Skoleleder Mohammed Bibi og lærer Erik Schmidt har i nærmest enslydende vendinger fortalt, hvordan Bibi har forsøgt at omgå skolens formålsparagraf til fordel for en ubehjælpsom ”vision”.
Bibis færdige vision præsenteres uden diskussion på hans allerførste lærermøde og tvinges efterfølende ned over en måbende gruppe af lærere, hvis praksis ellers er underlagt netop skolens formåls grundlæggende paragraf, dvs. kundskabernes (stk.1), fantasiens og virkelystens (stk 2) og demokratiets og åndsfrihedens liv (stk. 3).
Spørgsmålet er nu: Hvordan opsummerer dommeren – altså lovens ypperste repræsentant – Bibis brud på og Schmidts forsvar for loven? Opsummeringen er som følger:
”Det kan lægges til grund, at da Mohammed Bibi den 25. marts 2014 præsenterede sin vision for Agedrup Skole, gav Erik Schmidt og andre udtryk for, at en vision burde være et fælles projekt, hvilket havde været det gældende princip, indtil Bibi tiltrådte som ny skoleleder. Dette møde gav ikke anledning til påtale eller lignende” (s.32)
Med andre ord: Dommeren kritiserer overhovedet ikke Bibis eksplicitte opgør med skolens formålsparagraf. Han roser i stedet Bibi for at være rummelig overfor, hvad dommeren opfatter som Schmidts irrationelle modstand. At denne tolkning er korrekt, understreges i det efterfølgende afsnit, hvor dommeren omtaler Schmidt som en ”forandringsresistent medarbejder”, som ”en offentlig leder må være forberedt på”.
Når Schmidt altså spørger ind til forholdet mellem Bibis vision og skolens lov, så opfattes det af dommeren overhovedet ikke som en fornuftig diskussion, men som ren og skær psykologisk og organisatorisk betinget ”forandringsresistens”.
———–
Lad mig udtrykke pointen i en generaliseret form via to små dialoger mellem hhv. en minister og hans embedsmand og en universitetsrektor og hans videnskabsmand:
A. Dialog 1
Minister: I dag skal vi gå videre end Grundloven. Jeg har en alternativ vision, der tager udgangspunkt i en video om Hvideruslands styre.
Embedsmand: Men hvad er din kompetence til det? Bør vi ikke følge vores egen lov?
Minister: Nu skal du ikke være så forandringsresistent. Men ok, jeg lader din forandringsresistente kommentar passere i første omgang, for som offentlig leder jo må være forberedt på den slags. Men hvis du ikke i fremtiden gør, som jeg siger, får du en advarsel.
B. Dialog 2
Rektor: Fra i dag bestemmer jeg, hvad du skal forske i, og dine resultater skal godkendes af mig. Det er godt for forskningsoptimeringen. Jeg har et par videoer med om det.
Videnskabsmanden: Men vil det ikke være imod universitetslovens §2, der jo taler om forskningsfrihed?
Rektor: Nu skal du ikke være så forandringsresistent. Jeg lader din bemærkning passere i denne omgang, men næste gang får du altså en advarsel.
—————-
Mit spørgsmål er nu: Hvordan ville du reagere, hvis du var embeds- eller videnskabsmand? Hvordan mener du, de to personer i dialogen bør reagere? Jeg håber dit svar er: Som Erik Schmidt!
Så vi har altså en byretsdommer, der i sine officielle begrundelser nærmest skriver private ’læserbreve’ om noget, som han helt subjektivt kalder for ”forandringsresistente medarbejdere”, mens det objektive forhold er, at denne medarbejder arbejder for at forsvare landets lov.
Det er på en måde Schmidt, der er dommeren, og dommeren, der er Bibi.
Links:
Første del af nærværende blog, hvor man kan læse mere om det pågældende møde: http://www.thomasaastruproemer.dk/byrettens-afgoerelse-agedrup-sagen-1-mohammed-bibis-opgoer-skolens-lov.html
Alle indlæg i sagen er samlet på http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt