generation senere lige midt i Allinge.

Og så var Lars Goldschmidt sørme også med. Han er jo formand for kredsen omkring Ny Nordisk Skole. Han mener, at konkurrencestaten er et vilkår, og at vi ikke har brug folk, der ikke accepterer dette vilkår. Ok, i så fald er der ikke brug for mig. Det er også Goldschmidt, der synes, at landets lærere bør være duracellkaniner. Og nu sidder han i den såkaldte ungdomsuddannelseskommission sammen med Niels Egelund i regi af tænketanken DEA – ja rigtigt! –  selvsamme organisation, som efterskoledirektøren, Bjarne Lundager, kom fra. Det er mageløst, er det.

Nå, men derfor var der heller ingen nyheder fra Goldschmidts kant. Konkurrencestaten var vilkåret, og derfor er økonomisk værditilvækst det centrale, hvis vi vil skabe velfærd. Der kommer ikke mere. Det er simpelthen hele horisonten. Goldschmidt er gammel SF’er og bon-kammarat med Antorini. I dag stiller han op for socialdemokratiet og lyder som en klon af OKP i Corydons parti. Det skal nok gå godt.

Men er der da ikke andet i verden? Kan uddannelse reduceres til økonomisk politik og teori? Åbenbart, for der var simpelthen ikke andet. Goldschmidt kommenterede ikke Dutschke, som ellers var det friske indslag. Siger man ordet “kærlighed”, bliver man altså enten mødt med socialdemokratisk tavshed eller omskrivninger til et strukturalistisk-økonomistisk net, der tømmer verdens ting for betydning.

Men uddannelse kan ikke klare sig uden kærlighed: Hør f.eks. Hannah Arendt: ”Uddannelse er det punkt, hvor vi beslutter, om vi elsker den fælles verden tilstrækkeligt til at tage ansvar for den”.

Men ok, den slags citater har rødder i europæisk humanisme, som ingen plads i hverken strukturmarxisme eller neoliberalisme – eller i socialdemokratiet for den sags skyld.

OKP rules!

 

C. Folkemødet 2015

1. Hos DEA og Akkrediteringsinstituttet

Sidste års folkemøde var fyldt med uddannelsespolitiske højdepunkter, som jeg har beskrevet udførligt i min nye bog Pædagogikkens To Verdener. Fredagens møder i FM15 levede ikke op til dette, men her er alligevel at par iagttagelser fra nogle af møderne.

Først gik jeg til en debat om “skæve eksempler i uddannelsessystemet”, som var arrangeret af anti-tænketanken DEA. Jeg forlod dog scenariet, som var en parodi på en debat. En eller anden uddannelsestekniker fortalte om reorganiseringen af Forsvarsakademiets uddannelser, og derpå skulle Stefan Hermann og Hanne Leth Andersen fra RUC give ham karakterer og høfligt rose, mens DEA-direktør Stina Vrang tænkte tilbage på dengang, hun fik karakterer i skolen. Det var der ikke meget tænketank over. Så hellere kaffe ved statsbibliotekets telt.

Derpå gik vi op til Akkrediteringsinstituttets telt, som ret overraskende for mig havde samlet nogle spændende folk til en snak om forholdet mellem uddannelse, især humaniora, og samfund. Der var lissom tre grupper: Den første gruppe bestod af Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen, og formanden for DM, Ingrid Stage. Den anden gruppe bestod af DEA, som var på banen igen, her blot med deres anden profil, Jannik Schack, som efter eget udsagn holdt sig til “evidens”, hvilket er en moderne kode for absolut ikke at sige noget vigtigt. Den prognose blev til fulde opfyldt. Den anden gruppe bestod også af en Jesper Højgaard fra et eller andet firma. Højgaard kunne også kun snakke om “arbejdsmarkedet”. Blandt publikum blev gruppen støttet af Finansforbundets Marianne Dissing, som to gange ligefrem sagde: “Formålet med uddannelse er slet ikke dannelse, men kun beskæftigelse”, hvormed hun jo bekræftede alle fordomme om horisonten blandt vores økonomer.

Så var der mere gang i Ingrid Stage, som kløede på i bedste fornuftige stil, og i Jes Stein, som, efter hukommelsen, sagde de bevingede ord: “Humaniora har undladt at forsvare sig selv mod erhvervs- og kommunikations-sektoren”. Humaniora er simpelthen ikke humanistisk nok, kan man sige. Altså det modsatte synspunkt af DEA’s og Finansforbundet mm.. Sidst på mødet supplerede Stein Pedersen desværre med sin nihilisme, som han også har fremført i avisen. Som han siger: “Der er ingen mening med lortet”. Men ærligt talt, hvorfor så forsvare Humaniora? Eller noget som helst andet? Han disponeres dermed for at sive hen i den anden gruppe efter min mening.

Den tredje gruppe var administratorerne, som bestod af Bornholms dygtige borgmester, Winni Grosbøll, af kommunaldirektør Per B. Christensen og af rektor Stefan Hermann, hvor sidstnævnte var en del af publikum. Christensen var jo medskaber af den skrækkelige reform af læreruddannelsen, og både han og Hermann har derfor en rolle i Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). Christensen trak, ligesom Schnack, evidenskortet… Og ganske rigtigt: intet interessant sagde han. Herman nævnte lige ordet “idealer”, før han skyndte sig ind i det pragmatiske baglokale igen.

Om aftenen hørte vi først Folkeklubben og dernæst Niels Hausgaard. Det regnede, så vi fik udleveret regnslag af Hjemmeværnet. Det var kvalitetstid.

 

2. Politiske ideologier i Liberal Alliances telt

Lørdag formiddag var der debat på Liberal Alliances luksustræskib i Allinge Havn med morgenbord og lækre drinks i baglokalet. Det lå lige ved siden af Alternativets yderst beskedne morgen-yoga telt. Der var nok en Saxo-bank til forskel på de to eks-radikale grupper.

Debatten handlede om liberalisme og konservatisme, og i lyset af vinterens Ayn Rand-diskussion, som er så pinlig for LA, var jeg jo interesseret, især da der nu ikke var noget uddannelsespolitisk på tapetet i nogle af de andre telte.

Debattørerne var Børsens debatredaktør, Christopher Arzrouni, og bloggeren Rune Toftegaard Selsing. Arzrouni skulle stå for det liberale og Selsing for det konservative, og Joachim B. Olsen var moderator, hvilket han gjorde udmærket.

Nu er jeg jo lidt kulturkonservativt anlagt, så jeg troede egentlig, at jeg ville være mest til Selsing, men det endte faktisk modsat, og det er den lille morgenproces, jeg i al foreløbighed vil forsøge at gengive her:

Selsing var jo spindoktor for Venstre i Foghs tid og har også været ansat i Saxobank under Rands herredømme. Han forsvarede da også Ayn Rand kraftigt i vinters, så det der med det konservative er kommet til efterlods. Han fortalte da også, at han i sin tid var meget involveret i den nyliberalistiske kreds via foreningen Libertas, som virkelig var på den ekstreme fløj i sin tid.

Fint nok, men hvordan kommer så konservatismen ind i billedet? Jo, det skete ved, at Selsing i løbet af 00’erne blev meget bekymret for den muslimske indvandring. Det var stort set det eneste, han talte om, så det må simpelthen have været definerende for hans konservatisme. Med islamkritikken som nærmest enerådende markør adskiller han sig sådan set ikke fra andre ny-konservative debattører, f.eks. Søren Hviid og Kasper Støvring, men Selsings samtidige ny-liberale baggrund gør, at hans konservatisme stort set defineres ved Islam-kritikken alene, hvilket ikke er tilfældet for de to andre.

Selsing bliver dermed et subjekt for en dobbelt proces, først via nyliberalismens kulturopgør, og han genfinder derfra kulturen i en ren negativ proces, som noget ikke-islamisk. På den måde bliver det en konservatisme uden kærlighed, tradition og poesi, modsat især Kasper Støvring, som er mere bredt funderet i den nationale litteratur og humaniora. Selsing bliver dermed typisk for det borgerlige Danmarks udvikling til en blanding af neo-liberalisme og muslim-forskrækkelse, hvilket i virkeligheden lukker den nationale tradition inde i et bur et eller andet sted imellem LA og DF. Herfra kan nye skolereformer køre helt uafhængigt af det, som de ellers ifølge formålsparagraffen egentlig burde beskytte.

Derpå var det Arzrounis tur. Guderne skal vide, at jeg tit har korset mig over Arzrounis syn på markedet, på etik og på meget andet, og han forsvarede også Rand over for Jørgen Carlsen i Deadline med virkelig dårlige argumenter efter min mening. Endelig var også han med i kredsen omkring Libertas, ligesom Selsing jo var. Det hele bliver desuden så pekuniært i hans pen synes jeg, og det er ofte lidt ubehageligt at læse. Men han har faktisk to gange overrasket mig positivt. Først med en konkurrencestatskritisk leder i Børsen, som desværre har stået lidt alene, og derpå med en yderst reflekteret indsats i Deadline i en diskussion, om Tyrkiets forhold til folkemordet på armenierne i 1910’erne, som blev ført helt uden om det finansielle vokabular På den anden side synes jeg dog også, at den sammenskrivning af Kant, Hayek og Popper i en form for epistemologisk baseret liberalisme, som Arzrouni lavede i sit speciale, slet ikke yder liberalismens muligheder retfærdighed, og faktisk meget let trækker ham hen til konkurrencestaten igen. Men der er altså en modstand alligevel, for ellers havde han jo ikke skrevet lederen, og ellers havde han ikke talt så varmt om Armenien.

Nå, men Arzrouni fortalte levende om sin blandede herkomst, med blandt andet armenske og franske rødder, og om hvordan han med sin baggrund var endt med at opfatte det nationale som en fare. Der var en form for erfaringsproces der, som var langt dybere end Selsings 1990’er-ærgrelser. Og denne dybde gav sig også udslag i en meget mere avanceret politisk og faktisk også ontologisk ridset liberalisme, der slet ikke var kulturfjendsk. Faktisk sagde han, så vidt jeg husker, noget i retning af, at problemet med dansk kultur er, at den har glemt sig selv, og det kunne han sige med større dybde end Selsing, fordi formuleringen var helt uden ”islam” i nærheden, og fordi han havde bevist sin evne til at tænke nationalt, politisk og historisk i sin diskussion i Deadline. Den politiske liberalisme, som slet ikke på denne formiddag annonceredes i trivielle markedstermer, var ikke en erstatning for kulturen, tværtimod. Der var ren og samtidig politik og kultur, på en måde der har større åndsvidenskabelige muligheder, end Ayn Rand tilsat en anti-islamisk-defineret nationalisme har. Men ok, der er naturligvis stadig langt igen, før de samfundsmæssige formål kan arbejde frit.

Arzrouni var dog også irriterende at høre at høre på, synes jeg, fordi han skældte Søren Hviid ud via Selsing. Det var noget med, at fordi retsfilosoffen Carl Schmitt var nazist, så har alle mulige, der bruger nogle af Schmidts ideer, et problem. Men Schmitt har inspireret meget bredt, f.eks. også 1980’ernes neo-marxisme, som Bjarne Corydon i parentes bemærket er kraftigt ridset af. Det bliver for smalt med den slags intellektuelle reduktioner. Kan vi så heller ikke læse Heidegger? og mange andre?

Selsing og Arzrouni var dog fælles om et synspunkt, som store dele af det borgerlige Danmark desværre deler, nemlig at mennesket er ondt og dumt og alt det andet, som jeg slet ikke kan genkende fra mit liv, hvor der tværtimod er en bemærkelsesværdig hjælpsomhed og tolerance. Jeg tror, det har rod i en blanding af dels en socialbiologisk indstilling fra nogle af de amerikanske økonomer, og dels en lidt for radikal tidehvervsk indstilling til mennesket, som har fyldt mere og mere over årene. Desværre bliver resultatet af den slags en total mangel på pædagogik, og det så man i høj grad afspejlet denne formiddag, hvor uddannelsesspørgsmålet slet ikke blev nævnt.

 

D. Folkemødet 2016 (jeg deltog ikke selv i 2016)

1. DPU om dannelse på årets folkemøde 1

DPU har lavet en youtube-video, hvor institutleder Claus holm og lektor Jens Erik Kristensen taler om dannelsesbegrebets manglende indhold og funktion. Videoen, som også ligger på DPU’s facebookside, er et oplæg til en folkemødedebat.

a) Dannelsens folk?

Det er ikke dannelsens og skolens forkæmpere, vi har at gøre med her. Holm mener, at ingen ved, hvad begrebet betyder, så han synes, at det skal handle om ”forberedelse til arbejdsmarkedet”. Ellers får vi et ”arbejdssky dannelsesbegreb”, siger han. Det er sørme nogle dovne slamberter disse ”dannelses”-folk.

På Holms egen facebook-side, skriver han som oplæg til arrangementet:

”Gør almendannelse dig arbejdssky? Handler dannelse til livet også om arbejdslivet? Noget tyder på, at almendannelse aktuelt udgør et modstandsbegreb, men også et hyggeligt rummeligt og rådvildt begreb. Almendannelse flyder godt og let fra munden, men det er også temmelig udflydende. Brugbart til hyggedebat?”.

Dette citat emmer af luhmanniansk dannelsesubehag.

Derudover modstiller han ”bogen” og ”internettet” på den der uheldige KL-agtige måde, der ender med, at bøger bliver noget gammeldags og ”traditionelt” noget, mens internettet er ”på den anden side”, dvs. noget helt andet. Det er en meget dårlig strategi.

Kristensen mener, i samme relativistiske ånd, at der er ligeså mange dannelsesbegreber, som der er mennesker: ”Hver mand sin forestilling”, som han lakonisk konkluderer. Han synes da heller ikke, at dannelsen er truet i skolen. Den lader jeg lige stå at blinke. Følger han ikke med?

Og så forstår jeg ikke den der logik med, at hvis man ikke er enige om, hvad dannelse er, så kan den være alt muligt. Det forholder sig da modsat: dvs. at jo mere diskussion man har, desto mere substans får og har dannelsesbegrebet. Men sådanne forskelle er jo ikke det samme, som ”hver mand sin forestilling”. Til sidst ender Kristensen da også med at definere dannelse på en meget ukontroversiel og nærmest lærebogsagtig måde, som de fleste kan tilgå, men som han ikke selv er i stand til at aktivere.

Holms og Kristensens vilde relativisme minder os om en pædagogik, der har mistet sin indre kraft; et tab, som de forskningstraditioner, der omgiver Holm og Kristensen, i høj grad har bidraget til.

Folkemødedebatten hedder “Almendannelse – hvorfor tror alle, det er det, vi mangler?”. Oplægget lyder sådan her:

“Almendannelsen indtager tidens offerrolle. Det ser vi, når forskere og filosoffer fortæller os, at skolereformen fører til halvdannelse, og gymnasiereformen fører til misdannelse. Men hvorfor overhovedet gøre almendannelsen til løsning på vores problemer med at holde skole?”

Så er real-stilen vist lagt. Kritikerne og al deres dannelsessnak er selvbestaltede “ofre”. Og ofre behøver man jo ikke at diskutere rationelt med. De skal bare i terapi. Og hvem er “os”?

 

b) Den filosofiske sammenhæng

Lige til sammenhængen: Både Holm og Kristensen er samtidsdiagnostikere, dvs. elever af Lars-Henrik Schmidt. Holm er desuden stærkt påvirket af systemteori og konkurrencestatsteori. Kristensen er mere regulær Foucault-mand, dvs. uden systemteoretisk ledsagelse, men også han trækker hen mod Ove Kaj Pedersen. Begge accepterer konkurrencestaten som ”grundpræmis”, som Holm tidligere har kaldt det.

Kristensen opfandt desuden begrebet ”medarbejderborger”, som netop handler om den konkurrencestatslige dannelsesfigur, der baserer sig på ”arbejdsmarkedet”, som jo er Holms forslag.

Kristensen tilhører Morten Nissens og Dorthe Staunæs’ nye forskningsprogram ”ReForM”. Holm ville uden tvivl også have været med i det program, hvis han var menig forsker. Det er programmet for systembekræftende kritik, hvilket jo er det modsatte af kritik, ja faktisk en radikaliseret accept.

 

c) Video og udskrift

Nedenfor kan man se videoen. Man kan næsten ikke høre Kristensen, så jeg har skrevet den korte tekst ud. Overskrifterne med fed markerer nogle indlagte overskrifter i videoen.

Man kunne jo også have inviteret Steen Nepper Larsen, som lige har skrevet en bog om sagen? Eller Kemp, Skovmand eller nogle andre? Men nej, det er jo nok for meget at forvente. (Ove Korsgaard er dog med på Folkemødearrangementet).

Det var i øvrigt Kristensen, der som institutleder i 2010 ville erstatte DPU’s uddannelse i filosofi med en kandidatuddannelse i sin egen kæphest ”samtidsdiagnose”. Da han ikke kunne komme igennem med det, forsøgte han at afskedige tre filosoffer, hvilket heldigvis også blev forpurret. Det foregik under Lars Qvortrups dekanat. Det var dengang Holm var formidlingsdekan (se link i bunden). Den sag er en del af DPU’s kæmpestore underbevidste.

Her er udskriften:
”(Overskrift): DPU-forskere i debat om dannelse på folkemødet

CH: Diskussionen lider af det problem, at alle taler om dannelse, men at ingen rigtig ved, hvad det betyder.

(indskudt overskrift): På årets folkemøde diskuterer forskere fra DPU dannelse

JEK: Der er en vis konsensus om, at almendannelse og dannelse i dag er det, der fortrænges, det der er under pres eller under afvikling, eller hvad man nu kalder det. Det er stort set den konsensus, man har i dag. Men hvad det så handler om, hvad det er der bliver fortrængt, hvad almendannelse var, og hvad almendannelse er, hvad dannelse mere præcist er? Det er fuldstændigt uklart.

CH: I dag er bøgerne bestemt stadigvæk dannelsesmedie. Det er det medie, vi holder meget af, et traditionelt gutenbergsk medie. Og så har vi på den anden side andre medier, sociale medier, internettet, som jo florerer med viden og information. Så det, der er enormt meget brug for, det er en almendannelse, som tager den dannelsesudfordring op, der ligger i at kunne bruge fx internettet som nyt dannelsesmedie på fornuftig og oplyst vis.

JEK: Der er mange, der har forsøgt at pensionere det og sige, at det hører historien til, og at nu handler det om læring og kompetenceudvikling og alt muligt andet. Jeg tror, at man må sige, for at vende det hele på hovedet, at det er forkert, når man siger, at dannelse og almendannelse bliver fortrængt fra uddannelse og skoler.

Interviewer: Hvad er forskerne uenige om?

CH: Jeg tror, vi kommer til at skændes allermest om, om dannelse og arbejde har noget med hinanden at gøre. Altså om almendannelse handler om at forberede til arbejdsmarkedet eller om det kun kommer til at handle om at forberede til at kunne deltage i demokratiet.

JEK: Man kan sige, at dannelse og almendannelse er konfliktuelle begreber i udgangspunktet. Principielt må man sige i dag, at ”hver mand sin forestilling om, hvad dannelse og almendannelse er”.

CH: Jeg er af den opfattelse, at man i dansk skolepolitik har glemt, at dannelse også handler om at danne til arbejdsmarkedet, i betydningen ”forberede til arbejdsmarkedet”. Sådan at vi i dag har et dannelsesbegreb, som groft sagt er sådan et arbejdssky dannelsesbegreb.

JEK: Der er altid noget at skændes om. Det er fordi, at dannelse og almen dannelse er blevet en del af, kunne man sige, den almene værdikamp. Det er vigtigt at diskutere dannelse og for den sags skyld også almendannelse i dag, fordi man ikke kan undvære de to begreber. Frem for alt kan man ikke undvære dannelsesbegrebet. Og det er fordi, at dannelse er noget, der foregår, og som altid foregår i skole og uddannelsessystemer.
Grunden til, at vi skal diskutere dannelse, er, at dannelsesbegrebet er det, der handler om, hvad er det så for typer af værdier, der gør sig gældende; hvad er det for typer af kvalitetsidealer, hvad er det for typer af sammenhænge mellem kundskaber og egenskaber, mellem individ og fællesskab.
Derfor så tror jeg, at det er lettere at sige, hvad man kan blive uenige om, end hvad man kan blive enige om.”

Referencer:

Youtube-videoen: https://www.youtube.com/watch?v=jscjVeobv4Q

Holm, Kristensen og Qvortrup mod Kemp i 2010:https://www.information.dk/…/2…/05/kemps-kampagne-dpu-holder

DPU’s facebookside, hvor man kan kommentere videoen:https://www.facebook.com/DPU.AarhusUniversitet/posts/10154205749902980

Claus Holms facebook-side: https://web.facebook.com/claus.holm.39/posts/10153867311523878?pnref=story

Folkemødeopslaget: https://kalender.brk.dk/event/user-view/20032…

 

2. DPU om dannelse på årets folkemøde 2, Tomas Keplers referat

GL-hovedbestyrelsesmedlem, Tomas Kepler, har været til Folkemøde-debat om dannelse, og det er der kommet en rigtig fin kommentar ud af. Kepler virker let rystet efter mødet med især institutleder Claus Holms synspunkter vedr. konkurrencestat, kritik og pædagogik.

Nedenfor kan man læse Keplers referat. Det er som om, at han løbende forsøger at overbevise sig selv om, at han da må have hørt forkert, men det tror jeg ikke, han har. I al fald passer de citerede passager fint med min egen oplevelse af tingenes tilstand.

Kepler fortæller også, at lektor Jens Erik Kristensen mener, at gymnasieforliget i realiteten ikke markerer den store forskel ift. regeringens oprindelige udspil. Det er jeg enig med Kristensen i.

Her er Thomas Keplers FB-opslag:

”Hørt på folkemødet.

Lørdag d. 18/6 overværede jeg kl. 14.30-15.30 på Allinge Bibliotek en debat om “Almendannelse – hvorfor tror alle, at det er det vi mangler?”. Debatpanelet bestod af Jens Erik Kristensen, lektor ved DPU Aarhus Universitet, Ove Korsgaard, professor emeritus, Aarhus Universitet, og Claus Holm, institutleder DPU Aarhus Universitet.

Oplægget til debatten var, at “almendannelsen indtager tidens offerrolle…[]…hvorfor overhovedet gøre almendannelsen til løsning på vores problemer med at holde skole?”. Setuppet lod til at være, at Kristensen og Korsgaard skulle forfægte det synspunkt, at almendannelse er og skal være en vigtig komponent i skolesystemet, hvorimod Holm skulle indtage rollen som dannelseskritiker. Jeg kan kun formode, at denne rollefordeling skyldes debattørernes faktiske standpunkter i forhold til spørgsmålet – der var intet, som antydede andet.

I løbet af debatten hørte jeg en række markante synspunkter fra Claus Holm (jeg må her betegne nedenstående som parafraser og ikke dokumenterbare citater, idet jeg hverken optog mødet på diktafon eller stod klar med notesblok – det er altså efter hukommelse, og i nogen grad også sammenfatninger, men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har tilstræbt nogen form for misrepræsentation eller karikering af det, jeg opfattede som Holms synspunkter).

Grundholdningen i Holms indlæg var, at dannelse er for flyvsk og udefinerbart/målbart et begreb til, at han kunne se nogen anvendelighed i det. Tværtimod så han det som et begreb, der var blevet kapret i en ideologisk kamp imod den “onde” konkurrencestat (citationstegnene angiver Holms vinkling af konkurrencestatskritikken som hysterisk og drevet af automatreaktioner – sådan hørte jeg det i alt fald).

Jeg opfangede følgende markante udsagn – forsøgt gengivet så trofast og neutralt efter hukommelse, som overhovedet muligt:

‘Dannelse, nu har jeg hørt en masse snak om det her på folkemødet. Det er meget flyvsk, ingen er rigtig klar over eller enige om, hvad det dækker over – men vi hygger os med at snakke om det’

– jeg hørte det klart som en desavouering af de, som antager andre og mere dannelsespositive holdninger i debatten om dannelse end Holm. “Folk der går og hygger sig…de ved sgu ikke rigtig, hvad de snakker om…” osv. Jeg synes også det er værd at bemærke, at Holm logisk set må bygge dette synspunkt på en opfattelse af, at dannelse ENTEN kan defineres entydigt (og tør jeg sige: Instrumentelt og målbart?) – ELLER at det ikke rigtigt ‘eksisterer’.

‘Dannelse, det er blevet en samlebetegnelse for en bred modstandskamp mod den ‘onde’ konkurrencestat’

– altså: Synspunktet var, at dannelsesforkæmperne ikke er ‘reelle’, de har ikke noget at have det i, de er bare sure på konkurrencestaten.

‘Efter hvad jeg har hørt her på folkemødet er jeg nået frem til, at man nok burde se at få afskaffet begrebet’.

– ingen yderligere kommentarer: Holm afsluttede simpelthen sit indlæg, som også var et af de sidste hvis ikke det sidste i hele debatten, med at ytre det synspunkt, at man skulle se at lægge almendannelsen i graven og komme videre. Det er for mig absolut hævet over enhver tvivl, at han faktisk foreslog dette – også selv om jeg ikke kan garantere, at ovenstående er den helt eksakte gengivelse af Holms ytring ord for ord.

Så meget for Holms synspunkter, som jeg i øvrigt – for nu at være helt åben om det, hvis nogen skulle være i tvivl – synes er langt ude på overdrevet. I øvrigt blev det sagt på debatmødet – jeg er sikker på, det kom fra Kristensen – at den nu vedtagne gymnasiereform nok havde fået tilføjet et afsnit med pæne ord om dannelse, ‘så ministeren kunne være bedre klædt på til næste interview med Krasnik’ (Kristensens billede, ikke mit), men når man kommer længere ned i teksten, så er det faktisk stadig galt, på samme måde som det var i regeringens første udspil. Her var det interessant at observere, at det ikke blev modsagt af andre i panelet, tværtimod blev der gnækket lidt.”

 

3. Centrum-venstres start og løb ind i Allinges telte

a) Start: Den sidste Danmarkshistorie og opgøret med Grundtvig:

Hvornår startede det nye centrum-venstre? Det startede i 1996.

Hvorfor lige der? Jo, fordi historikeren Søren Mørch udgav en bog.

Hvad hed bogen? Den hed ”Den sidste Danmarkshistorie”.

Dengang var jeg ung og naiv. Jeg troede, titlen var en ”sjov” og polemisk måde at sige på, at nu havde Mørch fundet sandheden om Danmarkshistorien.

Men titlen havde slet ikke noget med det at gøre. Titlen handlede om noget helt andet. Titlen handlede om, at Danmark ikke mere har en historie. Historien sluttede i 1996. Danmark ophørte.

Fra da af er det globaliseringens og EU’s historie, der tæller, mens Danmarks-historien blev overdraget til DF’s identitetspolitik. En helt håbløs og unødvendig modsætning mellem nationalitet og verdensborgerligt engagement var dermed etableret.

Få år efter, i 1999, udkom Ole Vinds disputats. ”Grundtvigs historiefilosofi”. Her gjorde Vind op med alle forsøg på at modernisere Grundtvig. I stedet rendte også Vind ud i sin egen version af ”Den sidste Danmarkshistorie”.

Dermed var Danmarkshistorien slut. I al fald hos centrum-venstre.

 

b) Løb: Op gennem 00’erne og de aktuelle reformer:

Det var præcist samme figur, som blev lanceret af Antorini og andre op gennem 00’erne. ”Den sidste Danmarkshistorie” satte sig derfor også i de aktuelle skolereformer.

Det, der på en måde er specielt ved gymnasiereformen, er, at, den hviler på en radikaliseret version af den sidste Danmarkshistorie. Reformen hviler på en uudtalt fortsættelse, nemlig ”Den sidste Europahistorie”.

 

c) Ind i Allinges telte:

I går erklærede Antorini så på Folkemødet, at skolens primære opgave er at lære børnene at løse ”konkrete problemer”, og i Socialdemokratiets skolepolitiske debat, hvor hun også huserede, var både hun og det inviterede centrum-venstrepanel ren ja-hat.

Og på DPU mener man, at dannelse er noget individuelt, der skal
forberede til arbejdsmarkedet, så noget, man kalder for ”konkurrencestaten”, kan optimeres.

Venstres skolepolitiske ordfører, Anni Mathiessen, bekræftede på Folkemødet også sin skolereformbegejstring. Dermed opstår følgende paradoks: På den ene side vil Venstre lave en Danmarks-kanon, men på den anden side bygger partiets skolepolitik på ”den sidste Danmarkshistorie”. Det er dårlig politik. Det er en kortslutning.

Så både Socialdemokratiets og Venstres skolepolitik bygger på Den sidste Danmarkshistorie.

DF er også vild med Den sidste Danmarkshistories skolereform. Det fortalte Alex Ahrendtsen også på Folkemødet. Det er derfor, at DF står for Dansk Fryseparti. DF er et parti, der har fået overdraget ”Den sidste Danmarkshistorie” som en færdig og frossen pakke.

Her er lidt referencer:

  1. Antorini hørte jeg på P1 i en debat med Rasmus Kolby Rahbek og Noemi Katznelson (fredag formiddag, d. 17. juni), hvor Antorini slet ikke kunne give noget mod- eller medspil til de to forskere: http://www.dr.dk/…/p1-debat/p1-debat-idiot-det-mener-du-ikke
  2. Fra Socialdemokraternes skoledebat: http://www.folkeskolen.dk/…/christine-antorini-fastholder-r…
  3. Annie Matthiessens (V) begejstring: https://www.folkeskolen.dk/…/v-reformen-bliver-bedre-for-hv…
  4. Alex Arnedtsens (DF) meninger: http://www.folkeskolen.dk/…/ahrendtsen-reform-nykker-har-gi…
  5. Kommentar til DPU-debatten: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154242786724481&id=837549480&pnref=story

 

E. Folkemødet 2017

1. Afsted til Allinge

Vi skal til Allinge på torsdag. Den står på kuppeltelt på campingpladsen i Sandvig. Prioriteringerne er følgende:

1. Uddannelsesdebatter, udstyret med min notesblok og en i-pad.
2. Debatter om den europæiske situation, men helst ikke med politikere.
3. At tåge rundt og gå ind i et tilfældigt telt.
4. Debatter, hvor der er gratis øl.
5. God musik (jeg glemmer aldrig en fantastisk koncert med Folkeklubben i professionshøjskolernes telt. Det var vist i 2015).

Selv deltager jeg i en debat om Alternativets skolepolitik lørdag kl.10.30. Årsagen til invitationen er formodentlig, at jeg skrev en analyse af partiets store skolepolitiske udspil i vinters. Debattens overskrift er

”Skolepolitik: Er skemarevolution + selvstyre = super-elever?”

Det lyder lidt ”alternativt”, så det skal jo nok blive sjovt:-). For at varme op, var jeg her til formiddag til mindfull-yoga nede ved stranden i Risskov sammen med Aarhus Symfoniorkester, som spillede Haydn live ud i bugten.

I må ikke sige det der med “mindfull” til Svend Brinkmann, lov mig lige det.

Måske kommer nogen er jer forbi Alternativets telt til lidt “mind”, hvor jeg vil prøve at gøre Alternativet til noget traditionelt; til en form for “kulturel økologi”, som Brinkmann kalder det.

Links:
Link til Alternativets debat: https://kalender.brk.dk/event/user-view/25033?redir=

Link til analyse af Alternativets skoleudspil, som jeg faktisk godt kan lide på mange måder (men ikke alle):http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-alternativets-…

 

2. Aarhus Universitet på folkemødet 

Aarhus Universitet udbyder forskningstømt standardvare på Folkemødet:

På Folkemødets første dag handler Aarhus Universitets debatter om uddannelse.

Nedenfor er der links til de to vigtigste af de totalt forudsigelige debatter med deltagelse af hele perlerækken af forskningsløse sætninger.

Der ingen pædagogiske forskere, ikke engang af de ukritiske. Ja, eller andre forskere for den sags skyld.

Til gengæld er der fyldt med DEA, Antorini, Dansk Industri osv.. Det er for ringe. Det er ikke et universitet værdigt. Man skulle tro, debatterne var arrangeret af KL eller UC-VIA.

https://kalender.brk.dk/event/user-view/22833…

https://kalender.brk.dk/event/user-view/22848?redir=

 

3. Mission og Aarhus Universitet 

Først deltog vi i en spændende diskussion i missionærernes telt om relationen mellem Luther og velfærdsstaten med bidrag fra Jørn Henrik Petersen, som har skrevet en bog om emnet, fra Kaare Dybvad og en fra præst. Konkurrencestatstemaet var dog svagt reflekteret, selvom der blev spurgt til det.

Dernæst var vi til Aarhus Universitets uddannelsespolitiske debat på Aurora. Debatten var demonstrativt fri for pædagogisk forskning og desuden fyldt med skrækkelige banaliteter fra Antorini, Charlotte Rønhoff fra DI og fra en lokal erhvervsmand. De ville alle sammen tage “udgangspunkt arbejdsmarkedets behov”. Det var en lidelse. Universitets rektor var slet ikke kritisk nok, efter min mening. Han mener ganske vist, at der skal være fri forskning, men han tror også, at vi har et masseuniversitet, der skal servicere arbejdsmarkedet. Hvilken fejl. Ikke mindst, hvis det er DI’s eller KL’s “arbejdsmarked”.

I pædagogisk forskning er der følgende lov: jo mere man tager udgangspunkt i kommunernes behov, desto dårligere bliver forskningen. Men det har universitetets ledelse ikke forstået.

 

4. Kontrarevolution i Allinge

Der var fest i DLF’s hus i Havnegade i Allinge mellem 12 og 13. En herlig dyb, karnevalistisk og kærlig hyldest til pædagogik og kundskaber. Jeg er så glad, så glad.

Alexander von Oettingen satte scenen med en træffende kritik af uddannelsespolitikernes opløsning af skolebegrebet og af den pædagogiske forsknings bevidstløse medvirken hertil.

Merete Riisager fulgte trop i et festfyrværkeri af pædagogisk kritik, vendt imod skolereformens grundlæggende filosofi.

Anders Bondo fulgte trop, men ved I hvad? Selvom han også var god, så var det lige før, at han – på trods af sin kritik – var den mest skolereformsaffirmative, hvis man ser på sprogspillenes dybdestrukturer. Det skyldes bl.a, at DLF oprindeligt var meget glade for Antorinis ideer. Men pyt, han skal nok komme helt med, når blot Riisager og Oettingen holder kadencen.

Der var fuld kraft på opgøret med læringsbegreb, visible learning, læringsmål, læringsplatforme, instrumentalisering, 1:1-tænkning osv. Det var ren fryd.

En af landets største læringsfundamentalister, Claus Holm, var blandt tilhørerne. Jeg bemærkede, at han kløede sig i håret. Hvor var Antorini, tænkte han nok?

Til gengæld snakkede de tre debattører om kundskaber, dømmekraft, autonomi, indhold, formål, myndighed, demokrati. Og vel at mærke med fuld sans for dybden.

Oettingen sagde til Claus Holm, at man burde tage pengene fra DPU og give dem til UC’erne. Oettingen glemte dog at fortælle om den pædagogiske krise i UC’erne selv; en krise som i høj grad bæres af netop det syn på læring, som Oettingen tordnede imod. Mere “selvkritik” tak, som Hermann plejer at bede alle andre end sig selv om. Men ok, Oettingen skal også have tak for at kritisere 1:1-tænkningens ødelæggende effekt i læreruddannelsen.

Tidligere på dagen havde jeg hørt på den totale opløsning af HF og Gymnasieskolen. Det var i professionshøjskolernes telt, hvor formanden for den dybt reaktionære rektorforening, Danske Gymnasier, svingede den arbejdsmarkedspolitiske karriere-fundamentalisme ned over en hel stakkels generation. Og i går var den jo helt gal på AU’s båd, Aurora, hvor DI fik lov at svinge den kundskabsopløsende pisk.

Debatten i Havnegade blev styret af Jens Jonathan Steen, som ikke havde megen sans for det enestående materiale.

I Havnegade startede den nye fest. En ny form for interesse mellem politik, profession og filosofi og dermed en virkelig ro om folkeskolen. Mange tak for dette Folkemøde-klimaks til dagens tre helte.

 

5. Gør god undervisning bedre

I går eftermiddags var jeg til debat om at “gøre god undervisning endnu bedre”; en formulering der jo falder fint i forlængelse af skolereformens “gør en god skole bedre”. Det er den slags formuleringer, der bare betyder dårligdom.

Jeg interesserer mig meget for emnet, så jeg mødte op trods alt.

Debatten varede hele 11/2 time. Der var et langt indlæg fra en Rambøll-konsulent, der havde skrevet en rapport om emnet. Jeg fattede ikke en brik.

Derpå var der indlæg fra bl.a. Arne Eggert, Stefan Hermann, Camilla Hutters fra EVA og Andreas Rasch-Christensen. Rambøll-kvinden bidrog med løbende kommentarer som en “forskningens stemme”, som det hed.

Da debatten var overstået, kiggede jeg ned på min notesblok. Der stod intet.

 

6. Fest og nedtur og fest

For tre år siden var jeg til folkemøde-debat hos Undervisningsministeriet. Det handlede om læring, læring og atter læring og nothing else i et lokale med sparsomt fremmøde.

Kl. 12 i går var jeg i samme ministeriums selskab. Og ved I hvad? Ordet “læring” optrådte slet ikke. Og heller ikke nogle af de andre beslægtede DPO-ord.

Men hvad handlede debatten så om? Jo, den handlede simpelthen om skolereformens og DPO’s store bandeord: Dannelse.

Undervisningsministeriet havde i samarbejde med net-avisen Zealand skruet et fremragende program sammen. Orkestret Folkeklubben spillede op og fortalte om både Martin A Hansen og Jørgen Stein og om en kritisk og interesseret ungdom. Riisager fortalte om betydningen af opdragelsen hos sin mormor. En efterskoleforstander talte om ting, der var større end ungdomsfællesskabet, nemlig det historisk-poetiske, og Eske Willerslev slog et slag for videnskab og grundighed. Katrine Lilleør fortolkede HC Andersen, og vi sluttede af med en fælles Grundtvigs-sang. Salen var propfyldt.

Hele bredden i dannelsens og pædagogikkens muligheder blev tegnet op. Jeg så mange, jeg kendte, men ingen fra DPO.

Bagefter var vi hos DLF i Havnegade. Her skulle Pernille Rosenkrantz-Theil forsvare skolereformen. Det var som at høre en Corydon Light. Hun “pralede” med, at hun var djøffer, og at hun havde en bachelor i statskundskab. Og jo, måleriet havde da taget lidt overhånd, men ellers handlede alt om styring på den der bachelor-djøfmåde, som ikke er til at holde ud. Man forstår godt, at nogle socialdemokrater er imod “akademikere”. De er selv, de værste.

Grundlæggende var Theil begejstret for skolereformen. Resten er bare et styringsproblem, måtte vi forstå.

Hun fik dog sagt en tankevækkende ting, nemlig at DLF fra starten var begejstret for skolereformens ideer. Det passer, og før foreningen tager et eksplicit opgør med reformens indhold og sin egen rolle i elendighederne, kan man ikke helt tage foreningen alvorligt. Og det er IKKE nok at sige, at det bare var “strategi”.

Om aftenen var der fest på Cirkuspladsen i undervisningsministeriets nye ånd. Der blev sunget fællessang på modersmålet, USA’s tidligere ambassadør holdt en brandtale for dansk folkelighed og demokrati, Sigurd Barrett sang sin nye sang til 100-året for genforeningen, og Savage Rose gav deres livs version af Wild Child.

Til sidst var der fyrværkeri både ude og inde!

 

F. Folkemødet 2018

1. Pissedårlig undervisning

I professionshøjskolernes telt, den såkaldte ”strandbar”, havde Alexander von Oettingen fredag eftermiddag arrangeret en debat om ”pissedårlig undervisning”, som han kalder det. Von Oettingen mindede mig lidt om Thomas Blachman, da han veloplagt videolancerede sin pissedårlige undervisning med korsang og korslagte arme med efterfølgende iscenesat forargelse over videoens pissedårlige kvalitet.

Arrangementet blev afviklet i en nærmest metafysisk blanding af sjov og alvor, hvilket faktisk fik nogle ting til at komme til syne nede fra den pædagogiske dybdestruktur. Mange tak til von Oettingen for dette særprægede og kreative initiativ.

Det var en uhyre interessant debat, hvilket desværre næsten ikke kommer frem i referatet på folkeskolen.dk, som mest fokuserer på al underholdningen.

De centrale deltagere var KL’s Arne Eggert, DLF’s Anders Bondo og undervisningsminister Merete Riisager. Her er tre indtryk fra debatten:

 

a) Arne Eggerts ulidelige lethed

Arne Eggert fortalte, at både John Hattie og læringsmålstyret undervisning er ”pissedårlig undervisning”. Det er en total kovending fra KL’s side, fremført med nærmest ulidelig lethed. Og hvad siger Lars Qvortrup fra Nationalt Center for Skoleforskning på Aarhus Universitet mon til det? Qvortrup har jo sammen med Niels Egelund skrevet, at Hattie bør være bibel for alle lærere osv.. Men nu er Hattie pludselig ”pissedårlig”? Og hvad med alle Hattie-kommunerne? Er det slut med dem? Og hvad med AP Møller fonden, hvor der også står pissedårlige Hattie-læringsmål over det hele? Og hvad med alle millionerne? Er de spildt på en masse pissedårligt?

Eggert, som jo tidligere var en central embedsmand i læringsmåls-skolereformen, grinte bare. Han syntes vist, det hele var pissesjovt. Jeg syntes, det var postmoderne og ondt.

Og hvad vil Eggert have i stedet for? KL’s og Michael Zieglers disruptions-vision, som man f.eks. kunne læse om i Weekendavisen fra i fredags? Formodentlig. Når læringsmålstyringen er væk, kan KL for alvor kører deres læringsraid, nu bare uden styring, dvs. i digitaliseret opløsning.

