Institutleder Claus Holms angreb på pædagogik, indlæg d. 1.-2. december

Nedenfor kan man læse syv indlæg om den aktuelle fyringssag. Teksterne, som er skrevet d. 1-2. december, står også på min facebookvæg, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

De syv indlæg er følgende:

  1. Kritik af varslingens begrundelser
  2. Artikel i Politiken Skolemonitor
  3. Artikel på Folkeskolen.dk
  4. Artikel i Khrono (norske videnskabsmagasin)
  5. Carolina Magdalene Maier kritiserer DPU
  6. Jan Jaap Rothuizen kritiserer DPU Niels Jakob Pasgaard kritiserer DPU

Tidligere indlæg om sagen kan tilgås i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/institutleder-claus-holms-angreb-paa-paedagogik-indlaeg-fra-d-29-30-november.html

 

1. Kritik af varslingens begrundelser

Jeg sidder og pusler lidt med min partshøringstekst, som jo skal indleveres til universitetet senest d. 14/12. Her er en kladde, hvor man kan læse om mit syn på varslingsskrivelsens begrundelser:

Jeg er pr. d. 29/11-2022 varslet opsagt. Denne opsigelse er uden saglig grund, og derfor vil jeg hermed gøre indsigelse imod den.

I varslingsbrevet og ved en efterfølgende varslingssamtale har institutleder Claus Holm gennemgået fyringsrundens fire materielle afskedigelseskriterier, som vedrører hhv. forskning, undervisning, kollegiale forhold samt mangelfuld opgavevaretagelse.

Varslingen skulle angiveligt bero på en ”samlet vurdering” med baggrund i disse kriterier.

Men denne konklusion kan ikke have sin rigtighed, eftersom jeg præsterer i top på alle fire kriterier:

– Jeg har en omfattende publikationsvirksomhed og formidler og debatterer min forskning bredt i samfundet. F.eks. har jeg i 2022 udgivet en 576-siders lang fagfællebedømt og fondsfinansieret monografi om ”skolens formål”.

– Jeg har pletfri evalueringer af undervisning- og modulkoordination, og jeg underviser også i det omfang, som er påkrævet i det almindelige aftalesystem.

– Jeg har gode kollegiale forhold til alle, som jeg arbejder sammen med, og jeg deltager i både min afdelings og mit campus’ aktiviteter til folks og lokale lederes almindelige tilfredshed.

– Jeg har en god kvalitet i udførelsen af alle mine opgaver.

Disse forhold understreges af, at alle MUS-referater (fra de sidste tre år) er entydigt positive. Jeg har heller aldrig – i mine 14 år som ansat ved DPU – modtaget påtaler af nogen art, f.eks. i forbindelse med forskningstilsyn eller andet.

Afskedigelsen kan altså ikke på nogen måde knyttes til problemer på et eneste af de fire kriterier. Der kan derfor heller ikke være tale om ”en samlet vurdering”.

Denne ubestridelige kendsgerning gør i sig selv, at varslingen må trækkes tilbage.

Sagens kerne er snarere ideologisk. Den ”samlede vurdering” er knyttet til noget helt andet end de fire kriterier, nemlig til institutlederens helt subjektive og ideologiske opfattelse af, hvad pædagogik og forskning går ud på.

Varslingen er med andre ord effektueret ud fra et ”helt femte kriterium”, som er institutlederens egen pædagogiske ideologi.

Dette fremgik f.eks. af varslingssamtalen, hvor Holm sagde, at afskedigelserne hviler på en ”samlet vurdering” af, hvad ”jeg mener, at DPU i fremtiden har brug for”. Et ”jeg mener”, som sætter Holm i stand til at behandle de fire kriterier efter forgodtbefindende, dvs. efter netop den faglige linje, som jeg har kritiseret i et omfattende kritisk virke. Et arbejde som jeg har høstet stor anerkendelse for blandt forskere i både ind- og udland.

På den måde – via dette ”jeg mener” – kan en bog om ”Skolens formål” pludselig irrelevant.

Afskedigelsen er derfor ideologisk og ikke saglig, og den bør derfor trækkes tilbage.

Link til selve varslingsskrivelsen: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-afskedigelsesvarsel.html

 

2. Artikel i Politiken Skolemonitor

Politikens Skolemonitor dækker i dag sagen om min fyring.

