Stor ansættelsesrunde på DPU

Institutleder for DPU, Claus Holm, har meddelt, at instituttets økonomi allerede nu er tip-top, og at der skal ansættes hele 13 nye forskere. Det sker blot godt et år efter, at fyringerne flød kaotisk rundt.

Årsagen til de mange nye penge er angiveligt, at man har opsagt et større lejemål; en aktion man allerede havde planlagt i 2022, og som man derfor kendte til før fyringerne. Nu ansætter man endda dobbelt så mange, som man fyrede.

Holm indleder ligefrem sit seneste nyhedsbrev med overskriften ”Se nu stiger solen!” (se reference a+b i bunden).

Der er som sagt annonceret 13 stillinger. Det drejer sig om følgende:

  • fem professorater, herunder to som opfølgning på MSO-professorater
  • otte adjunkturer
  • to adjunkturer/lektorater

Særligt pædagogisk sociologi tilskydes midler. Det sker med emner som:

– To adjunkturer med krav om beherskelse af kvantitativ metode..

– Adjunkt/lektor i Large scale assesment/komparativ pædagogik

– Professor i professionssociologi

Der er også to stillinger i ”uddannelsesledelse og organisatorisk læring” i samme ånd.

Temaerne kører helt efter Holms ideologi. Pædagogikken er marginaliseret, og både nye og gamle ansatte vil fra nu af uden tvivl danse efter Holms pibe. Tavsheden vil brede sig, og den pædagogiske tænkning vil derfor dø hen.

For under 1½ år siden påstod Holm som sagt, at DPUs økonomi var gået totalt rabundus. Og selvom han i november 2022 kun manglede sølle 5 mio., tyede han til 6 afskedigelser af det videnskabelige personale, herunder en ubegrundet afskedigelse af undertegnede, som ved flere lejligheder havde kritiseret Holms synspunkter (se reference f).

Men nu ansættes der så 13 nye forskere, som flugter med Holms konkurrencestatsideologi. Der ansættes også et par forskningsassistenter udover de 13 i samme ånd, kan man læse på instituttets side med stillingsopslag.

Der fyres og hyres ud fra ren ideologi. Sådan kan man ikke drive et universitet.

Jeg har også konstateret, at Holm har ansat en ny viceinstitutleder, Pia Bramming, der afløser litteraturforskeren Anna Skyggebjerg, som selv blev viceinstitutleder i december 2022, altså lige omkring fyringerne. Skyggebjerg efterfulgte selv Christian Kjeldsen, som havde gjort lynkarriere i DPU’s system og forsvaret Holm i tykt og tyndt.

Bramming – og faktisk også Holm – støttede i 2015 Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs klage over mit kritiske arbejde (se reference d). Det foregik i de mest utrolige termer. Dengang var Bramming afdelingsleder for Staunæs’ afdeling.

Staunæs’ og Juelskjærs klage blev pure afvist af universitetet, men kun efter hårdt fagligt og offentligt pres.

Filosoffen Peter Kemp skrev f.eks. følgende, som i nærværende sammenhæng kan repræsentere den faglige utilfredshed med DPU i 2015, som man også kan læse om i reference c:

”Jeg ser absolut intet injurierende i Thomas’ blog. Han karakteriserer ud fra sit synspunkt, hvad det er for en ideologi, Staunæs står for og forsvarer, og det er velgørende, at han gør det. Når jeg læser hans citater af Staunæs, må jeg krybe tær, så pinligt, kunstigt og ukritisk synes jeg, det er. Det er utroligt, at den slags fører til et mso-professorat. Men vi er jo inde i en kulturkamp.”

I samme boldgade er det værd at nævne, at professor Morten Nissen netop er udnævnt til formand for Akademisk Råd ved fakultetet ARTS, som DPU jo hører under. Også Nissen støttede Staunæs på det kraftigste i sin tid (se reference e). Efterfølgende blev både Staunæs og Nissen forfremmet til at være strategisk godkendte professorer af Holm (såkaldte mso-professorater).

Disse processer og udnævnelser flugter med 100% kausal præcision med mine analyser i bogen “Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”, som udkom i februar 2024.

DPU’s organisation er ikke åndsfrihedens og videnskabens sted, men snarere en autoritær organisation, som landets pædagogisk interesserede ikke kan være tjent med.

 

Diverse dokumentation, a-f:

a) Claus Holms nyhedsbrev fra den 7. marts 2024:

“Se nu stiger solen!

Kære alle

Først en tak for det store fremmøde og konstruktive input til mødet om bygningsfortætning i tirsdags. Selvom vi sætter gang i projektet på en sur-sød baggrund, er det grundlæggende glædeligt, at vores afkald på 50 tomme kontorer og en månedlig lejeudgift på en halv million kroner betyder, at vi kan ansætte flere nye kolleger. Så nu går planlægnings- og inddragelsesarbejdet i gang med henblik på, at vi flytter tættere sammen i begyndelsen af 2026. Jeg tror, at vi har taget højde for de fleste åbenlyst vigtige forhold som fx lysindfald og sigtelinjer i de kommende auditorier, men der opstår altid udfordringer undervejs, og dem klarer vi selvfølgelig.

Fortætningsplanen, tegninger, tidsplan med mere kan studeres på her.

Men videre til gevinsterne. Som I ved, har DPU, efter en del års sur smalhals, nu nået en økonomisk balance, som tillader os igen at genbesætte vakante stillinger og rekruttere nye kræfter, hvor der er særlige ubalancer mellem opgaver og ressourcer, samt tage vare på flere af vores nøgleområder. Jeg er derfor meget glad over at kunne meddele, at der efter drøftelser med afdelingslederne og i den samlede Institutledelsen opslås i alt fem professorater, otte adjunkturer og to lektorater/adjunkturer i 2024.

Se ansættelsesplan for det kommende år her.

Stillingerne vil blive opslået eksternt i to etaper, og jeg ved, at der på mange af områderne er kolleger med stærke profiler, der vil have mulighed for at søge – og det vil jeg også opfordre meget til, at de gør!

Det er klart, at strategi såvel som vægtning af særlige ressourcebehov er et spørgsmål om prioriteringer. Afdelingerne har til sammen indmeldt velbegrundede ønsker om rekruttering til mere end 20 stillinger inden for forskellige områder, og det kan vi desværre ikke imødekomme. Jeg håber dog, at alle vil glædes over den samlede faglige oprustning og styrkelse af DPU, som opslagene er udtryk for.

Og så lidt nyt om navne. I den sidste af de mørke vintermåneder har både nye og gamle afdelinger gennemført valg til Institutforum og Forskningsudvalget. Jeg vil gerne sige tak til alle kandidater for at stille sig rådighed, og jeg glæder mig til at mødes med de nye medlemmer i de kommende måneder, der bliver nok at drøfte og forholde sig til!

Medlemmerne af de to fora kan nu ses på Medarbejderportalen: Institutform og Forskningsudvalget.

Og så vil jeg runde af med at kaste lidt lys på vores nye Institutledelse, hvoraf selvfølgelig særligt skal fremhæves de nytiltrådte afdelingsledere for Uddannelsesvidenskab Miriam Madsen hhv. Pædagogisk sociologi Rune Müller Kristensen. Dertil kommer Pia Bramming i ny rolle som studieleder og viceinstitutleder for uddannelse, en knap så ny viceinstitutleder for forskning Karen Valentin samt ikke mindst, afdelingslederne for de nye afdelinger i Pædagogisk antropologi og Pædagogisk psykologi Charlotte Mathiassen hhv. Fagdidaktik, Generel pædagogik og Pædagogisk filosofi Helle Rørbech. Sekretariatsleder er heldigvis fortsat Christine Wernberg Dalhoff.

De kan alle sammen ses her.

Det er forår, lyset lander på verdens kyst og også lidt på DPU. Det er der grunde til at glædes over!

Venlig hilsen

Claus Holm
Institutleder”

 

b) Link til Claus Holms notat om de nye ansættelser, d.26/2-2024: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2024/04/Ansaettelsesplan-for-DPU-2024-til-nyhedsbrevog-afdelingsledere.pdf

c) Alle indlæg vedrørende den omtalte klagesag fra 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu

d) Pia Brammings mail om Staunæs-sagen, april 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2024/04/Mail-fra-afdelingsleder-ved-Uddannelsesvidenskab.docx

e) Morten Nissen om Staunæs-sagen, maj 2015: https://www.folkeskolen.dk/forskning-undervisning/kritikkultur/2886125

f) Alle indlæg vedrørende afskedigelsessagen i 2022: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html

Aarhus Universitet skjuler relevant information for universitetets bestyrelse

Den 29. november 2022 blev jeg i forbindelse med en mindre fyringsrunde varslet afskediget fra Aarhus Universitet/DPU, selvom det ifølge et efterfølgende fyringsbrev, den 16. december, fremgik, at der intet var at udsætte på mit arbejde på de fire kriterier, som institutledelsen selv havde opstillet.

I løbet af de ca. to uger mellem varsling og fyring protesterede en lang række danske og udenlandske forskere og fagpersoner til universitetet, og der blev foranstaltet hele tre underskriftsindsamlinger, der samlede brede kredse i de faglige miljøer.

De mange henvendelser blev stilet til institutleder Claus Holm, til rektor Brian Bech Nielsen og til den splinternye bestyrelsesformand, Birgitte Nauntofte, som netop var ankommet fra NOVO’s systemer. Nauntofte, som startede som bestyrelsesformand d. 1. december 2022, erstattede den kulturkonservative Connie Hedegaard.

Årsagen til, at de mange forskere og fagfolk sendte deres henvendelser til både rektor og bestyrelse, var formodentlig, at man ville være helt sikker på, at sagen blev behandlet på en mere fyldestgørende måde, end Claus Holm selv var i stand til.

For grunden til, at man tvivlede på Holms dømmekraft var, at han er en slags part i sagen via sin mangeårige støtte til skolereform, dannelsesopgør og konkurrencestat. Holm havde i mange år brugt DPU’s kommunikationsplatform til at støtte alt det, jeg havde kritiseret i tidens løb. Mange mente derfor, at han benyttede lejligheden til at slippe af med en kritisk røst.

Men nu viser det sig, at universitetets bestyrelse slet ikke har været orienteret om disse mange henvendelser. Bestyrelsesformanden har ikke orienteret sin bestyrelse, og det har rektor heller ikke. Dermed har man givet institutlederen og hans begreber en nærmest enevældig uddannelsespolitisk magt over den pædagogiske forskning. Claus Holm har nu Danmarks pædagogiske forskning helt for sig selv. De videnskabelige diskussioner vil uden tvivl tage dybt skade af denne forstærkede realitet

Jeg fik mistanke om bestyrelsesformandens og rektors undladelsessynd, da en medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, Peter Balling, i løbet af sommeren 2023 skrev to kritiske indlæg til universitetets medie ”Omnibus”. Balling mente, at afskedigelserne på DPU var for dårligt begrundet. Deri var vi helt enige.

Af en efterfølgende mail-korrespondance med Balling kunne jeg udlede, at han – og dermed bestyrelsen – ikke var bekendt med de mange protester imod min afskedigelse. Derfor skrev jeg til universitetets ledelse, dvs. til rektor og bestyrelsesformand, om denne formodning virkelig kunne have sin rigtighed? Jeg kunne jo have overfortolket situationen.

Men det havde jeg ikke. Efter adskillelige henvendelser fik jeg d. 18. marts 2024 endelig et svar fra rektors jurist, Steen Dahl Pedersen. Bestyrelsen var ikke blevet orienteret om den omfattende kritik af institutlederens beslutning i december 2022. Min fornemmelse var korrekt.

Steen Dahl Pedersen mener, at fordi bestyrelsen ifølge universitetslovens §10 stk. 7 ansætter og afskediger rektor, så skal bestyrelsen ikke indblandes i ”personalesager”, selvom den pågældende sag altså har et helt alment og forskningspolitisk indhold, jf. de mange reaktioner. Her er Steen Dahl Pedersens svar:

”Kære Thomas Rømer

Tak for din mail af 16. marts 2024. Jeg skal minde dig om min mail af 16. januar 2024.

Personalesager vedr. andet end den øverste universitetsledelse behandles jf. Universitetslovens §10, stk. 7 modsætningsvist ikke af bestyrelsen.

Aarhus Universitet har ikke yderligere at tilføje.”

Venlig hilsen Steen Dahl Pedersen”

Men som sagt viser de mange henvendelser, at sagen ikke kan reduceres til en ”personalesag”. Desuden pegede en advokatredegørelse, som blev lavet på foranledning af Danmarks Magisterforening i foråret 2023, på, at universitetets ledelse ikke har levet op til forvaltningsloven. Endelig har universitetet efter min opfattelse også forbrudt sig mod universitetets vedtægt, dvs. den kontrakt med staten, hvor man forpligter sig på videnskabelig frihed.

Sager af denne principielle type, dvs. ideologisk betingede afskedigelser, angår derfor helt klart universitetets bestyrelse.

Og på en måde forstærkes dette konklusion af den nævnte §10, fordi en potentiel ”afskedigelse” af et inkompetent rektorat jo vil være betinget af, at bestyrelsen ved noget om de principielle sager, som universitetsledelsen er ansvarlig for.

Som det fremgår af Steen Dahl Pedersens mail ovenfor, kunne han også lidt nedladende fortælle – med CC til rektor og bestyrelsesformand – at han skam tidligere havde skrevet til mig. Men det havde han ikke. Han havde skrevet til en helt anden mailadresse. I Steen Dahl Pedersens korte beklagelse var der ikke engang et CC til den øvrige ledelsesstreng. Denne – trods alt – mindre forseelse forstærker fornemmelse af inkompetence.

Så de mange henvendelser fra forskere og interesserede medborgere havde været forgæves. De var ikke blevet bragt videre til bestyrelsen, fordi rektor og hans jurister mente, at den forskningspolitiske og faglige sag var en banal ”personalesag”. Derfor kunne de overlade det til Claus Holm at give alle protest-skriverne en standardskrivelse som svar.

Imens vaskede bestyrelsesformand, rektor og jurister hænder og misligholdt deres pligt til at drøfte sager af principiel betydning for universitets retlige og forskningspolitiske situation. Og først nu – efter vedholdende pres – kommer dette pinlige hemmelighedskræmmeri altså frem i lyset.

Bestyrelsen, som altså bevidst er blevet holdt i uvidenhed om væsentlige forhold, bør efter min opfattelse omgående tage skridt til både at afskedige rektor, jf. §10, og til at irettesætte den nye bestyrelsesformand. Grunden til at bestyrelsesformanden ikke nødvendigvis bør fjernes, er, at hun trods alt blev udnævnt nærmest samme dag, som sagen startede, så hun har måttet forlade sig på rektors særdeles kritisable dømmekraft.

Man kan tilgå de mange offentlige indlæg og dokumenter i sagen på min hjemmeside: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html

 

Universitetet og dets fjender

I 2003 skete der en revolution. Revolutionen efterlod danske universiteter i en fundamental krise, hvis effekt var en kortslutning af den akademiske frihed og dennes omfattende tradition. Revolutionens indhold var en ny universitetsreform, som tog den faglige og institutionelle autoritet fra de videnskabelige samfund. I stedet gav man magten til nye bestyrelser, hvor der var flertal af eksterne erhvervs- og organisationsinteresser, og man udviklede nye ledelsessystemer, der fik enorm magt over det videnskabelige liv. Nu skulle man have kontraktbaserede strategier, som flugtede med politiske og økonomiske interesser, og selv faste ansættelser blev løse. Sloganet var det forskrækkelige: ”Fra forskning til faktura”.

Ord som uafhængighed, sandhedskærlighed, nysgerrighed og kritik, som havde været definerende for universitetet, havde mistet deres autoritet. 2003-reformen gjorde kort sagt op med universitetets oplysningsfilosofiske rødder og dermed også med det såkaldte Humboldt-universitets idealer. Fakturaen havde besejret den europæiske ånd, dvs. dannelsen. Forskningsfrihed var nu en afmålt tilladelse. Det er med denne radikale omvæltning som udgangspunkt, at de danske universiteter har udviklet sig i en forkert retning i nu 20 år.

Allerede i 2003 var der protester fra intellektuelle kredse. F.eks. talte tidehvervsfolk om, at loven var et opgør med den europæiske åndshistorie, og den intellektuelle venstrefløj kritiserede de neoliberale styringsstrukturer. Begge havde ret. De gamle rektorer i både Aarhus og København var også særdeles kritiske. Alle levede nu under fakturaens regime. Jeg har beskrevet revolutionen og dens effekter udførligt i min nye bog ”Universitetet og dets fjender”.

Universitetsloven fra 2003 blev forstærket af Globaliseringsrådets arbejde fra 2006, som i høj grad handlede om universiteter og uddannelse. Også her var der tale om en omfattende instrumentalisering af samfundets kundskabsliv. Det var den nye konkurrencestats endegyldige sejr over den liberale stat, hvis eksistens jo er betinget af et frit vekselvirkende kundskabsliv. Alt skulle nu være i ”verdensklasse”.

Revolutionen i 2003 havde dermed skabt konkurrencestatens universitet, som desværre er det egentlige universitetets modsætning. Nu var det ikke længere sandhedskærlighed og kritik, som blev belønnet, men derimod indtjening, erhvervsrelevans og strategisk optimering. Det var en tragedie.

Hvem kunne dog finde på den slags? Altså at rive et smukt palads ned, fordi der måske var en punkteret rude i et kældervindue? Det kunne ikke mindst Anders Fogh Rasmussens skiftende regeringer fra 2001, hvor Helge Sander blev den gennemgående minister for et næsten nyt og forstærket forskningsministerium. Det var altså en liberal regering, der ødelagde hele den liberale oplysningstradition, som universiteterne var skabt ved. Det samme skete i parentes bemærket for folkeskolen og professionsuddannelserne. Det er et kæmpeparadoks for det borgerlige Danmark.

De nye ideer havde ganske vist løbende udviklet sig i løbet i 90’erne, hvor Socialdemokratiet havde regeringsmagten, dog med den gamle universitetslov fra 1970 og hele baggrundstraditionen som en modererende, men gispende struktur. Men det var KV-regeringerne, som for alvor gennemtvang de nye tider.

Historien om Aarhus Universitet er et eksempel på, hvor galt det kan gå. Her havde den daværende rektor, Henning Lehmann, været kraftigt imod reformerne, så han gik af i 2002. I stedet for Lehmann ansatte den nye bestyrelse i 2005 botanikeren Lauritz Holm-Nielsen, som kom fra Verdensbanken. Han havde også siddet med i den kommission, som omkring 2001 havde forberedt universitetsloven.

Holm-Nielsen foranstaltede straks nogle OECD-analyser, og et anmassende nysprog greb om sig. Det hele kulminerede i 2011, hvor det nye system manifesterede sig i en stor verdensbankinspireret fakultetsreform, der centraliserede alt. Nu skulle man have ”det frække universitet”, og man skulle gå ”fra viden til handling”. Parallelt med disse uhyrligheder kom sagen om den tyske musikprofessor, Linda Maria Koldau, der blev frosset ud af ledelsen på grund af sine faglige holdninger. Der var også heromkring, at de gamle kritiske venstrefløjskredse begyndt at tilpasse sig det nye konkurrencestatsuniversitet. Det er et fascinerende studie i totalitarismens mekanismer. Universiteterne var blevet fjende af kundskabsfunderede spørgsmål. I stedet skulle man underlægge sig andres svar.

De nye systemer skabte deres egne karriereveje, ikke mindst i Aarhus. De nye dekaner og den efterfølgende (og nuværende) rektor, Brian Bech Nielsen, kom direkte ud af 00’ernes processer. Bech Nielsen blev – efter nogle år som dekan – rektor i 2012, hvor han med det samme iværksatte en stor fyringsrunde, fordi reorganiseringen fra året før havde været så omkostningsfuld. Han skulle også lige bruge 100 mio. kroner til ”strategisk ledelse”. Folk rettede endnu mere ind.

Længere nede i systemerne udviklede man strategier, forskningsstrukturer og ph.d.-systemer, som skulle understøtte overgrebet, og efterhånden forstærkedes systemet af forskellige interesseorganisationer og erhvervspolitiske tænketanke, som pludselig havde fået ”interesser” i sagen. F.eks. ændrede rektorkollegiet navn til Danske Universiteter, og fagforeningerne blev jo også afhængig af de nye systemer. Desuden udviklede man en række stærkt ideologiske læringscentre, som skulle holde den frie pædagogiske vekselvirkning under kontrol. Det klassiske universitet var ellers præget af en dyb kontakt mellem kundskaber og pædagogik, men den sammenhæng blev nu reduceret til strategi og læring.

På Danmarks pædagogiske universitet (DPU), som blev en del af Aarhus Universitet i 2008, udvikledes et særligt instrumentelt syn på pædagogik og videnskab, der manifesterede sig igen og igen, og som jeg selv blev offer for i 2022. Her blev jeg uden begrundelse fyret, blot få måneder efter at have skrevet en stor monografi om skolens formål som gik imod institutlederens konkurrencestatsbaserede synspunkter. Både danske og nordiske forskersamfund foranstaltede store protester, men der kom ikke noget svar. Det nye teknokratis tavshed var larmende. Og der var ikke tale om en enlig svale.

Så omsorg for kritik og ytringsfrihed er ikke velset hos DPU’s ledelse, som hylder konkurrencestaten og taler ned om dannelsestraditionen. Også på Københavns universitet foretog man fyringer af førende forskere med de mest utrolige begrundelser, og på SDU underlagde man sig helt ukritisk FN’s såkaldte verdensmål, som Finansministeriet hurtigt fik omdannet til styringssystemer.

Al selvstændig videnskab var nu på lykke og fremme, og forskere som sociologen Heine Andersen og filosoffen Asger Sørensen kunne berette om den ene sag efter den anden ud over dem, som jeg allerede har nævnt. Også professorer som Svend Brinkmann og Ole Wæver og mange flere har støttet kritikken. Men der er mest tale om enkeltpersoner.

Parallelt med disse politisk-organisatoriske fjendtligheder opretholdes universitetets oprindelige sprog til festlige lejligheder; f.eks. ved at tilslutte sig diverse internationale erklæringer, men også i Aarhus Universitets egne vedtægter, hvis formuleringer stammer fra en svunden tid. Så disse vedtægter, som er en slags kontrakt med staten, misligholdes altså på det groveste, både af universitet og af staten selv. Man bruger universitetets sprog til at gøre op med universitetet. Der er tale om et overgreb på samfundets grundlæggende essens.

Hvis man har videnskaben kær, så er det vigtigt, at man skifter ledelsessystemet ud, så det vælges af det videnskabelige samfund, at der kommer sikkerhed i ansættelsen, så man kan forske frit, og at man i den forbindelse ændrer loven, så den understøtter universitetet og ikke dets fjender.

(Ovenstående tekst er en let redigeret version af en kronik, som blev bragt i Jyllands-Posten, d. 15. februar 2024 i forbindelse med udgivelsen af bogen “Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”. https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE16901672/universiteter-har-mistet-deres-kernevaerdier-til-fordel-for-strategier-og-teknokrati/)

Uddannelsespolitiske og pædagogiske noter, januar-februar 2024

Nedenfor kan man læse 38 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske temaer fra januar-februar 2024. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

Indholdsfortegnelse:

  1. Brian Degn Mårtenssons pædagogiske betydning
  2. 2½ paradoks
  3. Eske Willerslev om forskningsfrihed
  4. Konference: Den frie ånds krise på universitetet
  5. I-pad-kasser til små skoleelever
  6. I skolereformens kølvand
  7. Universitetet og dets fjender
  8. Hvem er LA?
  9. Lars Qvortrup som lærernes favorit
  10. Kjeld Holm og DPU
  11. Forskningspolitik i Norge og Danmark
  12. Interview om dannelse i Tænketanken Sophia
  13. Tidens profylaktiske princip
  14. Uffe Østergaard forsvarer universitetet
  15. Hedevig Baggers pædagoguddannelse
  16. Interview om universiteter i Berlingske
  17. Ånden fra Haderslev
  18. Byernes ånd: Synops
  19. Regeringens skoleudspil 1: Lærerplaner
  20. Regeringens skoleudspil 2: mobiltelefoner
  21. Skolekomedie og skoletragedie
  22. Ny digitaliseringsstrategi
  23. Radioudsendelse om Tænketanken Prospekt
  24. Udvidet brug af kunstig intelligens på Aarhus Universitet
  25. Ny kritisk universitetspolitisk bevægelse
  26. Økonomer og pædagoger
  27. Socialdemokratiske refleksioner
  28. Om ”nyskabende” forskning på DPU
  29. Refleksion 1 over staten M
  30. Refleksion 2 over staten M
  31. Sovjetisk videnskab
  32. Fælles skolemad
  33. Agedrup skole
  34. Kandidatudvalg, referencepanel og kompetenceråd
  35. Forskningspolitiske links af historisk interesse
  36. Angrebet på konsistorium
  37. Professorater i pædagogik – bedømmelser i 2023 og 2014
  38. Universitetet og dets venner
  39. Europa-Parlamentet om forskningsfriheden i Danmark

 

1. Den 2. januar: Brian Degn Mårtenssons pædagogiske betydning

I 2019 bad Årsskriftet Critique otte debattører om at svare på spørgsmålet: ”Er der håb for borgerligheden?”.

Den første, der svarede, var den pædagogiske filosof, Brian Degn Mårtensson. Han understregede pædagogikkens fundamentale betydning for både statsforfatning og kulturudvikling. Dannelse er vigtigere end erhvervspolitik, skrev han, og det er jo rigtigt nok. Det er herlig læsning.

Pædagogikken og dens betydning er ellers bestemt ikke noget specielt ”borgerligt”, og den gode hr. Mårtensson langer da også ud til både højre og venstre med præcise uppercuts fra 10’ernes arsenaler. Pædagogikken er jo sin egen, hvilket også fremgår.

Men Mårtensson minder på en måde højrefløjen om dens oprindelse, hvilket har været hårdt tiltrængt i lang tid. I dag er det venstrefløjen, der har glemt alt. Den har også brug for en Mårtensson til at løsne lidt op i alle de puritanske konkurrencestatsregnskaber.

Til sidst i sit indlæg har Mårtensson fem forslag til en borgerlig uddannelsespolitik, som bl.a. består af ”et fuldtonet opgør med social engineering, målstyring, managementidioti og misforstået lighedsmageri”.

Et af disse fem forslag er det følgende:

”DPU – Danmarks Pædagogiske Universitet – er en katastrofefortælling for sig, og jeg ser ingen anden løsning end en nedlæggelse, eventuelt efterfulgt af en etablering af et egentligt institut eller universitet med fokus på pædagogik.”

Så Mårtensson vil på en måde nedlægge DPU for at redde DPU.

Det er godt set i 2019.

Her i 2023 har DPU’s ”katastrofefortælling” konsolideret sin magt over den pædagogiske forskning, så Mårtenssons pointe er vigtigere end nogensinde.

De fire andre forslag handler om skolelovenes formål, om kommunaliseringen af pædagogikken, om uddannelsesinstitutionernes arkitektur og æstetik (de må ikke ”ligne en bank”) og om ”den tåbelige digitalisering”. Men dem må man selv læse. Der er noget at tænke over.

Mårtenssons indlæg har rødder i hans tankevækkende hovedværk ”Konkurrencestatens pædagogik” fra 2015, som var en Kierkegaard-inspireret læsning af den moderne pædagogik, og selvfølgelig også – jvf. bogens titel – en skarp kritik af den konkurrencestatspolitik som peakede i de år. Mårtensson viste, at konkurrencestatens pædagogik var “totalitær”, hvilket jeg er helt enig i.

Han har også flere andre vigtige udgivelser på cv’et:

I 2017 bidrog han f.eks. til antologien ”Uren pædagogik 3”, og i 2014-16 var han en afholdt blogger på folkeskolen.dk, hvor han holdt lærerne i live efter sammenbruddet i 2013. Han blev dermed en skattet debattør på den gamle venstrefløj, som jo dengang var imod konkurrencestaten. Mårtensson deler gaver ud til alle.

I de seneste år har han som tidligere nævnt gjort en kæmpeindsats for at bringe pædagogiske emner ind i det borgerlige Danmarks interesseområder. Det har der været hårdt brug for, for skiftende borgerlige regeringer har siden 2001 været en hovedaktør i cementeringen af konkurrencestatens ideolog. Ovenstående bidrag til Critique fra 2019 er et eksempel på dette arbejde. Og denne indsats blev i 2022 suppleret af storværket ”Borger og stat – en dansk indføring i liberale og konservative ideer”, som Mårtensson redigerede sammen med Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen fra Tænketanken Cepos. Der er 654 sider med myldrende tanker. Så kan de lære det.

Mårtensson er selv cand.pæd. fra DPU. Han blev uddannet, da ”katastrofefortællingen” for alvor fik magten over de pædagogiske rester. Så han ved, hvad han taler om. Efter sin eksamen blev han lektor på læreruddannelsen på UC Sjælland. Men da Mårtensson ville skrive en ph.d. om Grundtvigs pædagogik, så ville ledelsen af professionshøjskolen – imod institutionens sædvane – ikke give ham orlov. Grundtvig var imod ”forskningsstrategien”, som det hed.

UC’erne har samme forhold til Grundtvig, som DPU har til pædagogik. Man kan læse om sagen i Mårtenssons bog ”Mennesket som mål”, som udkom på Akademisk Forlag i 2018.

I dag er Brian Degn Mårtensson forstander for Sorø Fri Fagskole, hvor de formodentlig har en pædagogisk fest, og for nylig har han udgivet en digtsamling, ”Når dagen oprinder”, som jeg dog ikke har læst.

 

2. Den 3. januar: 2½ paradoks:

A. Det nationale paradoks: Fra forudsætning til identitet

Det store paradoks i nyere Danmarkshistorie er følgende:

Hvordan kunne det ske, at det store opgør med den nationale tradition blev gennemført af de nationale selv?

For det var jo det, der skete, med globaliseringsaftalerne i 2006 og videre frem, hvor folk og partier som Fogh, Haarder og DF stod centralt. Her blev alle de centrale institutioner omdefineret fra historiske lag til strategiske optimeringsmetoder.

Således rippet for pædagogik, folkelighed og sted, som jo havde ellers havde defineret det danske liv siden år 1849, blev det danske i stedet til “danskheden”, dvs. et spørgsmål om identitet, som endda blev defineret negativt, nemlig i modsætning til en anden ekspanderende identitet, Islam.

Dermed blev det nationale parkeret, mens hele det oprindelige vejsystem havde skiftet karakter.

Så det nationales største fjende endte med at være de nationale selv.

B. Det sociale paradoks: Fra klasse til strategi

Det store paradoks i venstrefløjens historie er, at opgøret med sociale klasser blev gennemført af venstrefløjen selv.

For det var jo det, der skete, i regi af de sociologerne Ernesto Laclau og Chantal Mouffes arbejde fra slutningen af 1980’erne. Her gjorde man op med de sociale klasser, som var alt for ”ontologiske”. I stedet omdannede man venstrefløjen til et spørgsmål om strategi, diskurs og identitet. Det var identitetspolitikkens grund.

Og Bjarne Corydon elskede dette arbejde, fordi det pegede frem mod en ny strategisk realisme. Dermed kom opgøret med klassebegrebet til at fodre konkurrencestaten.

Bagved lurede også Ove Kaj Pedersens store læremester, den franske strukturalist og kommunist, Louis Althusser, som heller ikke var meget for handlingslivet.

Så det sociales største fjende er socialismen selv.

C. Det kombinerede paradoks: Den nationale venstrefløj

Endelig skal man jo huske på, at ca. halvdelen af venstrefløjen i 1970’erne faktisk var både meget national og meget klassebevidst. Det så man f.eks. i EU-modstanden og i andre folkelige bevægelser. Jeg lader dette tredje paradoks ligge for nu.

 

3. Den 4. januar: Eske Willerslev om forskningsfrihed

Professor ved Københavns Universitet, Eske Willerslev, er blevet interviewet til ScienceReport.dk om ytrings- og forskningsfrihed. Her kritiserer han en række konsekvenser af den universitetslov fra 2003, hvis filosofi stadig gælder.

Willerslev har nogle interessante og højaktuelle pointer. Blandt andet, at forskerne har alt for lidt sikkerhed i ansættelsen, hvilket medfører, at de bliver bange for ledelseslaget:

”Problemet er, at selv såkaldte fastansatte forskere i dag har usikre ansættelser, hvor de risikerer fyring. De fastansatte forskere er derfor dybt afhængige af deres personlige forhold til universitetsledelsen. Det betyder, at de ikke tør kritisere ledelsen på universiteterne.”

Sådan er livet f.eks. på Aarhus Universitet og DPU. Det er tankens død.

Og denne angst har ifølge Willerslev demokratiske konsekvenser:

“Vores demokrati hviler på, at journalister som dig og andre, der kan opsøge faglige kilder, der er uafhængige og tør udtrykke sig i den offentlige rum.”

Det er god gammeldags oplysningsfilosofi, som altså ifølge Willerslev er stærkt truet.

Willerslev argumenterer af den grund for, at institutledere bør vælges frem for ansættes, dvs. for en form for akademisk republik.

Eske Willerslev peger på Cambridge som et alternativ:

”Du kan ikke blive fyret for at kritisere ledelsen eller falde ud med politikere eller andre. Du skal begå ulovligheder for at blive fyret. Det er et helt andet mindset end i Danmark”.

I Norge og i mange andre lande har man en lignende ordning. Her er den angst, som præger det danske system og som lukker mundene og tanken, ikke så påfaldende.

https://sciencereport.dk/forskningsfriheden-under-pres/eske-willerslev-forskningsfriheden-er-i-krise-men-det-er-ikke-fondenes-skyld/

 

4. Den 4. januar: Konference: Den frie ånds krise på universitetet

Lørdag den 24. februar afholder folkene bag Årsskriftet Critique deres årlige konference i Stakladen ved Aarhus Universitet.

Årets tema er meget passende ”Den frie ånds krise på universitetet”.

Jeg glæder mig til at åbne arrangementet med en præsentation af tankerne i min nye bog “Universitetet og dets fjender” og til at høre de andre oplægsholdere, som er professor emeritus fra SDU, Nils Gunder Hansen, og dr. phil. Marianne Stidsen.

Man kan læse mere og tilmelde sig på linket. Håber at se så mange som muligt, der har lyst til at diskutere universiteternes tilstand og måske spise og drikke lidt sammen bagefter.

https://aarsskriftet-critique.dk/2024/01/aarskonference-2024-den-frie-aands-krise-paa-universitetet/

 

5. Den 9. januar: I-pad-kasser til små skoleelever

En lærer, Morten Korsbakke, fortæller på Folkeskolen.dk, at man på hans skole lukker små skoleelever ind i en kasse, hvor de sidder med en i-pad ”i timevis”:

”….de sidder derinde i timevis og i realiteten ekskluderes af klassefællesskabet dag efter dag.”

Det er nok det, man kalder at ”være i trivsel”? Faktisk har man i Silkeborg kommune, hvor Korsbakke er ansat, et program for de små klasser, som hedder ”trivsel på tværs”. Jeg tør næsten ikke undersøge det nærmere.

Der står også, at den pågældende folkeskole har afvist at levere et billede af de pågældende Ipad-kasser, så Folkeskolen.dk og Korsbakke har selv måtte konstruere et realistisk billede.

Jeg er helt tom for ord. Måske kan nogen give mig mælet igen? Måske en journalist, som undersøger sagen? Eller skolens ledelse?

Links:

Korsbakkes indlæg: https://www.folkeskolen.dk/inklusion-specialundervisning-trivsel/laerer-vi-kan-ikke-leve-med-pacificerede-kasseborn/4750346

Trivselsstrategi i Silkeborg: https://silkeborg.dk/borger/boern-og-familie/trivsel-udvikling-og-laering/samarbejdsmodellen-for-trivsel-paa-tvaers

 

6. Den 10. januar: I skolereformens kølvand

I Folkeskolen.dk, nr. 20, 2023, er syv af bladets faste anmeldere blevet bedt om at kåre årets bog.

Jens Raahauge, som er bestyrelsesformand for Tænketanken Sophia og tidligere formand for Dansklærerforeningen, har været så venlig at fremhæve min bog ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning” til hans bud på topplacering.

Raahauge har valgt følgende korte citat fra anmeldelsens konklusion som begrundelse:

”Thomas Rømers bog bærer på dokumentation og vidnesbyrd, som trods dens sine steder for kradsbørstige form, gør den til en inspiration til fortsat ageren mod den tænkning, der ligger bag afhumaniseringen af den nordiske skoletradition.”