 

b) Anders Bondos debatmæssige kollaps

Jeg blev indigneret og spurgte til, om man ikke havde lidt dårlig samvittighed over for en hel generation af børn og lærere, som jo har været udsat for læringsrabalderet i årevis? Og i læreruddannelsen vrimler det stadigvæk med læringsmålsstyring over det hele. Så vores lærere bliver altså uddannet til pissedårlig undervisning? Det er da ligeså alvorligt som det med Tibet-kommissionen. Men haha, hvor folk dog hyggede sig i panelet.

Jeg sagde i samme kommentar, at den næste ”pissedårlige undervisning” måske vil komme fra den nye KL/DLF OK18-kommission. Det skyldes, at kommissionens formand om nogen har stået for at promovere pissedårlig læringsmåls-undervisning op gennem årene; både i AP-Møllers vurderingsudvalg og som formand for det udvalg, der skrev grundteksten til læreruddannelsesreformen. Kommissionens formand har også højpromoveret den pissedårlige Hattie i sin kommune. En anden grund til, at kommissionen efter min mening vil ende ud med pissedårlig undervisning, er, at kommissionen skal definere forholdet mellem ”kvalitet” og arbejdstid, hvilket vil lukke munden på skolernes frie pædagogiske tænkning og liv.

Nå, men Bondo var den eneste som svarede mig, hvilket skete i en sigende kortfattet i dramatisk og sur affekt:

”Thomas Rømers evige dæmonisering af andre personer gider jeg ikke deltage i”.

Det var hans eneste sætning. Derfra var han tavs.

Jeg aner ikke, hvad Bondo tænkte på, for det eneste navn, jeg havde nævnt i mit indlæg var John Hattie, og det var jo Eggert selv, der havde bragt Hattie op. Jeg havde ikke ”dæmoniseret” nogen, men blot stillet nogle saglige og rimelige spørgsmål, som mange andre også stiller. DLF er med denne reaktion meget tæt på at blive et organ i DPO. Det vil i så fald ikke være første gang. Det er f.eks. svært at glemme foreningens begejstrede deltagelse i konkurrencestatsinitiativet ”ny nordisk skole”, som førte direkte til skole- og læreruddannelsesreform.

Bondos debatmæssige kollaps lægger en ny ånd ned over skolerne. Det er ånden fra ”en ny start”. Her må man ikke kritisere den kvalitetsskabelon, som KL og DLF bliver enige om. Vi får et nyt styrings- og fagforeningsregime. Det bliver pissedårlig undervisning efter min mening, som ingen må kritisere vel at mærke. Formodentlig mister DLF derfor også interessen for sager a la Erik Schmidt-sagen.

Lene Tanggaard, som også var til stede, måtte spørge om noget af det hele igen. Jeg kan ikke huske, om hun egentlig fik svar, for jeg sad og følte mig lidt dæmoniseret, må jeg jo indrømme.

 

c) Merete Riisagers sejrsgang

Merete Riisager var den eneste med noget format. Også hun latterliggjorde læringsmålstyring. F.eks. sagde hun følgende, som også er refereret i folkeskolen.dk’s reportage:

”Hele læringsmålsstyringsarbejdet er et klassisk eksempel på, hvordan man kan hælde et par milliarder i et sort hul og generer de offentlige ansatte på en gang”.

Noget af et statement, for at sige det mildt. Professionshøjskolerne og mange kommuner er jo nu helt afklædte og til grin, er de ikke?

Riisager ville desuden have mere didaktik og dannelse på læreruddannelsen i stedet for læringsmål, så i den forstand lagde hun op til en ny læreruddannelseslov. Hun skal lige være opmærksom på, at når læringsmålstyringen forsvinder, så er der jo læringen tilbage, og det er skam ikke det samme som didaktik og dannelse, tværtimod. Der er lang vej hjem.

Men Riisager har – i modsætning til Eggert – noget at have sine markeringer i, eftersom hun jo nærmest ene kvinde har kæmpet kritikkens sag i mange år.

Det er i den forbindelse også værd at bemærke, at læringsmålsdidaktikken nu simpelthen er taget ud af alle skolens fagbeskrivelser. En stor fjer i hatten for kritikerne.

Desuden havde Riisager også en fantastisk begrundelse for, hvorfor lærerstuderende skulle kende deres Dewey og deres Makarenko, selvom disse to pædagoger formodentlig ikke lige er Riisagers private kop te. Riisagers begrundelse er, at lærere med kendskab til den pædagogiske tradition ikke så let vil være til falds for alle mulige nye koncepter, f.eks. læringsmålsstyring og synlig læring. Dannelse er på den måde en slags vagtværn mod varm luft. Jeg giver en stor krøllebølle-isvaffel til ministeren næste gang vi ses for denne herlige pointe, som har stærke almenpædagogiske konsekvenser.

 

Diverse links:

Link til folkeskolen.dk’s reportage: https://www.folkeskolen.dk/637774/prorektor-italesaet-pissedaarlig-undervisning

Lonni Østergaard var blandt publikum. Her er hendes indtryk: https://www.facebook.com/Oskanna3012/posts/2039512429702024?notif_id=1529074219137619&notif_t=mention

Erik Schmidt var også med. Her er hans indtryk.

 

3. DPO-Aarhus Universitet i Allinge

Aarhus Universitet har fra et pædagogisk synspunkt et virkeligt smalt program til Folkemødet.

Her er et eksempel (blandt mange):

Fredag d. 15. juni, kl. 19.30 diskuteres “børns læring”. Universitetet har som fagperson valgt Dorthe Bleses, som er økonom og ansat ved Trygs Børneforskningscenter, som virkelig er pædagogisk smalhals.

Derudover deltager Christine Antorini, som uden tvivl får medspil fra den rent økonomisk funderede Heckman-filosofi, som Bleses repræsenterer.

Derudover er der en fagforeningsbureaukrat og en souschef fra Holstebro Kommune, hvor de kører evidensbaseret læring på den store klinge.

Der er ingen folk, der ved noget om pædagogik og læring i panelet.

That’s it. Det siger noget om pædagogiksynet på AU. Aarhus Universitet er et læringscenter, et DPO-AU.

http://medarbejdere.au.dk/strategi/tilbagevendende-events/folkemoedet-2018/au-program-fm18/debat-boerns-laering-bloede-vaerdier-og-haarde-kendsgerninger/

 

3. Sundhedschips

FM18 i KUs telt: Professor Michael Gøtze fra KU drømmer om indopererede sundhedschips i alle borgeres kød… i forebyggelsens og effektivitetens navn.

 

4. Per B. Christensen og KL

I går hørte jeg den nye OK18-kommissionsformand, Per B. Christensen, i BUPLs telt. Han lød fuldstændig som en fra KL.

Bagefter hørte jeg, i samme telt, på Jens Ive. Ive er næstformand for KLs skoleudvalg og borgmester i Rudersdal, som er en af de store John Hattie-kommuner. John Ive lød fuldstændig som Per B. Christensen.

Den ene lød som den anden.

Skulder ved skulder.

 

5. Tidehvervsforsoning i højskolernes telt

Sørine Gotfredsen diskuterer danskhed med Ida Auken i højskolernes telt. Efter lidt indledende spilfægterier ender alt i den store forbrødring. Højre- og venstretidehverv blev forenet.

Publikum rejste sig og klappede taktfast i over et minut.

Hvis denne åndelige tilstand breder sig, får det teknokratiske RV og det identitetsopslugte DF store problemer. I stedet vil ro, fordybelse og kreativitet brede sig, så langt øjet rækker.

Det var faktisk rørende.

 

 G. Folkemødet 2019

Folkemøde, torsdag d. 13. juni 2019

a) Åbning:

Grandprix-stjernen Emely Forest åbnede med en smuk version af Albertes ”Lyse Nætter”. Derefter holdt Lars Løkke en fin tale – han har så meget humor – og endelig sang Forest og Bertel Haarder sidstnævntes fine folkemøde-sang i bedste Grundtvig/Ingemann-stil. Der blev talt om demokrati og Dannebrog vajede. Det var klasse.

Desværre ødelagde Folkemødets formand Jan Sjursen det hele lidt med sin pågående tale om verdensmål, der er blevet sådan et slags ideologisk slogan på Folkemødet, og som hænger alle steder. Verdensmålene er ligesom taget ud af demokratiet? Hold dog op med det. Lav en debat om emnet, hvis nogen har lyst, men fri os fra normative ”temaer” som på den måde skal normere demokratiet. Hvad bliver temaet næste år? Islamkritik eller læring? Det går jo ikke.

 

b) Professionshøjskolernes faglige og folkelige opløsning:

Danske Professionshøjskoler lagde ud i den helt store Konkurrencestatsstil med to dybt deprimerende debatter på foreningens såkaldte “strandbar”:

1.
Første debat hed “Tilbage til uddannelser i verdensklasse”. Hvilken titel: Tilbage? Verdensklasse? Alle mand i bådene. Lad os sejle til Sierra Leone, som blev grundlagt for frigivne slaver.

Panelets sammensætning understregede tristessen: En kvinde fra NOVO med titel som “policy lead”. Dertil en chef fra Dansk Erhverv og en direktør fra Akademikerne.

De talte om investeringer, feedback, disruption og data. Ingen vidste noget. Ingen havde fulgt med. Det var konkurrencestatens maskineri. Manden fra Dansk Erhverv, som var den mest disruptions-begejstrede, sluttede af med lidt skolereforms-motto, you know: ”så dygtige som muligt”.

Debatten bestod af, at på forhånd udvalgte organisationsformænd kunne sige noget. Der var ingen åbninger til forsamlingen, som kunne udfordre den snævre ideologi. Det var anti-folkemøde.

Det var der ikke meget “pissedårlig undervisning” over, som man kalder dannelse og pædagogik for tiden ned på UC-Syd, som er epicenter for et lille professionshøjskoleoprør, som jeg hepper helt vildt på.

2.
Lidt senere stod der decideret “konkurrencestat” på skemaet i strandbaren. Stefan Hermann interviewede Ove Kaj Pedersen og Bjarne Corydon. Tre gamle venner hyggede sig i overskyet 2011-ånd uden en eneste kritisk røst. Der var intet nyt under solen. Jeg havde faktisk spist morgenmad med Ove Kaj på mit pensionat. Tidligere på formiddagen havde jeg set Hermann og Corydon i hyggelig passiar. Hermann havde kasket på. Et dansk bureau af polit’er?

Et par tilhørere spurgte lidt til pædagogik, og Hermann gav sørme selv et lille mikropip, men pædagogik er noget, der hørte “velfærdsstaten” til, måtte vi forstå. Selv forsøgte jeg mig med et markering om, at pædagogik havde en noget længere idehistorie end velfærdsstaten. Men pædagogikkens historie siden antikken kunne reduceres til “forskydninger”, sagde Ove Kaj. Han refererede til den franske kommunist Althusser, som var Ove Kajs vejleder, da han var ung i Paris.

Konkurrencestatsteorien er ren gammelkommunisme – en slags Althusser på speed –, hvor alle åndelige aktiviteter er krusninger på den politiske økonomis substans, og hvor alt skal styres af nogle produktionsfikserede teknokrater i et indholdstømt sprog. Corydon kaldte ligefrem Ove Kajs begreber for et faktum, mens han roste Ove Kaj for det ene og det andet. Os andre irettesatte han ”i al stilhed”, som han sagde. Som om vi var hans underordnede. De to bør udelukkes fra alle pædagogiske sammenhænge.

Ingen rørte ved nyere emner som data og klima, og den pædagogiske tradition, dvs. vores skønne fortid, var smadret.

På bordene lå der gratis solbriller, fordi det jo var en “strandbar”. Men dem blev der ikke brug for, for der var middelaldermørkt i teltet.

 

c) Højskolernes telt.
Pædagogikkens Anden Verden, den virkelige, holdt til i Højskolernes telt, hvor der var skoledebat med professor Lene Tanggaard, Lærer Mette Frederiksen og forfatteren Knud Romer, der snakkede dannelse, formål, kundskaber, og der var kritisk brod til centralstyringssproget, som jo var helt enerådende i læreruddannelsens telt, jf. punkt B,1+2.

Den tidligere direktør i Dansk Industri, Charlotte Rønhof, deltog også. Hun er af uransaglige grunde blevet formand for Rådet for Børns Læring. Det er Riisager, der har udnævnt hende. Nok ikke frivilligt er min hypotese, for igen var den helt gal. Rønhof fortalte, at lærerne opførte sig som ofre, og at der nu skulle være ro om skolen osv.. Mette Frederiksen, som igen ydede en jætteindsats, var heldigvis oppe på dupperne med sin smukke kundskabsskole, men Rønhof forstod intet. Jeg håber, at Frederiksen udsætter Rønhof for en streng belæring i det der skolereformslæringsråd, som Riisager vægrede sig ved at genkonstituere sidste år. Rønhof forlod debatten før tid. Hun skulle nok hen til professionshøjskolernes strandbarsmørke.

d) Resten af dagen.
Om aftenen gik jeg hen til DLF’s hus og fik en burger og en Svaneke-øl. Der sad en anden af Ove Kaj Pedersens fans, nemlig lederen af DPU, Claus Holm. Han stod og snakkede med to af Politikens konkurrencestatsjournalister. De kendte åbenbart hinanden. Selv hyggede jeg mig med gymnasielæreren Mikael Busch, der er ved at skrive en kritisk bog om Corydons indflydelse på dansk politik og pædagogik. Busch må finansiere sin bog via crowdfunding. Alle mine hypoteser om pædagogikkens to verdener blev til fulde bekræftet lige der på DLFs altan.

Derpå gik jeg hen til KL’s telt. Her fortalte borgmesteren fra Tønder Kommune om kommunens måle- og læringsstrategier. Hans egen kommunaldirektør var moderator. Af en eller anden grund havde de invitereret to førende forskere, nemlig Hans Henrik Knoop og Alexander von Oettingen, som virkelig var havnet i kommunen. Det hele virkede totalt kikset, så jeg tog ingen noter.

Til sidst hørte jeg en vild musikquiz mellem socialdemokraten Mogens Jensen og Morten Messerschmidt, som var sammen med sin Dot. Det var så funny, og folk stod på bænkene og skrålede løs på det ene hit efter det andet. Især MGP-sangene tog kegler. Det var faktisk ligeså sjovt som sidste år, hvor Rasmus Nordqvist fra Alternativet henne i Venstres telt dystede på MGP-viden sammen med Inger Støjberg, som i øvrigt vandt suverænt. Men i aftenens konkurrence vandt rød blok, ikke mindst pga. en meget engageret indsats på “Vi maler byen rød”.

Fra strandbarens mørke til røde kærlighedskjoler.

Link til strandbarens program: https://www.professionsdebat.dk/program

 

2. Folkemøde, fredag d. 14. juni 2019

a)
Jeg startede dagen med at gå hen i lærerforeningens hus. Her var der en debat med titlen: ”Er forskerne politikernes nyttige idioter?”. Jeg var troppet op, fordi Andreas Rasch-Christensen deltog. Han har netop haft en kronik i WA om emnet, og han har jo om nogen understøttet skolereformens tankegods og implementering.

De andre deltagere var Bondo og Alexander von Oettingen.

Ovenpå snakkede nogle andre om dannelse og danskfaget, og jeg havde lige mødt Marianne Jelved, som skulle deltage. Så jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Men jeg valgte altså ”idiot”-arrangementet.

Oettingen svarede ganske utvetydigt ”ja” på debattens spørgsmål, så det var jo fint. Og han havde også en interessant betragtning, som er værd at notere. Han sagde, at lærerne i 1970’ blev optaget af forskning og videnskab, fordi de dermed kunne frigøre fra statslig tvang. Men nu var selvsamme forskning – via idiotiet – i stedet blevet lig med statslig tvang. Var det ikke interessant?

En konsekvens af Oettingens analyse er jo, at man bør skelne mellem videnskab og forskning. Videnskab er den fri søgen efter sandheden, og ”forskning” er evidensplageriet i policys tjeneste, som vores stakkels skoler er underlagt. You know: ”forskningen viser….”. Konklusion: pædagogikken skal undgå forskning og søge videnskab. Jeg ved dog ikke, om Alexander er helt enig.

Andreas Rasch’s svar på debattens spørgsmål var en slags både-og. Han stod reelt set ikke ved sin helt afgørende rolle i politikkens tjeneste, for det hele var bare så komplekst. Han begyndte også at sige, at han skam er imod skolereform og læringsmålstyring. Det hele er ærligt talt lidt Eichmann-agtigt efter min mening, men jeg har jo skrevet en del om det efterhånden, så jeg lader det ligge her.

Bondo hørte jeg ikke rigtigt, for min mobil gik pludselig i stykker, men han var sikkert ok. Han har ikke været så tydelig på dette FM, som han plejer, synes jeg. Måske venter han lidt på den nye minister?

Faktisk kom jeg lidt for tidligt til DLF’s hus, så jeg overhørte også en debat om klimaet i et tilfældigt telt. Men eftersom jeg selv er test-certificeret klimaengel – hvilket skyldes, at jeg undgår at købe nyt tøj – fangede det ikke rigtigt an.

b)
Derpå spadserede jeg ned til journalistforbundets telt, hvor de snakkede om offentligt ansattes ytringsfrihed. Det var en skøn debat med socialrådgivere og sygeplejersker, som havde sagt deres mening om emner af offentlig vigtighed stik imod deres dumme chefer, og Rasmus Willig og Jacob Mchangama kom med fine perspektiveringer.

Reglerne på området er sådan set klare. Man må groft sagt sige stort set alt, bare man ikke bander. I en nyere skrivelse træder ministeriet dog vande på en meget uheldig måde. Man skal åbenbart tage hensyn til noget, der hedder ”myndighedens omdømme”. Det kan kun gå galt. Jeg fik dog ikke helt fat i, om dette cirkulære var trukket tilbage.

DM’s formand, Camilla Gregersen, deltog også med en jætteindsats.

Paneldeltagerne gik næsten alle sammen ind for ”whistleblowerordninger”. Det forstår jeg ikke. Al den anonymisering har fanden skabt. Så tal dog med dit navn! Rasmus Willig var faktisk den mest fornuftige på det punkt efter min mening. Han fortalte, hvordan disse ”ordninger” nogle gange faktisk understøttede tavshedskultren og dermed de neoliberale ledelsers magt over den ”strategiske” diskurs, som så kan kaldes for ”omdømme”.

c)
Dernæst gik jeg hen i Akademikernes hus, hvor der var debat om krænkelser på universitetet. Forkvinden for den identitære studenterorganisation ”FRONT” diskuterede med en ældre fysiker af den gamle skole og med en blød Thomas Brudholm fra KU som mellemting.

Ifølge FRONT skal jeg åbenbart scanne mit pensum for ligestilling mellem køn og hudfarve. Jeg var helt klart på fysikerens hold i disse spørgsmål. Selv Brudholm var for blød efter min mening, selvom han gjorde nogle gode forsøg på at skelne mellem ”racisme” og almindelig fri debat. Han kom dog til at købe præmissen. Så kunne jeg bedre lide fysikerens regelrette afvisning. Han var faktisk den mest anti-racistiske af alle efter min mening, bortset fra, at han støttede Helmuth Nyborgs barokke forskning, som leder direkte til Stram Kurs.

Jeg følte mig som en negerkonge iført indianerfjer, der sad i en eskimo-iglo og røg smøger sammen med den lokale hottentot, mens vi sang ”den danske sang er en ung blond piger” og læste censurerede Halfdan Rasmussen-digte sammen med en britisk brexiteer og forsøgte at beskytte hele kulturarven og alle dens skønne skæverter.

Moderatoren, som kom fra KU, havde det på samme måde, var mit indtryk. Men han var også på alder med mig.

Jeg kunne ikke se de fine direktører fra KU og Gyldendal, men de sad nok et sted og spiste Chiafrø-budding og talte Esperanto.

Denne kunst- og videnskabsdræbende identitetspolitik er ligeså slem som moderniseringsstyrelsen.

d)
Så var jeg til debat om ”Pissedårlig undervisning for fondsmidler” i Professionshøjskolernes Strandbar. Den allestedsnærværende Von Oettingen styrede løjerne med både sang og sjov.

Men den helt store faglige helt var Lyngby-Taarbæks viceborgmester, Simon Pihl Sørensen, som måtte belære von Oettingen og alle de andre om AP Møllers ideologiske retning, og om hvordan både fonde og kommuner spiller sammen om at lave pissedårlig undervisning, der ødelægger dansk skoletradition, som ifølge Pihl Sørensen først og fremmest er Grundtvig-Koldsk.

Den slags er ikke lige Oettingens kop te – i sin nye bog om pissedårlig undervisning gør han nærmest skolens formål og Grundtvig til en del af problemet – så han overhørte Pihl Sørensen lidt og kom i stedet med et løsrevet eksempel på et godt fondsstøttet projekt.

Derfor blev det hele en underlig pæn debat, med lejlighedsvise fornuftsudbrud fra Pihl Sørensen, som ingen rigtigt tog op. Helt modsat sidste års festfyrværkeri af “pissedårlig undervining”-debat, hvor jeg fik skæld ud af Bondo for at kritisere hans OK-18-kommission.

De andre debattører, som alle var lidt anonyme og læringsagtige på dagen, var Bondo, en fondsdirektør fra NOVO og en skoledirektør fra Aarhus Kommune.

Det var mærkeligt, at der ikke var nogen fra AP Møller-fonden, som jo har været hovedsponsor til mange af skolereformens læringsprojekter; bl.a. til ”synlig læring”-projektet i Simon Pihl Sørensens kommune. Pihl Sørensen fik ene mand nedlagt projektet efter en brandtale i byrådet.

Simon Pihl var ene stemme på scenen blandt læringshviskere, så jeg købte dagens første fadøl.

e)
Der var to forskellige debatter, som omkring kl.17 spurgte om ”kapitalismen var syg?”. Jeg besluttede mig for at gå hen til Den Danske Banks version af spørgsmålet. Jeg kom lidt tidligt, så jeg smuttede lige ind til Berlingskes gård, hvor Thulesen Dahl blev interviewet. Han svarede meget åbenhjertigt på journalistens udmærkede spørgsmål om DF’s tilbagegang og situation. Der var gratis Svaneke, men jeg havde jo lige fået, så det var lidt øv.

Og hos Danske Bank var der desværre helt optaget. I stedet tog jeg hen til ”Kapitalismen er syg”-debatten i Højskolernes telt, hvor Peter Hummelgaard (A) og Martin Ågerup fra CEPOS diskuterede emnet ved hjælp af en særlige debat-metode, som sidste år fik Ida Auken og Sørine Gotfredsen til at lyde næsten enige. Metoden går ud på at bytte stole og sætte sig ind i modpartens mindset osv.. Der var fest sidste år, hvor folk efterfølgende klappede taktfast i over et minut over højre- og venstretidehvervs forbrødring.

Men i går var der ikke fest. Hummelgaard var god, fordi han – i overensstemmelse med debatkonceptet – forsøgte at sætte sig ind i kapitalismens dyder og nødvendighed, men med tydeligt ubehag. Rigtig godt gammeldags socialdemokratisk. Men Ågerup havde ingen sans for de sociale erfaringer, som nærer socialismen, og som Hummelgaard faktisk selv fortalte om fra sin egen barndom på Amager. Aagerup var helt væk i sine økonomiske statistikker. Det er også derfor, at CEPOS og resten af 80’ernes neoliberalisme her zero fornemmelse for pædagogik. Og det var da bare super, at NET-direktøren fik en millard i bonus, for der er jo fri løndannelse, og firmaerne er jo større end på Mads Skjerns tid.

Det skal retfærdigvis siges, at jeg gik fem minutter før tid, så muligvis skete der noget vigtigt til sidst.

f)
Lidt tilfældigt stødte jeg ind i min redaktør fra Hans Reitzel, så vi slog følge og snakkede om det ene og det andet. Vi gik hen til Venstres telt, hvor der var MGP-quiz med Inger Støjberg og Jim Lyngvild. Henrik Krogsgaard styrede orkestret i god gammel stil. Igen i år vandt Støjberg. Sidste år dystede hun med Rasmus Nordqvist. Fællessangslisten var ”Smuk som et stjerneskud”, ”Hallo hallo” og ”Vi maler byen rød”. Det var hyggeligt, og alle var enige. Eneste problem var, at socialdemokratierne larmede for meget fra den anden side af vejen.

Det var godt, jeg mødte den flinke redaktør, for snart var vi til reception og alt muligt, og pludselig var der pindemadder og bobler og hyggesnak med udsigt, og jeg snakkede med nogle søde børnehaveforskere fra København.

 

3. Folkemøde, lørdag d. 15. juni

A.
Jeg skulle elv sdeltage i en skolepolitisk debat i Grundtvigs telt kl. 12, så formiddagen brugte jeg på at skrive dagbog på pensionatet i Sandvig, hvor Per Stig Møller sørme pludselig kom forbi til morgenmad iført en flot pyjamas.

Min debat kl. 12 skulle egentlig have været et ”skolepolitisk topmøde” med Merete Riisager m.fl.. Men pga. valget kunne det ikke gennemføres. I stedet var vi samlet i en mere fagligt orienteret gruppe bestående af Dansklærerforeningens Katja Gottlieb, Alexander von Oettingen, Lene Tanggaard, lærer Jonas Petersen og undertegnede. Alle var mere eller mindre Riisager-fans – altså Trumpister ifølge Politiken – så det var måske lidt fortættet? Men ok, i Danmark er man Trumpist, hvis man går ind for dannelse. Det er meget mærkeligt, men man må jo så mødes i sine små kulminer for at studere ting og sager i stedet for at lære at lære hos OECD.

a)
Diskussionen endte med at handle om, hvorvidt styringsbegrebet har noget med pædagogik at gøre. Von Oettingen mente ja, fordi de gamle reformpædagoger var for flippede og lod klassen og fagene flyde. Efter min mening sidder han fast i 00’ernes grundanalyse af læring og pædagogik. I virkeligheden var vi dog helt på linje, eftersom vi bare ville have pædagogikkens grunddyder frem fra før verden gik af lave, f.eks. fag, fordybelse, disciplin osv.. Oettingen finder dyderne hos nyherbartianerne. Det er jeg sådan set helt enig med ham i, men jeg vil også gerne have den nationale/grundtvigske tradition og den tidlige reformpædagogik med i puljen, sammen med noget moderne pædagogisk filosofi.

Oettingen mener, at skolens formål er et problem, fordi det ender som værdiflom. Han forstår ikke, at opdateringen i af formålet i 2006 netop var en ren invitation til herbatiansk indflydelse, som samtidig fastholdt de bedste sider af de andre tilgange. Uden denne vekselvirkning mellem §1 og §5 (fagparagraffen), ender det med ”pissedårlig undervisning”.

Ved at anerkende ”styring” ender Oettingen med at anerkende læringsideologiens sejr, for så skal ”læringen” jo blot styres. Men hvorfor ikke proppe ”læringen” ind i kundskabsbegrebet? Så er der jo ikke mere grund til at bruge ordet ”styring”?

Oettingen anerkender med andre ord den præmis, han selv er imod, og derfor bliver hans løsning, altså ”styringen”, også forfejlet. Han ender med at mangle modstand mod ”læringsmålstyring”, som kører efter samme logik.

b)
Moderatoren, skoleleder Jon Sønderby, kunne huske, at jeg i en lignende debat tilbage 2015 havde sagt til skolelederforeningens Claus Hjortdal, at en skoleleder skulle undlade at give feedback til lærernes læringsledelse, dvs. kigge væk. Hjortdal var oprørt dengang, men jeg er glad for, at jeg sagde det, fordi en sådan ”læringsfeedback” – både dengang og nu – vil føre til yderligere pædagogisk opløsning og forstærkning af læringsbegrebets hegemoni.

I stedet foreslog jeg, at skolelederen slet ikke er ”leder”, men derimod en ”inspektør”, der blot sørgede for almindelig administrativ og juridisk koordination, mens den pædagogiske praksis kunne så forbinde sig med verdens ting uden ”styring”.

Måske skulle jeg have tilføjet idealtypen ”forstanderen”, som er en mere kulturelt aktiv figur i gammeldags højskolestil. Mange skoler og fritidshjem mv. er grundlagt af denne blanding af forstandere og inspektører, som aldrig ”leder læring” og da slet ikke ”styrer” den.

Von Oettingen og Tanggaard havde også en frisk udveksling om psykologiens rolle, som jeg synes, de skal fortsætte med. Oettingens kritik af psykologiens negative rolle for dannelse, som i en vis forstand var rimelig nok, prellede med rette helt af på Tanggaard, der jo om nogen står for vigtigheden af fag og fordybelse.

Tanggaard gav derfor von Oettingen en form for lektion i psykologiens pluralitet. Det var på sin plads, også fordi von Oettingen mig bekendt aldrig har undersøgt psykologiens bidrag eller faldgruber inden for læringsområdet. I virkeligheden var vi i en underafdeling af von Oettingens ubehag ved reformpædagogik.

c)
Der var også lidt diskussion af de nationale tests. Jeg nåede ikke at blande mig, men eftersom testene er ren ”styring”, og eftersom styring jo ikke har hjemme i pædagogiske sammenhænge, så skal disse tests bare smides ud efter min mening. Dermed vil alle disse datalæringsforskere også miste deres overfladiske policy-affirmative datakorrelationer, som ingen efterhånden har kontrol over. Forskerne kan i stedet indsamle deres informationer på gammeldags maner ude blandt mennesker og ting.

Det fører mig frem til en sidste markering, som jeg sådan lige på hukommelsen nåede at fremføre, nemlig at man bør skelne mellem ”videnskab” og ”forskning”. Vi skal have mere pædagogisk videnskab og mindre evidenskompetencedatalæringsforskning. Kort sagt: mere videnskab og mindre forskning. I dag kollapser forskning og læring i ”styring”.

Efter debatten snakkede jeg med Jens Raahauge, Katja Gottlieb, Marie Elmegaard (alle Dansklærerforeningen), Brian Degn Mårtensson og Rasmus Rahbek og nogle flere. Der var meget forskellige vurderinger af debatten. Vi endte dog med at følges ad til næste debat, hvor både Mårtensson og Raahauge skulle deltage.

B.
Vi trissede ned i en af haverne, hvor musikeren og pædagogen Jens Skou Olsen havde en virkelig mærkelig debat med titlen: ”Hvordan mestrer vi denne verdens uorden?” i regi af Den Danske Scenekunstskole.

Det var noget med, om verden var flydende eller fast. Jeg er ikke i stand til at gengive debattens synspunkter eller substans, men på en eller anden måde virkede den som en lille lysning i folkemødets almindelige trummerum.

C.
Derefter smuttede jeg op i højskolernes telt, hvor der var en debat om ”Uddannelse på digital deroute: skader IT læring og trivsel?”.

Der var besøg af Christine Antorini, Mette Fjord Sørensen fra Dansk Industri, lægen Imran Rashid (ham med ”Sluk”), og forskeren Jesper Balslev.

Det var en superdebat, der virkelig demonstrerede, hvilket fattigt og naivt teknologisyn, der hersker i Dansk Industri og hos Antorini. Sidstnævnte talte udelukkende om IT som et ”værktøj” og sammenlignede det flere gange med et fjernsyn, og Fjord Sørensen anede intet om data-ideologiens betydning for pædagogik og samfund. Det var mest sådan noget med at lave nogle regler sammen med sin teenager.

Rasmus Kolby Rahbek, som skal forsvare sin ph.d. om højskolepædagogik på fredag, sad blandt publikum. Han spurgte direkte, om ikke den individualiserede datalæring kunne være en trussel mod fællesskab og pædagogik? Men Fjord Sørensen forstod det slet ikke. Læreren kunne da bare gør noget andet, mente hun, og vendte tilbage til sit teenage-værelse. Hun er forskningspolitisk chef.

Derimod var der høj kvalitet hos panelets to data-kritikere. De nævnte bl.a. Marcus Bernsens nye bog om Singularity-ideologiens betydning for dansk politik. De fortalte også om, hvordan de globale bevægelser interagerede med skærm-psykologi, hvor skærmen gør mennesket til en form for kommercielt konstrueret vedhæng. Antorini og Fjord Sørensen anede ikke, hvad der foregik, selvom det jo er dem, der har magten.

Det undrede mig dog, at Rashid omtalte det meget kontroversielle AREA9-initiativ positivt. Dette initiativ, som har modtaget næsten 200mio. kr. af Statens Vækstfond, er ideologisk set dybt forbundet med det, som Rashid kritiserede. Men måske skyldes det, at Rashid var legekammerater med direktøren for foretagendet, hvis jeg ellers forstod det ret. Og Rashid er jo heller ikke pædagog, så han har nok vanskeligt ved at vurdere initiativets faglige elementer.

Det var meget betryggende, at publikum – hvoraf mange var unge – entydigt var på kritikernes hold. Ja, de nærmest buuhede af Antorinis nedladende bemærkning til en yngre gymnasieelev. Antorini, som selv bærer et kæmpeansvar, mente, at eleverne da bare kunne ændre på tingene eller protestere, hvis de ville noget.

Antorinis skolereform er intet andet end netop denne symbiose af ureflekteret og naiv data-lærings symbiose, hvis konkrete udmøntning, jeg skulle lære mere om i den næste debat.

D.
Herfra åbnede Guds vrede sig direkte fra himlen i form af et decideret skybrud. Jeg løb ind til Grundtvigs Forum. Der blev delt sangbøger ud, og vi sang, mens regnen trommede på teltet.

Hos de konservative fik jeg et regnslag, og herfra spadserede jeg ned til DLF’s hus, hvor to kommunale bureaukrater snakkede om Oslos skolelederuddannelse og datalæringsstyring helt i Antorinis ånd. Dorthe Lange, som er næstformand i DLF, forsøgte sammen med publikum at skabe lidt pædagogisk liv i sproget, men det lykkedes bare ikke. Rasmus Willig skulle også have siddet i panelet, men han var desværre fraværende. Det var tre mod en.

Skoleborgmesteren i Københavns Kommune, Jesper Christensen, som sammen med AP Møller og Aalborg Kommune har investeret Big Time i Oslos dybt anti-pædagogiske og meget kritiserede skolelederstyringskoncept, virkede helt blank. Han skulle da bare op og lade sig ”inspirere”, sagde han, ligesom de også havde ladet sig inspirere af John Ja-Hattie. Ordstyreren, som selv kom fra læreforeningens blad i København, var slet ikke skarp nok der, selvom han faktisk selv havde været en tur i Oslo. Jesper Christensen er naturligvis socialdemokrat. Det er ”børnenes læringsdataparti”.

Et par mellemledere fra Bornholms Kommune bekræftede tristessen. Alt emmede pludselig af styring og data, og pædagogik fandtes ikke mere. Jeg måtte gå min vej. Desværre kom der et nyt skybrud, så jeg måtte søge tilflugt hos Dansk Erhverv, som gav en Svaneke-øl til trøst.

Herfra blev alt aflyst, og jeg cyklede hjem på pensionatet, hvor mine psykolog-venner samlede mig op kl. 21. Vi kørte til færgen, hvor jeg mødte Lene Andersen, der forærede mig sin nye bog ”Metamodernitet”, og derpå trillede vi videre ud i Sverige. Vi snakkede om alt i det anti-herbartianske mørke i en mærkelig bil uden kobling og var hjemme i Aarhus omkring kl. 04 om morgenen.

Tak for et dejligt folkemøde.

 

Facebook-drys 61: Maj 2019

Her er 33 facebook-drys fra maj 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.

  1. Svend Brinkmann anmelder ”FAQ om dannelse”
  2. Følelser
  3. Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i strid med Aarhus Universitets praksisudvalg
  4. Fremragende indlæg af Jan Jaap Rothuizen om pædagoguddannelsen
  5. Valgnote 1
  6. Konkurrencestatens genkomst
  7. Praksisudvalg frikender forskere i Skovmand-sag
  8. Vigtigt interview med Jens Rasmussen fra 2014
  9. Valgnote 2
  10. Skovmand-sagen i Weekendavisen
  11. Facebook-drys 60: April
  12. Valgnote 3
  13. Jyllands-Posten beklager
  14. Svend Brinkmann diskuterer dannelse
  15. Kronik i Politiken om Nationale Tests
  16. Dagsnoter
  17. Anmeldelse af FAQ om dannelse i Folkeskolen
  18. Aktuel diskussion af DPU’s opgør med fag og skoletradition
  19. Andreas Rasch-Christensens kronik i Weekendavisen
  20. Jan Jaap Rothuizen tweeter om ”FAQ om dannelse”
  21. Fire års jubilæum som ”paria”
  22. Begrundelse for videnskabelig pris, Ahlström Award
  23. Aarhus Universitet kalder pædagogisk kritik for ”ammestuehistorier”
  24. DPUs forhold til fag og skoletradition
  25. Skandale på DPU 1: Thorkild Thejsens reaktion
  26. DPU’s grundlæggelse
  27. Skandale på DPU 2: Benny Bang Carlsens reaktion
  28. Politikens had til Merete Riisager
  29. Politikens forsider
  30. Strukturmarxistisk analyse
  31. Politiken mod pædagogikken – læserbrev af Niels Christian Sauer
  32. Lejf Moos drøfter Schmidt-sagens principielle aspekter
  33. Alternativet holder skolepolitisk fest, mens de radikale drikker gammel tør sovs

 

1. d. 1. maj: Svend Brinkmann anmelder ”FAQ om dannelse”

Svend Brinkmann har lavet nedenstående virkelig flotte omtale af min nye bog ”FAQ om dannelse”.

Han skriver bl.a.:

”Den nye bog tager dannelsesbegrebet op, men udfolder i virkeligheden en hel filosofisk antropologi – og en dansk og europæisk åndshistorie – i diskussion med alt og alle fra Aristoteles og Kant til Grundtvig og Hal Koch. Der er referencer til Tintin og Melodi Grand Prix, og det hele giver mening i al sin myldrende vrimmel af ideer. Bedste fagbog jeg længe har læst – folkelig og lærd på samme tid.”

Mange tak til Brinkmann for at forstå bestræbelsen i mit arbejde.

Link til Brinkmanns FB-omtale: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10155883076806205&set=a.453298306204&type=3&theater

 

2. d. 1. maj: Følelser

Når Rasmus Paludan skælder unge indvandrere ud for ikke at være ”etnisk danske”, så føler jeg mig som en ”etnisk marokkaner”. Jeg står rank og rynket med blikket rettet ud mod ørkenens varme vidder, uden ”etniske danskere” i miles omkreds. Og sørme så… midt ude i sandet er der en lille oase, hvor der står en ung blond pige under en grøn bøgepalme. Ved en lille sø, står der en bænk. Der sidder Kaj Munk og Jørgen Stein. Vi snakker lidt om vores uetniske danske liv i den arabiske ørken, om vores mærkelige fortid. Vi er et fællesskab af danskere, som lykkeligvis er helt uden ”identitet”. En slags dansk diaspora lige midt i sandet med rørkanal-forbindelse til Udby og Athen.

Når en blanding af autonome, hash-handlere og semiradikaliserede muslimer – som alle lader til at mangle evnen til at bruge mund eller blyant – angriber politiet og sætter brand på ting og sager, så føler jeg mig som en gammel-konservativ, der råber på strengere straffe. Det er som om, vi har at gøre med en revolutionens almue, der helt har glemt ægte revolutioners iboende konservatisme. Ved en brændende bil står Fröbel og Montessori og pudser næse. Vi snakker lidt om, hvad det vil sige at leve under frihedens tegn efter Napoleon og Den Store Krig.

Til sidst begynder det at regne, og inden længe er alt skyllet væk.

 

3. d. 6. maj: Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i strid med Aarhus Universitets praksisudvalg

Dagens Forskerforum behandler spørgsmålet om AU’s sagsbehandling i Skovmand-sagen. Journalisten får fremarbejdet en meget interessant uenighed mellem Aarhus Universitets Praksisudvalg og det statslige Nævn for Videnskabelig Uredelighed.

Hvad siger Praksisudvalgets formand, professor Palle Bo Madsen fra AU, til sagen? Jo, han gentager sit hyppigt udtrykte standpunkt, at AU’s Praksisudvalg blot er en ”postkasse”, som egentlig kun sætter ”frimærke” på henvendelser om problemer med tvivlsom forskningspraksis eller videnskabelig uredelighed. Det er ganske vist imod både loven og universitetets egne retningslinjer, hvor der kræves meget mere procesbehandling, men det lader Madsen sig ikke anfægte af.

Men hvad siger det statslige niveau, altså Nævnets formand, Jens Hartig Danielsen, så? Ja, han er ”ikke helt enig” med Madsen, skriver journalisten.

Danielsen siger direkte følgende, som derimod er helt i overensstemmelse med lovens og retningslinjernes bogstaver og ånd:

”Når institutionen modtager en anmeldelse, skal den påse, at de nødvendige oplysninger er til stede, og efter dialog med nævnet udarbejde en redegørelse for sagens faktiske omstændigheder. Og hvis anmeldelsen ikke er tilstrækkeligt begrundet, skal anmelder vejledes af institutionen (…). Hvis det f.eks. påstås, at nogen har plagieret, skal institutionen sikre, at det er angivet, præcist hvilke tekststeder den anmeldte påstås at have plagieret fra, og hvor i den anmeldtes produkt den plagierede tekst er indsat”

Danielsen mener, at sagsbehandlingen ”sagtens kan blive bedre”. Han forklarer som en slags juridisk psykolog AU’s manglende sagsbehandling med, at der er tale om en ny lov, som det kan ”tage noget tid” at køre ind.

Danielsen er nu i dialog med Praksisudvalget for at ”sikre, at hver instans løser sine opgaver”.

Både Lars Qvortrup og Jens Rasmussen er interviewet om sagen. De er enige med Danielsen i, at Praksisudvalget burde have behandlet sagen grundigere, før den blev videresendt til Nævnet. Skovmand er ikke interviewet om spørgsmålet, hvilket er lidt ærgerligt. Jeg tror faktisk, han i dette spørgsmål vil være enig med Qvortrup og Rasmussen. Skovmand havde jo blot sendt sine iagttagelser til Praksisudvalget uden at nævne ordet ”videnskabelig uredelighed”. I hans og altså også i lovens optik er det AU, der via sin frimærke-jura har indberettet sagen som et spørgsmål om “videnskabelig uredelighed”.

Til sidst er der en supplerende artikel, som behandler spørgsmålet om, hvorvidt den, der klager til et praksisudvalg, skal have ”mundkurv på”? Det mener Jens Rasmussen, som ligefrem synes Skovmand skulle have haft ”tavshedspligt”. Lars Qvortrup er mere tilbageholdende, men mener, at Skovmands aktion er et ”bud med uskrevne regler” og imod ”almen dannelse”. Jeg synes Skovmand har begrundet sin offentlighed om sagen udmærket. Faktisk har han i min optik været nærmest overdreven tålmodig. Han gik jo først offentlig med sagen flere måneder efter, at Nævnet skulle have afgjort den.

Derimod venter vi stadigvæk på, at Rasmussen og Qvortrup og Andreas Rasch-Christensen svarer på substansen i Skovmands kritik. Men det kan de ikke. Deres filosofi hedder ikke “frimærkefilosofi”, men “det har jeg aldrig sagt”-filosofi. Og man kan jo ikke svare for noget, man har gjort, når man nu selv mener, at man aldrig har gjort det.

Kilder:
Forskerforum, maj 2019, s. 20-22. http://www.forskerforum.dk/downloads/ff-324.pdf

Tidligere analyser af sagsbehandlingsprocessen kan tilgås i denne blogs kapitel 12, 14 og 24: http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-59-marts-20…

 

4. d. 7. maj: Fremragende indlæg af Jan Jaap Rothuizen om pædagoguddannelsen

I dagens Altinget har lektor Jan Jaap Rothuizen fra VIA-UC en fremragende replik til Claus Holms perspektivløse indlæg fra sidste uge om pædagoguddannelsen. Rothuizen har fuld fornemmelse for pædagogens virke og essens, hvilket man sørme ikke kan sige om Holm, som fokuserer på forskning og ensretning på sin karakteristiske styringsglade og central-harmoniserende manér. Læs selv de to indlæg, hvis I interesserer jer for området, og bemærk de iboende og modsætningsfyldte syn på pædagogik og dannelse.

Den tydelige forskel i pædagogisk kvalitet sætter sig også igennem i to konferencer om emnet, som jeg har noteret mig, og hvor Holms perspektiv er stærkt dominerende:

A.
D. 29. april i år afholdt SF og BUPL en høring om pædagog-uddannelsen på Christiansborg. Her er nogle af de centrale deltagere. Det hele er lidt DPO-agtigt efter min mening:

Tommy Ahlers (Singularity-minister)

Martin Bayer, forskningschef på KP (han vil have mindre personlighed og mere forskning ind i dagtilbuds-pædagogikken. Det er en meget dårlig dikotomi efter min mening)

Camilla Wang, rektor UC-Absalon

Mikkel Haarder, EVA (se nedenstående referat for en skrækkelig udtalelse)

Thomas Gyldal, KL (KL kender vi jo, de vil uddanne børn, som ikke ender med negative holdninger som Erik Schmidt. KL er også glad for Singularity)

Andreas Rasch-Christensen, VIA-UC (han har stået for den Master, som førte til dagtilbudsloven i 2017)

Claus Holm, DPU (hvis synspunkter Rothiuzen jo reagerer på. Fan af konkurrencestatsteori og Luhmann)

Anna Vang, formand for kommunernes børne- og kulturchefer (altid tæt på KL’s synspunkter)

Ud over denne tristesse er der to undtagelser, som har fået et lille hjørne:

  1. a) Der er en repræsentant for de pædagogstuderende, Sissel Sørensen. Hun er træt af moduliseringen og siger følgende (så det gør helt ondt): ”vi savner lidt et fag, der hedder pædagogik”. Sissel Sørensen har dog ikke noget selvstændigt oplæg. Hun bliver interviewet af Politikens Jacob Fulgsang, som er moderator.
  2. b) Lektor, Line Togsverd, som er kollega med Jan Jaap og medforfatter på den glimrende bog ”Pædagogiske ballader”, har fået lov til at tale 20 minutter om praktikken.

Det er meget skuffende, at SF og BUPL har valgt at stå for dette ensidige program.

Og hvorfor taler ingen om pædagoguddannelsens formål og dens dårlige placering i UC-regi? Altså for en decideret pædagogisk, politisk og organisatorisk drøftelse?

B.
D. 21. maj er der en DPU-konference om trivsel i dagtilbud (og altså ikke om selve pædagoguddannelsen). Det er Nationalt Center for Skoleforskning, der står som arrangør, og centerlederen Lars Qvortrup har lavet en reklamevideo, hvor han taler for, at man skal måle noget, han kalder for ”børneoptimisme”.

Programmets horisont er meget lig Christiansborg-konferencen. Her er de personer, der efter min mening tegner konferencens ånd:

Lars Qvortrup (leder af NCS)

Karen Wistoft (systemteoretiker og gift med Qvortrup)

Simon Calmar Andersen, tidligere medlem af skolerådet, pt formand for den kommission, der skal evaluere læreruddannelsen. Stærkt inspireret af James Heckmann og positiv psykologi. Landets pt. nok mest indflydelsesrige forsker på uddannelsesområdet.

Professor i sundhed, Bjørn Holstein, taler om ”elevoptimisme”.

Der er også nogle flere, men det kan I selv læse om i linket. Nogle folk fra UC’erne har fået lov at stå for nogle workshops.
Der er ingen fra den filosofiske-kritiske tradition, som Jan Jaap står for, og som har præget landets børnehaver i over 100 år.

Konklusion: Hvor er Rothuizen?

Links:

a) Jan Jaap Rothuizens indlæg på Altinget: https://www.altinget.dk/…/lektor-til-dpu-leder-paedagogik-e…

b) Claus Holms indlæg, som Rothuizen kritiserer: https://www.altinget.dk/…/dpu-leder-paedagoguddannelsen-er-…

c) Høring på Christiansborg om pædagoguddannelsen, arrangeret af BUPL og SF, d. 29. april:

– Program: https://bupl.dk/…/arrangement-fremtidenspaeduddannelse_hoer…

– Kort referat: https://bupl.dk/…/hoering-paa-christiansborg-paedagoguddan…/

d) Konference om dagtilbud i regi af DPU/Nationalt Center for Skoleforskning, d.21. maj: http://konferencer.au.dk/trivsel-i-skole-og-dagtilbud/

 

5. d. 8. maj: Valgnote 1

I roden og dybden af enhver gammel nations essens finder vi ingen ”identitet”. Derimod finder vi etager, trappesystemer og lag, som bringer landets generationer i kontakt med mennesket og naturen som sådan, og som pumper ny tilsynekomst ud i verden: Nationernes natalitet, fødslernes fødsel, ståstedernes Kosmos-Polis, nynordisk fordybelse.

I disse dybe lag finder vi de andre landes bidrag til os selv. Det er den egentlige økologis sted.

Enhver fornægtelse af dette faktum fører til en opløsning af pædagogisk praksis, dvs. af hele det handlingsliv, som skal holde fortid og fremtid i spænding og i kontakt med den fælles verdens liv og udtryk.

Denne “fornægtelse” tog fart i 2000’erne og er i dag i fuld tørke.

Hvad gør man, når man, som det pt. er tilfældet, har opløst pædagogisk praksis? Hvor man altså har skabt et goldt pædagogisk tomrum, hvor der før var menneskelig og naturlig fylde i mellemrummet mellem historiske dialoger og ny tilsynekomst?

Der er to muligheder:

A.

Man indfører læringsmålstyring, strukturelle koblinger og kommunale evidensmetoder. Det kan man også kalde for ”pædagogisk teknokrati”. Her kan nationalitet og stedslighed identificeres og måles.

En anden version af “læringsmålstyrings”-tankegangen er følgende: Stedet og nationen opløses som sådan. I så fald kan OECDs kompetencebegreb tage helt over, ofte med Klimaet som diskursiv anledning. Herfra er vi uden sted, overladt til global komparation og styring. Her bliver Klima og bæredygtighed til modsætninger.

B.

Man tvinger national ensretning ned over det levende ståsted. Det kaldes også identitetspolitik. Dermed bliver man selv til et nivellerende ”=”, og andre nationer ender som ”fjender” i stedet for at være alternative og rige udtryk for ”det samme”, som er ”skabt” i verden i modsætning til ”konstrueret” af os selv.

Når disse to effekter møder moderne problemstillinger, som EU, integration, klima mm., så forstærkes de i hhv. styrings- og identitetspolitisk ensomhed.

Dermed er vi fremme ved gårsdagens partilederdebat, som var en form for radikaliseret 00’er-maleri.

Konklusion: Landet mangler pædagogik

 

6. d. 9. maj: Konkurrencestatens genkomst

A.

Hele ni topledere af centrale danske uddannelsesinstitutioner klager sig i dagens Politiken over, at uddannelsespolitikken lægger for lidt vægt på 00’ernes såkaldte “globaliseringsstrategi”. Denne “strategi” er udelukkende baseret på konkurrencestatsligt tankegods og har gjort uendelig skade for dansk pædagogik og uddannelse. Men nu – mener skribenterne – skal strategien aktiveres yderligere og endda optimeres med henblik på global tech-konkurrence. Det betyder, at hele uddannelsessektoren skal optimeres på global teknologisk og økonomisk konkurrence, som dermed bliver et slags hyperfaktum, der efter teorien skal redde både demokrati og velfærdsstat. Kulturen omtales kun som noget konkurrenceoptimerende. Pædagogikken omtales kun et sted:

“Det betyder, at der skal stilles større krav til vores undervisere, så vi hele tiden sikrer, at vi bliver endnu bedre til at få det ypperste frem i vores elever og studerende”

Jamen altså! Det er ren læringsmålstyring.

Jeg troede ellers, at konkurrencestaten havde antaget nye former. Men i dagens indlæg har vi den klassiske ideologi i dens mest klassiske form. Og det er vel at mærke ikke de økonomiske vismænd eller politikerne, der er synderne i denne destruktion af pædagogik og uddannelse, men derimod uddannelsessektoren selv.

Her er skribenterne, som alle er magtfulde formænd for det ene og det andet, og som dækker stort set hele uddannelsesfeltet:

Stefan Herman, Professionshøjskolerne
Birgitte Vedersøe, Danske Gymnasier
Anders Bjarklev, Danske Universiteter
Pernille Brøndum, Danske HF & VUC
Ole. Heinager, Erhvervsskolerne
Karsten Suhr, De private skoler
Jens Munk Kruse, Danske Landbrugsskoler
Jeppe Poulsen, Danske SOSU-skoler
Lene Lund, De kunstneriske og kulturelle uddannelser

B.
Formanden for Danske Professionshøjskoler er Stefan Herman, som jo også er førsteskribent på dagens indlæg i Politiken, jvf. punkt 1.

I Professionshøjskolernes program på folkemødet er Herman overalt, mens den kritiske og pædagogiske tradition er systematisk udgrænset. En af debatterne handler direkte om konkurrencestaten. Ok, og hvem deltager så i den? Jo, det gør såmænd Ove Kaj Pedersen, Bjarne Corydon og Stefan Herman. Det var det. Og så i lærer- og pædagoguddannelsens telt! Det er jo til at dø af grin af, hvis det altså ikke lige var fordi, man græd.

C.
Tirsdag d. 7. maj skrev Stefan Herman sammen med evaluerings- og konsulentsegmentet (DEA, EVA, Dansk Erhverv) en kronik i avisen, hvor man talte gymnasiets dannelsesbidrag ned under gulvbrædderne. I stedet vil man have et samlet ungdomsuddannelsessystem, som er mere erhvervsrettet, og som kan præstere på de sædvanlige konkurrencestatskonsulent-parametre, og som heller ikke gør noget godt for erhvervsuddannelserne. Jeg diskuterede engang disse skrækkelige ideer med DEA’s forkvinde i Deadline. Der er 0,00% dannelsesinteresse i den omegn.

Links:

Debatindlæg i dagens Politiken:
https://politiken.dk/…/Politikerne-må-tage-uddannelsesbespa…

Professionshøjskolernes folkemødeprogram:
https://program.folkemoedet.dk/…

Kronik fra d. 7. maj: ligger ikke på nettet.

 

7. d. 9. maj: Praksisudvalg frikender forskere i Skovmand-sag

Aarhus Universitets Praksisudvalg frikender Rasmussen, Qvortrup, Rasch-Christensen og Egelund.

Først sendte Keld Skovmand en række kritiske iagttagelser af fire skoleforskeres arbejde ind til Aarhus Universitets praksisudvalg. Det var i foråret 2018.

Praksisudvalget vælger derpå at videresende materialet til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, dog uden at følge den proces, som er fastsat i lovens og universitetets egne retningslinjer.

Nævnet behandler derpå – med stor forsinkelse – sagerne og frikender de anmeldte forskere for uredelighed. I stedet for at afvise sagerne, som var en klar mulighed, tilbagesender Nævnet sagerne til universitetets praksisudvalget, som bliver bedt om at undersøge, om sagerne i stedet hører under det mildere ”tvivlsom forskningspraksis”.

Nævnets formand kritiserer efterfølgende universitetets praksisudvalg for manglende procesarbejde. Måske skulle han have været opmærksom på det fra start?

I går kom så Praksisudvalgets afgørelse. Udvalget frikender de fire forskere for alle anklager. Jeg har ikke set afgørelserne, så jeg kan ikke vurdere deres kvalitet eller indhold.

En af de indklagede forskere, professor Jens Rasmussen, kommenterer sagen i folkeskolen.dk. Ifølge Rasmussen skriver Praksisudvalget, at “der er tale om faglige problemstillinger, som må udredes i faglige drøftelser”, hvilket jeg med mit kendskab til sagen for så vidt er enig i.

Derudover siger Rasmussen følgende, som jeg til gengæld ikke er enig i:

– Rasmussen mener, at Skovmands ph.d.-afhandling skulle være ”baseret på de her anklager”, som der står, og han antyder, at afhandlingens bedømmere burde have tjekket ”anklagernes rigtighed”. Men det forstår jeg ikke, for i selve afhandlingen står Skovmands iagttagelser blot markeret som almindelig faglig kritik, og den er jo ikke tilbagevist? Det er kun i afhandlingens parallel-udgivelse – altså Skovmands røde bog – at den ellers meget grundige kritik sættes i forbindelse med Videnskabelig Uredelighed. Og denne forbindelse sker faktisk ikke engang på en dømmende måde, eftersom det jo i Skovmands optik er AU’s praksisudvalg, der har indberettet sagerne til nævnet. Bedømmelsesudvalget har ikke noget at gøre med den røde bog.

– Rasmussen mener, at Skovmand har ”forkludret muligheden for en saglig vidensbaseret debat ved at gå til juraen”, og det forstår man jo godt. Men Rasmussens arbejde med Skovmands kritik har dog også været meget kritisabel før ”juraen” kom ind i billedet, altså før foråret 2018, hvilket Skovmand også påpeger i sin kommentar i artiklen. Sammen med Andreas Rasch-Christensen skrev Rasmussen et semi-hemmeligt og altså ikke offentligt Notat, som endda var under al kritik. Og Rasmussen stillede derudover også op til en DPU-debat, hvor Skovmand efter Rasmussens mening ”ikke forholdt sig til nogen af sine egne kritikpunkter”, som han siger. Men er det ikke en lidt mystisk formulering? Jeg forstår den i al fald ikke. Hvorfor skal Skovmand ”forholde sig til sine egne kritikpunkter”? Det er da Rasmussens opgave. Faktum er, at Skovmands kritik står totalt uantastet.

– Rasmussen siger også følgende:

“Vi bliver jo beskyldt for ikke at diskutere, men ingen af dem, der kritiserer os, har publiceret i nærheden af det antal artikler, vi har publiceret, så jeg forstå ikke, hvorfor de siger, at vi ikke vil diskutere vores standpunkter”.

Men har Rasmussen og Rasch-Christensen publiceret så mere end f.eks. Brinkmann, Tanggaard, Skovmand og undertegnede, som er blandt kritikerne? Vel har de da ej. Det må de altså selv rode med.

– Rasmussen mener, med journalistens ord, at Weekendavisen og Hans Reitzel ”skrev historien ensidigt fra Keld Skovmands side”, og at de to medier derfor bør ”reflektere over det skrevne”. Men Weekendavisen dækkede jo blot sagen. Journalisten havde endda interviewet mange fra forskningsmiljøet, som stort set var enige i Skovmands kritik. Journalisten havde endda interviewet John Hattie. Og Nævnets afgørelse, som jo kom nogle uger senere, stod omtalt på en stor artikel på side 2 i den efterfølgende udgave af WA. Rasmussen selv ville slet ikke deltage i den oprindelige artikel, men kastede sig alligevel i stedet ud i en hidsig læserbrevs-aktivitet, som vil være følgerne af denne FB-profil bekendt, og som støttedes kraftigt af DPU/AU’s ledelse.

Og Rasmussen har da selv skrevet mange ”ensidige historier” på Hans Reitzel, f.eks. i bogen ”Folkeskolen efter reformen”? Mon også forlaget skal reflektere over det? Og han har haft frit lejde i Politiken? Måske skal Politiken også reflektere lidt?

Jeg håber, at både AU og Nævnet har lært noget om den nye uredelighedslovs funktionsmåde, og at vi nu kan overgå til et almindeligt kritisk mode. Det værste, der kan ske, er, hvis frifindelsen betyder, at Rasmussens og Qvortrups ideologi fastholdes som landets toneangivende kurs.

På en måde er det godt, at Skovmand tabte sagen, for nu vil Rasmussen i fremtiden have meget svært ved at klage over os andre til diverse redaktører og mellemledere, hvilket han ellers har været god til.

Links:
Interview med Jens Rasmussen på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/praksisudvalget-har-talt-ingen…

Alle artikler og indlæg om sagen kan tilgås på dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/dokumentation-til-sagen-o…

 

8. d. 10. maj: Vigtigt interview med Jens Rasmussen fra 2014

En af debattørerne på folkeskolen.dk, Jens Hougaard Nielsen, har genfundet dette link til Jens Rasmussens forsvar for læringsmålstyret undervisning, som oprindeligt stod på Undervisningsministeriets hjemmeside. Nielsen har fundet linket ude i skyen. Der er et supergodt link, som man endda kan klikke rundt i, som om det var i 2014.

Interviewet stod i sin tid centralt placeret på ministeriets hjemmeside, og Rasmussen var en hovedkraft i udviklingen af skolereformens idémæssige momenter og i disses implementering.

Ministeriet præsenterer interviewet som ”Eksperten om læringsmålstyret undervisning og læring”. Hvad mon ”læringsmålstyret læring” er? Det siger noget om ånden.

Grunden til, at linket er interessant, er, at ministeriet ellers havde fjernet teksten fra sin hjemmeside. Og en yderligere grund er, at der er tale om, hvad der må være den helt originale tekst, i al fald er den dateret d. 4. august 2014. På de andre links, jeg har set, mener jeg, stod der 2017 i bunden. Jeg kan dog ikke umiddelbart finde nogle forskellige i formuleringerne.

I interviewet siger Rasmussen følgende, som er læringsmålstyringens centrale filosofi:

”Den læringsmålstyrede undervisning begynder med det, den traditionelle undervisning forstår som afslutning, nemlig elevernes læringsresultater.”

Pædagogik er altså defineret ved dens afslutning. Findes der en værre måde at ødelægge den næste generation på? Og der er jo tale om en statsdidaktik, dvs. i alle fag, i alle klasser og i alle år. Mange gymnasier er også optaget af læringsmålstyringen. Mon ikke denne struktur kan sætte sig i ungdommens psykologiske skelet?

Og Rasmussen annoncerer også, at den læringsmålstyrede læring skal systematisk ind i læreruddannelsen og lærernes efteruddannelse, hvilket han fik opfyldt. Nu er den så på vej ud igen. Hvilken spild af penge og energi.

Desuden kan man i teksten læse om hele den såkaldte ”nedbrydnings”-logik, der teknokratiserer pædagogikken helt ind i de gigtplagede knogler.

Hvis ikke Skovmand havde gennemført sit kritiske raid i 2016, så var denne ”læringsmålstyrede læring” stadig realtilstand i hele landet. TUSIND TAK TIL SKOVMAND!

Her er interviewet:

https://web.archive.org/web/20140908193420/http://www.uvm.dk/Den-nye-folkeskole/Udvikling-af-undervisning-og-laering/Maalstyret-undervisning-og-laering/Faelles-Maal/Eksperten-om-maalstyret-undervisning-og-laering

 

9. d. 10. maj: Valgnote 2

Karneval og politik:

Dansk politik er blevet noget af en absurdistanistisk blanding af teknik og karneval, blot uden kostumer. Det er meget underholdende, så længe man ikke hører efter.

Desværre er det parti, som kunne have stået for indførelsen af en ægte politisk karnevalisme, nemlig Alternativet, holdt op med at danse. Det var ellers herfra, at karnevallet skulle have bredt sig ind i de andre partiers glemte karnevalisme.

Men nu er Alternativet havnet i en blanding af klima-styring/identitetspolitik/ateisme, og ledelsen kan ikke rigtig stoppe det. Der er ingen christianitisk og postmoderne leg, og ingen farver, burkaer, køn, udklædning eller overraskelse mere.

Derfor rykker karnevallet til højre, hvor det kun er sjovt, hvis man ikke lytter. Centrum-venstre går til i teknokrati, hvilket jo er lyde uden karneval. En slags teknisk etnicitet.

Så politikken har overtaget karnevallet, som så igen har overtaget politikken.

 

10. d. 12. maj: Skovmand-sagen i Weekendavisen

Skovmand-sagen er omtalt i en kort artikel i fredagens Weekendavis (1. del, s.2). Det er Markus Bernsen, som har dækket sagen undervejs, der har skrevet notitsen.

Titlen er ”Konspiration 2”.

Bernsen fortæller, at de indklagede forskere nu er frikendt af både Nævnet for Videnskabelig Uredelighed og af Aarhus Universitets Praksisudvalg.

Bernsen forklarer desuden, at Skovmands kritik er ”afvist af flere uvildige eksperter”.

Endelig står der følgende:

”Over for folkeskolen.dk sår Jens Rasmussen derimod tvivl om citater og artikler i Keld Skovmands ph.d.-afhandling, som ligger til grund for den meget offensive offentlige kritik: ”Det er jo skæbnens ironi, for hvis han ikke havde indsendt klagerne, var der jo aldring nogen, der havde gået dem igennem”, udtaler Jens Rasmussen”.

Bernsen må her henvise til følgende udtalelse af Jens Rasmussen på folkeskolen.dk fra d. 8. maj:

”Derudover sidder jeg tilbage med tanken om, om at Keld Skovmands ph.d.-afhandling, som er baseret på de her anklager, er blevet godkendt uden at man har tjekket anklagernes rigtighed”.

Hertil to bemærkninger:

1.
Nævnet og Praksisudvalget har ikke ”afvist” Skovmands kritik, men blot vurderet, at kritikken ikke peger på forhold, der falder under kategorien ”videnskabelig uredelighed” eller ”tvivlsom forskningspraksis”. Substansen i Skovmands kritik, som har pågået siden 2016, står stadig helt uanfægtet, og understøttes faktisk af andre forskere i Bernsens oprindelige artikel fra januar 2019.

2.
Der er ikke noget grundlag for at hævde, at afgørelserne sår ”tvivl om citater og artikler i Keld Skovmands ph.d.-afhandling”, som Jens Rasmussen siger det til folkeskolen.dk. Hvis Rasmussen mener det, så må han gå i gang med at påpege de steder, hvor denne ”tvivl” kan sås.

Endvidere har Rasmussen overhovedet ikke ret i, at afgørelserne betyder, at bedømmerne af Skovmands ph.d.-afhandling skulle have ”tjekket anklagerne”. Anklagerne var nemlig slet ikke ”anklager” i afhandlingen. Her blev de jo kun blev fremført som en almindelig del af den kritiske analyse og faglige uenighed.

Det er vigtigt at holde anklagerne og kritikken adskilt i denne sag. Rasmussen roder det hele sammen, og Bernsen er faktisk også lidt tæt på, synes jeg.

 

11. d. 12. maj: Facebook-drys 60: April

Facebook-diskussioner i april:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-60-april-2019.html

 

12. d. 12. maj: Valgnote 3

Løkkes version af Thornings version af Løkke – 00’ernes katestrofe:

A.
I selskab med Antorini og Corydon teknokratiserede Thorning-Schmidt centrum-venstre. Derpå tabte hun valget.
Fra 2015 teknokratiserede Lars Løkke centrum-højre. Nu taber han formodentlig også.

Men hvem teknokratiserede Thorning-Schmidt? Det gjorde Lars Løkke selv.

I 00’erne centraliserede han egenhændigt kommunerne, og som minister under Fogh var han med til at centralisere universiteter og professionshøjskoler. Det hele skulle være ”verdensklasse” osv. ud i Grand Canyon.

Bagefter fedtede de nye organisationers ledere for ham. De sammenlignede ham med Martin Luther King. Løkke solede sig i dette dybt uværdige cirkus, hvis hele ånd stadig præger landet.

B.
Løkke tror, at pædagogik er et instrument for en instrumentaliseret stats interesser. En rigtig centrum-venstre-Venstre-mand.

Vi har også fået en småkorrupt privat-Lars, der lavede sin egen privat-pædagogik med kvotekonger, som han fik DPU til at skamrose i en rapport. En rigtig centrum-højre-Venstre-privat-mand.

C.
Løkke står også for den totalt ukritiske dataficering af landet via disruptions-nysprog, ledelsestomgang og teknologipagter osv.. Disse initiativer har sat sig dybe spor i de nye Løkke-centraliserede organisationer, som er en finpudsning af arven fra Thorning, som er en finpudsning af arven fra Løkke. Han kan styre det hele som småkager med alle sine marionet-ministre som tekno-glasur.

Der er også direkte kontakt til de mest radikale dataideologiske miljøer i USA, og alle data fra vugge til grav samles langsomt under Løkke-teknostatens CPR-kontrol. Og med henvisning til truslen fra Sovjet og Kina gennemtvinges nu en omfattende kontrol med virksomheder og borgere. Løkkes forsvarsminister forsvarer sine tekno-initiativer med, at efterretningstjenesten ikke er interesseret i mine sygdomme. Hallo! Hvor dum tror han, jeg er?

Og de andre ministre følger efter. De vil have indoktrinering i vuggestuer, hvor børnene ikke må sove. Det hele finder sted i noget, som kaldes for “ghettoer”. Man river store huse ned og bygger “fortætnings-modernitet” i stedet for overalt, hvor ingen mælkebøtte kan gro.

D.
Og nu vil Løkke pludselig bruge 69 mia. kr. på den offentlige sektor. Efterfølgende viser det sig, at udgiften skal spredes over 5 år. Men denne 500%-forskel mener Løkke skam slet ikke, at danskerne synes er så vigtigt, siger han til avisen. Ser han ned på os? Det er valgflæsk det hele. Efter valget får vi at vide, at det bare var noget, som privat-Lars sagde.

Løkke er 00’ernes store katastrofe! Desværre har han humor, og den endeløse indvandre-debat forstærker afledningen fra de reale problemer.

Jeg tror på en måde, at Løkke er glad for Paludan, som er komisk, hvis blot man ikke lytter, for nu kan privat-Løkke føre sig frem som privat-humanist. Men hvis Løkkes version af Thornings version af Løkke vinder valget, så er alt tilbage ved det samme. Så er vi tilbage i disruptions-Danmark, hvor robotter kan erstatte pædagoger og lærere, hvilket jo er den rene anti-humanisme.

 

13. d. 13. maj: Jyllands-Posten beklager

Jyllands-Posten bragte d. 10. maj følgende berigtigelse:

”Af en boganmeldelse bragt i Jyllands-Posten d. 5. maj fremgik det, at Keld Skovmand tidligere havde påvist videnskabelig uredelighed blandt fire forskere ved Aarhus Universitet. Dette er ikke korrekt. De fire forskere blev frikendt for anklagen tidligere på året. Jyllands-Posten beklager fejlen.”

Redaktionen tænker her formodentlig på Mikael Buschs anmeldelse af min bog ”FAQ om dannelse”. Det eneste, som Busch om Skovmands kritik, er følgende:

”Takket være en række pædagogiske fritænkere er der dog opstået revner i hegemoniet. For nylig skabte Keld Skovmand rystelser i det uddannelsespolitiske kredsløb med to udgivelser, som påviste videnskabelig fusk blandt en række toneangivende forskere.”

Jeg synes, det er mystisk, at JP berigtiger med udgangspunkt i Buschs formulering af følgende to grunde:

1.
For det første taler Busch i ubestemt form om ”en række toneangivende forskere”. Men i berigtigelsen tales der pludselig i bestemt flertal om ”fire forskere”, hvilket jo slet ikke er det samme. Skovmand kritiserer jo mange flere, f.eks. EVA og RAMBØLL.

2.
For det andet – og mere vigtigt – mener jeg godt, man kan skrive, som Busch gør – altså at Skovmand har påvist ”videnskabelig fusk” – uden at man derfor henviser til ”videnskabelig uredelighed”, som jo ikke engang nævnes i Buschs anmeldelse? Og hvis det er korrekt, er der jo ingen grund til at ”beklage”. Begrundelsen herfor er følgende:

Først og fremmest er det værd at nævne, at ordet ”fusk” slet ikke er nævnt i lov om videnskabelig uredelighed. Ordet henviser derfor ikke til en juridisk situation, og hvorvidt man kan bruge det eller ej, må derfor anskues ud fra folkelige og ikke juridiske kriterier. Lad os se på det:

Ifølge Den Danske Ordbog er der tre betydninger af ordet ”fusk”. I den ene betydning betyder fusk ”snyd eller fifleri”, og i den anden betydning handler ”fusk” om at ”udføre et stykke arbejde sjusket eller klodset” (den tredje betydning vender jeg tilbage til). Faktisk angiver Ordbog over Det Danske Sprog, at det er den anden betydning, altså det sjuskede arbejde, der er den mest grundlæggende, mens den første betydning, altså snyderiet, er afledt (“i videre forstand”).

Så Skovmand har ikke påvist ”fusk” i juridisk forstand, enten fordi ”fusk” er slet ikke et juridisk ord, eller fordi han ikke har bevist, at der er tale om bevidst ”snyd”. Men derimod har han i høj grad påvist ”fusk” i den anden forstand, altså som ”sjusket og klodset udført arbejde”.

Det er da f.eks. ”sjusket og klodset” at sige, at Ontario går fremad på PISA, når det nu ikke er tilfældet, er det ikke? Og hvad med de lange tekstpassager, som har helt ubestemte forfattere, og som går igen på kryds og tværs af forskellige tekster, er det ikke også ”sjusket og klodset”? Jo, det er. Det er derfor fusk i ordets almindelige betydning.

Eftersom Busch i sin anmeldelse slet ikke henviser til det juridiske spor, kan der altså ikke være noget i vejen for at sige, at ”Skovmand påviste fusk” sådan i bred almindelighed, dvs. efter især den anden af de to definitioner i ordbogen.

Så Jyllands-Postens redaktion har efter min mening lavet en fejl. Måske har de bare rettet ind efter en eller anden klage fra “de fire forskere”, som åbenbart ikke selv har en blyant at skrive med, så alle vil kunne se begrundelserne, og så offentligheden kan få afklaret, hvilken form for ”fusk”, der er tale om. I stedet lader det til, at de høje herre endnu engang har klaget deres nød til en melleminstans. Men ok, jeg gætter bare, det må jeg indrømme. Gode gæt, tror jeg.

Faktisk kan der jo også sagtens være tale om ”uredelighed”, selvom der ikke er konstateret ”videnskabelig uredelighed”, eftersom ”redelighed” ikke kun og endda ikke først og fremmest er et juridisk begreb, men det lader jeg ligge her.

Endelig er det værd at nævne, at en anden af “de fire forskeres” kritikere, Lene Tanggaard, som faktisk var bedømmer på Skovmands ph.d.-afhandling, også anvender ordet ”fusk” i sin forskning. Men her i en positiv og pædagogisk betydning, hvor en elev fusker med faglige materialer i sin fritid og dermed indvies i sin uddannelses fag og verden. Denne tredje betydning angives faktisk også i Ordbog om Det Danske Sprog. Så hvem ved, måske har ”de fire forskere” bare ”fusket” med deres fag i fritiden?

Links:
Om ”fusk” i Ordborg over det danske sprog: https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=fusk&tab=rel

Og i den danske ordbog: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=fusk

 

14. d. 13. maj: Svend Brinkmann diskuterer dannelse

I sin klumme i gårsdagens Politiken slår Svend Brinkmann et slag for dannelsesbegrebet. I avisens papirudgave hedder indlægget ”Dannelse som kulturens hjerte”, hvilket er en supertitel.

Brinkmanns overvejelser tager udgangspunkt i min nye bog ”FAQ om dannelse”. I bogen defineres dannelse som menneskets forbindelse med verden i et suspenderet rum, hvor mennesket og tingene er taget ud af deres funktion, samt som dette frie forbindelsessystems forsøg på at vende tilbage til og trænge ind i samfundslivet som en form for kritisk omsorg for det, som er og bør være.

Brinkmann formulerer det således:

”Når tingen er taget ud af brug – for eksempel frøen, der dissekeres i biologilokalet, eller reklameteksten, der analyseres i dansktimen – kan den mødes med mennesket, der er taget ud af dets funktion og altså ikke skal andet end at forbinde sig til tingen og søge at forstå den”.

Han mener, at kulturens hjerte peger på “en dybere form for værdipolitik”, hvilket jo medfører et helt andet syn på uddannelsespolitik og dennes rolle i samfundet.

Det er ikke første gang, at Brinkmann har drøftet dannelsesbegrebet positivt. Han havde f.eks. også en fin klumme tilbage i januar (d.19/1). Interessen skyldes Brinkmanns brede interesse for psykologiske, filosofiske og samfundsfaglige emner, dvs. en dejlig mangel på ekspertise, som jeg også selv prøver at leve op til.

 

15. d. 14. maj: Kronik i Politiken om Nationale Tests

32 forskere kritiserer i dagens Politiken den hhv. rapport og kronik, som Jeppe Bundsgaard og Svend Kreisner (BK) skrev om Nationale Tests (NT) i sidste måned, hvori de kritiserede NT’s måleegenskaber.

Dagens kronik er et fascinerende studie i et økonomisk paradigme, som har sat sig som en igle på dansk pædagogik.

Her er nogle iagttagelser:

A.
De 32 forskere forklarer nedladende BK, at ingen tests skam måler helt perfekt, og de har fundet på et latterligt eksempel om en golf-spiller som eksempel. Men det ved BK naturligvis udmærket, og det står igen og igen i deres rapport. Kreisner er endda decideret statistiker, hvilket ingen af de 32 mig bekendt er, selvom jeg ikke er sikker. Kronikørernes vokabular svarer jo til, at jeg begynder at forklare Michael Laudrup om ”kattepoter” og indersidespark.

B.
Kronikørerne mener, at BK ”mistænkeliggør” deres forskning, som skam er ”publiceret” i fine tidsskrifter, hvor de er bedømt af ”ekspertise”. Men fagfællebedømmerne sidder jo ikke og tager stilling til NT’s validitet, så den bemærkning duer ikke.

Og BK konstaterer jo blot tørt, at hvis man ikke kan stole på NT, så giver det et problem for den forskning, som bygger på NT-data. Det er da bare logik? Kronikørernes forskning er ikke ”mistænkeliggjort”, som det krænkelsesparat hedder. Den er kritiseret og måske afvist af argumenter.

Og det vil da bare være super, hvis vi kan slippe for den forskning, som mange af kronikørerne står for. De må efter min mening selv indsamle deres data på gammeldags maner. Det vil være langt bedre end disse big-data-strukturer, som er helt gift med Antorini/Corydons uddannelsespolitiske opfindelse, og som holder landets pædagogik i en instrumentalistisk skruestik, hvor både professionelle og kommuner løber stakåndet rundt fra metode til metode.

Man må jo også tænke på, at NT-data, trivselsdata, tech-firmaer, uddannelsesparathedsvurderinger og CPR-numre interagerer i en ubestemmelig Lars Løkke-agtig verden. Men den slags er helt uden for kronikørernes horisont.

C.

Kronikørerne mener, at det ikke er testenes skyld, at nogle børn bliver nervøse. Men forskerne har ingen fornemmelse for det styringssystem, som testene indgår i.

Disse tests er skam definerende for, hvad ”kvalitet” er, og de indgår som grundlaget for skolens interne og eksterne kvalitetsdialoger. Desuden er de omsluttet af en målepædagogik, den såkaldte læringsmålstyring, samt en række andre problemer i den ødelæggende skolereformsideologi. Men heller ikke den slags har forskerne viden om. De er en slags faglige autister efter min mening.
Nogle af kronikørerne er endda politologer, ligesom jeg selv er. Jeg er flov over min egen professions manglende sans for politik og styring. Men ok, de fleste er da også økonomer.

D.

Kronikørerne mener, at NT er gode til at forudsige præstationerne ved afgangsprøverne. Fint, så kan vi nøjes med afgangsprøverne. Yderligere data må man selv indsamle. Og lærerne kan lave deres tests lokalt uden disse økonomer og de stakåndede styringshensyn i baghaven.

E.

Kronikørerne forholder sig slet ikke til BK’s hovedtese, nemlig at testene ikke kan bruges til pædagogiske formål. Så BK’s vigtigste pointe ligger helt brak i dagens kronik! Men det er jo fordi, at ”pædagogiske formål” er et fremmedord for kronikørerne.

F.

Der er 32 kronikører. Heraf er 22 direkte ansatte på økonomiske institutter/organisationer. Dvs. de udspringer af dét fag i verden, som er allerlængst fra pædagogiske og uddannelsespolitiske spørgsmål.

Derudover er der en række folk fra statskundskab, hvoraf mange kommer fra Trygfondens Børneforskningscenter, som er helt inficeret af humankapital, James Heckman og positiv psykologi. Det gælder f.eks. den magtfulde Simon Calmar Andersen, som er tidligere medlem af Skolerådet, og som i dag er formand for den kommission, der skal drøfte læreruddannelsen. Men også Rasmus Landersø og Dorthe Bleses er på den vogn. Jeg hørte dem sidste år på AU’s matchpoint-seminar og diskuterede med dem på folkemødet. Jeg var dybt rystet efterfølgende.

Der er kun én pædagogisk forsker, nemlig den ligeledes magtfulde datalærings-fortaler Lars Qvortrup, hvilket siger alt om perspektivet.

NT har simpelthen skabt et økonomisk defineret paradigme inden for pædagogik og uddannelsesforskning. Et paradigme, som ingen interesse og forstand har på pædagog og politik.

G.

DPU’s leder Claus Holm er helt forvirret, for han er glad for både Bundsgaard og Qvortrup/økonomerne. Derfor vil han nu lave en ”konsensus-konference”, som det kaldes på folkeskolen.dk.

Men Det er en kæmpefejl. En ”konsensus” vil dække over en real-pædagogisk strid. Striden skal tværtimod forstærkes, så pædagogikken igen kan komme til syne, men det har Holm ingen interesse i. Han er selv systemteoretiker ligesom Qvortrup og OECD/PISA-fan ligesom Bundsgaard. Qvortrup og Bundsgaard har meget overlappende læringssyn, det må man huske.

Men kronikken er helt klart en mavepumper til hele DPUs selvforståelse.

Heldigvis er Danmarks Lærerforening på twitter-dupperne. DLF har ingen interesse i at være en slags mellemlederorganisation i en økonomisk defineret uddannelsespolitik.

Links:
Dagens kronik: https://politiken.dk/…/art7168552/Drop-kritikken-af-de-nati…

Der er to artikler på folkeskolen.dk, hvorfra man også kan klikke til Bundsgaards og Kreisners oprindelige kronik og deres rapport:
https://www.folkeskolen.dk/…/32-forskere-de-nationale-test-…

Simon Calmar Andersen forklarer sig: https://www.folkeskolen.dk/…/nationale-test-vi-maa-ikke-dra…

 

16. d. 15. maj: Dagsnoter

A.
Claus Holm vil lave en ”konsensus-konference” om nationale tests med de stridende parter, dvs. 32 djøffere mod Bundsgaards OECD-begejstring.

Betyder det, at vi skal til at have konsensuskonferencer, hver gang der er en pædagogisk strid? I så fald kan vi få meget travlt. Holm vil også få travlt, for han er i høj grad selv en del af striden med sine yderst kontroversielle synspunkter. Han svarer dog aldrig på kritik. Så meget for ”konsensus”.

Fint med en konference, men den skal bestemt ikke normeres som en forhånds-”konsensus”. Den kan ligeså godt fører til yderligere strid. Det må virkeligheden og ikke Claus Holm afgøre. Det er videnskabens vej. Holm tror, at videnskab er konsensus, så policy har noget at stole på. Det er bare så forkert. Politikere skal tænke selv, og gerne omgivet af videnskabelig og pædagogisk turbulens og interesse, som gør beslutninger vanskelige.

B.
Kristendemokraternes nye forkvinde Isabella Arendt har styr på børne- og skolepolitikken. Hos Kåre Qvist fortalte hun om, at hun ville støtte SF’s Jacob Marks store arbejde med minimumsnormeringer og LA i synet på friskoler. Med en så anerkendende, vidende og åben tilgang kan hun blive en seriøs skolepolitisk stemme i det nye Folketing, som jo kommer til at mangle Riisagers selvstændighed, faglighed og vedholdenhed.

Hos LA kan Henrik Dahl slet ikke klare det selv. Han siver over til CEPOS og derfra videre til økonomien. Hvis han da overhovedet kommer ind, for han tabte jo kampen om sin kreds. Den tredje kulturliberale stemme, Mette Bock, er også på vej ud. Herfra kan det gamle Saxobank-segment tage over, og Margeret Thatcher og Ayn Rand kan svinge håndtasken op gennem årtierne og helt op i trætoppene med Bitcoins og det hele. Man forstår godt, at LA går tilbage i meningsmålerne.

Tilbage til Kristendemokraterne. De gamle mærkesager er havnet som en generel omsorg for naturens processer/Guds skaberværk, så vi ender med en midtsøgende, ærlig og indsigtsfuld stemme, som altså også har pædagogisk indsigt. I hvert fald indtil nu. Desuden er der humor for alle pengene i Arendts fantastiske tegneseriestriber. Arendt er politolog og arbejder for Lykkeforskningsinstituttet, som mig bekendt er præget af positiv psykologi, men det slog ikke ”negativt” igennem på DR, for nu at sige det lidt sjovt.

Og så har hun eller hendes parti jo heller ingen aktier i den teknokratiske politik, som store dele af det politiske segment står for, og som gør det meget svært at stemme på ”de gamle” partier.

C.
Jeg har et ledigt standpunkt om cigaretpriser. Det er jo hyggeligt at ryge, når man er ung. Men det er svært at holde op. Hvad med følgende prisstruktur:
16-29 år: 20 kr. pakken.
30-65 år: 300 kr. pakken.
66-? år: 20 kr. pakken?

Var det noget? Der er jo heller ingen, der gider at blive 100 år. Det er alt for gammel.

D.
Jeg kan ikke rigtigt slippe en bemærkning, som Jens Rasmussen kom med i et interview i folkeskolen.dk den anden dag. Her siger han, at ”ingen af dem, der kritiserer os, har publiceret i nærheden af det antal artikler, vi har publiceret…(…)”.

Hvem tror Rasmussen, ’deres’ (jvf ”os”) kritikere er? Hvem er de personer, altså ”dem”, som ikke har ”publiceret i nærheden” af Rasmussen? Er det os urene pædagoger, altså Brinkmann, Tanggaard og undertegnede. Eller Skovmand? Han har da ellers også været meget flittig de seneste år.

Og hvem er “os”? Er det Rasmussen selv? Er det Rasch-Christensen? Men har de publiceret så meget? Det er meget mystisk, og også lidt lavt at lægge op til den slags tælleri.

Men ok, måske skulle vi have en ”konsensuskonference”, hvor alle bliver enige med Holm, som havde Rasmussen som ph.d.-vejleder, og som har skrevet ”publikationer” sammen med ham?

E.
Socialdemokraterne siger de er ”børnenes parti”. Hahahaha! Ved sidste valg slog de sig op på ”det Danmark du kender”. Det var også hahahaha!

Partiet, f.eks. den nye kandidat David Trads, siger også, at det vil folkeskolen. Hahahaha! Partiet vil da ødelægge folkeskolen og bagefter tvinge så mange som muligt ind i den.

Men det passer, at Socialdemokraterne ikke kan lide friskoler. Det troede jeg derimod godt, SF kunne, men den aarhusianske rådmand, Thomas Medom, fra SF har på folkeskolen.dk skrevet en harmdirrende kritik af ”privat”-skoler, som han kalder det. Det er der sandelig ikke meget folkesocialisme over. Det er mere socialdemokratisme, altså hahahaha!

Foreløbigt foretrækker jeg Isabella Arendt for Trads og Medom. I et andet indslag jeg så, understregede Arendt iøvrigt også Socialdemokratiets modsætningsfyldte skolepolitik, på samme måde som jeg netop har gjort det.

Men ok, hun har også efternavnet med sig, jf Hannah Arendt. Og dejligt med lidt blød kristendom i baghaven. Hannah havde blød jødedom i sin baghave, og det var også dejligt. Socialdemokraterne har bare Bjarne Corydon og Ove Kaj Pedersen i undergrunden, og den er hårdt som beton.

 

17. d. 15. maj: Anmeldelse af FAQ om dannelse i Folkeskolen

Alice Buchhave Nørlem har anmeldt ”FAQ om dannelse” for folkeskolen.dk. Hun har følgende fine formulering i sin indledende appetitvækker:

”FAQ om Dannelse er en vigtig bog. FAQ om Dannelse er en kompleks bog. FAQ om Dannelse er en inspirerende bog. Og FAQ om Dannelse er en irriterende bog.”

Alice Buchhave Nørlem synes også, at bogen i visse passager er lidt ”langhåret”, hvilket passer, men også at ”man bør stå læsningen igennem”.

Anmeldelsen er lidt i samme ånd som Mikael Buschs ditto i JP, mens Svend Brinkmann i alt det ”langhårede” fandt en ”filosofisk antropologi”, som han blev ”glad i låget” af. Jeg tror, de tænker på mit arbejde med at undersøge infrastrukturen, rodnettet og trafikken mellem oplysningsfilosofi, grundtvigianisme og reformpædagogik. Måske er det denne infrastruktur, som Alice Buchhave Nørlem tænker på med sin skønne overskrift på anmeldelsen: “Hjerteblod i kompliceret kredsløb”.

Jeg er også glad for, at Alice Buchhave Nørlem har hæftet sig ved betydningen af bogens indledende forsøg på at definere dannelse. Hun slutter derfor sin anmeldelse med følgende formulering:

”Dannelse er det pædagogiske liv, der udspringer af mødet mellem tingen, når den tages ud af brug, og mennesket, når det tages ud af dets funktion, siger bogen – og her kan den virkelige erkendelse opstå. Det må og skal være en del af skolen, selv når vi jager synlig læring og klare mål og
overblik.”

https://www.folkeskolen.dk/659716/hjerteblod-i-kompliceret-kredsloeb

 

18. d. 17. maj: Aktuel diskussion af DPU’s opgør med fag og skoletradition

På folkeskolen.dk har der været kritik af DPU’s forhold til fag og skoletradition. DPU’s leder, Claus Holm, har svaret på kritikken, hvor han remser lidt tal op. Han mener vist, at DPU er fagenes ven.

Men Claus Holm tager fuldstændig fejl. Her er mine kommentarer:

A.

DPU er grundlagt ved et radikalt og stærkt ideologisk opgør med Danmarks Lærerhøjskoles nærhed til skole, fag og pædagogik. Det har jeg skrevet om i disse to indlæg, der handler om hhv. den evaluering fra 1998, som Holm omtaler i sit indlæg, og om Holms ene læremester, Lars Henrik Schmidts, katastrofale præambel fra 2001.

Om præ-amblen: www.thomasaastruproemer.dk/samtidsdiagnose-laering-paedagog…

Om 1998-evalueringen: www.thomasaastruproemer.dk/samtidsdiagnose-laering-paedagog…

B.

Først Lars Qvortrup og derefter Claus Holm, som selv blev dybt inspireret af Qvortrups ideer, har sammen med Jens Rasmussen og systemteorien radikaliseret disse ideer kraftigt siden 2008, hvor DPU kom under Aarhus Universitet.

Det er sket via en række indflydelsesrige læringsaffirmative udgivelser, oprettelsen af Nationalt Center for Skoleforskning og angreb eller understøttelse af angreb på pædagogik, filosofi og forskningsfrihed.

Dekanen for fakultetet Arts, Johnny Laursen, kalder på twitter den aktuelle kritik af DPU for ”amnestuehistorier”. Dermed opsluges AU-humaniora af DPUs opgør med pædagogik og skoletradition. DPUs læringsideologi spiser AU med kniv og gaffel. Et universitet, der hviler på et opgør med pædagogik, får vanskeligt ved at overleve som virkeligt universitet, fordi det ikke kan genskabe sin egen praksis.

C.

Fagene er helt klart nedprioriteret på DPU. Når fagene endelig omtales, så er de selv gennemtrængt af opgøret med DLH. Det ser vi f.eks. i den indflydelsesrige danskfags-gruppe omkring Jeppe Bundsgaard, som Claus Holm understøtter kraftigt.

Også Bundsgaard arbejder i regi af et opgør med DLH, og han reducerer danskfagets dannelsesbidrag til OECD-kompetencer, hvilket bl.a. Dansklærerforeningen har kritiseret.

Så selv DPU’s ”fag” er blevet til anti-fag.

Det er i den sammenhæng værd at nævne, at Holm i 2018 skrev en kronik, hvor han angreb Merete Riisager for at være for optaget af fag i en konkurrencestatsbaseret argumentationsstruktur, som minder meget om Bundsgaards.

Alt det kan man læse om her:
www.thomasaastruproemer.dk/angreb-paa-folkeskolens-fag-og-f…

D.

Dele af Uren Pædagogik-bevægelsen og faktisk også Skovmand-sagen er en udløber af denne strid. Skovmand forbinder moderne filosofi med lærerhøjskole-traditionen. Det er derfor, han hele tiden strides med Rasmussen, Qvortrup og Bundsgaard, som er Holms favoritter og personificerede DPU-ånder, og som vil have læring i stedet for pædagogik.

Vi ser samme dynamik i DPU’s kommunikationskanaler, som efter min mening efterhånden har fået et propagandistisk anstrøg.

Yderligere links:
Claus Holms indlæg, d. 16. maj: https://www.folkeskolen.dk/…/replik-fra-claus-holm-dpu-har-…

Lise Sandahl Matthissons oprindelige kritik, d. 6. maj: https://www.folkeskolen.dk/…/laerer-dpu-har-fjernet-sig-fra…

John Villy Olsens artikel om sagen, d. 6. maj: https://www.folkeskolen.dk/6588…/dpu-har-udfaset-skolefagene

Jeppe Bundsgaard dannelsessyn: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-jeppe-bundsgaar…

 

19. d. 18. maj: Andreas Rasch-Christensens kronik i Weekendavisen

I fredagens kronik i WA får forskningschef Andreas Rasch-Christensen (ARC) det til at lyde som om, at han ikke har været særligt involveret i skolereformen. Han har tilsyneladende kun deltaget i lidt Ny Nordisk Skole og lidt læreplansarbejde, hvor embedsmændene ifølge ARC i øvrigt svingede taktstokken, så reglerne blev lidt for detaljerede, og så skolens og fagenes formål gik af fløjten. Selv har han nærmest ikke noget ansvar, lader det til, og hans videre pædagogiske vokabular vidner ikke om noget egentlig holdningsskifte.

Jeg har fulgt området tæt i mange år og kan med sikkerhed sige, at tingene forholder sig ganske modsat. Rasch-Christensen har deltaget i stort set alt, hvad der kan krybe og gå af råd og nævn, og han har understøttet skolereformens læringsideologi i det ene indlæg efter det andet. Her er en liste, over nogle af hans centrale aktiviteter. Mange aktiviteter er sket i samarbejder på kryds og tværs med Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, som i en række læserbreve i den såkaldte Skovmand-sag også forsøger at løbe fra omfanget af deres engagement. Aktiviteterne spænder sig fra 2010 til 2018, hvor skole- og læreruddannelsesreformerne vedtages, begrebsliggøres og implementeres i en nærmest samlet proces.

– Antorinis Ny Nordisk Skole (forberedelse til skolereform)

– Rådet for børns læring (statsligt læringsråd, tidligere Skolerådet)

– Forum for koordination af uddannelsesforskning (statsligt råd)

– Master- og implementeringsgruppe for fælles mål i Folkeskolen (ministeriel arbejdsgruppe, der tilpasser EU’ standarder til egne formål)

– Master- og implementeringsgruppe for fagmål i forbindelse med Læreruddannelsesreformen.

– Formand for Læringsløft 2020 (Indflydelsesrigt konsortium mellem DPU og de store professionshøjskoler)

– Leder af for den videnskabelige styregruppe for skolereformens overordnede evalueringsprogram. Han har også deltaget i konkrete evalueringer.

– Skribent for Rambøll på indflydelsesrig evalueringsrapport om læreruddannelsen, 2012.

– Lanceres som førende ekspert på Undervisningsministeriets hjemmeside

– Favoritforsker på landets ledende centrum-venstreavis,
Politiken (ifølge uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang)

– Med i forretningsudvalget for Nationalt Center for Skoleforskning, som ledes af Lars Qvortrup

– Ph.d.-rådet for pædagogisk forskning (statsligt/universitet/globaliseringsaftale)

– Med i Ny Start-kommission efter OK18

– Ministerielt rekvireret evalueringsrapport af folkeskolereformens Fælles Mål (som han selv har været med til at lave!)

– Mastergruppen for styrket læreplan i dagtilbud (ministeriel arbejdsgruppe)

– Tæt og aggressivt samarbejde med Jens Rasmussen om at bekæmpe indflydelsen fra Keld Skovmands ideer.

– Utallige artikler og debatindlæg i landets dagblade, som slutter op om skolereformen helt uden kritisk sans og sans for skoletradition og pædagogiske formål.

– Redaktør for det reform-affirmative magasin “Ledelse i morgen”, som udgives af det reformaffirmative forlag DAFOLO.

– Med i rådgivningsgruppen om guidelines for Ministeriet for Børn og Undervisnings forsøgs- og udviklings-midler.

– Med i IT-rådgivningsgruppen for skolereformen og efterfølgende tænketank.

Så enten har ARC – og faktisk også hans to åndsfæller – et kæmpeansvar, eller også er der tale om et eksempel på en Hannah Arendtsk Eichmannisering, hvor den, der handler overalt, samtidig fritager sig selv fra al ansvar pga. manglende selvstændighed.

ARC er netop blevet frifundet for ”videnskabelig uredelighed” i juridisk forstand. Men med sin kronik har han tabt sagen i pædagogisk og moralsk forstand. Skovmand her derved vundet sagen i det indholdsmæssige spor.

Links:
Andreas Rasch-Christensens kronik: https://www.weekendavisen.dk/2019-20/samfund/politik-vs.-forskning

 

20. d. 18. maj: Jan Jaap Rothuizen tweeter om ”FAQ om dannelse”

Lektor i pædagogik ved VIA-UC, Jan Jaap Rothuizen, skriver følgende på twitter om min bog “FAQ om dannelse”:

“Læser Thomas Rømers “FAQ om dannelse” med åndeløs opmærksomhed, bliver berørt som sjældent og fuld af virkelyst. Anbefaling: Prøv det selv.”

Mange tak til Rothuizen for denne beskrivelse og anbefaling, som minder mig om ånden i Svend Brinkmanns fine omtale af bogen, og som giver mig selv “virkelyst”.

 

21. d. 19. maj: Fire års jubilæum som ”paria”

Hovsa, så blev det lige fire år siden, at en række forskere med tæt forbindelse til DPU’s ledelse forsøgte at lukke min stemme og true mig på mit levebrød, fordi de mente, at en almindelig pædagogisk kritik var et udtryk for ”tilsvining” og ”digital mobning” og ”had”.

Heldigvis valgte jeg prompte at offentliggøre hele molevitten. Tænk hvis jeg ikke havde gjort det?

En professor fra samme forskningsmiljø udnævnte mig efterfølgende i en fællesmail til en ”paria”, der skrev “smædevers på lokumsvægge”. Mailen blev også delt på Facebook. Der var ingen konkret underbygning af klagerne.

Efter hårdt offentligt pres vandt jeg sagen Big Time, men sagen er i dag tabu på DPU og AU. Det samme er hele den pædagogiske tradition.

Ingen af de pågældende eller DPU’s ledelse har siden henvendt sig med en beklagelse eller en forklaring.

Sagen er udførligt omtalt i Heine Andersens bog Forskningsfrihed. Det var tredje gang på få år, DPU understøttede den slags klager mod mit arbejde.

Tænk lige på, hvad det ville have af effekt på dig? Ville du føle dig som en del af en tanke-, ytrings-, eller forskningsfri organisation?

Hver eneste indlæg, artikel eller bog har siden været er en overvindelse og en risiko, der langsomt men sikkert tærer på tankens kraft og selvstændighed.

Her er alle dokumenterne/indlæggene i sagen, som blotlægger DPUs indre organers frie driftsliv, dvs. læringsideologiens natur.

http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu

 

22. d. 20. maj: Begrundelse for videnskabelig pris, Ahlström Award

Nordic Educational Research Association, NERA, har nu lagt begrundelsen for min Ahlström Award op på foreningens hjemmeside.

Som det fremgår, fik jeg prisen for en kritisk artikel om grundlaget for John Hatties teorier. Priskomiteen mener, der var tale om en “precise and subtle critique”.

Men denne prisvindende artikel er ikke noget for DPO. Efter Lars Qvortrups mening placerer artiklen mig ligefrem “outside the scientific game” og gør mig til en “fjende” af det åbne samfund.

Her er NERA’s begrundelse:

”Since the publication of the book Visible learning: a synthesis of over 800 meta-analyses relating to achievementin 2009, John Hattie has had a major impact on Western education.
Thus Hattie’s theories have been discussed eagerly by educational researchers and others.

Thomas Aastrup Rømer’s paper– Kritik af John Hatties teori om visible learning – is an important contribution to this discussion. Specifically, the paper makes a precise and subtle critique of Hattie‘s work, hence revealing several weaknesses in the methods and theoretical frameworks used by Hattie.

Rømer and his critical contribution inform us that we should never take educational theories for granted; rather, educational theories should always be made subject to further research and debate.“

Links:
Link til begrundelse for pris:
http://www.nfpf.net/?page_id=490

Link til analyse af Lars Qvortrups kritik: http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortrups-artikel-visible-learning-and-its-enemies-the-missing-link.html

 

23. d. 20. maj: Aarhus Universitet kalder pædagogisk kritik for ”ammestuehistorier”

Kritik af Aarhus Universitets og DPU’s barokke karakteristik af pædagogisk kritik som “amnestuehistorier”:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-skole-og-samarbejdsstrategi.html

 

24. d. 21. maj: DPUs forhold til fag og skoletradition

Her er endnu et indlæg, hvor jeg diskuterer DPU’s forhold til fag, skoletradition og dannelse (det første udgav jeg i går).

Jeg undersøger, om disse ting er til stede i DPU’s forskningsstruktur.

http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-skole-og-samarbejdsstrategi-del-2.html

 

25. d. 22. maj: Skandale på DPU 1: Thorkild Thejsens reaktion

Den tidligere chefredaktør for bladet Folkeskolen, Thorkild Thejsen, har forsket lidt i en skandaløs episode i nyere DPU-historie fra 2015. Han har fortalt historien i forbindelse med den aktuelle diskussion om det problematiske forhold mellem DPU og dansk skoletradition.

Det drejer sig om, at man først opslog et professorat i pædagogik og tilbød stillingen til en kvalificeret kandidat, nemlig Alexander von Oettingen. Men få dage efter meddelte den nye institutleder Claus Holm, at von Oettingen skam ikke kunne få stillingen alligevel. Derefter nedlagde Holm/AU hele professoratet med henvisning til DPU’s “strategi”.

Så på DPU kan man ikke holde, hvad man lover folk i centrale ansættelsesforløb?

Og så “pædagogik” er imod DPU’s strategi? Det giver god mening for mig, må jeg indrømme, for Holm er helt ekset i skolereforms-læring, som jo er det modsatte af pædagogik.

Jeg har ved flere lejligheder påtalt skandalen for ledelsen på Aarhus Universitet. Rektor henviser til sin dekan, Johnny Laursen, som bare siger, at sagen er “afsluttet”, hvilket den overhovedet ikke er fra pædagogikkens synspunkt.

Jeg har selv skrevet om sagen i et indlæg fra sidste år. Jeg kender forløbet indgående, eftersom jeg selv var en af de tre kvalificerede ansøgere, som var til jobsamtale hos Holm.

Få uger senere oprettede Holm en række strategiske MSO-professorater efter egen smag.

Link til Thorkild Thejsens indlæg: https://www.facebook.com/tthejsen/posts/10217702127478525

Link til mit eget indlæg i sagen:
http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-universitets-opgoe…

 

26. d. 23. maj: DPU’s grundlæggelse

Her er den grundlæggende årsag til den aktuelle debat om DPUs indhold og funktion i samfundet.

For to år siden lavede jeg en analyse af den første rektor Lars Henrik Schmidts såkaldte “præambel”, fra dengang DPU blev grundlagt.

Jeg viser, hvordan pædagogisk praksis bliver reduceret til “læringsadfærd”, og hvordan den pædagogiske videnskab reduceres til en række løsrevne forskningsdiscipliner, hvis grundlæggende funktion reduceres til at være middel til læringsadfærdens optimering.

Det aktuelle DPU er en form for radikaliseret effekt af denne begrebsmæssige proces.

Jeg lavede også en “del 2”, der handlede om et andet grundlagsdokument, nemlig en såkaldt evaluering af Danmarks Lærerhøjskole fra 1998.

http://www.thomasaastruproemer.dk/samtidsdiagnose-laering-paedagogiske-forskning-del-1.html

 

27. d. 23. maj: Skandale på DPU 2: Benny Bang Carlsens reaktion

Benny Bang Carlsen er lektor og ph.d. i dansk ved VIA-UC. Han har siddet i en række vigtige statslige og sektorbaserede arbejdsgrupper inden for undervisningsområdet. Han har også skrevet en række interessante bøger og artikler om danskfagets indhold og grundproblemer.

Bang Carlsen er ligesom Thorkild Thejsen – hvis indignation jeg refererede i går – yderst kritisk over for Aarhus Universitets skandaløse behandling af Alexander von Oettingen.

DPU/AU fratog jo von Oettingen et professorat, som han få dage forinden havde fået tilbudt. Efterfølgende nedlagde DPU professoratet slet og ret af hensyn til noget, man kaldte for ”strategi”.

Bang Carlsen skriver følgende på baggrund af Thejsens indlæg:

”Skeletterne vælter ud af skabet på DPU!
Som almindelig borger i et demokratisk samfund, hvor vi orienterer os efter alment anerkendte og accepterede retsprincipper, bliver man harm, når man læser om denne forfaldshistorie på DPU i nyere tid. Men som ledelsen plejer at sige på DPU, så der er vel blot tale om en ny ammestuehistorie!

‘Something is rotten at DPU’. Pinlig udstilling af en inkompetent ledelse. Jeg går ud fra, at DPU har kompenseret for den elendige behandling af ansøgere – især for Alexander Von Oettingens vedkommende – med et betragteligt erstatningsbeløb, ellers hører al anstændighed op i denne famøse sag.”

Citatet stammer fra den tråd på folkeskolen.dk, hvor man pt. drøfter Claus Holms respons på den aktuelle kritik af DPU: https://www.folkeskolen.dk/…/replik-fra-claus-holm-dpu-har-…

Thejsens indlæg om sagen:
https://www.facebook.com/tthejsen/posts/10217702127478525

Mit eget indlæg om sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-universitets-opgoe…

 

28. d. 25. maj: Politikens had til Merete Riisager

Poul Aarøe Pedersen ridser sin egen og Politikens uddannelsespolitiske linje op i denne evaluering af Merete Riisagers indsats. PAP fortæller, at det har været et ”mareridt”, at det har været ”skamløst” og præget af ”symbolpolitik” og ”kæpheste”, og at Riisager ”ikke har interesseret sig for at deltage i en demokratisk og kompromissøgende debat”.

PAPs vurderinger og vokabular ligger helt i tråd med sin kollega Jacob Fuglsangs sammenligning af Riisager med Donald Trump.

Og ”kun de færreste vil savne” ministeren, får vi at vide. PAP skriver:

”Sikkert er det, at det kun er de færreste, der vil savne Merete Riisager. Måske nogle enkelte af de ideologiske venner, hun i sin ministertid har udnævnt til medlemmer af sine frit opfundne udvalg. Måske også en del lærere, fordi de har delt en fælles fjende i form af folkeskolereformen.”

På den ledsagende debattråd er der derimod dømt rent total-forsvar for Riisager. Men det må jo så være ”de færreste”, der holder Politiken?

Skal man følge PAPs logik, så savner alle nok Antorini.

Man kan naturligvis altid diskutere det ene og det andet, men fakta er, at Riisager ene kvinde i syv år har kæmpet for pædagogik, formål og kundskaber. Hun har også kritiseret både rød og blå, altså hendes egne, for en række skolepolitiske fejltagelser, endda i Politiken. Hun har også arbejdet virkelig godt sammen med både DF, SF og vist nok også Alternativet. Og selv Bondo er glad for den nyliberale minister. Det kræver respekt. Men PAP har ingen sans for nuance og helhed. Han er Antorinis tjener.

Jeg forstår ikke, at Politiken holder så krampagtigt fast i avisens lærings-ideologi. Man mister jo tiltro til avisen på andre fagområder.

Det var også PAP, der i 2011 kaldte bogen “Uren Pædagogik” for årets væreste fagbog. Anmeldelsens overskrift var “De reaktionære slår til”. Vi var bare en samling “Trumper” hele flokken.

Derimod fik Niels Egelunds samtidige udgivelse fem hjerter af PAP. Men hvem savner Egelund?

Link til PAP’s indlæg: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7219137/S%C3%A5-galt-kan-det-g%C3%A5-med-en-forkert-minister

Link til Politikens FB-tråd: https://www.facebook.com/politiken/posts/10158414275353294?__xts__[0]=68.ARC1MIz5_9Xcl01NJFeMC4VZ9KDDUl46NtXYVosXkwyUwYjq1eEDh477MOftnDHpgMJ_UjjOJki5LDqgw37FV0DrIBYV_4jcwiCKzvgXCYVP8V0T1OQs9ctsKSiiAW57fJwVU118UdPZQhMhyX4uuu-CQsR8RxB5U_-azgSLXjMPMFpi3T0cohOqGepYerYGDMxiZpzAyQ4xxt8oZg_WDwT4gHLA4UTnb8ZzOmyAr5exXHX7UVO58BYpgUCtzgjz9-o8PiQ_65Dz3fs0FIUY2KqN588hNoVH4eGKFq9TphJX8Oua2FOzErCb8osGX2HDA_J4xrVlb3CBqjpjiw&__tn__=-R

 

29. d. 26. maj: Politikens forsider

A. 2013

I 2013 demonstrerede 40.000 lærere på Christiansborg slotsplads imod destruktionen af skolens formål, symboliseret ved L409.

Dagen efter omtalte Politiken sagen i en lille artikel langt inde i første sektion. På forsiden af avisen kunne man studere et stort billede af sangerinden Nabiha, som havde fået nye krøller. Da jeg skrev til læserens redaktør og klagede min nød, fik jeg det svar, at det der med forsider ikke betød så meget mere i disse internet-tider.

Herefter var det slut med ”læreren” som kundskabsaktør. Nu var børnene alene sammen med den nye datastat, eller ”konkurrencestat” som det hed under Thorning-Schmidt.

Barndommen blev et diagnosticeret og opportunistisk “alene”, der skulle optimere på mangelskalaer, og læreren blev en stressramt teknik.

B. 2019

I 2019 demonstrerede 30000 personer på Christiansborg slotsplads. Dagen før havde skolerne “klimastrejker”. Dagen efter handlede de første fem sider i Politiken ikke om andet end begivenheden, og der var ingen kritiske artikler At All. Avisens leder er integreret i hele opsætningen.

På forsiden af avisen er der et kæmpebillede af den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, som talte ved demonstrationen. Der er også et citat af Thunberg, der understreger klimapolitikkens insisterend1e og nærmest neurotiske indtog i det individuelle barns moralske liv.

Jeg orker ikke at skrive til læserens redaktør, for forsider betyder jo ikke så meget.

Det diagnosticerede ”alene” har talt i netop den avis, der reducerede læreren til en stressramt teknik. ”Alenerne” og deres avis samler sig om et monsterglobalt ”faktum”, som kan styre ”alenes” livsknogler.

De opportunistiske “Alener”, som aldrig har set en græsplæne, strømmer fra deres skærme ud på den åbne plads, hvor de endelig mødes med andre, og hvor den tabte natur gendannes som et naturvidenskabeligt og økonomisk faktum, som “alenerne” nu kan opsluges af i et oprør med antidemokratiske og nærmest leninistiske perspektiver. Herfra bliver menneskets liv som sådan et problem. Det er Tidehverv uden Gud. En slags sekulariseret og globaliseret version af 1920’erne.

De filosofiske logikker strømmer igennem samfundet i disse måneder.

 

30. d. 26. maj: Strukturmarxistisk analyse

Kapitalismens nyttige idioter: En strukturmarxistisk analyse af marxismens understøttelse af kapitalens interesser eller svaret på spørgsmålet ”hvad skal jeg stemme?”:

1.
Først – fra omkring 1780 – lægger kapitalens logikker et pres på natur og menneske og opbygger en statslig struktur, der kan understøtte denne selvgenererende proces. Forskellige filosoffer forsøger at holde staten i nærheden af menneskets praksis, men det mislykkes, og filosofferne får derefter skylden for Den Store Krig. Herefter er både Gud og Fornuften død. Eneste overlevende var Karl Marx, og nogle få brokker, som efterfølgende kunne bruges til fascistisk markedsføring.

2.
Efterhånden bliver staten for snæver for de økonomiske processer. Kapitalen sprænger politikken og indgår i globale forbindelser i kamp om de globale markeder. Det kaldes også for kolonialisering, men altså efterhånden uden mulighed for filosofisk korrektion. Dermed lægges et rent teknologisk pres på natur og menneske som sådan, og de oprindelige folk romantiseres og/eller udnyttes.

1930’ernes fascisme var den efterladte stats sidste krampetrækning. Dermed beskadiges begrebet ”folk” også i ikke-fascistiske lande, hvor det ellers havde været knyttet til demokratisk dannelse i traditionen fra punkt 1, dvs. fra før filosofien gik under. Danmark er et godt eksempel på det.

3.
Krampetrækningen og beskadigelsen bruger kapitalen som afsæt for og anledning til en intensiveret globalisering og udvidelse, nu med nye hjælpeorganisationer som OECD og EU som supporterende ramme. I disse organisationer kan man direkte læse opgøret med det beskadigede ”folk”.

Kapitalen og de nye organisationer indgår herfra i rent ufilosofiske processer, hvor kapitalen udvikler sin omfangslogiske status langt ud over den snævre økonomi. Det kaldes “humankapital”, som bliver den dominerende pædagogiske ideologi efter 1989.

”Folket” degenererer. Herhjemme betegner det pludselig noget identitetspolitisk, hvor det før ligeså meget var knyttet til marxistiske og liberale bevægelser.

4.
Tabet af ”folk” er også tabet af sprog, dialog og erindring. I stedet ender man som ”individer”, der skal ”lære at lære” i konstante opportunistiske humankapitalistiske optimerings- og tilpasningsprocesser, hvor den globale kapitalisme understøttes af de globale og humankapitalistisk definerede læringsorganisationer, som er nævnt under pkt. 3.

Dermed lægges et endnu mere omfattende pres på natur og menneske. Dette pres kaldes ”klima”.

5.
Hensynet til planeten, nu under ækvivalensen ”klima”, som altså er skabt af kapitalens processer selv, gøre til et problem ved mennesket og arten som sådan. På den måde bruges “klimaet” helt aktuelt af kapitalen som en anledning til at intensivere teknologisk globalisering – også kaldet ”disruption” – samt en yderligere opløsning af mennesket, som jo ikke mere har et ”folk” at være ved, dvs. som er uden erindring, og som derefter via klimadiskursen kan overgå til post-humanistiske tilstande, der forbinder sig med en dataficeret version af den foregående generations ”at lære at lære”.

Så Kapitalen bruger mennesket og dets steder til at skabe et klimaproblem, og opløser derefter mennesket og dets steder for at løse det.

Kapitalen brydes med de store regioner EU, Kina og USA og vil til sidst overvinde alle tre, når de vel at mærke er brugt til eget formål, dvs. som kappe for kapitalens egen ekspansion. Denne proces understøttes af resterne af ungdomsoprøret, hvis anti-stedslighed ender som tech- og OECD-båren kompetenceideologi. Greta Thunberg står som et barnligt symbol for denne proces.

Det er tech-kapitalismen og dens forbindelse til de globale organisationer, der svinger taktstokken i denne proces. Staten er reduceret til en ny form for ”minimalstat”, som er stik modsat den klassiske liberale version af slagsen. Hos liberalismen var staten stærk men passiv. Nu er staten svag og aktiv. Styrken ligger hos kapitalens kraftfulde proces.

6.
Mennesker og børn uden erindring og uden folk mødes som efterladte individer under den af kapitalen indstiftede klimatiske ”ækvivalens” – dvs. ET globaliseret faktum – for at fremme kapitalens interesser om yderligere globalisering i form af data-disruption, der kommer til at udgøre svaret på det selvskabte ”faktum”. Det kaldes for ”21. century competencies”. Kapitalisme, ungdomsoprør og globalisering kollapser i det nye altopslugende faktum.

Dette ”de efterladtes møde”, f.eks. demonstrationerne i København, fremmer kapitalismens næste trin, posthumanismen, kaldes så for ”venstreorienteret” og støttes som logrende puddelhunde af marxismens og kulturradikalismens gamle partier.

Konklusion:
Nå, men nu er det tid til at stemme. Jeg skal finde en antikapitalistisk, demokratisk, folkelig liste, som ikke går rundt og taler ned om andre folkeslag, og som har en solid rod i en blanding af god gammeldags marxisme og livlig og åbenhjertig venstregrundtvigianisme, og som gerne vil gøre noget ved miljøspørgsmål på demokratiets præmis.

Men jeg vil ikke opfordre nogen til at gøre det samme, for jeg fortryder altid min stemme. Dog ikke til EU, nu jeg tænker nærmere over det.

 

31. d. 27. maj: Politiken mod pædagogikken – læserbrev af Niels Christian Sauer

I lørdags havde Politikens Poul Aarøe Pedersen under signaturen PAP en karakteristisk svada mod Merete Riisagers virke som undervisningsminister, som ligger helt i Socialdemokraternes og Venstres ånd.

I dag har Niels Christian Sauer følgende fine svar i avisen:

”Poul Aarøe Pedersen har da helt ret i, at skolereformens fortalere drager et lettelsens suk, nu Merete Riisager går af.

Men hvordan kan han skrive en hel signatur (d. 25.5) desangående uden med ét ord at nævne, at hun efter lærernes mening har været den bedste undervisningsminister i mands minde?”

At dømme på reaktionerne på PAP’s klumme, har Sauer helt ret. Alle debattråde var i entydigt oprør mod PAP.

På DPU og Aarhus Universitet har man i bred almindelighed nærmest ikke registeret, at der findes nogen kritik af betydning. Stort set ingen snakker om det i mine omgivelser, og på møder fortæller ledelsen blot summarisk, at den bliver ”vred” over kritikken. Og dekanen for AU-Arts, Johnny Laursen, kalder uden videre kritikken for ”ammestuehistorier”. Aarhus Universitet er en læringsideologisk boble efter min mening.

Men tag ikke fejl. De centrale ledende organer, f.eks. de to indflydelsesrige åndsfæller Lars Qvortrup og Claus Holm, er mega-kritiske over for Riisager virke og syn på fag og skole. Det mærker man i sidebemærkninger i kronikker og på konferencer. De er mere til OECD og data og alt muligt andet forskrækkeligt.

Så vi har Politiken og DPU/AU imod ”lærernes mening”. En meget uheldig konflikt, som har sine årsager, og som derfor repeteres igen og igen med gentagelsens ubønhørlige nødvendighed og kraft. Så det er bare på med nej-hatten til PAPs og DPUs læringsnæve.

Link:
PAP’s oprindelige indlæg: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157206408484481&id=837549480

 

32. d. 28. maj: Lejf Moos drøfter Schmidt-sagens principielle aspekter

I det aktuelle nummer af Unge Pædagoger har en af landets førende forskere i skoleledelse, Lejf Moos, en artikel, ”Anstændig skoleledelse?”, hvor han diskuterer skoleledelse i lyset af Erik Schmidts retssag imod Odense Kommunes skoleledelsesprincipper, som disse kom til udtryk på Agedrup Skole dengang i juni 2014.

Moos definerer Schmidt-sagen som en del af en overordnet bevægelse fra en demokratisk dannelsesdiskurs, som er er en del af ”dansk folkeskolekultur” med fokus på ”sagen/faget”, til en læringsmålstyret diskurs, hor der lægges vægt på ”synlig læring” og ”læringseffekter”.

Moos argumenterer for, at den demokratiske dannelse og dennes pædagogiske relationer tager skade af læringsdiskursen. I Schmidt-sagen mener Moos, at skoleleder Mohammed Bibi og Odense Kommune derfor forandrede ”en forhandlet ledelsessituation til en autoritær magtdemonstration”, som Schmidt ”selvfølgelig” gjorde til ”en sag om ytringsfrihed”, som der står.

Moos opfatter altså Schmidt-sagen som pædagogisk principiel. Dermed går han stik imod Odense Kommune og KL. Disse organisationer mener officielt ikke, at der er noget principielt ved sagen, på trods af at de har brugt store summer på at køre sagen til yderste kant, hvor de så heldigvis tabte med et brag.

Hverken Odense Kommune eller KL har mig bekendt taget sagens essens og konsekvenser på sig, tværtimod. Før det sker, kan man slet ikke tage KL eller Odense Kommune alvorligt, som jeg ser det. Eller måske skal man netop tage dem alvorligt, i betydningen “frygte” dem?

Det er også værd at bemærke, at Moos især er kritisk over for læringsmålsdiskursen, men faktisk går ind for reformens øvrige elementer, herunder den lange skoledag, understøttende undervisning etc., som han mener fremmer social lighed. Sådan forstår jeg i al fald artiklens anden fodnote.

Moos, L. (2019) “Anstændig skoleledelse?”, Unge Pædagoger, nr. 2, s. 15-21.

 

33. d. 29. maj: Alternativet holder skolepolitisk fest, mens de radikale drikker gammel tør sovs

Altinget er i gang med at interviewe de skolepolitiske ordførere efter et fast spørgeskema. Her skilles virkelig skæg fra snot. I dag interviewes Alternativets Carolina Magdalene Maier, som faktisk også er politisk ordfører som sådan, og de radikales Lotte Rod, som jo spillede en vigtig og meget negativ rolle, da hun som ordfører var med til at stemme for både skolereform og L 409 i 2013.

1. Carolina Magdalene Maier

a.
Maier starter med et opgør med skolereformens lærings- og kompetencemålstyring. Hun vil, inspireret af Finland, have en ”professionsstyret” skole i stedet for den aktuelle ”administrative og embedsmandsstyrede skole”, som hun kalder det. I en herlig formulering siger hun, at…

”…kommunernes eneste opgave i forhold til folkeskolen skal være at fordele eleverne og så selvfølgelig stå for drift og vedligeholdelse af bygninger”.

Det er uren pædagogik, der vil noget.

b.
Maier fortsætter med at rose Riisager for hendes selvstændighed og ”kamp for en mere fri skole”. Riisagers arbejde har ”givet et løft”, som der står. Og Maier anerkender, at Riisager har haft det svært, eftersom hun – altså Riisager – har kæmpet…

”…med en forligskreds, hvor der sidder nogle ret reaktive politikere med en folkeskolereform i ryggen, som ikke vil give sig”.

c.
Dernæst kritiseres Socialdemokratiets skolepolitik. A er ”alt for systembevarende”, står der. Maier er også nervøs for, at A vil genindføre den læringsmålstyrede undervisning. Det er en meget real baseret bekymring, hvis man skal dømme efter Socialdemokraternes overordnede uddannelsesudspil, som udelukkende består af skolereform-sprog. Så Maier er nervøs ved både A og V, når det kommer til omsorgen for den næste generation, og det er jeg faktisk også.

d.
Dernæst foreslår hun følgende urene rådgivningsgruppe for den næste reform: Lene Tanggaard, Keld Skovmand, Alexander von Oettingen, Knud Romer, Svend Brinkmann og undertegnede. Sikken en fest vi kunne få i det udvalg. En blød sump af oplysningens, reformpædagogikkens og grundtvigianismens virkningshistorie og lidt gang i natur og ting og sager.

e.
I den forbindelse siger Maier en række meget glædelige, men også for mig lidt overraskende ting. Hun fortæller, at ”vi skal holde fast i vores fortid og bruge den til at forstå og navigere i det, der venter os”.

Og umiddelbart i forlængelse heraf kommer så interviewets skolepolitiske højdepunkt:

”Det er vigtigt, at vi lærer eleverne, hvad Danmark er, og hvad det er for en kultur, vi kommer af. Det skal de bruge til at kigge ud i fremtiden og skabe det næste Danmark. Jeg oplever, at vi bliver beskyldt af højrefløjen, for at vi synes, at historien er ligegyldigt. Den vil jeg gerne kaste fra mig igen, for det synes jeg på ingen måde.”

Disse formuleringer kan efter min mening forbinde Alternativet med alt fra EL til DF og bidrage til at gøre partiet til en bred national kraft:

Denne ”fortids”-interesse er guld værd for fremtiden. Jeg håber, at Maier kan føre dette synspunkt igennem i sit parti, selvom jeg deler en lille fordomsfuld tvivl med ”højrefløjen”, som det kaldes i citatet.

f.
Maier er virkelig selvstændigt tænkende. For et par uger siden korrigerede hun Anders Stjernholms vilde ateisme. Alternativet bør være defineret af en særlig rummelig, søgende og interesseret åndelighed og ikke af karikeret oplysningsfundamentalisme efter min mening. Hun korrigerede også Henrik Marstals rabiate identitetspolitik i sagen om CBS’s ”unge blonde piger”, så den faldgrube har hun også fint blik for. Alternativet skulle gerne være teatrets, kreativitetens og cirkussets parti i stedet for den kunstdræbende identitetspolitiks.

g.
Maier bliver bedt om at foreslå en undervisningsminister. Hun foreslår sig selv, hvilket fra en saglig betragtning er let at forstå. Det kunne også være Jacob Mark, men SF’s officielle skoleudspil lader stadig en del tilbage at ønske. Der har Alternativet været langt mere grundige, selvom ”fortiden” ikke spiller nogen stor rolle i partiets udspil. Der er sket noget på det emne, lader det til. Det er faktisk lige før man mangler Alternativets dyder lidt i interviewet, nemlig partiets mulighed for at gentænke dansk reformpædagogik.

h.
Endelig har jeg noteret mig, at Maier ikke nævner ”klimaet”, hvilket er en dyd i denne sammenhæng. Skolen kan ikke underordnes ”klimaet”, ligesom den ikke kan underordnes Moderniseringsstyrelsen.

2. Lotte Rod
Altinget har også et interview med de radikales skoleordfører Lotte Rod. Hun vil bare have nogle flere penge til den læringsskole, som hun selv har stået for at indføre. Der er ingen tegn på bevægelse. Det hele er bare en gang totalt perspektivløst valgflæsk, som står i 100% modsætning til Maiers rige virvar af spændende ideer.

Links:
Interview med Carolina Magdalene Maier (Å):
https://www.altinget.dk/…/carolina-magdalene-maier-vil-afsk…

Interview med Lotte Rod (R):
https://www.altinget.dk/…/lotte-rod-vil-tilfoere-folkeskole…

Analyse af Alternativets skoleudspil: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-alternativets-…

Analyse af SF’s skoleudspil: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155416903854481&id=837549480&pnref=story

De radikales skolepolitik: Link til Thorning-regeringens skolereform: http://www.stm.dk/…/G_r_en_god_skole_bedre__et_fagligt_l_ft…

Lotte Rods forsvar for skolereformen under folketingets førstebehandling: http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-1-behandlin…

Kritik af DPU’s og AU’s syn på fag og skole – del 3: DPU’s strategi

For tiden kører der en diskussion om DPU’s forhold til fag og folkeskole på folkeskolen.dk. DPU kritiseres for at negligere disse emner. Med rette efter min mening.

Instituttets leder, Claus Holm, hvis virke har dybe rødder i DPU’s begrebsmæssige konstitution, og dekanen for Arts, Johnny Laursen, forsvarer sig. Holm skrev et indlæg på folkeskolen.dk, hvis indhold, jeg har drøftet i et tidligere indlæg (se link-listen). Laursen kalder ligefrem kritikken ”ammestuehistorier”.

Jeg har allerede i tre tidligere indlæg om emnet godtgjort følgende:

DPU hviler i hele dets konstitution på en omdannelse af pædagogik til læringsadfærd, og denne omdannelse har været forstærket siden 2008, hvor UC’erne træder til i samme logiske formation.

DPU’s forskningsprofil marginaliserer skole og fag.

DPU’s nedlægger professorat i pædagogik i 2015 med henvisning til instituttets ”strategiske overvejelser”.

Dertil kommer en række overgreb på ytrings- og forskningsfrihed, som bl.a. er dokumenteret i Heine Andersens bog ”forskningsfrihed”. DPU er særligt velrepræsenteret på Andersens liste med hele fire eksempler fra 2010 og fremefter.

Det er i den sammenhæng vigtigt at studere instituttets aktuelle ”strategi”, som gælder fra 2015-2020. Strategien er udarbejdet, efter at Holm og Laursen kom til i 2014, og den bruges altså som direkte reference af ledelsen ifm nedlæggelsen af professoratet i 2015.

Lad os se derfor se på strategien, som kan tilgås fra DPU’s hjemmeside. Skriftet er på 13 sider. Det findes både i et 3. udkast fra juni 2015, og som en endelig tekst der må være udgivet kort tid efter, og som jeg refererer fra nedenfor.

 

1. Rammesætningen

Hele rammesætningen og hovedsporet angives på den første side. DPUs strategi handler om ”en global sammenhæng”, og der skal arbejdes med ”samfundsmæssige problemer i en globalt orienteret verden”, som ”pædagogik og uddannelse” skal være en ”løsning” på.

Den ”store interesse”, som det kaldes, for DPU’s totalt ukritiske globaliseringshengivenhed skyldes ifølge strategiteksten to forhold: For det første at ”ethvert socialt forhold” er genstand for ”pædagogisk intervention”, som så igen kan bestå af ”læring” eller af ”omsorg”. For det andet understreges interessen af ”internationale sammenligninger og vurderinger”. Det var det.

Udgangspunktet er altså en teknisk, læringsorienteret og globaliseret/komparativ tilgang til ”pædagogik”, som er omdannet til ”læring”. Denne grundlæggende filosofi bekræfter 100% mine tidligere analyser, og det står i stik modstrid med dansk og for så vidt også europæisk dannelsestradition.

Det er der jo ikke meget “folkeskole” og “fag” over, for nu at sige det mildt.

Resten er for så vidt teknikaliteter. F.eks. udledes fem ”strategiske målsætninger”, hvor der satses på en styrket ”international profil” og ”identifikation af arbejdsmarkeds- og samfundsbehov”, ”myndighedsrådgivning” osv..

Der står bestemt ikke noget om ”skole” og ”fag” i den omegn. Først helt nede på et tredje strateginiveau, altså efter formålet og målsætningerne, nævnes DPU’s fem klassiske fagområder, inklusiv ”fagdidaktikken” i en summarisk opremsning, som endda står i parentes. Disse fagområder blev etableret i 2000, men ud fra et opgør med netop lærerhøjskolens skole- og fagtradition. Og fagdidaktikken, som oprindelig derfor var ude af den tidlige DPU-systematik, kom kun tilbage efter protester fra de gamle miljøer.

Men nu er hele DPU’s gamle kerneland, som altså selv var problematisk, blevet reduceret til en parentes og omdannet til midler for globaliseret læringsoptimering. Og det er hernedefra, altså langt fra hovedsporet, at strategien pludselig taler om, at der skal etableres ”videnskabelige nybrud”, som det hedder i en mærkelig ensom formulering.

Instituttet vil også gerne have flere forskere med ”international orientering”, og med den indledende rammesætning in mente ved man godt, hvad det betyder, nemlig mere outcome- og kompetenceforskning baseret på diverse ranglister og dataudtræk. Der nævnes ikke noget om nogen dansk eller nordisk “orientering”, ikke engang “europæisk”.

Engang imellem titter et lidt kønnere ord op fra jorden, f.eks. det med ”videnskabelige nybrud”, men det putter sig hurtigt ned i mulden, når det har set sig omkring i det skrækkelige landskab, der er præget af tørke og klimakrise. Det er hovedsporet, der afgør, hvem der skal ned i jorden.

 

2. Resten af strategien

Markeringerne i et efterfølgende afsnit om ”forskning” følger helt den indledende rammesætning. Der tales om, at den ”kvantitativt orienterede forskning” skal ”styrkes”, hvilket den kvalitative forskning så åbenbart ikke skal. Det var denne del af strategien, der – som jeg ser det – i sommeren 2018 afstedkom en konflikt mellem Lars Qvortrup, som var leder af både Nationalt Center for Skoleforskning og for DPU’s evidenscenter, og 32 børnehaveforskere om børnehaveforskningens kvalitet. Qvortrup var selv dekan for DPU fra 2008-2011.

Der står også, at man vil ”forskningsinformere praksis”, et udtryk der også anvendes andre steder. Praksis ender altså som et systemteoretisk inspireret og underordnet grænsebegreb, der skal spille sammen med en læringsbaseret, komparativ og styrket kvantatitiv forskning. Det er ud af denne ideologi, at man skal forstå en formulering som ”kritisk og konstruktiv dialog med praksis”. Denne “dialog” ender jo hermed som en globaliseret læringsinformation til en ”læringsintervenerende praksis”, eller hvad man nu skal kalde det.

DPU vil ”styrke publicering på internationalt niveau” hedder det. Men i det afsnit nævnes heller ikke noget om skole og fag. Der er ellers meget international forskning om skolens formål i disse tider, men den er ikke ”kvantitativ/komparativ”. Den kan heldigvis derfor heller ikke ‘forskningsinformere læringsinterventioner’, men nok inspirere en virkelig pædagogisk praksis, hvilket jo er langt bedre.

DPU vil ”prioritere forskning i uddannelsespolitiske udfordringer”, står der. Men disse udfordringer er langt fra skole og fag. I stedet omtales instituttets nye forskningsprogrammer, som jeg har gennemgået i 2. del af denne blogserie, og som intet har med skoletradition og fag at gøre, tværtimod. Desuden nævnes Læringsløft 2020, som er et samarbejdsforum med UC’erne. Navnet ”Læringsløft” siger alt, og det er da også etableret i 2010 med udgangspunkt i de værste læringsunderdanige gloser, som man næsten kan opdrive. Det var i den sammenhæng, at læringsløfts-konsortiets dekaner og UC-rektorer i en fælles kronik kaldte Lars Løkke for ”Martin Luther King”. Endelig omtales samarbejder med myndigheder og med ”offentlige og private virksomheder”. Den overordnede ramme taget i betragtning vil dette ”samarbejde” opløse pædagogikken indefra. Det har Keld Skovmand allerede givet nogle fine eksempler på i sit arbejde, hvor ”læringsløft”, ministerium, EVA, Rambøll, KL og DPU sammen opløser det pædagogiske sprog.

UC-samarbejdet omtales også under afsnit 4 om ”talentudvikling”. I den sammenhæng nævnes ph.d.-rådet som en instans, der skal have fokus på ”folkeskolens problemstillinger”, som der står. Men ph.d.-rådets eksistens er altså defineret ud fra 00’erne globaliseringsstrategi og ikke med udgangspunkt i pædagogisk praksis eller folkeskolens tradition og funktion i samfundet. Denne fortolkning understreges af, at de to formænd for phd.-rådet har været Jens Rasmussen og Jeppe Bundsgaard, som begge har meget kritiske syn på pædagogik og dannelse, og som begge arbejder i OECD/kompetenceretningen, som jo svarer til Holms.

I kapitlet om ”uddannelser” står der heller ikke noget om skolens virkelighed og praksis eller om fag. Ja, i kapitlet om masteruddannelser står der ligefrem følgende:

”Instituttet ønsker at forny og videreudvikle masteruddannelserne, så de modsvarer aktuelle samfundsmæssige professionsbehov, for eksempel affødt af det aktuelle reformarbejde indenfor folkeskole- og daginstitutionsområdet, læreruddannelses- og pædagogområdet.”

Så forskningen skal altså dikteres af skolereformens “professionsbehov”. Det er der intet ”kritisk konstruktivt” over, for nu at bruge et af de udtryk, som indimellem dukker op, men som skynder sig ned i jorden igen, hvor Wolfgang Klafki, som er ophav til udtrykket, græder i floder.

 

3. Big Data 🙂

Nogle simple ordoptællinger understreger tendensen:

Dannelse: 0 hits

Folkeskole: 2 hits. Et hit der understreger, at DPU skal tilfredsstille de behov, som har skolereformen som udgangspunkt, og et andet hit hvor folkeskolen har ”problemstillinger”, som phd.-rådets projekter skal adressere.

Fag+fagdidaktik: 1 hit, hvor DPU’s klassiske miljøer remses summarisk op langt nede i systematikken.

Den aktuelle strategi hviler på og forstærker et dybtgående opgør med skole, pædagogik og fag. Det er Laursen, der løber med ”ammestuehistorier”. Kritikken har faktisk langt mere grundlæggende ret, end den selv går rundt og tror.

 

Links:

Link til DPU’s strategi: 2015-2020: http://www.e-pages.dk/aarhusuniversitet/1334/

Links til tidligere analyser af DPU’s strategi:

– DPU’s og UC’ernes grundlæggende tænkning: Kritik af DPU’s og AU’s syn på fag, skole og samarbejdsstrategi – del 1

– Analyse af DPU’s forskningsstruktur: Kritik af DPU’s og AU’s syn på fag, skole og samarbejdsstrategi – del 2

– Nedlæggelse af professorat i 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-universitets-opgoer-med-paedagogik-del-1-nedlaeggelse-af-professorat-i-paedagogik.html

Kritik af DPU’s og AU’s syn på fag, skole og samarbejdsstrategi – del 2

DPU’s forhold til skoletradition og fag er under kritisk lup, og institutleder Claus Holm forsvarer sig på folkeskolen.dk med nogle tilfældige begrebs- og historieløse tal.

Holm konkludere følgende: ”Konklusionen er, at DPU har beholdt meget af det gode fra Danmarks Lærerhøjskole og taget det med ind i nutiden, og at kvaliteten og omfanget af den fagdidaktiske forskning i skolefagene i dag er bedre større og på højere niveau, end den nogensinde har været før”.

Jeg omtalte i går sagen i et blogindlæg, som jeg har linket til i bunden af nærværende tekst, og har ved tidligere lejligheder argumenteret for det stik modsatte af Holms synspunkt, nemlig at etableringen og udviklingen af DPU markerer et opgør med Danmarks Lærerhøjskole. Disse analyser kan man også læse om i indlægget fra i går.

Men lad os lave lidt ”empirisk dannelsesforskning”, som Alexander for Oettingen kalder det. Lad os se lidt på DPU’s aktuelle struktur. Hvordan står det til med skole, fag og pædagogik?

 

1. Fagene og skolens fravær på det strategiske niveau:

DPU’s forskningsprofil er først og fremmest knyttet til fem strategiske forskningsprogrammer, som intet har med fag, fagdidaktik og skoletradition at gøre. Tværtimod understreger de fleste programmer opgøret med disse emner. Jeg har skrevet nogle meget overordnede stikord ind i parenteserne:

  • Engage – (Dis)Engaging Children and Young People (læring, posthumanisme, poststrukturalisme)
  • Fremtidsteknologi, kultur og læreprocesser. (posthumanistisk)
  • Inklusion og eksklusion (regulært socialpædagogisk program)
  • Småbørnsliv i dagtilbud (børnehaveforskning)
  • Motivation, pædagogik og ledelse (tidligere ReForM) (posthumanistisme, poststrukturalisme).
  • LISO, Learning, Innovation and Sustainability in Organizations. (Organisatorisk læring)
  • Policy Futures (noget om “transnationale vendinger”.). (Poststrukturalistisk)
  • Dertil kommer yderlige to strategiske satsninger, hvoraf det ene er CHEF (Centre for Higher Education Futures), som jo ikke vedrører skolen.

Dertil kommer yderlige to strategiske satsninger, hvoraf det ene er CHEF (Centre for Higher Education Futures), som slet ikke vedrører skolen, men primært universiteter.

Ingen af disse initiativer knytter sig til pædagogisk praksis eller skole- eller dannelsestradition andet end langt ude bag tapeterne. Der er fortrinsvis tale om forskellige blandinger af poststrukturalistiske, posthumanistiske og systemteoretiske initiativer, der har DPU’s grundlæggende læringslogik som filosofisk præmis. En logik, hvis essens allerede blev grundlagt i 2000, og som siden er vokset i styrke. Programmerne udspringer derfor af DPUs fundering på et opgør med Danmarks Lærerhøjskole, som Holm, der selv er både systemteoretiker, poststrukturalist og konkurrencestatstilhænger, i høj grad har bidraget til i form af det ene læringsideologiske indlæg efter det andet. Så der er altså gode grunde til, at der ingen skole eller fag i DPU’s centrale forsknings-struktur.

Faktisk forsøgte en række forskere at etablere et forskningsprogram i fag-didaktik, men så vidt jeg husker blev initiativet afvist af DPU’s ledelse. Begrundelsen kender jeg ikke, men årsagen kan man læse om på disse linjer. En andet forslag, som kunnet have adresseret skole og pædagogik, var “Pædagogik, normativitet og videnskabelighed”. Det blev heller ikke til noget, hvilket også er helt efter den læringsideologiske matematik.

Skoleforskningen blev i stedet samlet i den anden strategiske satsning, nemlig Nationalt Center for Skoleforskning, hvor Lars Qvortrup indtil nu har spillet den læringsideologiske taktstok. Centrets eneste pædagogiske reference på dets hjemmeside er John Hattie. Her er der virkelig dømt læringsideologisk anti-skole. Jeg var med til centrets åbningskonference i sin tid. Her spillede Jens Rasmussen f.eks. en vigtig rolle med et engageret forsvar for læringsmålstyring. Jeg nævner det, fordi Claus Holm i 2010 helt ukritisk interviewede netop Rasmussen om læreruddannelsen til DPU’s blad Asterisk. Det var i det interview, at Rasmussen talte imod dannelse, pædagogisk selvstændighed og ikke mindst imod lærerhøjskoletraditionen. Han ville have Singapore-evidens og metoder i stedet for. Få år senere stod Rasmussen som professoral garant for læreruddannelsesreformen. Rasmussen var også vejleder på Holms ph.d.-projekt. Det er DPU-kerneland.

Så skole og fag er altså helt ude af både strategi og ånd. Derfor er der ingen ”kvalitet” eller ”omfang” af fag og skole, for nu at bruge nogle af de ord, som Holm nævnte i den konklusion, jeg citerede ovenfor.

 

3. Forskningsenhederne

Går vi ned på niveauet under, dvs. de forskningsenheder, som er uden for den officielle strategi, og som har en meget løs og decentral struktur, så er der faktisk også smalhals.

Det største fag er danskdidaktikken, hvor der sidder otte forskere. Men her dominerer Jeppe Bundsgaard og hans elever, som alle forsøger at omdanne dansk og dannelse til OECD- og kompetencekategorier. De DPU-iserer faget indefra, plejer jeg at sige.

På matematik sidder fire forskere, hvoraf i hvert fald den ene er storfan af læringsmålstyring.

På materiel kultur sidder tre forskere. Jeg tror ikke, de synes DPU er håndværkets sted.

På musik sidder der to brave musikdidaktikere. Godt vi har dem.

Naturfag er helt ude både den store og den lille systemetik, ligesom en lang række andre fag og emner.

De resterende ca. 20 forskningenheder er tværgående og lidt tilfældige temaer som f.eks. ”socialanalytisk forskningsenhed” og ”Praksisforskning i organisationer”. Enhederne har i modsætning til de strategiske satsninger ingen organisatorisk bevågenhed.

Der foregår naturligvis gode ting rundt omkring, men hele grundstrukturen hviler tydeligvis på et dybtgående opgør med netop skole, fag og pædagogik, som derfor nærmest konsekvent marginaliseres, både i den store og i den lille struktur. Ja, ofte marginaliseres fagene inden for fagene selv. Det er udviklingen i dansk-didaktikken et godt eksempel på.

Jeg har tidligere analyseret de historiske og begrebsmæssige årsager til denne proces. Disse links kan tilgås i gårsdagens blogindlæg.

 

3. Når ”fortid” bliver til ”ammestue”

Claus Holm tror, han kan tilbagevise disse reale, historiske og begrebsmæssige fakta med nogle substansløse optællinger. Han kalder kritikken for ”faktuelt misvisende”, og hans dekan, Johnny Laursen, kalder nedladende kritikken for ”ammestue-historier”. Med disse markeringer afsløres efter min mening ikke andet end en form for overlegen uvidenhed.

Holm slutter med at sige følgende i sit indlæg på folkeskolen.dk: ”I stedet for at lade os forføre til en konflikt baseret på forkerte tal, misforståelser og romantisering af fortiden, skal vi bruge kræfterne på at styrke samarbejdet (med UC’erne, TAR)”

Men det skal man ikke lade sig narre af. Det, som Holm i virkeligheden mener, er, at han vil afvikle ”fortiden”, dvs. dannelsen, og samarbejde med andre, dvs. UC’erne, som også vil afvikle “fortiden”. Den stakkels fortid kan herefter reduceres til ”ammestuehistorier” osv..

Men dermed opløser Holm og hans dekan også landets pædagogik, og DPU’s relevans forsvinder, mens Aarhus Universitet tager pædagogisk og videnskabelig skade.

 

Referencer:

Link til Claus Holms indlæg:

https://www.folkeskolen.dk/659804/replik-fra-claus-holm-dpu-har-styrket-forskningen-i-skolefagene

Link til indlæg fra i går med fuld linkstruktur til tidligere analyser og den aktuelle diskussion: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-skole-og-samarbejdsstrategi.html

Link til Claus Holms interview med Jens Rasmussen fra 2010:

http://edu.au.dk/aktuelt/asterisk/vis-artikel/artikel/en-dansk-laereruddannelse-under-internationalt-niveau/

Reportage fra åbningen af Nationalt Center for Skoleforskning: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk-nedsmeltning-nationalt-center-for-skoleforskning.html

DPU’s hjemmeside: http://edu.au.dk/

Analyser af to grundlagstekster om DPU fra omkring år 2000:

Analyse af Lars Henrik Schmidts Præambel: Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 1

Analyse af evaluering af DLH: Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 2

 

Kritik af DPU’s og AU’s syn på fag, skole og samarbejdsstrategi

1. Indledning

Der har på folkeskolen.dk været fremført en kritik af DPUs håndtering af videreuddannelse inden for fag- og skoleområdet. Kritikken afvises uden videre af DPUs leder Claus Holm med henvisning til nogle tal, og afvisningen understøttes af universitetets dekan for området, Johnny Laursen, som kalder kritikken for ”ammestuehistorier”.

Derudover er der en form for kamp mellem UC’erne og DPU om, hvem der skal tage sig af både videreuddannelse og i videre forstand hele læreruddannelsesområdet. Problemstillingen skærpes af de aktuelle tanker om at gøre læreruddannelsen til en kandidatuddannelse. Sker det, vil det få negativ effekt på DPU’s relevans i samfundet.

Den mere eller mindre officielle strategi fra Claus Holms side i forhold til de to punkter er at afvise, at DPU har et problem med fag og skole, og at satse på en slags samarbejdsstrategi med UC’erne. Begge aspekter støttes af Aarhus Universitet, som desværre har ladet sig opsluge af DPU’s syn på tingene, så man efterhånden er i tvivl om, hvem der leder hvem.

I det følgende vil jeg vise, at Holm tager fejl på begge parametre; det vil sige, at DPU har et kæmpeproblem med fag og skole, og at DPU fører en forkert strategi i forhold til UC’erne, som man efter min opfattelse bør bryde med, så man kan opdrage dem til at finde den kerne, som de egentlig er et opgør med.

Her er mit argument:

(Referencer til diskussionen kan man tilgå i bunden af mit indlæg)

 

2. DPU’s opgør med fag og skole

DPU blev stiftet i 2000 ved et brud med dansk skole- og fagtradition, herunder med Danmarks Lærerhøjskole og dannelsesteorien. Det har jeg fremanalyseret udførligt i to tekster, hvor jeg undersøger to af de centrale grundlagspapirer fra dengang (se referenceliste i bunden).

Dette brud radikaliseredes i 2010 med universitetsreformen, hvor DPU kom under Aarhus Universitet, og hvor DPU fik en ny meget dannelsesfjendsk systemteoretisk ledelse, som gjorde op med filosofi og pædagogik. Det aktuelle DPU er her i 2019 en form for radikaliseret opgør med landets pædagogiske tradition og dannelse, symboliseret ved storsatsningen Nationalt Center for Skoleforskning, hvis eneste pædagogiske reference er John Hattie, og som uden offentlig ansættelsesproces fik den gamle systemteoretiske leder, Lars Qvortrup, i spidsen. Hele ånden i denne proces understøttes af Holm via hans opgør med pædagogikkens indholdsside og en utilsløret tilslutning til konkurrencestatsteori og skolereform.

Så “fag” indførtes kun på DPU som en form for “rest” tilbage i 2000. Og Holm har endda bidraget til, at bruddet med skole og fag efterhånden skrives ind i “rest”-fagene selv,. Det sker især ved at reducere dansk-fagets dannelsesbidrag til OECD-kompetencer. Især kredsen omkring professor Jeppe Bundsgaard har institutledelsens støtte, hvilket blev særligt tydeligt i forbindelse med en kronik, som Holm skrev i Politiken i 2018, hvor han kritiserede undervisningsminister Merete Riisagers forsøg på at opprioritere skolens fag. Landets Dansklærerforening er da også yderst kritisk overfor disse processer.

(se referenceliste)

På den måde får vi et radikalt brud med fag og skole, og bruddet bliver en del af fagene selv. Hermed opløses Claus Holms tal indefra.

 

2. UC’ernes opgør med seminarietraditionen

Fra 2000-2008 var DPU altså en videnskabelig overbygning på seminarietraditionen. På trods af DPU’s problematiske fokus på ”læringsadfærd” skabtes dog en vis form for kontakt til europæisk kritik. Det indledende brud havde derfor i et vist omfang en frugtbar spænding, men også lidt ødelæggende tendens, indbygget.

Men denne spændingstilstand ophørte i fire tempi:

  1. Seminarierne nedlægges i 2008 og omdannes til professionshøjskoler/UC’er, som udvikles i direkte opposition til seminarietraditionen. Dermed afvikles den delvist frugtbare spænding mellem praksis og videnskab, som rådede fra 2000-2008. Vi fik nu pædagogik-opløsning på både UC og DPU-niveau. Det var læringsbegrebet, der tog over. DPU og UC bliver i pædagogisk forstand et fedt.
  2. Fra 2012 kommer der en ny læreruddannelsesreform, der ledes af systemteoretisk og teknokratisk antifilosofi, og som understreger opgøret med seminarietradition og pædagogik som sådan.
  3. Derudover nedlægges læreruddannelsen som selvstændigt lovkompleks med eget formål. Det sker i også 2012. I stedet kommer uddannelsen ind under en overordnet UC-lov, der vægter erhvervsrelevans. Fra nu af bliver læreruddannelsen et middel til konkurrencestatslig læringsoptimering. Denne bevægelse hænger dybt sammen med det syn på pædagogisk arbejde, der kom til udtryk i L409, og den hænger også dybt sammen med det radikaliserede og ideologiske læringssyn, der fremføres af Claus Holm mange forskellige steder.
  4. I 2013 får UC’erne forskningsret, men det er i mange sammenhænge vanskeligt at skelne UC-forskning fra DPU-forskning, fordi man jo deler læringssyn.

Fra 2012 har vi altså pædagogisk opløsning på alle niveauer. Herfra kan læringsbegrebet boltre sig uhæmmet, mens samfundets dannelsesprocesser går i opløsning.

 

3. DPU=UC=KL=Policy

Disse centraliseringsprocesser understøttes af Lars Løkke Rasmussens kommunalreform, der gør, at KL overtager magten fra de enkelte kommuner. Vi får dermed et antipædagogisk trekløver: KL, DPU/AU og Professionshøjskolerne, som deler læringssyn, og som udgrænser pædagogik som fag og praksis.

Den aktuelle kamp mellem UC’erne og DPU om penge og magt er altså udelukkende en strategisk-pekuniær kamp. DPU og UC-sektoren er enige om hele det pædagogiske indhold og sammenhæng, nemlig et læringsteknokratisk opgør med skole og pædagogik. Det aktuelle spilfægteri mellem UC og DPU er derfor ikke andet end det, jeg plejer at kalde for faglig-politisk “mikrodiversitet”, som hører til i egeninteressens sandkasse.

 

4. Kritikkens udspring

Vi er nu i stand til at forstå en vigtig pointe:

Den aktuelle kritik af DPU’s syn på fag og skole kommer faktisk ikke fra Professionshøjskolerne, som jo deler læringssyn med DPU. Kritikken kommer snarere fra folk med rødder i seminarietraditionen og Danmarks Lærerhøjskole, dvs. den udgrænsede faglighed, som taler pædagogik i stedet for læring. Kritikken er altså ikke strategisk, men indholdsmæssig. Kritikken er pædagogikkens genmæle mod DPUs og AU’s destruktive raid siden især 2008 og delvist helt tilbage til 2000.

Men den slags kan Holm og Laursen slet ikke forstå. De reducerer blot kritikken til ”ammestuehistorier”, hvorefter de rækker ud til UC’erne, som de ligner på en prik. Det er under al kritik.

Skovmand-sagen er faktisk en udløber af samme tematik. Også Skovmand refererer tykt til lærerhøjskolens tradition, som han forbinder med Gert Biestas læringskritiske filosofi. Det er derfor, Skovmand ustandseligt ligger i strid med repræsentanter for Holms og Laursens læringslinje.

 

5. Konklusion

DPU burde, hvis institutionen var sin offentlige og pædagogiske opgave voksen, alliere sig med den faglige og pædagogiske kritik og derved gå direkte og kritisk i kødet på KL og UC’erne. Kun på den måde vil DPU kunne genvinde sin betydning og funktion i samfundet. I første omgang vil vi i så fald få en slags omvendt spændingstilstand, hvor det nu vil være DPU, der taler pædagogikkens sag mod UC’erne, hvor det jo i 00’erne var seminarierne mod DPU. DPU vil dermed udfører et egentligt universitets opgave, nemlig at oplyse staten.

Efterhånden vil både UC og KL derved lære noget af DPU. I hvert fald vil en sådan videnskabelig og pædagogisk åbenhjertighed stimulere de mange dygtige folk på UC’erne til at tænke selvstændigt og offentligt og ikke putte sig med deres holdninger. Stefan Hermann taler i sine lysere øjeblikke for noget lignende, når han da ikke lige er opslugt af konkurrencestater ligesom Holm  er.

Se, det vil være en virkelig ”strategi”. Men så længe man tror, at en pædagogisk kritik er ”ammestuehistorier”, så er man prædestineret til at klø på med sin fejltagelser, som gør dansk pædagogik stor skade.

 

Referencer og Links:

A. Til afsnit 1:

Replik fra Claus Holm, d. 16. maj: https://www.folkeskolen.dk/659804/replik-fra-claus-holm-dpu-har-styrket-forskningen-i-skolefagene#660103

Diverse kritikker af DPU i den aktuelle debat:

Lise Sandahl Matthiassons kritik: https://www.folkeskolen.dk/658816/laerer-dpu-har-fjernet-sig-fra-folkeskolen

”DPU har udfaset skolefagene”. https://www.folkeskolen.dk/658818/dpu-har-udfaset-skolefagene

Helge Christiansens kritik: ”DPU udviser manglende respekt for lærernes undervisning i fag”, folkeskolen.dk, d. 20. maj. https://www.folkeskolen.dk/660079/dpu-viser-manglende-respekt-for-laerernes-undervisning-i-fag

 

B. Til afsnit 2:

Analyser af to grundlagstekster om DPU fra omkring år 2000:

Analyse af Lars Henrik Schmidts Præambel: Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 1

Analyse af evaluering af DLH: Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 2

 

To diskussioner af DPU’s syn på fag og skole, som dette aktuelt ser ud:

Dokumentation for sammenhængen mellem opgør på fag/skole og DPU/OECD: Angreb på folkeskolens fag og formål

Dokumentation af dannelsessynet i aktuel dansk-didaktik: Kritik af Jeppe Bundsgaards dannelsessyn

 

Facebook-drys 60: April 2019

Her er 29 facebook-drys fra april 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med det enkelte drys.

  1. Lars Qvortrup forsvarer John Hattie og sig selv – note 1 (se også kapitel 20)
  2. Lars Qvortrup forsvarer John Hattie og sig selv – note 2 (se også kapitel 20)
  3. Nationale tests
  4. Keld Skovmand i ”Hattie på dansk”
  5. UC-VIA’s ”rystede demokrati”
  6. Hvem er til fare for demokratiet?
  7. Forskning der adlyder
  8. Lars Qvortrup forsvarer John Hattie og sig selv – note 3
  9. Hvem er til fare for demokratiet? – dialog
  10. En fare for demokratiet? VIA-UC på totalitær vej
  11. Oslo i Danmark – Erik Schmidts tur til Norge
  12. Interview med Keld Skovmand på skolemessen
  13. Evalueringer
  14. FAQ i postkassen
  15. Læring spiser staten
  16. Rasmussen og Rasch-Christensens selvbedrag
  17. Rabat
  18. Facebook-drys 59: marts 2019
  19. Knud Illeris i 1974
  20. Lars Qvortrups kritik af kritikken af John Hattie
  21. Islamisk organisation understøtter undertrykkelse af kinesiske muslimer
  22. Klima fortrænger bæredygtighed og ender som antidemokratisk opstand
  23. Fortidens og begyndelsens pædagogik
  24. Klima-ideologi udgrænser arkitekturens traditioner
  25. Odense Kommune opretter ny reklame-facebookside
  26. Digital handlingsplan for videregående uddannelser
  27. DPU-debat med Jeppe Bundsgaard
  28. KLIMAs opgør med menneskerettigheder og demokrati
  29. ”FAQ om dannelse” anmeldes i Jyllandsposten

 

1. d. 3. april: Lars Qvortrup forsvarer John Hattie og sig selv – note 1 (se også kapitel 20)

John Hatties arbejde har været udsat for meget kritik siden omkring 2016. I en aktuel artikel i tidsskriftet ”Nordic Journal of Studies in Educational Policy” tager Lars Qvortrup stilling til kritikken, som han også opfatter som en kritik af sig selv. Han er så at sige i samme båd som Hattie. De er et slags ”vi”.

Qvortrup tager udgangspunkt i Hanne Knudsens interview med John Hattie i samme tidsskrift fra 2017, men også i bogen ”Hattie på dansk” fra 2017, hvor mit eget bidrag og ikke mindst Steen Nepper Larsens ditto, får med krabasken.

(Dertil kommer yderligere en tekst af Nepper Larsen fra et engelsksproget tidsskrift, også fra 2017, som vist nok er den samme som Larsens artikel i ”Hattie på dansk”. Titlerne er i al fald ens.)

I denne første note har jeg oplistet Qvortrups betegnelser for kritikerne. Qvortrups brug af Knudsen og hans videre Luhmann-baserede argumentation, vender jeg tilbage til.

På de første sider opridser Qvortrup en slags ”Pædagogikkens to verdener” med omvendt fortegn. Kritikkerne udgør ifølge ham en ideologisk magt, der systematisk misforstår og misrepræsenterer Hattie og Qvortrup, mens Qvortrup selv blot interesserer sig for gyldighed og reliabilitet og stille forskning.

Her er nogle af hans markeringer:

– “A particular, sometimes incorrect, interpretation gains momentum, e.g. because it supports political and ideological interests”

– “A strong, ideological interpretation community has emerged that simply dislikes the idea of learning achievements”

– “Some reactions have been purely emotional: We dislike, what we read, seems to be the implicit tone, simply because we dislike numbers and statistics”

– “There is no need to point out, that “Visible Learning” is both misrepresented, ridiculed and personalized in Larsen’s statements”.

– ”It is important to emphasize that although this type of critique might be entertaining in colourful political debates, it has nothing to do in a critical academic discourse, which must be sober, transparent and aimed at refutation, not at creating false dichotomies and misrepresentations”

– “Several contributions place themselves outside the scientific game”.

Disse markeringer går som sagt især på artikler af Nepper Larsen og undertegnede. Qvortrup eksemplificerer ovennævnte pointer med to citater af Nepper og et af mig. Han gør intet forsøg på at forstå artiklernes argumentation eller sammenhæng. Qvortrup kritiserer min artikel for at være ”without any kind of factual support” i forbindelse med min drøftelse af nogle konsekvenser af Hattie’s feedback-begreb. Jeg vender tilbage til det i en senere note.

Den engelske version af Nepper Larsen tekst blev udgivet i et internationalt tidsskrift. Min egen artikel fik efterfølgende et liv i både ”Nordic Studies in Education”, hvor den her i 2019 modtog en nordisk forskerpris, den såkaldte Ahlström Award. Artiklen røg også i det australske ”Educational Theory and Philosophy”. Men Qvortrup mener, artiklerne er uden for “the scientific game”. Hvad skal man sige?

Qvortrup mener, som man kan se ovenfor, at vores kritik er en del af et ”ideologisk fællesskab”. Dette fællesskab er ifølge ham knyttet til en særlig solidarisk anknytning til Danmarks Lærerforening, som videre har rod i lockouten af lærerne i 2013. Han mener, at det er fra denne anknytning, at kritikken af læringsbegrebet tog fart, eftersom skolereformens folk ønskede at ”replace subject objectives with learning objectives”.

Som han skriver:

”Actually, a strong cultural understanding between academics, politicians and union representatives emerged, with the common view that replacing subject objectives with learning objectives was the root of all evil”.

Selv aner jeg ikke, hvad han taler om. Jeg har i tråd med international forskning kritiseret læringsbegrebet siden 2005 og er bestemt ikke på specielt venskabelig fod med Danmarks Lærerforening. Men muligvis hjalp konflikten DLF til at få øje på nogle problemer, som foreningen ellers selv havde bidraget til at fremme i løbet af 00’erne? Men det er jo kun super. Og kritikken af læringshegemoniet, dets sammenhæng og dets begrebsmæssige reduktioner kan sandelig ikke isoleres til mig og Nepper. Den er jo over det hele!

Det der med at ”replace subjects objectives with learning objectives”, er netop det, der finder sted i EVA’s 2012 analyse, som jeg omtalte den anden dag. Det er en del af det, som Skovmand har fremanalyseret som ”lærificering af lærificeringen”, som Qvortrup er en central aktør i.

Endelig er det værd at nævne, at en række af artiklerne i bogen ”Hattie på dansk” slet ikke er så Hattie-kritiske. Selv Skovmand kan faktisk godt lide Hatties arbejde. Han mener blot, at Hattie er blevet misforstået. Jeg kan ikke lide Hatties arbejde, og jeg har forstået det. Så der er Skovmand og jeg helt uenige.

Links:
Qvortrups aktuelle reaktion på kritikken: https://www.tandfonline.com/…/full/10…/20020317.2019.1595386

Omtale af Hattie på dansk: http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-bog-om-john-hatties-pa…

 

2. d. 4. april: Lars Qvortrup forsvarer John Hattie og sig selv – note 2 (se også kapitel 20)

Titlen på Qvortups indlæg er ”Visible Learning and Its Enemies – the missing link”.

Jeg har to bemærkninger til den titel:

A.
Har Hattie ”fjender”? Har Qvortrup? ”Fjender”? Mærkeligt ord. Jeg har ingen ”fjender”. Men Qvortrup har i tidens løb omgivet sig med løgnere og plattenslagere og nu også ”fjender”.

Er der en teoretisk bearbejdning af ”fjende”-begrebet i artiklen. Nej!

Ordet ”enemy” optræder faktisk kun en gang i selve teksten, men i en omvendt betydning: Qvortrup mener, at Hatties kritikere opfatter Hattie som en ”enemy of education”. Så Hatties fjender opfatter Hattie som en fjende? Alle er ”fjender” med alle? Jeg er helt sat af.

Hvorfor al den krigersnak? Hvorfor ikke bare kigge på de argumenter, der fremføres her og der? Qvortrup har haft fingrene i den meget roste udgivelse ”Hattie på dansk”. Men Qvortrup finder ingen argumenter, kun to små citater fra Hatties ”fjender”. Det er bare så uinteressant.

Hvem ved? Måske ender Qvortrup som en slags ”fjende-skjald”. En særlig systemteoretisk form for Grundtvig?

Qvortrup har ingen forstand på at svare på kritisk arbejde. Men jeg følger med i hans sproglige kreativitet med stor interesse.

B.
Titlen på Qvortrups artikel er formodentlig en reference til Karl Poppers klassiker ”The Open Society and its Enemies”, en fortolkning, der forstærkes af John Hatties deciderede anvendelse af Popper. Qvortrups bruger også Popper i en lang, men dog meget mere løs reference. Der sker de forskrækkeligste ting med Popper i hænderne på Hattie, men det lader jeg ligge her. Det kan man læse om i min artikel om sagen i ”Hattie på dansk”.

Min pointe her er blot følgende:

Popper skrev jo sin bog som et opgør med totalitarismen, herunder fascismen og stalinismen. Med denne direkte parallel helt oppe på titel-niveau antydes det, at Hatties kritikere kan sammenlignes med disse politiske bevægelser. Disse kritiske ”fjender” af det ”åbne samfund” ender som det, Qvortrup omtaler som et ”strong ideological interpretation community”, som ”supports politicial and ideological interests”, der udelukker sig selv fra ”the scientific game”.

Hvem er ideologisk?

Ok, faktisk er jeg ligeglad, selvom jeg også er fascineret. Men det undrer mig dog på denne baggrund, at Qvortrup ikke vil svare på Skovmands kritik med henvisning til, at Skovmand kalder ham for nazist? Qvortrups anklage er ganske vist helt hen i vejret. Skovmand bruger blot Klemperers sproganalyser på læringssproget, mens Qvortrup via sin ubehjælpsomme titel sætter sine kritikere i bås med fascister, mens han angiveligt selv forsvarer det ”åbne samfund”.

I øvrigt er Skovmand slet ikke kritiker af Hattie. Til gengæld er han kritiker af det danske læringshegemonis brug af Hattie. Skovmands synspunkt er – for nu at blive i Qvortrups jargon – at Hatties virkelige fjender er alle hans danske venner. Men denne herlige detalje lader Qvortrup ikke til at have fanget i kampens hede (Qvortrup nævner slet ikke Skovmands bidrag til ”Hattie på dansk”).

En lignende pointe finder vi hos Per Fibæk Laursen, også i “Hattie på dansk”. Laursen er også glad for Hattie, men ikke med brugen af ham. Der er altså mange, som godt kan lide Hattie, men som er kritiske på deres egne måder, også over for Qvortrup. Er de også fjender af fjenden? Eller hvad med Niels Møllers og Jørn Bjerres fremragende artikel om brugen af Hattie i Skanderborg? Har Qvortrup, som jo selv er meget aktiv i det kommunale spor, nogle bemærkninger til den? Eller min egen artikel, som har fem lange argumentationsspor? Er det bare “fjendeland”? Fjender af det åbne samfund?

Links:
Qvortrups artikel: https://www.tandfonline.com/…/10.1080/20020317.2019.1595386…&

Link til note 1: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157081658289481&id=837549480

Link til omtale af “Hattie på dansk”: http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-bog-om-john-hatties-pa…

 

3. d. 4. april: Nationale tests

De nationale tests er til debat. Man kan ikke stole på deres målinger, og de kan ikke bruges til ”pædagogiske formål”, siger forskerne. Fint nok. Ud af pædagogikken med det hele, mange tak. Børn skal testes af deres lærer og ikke af en eller anden statsstatistiker. Ingen anden seriøs profession vil finde sig i sådanne banaliteter. Men politikerne elsker det hele. Selv når det er ubrugeligt, kan man forstå? De føler, de er i kontrol eller sådan noget?

Andre, inklusiv en del af kritikerne, vil faktisk bare forbedre instrumentet. Det vil gøre ondt værre, hvilket jeg nu vil argumentere for:

Men hvad er egentlig problemerne? Der er to, og de hænger dybt sammen:

1.
For det første er de nationale tests udviklet med udgangspunkt i OECD’s legendariske 2004-rapport, hvor OECD efterspørger mere evaluering, samt to ledsagende EVA-rapporter, hvoraf Skovmand i al fald omtaler den ene, som en del af hans “paradigme-skifte”-teori. Dette tekst-system, som er ren anti-pædagogik, er en central del af hele skolereformens baggrund.

2.
For det andet: I 2013 kommer der så en Rambøll-evaluering af de nationale tests samt en efterfølgende redegørelse fra Undervisningsministeriet.

