Alment farlige tanker 13: juni 2022

1. d. 4. juni: Postmoderne refleksion

I 1979 skrev Jean Francois Lyotard sin berømte bog, ”The postmodern condition”. Her annoncerede han “metanarrativernes” fald, både de politiske, de filosofiske og de pædagogiske af slagsen. Det var godt, for hvem fanden kan bruge et unisont og udtørret ”narrativ” til noget? Enhver god postmodernist har ubehag ved den slags omklamring af sprogets muligheder. Ja, dette sunde ubehag var faktisk postmodernismens definerende træk ifølge Lyotard.

Med dette “ubehag” i bagagen kunne man i princippet genopdage de politiske, filosofiske og pædagogiske ting, nu blot ikke som et spærrende ”narrativ”, men som noget virkeligt, dvs. som ”narrativernes” forudsætninger, tingene i sig selv og deres sælsomme og rørende liv og vekselvirkninger fra de ældste tider og frem til fremtiden. En ægte dannelse. En slags pædagogisk interrail.

Det ville i så fald have været en slags ”essentializing postmodernism”. En ontologisk baseret pluralisme og lykke, en “sommer i Europa” med lejrbål og overraskende møder.

Denne fine tilstand er 1980’ernes virkelige arv, som efterfølgende blev forstærket af murens fald. Og i kunsten lignede folk en blanding af flotte kulørte følelser, inspireret af 1820’erne og 1920’erne, og af nytraditionaliske elementer, der især var inspireret af 1950’erne (f.eks. Elvis Costellos slips).

Men i virkeligheden skete der noget helt andet, noget som Lyotard også forudsagde. Tomrummet fra metanarrativernes kollaps blev nemlig ikke først og fremmest fulgt op af nye søgeprocesser og mærkelige fund i de postmoderne essenser. Det blev i stedet fyldt op af to helt andre ting, nemlig af…..:

….. store effektivitetssystemer, som var forbundet med økonomisk vækst og datamonopoler. Det var disse “input-output-matricer”, som – fra midt i 1990’erne – udviklede sig til konkurrencestater og globaliseringsideologier, der omklamrede individ og samfund med produktivitetsoptimerende evalueringssystemer.

…… en ekstrem følsomhed over for forskelle. Det blev til identitetspolitikken. Denne del blev forstærket af en ”postmoderne” læsning af Hegel, hvor man især fokuserede på hans teori om ”anerkendelse”, men glemte hans åndsfænomenologi, som jo var reduceret til et ”metanarrativ”, og som derfor aldrig blev genopdaget af de nye følsomme ”identiteter”.,

Vi fik en dobbelt ”cancel culture” fra begge disse processer, dvs. en postmoderne ensomhed; et mærkelige tab, ikke blot af bedagede ”narrativer”, men også af postmoderne skønhed.

https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/00131857.2018.1462460

 

2. d. 4. juni: Rumlen A

Det rumler i biostatens indre….. inspireret af kinesiske og portugisiske grafer…..amerikansk forskning….. Jens Lundgren siger noget….. kapløb…..

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-06-03-nyt-studie-af-omikron-varianter-vaekker-genlyd-det-er-et-kaploeb-siger-jens

 

3. d. 6. juni: Tom Jensens leder

I sin fine leder i Berlingske fra grundlovsdag skriver Tom Jensen følgende sætning:

“Men de fleste anerkender nu, at de magtbeføjelser regeringen fik ved hastevedtagelsen af epidemiloven i marts 2020, ikke var sunde.”

“De fleste”? Hvem er det? medierne? Politikerne? SSI? Hvad har de sagt? og hvor? Jeg forstår det ikke?

Og “ikke var sunde”? hvad er det? Vi taler om en grundlovsleder. Refererer det ‘usunde’ til et grundlovsbrud? Men hvorfor sker der så ingenting, ligesom der gør med minksagen?

Det er nok fordi, at alle stemte for selve nedlukningen? Ingen har interesse i det “sunde”, når det kommer til nedlukningen. Kun når det kommer til nogle af dens effekter, f.eks. minksagen osv.

Selv var jeg til grundlovsmøde på Mols. En ung og flink socialdemokratisk borgmester holdt talen. Han var vist ikke blandt “de fleste”. Han nævnte slet ikke disse emner.

https://www.berlingske.dk/ledere/berlingske-mener-et-sundt-demokrati-bygger-paa-tillid-men-ikke-blind-tillid

 

4. d. 7. juni: Rumlen B

a)

Ekstrabladet og JP har Sundhedsministeriet indkøbt 22 mio. vacciner til brug i 2022. Der er ca. seks vacciner pr. person, realistisk set endnu flere, for det er jo kun ca. 60% der bliver vaccineret. Næsten 3 mia. kroner koster det. Det er svært at finde ord.

Ministeriets meget nødtørftige begrundelse til Folketinget er, at det har været svært at kende behovet. Efterfølgende har man – ligeså nødtørftigt – forklaret, at det også har noget med EU at gøre. Folketingets finansudvalg har godkendt udgiften så sent som i april 2022.

Det er det ekstreme forsigtighedsprincip tyngende tyngde og dette princips globale forbindelser, der rumsterer, både inde i købet som sådan og i disse pinlige forsøg på at slå sagen hen.

b)

På twitter skriver Heunicke, at man skam holder nøje øje med smittetallene. Epidemien er ”svagt stigende”, truer han. Der er også noget med nogle ”undervarianter”.

c)

Og både Astrid Iversen og Jens Lundgren fra statens organer har også udtrykt nervøsitet, lærte vi den anden dag. Det var noget med masker og vacciner til efteråret og så videre. Og Politiken bringer i morgen et langt interview med selveste Allan Randrup, som taler for at holde afstand og meget andet.

Der testes stadigvæk ca. 20.000 om dagen. Langt færre end i 2021, men nærmest et fantasital, dengang dette tal blev lanceret som mål i foråret 2020.

d)

Og i USA lægges der nu op til at vaccinere børn under 5 år. Det skriver Reuters.

e)

Endelig er det værd at nævne, at Lone Simonsen har modtaget 47 mio. til et nyt forskningscenter af grundforskningscentret. Også Søren Riis Paludan – som i 2020 var en kritisk stemme, hvilket senere ændrede sig negativt – har fået 60 mio. kr til noget lignende.

f)

Og gad vide hvad der sker i Canada? Og andre steder? Hvorfor får vi ikke noget at vide udover lidt sporadiske detaljer fra Kina?

Alt står klar.

Links:

Ekstrabladets artikel om vaccineindkøb: https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/blaa-partier-kraever-vaccine-forklaring/9287082?ilc=c

JP’s artikel med lidt supplerende oplysninger: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE14107990/danmark-koeber-22-millioner-coronavacciner-i-aar/

Politikens interview med Randrup: https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art8811108/Nu-skal-vi-til-at-v%C3%A6re-obs-p%C3%A5-coronasmitte-igen

Om Lone Simonsens nye bevilling: https://ruc.dk/nyheder/nyt-grundforskningscenter-skal-goere-os-klogere-paa-fremtidens-pandemier

Grundforskningsfondens projekter: https://dg.dk/625-mio-kr-til-11-nye-forskningscentre/

Reuters om børnevaccination i USA: https://www.reuters.com/world/us/white-house-says-vaccinations-young-children-could-begin-by-june-21-2022-06-02/

 

5. d. 8. juni: Nedlukningens juridiske urørlighed

Min kollega, filosoffen Asger Sørensen, har gjort mig opmærksom på en problemstilling, som jeg muligvis har misforstået, men som jeg nu vil forsøge at redegøre for:

Spørgsmålet er: Kan nedlukningen nogensinde komme for retten som et grundlovsbrud?

Og svaret er: Nej, det kan den ikke.

Lad os se på begrundelserne:

Minksagen kan komme for Rigsretten, hvis folketinget vil have det. Og Claus Hjort Frederiksen kan retsforfølges, hvis rigsadvokaten rejser sag, og hvis folketinget tillader det.

Alt afhænger altså af folketinget. Det hænger sammen med den særlige retlige immunitet, som omgiver folketingets medlemmer.

Men hvad angår nedlukningen, er der et helt særligt problem. Det skyldes, at nedlukningen jo blev besluttet af hele folketinget. Derfor vil folketinget aldrig arbejde hen mod en rigsret, for en sådan aktion vil jo ramme alle folketingets medlemmer uden undtagelse.

Folketinget vil kun lave ”evalueringer”, som man kan udtrække ”læring” af, jf. Grønnegaard-rapporten, og formentlig vil man gøre alt for at glemme og negligere dette mest fundamentale retlige brud nogensinde.

Og rigsadvokaten vil aldrig rejse denne sag, især ikke den siddende, og formodentlig heller ikke andre.

Der er altså ingen, der kan forsvare magtens tredeling, når folketinget som sådan beskytter dets eget mulige lovbrud.

Rykket i samfundets grundlæggende forfatningsmæssige og dermed i hele den politisk-juridiske struktur kan af denne grund aldrig tematiseres retsligt. Rykket kan derfor sænke sig ned i og flyde ud i detaljerne. Nogle af disse “detaljer” kan så komme for retten, Men selve den grundlæggende aktion, nedlukningen, går fri. Dermed bliver den til en ny juridisk-politisk forudsætning og realitet.

I andre lande har man forfatningsdomstole eller lignende, som uafhængigt af parlament og rigsadvokat kan rejse sager om brud på grundloven.

Lige nu savner vi noget lignende.

 

6. d. 9. juni: Magtens deling

Professor i statsret, Alf Ross, skrev i 1959 i sine ”Statsretlige studier” om magtens tredeling i Danmark. Tredelingen var allerede noget udvisket, til dels af gode grunde, mente Ross, som var pragmatist. Men tredelingen gjaldt stadig 100% ved nogle særligt radikale overgreb, hvilket fremgår af følgende citat:

”Men selvom det i Grundlovens §3 indeholdte krav om magtadskillelse således er brudt sammen overfor udviklingens kræfter, betyder dette ikke, at paragraffen er blevet betydningsløs.

For det første plejer man at anføre, at der dog må være visse yderste grænser for, hvad lovgiveren kan tillade sig i retning af om fordeling af magterne. Det ville være grundlovstridigt om lovgiveren ganske abdicerede ved i en generalfuldmagt at overdrage den hele lovgivningsmagt til kongen” (s. 25)

Så folketinget må altså ikke ”overdrage” lovgivningsmagten til regeringen i en ”generalfuldmagt”. Men det var jo lige præcist det, der skete i marts 2020? Nedlukningen er dermed et brud på Grundlovens §3. Folketinget må ikke afhænde sin magt på den måde.

Følger man logikken i Ross’ formuleringer, så er det faktisk ikke Frederiksen i sin egenskab af statsminister, der er hovedsynderen. Det var snarere ”lovgiveren”, dvs. alle folketingets medlemmer, hvortil Frederiksen jo også hører, der ”abdicerede”. I den forstand er det alle folketingets medlemmer, der har brudt §3. De må ikke give en sådan ”generalfuldmagt” til Magnus Heunicke.

Det forhold, at det på den måde er folketingets medlemmer, som er hovedsynderne, er endnu et argument for, at de alle sammen vil forsøge at glemme og nedtone betydningen af Nedlukningen, hvorved nedlukningens filosofi vil kunne etablere sig permanent rundt omkring i samfundets åndelige og sociale væv.

https://jura.ku.dk/jurabog/pdf/juridiske-monografier/ross_statsretslige_studier_1959.pdf

 

7. d. 10. juni: Kort bemærkning til den nye folkeskoleaftale

Forligskredsen bag folkeskoleloven, hvis ånd stadig er 2013-loven, har lavet nogle små ændringer. Her er, som jeg har forstået det:

Der indføres intelligenstests allerede fra 1. klasse. Jeg er lamslået! Først indført kan denne ide brede sig overalt. (faktisk er man også inde på noget IQ-testlignende i det nye forslag til kvote 2-optagelser til videregående uddannelser)

Det bliver endnu flere nationale tests end før, og testene er stadig er en del af et statsligt styringssystem. Man ændrer blot lidt på testmetoden.

Vi får en udvidelse og forstærkning af ”paratheds”-begrebet. Det bliver nu flere ”parathedsvurderinger” i stedet for det gamle ”uddannelsesparathed”, og der etableres krav om systematisk arbejde med paratheder fra 7. klasse. Det skal skrives ned i en elektronisk ”meddelsesbog”, hvor der også er krav om særlige ”fokuspunkter”. Vi får en hele parathedsidologi.

Der er fortsat stærk kommunal kvalitetskontrol med udgangspunkt i indikatorer og testresultater og så videre. Og KL er pædagogikkens fjende. Det ved enhver.

Der etableres en særlig årlig liste med skoler (de 10% lavest scorende), som skal have et ministerielt tilsyn oven i det kommunale, fordi de ikke scorer højt nok på den ene og det andet indikationstal.

De bagvedliggende evalueringer og grupperinger emmer af konkurrencestatslæring, som dermed bekræftes.

Her er lidt links:

De aktuelle ændringer af folkeskoleloven kan man læse om her: https://www.ft.dk/samling/20211/lovforslag/l174/index.htm

Ånden i ændringerne i teststrukturen kan man læse om her: http://www.thomasaastruproemer.dk/evaluering-af-nationale-tests.html(fra d. 6/2-2020), og her: http://www.thomasaastruproemer.dk/politisk-aftale-om-de-nationale-tests-fastholdelse-og-udvidelse.html (fra d. 22/2-2020).

Folkeskolen.dk’s artikel ifm 1. behandlingen, med link til høringssvar osv.: https://www.folkeskolen.dk/nationale-test-skolepolitik-christiansborg-test/test-og-uddannelsesparathed-stryger-igennem-i-folketingssalen-alle-er-parat-til-noget/4632436

Folkeskolen.dk’s aktuelle behandling af emnet: https://www.folkeskolen.dk/evaluering-indskoling-nationale-test/dlf-om-nyt-bedommelsessystem-evalueringen-kommertaettere-pa-den-hverdaglaererne-star-midt-i/4639483

Diverse faglige reaktioner på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/nationale-test-skolepolitik-test/laerer-frygter-de-nye-nationale-test-fortsat-vil-snaevre-skolens-sigte-ind/4639505

 

8. d. 11. juni: Hvad er gymnasiet?

Gymnasiet er det store drama mellem lidenskab og kundskab.

Det er de ekspanderende erotiske kræfters brydekamp med den europæiske kundskabstraditions disciplin. Det er kort sagt ungdom.

Når eros udvikler sig på kundskabens præmis, så finder man en lærer, som man bliver elev af. Herfra udspringer filosofia (=kærlighed til visdom, dvs. eros for kundskab) og den frie diskussion i den græske Agora.

Når kundskaben sker på erotikkens præmis, så finder man sig en person af det modsatte køn, som man kan trænge til og lære af, men ofte ikke få. Herfra udspringer poesien og ensomheden.

Det er det, som en gymnasieelev er lavet af.

Samspillet mellem disse processer, mellem filosofi og poesi og mellem kundskab og lidenskab, er dannelse; det vil sige tilsynekomst ud af kærlighed til det, som allerede findes.

Det er lidt synd, hvis man ikke må ryge og drikke i denne fine anledning. Så er det efter min mening bedre at forbyde Instagram og karrierevejledning i skoletiden.

 

9. d. 12. juni: Socialdemokratiets demokratiske deroute

I dagens Politiken kan man læse et stort interview med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Hummelgaard fortæller, at den pæne og nærmest anonyme Jacob Ellemann-Jensen, som ellers har understøttet Frederiksens nedlukningsfilosofi hele vejen, er Trumpist og bruger metoder inspireret af Steve Bannon.

Og det er vel at mærke ikke blot en tilfældig bemærkning. Det er Hummelgaards centrale tese og omdrejningspunkt.

Hummelgaard kritiserer bl.a. Venstre for at problematisere nedlukningsbeslutningens henvisning til ”på myndighedernes anbefaling”. Venstre skulle blot have ”accepteret at det var en politisk beslutning på baggrund af en helhedsvurdering”, siger Hummelgaard, så det suser i gardinerne af demokratisk ubehag.

Den er også gal med minksagen, sms-gate og FE-sagen, må vi forstå. Kritikken af disse emner er også udtryk for trumpisme.

Ellemann-Jensen og Venstre sår med sin helt almindelige politiske kritik ”mistillid til alt og undlader at forsvare institutionerne”, får vi at vide med ustandselige referencer til Donald Trump.

Så hvis man kritiserer de institutionelle konsekvenser af ”den ekstreme forsigtighed”, så er man en trumpistisk ekstremist, som sår mistillid til institutionerne? I stedet skal man makke ret med mundbind og honnør, når Hummelgaard og hans parti går til angreb på grundlovens mest basale fundamenter?

Socialdemokratiet er i dyb politisk og åndelig krise. Man kan slet ikke kritisere det nok, hvis man har tillid til samfundets institutioner.

Spørgsmålet er, om Hummelgaard overhovedet kan blive siddende som minister med sådanne synspunkter?

PS (tilføjet senere): Hummelgaards synspunkter understøttes på twitter af politisk ordfører Rasmus Stoklund og uddannelsesordfører Jens Joel. Det er en fælles aktion, lader det til. Også mediet PioPio og statsministeren selv har været ude og støtte synspunkterne.

Links:

Link til forsideartikel: https://politiken.dk/indland/art8816792/Ellemann-bruger-trumpistiske-metoder

Link til selve interviewet: https://politiken.dk/indland/art8811807/%C2%BBDet-er-en-s%C3%A5-langt-ude-og-trumpistisk-udtalelse-at-jeg-aldrig-troede-man-skulle-h%C3%B8re-det-fra-en-statsministerkandidat%C2%AB

 

10. d. 12. juni: Ydmygelse af Venstre og af andre

Først får Mette Frederiksen al magten. Hvem giver hende den? Ja, det gør alle folketingets medlemmer, herunder Venstre ikke mindst.

Venstre overdrager altså al magt – altså som i AAALLL MAAAGT – til Socialdemokratiet i et helt år med alt hvad deraf følger i tid og sted. Statens magtdeling kollapser.

Værsgo fru Frederiksen! Vi ruller os på ryggen!

Bagefter beskylder Venstre så Frederiksen for at være magtfuldkommen. Det passer 200%, men denne fuldkommenhed stammer jo direkte fra Venstre selv!

Og når Venstre så kritiserer Socialdemokratiet for at være det, som Venstre altså selv er årsag til, så svarer Socialdemokraterne tilbage med, at Venstre er Trumpister. Det er bare så nedladende, ydmygende og effektivt.

Så først omdanner man sig selv til puddelhunde ved at give al magten til en ny biopolitisk funderet herskerstruktur, og bagefter klager pudlerne over, at det nyinstiftede herrefolk behandler pudlerne som pudler. Aktuelt ser man denne effekt ved, at herrerne først inviterer pudlerne til regeringssamarbejde for derefter ved at latterliggøre og hundse med dem i dagens interview med Hummelgaard.

Hvilken total ydmygelse af Venstre.

Problemet er så, at der ikke findes et eneste medlem af folketinget, som ikke har medvirket til at give Frederiksen al magten.

På den måde er vi allesammen nu omdannet til trumpister, for så vidt man udfører sin kritiske borgerpligt, som ellers op til marts 2020 var en dyd; nu effektivt ydmyget af de nye biopolitiske herskere.

 

11. d. 13. juni: Hummelgaards aktioner

Peter Hummelgaard forstærker nu sit demokratiske kollaps fra i går. Man må simpelthen ikke kritisere “myndighederne”, fremgår det af et opslag på facebook!

Hvis man kritiserer SSI eller Undervisningsministeriet eller kommunen, så er man ifølge Hummelgaard – vi tager lige en indånding: En udansk trumpistisk konspirationsteoretiker. Jeg er lamslået over denne skandaløse aktion, som endda understøttes af hans partifæller. Hvad er Socialdemokratiet dog for et parti?

Hummelgaard må forlade regeringen omgående. Han er totalt uegnet til at sidde på en politisk post. Folketingets partier bør smide ham ud.

Heldigvis er Politikens chefredaktør også ekstremt kritisk i morgendagens leder. Lad os håbe, at han får opbakning fra de andre mediehuse.

Links:

Link til Politikens leder: https://politiken.dk/debat/ledere/art8821856/Intet-retf%C3%A6rdigg%C3%B8r-Hummelgaards-usmagelige-og-useri%C3%B8se-beskyldninger-mod-Ellemann

Link til Hummelgaards FB-indlæg: https://www.facebook.com/phummelgaard/posts/pfbid02cvhLvfz3rjk7bQg3P8q2YFVM1X4muZhk9um233rSAn7eMDqASwzNkHks3gKJvxy5l

 

12. d. 14. juni: Hummelgaards biostat

Peter Hummelgaard mener, at det er udansk, konspiratorisk og trumpistisk, hvis der spørges i helt almindelige og kritiske vendinger til coronapolitikken.

Trumpismen sætter ifølge Hummelgaard f.eks. ind, når Martin Geertsen (V) har sagt, at ”SSI har skudt forkert igen og igen”! Men det passer da! Og Geertsen hverken bander eller svovler. Kan man ikke sige det? Jeg holder her, for jeg får selv lyst til at bande i demokratisk afmagt.

Ifølge Hummelgaard var den også helt gal, da Geertsen bad om en ”second opinion” vedr. nedlukningen i november 2021. Men det var da et godt og mildt forslag? Men nej, det er også trumpisme.

Og en anden Venstrepolitiker, Thomas Danielsen, har dristet sig til at stille spørgsmålstegn ved effekten af mundbind. Sundhedsstyrelsens egen rapport om emnet var ellers bestemt ikke entydig, så man forstår godt Danielsen milde markering. Mundbind var helt klart heller ikke Brostrøms kop te, før han blev biopolitisk klakør. Men denne helt almindelige kritik fra Danielsen er også trumpisme i Hummelgaards fattige system.

Disse milde kritiske indsatser kaldes for ”mistænkeliggørelse af myndigheder”. Jeg er rystet ind i knoglerne. I så fald kan man ikke kritisere noget som helst, staten gør.

Og Hummelgaard taler endda om “et utal af eksempler”. Man må derfor formode, at han har fundet de værste ting frem til sin opdatering? Men i så fald må endnu mindre kritiske markeringer altså også være trumpistiske? Med andre ord: Tag dit mundbind på og hold kaje!

Sagen er, at regeringen vedtog nedlukningen direkte imod myndighedernes anbefaling, alt imens den påstod, at selvsamme myndigheder havde anbefalet nedlukningen, selvom de altså gjorde det modsatte. I tilgift var folketinget ekstremt mangelfuldt oplyst. På den måde kunne regeringen tilrane sig al magt i samfundet i et helt ondt år; et ondt år, som vil vare mange i år, og som f.eks. effektueres via Hummelgaards aktuelle markeringer.

På den måde havde man skabt nogle forskudte myndigheder, som nu kunne agere imod de gamle myndigheder, men alligevel i deres navn. Det er denne helt grundlæggende modsætning, der spørger i Hummelgaards totale opgør med kritik og oplysning. Det er også derfor, at det faktisk er Geertsen og Danielsen der forsvarer myndighederne, mens Hummelgaard fortsætter regeringens angreb på dem.

Endelig omtaler Hummelgaard en rapport, som Mette Frederiksen skulle have forsøgt at holde skjult. Den sag kender jeg ikke til.

Her er Hummelgaards fulde markering om emnet:

”- Under coronapandemien er der et utal af eksempler på mistænkeliggørelse af myndighederne. Bl.a. krævede Venstre i november indførelsen af en såkaldt ”second opinion” i forbindelse med indførelsen af nye restriktioner. Det vil sige, at vurderinger fra sundhedsmyndighederne også skulle underkastes vurderinger fra eksterne eksperter. Martin Geertsen begrundende det med, at ”behovet er der for at kigge regering og myndighederne over skulderen.” Og Venstre har flere gange kritiseret beregningerne fra Statens Serum Institut f.eks. i juni 2021 sagde Martin Geertsen, at ”SSI har skudt forkert igen og igen”.

– I oktober 2020 udviste Venstres nuværende gruppeformand Thomas Danielsen mistillid til sundhedsmyndighederne og indførelsen af mundbind. I følge Danielsen fandtes der “ikke god dokumenteret effekt for, at mundbind i befolkningen virker”. På den baggrund brugte han, midt i pandemiens sværeste tid, sin position til at angribe myndighedernes anbefaling. Han insinuerede samtidig, at statsministeren skulle tilbageholde et forskningsstudie. Misinformation og mistillid igen.”

https://www.facebook.com/phummelgaard/posts/pfbid02cvhLvfz3rjk7bQg3P8q2YFVM1X4muZhk9um233rSAn7eMDqASwzNkHks3gKJvxy5l

 

13. d. 15. juni: Underdanighed

Fra nu af bør vi aldrig mere stille spørgsmålstegn ved nogen myndigheds afgørelse eller praksis. Vi må aldrig spørge til rimeligheden i nogen dom, til nogen institution, til nogen kommunal politik eller til nogen ministeriel henvisning til en Rambøll-rapport. Det er kernen i Peter Hummelgaards aktion.

Alle, der tænker anderledes, er udanske og konspiratoriske trumpister. Socialdemokratiets definition på kritik.

Der er kun ét problem ved dette store grimme tillidshjerte af ubetinget kærlighed til Peter Hummelgaards blomsterbed, men dette problem er til gengæld også enormt:

Immanuel Kant definerede nemlig ”oplysning” som at have mod til at bruge sin egen forstand, så man kunne træde ud af sin selvforskyldte umyndighed.

Kort sagt: Hummelgaards krav er et angreb på fornuft og oplysning.

Men hvem er nu de oplysningens tropper, som vi må stole på, i stedet for? Det er barnet, manden af folket, den lærde og den revolutionære. Det var franskmanden Jacques Rancières pointe.

Vi skal have handling og fornuft og demokrati på rejse, mens Hummelgaards repræsentative demokrati kollapser i elitær og oplysningsfjendtlig patos, i en form for blanding af Thomas Hobbes og James Heckmann, dvs. autoritær enhed og statistisk/profylaktisk lighed.

Hummelgaards aktion er et eksempel på det, som Rancière kalder for ”hatred of democracy”, dvs. had til myndighederne; altså netop det, som han selv beskylder borgerne for.

Herfra gælder kun en regel: Den fuldstændige og destruktive kritik, dvs. demokratiets redning og myndighedernes samstemthed med forfatningens regler og tradition; en samstemthed, der gik i opløsning d. 11. marts 2020.

Kritik af myndighederne er på den måde en form for kærlighed til myndighederne. Og kritik af Hummelgaard og hans åndsfællers ødelæggelse af myndighederne er dermed udtryk for kærlighed til kærligheden.

Så Hummelgaard og hans einheit er intet andet end et opgør med oplysning, handling og pædagogik; og dermed er det også et opgør med myndigheder og institutioner og fælles liv.

Det er det, som er moralen i Peter Hummelgaards aktion. Og han støttes ivrigt af sit parti. Jeg har foreløbigt noteret følgende: Jens Joel, Rasmus Stoklund, Astrid Krag og mediet PioPio.

(tilføjet: og i løbet af ugen har Hummelgaard også fået støtte fra Heunicke og Mette Frederiksen. Der er helt klart tale om en koordineret aktion. Måske skal aktionen forberede til at modstå kritik fra minkkommissionen, hvis konklusioner regeringen mig bekendt allerede har kendskab til).

På kritiksiden har jeg – udover en række venstrepolitikere (Ellemann-Jensen og Geertsen) – især noteret dagbladet Politiken (se link).

I må meget gerne hjælpe mig med links til diverse markeringer i kommentarfeltet, for vi må forsvare vores demokratiske myndigheder.

(tilføjet, d. 19/6): Udover Politikens leder nedenfor har Berlingskes Tom Jensen også en stærkt kritisk analyse i dette link: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/regeringen-beskylder-andre-for-at-saa-mistillid-men-burde-se-sig

https://politiken.dk/debat/ledere/art8821856/Intet-retf%C3%A6rdigg%C3%B8r-Hummelgaards-usmagelige-og-useri%C3%B8se-beskyldninger-mod-Ellemann

 

14. d. 15. juni: Bemærkninger til Peter Hummelgaards filosofi

Jeg har lige læst i Peter Hummelgaards bog ”Den syge kapitalisme” fra 2018. Nu forstår jeg bedre det fattige syn på forholdet mellem myndigheder og oplysning, som han sammen med sine partifæller forsøger at påtvinge samfundet.

Bogens politisk-filosofiske grundlag er nemlig dels Thomas Hobbes’, hvis statstænkning bidrog til udviklingen af de protestantisk baserede enevælder efter reformationen, og dels Rousseaus almenvilje, som tvinger Hobbes’ logikker ud i samfundet. Det kan man læse om fra s. 17ff i Hummelgaards bog.

Men Hummelgaard tager alt det bedste ud af begge tænkere. Rousseaus ideer om frihed, natur og pædagogik er taget helt ud af Hummelgaards system. Og der er heller ikke noget arbejde med de forfatnings- og uddannelsesorienterede kontrakttænkere, f.eks. John Locke og Immanuel Kant, som førte nogle af Hobbes’ distinktioner frem mod demokratiske forfatninger via begreber om frihed og kritik. Det er også fjernet.

Så Hummelgaard reducerer den politiske tradition til dens værste sider. Friheden ryger ud af referencestrukturen og reduceres til spredte one-liners.

Vi er altså i den diktatoriske republiks farvand.

Ind i Hummelgaards fattige logik tilføjes så lighedsbegrebet med reference til økonomen Thomas Pikkety. Men i selskab med det frihedstømte kontraktbegreb, og uden alternative filosofiske inspirationer i nærheden, så ender Pikkety i nærheden af en statistisk-profylaktisk lighedsideologi, som kan bæres frem af teknologiske og tekniske overvågningsprocesser, alt sammen i den frihedstømte ”sociale kontrakts” tjeneste. Den konsekvens trækkes jo af Nick Hækkerup.

Denne logik – denne blanding af kontrakt uden frihed, og lighed uden pluralisme – er Hummelgaards særlige bidrag til den aktuelle socialdemokratiske ideologi. Og bidraget passer godt sammen med andre socialdemokratiske bidrag, herunder Kaare Dybvads bog om de ”lærdes tyranni” og Rosenkrantz-Theils/Ane Halsboe-Jørgensens bog om sociale regnskaber og med Nick Hækkerups ideer om overvågning.

Der er kort sagt tale om et moderne socialdemokrati, som helt overser samfundets frihedstraditioner. Dermed kollapser velfærdsstatens karakter af syntese mellem arbejdere og bønder og det moderne gennembrud.

Og i stedet for velfærdsstatens ”syntese” får vi en udemokratisk ”symbiose” mellem ”fællesviljen” og ”den sociale kontrakt”. Og det er lige her, at Hummelgaards markeringer pludselig materialiserer sig i Politiken og på Facebook.

Litteratur:

Hummelgaard, P. (2018). “Den syge kapitalisme”, Gyldendal.

 

15. d. 19. juni: Tre iagttagelser fra Allinge

A. Højskoler og professionshøjskoler

1) I Folkehøjskolernes telt var der dj-battle mellem Lars Løkke og hans søn. Det var stærkt underholdende, og teltet kogte af begejstrede unge.

Problemet er, at Lars Løkke i høj grad har stået for et opgør med højskoletænkningens indflydelse på skole og samfund; først med hans ”Skolens rejsehold” og siden med hans ”Disruptionsråd”. Med sin invitation til propaganda for Moderaterne understøttede højskolerne dermed de kræfter, som har bidraget til at udslette højskolernes egen indflydelse og eksistsensbetingelser. DJ-slaget fulgte endda efter en debat om “dannelse”, hvor Løkke fik lov at sælge sin ny ide om social værnepligt som et højskoleophold.

Det var ikke et kønt syn.

2) I professionshøjskolernes telt, som man kaldte en ”sangbar”, havde man investeret big time i Katrine Muffs og Katinkas arbejde med at lave en ny sang om omsorgsprofessionerne. Det helt store gear var sat i sving. Den nye sang var faktisk også virkelig flot. Den hedder ”hænder”.

Problemet er, at professionshøjskolerne er stiftet ud af samme filosofi som Lars Løkkes, nemlig som et opgør med ”hånden” og ånden og faktisk også med sangen. På den måde skal ”sangen” skjule en undertrykkende realitet; lidt på samme måde, som vi så det i forbindelse med DR’s fællessang under coronaen, som jo også var fjende af ”hænderne”. Det er synd, at den fantastiske Muff misbruges til disse projekter.

Det ville være mere praksisnært, hvis Muff og Katinka optrådte hos højskolerne og Lars Løkke hos professionshøjskolerne.

B. Lærerforeningen

Hos lærerforeningen var hovedbegivenheden en dialog om initiativet ”Sammen om skolen”. Folkeskolen.dk refererer tungt fra ”debatten” over hele fem artikler, og politologen, Siggi Winther, der var med i flere af folkemødets centrale debatter, var inviteret til at tale initiativet op som et eksempel på det, han kalder en ”entreprenørstat”, som skulle være i modsætning til en ”konkurrencestat” og OK13. Winther mener, at der er tale om en helt ny måde at lave politik på.

Og ministeren, KL, skolelederne og DLF gnubbede sig op af hinanden, så jeg må sætte ”debat” i citationstegn. Det var forskrækkeligt.

Problemet er, at både Winther og initiativets deltagere tager fejl. Sammen om skolen er slet ikke nogen en ny måde at lave politik på. Det er tværtimod et opgør med politik som sådan, dvs. et organisatorisk angreb på politikken og en metode til at tvinge pædagogikken og lærerne ind under skolereformens læringssyn. Og Winthers ”entreprenørstat” er slet ikke en stat, men en implementeringsorganisation, som forudsætter konkurrencestaten som herretegn. Og konkurrencestaten er heller ikke en stat, tværtimod.

Det udgrænsede felt – altså det faglige og det pædagogiske – havde to debattører i en anden debat, ”Er læreren blot en fiks ide?”, mere sans for. Debatten blev arrangeret af Københavns Lærerforening. Her talte lærerinden, Mette Frederiksen, og forsker ved KP, Nana Vaaben, om lærerens pædagogiske, faglige praksis og personlige udvikling på fineste manér. Her var der – i min optik – ikke tale om “sammen om skolen”, men snarere ”skole” imod ”sammen om skolen”.

C. Klima og dannelse

Jeg deltog også i en debat, der hed “Ding Dong Dannelse”. Her var der fine indlæg af forstanderen fra Krogerup Højskole og formanden for de lærerstuderende. De talte om pædagogikkens vekselvirkning med tradition og verden på bedste maner. Men så var der en tilhører, som gik imod “tradition” og den “ældre generation”, for den havde jo ødelagt klimaet. De to debattører gav tilhøreren ret, og så var deres ellers så fine oplæg på en måde lige meget. Nogle af de unge hader fortid, og hvis man gør det, kan man ikke have pædagogik og dannelse.

Det var blot et udvalg af mange oplevelser. Men altså: tak for nogle fantastiske dage til arrangørerne og til Caroline Henderson og DR’s underholdningsorkester for en smuk version af Brorsons salme “Her vil ties, her vil bies”. Dorte Gerlachs fine version af Fabricius-Bjerres “Duerne flyver” var også en sol over Gudhjem.

 

16. d. 20. juni: Professor Christine Stabell Benn kritiserer vaccinationspolitikken

Christine Stabell Benn kritiserer i en kronik i dagens Politiken myndighedernes vaccineprogram.

Hun siger, at kommunikationen vedrørende vaccinen har været ”skræmmende” og ”simplificerende”, og at man har ”overdrevet Covid19-vaccinernes fordele”.

Stabell Benn kritiserer desuden marginaliseringen og udskamningen af såkaldte ”antivaxere”, som hun mener strider imod ”grundlæggende principper”. Den ledsagende diskriminationspraksis får også et fur:

”I Danmark havde vi coronapasset, som ledte til differentiel behandling af de vaccinerede og de uvaccinerede og de facto fik mange, især unge i lav risiko for alvorlig covid-19, til at lade sig vaccinere, selv om de på ingen måde havde lyst.”

Endvidere kritiserer hun, at der har været alt for lidt fokus på naturlig immunitet og på vaccinernes bivirkninger. F.eks. skriver hun:

”Det undersøges ikke, om en ny vaccine har uspecifikke effekter, før den bliver introduceret i det normale vaccinationsprogram.”

I den forbindelse stiller hun også, hvad der i gamle dage var helt almindelige spørgsmålstegn ved Pfeizers rolle som vaccineproducent:

”Der er behov for at kunne tale om industriens rolle i vaccineudviklingen og testningen – f.eks. har Pfizer været dømt for misrepræsentation af sikkerhed ved forskellige lægemidler – er vi trygge ved, at de evaluerer deres egne vacciner”.

Stabell Benn har stor respekt for store dele af den folkelige og intellektuelle covid19-kritik. Hun siger f.eks. følgende om kritikerne:

”De er ikke anti-vaxxere, de er oplyste borgere med respekt for videnskabelige data, som normalt tager imod tilbud om vacciner, men som har oplevet, at myndighedernes udmeldinger ikke havde grobund i videnskabelige data, men havde mere karakter af propaganda – og som nu også oplever, at der fra officielt hold ikke tages hånd om dem, der lod sig vaccinere, men oplevede nyopstået sygdom i kølvandet.”

Stabell Benn er grundlæggende bekymret for, at regeringens og myndighedernes Covid19-propaganda, hvor man har stemplet al kritik som ”antiwax” og så videre, har nedsat den generelle tillid til vaccinationsprogammer og måske også til andre ting.

Stabell Benn må være et eksempel på det, som Peter Hummelgaard og socialdemokraterne kalder for en udansk konspiratorisk putinist. Altså det vi andre kalder en rationel og engageret kritiker. Derudover er hun så også lige landets førende professor i vaccinationsrelaterede emner.

Spændende om hun får svar? Det gør hun nok ikke.

Links:

Link til Stabell Benns kronik fra i dag: https://politiken.dk/debat/kroniken/art8821905/Myndighederne-har-skudt-sig-i-foden-ved-at-d%C3%A6monisere-anti-vaxxerne

 

17. d. 21. juni: Regeringens politiske strategi

Først får vi et kraftfuldt og koordineret angreb imod kritisk aktivitet, der reduceres til udansk, konspiratisk putinisme. Man må gerne græde.

Dertil kommer en utilsløret genstart af corona-narrativet med pressemøde, løsrevne globale statistikker, forhøjede risikoniveauer og bekymrede eksperter, der taler om “mulige” nedlukninger efter sommerferien.

Nedlukningens eksistens og materialitet bekræftes.

Så vi har sammenhold og latterliggørelse af kritik med dertil hørende iboende systematiske diskriminationstrusler. Og det hele sker på baggrund af et kollaps i magtens tredeling og et radikalt overgreb på Grundlovens frihedstradition, dvs. et opgør med myndighederne.

Det er fascismens formel for at sige det lige ud. Hele landets frihedstradition er nu truet overalt. Det er nedlukningens konsekvens.

Dertil kommer en mink-rapport, som meget belejligt udkommer dagen før sommerferien, og som rygterne siger er kritisk. Men ingen vil på det tidspunkt have tid eller kraft til kritik, som derfor vil kunne affærdiges som trumpsk og splittelse og alt det andet.

Så bliver det sommerferie, så biostaten kan hvile sig.

mvh en udansk, konspiratorisk trumpistisk og vaccinepas-stemplet smitteadfærds-bærer, der kritiserer (det gør ondt at skrive det om sig selv. Det er et stempel).

 

18. d. 22. juni: Fire noter

A. Mange gange smitsomhed:

Undervejs har vi fået følgende meldinger i forskellige variationer og runde tal:

Alfa var dobbelt så smitsom som den oprindelige Wuhan-variant:

Delta var dobbelt så smitsom som Alfa.

Den gamle Omicron var tre gange så smitsom som Delta.

Den nye Omicron er dobbelt så smitsom som den gamle Omicron.

Dvs. at den nye Omicron er 24 gange så smitsom som Wuhan! Men var Wuhan-coronaen ikke det mest ekstremt smitsomme i verden? Åbenbart ikke.

 

B. Vaccinationer:

Og nu siger ”myndighederne” så, at vaccinerne slet ikke beskytter mod smitte, som man oprindelig mente. Det vil sige, at børnevaccinationerne og de store diskriminationssystemer fra 2021 var helt ubegrundede, selv på egne fattige præmisser.

Men det var jo det, som mange kritikerne sagde helt fra starten? Men kritikerne er jo ”udanske og konspiratoriske trumpister”, siger regeringen.

Det hele sejler.

 

C. Dødsfald

“Myndighederne”, f.eks. Henrik Ullum, fortæller, at der er hypersmitte og overdødelighed i Portugal. Men den i forvejen lave smitte i Portugal har været faldende i en måned nu, og overdødeligheden er langt under en almindelig influenza. Der er intet.

 

D. Ferie

Mette Frederiksen mener, vi skal ”nyde sommeren”. Hun udsteder små afmålte totalitære adfærdstilladelser, men nedlukningens herretegn styrer det hele og kan slå ned om to måneder, hvis en eller anden kurve slår en knude.

Man kan roligt sige, at biostaten i dag har givet sine motorsystemer frisk olie.

 

19. d. 22. juni: Nedlukningsideologien frem til april 2023

Hele nedlukningsmaskineriet er 100% intakt og på skinner helt frem til april 2023. Det fremgår af en dugfrisk og ambitiøs “coronastrategi”, som ledsager dagens skrækkelige pressemøde.

Der er “8 fokuspunkter” med ledsagende “risikoniveauer”, f.eks. et “grundniveau” og et “eskalationsniveau”. Og allerede nu bør man “holde afstand”, fremgår det (se under fokuspunktet “smitteforebyggelse”; et krav som nok vil sætte grå hår i hovedet mange steder.

Det hele holdes sammen af intet mindre end et “nationalt partnerskab”, som består af the usual suspects.

Men vi har skam fået lov til at “nyde sommeren”. Derimod må man ikke kritisere myndighederne, med mindre man da er en konspiratorisk trumpist.

https://coronasmitte.dk/nyt-fra-myndighederne/corona-strategi

 

20. d. 24. juni: Minkkommissionen

To af Weekendavisens mest erfarne politiske journalister, Arne Hardis og Hans Mortensen, har fået fingre i et rapportudkast fra minkkommissionen.

Her er nogle citater fra artiklen:

 

A. Journalisternes formuleringer:

”Det var grov vildledning af både minkavlere og offentlighed, da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde 4. november 2020 meddelte, at alle mink i Danmark skulle aflives.”

”Men ifølge Minkommissionen blev der ikke alene handlet for hurtigt, det skete også på en måde og på et grundlag, der tilsidesatte alle regler om god og lovlig forvaltning.”

 

B. Citater fra Minkkommissionens foreløbige rapport:

“Kommissionen finder, at det var klart, at der manglede hjemmel til at aflive alle mink i Danmark, ligesom kommissionen finder, at det var klart, at der manglede hjemmel til tempobonus.”

”Disse udmeldinger på pressemødet var efter kommissionens bedømmelse vildledende, og efter kommissionens vurdering var udmeldingerne også groft vildledende, henset den meget vidtgående og intensive karakter såvel som de økonomiske og samfundsmæssige implikationer. Det er efter kommissionens opfattelse særdeles kritisabelt. Uanset hvordan udmeldinger på et pressemøde kan kvalificeres retligt, må myndigheder således ikke vildlede borgerne som sket.”

”Grundet disse omstændigheder finder kommissionen, at Statsministeriet burde have rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet, i hvert fald forinden pressemødet, med henblik på at sikre, at der var fornøden hjemmel, hvilket imidlertid ikke skete.”

”Samlet er det kommissionens vurdering, at Statsministeriet har handlet meget kritisabelt i forløbet, som førte vildledning til den grove af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020.”

Disse kraftfulde formuleringer må – hvis de også står i den endelige rapport – betyde regeringens fald med det vuns. Ellers hører alt op.

 

C. Krasniks leder:

Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, har skrevet en leder, hvor han følger op på artiklen, bl.a. med følgende formulering:

”Minkkommissionen gennemhuller alle statsministerens forsvarsværker, når det gælder det politiske ansvar for det største forvaltningsmæssige sammenbrud i mange år.”

Lederens titel er ”Demokratiets kerne”. God titel, synes jeg.

Jeg ser ikke frem til, at den forskrækkelige og autoritære Peter Hummelgaard og hele hans maskineri lige om lidt anklager minkkommissionen for at bestå af udanske og konspiratoriske trumpister. Og Krasnik, Hardis og Mortensen kan gå samme vej, må man formode.

Links:

Link til WA’s artikel: https://www.weekendavisen.dk/2022-25/samfund/grov-vildledning

Link til Krasniks leder: https://www.weekendavisen.dk/2022-25/samfund/demokratiets-kerne

 

21. d. 24. juni: Vrede

Regeringen og Brostrøm iværksatte i november-december 2021 en politisk og moralsk nedsmeltning af landet, da de i aggressive vendinger stillede befolkningen overfor et valg mellem vaccination eller diskrimination.

Dertil kom endnu en udgift i milliardklassen.

Det viste sig hurtigt, at det hele var fagligt kaos. Vaccinerne beskyttede ikke mod smitte, så det hele var uden grund.

Der var masser af folk, der stillede kritiske spørgsmål ved aktionen, men dem var man ligeglade med. Og mange børn og voksne fortryder formodentlig deres valg fra dengang.

Nu siger Frederiksen og Brostrøm, hårdt presset, at man ikke vidste bedre, men at man intet fortryder. Og hele deres sprog og verden er som svøbt ind i nedlukningens ideologi, dvs. i et frontalt opgør med forfatningen som forudsætning. Man vil ikke engang kalde det for en fejl.

Hvorfor er de to personer der stadigvæk? Jeg forstår det ikke. Hvad bliver det næste, de finder på?

Her er links til to aktuelle video-klip, som jeg har fundet på Malue Montclairres twitterprofil, som understreger pointen. Jeg har ikke kunnet finde de fulde udsendelser.

Brostrøm: https://twitter.com/i/status/1540181881664290816

Frederiksen: https://twitter.com/i/status/1540181751234011144

 

22. d. 24. juni: At slå hen

Biostatens kraftfulde, indgribende og dybt diskriminerende vaccinationskampagne i november-december 2021 viser sig nu – selv med regeringens egne ord – at have været fuldstændig uden betydning.

Men tvangsvaccinationens stemmer forsøger at slå dette enorme ideologiske faktum hen som noget, der ikke engang er en “fejl”, og så kan det jo ikke engang kritiseres.

I TV2’s Goaften Danmark bliver statsministeren eller spurgt til, hvad hun vil sige til de forældre, som har følt sig presset til at vaccinere deres børn. Frederiksen svarer, at det er lige meget, for børnene har jo ikke taget skade. Men hvordan kan hun vide det?

Denne “slåen hen” svarer 100% til regeringens forsøg på at slå minkskandalen hen, og ikke mindst svarer det 200% til alle folketingsmedlemmers forsøg på at slå nedlukningen som sådan hen.

I vedhæftede blog-indlæg er der lidt til erindringen om vaccinationsovergrebets “ikke-fejl”, mens vi venter på rapporten om minkovergrebet, som slås hen som “en fejl”. Selve nedlukningsovergrebet fra marts 2020 kan man læse om i Grønnegaards rapport. Men her kalder man – jvf. at “slå hen” – overgrebet for “læring” og for “evaluering”.

Links:

Oversigt over tvangsvaccinationens stemmer: http://www.thomasaastruproemer.dk/oversigt-over-tvangsvaccinationens-stemmer.html

TV2-artikel om emnet, d. 22/6: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-06-22-set-i-bakspejlet-fik-vi-ikke-meget-ud-af-at-vaccinere-boernene-erkender-brostroem

TV2-artikel, d. 23/6, hvor der refereres til en afstemning, hvoraf det fremgør, at ca. 50% fortryder at have vaccineret deres børn: https://nyheder.tv2.dk/2022-06-23-mette-frederiksen-staar-ved-beslutning-om-at-vaccinere-boern

 

23. d. 24. juni: Coronaeksperter

Coronaeksperterne, Jens Lundgren og Allan Randrup, hygger sig på denne video fra januar 2022 med at skabe mistillid til biostatens “myndigheder”.

Lundgren fortæller i et klip fra sommeren 2021, at vaccinerne er åh så effektive, og at alle bør tage en for smitteholdet.

Og få måneder efter begynder den totalt radikaliserede Allan Randrup i december 2021 pludselig at tale om, at han – ja, han siger endda ”vi” – skam hele tiden havde vidst, at vaccinerene var ineffektive mod smitte.

Og imens hærgede den helt store diskriminationskampagne landet.

Intet kan man tro på fra det hold. Altså som i INTET!! De er eksperter i ordets værste betydning.

Jens Lundgren har aktuelt været ude og sige, at hvis ikke små børn bliver influenzavaccinerede, så risikerer der at komme nedlukninger.

Lundgren er med i regeringens indflydelsesrige ekspertgruppe.

Link til video: https://www.youtube.com/watch?v=nGoiKQoZxX0

Link til omtale af ekspertgruppe: https://fm.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2021/september/ekspertgruppen-om-en-langsigtet-strategi-for-et-genaabnet-danmark-offentliggoer-sin-rapport/

Lundgrens aktuelle udtalelser: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-06-23-vi-risikerer-nedlukning-hvis-ikke-2-6-aarige-faar-influenzavaccine-siger-lundgren

 

24. d. 24. juni: Nedlukningens problem

Hvad er nedlukningens største problem? Det er, at regeringen fik total magt i et helt ondt år. Et ”år” som på en måde er blevet gjort permanent i den nye statsstruktur.

Men ok, på en måde er der faktisk et problem, der er endnu større end dette største problem. Og hvad er så dette aller-største problem?

Jo, det er, at alle folketingets medlemmer afleverede deres magt til regeringen på ganske få timer.

På den måde er det faktisk folketinget, der bærer det primære ansvar for nedlukningen. Hvert enkelt medlem, ja alle, både høj og lav og højre og venstre. De afleverede alle som en lovens magt til staten, hvilket er definitionen på et diktatur.

Resten – altså mink- og vaccinationsskandaler og så videre – er afledte størrelser.

Men der er en meget uheldig konsekvens af dette: Folketingets medlemmer vil jo aldrig ophæve immuniteten over sig selv. Dermed vil Nedlukningen stå fast, selvom der falder et par næser i de underordnede sager. Nedlukningen er på en måde retligt set “urørlig”. Den kan kun “evalueres”, som de hed i Grønnegaards rapport.

Nu fik folketingets medlemmer faktisk en chance for at gøre det lidt godt igen. Det var dengang omkring maj 2020, hvor det blev afsløret, at nedlukningen var sket imod myndighedernes anbefaling, og at denne modstand fra Brostrøm ikke blev meddelt folketinget ordentligt.

Her kunne folketinget være trådt i karakter. Men det skete ikke.

Herfra var man solgt. Herfra lukkede den lovgivende magt sig ind i den udøvende, hvorfra man kun kan spjætte.

 

25. d. 25. juni: Pædagogiske vulkaner

Professor Lars Qvortrup, hvis arbejde har haft enorm indflydelse på dansk skolepolitik, har her i 2022 skrevet en artikel til en international udgivelse om folkeskolens situation i Danmark.

Her er en kritisk analyse af artiklen:

http://www.thomasaastruproemer.dk/en-paedagogisk-vulkan-lars-qvortrups-status-over-folkeskolens-udvikling-siden-2013.html

 

26. d. 26. juni: ”Børnene har ikke taget skade, så det var ikke meget problematisk”

I TV2’s Go Morgen Danmark fra d. 23. juni var der et 12 minutter langt interview med Mette Frederiksen. Anledningen var, at det jo har vist sig, at myndighedernes vaccineanbefalinger med tilhørende diskriminationspraksis var forfejlet.

Studieværten spørger nu om følgende:

”Du lagde et vist pres på forældrene og sagde: ”Det bør vi simpelthen gøre”. Var det en af de der fejl, som du også sagde tidligere, at vi ville komme til at begå?”

Godt spørgsmål. Og statsministeren svarer følgende:

”Det er vigtigt at få den viden frem og være ærlige om, at det er anderledes end sidste vinter, men børnene har ikke taget skade af at få vaccinen. Så jeg tænker ikke, at det var meget problematisk, lyder svaret fra statsministeren.”

Så ”børnene har ikke taget skade”, siger Mette Frederiksen. Det var “ikke meget problematisk”.

Men hvor ved hun det fra?

(og hvad betyder “ikke meget”. Det glemmer journalisten desværre at spørge om)

Spørger vi Danmarks førende vaccineekspert, professor Christine Stabell Benn, som var imod børnevaccinationerne fra dag 1, så skrev hun i en kronik i Politiken i forrige uge, at vaccinens bivirkninger ikke har været undersøgt:

”Det undersøges ikke, om en ny vaccine har uspecifikke effekter, før den bliver introduceret i det normale vaccinationsprogram.”

Og i en helt ny forskningsrapport fra fremtrædende amerikanske forskere kan man læse, at der faktisk er en del kraftige bivirkninger, som man i højere grad bør holde op imod vaccinationens eventuelle fordele Her konkluderes følgende:

“The excess risk of serious adverse events found in our study points to the need for formal harm-benefit analyses…”

Jeg skal ikke gøre mig til ekspert, men hvorfor skulle jeg have tillid til statsministerens ord, når førende forskere ikke er så skråsikre? Hun er jo helt upålidelig i disse sager. Hun påstår viden, som hun ikke har, endnu engang.

Alle bør være rasende, hvad enten de er far eller mor eller blot menige borgere. Hvad bilder hun sig ind? Det er da et kæmpeproblem at tvinge folk til at vælge mellem en vaccination uden effekt og diskrimination, for så efterfølgende at slå det hen med henvisning til en viden man ikke har.

Men mon ikke TV’s journalist nu kaldes for en udansk konspiratorisk trumpist af regeringen?

Men hvem er det, der sår mistillid til mynidighederne?

Links:

Link til TV2’s omtale af interview med link til selve interviewet i bunden af artiklen:  https://nyheder.tv2.dk/2022-06-23-mette-frederiksen-staar-ved-beslutning-om-at-vaccinere-boern

Link til amerikansk forskningsrapport: https://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=4125239

 

27. Brostrøms frivillighed

Søren Brostrøm reagerer nu på en række forældres vrede reaktioner. De er vrede over, at vaccinetvangen/presset var nytteløst. TV2 skriver følgende:

“TV 2 har forelagt Søren Brostrøm forældrenes kritik, og han medgiver, at Sundhedsstyrelsens anbefaling var “kraftig”, men at styrelsen også gjorde meget ud af at understrege frivilligheden i tilbuddet over for danskerne.

– Men jeg synes faktisk også, at man som sundhedsstyrelse skylder, at befolkningen kan mærke vores anbefaling. At den er tydelig. Det var ikke nogen forbeholden anbefaling, det var faktisk en anbefaling, vi mente, der var vigtig, siger han til TV 2″

Lad os se på, hvordan man “understregede frivilligheden” i november 2021:

Fra pressemødet d. 8. november 2021:

Mette Frederiksen lagde ud: ”For alle os, der er vaccineret – ja, der er det nemt. Der er ikke noget bøvl. Vi har prøvet det før, og det fungerer. For alle jer, der ikke er vaccineret, så bliver det selvfølgelig mere besværligt, og sådan mener jeg faktisk også, at det skal være.”

og videre:

“Og jeg kan jo ikke understrege nok urimeligheden i, at en lille gruppe potentielt ødelægger det for de fleste af os. Så der er i mine øjne ikke nogen undskyldning – heller ikke af moralsk karakter, for at man ikke går hen og bliver vaccineret, når vi står igen i en pandemi, som er i opblomstring herhjemme”.

Søren Brostrøm supplerede: ”Og jeg har sagt det før, jeg vil gerne gentage det her – det er ikke for at skræmme nogen, men man lever livet farligt i Danmark denne her vinter, hvis man er uvaccineret voksen – så tag vaccinen! Også, hvis du er i 20’erne og føler dig usårlig – du lever livet farligt!”

Det er jo absurde udtalelser. Det må da få konsekvenser.

På pressemødet omtalte Brostrøm vaccinerne som “ekstremt effektive”.

Jeg har ikke registreret nogen omtale af “frivillighed”, hverken i statsministerens eller Brostrøms indlæg på pressemødet. Tværtimod. Brostrøm må have hukommelsessvigt?

Heunicke nævner kort “frivilligheden” langt nede i talerækken efter følgende svada og med en truende reference til de rene tvangslande: “Tak nu den vaccine for din egen skyld, din families skyld, vores samfunds skyld.” På den måde understøtter hans markering faktisk det tvangsmæssige.

Brostrøm fortæller i dagens interview, at folk snarere burde være glade for, at han indrømmer sine fejl. Han siger følgende:

“Men jeg vil gerne bede folk om at overveje, om de hellere ville have haft en myndighed, der ikke indrømmer sine fejl?”

Her hører alt op.

Links:

aktuel artikel fra TV2: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-06-26-foraeldre-rasende-efter-vaccineudmelding-fra-brostroem-jeg-er-virkelig-skuffet

Udskrift fra pressemødet d. 8. november 2021 kan tilgås på dette link: https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-8-november-2021/

Se også dette link for andre indlæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/oversigt-over-tvangsvaccinationens-stemmer.html

 

28. d. 28. juni: Ydmygelse af folketingets partier

Op til minkkommissionens rapport har vi indtil nu registreret følgende socialdemokratiske aktioner:

  1. Stort anlagt relancering af nedlukningsideologien.
  2. Spektakulært forslag om samlingsregering.
  3. Storstilet kampagne, hvor man forsøger at reducere helt

almindelig kritik – herunder fra de partier, man lige har inviteret til regeringssamarbejde – til at være udtryk for landsskadelig trumpisme.

Det nyeste stunt i denne proces er en stort anlagt annoncekampagne centralt placeret i landets største aviser:

Annonce A:

I Politiken var der i går, mandag, en to-siders annonce i 1. del på s.2-3.

På det venstre opslag er der et stort billede af Mette Frederiksen med hvid skjorte og foldede hænder. Overskriften er ”Sammen kan vi mere”.

På det højre opslag har man simpelthen taget ni socialdemokratiske valgplakater, som alle handler om at være ”sammen” om et eller andet. I hver plakat har man indplaceret de andre partiers logo, blot med et A i stedet for det oprindelige partibogstav.

På den måde bliver alle partierne til underordnede lydige fingre i socialdemokratiets og Frederiksens foldede hænder.

Annonce B:

I søndags bragte Politiken, med samme centrale placering, endnu en stor annonce, denne gang med overskriften ”Sammen gør vi mere for klimaet”, hvor man har oplistet alle partiernes bidrag til klimaaftalerne.

Annoncen slutter: ”Tak til alle Folketingets partier for samarbejdet. Sammen er vi nået langt – på bare tre år”.

Konklusioner:

Så først fik vi samling uden kritik og med Nedlukningen som herretegn! Og nu lanceres alle folketingets partier som en slags lydige mellemledere under hele denne proces.

Det er også interessant, hvordan corona-politikken og klima-politikken forbindes. Mange har jo talt for at overføre nedlukningslogikken ind i klimapolitikken.

Denne politologiske struktur, hvor folketinget omdannes til en ”organisation”, svarer fuldstændig til dengang, d. 12. marts 2020, hvor hele folketinget afleverede al sin magt til regeringen.

Især mandagsannoncen er en form for grafisk billede af den lovgivende magts selvforskyldte kollaps.

På den måde understreger plakaterne hele minkskandalens grundlæggende problem, hvor lovgivningsmagten også er blevet totalt tilsidesat. Minken er en del af nedlukningens organisme.

Hvilken total ydmygelse af folketingets partier og af den lovgivende magt som sådan.

 

29. d. 29. juni: Mette Frederiksens ”entreprenørstat”

I 2021 udgav politologen Sigge W. Nielsen (SWN) bogen ”Entreprenørstaten”, som fungerede som en form for korrektion af ”konkurrencestaten”. Den blev en stor succes, og på folkemødet rejste Sigge rundt som den store stjerne; ikke mindst i lærerforeningens telt, hvor hans tanker kunne bruges til at legitimere det såkaldte ”sammen om skolen”-projekt.

Jeg er meget kritisk over for dette skolepolitiske projekt, der giver den pædagogiske magt til en slags organisatorisk konsensus, og faktisk også overfor SWN’s statsteori som sådan. Efter min opfattelse er der slet ikke tale om en statsteori, men snarere om en organisations- og implementeringsteori. Lidt på samme måde, som vi så det i Ove Kaj Pedersens ”konkurrencestat”. Begge statsteorier mangler simpelthen en politisk filosofisk og forfatningsteoretisk dimension

Denne kritik vender jeg muligvis tilbage til ved en anden lejlighed.

For SWN’s bog indeholder nemlig også en række interessante empiriske betragtninger. SWN har cyklet rundt og interviewet en række embedsmænd og politikere om det ene og det andet, og ind imellem får vi nogle interessante ting at vide.

I den forbindelse har han et helt kapitel på 20 sider, som slet og ret hedder ”Mettes entreprenørstat?”.

Her lærer vi en række interessante forhold, som jeg nu vil omtale, eftersom kapitlets hovedpersoner jo kommer i avisen i morgen:

1.

Sigge fortæller, hvordan forholdet mellem minister og embedsmand blev radikalt ændret omkring januar 2020, da Barbara Berthelsen fulgte med Mette Frederiksen ind i Statsministeriet. Han taler om en ”ommøblering i centraladministrationen”. Man forlod det hidtidige fokus på traditionelle embedsmandsdyder som saglighed og viden. I stedet gik man over til en mere personbåren struktur.

Sigge beretter om de skeptiske topembedsmænd, som var ”vidne til en statsminister, som ville tvinge uholdbar (pseudo)politik ind i embedsmændenes faglighed”. Bertelsen sagde direkte ved et møde: ”Vi skal strække os for at gennemføre regeringens politik”.

Herfra flød det som bekendt med SMS’er.

SWN skriver, at fra den dag begyndte topembedsmændene at arbejde for statsministeren som person og ikke for ministeren som embedsperson. Man skulle ”føle” mere, skriver Sigge.

Og Frederiksen, Rossen og Berthelsen tog magten fra de traditionelle embedsmænd i de centrale udvalg: økonomi- og koordinationsudvalget.

Så vi fik altså en centralisering og personificering af magten og embedsstanden, orkestreret af Mette Frederiksen og hende nye departementschef.

2.

SWN mener, at en entreprenørstat bygger på visioner, viden og vedholdenhed. Han siger så, at Frederiksen er stærk på ”visions”-delen. Det bliver meget simpelt deromkring. Ordet ”vision” en af de mange markører for mangel på filosofi. Men pyt lige her.

SWN siger nemlig også, at Frederiksen er svag på ”viden”. Det er som om, hun er lidt ligeglad med den. Sigges hovedeksempler er, at Frederiksen gik imod Sundhedsstyrelsens viden i marts 2020, og at hun gik imod ”faglig (juridisk) viden” under minksagen.

Så der er altså ikke blot tale om ”ikke-viden”, men snarere om en form for opgør med viden som sådan, hvilket jo også lå i omkalfatringen af embedsstanden under pkt 1.

Vi får magt, personlighed og banale statistiske visioner uden faglighed og proportionalitet.

3.

SWN runder af med et afsnit, han kalder for ”Faresignaler i ”staten Mette””.

Kan man lave en mere kritisk overskrift? Der er noget fransk enevælde over udtrykket ”staten Mette”.

Det første ”faresignal” er ”et tunnelsyn i tunnelen”. Det taler vist for sig selv. Igen fremhæver SWN coronapolitikken som et centralt eksempel.

Han fortæller også om, at folk i den nye statskonstruktion bliver ”victims of groupthink”, hvor ”spindoktorer og ministrer omkring regeringstoppen ikke ”tør sige fra eller til”.

Under denne nye politisk-administrative realitet træder alle samfundets organisationer ind i alle mulige partnerskaber, som får til opgave at udfylde staten Mette med tunnelsyn og indløse hendes statistiske visioner.

Disse ”partnerskaber” er entreprenørstatens ræson d’etre, jf. f.eks. også det allerede nævnte ”sammen om skolen”. Coronapolitikken er også fyldt med partnerskaber.

SWN har bidraget til en forståelse af konkurrencestatens og ikke mindst biostatens særlige form for ”entreprenør-organisation”, hvor alle bidrager til Staten Mettes tunnelsyn.

Og kritik af staten Mette bliver beskyldt for at være trumpisme.

Så må vi tage de filosofiske problemer ved en anden lejlighed.

Litteratur:

Siggi Winther Nielsen: “Entreprenørstaten”, 2021, Gads forlag.

 

30. d. 30. juni: Interview med Mette Frederiksen fra august 2020

Redaktør ved Børsen, Laura Ellemann-Jensen, interviewede d. 28. august Mette Frederiksen til Mandag Morgen. Her, blot to måneder før minksagen, fortalte Frederiksen om den nye symbiose mellem hende selv og hendes embedsmænd med udgangspunkt i hendes nye og forstærkede autoritet, som hun helt bevidst har arbejdet for.

Det er fuldstændig samme fortælling, som man kan læse om i Sigge Winther Nielsens bog om ”Entreprenørstaten”, som jeg omtalte i går her på FB.

Men nu har denne magtfulde kvinde, som har haft hele det redefinerede embedsværk i sin hule hånd, intet ansvar? Men det har derimod embedsværket, hvis sjæl hun selv har defineret? Det er en ond tilstand efter min mening.

Nedenfor kan man læse Laura Ellemann-Jensens opslag på LinkedIn om hendes interview med Frederiksen. Det er tankevækkende materiale. Som sagt blot to måneder før minkene og epidemiloven kom på banen:

”For to år siden interviewede jeg Mette Frederiksen om hendes ledelsesstil. Om stram styring og om, hvorvidt man som leder kan være for stærk. Jeg ved ikke, om hun overhovedet kunne se meningen i de spørgsmål, jeg stillede. Hvad det betyder og kan have af konsekvenser, hvis man er for stærk som leder. At man risikerer ikke at få vigtige ting at vide. Den slags. Jeg tror, hun var totalt uenig med mig.

Jeg synes stadig, det er de bedste spørgsmål, jeg har stillet i et interview. Og i dag blev det igen relevant.

Sekvensen fra det lange interview får I herunder

(…)

– Du har ikke tænkt over, at man kan blive FOR stærk?

”Jeg mener ikke, at vi lever i en tid, hvor det er tilstedeværet af stærk ledelse, der er vores største udfordring. Jeg mener måske snarere, at vi lever i en tid, hvor det er det modsatte. Vi skal ikke være bange for at være tydelige over for hinanden, og vi skal heller ikke være bange for at træffe beslutninger. Men hvis man ser helt nøgternt på det arbejde, vi har stået bag, og det, der er sket gennem det seneste år, så har der jo været en enorm inddragelse af omverdenen. Det bliver sjældent italesat. Men i vores håndtering af covid-19 har vi åbnet rummet utrolig meget. Både for Folketinget og for den omverden, der har haft meget store aktier i det her. Så jeg vil heller ikke mene, at billedet er helt dækkende. Men det skræmmer mig ikke, at nogle kan konstatere, at der er en stærk leder i Statsministeriet. Det skal der være. Det gælder også efter mig.”

– Nu udvider du så også Statsministeriet. Vil det gøre dig stærkere?

”Ej. For mig handler det ikke om dét. For mig er det en strukturel styrkelse af demokratiet i Danmark. Hver gang du strukturelt har styrket demokratiet i Danmark, har det altid vist sig at være stærkere end de personer, der har været involveret i det på et bestemt tidspunkt.”

– Inden for organisationspsykologi taler man om, at meget stærke ledere kan forårsage det, der hedder groupthink, hvor de ikke får ordentligt modspil. De kontrollerer for hårdt, og så sidder der en stab, der ikke tør tale åbent. Men det er ikke noget, du har tænkt over?

”Helt nøgternt så synes jeg, vi er gået den anden vej. For eksempel er departementscheferne blevet involveret direkte i regeringens arbejde ved for eksempel at have deltaget i et regeringsseminar. Det er mig bekendt ikke sket før. For første gang, tror jeg godt jeg kan sige, har vi haft også de næste niveauer i centraladministrationen samlet her på Marienborg. Det tror jeg aldrig nogensinde er sket før. Så jeg tror, det der er en lidt for overfladisk betragtning.”

(…)

https://www.mm.dk/artikel/mette-frederiksen-man-er-ikke-i-tvivl-om-mit-lederskab

 

31. d. 30. juni: Den uskyldige statsminister

Minkkommissionen beskriver ifølge BT, hvordan Mette Frederiksen dirigerede det afgørende møde i K-udvalget med hård hånd. Hun forbød endda deltagerne at bruge 10 minutter på at læse det ledsagende materiale, hvor de juridiske problemer ellers var omtalt.

Men nu er det så alle andre end Frederiksen, der skal have tæsk? Altså alle de deltagere i mødet, som hun selv undertrykte på det groveste, men som nu skal bære alt ansvaret.

Jeg skal ikke kunne sige, om der er grundlag for en rigsretssag, men hverken hun eller nogle af hendes ministre kan da blive siddende? Så må de få et job i Netto.

Problemet for hendes støttepartier er nok, at de har støttet for længe. Enhedslisten omtaler f.eks. i et opslag – i bedste Frederiksen-ånd – sagen som “en fejl”. Det er et latterligt udtryk i denne sammenhæng.

Og problemet for oppositionen er også lidt, at de jo har støttet nedlukningen som sådan og dermed helt også den grundlæggende den statspraksis, som Frederiksen dermed fik etableret sammen med Bertelsen. Dette faktum vil holde oppositionen lidt tilbage, tror jeg.

https://www.bt.dk/politik/minkkommissionen-om-fatalt-moede-mette-styrede-alt

Link til Minkkommissionens rapport: https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/GRA/bilag/46/index.htm

 

32. d. 30. juni: Kommissionen foreslår implicit en advokatundersøgelse:

Som jeg ser det, foreslår minkkommissionen faktisk en advokatundersøgelse, som senere kan føre til en rigsret.

Det sker via følgende logik i samspillet mellem ministeransvarlighedslov og kommissionens formuleringer:

A. §5

Ifølge ministeransvarlighedslovens §5 skal en minister straffes, hvis han bryder loven enten ”forsætligt eller af grov uagtsomhed”, når han giver ”vildledende oplysninger”. Det fremgår af følgende formuleringer:

”§ 5. En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.”

Men nu har minkkommissionen jo officielt konstateret, at der er har været tale om ”grov vildledning”, som ikke et decideret ”forsætlig”, som jo var den ene mulighed, der blev omtalt i stk.1.

Derved lægger kommissionen indirekte op til, at den ”grove vildledning” bør undersøges for den anden mulighed, nemlig ”uagtsomhed”, jvf stk. 1.

Så minkkommissionen foreslår altså en advokatundersøgelse via dens måde at henvise til lovens centrale begreber.

Det er logik efter min mening. Det kan intet politisk parti komme uden om, med mindre de undsiger kommissionens arbejde.

B. §3

Jeg vil også lige notere en anden detalje:

Ifølge §3 kan en minister også straffes, selv når det er hans embedsmand, der bryder loven. Det fremgår af paragraffens pkt. 1-3.

Alle tre punkter er relevante i den aktuelle sag, men især punkt 2 er vigtig. Her er hele paragraffen:

“§ 3. Ved anvendelsen af borgerlig straffelovs regler om ansvar for medvirken til en lovovertrædelse skal en minister anses for medvirkende til en underordnets handling, når

1) han har været bekendt med, at den pågældende handling ville blive foretaget, og har undladt at søge dette hindret.

2) handlingen har været et nødvendigt eller naturligt middel til gennemførelse af en beslutning, for hvilken ministeren er ansvarlig.

3) han har fremmet handlingens udførelse ved ikke i rimeligt omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser.”

Der er noget med punkt 2’s ”naturlige og nødvendige middel”, der spiller godt sammen med hele den ideologiske tilstand, som Mette biostatens forskudte myndighedsstruktur er et udtryk for, og som viser sig i samspillet mellem minister, embedsmænd og myndigheder.

Links:

JP’s omtale af “grov vildledning”: https://jyllands-posten.dk/…/kommission-mette…/

Ministeransvarlighedsloven: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1964/117

Minkkommissionens beretning, som jeg endnu ikke har læst, kan tilgås på dette link. Jeg er lidt spændt på, om kommissionen selv understreger den logik, jeg har noteret.: https://www.ft.dk/sam…/20211/almdel/GRA/bilag/46/index.htm

En ”pædagogisk vulkan”: Lars Qvortrups status over folkeskolens udvikling siden 2013

Lars Qvortrup har siden 2008, hvor han blev leder af DPU, været blandt de mest magtfulde personer i dansk pædagogik. Han var en begejstret fortaler for skolereformens tankesæt, ikke mindst sammen med åndsfællen Jens Rasmussen og flere andre. Her herskede interessen for læringsmålstyring, John Hattie og LP-metoder, og AP Møllers millioner dryssede som guldstøv ned over de læringsrevolutionære tanker. De centrale institutioner og myndigheder tog flittigt del i de anti-pædagogiske løjer. Det var et pædagogikkens oligarki efter min mening.

Siden blev Qvortrup leder af det John Hattie-inspirerede ”Nationalt Center for Skoleforskning”. Det er nu nedlagt, og Qvortrup, som nu er 72 år, er i dag menig professor ved DPU.

I en ny international antologi gør han status over tiden omkring og efter skolereformen. Her fastholder han sine barokke konstruktioner 100%. Han har kort sagt intet lært af den omfattende kritiske proces, der har været i perioden. Tiden er stået stille. Lad os se på sagen:

Selve antologien har titlen ”The Emerald Handbook of Evidence-informed Practice in Education: Learning from International Contexts”. Bogen er redigeret af to evaluerings-evidens-effektivitetsforskere, Chris Brown og Joel R. Malin. Det er svært at opdrive en pædagogisk tanke i udgivelsen. Hvert land har fået et kapitel, og Qvortrup står så for at beskrive ”evidensens” skæbne i Danmark. Hans artikel hedder “Evidence-Informed Practice in Denmark” (Qvortrup 2022).

En kort note til titlens brug af det ”evidensinformerede”. I gamle dage hed det jo ”evidensbaseret”. Forskellen er, at det evidensbaserede gik på specifikke metoders målbare effekt på elevernes output. Det evidensinformerede handler sådan set også om det, men det er også noget mere. Det evidensinformerede går nemlig en mere omfattende ideologi, som fortalerne mener skal kendetegne hele det pædagogiske og politiske mindset. Så det ”informerede” er ikke noget andet end det ”baserede”, det er snarere en udvidelse og forstærkning af evalueringssystemernes magt og effekt. Bogens helt ukritiske og stærkt normative indledning bærer tydeligt præg af heraf.

 

1. Qvortrups diagnose

Qvortrup skriver, at skolereformen fra 2013 i høj grad var evidensinformeret. Her er nogle af de ord han bruger om reformen, som han godt kan lide: output-oriented, accountability-based, learning objectives, capacity building, evidence-informed. Han fremhæver også AP Møllerfondens positive betydning og det politiske niveaus store opbakning. Vi får kort sagt hele vokabularet fra dengang. Qvortrup beskriver dette som et ”anglo-american steering regime” uden antydning af kritisk lyd. Han fortæller også, at dette regime står i modsætning til humboldtsk Bildung, som han ikke har noget tilovers for. Humboldt er fjenden, må man forstå. Qvortrup sætter også sine ideer i modsætning til ”understanding teaching as craft”. Det er hårde dikotomier, som stadig præger folkeskolens begreber. Det er hele den brede ”uren pædagogik”- bevægelse, som med dennes fokus på dannelse og situeret læring, dermed marginaliseres. Qvortrup bygger især sin analyse på en artikel af Jens Rasmussen fra 2015. Det er som om, at tiden står stille.

Qvortrup mener, at hans store styringssystem ligger i direkte forlængelse af reformpædagogikken i 1920’erne og af den demokratiske pædagogik efter WW2. Det er fascinerende unuanceret, må jeg indrømme, men det hele står så kort, at det ikke rigtig kan adresseres i en seriøs kritik. Jeg vil henvise til min bog ”Skolens formål” for en mere regulær fremstilling af disse sammenhænge (Rømer 2022). Her kan man læse om, at skolereformen fra 2013 i hovedtræk består af et frontalt opgør med reformpædagogikkens og efterkrigstidens traditioner, og jeg behandler også de test-tilgange, som Qvortrup kort refererer til.

 

2. De to årsager til dårligdommene på nationalt niveau: OK13 og dannelseskritik

Qvortrup mener så, at det er gået skidt med evidensinformeringen i Danmark. Det skyldes to ting, mener han. Først og fremmest var skolereformen underfinansieret, og den blev derfor en del af arbejdskampen omkring OK13. Det betød at mange lærere blev skeptiske.

Den anden årsag til evidensinformeringens problemer var, ifølge Qvortrup, at lærerkonflikten blev ledsaget af en ”ideological dispute”. Lærerne blev nemlig understøttet af forskere, som mente, at pædagogik overhovedet ikke skal være nyttig, og at den skal ”set human beings free”. Denne position står Steen Nepper Larsen og undertegnede for, inspireret af Gert Biestas arbejde. Qvortrup har fundet nogle citater, men gør dog ikke det mindste forsøg på at sætte dem i filosofisk sammenhæng. F.eks. har han et citat fra min bog ”Uddannelse i spænding”, som han uden videre lader tale for sig selv, selvom citatet optræder i forbindelse med en kæmpeudredning af forholdet mellem frihed, handling, afhængighed og lydighed i et langt kapitel, der hedder ”Uddannelse som forfald”. I kapitlet undersøges, hvordan pædagogikkens opgave er at huske friheden, hvilket jo ikke er helt det samme som at ”sætte fri”. (faktisk kan jeg ikke finde det konkrete citat på den side i bogen, som Qvortrup angiver?).

Qvortrup kritiserer os desuden for at være ”filosofisk informeret”, men jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være kritisk? Det er da godt? Men med sin markering bliver det endnu lettere at forstå essensen i Qvortrups skarpe opgør med pædagogisk filosofi, da han var dekan på DPU. Han ville først nedlægge uddannelsen i faget, og da han ikke slap afsted med det, ville han fyre tre filosoffer. Det mislykkedes dog også.

Og Qvortrup lader til at mene, at Biesta er Humboldt-mand? Det er lidt svært at forstå, synes jeg, men det har jeg skrevet om andre steder. Qvortrup har sin kasse, som det hele kan komme ned i.

Nå, men Qvortrup siger, at modsætningen mellem hans Hattie-baserede evidens-system og alle disse mærkelige dannelsesfolk har lavet en ”pedagogical volcano” i Danmark, som skabte en ”legitimation crisis” i Habermas’ forstand. Jeg er lidt stolt af på den måde at have bidraget til at standse Qvortrup i hans forehavende.

 

3. Konsekvenser på projektniveau

Dernæst går Qvortrup over til det, han kalder for et ”project-level”. Her fortæller han om et af de store AP Møller-projekter, som han selv var kraftigt involveret i. Her ville man lave ”a detailed mapping of students’ learning” med ”student achievement profiles represented digitally in numerical and graphical formmats for every municipality, school and all individuel classes”.

Lyder det ikke skrækkeligt? Ikke ifølge Qvortrup. Han mener, at det hænger sammen med oplysningstidens filantropisme. Jeg er helt sat af.

Så på grund af OK13 og på grund af Biesta, Nepper og undertegnede, så er nogle lærere blevet kritiske overfor dette AP-Møllerprojekt og al den ledsagende retorik. Projektet er simpelthen godt, mener Qvortrup. Jeg synes det er godt, at der blev skabt lidt kritisk bevidsthed, må jeg indrømme.

Men Qvortrup er optimist. For med tiden – når ”the memory of the 2013 school reform becomes weaker” – så vil lærerne indse, at evidensinformeret pædagogik vil gøre dem mere ”satisfied with being teachers”.

I bogens indledning klassificerer de to evidensinformationsbegejstrede redaktører – med baggrund i Qvortrups beretning – den danske skole som ”fatalistisk”, dvs. hovedet under armen mod afgrunden.

Vi er i antifilosofiens verden, som Peter Kemp skrev engang om disse tilgange.

 

Referencer:

Qvortrup, L. (2022). ”Evidence-Informed Practice in Denmark”, I Brown, C. & Malin, J.R.: The Emereald Handbook of Evidence-Informed Practice in Education: Learning from International Contexts, Emerald Publishing, s. 167-174.

Rømer, T.A. (2022). Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering, Aarhus: Klim.

Alment farlige tanker 12, d. 5. – 31. maj 2022

1. d. 5. maj: Filosofi eller Excelark på universitetet?

Ulla Tørnæs er begejstret for Reformkommissionens forslag om en ny struktur for kandidatuddannelsen.

Hun skriver i Altinget, at man på en ny og kortere kandidatuddannelse skal lære om ”excel-anvendende fag”, mens man så på et forskningsorienteret ekstra år kan lære om ”Habermas”.

Hun siger, at Excel er noget, ”de unge” efterspørger. Det giver dem ”mening”, fortæller hun.

Det er svært at finde ord, synes jeg.

Tørnæs’ udtalelser er en hån mod både universitetet og ungdommen efter min mening. Men ok, det er Reformkommissionens arbejde også.

Men måske tænker Tørnæs med udtrykket ”de unge” på de unge socialdemokrater? I hvert fald havde formanden for Frit Forum, Kasper Dlugatch Stisen, blot to uger før et indlæg i Altinget, hvor han er helt på linje med Tørnæs. Stisen mener, at der er for meget sociologi og filosofi på statskundskabs-studiet og for lidt – som også han udtrykker det: ”anvendelse af Excel til analyser”.

Stisen skriver i forlængelse heraf endda følgende: ”Er det nødvendigt at studere spidsfindigheder om tyske filosoffers teorier for at være embedsmænd i et ministerium?”

Svaret er: Ja tak. Aldrig har det politiske liv haft mere brug for sociologiske og filosofiske ”spidsfindigheder”, og helst fra første semester. Det er jo simpelthen det, som statskundskab er. Disse ”spidsfindigheder” er 1000 gange vigtigere end et ”excelark”, hvis uddannelserne skal ”give mening”, og hvis de skal være nyttige, dvs. destruktivt kritiske over for Reformkommissionens ødelæggende ideer.

Tørnæs selv var en svag undervisningsminister fra 2001-05. På hendes post fik Finansministeriet mere og mere magt, kulminerende i 2006 med Globaliseringsrådets rapport. Herfra udsprang Skolerådet, som bestod af nogle af de samme økonomer, som nu sidder i Reformkommissionen. Skolerådet smadrede landets pædagogik på samme måde, som Reformkommissionen nu lægger an til at smadrer de videregående uddannelser.

Her er det omtalte citat fra Tørnæs’ indlæg:

”Mange unge taler om behovet for at se meningen med de fag, de bliver undervist i. Og her tilfører et femte års undervisning i Habermas måske ikke den samme merværdi som et fjerde år i mere excel-anvendende fag, og hvis det gør, vil man i øvrigt stadig kunne forfølge den velkendte to-årige kandidatuddannelse i et mere forskningsrettet spor på uddannelsen.”

Tørnæs’ indlæg, d. 2. maj: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/v-roser-kommissions-anbefalinger-uddannelse-og-arbejde-skal-ikke-vaere-to-adskilte-verdener

Stisens indlæg, d. 19. april: https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/frit-forum-forslag-fra-reformkommisionen-kan-goere-op-med-ideen-om-at-alle-studerende-skal-vaere-forskere

 

2. d. 8. maj: Mere skandale om afstemningsspørgsmålet

Lars Boje Mathiesen (NB) forklarer i denne video, hvordan man har manipuleret med afstemningsspørgsmålet for at få op til hele 26% flere ja-sigere fra nogle partier og ca. 15% i snit for alle partier

Denne store forskel opstår, hvis der spørges til ”at deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar” i stedet for til at ”afskaffe EU-forsvarsforbeholdet”.

Jeg troede først ikke mine egne ører, men fandt selv det notat, som Lars Boje refererer til. Og det passer, hvad han siger. Notatet er fra den stærkt EU-venlige Tænketank Europa og kan opfattes som et slags konsulent-notat for organisering af kommende afstemninger, hvilket tilsyneladende altså også har været tilfældet.

Det er især Socialdemokratiets og Venstres vælgere, der påvirkes af formuleringen. I notatet står følgende:

”Ser man på vælgerne hos partierne er der en markant stigning hos både Socialdemokraternes (34 til 59 pct.) og Venstres (42 til 68 pct.) vælgere”.

Disse tal er formentlig afgørende for afstemningsresultatet.

Efter hård kritik er der nu en henvisning til ”EU-forbeholdet” i afstemningsspørgsmålet, men henvisningen er underordnet ”EU-samarbejdet”, så notatets analyse stadig gælder. Desuden er spørgsmålets semantik nu en total rodebunke.

Efter min mening er der tale om en juridisk-politologis skandale.

Link til Lars Boje Mathiesens forklaring: https://www.facebook.com/LBMathiesen/videos/352691246925744/

Link til omtale af notatet og til notatet selv: http://thinkeuropa.dk/politik/politisk-staasted-og-framing-afgoerende-holdninger-til-eu-forbehold

 

3. d. 8. maj: Karnevalistisk protest

Henrik Dahl har lavet et herligt aktivistisk stunt foran Københavns Universitet.

Dahl har simpelthen iført sig nogle meget “krænkende” og “farlige” mexicanske gevandter for at provokere den identitetspolitisk radikaliserede universitetsledelse.

Ledelsen har nemlig – med henvisning til universitetets diversitetspolitik – forbudt studerende at klæde sig ud til hyggelige fester. Derimod har man ifølge Dahl ingen problemer med at give taletid til radikaliserede prædikanter, som ellers i allerhøjeste grad emmer af mangel på “diversitet”.

Så i København hader man udklædning og kreativitet. På det sæt minder universitetet om folk fra kunstverdenen. Her hader man også kunst. Man smadrer statuer, og for nylig har en mandlig kunstner ødelagt et af Asger Jorns kunstværker. I Politiken kalder man ligefrem forbrydelsen for “et værk”. Det er en slags Herlufsholm x 10. En slags offentlig kostskole-sovesal. Det hedder “cancel culture”. Så kulturen aflyser kulturen.

Og når nu karnavalismen og kreativiteten er fjernet fra KU, så kan man jo bedrive “relevant forskning”, dvs. excel-ark og produktivitetsoptimering i Reformkommissionens ånd.

Tusind tak til Dahl. Gid hans gode eksempel må brede sig over alt.

Heldigvis har man på Aarhus Universitet frabedt sig hele dette ødelæggende krænkelsesapperatur. Godt man bor i Jylland sammen med alle de andre kæmpeeskimoer.

Willkommen, bien venue, wellcome!

Link til billede og artikel om sagen: https://uniavisen.dk/hvad-lavede-henrik-dahl-paa-css-i-sombrero/

 

4. d. 9. maj: Rigmor

Kender I det fortræffelige band, århusianske “Rigmor”? Her er sangen “Træ”, som var debutsinglen i 2019. Sangen er et kønsfilosofisk og Michael Strunge-inspireret mesterværk: Pigens sang til drengen, der arbejder sig rundt i træerne med “fodspor på din kind” og med “regn på sine hænder”, mens hun står med åbne, ventende og opmærksomme arme og venter på “et pust” og “et tegn”.

Bandet har også helt aktuelt udgivet et strålende album med den slående titel “Glade blinde børn”. En slags generationsfortælling.

Den både kraft- og yndefulde stemme kommer fra Sarah Wichmann, som gav en dejlig version af Shit og Chanels “Smuk og dejlig” ved en koncert på Bispetorv i Århus i sidste måned.

Det er svært at få armene ned over denne syntese af 1980 og 2020’erne. Det er lige, hvad 2020’erne har brug for. Og 1980’erne er passage for 1950’erne, symboliseret ved bandets navn, det gamle “Rigmor”, som betyder “mægtig” og “sindelag”.

Man mærker historiens og lyrikkens vingesus i den flot producerede klang.

Teksten til “Træ”:

Du står med regn i dine hænder

Du drukner hvis du ikke kommer ind

Kommer ind i mine varme stuer

Du klatrer rundt i dine træer hele dagen

Pas på du ikke falder

Falder ned i mine arme

Der spirer fodspor fra din kind

Og du ved at du er mærket

Mærket af at være en af de andre

Du klatrer rundt i dine træer hele dagen

Pas på du ikke falder

Falder ned i mine arme

Giv mig et pust, giv mig et tegn

Så jeg kan se

At der er noget på spil for dig

https://www.youtube.com/watch?v=3GnxqCbqLuA

 

5. d. 10. maj: Hvad er fundamentet?

Fundamentet er en for-fatning. Det, som kommer før ”fatningen” (altså før metoden/politikken). Det som er Grund-loven, Grundens Lov, før-fatningen.

Fundamentet er en for-samling. Det, som kommer før samlingens mange kategorier (socialklasse, alder, politisk parti, cpr-numre osv). (jvf. Grundlovens §79, om forsamlingsfrihed og “åben himmel”).

Fundamentet er en for-tale. Den, som tænker og taler/handler, dvs. filosoffen og politikeren (jvf. Grundlovens §77, om tænke- og talefrihed).

Fundamentet er et for-mål. Det, som kommer før ”målet”. (jvf. GL, §76, om undervisningsfrihed/frie skoler + skolens formål). Det er kundskabernes kreds.

Det hele er en for-udsætning. Det er samfundets “indre”, dvs. det som kommer før ”ud-sætningen” og før “sætningen”. Det er sætningens ånd og historie, dens iltre tavshed.

Hvor kommer dette “indre” fra? Fra jordens og himlens syntese. Fra moderen og faderen (moder jord og faderen i himlen).

Hvori består denne forening mellem Faderen i himlen og Moder Jord, denne fundamentale kærlighedserklæring, som skaber liv?

Den består af samvær om opdragelse og pædagogik, som man selv har skabt forudsætningerne for i nydelse, poesi og i skæbne, hvor en tilfældighed pludselig får evig effekt. Det er Højsangens og romantikkens liv, som skaber tid og dermed erindring og håb.

Denne syntese, denne effekt, kaldes ægteskabet, dvs. foreningen af erotik og opdragelse, af krop og ånd. Herfra flyder boligen og ejendommen og arven (GL, §72 og 73). Tak skæbne . Mit hus og hjemstavn. Børnenes leg og erindring, tanken og talen og skolen.

Hvorfra stammer denne syntese? Fra frihedens milde og menige vinde.

Det er Grundens Lov. En slags kirke?

 

6. d. 10. maj: EU’s store planer

EU’s centrale institutioner, herunder både kommissionen og EU-parlamentet, er gået amok i en række vidtgående føderale forslag.

Ideerne støttes især af franskmændene, som jo nu er sluppet for briterne. Macron får formentlig det Ruslands-forvirrede Tyskland med på ideen. En magtfuld konstellation af de vigtigste lande og EU’s institutioner.

Tolv små lande forsøger at undslå sig i et notat, hvis samlede ordlyd jeg ikke har kunnet opspore. Men den føderale proces vil være så kraftfuld, at den vil materialisere sig uanset hvad. Hvis ikke i form af en decideret ny traktat, så vil det ske på anden vis. Det har vi set før, f.eks. i den såkaldte ”åbne koordinationsmetode” inden for uddannelsespolitikken og i Lissabon-aftalen, der skulle omgå det kuldsejlede forfatningsudspil tilbage i 2000’erne.

I deres notat skriver de tolv lande, ifølge Ritzau/Midtjyllands Avis, at man skam godt kan ”levere resultater” inden for rammerne af den nuværende traktat. Så traktater og national suverænitet er bare et spørgsmål om at ”levere resultater”? Dermed har de tolv lande undermineret deres egen eksistensberettigelse efter min mening. Landene og forfatningsspørgsmålet er degenereret til evidensbaserede metoder.

De små afvigerlande, som har lavet det fælles notat, er følgende:

Estland, Letland, Litauen, Polen, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Rumænien, Slovenien, Malta, Danmark, Sverige og Finland. En gruppe, som er totalt uden realpolitisk pondus, som nu oven i købet er relativeret af resultatleverings-tankegangen.

De andre lande – herunder alle de store lande – må antages at støtte EU’s politik, eftersom de jo ikke er med i “notat-gruppen”.

Ursula von der Leyen er da også ved at gå til at føderal begejstring. Hun vil ”move faster”, skriver hun på twitter. Hun ser især frem til mere central styring af forsvar og biopolitik.

Her er von der Leyens fulde tweet: “We need to go even further. For example, I have always argued that unanimity voting in some key areas no longer makes sense, if we want to move faster. Europe should also play a greater role in health or defence”.

Vi må her huske på, at både hun og Macron hurtigt udviklede sig til hardlinere ift. vaccinationstvang, grænselukninger og nedlukningsaktioner. De er ikke demokratiets venner, og de kan øjensynligt finde på hvad som helst.

Den danske udenrigsminister forsøgte den anden dag i Politiken at bagatellisere situationen, hvilket er helt umuligt at tage alvorligt.

Ja-sidens ideologer er nærmest udstillet efter min mening. Måske kommer der en eller anden woke kunstner og smører lidt lim ud over dem? Så bliver de en slags klump af ællinger?

Og dertil kommer så hele den juridisk-politiske skandale omkring afstemningsspørgsmålet, og det overophedede hastværk, som præger hele processen.

Det er på med nej-hatten, som Svend Brinkmann anbefalede i sin bog “Stå fast”. Nogen skal jo hjælpe de andre lande og vores europæiske venner.

Links:

Artikel om de små landes notat: https://www.midtjyllandsavis.dk/artikel/49d44a0d-650c-3db6-a677-5d2c943cd09e/

Artikel om udenrigsministerens reaktion: https://politiken.dk/udland/art8758007/Nej-tak

 

7. d. 10. maj: Kostskoleromaner

Litteraturhistorien har en rig tradition for flotte kostskoleromaner. En af de mindre kendte er svenskeren Louis de Geers serie om en svensk drengs liv på den engelske kostskole Singleton.

Drengen starter som elev og ender som lærer på skolen, og vist nok også som rektor. Det er en smuk fortælling fyldt med drengeliv og udvikling, selvom der vist nok også var både hjælpsomme og dumme præfekter og så videre. Sådan står det i al fald i min søde og barnlige erindring.

Jeg læste bogen som stor dreng. Det lød som et paradis. Jeg kan huske, at jeg efterfølgende plagede min mor og far om at komme på kostskole i Storbritannien. Men ok, jeg blev også mobbet på det groveste på den lokale reformpædagogiske folkeskole, så jeg endte med at stikke ham der Jørgen en på sylten. Det var “børnenes tyranni”, som Hannah Arendt kalder det. Episoder, som i dag nok var havnet på University College SoMe.

Her er bøgerne i Singletonserien, som alle er oversat til dansk:

Singleton, 1929

Ilddåben på Singleton, 1930

Bedrifter på Singleton, 1931

Den nye lærer på Singleton, 1941

Singleton og krigen, 1943

Singleton efter krigen, 1947

Store begivenheder på Singleton, 1954

I virkelighedens verden hed skolen Eton, som var det centrale sted for uddannelse af engelske gentlemen, dvs. “blide mænd”, hvad det så er? Måske et supplement til Sokrates, som var en “jorde moder”? En engelsk version af den danske “efterskole”, som også er fyldt med jord og himmel.

Boris Johnson huserede på Eton fra slut-1970’erne. Han var dygtig og lærd og kom med i den legendariske præfekt-gruppe ”the pop”. Den skæve og højdannede Johnson blev casinorytteren Donald Trumps modsætning. Trump var kun skæv og rig og plat.

Johnsons senere konservative rival, David Cameron, var også elev på Eton, men blev ikke valgt til the pop. Der herskede efter sigende splid mellem de to konservative langt ind voksenlivet pga. denne forskel i præfekt-status.

Jeg må til at få genlæst Singleton-serien om kostskolens dyder. Måske suppleret med lidt læsning af den engelske filosof og pædagog, John Locke?

Så kan jeg – filosofisk, erfaringsmæssigt og litterært rustet – se TV2’s kommentar bagefter.

 

8. d. 11. maj: Det radikale venstre og Herluf Trolle

Klaus Eusebius Jakobsen var rektor for Herlufsholm fra 1993- 2016. Han stod for at modernisere Herlufsholm, så der i dag står ”trivsel” alle steder. Bagefter blev han viceborgmester i Næstved kommune for det radikale venstre. Han var en slags kulturradikal Herluf Trolle.

Projektet lykkes. Skolen har ifølge undervisningsministeriet trivsels- og mobbemålinger, der bedre end landsgennemsnittet, også bedre end to af de store gymnasier i mit eget nærområde: Risskov Gymnasium og Aarhus Katedralskole. Det samme er tilfældet for grundskoleeleverne.

Og nu smadres de fine traditioner, som forener britisk og dansk kostskoletradition og eliteuddannelse pga. enkeltsager, som selvfølgelig skal tages meget alvorligt, men som måske er mere komplekse, end vi får at vide.

Både præfekterne, sovesalene og den herlige pø-kamp, som er mere opbyggelig end Aarhus Universitets drukparty af en ro-fest, fjernes nu. Om lidt forsvinder sikkert også elevernes smukke dragter. Og hvem ved, måske rives bygningerne ned eller males lilla?

Det er ”cancel culture” af værste skuffe. Fordi der er konkrete problemer, så angribes hele reglen/traditionen, som TV-programmet endda slet ikke nævner. Der hældes igen lim ud over Jorns ælling i en form for udskamningsrus og lynch-agtig stemning, og man spørger slet ikke de mange glade elever, om de også synes pø-kampen skulle være “krænkende” eller alt det andet.

Programmet nævner heller ikke de ovenfor nævnte trivselsundersøgelser, og der lader til at være tale om ganske få sager over flere årtier. Det er i bedste fald ubestemt. En hvilken som helst større skole vil kunne fremvise adskillelige grove mobbeeksempler over 30 år. Jeg kan selv huske adskillelige eksempler fra min egen progressive 1970’er-skole.

Og jeg har endda hørt, at eleverne ved Næstved nu forulempes groft, både på SoMe og i virkeligheden, så man næsten skulle tro, at de ikke var vaccineret mod corona. Hvor er det synd for dem og for deres fine skole.

Det er tidens motto. Find et problem og aflys al kultur, der omgiver det! Perspektiverne er katastrofale.

Pressemeddelelse med link til UVM’s trivselsstatistik: https://herlufsholm.dk/…/pressemeddelelse-tv-udsendelse…

Link til skolens hjemmeside: https://herlufsholm.dk/

Tidligere elev diskuterer TV2’s dokumentar: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/journalist-og-tidligere-elev-paa-herlufsholm-fravaer-af-fakta-i-tv-2-dokumentar-er

Jacob Mollerup kritiserer dokumentaren i Politiken, d. 11. maj: https://politiken.dk/kultur/art8766487/TV-2-har-spillet-et-ukl%C3%A6deligt-dobbeltspil-i-skandalen-om-Herlufsholm

Tilføjet, d. 20. juni: Kritik af TV2’s dokumentar af Peter Kiertzner, kronik i Politiken d. 11. juni: https://politiken.dk/debat/kroniken/art8808685/%C2%BBTV-2-fordrejer-virkeligheden-n%C3%A5r-det-g%C3%A6lder-Herlufsholm.-Jeg-har-sendt-begge-mine-b%C3%B8rn-derhen-og-genkender-slet-ikke-billedet%C2%AB

Tilføjeg d. 28. juni: Ministeriets rapport om Herlufsholm: https://herlufsholm.dk/media/7937/partshoering-over-de-samlede-omstaendigheder-i-tilsynssagen-med-herlufsholm-skole-og-gods.pdf

 

9. d. 11. maj: Ny bestyrelsesformand på University College VIA

Per B. Christensen er blevet formand for bestyrelsen i VIA. Christensen har spillet en central rolle i at udbrede skolereformens læringsideologi, både i sin egen kommune i Næstved, i AP Møllers folkeskolefond og flere andre steder.

Det siger noget om den ideologiske tilstand i VIA, at Christensen nu ligefrem bliver bestyrelsesformand. I VIAs egen artikel om sagen nævnes Christensens antipædagogiske holdninger ikke.