Mange tak til hr. Raahauge.

Links:

Den aktuelle omtale på s. 44-45 i dette link: https://issuu.com/folkeskolen/docs/folkeskolen_nr._20_2023

Hele anmeldelsen fra d. 1. maj 2023: https://www.folkeskolen.dk/folkeskolereform-malstyring-paedagogik/skolen-traenger-til-en-kaerlig-and/4709468

Min egen glade kommentar til anmeldelsen kan tilgås i afsnit 10 i dette blogindlæg, hvor man også kan læse Lærke Grandjeans meget positive omtale af bogen (afsnit 7): http://www.thomasaastruproemer.dk/uddannelsespolitiske-og-paedagogiske-noter-d-10-april-d-8-maj-2023.html

 

7. Den 12. januar: Universitetet og dets fjender

På mandag får jeg det første fysiske eksemplar af bogen ”Universitetet og det fjender” i hånden, for bogen er nu ankommet til forlaget fra trykkeriet.

Og Klim har lagt bogen på forlagets hjemmeside med følgende tekst:

”De moderne danske universitetet er i dag underlagt stærke ledelser og strategier, der skal medvirke til at løse samfundets udfordringer. Det lyder måske godt, men desværre har det ikke noget med et universitet at gøre, oftest endda tværtimod.

I bogen ”Universitetet og dets fjender – og om livet på Aarhus Universitet og DPU” kan man læse om, hvad et universitet egentlig er. Med udgangspunkt i den universitetsfilosofiske tradition udarbejdes en skitse til en videnskabelig republik, som er karakteriseret ved nysgerrighed, sandhedskærlighed, politisk uafhængighed og intellektuelt engagement.

Dernæst omtales en række af de universitetsreformer, som har fundet sted i de seneste 50 år, samt den omfattende efterfølgende kritik, der har været. Der argumenteres for, at reformerne er udtryk for et opgør med den omtalte filosofiske sammenhæng og dermed med hele samfundets kundskabsforståelse.

Endelig undersøges og uddybes, hvordan disse ændringer konkret har materialiseret sig i en række sager på Aarhus Universitet og på DPU, som i indbyrdes vekselvirkninger har forstærket de omtalte problemer.”

Bogen kan allerede nu forudbestilles, men den officielle udgivelsesdag er stadig den 23. februar. Dagen efter, den 24. februar, afholder Årsskriftet Critique en konference om forskningsfrihed, hvor jeg skal præsentere bogens indhold, og allerede den 23. februar bliver der muligvis en reception.

Håbet er lysegrønt, men jeg håber alligevel, at udgivelsen fører til en intensiveret debat om universiteternes formål og i bedste fald til en ændring af lovgivningen og af gældende praksis.

https://klim.dk/bog/universitetet-og-dets-fjender/

 

8. Den 13. januar: Hvem er LA?

Jeg er begyndt at abonnere på Alex Vanopslaghs nyhedsbrev.

I sit første brev roser han regeringens forskningspolitik. Han skriver: ”Universitetsreformen indeholder også mange fine takter”.

LA stemte da også for reformen i sommers, men ok: Jeg troede ikke, at man ligefrem pralede med elendigheden her ½ år senere.

Og jeg som troede, at LA var et liberalt parti, som var imod konkurrencestaten? Men nu viser det sig, at de bare er postmoderne socialdemokrater?

Det er som om, at den genopstandelse, som det “borgerlige Danmark” ellers er i gang med, helt er gået Vanopslaghs næse forbi.

Genopstandelsen startede faktisk med LA’eren Merete Riisagers indsats som undervisningsminister, og også Henrik Dahl, som er fra samme parti, har gjort en indsats for kritikken af det erhvervsrettede universitet. Men Riisager er jo væk, og Dahl er på vej til Strassburg, så nu kan økonomerne åbenbart bestemme igen.

Først troede jeg, at markeringen havde rod i LA’s aktuelle tilnærmelse til de radikale, men netop de radikale var, så vidt jeg husker, meget imod universitetsreformen fra i sommers? Så udmeldingen i nyhedsbrevet kan ikke være udtryk for taktik.

Så LA arbejder nu for, at samfundets kundskabsliv underordnes den struktur af økonomiske og statistiske formater, som blev indstiftet via den daværende borgerlige regerings opgør med samfundets liberale, konservative og sociale forudsætninger omkring 2003.

Link til universitets-forliget, juni 2023: https://ufm.dk/uddannelse/videregaende-uddannelse/temaer/forberedt-pa-fremtiden/reform-af-universitetsuddannelserne-i-danmark

 

9. Den 16. januar: Lars Qvortrup som lærernes favorit

I december 2023 fyldte folkeskolereformen 10 år. I den forbindelse havde lærernes fagblad, Folkeskolen.dk, en gennemgang af reformens skæbne. Det tankevækkende er, at bladet kun har brugt én ekspert, nemlig Lars Qvortrup, der om nogen har stået for at understøtte reformens ideer med sin kraftige støtte til John Hattie, målstyring, datalæring, anti-grundtvigianisme og så videre.

Dertil kommer, at Qvortrup i 2021, sammen med sin kollega og åndsfælle, professor Jens Rasmussen, skrev den mest utrolige og ideologiske bog ”Skoleret”, som jeg har gennemgået udførligt i min egen bog “I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning” fra 2023.

Qvortrups og Rasmussens bog er en slags åndsfrihedens kollaps. De to herrer går nærmest amok på uren pædagogik, på Keld Skovmand og på andre, som siden 2013 havde forsvaret lærerne imod skolereformens ideologi.

I 2010 forsøgte Qvortrup som leder af DPU at nedlægge filosofien og at fyre tre pædagogiske filosoffer. Siden blev han uden offentligt stillingsopslag headhuntet af den nye institutleder, Claus Holm, til at stå for et John Hattie- og OECD-inspireret “Nationalt Center for Skoleforskning”. Det var en skandale for de indspiste.

Qvortrup og Rasmussen har også påvirket institutleder og Claus Holm dybt. Der er tale om er et slags antipædagogisk triumvirat, hvis tanker siden 2010 har sat deres autoritære stempel på en tiltagende tavs og forknyt pædagogisk forskning.

Så Qvortrup er nærmest en “hr. skolereformideolog”, dvs. den urene pædagogiks modsætning.

Men hele dette centrale skolepolitiske aspekt nævnes slet ikke i Folkeskolen.dk’s artikel, og der inddrages ikke andre eksperter? Dermed bliver artiklen en blåstempling af den tænkning, der førte til lærerens proletarisering.

Denne skæve og mærkelige prioritering er journalistisk og pædagogisk set kritisabelt, som jeg ser det.

Spørgsmålet er, om denne prioritering er et tegn på en mere generel tilstand på Folkeskolen.dk, hvor man jo har fået både ny chefredaktør og debatredaktør, hvor især førstnævnte ikke kommer fra den pædagogiske verden?

Man har kort sagt købt skolereformens præmis, som jo også blev forstærket af det såkaldte ”Sammen om skolen”, hvor både KL og DLF sidder på KL’s præmis. DLF lader også til at have tabt kontakten til de kritiske miljøer. Og KL er naturligvis decideret uden for pædagogisk rækkevidde.

Endelig vil jeg sige, at Qvortrup i interviewet kun bliver bedt om at gennemgå lovens underordnede detaljer, men ikke selve dens filosofiske struktur, som ellers er angivet i en faktaboks. Også dette forhold er kritisabelt.

Hvis denne iagttagelse er korrekt, så er det et eksempel på det, som jeg i ovennævnte bogtitel kalder for “forstærkning” (af skolereformens ideologi).

Måske det næste trin er “glemsel”.

https://www.folkeskolen.dk/efteruddannelse-folkeskolen-nr-20-2023-folkeskolereform/reformen-der-snublede/4748272

 

10. Den 22. januar: Kjeld Holm og DPU

Biskop Kjeld Holm har skrevet tre erindringsbøger, ”Åbne døre” (2010), ”Man lever af det, man får skænket” (2013) og ”Misklang og samklang” (2017). Her kan man læse, at Holm diskuterede flittigt med hele det rige og komplekse aarhusianske teologimiljø, men at han især var meget fascineret af teologen og filosoffen Peter Kemp.

Det skyldtes ikke mindst Kemps arbejde med ”engagementets poetik”, som groft sagt var en form for formidling mellem Kierkegaard og Grundtvig og mellem teori og praksis, hvor især den franske hermeneutiker, Paul Ricoeur, spillede en hovedrolle.

Denne ”formidling” mellem teori og praksis – altså “engagementets poetik” – var nyttig for den unge idehistoriker, Holm, der politisk set var glad for en blanding af Gert Pedersens SF og Svend Aukens Socialdemokrati, og som skulle have hele efterkrigstidens litterære og teologiske tradition til at passe ind. Holm skriver virkelig smukt om mange af disse relationer.

Senere løb Holm sammen med Johannes Sløk fra idehistorikerne hen til teologerne. De to åndeligt interesserede personer var trætte af de unge idehistorikere, som dengang mente, at alt er politik, hvilket stadigvæk lader til at være venstrefløjens store fejltagelse.

Og Holm blev faktisk også tidligt personlige venner med Kemp, som ellers selv havde sine kampe med det teologiske miljø. Det fremgår af Kr. Dagblads omtale af Kemps begravelse i 2018, som Holm selv forestod med nogle meget personligt udvalgte skriftsteder (jvf. vedhæftet link).

Dertil kommer, at Peter Kemp jo blev leder af Institut for pædagogisk filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitets (DPU) oprettelse i år 2000. Og Keld Holm kom med i det nye universitets bestyrelse, og fra 2005-08 blev han endda bestyrelsesformand.

Keld Holm var faktisk også glad for en anden fremtrædende idehistoriker, nemlig DPU’s rektor Lars Henrik Schmidt, som også Peter Kemp talte godt om, formodentlig fordi Schmidt supplerede sin irriterende strukturalisme med lidt åndsvidenskab.

Hans Hauge skriver i sin nye bog “Det umage par”, om Peter Kemps og Lars Henrik Schmidts tætte forhold på DPU. Han skriver, at de udnævnte hinanden til professorer, og at Keld Holm støttede dem begge, og det er jo interessante informationer.

DPU blev med andre ord skabt ud af et pædagogisk triumvirat af Gud, filosofi og idehistorie.

Denne interessante og kreative treenighed blev smadret i 2008. Her blev DPU opløst som selvstændig institution og i stedet underlagt en globaliseret og instrumentel ledelse på Aarhus Universitet, som forstærkede alle den nye universitetslovs dårligdomme.

Dermed forsvandt Keld Holms samtale med pædagogikken, for der fandtes jo ingen DPU-bestyrelse mere. Schmidt forlod sit rektorat, som jo også blev nedlagt, og Kemp gik på pension. Slut prut finut.

I stedet blev det reorganiserede DPU overtaget  en ny pædagogik-fjendtlig ledelse, hvor den nye dekan, Lars Qvortrup og hans åndsfæller fra 2008 svingede taktstokken med pisalister, målstyring og anden elendighed. Den nuværende DPU-leder, Claus Holm, blev også en del af denne gruppe. Han samlede det hele under konkurrencestatens ideologi, som var imod Løgstrup og så videre. Det var universitetets fjender.

Qvortrup gjorde direkte op med Holm-Kemp-traditionen. Filosofien skulle nedlægges, og Qvortrup kaldte Kemp for både ”løgner” og ”plattenslager” i forbindelse med en debat om læreruddannelsen.

Kemp og Qvortrup var som dag og nat i filosofisk forstand. Det var det gamle imod det nye DPU. Så vidt jeg ved, blandede Holm sig ikke i denne debat, hvilket faktisk er lidt mærkeligt, fordi debatten bl.a. handlede om faget Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab, som folk fra Qvortrups kreds ville af med. Men måske har jeg overset noget.

Jeg er lidt glad for, at Kjeld Holm, som heldigvis valgte at blive præst – hvilket ikke mindst skyldes en fantastisk oplevelse ifm. en tidehvervspræsts smukke ord til en enlig mor – har konfirmeret både mig og en af mine sønner. Det giver lidt Kemp-ånd videre.

Jeg kalder denne “ånd” for ”Korshøjen”, hvor jeg stadig bor. Korshøjen ligger i Ellevang sogn i Vejlby-Risskov, hvor Holm var præst og midtpunkt i omkring 20 år. Her boede en masse røde lejesvende, men Holm var ok, hed det sig, for han var jo ikke teolog.

Desværre skriver Holm ikke ret meget i sine erindringer om hans arbejde for DPU, hvilket både undrer og ærgrer mig.

Jeg er meget stolt over Kemps lille personlige hilsen i hans bog ”Filosofiens verden”: ”Til Thomas – i fælles og engagement og kamp – Peter”.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/sorgens-noedvendige-ledsager-er-taknemmelighed

 

11. Den 22. januar: Forskningspolitik i Norge og Danmark

Jeg er blevet skribent/debattør for Akademikerbladet. I mit første indlæg reflekterer jeg over en dramatisk forskningspolitisk sag i Norge,

Sagen, der handler om en delikat blanding af ytringsfrihed og styringssystemer, udspillede sig i december 2023.

Undervejs i indlægget trækkes tråde til universiteternes situationen i Danmark.

https://dm.dk/akademikerbladet/debat/thomas-aastrup-roemer/norsk-rektor-kritiserede-forskere-og-mistede-jobbet-faa-dage-senere-det-ville-aldrig-ske-i-danmark/

 

12. Den 24. januar: Interview om dannelse i “Sophia – tænketank om pædagogik og dannelse”

Musiker, forfatter og ph.d., Jens Skou Olsen, har interviewet mig for Tænketanken Sophia, hvor han selv er bestyrelsesmedlem.

I nedenstående opslag på Sophias facebook-side fortæller han om interviewet, der ligger som en podcast på tænketankens hjemmeside.

Jens Skou Olsen skriver bl.a. følgende:

”Her i Tænketanken Sophia er vi optagede af at blive klogere på, hvordan vi – som vi skriver i vores programerklæring – “…skaber en pædagogik, som på én gang har rødder og vinger, og som bygger på en fornøden autonomi til dem, der udøver undervisning…”.

Og en gang imellem er vi heldige at møde et menneske, som formår at give en levende stemme til lige præcis denne vigtigste grundsten i Sophia.

Det var min oplevelse, da jeg for nylig fik lov til at møde pædagogisk filosof og Ph.d. Thomas Aastrup Rømer i endnu et afsnit af vores “Pejling af dannelse”-podcast. Jeg gik opløftet og også en smule svimmel fra denne samtale! Vi havde en fortættet dialog, som undervejs udviklede en dyb både erkendelse og genkendelse hos mig. Thomas åbnede mit blik for noget, jeg udmærket kendte til, men endnu ikke havde erkendt i sin fulde konsekvens.”

Mange tak til Jens Skou Olsen for en interessant og lærerig samtale og selvfølgelig også for de meget smukke ord, som jeg er meget beæret over.

Links:

Link til Jens Skou Olsens fb-opslag: https://www.facebook.com/paedagogikogdannelse/posts/pfbid02R2hreFaqfh6Z8PbQKFtQPsF2UXq9vbuUv6tYcgdwgoreUQQSDDKTPSN1rBNAq7Lrl

Direkte link til udsendelsen: https://www.sophia.nu/podcast/35-beskyt-fortiden-saet-fremtiden-fri/

 

13. Den 25. januar: Tidens profylaktiske princip

Man bor i et stort smukt hus, fyldt med herlige kringelkloge og kunstfærdige tapeter.

Desværre er der en punkteret rude i det venstre kældervindue.

Hvad gør man ved det? Skifter ruden? Næ nej, man river da hele huset ned.

Det har også den fordel, at der ikke punkterer flere ruder nogensinde. Både det konkrete problem og alle fremtidige problemer er løst.

Men desværre har man så ikke noget hjem.

Mon det har noget med “mistrivsel” at gøre? Intet hus og intet sted og ingen duggede ruder?

 

14. Den 29. januar: Uffe Østergaard forsvarer universitetet imod universitetets fjender

Allerede i 1998 kunne den fremtrædende historiker, Uffe Østergaard, mærke konturerne af det forskningspolitiske kollaps, som få år senere materialiserede sig i form af universitetsloven fra 2003.

I et indlæg i Information skrev han et glødende, men også nuanceret forsvar for det intellektuelle engagement og for et frit og kritisk universitet. Han ville have et tårn uden elfenben, som han sagde, for det er demokratiets forudsætning:

“På den anden side er engagement og evne til konsekvent at tænke synspunkter igennem til deres logiske konklusion en forudsætning for at den nødvendige frie debat i et demokrati kan trives.”

Men denne centrale demokratiske funktion i universitetet var allerede i 1998 under pres fra “velmenende forskningsministre og alskens andre styrelystne bureaukrater med akademisk uddannelse”, står der, og Østergaard fortsætter:

”Problemet er bare, at det moderne masseuddannelses-universitet ikke er et specielt velegnet til intellektuel refleksion. Der mangler simpelthen tid og ro, for såvel studerende som lærere. Den gamle europæiske institution, universitetet, er blevet inddraget for meget i samfundets tummel og larm, med risiko for at blive direkte instrumentaliseret og nyttiggjort. I forsøget på at beskæftige sig med umiddelbart samfundsrelevante problemer og levere uddannelse og kandidater med umiddelbart relevante kvalifikationer er universitetet blevet dårligt til at løse den kritiske side af sin funktion.

Nu hvor elfenbenet effektivt er blevet pillet af dannelsens højborge, er det måske på tide at kræve tårnet bevaret. Det betyder genoprettelse af universitetets autonomi i forhold til de politiske herskere – velmenende forskningsministre og alskens andre styrelystne bureaukrater med akademisk baggrund. Informationssamfundets støj og ballade vil under alle omstændigheder garantere at der ikke bliver tale om gamle dages isolation og deraf følgende risiko for irrelevans – hvis der nogen sinde har været det.”

Nu er der gået 26 år, siden Østergaard skrev sit indlæg. Siden kom universitetsreformen og dens forstærkende og ledsagende processer, som gjorde præcist det modsatte af Østergaards gode råd.

I stedet lærte vi følgende:

– Vi lærte, at det, som Østergaard kaldte for intellektuelt ”engagement”, uden universitetets filosofiske essens som baggrund forfaldt til ”aktivisme”.

– Og vi lærte, at det sted i Danmark, hvor universitetets fjender satte sig mest effektivt på magten, var på Aarhus Universitet og DPU, som fra 2008 udviklede sig direkte ud af konkurrencestatens ødelæggende organer og dermed ødelagde betingelserne for det intellektuelle og demokratiske engagement og erstattede det med ”relevans og ”nytte”, som Østergaard udtrykker det.

(tak til Thue Kjærhus for at finde dette indlæg af Østergaard frem fra gemmerne)

https://www.information.dk/debat/1998/10/hvem-intellektuelle

 

15. Den 2. februar: Hedevig Baggers pædagoguddannelse

Grundlæggeren af landets første pædagogseminarium, fru Hedevig Bagger, gjorde sig omkring 1890 mange interessante tanker om pædagoguddannelsens indhold, hvilket man kan læse om i dette blogindlæg.

http://www.thomasaastruproemer.dk/hedevig-baggers-paedagoguddannelse.html

 

16. Den 5. februar: Interview om universiteter i Belingske

Christian Foldager har interviewet mig til Berlingske. I interviewet slår jeg et slag for universitetets dyder, autonomi og sandhedskærlighed, og jeg kritiserer universitetets fjender, dvs. det ”erhvervs”-universitet, som blev etableret af Fogh-regeringen fra 2003, og som siden har styrket dets magt.

Jeg fremhæver kort sagt bare de kvaliteter, som jeg selv blev opdraget med under min studietid i Aarhus fra 1986-93; dvs. dengang universitetet stadig bar præg af det universitet, som havde opdraget samfundet i århundreder.

I dag er det derimod ”arbejdsmarkedet”, der opdrager universitetet, og så har man jo slet og ret ikke noget universitet.

Sandhedskærligheden er flyttet til månen, mens Corydons tropper summer i kuben.

Her er et link til interviewet: https://www.berlingske.dk/debatinterview/forfatter-i-haard-anklage-de-borgerlige-er-blevet-fjender-af

 

I dagene efter interviewet kom der en række reaktioner. Nedenfor har jeg listet fire:

A. Marlene Wind

Professor Marlene Wind delte interviewet på X med følgende kommentar:

”Enig med Thomas Aastrup Rømer som i ny bog argumenterer for, at Universitetsreformen fra 2003 ødelagde de danske universiteter med (dårlig) top-styring og management-kultur. Den fri forskning findes stort set ik mere. @Danskeuni @DMCamilla”

Mange tak til Wind, hvis akademiske arbejde var udsat for nogle skrækkelige angreb tilbage i 2011. Jeg skrev lidt om det dengang: http://professorvaelde.blogspot.com/2011/06/

B. Camilla Gregersen

Diskussionen på Winds X-profil foranledigede DMs formand, Camilla Gregersen, til at dele et link til en god kronik fra Altinget. Kronikken, som er fra februar 2021, er skrevet af to lektorer fra RUC, Janne Gleerup og Brian Arly Jacobsen.

Gleerup og Jacobsen er enige i kritikken af 2003-loven og pointerer især dens nærmest skjulte negative effekter, som kommer oven i de åbenlyse angreb på forskningsfriheden:

”Langsomt tilvænnes forskerne at gå på kompromis med egne faglige standarder og bøje sig for de eksternt bestemte genstandsfelter, anviste undersøgelsesvinkler og metoder, der i stigende grad udstikkes som betingelser for midler.”

Det har de fat i noget meget ubehageligt, vigtigt og sandt og sørgeligt.

https://www.altinget.dk/…/forskere-vilkaarene-for…

C. Heine Andersen på Humboldt-forum

Professor emeritus, Heine Andersen, delte interviewet på det såkaldte Humboldtforum. Det kan man læse i dette link: https://www.facebook.com/groups/166751200038468/posts/7126880394025479/

Andersen starter med følgende:

””Forfatter i hård anklage: ”De borgerlige er blevet fjender af universitetet” lyder overskriften til en interviewartikel i Berlingske i dag. Det er stærke ord og en anklage, som man sjældent hører. Ikke det desto mindre er det sandt.”

(…)

Og:

”Der er brug for et selvopgør i den borgerlige lejr, hvis udviklingen skal vendes. Reformerne af vores uddannelsessektor har været forfejlet, og det må de borgerlige indse, hvis de vil rette op på tingene. De ødelagde universiteterne, seminarerne og skolerne i 2000erne.”

Efter disse citater forklarer Heine Andersen situationen med sine egne ord:

”Den forfatter, Berlingske citerer i et stort interview, er Thomas Aastrup Rømer, der indtil for et års tid siden var lektor ved Aarhus Universitet. Thomas har holdt fast i de klassiske idealer om universiteternes rolle til gavn for åndsfrihed og oplyst demokrati.

Det blev for meget for ledelsen, så han blev fyret, uden at der var blevet sat en finger på hans faglige indsats, og uden af der forelå en dokumenteret begrundelse. Grunden var, efter alt hvad der foreligger for mig og mange andre at se, ikke faglig. Jeg har fulgt sagen nøje i mere end 10 år.

Thomas har i mange år været kendt for sine klart profilerede faglige synspunkter på pædagogik og skolepolitik, og for din skarpe kritik af konkurrencestatspædagogik og bestemte faglige retninger.

Det hører med til akademisk frihed, at forskerne frit kan udtrykke deres meninger om universitetets anliggender, herunder om kvaliteten af ledelsens beslutninger. Denne frihedsrettighed har Thomas Aastrup Rømer udnyttet aktivt gennem årene.

Danske universiteter scorer bundplacering i Europa, når det angår akademisk frihed, og for mig som har indsamlet dokumentation og data om i udviklingen i mange år, var det ikke nogen overraskelse, at Thomas Aastrup Rømer blev fyret. I den højt besungne danske model er det let at fyre. Der kræves ingen særlig begrundelse, specielt hvis der fyres flere ad gangen. Derfor er det let og omkostningsfrit for ledelsen at skille sig af med besværlige kritikere for at få lukket munden på dem.

Derfor har de fleste lært at tilpasse sig og dukke nakken. Ledelsen er hverken kontrolleret inde fra eller ude fra, og har dermed hånds- og halsret. Det værste, der kan ske, hvis en fyring dømmes ulovlig i det fagretlige system, er at der skal udbetales en erstatning på nogle måneders løn. Det betales jo af skatteyderne. Genansættelse kommer ikke på tale.

Resultaterne har været katastrofale for den frie debat og den frie forskning. I dette tilfælde er aktionen dog ikke lykkedes fuldt ud. Det er ikke lykkedes at lukke munden på Thomas Aastrup Rømer. Han har nemlig nu udsendt en veldokumenteret og særdeles velskrevet bog, hvor han “langer han ud efter de borgerlige og socialdemokraterne, der ifølge ham smadrede vores fineste dannelsesinstitutioner i 2000erne”. Det er anledningen til Interviewet i Berlingske.

Jeg opfordrer til at læse interviewet i Berlingske. Det burde give stof til eftertanke – og frem for alt er det en glimrende appetitvækker og tilskyndelse til at fremskaffe og læse bogen: “Universitetet og dets fjender – livet på Aarhus Universitet og DPU”.”

Mange tak til Heine Andersen.

D. Henrik Dahl

Henrik Dahl delte interviewet på X med en helt anden vinkel. Dahl kritiserer, at jeg beskylder det borgerlige Danmark for at være en hovedaktør i universitetspolitikken i 00’erne. Her er hans markering:

”Den påstand, der fremføres i dette interview, fortjener hård modsigelse. Flertallet bag universitetsreformen i 2002 var de tre magtpartier Venstre, Konservative og Socialdemokratiet (plus Kristendemokraterne). Imod reformen var dengang Dansk Folkeparti. Plus fra jeg blev LA’s forskningsordfører i 2015 også mit eget parti.

Derfor er det virkelig, virkelig fordrejende at sige, at vore dages universitet er et borgerligt projekt. Det ved forfatteren uden tvivl godt. Men hvis han indrømmer, at han ved det, falder hans overordnede, ideologiske pointe fra hinanden.”

Også tak til Dahl, men jeg synes, han misforstår tingene. For det første lader han til at være enig med mig i selve kritikkens substans, altså at 2003-loven er et problem? Derfor er udtrykket ”hård modsigelse” måske lidt overdrevent?

For det andet var det jo VK-regeringer, der dominerede årtiet, og den gennemgående forskningsminister var fra Venstre. Så jeg synes, at det er helt på sin plads at fremhæve ”de borgerliges” ansvar i denne sammenhæng.

DF’s modstand i 2003, som Dahl nævner, er omtalt i min bog og jeg nævnte det faktisk også i selve interviewet, men det kom altså ikke med i den skriftlige del. At Dahl også har udtalt sig så sent som i 2015, synes jeg ikke ændre ved pointen, og i interviewet jeg nævner faktisk Riisagers parallelle arbejde med skolen. I øvrigt har LA underskrevet universitetsreformen fra i sommers, der ligger i direkte forlængelse 2003-lovens filosofi.

Endelig vil jeg sige, at alt det der med ”det borgerlige” primært udspringer af journalistens interesse. Det er ikke et ord, jeg selv tager op, og det er heller ikke nævnt i bogen.

Men det er da meget paradoksalt, at Danmarks liberale parti var hovedaktør i afviklingen af det liberale universitet, og det gik jo også ud over folkeskolen.

Så Dahl lader til at være enig med mig i substansen. Nu skal han bare overtale sit eget parti og de andre ”borgerlige partier” til at være ”borgerlige” på den rigtige måde , dvs. at ændre loven med 150%.

 

17. Den 5. februar: Ånden fra Haderslev

Jeg har skrevet et essay til Kontrast.dk om sammenhængen mellem “uren pædagogik”, kritikken af skolereformen og en særlig ånd fra seminariet i Haderslev, som udviklede sig fra Holger Henriksens virke, og som prægede en generation af sønderjyske intellektuelle.

Mange tak til Kontrast for at bringe disse skæve pædagogiske undersøgelser.

https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/aanden-fra-haderslev

 

18. Den 5. februar: Byernes ånd: synops

Tidligere i dag fortalte jeg, hvordan “uren pædagogik” spillede sammen med “ånden fra Haderslev”.

Ved lejlighed vil jeg også skrive en anden sønderjysk fortælling, nemlig om “ånden fra Rønshoved”. Både i Haderslev og Rønshoved var der også lidt “ånd fra Askov”.

Både Haderslev og Rønshoved endte på hver sin måde med at spille en stor rolle for den pædagogiske kritik. I dag er det mest i Rønshoved, det sner. I det som i sin tid blev kaldt for “Rønshovedgruppen” huserer bl.a. forstanderparret Thue og Nina Kjærhus, samt tidligere Askov-forstander Morten Kvist og den unge og spændende forsker Rasmus Vangshardt, som er inspireret af Jørgen Bukdahls gamle nynordiske temaer. Bukdahl var selv Askov-ikon, og det nynordiske huserede også i Rønshoved (og i Hillerød). Jeg kom selv med i gruppen omkring 2014.

Det var folk fra denne gruppe, der tog initiativ til et nyt seminarium i Herning, som pludselig ikke var noget for Venstres skolereformbegejstrede ordfører. I den proces kom Michael Böss og filosoffen Peter Kemp med ind i kredsen. De havde dog haft deres egne virksomme historikker, f.eks. om KLM-faget på læreruddannelsen, som jo ikke var uden relation til højskolernes ånd.

Endnu en geografisk undersøgelse kommer nok til at handle om “ånden fra Aalborg”. Der kommer alle professor Steinar Kvales elever fra. Kvale skrev om mesterlære, så skolereformens magtfulde professor, Jens Rasmussen, allerede tidligt røg i kridthuset. Konflikten mellem Kvales mesterlære og skolereformens radikale konstruktivisme/systemteori lå klar allerede omkring 2000.

Kvales dygtige elever er til dels stadig aktive. Især Svend Brinkmann og Lene Tanggaard. Men også mange andre, som jeg nok skal fortælle om, når jeg skriver mit essay om Aalborg-ånden. De er især psykologer.

Og så er der selvfølgelig skolehistorikeren Christian Ydesen, som kommer ud af en lidt anden faglig sammenhæng, men altså også fra Aalborg. Han har fastholdt Pisa-kritikken med rank ryg. Jeg tænker på ham som SF’er af den gode gamle skole.

Dernæst kommer “ånden fra Odense”. Den er ved at gå til i Verdensmål og OECD, selvom den faktisk havde lidt mere kritisk momentum på et tidspunkt, især omkring folk som Steen Beck, Nina Dohn og Keld Skovmand. Men Skovmand blev marginaliseret af DPU-folkene, og nogle af de andre blev lidt tavse eller flød ud i Verdensmål og endda i OECD-dannelse, hvilket fremgår af en aktuel international bog fra miljøet, som er meget skuffende.

Vi må heller ikke glemme Erik Schmidts fantastiske sejr over Odense Kommune i Landsretten i 2019. Sagen er tabu i Odense er mit indtryk.

Endelig er der jo salig Christen Kold.

På den måde kan vi fortsætte med en by ad gangen: Det mærkelige, lidt tavse og konforme København og nogle smukke små lyde fra Ribe. Aarhus og Emdrup har jeg allerede skrevet en hel bog om.

Og så er der naturligvis “Roskildes ånd”, som indeholder ekstremt modsætningsfulde tendenser. Disse tendenser er desværre ikke gjort synlige, men de indeholder faktisk store muligheder. På en måde er RUC-fortællingen af helt særlig interesse.

Og der er sikkert også andre byer og landskaber. På den måde ender vi med et flot pædagogisk Danmarkskort – en hel bog? – omkring det sorte hul i Emdrup/Aarhus.

 

19. Den 6. februar: Regeringens skoleudspil 1: Lærerplaner

Det var en god dag i går. Det skyldes, at rektor Alexander von Oettingen udgav et indlæg på Skolemonitor om folkeskolens læreplaner. Indlægget var en skriftlig udgave af et oplæg, som han holdt for ministeren, forligskredsen og for det såkaldte ”Sammen om skolen”, som består af en række organisationer (DLF, KL osv.).

Alexanders indlæg er en kraftfuld rejse i virkningshistorien fra de tyske filosoffer Herbart og Benner. Det er undervisningens og læreplanens filosofi.

Men det var jo netop ”undervisningen”, som skolereformen gjorde op med i 2013. Vi skulle gå ”fra undervisning til læring”, som det hed dengang.

Efterfølgende var de nye professionshøjskolerne frække nok til at kalde dette opgør med undervisning for ”fremragende undervisning”. Men da var det så, at von Oettingen erklærede, at han i så fald foretrak noget ”pissedårlig undervisning”, hvilket ligefrem blev en bogtitel.

Og på en måde er det mest positive ved det hele, at Alexander holdt sit oplæg INDEN, han blev medformand for den nye ministerielt nedsatte læreplansgruppe. For det vil jo sige, at forligskredsen godt kunne lide hans tanker, der som sagt er et radikalt opgør med skolereformens tankegang.

Men måske har politikerne alligevel været lidt nervøse, for de har, hvilket ellers ikke altid er tilfældet, givet von Oettingen en formandsmakker, nemlig Lise Tingleff fra EVA. Og EVA har om nogen stået for opløsningen af det undervisningsbegreb, som von Oettingen elsker. Det så man i to meget indflydelsesrige EVA-rapporter fra hhv. 2011 og 2012.

Splittelsen i dansk pædagogik er dermed ført ind i den nye gruppe. I baggrunden lurer Reformkommissionen, der jo sætter en overordnede dagsorden, som er helt på EVA’s og skolereformens side. Til gengæld sidder formanden for Merete Riisagers læreplansgruppe fra 2017, Lene Tanggaard, også i den nye gruppe, hvilket er et virkelig godt tegn, for hun er nærmest endnu mere kritisk overfor skolereformens ”læring”, end von Oettingen er. På den anden side støttes EVA-linjen, som jeg vurderer det, af en skoleleder og en SDU-professor.

Men den kritiske linje står stærkt. Det må man med glæde indrømme. Og Tingleff var faktisk også med i Riisagers gruppe i sin tid, hvor EVA-linjen nærmest var udvisket. Hun var dog ikke “medformand”.

Tesfaye genoptager dermed tråden fra Merete Riisagers kritiske linje. Også Riisager satte sit kritiske virke ind på en ændring af skolens læreplaner, hvilket fik en særdeles positiv effekt på skoledebatten.

En lidt åben flanke i Alexanders oplæg er hans punkt 5, der netop handler om evaluering og test. Disse emner er jo ikke et problem i almindelig pædagogiske og faglige sammenhæng, men når EVA og læringsideologien tager over, så står den på nationale test, trivselstest, OECD og digitaliseret styring.

Man må håbe, at von Oettingens store faglighed får lov til at sætte dagsordenen i samspil med Lene Tanggaard, som altså også er med i gruppen.

Von Oettingen repræsenterer i øvrigt den ”ånden fra Haderslev”, jeg skrev om i går, hvor den indflydelsesrige seminarielærer, Holger Henriksen var den dominerende figur. Tanggaards virke er derimod udtryk for ”ånden fra Aalborg”, som blev funderet af psykologen Steinar Kvale. Så den nye læreplansgruppe er en slags syntese mellem tysk didaktisk tradition og den sociale psykologi: Henriksen/Herbart og Kvale. Det er disse to kilder, der skal holde EVA i kort snor.

https://skolemonitor.dk/debat/art9744900/Her-er-seks-forpligtende-pr%C3%A6misser-for-de-nye-l%C3%A6replaner-i-et-dannelsesperspektiv

 

20. Den 6. februar: Regeringens skoleudspil 2: mobiltelefoner

I går var en god dag. Det skyldes, at Undervisningsministeriet udgav dets særdeles restriktive anbefalinger for skærme i skoler og fritidstilbud.

Der står f.eks. følgende bevingede og enkle ord om folkeskolen:

”- Indfør mobilfri skole

-Spær adgangen til ikke-relevante hjemmesider

– Læg tablets og computere væk, når de ikke bruges i undervisningen”

Det er ægte digital dannelse.

Disse tre anbefalinger, som er særdeles håndfast formulerede, er jo en revolution for mange; ikke mindst for digitaliseringsforskerne på Aarhus Universitet, som igennem mange år har forsvaret og forstærket det digitale pres på skolerne.