I ”redegørelsen” er det klart, at NT fra 2013 ikke mere primært er en pædagogisk test, men at de nu først og fremmest indgår i den nye skolereforms omfattende styringsapparat. Testene er nu en integreret del af ”kvalitetsdialoger” i stat, kommune, skoleledelse, lærere, forældre og elever, vel at mærke i fuld koncert med alle skolereformens markører som f.eks. Fælles Mål, operative måltal, datavarehuse, elevplaner, læringskonsulenter, målstyring osv.. Man vil også knytte NT til PISA-målingerne.

Skolens formål og pædagogiske emner er ikke nævnt en eneste gang.

Med dette kæmpestore high-stake reformapparat sætter de nationale tests sig nu helt ned i samtalen med eleverne, som skal lære skolereformsdansk i stedet for dansk. Hele ånden i både Rambøll-rapport og ministeriets redegørelse lægger op til, at dette tryk lægges ned over ”den enkelte elev”, som det hedder. Der måles ikke mere ”faglighed”, men ”reform-faglighed”.

Lille Inger! Kan du evaluere dig selv? Hvad er dit mål? Hvad er dit næste skridt? Dag ud og dag ind, i store tests, i samtaler med mor og far og lærere, og mellem lærere og mellem lærere og ledere, og mellem leder og kommuner osv..

Dermed er der faktisk ikke blot tale om banal ”styring” af pædagogikken. Der er – i overensstemmelse med skolereformens grundlæggende filosofi – snarere tale om, at pædagogikken nu defineres ved styring som sådan.

Små børn er fra 2013 ikke mere ”elever”, men selvstyrende styringssubjekter i en selvkonstrueret evalueringsstat – eller ”konkurrencestat” eller ”supervisionsstat” – som det hedder blandt skolereformens ideologer. Og lærerne omdannes til evaluerings- og dataagenter. Det er skolereformens dannelsesideal og konsekvens.

Herfra springer diagnoser og ubehag i lind strøm, med mindre man da altså selv bliver et selvstyrende styringssubjekt i ”godt humør”, som de positive psykologer kalder det.

Konklusion: Testene skal absolut ikke forbedres eller forfines, så længe de indgår i skolereformens filosofi. De skal ud. Helt ud. I stedet kan børnene flokkes om deres lærer.

PS: Jeg tror faktisk, at mange reformtilhængerne ved nærmere eftertanke er glade for den nye undersøgelse. For det går jo faktisk nærmest tilbage på de nationale tests, dvs. niveauet er faldende. Det har f.eks. Claus Holm ganske vist indtil nu forsøgt at omskrive til en fremgang, men det går jo ikke i længden. Nu kan man nøjes med at forklare faldet med “fejl i målemetoden”. På en måde kan man mærke et lettelsens suk brede sig i visse kredse. Skolens kundskabsproblemer kan nu forklares med fejl i metoden.

Links:
Ministeriets redegørelse, hvor de nationale tests kobles til skolereformen, december 2013:
https://www.ft.dk/samli…/20131/almdel/…/bilag/71/1312728.pdf

Rambøll bagvedliggende evaluering:
”Evaluering af de nationale tests i folkeskolen”, 2013. https://dk.ramboll.com/…/Rappor…/Nationale%20test%202013.pdf

Link til den aktuelle kritiske rapport om NTs manglende præcision: http://edu.au.dk/…/Ebog_-_Nationale_tests_maaleegenskaber.p…

 

4. d. 4. april: Keld Skovmand i Hattie på dansk

Jeg sidder og læser lidt i bogen ”Hattie på dansk”. I ved den bog, som Lars Qvortrup mener er fyldt med fjendebilleder af John Hattie og sådan noget.

Skovmand har en fin iagttagelse i sit kapitel, som jeg lige vil bogføre. Han har tre citater om læringsmålstyring, som er næsten identiske, hhv. af professor Jens Rasmussen, en embedsmand, af Anders Andersen fra Undervisningsministeriet, og af den daværende undervisningsminister, Ellen Trane Nørby.

Alle citater vedrører det forhold, at den læringsmålstyrede undervisning ikke er ”evidensbaseret”, som det kaldes på de bonede gulve, men at det slet ikke gør noget, eftersom metodens enkeltelementer skam hver især er evidensbaseret til den store olympiske medalje.

De tre citater er stærkt sammenfaldende. Jeg har fremhævet nogle af de centrale ord med versaler:

 

A. Jens Rasmussen i Information, d. 30. maj 2016, i et fantastisk interview med Lise Richter.

”Det medfører også, at der ikke er evidens for, at læringsmålstyret undervisning virker, for det er ikke en bestemt veldefineret metode. Det, vi kan sige, er, at de elementer, der indgår i læringsmålstyret undervisning som f.eks. FEEDBACK, formativ EVALUERING og TYDELIGE MÅL, det er der evidens for”.

I artiklen henviser Jens Rasmussen både til John Hattie og Ontario for nogle af læringsmålstyringens delelementerne. Han mener slet ikke, at ”læringsmålstyret undervisning” er en metode, men ”et PRINCIP”, som om det skulle berolige nogen. I de næste to citater bruges ordet ”ramme” i stedet for det mere fortærende ”princip”, men begge dele handler om at undgå at læringsmålstyringen kaldes en ”metode”.

 

B. Kontorchef ved UVM, Anders Andersen, på folkeskolen.dk, d.12. april 2016, i et ligeså fremragende interview med John Villy Olsen.

”Den didaktiske RAMME om læringsmålstyret undervisning er en konkret ramme og et konkret begreb, der er udviklet i Danmark til brug i en dansk kontekst. Men den didaktiske RAMME har baggrund i forskningsresultater, der viser, at TYDELIGE MÅL, FEEDBACK og EVALUERING har en positiv betydning for levernes læring”.

Og igen kort efter:

”Vejledningen har baggrund i forskningsresultater, der viser, at TYDELIGE MÅL, FEEDBACK og EVALUERING har positiv betydning for elevernes læring”

Her bliver det også klart, at RAMMEN svarer til den vejledning for læringsmålstyret undervisning, som ministeriet lavede i 2014 med bistand fra Jens Rasmussen og nogle folk fra UCC.

 

C. Den daværende undervisningsminister, Ellen Trane Nørby, mener, at den ”danske” RAMME hentes i New Zealand, nemlig hos John Hattie. Det kan man læse om i følgende fine fund af Skovmand, hvor ministeren i et svar til folketinget fra 2016 siger, at den manglende evidens skam er i ”sagens natur”. Ellers er ordene næsten helt de samme som i de to andre citater:

”Læringsmålstyret undervisning tager udgangspunkt i en relations-model, som et konsortium bestående af tre professionshøjskoler og medarbejdere fra DPU har udviklet for ministeriet. RAMMEN for beskrivelsen af den tilgang, betegnelsen dækker over, er således udviklet i Danmark til brug i en dansk kontekst. Derfor er den i sin konkrete udformning ikke set i andre lande – og derfor er der i sagens natur heller ikke evidens for denne konkrete RAMME. RAMMEN tager bl.a. udgangspunkt i, at international forskning, som det bl.a. ses i John Hatties metaanalyser, viser, at der er evidens for at arbejde med MÅL, EVALUERING og FEEDBACK har stor betydning for elevernes læring.”

Så er det blot, jeg spørger om fire ting:

  1. Jeg kan godt lide flødeskum, fersken-yoghurt og leverpostej. Men hvis jeg roder dem sammen, smager det hæsligt. Det er totalt sammenligneligt, er det ikke? Man kan ikke pr automatik lave et godt måltid med udgangspunkt i tre gode ingredienser. Sådan er verden ikke skruet sammen. Det kræver også faglighed og meget mere.
  2. Feedback, evaluering og pædagogiske mål er jo fint, men det kan jo betyde helt forskellige ting, afhængig af den pædagogiske og filosofiske kontekst. Men Rasmussen, Andersen og Nørby binder begrebet til en helt bestemt RAMME/PRINCIP. Men at der er evidens i almindelighed gør bestemt ikke, at der er evidens i den konkrete begrebsmæssige sammenhæng, gør det? Feedback er noget helt andet for en grundtvigianer end for Jens Rasmussen. Det er DPO, der her arbejder med at tømme og ensrette begreberne.
  3. Der tales om en ”dansk kontekst”? Men jeg troede, ideen kom fra Hattie og Ontario? Men nu er det bare ”dansk”. Men hvad er ”dansk”? Er det ikke alt muligt andet kæmpedejligt? Alt det som læringsideologien jo er et radikalt opgør med?
  4. Endelig bemærker jeg, at ministeren siger, at “relationsmodellen”, som jo er en central del af ministeriets vejledning, er udarbejdet af det konsortium mellem DPU og UC’er, hvor DPO svingede den overordnede taktstok. I dag kaldes konsortiet for Læringsløft 2020 og er mig bekendt stadig aktivt, f.eks. via phd.-rådet, som selv har rod i 00’ernes globaliseringsaftaler. Men Andreas Rasch-Christensen, som var (er?) formand for dette konsortium, siger, at han ikke har haft noget med den læringsmålstyrede undervisning at gøre?

Hvilket skønt fund af Skovmand.

Reference:
Keld Skovmand: ”Forenkling af John Hattie og Fælles Mål”, i ”Hattie på dansk”, Hans Reitzel 2017, s. 35-61.

 

5. d. 5. april: UC-VIA’s ”rystede demokrati”

UC VIA’s ledelse, Harald Mikkelsen og Louise Gade, er gået ind i Skovmand-debatten. Jeg har skrevet denne kommentar til de to kamphenner i en pause fra et seminar om naturfilosofien hos den tyske idealisme:

http://www.thomasaastruproemer.dk/uc-vias-rystede-demokrati.html

 

6. d. 5. april: Hvem er til fare for demokratiet?

Hvem er til “fare for demokratiet”?

På UC VIA råder følgende demokratiske tilstand:

Hvis man erklærer sin uenighed med et eller andet ministerielt nævns afgørelse, så er man “en fare for demokratiet”. Det fortæller rektor Harald Mikkelsen og hans prorektor, Louise Gade, som er tidligere Venstre-borgmester i Aarhus og HR-chef på Aarhus Universitet, jvf. mit opslag tidligere i dag.

Det er jo til at dø af grin af, hvis det da ikke lige var så alvorligt. Med det udgangspunk må VIA jo være mundkurvenes holdeplads.

Det svarer fuldstændigt til KL’s angreb på noget, de kalder for “negative holdninger”, jvf. Erik Schmidt-sagen.

KL=VIA

Den ene organisation, KL, står for at uddanne børn på pædagogiske steder, som skal være “præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Og den anden organisation, VIA, står for at uddanne lærere, som skal “virke” efter selvsamme formål.

Hvilken grundig modsætning!

Heldigvis er Stefan Hermann, som er rektor på Københavns Professionshøjskole, på demokratiets side i den slags spørgsmål. Det så vi i Schmidt-sagen, hvor han tog Schmidts parti, mens Mikkelsen og Co var tavse som et Nævn.

 

7. d. 6. april: Forskning der adlyder https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157089116979481&id=837549480

I Weekendavisens ”Ideer”-tillæg har Anders Boas skrevet en grundig artikel om den netop overståede konference om turbolæring på DPU. Weekendavisen har tidligere dækket emnet og fortalt om, hvordan en uheldige blanding af policy-interesser, positiv psykologi, fiskekuttere og villige forskere har skabt en jubeloptimisme, som der ikke har været grundlag for.

Af artiklen fremgår det, at DPU selv har bidraget til løjerne, f.eks. via en rapport fra Dansk Clearinghouse fra 2016. Rapporten afstedkom en meget positiv DPU-pressemeddelelse, som bl.a. byggede på tre små evalueringsrapporter fra turboforløbene selv. Rapporten var bestilt af Undervisningsministeriet – Læs: regeringen/Lars Løkke – og den var helt sammenslynget med skolereformens vokabular om synlighed, feedback og evaluering. Jeg har ikke kunnet finde noget om socialpædagogik, som jo ellers burde være emnet.

Den nuværende leder af Clearinghouset, Lars Qvortrup, som også er leder af Nationalt Center for Skoleforskning, siger i den forbindelse noget meget tankevækkende, som jeg ikke synes om:

”Ministeriet bestilte en rapport, der skulle kigge særligt på, hvilke indsatser, der havde en positiv effekt. Når man bliver bedt om det, laver man selvfølgelig en rapport, der ser på studier af de positive indsatser, og så er det klart, at der vil være en underbelysning af studier, hvor indsatser ikke virker”.

Er det ”selvfølgeligt”? Er det ”klart”? Det synes jeg ikke. Må vi bede om, at et offentlig universitet i højere grad sætter standarden for undersøgelsens kvalitet. Der er jo tale om total underdanighed over for policy. Men Qvortrup var allerede i 2010 ude med en hyldest til Løkke. I en kronik, som han skrev sammen med ledende UC-rektorer, sammenlignede han Løkke med Martin Luther King.

Kan et ministerium bare bede om “positive” historier fra et statsfinansieret universitet på den måde? Jeg er indigneret.

Med disse markeringer virker det som om, at DPU har været smurt ind uheldige policy-interesser, herunder statsministeren selv, som jo står bag Drengeakademiet, og som skrev projektet ind i regeringsgrundlaget. Herfra kunne man sælge konceptet til Sverige osv..

I DPU’s pressemeddelelse fortæller den daværende Clearinghouse-leder, Camilla Dyssegaard, som vist nok er gift med Niels Egelund, med journalistens ord følgende:

”Og generelt tegner der sig et billede af, at de intensive læringsforløb har en positiv effekt”

Dermed får DPU en legitimerende effekt for Lars Løkke Rasmussens private interesser, som han med sit banale begrebsapparat – og selvom det er som ”privatperson” – har fået skrevet ind i regeringsgrundlaget og finansieret ved kvotekongernes millioner. Det sejler rundt. Hvordan mon det har været at være forsker i den atmosfære? På rygtebørsen er aktiekurserne høje.

Det selvbekræftende billede bekræftes i WA af Lars Qvortrup, både i ovenstående citat, men også ift brug af de små evalueringsrapporter:

”Selvom de (turboforløbenes evalueringsrapporter, TAR) havde et ret lavt evidensniveau, blev de måske i en vis forstand legitimeret af forskningsgennemgangen” (altså af rapporten, TAR).

Det ene niveau legitimerer det andet i et uigennemskueligt netværk. Man kan jo ganske enkelt ikke have tiltro til DPUs objektivitet, hvis disse fakta står til troende.

Regeringen og undervisningsministeriet integritet er også ridset.

Resten af artiklen er et studium i forskellige læringsøkonomers opløsning af artiklens pædagogiske emne, herunder især TrygFondens børneforskningscenter, som også ligger ved AU. Turbo-pædagogikken baserer sig især på positive psykologi, ikke mindst Carol Dwek. Det er hende med ”growth mindset”, som Hattie også er glad for og alt muligt. Men i TrygFondens Børneforskningscenter, som består af Heckmann-begejsterede økonomer, opløses al indhold i kontrolgrupper, lodtrækningsforsøg og adfærdstermer.

Mange af disse økonomer er faktisk også selv glade for Dweck – formodentlig kender de ikke andre – så de tester i en vis forstand deres egen ideologi. Og fra udlandet har man ligefrem hentet en “statistisk epidemiolog” til at glemme alt om Dweck og fiskekutterne.

Det lader nu til, at alle har mistet deres illusioner. Turboforløbenes direktører er blevet underligt ydmyge. Løkkefondens direktør siger henvendt til en ledende DPU-forsker: ”Jeg tror, vi alle sammen har brug for feedback”. Hvem er “vi”? Ja, det må jo så være Løkkefonden, DPU og statsministeren. Men hvem skal give “feedbacken”? Ja, det ordner de nok selv.

De nyere forskere på området, Søren Langager og Christian Kjeldsen, er ikke begejstrede for effekterne af turbopædagogikken. Langager har skrevet fine ting om emnet i fagtidsskrifterne, blandt andet et temanummer i Unge Pædagoger, og Kjeldsen har markeret sig i diverse interviews.

Kjeldsen står i øvrigt til at overtage Lars Qvortrups ledelse af Nationalt Center for Skoleforskning. DPU’s Clearinghouse blev nedlagt for en uge siden.

Men hele policy-læring-DPU-settuppet trænger i den grad til at blive undersøgt efter min mening, altså helt inde i forskergruppernes indre. Det minder mig en del om processen omkring skolereformen, hvor man også indimellem får fornemmelsen af, at DPU er en kommunikationsafdeling i en ministeriel styrelse.

Referencer:

Anders Boas: ”Turboløsninger”, Weekendavisen, d. 5. april. https://www.weekendavisen.dk/2019-14/ideer/turboloesninger

Link til omtale konferencen+program: http://konferencer.au.dk/turbolaering/

Link til DPU-pressemeddelelse med videre link til Clearinghouse-rapporten: http://dcl.au.dk/…/turboforloeb-kan-goere-danske-elever-ud…/

Om nedlæggelsen af Clearinghouse: http://edu.au.dk/…/danskclearinghouseforuddannelsesforskni…/

Sådan her ser det ud, når Trygfondens børneforskningscenter
skal lave en skolekonferencem her fra september 2018: http://childresearch.au.dk/…/Invitation_Skolekonference2018….

Man kan også læse mere om børneforskningscentrets tilgang i dette referat fra en stor konference på AU: http://www.thomasaastruproemer.dk/indtryk-fra-match-point-s…

Unge Pædagogers temanummer om turbo-pædagogik: https://u-p.dk/produkt/2016-nr-4/

Om en tidligere WA-omtale af sagen, “Halløj på lærerværelset”, oktober 2018: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156713530744481&id=837549480

 

8. d. 7. april: Lars Qvortrup forsvarer John Hattie og sig selv – note 3

Lars Qvortrup har i tidsskriftet Nordic Journal in Educational Policy forsvaret John Hattie og sig selv. Jeg har allerede omtalt to af tekstens passager i to tidligere noter (se links).

Her er så en tredje iagttagelse:

Artiklen er sat op som en reaktion på lektor Hanne Knudsens interview med Hattie i samme tidsskrift. I interviewet siger Knudsen, at Lars Qvortrup og Niels Egelund (QE) i et forord til en Hattie-bog har skrevet at…

”finally, education has become evidence based. It has taken several hundred years for medicine to become evidence based, and now finally education is evidence based, and we can get rid of theory, meaning abstract thinking and speculative thinking”.

Lars Qvortrup er “angry and vexed”, siger han. Vreden og ærgrelsen skyldes to forhold. For det første har han aldrig skrevet det, der står i citatet. Det er korrekt, men Knudsen anfører det nu heller ikke som et citat. Kan man ikke godt i så fald bruge ordet ”skrive” i en sådan – hvad skal man kalde det? – mere hermeneutisk forstand? Hvad skal man ellers skrive? måske at han “har givet udtryk for”? Nå, men lad det fare.

Den anden grund til vreden er, at det ifølge Qvortrup også er indholdsmæssig forkert. Han skriver:

”It would indeed be absurd to say that with evidence we can get rid of theory”. Qvortrup mener ligefrem, at der er tale om “misrepresentation”.

Men lad os se på det pågældende forord. Har Knudsen ret i, at QE’s forord er et angreb på teori forstået som “meaning abstract thinking and speculative thinkning” til fordel for ”evidens”, og at vi nu “finally” er kommet i evidensens havn?

Og svaret er: Ja, det har hun 100% ret i. Qvortrup har ikke noget at have sin vrede i, hvad det indholdsmæssige angår.

Lad os se på forordet. Først på hele den grundstruktur, som bærer teksten:

A.

Opstilling af grundlæggende dikotomi mellem RCT-forsøg og ”spekulation”

QE’s forord er på i alt 8 sider. De første to sider, altså hele 25%, er helliget en fortælling fra dansk medicinal-historie. Her lærer vi om, hvordan dem moderne medicins ”systematiske, kvantitative opgørelser” med ”statistikkens hjælp” blev skabt via et ”ungdomsoprør” mod den ”den spekulative lægekunst”, der blev forsvaret af ”talentløse nevøer” med ”beskedne talenter”, som ”spekulerede”.

Den nye medicin ville ”kombinere empiriske studier (…) med ”statistiske undersøgelser”, hvilket senere blev til ”RCT-studier” (Randomized Controlled Trails).

Der er absolut ingen reservationer i forhold til, hvad man kunne kalde for sundhedsvidenskabens filosofiske sider. Det hele er bare enten ”spekulativt/talentløst” eller ”RCT”. Vi er i den aller simpleste udgave af den logiske positivisme.

Så to ud af otte sider handler om dette opgør med den ”spekulative lægekunst”. Og det var jo netop ordet ”speculative”, som Knudsen brugte i hendes interview med Hattie. Qvortrup har altså rent faktisk skrevet dette ord, og det optræder også adskillige gange efterfølgende med lige præcist den normative funktion, som Knudsen angiver.

 

B.

Dikotomiens vandring ned i pædagogikken

Og QE’s lange medicinske markering er naturligvis ikke tilfældig. Umiddelbart efter står der:

Parallellen til uddannelsesvidenskab er åbenlys. Også her er der blevet udkæmpet en kamp mellem spekulativ og empirisk forskning, også her er de nye tendenser blevet gjort til genstand for forhånelse…” (min kursivering)

Så QE sammenligner altså direkte statistske undersøgelser, RCT-metoder etc. med pædagogik, som de mener er blevet for ”spekulativ”. Dermed overføres ovenstående dikotomi direkte og ureflekteret ned i pædagogikken.

I resten af forordet udvikles så denne parallel, hvor den simplificerede dikotomi, slår igennem med vild kraft i tre led:

a.
Andreas Helmke udgør en form for teoretisk forstærkning. Han inddrages i argumentationen iført samme medicinske sprogdragt som QE’s. Skovmand har ganske vist gjort opmærksom på, at Helmke har lange passager, hvor han advarer imod instrumentalisme, men QE tager kun de dele, som de mener passer til deres indledende dualisme.

b.
Dernæst nævnes nogle aktuelle konsekvenser af vendingen væk fra det ”spekulative”. Først fremhæves Dansk Clearinghouse, som i 2009 i ophøjet majestæt kom frem til, at tre helt specifikke lærerkompetencer var afgørende for ”det størst mulige læringsudbytte” og for færrest mulige ”læringshæmmende” processer, som QE kalder det. QE mener, at ”den empiriske, kvantitative uddannelsesforskning” dermed fik sit ”offentlige gennembrud i Danmark”. I dag er Clearinghouse nedlagt, og det forstår man jo godt. Men det er da lidt sjovt, at to af dets ledere har været hhv. Egelunds kone og Qvortrup selv.

c.
Til sidst nævnes tre eksempler på tre aktuelle RTC-forsøg i pædagogisk forskning, f.eks. en undersøgelse om “Ny Nordisk Skolemad”, som Egelund har lavet. Der nævnes ikke eksempler på ”spekulativ” pædagogisk forskning. Heller ikke på empirisk kvalitativ forskning, men det er nok “spekulativt”? QE mener, at denne udvikling med mere RTC-forskning ”tegner til at blive en stil, der vil blive mere hyppig fremover – selvom denne forskning stadig mistænkeliggøres”.

QE forstår ikke kritik. Al kritik er ”mistænkeliggørelse”, ”spekulativ” og ”forhånelse”. Og Qvortrups aktuelle artikel er et eksempel på det samme. Også her er der fyldt med ”fjender” osv..

 

D.

Qvortrups opfattelse af metodefrihed:

Dernæst følger QE’s Hattielæsning, som er en ren hyldest til evidensevangeliet, hvor man på baggrund af statistiske korrelationer kan foretage kliniske læringsoptimerende interventioner på både lærer- og skolelederniveau. John Hattie Qvortrupificeres, for nu at sige det på den måde.

QE tror også, at ”metodefrihed” handler om at gøre det, som ”virker” med udgangspunkt i Qvortrups datakorrelationer – ”landskaber af rådata”, som han kalder det i en anden sammenhæng. QE mener , at alternativet hertil er, at læreren forstår metodefrihed som friheden til at gøre ”hvad som helst”. Her synker niveaet ned i Marianergraven.

 

E.

QE’s syn på “det normative”:

Undervejs får vi at vide, at QE er imod dem, der ”mener, at pædagogik er en normativ og ikke en empirisk videnskab”. Hvem og hvad, der nærmere tales om, får vi ikke at vide. Vi kan derfor uden videre antage, at disse ”meninger” kan sammenlignes med de reaktionære og spekulative modstandere af moderne lægekunst. Vi er stadigvæk i den grundlæggende dikotomis landskab. QE er ude i et frontalt opgør med filosofi og pædagogik.

Til sidst i forordet siger QE så pludselig, at der altid ligger et ”element af normativ, ikke-empirisk viden til grund for lærergerningen”, hvilket de ”ovenfor understregede”, som der står. Men QE har da netop ”understreget” det stik modsatte? Det er en meget mystisk formulering. Jeg har faktisk en teori om mystikken, men det bliver for komplekst at redegøre for i et facebookopslag. Og mon ikke også modsigelsen er klar nok ud af ovenstående?

Denne normative viden, som de altså bestemt ikke har ”understreget” vigtigheden af, handler ifølge QE om ”en ukendt fremtid”, og om hvor man ”som lærer ønsker at bringe eleven”. Men disse sætninger står helt alene og uden systematik og kraft, når forordets øvrige logik tages i betragtning. Det lyder som en politiker under en valgkamp. Og markeringerne relateres ikke til den tidligere udgrænsning af ”spekulativ” viden.

Måske mener QE, at det ”normative” er politikernes sag? Det tror jeg. Men så er vi jo lige vidt i forhold til de mere grundlæggende diskussioner af ”den uvisse fremtid”. Og hvad med ”fortiden”? Og hvad med pædagogikkens “steder”, altså børnehaven og universitetet og skolen? Mener QE virkelig at pædagogik kan omdannes til statistiske sandsynlighedsdata for ”god læring”? Det ser sådan ud.

De atomiserede ”normativitets”-sætninger er for få og for opslugte af forordets hovedspor til at de giver mening.

Til allersidst siger QE, at man ikke skal bruge Hatties bog som ”manual”, men som ”et grundlag”. Men hvis ”manual” er slemt, så er ”grundlag” nærmest værre. Men markeringen passer fint med et forord, som QE skrev til en anden af Hatties bøger året efter. Her stod der, at lærerne skulle opfatte bogen som ”en bibel”.

 

F.

Hvad er “teori”?:

En sidste iagttagelse: Qvortrup siger i sin aktuelle artikel, at Knudsen mener, at han er imod teori. Men det er jo slet ikke det, hun siger. Hun siger snarere, at han er imod bestemte former for teori, nemlig ”speculative and abstract theory”, hvilket jo ikke uden videre er det samme som ”teori”, især ikke når man ser på QE’s forord.

Knudsen har andre steder beskæftiget sig med Hattie-paradigmets udgrænsning af filosofiske diskussioner, og hun finder også udgrænsningen i dette forord. Qvortrup har derfor intet at have sin ”vrede i”. Der skal ikke meget tekstarbejde til at give Knudsen 100% ret i, at QE har ”skrevet” følgende:

”finally education has become evidence based. It has taken several hundred years for medicine to become evidence based, and now finally education is evidence based, and we can get rid of theory, meaning abstract thinking and speculative thinking”.

Links:
Qvortrups artikel, hvor han omtaler Knudsens interview:
https://www.tandfonline.com/…/10.1080/20020317.2019.1595386…&

Link til Hanne Knudsens interview: https://www.tandfonline.com/…/10.1080/20020317.2017.1415048…

Link til note 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157081658289481&id=837549480

Link til note 2:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157083379354481&id=837549480

Link til omtale af “Hattie på dansk”: http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-bog-om-john-hatties-pa

Egelund, N. og Qvortrup, L. (2013). “Forord til den danske udgave”, I: Hattie, J.: Synlig læring for lærere, Frederikshavn: Dafolo.
http://bogenshjemmeside.dafolo.dk/Forside.5533.aspx

 

9. d. 7. april: Hvem er til fare for demokratiet? – dialog

En fremmed: Hej Thomas

Thomas: Hej, hvem er du?

Den fremmede: Jeg hedder egentlig UC VisseVasse, men kald mig bare Lise Haraldsen (LH).

Thomas: Jamen, goddag Lise Haraldsen, hvad skylder jeg æren?

LH: Du er ”en fare for demokratiet”, ved du godt det?

Thomas: Nej, det vidste jeg slet ikke. Hvordan?

LH: Du er uenig med et fint statsligt nævns afgørelse og siger det offentligt.

Thomas: Men er man så udemokratisk?

LH: Ja, det er man, og det er helt ”uacceptabelt”.

Thomas: Ok, det er jeg ikke enig med dig i.

LH: HALLØJ! Nu er du en ”uacceptabel fare for demokratiet” igen!

Thomas: Hvad nu?

LH: Jo, for jeg er jo en offentlig myndighed, og du er uenig med mig. Ergo er du en fare for demokratiet. Du kan ikke være ansat på et universitet. Du bør fyres og afskediges og sænkes i Marianergraven smurt i tjære og rullet i fjer.

Thomas: ok, det lyder ikke rart. Jeg lover at holde kæft fra nu af. Længe leve UC VisseVasse og alle andre offentlige myndigheder og alt, hvad der kommer fra kommunerne!

LH: Tak.

Thomas: Men VisseVasse, er der ikke noget med, at du uddanner lærere til demokrati?

LH: Jo, det er præcist hvad vi gør, for her har vi højt til loftet. Vi uddanner til ’KL VisseVasse’, som elsker ytringsfrihed, altså så længe ytringerne er ”positive”!
Vi ER demokratiet! I modsætning til dem der er uenige med os, f.eks. dig og ham der skovhuggeren og så nogle flere, f.eks. lærerne i 2013, modstandsbevægelsen under krigen, Merete Riisager, Rosa Luxemburg, Søren Krarup og demonstranter i det hele taget, og Brandes og Grundtvig osv.. I er farlige og udemokratiske.

Thomas: Ok, Hvad er de så, alle dem du nævner der?

LH: De er populister, alle sammen! I modsætning til alle de saglige og faglige, dvs. EVA, KORA, RAMBØLL, og nogen helt bestemte folk fra DPU, og Antorini og Lars Løkke, naturligvis, æret være profeten.

Thomas: Ok, forresten, må jeg spørge: Ham der KL VisseVasse, er han din fætter?

LH: Ja, vores forældre er allesammen udlært hos OECD. De er søskende og bor for tiden i Silicon Valley. Længe leve Lars Løkke Rasmussen, der er lige så betydningsfuld som Martin Luther King! Længe leve samfundsrelevant forskning! Længe leve det gode humør!

Thomas: Var du ikke engang et seminarium?

LH: Hold op med at bande!

Thomas: Du gør mig bange, VisseVasse. Har du et motto?

LH: Ja, det er ”Turn another page in your learning”. Det står på vores glasvægge med store versaler!

Thomas: Ok, så forstår jeg bedre. Du kan rende mig hele vejen til Kinas HR-afdeling.

 

10. d. 8. april: En fare for demokratiet? VIA-UC på totalitær vej

VIA UC på totalitær vej: ”En fare for demokratiet”

Ifølge VIA UC er man til “fare for demokratiet”, hvis man kritiserer en offentlig instans’ afgørelse. Den konkrete anledning var Keld Skovmands utilfredshed med Nævnet for Videnskabelig Uredelighed afgørelse i hans sag.

Jeg har et endnu godt eksempel på en ”fare for demokratiet”:

I november 2017 afsagde Odenses Byret dom i Erik Schmidt-sagen. Ifølge dommeren, havde Odense Kommune ret til at tildele Schmidt en tjenstlig advarsel for ”negative holdninger”. Jeg var uenig i dommen og skrev derfor nedenstående analyse af domsteksten.

Denne tekst må faktisk være en endnu større “fare for demokratiet” end Skovmands utilfredshed med Nævnets afgørelse i sin sag, fordi der jo i mit tilfælde er tale om en kritik af en decideret retsinstans, hvilket jo må være “farligere” end kritik af et banalt Nævn.

Jeg har det som borger meget skidt med, at rektoratet for VIA UC mener, at både Skovmands udtalelser og min egen tekst skulle være ”en fare for demokratiet”, som er ”uacceptabel”, som Harald Mikkelsen og Louise Gade kalder det i al deres teknokratiske ensomhed.

Deres udtalelser lægger et frygtens slør ud over alle ansatte i uddannelsessektoren; naturligvis især i UC-sektoren, hvor man endda uddanner folkeskolelærere, der skal bygge skoler, hvis virke er præget af åndsfrihed og demokrati og ligeværd.

Landsretten omgjorde i øvrigt Byrettens dom. Så Landsretten må være endnu mere ”udemokratisk” end jeg er.

http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-byretsdommen-erik-schmidt.html

 

11. d. 8. april: Oslo i Danmark – Erik Schmidts tur til Norge

Erik Schmidt har sammen med en flok københavnske lærere været i Oslo. I nedenstående beretning fortæller han om et norsk skolelederuddannelses-koncept, som Aalborg og København har satset alt på, finansieret med 12 mio. kr. af AP Møller og 9 mio. kr. af kommunerne selv. Alle kommunens skoleledere skal på kursus på fjeldet, som jeg har forstået det.

Konceptet minder meget om læringsmålstyring, dog med et forstærket element af konkurrence. Det er båret af ren økonomisk tænkning og har været stærkt kritiseret for dets pædagogiske og politiske kvalitet.

Schmidt har bl.a. interviewet Johan From, som er den økonom, der står for de norske ideer. Pædagogik aner From intet om. Men læs selv, hvad Schmidt får From til at sige.

From er berømt og berygtet for følgende udtalelse:

”Elever skal konkurrere med hinanden. Lærerne skal konkurrere med hinanden. Skolerne skal konkurrere med hinanden. Og skolelederne skal konkurrere med hinanden. Skolerne skal gennemsyres af konkurrence, fordi det giver de bedste resultater. Det kommer til at gå ilde for den, der ikke forstår det”.

Skolelederforeningens leder, Claus Hjortdal, er helt på kommunernes hold. Han henviser til et aktuelt forslag om en almen skolelederuddannelse i Danmark, som i udkastet kommer til at minde om ideerne fra Norge.

Konceptet har store problemer med ytringsfriheden. Den norske lærer Simon Malkenes måtte igennem den helt store tur, før han vandt både hæder og ære, og Oslos magtfulde skoledirektør Astrid Søgnen, som havde støttet From hele vejen, måtte gå af i skam.

Links:
Link til Schmidts beretning:
http://www.klfnet.dk/…/artik…/tema-take-off-til-nye-hoeyder/

Link til indlæg af Simon Malkenes og Niels Jakob Pasgaard: https://skoleliv.dk/…/Norsk-lederuddannelse-er-stik-imod-da…

Mere om Københavns og Aalborgs og Skolelederforeningens synspunkter:
https://skoleliv.dk/…/Skoleledere-fra-Aalborg-og-K%C3%B8ben…

Link til Svein Sjøbergs analyse af Oslo-skolen. https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156639966989481&id=837549480

Link til omtale af Simon Malkenes bog om Oslo-skolen og hans egen sag:
http://www.manifest.no/simon_malkenes_det_store_skoleeksper…

Tilføjet d. 17. april: 2. og 3. del af Schmidts reportage kan tilgås her:

2. del: http://www.klfnet.dk/…/tema-take-off-til-nye-hoeyder-del-23/

3. del: http://www.klfnet.dk/…/tema-take-off-til-nye-hoeyder-del-33/

 

12. d. 8. april: Interview med Keld Skovmand på skolemessen

Onsdag formiddag skal jeg interviewe Keld Skovmand ved skolemessen i Aarhus. Jeg har ca. 30 minutter.

Mmhhh… men hvad skal jeg egentlig spørge ham om?

Jeg bliver nødt til at spørge om, hvad Skovmand siger til, at VIAs rektor mener, at han er en “fare for demokratiet”? Det er et must, for VIA ligger jo få hundrede meter væk fra Skandinavisk Kongrescenter, hvor skolemessen foregår,

Og måske lidt mere om VIAs og UCernes rolle i skolereform og læringsmålstyring i det hele taget?

Eller måske vil han forklare noget om det, han kalder det pædagogiske “spredningssystem”?

Jeg vil også høre om, hvad han mener med “lærificeringen af lærificeringen”? Og om han ikke med dette udtryk kommer til at glorificere den første lærificering?

Jeg må nok også hellere spørge, om han ser optimistisk på den aktuelle udvikling? Men ok, måske er det sådan lidt for journalistisk.

Andre forslag?

 

13. d. 9. april: Evalueringer

A. De nationale tests (NT)

Hvem skal stå for at evaluere de nationale tests? Det skal VIVE og Undervisningsministeriet selv (Styrelsen for IT og Læring).

Begge institutioner er dybt bundet til skolereformen og vil aldrig sige den til enhver tid siddende regering imod. Vi får ”positiv forskning”, sådan lidt a la DPU’s clearinghouse i forbindelse med rapporten om Lars Løkkes turbo-pædagogik.

Det er sørme en fin syltekrukke, som Merete Riisager der har udtaget.

Riisager er desværre solgt til V’s skolesyn fra 00’erne i denne sag. Med henvisning til OECD’s evalueringsrapport fra 2004, som reformtilhængerne elsker, ender hun med at bekræfte det, hun ellers kalder en ”fejl”, nemlig den systemiske sammenhæng mellem de nationale tests og skolereformens skole- og styringssyn.

Riisager vil faktisk forbedre måleinstrumentet, dvs. testene. Konsekvensen er, at skolereformens angreb på kundskabsudviklingen kan effektueres endnu mere præcist.

Riisager og LA ender som Venstre-folk, stik imod Riisagers andre udmeldinger, som ellers netop går på kundskabernes betydning. En lidt øv-slutning på en ellers fin ministertid. Men Anni Matthiesen byder sikkert på NT-kage.

 

B. PISA

Nå, men skolen skal jo også evalueres af andre, mange andre faktisk. Der er nærmest ingen pædagogik tilbage i skolen, for siden 2004 er vi i tiltagende havnet i en “evaluering af evaluering-skole”. Det kaldes også for læringsmålstyring, også når det er inde i børnenes hjerner. Herfra spreder diagnoserne sig.

Og hvem skal så stå for den næste PISA-evaluering? Det skal et såkaldt ”konsortium”, bestående af VIVE, Danmarks Statistik, UC-VIA, UC-Lillebælt og CBS.

Så DPU er ude.

OK, denne konstellation må være ren business, men det er nok også bedst med folk, som ikke ved noget om OECD’s uddannelsestænkning, funktion og fremtidsvision.

Men jeg skal nok undlade at omtale den endelige PISA-rapport, når den kommer. For ellers kommer VIA’s meget fine og kloge rektorat forbi og kalder mig en ”fare for demokratiet”. Æret være profeten!

 

C.
Hvorfor er det mon lige, jeg sidder og tænker på noget med ræve, der vogter fjerkræ?

Jeg har tre forslag:
1. Nedlæg DNT
2. Ud af PISA
3. Følg folkeskolens formål

 

Links med nyheder og diverse kommissorier:

a) Nationale tests:
https://www.folkeskolen.dk/…/stil-og-vive-skal-staa-for-eva…

b) Pisa:
https://www.folkeskolen.dk/…/hun-skal-staa-i-spidsen-for-pi…

 

14. d. 10. april: FAQ i postkassen

Postbuddet har ramt min adresse med Rømers lille røde for konservative pædagoger.

Bogen handler om Rarely Asked Questions om den dejlige dannelse.

(billede på FB-link)

 

15. d. 11. april: Læring spiser staten

Omkring 1990 etableredes en særlig afart af reformpædagogikken, som hed Ansvar For Egen Læring (AFEL). Sturt sturt nummer!

Nå, men det gik desværre ikke så godt. Måske blev det lidt ensomt for eleverne med al denne selvreference og mangel på både voksne og fælles verden. Og det gik jo også dårlig i PISA osv.. Antorini og alle skolereformpædagogerne var utilfredse med AFEL, hvilket er fuldt forståeligt efter min mening.

Ok, men hvad gør alle kritikerne af AFEL så med al deres kritik? Finder man på noget bedre? F.eks. noget med pædagogik, verden, formål og indhold? Eller sådan noget i den retning? Eller noget tredje eller fjerde?

Svaret er nej! Kritikerne finder ikke på noget bedre. I stedet vælger de at beholde og ”styre AFEL”, så den ikke løber løbsk. Sådan endte vi med at få ”læringsmålstyring”. Og ”evaluering” bliver herefter det centrale begreb fra statens top og helt ind i børnenes hjerner.

Men det er jo bare en virkelig dårlig ide! Hvorfor? Jo, fordi skolereformen jo dermed fastholder og forstærker AFEL, og oven i købet lader styringen, og dermed staten som sådan, tage farve af AFEL.

På den måde får vi en mangedoblet AFEL-begrebsdynamik ind i skoleledelse, kommunal ledelse og ministerium osv.. Man får meget mere af det, man ellers var kritisk over for.

Det frie læringsbegreb må herefter styres op gennem alle niveauerne, som derfor selv tager farve af ”læringen”, og tilbage igen ned i systemerne og ind i børnenes hjerner.

Dermed sætter AFEL sig som en pæl ind i samfundets organisme.

På den måde bliver staten spist op af det læringsbegreb, som den egentlig var imod.

 

16. d. 12. april: Rasmussen og Rasch-Christensens selvbedrag

Folkeskolen.dk’s journalist Pernille Aisinger har interviewet Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen om deres syn på læringsmålshistorien og på dele af Skovmands kritik.

(Der er også et andet interview, som specifikt går på nogle af Skovmands klager til Aarhus Universitets praksisudvalg, men dem lader jeg ligge, fordi jeg ikke synes Skovmand skulle have klaget, selvom han faktisk burde ifølge de nationale retningslinjer på området).

Fra mit synspunkt er interviewet et helt enestående indblik i menneskeligt selvbedrag, en slags moralfilosofisk case. Her er nogle få kommentarer:

Aisinger skriver, at Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen er ”glade for lempelserne af Fælles Mål”. Hun underbygger med følgende citater om hhv. læringsmål/antallet af mål og inddragelse af formål og dannelse:

“Nu er det meningsfuldt og fornuftigt, og som jeg forestillede mig, det skulle være. Man kan faktisk sige, at nu er det der, hvor jeg troede, at det skulle være. Det giver mening, at færdigheds- og vidensmålene er vejledende. Vi havde ikke forestillet os, at det skulle ende i 3.000 bindende mål”, siger Jens Rasmussen.

