I går vandt Odense kommune retssagen mod Erik Schmidt. Jeg sidder her med hele den 33 siders lange kendelse fra byretten i Odense. Der er mange ting at hæfte sig ved i teksten. Lad mig i nærværende indlæg notere en helt afgørende pointe, nemlig det forhold, at skoleleder Mohammed Bibi er ude i et opgør med skolens lov, mens Erik Schmidt faktisk forsvarer loven. Derfor er det naturligvis dybt paradoksalt og juridisk set yderst problematisk, at Bibi nu vinder sagen, med mindre den ankes.

Her er min argumentation:

1. Mohammed Bibis første lærermøde ifølge Schmidt

På skoleleder Mohammed Bibis allerførste ”Fællesmøde” præsenterer han uden videre sin nye ”vision” uden den mindste diskussion eller tvivl.

Det foregår sådan her ifølge Schmidts orientering til retten:

”På det første fællesmøde den 25. marts 2014 præsenterede Bibi en ny vision for skolen om blandt andet gode fælles læringsrum. Han viste to film om Kinas økonomiske mirakel og teknologiske fremskridt. Han sagde, at skolen befandt sig på en brændende platform, og der måtte sket noget helt nyt. Han sagde til gengæld intet om dannelse eller undervisning, og det synes han (Schmidt, TAR) var underligt” (s.9).

Et så uhørt lavt og postulerende niveau bør enhver fornuftig lærer spørge ind til, hvilket Schmidt da også gør i følgende:

”Schmidt spurgte Bibi, om der var behov for en vision, når nu loven allerede rummer de fælles mål”

Schmidt er her totalt lovlydig, for han spørger jo, om Bibi vision er i overensstemmelse med skoleloven.

I følge domsudskriftet er der flere kritiske røster på mødet, men Bibi viser ingen tegn på interesse eller forståelse for denne saglige og alvorlige kritik.

2. Mohammed Bibis første møde ifølge Bibi

Bibis version af samme møde, som altså er hans allerførste møde med skolens lærergruppe, bekræfter dette retlige sammenbrud:

”Han (Bibi, TAR) præsenterede sig på mødet den 25. marts 2014 og viste to videoklip om det Britiske Imperium og om udenadslære. Han understregede, at lærergruppen ville komme til at møde nye udfordringer, og han forklarede, hvad god ledelse er for ham, og det skulle det eksisterende ledelsesteam, herunder Ole Klitgaard, involveres i. Han fortalte om sin vision, der gik videre end formålsparagraffen i folkeskoleloven. Visionen fyldte vist kun to linjer” (s.11) (min kursivering)

Den lidt pudsige og næsten anakronistiske henvisning til ”det britiske imperium” og til ”udenadslære” lader jeg ligge. Det lyder ganske enkelt for barokt for et moderne øre. Mon ikke det svarer sådan nogenlunde til Schmidts ”Kinas økonomiske mirakel og teknologiske fremskridt”? Nå, uanset citationsrum, så markeres hermed “visionens” horisont. Der er ingen reference til skolens lov og ånd i Bibis foretagende.

Og det, som især bør fremhæves, er, at Bibi efter eget udsagn ville ”gå videre end formålsparagraffen i folkeskoleloven”. Hvad kan dog det betyde? Kan man gå videre end lovens formål? Nej, det kan jeg da love for, at man ikke kan. Bibis erklærede intention er dermed slet og ret at omgå lovens allermest grundlæggende paragraf.

Bibi noterer så følgende reaktion hos Schmidt: ”Schmidt spurgte ham, hvem der havde givet ham kompetencen til egenhændigt at formulere skolens vision, og Schmidt påpegede, at der manglede noget om dannelse”.

Så også i Bibis version af mødet er Schmidt altså lovlydig – jvf. “hvem har kompetencen” – og faglig – jvf. “der mangler noget om dannelse”.

3. Konklusion

Bibi bør helt klart få den skarpest mulige påtale af Odense Kommune for helt bevidst og uden hjemmel eller diskussion at forsøge at omgå og ændre skolens formålsparagraf.

Schmidt bør derimod få en medalje for at holde på lovens bogstav og ånd.

Men der skete det stik modsatte i retten.

Links:

Jeg har samlet alle indlæg i sagen HER