Og for fritidshjemmene står der på samme måde f.eks. følgende:

”- Indfør mobilfri fritidstilbud

– Rammesæt brug af skærme i fritidstilbud”

Med disse forbud som udgangspunkt, kan man så bruge digitale læremidler, når det er et ”pædagogisk og didaktisk behov”, som det hedder, og der lægges helt klart op til at vælge analoge læremidler, når det er muligt.

Det hele er ganske vist pakket ind i en masse om lokale indflydelse, så man kommer lidt i tvivl om, hvorvidt der blot er tale om et debatindlæg. Men nærlæser man de ledsagende bløde ord, så strammes der alligevel op igen. F.eks. skal eleverne – som jeg forstår det – nok have indflydelse, men kun på nogle ubetydelige detaljer og ikke på selve forbuddet (mod mobiler). Ministeriet tager ansvar. Det er dejligt.

Der er kun tale om ”anbefalinger”, så om et år eller to, kommer der måske en eller anden minister fra Moderaterne, som fjerner det hele i en håndevending. Og man må ikke glemme, at KL er ekstremt teknologibegejstret, ikke mindst sammen med Finansministeriet, så måske løber det hele lidt ud i sandet.

I Politiken gik ministeren amok i smukke ord med følgende højt kvalificerede hyldest til det “pædagogiske rum”, der på en måde spiller sammen med det parallelle arbejde i det nye læreplansudvalg:

“Vi skal erobre klasselokalet tilbage som et pædagogisk rum. Så det ikke bare er en forlængelse af teenageværelset, hvor man streamer, gamer og shopper. Skolen har i mange år underkastet sig de store techfirmaer og været benovet over ny digital teknologi. Man har helt glemt, at skolens eget dannelsesideal kræver, at vi forsvarer klasselokalet som et pædagogisk rum”.

Men tak for en god dag: først med von Oettingen flotte oplæg om læreplaner, som jo også er knyttet til et Tesfaye-initiativ, og nu altså for dette fine angreb på mobiltelefonens, KL’s og disruptionsideologiens magt.

links:

Link til ministeriets anbefalinger: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/feb/240205anbefalinger-om-skaermbrug-klar-til-grundskoler-og-fritidstilbud

Link til interview med Tesfaye i Politiken: https://politiken.dk/danmark/art9739699/Regeringen-freml%C3%A6gger-nye-%C2%BBrestriktive%C2%AB-anbefalinger-om-sk%C3%A6rme-i-skoler-og-sfoer

 

21. Den 6. februar: Skolekomedie og skoletragedie

Jeg lige set Christian Lollikes nye stykke, ”Skolekomedien”, på Aarhus Teater (advarsel: slutningen afsløres)

Stykket kunne også have heddet ”Skolereformen – lærerens død”. Skolereformen handlede jo om at gå ”fra undervisning til læring”, som det hed. Herfra går skolen i opløsning og til sidst mekaniseres og opløses læreren, hvilket også sker i teatret, hvor lærerinden decideret dør af moralsk stress. Det er derfor ikke en ”skolekomedie”, men en ”skoletragedie”.

Det er et fint og tankevækkende teater, Lollike har lavet. Mit eneste kritikpunkt er, at den lærer, der insisterer på at fortælle om Martin A. Hansens bog ”Løgneren”, ikke fortæller, at bogen faktisk handler om en lærer, og endda at Martin A. Hansen selv var lærer og modstandsmand.

For grunden til, at læreren dør i teatret, er jo, at hun ikke gør modstand imod alt fra aulasystemer, ministerielle konsulenter, nysprogs-skolelederen, læringsmålstyring, klima-angst, tic-toc-pædagogik og opløsning af fagene og så videre. Måske er det fordi, at hun er så underligt alene?

Måske mangler jeg også en enkelt elev, der opfører sig lykkeligt, men ok jeg er nok lidt for romantisk anlagt.

Jeg så ellers denne ”skoletragedie” på en dag, hvor Tesfaye virkelig har forsøgt at redde det pædagogiske rum, først med det nye læreplansudvalg og dernæst med de nye skærmanbefalinger. Tesfaye taler som en skolelærer. Måske er det også derfor, at der ikke sidder nogle DPU-folk i læreplansudvalget?

 

22. Den 8. februar: Ny digitaliseringsstrategi

Alle folketingets partier er i dag blevet enige om en ny digitaliseringsstrategi, der sætter endnu mere turbo på et af verdens mest digitaliserede lande.

Teksten refererer direkte til Reformkommissionen, der også ligger til grund for regeringens skole- og uddannelsespolitiske udspil. Der er tale om en kraftfuld og fuldstændig ureflekteret konkurrencestatstekst.

At tænke sig: Alle har stemt for dette dokument.

På denne baggrund falmer Mattias Tesfayes forslag til mobilforbud i skolerne, som jo blev lanceret i forgårs, til en form for lufttomt rum.

Tesfayes anbefalinger svækkes desuden af, at de skal godkendes af kommuner/skoleledere og skolebestyrelser. KL jo er ekstremt teknologiideologiserede, og regeringens nye skoleforslag indeholder mere erhvervsorienterede skolebestyrelser.

Summa summarum: Jeg er bange for, at Tesfayes fine og velmente forsvar for det “pædagogiske rum”, som han kalder det, bliver en meget foreløbig affære.

https://www.regeringen.dk/nyheder/2023/politisk-aftale-paa-plads-om-danmarks-nye-digitaliseringsstrategi/

 

23. Den 8. februar: Radioudsendelse om Tænketanken Prospekt

Jeg vil gerne gøre opmærksom på en podcast, som blev sendt på Radio 24syv i sidste uge.

Kommunikationschef i Tænketanken Prospekt, Rasmus Ulstrup Larsen, har en god dialog med museumsdirektør David Holt Olsen om ideerne bag Prospekt, som jeg selv er tilknyttet.

Ulstrup Larsen fortæller om Prospekts almene emner – etik, medborgerskab og dannelse – og Holt Olsen får fremtvunget lidt ekstra kant.

Jeg hæfter mig især ved, at Ulstrup Larsen siger, at Prospekt ikke er erklæret ”borgerlig”, selvom den er understøttet af især konservative kredse. Det er jo en klar forskel i forhold til CEPOS. Det er som om, at studieværten ikke helt fanger den pointe.

Vi får også at vide, at Prospekt både har et alment oplysende og et kritisk/policy-rettet formål, hvilket flugter helt med min egen oplevelse af sagen.

I løbet af samtalen bliver det også klart, at et af Prospekts centrale emner er kritikken af konkurrencestatens syn på samfund og pædagogik, og debattens deltagere er så venlige at nævne mit eget navn i den forbindelse. David Holt Olsen lyder som om, at han synes godt om denne del af Prospekts samfundskritiske kant.

Hele spørgsmålet om aktiv dødshjælp, som tænketanken har bidraget mærkbart til at problematisere, omtales naturligvis også.

Der er også flere emner – bl.a. en længere diskussion af Kåre Dybvads nye bog – men det må man selv lytte sig frem til.

Jeg er meget glad for at være en del af dette gode initiativ, hvis arbejde og indstilling jeg tror vil interessere mange forskellige grupper fra både højre og venstre.

https://www.taenketankenprospekt.dk/2024/02/01/er-konkurrencestaten-en-fjende/

 

24. Den 9. februar: Udvidet brug af kunstig intelligens på Aarhus Universitet

På Aarhus Universitet går man nu ind for, at de studerende bruger AI ved eksaminer.

Ifølge prodekan Niels Lehmann, som siden 00’erne har været en ledende kraft i universitetets pædagogiske deroute, har forklaret sig til Omnibus.dk. Det værste er næsten, de fire begrundelser, der følger med:

1) Arbejdsgiverne efterspørger AI, og arbejdsmarkedet har brug for AI-kompetencer

2) AI forbedrer læreprocesserne

3) Konsekvensen af de nye regler er, at også den almindelige undervisning skal inddrage AI. Dermed træder ændringerne i kontakt med det helt særlige syn på universitetspædagogik, som har udviklet sig på AI.

4) De svage studerende bliver bedre. AI er derfor demokratisk

Det lader til, at Lehmann ikke ved, hvad et universitet eller en eksamen er. Her er en kort kommentar til hver af Lehmanns fire argumenter:

Ad 1) Universitetet skal ikke indrette sig efter ”arbejdsgivere” eller ”arbejdsmarkedet”.

Ad 2) AI forværrer læreprocesserne, fordi den tager den direkte vekselvirkning mellem selvet og verden ud af pædagogikken. Dermed forfalder tænkningen. De studerende skal derimod møde en bog, som har en forfatter, som selv har tænkt. AI har jo ingen forfatter, og dens tekst skifter fra minut til minut.

Ad 3) Med det tredje punkt udbredes AI-logikken til universitetet som sådan, som dermed kollapser.

Ad 4) Det er klart, at de dårlige elever bliver bedre, når de får lov til at snyde. Dette punkt er lidt pinligt, synes jeg. Og så kaldes det endda for ”demokratisk” ☹.

Lehmann og AU understøtter aktivt en hel ideologi, som vel at mærke meget hurtigt får afledte effekter ind i det øvrige uddannelsessystem, som jo tror, at universitetets fjender er et universitet.

Her er et af Lehmanns centrale citater, der understøtter min fortolkning:

”Hovedrationalet for at åbne for brugen er, at kandidaterne får brug for GAI-kompetencer på arbejdsmarkedet. Men den anden årsag er, at det kan bruges som et læringsredskab, som – hvis det bruges rigtigt – bidrager anseeligt til at forbedre læringsprocesserne. I arbejdsgruppen har vi kigget på nogle undersøgelser, som prøvede at afgøre, hvem der vinder mest ved at anvende det. Og det ser ud til, at de studerende, der normalt klarer sig på niveau med den nederste halvdel, bliver løftet mere end den øverste halvdel. Det vil sige, at der faktisk også er et demokratiseringspotentiale i at bruge det.”

Lehmann satser på en “hurtig indfasning”. Det kaldes også for en “inkluderende tankegang”!

Lehmanns chef, den helt nye dekan Maja Horst, delte straks artiklen på X. Horst har selv skrevet en hel bog om universiteter, der bekræfter den radikaliserede linje til fulde. Hendes første handling var at genansætte konkurrencestatsmanden, Claus Holm, som leder af DPU. Der er en tæt symbiose mellem begreber og personer.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/au-lemper-reglerne-for-brug-af-kunstig-intelligens-til-specialer-og-bacheloropgaver

 

25. Den 13. februar: Ny kritisk universitetspolitisk bevægelse

Professor Ole Wæver og den dedikerede forsker, Maria Toft, er gået til angreb på universitetslovens elendigheder. Det er svært at få armene ned, når man læser denne smukke artikel om de to forskeres fantastiske initiativ, som her i foråret udmøntes i regi af det legendariske Nordisk Sommeruniversitet i Göteborg.

Ole Wæver, som også var medunderskriver på protesten imod angrebet på DPU i november 2022, har bl.a. følgende markeringer; her i citat fra artiklen:

”Men i virkeligheden har folk jo ofte meldt sig fuldstændig ud af fællesskabet. Alle prøver at overleve i deres egne små lommer på deres eget lille stykke jord. Der er opstået en kynisme, hvor forskere har lært at spille spillet. De har lært, hvordan man skriver bullshit-dokumenter, der foregiver at leve op til kravene til en forskningsansøgning, som får succes, fordi den bedømmes af nogen, som ikke har forstand på det pågældende forskningsområde”.

Imens forstummer de store og vigtige samtaler på universitetet:

”På alt for mange fag fortæller kollegaer, at ingen længere diskuterer, hvor deres forskningsområde er på vej hen, eller hvad de drømmer om at udvikle. For det er jo ikke længere dem, der træffer de vigtige beslutninger – det gør ledelsen”.

”Stille og roligt holder vi op med at tage os selv alvorligt. Vi har ikke længere en kobling til den nerve, som vi kom for. Det er en langsom, men sikker og massiv underminering indefra. Før eller siden vil det også begynde at slå igennem på vores resultater og skabe konsekvenser for samfundet.”

Ole Wæver beskriver dermed simpelthen den sociale og begrebsmæssige mekanisme, som følger af universitetslovens slogan ”fra tænkning til faktura”; en mekanisme, der i særlig grad inficerede Aarhus Universitet fra midten af 00’erne. I Aarhus ville man gå ”fra viden til handling”, som det hed, og ledelsen talte om ”det frække universitet”.

1000 tak til Toft og Wæver for deres omsorg for samfundet og pædagogikken.

https://uniavisen.dk/de-har-raabt-op-om-forskningens-vilkaar-nu-starter-de-en-modbevaegelse-for-at-faa-glaeden-tilbage/

 

26. Den 13. februar: Økonomer og pædagoger

Anders Fogh Rasmussens VK-regering etablerede i 2006 det såkaldte Skoleråd. Dette råd var befolket af fremtrædende nationaløkonomer som Nina Smith og Jørgen Søndergaard. Rådet fik med sine store og forskrækkelige årlige beretninger en enorm indflydelse på begrebsdannelsen frem til skolereformen i 2013.

Jeg ser frem til, at pladserne i Økonomisk Råd i fremtiden besættes af fremtrædende pædagoger og lærere. Så får vi nok samme kvalitet i den økonomiske politik, som vi siden 2006 har haft i skolepolitikken.

 

27. Den 15. februar: Socialdemokratiske refleksioner

På DR kan man for tiden se en miniserie om Helle Thorning-Schmidt. Den går lidt for meget op i Gucci-tasker og så videre, men der er en interessant pointe, som jeg vil notere via en lille omvej i midten:

Thorning stod på partiets såkaldte højrefløj. I de første år fra 2005 især med Henrik Sass-Larsen som væbner, men også Bjarne Corydon arbejdede sig efterhånden til indflydelse som ny stabschef for partiet. Både Sass-Larsen og Corydon deltager i tv-serien.

Når man sagde ”højrefløj” i slut-00’erne, så tænker man ikke på klassisk liberalisme eller konservatisme. Tværtimod tænker man på Fogh-Rasmussens ny og globaliserede konkurrencestat. Samfundets liberale institutioner blev i disse år omdannet til ukendelighed.

Og så til ”omvejen”: Thorning tager kort sagt tråden op fra Nyrup, som selv var økonom og tæt på de kredse, som i slut-90’erne skabte den tidlige konkurrencestatsideologi, f.eks. i regi af Mandag Morgens Kompetenceråd. Det kan man læse om i Niels Lundes og Henrik Qvortrups biografi om Nyrup (s.100). Her står der også, at Nyrup var begejstret for ideen om at omdanne alt, herunder uddannelse, til human kapital. Som der står om Nyrups interesser i 1991:

“Nyrup koncentrerer sig især om erhvervspolitikken. Som socialdemokratisk ordfører slår Nyrup til lyd for et alternativ, nemlig en stor forkromet industripolitik, kraftigt inspireret af disse års guru inden for feltet, den amerikanske professor Michael Porter. Tingene skal ses i sammenhæng – kapital, uddannelse, arbejdsmarked, infrastruktur, mener han” (Lunde & Qvortrup s. 124)

Det var denne linje, som Fogh-regeringen fra 2001 forstærkede i en bureaukratisk retning, og som Thorning støttede op om. TV-serien fortæller dog ikke, om Thorning har nogle selvstændige politiske ideer. Jeg tror hun løber lidt med Nyrup/Fogh-strømmen.

Konkurrencestaten var ikke noget for socialdemokratiets venstrefløj, hvor Svend Auken og Ritt Bjerregård dominerede, især før Nyrup tog magten i 1992. Auken var bredere orienteret end Nyrup. Han kom ud af studenterkredsens ånd og var tæt på biskop Kjeld Holm, der jo var fan af filosoffen Peter Kemp, mens Nyrup kom af fattige kår og var blevet økonom med nogle meget uheldige inspirationer fra amerikansk managementideologi. Bjerregaard tilhørte den nye RUC-baserede strukturalisme, hvilket man kunne konstatere i hendes berømte skolepolitiske U90-plan fra slut-70’erne. Så Auken tilhørte 1967 og Ritt 1968, for nu at sige det på den måde. I den forstand var de to tilsammen en syntese af ånd og struktur, som også havde en vis forbindelse til 1980’ernes folkelige bevægelser.

Nyrup, som havde været økonom i LO, var mere tekniker. Ifølge Lundes og Qvortrups biografi får Nyrup dog en del af sin åndelige føde fra Informations redaktør. Ejvind Larsen, som var en form for maoistisk grundtvigianer, og som egentlig lå tættere på Auken-linjen. Larsen virkede dog helt naiv ift. det politisk-økonomiske processer, som var under opsejling. Larsen kom især til at inspirere til de nye arbejdsmarkedspensioner, som Nyrup gik ind for. Venskabet mellem de to stammer vist nok fra dengang, at også Auken og Nyrup var venner.

Og nu kommer så pointen fra tv-serien: For Ritt var i løbet af slut-00’erne blevet meget utilfreds med Thornings højredrejning. Hun danner derfor en decideret ”rød skole” i protest. For at dæmme op for Ritt initiativ, tog Thorning kontakt med de endnu mere røde, nemlig SF’ Villy Søvndal. SF og Socialdemokraterne lavede endda et program sammen.

Nu skulle man så tro, at Socialdemokraterne blev mere røde, men det sker ikke. Der sker snarere det modsatte, nemlig at SF bliver mere konkurrencestatsblå. Det er derfor, at SF blev så begejstrede for tankerne bag skolereformen i 2013, som de ellers havde været meget imod. SF taber totalt kontakten med partiets rødder, og resterne af ånden fra både Studenterkredsen og RUC, som jo blev båret af Svend og Ritt, forsvinder også.

Ved regeringsdannelsen i 2011 svigter Thorning sin væbner, Sass Larsen. I stedet knytter hun sig stærkt til den fagligt kompetente og ekstremt ideologiske Corydon, som bliver valgt ind i folketinget, og som ender som en ny magtfuld finansminister. SF kommer med i Corydons regering og det samme sker for de stakkels radikale. Resultatet er skolereformen og så videre, og resten er kollaps.

Dermed blev Thorning-Schmidt en slags passage for etableringen af en forstærket Nyrup- og cand.polit.-fløj, som i dag har omsluttet hele centrum-venstre.

I dag kæmper især Tesfaye lidt i den gamle tradition, men han spræller i nettet, fordi hans parti siden Nyrup har skabt, købt og udvidet konkurrencestatens præmis.

Referencer:

Qvortrup, H. & Lunde, N. (1997): “Nyrup”, Forlaget Aschenhoug.

DRs serie om Helle Thorning Schmidt: https://www.dr.dk/drtv/saeson/statsministeren-helle-thorning_schmidt_432700

 

28. Den 15. februar: Om ”nyskabende” forskning på DPU

I 2013 undersøgte den newzealandske professor, Helen Sword, hvorfor nogle videnskabsmænd var særligt produktive. Det gjorde hun ved at rejse rundt og interviewe udvalgte forskere i hele verden.

På Aarhus Universitet blev der udvalgt to personer, hvoraf jeg var den ene.

I nedenstående artikel kan man læse mere om Swords projekt. Her står der, at de to forskere er valgt, fordi ”de publicerer hyppigt, sikkert og nyskabende”.

Mange tak.

Sword fandt bl.a. ud af, at de mest produktive forskere var ”passionerede” og ”vedholdende”.

Samme år kom skolereformen, og årene efter, fra 2014, gik DPU’s ledende forskere amok i klager mm. over al min ”nyskabende og passionerede vedholdenhed”. Man kan læse mere om disse sager i min nye bog “Universitetet og dets fjender”.

De fleste dukkede dog nakken og fulgte de nye karrieresystemer.

Dermed fik man en underdanig læringsforskning, kraftigt understøttet af den autoritære institutleder Claus Holm og hans ARTS-dekaner, som kommer direkte ud af universitetslovens rugekasse.

Holm, som allerede dengang selv var dekan, mente ligefrem med fuld cheftitel, at mit ”sikre og nyskabende arbejde” var et udtryk for ”polemisk dumdristighed”.

Sådan taler DPU’s ånd. Men trist er det. Meget trist.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/skriv-som-de-bedste-og-mest-produktive-skribenter

 

29. Den 18. februar: Refleksion 1 over staten M

I 2022 var V og M oppe i det røde felt på grund af Mette Frederiksens corona-aktiviteter. Hende kunne man sandelig ikke have tillid til, hed det sig, og især V barslede med bål og brand.

Men så kom begge partier med i Frederiksens regering, så de kunne holde kæft, hvilket de gjorde, og siden da blev V og M nærmest lig med S, som selv var blevet lig med V (M) omkring 1995, da Nyrup og Mandag Morgen understøttede det såkaldte ”kompetenceregnskab”.

Og nu vil SF også være med. Partiet vil endda i regering med M. Og det forstår jeg på en måde godt, for SF lærte jo at gå ind for Lars Løkkes bureaukratiske konkurrencestatsvision omkring 2010, hvor Løkke var statsminister.

SF, der ellers havde været imod skolereformen i 2006, gik derfor med hud og hår ind for skolereformen i 2013, der var en radikaliseret 2006-reform. Partiet var blevet en slags M i mellemtiden. Børnene var nu ”aktier”, som det hed på valgplakaterne. Hvilken nedtur for folkesocialismen.

Siden da har SF været et slags M, så ærligt talt: De to partier kan jo ligeså godt gå i regering sammen.

Og på en måde er S, SF, V og M én stor M-regering. Dermed tænker jeg på, at de alle har rod i konkurrencestatens globaliseringsaftaler i 2006, fra dengang M hed V, som jo er en slags S, og som SF altså blev en ideologisk del af i 2010.

Apropos “corona”, som jeg anser for en kæmpe-fortrængning:

Biopolitikken lever nu et lidt gedulgt, men skam særdeles aktivt liv. Den har nu forårsaget, at samfundets borgere anses for donorer uden eksplicit samtykke, og at staten vil hjælpe med at dræbe mennesker. Derudover sidder den i alle hastelovene og i pludselige angreb på helligdage og drakoniske angreb på universitetet og andre steder, som nu alle skal gøres til administrative organer i staten M.

Kort sagt: Man ved efterhånden ikke, hvilke radikaliserede pludseligheder vi vil se i fremtiden, for den svage stat er blevet grænseløs. Nick Hækkerup kaldte ligefrem den nye tilstand for ”frihed”, da han var justitsminister i de gode gamle testcenter-dage. Det hele er lidt M-agtigt, på S-måden.

 

30. Den 19. februar: Refleksion 2 over staten M

SF har udarbejdet et forslag om, at professionsuddannelserne skal kunne udbyde kandidatuddannelser, som skal være “praksisnære”, som det hedder i nysproget.

Uddannelsesordfører, Sofie Lippert, lyder i sit skriv om emnet fuldstændig som en fra Moderaterne (M). Det hele er bare en masse tekniske ord, som oser som en blanding af Antorini, EVA og VIVE, og som ligger milevidt fra folkesocialismens tradition.

For nogle uger siden var Lippert i Deadline, hvor hun også talte om konkurrencestaten på den der særlige affirmative måde, som har kendetegnet venstrefløjen siden omkring 2010.

Jeg savner lidt Jacob Mark, der havde lidt mere sans for materien, især indtil han fortabte sig i FN’s verdensmål.

På AU er man rasende, fordi DPUs de facto monopol er truet. Claus Holm, der om nogen har understøttet den ideologi, som SF og Reformkommissionen nu forsøger at trumfe igennem, mener – endda på DPU’s egen hjemmeside – at DPU under hans ledelse har gjort det godt!

Men Holms ledelse hviler på et dybt opgør med pædagogik og dannelse, så det er lidt komisk fra mit synspunkt. Hans synspunkter er fra et pædagogisk perspektiv endnu værre end SF’s, men altså ud af samme grundlæggende substans.

Og den nye dekan for fakultetet ”ARTS”, Maja Horst, stemmer i. Hun har lige genansat Holm, og hun talte også ned om universitetets filosofi i sin bog om emnet, som udkom i 2018.

Bagved det hele lurer symbiosen mellem universitetsloven fra 2003 og skolereformen fra 2013.

Måske er det trods alt bedre, at de knapt så ideologiske professionshøjskoler tager over, nu hvor DPU helt har tabt den filosofiske tråd. I dag er der efter min vurdering flere selvstændige miljøer på UC’erne end på DPU, hvor tavsheden er nærmest altomfattende.

Men ok, der er tale om mikrodiversitet, hvis man ser på det filosofiske og politiske niveau. Det medgiver jeg.

En positiv ting er, at ministeriet lader til for en stund at have droppet DPU som samtalepartner efter kaosset efter 2013. Hvis vi er meget heldige, så formår Tesfaye at skabe en form for understrøm mellem mere selvstændige faglige miljøer og den skolepolitiske udvikling. Det var også det, som Merete Riisager formåede i sin ministertid.

Links:

SF’s udspil: https://sf.dk/sf-foreslaar-i-nyt-udspil-en-praksisnaer-kandidat-paa-velfaerdsomraadet/

Institutleder Claus Holms reaktion: https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/sf-vil-skabe-uddannelser-for-laerere-og-paedagoger-som-allerede-findes

Dekan Maja Horsts reaktion: https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/dekaner-sf-forslag-vil-give-dobbeltarbejde-paa-kandidatuddannelser (også i Altinget)

Brian Degn Mårtenssons anmeldelse af Maja Horsts bog: https://www.altinget.dk/artikel/anmeldelse-ny-bog-om-universiteterne-er-fyldt-med-tvivlsomme-postulater-og-grelle-misforstaaelser

 

31. Den 20. februar: Sovjetisk videnskab

Her er et tankevækkende citat fra filosoffen Michael Polanyi, hvor han refererer til en samtale, han havde med den fremtrædende sovjetiske politiker Nikolaj Bukharin.

“I remember a conversation I had with Bukharin in Moscow 1935. Though he was heading for his fall and execution three years later, he was still a leading theoretician of the Communist party.

When I asked him about the pursuit of pure science in Sovjet Russia, he said that pure science was a morbid symptom of a class society; under socialism the conception of science pursued for its own sake would disappear, for the interest of scientists would spontaneously turn to problems of the current Five Year Plan.”  (Polanyi: “The Tacit Dimension”, Peter Smith, 1966, s.3)

Jeg tror, at Bukharin ville gøre fin karriere på et dansk universitet, som også skal løse diverse “udfordringer”, som står i diverse “planer”

 

32. Den 20. februar: Fælles skolemad

Den nye direktør på CEPOS, Jes Brinchmann Christensen, er imod fælles skolemad. Han mener, at det er et overgreb på forældrenes ansvar. Han har vist nok også noget imod, at måltidet er gratis.

Men skolemad har ikke noget at gøre med forældreansvar.

Fri og fælles måltider forbinder snarere skolelivet med højskolernes og kostskolernes tradition. Så kan man tage hinanden i hænderne og følges ad hen til spisesalen, hvor der er fælles informationer, elevoptræden og sang. Og så kan eleverne sidde i hjørnerne og brokke sig over kokkens brunkål uden en mobiltelefon i miles omkreds.

For nogle år siden besøgte jeg i løbet af samme uge Den Frie Lærerskole i Ollerup og VIA UC i Aarhus. Begge steder ankom jeg ved frokosttid. I Ollerup var der et måltids-skoleliv af den anden verden. På VIA var der tomt og teknologisk.

Det er dette Ollerup-liv, som er den danske skoles hele grundlag. Derfor kan vi ikke få fælles brunkål nok.

Fælles måltider er et bidrag til skolens liv, som er 100% uafhængigt af politiske ideologier som f.eks. Cepos’ særlige form for liberalisme. Det har heller ikke noget med “socialisme” at gøre.

Måltidet er pædagogisk.

Link til Jes Brinchmann Christensens indlæg: https://www.facebook.com/cepos/posts/pfbid0VvfeCQYTQYNPddRLAtzChQaN76jjhv9veNMFidR3F6wrd4UwcBL82HQ3beU1q8kZl

 

33. Den 20. februar: Agedrup Skole

Nu er det så Agedrup skole på Fyn, som bliver trukket igennem det nye lærings-metoo. Man kan læse om det i flere af landets medier.

Hvad der er op og ned i sagen, skal jeg ikke kunne sige, så jeg vil nøjes med at påpege, at netop denne skole har haft en kæmperolle i nyere skolehistorie.

For det var nemlig i 2014 på den ellers særdeles velfungerende Agedrup skole, at en helt nyansat og læringsrevolutionær skoleleder, Mohammed Bibi, gav en af landets førende skolelærere, Erik Schmidt, en advarsel for at sige sin mening på et lærermøde. Det var pædagogikkens to verdener, der tørnede sammen.

Bibi blev støttet af både den kommunale skoledirektør og af den stadig fungerende radikale rådmand.

Schmidt blev støttet af kolleger, tidligere skoleledere og en lang række fagfolk fra hele landet.

Sagen endte i Landsretten over to omgange, hvor det hele endte med, at Schmidt vandt med et brag i november 2018, altså over fire år efter advarslen.

I mellemtiden fortsatte Bibi sit arbejde med at læringsmaksimere skolen, mens Odense Kommune og det dybt kompromitterede KL gjorde alt for at fortie deres eklatante nederlag. Måske har vi en slags årsagsforklaring på den aktuelle misere i denne omegn?

Jeg dækkede sagen tæt i sin tid, og den spiller en stor rolle i min bog ”I skolereformens kølvand”, som udkom sidste år.

Nedenfor kan man læse mere om denne vigtige sag.

Links:

TV2s omtale af den aktuelle sag: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2024-02-19-sager-om-vold-kraenkelser-og-stoffer-paa-skoler-kan-faa-flere-til-at-staa-frem

Om Erik Schmidt sagen 2014-2019: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

34. Den 21. februar: Kandidatudvalg, referencepanel og kompetenceråd

Sommerens politiske overgreb på universitetsuddannelser bliver i disse måneder præciseret via et såkaldt ”kandidatudvalg”, der ledsages af et ”referencepanel”, jvf. link A.

Der sidder ingen folk med kendskab til emnet – dvs. til universitetets eller pædagogikkens filosofi og indhold – i disse organer. I Kandidatudvalget sidder primært rektorer for universiteterne, som jo er forenet i foreningen Danske Universiteter, der helt har accepteret universitetslovens præmis.

Og i referencepanelet sidder en masse erhvervsorganisationer og faglige organisationer. Så her er der heller ingen viden om substansen.

Man har simpelthen udelukket kundskaberne fra behandlingen af emnet. I stedet har organisationerne taget magten.

En lang række af disse aktører + nogle flere, i alt hele 32 organisationer, offentliggjorde i går en kraftfuldt markering med udgangspunkt i en total accept af den aktuelle universitetsreforms fokus på arbejdsudbud. Det skete endda i et finanspolitisk medie, jvf. link B.

I indlægget foreslår de 32 organisationer, at der etableres et såkaldt ”nationalt kompetenceråd”, som skal arbejde sammen med ministeriet om at forme uddannelser efter arbejdsmarkedets behov.

Blandt de 32 organisationer har vi alle de sædvanlige antipædagoger: KL, DEA, Dansk Industri, Danske Universiteter og så videre. Mange af disse organisationer indgår i Kandidatudvalget eller dets referencepanel. Men der er også tilslutning fra BUPL, DM, DLF og endda fra Efterskolernes forening til denne forstærkning af arbejdsudbuddets nye logik. Jeg er helt paf. Man kan selv studere det omfattende system i de vedhæftede links.

Lidt historik om kompetenceråd:

Tilbage i 1998 etableredes det ekstremt indflydelsesrige ”Mandag Morgens Kompetenceråd”, som var en af de første store materialiseringer af konkurrencestaten. Rådet ville lave intet mindre end et ”nationalt kompetenceregnskab”. Dette råd sugede efterfølgende store dele af forskningen og skolepolitikken ind i dets begreber. Fokusset var konkurrenceevne og globalisering, dog ikke arbejdsudbud. Jeg har undersøgt dette i bogen ”Skolens formål” fra 2022.

I 2022 foreslog en række faglige organisationer, at man etablerede et nyt kompetenceråd, som fokuserede på arbejdsudbud, jvf. link C. Det er dette initiativ fra 2022, som er den slet skjulte klangbund for det aktuelle initiativ fra 2024, som altså understøtter, at man gør uddannelsessektoren til et stort arbejdsmarkedskompetenceudbudssystem,

Links:

  1. Mere om Kandidatudvalget/referencepanelet: https://ufm.dk/uddannelse/rad-naevn-og-udvalg/kandidatudvalget
  2. Aktuel kronik fra 32 organisationer: https://dea.nu/nyheder/faelles-oprab-vi-har-behov-for-et-nationalt-kompetencerad/
  3. Omtale af omtrent samme forslag fra 2022: https://www.danskerhverv.dk/presse-og-nyheder/nyheder/2022/november/kompetencerad-skal-vare-fyrtarn-for-dansk-uddannelses–og-arbejdsmarkedspolitik/

 

35. Den 22. februar: Forskningspolitiske links af historisk interesse

I nedenstående link kan man tilgå hele folketingets 1. behandling af Helge Sanders forslag til ny universitetslov fra 2003.

Det er især DF’s Jesper Langballe og de to radikale Margrethe Vestager/Elisebeth Arnold, som er utilfredse med lovens opgør med videnskabens autonomi. Det er som om, at Søren Kierkegaard og Georg Brandes holder i hånd.

Jeg har også lavet nogle andre relevante links.

I 2021 blev Helge Sander interviewet til Uni-avisen. Han fortalte, at han intet havde fortrudt.

Link til forhandlinger ved lovens 1. behandling, 2003: https://www.folketingstidende.dk/…/20021_L125_BEH1_M45…

Link til den endelige lovtekst, 2003: https://www.folketingstidende.dk/…/20021_L125_som…

Link til loven, som den så ud i 1992 ved den forrige reform: https://www.retsinformation.dk/eli/ft/199212K00075

Link til den første styrelseslov fra 1971: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1992/1089

En del af lovene kan også tilgås her: https://lovkilden.dk/document/universitetsloven

Link til interview med Sander: https://uniavisen.dk/helge-sander-forandrede…/

 

36. Den 23. februar: Universitetet og dets fjender: Angrebet på Konsistorium

Fra omkring år 1540 og helt frem til 2003 blev universitetet styret af et såkaldt ”konsistorium”, som er en form for lærerforsamling, der vælger sine egne ledere.

Frem til 1788 bestod konsistorium af alle universitetets lærere. Fra 1850 blev det et repræsentativt organ, men stadig valgt af lærerne. Og i 1970 kom de studerende og universitetets øvrige ansatte med i Konsistorium. Men altså stadig på universitetets egen grundlæggende præmis.

Ordet ”Konsistorium” er latin og betyder ”forsamlingssted”. Dermed knyttes universitetet direkte til Grundlovens §79, som vedrører forsamlingsfriheden. §77 om trykke- og tankefrihed og §76 om undervisningsfrihed spiller selvfølgelig også ind.

Ordet ”konsistorium” kommer af det latinske ”consistere”, som ifølge ordbogen betyder ”blive stående, bestå, standse”. Det er skønne ord.

Hele dette traditionsrige system blev smadret med et eneste hug ved universitetsloven i 2003.

Fra 2003 var det slut med universitetets filosofiske og forfatningsbårne autonomi. Nu herskede fakturaen og dens bestyrelses- og ledelsesvælde, endda med et bestyrelsesflertal af ”eksterne” medlemmer/organisationer.

Denne ødelæggende revolution bredte sig efterfølgende til de øvrige pædagogiske systemer og derfra som en parasit ind i demokratiets indre.

 

37. Den 23. februar: Professorater i pædagogik – bedømmelser i 2023 og 2014

I november 2023 modtog jeg en meget smuk bedømmelse ifm. en ansøgning til et professorat i pædagogik ved universitetet i Trondheim. Min ansøgning til denne fornemme stilling blev rangeret som nr. 1 af de ti ansøgere.

Nedenfor kan man tilgå bedømmelsen i sin helhed.

Man kan også læse en bedømmelse af en anden professoransøgning, som jeg indleverede til DPU i 2014.

Det er selvfølgelig meget mærkeligt at blive fyret fra et pædagogisk universitet med så udmærkede bedømmelser i bagagen.

Ingen af stillingerne blev oprettet af årsager, som fremgår af blogindlægget.

http://www.thomasaastruproemer.dk/to-bedoemmelser-af-ansoegninger-om-professorat-i-paedagogik-2023-og-2014.html

 

38. Den 26. februar: Universitetet og dets venner

I lørdags afholdt Årsskriftet Critique, Tænketanken Prospekt og Konservative Studenter en dagskonference om ”Den frie ånds krise på universitetet”. Det blev en skøn og tankevækkende dag i Stakladen med et diskussionslystent publikum, der fyldte alle bænkene i den propfyldte sal.