Og Andreas Rasch-Christensen supplerer: ”Det kammede over, efter at vi slap det. Fokusset på læring blev for snævert, alle de juridiske bindinger var aldrig noget, vi havde ønsket. Jeg er også meget glad for den modbølge, der har været i forhold til dannelse og fokus på formålsparagraffen, som jeg mener burde have været med i arbejdet fra starten.”

Men det passer ganske enkelt ikke. Efter at Skovmand i 2016 havde påpeget, at der var næsten 4000 mål, så skrev RRC et rasende notat på 25 sider til landets uddannelsespolitiske magtelite, hvor de modsiger begge ovenstående citater af sig selv:

 

a) Om antallet af mål:

RRC forsvarer i Notatet den dengang eksisterende Fælles Måls konstruktion, som de jo selv havde været med til at lave. Ja, de mener, at der faktisk i 2015 kun var ca. 800 mål – inklusiv de nu vejledende fasemål. Dette synspunkt gentog de også andre steder. De skriver endda i Notatet, at der nærmest var for få mål. F.eks. i følgende:

”En anderledes kritik eller bekymring kunne med rette gå på, om eleverne med så få mål sikres tilstrækkelig faglig bredde.”

Men det er jo det stik modsatte af det, de siger i det aktuelle interview?

Og RRC kritiserer i notatet på ingen måde ”læringsmålstyret undervisning”, som de tværtimod mener, der er ”stærk evidens” for. Der er lærings-medvind over hele linjen.

Så Skovmand kritiserer RRC, og RRC fastholder deres synspunkt 150%. Pludselig ændrer RRC så mening, men har skam hele tiden ment det samme som Skovmand?

 

b) Om formål og dannelse

I notatet, som altså er en direkte og mega-kritisk reaktion på Skovmands bog, indgår ordene ”dannelse” og ”formål” ikke i nogle positive markeringer, nærmest tværtimod. F.eks. springer RRC helt over Skovmands kapitel om Gert Biesta, hvor Skovmand ellers udvikler sin pædagogiske filosofi. Disse dannelsesanalyser spiller en stor rolle for Skovmand, men overses helt af RRC i notatet.

Et enkelt sted i Notatet noterer RRC – i en underlig løsrevet note –, at Fælles Mål og skolens/fagenes formål lever et ”asynkront liv”, men det virker nærmest som om, at det er ”formålets” problem. Og der er intet forsøg på at gå ind Skovmands eller andres undersøgelser af emnet. Om dannelse udtales det nedladende: ”hvad der end menes med det?” Andet står der ikke.

Dannelse og lignende begreber tales i overensstemmelse med især Rasmussens underliggende tilslutning til systemteorien konsekvent ud af butikken. Og i RRC’s øvrige produktion bekræftes dette fuldstændigt.

Men nu er man ”glad for modbølgen” vedr. ”dannelse og formålsparagraf”?

 

c) RRC er imod sig selv?

RRC mener, at alting nu er, som de hele tiden har ønsket sig. Men ministeriet har jo slettet alle referencer til læringsmålstyret undervisning fra dets hjemmeside, inklusiv referencer til to centralt placerede interviews af RRC selv.

Så RRC har hele tiden været imod det, som de selv sagde i deres egne interviews?

Jeg har ingen ord for dette, som egner sig til offentlighedens lys.

 

d) Embedsmændenes skyld?

Pernille Aisinger spørger om, hvorfor RRC kun har taget dele af EU’s kernekompetencer med i Fælles Mål-arbejdet. RRC kommer så med en eller anden forklaring om, at det er embedsmændenes skyld. Men hvorfor fremgår ændringen ikke af RRC’s arbejde med emnet fra start? Hvorfor skal Skovmand og Aisinger liste det frem?

Det er i den forbindelse lidt ærgreligt, at Aisinger ikke spørger til RRCs ændring af EU’s kundskabsstruktur ind i Fælles Mål, hvor kundskabsbegrebet totalt nednormeres. Den ændring har RRC forsvaret mange steder, bl.a. med henvisning til Luhmann, så det kan jo ikke være embedsmændenes skyld.

 

Links:
Aktuelt interview på folkeskolen.dk, hvor RRC svarer mere bredt: https://www.folkeskolen.dk/…/forskere-godt-at-maalstyringen…

Hemmeligt notat fra 2016: http://www.thomasaastruproemer.dk/…/Jens-Rasmussens-og-Andr…

Skovmands svar på Notatet: http://www.thomasaastruproemer.dk/…/Keld-Skovmands-respondu…

Min egen kommentar til hemmeligt Notat: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-r…

RRC svarer på nogle af Skovmands specifikke klager til Aarhus Universitet: https://www.folkeskolen.dk/…/rasch-og-rasmussen-der-er-inte…

 

17. d. 12. april: Rabat

Hovsa, der er sørme rabat på min “Pædagogikkens to verdener” på Aalborg Universitetsforlag. Bogen er fra 2015.

567 sider uden pauser for 199,- (før 350,-) om alt det, jeg fandt ud af mellem 2012 og 2015.

Læs mere på linket, hvor man også kan klikke videre til bogens indholdsfortegnelse:

https://aauforlag.dk/shop/boeger/paedagogikkens-to-verdener.aspx

 

18. d. 12. april: Facebook-drys 59: marts 2019

Marts på FB:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-59-marts-2019.html

 

19. d. 14. april: Knud Illeris i 1974

Jeg faldt over en Knud Illeris-artikel fra 1974 med en række interessante analyser, hvis distinktioner og konsekvenser her i 2019 måske stadig kan fungere som skræk og advarsel:

http://www.thomasaastruproemer.dk/knud-illeris-om-skolen-fra-formaal-til-funktion.html

 

20. d. 16. april: Lars Qvortrups kritik af kritikken af John Hattie

Jeg har skrevet en udførlig analyse af Lars Qvortrups kritik af kritikken af John Hattie (en udvidet sammenskrivning af kapitel 1, 2 og 8):

http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortrups-artikel-visible-learning-and-its-enemies-the-missing-link.html

 

21. d. 18. april: Islamisk organisation understøtter undertrykkelse af kinesiske muslimer

I mandags havde Politiken en interessant artikel, som de havde fået oversat fra New York Times. Journalisten Jane Perlez forklarer, hvorfor der er så lidt kritik af Kinas totalitære high-tech overvågning af den muslimske region Xinjiang.

Nu skulle man jo tro, at den muslimske verdensorganisation OIC var helt oppe i det røde felt, men det er den ikke. OIC har tværtimod vedtaget en resolution, hvor organisationen roser Kina for ”at drage omsorg for sine muslimske medborgere”.

Resolutionen kom lige efter, at OIC havde holdt møde med 12 kinesiske diplomater i De Forenede Arabiske Emirater. Tilbage i januar var OIC på rundvisning i Xinjiang. Der var ingen særlige bemærkninger. Man ville ikke ”vække kinesernes vrede”, som det hed.

Det er sandelig noget andet end dengang i 2006, hvor OIC flippede helt ud over Kurt Westergaards oplysningsfilosofiske mesterværk af en Muhammed-karikatur. Det var dengang, hvor både den ene og den anden danske politiker og erhvervsleder skrabede som fordoblede scaveniusser for de arabiske diktaturer, mens en ung selvbevidst politisk Islam voksede sig stærk ved den flotte og sjove tegning.

Og i dag er ikke meget anderledes. Perlez beretter om, hvordan Kina møver sig ind i den globale økonomi, hvor både det ene og det andet både muslimske og vestlige land langsomt men sikkert makker ret og holder kæft om sagen, nærmest forstærket af OIC’s underdanige holdning.

Kineserne siger, ifølge Perlez, at de skam bare bruger ”amerikanske metoder” i Xinjiang, f.eks. ”best practice” (!!). Og regionens koncentrations- og indoktrineringslejre kaldes for ”uddannelseslejre”. En tysk ekspert kalder det for en forbrydelse mod ”menneskers sjæl”. En slags psykisk Ausschwitz. Bemærk hvor effektivt “dannelse” arbejder lige dér.

Sagen er måske, at OIC ser visse muligheder i de kinesiske metoder. Man kan nemt forestille sig forskellige former for Sharia og Best Practice interagere på samme måde som kommunismen og de ”amerikanske metoder”. Og flere kan nok også lade sig inspirere i stort og småt, også herhjemme.

Litteratur:

Jane Perlez: ”Kina presser og lokker verden til at droppe kritik”, Politiken, d. 15. april.

 

22. d. 20. april: Klima fortrænger bæredygtighed og ender som antidemokratisk opstand

Der sker nogle interessante forskydninger i omegnen af bæredygtigheds- og klimabegrebet.
I gamle dage betød bæredygtig noget med økologi og biodiversitet; noget med en harmoni i forholdet mellem natur og kultur. Men begrebet er ved at forskyde sig. Det, som før var bæredygtigt, finder nu pludselig sig selv i sin modsætning.

Nu overtages bæredygtigheden af en scientistisk, totaliserende og trivialiserende klimabevægelse. Lad os se på bevægelsen:

 

A. Fra bæredygtighed til klima:

Klimaet er ved at udgrænse tidligere betydninger af bæredygtighed. I forgårs så vi et interessant eksempel herpå i Politikens kronik. Her forsøgte en række økologiske organisationer med udgangspunkt i en række aktuelle sager, at overbevise om, at økologi og klima skam ikke er modsætninger, hvilket kronikørerne mener, at der er en tendens til. Økologerne er dermed pludselig kommet i forsvar på det, man skulle tro var deres deciderede hjemmebane, nemlig bæredygtigheden.

Et andet eksempel var et facebookopslag og et indlæg på Altinget af en af landets førende fortalere for biodiversitet, Rune Engelbreth. Også han er blevet bange for, at en bestemt form for klimadagsorden ødelægger biodiversiteten. Han skriver:

”Derfor er det vigtigt ikke at have hovedet under armen og risikere, at vi i klima-aktivismens navn bruger virkemidler, som ikke gavner eller i værste fald FORVÆRRER EN ANDEN GLOBAL KRISE – BIODIVERSITETKRISEN.” (versaler i original, TAR)

Disse to eksempler peger på en tendens til, at de traditionelle bæredygtighedstemaer er ved at få problemer.

Og jeg skal da lige hilse at sige, at Klimaet også bruges i uddannelsessammenhænge som en slags anledning til at tømme alle steders økologi for betydning. OECD’s Andreas Schleicher og hele 21. century skills-bevægelsen er et centralt eksempel på det. Man siger blot ordet “klima”, og herfra er alt muligt.

 

B. Klimaets scientificering og totalisering – den “radikale systemforandring”.

I stedet fremføres en scientistisk begrundet og ikke-økologisk klimaideologi. En vigtig fortaler er en kun 16 årig svensk pige, Grete Thunberg, som den anden dag holdt tale for EU-parlamentet. Her var der ingen økologiske henvisninger, blot fuld tryk på en scientistisk funderet panik, som er et barn værdigt. Desværre klappede mange Europa-parlamentarikere.

Samme tendens ser vi i kredse omkring Alternativet, et parti som i disse måneder rives midt over i vilde modsætninger. Partiets ellers fornuftige politiske ordfører, Carolina Magdalena Meier, fortalte i Deadline og i et efterfølgende FB-opslag, at hun gik ind for mere topstyring i partiet med udgangspunkt i det hun kalder for en ”radikal systemforandring”, netop begrundet i klimakrisen. Herudaf mener hun, at ”ro, kreativitet og frihed” vil følge af sig selv. På den måde ender Alternatiet i sin modsætning, og partiet mister sin eksistensberettigelse.

Man skal tværtimod være opmærksom på alle samfundets områder samtidig med, at man drøfter både kritiske og videnskabelige aspekter af klimabegrebets forhold til dets omgivelser. Klima er et vigtigt politikområde, men det skal være tilbageholdende med at blande sig i samfundets områder og praksisser, samtidig med at man arbejder på det strukturelle plan.

Faktisk har Alternativet muligheden for at forbinde nogle af disse områder, f.eks. ved at knyttet dele af højskolebevægelsen, teologien, miljøet og klimaet sammen, så dansk tradition forbliver intakt og ikke stikker af i uøkologiske versioner af højre- og venstrefløjen. Den mulighed forpasses med de aktuelle udmeldinger.

 

C. Målet helliger midlet
Fra disse begrebsmæssige bevægelser, hvor et scientistisk defineret klima overtager alle andre dagsordener i en “radikal systemforandring”, udspringer en række aktivistiske klimaideologiske bevægelser. Politiken omtalte en af disse grupperinger sidste mandag. Folk fra gruppen siger direkte, at hensynet til Klimaet overskygger alle andre hensyn. Gruppen, som kalder sig ”Extinctions Rebellions”, er gået ind i en ”fase 2” i en ”international opstand”.

Et konkret eksempel så vi i denne uge, da Socialdemokraten Kaare Dybvad af selvsamme gruppering blev nægtet adgang til landets lovgivende forsamling. Alle ingredienser er lagt til et opgør med ikke blot med økologi og bæredygtighed, men også med demokratiet.

Herfra kan man etablere en ny global styringslogik med ren pædagogisk opløsning til følge.

 

D. Trivialisering
I dagens Politiken kan man – endda i forbrugermagasinet Lørdagsliv – læse om børn, der har klimaangst, og om svenske psykologers arbejde med diagnosen. Der er også en 10 punkt-guide for børn til, hvordan de tålmodigt og professionelt kan forhandle klima-adfærd med deres forældre.

Så logikken er:

1. Fra økologi til klima
2. Et scientistisk defineret klima koopterer alle andre områder
3. Herfra kan alle hensyn, herunder demokratiet, tilsidesættes under nye kvantitative-statistiske datamål.
4. De nye handlingsformer producerer deres egne trivialiseringer, selv i aviser, som gør sig i at stemple andre medier som “junk-medier”.

Links:
Kronik i Politiken af folk fra økologiske organisationer:
https://politiken.dk/…/Drop-myterne-om-%C3%B8kologisk-landb…

Artikel om nye klimaorganisationer:
”Græsrødder: Vi bryder loven for et højere formål”, torsdag d. 18. april, Politiken

Rune Engelbreths indlæg om diversitet: https://www.facebook.com/engelbreth/posts/10157074684927302

Carolina Magdalene Meiers FB-opslag: https://www.facebook.com/carolinamagdalene/posts/2639606406080967?__xts__[0]=68.ARCcGllWIy37Oy7V90BsziGvSDACA0fQxF-QsTnlSLuSd1t0IGB47_kaZl0yOuOPkiAZzNGy-5BkifFiYI-Xy1BaaegwCmOdpXL9TVTOznb52Op12qr82o7XDmu_KhuCPzTGAGztiVjfzRu7DCnSq5JxxLcGPNmSjVacKpHDymDGo6Q9rrDIUU58kbdgedbfoSGuOPkQ537Jta09I2NVBgGGoWS_6DGHx61tl_J6l3VSFinYcTh9j6CzRZD1JKa0MaPJydQrptBRADe4GUzhnKODhXfHEnIxaYKc16-sFT09ucEcm37I3sZj1RxaP3AUMH1wOB2k30dJq0ayRfm4PNiVWA&__tn__=-R

Kaare Dybvads oplevelse: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10156980674953672&set=a.10150221697113672&type=3&theater

Greta Thunbergs tale: https://www.facebook.com/gretathunbergsweden/videos/380398815886983/?__xts__[0]=68.ARAQjZL7pQssbDGDb49wKv5yxVNjI9xOWEnlNIK2OWU2vtpN5TOUj7NQxcFvL85U9ZHWvvgosOZGOcDUAVTv6qknl7QTBoNk1GZlI1HKOooAZ3b1Hpb0TUokm3AMU9JPlWOlLrdwrdGqfgePed_6hhQnsybnHl0eL78WwK9FxYdHKSbDoDzidiphKIKp3nwlr9DHYfhaY1JSsrZLf4PeGQ0otyAUVXox7_s2DjE4BzIKUnb9br3qT1HF1NewsrKaiYoUTpD9W6pD-ZZqEH3hi0dHL2nBvqA-QeNYrt9xs7T0jKwmMZhGlaETurnmX97Tei8cfY0dmtY4OoSb8cZepLuxR0eJXkNreZk&__tn__=-R

 

23. d. 22. april: Fortidens og begyndelsens pædagogik

Et sted i sit essay ”The Crisis in Education” siger Hannah Arendt, at en lærer må have sine ”eyes glued to the past”. På en skole handler alt om fortidens genstande, både de kendte og de ellers glemte, som måske lige skal pudses af i tidens malstrøm.

Når barnet første gang møder en fortids-genstand er vi ved en form for naivitet, ved en begyndelsen. Dette første blik og i det hele taget barnets omgang med fortidslevnet er begyndelsens sted.

Her hersker den yderste omsorg og opmærksomhed: Når barn møder fortidens ting, hvad sker der så? Hvad får det øje på og ikke øje på? Hvad gør det glad eller sorgfuld? Hvordan rører det ved tingen? Langsomt forbinder barnet sig med fortidens ting, som det selv bliver en del af og vender og drejer.

Så barnet er en begynder, både fordi det rører ved tingene første gang, men også fordi det dermed starter noget nyt i verden.

Barnet er en begynder, der begynder i omgangen med det, som allerede er begyndt.

Dér starter fremtiden, inde midt i fortiden, dvs. ”IN Education”.

Så pædagogik er ”between past and future”, hvilket da også er titlen på essaysamlingen.

Læreren er også en slags begynder. Hun hjælper med at pege på fortiden og på den verden, som hun og barnet er fælles om, og som barnet skal begynde i. Men hun er også stadig så ny og begyndende, som da hun selv var lille.

Med mindre hun er blevet en fremtidsekspert. Men så er hun ikke lærer mere. I så fald kan barnet ikke mere være en begyndende begynder blandt begyndelser, men må styre mod optimering af en allerede defineret fremtid.

 

24. d. 23. april: Klima-ideologi udgrænser arkitekturens traditioner

Den anden dag fortalte jeg om, hvordan både økologiske landmænd og fortalere for biodiversitet var bekymrede for en ny totalitær klimaideologi, der har en scientistisk co2-økonomi som grundlag, og som vil omfatte ”every inch of our being”, som det hedder hos en svensk panikramt barnestjerne. Resultatet var et skred i bæredygtigheds-begrebet.

I dag kan arkitekten Martin Kallesø i et læserbrev i Politiken fortælle om, hvordan selvsamme ideologi overtrumfer arkitekturens dyder og tradition, som det ellers har taget faget mange generationer at opbygge. Al skønhed og naturligt liv afvikles til fordel for co2-regnskabet.

Kallesø konkluderer:

”Naturligvis er det uomtvisteligt, at der skal balance i brugen af materialer i byggeprocessen, og at der skal økonomiseres med Jordens ressourcer. Men gøres disse parametre til deciderede mål i arkitekturen, fjerner man både mennesket og stedet fra arkitekturen.”

Og Kallesø fortsætter med følgende kloge ord:

”Kun ved at lytte til historien og forstå sin egen bygningskulturelle arv kan man skabe en arkitektur, der ikke er til fals for modeluner, og som står på skuldrene af sine forgængere og ikke blot tager selfies, som megen arkitektur i dag synes at gøre. Denne yderligere dimension savner man i dagens bæredygtighedsdebat.”

Er det denne uheldige proces, som partiet Alternativet tænker på, når de siger, at Klimaministeriet skal erstatte finansministeriet som ledende ministerium?

Links:
Morten Kallesøs indlæg:
https://politiken.dk/…/Det-enorme-fokus-p%C3%A5-klimavenlig…

Indlæg, hvor Grete Thunberg taler om ”every inch of our being”:
https://fee.org/…/the-real-problem-with-greta-thunberg-is…/…

Mit tidligere indlæg om forskydningen i bæredygtigheds-begrebet:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157122560699481&id=837549480

 

25. d. 24. april: Odense Kommune opretter ny reklame-facebookside

Odense Kommune, der i forvejen er blandt de kommuner i landet, som bruger færrest penge på skolen, fyrer lærere og pædagoger. Der nedlægges 29 stillinger. Man har dog prikket 42 personer, som så kan søge nogle andre stillinger i skolevæsenet. Er det ikke en mærkelig umoralsk proces? Det synes jeg. Nu kommer fyringerne jo til at se ud som om, at nogle medarbejdere blot ikke fik en stilling, som de selv havde søgt? Og ledelsen kan ved samme lejlighed ”sætte hold”, som man kalder det i Odense. Det er som om, skoleledelsen ikke vil tage ansvar efter min mening.

OK, tænker I måske, disse afskedigelser må da være en nyhed på kommunens hjemmeside eller på skoleforvaltningens nye stort anlagte skatteyderbetalte facebook-side? En del af kommunens børn mister jo deres klasselærer eller SFO-pædagog. Men nej, her hersker der fuldstændig tavshed om sagen.

Hvorfor skal vi bruge skattekroner på den slags propaganda? Findes der ikke journalistiske standarder blandt offentligt ansatte kommunikationsmedarbejdere?

Nyheden er kun omtalt på en frivillig facebookside, som hedder ”Nej til lærerfyringer og forringelser”, som nogle lærere oprettede i forbindelse med en tidligere fyringsrunde.

Odense Kommune havde nemlig også tilbage i 2012 en større fyringsrunde. Dengang ville man af med de syge og inkompetente. Man ville i stedet sætte et ”nyt hold”, som det hed. Dette “nye hold” skulle passe ind i forvaltningens banale projekt om ”fremtidens skole”, som blev understøttet af skolereforms-segmentets professorer. Mange af de aktuelle kommunale ledere er gengangere fra dengang.

Og fra 2014-2018 – i direkte forlængelse af ”fremtidens skole” – kørte Erik Schmidt-sagen, hvor kommunen groft overtrådte faglighed og ytringsfrihed. Men den ansvarlige rådmand, Susanne Crawley Larsen (RV) rejste skam rundt og talte om grundloven på bedste radikal manér. Kommunen, som ellers har kastet alle ressourcer ind i sagen – formodentlig svarende til en årsløn for en lærer – har endnu ikke anerkendt dommens præmis, men læner sig op af KL’s minimalistiske fortolkning af dommen.

Endelig er det værd at nævne, at kommunen har udarbejdet et ”dannelses”-udspil, som er udtryk for den totale anti-dannelse.

Video indslag om den aktuelle sag:
https://www.youtube.com/watch…

Odense Kommunes skoleforvaltnings nye FB-side: https://www.facebook.com/boernogungeiodense/

Odense Kommunes nyhedsside:
https://www.odense.dk/presse/nyheder/nyheder-2019

Kommunens nyhed om dens nye facebook-side: https://www.odense.dk/…/odenses-boern-og-ungeforvaltning-ga…

Fyringerne kan også følges på fb-gruppen ”Nej til lærerfyringer og forringelser”: https://www.facebook.com/groups/skolenifald/

Mere om Erik Schmidt-sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

Link til omtale af ledelseshistorikken i Odense Kommune: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156882498094481&id=837549480

Analyse af Odense Kommunes ”dannelses”-strategi: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-odense-kommune…

Indlæg om 2012-fyringerne:
https://www.folkeskolen.dk/…/odenses-vision-en-kaentret-pae…
Andre indlæg på folkeskolen.dk om 2012-fyringerne hedder:
– Farverne flyder – om tredobbelte ansigter og Fyns vinter
– At være “ansat” i Odense
– Gennembrud i Odense
– Nysprog i Odense – hvem er kompetent?
– Odenses vision: En kæntret pædagogik
– En fynsk vinter

 

26. d. 24. april: Digital handlingsplan for videregående uddannelser

Regeringens Silicon Valley-segment – dvs. regeringens centrale organer – har slået til med en digital handlingsplan for videregående uddannelse. Det hele er totalt tanketomt og helt uden sans for uddannelsernes historie, egenart og eksisterende teknologier.

Rapportens horisont er Disruptionsrådet, Teknologipagten og Regeringens strategi for digital vækst. Og det er altså universiteter, læreruddannelse og pædagoguddannelser vi taler om.

Nogle eksempler på horisonten:

 

A. Først det manglende kundskabssyn:

Et af de centrale mål er, at strategien skal ”øge undervisningskvaliteten, de studerendes læringsudbytte og uddannelsernes fleksibilitet og tilgængelighed”.

Rent skolereformvokabular.

 

B. Dernæst om evalueringer og effektmålinger:

Tiltagene skal ”indebærer vidensopbygning og videnspredning gennem følgeforskningsaktiviteter, effektmålinger eller lignende for at understøtte potentialet og udbrede forløbene efterfølgende”

Så altså “læringsudbytte og effektmålinger”. Og der er også lige gennemført et “læringsbarometer”. Jamen, det er da bare så hyggeligt.

 

C. Og om opgøret med analogt liv
Til sidst er der et helt kapitel, hvis titel er: ”Barrierer og regler, der ikke er tilpasset en digital virkelighed, skal fjernes”.

En af barriererne angives at være det ”fysiske møde mellem underviser og den studerende”. Det svarer jo meget godt til det økonomiske råds tanker om at erstatte lærere med maskiner.

Kapitlets overskrift fylder en halv side. “Barrierne” fylder blot 15 kolde linjer. Hvad skal man sige?

Jeg synes det er fint, at man laver en rapport, men hvorfor skal det være så elendigt?

Links:

Forsknings- og uddannelsesministeriets rapport om digitale kompetencer:
https://ufm.dk/…/20…/digitale-kompetencer-og-digital-laering

Opfølgning på Disruptionsrådets arbejde:
https://ufm.dk/…/20…/digitale-kompetencer-og-digital-laering.
Se også: https://bm.dk/arbe…/aktuelle-fokusomraader/disruptionraadet/

Regeringens strategi for digital vækst:
https://em.dk/…/strategi-for-danmarks-digitale-vaekst_onlin….
Se også: https://www.regeringen.dk/…/strategi-for-danmarks-digitale…/

Teknologipagten: https://www.teknologipagten.dk/

 

27. d. 26. april: DPU-debat med Jeppe Bundsgaard

Jeg har været til DPU-debat i Aarhus, hvor Jeppe Bundsgaard fortalte om de nationale tests (NT) med udgangspunkt i hans og Svend Kreiners meget omdiskuterede rapport om emnet.

Jeg har noteret følgende:

 

A. Kritik af NT

Bundsgaard argumenterede overbevisende for, at man under ingen omstændigheder kan bruge test-resultaterne fra NT på individniveau, som det ellers oprindeligt var tiltænkt. Det skyldes en enorm statistisk usikkerhed i resultaterne.

Bundsgaard argumenterede lige så overbevisende for, at NT’s fagsyn var uhyre smalt, hvis man sammenlignede dem med beskrivelserne af skolens fag. Dette forhold gør testene ubrugelige på alle niveauer, helt fra individ til nationalt niveau.

Bundsgaard mente, at man muligvis på skoleniveau og over, dvs. de kommunale og statslige niveauer, vil kunne finde resultater, som vil udligne de statistiske usikkerhed, jf. punkt 1. Derimod ville ingen aggregerede effekter kunne fjerne problemerne under punkt 2.

 

B. OECD i stedet for
I stedet fremhævede Bundsgaard PISA-testen som et eksempel til efterfølgelse, hvis man vil forbedre de nationale tests, som han altså i princippet går ind for:

  1. Han mente, at kvaliteten af PISAs statistik og testkvalitet er bedre end NT’s ditto. Bundsgaard var dog skeptisk over for sammenligninger mellem lande. Her refererede han til Svend Kreinert, som Bundsgaard jo har skrevet den aktuelle rapport sammen med. Men denne ”sammenligning” er jo hele OECD’s centrale præmis? Jeg synes, det er naivt.
  2. Bundsgaard mente, at OECD’s indholdsmæssige begreber var mere brugbare og faglige, f.eks. om læsning.
  3. Bundsgaard accepterede helt den OECD-rapport fra omkring 2005, som anbefaler mere “evalueringskultur”. Han vil bare ikke have NT. Med denne OECD-reference, som ofte bruges af reformtilhængerne, anerkender han en central del af skolereformens idegrundlag.
  4. Bundsgaard roste OECD’s uddannelsesdirektør Andreas Schleicher. Men Schleicher laver da ikke andet end at sammenligne, jf. punkt 1? Sagen er, at Bundsgaard er født ind i OECD’s kompetencesyn, hvilket står i stik modsætning til pædagogik. Derfor kan Bundsgaard slet ikke opretholde sin kritik af Nationale Tests som andet end kritik af metoden. Bundsgaard forsøger at skelne mellem pædagogik og styring, men den skelnen kollapser i hans begejstring for OECD. Jeg har selv studeret Schleichers seneste bog grundigt – også her på FB – og den er helt gal.

 

C. Ministeriets repræsentant
Til stede var også en konsulent fra ministeriet, Rasmus Ulsøe Kær, som er involveret i NT ift. matematik. Han mente, at der nok var lidt problemer, men ikke, at det var så slemt, som Bundsgaard mente, og at man skam havde informeret sådan nogenlunde. Og, sagde han, man skulle jo også overveje, hvad ministeren og forældre overhovedet kunne forstå, når man skulle kommunikere om problemerne. Lige der blev jeg vred.

Desuden havde han selv glæde af – med udgangspunkt i NT – at spotte de dårlige skoler i f.eks. Frederikshavn, så han kunne give “feedback” og hjælpe den og den skole med at optimere NT-scoren. Den samme mulighed har en skoleleder, ifølge Ulsøe Kær, ift. klasserne på sin skole mv.. Vi fik altså hele skolereformens eksplicitte styringssyn serveret helt ukritisk. Men hvis testene ikke måler noget, og usikkerheden er kæmpestor, hvad så?

En tilstedeværende forældre kunne berette, at han i al fald ikke var blevet orienteret om nogen som helst problemer nogle steder fra.

Ulsøe Kær er ifølge UVM’s hjemmeside pædagogisk psykolog og ekspert i ”databeriget ledelse og udvikling”. På en eller anden måde, som jeg ikke helt kan forklare, kom jeg i tvivl om, hvorvidt han og Bundsgaard i realiteten var enige om substansen alligevel, selvom de naturligvis også var uenige på det, som så må være overfladen.

 

28. d. 28. april: KLIMAs opgør med menneskerettigheder og demokrati

Klima-politik handler om strukturreformer, afgiftsstrukturer, teknologisk udvikling og internationale aftaler.

Klima-ideologi, som jeg vil kalde ”KLIMA”, handler om noget helt andet, nemlig om et opgør med menneskerettigheder og demokrati:

KLIMA’et antager altså nye antidemokratiske former. Her er to aktuelle eksempler:

 

A. KLIMA’et mod menneskerettigheder

Jørgen E. Olesen, som er professor i Agro-økologi ved Aarhus Universitet, mener, at man skal indføre den kinesiske et-barns politik på globalt plan. Han udtaler, at ”et nyfødt barn er den værste klimasynder”.

Og hvis et ungt par spørger ham om hjælp, så er hans råd: ”En af de vigtigste beslutninger, man kan tage i forhold til at være klimavenlig, det er, hvor mange børn man sætter i verden”.

Jørgen E. Olesen mener også, det er et problem, at ”menneskerettigheder trumfer klimaet”. Mennesket har altså ingen ”ret” til børn.

Olesen mener ganske vist, at hans forslag skal indføres af frivillighedens vej, men hvorfor egentlig? Han har jo lige nedlagt ”menneskerettighederne”!

Og hvorfor skal de rettighedsløse mennesker overhovedet have lov til at leve? Det er det næste spørgsmål, som vi må stille ”agroøkologen”.

 

B. KLIMA’et mod demokratiet

Ole Wæver, som er er professor ved Københavns Universitet, gjorde i Deadline rede for sit syn på konsekvenserne af de nye klimapolitiske ideologer.

Han ser to konsekvenser:

a) En intensivering af Øko-aktivisme med udgangspunkt i bevægelser som f.eks. Extinction Rebellion, som i sidste uge forhindrede danske politikere i at gå på arbejde i deres eget parlament. Om få år vil denne aktivisme ifølge Wæver antage endnu mere antidemokratiske og terror-lignende former.

b) En intensivering af et omfattende statsligt og globalt opgør med demokratiet som sådan, som vil resulterer i centralistiske ”teknokrat-regeringer” og moralsk-teknologisk kontrol af menneskenes adfærd.

Ole Wæver kalder punkt a) for ”det lille problem”, mens punkt b) er ”det store problem”. Han håber ligefrem på mere af b), dvs. af øko-terror.

Summa summarum: Demokratiet er under angreb. Der er ”indhug i demokratiet på begge måder”.

Konklusion på 1 og 2:
Menneskerettigheder og demokrati er et problem for KLIMA.

Hvad mon Amnesty International siger til disse tanker? Og hvad siger et parti som Alternativet? Men også de andre organisationer og partier naturligvis.

 

Referencer:

Interview med Jørgen E. Olesen i Politiken, d. 28. april, i PS-sektion.
https://politiken.dk/…/Vi-b%C3%B8r-som-verdenssamfund-indf%…

Interview med Ole Wæver, Deadline, d. 24. april. https://www.dr.dk/…/deadli…/deadline-10/deadline-2019-04-24…

 

29. d. 30. april: ”FAQ om dannelse” anmeldes i Jyllandsposten

Min nye bog ”FAQ om dannelse” udkom officielt i fredags på Hans Reitzels Forlag. I dag kom så den første anmeldelse. Gymnasielærer Mikael Busch har anmeldt i Jyllands-Posten.

Busch skriver, at bogen er generelt er ”klog og indsigtsfuld”, at bogens dannelsesdefinition er ”spændstig og klog”, og at bogen har ”kloge betragtninger og spidse formuleringer”. Han synes dog også, at bogen indimellem har et ”lidt indforstået præg”.

Bogen får fire gode stjerner.

I bogen kan man læse mine forsøg på at besvare følgende otte spørgsmål:

1. Hvad er dannelse?
2. Hvad er dannelsens tradition?
3. Findes der en dansk dannelse?
4. Hvorfor holdt vi op med at tale om dannelse?
5. Hvorfor og hvordan begyndte vi at tale om dannelse igen?
6. Er dannelse det samme som kompetencer og læring?
7. Hvad er dannelsens forhold til digitalisering og klimatrussel?
8. Har dannelse betydning for pædagogisk praksis?

Bogen koster ca. 200kr på dette link:
https://www.williamdam.dk/boeger/faq-om-dannelse__233288

Og her er et link til anmeldelsen:
https://jyllands-posten.dk/…/klog-men-lidt-indforstaaet-bo…/

Kommentar til Lars Qvortrups artikel ”Visible learning and its enemies – the missing link”

John Hatties arbejde har været udsat for meget kritik siden omkring 2016. I en aktuel artikel i tidsskriftet Nordic Journal of Studies in Educational Policy tager Lars Qvortrup stilling til kritikken, som han også opfatter som en kritik af sig selv. Han er så at sige i samme båd som Hattie. De er et slags ”vi”. Artiklen hedder ”Visible learning and its enemies – the missing link” (Qvortrup 2019).

Qvortrup tager udgangspunkt i dels lektor Hanne Knudsens interview med John Hattie fra 2017 i samme tidsskrift, men også bogen Hattie på dansk fra 2017, hvor mit eget bidrag, og ikke mindst Steen Nepper Larsens ditto, kritiseres af Qvortrup (Knudsen 2017, Bjerre mfl. 2017).

Jeg vil først undersøge Lars Qvortrups almene omtale og forståelse af kritikken, altså læringens ”fjender”. Dernæst drøfter jeg Qvortrups valg af overskrift og hans videre Luhmann-baserede argumentation. Til sidst har jeg en længere diskussion af Qvortrups erklærede ”vrede” mod Hanne Knudsens Hattie-interview. Jeg forsøger at vise, at hans vrede er ubegrundet.

 

1. Lars Qvortrups ”fjender”

På de første sider opridser Qvortrup en slags ”Pædagogikkens to verdener”, som jeg kalder det, blot med omvendt fortegn (Rømer 2015). Kritikerne udgør ifølge ham en ”ideologisk” magt, der systematisk misforstår og misrepræsenterer Hattie og Qvortrup.

Her er nogle af hans markeringer, som nærmest flyder over med et politisk-emotionelt vokabular, der har en erklæret hensigt om at ekskludere kritikken fra ”the scientific game”:

– “A particular, sometimes incorrect, interpretation gains momentum, e.g. because it supports political or ideological interests” (s.1).

– ”A strong, ideological interpretation community has emerged that simply dislikes the idea of learning achievements” (s.1).

– “Some reactions have been purely emotional: We dislike, what we read, seems to be the implicit tone, simply because we dislike numbers and statistics” (s.1)

– “There is no need to point out, that “Visible Learning” is both misrepresented, ridiculed and personalized in Larsen’s statements” (s.2) (“Larsen” = Steen Nepper Larsen, TAR).

– ”It is important to emphasize that although this type of critique might be entertaining in colourful political debates, it has nothing to do in a critical academic discourse, which must be sober, transparent and aimed at refutation, not at creating false dichotomies and misrepresentations” (s.2).

– “Several contributions place themselves outside the scientific game” (s.2).

– ”In these reactions academic disputes are transformed into cultural wars between opponents with the aim of first desarming the opponent (e.g. by ridiculing him or her) and then beating the opponent to death by appealing to the lowest common denominator of prejudice” (s.3)

Man får det indtryk, at Qvortrup tænker på en bred kreds af “fjender”. Han eksemplificerer dog sin pointe med to citater af Steen Nepper Larsen og et af mig. Han gør intet forsøg på at forstå artiklernes argumentation eller sammenhæng. Qvortrup kritiserer min analyse af Hattie’s feedback-begreb for at være ”without any kind of factual support”. Både min og Nepper Larsens artikel er propfyldt med argumentation, som han ikke tager stilling til. Jeg bliver nødt til at lade de små sætninger fare, men man kan jo selv læse min og Larsens artikel.

Qvortrup mener, at Larsen og undertegnede med vores artikler ligefrem ekskluderer os selv fra ”the scientific game”. Den engelske version af Nepper Larsen tekst er udgivet i et internationalt tidsskrift, Journal of Academic Perspectives. Min egen artikel blev efterfølgende publiceret i Nordic Studies in Education, hvor den her i 2019 ligefrem modtog en nordisk forskerpris, den såkaldte Ahlström Award. Artiklen røg også i det velrenommerede australske tidsskrift Educational Theory and Philosophy. Men Qvortrup mener, endda med henvisning til Karl Popper, at artiklerne er uden for “the scientific game”. Hvad skal man sige?

 

2. ”Fjendernes” årsag

Qvortrup mener, som man kan se i citaterne ovenfor, at kritikken er en del af et ”ideologisk fællesskab” og så videre. Dette ”fællesskab” er ifølge ham knyttet til en særlig solidarisk anknytning til Danmarks Lærerforening, der har rod i lockouten af lærerne i 2013. Han mener, at det er fra denne begivenhed, kritikken af læringsbegrebet og imod skolereformens folk tog fart. Skolereformens tilhængere ønskede blot at erstatte faglige mål med læringsmål. Her i citat:

”Actually, a strong cultural understanding between academics, politicians and union representatives emerged, with the common view that replacing subject objectives with learning objectives was the root of all evil” (s.3).

Selv aner jeg ikke, hvad han taler om. Jeg har i tråd med international forskning kritiseret læringsbegrebet siden 2002 og er bestemt ikke på specielt venskabelig fod med Danmarks Lærerforening. Men muligvis hjalp konflikten DLF til at få øje på nogle problemer, som foreningen selv havde bidraget til at fremme i løbet af 00’erne? Men det er jo kun super! Og kritikken af læringshegemoniet, dets sammenhæng og dets begrebsmæssige reduktioner kan sandelig ikke isoleres til den ene og den anden tekst. Den er jo over det hele, og der dokumenteres i et væk alle steder. Men Qvortrup tror, at han kan reducere det hele til et par tilfældige citater? Og så lige: Hvad er der galt med ”cultural understanding”? Skal det nu være et skældsord? Men måske har Qvortrup en ”cultural understanding” med andre ”academics og politicians”? Og måske også med EVA, AP Møller-fonden, RAMBØLL og DPU/AU’s ledelse? Jeg holder her.

Og det såkaldte ”paradigmeskifte” – altså: ”replace subjects objectives with learning objectives”, som Qvortrup formulerer det – er heller ikke afledt af lærerkonflikten i 2013. Det er snarere omvendt. Konflikten var et resultat af det begrebsmæssige opgør med pædagogik, som lå i paradigmeskiftet, som selv var en forstærkning af den globale læringsbevægelses mest problematiske sider. Paradigmeskiftet finder man f.eks. i EVA’s 2011, og 2012 rapporter (Skovmand 2019, Dorf 2018). Det er en del af det, som Skovmand har fremanalyseret som ”lærificering af lærificeringen”, dvs. den såkaldte ”læringsrevolution”, som Qvortrup selv er en central aktør i.

 

3. Artiklens titel, om ”fjender”

Titlen på Qvortups indlæg er som sagt ”Visible Learning and Its Enemies – the missing link”.

Jeg har i dette afsnit to bemærkninger til den del af titlen, som står før bindestregen:

 

1) Fjenderetorikken
Har Hattie ”fjender”? Har Qvortrup? ”Fjender”? Mærkeligt ord. Jeg har ingen ”fjender”. Men Qvortrup kaldt sine kritikere for f.eks. ”løgnere” og ”plattenslagere” og nu ”fjender”.

”Ven-fjende”-vokabularet har faktisk en rig intellektuel tradition. Ok, men er der så en teoretisk bearbejdning af ”fjende”-begrebet i artiklen. Nej!

Ordet ”enemy” optræder en enkelt gang i selve teksten, men i en omvendt betydning: Qvortrup mener, at Hatties kritikere opfatter Hattie som en ”enemy of education”. Så Hatties fjender opfatter Hattie som en fjende, og Hattie har selv fjender? Alle er ”fjender” med alle? Jeg er helt sat af.

