Facebook-drys 59: marts 2019

Her er 30 facebook-opdateringer fra marts 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Skovmand-sagen i Forskerforum
  2. To konferencer i Odense
  3. Facebook-drys: januar
  4. DPU spiser AU
  5. De Økonomiske vismænd om folkeskolen
  6. Lærerbladet
  7. Skovmand i debat med Qvortrup og von Oettingen
  8. Digitalisering af skole, gymnasium og samfund
  9. Facebook-drys 57: februar
  10. Ahlström Award
  11. Skovmand svarer Rasmussen og Rasch-Christensen i Weekendavisen
  12. Fra ”videnskabelig uredelighed” til ”tvivlsom forskningspraksis”
  13. FAQ om dannelse
  14. Fra uredelighed til uredelighed
  15. Det har jeg aldrig gjort
  16. Plankeri på vandring mellem policy og videnskab
  17. Fejl i nævnets præmis
  18. Keld Skovmand kommenterer Nævnets afgørelse
  19. Fra Kommissorium til Læringsmål
  20. Hvem er forfatteren?
  21. Om Skovmand-sagen i WA og på folkeskolen.dk
  22. Flot interview med Riisager
  23. Læreruddannelsesudspil
  24. Sagsbehandlingsproblemer i Skovmand-sagen
  25. Hans Dorf bekræfter Keld Skovmands teser
  26. Jens Rasmussens indflydelse på 2000’ernes uddannelsespolitik
  27. DR-program om teknologi og ideologi
  28. LA, Blockchain og Aarhus Universitet
  29. Analyse af EVA’s rapport om Fælles Mål fra 2012
  30. Læringsmålstyringens fire niveauer

 

1. d. 1. marts: Skovmand-sagen i Forskerforum

Skovmand-sagen er omtalt i dagens Forskerforum på s. 26-28 (det ligger også på info-media).

Der er ikke meget nyt under solen, men jeg kan da berette, at Lars Qvortrup undervejs har følgende tre markeringer:

  1. Qvortrup siger: ”Jeg er ikke ude på at fremme en dagsorden, og jeg har ikke nogen aktier i læringsmålstyring”. Denne markering kommer i forbindelse med en omtale af et forord, som Qvortrup skrev sammen med Egelund til en bog af John Hattie. Dette forord er propfuldt af ”dagsordener” og ”aktier” og ”paradigmeskifter”. Her er et link til en uddybet omtale: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156965263744481&id=837549480
  2. Qvortrup henviser til Skovmands kritik af Qvortrups brug af DuFour/Marzano. Qvortrup mener, at Skovmand bare vil have ham til at skifte et ord ud, og så er alt godt. Men Skovmands kritik af Qvortrups brug af DuFour/Marzano er da langt mere omfattende og grundlæggende end blot et spørgsmål om et enkelt ord?
  3. Qvortrup fortæller, at grunden til, at han ikke har svaret på kritikken i Skovmands ph.d.-afhandling er, at han følte sig ”sammenlignet med nazister”, og at kritikken ikke er ”saglig”. Men Skovmands kritik er da nærmest højsaglig? Og det med nazismen går på en isoleret sammenligning mellem læringssproget i almindelighed og Kemperes analyse af det totalitære sprog. Det er 100% ok, og man kan sagtens drøfte kritikkens indhold separat.

Journalisten har også interviewet Lene Tanggaard, som har skrevet efterskrift til Skovmands aktuelle version af sin ph.d.-afhandling. Hun var også bedømmer på den egentlige afhandling. Tanggaard forstår ikke, at Qvortrup ikke bare svarer på kritikken, hvilket også er min umiddelbare undren. Men faktisk forstår jeg godt Qvortrups tavshed. Stilheden skyldes nemlig, at han ikke kan svare. Qvortrup kan ikke svare, og det kan de andre heller ikke. De arbejder ude i luften, hvorfra de holder dansk skole og læreruddannelse i en læringsmålstyret og teknokratisk skruestik.

 

2. d. 2. marts: To konferencer i Odense

To markeringer: Fynske konferencer og ministerielle frihedsskoler:

A. To konferencer d. 27. februar i Odense

1) UC’erne om læreruddannelsen

Professionshøjskolerne har haft et kæmpe propagandamøde om læreruddannelsen. Alle landets undervisere på uddannelsen var inviteret. En af de tre hovedtalere var KL’s Thomas Gyldal. KL som hovedtalerleverandør? Så kan man vist ikke synke dybere. Derudover kom en norsk læringsmålsprofessor, som også blev brugt, da et lignende show blev holdt på DPU for nogle år siden. Camilla Wang, som er rektor for UC Absalon, har også holdt en tale.

Det var så keynotespeakerne, dvs. UC’ernes opfattelse af læreruddannelsens fineste faglighed. Say no more!

Til sidst var der workshops. Her drøftede man UC’ernes ”10 ambitioner”, som det hedder. Magen til centralistisk nysprog, skal man da lede længe efter. En ren bekræftelse af 2012-loven, som var en teknokratisk nedsmeltning i total DPO-ånd.

2) Dansk Friskoleforening om ”god undervisning”

På en af Odenses andre adresser holdt Friskoleforeningen også møde. Her havde man besøg af fagligheden og den pædagogiske kritik, nemlig Lene Tanggaard, Keld Skovmand og Niels Jakob Pasgaard. Skovmand har skrevet en meget omtalt ph.d. om netop læreruddannelsen. Pasgaard har skrevet en meget rost monografi om ”læringsmål” og Tanggaards indsats kender vi alle. Men den slags er ikke noget for UC’erne. De vil have KL!

Sidste år havde vi samme problem. Dengang holdt DPU en reklamekonference for læreruddannelsen, mens tænketanken Sophia havde inviteret landets selvstændige pædagoger.

Links:
Program for UC’ernes konference: https://laereruddannelseskonference.nemtilmeld.dk/2/

Program for friskolernes konference: https://www.friskoler.dk/…/t…/i-den-gode-undervisnings-navn/

 

B. Forsøgsordning
Regeringen har vedtaget en forsøgsordning. 75 skoler kan nu slippe for især KL’s indflydelse. Hvilken herlig fest, det kan gå hen og blive. Især hvis skolerne tager udgangspunkt i skolens formål, hvilket man dog ikke kan være sikker på, eftersom skolereformen stadig eksisterer. Resten er forligskredsen er sure, fordi den lige har afvist et lignende forsøg i forbindelse med den seneste ”justering” af folkeskolen. Regeringen er da også lidt frække, det må man give dem. Og heldigvis for det. For jo flere børn i landet, der slipper for KL, desto bedre.

KL vil gøre alt for at slippe for det, foreningen kalder for ”negative holdninger”, dvs. holdninger, der tager udgangspunkt i skolens formål.

Ovre på twitter er KLs Thomas Gyldal – ja det er UC’ernes keynote!! – forfærdet, og det samme er Peter Pannula Toft, som er en anden central KL-mand. Der likes på kryds og tværs i ren panik, så det er en fryd at observere.

Links:
Mere om forsøgsordningen:
https://uvm.dk/…/190301-forsoeg-skal-give-oegede-frihedsgra…

KL/Gyldals reaktion:
https://www.kl.dk/…/kl-besynderlig-timing-for-nye-skolefor…/

 

3. d. 3. marts: Facebook-drys: januar

Januar på FB frem til Skovmand-sagen:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-57-d-1-januar-d-25-januar-2019.html

 

4. d. 5.marts: DPU spiser AU

Dengang i 2008 da DPU kom under AU, var mange DPU-folk nervøse for, at AU ville spise DPU med kniv og gaffel.
Men hvad skete der? Der skete det modsatte. Det er snarere DPU, der er ved at spise AU med kniv og gaffel.

Denne omvendte fortæring forstærkes af reorganiseringen af AU i 2014. Her fik man nye store fakulteter, der med udgangspunkt en strategisk defineret ledelseskraft og higende efter identitet støtter op om aktiviteter, der kan give økonomisk og bureaukratisk kraft. Heroverfor stod et DPU i fuld ideologisk ornat og tilbød dets ydelser.

DPU’s antidannelse breder sig langsomt ind i især det nydannede fakultet ARTS men også videre ind i AUs ledelse og bestyrelse, som støtter op om DPU’s antidannelsesaktivitet, og som efterhånden forpligter sig mere og mere på den støtte, man allerede har givet.

Her er en række af DPU’s måltider. Parenteserne henviser til ledelseskonstellation på det pågældende tidspunkt:

  1. Dekan Lars Qvortrups forsøg på at nedlægge pædagogisk filosofi med henvisning til ”relevans” i 2010. (Qvortrup/Holm-Nielsen).
  2. DPU/ARTS’ understøttelse af Jens Rasmussens klage over offentlig kritik i 2011. (Løngren/Thunø/Holm-Nielsen).
  3. DPU/ARTs pludselige nedlæggelse af et professorat i pædagogik med henvisning til ”strategi” i 2015. (Holm/Laursen/Bech Nielsen). Efterfølgende uddeltes mso-professorater, som flugtede med ”strategien”.
  4. ARTS’ understøttelse af DPUs angreb på forsknings- og ytringsfrihed (Staunæs-sagen). (2015) (Holm/Laursen/Bech Nielsen).
  5. ARTS/DPU/AU’s oprettelse af millionsatsningen, Nationalt Center for Skoleforskning, med Lars Qvortrup som leder uden offentlig proces og med en vild antidannelsesprofil. (Holm/Laursen/Bech Nielsen).
  6. ARTS/DPU’s syn på ”dokumentation” i forbindelse med hjemmeside om Skovmand-sagen (Holm/Laursen/Bech Nielsen)

Hermed gøres AU langsomt men sikkert til en del af DPU’s antidannelsesstrategi.

Oprindelig var AU slet ikke et ”pædagogisk universitet”. Emnet fyldte stort set intet. Universitetet var en slags pædagogisk jomfru. Man overtog udelukkende DPU i 2008 for at ekspandere i strategisk forstand. Men pludselig var mødommen borte. AU var nu gift med og endda underordnet sin stedsøns grundlæggende anti-pædagogiske konstitution. AU var nu en slags administrator for DPUs ideologi.

Faktisk har der kun været én situation, hvor det var AU, der spiste DPU. Det var i forbindelse med tvangsforflyttelsen af Børnelitteratur og IT-forskningen fra Emdrup til Aarhus i 2011. Den ide kom fra selvsamme konsulentrapport, som foreslog reorganiseringen af AU, altså den proces, der centraliserede fakulteterne, og som omdannede DPU fra et fakultet til et institut. Rapporten var bestilt af den nye OECD-inspirerede rektor Lauritz Holm-Nielsen.

Umiddelbart skulle man tro, at DPUs degradering fra ”fakultet” og til ”institut” betød mindre magt til DPU, men det modsatte skete. Nu kunne DPU påvirke det nye dekanat mere grundlæggende end tidligere, hvor man jo var direkte under rektor, som havde bredere interesser. DPU tabte jo også sag nr. 1, som jo fandt sted, dengang man var et fakultet. DPU begyndte først for alvor at spise AU efter reorganiseringen, hvor DPU’s og ARTS’ ledelse i indholds- og identitetsmæssig forstand efterhånden smelter sammen.

Jeg kan huske, at den nye dekan for ARTS i 2014 talte han om dannelse. Det er slut med det. Nu støtter han op om antidannelsen, hvor ”dokumentation” er omdannet til lærings-partsindlæg og hvor skoleforskning er læringsoptimering.

DPU’s øgede magt opad i AU-systemet giver naturligvis også læringsideologien øget magt i DPU’s indre videnskabelige systemer.

 

5. d. 6. marts: De Økonomiske vismænd om folkeskolen

De økonomiske vismænd har udgivet en produktivitetsrapport, hvor der er et helt kapitel om folkeskolen/grundskolen. Det er ikke første gang, de økonomiske råd ser på pædagogikken. Vismændene var allerede i nogle årsrapporter i 2000’erne centrale aktører i at oversætte kundskaber til OECD-variable, godt støttet af forskellige Venstre-regeringer med Bertel Haarder og Niels Egelund i samme værn. Det var de processer, som senere blev til ”skolerådet”, som var ledet af økonomer/Egelund, og efterfølgende til skolereformen som sådan.

Og der er ingen ændring i dette syn, kan man læse i den aktuelle skrivelse, nærmest tværtimod. Man har radikaliseret pointen, som jeg ser det. Skolens kundskabsformål oversættes fra s. 47 direkte til ”læring”, som igen oversættes til ”pisa-score”. Herfra kan man tale om ”læring for pengene”, dvs. “produktivitet”.

Man kan også læse, at formålsparagraffen udover “læring” også handler om ”opbygning af personlighedstræk”, og om noget der kaldes for ”ikkefaglige færdigheder”. Det er meget mystisk alt sammen. Validiteten sejler rundt som en elefant i Damhussøen. Man måler ikke noget som helst, der har med skoler at gøre. Tværtimod fører logikken til en opløsning af skolen.

Rapporten slutter med at overveje andre dele af skolens formål. Det sker på fem linjer med følgende formulering:

”Der kan være et ønske om et bredere mål for kvalitet, som også inkluderer udvikling af eksempelvis demokratiforståelse, dannelse, åndsfrihed, kreativitet og kendskab til dansk kultur. I givet fald er det en mulighed at måle på disse forhold som en del af de nationale test eller i andet regi, således at det bliver muligt at afdække om formålene er opfyldt”

Der er ikke et øje tørt. Vi laver da lige en test i ”åndsfrihed”! Vismændene forestiller sig også at produktiviteten kan øges ved at lærerne erstattes af computere (s.67). Det giver ”læring for pengene”. Det er lige i ånden fra AREA9, som har modtaget 190mio af staten til at udvikle læringsapps.

I referencelisten er der ingen seriøs pædagogisk eller uddannelsespolitisk litteratur. Vismændene omtaler ganske vist en del af den metodiske kritik af PISA, men de knytter ikke an til den enorme mængde af kritisk litteratur om OECD/PISA-paradigmets uddannelsespolitiske og pædagogiske kvalitet.

Antorini begrundede skolereformen med direkte reference til vismændendes filosofi, dvs. denne særlige ”fortolkning” af skolens formål, som skolereformen er et resultat af. Men sjovt nok går undersøgelsen kun frem til 2013, dvs. før skolereformen. Hvorfor ved jeg ikke, men det står måske et sted i den samlede rapport.

På s. 67 får vi at vide: ”Der kan ligge et fremtidigt effektivitetspotentiale i IT-baseret læring, hvor lærere helt eller delvist erstattes af computere.”

Altså som i ”helt”? Blot at tænke tanken….

Links:
Omtale på folkeskolen.dk med link til afsnit om folkeskolen: https://www.folkeskolen.dk/…/vismaendene-skolen-staar-produ…

Link til hele produktivitetsrapporten:
https://dors.dk/files/media/rapporter/2019/p19/p19.pdf

 

6. d. 9. marts: Lærerbladet

Nyt nummer af Lærerbladet:

I det nye nummer af Lærerbladet er der en række interessante indlæg:

1.
Forkvinden for Odense Lærerforening, Anne-Mette Kæseler Jensen, kommenterer Østre Landsrets dom i Erik Schmidt-sagen. Det fremgår af indlægget, at Odense Kommune stadig ikke har reageret adækvat på dommens substans og perspektiv. Før det sker, er det efter min opfattelse ikke muligt at indgå i rationelle drøftelser af skolens formål med det kommunale niveau; heller ikke mere generelt, eftersom Odense Kommune jo blev støttet kraftigt af KL. Skolelederforeningen er også kraftigt kompromitteret.

2.
Der er også en reportage fra Odense Kommunes arbejde med læringsmålstyring. Her udstilles den aktuelle dobbelthed.

På den ene side arbejder man i Odense direkte med læringsmålstyring via kurset ”VFL-vurdering for læring”, som er total-mega-læringsmålstyring, samt via kommunens elektroniske læringsplatforme. Og Anne-Mette Kæseler Jensen, som jeg nævnte under pkt. 1, bekræfter i artiklen, at der er fuld tryk på læringsideologien rundt omkring på skolerne.

Rådmanden siger bare, at hun ikke vil blande sig i detaljer, men at hun skam selv er imod læringsmålstyring, og at hun med hensyn til læringsplatformen bare følger loven.

Det var faktisk Crawley-Larsen, der, samtidig med at hun taler om Grundloven osv., var ansvarlig for Schmidt-sagen, som har totalitære undertoner. Og det er Schmidt, der har interviewet hende. Det er meget postmoderne alt sammen. Demokratiets kerneværdier bruges til at dække over et opgør med demokrati. Jeg har siden 2014 kaldt den slags for ”postmoderne ondskab”.

Nu siger Crawley, at læringsmålstyringen ikke er nogens ansvar. “Pludselig var det der bare”, som hun siger, samtidig med, at hun sender sine lærere på VFL-kurser og fører retssager mod pædagogiske stemmer.

3.
Lærerbladet bringer også to store interviews med henholdsvis Keld Skovmand og Alexander von Oettingen. Her er der ikke så meget nyt under solen, så det kan man selv læse.

Jeg noterer mig dog, at von Oettingen er i sit kritiske hjørne, hvilket klæder ham. Der er bredsider til både KL, 21 Century Skills, læringsmålstyringen osv… Og der er god sans for skolens dannelsesfunktion. Desværre har von Oettingen fået en tendens til at glemme kritikken, når han nærmer sig de organisatoriske realiteter. Måske burde en eller anden journalist spørge ham lidt om dette ”dilemma” ved lejlighed? Jeg er nervøs for, at han lytter for meget til KL/UC-miljøet, og at han dermed ender som en slags Crawley-Larsen.

4.
På siden med smånoter har redaktøren fundet et citat af Merete Riisager fra Kristeligt Dagblad:

”Jeg kæmper imod, at skolen bliver et konkurrencestatsmedie, hvor eleverne bare skal rette ind og udklækkes som små velfærdssoldater, der er parate til arbejdsmarkedet. Vores børn skal være frie og dannede medborgere”.

Man kan også læse, at Christine Antorini har fået 1,6 mia. kr. til et nyt naturvidenskabeligt ”læringscenter”, hvor der skal laves ”læringspakker”. Der er mange penge til skoleformens politiske arkitekt, hvilket spiller fint sammen med VFL-kurserne og alt det andet kommunale konsulent-halløj.

Der er også et citat af Svend Brinkmann:

”Spørg ikke, om dannelse og demokrati styrker økonomien. Spørg, om økonomisk tænkning styrker dannelse og demokrati”.

Links:
Link til Lærerbladet:
http://www.odenselaererforening.dk/…/154302_laererbladet-1-…

VFL-ånden:
https://dafolo.dk/…/Forlag%20og%20kompetenceudvikling/Konfe…

VFL-kurser i Odense: https://kurser.ucl.dk/…/paedagogik-…/feedback-og-evaluering/

 

7. d. 11. marts: Skovmand i debat med Qvortrup og von Oettingen

Keld Skovmand diskuterer med Lars Qvortrup og Alexander von Oettingen:

Der er gang i diskussionerne rundt omkring. Keld Skovmand er som en høg over de mange efterladenskaber fra læringsideologien. Her er en kort opsamling:

 

A. Følgeforskningsprogrammet

Skovmand og Qvortrup diskuterer for tiden folkeskolereformens følgeforskningsprogram på Politiken Skoleliv.

Først havde Qvortrup et indlæg med den fantastiske titel: ”Her er tre ting, vi ved om skolereformens effekter”. Indlægget blev delt af en KL-chefkonsulent på twitter som Pure Truth. Indholdet var dog så ubehjælpsomt, at jeg ikke orkede at kommentere det. Jeg havde heller ikke tid.

Heldigvis havde Skovmand energien, og i dag har han så et fint svar på Skoleliv, hvor forskellen i faglig kvalitet mellem Qvortrup og Skovmand – mellem skolereform og kritik – udstilles. Læs selv.

 

B. Diskussionen med Alexander von Oettingen

1) Folkeskolen.dk
Skovmand har også diskuteret et par emner med Alexander von Oettingen, helt aktuelt på Folkeskolen.dk. Det er lidt svært for mig at finde ud af, hvad det egentlig er, von Oettingen kritiserer. Han er vist nok bange for, at empirisk forskning og pædagogiske mål tager skade af Skovmands kritik. Men Skovmands arbejde er da høj-empirisk og er slet ikke kritisk over for empirisk forskning. Det er tværtimod reformtilhængerne, som smadrer empirien med al deres konstruktivisme og læringsmålstyring.

Oettingen vil desuden gerne forsvare læringsmål, men han skriver ikke i hvilken form og med hvilke referencer. Det er for upræcist. Og han har slet ikke sans for essensen i Skovmands kritik, der går på forholdet mellem mål og formål på forskellige niveauer i skoleloven med rod i lærerhøjskolens tradition.

Oettingen ender på den måde med at forsvare status quo, som netop er et opgør med rigtige pædagogiske mål. Oettingen kan åbenbart ikke se, at Skovmand er langt tættere på tysk dannelse og på Oettingens egen herbartianske tradition, end reformtilhængerne er. I stedet taler Oettingen om, at Skovmand taler ”nonsens”, mens reformtilhængerne andetsteds er ”grundige” osv..

Oettingen har også været i gang med at ‘tale læreruddannelsen op’, eller hvad man nu skal kalde det. Han forsvarer 2013-reformen, som er ren læringsideologi, hvilket Skovmand netop kritiserer.

2) Politiken Skoleliv
I anden sammenhæng – i Politiken Skoleliv d. 7. februar – taler von Oettingen som om, at det er Skovmands skyld, er der er blevet ”tavshed” blandt forskerne? Det synspunkt er jeg helt uforstående over for. Det forholder sig da stik modsat. Kritikken har været tavs og intimideret af DPO.

Tavsheden har været larmende i mange år, og nu kommer der så lidt dejlig støj, som Oettingen anser for at være en form for “tavshed”? Den er helt gal.

Skovmand havde et fremragende svar på Oettingens indlæg d. 18. februar.

Oettingen forstærker med sine indlæg netop både tavshed og læringsmålstyring i en mærkelig ubestemt form, der måske skal forsvare gamle 2000’er-venner, som kun får nogle meget alment formulerede kritiske anslag, og som roses for deres “grundighed og integritet”.

I stedet burde Oettingen give fuld støtte til Skovmands kritik, hvis han mener noget med dannelse, forskning og pædagogiske mål. Ja, han bør betragte Skovmands arbejde som en invitation til at kritisere sin egen sektor sønder og sammen, så UC-tavsheden endelig kan brydes ned. Heja!

Links:

Ad 1) (følgeforskningsdiskussionen)
Keld Skovmands svar til Qvortrup på Politiken Skoleliv, d.11. marts: https://skoleliv.dk/…/Lars-Qvortrups-tilgang-til-følgeforsk…

Lars Qvortrups indledende indlæg på Politikens Skoleliv, d. 4. marts: https://skoleliv.dk/…/Her-er-tre-ting-vi-ved-om-skolereform…

Ad 2a) (folkeskolen.dk)
Interview med von Oettingen og spændende debattråd, hvor både Skovmand, von Oettingen og mange andre bidrager, folkeskolen.dk, d. 8. marts:
https://www.folkeskolen.dk/…/dr-paed-til-laererne-tro-nu-ik…

Ad 2b) (Skoleliv og “tavshed”)
Von Oettingens indlæg i Politiken Skoleliv, d. 7. februar: https://skoleliv.dk/…/Vi-bliver-alle-dummere-hvis-forskerne…

Keld Skovmands svar til Oettingen, Politiken Skoleliv, d. 18. februar: https://skoleliv.dk/…/art…/Tavshedens-principielle-pinlighed

 

8. d. 13. marts: Digitalisering af skole, gymnasium og samfund

I dag har der været tre markeringer i digitaliserings-debatten om henholdsvis skolen, gymnasiet og samfundet som sådan. Jeg har ikke tid til en nærmere analyse, så jeg noterer blot initiativerne her til evt. senere brug.

Jo længere ned gennem punkterne man læser, desto mere Silicon Valley-agtigt bliver det.

I folkeskoleudspillet forsøger man at balancere lidt. Der tales ligefrem om ”analoge pusterum” og om noget så mærkværdigt som ”romaner”.

I gymnasierapporten er der faktisk mange gode ideer, selvom der også mangler en mere ren teknologikritisk og analog refleksion. Men rapporten er tydeligvis skrevet af folk med pædagogisk og filosofisk interesse. Det er et reelt argumenteret udspil, som man kan tænke med og mod. Man mærker dog en stærk systemteoretiske påvirkning, som blænder muligheden for at inddrage den sociale ontologi.

Til sidst, under punkt 3, er vi hos regeringen, som jo er dybt påvirket de mest rabiate digitaliserings-ideologier. Jeg prøvede at spotte en kritisk prut, men det kunne jeg ikke. Det er ren disruptionsfilosofi.

Læser man de to pædagogiske tekster ind under regeringens almene tilgang til emnet, er der dog ingen tvivl om, at Danmark fortsætter med at bevæge sig i Silicon Valley-retningen som et af verdens mest digitaliserede lande.

Her er de tre markeringer:

A. Digitalisering i folkeskolen

Artikel om oplæg til digitaliseringsstrategi for folkeskolen:
https://www.folkeskolen.dk/…/bred-debat-skal-bane-vej-for-d…

Selve rapporten:
file:///C:/Users/au2400/AppData/Local/Temp/190312-STIL-statuspublikation-webudgave-1.pdf

B. Digitalisering i gymnasiet

Rapport om digitalisering og dannelse på danske gymnasier:
https://emu.dk/…/sadan-kan-undervisningen-understottes-digi…

C. Digitalisering af samfundet

Regeringen har afholdt topmøde om digitaliseringen af samfundet:
https://www.avisen.dk/…/i-morgen-afholder-regeringen-digita…

Program for mødet:
https://em.dk/media/13014/program_langt_a4.pdf

 

9. d. 14. Marts: Facebook-drys 57: februar

Februar på FB: Om Skovmand-dagen, “justerings”-forlig og diverse andet.

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-57-d-25-januar-d-28-februar-2019.html

 

10. d. 14. marts: The Ahlström Award

Torsdag i sidste uge var jeg så heldig at få tildelt den såkaldte Ahlström Award af ”Nordic Educational Research Association” for en kritisk artikel om John Hatties arbejde.

Artiklen er publiceret i NERA’s tidsskrift ”Nordic Studies in Education” og i bogen ”Hattie på dansk”. Den ligger også i en engelsk-sproget version i det australske tidsskrift ”Educational Philosophy and Theory”.

Prisuddelingen fandt sted i forbindelse med den årlige NERA-konference, som denne gang blev afholdt i Uppsala.

Ahlström Award gives ifølge vedtægterne generelt for følgende indsats:

“The award is to be given to one or more co-researchers working in the Nordic countries who during the period in question, are considered to best have developed an outstanding and critical scientific contribution to NERA’s journal Nordic Studies in Education.”

Den konkrete begrundelse for anerkendelsen af min Hattie-artikel var følgende:

”Since the publication of the book ‘Visible learning: a synthesis of over 800 meta-analyses relating to achievement’ in 2009, John Hattie has had a major impact on Western education. Thus, Hattie’s theories have been discussed eagerly by educational researchers and others.

Thomas Aastrup Rømer’s paper– ‘Kritik af John Hatties teori om Visible Learning’ – is an important contribution to this discussion. Specifically, the paper makes a precise and subtle critique of Hattie‘s work, hence revealing several weaknesses in the methods and theoretical frameworks used by Hattie. Rømer and his critical contribution informs us that we should never take educational theories for granted; rather, educational theories should always be made subject to further research and debate.“

Så vidt jeg har forstået det, vil DPU ikke lave en offentlig nyhed om sagen, så jeg nøjes her med min egen private nyhed.

Professor Lene Tanggaard dækkede prisoverrækkelsen på Facebook, og Folkeskolen.dk har også omtalt begivenheden.

Jeg er meget glad for denne anerkendelse, som kom helt bag på mig.

Links:
Link til den prisvindende artikel om John Hattie: https://www.idunn.no/…/kritik_af_john_hatties_teori_om_visi…

Omtale af “Hattie på dansk”: http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-bog-om-john-hatties-pa…

Link til engelsk-sproget version af artiklen: https://www.tandfonline.com/…/abs/10.…/00131857.2018.1488216

Generelt om Ahlström Award: http://www.nfpf.net/?page_id=90

Liste over tidligere prismodtagere: http://www.nfpf.net/?page_id=490

Lene Tanggaards Facebook-opslag fra Uppsala: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10157089230687277&set=a.10151529620042277&type=3&theater

Folkeskolen.dk’s omtale af sagen: https://www.folkeskolen.dk/…/thomas-roemer-haedret-for-hatt…

Links mm. kan også tilgås nederst på denne side: http://www.thomasaastruproemer.dk/cv

 

11. d. 15. marts: Skovmand svarer Rasmussen og Rasch-Christensen i Weekendavisen

Keld Skovmand diskuterer stadigvæk med skolereform-forskerne i Weekendavisen. De har diskuteret, siden WA åbnede diskussionen i slutningen af januar med forsideartiklen “Skoleret”. Ovre på Politiken hersker derimod pædagogisk tavshed. Der snakker man med evalueringsinstitutter og sådan noget.

I dag svarer Skovmand på et længere indlæg, som Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen havde i WA i sidste uge, hvor de forsøger at tørre deres nærmest ideologiske forsvar for læringsmålstyret undervisning af på forligskredsen og ministeriets embedsmænd i en eller anden ubestemt konfiguration.

Her er Skovmands markering:

”Respekt?
I sidste uges udgave af WA tager Jens Rasmussen & Andreas Rasch-Christensen (RRC) til genmæle mod mine tidligere indlæg, men det sker på et forkert grundlag. De tillægger begreberne ”målstyring” og ”læringsmålstyring” den daværende regerings folkeskoleudspil fra 2012, men disse begreber findes slet ikke i udspillet. Desuden hævder RRC, at den politiske aftale om folkeskolereformen blev indgået d. 7. juni 2014, men også denne ”oplysning” er forkert. Aftalen blev indgået et år tidligere. Det er en besynderlig måde at udvise ”respekt for historiske kendsgerninger” på, således som RRC hævder, at de gør”

Diverse Links:
A.
RRC’s indlæg fra sidste uge, som Skovmands indlæg er et svar på, kan tilgås her: https://www.weekendavisen.dk/2019-…/samfund/paedagogiske-syn

B.
Der er også to “dokumentations”-sider om sagens aspekter:

1) DPU/AU’s dokumentationsside:
http://edu.au.dk/…/dokumentation-til-artikel-om-skolefors…/…

2) Min egen dokumentationsside: http://www.thomasaastruproemer.dk/dokumentation-til-sagen-o…

C.
1) Her er et link til ”den politiske aftale om folkeskolereformen” fra 2012. Så kan man selv tjekke formuleringerne og sammenhængen. Aftalen er stærkt lærificeret, men det er rigtigt, at der ikke er angivet en ”læringsmålstyret” didaktik, som jo senere bliver altdominerende med Rasmussen & Rasch-Christensen som ledende ideologer. På den måde er det hele et eksempel på Skovmands tese om en særlig dansk ”lærificering af lærificeringen”:
http://www.stm.dk/…/G_r_en_god_skole_bedre__et_fagligt_l_ft…

2) Og her er et link til Mastergruppens forslag til arbejdet med Fælles Mål. Også her kan man se RRC’s reduktioner, der fører direkte ned i den danske radikalisering. Man kan også studerere RRC’s reduktioner af EU’s læringskategorier, som Skovmand også skriver om i sin bog. Det er utroligt, at RRC ikke står ved disse ting:
https://docplayer.dk/3428158-Mastergruppe-for-forenkling-af…

Sten Larsens analyse af forløbets mikrodetaljer er også værd at læse: https://www.folkeskolen.dk/…/spoergsmaal-til-jens-rasmussen…

D.
Politikens omtale af sagen: ???

 

12. d. 15. marts: Fra ”videnskabelig uredelighed” til ”tvivlsom forskningspraksis”

I dag har Nævnet for Videnskabelig Uredelighed afgjort sagen om Keld Skovmands klager over en række fremtrædende forskeres arbejde. Nævnet har frifundet alle de indklagede forskere for ”videnskabelig uredelighed”.

Nævnet har dog ifølge folkeskolen.dk ikke afsluttet sagen som sådan, hvilket det sagtens kunne have gjort. I stedet har Nævnet sendt sagerne tilbage til Aarhus Universitets praksisudvalg, med en mildere, men stadig alvorlig, anklage. Det kan nævnet gøre ifølge lovens §17, hvis der foreligger mistanke om ”tvivlsom forskningspraksis”:

”§ 17. I tilfælde, hvor Nævnet for Videnskabelig Uredelighed vurderer, at en sag kan indeholde forhold om tvivlsom forskningspraksis, som af nævnet vurderes til ikke at være videnskabelig uredelighed, kan nævnet oversende sådanne forhold til den relevante forskningsinstitution til videre behandling.”

Tvivlsom forskningspraksis defineres i lovens §3, nr. 3 på følgende måde:

”Tvivlsom forskningspraksis: Brud på alment anerkendte standarder for ansvarlig forskningspraksis, herunder standarderne i den danske kodeks for integritet i forskning og andre gældende institutionelle, nationale og internationale praksisser og retningslinjer for integritet i forskning.”

Og i Aarhus Universitets regelsæt omgives ”tvivlsom forskningspraksis” af en række sanktionsmuligheder.

Nyheden om frikendelse for uredelighed blev omgående kommenteret af institutleder Claus Holm på DPU’s ”dokumentations”-side om sagen. Holm, som faktisk selv er indklaget, omtaler slet ikke det med ”tvivlsom forskningspraksis”. I stedet siger han blot, at Nævnet vil sende sagerne tilbage til ”endelig behandling ved Aarhus Universitet”.

Men hvorfor – når overskriften nu er ”dokumentation” – skriver han ikke fakta? Altså at Nævnet ”vurderer at sagen kan indeholde forhold om tvivlsom forskningspraksis”?

Uanset udfaldet af denne næste proces er der stadig selve det faglige indhold i Skovmands og andres kritik at forholde sig til. Virkeligheden går ikke væk, selvom der bare skulle være tale om kritisable argumenter.

Folkeskolen.dk har interviewet sagens aktører, hvilket man kan læse om i nogle af nedenstående links.

Links:
Folkeskolen.dk omtaler afgørelsen og interviewer Andreas Rasch-Christensen, Jens Rasmussen og Niels Egelund, d. 15. marts. https://www.folkeskolen.dk/…/alle-forskerne-er-frikendt-for…

Folkeskolen.dk interviewer Keld Skovmand om Nævnets afgørelse, d. 15. marts. https://www.folkeskolen.dk/…/skovmand-jeg-fortryder-ikke-an…

Al dokumentation er samlet her, inklusiv en opdateret indledning, et nyt afsnit 10 og links til lov- og regelsæt: http://www.thomasaastruproemer.dk/dokumentation-til-sagen-o…

Claus Holms kommentar på DPU’s dokumentationsside: http://edu.au.dk/…/dokumentation-til-artikel-om-skolefors…/…

Aarhus Universitets retningslinjer for behandling af sager om tvivlsom forskningspraksis: https://medarbejdere.au.dk/…/AU_regelsaet_ansvarlig_forskni…

 

13. d. 16. marts: FAQ om dannelse

Nu kan man bestille min kommende bog om “Frequently asked questions om dannelse”, der udkommer d. 26. april. Den er på 211 små sider.

Jeg forsøger at svare på følgende spørgsmål:

1. Hvad er dannelse?
2. Hvad er dannelsens tradition?
3. Findes der en dansk dannelse?
4. Hvorfor holdt vi op med at tale om dannelse?
5. Hvorfor og hvordan begyndte vi at tale om dannelse igen?
6. Er dannelse det samme som kompetencer og læring?
7. Hvad er dannelsens forhold til digitalisering og klimatrussel?
8. Har dannelse betydning for pædagogisk praksis?

Kapitel 1 er simpelthen en essentialistisk definition af begrebet. Jeg tænkte det var en god ide at få definitionen på plads, eftersom der er så mange, der siger, at man ikke kan definere begrebet. Men det kan man godt, og endda med store pædagogiske og politiske konsekvenser. Kapitlets indhold er undfanget i Gdansk efter en samtale med nogle britiske sømænd på en havneknejpe.

Jeg er også glad for kapitel 3, hvor jeg tegner et nationalt dannelseslandskab op, der inddrager mange forskellige sider af dansk pædagogik, herunder reformpædagogik, grundtvigianisme og oplysning. Det er en hel bog for sig selv, hvilket de andre kapitler faktisk også er.

Kapitel 2 handler om den europæiske tradition, og Kapitel 4 er forfaldshistorien fra især 1989 til i dag. Det var let at skrive, og det var kapitel 5 også, som er old school-dannelses-refleksioner om læring og kompetencer. I kapitel 5 lodder jeg dybden i den aktuelle genkomst. Kapitel 7 og 8 er mere søgende og eksperimenterende.

Jeg troede, det ville være let at skrive bogen, men det var det ikke. Men jeg håber, nogen vil læse med.

https://hansreitzel.dk/products/faq-om-dannelse-bog-48252-9788741273563

 

14. d. 17. marts: Fra uredelighed til uredelighed

Keld Skovmand har reageret på Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds frifindelse af de tre skolereformsforskere (QRRE).

Skovmand er ”rystet”, og han siger, at ”hvis det ikke er uredeligt, så ved jeg ikke hvad det er”.

Nu har jeg hverken læst Skovmands anklager om ”de 60 eksempler” på plagiat mm. eller Nævnets begrundelser, så jeg kan ikke vurdere den nærmere sammenhæng. Jeg har derfor undervejs forsøgt kun at analysere på den indholdsmæssige kritik og forholdt mig formelt til den juridiske behandling af anklagerne.

Men spørgsmålet er selvfølgelig, om Nævnets afgørelse er korrekt? Her er et par foreløbige refleksioner, som altså er ukvalificerede i den forstand, at jeg hverken kender anklagens ordlyd eller dommens begrundelser. Jeg kender kun Skovmands bøger, og hvad der er dukket op i den offentlige debat af stort og småt.

 

A) Ikke-uredelighed
Jeg har ikke under læsning af Skovmands bøger set eksempler på forhold, som godtgør ”uredelighed” i den forstand, man bør knytte til Nævnets arbejde (se også punkt 2). Ingen kan være i tvivl om, at jeg synes Skovmands analyser er gode og tvingende, og at QRRE har forsvaret sig virkeligt dårligt. Men det er en indholdsmæssig ting, hvilket jo er vigtig, meget vigtig endda.

Men der er blot ingen eksempler på forhold, som jeg vil kalde ”videnskabeligt uredelige”. Jojo, der er lidt hist og pist med det ene og det andet, som det er vigtigt at påpege i den offentlige debat, men det er inden for skiven ift. uredelighedsspørgsmålet, som dette defineres i loven (jvf. punkt 2).

Hvis de af Skovmand påpegede forhold gøres til genstand for anmeldelser, så får vi et videnskabeligt samfund, hvor den videnskabelige og folkelige diskussion afløses af anmeldelser og fejlfinderi. Så er det bedre med en gang åbenhjertig kritik, hvilket Skovmand jo også mestrer.

I den forstand er jeg glad for, at Nævnet har besluttet at frifinde QRRE. Vi er nu fri til at lave dårlig forskning, en frihed ethvert samfund bør skatte.

Men Skovmand mener, at det er hans pligt at anmelde. Det siger han både i interviewet og i sin bog. Og han udvikler nærmest en hel filosofi om den almene betydning af at anmelde videnskabelig uredelighed, hvis man kommer på sporet af det. Men dermed opløses Skovmands friske og Tintin-agtige pågåenhed og åbenhjertighed, som ellers er i stand til at vælte både liden tue og store læs. I stedet går videnskabens diskussioner i stå og bliver overdrevet stiliserede og frygtsomme.

Det Nævn skal have så lidt at lave som muligt efter min mening. Skovmand skal vende sin anmelderfilosofi på hovedet.

Selv ville jeg aldrig – 7,9,13 – anmelde noget. Men ok, jeg har nu ikke ondt af Rasmussen og Qvortrup, for de har selv klaget til redaktører og mellemledere for at lukke munden på deres kritikere. Og deres forskning og synspunkter er under al kritik og faktisk “uredelig” i en mere grundlæggende forstand, hvilket jeg vil uddybe nu:

 

B) Uredelighed
Skovmand mener, at der er tale om ”uredelighed”, selvom dommen går ham imod. Det kritiserer Jens Rasmussen på folkeskolen.dk.

Men man sagtens – som Skovmand altså gør – fortsætte med at synes, at der er tale om uredelighed på trods af dommen.

Der er tale om to betydninger af “uredelighed”:

1.
Uredelighed er nemlig også et almindeligt moralsk ord. Det skal man huske på. Skovmand har konstateret uredelig forskning, hvilket han har ret i, og har så gået ud fra, at der også var tale om ”uredelighed” i juridisk forstand, hvilket han ikke har ret i.

Her er den leksikale og ”moralske” betydning af ”uredelighed” i Den Danske Ordbog. Uredelighed vedrører her handlinger….

…”som ikke lever op til almindelig krav om ærlighed, oprigtighed og saglighed”.

Set ud fra det synspunkt er QRRE’s forskning helt klart uredelig efter min mening. Tænk blot på “det har jeg aldrig sagt”-systematikken, den totale underdanighed ift. policy, og det dybt forsimplede opgør med pædagogikkens tradition.

2.
Men her er så lovens definition af ”videnskabelig uredelighed”:

”Fabrikering, forfalskning og plagiering, som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskning”

Her er QRRE’s forskning ikke ”uredelig”. Disse formuleringer taler jo om decideret og stort anlagt snyd, som faktisk kræver et vist svindler-format.

Så selvom QRRE heldigvis er frifundet for juridisk ”uredelighed”, så er deres forskning stadig moralsk ”uredelig”, hvilket på sin vis er langt værre. På den måde har Skovmand ret i den substans, der virkelig tæller.

Eftersom loven om uredelighed er næsten ny, er der måske også en vis ræson i at teste sammenhængen mellem de to uredeligheds-begreber.

 

C) Supplerende betragtning
Nævnet mener, at der er grundlag for en undersøgelse af de pågældende sager for ”tvivlsom forskningspraksis”. Denne undersøgelse skal formodentlig foretages af Aarhus Universitets praksisudvalg, som formelt set er uafhængig af universitetets ledelse. Dén uafhængighedserklæring får udvalget brug for, for der er stærke ledelsesmæssige interesser i sagen.

Faktisk sendte Skovmand oprindelig sin klage til praksisudvalget. Praksisudvalget har pligt til at screene sagen og lave en forundersøgelse og en redegørelse – i ”dialog med Nævnet”, som det hedder, før Nævnet selv evt. overtager.

Men praksisudvalget satte bare frimærke på dét, som udvalget egentlig burde have kigget nærmere på og lavet “redegørelse” om. Jeg har haft en lang diskussion med udvalgets jurist om dette problem.

Derved kommer praksisudvalget til at bære et medansvar for, at sagen overhovedet røg i Nævnet, hvor den måske ikke skulle have været. Andre forskningsinstitutioner i landet er langt mere grundige med den indledende sagsbehandling.

 

15. d. 18. marts: Det har jeg aldrig gjort

På Aarhus Universitets ”dokumentations”-side skriver Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen (RRC) her i 2019 – som en reaktion på Weekendavisens dækning af Skovmand-sagen – at de skam ikke har været med til at skrive Undervisningsministeriets kontroversielle Vejledning om læringsmålstyret undervisning fra 2014.

Her er RRC’s formulering:

”Avisen skriver, at de to forskere (Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen) har været med til at skrive Undervisningsministeriets vejledning (i læringsmålstyret undervisning). Det er ikke rigtigt. Ingen af de to har deltaget i skrivningen af den vejledning.”

Men denne påstand kan altså ikke have sin rigtighed for Jens Rasmussens vedkommende. Det kan man let bevise ved følgende procedure:

I marts 2014 skriver Jens Rasmussen et såkaldt Arbejdspapir om ”målstyret undervisning”, som ifølge AU’s officielle arbejdsregistrering går direkte ind i forarbejdet til ministeriets Vejledning fra oktober 2014.

Og hvis man sammenligner de to tekster, altså Rasmussens Arbejdspapir og ministeriets Vejledning, så er der store tekstmæssige kopiområder. Store dele af arbejdspapiret, f.eks. stort set hele side 2 og dele af side 5, spadserer direkte ind i ministeriets vejledning.

Men i her 2019 fortier Rasmussen altså, at han via sit forarbejde de facto har ”deltaget i skrivningen”? Det hænger ikke sammen. Dette kan umuligt være ”en svipser” eller ”sjusk”. Alternativt kan man forstå “skrivning” så smalt, at det er uden saglig rimelighed.

Denne fortielse er snarere ”uredelig” efter mine moralske og videnskabelige standarder, selvom hele den uredelige redelighed står på et statsfinansieret universitets ”dokumentations”-hjemmeside.

Det næste spørgsmål er så, hvordan denne hemmelige “skrive”-struktur arbejder sig ind i RRC’s videnskabelige tekster.

Links:
Link til arbejdspapiret i 2014:
https://pure.au.dk/…/arbejdsgruppe-i-forbindelse-med-forarb…

Link til vejledningen fra 2014:
https://docplayer.dk/413518-

Link til RRC’s 2019 markering:
Laeringsmaalstyret-undervisning-i-folkeskolen-vejledning.html
Rasmussens erklæring på AU’s dokumentationsside, 2019: https://docplayer.dk/413518-Laeringsmaalstyret-undervisning…

 

16. d. 19. marts: Plankeri på vandring mellem policy og videnskab

Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen (RRC) skriver på Aarhus Universitets ”dokumentationsside” i en kritik af Weekendavisens dækning af Skovmand-sagen, at to af deres artikler fra 2015 ikke har været ”rådgivende for undervisningsministeriet” i forhold til skolereformen. De skriver helt konkret:

”Begge artikler er skrevet efter folkeskolereformens vedtagelse og kan således ikke have været rådgivende for Undervisningsministeriet.”

RRC argumenterer altså for, som en del af deres almindelige ansvarsfralæggelse, at de to 2015-artikler ikke har haft en “rådgivende” status for ministeriet i forhold til skolereformen. Det passer naturligvis i forhold til den overordnede forligstekst, som er fra juni 2013, hvor andre af RRC’s tekster dog spiller ind i forhold til at formulere grundlaget for Fælles Mål og dermed også – er min vurdering – for dele af selve forligsteksten.

Men det passer ikke, hvis vi ser på den efterfølgende og ledsagende indførelse af læringsmålstyring i 2014, hvilket jeg nu vil bevise for den enes artikels vedkommende.

Jeg vil vise, at indholdet af 2015-artiklen ”Målstyring: Nye fælles mål” fra bogen ”Folkeskolen efter reformen” faktisk stammer fra et Arbejdspapir, som Rasmussen skrev allerede i februar/marts 2014, hvor han stadig var centralt placeret i mastergruppen for Fælles Mål. Store dele af Arbejdspapiret plankes desuden direkte ind i den kontroversielle og ministerielle ”Vejledning for læringsmålstyret undervisning” fra 2014, som i dag er trukket tilbage.

Hermed får vi – nærmest pr. stedfortræder – nogle direkte tekstlige overlaps mellem 2014-Vejledningen og 2015-teksten, som dækker over et skjult sammenfald mellem policy og uddannelsesvidenskab. Herfra ødelægges det pædagogiske sprog direkte.

 

A.
Her er en uddybning af mit argument:

1) Rasmussens Arbejdspapir og RRC’s 2015-artikel fra ”Folkeskolen efter reformen”

Den omtalte artikel ”Målstyring: Nye Fælles Mål” fra 2015 er på i alt 17 sider. Heraf er ca. 7 sider ren afskrift fra en anden og tidligere tekst, nemlig stort set hele det 5 siders lange Arbejdspapir, som Jens Rasmussen skrev i marts 2014 som input til netop den gruppe, der udarbejdede den officielle Vejledning om læringsmålstyret undervisning fra 2014, der har RRC’s arbejdspladser, DPU og VIA-UC, blandt “forfatterne”.

Arbejdspapiret bygger i videre forstand på et foredrag, som Rasmussen holdt på et såkaldt ”kickoff-seminar” d. 6. februar 2014, også til den ministerielle læringsmålsgruppe. I foredraget nævner Rasmussen i øvrigt netop de to EVA-rapporter, som Skovmand fremanalyserer som kernen i den særlige danske aftapning af læringsmålstyret undervisning.

2) Rasmussens Arbejdspapir og ministeriets Vejledning om læringsmålstyret undervisning

Store dele – ca. 50% – af Rasmussens Arbejdspapir spadserede også direkte ind i anden tekst, nemlig i selve Vejlednings-teksten fra 2014. Også her sker det som ren copy-paste, og igen er der tale om helt centrale tekstområder.

3) Samspillet mellem de to afledte tekster

Rasmussens er altså via sit Arbejdspapir den direkte producent af to vigtige afledte tekster, nemlig RRC’s 2015-artikel og Vejledningen fra 2014. Og vi taler altså om ren copy-paste i lange passager.

Derfor ser vi også et pænt overlap i de helt konkrete formuleringer mellem de to afledte tekster. I alt ca. 3 sider står stort set ens i hhv. 2015-artiklen og 2014-vejledningen.

Keld Skovmand noterer sig faktisk også et tekstligt overlap mellem de to tekster (Skovmands røde bog, s. 159-160), men han nævner ikke den fulde tekstlige copy-paste-struktur, hvilket angiveligt skyldes, at Rasmussens Arbejdspapir først for nylig er gjort offentligt tilgængeligt. På den måde supplerer og forstærker herværende analyse Skovmands konklusioner.

 

B.
Kan I følge med? For denne fødekæde betyder jo, at en stor del af 2015-artiklens ordlyd stammer direkte fra Rasmussens Arbejdspapir fra februar/marts 2014, som også fik kæmpeindflydelse på undervisningsministeriets officielle Vejledning om den nye forskrækkelige statsdidaktik.

Men det betyder jo, at det ikke passer, hvad RRC skriver i deres ”dokumentations”-læserbrev. 2015-artiklen er en dybt integreret del af ”rådgivningen” af ministeriet i lige præcist de måneder, hvor skolereformens centrale begrebsstruktur udvikles og falder på plads. Og artiklen spiller vel at mærke også sammen med RRC’s ledende engagement i udviklingen af hele fagstrukturen, som var helt sammenfaldende med reformens vedtagelse.

 

C.
Der er tale om meget kritisabel forskningsadfærd efter min mening. Først og fremmest burde 2014-Vejledningen stå som en KÆMPE-reference i 2015-artiklen, hvilket ikke sker. Vejledningen leverer jo simpelthen hele tekstudsnit til 2015-artiklen. Dette krav forstærkes af, at Rasmussen forsøger at undslå sig ansvaret for at have skrevet den fagligt og politisk set uduelige Vejledning, selvom den altså direkte kopierer væsentlige dele af Rasmussens arbejdspapir. Hvis Vejledningen skal opfattes som en helt anden persons arbejde, så er 2015-artiklen jo et decideret plagiat af Vejledningen. Og så er den først helt gal!

Alternativt burde det fremgå, at 2015-artiklen og Vejledningen har samme rod, nemlig i Rasmussens Arbejdspapir, som jo er den egentlige kilde, og som har en både skjult og offentlig effekt. I modsat fald sløres skellet mellem videnskab, policy og ansvarlighed på en meget uheldig måde.

Så vidt jeg ved, har dette sagsaspekt ikke været en del af de fem sager, som Nævnet for Videnskabelig Uredelighed har behandlet. Om der er tale om videnskabelig uredelighed i juridisk forstand, skal jeg ikke kunne sige, men der er helt klart tale om almindelig uredelighed efter mine videnskabelige standarder. Ikke mindst når det kombineres med RRC’s provokerende benægtelse af indflydelse på policy.

Links:
Link til Arbejdspapiret i februar/marts 2014:
https://pure.au.dk/…/jens-rasmussen(e384f3f…/activities.html

Link til vejledningen fra 2014:https://docplayer.dk/413518-Laeringsmaalstyret-undervisning…

RRC’s erklæring på AU’s dokumentationsside, 2019: http://edu.au.dk/…/dokumentation-til-artikel-om-skolefors…/…

Link til Sten Larsens anmeldelse af “Folkeskolen efter reformen”: https://www.folkeskolen.dk/…/historisk-vaerk-om-skolereform…

 

17. d. 19. marts: Fejl i nævnets præmis

En af Skovmands klager vedrører det tekstlige sammenfald mellem ministeriets ”Vejledning om Læringsmålstyret Undervisning” og Jens Rasmussen & Andreas Rasch-Christenens 2015-artikel ”Målstyring: Nye fælles mål” fra bogen ”Folkeskolen efter reformen”. Skovmand beskylder tilsyneladende sidstnævnte tekst for at kopiere fra førstnævnte.

Nu har jeg ikke set Skovmands klager, men kun Nævnets afgørelser. I den afgørelse, der vedrører ovenstående klage, er der dog et par meget mærkværdige præmisser. Det ser ud som om, at Nævnet kun drøfter kopiering af nogle få sætninger, selvom der er tale om flere sider med ren kopi. Lyder det ikke mærkeligt?

Lad mig forklare:

 

A. Nævnets afgørelse:

Her er de vigtige uddrag af Nævnets præmisser om dette emne, der vedrører tre fund af Skovmand, i afgørelsen omtalt som nr. 14, 16 og 17:

Ang. nr. 14: Det vedrører et sammenfald i ”kildehenvisning” i de to tekster. Det er sådan set ikke anstødeligt.

Ang nr. 16: ”Af tilfælde nr. 16 fremgår, at der er et nært sprogligt sammenfald mellem én sætning i det videnskabelige produkt og Undervisningsministeriet m.fl.’s vejledning.”
En sætning? Det går nok.

Ang. nr. 17: ”Det fremgår af tilfælde nr. 17, at der er et nært sprogligt sammenfald mellem to sætninger i det videnskabelige produkt (2015-artiklen, TR) og to sætninger i Undervisningsministeriet m.fl.’s vejledning”.
To sætninger? Ned i pytkassen.

Nævnet konkluderer da også på denne baggrund, at der ikke foreligger videnskabelig uredelighed i lovens forstand.

 

B. Sagens fakta:
Men nu er der så en ting – en meget vigtig ting – som jeg ikke kan forstå. For når jeg sammenligner de to tekster, der er genstand for Skovmands klage, så er der et særdeles omfattende sammenfald af tekstpassager, hvor den ene sætning efter den anden – ja, hele afsnit – i 2015-artiklen flyder i fri kopi fra 2014-vejledningen. I alt drejer det sig om ca. 2½ fulde sider.

Så Nævnet lader med rette et par kopierede sætninger passere i det, som Nævnet selv klassificerer som et ”videnskabeligt produkt”. Men Nævnet overser, at hele 2-3 sider af det videnskabelige produkt er planket fra en banal vejledning uden reference. Men ok, ud fra Nævnets afgørelse, ser det ud som om, at Skovmand kun har anmeldt nogle få sætninger, men den del, skal jeg ikke gøre mig klog på.

 

18. d. 20. marts: Keld Skovmand kommenterer Nævnets afgørelse

Keld Skovmand reflekterer i dette indlæg over den proces eller mangel på samme, som hans indberetninger har været genstand for på Aarhus Universitet/Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Der er to hovedpointer, jeg vil nævne:

Den første pointe: Skovmand har ikke sendt klager til Nævnet, men kun til universitetets praksisudvalg. Og i loven er der angivet udførlige proceskrav til overdragelsen fra universitetets praksisudvalg til Nævnet, og det understreges, at det er praksisudvalget, der efter disse processer overdrager en klage til Nævnet. Alle disse processer er kollapset totalt i denne sag. Dette kollaps er dog ikke udtryk for en tilfældighed, men for en helt egenartet fortolkning af loven, som Aarhus Universitet lægger til grund. Jeg har diskuteret det udførligt med praksisudvalgets jurist i en lang mailudveksling.

AU mener, at så snart der i en klage står nogle helt bestemte ord, som indgår i definitionen af videnskabelig uredelighed, så skal indberetningen prompte sendes videre, hvorved alle proceskrav kan annulleres. AU har mig bekendt ikke engang – som det skal ifølge loven – lavet en ”redegørelse for sagens faktiske omstændigheder” og derfor heller ikke sendt en sådan til Skovmand eller til de indklagede.

Det er i sig selv kritisabelt. Men Skovmand siger nu, at han ikke engang har brugt disse ”uredeligheds”-ord så entydigt i sin indberetning. I så fald er det da helt galt.

Jeg har læst en af Skovmands indberetninger, som altså automatisk blev sendt videre til Nævnet. Indberetningen er på 20 sider og indeholder 21 klagepunkter. Jeg scannede for de ord, som indgår i lovens definitionen af Videnskabelig Uredelighed, dvs. ”fabrikering, forfalskning, plagiering, forsætlig, groft, manipulation, konstruktion”. Jeg stødte kun på to små brug af ordet ”plagiering” langt inde i dette omfattende materiale. I anmeldelsens indledning, som fylder 1 side, er der ingen referencer til “uredelighed”. Ingen andre ord er til stede, og anmeldelsen er holdt i en ren iagttagende og objektiv form. Det er helt klart ikke i orden, at AU undlader processuel behandling efter loven af denne anmeldelse.

Jeg bliver ærligt talt nervøs for, om praksisudvalget er i stand til at lave en objektiv behandling af spørgsmålet om ”tvivlsom forskningspraksis”, for det er jo der sagen ligger nu. Man må også betænke, at der er stærke ledelsesmæssige interesser i denne sag.

 

19. d. 20. marts: Fra Kommissorium til Læringsmål https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157049559319481&id=837549480

D. 19. juni 2013 videresendte Mastergruppen for Fælles mål deres anbefalinger for Fælles Mål til Christine Antorini. Dette skriv kaldtes for en ”master”. Så mastergruppen lavede altså en Master, hvilket jo ikke er kønt, men dog lidt sjovt.

Første gang jeg læste denne Master, fik jeg nærmest et chok og skrev et længere indlæg, som jeg stadig er meget tilfreds med, ikke mindst pga. dets prognostiske kraft og markeringen af Masterens sammenhæng med den altomfattende systemteori (se under links).

Men det er noget andet, jeg vil omtale her: Masteren byggede nemlig på et kommissorium fra d. 17. april 2013, som refererer direkte til den politiske forligstekst om folkeskolereformen.

 

A.

Kommissoriet må være udarbejdet af undervisningsministeriets embedsmænd, måske sammen med nogle andre. Er der nogen, der ved det helt præcist, altså hvem der udarbejdede selve kommissoriet?

I dette kommissorium, som vel at mærke er totalt uden kvalitet og helt lærificeret, står der dog ikke direkte, at Mastergruppen skal arbejde med at indbygge læringsmålstænkningen i Fælles Mål. Der står heller ikke, at lærerne skal bruge ”læringsmålstyret undervisning”. Faktisk optræder ordet ”læringsmålstyring” slet ikke. Tværtimod stilles det eksplicit som en åben og faglig opgave, at Mastergruppen selv skal tage stilling til det emne. Formuleringen er følgende:

”Der skal endvidere tages stilling til, om Fælles Mål skal justeres fra at være mål for undervisning til at være mål for læring”.

Bemærk to ting:

1) Ministeriet har på dette tidspunkt ikke selv taget stilling til, om der skal arbejdes med læringsmål. Det overlades til Mastergruppen at diskutere og foreslå. Mastergruppen får på den måde – i al fald i princippet – den faglige magt.

2) Hele spørgsmålet knyttes ikke an til det didaktiske niveau, men kun til det mere overordnede Fælles Mål-niveau.

 

B.

Men hvad sker der så i Mastergruppens anbefalinger fra d. 19. juni 2013? Altså i Mastergruppens svar på og forvaltning af kommissoriet. Jo, der er følgende fire markeringer, som alle får tingene til at skride hen i læringsmålstyrede grøfter:

1) Ovennævnte formulering fra kommissoriet om at ”tage stilling” nævnet slet ikke i Mastergruppens indledende opsamling af deres opgave.

2) Mastergruppen skriver så alligevel direkte:

”Fælles mål skal være læringsmål”.

Mastergruppen afgør altså sagen. Men der er ingen begrundelse, kun en ufaglig ”synsning”, hvilket jo er det modsatte af at ”tage stilling” i forbindelse med statslig rådgivning.

3) Læringsmålene knyttes udover Fælles Mål direkte an til det mere detaljerede didaktiske niveau:

”Forenklede fælles mål bidrager til styring af folkeskolen som grundlag for øget feedback og evaluering – både på kommune-, skole- og elevniveau”.

Der står også, at ”målene let kan omsættes til individuelle læringsmål”.

Fra en anmodning om at ”tage stilling” til ”fælles mål” er vi dermed sunket dybt ned på et minimaldidaktisk niveau.

4) Og det stopper ikke her: Mastergruppen anbefaler, at der udarbejdes en ”generel vejledning”, der ”beskriver arbejdet med læringsmål, undervisningsdifferentiering, evaluering mv”. Gruppen anbefaler også, at læringsmål gøres til ”et dynamisk værktøj, der udfolder målene”.

Alt dette indebærer ifølge Masteren en ”indsats”, der skal ”sikre en holdningsændring hos lærerne”.

 

C.

Få måneder før var lærerne blevet ”normaliseret” af Corydon og de andre. Disse holdnings- og normaliseringsprocesser er to sider af samme essens.

I Mastergruppen sad Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen som de to ledende figurer, der altså på et ufagligt grundlag rådgav politikerne om ”holdningsændringer”.

På den måde radikaliseredes et problematisk kommissorium. Det ”nogenlunde” brede kommissorium blev omdannet til en teknokratisk og individualiseret statsdidaktik, som efterfølgende løb direkte tilbage til ministeriet i form af rådgivning mm.; vel at mærke til KL’s begejstring og DLF’s bekymring (se link fra folkeskolen.dk).

Få måneder efter nedsatte ministeriet – i forlængelse af anbefalingen under punkt 4 – en gruppe, der under de nye ”Fælles Mål” skulle udarbejde en decideret vejledning om læringsmålstyret undervisning. I gruppen sad Leon Dalgas og Dorte Østergren Olsen fra UCC. Jens Rasmussen var tilknyttet som ekspert. Måske sad der også nogle flere. Jeg ved det ikke helt.

Denne læringsmåls-gruppe skriver så i løbet af vinter/forår 2014 en ministeriel ”Vejledning”, hvis principper går direkte ind i alle statens fagbeskrivelser og videre ud i kommunerne etc., i det som Keld Skovmand kalde inspireret af Foucault kalder for diskursens ”spredningssystem”. Denne vejlednings centrale formuleringer bygger direkte på både mundtlige og skriftlige input fra især Jens Rasmussen. Disse input bliver senere også grundlaget for Rasmussens og Rasch-Christensens videnskabelige arbejde, f.eks. i en kontroversiel artikel i den indflydelsesrige ”Folkeskolen efter reformen” fra 2015, som er redigeret af Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Claus Holm.

Efterfølgende afviser Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, at de har noget ansvar for disse processer. De mener, så vidt jeg har forstået det, at det hele er politikernes skyld, og at de selv bare har ageret som en slags embedsmænd. Men ovenstående analyse peger på det modsatte, nemlig at det var Mastergruppen, der radikaliserede en i forvejen problematisk forligstekst og et kommissorium, som Rasmussen og Rasch-Christensen i deres egenskab af fagpersoner burde have sagt fra over for, og at denne indflydelse står direkte at læse i deres teksters mærkelige ukritiske strøm af sætninger.

Ovenstående er et eksempel på det, Keld Skovmand har identificeret som “lærificering af lærificering”. Lærificering i sig selv er et kæmpe problem, men de danske reformtilhængeres underligt ansvarstomme dobbelte lærificering forstærker problemerne og er uredelig efter min mening.

Diverse links:

Link til kommissoriet, d. 17. april 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/…/Bilag_A_Kommissorium_17…

Link til Masteren, d. 19. juni 2013: https://backend.folkeskolen.dk/…/faelles-maal-anbefaling-fr…

Link til min oprindelige analyse af Masteren, d. 3. november 2013:
http://www.thomasaastruproemer.dk/laereren-i-bur-2-forenkli…

En ministeriel embedsmands opfattelse af forløbet, der understreger Rasmussens og Rasch-Christensens centrale rolle: https://www.folkeskolen.dk/…/ministeriet-vi-har-opfundet-la…

KL var begejstrede for Masteren, mens DLF var kritisk: https://www.folkeskolen.dk/…/nye-faelles-maal-er-klar-til-p…

 

20. d. 21. marts: Hvem er forfatteren?

I forgårs (d. 19. marts, punkt 16+17) fortalte jeg i to FB-opslag om Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens artikel ”Målstyring: Nye fælles mål” fra bogen ”Folkeskolen efter reformen”. Bogen er fra 2015 og er redigeret af Rasmussen og Rasch-Christensen (RRC) selv sammen med Claus Holm.

I det følgende vil jeg først samle op på kopistrukturen i artiklens sidste del og derefter drøfte kopistrukturen i artiklens første del. Artiklen ender med at gå i opløsning. Her er mit argument:

 

A. Sidste del af RRC’s artikel

I mine FB-opslag fortalte jeg om, hvordan stort set hele den sidste halvdel af RRC’s artikel var kopieret fra undervisningsministeriets Vejledning om læringsmålstyring, som Rasmussen på AU’s ”dokumentations”-side om sagen og uden nærmere forklaringer ellers har hævdet, at han ikke har været med til at skrive, hvorfor der jo umiddelbart må være tale om plagiat.

Jeg fortalte også, at Nævnet slet ikke har været opmærksom på de store sammenfald, der er mellem RRC’s artikel og Vejledningen. Nævnet troede blot, at der var tale om nogle få kopi-sætninger, og lagde derfor de små sager i pyt-kassen. Men den reale kopiering strakte sig altså over flere sider. Sig mig: har sådan et uredeligheds-nævn ikke nogle plagiat-søgningsmaskiner?

Store dele af Vejledningen var faktisk selv en kopi af Jens Rasmussens Arbejdspapir fra februar/marts 2014, som han selv skrev til den gruppe, der stod for Vejledningen, der udkom i august 2014, få dage før skolestart. Dette arbejdspapir inddrages dog ikke af Nævnet, der tværtimod undersøger og tager stilling til, om omfanget af kopiering fra Vejledning til RRC’s artikel er omfattende nok.

Denne forbindelse mellem Arbejdspapir, ministeriel Vejledning og RRC’s 2015-artikel er mig bekendt først kommet frem nu. Angiveligt har Rasmussen omkring d. 1. februar 2019 lagt Arbejdspapiret på sin AU-side, formodentlig for at modgå kopi-anklagen? Men til gengæld er det så svært for ham at fastholde, at han ikke har deltaget i skrivningen af Vejledningen, som jo har sidelange overlaps med Arbejdspapiret?

Forfatteransvaret går totalt i opløsning, hvilket er ekstra problematisk, fordi vi taler om de processer, der konstituerer den nationale politiks centrale pædagogiske kategorier.

 

B. Første del af RRC’s artikel

Men hvad så med den første halvdel af RRC’s fælles artikel? Hvor stammer den så fra? Ja, efterhånden ved man jo snart ikke, hvem der er forfatter til hvad, men jeg troede faktisk først, at også artiklens første del primært var Rasmussens værk. Men der tog jeg fejl. I hvert fald skrev Andreas Rasch-Christensen en 7 sider lang artikel til tidsskriftet KVAN, nr. 101, – også fra 2015 – som i lange eksakt kopierede passager har bidraget til det meste af første del – ca. 5 sider – af RRC’s fælles artikel. Der er ikke i den fælles artikel angivet nogen kilde eller forklaring, og sammenhængen er en helt anden. Der er også en supplerende forfatter, nemlig Rasmussen, tilknyttet, så det er ligner en slags selv-plagiering efter min opfattelse.

Faktisk er jeg lidt usikker på, hvad der er kopi af hvad, eftersom begge tekster – altså fælles-artikel og KVAN-artikel – udkom i 2015.

Nu interesserer intet mig mindre end den såkaldte ”selvplagiering”, men det er alligevel interessant, at RRC’s fælles artikel på denne måde nærmest opløser sig selv i mystiske og ansvarsløse inter-tekstuelle strukturer, og jeg vil da ikke ligefrem samlet set kalde det god stil.

Mere problematisk er det måske, at Rasch-Christensen indleder sin egen KVAN-artikel med 9 linjer, som er ren kopi fra det Arbejdspapir, hvor Jens Rasmussen ellers er angivet som eneforfatter! Samme 9 linjer indgår også i RRC’s fælles artikel på s. 122. De 9 linjer er dog ikke fundet værdig til optagelse i den ministerielle vejledning.

Det er meget postmoderne alt sammen, på den dårlige måde vel at mærke. Anti-referencerne hober sig op, og teksterne undergår både hinanden og policy. Dermed lukker den anti-pædagogiske intertekstualitet sig ind i et bur, som består af to EVA-rapporter, og hvis konsekvens er en radikal lærificeret lærificering, der tømmer den i forvejen kritisable lærificering for indholdsrester, mens tomheden arbejder forever.

Imens svæver det pædagogiske ansvar ud i stratosfæren.

Links:
Link til Andreas Rasch-Christensens artikel i KVAN: http://www.kvan.dk/product_info.php?cPath=3&products_id=109

Analyse 1 af RRC’s fællesartikel (d. 19. marts): https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157046942564481&id=837549480

Analyse 2 af RRC’s fællesartikel (d. 19. marts): https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157047236774481&id=837549480

Analyse af RRC’s arbejde i Mastergruppen for fælles mål: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157049559319481&id=837549480

 

21. d. 23. marts: Om Skovmand-sagen i WA og på folkeskolen.dk

Der har været to artikler om Skovmand-sagen de seneste par dage. Begge handler om Nævnets frifindelse af Rasmussen, Rasch-Christensen og Qvortrup for Videnskabelig Uredelighed og om den efterfølgende overdragelse af sagerne til Aarhus Universitets praksisudvalg, som skal tage stilling til, om der er tale om ”tvivlsom forskningspraksis”.

 

A. Folkeskolen.dk

I Folkeskolen.dk’s dækning sker er et par interessante ting.

1) Fra tre sætninger til tre sider
Nævnet havde i en af dets afgørelser behandlet tre plagiat-anklager vedrørende en 2015-artikel af Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen. Artiklen bygger angiveligt på kopieret materiale fra Undervisningsministeriets ”Vejledning i Læringsmålstyret Undervisning”. Begge forskere blev frifundet af Nævnet, fordi Skovmand kun havde noteret nogle få plagierede sætninger. Nævnet accepterede altså Skovmands præmis, men mente blot at eksemplerne var for få.

Efterfølgende fandt jeg dog ud af, at der var tale om langt mere end tre sætninger, faktisk snarere tre sider. I Folkeskolen.dk’s artikel spørger journalisten direkte Jens Rasmussen om denne problemstilling, endda med henvisning til min analyse.

Rasmussen svarer, at de tre ”plagierede” sider stammer fra et Arbejdspapir, han skrev til det udvalg, som sad med Læringsmåls-Vejledningen, og eftersom dette Arbejdspapir er hans eget, kan der ikke være tale om plagiat mellem Vejledning-tekst og 2015-artikel.

Men Nævnet inddrager slet ikke dette Arbejdspapir i sin begrundelse. Det realbehandler blot anklagen og siger, at der er tale om plagiat, men blot ikke nok til, at der er tale om ”videnskabelig uredelighed” i lovens forstand.

Men eftersom der altså er mange flere plagierede sætninger en først antaget, så må sagen jo stille sig anderledes?

Jeg har hørt, at Arbejdspapiret først for nylig er blevet offentligt tilgængeligt på Rasmussens AU-hjemmeside, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Angiveligt har nævnet heller ikke gennemført en høring hos de indklagede forskere? Disse to forhold kan muligvis ændre relevansen af en revurdering af sagen, men det ligger altså uden for den aktuelle afgørelses præmis.

 

2) Det har jeg aldrig skrevet!
Ser vi nærmere på Rasmussens Arbejdspapir, hvoraf altså store passager finder direkte vej ind i ministeriets 2014-Vejledning om læringsmålstyring, så er det meget svært for mig at acceptere Rasmussens udtalelse om, at han ikke har været med til at skrive Vejledningen.

Arbejdspapiret bygger angiveligt på et mundtligt input, som Rasmussen holdt for den gruppe, der sad med Vejledningen, og hvortil Rasmussen var tilknyttet ekspert. Og Vejledningen selv bygger på Fælles Mål-arbejdet, hvor Rasmussen også sad centralt placeret, ligesom han også gjorde i det parallelle arbejde med læreruddannelsen osv. i det uendelige.

Gruppen bad efterfølgende Rasmussen om en skriftlig version af det mundtlige oplæg, og det er altså det Arbejdspapir, hvis tekst blev kopieret direkte ind i Vejledningen i lange centrale passager.

Det er muligt, at Rasmussen ikke sad i selve den ansvarlige gruppe, men han har jo via sin rådgivningsfunktion og sit Arbejdspapir skrevet centrale dele af Vejledningsteksten.

Men Rasmussen siger altså det modsatte flere steder. Han og Rasch-Christensen skriver f.eks. det modsatte i deres AU-udtalelse, som går på WA’s dækning af sagen. Her står der følgende:

”Avisen skriver, at de to forskere (Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen) har været med til at skrive Undervisningsministeriets vejledning (i læringsmålstyret undervisning). Det er ikke rigtigt. Ingen af de to har deltaget i skrivningen af den vejledning.”

Og der er vel at mærke ikke nogen yderligere forklaringer eller uddybninger.

I min verden har man – med mindre man forklare sig nærmere – ”deltaget i skrivningen”, hvis man som hidkaldt ekspert og centralt placeret rådgiver bidrager med ca. 3 siders direkte tekst, uanset om man har været formel deltager i gruppen. Gruppens formelle medlemmer vil jo næppe selv sige, at det er dem, der har skrevet den tekst, som Rasmussen altså har skrevet, vel?

I Weekendavisen fremfører Rasmussen dermed samme synspunkt, som altså nu er fremført tre gange, hhv. på AU’s hjemmeside, på Folkeskolen.dk og i WA.

 

3) Rasmussen fortæller i artiklen på Folkeskolen.dk noget, som jeg måske nok havde på fornemmelsen, men som jeg ikke vidste helt nøjagtigt. Vi får nemlig at vide, hvem der rent faktisk var ledere af den gruppe, som lavede den kontroversielle Vejledning. Det drejer sig om to UCC-lektorer, nemlig Dorthe Østergreen-Olsen og Leon Dalgas. De to skrev faktisk en bog om målstyret undervisning. De har været meget aktive i debatten om emnet rundt omkring og undervist københavnske lærere i læringsmålstyret undervisning.

Deres bog hed ”Læringmålorienteret pædagogik og dannelse”, som udkom på DAFOLO så sent som i 2017. Bogen er altså udgivet efter Skovmands 2016-kritik, så det er nok derfor, den hedder ”læringsmålorienteret” i stedet for ”læringsmålstyret”. Det skal man dog ikke lægge noget i. Det svarer til at gå fra ”evidens-baseret” til ”evidensinformeret”. Det er nysproglig mikrodiversitet.

Men det hele forklarer, hvorfor UCC også er ”medforfatter” på Vejledningen sammen med DPU og VIA-UC, som jo er Rasmussens og Rasch-Christensens organisationer.

 

B. Weekendavisen

1) Rasmussen
I WA fremturer Rasmussen i en række horrible enkelterklæringer. Jeg orker det snart ikke mere, men lade mig tage et par stykker for min egen hukommelses skyld:

i)
Rasmussen forstår ikke, at Skovmand er imod, at læreren skal underlægge sig andres mål. Men denne markering af Skovmand står direkte sammen med en understregning af folkeskolelovens formålsparagraffer 1,5 og 18. Læreren skal altså fortolke, undersøge, efterleve og stå fast på loven, hvilket Skovmand fornuftigt nok sætter i modsætning til tilfældige småeksperters og embedsmænds forsøg på at undergrave formålets ånd og betydning.

Så Skovmand sætter sig dybt ind i Rasmussens arbejde, men Rasmussens eneste svar er en plat enkeltsætning, som tager tingene ud af deres nærmeste sammenhæng.
Med sin nærmest ubehøvlede fejlfortolkning, får Rasmussen det til at lyde som om, at det er Skovmand, der ikke vil følge et ”demokratisk grundlag”. Men det er omvendt! Det er da Skovmand, der fastholder skolens på lovens, fællesskabets og demokratiets vej. Derimod bidrager Rasmussens lærificerede lærificering til pædagogikkens og dermed også til demokratisk opløsning.

ii)
Rasmussen mener, at modstanden ikke kun kommer fra Skovmand, men også fra det ”pædagogiske miljø”, og det har han jo ret i. Er der overhovedet nogen, der forsvarer Rasmussens synspunkter ud over den nærmeste kreds omkring Institutledelsen og nogle af de strategiske DPU-programmer?

Rasmussen siger også, at der i dette ”pædagogiske miljø” er en ”stærk modstand mod at se på undervisning som noget, hvor man kan have evidens for, at noget virker bedre end noget andet”. Ja, det er der ”modstand imod”, og denne modstand er begrundet i både dansk og international pædagogisk teori. Der er derfor ikke bare en banal plat ”modstand”, men en rational, velbegrundet og teoretisk funderet kritik af evidens-bevægelsens pædagogiske smalhals.

iii)
Rasmussen skriver, at ”den anden fløj” heller vil ”chikanere deres modstandere end have en faglig diskussion”.

Sagen er, at Rasmussen i flere omgange har klaget over den ene og den anden fra den ”anden fløj” til redaktører og mellemledere. Det er skam ham, der har ”chikaneret”, mens vi andre bare har analyseret det ene og det andet. Og Skovmand har deltaget i stort set alle faglige diskussioner, han er blevet inviteret til, hvilket man ikke just kan sige om Rasmussen, som mere gør sig i småklager og semi-hemmelige notater.

 

2) Qvortrup
I Weekendavisen udtaler Lars Qvortrup sig om det forord, som han for et par år siden skrev sammen med Niels Egelund til en af John Hatties bøger. Skovmand anmeldte forordet til Nævnet, men sagen blev afvist med henvisning til, at forordet ikke er en ”videnskabelig tekst”; et forhold som AU’s praksisudvalg i ”dialog med nævnet” – som det hedder i loven – faktisk burde have undersøgt, før de sendte Skovmands iagttagelser videre til Nævnet. Jeg har tidligere analyseret dette ”forord”, som er et dybt opgør med dannelse og pædagogik med rod i netop nogle af de begrebsmæssige processer, som Skovmand beskriver, herunder EVA’s postulering af det såkaldte ”paradigmeskifte”.

 

3) Skovmand
Skovmand selv udtaler sig også til WA, men der er ikke noget nyt i forhold til hans indlæg på folkeskolen.dk for et par dage siden. Men mon dog ikke alligevel, at han fortryder sin udtalelse om ”Danmarkshistoriens største sag om uredelighed”, som står et eller andet sted i pressen? Nogle gange koger det over hos den gode Keld, men han har sandelig også nok at se til i denne tid, og man må jo huske på, at 99% af hans arbejde kører på det dybt saglige plan.

Og Skovmands anmeldelser er heldigvis fri for patos. De indeholder masser af kritisk guf, men dog ingen tegn på ”videnskabelig uredelighed” i lovens forstand, blot fine eksempler på hans hovedtese, nemlig den lærificerede lærificering samt hele denne dobbelte lærificierings nihilistiske umættelighed, der undergraver både tekst og pædagogik, hvilket jo faktisk er en langt værre redelighed, som snart ikke kan redes ud, dvs. at den er u-rede-lig.

Referencer:
Artikel i Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/derfor-blev-forskerne-frikendt…
Artikel Markus Bernsen i Weekendavisen, d. 22. marts ”Konspirationer og syndebukke”.

 

22. d. 23. marts: Flot interview med Riisager

Altingets dygtige journalist, Tyson W. Lyall, som virkelig har løftet kvaliteten af landets uddannelsesjournalistik, har lavet et fremragende interview med Merete Riisager her på falderebet af hendes politiske liv.

Riisager kritiserer lærificeringen af lærificeringen – den såkaldte læringsmålstyring. Men hun kritiserer også lærificeringen som sådan, som den kommer til udtryk i kompetence- og konkurrencestatstænkningen med dennes besynderlige kombination af neo-liberalisme og neo-socialisme.

Og hun formår i et og samme greb at inddrage både oplysningens, reformpædagogikkens og det grundtvigskes virkningshistorie. Det er virkelig ærgerligt, at Riisager forlader politik. Man må håbe, hun bliver i faget. Det er også synd for LA, at de nu mister deres vigtigste kulturliberale stemme, for i LA lurer Ayn Rand altid i baggrunden i form af diverse træer, man kan kravle i.

I en ledsager-artikel får Riisager fuld opbakning fra SF’s engagerede og selvstændige ordfører, Jacob Mark. Dermed genoptages og bekræftes et historisk åndsfællesskab mellem kulturliberalismen og folkesocialismen, et fællesskab, som i mange år var grundtvigsk formidlet.

Derimod er der lige så enstemmig modstand fra Socialdemokraterne og Venstre. Begge partier er mere til finansministeriel læringsrevolution helt ned i små børns psyke med OECD som filosofisk omegn. Det er det, Socialdemokraterne kalder for “børnenes parti”.

Det er som om, man via den repræsentative politik er vidne til en faglige kamp mellem Keld Skovmand/Lene Tanggaard, som er Riisagers centrale rådgivere og desuden fortalere for skolens formål, og Jens Rasmussen, som var Antorinis centrale rådgiver, og som er imod den pædagogiske tradition og sammenhæng. Rasmussen har været den centrale faglige kraft både i “lærificeringen” og i “lærificeringen af lærificeringen”, hvoraf sidstnævnte nu er i krise, mens den første lever i bedste velgående.

De radikales Marianne Jelved er sådan set og måske og vist nok enig med Riisager, men vil helst vente med at gøre noget. Jelved er meget imod lærificering af lærificeringen, og derfor er hun enig med Riisager. Hun er derimod ikke imod lærificeringen som sådan, og derfor er hun helt forvirret. Hendes grundlag i lærificeringen kan man se ud af hendes begejstring for Knud Illeris, som ikke har filosofisk kraft til at opretholde sin kritik af Konkurrencestaten. Illeris glider hen til det, han hader, og det samme gør Jelved og de radikale. Deres politik bliver ren følelse uden fornuft, hvilket opløser begge. Herfra betyder “mennesket” det modsatte af begrebets egentlige reference. Det er filosofisk matematik, og det er derfor, Jelved ikke for alvor kan tilslutte sig Riisager og Mark, som jeg ser det.

Links til Altinget-artikler:
Interview med Riisager: https://www-altinget-dk.ez.statsbiblioteket.dk:12048/…/konk…

Politiske reaktioner på interviewet: https://www-altinget-dk.ez.statsbiblioteket.dk:12048/…/riis…

 

23. d. 23. marts: Læreruddannelsesudspil

Tommy Ahlers vil reformere læreruddannelsen. Derfor har han gjort to ting. Den ene er god, og den anden dårlig.

Den gode nyhed er, at læringsmålstyringen tages ud af læreruddannelsens bekendtgørelse. Den gøres ikke engang vejledende, hvis jeg har forstået det ret, hvilket den jo stadig er i Folkeskolen. Dermed er det måske ved at være slut med ”lærificeringen af lærificeringen”, som Keld Skovmand kalder denne særlige danske læringsrevolutionære materialitet? Men man savner en kæmpeundskyldning til en hel generation af unge lærerstuderende, som har været tvangsindlagt til at høre om læringsmålsstyring i næsten alle fag, og som nu strømmer ud i skolerne med skematikken inde i hjernerne.

Men hvad er så den dårlige nyhed? Jo, det er, at der er nedsat en kommission, hvis hele tilgang, sammensætning og horisont er en motorvej ud i grøftekanten. Lad os se på den:

 

A. Kommissionens medlemmer

Formanden er professor Simon Calmar Andersen, der er leder af Trygfondens Børneforskningscenter. Han ved intet om læreruddannelse. Han har ”samarbejdet” med en eller andet der ved noget, siger han. Mere får vi ikke at vide. Og han ved intet selv. Han ved heller ikke noget om skoler, selvom han forsker i dem. Han ved derimod noget om økonomen James Heckmann, som vil omgøre pædagogik til afkast – det kaldes humankapitel -, og så har han kastet sig over den positiv psykologis “mindset” og en masse grafer. Calmar Andesen sad også med i økonomen Jørgen Søndergaards skole-evalueringsråd – det såkaldte “Skoleråd” – i sin tid. Det var dengang, Hattie blev kørt i stilling i rådets rapporter.

Jeg ved en del om disse ting, fordi jeg hørte Calmar Andersen og hans forskningsmiljø på AU’s såkaldte Matchpoint-seminar sidste år. Det var statistisk og økonomisk tomgang over det hele med 0,00% pædagogisk sans. Det siger alt om ministerens horisont, at Calmar Andersen er udnævnt til formand for en kommission, der beskæftiger sig med et område med flere hundrede års historie. På en måde kunne jeg bare stoppe her.

Dernæst er der en professor i Økonomi, Jakob Roland Munch. Han ved heller ikke noget, og økonomer ødelægger pædagogik. Det ved enhver. Måske er det meningen, at Munch skal holde styr på økonomien? Men så er det bedre med en revisor, som er underordnet. En professor i økonomi vil helt sikkert fremturer med yderligere økonomificering af læreruddannelsens vokabular og ånd. Økonomer – og især fagøkonomer – bør forbydes adgang til den her slags kommissioner.

Den tredje professor er nordmanden Elaine Munthe. Hun er tæt knyttet til kredsen om læringsmålsideologi. Det kunne man høre på en konference på DPU i 2015 om målstyring i læreruddannelsen, som blev arrangeret af DPU og VIA og UCC i den ’glade’ anledning af, at læreruddannelsen nu skulle læringsmålstyres.

Munthe var også formand for den gruppe, der for et par måneder siden udgav den evaluering af læreruddannelsen, som nedsættelsen af den aktuelle kommission tager udgangspunkt i. Her sad hun sammen med Per B. Christensen, som var formand for den gruppe, der lavede 2012-reformen af læreruddannelsen. I dag er Christensen leder af DLF/KL’s Ny Start. I samme gruppe sad Jens Rasmussen, og Andreas Rasch-Christensen sad i Rambølls skrivegruppe for rapporten. Munthe har også holdt oplæg for DLF og det Radikale Venstre. Hun har præget sindene rundt omkring.

Den nye evaluering accepterer altså fuldstændig præmissen fra 2012-reformen. Men 2012-reformen var helt blank, når det kom til pædagogik og formål, og pædagogik som fag forsvandt da også ud af uddannelsen. Jens Rasmussen stod selv for at holde fagudviklingen i stramme tøjler. Men han var ærgerlig over, at faget KLM – Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab – blev bevaret, hvilket kun skete via fælles indsats fra Enhedslisten, DF og LA. Jeg stopper mig selv her, for kausalkædernes rodnet er uendeligt.

Det var udvalgets tre professorer. Hvilken fuldstændig smalhals.

Den eneste, der måske kan stille noget op, er udvalgets eneste repræsentant for læreruddannelsen selv, nemlig Alexander von Oettingen. Men von Oettingen virker slet ikke kritisk over for 2012-reformen, og han synes, at den aktuelle evaluering er udmærket. Med det udgangspunkt vil han intet kunne stille op. Han deler også et par uheldige systemteoretiske grundpræmisser med reformfolkene.

I en anden konstellation ville von Oettingen være en fornuftig midte. Nu siver han direkte hen i det affirmative område, hvor de tre fine professorer bor. Oettingen har desuden ikke vist tegn på decideret kritisk kraft, når det virkelig gælder, og det vil heller ikke ske her. Desuden kommer hans manglende interesse for reformpædagogik, grundtvigianisme og samfundsvidenskab ham til skade i denne sammenhæng, og hans neo-kantianisme bliver for smal og didaktisk.

Endelig har man fundet en skoleleder og en nyuddannet lærer til kommissionsarbejdet. De vil ingen indflydelse vil få overhovedet.

Vi er mileviedt fra Riisagers fine markeringer i Altinget, som jeg omtalte tidligere på dagen.

 

B. Indholdet
Kommissoriet er teknisk ud over alle grænser. Der er ganske vist et par pinde om skolens formål og om dannelse, men det kommer ikke til at betyde noget. Modstanden mod læringsmålstyringen markeres, men intet om baggrund og kontekst.

Kommissoriets udgangspunkt er 2012-loven og den nye evaluering, kommissionens tre centrale professorer vil arbejde i samme dårlige retning, og i den nye evaluering er der heller ingen sans for, hvad formål og dannelse er. Vi får derfor mere statistik og løben mellem alle mulige tilfældige indikatorer, som skal optimeres ud i stratosfæren.

Man ønsker øget ”faglighed”, men 2012 er jo et opgør med faglighed. Det hænger ikke sammen.

Til gengæld lægger kommissoriet sig i direkte forlængelse af Danske Professionshøjskolers – (en slags KL for University Colleges) – dannelsesfjendske arbejde med læreruddannelsen og af foreningens ledsagende centralistiske ”visioner”, som man kunne læse om sidste forår.

Professionshøjskolernes arbejde med læreruddannelsen er desuden stærkt inspireret af den radikale Silicon Valley-baserede Singularity-bevægelse. Dermed deler foreningen horisont med ministeren selv og KL, hvis seneste udspil arbejder helt i samme ånd. Bag det hele lurer Disruptionsrådet og Erhvervsministeriet. Brian Mikkelsen var også på kursus i California.

Dermed får vi teknologi, økonomi og dannelsesopgør som den grundlæggende grund for det kommende arbejde.

Mit tip er, at læreruddannelsen havner i noget, som er endnu værre end læringsmålstyringen. Hvem ved: Måske får vi en lærificering af den lærificerede lærificering, og måske er det derfor, at læringsmålstyringen, altså den midterste lærificering, pludselig anses for et problem? Så kan Skovmand skrive endnu en bog.

Til sidst: Jeg kan forstå, at nogen ønsker at flytte læreruddannelsen til universitetet. Det vil jeg på det kraftigste advarer imod. Det vil skade både læreruddannelsen og universitetet. Så er det trods alt bedre, at uddannelsen ligger på professionshøjskolerne, selvom det heller ikke er ideelt. Herfra er det lettere at få uddannelsen hen på frie eller frit indstillede seminarier, hvis det skulle en mulighed på et tidspunkt.

Links:
A. Indlæg til det aktuelle regeringsudspil:

Ministeriets hjemmeside om sagen med kommissorium, evaluering etc.: https://ufm.dk/…/tommy-ahlers-vi-har-brug-for-en-endnu-bedr…
nnelse

Folkeskolen.dk’s omtale af kommissionens medlemmer: https://www.folkeskolen.dk/…/laerer-med-i-kommission-praksi…

Interview med forsknings- og uddannelsesministeren i Politiken: https://politiken.dk/…/Der-er-to-store-problemer-med-l%C3%A…

Interview med kommissionsformand, Simon Calmar Andersen, i Politiken Skoleliv: https://skoleliv.dk/…/Ny-kommissionsformand-skal-hente-insp…

Interview med Calmar Andersen på folkeskolen.dk, også med link til kommissoriet: https://www.folkeskolen.dk/…/kommission-skal-undersoege-fem…

Oplæg ved professor Elaine Munthe på DPU-konference: http://edu.au.dk/…/vi…/national-laereruddannelseskonference/

Professor Jakob Roland Munchs profil på Københavns Universitet: https://www.econ.ku.dk/ansatte/vip/…

Evaluering af læreruddannelsen: https://www.folkeskolen.dk/…/evaluering-af-laereruddannelse…

Mere om sagen, folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/politisk-aftale-nye-laerere-sk…

 

B. Nogle af mine egne analyser:

Analyse af evalueringsrapport: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156902650834481&id=837549480

Analyse af professionshøjskolernes aktuelle udspil: http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer…

Undersøgelse af læreruddannelsens formålsstruktur: http://www.thomasaastruproemer.dk/foreloebige-bemaerkninger…

 

C. Artikler om Simon Calmars forskningsmiljø

http://www.e-pages.dk/aarhusuniversitet/2026/html5/

http://www.thomasaastruproemer.dk/indtryk-fra-match-point-s…

link til åbningskonference for Børneforskningscentret: http://childresearch.au.dk/…/konfe…/aabningskonference-2013/

 

24. d. 24.marts: Sagsbehandlingsproblemer i Skovmand-sagen

A. Ufuldstændig sagsbehandling

Jeg har tidligere drøftet, hvordan Aarhus Universitet efter min opfattelse ikke har levet op til de krav til sagsbehandling, som er omtalt i Loven om Videnskabelig Uredelighed. Men så vidt jeg kan se, har universitetet heller ikke levet op til sine egne retningslinjer, som universitetet ellers er forpligtet på at lave med udgangspunkt i loven og i de nationale retningslinjer for ansvarlig forskningspraksis.

Her er min begrundelse:

Universitet skal ifølge egne retningslinjer for sagsbehandlingen følge følgende syv punkter ved
”Behandling af sager om tvivlsom forskningspraksis og videnskabelig uredelighed”, som det hedder (se link i bunden):

  1. Opstart af sagen, dvs. selve henvendelsen og formelle krav hertil.
  2. Orientering af praksisudvalgets formand, som pt. er jurist Palle Bo Madsen.
  3. Høring af relevante parter
  4. Berammelse af sag i praksisudvalget
  5. Udarbejdelse af materialesamling, evt. sagsfremstilling
  6. Møde i praksisudvalget
  7. Sagens afslutning: ”Når sagen er færdigbehandlet sender Praksisudvalget en indstilling i den konkrete sag til rektor. Er det Praksisudvalgets vurdering, at der er tale om videnskabelig uredelig oversendes sagen til behandling i NVU”.

Men det lader til, at denne proces har været helt kortsluttet i Skovmand-sagen. I hvert fald har praksisudvalgets formand sagt og bekræftet, at praksisudvalget blot er en “postkasse”, dvs. at udvalgets sekretariat blot sætter “et frimærke” på henvendelsen, som herefter sendes direkte videre til NVU uden egentlig behandling i praksisudvalget.

Men denne ”postkassemetafor” giver jo ikke mening i lyset af ovenstående beskrivelse? For hvad med ”høringer, møder, materialesamling, indstilling osv.”? Altså alt det, der skal bidrage til undersøgelsen af, om der er tale om en sag om uredelighed eller om tvivlsom forskningspraksis, FØR anmeldelsen eller dele af anmeldelsen måske eller måske ikke videresendes til NVU?

I universitetets mere overordnede retningslinjer for området står der, at det er ”praksisudvalget”, der skal ”træffe beslutning” om, hvorvidt sagen skal behandles som uredelighed eller tvivlsom forskningspraksis. Det passer med ovennævnte punkt 6. Det svarer desuden fint til ånden i Lov om Videnskabelig Uredelighed, hvor der er også er masser af procesmarkeringer. Men det lader til, at denne ”beslutning” på AU blot er et frimærke fra en sekretær?

Så på AU kollapser denne stærkt regelsatte proces til et intet, hvor en sekretær bare sætter frimærke på?

I ingen af Skovmands anmeldelser nævnes mig bekendt ordet ”videnskabelig uredelighed”. Nogle få af Skovmands ca. 60 eksempler er måske egnet til videresendelse til NVU, men langt de fleste er ikke, og vel at mærke først efter en seriøs sagsbehandling efter universitetets og lovens officielle retningslinjer.

 

B. Forskerens pligt?
Det helt overordnede regelsæt på området er de nationale retningslinjer for ”research integrity” fra 2014. Her forpligtes forskere til at anmelde tegn på tvivlsom forskningspraksis/uredelighed. Denne pligt er stærkt fremhævet i følgende, som også citeres af Skovmand selv, både i en aktuel kommentar og – så vidt jeg husker – også i hans bog “Folkeskolen efter læringsmålstyringen”:

“Researchers should be aware of their obligation to maintain confidence in research by adequately addressing suspected breaches of responsible conduct of research. It is important for the scientific community’s and the public’s perception of research trustworthiness that reasonable suspicions of breaches of responsible conduct of research are brought forward and dealt with.”

Selv synes jeg, at dette er en skrækkelig formulering, og at den lægger op til, at faglig kamp ender i det juridiske system.

Men på den anden side må man anerkende, at Skovmand blot har gjort det, som han har pligt til ifølge landets officielle retningslinjer. Derfor er det endnu mere deprimerende, at universitetet tilsyneladende ikke har levet op til sine egne retningslinjer for sagsbehandling, som faktisk er udledt af de nationale retningslinjer.

Links:
Ad 1)
Sagsbehandlingsproces ved AU: https://medarbejdere.au.dk/…/8._ENDELIG_VERSION_-_Procesbes…

Universitetets overordnede retningslinjer: https://medarbejdere.au.dk/…/AU_regelsaet_ansvarlig_forskni…

Lov om videnskabelig uredelighed mv.: https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=188780

Palle Bo Madsens udtalelse om processen: https://www.folkeskolen.dk/…/skovmand-laeringsmaalstyring-v…

Folkeskolen om manglende partshøring: https://www.folkeskolen.dk/…/derfor-blev-forskerne-frikendt…

Ad 2)
De nationale retningslinjer: https://ufm.dk/…/the-danish-code-of-conduct-for-research-in…, her i sammenfatning: https://ufm.dk/…/summary-the-danish-code-of-conduct-for-res…

Skovmands kommentar til forløbet, folkeskolen.dk, d. 19. marts. https://www.folkeskolen.dk/…/frifindelse-og-tvivlsom-forskn…

 

25. d. 25. marts: Hans Dorf bekræfter Keld Skovmands teser

Lektor Emeritus i pædagogisk sociologi, Hans Dorf, har skrevet en bog om dansk pædagogik og skolepolitik. Dorf har med sin brede interesse i folk som Michael Young, Basil Bernstein og Carl Bereiter, samt hans vist nok mere aktuelle og supplerende filosofiske interesse i så forskellige folk som Herbart og Gert Biesta, ydet betydelig indflydelse på brede kredse i dansk pædagogisk sociologi.

Dorfs nye bog ”Skolepolitik og undervisningskvalitet i Danmark”, som udkom på Aarhus Universitetsforlag i 2018, er virkelig interessant. Jeg er ganske vist ikke så begejstret for den mere langstrakte skolehistoriske del i kapitel 2, men i kapitel 3 og 4 er der fine drøftelser af de transnationale bevægelser og af evidensdiskussionen. Men alt det må man selv læse.

For det mest interessante kapitel i en aktuel sammenhæng er nemlig kapitel 4, som hedder ”En målstyret folkeskole”. Her drøftes de seneste 10-15 års skolepolitiske udvikling med udgangspunkt i mange af de samme dokumenter, som Keld Skovmand har haft fingrene i. Dorf refererer da også grundigt til Skovmands 2016-udgivelse ”Fælles mål – uden mål og med”. Men Dorf har helt klart også selv haft fingrene i materien.

Det tankevækkende er, at Dorf finder stort set de samme ting som Skovmand. Der er den samme kritik af læringsmålstyringen for at være ”autoritær” og for at marginalisere indhold og formål. Og Dorf undersøger også folkeskolelovens indre splittelse, hvor læringsideologien kommer til at stå i modsætning til skolens formål, herunder fagenes formål og metodefriheden, som disse står i hhv. §1, 5 og 18.

Dorf finder også den tætte og tomme sammenhæng mellem EVA’s rapporter fra 2011-2012 og disses betydning for læringsmålstyringstænkningen, og han kritiserer rapporternes manglende faglighed.

Han nævner også Jens Rasmussens såkaldte ”paradigmeskifte”; I ved ”fra undervisning til læring” osv.. Men denne tese står dog stærkere hos Skovmand. Til gengæld har Dorf fundet en række rapporter, som mig bekendt er tilføjelser til den eksisterende DPO-forskning.

Endelig noterer Dorf også Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens nærmest bastante indflydelse på skolepolitikken, og især Rasmussens synspunkter kritiseres. Her er Dorf helt på linje med Skovmand, mens Rasmussen og Rasch-Christensen stadig får det til at lyde som om, at de boede i Kenya, dengang skolereformens ideer materialiserede sig.

Dorf nævner faktisk også reform-ideologernes problematiske oversættelse af Morisano & Locke, som jo spiller en stor rolle hos Skovmand. Jeg nævner det, fordi Lars Qvortrup jo har stillet sig helt uforstående over for denne pointe.

Kort sagt: Skovmands og Dorfs analyser supplerer hinanden rigtigt fint.

Dorf er kritisk over for Hattie, men – ligesom Skovmand – faktisk ikke SÅ kritisk, hvilket skyldes, at Hattie og Dorf deler interesse for Carl Bereiter. Men hvor Hatties brug af Bereiter i min analyse fører til forfald, fordi Hattie har rod i konstruktivismen, så er der fuld fanfare hos Dorf, som forbinder Bereiter med Dewey og de andre, jeg nævnte i første afsnit. Især den samtidige inspiration fra Dewey, Herbert og Bereiter, som ridses op i kapitel 6’s flotte kundskabsanalyse, er virkelig inspirerende. Herfra er der fri kontakt mellem de sociologiske og filosofiske niveauer; en kontakt, der bliver forstærket, hvis Dorf er lidt grundigere i den idehistoriske analyse, hvilket vil bringe ham i kontakt med den grundtvigske og den reformpædagogiske virkningshistorie og dannelsessubstans. Især grundtvigianismen risikerer at tynde ud i et eller andet, som Dorf kalder for ”etnisk”. Heromkring viser Bereiters og de andres begrænsninger sig.

Dorf deler også sin interesse for Biesta med Skovmand. Igen gør Biesta underværker og sender en sociolog hen til pædagogikken. Det samme skete for Lejf Moos, som dog er mere Foucault-orienteret end Dorf. Også Moos gik pædagogikkens vej efter at have læst Biesta. De andre Foucault-folk løber hen til konkurrencestaten eller til posthumanismen. Enkelte hygger sig hos Deleuze, hvilket absolut heller ikke er et pædagogisk sted, selvom det er lettere at bryde ud af Deleuze end af konkurrencestat/posthumanisme.

Skovmands og andres kritik er dermed bekræftet til fulde. Mon snart de videnskabelige redelige svarer på hele uredeligheden? Sikkert ikke, for svaret er: De kan ikke svare.

https://unipress.dk/udgivelser/s/skolepolitik-og-undervisningskvalitet-i-danmark/

 

26. d. 27. marts: Jens Rasmussens indflydelse på 2000’ernes uddannelsespolitik

Jeg har studeret Jens Rasmussens indflydelse på læreruddannelsen og på den pædagogisk forskning i 2000’erne. Det startede med, at jeg læste Hans Dorfs bog om skolepolitik i forgårs. Det ledte mig til en meget interessant artikel af Palle Rasmussen og til sidst gik det hele op i en højere enhed:

http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-indflydelse-paa-2000ernes-uddannelsespolitik.html

 

27. d. 29. marts: DR-program om teknologi og ideologi

DR2 sendte i går aftes en tysk dokumentar om Silicon Valleys ideologi. Her myldrer det med professorer, tech-direktører og filosoffer, der vil opløse menneskeheden og uploade hjerner, helt i overensstemmelse med Singularity-bevægelsens grundlæggende ideologi.

Denne ideologi er pt en del af grundlaget for statens og kommunernes aktuelle satsninger, jvf. Disruptionsrådet og Kommunernes teknologiudspil. Det er fra Singularity og direkte ned i danske kommuner og videre ned i børnehaverne.

Det er ikke løsningen på, men snarere udryddelsen alle klimaproblemer og alle andre problemer.

Denne posthumanisme forbinder sig direkte med forskellige former for feminisme og kritiske traditioner, AU myldrer med dem på alle mulige niveauer. OECD støtter kraftigt op.

Forfatteren til Narnia-bøgerne, CS Lewis, skrev i 1943 en lille bog, der hed “menneskets afskaffelse”. Aldrig har den været mere relevant.

https://www.dr.dk/…/-/supermennesket-den-menneskelige-maski…

 

28. d. 29. marts: LA, Blockchain og Aarhus Universitet

Aarhus Universitet har åbnet et såkaldt Consordium Blockchain research. Der var åbningskonference i februar 2018. Desværre kunne jeg ikke deltage.

Blockchain er en teknologi, der blandt andet bruges til at optimere såkaldte krypto-valutaer, f.eks. Bit-Coins.

En af hovedtalerne er Lars Seier Christensen. Han har hældt sine Saxobank-milliarder ind i teknologien, og nu står han som hovedtaler for det nye center, der skal forske i hans økonomiske interesse. Mon ikke der er spyttet godt i kassen?

Seier er også med i bestyrelsen for den globale forening for den hyperliberale Ayn Rand, hvilket faktisk er meget interessant i denne sammenhæng. Hvorfor? Jo, fordi mange Rand-folk, og formodentlig også Seier, ser kryptovalutaerne som en frihedens sag, fordi statens valuta-monopol dermed ophæves. Der er tale om en løssluppen neo-liberal ontologi, som ikke engang ønsker statslig kontrol med valutaer. Alt det køber Aarhus Universitet nu indirekte ind på.

Universitetets rektor, Brian Bech Nielsen holdt også en tale ved åbningen af konsortiet. Men det giver måske sig selv. Eller også gør det ikke?

Og ved I hvem der også holdt oplæg? Jo det gjorde såmænd Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen. Man hvad har krypto-valutaer med ”udenrigsministeriet” at gøre?
Ingenting, men sagen er, at Samuelsen er gammel ven med Seier Christensen. Og vi taler ikke bare om et gå-i-byen-venskab. De var på tur sammen til Nordkoerea, og Seier Christensen var den store primus motor ifm. etableringen af Liberal Alliance, som i dén forstand er skabt direkte ud af Ayn Rands ånd. Og nu kaster Samuelsen lidt statslig “glans” over de nye privatinteresser til gengæld.

Så nu mødes Anders og Lars igen, her i en ny magtfuld konstellation som henholdsvis krypto-liberalist-rigmand og partiformand/udenrigsminister og med Aarhus Universitet som videnskabelig garniture. Om lidt ryger LA ud af regeringen, men partiets problematiske ånd, har sat sig på et af landets store universiteter.

Jeg ser frem til, at Aarhus Universitet opretter et forskningscenter med andre interessante interessenter, Trump f.eks.? Han og hans rådgivere er efter sigende ikke upåvirket af den amerikanske del af Rand-bevægelsen. Og Seier virker også meget begejstret for Trump.

Links:

Link til konferenceåbningen: http://cs.au.dk/…/official-opening-of-concordium-blockchai…/

Link til Ayn Rand-centrets bestyrelse: https://ari.aynrand.org/about-ari/board-and-staff

 

29. d. 30. marts: Analyse af EVA’s rapport om Fælles Mål fra 2012

Her er historien om, hvordan 0 lærere ender som 46.000 lærere, som alle har brug for EVA’s konstruktion af læringsmål, dvs. alle “lærerne” som sådan i hele landet. EVA tvinger simpelthen landets lærere ind under sin egen mangelfulde og ideologiske logik:

Jeg har analyseret EVAs undersøgelse af lærernes syn på læringsmål fra 2012. En meget vigtig udgivelse for den efterfølgende udvikling af læringsmålstyringen og dermed af vores aktuelle tilstand, som kun har fået en let opblødning.

Det var Keld Skovmand, der gjorde mig opmærksom på rapportens betydning, og efter at have haft fingrende i dejen kan jeg konstatere, at han har fuldstændig ret i hovedsagen.

I et af Skovmands ræsonnementer viser han endda, at Qvortrup og Egelund faktisk radikaliserer den allerede totalt læringsradikaliserede EVA-rapport. Det sker i følgende citat fra deres forord til en Hattie-udgivelse fra 2014, som omtaler rapporten:

“Det betyder, at lærerne fokuserede på, hvilke emner der skal undervises i, og hvordan de konkret skal udmøntes i undervisningen, frem for hvilke læringsmål eleverne skal arbejde hen imod, og hvordan disse skal OPERATIONALISERES for at DEFINERE den pædagogiske praksis (EVA, 2012)”. (mine forstørrelser)

Radikaliseringen består af udtrykket “definere”. EVA taler kun om at “operationalisere”. Iagttagelsen er fin, men jeg er nu ikke sikker på andet, end at forskellen er den samme.

Men OK, måske har vi i så fald en lærificering af den lærificerede lærificering. En tredobbelt lærificering. I sandhed en dansk afart, en dataficeret nihilisme i fuldt flor. Eller også er EVA-rapporten blot en slags sidste markør før det endelige Intet.

http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-evas-rapport-om-faelles-maal-og-laeringsmaalstyring-fra-2012.html

 

30 d. 31. marts: Læringsmålstyringens fire niveauer

Læringsmålstyringens fire niveauer og årsagen til nogle aktuelle ændringer:

Niveau A:
Dette niveau henviser til den overordnede kompetence-strukturering af kundskabsfeltet med reference til henholdsvis konkurrencestatsteoriens og/eller fremtidens OECD/21. century-kompetencer, som dermed i en eller anden kombination bliver de nye og disruptive pædagogiske formål. Altid kombineret med fravær af pædagogik og dannelse.

Niveau B:
På dette niveau gøres alle fagene til kompetencesystemer, der består af underordnede videns-færdighedspar. Kundskaber reduceres dermed til atomiserede elementer, der kan anvendes i hhv konkurrencestatens eller fremtidens globale kapitalismes tjeneste, afhængig af hvor man lander på niveau A.

Niveau C:
På dette niveau ledsages fagenes kompetencestrukturer af atomiserede og detaljerede fasemål, som videre nedbrydes i læringsmål, der strukturerer og determinerer det enkelte undervisningsforløb, den enkelte time og den enkelte elevs læringsudbytte. Undervisningsdifferentiering, som egentlig var et specialpædagogisk begreb, gøres dermed til almenpædagogik. Tankegangen knyttes videre an til karaktersystemets mangel-filosofi. Hermed splittes det pædagogiske fællesskab i stumper, og systemet sætter sig i en hel generations psykiske outlook.

Niveau D.:
Her defineres læringsmålene som undervisningens slutmål. Hele det pædagogiske system – dvs undervisning, skoleledelse, kommune, hjemmet, frikvarteret, ministerium etc. – indrettes herefter som en slags lærings-maskine, der skal optimere et på forhånd sat slutmål. Det kaldes ”læring all inclusive”. Her er staten direkte i hjernerne.

Bemærkninger:
Der kom i løbet af 2015 en vis modsætning mellem Niveau A og D, hvilket skyldes, at man på Niveau A gik fra Konkurrencestatsteori til OECD’s fremtidskompetencer/teknologikapitalisme som de dirigerende formål.

Derfor har man nu decideret opgivet Niveau D, som på sin egen teknokratiske måde – pga. det altid tvingende slutmål og konkurrencestatens nationalt determinerede fundering – faktisk forhindrede muligheden for at forsvinde ud i OECD’s og den nye danske datastats globale high-tech-stratosfære, hvor slutmålene knyttes til bløde kompetencer.

Skolens egentlige formål, altså §1+5+18, omformes derfor ikke mere til konkurrencestatssprog, men til et OECD-sprog, som via et entydigt fokus på fremtid, evaluering og sammenligning, tvinger pædagogikken væk fra kundskabernes sted og sammenhæng.

Man har også stort set opgivet Niveau C, fordi alle henvisninger til læringsmål er fjernet fra ministeriets hjemmeside (hurra!!!!), og fordi skolefagenes fasemål ikke mere er obligatoriske. Fasemålene er dog stadig vejledende, så C har stadig en vis effekt. Både Niveau C og D er også fjernet fra læreruddannelsen.

Niveau B er måske også under opblødning pga. Riisagers rådgivningsgruppes arbejde. Men det er stadig meget usikkert, for her arbejder det globale kompetencebegreb lettere end nede på Niveau C og D.

De aktuelle lempelser i læringsmålstyringen kan derfor fortolkes som et udtryk for, at der sker en ændring i Niveau A fra konkurrencestatsteorien og hen til OECD/21. Century-skills. Herfra kan de lavere niveauer, Niveau B, C og D, omdirigeres til nye optimeringsvokabularer.

En ny minister vil sammen med KL, UC’erne og de økonomiske ministerier forstærke denne proces. EVA, RAMBØLL og DPU vil danse som lydige lam i folden.
Den nye minister vil på den måde kunne bruge Riisagers og kritikkens landvindinger på Niveau C og D til en radikalisering af det, som Riisager kæmpede imod, nemlig en radikalisering af Niveau A. Dermed har Antorini sejret.

Det er i al fald min tese pt.

UC-VIA’s ’rystede demokrati’

VIA-UC’s ledelse har meldt sig ind i debatten om Skovmand-sagen. Sagen handler om lektor Keld Skovmands kritik af en række pædagogiske forskere, herunder en forsker fra UC-VIA, nemlig forskningschef Andreas Rasch-Christensen, og om Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds behandling af kritikken. Nævnet frifandt forskerne for videnskabelig uredelighed i sidste måned.

Det er rektor Harald Mikkelsen og pro-rektor Louise Gade, som er tidligere Venstre-borgmester og HR-medarbejder på AU, der svinger pennen (MG). De er ”rystede” og ”forargede” og ”forbløffede”, siger de.

Hverken Gade eller Mikkelsen har pædagogisk baggrund eller har ytret sig selvstændigt om demokratiske eller pædagogiske emner. Men jeg skal da ellers love for, at de pludselig er faldet forover. Der langes ud til højre og venstre med store og flotte beskyldninger.

Lad os se på deres indlæg:

 

1.

MG mener ligefrem, at det er ”til fare for demokratiet” og ”helt uacceptabelt”, at Skovmand er uenig i Nævnets afgørelse, eftersom sagen jo er afgjort af nogle fine folk, som ministeriet har nedsat. De kalder Skovmands synspunkt for en ”attitude”.

Men det forholder sig omvendt. Det er MG, der har en udemokratisk ”attitude”. Det er 100% i orden at være uenig i en faglig afgørelse og at udtrykke det offentligt, som Skovmand gør det, hvis man mener det. Jeg det er da kun godt.

Det er helt klart Skovmand, som med sin totale offentlighedspraksis er demokraten i dette tilfælde. Derimod støtter VIA på ingen måde demokratiet i skoledebatten, tværtimod, er der policy-underdanighed over hele hovedlinjen.

MG’s forståelse af ”demokrati” hører hjemme i teknokrati-land, i VIA-Land. Samtidig fortæller de, at der skal være “højt til loftet”, en formulering der i lyset af “fare for demokratiet”-udtrykket, får en stærkt undertrykkende effekt. dermed lægges et slør af frygt over professionshøjskolernes praksis.

Derimod var det udemokratisk, da KL i Erik Schmidt-sagen forsøgte af fortie og nedskrive essensen i Østre Landsrets afgørelse, samtidig med at man talte om ytringsfrihed og Grundlov.. Måske skulle lederne for landets læreruddannelse tage stilling til den slags overgreb i stedet for at fremture med oligarkiske “demokrati”-forståelser, der understøtter i KL-aktionens ånd med 100%.

 

2.

MG mener, at Skovmand har indklaget skolereform-forskerne for videnskabelig uredelighed. Det har han ikke. Han har sendt sine iagttagelser til Aarhus Universitets praksisudvalg, som derefter har vurderet, at sagen skal behandles for uredelighed. Skovmand nævner mig bekendt slet ikke ordet “videnskabelig uredelighed” i sine henvendelser. Først 10 måneder senere omtaler Skovmand sagen i pressen. Det er altså helt i orden.

Jeg er enig med MG i, at man skal være yderst tilbageholdende med at bruge dette uredeligheds-Nævn. Men som sagt, strengt taget er det jo AUs praksisudvalg, der har brugt det. Skovmand har jo blot taget praksisudvalgets videresendelse til nævnet ad notam. Og følger Skovmand følger blot de nationale retningslinjers opfordring til at anmelde mistanke om tvivlsom forskningspraksis.

 

3.

MG kritiserer Weekendavisen og Hans Reitzels forlag for at ”lade sig anvende som ukritisk platform”, som det hedder. Det forstår jeg ikke? Disse medier/forlag dækker blot en sag, som er vigtig, og som de officielle medier har gjort alt for at undertrykke. Det gælder f.eks. Politiken, hvis uddannelsesredaktørs favorit-forsker i øvrigt er netop VIA’s Andreas Rasch-Christensen. Politiken har helt konsekvent år ud og år ind forbigået hele den kritiske tradition. Hvorfor kritiserer MG ikke dette “ukritiske” system, som de selv er en del af? Mærkeligt?

MG mener også, at Skovmand bare går efter at ”fremme egen dagsorden”. Men Skovmand er blot fagligt indigneret efter flere års fordybelse i et emne. Hvorfor skal det sidestilles med en banal ”dagsorden”, som han ”fremmer”? Skovmand gør opmærksom på et fælles anliggende med stor betydning. MG kan selv være en “egen dagsorden”, ja de kan.

Og WA var da meget ”kritisk”? Journalisten Markus Bernsen havde interviewet en række førende forskere, som stort set gav Skovmand ret, og han havde endda ringet til selveste John Hattie. De fire forskere, som blev kritiseret blev også kontaktet, men ville blot ikke deltage. Alligevel deltog de ivrigt i debatten i de efterfølgende uger med en række stærkt problematiske indlæg. Vel at mærke med fuld opbakning fra DPU og AU, hvis ledelse havde meget på spil i sagen. Og altså nu også fra UC-VIA, sådan lidt i al sikkerhed efterlods.

Og hvad med VIA’s egen rolle? Har denne organisation, som har plastret sine vægge til med management-slogans, bidraget til at fremme bestemte pædagogiske og skolepolitiske synspunkter? Det har den i høj grad, ikke mindst hjulpet af Andreas Rasch-Christensen og hans samarbejde med centrale DPU-aktører og ministerielle organer. Men fordi landets aviser og forlag nu endelig dækker en aktuel sag, hvis essens angår pædagogikkens tilstand her i landet, så er disse medier pludselig blevet til “ukritiske” midler for en forskers ”dagsorden”.

 

4.

MG mener, at Skovmand har ført en ”personhetz” og ikke har haft ”fokus på bolden”. Men enhver, der har læst Skovmands bøger og henvendelser til AU, ved, at sagerne kører ultra-sagligt. At der så ikke er tale om uredelighed i lovens forstand er en anden sag.

MG viser da heller ikke selv tegn på at kigge på ”bolden”. De har tydeligvis slet ikke læst Skovmands bøger, men hæfter sig primært ved nogle tilfældige følelsesladede udsagn fra den dag, afgørelsen blev offentliggjort, og hvor følelserne nok var lidt i kog. I øvrigt har Nævnet vurderet, at sagerne nu skal behandles som sager om ”tvivlsom forskningspraksis”. Det fremgår heller ikke af indlægget. MG er altså selv et fortrinligt eksempel på, at der intet fokus er på bolden.

Den person, som MG forsvarer – altså Andreas Rasch-Christensen – har én enkelt gang svaret Skovmand. Det var i et semihemmeligt notat, som han og Jens Rasmussen rundsendte til den pædagogiske elite. Jeg har analyseret notatet grundigt. Det er under al kritik. Men hvorfor taler MG ikke om noget af det?

 

5.

MG frygter, at forskerne fra nu af bliver bange for at bidrage med noget, de kalder for ”forskningsviden”, et rigtigt UC-udtryk, som splitter videnskab og praksis, så det hele kan styres og lemlæstes. På en måde, er det er netop ”forskningsviden”, som f.eks. Andreas Rasch-Christensen og EVA står for, så udtrykket giver egentlig god mening i VIA-sammenhæng. Skovmand står derimod på den pædagogiske videnskabs grund, og det er det modsatte, nemlig en uhildet fordybelse i sagens kundskabselementer.

Og har VIA bidraget til et levende og sagligt pædagogisk debatmiljø? Det kan jeg da love for, at man ikke har. Jeg har også noteret mig, at professionshøjskolerne og dermed VIA selv kritiseres i Skovmands bog. Måske skulle man svare på det? Bare en eller anden? Dér er bolden!

 

6.

MG mener, at Skovmand vidste, at sagerne skulle afgøres allerede to måneder efter, at WA skrev om sagen. Men det kunne Skovmand ikke vide. Tværtimod var sagerne forsinket med mange måneder, og der var i januar ingen tegn på at sagerne stod til snarlig afgørelse. Alle, jeg kendte, snakkede om, at der kunne gå endnu et år.

Og Skovmands argumentation står stadig fuldstændigt uantastet. Ingen har sagt noget. UC-VIA, EVA og de tre forskere har intet svar. De kan ikke svare.

 

7.

MG antyder sidst i deres artikel, at Skovmand har ført sagen for at fremme sin karriere. Men det er da helt omvendt. Er der noget, der giver karriere i dansk forskning, så er det at give policy og læringsideologien medløb. Det er VIA selv et fint eksempel på.

 

8.

UC’erne blev dannet i 2008, hvor de sammen med de nye kommuner og regioner jagtede identitet med et inferno af instrumentalisme og pædagogisk nysprog.

Med Andreas Rasch-Christensen som en ledende figur deltog VIA-UC i et indflydelsesrige Konsortium, som ifølge den daværende minister Ellen Trane Nørby var med til at udarbejde den didaktiske ramme bag den såkaldte ”læringsmålstyrede undervisning”, som er den form for undervisning, som Keld Skovmand kritiserer i sine tre bøger om emnet. Konsortiet blev dannet i 2010 efter en kronik, hvor man sammenlignede Lars Løkke med Martin Luther King. Løkke drømte om PISA-topplacering, og de nye ”seminarierektorer” fulgte trop uden den mindste refleksion.. I dag hedder konsortiet Læringsløft 2020. Både VIA og Rasch-Christensen var også medstifter af Nationalt Center for Skoleforskning, hvis eneste pædagogiske reference på dets hjemmeside er John Hattie.

Alt dette er en del af det, som Skovmand kalder for ”reformbevægelsens spredningssystem” (Skovmand 219, s.219), og UC-VIA nævnes direkte i den sammenhæng.

Skovmands arbejde repræsenterer derfor en direkte kritik af Harald Mikkelsen og Louise Gade, og dermed er vi – i min optik – henne ved den virkelige årsag til, at den høje herre og dame er ”rystede” over al det demokrati, som de pludselig er omgivet af.

Der er kort sagt tale om et rent partsindlæg af magtfulde og forskrækkede personer uden faglige evner. Derfor er de ude af stand til at svare på Skovmands kritik af deres organisation, selvom enhver lærerstuderende vil kunne forstå, hvad der står.

 

Links og referencer:

Link til Harald Mikkelsens Og Louise Gades indlæg på Altinget: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/via-university-college-sag-om-anklager-for-videnskabelig-uredelig-har-rystet-os?ref=newsletter&refid=30958&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=uddannelse

Lidt om den teknokratiske horisont hos VIA’s nye ledelse: https://www.via.dk/om-via/presse/artikler/ny-organisering-af-via-med-oeget-fokus-paa-de-studerende-og-arbejdsmarkedet

UC-VIA’s slogans, indlæg fra november 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/en-tur-i-via-land.html

Lidt om Konsortiet: https://www.folkeskolen.dk/64538/professionshoejskoler-skaber-alternativt-partnerskab

Lidt om Nationalt Center for Skoleforskning: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk-nedsmeltning-nationalt-center-for-skoleforskning.html

Skovmand, K. (2019). Folkeskolen efter læringsmålstyringen?, Hans Reitzel.

Andreas Rasch-Christensens ”notat” om Skovmands forskning og Skovmands svar: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-rasch-christensens-hemmelige-notat-keld-skovmands-responsum.html

Analyse af EVA’s rapport om Fælles Mål og læringsmålstyring fra 2012

EVAs rapport om Fælles Mål fra 2012 er en kernereference for reformtilhængerne. Rapporten blev til på initiativ af det daværende ”Skoleråd”, som havde økonomen Jørgen Søndergaard i spidsen, og som primært var en pipeline for omgørelsen af pædagogik til økonomi, læring og evaluering. Skolerådets egentlig betegnelse var da også: ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen”. Rapporten røg direkte ind i Skolerådets indflydelsesrige 2013-rapport.

Rapporten refereres i tide og utide, både i videnskabelige og policy-orienterede sammenhænge og selvfølgelig også af EVA selv. Den er blevet et slags diskursivt knudepunkt. Keld Skovmand skriver: “Drypeffekten af rapporten er ret massiv” (Skovmand 2019b, s. 91). Derfor er det vigtig her 7 år efter at undersøge sagens rette og fulde sammenhæng.

Rapportens overordnede budskab er, at hverken landets lærere eller skoleledere i 2012 gjorde brug af den målstyringslogik, som rapportens forfattere mener lå i Fælles Mål 2009, og som efter deres mening kan føres helt tilbage til 1993, hvor ”målstyringen” blev ”slået fast”, som det selvsikkert fremføres. Lærerne har ikke forstået, at mållogikken skal ”gennemsyre undervisningen” helt nede i “den enkelte aktivitet” (s. 25). Denne målstyringslogik hævdes at tage udgangspunkt i elevernes læring og dennes ”operationalisering” i den konkrete undervisning, dvs. læringsmålsstyring, frem for i undervisningens indhold, hvilket jo er en absurd modsætning. Den pågående og gennemtrængende lærings- og evalueringslogik vises i en figur 1 på s. 19, som man selv kan slå op i linket i bunden (gengives også i Skovmand 2019b, s. 131).

Det hele kaldes ligefrem et ”paradigmeskifte” (s.17+s.25), dvs. fra indhold til læringsmål; en ideologisk konstruktion, hvis postulat og konsekvens Keld Skovmand har gjort rede for både i sin phd.-afhandling ”I bund og grund” og i bogen ”Læringsmålstyring efter reformen?”. Dette paradigmeskifte-ræsonnement blev efterfølgende brugt til at indføre Fælles Mål 2014 med tilhørende læringsmålstyret undervisning i både folkeskole og læreruddannelse.

For at fremme sit synspunkt har EVA en række begrebsmæssige overvejelser, og man har også gennemført en empirisk undersøgelse. Der er dog ingen historiske markeringer af betydning, så det der med 1993 og at ”slå fast”, svæver ud i det blå. Også dengang fandtes der et skoleformål med en lang historisk rod i samfundets dialoger, og den slags formål kan ikke reduceres til EVA-mål. Dermed ender EVA med en alt for smal en læsning af 1993-loven og hele dens sammenhæng. Men den del af rapporten er for tynd og postulerende til at gå ind i en egentlig drøftelse af.

Rapportens forfattere har besøgt 5 skoler. Man har interviewet 44 lærere og 14 personer fra skoleledelserne, og man har observeret undervisning i Dansk og Matematik. Rapporten er rent kvalitativ, så der optræder ikke noget statistisk materiale eller kvantitative sammenfatninger. Der er dog ingen heller ingen tegn på metodisk finesse eller reference i det kvalitative arbejde. Det betyder, at vi hverken har videnskabelig kvalitet på den kvantitative eller den kvalitative side. EVA kan sige hvad som helst, som de mener passer med deres ”evaluerings”-normer, hvilket de så gør.

Men hvordan formidles resultaterne så? Resultatet af undersøgelsen af lærernes synspunkter og praksis kan man læse om i kapitel 5, ”Fælles mål i undervisningen”, som jeg nu vil gennemgå afsnit for afsnit med henvisning til rapportens underoverskrifter. Jeg vil vise, er der er 0,00% belæg for rapportens og diverse reformtilhængeres konklusion, nemlig at lærere har brug for eller ligefrem efterspørger mere præcise Fælles Mål og læringsmål. Derimod er der 100% belæg for at EVA’s rapport skal i skraldespanden, dvs. at EVA burde tage ved lære af de svar, de får i kassen af lærerne, som nærmest belærer EVA om, hvad en skole og dennes lov er. Hvis det er korrekt, kollapser store dele af reformtænkningen.

EVA starter kapitlet med at sige, at folkeskoleloven kræver, at ”læreren løbende arbejder med at opstille og evaluere læringsmål for undervisningen”. Og dernæst får vi at vide, at lærerne ”synes at følge en anden logik” (s.29).

Den første logiks, altså EVA’s læringsmålslogiks, egentlige fundament kan man finde i en kort refleksion i kapitlet forinden. Her siger EVA, at det er et problem at der skelnes mellem undervisnings- og læringsmål. I stedet – siger man – findes der kun ”læringsmål” og slet ikke undervisningsmål. Nogle læringsmål er blot langsigtede og andre kortsigtede. Der står direkte:

”I denne rapport skelner vi ikke mellem undervisningsmål og læringsmål. I stedet peger vi på at trinmålene i praksis bør ses som langsigtede læringsmål”. Og de kortsigtede læringsmål må jo så være læringsmål for ”det enkelte forløb eller den enkelte aktivitet”, som der står lige bagefter. (s. 18). Ordet “formål” optræder ikke.

Med ”undervisning” ude af det begrebsmæssige og åndelige billede kan EVA nu ensrette undersøgelsen til at handle om sammenhængen mellem langsigtede og kortsigtede/konkrete læringsmål. Dermed har vi fået det, som Skovmand kalder for lærificeringen af lærificeringen. Den første lærificering fandt sted ved at adskille to målsystemer, læringsmål og undervisningsmål. Den anden lærificering, som så altså er en lærificering af lærificeringen, finder sted via udryddelsen som sådan af de allerede amputerede ”undervisningsmål”. Undervisning kan omdannes til læringsmaksimerende læringsmetoder, dvs. til evalueringsteknik. Så vidt den grundlæggende filosofi.

Den manglende historiske refleksion og den pædagogisk-filosofiske katastrofe har en metodisk og en saglig konsekvens: Spørgsmålene om, hvad der egentlig står i ”loven” og den nærmere karakter af lærernes ”anden logik”, flyder pludselig rundt som elefanter i Damhussøen. I stedet har EVA fri bane på Roskildevej.

Lad os gå i gang med de enkelte afsnit. Min læsning er igangsat af læsninger af Hans Dorf (2018) og Keld Skovmand (2018a+b), men bygger også på egne studier. Min analyse bekræfter – og forhåbentlig udvider den også lidt – Dorfs og Skovmands fund:

 

Afsnit 5.1. ”Arbejdet med læringsmål” (s.29ff)

Der indledes en totalt ukritisk hyldest til John Hattie, som er den sidetals-løse reference for følgende markering:

”John Hattie beskriver, at tydelighed og gennemskuelighed i undervisningen først og fremmest bygger på, at elevernes læring er det eksplicitte mål med undervisningen. Dette indbefatter bl.a., at elevernes læring er i centrum, og at både lærer og elev forholder sig åbent og systematisk til sammenhængen mellem undervisning og læring. For eleverne betyder det en øget indsigt i og dermed både en øget bevidsthed om at et øget ansvar for egen læring og læringsmål. For lærerne betyder det, at de løbende må forholde sig til, om undervisningen fører til den ønskede læring, eller om den skal tilrettelægges anderledes (Hattie 2009).”

EVA er vild med Hattie. Hurra!! Og den filosofiske logik, som jeg beskrev ovenfor, fører til, at Hattie, som i forvejen er lærificeret, lærificeres en ekstra gang. Den sidste rest af begrebslig interesse, som var tilbage hos Hattie selv, f.eks. hans interesse for Karl Popper og Carl Bereiter, opløses dermed i den dobbelte lærificering, hvilket citatet er et klart udtryk for.

Derpå får vi igen at vide, at ”undersøgelsen viser, at lærerne i mange tilfælde ikke har tydelige læringsmål…”. I stedet, fortæller EVA, forstår lærerne mange forskellige ting ved pædagogiske mål. Heldigvis, havde jeg nær sagt, for der er en stor faglig diskussion om det emne, men hos EVA bliver denne pluralisme, som burde være et gode, til et kæmpeproblem. Lærerne, som ellers angiveligt har en ”bred forståelse”, lever altså ikke op til EVA-konsulenternes dybt ukvalificerede ideologi, som jo så må bestå i en ”smal forståelse”, hvilket igen opfattes som noget positivt. Så smal-hed er godt hos EVA! Det er jo en ødelæggende konsekvens. Men filosofien går rent ind i skolereformens kød.

Under denne sørgelige ramme uddrager man så nogle interview-citater, der skal vise, at lærerne har problemer med at arbejde med læringsmål, som disse er defineret ud fra EVA’s dobbelte lærificerings-logik, og som skal styrke EVA’s mål om mere målstyring. Citaterne viser dog nærmest det modsatte, nemlig reflekterede lærere, der imod alle odds forsøger at overveje sammenhængen mellem undervisningens lovgivningsmæssige, indholdsmæssige og praktiske momenter. Men EVAs konklusion er altså, at lærerne har et problem med, hvad der i realiteten er EVA’s egen smalhals. Dermed tvinges pædagogikken ind i EVA’s anti-pædagogiske format.

Lad os se på nogle af de ting, som EVA mener er problematiske:

 

5.1.a. ”Læringsmål forveksles med fagbegreber, emner og aktiviteter”

Dette afsnits overskrift henviser til, at en lærer, som EVA ser det, forveksler læringsmål med fagbegreber. En meget uheldig dikotomi efter min mening, men det følger direkte af den dobbelte læringslogik, hvorefter læring erstatter undervisning og indhold som didaktisk kategori.

Læreren kritiseres for at relatere sine mål til indhold og undervisning og ikke til læringsmål, som ifølge EVA henviser til ”hvad eleven specifik skulle kunne på baggrund af forløbet”. Den pågældende lærer har hverken i egen eller i min optik nogen problemer med sit fag, men det har EVA, som udelukkende anser lærerens fornuftige linje som et problem. Det er da kun godt at relatere til indhold og undervisning? Men ikke i EVA’s logik, det er klart.

Og interviewet generaliseres uden videre til, at ”lærerne i praksis forveksler eller erstatter læringsmål med emner eller aktiviteter i undervisningen”.

Og her nævnes så noget, som EVA opfatter som et supplerende problem, nemlig at ”undervisningsaktiviteten” bliver ”fælles for klassen” og ikke er ”planlagt, så den tilgodeser eleverne som individer med forskellige forudsætninger for læring”. Jeg har ingen anelse om, hvad der tales om, men det lyder forskrækkeligt. Det er en form for almengjort individualiseret læringsdifferentiering, som opløser både social og faglig sammenhæng i undervisningen. Men EVA trækker faktisk her på en slags radikalisering og almengørelse af egne tidligere rapporter om undervisningsdifferentiering, hvilket Skovmand også fortæller om i sine bøger.

 

5.1.b. ”Trinmål som konkrete læringsmål i årsplaner, forløb og aktiviteter”

EVA anser det for at være et problem, at Fælles Mål primært arbejder på det overordnede niveau, også kaldet ”langsigtede læringsmål” i jargonen. EVA vil have, at de generelle mål i stedet agerer operativt hele nede på detaljeniveauet, altså læringsmålstyring.

EVA problematiserer via to citater, at lærerne ikke foretager systematiske oversættelser fra Fælles mål til læringsmål – læs: fra langsigtede til konkrete læringsmål – for den konkrete undervisning, eftersom Fælles Mål 2009, som EVA ser det, er for bredt og sporadisk formuleret.

Men hvad siger lærerne egentlig?

Den ene lærer, som underviser i Dansk, klør på med sit fag, og mener, at det cirka rammer målene af sig selv. Den anden gør det modsatte, dvs. at han omformer Fælles Mål til konkrete mål for Matematik. Nu kan det jo godt være, at der er lidt forskel på Dansk og Matematik, men det reflekteres ikke. Men ingen af lærerne har problemer, lader det til. Det er bare to forskellige måder at gøre tingene på. Ingen giver udtryk for, at der egentlig skulle være et problem, og ingen har klaget eller noget. Men EVA mener, der er et problem alligevel. EVA har ganske vist ikke kunnet pege på, at lærernes aktiviteter og emner ikke skulle bunde i Fælles Mål. Problemet går udelukkende på ideologien, må man forstå, nemlig et manglende fokus på den dobbelte lærificerings-logik.

Efter min mening er disse og mange andre citater fra interviewene faktisk et tegn på, at der er en god overensstemmelse mellem lovens ånd og pædagogisk praksis. En overensstemmelse, som EVA vil ødelægge med sin omdannelse af gode pædagoger til små evaluerings-teknokrater.

 

5.1.c. ”Læringsmålene er ikke tydeliggjorte”

Dernæst fortæller EVA, i samme ånd som ovenstående, at Fælles Mål for nogle lærere kun ligger ”i baghovedet”, og at målene dermed ikke ekspliciteres i undervisningen. Men hvorfor det skulle være et problem, får vi ikke noget at vide om. Jeg har da aldrig mødt en lærer, hverken som barn eller voksen, der går og sætter hver eneste lektion i relation til lov/studieordning. Det er snarere super med ”baghovedet”. Det er det, som også kaldes ”tacit knowledge”, dvs. det som enhver god tradition er vævet af. Lad os få noget mere ”baghoved”, tak!

 

5.1.d. ”Lærerne arbejder systematisk med læringsmål for undervisningen uden afsæt i Fælles Mål”

Til sidst i denne del nævnes en lærerinde, som bruger en bestemt læsemetode, som hun ikke eksplicit relaterer til Fælles Mål. Hun mener, at Fælles Mål er for overordnede til at begrunde en bestemt metode, men hun formulerer det egentlig ikke som et problem. Det lyder også fint med mig, men igen: altså ikke for EVA, som har et ideologisk ærinde med at forbinde lange og korte læringsmål uden hhv. indhold, undervisning og pædagogik i forstyrrende nærhed.

 

Konklusion på 5.1.a-5.1.d:

EVA konkluderer:

”Som de fire måder at arbejde på illustrerer, har lærerne i mange tilfælde ikke opstillet læringsmål for de forløb og aktiviteter, de gennemfører i undervisningen. (….) Lærernes måde at arbejde med læringsmål på i praksis stemmer ikke overens med den logik, der ligger i folkeskoleloven med løbende at opstille og evaluere læringsmål. Målsætningsarbejdet fremstår som ét element blandt flere, som lærerne skal have fokus på, men ikke som et grundlag for, hvordan undervisningen tilrettelægges”.

Jeg konkluderer:

Så lærerne har faktisk slet ikke efterspurgt klarere mål, og folkeskolelovens målstruktur er langt mere kompleks, end EVA antager. Målstyring i EVA’s  detaljerede forstand er noget, som kun EVA efterspørger. Det er EVA-ideologi og ikke folkeskole-pædagogik, der er i spil. Foreløbig har vi 0,00 eksempler på lærere, der mangler eller har brug for læringsmål i EVA’s forstand. EVA oversætter en almindelig pædagogisk praksis til at være et problem for EVA’s egen anti-pædagogik.

 

5.1.1. ”Lærerne har svært ved at vurdere levernes læring i relation til Fælles Mål”

Her starter EVA med den utrolige sætning: ”En konsekvens af dels den manglende kobling til Fælles Mål og dels de ofte uklare eller manglende læringsmål er således, at lærernes fokus ofte er på elevernes specifikke viden inden for et emne”.

Hvilket foruroligende nærmest naivt opgør med skolens kundskabsforpligtelse. Det er da kun godt, at fokus er på elevernes viden i stedet for på at ”lære at lære”? Spørgsmålet er så naturligvis, hvad ”viden” betyder, men den slags drøftelser bor på en helt anden planet end EVAs. Man må ikke kræve abstrakt tænkning af små børn.

Dernæst er der et citat fra en lærer, der kritisk reflekterer over Fælles Mål-udtrykket ”at kende til”. Men i EVAs optik, bliver denne refleksion pludselig til, at læreren har en ”udfordring” og videre til en opfordring til, at lovens målstruktur bør være mere specifik og operationaliserbar. Man skal sørme passe på, hvad man siger til disse evalueringskonsulenter. Rapporten starter faktisk med at fortælle om, at mange lærere har været nervøse ved at deltage i undersøgelsen. Det forstår man godt.

Vi får også at vide, at lærerens fokus på ”fag-begreber, emner og aktiviteter” gør det svært at ”evaluere elevernes udbytte af undervisningen”. Der arbejdes virkelig i pædagogiske forfaldstermer i disse passager. Fagbegreber og evaluering er nu noget modsætningsfuldt? Men igen: Det følger direkte af den dobbelte lærificeringslogik.

EVA har fundet et eksempel på, hvad man opfatter som optimalt, nemlig at en lærer fra starten af et forløb i f.eks. Matematik siger, at en elev skal kunne ”to metoder til at indtegne en graf”. Så ved man, om ”eleven er udlært i emnet”, som det hedder. Jamen lad os da bare reducere pædagogik til denne model dag ud og dag ind i 13 år. Så skal vi nok få en frisk ungdom. EVA siger også, at ideologien bør knyttes direkte an til 12-trinsskalaens mangelfilosofi (s.22). Men er det ikke et overgreb på en hel generation? Jo, det er det. Det er mangelpsykologi og eksistentiel usikkerhed helt ind i kødet. EVAs målstyringsmetode kan gå for stærkt afgrænsede tilfælde, men ikke som almenpædagogisk ideal, der knyttes til karakterskalaer og skolens liv som sådan.

Rapportens konklusioner ledsages af en reference til EVA’s 2011-rapport om læringsmål og undervisningsdiffentiering, som også refereres i Skovmands analyse. Det var den rapport, hvor Jens Rasmussen var den centrale deltager i ekspertgruppen, og som lægger op til nærværende 2012-rapport. Sammen med en tredje rapport fra 2004 ender vi ud med helt særligt paradigmeskifte-EVA-system, som med videnskabelige eksperter som benzin efterhånden får ødelagt pædagogikkens sagsområde i samfundet. Bagved lyder klokkerne fra forskellige teoretiske bevægelser inden for systemteorien og poststrukturalismen.

Nu jeg er i gang med den bredere kontekst, er det værd at nævne følgende: Efterfølgende spadserede rapportens konklusioner direkte ind i skolereformen, især via Skolerådets årsrapport fra 2013: Herfra dels som mere almene men dog stærkt genkendelige formuleringer i regeringsudspil og forligstekst, og dels som en helt specifikt og centralt placeret reference i det efterfølgende kommissorium for den mastergruppe, som skulle dirigere arbejdet med Fælles Mål. Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen var her de centrale aktører. Sidstnævnte er i dag med i bestyrelsen for EVA. Han er også leder af den videnskabelige baggrundsgruppe for skolereformens følgeforskning, som han også selv har deltaget i. Og jeg kunne fortsætte. Det er et helt utroligt kredsløb efter min mening.

På den måde ender EVA-rapporten som en overdeterminerende tekst i forhold til to efterfølgende evalueringer af Fælles Mål-området i hhv. 2015 og 2017, som ikke engang behøver at nævne rapporten, men som klør på i helt samme ånd. 2015-evalueringen var skrevet af Bodil Nielsen, som var med i ekspertgruppen for 2012-rapporten. Og 2017-evalueringen var skrevet af hhv. Jens Rasmussen, som altså var med i 2011-rapporten, og Andreas Rasch-Christensen, som hyppigt refererer til EVA-rapporten i andre sammenhænge. I slutningen af 2018 kom endnu en evalueringsrapport, denne gang fra VIVE, hvor EVA-rapporten igen spiller en rolle i forbindelse med endnu en ukritisk undersøgelse af Fælles Mål. Undervisningsministeren måtte ligefrem tage offentligt afstand fra sidstnævnte rapport af grunde, som flugter mine.

Via kommissoriet arbejder 2012-rapportens synspunkter sig også ned i undervisningsministeriets 2014-Vejledning for Læringsmålstyring. Vejledningen udarbejdes af folk fra ministeriet og UCC med Jens Rasmussen som tæt rådgiver. Store passager fra Vejledningen indgår efterfølgende direkte i Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens senere tekster, bl.a. i den indflydelsesrige “Folkeskolen efter reformen” fra 2015, hvor man også finder direkte referencer til rapporten. I disse referencer finder man ikke den mindste kritiske markering. Tværtimod bringes rapportens begrebsapparat, paradigmeskift-teori og påståede resultater positivt videre. Det samme gælder for åndsfællen Lars Qvortrups arbejde. Jeg har lavet en række links til disse tekster i bunden af mit blogindlæg.

Men nu tilbage til selve gennemgangen:

 

5.1.2. ”Der er ikke en entydig kobling mellem Fælles Mål og elevplanerne”

Igen ser vi samme mønster. En lærer fortæller, at han sammenfatter elevplaner og faglig udvikling, ud fra noget der lyder som almindelig faglig dømmekraft. Det går fint. Men det synes EVA altså er et stort problem. Der er fra EVAs synspunkt tale om en ”udfordring, som læreren har med at opstille læringsmål”.

EVA har fundet ud af, at Fælles Mål for mange lærere er ”en rettesnor” for elevplanerne, men at sammenhængen ikke er ”entydig eller systematisk”. Men ”rettesnor” er da fint? Ja, nærmest at foretrække? Og de interviewede lærere lader ikke til at have problemer med den ordning. Men ok, de er jo også lærere og ikke evalueringskonsulenter.

 

5.2. ”Lærernes brug af Fælles Mål”

Lærerne kritiseres for at opfatte Fælles Mål som en overordnet planlægningsramme. EVA vil i stedet proppe Fælles Mål ned i den konkrete undervisningsplanlægning i form af læringsmålstyring. Men de lærerne, som interviewes, har ingen problemer med en mere overordnet struktur, som jo også både eksisterer på gymnasier, i børnehaver og på universiteter, endnu da. Men EVA har problemer. Det er EVA, der efterspørger en bestemt didaktisk model, som ingen referencer har i den pædagogiske forskning eller tradition, og som ingen lærere efterspørger.

Mange af de lærere, som interviewes, er derimod kritiske eller føler tydeligt ubehag over for den læringsmålsstyring, som EVA lægger op til med deres pågående spørgsmål. Men den diskussion tages ikke. Lærernes holdning opfattes slet og ret som et problem, som sådan en slags populisme eller modstand mod læring osv..

 

5.2.1. ”Fælles Mål ses som vejledende”

Så kommer der et citat fra en lærer, der siger, at han ikke uden videre bruger Fælles Mål, men at han får mere inspiration ud af at lytte til ”erfarne kolleger”.

I et andet citat siger en lærer, at han faktisk i høj grad tager Fælles Mål seriøst, men at han blot ”ikke har det i baghovedet” i den konkrete undervisning.

EVA mener, at det er problematisk, for det betyder, at disse lærere kun opfatter Fælles Mål som ”vejledende” i stedet for ”forpligtende”. Men det er da super at lytte til erfarne lærere og at se på den konkrete praksis som mere sammensat end blot determineret ved evalueringsmål! Det er i dyb overensstemmelse med stort set al seriøs pædagogisk teori, jeg har kendskab til. Og det står overhovedet ikke i modsætning til “forpligtende” i en mere overordnet forstand.

 

5.2.2. ”Fælles Mål ses som en indlejret del af lærebogsmaterialet”

Så er der en matematiklærerinde, der siger, at hun i store træk har tillid til, at det lærebogssystem, hun benytter, er koblet til Fælles Mål, og at hun ikke går og tjekker det i tide og utide. EVA skriver, at hun ”nærmere adspurgt ikke kan konkretisere eller beskrive, hvilke læringsmål der er for et konkret forløb”. Jeg aner ikke, hvorfor lærerindens adfærd skulle være et problem – magen til primitiv eksamination af en professionel person, skal man da lede længe efter. Jeg håber blot, at lærerinden undersøger forskellige systemer og interesserer sig for matematik i det hele taget i stedet for at stirre sig blind på nogle trinmåls konstante operationalisering. Men igen: EVA finder problemer, som har rod i EVA’s egen smalle konstruktion af skolens lov og tradition.

 

Konklusioner på kapitel 5:

Så summa summarum. Der er ingen lærere, der efterspørger læringsmål. Men EVA efterspørger dem, både de lange og de korte, og lægger uden videre EVA’s egen ideologiske og ubegrundede antagelse ned over interview-materialet.

Så 0,00 lærere efterspørger læringsmålstyring med udgangspunkt i klarere Fælles Mål.

Men alligevel bliver det over det hele til, at denne rapport viser, at alle lærere i Danmark har brug for læringsmålstyret undervisning. Dermed går man fra 0 til 46.000 personer, og søsætter fejlen overalt i det politiske og videnskabelig system. Rapporten er en central reference i Jens Rasmussens, Andreas Rasch-Christensens og Lars Qvortrups artikler og indlæg om emnet. Derfra pushes rapporten og dens begreber frem og videre ind i UC-systemerne og konsulent/KL-lagene og ned på det slidte gulv.

På s.26 i rapporten skriver EVA, at den målstyringslogik, der ligger i Fælles Mål, ”harmonerer dårligt med skolens praktiske virkelighed”, og at lærerne ”har svært ved at følge logikken”. Ja da, og hvorfor mon? Hvad er det lige, en skole er og bør være? Men den slags spørgsmål er alt for avancerede for EVA, som blot vil tvangstilpasse ”den praktiske virkelighed” til EVAs tomme og upædagogiske paradigmeskifte-formel.

Det er dog værd at bemærke, at den helt endelig læringsmålstyringsstruktur endnu ikke er etableret. Det sker først i 2013-14, hvor man officielt stadfæster, at alle skolens aktiviteter skal tage udgangspunkt i konkrete og atomiserede læringsdefinerende slutmål i en såkaldt “læring all inclusive”. Men vi er så tæt på som muligt.

 

Appendix A-D:

Til sidst er der nogle tillæg, som det også er værd at knytte et par bemærkninger til:

 

Appendix A:

Her er den ekspertgruppe, som har bistået EVAs projektgruppe med grundig faglig sparring:

  • Bodil Nielsen, Lektor ved UCC
  • Tomas Højgaard, lektor DPU
  • Birgit Nielsen, skoleleder
  • Mads Erichsen, matematiklærer

De to lektorer, som må formodes at have svunget den begrebsmæssige taktstok, er begge læringsmålsbegejstrede og skriver offentlig om det. Fagligheden er derfor uhyre ensporet.

 

Appendix B:

Her fremlægges ”datagrundlag og metode”, men det er egentlig bare en praktisk skitsering af, hvad man har gjort. Der er ingen seriøs ”metode” over det. Man får det til at lyde som en neutral undersøgelse, selvom der altså er tale om en ren ideologisk strukturering af data. Og der er absolut ingen refleksion over datas nærmere karakter og sammenhæng.

Det fremgår desuden, at man har interviewet seks såkaldte ”nøglepersoner”, hvoraf følgende er de mest fremtrædende og alle kompetence- og læringsdrejede på forskellige niveauer:

  • Jeppe Bundsgaard (optræder to gange i rapportens litteraturliste)
  • Lise Voigt
  • Tomas Højgaard
  • Mads Haugstad

De to centrale indflydelseskilder er altså Bundsgaard (nøgleperson) og Højgaard (ekspertgruppe) på forskningsniveau og Bodil Nielsen på UC-niveau. Bundsgaard forfægter en radikal kompetence/OECD-baseret læringsvision. Højgaard har holdt en række begejstrede videoforedrag om ”læringsmålstyret undervisning”, og Nielsen har skrevet i samme ånd. Lise Vogt har skrevet begejstret om horisonten i tisskriftet KVAN, nr. 101.

Rapporten som sådan er ifølge afsnit 2.3. udarbejdet af en EVA-projektgruppe, som består af:

  • Evalueringskonsulent Jais Brændgaard Heilesen (projektleder)
  • Evalueringskonsulent Jonas Larsen-McAlpine
  • Evalueringsmedarbejder Sara Christensen
  • Metodekonsulent Kristine Als Velling.

Jeg er ikke bekendt med, at nogle af disse personer har erfaring med at drøfte pædagogiske emner. De to konsulenter, som må være hovedkræfterne, har i al fald ikke.

 

Appendix C:

Dette appendix består af en oversigt over Fælles Mål 2009 for dansk og matematik. Her er det tankevækkende, at man helt negligerer fagenes formål og bredere sigte, som det er angivet i især lovens §1 og §5, men også i fagformålene.. Man koncentrerer sig kun om ”slut- og trinmål”. Hele rapportens generelle mangel på formålsdiskussion og dens systematiske negligering af lærernes forsøg på at berøre formåls- og indholdsemner, bekræftes altså i fagforståelsen. Væk er både skolelovens §1 og §5. Med denne mangel som baggrund, kan man jo let reducere §18, som egentlig handler om metodefrihed, til at være et spørgsmål om evalueringsoptimering og læringsmålstyring.

 

Appendix D:

Dette bilag er en reference til Ontario, der jo er blevet taget til indtægt for læringsmålstyring i Danmark. Skovmand mener, det er uberettiget.

 

Llitteraturlisten:

Endelig er der litteraturlisten, som har følgende referencer, hvilket angiver rapportens horisont:

  • Ontarios undervisningsministerium
  • OECD (årsrapport om evaluering: http://www.oecd.org/education/school/47696663.pdf)
  • 2 x Jeppe Bundsgaards forskningsmiljø (indgår dog ikke i brødteksten?)
  • SFI
  • 7 x EVA
  • Lise Tingleff Nielsen (Nielsen er i dag leder af EVAs skoleområde. tidligere var hun som forskningschef på UCC mig bekendt med til at fremme læringsmålstyring, da folk fra UCC var styrende i arbejdet med ministeriets vejledning i læringsmålstyret undervisning)
  • 7 x UVM (diverse Fælles Mål hæfter)
  • John Hattie

Nærmest ironisk nævnes også til en bog af Thomas Illum Hansen og Keld Skovmand (!). Denne bog optræder dog – dobbeltironisk – ikke i selve teksten?? Det samme gælder en bog af Bo Steffensen fra 2005.

Det var det.

Som det fremgår, er mange af de faglige referencer fraværende i brødteksten, og det er derfor helt umuligt præcist at vurdere deres betydning.

 

Referencer og Links:

Link til rapporten: https://www.eva.dk/grundskole/faelles-maal-folkeskolen

EVA-video om rapporten: https://www.youtube.com/watch?v=Z7Z2Nk8BoHo

 

Jeg arbejder løbende på en liste over tekster, hvor EVA-rapporten bruges som reference/omdrejningspunkt for policy og faglighed. Med mindre andet er anført refereres rapportens synspunkter helt ukritisk:

A. Policy-sammenhænge:

EVA-2012-rapporten var jo bestilt af Skolerådet, og spadserede efterfølgende både markant og direkte ind i Skolerådets rapport fra 2013, der spillede en stor rolle i den videre policy-proces. https://www.ft.dk/samling/20121/almdel/BUU/bilag/216/1242314/index.htm

Den daværende undervisningsminister Christine Antorini reagerede meget positivt på rapporten, som hun vil bruge til at stramme målstyringen. DLF var derimod kritiske. Her er en artikel fra  2012, dvs. fra samme måned som regeringens skolereformudspil: https://www.dr.dk/nyheder/indland/danmarks-laererforening-antorini-skal-ikke-forenkle-faelles-maal-i-folkeskolen

I Politiken fra december 2012 udtaler Skolerådets formand, økonomen Jørgen Søndergaard, og Andreas Rasch-Christensen sig positivt om rapporten. De er helt på linje med Antorinis reaktion. https://politiken.dk/indland/art5498122/Unders%C3%B8gelse-M%C3%A5l-for-skolen-bliver-ikke-opfyldt

Regeringens skoleudspil, december 2012: http://www.stm.dk/multimedia/G_r_en_god_skole_bedre__et_fagligt_l_ft_af_folkeskolen.pdf (rapporten refereres ikke direkte, men hele rapportens horisont står på s.49 i omtalen af Fælles Mål. Søsterrapporten fra 2011 refereres direkte). Formuleringerne vandrer videre til s.10+25 i selve forligsteksten, nærmest tappet fra Skolerådets formuleringer: https://www.altinget.dk/misc/130607_Endelig%20aftaletekst.pdf

Rapporten refereres direkte og helt centralt placeret i regeringens kommissorium til mastergruppen for Fælles Mål, april 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2019/03/Bilag_A_Kommissorium_17.04.13.pdf?fbclid=IwAR3vbBHIVDKbLOlwtYEPwezoeBbyjDrD-F35IOjnJQw6LYZ87egZ7v5-OiE

Link til ordførernes tale ved 1. behandlingen af lovforslaget om Fælles Mål i foråret 2014. Herfra er der også link til den endelige lov: https://www.ft.dk/samling/20131/lovforslag/L150/BEH1-62/forhandling.htm

Rapporten indgår stadig i dag i undervisningsministeriets narrativ om de Fælles Mål, selvom man politisk set officielt har forladt læringsmålstyringen: https://www.uvm.dk/folkeskolen/fag-timetal-og-overgange/faelles-maal/historisk/historisk-oversigt

Embedsmand Anders Andersen om EVA-rapportens betydning, april 2016: https://www.folkeskolen.dk/585208/ministeriet-vi-har-opfundet-laeringsmaalstyret-undervisning

VIVE-evalueringsrapport fra 2018, bl.a. om Fælles Mål: https://uvm.dk/publikationer/2018/181220-laerere-og-paedagogers-oplevelse-af-skolen-i-folkeskolereformens-fjerde-aar

 

B. Faglige referencer til EVA-rapporten. Alle helt ukritiske:

Qvortrup, L. (2015). “Data- og forskningsinformeret udvikling af pædagogisk praksis i dagtilbud”, i Næsby, T. (red.). Evidens i pædagogisk praksis – en introduktion, Frederikshavn: Dafolo, s. 215-233.

Egelund, N. & Qvortrup L. (2014). “Forord”, I: Hattie, John & Yates, Gregory C. R. 2014: Synlig læring og læringens anatomi, Frederikshavn: Dafolo, s. 9.

Qvortrup, L. (2014): ”Folkeskolereformen: Principper, udfordringer og inspiration”Skolen i en reformtid – muligheder og udfordringer, UCN, Seriehæfte nr. 8, maj 2014. http://blad.ucn.dk/FoU/Skolenienreformtid/?page=1

Qvortrup, L. (2015). Det ved vi om forskningsinformeret læringsledelse, Dafolo, ch.3.

Majgaard, K. (2015). “Den faciliterende forvaltning”, I: Rasmussen, J. & Holm, C. & Rasch-Christensen, A.: Folkeskolen efter reformen, Hans Reitzel.

Rasmussen, J. (2015). “Folkeskolereform 2014”, : Rasmussen, J. & Holm, C. & Rasch-Christensen, A.: Folkeskolen efter reformen, Hans Reitzel.

Rasmussen, J. & Rasch-Christense, A. (2015). “Målstyring: nye Fælles Mål”, I: Rasmussen, J. & Holm, C. & Rasch-Christensen, A.: Folkeskolen efter reformen, Hans Reitzel.

Holm, C. (2015). “Ny styring af lærernes autonomi?”, I: Rasmussen, J. & Holm, C. & Rasch-Christensen, A.: Folkeskolen efter reformen, Hans Reitzel.

Qvortrup, L. (2015). “Skoleledelse efter folkeskolereformen”, I: Rasmussen, J. & Holm, C. & Rasch-Christensen, A.: Folkeskolen efter reformen, Hans Reitzel.

Rasch-Christensen, A. (2015). “Mål for elevernes læring”, Kvan, nr. 101, s.7-15.

Rasch-Christensen, A. (2016). “Pædagogik og ledelse efter reformen”, i Balle, A. (red.): Pædagogik og skoleledelse – en håndbog for skoleledere, Hans Reitzels Forlag.

Plaugborg, H. (2015). “Klasseledelse og målstyret undervisning”, I: Rasmussen, J. & Holm, C. & Rasch-Christensen, A.: Folkeskolen efter reformen, Hans Reitzels Forlag.

Olsen, J.V. (august 2014). “Professor: Fælles mål giver lærerne nyt ansvar”, interview på Folkeskolen.dk med Jens Rasmussen i forbindelse med DPU-konference. https://www.folkeskolen.dk/548309/professor-faelles-maal-giver-laererne-nyt-ansvar. Her er et link til selve konferencen, der understreger ånden: http://konferencer.au.dk/forskning-i-folkeskole-i-forandring/

Olsen, J.V. (april 2016). ”Ministeriet: Vi har opfundet ’læringsmålstyret undervisning’, Folkeskolen.dk https://www.folkeskolen.dk/585208/ministeriet-vi-har-opfundet-laeringsmaalstyret-undervisning

Dolin, J. (2016). ”Idealer og realiteter i målorienteret undervisning”, i Cursiv, nr. 19, s. 67-87. (få og lette kritiske bemærkninger, der tales f.eks. om ”en vis instrumentalisering”.)

Heckmann, Lene (2015). “Tydelige læringsmål i praksis”, Skoleportalen.dk, Frederikshavn: Dafolo, nr. 3, s. 6-9.http://www.skoleportalen.dk/media/maj2015.pdf,. Lene Heckmann er direktør for Kompetencehuset Heckmann.

 

C. Kritiske behandlinger af rapporten og dens sammenhæng:

Dorf, H. (2018). Skolepolitik og undervisningskvalitet i Danmark, Aarhus Universitetsforlag, se især kapitel 4.

Skovmand, K. (2019a). I bund og grund – reformer uden fundament, Hans Reitzel.

Skovmand, K. (2019b). Folkeskolen efter læringsmålstyringen?, Hans Reitzel, se især kapitel 2+3, men også andre steder, også i 2019a.

Jens Rasmussens indflydelse på 2000’ernes uddannelsespolitik

Jeg har fundet to oligarkiske krøller vedrørende Jens Rasmussens arbejde i 2000’erne, som bekræfter en række aktuelle analyser af f.eks. Keld Skovmand, og nogle iagttagelser jeg selv har gjort i tidens løb, bl.a. i bogen “Pædagogikkens to verdener” (Rømer 2015). Denne gang drejer det sig ikke om folkeskolen, men om hhv. læreruddannelsen og synet på pædagogisk forskning.

 

1. Læreruddannelsen

Rasmussen var formand for EVA’s evaluering af læreruddannelsen helt tilbage i 2003 (der var kommet ny lov i 1997). Evalueringen resulterede efterfølgende i en revision af loven i 2006. Den revision synes Rasmussen dog ikke var tilstrækkelig. Til DR udtalte han: ”Det er meget problematisk, at reformen ikke er mere radikal”, og til Folkeskolen.dk sagde han, at han stadig venter på ”den visionære uddannelse”.

Jeg ved ikke, om Rasmussen var med i selve arbejdet med 2006-loven. Er der nogen, der ved det?

Rasmussen var også den centrale faglige aktør i den næste store evaluering, denne gang af 2006-loven. Denne evaluering blev lavet i 2011-12 og førte direkte til den aktuelt gældende reform. I selve reformarbejdet med 2012-loven var Rasmussen desuden en vigtig spiller i udviklingen af læreruddannelsens fag, ligesom han også var i folkeskoleregi året efter.

Endelig deltog han i 2016 i en evaluering af 2012-reformen, hvor han talte for mere læringsmålslæring.

Man kan let følge retningen mod læringsmålstyring op gennem årene, yderligere forstærket af en vigtig EVA-rapport fra 2011 om undervisningsdifferentiering, der også nævnes af Skovmand, og som Rasmussen også deltog i udarbejdelsen af. Retningen kulminerer i 2016-evalueringen, hvor læringsmåls-ideologien peaker. På intet tidspunkt i disse tekster drøftes læreruddannelsens eller skolens egentlige formål, som dette ellers har været lovbestemt op gennem årene.

Endelig er det værd at nævne Aarhus Universitets forslag til læreruddannelse fra oktober 2007. Her spiller Rasmussen en central rolle med hele direkte referencer samt en reference til 2003-evalueringen. Forslaget er renset for åndsvidenskabelige og historiske referencer. Forslaget blev dog ikke til noget.

Bagved denne ærgerlige men ufravigelige tendens ligger Rasmussens teoretiske skifte, som for alvor blev markeret i 1996 i bogen ”Socialisering og læring i det refleksivt moderne”. Her samtænker han Luhmanns systemteori og radikal konstruktivisme med udgangspunkt i et frontalt opgør med dannelse og pædagogisk tradition, en bevægelse han allerede havde påbegyndt i sin kritik både af Knud Illeris og af oplysningsfilosofien tilbage i starten af 1980’erne.

 

2. OECD i 00’erne

OECD udgav i 2004 en ekstremt indflydelsesrig rapport om Dansk uddannelsesforskning. Her talte man for at centralisere uddannelsesforskningen, for at nedsætte et Clearinghouse og for mere evaluering og evidens. Der er stort set ingen slinger i valsen. Rapporten bliver stadig brugt af ledende kræfter. F.eks. var rapporten en central markør i forbindelse med institutleder Claus Holms indvielse af Nationalt Center for Skoleforskning i 2016, hvor Jens Rasmussen endnu engang fortalte om sin læringsmålsideologi. Rapporten indgik også i den indflydelsesrige udgivelse ”Viden om uddannelse” af Jens Rasmussen og Claus Holm fra 2007, som Peter Kemp efterfølgende kaldte for “anti-filosofi”, og som i sin essens var en forberedelse af antologien ”Evidens og dømmekraft” fra 2017, hvor Rasmussen kritiserede Gert Biesta for at være for filosofisk, og hvor Holm nærmest taler for en total centralisering af dansk pædagogisk forskning, netop med udgangspunkt i OECD-rapporten fra 2004 og dens tale om “national strategi”. Holm vil have et “maskineri”, hvor alle kender deres plads i produktionen af lærings-evidens, og det maskineri skal styres af et centralt konsortium. Herfra kan man styre forskningen og  underlægge sig den til enhver tid siddende regerings uddannelsespolitiske prioriteringer, f.eks. at blive nr. 5 i PISA (jvf. konsortium af 2010). Jens Rasmussen var ph.d.-vejleder for Holm, hvilket er let at se i sprogspillenes teoretiske og politiske vandringer.

OECD-rapporten fik i høj grad også praktisk betydning. Der blev jo rent faktisk dannet et Clearinghouse, og forskningen blev centraliseret, først med Forum for Koordination af Uddannelsesforskning, hvor Rasmussen selv sad med, og siden med Nationalt Center for skoleforskning, hvor Rasmussen også var en vigtig aktør under vennen Lars Qvortrups ledelse. Efterfølgende blev Qvortrup også leder af Clearinghouse. UC’erne, som kom til i 2008, var en del af samme tendens, og de deltog dag også i både skoleforskningscenter og koordinations-forummet.

Men hvor kom disse OECD-baserede ideer fra, som altså fremgik af hovedrapporten? Jo de kom bl.a. fra en national baggrundsrapport, den såkaldte ”OECD-Country report”, der netop beskrev, hvad dens forfattere opfattede som en problematisk decentral forskningsstruktur. Der står direkte i hovedrapporten, at den er ”based on the background report”.

Men ok, hvem skrev så denne baggrundsrapport? Jo, det gjorde Jens Rasmussen såmænd (i samarbejde med læseforskeren Carsten Elbro). Og rapportens eneste reference er faktisk den 2003-evaluering af læreruddannelsen, jeg nævnte under punkt 1, som Rasmussen selv havde skrevet, hvilket baggrundsrapporten dog ikke nævner. Det er da meget sjovt, er det ikke?

Ifølge en meget interessant artikel af professor Palle Rasmussen fra 2009 er der et tydeligt samspil mellem de to rapporter. Baggrundsrapporten taler om, at forskningen er ”ukoordineret, delvist tilfældig og uden strategi”, og der argumenteres i forlængelse heraf for større forskningscentre. Det vil fremme ”produktiviteten”, som der står, helt som det ender med i hovedrapporten. Palle Rasmussen mener dog ikke, at disse konklusioner har nogen rod i data. Den udtrykker snarere ”the more or less informed opinion of the authors”, som han siger.

Palle Rasmussen skriver, at Jens Rasmussen/Elbro har lavet en ”highly dubious interpretation of the relevant tables”, som – sådan forstår jeg det – bevidst fremmer DPU’s interesse i at konsolidere sig som ny organisation på bekostning af andre af landets forskningsmiljøer, som Rasmussen selv var og er en del af. Dette “highly dubious” var nok Palle Rasmussens ord for “uredelighed” i 2009. Skovmand har skam ikke opdaget noget nyt. I Jens Rasmussens og Holms 2007-udgivelse, altså “Viden om uddannelse”, nævnes forbindelsen mellem de to rapporter også. Det fremgår dog ikke, at Jens Rasmussen er forfatter til baggrundsrapporten, så vidt jeg kan se, hvilket burde være tilfældet, når nu kasketterne er over det hele.

Baggrundsrapportens synspunkter indgik som nævnt direkte i OECD’s hovedrapport, og den spadserede også direkte ind i KL’s høj-mekaniserede 2005-udspil om uddannelsesforskning og som sagt også mange andre steder. Hovedrapporten stod David Hargreaves for, som i de år var ud af en evidens-tangent, for nu at sige det mildt. Det er lidt synd, for det betyder, at Hargreaves i Danmark nærmest er blevet synonymt med den ”rene pædagogik”. I virkeligheden er han en langt mere bredt funderet pædagog, hvilket bl.a. Lene Tanggaard har vist i Uren Pædagogik 3 i en artikel om emnet.

Hovedrapporten refererer i øvrigt direkte til en ministerielt sanktioneret 1998-rapport af Lars Henrik Schmidt og Lars Hammershøj. En rapport, der på sin vis lagde grunden til DPU som sådan. Den reference må jo også komme fra Jens Rasmussens baggrundsrapport, selvom det ikke fremgår direkte? På den måde fodres OECD af nationale forskningsinteresser og pædagogisk ideologi, som efterfølgende fremføres som “OECD’s review”. Det er et lukket kredsløb, som er “highly dubious”.

Palle Rasmussen har dog heller ikke meget til overs for Schmidts rapport: ”the attempt to estimate the relative weight of institutions and themes was unsuccesful; the data was flawed and the basis of analyses and conclusions was too uncertain”. Jeg har selv haft fingrene i Schmidt/Hammershøjs tekst og kan til fulde bekræfte Rasmussens konklusion. Rapportens begrebsstruktur er ideologisk på en let gennemskuelig måde.

Så Jens Rasmussen satte virkelig dagsordenen i disse år. Samtidig var han jo også toneangivende på lærerseminarierne og i redaktionen for Unge Pædagoger. I dag er han ivrig fortaler for læringsmålstyring og for OECD’s læringspolitiske ideer.

 

3. Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – kritikkens hjemløshed

Jeg har selv argumenteret for, at der i Danmark eksisterer et pædagogisk oligarki. Palle Rasmussen beskriver noget lignende til sidst i sin artikel, efter faktisk at have anerkendt relevansen af nogle af de problemstillinger, som OECD har påtalt. Han kalder decideret sit konklusionsafsnit for “The homelessness of criticism”:

“However, there is a crucial problem in the fact that these developments have almost completely been driven by institutional actors and interests. Ministries, directorates, universities, colleges, departments and others have shaped the transformation of Danish educational research and continue to do so.

Independent representatives of the research community and the end-users of research (students, parents, employees, citizens) have been almost invisible in this landscape. The result is an emerging quality regime that combines an emphasis on explicit and methodological criteria of quality with an orientation towards the knowledge needs and problem definitions of policymakers.

This regime does not completely exclude the implicit, peer-based notions of quality, but it places them in a subordinate position. Although it argues supposedly on behalf of teachers and other educational practitioners, it filters their perspective through that of the policymakers, and does not organise direct dialogue between researchers and practitioners.

A likely consequence of this is that important dimensions in educational research increasingly become homeless

(mine kursiveringer, TAR)

Samme år – i 2009 – startede jeg selv mit kritiske arbejde, og jeg skal da lige love, for at det med “hjemløsheden” kom til at stemme overens med mine egne erfaringer. Palle Rasmussens analyser og prognoser var – viste det sig – tæt på realiteten.

(Synspunkterne i Palle Rasmussens artikel er også noteret i Hans Dorfts nye bog om skolepolitik “Skolepolitik og undervisningskvalitet i Danmark” fra 2018. Referencen står på s. 79)

 

Links og referencer:

1. Læreruddannelse:

Evaluering af læreruddannelsen 1997, fra 2003: https://www.eva.dk/videregaaende-uddannelse/laereruddannelsen-2003

Rasmussens vurdering af 2006-loven på DR: https://www.dr.dk/nyheder/indland/hver-tredje-laererstuderende-giver-op, og i Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/42134/fin-reform-der-ikke-holder-i-laengden

Evaluering af læreruddannelsen 2006, fra 2012: https://ufm.dk/publikationer/2012/deregulering-og-internationalisering-evaluering-og-anbefalinger-om-laereruddannelsen-af-2006

Evaluering af Læreruddannelsen 2012, fra 2016: http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Aktuelt/Laereruddannerkompetencer.pdf?utm_medium=email&utm_campaign=Undervisere+p+lreruddannelsen+efterlyser+kompetencelft&utm_content=Undervisere+p+lreruddannelsen+efterlyser+kompetencelft+CID_8dea53acb4dab8772bb5587eefcd14fe&utm_source=Campaign%20Monitor&utm_term=Lreruddannerkompetencer%20%20en%20undersgelse%20af%20danske%20lreruddanneres%20kompetencer%20og%20behov%20for%20kompetenceudvikling

EVA om undervisningsdifferentiering, 2011: https://www.eva.dk/sites/eva/files/2017-07/Undervisningsdifferentiering_som_baerende_paedagogisk_princip_endelig.pdf

Aarhus universitets forslag til læreruddannelse i 2007: https://backend.folkeskolen.dk/~/Documents/149/49149.pdf

 

2. Links/referencer til OECD:

OECD Country-rapport, 2004: https://www.målogmæle.dk/ce/paed_forsk_overs.pdf

OECD hovedrapport, 2004: http://www.oecd.org/education/ceri/33888206.pdf

KL’s udspil om uddannelsesforskning, 2005: http://www.thomasaastruproemer.dk/anti-paedagogikkens-raa-struktur-kl-laering-2005.html

Nationalt Center for skoleforskning og OECD-rapporten, 2016: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk-nedsmeltning-nationalt-center-for-skoleforskning.html

Analyse af Schmidts/Hammershøjs tekst fra 1999: http://www.thomasaastruproemer.dk/samtidsdiagnose-laering-paedagogisk-forskning-del-2.html

Palle Rasmussen (2009): ”Educational research and knowledge policy – the case of Denmark”, I: Besley, T: Assessing the quality of educational research in higher education, Sence Publishers.

Facebook-drys 58: d. 25. januar – d. 28. februar 2019

Her er 39 facebook-opdateringer fra d. 26. januar – d. 28.februar. Perioden har været præget af diskussionen af Keld Skovmands kritik af skolereformen, men der har også været et politisk forlig om ”justering” af skolereformen.

Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Åbning af Skovmand-sagen
  2. Keld Skovmand på folkeskolen.dk
  3. Keld Skovmand i Weekendavisen
  4. Keld Skovmand i Radio24syv
  5. Spørgsmål til sagsbehandlingen i NVU
  6. Vurdering af skolepolitisk forlig om justering af folkeskolereformen
  7. Arne Eggert afskediges af KL
  8. Dagens Politiken 1: Synet på det skolepolitiske forlig
  9. Et fællesskab af kættere
  10. Lars Qvortrup og Jens Rasmussen i Weekendavisen
  11. Reception for Keld Skovmands bøger
  12. Aarhus Universitet og DPU reagerer på Skovmand-sagen
  13. Det har jeg aldrig sagt: Lars Løkke=Martin Luther King
  14. Det har jeg aldrig sagt 2: Andreas Rasch-Christensens meritter
  15. Samlet kommentar til Rasmussens, Qvortrups og Rasch-Christensens to svar til Keld Skovmand
  16. Keld Skovmand i video om læringsmålstyring
  17. Det har jeg aldrig sagt 3: Lars Qvortrup og Grundtvig
  18. Dagens Politiken 2: om læringsmålstyring
  19. Hannah Arendt i Helsingør
  20. Jernindustrien: Jens Rasmussens klage
  21. Læringsideologi i Gladsaxe
  22. Keld Skovmands læserbrev i Weekendavisen
  23. Aarhusiansk dokumentation
  24. Dagens Politiken 3: Forandring gennem læring
  25. Note 1 til Keld Skovmands nye bog
  26. Qvortrups og Egelunds forord til bog af Hattie & Yates
  27. Lars Qvortrup svarer Keld Skovmand i Berlingske
  28. Note 2 til Keld Skovmands nye bog
  29. Indspisthedens regime
  30. Note 3 til Keld Skovmands nye bog
  31. Keld Skovmand svarer Lars Qvortrup i Berlingske
  32. Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer på Keld Skovmands svar på deres eget svar på Weekendavisens omtale af Skovmands kritik
  33. Satire i Skovmand-sagen
  34. Note 4 til Keld Skovmands nye bog
  35. Steen Nepper Larsen anmelder Keld Skovmands bog
  36. DPU og Skovmand-sagen: Misbrug af ”dokumentations”-begrebet
  37. Samlet dokumentation af Skovmand-sagen
  38. Video om Skovmands anklager for videnskabelig uredelighed
  39. Valgflæsk og Cover Up i Konkurrencestatspartiet

 

1. d. 26. januar: Åbning af Skovmand-sagen

I går røg Keld Skovmand på forsiden af Weekendavisen. Folkeskolen.dk bragte også en lang artikel i forbindelse med udgivelsen af hans to nye bøger.

Vi venter nu spændt på at kigge i Skovmands bøger, der undersøger læringsbegrebets destruktion af dansk pædagogik.

Mange fokuserer på den dramatiske sag om videnskabelig uredelighed mod læringsrevolutionens forskningssoldater. Det vender jeg tilbage til ved en senere lejlighed. Her vil jeg blot notere en indholdsmæssig pointe fra hovedudgivelsen.

Folkeskolen.dk har lagt et af bogens kapitler på nettet. Her fortæller Skovmand om nogle af læringficeringens kilder. Blandt andet nævner han den sammenfiltring af læring med digitalisering, centraladministration og KL, som kommer til udtryk i det såkaldte ”Brugerportalinitiativ”, og han er så venlig at understrege KL’s dybt kritisable skolesyn.

Brugerportalinitiativet er grundlaget for AULA, det nye ”forældre-intra”, som Stresspanelet foreslår afviklet, og som mange folk tror blot er en udvidet kontaktbog, hvilket det altså ikke er.

AULA og KL er altså ifølge Skovmands analyse en integreret del af pædagogikkens nedsmeltning. Det er virkelig godt og korrekt, at Skovmand bemærker denne symbiose mellem læring, data og offentlig styring, og at Stress-panelet tager det op. Hertil kan jeg så for egen regning tilføje, at KL og statsadministrationen er dybt involveret i Silicon Valleys mest tågede og antihumanistiske ideer.

Nedenfor er passagen fra Skovmands bog. Hvis resten af bogen holder samme niveau, så er der dømt fest i pædagogikkens forsamlingshus:

”Der sker desuden en teknologisk acceleration af lærificeringen på grund af Brugerportalsinitiativet, som det vel at mærke ikke er ”brugerne”, der har taget initiativet til. Det kommer fra den danske stat og Kommunernes Landsforening (KL).

Brugerportalsinitiativet handler om digitaliseringen af folkeskolen, der må ”ses i sammenhæng med folkeskolereformen“, der blandt andet indebærer, at eleverne får ”en variereret skoledag“, ”hvor der bliver fulgt op på, om de når deres læringsmål“. Ifølge KL vil ”en gennemgribende digitalisering af folkeskolen kunne understøtte denne udvikling“ (Kommunernes Landsforening 2015: 1). Læringsplatformen ”udgør den digitale understøttelse af kernen i folkeskolens „forretning – læring“ (Kommunernes Landsforening 2015: 3).

KL opfatter skolen som en forretning, der har læring som sin kerne, og udbyttet af denne forretning – i form af læring – kan understøttes og potentielt øges via digitalisering. Læring er her tydeligvis løsrevet både fra indhold og formål, og den primære relation vedrører forholdet mellem eleven og elevens læringsmål, som kan vises og overvåges digitalt (se s. 243 for et eksempel på udmøntningen af Brugerportalsinitiativet).” (Skovmand 2019, s. 175)

Kilde: Skovmand, K. (2019). Folkeskolen – efter læringsmålstyringen?, Hans Reitzel.

Uddrag af Skovmands bog: https://www.folkeskolen.dk/…/laes-uddrag-af-skovmands-bog-h…

 

2. d. 27. januar: Keld Skovmand på folkeskolen.dk

Folkeskolen.dk har en flot artikel om Skovmands nye bøger. Skovmand giver to markeringer og tre kritikker:

 

A. Skovmands to markeringer

For det første: Læringsmålsstyring er ikke ”afgået ved døden”, som nogen tror efter forligskredsens ”justering” af området i 2017. Hele den grundlæggende filosofi er stadigvæk til stede. Desuden er, siger Skovmand, læringsmålene stadigvæk ”vejledende”, hvilket overhovedet ikke er det samme som ”frivillige”.

For det andet giver Skovmand en opsang til en række medløber-organisationer:

”Jeg vurderer, at såvel teksterne som den forskningsmæssige understøtning af begrebet om ”læringsmålstyret undervisning” er så ringe, at både politikere, KL, Danmarks Lærerforening og Skolederforeningen burde have afvist denne form for styring af undervisningen i folkeskolen på stedet”

Jeg er 110% enig. Der var medløb på den store klinge i de år. Og reformens læringssyn støttes stadigvæk af både KL og Skolelederforeningen og af hele forligskredsen. DLF har bevæget sig, men det er svært at lodde dybden. F.eks. er OK18’s Ny Start-initiativ funderet på læringsrevolutionær grund.

Konklusion: På en måde har intet ændret sig. Derfor er der brug for fortsat handling både på den begrebsmæssige og den uddannelsespolitiske front, hvilket Skovmands arbejde er en ypperlig påmindelse om.

 

B. Skovmands tre kritikker:

Dernæst gennemgår artiklen tre af Skovmands overordnede kritikpunkter:

i.
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), Rambøll og det nu hedengangne Skolerådet kritiseres for at opfinde kategorier og begreber uden bund i pædagogik og realitet. EVA og Rambøll er i dag blandt de førende leverandører af evalueringsrapporter til selvsamme skolereform, hvis diskurs de har været centrale medproducenter af. Hverken EVA, Rambøll eller Skolerådets daværende formand ønsker at svare på kritikken. Det er en lukket konsulent-verden, som er skole- og videnskabsfjendsk.

ii.
Undervisningsministeriet kritiseres for ukritisk at fremføre læringsmål-ideologien som forskning. Efter pres, men også med ulidelig lethed, sagde ministeriet så i 2016, at man skam selv havde opfundet begrebet ”læringsmålstyret undervisning”. Ministeriet giver dog et godt svar på Skovmands kritik:

”Ministeriet er i denne proces blevet endnu mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at være i løbende dialog med og inddrage et bredere udsnit af forskningsinstitutioner og dygtige praktikere i udviklingen af skolen generelt”

Godt at høre, men mon det holder efter regeringsskiftet? Og hvor bredt og dybdefunderet er ”bredt” og hvem er i breddens hhv. inder- og yderkant?

iii.
Den sidste kritik angår læringsforskerne selv. Især kritiseres professor Jens Rasmussen og forskningschef fra VIA, Andreas Rasch-Christensen for deres rolle i den læringsideologiske proces. Skovmand har endda fremsendt fem sager til nævnet for videnskabelig uredelighed. Folkeskolen.dk gennemgår sagerne i hovedtræk. Det er meget dramatisk. Men uanset om Skovmand vinder eller ej, har han helt klart en række vigtige indholdsmæssige pointer. Det har alle vidst siden 2016.

En særpræget omstændighed er, at Skovmand faktisk indsendte klagerne helt tilbage i april 2018. Men sagsbehandlingen er slet ikke begyndt pga. en langtidssygemelding i nævnet. Er det ikke lidt ”Halløj på badehotellet”-agtigt? Det er ikke i orden.

I artiklen står der, at ”Keld Skovmand vil med sin bog gøre opmærksom på, hvad han kalder uoplyst embedsvælde”. På den måde vil vi, siger han, få ”aflivet fløjkrigen i dansk pædagogik”. Det er en herlig formulering. Den inkompetente læringsmålsideologi har afstedkommet følgende logiske tilstand: Hvis man ønsker både-og i dansk pædagogik, så må man udtale et enten-eller. Pragmatisme kræver stridbarhed.

https://www.folkeskolen.dk/651460/skovmand-laeringsmaalstyring-var-ikke-baseret-paa-forskning?fbclid=IwAR1BSRzsJA1dDjspLF6rFxQTrC1N_Tw_Mk9VLf8BaEyQrMwZBLT0BnzhMWY

 

3. d. 27. januar: Keld Skovmand i Weekendavisen

Skovmands kritik af DPO står på forsiden af Weekendavisen. Her omtales en del af de samme forhold, som også drøftes i folkeskolen.dk’s parallel-artikel. Men der er også nogle meget interessante yderligere vinklinger:

A.
I artiklen står der følgende:

”Keld Skovmands undersøgelser har sendt rystelser gennem det pædagogiske forskningsmiljø. Anmeldelsen til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed er blevet rundsendt blandt forskere på DPU. Institutledere, forlagsredaktører, nuværende og forhenværende ministre har blandet sig i sagen”

Jeg må sige, at jeg – selvom jeg er ansat på DPU – ikke har fået ”rundsendt” anmeldelsen, så jeg kender den ikke i detaljer. Men institutlederen, Claus Holm, har åbenbart fået det balladistiske skrift, for han har altså ”blandet sig i sagen”.

Holm står fagligt set ekstremt tæt på de indklagede personer, så han har en åbenlys interesse i at tysse sagen ned. Skovmands arbejde har da heller ikke været omtalt på DPU’s medier, selvom han jo faktisk skrev ph.d. på DPU.

Afhandlingen blev kun formelt og kort annonceret på kalenderen. Derimod er der jævnligt store interview med de fine professorer, som Skovmand kritiserer. Skovmands emner, som ellers har været til diskussion i det ganske land, har været systematisk fortiet.

Og hvordan har Holm mon ”blandet sig”? Det lyder ikke godt.
Jeg kan tilføje, at da jeg selv skrev noget lignende i 2014, nemlig blogindlægget ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)”, så indberettede Jens Rasmussen mig til DPU’s ledelse for ”løgn, fordrejning og demagogi”, som vel at mærke ”allerede var afvist”, som der stod. Rasmussen kaldte ligefrem indlægget for ”mobning” og instituttets ”anseelse” var under angreb, måtte man forstå. Rasmussen var ph.d. vejleder for Holm. Måske har den ene lært den anden noget?

En anden af de indklagede professorer, Lars Qvortrup, er også klageregner. Det har jeg skrevet om i teksten ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – del 2”. Imens ”mobber” Rasmussens og Qvortrups læringsmaksimeringsideologi landets lærere på den store klinge. Det så vi sidst i Østre Landsret-sagen, hvor Odense kommune gav lærer Erik Schmidt en advarsel for noget, kommunen totalitært kaldte for ”negative holdninger”. Disse ”holdninger” lå faktisk meget tæt på Skovmands.

Når DPO ”blander sig” er vi ikke i demokratisk kerneland for nu at sige det på den måde.

B.
WA-artiklen bruger en del plads på den kontroversielle evalueringsrapport, som Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen skrev i 2017 til folkeskolereformens følgeforskningsprogram. Rapporten er en ren reklame for det tvivlsomme ”læringsmålsstyrings”-koncept. Heldigvis er Skovmand over referencestrukturen som en høg.

Det var den rapport, Riisager som ny minister undsagde offentligt. Riisager har fået sat lidt skik på ministeriet. Nu sætter Skovmand så skik på forskningen. Lykkes det, så mangler vi blot, at nogen sætter skik på makkeret-institutionerne Rambøl, VIVE og EVA. Og forligskredsen skal sprænges til atomer. Det er klart. Før kan pædagogik og dannelse ikke arbejde.

C.
Skovmand mener, at danske forskere har misbrugt John Hatties arbejde. Og journalisten, Markus Bernsen, har virkelig været grundig, så han har ringet og hørt til forskellige forskeres syn på de indklagedes brug af John Hattie. Bernsen har fået fat i både Per Fibæk og Steen Nepper Larsen, som giver Skovmand ret. Nepper Larsen med følgende formulering:

”Keld Skovmand har ret i, at man herhjemme har lavet en halv eller kvart læsning af Hattie, og at han er blevet brugt som et instrument for en politisk dagsorden”.

Man skal dog efter min mening også passe på med pludselig at komme til at frede Hattie, hvis grundlæggende ideologi er aldeles forskrækkelig, men som hans danske følgere altså har gjort den endnu værre, end den allerede var i forvejen.

Bernsen har faktisk også ringet til Hattie selv. Hattie vil dog ikke udtale sig på grund af ”sprogbarrieren”. Men han må efterhånden undre sig. Den ene efter den anden danske DPU-lektor har efterhånden blandet sig down under, både Steen Nepper Larsen, Hanne Knudsen og undertegnede. Samtidig har han alle de kommunale epigoner og de tilpasningslystne forskere rendende.

D.
Skovmand har indberettet tekster fra fire forskere. Det er tre professorer fra DPU, Jens Rasmussen, Lars Qvortrup og Niels Egelund (emiritus), samt Andreas Rasch-Christensen, som er forskningschef i UC-VIA.

For sidstnævnte er anmeldelsen særlig prekær, fordi han for et par år siden også blev taget i at have plagieret i en bog om en fodboldspiller. For DPU er sagen allerede nu en skandale.

Og man må jo huske på, at Skovmands kritik også har været fremført i en ph.d.-afhandling, som er sanktioneret af DPU selv. Det var nemlig Per Fibæk, der var formand for bedømmelsesudvalget tilbage i januar 2018. Men ok, der er trods alt et stykke vej fra kritisabel adfærd til videnskabelig uredelighed. Nu må vi se. Under alle omstændigheder er den ”kritisable adfærd” i sig selv er jo vigtig at afdække, ikke mindst eftersom den ligger til grund for landets pædagogiske praksis.

Sagen er ikke omtalt på DPU’s ellers meget aktive kommunikationskanaler og bliver det nok heller ikke.

https://www.weekendavisen.dk/2019-4/samfund/skoleret

 

4. d. 29. januar: Keld Skovmand i Radio24syv

Keld Skovmand var i Radio24syv i går morges (minut 34:45). Jeg vil fremhæve tre ting:

A.
Journalisterne spørger, hvorfor Skovmand ikke venter med at fremlægge sin dokumentation, til efter sagen er afgjort? Skovmands begrundelse er hensynet til offentlighed og demokrati. Nævnet for videnskabelig Uredelighed arbejder nemlig ekstremt langsomt og afrapporterer i anonymiseret form. Derfor er det vigtigt, at diskussionen også kører i et pædagogisk-politisk spor, ikke mindst her op til et valg, hvor både folkeskole og læreruddannelse kan blive en del af den demokratiske debat. Vi holdt jo heller ikke op med at diskutere Schmidt- eller Penkova-sagerne, mens de var under retlig behandling. Desuden er det generelt vigtig, at offentligheden kender til kvaliteten af den forskning, der ligger til grund for to af samfundets bærende institutioner, nemlig folkeskole og læreruddannelse.

Journalisterne har kontaktet de anklagede forskere. De ønsker ikke at deltage i diskussionen og svare på Skovmands fund. De siger, at det skyldes Skovmands anmeldelse, men det kan ikke have sin rigtighed, for mange af Skovmands fund blev allerede fremlagt i januar 2018 i hans ph.d.-afhandling. Tavsheden må derfor skyldes, at de fire forskere ikke er i stand til at svare.

B.
En af journalisterne siger, at hun som ”lægmand” helst bare vil nøjes med Nævnets afgørelse. Skovmand fortæller hende, at det skal hun skam ikke nøjes med. Hun skal derimod både som journalist og borger bidrage til at undersøge og teste samfundets begreber, så hun f.eks. kan vurdere, om en evt. afgørelse er rimelig eller ej. Det kan jo være, at reglerne skal laves om.

Journalisterne kan heller ikke forstå, at Skovmand kan sige, at Nævnet tager fejl, hvis de ikke giver ham ret. Men det er da helt normalt at sige det, for sådan en diskussion er jo central for at kunne vurdere samfundets reglers hele legitimitet. Og pressen er netop en central del af denne diskussion.

Tænk hvis alle tænkte sådan: Vi venter med at diskutere tingene, til et Nævn har talt, og derefter snakker vi ikke mere om afgørelsen.

Det er ikke supergod journalistik efter min mening.

C.
Her er den afsluttende dialog mellem journalisten og Skovmand:

”Synes du, Niels Egelund er en dygtig forsker? – Nej, det synes jeg ikke.

Synes du, Jens Rasmussen er en dygtig forsker? – Nej, det synes jeg ikke.

Synes du, Lars Qvortrup er en dygtig forsker? – Nej, det synes jeg ikke.

Synes du, Andreas Rasch-Christensen er en dygtig forsker? – Jeg synes faktisk ikke overhovedet han er forsker. Han er jo forskningschef, men nej, jeg synes ikke, han er en dygtig forsker.”

D.
Mens dette drama kører, ventede jeg her til morgen i spænding på dagens Politiken, for tirsdag plejer uddannelsesredaktionen at have en hel side i 1. sektion. Sad jeg mon med Politiken eller Konkurrencestatstidende i hånden? Var sagen og dramaet mon omtalt?

Svaret må være ja og nej på de to spørgsmål. Avisens hovedhistorie handler om, at ”Børn kalder hinanden for bøsse og luder”. Oppe i venstre hjørne er dog et isoleret citat af Skovmand: ”Mine analyser viser, at der er sket en på flere måder uhensigtsmæssig blanding af politik og videnskab”.

Men altså ingen journalistisk behandling af sagen og ingen omtale af anmeldelserne. Ingen gennemgang af sagen og dens aspekter. Fuldstændig det samme som i Schmidt-sagen.

På TV2 News blev uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang interviewet. Jeg så det ikke selv, men ifølge Erik Schmidt mener Fuglsang, at konfliktlinjen i dansk skolepolitik går mellem dem, der vil ”have røv til bænk, og dem der vil have anderledes undervisning”. Det er jo skolereformens måde at stille tingene op på. På den måde bliver Annette Lind (S) en helt og Merete Riisager (LA) en Trump.

Det er på den baggrund helt forståeligt, at børns bandeord er langt vigtigere, end at skolereformen bygger på en ”opblanding af politik og videnskab”, og end at tre DPU-professorer samt uddannelsesredaktørens yndlingsforsker er indklaget for videnskabelig uredelighed.

Links:
Link til radioudsendelse (minut 34:45):https://www.24syv.dk/…/39115021/proteser-i-venezuela-ny-mads

Link til Erik Schmidts opdatering: https://www.facebook.com/erik.schmidt.758/posts/1860802140715710

 

5. d. 29. januar: Spørgsmål til sagsbehandlingen i NVU

A.
I ”Lov om Videnskabelig Uredelighed mv.” står der en række interessante ting i §10-18. Paragrafferne handler om selve sagsbehandlingen. Spørgsmålet er, hvor Skovmands sag mod Egelund, Qvortrup, Rasmussen og Rasch-Christensen står i denne proces?

I loven står der, at klagen skal indleveres til den konkrete forskningssituation, hvor de anklagede er ansat, hvilket i dette tilfælde vil sige DPU og VIA-UC.

Det kunne være interessant at se selve klagen, så offentligheden kan undersøge og vurdere Skovmands ”60 eksempler på plagiat, citatfusk og fejlagtige gengivelser af kilder eller forskningsresultater”, som det formuleres i Weekendavisen fra i fredags.

B.
Aarhus Universitet og UC-VIA skal herefter påse, at klagen indeholder de nødvendige formalia, som er en angivelse af…

”1) det videnskabelige produkt, der er genstand for anmeldelsen,
2) den eller de forskere, som anmeldelsen vedrører,
3) de påstande om videnskabelig uredelighed, der fremsættes, og
4) begrundelsen for de fremsatte påstande om videnskabelig uredelighed.” (§11)

Herefter skal forskningsinstitutionerne (AU/VIA) i dialog med Nævnet lave en “redegørelse for sagens faktiske omstændigheder”.

Som jeg har forstået det, så er denne proces overstået. Der er med andre ord udpeget både et relevant produkt, nogle forskere, nogle påstande og nogle begrundelser, og hele anmeldelsen er dermed formelt godkendt.

Det kunne også være interessant at se denne “redegørelse”.

C.
Derpå kommer der et vigtigt spørgsmål. Skal Nævnet realitetsbehandle sagen eller afvise den?

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor Skovmands klage står i den proces?

På den ene side har Nævnet faktisk kun 3 måneder til at bestemme sig for, om sagen skal realitetsbehandles eller afvises, og nu er der jo gået ca. 8 måneder.

På den anden side står der følgende i folkeskolen.dk’s faktaboks om sagen:

”Sagerne er blevet sendt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i april 2018. Nævnet har tre måneders sagsbehandlingstid på sager, der ikke optages til realitetsbehandling og 12 måneder på sager, der bliver optaget. Men medarbejderen, der modtog sagen, er langtidssygemeldt, og Nævnet vil ikke oplyse, om sagen overhovedet er begyndt, og om sagen er optaget til realitetsbehandling”.

Så Nævnet har altså overskredet sin tidsfrist med fem måneder? Og det vil ikke engang oplyse, om sagen realitetsbehandles eller ej? Det er under al kritik efter min mening, både for Skovmand og for de indklagede. Og ”langtidssygemelding” er ikke en gyldig grund, som jeg ser det.

Og når Nævnet på et tidspunkt får taget sig sammen, kommer der så 12 måneder til med evt. realitetsbehandling? Det bliver jo endeløst.

D.
Så måske kan sagen altså stadig helt afvises? Sker det, så kan det være med følgende grunde (§13):

1) Sagen falder uden for nævnets kompetence.
2) Sagen må anses for åbenbart grundløs eller formodes ikke at kunne føre til en afgørelse om, at der foreligger videnskabelig uredelighed.
3) Omkostningerne ved sagens behandling står ikke i rimeligt forhold til dens betydning.
4) Sagen har meget lille tilknytning til Danmark.

Hvis sagen afvises, kan det næsten kun være med henvisning til punkt 2. Men i så fald melder sig en anden vanskelighed: En række af Skovmands centrale pointer kan nemlig studeres i hans ph.d.-afhandling, som jo er godkendt af selvsamme universitet, som er under anklage. Og en ph.d.-afhandling kan vel ikke være “åbenbart grundløs”?

Men spørgsmålet er: Kan sagen stadig afvises?

E.
Lad os antage, at sagen realitetsbehandles af Nævnet.
I så fald afslutter Nævnet sagen ved at træffe afgørelse om, at der foreligger eller ikke foreligger videnskabelig uredelighed.

Hvis Nævnet beslutter, at der er tale om videnskabelig uredelighed, så kan der ske følgende (§16):

”Stk. 2. Som led i afgørelser efter stk. 1, hvor nævnet konstaterer, at der foreligger videnskabelig uredelighed, kan nævnet beslutte følgende:

1) At henstille til forskeren, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage.
2) At orientere den eller de berørte forskningsinstitutioner.
3) At orientere forskerens arbejdsgiver.
4) At orientere udgiveren af det videnskabelige produkt, herunder eventuelt henstille til denne, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage el.lign.
5) At orientere eventuelle fonde el.lign., som helt eller delvis har finansieret den udførte forskning.”

Hvis Nævnet beslutter, at der ikke er tale om uredelighed, kan det sende sagen tilbage til Aarhus Universitets Praksisudvalg, som kan tage stilling til, om der evt. er tale om ”tvivlsom forskningspraksis”.

Nu må vi se.

F.
Konklusion:
Det vil være interessant at se Skovmands anmeldelse og AU’s/VIA’s “redegørelse”, samt at få klarlagt, om sagen stadig kan afvises, eller om den er blevet gjort til genstand for realitetsbehandling?

Nævnet skylder under alle omstændigheder både de involverede og offentligheden at give nogle klare deadlines for resten af sagsbehandlingen.

Links:
Link til lov om Videnskabelig uredelighed mv.: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=188780

Link til Nævnets hjemmeside med regelgrundlag, tidligere sager etc.:
https://ufm.dk/…/Naevnet-for-Videnskabelig-Uredelighedeligh…

 

6. d. 30. januar: Vurdering af skolepolitisk forlig om justering af folkeskolereformen

En vurdering af dagens justerings-forlig:

http://www.thomasaastruproemer.dk/vurdering-af-forligskredsens-aftale-om-justering-af-folkeskolereformen.html

 

7. d. 30. januar: Arne Eggert afskediges af KL

En af de vigtige aktører bag skolereformen, Arne Eggert, er afskediget fra KL pga. sin “adfærd”. Er der nogen, der kender til årsagen?

Eggert var i 2013 en engageret embedsmand under Antorinis indflydelsesrige departementschef, Jesper Fisker. Her skrev Eggert bl.a. læringsrevolutionære blogindlæg. Jeg husker også et passioneret forsvar for skolereformens læringskonsulenter på et møde i Allinge. Det var ren reklame. Der var lærings-ild i den unge scient.pol.

Eggert var også formand for mastergruppen bag “Fælles Mål”, hvor Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen jo var de centrale faglige aktører. Det var denne gruppes arbejde, som Skovmand har kritiseret kraftigt. Ja, han var over det hele.

I 2016 blev Eggert direktør i skoleområdet for KL. Han lagde ud med – sammen med vennen Stefan Hermann og den radikale borgmester Anne Mee Allerslev – at tale for en ændring af skolens formålsparagraf i mere erhvervsvenlig retning. Det var meget vigtigt, at der blev stukket en effektiv og destruktiv kæp i hjulet på dén centrumvenstre/KL-aktion. Det kunne vi især takke Ulf Harbo fra Enhedslisten i Norddjurs kommune for.

Eggert arbejdede også for en alternativ KL-baseret tænketank, men den blev vist ikke til noget.

Siden delte Eggert begejstret omtalen af KL’s vilde teknologiudspil, som refererede positivt til Cambridge Analytica.

Senere skiftede Eggert lidt mening. Han begyndte at gøre grin med John Hattie, Synlig Læring og læringsmålstyring. Det var på Folkemødet i Allinge i 2018 i Alexander von Oettingens legendariske debat om “pissedårlig undervisning”. Det var også dengang, Bondo blev sur på mig, fordi jeg kritiserede Ny Start.

Efter debatten skrev Eggert en mail til mig, som kom lidt bag på mig. Den lød sådan her:

“Kære Thomas
Det var fint at få hilst på dig Bornholm. Tak for dine kritiske bidrag i debatten og unikke indsigt i området. Jeg føler mig overbevist om, at det er med til at skabe en bedre skole.
Med venlig hilsen Arne Eggert”

Jeg kendte slet ikke Eggert, og den omtalte “hilsen” var blot et flygtigt håndtryk. Men det var pæne ord. Jeg hørte dog aldrig siden noget fra Eggert eller KL. Efter Schmidt-sagen skrev jeg til Eggert, at KL burde ændre deres forståelse af dommen, men det svarede han ikke på.

Eggerts markeringer var nok mest overflade, for KL’s skolepolitiske kurs blev på ingen måde korrigeret. Men hvem ved? Måske blev han fyret for de der “negative holdninger”, som KL jo er så meget imod? Men så igen, det lyder på pressemeddelelsen som om, at der er tale om nogle andre årsager.

Links:
Nyheden om fyringen: https://www.kl.dk/forsideny…/…/februar/kl-opsiger-direktoer/

Arne Eggerts blogindlæg fra 2013: https://www.denoffentlige.dk/ledelse-laering-og-trivsel

Eggerts og Hermans “kup”: http://www.thomasaastruproemer.dk/strid-kl-ulf-harbos-polit…

Eggert i Alexander von Oettingens debat om “pissedårlig undervisning”: http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2018-pissedaar…

 

8. d. 31. januar: Dagens Politiken 1: Syn på det skolepolitiske forlig

I dagens Politiken reflekterer Jacob Fuglsang over gårsdagens forlig. Han siger to ting:

For det første kalder han skolereformen fra 2013 for ”den mest centralistiske skolereform i danmarkshistorien”, hvilket han jo har helt ret i. Og for det andet siger han, at den nye aftale er så ubetydelig, at der ikke ændres på centralismen.

Nu lyder det der med den ”centralistiske skolereform” jo lidt kritisk, men det er det vist ikke. I hvert fald skriver kronikredaktør Marcus Rubin i avisens lederspalte, at den nye justering er god, netop fordi den næsten ikke ændrer noget, og fordi forligskredsen stadig er intakt. Rubin hørte da også ”et lettelsens suk komme fra både fagforeninger og interesseorganisationer”.

Så Politiken går stadig ind for det, den med egne ord kalder for ”den mest centralistiske skolereform i danmarkshistorien”, og den mener ikke, at den nye aftale ændrer noget ved dette mærkelige “gode”.

Forligstekstens løse ord om didaktik og professionel frihed – de sørgelige rester af Tanggaards og Skovmands rapport fra i sommers – omtales hverken i Rubins eller Fuglsangs indlæg. Dermed er hele den kritiske tradition stadig udelukket fra Konkurrencestatstidende ideologiske framing af pædagogik og uddannelsespolitik. Det er et sikkert tegn på, at en ny minister efter valget kan klø på, som om ingenting er sket, nu med især SF endnu fastere knyttet til forligskredsen og dermed til skolereformen fra 2013, som med forliget er bekræftet og bestyrket i al sin ideologiske materialitet.

Carolina Magdalena Maier fra Alternativet har en lignende refleksion på folkeskolen.dk. Hun mener, at f.eks. Keld Skovmands arbejde burde føre til en sprængning af forliget. I stedet har man altså forstærket det.

Links:
Jacob Fuglsangs analyse i Politiken: https://politiken.dk/…/Skolerne-s%C3%A6ttes-fri-til-at-g%C3…

Marcus Rubins leder i Politiken: https://politiken.dk/…/Folketinget-barslede-og-f%C3%B8dte-e…

Carolina Magdalena Maiers indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/den-nye-folkeskoleaftale-er-de…

 

9. d. 31. januar: Et fællesskab af kættere

Cand. pæd. Helge Christensen slår i dette indlæg et slag for de pædagogiske “kættere”, f.eks. Kemp, Skovmand, Fibæk, Erik Schmidt, rektoren fra Nyborg Gymnasium, Dansklærerforeningen og undertegnede.

På den katolske kirkes side nævner han KL, Undervisningsministeriet, Finansministeriet og DPU’s ledende organer. Og Biblen har virkelig mistet sin højsang. Christensen skriver:

“Det lader til, at OECD-formulerede ”21st century skills” og ”Education 2030 ” er den nye, indiskutable, kanoniserede bibel. Og i den forbindelse tåles intet kætteri.”

Helge Christensen er nervøs for, hvad der sker, når der kommer ny minister. Så Riisager er nok også lidt en halv kætter.

Tak til Christensen for det fine fællesskab.

https://www.folkeskolen.dk/651941/skoledebattens-kaettere-skal-ikke-braendes-paa-baalet?fbclid=IwAR28kXoN1-jC5mSvuI14SOMCpvCP_ygDIDv8x26Tb2ZQ504FBv_37RpcELs

 

10. d. 1. februar: Lars Qvortrup og Jens Rasmussen i Weekendavisen

Lars Qvortrup og Jens Rasmussen (QR) har et langt læserbrev i dagens WA, hvor de forholder sig til sidste fredags forsideartikel om Keld Skovmands forskning.

Det går virkelig dårligt med at forklare sig. Her er de to hovedpunkter og journalistens svar:

A.
QR starter med at skrive, at Markus Bernsens artikel er ”fyldt med fejl (som forhåbentlig dementeres andetsteds i avisen)”.

Ok, tænker man, det lyder jo ikke så godt, for ”fyldt med fejl” må da være mange og alvorlige fejl, ikke sandt? I avisen er der da også en rettelsesboks. Men ved I hvad? Her er der kun angivet to bittesmå tekniske fejl. Den ene “fejl” kan jeg faktisk ikke engang kan gennemskue som fejl, og den anden er en minifejl, som ikke er knyttet til QR. Artiklen er altså overhovedet ikke ”fyldt med fejl”, og slet ikke på substansen. På den måde giver QR Skovmand ret i alle fakta.

B.
Dernæst går QR i gang med historikken. De fortæller korrekt, at sagen startede med Skovmands bog ”Uden mål og med” fra 2016. Men QR forholder sig slet ikke til det enorme mylder af begrebslig dokumentation, som bogen indeholder. De siger bare, at bogen er konspiratorisk, hvilket den ikke er, og at den reducerer læringsmål til en totalitaristisk tendens, hvilket substantielt set passer. Det er under al kritik. Ja, det er afslørende.

QR springer herefter direkte til den aktuelle sag. Men dermed glemmer de, at Keld Skovmands forskning også er fremlagt i en meget rost ph.d.-afhandling fra Aarhus Universitet fra januar 2018. Her kunne QR læse meget af kritikken i videnskabeligt valideret form. Denne kritik har de aldrig svaret på, og altså heller ikke her. Og mange er enige med Skovmand. F.eks. fremførte Peter Kemp i sin tid noget lignende. Men ham kaldte Qvortrup bare for en ”plattenslager”. Sagen er, at QR ikke kan svare på kritikken. Men alligevel er Qvortrup leder af Nationalt center for Skoleforskning og for Dansk Clearinghouse, og landets uddannelsestænkning bygger på QRs ideer. Det er barokt efter min mening.

Herefter forklarer QR, hvorfor de ikke vil svare på kritikken fra i fredags. Det handler om, at man ikke kommenterer på en verserende retssag, får vi at vide. Men for det første er der ikke tale om en retssag, og for det andet har Skovmands kritik været kendt i flere år, uden at QR har svaret offentligt. Og for det tredje kan man da ikke pakke pædagogisk kritik ind i et nævn på den måde. Endelig overser QR det faktum, at nævnet har overskredet sin tidsfrist med ca. 6 måneder. Det er derfor både ønskeligt, prisværdigt og forståeligt, at Skovmand fremturer med sit kritiske arbejde, hvis pointer efterhånden står stærkere og stærkere, selv hvis han skulle tabe sagen om uredelighed.

C.
Journalist Markus Bernsen har følgende udmærkede svar på QR’s læserbrev:

”Markus Bernsen svarer: De fire anmeldte forskere har haft rig lejlighed til at forholde sig til Keld Skovmands kritik. Både i spalterne i Weekendavisen (vi har sendt dem afsnit af Skovmands kommende bog), samt i den øvrige offentlighed, hvor Skovmand siden 2016 har luftet den samme kritik i artikler, interviews, en bog og ph.d.-afhandling. At være anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed forhindrer ikke én i at forsvare sin forskning i offentligheden. Nævnet er ikke en ”retssal”, som Lars Qvortrup skriver, og Weekendavisen dækker sagen som alt andet, der har offentlighedens interesse”

 

11. d. 2. februar: Reception for Keld Skovmands bøger

I går var der reception på Hans Reitzel i Klareboderne 5 for Keld Skovmands nye bøger. Forlagets dygtige uddannelsesredaktør, Henrik Juul, introducerede livligt, og Skovmand improviserede sig gennem et både jovialt og skarpt oplæg, efterfulgt af tre spørgsmål fra Juul. Ordet ”læring” fik en fortjent endefuld, og det kontroversielle sagsanlæg blev også omtalt.

Bagefter var der nogle spørgsmål fra salen. Jeg kan ikke huske om hvad. Derfra spadserede ordene hen over vin og chips. Folk kommenterede og diskuterede sagens mange aspekter og dagens anmeldelser.

Der var også fremmøde fra den menige pædagogiske forskningsverden. Jeg spottede Peter Allerup, Steen Nepper Larsen, Kirsten Hyldgaard, Jesper Balslev og mig selv. Der var ingen fra DPO, eller det der ligner. De sidder nok og læser i en OECD-rapport.

Der var også en del lærere var mit indtryk. Blandt andet den engagede formand for skolebibliotekarernes forening Birgitte Reindel.

Fra medierne kunne man konstaterer besøg fra Weekendavisen, Altinget, Folkeskolen.dk og Forskerforum. Måske også nogle flere? Jeg kunne ikke se Jacob Fuglsang. Han sidder nok og læser i en EVA-rapport.

Af politikere så jeg Carolina Magdalena Maier, som sammen med især Marianne Jelved og Merete Riisager har interesseret sig for sagen.

Efterfølgende var vi nogle stykker, der spiste på en lokal restaurant. Jeg
spiste noget, som hed en ”fædrelandsmenu”. Der var en god stemning.

Skovmands bøger fik i går fremragende anmeldelser i både Folkeskolen.dk og Jyllandsposten af hhv. Thorkild Thejsen og Mikael Busch.

Bøgernes indhold har uden tvivl ramt, fastholdt og videreført en pædagogisk og videnskabelig åre, som forhåbentlig forstærkes yderligere. Desværre peger det aktuelle skoleforlig i en negativ retning, fordi forligskredsen forpligtes yderligere på skolereformens ideologi.

Desuden er sagen omtalt i Kristeligt Dagblad og Berlingske. Så vidt jeg ved, barsler Information også med en anmeldelse. Mon ikke Steen Nepper Larsen er sat på opgaven? Hvis jeg har ret i det, så glimrer blot ét medie med larmende tavshed: Konkurrencestatstidende.

Links:
Omtale af arrangementet: https://www.facebook.com/HansReitzelsForlag/posts/2280496765553293?__xts__[0]=68.ARDpfiawD_PPJRn_nCh66JaXfD58JU4suI8veG5sbA9n7DuFdRA_N1huDlYvXWUbYC_5z5O29GH

Thorkild Thejsens anmeldelse i Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/da-laeringsmaalstyringen-opsto…

Mikael Buschs anmeldelse i JP: https://jyllands-posten.dk/…/skoleforskeren-keld-skovmands…/

Omtale i Berlingske: https://www.berlingske.dk/…/forsker-angriber-folkeskolerefo…

Interview i Kristeligt Dagblad: https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/10-bud-til-laererne-svi…

 

12. d. 2. februar: Aarhus Universitet og DPU reagerer på Skovmand-sagen

DPU har oprettet en officiel nyhed på instituttets hjemmeside om Skovmand-sagen. Den hedder “Dokumentation til artikel om skoleforskning i Weekendavisen”. Her er der links til to skrifter, som forsøger at tilbagevise Skovmands anklager. Det er dog en lidt ensidig “dokumentation”, for kun den ene part udtaler sig, endda under institutionel beskyttelse. Er der ikke snarere tale om “indlæg”, som burde stå i en avis? Og lyder overskriften – jf. ”dokumentation” – ikke lidt upassende skråsikker for en offentlig institution? Det synes jeg. Er der måske snarere tale om en undertekst, som kunne lyde noget i retning af “Aarhus Universitets forsvar for læring”?

A.
Det ene skrift, ”Rettelser til artiklen Skoleret” er forfattet af Jens Rasmussen sammen med Andreas Rasch-Christensen, som i dagens anledning har fået adgang til AU’s hjemmeside. Jeg har ikke kunne finde noget svar på VIA’s hjemmeside, hvor Rasch-Christensen jo er ansat.

Rasmussen og Rasch-Christensen (RRC) anholder en række detaljer i WA-artiklen fra forrige fredag. De fortæller, at de slet ikke har været involveret i UVM’s kontroversielle vejledning om læringsmålsstyret undervisning. Det lyder lidt underligt al den stund, at de stod for at introducere til læringsmålsstyret undervisning på ministeriets hjemmeside, hvis formuleringer lå ekstremt tæt på af vejledningen, som officielt blev udgivet af netop VIA og DPU samt en række mindre profilerede UC’er. De var helt klart de førende forskere i hele den diskussion. Men der er ikke et officielt forfatternavn på vejledningen, så hvorvidt og i hvilket omfang Rasmussen og Rasch-Christensen har været involveret, må man jo spørge ministeriet om.

RRC skriver også, at de publikationer, som Skovmand kritiserer, er skrevet efter vedtagelsen af reformen, og derfor kan disse tekster ikke have haft indflydelse på reformen. I det hele taget argumenterer de for, at de overhovedet ikke har været involveret i skolereformens tilblivelse. De har på en måde slet ikke noget med reformen at gøre? Ok, det er det, jeg vil kalde ansvarsforflygtigelse, må jeg indrømme. De har siddet i et utal af centrale udvalg, hvorfra de har præget reformen dybt og promoveret læringsmålsfilosofien alle mulige steder. Men nu er de blot som to tilfældige embedsmændsmus? Men det er rigtigt, at der er et kronologisk problem, som burde have været angivet i artiklen, og det berigtiges da også i fredagens avis.

RRC anholder også WA’s formulering om, at de er ”blevet bedt” om at deltage i en evaluering af skolereformen. De er sandelig ikke ”blevet bedt”, får vi at vide. De har snarere søgt i konkurrence med andre. Hvis det virkelig skulle være et kritikpunkt, så slår det sløjt til.

Der er også et par yderligere forhold, men Skovmand må jo selv svare. Han får dog sikkert ikke lov til at bruge DPU’s hjemmeside? Nok heller ikke UCL’s, hvor han arbejder.

Det samlede indtryk er, at Rasmussen og Rasch-Christensen forsøger at undsige deres forbindelse med skolereformens idegods. Det er meget mystisk for mig, at de ikke står mere ved deres holdninger.

B.
Det andet skrift er skrevet af Lars Qvortrup og Jens Rasmussen. Det hedder ”Skoleret eller standret”. Desværre er der i skrivende stund noget i vejen med linket, så man kan ikke pt. tilgå skriftet. Men mon ikke, teksten svarer til læserbrevet i Weekendavisen fra i går? (jf. drys nr. 10)

C.
Endelig er der en udtalelse af Johnny Laursen, som er dekan for fakultetet Arts på Aarhus Universitet. Hvordan eksistensen af denne udtalelse og hele setuppet på DPU’s hjemmeside skal fortolkes, er jeg lidt i tvivl om.

Jeg har ikke set det samlede klagemateriale, så jeg kan heller ikke vurdere, om der er tale om videnskabelig uredelighed i juridisk forstand eller blot om det, der kaldes ”tvivlsom forskningspraksis”, eller om de pågældende forskere blot har deltaget i den almindelige videnskabelige og politiske trummerum i en meget selektiv og umusikalsk praksis, som bør kritiseres sønder og sammen, som Skovmand jo også gør. Selve Skovmands grundlæggende kritik holder nemlig efter min opfattelse, uanset om de tre forskere er ”uredelige” i juridisk forstand eller ej.

Links:

DPU/AU’s svar: http://edu.au.dk/…/dokumentation-til-artikel-om-skoleforsk…/

Omtale af Qvortrups og Rasmussens læserbrev i WA i går: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156940096464481&id=837549480

 

13. d. 3. februar: Det har jeg aldrig sagt: Lars Løkke=Martin Luther King

Jeg kan forstå, at Qvortrup, Rasmussen og Rasch-Christensen ikke har haft noget at gøre med skolereformen, eller hvad det nu er de siger. Lad os se lidt på det.
Her er et eksempel fra juni 2010, hvor fårene virkelig skilles fra bukkene. Kronikken ”10-4 løsning for folkeskolen” er forfattet af Lars Qvortrup, Stefan Hermann, Harald Mikkelsen og Laust Joen Jakobsen.

Kronikken er en talehandling, en magtdemonstration, der etablerer og forstærker et diskursivt og institutionelt grundlag for både skole- og læreruddannelsesform og for pædagogisk forskning som sådan.

Qvortrup er nyudnævnt og glødende systemteoretisk dekan for DPU, og kort forinden har han forsøgt at nedlægge filosofien på DPU. De tre andre forfattere er indflydelsesrige rektorer for de næsten helt nydannede professionshøjskoler, som er skudt ud af Lars Løkke centraliseringsiver fra 00’erne. De nye professionshøjskoler skal forsøge at finde deres ben i et opgør med seminarietraditionen. Senere lavede de en interesseorganisation, hvis direktør de hentede i Moderniseringsstyrelsen. Betagende nedtur.

Kronikken indleder med at sammenligne Lars Løkke med Martin Luther King. Dermed understreges sektorens totale underdanighed over for policy. En seriøs videnskab og et godt seminarium ville aldrig tale som en simpel undersåt, og så endda for en gammel amtsborgmester, som har 0,00 forstand på pædagogiske og uddannelsespolitiske emner.

Og man accepterer uden videre det, man kalder for Lars Løkkes ”drøm”. Og hvad mon den går ud på? Jo, det handler om at blive top 5 i Pisa. Hvilken knaldperle af vid. Det må forskningen da bare løbe efter som lammehaler.

Dernæst tager man uden et eneste kritisk snøft udgangspunkt i det forskrækkelige Skoleråd, hvor økonomen Jørgen Søndergaard var formand, og som Skovmand faktisk også omtaler. Og I en parallel tekst fra samme år henvises til regeringens Rejsehold, som har samme ledelse. Og herfra ruller der derudaf med tomheder. De fire magtfulde rektorer har fuld fart mod ødelæggelse.

I en karakteristisk formulering fra en af de nu fjernede baggrundspapirer hed det:

“Hvor opmærksomheden tidligere har været rettet mod det normative, vil indsatsen i tråd med internationale tendenser snarere orientere sig mod det beskrivende, analyserende og handlingsrettede” og ”Pædagogikken i Danmark – og internationalt – ændres i disse år fra at være holdningspræget til at orientere sig efter forsknings- og udviklingsresultater”.

Så slut med det “normative” og det “holdningsprægede”. Hvor simpelt og banalt kan det blive? Og vi taler om de højeste ledere af dansk pædagogik.

Så dansk pædagogisk forskning samler sig under Qvortrups hat i en ny instrumentel og økonomisk underdanighed. Hermann og UC’erne støtter op. Danmark er forandret, og de nye store selvbevidste kommuner kan spille med under et ekspanderende KLs stigende indflydelse.

Konkret blev kronikkens samarbejde realiseret i et såkaldt ”konsortium”, som senere blev til et ”Læringsløft 2020” – et skrækkeligt navn – som organiserede forskeruddannelsestråden fra UC til DPU. Tråden samledes i det såkaldte “ph.d.-råd”, hvor Jens Rasmussen var formand. Der kom en del systemteoretiske ph.d.-projekter i de år.

Konsortiet lavede også en slags vejledning om læringsmålstyret undervisning, som er ekstrem indflydelsesrig, fordi de fire største forsknings- og uddannelsesinstitutioner står bag. Denne tekst er i dag slettet, ser det ud til?

I 2014 holdt Læringsløftet en stor konference, som indledtes af Andreas Rasch-Christensen, med foredraget ”Hvad vil konsortiet løfte? – fra 10-4 til læringsløft 2020”. Svaret var at ”gøre skoler bedre og løfte elevernes læring”, som det hed i karakteristisk stil.

Læringsløftet eksisterer stadig, ser det ud til. Projektleder er Andreas Rasch-Christensen.

Dermed er hele forskningens underdanighed, hele ”forskningen viser”-strukturen, hele referencen til 00ernes dannelsesopgør og hele UC’ernes opgør med seminarietraditionen tilrettelagt.

Og hermed er grundlaget lagt for skolereformen, som vedtages sideløbende med både Hermann og Rasch-Christensen i Ny Nordisk Skole og senere i en række råd og udvalg.

I en tids- og indholdsmæssig parallelartikel i Politiken taler Rasch-Christensen om, at ”Forskningsbaseret skolepraksis er et radikalt brud med tidligere tiders tænkning om skoleudvikling”. Det var i de år, at Rasch-Christensen blev den foretrukne forsker på Politikens uddannelsesredaktion

Jeg vender tilbage til flere 2010-episoder, hvor skolereformens ideologi finpudses af DPO, som lægger sig begrebsmæssigt, politisk og normativt til rette under et både forvirret og skråsikkert policy-niveau.

Som jeg ser det, er det i denne proces, at Keld Skovmand begynder at opdage forsimplingernes materialitet i den ene og den anden tekst og reference.

Links:
Kronik i Berlingske fra 2010: https://www.berlingske.dk/kro…/10-4-loesning-til-folkeskolen

Pressemedelelse på UCC: https://via.ritzau.dk/…/4-svar-pa-folkeskolens-udfordringer…

Nyhedsartikel fra DPU: http://edu.au.dk/…/4-svar-paa-10-udfordringer-for-folkesko…/

Konference 2014: https://ucc.dk/…/konference_laeringsloeft_2020_26.maj2014.p…

Læringsløft 2020: https://laeringsloeft2020.via.dk/

Andreas Rasch-Christensen i Politiken i 2010: https://politiken.dk/…/art496…/Solid-viden-giver-solid-skole

 

14. d. 3. februar: Det har jeg aldrig sagt 2: Andreas Rasch-Christensens meritter

I et svar til Keld Skovmand på DPU/Aarhus Universitets hjemmeside og med universitetsledelsens opbakning, får Andreas Rasch-Christensen sammen med Jens Rasmussen det til at lyde som om, at de skam ikke har haft noget særligt med folkeskolereformen at gøre. De anholder en række detaljer og undgår helt at tage stilling til substansen. De undlader at forholde sig til Skovmands kritik, som ellers har foreligget siden 2016. Kun i lukkede kredse har der cirkuleret et notat, som var under al kritik og tilmed yderst selektiv i sin tilgang til Skovmands bog og til pædagogisk teori i det hele taget.

I genmælet på DPU’s hjemmeside skriver Rasmussen og Rasch-Christensen:

“hverken Jens Rasmussen eller Andreas Rasch-Christensen (sidstnævnte var dog medlem af udvalget Ny Nordisk Skole) har under nogen former været involveret i forberedelserne af folkeskolereformen.”

Lad os se lidt på nogle af Andreas Rasch-Christensens omfattende reformaffirmative meritter siden 2011, som alle har en helt utrolig faglig snæverhed til fælles. Hvis jeg har glemt noget, må I endelig skrive det:

Ny Nordisk Skole (ministerielt initiativ)

Rådet for børns læring (statsligt råd, tidligere Skolerådet)

Forum for koordination af uddannelsesforskning (statsligt råd)

Master- og implementeringsgruppe for fælles mål i Folkeskolen (ministeriel arbejdsgruppe)

Master- og implementeringsgruppe for fagmål i forbindelse med Læreruddannelsensreformen.

Formand for Læringsløft 2020 (konsortium mellem DPU og de store professionshøjskoler, hvor man sammenligner Lars Løkke med Martin Luther King)

Lanceres som førende ekspert på Undervisningsministeriets hjemmeside

Favoritforsker på landets ledende centrum-venstreavis,
Politiken (ifølge uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang)

Med i Rambølls skrivegruppe i forbindelse med baggrundsrapport om læreruddannelse.

Med i Ny Start-kommission efter OK18.

Ph.d.-rådet (statsligt/universitet/globaliseringsaftale)

Ministerielt rekvireret evalueringsrapport af folkeskolereformens Fælles Mål (som han selv har lavet!)

Mastergruppen for styrket læreplan i dagtilbud (ministeriel arbejdsgruppe)

Tæt samarbejde med Jens Rasmussen om at bekæmpe indflydelsen fra Skovmands ideer (jf. notat-sagen)

Utallige artikler og debatindlæg i landets dagblade, som slutter op om skolereformen helt uden kritisk sans og ofte skrevet sammen med andre. De mest grundige jeg kunne finde fra selvstændig hånd i tidsskrifter er disse totalt refererende artikler på hhv 7 og 12 sider:
– ”Mål for elevers læring”, Kvan nr. 101, 2015 (8 sider)
Den centrale reference i denne artikel er netop den EVA-rapport fra 2012, som Skovmand kritiserer. Der er ingen drøftelse af begreberne “mål” eller “læring”.
– “Pædagogik og ledelse efter reformen” i Anders Balles bog “Pædagogik og skoleledelse”. Også her er der fuldt læringsudstyr med KORA, EVA etc..

Hvad er det egentlige forskningsmæssige grundlag for alt dette? Mig bekendt en ph.d. om historiedidaktik i 2010, som ikke rigtig går på sagen. Rasch-Christensen har ingen pædagogisk uddannelse, og jeg har aldrig set ham til videnskabelige konferencer eller omtalt i større videnskabelige publikationer. Men jeg kan naturligvis have overset noget.
Rasch-Christensen har skrevet en del om fodbold. Bl.a. en bog, som blev beskyldt for plagiat.

Summa summarum: Rasch-Christensen er en af landets tre ledende personer i etableringen og udviklingen af skolereformens ånd, policy og principper. Hvis Skovmand finder eksempler på uredelighed eller dårlig praksis fra denne magtfulde men fagligt set svagt funderede forsker, så har det derfor haft enorme konsekvenser for landets skoler.

Links:
Rasmussens og Rasch-Christensens svar til Skovmand på DPU’s officielle nyhedsside:
http://edu.au.dk/…/dokumentation-til-artikel-om-skolefors…/…

Det hemmelige notat:
http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-r…

 

15. d. 3. februar: Samlet kommentar til Rasmussens, Qvortrups og Rasch-Christensens to svar til Keld Skovmand

Samlet kommentar til Rasmussens, Qvortrup og Rasch-Christensens to svar til Skovmand:

http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussen-andreas-rasch-christensen-og-lars-qvortrup-svarer-wa-keld-skovmand-paa-dpus-officielle-hjemmeside.html

 

16. d. 4. februar: Keld Skovmand i video om læringsmålstyring

Keld Skovmand reflekterer i en video-reklame for sine nye bøger over, hvordan det går med opgøret med læringsmålstyringen. Selvom begrebets placering formelt set er nednormeret fra “vejledning” til “inspirationshæfte”, har han tre kritikpunkter:

  1. Undervisningsministeriet bør være mere tydelig i dets forklaring af nednormeringen.
  2. Henvisning til læringsmålstyringen flyder stadig overalt i bekendtgørelsen for læreruddannelsen, selvom metodens formelle indflydelse altså er blevet mindre i folkeskolen.
  3. Politikere, kommuner og ministerium mm. bør undskylde offentligt for deres enorme satsning på begrebet. Der er også brug for mere offentlige markeringer fra de forskere, som understøttede ideologien. Der er kort sagt brug for et fagligt og moralsk selvopgør.

Jeg er helt enig i det hele, men har dog det muligvis supplerende synspunkt, at selvom man ikke mere bruger ordet “læringsmålstyring” så meget mere, så myldrer det med læringsmålstyringsfilosofi alligevel, og ikke kun i læreruddannelsen, som Skovmand korrekt nævner. Men også i det elendige “inspirationshæfte”, der jo stadig står centralt, og i fagtænkningen, hvor styringen stadig er “vejledende” samt i mange kommuner osv.. Hermed udelukkes et mere genuint pædagogisk sprog.

Med andre ord: Skolereformens vokabular arbejder stadig for fuld styrke, nu blot suppleret og udvidet med OECD/tech-reference til 21st century skills, som efter min mening kan give læringsmålstyringen en anden og måske endnu mere indgribende form.

Men ok, det er blot et supplement. Jeg glæder mig til at få Skovmands bøger i hånden fra forlaget.

https://www.facebook.com/HansReitzelsForlag/videos/vb.1618418858427757/273000860261817/?type=2&theater

 

17. d. 5. februar: Det har jeg aldrig sagt 3: Lars Qvortrup og Grundtvig

Der er en stærk tendens til, at de personer, som Skovmand kritiserer, løber fra deres tidligere synspunkter, når det synes opportunt.

Jeg har allerede nævnt nogle eksempler i nogle tidligere “noter”. I vedhæftede blogindlæg fra 2017 kan man læse om et særligt graverende eksempel efter min mening, nemlig Lars Qvortrups forsøg på at dække over sit stærke ubehag for ikke at sige had til den grundtvigske tradition her i landet.

Denne afvisning deles af Qvortrups åndsfæller, så der er virkelig tale om en anti-dannelsesstruktur med rod i 00’erne.

Og senere vil jeg fortælle om, at det skam ikke kun er Grundtvig, som skolereformens folk forsøger at tage livet af. Det er også oplysningstraditionen og filosofien som sådan.

Tænk på – både røde og blå og høje og lave – hvor groft det er!

Det er sørme let at have sympati med Skovmands aktion og kritik, må man sige. Har Qvortrup/Rasmussen/Egelund og Rasch-Christensen egentlig nogle venner? Udover DPUs ledelse altså?

http://www.thomasaastruproemer.dk/lars-qvortrup-og-grundtvig.html?fbclid=IwAR2WWPTMieg_sCKsovZk3lVflQy98MLrdzq3yB7YvQ6AkSKlmmdWvQtTKGA

 

18. d. 5. februar: Dagens Politiken: Om læringsmålstyring

Er Skovmand-sagen mon nævnt i dagens Politiken? Altså sagen om Keld Skovmands dramatiske kritik af Politikens egne yndlingsforskere, som hele landet snakker om? Nej, det er den ikke. Der er demonstrativ tavshed. Politikens læsere må simpelthen ikke høre om den del af virkeligheden.

Men måske har Skovmand påvirket avisen indirekte? Altså ved sin blotte tilstedeværelse? Som en slags spøgelse?

Grunden til, at jeg siger det på den måde, er, at dagens emne er ”synlig læring”, som jo er en helt integreret del af det læringsmålsstyringsparadigme, som Skovmand kritiserer.

Her er avisens fire markeringer:

 

A. Antvorskov Skole i Slagelse
Der er en reportage fra Antvorskov Skole i Slagelse, hvor man kører efter John Hatties system, hvilket resten af kommunen mig bekendt også gør. Det myldrer med stjerner, små computerspil, og om at ”vi fejrer hinandens succeser” osv..

Samme skole har i øvrigt modtaget hele 3,5 mio. kroner fra AP Møller-fonden til to ”lærings”-projekter, herunder et projekt om ”databaseret læringsledelse”, som jo er Lars Qvortrups bidrag til verdensfreden.

Læreren bekræfter, at metoden er på vej til at blive ”et karaktersystem”. Men hun siger, at det ”slet ikke er målet”. Målet er snarere, siger hun, at ”børnene kan se deres egen progression, at det er synligt, at de bliver bedre, og at de ved, hvordan de bevæger sig fremad”. Eftersom denne målstyringsmetode er en almenpædagogik, dvs. at den implementeres som en ustandselig forudsætning, så kan man roligt sige, at børnene får installeret en form for karaktersystem som en del af deres psykologiske arkitektur.

Det er da langt værre end almindelige ”karakterer”. Det er faktisk det, som Riisager har forstået. Karakterer er langt mindre indgribende end ”læring” og ”feedback”.

 

B. Tre interviews
I kommentar-artikel har avisens journalister talt med tre personer: Lektor ved DPU Hanne Knudsen, Skolelevernes formand Sarah Bærentzen, og Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal

i) Hanne Knudsen
Hanne Knudsen siger ifølge journalisten:

”I virkelig mange klasseværelser hænger der åkander, stjerne eller noget andet, fordi idealet er, at hver elev skal lære maksimalt, og målene skal være synlige”.

Hun mener altså, at metoden er meget udbredt.

Og hun uddyber, her med journalistens ord:

”Ifølge Hanne Knudsen er maksimering af læring og læringsmål blevet den gennemgående ide i folkeskolen i takt med skolereformen, der trådte i kraft i 2014…(…). Når eleven når frem til målet, er der altid et nyt læringsmål. Med maksimering af læring er der ikke noget, der er godt nok. Målet forskyder sig hele tiden, og det er eleven individuelt, der skal reflekterer over det”.

Og husk på: Det er hver dag, år ud og år ind, også i nogle gymnasier.

Her beskriver Knudsen den psykologiske arkitektur, jeg talte om. Og folk undrer sig over, at unge er stressede? Og de tror, at problemet er en karakter eller en eksamen i ny og næ?

ii) Sarah Bærentzen
Dernæst udtaler Sarah Bærentzen sig. Hun er formand for Danske Skolelever, hvis budget er pumpet op af Antorini-penge. Hun siger med journalistens ord og med en naivitet, som er et barn værdigt, at ”der er et stort potentiale i synlig læring, og at det skal blive i folkeskolen”.

Bærentzen er helt uden viden om den faglige kritik af metoden og dens implementering i Danmark. Og i direkte citat fortæller hun følgende:

”Vi tror, at det er rigtigt sundt, at man selv kan se, hvor man ligger fagligt. At man fortæller helt bundærligt, hvor man ligger. Men det skal ikke være i en konkurrence med ens klassekammerater. Det skal være i konkurrence med en selv”. Læreren skal dog huske ”at tage fat i klassefællesskabet og tale om trivsel med eleverne, så det er en større dagsorden end bare synlig læring”.

Sproget er skruet ned i lærings-arkitekturen. Den ophedede selvkonkurrence skal tales væk i abstrakte trivselstermer. Utroligt, at det skulle være i elevernes interesse.

Jeg synes, at medierne bør beskytte Bærentzen for en stund, for hun er for ung til at modtage offentlig kritik efter min mening, men det er jo ingen vej uden om, når hendes holdninger bliver så eksponeret.

iii) Claus Hjortdal
Til sidst kommer Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, på banen. Han fortæller i samme ånd:

”Selvom det ikke er meningen, at man skal måle sig op mod andre, så skal man være en ekstremt dygtig lærer for at få eleverne til at forstå, at de er i kamp med sig selv og ikke i kamp med andre”.

Men hov, det er da en skrækkelig lærer, der fortæller børnene at de er “i kamp med sig selv”! Igen: læringssproget arbejder som en dybvandsmotor.

Hjortdal får også sagt noget om læringsmålsstyret undervisning. Journalisten fortæller, at Claus Hjortdal ”fremhæver, at foreløbig forskning viser, at eleverne får udbytte af at vide, hvad de skal lære, den såkaldte målstyrede undervisning”.

Men her er vi så tilbage ved Skovmand, for hvad er det for ”en forskning, der viser”, og som Hjortdal henviser til?

Ja, det ved spøgelset jo noget om.

Artiklerne ligger ikke på nettet.

 

19. d. 5. februar: Hannah Arendt i Helsingør

Hjernen bobler af glæde, fordi jeg læser to Hannah Arendt-essays simultant. Det drejer sig om teksterne “What is Authority?” og “The Crisis in Education”, som begge står i samlingen “Between Past and Future” fra 1961.

Der sker så meget i dette kryds, at det ikke lige kan rummes i et facebook-opslag, men jeg skal fortælle om det i Helsingør Domkirke i morgen kl. 17.

Men konklusionen er: Skolen er en romersk lomme, som skal forberede til et græsk liv. Det svarer jo fuldstændigt til folkeskolens formål, denne mærkelige og skønne, men forbudte tekst.

 

20. d. 5. februar: Jernindustrien: Jens Rasmussens klage

Jens Rasmussen beskylder på DPU’s hjemmeside Keld Skovmand for at være ”konspiratorisk”. Det minder mig om en sag fra 2014. Jeg havde skrevet et blogindlæg, ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)”, hvor jeg skrev om nogle af de samme ting som Skovmand. Man kan læse indlægget i linket nedenfor (det er udvidet siden den oprindelige udgivelse).

Rasmussen, som jeg aldrig havde truffet, men som var en magtfuld professor, kunne ikke lide det jeg skrev. Han svarede dog ikke offentligt eller til mig personligt. I stedet skrev han nedenstående e-mail til daværende institutleder Hanne Løngreen og den ligeså daværende dekan Mette Thunø. Jeg måtte herefter til samtale med bisidder for at høre om ”universitetets personalepolitik, mere specifikt delpolitik for mobning”, et emne der kunne få ansættelsesmæssige konsekvenser.

Jeg fik først mailen på selve mødet. Efter en lang og svær proces, der varede omkring 3 uger, og hvor jeg virkelig måtte mane mig op, frafaldt man sagen:

”d. 4. marts 2014

Kære Hanne og Mette

Jeg vil gerne gøre opmærksom på et indlæg på Thomas Rømers blog:

Her præsenterer han en konspirationsteori, der er stærkt ærekrænkende for en lang række navngivne personer, herunder medarbejdere som jeg ved IUP og mange af mine/vore samarbejdspartnere. Meget af det han skriver er ved tidligere lejligheder afvist som løgn, fordrejning og demagogi. Jeg finder det uacceptabelt at skulle stå model til noget, der bedst kan karakteriseres som mobning for ikke at sige karaktermord på min og mange andres person, hvilket jeg i øvrigt ved flere lejligheder har gjort opmærksom på.

Jeg er jo af den opfattelse, at jeg varetager (tillids)opgaver, som fakultetet og instituttet værdsætter. Det gælder mit formandskab for ph.d.-rådet, som miskrediteres af Thomas Rømer med mulig ødelæggende virkning for dets anseelse, og det gælder mit medlemskab af A.P. Møller Fondens vurderingsudvalg.

Mange hilsner Jens”

Rasmussen skrev også en supplerende mail i samme ånd, som man kan læse i linket nedenfor. Man kan også læse mit skriftlige svar på anklagerne.

Året efter gentog processen sig, blot i endnu større målestok. Det var Staunæs-sagen.

Sådan ser forskningsfrihed ud i praksis. Dette er den pædagogiske debats tilstand. De faktiske forhold i jernindustrien.

Senere indgik mit essay om DPO i let korrigeret form i den fagfællebedømte og godt anmeldte udgivelse ”Pædagogikkens to verdener”, som kom på Aalborg Universitetsforlag.

Jeg ser ingen principiel forskel mellem Rasmussens aktion og Odense Kommunes advarsel til Erik Schmidt for ”negative holdninger”. Og Rasmussen/DPU er ligeså dårlige til at rette op på skaden som Odense Kommune.

Man kan læse mere om begge klageprocesser i bogen ”Ballade i Pædagogikkens Forsamlingshus”, kapitel 4 og 5.

Links:
Rasmussens mails til institut- og fakultetsledelsen: http://www.thomasaastruproemer.dk/…/Jens-Rasmussens-henvend…

Mine egne skriftlige svar på Rasmussens anklager: http://www.thomasaastruproemer.dk/…/svar-p%C3%A5-mails-og-k…

Om Rasmussens, Rasch-Christensens og Qvortrups svar på Skovmands kritik på DPU’s hjemmeside: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussen-andreas-ra…

Om bogen ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”: http://www.fjordager.com/ballade-i-paedagogikkens-forsamli…/

Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), 2014: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oli…

Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – del 2, 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oli…

 

21. d. 7. februar: Læringsideologi i Gladsaxe

Gladsaxe kommune kører efter John Hatties skabelon. Det foregår med AP Møller penge. Det hedder “Fremtidens skole”. Og det er ikke mere kun ”Hattie”. Nu er det også hele pakken med læringsapparat og 21.century-kompetencer og high-tech. Til gengæld er der ikke et ord om skole og pædagogik. Det er en form for skole-had.

Det er med andre ord det, jeg kalder for Skolereform 2.0. Man kan selv studere hjemmesiden og blive forskrækket.

A.
Har man bare brug for en appetitvækker, vil jeg foreslå, at man læser udgivelsen ”Sådan lærer dit barn – om læring i fremtidens skole” fra april 2018. Her kan man læse om SOLO-taksonomien, som er en form for forsimplet Hattie: ”I daglig tale SOLO”, som der står. Solo er sådan en slags “daglig tale”-ven. En facebook-kontakt fortalte, at SOLO hænger i alle klasseværelser, sådan lidt Mossulini-agtigt.

Man kan også læse om ”at forstå sin egen læreproces”, og om at ”SOLO giver eleverne et sprog for læring”. Ja, SOLO giver simpelthen svar ”tre centrale spørgsmål om: hvad er jeg ved at lære, hvor er jeg i min læringsproces, og hvad er mit næste skridt?”. Det giver en ”dybere forståelse” står der. Vi er virkelig i KL-Hattie-segmentet. Man kan slet ikke nærme sig disse formuleringer, hvis man er pædagog og lærer.

Man kan også lære om ”feedback”:

”Feedback i undervisningen hjælper eleverne med at maksimere deres potentiale og giver dem desuden viden om styrker, forbedringsmuligheder og læringsstrategier”.

Man giver feedback på alle de ”tre centrale spørgsmål”. Og husk: Det er en slats anti-pædagogisk almenpædagogik, så det er hver time og hver dag i mange år. Fri os for guds skyld for denne maksimeringspotentialefeedback. Det er langt mere ødelæggende for ungdommens psyke end et par karakterer til eksamen i fysik.

Man kan også få ”feedback på processen”. Så bliver man ”selvregulerende”, står der. Der er også forslag til, hvordan forældrene kan støtte op om SOLO-ideologien. F.eks.: ”Spørg dit barn, hvad han eller hun ved om målet?”.

Der er også flotte tegninger af nogle indoktrinerede børn, der råber SOLO-slogans i kor.

Der er også noget, der hedder ”tænkemåder”, Der er en ”fastlåst og en udviklende” tænkemåde, får vi at vide. Det er noget, som stammer fra den positive psykologi (Carol Dweck), som i realiteten udrydder ”tænkning” fra skolen. Det er virkelig sørgeligt deromkring i teksten. Men Hattie og Dweck er pot og pande, både internationalt og i mange danske kommuner. f.eks. også i stakkels Skanderborg.

Men er der ingen læringsteori? Intet pædagogisk udsyn eller indhold? Nej, der er intet. Fortiden er ausradiert.

Og så denne uvederhæftige skråsikkerhed i titlen: “SÅDAN lærer dit barn”. Jeg bliver vred.

B.

Man kan også læse i et temahæfte om ”synlig læring”. Her står der også noget SOLO. Men man kan også læse, at alle data samles i noget, der kaldes en ”skoleportal”. Her vil man ”synliggøre alle børns læring”. Her kan alle følge med i det hele. Rigtig Gladsaxe-Kina-agtigt. Kommunens borgere skal omdannes til SOLO-epigoner.

C.
Overalt i mange af publikationerne myldrer det med fremtidskompetencer og IT-virksomheder. Og man arbejder sammen med Københavns Professionshøjskole.
Ifølge kommunen får vi mere kritisk tænkning, kreativitet osv.. Det har den fra OECD, og om lidt skal man måle det hele.

Gladsaxe Kommunes arbejde er også omtalt i en rapport fra SIRI-kommissionen. Her kan man læse, at man i Gladsaxe har omdøbt skolebiblioteket til at være et ”innovationscenter”. Eleverne skal her tilegne sig ”det 21. århundredes kompetencer”. Det sker ved at ”opdele centret i forskellige læringszoner: præstationszone, feedback-zone, kodnings- og innovationszone, samt kreazone og forskellige produktionszoner”. På den måde bliver ”eleverne medskabere af deres egen læring”, og lærerene får ”ændret deres professionsidentitet”, så de i ”højere grad bliver facilitatorer”.

SIRI-kommissionen, som ledes af Ida Auken og nogle Singularity-folk mm., synes det er alle tiders.

Her har vi KL-skolereformen 2.0. i fuldt flor. Der er ikke en eneste skoletanke.

Gladsaxe samarbejder med Rudersdal og Gentofte om Synlig Læring. Lyngby Taarbæk forlod samarbejdet, efter at viceborgmesteren holdt en megakritisk brandtale i byrådet.

Links:
Liste over alle kommunens udgivelser under ”Fremtidens Skole” https://www.gladsaxe.dk/fremtidens_skole/udgivelser

Om “Sådan lærer dit barn” i Gladsaxe: https://issuu.com/webmaster_glad…/…/h_fte-l_ring_digitalt/1…

Om Synlig Læring i Gladsaxe: https://issuu.com/webmaste…/…/h__fte_lige_muligheder_2017/1…

Omtale af SIRI-rapport: http://www.thomasaastruproemer.dk
/siri-kommissionens-opgoer-demokrati-paedagogik.html

Synlig læring-samarbejdet i Nordkøbenhavn: http://4kommuner.dk/…/AP__M%C3%B8ller_2016_projektbeskrivel…

Om Lyngby-Taarbæks brud med Synlig Læring: http://www.thomasaastruproemer.dk/digebrud-i-lyngby-taarbae…

 

22. d. 8. februar: Keld Skovmands læserbrev i Weekendavisen

Keld Skovmands læserbrev i dagens Weekendavis: “Genmæle til genmæle”:

Keld Skovmand svarer i dagens Weekendavis på Lars Qvortrups og Jens Rasmussens (QR) indlæg fra sidste fredag, som selv var et svar på artiklen “Skoleret”, hvor Skovmand kritiserede de to professorers arbejde med folkeskolereformens begreber og implementering.

I modsætning til den oprindelige artikel ”Skoleret” går læserbrevet nu under den redaktionelle overskrift ”skoleforurettelse”, hvilket jo er god humor. Underoverskriften er “Professorerne Lars Qvortrup og Jens Rasmussen manipulerer igen”.

Selve læserbrevet kaldes ”Genmæle til genmæle”, hvilket også er alle tiders. QR kaldte selv deres kommentar for et ”genmæle”, hvilket jo var noget af en overdrivelse. Skovmand må virkelig gøre sig umage med at finde noget at genmæle om. Men det lykkes i karakteristisk rå-saglig stil med god kropslig kant.

Skovmand identificerer fire “manipulationer”. Lad os se på indholdet:

A.
Skovmand bemærker, hvad der må opfattes som en bevidst udeladelse i QR’s kronologi over Skovmands arbejder. QR hæfter sig nemlig kun ved Skovmands debatbøger, men springer let og elegant over det forhold, at hans arbejde udspringer af en ph.d.-afhandling fra 2018, som endda blev rost af førende pædagogiske forskere.

B.
Dernæst anholder Skovmand, at QR kalder hans arbejde for ”konspirationsteoretisk”, hvilket det overhovedet ikke er. Det kalder de også mit arbejde. Det er blot en nærmest barnlig måde at undgå at tale om indholdet på. Jeg har ingen respekt for det. Både Skovmand og undertegnede forklarer udførligt, hvorfor analyserne netop ikke er konspirationsteoretiske.

QRs banale anklage om ”konspiration” er et forsøg på at dække over dårligt og ensporet arbejde. En slags ”akademisk afmagt”, som Skovmand korrekt kalder det.

C.
Dernæst kritiserer Skovmand – med udgangspunkt i et konkret eksempel – QR for i deres læserbrev – at sætte citatbidder fra hans bog sammen på kryds og tværs, så QR får den mening ud af sagen, som passer dem.

D.
Endelig svarer Skovmand på et forhold, som Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen (ARC) fremhæver i en helt anden tekst, som DPU’s institutledelse har lagt på instituttets hjemmeside med dekanens billigelse. Visse personer på DPU har åbenbart direkte adgang til de officielle kanaler med rene partsindlæg, som endda kaldes for ”dokumentation”.

Nå, men ARC fortæller i DPU-indlægget ligefrem, at de ikke ”under nogen former” har været ”involveret i forberedelserne af folkeskolereformen”.

Jeg har selv kommenteret denne påstand i dybden i et blogindlæg. Skovmands kommentar til citatet er følgende:

”Kronologien er atter et falsum. Med ARC som arbejdende formand blev mastergruppen officielt nedsat i april 2013, dvs. flere uger før forliget blev indgået d. 7/6-2013. Lovforslaget fremsættes d. 27/2-2014, hvor arbejdet med at udforme Fælles Mål var mere end godt i gang. Det er vanskeligt at forestille sig, at dette arbejde ikke har været formende for de politiske forestillinger om mål og styring, der ligger til grund for en helt central del af folkeskolerefomen”.

Så QR’s ”genmæle” har mistet mælet. Det er målløse. De er mål-løse. ja, læringsmål-løse.

Link til artikel: https://www.weekendavisen.dk/2019-6/samfund/genmaele-til-genmaele?fbclid=IwAR2XkFcd30FF90_3QfD_AgTNAba05xG3vkf_nvhMwsj1WveyyMIErqWe7DE

 

23. d. 9. februar: Aarhusiansk dokumentation

Aarhus Universitet har laver en side med “dokumentation” vedrørende en kritisk artikel i WA om landets kontroversielle skolereform, hvor forsker Keld Skovmand fortæller om sine nye bøger.

AU bringer et nærmest demonstrativt kort link til artiklen, som er gemt bag en betalingsmur, og den korte forklaring er næsten uden indhold.

Men OK, hvad er så den øvrige “dokumentation”?

Bringer man links til de centrale udgivelser, som kritikken baserer sig på? Nej.
Bringer man nogle anmeldelser af bøgerne? Nej.
Eller måske lidt uddrag fra de pågældende bøger? Nej.
Eller måske referencer til kritikken i diverse artikler i fagblade og landsdækkende medier? Nej.
Eller til reglerne for videnskabelig uredelighed? Nej.

Men hvad bringer man så? Jo, man bringer to deciderede partsindlæg fra ledelsens policy-underdanige favoritter efterfulgt af nogle beroligende ord fra dekanen. Et af partsindlæggene har også været bragt i WA, men alligevel er der sjovt nok ingen betalingsmur, som der jo var på Skovmands artikel.

Ok, men bringer man så Skovmands svar på de to partsindlæg, som blev bragt i avisen ugen efter? Nej.

Bringer man journalistens svar på partsindlæggene? Nej.

Har man spurgt Skovmands forlag om noget? Nej.

Bringer man noget forhistorie, noget kontekst, noget teori, noget noget som helst? Nej.

Har man interviewet nogen andre forskere, som har fulgt med i sagen? Nej.

Hvad kalder universitetet mon en sådan ideologisk manifestation? Den kalder det for “dokumentation”.

Men hvad kalder man et universitet, som kalder den slags for ”dokumentation”. Jeg kalder det et universitet, der bekræfter Skovmands kritik.

Men hovsa, det er altså ikke så godt. Så nu har jeg skrevet til ledelsen og tilbudt min dokumentationshjælp.

http://edu.au.dk/aktuelt/dokumentation-til-artikel-om-skoleforskning-i-weekendavisen/?fbclid=IwAR2XZHLTExvzgRJvLh_jr7QpX97pv_w-5c8xxZz05v9zUAMLG_Ko1aENyN8

 

24. d. 10. februar: Dagens Politiken 3: Forandring gennem læring

A.
Først er der en kort reportage fra gårsdagens lukning af Disruptionsrådet. Her sagde Lars Løkke følgende:

”I andre lande reagerer man på udfordringen ved at bygge mure, vende verden ryggen, melde sig ud af det internationale samarbejde eller gå på gaden iført gule vest. Men i Danmark har vi valgt fællesskabet og samtalen frem for splittelsen”.

Ok, så Disruptionsrådet er altså det modsatte af et eller andet ’populisme-agtigt’, må man forstå? Det er snarere ”fællesskab og samtale”, altså ren højskoleånd, frem for ‘negative holdninger’ og ‘modstand mod læring’ osv..

Hvis man ikke er med på Løkkes drøm, så ”vender man verden ryggen” og ”melder sig ud af internationalt samarbejde”. Hvor plat!

Og det er skam den nuværende regerings hele essens, vi taler om: Man har haft otte ministre og førende erhvervs- og fagforeningsfolk med i rådet, og der er et Teknologiråd og et Erhvervsministerium i de indre organer.

B.
Ok, men hvad består denne essens så af. Det kan man læse om i en længere kommentar på samme side, hvor Frank Hviid Petersen reflekterer over sagen. Han siger:

”Et grundlæggende problem er, at alt det, der står i rådets rapporter emmer langt væk af at have købt ind på det, man kan kalde Davos-McKinsey-Singularity University tankegangen.”

Første taler i Rådet, fortæller Petersen, var da også Rob Nail, som er direktør i Singularity-University. Nails danske ambassadør, Anders Hviid, har også talt til rådet. Hviid har også indflydelse på Læreruddannelsens og Kommunernes Landsforenings tænkemåde. Her foreslår han, at børnehavebørn får små søde robotvenner, og han refererer positivt til Cambridge Analytica. Herfra er der fri adgang til KL/Regeringens brugerportal-initiativ, hvorfra det nye AULA flyder, og til nye ideer om dataovervågede ghettoområder med ”dansk læring”. Dertil kommer hede drømme om anonymiserede kontrolopkald fra stat til borger, der skal tjekke korrekt it-adfærd.

Både den tidligere erhvervsminister og den nuværende forskningsminister har været på Singularity-kurser, som også har dyb indflydelse på dele af OECD.

Regeringens essens består altså af vild Tech-ideologi og en masse globaliseret konsulent-huttelihut. I resten af sin kommentar kritiserer Pedersen især Singularity-ideologiens ensporethed og anti-humanisme.

C.
I debatsektionen er der et fremragende interview med Kina-forsker og antropolog Rune Steenberg om Kinas total-overvågning af Xinjiang-provinsens muslimer, som bliver sendt på kommunistiske opdragelseslejre, hvis de trækker vejret eller sådan noget. De behøver ikke engang at have en ”negativ holdning” for at få konstateret læringsmodstand. Mottoet for Kinas totalovervågning er ifølge Steenberg: ”Forandring gennem læring”.

 

25. d. 11. februar: Note 1 til Keld Skovmands nye bog

Jeg er begyndt at læse i Skovmands herlige bog “Folkeskolen – efter læringsmålstyringen”. Omkring mig flyder bunker af reformaffirmative bøger og artikler, som jeg har slået op i under læsningen. Bøgerne er 2007-2015, hvor det pædagogiske oligarki reducerede pædagogikken til en selvfremstillende teknisk ukendelighed. Det er ren depressiv nostalgi.

Jeg har også fundet et eksempel på, at Peter Kemp analyserer en af de Jens Rasmussen-tekster, som Skovmand også kritiserer. Kemp får øje på Rasmussens problematiske behandling af dannelsen. Skovmand for øje på nogle andre ting. Begge får øje på nogle besynderlige holdningsskift, som er svært at forklare som andet end “strategi”, som Kemp kalder det. Måske svarer Kemps “strategi” til, hvad Skovmand mener med “videnskabelig uredelighed”, uanset om det er i juridisk forstand eller ej?

http://www.thomasaastruproemer.dk/note-1-til-keld-skovmands-bog-folkeskolen-efter-laeringsmaalstyringen.html

 

26. d. 11. februar: Qvortrups og Egelunds forord til bog af Hattie & Yates

En af de tekster, som Keld Skovmand kritiserer, er Lars Qvortrups og Niels Egelunds forord til den danske udgave af Hatties/Yates’ bog “Synlig læring og læringens anatomi” fra 2015. Her er lidt noter til forordets første 1½ side:

A.
Forordet starter sådan her:

“Uddannelsespolitik, skoleudvikling og pædagogisk praksis har undergået en revolution. Den har forandret sig fra at være dannelses- og pensumbaseret til at være orienteret mod lærings- og kompetencebaserede mål. I stedet for at spørge om, hvad vi skal læse, lyder spørgsmålet: Hvad skal vi lære?”

Så vi er i ”revolutionens” ånd. Alt skal ændres.
– Fra dannelse til læring
– Fra pensum til kompetence
– Fra læsning til læring

Det er altså en del, der skal siges farvel til.

Er der nogen, der kan bryde ind i den formulering? Jeg kan ikke. Den er som en teknisk og låst betonbunker.

Lidt senere i forordet står der i samme ånd:

“Den gamle dannelsestænkning er skubbet til side til fordel for en forskning, der leverer empirisk baseret viden om forholdet mellem pædagogiske indsatser og udbytte”

Jeg kan love en ting: Dette udgangspunkt ender som en eksklusion af både dannelse og empirisk videnskab som sådan. I stedet får vi en smålig, evidensbaseret og policy-affirmativ underdanighed.

B.

Folkeskoleformen fra 2013 kaldes for “ambitiøs”. Den varsler et nyt “paradigme”, får vi at vide. Dernæst kommer følgende:

“Det egentligt nye er, at reformen helt konsekvent gennemfører den forandring, som blev annonceret med Fælles Mål i 2003”

Netop denne forbindelse mellem 2003- og 2013-loven er et eksempel på en af Skovmands centrale ankepunkter. Han mener, hvis jeg har forstået ham ret, at effekten af forbindelsen mellem 03 og 13 er en kraftig indsnævring af 2003-loven. Indsnævringen kommer i stand via EVA’s og DPO’s italesættelser og altså også her i Qvortrups og Egelunds formulering. Det ender som en form for selvreference, en form for selv-plagiat, der konstruerer sin egen tekniske og dannelses-fjendske virkelighed. Det er en virkelig god iagttagelse af Skovmand. Om det er “videnskabeligt uredeligt” skal jeg ikke kunne sige. Men det er i al fald stærkt kritisabelt, så lad os bare holde den der.

C.
På den måde mener Qvortrup og Egelund, at man går “fra et paradigme, der fokuserer på, hvad man skal undervise i, til et lærings- og kompetenceparadigme”.

Igen en “fra…til…”-struktur. Her fra indhold til læring. Bye bye alt!

Det er skolereformen i en nøddeskal.

D.
Denne revolution har ifølge Qvortrup og Egelund to effekter:

”For det første skal undervisning og udvikling af læringsmiljøer fremover være målstyret og forskningsinformeret. For det andet skal lærere, pædagoger og skoleforvaltninger arbejde efter lærings- og kompetencemål, og de skal støtte deres pædagogiske indsatser på forskning om, hvad der virker bedst, og på data om lærings- og udviklingsresultater på den enkelte skole”.

Så først får vi et opgør med dannelse og indhold og formål. Og de sørgelige rester, dvs. læringsmål og operative måltal, skal derpå sættes ind i et læringsmåls-data-apparat, der vil kvæle pædagogikken som sådan i nidkær datastyring ned gennem hele det pædagogiske system.

Og disse sætninger står altså hos lederen af PISA-Danmark, Niels Egelund, som havde afgørende indflydelse på begrebsdannelsen i 00’erne, og hos Lars Qvortrup, som frem til 2010 var dekan for DPU, og igen fra 2015 blev leder af Nationalt Center for Skoleforskning. I mellemtiden arbejdede han med store kommunale Hattie-inspirerede data-projekter for enorme bevillinger fra AP Møller, hvor åndsfællen Jens Rasmussen var den centrale spiller. Og Hattie blev vel at mærke i 2012-15 kaldt for en ”guru” af både politikere, journalister og af Danmarks Lærerforening. De to professorer svigter deres offentlige kritiske pligt efter min mening.

E.
Lad os fortsætte:

”Kort sagt: Undervisningen og den pædagogiske praksis skal tilrettelægges efter læringsmål, som skal oversættes til kompetencemål, som igen kan udtrykkes i videns- og færdighedsmål, sådan at underviserne helt konkret kan se, om det, de gør, har de tilsigtede effekter, det vil sige, om det virker”.

Så altså ren “læringsmålstyring”, sådan “helt konkret” med “tilsigtede effekter” og “data”-styring.

Og dette ”paradigmeskifte” har skam også til konsekvens, at man skal gentænke hele uddannelsen af lærerne. Vi skal have et ”omfattende kompetenceløft af lærere, pædagoger og skoleledere”, som det hedder. Mon ikke Qvortrup og Egelund er begejstrede for Aalborg og Københavns AP Møller-finansierede efteruddannelse af skoleledere på Handelshøjskolen i Oslo, som kører i samme ånd?

Er der flere tårer?

Det håber jeg, for jeg har kun gennemgået den første 1½ side.

Forordet slutter med følgende erklæring og anbefaling af Hatties/Yates’ bog:

”Bogen bør blive en bibel for skolefolk”

 

27. d. 11. februar: Lars Qvortrup svarer Keld Skovmand i Berlingske

Qvortrup har kastet sig ud i diskussionen med Skovmand i Berlingske. Lad os se på det:

Qvortrup mener, at den reale baggrund for den aktuelle strid er ”en uenighed om, hvordan man sætter mål for undervisningen”.

Det er meget svært for mig at kommentere denne markering af stridens essens, fordi Skovmands kritik jo er så rigt facetteret. Sætningen lukker sig om sig selv, ligesom hele skolereformsdiskursen gør det. Qvortrup virker helt ude af stand til at forklare og forstå, hvad der foregår. Og hvad skal man dog stille op med ideen om, at hele diskussionen angår dette skrækkelige ”hvordan”. Det må lærerne og pædagogerne da tage sig af.

Qvortrup siger også, at Skovmand beskylder ham for ”sammensværgelse og undergravende virksomhed”. Det er jeg ikke stødt på nogen steder? Hvad bygger han det på? Lidt til den grove side efter min mening. Især når det ikke dokumenteres. Men Qvortrup slynger jævnligt om sig med vilde ord. Peter Kemp var en ”plattenslager” og en ”småfusker”.

Qvortrup siger også, at Skovmand “manipulerer”, men det give han ingen eksempler på. Skovmand er i det mindste ihærdig med dokumentationen, når han indigneres.

Qvortrup henviser til en tidligere artikel om Skovmands kritik i Berlingske, og der er også et hyper-link. Men i den pågældende artikel nævnes Qvortrups navn kun en passant, så vi ved egentlig ikke, hvad det er, Qvortrup svarer på? Måske står det i Skovmands anmeldelse til Nævnet? Ingen ved det.

Qvortrup svarede jo sammen med Rasmussen i WA forrige fredag, et svar der blev bragt som “dokumentation” af DPU, hvis ledelse er i tæt relation til de anklagede.

Men Qvortrup må have haft brug for at skrive et læserbrev alene, for dermed kan han hævde, at Skovmand kun kritiserer ham ift. en enkelt tekst, nemlig det forord til en Hattie-bog, som jeg omtalte tidligere i dag, og som han endda har skrevet sammen ”en kollega”, som Niels Egelund neutralt kaldes. Det er muligt, at Skovmand kun har inddraget denne ene tekst i sin anmeldelse, men hans kritik er langt bredere. I Skovmands afhandling, som har været offentligt tilgængelig i et helt år, er der masser af kritik af Qvortrups tekster, f.eks. af hans brug af Luhmann. Og kritikken går her ikke på ”hvordan man laver mål”, men på hvordan de pædagogiske begreber konstrueres. Men denne eller andre kritikker har Qvortrup aldrig svaret på. Han konstruerer et eller andet for sig selv, om “hvordan man laver mål”, så han kan svare, så det er umuligt at forstå.

Qvortrup siger, at forords-teksten ikke er en forskningstekst. Denne markering er muligvis en form for kommentar til universitetets praksisudvalg, som før de sender klagen til Nævnet skal påse, at der er et ”videnskabeligt produkt”, som det hedder. Men som jeg har forstået det, er sagen allerede sendt videre til nævnet, så det må vel være fastslået? Jeg er faktisk ikke helt sikker, må jeg indrømme. I øvrigt: Ordet ”produkt” er jo bredere end ”videnskabelig publikation”. Hvis jeg var Nævn, ville jeg derfor mene, at ”forordet” faldt ind under kategorien ”videnskabeligt produkt”.

Vi får også at vide, at Qvortrup bare sad på sit kontor i Aalborg mens reformen rullede gennem systemet og hen over landet. Den lader vi lige stå og blinke. Rasmussen og Rasch-Christensen siger det samme. De har heller ingen aktier i skolereformen. Det er meget mystisk det hele. Ingen af reformens teoretiske hovedaktører har nogen aktioner i aktionen. Jeg synes ikke om det.

Qvortrup svarer så på to forhold, som os almindelige læsere ikke rigtig ved hvor kommer fra.

Først siger han, at det, som Skovmand påstår er en misoversættelse af en passage fra forordet, egentlig kun er en åben parafrasering. Det må Skovmand selv svare på. Mon ikke han sidder og skriver et læserbrev lige nu?

Dernæst siger Qvortrup, at han og Skovmand blot har forskellige fortolkninger af en central EVA-rapport fra 2012. Men hvis jeg har forstået det ret, går Skovmands kritik på, at denne EVA-rapport fra 2012 sammen med de kritiserede forskere faktisk forskruer 2003-reformen og dermed nyere pædagogisk historie på en sådan måde, at læringsmålstyringen kan arbejde fri for formål og pædagogik. Det er denne systematik, Skovmand kalder for “misrepræsentation”. Om det er videnskabeligt uredeligt i juridisk forstand, skal jeg ikke kunne sige, men derfor kan det jo godt være det i common sense.

Qvortrup forholder sig overhovedet ikke til systematikken og strukturen i Skovmands kritik. Han reducerer blot det hele til en uenighed om, hvordan man ”skal sætte mål for undervisningen”. Det er lidt op af bakke at føre en samtale på det niveau.

Qvortrups kommentar kommer til at være en utilsigtet og nærmest tragisk bekræftelse af Skovmands kritik af Qvortrup selv. På samme måde, som da Rasmussen og Rasch-Christensen skrev deres ”hemmelige” notat på 30 sider, der skulle kompromittere Skovmands arbejde. Også dette notat udstillede forfatternes manglende evne til at forstå pædagogiske problemstillinger, hvilket skyldes, at de pågældende i forvejen var gået fra pædagogik til læring. Skovmand har i øvrigt en udførlig beskrivelse af denne Notat-episode i sin bog.

https://www.berlingske.dk/kommentarer/professor-videnskabelig-uredelighed-nej-hoejst-uenighed.-konspiration

 

28. d. 12. februar: Note 2 til Keld Skovmands nye bog

Kapitel 2 i Skovmands bog er meget interessant. Her dokumenteres en meget vigtig oligarkisk lukning af dansk pædagogik med udgangspunkt i en analyse af to EVA-rapporter. Det er ontologisk analyse på top-niveau.

http://www.thomasaastruproemer.dk/note-2-til-keld-skovmands-bog-folkeskolen-efter-laeringsmaalstyringen-tomheden.html

 

29. d. 13. februar: Indspisthedens regime

Indspisthedens regime:

Hvem sætter man til at udvikle skolereformen?
EVA, DPO, UC-VIA, Rambøll.

Hvem sætter man til at gennemføre skolereformen?
UVM/KL sammen med folk fra EVA, DPO, UC-VIA.

Hvem sætter man til at evaluere skolereformen?
EVA, DPO, UC-VIA, Rambøll, VIVE

Hvem sætter man i den videnskabelige styregruppe, der skal kontrollere evalueringerne?
EVA, DPO, UC-VIA, Rambøll, VIVE

Det er de samme organisationer, som gør det hele. Og personerne er stærkt sammenfaldende på de fire niveauer. I nedenstående video taler Andreas Rasch-Christensen fra UC-VIA på evaluerings-styregruppens vegne. Han har også deltaget på alle de andre niveauer. Han og Jens Rasmussen skrev selv en evalueringsrapport om læringsmål i 2017, selvom de selv havde stået for at udvikle og implementerer læringsmål. Ministeren måtte ligefrem gribe ind.

Det er ikke i orden. Ganske enkelt. Aarhus Universitet bærer et kæmpeansvar for at lægge videnskabeligt navn til sådan en struktur.

Links:
Andreas Rasch-Christensen fremlægger i 2016: https://www.emu.dk/…/2016-resultater-fra-evaluerings-og-f%C…

Link til omtale af folkeskolereformens evalueringsprogram og “videnskabelige styregruppe”.

 

30. d. 14. februar: Note 3 til Keld Skovmands nye bog

Keld Skovmand arbejder med nogle virkelig interessante teser i kapitel 4 i sin nye bog. Han beskriver, hvordan læringsideologien arbejder som et tomt selvrefererende system, der spiser i forvejen smalle tekster og omdanner dem til systemet selv.

http://www.thomasaastruproemer.dk/note-3-til-keld-skovmands-bog-folkeskolen-efter-laeringsmaalstyringen-selvreferencens-system.html

 

31. d. 14. februar: Keld Skovmand svarer Lars Qvortrup i Berlingske

Keld Skovmand svarer i dagens Berlingske på Lars Qvortrups nærmest ubehjælpsomme forsøg på at besvare den omfattende kritik, som man kan læse i Skovmands to nye bøger ”I bund og grund” og ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”.

Skovmand lægger vægt på to ting:

For det første at al Qvortrups snak om ”sammensværgelse”, ”konspiration” og ”undergravende virksomhed” er grebet ud af den blå luft. Det kan jeg bekræfte, for jeg har læst begge Skovmands bøger, hvis saglige detaljerigdom og analytiske energi er upåklagelig. Qvortrups stamperi er rent skalkeskjul for uformåenhed.

Dernæst nægter Skovmand meget fornuftigt at gå ind på Qvortrups selvkonstruerede opfattelse af, hvad der er sagens kerne (læs selv, hvad det er). Skovmand siger veloplagt:

”Jeg respekterer ikke disse simple og selvopfundne modsætninger som præmis for faglig diskussion”.

Det er Skovmand, der har rejst kritikken af bl.a. Qvortrups distinktioner og dermed etableret den præmis, som Qvortrup skal adressere. Men Qvortrup kan ikke svare. Hverken i WA eller her i Berlingske. Han har simpelthen tabt diskussionen. Reformens førende folk er tavse om substansen. Skovmand har altså ret i sin grundige analyser, der fører til den konklusion, at skolereformen bygger på varm luft. Det er en strålende effekt.

Dernæst gør Skovmand lidt venligt grin med Qvortrups forsøg på pludselig at mane til debat. Qvortrup har kunnet debattere siden 2016, hvor Skovmand lancerede sin kritik første gang. Men det gjorde han ikke. Og hans åndsfæller, Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen sendte blot en blanding af vilde klager og semi-hemmelige notater med primitive kritikker for at undgå regulær pædagogisk modstand.

Endelig svarer Skovmand også på Qvortrups opfattelse af den anmeldelse, som Skovmand har foretaget af hans arbejde til universitetets praksisudvalg. Han fortæller, at Qvortrup i sit læserbrev udelader en central del af anmeldelsen. Men Skovmand har dog benyttet anledningen til at indsende en ny anmeldelse for at udrydde Qvortrups tvivl om anklagernes kerne.

Det er det, jeg kalder et effektivt svar.

Links:
Skovmands aktuelle indlæg: https://www.berlingske.dk/…/skoleforsker-svarer-professor-i…

Qvortrups indlæg, d. 10. februar: https://www.berlingske.dk/…/professor-videnskabelig-uredeli…

Min egen kommentar til Qvortrups indlæg: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156965817174481&id=837549480

 

32. d. 15. februar: Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer på Keld Skovmands svar på deres eget svar på Weekendavisens omtale af Skovmands kritik

Der er to læserbreve i dagens WA:

A. Læserbrev 1: ”Skolereform 1”

Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen fortæller, at de skam ikke har haft noget at gøre med skolereformen. Lad os se på det:

Her er nogle af Andreas Rasch-Christensens engagementer:

. Ny Nordisk Skole (ministerielt initiativ)
• Rådet for børns læring (statsligt råd, tidligere Skolerådet)
• Forum for koordination af uddannelsesforskning (statsligt råd)
• Master- og implementeringsgruppe for Fælles Mål i Folkeskolen (ministeriel arbejdsgruppe)
• Master- og implementeringsgruppe for fagmål i forbindelse med Læreruddannelsesreformen.
• Formand for Læringsløft 2020 (Indflydelsesrigt konsortium mellem DPU og de store professionshøjskoler, hvor man sammenligner Lars Løkke med Martin Luther King)
• Talsmand for den videnskabelige styregruppe for skolereformens evaluerings- og følgeforskningsprogram.
• Skribent på indflydelsesrig evalueringsrapport om læreruddannelsen, 2012.
• Lanceres som førende ekspert på Undervisningsministeriets hjemmeside
• Favoritforsker på landets ledende centrum-venstreavis,
Politiken (ifølge uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang)
• Med i Rambølls skrivegruppe i forbindelse med baggrundsrapport om læreruddannelse.
• Med i forretningsudvalget for Nationalt Center for Skoleforskning, som ledes af Lars Qvortrup.
• Ph.d.-rådet (statsligt/universitet/globaliseringsaftale)
• Ny Start-kommission efter OK18
• Forfatter, sammen med Rasmussen, på ministerielt rekvireret evalueringsrapport af folkeskolereformens Fælles Mål (som han selv har lavet!)
• Mastergruppen for styrket læreplan i dagtilbud (ministeriel arbejdsgruppe)
• Tæt samarbejde med Jens Rasmussen om at bekæmpe indflydelsen fra Skovmands ideer (jf. notat-sagen).
• Utallige artikler og debatindlæg i landets dagblade, som slutter op om skolereformen helt uden kritisk sans og ofte skrevet sammen med andre.
• Antorinis embedsmand refererer direkte til Rasch-Christensens og Rasmussens indflydelse.

Og her er en tilsvarende liste over en række af Jens Rasmussens aktiviteter, som er delvist overlappende med Rasch-Christensens:

– Centralt placeret ifm. udarbejdelsen af grundlaget for hele den læreruddannelsesreform fra 2012, som hænger dybt sammen med skolereformen.
– Med i Forum for Koordination af Uddannelsesforskning
• Med i den meget indflydelsesrige mastergruppe for fælles mål for folkeskolen, både i den store og i den operationelle gruppe.
• Med i mastergruppen for fagene på Læreruddannelsen. Her var der ballade for et par år siden, hvor KLM-lærerne gjorde oprør i Kristeligt Dagblad.
• Rasmussen har været en slags ’mr. læringsmålstyret undervisning’ på ministeriets hjemmeside. Dels med interview og opskrift, dels med videoer osv.
• Rasmussens særlige version af læringsmålstyret undervisning ligger og flyder overalt i fagstrukturen, i læreruddannelsens bekendtgørelse og i ministeriets vejledninger. Herfra har det forbundet sig med Synlig Læring og PLF-ideologi. Der har været en kæmpemæssig effekt på både skole og læreruddannelse.
• Var indtil for nylig med i det vigtige AP Møller-udvalg, der uddeler 1 mia. kr til folkeskolen, fortrinsvist til projekter i Rasmussens ånd.
• Var op til 2017 en meget indflydelsesrig formand for det vigtige ph.d.-råd, som kører efter skolereformsprincipper.
• Har både alene og i samarbejde med andre – herunder Rasch-Christensen – skrevet et stort antal kronikker/indlæg/artikler, hvor mange forskellige sider af reformens elementer helt ukritisk forsvares og forklares.
• Rasmussen og Lars Qvortrup har stor indflydelse på DPU’s ledelses tankegang.
• Med som eneste forsker i ekspertgruppe for vigtig EVA-rapport om undervisningsdifferentiering i 2011, hvor læringsmålstyringen udvikles.
• Sad i det vigtige og stærkt policyorienterede Forum for Koordination af Uddannelsesforskning, som er ministerielt nedsat. Forummet blev nedsat som en del af skolereformen
• Har deltaget centrale dele af EVA’s og Skolerådets arbejde med reformaffirmative emner.
• Sidder i forretningsudvalget for Nationalt Center for Skoleforskning, som ledes af Lars Qvortrup. Han holdt oplæg om læringsmål ved centrets åbningsarrangement.
• Rasmussen har klaget til universitetets ledelse og til redaktionen af Folkeskolen.dk i det mest utrolige sprogbrug, da hans arbejde blev kritiseret af en kollega.
• Har stået for en række evalueringer af skole- og læreruddannelsesreformen. Den sidste evaluering blev afvist af ministeren, fordi evalueringens faglige begreber var for smalt konciperet, og fordi Rasmussen selv havde stået for at udarbejde, det som han altså også skulle evaluere.
• Rasmussen har sammen med Andreas Rasch-Christensen sendt et 25 siders lang Notat om Skovmands bog til en lukket kreds af politikere, organisationsfolk og beslutningstagere.

Mange af punkterne og deres stærke indflydelse på reformarbejdet dokumenteres i detaljer i Skovmands bog. Bogen har nu været på markedet i 14 dage, men kommenteres ikke af Rasmussen og Rasch-Christensen i læserbrevet. Det kan der kun være en konklusion på: De kan ikke svare.

 

B. Læserbrev 2: “Skolereform 2”

Lars Qvortrup har også et indlæg i WA. Han forklarer, at han ikke har haft adgang til Skovmands bog. Men nu har han da kunnet købe den i 14 dage? Jeg får da heller ikke gratis eksemplarer af alle mulige bøger, hvor jeg bliver omtalt.

Qvortrup fortæller også, at Skovmands ph.d. ikke er offentlig tilgængelig. Men det forstår jeg ikke. Den står skam i fire eksemplarer på Statsbiblioteket. De er ganske vist pt. udlånt – formentlig pga. den aktuelle tumult – men kan dog afhentes i dueslaget pr. d. 11. marts. Journalisten, Marcus Bernsen, noterer også dette forhold i sit svar til Qvortrup.

Qvortrup mener ligesom de andre heller ikke, at han har haft noget med skolereformen at gøre, men her kan jeg berolige læseren med, at han skam nærmest har leveret det ideologiske fundament for reformen. Det er sket via en række fortolkninger af Luhmann, som gør denne i forvejen meget problematiske sociolog særligt egnet til læringsmålsstyring, Hattie, Ontario, databegejstring og formålsglemsel; altså netop de ting, som Skovmand påpeger, og netop i de særlige former, som kommer til at kendetegne den danske reception, hvor vi ikke bare får ”lærificering”, men lærificering af lærificeringen.

Qvortrup har også – sammen med Rasmussen, som også var en toneangivende systemteoretisk 00’er-forsker – udøvet en stærk og effektfuld indflydelse på den nuværende DPU-ledelse, som selv har bidraget til løjerne med en virkelig radikaliseret læringsideologi, som indtager en central plads i Skovmands analyser.

Qvortrup var selv dekan frem til 2011 for DPU, hvor han forsøgte at nedlægge filosofien på DPU, og han blev fra ca. 2015 ansat som leder af det indflydelsesrige Nationalt Center for Skoleforskning, som er ren Hattie-tænkning. Efterfølgende er han også blevet leder for Clearinghouse for Uddannelsesforskning, som er en del af ideologien. Mange af disse ting er sket i tæt samarbejde med Rasmussen og Rasch-Christensen og uden offentlige opslag. En del af aktiviteterne har også ført til indflydelsesrige udgivelser og antologier, som efterhånden har fået rammesat skolereformen som en form for modsætning til skoleloven.

Undervejs har Qvortrup været en fremtrædende taler på mange af DPU’s reformaffirmative konferencer. Han har desuden været en central formidler af en særlig genre, som har udviklet sig siden ca. 2013, som handler om at omskabe dannelsesvokabular til skolereformsvokabular, ofte med ganske barokke resultater.

Qvortrup tog også initiativ til det samarbejde mellem de nye UC’er og DPU om et såkaldt konsortium, der senere blev til Læringsløft 2020, som Rasch-Christensen blev formand for. Det var her man sammenlignede Lars Løkke med Martin Luther King.

I årene 2011-15, hvor Qvortrup sad i Aalborg, var han dybt involveret i et stort AP Møllerprojekt om læringsoptimering i 13 jyske kommuner. Pengene var kommet i hus via AP Møllers vurderingsudvalg, hvor Jens Rasmussen spillede en central rolle. Her implementerede Qvortrup læringsideologi til den store guldmedalje. Han holdt også oplæg i mange kommunale sammenhænge, nogle gange sammen med John Hattie. Så Qvortrup har været en meget stærk aktør på det kommunale område.

Men det er mærkeligt, at han ikke har et lånekort til landets biblioteker?

 

33. d. 15. februar: Satire i Skovmand-sagen

Herligt og velinformeret satirisk indlæg på Folkeskolen.dk om indholdet i Skovmands bøger:

https://www.folkeskolen.dk/653147/laeringsmaalstyring-okay-ministeriet-forskere-eva-og-skoleraadet-faar-kritik–men-er-det-virkelig-en-nulfejlskultur-vi-oensker

 

34. d. 16. februar: Note 4 til Keld Skovmands nye bog

Det såkaldte “paradigmeskifte” og dettes samspil med teorien om den såkaldte “konkurrencestat”, får store konsekvenser for forholdet mellem demokrati og pædagogik. Ja, demokratiet afvikles faktisk.

Det kan man bl.a. læse om i min fjerde note til Skovmands nye bog.

http://www.thomasaastruproemer.dk/note-4-til-keld-skovmands-bog-folkeskolen-efter-laeringsmaalstyringen-opgoer-med-demokratiet.html

 

35. d. 16. februar: Steen Nepper Larsen anmelder Keld Skovmands bog

Steen Nepper Larsen har givet Skovmands nye bøger en fremragende anmeldelse i dagens Information, der ellers stadig holder sig tilbage ift. at behandle sagen journalistisk og holdningsmæssigt. Mikael Busch fremlægger her anmeldelsens hovedpunkter.

Nepper Larsen slutter af med en ret interessant kritik af Skovmands brug af poststrukturalismen, men det må man selv læse i avisen.

Buschs FB-opslag: https://www.facebook.com/mikael.busch.73/posts/10219550304535184

Nepper Larsens anmeldelse: https://www.information.dk/…/folkeskolen-reformgrundlag-ank…

 

36. d. 19. februar: DPU og Skovmand-sagen: Misbrug af ”dokumentations”-begrebet

Efter næsten 3 ugers knaldhårdt arbejde er det omsider lykkes Keld Skovmand at få to små links ind på DPU/AU’s såkaldte ”dokumentations”-side om hans sag. Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen fik lagt deres partsindlæg op samme dag, de udkom, hvilket også var den dag, ”dokumentations”-siden overhovedet blev oprettet (d. 1. februar).

Men AU afviser stadig at bringe følgende “dokumentation”:

A. Fuld dækning af den diskussion i Weekendavisen, som er ”dokumentationens” udgangspunkt:

– Journalist Markus Bernsens svar på LQs læserbrev i WA (d.1/2). Det var det læserbrev, som blev lagt på DPU-siden samme dag, og som Bernsen svarede prompte på.

– Skovmands eget svar til LQ/JR/ARC’s svar i WA (d. 8/2)

– Dertil kommer to læserbreve i WA fra i fredags fra hhv. JR/ARC og LQ, som svarer på Skovmands svar, samt Markus Bernsens svar til LQ (d. 15/2), som åbenbart heller ikke skal “dokumenteres”. Det var i den udveksling, at LQ påstod, at Skovmands afhandling ikke ligger på biblioteket, selvom Statsbiblioteket har 4 eksemplarer.

 

B. Diskussion i Berlingske:

– LQs svar til Skovmand i Berlingske, d. 11. februar, hvor LQ også forholder sig til Skovmands kritikpunkter, hvilket han ellers siger på ”dokumentations”-siden, at han ikke vil.

– Skovmands svar til LQ i Berlingske, d. 14. februar.

 

C. Diskussion i Politiken Skoleliv

– Alexander von Oettingen kommmenterer sagen, d. 7. februar.

– Keld Skovmand svarer von Oettingen, d. 18. februar,

 

D. Diverse dokumentation:

Desuden bør “dokumentations”-siden indeholde links til den fyldige sagsomtale på især Folkeskolen.dk samt til de tre anmeldelser af Skovmands bøger af Steen Nepper Larsen (Information), Michael Busch (JP) og Thorkild Theisen (Folkeskolen.dk). Endelig måske et link til Hans Reitzels omtale af Skovmands to nyudgivelser.

Der mangler også en mere fyldestgørende brødtekst, der laver en mere kvalificeret og grundig rammesætning, som offentligheden kan bruge til noget.

 

E. Juridisk dokumentation
Der bør også være links til omtale af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed (NVU), herunder til NVU’s egen hjemmeside, til Folketingets side om lovkomplekset og til Aarhus Universitets praksisudvalg.

Selv har jeg skrevet til både rektor og dekan og institutleder. Men uden held. Der kommer ikke noget svar. Kun en enkelt linje fra dekanen, der ved sin sprogbrug omgør hele sagen til et organisatorisk partsindlæg i stedet for seriøs ”dokumentation”, som burde være et offentligt universitetets opgave. Det jeg påtalte det, var der tavshed.

Jeg er flov over mit universitet, hvis ledelse understøtter landets læringshegemoni så entydigt og selektivt.

http://edu.au.dk/aktuelt/dokumentation-til-artikel-om-skoleforskning-i-weekendavisen/?fbclid=IwAR2OiyZ4KwyuOVd0MHMEEfWeioedCM3ejx3y-dVZbdRjd5zQtUROtM0dHFM

 

37. d. 24. februar: Samlet dokumentation af Skovmand-sagen

Når nu Aarhus Universitet – formodentlig af ideologiske årsager – ikke ved, hvad “dokumentation” betyder, når det kommer til Skovmand-sagen, har jeg måttet tage sagen i egen hånd. Skriv gerne, hvis jeg mangler noget.

http://www.thomasaastruproemer.dk/dokumentation-til-sagen-om-keld-skovmands-paedagogiske-kritik-og-anmeldelser-til-universitets-praksisudvalg.html

 

38. d. 24. februar: Video om Skovmands anklager for videnskabelig uredelighed

Keld Skovmand forklarer i dette videoklip fra Hans Reitzel det ene og det andet om de klager, han har sendt til Aarhus Universitets praksisudvalg, som har videresendt dem til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.

Han forklarer også, hvorfor det ikke er en god ide at være tavs om sagen, selvom sagen kører ved Nævnet.

https://www.facebook.com/HansReitzelsForlag/videos/vb.1618418858427757/273000860261817/?type=2&theater

 

39. d. 25. februar: Valgflæsk og Cover Up i Konkurrencestatspartiet

Socialdemokratiet stiller efter sigende med ”Børnenes statsminister”. Men partiet er da landets mest anti-pædagogiske parti? Det er ansvarlig for hele læringsmålstyrings- og konkurrencestatspakken. En pakke, der blev bekræftet så sent som i 2018 i partiets ekstremt teknokratiske udspil om videregående uddannelser. Udspillet var et decideret angreb på pædagogik og derfor også på børn. Men nu påstår partiet at være på børnenes side? Partiets gennemgribende børnehad skal nu skjules af en stor gang valgflæsk-cover up med børn som undertrykt chokolade-drys.

Jeg har ikke hørt noget mere latterligt, siden dengang Thorning-Schmidt, Mette Frederiksen og Bjarne Corydon gik til valg på ”Det Danmark du kender”. Denne overfladiske hyldest til “Danmark” blev lanceret kort tid efter, at selvsamme personer havde lanceret en teknokratisk ”læringsrevolution”, som var et frontalt opgør med alt det bedste i Danmarks tradition.

Så ”børnestatsminister” = læringsoptimeringsopportunisme-minister

Og ”Det Danmark du kender” = Det Danmark jeg opløser.

Dertil kommer det åbenlyse had til åndsfrihed og fri tænkning, som stråler ud af folk som Sass Larsen og andre, som ønsker at “massificere” – altså det modsatte af at “demokratisere” – videregående uddannelser med James Heckmanns lighedsevangelium som det dirigerende pekuniære princip.

Der foregår bare ikke noget interessant i det parti. Det er tømt for alting. Ja, det ødelægger lissom alting. Og i regering vil det derfor ødelægge endnu mere. Måske kan det få hjælp er DF? I fællesskab kan man måske realisere et nyt databaseret overvågningsideal for folk, der bor i noget, der kaldes ”ghettoer”, hvor babyer skal lære om noget, der hedder ”danske værdier” mens de holdes vågne. Man er allerede godt i gang i den socialdemokratiske mønsterkommune Gladsaxe.

Jeg elsker Socialdemokratiet, men ikke den her gang valgflæsk-cover up, som opløser Danmark i et opgør med pædagogik og børn.

Links:
“Det Danmark du kender”, 2015. https://www.socialdemokratiet.dk/…/nyh…/2015/5/valggrundlag/

“Jeg vil gerne være børnenes statsminister”, 2018. https://www.socialdemokratiet.dk/…/boernenes-statsminister-…

Facebook-drys 57: d. 1. januar – d. 25. januar 2019

Her er 24 facebook-opdateringer fra d. 1-25. januar 2019. Resten af januar-opdateringerne har jeg lagt over i drys nr. 58, for at samle mine indlæg om Keld Skovmand-sagen.

Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. AREA9 i Weekendavisen
  2. FREMAD mod det Radikale Venstres anti-humanisme
  3. Facebook-drys 56: December 2018
  4. Odense Kommune og en mail til Erik Schmidt
  5. Ebbe Kløvedal Reichs skifte
  6. Ombudsmanden om Erik Schmidt-sagens aspekter
  7. EU-Monitor rapport
  8. Fire-dimensional uddannelse – note 1
  9. Skærm skærm ikke – rapport om mobiler i skolen
  10. Dialog mellem Eigil og Bambi
  11. Disposition til Schmidt-notat
  12. Samlet notat om Erik Schmidt-sagen
  13. Merete Riisager om Schmidt-sagen
  14. DLF skifter kommunikationschef
  15. Oversigt over evalueringer af folkeskolereformen
  16. Fire-dimensional uddannelse – note 2
  17. Samlet evalueringsrapport af læreruddannelsen
  18. Hvem er totalitær?
  19. Kong Salomons tekster
  20. Politisk forslag 1
  21. Politisk forslag 2
  22. Stresspanelet og AULA 1
  23. Stresspanelet og AULA 2
  24. KL’s forklædte mundkurve

 

1. d. 5. januar: AREA9 i Weekendavisen

I dagens WA er der en artikel om AREA9’s algoritmelæringsprojekt, som har fået 190 mio. kr. af staten til at udvikle personaliserede mobil-læringssystemer. Firmaet har nu også indgået en aftale med landets boligforeninger.

Der er et stort billede af direktør Ulrik Juul Christensen foran en tavle med angivelse af ”4-dimensionel læring”, som er titlen på firmaets bibel. I artiklen er der også nogle udmærkede kritiske kommentarer af Brian Degn Mårtensson og Niels Jakob Pasgaard. Mårtensson sammenligner konceptet med hundetræning, og Pasgaard mener, at AREA9-systemet er en form for forstærket læringsmålsstyring. Jeg er 100% enig.

På et tidspunkt står der i artiklen, at ”videnskab er en vigtig del af AREA9’s markedsføring”. Og hvad er videnskab? Jo, AREA9 knytter sig til 21st century-læring og til ”4-dimensionel uddannelse”, dvs. en blanding af OECD, Singularity og globale techfirmaer. Den “konservative” Høje Taastrup kommune og KL er helt oppe i skyerne, hvilket journalisten da også nævner.

Men firmaets ledende ”learning officer” har aldrig skrevet om videnskab. Til gengæld har han skrevet en guide-bog til ejere af Tesla-biler. Der er lidt til Jonatan Spang der!

Studerer man AREA9’s bibel, altså bogen om 4-dimensional uddannelse, som kom i en dansk oversættelse på Dafolo forrige år, kan man da også læse, at staterne skal undgå at rådføre sig med faglige eksperter, som ikke har sans for den nye ”videnskabelige” ideologi og for forandring i det hele taget. Man skal kun have ja-hattene på slæb, så det hele kan ”passe ind” i det globale system. Kun på den måde kan man udforme et verdenscurriculum i Singularity’s, OECD’s, Googles og metakognitionens ånd.

Bogen har indledning af OECD’s mr. PISA, Andreas Schleicher, og der er dansk forord af mr. Skolereform, professor Jens Rasmussen. I forordet er der også en anbefaling fra AREA9’ direktør, altså Ulrik Juul Christensen. Jeg er ikke stødt på referencer til læringsteori eller pædagogisk teori i bogen og heller ikke noget andet, der er værd at nævne. Men jeg har den ikke lige ved hånden, så jeg kan jo have overset noget, hvilket jeg ikke tror.

På bogens hjemmeside starter omtalen med: ”Tidligere handlede uddannelse om at lære mennesker noget”. Ok, så det er slut med det? Lidt øv, synes jeg. Kan I kender konflikten om Fælles Mål i denne diskurs? Det er kundskab vs. kompetence.

Det er skolereform 2.0, vi snakker om her. Her er der faktisk ikke engang en konkurrencestat, fordi staten som sådan er opløst. Til gengæld forbinder den aktuelle DPU-filosofi sig med denne tænkning som hånd i handske, ligesom den også gjorde med skolereform 1.0, som jo var lavet af Antorini/Corydon-ideologi.

Links:
Artikel i WA:
https://www.weekendavisen.dk/…/plus-minus-gange-og-personal…

Link til bogens hjemmeside: http://bogenshjemmeside.dafolo.dk/Om-bogen.6846.aspx

 

2. d. 5. januar: FREMAD mod det Radikale Venstres anti-humanisme

Det Radikale Venstre slår sig op på humanisme og demokrati. I virkeligheden står partiets indre organer for det stik modsatte, nemlig teknokrati, post-humanisme, Singularity og semi-totalitær John-Hattie-ideologi. Al pædagogisk kritik reduceres til “umodenhed”.

Det kan man læse om i nedenstående blogindlæg fra foråret 2018, der handler om Ida Aukens såkaldte “SIRI-kommission”. Tankegangen flugter supergodt med ideologien i Odense Kommune, hvor “umodenheden” kaldes for “negative holdninger”, og med OECD/KL/AREA9. Det er skolereform 2.0.

Det er lidt sjovt, at Auken, som jeg har forstået det, deler adresse med en af landets førende data-kritikere, nemlig Bent Meier Sørensen fra CBS. Men de må jo have nogle gode diskussioner, når de ser X-faktor.

Men nu ved vi da, hvad det betyder, når de radikale pynter sig med lånte Macron-fjer og kalder på et “FREMAD”. Det betyder bare “fremad mod cyborg!”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/siri-kommissionens-opgoer-demokrati-paedagogik.html

 

3. d. 6. januar: Facebook-drys 56: December 2018

Facebook-drys 56: December 2018:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-56-december-2018.html

 

4. d. 6. januar: Odense Kommune og en mail til Erik Schmidt

Erik Schmidt fik sin tjenstlige advarsel i juni 2014. Det var et system af grønne læringsmaksimerende skolereformfolk, der svingede det gule kort:

– En helt ny skoleleder, Mohammed Bibi, som kom fra en lederstilling på en kontroversiel muslimsk friskole. Han er stadig leder af Agedrup Skole og har vist 0.00% tegn på anger.

– En helt ny skoledirektør, Ina Ahrensberg, som blev bedt om at tage sin afsked i 2016. Hun omtalte i 2014 Schmidt-sagen som ”en blomstrende debat”. I dag har hun sit eget konsulentfirma for ledere. Firmaets motto er ”Vejen til succes”.

– En helt ny rådmand, Susanne Crawley Larsen (RV), som stadig er rådmand. Hun slår sig op på kritik, dannelse og ytringsfrihed. Hun har ikke kommenteret Østre Landsrets dom.

– En helt nytiltrådt Børne- og ungedirektør, Peter Pietras. Han havde afløst Jimmy Streit, som selv var forholdsvis ny i stillingen (ansat i 2012). Piatras gik af i foråret 2014, angiveligt pga. uoverensstemmelser med Crawley Larsen.

Den aktuelle direktør, Poul Anthoniussen, har været en gennemgående figur i den kommunale ledelse i alle årene. Han var allerede som skolechef i 2012 frisk på at ”sætte hold”, hvor de syge og, efter hans mening, inkompetente lærere skulle skiftes ud med nogle nye fynske ja-hatte, der gik ind for Anthoniussens vision, som blev kaldt ”Fremtidens skole”.

Visionen blev fagligt understøttet bl.a. af Jens Rasmussen og Lars Qvortrup. Anthoniussen ville have ”mest mulig læring for pengene” sammen med den daværende SF-rådmand, Stina Willumsen, som var med i KL’s bestyrelse. Som man kan se kørte det hele i samme centrum-venstre koalition som på landsplan (Odense har socialdemokratisk borgmester, dengang Anker Boye).

Anthoniussen var dog ikke direkte ansvarlig for advarslen til Schmidt, men mit tip er, at han har været “behjælpelig” i kulissen, fordi både skolechefen i 2014, Ina Ahrensberg, og alle de andre jo var helt nye.

Derfor er det Crawley Larsen og Anthoniussen, der i dag står som de særligt ansvarlige i den stærkt kritisable reaktion på landsretsdommen, formodentlig med byens borgmester og KL i baghaven. Men begge to er tavse som østers. I stedet har de sendt skolechefen, Nikolaj Juul Jørgensen, i pressen, selvom han først blev ansat i 2014.

Allerede få dage efter dommen kunne Juul Jørgensen kunne sammen med KL’s jurister fortælle, at landsrettens dom blot er en petitesse, som ikke har noget med ytringsfrihed at gøre.

Juul Jørgensen har efter sigende pr. 23. december sendt en mail til Schmidt, hvor han foreslår, at de slår en streg over det hele. I hvert fald har Schmidt oplyst følgende på Facebook d. 3. januar:

”Jeg har stadig ikke modtaget noget anbefalet brev fra Odense Kommune, men jeg må lige fortælle, at skolechefen i Odense, Nikolaj Juul Jørgensen, lige før jul (vist på baggrund af mit indlæg på Politiken SkoleLiv) sendte mig en personlig mail, hvor han gav udtryk for anerkendelse af dommens konklusioner og håb om, at vi kunne “mødes om følelsen af, at det er rart, at vi nu kan lægge sagen bag os”. Jeg har lige skrevet tilbage til ham, at dommen selvfølgelig lever videre, men at jeg ikke bærer nag til nogen enkeltpersoner. Jeg synes dog nu stadig, at en myndighed, der står bag et så alvorligt fejltrin, ikke bare bør forsøge at få sagen og dommen lagt stendød, men skylder noget mere. Noget, der kan mærkes – og her taler jeg ikke om penge. Jeg følte mig dog trods alt nødsaget til at sige mit job op tre år før, jeg havde regnet med at skulle gøre det. Og noget, der viser, at kommunen indrømmer sin fejltagelse og forklarer, hvad man vil gøre for at undgå lignende fejltrin i fremtiden. Men okay, skolechefen har da skrevet til mig.”

Hvilken barok kommune!

Her er en liste over de ansvarlige ledere af skoleforvaltningen i Odense siden 2010:

  1. Børn- og ungerådmænd i Odense:
    Jane Jegin (V), 2006-10
    Stina Willumsen (SF), 2010-12
    Brian Dybro (SF), 2012-14 (barselsvikar for Willumsen)
    Susanne Crawley Larsen (RV), 2014-?
  2. Direktører for Børne- og ungeforvaltningen i Odense:
    Klaus Majgaard, 2007-11
    Jimmy Streit, 2012-14
    Peter Pietras, 2014-15
    Poul Anthoniussen, 2016-?
  3. Skolechefer i Odense Kommune:
    – Jørgen Schaldemose, 1998-2011
    – Poul Anthoniussen, 2011-14
    – Poul Anthoniussen, Ina Rise Ahrensberg og
    Nikolaj Juul Jørgensen i områdedelt struktur,
    2014-16.
    – Nikolaj Juul Jørgensen, 2016-?
  4. Skoleledere ved Agedrup skole:
    Eskild Kjær-Madsen, 1989-1999
    Birgitte Andersen, 1999-2013 (lærer ved skolen siden 1974)
    Mohammed Bibi, 2014-?

Links:
En del info har jeg fra Lærerbladet, nr. 2, 2016: http://www.odenselaererforening.dk/…/laererbladet-nr-2-2016…

Lidt om Odense Kommunes Fremtidens Skole i 2012: https://www.folkeskolen.dk/506521/en-fynsk-vinter-opd-21-jan

Om Ina Ahrensbergs ”blomstrende debat”: http://www.thomasaastruproemer.dk/boern-og-ungechef-ina-ahr…

 

5. d. 7. januar: Ebbe Kløvedal Reichs skifte

Fra 1972 til 1997:

1972:
I Ebbe Kløvedal Reichs bog om Grundtvig, ”Frederik – en folkebog”, fra 1972 hedder det:

”Grundtvigs måde at være dansk på, og hans mening om, hvad det vil sige at have ansvar for præcis dette sprog, præcis dette land og præcis dette folks historie, bringes i erindring, før vores salgsgale politikere formøbler den sidste rest af os”. (citatet er fra Gustav Albecks ret kritiske anmeldelse)

Reichs bog er skrevet i en frisk socialistisk anti-EU-ånd, der strømmede ud fra Vietnam-bevægelsens og kollektivernes kamre. Reich repræsenterer en form for venstreorienteret mytologisk-national bevægelse, som havde stor indflydelse, f.eks. på Christiania.

1997:
I 1997 har Reich skiftet synspunkt. I en kronik i JP sammenligner han Grundtvigs interesse for den nationale historie med rockere og slagsbrødre. I stedet betoner han udelukkende Grundtvigs universalistiske sider, som – skynder jeg mig at sige – også er vigtige. Reich er også blevet træt af EU-modstanden. Reich får dog også sagt – nærmest ved en fejl og som et slags efterladenskab fra 70’er-bogen –, at det folkelige kan findes i alle folkeslag, og så er vi jo tilbage ved den nationale og nynordiske dannelses-kerne.

Grundtvigianernes kritik af det tysk-romerske har Reich i sin 1997-kronik ingen forståelse for, selv ikke vreden mod tyskerne i 1872, hvor Sønderjylland jo ellers var besat. Og Grundtvigs interesse for det nordiske reduceres til et ”nothing” via en enkelt tekstreference. Pludselig er det nationale tømt for mildhed, samtale og højskoleånd og alene fyldt med stål og slåskamp. I disse passager kan man kende argumentationsstrukturen i skolereformens åndelige bagkatalog.

Årsagen til, at skiftet er så ulideligt let, er naturligvis, at det ”folk”, som Reich forsvarede i 1972, allerede var beskadiget af hele autoritetsopgøret. Det var så at sige allerede tømt for indhold. Venstregrundtvigianismen kunne ikke klare sig selv.

Fra murens fald:
Fra murens fald i 1989 gik venstregrundtvigianismen under, og det grundtvigske som sådan fik problemer.

Ti år senere, i 1999, kom Ole Vinds disputats om Grundtvigs historiefilosofi. Vind argumenterer for, at selv de universalistiske sider af Grundtvig er underlagt fundamentalismens logik. Vind forsøgte at sætte H-G. Gadamers hermeneutik ind i stedet for, men det duer jo ikke, for Gadamer ville jo aldrig læse Grundtvig så håndfast.

Herfra tager systemteorien og PISA-listen over.

Men hvorfor blev det et enten-eller? Altså enten rockeren eller det universelle?

Svaret er: Begrebet ”folk” var blevet beskadiget. Først af nazismen og siden af socialismen. Derfor kaldes det folkelige nu for ”populisme”, mens teknokratiet og OECD svinger taktstokken over landets pædagogik.

——————————-
Her er Reichs kronik fra 1997:

Død eller levende?
19. august 1997 Jyllands-Posten
Af EBBE KLØVEDAL REICH

Ved vennemødet 12.september 1872, dagen efter bisættelsen af Grundtvig på Køge Ås, holdt Bjørnstjerne Bjørnson en skandaleombrust tale, der blev indledningen til den såkalte “signalfejde”. Han talte for udsoning med det forhadte Tyskland, der otte år før havde tilføjet Danmark det katastrofale nederlag ved Dybbøl. Det var ikke fordi Bjørnson var forelsket i tyskerne, men fordi han anså den spirende danske revanchisme for en tom, hysterisk og militaristisk illusion – og for en trussel mod hele Nordens fred og sikkerhed.

Reaktionen hos de forsvarsvenlige højregrundtvigianere var så larmende, at den spolerede den værdige sørgetid. Bjørnson, der indtil da i brede kredse blev regnet for en slags arvtager efter Den Gamle, blev nu blankt kasseret. Det var forræderisk og fejt at sende forsonlige signaler sydpå, sagde man. Og det var en ondskabsfuld forulempelse at gøre det ved netop det vennemøde – så at sige øjeblikket efter, at profeten havde draget sit sidste åndedrag. Et tiår senere tog Viggo Hørup Bjørnsons tråden op og fik den efterhånden gjort til officiel, dansk udenrigspolitik. Det var derfor, Danmark klarede sig uden om Første Verdenskrig. Men blandt de argeste modstandere af den antimiltaristiske neutralitetspolitik blev den Gud-konge-og-fædrelandstro Grundtvig hele vejen igennem anført og citeret flittigt.

Hvad Grundtvig selv på sin nyerhvervede sky sagde til hele den ballade, kan ingen dødelig vide. Jeg tør alligevel godt vove den påstand, at han hverken var enig med Bjørnson eller med de mest højtråbende angribere. Men en del af hans rummelige sind havde en afgjort svaghed for de sidstes retorik. Nu, nøjagtig 125 år efter, må tiden være kommet til at gøre op med den svaghed. Ellers vil den skygge fatalt for de vigtigste og mest nutidige sider af hans budskab. Grundtvig er først og fremmest universalist. Det er livet og mennesket, der er vidunderet – ikke en særlig afart af livet og mennesket. Det kommer måske klarest til udtryk i hans mærkværdige, storladne alderdomsværk “Christenhedens Syvstjerne”, men det sætter sig spor overalt. Hans folkeligheds-begreb er universelt. Folkeligheden er naturligt til stede – i hvert fald som en mulighed – i ethvert folkeslag.

Lige så universel er hans kompromisløse kamp for trosfriheden som den nødvendige forudsætning for al sand kristentro. Menneske først – og kristen så. Men også f.eks. menneske først – og dansker så. Ved siden af var han ind imellem fordomsfuld, sværdsvingende nationalist. Det er der mange gode historiske grunde til. Han blev vakt til national heltedåd af selveste Willemoes, kort før den unge søhelt fik skudt hovedet af ved Sjællands Odde. Hans to sønner Svend og Johan satte livet på spil ved Fredericia og Isted i Treårskrigen. Det ville være urimeligt at bebrejde ham, at han sommetider bad Vorherre tage sig bedre af Danmark end af fjenden.

Det sker, at han går over stregen. Som når han trøster sit fædreland med, at “dine fjender til lands er og fjenderne Hans” (Guds). Eller når han rørstrømsk proklamerer “kæmpehad mod romer-åget.” Hans historisk betingede modvilje mod det tyske og det romersk-katolske slår sine steder over i det skingre. Desværre sker det osse i nogle af hans i øvrigt dejligste sange. Men hvis sandheden skal frem, stikker det dybere end som så. Det var ikke udelukkende af gyldige, historiske årsager, at Grundtvig med jævne mellerum diskede op med forskellige variationer over sit Bjarkemål-tema: “Vågner, vågner danske helte, springer op og spænder bælte !”

Skønt han dårligt nok selv i sin lange levetid var blandet ind i korporlig vold, havde han helt fra sine unge dage en betænkelig svaghed for norrøn brutalitet og sværdleg. Denne svaghed lever mellem os den dag i dag, når en vis type mænd (kvinder er almindeligvis immune) opdager de islandske sagaer fra dengang, der var rigtige mænd til – og begynder at beundre dem for deres fåmælte, stivnakkede morderiskhed.

Det er en særlig litterær måde at indrømme sine “rocker-sympatier” på. Og Grundtvig var den første, der brugte den. Et par steder anfører han med stolthed, at han gennem sin moders Bangske slægt er ætling af selveste Palnatoke. Som vel nok må betegnes som den mest blodtørstige, hensynsløse og fascistoide af alle jomsvikingerne. Og det er en hård konkurrence at vinde, for der var mange massemorder-konkurrenter. Det var f.eks. Palnatoke, der dræbte den kristne kong Harald Blåtand – med en pil skudt op gennem rumpen for morskabs skyld. Alt andet lige er det svært at have tillid til nogen, der er stolt af at nedstamme fra sådan en forbryder. I Grundtvigs tilfælde går det selvfølgelig alligevel, fordi han sagde så mange andre kloge og akut nutidige ting.

Men der må skelnes. Mellem de mere jomsvikingeagtige dele af ham, der bør stedes til hvile på Køge ås sammen med knoglerne – og de dele af hans værk, der stadig lever og udfordrer.

Det var en nødvendig og modig tale, Bjørnson holdt ved det vennemøde. Og det kan ikke med sikkerhed påstås, at de højregrundtvigianere, der faldt over ham, “misbrugte” Grundtvig. Noget af det særlige ved ham er jo, at han kan bruges til så meget. Sådan er det også i dag. Der er en bestemt form for selvgod, enøjet og intolerant nationalisme, der ofte bruger saftige Grundtvig-citater og synger hans sange i dens frihedskamp mod EU og alt muligt andet udenvældsk tøjeri. Selv om jeg har sunget og stemt Nej sammen med den i mange år og vil gøre det igen, har jeg det dybest set klaustrofobisk med den. Den har intet at gøre med Grundtvigs universelle vidsyn. Den er tvært imod et resultat af tunnelsyn. Jeg ville gerne kalde den misbrug af ham, men jeg er ikke sikker på, at det er det. Derimod er jeg sikker på, at noget af det, han lærte fra sig, er mindst lige så livsens nødvendigt at høre i dag, som da han levede. Resten af ham er død for mere end et sekel siden, og æret være hans heltedåd.

 

6. d. 7. januar: Ombudsmanden om Erik Schmidt-sagens aspekter

Ombudsmanden fortolker ytringsfrihed stik modsat KL og Odense Kommune.

Gymnasieskolen.dk har interviewet ombudsmanden, Jørgen Steen Sørensen, om reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden fortæller, at der er meget vide rammer for kritiske ytringer, dvs. at man gerne må være endog ”meget kritisk” over for ”sin egen arbejdsplads og egen arbejdssituation”.

Læs f.eks.:

”Jørgen Steen Sørensen pointerer, at lærere og andre offentligt ansatte må ytre sig kritisk – og også meget kritisk – om deres arbejdsplads og deres arbejde, uden at deres leder derefter straffer dem med en advarsel eller kalder til en kammeratlig samtale.”

Og denne regel gælder også ved interne møder. Ombudsmanden siger her følgende i direkte citat:

”En sag, hvor en medarbejder er blevet irettesat for at være for kritisk på et møde, kan sagtens havne på vores bord. Det, man må sige i det offentlige rum, må man grundlæggende også gerne sige på sin arbejdsplads”.

Dermed knytter ombudsmanden Schmidt-sagen direkte ind i en ytringsfriheds-sammenhæng.

Det vil sige, at Odense Kommune og KL ifølge både Landsretten og Ombudsmanden har overtrådt landets grundlæggende regler om ytringsfrihed. Men begge organisationer nægter at have overtrådt nogle ytringsfrihedsregler. De slår sig endda – helt barokt – op på, at de ligefrem går ind for ytringsfrihed.

Link til interview i Gymnasieskolen.dk:

https://gymnasieskolen.dk/ombudsmanden-samfundet-har-brug-offentligt-ansatte-ytrer-sig

 

7. d. 8. januar: EU-Monitor rapport

Tilstandsrapport om uddannelse – Danmark, EU-Monitor rapport:

EU har som en del af sit monitoreringsprojekt lavet en statusrapport over medlemslandenes uddannelsessystemer. Rapporten er en integreret del af EU’s overordnede vidensøkonomiske strategi og skal understøtte EU’s arbejde med at læringsmålsstyre hele det europæiske læringsfelt fra spæd og fremefter. Det kaldes European Education Area, som er en aktuel videreførelse af EU-politikkerne i 00’erne. I den aktuelle rapport er der en række strukturelle benchmarks af begrænset pædagogisk interesse (f.eks. hvor mange der tager videregående uddannelse etc..).

Danmark bonner fint ud på de fleste. Reformsegmentet, dvs. Politiken, Skolelederforeningen osv., er helt oppe i skyerne og bruger det i deres kampagne for at stoppe den såkaldte ”justering” af folkeskolereformen og i det hele taget råbe på mere revolutionær ro.

Statusrapporten bærer præg af dette smalle nærmest anti-pædagogiske perspektiv. Der er massevis af totalt ukritiske referencer til Disruptionsråd, teknologipagt, OECD osv, men der er ingen omtale af den skole- og uddannelsespolitiske situation eller af den teoretiske og pædagogiske udvikling.

Når rapporten derfor påpeger, at det går godt, må man huske på, at, hvad der er ”godt”, alene er defineret i læringssprogets og vidensøkonomiens horisont. Der er ingen undtagelser fra denne regel. Heller ikke på litteraturlisten. Man måler kort sagt smalt og skævt.

Nogle få steder bryder pædagogikken igennem i små lidt uheldige sprækker:

 

1) Om læsning:
Her f.eks. om danske børns læseinteresse:

”Dårlige resultater i internationale læsetest kan også afspejle den omstændighed, at danske elever føler mindst glæde ved at læse i alle de lande, der deltager i PIRLS. Deres lærere oplyser ligeledes, at kun ca. 15% af dem læser for deres fornøjelses skyld”

Ja, hovsa. Den mindste læseglæde i alle Pirls-lande, som er virkelig mange! Og der er heller ingen fremgang i de nationale tests eller i karakterne på trods af en nærmest instrumentel totalsatsning.

 

2) Om internet:
Og det går heller ikke fremad med de ”digitale færdigheder”:

”Selvom brugen af internettet er vokset til et af de højeste niveauer i EU, er der ingen klar indikation af en kortsigtet forbedring af de digitale færdigheder”.

Danske børn og familier oversvømmes af dataideologi, så børnene ender som digitaliseringens færdighedsbørn, hvilket jo er det modsatte af “digitale færdigheder”. Subjekt-objekt-forholdet vendes om.

 

3) Om demokrati:
Den danske sans for demokrati anerkendes alene via en reference til ICCS-undersøgelserne, og EU kritiserer, at undervisning i demokrati ikke er tilstrækkeligt læringsmålsstyret. Det er der altså ikke meget kundskab over.

Derimod roses undervisningen i ”kritisk tænkning”, med følgende barokke begrundelse: ”Kritisk tænkning er nu blevet gjort til et eksplicit læringsmål”. Denne sætning siger alt om rapportens kvalitet.

Som det fremgår er læringsmålsideologien helt ureflekteret og tvingende.

 

4) Videregående uddannelser:
Der er også et kapitel med den uskønne og corydonske titel

”Modernisering af videregående uddannelser”. Kapitlet er helt uden sans for uddannelsesbegrebets eller de enkelte uddannelsers essens. I stedet lægges vægt på, at ”Danmark sigter mod at blive det digitalt førende land i Europa”, og der er reference til både ”strategien for digital vækst, STEM, Teknologipagten og Disruptionsrådet. Humaniora og samfundsvidenskab nævnes slet ikke. Heller ikke lærer- og pædagoguddannelse. Til gengæld nævnes den såkaldte ”resultatbaserede finansiering”.

På en måde måler EU, om Danmark lever op til EU. Det lader også til at være lektor Katja Brøggers synspunkt. Brøgger, som er ekspert i EU’s uddannelsespolitik, siger følgende til Politiken:

»EU’s rosende ord på skoleområdet står i kontrast til den diskussion, vi har nationalt om skolen. Det skyldes, at Danmark har forsøgt gennem skolereformen at indføre nogle af de måleparametre, som EU og OECD har ønsket. Det er del af en meget bredere reformbevægelse i hele Europa. Så når EU bliver begejstret for det, er det, fordi det flugter med en europæisk uddannelsesambition om læringsmålsorientering og med kvalifikationsrammen for livslang læring«,

Links:
Link til rapporten:
https://www.skolelederforeningen.org/…/0042_trai_2018-07_et…

Samlet Monitor-rapport:
http://ec.europa.eu/…/volume-1-2018-education-and-training-…

Link til EU’s uddannelsespolitik:
http://ec.europa.eu/education/node_en

Politikens dækning med Katja Brøggers udtalelse: https://politiken.dk/…/uddan…/art6945816/Vi-har-en-god-skole

Mere om Pirls:
http://edu.au.dk/forskn…/internationaleundersoegelser/pirls/

EU om ”learning outcomes”:
http://www.cedefop.europa.eu/fi…/Using_learning_outcomes.pdf

Politikens reaktion på rapporten:
https://politiken.dk/…/Hvad-er-forklaringen-p%C3%A5-hendes-…

DLFs og andres reaktion på Politikens reaktion: https://www.folkeskolen.dk/…/bondo-kritiserer-politiken-for…

 

8. d. 8. januar: Fire-dimensional uddannelse – note 1

Note 1 til bogen ”Fire-dimensional uddannelse – kompetencer til at lykkes i det 21. århundrede”, Dafolo 2017, af Fadel, C. & Bialik, M. & Trilling, B..

Bogen ”Fire-dimensional uddannelse-kompetencer til at lykkes i det 21. århundrede”, som udkom på dansk i 2017, er skrevet af tre personer, der kommer hhv. fra OECD og fra Partnership for 21st Century Learning – den såkaldte P21-organisering -, der stammer fra Silicon Valley-firmaerne og den amerikanske centraladministration.

Bogen understøttes desuden af positiv psykologi. På forsiden står der en anbefaling af Carol Dweck – hende med de positive og negative mindsets, som John Hattie er meget glad for –, og undertitlens betoning af ”succeed” understreger pointen. Forfatterne er desuden tæt på OECD’s 2030-ideologi, som også præger både DPU og vores hjemlige dansk-didaktikere dybt.

Bogen er også bibel for firmaet AREA9, som har modtaget 190mio kr. af statens vækstfond til at lave læringsoptimerende applikationer.

Vi kan altså forvente en blanding af Singularity-ånd, positiv psykologi og OECD i totalopgør med pædagogik og dannelse. Lige noget for dansk centraladministration og KL. Og tænk jer: Det er lige præcist det, vi får.

Bogen forsøger at etablere et verdenscurriculum, et såkaldt ”rammeværk”. Det vender jeg tilbage til i en senere note

Lad os se på bogens indhold. Jeg tager et kapitel af gangen i en række noter. Her først forord og prolog:

.

A. Andreas Schleichers prolog
Den uhyre indflydelsesrige OECD-direktør Andreas Schleicher, der gæstede DPU i oktober 2018, har skrevet bogens prolog. Schleichers synspunkter har jeg tidligere – i november 2018 – omtalt i en minutiøs gennemgang af hans egen bog fra 2018.

Schleicher siger i sit forord følgende om nærværende udgivelse:

”Denne bog tilbyder som den første af sin art et klart og handlingsorienteret strukturelt rammeværk for de kompetencer, der er brug for i dette århundrede. Dens vigtigste nyskabelse ligger ikke i at præsentere endnu en liste over, hvad mennesker bør lære, som passer til alle, men i kort og klar form at definere de rum, hvori politiske beslutningstagere, undervisere og elever kan fastlægge, hvad der bør læres i deres kontekst og for deres fremtid”.

Så det er tid til at implementere 21st century strukturen i et decideret bindende curriculum.

Og Schleicher slutter sin prolog om det globalt curriculære ”rammeværk” i selvbevidst stil:

”Rammeværket vil blive testet, forbedret og valideret på en interaktiv måde med interesserede på mange niveauer over hele verden gennem OECD’s samlede globale kraft”.

Og han knytter denne ”samlede globale kraft” direkte an til ”OECD’s Education 2030-projekt” og dettes ”dybtgående internationale komparative læreplansanalyse”.

 

B. Jens Rasmussens forord
Det danske forord er skrevet af professor Jens Rasmussen. Rasmussen, som har spillet en central rolle i skolereformens dannelsesopgør, binder i sit forord OECD-tænkningen sammen med Wolfgang Klafkis ”epokale nøgleproblemer”, som han lyde- og knirkefrit får sat sammen med bogens anbefalinger af metalæring, samarbejde, mindfulness, resiliens, kommunikation osv..

Denne Klafki-OECD-forbindelse har også været fremhævet af Jeppe Bundsgaard, som er tidens mest indflydelsesrige didaktiker. Bundsgaard ser OECD-ideologien som en dannelsesforståelse. Gad vide hvad Klafki ville sige til denne forbindelse? Måske ville han kalde det for ”halvdannelse”, ligesom Peter Kemp kaldte Rasmussens ideer i 2015 i sin bog ”Løgnen om dannelse”? Kemp trækker faktisk også på Klafkis epokale nøgleproblemer, men i dyb sammenhæng til den filosofiske tradition, som Rasmussen afviser. Rasmussen knytter også i sit forord direkte an til OECD’s Education 2030 projekt, som han selv er involveret i, og som promoveres på det kraftigste af Andreas Schleicher. Der er en hel ring af sprogspil deromkring.

Rasmussen remser også, det han anser for at være bogens referencestruktur, op, nemlig: “World Economic Forum, World Education Forum, Knowledge Works Foundation, McKinsey Global institut med flere”.

Målet med OECD-pædagogikken er, som det fremgår af bogens titel, ”to succeed” i fremtiden. Vi er helt klart i positiv psykologi/management-horisonten. Bogens syn på ”fortid” vender jeg tilbage til i en senere note.

Der er langt hen til folkeskolelovens §1 og §5, dvs. formåls- og fagparagraf. Ja, Rasmussen fortæller ligefrem i forordet, at bogens forfattere mener, at ”skolens læringsmål ændres fra at fokusere på fagenes indhold til at fokusere på særlig relevante temaer, der går på tværs af fagene”. Ok, slut med “indhold”, som jo er §5’s kerneord. Og hvorfor denne naturalisering af ”læringsmål”, som jo er det modsatte af pædagogiske mål? Sikkert fordi at Rasmussen siden ca. 2010 har været læringsmålsideologen par excellence i dansk pædagogik.

 

C. Bogens anbefalere:
I starten af bogen optræder desuden en række anbefalinger fra de ideologiske og økonomiske støtter, bl.a.:
• Rob Nail, Singularity University.
• Ulrik Juul Christensen, AREA 9
• John Spohrer, IBM
• Kristen Wright, Cisco
• Carol Dweck, fremtrædende positiv psykolog
• Helen Soule, Partnership for 21st Century Learning, P21
• Steve Vinter, Google
• Peter Robinson, US-Counsil for International Business

Hermed samles skolereformens oprindelige læringshegemoni – det såkaldte DPO – igen i et korrigeret og udvidet globalt og teknologisk netværk, båret frem herhjemme af forlaget Dafolo, som siden 2011 har været det bærende forlag i den danske læringsrevolution.

Den nye symbiose består af Singularity-filosofi, positiv psykologi, OECD, Kina-begejstring, og den forbinder sig som fod i hose med danske fag- og kompetencemiljøer, som også stod bag skolereformen, men som dengang knyttede an til Ove Kaj Pedersens konkurrencestat, der helt manglede sans for de teknologiske og værdimæssige sider af udviklingen, og til den solipsistiske og folkeforskrækkede systemteori. Antorini er fulgt med i hele processen, fordi hun i dag arbejder med STEM-ideologi, der er en del af den nye teknisk-globale ånd. I 00’erne og start-10’erne støttede hun systemteorien.

http://bogenshjemmeside.dafolo.dk/Forside.6845.aspx

 

9. d. 10. januar: Skærm skærm ikke – rapport om mobiler i skolen

Jeg har studeret DPUs nye rapport om mobilregler i skolerne. Den er spændende og modsigelsesfyldt:

http://www.thomasaastruproemer.dk/skaerm-skaerm-ikke-ny-rapport-om-mobiler-i-skolen.html

 

10. d. 11. januar: Dialog mellem Eigil og Bambi

Eigil: Hej, Bambi, tillykke med stillingen som skoleleder her på vores landsbyskole.

Bambi: Hej Eigil og hej lærere og pædagoger, godt at møde jer allesammen.

De ansatte: Nå, men hvad skal vi så snakke om, synes du?

Bambi: Jeg har en plan. Vi skal lave skolen helt om. Vi skal læringsmaksimere.

Eigil: Det er altså ikke skide godt, Bambi. Prøv at læs her, f.eks. hos Løgstrup og Kemp….

Bambi: Ved du nu hvad, Eigil, nu har du sørme ”negative holdninger og synspunkter”. Du får et gult kort. Du må heller ikke sige “skide”.

Eigil: Undskyld det med “skide”, Bambi. Det røg ud af mig, fordi du lige mindede mig om Egon Olsen, da du sagde, at du havde “en plan”.

Bambi: Undskyldningen er ikke modtaget.

Eigil: Men hvad så med det med Kemp og Løgstrup? Der står jo i loven, at demokrati og åndsfrihed skal præge……

Bambi: Stille! Du skal lære, at det er lederen, der bestemmer.

Eigil: Men jeg kan jo ikke gøre mit arbejde, hvis lederen siger, at jeg ikke må sige noget, selvom det endda med udgangspunkt i pædagogisk faglighed og i lang pædagogisk erfaring?

Bambi: Du må lære at gå fra vaner til viden, Eigil. Du skal lære noget ”konstruktiv kommunikation”. Her i kommunen kalder vi det for dannelse.

Eigil: Det kan jeg altså ikke.

Bambi: Som sagt, gult kort til dig for at være negativ og ukonstruktiv overfor mine forandringsprocesser.

….så går der 4½ år med diverse retssager….:

Eigil: Hej Bambi. Nå, jeg vandt sørme retssagen. Det lader til, at det var dig, der var ”ukonstruktiv” og ”negativ” og ikke mig.

Bambi: Hvem er du?

Eigil: Kan du ikke kende mig?

Bambi: Desværre hr., jeg har ikke tid. Jeg skal til møde med de radikale og KL og Skolelederforeningen.

Eigil: Hvad skal I holde møde om?

Bambi: Vi skal fusionere. De radikale, KL, vores egen kommune, Skolelederforeningen og min landsbyskole i én samlet organisation. Helle Thorning Schmidt skal være direktør. Vores slogan er: “Dannelse og kritik frem for alt”.

 

11. d. 11. januar: Disposition til Schmidt-notat

Jeg sidder og skriver på et samlet indlæg på ca. 25 sider om Landsrettens dom i Schmidt-sagen. Her er min foreløbige disposition. Mangler jeg noget, så giv mig lige et tip.

Indholdsfortegnelse:

  1. Indledning og selve dommen
  2. Relationen mellem dom og advarsel
  3. KL’s og Odense Kommunes reaktion på dommen
  4. Andre reaktioner på dommen
    4.a. De første reaktioner: Den første dag
    4.b. De første reaktioner: Den anden dag
    4.c. Undervisningsminister Merete Riisagers (LA) reaktion
    4.d. Jacob Marks (SF) reaktion
    4.e. Stefan Hermanns reaktion
    4.f. Ombudsmandens reaktion
    4.g. Advokat Tyge Triers reaktion
    4.h. Svend Brinkmanns reaktion
    4.i. Niels Christian Sauers reaktion
    4.j. Norske reaktioner
    4.k. Odenses læreres reaktion
    4.l. Heine Andersens reaktion
    4.m. Anders Bondo Christensens reaktion
    4.n. Dansklærerforeningens reaktion
    4.o. Folkeskolen.dk’s reaktion
  5. Erik Schmidts reaktion på dommen (del 1-3)
  6. Afslutning

Tænk engang, hvor vigtigt det er, at man nu må mene noget andet end Odense Kommune og KL og end alle mulige andre. Hvis Schmidt havde tabt sagen, havde det været omvendt.

I Odense troede man i flere år, at man er “ukonstruktiv” og “negativ”, hvis man kritiserer kommunens pædagogik. Og kommunen reducerer uden videre sine medarbejderes følelse og fornuft til det nedladende “adfærd” og forlanger – som en komisk Ali – noget den kalder for”konstruktiv kommunikation”.

Men det passede slet ikke. Nu har vi i stedet “ytringspligt”, som Anders Bondo kalder det, hvilket han jo har ret i, og hvilket han har haft ret i siden 1784, da Kant skrev sit berømte essay “Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?”.

Det var Odense, hvis “adfærd” var et udtryk for “negative holdninger og synspunkter” osv.. Kommunen brød lovens inderste essens, men kommunen vil ikke være ved det.

 

12. d. 13. januar: Samlet notat om Erik Schmidt-sagen

Her er min samlede vurdering af Erik Schmidt-sagens substans og af reaktionerne på dommen. Sagen er efter min mening ikke på plads, før Odense Kommune og KL er kommet op i et helt andet gear.

http://www.thomasaastruproemer.dk/landsrettens-dom-i-erik-schmidt-sagen-substans-og-reaktioner.html

 

13. d. 13. januar: Merete Riisager om Schmidt-sagen

Merete Riisager var den eneste politiker, der i 2014 udtalte sig på linje med landsrettens aktuelle dom i Schmidt-sagen. DF’s Alex Arendtsen sagde også lidt, men slet ikke så præcist og kraftfuldt som Riisager, som har både demokrati, skolesyn og åndsfrihed som bagtæppe. Alle andre var tavse som østers.

Her er tre centrale citater fra nedenstående interview:

“Der er altid den mulighed, at det er reformen, der tager fejl, og ikke den lærer eller leder, der stiller kritiske spørgsmål. Derfor må der ikke udvikles en rigid kultur, hvor ingen tør udfordre det, der dikteres fra bjerget”.

“En god skole kræver ledere og lærere, der kan tænke selv. Det må vi aldrig give køb på. Derfor vil det være dybt kritisabelt, hvis skolen kun skal indeholde dem, der ikke stiller spørgsmål. En folkeskole med sindelagskontrol vil være en åndsfattig skole”.

“Mange ledere og lærere er af den holdning, at reformen har for lidt fokus på undervisning, kundskaber og dannelse. Der kan også være berettiget bekymring om, struktur, ansvarsfordeling og den praktiske gennemførsel af reformen. Det er en professionel bekymring, som man hellere skulle tage alvorligt end at skamme ud.”

Men hovsa, det var sørme da godt, at der var nogen, der gik stik imod Odense Kommunes ulovligheder! Ellers havde alle lærere i Danmark i dag gået rundt og troet, at pædagogisk omsorg og kritisk aktivitet er lig med “negative holdninger” og “uhensigtsmæssig adfærd”.

Tænk på hvilken klima-katastrofe, det ville have været.

Tak til Riisager og Schmidt.

https://www.folkeskolen.dk/546670/merete-riisager-advarer-mod-en-folkeskole-med-sindelagskontrol

 

14. d. 14. januar: DLF skifter kommunikationschef

DLF’s kommunikationschef skifter til Odense kommune, hvor han også kom fra:

DLF fik i oktober 2018 ny kommunikationschef, Kåre Nygård Pedersen. Pedersen kom fra en stilling som kommunikationschef for borgmesteren i Odense Kommune, som jo var DLF’s direkte modpart i Landsretten i november 2018.

Odense var og er berømt for sin anti-kommunikation i Schmidt-sagen. Men nu skulle Nygård Pedersen altså forvalte modpartens parti. Han skulle gå fra tavshed til kritik af den organisation, som havde sikret hans karriere.

DLF har i Nygård Pedersens periode været meget kommunevenlig, og landsretsdommens konsekvenser har ikke afstedkommet nogen kritik af Odense, som tværtimod nærmest har fået ros.

Nu – efter blot få måneders ansættelse i DLF – vender Nygård Pedersen tilbage til Odense Kommune i sin gamle stilling. Han skal igen arbejde med tavshedens kommunikation. Denne trafik forklarer måske noget af DLFs mærkelige tavshed i Odense-kritikken. Tavsheden kan dog også delvist forklares med Ny Start-initiativet, men ikke helt som jeg ser det.

Det er da tankevækkende, at den person, der har stået for DLF’s kommunikation omkring Schmidt-dommen, nu vender tilbage til netop den kommune, som pt. nægter at anerkende lovens, ytringsfrihedens og skolens substans. Og at der i hans fire måneder på posten har hersket en – efter omstændighederne – ganske stor tilbageholdenhed i kritikken af Odense Kommune.

Man kan ikke lade være med at spørge: Har denne trafik påvirket kommunikationen i DLF og dermed DLF som sådan?

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/kommunikationschef-stopper-efter-kort-tid-i-danmarks-laererforening

 

15. d. 15. januar: Oversigt over evalueringer af folkeskolereformen

Jeg udvider hele tiden min liste over evalueringer af skolen. I dag har jeg tilføjet et kapitel 10 og 11 med evalueringer af læreruddannelsen og ph.d.-rådet.

Skriv endelig, hvis der mangler noget, eller hvis der er fejl og mangler i det hele taget.

http://www.thomasaastruproemer.dk/oversigt-over-evalueringer-af-folkeskolereformen.html

 

16. d. 15. januar: Fire-dimensional uddannelse – note 2

Note 2 til Fadel, C. & Bialik, M. & Trilling, B. (2017): ”Fire-dimensional uddannelse – kompetencer til at lykkes i det 21. århundrede”, Dafolo 2017.

Noter til bogens indledning og chapter 1: Den begrebsmæssige symbiose mellem Klima-ideologi, Silicon Valley og globale konsulenthuse – eller: Det bange menneske i permanent krise:

I en kort indledning får vi bogens konkrete ambition:

”Her spørger vi, om vi underviser i og tester de rigtige ting. Hvad bør vores elever lære, som bedst vil forberede dem på det 21. århundrede” (s. 26).

Og formålet er, at..

”lærerplanerne kan nå op på linje med vores nuværende verden og positionere sig for den usikre fremtid”.

Dette verdenscurriculum, som kaldes et ”rammeværk”, fokuserer på viden, færdigheder, karakteregenskaber og metalæring. Og bogen er til både “lærere, skoleledere, administratorer, politiske planlæggere og beslutningstagere, standardsætter” osv. Kort sagt til alle. Alt til alle. Et verdenscurriculum for folk, der gerne vil undvære et sted at være.

Dernæst kommer kapitel 1. Det handler om ”At redesigne uddannelser til en foranderlig verden”.

Først afsnit handler om ”globale trends og udfordringer”. Hvem definerer dem? Jo, det gør World Economic Forum, som har lavet en global kriseliste, hvor det hele sejler ureflekteret rundt. Alt fra ”voksende cyberafhængighed” og “statskollapser” til ”voksende nationalfølelse” og ”fødevarekriser” sidestilles i små stikord, og der findes ikke noget godt i verden.

Vi får at vide, at nutidens udfordringer er ”totalt forskellige” fra ”den industrielle revolution”. Ingenting er det samme. Og ændringen er: Internettet. Der kan intet tages med over, og ingenting har noget dybde. Og imens tech-kapitalismen kører, sidder ”eleverne og studerer den samme læseplan”, som altså nu ifølge bogens forfattere er håbløst udrangeret. Mon det er Sokrates’ Forsvarstale, som ikke duer mere? Eller HC Andersen?

Så alt er dømt ude af en altomfattende krisebevidsthed, den permanente krise. Alt og alle er nu steds- og historieløse og tilmed bange.

Dernæst kommer en omtale af krise nr. 1, nemlig ”bæredygtighed”. Denne præmis har den funktion at sætte sig på den nye stedsløshed. Det ”bæredygtige” eller det ”økologiske” spiller ingen synderlig rolle i resten af bogen, og emnet er hurtigt og stedmoderligt behandlet. Klima-argumentet knyttes direkte til “civilisationens undergang”, og skal tømme stederne for alle andre argumenter. Den tendens kender vi også i Danmark.

Vi får en slags lovmæssighed: Postulerer man en alle problemers moder kan man udrydde alt li i krisens tegn.

I stedet hedder det tomt, at vi må af med forbrugerisme og materialisme, og at vi nu ”kollektivt skal overveje alternative værdier”. Så er der gjort klar til forfatterne selv. Der er ingen spørgsmål til det forhold, at forbrugerismen har udviklet sig i lyset af selvsamme økonomiske organisationer, som udgør bogens hovedreferencer.

Og hvad er det, som skal løse denne udfordring og give os nye værdier? Jo, det er teknologien. Og det er Silicon Valley-teknologi i dens mest rabiate form, der er i spil. Det fremgår af titlen på næste afsnit, som hedder ”eksponentiel vækst og forudsigelser om fremtiden”. Her henvises til den såkaldte ”Moores lov”, som er en slags Gud for de mest rabiate singularity-fans. Her er fuld af Apple- og IBM-begejstring. Ja, vi belæres endda om IBM’s såkaldte “T-formede individ”, et menneske, der “besidder både dybde og bredde”. Jamen er det ikke betagende?

I en tilhørende tabel kører Singularity-logikken for fulde drøn med McKinsey Global Institute som den centrale reference. Forfatterne er da også selv dybt forankret i singularity/OECD-essensen.

Dermed er en stedsløs klimakrise, Singularity-ideologi og de globale konsulenthuse forbundet i en overordnet ramme, som udgør bogens ideologiske struktur. Derefter kommer der en kort besværgelse om, at der også kan være nogle negative konsekvenser, f.eks. børns fedme og skærmafhængighed. Vi får også at vide, at teknologien skal være ”myndiggørende” og at den kan sætte os i stand til at være i verden på ”en mindful måde”. Det er dog rent nysprog uden den mindste substans. Substansen er den, jeg har beskrevet, nemlig triaden af en kort klimaanledning, Singularity og konsulentideologi. Det minder meget om logikken i Andreas Schleichers parallel-udgivelse fra foråret 2018 og præger også vores hjemlige tech-miljøer og den danske stat.

Dernæst kommer der et afsnit om skift i jobtyperne i fremtidens singularity-ficerede samfund. Det er det sædvanlige med, at tingene forandre sig så hurtigt, at vi skal undervise i nogle kompetencer, som kan tilpasse sig datamatudvekslinger. Også her er vi i den permanente krises tilstand. Der kommer meget mere om disse kompetencer i de næste kapitler, som jeg vil skrive om i en række senere noter.

Igen citeres Mckinsey udførligt, denne gang for at fortælle, at eleverne i dag ikke er godt forberedte til arbejdsmarkedet. Igen glemmes alt af værdi, fordi det værdifulde jo er proppet ned i en lukket og uniformerende kasse, der kaldes ”industrisamfundet”.

I de næste noter skal vi se på bogens bud på det nye verdenscurriculum, nemlig vidensdimension, færdigheder, karakteregenskaber og metalæring.

Og jf. note 1: denne bog er intimt forbundet med OECD, Singularity, AREA9, DPU og den danske stat, som jo har givet AREA9 190 mio. kr.

Konkurrencestaten er long gone. Vi er i statsopløsningen som sådan, men den bagvedliggende begrebsmæsige “fra….til….”- konfiguration er den samme.

Link til note 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156886568974481&id=837549480

 

17. d. 15. januar: Samlet evalueringsrapport af læreruddannelsen

I dag kom den samlede evalueringsrapport af læreruddannelse 2013 fra den såkaldte ekspertgruppe. Rapporten bygger på fire delrapporter, som udkom i løbet af 2018. Her er et første indtryk:

Rapporten er virkelig ringe for alle standarder. Der vises ingen indsigt i de omfattende pædagogiske drøftelser af uddannelsen, der er heller ingen sans for den omfattende pædagogisk kritik, og der er en stærk svigtende sans for læreruddannelsens pædagogiske formål og uddannelsens indre splittelse og historie.

Kort sagt: man evaluerer ikke noget som helst.

Før 2013 havde læreruddannelsen sin egen lov med et udførligt formål. I dag er læreruddannelsen degraderet til en bekendtgørelse, som er underlagt professionshøjskolerne erhvervsrettede og centraliserede lov. I bekendtgørelsen er en lille åndelig rest tilbage, et slags miniformål, der lyder sådan her:

“Formålet med uddannelsen er, at den studerende gennem uddannelsen tilegner sig den viden og de færdigheder, der er forudsætningen for at kunne virke som faglig, pædagogisk og didaktisk kompetent lærer i den danske folkeskole i henhold til folkeskolens formål, jf. folkeskolelovens § 1.”

Den sidste rest af åndsliv er udtrykket ”i henhold til folkeskolens formål”. Desværre er der på de 88 sider kun én enkelt og ultrakort – og nærmest tilfældig – reference til skolens formål. Der er heller ikke noget forsøg på at bestemme ”faglighed, pædagogik og didaktik”, som derfor ender som teknokrati.

Der forudsættes blot en masse kompetence- og læringsstyring, som man politisk set endda har forsøgt at udrydde fra folkeskolen. Så vidt jeg kan se, er hele den store læringsmålsstyrings-diskussionen fra folkeskolen helt fraværende. Man måler blot helt uden refleksion, om de studerende kan undervise læringsmålsstyret.

To af de centrale folk i ekspertgruppen er Per B. Christensen og norske Elaine Munthe. Christensen var også med til at lave den totalt teknificerede baggrundsrapport fra 2013 sammen med Jens Rasmussen. I dag er Christensen leder er OK-18-initiativet Ny Start. Elaine Munthe er læringsmålsideolog. Det hørte vi om på DPU’s teknokratisk anlagte konference om læreruddannelsen fra 2014. De andre har ikke været i stand til at satte præg på emnet. Det er ren Antorini-ånd.

Dannelsesbegrebet, som var helt ude af 2013-baggrundsrapporten, kom med i det politiske forlig pga. hektisk politisk og faglig aktivitet. Hele denne diskussion er slet ikke nævnt i dagens evaluering. I stedet isoleres dannelsen til en fattig og teknisk drøftelse af KLM-faget, selvom forligsteksten knytter det bredere an til skolens formål, som altså heller ikke drøftes i evalueringen.

På trods af den faglige smalhals har det trods alt ikke været muligt helt at undertrykke kritikken af modulisering og den vigende sans for almendannelse. Men kritikken er helt uden fylde, hvilket skyldes den faglige dårligdom.

Her er rapportens samlede litteraturliste. Her kan man studere den fattige horisont:

“Evalueringens datakilder:

Epinion (2018): ”Match med behovene i folkeskolen – delanalyse 3 i evaluering af læreruddannelsen”, Uddannelses- og Forskningsministeriet.

EVA (2018): ”Indhold og faglige krav i læreruddannelsen – delanalyse 1a i evaluering af læreruddannelse”, Uddannelses- og Forskningsministeriet.

EVA (2018): ”Almen dannelse i læreruddannelsen –delanalyse 1b i evaluering af læreruddannelsen”, Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Rambøll (2018): ”Kvalitet i undervisningen på læreruddannelsen – delanalyse 2 i evaluering af læreruddannelsen”, Uddannelses – og Forskningsministeriet.

Styrelsen for Forskning og Uddannelse (2018): ”Analyse af lærerstuderende før og efter reformen”, Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Øvrig litteratur:

Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning (2009): ”Lærerkompetencer og elevers læring i førskole og skole”.

Danske Professionshøjskoler (2018): ”Handleplan til en bedre læreruddannelse, 10 ambitioner”.

Danske Professionshøjskoler (2015): ”Løft af forsknings og udviklingskompetencer 2015-2022”.

Darling Hammond, L. (2000). “Teacher quality and student achievement: A review of state policy evidence”, Education Policy Analyses Archives, 8(1).

EVA (2017): ”Frafald på læreruddannelsen. En undersøgelse af årsager til frafald”.

EVA (2011): ”Ny lærer – en evaluering af nyuddannede læreres møde med folkeskolen”.

Følgegruppen for ny læreruddannelse (2012): ”Deregulering og internationalisering. Evaluering og anbefalinger om læreruddannelsen af 2006”.

Hargreaves, A. & Fullan, M. (2012): “Professional Capital – Transforming Teaching in Every School”, Teachers College Press.

Lars Qvortrup (2017): ”Professionelle læringsfællesskaber”, Dafolo.

Læreruddannelsens ledernetværk – Læreruddannelsens nationale faggruppe for praktik (2016): ”Praksissamarbejde i læreruddannelsen mellem praktikskolerne & professionshøj-
Skolerne”.

OECD (2016): “Teaching Excellence through Professional Learning and Policy Reform; lessons from around the world”.

OECD (2014): “TALIS 2013 Results: An international perspective on teaching and learning”.

Rambøll (2017): ”Hvordan styrkes lærernes engagement og professionelle ansvar?”, Undervisningsministeriet og Danske Underviserorganisationers Samråd.

Teknologisk Institut (2014): ”Evaluering af kompetencemålsstyringen af læreruddannelsen”.

Uddannelses- og Forskningsministeriet og Danske Professionshøjskoler (2015): ”Evaluering af optagelsessamtalerne på læreruddannelsen”, Optaget 2015.

Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre (2006): ”Aftale om udmøntning af globaliseringspuljen”.

Link til rapporten: https://ufm.dk/publikationer/2019/filer/endelig-rapport_evaluering-af-laereruddannelsen.pdf

 

18 d. 19. januar: Hvem er totalitær?

A. Uffe Elbæk og fascisme

Alternativets Uffe Elbæk har fået tæsk, fordi han i Berlingske har sagt, at den dansk indvandredebat minder ham om træk ved fascismen. Faktisk lyder han i artiklen nærmest som en undskyldning for sig selv, og det er også noget uklart, hvad det egentlig er, han kritiserer, ud over en ung navngiven youtuber. Det hele mangler præcision og akkuratesse. Det lyder lidt, som dengang han var fuld efter sidste valg.

Måske tænker Elbæk på æstetikken på DF’s valgplakater? Eller på Martin Henriksens primitive aktioner mod interkulturelle kulturdage i Vestjylland? Eller visse identitetspolitikeres interesse i et nørde i forskellige racers gener? Hvis det er tilfældet, så forstår jeg godt Elbæk. Det minder også mig om fascisme.

Men hvis han tænker på, at man har vagter ved et lands grænse, at man tegner alverdens profeter så det skralder, eller at man fører kontrol med, hvem der kommer ind i landet, at man vil ud af EU, laver centre for kriminelle udviste eller på alt det der håndtryks-huttelihut, så forstår jeg ham ikke. Man kan mene om disse ting, hvad man vil, men det har intet med fascisme at gøre. Altså som i INTET!

Men al denne ubestemthed, må Elbæk selv rode med, for mit spørgsmål er et helt andet, nemlig om der er totalitære tendenser i Alternativets egen politik?

 

B. Steen Hildebrandts forord og Magdalene Caroline Maiers efterskrift

Mads Strarup er vice-rektor ved det Københavns Åbne Gymnasium. Han har her i 2018 udgivet en lille velskrevet og tankevækkende bog, der hedder ”Hvad nu? – dannelse til bæredygtighed i børnehave, folkeskole og ungdomsuddannelse”. Bogens centrale præmis er, at klimatruslen er det eneste og altoverskyggende problem, altså et rent katastrofescenarium.

Steen Hildebrandt har skrevet det totalt upædagogiske forord. Det er bare en ukritisk hyldest til FN’s verdensmål. Forordets synspunkter ender direkte i OECD-posen, som jeg ser det. Der er ingen stedslighed over det, bare styring med tilhørende opløsning af sted, som klimaet efterfølgende kan kaste sig over i nidkær og kommercialiseret teknologisk styring.

Efterskriftet er skrevet af Magdalene-Caroline Maier, som er politisk ordfører for Alternativet. Det er langt bedre. Hun taler varmt for Hannah Arendts filosofi, som er stedbåren. Den slags tror jeg ikke, Hildebrandt kender? Men Maier mener ikke, at Arendts frihedsbegreb er tilstrækkeligt. Netop i denne “utilstrækkelighed” ligger et opgør med den pluralisme, som jo er Arendts centrale begreb. Af hensyn til klimaet skal vi give naturen rettigheder, siger Meier. Men hvad kan der menes med en sådan sætning? Vi skal da spise nogle dyr, som smager godt? Og kan en skov, en ulv, en art eller et økosystem have rettigheder? Heldigvis ikke. Rettighedsbegrebet kan ikke adskilles fra menneskelig etik. Og hvad med cola-dåser? Skal de også have ”rettigheder”?

Men derfor kan man godt passe godt på naturen, og også gerne i økologiske strukturer. Og man skal bestemt beskatte det ene og det andet og lave politiske aftaler a la Parisaftalen osv.

Maiers anti-humanisme uddybes ikke nærmere, men er formodentlig nærmere begrundet i den nye ontologiske fænomenologi, som ellers har mange fine muligheder, men som er ødelæggende, hvis den kombineres med antihumanisme.

 

C. Selve bogen
Disse modsætninger bekræftes i selve bogen. Strarup taler f.eks. et sted om, at der kun findes to menneskesyn. Der er de mennesker, der ikke har fattet sagens rette sammenhæng, og så dem der har. Dvs. at der i realiteten kun er ét menneskesyn. Altså som i ET! Og dette ENE er tilfældigvis Strarups egne, nemlig at mennesket er en slags klimasoldat. Alle andre fremstilles som idioter.

Men er der ikke en totalitær kim her? Jo, det er det da. Det er i hvert fald det stik modsatte af Hannah Arendts humanisme.

Dobbeltheden mellem humanisme og anti-humanisme arbejder også inde i Strarups pædagogiske idealer. Lad os se på hans tre idealinstitutioner:

Strarups favoritbørnehave er en skovbørnehave på Fyn. Her lever børn og pædagoger i pagt med naturen uden at tale om klima og tilsyneladende også uden teknologi. Det lyder som en blanding af Rousseau, Fröbel og skrammologi. Det er herligt. Men det har intet med klima at gøre. Her er både omsorg og en form for enhed mellem kulturelt og socialt liv. Man hylder også børnehavens stifter, som er en gammel landmand. Det lyder bare så hyggeligt. Men jeg aner ikke, hvad det har med klima at gøre. Det er humanisme af fineste karat.

Det samme gælder til dels i den friskole, som Strarup fortæller om. Den lyder også hyggelig. Børnene lærer at samle skrald op og tænke på naturen. De lytter også henført til julens fortællinger, mens de strikker. Men heller ikke disse ting har noget med klima at gøre. Det er ren humanisme.
Strarups syn på skolefag er dog helt forskrækkeligt. Det er sådan noget med ”siloer” og lukkethed. Der er dømt simplificeret reformpædagogik på den store klinge i disse passager. Måske dukker klimaficeringen ind her? Man sidder faktisk og er lidt nervøs for, at alle projekterne kommer til at handle om genbrugsstationer eller forurenede vandløb. Det er svært at forstå, at Strarup er ansat ved et alment gymnasium, hvis fagstruktur netop skal sikrer mod den slags ideologiserende enshed. Men selv dette opgør med skole og fag har ikke noget – eller ikke ret meget – med ”klima” at gøre. Fagforskrækkelsen har man altid haft i visse reformpædagogiske kredse.

Faktisk træder klimaideologien først for alvor i karakter i forbindelse med beskrivelsen af Strarups idealgymnasium. Her har man lavet et CO2-råd. Hvad rådets præcise funktion er, står lidt uklart, men da der ikke nævnes andre klimatiltag end CO2-rådet, må forslaget være tænkt rimeligt omfattende. Jeg forestiller sig, at gymnasiets aktiviteter skal CO2-klassificeres af det nye politbureau, og at alle udviklingsmidlerne går til, at gymnasiet indgår i globale klimasamarbejder i samarbejde med OECD og FN.

Faktisk minder denne råds-løsning mig lidt om Alternativets ide om at lave et superklimaministerium. Dette ministerium får samme funktion som CO2-rådet på Strarups gymnasium. Alle samfundets aktiviteter skal gennem en klimaberegning. Her bor verdens eneste menneskesyn, og rundt om på alle skoler, sygehuse, virksomheder, universiteter og små hjem er der små råd, som tæller og holder øje med, om alt lever op til menneskesynets nidkære og tvingende tvang, som afrapporteres til klimaministeriet, hvor den antifascistiske Uffe Elbæk reagerer.

Strarup nævner slet ikke moderne teknologis samspil med klimaspørgsmålet. Dermed er han lidt altmodisch og Rousseau-agtig, og det er faktisk resterne heraf, som jeg godt kan lide. Lad os kalde denne romantiske humanisme for bæredygtighed, hvilket i min optik nærmest er det modsatte af klima, når emnet rammer pædagogikken.

Men andre og meget magtfulde grupper i samfundet tænker skam robotificering og klima sammen. Her bruger man klima/teknologi-symbiosen til at sikre en ny global elite magten over stedernes opløsning. Det er klart som blæk i OECD-relaterede skrifter, som for tiden følger netop dette skema. Dette fører direkte til opløsning af mennesket. Sådan er det, fordi både ”naturen har rettigheder-ideen” og ”data løser alt-ideologien” bygger på en dyb antihumanistisk teori.

Den søde reformpædagogiske ånd, som Strarups beskrivelser lidt ureflekteret hviler på, har ingen chance, hvis den skal begrundes med henvisning til klimaet. Måske tror Alternativet det?

Data og klimastyring i opgør med humanisme, bæredygtighed og pædagogik, understøttet af en klimastat med underliggende CO2-råd og tilhørende teknologiske kontrolsystemer. Der bliver så som så med fortællingerne og strikkeriet, tror jeg.

Nu er mit spørgsmål så: Hvem er totalitær?

Links:
Link til Strarups bog: http://www.fjordager.com/hva-nu/
Link til Elbæks indlæg: https://www.berlingske.dk/…/bekymret-uffe-elbaek-advarer-mo…

 

19. d. 21. januar: Kong Salomons tekster

I det gamle testamente er der en meget interessant pædagogisk-filosofisk passage. Jeg tænker på de tre små tekster, som i Biblen tilskrives den hebraiske kong Salomon, nemlig Ordsprogenes Bog, Prædikerens bog og Højsangen, som de kaldes i den officielle oversættelse.

Man kan også kalde de tre tekster for:
– De gode levemåders bog

– Talerens bog (i den græske udgave kaldes prædikeren for ”ekklesia”, taleren; et ord som også Foucault bruger i sin bog om ”fearless speech”, hvor det knyttes direkte til forholdet mellem tænkning og politik)

– Sangenes sang (engelsk: Song of songs), altså en form for dobbelt-poetisk struktur.

De Gode Levemåders bog handler om, hvordan man bør leve i et velfungerende politisk samfund (nemlig Salomons rige fra omkring 900f.kr, ordet “Salomon” betyder ”fred”). Her er der gode råd til alle mulige levemåder, ja selv til ”husmoderen”. Det er en slags biblens Emma Gad, et dydskatalog af socialt prisværdige omgangsformer.

Talerens bog er tænkerens opgør med Levemådernes sociale formaninger. Her hedder det ustandseligt, at alt er tomt og ligegyldighed. Nihilismen gennemtrænger det hele, og der er ingen sans for småborgerlige sociale detaljer. Det skeletagtige leveråd er nu blot: Gid fanden i det hele, tro på Gud og lev et liv i glæde og nydelse uden at overdrive alt for meget. Der er fuld nihilistisk frihed og nydelse. Sådan lidt Nietzsche-agtigt. Men dog med en kæmpe-tro på Gud i garderoben.

Sangenes Sang er alt det modsatte af nihilisme. Det er en hyldest til den menneskelige kærlighed og til erotik og poesi. Her nævnes Gud slet ikke. Kristne og jødiske teologer har fortolket sangens erotiske indhold som symbol på kærligheden til Gud. Den tyske filosof Herder (1744-1803) og mange andre læste derimod teksten rent litterært, dvs. som en hyldest til menneskenes kærlighed, hvor Gud kun viser sig indirekte. Det er hebraisk Hollywood, dvs. menneskekærlighed, når det er bedst.

Jeg nævner blot emnet som en note her, men jeg tror, der er mange spændende pædagogiske ting at hente i refleksionen over disse tre tekster og deres indbyrdes samspil. Måske kan man kalde det en slags forskningsprogram?

”Den danske sang er en ung blond pige” er et andet eksempel på en sang om sange. Det var den slags lyrisk arbejde, som Herder ville inspirere til, da han selv – endda to gange – oversatte ”Sangenes Sang”. Han ville vække en tysk lyrik. En af Herders elever var Goethe, som også oversatte ”Sangenes Sang”, så Herder havde en vis succes. Grundtvig var også kraftigt påvirket. Her var der også sang over det hele og kvinder og mænd og mødre og fædre osv., men det var dog knapt så eksplicit erotisk som i Sangenes Sang.

Så konklusionen er: Dyder, kritik, tro og kærlighed.

 

20. d. 21. januar: Politisk forslag 1

Hvad nu hvis man placerede Merete Riisager (LA), Jacob Mark (SF) og Carolina Magdalene Maier (Å) i samme lokale sammen med lidt småkager og nogle sjusser?

Her kunne de plusse og minusse lidt, indtil de blev enige om det hele: Lidt kundskab, lidt socialpædagogik og lidt cirkus og haver. Hvid røg!

V og S må naturligvis ikke forstyrre. Egentlig heller ikke Einheitslisten, Arbejdsmarkedspartiet, Dansk Fryseparti eller “klimaet”. Men de fem ekskluderede må meget gerne sige ja til det nye forlig, for så er der jo flertal.

Men Thomas, har de andre partier ikke noget at byde på? Egentlig jo, men det har de glemt alt om.

Calvados og vaniljekranse til de tre ærede ordførere.

 

21. d. 22. januar: Politisk forslag 2

Oppe på kvisten sidder Jacob Mark, Carolina Magdalene Maier og Merete Riisager. De plusser og minusser lidt, mens de drikker sjusser og spiser vaniljekranse og smadrer skolereformen totalt med lidt kundskab, lidt socialpædagogik og lidt karneval. De hygger sig, men samtalen kan godt løbe lidt tør, så de tager en sjus til.

I samme lokale sidder en anden gruppe ved nabobordet. Også her er der tre personer, nemlig en grundtvigianer, en herbatianer og en skrammolog. De plusser og minusser også lidt og hæver stemmen i ny og næ, men lever af sort kaffe, indtil de er færdige med arbejdet, som de afleverer til dem med sjusserne, som smiler og takker og rykker bordene sammen.

Så er der fest! Alle lærere og pædagoger er inviteret. De er klædt ud som cowboys og indianere og mexicanere, mens de ler og leger og skriver formler på tavlen eller bygger med Lego. De synger også “den danske sang” som en syngende sang fra gamle dage, mens månen titter ind af de skrå vinduer.

Nede i kælderen, hvor der er lidt skimmelsvamp, sidder nogle sure, kronragede og læringsmaksimerende mænd og kvinder fra Odense Kommune, Skolelederforeningen, KL, Konkurrencestatspartiet mm.. De er sure over alle ”de negative synspunkter”, som larmer oppe fra kvisten. De kaster med gule kort, stamper i gulvet og råber ”dåmme dåmme Trump-pædagoger”, mens slår på hinandens Huawei-telefoner med nogle evaluerings-rapporter, som også er gule.

 

22. d. 23. januar: Stresspanelet og AULA 1

Det er skønt, at det såkaldte stresspanel vil af med AULA, som er en del af det, jeg vil kalde for dybdestatens ontologiske stressproduktion, også kaldet “Brugerportalsinitiativet”.

AULAs ideologi fremgår f.eks. af nedenståene link og dets underlinks. Her kan man se, at AULA handler om digitaliseret læringsmålsstyring på den store klinge og om koordineret statslig livsstyring i forhold til f.eks. uddannelsesplan og tilhørende personlighedstests, algoritmer etc.. Selv finans- og økonomiministeriet er med i foretagendet.

Dertil kommer en videreførelse og forstærkning af de sociale mediers kommunikationsformer ind i arbejdslivet og en yderligere nødvendiggørelse af mobiltelefoner i skolerne. Det er den helt forkerte vej.

Det hele kører i fuld overensstemmelse med KL’s skolesyn, dvs. opløsning af fag, dannelse og pædagogik med lejlighedsvise totalitære nedslag. Dermed etableres en grundmodsætning mellem samfund og styring.

AULA er derfor en form for ontologisk stres, og det er derfor virkelig godt, at Stresspanelet har taget fat i det. Mange tak.

Desværre har de fået modstand af folk, som tror, det bare handler om at “kommunikere”.

Links:

Om brugerportalsinitiativet: https://www.kl.dk/…/nyt-brugerportalinitiativ-til-den-digi…/ og selve aftalen kan tilgås på: https://www.kl.dk/media/6872/2sv9yoohbu-5aojzulyk.pdf

Om AULA: https://aulainfo.dk/om-aula/

Om stresspanelet: https://www.sum.dk/Temaer/Nationale-Stresspanel.aspx

 

23. d.24. januar: Stresspanelet og AULA 2

AULAs totale stress-produktion:

Skolekommunikationsportalen AULA er udviklet som en integreret del af de mest simple og brutale sider af skolereformens opgør med pædagogik og dannelse. Det fremgår af aftalen om det såkaldte brugerportalinitiativ, som bl.a. Finansministeriet og KL er med i, og som beskriver AULAs grundlæggende ideologi.

Hvad er ”pædagogik og dannelse”? Jo, det er arbejdet med samfundets meningssammenhæng og meningsskabelse.

Hvad betyder det? Jo, det betyder jo pr logisk logik, at AULA er et direkte opgør med mening, dvs. med samfundets essens og betydning.

Men hvad betyder denne konklusion for lærere og pædagoger, som jo har til opgave at arbejde med netop mening?

Jo, lærerne og pædagogerne skal altså arbejde med et redskab, som i sit væsen er et frontalt opgør med deres eget arbejde.

Hvad er effekten af denne modsætning? Det er stress. En kæmpestress. Jeg kalder det for ”ontologisk stress”. Man fratages systematisk muligheden for at handle meningsfuldt.

Og hvad sker der så, når denne ontologiske stresstilstand breder sig op gennem generationerne og ud i samfundets rum? Jo, så bliver stresstilstanden total. Den breder sig til børn og børnebørn og forældre.

Tak til stresspanelet.

Link til aftale om brugerportalsinitiativ:
https://www.kl.dk/media/6872/2sv9yoohbu-5aojzulyk.pdf…

(Desværre tror mange, at AULA bare er en slags udvidet kontaktbog, som man blot skal lære at omgås mere effektivt. Det kan man f.eks. se i reaktionerne fra Politiken og Information samt hos visse digitaliseringsglade kredse hos de radikale venstre, dvs. fra skolereformens bagland)

 

24. d. 24. januar: KL’s forklædte mundkurve

Hver anden pædagog i landet er nervøs for at sige sin mening om pædagogiske og politiske emner. Og 30% er decideret blevet begrænset af deres ledere. Det står i nedenstående artikel fra avisen.dk. Det svarer helt til indtrykket efter læsning af Rasmus Willigs bøger om emnet. Og man kan endda læse, at tallet er stigende.

Det kan KL-toppen dog slet ikke forstå. Der er da både grundlov og ytringsfrihed og alt muligt, siger den. Og de ærede KL’ere har skam ikke hørt om dem, der ikke siger noget – hvilket der jo er en form for ond logik i. Det er Michael Ziegler fra Høje Silicon Valley Taastrup Kommune og KL’s formand for foreningens børneudvalg, Thomas Gyldal Petersen, som også er borgmester i Herlev, der tegner og fortæller.

Og nede i Odense er der også ytringsfrihed og grundlov osv. Det lærte vi af KL’s jurist og kommunens direktør efter Schmidt-sagen.

KL’s soldater lyder næsten så lovlydige og frihedselskende som Folketingets ombudsmand.

Men hvad er fakta under den tynde demokratiske fernis? Det er følgende:

I artiklen siger Ziegler følgende: ”Ikke fordi jeg vil opfordre til at tale vores velfærdssamfund ned, for det mener jeg ikke, at man kan. Man kan altid tale om, hvad der er klogt at sige, men ytringsfriheden står mejslet i granit”

Så man må ikke kritisere ”velfærdssamfundet”, og man skal tale om ”hvad der er klogt at sige”? Skulle det være ”ytringsfrihed”? Man skal da netop kritisere velfærdssamfundet, hvis man synes det skal kritiseres, og man skal da have mod til at kritisere, selvom det er ”uklogt”. Ja, det er faktisk definitionen på oplysning som sådan.

Og Gyldal Petersen brillerer med følgende: ”Det kan være, at lederen siger, at det er mest hensigtsmæssigt, at vi taler om de her ting på personalemødet, og at medarbejderen oplever det som en begrænsning. Jeg siger helt stilfærdigt: Der er mange nuancer i det her”.

Stilfærdigt? Det larmer da totalt! Medarbejderen er sådan en idiot, der går og ”oplever” og misforstår sin lederes ophøjede fornuft.

Og der er vel at mærke – skal jeg hilse at sige – ikke nogen ytringsfrihed på ”personalemøder” hos KL.

I Odense har KL ført retssag i 4½ år imod noget, foreningen kalder ”negative holdninger”, endda netop på et ”personalemøde”, og KL nægter at anerkende sagens begrundelse.

Så KL mener bestemt ikke, at der er ytringsfrihed på personalemøder. Det fremgår også af Odense Kommunes argument mod Schmidt i Østre Landsret:

”Videre gøres det gældende, at der ikke – som anført af Erik Hulmose Schmidt – er “vide grænser” i forhold til at fremsætte den pågældende type af ytring. Der er ikke tale om et forhold, som er omfattet af ytringsfrihed (for offentligt ansatte), idet der ikke er tale om, at Erik Hulmose Schmidt som privatperson uden for arbejdstiden har ønsket at fremsætte ytringer. Tværtimod er der tale om, at Erik Hulmose Schmidt i arbejdstiden er fremkommet med de uacceptable udsagn. Af begge disse årsager følger, at der ikke er tale om et forhold, som er omfattet af ytringsfriheden.”

Så man skal holde kæft i arbejdstiden, og kun ytre sig i offentligheden, hvis man går ind for velfærdsstaten, og hvis lederen synes det er ”hensigtsmæssigt” eller lignende ”nuancer”.

Heldigvis var alle tre landsretsdommere helt uenige, hvilket Ombudsmanden også er. Men det er åbenbart ikke sivet ind hos KL.

Og så man må ifølge KL ikke tale på interne møder, og det er ”uhensigsmæssigt” at tale offentligt? Det er da en mundkurv uden lige.

Men imens KL undertrykker borgerlig og professionel frihed, rejser foreningens Silicon Valley-begejstrede ledere rundt og taler rørstrømsk om ytringsfrihed.

Og KL’s dobbeltsprog kører direkte ned i de operative lag. I Skolelederforeningen siger formanden f.eks., at lærerne før de ytre sig skal huske på, hvem der betaler deres løn. Og hvis man kritiserer det synspunkt, så er man “ukonstruktiv”. Det er fuldstændig samme struktur.

Og advarslen til Schmidt for “negative synspunkter” blev jo også afleveret af en skoleleder, som endda er ret højt placeret i foreningen. Det hele hænger sammen som ærtehalm.

Imens holder 50% af landets pædagoger – og sikkert også landets lærere m.fl. – deres mund.

Link til artikel:

https://www.avisen.dk/paedagoger_534749.aspx?fbclid=IwAR1BkqEt3uuDMpucGDqlQ6uS-ulcsjBZYGdnkHHJvLRMQfXMA8oAjBBCaDQ

Dokumentation til sagen om Keld Skovmands pædagogiske kritik og anmeldelser til Aarhus Universitets praksisudvalg

I 2016 udgav Keld Skovmand bogen ”Uden mål og med”, som afstedkom en del politisk og faglig tumult. Skovmand kritiserede både den allestedsnærværende læringsmålstyring, Fælles Mål samt skole- og læreruddannelsesreformens grundlag som sådan. Kritikken gav anledning til en politisk ”justering” af folkeskoleloven og et ryk i skoledebattens præmisser.

I 2018 forsvarede Skovmand sin Ph.d.-afhandling ved DPU, Aarhus Universitet. Forsvaret var særdeles velbesøgt og blev dækket i folkeskolen.dk under overskriften ”Bøllebank på DPU”. Jyllandsposten dækkede også begivenheden.

Kritikken var især rettet mod Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, som er professorer ved DPU, samt forskningschef ved VIA-UC, Andreas Rasch-Christensen. De svarede kun yderst sparsomt – om overhovedet – på kritikken. Rasmussen og Rasch-Christensen skrev dog et semi-hemmeligt notat, som de sendte rundt til en række centralt placerede politikere og organisationsfolk for at forsvare sig (se afsnit 11).

D. 1. februar 2019 udkom så to nye bøger fra Skovmands hånd på Hans Reitzels Forlag. Den ene bog var selve ph.d.-afhandlingen “I bund og grund”. Den anden bog var den lidt lettere tilgængelige ”Folkeskolereformen efter læringsmålstyringen?”, som er en slags overbygning på afhandlingen (se afsnit 7 og 8).

Disse udgivelser og deres kritiske anslag blev d. 26. januar dækket på forsiden af Weekendavisen i artiklen ”Skoleret”. Her kunne man også læse, at Skovmand nu havde suppleret sin faglige kritik med en række anmeldelser af de pågældende forskere til Aarhus Universitets praksisudvalg, som efter to måneders “screening” videresendte materialet til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. D. 15. marts frifandt Nævnet forskerne for videnskabelig uredelighed og sendte sagen tilbage til Praksisudvalget, som skulle undersøge, om der var tale om “tvivlsom forskningspraksis”. D. 7. maj endte denne prodes i endnu en frifindelse.

Mange aspekter løber sammen i denne dybt interessante sag: Det videnskabelige og skolepolitiske indhold i Skovmands kritik, fortolkningen af et næsten nyt lovkompleks, DPU/AU’s rolle i sagen og reaktionerne fra de indklagede forskere.

DPU/Aarhus Universitet, hvis professorer jo især var under kritisk behandling, skrev en efter min opfattelse stærkt kritisabel ”dokumentations”-side om sagen. Siden var et rent partsindlæg og ikke et offentligt universitet værdigt (se afsnit 4). Årsagen er formodentlig, at DPU’s ledelse igennem mange år har været en dybt integreret del af det lærings-hegemoni, som nu er under kritik, og at Aarhus Universitets dekanat har understøttet hegemoniet hele vejen, og at det nu på en måde selv – med sin helt særlige opfattelse af “dokumentation” – er blevet spist op af DPU’s stærke antidannelse.

I ren og skær akademisk og pædagogisk indignation har jeg derfor udformet denne mere fyldestgørende dokumentations-side om sagen. Jeg supplerer løbende med artikler og links, efterhånden som sagen udvikler sig.

Under de forskellige afsnit står de ældste indlæg nederst, så man skal læse nedefra, hvis man er interesseret i kronologi, men ovenfra, hvis man vil have det nyeste indlæg. Jeg håber, det fungerer nogenlunde.

 

Indholdsfortegnelse:

  1. Diskussion i Weekendavisen
  2. Diskussion i Berlingske
  3. Diskussion i Politiken Skoleliv
  4. Diskussion på DPU’s hjemmeside
  5. Indlæg på Folkeskolen.dk
  6. Anmeldelser af Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”
  7. Indlæg på www.thomasaastruproemer.dk
  8. Øvrige indlæg og omtaler
  9. Links til regelsæt om videnskabelig uredelighed mm.
  10. Links i forbindelse med Nævnets afgørelse af spørgsmålet om “videnskabelig uredelighed”
  11. Links i forbindelse med Aarhus Universitets praksisudvalgs afgørelse af spørgsmålet om “tvivlsom forskningspraksis”
  12. Historisk materiale

 

1. Diskussion i Weekendavisen fra d. 1/2 – 10/5:

L. Rasch-Christensen, A. : ”Politik vs. forskning”, Weekendavisen, d. 17. maj. https://www.weekendavisen.dk/2019-20/samfund/politik-vs.-forskning.

K. Markus Bernsen: “Konspiration 2”, Weekendavisen, d. 10. maj.

J. Markus Bernsen: ”Konspirationer og syndebukke, Weekendavisen, d. 22. marts.

I. Keld Skovmand: “Respekt?”, Weekendavisen, d. 15. marts.

H. Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen: “Pædagogiske syn”, Weekendavisen, d. 8. marts.. https://www.weekendavisen.dk/2019-10/samfund/paedagogiske-syn

G. Keld Skovmand: ”Skolereform”, Weekendavisen, d. 23. februar. https://www.weekendavisen.dk/2019-8/samfund/debat (rul ned i bunden)

F. Jens Rasmussen & Andreas Rasch-Christensen: ”Skolereform 1”, Weekendavisen, d. 15. februar. http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2019/02/skolereform-1a.pdf

E. Lars Qvortrup: ”Skolereform 2”, Weekendavisen, d. 15. februar., inklusiv journalist Markus Bernsens svar: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2019/02/Skolereform-2a.pdf

D.Keld Skovmand: ”Genmæle til genmæle”, Weekendavisen, d. 8. februar. https://www.weekendavisen.dk/2019-6/samfund/genmaele-til-genmaele                         (min kommentar på FB: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156957599634481&id=837549480)

C. Jens Rasmussen & Andreas Rasch-Christensen: ”Rettelser til artiklen ”Skoleret””, d. 1. februar, DPU, Aarhus Universitet. http://edu.au.dk/aktuelt/dokumentation-til-artikel-om-skoleforskning-i-weekendavisen/?fbclid=IwAR0PIO396p7ALOkFIkmDFGjDbZaLbP1j8ap8vtGExU8bBZxAxZ1bvyEQIe0. (mine kommentarer på FB: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156942948014481&id=837549480 og https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156940096464481&id=837549480))

B. Jens Rasmussen & Lars Qvortrup: ”Skoleret 1”, Weekendavisen, d. 1. februar. Indlægget er også publiceret på DPU, Aarhus Universitet. http://edu.au.dk/aktuelt/dokumentation-til-artikel-om-skoleforskning-i-weekendavisen/?fbclid=IwAR0PIO396p7ALOkFIkmDFGjDbZaLbP1j8ap8vtGExU8bBZxAxZ1bvyEQIe0.

Journalist Markus Bernsens har følgende kommentar i avisen umiddelbart efter indlægget:

”Markus Bernsen svarer:  De fire anmeldte forskere har haft rig lejlighed til at forholde sig til Keld Skovmands kritik. Både i spalterne i Weekendavisen (vi har sendt dem afsnit af Skovmands kommende bog”), samt i den øvrige offentlighed, hvor Skovmand siden 2016 har luftet den samme kritik i artikler, interviews og ph.d.-afhandling. At være anmeldt til Nævnet for Videnskabelig uredelighed forhindrer ikke én i at forsvare sin forskning i offentligheden. Nævnet er ikke en ”retssal”, som Lars Qvortrup skriver, og Weekendavisen dækker sagen som alt andet, der har offentlighedens interesse”.

Desuden: Weekendavisen skriver, pr. d. 1. februar følgende berigtigelse i forbindelse med ”Skoleret”-artiklen fra. d. 25. januar:

”I sidste uge fremtik det af artiklen ”Skoleret”, at professor Jens Rasmussen og forsknings- og udviklingschef Andreas Rasch-Christensen er blevet anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed for artikler, der blev publiceret før vedtagelsen af folkeskolereformen i 2013. Det er ikke korrekt. De anmeldte artikler blev godt nok publiceret efter folkeskolereformen, men indeholder passager fra ministerielle dokumenter, som de to forskere bidrog til før vedtagelsen af reformen. Af artiklen fremgår det også, at Andreas Rasch-Christensen har bidraget til rapporter fra Danmarks Evalueringsinstitut og Skolerådet. Det har han ikke, men derimod Jens Rasmussen og professor Niels Egelund”

(Min kommentar på FB: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156940096464481&id=837549480)

A. Markus Bernsen: ”Skoleret”, Weekendavisen, d. 25. januar. https://www.weekendavisen.dk/2019-4/samfund/skoleret                                                 (min kommentar på FB: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156928764469481&id=837549480)

 

2. Diskussion i Berlingske fra d. 1/2 – 15/2:

C. Keld Skovmand: ”Skoleforsker svarer professor igen: Du gør din egen mening til en kendsgerning”, Berlingske, d. 15. februar. https://www.berlingske.dk/kommentarer/skoleforsker-svarer-professor-igen-du-goer-din-egen-mening-til-en?fbclid=IwAR1OsvnqY_GHHn09zL_sRut7edwYTclQZPfIB7JE-a8E5T2Q-m3oV_jZUpE

(min kommentar på FB: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156973924924481&id=837549480)

B. Lars Qvortrup: ”Videnskabelig uredelighed? Nej, højst uenighed. Konspiration? Nej, kun i fantasien”, Berlingske, d. 10 februar. https://www.berlingske.dk/kommentarer/professor-videnskabelig-uredelighed-nej-hoejst-uenighed.-konspiration

(min kommentar på FB: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156965817174481&id=837549480)

A. Artikel i Berlingske: ”Forsker angriber folkeskolereformens fundament: »Jeg havde sgu ikke fået en ph.d.-grad for at se spøgelser«”, d. 1. februar. https://www.berlingske.dk/danmark/forsker-angriber-folkeskolereformens-fundament-jeg-havde-sgu-ikke-faaet-en

 

3. Diskussion mellem Alexander von Oettingen og Keld Skovmand:

C. Interview med Alexander von Oettingen: ”Dr. pæd. til lærerne: Tro nu ikke, at al forskning i læringsmål er forkert”, folkeskolen.dk, d. 8. marts. (Skovmand svarer i tråden): https://www.folkeskolen.dk/654703/dr-paed-til-laererne-tro-nu-ikke-at-al-forskning-i-laeringsmaal-er-forkert

B. Keld Skovmand: ”Tavshedens principelle pinlighed”, Politiken Skoleliv, d. 18. februar. https://skoleliv.dk/debat/art7041005/Tavshedens-principielle-pinlighed

A. Alexander von Oettingen: ”Vi bliver alle dummere, hvis forskerne er tavse”, Politiken Skoleliv, d. 7. februar. https://skoleliv.dk/debat/art7023220/Vi-bliver-alle-dummere-hvis-forskerne-er-tavse

 

4. Diskussion på DPU/AU’s hjemmeside fra d. 1/2 – 20/2:

DPU/AU’s ”Dokumentation til artikel om skoleforskning i Weekendavisen”, udgivet d. 1. februar. D. 19. februar er der tilføjet to links til Skovmands dokumentation, og d. 20. februar har man tilføjet et generaliseret link til folkeskolen.dk.

Disse mangelfulde tilføjelser er først kommet til efter hårdt pres. Universitetets kritisable forståelse af ”dokumentation” er en af årsagerne til, at jeg har lavet nærværende dokumentationsside. http://edu.au.dk/aktuelt/dokumentation-til-artikel-om-skoleforskning-i-weekendavisen/?fbclid=IwAR0PIO396p7ALOkFIkmDFGjDbZaLbP1j8ap8vtGExU8bBZxAxZ1bvyEQIe0

(min FB-kommentar pr. d. 19. februar: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156985172329481&id=837549480)

 

5. Indlæg på Folkeskolen.dk:

C. “Dannelsesret”, blogindlæg af formand for Dansklærerforeningen Marie Elmegaard, d. 28. februar. https://www.folkeskolen.dk/654252/dannelsesret

B. Satirisk klumme om sagen på folkeskolen.dk, d. 15. februar. https://www.folkeskolen.dk/653147/laeringsmaalstyring-okay-ministeriet-forskere-eva-og-skoleraadet-faar-kritik–men-er-det-virkelig-en-nulfejlskultur-vi-oensker?fbclid=IwAR17R-Kc-Mel08cfwb0vzZOGfkK6EXMnuUInwqRX7d70Eq3VotoXBilt-hk

A. Artikel : ”Skovmand: Læringsmålstyrig var ikke baseret på forskning”, folkeskolen.dk, d. 25. januar. https://www.folkeskolen.dk/651460/skovmand-laeringsmaalstyring-var-ikke-baseret-paa-forskning (Min kommentar på FB: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156928738119481&id=837549480)

 

 6. Anmeldelser af Skovmands nye bog ”Folkeskolen efter læringmålstyringen?”:

Thorkild Thejsen anmelder på Folkeskolen.dk, d.1. februar. https://www.folkeskolen.dk/652157/da-laeringsmaalstyringen-opstod-af-ingenting

Mikael Bush anmelder i Jyllandsposten, d. 1. februar. https://jyllands-posten.dk/premium/kultur/anmeldelser/litteratur/ECE11155185/skoleforskeren-keld-skovmands-nye-bog-er-obligatorisk-laesning/

Steen Nepper Larsen anmelder i Information, d. 16. februar. https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2019/02/bog-anklager-folkeskolens-reformgrundlag-loese-paastande-misinformation

 

7. Indlæg på www.thomasaastruproemer.dk:

F.: “UC-VIA’s “rystede demokrati”. http://www.thomasaastruproemer.dk/uc-vias-rystede-demokrati.html

E. Note 4 til Keld Skovmands bog “Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Opgør med demokratiet (d. 16. februar)

D. Note 3 til Keld Skovmands bog “Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Selvreferencens system (d. 14. februar)

C. Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Paradigmeskiftet (d. 12. februar)

B. Note 1 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?” (d. 11. februar)

A. Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer Weekendavisen/Keld Skovmand på DPU’s officielle hjemmeside (d. 3. februar)

 

 

8. Øvrige indlæg og omtaler:

J.

”Fem dage med Keld Skovmand”, Politiken Skoleliv, d. 25. marts. https://skoleliv.dk/nyheder/art7097076/%C2%BBJeg-fortryder-ikke-noget-af-det-jeg-har-skrevet%C2%AB

”Fem dage med Lars Qvortrup”, Politiken Skoleliv, d. 25. marts. https://skoleliv.dk/nyheder/art7098599/%C2%BBDet-er-ultimativt-det-mest-ubehagelige-og-%C3%A6rekr%C3%A6nkende-jeg-har-pr%C3%B8vet%C2%AB

 

I. Erik Schmidt: ”Fynsk lektor i opgør med læringsmål”, Lærerbladet, februar, s. 6-7. http://www.odenselaererforening.dk/media/12141348/154302_laererbladet-1-19_web.pdf

 

H. Skovmand har offentliggjort dele af det materiale, som ligger til grund for hans anmeldelse:

– Del 1: ”Ontario: Frem eller tilbage i PISA”, d. 7. februar, folkeskolen.dk, https://www.folkeskolen.dk/652672/ontario-frem-eller-tilbage-i-pisa-dokumentation-1

– Del 2:  ”Tegnene på læring i udlandet”, d. 13. februar, folkeskolen.dk, https://www.folkeskolen.dk/653093/tegnene-paa-laering-i-udlandet-dokumentation-2

– Del 3: “Den uforbederlige optimisme”, d.3. marts, folkeskolen.dkhttps://www.folkeskolen.dk/654386/den-uforbederlige-optimisme-dokumentation-3

 

G. Ingrid Ank: “Underlæg dig aldrig mål, som andre har sat”, Dansk Kirketidende, d. 28. februar.

 

F. Lasse Højsgaard: “Fusk eller fortolkninger”, Forskerforum, februar 2019, nr. 322., s.26-28. http://www.forskerforum.dk/downloads/ForskerForum%20322%20-%20opslag.pdf

 

E. Hans Reitzel Forlags omtale af Skovmands tre bøger om læringsmålstyring:

– Folkeskolen efter læringsmålstyringen? (2019), https://hansreitzel.dk/products/folkeskolen-efter-laringsmalstyringen-bog-49922-9788741274751

– I bund og grund (2019), https://hansreitzel.dk/products/i-bund-og-grund-bog-49921-9788741274744

– Uden mål og med (2016) https://hansreitzel.dk/products/uden-mal-og-med-(i-bog)-i-bog-41479-9788741265339

 

D. Skovmands og forlagets videoer om den aktuelle udgivelse:

– ”Lærerne fortjener en kæmpeundskyldning”, d. 4. februar. https://www.youtube.com/watch?v=-qn53C_8JeI&fbclid=IwAR0OmEG1JFxPC-5Vhofs5N89j3X3ZTMFBhmAdKQhtFYaYjsS2UljQP8OLk0

– Keld Skovmand om anklagen om videnskabelig uredelighed, d. 22. februar. https://www.facebook.com/HansReitzelsForlag/videos/vb.1618418858427757/273000860261817/?type=2&theater

 

C. Interview i Kristeligt Dagblad: ”Ti bud til lærerne: Svigt aldrig formålet, eleverne eller kollegerne”, d. 2. februar. https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/10-bud-til-laererne-svigt-aldrig-formaalet-kollegerne-eller-boernene

B. Omtale fra bogreception på Hans Reitzels Forlag, d. 1. februar. https://www.facebook.com/profile.php?id=837549480

A. Interview med Keld Skovmand på Radio24syv, d. 28. januar: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156932162814481&id=837549480

 

9. Relevante links vedrørende sagens juridiske aspekter (anmeldelsen til AU’s praksisudvalg):

– Hjemmeside om ansvarlig forskningspraksis ved Aarhus Universitet, herunder om universitetets praksisudvalg: https://medarbejdere.au.dk/administration/forskning-talent/ansvarligforskningspraksis/

– Aarhus Universitets retningslinjer for behandling af sager om uredelighed og tvivlsom forskningspraksis: https://medarbejdere.au.dk/fileadmin/www.au.dk/forskning/Ansvarlig_forskningspraksis/AU_regelsaet_ansvarlig_forskningspraksis_2017_DK.pdf.. (se også mere ufomelt:  https://medarbejdere.au.dk/fileadmin/www.au.dk/forskning/Ansvarlig_forskningspraksis/8._ENDELIG_VERSION_-_Procesbeskrivelse_for_Aarhus_Universitets_Udvalg_for_Ansvarlig_Forskningspraksis_inkl._flowchart__juni_2017_.pdf)

– Her er et andet eksempel på lokale retningslinjer for sagsbehandling nemlig UCN. https://www.ucn.dk/Files/Billeder/ucn/Forskning/Retningslinjer-for-behandling-af-tvivlsom-forskningspraksis-UCN.pdf

– Nævnet for Videnskabelig Uredelighed: https://www.google.com/search?source=hp&ei=faNyXKDDFMSGrwTL7qjoDw&q=n%C3%A6vnet+for+videnskabelig+uredelighed&oq=n%C3%A6vnet+for+&gs_l=psy-ab.1.0.0l5j0i22i30l5.361.1443..3096…0.0..0.88.812.11……0….1..gws-wiz…..0..0i131j0i10j0i30.YEHAZVGhOg0

– Folketingets side om NVU-loven: https://www.google.com/search?source=hp&ei=faNyXKDDFMSGrwTL7qjoDw&q=n%C3%A6vnet+for+videnskabelig+uredelighed&oq=n%C3%A6vnet+for+&gs_l=psy-ab.1.0.0l5j0i22i30l5.361.1443..3096…0.0..0.88.812.11……0….1..gws-wiz…..0..0i131j0i10j0i30.YEHAZVGhOg0

– Den aktuelle lovtekst: https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=188780

– Baggrundsrapporten fra 2015, der lå til grund for lovændringen. https://ufm.dk/publikationer/2015/rapport-om-det-danske-uredelighedssystem-anbefalinger-til-handtering-af-videnskabelig-uredelighed-i-danmark

 

10. Links i forbindelse med Nævnets endelige afgørelse af sagen om “videnskabelig uredelighed”

“Uredelighedsnævn halter efter tidsfrister”, Artikel i Forskerforum om sagsbehandlingen, d.2. maj. http://www.forskerforum.dk/downloads/ff-324.pdf

“Skal klager have mundkurv på”, artikel i Forskerforum, d. 2. maj: http://www.forskerforum.dk/downloads/ff-324.pdf

Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen reagerer på dommen og svarer på dele af den almene kritikkens indhold: ”Forskere: Godt at målstyring rulles baglæns”, Folkeskolen.dk, d. 11. april. https://www.folkeskolen.dk/657750/forskere-godt-at-maalstyringen-rulles-baglaens. Min kommentar til artiklen på facebook: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157101843024481&id=837549480

Rasmussen og Rasch-Christensen svarer specifikt på en række af Skovmands anmeldelser: ”Rasch og Rasmussen: Der er intet at komme efter i Skovmands kritikpunkter”, folkeskolen.dk, d. 12. april. https://www.folkeskolen.dk/657263/rasch-og-rasmussen-der-er-intet-at-komme-efter-i-skovmands-kritikpunkter

“Forskere frifundet for fusk”, i Frie Skoler, nr. 4, d. 8. april,  s.36.

UC VIA reagerer på afgørelsen i et indlæg af rektor Harald Mikkelsen og prorektor Louise Gade, d. 5. april. https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/via-university-college-sag-om-anklager-for-videnskabelig-uredelig-har-rystet-os?ref=newsletter&refid=30958&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=uddannelse. Min egen kommentar til indlægget fra samme dag kan man læse her: http://www.thomasaastruproemer.dk/uc-vias-rystede-demokrati.html

Artikel i Weekendavisen ”Konspirationer og syndebukke”, d. 22. marts.

Artikel i Folkeskolen.dk om nævnets afgørelse, d. 20. marts: https://www.folkeskolen.dk/…/derfor-blev-forskerne-frikendt…

Skovmands kommentar til forløbet, folkeskolen.dk, d. 19. marts. https://www.folkeskolen.dk/655905/frifindelse-og-tvivlsom-forskningspraksis

Folkeskolen.dk dækker Nævnets afgørelse, d. 15. marts:. https://www.folkeskolen.dk/655661/alle-forskerne-er-frikendt-for-videnskabelig-uredelighed (min facebook-kommentar)

Folkeskolen.dk interviewer Keld Skovmand om Nævnets afgørelse, d. 15. marts. https://www.folkeskolen.dk/655679/skovmand-jeg-fortryder-ikke-anmeldelsen-om-videnskabelig-uredelighed (min facebook-kommentar)

Altinget dækker Nævnets afgørelse d. 18. marts. https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/forskere-bag-folkeskolereformen-er-frikendt-for-videnskabelig-uredelighed?ref=newsletter&refid=30713&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=uddannelse

Politiken Skoleliv dækker Nævnets afgørelse d. 18. marts. https://skoleliv.dk/nyheder/art7091218/Skoleforskere-frikendt-for-uredelighed?utm_campaign=skoleliv&utm_content=18-03-2019&utm_medium=newsletter&utm_source=skoleliv

Berlingske.dk dækker Nævnets afgørelse, d. 18. marts. https://www.berlingske.dk/samfund/ti-forskere-frikendt-for-videnskabelig-uredelighed?referrer=RSS

Videnskab.dk omtaler Nævnets afgørelse, d. 18. marts. https://videnskab.dk/kultur-samfund/skoleforskere-frikendt-for-videnskabelig-uredelighed-det-er-en-enorm-lettelse

Keld Skovmands analyse af Nævnets afgørelse, d. 19. marts. https://www.folkeskolen.dk/655905/frifindelse-og-tvivlsom-forskningspraksis

 

11. Links i forbindelse med Aarhus Universitets praksisudvalgs afgørelse af spørgsmålet om “tvivlsom forskningspraksis”.

“Renset for alle anklager”, artikel på www.via.dk, d. 10. maj. https://www.via.dk/om-via/presse/artikler/renset-for-alle-anklager

“Praksisudvalget har talt: Ingen tvivlsom forskningspraksis i Skovmand-sagen”, folkeskolen.dk, d. 8. maj. https://www.folkeskolen.dk/659290/praksisudvalget-har-talt-ingen-tvivlsom-forskningspraksis-i-skovmand-sagen

 

12. Historisk materiale

D. Diskussion på Politiken Skoleliv, januar/februar 2018 (i forlængelse af ph.d.-afhandling):

– Keld Skovmand: ”Nej, der er ikke forskningsmæssigt belæg for den danske version af læringsmål”, Politiken Skoleliv, d. 8. februar. https://skoleliv.dk/debat/art6329691/Nej-der-er-ikke-forskningsm%C3%A6ssigt-bel%C3%A6g-for-den-danske-version-af-l%C3%A6ringsm%C3%A5l

– Artikel i Politiken Skoleliv: ”Forskere svarer igen på kritik: Det er veldokumenteret af mål kan fremme læring”, d. 31. januar 2018. https://skoleliv.dk/nyheder/art6316960/Det-er-veldokumenteret-at-m%C3%A5l-kan-fremme-l%C3%A6ring

 

C. Om Skovmands ph.d.-afhandling

Artikel på Folkeskolen.dk om ph.d-forsvaret: ”Læringsmålstyret undervisning: Bøllebank på DPU”. https://www.folkeskolen.dk/624896/laeringsmaalstyret-undervisning-boellebank-paa-dpu, d. 18. januar.

Artikel i Jyllandsposten: ”Banebrydende dansk skolereform bliver kritiseret i ny forskning”, d. 26. januar 2018. https://jyllands-posten.dk/premium/indblik/Indland/ECE10248742/banebrydende-dansk-skolereform-bliver-kritiseret-i-ny-forskning/

 

B. Notat-sagen

Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen: ”Notat” og Keld Skovmands ”Responsum”, juni 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-rasch-christensens-hemmelige-notat-keld-skovmands-responsum.html

 

A. Diskussion om peer-review i foråret 2016 (i forlængelse af Skovmands første bog):

– Stinus Storm Mikkelsen: ”Uden mål og med. En kildekritisk anmeldelse af et peer review”, folkeskolen.dk, d. 27. april https://www.folkeskolen.dk/586620/uden-maal-og-med-en-kildekritisk-anmeldelse-af-et-peer-review

– Jeppe Bundsgaard og Morten Misfeldt: ””Uden mål og med – et peer review”, folkeskolen.dk, 18. april 2016 https://www.folkeskolen.dk/585830/uden-maal-og-med–et-peer-review

Note 4 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Opgør med demokratiet

I de første kapitler af sin bog har Skovmand arbejdet med følgende tre teser, som jeg har drøftet i note 1, 2 og 3:

  1. Den meget tynde faglige årsag til indførelsen læringsmålstyret undervisning er samspillet mellem to EVA-rapporter fra 2011 og 2012, der postulerer et såkaldt ”paradigmeskifte” i skoleloven fra 1993. Under dække af dette postulerede ”paradigmeskifte” omdannes en afgrænset interesse for ”undervisningsdifferentiering” til en individualiseret, nidkær og almengjort læringsmålstyring, som arbejder helt uafhængig af skolens formål og tradition. Alt ender som ”fra….til….”,  f.eks. ”fra undervisning til læring”, og det nye ”til” skal målstyres.
  2. Læringsvokabularet intensiveres med vedtagelsen af skolereformen i 2013. Det sker i to centrale tekster fra 2014, hvoraf den ene er en decideret ministeriel vejledning. Begge tekster er produceret af DPU, VIA, UC-Sjælland og UCC sammen med Undervisningsministeriet. Disse to tekster arbejder sammen med Fælles Mål som en motor på at udbrede ”paradigmeskiftets” læringsideologi til alle landets kommuner og skoler.
  3. Denne referencemæssige og faglige tomhed fortærer og misrepræsenterer en række internationale referencer til læringsideologiens eget formål. Det gælder f.eks. tekster af Hattie og Helmke, men også måden, hvorpå EU’s uddannelseskategorier og Bologna-traktaten oversættes til danske forhold.

Samlet set er denne radikale tomhed gennemført af et begrænset antal personer, nemlig især Lars Qvortrup, Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Niels Egelund, samt nogle få konsulenthuse, EVA og Rambøll. I de begrebsmæssige omgivelser finder vi systemteori, teorien om konkurrencestaten og evidens-tænkningen (afhandlingen, s. 152)

 

A. To noter til kapitel 5: Lærificering og DLH

I Kapitel 5 er der mange interessante markeringer. Jeg vil kort nævne to, nemlig forholdet mellem global og national lærificering samt Skovmands inddragelse af Danmarks Lærerhøjskoles didaktiske tradition.

1.

Skovmand drøfter forholdet mellem den internationale og den danske lærificering. Diskussionen af den internationale lærificering rammesættes af en drøftelse af Gert Biestas arbejde. Skovmand accepterer Biestas analyse, men mener, at lærificeringen har været ”særligt radikal i Danmark”. Det skyldes, at ”læring” har været så stærkt koblet til ”mål” og ”styring” på samme tid, og at denne lærings-mål-styring hviler i ”paradigmeskiftets” opgør med alt. Dermed frakobles både kundskaber og formål, hvilket ikke i så høj grad gør sig gældende i den internationale diskussion. Desuden forsvinder læreren som selvstændig aktør og myndighed. I stedet rekonstrueres læreren som “undervisningsekspert”, “metodeekspert” eller “læringsfascilitator”. Herfra kan den danske læring teknificeres, hvilket sker i diverse statslige og kommunale styringsinitiativer.

Med treenigheden lærings-mål-styring, så kollapser de internationale tendenser ned i en helt særlig dansk materialisering. Danmark er altså ikke blot et eksempel blandt andre på ”lærificering”, men det eksemplariske eksempel som sådan på en decideret lærificering af lærificeringen. På sin vej igennem dette glimrende ræsonnement, hvor der fokuseres på forskelle mellem dansk og international lærificering, risikerer Skovmand dog at glorificerer det internationale niveau. Det vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

2.

Fra s.194 er der en form for hyldest til den gamle DLH-didaktiker Carl Aage Larsen. Skovmand forklarer, hvordan Larsens didaktiske interesse var funderet i skolens og fagenes formål, altså skolelovens aktuelle §1 og §5, men at dette fundament er væk i de nye reformer, hvor lærings- og kompetencemål er blevet enerådende. Denne rehabilitering af DLH-gods, som vi også fandt i Skovmands oprindelige afhandling, må være meget provokerende for DPU’s ledelse, som gør alt for at lærificere den pædagogiske forskning. Larsens favoritter var Christen Kold, Wolfgang Klafki og John Dewey. Lyder det ikke bedre end EVA?

 

B. Noter til kapitel 6: Konkurrencestaten, demokratiet og Claus Holm

Skovmands næste kapitel, kapitel 6, er virkelig interessant. Her drøfter han ”konkurrencestatens pædagogik”, herunder hvordan Claus Holm, som jo er leder af DPU og helt åndeligt sammenslynget med Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, forbinder sig med den diskussion. Lad os se på det.

Først går Skovmand i rette med Ove Kaj Pedersens stærke tendens til at epokalisere sin teori om konkurrencestaten. Først kom den ene statstype, nationalstaten, og så den anden, velfærdsstaten, og til sidst kom konkurrencestaten som en slags krone på værket. På den måde ender ”konkurrencestaten” som et ufravigeligt vilkår og en empirisk realitet i samme “til…fra..”-struktur som “paradigmeskiftet”. Denne opfattelse prægede centrum-venstre stærkt i årene omkring skolereformen. Men den prægede også DPU’s leder Claus Holm, som opfatter konkurrencestaten som en ”grundpræmis for Danmark i en globaliseret verden” (s.203). Hvilken vild strukturalisme! Så kan vi lære det.

Dernæst drøftes Ove Kaj Petersens forståelse af Løgstrup. Petersen putter Løgstrup i velfærdsstats- og demokratikassen sammen med nogle mærkelige tolkninger af hans centrale begreber, og dermed er Løgstrup jo ganz gegangen ligesom alle mulige andre også er, fordi de ikke lever i Ove Kaj Petersens mærkelige stat.

Petersen refererer til Hans Hauges disputats, men der kan Skovmand ikke finde noget om sagen. Men ok, er det ikke til pyt-kassen i den her sammenhæng? Nej, det er det ikke, for DPU-leder Claus Holm tager stafetten op. Holm er ”på linje med ”Pedersen”, som det hedder, og ønsker at gøre Løgstrup og velfærdsstaten til ”fortid”. Ifølge Holm findes der ikke mere ”fri tid”, og derfor bør vi underordne alting arbejdslivet og den globale konkurrence.

Og Holm fortsætter. Han vil af med ”demokrati som livsform”. Han vil have ”læring som livsform” i stedet. Det er ren konkurrencestatsteoretisk paradigmeskifte-ånd. Holm vil have ”kompetencer i kundskabsløshedens tidsalder”, som Skovmand veloplagt kalder det (s. 208). Derpå undersøger Skovmand, hvordan disse formuleringer spiller sammen med nogle formuleringer hos Jens Rasmussen, som ønsker at gå fra ”indholdsorientering til resultatorientering”, hvilket jo er endnu en version af det føromtalte ”paradigmeskifte”, der skal bruges til at udrydde alting af interesse (jvf. tese 1 ovenfor)

Det samlede resultat er, skriver Skovmand, ”et opgør med dannelsestanken og forestillingen om mennesket som myndigt”. Det er lige godt grooue, som vi siger i Jylland, at ledelsen af dansk pædagogisk forskning står for den slags, og at det endda understøttes af Aarhus Universitet.

 

Tidligere indlæg om sagen:

Note 3 til Keld Skovmands bog “Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Selvreferencens system

Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Padadigmeskiftet

Note 1 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”

Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer Weekendavisen/Keld Skovmand på DPU’s officielle hjemmeside

Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige “Notat”

 

 

 

Note 3 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Selvreferencens system

I de første kapitler af sin bog har Skovmand arbejdet med følgende to teser, som jeg har drøftet i note 1 og note 2:

  1. Årsagen til indførelsen læringsmålstyret undervisning er samspillet mellem især to EVA-rapporter fra 2011 og 2012, der postulerer et såkaldt ”paradigmeskift” i skoleloven fra 1993. Under dække af denne påstand omdannes en afgrænset interesse for ”undervisningsdifferentiering” til en individualiseret og nidkær læringsmålstyring, som arbejder helt uafhængig af skolens formål og tradition.
  2. Læringsvokabularet intensiveres med vedtagelsen af skolereformen i 2013. Det sker i to centrale tekster fra 2014, hvoraf den ene er en decideret ministeriel vejledning. Begge tekster er produceret af DPU, VIA, UC-Sjælland og UCC sammen med Undervisningsministeriet. Disse to tekster arbejder sammen med Fælles Mål som en motor på at udbrede læringsideologien til alle landets kommuner og skoler.

 

Lad os se på kapitel 4:

A. Ånden fra 2014

Skovmand har fundet et karakteristisk citat fra 2014-vejledningen, der illustrerer den nye læringsånden:

”Når læringsmålene er klare og tydelige for eleverne, inviterer det eleverne ind i medbestemmelse om, hvordan målene bedst kan nås og i vurderingen af, om målene er nået. Dermed bliver eleverne aktivt engageret i deres egen læreproces. Det understøtter også udviklingen af elevernes læringskompetence, idet eleverne får skærpet opmærksomhed på deres egne læringsmål og på deres eget læringsudbytte. Samtidig bliver eleverne bevidst om de læringsaktiviteter og læringsstrategier, der fremmer deres læring, og de læringsvanskeligheder de selv oplever i mødet med specifikke læringsudfordringer.” (s.150)

Ordet ”læring” indgår i hele 10 forbindelser i citatet. I hele den 47 sider lange vejledning, står der ”læring” 418 gange, kun overgået af ”mål”, som optræder 459 gange. Det er meget svært at finde ord fra formålsparagraffen. Det er fuldstændig tomgang. Det er ikke så godt for Aarhus Universitet, at man lægger navn til den slags, og selvfølgelig heller ikke for UC’erne.

 

B. Selvproduktionen

Skovmand undersøger herefter de få og smalle referencer, der ligger til grund for systemet. Her finder han en interessant struktur: Man hævder at citere andre, men citerer i virkeligheden sig selv.

 

1. Morisano/Locke

Først ser han på, hvad man af den grafiske opsætning i vejledningen må tro, er et citat af Morisano/Locke. Men i Morisano/Lockes artikel, som kun er på tre sider, kan man ikke finde ”citatet”, eller det der ligner. Artiklen genbruges overalt af læringsideologerne, og de bruger den og omdanner den, så den passer i deres kram. Skovmand skriver:

”Der er to væsentlige karakteristika ved brugen af Morisano & Locke 2013, ud over at den er ukorrekt (og der derfor er tale om misbrug). Dels bruges den både i en ministeriel vejledningstekst, i forskningslitteratur, der støtter op om reformen, og i den følgeforskning, der knytter an til reformen. Dels bruges den kun i tekster, der har Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen som forfattere, medforfattere eller mulig kilde.” (s. 157)

Desuden, kan jeg tilføje, har læringssystemet ingen referencer til decidereret læringsteoretiske diskussioner, med mindre man inddrager Jens Rasmussens arbejde fra omkring 2000, hvor konstruktivisme og systemteori ledsaget af et totalt opgør med dannelsestraditionen kommer til at udgøre den åndelige grund. Vi har altså et læringssystem uden læringsteori. I det lys falder den lille Morisano/Locke-artikel jo til jorden med et pladask, før man overhovedet går i gang.

Alt det er jo slemt nok, men nu kommer højdepunktet: For Skovmand har fundet ud af, at det omtalte Morisano-citat fra 2014-vejleningen også optræder i Rasmussens og Rasch-Christensens evalueringsrapport fra 2017. Men her er selvsamme ”citat” blevet til en normativ ”antagelse” for evalueringen. Nu blot ikke mere som citat, men med almen reference til John Hattie! Skovmand undersøger de sider i Hatties bog, som der refereres til, men finder heller ikke i dette tilfælde nogen sammenhæng med henvisningen. Sagen er, mener Skovmand, at citatet burde tilskrives de danske læringstekster selv. Der er intet citat og ingen sammenhæng. Det er selvproduktion, der producerer tekster om sig selv, der tilskrives andre.

Og der er vel at mærke ikke tale om fortolkningsarbejde eller analytisk arbejde, hvor mange forskellige former for omskrivninger og selektioner er helt normalt i forbindelse med tekstarbejde. Der er tale om en form for flad og teknisk referencesystematik, som endda er fuld af fejl, og som spadserer direkte ind og ud af policy- og konsulentkredse.

 

2. Andreas Helmke

Skovmand finder samme struktur i forbindelse med et Andreas Helmke-citat, som anvendes af Rasch-Christensen og Rasmussen i flere forskellige sammenhænge. Heller ikke dette citat har noget at gøre med Helmkes originale tekst, men er nærmest et citat fra 2014-vejledningen, hvor der ingen reference er. Igen: Tekstens reale reference er en form for intet, nemlig teksten selv.

Realiteten er, at det hele bare er noget, som står i vejledningsteksten selv og ingen andre steder, men som tillægges den ene og den anden efter forgodtbefindende. Og under tomheden arbejder EVA’s banale tekster. Jeg ved ikke, hvorfor samfundet investerer penge i videnskab, når den blot skal underkaste sig konsulentbranchen.

 

3. John Hattie

Herefter gennemgår Skovmand oversættelsen af John Hatties bog ”Synlig læring for lærere” fra 2013. Skovmand viser i en figur 4.8, hvordan betydningen af Hatties ord hele tiden forskydes, så de passer ind i den danske læringsideologis selvproducerende fabrik. Og en undersøgelse af bogens stikordsregister bekræfter kritikken. Skovmand konkluderer:

”Dermed kommer den danske udgave af Hattie til at ligne de officielle danske læringsmålstekster” (s.164)

Disse forskydninger finder han ikke i de norske og tyske oversættelser, som begge oversætter korrekt.

Man forstår godt, hvorfor Skovmand kalder sit kapitel for ”En værre redelighed”.

 

Tidligere indlæg om Skovmands bog:

Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Padadigmeskiftet

Note 1 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”

Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer Weekendavisen/Keld Skovmand på DPU’s officielle hjemmeside

 

Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Paradigmeskiftet

Kapitel 2 i Skovmands bog er en deprimerende nydelse. Her er en sammenfatning af nogle af hans teser, blandet op med mine egne overvejelser:

I mit eget arbejde forsøger jeg at vise, hvordan skolereformens centrale aktører på kryds og tværs hviler på et teoretisk opgør med den virkningshistoriske indflydelse fra oplysningstiden, grundtvigianisme, reformpædagogik, filosofi og normativitet. Kort sagt: et opgør med pædagogik som sådan. Skovmand genfinder dette kulturtab som en total tomhed i de tekster, som omgiver skolereform og læreruddannelse. Men faktisk er personkreds og proces stærkt overlappende. Jeg har kaldt det samlede system for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO).

For hvad sker der, når hele denne kulturpåvirkning er dømt ude eller reduceret til ukendelighed? Hvem og hvad kommer til syne? Det gør en ny og mærkelig tomhed. Internationalt hedder det “learning”, og i den danske materialisering af denne proces, er det den “læringsmålstyrede undervisning”, der bliver den ny hegemoniske diskurs.

Og her gør Skovmand en række særdeles interessante iagttagelser, som både forskere og praktikere bør notere sig:

 

1.

Ifølge Skovmand interagerer en række organisationer, personer og tekster og får dermed konstrueret en ide om et såkaldt ”paradigmeskifte”. Dette paradigmeskifte skulle bestå i, at 1993-loven var startskuddet for læringsmålstyringen, så man nu er gået fra indhold til læring og fra det ene til det andet og så videre. Skolereformen er altså en del af en juridisk og læringsbaseret substans, der startede i 1993. På den måde får reformen en slags historisk “fundament”. Denne konstruktion foretages primært i to EVA-rapporter fra henholdsvis 2011 og 2012. Konstruktionen starter med analyser af begrebet ”undervisningsdifferentiering”, men hurtigt forsvinder dette begreb fra opmærksomheden, og i stedet træder en fuldstændig almengjort ”læringsmålsstyring” frem i en ny, tekstlig og ideologisk materialitet.

I den såkaldte “ekspertgruppe” for den første rapport er Jens Rasmussen den eneste forsker. Lars Qvortrups daværende kone, Birthe Qvortrup, er også med i tre-personersgruppen. Litteraturlisten består primært af Rasmussen, Hattie, EVA og Egelund/Qvortrup.

I ekspertgruppen for den anden rapport sidder lektor Tomas Højgaard fra DPU, som er stortilhænger af læringsmål, men som slet ikke har Jens Rasmussens status i den pædagogiske debat. Højgaard har ligefrem lavet otte videoer om læringsmål. Ifølge Skovmand har Jeppe Bundsgaard også været inde over. Bundsgaards miljø er da også med på litteraturlisten med to hits, sammen med Højgaard naturligvis. Der er derudover ingen referencer til læringsteori eller pædagogik eller til nogle af de decideret tabuiserede ord. Jeg søgte f.eks. på ”dannelse”, men det havde jeg ikke noget held med.

Disse to EVA-rapporter konstruerer altså ifølge Skovmand en helt særlig fortolkning af 1993-loven, som munder ud i en radikaliseret læringsmålsideologi, der bygges op som et ”paradigmeskifte”. Desværre overser denne EVA-fortolkning af skolehistorien fuldstændig 1993-lovens centrale formuleringer, f.eks. skolens og fagenes formål. Paradigmeskiftet og “læringsmål” er derfor ifølge Skovmand en ideologisk konstruktion, som er lavet af EVA og EVA’s omgivelser. EVA har lavet en faglig og politisk almengørelse ud fra et par totalt misforståede bekendtgørelses-sætninger, som endda optræder i en helt anden sammenhæng. EVA påstår, at de pædagogiske dele af loven er “metaforisk”. Jeg måtte tjekke denne formulering, men den optræder flere steder i EVA’s rapport. Det er vildt kritisabelt. Skovmand uddyber sin EVA-analyse i kapitel 5 (s. 129 ff.)

Efterfølgende sniger denne mærkelige tomme EVA-materialitet ind i ministeriets tekster, f.eks. i hæftet ”læringsmålsstyret undervisning i folkeskolen”, som blev udgivet af et UC/DPU-netværk, der svarer til et såkaldt 2020-læringsløft-konsortium, som Andreas Rasch-Christensen var leder af, og som blev etableret i 2010 med Lars Qvortrup som en central stifter. Og Qvortrup/Egelund anvender også paradigme-logikken i et forord til Hattie/Yates-bog, hvor den dannelsestømte læring virkelig får medvind.

Så den tomme konstruktion ”paradigmeskifte” bruges til at tømme pædagogik for indhold og formål, og herfra spredes konstruktionen til resten af samfundet. På den måde undersøger Skovmand systemet ”konstruktion+spredningsmønster”.

Og få år efter kan EVA så evaluere sin egen tomme konstruktion i folkeskolereformens såkaldte “følgeforskningsprogram”. Rasmussen og Rasch-Christensen lavede dermed i 2017 en evalueringsrapport over sig selv, hvilket dog blev påpeget af ministeren. Det er en skrækkelig tomhedens cirkel. Og det er efter min mening utrolig, at seriøse forskningsinstitutioner vil lægge navn til miseren.

Det er et ren og skær videnskabeligt fund, som Skovmand her leverer. En helt særlig oligarkisk lukning af det pædagogiske rum.

Det grafiske omdrejningspunkt for Skovmands pointe er et skema på s.99, hvor man kan følge konstruktionsprocessen i de to EVA-rapporter.

At tænke sig: Læringsmålstyret undervisning er skabt af EVA’s banale fortolkning af skoleloven fra 1993.

(I Skovmands afhandling drøftes “paradigmeskiftet” nærmere på s.77ff og s. 152ff))

 

2.

Læringsmålstyringen kommer altså fra EVA og fra denne organisations netværk. Skolereformen er altså en evalueringsreform, hvilket også bekræftes af hyppige henvisninger til en OECD-rapport fra 2004, som krævede mere evaluering. Men det, som skulle evalueres – altså pædagogik – findes desværre ikke mere. Evalueringen er blevet objekt for sig selv.

Evalueringsperspektivet understreges af, at det såkaldte ”Skoleråd”’s korrekte betegnelse var ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling af Folkeskolen”. Skolerådet, der eksisterede fra 2007-2013, var altså også et “evaluerings”-organ. Økonomen Jørgen Søndergaard var formand. Pædagogikken i formandsskabet var repræsenteret ved Niels Egelund, som jo skrev to Hattie-forord med Qvortrup, samt nogle meget reform-affirmative skoleledere. Senere kom dette evaluerings-råd til at hedde ”Rådet for børns læring”, hvor Andreas Rasch-Christensen har været en gennemgående figur. Skovmand ærgrer sig et sted over, at han ikke har gjort mere ud af denne ”skoleråds-forbindelse”, fordi Skoleråd og EVA-rapporterne arbejder sammen på kryds og tværs. Den centrale evalueringsrapport er decideret bestilt af Skolerådet. Og især Skolerådets beretninger fra 2011-13 kan ende som vigtige tekster i Skovmands argumentation. Her flyder det med Hattie og læringsmål og kulturtømning, så man bliver helt blå i kasketten. Jeg glæder mig til at se Skovmands kortlægning af forbindelsen, når han engang får tid til at lave den.

Der sker noget meget problematisk i dansk skolepolitik i de år, altså fra midt 00erne og frem til skolereformen. “Skole” bliver til evaluering uden anden genstand end evalueringen selv. Selv børn bliver til selvevalueringssystemer. Og det er i den sammenhæng, at John Hattie kan bruges. For Hattie kommer selv ud af en evalueringstradition. Hattie gør altså det samme som EVA, dvs. at han omdanner pædagogik til evaluering, men problemet forstærkes i den danske kontekst, som er overdetermineret af et endnu mere radikalt opgør med dannelse og pædagogik, end man ser det hos Hattie. Og Hatties ideer har dog rod i noget teori, hvilket EVA stort set ikke har. EVA-ideologiens tomhed suger tomhed ud af de problematiske teorier. Vi ender med en helt særlig og udsøgt tom tomhed. En form for verdensklasse-tomhed!

 

3.

”Paradigmeskiftet”’s læringsmålstyring spredes herfra ud i samfundet. Konstruktionen finpudses f.eks. af Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen i stort anlagte interviews på ministeriets hjemmeside, den spadserer direkte ind i en række vejledningstekster fra Undervisningsministeriet, hvoraf de vigtigste er udarbejdet af et førnævnte DPU/UC-kreds, og den vandrer også ind i skolereformens forligstekst, ind i Antorinis svar til oppositionen og ind i hendes embedsmænds offentlige markeringer, hvor der direkte henvises til Rasch-Cristensen og Rasmussen. Og paradigme-konstruktionen understøtter et generaliseret og substansløst ’forskningen viser og peger på-vokabular’, som dukker op med falsk argumentatorisk kraft i det ene indlæg efter det andet, selvom der ikke er andet grundlag end EVAs smalle konstruktioner.

Denne tomme lærings-ideologi bæres frem af EVA og i mindre omfang Rambøll sammen med Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen. Især Rasmussen burde have sagt stop, men han kan ikke, fordi han har smidt pædagogik og dannelse på porten forinden. Derfor løber han ind i EVA-sproget og også sammen med det. Ja, han ender med at kraftforstærke og ophede sproget, hvilket sker sammen med resten af DPU’s centrale organer, hvor Qvortrup sad fra 2008-10 og igen fra 2015 til nu, og hvor også institutlederen, Claus Holm, får en tiltagende central rolle, hvilket faktisk også omtales af Skovmand. Vi får et ”forgrenet spredningssystem”, som det hedder.

 

4.

Skovmand viser herefter, hvordan denne paradigmeskifte-proces gentages og vekselvirker med med reformen af læreruddannelsen fra 2012. Også her sidder Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen i centrale roller, og også her henvises til ”paradigmeskift”, hvilket også her betyder, at læringsmålsideologien kommer til at stå centralt. Skovmand har også noteret sig det delvise oprør fra de lærerstuderende og fra DLF, som fjernede et par tidsler i tidselmarken. Men stadigvæk indgår læringsmålsstyringen som en central og bekendtgørelsesbestemt statsideologi i læreruddannelsen. Men altså ifølge Skovmand uden andet fundament end et par banale EVA-rapporters destruktion af skoletraditionen. En effektiv måde at tømme et lands indre liv for kundskab og pluralitet.

Læringsmålstyringens stærke placering i læreruddannelsen er faktisk blevet endnu mere barok, efter at læringsmålstyringen er blevet reduceret til at være vejledende i Folkeskolen. Nu har vi en form for splittelse i systemet. Jacob Mark og Merete Riisager her drøftet dette forhold på et samråd. De lader til at være helt enige om problemet, men diskussionen har ikke bredt sig, ikke engang til UC’erne, hvis eksistens og ledelse er dybt integreret i EVA-sproget. UC’erne blev jo etableret i 2008, og de har kunnet bruge EVA-sproget til at bygge en identitet med, som desværre er tom.

“Paradigmeskiftet” vandrer herefter videre til en central forskningsartikel om læreruddannelsen, som er skrevet af Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, og som jeg husker så bitterligt, og videre ned i de lærerstuderendes bachelorrapporter, hvilket Skovmand faktisk giver et eksempel på.

 

5.

Endelig et par drys:

a.

Skovmand har en tabel på s. 93 med en række citater fra de ledende aktører. Her kan man læse nogle af de ord, som læring bliver bygget op omkring (jeg har kursiveret lidt):

Læringsmål er:

– Hvad eleverne specifikt skal kunne

– Kunnen i stedet for indhold

– hvad eleverne til slut skal kunne.

Dette er ånden overalt i lærings-skolen, dag ud og dag ind: specifikke og individualiserede slutmål uden indhold, som skal dirigere hele det pædagogiske system i store datasystemer, med storkommunerne og KL som central dirigent. Alt er evaluering. Resten er ”negative holdninger”.

b.

Skovmand fortæller, at tyskeren Andreas Helmkes brug af ordet ”Bildungsstandard” er oversat til det lokale policy-udtryk ”Fælles Mål”. Det sker i en oversættelse af Helmkes bog, som Jens Rasmussen har ”bearbejdet”, som det hedder. Jeg er totalt målløs. Men måske har Rasmussen lavet en note. Det håber jeg.

På s.163 i Skovmands bog – hvilket er helt fremme i kapitel 4 – er der i øvrigt et herligt skema, hvor Skovmand dokumenterer, hvordan også John Hattie oversættes til EVA-sprog.

Der er nok at svare på for EVA, Rambøll, Rasmussen og Rasch-Christensen. Det må man sige.

Links:

Link til note 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/note-1-til-keld-skovmands-bog-folkeskolen-efter-laeringsmaalstyringen.html

De omtalte EVA-rapporter kan man finde i afsnit 14 i dette link: Oversigt over evalueringer af folkeskole- og læreruddannelsesreform