Mikael Jalving var dagens veloplagte og effektive spilfordeler, og han indledte med et par gode ord om universiteternes gamle ”konsistorium”.

Dernæst kom de tre foredragsholdere:

Først havde jeg selv fornøjelsen af at fortælle om min nye bog ”Universitetet og dets fjender”, som er et forsvar for universitetets ide imod konsekvenserne af universitetsloven i 2003.

Dernæst fortalte Niels Gunder Hansen om sit liv på universiteterne i to perioder, nemlig før og efter 2003. Niels Gunder var i sit luneste es, og oplægget myldrede med tankevækkende iagttagelser fra et langt liv på universitetet.

Disse første to indlæg supplerede hinanden, vil jeg sige.

Til sidst fortalte Marianne Stidsen om, hvordan hun på KU blev anklaget for plagiat, og at anklagerne blev forstærket af bestemte faglige kredse, der spillede sammen med den lokale ledelse. Det hele endte med, at Stidsen blev helt frikendt af de officielle instanser. I mellemtiden var hun blevet frosset ud, men det lød ikke til, at universitetet har givet hende en gigantisk undskyldning. Stidsen satte processen i relation til identitetspolitiske emner.

Ind imellem var der skønne danske sange, bl.a. ”Som en rejselysten flåde” fra Helge Rodes smukke genforeningsskuespil ”Moderen”, der faktisk foregår i en skoleklasse.

Tjek lige selv sangens fantastiske vers 5 om Danmarks frie sprog, som er kendetegnet af følgende:

”Vinterklart, sommerbroget, morgenmuntert, skumringssvøgt, ligefremt, latterkroget, smilbestrålet, tåredøbt”.

Det er da ”den frie ånds” sprog, eller ”Frejas sprog”, som Rode skriver.

Til sidst var der livlig og “latterkroget” debat i studenterbaren og så videre, og selv var jeg zu hause kl. 04.

Mange tak til arrangørerne og alle de andre deltagere herfra.

Billeder fra konferencen: https://aarsskriftet-critique.dk/2024/02/den-frie-aands-krise-paa-universitetet-billeder-fra-aarskonferencen-2024/

 

39. Europa-Parlamentet om forskningsfriheden i Danmark

En tænketank under Europa-Parlamentet har udgivet en rapport om den europæiske forskningsfrihed, herunder en ret grundig omtale dels af situationen i Danmark under 2003-lovens regime og dels af en lang række kritiske enkeltsager. Rapporten nævner også min egen fyringssag.
Man kan læse meget mere, herunder en læsevenlig opsætning af hele afsnittet om Danmark, i nedenstående blogindlæg.

Fra seminarier til professionshøjskoler – forsøg på en oversigt

Nedenfor kan man se, hvordan den institutionelle udvikling har været på seminarie- og professionshøjskoleområdet i perioden 1981 til 2024.

Oversigten vedrører primært lærer- og pædagoguddannelser, dvs. ikke sundhedsuddannelser og tekniske professionsuddannelser, som kun er nævnt sporadisk. Man er meget velkommen til at skrive til mig, hvis oplysningerne er mangelfulde.

Mig bekendt findes der ikke sådanne oversigter andetsteds. Heller ikke på professionshøjskolernes hjemmesider, som generelt er påfaldende historieløse.

Her er en indholdsfortegnelse

  1. 1981: 30 lærerseminarier
  2. 1982 og 1989: Bertel Haarder nedlægger 10 lærerseminarier
  3. 1999: 24 Pædagogseminarier
  4. 2002: Tretten centre for videregående uddannelser (CVU)
  5. 2008: Otte professionshøjskoler
  6. 2008-24: Efterfølgende korrektioner
  7. Rester af seminarietraditionen

 

1. 1981: 30 lærerseminarier

I 1981 eksisterede der 30 lærerseminarier, som her er listet efter geografi:

Århus Seminarium

Marselisborg Seminarium

 

Hjørring Seminarium

Aalborg Seminarium

Ranum Seminarium (stat)

Nr. Nissum Seminarium

 

Herning Seminarium

Silkeborg Seminarium

Skive Seminarium

Jelling Statsseminarium (stat)

Gedved Statsseminarium (stat)

Th. Langs Seminarium, Silkeborg

 

Esbjerg Seminarium

Ribe Seminarium (stat)

Tønder Seminarium (stat)

Haderslev Seminarium (stat)

Kolding Seminarium

 

Odense Seminarium

Skårup Seminarium (stat)

 

Holbæk Seminarium

Haslev Seminarium

Vordingborg Seminarium (stat)

Hellerup Seminarium

 

Jonstrup Seminarium (stat)

Blaagaard Seminarium

Københavns Dag- og Aftenseminarium

Zahles Seminarium

Statsseminariet på Emdrupborg (stat)

Frederiksberg Seminarium

 

2. 1982 og 1989: Bertel Haarder nedlægger 10 lærerseminarier

I 1982 blev Bertel Haarder minister for området. Efter blot én måned på kontoret fremsatte han forslag om at nedlægge fem seminarier, dels med henvisning til faldende elevtal frem mod 1990 og dels begrundet i Schlütter-regeringens besparelser efter den økonomiske krise under Anker Jørgensen.

Følgende seminarier endte med at blive nedlagt:

Th. Langs Seminarium (Silkeborg)

Ranum Seminarium

Gedved Seminarium

Emdrupborg statsseminarium

Hellerup Seminarium

 

I 1989 var der en ny nedlægningsrunde, igen med Haarder som bøddel:

Marselisborg Seminarium

Esbjerg Seminarium

Herning Seminarium

Kolding Seminarium

Jonstrup Seminarium

Tønder Seminarium blev lagt sammen med Haderslev og dermed også de facto nedlagt.

Dermed var vi nede på 20 lærerseminarier. Se også afsnit 12 i dette indlæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogiske-noter-fra-efteraaret-2020.html

 

3. Pædagogseminarier

Det er lidt mere kompliceret med pædagogseminarierne, fordi de frem til 1992 var opdelt i tre discipliner (børnehave-, fritids- og socialpædagogik). Nedenfor har jeg lavet en liste over landskabet, som det så ud i 1999. Mange af uddannelsesstederne har et dybt kulturhistorisk rodnet. I parentesen har jeg efter bedste evne angivet seminariets faglighed, som den så ud før 1992. Skriv meget gerne til mig, hvis der er fejl og mangler.

Peter Sabroe Seminariet (tidl. socialpædagogisk)

Jysk Pædagogseminarium (tidl. børnehave/fritidspædagogisk)

 

Ikast Seminarium (?)

Viborg Seminarium (?)

Holstebro Pædagogseminarium (tidl. børnehave)

Esbjerg socialpædagogiske seminarium

Jelling Pædagogseminarium (?)

Haderslev Pædagogseminarium (?)

Ranum Pædagogseminarium (?)

Aalborg socialpædagogiske seminarium

Skipper Clement seminarium (tidl. børnehave/fritidspædagogisk)

 

Fyns pædagogseminarium (tidl. børnehave)

Odense socialpædagogiske seminarium

 

Gladsaxeseminariet (tidl. fritidspædagogisk)

Jægerspris socialpædagogiske seminarium (senere kaldet “Dannerseminariet”)

Gentofte seminarium (tidl. socialpædagogisk)

Hillerød pædagogseminarium (?)

Hovedstadens pædagogseminarium (?)

Københavns pædagogseminarium (?)

Frøbelseminariet (tidl. børnehave)

 

Skovtofte socialpædagogiske seminarium

Roskilde pædagogseminarium (tidl frøbelhøjskolen/børnehave)

Hindholm socialpædagogiske seminarium

Slagelse pædagogseminarium (?)

Storstrømsseminariet (?)

Der er også nogle informationer i dette link, som jeg mangler at integrere i ovenstående: https://www.retsinformation.dk/eli/ft/198812K00124

 

4. 2002: Tretten Centre for Videregående Uddannelse (CVU)

I 2000-02 iværksatte Undervisningsministeriet en række mere eller mindre frivillige sammenlægnings- og fusionsprocesser, hvor pædagog- og lærer seminarierne samt andre professionsuddannelser slog sig sammen i de såkaldte ”Centre for Videregående Uddannelse” (også kaldet CVU).

Her er listen:

JCVU
Rektor: Per Frimer Larsen
Dannet af Peter Sabroe Seminariet, Ergoterapeut- og Fysioterapeutskolen i Århus, Bioanalytikeruddannelsen i Århus, Jydsk Pædagog-Seminarium, Århus Dag- og Aftenseminarium.

CVU Alpha (dannet i 2005?)

Rektor: ?

Peter Sabroe Seminariet, Jydsk pædagogseminarium, Silkeborg Seminarium + nogle flere?

CVU Midt-Vest
Rektor: Harald Mikkelsen
Dannet af Ikast-Seminariet, Nørre Nissum Seminarium og HF, Silkeborg Seminarium, Skals Fagseminarium (håndværk og tekstil), Skive Seminarium, Viborg-Seminariet og DPU’s afdeling i Skive.

CVU VITA
Rektor: Else Cederdorff
Dannet af Holstebro Pædagogseminarium, Sygeplejeskolen i Holstebro, Ergoterapeut- og Fysioterapeutskolen.

CVU-Jelling
Rektor: Ole Breinholt, dannet af Jelling Lærer- og Pædagogseminarium.

CVU-Sønderjylland
Rektor: Søren Vang Rasmussen
Dannet af Haderslev Seminarium (lærer og pædagog), Den Sønderjyske Sygeplejeskole, DPU’s tidligere Haderslevafdeling, Design Seminariet i Højer og Kursusrådet i Sønderjyllands Amt.

CVU-Vest
Rektor: Tyge Skovgaard Christensen
Dannet af Ribe Seminarium, Seminariet i Esbjerg.

CVU-Nordjylland
Rektor: Poul Rask Nielsen
Dannet af Aalborg Seminarium, Hjørring Seminarium, Ranum Seminariet, Aalborg Socialpædagogiske Seminarium, Skipper Clement Seminariet samt DPU’s afdeling i Aalborg.

CVU Fyn
Rektor: Lars Lynge (kortvarigt konst.), derefter Erik Knudsen.
Dannet af Odense Lærerseminarium, Fyns Pædagogseminarium og DPU-afdelingen i Odense.

CVU Storkøbenhavn
Rektor: Laust Joen Jakobsen
Dannet af Blaagaard Seminarium, Gladsaxeseminariet, Københavns Dag- og Aftensseminarium i samarbejde med Sygepleje- og Radiografskolen i Københavns Amt.

CVU København og Nordsjælland
Rektor: Chresten Kruchov
Dannet af Dannerseminariet, Gentofte Seminarium, Hillerød Pædagogseminarium, Hovedstadens Pædagogseminarium, Københavns Pædagogseminarium, Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium og N. Zahles Seminarium.

CVU Øst
Rektor: John Storm Pedersen
Dannet af Ballerup-Seminariet, Haslev Seminarium, Højvangseminariet, Københavns Socialpædagogiske Seminarium samt Roskilde Pædagogseminarium (Fröbelhøjskolen).

CVU Sjælland
Rektor: Knud Munksgaard
Dannet af Holbæk Seminarium, Hindholm Socialpædagogiske Seminarium, Slagelse Seminariet, Ankerhus Seminarium (ernæring og sundhed), Sygeplejeskolen i Slagelse.

CVU Syd
Rektor: Hanne Helleshøj
Dannet af Storstrømsseminariet, Seminariet for Formgivning i Nykøbing F., Vordingborg Seminarium, Sygeplejeskolen i Storstrøms Amt, Ergoterapeut- og Fysioterapeutskolen og DPU-afdelingen i Vordingborg.

Følgende fem seminarier indgik ikke i et CVU:

Frøbelseminariet
Rektor: John Gulløv

Frederiksberg seminarium, Rektor: Torben Krogh

Odense Socialpædagogiske Seminarium
Rektor: Niels Vissing Jakobsen

Kolding Pædagogseminarium
Rektor: Ole Sauvr

Gedved Seminarium
Rektor: Karin Lindstrøm

Seminariet i Aabenraa
Rektor: Peder Andersen

Kilde: https://bupl.dk/boern-unge/find-artikler/alle-cvuer-er-dannet

 

5. 2008: Otte professionshøjskoler

I 2008 dannede man – i forlængelse af de store globaliseringsaftaler – otte University Colleges/professionshøjskoler på et helt andet filosofisk grundlag end de folkelige traditioner, som havde skabt seminarierne.

Her er en liste over de otte nye uddannelsessteder, som blev dannet:

VIA University College (VIA) (dannes ud af JCVU, CVU Midt-Vest, CVU Vita og CVU Alpha)

University College Sjælland (UC-sj) (dannes ud af CVU Syd og CVU Sjælland).

University College Capital (UCC) (dannes ud af CVU København og Nordsjælland, CVU Storkøbenhavn og Frøbelseminariet)

Metropolitan University College (Metropol) (dannes ud af Frederiksberg Seminarium, Suhr Seminarium, Den Sociale Højskole i København, Danmarks Forvaltningshøjskole, Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse, CVU Øresund

University College Lillebælt (dannes ud af CVU Jelling og CVU Fyn)

University College Vest (dannes ud af CVU Vest)

University College Syd (dannes ud af CVU Sønderjylland)

University College Nordjylland (UCN) (dannes ud af CVU Nordjylland og Sundheds-CVU Nordjylland)

 

6. 2008-2024: Efterfølgende korrektioner

Siden 2008 har der været en fire mindre korrektioner i denne nye UC-struktur:

2010: University College Syd og University College Vest bliver slået sammen til UC Syddanmark.

2017: University College Sjælland skifter navn til Professionshøjskolen Absalon.

2018: University College Lillebælt og Erhvervsakademiet Lillebælt bliver slået sammen til UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole.

2018: Metropol og UCC bliver slået sammen til Københavns Professionshøjskole (KP)

 

7. Rester af seminarietraditionen

I alle årene har der via en konkret lov eksisteret et lærerseminarium med rod i dansk friskoletradition, nemlig Den Frie Lærerskole i Ollerup.

Omkring 2020 forsøgte en gruppe personer med rod i forsker- og højskolekredse at etablere et nyt lærerseminarium, Den frie læreruddannelse i Herning, som skulle supplere lærerskolen i Ollerup. I sidste øjeblik sprang især Venstre fra. Man kan læse mere om dette initiativ her: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-et-frit-laererseminarium-i-herning.html

Pædagoguddannelsen, der også i høj grad har rod i civilsamfundets processer, har i dag ingen seminarier.

Europa-Parlamentet skriver om forskningsfriheden i Danmark

I februar 2024 har Europa-Parlamentet udgivet en rapport om den akademiske friheds tilstand i EU. Rapporten kan tilgås i dette link: https://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2024/757798/EPRS_STU(2024)757798_EN.pdf

Rapporten er meget kompakt, både i sprog og opsætning. Derfor har jeg tilladt mig at kopiere hele afsnittet om Danmark, hvor jeg har indsat en række indryk og så videre, så teksten fremstår mere tilgængelig. Teksten er taget fra rapportens s. 137-147 og kan tilgås nedenfor.

Institutleder Claus Holms overraskende fyring af undertegnede i december 2023 gennemgås forholdsvist grundigt på s. 141 (afsnit 4.3.2). Sagen fremføres som det helt centrale eksempel på universitetsledelsernes problemer med forskningsfrihed under 2003-lovens regime.

I forbindelse med omtalen af fyringssagen nævnes en af de tre store underskriftsindsamlinger, der støttede mig (Erik Schmidt 2022), samt et offentlig brev fra en række DPU-ansatte, der støttede Claus Holm (Jeppe Bundsgaard 2022). Denne uenighed får rapportens forfattere til at slå lidt ud og konkludere, at “this illustrates the complexity of the relationship between cutback operations and academic freedom.”.

Deri tager forfatterne dog fejl. Støttebrevet til Holm var i realiteten støtte til ledelsens opgør med den akademiske frihed. Det har jeg argumenteret for i bogen ”Universitetet og dets fjender”, som udkom i februar 2024. Der er altså ingen ”kompleksitet”, men snarere et samlet angreb på universitetets ånd, som altså blev understøttet af en gruppe forskere, hvis faglige synspunkter i store træk støttes af Holms meget kontroversielle konkurrencestatsideologi. Man kan tilgå alle sagens dokumenter og indlæg, herunder de to breve, i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html

Men jeg er naturligvis glad for, at min sag fremføres i denne sammenhæng.

Den europæiske rapport omtaler også andre af de sidste par års episoder, herunder Henrik Dahls kritik af den dygtige mellemøstforsker og formidler, Jakob Skovgaard-Petersen, som endda blev fremført under forskningsfrihedens banner, samt Københavns Universitets barokke behandling af litteraturhistorikeren, Marianne Stidsen, som efterfølgende blev pure frikendt for plagiat. Dertil kommer sagen mod Stig Markager og flere andre kritisable episoder. Der er i øvrigt påfaldende mange sager fra Aarhus Universitet.

Kapitlet om Danmark i den europæiske rapport tager udgangspunkt i dels et europæisk pilotstudie og dels en udgivelse fra Danmarks Forsknings- og innovationspolitiske Råd fra foråret 2023, hvor 2003-lovens problematiske effekter drøftes udførligt. Derfor spiller den meget kritiserede universitetslov fra 2003 også en stor rolle i den europæiske rapport.

DFiR’s rapport fra 2023 kan tilgås her: https://ufm.dk/forskning-og-innovation/rad-og-udvalg/danmarks-forsknings-og-innovationspolitiske-rad/publikationer/publikationer-fra-danmarks-forsknings-og-innovationspolitiske-rad/universiteter-for-fremtiden18c9378d0b79410bae10d766497f8cf8

Der er flere links om det europæiske initiativ her:

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvem der konkret står bag artiklen om den danske situation. Hvis nogen ved det, må de gerne skrive til mig.

Nedenfor følger så det fulde kapitel om Danmark fra den europæiske rapport i en forhåbentlig mere læseværdig opsætning, end originalen kan tilbyde. Alle fremhævninger er mine egne:

 

4.3. Denmark

In the pilot study commissioned by the European Parliament STOA Panel on the State of play of academic freedom in the EU Member States (Maassen, Martinsen, Elken, Jungblut, & Lackner, 2023) several concerns about de facto academic freedom in Denmark had been identified.

This included worries about the impact of changes in university governance and the public funding arrangements on academic freedom and the democratic culture within academia. The discourse tied to these concerns painted a picture of an academic climate where many academics felt marginalised in institutional governance, while also being susceptible to interference in their academic work from institutional leadership and management and external actors, especially from politics and the private sector.

Furthermore, the academic climate was seen as being negatively influenced by the growing use of social media by civil groups and individual citizens in unfounded criticism of, if not direct attacks on, individual academics and academic positions and points of view.

In summary, the findings indicated that four out of the five sources of threats to academic freedom identified and used in this pilot study apply to the situation in Denmark.

These sources of threats include threats from government and politics, institutional leadership and management, civil society, and private sector actors. The pilot study did not find evidence for any serious cases of academic intolerance affecting academic freedom.

It should be mentioned that several of the threats identified in the Danish discourse have been linked to the 2003 University Autonomy Law, which is regarded as a major cause for various of the negative developments with respect to academic freedom in Danish academia.

Matters related to government and politics have played a significant part in the Danish debates on academic freedom. As indicated, the 2003 Law was found to form the basis for several points of contention, amongst other things, when it comes to the possible effects of the introduction and development of executive powers in the leadership structure on the conditions under which academic freedom is exercised.

Additional political pressure occurred in 2021, when two members of parliament submitted a question to the then minister asking him whether he agreed that “there are problems with excessive activism in certain research environments in the humanities and social sciences at the expense of scientific virtues.”

Furthermore, the Minister was asked whether he agreed that “such tendencies require action similar to the initiative of the French government which has started a formal examination of the extent of the problem.”

It is rather remarkable that we see this reference to another EU Member State, in the sense of politicians in one EU Member State referring to the measures taken by a government in another Member State in political debates on academic freedom, given the controversial nature of the debates and the measures by the government in question (see chapter on France in this report).

As a response to the question, parliament adapted a motion “on excessive activism in certain research environments” expressing its expectation that “university leaders continuously ensure that ensure that the self-regulation of scientific practice works.” The motion states that “academic self-regulation is the basic principle of the free university” but called on universities to make sure that “politics is not disguised as science.”

Furthermore, the motion acknowledges that lawmakers should not control what is researched but at the same time declares that parliament is within its rights to “express views on research results.”

While the motion does not mention any disciplines or fields, in the parliamentary debates around the motion, specific fields such as race, migration, gender and post-colonial studies were attacked and characterised as “pseudoscience.” In addition, during the debates leading up to the motion, a professor from the University of Copenhagen, Jacob Skovgaard-Petersen, was mentioned by name and attacked in a speech given from the official lectern in the parliament. This can be regarded as a direct interference of politics with academic freedom.

The responses from the academic community to the motion was generally critical. Jesper Langergaard, director of Universities Denmark, stated, for example, that “On the one hand, the parliament recognizes the ability of the scientific system to regulate itself. On the other hand, they want to remind the universities of that responsibility. It doesn’t make sense. Danish universities are concerned about what appears to be a political campaign against certain areas of research. The consequence is that some researchers will withdraw from the public debate, and that is not good either for democracy or for freedom of research” (Matthews, 2021).

Furthermore, in response to the motion an open letter was drafted by Danish academics, heavily criticizing the motion and the precedent set by political intervention in the responsibility of the academic community to guard academic freedom. The letter found widespread support in the Danish and international academic community[1].

Regarding the impact on academic freedom of changes in university leadership and management, the pilot study indicated that the influence and labour conditions of academics are generally seen to have been changed in the context of the executive leadership structure that has emerged since 2003. While there was general agreement that there was a need for reforming the then university governance structure (The Danish University and Property Agency, 2009), the 2003 University Autonomy Law is argued to have caused an imbalance between executive leadership principles and academic self-governance (see, e.g. Wright et al., 2020).

The universities currently have a unitary board structure with non-elected internal members and an appointed external majority of representatives. While the executive and managerial roles of the board have been enhanced, the room for academic self-governance and co-determination has been reduced, in part due to the specific nature of the board’s composition. Other concerns amongst academics include mistrust in institutional leadership and their ability to represent academic interests, fear of criticizing leadership and management, and layoff anxiety.

Concerns were raised around hate and threats directed at academics associated with research fields dealing with controversial topics. The COVID-19 pandemic provides a recent example of academics being exposed to attacks from civil society following disagreement among certain civil groups with political decisions on the handling of the pandemic and the involvement of academic experts in providing the knowledge basis for these decisions. In some cases, the involved academics have withdrawn from public debate.

Finally, the growing reliance of academic researchers on external funding was argued to have led to several cases of undue pressure from leading members of funding organizations and private sector funders to influence the research results.

In recent Danish public debates on academic freedom, the impact of the University Autonomy Law of 2003 continues to attract attention.

Many participants in the debates blame the 2003 Law for introducing changes in university governance that have weakened the conditions for exercising academic freedom. These changes are argued to incorporate a strengthening of executive dimensions and external influence in university governance at the expense of the principle of self-governance, that is, the involvement of academics and students in institutional decision-making (see, for example, Degn and Sørensen, 2014).

This continuous attention on the impact of the 2003 Law is also visible in the papers on threats to aspects of academic freedom published by The Royal Danish Academy of Science and Letters (2019; 2021), the initiative of the then Minister of Higher Education and Science to start a dialogue with academics following the “Freedom Letter” (Myklebust, 2022a; Rasmussen, 2022), and the evaluation of the 2003 Law in the second part of 2022 (Baggersgaard, 2022c; Mayoni, 2022a).

A complicating factor in this is that the 2003 Law contained both a general article (2.2) on the protection of the basic conditions of academic freedom, and a more specific article as well (17.2), which has been seen by many academic staff members of the universities as a major symbol of the controversies around the Law, as it gave the institutional leadership the formal power to tell individual staff members which academic tasks to perform.

The report of the evaluation by the Danish Council for Research and Innovation Policy (DFiR) was published May 2023 (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a). The report is seen as a comprehensive and unique contribution to debates surrounding academic freedom in that it represents the government’s willingness to further discuss the state of the sector under the 2003

University Autonomy Law, in addition to providing interview and survey data reflecting a number of key issues in previous and ongoing debates.

The current study will introduce some general points using data from DFiR’s report in addition to introducing new cases concerning academic freedom.

 

4.3.1. Government and politics 

The report by DFiR suggests that the current way the government is steering the sector could be detrimental to academic freedom and institutional autonomy. The frequency of comprehensive reforms and the subsequent commitment to each reform have been regarded by academic staff, institutional leadership, and other interest groups as distracting and, at times, damaging to the sector (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a, pp. 70-72; 2023b, pp. 10-14, 16).

Depending on how reforms are defined, the sector has gone through between 13 (2023a, p. 71) and 29 (Paulsen, 2022) separate reforms the last 20 years affecting strategy, funding, and restructuring plans for the universities. The implementation strategy of the government has been criticised for being too short-sighted in terms of allowing the reforms time to affect the system before implementing new reforms.

Another criticism has been the “revolving door” situation of Ministers of Higher Education and Science leading to a “zigzag” of agendas and initiatives (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023b, p. 14), a point which has been brought up previously in Danish discourse (Baggersgaard, 2021; Oksen, 2021).

The frequency and diversity of reforms has led to a feeling of reform fatigue among the universities as well as a perception of the government’s close-up steering as outright damaging to the administrative tasks of the institutional boards (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023c, p. 45).

An important issue in the current debates on academic freedom is formed by the changes in the funding of academic research at universities. In the period 2011-2021 the basic public research allocations increased by 14%, while the volume of the external funding of research grew by 53%, resulting in external funding now representing almost 50% of the total volume of research funding at universities.

Recent studies discuss both positive and negative consequences of this change in the balance between basic and external funding. One negative impact highlighted is the risk that universities lose promising, younger researchers due to uncertain funding conditions (Sandborg, 2023).

Another problem is that private foundations, whose investments in university research are growing strongly, do not pay overhead, implying that universities must cover overhead expenses themselves when one of their academic staff acquires a grant from one of these foundations. In this we can also identify the possible threats to academic freedom emerging from the size and scale of the involvement of one or more of these foundations with a specific university, for example, the relations of Novo Nordisk with the University of Copenhagen.

Overall, the changes in the funding of research mean that an increasing proportion of the research carried out is defined by external funding organizations, such as foundations and other private funders, implying that researchers to an increasing degree lose opportunities to define their own research agendas. This is a crucial aspect of decreasing academic freedom.

The developments in this category can be illustrated by a number of cases, the first of which concerns the governmental proposal for a major restructuring of master’s programs, predominantly within the humanities and social sciences (The Government of Denmark, 2022). The reform proposes to introduce one-year degree-granting programs aimed at easing the transition to professional practices by reducing the required time without sacrificing the quality of the education (pp. 18-20).

In practice, as many as 8 out of 10 two-year master’s programs in the humanities and social science might be affected by the reform. Furthermore, universities are required to introduce new highly specialised two-year programs focused on research and technology. The proposal was criticised for being poorly planned, costly, damaging to the existing academic climates at the universities, and the resulting programs being of low quality due to the limited timeframe (Bøttcher, 2023; Kølln, 2023; Myklebust, 2022b).

There are explicit concerns for academic freedom and institutional autonomy by academics and higher education organizations in the country in reference to the narrow frame of the reform constraining the universities’ ability to evaluate and satisfy the demands of the reform on their own terms.

An expert on the humanities as a discipline, Associate Professor Jesper Eckhardt Larsen, argues that the proposed reform follows a historical trend in Denmark of anti-intellectual and anti-academic views on higher education associating the elite with the humanities (Myklebust, 2023).

On 27 June 2023 the government announced an agreement on the proposed reform with four other political parties (Ministry of Education and Research, 2023). The agreement is the result of negotiations between the involved parties and implies that from 2028 on 10% of the master students shall be enrolled in 1¼ year study programmes, with another 10% admitted to a flexible professional master’s programme where the students combine work and study. As part of the reform, the budget for higher education will be increased considerably, while also the number of study places for international students will be increased[2]. The reform has been met with mixed
responses, with, amongst other things, several professional associations being critical (Myklebust 2023b).

Another case of government restructuring of the sector is the recently planned move of study places from the big cities to the smaller districts of Denmark (Ejlertsen et al., 2022). The academic community expressed concern over the initial 10% reduction in study places in the big cities, in reference to a potentially weaker academic climate for students and aspiring academics, as well as the inevitable closing of study programs (Kølln, 2021a, 2021b). The number has since been reduced to 6,4% (Renard, 2022), and the plan now involves a comprehensive evaluation in 2025, following negotiations.

 

4.3.2. Institutional leadership and management

The practice of academic co-determination at the institutions is perceived as being less than desirable in terms of the involvement and influence of academic staff and students. Besides provisions for the establishment of an academic council and other representative groups among academic staff and students, the law provides no frameworks or guarantees for their involvement in decision-making processes.

Researchers report a number of challenges and barriers to their participation in decision-making processes: a lack of access to or information about ways to influence decision-making (55%), fear of reprimand from leadership following criticism of the latter (50%), low self-efficacy with regards to administrative and executive processes (31-37%), and a perception of the boards’ level of influence limiting the involvement of researchers (63%) (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a, p. 25).

Other perceived barriers relate to a lack of administrative support for academics to engage in executive decision-making, a lack of time, and a lack of recognition by the executive board (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a, pp. 34-35).

While some rectors have stated that the lack of directives in the law allows for
greater freedom enjoyed by the universities to develop their own culture and practices for democratic co-determination (Baggersgaard, 2022b; Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske  Råd, 2023b, pp. 23-24), universities struggle in practice with realizing desired levels of co-determination and the effective use of representative councils and other channels of communication of the academic staff and students with the university leadership and management[3].

Some researchers have strongly expressed a desire for a revision of the 2003 University Law to include specifications for the degree of and practices surrounding the inclusion of academic staff in decision-making (2022a).

A longstanding criticism of the 2003 University Law is the unitary board structure introducing external and professionalised administrative elements without guarantee for the executive board’s insight into academic processes or influence from academic staff (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023b, pp. 19, 25-26), something which risks damaging the board’s legitimacy among academic staff (2023a, p. 38).

On the other end of the spectrum, representatives from the business and professional spheres prefer current arrangements over more traditional university management that could be found in Denmark pre-2003 as the boards become easier to relate to for cooperation purposes and allow for a university more receptive to political agendas which take the labour market into consideration (Siegumfeldt, 2020).

December 2022, the Danish School of Education (DPU) at the University of Aarhus became entangled in a controversy related to a series of firings following budget cuts at the school. While the cuts were argued to necessitate a reduction of the academic staff, some academics argue that several firings were suspiciously untransparent.

For example, attention was drawn to the firing of a professor, Thomas Aastrup Rømer, who had been critical of the leadership during his 14 years at DPU.

A letter of protest was drafted and signed by 40 Danish academics in support of the professor, describing him as someone with an important voice in Danish educational sciences who has made important contributions to the field (Schmidt, 2022).

At the same time, 31 academic staff members at the DPU drafted a letter dismissing descriptions DPU being a place where research freedom is under pressure without a space for critical voices in the educational sciences (Bundsgaard et al.,2022).

This illustrates the complexity of the relationship between cutback operations and academic freedom.

 

4.3.3. Academic community

More than 70% of the researchers who work with or consider working with issues that are regarded as controversial from a societal, political, or academic point of view experienced their work as difficult due to the threat of, exposure to, or fear of acts of retribution from society or within academia along with the lack of support from institutional leaders (18% for academic controversies, 12% for political controversies (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a, p. 55).

It is also reflective of academics’ weakened position with regard to job security and their perceived low level of influence relative to institute leaders and the executive board.

Recently, literary historian Marianne Stidsen was accused of plagiarism in parts of her PhD dissertation, something she describes as “an ideologically motivated witch-hunt” (Mayoni, 2022b).

Stidsen resigned from her position at the University of Copenhagen due what she experienced as a hostile environment with colleagues asking her to resign over expressed views critical of the #MeToo movement (Baungaard, 2022; Lindberg & Damm, 2020).

One month after her resignation, the formal committee at the University of Copenhagen, which handles cases of questionable research, dismissed the accusation (Mayoni, 2022b).

Furthermore, there has been a growing interest in discussing “wokeness” [4], identity politics, and ideological activism at universities and in society more broadly. Ongoing debates have adopted narratives which juxtapose “woke” and related concepts with rational thinking and free expression (Lindberg et al., 2023)[5]

In the aftermath of the parliamentary motion on “Excessive activism in certain research environments”, it can be argued that a broader discussion on “woke” further informs the context for debates about academic freedom and free expression at universities.

In a few cases, explicit concern has been expressed for free speech at universities being repressed by outrage-culture and political correctness (Fuglsang, 2022; Højsgaard, 2022). There is also a concern for reducing arguments and efforts in support for academic freedom as a “crusade” against “woke”, identity politics, and critical race theory (Mchangama, 2022).

Related to the woke-debate is a discussion on the Chicago Principles and if similar language should be introduced into law or university bylaws (Friis, 2021; Holtermann, 2022; Lehmann, 2022; J. Petersen, 2022; L. B. Petersen, 2022; Skadegård, 2022). Implied is a discussion on the burden of academic responsibility and whether it should be held by academics and universities or externally by the government.

A (small) survey was conducted on the general population’s attitude towards
identity political viewpoints which found that Danes were by and large not “woke” (Pröschold & Fahrendorff, 2022)[6].

 

4.3.4. Civil society

The latest debates do not reveal any new specific threats to academic freedom by society beyond the threats mentioned in the 2023 report (Maassen et al 2023). At the same time, there is a continuous concern for the possibility of threats and attacks directed at researchers engaging with socially or politically controversial topics.

 

4.3.5. Private sector actors

The latest debates do reveal continuous worries about threats to academic freedom by private sector actors, through their potential influence on research proposals and research results. To illustrate the nature of the concerns we will briefly present three relevant cases.

The first case concerns a research project on the impact of beef production on the climate in comparison to other food products, conducted by Aarhus University in collaboration with DTU, funded by the Kvægafgiftsfonden (Cattle Tax Fund), with amongst other representatives from Landbrug & Fødevarer, in the board of the project. The latter is a business organization for agriculture, the food and agro industry.

The controversies around the project’s findings and report have been
referred to as the ‘beef report scandal’ in Denmark[7]. The core of the scandal concerns the originally denied involvement of interest organizations of the agricultural sector in the development and production of a research report, amongst other things, when it comes to the examined climate impact of meat production.

Aarhus University was accused of allowing Landbrug & Fødevarer to write entire paragraphs in the project’s final report (Bahn et al 2019). The representatives from the private sector provided, for example, data and calculations to be included in the report, and decided how the results should be formulated. This is a clear example of an undue interference by the private sector in academic freedom.

The second case concerns a professor at the University of Aarhus, Stiig Markager, who, after he expressed himself about pollution coming from agriculture, was sued in court by an organization representing agro-industrial interests. The University of Aarhus clearly supported him, as expressed in a public letter by the university rector, with the involved dean and head of department (Henriksen, Nielsen, and Andersen, 2019).

In the letter these university leaders stated that, “It is simply unheard
of for an interest organization to try to intimidate a researcher from participating in the public debate by suing him for libel.” Eventually, Professor Markager won the case, but his case was seen as a clear violation of academic freedom.

The third case consists of a conflict around an article in Nature produced by two researchers from the Department of Physics and Astronomy at Aarhus University. The conflict attracted a lot of attention in Denmark and beyond[8].

In the article, the two researchers concluded, among other things, that humans perform better than a computer algorithm in a computer game that simulates a complex quantum physics problem. The article caused a great stir, but was also criticised by, among others, three researchers from the same Department as the article’s authors.

The article was later withdrawn on the basis of the criticism and a check of the conclusion, where an error was detected in the article’s data basis, which meant that the conclusion no longer held. The criticism from the authors’ academic colleagues was deemed unacceptable by the then chairman of the Carlsberg Foundation, which had supported one of the article’s authors with a grant of DK 1 million after the article’s publication.

In an email correspondence between the foundation’s chair and the two researchers, which he forwarded to Aarhus University’s rector, the foundation chair called the critics ‘disloyal’ ‘nest skimmers’ and ‘baboons’, and he called for a gag order.

Strikingly, the dean of the faculty in question interfered in the debate by writing to the foundation chair that he was indeed inclined to give the critical researchers a gag order until they would change their mind.