Hvorfor al den krigersnak? Hvorfor ikke bare kigge på de argumenter, der fremføres her og der i lange argumentationstråde uden at gå i stå, fordi teksterne har lidt selvstændig form? Qvortrup har som nævnt haft fingrene i den meget roste udgivelse Hattie på dansk. Men Qvortrup finder ingen argumenter, kun to små citater fra Hatties ”fjender”. Det er bare så uinteressant.

Hvem ved? Måske ender Qvortrup med sin blomstrende mund som en slags ”fjende-skjald”. En særlig systemteoretisk form for Grundtvig?

Qvortrup har ingen forstand på at svare på kritisk arbejde. Men jeg følger med i hans sproglige kreativitet med stor interesse.

 

2) Det åbne samfunds fjender
Titlen på Qvortrups artikel er formodentlig en reference til Karl Poppers klassiker ”The Open Society and its Enemies”, en fortolkning, der forstærkes af John Hatties systematiske anvendelse af Poppers såkaldte treverdens-teori. Qvortrups bruger også Popper, blot i en langt mere løs reference end Hattie. Der sker de forskrækkeligste ting med Popper i hænderne på Hattie, men det lader jeg ligge her. Det kan man læse om i min artikel om sagen i Hattie på dansk. Qvortrup oversætter Popper til noget med metodefalsifikation. Det tror jeg ikke, Popper ville synes var sjovt. Det ender i total policy-underdanighed.

Popper skrev jo sin bog som et opgør med totalitarismen, herunder fascismen og stalinismen. Med denne direkte parallel helt oppe på titel-niveau antydes det, at Hatties kritikere kan sammenlignes med disse totalitære politiske bevægelser. Disse kritiske ”fjender” af det ”åbne samfund” ender som det, Qvortrup omtaler som et ”strong ideological interpretation community”, som ”supports politicial and ideological interests”, der udelukker sig selv fra ”the scientific game”.

Hvem er ideologisk?

Ok, faktisk er jeg ligeglad, selvom jeg også er fascineret. Men med overskriften in mente undrer dig mig alligevel, at Qvortrup ikke vil svare på Keld Skovmands aktuelle kritik med henvisning til, at Skovmand kalder ham for nazist? Qvortrups anklage er ganske vist helt hen i vejret. Skovmand bruger blot Victor Klemperers sproganalyse på læringssproget, og han kalder bestemt ikke Qvortrup for ”nazist”. Men Qvortrup sætter via sin ubehjælpsomme titel sine kritikere i bås med fascister, mens han angiveligt selv forsvarer det ”åbne samfund”.

I øvrigt er Skovmand slet ikke kritiker af Hattie. Til gengæld er han kritiker af det danske læringshegemonis – f.eks. Qvortrups – brug af Hattie. Skovmands synspunkt er – for nu at blive i Qvortrups jargon -, at Hatties virkelige fjender er hans danske venner. Men denne herlige detalje lader Qvortrup ikke til at have fanget i kampens hede (Qvortrup nævner slet ikke Skovmands bidrag til ”Hattie på dansk”).

En lignende pointe finder vi hos Per Fibæk Laursen, også i “Hattie på dansk”. Laursen er ligesom Skovmand også glad for Hattie, men ikke for brugen af ham i Danmark. Der er altså mange, som godt kan lide Hattie, men som er kritiske på deres egne måder, også over for Qvortrup. Men er disse kritiske tilhængere mon også fjender af fjenden? Eller hvad med Niels Møllers og Jørn Bjerres fremragende artikel om brugen af Hattie i Skanderborg Kommune? Har Qvortrup, som jo selv har været meget aktiv i det kommunale spor, nogle bemærkninger til den? Er det også “fjendeland”? Fjender af det åbne samfund? Ligesom Steen Nepper Larsen og undertegnede altså er. Det minder mig lidt om dengang en DPU-lektor i en fælles mail til alle ansatte kaldte mig for en ”paria” på grund af en regulær analyse af sammenhængen mellem poststrukturalisme og skolereform. Eller om dengang Qvortrup kaldte Peter Kemp for en ”plattenslager” efter en kritisk kronik i Politiken.

Jeg kan ikke lide Hatties arbejde, og jeg har endda forstået det. Så der er Skovmand og jeg helt uenige. Men vi er enige om, at Qvortrup forstærker Hatties problemer, og at Qvortrup altså er selv er en slags ”fjende” af Hattie.

 

4. Qvortrups bemærkning til Nepper Larsen om ”behaviorisme”

Qvortrup kritiserer Nepper Larsen for at kalde Hattie for ”behaviorist”. Men bagefter siger Qvortrup selv, at Hattie skam er behaviorist, blot en anden slags, end Larsen påstår. Men så giver Qvortrup jo Larsen ret i den grundlæggende klassifikation? Qvortrup mener så blot, at Hatties behaviorisme er knyttet til systemteorien, hvilket betyder, at ”årsager” omdannes til ”statistiske korrelationer”, som om det skulle gøre den store forskel? Altså andet end at gøre ondt værre.

 

5. Qvortrups epistemologiske position

Derefter forsøger Qvortrup at redegøre for sin egen ”position in this debate” (s.3). I hvad for en debat, spørger jeg? Har han skitseret en debat? Han har da bare udpeget fjender.

Qvortrup taler han om, at der findes en ”epistemologisk og en ontologisk dimension”. Men det har ingen da snakket om i Qvortrups gengivelse af Nepper og mig. Og hvem er imod det? Og på hvilken måde? Med andre ord. Qvortrup taler ud i det blå imod en eller anden modstander i en eller anden debat.

Qvortrup ender faktisk med at gøre alt ”ontologisk” til ”epistemologi”. Dvs. at der slet ikke er to dimensioner, men kun én. Det foregår på følgende måde:

Qvortrup ridser en ”epistemologisk” dimension op med udgangspunkt i Niklas Luhmanns systemteori. Her opløser ”sandheden” i såkaldte ”optikker” i et ”modern, functionally differentiated society”. Qvortrup siger: ”Today we normally do not talk about scientific truth, but about scientific validity” (s.3). Ok, det er helt nyt for mig. Jeg troede, vi talte om sandhed uafbrudt? Jeg gør i hvert fald, så godt jeg kan.

Skredet i videnskabelig substans understreges i følgende: ”The criterion of validity and reliability….. are the modern scientific community’s answer to the loss of an ontological concept of truth”.

Så der røg den “ontologiske dimension” da lige i grøften?

Så fra ”sandhed” til ”gyldighed” uden ”ontologi”? Det må Qvortrup selv rode med. Jeg er videnskabsmand, så jeg går efter sandheden med risiko for at blive klogere.

Men selvom Qvortrup altså har fjernet ”ontologien” fra videnskaben, så mener han altså, at der alligevel findes en ”ontologisk dimension” i den debat, som ingen rigtig ved, hvad handler om.

Ok, hvad mon denne anti-ontologiske ontologi så går ud på? Ja, den går som forventet slet ikke på ontologi, men på endnu mere epistemologi, dvs. en luhmanniansk gennemgang af en særlig Qvortrups version af ”professional dømmekraft”. Her følger Qvortrup sin egen tese fra sin bog ”Den myndige lærer” fra 2011. Her fortalte han om, at alt det vi normalt omtaler som en ”ontologisk tradition”, dvs. f.eks. Løgstrup, Heidegger og Uren Pædagogik, er et udtryk for ”fundamentalistisk fænomenologi”, mens det eneste saliggørende ifølge Qvortrup er luhmannismens såkaldte ”sociologisk operative konstruktivsme”, som er hyper-epistemologisk. Ja, alt omsættes til i et iagttagelsesinferno på flere niveauer.

Qvortrup fortæller i sin artikel, at en lærers handlinger ”must go through the closed, self-referential, complex and unpredictable reflection loop of the student, before it results in a – for each single case unpredictable – reaction of the student” (s.4). Så det ene selvrefererende system irriterer det andet selvreferentielle system. Finder der ingen verden af ting og sager? Det er jo anti-ontologi på den store klinge.

Disse irritationssystemer kan så omdannes til Qvortrups version af ”behaviorisme”, dvs. til statistiske data af mulige korrelationer, som trækkes ud af ”rådatalandskaber”, som han kalder det i en beslægtet diskussion af for Hattie fra 2015 (Qvotrup 2015).

Qvortrup nævner to eksempler på ”ontologi”. For det første sociologien R.K.Merton, som ifølge Qvortrups fortolkning ender med at bestemme pædagogikkens professioner som ”forskningsbaseret viden”, ”etiske kriterier” og ”metodiske principper”. Men det har da ikke noget med pædagogik eller ontologi at gøre? Dernæst nævner Qvortrup den amerikanske læringsforsker, Donald Schön, som trækkes i en ekstremt epistemologisk retning, hvilket slet ikke er nødvendigt. Schön arbejder f.eks. med både Polanyi, Wittgensein og Dewey, så hyper-epistemologien ødelægger helheden i Schöns arbejde, synes jeg (Rømer 2003). I al fald undgår Qvortrup konsekvent enhver reference til Schöns ”ontologi”.

Qvortrups ”dømmekraft” skal formidle det statistisk og databaserede kausalforhold mellem undervisning og læring, dvs. mellem lærerens irritation af et ”closed, selfreferential…. reflection loop”. Qvortrups seneste publikationer er da også et klart opgør med ”at holde skole” til fordel for rådatalandskaber og læringsmålstyret dataevidens (Qvortrup 2015b, s.69). Qvortrup kalder, jvf artiklens overskrift,  sine ”korrelationer” for ”the missing link” eller på systemteoretisk for ”strukturel kobling”, og han mener, at Hattie vil være enig. Jamen, det er da ren epistemologi? Ingenting findes jo?

Der er 0,00% ”ontologi” hos Qvortrup. Ontologien er et rent postulat. Det er ren ”epistemologi” Qvortrup har kun én ”dimension”.

 

6. Kritikken af Hanne Knudsen – om et forord af Qvortrup og Egelund

Qvortrups artikel er framet med udgangspunkt i en reaktion på et interview, som lektor Hanne Knudsen gennemførte med John Hattie i 2017, og som blev publiceret i samme tidsskrift, som Qvortrups aktuelle indlæg optræder i (Knudsen 2017). I interviewet siger Knudsen i forbindelse med et af sine spørgsmål til Hattie, at Lars Qvortrup og Niels Egelund (QE) i et forord til en Hattie-bogen ”Synlig læring for lærere” har skrevet at…

”finally education has become evidence based. It has taken several hundred years for medicine to become evidence based, and now finally education is evidence based, and we can get rid of theory, meaning abstract thinking and speculative thinking” (s. 1)

Lars Qvortrup er meget utilfreds med den fremstilling af sine synspunkter. Han er “angry and vexed”, siger han. Vreden og ærgrelsen har to årsager. For det første har han aldrig skrevet det, der står i citatet fra Knudsens interview. Det er korrekt, men Knudsen anfører heller ikke sin formulering som et direkte citat. Kan man ikke godt bruge ordet ”skrive” i en sådan – hvad skal man kalde det? – mere hermeneutisk forstand, hvis man er overbevist om indholdets korrekthed, og hvis man ikke “citerer” det? Hvad skal man ellers skrive? Måske at han “har givet udtryk for”? Jeg synes, det er ok, især hvis det passer, naturligvis. Og det gør det.

Den anden grund til Qvortrups vrede er, at Knudsens fremstilling af hans synspunkt også skulle være indholdsmæssig forkert. Qvortrup skriver:

”It would indeed be absurd to say that with evidence we can get rid of theory” (s.1).

Qvortrup mener ligefrem, at Knudsen gør sig skyldig i “misrepresentation”.

Faktisk er resten af Qvortrups artikel udformet som et forsøg på at forstå Knudsens angivelige ”misrepræsentation”. Hanne Knudsens formulering bliver derfor en slags kronen på værket i hele den ideologisk-kulturelle “cultural understanding”, som Qvortrup efterfølgende ruller ud. Faktisk er det lidt synd for Knudsen, som egentlig har spillet en meget beskeden rolle i kritikken, og som faktisk er knyttet til et forskningsprogram på DPU, som har været ret affirmative over for Qvortrups ideer.

Nå, men lad os se på det pågældende forord af QE (Egelund & Qvortrup 2013). Har Knudsen ret i, at QE’s forord er et angreb på teori forstået som: “meaning abstract thinking and speculative thinkning”? Og har hun ret i, at QE mener, at vi nu “finally” er kommet i evidensens havn?

Og svaret er: Ja, det har hun 100% ret i. Qvortrup har ikke noget at have sin vrede i.

Først vil jeg se på hele den grundstruktur, som QE udvikler i starten teksten, og derefter på denne grundstrukturs pædagogiske konsekvenser, som udfolder sig i resten af forordet:

 

1) Opstilling af grundlæggende dikotomi mellem randomiserede eksperimenter og ”spekulation”

QE’s forord er på i alt 8 sider. De første to sider, altså hele 25% af teksten, er helliget en fortælling fra dansk medicinhistorie. Her lærer vi om, hvordan moderne medicins ”systematiske, kvantitative opgørelser” med ”statistikkens hjælp” blev skabt som et ”ungdomsoprør” mod den ”den spekulative lægekunst”, det blev forsvaret af ”talentløse nevøer” med ”beskedne talenter”, som ”spekulerede”.

Den nye medicin ville i stedet ”kombinere empiriske studier (…) med ”statistiske undersøgelser”, hvilket senere blev til ”RCT-studier” (Randomized Controlled Trails).

Der er absolut ingen reservationer i forhold til, hvad man kunne kalde for sundhedsvidenskabens filosofiske sider. Det hele er bare enten ”RCT” eller ”spekulativt/talentløst”, og det frames alene med udgangspunkt i lægevidenskaben. De første to sider handler altså om en helt anden profession i den allersimpleste positivistiske version af sig selv.

Så to ud af otte sider handler om dette opgør med de ”spekulative” sider af lægekunst. Og det var jo netop ordet ”spekulativ”, som Knudsen brugte i hendes interview med Hattie. Qvortrup har altså rent faktisk “skrevet” dette ord, og det optræder adskillige gange med lige præcist den normative funktion, som Knudsen angiver. Forordets centrale framing er med andre ord – præcist som Knudsen skriver det – et udtryk for et opgør med ”abstract and speculative theory”.

 

2) Dikotomiens vandring ned i pædagogikken

QE’s lange medicinsk-dikotomiske markering er ikke tilfældig. Umiddelbart efter gennemgangen åbner næste afsnit med følgende erklæring:

”Parallellen til uddannelsesvidenskab er åbenlys. Også her er der blevet udkæmpet en kamp mellem spekulativ og empirisk forskning, også her er de nye tendenser blevet gjort til genstand for forhånelse…” (QE 2013, s.9)

Så QE sammenligner direkte statistiske undersøgelser og RCT-metoder med pædagogik, som de altså mener er blevet for ”spekulativ”. Også her bruger de ordet ”spekulativ” direkte. Dermed føres ovenstående dikotomi – altså opgøret med ”spekulativ tænkning” direkte og ureflekteret ned i pædagogikken.

I resten af forordet udvikles så denne begrebstransport, hvor den simplificerede dikotomi slår igennem med vild kraft i udvælgelsen af det mere konkrete perspektiv. Det sker bl.a. via valget af følgende tre eksempler, der skal illustrerer pointen:

 

a) Andreas Helmke

Andreas Helmke udgør en form for teoretisk forstærkning. Han inddrages i argumentationen iført samme medicinske sprogdragt som QE’s. Keld Skovmand har ganske vist gjort opmærksom på, at Helmke har lange passager, hvor han advarer imod instrumentalisme, men QE tager kun de dele af Helmke, som de mener passer til deres indledende dualisme. Og hvorfor er det altid ”Helmke”? Findes der ikke andre?

 

b)  Clearinghouse

Dernæst nævnes nogle aktuelle konsekvenser af vendingen væk fra det ”spekulative”. Først fremhæves Dansk Clearinghouse, som i 2009 i ophøjet majestæt kom frem til, at tre helt specifikke lærerkompetencer var afgørende for ”det størst mulige læringsudbytte” og for færrest mulige ”læringshæmmende” processer, som QE kalder det. QE mener, at ”den empiriske, kvantitative uddannelsesforskning” dermed fik sit ”offentlige gennembrud i Danmark”. I dag er Clearinghouse nedlagt, og det forstår man jo godt. Men det er da lidt sjovt, at to af dets ledere har været hhv. Egelunds kone og Qvortrup selv.

 

c) RCT-forsøg

Til sidst nævnes tre eksempler på tre RCT-forsøg i pædagogisk forskning, som jeg aldrig har hørt om. F.eks. en undersøgelse om “Ny Nordisk Skolemad”, som Niels Egelund har lavet. Der nævnes ikke eksempler på ”spekulativ” pædagogisk forskning. Heller ikke på kvalitativ forskning, men det er måske også for “spekulativt”?

QE mener, at denne udvikling med mere RCT-forskning ”tegner til at blive en stil, der vil blive mere hyppig fremover – selvom denne forskning stadig mistænkeliggøres”. Få år senere – i 2018 – skrev 30 dagtilbudsforskere et oprørt indlæg imod denne ”stil”, der kom til udtryk i en rapport om dansk dagtilbudsforskning, som Qvortrup havde udarbejdet som leder af netop Clearinghouse.

 

3) Qvortrups opfattelse af metodefrihed

Dernæst følger QE’s Hattielæsning, som er en ren hyldest til evidensevangeliet, hvor man på baggrund af statistiske korrelationer kan foretage kliniske læringsoptimerende interventioner på både lærer- og skolelederniveau. Hattie Qvortrupificeres, for nu at sige det på den måde.

QE tror også, at ”metodefrihed” handler om at gøre det, som ”virker” med udgangspunkt i datakorrelationer – ”rådatalandskaber”, som Qvortrup kalder det i en anden sammenhæng. Herfra er der frit udsyn til en energisk arbejdende Learning Analytics, hvor man på baggrund af Big Data rent elektronisk kan forudsige elevens læringsbehov. Det er formodentlig den slags processer Økonomisk Råd tænker på, når de i en helt aktuel rapport skriver følgende: ”Der kan ligge et fremtidigt effektivitetspotentiale i IT-baseret læring, hvor lærere helt eller delvist erstattes af computere” (Det økonomiske råd, 2019, s. 67). Tilbage i 2010 meddelte Niels Egelund den undrende pædagogiske offentlighed, at der ikke var forskel på en uddannelsesforsker og en økonom. Sprogspillene løber sammen som ærtehalm med rod i 00’ernes verdensbillede.

QE mener, at alternativet til rådatalandskabernes evidenser er, at læreren tror, at metodefrihed er friheden til at gøre ”hvad som helst”. Her synker niveaet ned i Marianergraven. Hvilken anden profession vil finde sig i den slags antagelser? Måske professorer i pædagogik. Sætter de sig også ned og spiller firkort, hvis der ikke er datamålstyring?

 

4) QE’s syn på “det normative”

QE kritiserer dem, som ”mener, at pædagogik er en normativ og ikke en empirisk videnskab”. Hvem og hvad, der nærmere tales om, meddeles ikke. Vi kan derfor uden videre antage, at disse ”meninger” kan sammenlignes med de reaktionære og spekulative modstandere af moderne lægekunst, som hele forordet handler om og i videre forstand med alle deltagere i de processer, jeg beskriv i kapitel 1 og 2. Vi er stadigvæk i den grundlæggende dikotomis landskab.

Til sidst i forordet siger QE så pludselig, at der altid ligger et ”element af normativ, ikke-empirisk viden til grund for lærergerningen”, hvilket de endda ”ovenfor understregede”, som der står. Men QE har da netop ”understreget” det stik modsatte med hele deres dikotomi? Det er en mystisk formulering.

Denne normative viden, som de altså bestemt ikke har ”understreget” vigtigheden af, handler – får vi efterfølgende at vide – ifølge QE om ”en ukendt fremtid”, og om hvorhen man ”som lærer ønsker at bringe eleven”. Men disse sætninger står helt alene og uden systematik og kraft, når forordets øvrige logik tages i betragtning. Det lyder lidt som en politiker under en valgkamp. Måske mener QE faktisk, at det ”normative” er politikernes sag? Det tror jeg. Men så er vi jo lige vidt i forhold til de pædagogiske diskussioner af ”den uvisse fremtid”. Så er de jo blot policy-affirmative?

Og hvorfor kun ”fremtid”? Hvad med ”fortid”? Og hvad betyder det at ”bringe eleven hen, hvor man som lærer ønsker”? Mister Qvortrup ikke her sansen for pædagogikkens åbne dannelsesstruktur, som f.eks. Alexander von Oettingen og Hannah Arendt har beskrevet den? Spørgsmålet er snarere: Hvad gør eleven med fortiden!

Og hvad med pædagogikkens “steder”, altså børnehaven og universitetet og skolen? Der er ingen specificitet. Det hele flyder ud i almene statistiske variationer af læring og trivsel.

Til allersidst siger QE, at man ikke skal bruge Hatties bog som ”manual”, men som ”et grundlag”. Men det er da langt værre? Men ok, det passer fint med et andet forord, som QE året efter skrev til en anden af Hatties bøger. Her stod der, at lærerne skulle opfatte Hatties bog som ”en bibel” (Egelund & Qvortrup 2014).

 

5) Hvad er “teori”?

En sidste markering: Qvortrup siger i sin artikel, at Knudsen mener, at han er imod teori. Men det er jo slet ikke det, hun siger. Hun siger snarere, at Qvortrup er imod bestemte former for teori, nemlig ”speculative and abstract theory”, hvilket jo ikke uden videre er det samme som ”teori”, især ikke når man ser på QE’s forord.

Knudsen har andre steder beskæftiget sig med Hattie-paradigmets udgrænsning af filosofiske diskussioner, og hun finder altså også udgrænsningen i QE’s forord, hvilket jeg også selv gør. Qvortrup har derfor intet at have sin ”vrede” i. Der skal ikke meget tekstarbejde til at give Knudsen 100% ret i, at QE har skrevet følgende, som han selv er ”angry og wexed” over, at Knudsen skriver:

”finally education has become evidence based. It has taken several hundred years for medicine to become evidence based, and now finally education is evidence based, and we can get rid of theory, meaning abstract thinking and speculative thinking”.

 

PS: Til sidst vil jeg tilføje en iagttagelse, som er lidt uden for systematikken. Qvortrup henviser til, at han af en kollega har fået at vide, at hvis man vil kritisere nogen, så skal man først sikre sig, at man har forstået den kritiseredes tekst korrekt. Dertil er der tre ting at sige:

  1. Denne metode vil sætte al videnskabelig diskussion og udvikling i stå. Vi vil få et dybt reaktionært forskningssamfund.
  2. Qvortrup benytter sig bestemt ikke selv af denne metode, for nu at sige det mildt. Han har da aldrig spurgt mig, om jeg kan godkende hans beskrivelse af mine synspunkter, og heldigvis for det.
  3. Qvortrup anførte samme oplevelse i 2015. Dengang tog han Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs parti i deres angreb på min forsknings- og ytringsfrihed efter en kritisk analyse af deres forsknings anknytning til skolereformens ideologi (Rømer 2015b).

PPS Hanne Knudsen, som jo havde lavet det interview med John Hattie, som var udgangspunkt for Qvortrups indlæg, havde følgende reaktion på sin facebookvæg d. 7. april:

”Et opslag, der nok er mest for de (uddannelseforsknings) indvidede:

I 2017 havde jeg mulighed for at interviewe John Hattie, manden bag ideen og bøgerne om ”synlig læring”. Jeg oplevede ham som meget åbenhjertig, og blandt andet sagde han det, der blev overskriften på interviewet: ”I’m a statistician, I’m not a theoretician.”

Lars Qvortrup er en af de danske uddannelsesforskere, som har introduceret Hatties tænkning og bøger i en dansk sammenhæng. Lars Qvortrup har netop fået offentliggjort et indlæg i det samme tidsskrift som reaktion på mit interview med Hattie. Jeg havde hørt, at indlægget var på vej og glædet mig til at læse Qvortrups forståelse af, hvordan Hatties statistiske tilgang til uddannelsesforskning hænger sammen med Qvortrups egen systemteoretiske tilgang. Hvad betyder evidens for Qvortrup? Hvad mener han om, at Hattie kalder sig statistiker og ikke teoretiker?

Desværre har Qvortrup valgt en noget anden vinkel. Under overskriften ”Visible Learning and its enemies – the missing link” skriver Qvortrup, at Hattie er blevet misforstået og fejllæst i en dansk sammenhæng.

Det, synes jeg, er en mærkelig reaktion på et interview med John Hattie selv.

Qvortrups afsæt er formuleringen af et af spørgsmålene. I spørgsmålsformuleringen har jeg en måske lovlig skarp udlægning af et forord, Qvortrup er medforfatter på. Men derfra og så til at tale om fjender og fejllæsninger… ? Hvad med alt det, Hattie siger?

Jeg ved ikke, om dette indlæg fremmer dialog, heller. Men det ville være dejligt, hvis den antagonistiske tone kunne dæmpes lidt. Så vi reelt kunne tale/skrive om, hvad vi mener om synlig læring, dets muligheder og begrænsninger. Der er nok at diskutere.

Link indsat til Lars Qvortrups indlæg: https://www.tandfonline.com/…/full/10…/20020317.2019.1595386
For at læse mit interview med John Hattie:
https://www.tandfonline.com/…/full/10…/20020317.2017.1415048

 

Referencer:
Bjerre, J. m.fl (2015). Hattie på dansk, København: Hans Reitzel, se for omtale. http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-bog-om-john-hatties-pa…

Lars Qvortrup refererer til følgende to artikler fra Hattie på dansk:

  • Larsen, S.N. (2017): “Know Thy Impact – blinde vinkler i John Hatties evidenscredo”, se også Larsen, S.N.: “Know Thy Impact – blind spots in John Hattie’s evidence credo”, Journal of Academic Perspectives, nr. 1, 2015.
  • Rømer, T.A. (2017): “Et kritisk lys på John Hatties teori om Visible Learning”, se også Rømer, T.A. (2017). “Kritik af John Hatties teori om visible learning“, Nordic Studies in Education, vol. 37, nr. 1., s.19-35, og Rømer, T.A. (2019) og Rømer, T.A. (2019). “A critique of John Hattie’s theory of Visible Learning“, Educational Philosophy and Theory, vol. 51, nr. 6, s. 587-598.

I næværende blogindlæg refereres desuden til følgende tre artikler fra Hattie på dansk:

– Bjerre, J. & Møller, N. (2015): “Koncepternes vagtparade: Oversættelsen af synlig læring til praksis”.

– Laursen, P.F. (2015): “Introduktion til Hattie og synlig læring”.

– Skovmand, K. (2015). “Forinklingen af John Hattie og Fælles Mål”

Det økonomiske råd (2019). Produktivitet 2019, https://dors.dk/files/media/rapporter/2019/p19/p19.pdf

Dorf, H. (2018). Skolepolitik og undervisningskvalitet i Danmark, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Egelund, N. & Qvortrup, L. (2013). “Forord til den danske udgave”, I: Hattie, J.: Synlig læring for lærere, Frederikshavn: Dafolo.
http://bogenshjemmeside.dafolo.dk/Forside.5533.aspx

Egelund, N. & Qvortrup, L. (2014). ”Forord”, I: Hattie, J. & Yates, G.: Synlig læring og læringens anatomi, Frederikshavn: Dafolo.

Knudsen, Hanne (2017). ”John Hattie: I am a Statistician, not a Theoretican”, I: Nordic Journal of Studies in Educational Policy, Online d. 25. https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/20020317.2017.1415048

Qvortrup, L. (2011). Den myndige lærer, Frederikshavn: Dafolo.

Qvortrup, L. (2015). ”Baggrund for og diskussioner af Visible Learning med særlig henblik på lærings- og vidensbegrebet”, Paideia, nr. 9, s. 22-33. Artiklen diskuteres også i det følgende: http://www.thomasaastruproemer.dk/lars-qvortrup-kritiserer-uren-paedagogik-i-paideia.html

Qvortrup, L. (2015b). Det ved vi om forskningsinformeret læringsledelse, Frederikshavn: Dafolo.

Qvortrup, L. (2019). ”Visible Learning and Its Enemies, the missing link”, I: Nordic Journal of Studies in Educational Policy, online d. 28. Marts, https://www.tandfonline.com/…/10.1080/20020317.2019.1595386…&

Rømer, T.A. (2003). ”Learning Process and Professional Content in the Theory of Donald Schön”, Reflective Practice, vol. 4, nr. 1, s. 85 – 94.

Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag.

Rømer, T.A. (2015b). ”Kommentar til Lars Qvortrups ”slag under bæltestedet””, http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortrups-slag-under-baeltestedet.html

Skovmand, K. (2019). Folkeskoleren efter læringsmålstyringen?, København: Hans Reitzel.

 

Andre interviews med John Hattie.

Claus Holm interviewer John Hattie til Skoleportalen.dk, nr.3, 2013 http://www.skoleportalen.dk/media/6890-fl-marts2013-korr2.pdf

”An interview with John Hattie”, iamanewteacher.com, 2016. http://imanewteacher.com/johnhattie-interview/ (lidt usikker kilde)

Knud Illeris om skolen: Fra formål til funktion

I 1974 skrev Knud Illeris artiklen ”Skolens formål er ikke det samme som dens faktiske funktion” til tidsskriftet Pædagogisk Orientering. Store dele af artiklen indgik også i Illeris’ indflydelsesrige bog ”Problemorientering og deltagerstyring” fra 1974, der efterfølgende udgjorde grundlaget for bogen ”Modkvalificeringens pædagogik” fra 1981 (Rømer 2002).

Det var faktisk en undersøgelse af en række af Illeris’ synspunkter, som gjorde, at Jens Rasmussen – via en række kontroversielle læsninger af Jean Piaget og Niklas Luhmann – endte som en central fortaler for den nuværende skolereforms bærende principper. Rasmussen var kritisk, men på en sådan måde, at han forstærkede de problematiske sider ved Illeris’ tanker (Rømer 2015).

Illeris artikel har derfor mere end blot idehistorisk betydning. Artiklens distinktioner lever sit eget liv i 2019. Lad mig forklare noget af det:

 

1. Skolen – fra formål til funktion

1.a: Opsplitningen af pædagogikken: Marginalisering af formålet

Skolens formålsparagraf var netop i 1972-75 i gang med at få den helt store tur i vridemøllen, så den kom til at minde om det formål, vi har i dag.

Illeris starter med at sige, at formålet indeholder nogle ok værdier, men at disse værdier ingen betydning har. Han lægger især positivt vægt på udtryk som ”den enkelte elevs alsidige udvikling”, ”oplevelse og selvvirksomhed”, ”medleven og medbestemmelse” og ”demokrati, åndsfrihed og tolerance”. Kundskabsdelen overser han let og elegant.

Men Illeris dropper i resten af artiklen helt interessen for disse formuleringer og for skolens formål. Han anser nærmest formålet som en form for ideologi, der skal skjule skolens egentlige funktion, og som derfor er lakaj for kapitalistiske processer, som opsluger formålet. De bløde værdier knytter han desuden sammen med bestemte klasseinteresser. På den måde bliver formålet selv en del af det kapitalistiske system. Der er ingen referencer til de enorme processer i samfundet, der har skabt formålets ord og sætningstråde, undtagen en ultrakort reference til lilleskole-bevægelsen, som dog med det samme underlægges en klasseanalyse.

For eksempel mener han, at en fagopdelt skole er imod ideen om elevens ”alsidige udviking”. Det er ganske vist helt uforståeligt for mig, men det skyldes formodentlig en bagvedliggende Wilhelm Reich-inspireret freudianisme, der ser drift og kultur som modsætninger. Illeris bevarer denne modstilling af fag og læring hele vejen op gennem sin karriere. ”Fag” sættes i kasse med den sorte skole, kapitalismen og med Piagets assimilative læringsprocesser, der fortolkes som ren tilpasning, mens den positive ”læring” sættes sammen med projektarbejde, socialisme og Piagets akkomodative læringsprocesser, der forstås som ren forandringsorienteret refleksivitet. Det med ”Piaget” skal man dog læse om i Illeris’ andre bøger. Piaget er som sådan ikke nævnt i artiklen.

På den måde ender Illeris i sin 1981-bog med følgende radikale opsplitning af det pædagogiske felt. Opsplitningen er allerede er på vej i 1974-artiklen, dog uden det læringsteoriske niveau:

Formål Emancipation
Læring Assimilation Akkomodation
Didaktik Fag Projektarbejde
Samfund Kapitalisme Socialisme

Jeg vender tilbage til nogle af konsekvenserne af denne dualisme nedenfor, men jeg kan da sige, at vi stadig lever i den, blot i korrigerede former.

 

1.b. Skolens funktion

Så Illeris mener altså, at skolens formålsord ingenting betyder. Det er svært for mig at forstå, eftersom alle ordene har dybe rødder i national og europæisk traditioner, som faktisk gør Illeris’ egen tekst mulig. Men det har Illeris ingen forståelse for. Jeg tror, han hader fortiden. Han nævner det ikke, og allerede fra 3. spalte overtager hans hovedanalyse. Og nu kommer vi til det, som 1974-artiklen faktisk handler om.

Skolen har altså i realiteten ikke noget eget formål. Skolen har udelukkende en politisk-økonomisk funktion, og den funktion går ud på at smøre og optimere det kapitalistiske samfunds produktionsmåde, så arbejdskraften udvikler de dertil passende kvalifikationer og holdninger. Illeris kalder dette for ”folkeskolens dobbelte funktion”. Illeris gennemgår i korte marxistisk-inspirerede analyser både feudalisme, merkantilisme og den tidlige kapitalisme under industrialiseringen. Der foregik ikke noget som helst af betydning frem til Karl Marx, må man forstå.

Det kører lidt på den lave klinge i disse passager, men på et tidspunkt når Illeris så frem til den senmoderne kapitalisme, og heromkring sker der noget interessant. Illeris taler om, at den tidlige kapitalismes funktioner som lydighed og underkastelse ledsaget af ”elementære færdigheder” i ”komplet åndsforladte arbejdsfunktioner” ikke længere er nok. Senkapitalismen, som bygger på en tiltagende videnskabeliggjort og teknologificeret produktionsproces, kræver en ny slags dobbeltfunktion: Ud over et mere moralsk kodeks som ”ansvarlighed, pligtfølelse og loyalitet” kræves der en række nye kompetencer som ”fleksibilitet, kritisk sans og kreativitet”, også kaldet ”at lære at lære”. Det kan man f.eks. se i følgende passage:

”Endelig har der især i de seneste år som følge af kravet om fleksibel arbejdskraft og produktionens stigende videnskabeliggørelse udviklet sig et påtrængende behov for en helt ny form for holdningsmæssig kvalificering, der centreres omkring udviklingen af ”kreative” kvalifikationer som selvstændighed, kritisk sans og samarbejdsevne – i den pædagogiske debat bl.a. udmøntet i slagordet om, at man skal ”lære at lære”. (s.22)

At ”lære at lære”, som også er den aktuelle skolereforms slagord, knyttes altså her direkte an til senkapitalistisk undertrykkelse. Fra 1989 forsvandt Illeris’ freudo-marxistiske baggrundsanalyse fra samfundet, og tilbage stod blot ”at lære at lære”, altså en lærificering uden drift og politik. Herfra kunne bl.a. Jens Rasmussen knytte den nye og frie læring sammen med nogle endnu mere radikale Piaget-tolkninger og med Niklas Luhmanns systemteori. Herfra overgik vi til en korrigeret “funktionalisme”, som determineredes af ”the rise of OECD” og finanskrisen, som igen satte “at lære at lære” under det økonomiske systems optimeringskrav.

 

2. Hvor kommer pædagogisk forandring fra?

Nå men tilbage til 1974-teksten. Nu tror man måske, at Illeris i forsøget på at skabe en emancipativ proces aktiverede landets og Europas åndelige tradition, altså skolens formål? Men det gør han ikke. Og det kan han ikke, for skolens funktion har jo overtaget formålet. Formålet eksisterer på en måde ikke. Det er ren ”overbygning”, som beton-marxismen kaldte det i sin tid. Så de nye kapitalistiske ”at lære at lære”-kompetencer knyttes derfor ikke an til skolens formål og tradition, men udelukkende til deres funktion i reproduktionen af kapitalismens produktionsmåde. Illeris kalder denne proces for ”kvalificering”.

I stedet vil Illeris finde forandringspotentialet i selve den kapitalistiske funktionalisering. Dvs. at han på den ene side helt og holdent forbliver i skolens ”tvangsmæssige” funktion, der kan ”forklares logisk”, og som ”leder alle” forhold tilbage til den ”sidste ende”, nemlig ”kapitalens tvangsmæssige behov for værdiøgning”. Men på den anden side vil han bruge senkapitalismens behov for kritisk sans og kreativitet til gradvise ændringer af samfundet. En slags konstant indre korrektion. Derfor omfavner han senkapitalismens kompetencer, som han ellers er yderst kritisk over for, som værende et nyt arnested for social frigørelse:

”Denne tvangsmæssige udvikling (”kapitalens tvangsmæssige behov for værdiøgning”, TAR) skal derfor ikke betragtes som noget reaktionært. Ganske vist modsvarer den til punkt og prikke kapitalens interesser, men samtidig bærer den i sig øgede muligheder for en bevidst samfundsmæssigt frigørende pædagogik (en ”emancipatorisk” pædagogik, hvis mål er at sætte eleverne i stand til at gennemskue de samfundsmæssige forhold, der er bestemmende for deres situation, og dermed til at fastholde sig bevidst og reflekterende til disse forhold og i højere grad at bestemme deres egen udvikling og adfærd)”.

Denne – skal vi kalde det “diskuterende sammensmeltning” -, hvor senkapitalismen producerer et nyt værdisæt, betyder, at det som Illeris kalder for ”kæft-trit-og-retning-pædagogik” nu kan afløses af en ”reform- og kreativitetspædagogik”, som Illeris mener kan forenes med de reformpædagogiske lilleskoler, hvis værdisæt videre havde rod i mellemlagenes funktion i kapitalismens produktionsmåde. Og han forestiller sig, at værdisættet også kan brede sig ind i folkeskolen. Samme bevægelse ser han på de nye universitetscentre RUC og AUCs ”problemorienterede gruppearbejde”, som også kan bruges i senkapitalismens reproduktion af kvalifikationer, men som altså også er små emancipative fabrikker.

Men hvorfor er disse praksisser ikke knyttet til skolens og videnskabens formål? med den undladelse udvikles landets reformpædagogik alene på den politiske økonomis præmis.

Så Illeris finder alene sit frigørende potentiale i den dybeste funktionalisering. Senkapitalismens værdier er med andre ord de samme som den frigørende pædagogiks, selvom de skændes om den nærmere kontekst, hvilket skyldes Illeris freudo-marxistiske baggrundsteori. Den frigørende pædagogik, som har kastet sin tradition bort, ender som en bekræftelse af kapitalismen. Eller med andre ord i følgende nærmest reaktionære markering:

”Hermed sættes rammerne for, hvad der er muligt i det eksisterende samfund, og det er nok værd at gøre sig klart, men inden for disse rammer er der en tendens til øgede muligheder for en frigørende pædagogik. Skal disse muligheder udnyttes, kræves der indsigt og præcise overvejelser, som endnu kun findes sporadisk og på et overvejende teoretisk plan”.

Så skolens formål og ånds-tradition er nu ændret til, at der skal altså sidde nogle små RUC-forskere, som har kastet historien på møddingen, og lægge planer for små frigørelsesglimt i den kapitalistiske økonomi. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere ubehageligt. Til sidst skriver Illeris bekymret: ”Der findes ingen nemme genveje. Man kommer alt for let til uafvidende blot at gå kapitalens ærinde”.

På grund af den freudo-marxistiske baggrundsteori kan Illeris’ emancipative vokabular stadig arbejde med en delvis, men altså også stærkt begrænset, selvstændighed, hvis højdepunkt er Illeris’ bestemmelse af projektarbejdsformen i ”Modkvalificeringens Pædagogik” i 1981.

Men herefter er det slut. Med socialismens sammenbrud kollapser de emancipatoriske rester ned i forskellige versioner af konkurrencestatens teori, som jo også er politisk-økonomisk defineret. Illeris endte derfor med at gå ”kapitalens” ærinde. Han skriver ganske vist helt oppe i 2010’erne kritisk om konkurrencestaten, men det kan han kun gøre, fordi han stadig bor i freudo-marxismens haller, som alle andre ellers har forladt/korrigeret for årtier siden. Det ender i en anakronisme, og ”formålet” vender aldrig tilbage. Konsekvensen hedder “skolereform” og “læringsmålstyring”.

I 2019 hedder hele dette kompleks af senkapitalistiske værdier ”21. century skills”, og det er faktisk flot, at Illeris allerede i 1974 har så skarpt et blik for tendensen. De nye “skills” promoveres af OECD, EU og amerikansk/asiatisk high-tech i rene opgør med pædagogisk sammenhæng. Disse bevægelser har opslugt mange af de gamle kritiske miljøer, herunder ledende folk på DPU, systemteorikere og dele af medieforskningen. Her er ”at lære at lære” en pipeline for opløsning af pædagogikkens tradition, sted og formål. I visse kredse forsøger man endda at operationalisere skolens formål til målbare 21-century-skills, der i videre forstand kan indgå i uddannelsesplaner og statslig og global centralisering. I dag er f.eks. store dele af det systemteoretiske miljø, mange toneangivende danskdidaktikere og DPU’s ledelse stærkt involveret i at fremme OECD’s arbejde med opgøret med pædagogik og formål i den senkapitalistiske ånd.

Sådan kan det gå, når man erstatter formål med funktion. Pludselig bliver man opslugt af funktionen.

 

Referencer:

Illeris, Knud (1974). ”Skolens formål er ikke det samme som dens faktiske funktion”, Pædagogisk Orientering, nr. 2, s. 19-24.

Jeg har tidligere beskæftiget mig med emnet:

En læringsteoretisk analyse af Illeris’ ideer står her: Rømer, T.A. (2002). ”Læring og objektivitet i Projektarbejdsformen”, i Nordisk Pedagogik, nr. 2, s. 88 – 98.

Og samspillet mellem Illeris’ og Jens Rasmussens teori kan man læse om i: Rømer, T.A, (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag.