Det var chefen for Odense Kommunes Børne- og ungeforvaltning, Ina Ahrensberg, der gav Erik Schmidt en advarsel, fordi han kritiserede sin uerfarne og sparsomt uddannede ledelses dispositioner på Agedrup skole på Fyn.
Nu har Ina Ahrensberg sendt en sommerhilsen til sine ”medarbejdere og ledere”. Jeg læste med lidt spænding, for det kunne jo være, at den meget virak omkring advarslen til Schmidt havde sat sig i teksten (hvilket rent faktisk er tilfældet).
1. Odenses skoler er ”superfantastiske internationale rollemodeller”
Ahrensberg starter med at sige, at hun ”nu har været ansat siden 1. maj”. Godt at få det på plads. Den tjenstlige advarsel er givet af en fuldstændig grøn leder.
Derpå siger hun noget, som alligevel er utroligt. Hun skriver: ”På mange måder er vi langt i den måde, der tænkes og arbejdes på – vi er på flere felter rollemodeller nationalt og internationalt – og det er superfantastisk”.
For det første: ”Tænkes” der i Odense Kommune? Det kan man ikke finde noget eksempel på. Tværtimod vil de af med medarbejdere, som tænker. I Odense vil man udrydde tænkning, samtidig med at man priser den. Det er sådan, man tømmer ord, som vi er fælle om, for betydning. Det er nedrigt. Hold dog op.
For det andet: Ahrensberg skriver, at kommuns skoler er rollemodeller ”nationalt og internationalt”? Det er løgn, for det er der ingen tegn på. Tværtimod er Odense blandt de dårligst drevne kommuner, når det kommer til det pædagogiske område, og det gælder både den økonomiske og den uddannelsesfaglige side af sagen.
For det tredje: Kan vi ikke blive fri for et ord som ”superfantastisk” i denne type skrivelser. Det er barnligt og nedladende.
2. “Goddag” til “vores organisation”
Derpå følger en usympatisk blanding af en masse Ny Nordisk Skole-snak og mellemleder-tamtam, som man aldrig skal stole på, og som er totalt uden ”tænkning” (jeg har rettet en slåfejl i teksten):
”Det er kun tre måneder siden, vi sagde goddag til vores nye organisation. Nu skal vi fortsætte med (at) udvikle en kultur, hvor vi bliver endnu bedre til at bringe hinandens fagligheder i spil ved at samarbejde med andre end vi plejer – og på nye måder. En del af den kultur er bl.a. at arbejde med forebyggelse i et bredt perspektiv, således at vi som eksempel både arbejder med inklusion bedst muligt i dagligdagen, men også får arbejdet med den bagvedliggende problemstilling, inklusionsudfordringen er udløst af”.
Jeg vil ikke sig så meget om det citat, blot to ting: For det første bærer blandingen af ”forebyggelse” og ”inklusion” præg af, at Ina Ahrensberg, ligesom sin også helt dugfriske rådkvinde, kommer fra en sundhedsfaglig baggrund, hvilket er værd at have in mente, når man skal vurdere hendes skandaløse adfærd i forbindelse med det skolefaglige. For det andet: Den ”vores organisation”, som Ahrensberg nu vil sige ”goddag” til, er den selvsamme organisation, som Erik Schmidt – altså den lærer som netop har fået en tjenstlig advarsel af Ahrensberg – har skrevet kritisk om i ”Lærerbladet”, som er Odense Lærerforenings blad. Schmidt sagde ”goddag” til den nye organisation med en kritisk skolefaglig analyse, hvorpå han fik en advarsel af en “superfantastisk” nyindkøbt ja-hat, der bare synes at ”vores organisation” er en ”internationale rollemodel”. Hvem har egentlig ja-hatten på?
3. En “blomstrende debat om tryghed og inddragelse”
I slutningen af Ahrensbergs sommerhilsen kommer hun vist nok ind på den aktuelle sag:
”Vi må erkende, at store forandringer tager tid og en masse dialog på overordnet plan og på hver eneste arbejdsplads om, hvordan det bedst udmøntes og giver mening i jeres arbejde”.
”I den sammenhæng er der i varierende grad blomstret en debat op om, hvorvidt man oplever sig inddraget, og om man føler sig tryg nok til at gå aktivt ind i den faglige debat. Det ligger mig meget på sinde, at vi har en kultur, hvor hver enkelt bidrager med synspunkter og ideer til det fælles bedste”
For det første: Kan man skrive så dårligt og samtidig være direktør for en kommunes skolelærere?
For det andet: Der er ikke ”blomstret en debat op”. Der er derimod rettet en direkte og skarp kritik – både lokalt og nationalt – af Ahrenbergs inkompetente dispositioner, og kritikken kommer fra en lang række politikere, borgere, tidligere ansatte og fagforeningsfolk. Desuden er der ingen, der har forsvaret Ahrensberg, og hun har ikke selv fremført nogle begrundelser. Derfor er der heller ingen “debat”. I stedet for en “blomstrende debat” har vi bare en vissen tavshed.
For det tredje: Kritikken handler ikke om, ”hvorvidt man føler sig inddraget” eller om ”tryghed”. Den handler derimod – med Arhensbergs chef, rådmand Susanne Crawleys, egne ord – om skolelæreres ytringsfrihed, det vil sige om lærernes ret til at diskutere deres fag og deres skole frit, både internt og offentligt. Desuden handler kritikken om, at et ureflekteret skolesyn sætter sig ødelæggende igennem i forhold til en dansk skoletradition.
For det fjerde: “Det fælles bedste” må vist i Ahrensbergs optik betyde “vores organisation”. Men hvis man “tænker”, så er “organisation” og “det fælles bedste” skam slet ikke det samme, hvilket advarslen til Schmidt beviser.
Det er en pinlig og nedrig hilsen på alle måder.
Referencer: