Hvad tænker Bodil Skjødt på?

1. Trangen til at tale

Dav med jer. Mit navn er Bodil Skjødt. Jeg er en midaldrende lærerinde ved en skole på Fyn. Jeg er ked af den måde, vores skoler drives på. Jeg er naturligvis især vred over skolereformen og arbejdstidsloven. Man må jo tænke på, at begge love  er skabt af et opgør med den pædagogiske tradition i Danmark – ja, det er et opgør med skolebegrebet som sådan. Så helt ærligt, det er svært at være begejstret.

Men gør det så meget? Bør jeg ikke slappe lidt af? Har politikerne ikke altid rodet rundt i det, hvorefter skolerne gjorde som de ville? Som Marianne Jelved siger: Man skal ikke implementere skolereformen alt for helhjertet. Den er lavet af ”uvidende politikere”, som hun kalder det, mens hun trykker på alle mulige ja-knapper for at beholde sin kulturministerhat eller hvad ved jeg.

Men ærligt talt, det er lettere sagt end gjort at lade tingene fare, fordi den aktuelle reform jo er en ‘lærings’-reform, hvilket betyder, at pædagogikken er statsfastsat ned i detaljen, så den kan styres og regeres med af store KL-datamater og så videre på den galej.

Og ved I hvad? Nu er dårligdommene også sivet ned til kommunen, til rådmanden, til skoledirektøren og sågar til min egen skoleledelse, så nu skal vi ”læringsmaksimere”, som det kaldes – og de stakkels elever er nu slet ikke mere ”elever”, men en blanding af opportunister og økonomiske soldater. Det står selv i teoribøgerne – det er skam ikke noget, jeg finder på. Og hvis eleverne ikke mere er elever, så er jeg jo heller ikke en lærer? Og hvis det passer, så kollapser kulturoverleveringen jo fuldstændigt? Det er noget skidt. Og jeg har jo selv både børn og børnebørn Jeg bør skrive et læserbrev eller sådan noget.

2. Talens bremse

Men tør jeg ytre mig? Jeg ved snart ikke… Der var en anden lærer… fra Agedrup Skole – vist nok en af landets dygtigste og mest erfarne – som fik en advarsel af en helt masse blanke og nyansatte mellemledere for at sige sin mening – endda på et internt lærermøde. Og samtidig rejste kommunens rådmand rundt og talte til lærerne om deres grundlovssikrede ret til ytringsfrihed – altså på samme tid. Gys!!! Det var en skidt sag.

Men hvad siger mon min fagforening så? Ja, angående episoden i Agedrup var de næsten tavse. I hvert fald til at begynde med. Men hvad siger fagforeningen så vedrørende min egen trang til at tale? Den må da støtte, at jeg siger noget om Odenses skoler, når de nu er helt i udu, selvom min nyansatte og blanke skoledirektør i sin sommerhilsen havde den frækhed at kalde dem for ”internationale rollemodeller”.

Det er jo ikke for min egen skyld, jeg synes, jeg bør udtale mig. Jeg var faktisk helst fri. Men det er jo min pligt. Er det ikke? Altså at tale med min egen fornuft og i eget ansvar som en lærer i et demokrati og ikke som en papegøje, som ingen kan stole på, fordi en papegøje jo blot gentager, hvad dens ejer har sagt.

Nå, men altså: Hvad siger fagforeningen?  Ved I hvad: Den støtter mig slet ikke. Den siger, at jeg skal være loyal over for den selvsamme kommune, som ødelægger det hele, og at jeg kun bør sige noget som privatperson. Men jeg vil ikke sige noget som privatperson, jeg vil sige noget som lærer i Odense Kommune. Det er netop dette engagement, der gør mig loyal. Hallo!!!

Når jeg nu kritiserer kommunen, skulle man jo tro, at det var klart for enhver, at jeg ikke taler på kommunens vegne. Er det ikke det? Men at jeg udtaler mig som både en ansat LÆRER og på egne vegne er langt fra lig med, at jeg er ”privat”. Det nægter jeg simpelthen. Jeg er ikke uddannet til at være ”privat”. Ellers kan ingen borger mere stole på, hvad jeg siger, når jeg er på arbejde. Vi får et løgnens samfund – og det endda samtidig med at politikerne rejser rundt og taler om grundloven. Vi får en slags postmoderne løgn.

Men min fagforening har sørme flere ideer, der kan bidrage til, at jeg ikke fortæller mine medborgere om de problemer, som mine egne øjne kan se. Den siger også, at jeg helst ikke skal sige noget som individ. Nej, jeg skal kun sige noget via min tillidsmand. Jeg skal nærmest have lov af tillidsmanden, altså af fagforeningen selv. Tillidsmanden skal så åbenbart vurdere, om det, jeg siger, nu også er ”klogt”, og han skal skam nok føre kritikken videre op i systemet på alle andres vegne, så ingen kommer til skade. Vi er alle opslugt af det store VI – fagforeningen.

Jeg elskede min fagforening i foråret 2013, hvor vi stod 50.000 lærere i fri tilslutning foran landets parlament. Det var frihed – ja det var. Og jeg går skam ind for fagforeninger og tillidsmænd og det hele, når det kommer til almindelige arbejdsvilkår og sans for kollektive problemer i arbejdslivet. Jeg er på en måde ens med mine kolleger i hele landet, når det kommer til livet under den nye L409. Men hvordan i al verden kan det betyde, at min fagforening skal sy mine pædagogiske og skolepolitiske læber sammen ved at bunke min kritik sammen med alle andre under nogle organisationsstrategiske hensyn? Fagforeningen burde beskytte mig og min frihed. Men nu vil den tvinge mig ind i fagforeningens egen tvangsmæssige form.

Ok, retfærdigvis skal det siges, at fagforeningen også foreslår noget andet, nemlig at jeg udtrykker mig i fællesskab med mine kolleger. Igen: Jeg går skam ind for at udtrykke sig i fællesskab – hvis man frit er enige om noget, men ikke af frygt for noget tredje, f.eks. en kommune. I så fald tilslutter man sig jo en konsensus af frygt og uden sin fornuft. Og bagefter er man så bundet af det, som man kun er enige om pga af frygt – og så er mundene blot endnu mere lukket end før? Det ender ligesom med eksemplet med tilllidsmanden – et stort tvangsmæssigt VI. Det ender med læber, der er syet sammen af den ene og den anden tråd.

Men jeg vil udtrykke mig under fuldt ansvar og med min egen fornuft. Jeg vil tale alene: “Fru Bodil Skjødt, Lærer ved Odense Kommune”. Og jeg vil tale både i offentlige medier og på min egen skole. Jeg gør hvad jeg får besked på – godt og vel endda – men jeg vil tale frit. Det er det, som demokrati og åndsfrihed betyder. Det er det, som en dansk skole er. Det står selv i skolelovens §1. Og det står der stadigvæk.

3. Skal jeg betale?

Summasummarum: Hvis jeg ytrer mig selvstændigt og kritisk enten i offentligheden eller blot blandt kolleger på skolen, så kommer kommunen efter mig – ligesom i Agedrup – og min fagforening støtter ligefrem kommunen ved at foreslå, at jeg holder min egen mund og deponerer min fornuft hos den fagforeningsuddannede tillildsmand.

Vores egen TR er i parantes bemærket en fin fyr, og han har hjulpet mig mange gange med stort og småt, men han er mere fagforeningsmand end skolemand, så jeg stoler slet ikke på, at han kan overtage min fornuft. Ja, hvem kan overhovedet det?

Jeg tror, jeg vil holde op med at betale til den fagforening. Den undertrykker mig jo, og den undertrykker derved landets folkelige kræfter og deres fælles øjne og fornuft. Den har godt nok skrevet i sit såkaldte professionsideal, at den støtter demokrati og den slags, men det kan man jo ikke tage alvorligt. Jeg betaler til en forening, der undertrykker min egen fornuft. med det resultat at ingen i landet kan se og høre, hvad der sker. Min fornuft er usynlig. Jeg er privat. Jeg er privatiseret.

To tidligere indlæg om emnet:

Del 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-laererforening-misforstaar-ytrings-og-aandsfrihed-i-en-historisk-afgoerende-situation-for-danske-laerere.html

Del 2: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-laererforening-misforstaar-ytrings-og-aandsfrihed-i-en-historisk-afgoerende-situation-for-danske-laerere-del-2.html