Til gengæld flugter udnævnelsen godt med det forhold, at Christensen i 2021 fik professionshøjskolernes såkaldte “ærespris”.,

Det hele – VIA, professionshøjskolerne og Christensens filosofi – er en del af læringsglobaliseringens åndelige struktur.

(tilføjet d. 3. juni) Samtidig er Jesper Fisker blevet formand for bestyrelsen på Københavns Professionshøjskole. Fisker var den centrale embedsmand under Antorini og promoverede skolereformen kraftigt. Fisker er også blevet formand for professionshøjskolernes formandskollegium.

Så ledelsen af professionshøjskolerne understreger denne skoleforms rødder i de sene 00’ers uddannelsespolitik og skoleforståelse.

Links:

Omtale af den aktuelle udnævnelse: https://www.via.dk/om-via/presse/nyheder-2022/per-b-christensen-er-ny-bestyrelsesformand-for-via

Om Per Christentens rolle i skolereform mm.: http://www.thomasaastruproemer.dk/profitraten-i-naestved-kommunes-loefte-om-laering.html

Omtale af ærespris i 2021: https://danskeprofessionshøjskoler.dk/per-b-christensen-er-modtager-af-danske-professionshoejskolers-aerespris-2021/

Om udnævnelsen af Jesper Fisker: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8804719/Jesper-Fisker-s%C3%A6tter-sig-i-spidsen-for-Danske-Professionsh%C3%B8jskolers-formandskollegie

 

10. d. 12. maj: Bitte små ryk

Tina Dickows nye LP, ”Bitte små ryk”, som er hendes første dansk-sprogede album, er en flot lyrisk-musisk refleksion over nedlukningens mange forskellige perspektiver, f.eks. savnet, fællessangen og teknologien.

Det måske vigtigste af disse perspektiver er ”kritikken”, som ikke mindst kommer til udtryk i albummets titel- og signatursang, som maner til politisk opmærksomhed på de mange ”bitte små ryk”, som tager ”millimeter for millimeter af dig” og af ”verden vi lever i”. Vi ”mister det”. Det ”kommer listende”, men ”vi ser det ikke”.

I sangen markerer Dickow sine fraseringer af ”ryk” på en meget elegant og næsten uhyggelig måde. I en omtale af sangen, fortæller hun, at de ”små ryk” sender os ud i en ”ny virkelighed”.

“Nu er det nu, vi skal holde øje”!, synger hun.,

Et fremragende samfundskritisk og dybt reflekteret album om perioden fra d. 11. marts 2020.

Her er sangen:

Titel: Bitte små ryk

Tal til mig

Sig mig hvor lang tid skal der gå

før vi tør sætte ord på det der er ved at ske

Kig ik’ den anden vej

ik’ lad det vente og gå i stå

Vi skal sætte ord på det der er ved at ske

Bitte små ryk

vi ik’ tager os af

Et lille stumt nøk, mere hver dag

Det går langsomt, det kommer listende

vi ser det ik’,

hvordan vi langsomt mister det lidt efter lidt

I bitte små ryk

Løb med mig

ind i den fremtid, vi ik’ kan sе

Fyldt op af det vi tror på, der sker af automatik

Millimeter for millimeter af dig

ligesom den verden vi lever i

forandrer sig i bitte små ryk,

mens vi kigger væk

Bitte små ryk vi ik’ tager os af

Et lille stumt nøk, mere hver dag

Det går langsomt, det kommer listende

Vi ser det ik’,

hvordan vi langsomt mister det lidt efter lidt

i bitte små ryk

Vi skal holde øje

Nu det’ nu,

du skal følge med,

hvis vi ku’,

se det lidt for oven

Nu det’ nu

Det’ nu og her, det går ned

Det går langsomt, det kommer listende

Vi ser det ik’

Hvordan vi langsomt mister det lidt efter lidt efter lidt

Det går langsomt, det kommer listende

Vi ser det ik’

Hvordan vi langsomt mister det lidt efter lidt

i bitte små ryk

bitte små ryk

i bitte små ryk

bitte små ryk

i bitte små ryk

bitte små ryk

i bitte små ryk

bitte små ryk

I bitte små ryk

bitte små ryk

i bitte små ryk

Link til sangen: https://www.youtube.com/watch?v=EueP45Dw5jc

Dickow præsenterer hele albummet på dette link: https://www.youtube.com/watch?v=NUgM_uZOVME

 

11. d. 12. maj: The great resets opgør med uddannelsestraditionen

World Economic Forum er via organisationens ”great reset”- ideologi, som er en form for bio-digital global samfundsændring, blevet en vigtig global aktør.

Danmark understøtter reset-ideologien kraftigt via en decideret aftale mellem WEF og den danske regering. Det kaldes for ”en revolution”: Den ”fjerde industrielle revolution”.

WEF har også støttet hele nedlukningsideologien, som man opfatter som en central del af dette ”reset”.

Det har intet med ”konspiration” at gøre.

Organisationen har forskellige uddannelsesprogrammer, bl.a. nogle højtprofilerede kurser i kunstig intelligens, hvor en masse erhvervsledere deltagere. Her uddannes såkaldte ”teknologi-pionerer” i reset’ets ånd.

I en artikel har man spurgt nogle af kursisterne om kunstig intelligens’ betydning. Ideologien og indoktrineringen er larmende.

En af dem, der har deltaget, er Asude Altintas, som er grundlægger af det tyrkisk-globale firma ”Twin Science”, som producerer læringsteknologi og har fået priser af FN osv.

Altintas’ udtaler sig om emnet ”uddannelse”, under overskriften: “AI will reinvent how we think about education”

Med udtrykket ”reinvent” bekræftes ”reset”-ideologien.

Hans vokabular er sigende for, hvordan læring, styring og globalisering flyder sammen i hele den begrebsmæssige konstruktion:

Altintas indleder med uden videre at affeje ”the traditional educational system”, som han kalder det. Det er ”not functional”, fortæller han. Så er det ordnet på to linjer. Ud med hele fortiden. Den er røv-til-bænk og Trump osv..

I STEDET FOR er ”the needs of the world” ifølge Altintas nu samlet i en blanding af FN’s bæredygtighedsmål og 21st-century skills, som disse blandt andet er ”listed by World Economic Forum”, som der står.

Herefter flyder læringsrevolutionen: Kunstig intelligens skal bruges til at ”understand children’s own interests to suggest the next step in their learning journey”.

Og videre med algoritmerne fossende ind i klasseværelset: “Every child will be able to ideate, prototype, test and iterate in a cost-effective way. In this way, they will innovate and improve the well-being of the world.”

Dermed har algoritmen overtaget kulturgrundlaget, som jo er ”not functional”. Det svarer til at hælde lim ud over et kunstværk.

Det er i øvrigt ikke tilfældigt, at Altintas taler om ”wellbeing of the world”. Dette udtryk udgør nemlig OECDs centrale målsætning i deres 2030-strategi, hvis indhold minder meget om WEF’s og FNs og faktisk også EU’s aktioner, som dog er mere bureaukratiske. Det er en slags global trivsels- og læringsideologi.

I OECD har man udviklet et ”læringskompas”. Det er et kæmpeapparat.

I Danmark har man netop vedtaget en digitaliseringsstrategi, som efter min opfattelse har ovenstående som ideologisk grundlag. Et af forslagene i strategien var at nedsætte et Digitaliseringsråd. Det gjorde man så i går. Formanden er direktør i Microsoft!

Tidligere havde Danmark et Disruptionsråd, som ideologisk set var knyttet til en anden af de indflydelsesrige aktører, nemlig det såkaldte Singularity University. Senere kom Teknologipagtrådet. Men den transhumanistiske globale ideologi er stærkt overlappende for alle disse organisationer.

WEF’s første danske ”young global leader” var Ida Auken, som i nogle år også var leder af den radikaliserede SIRI-kommission, der stod for en symbiose mellem teknologi, synlig læring og styring under de globale kompetencers herredømme og kulturopgør.

Auken kommer faktisk ud af teologiske tidehvervssammenhænge og har efter min mening fejlanbragt sig selv. Hun danner par med en af ladets største digitaliseringskritikere, Bent Meyer Sørensen. Der er noget at snakke om ved middagsbordet.

Senere blev miljøminister Lea Wermelin også en del af det dårlige ungleder-selskab i WEF. Så hende bør man ikke stemme på.

Links:

Link til den artikel, hvor Altintas interviewes: https://www.weforum.org/agenda/2022/05/17-ways-technology-could-change-the-world-by-2027/

Link til OECD’s kompetencesystem: https://www.oecd.org/education/2030-project/

Link til Altintas’ virksomhed: https://www.twinscience.com/en/about-twin/

Link til omtale af ”the great reset: http://www.thomasaastruproemer.dk/the-great-reset-konspiration-eller-faktum.html

Link til omtale af SIRI-kommissionen: http://www.thomasaastruproemer.dk/siri-kommissionens-opgoer-demokrati-paedagogik.html

 

12. d. 12. maj: Nogle gange er man bare stolt af sit universitet

Læs dette flotte interview med AU’s rektor, Brian Bech Nielsen, som med reference til både jysk lune og den helt store oplysningsfilosofiske fortælling går i forsvar for AU’s nyligt vedtagne principper for ytrings- og åndsfrihed.

Journalisten er virkelig grundig og spørger til den ene og den anden sag, men Brian Bech Nielsen svarer strålende for sig.

Rektor foreslår, at de andre videregående uddannelser følger AU’s eksempel, og han forklarer også, at forskningsfriheden hænger sammen med undervisningsfriheden.

Jeg ser frem til, at disse tanker også vinder indpas på DPU, hvor der har været en del problematiske sager siden 2010, og i skolesystemet mere bredt, hvor læring og globalisering er nærmest enerådende markører på strukturniveauet, og hvor “åndsfrihedens” tradition har det hårdt.

Mange tak til Brian Bech Nielsen (og til hans bestyrelsesformand, Connie Hedegaard) for denne flotte aktion og redegørelse.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/rektor-uenighed-er-ilt-for-et-universitet

 

13. d. 14. maj: Barbara Berthelsen, rigsadvokater, nedlukning og “forræderi”

Rigsadvokat Jan Reckendorff har travlt med at anklage den ene og den anden for forræderi, uden at nogen rigtig ved, hvem der egentlig anmelder. Der er både Claus Hjort/FE-sagen og plakat-sagen.

Der er en interessant sammenhæng, som er værd at notere sig, og som forbinder en række retspolitiske tråde på en tankevækkende måde:

Jan Reckendorff blev ansat i sin nye stilling i 2018. I forbindelse med sit nye job gjorde han rede for sin filosofi i et stort interview i Politiken. Han ville nu være statens og justitsministeriets lydige tjener. Det virkede som et kollaps i magtens tredeling. Andre af landets jurister var rystede.

Nedenfor er der et link til interviewet og til en artikel fra i dagens Politiken, hvor citaterne fra interviewet står til underdanigt skue

Ansættelsen af Reckendorff i 2018 var samtidig – og som noget helt nyt – kontraktbaseret og tidsbegrænset. Før havde stillingen været fast. Men den tidligere rigsadvokat, Ole Hasselgaard, som var ordentligheden og stilfærdigheden selv, blev gået, og pludselig havde man altså en underdanig og kontraktansat person på denne vigtige post.

Nu kunne alt ske. Det startede med noget med Loyal to Familia, og ministeren var begejstret. Og herefter kunne retssammenbruddet så brede sig til nye områder.

Så imens Tesfaye taler om rigsadvokatens uafhængighed af regeringen og endda beder folketingets medlemmer om at pantsætte deres samvittighed, så erklærer rigsadvokaten sin underdanighed overfor regeringen! Så rigsadvokaten er både uafhængig og underdanig?

Det er helt umuligt at tage alvorligt.

Hele denne nye ansættelseskonstruktion fra 2018 blev iværksat under den daværende borgerlige regering. Her var Søren Pape justitsminister. Og hans departementschef, som han havde arvet fra Mette Frederiksens tid som justitsminister, var ingen mindre end….. tatata!!….

…..Barbara Berthelsen, som jo kom fra Moderniseringsstyrelsen, hvor hun havde bidraget til lockouten af lærerne. Senere tog Frederiksen hende med over i Statsministeriet, hvor hun efter få ugers ansættelse gik amok i nedlukningsangreb på Grundloven.

Den mærkelige afskedigelse af Hasselbach kan man læse om i en artikel om sagen fra 2018. I artiklen står der også følgende om udnævnelsen af Berthelsen i 2014:

”I stedet fik Justitsministeriet en dynamisk kvinde som øverste embedsmand i skikkelse af den 44-årige tidligere vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen, Barbara Bertelsen. Hun har i den grad sat sit præg på det gamle lovministerium med sine powerpoints og målkrav om hurtigere besvarelser af folketingsspørgsmål.”

”målkrav”?

Der er noget helt galt.

Måske en lille brik til Nedlukningens materialisering?

Jeg har informationerne fra følgende tre artikler fra Politiken:

Aktuel artikel om sagen fra i dag: https://politiken.dk/indland/art8771105/N%C3%A6sten-fire-%C3%A5r-gammel-udtalelse-fra-rigsadvokaten-er-pludselig-blevet-interessant-igen-i-sagen-mod-Claus-Hjort-Frederiksen

Artikel i Politiken d. 14. april, 2018: https://politiken.dk/indland/politik/art6445059/Stor-mystik-i-justitsverdenen-hvorfor-blev-rigsadvokaten-tvunget-til-at-g%C3%A5-af

Interview med Reckendorff, d. 18. august 2018: https://politiken.dk/indland/art6666834/%C2%BBHvis-et-flertal-%C3%B8nsker-at-s%C3%A5-mange-kriminelle-udl%C3%A6ndinge-som-muligt-udvises-g%C3%B8r-vi-det%C2%AB

 

14. d. 17. Maj: “Enestående og interessant”

Ove Christensen, som er idehistoriker og ansat ved læreruddannelsen på UC Absalon, har lavet en stor og flot anmeldelse af min bog ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering” til folkeskolen.dk

Christensen har arbejdet grundigt med at sætte sig ind i bogens tanker, hvilket han skal have stor tak for.

Han synes virkelig godt om udgivelsen, fremgår det. F.eks. skriver han følgende:

”Rømer har skrevet en fantastisk grundig bog om, hvordan man kan se opkomsten af skolens formål som et resultat af en lang ånds- og idehistorisk tradition. Han får virkelig knyttet mange forskellige inspirationer sammen.”

Christensen har også nogle fine kritiske markeringer og spørgsmål. Han skriver, at ”Rømers omfangsrige værk vækker til diskussion”:

Og han konkluderer umiddelbart efter:

”Men uanset hvad må man sige, at hans stemme inden for dansk pædagogik er både enestående og interessant. Det er værd at lytte til hans tale. Og uanset om man deler hans synspunkter eller ej, så er de altid bakket op af en belæsthed og grundighed, der aftvinger respekt.”

Ove Christensen kalder sin anmeldelse for “formålets forfaldshistorie”. Det forstår jeg godt, men på den anden side, så er bogen også en hyldest til den eksisterende formålsparagraf. Denne modsætning svarer til undertitlens ord “splittelse”.

https://www.folkeskolen.dk/folkeskolereform-formalsparagraffen-malstyring/formalets-forfaldshistorie/4634208

 

15. d. 30. maj: Lukning af gennembrudsdashboard

Jeg vil lige bogføre en lille hændelse, så den ikke går i glemmebogen.

D. 18. oktober 2021 oprettede SSI et dashboard for de såkaldte ”gennembrudsinfektioner”. Det slet skjulte motiv var at presse folk, herunder unge, til at blive vaccineret. Man regnede med, at tallene ville tale for sig selv.

På dashboarded kunne man se, hvor mange hhv. vaccinerede og ikke-vaccinerede, der blev smittet eller indlagt hver dag.

Men tallene blev mere og mere pinlige, eftersom det efter få uger viste sig, at det mest var de vaccinerede, der blev smittet.

I stedet regnede man så med, at tallet for indlæggelser ville tale for sig selv, og at de uvaccinerede ville fylde hospitalerne.

Men nixon bixon…., i lang tid har også tallet for indlagte været pinlige. Der har simpelthen været flere indlagte blandt de vaccinerede.

Hvad gør man så? Gode råd er dyre, som man siger.

Jo, først sløjfede man tallene om de indlagte fra dashboardet. Disse tal kunne man af mystisk-fystiske årsager i mange uger kun læse på TV2 Lorry. Og nu har SSI simpelthen nedlagt hele dashboardet som sådan, altså både for smittede og indlagte!

Udviklingen i de pinlige tal er nu helt hemmelig.

Den sidste opgørelse, jeg har adgang til, er fra TV2-lorry, d. 19. maj. Heraf fremgår det, at vaccinerne overhovedet ikke har haft nogen effekt på den brede befolkning, nærmest tværtimod. Her er tallene:

A. Absolutte tal:

Smittede, vaccinerede (alle tre stik): 560

Smittede, ikke-vaccinerede: 33

Indlagte, vaccinerede: 278

Indlagte, ikke-vaccinerede: 48

 

B. pr. 100.000

Smittede, vaccinerede: 15,4

Smittede, ikke-vaccinerede: 4,4

Indlagte vaccinerede: 7,7

Indlagte non-vaccinerede: 6,4

 

Det er utrolige tal, men fra nu af er de altså også hemmelige.

Den såkaldte positivprocent har i flere uger ligget omkring 10%. Altså langt højere end under de to store nedlukninger, hvor man i lange perioder gik nærmest amok, hvis den oversteg 1%.

Imens venter vi på det næste indgreb fra biostatens indre. For statens indre organer har ændret sig. Det vil vise sig i stort og småt.

Links:

SSI’s pressemeddelelse fra d. 24. maj: https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2022/statens-serum-institut-udfaser-to-dashboards

Tal fra TV2-Lorry: https://www.tv2lorry.dk/coronavirus/nyeste-corona-tal-sa-mange-er-smittede-indlagt-og-dode-med-coronavirus-i-danmark-og-din-kommune

 

16. d. 30. maj: Pædagoger siger Nej!

Hvis man elsker pædagogik og uddannelse, så er det på med nej-hatten i morgen.

I år 2000 udgav EU-kommissionen et særdeles indflydelsesrigt ”Memorandum for livslang læring” i forlængelse af den store Lissabon-aftale samme år. Her stadfæstedes en ny ”vidensbaseret økonomi” og dennes totale opgør med den pædagogiske tradition samt med alle de nationale opdragelsestraditioner, som vel at mærke er dybt forbundet, hvilket kommissionen også overser. Det var her, at “læring” for alvor fik regional og global magt og lagde op til at evalueringsbegrebets effekt blev altdominerende. Samme år kom OECD’s Pisa-lister til og forstærkede tendensen.

Det var blandt andet disse EU-tekster, som i starten af 00’erne satte gang i Gert Biestas kritik af det nye læringsbegrebs ødelæggende effekt på uddannelsesbegrebet.

EU forlod dermed Unescos og den europæiske traditions mere humanistiske og demokratiske uddannelsesvision, som meget uheldigt udviklede sig til “ansvar for egen læring” (AFEL). I stedet for AFEL etableredes altså et økonomisk funderet begreb om ”livslang læring”. Man ønskede en ”helt ny tilgang til uddannelse”, står der i teksten.

Livslang læring – dette opgør med pædagogik – er ligefrem en ”fælles paraply, hvorunder alle aspekter af undervisning og læring skal forenes”. Altså “alle aspekter” skal “forenes”. Det er skrækkelig læsning.

Den frisatte 1990’er-læring bliver nu opslugt af et enormt økonomisk-teknokratisk system, som postulerer en ond og altomsluttende økonomisk defineret evalueringsenhed. De nye svage stater blev kaldet for “konkurrencestater”.

Dette totale læringssystem forbinder sociale og økonomiske forandringer og postulerer ”to lige vigtige mål”, nemlig ”fremme af aktivt medborgerskab og fremme af beskæftigelsesegnetheden”. Men sidstnævnte – altså beskæftigelsesegnetheden – er ”grundstenen” i det første, og bliver i årene efter den altdominerende indikator, senest aktualiseret i den såkaldte reformkommissions arbejde med videregående uddannelser.

Memorandummets indflydelse arbejder stødt op igennem årtierne, også i forhold til folkeskolen.

Herfra pumper bureaukratiet uophørligt. Møder man modstand, så iværksættes en nærmest hemmelig og hensynsløs ”open method of coordination” imellem landenes og kommissionens embedsapparater, som er opslugt i memorandummets ånd.

EU’s altomfattende vision er fuldstændig uden reference til nationale åndstraditioner eller til europæisk pædagogik, videnskab og tradition. Det er et totalt økonomisk og teknokratisk system, som efterfølgende fik enorm indflydelse overalt via de såkaldte kvalifikationsnøgler og andre bureaukratiske forsøg på at omgå diverse forbehold og subsidiaritetsprincipper.

Det begrebsmæssige samspil mellem EU og OECD op igennem 2000’erne og 2010’erne og de ledsagende datadrømme, som pt diskuteres i Davos i regi af World Economic Forum er udtryk for den totale antipædagogik. Det er en trussel, både mod pædagogik som sådan og imod staten som begreb og dermed dennes institutioner. Coronaen har været som vand på møllen.

Unionen udvides overalt. Og nu vil den have flere våben, dvs. mere magt, så den kan gennemtvinge sin antihumanistiske dagsorden på alle niveauer og fastholde de nationale og europæiske rester i dens greb.

Meningsmålingerne peger desværre på et ja. Jeg håber, at i det mindste lærere og pædagoger samt opdragere i det hele taget svinger nej-hatten, så vi i al fald kan sige, at opdragelsen har opdraget teknikken.

Reference:

Min danske version af det omtalte EU-dokument står i følgende udgivelse:

Jensen, Carsten N. (red.) (2003). “Voksnes Læringsrum”, Billesø & Baltzer, s. 13-18.

Det samlede memorandum kan tilgås på denne hjemmeside: https://ufm.dk/uddannelse/internationalisering/internationalt-samarbejde-om-vejledning/euroguidance/eu-og-vejledning

 

17. d. 31. maj: Unionen er stendød!

Husk nu Schlüters løgn fra 1986: “Unionen er stendød!”

Schlüter fortalte dengang i 1986, at han havde citatet fra en ledende tysk socialdemokrat, som ellers var fortaler for unionen, hvilket mange andre tyske socialister ifølge Schlüter også var. Så selvom Schlüter løj, så modsagde hans begrundelser løgnen.

Så den som siger, at unionen er stendød, er de mest aktive fortalere for unionen. Denne selvmodsigelse præger stadig ja-siden.

Nej tak.

Så det var løgn, hvad Schlüter sagde. Efter murens fald omdannedes “de europæiske fællesskaber”, altså et i princippet politisk pluralis, til en Europæisk Union, dvs. en teknokratisk læringsenhed. Man misbrugte løfterne fra 1989 på det groveste. Men “unionen” lå allerede som et stærkt kim i det med “fællesskaber”, som unionen altså endte med at vokse ud af, overtage og definere.

Så Danmarks forbehold er en påmindelse om “fællesskaber”, mens Unionen er et unisont angreb på “fællesskaber”.

I morgen kan man beskytte Europas fællesskaber mod Unionen ved at stemme nej. Det kan inspirere andre “fællesskaber” i vores verdensdel til også at få forbehold, eller det der er bedre.

https://www.facebook.com/watch/?v=1125362260847630

 

18. d. 31. maj: Spørgsmål til Astrid Iversen

Den meget indflydelsesrige og dybt radikaliserede epidemiolog, Astrid Iversen, som er med i regeringens ekspertudvalg, er blevet interviewet til Berlingske om coronasituationen. Her siger hun noget meget mærkeligt, som jeg ikke kan forstå.

Hun fortæller, at coronaen vil komme tilbage flere gange om året, formodentlig i en ”langt mere smitsom” og ”toptunet” form end den gamle Wuhan-virus. De gamle vacciner vil ikke være til nogen hjælp, får vi at vide. Der er en slags uendelighed over foretagendet.

Eftersom Wuhan-varianten jo forårsagede en kæmpenedlukning, så skulle man jo derfor tro, at Iversen derfor nu vil forudse en kæmpekæmpekæmpe-nedlukning, når de nye super-varianter kommer lige om lidt.

Men det gør hun egentlig ikke. Hun nævner slet ikke nedlukninger. Hun ser blot frem til mere udluftning og et ekstra stik til de gamle og den slags.

Så der var kæmpenedlukning ved den gamle Wuhan-corona, men blot udluftning ved Wuhanx10?

Men hvis lidt udluftning skulle være tilstrækkeligt til at dæmme op for de nye ”toptunede varianter”, så har alle de andre nedlukninger jo i så fald været helt ude i skoven?

Desværre spørger journalisten, Lars Henrik Aagaard, ikke ind til denne modsætning. Men ok, Aagaard har i min erindring også været den nok mindst kritiske journalist på Berlingske, når det kommer til de biopolitiske emner.

Mit bud er, at Iversen vil gå til nedlukningsstålet, så snart en eller anden regering beder om det. Hun er ”ekspert” af den særlige tilpasningsdygtige slags, som ikke kender til andre fagligheder eller politiske traditioner end sit smalle fag, men som gerne understøtter “policy”, dvs. “det ekstreme forsigtighedsprincip”.

Og Magnus Heunicke taler stadigvæk om, at vi har en ”epidemi”, når han hver tirsdag offentliggør ugens kontakttal på twitter.

Det rumler.

https://www.berlingske.dk/videnskab/det-er-virkelig-vigtigt-at-forstaa-at-vi-stadig-har-en-pandemi-og-at-vi

 

What Is a Lockdown?

This text is a slight revision of a “working paper” accepted for presentation at the INPE-conference, august 2022, in Copenhagen. https://conferences.au.dk/inpe2022/  The theme of the conference is “Pedagogical Forms in Times of the Pandemic”. INPE stands for “International Network of Philophers of Education”. (I revise the paper every now and then to prepare it for the final presentation).

 

What Is a Lockdown?

by Thomas Aastrup Rømer, Danish School of Education, Aarhus University

In this paper I have the following question: What is a lockdown? I want to point out four answers, highlighting political, philosophical, social and pedagogical levels of explanation. These levels that have their own circulating context and effect, where one answer reinforces the other, filling out the contours of the concept of lockdown. The analysis is based on a book I wrote last year on the subject (Rømer 2021).

 

1. A political answer

The first and most defining answer is political: A lockdown is a term for an immediate collapse in the democratic distinction between state and society. The whole of society and all its sectors are subordinated to a statistical biopolitical logic, whose numbers, layers and interactions subsequently explode into almost chaotic quantitative processes and demands on both global, national and local levels. All practices in society are – in principle at once and instantly – redefined by a new, reduced and all-encompassing concept of health: “Health” as effective and global realtime biostatistics.

This collapse of politics ruins the precondition for democracy. In several societies this has happened in a more or less open confrontation with the countries’ constitutional traditions. I will give a brief demonstration of how this process evolved in Denmark at the end of the paper.

The collapse in the democratic distinction between state and society happened instantly, by the actual lockdown-decision as such. A new political structure was launched, and the rest was just a consequence of this revolutionary moment. Well, in a way “revolution” is a wrong word, due to the fact that revolution is a political action while lockdown is rather a destruction of politics and plurality as such. It is an antirevolutionary revolution.

The product of this instant event is a biostate. The biostate was not established with modernity, as Foucault believed. For until March 2020, we had a democracy with the separation of people and state as a basic premise and in this democratic state biopolitics was only a minor part of the practice of government and life. It was only at the moment of lockdown that the state seized society in its totality and transformed ‘the people’ from what was before a precondition of free gathering into a statistically defined “zoe” under the realm of shifting and chaotic quantitative measurements. Free human gathering and its economic, philosophical and pedagogic offspring, such as thought, speech, property and education, was translated into behavioral permissions based on statistical measurement.

In this perspective, the so called “reopening” is not an alternative to a lockdown, as it is sometimes declared. A reopening is rather a reinforced lockdown. “Reopening” is the name of the process by which lockdown flows and cascades out of its “moment” and into the disrupted spheres of life in the form of “restrictions” as new moral and behavioral standards. This is seen, for example, when you “reopen” the schools with massive behavioral regulation, mask requirements and test-structures that have their own educational effects on the school’s staff and on the habits of students and parents. Thus, “reopening” become a kind of biopolitical experimentation destroying and affecting all practices rooted in the history of natural law and civil life. Thus, lockdown and “restriction” is not quite the same: Lockdown is anti-political politics and restrictions are the policy of this event. Even when “everything” is “reopened”. From now on we always live in a “reopening”, that is, within the horizon of lockdown, no matter how free life seems to be on the surface.

Some believe that a lockdown is an expression of the renaissance and strength of the nation state. This is a mistake. Rather, a lockdown is an expression of a liquidation of the nation-state. After all, the entire democratic-humanist foundation for the state is taken away, and instead the states become subject to the new quantitative-global principles, which I will explore below.

Furthermore, a number of highly discriminatory practices concerning vaccine-passports has been developed; practices that can be used in other settings. In my view we are in a rebirth of the 1930s due to this mixture of totalitarian politics and discriminatory practices. We have moved from a strong and passive state to a weak and active state. We should, in my opinion, fear a modern version of the 1940s.

 

2. A philosophical answer

These observations lead us to the second characteristic of the essence of lockdown, the philosophical aspect: A lockdown is a destruction of freedom. This is seen, for example, when Slavoj Zizek speaks for a new world communism, controlled by global organizations (Zizek 2020). In Zizek’s case, there is a form of symbiosis between technocracy and Hegelianism. We get a world spirit disguised as numbers and evidence. Under this new hegemony, the traditions of freedom, which has deep liberal, social and republican roots, cannot survive. This transforms the constitutional principle of “freedom as a precondition” with its associated natural law and human rights, into mathematically defined behavioral permissions. These permissions can be withdrawn overnight due to some statistical flux.

With this transformation, there is a trivialization of “freedom” and a shift away from western culture. Freedom and liberal democracy and protests are reduced to Trumpism, misinformation and/or to neoliberalism. The “Trump-argument” is everywhere in the media but also in philosophical groups, for instance in an article by Peter McLaren where he reflects upon the Canadian protests against vaccine mandates (McLaren 2022). The “neo-liberal” argument appears in this quote from M. Peters, who draws on Italian philosopher Roberto Esposito’s distinction between “community” and “immunity”, although Peters tends to stay within the “immunity”-ideology and forgets the “community”-part:

“The shift in immunology from philosophical metaphors of ‘immune self’ to dynamic ecologies may well indicate a necessity in the choice of political vocabulary metaphor that no longer models itself on Western culture with its liberal and neoliberal emphasis on individuality and homo economicus, but adopts a immune-biopolitics of the state that looks to a transformation of social relations anticipating future pandemics, climate change, sustainability, and coexistence that helps to guarantee humanity’s survival” (Peters & Besley 2022, see also McLaren 2022).

The consequences of this radical reduction of “communitas” to “immuntias” and of the recuction of “western culture” to “neoliberalism” for all of society’s educational, scientific and social activities and freedoms are uncontrollable. Actually, Esposito himself is also worried on behalf of freedom proper. In an interview from April 2020 on the subject of lockdowns, he says:

“Our democracy cannot survive long with this deficit of freedom and social interaction” (Gøttske 2020, my transl.)

Esposito is concerned with what he considers to be “the vital organs” of society, that is “communitas”, which should not be reduced to populism and neo-liberalism.

 

3. A social and psychological answer

Thirdly, there is a sociological and psychological answer to my main question: The democratic collapse, by which society is swallowed up by the state, as well as the rise of a new technical world spirit, which destroys the traditions of freedom, can be extended to a wide range of other global issues, e.g., climate- and identity politics as was also the case in the above quote from Peters. Lockdown becomes a policy-method of implementation to “guarantee humanity’s survival” as he calls it, whereby the political and philosophical essence of lockdown can be expanded and transported into further anti-democratic and technocratic experiments on all levels of society. This is also the case in Andreas Malm’s attempt at establishing a ecology- and corona-based “war communism” or even an “ecological leninism”, thereby taking the logic of lockdown into the issue of climate change and also even the other way around: seeing corona as a subspecies of an ecological crisis caused by capitalism (Malm 2020). Bruno Latour basically agree to such an idea of some kind of climate lockdown, referring to a metaphysical idea of Gaia (Latour 2021). This metaphor of Gaia is also effective in some techno-transhumanist groups. So, Zizek talks about a “world communism”, Malm speak of a “war communism” and the thoughts of Latour will lead us into a techno-metaphysical Gaia. These are strong statements that tend to ruin the concepts of freedom that has founded political, scientific and educational institutions.

Human existence become surrounded by catastrophic hyperfacts-statistics, which problematize and catastrophize natural contact with other people and with the layers of things and nature. Everything comes under the statistics of “infections” or “Co2” or “identity”. Thus, a deep and anxious loneliness produces a new basic psychology. We end up with what is sometimes called a “dark pedagogy” (Lysgaard a.o. 2019). Social and moral “existence” in natural plurality with others is now changed into constructed “identities” with vast distances in between. In order to convey these constructed distances, a completely new language of statistics and technology is being developed, which I, in order to protect our natural language, call “infectish”. So we get a statistically and technologically defined loneliness, where everything is dangerous and infected. This loss of a common world is associated with grief, anxiety and mourning, which is the defining emotions of the biopolitical epoche. This is the very similar to the dystopian techno-totalitarian situation that Hannah Arendt considers in the preface to her book The Human Condition in 1958 (Arendt 1958).

 

4. An educational answer

Fourth, there is an educational answer. The lockdown is a radicalized continuation of the neoliberal standards of the 2000s where pedagogy and education was turned into a symbiosis between global learning statistics and learning technocracy; a symbiosis that, within itself, already contained the destruction of the relationship between society and state that I mentioned above, and which also had the technical-global dimension as an intrinsic aspect. The lockdown is, in a sense, an extension of anti-education – of “the age of measurement” as Gert Biesta has called it – to all social terms and areas of behavior.

This fact of a global-statistical hegemony is the reason why powerful global forces are very happy about political possibilities of lockdowns. Thus, some nation states have entered into agreements with the World Economic Forum, which, via the so-called “great reset” ideology, have declared an interest in a new global and biotechnologically hegemony (Rømer 2021). This strategy is also supported by the Global Monetary Fund and other global actants and it mingles in all sort of ways with the United Nations 2015-world goals for sustainability, with the behavior of WHO and with the development of national and regional technocracies that are closely infiltrating even pedagogical practice in kindergartens. Obviously, the interests and the power of the tech-industry and the global medical organizations and businesses is sky-rocketing at the same time. Between the isolated individuals, new technologies dwell as structures or passages of communication, changing teaching into zoom-life and social life into anti-contagious-apps and SoMe.

Andreas Schleicher, an influential statistician and director of education at the OECD, very early welcomed the pedagogical consequences of the lockdown (Anderson 2020). His affirmative approach was – in my view – a direct consequence of his views in a 2018-book, where Schleicher highlighted the Chinese educational system due to its statistical-evaluational performativity (Schleicher 2018). This fact supports my thesis about the conceptual connection between the new biopolitics and a neoliberal educational ideology, which in the former decade was carried forward by the OECD’s measurement systems and the neo-liberal states. Global education is going to play a major part in the new biopolitical reality. In that sense, Zizek’s world communism has both concrete names and organizations.

These processes also connect to the transhumanist ideology, after which Man as a species dissolve into new technological formats. Here, the modern left and the old neoliberal organizations are part of a strange techno-global symbiosis, leaving the entire postwar-humanism in the dark or changing it to a unphilosophical new-speak.

So overall, lockdown is a destruction of the entire democratic-humanist tradition that was developed since World War II, reinforced by the fall of the Berlin wall in 1989, with roots further back in European cultural history. This destruction will probably lead to a lockdown of educational philosophy as well, which must now submit to the new system, e.g. by turning Hegel into a global emperor of counting and Kant into a “fact tjeck-philosopher”. Soon, the rest of this entire tradition of thought will follow or rest in peace.

 

5. Further remarks

Different countries have had different political-legal processes, but with almost the same effect. In Denmark, society has been moved from dominance of the constitution and into an epidemic law of exception that was adopted by parliament directly against the recommendation of the health authorities, even though the government claimed the opposite on lockdown day and even failed to enlighten parliament on this lack of recommendation. This epidemic law, this law of exception that covers the inconsistent lie just mentioned, was normalized a year later, so it is now almost impossible to leave the overall structure of lockdown. Some of these processes is actually reminiscent of the way the ideology of globalism was implemented in the educational system in the late 2000’s (Rømer 2022).

In direct continuation of this disruptive lie, the press and the parliament was, during the lockdown-period, transformed into a kind of junior partner for the now weak and activist state. In Denmark, the philosophy of the state has claimed a shift from a “principle of proportionality”, which is the administrative principle of democracy, to an “extreme principle of precaution”, which is the administrative ideology of the new biostate. This shift has chaotic consequenses for democratic practices.

Perhaps we will be granted behavioral admission from this new totalitarian moment, but nobody knows when the prevailing philosophy and the structure of the lockdown materializes once more. It may happen overnight.

Of course, these problems have been discussed all over the place and I have already mentioned some. Criticism of this powerful process stems from people with roots in social-poetic traditions, including Georgio Agamben and a number of democratic and liberal circles around the world (Agamben a.o. 2020). This establishes a democratic alliance between historical-poetic socialist critics and various liberal and conservative views that cares for concepts of freedom and natural law in different ways. There is also a vast critique from many doctors and health professionals who knows that health is something that must first and foremost take place in civil society rather than through detailed behavioral regulation on behalf of a failed state.

Finally, I would like to mention that two 92-year-old left-wing icons, Jürgen Habermas and Noel Chomsky, have both endorsed the premise of biopolitics, although, to my knowledge, without Zizek’s Hegelian premise (Habermas 2021). Zizek, who is not a young man himself, is scared to be ill, he says in his book on the matter. It is, in my view, highly immoral for old men to deprive children and young people, who should not fear corona at all, of their opportunity to live and begin anew inside a free society. In Germany, Habermas was criticized by Die Welt’s cultural editor, Andreas Rosenfelder (Rosenfelder 2021). Furthermore, the leading German political scientist, Professor Ulrike Beate Guérot, has also criticized both the lockdowns, the collapse of European post war-solidarity and the views of the left wing that I have just outlined (Goerot 2022, Goerot & Hunklinger 2021). I do not know to what extend Chomsky’s views have been the subject of debate in the United States or elsewhere.

 

Literature:

Anderson, J. (2020). “The Coronavirus Pandemic is Reshaping Education”, Qvarts, Qz.com. https://qz.com/1826369/how-coronavirus-is-changing-education/

Arendt, H. (1958). The Human Condition, Chicago: University of Chicago Press.

Agamben, Benvenuto & Foucault (2020). “Coronavirus and Philosophers”, European Journal of Psychoanalysis. http://www.journal-psychoanalysis.eu/coronavirus-and-philosophers/

Guerot, U. & Hunklinger, M. (2021). ”European Democracy after Covid 19”, Democratic Theory, vol. 2, no. 2. https://www.proquest.com/docview/2532091180

Guerot, U. (2022). Interview, Information, 10. January. https://www.information.dk/udland/2022/01/tysk-fransk-politolog-venstrefloejen-omfavner-ukritisk-staten-coronakrisen-lader-bunden-samfundet-betale-prisen

Gøttske, M. (2020). ”Når corona-stormen er drevet over, kan Europa stå svækket tilbage”, Information, 7. April.

Habermas, J. (2021). “Corona und det Schutz des Lebens”, Blätter, September 2021. https://www.blaetter.de/ausgabe/2021/september/corona-und-der-schutz-des-lebens

Latour, B. (2021). After lockdown : a metamorphosis, Polity Press.

Lysgaard, J. & Laugesen, M. & Bengtsson, S. (2019). Dark Pedagogy – Education, Horror and the Anthropocene, Springer.

Malm, A. (2020). Corona, Climate, Chronic Emergency, Verso.

McLaren, P. (2022) “Some thoughts on Canada’s “Freedom Convoy” and the settler colonial state”, Educational Philosophy and Theory, publ. online 26th of march. https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/00131857.2022.2051478

Peters, M.A. & Besley, T (2022). Biopolitics, conspiracy and the immuno-state: an evolving global politico-genetic complex, Educational Philosophy and Theory, Vol. 54, issue 2 2022, p.111-120. https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/00131857.2020.1772026

Rosenfelder, A. (2021). ”Die Habermas-diktatur”, Die Welt, d. 11. October. https://www.welt.de/kultur/plus234125124/Corona-Politik-Die-Habermas-Diktatur.html

Rømer, T.A. (2021). Den store nedlukning – dagbog fra biostatens første år, U Press.

Rømer, T.A. (2022). Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering, KLIM.

Schleicher, A (2018). World Class – how to build a 21st-Century school system, OECD.

Zizek, S. (2020). Pandemi, Politisk Revy.

Alment farlige tanker 11, d. 12. – 27. april 2022

1. d. 12. april: Journalistfaglig kritik af journalistikken

Tre fremtrædende undervisere ved Danmarks Journalisthøjskole – lektor Asbjørn Slot Jørgensen, lærer Staffan Dahllöf og forskningslektor Roger Buch – kritiserer i en kronik i dagens Politiken mediedækningen af Ukraine-krisen.

De kritiserer deres elever, kan man sige.

De taler ligefrem – med reference til en australsk medieforsker – om ”mediernes flokimmunitet”.

Kronikkens forfattere har tre kritikpunkter:

  1. “Generelt ses de enkelte nyheder, begivenheder og informationer gennem en pro-ukrainsk linse”.
  2. “At samme adfærd fra den ene krigspart i mediedækningen behandles anderledes end tilsvarende adfærd fra den anden krigspart”.

Denne anden kritiks relevans understøttes af EU’s totalitære afbrydelse af adgang til en række russiske medier. De tre kronikører undrer sig over, at journalisterne ikke har undersøgt, om EU’s indgreb kan være udtryk for et grundlovsbrud. Så forsvaret for friheden fører på en måde til underminering af friheden? Det er en vigtig pointe, synes jeg.

  1. “At der lynhurtigt opstår konsensus om store sandheder, som normalt ville være til debat og diskussion”.

Nu må vi blot håbe, at landets journalister lytter til deres læreres tre kritikker, så befolkningen for fremtiden kan få en bred oplysning og diskussion af krigens forskellige aspekter, hvilket åbenbart ikke har været tilfældet indtil nu.

Vi oplevede stort set de samme problemer, sidst der var “krig” og “supervåben” på dagsordnen, dvs. i tiden efter marts 2020. Det tyder på, at der er tale om et strukturelt problem.

Kronikken slutter med følgende fine markering:

“Demokrati har brug for frie, kritiske og balancerede nyhedsmedier – som også stiller de kritiske spørgsmål til vores egne politikere, selv når politikerne står i entydig konsensus. Demokrati har aktuelt brug for en nyhedsdækning, hvor konsensus om den russiske aggressions ulovlige grusomhed ikke udelukker kritisk granskning, herunder granskning af den truende interne svækkelse af vore egne friheder og rettigheder.

Det er ikke for sent endnu, men det haster. Ellers bliver danske medier også et krigsoffer – selv om Danmark ikke selv er i krig.”

Link til kronik: https://politiken.dk/debat/kroniken/art8707935/Der-er-tre-fundamentale-problemer-med-mediernes-d%C3%A6kning-af-krigen-i-Ukraine

 

2. d. 13. april: Noter til Marianne Stidsens “Køn og identitet – et spadestik dybere”

Jeg har læst Stidsens nye bog ”Køn og identitet – et spadestik dybere”. Jeg er i store træk enig i hendes kritik af identitetspolitikken. Jeg er også enig med hendes storstilede forsvar for naturret, forfatningstradition og humanisme. Det myldrer faktisk med interessante betragtninger.

Det er også interessant at læse hendes tese om, at den såkaldte affektteori har haft en særlig praktisk-politisk effekt på samfundet og har drejet poststrukturalismen i en uheldig retning. Ja, det er på en måde hendes forklaring på hele det identitetspolitiske fænomen.

Endelig er det fint at blive bekendt med hendes syn på pædagogik, som i høj grad bygger på den svenske psykolog Erik Eriksons udviklingsteori, som inspirerede bredt for nogle årtier siden, bl.a. Anthony Giddens og Merete Riisagers bog ”Selvbyggerbørn”.

Stidsen er totalhumanist og 1980’er-kvindens særlige opmærksomme og selvstændige energi strømmer igennem bogen.

Et par kritiske iagttagelser til arkivet:

A.

Stidsen inddrager en kronik af Lars Qvortrup. Kronikken angives at være et eksempel på, at forskere kan blive angrebet af kolleger med uvidenskabelige, identitetspolitiske og ”venstreradikale holdninger” (s.213).

I sin kronik er Qvortrup fornærmet over kritik fra to sider: Dels en kritik fra en række højt kvalificerede børnehaveforskere, der kritiserer Qvortrups syn på videnskabelig metode. Og dels en kritik fra Keld Skovmand, som kritiserer Qvortrups syn på pædagogik.

Ingen af disse kritikker har identitetspolitiske overtoner. Tværtimod vil jeg endda sige.

Faktisk er det ekstra sjovt, fordi Stidsens yndlingspædagogiske bog som sagt er Merete Riisagers bog. Men denne bog er skam i høj grad blevet til fra samme åndelige kreds som især Skovmand. Og i Riisagers tid som undervisningsminister, som netop bestod i et opgør med bl.a. Qvortrups indflydelse på skolepolitikken, trak hun kraftigt på Skovmands arbejde.

Faktisk bidrager både Stidsen, Skovmand og Riisager til den nye bog om dannelse ”Sidste Chance – nye perspektiver på dannelse”.

Der er helt klart en ureflekteret modsætning lige der.

Modsætningen kan muligvis forklares ved Stidsens begejstring for Henrik Dahls arbejde. For Dahl var selv oprindeligt stærkt præget af kredsen omkring systemteorien og kompetencetænkningen, som Qvortrup jo bidrog kraftigt til at fremme. Og Dahl har ikke vist nogen interesse for naturretlige emner, tværtimod støttede han Nedlukning og vaccinetvang kraftigt. Senere har han talt for en overhophedning af ”den videnskabelige metode”, hvilket uvægerligt fører ud i et nypositivistisk forfald, som giver problemer for filosofi og kultur og pædagogik.

Det er dette skred, der fører Stidsen ud i et storstilet forsvar for Dahls og Messerschmidts skrækkelige forsøg på at styre forskningens interesser og processer med deres indskrænkede og nypositivistiske metodebegreb.

Stidsen forsøger at gabe over modsætningen mellem Riisager og Dahl. Men det er svært, især når hun ikke er bevidst om splittelsen, og det er Riisager og Dahl vist heller ikke selv. Stidsen mangler lige at gå ”et spadestik dybere”, hvad angår pædagogikken.

I parentes vil jeg sige, at Qvortrup til sidst i sin kronik faktisk kritiserer identitetspolitikkens underminering af videnskab, men denne del af hans kritik er ikke knyttet op på de konkrete eksempler, som Stidsen henviser til.

Som jeg ser det, er systemteorien endda en form for passage for identitetspolitikkens forstærkning. Det skyldes dens problemer med ontologi og dannelse; et problem den deler med konkurrencestatens teori, jf. punkt 2.

B.

Stidsen har en kort men interessant refleksion over forholdet mellem konkurrencestat, identitetspolitik og pædagogik. Hun mener, at pædagogikken kan blive en redningsplanke, bl.a. ved at fokusere mere på kundskaber og dannelse, og hun fortsætter:

”Først da kan vi få ’lukket det hul’, som ikke mindst Ove Kaj Pedersen har været med til at spotte i konkurrencestatens fysiognomi. Et hul, som wokeismen med uhyggeligt stort held og uhyggeligt stor finesse har formået at invadere og okkupere og ekspropriere”. (s. 265)

Så konkurrencestaten skabte ved dens omkalfatring af velfærdsstaten og af den folkelige tradition et dannelses-”tomrum”, og ind i dette tomrum spadserede så identitetspolitikken, som skabte en hel generation af ensomme og hyper-sensitive unge. Det er en fin betragtning, synes jeg. Identitetspolitikken er konkurrencestatens forlængede arm.

C.

Endelig vil jeg kort sige, at der stadig tilstår et arbejde med at knytte identitetspolitikken an til globaliserings- og teknologificeringsprocesser mere bredt. Stidsen antyder en sammenhæng ved hendes reference til konkurrencestaten (som jo er en globaliseringsteori), men temaet belyses ikke ret meget.

Reference:

Marianne Stidsen: “Køn og identitet – et spadestik dybere”, 2021, Forlaget Hovedland.

 

3. d. 13. april: Kina følger Mette Frederiksens filosofi

I Kina er Shanghai i total Nedlukning. Her følger man Mette Frederiksens ”ekstreme forsigtighedsprincip”.

Så Danmark og Kina har helt samme filosofi. Det svinger blot lidt, hvor mange matematisk definerede adfærdstilladelser, man giver til smittebærerne fra tid til anden.

En af de fremtrædende danske coronaeksperter, professor Flemming Conradsen, er da også fuld af forståelse for den kinesiske politik. Han mener, at den kinesiske nedlukning handler om et “folkesundhedsperspektiv”. Han siger også, at det er “nødvendigt at masseteste i en helt anden skala”.

Her er nogle af de utrolige citater fra Conradsen, og journalisten gør ikke noget for at finde andre vinkler.:

– Den kinesiske sundhedsstyrelse fremlagde en model for et par uger siden, der viste, at de ville have haft omkring tre millioner døde, hvis de havde fulgt en europæisk eller amerikansk strategi ved at lære at leve lidt med corona. I deres optik har de jo sparet omkring tre millioner dødsfald og en masse senfølger og en masse andet.

– Så strategien er også lavet ud fra et folkesundhedsmæssigt perspektiv om at undgå sygdom, død og pres på sundhedssystemet.

– Det, der ændrede sig ret markant, er, at omikronvarianten er langt mere smitsom end den oprindelige Wuhan-version, og så skal man lukke endnu hårdere ned, end man skulle tidligere. Samtidig er 95 procent af de smittede symptomfri og kan stadig sprede smitte. Det gør det nødvendigt at masseteste i en helt anden skala.”

Både Danmark og Kina er biostater. Resten er mikrodiversitet, som kan variere uden videre som et lyn fra en klar himmel ud fra et eller andet smittetal eller et andet tal.

På DR synes man ikke, at der er ”hygge” i Shanghai. Hygge?!?!?

Alt er klar til en ny runde: Epidemilov, klassifikationer, medier og eksperter.

Link til artikel på dr.dk: https://www.dr.dk/nyheder/udland/shanghai-lockdown

 

4. d. 13. april: Kraftig juridisk kritik af epidemiloven

Professor i sundhedsjura, Helle Bødker Madsen, har skrevet en kraftig kritik af epidemiloven i Ugeskrift for Retsvæsen.

Hun kritiserer epidemiloven på hele ti områder.

JP skriver følgende om hendes konklusioner:

”Sammenfattende konkluderer Helle Bødker Madsen, at retssikkerheden »kommer i anden række« i epidemiloven, at loven stiller borgerne »dårligere retssikkerhedsmæssigt« ift. sammenlignelige regelsæt, og at der er »grundlæggende retlige betænkeligheder på en række punkter«.

»Samlet set betyder dette, at borgernes retssikkerhed ikke kan antages at være tilstrækkeligt tilgodeset efter epidemiloven,« skriver hun i Ugeskrift for Retsvæsen.”

Heunicke, som for nylig har argumenteret for en decideret skærpelse af epidemiloven, taler om en evaluering langt ude i fremtiden, og Stinus Lindgren, som også bærer et kæmpeforsvar for elendighederne, træder vande.

Det er rystende læsning.

Helle Bødker Madsen sad også med i den evalueringskommission – den såkaldte udredningsgruppe – der analyserede tiden omkring den første nedlukning; en periode, der også kort gennemgås i JP’s artikel.

Links:

Artikel i JP, d. 12. april: https://jyllands-posten.dk/…/minister-sagde-det-fem…/

Gennemgang af Udredningsgruppens rapport om foråret 2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/biostatens-politiske-og…

 

5. d. 18. april: Børnehavetradition eller læring?

En gruppe af landets dygtigste børnehaveforskere har netop udgivet en virkelig god bog. Det drejer sig om udgivelsen ”Styrket børnehavepædagogisk tradition – eller mere læring. Kritiske analyser af den nye læreplan”, som er udgivet på Syddansk Universitetsforlag her i 2022.

Bogen består af en række særdeles grundige studier af dagtilbuddenes centrale policy-dokumenter siden 2004 og især siden 2010. Det er især dagtilbuddenes ”læreplan”, som blev indført i 2004, og den ”styrkede læreplan”, der blev implementeret i 2018, der er i fokus, men ikke kun det.

I bogen kan man lære, hvordan læringsbegrebet i rytmiske og mekaniske stød har undermineret landets rige børnehavetradition og undertvunget sig pædagogisk praksis; godt hjulpet på vej af en række lighedsfundamentalistiske evaluerings- og databegreber, som har virket både på de transnationale og direkte på de kommunale niveauer.

Bogen indeholder også analyser af, hvordan læringsbegrebet i selskab med ”evaluering”, ”lighed” og ”data” har forårsaget en ændring i forholdet mellem familie, institution og stat. Dermed bliver bogen også et værk, der bidrager til at belyse den forfatningsmæssige tradition, som også skoleloven og biopolitikken har bidraget til at underminere.

Bogen svarer ikke på alle spørgsmål, men den kvalificerer i allerhøjeste grad en række både gamle, nye og vigtige spørgsmål, der rækker helt ind i opdragelsens essens og langt ud i samfundet.

Mange tak.

Bogen er redigeret af Anja Hvidtfedt Stanek, Line Togsverd & Tomas Ellergaard. Derudover er der bidrag fra Christina Haandbæk Schmidt, Annegrethe Ahrenkiel, Jan Kampmann, Karen Prins, Christian Aabro, No Emil Kampmann og Kim Rasmussen.

Hele flokken har skrevet på de 10 kapitler i forskellige konstellationer. Alle kapitlerne er fremragende.

Bogen kan erhverves for sølle 220 kroner fra forlaget. Det er rystende billigt, indholdet taget i betragtning.

Link til udgivelse: https://www.universitypress.dk/shop/styrket-boernehavepaedagogisk-3916p.html

 

6. d. 18. april: SF’s kritik af læreplaner i børnehaverne i 2004

Da loven om læreplaner i børnehaver blev vedtaget i 2004, sagde SF’s leder, Villy Søvndal, nogle kloge ord under folketingets 3. behandling. Han advarede mod ”styringssyndromet” og talte om at ”to menneskesyn støder sammen”, hvor det, han kaldte for det ”frihedselskende” menneskesyn, endte med at tabe.

Det er fra dengang, hvor SF var et socialistisk folkeparti. Da læreplanerne i 2018 blev til ”styrkede læreplaner”, stemte SF for. Det samme gjorde alle andre, undtagen Enhedslisten:

Her er Søvndals indlæg, hvor han forsvarer den liberale tradition imod liberalismens partier selv:

”Det er et principielt og et meget vidtgående forslag, Folketinget om lidt skal stemme om, nemlig hvor detaljeret Folketinget skal blande sig i, hvad der sker rundtomkring, ikke alene i vores kommuner, men nu også i vores daginstitutioner.

Det, et flertal formentlig om lidt vil vedtage, er, at vi skal indføre læreplaner, fra børnene bliver et halvt år. Man må sige, at styringssyndromet har overtaget et flertal her i Folketinget i et omfang, som man ikke rigtig skulle have forestillet sig under en regering, der kalder sig liberal.

Man går meget ned i detaljen, f.eks. anbefales det, at børn skal lege med ler. Man kunne også mene, at de skulle lege med sand, men flertallet i Folketinget beslutter nu, at der skal bygges på ler og ikke på sand. Der ligger formentlig hos flertallet nogle meget grundige overvejelser bag, at det er bedst for børn. Jeg synes, at vi måske trænger til en lidt dybere og mere udførlig begrundelse for, hvorfor man lige præcis har valgt det materiale som godt for børn.

Men bortset fra det er det her jo også et udtryk for principiel politik på den måde, at det er to børnesyn og menneskesyn, der støder sammen. Det ene bygger på, at alt, hvad der overhovedet kan reguleres i den her verden fra statsmagtens side, skal reguleres, alt, hvad der kan detailreguleres, vil Folketinget blande sig i.

Så man kan sige, at Folketinget er delt i to grupper, en frihedselskende gruppe, der tror på, at ikke alt skal styres, tror på, at børns udvikling stimuleres langt bedre ved udviklingstiltag end ved, at man laver læreplaner for børn, og så den gruppe, der ønsker at styre meget detaljeret.

Begrundelsen fra regeringens side med, at man vil styre alt i detaljer for børn, er, at man mener, at det vil have en gunstig virkning i kampen mod den negative sociale arv. Jeg tror, man bliver meget skuffet. Forslaget er også på den måde uambitiøst, at det ikke er en ret stor indsats, man har regnet med. Det kan man aflæse på økonomien.

I virkeligheden er tragikken i det her vel, at indsatsen over for den sociale arv ligger et helt, helt andet sted. Vi har en regering, der ifølge rapporten lige før jul fra Rådet for Socialt Udsatte har placeret 65.000 mennesker på indkomster, der er ekstremt lave. Det betyder, at vi får en gruppe børn, der i forhold til andre børn ikke har de samme muligheder for at deltage i det almindelige liv, for at deltage i foreningslivet. Det vil sige, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti placerer en gruppe på 65.000 mennesker på et forsørgelsesgrundlag, der er ekstremt lavt i forhold til, hvad vi tidligere har eksperimenteret med i det danske samfund.

Hvad tror man, det betyder for den negative sociale arv? Jeg er ikke i tvivl. Det betyder, at vi vil opleve børn, der alene af økonomiske grunde lever et liv, som ikke kommer til at ligne de andres liv. Det er dem, hvis forældre er på de lave kontanthjælpssatser, det er dem, der er på den lave starthjælp. Det er gruppen.

Det andet punkt er, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti har bidraget til at forringe daginstitutionsområdet. Fra sidste år til i år er det 70 pct. af kommunerne, altså 7 ud af 10, der har skåret på daginstitutionerne. De har gjort det i form af forringet normering, de har gjort det i form af kortere åbningstid, altså færre voksne omkring barnet.

Hvad monstro det betyder for den negative sociale arv? Det er ikke så svært. Det betyder, at de børn, der har brug for, at voksne er rundt om dem, får det sværere, at de får mindre hjælp, end de gjorde før.

Hvis man skal bekæmpe den negative sociale arv, så siger al tilgængelig forskning, at det bedste tilbud er ordentlige daginstitutioner, velnormerede daginstitutioner, hvor voksne kan være til stede og hjælpe de børn, der har brug for det. Derfor ville det være et forslag med en helt anden tyngde i indsatsen mod den negative sociale arv, hvis regeringen lod være med at klemme daginstitutionsområdet så voldsomt, som det sker på grund af de stramme kommuneaftaler.

En anden indsats, som også ville have direkte betydning i forhold til den negative sociale arv, ville være en indsats i de meget belastede boligområder, vi har. Der har man jo afskaffet de ordninger, hvor der var sociale medarbejdere i de mest belastede boligområder, med den konsekvens, at de steder, hvor vi direkte kunne hjælpe børn, der har problemer, har man forringet deres muligheder.

I SF vil vi ikke være med til at detailregulere børns liv i det omfang, det sker her. Vi vil ikke være med til bare at antyde, at det her vil have nogen som helst indflydelse på kampen mod den negative sociale arv. Det er bedre daginstitutioner, det er en bedre indsats i de belastede boligområder, det er differentierede normeringer, hvor de børn, der kommer fra de belastede områder, får langt flere voksenpersoner omkring sig, det er de tilbud, der ville kunne hjælpe på den negative sociale arv. Derfor stemmer SF om lidt nej til det her forslag.”

 

7. d. 19. april: Dannelse i børnehaven

Ifølge ”Den styrkede læreplan” for dagtilbud fra 2018 skal indholdet i børnehavernes praksis have et “dannelsesindhold”. Og ordet “dannelse” er ligefrem kommet med i det lovfæstede formål for dagtilbuddene, hvor ordet er klemt inde mellem “læring” og “læringsmiljø”.

Ok, hvad er mon “dannelsesindhold” for noget? Jo, det er ifølge læreplansmaterialet sådan noget, som danner “afsæt for børnenes måder at begribe og handle på i en digitaliseret og global verden”.

Denne digitaliserede og globaliserede småbørns-dannelse kaldes for en “dybere form for læring”, der “forankrer værdier og viden i egen personlighed”.

Man skal også lave et “læringsmiljø”, hvor der “arbejdes målrettet” med denne “dybdelæring”.

Der skal også være en “evalueringskultur”, så ingen glemmer “globaliseringen” og “digitaliseringen”, dvs. børnenes “dannelse” og ”dybdelæring” og “personlighed”

Man kan også læse, at hvert barn er “med til at skabe sin læring”, som pædagogerne så skal “rammesætte og organisere”.

Så dannelse i børnehaven består af en globaliseret og digitaliseret dybdelæring, som reducerer barnet til et ensomt individ i globaliseringens hav; og dette “individ” omgives af bureaukrati (evaluering, rammesætning og organisering). Dette barn skal så “lege”.

Og denne forståelse udgør “rammen for alle børns læring”, altså ALLE børn!

Det kaldes også for “et solidt grundlag” for “alle, der skal arbejde med den pædagogiske læreplan i dagtilbud”.

Så “alle” omfatter både alle børn og alle voksne.

Og dette “læringsmiljø” skal være virksomt “hele dagen”, får vi at vide. Der er ingen afslapning.

Der er også lidt pynteord underneden, hvis primære effekt er at standardisere pædagogens dømmekraft, så denne kan omdannes til kommunale evalueringssystemer.

Link til læreplanen: https://emu.dk/dagtilbud/forskning-og-viden/den-styrkede-paedagogiske-laereplan/den-styrkede-paedagogiske

 

8. d. 22. april: “Skræmmende”

Leif Davidsen har udtalt sig til Kr. Dagblad om biopolitikkens udemokratiske essens og effekt:

“Men selvfølgelig påvirker det mig, hvad der sker i Ukraine lige nu, ligesom alt det, der skete under pandemien, også berørte mig. I forhold til sidstnævnte handlede det især om at være vidne til alle de rettigheder, der mange steder blev fjernet med et pennestrøg.

Det var en øjenåbner – for godt nok har vi demokrati herhjemme, men det er demokrati skabt af mennesker, som også kan ændres af mennesker. Alle stod ret – også medierne. Det var meget disciplineret, men også skræmmende at være vidne til.”

Link til interview: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-og-sjael/leif-davidsen-demokrati-skabt-af-mennesker-kan-aendres-af-mennesker

 

9. d. 23. april: Ineffektive vacciner

Den fremtrædende professor i vacciner, Christine Stabell Benn, har sammen med en række kolleger pr. d. 5. april 2022 publiceret en interessant undersøgelse vedrørende coronavacciners effektivitet ift. at undgå dødsfald.

Undersøgelsen viser, at Pfiezer og Moderna ikke har nogen effekt. Faktisk er vaccinerne fra Astra Zenica og Johnson & Johnson, som jo er udelukket i Danmark, mere effektive.

Undersøgelsen blev delt på twitter af den amerikanske epidemiolog Martin Kulldorff. Kulldorff har desuden skrevet en længere omtale af undersøgelsen, som Stabell Benn selv delte og kaldte ”thoughtful”.

I Kulldorffs referat af Stabell Benns artikel står der f.eks.:

”For the mRNA vaccines, there was a reduction in Covid deaths but an increase in cardiovascular deaths, but neither was statistically significant. So, either result could be due to random chance.”

Det hele er “random chance”.

Kulldorff var med i gruppen omkring den såkaldte Great Barrington Declaration, der ligesom Stabell Benn tidligt manede til biopolitisk besindighed.

Hvis Stabell Benns resultater viser sig at holde, er der tale om en skandale af dimensioner. Vi må ikke glemme den ildevarslende og omfattende diskriminationspraksis, som blev udviklet især i efteråret 2021, og som nu viser sig at være totalt grundløs, selv på dens egen fattige præmisser.

Referencer:

Link til Stabell Benns o.a.’s artikel: https://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=4072489

Link til Kulldorffs artikel på Brownstone Institute, som selv er en udløber af Great Barrington Decleration: https://brownstone.org/articles/have-people-been-given-the-wrong-vaccine/

 

10. d. 23. april: Meget farlig sygdom

Lad os se på SSI’s tal for corona-dødsfald. Tallene dækker hele perioden fra februar 2020 til i dag og fremgår af nedenstående hjemmeside.

Jeg runder lidt af.

I alt er der 3 mio. registrerede smittede over to siden marts 2020. Det reale tal er helt sikkert højere. Af de 3 mio. er 6000 døde. Det er meget lavt. Det er sølle 0,2%. SSI runder det selv ned til 0%.

Og 91% af disse 6000 er døde MED corona. Det vil sige, at kun 500 er døde AF corona. Det er 0,02%.

Det er da godt gået. Det er jo intet! Fra “lavt” til “intet”.

Lad os se på aldersfordelingen med SSIs egne afrundinger:

Fra den store aldersgruppe på 0-70 år er der 0% døde MED corona. Ser vi på AF corona, så er det endnu mere 0%.

Tænk på, hvor lidt det er.

Fra 70-80 år er tallet så 1% MED corona, men kun 0% AF corona.

Meget farlig sygdom, må man sige. Ligene flyder i gaderne. Og de unge ”lever livet farligt” og så videre.

Man kan jo ikke stole på en eneste pind, der kommer fra biostaten og dens myndigheder. Ikke engang de tal, jeg selv har kritiseret, faktisk, men som jo er officielle .

Men de sidder der alle sammen stadigvæk, politikerne og eksperterne? Og nogle af dem får endda kongelige ordner, har jeg forstået.

Men hvorfor? De kan jo finde på alt muligt? Der er altid en løsrevet statistik og en ekstrem forsigtighed, der skal effektueres.

https://covid19.ssi.dk/overvagningsdata/ugentlige-opgorelser-med-overvaagningsdata

 

11. d. 24. april: Restriktionens forstærkning

Vi får at vide, at ”alle restriktioner er ophævet”. Det siger f.eks. den radikale biopolitiker, Stinus Lindgreen, ovre på twitter, hvor han gør nar af corona-kritikken, som han kalder for ”konspiratorisk ævl”.

Men Lindgreen tager helt fejl. For selvom næsten ”alle restriktioner” holder pause, så blev begrebet ”restriktion” via Nedlukningen d. 12. marts 2020 både indført, stadfæstet og effektueret i hele samfundets grundlæggende filosofi. Og det har Lindgreen selv i høj grad bidraget til.

Så begrebet ”restriktion” har vundet. Begrebet er overalt som en konstant og nidkær horisont, hvis effekt kan materialisere sig som et lyn fra en klar himmel.

Bare det, at Lindgreen bruger udtrykket ”restriktion” beviser dette. Ordet er blevet en slags natur.

Resten handler bare om ”ophævelser” og ”tilføjelser”, lidt afhængig af smittestatistikkens adfærdstilladelser. Det er 100% samme grundlæggende ideologi som i Kina, nemlig den ”ekstreme forsigtigheds” filosofi. I Kina er restriktionerne blot ikke ”ophævet” for tiden.

Magnus Heunickes forskellige indlæg viser da også, at han stadig abonnerer på sit livsfjendtlige bio-filosofiske ”restriktions”-begreb. Han står klar til kamp og krig mod livet, så snart kurvene bobler lidt. Det samme gør Lindgreen, hvorved hans ”konspiratoriske ævl” allerede har fået ret med fuld fanfare.

Så ”restriktionen” er overalt. Intet er ”ophævet”. Vi spræller i ”restriktionens” garn som borgere i Shanghai.

 

12. d. 27. april: Mette Frederiksens opgør med dansk tradition

Ifølge Mette Frederiksen skal gymnasieleverne bebusses for at opfylde en statistisk ligheds- og diversitetskvotient. Socialdemokratiet følger statistikkens James Heckmann-baserede regler. Eleverne skal blandes af en statslig beregningsmetode.

Det er en slags almenpædagogisk udvidelse af Ghettopakkens algoritmebaserede tvang mod borgere, som tilfældigvis bor i nogle bestemte kvarterer. Indvandrere og fattige er testcentre i Frederiksens politiske eksperimentarium. Nu suges resten af befolkningen ind i ideologien.

Og nu udvides det “ekstreme forsigtighedsprincip” igen: Frederiksen er ifølge Altinget imod friskoler, som ikke hviler på Frederiksens eget værdisæt. F.eks. er hun imod, at pigerne bærer tørklæder. Hvad fanden rager det hende! Det er “ikke det mest normale i Danmark”, fortæller hun, så man får gåsehud af ubehag. Lyt til den rystende video i artiklen.

Hun er simpelthen imod, at folk samler sig og danner skole, hvis disse borgere har “rødder i andre lande”. Frederiksens synspunkt er et dybt opgør med dansk tradition.

Jeg flytter til Marokko. Her kan jeg mødes med andre danskere i en dansk diaspora ved en oase, hvor vi læser digte af Ingeman og persisk poesi og studerer Valhallas kampkredse. Drengene er iført de sødeste skjorter og pigerne kønne nederdele. Bagefter løber vi om kap og danser rumba og folkedans. Vi bygger sandslotte, leger med tørklæder og snakker om alt det skønne “unormale”.

Indgrebene i forsamlings- og undervisningsfriheden kender efterhånden ingen grænser, og det filosofiske forfald er tilsyneladende forstærket af den biopolitiske horisont.

Link til Altingets artikel og video: https://www.altinget.dk/artikel/mette-frederiksen-om-muslimske-friskoler-jeg-synes-det-er-forkert

 

Alment farlige tanker 10, d. 18. marts – d. 12. april 2022

1. d. 18. marts: KL’s teknologisyn

KL har gang i udviklingen af den helt store databiks. Det foregår i tre led:

 

A. Transhumanistisk rapport:

KL’s involvering i de meste radikale sider af teknologibegejstringen kom for alvor til offentlighedens kendskab i 2018. I dette år udgav KL en 200 sider lang rapport, det såkaldte ”Teknologispring”. Rapporten var udarbejdet af det kontroversielle og transhumanistisk-orienterede firma, Dare Disrupt, som tog robotificeringen og teknificeringen af samfundet til nye højder.

Man kan læse rapporten her: https://www.kl.dk/media/15341/kommunernes-teknologiske-fremtid-fuld-version.pdf

 

B. KL’s ”politik”:

Med udgangspunkt i denne rapport har KL efterfølgende udarbejdet en lang række politiske initiativer, der er samlet i det ene og det andet skrift. På KL’s hjemmeside kaldes det for ”politikker”

Her kan man f.eks. læse noget om robotter:

”En robot kan aflaste og bistå medarbejderne i opgaveløsningen og gøre borgerne mere selvhjulpne. Det gælder fx ældre borgere eller borgere med fysiske handicaps. Robotter med kunstig intelligens (læringsrobotter) kan på sigt individualisere og differentiere børn og unges læring og understøtte lærere og pædagogers arbejde.”

Både Dare Disrupts rapport og de forskellige politikker er samlet under overskriften ”politik” på KL’s hjemmeside: https://www.kl.dk/politik/teknologispring

 

C. KL’s ”styring”:

Disse ”politikker”, som altså har rod i Dare Disrupts rapport, har udmøntet sig i et enormt kompleks af administrative systemer, arbejdsgrupper, rapporter og tiltag, som nu skal udvikle og dirigere en omfattende datastyring af hele velfærdsområdet. Man kan læse om det kolossale system under fanen ”økonomi og administration” på KL’s hjemmeside. Det er bureaukratisk teknologipoesi for alle pengene: https://www.kl.dk/okonomi-og-administration/digitalisering-og-teknologi/,

D. 22. maj udbredes den teknisk-administritative ideologi på et stort KL-træf, hvor alle de mange talere er yderst positivt indstillet: https://www.kl.dk/okonomi-og-administration/digitalisering-og-teknologi/kurser-netvaerk-temadage-og-konferencer/konferencer/digitaliseringstraeffet-2022/

 

D. Før 2018:

Allerede i 2017 skrev jeg om KL’s ideologi i dette blogindlæg, hvor der også er links til tidligere analyser af KL’s teknologiske og pædagogiske filosofi: http://www.thomasaastruproemer.dk/kls-disruptionsideer…

 

Konklusion:

Coronanedlukningen har uden tvivl forstærket den processuelle energi i dette ideologisk-politisk-administrative system, som i de kommende år vil sive ned i de enkelte kommuner, hvorfra ideologien kan omdanne velfærdsområdet, herunder de pædagogiske institutioner, til ukendelighed.

Der er ikke angivet nogle stopklodser fra institutionernes historie og dannelsesmæssige situation i materialet. Det er snarere skolereformens læringsforståelse, der arbejder, som det også fremgår af citatet under punkt C.

 

2. d. 18. marts: Vacciner der smitter

På TV2 Lorry fortsætter man med at offentliggøre smittetal for hhv. uvaccinerede og vaccinerede, selvom disse tal i februar blev taget ned fra SSIs egen hjemmeside.

Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke, men tallene er interessant – for ikke at sige tragikomisk – læsning:

 

A. Smittede pr. 100.000:

Uvaccinerede: 66,8

Fuldt vaccinerede (Tre stik): 189,7

 

B. Smittede i absolutte tal:

Uvaccinerede: 486

Fuldt vaccinerede: 6818

 

Så den relative smitte er altså tre gange højere for de fuldt vaccinerede. Og i absolutte tal er tallet over 10 gange så højt. Men pludselig lukker SSI ned for disse data på instituttets dashboard?

 

3. d. 19. marts: Nedlukningens oversvømmelser

Regeringen fortsætter sin videreførelse af Nedlukningens logikker.

Nu bliver hospitalerne “oversvømmet” af alkoholforgiftede unge. Det fortæller den dybt radikaliserede Sundhedsminister. Vi kender retorikken fra marts 2020. Dengang var der også “oversvømmede hospitaler”.

Regeringen vil gerne lave nogle flere forbud. Det giver mere frihed, så man ikke behøver at gå i byen med peberspray eller sådan noget.

Forbyd alt, så bliver du fri. Det er Nedlukningens destruktion af forfatningens ånd.

Det er det samme som under nedlukningen: Bliv hjemme, tag maske på, rør ikke ved noget, se ikke nogen, og bliv vaccineret konstant, ellers “oversvømmes” vi af smitten, og du dør og liver livet farligt, og du er også direkte skyld i at gamle tante Erna dør på plejehjemmet.

På den måde kan man sige alt muligt. Byen myldrer nu ikke blot med smittebefængte knapper på kaffemaskinen, men også med voldtægtsmænd og drukkenbolte, og hospitalerne er totalt “oversvømmede” med ofre for det hele. De berusede ungdomshorder flyder på gangene.

Men lægerne siger, at de ikke aner, hvad Heunicke snakker om. Der er overhovedet ingen “oversvømmelser”, fortæller de. Det kan man læse i en artikel fra TV2.

Og ungdommen både ryger og drikker mindre nu end tidligere, for hvor fanden skal man efterhånden tage en smøg og whisky og være lidt eksistentialistisk og ung?

Alt er roligt, undtagen inde i regeringens Nedlukningsprofylaktiske totalitarisme, hvor overvågning = frihed.

https://www.tv2lorry.dk/tv-2/overlaeger-kan-paa-ingen-maade-genkende-paastand-fra-heunicke

 

4. d. 19. marts: Hvad er en Nedlukning?

I forbindelse med hastelovene i marts 2020 blev Grundlovens §79 (om forsamlingsfrihed) reduceret til at handle om politiske demonstrationer. Det kan man læse om i hastelovenes bemærkninger.

Med denne reduktion åbnedes en ladeport for statslig regulering af alt andet end demonstrationer, f.eks. kærlighedsliv og almindeligt socialt og pædagogisk liv, som nu lige pludselig – og imod almindelig statsretlig tænkning – faldt uden for §79.

Dermed mister forfatningen sin ånd. Og dermed umuliggøres også virkelige politiske demonstrationer, eftersom politik netop bygger på kærlighed og socialt liv, også kaldet frihed.

 

5. d. 20. marts: Beskedenhedens problem

En lærer ved kun, hvad han ikke kan. Det skyldes, at pædagogik og undervisning er svage aktiviteter, som undersøger elevernes opmærksomhed og tilsynekomst i kulturens arvemateriale. Effekten heraf er uforudsigelig. Det er “ansvar uden viden”, som Gert Biesta siger. Det er den svage pædagogik høje loft.

Derfor er beskedenhed en lærers største faglige dyd. En lærer praler aldrig, ikke fordi, at han er beskeden som person, men fordi han kender sit fags ubestemmelige dybder og processer.

Men når nu samfundet siger, at læreren er dårlig pga. en statistisk test i skraskumslit, så giver dette faktum et kæmpeproblem:

Læreren kan ikke sige, at han er god og at hans elever skinner af kompetencer, for så praler han og bryder dermed beskedenhedens bud.

Men læreren kan heller ikke sige, at han er dårlig, for dermed køber han den logik, der siger, at undervisning har statistiske resultater, dvs. at undervisning skulle være stærk og ikke svag.

Læreren her herefter to muligheder for at forsvare sig fag og dettes indbyggede beskedenhed:

a) Han kan vælte narrativet ved kritik og handling.

b) Han kan forblive tavs og indædt i arbejdet med at finde børn og mennesker, han kan undervise, så de kan blive hans elever.

(Inspirationskilder: En blanding af Gert Biesta, Michael Oakeshott og Jacques Ranciere)

 

6. d. 20. marts: Hjernechip

Silicon Valley-ikonet, Elon Mosk, som ejer Tesla og Paylink, har siden omkring 2015 kastet sig over neuroteknologiske emner. Han har bl.a. stiftet to firmaer med de sigende titler Neuralink og OpenAI.

Videnskab.dk fortæller i vedhæftede artikel/podcast om, at Mosk har særdeles fremskredne planer om at producere en hjernechip, så man f.eks. kan styre sin mobiltelefon via sin teknotanke.

Videnskab.dk skriver:

”Chippen skal i første omgang kunne styre din telefon og din computer blot ved at aflæse signaler i din hjerne – altså dine tanker.”

Der skal altså etableres en direkte forbindelse mellem hjerne og internet, hvis jeg har forstået det ret.

Mulighederne er uanede: En slags nedlukning af mennesket? Man behøver slet ikke nogen smitteapp!

Den neuro-forsker, som er interviewet til podcasten, virker ikke ret bekymret. Han lyder som en slags nedluknings-tekno-virolog.

Derimod er en etik-forsker, som også interviewes, ikke begejstret.

Ingen tager dog for alvor den filosofiske diskussion op. De bliver alle sammen i det lidt utilitaristiske univers, mens de to studieværter fniser sig igennem udsendelsen.

Neuralink er faktisk langt mere vidtgående, end videnskab.dk lægger op til. På firmaets danske hjemmeside fremgår det direkte, at man vil “fusionere menneskelig og kunstig intelligens”, jvf følgende citat:

”Musk er allerede i dialog med de rette myndigheder for at få tilladelse til at teste teknologien på mennesker og tage forskningen videre med en ambition om at øge livskvaliteten for mennesker med hjerneskade og handicap. Herudover at muliggøre telepatisk kommunikation og i sidste ende fusionere menneskelig og kunstig intelligens.”

Så det er telefonen ind i hjernen. Magten træder ind i en ny fase.

Af Neuralinks hjemmeside fremgår det, at firmaet allerede er i kontakt med ”de rette myndigheder”.

Links:

Artikel og podcast, Videnskab.dk, d. 18. marts 2022: https://videnskab.dk/krop-sundhed/silicon-valley-vil-indsaette-chips-i-vores-hjerner-skal-du-vaere-bekymret

Link til Neuralinks danske hjemmeside: https://neuralink.dk/

 

7. d. 21. marts: Flot interview i Politiken med læreren Mette Frederiksen

Lærerinden Mette Frederiksen træder i disse år i karakter som en af tidens store lærerskikkelser. Den anden dag bragte Politiken et flot interview med hende. Her knytter Frederiksen den nationale sundhedsprofils dårlige tal direkte an til de seneste ca. 10 års stærke fokus på læringsmålstyring og individualiseret læring; dvs. til skolereformens pædagogik.

Frederiksen siger med henvisning til et koncept som ”synlig læring”, at børn bliver syge af konstant at kigge på sig selv og deres egne læringsmål:

“Det er sat på spidsen, men børn bliver syge af hele tiden at kigge på sig selv. Det, skolen egentlig handler om, er jo at lære dem at løfte blikket. Kigge ud på den verden, de ikke kender endnu, og det kan man kun, hvis man har lært, at hele livet ikke kun handler om at kigge på sig selv”

Og terapi og relationspsykologi er ikke løsningen på problemet fremgår det. Ja, psykologien er på en måde en del af problemet, generelt betragtet.

Hvad er da løsningen, ifølge Frederiksen? Det er pædagogisk praksis, dvs. det modsatte af synlig og individualiseret læringsoptimering.

Men hvad er så pædagogisk praksis? Jo, det forklarer Frederiksen i tre flotte citater, som jeg formidler i fuld længde med korte indledende noter:

A.

Først et citat, som undersøger vigtigheden i både at ligne hinanden og adskille sig med et fælles kundskabsobjekt i nærheden Det stimulerer “nysgerrighed”, og det er “fundamentet for vores demokrati”

“Pædagogikken handler om, hvordan man skiller sig ud fra andre, men også i høj grad om, hvordan man ligner andre. Den kan få børnene til at løfte blikket ind og ud igen – hele tiden med et fokus på et fælles tredje, som i skolen findes i fagene – og derfor balancerer den i modsætning til psykologien mellem ’mig selv’ og ’de andre’. Den lærer børnene nysgerrighed ud over sig selv og kan give dem lyst til at beskæftige sig med noget i verden, der ligger uden for deres egen næsetip. Det har afgørende betydning for den enkeltes liv, ligesom det er fundamentet for vores demokrati. At kunne se andet end sig selv”.

B.

Dernæst et citat, der handler om, hvordan et fælles kundskabsobjekt forskyder interessen fra selvet og ud i verden, så barnet glemmer at være “bange”:

“Vi skal holde fast i, at skolen er en pædagogisk institution. Og på en skole er man sammen om fagene, om noget fælles tredje. Man er sammen om dannelses- og læreprocesser. Man er ikke sammen for have et terapeutisk fællesskab, og man skal ikke hele tiden være navlebeskuende eller lave trivselsundersøgelser. Man skal løfte blikket og tilegne den verden, der er derude. Engang havde jeg nogle elever med på en kunstudstilling, og foran et Krøyer-maleri udbrød en af dem: ’Hold kæft, hvor ku’ han male’. Maleriet gjorde indtryk, så børnene glemte sig selv et øjeblik og oplevede, at verden har noget at byde på. Det er ikke kun et sted, man skal være bange for”.

C.

Til sidst et citat, der beskriver, hvordan læringsskolen ødelægger det almenpædagogiske fundament for skolen:

“Børn skal jo lære at kunne glemme sig selv og blive optaget af noget andet, men det kan de ikke, når det, der fra politisk hold er blevet besluttet og lagt ned over skolen, er, at de hele tiden skal være opmærksomme på sig selv: Hvad har jeg nu lært? Hvad mangler jeg at lære? Hvordan er jeg i en læringssituation?’. Det er stærkt ødelæggende, at børn ikke længere lærer at blive optaget af noget uden for dem selv. Men det er jo det, pædagogikken kan lære dem”.

Frederiksen tegner billedet af en generation, som er vokset op uden pædagogik. I stedet har “læringen” stået for opdragelsen; en ensom, målstyret og selvoptimerende aktivitet, der gør børn og unge nervøse for livet i verden.

Man kan godt mærke, at Frederiksen er elev af netop afdøde Iben Benedikte Valentin Jensen. Der er samme sans for pædagogik, praksis, dannelse, kundskaber og fællesskab og for disse begrebers dynamiske vekselvirkning.

Frederiksen har også skrevet et virkelig godt bidrag til antologien ”Sidste chance – nye perspektiver på dannelse”.

https://politiken.dk/debat/art8669564/Det-er-sat-p%C3%A5-spidsen-men-b%C3%B8rn-bliver-syge-af-det

 

8. d. 22. marts: Nedlukningens sundhedspolitik

Regeringen har udgivet et sundhedsudspil. Det er Sundhedsministeriet og Magnus Heunicke, der har signeret.

Kigger man på udspillets indledende kapitel om ”forebyggelse”, så følger det fuldstændig nedlukningens logik i fire fem faser:

1.

Først slynger man om sig med nogle få og nærmest rudimentære statistikker.

2.

Dernæst laver man nedlukninger, dvs. totale forbudsaktioner og diskriminationspraksisser.

3.

For det tredje er der ingen proportionalitet; dvs. ingen sans for civilsamfund, frihed og ungdomsliv.

Der er også et måltal, dvs. et en procentmålsætning for ”aktivitet”. Ved hjælp af måltallet kan man styre det nu aflivede ungdomsliv efter statistiske systemer. Man vil endda involverer de unge i denne umyndiggørelse. Den metode kender vi også fra skolereformen.

Faktisk er der kvantitative målsystemer for alle elementerne (rygning og alkohol). Så kan man omdanne samfundet til en evalueringsstatistik.

4.

For det fjerde er der et ledsagende nysprogssystem. Det hele kaldes f.eks. for ”trivsel i aktive fællesskaber”.

5.

For det femte har Heunicke allerede været i pressen og sige at hospitalerne er ”oversvømmede” af fordrukne unge. Det er samme vilde overdrivelser som siden marts 2020.

Konklusion:

Nedlukningens logik materialiserer sig. Forebyggelse er lig med ”ekstrem forsigtighed”.

Links:

Selve udspillet: https://sum.dk/Media/637831953766403005/Regeringens%20sundhedsudspil%202022%20(tilg%c3%a6ngelig%20PDF).pdf

Sundhedsministeriets præsentation på hjemmesiden: https://sum.dk/temaer/sundhedsreformen

 

9. d. 23. marts: Socialdemokratiets angreb på folkeskolen

Socialdemokraterne fortæller, at de er kede af, at eleverne siver lidt til friskolerne, eller til “privatskolerne”, som det næsten konsekvent hedder i de kredse.

Partiet mener, at de succesfulde friskoler er et problem for folkeskolen. Socialdemokraten Jens Joel har endda skrevet en hel bog om dette emne, har jeg forstået. Og undervisningsministeren siger, at det er “inklusionens” skyld. Lærerne mangler “kompetencer”, siger hun i dagens Politiken. Hun vil også styre hvem, der går i hvilke skoler.

Men socialdemokraterne tager helt fejl efter min mening. For det er jo de frie skoler, der er de egentligt folkelige. De er funderet ved Grundlovens §76 og dennes kontakt til de andre frihedsparagraffer, ikke mindst til forsamlingsparagraffen, §79, og til ytringsfrihedsparagraffen, §77.

Så folkets skole er de frie skoler. Folkeskolen er kun et supplement, som låner frihed. Dette lån er velfærdsstatens dyd, men kun hvis man holder fast i lånet.

Men Socialdemokratiet har misligholdt lånet og dermed også velfærdsstatens fine pædagogiske system.

Ja, siden 00’erne har partiet decideret gjort op med hele den folkelige tradition, kulminerende med skolereformen i 2013.´Og inklusionsreformen fra 2012 var skam en integreret del af dette opgør.

Det er med andre ord filosofien og ikke lærernes kompetencer, den er gal med.

Jo mindre “kompetente” desto bedre.  Længe leve den folkelige inkompetence! Fri os fra læreren som “læringsekspert”.

Så det er skam Socialdemokraterne selv, der har ødelagt folkeskolen. De har lavet en statsskole, som bygger på en aktivistisk stat uden folkelige områder, dvs. på konkurrencestaten. Dermed har partiet ødelagt velfærdsstatens dyd, nemlig syntesen mellem frihed og lighed.

Så lige for tiden styrkes folkets skole, altså de frie skoler, som i sig selv kæmper med at holde sig fri af den aktivistiske stats nøkker. Jo flere der rejser til de folkelige skoler, desto bedre.

Sådan ødelægger man folkeskolen, når man er velfærdsstatens fjende.

 

10. d. 25. marts: Tvangsvaccination

Med udgangspunkt i en definition af “tvangsvaccination” har jeg i nedenstående blogindlæg registreret de indlæg i den offentlige debat, som falder under definitionens område.

Disse ekstremistiske synspunkter, som rullede hen over landet for blot få måneder siden, og som forårsagede dybe diskriminationserfaringer, må holdes i erindring. Ikke mindst fordi tavsheden allerede nu er så larmende.

Skriv gerne, hvis I mener, jeg har overset noget.

http://www.thomasaastruproemer.dk/oversigt-over-tvangsvaccinationens-stemmer.html

 

11. d. 27. marts: Effektiv vaccine

Regeringens centrale coronarådgiver, Jens Lundgren, udtalte følgende i TV-avisen, d. 14. juli 2021:

”Vaccinen er ekstremt effektiv og beskytter dels mod sygdom, men også imod at man blive smittet og kan smitte videre.”

Men hovsa! Det passer jo ikke. Langt flere vaccinerede bliver smittede og vedrørende indlæggelser er det hip som hap.

Der er to muligheder:

Hvis Lundgren lyver, er det ikke så godt, for så er et jo løgn.

Og hvis det ikke er løgn – dvs. hvis Lundgren tror på det, han siger – så viser det hele, at myndighederne ikke har styr på en pind, hvad angår vaccinerne. Og det er jo heller ikke så godt.

 

12. d. 27. marts: Gråt!

I samme øjeblik “forsamlingen” mistede sit frie område og blev omdannet til en teknisk metode for statistisk adfærdsoptimering skiftede alle ting farve til gråt.

Herfra kan alt ske: Her og der og der og igen og igen og igen…. Og ingen kan se forskel. Det er gråt i gråt.

Hvornår skete det? Svar: D. 11. marts 2020.

 

13. d. 29. marts: Hvad skete der op til d. 1. februar 2022?

Der er et spørgsmål af historisk og politisk interesse, der trænger sig på: Hvad skete der op til d. 1. februar, hvor coronaen mistede sin klassifikation som ”samfundskritisk” og uden videre sank ned i en dyb pause.

Vi har styr på, hvad der skete i dagene op til d. 11. marts 2020, og hvad de forskellige aktører sagde og mente dengang.

Men hvad skete der i dagene op til d. 1. februar 2022? Er der ingen mails eller papirer eller andet? Beslutningen var jo helt unik i verden og kom bag på alle, var mit indtryk; selv på verden selv.

Dengang fremlagde jeg en teori om, at det var Søren Brostrøm, som satte hælene i – jvf. FB-opslag fra dengang nedenfor – men er det rigtigt, og er det hele historien?

Jeg har ikke bemærket andre analyser, indlæg eller reportager vedrørende dette emne. Men måske har jeg overset noget?

Link til analyse fra januar 2022: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159662640519481&id=837549480

 

14. d. 29 marts: Universitetspædagogisk opgør med universitetspædagogik

Jeg har kastet mig ud i en god gang gammelsdaws universitetspolitisk aktivisme. Baggrunden er et forslag om universitetspædagogisk kompetenceudvikling, som er lavet i regi af DPU/AU, og som jeg er yderst kritisk over for, jvf nedenstående blogindlæg.

Jeg håber, der også vil komme indlæg fra andre universitetsmiljøer, så vi kan få mere opmærksomhed på læringsbegrebets stærke og negative magt på universitetet og i samfundet mere bredt.

http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpu-rapport-om-universitetspaedagogik.html

 

15. d. 1. april: ”Fremragende erotisk litteratur”

Tidligere formand for Dansklærerforeningen, Jens Raahuauge, har anmeldt, det jeg kalder for min hemmelige bog, nemlig ”Den store nedlukning – dagbog fra biostatens første år”. Anmeldelsen er brat i dagens Folkeskolen.dk.

Det er den første anmeldelse, så måske er bogen nu ikke så ”hemmelig” mere?

Raahauge fortæller loyalt om bogens ærinde og forfatningsmæssige argumentation, og han er vanen tro uhyre velskrivende.

Han skriver også, at han synes, at de ”smittede tanker”, som udgør bogens grundlag, var ”besnærende” læsning.

Han kan også godt lide bogens grundighed, lader det til:

”I hver afsnit bygger Rømer sine argumenter på et væld af både danske og internationale kilder, og han har søgt vidt, bredt og dybt i såvel sundhedsfaglige vurderinger som filosofisk- og pædagogisk-politiske skrifter”.

Han skriver også, at bogen er “et velkomment bidrag til kampen for at genvinde den demokratiske dagligdag i almindelighed og den skole, der bygger på en pædagogik frigjort fra detailstyring og instrumentalisme”

Raahauge savner dog i høj grad, at jeg har mere forståelse for myndighederne. Men den fordring kan jeg ikke leve op til, for jeg har ganske enkelt ikke for fem flade øre ”forståelse” for myndighederne, hvilket jeg også forklarer i bogen. Så den ”mangel” kan jeg ikke gøre noget ved.

Han skriver også, at nogle ”fra den pædagogiske verden” var ”taknemmelige” på regeringen for at blive ”beskyttet mod smitte”. Jo tak, det er netop problemet, for nu at sige det mildt. De burde have gjort oprør, Raahauge inklusive.

Raahauge slutter med en herlig metafor, som min forlægger måske kan bruge til at reklamere for bogen. Han skriver nemlig, at bogens kritiske fordringer minder om….

”…..de unge, rige og frie mænd i Bergamo, der under pesten kunne flytte op i bjergene og blandt andet skrive fremragende erotisk litteratur (Decameron), mens de, der var tvunget til at forsamles frit, døde i hobetal.”

Nu ved jeg ikke, hvem det var, der døde i ”hobetal” i de par seneste år, og jeg forstår faktisk ikke udtrykket “tvunget til at forsamles frit”, men nogen skal jo bevidne det med lidt følelse og kærlighed oppe fra sit ”bjerg”.

Men bogen har altså en erotisk dragende effekt på Raahauge; Når analyserne drager ned fra bjerget, så ender de som en form for demokratisk pornografi midt i biostaten?

Kan man ønske sig mere?

Mange tak til Raahauge for at uhemmeliggøre min hemmelige bog.

Link til anmeldelse: https://www.folkeskolen.dk/corona-dannelse-skolepolitik/jamen/4625940

 

16. d. 6. april: Rapport fra biostatens indre

Jeg har kigget på Sundhedsministeriets seneste rapport om Epidemiloven. Her kan man læse om biostatens aspirationer og dermed om statens indre forfatning.

Det er rystende læsning:

http://www.thomasaastruproemer.dk/rapport-fra-biostatens-indre.html

 

17. d. 8. april: Folkeafstemningsspørgsmål

Nu er jeg helt forvirret:

Det nye spørgsmål til folkeafstemningen giver da ikke semantisk mening, gør det? Det lyder sådan her:

“Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet?

Som spørgsmålet pt er formuleret, kan jeg jo – ifølge sætningens opbygning – stemme NEJ til at deltage i ”europæisk samarbejde…” ved at afskaffe forbeholdet?

Det er jo helt kontraintuitivt.

Dertil kommer, at “europæisk samarbejde…” er meget mere bredt end EU-samarbejdet. Der samarbejdes vel også i regi af NATO mm.?

Og hvad betyder det, at forbeholdet ligger “i EU”? Det er da et nationalt forbehold.

Det er altså ikke i orden.

PSS: Det oprindelige spørgsmål, som altså nu er ændret, var: “Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?”

 

18. d. 10. april: Ytringsfrihed på Aarhus Universitet

Jeg er stolt over mit universitet, må jeg indrømme. Læs denne flotte erklæring om forskning- og ytringsfrihed, som universitetets bestyrelse netop har vedtaget.

Formuleringerne er bl.a. inspireret af de såkaldte Chicago-principper samt af Ytringsfrihedskommissionens store arbejde fra april 2020, som blev lidt i overset i offentligheden pga. nedlukningen.

Især erklæringens utilslørede sammenkædning af universitetslivet med hele forfatnings- og oplysningstraditionen varmer helt ind i tastaturet.

Alene sandheden tæller, uanset økonomisk vækst, politiske omskifteligheder, tryghedsnarkomani eller organisatorisk og diskursiv magt.

Sandheden og vejen derhen kan give rystelser. Det er “the beautiful risk of education”, som Gert Biesta har udtrykt det.

Uddannelse er en smuk risiko og ikke et nervøst safespace eller utilsløret eller tilsløret magt.

Selv har jeg været udsat for/tæt på fire sager, som alle blev vundet, fordi erklæringens ånd pludselig viste sig. Nu er ånden skrevet ned.

Man må håbe, at de andre universiteter følger trop.

På den baggrund må man sige, at det er betryggende, at Brian Bech Nielsen fortsætter som rektor. Som jeg har forstået det, går Connie Hedegaard af som bestyrelsesformand. Hun har ellers gjort det godt og har flere gange talt dannelsens sag. Jeg håber Bech Nielsen får en ny bestyrelsesformands-makker med samme åndelige egenskaber.

Med den nye erklæring i hånden tegner det lyst.

https://medarbejdere.au.dk/administration/hr/rekruttering-og-ansaettelse/ytringsfrihed

https://www.regeringen.dk/nyheder/2020/ytringsfrihedskommissionen-afleverer-betaenkning/

 

19. d. 11. april: Flot interview med Christine Stabell Benn

En af landets førende vaccineeksperter, professor Christine Stabell Benn, er blevet interviewet til SDUs hjemmeside. Jeg tænker nogle gange på, om hun – med sine vedholdende analyser og indlæg – har haft større indflydelse på Danmarks overraskende og pludselige politikskifte, som nok især påvirkede Sundhedsstyrelsen i tiden op til d. 1. februar 2022?

I interviewet samler hun op på den biopolitiske udvikling, spidsformuleret i den teologisk-scientistiske one-liner: ”Vi er skabt til at leve med alverdens mikrober”.

Her er lidt uddrag, hvor hun især gør op med vaccinationspolitikken og vaccinepasset, som hun anser for det mest indgribende og dårligst funderede indgreb:

(…)

”Hvilken restriktion er du mest tilfreds med at slippe for?

Vaccinepas. Fordi det aldrig gav videnskabeligt mening. Myndighederne oversolgte i min optik vaccinerne for deres evne til at beskytte mod infektion og transmission, og associerede dem med frihed for restriktioner, selvom restriktionerne var et politisk valg.

De oversolgte også, hvad vi vidste om de nye vacciners sikkerhed. De underkommunikerede om det faktum, at alvorligheden af COVID-19 er meget afhængig af alder og underliggende sygdom, og at særligt unge raske mennesker ikke var i stor risiko, og de ignorerede i lang tid data, der viste, at naturlig immunitet er stærkere end vaccineimmunitet.

Vaccinepasset tvang en masse raske unge mennesker med lav risiko for alvorlig COVID-19, inklusiv nogle, der allerede havde haft COVID-19, til at lade sig vaccinere, selvom mange slet ikke havde lyst til det. Nogle sad og græd, mens de fik vaccinen. Det krymper sig i mig at tænke på. Og jeg frygter, hvad det koster på tilliden til myndighederne på den længere bane.

(…)

Kommer pandemien til at forandre noget eller vender vi hurtigt tilbage til status quo?

Under pandemien lavede vi et litteratureksperiment på Danish Institute for Advanced Study. Vi inviterede de studerende på SDU til at skrive en kort novelle om en dag i 2025.

Det var skræmmende læsning. Selv om de fleste forestillede sig, at vi i 2025 ”ser tilbage på” pandemien, forudså de også, at vi stadig ville bruge mundbind, stadig ville spritte alting af, og at vi stadig ville være bange for, at fremmede kom for tæt på os i bussen eller i toget.

Pandemien ville have efterladt et permanent mærke og gjort os mindre trygge ved at være i verden (samtlige noveller ligger online – varm anbefaling herfra).

Jeg er dog positivt overrasket over, hvor meget folk nu allerede igen synes at stå tæt, kramme og kysse. Og sådan skal det være. Vi er stærke eksistenser, skabt til at leve sammen med hinanden og med alverdens mikrober. Vi kan skade os selv ved at pakke os for meget ind. Vi har brug for at genskabe troen på vores duelighed.

(…)”

Link til interview på SDU’s hjemmeside: https://www.sdu.dk/da/nyheder/forskningsnyheder/coronarefleksioner-christine-stabell-benn

Rapport fra biostatens indre

I oktober 2021 udsendte Sundhedsministeriet en ”Redegørelse til Folketinget om anvendelse af epidemiloven”. Teksten består af en række ministeriers evalueringer af den nye epidemilov, samt af en sammenfatning af disse evalueringer, som er forfattet af Sundhedsministeriet selv. Den samlede rapport har været sendt til høring i en bred kreds af organisationer i to omgange, først med frist d. 3. november 2021 og senere d. 5. januar 2022 (disse høringssvar har jeg dog ikke kunnet finde).

Der er altså tale om et dokument, der siger noget om tilstanden i statens indre. Det er biostatens selvrefleksion. Hvad vil staten, hvis den kan? Og svaret er: Det er nedlukningens kaos.

Selvom teksten er fra efteråret 2021 og altså har været i proces lige siden, så er den gået helt under radaren. Det var JP, som gjorde opmærksom på sagen her i starten af april 2022, hvor coronaen er lagt i dvale for en stund.

Rapporten er notorisk renset for alle kritiske bemærkninger. Ja, faktisk foreslås der deciderede udvidelser af statens biopolitiske magt.

I det følgende vil jeg omtale nogle af rapportens pointer:

 

A. Sundhedsministeriets sammenfatning af centrale temaer i høringssvarene i tolv hovedpunkter

Allerede i den korte indledende sammenfatning lanceres den centrale logik:

”Der efterspørges – for så vidt angår alment farlige sygdomme – mulighed for at fastsætte indgribende restriktioner, som kan være sundhedsmæssigt velbegrundede”.

Det vender vi tilbage kraftigt tilbage til.

Dernæst følger seks sider, hvor Sundhedsministeriet har lavet en ”Tematisk gengivelse af høringssvarenes hovedpointer”. Der er her tale om en helt ukritisk gennemgang af tolv temaer, der generelt set forstærker de biopolitiske optioner. Lad os se på det:

 

1. Epidemikommissionens sammensætning:

Epidemikommissionen, som jo primært består af regeringens egne embedsmænd, fungerer godt. Det gælder både, hvad angår sammensætning og ”en fornuftig balance mellem den nødvendige brede i sammensætningen og den nødvendige funktionalitet”, som det står.

Så den ekstremt ”smalle” sammensætning af kommissionen opfattes altså som ”bred”, og den helt ukritiske operationsiver opfattes som en ”nødvendig funktionalitet”.

Kommissionens meget selektive brug af ”eksperter” omtales som ”andre særligt sagkyndige”.

 

2. Ministeriernes samarbejde med Epidemikommissionen

Det foreslås, at Styrelsen for Patientsikkerhed – ”uden forudgående høring” i Epidemikommissionen – skal kunne ”udstede konkrete påbud”. Så kan kommissionen nøjes med at arbejde med mere ”generelle kriterier”. Altså mere magt til det biopolitiske bureaukrati.

I det hele taget opleves ”forelæggelsesprocessen”, altså de administrative processer, ofte som alt for ”for tung og ressourcekrævende”. Så Epidemikommissionen fratages på en måde operativ magt. De omfattende brud på retsstatens ånd og regler skal kunne gennemføres hurtigere og mere effektivt, må man forstå.

 

3. Parlamentarisk kontrol

Selvom dette kapitels overskrift taler om ”parlamentarisk kontrol”, så handler det stort set ikke om dette emne. Men kontrollen fungerer fint, må man forstå.

Den meget omdiskuterede hast, hvormed Epidemikommissionen har orienteret Epidemiudvalgets medlemmer, nævnes slet ikke.

Desuden fortæller man, at det er ok, hvis man erstatter egentlige offentlige høringer med kommunikationsprocesser i de biopolitisk definerede ”sektorpartnerskaber”. Det kaldes for ”et operationelt alternativ”. Det er lidt den samme operative og bureaukratiske konsekvens, som vi så under punkt 2.

 

4. Gyldighed af nedlukningsaktioner

Man klager over, at det kun er muligt at lave restriktioner for 4 uger ad gangen. Det er for lidt, fremgår det. Man vil have op til 8 uger.

 

5. Den decentrale ressortfordeling ved visse restriktioner

Der er for stor magt i de enkelte ressortministerier. Man bør i højere grad samle nedlukningsinitiativerne i centrale aktioner hos styrelserne, som blot tager udgangspunkt i en ”generel holdningstilkendegivelse” fra Epidemikommissionen.

Det fremgår, at der i perioden fra marts 2020 til oktober 2021 blev udstedt hele 1360 corona-relaterede og foreløbige bekendtgørelser, hvilket er ca. en fjerdedel af alle bekendtgørelser i perioden. Dette omfang og hastværk umuliggør jo simpelthen en effektiv demokratisk kontrol med myndighederne.

 

6. Automatiske nedlukninger

Der foreslås en effektivisering og centralisering af de automatiske nedlukninger. I en forbindelse kommer der et afgørende forslag om et helt nyt princip, nemlig at ”automatiske nedlukninger” flyttes fra ”samfundskritiske” til ”alment farlige sygdomme”. Her er den centrale passage:

”Det kan i den forbindelse overvejes, om en eventuel hjemmel til at fastsætte regler om at iværksætte automatiske lokale nedlukninger ligeledes bør kunne finde anvendelse ved alment farlige sygdomme, som lokalt er særligt udbredte, med henblik på at inddæmme og begrænse høj lokal smitte, uanset at der ikke på landsplan er tale om en samfundskritisk sygdom, jf. i øvrigt nærmere herom i pkt. 3.7 nedenfor”.

Som det fremgår af henvisningen til ”pkt. 3.7” kommer der mere om dette i det efterfølgende afsnit.

Der er ingen bemærkninger om den kæmpestore og stærkt kritisable proces, der har været omkring disse sygdomsklassifikationer. Der står heller ikke noget om den kritik, der har været af samspillet mellem Epidemikommission, eksperter og Epidemiudvalg. Tavsheden er larmende, som man siger.

 

7. Adgangen til at fastsætte visse restriktioner ved alment farlige sygdomme

Man taler gentagende gange om ”mindre indgribende restriktioner”. Hermed tænker man f.eks. på ”lukning af butikker” og ”krav om coronapas”, men også en mere ubestemt række øvrige tiltag; f.eks. mundbind må man formode ud af sammenhængen.

Men disse tiltag er jo ikke ”mindre indgribende”. Det er tværtimod stærkt indgribende og diskriminerende nedlukningsaktioner.

Disse kraftfulde tiltag ønsker man endda at gøre brug af, selvom coronaen ”kun” er klassificeret som ”alment farlig”, dvs. stort set konstant. Altså samme logik, som vi så under “automatiske nedlukninger” og i den indledende sammenfatning.

En anden effekt af dette forslag er, at man kan undgå at behandle sagerne i Epidemikommission/Epidemiudvalget, som først træder i funktion ved ”samfundskritiske sygdomme”. Dermed falder kravet om parlamentarisk godkendelse af restriktionerne bort. En evt. parlamentarisk kontrol skal højest ”overvejes”, som der står.

Kort sagt: der arbejdes med en omfattende udvidelse af nedlukningen.

 

8. Behandling af personoplysninger

Man foreslår en udvidet tilgang til brug af digitale løsninger a la coronapas og smittestop-appen, samt en deraf følgende øget udveksling af personoplysninger. Disse adgange bør udvides til at kunne træde i kraft allerede ved klassifikationen ”smitsom sygdom”, altså klassifikationen under “alment farlige”. Den digitale kontrol med borgerne skærpes dermed radikalt.

 

9. Om nødundervisning

Også lovgivningen om undervisningen bør centraliseres i Epidemiloven, står der. Jeg tror også, at der er nogle yderligere udvidelser af restriktionsmulighederne, men jeg kan faktisk ikke helt gennemskue teksten. Der er heller ingen kritiske markeringer i denne omegn.

 

10-12. Diverse regler vedr. ind- og udrejse.

 

B. Udvalgte ministeriers høringssvar

Resten af materialet består af høringssvar fra de enkelte ministerier. Jeg vil kort nævne tre ministerier:

 

1. Justitsministeriet og Sundhedsministeriet selv:

Begge disse centrale ministerier ønsker, at man allerede ved ”alment farlige sygdomme”-kategorien kan påtvinge befolkningen restriktioner som mundbind og coronapas, som dermed oven i købet kommer helt uden for parlamentarisk bevågenhed. Formuleringerne spiller effektivt sammen med Sundhedsministeriets sammenfatning ovenfor.

Disse synspunkter har derfor helt klart dyb rod i statens indre. Magnus Heunicke var da også i starten meget uvillig til at afkræfte ideerne om opgøret med Epidemiudvalget, da JP’s journalister spurgte ind til emnet. Og han afkræfter slet ikke, at man agter at flytte centrale nedlukningstiltag ned i “alment farlig-kategorien”.

Sundhedsministeriet fremhæver desuden, at der er gode erfaringer med ”brugen af digitale løsninger”, og at man bør udvide disse aktioner til også at gælde ved ”alment farlige” sygdomme. Igen har vi samme logik.

 

2. Børne- og Undervisningsministeriet:

Her ønskes en mere effektiv centralstyring af nedlukningens elementer, så ministeriet selv slipper for så meget koordinering. Ellers er det hele mest teknik.

I ingen af disse svar er der drøftelser af retspolitiske eller retsfilosofiske spørgsmål.

 

C. Diverse

Ifølge JP støttes forslagene om at udvide restriktionsmulighederne for de ”Alment farlige sygdomme” af Kommunernes Landsforening og af professor i immunologi Jan Pravsgaard Christensen. Dermed understreges det, at kommunerne og den såkaldte ”forskning” er en integreret del af det biopolitiske apparat.

Heldigvis ser det ud til, at der ikke umiddelbart er tilslutningen til biostatens ideer fra politisk hold, men vi ved hvor hurtigt, de politiske partier kan vende på en tallerken. De har jo alle sammen stemt for nedlukningerne med brask og bram og er dermed tvunget ind i den biopolitiske logik.

Nu kender vi i al fald til biostatens intentioner.

 

Diverse links og referencer:

Link til rapport og høringsmateriale: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/65720

Link til JP’s dækning af sagen, d. 4. april 2022:

https://jyllands-posten.dk/politik/ECE13881594/i-en-bunke-papirer-til-folketinget-gemmer-sig-et-forslag-der-kan-rokke-ved-magten-over-restriktionerne/

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE13891684/partier-er-skeptiske-og-nu-melder-sundhedsministeren-selv-ud-om-sit-ministeriums-omstridte-ideer/

Kritik af DPU-rapport om universitetspædagogik

På DPU har man udarbejdet en såkaldt Skitse til en universitetspædagogisk og didaktisk indsats ved DPU. Rapporten fylder 32 sider, har flotte og færdige illustrationer, og universitetets logo pryder forsiden. Forslaget præsenteres med andre ord i helt færdig form. Grunden til, at rapporten kaldes for en ”skitse” er – som jeg har forstået det – at forslaget kun mangler institutlederens endelige godkendelse. Der har, så vidt jeg ved, ikke været nogen demokratisk proces. Jeg har i al hvert fald ikke været inviteret.

Jeg er meget kritisk over for dette udspil af grunde, som jeg nu vil redegøre for. Mit indlæg efterfølges af links til alle de centrale papirer og rapporter.

Til sidst er der et indlæg af lektor i pædagogisk filosofi, Asger Sørensen, om emnet. Sørensen skrev sit indlæg som et svar på en tidligere version af min kritik, som jeg rundsendte til DPU’s faglige miljøer.

 

1. Tab af dannelse og pædagogisk indhold

Der er ingen refleksion over pædagogik og dannelse eller over universitetet som institution. Dette er en fatal mangel. På DPU og også på AU og flere andre steder findes en stor viden om universiteters og kundskabers egenart, historie, livsform og dynamik. Men denne viden trækkes slet ikke ind. Der er fuldstændig tomt, når det kommer til det grundlæggende spørgsmål om, hvad et universitet er. Med denne mangel i bagagen kan man ikke lave en universitetspædagogik. Der er heller ikke nogen drøftelse af begrebet ”didaktik”, et ord, der jo også indgår i rapportens titel.

Disse mangler hænger sammen med det forhold, at der slet ikke er nogen refleksion over DPU’s helt specifikke dannelsessituation som et videreuddannelsessted for især lærere og pædagoger, dvs. folk med praktisk-teoretiske grunduddannelser. Det nævnes kun meget kort et enkelt sted, hvor der blot tales om “indslusning” på en meget teknisk måde.

Udspillet bærer med andre ord præg af en yderst problematisk ligegyldighed over for DPU som institution og dettes funktion i samfundet og faktisk også over for de professionsbaggrunde, som er DPU’s egentlige udgangspunkt. Ja, rapporten udvider på en måde det opgør med de pædagogiske professioner, som har været pågående især siden 00’erne. Denne ligegyldighed skal som nævnt lægges oveni opgøret med universitetets som dannelsesinstitution.

 

2. Alternativet: Ansvar for egen læring

I stedet for disse emner tager rapportens forfattere udgangspunkt i nogle fuldstændige abstrakte ”grundlæggende værdier”. Den vigtigste af disse værdier er at sætte ”de studerendes faglighed i centrum”. Eftersom man har smidt dannelsen over bord under punkt 1, så oversættes denne ”værdi” til, at den studerende skal have en ”aktiv og selvstændig rolle i egen læringsproces”. Og fra en tilhørende ”note ii” kan man klikke sig videre til en rapport fra 2019, som ligefrem hedder ”hovedpersonen i egen læringsproces”, og som er en helt ureflekteret videreførelse af nogle EU-definitioner af ”studentercentreret læring”. Denne rapport er udgivet af Danmarks Akkrediteringsinstitution.

Med andre ord: DPU’s udspil indskriver sig 100% i den form for pædagogik, der hedder ”ansvar for egen læring”. Denne tilgang udviklede sig i Dansk skolepolitik fra midten af 1990’erne, bl.a. med udgangspunkt i forskellige psykologiserede versioner af de gamle RUC-miljøer. Også dengang var konsekvensen en tømning af skolens filosofi og indhold. Senere blev “ansvar for egne læring” forstærket af en blanding af radikal konstruktivisme og globaliseringsivrige politikker. Tilgangen fik også fat i det såkaldte “higher education”- miljø, ikke mindst med udgangspunkt i konstruktivistiske forskere fra Oceanien og via de såkaldte 21. Century Skills. Long story, som man siger.

Akkrediteringsinstituttet, hvis rapport altså står centralt i udspillet, blev faktisk etableret i kølvandet af disse processer i 00’erne. Det skete efter 2006, hvor Globaliseringsrådet markerede en form for bureaukratisering af ansvar for “egen læring”, som nu skulle dirigeres af evalueringsbegrebet. For folkeskolens vedkommende skete det via ”Skolerådets” beretninger fra 2007-13, og på universiteterne udviklede samme begrebsmæssige proces sig via det såkaldte ”Kvalitetsråd” i 2013. Begge råd havde samme formand, nemlig økonomen Jørgen Søndergaard. Og begge steder stod en individualistisk og konstruktivistisk ”læring” i centrum som en afhængig kausal og instrumentel variabel for alt, mens ”økonomien” og “evalueringen” beherskede filosofien. På den måde indskriver nærværende rapport sig direkte i resterne af den neoliberale diskurs og dennes totale dannelsestab. Både verden, indhold og pædagogisk proces er væk. Det var denne tilstand, som fik navnet ”Konkurrencestaten”.

I direkte sammenhæng med rapportens totale læringficering fremgår det, at ”slutmålet er de studerendes faglighed og læring”. Med inddragelse af ”slutmål” sammen med ”læring”, og med en ”faglighed” uden filosofisk substans, lægges der op til forskellige former for bureaukratiserede læringssystemer. Det er prisen for at glemme dannelsen og kundskabssammenhængen. Det er fuldstændigt parallelt med folkeskolens situation efter 2006; en proces, der også i høj grad blev understøttet af DPU, som blev skabt og udviklede sig i samme periode. Allerede i 00’erne blev “læringen” kritiseret i internationale kredse. Men på universitetet, hvor “læring” burde være et totalt fremmedord, forstærkes trykket nu yderligere.

Endelig vil jeg sige, at “ansvar for egen læring”-ideologien også reproduceres for den enkelte underviser på DPU. På s. 15 står der, at den ansatte sætter sig ”mål med egen universitetspædagogiske kompetenceudvikling”, og at der efterfølgende skal evalueres ”i forhold til de individuelle mål”.

 

3. Læringens nye sammenhæng: Bureaukratiet

Dermed er vi ved det næste punkt, nemlig at det nu ensomme, dannelses- og teoritømte ”læring” må på jagt efter nye begrebsmæssige sammenhænge. Og fuldstændig ligesom i 2000’erne etableres der bureaukratiske modeller og progressionssystemer, der skal holde ”læringen” i en filosofisk spændetrøje. Jeg kommer ind på nogle af disse modeller senere.

I baggrundsmaterialets jargon har man fundet et alternativt ord for ”bureaukrati”, nemlig ”design”, som ofte består af enorme og komplekse modeller fyldt med fluffy hurraord og med en eller anden afart af ensom ”learning” i midten. Sådanne modeller har kun en effekt, og det er pædagogisk undertrykkelse, sin kan omsættes i digitale systemer.

Kort sagt: Universitet/pædagogik-systemet erstattes af design/lærings-systemet, som selv er forbundet med 1990’ernes og 2000’ernes globalisering og neoliberalisme.

 

4. Forstærkning af baggrundspapirernes problemer

Mit fjerde kritikpunkt er, at DPU-rapporten forstærker dårligdommene hos de policy- og strategipapirer, som der refereres til.

Jeg har allerede kort nævnt Akkrediteringsinstituttets forstærkning af de europæiske niveauers problemer via ideen om ”hovedperson i egen læring”, en begrebsdannelse som føres direkte ned i DPU-rapporten (jf. afsnit 2).

En anden central tekst er ”Bekendtgørelsen om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter”, som blev revideret i december 2019. Denne tekst er det eneste lovrelaterede materiale, som DPU-rapporten henviser til.

I bekendtgørelsen står der, at universiteterne ”har ansvaret for, at videnskabeligt personale, der varetager undervisning, har de fornødne pædagogisk-didaktiske kompetencer til at løfte deres konkrete undervisningsopgave”. Det er jo fint at få hjælp til det, men der står bestemt ikke noget om at være ”hovedperson i egen læring”.

Men alligevel står der i DPU-rapporten, at den er en del af et implementeringssystem, hvorved bekendtgørelsens ord altså ideologiseres via et aldrende og indholdstømt læringsbegreb.

Der henvises også til nogle interesseorganisations-papirer, f.eks. til Danske Universiteters ”Dansk ramme for meritering af universitetspædagogiske kompetencer”. Selvom der også hos Danske Universiteter er tale om en indholdstom bureaukratisering af læring i karakteristisk stil, så står der dog ikke ”egen læring”, så vidt jeg kan se.

Dernæst refereres til nogle holdninger hos ”prodekanen ved ARTS” og til et notat fra en arbejdsgruppe under dekanatet. Men der er ingen præcise referencer, så disse henvisninger er nærmest upassende i en rapport af denne type efter min mening.

Man henholder sig også til DPU’s egen ”Strategi 2025”. Her finder man da også i overskriftsform en række af den aktuelle rapports temaer i samme dannelsestømte sprog. Der er dog ingen reference til ”læring”, som nærmest er tavst forudsat, vil jeg sige. Til gengæld tales der i Strategi 2025 om DPU’s ”uddannelsesidealer”, hvad det så skulle være? Dette ord lyder faktisk lidt farligt, fordi DPU i høj grad har udviklet sig i samklang med 00’ernes og 10’ernes vidensøkonomiske og instrumentalistiske tendenser, hvilket ikke er ”idealer”, men rent og skært forfald. Det har jeg dokumenteret udførligt andre steder.

Endelig er der selve kommissoriet for den arbejdsgruppe, som har lavet den aktuelle rapport. Heri henvises der direkte til Strategi 2025 og til et dekanat-dokument, som jeg som sagt ikke er i besiddelse af, men som angiveligt har den effekt, at ”studentercentreret læring” gøres til det nye udgangspunkt. Dertil kommer et stort fokus på at teknologificere den læringsficerede pædagogik. Blandt andet foreslås mere online-læring, så der kommer “en balance”. Det understreges dog, at det skal ske ”med anknytning til fagenes egenart”, hvilket forsvinder ud af den endelige rapport.

I kommissoriet står der også, at institutledelsen udpeger en arbejdsgruppe. Og hermed er vi fremme ved den aktuelle rapport. Men der er heller ikke noget om dannelse eller om universitetet som institution.

 

5. Opbygningen af enhed og styrke fra bunden og op og ud i verden

Tilbage til selve DPU-rapporten. Det fremgår nemlig også, at man vil hæve sin forsimplede lærings- og universitetsforståelse til et ”generelt og institutionelt” niveau, og at denne optimering skal foregå på noget, som kaldes et ”forskningsinformeret grundlag”. Der er med andre ord stærke almenpædagogiske interesser i foretagendet, men uden almenpædagogisk refleksion vel at mærke.

Der lægges også op til en form for indholdsmæssig og ideologisk ”enhed”, en særlig DPU-profil. Det lå allerede i kommissoriets tale om DPU’s ”uddannelsesidealer” og om det ”generelle og institutionelle” niveau, men enhedstanken forstærkes nu kraftigt.

Der tales om, at ”målet er”, at man udvikler en ”særlig DPU’sk tilgang” (s. 18), og om en ”stærk position og en unik DPU-signatur”. Man vil ”udvikle en sådan DPU-model fra bunden og op”.

Udadtil skal disse ideer ”vise DPU som national og international eksponent for universitetspædagogik- og didaktik”. Man ser for sig, hvordan denne pædagogikfjendtlige diskurs breder sig i landets skoler og børnehaver og bidrager til at ”forbedre fordummelsen”, som den franske filosof J. Rancière ville kalde det, rundt omkring i Europa.

Der står også, at dette nye læringssystem skal understøtte ”glæde og stolthed ved at være underviser, vejleder og repræsentant for universitetsfagligheden over for de studerende”. Så læreren er ”repræsentant” for et læringsideologisk system, som går imod hans egen praksis? Og han skal endda være ”glad og stolt”. Det er skrækkelige logikker med totalitære kim.

 

6. Konceptgørelse og læring

Hele denne uniformerende helhedstvang samles så om en konceptgørelse af undervisningen. Her henvises direkte til en række konkrete læringsteknologier, og igen understreges betydningen af at forstærke digitaliseringen i nærmest post- og transhumanistiske retninger. F.eks. henvises der til en såkaldt ”læringscirkelmodel”, som har en transhumanistisk tendens. Det samme har den tidligere regerings såkaldte ”Teknologipagt”, som der også henvises til, samt et skotsk ”Near future thinking”-projekt.

Universitetspædagogikken skal ”efterleve fastsatte kvalitetskrav”, som vel at mærke bygger på et helt bestemt begreb om ”kvalitet”, og det anses ligefrem som en ”ulempe”, hvis ”projekterne kan stritte i alle retninger”. Vi er ikke i pluralismens farvand.

På s. 9 kaldes denne konceptgørelse for ”at bygge videre på aktuel forskning”. Men det er kun helt bestemte slags ”forskning”, der nævnes, nemlig et teknologificeret lærings- og designsprog.

Herfra siver temaerne ned i de organisatoriske detaljer med supervisions-indsatser på individniveau og konkrete kurser i ”EDU-IT og bæredygtighed”. Der skal også laves ”netværk” i emner som ”fagdigitalitet”, ”digital, online og hybrid undervisning” og ”bæredygtig pædagogik”. Sidstnævnte handler om ”projektarbejde”, står der i en fodnote. Jeg er helt sat af.

Der er også flere referencer til Aarhus Universitets eget universitetspædagogiske center, CED, som udelukkende kører efter ansvar for egen læring-principper med stærke teknologiske tendenser. Måske er rapporten i virkeligheden mere et udtryk for en CED-profil end en DPU-profil? Der er da heller ingen Lars-Henrik Schmidt-folk i udvalget.

I det hele taget spiller digitalisering en enorm rolle i udspillet, ikke mindst i de ledsagende baggrundsreferencer, som lægger sig op ad forskellige kombinationer af ”student learning” og en række posthumanistiske læringstilgange:

F.eks. det såkaldte VASE-program, der er en karakteristisk sammensmeltning af ekstrem bureaukratisering og læringsideolog, og som passer som fod i hose til ansvar for egen læring-ideologien. Med i VASE er også folk fra det skotske projekt, og Rikke Toft Nørgaard, som også sidder i arbejdsgruppen bag DPU-rapporten, deltager også i VASE. Også en anden deltager i arbejdsgruppen, Cathrine Hasse, er relevant at nævne her. Hun er nemlig leder af det stærkt posthumanistisk orienterede forskningsprogram ”Future technologies, culture and learning processes”, som reklamerer for VASE-projektet på sin hjemmeside. Hasse har også netop udgivet en bog om “Posthumanist learning – what robots and cyborgs teach us about being ultra-social”.

Samme faglige profil ser man i det såkaldte ”STAK-projekt”, som også nævnes, og hvor Toft Nørgaard også er aktiv. Der er også reference til et universitetspædagogisk netværk om ”digitalisering og læring”, som har samme interesser, og hvor Toft Nørgaard også sidder.

Toft Nørgaards interesser har med andre ord også en posthumanistisk drejning. Hun er f.eks. med i et projekt, hvor man undersøger, hvordan robot-lærere kan få elever til at “blomstre”. Med den slags interesser ligger hun faktisk helt på linje med Økonomisk Råd, som i sin 2019-rapport var inde på noget lignende. Det samme er KL, som også kører i det transhumanistiske spor. Toft Nørgaards paper blev præsenteret på en konference om “robo-philosophy”. https://pure.au.dk/portal/en/persons/rikke-toft-noergaard(7ea51688-948e-4f12-b171-c78e1a649b8c)/publications/robot-teachers(51462fa8-f236-4271-92b9-28d226863353).html

Der henvises også til et såkaldt ”Innovative pedagogy”-projekt, som er helt i samme ånd. Det samme gælder henvisningen til Forskningsministeriets udgivelse fra 2019 om ”digitale kompetencer og digital læring”.

Rikke Toft Nørgaard – hvis interesser er en fascinerende bladning af legefilosofi og kraftfuld digitalisering, som på en måde opheder det digitale – lader i det hele taget til at have været en magtfuld stemme i udvalget, formentlig støttet af Hasse. Begge har virkelig radikale tanker.

En tredje af gruppens medlemmer, Karen Wistoft, er også så venlig at henvise til sit eget arbejde med supervision i en note viii. Wistoft har dog ikke beskæftiget sig med digitalisering mig bekendt, så hendes interesser falder ind i emnet på en lidt naiv måde, synes jeg. Flere af gruppens andre medlemmer har overlappende interesser, eller er lidt svære at genkende i materialet (se nedenfor).

Det hele kører i helt specifikke og smalle begrebsmæssige processer, som individualiserer, læringsficerer, konceptualiserer, bureaukratiserer og digitaliserer uden sans for den egentlige materie og livsform, som universitetet er skabt ved.

De nye studerende skal også udsættes for noget, som kaldes for ”førsteårs pædagogik”, som skal bygge på en ”SMART-model”, som det kaldes. Så bliver man “indsluset”. Det er Aarhus Universitets universitetspædagogiske center ”CED”, der som sagt også er tændt af lærings- og designånden, der står for det. Der er i øvrigt også andre digitaliseringslærings-ideologiske referencer til CED, f.eks. til et projekt om ”Digital læringsteknologis potentiale for de studerendes engagement”.

De stakkels modulkoordinatorer, som står for den praktiske og daglige udvikling og gennemførelse af fagene, skal også holde øje med, om deres medundervisere lever op til de nye DPU-idealer. Det kaldes for ”erfaringsopbygning”.

Der henvises også til et metodeudviklingsarbejde i regi af UC-VIA, det såkaldte ”Lulab”, der bygger på hele den tankegang, som lå under den meget instrumentalistiske læreruddannelsesreform fra 2013, og også under en række ledsagende transhumanistiske digitaliseringstanker om læreruddannelsen fra 2018. Også her gjorde man op med dannelse og tradition. Det er interessant, hvordan pædagogikken i den ødelagte læreruddannelse her spiller sammen med en ødelagt universitetspædagogik.

På den måde vil ideologien sætte sig i praksis. Det er ”signaturens” effekt.

 

7. ”Inkonsistens” og ”ejerskab” og modstand mod læring

Hele dette opgør med universitetspædagogikken – jeg vil kalde det for en pædagogisk-totalitær indsats – skal holdes i gang og kontrolleres af ”en tværgående styregruppe”, hvor alle ledelseslagene sidder. Meget sigende står der, at ”indsatsen” skal ”fremstå” som et kompetenceudviklingsprojekt, selvom det jo er tale om det stik modsatte, nemlig en læringsideologisk omdannelse af universitetets pædagogiske liv. Og med ordet ”fremstå” understreges den udvendige og nærmest propagandaagtige karakter af hele foretagendet.

Indadtil skal medarbejderne have ”ejerskab” det hele, står der, og der må ikke være ”inkonsistens” i kommunikationen. Og tidligere fik vi at vide, at pædagogikken ikke måtte ”stritte i alle retninger”.

For at gøre målet fuldt, har udvalget også lavet noget, de kalder for en ”risikoanalyse”. Der er risiko for ”modstand”, som det kaldes. Akkrediteringsinstitionen arbejdede også med denne uvidenskabelige og ufilosofiske ”modstands”-kategori i deres ”hoverperson i egen læring”-skrift. Gad vide, hvilket modstand-mod-lærings-kasse, jeg nu ryger i ved min kritiske analyse? Den slags udemokratiske udtryk er en form for mundkurv.

 

8. Ny styring og inddragelse af CHEF og andre

Dokumentet er udformet af repræsentanter fra DPU’s forskellige afdelinger, og udvalget er altså nedsat af ledelsen. Eller rettere: jeg ved ikke helt, hvor repræsentative udvalgets medlemmer er, hvis jeg skal være helt ærlig. De virker mere ”udvalgte” end ”repræsentative”, som jeg ser det, men lad det ligge for nu, for det ved jeg faktisk ikke noget om.

Først troede jeg, at der i kommissoriet stod, at man skulle inddrage allerede eksisterende erfaringer og viden. I den forbindelse undrede det mig især, at man ikke havde inddraget CHEF, som er DPU’s universitetsfilosofiske satsning? Men CHEF skal først kontaktes efterfølgende, lader det til? Der er heller ikke inddraget andre, med mindre udvalgsmedlemmerne selv opfatter sig som ”andre”. Rikke Toft Nørgaard sidder faktisk i CHEF, selvom det ikke fremgår af materialet, hvor hun angive at repræsentere en anden af DPU’s afdelinger.

Og ved nærmere gennemsyn af kommissoriet lagde jeg dog mærke til, at der i kommissoriet egentlig ikke tænkes på pædagogiske eller videnskabelige “erfaringer”, men kun på erfaringer med ”igangsættelse og drift af en forskningsinformeret og kollektiv universitetspædagogisk og -didaktisk udviklingsproces”. Vi taler altså kun om inddragelse af bureaukratiske erfaringer og ikke pædagogiske eller faglige ditto.

De menige ansatte har heller ikke været inddraget eller orienteret om udvalgets overvejelser. Faktisk har jeg måtte skrive lidt rundt i systemet, for overhovedet at få fat i disse papirer. Jeg har efterfølgende foreslået både min ledelse og studienævnets formand at videresende materialet til DPUs forskere, men det er der ingen, der har haft lyst til. Papirerne ligger heller ikke på DPU’s hjemmeside, så vidt jeg kan se. Men nu har jeg så bevidnet dem.

Rapporten er udarbejdet af følgende personer (med ledsagende fagligheder):

Karen Wistoft (systemteori, sundhedspædagogik) – fra afd. for pædagogisk sociologi

Andreas Lieberoth (gaming-forskning, digitalisering) – fra afd. for pædagogisk psykologi

Rikke Toft Nørgaard (higher education, kraftig digitalisering) – fra afd. for didaktik

Cathrine Hasse (posthumanisme, kraftig digitalisering) – fra afd. for pædagogisk antropologi

Jonas Lysgaard (dark pedagogy, klima) – fra afd. for uddannelsesvidenskab

Monica Susanne Carlson (læring, trivsel, didaktik) – fra afd. for generel pædagogik og pædagogisk filosofi

Merete Wiberg (studienævnsformand, filosofi)

 

Rapportens referencer og links:

A. Selve udspillet:

”Skitse til en universitetspædagogisk og didaktisk indsats ved DPU”, DPU/AU, februar 2022. http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2022/03/DPU-rapport-om-universitetspaedagogik.pdf

Udvalgets kommissorium, DPU, 2021. http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2022/03/Kommissorium-for-arbejdet-med-universitetspaedagogik.pdf

 

B. Udspillets referencer til jura og diverse regelsæt:

”Bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter”, 2019, Uddannelses- og Forskningsministeriet. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/1443

”Dansk Ramme for meritering af universitetspædagogiske kompetencer”, Danske Universiteter. https://dkuni.dk/pressemeddelelser/nyt-vaerktoej-skal-styrke-undervisningen-paa-universiteterne/

”DPU’s strategi 2020-2025”, DPU 2019. https://edu.medarbejdere.au.dk/fileadmin/edu/Medarbejdere/Forskningsstoette/DPU_strategi_2020-2025_final.pdf

 

C. Udspillets øvrige referencer (som alle har mere eller mindre samme tendens)

”Hovedperson i egen læring”, Danmarks Akkrediteringsinstitution, 2017.  https://akkr.dk/wp-content/filer/akkr/Hovedperson-i-egen-l%C3%A6ring_web.pdf

”Læringscirkler” (om læring og digitalisering), UCN, UCL og SDU. https://dkgl.dk/

”Digitale kompetencer og digital læring”, 2019, Uddannelses- og Forskningsministeriet. https://ufm.dk/publikationer/2019/digitale-kompetencer-og-digital-laering

Centre for Educational Development (CED), Aarhus Universitet. https://ced.au.dk/

“Digital læringsteknologis potentiale for de studerendes engagement”, CED/AU. https://dpu.au.dk/viden/paedagogiskindblik/digital-laeringsteknologi/

Dansk Universitetspædagogisk netværks SIG-grupper. https://dun-net.dk/sigs-special-interest-groups/. Der henvises specifikt til to grupper: A. Digital pædagogik og læring: https://dun-net.dk/sigs-special-interest-groups/dip-digital-pedagogy-and-learning-in-higher-education/, B. Førsteårspædagogik: https://dun-net.dk/sigs-special-interest-groups/foersteaarspaedagogik/

Der refereres til et dansk projekt med navnet ”Pedagogical design patterns”, som er en del af det danske STAK-projekt, der handler om ”digital transformation” af videregående uddannelser. https://open-tdm.au.dk/blogs/stak/om-stak/. Herunder en kort artikel af Rikke Toft Nørgaard. https://pure.au.dk/portal/files/185906682/DUN_STAK_2020.pdf.

”Vase-projektet”, som omhandler ”design” (et samarbejde mellem tre europæiske universiteter) https://vase.mau.se/.

”Specialevejledning på de videregående uddannelser”, 2019, AU. https://dpu.au.dk/viden/paedagogiskindblik/specialevejledning-paa-de-videregaaende-uddannelser/

”Læreruddannelse som udviklingslaboratorium”, VIA-UC i regi af Danske Professionshøjskoler. https://www.via.dk/samarbejde/lulab

Near Future Teaching”, skotsk projekt om digitalisering i higher education. https://www.nearfutureteaching.ed.ac.uk/

Jvf. også C. Hasses forskningsprogram ved DPU, “Future Technology, culture and learning”: https://dpu.au.dk/en/research/research-programmes/future-technology

 

D. Resterende meget generelle referencer:

European Higher Education Society: https://www.eairweb.org/

International Consortium for Educational Development: https://icedonline.net/

Philosophy and Theory of Higher Education Society: https://pathes.org/

The Routledge International Handbook of Student-Centrered Learning: https://www.perlego.com/book/1645644/the-routledge-international-handbook-of-studentcentered-learning-and-teaching-in-higher-education-pdf?utm_source=google&utm_medium=cpc&gclid=Cj0KCQiAzMGNBhCyARIsANpUkzMkMI3UYIuZInUN8v7q6tH4GefTxF3KvpCOmK4ojWUKx2s4qjA6k18aAvqMEALw_wcB

 

Asger Sørensens indlæg:

Først en kort intro af mig (TAR) :Jeg sendte en tidligere version af mit kritiske indlæg rundt til DPU’s faglige miljøer og ledelse samt til ARTS’ dekan. Samme aften responderede Asger Sørensen med en supplerende analyse, som jeg her gengiver. Jeg gør opmærksom på, så læseren ikke undrer sig over det ene eller det andet, at nogle af Sørensens refleksioner er indføjet i min egen tekst efterfølgende.

Her er Asger Sørensens tekst:

Snæver instrumentalisering af pædagogik og didaktik truer videnskabelig pluralitet og akademisk frihed – refleksioner over DPUs satsning på universitetspædagogik og didaktik.

Asger Sørensen, 27. marts 2022

Med Skitse til en universitetspædagogisk og –didaktisk indsats på DPU (DPU, Feb 2022) lægges der op til en stor satsning på universitetspædagogik og didaktik. Og som forsker på dette område i mere end et årti, ja, så kan jeg ikke andet end glæde mig over et sådant tiltag. Og lad mig præcisere: Jeg er glædeligt overrasket og forhåbningsfuld – for jeg har ikke været involveret i dette forberedende arbejde, ja, jeg kendte slet ikke til det før den fælles mail fra Thomas Rømer.

Tak derfor til Thomas for at råbe vagt i gevær.

For forskere på DPU med andre forskningsfelter og interesser, så er der nemlig grund til at være opmærksom på, hvad en sådan DPU-satsning vil indebære. Faktisk mener jeg, at en satsning af dette omfang også skal forbi både institutforum og DPU’s forskningsudvalg, i hvert fald i den udgave, som skitsen lægger op til. For satsningen på en obligatorisk kompetenceudvikling indebærer også en forskningssatsning i form af et program, der skal udgøre grundlaget for indsatsen.

Lad mig derfor komme med nogle kritiske kommentarer som oplæg til den videre diskussion. Der lægges op til en udvikling af en særlig DPU-model på dette felt (s. 3,5,8,18), og der lægges desuden som nævnt op til, at det for alle ca. 170 DPU-forskere skal være obligatorisk at indgå i denne kompetenceudvikling (s. 7,8,12). Derfor tænker jeg, at alle på DPU bør inviteres til at diskutere, hvad denne satsning egentlig går ud på – med mindre den tænkes gennemført udelukkende med ledelsens instruktionsbeføjelse.

Jeg har reflekteret lidt over tre aspekter, nemlig dels om betydningen af selve ideen om et universitet i denne sammenhæng (1.), dels om begreberne pædagogik og især didaktik (2.) og endelig konsekvensen af implementeringen af en sådan satsning på DPU (3.). Alle disse aspekter synes jeg er værd at overveje mhp. en revision af den foreslåede satsning.

 

1. Universitets ide – fordi pædagogik og didaktik skal passe til forskning

Som Thomas bemærker, så indeholder den præsenterede Skitse ingen overvejelser over, om universitet som en særlig institution for forskningsbaseret undervisning også skulle fokusere på særlige didaktiske og pædagogiske aspekter. Tværtimod er en af de få konkrete og positive referencer til et eksempel professionshøjskolen VIA (s. 19), der jo netop ikke tilbyder forskningsbaseret uddannelse.

Der er en tydelig satsning på en forskning og udvikling, der skal understøtte de obligatoriske tiltag, som alle skal deltage i, men der er ingen refleksioner over, at universitet som sådan er en videnskabelig institution. Der omtales videnskabelige medarbejdere og personale, men intet om videnskab som en særlig praksis med særlige normer, som man som studerende skal introduceres til for at forstå, hvad der foregår bag ens ryg, altså for at forstå, hvordan den viden, man præsenteres for på én gang, gør sig gældende som almengyldig i en eller anden forstand, men ikke desto mindre er blevet til som noget grundlæggende partikulært, som man derfor kan kritisere ud fra almene normer vedr. erkendelse og videnskab.

Det er sådanne spørgsmål, der ideelt undervises i som en del af videnskabsteorien, og når man taler om pædagogik og didaktik på videregående uddannelser, så skal der også tales om videnskab. Vi har i Danmark netop et universitet, der har institutionaliseret den klassiske ide om enheden af forskning og uddannelse, således at al undervisning principielt skal være forskningsbaseret. Nogle husker måske den periode, hvor Rigsrevisionen holdt øje med universiteterne, så vi ikke brugte discount løsning, altså overlod al undervisning til løstansatte undervisere.

Ikke alle universitetsideer deler dog denne model. Universiteter i Frankrig og fx Sverige er undervisningsanstalter, hvor underviserne er ansat som lærere, der har forberedelsestid til undervisningen, men ikke egentlig tid til forskning, som vi fx har i Danmark og Norge.

I lande hvor universitetet i højere grad er dedikeret undervisning, spiller forskningsakademier naturligt en langt større rolle. I sådanne lande er der ikke samme indlysende krav til, at al undervisning skal være forskningsbaseret, og når jeg læser en skitse, som den rundsendte, ja, så savner jeg viden om dette faktum – og om det faktum, at megen af den engelsksprogede UK-litteratur på dette felt snarere er i den Fransk-Svenske del, mens US-litteraturen ofte deler de Humboldtske præmisser, som vi kender dem i Danmark og Norge.

Pointen er, at når undervisning og forskning er tæt forbundne, som er tilfældet i DK, så må universitetspædagogik og didaktik fremhæve fx muligheden for kritik af det præsenterede, vigtigheden af selvstændighed og frihed hos både den studerende og forskeren, den nødvendige distance mellem underviser og studerende, uomgængelige idealer som sandhed, retfærdighed, strenghed, objektivitet etc. – og det ser man ikke mange spor af i skitsen.

Man ser heller ikke i denne skitse til universitetspædagogik og didaktik megen bevidsthed om UNESCOs anbefalinger vedr. universiteter og higher education, altså at videnskabeligt personale med akademisk frihed ikke blot forsker i det, de selv ønsker; de forventes også at have indflydelse på den institutionelle prioritering af ansættelser og forskningsprojekter, altså den institutionelle del af den akademiske frihed, som fx diskuteres også lokalt i Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab.

Kort: Universitetspædagogik og didaktik må være noget særligt, idet universitet ikke mindst i den Humboldtske model er noget særligt – altså en undervisningsinstitution, der hele tiden bevæger sig på kanten af den etablerede videnskabelige viden.

 

2. Didaktik og pædagogik – i en mere omfattende forstand

DPU er selvfølgelig det sted, hvor der i særlig grad skal forskes i pædagogik og didaktik, og netop på en måde, der udfordrer de gængse kategorier; men når man læser den nævnte skitse, så er det bemærkelsesværdig, hvor snævert de grundlæggende kategorier forstås. I forståelsen af pædagogik og didaktik er der således en tydelig hældning mod det instrumentelle og værktøjsprægede, altså mod begreber som kompetencer og læring, der kan spores tilbage til bl.a. de diskurser, som Thomas nævner, ligesom man også mindes om Søndergaards Kvalitetsudvalg, OECD etc. Denne hældning går det naturligt at fokusere på IT-undervisning, således om det tydeligt sker i skitsen.

Netop på DPU burde man dog have mere omfattende begreber om didaktik, og man skal jo ikke langt tilbage i tiden, før man finder ideer om didaktik, hvor det afgørende er netop at diskutere, hvad indholdet af curriculum skal være inden for et givet område, hvis det skal bidrage positivt til den samlede menneskeheds udvikling (eller idet mindste til et mindre fællesskabs udvikling), og det er med et sådant didaktikbegreb, at jeg betragter skitsen som snæver og instrumentel. Med fx Klafkis didaktik, så vil det være afgørende for en didaktisk satsning at overveje den slags indholdsmæssige elementer, som jeg fremhæver – eller i det mindste argumentere for, hvor det så skal være noget andet.

Klafki ville så være begejstret for opmærksomheden på bæredygtighed, men han ville savne andre epokale nøgleproblemer – og måske ville han være kritisk over for dette forsøg med at føre almene didaktiske prioriteringer ukritisk fra et uddannelsesniveau til et andet.

Og hvad angår pædagogikken mere overordnet, ja, så har Thomas jo mindet om den snævre og instrumentelle tilgang til pædagogik, man ser i skitsen. Normative ideer om dannelse til borgerskab, frisind, demokrati, folkestyre, demokrati og ansvarlighed – blot for at nævne nogle klassiske pædagogiske idealer med løs hånd – levnes ikke megen opmærksomhed i skitsen.

 

3. En forskningssatsning, der skaber A, B og C hold på DPU

Yderligere problematisk ved skitsen i dens nuværende form er, at den indholdsmæssigt især giver fortrin til to områder for videnskabelig forskning inden for DPU’s traditionelle område, nemlig dels som nævnt bæredygtighed i en eller anden forstand, dels netop selve universitetspædagogikken og didaktikken i denne snævre udgave.

Den universitetspædagogiske og didaktiske indsats skal angiveligt gå på to ben (s. 4,7,17), dvs. at de tiltag som alle DPU-undervisere på sigt skal blive en del af (s. 17) skal være forskningsbaserede, dvs. der skal være et forskningsprogram for dette felt, der ud over ressourcer til kurser og afrapportering også får en særlig prioritet forskningsmæssigt (s. 10). Med en vis konsekvens tænker man dog, at det måske blot er udviklingsarbejde og ikke egentlig forskning, der leveres, i bedste fald måske følgeforskning (s. 17). Derfor tænker man måske også, at man i arbejdet på dette område især skal satse på at lave rapporter der afrapporterer udviklingsforløb i stedet for egentlig videnskabelige arbejder (s. 20).

På en videnskabelig institution synes jeg i al fredsommelighed, det er er forkert satsning. I forskningen skal vi altid satse på det peer-reviewede system – ellers havner vi blot i myndighedsbetjening og sektorforskning – eller grå lokal og lukket rapportforskning.

Internt er der desuden det problem, at DPU hermed giver det universitetspædagogiske og didaktiske felt en særlig status, nemlig at vi med vores forskning vil kunne sætte normer for, hvordan kompetenceudviklingen skal ske på DPU for de øvrige forskere, og oven i købet skal vi på DPU gå forrest (s. 11) og skabe os et forspring i forhold til AUs generelle didaktiske indsats (s. 4).

I første omgang er jeg ikke tryg ved en sådan lokalpatriotisk tilgang til vores forskningsfelt. Vi skal på det universitetspædagogiske og didaktiske område deltage i den internationale videnskabelige udveksling; eller risikerer vi at lukke os om os selv.

I anden omgang er der desuden grund til at overveje konsekvenserne på DPU. Der er en risiko for, at vi på det universitetspædagogiske og didaktiske område bliver det absolutte A-hold, hvis forskning i et prioriteret forskningsprogram bestemmer, hvordan vores DPU-kollegaer skal undervise og hvordan de skal kompetenceudvikles i obligatoriske forløb. Desuden får vi adgang til empiri helt lokalt, altså vores videnskabelige kollegaer og deres studerende, idet vi kan skrive rapporter vedr. både vores egne obligatoriske kursusforløb, der går uden om studienævn, og vedr. vores kollegaers undervisningsforløb. Risikoen i begge tilfælde er, at vi blot bidrage med vores tilfældige overvejelser over, hvordan disse forløb kan udvikles.

Genstanden for vores opmærksomhed, altså vores empiri og dem vi uddanner kan deles i to. B-holdet er dem, der deltager i et andet DPU-forskningsprogram, der har en vis støtte og derfor en vis uafhængighed. Det gælder ikke i samme grad C-holdet, der kun er i en forskningsenhed uden egentlig institutionel støtte.

Vi kender allerede denne lagdeling, hvor jeg især har erfaringer fra C-holdet. Nu bliver jeg så en del af et særligt lag, der potentielt kan blive et nyt A-hold, der med en særlig styregruppe har særlig adgang til DPU’s daglige ledelse (s. 4). Det er derfor specielt dette privilegium, jeg som del af dette felt ser meget frem til – men hvis jeg var på andre af DPU’s forskningsområder, ja, så ville jeg være bekymret over denne satsning, der tydeligvis vil forskyde magt- og ressourcefordelingen på DPU.

Så vidt jeg kan se, så har vi her at gøre med en indsats, der skubber til den akademiske frihed med en ændret prioritering af ressourcer, både indholdsmæssigt mht. den forskning, der skal bedrives på DPU, og for den enkelte underviser, hvad angår den metodemæssige tilrettelæggelse af undervisningsforløb. Derfor skal det overvejes en ekstra gang.

Det var så dagens refleksioner her søndag eftermiddag. Tak til Thomas for at sparke diskussionen i gang.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Oversigt over tvangsvaccinationens stemmer

I dag taler alle om Ukraine. Men for få måneder siden, i november/december 2021, gik bølgerne højt vedrørende et emne, som påvirkede store dele af befolkningen dybt. Der blev diskuteret vaccination.

En række meningsdannere gik ind for, at man burde indføre vaccinationstvang på samme måde, som det skete i Østrig og også de facto i f.eks. Frankrig, og andre foreslog, at der skulle lægges et massivt socialt og moralsk pres på de såkaldte ”antiwaxere”.

Det var nedlukningens logik, der producerede tvang, socialt pres og diskriminations-praksisser til den store guldmedalje.

(Diskussionen bølgede faktisk også et år tidligere, hvilket man kan læse om her: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-80-tvangsvaccinationer-og-vaccinepas.html)

Herhjemme blev en af konsekvenserne, at deltagelsen i helt almindelige sociale aktiviteter blev betinget af, at man kunne fremvise et digitalt pas, der beviste, at man var vaccineret eller testet indenfor 24 timer.

Nogle forsøgte at kalde tvangen for ”vaccinepligt”, men udtrykket ”pligt” forudsætter en selvstændig og fri refleksion, så det begreb duer ikke. Derfor bruger jeg udtrykket ”vaccinetvang” i det følgende.

Nedenfor har jeg med udgangspunkt i en definition af ”vaccinetvang” forsøgt at danne mig et overblik over indlæg i den offentlige og politiske debat, der falder under definitionens område. Hvis jeg har overset noget, som evt. kan falde inden for min definition, må læseren meget gerne skrive en mail til mig, så listen over indlæg kan være så komplet som muligt.

 

A. Definition af vaccinetvang

Min definition har tre dele og er som følger:

 

1. Selve definitionen:

Vaccinetvang er et juridisk, socialt, politisk eller moralsk pres på en borger, som får ham eller hende til at vælge en vaccinehandling, som vedkommende ikke ville have valgt ud fra en fri og selvstændig vurdering.

 

2. Definitionens niveauer:

Følgende fem former for pres hører under begrebet ”vaccinetvang”:

a) Direkte lovgivning med ledsagende bøde/fængsel

b) Social tvang som vanskeliggør et almindeligt liv, herunder

– vaccinekrav eller hyppige testkrav ved almindelige aktiviteter (arbejde, indkøb, teater mm.)

– test/vaccinekrav ved rejser, indenrigs og/eller udenrigs

– betaling for tests

c) Politisk tvang, herunder løgn og overdrevne risikovurderinger fra myndigheder om farlighed af sygdommen, hvis man ikke bliver vaccineret.

d) Moralsk tvang, herunder påberåbelse af et politisk determineret ”samfundssind” ledsaget af nedgørende formuleringer ala ”uansvarlig vaccinetosse”, “anitvaxer” osv.. (den såkaldte ”udskamning”)

e) Fysisk tvang.

 

3. Forstærkning af definition:

Tvangsmæssigheden forstærkes, hvis vaccinen ikke er effektiv, hvis den pågældende borger ikke selv er i risiko for at blive syg, eller hvis vaccinen bygger på ny teknologi.

Denne forstærkningsfaktor rammer f.eks. vaccinetvang over for børn. Det har også vist sig, at risikoen for at blive smittet er langt højere efter vaccination. Desuden er risikoen for indlæggelser næsten ens. Vaccinen er altså ineffektiv, hvilket forstærker tvangselementet i min definition.

Efter min mening flugter denne definition med ånden i både Sundhedsloven og diverse menneskerettighedsformater.

 

B. Politikere, embedsmænd og eksperter

I 2021 blev det politiske og moralske pres effektueret og forstærket ved nogle bemærkninger, som Mette Frederiksen og Søren Brostrøm kom med på et pressemøde d. 8. november i forbindelse med, at sygdommen blev klassificeret som ”samfundskritisk”.

Mette Frederiksen lagde ud: ”For alle os, der er vaccineret – ja, der er det nemt. Der er ikke noget bøvl. Vi har prøvet det før, og det fungerer. For alle jer, der ikke er vaccineret, så bliver det selvfølgelig mere besværligt, og sådan mener jeg faktisk også, at det skal være.”

og videre:

“Og jeg kan jo ikke understrege nok urimeligheden i, at en lille gruppe potentielt ødelægger det for de fleste af os. Så der er i mine øjne ikke nogen undskyldning – heller ikke af moralsk karakter, for at man ikke går hen og bliver vaccineret, når vi står igen i en pandemi, som er i opblomstring herhjemme”.

Søren Brostrøm supplerede: ”Og jeg har sagt det før, jeg vil gerne gentage det her – det er ikke for at skræmme nogen, men man lever livet farligt i Danmark denne her vinter, hvis man er uvaccineret voksen – så tag vaccinen! Også, hvis du er i 20’erne og føler dig usårlig – du lever livet farligt!”

Udskrift fra pressemødet d. 8. november kan tilgås på dette link: https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-8-november-2021/

Dagen efter supplerede statsministeren ifølge DR med følgende svarskrivelse i et interview:

Du lægger ikke fingrene imellem. Er det ikke en slags vaccinetvang? – Selvfølgelig lægger jeg ikke fingrene imellem. Det er ikke rimeligt, at vores ældre og sårbare medborgere og andre, som har gjort alt det, som samfundet har bedt dem om, skal udsættes for en forøget risiko på grund af de få, som ikke ønsker at lade sig vaccinere”. Link til DR’s interview: https://www.dr.dk/nyheder/indland/mette-frederiksen-efter-pressemoede-om-coronasituationen-det-maa-godt-vaere-mere

En måned senere – dvs. efter, at den ufarlige omikronvariant var kommet til landet – blev klassifikationen “samfundskritisk” udvidet i hele to måneder, dvs. frem til d. 5. februar, på anbefaling af regeringens lydige klakører i epidemikommissionen og med bifald fra et stort flertal i folketinget.

Udover Mette Frederiksens og Brostrøms bemærkninger ovenfor har jeg noteret følgende indlæg fra politikere, der taler for vaccinetvang:

– Jens Rohde fra Kristendemokraterne ville udelukke uvaccinerede borgere fra almindelige samfundsfunktioner. Det fremgik af et opslag d. 2/12 på FB og i nogle udtalelser til BT: https://www.bt.dk/politik/jens-rohde-danskerne-kommer-ikke-udenom-vaccinepligt. Sagen blev også omtalt på Indblik.dk, hvor man også kunne læse om partiformanden Isabella Arendts mærkelige lunkne reaktion, som gik stik imod hendes tidligere ellers meget kritiske holdninger til coronapolitikken: https://indblik.dk/jens-rohde-vil-have-vaccinetvang-det-staar-for-hans-egen-regning-lyder-det-fra-partiformand.

– Per Larsen fra de Konservative på FB, d. 1. december:  https://www.facebook.com/stemperlarsen/posts/322866506332647. Per Larsen havde allerede i august 2021 talt for, at man skulle opdele skoleklasser efter elevernes vaccinationsstatus:  https://www.berlingske.dk/samfund/regeringen-kritiseres-for-manglende-strategi-for-smitteudbrud-paa-skoler

– Bertel Haarder på FB: d. 22/10-2021: Han skriver, at der ikke er vaccinetvang, selvom både skolegang og arbejde betinges af vaccination: https://www.facebook.com/BertelHaarder/posts/423865139095228

– Regionspolitikeren, Søren Bucharth (RV), havde også et barskt indlæg på FB d. 8. november. Overskriften var: ”Ikke´-vaccinerede er den største trussel mod vores samfund”. https://www.facebook.com/soerenburcharth/posts/3125730444329344

– Søren Pind (V) havde også et ramsaltet indlæg på FB, d. 13. december, hvor han talte for at udelukke uvaccinerede fra at bruge børnepasning, offentlig vej og private arbejdspladser. Pind mente selv, at han talte for vaccinepligt og ikke vaccinetvang: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=3324485217681104&id=627013744094945

– Tilbage i november 2020 havde også Henrik Dahl fra Liberal Alliance talt for de facto vaccinetvang via et passystem. Det er omtalt i mit gamle blotindlæg, som jeg nævnte ovenfor. Dahls indlæg fra dengang kan også tilgås her: https://www.berlingske.dk/kommentarer/henrik-dahl-der-er-ingen-tvivl-om-at-et-effektivt-vaccinepas-er-vejen

– Professor Allan Randrup Thomsen udtalte d. 4. februar 2021 til BT følgende: “Vi kan bruge et vaccinepas til de dagligdags ting som indkøb, restaurantbesøg, biografture og den slags. Hvis folk er vaccinerede, kan de komme ud i samfundet igen”. https://www.bt.dk/politik/et-vaccinepas-kan-give-danskerne-livet-tilbage

Endelig bør man nævne Socialdemokratiets oprindelige forslag til epidemilov fra november 2020, hvor man foreslog direkte vaccinationstvang, jvf. §14 i følgende: https://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/3fb27712-0916-41e7-8be6-bdebe101994e/Forel%C3%B8bigt%20udkast%20-%20h%C3%B8ring.pdf

 

C. Debattører

– Journalisten Peter Mogensen skrev følgende på twitter, d. 7/12:

“Covid – igen igen: Mette F siger nu hun gør alt for at undgå nedlukning. Hvis det er sandt, så bør tvangsvacinering tages i brug øjeblikkeligt. At de klovne, som ikke er vaccineret, nu har bragt os et sted hen, der ligner nedlukning, er ubærligt – det her er ikke svært”.

Mogensen blev efterfølgende interviewet til Kr. Dagblad om sine synspunkter: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/peter-mogensen-det-er-direkte-asocialt-ikke-lade-sig-vaccinere-mod-corona

– Alexander Kølpin, balletdanser, d. 14. november: https://tv.frihedensstemme.dk/2021/11/14/alexander-koelpin-kun-folk-med-gyldigt-coronapas-maa-koebe-ind-i-dagligvarebutikker/

– Anne Sophia Hermansen, d. 6. november: https://www.berlingske.dk/aok/anne-sophia-hermansen-bliv-vaccineret-eller-bliv-vaek-jeg-er-traet-af-at-hoere

– Forfatter Carsten Jensen i Politiken, d. 10. december: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8516025/Vaccinemodstanderne-er-frihedens-gratister

– Journalist Georg Metz: http://den2radio.dk/udsendelser/intermetzo-den-skamredne-frihed

– Præst Sørine Gotfredsen, d. 4. november: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/soerine-gotfredsen-det-har-konsekvenser-naar-nogle-kun-foelger-egen-vaccinelyst

– Radiovært Dan Rachlin på FB i november: https://www.facebook.com/danrachlin/posts/10159972246114235, også omtalt i BT: https://www.bt.dk/det-vi-taler-om/dan-rachlin-udsat-for-doedstrusler-det-eneste-jeg-ikke-har-faaet-at-vide

Journalist Monica Krog-Meyer på FB i november, f.eks. her: https://www.facebook.com/monica.krogmeyer/posts/10227176891428093

Kommentator Anders Heide Mortensen i JP-Finans, d. 9. november: https://finans.dk/debat/ECE13427487/nu-tager-far-med-dig-hen-for-at-blive-vaccineret-punktum/, kommentar fra en liberal blogger: https://liberaletanker.dk/skal-far-vaccinere-dig

Direktør Gitte Seeberg i JP, d. 5. november: https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/gitteseeberg/ECE13438632/tak-til-maersk-der-tager-ansvar-naar-fagforeninger-og-regering-toever

Præst Henrik Gade Jensen i Information, d. 25. november: https://www.information.dk/debat/2021/11/ingen-ret-smitte-andre-derfor-tvangsvaccination-helt-legitimt

Redaktør Magnus Barsøe, twitter, d. 4/11:

”Corona: Hvad gør vi? Åbent modus. Jeg starter. Hvad nu, hvis vi placerer alle antivaxere og vaccineskeptikere på en ø – fx Fyn. Vi skænker dem 100% selvstyre henover vinteren, og vi andre vaccineres og kører uden nedlukning. Vi kan evt. betale skeptikerne for at gøre E20 færdig.”

Redaktør Poul Madsen i Ekstrabladet, d. 2. december 2021: https://ekstrabladet.dk/opinionen/poulmadsen/saet-muhammed-og-karen-bagerst-i-koeen/9022254

Redaktør Mads Kastrup i Ekstrabladet, d. 18. december 2021 (overskrift: “Sæt Muhammed og Karen bagerst i køen”): https://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/tag-stikket-eller-bliv-hjemme/9049540?ilc=c

Psykiater, Henrik Day Poulsen i JP, d. 21/7-21:  https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE13136583/skal-vi-bruge-pisk-eller-gulerod-for-at-faa-unge-vaccinetosser-og-etniske-minoriteter-vaccineret/

Journalist David Trads og filosof Anders Fogh Jensen, december 2020: https://politiken.dk/debat/art8022000/%C2%BBDen-enkeltes-ret-til-at-bestemme-over-sin-egen-krop-er-for-mig-at-se-ukr%C3%A6nkelig%C2%AB?shareToken=0HLs7WAAXAFw

Direktør i Netcompany, André Rogaczewskis syn på vaccinepas, Berlingske, d. 22. december 2020: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/andre-rogaczewski-er-du-vaccineret-maa-du-faa-er-du-ikke-maa-du-gaa

 

D. Organisationer og virksomheder

Jan Hoby, LFS (Socialpædagogernes fagforening), d. 17. november: https://www.lfs.dk/15115

Dennis Kristensen, FOA, d. 3. december: https://www.facebook.com/dennis.kristensen.526/posts/10162202257062580

HKs position, d. 10. november: https://www.hk.dk/aktuelt/nyheder/2021/11/10/krav-om-vaccine-uhyggelig-tvang-eller-fuldstaendig-ok

Mærsk stiller krav om vaccinepas, d. 4. november, 2021: https://www.djoefbladet.dk/artikler/2021/11/dj-oe-f-maersk-bryder-loven-med-vaccinekrav.aspx

Horesta om vaccinepas i fødevarewatch.dk, d. 1. december 2020: https://fodevarewatch.dk/Fodevarer/article12596065.ece

 

E. Internationalt

Frankrig. Macron vil ”plage røven ud af bukserne på modstandere af vaccination”, Politiken, d. 5. januar 2022: https://politiken.dk/udland/art8554771/Han-vil-%C2%BBplage-r%C3%B8ven-ud-af-bukserne-p%C3%A5-modstandere-af-vaccination%C2%AB-og-g%C3%B8re-livet-umuligt-for-dem

Norsk regeringsnotat, d. 11.2.2022: https://www.regjeringen.no/no/dokumenter/horingsnotat-forlengelse-av-reglene-om-koronasertifikat/id2900763/?expand=horingsnotater

EU’s formand går ind for tvangsvaccination, d. 1. december 2021: https://www.theguardian.com/world/video/2021/dec/01/time-to-think-about-mandatory-covid-vaccination-says-eu-chief-video

Tvangsvaccination i Canada, oktober 2021: https://www.berlingske.dk/internationalt/canada-goer-vaccination-obligatorisk-for-alle-statsansatte

Tvangsvaccination i Østrig, januar 2022: https://www.dr.dk/nyheder/udland/oestrig-vedtager-vaccinepligt-under-store-protester-uvaccinerede-risikerer-boede-paa

WHO-ledelse taler også for tvangsvaccination i november 2021. i samme artikel er der en gennemgang af situationen i de europæiske lande. Det fremgår, at der også er tvangsforanstaltninger i Italien, jvf. The Telegraph, d. 25. november 2021. https://www.telegraph.co.uk/global-health/science-and-disease/consider-making-covid-19-jabs-mandatory-fight-surge-says-europe/

 

F. Andre analyser

Etisk Råd, d. 22. december 2020. Her trædes lidt i vande, men det ender som en defacto tilslutning til tvangsstrukturer, som jeg læser det.: https://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/covid-19/covid-19-og-vaccination

Juridisk og kritisk analyse fra Danmarks Digitale advokater: https://www.wikifreedom.org/_files/ugd/b74967_ad7f55be851d4ca78ca2a24b12941949.pdf 

Steen Lynge Pedersen: https://freelysite.dk/naerer-totalitaere-tendenser/

Pædagogiske rester fra sommeren 2020 til april 2022

I det sidste par år har jeg her på bloggen skrevet en lang række refleksioner over biopolitikkens essens og konsekvenser. På en måde handler det hele om pædagogik og samfund, men undervejs har der også været en række analyser og indlæg, som er skrevet helt eller delvist uafhængigt af nedlukningsdiskussionerne, og som måske har puttet sig lidt.

Disse indlæg – 57 ialt – handler især om pædagogik, men også om forsknings- og kulturpolitiske emner. Jeg har – også for mit eget overbliks skyld – samlet alle disse indlæg i nedenstående materiale:

 

1. juni 2020: Skyld

Mange er trætte af, at forskellige indvandrermiljøer ikke har nok interesse for dansk kultur. Det an jeg godt forstå, men sagen er, at det ikke er indvandrerens skyld. Altså som i OVERHOVEDET ikke.

Det største opgør med dansk tradition har nemlig intet med indvandrere at gøre. Den afgørende destruktionen af dansk dannelse fandt sted i 1998, da socialdemokratiske og alternativistiske kredse – inspireret af Tony Blairs “third way” og en spirende europæisk læringsøkonomi – etablerede det såkaldte ”kompetenceregnskab”. Den efterfølgende VK-regering var blot en form for bureaukratisering af denne ødelæggelse. Og indvandrerne måtte bare finde deres plads i denne skrækkelige proces.

Derfor blev hele spørgsmålet om den strålende danske dannelse reduceret til et slags tilføjelse, nemlig til et spørgsmål om polemisk identitetspolitik. I den proces blev de store iranske og arabiske kulturer sammen med den danske ditto reduceret af både kompetenceregnskab-danskere og indvandrerne selv til et eller andet med kriminiminalitet og identitet osv.. Det var så sørgeligt.

Det er let at forstå, at ingen fremmed har lyst til at blive en del af et kompetenceregnskab. Men det er svært at forstå, at så mange danskere syntes, at det skulle være sjovt.

Opgøret med dansk tradition er med andre ord danskernes egen skyld.

Herfra går der en lige linje til de næste tomme socialdemokratiske “regnskaber”, nemlig læringsregnskabet fra 2013, og nu også smitteregnskabet, den ultimative dannelsesnivellering.

Og der går også en linje fra denne forfaldsproces til de radikaliserede identitetspolitiske demonstrationer, som vi ser i disse dage. Demonstrationerne bruger nogle ulykkelige forhold i USA til at fremme en form for had til fortid og fremtid og fantasi.

 

2. juni 2020: Evaluering af pædagoguddannelsen

Pædagoguddannelsen blev sidst ændret i 2013 efter en ”evaluering” fra Rambøll. Det hele foregik efter samme skrækkelige principper som skolereformen, f.eks. ”deregulering, kompetencediskurs, fagopløsning”, altså en total konkurrencestats-bureaukratisering af en stor og rig pædagogisk tradition. Meget nedslående på alle måder.

Ministeriet har skrevet om emnet i et nyt notat fra. 18. juni. Pludselig står der i det lidt tekniske notat, at der i 2016 ”rejste sig en kritik”. Ok, spændende! Hvad mon det er for noget med ”kritik”, som “rejser sig”? Jo, det er såmænd en rapport fra EVA, som ikke mente, at man levede nok op til de skrækkelige målsætninger. Det er det, jeg kalder for “mikrodiversitet”. Der findes ikke noget mere policy-bekræftende end en evalueringskritik.

Det aktuelle notat blev udgivet, fordi der netop er søsat en evaluering af uddannelsen. Der står, som jeg har forstået det, en styregruppe af ministerielle bureaukrater og professionshøjskole-ledere bag. Styregruppen blev nedsat efter EVAs “kritiske” rapport. Der er ingen pædagogisk eller videnskabelig ånd nogen steder.

Heldigvis har en gruppe engagerede lærere fra uddannelsen, hvoraf mange har høje pædagogiske uddannelser og lang erfaring, forsøgt at råbe ministeriet op i nu hele fire højt kvalificerede indlæg i Altinget. Men den form for ”kritik” er der vist ingen, der lytter til.

Ministeriet foretrækker Rambøll og EVA, som inddrages som “kritisk” stemme. Det siger alt om ånden i ministeriet, som stadig er dybt præget af 00’ernes markante opgørelse med dannelse og pædagogik.

Links:
Aktuelt ministerielt notat om processen:  https://ufm.dk/…/evaluering-af-paedagoguddannelsen/Baggrund…

Ministeriets hjemmeside om evalueringen: https://ufm.dk/…/paedagog…/evaluering-af-paedagoguddannelsen

Pædagogiklærernes fire kritiske indlæg:

d. 26. maj: https://www.altinget.dk/…/undervisere-brug-vores-viden-i-ev…
d. 9. juni: https://www.altinget.dk/…/lektorer-paedagogik-boer…
d. 18. juni: https://www.altinget.dk/…/lektorer-dannelsen…

d. 25. juni: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektorer-styrk-paedagoguddannelsen-gennem-formaal-fag-og-frihed?

Rambølls evaluering fra 2012: https://www.ft.dk/samling/20111/almdel/fiv/bilag/205/1118758.pdf

EVA’s sammenfattende “kritiske” rapport fra 2016: https://www.eva.dk/videre…/status-paa-nye-paedagoguddannelse

Magisterbladet skriver om sagen, d. 19. juni: https://www.magisterbladet.dk/…/paedagoguddannelsen-skal-ev…

 

3. juli 2020: Samfundets udenfor

Samfundet kan kun eksistere ved et område uden for samfundet selv.

Hvad er dette ”udenfor”? Er det ”individet”? Nej, det vil være liberalismens fejl, for individet er en del af samfundets egen struktur. Det er almen sociologisk visdom. Individet er i og ikke uden for samfundet.

Hvad er da samfundets udenfor? Det er åndens bevægelser på stederne. Hvad er ånden? Det er suspension, frihed og myte og tingenes roteren.

Hvad er da åndens tilbagevenden og møde med dets indenfor, med samfundet?

Det er det historisk-poetiskes kæmpesyntese. Tilsynekomstens sted. Pædagogikkens ustandselige rumlen.

 

4. d. 11. juni-juli: Små overstregninger og fire års intens strid: læringsmålstyringen afskaffes

Læringsmålsideologiens didaktiske format er nu fjernet helt, ikke blot fra folkeskolens fagbeskrivelser, men nu også endegyldigt fra læreruddannelsens ditto.

De små overstregninger i artiklen fra folkeskolen.dk dækker over fire års giga-kamp mod en politisk, administrativ og forskningsmæssig tsunami af læringsmålsstyring, som har pumpet et falskt selvværd ind i de nye UC’er, og som dermed har præget en hel generation af lærerstuderende.

Denne kamp blev især ført af Keld Skovmand, som skal have verdens største tak, og Merete Riisager, som har været den bedste og mest vidende undervisningsminister i mands og kvindes minde. Riisager blev politisk især hjulpet af Jacob Mark-privat, mens Skovmands skrivende tilhængere græssede på fri mark. Lærer Erik Schmidt stod for omkostningerne i praksis, da han i 2014 fik en tjenstlig advarsel af Odense Kommune; en advarsel som først blev trukket tilbage efter flere ture i Landsretten, senest i 2019, hvor Schmidt vandt sagen som sådan.

Vi skal glæde os over denne landvinding og huske på det store arbejde den har krævet, men også minde hinanden om, at læringsmålstyringen som overordnet ideologi stadig er i fuld vigør, hvilket skyldes, at folkeskoleforliget – med dets rod i et individualiseret og konstruktivistisk læringsbegreb – stadig er intakt og faktisk konsolideret, som jeg ser det.

Men det undrer mig, at Folkeskolen ikke har interviewet nogle af de folk, som jeg har nævnt, og som har stået centralt i hele sagens og kritikkens udvikling.

Folkeskolens dækning, d. 9. marts: https://www.folkeskolen.dk/1845292/endelig-laeringsmaalstyring-afskaffes-i-laereruddannelsen

Undervisningsministeriets pressemeddelelse, d. 7. juli: https://ufm.dk/aktuelt/nyheder/2020/kompetencemal-for-laereruddannelsen-bliver-revideret

 

5. juli 2020: Farvel til læringsmålstyret undervisning

Uddannelses- og forskningsministeriet har i en pressemeddelelse proklameret, at der ikke mere skal undervises i “læringsmålstyret undervisning”.

Tænk hvilken enorm kritisk proces, der ligger som et tavst fundament bag denne lille erklæring. Det er Merete Riisagers, Keld Skovmands og mange andres enorme indsats, som har ført til, at det kun blev én generation af lærere, som skulle udsætte for dette dybt upædagogiske overgreb, selvom det jo er slemt nok.

Det bliver spændende at se, om DPU/AU og UC’erne, som virkelig har understøttet læringsbegrebets dominans i dansk pædagogik og fremmet læringsmålstyringen, nu vil understøtte reformer i dannelsens og pædagogikkens tegn? Eller om alt blot endnu engang skal forties, som om 2010-2017 slet ikke har eksisteret.

Mit bud er desværre, at vi nok ender nok med at skulle skrive en bog med titlen: “Den store glemsel”.

Denne tavsheds-hypotese giver nemlig mening til en særlig formulering i pressemeddelelsen, nemlig der hvor der står følgende:

“Faggrupperne har således medvirket til at sørge for, at revisionen af målene ikke på en utilsigtet måde ændrer på de samlede faglige mål for fagene”.

Konkurrencestaten og dennes affirmative organisationer har dermed sikret sig, at skolereformens kompetencesyn fastholdes i form af det, som EVA i 2011 i en af de store læringsmålstyrings-rapporter kaldte for “langsigtede læringsmål”.

Dertil kommer, at det moderne DPU og professionshøjskolerne er etableret med lærings- og evalueringsbegrebet som den dybt antipædagogiske grund.

Imens den overordnede læringstankegang og dens ledsagende pædagogiske oligarki fortsat har kronede dage, fortrænges den didaktiske formel “læringsmålstyret undervisning” til det kollektivt ubevidste, hvorfra det stadig kan øve indflydelse.

https://ufm.dk/aktuelt/nyheder/2020/kompetencemal-for-laereruddannelsen-bliver-revideret?fbclid=IwAR0jd5uiZeDmaEdwz37XkG3lr9Szt6x2kPLzfsYgq1Q-ezW9P9lwUtNqcDs

 

6. august 2020: Erik Schmidt interviewer Stefan Hermann om AP-Møllerkurserne i Oslo

Erik Schmidt beretter om den aktuelle situation i København og Aalborg vedrørende den dybt upædagogiske AP Møller-finansierede efteruddannelse af skoleledere på handelshøjskolen i Oslo. Det er interessant læsning på alle måder.

Schmidt interviewer i den forbindelse Stefan Herman, som får lejlighed til at finde nogle gode sider frem hos sig selv. Herman taler f.eks. om skoletradition, formål, sjæl og virke. Man bliver lidt blød i betrækket.

Men man må ikke glemme, at Herman har en interesse i at få videreuddannelserne hjem til professionshøjskolerne, som selv er etableret i et opgør med både tradition og sjæl og formål under 00’ernes VK-regerings konkurrencestatsregime, et opgør som blev forstærket af skole- og læreruddannelsesreform omkring 2013 og senest ifm professionshøjskolernes centralistiske mål for læreruddannelsen, som var ren skolereformsstof.

Herman, som er formand for rektorkollegiet i Danske Professionshøjskoler, vil derfor gerne have videreuddannelserne flyttet fra én form for skolereforms-antipædagogik til en anden. Jeg er dog enig med ham i, at denne anden antipædagogik er bedre end den første (den norske), men anti-pædagogik er den ligegodt.

Hermann skal derfor i gang med mere selvkritisk aktivitet, hvis hans fine ord skal være andet end ideologisk smør på det stivnede og sjæl-løse brød.

Første del af interviewet: http://www.klfnet.dk/aktuelt/nyhed/artikel/stefan-herman-vi-er-noedt-til-at-genopfinde-faglig-ledelse

Anden del af interviewet: http://www.klfnet.dk/…/der-er-noget-med-de-der-tal-der-be…/…

 

7. august 2020: KLs tavshed

Da Erik Schmidt vandt i Landsretten i november 2018, mente Svend Brinkmann, jvf. nedenstående opslag, og alle andre – herunder politikere, fagfolk og jurister – at det var en sejr for ytringsfriheden.

Den eneste undtagelse fra denne regel var Odense Kommune og KL. Her mente man slet ikke, at sagen havde noget med ytringsfriheden at gøre. KL’s juridiske chef, Pernille Christensen, udtalte f.eks. følgende:

“Mange er efter dagens dom ude og sier at dette er en sejr for ytringsfriheden. Men det er altså en misforståelse. Sagen handler slet ikke om, hvorvidt lærere har ytringsfrihed på personalemøder, men derimod om, at det på en arbejdsplads skal være en pæn og ordentlig tone – også på møder.”

Siden har alt været tavst! Schmidt er mig bekendt ikke blevet tilbudt en form for erstatning/godtgørelse/genansættelse, og der har ikke været effektive kommunale initiativer på området.

https://www.facebook.com/svendbrinkmann/posts/10155588143126205

 

8. d. 21. september 2020: Analyse af kronik af Anders Bondo

http://www.thomasaastruproemer.dk/anders-bondos-kronik-og-arbejdstidsaftalen-med-kl.html

 

9. d. 1. oktober: Omtale af Merete Riisagers bog om selvbyggerbørn

http://www.thomasaastruproemer.dk/merete-riisagers-bog-om-selvbyggerboern.html

 

10. d. 26. oktober 2020:

Refleksioner over MeToo-debatten:

http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-69-metoo-ugerne-i-oktober.html

 

11. d. 28. oktober 2020: Pædagogiske noter fra efteråret 2020

http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogiske-noter-fra-efteraaret-2020.html

 

12. d. 3. december: Noter vedr. SF’s historie

http://www.thomasaastruproemer.dk/noter-til-sfs-historie.html

 

13. d. 3. december: Noter vedr. de radikales historie

http://www.thomasaastruproemer.dk/radikale-noter.html

 

14. d. 14. december 2020: Om den store skolekommission 1919-1923

http://www.thomasaastruproemer.dk/den-store-skolekommission-1919-23.html

 

15. d. 15. december 2020: Anmeldelse af Keld Skovmand & Lene Tanggaards nye bog om læring og pædagogik

http://www.thomasaastruproemer.dk/anmeldelse-af-keld-skovmand-lene-tanggaard-hvad-vi-taler-om-naar-vi-taler-om-at-laere-syv-laerestykker-til-skolen.html

 

16. d. 28. januar 2021: Indlæg og artikler om et frit lærerseminarium i Herning

http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-et-frit-laererseminarium-i-herning.html

 

17. d. 29. januar 2021: Kritik af Pernille Rosenkrantz-Theils og Ane Halsboe Jørgensens bog om menneskeinvesteringer

http://www.thomasaastruproemer.dk/profylakse-og-regnemaskiner-noter-til-pernille-rosenkrantz-theils-og-ane-halsboe-joergensens-bog-det-betaler-sig-at-investerer-i-mennesker.html

 

18. d. 7. marts 2021: om Pissedårlig Undervisning med mere

http://www.thomasaastruproemer.dk/fra-pissedaarlig-paedagogik-til-pissedaarlig-paedagogik.html

 

19. d. 7. marts: om professionshøjskoler og seminariet i Herning

http://www.thomasaastruproemer.dk/det-nye-seminarium-og-professionshoejskolernes-faglige-deroute.html

 

20. d. 17. marts 2021: Kommentar til Lars Qvortrups og Jens Rasmussens ”Skoleret”

http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortrups-og-jens-rasmussens-bog-skoleret-et-laerestykke-til-forskere-myndigheder-og-medier.html

 

21. d. 27. april 2021: Læreruddannelse og professionshøjskole

Formanden for de lærerstuderende, Caroline Holdflod, har i et aktuelt interview fremført, at læreruddannelsen skal fjernes fra UC’erne og genetableres i seminarie-lignende institutioner. Dermed er hun enig med DLF’s formand, Gordon Øskov, som den anden dag var inde på det samme.

Dermed støtter de begge to op om den argumentation, som ligger til grund for forslaget om et frit lærerseminarium i Herning; en kritik, som f.eks. Morten Kvist har fremført. Kvist har “en pointe”, som DLF’s formand siger.

Det er lidt tankevækkende, eftersom både Holdflod og Ørskov begge lader til at være socialdemokratisk orienterede. På den måde findes der en højskolestrøm, som Kvist jo repræsenterer, inde i eller i nærheden af Socialdemokratiet? Men ok, måske var Ørskovs markering en enlig svale?

Stefan Hermann, som jo er rektor for UC-KP, svarede d. 26/4 et eller andet indholdsløst til Holdflod, dog i mere venlige termer end da han svarede Kvist, men altså med lige så lidt sans for substansen i kritikken.

Dejligt, at UC’ernes ideologi, som hænger sammen med dybt instrumentalistiske 2013-reform af læreruddannelsen, fortsat møder modstand.

Links:

Interview med Caroline Holdflod, d. 19/4 – 2021: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8174378/Uddannelsen-skulle-aldrig-have-v%C3%A6ret-en-del-af-professionsh%C3%B8jskolerne

DLF’s formand,d. 16. april 2021: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8169960/L%C3%A6reruddannelsen-skal-v%C3%A6re-sin-egen-institution

Stefan Hermanns svar, d. 26. april: https://skolemonitor.dk/debat/art8181809/En-udspaltning-af-l%C3%A6reruddannelsen-fra-professionsh%C3%B8jskolerne-er-en-uholdbar-id%C3%A9

Om diskussionen mellem Kvist og Hermann: http://www.thomasaastruproemer.dk/det-nye-seminarium-og-professionshoejskolernes-faglige-deroute.html

 

22. 5. d. 29. maj 2021: Kommentar til evaluering af folkeskolereformen

Først vedtog man i 2013 en skolereform, der hviler på et radikalt opgør med skolens formål. Det kom endda så vidt, at dette opgør blev gjort til udgangspunkt for en genfortolkning af formålet, men altså under formålsopgørets eget herretegn; en begrebsmæssig proces der havde udviklet sig fra 2007-2013 i regi af det såkaldte ”Skoleråd”, som selv var en udløber af Globaliseringsrådets totale uddannelsespolitiske nedsmeltning.

Dermed tømtes skolen og landet for pædagogisk sprog. Det var en form for pædagogisk Nedlukning. Det kan jeg sige helt sikkert, for det har jeg undersøgt grundigt.

I stedet etablerede man et centralistisk og kvantitativt system af atomiserede indikatorer, som via en omfattende evaluerings-systematik skulle måle på realiseringen af dette formålsopgør i tætte og nidkære statistikker. Det hele satte sig dybt inde i klasseværelset og i en hel generations psykologi via den såkaldte læringsmålstyring, som fratog børn, unge og deres lærere muligheden for at arbejde med ”kundskaber”, hvilket eller stod centralt angivet i skolens formål. I stedet for formålets ”kundskaber” i ”demokrati og folkestyre” skulle eleverne have ”læring”, så de kunne blive ”soldater i konkurrencestaten”.

På den måde blev pædagogikken opslugt af den politiske økonomi og dennes hele logik. Pædagogikken blev lukket ned.

Men nu viser det sig – endda for femte år i træk – , at ingen af de selverklærede indikatorer er indfriet, tværtimod.

Hvad er ministerens svar på det ”problem”? Er det at indkalde til forhandlinger om en ny reform, som tvinger pædagogikken ud af den økonomiske tænknings totale greb? Nej, det er det modsatte, nemlig at fastholde og udvide formålsopgøret, endda i et ”partnerskab” med alle skolens interessenter, dvs. især KL, DLF og BUPL.

I en kronik i Berlingske fastholder ministerens ”partnerskab” folkeskoleforliget fra 2013. Forliget er intakt, og der tales endda om ”ro om folkeskolen”. Og på folkeskolen.dk tales der om at ”løse problemer i bidder” og om at rette lidt i evalueringssystemet. Målet er intakt. Der skal bare repareres lidt på metoderne, fremgår det af et interview med ministeren på dr.dk.

Men samtidig med at ministeren og hendes partnere fastholder skolereformens tankegang, hævder de, at de vil bygge på netop det formål, som reformen som sådan altså er et opgør med. I kronikken i Berlingske står der direkte: ”Folkeskolens formål er vores fælles ledetråd”; en sætning der ledsages af en masse overfladisk snak, som er helt uden effekt og kritisk dybde.

Dermed er opgøret med formålet fastholdt og udbygget under en falsk reference til formålets formelle semantik. Jeg kalder denne ensrettende proces for ”uniformativering”, dvs. at man gør op med skolen iført skolens ord.

DLF og BUPL har med deres tilslutning til ministerens dannelsesopgør ladet en historisk mulighed glide sig af hænde efter min mening. Nu har de i stedet lukket munden på sig selv.

Folkeskolen har brug for uro og erindring.

Links:

Link til Undervisningsministeriets evalueringsrapport:

https://www.uvm.dk/…/210528-status-paa…

Link til Undervisningsministerens omtale af partnerskabet ”Sammen om skolen”, inkl. link til kronik i Berlingske:

https://www.uvm.dk/…/210528-folkeskolereformens…

Link til interview med ministeren i Folkeskolen: https://www.folkeskolen.dk/…/minister-efter-reform…

Link til interview med ministeren på DR: https://www.dr.dk/…/rosenkrantz-theil-efter-folkeskole…

 

23. d. 31. maj 2021: Hvad er aktivisme?

Jeg har i tidens løb læst en del om forholdet mellem videnskab og værdier og mellem politik, forskning og etik. Ofte er teksterne skrevet af politisk engagerede filosoffer og videnskabsmænd.

Men jeg er aldrig stødt på ordet “aktivisme”, som Dahl og Messerschmidt nu har fået parlamentet til at udtale sig om. Hvad er det for noget? Det må være noget, som politikerne har fundet på. Sådan en slags pludderord?

Måske henviser det ”aktivistiske” til, når forskere med henvisning til “evidens” lægger sig pladask ned for politiske banaliteter? Som dengang, hvor Lars Qvortrup og Stefan Herman sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King, fordi Løkke ville score højt på Pisa-listen? Eller når de såkaldte corona-eksperter kun tænker i enøjet statistisk evidens under regeringens nye frihed=overvågnings-begreb? Måske er det kritisabel aktivisme? Anti-politikkens aktivisme?

Men så alligevel ikke, for dem, der er sure på aktivismen, er som regel også vilde med “eksperten” og hans underdanige evidens.

Måske er det Nietzsche, Arendt, Bohr og Karl Popper, som var aktivister? Arendt skrev f.eks. om “action”, og hun refererede iltert fra retssagen mod Eichmann i Jerusalem. Hun var nok aktivist. Derimod var de nazistiske arveforskere nok ikke aktivister? Selvom deres forskning blev finansieret og brugt af you know who.

Nu går jagten ind på den ubestemte “aktivisme”. Den sætning! Den artikel! Den udtalelse! Den person! Og så skal universitetsledelsen komme efter jer!

Dette emne bør drøftes videnskabeligt, pædagogisk og filosofisk, men ikke med banale udtryk, som nærmest er opfundet til lejligheden, og hvor det altid er “de andre”, som er aktivistiske og postfaktuelle, og hvad det alt sammen hedder.

Hermed sagt og udtrykt i god aktivistisk ånd, men med fuldt ubehag, for mit sprog tager skade af at diskutere hele denne skrækkelige præmis.

 

24. d. 1. juni 2021: Kære medaktivister

Kære medaktivister, foren jer i strid imod antiaktivismens aktivistiske reduktion af videnskab til “konsensus” og til “den videnskabelige metode”!

Videnskab er det modsatte af enighed og metode-ental. Den er strid og metodekritik og intellektuelt engagement i samfundets spørgsmål og deres grundlag.

Vi er havnet i en form for nypositivistisk elendighed, som forkrøbler ånden.

For god ordens skyld vil jeg sige, at jeg selv er ekstremt kritisk over for det identitetspolitiske og poststrukturalistiske paradigme, men netop derfor er det vigtigt at gå imod alle forsøg på politisk intimidering af alle slags, for ellers bliver man jo ikke selv klogere på, hvad der findes af synspunkter og videnskab og ting i verden, som har både den ene og den anden rod.

Faktisk har poststrukturalismen noget af den samme dårlige effekt på den videnskabelige frihed, som Dahl og Messerschmidt demonstrerer. Det skyldes denne retnings opgør med verdens ting, jvf “cancel culture”. Men hallo! Der har sandelig været filosofiske retninger før med den slags problemer.

Så det er dobbelt dårligdom på sin vis. Men de to politikere er de værste, for de tager fejl af videnskabens væsen, som de aktivistisk postulerer, mens poststrukturalismen blot laver en videnskabelig fejl, som man kan kritisere.

 

25. d. 1. juni 2021: LA’s og DF’s aktivistiske forudsætninger

LA og DF vil gerne have konsensus og videnskabelig metode i ental. Eller skal noget, som kaldes universitetsledelsen, kommer efter nogen, som gør det modsatte, det vil sige tænker og diskutere frit.

Men hvad bygger DF og LA selv på? Ja, de bygger på det stik modsatte af konsensus og ”den videnskabelige metode”. De bygger på fuld stridbarhed og antimetode, som endda har rødder i sidste århundredes erfaringer på kryds og tværs.

LA bygger især på Ayn Rands filosofi. Hun var – med udgangspunkt i erfaringer fra Sovjetunionen – ekstremt stridbar og aktivistisk, og hun havde enorm indflydelse på 1980’ernes liberalisme, hvor hendes tanker bidrog til kritikken af velfærdsstaten og så videre. Det førte til en vild aktivisme i de statslige systemer, som skulle tæmmes og gerne udryddes.

DF bygger på Søren Krarups værker. Også han var ekstremt stridbar og aktivistisk. Det samme var store dele af tidehverv og studenterkredsen, som han kom ud af. Her røg man cigarer og diskuterede så det slog gnister, men bagefter gik man i baren og talte aktivistisk om “det moderne sammenbrud”. Løgstrup kom ud af samme suppedas, selvom han aktivistisk smækkede med tidehvervs-døren i 1960’erne. Senere blev både han selv og hans elever interesserede i klimabevægelsen. De blev teologisk funderede klima-aktivister. De ville forsvare “skabelsen”.

Anders Fogh Rasmussen forenede på en måde disse to. Det kom der aktivisme ud af. Både økonomisk aktivisme og dertil muhammedtegninger.

Både Rand og Krarup var totalt ligeglade med både ”konsensus” og ”den videnskabelige metode” i ental. De ville have strid og opgør! Lidt som den franske venstrefløjsfilosof Jacques Ranciere, som skrev bogen “Disagreement”. Det var ånd og tanke før metode og konsensus. Enighed er et slet tegn, når det kommer til sandheden.

Så LA og DF er skabt af stridbare filosoffer og teologer, kort sagt: af aktivisme.

Men nu melder stridbarhedens elever sig med småborgerlig og affirmativ metodekonsensus, som skal tvinge videnskabens og åndens skikkelser i uniform.

Sagen forholder sig således efter min mening: Det er LA og DF og deres metode-forskere, der er aktivistiske. Alle de andre, jeg har nævnt, altså alle “forudsætningerne”, søgte blot sandheden, hver på deres facon og fandt et lille stykke af den i det ene og det andet hjørne.

 

26. d. 3. juni 2021: Gode råd og dokumentation vedr. debat om forskningsfrihed

Nederst er lidt dokumentation i forbindelse med det aktuelle angreb på forskningsfriheden. Jeg har også lavet seks gode og overaktivistiske råd på videnskabens vegne, som kan stå ret imod den politiske etno-biopolitiske højrefløjs angreb på videnskabelighed:

A. Mine seks råd:

  1. Vær ikke blot ”aktivistisk”, men desuden ”overaktivistisk”. Husk at sandheden er aktivistisk. Den sprænger overfladen og alles tilpasning til alle. Jo mere aktivistisk desto bedre.
  2. Skriv manifester og eksperimentér med den videnskabelige form på alle måder, dvs. poetisk, politisk og kritisk.
  3. Spræng metoden i stumper og stykker. Metoder spærrer for objektets lag og fortid og for sandhedens mulighed for at arbejde.
  4. Hav ubehag ved alle former for konsensus og verifikation. Kritiser, falsificer og eksperimenter!
  5. Ødelæg den policy-affirmative ”evidens” i videnskabens navn.
  6. Giv hinanden jeres smittede og urene hænder derpå.

 

B. Dokumenter ifm. diskussion om forskningsfrihed:

1.

Henrik Dahl har et supergodt spørgsmål om Verdensmål på universiteterne fra d. 17/2, mange tak: Nr. 946: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S946/index.htm

2.

Dernæst har Morten Messerschmidt seks skrækkelige spørgsmål om forskningssynet mere specifikt, alle fra d. 23/2:

Nr. 976: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S976/index.htm

Nr. 977: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S977/index.htm

Nr. 978: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S978/index.htm

Nr. 979: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S979/index.htm

Nr. 980: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S980/index.htm

Nr. 981: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S981/index.htm

3.

I alle Messerschmidts spørgsmål henvises til disse to artikler:

Et blogindlæg af Rune Selsing fra JP, d. 21. februar: https://jyllands-posten.dk/…/luk-universiteternes…/

En artikel af Søren Willemoes i WA fra d. 18/februar: https://www.weekendavisen.dk/2021-7/samfund/hvidensproduktion

4.

Forespørgsel F49 d. 28. maj, v. Morten Messerschmidt og Henrik Dahl: https://www.ft.dk/samling/20201/forespoergsel/f49/index.htm

Vedtagelse V137 i regi af F49, ”Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”, d. 28. maj: https://www.ft.dk/samling/20201/vedtagelse/V137/index.htm (højrefløjens forslag)

V 138 i regi af F49, d. 28. maj: så vidt jeg kan se, har der ikke været stemt om det?: https://www.ft.dk/samling/20201/vedtagelse/V138/index.htm (venstrefløjens forslag, er lidt bedre, men taler stadigvæk om “overdreven aktivisme” som et problem)

 

27. d. 5. juni 2021: Udflytning af uddannelser

Kommentar til regeringens planer om at udflytte uddannelser:

Jeg synes man skal skelne:

Et universitet er et klassisk dannelsessted, med de dybeste rødder. Det hører hjemme på et samlet campus i en større by, hvor videnskabsfolk fra alle fakulteter og sammenhænge kan diskutere og undersøge tingene på kryds og tværs i behørig afstand fra sociale og politiske interesser, som de kun lejlighedsvist bryder aktivistisk og uegennyttigt ind i.

En professionshøjskole er ikke et dannelsessted. Den er etableret ud af Globaliseringsrådets ødelæggende filosofi fra 2006, som faktisk også truede universiteterne, og som gjorde op med landets pædagogiske tradition. Professionshøjskolerne bør derfor fratages magten over lærer- og pædagoguddannelser, som meget hellere skal ligge rundt omkring i landet og allerhelst med udgangspunkt i civile og folkelige initiativer. Det vil være i ånden fra de gamle seminariers dannelseshelhed. Her er ingen aktivisme, men masser af kritisk engagement.

Det er Uni=Humboldt + seminarium=Grundtvig.

Regeringens “decentralisering” er dårlig for begge dele. Den splitter universitetet op i banal egnspolitik, og den udvider professionshøjskolernes centralistiske magt over det folkelige.

Det problem skyldes, at Socialdemokratiet omkring år 2000 gjorde op med dannelsen i begge former.

 

28. d. 7. juni 2021: Overdreven aktivisme

Henrik Dahl og Morten Messerschmidt har fået hele Folketinget med på at snakke om noget, de kalder for ”overdreven aktivitisme”. Der udskammes og navngives, og Dahl påstår ligefrem, at folk bevidst ”lyver”.

I dag er det køns- og migrationsforskningen, der forfølges. I morgen er det nogle andre. Der er kamp om den nye semantiske kode ”aktivisme”. Det er forskrækkeligt. Tavsheden vil brede sig.

I dag har 282 forskere fra de aktuelt ramte miljøer svaret igen i Politiken, og det forstår man jo godt, selvom det er irriterende, at de reducerer den indholdsmæssige kritik til noget med ”populisme” og ”fornemmelser”. Mange af disse miljøer har rod i en afart af poststrukturalismen, som er præget af Judith Butlers særlige version af Foucaults arbejde. Her vil man altid have problemer med ”det videnskabelige”, fordi man mener, at sandhed er konstrueret, og at der derfor ikke findes en virkelighed uden for diskurser og konstruktioner. Derfor ender retningen med at ødelægge kultur og fortid. Denne kritik af Butlers “sproglige vending på speed” er videnskabelig/filosofisk og bestemt ikke ”populistisk”. Men på den anden side skal man også huske, at al teori på en måde indeholder reduktionisme og fejl, og at sådanne fejl kan producere både ny viden og nye handlingsmuligheder.

Jeg noterer mig, at man iblandt de 282 forskere bl.a. finder lektor Mette Thunø, der i 2012 – som nyudnævnt dekan ved Aarhus Universitet – stod bag et eklatant overgreb på forskningsfriheden i forbindelse med sagen om professor Linda Maria Koldau. Koldau kom i clinch med de nye poststrukturalistiske vinde, der har samme teoretiske rod som dem, der aktuelt udskammes. Mette Thunø gav Koldau en advarsel, fordi hun havde ”brudt den kollegiale fortrolighed pga. dine skriverier i pressen”. Koldau fik direkte at vide, at hun ikke længere skulle ”skelne mellem systematisk og historisk musikvidenskab” – altså en lukning af både offentlig, faglig og kritisk virksomhed.

Jeg noterer mig også, at professor Dorthe Staunæs fra DPU har underskrevet brevet. Hun er heller ikke nogen tilhænger af forskningsfriheden. Det ved jeg, fordi hun sammen med en kollega i 2015 indklagede en kritisk artikel, som jeg havde skrevet, direkte til universitetet i et sprog, der ikke lader Dahl noget efter. Her blev kritik uden videre til ”tilsvining” og ”kollegial uansvarlighed” og så videre. Sagen blev understøttet af DPU’s ledelse og faktisk også af en af de andre aktuelle underskrivere, professor Morten Nissen. Sagen er omtalt i Heine Andersens bog om ”Forskningsfrihed”. Selvom sagen nu har seks år på bagen, har jeg aldrig modtaget den mindste beklagelse.

Så Staunæs- og Thunøsagerne står på en eller anden måde i forbindelse med hele problemstillingen.

I en vis forstand startede problemerne derfor med nogle af dem, som Dahl kritiserer, og Dahl vælger så at forstærke problemet ved at gentage det den anden vej, hvormed videnskabelig og pædagogisk praksis sættes helt i baglås.

Der er ingen vej for en videnskabeligt indstillet person ind i denne debat. Så jeg bliver hængende ved min overdrevent aktivistiske hengivenhed til pluralisme og kritik samt til folkelig og intellektuel debat. I stedet for at slå folk i hovedet med politisk vedtagede semantiske herretegn, skal man spørge: Hvad sker der her?

Links:

Henrik Dahls fb-indlæg: https://www.facebook.com/HenrikDahlLA/posts/1624860661041611

Staunæs klager fra 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/paa-dpu-anklager-om-had…

Indlægget fra 282 forskere i Politiken: https://politiken.dk/…/Vi-bliver-intimideret-og…

Koldau-sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/anmeldelse-af-linda…

 

29. d. 8. juni 2021: Aktivistisk kommentar til Vismandsrapport overdrevent aktivistiske rapport om børnehaver

Det Økonomiske Råd har netop udgivet deres halvårsrapport. Heri indgår en lang analyse af dagtilbud. Det er noget med, at børn er ”humankapital”, som giver ”afkast”, og at det ikke har nogen ”effekt”, hvis der er flere pædagoger i børnehaverne. Man kan også læse om, at børns ”gener” har en effekt. Det er antihumanisme på den store klinge.

Analysen er stærkt inspireret af den amerikanske økonom James Heckman, som har haft stor betydning for en lang række rapporter om dagtilbud helt tilbage fra omkring 2012, hvor Niels Egelund f.eks. tilgangen i forbindelse med projektet ”Fremtidens Dagtilbud”.

Det liberale magasin Indblik.dk har fået en totalt pædagogiktømt cepos-økonom, Mads Lundby Hansen, til at stemme i. Det er en mærkelig form for liberalisme, som reducerer den liberale ånd til effekt og afkast.

Magasinets journalist bruger rapporten og Lundby Hansen til at gøre grin med SF’s fine arbejde med at få minimumsnormeringer. Man synes ikke lige, at man vil interviewe en pædagog.

Vismandsanalysens syn på børn og pædagogik er så blottet for indhold, kultur og faglighed, at det kort sagt ikke er til at holde ud. Rapporten svarer helt den ødelæggende aktion, som de økonomiske vismænd gestaltede i deres angreb på skolen i Rådets beretning fra 2019. Her annoncerede de, at maskiner kunne erstatte læreren, fordi det ville give mere ”produktivitet”.

Oprindelig var det Økonomiske Råd et råd for økonomi. Og hvis det udtalte sig om uddannelsespolitik var det med proportionalitet og sans for helheden. Men denne almindelige statsbetragtning forsvandt i løbet af 2000’erne, og nu er det bare helt slut. Nu overtager Rådet slet og ret pædagogikken som sådan. Det er konkurrencestatens formel.

Men vismændenes begrebsapparat er skam ikke kun “neoliberalt”. Med fokus på den konkurrencestatslige kategori ”humankapitel”, så lægger deres analyse sig nemlig helt i tråd med den aktuelle socialdemokratiske ortodoksi: Undervisningsministeren og forskningsministeren har sammen skrevet et bog om uddannelses- og socialpolitik med helt samme udgangspunkt. Bogen hed: ”Det betaler sig at investerer i mennesker”.

Denne magtfulde ideologi præger også en række forskningscentre og ministerielle initiativer. Det er tale om en slags begrebsmæssig forberedelse til biostaten via en totalisering af den sociale og økonomiske profylakse.

Disse økonomer kender ingen grænser. De tror, de kan determinere alle praksisser med deres kulturløse hegemoni, og vores politiske ledere understøtter forfaldet 100%.

SF har helt ret i, at det er for galt, at der ikke er flere pædagoger i børnehaverne. Dertil kommer, at børnehaverne bør kunne arbejde helt uden kommunale konceptmetoder og banale strategier.

Endelig skal økonomer holde sig 100% fra at determinere børnehavernes liv og logik med deres forsimplede menneskesyn og analysemodeller.

Efter min mening er vismændene blevet ”overdrevent aktivistiske”, for nu at blive i tidens sprog. De bør fratages deres offentlige støtte. Var det ikke noget for Liberal Alliance og Dansk Fryseparti at gå ind i?

Dansk børnehavepædagogik burde være en af landets gaver til verden. I stedet bliver denne fine tingslighed nu udslettet af verdens forfaldsbegreber.

Links:

Link til vismændenes kapitel om dagtilbud: https://dors.dk/…/f21/diskussionsoplaeg/f21_kapitel_iv.pdf

Link til hele rapporten: https://dors.dk/vismandsrapporter/dansk-oekonomi-foraar-2021

Link til Indblik.dk’s artikel: https://indblik.dk/denne-nye-rapport-punkterer-sfs-helt…

Analyse af Pernille Rosenkrantz-Theils og Ane Halsboe Jørgensens bog: http://www.thomasaastruproemer.dk/profylakse-og…

 

30. d. 19. juni 2021: Lærerens dyder

Hvad er en lærers ene dyd? Det er at have sine øjne limet til fortiden og dens ting.

Hvad er en lærers anden dyd? Det er at interessere sig for, hvad hendes elev gør med fortiden.

Lærerens laster:

Hvad er en lærers ene last? Det er at bestemme fremtiden, før eleven kommer til syne.

Hvad er en lærers anden last? Det er et låse fortiden til bestemte fortolkninger, så eleven ikke kan gøre noget med de gamle dage.

 

31. d. 3. juli 2021: Lars Qvortrup og forskningsfriheden

Lars Qvortrup, som er en af hovedideologerne bag landets pædagogiske forfald, har nu to gange blandet sig i den debat om forskningsfrihed, som er rejst af Henrik Dahl og Morten Messerschmidt. Tilbage i maj skrev han i Berlingske, og i sidste uge fik han en af sine utallige kronikker i Politiken.

Qvortrup er ligesom Dahl imod ’aktivisme’, men er ikke så meget for et af Dahls eksempler. Derfor sammenligner han i begge kronikker Dahl og hans fæller med Stalin. For nogle år siden var det Peter Kemp, der var en ”plattenslager”. Og i 2010 sammenlignede han Lars Løkke med Martin Luther King, fordi Løkke gik ind for Pisalisten. Han mener også, at Grundtvigs begreb om ”folk” er ”dødsensfarligt”. Qvortrup er en frisk fyr, som ikke er spor aktivistisk, må man forstå. Det er altid ”de andre”, der er aktivistiske og konspiratoriske og alt det andet.

I stedet trækker Qvortrup to sager frem, som han selv har været involveret i, og som for så vidt intet har med identitetspolitik at gøre. Den første sag var en diskussion om børnehaveforskningen, som har et par år på bagen. Her fremturede Qvortrup med sit forsimplede syn på forskning og pædagogik imod en række af landets fineste forsvarere af børnehaven og dens videnskab. Lektor ved KU, Jan Thorhauge Frederiksen, gjorde i et fint indlæg i POV-International i går rede for en del af sagens aspekter i et direkte svar til Qvortrup.

Den anden sag er den såkaldte Skovmand-sag. Qvortrup og hans kollega og åndsfælle, Jens Rasmussen, skrev i vinters bogen ”Skoleret”, som jeg selv analyserede grundigt, hvilket man kan tilgå nedenfor. At inddrage både denne sag – og faktisk også den forrige i spørgsmålet om identitetspolitisk forskning – er virkelig langt ude, og i videnskabelig forstand har både Skovmand og børnehaveforskerne helt klart fat i den lange ende. Endelig bør man nævne, at Qvortrup i både Politiken og Berlingske gik direkte efter Aarhus Universitets godkendelse af Skovmands afhandling. Jeg forstår ikke, at universitetet ikke tager til genmæle og beskytter bedømmelsesudvalgets, herunder Lene Tanggaards og Per Fibæk Laursens, arbejde. I stedet har Tanggaard og Fibæk selv talt deres sag på en debattråd på Folkeskolen.dk, og Skovmand må føle sig helt forladt.

Endelig er det værd at bemærke, at Qvortrup selv spiller en problematisk rolle i hele tre eksempler på brud på forskningsfriheden i Heine Andersens bog om Forskningsfrihed.

Links:

Lars Qvortrup i Politiken, d. 26. juni: https://politiken.dk/debat/kroniken/art8246958/God-forskning-m%C3%A5-ikke-forveksles-med-holdninger.-Dem-kan-vi-alle-have.-Det-beh%C3%B8ver-vi-ikke-universiteter-eller-forskere-til

Lars Qvortrup i Berlingske, d. 24. maj: https://www.berlingske.dk/kommentarer/rune-selsings-oenske-er-ren-stalinisme-og-ikke-et-frit-samfund

Jan Thorhauge Frederiksen i POV-International, d. 3. juli: https://pov.international/identitetspolitiske-stramaend/

Analyse af Qvortrups nye bog om Skovmand-sagen, d. 17. marts: http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortrups-og-jens-rasmussens-bog-skoleret-et-laerestykke-til-forskere-myndigheder-og-medier.html

 

32. d. 4. juli 2021: Verdens bedste Robotskole

På Lærermødet på Testrup Højskole i sidste uge talte jeg en aften med tre gode fynboer. De kunne fortælle de mest utrolige ting.

I Vollsmose i Odense har man lavet en ny folkeskole, som kaldes for ”Verdens bedste Robotskole”. Her vil man uddanne små roboteksperteelever og have fokus på ”alle relevante faktorer, som gavner Odense som by” og ”sikre at der er kvalificeret arbejdskraft til stede”. Det fremgår af en byrådsindstilling, som jeg fandt på nettet.

Men hvad er så ”Odense som by”? Jo, fremgår det, det er en ”robotby”. Odense omtaler sig selv som en ”robotby” med ”robotklynger”, og derfor skal der også være en ”robotskole”, og den skal være ”verdens bedste”. Sig mig er Odense sådan en slags stat i staten? En form for politisk robotkoncern? Er det overhovedet lovligt?

Der er også en etnisk komponent i Vollsmoseskolen. Det fremgår her:

”Verdens bedste Robotskole indgår også naturligt i det samlede arbejde med at omdanne området til en bydel, der tiltrækker langt flere forskellige mennesker.”

Ak ja, først skulle det stakkels sogn tvangstestes af biostaten, og nu skal sognets børn robotificeres af Odense-staten.

Om der er andre hensyn, fremgår ikke. Forhåbentlig løber både god gammeldags dansk middelklasse og kundskabsinteresserede indvandrere skrigende bort.

Skolerådmanden, Susanne Crawley Larsen, skrev allerede i februar 2021 om sagen i avisen. Her kunne man læse følgende:

”Og ret endelig de store ører mod Odense, hvor vi også har foreløbig fire års erfaring med fokus på børns digitale dannelse og uddannelse i den bevægelse, som hele byen kender som “verdens bedste robotby i børnehøjde””.

Robotskolen er en del af en ”bevægelse”, en kommunal robotbevægelse.

Den nye skole hedder Odinskolen. Det er en fusion af to tidligere skoler, heriblandt H.C. Andersen-skolen. Det er lidt ironisk, at Odinskolens logo er en mekanisk ravn.

Burde Kurt Westergaard ikke tegne en smilende nattergal og en flot levende ravn til hån, spot og latterliggørelse? Westergaard kan så svinge sin Thor-blyanthammer til forsvar for Vollsmoses børn.

Hele sagen hænger dybt sammen med kommunens såkaldte dannelsesstrategi, som jeg analyserede i 2018. Her erstattede man skolens formål med en form for teknologisk psykologi, som har direkte kontakt til den daværende regerings disruptionsideologi.

Links:

Byrådets indstilling fra april 2021: https://www.odense.dk/politik/dagsordner-og-referater/born-og-ungeudvalget?agendauid=259205f5-424b-44d8-8a84-043b9fea66be&presentationuid=512a767c-bc7f-47d8-8788-7cfdcd1bf7bf

Rådmandens indlæg fra februar 2021: https://avisendanmark.dk/artikel/debat-teknologiforst%C3%A5else-i-verdens-bedste-robotby

Analyse af Odenses dannelsesstrategi: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-odense-kommunes-dannelsesstrategi.html

 

33. d. 10. juli 2021: Spærretid

På Bornholm vil den socialdemokratiske borgmester indføre en såkaldt ”spærretid” for alle kommunalt ansatte, herunder for fagprofessionelt personale, fx lærere og pædagoger, som ofte har dyb praktisk og for så vidt også teoretisk indsigt i deres arbejdes politiske og sociale sammenhæng. Medarbejderne må simpelthen ikke udtale sig til pressen, med mindre de får lov af en eller anden banal direktør.

Borgmesteren hævder, at han gør det for medarbejderens egen skyld. Der er en slags ansættelsesretlig profylakse, som meget tankevækkende følger biostatens logiske struktur. Profylaksen vil beskytte mod friheden. Forvekslingen af omsorg og frihed vil ødelægge begge disse begreber.

Pressen skal simpelthen have lov af den kommunale ledelse til at kontakte og tale med lærere og pædagoger, og de fagprofessionelle og alle andre ansatte må endda kun må udtale sig under dække af det undertrykkende og nedladende begreb ”privatpersoner”, som snarest muligt bør sendes på møddingen.

Spærretiden skal gælde i tre måneder op til kommunalvalget. Efter lidt kritik blev der rettet på nogle kommaer, men ånden er fuldstændig kontakt. Det hele er uden tvivl ulovligt, som jeg ser det, og borgmesteren bør prompte væltes.

Det næste bliver nok, at staten giver universitetsfolk mundkurv på op til folketingsvalget! Det kan de godt droppe. Men hvis Bornholms borgmester ikke bliver stoppet, så ender det jo som en mulighed.

Og hvad med alle andre?

Mon Bornholms borgmester har aktier i Microsofts medie “LinkedIn”, hvor man direkte fjerner kritiske indlæg, der er imod regeringens corona-politik?

Man bør prompte tage al støtte til Folkemødet væk, så længe Bornholms Kommune er engageret i denne udemokratiske praksis, der reducerer borgere og specialiseret personale til kommunale soldater.

 

34. d. 13. august 2021: Forfatningens filosofiske kollaps

Hvad er menneskets natur? Er det ondt? Eller er det godt? Og hvad betyder det for statens forfatning?

Hvis svaret er, at mennesket er ondt, så er er konsekvensen et opgør med frihedsbegrebet samt en dertilhørende omfattende adfærdskontrol. I Renæssancen blev denne konsekvens især effektueret i Thomas Hobbes’ filosofi. Hobbes mente, at fordi mennesket kun tænkte på sig selv, så ville livet blive kulturløst, brutalt og kort. Derfor skulle der være en suveræn, som kunne regulere alle menneskelivets aspekter. Det var guf for udviklingen af de sekulære diktaturer.

Den humanistiske tradition, som udviklede sig sideløbende, og som blev forstærket efter 2. verdenskrig, mente derimod, at menneskets natur også indeholdt gode ting. Det gælder både for Rousseau, John Locke og Immanuel Kant, men også vores egen Grundtvig. Disse folk talte på kryds og tværs for fornuft, moral og forsamling som forudsætninger, der findes i mennesket før staten, dvs. fra naturen, og som staten bør værne om og beskytte. Her får man en stærk men passiv stat. I denne tradition findes der ingen egentlig ”adfærdsregulering”. I stedet taler man om love, som forbinder frihed og politik. Derfor mente disse folk også, at staten skulle lade menneskets frihed arbejde, blot reguleret af hhv. ret, uddannelse og oplysning. Det er denne sidste tanke, der har skabt den europæiske forfatningstradition, herunder den danske grundlov, og som alle afledte love derfor er farvet af.

Den moderne version af den første logik, altså at mennesket er ondt, finder man hos psykologen BF Skinner, som i 1971 skrev bogen ”Beyond freedom and diginity”, der udkom få år før hans pensionering (på dansk: Har vi råd til frihed?).

Hos Skinner finder man et konsekvent opgør med hele den filosofiske tradition. Enten smides frihedstænkerne ud og omtales som ”prævidenskabelige områder” ud, eller også genfortolkes de som adfærdsreguleringssystemer. Handling og autonomi omdannes konsekvent til adfærd og kontrol. Og opgøret gælder faktisk ikke kun den filosofiske tradition, men også flere andre, her i Skinners egen opremsning: ”politisk forsker, filosof, litterat, økonom, psykolog, sprogkyndig, sociolog, teolog, antropolog, underviser eller psykoterapeut”.

Alle disse fag og områder arbejder ifølge Skinner med ”prævidenskabelige områder” som ”ideer, følelser, karaktertræk, vilje osv.” (Skinner 1971, s. 12-13). Nogle af Skinners største fjender er måske de store humanister, digteren T.S. Eliot og C.S. Lewis, som skrev Narnia-bøgerne og det flotte essay ”Menneskets afskaffelse”, samt den kulturradikale og socialliberale filosof John Stuart Mill, men mange andre får også med grovfilen. F.eks. er der en stærk kritik af Sokrates’ såkaldte jordemodermetode, der skabte europæisk filosofi, i samme ånd, og Rousseaus rige pædagogik reduceres til ren adfærdskontrol.

Skinner kalder nedladende det hele for ”frihedslitteratur”, som han mener kan reduceres til noget med ”følelser og oplevelser”. Han behandling af disse emner og fag er så stedmoderlig og reduktionistisk, at det er umuligt at diskutere sagligt. Så jeg nøjes med blot at gengive hans synspunkt.

Skinner mener, at mennesket er helt determineret af dets omgivelser, og derfor handler det om at forfine omgivelsernes påvirkninger af adfærd i betingede og forstærkende reaktions- og refleksstrukturer, så menneskets adfærd kan kontrolleres. Der er intet frit område. Og en evt. kritik af Skinners adfærdspsykologi må vel at mærke selv udsættes for adfærdsteknologisk regulering fremgår det. Det er den slags, der hedder “misinformation” i dag. I demokratiet vil man kalde det uenighed.

En anden linje i Skinners refleksioner er følgende: Frihed fører ifølge Skinner ligefrem til katastrofer, lidt på samme måde, som jeg nævnte det under omtalen af Thomas Hobbes. I en moderne udgave af dette argument vil man sige, at frihed fører til smitteeksplosion, til klimaproblemer og til sexistiske overgreb. Friheden har med andre ord udelukkende onde konsekvenser.

Menneskets frihed er altså ikke en forudsætning, som skal reguleres ved lov, hvilket var filosoffernes synspunkt. Frihed er snarere defineret ved regulering som sådan. Det svarer til justitsministerens tale om, at mere overvågning fører til mere frihed.

Hos både Skinner og Hobbes er friheden altså selve problemet. Derfor er løsningen også en slagtning af friheden, hvilket så sker i enten et personligt eller et teknologisk diktatur.

Ingen grundlov eller liberal forfatning kan eksistere på dette grundlag.

Skinner fik stor indflydelse på psykologi og pædagogik. Store dele af den evidensbaserede effektivitetstilgang, som har præget pædagogikken især siden omkring år 2000, bygger på denne tankegang.

Niels Egelund, som var statens yndlingspædagog i 2000’erne, refererede også positivt til Skinners arbejde. Dermed bliver det lettere at forstå, hvordan Egelunds arbejde kunne føre til et så drastisk opgør med hele den humanistiske tradition i dansk pædagogik. I en udgivelse fra 2003 sagde han følgende:

”Lærerne må derfor søge at iværksætte en pædagogisk intervention – adfærden må korrigeres systematisk. Systematisk korrektion af adfærd leder straks tankerne hen på behaviorisme, på navne som Pavlov og Skinner. De har været i miskredit i Danmark i 1970’erne og 80’erne, men dybest set bygger de blot på en systematisk brug af de lovmæssigheder, der er fundet om indlæring.” (Egelund 2003, s. 97)

Ifølge den amerikanske sociolog Shoshana Zuboff, som selv i høj grad arbejder ud fra den humanistiske tradition – især Sartre og Arendt – inspirerede Skinner også de tekniske overvågningssystemer, som udviklede sig i samspillet mellem den amerikanske stat og teknologiske interesser efter terrorangrebet på Manhattan i 2001, og som siden er blevet omsat i almindelige kommercielle produkter og administrative systemer.

Skinner tilhører gruppen af skabere af særdeles indflydelsesrig bevægelse inden for den psykologisk-pædagogiske forskning, hvis begreber kom til at arbejde som en understrøm i et opgør med filosofi og humanisme. Dette opgør blev oversat direkte til kontrol og overvågning, og det manifesterer sig nu for alvor, forstærket af Nedlukningen, der også har frihedens og forfatningens opløsning som fundament.

Skinner slutter sin bog med følgende faretruende statement, hvor han lyder som en moderne virolog:

”Et videnskabeligt syn på mennesket giver spændende muligheder. Vi har endnu ikke set, hvad mennesket kan få ud af mennesket”.

Referencer:

Skinner, B.F. (1971). ”Har vi råd til frihed?”, Gyldendal.

Egelund, N. (2003). ”Urolig og forstyrrende adfærd – eller en skole og en undervisning, der ikke passer til eleverne?”, i Uddannelsesstyrelsen: ”Skolens rummelighed – fra ide til handling”.

Zuboff, S. (2019). ”Overvågningskapitalismens tidsalder”, Informations Forlag.

 

35. d. 8. september 2021: Nyt socialdemokratisk og teknokratisk skoleråd

Undervisningsministeren har udnævnt et nyt såkaldt ”Rådet for Børns Læring”. Det sker hvert tredje år. Lad os se lidt på det nye og de gamle råd i en omvendt kronologi:

2021:

Ingen af de profilerede medlemmer har beskæftiget sig med pædagogik. Her er de førende kræfter i formandskabet:

Formanden for formandskabet hedder Eva Sommer. Hun er også bestyrelsesformand for EVA, udnævnt hertil af undervisningsministeren, og altså nu også udnævnt til formand for Rådet for Børns læring af selvsamme minister. Tidligere har hun været børne- og ungedirektør i Københavns Kommune. Hun har mig bekendt aldrig beskæftiget sig indholdsmæssigt med skole- og børnepolitik.

Mads Meier Jæger, professor i mikrosociologi. Forsker i social ulighed i uddannelse. Har heller aldrig skrevet om skoler og børnehaver, men interesserer sig bl.a. for velfærdsøkonomen James Heckmann, som undervisningsministeren også er begejstret for.

Jens Peter Thomsen fra VIVE, som har cirka samme interesser som Mads Jæger, dvs. at han interesserer sig for social lighed på samme måde som undervisningsministeren selv, som faktisk har skrevet en skrækkelig bog om hele tilgangen.

Altså ingen skole- eller læringsforskere i de centrale udnævnelser.

Dertil kommer nogle få kommunefolk og et par skoleledere, som er uden betydning. Måske bortset fra Helle Bjerg, som er skoleleder, og som er tæt på kredsen omkring professor Dorte Staunæs, hvor hun skrev ph.d. i sin tid. Stanuæs står for en særlig tilpasningsdygtig version af Foucault, og i den egenskab understøttede hun skolereformens idegods i sin tid.

En anden skoleleder i formandsskabet, Marco Damgaard, er direkte opført som ”socialdemokrat”.

Omkring formandskabet er der i selve “rådet” en masse organisationer. Her er det værd at bemærke, at professionshøjskolerne er repræsenteret ved Andreas Rasch-Christensen, som spillede en meget negativ rolle omkring vedtagelsen af skolereformen. Resten er uden pædagogisk og skolepolitisk profil.

2018:

Det tidligere råd, som blev nedsat af Merete Riisager i 2018, var væsentligt mere pædagogisk profileret. Her bestod formandskabet af Charlotte Rønhof (formand), professor Pernille Hviid, rektor Stefan Hermann, forskningschef Andreas Rasch-Christensen, professor Per Fibæk Laursen, præsten Henrik Gade Jensen og lærer Mette Frederiksen.

Dette langt mere faglige råd fik dog ingen indflydelse, og dets sidste rapport var tandløs efter min mening. Rønhof, som var den eneste i pædagogisk forstand udefrakommende, smækkede med døren i sommers pga den manglende indflydelse. Udnævnelsen af Rønhof var næppe Riisagers ide.

2015:

Rådet før Rønhofs råd, nu fra 2015, som formodentlig har været nedsat af Antorini, havde følgende formandskab (de vigtigste): Direktør Agi Csonka (formand) (EVA/SFI), rektor Stefan Hermann, forskningschef Andreas Rasch-Christensen, professor Charlotte Ringsmose (som også er med på Heckmannvognen).

Dette råd havde samme ånd som det nyudnævnte på grund af Czonka, der svarer til Sommer, og Ringsmose, der med sin Heckman-interesse, svarer til de to økonomer. Ringsmose er dog pædagogisk forsker, hvilket de to andre jo ikke er.

2007-2013:

Før dette råd havde man Skolerådet 2007-2013, som udsprang af Globaliseringsrådets totale opgør med pædagogik. Her sad der to nationaløkonomer sammen med Niels Egelund og en Heckman-scient.pol. I modsætning til de senere læringsråd var Skolerådet ekstremt indflydelsesrigt. Rådets rigtige navn var ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling”, hvilket i sig selv siger alt om dårligdommene.

Før 2007:

Går man endnu længere tilbage, er der andre rådsdannelser, også af mere pædagogisk art med rødder i lærerhøjskolen og seminarierne. Jeg skriver om det hele i bogen ”Skolens formål”, som udkommer til februar.

https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2021/sep/210908–her-er-de-nye-medlemmer-af-raadet-for-boerns-laering

 

36. d. 29. september 2021: Kritik af det uddannelsesvidenskabelige miljø fra det uddannelsesvidenskabelige miljø

En førende forsker fra ”Afdeling for uddannelsesvidenskab” på DPU, lektor Jens Erik Kristensen, kritiserer nu sit eget fagmiljø på det kraftigste. Sådan forstår jeg i hvert fald en af hans udtalelser.

På et dannelsesmøde på Testrup Højskole i juni måned sagde Kristensen, ifølge Erik Schmidts reportage til KLF, følgende i sit foredrag, som vel at mærke åbnede mødet, og som derfor må betragtes som en form for signatur-oplæg:

”Det hele handler om uddannelsesøkonomi. Uddannelse er blevet en gøgeunge! Jeg er selv ansat til at forske i uddannelsesvidenskab, men man må nærmest ikke sige ordet pædagogik”.

Kristensen konkluderede: ”Det er en art formålsfortrængning”.

Så pædagogik og pædagogiske formål er forbudt i det uddannelsesvidenskabelige miljø?

Det bliver spændende at høre, hvad resten af fagmiljøet siger til den svada.

En anden ting er, om der er noget om snakken? Det er jo nok en lang historie, men en fornemmelse kan man måske få ved at studere statutterne for afdelingens kandidatuddannelse i uddannelsesvidenskab.

I 2018-studieordningen står der følgende, som i høj grad støtter Kristensens synspunkt:

”Kandidatuddannelsen i uddannelsesvidenskab giver studerende kompetencer til, på baggrund af en kritisk og analytisk tilgang, at udvikle og styre processer inden for det uddannelsesvidenskabelige felt i spektret: udvikling og ledelse af humane ressourcer og organisationer samt forvaltning og styring af uddannelse og læring. (…)

Herefter nævnes to ”faglige tematikker”:

A.

”Udvikling og ledelse af humane ressourcer og organisationer:

Denne faglige tematik retter fokus mod at udforske, undersøge og analysere organisering og ledelse af udvikling, læring, tilblivelsesprocesser og innovative potentialer. Formålet er at kvalificere studerende til fagligt og kritisk at bidrage til udviklingen, ledelsen, planlægningen og udførelsen af uddannelsesmæssige tiltag i både offentlige institutioner og private virksomheder.”

B

”Forvaltning og styring af uddannelse og læring

Denne faglige tematik retter fokus mod at udforske, undersøge og analysere den offentlige forvaltning og styring med særlig vægt på uddannelsesområdet i lyset af samfundsmæssige forhold og politiske tiltag på kommunalt, statsligt og internationalt niveau. Formålet er at kvalificere studerende til fagligt og kritisk at formulere og udføre opgaver af forvaltningsmæssig og politisk karakter med betydning for det samlede uddannelsesvidenskabelige felt.”

Det er der jo ikke meget ”pædagogik” eller ”formål” over for nu at sige det mildt. “Pædagogik” og “dannelse” nævnes dog også, men kun kort og opremsende sammen med en masse ”lærings”-ord, og kun som midler til at fremme ovenstående konkurrencestatsinspirererede struktur, der har dybe rødder i 2000’ernes opgør med pædagogik og pædagogiske formål.

Dermed understøttes dannelsens underordning under vidensøkonomiske diskurser, et hierarki som en af oprindelige uddannelsens hovedmænd, Lars Geer Hammershøj, har stået på i dannelsesdebatten, som jeg ser det.

Med denne struktur og logik understøttes Jens Erik Kristensens mere generelle tese om, at uddannelse og dannelse er blevet opsplittet og adskilt; en tese som han har fremført flere steder, f.eks. i udgivelsen ”Pædagogikkens idehistorie” fra 2017, som han udgav sammen med Ove Korsgaard og Hans Siggaard Jensen.

Så det er måske ikke så sært, at Jens Erik Kristensen måske har det svært i dette miljø?

(Studieordningen fra 2018 er en opdatering af kandidatuddannelsens første studieordning fra 2013. Uddannelsens bachelordel, som startede i 2010, ser lidt anderledes ud, men farves naturligvis af kandidatdelens målsætninger)

Links:

Reportage fra dannelsesmøde i Testrup, juni 2021: https://klfnet.dk/…/der-er-gaaet-uddannelse-i-lortet…

Studieordning for kandidatuddannelsen i Uddannelsesvidenskab, 2018: https://eddiprod.au.dk/…/webse…/DokOrdningService.cfc…

Afdeling for uddannelsesvidenskab: https://dpu.au.dk/…/afdeling-for-uddannelsesvidenskab/

 

37. d. 6. oktober 2021: Kommunerne i transhumanistisk raid

I kommunerne leger man med tanken om skoler som rent digitalt konstruerede læringsrum uden lærere. Det fremgår af et interview, som Politiken har lavet med direktøren for KL, Christian Harsløf.

Her er et uddrag fra artiklen:

”Teknologien giver mulighed for en radikal nytænkning af lærernes rolle i samspillet med den digitale undervisning.

»De mest teknologibegejstrede vil spørge, hvorfor man egentlig skal bruge en lærer til at stå ved katederet og gennemgå de samme sider om og om igen. Hvorfor ikke bare lave en YouTube med landets bedste lærer og bruge den lokale lærers kræfter på noget bedre? Videoerne findes allerede og bliver flittigt brugt af eleverne«, siger Christian Harsløf.

Som nedlukningen under corona har demonstreret, er det i princippet muligt at basere folkeskolen på fjernundervisning. Der findes programmer, der med kunstig intelligens kan bestemme den enkeltes elevs kompetenceniveau og stille de mest relevante opgaver. De kan rette opgaver og kan bedre end de fleste lærere udpege elever, der sakser deres besvarelse fra nettet.”

Harsløf, som selv kun lyder lidt skeptisk, fører dermed ”hvad nu hvis?”-ånden videre fra KLs store teknologiudspil fra 2018, som var skrevet af konsulentfirmaet Dare Disrupt, der har rødder i det radikaliserede miljø omkring Singularity University i Silicon Valley. Rapporten fremhævede ligefrem Cambridge Analyticas metoder.

Økonomisk Råd leger med samme tanker i deres rapport fra 2019, hvor man opfatter skoler som ren læringsproduktivitet, hvor læreren i princippet vil kunne erstattes af maskiner.

På den måde overgår skolerne fra et være et fysisk sted til et digitalt rum. Denne forskydning fra legemets og sjælens ”sted” til det grænseløse og kontrollerbare ”rum”, som efterfølgende omdefinerer kroppen, er en central transhumanistisk formel.

Link til artikel: https://politiken.dk/viden/art8401538/KL-direkt%C3%B8r-Der-er-n%C3%A6rmest-ingen-gr%C3%A6nser-for-brug-af-tech

 

38. Omtale af Holger K. Nielsens bog

En folkesocialistisk deroute: Anmeldelse af Holger K. Nielsen: ”Det var det værd – politisk tilbageblik”

 

39. d. 14. oktober 2021: Slagtning af humaniora

I juni blev der indgået en bred politisk aftale om udflytning af uddannelser til de mindre byer.

Alle troede, at forliget handlede om regionalpolitik. Men så fik universiteterne lov til at veksle udflytningerne til besparelser, fordi disse udflytninger var dyre og besværlige. Det kunne man læse om i bladet Forskerforum for et par uger siden.

Og nu udmøntes disse ”besparelser” så meget konkret, i første omgang på Københavns Universitet. Det går næsten udelukkende ud over Humaniora. Det er noget med “arbejdskraft”, fortæller universitetets rektor.

Hele 25% skal der skæres i humanioras optag, og universitetets rektor lægger op til nedlæggelse af flere fagmiljøer. Det er en slagtning. Formentlig følger de andre universiteter efter lige om lidt.

Det handler altså overhovedet ikke om ”regionalpolitik”. Det handler om regeringens opfattelse af humaniora som ”de lærdes tyranni”, som boligminister Kaare Dybvad kalder sin seneste bog. Det er ideologi forklædt som socialdemokratisk rindalisme.

Forligskredsen er formodentlig blevet fuppet. Her er de partier, med ordførere, der ifølge ministeriets omtale af forliget – under dække af udtrykket ”regionalpolitik” – har skrevet under på dette socialdemokratisk dirigerede opgør med videnskab og dannelse:

Ulla Tørnæs, Venstre

Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelsesordfører, Dansk Folkeparti

Astrid Carøe, uddannelsesordfører, SF

Pernille Skipper, uddannelsesordfører, Enhedslisten

Britt Bager, uddannelsesordfører, Konservative

Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige

Torsten Gejl, Alternativet

Isabella Arendt, Kristendemokraterne

Links:

Link til den politiske aftale: https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2021/bred-politisk-aftale-om-bedre-muligheder-for-uddannelse-i-hele-danmark

Link til KU’s nyhed om sagen: https://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2021/10/udflytningsplan-fjerner-1.600-studiepladser-i-koebenhavn/

Link til Forskerforums artikel: https://www.forskerforum.dk/magasinet/2021/346/saa-meget-skal-universiteterne-skaere-i-storbyoptaget

 

40. d. 15. oktober 2021: Noter til Mikael Jalvings bog “Forsvar for almindeligheden”

Historikeren Mikael Jalving har i sin seneste bog “Forsvar for almindeligheden” følgende fine samtidsdiagnostiske formulering, der åbner hans kapitel om “dannelse”:

“Fortiden skammer vi os over; fremtiden skræmmer os. Både skammen og frygten forhindrer dannelse. Den første, fordi skammen får os til at tro, at alle før os var idioter. Den anden, fordi den fører til enten lammelse eller panik” (s.85)

Så for den nye generation er “dannelse” erstattet af henholdsvis “skam” og “frygt”. På den måde virker “cancel culture” (skammen) og “biopolitikken” (frygten) sammen i konstruktionen af en moderne og udpint statistisk defineret eksistens, som er udstyret med foreløbige adfærdstilladelser.

Det er præcise og vigtige tanker.

A. Demokratiet

Herlig bog, i øvrigt. Frisk og personlig i sit sprog og tanke.

F.eks. kan jeg fremhæve følgende sætning, hvor Jalving i én enkelt sætning nærmest når frem til en ny erkendelse om forholdet mellem demokrati og dannelse:

“Dannelse er noget ganske andet (end popularitet og meningsmålinger, TAR) og er et nødvendigt korrektiv til demokratiet. Dannelse skal derfor hverken afspejle eller efterligne demokratiet, men hæve det, kvalificere det, ja, muliggøre det…”

Så dannelse går fra at være demokratiets “korrektiv” til dets forudsætning (jvf. “muliggøre”). Men eftersom dannelse i disse år reduceres til skam og frygt, så undermineres demokratiet jo i så fald? Stille og roligt, step by step?

Der er med andre ord en sammenhæng mellem demokrati og dannelse

B. Barndommen

Jalvings forsvar for barndommens “arvelighed” og “skønhed”, dvs. for barndommens egenart i leg og alvor, er også værd at fremhæve. Han er nervøs for, at barndommen bliver en “permanent revolution”, dvs. et skammens og frygtens sted. Han savner lidt den klassiske Rousseau, fremgår det.

Jalving trækker også på professor Bent Meier Sørensens kritik af digitaliseringens afmaterialiserings-effekter og på den tyske sociolog Hartmut Rosas kritik af accelerationssamfundets fremmedgørende konsekvenser. Barndommen er under angreb. Jalving lyder nærmest som en repræsentant for den klassiske og dannelsesorienterede reformpædagogik, når han sådan kritiserer det moderne læringsapparat.

Jalving forbinder dog også barndommen med et forsvar for familie og ægteskab, hvilket han gør ret i efter min mening. Og familien er ingen reformpædagogs kernebegreb, bortset måske fra John Deweys tidlige arbejder. Men det burde det være, for familien er jo barnets naturlige omgivelser og vækstbetingelser, som endda forstærkes åndeligt og retligt af ægteskabet som kærlighedens institutionelle syntese.

C. Folket

Den sidste del af bogen handler om “folket”, som jo i en vis forstand vokser ud af familien og opdragelsen, jf. Grundlovens §76 og 79.

Jalving siger mange interessante ting, men hans analyse mangler efter min opfattelse sans for det forhold, at også efterkrigstidens centrum-venstre har rod i landets dannelsessammenhænge. På den måde kommer han til at reproducere et lidt nostalgisk nations-begreb, som minder mig om DF i 00’erne, og som skulle supplere Anders Fogs almene generalangreb på netop “det folkelige” via de store politisk-økonomiske globaliseringsplaner, som f.eks. skolereformen i 2013 var en direkte konsekvens af. Dette problem hænger måske sammen med, hvad jeg opfatter som en manglende sans for Grundtvigs betydning.

D. Gud

Til allersidst er der et kapitel om “Gud”, som indledes med den skønne sætning: “Gud er nok det mest almindelige, der findes”, hvilket jo understreger dybden i bogens titel. Når Jalving taler om “det almindelige”, så har han derved en pædagogisk-filosofisk pointe. Det er skønne ord.

Resten af kapitlet er på en måde udtryk for det modsatte synspunkt, nemlig at Gud er ualmindelig, men det lader jeg fare i denne omgang. Kapitlet er lidt for præget af det kierkegaardsk definerede tidehverv, efter min smag. Måske er det også derfor, at kapitlet om “folket” smager lidt for meget af DF? Men ok, Jalving har jo også skrevet en bog om Søren Krarup, og hele Islam-emnet har fyldt meget gennem årene. Emnet er dog ikke så fremtrædende i den aktuelle udgivelse, heldigvis efter min mening.

Vi er en lille flok i landet, der elsker gamle dage. Jalving er en af dem, og som Hannah Arendt siger: En lærer må have “his eyes glued to the past”. Ellers bliver der ingen fremtid.

Reference: Mikael Jalving: “Forsvar for almindeligheden”, Hovedland, 2021.

 

41. d. 17. oktober 2021: Demokratiets skumring og det transnationale teknosystem

Kender I det? Man er lidt færdig med dagens dont, men har en times tid til overs. Jeg scanner reolen for en eller anden bog at fordrive tiden med, og jeg falder over en bog, som jeg købte omkring år 2000, men aldrig fik læst.

Bogen, hvis titel er ”At forstå sin samtid”, er en dansk oversættelse fra 1996 af en samling essays af den indflydelsesrige finske filosof Georg Henrik von Wright, som overtog Wittgensteins lærestol i Cambridge i 1948.

Bogens fem artikler spænder fra 1947 til 1994.

Von Wright levede fra 1916 til 2003 og blev i starten af karrieren oplært af folk fra den logiske positivisme. Det var 1920’ernes scientisme og ikke åndsvidenskaben, der svingede taktstokken, må man formode.

Senere fulgte han, via sin interesse for Wittgenstein, med over i den analytiske filosofi, især ved denne filosofiske retnings indflydelse på sprogteori og logik. Det var i den politiske og pædagogiske filosofis svageste årtier.

Der var altså en form for teknisk-filosofisk interesse i baggrunden, en slags ekspert-filosofi, som ellers ofte medfører en tilbageholdenhed i de normative spørgsmål, hvilket da også prægede von Wrights indstilling i mange år: ”Sociale og politiske spørgsmål kunne ikke for alvor engagere mig”, skriver han.

Men efter krigen og frem mod 1990’erne rejste der sig langsomt en politisk og normativ interesse ud af rædslernes materie. Og min pointe er nu, at von Wright genforbinder sin politiske interesse med hans tidligere tekniske vidensinteresser på en måde, som har aktuel relevans. Lad os se på sagen:

Von Wright abonnerer stærkt på Oswald Spenglers historiesyn. Det vil sige, at historien udvikler sig i separate højkulturer. Der er altså ingen fremskridt, men blot storhed og fald. Spenglers hovedværk fra 1918-1922, altså lige efter 1. Verdenskrig, har den karakteristiske titel ”Vesterlandets undergang”. Kulturerne vokser op, for siden ”at visne og dø” (s. 9).

Von Wright køber denne tese. Vi er i dag i slutningen af Vesterlandet. Vi er i ”skumringen”, som det hedder i forordet, og von Wright forstår derfor sit eget arbejde som noget, der finder sted i en ”reflekterende skumring”.

Og i to andre essays forklarer han, hvordan hele den græske dannelseskultur dels har tragedien, men også naturinteressen, indbygget i sig, og dels står i et dybt modsætningsforhold til den jødisk-kristne-kultur, som beskyldes for at ødelægge naturen. Også den russiske forfatter Dostojevskij bruges til at underbygge pessimismen.

(Det er i denne analyse af det teologiske grundlag, og i skæbnegørelsen af det græske, at det går galt for von Wright efter min mening, men det lader jeg ligge her)

Folk som Mozart og Goethe og andre står for kulturelle højdepunkter, som maner til ”ærefrygt”, men de står også en form for punktum, som mander til ”vemod”. Vi er i en form ”slutfase”, hedder det her i 1994.

Nu har denne kombination af centraleuropæisk undergang og russisk eksistentialisme faktisk også inspireret konservative kredse mange steder. Men for von Wright sker der noget helt andet, som jeg vil beskrive nu.

Von Wright fortæller, at især Berlinmurens fald har betydet, at vestlig forbrugerisme og økonomisk vækst har bredt sig globalt, hvilket viser sig som en ”krise i forholdet mellem menneske og natur”. Denne krise er samtidig Vesterlandets endeligt. Han mener ikke, at man kan ”forebygge miljøødelæggelserne i tide”, og han mener heller ikke, at vesten kan løse sin krise ”inden for rammerne af vedtagne demokratiske styreformer” (s.9).

I et sidste kapitel, der har det karakteristiske navn ”De sidste tider”, annonceres den nye antidemokratiske og naturfilosofiske ånd, som sættes i direkte forbindelse til ”den elektroniske automatiseringsteknologi”, som vil ”gøre mennesket overflødigt”, men som også vil bidrage til bremse den økonomiske vækst, som von Wright jo mener er et udtryk for kulturens sidste strofer (s. 180).

Den politiske udgave af denne teknologi kalder han for et ”teknosystem”, som i en ”transnational” form sættes i modsætning til nationalstaterne, som er bærere af skumringen. Kort sagt: ”Staten er ved at forsvinde”. Der er fuld honnør for Marx i ledsagerteksten.

Von Wright spørger så: ”Kan teknosystemet ikke selv overtage styringen?” (s.188). Hans svar er lidt nølende, men også bekræftende, som jeg læser det. Han ender derfor i en regelret dystopi. Et par spæde forsøg på at genskabe den gode stemning ved hjælp af lidt æstetisk aktivitet, falder pladask til jorden.

Dermed har Von Wright genskabt et positivistisk verdensherredømme, som består dels af en transnational og teknisk styring og dels af tilfældige og udmarvede kulturrester. Imens kan han sidde og læse Platon og høre Mozart i skumringen og tænke på dengang, der var noget, der hed demokrati og pædagogik.

Tankevækkende og skrækkelige prognoser, som helt mangler sansen for menneskets fødthed.

Reference: Georg Henrik von Wright: “At forstå sin samtid”, Munksgaard, 1996.

 

42. d. 23. oktober 2021: Data-barnet i Aarhus

Lektor Niels Jakob Pasgaard har været så venlig at finde et kommunalt og ensomt skyggebarn omgivet af et såkaldt “datahjul”. Det er som at se Pipi uden sin negerkongefar og uden sine venner og sin landsby og uden sin hest og abe eller prusselusker eller politibetjente i nærheden. Bare et lille ensomt barn uden farver, alene defineret af kommunale data.

Pasgaard har fundet billedet på Martin Østergaard Christensens LinkedIn-profil. Østergaard Christensen er direktør for Børn og Unge-magistraten i Aarhus Kommune, og han har en fin ”lærings”-karriere fra Aalborg.

SF’eren Thomas Medom er rådmand for magistraten i Aarhus. Der er også datahjul for børnehaver. Der er styr på det hele. Det er mere Danish for Progress end smilets by, for at sige det på den måde. Så ved man da, at man ikke skal stemme på SF til kommunalvalget.

Kommunen kalder datahjulets elementer for “resultatkvalitet” og “proces- og resultatkvalitet”.

Klikker man videre ind på direktørens LinkedIn-profil, kan man læse en række begejstrede kommentarer fra direktørens kommunale kolleger i den ene og den anden kommune.

Det er tale om en form for transhumanistisk vision. En data-opdragelse. Men den anden dag lærte vi også fra KL-direktør, Christian Harsløf, at man i flere kommuner leger med tanken om en skole uden lærere. Mon ikke det er noget for Aarhus Kommune? Det lille grå barn i datahjulet har i al fald ingen voksne til at hjælpe sig. Hvad skal man bruge pædagoger til?

Og det er også værd at huske på, at KL’s teknologipolitik også bærer stærkt præg af transhumanismen. Det blev udarbejdet af Anders Hvid fra firmaet Dare Disrupt. Hvid var iøvrigt i Politiken i dag, hvor han talte rosende om Facebooks nye teknologiske dobbeltvirkelighed “Metavers”. Hvid siger følgende:

“Folk siger ofte: Der er virkeligheden. Og så er der den virtuelle virkelighed. Men det, der sker virtuelt, er jo egentlig lige så virkeligt. Det sker bare i en anden sfære”.

Hvid mener, at især coronaen har lært os om hyper-digitaliseringens lyksaligheder. Han er uddannet på det dybt ideologiske Singularity University og har haft indflydelse på den danske regering og på uddannelsespolitikken.

Links:

Pasgaards oprindelige ledsagertekst med link til Aarhus-direktørens LinkedIn-opslag kan læses i dette link til hans facebook-profil: https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/10226559232384620

Politikens artikel om Facebooks metaunivers: https://politiken.dk/viden/art8432599/Snart-kommer-Facebooks-metaverse-og-det-bliver-meget-vildere-end-du-overhovedet-kan-forestille-dig

 

43. d. 29. oktober 2021: Nationale tests i folkeskolen A

Der er lavet en ny aftale om nationale tests mm. Det vil sige, at vi befinder os i regi af den evalueringsideologi, som blev effektueret af Globaliseringsrådet i 2006, som blev forstærket af Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling i årene 2007-2013, og som kulminerende i skolereformen fra 2013. Der var tale om et dybt opgør med dannelse og dansk skoletradition. Evaluering erstattede slet og ret pædagogik som bærende begreb.

Denne ideologi fastholdes og forstærkes i den nye aftale. Her fra indledningen:

”Det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem skal bidrage til en endnu stærkere evalueringskultur i folkeskolen. Ligesom der skal etableres en stærkere opfølgningskultur. At teste eleverne skal skabe gennemsigtighed for elever, forældre, lærere og samfund. Og skal danne baggrund for opfølgning over for skoler og i undervisningen.

Gennem et dybt og systematisk kendskab til elevernes styrker og svagheder skal vi skabe et solidt grundlag for at støtte og stimulere alle elever, så de får det bedste ud af deres skolegang. Dermed får vi en folkeskole, der skaber de stærke faglige resultater, som alle partier er enige om, er helt centrale både for børnenes liv og for samfundet som helhed.” (mine kursiveringer)

Så vi kan ikke nøjes med ”evalueringskultur”, som i sig selv var et opgør med pædagogik. Nej, vi skal skam have en ”endnu stærkere evalueringskultur” og en ”stærkere opfølgningskultur”. Det vil give ”gennemsigtighed”, står der.

Og så kommer det allerværste, nemlig at man vil opnå ”et dybt og systematisk kendskab til elevers styrker og svagheder”. Her blinker alle tegn på en skrækkelig blanding af agloritmer, læringsstyring, lighedsstatistik og centralstyring.

Resten er tekniske justeringer.

Rapportens centrale referencer består af to henvisninger til EVA og VIVE, dvs. to evalueringsorganisationer, som har evalueret evalueringerne, og som i høj grad har bidraget til og forstærket Globaliseringsrådets dagsorden op gennem 00’erne.

Baggrundsgruppen hedder “Sammen om skolen”. Gruppens sammensætning og synspunkter ligger i direkte forlængelse af evalueringsideologiens ånd.

Men hvorfor skal man overhovedet have et ”bedømmelses- og evalueringssystem”? Væk med det!

Links:

Ministeriets pressemeddelelse med link om baggrund etc.: https://www.uvm.dk/…/211029-bred-aftale-om-fremtidigt…

Reportage fra dagens pressemøde: https://www.folkeskolen.dk/…/forbroedring-ved…

Direkte link til aftalen: https://backend.folkeskolen.dk/…/aftale-om-det…

 

44. d. 29. oktober 2021: Nationale tests i folkeskolen B

Politikerne får det til at lyde som om, at vi nu slipper for nationale tests. Zenia Stampe skriver ligefrem på FB, at ”endelig afskaffer vi de sindssyge nationale tests”.

Det er rent nysprog, for realiteten er følgende ifølge aftalens s.2:

Før: 11 obligatoriske tests og 4 frivillige tests

Nu: 14 obligatoriske tests og 11 frivillige tests

Altså flere tests end før.

Desuden kommer der en større testbyrde på de små klasser (2. og 3. klasse). Jamen, det er da bare så hyggeligt. Og en almindelig lærer kan naturligvis ikke selv finde ud af, hvordan det går, må man forstå. At der så skal testes i færre fag er nærmest en detalje efter min mening.

Det hele kører naturligvis som en del af et stort centralt kontrolsystem med testbanker og meget mere. Det har egentlig ikke noget at gøre med almindelige pædagogiske bedømmelser af børns udvikling eller faglige arbejde. Der er heller ikke tale om almindelige ”eksaminer” eller ”karakterer”. Det er bare kontrol og kontrol ud fra en omfattende datagenereringsproces.

Man regner også med – gjorde lærer Erik Schmidt mig opmærksom på – at hele 10% af landets skoler skal hænges ud for dårlig kvalitet. Og kvalitet er her vel at mærke lig med et inferno af kvantitative indikatorydelser. Disse over 100 uartige skoler kommer så til ”skoleudviklingssamtale” på kommunen. Det kan man læse om på s. 16. Det kører helt automatiseret i et kæmpestort statistisk apparat. Det er noget coronaplanlægnings-system over det, hvis jeg må være lidt sjov.

Før hed det ”nationale tests”. Nu hedder det så ”Folkeskolens nationale færdighedstests”. Det er mageløst. Det betyder ikke andet, end at Danmarks Lærerforening nu endelig er blevet en integreret del af skolereformens ideologi. Foreningens formand kalder systemet for ”meningsfuldt”. Foreningen har svigtet lærernes kamp i 2013.

Endelig er det værd at bide mærke i, at aftalen introducerer IQ-test som relevant pædagogisk værktøj. Det er en ladeport for forskrækkeligheder. Mig bekendt har man ikke brugt denne metode i almenpædagogikken siden 1930’erne.

Politikerne, herunder SF og RV, er rørt til tårer, fremgår det af folkeskolen.dk’s dækning af dagens pressemøde. Begge disse partier stemte ellers imod de nationale tests indførelse i 2006, hvor de var en del af Anders Fogh Rasmussens store globaliseringspakke. De vendte på en tallerken i 2013, hvor de blev begejstrede skolereformtilhængere. Og nu bekræfter partierne altså deres tilknytning til skolereformens ånd, som består af et evalueringsfunderet opgør med pædagogik, som ikke mindst VK-regeringen i 2000’erne stod for at gennenføre.

 

45. d. 30. oktober 2021: Nationale tests i folkeskolen C

Hvem er sejrherren i aftalen om et nyt evalueringssystem for folkeskolen? Det er Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen. Det er nemlig ånden og forslagene fra Fogh Rasmussens stort anlagte Globaliseringsaftale fra 2006, som nu endelig tiltrædes af stort set alle politiske partier og centrale samfundsorganisationer. Løkke Rasmussens skoletanker i det såkaldte Vækstforum fra 2009 er i samme ånd.

De små ændringer, der lægges op til i de nye aftaler, er mikrodiversitet under de oprindelige aftalers åndelige herretegn.

I starten, dvs. i 2006, var SF og RV faktisk imod, og det samme var nogle få socialdemokrater, som havde rod i 1960’ernes socialdemokratiske åndssocialisme.

SF og RV kom dog – via et konkurrencestats-radikaliseret socialdemokrati – med på Fogh Rasmussen-vognen i forbindelse med skole- og læreruddannelsesreformen i 2013. Konsekvensen var en stor konflikt med DLF. Det var dengang, at Barbara Berthelsen sad i Moderniseringsstyrelsen under Corydon.

Men nu er DLF også kommet med. Her er man nu også blevet fans af Fogh Rasmusssens og Lars Løkkes opgør med pædagogik.

Så nu hylder alle, inklusive SF og RV og DLF, Anders Fogh Rasmussens og Lars Løkke Rasmussens politik, som andre har kaldt den fuldbårne “neoliberalisme”.

2000’erne er nu fuldbyrdet.

 

46. d. 25. november 2021: Aktivistisk forskning

Der er kun en ting, der er værre end “aktivistisk forskning”. Jeg mener: herregud, så pyt da med lidt aktivisme. Må man nu ikke være lidt aktiv? Og man skjuler jo ingenting. Men granted! kønt er det ikke.

Men ok, hvad er så det, der er værre? Det er evidensens forskning.

Hvorfor? Jo, for evidensen underlægger sig aktivismens resultat. I ved: optimeringsmetoder til Pisa-lister og smittelister og alle mulige andre ensporede statistikker. Evidensen er faktisk endnu mere aktivistisk end aktivismen. Den vil blot ikke være ved det. Den skjuler sin aktivisme. Det er nypositivismens elendighed.

Men hvad er forskning så? Det er videnskab. Men hvad er videnskab? Det er det passive liv blandt tingene selv. Det er fordybelsen i skaberens værk. Det er undersøgelse af virkelighedens lag og materialer. Her spørger man ikke: Hvad virker?, men i stedet: Hvad sker der? Eller som på engelsk? What’s going on? Det er en anden form for ”aktivisme”. Det er “a matter that matters”.

Hvad skal det nytte? Det skal ikke nytte (det vil føre til evidensaktivisme). Det skal i stedet skabe virkelig handling og kritik og dermed ødelægge evidensens aktivitet. Den passive videnskab skal kort sagt forstyrre nytten og dermed være så unyttig som muligt.

Dermed går vi fra “åben aktivisme” over “skjult aktivisme” til “vita activa”.

 

47. d. 25. november 2021: Maria Magdalene

Teologen Marianne Aagaard Skovmand skrev i 2017 en kort og tankevækkende bog om “Maria-evangeliet”. Det er Maria Magdalenes oversete fortælling, som man siden 1880’erne har stykket sammen af forskellige efterladenskaber i Egypten og Grækenland.

Det er en skøn bog, der gør op med store dele af en ellers dominerende opfattelse af Maria som skøge eller i bedste fald mindreværdig.

I bogen læser vi om en Maria, der er ifølge Grundtvig var Jesus’ “veninde” og måske også kæreste, og som selv efter Jesus’ død blev forkynder for en bred kreds af interesserede.

Til sidst citeres direkte fra sangenes sang, det gamle testamentes store klimaks (også kaldet “højsangen”), som er en hyldest til menneskelig poesi, erotik, længsel, trofasthed og kærlighed, og som ifølge Skovmand minder om Marias sorg efter korsfæstelsen. Hun havde mistet sin ven:

“Jeg vil stå op og vandre rundt i byen i gade og på torve. Jeg vil søge ham, jeg elsker så højt. Jeg søgte ham, men fandt ham ikke.”

På den måde bliver kristendommen en form for ånds- og kærlighedsfællesskab, og ikke en kamp mellem en dualistisk adskilt ånd og krop (som i værste fald kom til at stå for mand og kvinde med hekseforfølgelser osv.).

Så der er noget med Maria, Jesus, højsangen og Grundtvig. På sin vis er det noget af denne sammenhæng, som politisk tog form i grundlovens religions- og forsamlingsparagraffer, og som også informerer ægteskabets fineste dyder.

Man og kvinde i ånd, kærlighed og venskab.

Link til omtale af bogen:

https://www.bibelselskabet.dk/anmeldelse-af-mariaevangeliet

 

48. d. 8. december 2021: Opdatering af Sophias hjemmeside

Jeg vil lige slå et slag for dannelsestænketanken Sophias nye hjemmeside. Sophia blev etableret omkring 2006 og spillede i årene efter en stor rolle ift at fremme kritikken af den tiltagende instrumentalisme, som udviklede sig i de sene 00’ere og resulterede i skole- og læreruddannelsesreformerne omkring 2013.

Måske er jeg lidt reduktionistisk, men jeg vil sige, at tænketankens hovedlinje udspringer af de tidlige 1990’ere, dvs. tiden omkring Ole Vig Jensens tid som undervisningsminister. Vig Jensen omtales ofte positivt hos Sophias folk. Under ham forenedes en mild rest-grundtvigianisme og en lidt hjemløs reformpædagogik med forskellige musiske og æstetiske temaer samt lidt kritisk teori. Kundskabsbegrebet lå dog stort set brak. En stor del af Vig Jensen-linjen blev efterfølgende opslugt af det konkurrerende “ansvar for egen læring”, mens de tiloversblevne dannelsesfolk herefter stiftede Sophia, der på den måde kom til at stå i en produktiv modsætning til læringsrevolutionen.

Helt aktuelt kan man høre Steen Nepper Larsens fine interview med John Krejsler om Krejslers nye bog “Skolen og den transnationale vending”. Krejsler giver en flot forklaring af dette tema, og i hans bog er der også en – måske lidt teknisk – gennemgang af det, man kan kalde en national tradition, som Krejsler både elsker og hader i en eller anden mystisk kombination, som ender med at underminere sig selv.

Krejsler har også nogle kritiske markeringer ift det nye Herning-seminarium, som både han selv og Nepper Larsen er enige om at kalde nationalt-konservativt. Krejsler sætter dette i modsætning til en accept af globaliseringen, som han faktisk selv står for. Han vil arbejde “taktisk”, som han siger, ind i OECD-diskursen, hvilket ikke lige lyder som Nepper Larsens kop te?

Begge glemmer dog, at et hovedbegreb i Herning-initiativet faktisk er det meget lidt pladdernationalistiske “verdensborgerskab”, som netop – og eksplicit inspireret af Peter Kemps arbejde – markerer et mundialt og humanistisk opgør med et økonomisk defineret begreb om “det globale”. Herning-initiativet er derfor ikke “nationalt-konservativt”, men blot pædagogisk, dvs. konservativt og interesseret i al almindelighed, både vedrørende fortrolighed med vores eget skønne sted og vedrørende interesse i og forståelse for verdens andre spændende steder. Det giver en god kritisk effekt på det opgør med stederne, som i disse år effektueres af det økonomisk-biologiske globaliseringssystem, som Krejsler forveksler med virkelig internationalisering.

Krejslers problemer skyldes, at hans filosofi er en blanding af Foucault og Deleuze, som begge har et problem med verdensforholdet. Herfra går det helt galt med kritikken. Krejsler havner i noget, som fortalerne kalder for “affirmativ kritik”. Krejsler er her på linje med en kollega i det uddannelsesvidenskabelige forskningsmiljø, Dorthe Staunæs, som Krejsler også fremhæver positivt i hans bog. Staunæs’ syn på kritik stiftede jeg selv bekendtskab med i 2015, hvor hun indberettede mig til universitetets ledelse for et helt almindeligt kritisk indlæg om hendes arbejde. Det var under al “kritik”, for nu at sige det på den måde, og Staunæs tabte da også sagen med et brag.

Til sidst vil jeg nævne, at denne “affirmative kritik” også har bemægtiget sig Danmarks Lærerforening. Det kunne man læse om i et indlæg på folkeskolen.dk af Morten Refskov, som ellers stillede op – og blev valgt – som en kritisk røst til DLFs hovedbestyrelse. Men nu er “kritikeren” så blevet “affirmativ kritiker”, hvorved kritikken forsvinder. Det svarer helt til Krejslers position.

På den måde opsluges kritikken af sit objekt. Det skyldes, at kritikken ikke er tilstrækkeligt stærkt filosofisk og videnskabeligt funderet, mens objektet, hos Krejsler altså “den transnationale vending”, ofte er.

Men jeg løber ud ad en tangent nu. Mange tak til Sophia for at fortsætte det fine arbejde.

Links:

Link til Sophias nye hjemmeside: https://www.sophia.nu/

Link til Nepper Larsens samtale med John Krejsler. Her kan man også læse Krejslers svar på ovenstående indlæg: http://www.sophia.nu/podcast/1689/

Link til Krejslers bog: https://samfundslitteratur.dk/…/skolen-og-den…

Link til omtale af Staunæs-sag: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu

Link til DLF-indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/dlf-mener-kritik-eller-kritik

 

49. d. 22. december 2021: Afslag på ansøgning om frit lærerseminarium

Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg har afvist ansøgningen om en fri læreruddannelse i Herning.

I afslaget er der ikke angivet nogen særlig begrundelse. Der konkluderes blot følgende:

”Jeres ansøgning har været drøftet på møder i udvalget den 23. november og den 14. og 21. december. På baggrund af udvalgets drøftelser blev det konkluderet, at der ikke er politisk flertal for at etablere Den Frie Læreruddannelse i Herning. Udvalget vil derfor ikke på baggrund af jeres ansøgning bede ministeren om at skabe lovhjemmel til etablering af uddannelsen.”

Det er på en måde lidt paradoksalt, at man på den ene side tvinger universiteter til at flytte uddannelser til provinsen, men når provinsen så selv foreslår en ny, selvstændig og gennemarbejdet institution, så bliver det afvist ved kasse 1. Det tyder på, at vi er i ideologisk terræn.

Jeg har en halv teori, som jeg lige kan lufte, og som kan være en del af forklaringen på afvisningen: Det er jo nok de radikale, der har været tungen på vægtskålen. Her har man sådan set været for et frit lærerseminarium, men man har været skeptisk over for at lægge uddannelsen i Herning. Denne skepsis har åbenbart vundet. Hvorfor mon? Jo, måske fordi den tidligere landsformand for de radikale, Svend Thorhauge, her i efteråret forlod sin stilling i partiet for, pr. d. 1/12- 2021, at tiltræde som chef for læreruddannelsen i UC-VIA, som jo har ansvar for læreruddannelserne i Silkeborg og Nr. Nissum, som jo ligger tæt på Herning. Mon ikke Thorhauge har snakket med sine gamle venner i partiet? Dermed er ”skepsis” blevet til ”vished”.

VIA har stor magt i det midtjyske og har været stærkt imod etablering af klassiske seminariestrukturer og imod hele den dannelsessammenhæng, som det frie seminarium er et udtryk for. Og faktisk forsøgte VIA for få år siden decideret at nedlægge Nr. Nissum-uddannelsen.

Så det er denne organisationsinteresse, som Thorhauge nu er blevet en del af, og som han kan forstærke via sine forbindelser til de radikales ledelse. Men som sagt: Det er blot en hypotese.

Nu må man så finde et andet sted til den frie læreruddannelse. Måske Sønderjylland? Eller måske Vestsjælland? Bare som eksempler. Men så bliver de vel sure i f.eks. UC-syd, som jo har en station i Haderslev? Hvad vil von Oettingen, som er rektor for UC-Syd, sige til det? Måske giver det lidt splid inde i UC-maskineriet? Det må man håbe. De farlige højskolefolk svæver som kinesiske flagermus og spreder dannelsesskræk.

I Skolemonitors dækning er især Uffe Elbæk begejstret for afslaget. Elbæk sad jo i Mandag Morgens Kompetenceråd i 1998 og tilhører derfor den konkurrencestatsinspirerede del af det, som senere blev til partiet Alternativet, hvis øvrige rester ellers har støttet seminarieinitiativet, hvis jeg har forstået det ret.

Elbæk siger også, at hele emnet nu er dødt, altså ikke blot det konkrete initiativ i Herning, men alle former for private læreruddannelsesinitiativer. Men folketingsudvalgets formuleringer ovenfor giver ikke grundlag for en sådan fortolkning, synes jeg? Nu må vi se i de kommende dage, hvem der har misforstået hvad. Men vi skal nok på den anden side af et valg, og hvem ved så, hvem der har kræfter til et nyt initiativ?

Uffe Elbæk vil have mere frie tøjler for professionshøjskolerne, som jo er etableret med udgangspunkt i konkurrencestatsideologien, som Elbæk selv har været med til at fremme. Dvs. at han vil have mere centraliseret konkurrencestatsdecentralisering. Det står i stik modsætning til den egentlige alternative sjæl, dvs. en syntese mellem natur og kultur.

PS: Tilføjet nogle dage senere: Svend Thorhauge lagde dagen efter et indlæg på FB, hvor han forsøgte at tale Herning-sprog, selvom hans egen institution har gjort alt for at kritiserer tankerne bag Herning-initiativet. Dette paradoks bestyrker min hypotese, som jeg ser det.

https://skolemonitor.dk/nyheder/art8540610/Politisk-flertal-giver-d%C3%B8dsst%C3%B8d-til-ny-og-fri-l%C3%A6reruddannelse-i-Herning

Link til Svend Thorhauges fb-opslag fra d. 23. december: https://www.facebook.com/SvendThorhauge/posts/341532787797274

 

50. d. 3. februar 2022: Ny bog om pædagoguddannelsen

Det er ikke kun læreruddannelsen, der er til løbende diskussion. Det samme gælder pædagoguddannelsen.

Der er netop udkommet en debatbog om emnet ”God og dårlig pædagoguddannelse”, som indeholder ”18 skarpe tekster om landets største videregående uddannelse”, som det hedder i undertitlen.

Der foregår mange interessante ting i bogen, som indledes med et flot manifest, der gør radikalt op med den pædagoguddannelse, som har udviklet sig siden midt-00’erne. Manifestet lægger vægt på formål, frihed og fag.

Der er også mange spændende tekster; f.eks. åbningsartiklen, som er skrevet af den nok førende forsker inden for feltet, den tidligere seminarielærer ved Jysk Pædagogseminarium, Karsten Tuft.

Karsten Tuft skriver, at pædagoguddannelsen udspringer af det civile samfunds opdragelsesprocesser, som især landets kvinder arbejdede med, og som staten efterhånden så velvilligt på. Denne proces fik stor betydning for demokratiets og pædagogikkens udvikling.

Dertil kommer, at Tuft placerer pædagoguddannelsen som en central del af den demokratiske udvikling omkring grundlovens frihedsparagraffer, især §71, som stadfæster den personlige friheds ukrænkelighed. Og der er bestemt ikke tale om nyliberalisme her. Det er snarere tale om demokratisk-liberale-humanistiske erklæringer, der trækker på hele efterkrigstidens kulturudvikling. Tufts samtidige interesse for leg og tradition gør ham altid interessant at læse.

I en note om sin tese definerer Tuft forskellen mellem demokrati og totalitarisme på en måde, som i høj grad forklarer, hvorfor pædagogikken har trange kår under nedlukningens regimer. Ja, Tuft nævner faktisk vaccinationstemaet i denne sammenhæng:

”I et demokrati er skellet mellem civilsamfund og stat, mellem det private og det offentlige, en forudsætning, der adskiller demokratiet fra totalitarismen, hvor dette skel ophæves og det totalitære styre gennemtrænger alt”

En anden af bidragsyderne er Jan Jaap Rothuizen, som er forskningsleder i UC-VIA’s dannelsesgruppe. Han fortæller i en af sine artikler, ”Mellem styring og pædagogik”, om udviklingen fra pædagogseminarierne til de moderne professionshøjskoler. Han kalder det en ”forfaldshistorie”. Han mener, at ”pædagogik blev taget ud af ligningen”, at de moderne UC’er lider af ”forstoppelse”, og at uddannelsen er blevet ”affortryllet”. Der bliver virkelig kritiseret igennem i disse passager.

I to andre artikler arbejder Niels Jakob Pasgaard og Jan Jaap med at revitalisere kundskabsbegrebet, og jeg vil også nævne Hans Henrik Hjermitslevs artikel, som forbinder seminarietraditionen med de grundtvigske linjer. Til sidst vil jeg fremhæve Hans Henrik Hermitslevs og Pasgaards fælles artikel om dannelse, hvor de forbinder de aktuelle dannelsesdiskussioner med pædagoguddannelsens muligheder og tradition.

I en tredje artikel af Rothuizen fremhæves inspirationen fra den tyske dannelsestradition, især fra Herbart. Det er faktisk lidt kontroversielt i denne sammenhæng, fordi mange pædagoger, herunder Karsten Tuft, har haft et meget negativt syn på Herbarts arbejde, der opfattes som et udtryk for en form for sort skole. Det er dejligt, at Jan Jaap her bryder ny grund for den pædagogiske dannelse. Årsagen til, at Rothuizen kan komme frem til disse konklusioner er i min fortolkning hans reviderede og udvidede opfattelse af kundskabsbegrebet. Jeg er dog lidt ærgerlig over, at hans interessante begreb om ”ballade”, som tidligere har fyldt i hans arbejde, er udeladt af analysen. Der er dog rester af begrebet i en artikel, som han har skrevet sammen med Line Togsverd, hvor der tales om de pædagogiske situationers indbyggede ”ustyrlighed” og ”polyfone” struktur. Men i en vis forstand er ”ustyrlighed” det modsatte af ”ballade”, eftersom ”ustyrligheden” jo køber styringens præmis.

Der er også flere andre udmærkede indlæg, men jeg vil holde her.

Det tegner godt for pædagoguddannelsen, hvis disse tanker og deres manifest kan realiseres.

Litteratur:

H.H. Hjermitslev & B.M. Rasmussen & L. Togsverd (red.). ”God og dårlig pædagoguddannelse – 18 skarpe tekster om landets største videregående uddannelse”, DPP Forlag. https://www.werkshop.dk/producenter/85-forlaget-dpp/1097-god-og-daarlig-paedagoguddannelse-/

 

51. d. 7. februar 2022: Højskolen til debat i 1961

For et par måneder siden havde Ove Korsgaard en interessant kommentar i Højskolebladet om en legendarisk debatbog, ”Højskolen til debat”, fra 1961, som ansporede mig til at læse bogen igen. Jeg har linket til Korsgaards kommentar nedenfor.

Selvom man roligt kan sige, at tiden omkring udgivelsen var turbulent, så er det tankevækkende, hvor lidt bogen handler om samtiden og den nære fortid, dvs. besættelsen, den kolde krig, Berlinmuren, kommunismen, demokrati mm..

Bogen handler snarere om forståelsen af 1800-tallet, eller rettere om 1900-tallets forståelse af 1800-tallet, det vil sige ikke mindst om forholdet mellem Grundtvig, Christen Kold, S. Kierkegaard og om nogle af de store højskoleforstandere fra 1860 og frem til 1. verdenskrig.

Så når højskolen inviterer til aktuel debat, så handler det om fortiden. Det er et godt tegn. Året før var den Blå Betænkning for folkeskolen udkommet. Men der var der ingen fortid.

Ove Korsgaard gør opmærksom på, at Askov-læreren, Jørgen Bukdahl, var ”rasende” efter udgivelsen. Det skyldes at hans kritiker, teologen og tidehvervsmanden Kaj Thaning, havde hele to artikler med i bogen, og at den ene af disse artikler har et efterskrift, hvor Thaning rakker Bukdahl ned, uden at Bukdahl blev tilbudt at svare.

Så på den måde er der tale om en Thaning-bog. Det hele emmer af Grundtvigsk tidehverv, dvs. først menneske og derpå kristendom. På den måde bliver højskolen til en kulturskole. Løgstrup slutter af, men han er også Thaning-mand og taler varmt om kunsten. Der er også et indlæg af Gyldendals direktør, Ole Wivel, som understreger tendensen. Det samme gør flere andre indlæg af den ene og den anden højskolemand (der er ingen kvinder).

Men i en vis forstand er Thaning-linjen og dermed bogen også et opgør med fortiden, selvom stort set alle forfatterne er teologer.

Her er min fortolkning af forskellen mellem Bukdahl- og Thaning-linjen:

Bukdahl mener, at højskoletraditionen bunder i forskellige vekselvirkninger mellem især Kold, Grundtvig, Kierkegaard. Ja, han lægger endda vægt på en overordnet lighed mellem Grundtvig og Kierkegaard vedrørende synet på tysk idealisme, på massen og på dannelseseliten. Kold repræsenterer ifølge Bukdahl en slags syntese af Grundtvig og Kierkegaard. På den måde får Bukdahl aftegnet en både pluralistisk og sammenhængende tradition, der hænger godt sammen med hans nynordiske filosofi om forbindelserne mellem national, nordisk og europæiske kulturtraditioner; en reference der ellers kun er sekundært repræsenteret i bogen via nogle ret negative referencer til Holger Begtrups og CPO Christiansens stort anlagte historiesyn. Så der er skam megameget kunst og kultur hos Bukdahl, selvom han ikke er enig med Thanings kulturlinje.

I Askov-forstanderen Knud Hansens artikel fornemmer man lidt samme holdning som Bukdahls. I al fald taler han for, at Kierkegaards syn på ånd kan inspirere til en moderne højskolepraksis, men også til en kritik af moderne psykologi. Han nævner dog ikke Grundtvig og Kold, hvilket er lidt ærgerligt for mit ærinde.

Kaj Thaning mener derimod, at Kold med al sin kristendom ødelagde Grundtvigs livsoplysningsprojekt, og Thaning inddrager ikke rigtig Kierkegaard. Dermed falder ”det kristne” ud af alle tre 1800-talskoryfæer i Thanings fortolkning.

Det er derfor, at højskolen bliver en sekulariseret ”kulturskole” hos Thaning. Vi er havnet lige præcist i den splittelse i læreruddannelsen, som diskuteres helt aktuelt i forbindelse med KLM-faget.

Men Thanings noget grovkornede kritik slår på en måde ham selv i bagdelen. Det skyldes, at hans egen teologiske bevægelse, det såkaldte “Tidehverv”, som blev etableret i 1920’erne, i høj grad bestod af både Kierkegaard- og Grundtvig-inspirerede teologer, dvs. en form for ”lighed mellem G og K” – jf. Bukdahls tese –, men blot under 1920’ernes og skyttegravenes tegn. Ja, i en vis forstand kan man godt anskue 1961-udgivelsen som en form for syntese inden for denne sammenhæng, dvs. som en blanding af kulturinteresse (sekulariseret Grundtvig) og eksistentialisme (Sartre mm.), der blev forstærket efter krigen.

Så på en måde er Thaning selv en slags moderne Kold, hvis man følger Bukdahls logik? En højskoleforstander under Grundtvigs og Kierkegaards åndelige sammenhæng. Blot uden at være ved det, fordi det med ”det kristne” er blevet parkeret?

På den måde får Bukdahl en slags ekstra pointe. Vi taler blot om to forskellige århundredes synteser af livssammenhænge, som måske har endnu dybere strukturelle rødder.

Få år senere – altså i midten af 1960’erne – forlod Grundtvigianerne Tidehverv, hvorfra deres elever, nu uden eksistensen, flød over i den nye venstrefløj, især til SF. Tilbage i Tidehverv havde vi så Kierkegaard-teologerne, nu uden kulturhumanismen, som to årtier senere dannede Dansk Folkeparti og gjorde op med ”det moderne sammenbrud”.

Jeg hepper selv på Bukdahls synteser og mere gamle dage, så fremtiden kan blive til noget.

Men herlig bog. Kunne man ikke lave noget lignende for læreruddannelsen? Altså: ”Læreruddannelsen til debat”?

Men det skal i så fald ikke være et temanummer i professionshøjskolernes blad om læreruddannelsen, som hedder ”Studier i læreruddannelse og profession”. Hvorfor ikke? Nej, fordi man i dette blad nu stiller formelle krav om, at forfatterne skal lave et ”metodeafsnit” og et ”state of the art”-afsnit, så ”debatten” kan ligne nogle UC-bacheloropgaver. Herre Jemini!

https://hojskolebladet.dk/nyhedsarkiv/2021/dec/ove-korsgaard-bogen-hoejskolen-til-debat-afspejler-en-vigtig-strid-som-har-traade-langt-tilbage-i-hoejskolens-historie

 

52. d. 7. februar 2022: Ny udvikling i diskussion om dannelse og KLM-faget på læreruddannelsen

Først lavede folk med rødder i landets dannelsestraditioner et forslag om et frit lærerseminarium i Herning, hvor alle landets pædagogiske linjer – den grundtvigske, den didaktiske og den reformpædagogiske – kunne vekselvirke i fuld dybde og udsyn. Under forslaget lå en stærk kritik af UC’ernes pædagogiske ideologi, som især udviklede sig mellem 2006 og 2013.

Folketinget afviste forslaget af mere eller mindre uransagelige grunde. Det skete i december 2021.

Nærmest samtidig, i slutningen af november 2021, kom der så et forslag fra nogle af feltets interesseorganisationer – DLF, de lærerstuderende, KL og professionshøjskolerne -, også kaldet ”udviklingsgruppen”. Det var en slags ministerielt bestillingsarbejde.

Dette forslag accepterede den grundlæggende instrumentalisering fra 2006/2013, men den opnormerede også især kvaliteten af det didaktiske element. Dertil kom, at gruppen ville nedlægge faget Kristendomskundskab, Livsoplysning og Medborgerskab (KLM), som udgjorde resterne af seminarietraditionen. Faget overlevede med nød og næppe 2013-reformen, og nu skulle det altså væk igen.

Alexander von Oettingen havde tydeligvis haft stor indflydelse på gruppens arbejde. Han funderer dannelse i ”undervisning” i en mærkelig form for modsætning til kulturhistorien; en modsætning, som ikke fungerer i dansk skoletradition efter min mening.

Udviklingsgruppens rapport fik så især Lene Tanggaard og Keld Skovmand op af stolene i en række grundige kronikker i Kr. Dagblad, og Tanggaard svingede også taktstokken på sidste uges Folketings-høring om læreruddannelsen, godt bakket op af censorformanden for KLM, Lakshmi Sigurdsson, og flere andre. Von Oettingen og andre UC-folk forsvarede sig efter bedste evne rundt omkring. KL og DLF deltog ikke i høringen, mens de lærerstuderende støttede Udviklingsgruppens forslag. De mente, at forslaget indeholdt KLMs emner, hvilket jeg nu på ingen måde er overbevist om.

Men nu skifter to af de organisationer, som var med i udviklingsgruppen, mening. De er blevet berørt af kritikken. Det gælder især de lærerstuderendes organisation, hvor den dygtige formand, Caroline Holdflod Nørgaard, nu ligefrem taler for et udvidet KLM-fag, der både skal samle seminarietradition og didaktik. Nørgaard ledsager sin nye holdning med en hyldest til seminarietraditionen og med en barsk kritik af professionshøjskolernes ideologi. Hun siger til folkeskolen.dk:

“Der er også brug for, at der tages politisk ansvar for, at de bygninger vi går i, faktisk skaber et læreruddannelsesstudiemiljø. De nye campusser er bare store betonbygninger med hvide vægge og meget lidt fokus på, at vi er lærerstuderende (…) Og samtidig bør man se på, hvordan vi kan få genetableret den lokale læreruddannelsesrektor, som kan være en autoritet og markant meningsdanner i forhold til, hvordan de lærerstuderende skal uddannes. De lærerstuderende har brug for én at spille bold op ad”.

Nørgaard taler for en form for statslig baseret friskolemodel, som jeg ser det i en gammel seminarieånd. Det er skønne ord.

Danmarks Lærerforening lader til at følge trop efter Holdflod Nørgaard, dog på en nærmest dvask måde. Formanden, Gordon Ørskov Madsen, siger følgende, også til folkeskolen.dk:

“Det er fint at slå de fag, som vi foreslår, sammen. Hvis det kan være en løsning, så kan jeg godt se, at det kan fungere. Om det skal hedde KLM eller noget andet er ikke så afgørende. Jeg hører, at politikere og folk fra uddannelsesverdenen mener, at det er vigtigt, at faget hedder KLM. For mig er det ikke vigtigste. Men hvis det kan være det, der samler, så mener jeg godt, at det kan være en farbar vej.”

Ørskov Madsen virker blød og holdningsløs. Og om han er enig med Caroline Holdflod Nørgaard i den meget kritiske vurdering af professionshøjskolerne, får vi heller ikke at vide. Han har mest været optaget i at indføre mundbind i skolerne og i at omdanne skolerne til små coronaorganisationer, er mit indtryk.

Så nu er udviklingsgruppens forslag splintret?

Så hvad nu? En ny rapport?

Spændende at høre, hvad de andre aktører siger til denne udvikling.

Links:

Dagens artikel fra folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/laererstuderende-aendrer…

Mere om udviklingsgruppens udspil med links mm.: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af…

Lidt om Herning-initiativet: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om…

Folketingshøring om dannelse, d. 1. februar: https://www.ft.dk/da/aktuelt/nyheder/2022/02/01022022-ufu-dannelse-laereruddannelse

 

53. d. 21. februar 2021: Aarhus Universitets forslag om læreruddannelse og ”kandidat i velfærd” i 2007-10.

I det følgende vil jeg omtale en tråd i den nyere pædagogiske historie. Nemlig historien om, hvordan en kuldsejlet læreruddannelse satte sig i konkrete afskedigelsesbegrundelser. Undervejs kommer jeg ind på det ene og det andet, som jeg selv synes er interessant.

A. AU’s forslag om læreruddannelse i 2007

I september 2007 ansøgte Aarhus Universitet om at lave en læreruddannelse; en ”5-årig akademisk læreruddannelse”, som det hed. Ansøgningen blev godkendt af Akkrediteringsrådet, men efterfølgende afvist af politikerne.

Forslagets faglige referencer var et opgør med pædagogisk tradition. Der var lidt til OECD og EU-kommissionen samt til nogle evalueringsrapporter. Dertil en enkelt reference til den tyske didaktiker Andreas Helmke, hvis tekniske didaktik dengang havde stor indflydelse i systemteoretiske kredse. Desuden var der en kort reference til en artikel af den indflydelsesrige systemteoretiker, Jens Rasmussen, som jo også stod for evalueringen af den statslige læreruddannelse i 2012, som var tømt for dannelsesindhold.

Den allermest centrale reference er dog samme Jens Rasmussens bog ”Viden om uddannelse”, som han skrev i 2007 sammen med Claus Holm, som dengang var kommunikationsmedarbejder på DPU, og den daværende prodekan på DPU, systemteoretikeren Søren Kruse. I det hele taget spiller Niklas Luhmanns systemteori den helt afgørende rolle i denne bog. Filosoffen og teologen Peter Kemp, som havde været institutleder for Pædagogisk Filosofi på DPU, skrev et sted, at bog var ”antifilosofisk”, og det har han ret i, synes jeg.

Udspillet fra Aarhus Universitet trækker da også helt klart på en eller anden kombination af Rasmussens/Holms/Kruses pen. F.eks. i følgende ”dannelses”-ideal, hvor den omtalte reference optræder direkte:

”De kommende lærere skal være i stand til at lade deres praksis lede af forskningsviden og at kunne analysere deres egen praksis. Det indebærer, at viden (faglig, fagdidaktisk og pædagogisk) bør være den styrende faktor for progression i uddannelsen og ikke praksis/praktik, som det er tilfældet i den nyligt vedtagne læreruddannelseslov. Det indebærer endvidere progression mellem uddannelsens teoretiske, vejledende del og uddannelsens brugbarhedsorienterede praksisdel (Rasmussen et al. 2007).”

De systemteoretiske distinktioner er over det hele, vel at mærke i kombination med et totalt opgør med læreruddannelsens tradition og praksis, f.eks. ”den nyligt vedtagne læreruddannelseslov”, som det spydigt og reduktionistisk hedder.

Hvordan ser faget pædagogik ud i udspillet? Her er nogle markeringer:

”Undervisningen i de pædagogiske fag er rettet mod en profession. Det indebærer, at relevans og anvendelighed af de teorier og forskningsresultater, der inddrages i undervisningen, ekspliciteres, så det står tydeligt for de studerende.”

Så altså ”relevans og anvendelighed” over hele linjen.

Og videre:

”Det pædagogiske område i uddannelsen indeholder elementer fra det pædagogiske, psykologiske og sociologiske felt. Inden for det er læreplansteori, herunder målbeskrivelser, faglige standarder, progression, samt evalueringskriterier, evalueringsformer, udførelse af evaluering og karaktergivning/skriftlige udtalelser i fokus. Endvidere er udarbejdelse af undervisningsplaner, valg og vurderingskriterier for undervisningsmaterialer væsentlige elementer”.

Dertil nævnes elevplaner, portofolier og disses ”betydning for kommunikations- og læreprocesrefleksioner”.

Så altså ”evaluering” og målstyring over hele linjen. Især ”evaluering”.

Vi ender altså med et totalt opgør med dansk læreruddannelsestradition, som reduceres groft via referencen til 2006-loven. I stedet indsættes evaluering, relevans, målstyring og anvendelighed, som jo blev centrale begreber efter 2006, hvor Globaliseringsrådet og i videre forstand ”Skolerådet” for alvor ændrede strukturen i dansk pædagogik. Skolerådets rigtige navn var faktisk ”Rådet for Evaluering og kvalitetsudvikling”. Her sad to nationaløkonomer, en systemteoretiker og Niels Egelund, som jo helt havde købt præmissen.

B. DPU’s forslag om Kandidat i ”velfærd” i 2009

Som sagt blev AU’s forslag ikke realiseret, men i de efterfølgende år satte tankegangen sig stærkt i DPU’s udvikling, ikke mindst via den nye dekan, Lars Qvortrups, ledelse fra december 2007. Her forsøgte man f.eks. i efteråret 2009, anført af prodekan Søren Kruse, som jo var medskribent på ”Viden om uddannelse”, at omdanne alle DPU’s uddannelser til en samlet ”velfærdskandidat”.

Denne nye uddannelse i “velfærd” var baseret på ”kvalitet, produktivitet og effektivitet”, som skulle relateres til ”arbejdsmarkedet” på en ”relevant” måde. Uddannelserne skulle ”performe” bedre og give bedre ”indtjening”, hed det.

Faktisk er ”en ny læreruddannelse” også nævnt i dette forslag, så måske var det stadig et issue på det tidspunkt, altså i 2009? I hvert fald markerer referencen, at der en sproglig og ideologisk forbindelse mellem de to uddannelsesforslag.

Her følger “velfærdskandidatens” definition af forslagets centrale begreber:

Ved ”kvalitet” i uddannelsen forstås, at ”de studerende opnår læringsresultater forstået som kvalificering”.

Ved ”produktivitet” i uddannelsen forstås, at de studerende ”gennemfører uddannelsen på normeret tid”.

Ved ”effektivitet” forstås, at ”uddannelsen kan gennemføres, således, at der er sammenhæng mellem graden af mål og opfyldelse (kvalitativt og produktivt), de ressourcer, der er til rådighed, og de ressourcer, der anvendes på uddannelsen.

Sproget er som en mur. Det er som om, at ingenting findes.

Omkring 2007-10 handler læreruddannelse og pædagogisk forskning altså om relevans, evaluering, anvendelighed, kvalitet, produktivitet og effektivitet. Alt andet ligger brak. Der er heller ikke noget om emner som klima, bæredygtighed, køn eller IT. De kom først senere, hvor de kunne bygge videre på 00’ernes tomhed.

Velfærdskandidaten lagde også op til at ”revidere eksisterende kandidatuddannelser” og til at etablere en ”ny bacheloruddannelse i uddannelsesvidenskab”. Så der var nervøsitet i DPUs kroge.

Men heller ikke ”velfærdskandidaten” blev gennemført i den angivne form. De gamle kandidatuddannelser fra DPUs etablering i 2000 forblev intakte.

Uddannelsesvidenskaben effektueredes dog i 2010 som en mærkelig blanding af Foucaults kritiske termer og systemaffirmativ ideologi. Samtidsdiagnostikerne, som jo også var Foucault-folk og elever af Lars-Henrik Schmidt, løb derfor hen til uddannelsesvidenskaben, hvor de mest filosofisk indstillede af dem formodentlig har det svært i dag, fordi denne uddannelse jo var stiftet ud af selvsamme neoliberale diskurs, som man hævdede at gøre op med. Der kom faktisk en bog fra miljøet fra 2017, som er tankevækkende. Især når man kender til baggrunden.

C. Næste “uddannelsesreform”

Uddannelsesvidenskaben blev altså til virkelighed med velfærdskandidaten som det ideologiske grundlag, mens det første tema – altså den generelle revision af de eksisterende kandidatuddannelser – ikke blev til noget.

Og dog: Den systemteoretiske og – som det fremgår – stærkt teknokratiske ledelse havde et horn i siden på filosofien. Få måneder efter ”velfærdskandidaten”‘s kollaps, forsøgte ledelsen systemteoretiske ledelse i februar 2010, sammen med en ny samtidsdiagnostisk mellemleder, at omdanne kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi til en uddannelse i samtidsdiagnose. Efter omfattende protester mislykkedes også denne aktion.

D. Fyringsvarsler

Men det var ikke slut. Da man ikke kunne komme igennem med sin uddannelsesreform, forsøgte ledelsen, igen sammen med den samtidsdiagnostiske mellemleder, i april 2010 – altså blot en måned efter – at afskedige tre pædagogiske filosoffer, fordi deres forskning angiveligt ikke skulle være ”relevant”, som det hed.

Dermed var et af ordene, altså “relevans”, som jo spillede en stor rolle i både uddannelsespolitikken generelt og i læreruddannelsesforslaget fra 2007, omdannet til en særdeles materiel effekt. En af de fyringsvarslede filosoffer, Asger Sørensen, har beskrevet processen i bogen ”Asger Sørensen går på universitetet” fra 2020. Bogen er virkelig interessant.

På en måde udgør disse fyringsvarsler resterne fra de mange tidligere tab, først tabet af læreruddannelsen, derpå af velfærdskandidaten og dernæst af DPU’s lokale “uddannelsesreform”.

Men Qvortrup kom heller ikke igennem med fyringerne, blandt andet pga. Peter Kemps ihærdige engagement i sagen. Til sidst gav Qvortrup op. Han forlod posten som leder i 2011. Siden forlod han DPU. Men han vendte tilbage i 2016 som leder af et nyt Nationalt Center for Skoleforskning, hvor både Holm, som nu selv var blevet leder, og Rasmussen bidrog til løjerne, som lå 100% i forlængelse af de tidligere processer.

Referencer:

Aarhus Universitet: Ansøgning om godkendelse af ny akademisk lærerbachelor, d. 28/9-2007.

Akkrediteringsrådets godkendelse af AU’s læreruddannelse og ministeriets afvisning, 2008: https://akkrediteringsraadet.dk/wp-content/filer/afgoerelser/Aarhus_Universitet_akademisk_laererbachelor.pdf

Søren Kruse: Uddannelsesreform: Velfærdskandidat – omsorg, læring, uddannelse, 4/9-2009.

Referat fra åbning af Nationalt Center for Skoleforskning: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk-nedsmeltning-nationalt-center-for-skoleforskning.html

Asger Sørensen (2020): ”Asger Sørensen går på universitetet – scrabbog fra omvæltningerne”.

Rasmussen, J. & Kruse, S. & Holm, C. (2007). ”Viden om uddannelse – uddannelsesforskning, pædagogik og pædagogisk praksis”, København: Hans Reitzels Forlag.

Ljungdalh, A. mfl. (2017). ”Uddannelsesvidenskab – en kritisk introduktion”, Samfundslitteratur.

 

54. d. 12. marts 2022: Barndom og barnlighed

Er barndommen en tidlig livsfase, som overstås?

Nej, barndommen er mennesket i fuld udfoldelse, og den lever videre inde i alle steder og i alle livsfaser, også hos oldingen på dødens rand.

Der findes ingen virkelig videnskab og ingen social praksis uden leg og omsorg inde i vanerne.

Opdragelse og børnehaver er derfor ikke en “forberedelse” til skolen, men snarere fuldbårne dannelsesprocesser i egen og selvstændig betydning, som giver både mennesket og dets institutioner livsfylde og begyndelse.

Hvis ikke denne proces er vellykket – hvis ikke barnet altid er inde i den voksne – bliver det voksne menneske barnligt, som er usundt, i stedet for “barn-ligt”, som er sundt.

Og hvis de voksne mennesker bliver barnlige, så bliver samfundet også barnligt. Og hvad sker der så, når samfundet bliver barnligt? Så vil det forladte barn styre barndommen og dennes værdier, dvs. alt.

Så barnligheden modnes i samfundet og spreder leg, nysgerrighed og åbenhed i institutioner og socialt liv.

(Inspireret af John Dewey: Democracy and Education, 1916, ch.4: Education as growth)

”With respect to the development of powers devoted to coping with specific scientific and economic problems we may say the child should be growing in manhood.

With respect to sympathetic curiosity, unbiased responsiveness, and openness of mind, we may say that the adult should be growing in childlikeness” (Dewey, s.50)

 

55. d. 14. marts 2022: Nedlukningsskole og avatarer

Lidt nyheder fra skolens verden:

A.

Inspireret af Nedlukningens fjernundervisning har et politisk flertal nu tilladt skolerne at lave helt op til 20% hjemmeundervisning. DLF ser muligheder, og Skolelederforeningen er nærmest begejstret.

Det samme er politikerne. De kalder det ”frihed” eller sådan noget.

Det er en udvidelse af Nedlukningens logik. Konsekvenserne er uendelige. Skolen ender som en algoritme og mister forbindelsen til “forsamlingen”.

B.

I samme genre kan folkeskolen.dk fortælle, at syge børn i København kan deltage i undervisningen via en ”avatar”, altså en form for stedfortræderrobot. Om lidt kan syge lærere gøre det samme. Men hvorfor overhovedet have lærere? Eller elever? Det er også Nedlukning.

C.

Endelig kan man læse, at Undervisningsministeriet har fået ny departementschef, Kent Harnisch. Han er importeret fra Finansministeriet, hvor han har arbejdet med skolepolitik siden 2012. Det vil sige, at han må have være involveret i skolereformens dybe instrumentalisering af dansk pædagogik.

Ministeren tror på ”stabil drift”, siger hun. Men ingen drift er uden ideologi, og Finansministeriet er fjende af pædagogikken.

I 2013 stod der statistik-økonomi på nedlukningen. I dag står der statistik-biopolitik. Det er negativ social arv.

Links:

Om foreningernes respons: https://www.folkeskolen.dk/dlf-skoleledelse-skolepolitik-christiansborg/skoleledere-og-dlf-ser-bade-muligheder-og-udfordringer-i-aftale-om-onlineundervisning/4182318

Politikernes respons: https://www.folkeskolen.dk/it-it-i-undervisningen-onlineundervisning/aftale-skoler-far-et-ar-mere-med-ekstra-frihed-og-mulighed-for-onlineundervisning/4182105

Den københavnske robot-ordning: https://www.folkeskolen.dk/fravaer-it-kobenhavn-kommune/kobenhavn-vil-bruge-robotter-for-at-spare-pa-sygeundervisning/4182730

Ny departementschef i UVM: https://www.folkeskolen.dk/…/borne-og…/4182292

 

56. d. 9. marts 2022: Tiden står stille i Rudersdal Kommune: Læring overalt.

Hvis nogen gik og troede, at læringsrevolutionen var afblæst, så skal de lige besøge Rudersdal kommune, som allerede i 2015 var blandt frontløberne med store AP Møller-bevillinger til Synlig Læringsprojekter. Her står tiden stille.

I et aktuelt opslag søger kommunen en afdelingsleder på en lokal folkeskole. I det korte jobopslag, der fylder ca. en side, optræder ordet ”læring” hele 16 gange.

Klikker man ind på kommunens skolepolitiske papirer, står der stadig synlig læring og læringsmålstyring over det hele.

Kommunen er totalt upåvirket af tidens diskussioner, og alt er som i 2015. Det er som om, at revolutionen står helt stille.

Links:

Jobopslag: https://www.laererjob.dk/resultat/paedagogisk-afdelingsleder-til-troeroedskolen-lja-83280246.aspx?jobId=LJA-83280246

Kommunens skolepolitik: https://skole.rudersdal.dk/skole/temaer/laere-laere

 

57. d. 20. marts 2022: Beskedenhedens problem

En lærer ved kun, hvad han ikke kan. Det skyldes, at pædagogik og undervisning er svage aktiviteter, som undersøger elevernes opmærksomhed og tilsynekomst i kulturens arvemateriale. Effekten heraf er uforudsigelig. Det er “ansvar uden viden”, som Gert Biesta siger. Det er den svage pædagogik høje loft.

Derfor er beskedenhed en lærers største faglige dyd. En lærer praler aldrig, ikke fordi, at han er beskeden som person, men fordi han kender sit fags ubestemmelige dybder og processer.

Men når nu samfundet siger, at læreren er dårlig pga. en statistisk test i skraskumslit, så giver det et kæmpeproblem:

Læreren kan ikke sige, at han er god og at hans elever skinner af kompetencer, for så praler han og bryder dermed beskedenhedens bud.

Men læreren kan heller ikke sige, at han er dårlig, for dermed køber han den logik, der siger, at undervisning har statistiske resultater, dvs. at undervisning skulle være stærk og ikke svag.

Læreren her herefter to muligheder for at forsvare sig fag og dettes indbyggede beskedenhed:

  1. a) Han kan vælte narrativet ved kritik og handling.
  2. b) Han kan forblive tavs og indædt i arbejdet med at finde børn og mennesker, han kan undervise, så de kan blive hans elever.

(Inspirationskilder: En blanding af Gert Biesta, Michael Oakeshott og Jacques Ranciere)

 

58. d. 20. marts 2022: KL’s teknologisyn

KL har gang i udviklingen af den helt store databiks. Det foregår i tre led (A-C):

A. Transhumanistisk rapport:

KL’s involvering i de meste radikale sider af teknologibegejstringen kom for alvor til offentlighedens kendskab i 2018. I dette år udgav KL en 200 sider lang rapport, det såkaldte ”teknologispring”. Rapporten var udarbejdet af det kontroversielle og transhumanistisk-orienterede firma, Dare Disrupt Dare Disrupt tog robotificeringen og teknificeringen af samfundet til nye højder.

Man kan læse rapporten her:

https://www.kl.dk/media/15341/kommunernes-teknologiske-fremtid-fuld-version.pdf

 

B. KL’s ”politik”:

Med udgangspunkt i denne rapport har KL efterfølgende udarbejdet en lang række politiske initiativer, der er samlet i det ene og det andet skrift. Det kaldes for ”politikker”

Her kan man f.eks. læse noget om robotter:

”En robot kan aflaste og bistå medarbejderne i opgaveløsningen og gøre borgerne mere selvhjulpne. Det gælder fx ældre borgere eller borgere med fysiske handicaps. Robotter med kunstig intelligens (læringsrobotter) kan på sigt individualisere og differentiere børn og unges læring og understøtte lærere og pædagogers arbejde.”

Både Dare Disrupts rapport og de forskellige politikker er samlet under overskriften ”politik” på KL’s hjemmeside:

https://www.kl.dk/politik/teknologispring/

 

C. KL’s ”styring”:

Disse ”politiker”, som altså har rod i Dare Disrupts rapport, har udmøntet sig i et enormt kompleks af administrative systemer, arbejdsgrupper, rapporter og tiltag, som nu skal udvikle og dirigere en omfattende datastyring af hele velfærdsområdet. Man kan læse om det enorme system under ”økonomi og administration” på KL’s hjemmeside. Det er bureaukratisk teknologipoesi for alle pengene:

https://www.kl.dk/okonomi-og-administration/digitalisering-og-teknologi/kommunernes-digitaliseringsprogram/

d. 22. maj udbredes ideologien på et stort KL-træf, hvor alle de mange talere er yderst positivt indstillet: https://tilmeld.kl.dk/kd2022

 

D. Før 2018:

Allerede i 2017 skrev jeg om KL’s ideologi i dette blogindlæg, hvor der også er links til tidligere analyser af KL’s teknologiske og pædagogiske filosofi:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kls-disruptionsideer-vuggestue-robotter-vr-briller.html

 

E. Konklusion:

Coronanedlukningen har uden tvivl forstærket den processuelle energi i dette ideologisk-politisk-administrative system, som i de kommende år vil sive ned i de enkelte kommuner, hvorfra ideologien kan omdanne velfærdsområdet, herunder de pædagogiske institutioner, til ukendelighed.

Der er ikke angivet nogle stopklodser fra institutionernes historie og dannelsesmæssige situation i materialet. Det er snarere skolereformens læringsforståelse, der arbejder, som det også fremgår af citatet under punkt C.