While both the foundation chair and the dean have since apologized for their statements, the case shows, amongst other things, that private sector funders can put pressure on academics to refrain from academic criticism they do not like (Andersen, 2021; Vestergaard and Andersen, 2021), which is a form of undue violation of the academic freedom of expression.

 

4.3.6. Summary of findings

A considerable part of the current debates about, and worries with respect to, academic freedom in Denmark is linked to the continuous impact of the 2003 University Autonomy Law and the multiple sector reforms introduced since.

The evaluation of the 2003 law by DFiR argues that the law has succeeded in strengthening the universities’ focus on society, but at the cost of a deteriorating democratic culture and possible direct and indirect threats to academic freedom (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a; Schou Drivsholm, 2023).

The latter is visible in some of the findings of the evaluation, for example, in the number of academics that feel restricted in their freedom of expression.

Furthermore, changes in the basic conditions for academic freedom in the form of limitations to self-governance and co-determination, worsening labour conditions, and alterations in the public funding, are seen to possibly affect the opportunities of academics to follow their own research and teaching agendas negatively (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a).

Of relevance is that the report does not identify the 2003 Law as the problem when it comes to the worries with respect to academic freedom. Rather, it argues that the universities’ boards and leaders have to do more to strengthen the democratic culture and academic freedom at their institutions. This, the report argues, should be possible within the current governance- and funding framework conditions for the universities (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, 2023a, p. 9).

While the diagnosis of the impact of the 2003 law presented in the DFiR report is generally acknowledged, there is some criticism of the recommendations the report presents, in the sense that the recommendations are seen by some as ‘toothless,’ and do not deal with the main causes of the current imbalance between executive and democratic principles in university governance (Løkeland-Stai, 2023).

In this, the opinions are divided between those stakeholders who argue that solutions for the current problems in university governance, including the threats to academic
freedom, can be developed within the current University Law, while others argue that the fundamental changes that are needed to address the problems effectively require a new University Law (Løkeland-Stai, 2023).

All in all, the Danish case is characterized by specific features, which together form the backdrop for a continuous debate on possible and real threats to academic freedom. This concerns both direct threats to the basic dimensions of academic freedom, as well as major worries about the short term and long-term impacts on academic freedom of changes in its basic conditions. In the current political and legal university landscape, it looks as if there is broad agreement on the nature of these threats, but a lack of agreement on how to address them most effectively.

 

4.3.7. Resources

Baggersgaard, C. (2021). “Jesper Petersen er den niende videnskabsminister på ti år” https://www.forskerforum.dk/magasinet/2021/345/jesper-petersen-
er-den-niende-videnskabsminister-paa-ti-aar

Baggersgaard, C. (2022a). “Forskere vil høres – kræver ny universitetslov med reel medbestemmelse”. https://www.forskerforum.dk/magasinet/2022/forskerforum-nr-7-2022/forskere-vil-hoeres-kraever-ny-universitetslov-med-reel-medbestemmelse

Baggersgaard, C. (2022b). ”Rektorer: Intet i loven står i vejen for medinddragelse”. https://www.forskerforum.dk/magasinet/2022/forskerforum-nr-7-
2022/rektorer-intet-i-loven-staar-i-vejen-for-medinddragelse

Baggersgaard, C. (2022c). ”Evaluering af udskældt universitetslov skudt i gang”

Baungaard, A. (2022). ”#Metoo-kritisk forfatter blev beskyldt for plagiat. Nu har Københavns Universitet fældet dom” https://www.berlingske.dk/samfund/metoo-kritisk-forfatter-blev-beskyldt-for-plagiat-nu-har-koebenhavns

Bundsgaard et al., J. (2022). “Debat: Kollega-modsvar i debatten om afskedigelser på DPU” https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-kollega-modsvar-i-
debatten-om-afskedigelser-pa-dpu/4689601

Bøttcher, T. (2023). ”Derfor kan uddannelsesreform sende humaniorafag ud på ’dødskørsel’”, https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2023/marts/derfor-kan-uddannelsesreform-sende-humaniorafag-ud-i-doedskoersel

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd. (2023a). ”Universiteter for fremtiden: Tyve år med universitetsloven – Hovedrapport”.

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd. (2023b). ”Universiteter for fremtiden: Tyve år med universitetsloven – Samtalebog”.

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd. (2023c). ”Baggrundsrapport: Universiteter for fremtiden – surveyresultater”.

Ejlertsen, M., Kølln, T., & Baggersgaard, C. (2022). ”Overblik: Sådan bliver uddannelserne ramt af
udflytningsplanen”, https://www.forskerforum.dk/aktuelt/2022/marts/overblik-saadan-bliver-uddannelserne-ramt-af-udflytningsplanen.

Friis, R. (2021). ”Retsfilosof: Derfor har universiteterne brug for Chicago-principperne”, https://uniavisen.dk/retsfilosof-derfor-har-universiteterne-brug-for-chicago-principperne/

Fuglsang, J. (2022). ”Tænketank: Ytringsfrihed på danske universiteter skraber bunden i Norden”.
https://politiken.dk/indland/uddannelse/art8961567/Ytringsfrihed-p%C3%A5-danske-universiteter-skraber-bunden-i-Norden

Holtermann, J. V. H. (2022). ”Lektor: Vi skal lære vores studerende at anerkende ‘højst ubekvemme kendsgerninger’”, https://politiken.dk/debat/art8762233/Vi-skal-l%C3%A6re-vores-studerende-at-anerkende-h%C3%B8jst-ubekvemme-kendsgerninger

Højsgaard, L. (2022). ”Trods politisk pres: Universiteter afviser, at krænkelseskultur er et reelt problem”, https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2022/maj/trods-politisk-pres-universiteter-afviser-at-kraenkelseskultur-er-et-reelt-problem

Kølln, T. (2021a). ”Overblik: Det ved vi om regeringens udflytning af uddannelser”, https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2021/maj/overblik-det-ved-vi-om-regeringens-plan-for-udflytning-af-uddannelser

Kølln, T. (2021b). ”DM: Regeringen har de rette intentioner, men den forkerte metode”, https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2021/maj/dm-regeringen-har-de-rette-intentioner-men-den-forkerte-metode

Kølln, T. (2023). ”Efter regeringens udspil: “Der er noget bullshit bingo over det””, https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2023/marts/efter-regeringens-udspil-der-er-noget-bullshit-bingo-over-det

Lehmann, C. (2022). ”Rektor: Danske universiteter bør indføre Chicago-principperne før det er for sent”, https://www.altinget.dk/forskning/artikel/rektor-danske-universiteter-boer-indfoere-chicago-principperne-foer-det-er-for-sent

Lindberg, K., & Damm, S. J. (2020). ”Det danske akademi splilttes af strid om medlems udtalelser”, https://www.berlingske.dk/aok/det-danske-akademi-splittes-
af-strid-om-medlems-udtalelser-det-er-helt-uhoert

Lindberg, K., Dreyer, P., & Alsen, M. (2023). ”Biblioteksforsker siger ja til kurser i ‘hvidhed’, men: “Vi er nødt til at fastholde, at hvide også kan skrive om sorte””, https://www.berlingske.dk/kultur/biblioteksforsker-siger-ja-til-kurser-i-hvidhed-men-vi-er-noedt-til-at

Maassen, P., Martinsen, D., Elken, M., Jungblut, J., & Lackner, E. (2023). ”State of play of academic freedom in the EU member states – Overview of de facto trends and developments. European Parliament”, https://www.europarl.europa.eu/stoa/en/document/EPRS_STU(2023)740231

Matthews, D. (2021). “Danish academics fear for freedom after MPs condemn ‘activism’”, retrieved from Times Higher Education: https://www.timeshighereducation.com/news/danish-academics-fear-freedom-after-mps-condemn-activism

Mayoni, S. (2022a). “Evaluering af Universitetsloven på vej”, https://uniavisen.dk/revision-af-universitetsloven-kan-vaere-paa-vej/

Mayoni, S. (2022b). ”Praksisudvalg frikender Marianne Stidsen for plagiat”, https://uniavisen.dk/praksisudvalg-frikender-marianne-stidsen-for-plagiat/

Mchangama, J. (2022). ”Kampen for akademisk frihed risikerer at blive til en kamp mod wokisme og identitetspolitik for politikere på udkig efter et korstog”, https://www.berlingske.dk/kommentatorer/kampen-for-akademisk-frihed-risikerer-at-blive-til-en-kamp-mod

Myklebust, J.P. (2021). ”Uproar as MPs claim university research is ‘politicised’”. Retrieved from University World News: https://www.universityworldnews.com/post.php?story=20210610103648390

Myklebust, J. P. (2022a). “Minister reaches out to scientists over freedom concerns”,
https://www.universityworldnews.com/post.php?story=20220819115643640

Myklebust, J. P. (2022b). “Scepticism over government’s one-year masters degree plan”,
https://www.universityworldnews.com/post.php?story=20221006151508259

Myklebust, J. P. (2023). “University masters degree reforms: Practical or political?”,
https://www.universityworldnews.com/post.php?story=20230414104707408

Oksen, N. S. (2021). “Uddannelsessektoren: Den ellevte uddannelses- og forskningsminister på tolv år er bekymrende”, https://www.altinget.dk/artikel/uddannelsessektoren-den-ellevte-uddannelses-og-forskningsminister-paa-tolv-aar-er-bekymrende

Paulsen, L. S. (2022). ”29 reformer på 20 år: Universiteterne mangler en reformpause”, https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2022/april/29-reformer-
paa-20-aar-universiteterne-mangler-en-reformpause

Petersen, J. (2022). ”Endeligt svar på spørgsmål 196”, Folketinget, Retrieved June 30, from
https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/ufu/spm/196/svar/1897761/2602926.pdf

Petersen, L. B. (2022). ”Skal chicagoprincipperne nedfældes som lov på danske universiteter? nej, siger talerne til høring i folketinget”, https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/skal-chicagoprincipperne-nedfaeldes-som-lov-paa-danske-universiteter-nej-siger-talerne-til-hoering-i-folketinget

Pröschold, V., & Fahrendorff, R. (2022). ”Danskerne er ikke så ”woke”, som forskerne forventede“, https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/danskerne-er-ikke-
saa-woke-som-forskerne-forventede

Rasmussen, D. M. (2022). ”Minister inviterer utilfredse forskere til dialogmøde”. https://uniavisen.dk/ministeren-inviterer-utilfredse-forskere-til-
dialogmoede/

Renard, T. Z. (2022). ”Aftale om udflytning af studiepladser på plads”, https://www.dr.dk/nyheder/politik/aftale-om-udflytning-af-studiepladser-paa-plads

Schmidt, E. (2022). ”Debat: Protest mod DPU’s varsel om fyring af lektor Thomas Aastrup Rømer”, https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-protest-mod-dpus-varsel-om-fyring-af-lektor-thomas-aastrup-romer/4690136

Schultz, M., Schiøtt, B., Dyre, J., Heiberg, M. R., Wæver, O., & Bjørnholm, T. (2019). ”Fri Forskning” [White paper].

Siegumfeldt, P. (2020). “Arbejdsgiverne: Universitetsloven har gjort universiteterne stærkere”, https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2020/februar/universitetsloven-har-gjort-universiteterne-staerkere

Skadegård, M. C. (2022). ”Vi risikerer ytringsmagt – ikke ytringsfrihed – med Chicago-principperne”, https://www.berlingske.dk/kommentatorer/vi-risikerer-ytringsmagt-ikke-ytringsfrihed-med-chicago-principperne

The Government of Denmark. (2022). ”Danmark kan mere III”.

Wiedemann, K. (2022). ”Klasseperspektivet mangler i woke-debatten, der føres af den privilegerede middelklasse”, https://www.information.dk/debat/2022/04/klasseperspektivet-mangler-woke-debatten-foeres-privilegerede-middelklasse

Wæver, O., Sinskjær, T., Dyre, J., Ditlevsen, S., Ryberg, J., & Stjernfelt, F. (2021). ”Ledelse & styring af danske universiteter – i international sammenligning” [White paper].

Noter:

[1] See e.g. Myklebust (2021).

[2] For a more comprehensive overview of the main features of the reform, see: https://www.altinget.dk/artikel/her-er-

regeringens-uddannelsesreform-kortere-kandidatuddannelser-faerre-bachelorer-og-nyt-kandidatudvalg.

[3] For a more comprehensive overview of the main features of the reform, see: https://www.altinget.dk/artikel/her-er-
regeringens-uddannelsesreform-kortere-kandidatuddannelser-faerre-bachelorer-og-nyt-kandidatudvalg.

[4] According to the Cambridge Dictionary, ‘woke’ stands for an increased awareness of social problems such as racism and inequality (see: https://dictionary.cambridge.org/dictionary/english/woke). For interpretations of the terms woke and wokeness in the Danish context, see, for example, Pröschold and Fahrendorff (2022). And Wiedemann (2022).

[5] See e.g. also Dahl (2023).

[6] See also the X-post by one of the researchers responsible for the study
(https://twitter.com/M_B_Petersen/status/1536248035944108032)

[7] See, for example: https://newsroom.au.dk/en/news/show/artikel/koedsagen-faa-overblikket-her/; and: https://www.researchprofessionalnews.com/rr-news-europe-nordics-2021-2-principles-for-sponsored-research-in-wake-of-danish-beef-scandal/; as well as: https://danwatch.dk/en/undersoegelse/the-pork-report-how-impart i al –
climate-research-was-dictated-by-danish-crown-and-used-in-pork-advertising/

[8] See for an overview of the conflict: Vestergaard and Andersen (2021).

Faglig bedømmelse af to ansøgninger om professorater i pædagogik, 2023 og 2014

Nedenfor kan man tilgå den faglige bedømmelse af min ansøgning om et professorat i pædagogik ved universitetet i Trondheim (NTNU). Ansøgningen blev indleveret i december 2022.

Jeg modtog bedømmelsen cirka et år senere, den 6. november 2023. Desværre blev stillingen ikke oprettet på grund af store økonomiske problemer ved NTNU.

Blandt de 10 ansøgere blev min ansøgning rangeret som nr. 1. Når man læser de smukke ord til min ansøgning om denne fornemme position, bliver man mindet om DPU’s og institutleder Claus Holms helt særlige forskningsideologi; en ideologi, som forårsagede en regelret fyring af undertegnede i december 2022, altså få dage før jeg sendte min ansøgning til Norge.

De tre hovedoverskrifter, A-C, har jeg selv indsat i teksten, men indholdet af de tre afsnit er fulde og udtømmende citater fra den norske bedømmelse. Jeg har naturligvis slettet alle referencer til de øvrige ansøgere.

Dertil kommer et punkt D, hvor man kan læse om konklusionen fra en bedømmelse af en anden professoransøgning, som jeg indleverede i 2014 til DPU. Også ved den lejlighed spillede den dengang helt nye institutleder, Claus Holm, en yderst problematisk rolle.

Det giver fire afsnit:

  • A. Medlemmer af den sagkyndige komite, 2023
  • B. Komiteens samlede konklusion og rangering (som nummer 1), 2023
  • C. Bedømmelse af konklusioner og medsendt materiale, 2023
  • D. Konklusion fra professorbedømmelse ved Aarhus Universitet 2014

 

A. Medlemmer af den sagkyndige komite, 2023

  • Professor Maria Øksnes, NTNU, Trondheim
  • Rektor Alexander von Oettingen, UC SYD, Danmark
  • Professor Rune Johan Krumsvik, Universitetet i Bergen

 

B. Komiteens samlede konklusion og rangering (som nummer 1), 2023

Sakkyndig utvalg har kommet frem til at følgende søkere er kvalifisert og rangert:

Thomas Rømer finnes kompetent til stillingen som professor i pedagogikk i tråd med komiteens konklusjon. Han rangeres som nummer en med bakgrunn i hans vitenskapelige kompetanse på svært høyt nivå. Han fremviser særlig bredde, dybde og originalitet i sine arbeider. Han svarer til flere av utlysningstekstens ønskede kvalifikasjoner: Han har kompetanse innenfor det allmennpedagogiske området og særlig knyttet til didaktikk og utdanningshistorie som er ønskelig jamfør utlysningsteksten og vil kunne bidra bredt inn i de skisserte ansvars- og arbeidsoppgaver i lærerutdanningen

(min kursivering, TAR)

 

C. Bedømmelse af kvalifikationer og medsendt materiale, 2023

1. Vurdering av utdanning og akademiske grader

Rømer har en bred og variert akademisk bakgrunn. Han har lektorbedømmelse fra 2002. I tillegg har han hovedfag i Statskundskab (1990) fra Aarhus Universitet, samt sidefag i filosofi(1½ års tilleggsutdannelse, som kvalifiserer til undervisning i gymnaset). Rømer forsvarte i november 2003 sin doktorgrad ved Institutt for læring, Aalborg Universitet. Avhandlingen hadde tittelen ”Læring og evaluering i nyere uddannelsesteori” og ble forsvart ved ”Videnscenter for Læreprocesser”. Med avhandlingen fyller Rømer kravet til stillingen om ph.d. på fagområdet pedagogikk.

 

2. Vurdering av vitenskapelige/kunstneriske kvalifikasjoner, forsknings- og utviklingsarbeid

Rømer har et omfangsrikt og bredt forfatterskap bak seg. Han har siden 1993 utgitt 12 monografier der over halvparten er fagfellevurderte. Han har også vært redaktør for fire antologier. Dessuten har han jevnlig utgitt fagfellevurderte artikler i en rekke ulike anerkjente internasjonale tidsskrift, samt i nordiske tidsskrift og utgivelser/antologier (fagfellevurderte).

Rømer har publisert 14 fagfellevurderte artikler i internasjonale engelskspråklige tidsskrift. Han har også publisert et stort antall fagfellevurderte artikler og andre tekster i danske tidsskrift og utgivelser. Hovedvekten av tekstene er fagfellevurderte og vurderes som et uttrykk for kvalitet. Rømer har i tillegg bidratt på en lang rekke internasjonale konferanser med paper.

Rømer har levert ti arbeider som vurderes under. Tre av arbeidene er monografier, et er et bokkapittel og seks er fagfellevurderte tidsskriftartikler. Tre av tidsskriftartiklene er publisert internasjonalt.

De innleverte tekstene holder generelt høy kvalitet og belyser en rekke sentrale pedagogiske problemstillinger som viser bredde i den vitenskapelige kompetansen. Tekstene er i hovedsak knyttet til studier i dannelsesteoretiske anliggende og problemstillinger som kan knyttes til den didaktiske tradisjon som vi finner i Europa og særlig de skandinaviske landene. Rømer gir uttrykk for dyp innsikt relatert til ulike pedagogiske perspektiver på dannelsesteoretiske anliggende, didaktiske spørsmål (forholdet mellom undervisning og læring) og utdanningspolitikk- og historie. Han fremviser en bredde i problemstillinger og tema.

Arbeidene fremstår som aktuelle og originale i sine kritiske analyser. Hans arbeider fremstår som velskrevne og godt underbygde. Rømer har i hovedsak vist selvstendighet gjennom sin publiseringshistorikk, men har også samarbeidet om enkelte publikasjoner. Dette anses som positivt.

Rømer oppfyller i svært høy grad kravet til vitenskapelig kompetanse gjennom sine publikasjoner.

 

1) Rømer, T.A. (2022). Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering. Aarhus. Klim (564 sider).

I denne boken diskuterer Rømer forholdet mellom skolens formål og ulike skiftende pedagogiske og utdannelsespolitiske begrepsutviklinger i perioden 1990 til 2013. Boken kan leses som et utdanningshistorisk bidrag med bakgrunn i en grundig gjennomgang av etterkrigstidens pedagogikk. Den kan også leses som et bidrag til det didaktiske området med tanke på det overordnede fokus på og diskusjon av formålet med skolen.

Boken har fire deler:

Del en inneholder blant annet en pedagogisk fortolkning av folkeskolens gjeldende formåls-, fag- og undervisningsparagrafer. Det gjøres en dannelsesanalyse av sammenhengen mellom kunnskap, pedagogikk og politikk i Danmark. I del to og tre undersøker Rømer det empiriske grunnlag for fremveksten av en ny lærings- og styringsdiskurs preget av instrumentalisering og universalisering som anses å undergrave den pedagogiske forståelse for en vesentlig formålstradisjon. I del fire stiller Rømer spørsmål ved hvorfor det ikke ytes særlig motstand mot den dype instrumentalisering og universalisering.

Rømer fremviser en imponerende innsikt i dansk utdanningshistorie og politikk uttrykt på en interessant og klar måte.

2) Rømer, T. A. (2015). Pædagogikkens to verdener. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag (575 sider).

Boken tematiserer Danmark som et land der ordene, setningene og handlinger har skiftet og mistet betydning. Rømer undersøker forskyvninger, løsrivelser og etableringen av det han betegner som et kunstig land ved å vende blikket mot skole- og utdannelsestenkningen. Dette gjør han med en tanke om at det er i pedagogikken man kan gjenskape det som er verdifullt i seg selv. Boken inneholder fem seksjoner som omhandler eksempelvis utdanningspolitikk, konkurransestaten, utdannelse og pedagogisk filosofi. Rømer tar utgangspunkt i historiske perspektiv og går i til dels hard kritisk diskusjon med en lang rekke sentrale samtidige politikere. Han antyder at mange lærere og forskere tvinges inn i bestemte måter å tenke og handle på. Rømer gjennom boken opp en rekke pedagogiske problemstillinger gjennom sin undersøkelse, som for eksempel forholdet mellom læring og undervisning, dannelse og kompetanse, frigjørelse og disiplin. Rømer avslutter med referanse til Arendt og et forslag om å rette oppmerksomheten mot kjærlighet, frihet og beskyttelse.

3) Rømer, T. A. (2010). Uddannelse i spænding, Århus: Klim.

Tema for boken er utdannelsesbegrepet. Rømers utgangpunkt er å undersøke om læring og undervisning har noe med utdannelse å gjøre. Han er opptatt av hvordan det didaktiske og det læringsmessige både betinger og begrenser hverandres eksistens. Rømer kritiserer og utvikler derfor begge synspunkter i et forsøk på å forstå deres komplekse interaksjon. Det argumenteres for at vi for at læring og undervisning skal jobbe sammen må vi erkjenne at relasjonen mellom dem er nødvendig og problematisk. I så fall vil både læring og undervisning fremstå som noe annet enn før. Rømer finner et begrep om utdanning som kan bidra til å sette læring og undervisning i kontakt med kulturen. Han argumenterer for at det finnes ved å forstås utdanning gjennom begreper som mylder, handling, tenkning, frihet, påminnelse og åpenhjertighet, spenning og sprang (rykk). Det uttrykkes en grunnleggende kritikk mot at utdanning forfaller til administrative funksjoner og kommersialiserte læringsmetoder.

4) Rømer, T.A. (2021). Reformpædagogikkens dannelse, i Brinkmann, S. & Tanggaard, L. & Rømer, T.A. (red.): Sidste chance – nye perspektiver på dannelse, Aarhus: Klim.

I denne artikkelen legger Rømer til grunn en vanlig forestilling om at dannelse står i motsetning til reformpedagogikk. Han spør om reformpedagogikk heller er en del av hele dannelsestradisjonen og om den moderne reformpedagogikk kan anses som et oppgjør med reformpedagogikken. I sin diskusjon av dette trekker Rømer på Rousseau, Fröbel, Montessori og Dewey. I sin redegjørelse for dannelse legger Rømer til grunn at det dreier seg om menneskets og verdens vekselvirkning der begge er suspendert fra sine sosial funksjoner.

Han henter inspirasjon til suspensjonsbegrepet fra Masscheleins arbeid knyttet til begrepet schole (den frie tid). Vekselvirkningen knyttes til Humboldt og Grundtvig, og et dobbelt fokus på menneske og verden, fortid og fremtid. Rømer diskuterer hvordan reformpedagogikken har mistet sin relasjon til sin åndshistorie og heller latt seg underordne en bestemt atferdspsykologisk definert læringsbegrep og tanken om ansvar for egen læring.

Rømer forbinder dannelse og reformpedagogikk gjennom å gå idehistorisk til verks.

5) Rømer, T.A. (2021). Gert Biesta – Education between Bildung and Poststructuralism, I Educational Philosophy and Theory, vol. 53, nr. 1, s. 34-45.

Artikkelen er en diskusjon av hvorvidt Biesta er en dannelsesfilosof. Svaret er tvetydig. Rømer argumenterer på en side for at Biesta fornekter et dannelsesbegrep og derfor ikke kan være en dannelsesfilosof. Det betyr ikke at Biesta er tilhenger av instrumentalisme og læringsideologi. Rømer argumenterer for at det heller er motsatt når han på den andre side foreslår Biesta som fortaler for en ontologisk vending. I sin diskusjon av Biesta trekker Rømer på en rekke danningsteoretikere og pedagogiske filosofer (von Humboldt, Kant, Arendt, Agamben) og skriver frem en innholdsmessig diskusjon av dannelesebegrepet.

6) Rømer, T.A. (2018). Education and Causality, i Paideutika – Quaderni di formazione e cultura (Notebooks on Education and Culture), årgang 27, nr.1, s. 143-159.

I denne artikkelen argumenterer Rømer for at den rådende forståelsen av forholdet mellom undervisning og læring er basert på forvirring knyttet til forståelse av kausalitet som et årsak- virkningsforhold. Rømer foreslår at det han kaller «reverse causality» overser ontologiske aspekt ved utdanning, pedagogisk teori og praksis. I tillegg diskuterer Rømer ulike syn på kausalitet, fra statistisk til epistemologisk, med bakgrunn i ulike tolkninger av Hume og Kant, til fenomenologisk-ontologiske begrep. Det trekkes veksler på post-heideggeriansk realisme.

7) Rømer, T.A. (2017). Kritik af John Hatties teori om visible learning, i Nordic Studies in Education, vol. 37, nr. 1., s.19-35.

Rømer analyserer i denne artikkelen Hatties teoretiske utgangspunkt. Rømer gjør en femleddet kritikk av teorien om visible learning. Det innebærer blant annet en kritikk av at evalueringsteori marginaliserer og overtar pedagogikken av Hatties oppgjør med undervisning og den europeiske pedagogiske tradisjon, av et problematisk rekonstruerende undervisningsbegrep, feedbackbegrepets desentraliserende tendens, samt en problematisk lesning av Popper. Utgangspunktet for Rømers kritikk er at pedagogisk teori tematiserer hvordan praksis gjenskapes i spenningsfeltet mellom frihet og tvang. Hatties teori utfordrer forestillingen om denne pedagogisk prosess. Kritikken er en undersøkelse av hvordan læringsteori bidrar til at pedagogiske begreper mister sin kraft under instrumentaliseringen som samlet sett avviser pedagogikken.

8) Rømer, T.A. (2017). Nogle realistiske bemærkninger til Piagets læringsteori, i Udbildning & Demokrati, vol. 26, nr. 3, s. 85-104.

I denne artikkelen reflekterer Rømer over det han anser som problematiske aspekt ved Piagets læringsteori og hvordan disse brukes i nyere pedagogikk. Det er Piagets begrep adaptasjon og de tilhørende assimilasjon og akkomodasjon som undersøkes. Rømer argumenterer for at disse prosessene ofte er for atskilte fra hverandre eller at de ikke forholder seg til den ytre verden. Rømer foreslår en annen tolkning av Piaget. Denne tolkningen argumenterer for at læringskategoriene hos Piaget er knyttet til objekter og ting i større grad enn man hittil har antatt. Denne læringsteorien er ifølge Rømer forenelig med dannelsestekning, pedagogisk formål og filosofi.

9) Rømer, T.A. (2017). Undervisningens gavegivning, i Studier i LærerUddannelse og Profession, vol. 2, nr. 1, s. 73-89.

Denne artikkelen undersøker undervisningsbegrepets tilstand og filosofiske innhold og muligheter. Rømer foreslår at den rådende bruk av undervisningsbegrepet reduseres til en metode for optimal læring, en redusering som kan tolkes som en avvisning av undervisning.

Gjennom analyser av nyere bidrag til undervisningsbegrepet fra pedagogisk filosofi (Breslauer, Biesta, Higgins og Masschelein) argumenterer Rømer for at undervisning kan forstås som en dobbelt gavegivningsprosess. Dette innebærer en relasjon mellom elev og lærer som fører begge tettere på et kulturelt og vekselvirkende samspill.

10) Rømer, T.A. (2013). Nature, Education and Things, i Studies in Philosophy and Education, vol. 32, nr. 6, s. 641-652.

Artikkelen tematiserer Deweys naturfilsofi, metafysikken. Det argumenteres for at Deweys utdanningsfilosofi får dybde og betydning gjennom denne. For å få en bedre forståelse av Deweys utdanningsfilosofi trenger vi å forstå forholdet mellom hans begrep om erfaring og hans naturfilosofi. Rømer gjør tre refleksjoner. Han reflekterer over sentrale aspekt ved naturfilosofien, av begrepet om transaksjon og til slutt en ny refleksjon av erfaringsfilosofien.

Rømer konkluderer med å forbinde prosessene natur og erfaring til visse aspekt ved hans skoletenkning som omhandler den pedagogiske metode. Rømer foreslår at Deweys interesse kan knyttes til hans naturalisme og ontologi. Metode handler dermed om å ta del i naturens ontologiske fornyelse på måter som fremmer intelligente erfaringsprosesser.

 

3. Vurdering av utdanningsfaglig kompetanse

Rømer har levert en kortfattet pedagogisk mappe for å synliggjøre sin utdanningsfaglige bakgrunn. Den er strukturert på en måte som svarer ut de områdene som skal vurderes. I tillegg har han en rekke attester som dokumenterer den aktivitet han beskriver i mappen. I attestene kommer det frem at Rømer anses som original med tanke på sine forskningsbidrag og som et ideal for offentlige intellektuelle. Han beskrives som nysgjerrig og kritisk. Rømer har nesten 30 års erfaring med undervisning på profesjonsutdannelser ved høgskoler og universiteter der han han undervist i pedagogiske og sosiale emner. Rømer har deltatt i lektorkvalifisering med veiledning. Rømer hadde stilling som lektor i pedagogikk ved Peter Sabroe Seminariet (2003-2005) og deretter som lektor i pedagogisk filosofi ved DPU, Aarhus fra 2008 og på søketidspunktet. Han har hatt sin undervisning innenfor områdene “Pædagogisk Filosofi” og “Generel Pædagogik”. Han har hatt ansvar for planlegging og koordinering av 20 ECTS-modulet ”Almen pædagogik” på kandidatuddannelsen i Generel Pædagogik. Rømer viser tidlig i sin karriere en interesse for utvikling av faget og kvalitets utvikling av egen undervisning gjennom en rekke ulike aktiviteter som bekreftes av attester fra kolleger og overordnede. Dette kan leses som uttrykk for Rømers evne til å initiere og lede utviklingsarbeid.

Rømer har bidratt til utvikling av utdanningskvalitet i fagfellesskapet gjennom utvikling av emner/fag og undervisning i Kommunikation, organisation og ledelse samt Socialfag og Pædagogik. Han har utviklet etterutdanningsemner. Rømer har vært formann for seminarets lærerforsamling. Han har deltatt i samarbeidsflater i og vært aktiv i seminarets internasjonale arbeid. Rømers analytiske og kritiske refleksjon fremheves. Han har hatt prosjektledelsesansvar. Rømer berømmes for sitt arbeid med studenter og hans vilje og evne til å inkludere dem i undervisningen.

Rømer har bred erfaring med veiledning på ulike nivå også på master/ph.d.-nivå.

Rømer har bidratt i arbeidsgrupper både lokalt, nasjonalt og internasjonalt. Sammen med fremtredende fagfeller på det pedagogiske området har han arrangert flere dagskonferanser (ikke dokumentert). Han har sammen med kolleger utviklet nye studietilbud, blant annet et masterprogram i sosialt arbeid ved Maastricht i Holland (Macess, godkjent som master ved University of North London.

Det kan nevnes at Rømer har mottatt Holgerprisen (2010) (pædagogisk ytringsfrihedspris) og Ahlstöm Award 2019 (videnskapelig pris i regi af Nordic Educational Research Association NERA).

Tross sin lange erfaring og utdanningsfaglige kompetanse gjennom undervisning og veiledning, utdanningsfaglige bidrag i fagmiljøet og det pedagogiske feltet som er godt dokumentert, vurderer komiteen at det ikke er tilstrekkelig med bakgrunn i forskriftens krav. Flere av områdene som skal vurderes fremkommer ikke tydelig i den pedagogiske mappen. Det gjelder blant annet utdanningsfaglig utvikling over tid, deltakelse i kurs og opplæring, kritisk refleksjon knyttet til egen undervisning og undervisnings- og læringssyn. Rømer dokumenterer ikke tydelig hvordan en kombinasjon av kurs og egen praktisk undervisning tilsvarer et program på 200 timer.

Kandidaten har ikke dokumentert tilstrekkelig utdanningsfaglig kompetanse for å dekke forskriftens krav, og bør pålegges å gjennomføre eller dokumentere godkjent kurs i utdanningsfaglig basiskompetanse innen 2 år etter ansettelse.

 

4. Vurdering av formidlingsarbeid

Rømer har bidratt til å spre pedagogisk innsikt i den offentlige debatten gjennom et stort omfang av kronikker og intervju, debattinnlegg og leserbrev. Rømer har også et omfattende bidrag i sosiale medier. Han har også bidratt til et viktig, men ofte undervurdert arbeid ved å skrive anmeldelser av andres publiseringer. Dette vitner om et stort engasjement for faget og synlighet ved å delta i den offentlige samtalen om pedagogiske spørsmål og tema.

 

5. Vurdering av andre faglige kvalifikasjoner

Rømer sitter i styret for Nordisk netværk for pædagogisk filosofi (2012-2022). Han er også med i dannelsesgruppen ”Dannelse til Tiden” som arrangerer årlige weekendmøder på Rønshoved Højskole om dannelsesorienterede emner (2016-2022) Rømer er reviewer for tidsskriftene Studies in Philosophy and Education, Educational Philosophy and Theory og Studier i Pædagogisk Filosofi (2012-2020).

 

6. Vurdering av ledelsesmessige kvalifikasjoner

Rømer har deltatt i råd- og utvalgsarbeid ved Peter Sabroe Seminariet, herunder leder av seminariets lærerforsamling og i en årrekke har Rømer deltatt i skolens Fællesråd (rådgivende organ med studenter- og lærerrepresentanter og med i seminariets bestyrelse). Rømer har undervist i emnet Kommunikasjon, organisasjon og ledelse i en årrekke. Sammen med sin publiseringsportefølje kan disse erfaringene anses som grunnlag for evne til å lede forsknings- og utviklingsarbeid.

 

7. Konklusjon

Thomas Aastrup Rømer gjennomførte sin doktorgrad innen pedagogikk i 2003 ved Aalborg universitet og innfrir minstekravet til utdanningsfaglig bakgrunn for stillingen. Rømer har lektorbedømmelse fra 2002 og lang erfaring med undervisning fra høyere utdanning.

Rømers vitenskapelige kompetanse vurderes som svært høy og hans profil svarer til ønske om utdanningshistorisk og didaktisk kompetanse jf. utlysningsteksten.

Rømers pedagogiske mappe dokumenterer ikke tilstrekkelig utdanningsfaglig kompetanse selv om Rømers utdanningsfaglige utvikling og kvalitetsutvikling dokumenteres gjennom en rekke attester fra tidligere og nåværende ledere, savnes en grundigere systematisk refleksjon over de ulike aspektene som skal vurderes. Rømer tilfredsstiller kravet om bred erfaring med veiledning på master- og phd.-nivå.

Rømers publikasjoner har særlig vært orientert mot studier av dannelsesteoretiske anliggender og problemstillinger som ligger tett på didaktiske diskusjoner. Han har også mer spesifikt orientering mot temaer som utdanningshistorie. Rømer har belyst en rekke ulike problemstillinger gjennom sine pedagogiske analyser. Rømers arbeider forholder seg både til den danske konteksten, men strekker seg også inn i den internasjonale debatten.

Samlet sett har Rømer en svært god kompetanseprofil med henblikk på krav til kvalifikasjoner for den utlyste stillingen. Rømer fremstår som en kunnskapsrik, kritisk reflekterende og original forsker.

Thomas Aastrup Rømer finnes kvalifisert til stillingen som professor i pedagogik.

 

D. Konklusion fra professorbedømmelse ved Aarhus Universitet 2015

I juni 2014 – mens skolereformen rullede ind over landet – blev der opslået et professorat i pædagogik ved DPU, Aarhus Universitet. Jeg skrev en grundig engelsksproget ansøgning på 10 sider og medsendte seks publikationer, som alle fik en positiv bedømmelse.

Bedømmelsesudvalget bestod af følgende personer:

  • professor Karen Borgnakke, Københavns Universitet, Denmark
  • professor Stefan Thomas Hopmann, Wiens Universitet,
  • professor Per Fibæk Laursen, IUP (i dag: DPU), Aarhus Universitet, Denmark (formand)

Bedømmelsesudvalget skulle ikke rangere ansøgerne, men skrev følgende konklusion:

”Thomas Aastrup Rømer’s list of publications and the submitted books and articles demonstrate that he is a very productive researcher. Most of his work is in Danish, but he has also written several research articles which have been published in prestigious international journals. He has extensive knowledge of many different theories, and he is a distinct analyst and debater and a keen controversialist. Furthermore, he is an experienced and competent teacher.

Compared to the requirements in the announcement he has proven competent primarily in philosophical, but also in sociological aspects of educational theory and their relation to practice. He has written about both normative an empirically based theories, on the relationship between theory and practice, focusing especially on schools, and on the development of knowledge about education, teaching and schools.

Thomas Aastrup Rømer has only done empirical research as a research assistant, but he has discussed empirical research and its relation to practice extensively.

Thomas Aastrup Rømer is deemed qualified for the professorship of education.”

Jeg fik dog ikke stillingen. I stedet blev Alexander von Oettingen tilbudt professoratet, men blot få dage herefter nedlagde den helt nye institutleder, Claus Holm, pludselig stillingen med henvisning til instituttets ”strategi”. Holms aktion blev støttet af den ligeledes nyansatte dekan for ARTS, Johnny Laursen. Det var en skandale, hvis begrebsmæssige struktur har manifesteret sig gentagne gange både før og siden, bl.a. i den omtalte fyringssag fra december 2022. Dermed fik man taget pusten fra to personer fra dannelsens og pædagogikkens tradition.

I stedet oprettede Holm en række strategiske MSO-professorater, der flugtede med hans egne synspunkter, og hans ven og mentor, Lars Qvortrup, blev udnævnt til leder af et læringsideologisk “Nationalt Center for Skoleforskning”, uden opslag vel at mærke.

 

Diverse links:

Man kan læse mere om den danske sag fra 2015 i følgende indlæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-von-oettingens-professorat-i-paedagogik.html.

Alle dokumenter og indlæg vedrørende Claus Holms fyringsaktion i december 2022 kan tilgås i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html

Hedevig Baggers pædagoguddannelse

I november 2023 mødtes vi en lille flok på UC VIA i Aarhus til docent Jan Jaap Rothuizens studiekreds om pædagogikkens klassikere. Denne gang gjaldt det fru Hedevig Bagger (1842-1926). Det var lektor Hanne Hede Jørgensen, der stod for at introducere kredsen til Baggers pædagogiske ideer.

Bagger etablerede i 1885 landets første pædagoguddannelse, som 20 år senere fik navnet ”Frøbelseminariet”. Bagger var selv uddannet lærerinde fra det progressive og Fröbel-inspirerede Femmerske Kvindeseminarium, hvor en anden seminariestifter, Natalie Zahle, også havde slået sine folder.

Den tyske teolog Friederich Schleiermacher havde ikke levet forgæves, da han allerede i 1820’erne forvarslede om kvindernes centrale betydning for 1800-tallets pædagogiske udvikling. Det vidste deltagerne i Jan Jaaps studiekreds, fordi vi måneden forinden netop havde drøftet Schleiermachers berømte forelæsninger om pædagogik.

I forbindelse med arrangementet læste jeg en del af Baggers forfatterskab. Her fandt jeg to interessante ting. For det første en teori om autoritet, som jeg efterfølgende skrev om i tidsskriftet Kontrast.dk, jf. https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/autoritet-er-det-modsatte-af-raa-magt. Det handlede om en form for ikke-autoritær autoritet.

For det andet fandt jeg en form for curriculum for pædagoguddannelsen, og det er denne del af Baggers arbejde, som jeg vil sætte fokus på i det følgende. Måske kan det stadigvæk inspirere til nogle ting?

Nedenfor kan man derfor læse nogle uddrag af Hedevigs forslag til et sådant curriculum for uddannelse af børnehavelærerinder. Citaterne er især taget fra en artikel i tidsskriftet Vor Ungdom fra 1891. Artiklen blev senere optrykt i Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr.1, 2015, med indledning af Søs Bayer, som på det tidspunkt netop havde udgivet en bog om pædagogprofessionens historie.

Ind imellem trækker jeg også på nogle andre Bagger-tekster: Det drejer sig om bogen Dansk børnehave og dansk børnehavesystem, som også udkom i 1891 og teksten Den danske børnehave – bemærkninger om så børns opdragelse og undervisning, som Hedevig skrev sammen med sin mand, hr. Sofus Bagger, i 1885. Undervejs har jeg også studeret Hedevig Baggers fine biografi om Fr. Fröbel, som udkom i 1916, altså midt i ragnarok. Og endelig har jeg bogen Småbørnslærerinden fra 1920 liggende på skrivebordet.

Bagger er i det hele taget stærkt præget af Fröbels tanker, hvis ideer hun ikke blot skrev om, men også udbredte i foreninger og tidsskrifter.

Teksterne udspringer af en kreativ og virksom sjæl. Ideerne myldrer hen over markerne med både grækere, oplysningsfolk og romantikere som blafrende skygger fra aftensolen.

 

1. Alment Curriculum for uddannelsen som børnehavelærerinde:

Hedevig Bagger taler for en storstilet og almen læreplan for den nye pædagoguddannelse. Her i et langt citat:

”Uddannelsen til børnehave- og småskolegerningen må hvile på et solidt grundlag af almindelig dannelse, der selvfølgelig kan erhverves ad noget forskellige veje.

Den tilkommende lærerinde må kunne skrive og tale sig modersmål korrekt for at kunne have øre for børnenes talefejl og have evne til at rette dem. Det er umuligt at undervise tilfredsstillende i læsningens begyndelsesgrunde, uden at man har indsigt i modersmålets lydlære og dets grammatiske bygning. (TAR: Hedevig mente ikke, at børn under seks år skulle bruge bøger, så ”begyndelsesgrunde” må henvise til tungemålet).

En god og flydende håndskrift samt så meget øvelse i tegning, at hun kan anskueliggøre almindelige genstande og forhold må forlanges.

Lærerinden må være så meget inde i modersmålets litteratur, at hun forstår at vælge, vurdere og forklare digte, der passer for små børn, og hun må kunne vejlede børnene til en naturlig og sprogrigtig gengivelse.

Lærerinden må have tilstrækkelig sangstemme og musikalsk øre til at lede børnenes sang og tilstrækkelig indsigt i de gymnastiske øvelser, der passer for små børn, til at kunne forestå gymnastikundervisningen.

Lærerinden må kende det vigtigste af sundhedslæren, særlig hvad der angår børn og skoler og have begreb om sjælelivets virksomhed hos sig selv og hos barnet.

Men frem for alt – lad ingen give sig til at undervise små børn uden virkelig kærlighed til børn og uden tålmodighed til at sætte sig på barnets standpunkt. Her som overalt vil kærligheden bære over mange hindringer, vel også skjule mange af de ufuldkommenheder, som altid vil præge den første undervisning, der meddeles af en ung lærer eller lærerinde.”

 

2. Anskuelsesundervisning og fortælling

Bager fortsætter med at understrege et almenpædagogisk krav om ”anskuelsesundervisning”; en pædagogik der handler om at gå fra simple og usammensatte erfaringer til store åndelige og narrative synteser. Som hun siger: ”Et eventyr kan ligge i en pind”. Og en så storstilet proces bør planlægges på en meget fleksibel og bøjelig måde.

Denne meget avancerede teori om fortællingens begreb er formodentlig inspireret af højskolebevægelsen, som prægede sindene i de år.

Anskuelsesundervisningen kræver, at lærerinden har ”indsigt i naturlivet og i mange praktiske livsforhold”. Lærerinden lægger en pædagogisk plan, som hun ”fastholder med kraft”, men hun skal også vise ”imødekommenhed og bøjelighed ved at medtage det stof, der af børnene tilføres samtalen”. Dertil kommer krav om ”åndsnærværelse” og ”kunsten at fortælle godt og livligt”. Hun må ”aldrig læse op af en bog”, for ”når man læser, kan man jo ikke se på børnene”.

 

3. Børnehavens formål

Hedevig skriver: ”Børnehavens formål er ved de hensigtsmæssige midler at fremme barnets selvudvikling i det hele, dvs. i dets forstand, vilje, følelse og fantasi”.

Denne personlighedsudvikling finder sted i en social sammenhæng. Vi får at vide, at børnehaven er…

”…et lille samfund, som har sine bestemte love. Barnet lærer at følge bestemte forskrifter og regler. Det lærer, at dets vilje er en anden stærkere vilje underkastet, nemlig den samme, som leder dets små kammerater. Det fatter hengivenhed for sine vejledere og slutter kammeratskab med sine små meddisciple, hvorved følelsen påvirkes. Efterhånden lærer det også at bruge sin forstand til at skelne mellem ret og uret”.

En slags medborgerskabspædagogik for små børn.

Af 1885-teksten fremgår det også, at den frie leg må være i højsædet sammen med nationale sange og et liv i naturen. Dette sættes i en vis modsætning til den tyske tilgang, som er ”overdrevent systematisk”, som det hedder.

 

4. Personlig udvikling og børnehavens dagligdag

Dertil kommer, at lærerinden må besidde ”forskellige egenskaber, der kun erhverves af praktisk vej, ved øvelse og erfaring”. F.eks. følgende udmærkede og tankevækkende principper:

  • Vigtig er ”den frie leg, der er så vel skikket til at udvikle det individuelle i barnet”. Her er lærerindens opgave at ”sætte i gang”, ”opmuntre” og at ”holde orden”. Hun skal også besvare ”de mange spørgsmål, der vil strømme ind fra børnene i anledning af al det nye, der opdages”.
  • Pædagogen må kunne ”bevare sin ro; hun må ikke tabe tålmodigheden ved den evige uro, der er over småbørn, og som for dem er noget naturligt”.
  • ”Man må ikke rose for meget og heller ikke dadle for meget. Mange ord behøves ikke. Barnet kan ikke følge dem”.
  • ”Børnehavelærerinden må ikke glemme, at hun i den bestemte tid af dagen, vor børnene er hendes betroede, har overtaget hjemmets og modernes pligter og ansvar.”
  • ”Den unge lærerinde bør vel stige ned til børnene og være barnlig med dem, men aldrig barnagtig. Hun må være tålmodig, hun må være behersket. Aldrig må hun vise sig i allermindste måde lunefuld”.
  • ”Sandhedskærlighed må man altid forudsætte hos små børn, men dog være forberedt på, at deres livlige fantasi løber af med dem.”
  • ”Samtaler mellem lærerinder må ikke finde sted”. Man skal altid have ”øjnene på børnene”.
  • Når børnene beder om noget, bør man tillade det, vis bønnen er rimelig; men kan man ikke sige ”ja”, og har man sagt ”nej”, da må man ikke lade sig rokke, ikke lade sig plage til at sige ”ja”. Den, der blot én gang gør det, spilder i et eneste øjeblik mange måneders arbejde”.
  • Lærerinden bør ”nøje lægge mærke til hvert barns individualitet for at kunne behandle det efter sin egen ejendommelighed”.
  • Der er ”planmæssigt ordnet arbejde”, når nyttehaven skal holdes, men også egentlige ”friluftslege”, der bidrager til ”sund bevægelse, fornøjelse og afveksling”.

For ”let er børnehave- og småskolegerningen ikke. Den er i det hele en stor kunst og størst, jo mere fordringsløst og naturligt det hele ser ud”.

Så hver eneste dag i børnehaven er et stort kunstværk.

 

5. Uddannelse og familie

Endelig vil jeg sige, at Hedevig har en utømmelig interesse i familieopdragelsen. Faktisk skal børnehaven være en slags supplerende hjem, hvor børn dels får særlig kyndig opdragelse og dels lærer omgang med andre børn under fælles love. Og pædagogikken i denne udvidede og lærde familie, som børnehaven er, spiller tilbage på den egentlige families opdragelsespraksis.

Så familien lærer af børnehaven, som lærer af familien. Dermed bliver Baggers børnehave et socialpædagogisk og folkeopdragende sted. Og med børnehavernes efterfølgende udbredelse kan man roligt sige, at denne opdragelsesoplysning er realiseret. I dag vil alle mødre og fædre være pædagogiske.

I 1920’erne var Bagger ret skeptisk over de nye faglige vinde, som var inspireret af en blanding af Freud og Montessori. Men jeg synes nu, at især Montessoris arbejde på nogle måder minder lidt om Baggers. Jeg lader det ligge for nu. Derimod er vi langt fra Freud.

 

Konklusion:

Derfor skal småbørnslærerinden ifølge fru Bagger have en ”fin og mangesidig særdannelse, en helt anden uddannelse end folkeskolens lærerkræfter”.

 

Tekster:

Hedevig og Sofus Bagger: ”Den danske børnehave – bemærkninger om små børns opdragelse og undervisning”, Marius Møllers Forlag, 1885 (kan tilgås online på Det Kgl. Bibliotek)

Hedevig Bagger: ”Om uddannelse af småskolelærerinder”, Vor Ungdom, 1891, s. 304-311.

Hedevig Bagger: ”Dansk børnehave og dansk børnehaves system – håndbog i den først undervisning for hjemmet, børnehaven, asylet og småskolen”, 1891.

Hedevig og Sofus Bagger: ”Folkebørnehaven som støtte for hjem og skole – nogle bemærkninger til overvejelse”, Exprestrykkeriet, 1900.

Hedevig Bagger: ”Friedrich Frøbel – et livsbillede”, H. Ashehoug, 1916.

Hedevig Bagger: ”Småbørnslærerinden i hjemmet, asylet og folkebørnehaven; med en epilog til den unge husmoder”, NC. Rom, 1920.

Se også Rømer, T.A: ”Autoritet er det modsatte af rå magt”, Kontrast.dk, d. 30/11-2023. https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/autoritet-er-det-modsatte-af-raa-magt

Uddannelsespolitiske og pædagogiske noter, november-december 2023

Nedenfor kan man læse 44 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske temaer fra november/december 2023. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

  1. Kritik af regeringens skoleudspil
  2. Claus Hjort og Findsen
  3. Tusmørkestaten, note 1
  4. Tusmørkestaten, note 2
  5. Progressivistisk litteraturliste
  6. “Kirke for kundskab” eller “foderautomat for erhvervslivet”
  7. Hypoteser om Søren Krarup
  8. Interessant rapport om Kristendomskundskab
  9. Dagkonference om pædagogik på Den frie lærerskole
  10. Verdens helt – ny bog af Tegnell
  11. 2014-15 – DPU-historik fra et vigtigt skolepolitisk år
  12. Analyse af skoleudspil
  13. Fra eksistens til identitet
  14. Frihed og at “sætte fri”
  15. To begrebspar
  16. Artikel i Skolemonitor
  17. Asger Sørensen om pædagogikkens tilstand på DPU
  18. Hvad er læring?
  19. Analyse af nationale test i Aarsskriftet Critique
  20. Fejlens dyd
  21. Hyldest til SU
  22. Reformpædagogisk højdannelse
  23. Undervisningens primat
  24. Analyse af skolens formålsparagraf
  25. Børnehavens og pædagogikkens autoritet
  26. Interview i Kr. Dagblad om skolepolitik
  27. Skolens formål og pædagogikkens to verdener
  28. Ansvarsløshed
  29. Identitet og eksistens
  30. Fire punkter om PISA
  31. Christian Ydesen kritiserer PISA
  32. Niels Jakob Pasgaard kritiserer PISA
  33. Skolen og erhvervslivet
  34. Skolepolitisk kommentar af Tom Jensen
  35. Normativ magt?
  36. Artikler om magt på danske universiteter
  37. 1-års jubilæum for fyring
  38. Drama i Norge, episode 1
  39. Drama i Norge, episode 2
  40. Drama i Norge, episode 3
  41. Kronik om skolens formål
  42. Trivselsmålinger
  43. Dialog med Vø
  44. Undervisningsministeriet og DPU

 

1. Den 1. november: Kritik af regeringens skoleudspil

Rektor Lene Tanggaard og lærerinden Mette Frederiksen var tilbage i 2017-18 fremtrædende medlemmer af undervisningsminister Merete Riisagers såkaldte ”Rådgivningsgruppe”. Denne gruppe skulle ”justere” skolereformen, som det hed. Reelt foreslog gruppen en ændring af hele skolereformens filosofi, så skolen kom i kontakt med formålsparagraffen og med pædagogikken.

Nu har både Tanggaard og Frederiksen kommenteret på regeringens skoleudspil, og de er ikke begejstrede.

Frederiksen mener, at udspillet er for ”erhvervsrettet” og ikke nok funderet i skolens formål. Udspillet er med andre ord et konkurrencestats- og ikke et egentligt uddannelsespolitisk udspil.

Og Tanggaard mener, at udspillet er ”surrealistisk”. Dermed tænker hun på, at udspillets forståelse af læringsmål forudsætter rådgivningsgruppens arbejde uden at være ved det alligevel.

Udspillet er med andre ord en form for larmende tavshed af fortrængte organer.

Tak til Lene Tanggaard og Mette Frederiksen for at gøre opmærksom på disse problemer i udspillet.

Links:

Mette Frederiksens indlæg: https://blog.folkeskolen.dk/blog-mette-frederiksen/regeringens-folkeskoleudspil-er-for-erhvervsrettet/4739779

Lene Tanggaards indlæg: https://www.folkeskolen.dk/faelles-mal-praksisfaglighed-skoleudspil/lene-tanggaard-som-forsker-med-stor-interesse-for-folkeskolen-har-oktober-vaeret-naermest-surrealistisk/4739036

Mere om Rådgivningsgruppens arbejde: https://www.uvm.dk/folkeskolen/fag-timetal-og-overgange/faelles-maal/lempelse-af-faelles-maal/raadgivningsgruppen-for-faelles-maal/om-raadgivningsgruppen

Link til det aktuelle udspil: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/okt/231011-nyt-udspil-skal-styrke-kvaliteten-i-folkeskolen-og-saette-skolen-fri

 

2. Den 1. november: Claus Hjort og Findsen

I aftenens 18:30 tv-avis sagde DR’s journalist to gange, at det var et problem, at skyldsspørgsmålet i sagerne ikke bliver afgjort. Og Rigsadvokaten var ude i samme ærinde i Berlingske, hvor han sagde, at det nu var straffrit at røbe statens hemmeligheder.

Men det har de helt misforstået. I en retsstat er man netop uskyldig, indtil andet er bevist. Findsen og Claus Hjort er dermed 100% uskyldige, og det har de været hele tiden. Sagen er afgjort, fordi den aldrig blev afgjort.

Professor i forvaltningsret, Frederik Waage, har da også følgende bemærkning på Twitter:

”Når man hylder princippet om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist ved en domstol, er det ikke uproblematisk, at rigsadvokaten nu kalder det for straffrit at røbe statens hemmeligheder.”

Det hele bærer præg af Nedlukningens logikker, som jo udviklede sig i samme periode, dvs. i 2020-21. Det gælder både minksag, dobbelte straffe, brændende dukker, nedlukningen som sådan og forsøgene på tvangstest og tvangsvaccination.

I alle disse tilfælde var statsministeriet og Barbara Berthelsen involveret i vilde aktioner på den ene og den anden måde, mens Rigsadvokaten ved flere lejligheder virkede som en slags mellemleder i Frederiksens koncern.

Hvordan kan en statsminister med så enorme retlige problemer blive siddende? Jeg begriber det ikke. Med mindre, at V og M har haft en finger med i spillet og betalt med deres loyalitet? Sorry for det vilde gæt.

I nedlukningens samfund er man skyldig, indtil andet er bevist. Det er DR’s og Rigsadvokatens filosofi. Den er jeg ikke med på.

 

3. Den 2. november: Tusmørkestaten, note 1

Jeg mødte en socialdemokratisk jurist i går sidst på eftermiddagen. Vi gik ind på en af byens cafeer, hvor vi engagerede os i følgende dialog:

Juristen: Dav Thomas.

Mig: Dav jurist.

Juristen: Ved du godt, at du ikke er uskyldig i bankrøveri og terror og landsforræderi og alle andre forbrydelser.

Mig: Nej, det vidste jeg ikke. Hvordan det?

Juristen: Fordi der ikke er ført retssager imod dig.

Mig: Men jeg troede man var uskyldig, indtil noget kriminelt blev påvist ved retten?

Juristen: Ja, det var i gamle dage. Fra nu af er du aldrig uskyldig i noget.

Mig: Så jeg er ikke skyldig, men heller ikke uskyldig, dvs. konstant skyldig alligevel?

Juristen: Ja, det er det nye. Du er altid ikke-uskyldig. Det er en form for ”twilight”.

Mig: Men det lyder jo skrækkeligt. Hvad er konsekvensen?

Juristen: Konsekvensen er, at den forfatningsløse stat må kontrollere alt. Det kaldes for et ”ekstremt forsigtighedsprincip”. Enhver forbrydelse er en for mange. Det er et konstant tusmørke, hvor skylden og straffen altid hænger over hovedet, selvom du bare cykler en tur. Du vil aldrig mere se den lyse dag.

Mig: Så vi er i en tusmørkestat? En ny politik tilstand?

(dialogen er inspireret af Findsen/Hjort-sagen samt af ELO’s sang ”Twilight” fra konceptalbummet ”Time” fra 1981, som jeg hørte i går. Albummet er en form for tidsrejse, hvor sangeren Jeff Lyne bliver bortført til 2095, som er befolket af IBM-kvinder og så videre. Lynne længes tilbage, men befinder sig i en konstant twilight-zone, jvf. “tusmørket. Denne tilstand udtrykkes mest markant i albummets største hit ”Ticket to the Moon”. Her sidder Lynne i 1981 og forestiller sig, hvordan det må være at sidde i 2095 og tænke tilbage på 1981).

 

4. Den 5. november: Tusmørkestaten, note 2

A.

Den kommission, der evt. skal undersøge processen mod Hjort og Findsen, skal afdække, om der har været ”usaglige hensyn”. Denne tematisering mener to eksperter imidlertid er for smal og ubestemt, fordi den vil vanskeliggøre en bredere politisk og retlig undersøgelse af det politiske ansvar.

I Berlingske d. 4/11 kritiseres kommissoriet af både Professor i forvaltningsret, Michael Gøtze og af professor i statskundskab, Jørgen Grønnegaard Christensen

Hvad er justitsministerens svar på en så fagligt baseret kritik. Det er følgende, her i citat fra artiklen:

”Justitsmininister Peter Hummelgaard skriver til Berlingske, at der florerer ”mange spændende konspirationsteorier”. Helt uden belæg, betoner han.”

Så justitsministeren har afgjort skyldsspørgsmålet før processen, og derfor behøver man ikke at undersøge sagen så grundigt, som eksperterne mener, man bør! Han nedgør jo uden videre de to professorer.

Faktisk fastholdt regeringen i flere dage Hjorts og Findsens mulige skyld, selvom de har været udsat for de mest modbydelige processer uden juridisk grund.

Så regeringen er uskyldige på forhånd, mens Hjort og Findsen altid vil være skyldige.

Det er tusmørke (saglighed/konspiration = lys/mørke samt skyld/uskyld = lys og mørke)

B.

Højesteret afgjorde som bekendt, at en evt. retssag skulle foregå for åbne døre. Derfor opgav rigsadvokaten ævred.

Men nu lægges der, ifølge Berlingske, op til, at en evt. undersøgelse af forløbet skal være lukket. Så man gentager altså den praksis, som Højesteret netop har afgjort som retsstridig.

Desuden overvejer regeringen at lægge den lukkede undersøgelse under Justitsministeriet, som jo er en integreret del af det evt. ”usaglige hensyn” i stedet for i en mere åben Granskningskommission under Folketinget, som det var tilfældet i forbindelse med minksagen.

Igen dette tusmørke, denne gang i betydningsrul mellem åben/lukket (lys/mørke)

C.

Anklagemyndigheden opgav sagen mod Hjort og Findsen med henvisning til, at man ikke kunne føre sagen for delvist åbne døre. Regeringen understøttede denne konklusion.

Men førende eksperter mener ifølge Politiken (d. 3/11), at man sagtens kunne have ført sagen under Højesterets rammer. Følgende jurister udtaler sig:

– Professor i strafferet, Jørn Vestergaard

– Professor i forfatningsret, Frederik Waage

– Advokatrådets formand, Martin Lavesen

Det er et retligt tusmørke (åben/lukket = lys/mørke)

Igen: Vi får samme tusmørkestruktur som ifm. rigsadvokatens forståelse af skyld/uskyld forleden, som han efter hårdt pres måtte trække i land, samt som ved de mange små og store sager vi så ifm. corona-nedlukningen.

D.

I Information fra i fredags bekræftes ovenstående struktur. Ifølge artiklen mener anklagemyndigheden og PET, at der pga. Højesterets afgørelser nu er reel straffrihed for statsforbrydelser. PET taler direkte om en ”uholdbar retstilstand”, hvorved man bekræfter de uendelige tusmørkeanklager imod Hjort og Findsen.

Men det er landets juridiske eksperter helt uenige i. I Informations artikel udtaler følgende sig:

– Professor i strafferet, Sten Schaumburg-Müller

– Professor i strafferet, Lasse Lund Madsen

– Professor i strafferet, Jørn Vestergaard

Sagen er, som jeg ser det, at regeringen vil indføre en ny retstilstand, som i al fremtid vil indsnævre frihedsrettighederne kraftigt, så alt fra Tibet-demonstrationer til utilbørligheder og brud på tvangsvaccinationskrav og så videre kan falde under statsforbrydelser.

Tusmørkestaten er biostatens retsløse raslelyde. Der er corona i statens indre organer.

 

5. Den 7. november: Progressivistisk litteraturliste

Jeg har studeret en interessant lærebog, “Litteraturhåndbogen”, fra 1955, som er skrevet af to af tidens førende kommunistisk-progressive pædagoger, Inger Merete Nordentoft og Torben Gregersen.

Bogen er tænkt som bidrag til “den første litteraturundervisning”, som der står.

Hvilke tekster mon de progressive redaktører har valgt? Og med hvilke begrundelser? Den kan man læse om i dette blog-indlæg.

http://www.thomasaastruproemer.dk/progressivistisk-litteraturliste.html

 

6. Den 8. november: “Kirke for kundskab” eller “foderautomat for erhvervslivet”

Lone Frank har skrevet en universitetspolitisk kommentar i Weekendavisen, hvor hun fortæller om det danske universitets opgør med sig selv, og om dette opgørs konsekvenser.

Hendes indlæg har den herlige titel ”Uhellige haller”, der ledsages af den ligeså så herlige undertitel: ”Er universitetet en kirke for kundskab eller foderautomat for erhvervslivet?”.

Lone Frank forsøger at forstå, hvorfor forskningsfriheden på danske universiteter er i krise.

Hun siger f.eks., med Aarhus Universitet som eksempel, at dannelsesbegrebet er blevet en slags udvendig smørelse på dannelsesbegrebets opløsning:

”Men det er blevet med dannelse, som det er med vejret: Alle taler om det, ingen gør noget ved det. Og da slet ikke universiteterne, hvis primære opgave er blevet at levere kraftfoder til erhvervslivet. Kandidater, der skæres til på en måde, som ‘passer’ med virksomhedernes til enhver tid gældende behov.”

Dermed identificerer Frank en begrebslig proces, som Brinkmann, Tanggaard og undertegnede i 2021 beskrev i bogen ”Sidste chance – perspektiver på dannelse”.

Frank fremhæver her regeringens seneste universitetspolitiske udspil og dets forbindelse til universitetsloven fra 2003, som de store syndere.

I stedet vil Frank have dannelse, kundskaber og kritisk arbejde, så en ny generation af intellektuelle kan komme til selvstændigt til syne. Her i en flot formulering:

“Tag arven fra Humboldt alvorligt også ud over festtalerne. Insistér på, at universiteter skal være en særlig verden. De skal ikke være pølsefabrikker for erhvervslivet, men katedraler for viden. Steder, som er fredhellige for tænkning, diskussion og fordybelse. Vores højeste læreanstalter skal netop ikke forme unge mennesker til at passe ind i den rå ‘virkelighed’, som den er på et givet tidspunkt. De skal udgøre et rum, hvor de studerende kan udvikle sig, så de bliver i stand til selv at bestemme, hvordan de vil stille sig til virkeligheden og deltage i den.”

https://www.weekendavisen.dk/2023-45/samfund/uhellige-haller

 

7. Den 9. november: Hypoteser om Søren Krarup

Mit store spørgsmål vedrørende Søren Krarups virke er følgende:

Hvordan kan en grundholdning, som er begrundet i den såkaldte nykonservatisme fra 1920’erne samt i modstandskampen imod nazismen ende med at understøtte det radikale opgør med den nationale tradition, som udviklede sig efter 2001 i form af konkurrencestaten?

Det er paradoksalt, men her er tre tentative hypoteser, som hænger sammen på kryds og tværs:

A.

Krarup gik via splittelsen af Tidehverv i 1964 imod Løgstrup og hele efterkrigstidens grundtvigske og reformpædagogiske humanisme. Tilbage stod en filosofisk afpillet sen-Kierkegaard uden grundtvigsk modspil.

Krarup lavede så Dansk Folkeparti uden grundtvigske fællesskaber, mens grundtvigianere gik til SF uden kierkegaardsk eksistens. En sand tragedie.

B.

Krarup gik imod det moderne gennembrud og dettes rige historisk-poetiske konsekvenser og filosofiske indhold. Det gør ondt at læse om Krarups filosofiske udrensning.

C.

Krarup gik imod Nietzsche samtidig, med at Krarup ligesom Brandes byggede på Nietzsche (via nykonservatismen). Der gemmer sig noget der.

Krarup tabte kort sagt pædagogikken på gulvet.

Derfor kunne han også understøtte Fogh Rasmussens opgør med pædagogik og civilsamfund i 2000’erne; et opgør der som sagt kaldes for “konkurrencestaten”. Da konkurrencestaten havde vundet i 2011, forlod Krarup politik. Det er lidt synd for ham på en måde.

Krarup virkede helt naiv i forhold til konkurrencestatens politik, som jo ødelagde hans egentlige livsværk. Ifølge Mikael Jalvings biografi bliver Krarup først opmærksom på Foghs globaliseringsekstremisme i forbindelse med en tale, som Fogh holder ved uddelingen af en litteraturpris i 2008.

Det er måske lidt forsimplet, men jeg synes, at spørgsmålet er vigtigt.

Jeg kan anbefale nogle bøger om emnet, som jeg har siddet med de sidste par dage:

Mikael Jalving: Søren Krarup og hans tid, People’s Press, 2014.

Christian Egander Skov: “Konservatisme i mellemkrigstiden”, Aarhus Universitetsforlag, 2016 (her drøftes nykonservatismen og Krarup i et efterskrift).

Bogen “Den borgerlige orden” af ægteparret Selsing.

 

8. Den 9. november: Interessant rapport om Kristendomskundskab

Jeg har vist glemt at fortælle, at jeg den 17/10 havde en kronik i Kr. Dagblad, hvor jeg i seks små afsnit drøfter en helt aktuel rapport om faget Kristendomskundskab. Religionslærerforeningens formand, John Rydahl, som havde været med til at lave den udmærkede rapport, svarede den 25/10 i samme avis.

Rapportens baggrundsgruppe blev nedsat af daværende undervisningsminister Merete Riisager, men blev nedlagt umiddelbart efter at Socialdemokratiet overtog ministeriet.

Rapporten blev derfor finansieret af private midler.

Men alt det kan man læse om i kronikken og rapporten.

https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/10/17/kristendomsfaget-er-aandelig-matematik/

 

9. Den 10. november: Dagkonference om pædagogik på Den frie lærerskole

Den frie lærerskole i Ollerup har d. 21. november en dagskonference med titlen ”er der stadig plads til pædagogik i skolen?”, og det er jo et godt spørgsmål, men måske også lidt defensivt, eftersom skolen ER pædagogik?

Selv deltager jeg i en workshop om forholdet mellem pædagogik og identitetspolitik. Det har jeg aldrig talt om før, så det skal nok ende på månen. Til gengæld skrev jeg engang et kønsfilosofisk essay, som er meget “pædagogisk”. Det handler om modersmålet og fædrelandet og ikke mindst om fødslen og om blide mænd. Så måske ender vi på jorden alligevel. På ”the earth”, som Hannah Arendt siger.

Som der fremgår af programmet, er der også mange andre workshops og debatter.

Arrangementet koster kun 200 kroner inkl. forplejning. Jeg ved ikke, om der er flere pladser, men jeg glæder mig til at se nogle af jer og til at lære noget nyt og gammelt.

https://www.friskolerne.dk/nyheder/artikel/konference-er-der-stadig-plads-til-paedagogik-i-skolen

 

10. Den 10. november: Verdens helt – ny bog af Tegnell

Hvorfor har den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell ikke fået en nobelpris pga. hans forsvar for et demokratisk og åbent samfund og for hans klippefaste og ensomme kritik af nedlukningerne?

Hvilken storslået helt, han er! Et enestående eksempel til efterfølgelse for alle, der elsker videnskab, demokrati, selvstændighed og faglig proportionalitet.

Tegnell har netop udgivet bogen ”Tanker etter en pandemi”. Har den overhovedet været omtalt i det traume- og fortrængningsagtige Danmark?

Jeg har dog fundet et interview fra den norske avis, Aftenposten. Her fastholder Tegnell sine synspunkter, og avisen skriver, at Sverige endte med at have færrest døde.

Men jeg har også rodet lidt i gemmerne, for jeg var meget engageret i sagen i sin tid. Nedenfor er en FB-omtale af Politikens dækning af Tegnells kloge synspunkter fra oktober 2020, suppleret af et par danske eksperter som støtter ham. Det er tankevækkende læsning, synes jeg selv.

Imens pulserer de nye biopolitiske stats- og samfundsstrukturer i alle hjørner. Det er det, jeg kalder for konkurrencestatens tusmørke.

Omtalen af Politikens artikler indgår også i min bog ”Den store nedlukning – dagbog fra biostatens første år”, som udkom i efteråret 2021.

Links:

Interview med Tegnell, Aftenposten, 2023: https://www.tv2.no/nyheter/utenriks/dette-angrer-han-pa/16188541/

Interview med Tegnell, Politiken, 2020: https://www.facebook.com/profile.php?id=837549480

Omtalen af Politiken-interviewet fra 2020 indgår også i følgende blogindlæg fra dengang, hvor man kan mindes stemningen fra dengang. Det var en del af en serie, jeg kaldte for “Smittede tanker”: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-60-d-20-september.html

 

11. Den 12. november: 2014-15 – DPU-historik fra et vigtigt skolepolitisk år

I juni 2014 – lige mens skolereformen rullede – blev der opslået et professorat i pædagogik ved DPU, Aarhus Universitet. Jeg skrev en grundig engelsksproget ansøgning på 10 sider og medsendte otte publikationer, som alle fik en positiv bedømmelse.

Bedømmelsesudvalget bestod af følgende personer:

  • professor Karen Borgnakke, Københavns Universitet, Denmark
  • professor Stefan Thomas Hopmann, Wiens Universitet,
  • professor Per Fibæk Laursen, IUP, Aarhus Universitet, Denmark (formand)

Bedømmelsesudvalget skulle ikke rangere ansøgerne, men skrev følgende konklusion:

”Thomas Aastrup Rømer’s list of publications and the submitted books and articles demonstrate that he is a very productive researcher. Most of his work is in Danish, but he has also written several research articles which have been published in prestigious international journals. He has extensive knowledge of many different theories, and he is a distinct analyst and debater and a keen controversialist. Furthermore, he is an experienced and competent teacher.

Compared to the requirements in the announcement he has proven competent primarily in philosophical, but also in sociological aspects of educational theory and their relation to practice. He has written about both normative an empirically based theories, on the relationship between theory and practice, focusing especially on schools, and on the development of knowledge about education, teaching and schools.

Thomas Aastrup Rømer has only done empirical research as a research assistant, but he has discussed empirical research and its relation to practice extensively.

Thomas Aastrup Rømer is deemed qualified for the professorship of education.”

Det var flinke ord, men ikke nok, for nu gik sagen amok.

Nogle måneder senere, i starten af 2015, blev Alexander von Oettingen tilbudt professoratet. Men få dage efter dette tilbud nedlagde den helt nye institutleder, Claus Holm, pludselig stillingen med henvisning til instituttets ”strategi”. Hr. Oettingen måtte pakke kufferten ud igen og drage hjem med uforrettet sag.

Holms aktion blev støttet af den ligeledes nyansatte dekan Johnny Laursen. Det var en skandale, hvis begrebsmæssige struktur har manifesteret sig gentagne gange både før og siden.

I stedet oprettede Holm en række MSO-professorater, der flugtede med hans egne synspunkter, og hans ven og mentor, Lars Qvortrup, blev udnævnt til leder af et læringsideologisk “Nationalt Center for Skoleforskning”, uden opslag vel at mærke.

Dermed havde man givet to personer fra landets pædagogiske linje en mavepuster, mens læringslinjen kunne ekspandere.

Claus Holm er netop blevet genudnævnt som institutleder for DPU.

Læs mere her: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-von-oettingens-professorat-i-paedagogik.html

 

12. Den 13. november: Analyse af skoleudspil

Jeg har studeret regeringens seneste skoleudspil. Efter min mening ligner udspillet en fortsættelse af tankegangen fra 2013. Udspillet har derfor slet ikke karakter af det skolepolitiske skifte, som nogen mener at kunne se.

Min analyse kan tilgås i nedenstående notat, som er udgivet i regi af Tænketanken Prospekt, hvor jeg er seniorrådgiver.

https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/13/notat-regeringens-skoleudspil-fejler/

 

13. Den 14. november: Fra eksistens til identitet

I samme øjeblik eksistens bliver til identitet, så bliver erfaring til krænkelse.

Det poststrukturalistiske menneske kan ikke gøre erfaringer, fordi der ingen verden er. Han må ustandseligt konstruere sin identitet uden erfaringer, men altid krænket.

Herfra rejser “trivslen” sig som en ny datamaskinel kategori.

God tråd: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02dxdFh6cGFVpePX87S4bo1GrJj8s4KqTaeDJyPynT6dUmyLq8DcDYmiPVDKdJLoTvl&id=837549480

 

14. Den 14. november: Frihed og at “sætte fri”

Først ødelagde man pædagogikken. Det skete især i perioden 2006-13. Vi fik detaljeret målstyring overalt.

Nu fortæller statsministeren, at staten vil trække sig tilbage fra den ødelagte pædagogik. Det kaldes for at ”sætte fri”.

Herfra kan ruinerne fra ødelæggelsen flyde under en tilbagetrukket stats lave skyer; en stat som ikke vil være en egentlig stat, men kun en konkurrencestat, dvs. en stat uden samfund. Alle børn er arbejdsudbud.

Dette læringssystem af ødelagte brokker skal ifølge regeringens skoleudspil i endnu højere grad end før agere sammen med dels kommunerne/KL, som selv har bidraget til ødelæggelserne, og dels nogle erhvervsorienterede kompetence-skolebestyrelser.

Samtidig styres det hele med hård hånd af nationale test- og trivselssystemer, som tvinger børn og voksne til dataficeret indrestyring. Det er tusmørkets liv, som børn skal tvinges til at elske via “trivselsfremmende tiltag”.

Det kaldes som sagt for at ”sætte fri”.

Men at ”sætte fri” er det modsatte af frihed.

Men hvad er så frihed, altså en frihed som ikke er ”sat/tilladt” af en stat, som har gjort op med friheden?

Ja, det er det pædagogiske liv i den ”frie tid”, hvor generationerne, kundskaberne og selvvirksomheden vekselvirker i historiens puls.

Her gør man sig erfaringer med det som findes, og kommer til syne i samfundets liv. Enhver skole og børnehave er et slags kunstværk.

Denne frihed er ikke ”sat”. Den eksisterer snarere som en form for uudtalt forudsætning. Det er erfaringens liv i det, som allerede er. Det er kort sagt “ånd”.

Dette er den pædagogiske filosofis ræson d’etre. Her protesterer man i frihedens navn mod at blive ”sat fri”.

En virkelig demokratisk stat, som ikke er en konkurrencestat, må acceptere denne præmis.

Stakkels John Dewey. Hans “erfaringspædagogik” blev til “identitet og trivsel”. Og stakkels alle hans dejlige venner og fjender. Og stakkels hele pædagogikkens land, som er lavet af smukke bygninger og landskaber, men ikke af ruiner.

Links:

  1. link til min Prospekt-analyse af regeringens skoleudspil. https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/13/notat-regeringens-skoleudspil-fejler/
  2. Et FB-opslag fra 2017, som er et af ødelæggelsens mange eksempler. Opslaget handler om en skole i Skanderborg Kommune, hvor læringsmålstyringen gik helt amok i midten af 2010’erne. De videoer, som omtales i opslaget, kan stadig tilgås. Men kun hvis man tør, for det gør ondt i hjertet.

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155786655924481&id=837549480

 

15. Den 14. november: To begrebspar

A.

Begreberne identitet og diversitet hænger sammen. De er betegnelser for ensomhed, statistik og algoritmer. Det er skolereformens ord.

Denne tilstand vedrører tiden efter 2006. DPU’s og læringens tid.

B.

I modsætning hertil står begreberne eksistens og pluralitet. De står for fordybelse, fællesskab og erfaringer. Det er humanismens ord.

Det handler om tiden efter tidernes morgen. Universitetets og pædagogikkens tid.

 

16. Den 15. november: Artikel i Skolemonitor

Politikens Skolemonitor har dækket mit kritiske notat om regeringens udspil om folkeskolen.

Artiklens overskrift er følgende: ”Thomas Rømer og Tænketanken Prospekt kritiserer skoleudspillet: Fortsætter konkurrencestatens pædagogik”

Skolemonitors journalist skriver følgende:

”I sit og tænketankens nye notat om skoleudspillet, skriver han, at udspillet er del af det opgør med skolens tradition, som skolereformen i 2013 også var et udtryk for.”

Journalisten har også forelagt notatet for ministeren:

“Skolemonitor har kontaktet Børne- og Undervisningsministeriet med henblik på at få en kommentar til kritikken fra minister Mattias Tesfaye (S). Det har ministeren ikke mulighed for i denne omgang.”

Man forstår godt, at ministeren værger sig, for mit notat er, som jeg ser det, et forsvar for ministerens egne idealer fra bogen “Kloge hænder”, som skoleudspillet er et opgør med.

Notatet er også et forsvar for nogle af de pædagogiske idealer, som man finder hos den radikale Lotte Rod, der efter 2018 er blevet forkæmper for pædagogik.

Endelig er notatet et forsvar for nogle af de tanker, som den tidligere undervisningsminister Merete Riisager udviklede, da hun var politiker og minister. Riisager kæmpede en brav og enestående kamp med skolereformens læringsideologer, som især kom fra DPU.

Pædagogikken er partiløs, men sætter sig her og der som mærkelige erindringer.

Regeringens udspil er – som der står i overskriften – ikke andet end en omgang forstærket konkurrencestat, som ingen børn eller lærer i landet er tjent med.

Link til Skolemonitors artikel: https://skolemonitor.dk/nyheder/art9618368/Forts%C3%A6tter-konkurrencestatens-p%C3%A6dagogik

Direkte link til notatet: https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/13/notat-regeringens-skoleudspil-fejler/

 

17. Den 16. november: Asger Sørensen om pædagogikkens tilstand på DPU

Her er en omtale af Asger Sørensens fantastiske tale ved Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde: ”Uden uddannelse ingen frigørelse. Velkommen til pædagogisk filosofi”. Talen blev udgivet i går på det filosofiske netmedie Paradoks.nu.

Tak til Asger Sørensen – DPU’s sidste kritiker – for denne dybt tankevækkende kærlighedserklæring til dannelse, kritik og demokrati. En erklæring, der pr. logisk konsekvens bliver ledsaget af en lige så stærk kritik af DPU’s ledelse, som står for det modsatte, nemlig for læring, evidens og konkurrencestat og dermed også for en mangeårig forfølgelse af landets pædagogiske filosofi.

Læs den før din lærer!

Link til omtale, inkl. link til Sørensens indlæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/dannelse-paa-dpu-asger-soerensens-tale-ved-dansk-filosofisk-selskabs-aarsmoede.html

 

18. Den 20. november: Hvad er læring?

Det moderne læringsbegreb materialiserer sig i to faser:

Fase 1: Læring bliver til i et opgør med kundskaber, der sideløbende kategoriseres som sort skole og kapitalisme. Det sker omkring 1980.

Fase 2. Læringsteoriens kulturelle aspekter afvikles, f.eks. via en nærmest voldelig halvering af psykologen Piagets udviklingsforståelse.

Dermed er læring adskilt helt og aldeles fra pædagogik og historie og fra barnets kundskabssøgende natur.

Dette læringsbegreb, som især skyldes Knud Illeris’ dybt problematiske teorier, har efter de to faser kun én rod tilbage. Denne rod er psykoanalytikeren Wilhelm Reich, der også inspirerede filosoffen Deleuze, som faktisk præger fremtrædende professorater på DPU; herunder Dorthe Staunæs, som jo i 2015 anklagede mig for mobning og tilsvining (dvs. drift), fordi hendes arbejde blev kritiseret for ikke at være kritisk.

Og Knud Illeris’ far, Tage Philipson, var faktisk Reichs førende tilhænger i Danmark. Philipson dannede gruppen “Dansk Sexpol”.

Det er social arv, som man siger. Lea Korsgaard skriver om disse relationer i sin fremragende bog ”Orgasmeland” fra 2014. Det var reformpædagogikkens store dannelsestab.

Vi får dermed en skole, som er tømt for kundskaber og følelser. I stedet får vi aktivistiske og kulturkritiske driftsprocesser, f.eks. “ansvar for egen læring”. Kulturen bliver til “mikro-agressioner” og så videre.

Men sådanne processer skal jo styres, for ellers går alt til grunde. Derfor fik vi ”lærings-målstyring”. Det var Jens Rasmussen, der stod for denne radikalisering, faktisk via en halvering af halveringen af Piaget. Herfra kunne konkurrencestaten tage over, for “økonomi” er jo også “drifter”.

Målstyringen forsvandt til dels i 2018, og ”læringen” flyder nu som ruiner efter et jordskælv. Det kalder man så dannelse, selvom det er et opgør med dannelse.

Disse processer er i øvrigt ikke uden indflydelse på identitetspolitikken, som jeg ser det. Det skyldes, at “læringen” jo er et opgør med fortiden og med verden, der er reduceret til ”mikroaggressioner”, dvs. til driftssystemer.

Dermed afvikles eksistensen. Til sidst står blot den skrøbelige og ensomme ”identitet” tilbage, som man så kan lave endnu flere regler for.

 

19. Den 21. november: Analyse af nationale test i Aarsskriftet Critique

En ny rapport om Nationale Test, som udkom for en måneds tid siden, har været en anledning for mig til at gennemgå testenes problematiske faglige og politiske historik samt deres uheldige skolepolitiske funktion. Det har været spændende på ny at dykke ned i dette materiale.

Aarsskriftet Critique har været så venlig at udgive min analyse, som er udkommet her i dag. Teksten indeholder også en del baggrundslinks, man kan fordybe sig i, hvis det skulle have interesse.

Link til analyse: https://aarsskriftet-critique.dk/2023/11/kampen-om-de-nationale-tests-i-folkeskolen/

 

20. Den 22. november: Fejlens dyd

Jeg løfter lige låget for et tankedrys:

Alle store ånder tager fejl. Spørgsmålet er blot, hvad de opdager, mens de står på fejlens plads? De ser jo verden fra et skævt og ensomt sted. Og jo fastere, de står på fejlens grund, desto mere kan de se, fordi fejlen breder sig overalt i kulturen. Verden myldrer frem.

Men det er svært at stå fast på sin fejl, for alt hvad man finder, fremstår altid i et lidt skævt lys. Folk skælder ud og så videre.

Kant troede, at man kunne se bort fra “tingen i sig selv”. Fra denne fejl fik han øje på menneskets fornuft og frihed. Herfra udviklede de smukkeste institutioner sig.

Kant forblev i spænding mellem hans fejl og hans opdagelse. Men nogle af hans elever troede, at de kunne udslette hans fejl, dvs. “tingen i sig selv”.

Men dermed kollapsede fejlens gaver, f.eks. den offentlige brug af fornuften.

Det samme kan man sige om Nietzsche. Han sagde, at gud er død og opdagede derved livet og vitalismen. Da nogle af hans elever fjernede gud/ånd, så kollapsede det vitale i “afgørelsen”.

Men forestil jer en pædagogik uden liv? Man kalder det for “strukturalisme” eller “post-strukturalisme”, dvs. f.eks. konkurrencestatens stof. Det er skolereformens sted.

Aldrig har vi haft så meget brug for en fuldbåren kantiansk og nietzschiansk fejl, dvs. for både fornuft/ting og liv/ånd.

Det største kantianske forfald finder vi i den pædagogiske systemteori. Det største Nietzsche-agtige forfald finder vi i poststrukturalismen. I begge tilgange er “fejlen” udslettet.

Og netop systemteorien og poststrukturalismen er skolereformens og DPU’s stof, som altså består af et opgør med fejlens dyder.

Men tog DPU ikke udgangspunkt i fejlen? Nej, det tog udgangspunkt i opgøret med fejlen. Men finder man så ikke sandheden? Nej, så gør man op med sandheden, for der er intet sted at stå.

Det er derfor, at åndsfriheden er samfundets vigtigste dyd.

 

21. Den 23. november: Hyldest til SU

En af velfærdsstatens største og smukkeste landvindinger er Statens Uddannelsesstøtte, som blev indført i 1970’erne. Fra nu af kunne alle landets borgere tilgå videregående uddannelser med en vis basal indkomst. Det er meget vigtigt at beskytte denne skønne og oplysningsvenlige ordning, som nu igen lader til at være under pres.

Her er et par forslag til forbedringer af støttesystemet:

  1. SU’en hæves med 50%, så det bliver endnu mere interessant for alle at uddanne sig på alle mulige måder.
  2. SU’en øges derudover med yderligere 20%, hvis den unge først påbegynder sin uddannelse 3 år efter afslutningen af sin ungdomsuddannelse. Det er meget vigtigt med nogle år i det fri, så de unge får en ballast fra livet selv; fra børnehaver, værnepligt, tomlen rundt i Europa og så videre. Herfra kan de så bedre mistrives i de rette doser på konkurrencestatens uddannelsesinstitutioner. Et sådant ubehag, der altså stammer fra erfaringen selv, kan nemlig føre til god kritisk aktivitet. Længe leve mistrivslen! Kilden til al handling.
  3. Der skal være fri adgang til supplerende indkomst under studierne.
  4. Man kan få SU op til to år udover den normerede studietid.
  5. Man kan få SU til et ubegrænset antal uddannelser.

Det vil give et godt og oplyst folk.

Det er dog et stort problem, at staten jo ikke mere er en virkelig stat, men snarere en konkurrencestat. Det betyder nemlig, at en stat uden folk, altså en konkurrencestat, vil omdanne kundskabslivet til læringsoptimering i arbejdsmarkedets/økonomiens tjeneste, og at de unge endda skal “trives” med det.

Folket bliver til konkurrencestatens soldater, som Ove Kaj Pedersen udtrykte det i 2011. På den måde får vi ikke en pædagogisk-demokratisk STATENS uddannelsesstøtte, men en tilpasningsvillig KLS (Konkurrencestatens LæringsStøtte).

Strengt taget bør man faktisk forbyde SU og STATSstøtte til alle de uddannelsesinstitutioner, som er baseret på konkurrencestatens logikker, hvilket jo er virkelig mange.

Jeg forsøger mig med et kompromis: Måske skulle man nøjes med at forbyde SU til studier, som pågår ved institutioner, der bevidst og aktivt har arbejdet for læringsideologien, og som udelukker de klassiske stemmer fra STATENS tidsalder. Det vil f.eks. gælde alle studier ved DPU. En sådan privat koncern må folk selv betale for et gå i. Jeg har siden fundet ud af, at Aarhus Universitet som sådan understøtter DPU med hud og hår, så denne institution rammes også.

Alle resterende uddannelser kan så følge de retningslinjer, som fremgår af punkt 1-5.

Men helt ideelt set skulle man henlægge de videregående uddannelser til en slags lærde højskoler, som så kan få SU efter de retningslinjer, jeg har skitseret. Dvs. til det, som i gamle dage hed universiteter og seminarier og lærerhøjskoler og så videre.

 

22. Den 26. november: Reformpædagogisk højdannelse

Tænketanken Prospekt har været så venlig at formidle min undersøgelse af, hvordan to venstrefløjsikoner fra efterkrigstiden, Inger Merete Nordentoft og Torben Gregersen, i 1955 så på “den første litteraturundervisning” samt på dansk litteratur i det hele taget.

Det er reformpædagogisk højdannelse, som jeg kalder det.

Pt. arbejder jeg på en yderligere tekst om denne dannelsesform, nemlig om fru Hedevig Bagger, der i 1885 etablerede landets første pædagoguddannelse, og som arbejder i samme ånd som Nordentoft og Gregersen, blot med Fr. Fröbel og den tyske romantik som baggrundsvind.

Jeg læste på disse ting omkring 2017, men docent Jan Jaap Rothuizens fine studiekreds om pædagogikkens klassikere på UC VIA har sat mig i gang igen.

Det myldrer frem fra fortiden med de skønneste ideer.

https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/07/klassisk-progressivistisk-litteraturliste/

 

23. Den 29. november: Undervisningens primat

I 2017 skrev jeg artiklen ”Undervisningens gavegivning”, som udkom i tidsskriftet ”Studier i læreruddannelse- og profession”. Jeg er meget stolt af dette arbejde, må jeg indrømme.

Jeg nævner artiklen af to årsager:

For det første fordi der i artiklen arbejdes med at formulere et undervisningsbegreb, som trækker på en blanding af jødisk humanisme, liberal education, kritisk teori og grundtvigianisme.

Måske kan undersøgelser denne type – jf. den ”jødiske humanisme” – bidrage til at etablere en mere grundlæggende mellemposition ind i de skrækkelige og dikotomiserede diskussioner om Mellemøstens åndelige sammenhænge, som vi pt. er vidne til.

For det andet: Artiklens overordnede tema er spørgsmålet om forholdet mellem undervisning og læring. Jeg undersøger, hvad undervisning er, når den opfattes som en ægte uafhængig variabel og kausal entitet, som står over et læringsbegreb, der hele tiden forsøger at udelukke undervisning (jf. 2013-sloganet: ”Fra undervisning til læring”).

Samlet set lægges der med disse tanker op til et mere kulturelt, åndeligt og praksisorienteret syn på undervisning og dermed også på professionerne og deres udvikling.

Undersøgelsen kan desuden bidrage til at indse, at den aktuelle skolepolitik – på trods af den aktuelle nedtoning af selve ordet ”læring” i forhold til 2013-17 – stadig er præget af det nu tavse læringsbegrebs opgør med ”undervisningens gavegivning”.

https://tidsskrift.dk/SLP/article/view/27689

 

24. Den 30. november: Analyse af skolens formålsparagraf

Tænketanken Prospekt har i dag udgivet min analyse af skolens formålsparagraf.

Analysen bygger på arbejdet med bogen ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, som udkom på forlaget Klim sidste år.

Link til selve analysen:

https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/30/skolens-formaalsparagraf-har-tabt-betydning-og-indhold/

 

25. Den 30. november: Børnehavens og pædagogikkens autoritet

Docent på VIA UC, Jan Jaap Rothuizen, afholder i dette skoleår en fortrinlig og tankevækkende studiekreds om pædagogikkens klassikere.

I fredags præsenterede lektor Hanne Hede Jørgensen kredsen for fru Hedevig Bagger, der grundlagde landets første pædagogseminarium.

I forbindelse med studiekredsen læste jeg en stor del af Baggers forfatterskab. Her fandt jeg – inspireret af en diskussion der var i studiekredsen – en form for pædagogisk autoritetsteori.

I nedenstående indlæg til Kontrast.dk, som jeg er blevet skribent for, kan man læse om Baggers autoritetsforståelse.

Mange tak til Kontrast for at bringe indlægget og for at invitere pædagogikkens temaer ind mediets horisont.

https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/autoritet-er-det-modsatte-af-raa-magt

 

26. Den 1. december: Interview i Kr. Dagblad om skolepolitik

Jeg er blevet interviewet til Kr. Dagblad med udgangspunkt i mine kritiske analyser af regeringens skoleudspil og skolens formålsparagraf.

Det er et såkaldt debatinterview.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/regeringen-siger-den-saetter-folkeskolen-fri-men-det-er-stadig-konkurrencestatens-skole

 

27. Den 3. december: Skolens formål og pædagogikkens to verdener

Sidste år udkom bogen ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering” på forlaget Klim. Bogen blev modtaget på to meget forskellige måder:

A.

Bogen blev virkelig godt modtaget i mange faglige kredse. F.eks. stod der følgende i bibliotekernes lektørudtalelse:

”En både vedkommende, tankevækkende, omfattende og relevant udgivelse for alle med engagement i skoleverdenen. Er absolut værd at læse i sin helhed”.

Og redaktør Erik Schmidt skrev følgende i LærerBladet:

”Det er noget af en kraftpræstation, der ligger bag arbejdet med bogen, og det videnskabelige omfang og niveau har fået pædagogiske kapaciteter som Lene Tanggaard og Keld Skovmand til at kalde bogen for et nyt hovedværk i dansk, pædagogisk litteratur”.

Bogen blev også grundigt anmeldt i Folkeskolen.dk, i tidsskriftet Unge Pædagoger og på en række faglige blogs (se nedenfor). Alle var enige med bibliotekernes lektør.

B.

På DPU var der derimod total tavshed, både på kommunikations- og debatsiden.

Men pludselig kom der en helt egen form for larm. Institutleder Claus Holm, som i mange år har stået for en form for modpol til bogens analyser, ekskluderede bogens analyse fra DPU’s horisont, dels ved at fyre forfatteren og dels ved at omorganisere instituttet i sit eget autoritære billede.

Man kan herefter være sikker på en ting. Der er ingen unge forskere eller forskere i det hele taget, der i fremtiden vil være motiveret for at forske selvstændigt i bogens emne, som jo ellers vedrører hele skolens og læreruddannelsens ræson d’etre.

For når talen og skriften er fjernet, så tilpasser tanken sig.

Heller ikke Undervisningsministeriet eller KL har vist interesse for bogen.

Dermed blev bogens teser bekræftet.

Links til omtaler af bogen:

Ove Christensen anmelder for Folkeskolen.dk, d. 17. maj 2022: https://www.folkeskolen.dk/formalets-forfaldshistorie/4634208

Lektor Hans Dorf anmelder for tidsskriftet Unge Pædagoger, nr. 3, 2022, s. 105-112. http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Anmeldelse-Unge-Paedagoger.pdf

Lærer og redaktør Erik Schmidt anmelder bogen til Lærerbladet, nr. 3, s. 23: https://www.odenselaererforening.dk/media/15401039/laererbladet-0322.pdf

Lektor ved pædagoguddannelsen på VIA-UC, Niels Jakob Pasgaard, anmelder bogen på hhv. Facebook og LinkedIn, d. 31. juli 2022: https://www.linkedin.com/pulse/boganbefaling-thomas-aastrup-r%C3%B8mer-skolens-form%C3%A5l-pasgaard/?originalSubdomain=dk

Lærer Lærke Grandjean omtaler bogen på Folkeskolen.dk, d. 26. august 2022: https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/thomas-romer-curriculum-centreret-undervisning-danner/4671899

Lektørvurdering til Bibliotek.dk af Henrik Munch Jørgensen: “Det er en yderst gennemarbejdet og velovervejet udgivelse, som kommer godt i dybden med sine analyser og tolkninger. En både vedkommende, tankevækkende, omfattende og relevant udgivelse for alle med engagement i skoleverdenen. Er absolut værd at læse i sin helhed.”

Rektor og dr.pæd., Alexander von Oettingen, omtaler bogen i fire Facebook-opslag, d. 1.-11. september 2022:

Egon Clausen, Jens Raahuage og Georg Metz drøfter bogen i Den2Radio, d. 24. december 2022. https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-december-2022/

 

28. Den 4. december: Ansvarsløshed

I 2019 fik jeg en nordisk forskningspris for mit arbejde med at kritisere John Hattie, jf. opslaget nedenfor.

Claus Holm, som var både institutleder og kommunikationsansvarlig ved DPU, var en del af det magtfulde system, som havde promoveret John Hatties ideer om læringsmålstyring.

Men helt imod almindelig praksis ville Holm ikke dele nyheden om prisen på DPU’s officielle kanaler. Det var absurd, men helt i tråd med hans almene linje.

Få år tidligere havde Holm ligefrem kaldt mit kritiske arbejde for ”polemisk dumdristighed”.

Det var ren intimidering, ja nærmest mobning.

Fyringen i november 2022 var en integreret del af denne ideologiske struktur.

I sidste måned fik Holm forlænget sin kontrakt som institutleder. Herfra kan han fortsætte sine autoritære overgreb på den pædagogiske forskning, igen med Aarhus Universitets eksplicitte opbakning.

Spørgsmålene er: Hvorfor er Holm stadig leder for DPU? Og hvorfor eksisterer DPU stadigvæk? Og ja, hvorfor eksisterer Aarhus Universitet?

Facebookopslag om prisen: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0UCofwBUBEziNpR4h3XkjoMbGHSCTFisitn8RbYyvFVwfTfyRNDg8wfP5Z3dU2LuBl&id=837549480&__cft__[0]=AZUERzJNrZgFsqGKJoN6cUZpf5hJVtoURTr3YZ-iTEKvWji8gDRwrGv4cWAHD3-5exJrdx0wfuS8TT_Eqgarw3gVI7FKut2PV_gCP1TpmZx9PtYv53H5FKXiNz_-Lmd-Ftw&__tn__=%2CO%2CP-R

Link til begrundelse for prisen: https://nfpf.net/journal/the-ahlstrom-award/the-ahlstrom-award-recipients/

 

29. Den 4. december: Identitet og eksistens

I gamle dage, dvs. indtil for få år siden, var der en fælles verden. Derfor kunne alle gøre erfaringer og udvikle sig. Krænkelsen var en undtagelse. Det var dannelsens tid. Det var eksistensens tid.

Den fælles verden forsvandt omkring år 2005. Nu var alting konstrueret, både verden og subjekt. Mennesket blev til en ensom ”identitet”. Dermed forsvandt dannelsens forudsætning.

Når der kun er konstruktion og identitet, men ingen erfaring og dannelse, så overtager ”krænkelsen”; Identiteter kan ikke udvikle sig, men kun sitre omkring sin formel A=B (A er identisk med B).

Hver eneste sproglig ”berøring” er en trussel mod A=B.

Det som før var ”erfaringer” i en fælles verden, bliver nu til identiteternes ”krænkelse” i en verden, hvis ting selv bliver til identiteter.

Pluralitet bliver til identitet.

Og denne ”krænkelse” udrydder de sidste rester af fælles verden, der som sagt allerede var marginaliseret

Sproget angribes. Men det sprog, som angribes, er allerede nærmest væk. Så derfor produceres en ny krænkelse, nu mod verdens rester, som selv er blevet til ”identiteter” uden lag. Det er her, at man ikke må synge om ”unge blonde piger” og så videre.

Dermed får vi en krænkelse af krænkelsen.

Det store A=B.

Denne fordoblede og altid sitrende krænkelse er identitetspolitikkens formel.

Herfra kan centralt styrede statistiske systemer og algoritmer overtage de fornærmede udsving.

Før eksisterede man i verden. Nu er man i ”mistrivsel”. Trivselsbegrebet bliver dermed en del af det nye system. Små børn beretter om det til en statslig datamat.

Det betyder, at et menneske i trivsel er et menneske uden erfaringer, men i fuld identitet.

 

30. Den 6. december: Fire punkter om PISA

A.

Man bør melde sig 100% ud af disse OECD-baserede PISA-test, som alene bidrager til, at de nationale systemer bliver stressede og glemsomme og dermed også til en globaliseret instrumentalisering af vores mest dyrebare eje, nemlig den pædagogiske praksis, dvs. det suspenderede møde mellem voksen og barn og fortid.

Disse test og deres blotte eksistens har været bredt kritiseret i faglige kredse i mange år. Testene har dog været promoveret af især nationaløkonomer, som fra omkring 2005 satte sig på landets pædagogik, og som i dag huserer i den såkaldte Reformkommission. Og PISA har også været promoveret af indflydelsesrige kredse på DPU, hvis pejlemærke er et opgør med skolens formål og dets tradition.

B.

PISA-testen er den statistisk-økonomiske omverden for konkurrencestatens såkaldte Nationale Test, der har samme undertrykkende og dermed fordoblende effekt.

Konkurrencestatens skole startede for alvor med PISA i 2000. Denne såkaldte ”læringsrevolution” har været en pædagogisk og kulturel katastrofe. Og uanset hvor meget man har ødelagt skoletænkningen med sin læringsmålspolitik, så går alle kurver bare ca. ligeud, dvs. lidt op og ned.

C.

Det eneste interessante resultat, jeg er faldet over i den aktuelle PISA-undersøgelse, er, at danske elever ligger langt foran alle verdens lande i brug af skærme og datamaskiner i undervisningen. Jeg vidste godt, at det stod slemt til, men dog ikke så slemt. Man forstår godt, at fælleden ligger øde hen.

Kort sagt: Vi trænger til pædagogikkens kundskaber i stedet for OECD’s kompetencer.

D.

Endelig må man ikke glemme OECD’s direktør Andreas Schleichers dybt pædagogik-fjendtlige bog fra 2018, som jeg diskuterer i bogen “I skolereformens kølvand”, der udkom i foråret på forlaget Fjordager.

Her kan man virkelig få en fornemmelse, hvad man køber ind på, når man betaler til, at landets børn skal opnå såkaldt “wellbeing” på PISAs læringspolitiske indikatorer, som det hedder i OECD Education 2030-program. Det er efter min mening også derfor, at “trivsel” (well-being) pludselig vælter ind på dagsordenen.

Børn og voksne skal ikke lære at “have det godt” i OECD’s systemer.

 

31. Den 6. december: Christian Ydesen kritiserer PISA

Landets førende uddannelseshistoriker, professor Christian Ydesen fra Aalborg Universitet, har i mange år været en central person i den internationale PISA-kritik. Dermed viderefører han hele den kritiske tradition inden for området.

Ydesen har også markeret sig i disse dagens debat. Det sker i et indlæg på folkeskolen.dk, hvor han ærgrer sig over, at PISA-kritikken er gået i glemmebogen.

I den forbindelse minder han os om følgende:

”…selve grundidéen om, at det er meningsfuldt at administrere én fælles måling af verdens 15-årige, som befinder sig i endog særdeles forskellige kontekster kulturelt, uddannelsesmæssigt og materielt, er der ikke pillet ved.”

Og denne ”fælles måling” er ifølge Christian Ydesen båret af ”ideologiske” hensyn. Han skriver følgende:

”Samtidig rummer Pisa også en umiskendelig ideologisk komponent, nemlig at vi alle befinder os på et globaliseret arbejdsmarked, og at det er de samme kompetencer, som vil blive efterspurgt på fremtidens globale arbejdsmarked, samt at Pisa-resultater dermed giver et fingerpeg om, hvor godt nationen er rustet i den globale konkurrence med andre nationer.”

Ydesen taler ironisk om OECD’s “forjættede land”. OECD taler selv om en form for global “well-being”.

Christian Ydesen forklarer også, at PISA- og OECD-systemet har haft en helt særlig diskursiv og ideologisk magt i den danske uddannelsespolitik. En magt som altså nu fortsætter.

I Ydesens analyse er tilslutningen til PISA en del af et ideologisk og konkurrencestatsbaseret system; et system der har opportunisme og udslettelse af samfundets civile, demokratiske og historiske strukturer på programmet.

Dermed står Christian Ydesen i en uudtalt, men stærk opposition, til de ledende kredse på DPU, som er helt ukritiske støtter af OECD’s antipædagogiske skolediskurs.

https://www.folkeskolen.dk/pisa-pisa-2022-skolepolitik/professor-mens-kritikken-af-pisa-er-gaet-i-glemmebogen-bruger-politikere-resultaterne-til-at-legitimere-reformer/4747589

 

32. Den 11. december: Niels Jakob Pasgaard kritiserer PISA

Lektor Niels Jakob Pasgaard bidrager til dagens Skolemonitor med et dejligt kraftfuldt indlæg, hvor han argumenterer for, at Danmark bør forlade PISA.

Undervejs fremsætter Pasgaard en skolehistorisk teori, som er meget tankevækkende:

Han minder om betydningen af en problematisk målstruktur fra 2001, nemlig M. Vestagers målsystem “Klare Mål”, hvor læringsmål frem for indhold pludselig blev definerende for pædagogikken. Pasgaard fortolker dette som den første af en lang række mistillidserklæringer til lærerstanden.

I løbet af 2000’erne udvidede denne begrebsmæssige revolution sig, og i 2013 overtog læringsudbyttet det hele i skolereformens totale kollaps.

Pasgaard er en af landets mest selvstændige pædagogiske tænkere, så han har virkelig noget at have sin kritik i. Her er lidt højdepunkter:

I 2017 udgav han den særdeles interessante bog FAQ om læringsmål, som var en del af en FAQ-serie om pædagogiske emner på Hans Reitzels Forlag, som udkom i de år.

Serien blev redigeret af de fremtrædende Aalborg-psykologer Lene Tanggaard og Thomas Szulevitcz, som begge var kraftigt inspireret af professor Steiner Kvales tanker om mesterlære. Den største modstander af Kvales ideer var DPU-professoren, Jens Rasmussen, som jo var skolereformens hofideolog. Alt passer sammen.

I sin bog undersøgte Pasgaard den psykologisk-filosofiske baggrund for læringsmåls-begrebet, som jo i 2017 huserede overalt. I bogens anden del fremlagde han desuden en række mere opbyggelige ideer, som tog udgangspunkt i nyere pædagogisk filosofi.

Her er konklusionen fra min egen anmeldelse af bogen:

”Bogens to dele kobles løbende sammen, så bogen fremstår som et samlet værk. På en måde er FAQ-formatet, som jo er meget formidlingsorienteret, en forsimplet overskrift, selvom Pasgaard overholder den til punkt og prikke. Bogen er ikke banal formidling, men et dybt selvstændigt arbejde med pædagogik. Det er en form for kamufleret referenceværk.”

Og videre skrev jeg:

”Ud af de sidste ca. 30 sider løfter sig konturerne af en helt anden pædagogik, som har dybe rødder i den pædagogiske tradition, men som samtidig forbinder sig åbent til fremtiden. I Pasgaard verden regerer spørgsmålene, stoffet, disciplin, formål, opmærksomhed og alle tings dragende ubestemmelighed, og med det udgangspunkt er der naturligvis ingen plads til læringsmål i den eksisterende form.”

I 2021 skrev Pasgaard desuden den dybt tankevækkende artikel ”Kunsten ikke at lære verden at kende”, som stod i antologien Sidste chance – nye perspektiver på dannelse. Bogen var redigeret af Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og undertegnede. Brinkmann var i øvrigt også elev af Kvale.

Lektor Peter H. Frostholm anmeldte ”Sidste Chance” til Tidsskrift for Professionsstudier. Han skrev her om Pasgaards bidrag: ”Det er noget af det bedste, jeg har læst længe”, og Frostholm uddybede med følgende:

”Lektor Niels Jakob Pasgaard rammer den eksempelvis helt rent med sine udlægninger af henholdsvis dannelsens og læringens skole. Her bliver det tydeligt, hvad læringsparadigmet de seneste 20, hvis ikke 30 år har ført med sig af praksisforvanskninger, og man ønsker sådan, at nogle lærere, politikere og uddannelsesfolk ville læse med her.”

Dertil kommer, at Pasgaard har deltaget i en række helt aktuelle diskussioner om pædagoguddannelsens udvikling, som en række kritiske røster har rejst, f.eks. i regi af det såkaldte Selskabet til Pædagoguddannelsens Fremme. Andre i denne kreds er folk som docent Jan Jaap Rothuizen (UC VIA) og docent Line Togsverd (UC Syd).

Pasgaards virke er en del af denne vigtige sammenhæng, som alle landets pædagoger og børn bør være dybt taknemmelige for, og som slet ikke bliver påskønnet nok.

Endelig har Pasgaard via en lang række indlæg og aktiviteter bidraget kritisk-konstruktivt til den omfattende debat, der har været om pædagogik og digitalisering. Blandt andet har han stået for at udvikle den både satiriske og dybt seriøse ”Analogiseringsstyrelse”, og han også skrevet mange offentlige indlæg om dette emne; indlæg som på pædagogikkens præmis udfordrer de herskende vinde.

Så Niels Jakob Pasgaard er en vigtig stemme.

https://skolemonitor.dk/debat/art9656152/Drop-den-danske-PISA-deltagelse

 

33. Den 9. december: Skolen og erhvervslivet

Her er lidt inkompetente tanker om skolen:

A.

Hvad er skolens opgave?

Det er at drage omsorg for samfundets kundskaber: Deres historie, udvikling og fornyelse.

Denne omsorg er rammesat af den ældre generations opmærksomhed og interesse for den nye generations kundskabsliv.

En sådan skole og dens pædagogik og dagligdag er et kunstværk.

Der er ingen adgang for OECD, KL, EVA eller lignende læringssystemer. Skoleinspektøren er en vogter, der afviser alle tilnærmelser med henvisning til pædagogikkens egenart og sprog.

B.

Men hvad så med ”erhvervslivet”? Har jeg ikke glemt det?

Nej, for når eleven kommer i 8. og 9. klasse, så skal han/hun skam i erhvervspraktik i en hel uge. Det vil være lidt ligesom at tage på ferie i Mongoliet, så det vil eleven aldrig glemme.

Og i undervisningen snakker man desuden om folk, der har lavet ting og sager, dvs. om folk der har haft ”et virke”, hvilket er det modsatte af ”erhvervslivet”.

Og eleven ved jo også, at far og mor og alle tanterne laver et eller andet; har en kiosk, skriver i en avis, er sømand og så videre. Den slags giver tavs viden. Så får man kioskejer-slægter, skribent-slægter og sømands-slægter på frihedens præmis.

Tavs viden og de personlige narrativer var en dyd frem til omkring 2005, men nu kalder man den slags fine emner for ”social arv”.

“Social arv” er konkurrencestatens omskrivning af opdragelsens og pædagogikkens dyder, som den jo hader (men dermed er vi tilbage i OECD-problemet, jf. punkt 1). Long story, som man siger.

C.

Så er der spørgsmålet om digitalisering. Her er der meget kort sagt fire principper til overvejelse:

a) Ud med alle mobiltelefoner, også for lærerne. Man skal ikke sms’e i skoletiden. Det vidste allerede salig Hedevig Bagger, selvom hun døde i 1926. Alle øjne er på det fælles liv i kundskaberne og deres mærkelige bevægelser. Det er rundbold på de fælles græsplæner. På skoler gør man erfaringer, man ”kommunikerer” ikke.

b) Opret faget ”Teknologi og samfund”, hvor maskinernes opbygning, indhold, funktion og konsekvenser diskuteres. Faget skal ikke have indflydelse på andre fags curriculum, og det skal ikke være ”kompetenceorienteret”. Det med ”kompetencerne”, må man klare i den uge, hvor der er erhvervspraktik.

c) Skal man bruge computere i undervisningen, så foregår det i særskilte lokaler, hvor der er lidt koldt.

d) Dog er der fri brug af alle – både gamle og nye former for teknologi – i de kunstneriske fag (men ikke i værkstedsfag).

Beklager disse inkompetente vildskud fra fjerne egne.

 

34. Den 11. december: Skolepolitisk kommentar af Tom Jensen

Jeg har nedenstående læserbrev i morgendagens Berlingske, hvor jeg roser en skolepolitisk klumme af chefredaktør Tom Jensens:

”Chefredaktør Tom Jensen havde en interessant kommentar om folkeskolen i torsdags.

Han taler lidt frem og tilbage om det ene og det andet, for eksempel om PISA, corona og inklusion og så videre. Den del er ret almindelig. Men undervejs får han sagt to ting, der skiller sig ud fra mængden:

For det første fortryder Tom Jensen sin støtte til skolereformen. Det sker i følgende markering:

»For ti år siden var jeg en af dem, der støttede den daværende folkeskolereform og det samtidige opgør med lærernes betonagtige arbejdstidsregler (…). Siden blev også jeg klogere. Folkeskolereformen blev hverken en frisættelse af elever eller lærere, men tværtimod nok på mange måder det modsatte.«

For det andet kalder han på en undersøgelse af skolens formål og pædagogiske filosofi. Det sker her:

»Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Det er indlysende, at noget er galt. Og at ‘noget’ er andet end covid-isolationen, der var gal nok. Det burde være en borgerlig mærkesag at få defineret dette ‘noget’, hellere i dag end i morgen, og bruge det ikke til nye reformforslag og omlægninger af skolerne og gymnasier, men til at finde ind til selve kernen af formålet med, at de eksisterer.«

Mange tak til Tom Jensen. Det er, som om især det borgerlige Danmark er i et nyt pædagogisk morgengry. Venstrefløjen ligger stadig i en form for mørke.

Den eneste politiker, der eksplicit deler Jensens interesse, er Lotte Rod (R). Også hun har fortrudt sin støtte til skolereformen og insisterer nu på at tale om pædagogikkens formål. Merete Riisager er naturligvis den store heltinde i den politiske del af baggrunden. Hun var imod reformen fra dag ét og har vedvarende haft sans for skolens og pædagogikkens egenart.

I forsknings- og professionskredse, som selv er defineret ved skolereformens ideologi, er Tom Jensens gode emner derimod totalt marginaliseret.”

https://www.berlingske.dk/laesere/det-er-som-om-isaer-det-borgerlige-danmark-er-i-et-nyt-paedagogisk

 

35. Den 12. december: Normativ magt?

I Sverige har de forbudt mobiler i skolen ved lov. Det forstår man godt.

Vores egen undervisningsminister svinger i dagens Politiken pisken lidt i samme ånd. Han vil ligefrem give en “kæmpestor undskyldning” til hele skolereformgenerationen for at have pladret dem til med maskinerier. Han er så sød, når han skælder og fortæller.

Men han vil ikke lovgive ligesom svenskerne. Han tror på sine markeringers ”normative magt”, som han siger.

KLs skoleformand, Thomas Gyldal Pedersen, lyder totalt uanfægtet. Og KL har da også stået for en totalt radikaliseret og nærmest revolutionær digitaliseringspolitik, f.eks. i det såkaldte ”Teknologispring” fra 2018. Og i Gladsaxe, hvor man angiveligt har delt I-pads ud til alle børnehaveklassebørn, overvejer man nu at sige, at børnene ikke må tage maskinerne med hjem om aftenen.

Det er der ikke meget ”normativ magt” over.

Og i regeringens skoleudspil fra sidste måned er det også bare snik-snak.

Der er også komme retningslinjer for gymnasierne. Det er noget med, at man skal blive enige om et eller andet sammen med eleverne og lave nogle politikker og så videre. Det lyder som noget for KL og Gladsaxe.

Så om 10 år kan den næste minister kæmpeundskylde en gang til, mens de glade svenske børn snakker sammen og gør sig virkelige erfaringer.

Links:

Artikel i Politiken: https://politiken.dk/danmark/art9660085/Mattias-Tesfaye-siger-undskyld-til-en-generation-af-digitale-fors%C3%B8gskaniner

Anbefalinger til ungdomsuddannelser: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/dec/231208-nye-anbefalinger-for-skaermbrug-paa-gymnasier–erhvervsuddannelser-og-fgu

 

36. Den 14. december: Artikler om magten på danske universiteter

Professor emeritus Heine Andersen har lavet et FB-opslag om en interessant artikel i Science Report, hvori professor ved CBS, Christophs Ellersgaard, og den engelske professor, Terence Karran, forklarer det danske universitetssystems autoritære magtstrukturer.

Som Ellersgaard siger i artiklen:

“Man kan sige, at man med universitetsloven i 2003 valgte, at frem for, at ledelserne skulle hente legitimiteten nedefra, så skal ledelserne hente legitimiteten oppefra. Institutlederne skal dermed hente legitimiteten hos deres dekaner, dekanerne skal hente legitimiteten hos deres rektor, og rektoren skal hente legitimiteten hos sin bestyrelse. Så har man jo sådan et slags lille selvsupplerende netværk, der i virkeligheden styrer alle de danske universiteter.”

Mine egne undersøgelser bekræfter dette billede med 100%, og hele systemet påvirker helt klart de konkrete forskningsinteresser og bevillinger på en meget grundlæggende måde. Dermed opbygges et udsøgt autoritært system, som er til skade for næste generations kundskabsudvikling.

Det hele kan tilgås på dette fb-link:

https://www.facebook.com/heine.andersen.58/posts/pfbid032XWbnFJfxTP4dcwpmcM8kwNVGiNFg67CCNcNCVtMhDQLvwWSPPmE1XNGEtpU4poTl

Her er links til Sciencereports artikler om temaet:

https://sciencereport.dk/i-sporene-paa-magten/her-er-magtens-ansigter/

https://sciencereport.dk/i-sporene-paa-magten/universitetsbestyrelser-er-magtelitens-moedested-hvem-sidder-med-ved-bordet/

https://sciencereport.dk/i-sporene-paa-magten/forskningsmagten-er-udlejet-til-fondene/

 

37. Den 16. december: 1-års jubilæum for fyring

Det er i dag et år siden, at institutleder Claus Holm fyrede mig fra DPU og dermed ekskluderede arbejdet med pædagogiske formål fra instituttets interesser.

Der var opstillet fire kriterier for fyringerne, som blev varslet d. 29/11-2022. Jeg skrev derfor en indsigelse, som forklarede, at jeg klarerede mig udmærket på de fire kriterier. Man kan tilgå indsigelsen nedenfor.

Indsigelsen blev afsendt d. 12/12.

I sit efterfølgende afskedigelsesbrev, d. 16/12, forklarede Claus Holm, at der ikke var noget at kritisere mig for på de fire kriterier, men alligevel blev fyringen opretholdt. Det var et totalt fagligt og universitetspolitisk kollaps, båret af Holms kærlighed til konkurrencestats- og læringsideologi.

Fra denne dag kunne man ikke mere have tiltro til pålideligheden af den forskning, som kommer fra DPU; ja, faktisk heller ikke fra Aarhus Universitet mere bredt, eftersom Holms ideologiske overgreb blev støttet af universitetets ledelse, især af dekan for ARTS, Johnny Laursen.

I Trondheim er universitetets rektor netop trådt tilbage på grund af et indgreb i sine ansatte ytrings- og forskningsfrihed; et indgreb, som vel at mærke var langt mindre alvorligt end Claus Holms og dekan Johnny Laursens nedrige og ideologiske aktioner. De aarhusianske ledere bør derfor naturligvis også forlade deres stillinger, hvis vi skal følge nordiske standarder.

Jeg vender tilbage til den norske sag en af dagene.

Min egen sag er også beskrevet i min kommende bog “Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”.

Nedenfor kan man som nævnt læse min indsigelse mod fyringen, som blev afsendt til universitetets ledelse d. 12. december 2022.

http://www.thomasaastruproemer.dk/indsigelse-vedroerende-varslet-afskedigelse.html

 

38. Den 17. december: Forskningspolitisk drama i Norge, episode 1

Jeg vil gerne omtale en sag, som har skabt stor dramatik i Norge, men som lader til at være overset i Danmark.

Det drejer sig om, at rektor for universitetet i Trondheim (NTNU), Anne Borg, i forgårs måttet fratræde sin stilling.

Årsagen er, at hun har intimideret to forskeres ytringsfrihed.

Sagen er kort sagt følgende, som jeg har forstået den:

To forskere var uenige i konklusionerne i en rapport om kernekraft, som en række magtfulde organisationer stod bag. De to forskere udtalte sig derfor kritisk i et kort interview til magasinet Dagens Næringsliv.

Rektor Anne Borg skrev derpå et læserbrev til Dagens Næringsliv, hvor hun skældte ud på de to kritikere for deres tone, som hun mente var ”usund” og et udtryk for “utilbørlig omtale af meningsmodstandere” og så videre.

Derpå rejste sig en storm, både fra akademiske kolleger, fra anonymiserede ansatte fra NTNU og fra mange andre, som alle kritiserede Anne Bergs aktion. Ministeren udtalte sig også i sagen. Hun ”forstår reaktionerne”, kunne man læse.

Det kom også frem, at Anne Borg havde kommunikeret med kernekraftsrapportens interessenter i forbindelse med sit autoritære indlæg.

Til sidst måtte Anne Borg altså forlade bestillingen. Hendes afskedstale kan man studere i et link nedenfor sammen med bestyrelsens udtalelse.

På en måde er hele sagen udtryk for et sundhedstegn for norsk akademia. I Danmark ville en sådan sag aldrig føre til en så prompte reaktion eller til større problemer for ledelsen. De norske universiteter er kort sagt i bedre filosofisk stand end de danske.

Skal man følge de norske standarder, bør især ledelsesstrengen på Aarhus Universitet forlade dens stillinger. Her har man siden 2006 forstærket 2003-reformen ideologi i autoritær og centralistisk retning med en lang række problematiske enkeltsager til følge.

Stort tillykke til de gode nordmænd med denne flotte sejr for videnskaben.

Skriv gerne i tråden, hvis jeg har overset relevante indlæg/artikler om denne vigtige sag.

Diverse links:

Det oprindelige interview med de to forskere, Dagens Næringsliv, d. 27. november: https://www.dn.no/energi/to-rapporter-om-kjernekraft-i-norge-med-stikk-motsatt-konklusjon/2-1-1560701

Rektor Anne Borgs svar til forskerne, Dagens Næringsliv, d. 7. december: https://www.dn.no/innlegg/ntnu/kjernekraft/rystad-energi/det-gronne-skiftet-er-tjent-med-en-sunn-ytringskultur/2-1-1564918

Anne Borgs kommunikation med industriens organisationer omtales i denne artikel, hvor universitetets bestyrelse også lyder kritisk, Khrono.no, d. 8. december: https://www.khrono.no/kaller-direktor-press-mot-ntnu-for-uforskammet/831930

Anne Borgs sms-kommunikation med industrien op til sit indlæg, Khrono.no, d. 14. december: https://www.khrono.no/her-er-all-kommunikasjon-mellom-anne-borg-og-nho-direktorene/833081

En advokat fra Oslo siger, at rektor har handlet grundlovsstridigt, Khrono.no, d. 14. december: https://www.khrono.no/mener-borgs-leserinnlegg-er-grunnlovsstridig/833873

Anonymt brev fra NTNU-ansatte, Universitetsavisa.no, d. 14. december: https://www.universitetsavisa.no/akademisk-ytringsfrihet-anne-borg/vegring-fra-a-delta-i-offentlig-ordskifte/394616

Ministeren og en professor udtaler sig kritisk, Khrono.no, d. 14. december: https://www.khrono.no/sandra-borch-forstar-reaksjonene/834008

Anne Borg trækker sig, Khrono.no, d. 15. december: https://www.khrono.no/ntnu-rektoren-trekker-seg/803443

Anne Borgs fratrædelsestale til universitetets bestyrelse, ntnu.no, d. 15. december: https://nyheter.ntnu.no/anne-borg-meddeler-styret-at-hun-gar-av-som-rektor/

NTNU’s bestyrelsens udtalelse om sagen og om ytringsfrihed, ntnu.no, d. 15. december: https://nyheter.ntnu.no/tor-grande-konstitueres-som-ny-rektor/

En journalistiske sammenfatning: Journalistisk opsamling med diverse reaktioner, adressa.no, d. 15/12. https://www.adressa.no/midtnorskdebatt/i/veqe9L/saar-tvil-om-ntnus-uavhengighet

 

39. Den 19. december: Drama i Norge, episode 2

Der sker virkelig noget på universitetet i Trondheim (NTNU).

I sidste uge måtte rektor sige op efter hårdt pres. Hun havde intimideret to ansattes ytringsfrihed. Universitetets bestyrelse endte med at lave en flot erklæring. Jeg skrev lidt om det i forgårs.

Og i går kom der så en form for aflægger på NTNU’s Institutt for Lærerutdanning, hvor vores egen Keld Skovmand jo lige er blevet ansat.

Dette institut har sin egen bestyrelse, og den lokale bestyrelsesformand, som er ekstern, har ligesom rektor været efter en ansat pga. et helt normalt kritisk indlæg på instituttets intranet.

Men nu har de seks videnskabeligt ansatte medlemmer af bestyrelsen skrevet et offentlig brev til Universitetsavisa.no, hvor de protesterer og forklarer sagens sammenhæng. Her kan man også læse det korte indlæg, som gav anledning til bestyrelsesformandens aktion.

Ifølge brevet har Bestyrelsesformanden har allerede forladt sin stilling. Det tog blot et døgn. Det hele minder om den parallelle rektor-sag.

Brevskriverne citerer fra den centrale norske rapport om akademisk frihed:

”Institusjonene bør uttrykke tydelige forventninger til at alle ansatte modig og fritt bruker stemmen sin og bidrar til å utvikle en variert og uensartet debattkultur. Raushet overfor ulike syn og meningsmotstand bør fremelskes – enighet er ikke noe mål i seg selv.” (”raushet” betyder ”generøsitet”)

Som aarhusianer er det meget mærkeligt at læse om en forskningspolitik, hvor der ligefrem opfordres til mod, frihed og uenighed. Det er som et fremmed land.

Man kan roligt sige at de videnskabelige samfund har taget magten på NTNU.

Det er den omvendte verden i forhold til den pædagogiske forskning i Danmark, der jo styres af autokratiske konkurrencestatsenheder. Her er der ingen protester i ledelses- og bestyrelseslag, når der sker overgreb på det akademiske liv, tværtimod.

I Norge hersker nu generøsiteten og modet. I Danmark hersker konkurrencestatens strukturelle magt.

Konklusionen er, at man kan stole mere på norsk videnskab end på dansk. Det er logik.

https://www.universitetsavisa.no/akademisk-ytringsfrihet-institutt-for-laererutdanning/uttalelse-om-krenket-ytringsfrihet-ved-institutt-for-laererutdanning/395137

 

40. Den 20. december: Drama i Norge, episode 3

Professor Sigurd Skogestad fra universitetet i Trondheim (NTNU) opfordrer universitetets ledelse til at erklære, at ledelsen i fremtiden ikke vil intimidere kritiske røster med diverse samtaler og påtaler.

Det er dybt tankevækkende at følge denne norske diskussion, eftersom historikken på f.eks. DPU/AU har været præget af de mest utrolige klager fra nogle ideologiske ledelsessystemer; klager som har haft direkte konsekvenser ned gennem systemerne.

Kort sagt: Skogestad sætter med sit indlæg indirekte fokus på de danske universiteters forfald.

En vigtig årsag til denne forskel mellem Norge og Danmark er formodentlig, at det norske ledelsessystem som udgangspunkt er valgt af de videnskabeligt ansatte selv. I Norge har man altså stadig en akademisk republik. Det gælder dog ikke for NTNU, hvor bestyrelsen selv har valgt en løsning, der ligner den danske, men presset fra de nationale standarder sætter sig nu også igennem her.

I Danmark forlod man den norske model for akademia i 2003, hvor vi gik over til den centralstyring, som stadig er gældende, og som fra omkring 2006 i særlig grad blev forstærket på Aarhus Universitet.

Her er Skogestads forslag til universitetsledelsens erklæring. Mon ikke at presset nu er så stort, at forslaget, eller noget ligner, bliver realiseret?:

”Ytringsfrihet ved NTNU innebærer konkret at man i rollen som leder ikke kan gå offentlig eller internt ut mot en ytring eller kalle inn en ansatt til et møte for å diskutere ytringer, selv om ytringen fremsettes med bruk av NTNU-tittel, og selv om lederen og de fleste andre mener ytringen er uakseptabel og kan sverte institusjonens rykte eller kan bidra til å ødelegge arbeids-, studie- eller debattmiljø.

Akademisk ytringsfrihet innebærer at ytringer kan imøtegås, også av leder, men dette må skje på faglig grunnlag og i full åpenhet og ikke i rollen som leder. En slik presisjon fra rektor vil gjøre det enklere for ledere å ta rett avgjørelse og stå imot pressgrupper.”

https://www.universitetsavisa.no/akademisk-ytringsfrihet-ntnu-sigurd-skogestad/ytringsfrihet-en-presisering-fra-rektor-ville-vaere-bra/395065

 

41. Den 20. december: Kronik om skolens formål

Berlingske bragte i går min kronik om skolens formålsparagraf, hvor jeg skriver om paragraffens omtumlede, men alligevel kontinuerlige liv.

Kronikken bygger på en analyse, som jeg lavede til Tænketanken Prospekt i november. Man kan tilgå baggrundsanalysen inde i kronikken.

Og både kronik og Prospekt-analyse bygger på mit arbejde med bogen ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, som udkom i 2022.

Til foråret har jeg en lille foredragsrække på FOF-Aarhus, hvor jeg fortæller om det hele. Foredragene er både for alment interesserede borgere og for folk med særlige faglige interesser i pædagogik og uddannelsespolitik, f.eks. lærere og pædagoger og folk fra de videregående uddannelser.

Links:

Link til Berlingskes kronik: https://www.berlingske.dk/kronikker/mattias-tesfayes-nye-reform-er-slet-ikke-en-reform-men-den-forstaerker

Link til foredrag i FOF: https://www.fof.dk/da/aarhus/foredrag/samfund-og-historie/hvorfor-har-vi-skoler/376868

 

42. Den 20. december: Trivselsmålinger

På nedenstående link kan man tilgå de spørgsmål, som alle danske skolebørn hvert år skal besvarer direkte ind i konkurrencestatens datamaskiner for at agere kanonføde for en pædagogisk ”forskning”, som er i totalt forfald.

Testene har været obligatoriske siden 2019.

Det er rystende læsning på alle måder, og man må da håbe, at alle forældre holder deres poder hjemme og plastrer skolen til med protestbannere. En god skoleleder vil også fare i flint.

Det er helt klart et sundhedstræk, hvis børnene får det ad helvede til ved at deltage i dette totale overgreb.

Disse test er mig bekendt ikke obligatoriske i de frie skoler. Man må håbe, at den frie sektor benytter sig af denne frihed.

Friheden giver også friskolelærerne en pligt til at hjælpe deres kollegaer i folkeskolen med at råbe op, så alle børn og lærere kan kommunikere almindeligt igen.

Det er tankevækkende, at loven blev vedtaget i slutningen af Merete Riisagers ellers udmærkede embedsperiode som undervisningsminister. Hun lyder – som jeg fornemmer det – da heller ikke så begejstret i sin taler.

Kun Enhedslisten stemte imod, hvilket partiet skal have stort tak for herfra.

https://www.uvm.dk/folkeskolen/test-evaluering-og-skoleudvikling/trivselsmaaling

 

43. Den 20. december: Dialog med Vø

Jeg har igennem de seneste par år haft en løbende dialog med en ung lærerstuderende, Vø, om livet fra slutningen af 2010’erne og frem til i dag. Jeg synes godt, man kan se dialogen som et lille generationsdrama.

Jeg har selv lært meget af dialogen, men jeg ved ikke helt, om det samme gælder for Vø. På en måde er det også nemmere for mig at lære noget, fordi jeg stadigvæk bor i en verden.

Det er netmediet Kontrast.dk, der har været så venlig at publicere den færdige dialog. Redaktøren har endda fundet et fint billede af Vø.

God vind til Vø herfra. Jeg håber, vi kan genoptage dialogen ved lejlighed.

https://kontrast.dk/sektioner/artikel/artikel/moed-voe-en-melankolsk-ung-kvinde-taler-ud

 

44. Den 22. december: Undervisningsministeriet og DPU

Jeg har en skolepolitisk iagttagelse, som jeg gerne vil dele. Det lader til, at Undervisningsministeriet har lagt DPU på is. Lad mig forklare:

A. 2013

Ved implementeringen af skolereformen i 2013 nedsatte ministeriet en ekspertgruppe om trivselsmålinger, og man lavede også en ekspertgruppe, der skulle arbejde med de såkaldte Fælles Mål.

Begge disse grupper var domineret af DPU-folk. Trivselsgruppen var ud over en sundhedsprofessor, domineret af DPU’s Hans Henrik Knoop, som er landets førende positive psykolog, og som Svend Brinkmann har haft nogle gedigne opgør med i tidens løb.

Også Jill Melbye, som havde spillet en kæmpestor og negativ rolle ifm. den såkaldte ”ansvar for egen læring i slutningen af 90’erne, sad med i trivselsgruppen. Men det siger jeg blot til orientering, for hun var ikke på DPU (men vist nok i EVA, som jo har samme ideologi).

I den anden ekspertgruppe, som arbejdede med Fælles Mål, dominerede den magtfulde DPU-professor Jens Rasmussen, som er åndsfælle med Lars Qvortrup og Claus Holm. Arbejdet fik enorm formativ effekt for hele UC-sektoren og for det nye DPU, som jo få år tidligere var kommet under Aarhus Universitet.

Andreas Rasch-Christensen deltog også, men han var jo ikke fra DPU (men fra VIA, som jo har samme ideologi).

Ud af alt dette kom så den læringsmålstyrede undervisning – dette altomfattende sammenbrud – som DPU og Jens Rasmussen også var en central aktør i (bl.a. sammen med VIA).

Efterfølgende blev ministeriet efter sigende dybt skuffet over den ideologiske vending, som det hele tog. Long story, som man siger.

B. 2017

Omkring 2017 blev Fælles Mål justeret. De centrale faglige kræfter i dette arbejde var folk, der netop havde kritiseret DPU-miljøet, dvs. Keld Skovmand og Lene Tanggaard. Dette arbejde skete under Riisagers embedsperiode, hvis horisont altså markerede et klart fagligt skifte. Her sad der ingen DPU-folk, tværtimod.

C. 2023

Og her fra efteråret 2023 er Mattias Tesfaye så gået i gang med endnu en justering af skolereformen:

Han har nedsat en trivselskommission, som igen er helt uden DPU-folk. De ledende kræfter er her Lene Tanggaard, som jo også sad i Fælles Mål-gruppen i 2014, samt forstander for Krogerup, Rasmus Mayer, som også er kritisk indstillet.

Man er også så småt gået i gang med revisionen af Fælles Mål, igen tilsyneladende uden DPU-folk, hvis man skal tro diverse fb-opslag fra de centrale aktører.

Til et møde i ministeriet var den centrale faglige kraft i Fælles Mål-diskussionen, Thomas Illum Hansen, hvis synspunkter ligger tæt på Skovmands, og som faktisk også sad i 2017-gruppen. Illum Hansen var i øvrigt også hovedtaler på Sorømødet i 2023, hvor et vigtigt tema netop var Fælles Mål. Også Lene Tanggaard holdt oplæg.

Andreas Rasch-Christensen, der i august 2023 i en stor artikel erklærede, at han har fortrudt sin rolle i 2013-forløbet, deltog også i Fælles Mål-mødet. Rasch-Christensen er faktisk også med i den nye trivselsgruppe. Igen er han alle steder. Tilsyneladende ligger han altså i dag tættere på de kritiske traditioner, men nu må vi se, hvor dybt det stikker.

Men det er naturligvis et virkeligt godt tegn for Tesfayes nye ideer, at han ignorerer DPU, der både i starten af 2010’erne og i dag præges af autoritære ideologisk magt som aldrig før.

Også Tesfayes kritik af digitaliseringen indebærer et opgør med mange af de forskere, som udspringer af DPU/AU-miljøet.

Lyder det ikke som en tendens?

Men ok, selveste DPU’s dybt ideologiske institutleder, Claus Holm, var faktisk også taler på årets Sorø-møde, hvilket jo taler lidt imod min tese. Holm kunne med henvisning til konkurrencestatsteorien fortælle, at folkeskolen i mange år var et ”dannelsesreservat” med Løgstrup og så videre, men at det nu er slut med det. Nu skal vi i stedet for have noget, som Holm kalder ”arbejdspædagogik”. Det er farlige logikker.

Links:

Ekspertgruppe for trivsel, 2014: https://www.uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe/trivsel-og-undervisningsmiljoe/ekspertgruppen-om-elevernes-trivsel

Ekspertgruppen for Fælles Mål, 2014: https://www.uvm.dk/folkeskolen/fag-timetal-og-overgange/faelles-maal/historisk/historisk-oversigt, se også:  https://www.folkeskolen.dk/folkeskoleloven-folkeskolereform-faelles-mal/professor-faelles-mal-giver-laererne-nyt-ansvar/443999

Rådgivningsgruppe for fælles mål, 2017: https://www.uvm.dk/folkeskolen/fag-timetal-og-overgange/faelles-maal/lempelse-af-faelles-maal/raadgivningsgruppen-for-faelles-maal

Trivselskommissionen, 2023: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/aug/230810-regeringen-nedsaetter-trivselskommissionen

Program for sorømøde: https://www.uvm.dk/publikationer/2023/230818-program-referat-oplaeg-soroe-2023

Interview med Andreas Rasch-Christensen til Børn & Unge, juni23: https://bupl.dk/boern-unge/nyheder/10-aar-efter-forsker-bag-folkeskolereformen-fortryder

 

 

Dannelsen på DPU: Asger Sørensens kritiske tale ved Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde

Den pædagogiske filosof Asger Sørensen, som er lektor ved DPU, har netop publiceret en åbningstale, som han holdt ved Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde i foråret 2023. Asger Sørensen er selv formand for selskabet.

Asger Sørensen blev ansat på DPU i 2008. Siden har han opbygget et omfattende filosofisk og videnskabeligt forfatterskab. Han har også udtrykt sig i mere frie formater, senest i bogen ”Asger Sørensen går på universitetet” fra 2020. Her kan man læse mere om hans liv sammen med Aarhus Universitets realiteter.

Årsmødets tema var egentlig naturfilosofi, så jeg tror, det kom som en overraskelse for mange, da Sørensen brød ud i en appel til selskabet om at betænke pædagogikkens situation på DPU.

Sørensens tale til selskabet kan nu tilgås som artikel via det filosofiske netmedie Paradoks.nu, hvor den blev udgivet d. 14. november 2023. Artiklen indledes med en kort nyskrevet introduktion til talen. https://paradoks.nu/2023/11/14/uden-uddannelse-ingen-frigoerelse-velkommen-til-paedagogisk-filosofi/

Det er strålende læsning, som bør være standardpensum på alle uddannelser, der har med pædagogik at gøre Her er et par af de centrale emner:

 

1. Dannelsen

Asger Sørensen arbejder med at sammentænke klassisk kritisk teori (især Marcuse), den britiske dannelsestradition (liberal education) og dansk post-grundtvigianisme (Løgstrup). Der er tale om dybt tankevækkende forbindelser, der giver rum for både historiske kundskaber, menneskelig fremmedgørelse og udvikling, kunstneriske erfaringer og samfundskritisk arbejde.

Over vandene svæver den tyske filosof Hegel, der diskuterer fremmedgørelsens nødvendighed for dannelse, og en meget ung Karl Marx, som har rødder i den tyske romantik. Den tidlige kritiske teori er også aktiv på bagsmækken.

Med denne filosofiske konfiguration som udgangspunkt bliver uddannelse og pædagogik til et frit rum for kundskabsudvikling, hvorfra samfundets strukturer og indhold konstant kan fornyes, gennemtænkes og kritiseres. Det er denne ”tilblivelsestilstand”, som ifølge Sørensen er menneskets livsbetingelse.

For Asger Sørensen bliver uddannelse en form for forudsætning i borgerens og demokratiets liv. Sørensen refererer heromkring til en bred socialfilosofisk og politisk tradition, herunder Emile Durkheim, John Dewey og Alasdair MacIntyre.

I den forbindelse bruger Sørensen K.E. Løgstrup til at aktivere et klassisk curriculum, som han også finder tegn på hos den unge Marx:

”Skolen er oplysende om menneskelig væren og tilblivelse, om samfundet som sådan, og om hvordan vi lever af og med os selv, med vores kroppe og med hinanden. Det handler om poesi og sprog, det handler om historie, kultur og religion, det handler om fritid, fornøjelse og sport, om videnskab og viden og politik.”

Undervejs sætter Sørensen disse emner, som han altså også finder i den kritiske tradition, i forbindelse med demokratiet. Det er svært at få armene ned, når man læser disse kloge tanker fra borger til borger.

Sørensen forklarer undervejs udførligt, hvordan DPU har udviklet sig i modsætning til hele denne smukke sammenhæng; især i modsætning til læreruddannelsens tradition, som Løgstrups og f.eks. W. Klafkis filosofi i høj grad blev en del af.

I stedet reducerer DPU’s ledelse konsekvent uddannelse til en slags erhvervspolitik. Sørensen har fundet en vigtig tale, som DPU’s leder, Claus Holm, holdt til institutionens dimittender i 2022, der dokumenterer denne triste konklusion.

 

2. Ud-dannelsen

Asger Sørensen beretter også om DPU’s systematiske og årelange forsøg på at slippe af med den pædagogiske filosofi. Helt aktuelt ved en halvering af optaget, pga. en de facto nedlæggelse af uddannelsens aarhusianske gren, samt ved flytningen af faget fra sin egen afdeling til en didaktisk afdeling, hvor kompetencebegrebet og institutledelsens filosofi hersker, og hvor ”dannelse” ofte udskammes eller glemmes.

Overgrebene mod pædagogisk filosofi startede faktisk i 2010 med daværende dekan Lars Qvortrups forsøg på decideret at nedlægge faget. Det kom han dog ikke igennem med, især fordi fagets nestor, filosoffen Peter Kemp, trådte i offentlig karakter.

I stedet forsøgte Qvortrup at fyre tre filosoffer, fordi deres forskning angiveligt ikke var ”relevant”, som det hed. Asger Sørensen, som siden brillerede med en række strålende analyser af pædagogiske og politiske emner, var faktisk en af de ”irrelevante”. Heldigvis lykkedes Qvortrup heller ikke med dette ideologiske og ødelæggende forehavende.

Qvortrup var vild med John Hattie og læringskontrol, og han kaldte Peter Kemp, som var pædagogisk filosofis første institutleder, for en ”plattenslager” og en ”løgner”.

Tænk hvis Qvortrup var kommet igennem med sin læringspolitiske aktion mod bl.a. Asger Sørensen. Så havde samfundet nok ikke haft denne skønne Sørensen-tekst at fordybe sig i og lære af.

Den daværende kommunikationschef, Claus Holm, understøttede i 2010 Qvortrups ideologiske og anti-pædagogiske raid rundt omkring. I 2014 blev Holm selv institutleder, og så gik han selv amok, så man i dag simpelthen må fraråde unge mennesker at frekventere denne pædagogik-fjendske institution, medmindre de da får Asger Sørensen som lærer.

Hvis man kritiserede disse ting, blev man beskyldt for ”polemisk dumdristighed”, mens fyringstrusler og klager føg gennem systemerne. Stemningen var autoritær.

Endelig fremanalyserer Sørensen Claus Holms fyring af mig selv i 2022 som en del af den samme systematik, dvs. som en del af DPU’s opgør med lærerhøjskolens og dannelsens tradition. Jeg er helt enig i denne analyse, hvilket jeg redegør for i en kommende bog ”Universitetets og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”.

Faktisk var jeg selv med til årsmødet, og fyringssagen blev nævnt i flere af mødets oplæg, hvilket jeg naturligvis blev meget rørt over.

 

3. Afsluttende bemærkning

På en måde er Asger Sørensens tekst en form for moderne version af den ikoniske lærerinde Inger Merete Nordentofts arbejde med dansk litteratur i 1950’erne. Nordentoft var modstandskvinde, spejder og socialist, men hun elskede borgerlig-humanistisk dannelse. Det skulle give en kritisk funderet selvstændighed, så nazismen aldrig ville vende tilbage.

Sørensen er også til rød dannelse.

Tak til Asger ”Nordentoft” Sørensen, som er DPU’s eneste kritiske røst fra demokratiets og filosofiens fortrængte og skønne landskaber.

 

PS:

Til sidst vil jeg anbefale, at man dykker ned i nogle af de mange spændende litteraturhenvisninger, som er angivet i artiklens fyldige noteapparat.

 

Referencer:

Link til Asger Sørensens tale i Paradoks.nu: https://paradoks.nu/2023/11/14/uden-uddannelse-ingen-frigoerelse-velkommen-til-paedagogisk-filosofi/

Asger Sørensens bog ”Asger Sørensen går på universitetet – scrapbog fra omvæltningerne”, Filosofisk Rådgivning, 2020. https://www.saxo.com/dk/asger-soerensen-gaar-paa-universitetet_asger-soerensen_paperback_9788743029427

Program og abstracts for Dansk Filosofisk Selskabs årsmøder: http://filosofiskselskab.dk/c/index.php?page=tidligere-%C3%A5rsm%C3%B8der