Jeg udtaler selv, at jeg mener, at afskedigelsen er usaglig, og at den er en trussel imod pædagogik og forskningsfrihed.

Dernæst omtales analyserne fra professor Svend Brinkmann, lektor Michael Böss og lektor Niels Jakob Pasgaard, som alle sammen støtter mit synspunkt, dvs. kritikkens og forskningens sag imod DPUs ideologiske aktion. Her med nogle udvalgte citater, som er bragt i artiklen:

Brinkmann på FB:

”Når den mest originale pædagogiske forsker i Danmark, Thomas Aastrup Rømer, nu er varslet fyret fra sin stilling som lektor på DPU, så er det intet mindre end en skamplet på den institution”

Böss på FB:

”Det er dybt pinligt for DPU, og jeg opfordrer AU’s ledelse til at gribe ind i en sag, som giver universitetet et dårligt renommé.”

Pasgaard i interview:

”Og hvis der på nogen måde er hold i, at han bliver fyret for at kritisere ledelsen, så er det i mine øjne et angreb på hele universitetets grundlæggende ide om altid at søge sandhed, uanset om den er populær eller upopulær”

Det er kraftfulde kritikker af tre fremtrædende fagfolk.

Til sidst udtaler institutleder Claus Holm sig, og her falder niveauet. Han siger, at alle de fyrede er ”dygtige”. Mange tak. Det har jeg aldrig hørt ham sige før. Heller ikke til varslingssamtalen.

Dernæst nævner han de fire fyringskriterier, som er godkendt i DPU’s samarbejdsudvalg. De fire kriterier handler om forskning, undervisning, kollegiale relationer og kvalitet i opgaveløsning.

Men sagen er, at jeg gør det udmærket på alle disse kriterier, hvilket den udbredte og offentlige støtte fra både forskere, praktikere og tidligere studerende også vidner om.

Så jeg er altså både ”dygtig”, og udfører mit arbejde godt.

Men i så fald er der kun en eneste fyringsårsag tilbage, og det er den begrundelse, som Holm har fremført mundtligt; nemlig at der er tale om en ”samlet vurdering af, hvad jeg (altså Holm, TAR) mener, at DPU i fremtiden har brug for”.

Fyringen er et stort “jeg mener”.

Men så passer det jo ikke, når han siger, at de fire kriterier er begrundelsen? De har intet betydet. Det hele er et korthus. Et majestætisk, ensomt og læringsideologisk ”jeg mener”. Et kollaps for DPU og universitetet.

Det er den rene pædagogiks primitive angreb på kritikken af skolereformens filosofi.

Link til artikel: https://skolemonitor.dk/nyheder/art9103342/%C2%BBJeg-synes-det-er-et-angreb-p%C3%A5-b%C3%A5de-den-p%C3%A6dagogiske-forskning-og-forskningsfriheden%C2%AB

 

3. Artikel på folkeskolen.dk

Folkeskolen.dk har i dag dækket sagen om Claus Holms aktioner imod videnskab og pædagogik. Jeg siger lidt og derefter er der et interview med en DM-jurist, som efter min mening slet ikke har sans for sagens politiske og juridiske substans. Til sidst siger Holm noget.

Efter artiklen har lærer Niels Christian Sauer lagt følgende smukke kommentar ind:

”Thomas Rømer er formentlig den mest udadvendt-produktive ansatte på hele DPU. Hans skrifter er bredt anerkendt, også uden for Danmarks grænser, for deres høje niveau, originalitet og læseværdighed, og hans kompromisløse mod til at fastholde en række for DPU-ledelsen ubekvemme dagsordener er respektindgydende.

At Claus Holm vælger at slå ned på ham, kommer desværre ikke bag på mig, ihukommende Holms egne skriverier, senest i Politiken, hvor han ikke taler om lærerne, men de ‘velfærdsprofessionelle’, der i hans øjne skal have noget mere efteruddannelse – i Holms butik, forstås.

Holm er ikke så dum, at han ikke ved, hvilke ubehagelige tanker hans behandling af Rømer sætter igang. Men han er åbenbart ligeglad. Er der nogen, der skal fyres på DPU, er det Claus Holm.”

Mange tak til folkeskolen.dk for at interessere sig for sagen og til Sauer for kommentar.

Link til artikel: https://www.folkeskolen.dk/afskedigelse-dpu/skoleforsker-i-opror-over-fyringsvarsel-der-er-abenbart-ikke-plads-til-kritik/4688687

 

4. Artikel i Khrono (norsk videnskabsmagasin)

Claus Holms ideologisk betingede afskedigelsesaktion er i dag omtalt i det norske forskermagasin Khrono:

Jeg udtaler mig selv lidt. Derudover nævnes en række kritiske markeringer fra hhv. Svend Brinkmann, Michael Böss og Rune Selsing.

Holm siger, at han ikke vil sige noget, fordi sagen er en “personalesag”, men det passer ikke.

Holms “personalesag” er nemlig intet andet end et ideologisk konstrueret begreb, hvis funktion er at virke som en passage for Holms og læringsideologiens forøgede magt over dansk pædagogik og pædagogisk forskning.

Link til artikel: https://khrono.no/fikk-varsel-om-oppsigelse-etter-14-ar-mener-det-er-ideologisk-motivert/738707

 

5. Carolina Magdalene Maier kritiserer DPU

Carolina Magdalene Maier har skrevet en god kritik af DPU’s aktion og et dejligt forsvar for min ansættelse.

Hun konkluderer følgende i et indlæg på facebook:

”Netop derfor er Thomas Rømer en helt nødvendig stemme i den danske pædagogiske debat. Netop derfor burde DPU værne om en forsker som Thomas. Og præcis derfor er den varslede fyring intet mindre end en katastrofe. Og en politisk en af slagsen, anderledes kan det ikke fortolkes.”

Maier spillede som skolepolitisk ordfører for Alternativet en stor og positiv rolle omkring 2018 i forbindelse med Alternativets spændende skoleudspil, og hun var også aktiv omkring Keld Skovmand-sagen i 2019. Endelig var hun en kritisk-konstruktiv stemme i forbindelse med Riisagers virke. Efterfølgende blev hun Radikal, hvilket Riisager jo også oprindelig var.

I min optik står netop Riisager og Maier for de radikales baggrundsfilosofi, som ellers har været totalt underdrejet siden 2013.

Jeg skriver en del om dette emne i min næste bog “I skolereformens kølvand”, som nok bliver forbudt læsning på det nye DPU.

Maier har også bidraget til antologien “Sidste chance – nye perspektiver på dannelse”.

Mange tak til Maier.

Link til Maiers opslag: https://www.facebook.com/carolinamagdalene/posts/pfbid0Pnq2p4ZkFASuc6ig9NpBEd3rf61Yb5gjPZGiccRMGGEG1MD2kAHXQQQKexRgBZPKl

 

6. Jan Jaap Rothuizen kritiserer DPU

Jan Jaap Rothuizen er docent ved UC VIA, hvor han bestyrer forskningsprogrammet ”Etik og dannelse”. Han er en af landets mest interessante forskere inden for både daginstitutions- og den almene pædagogiks felt.

Forleden kommenterede Rothuizen DPU-sagen på sin Linkedin-profil. Han kalder Holms beslutning for ”uhyggelig”:

”Jeg kender Thomas som en skarp akademiker, en der med afsæt i pædagogik som selvstændig disciplin både er kritisk og opbyggelig, og også som en nysgerrig og rummelig kollega, som dernæst har fået publiceret enestående værker – og så mener institutlederen åbenbart, at netop han og “den slags” ikke bør være en del af fremtidens DPU. Det er sgu uhyggeligt du.”

Rothuizen har også bidraget til antologien ”Uren pædagogik 3” med kapitlet ”Pædagogikkens fortællinger”.

Mange tak til Rothuizen.

Link til Rothuizens indlæg: https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:7003813613316505600/

 

7. Niels Jakob Pasgaards kritiserer DPU

Niels Jakob Pasgaard er blandt landets fremmeste repræsentanter for den pædagogiske kritik, som har udviklet sig siden omkring 2013. Han har skrevet en vigtig kritisk monografi om læringsmål og har i nogle år også været meget aktiv i diskussionen af pædagoguddannelsen.

Pasgaard har også bidraget til antologien “Sidste chance – nye perspektiver på dannelse” med den dybt tankevækkende pædagogisk-filosofiske refleksion “Kunsten ikke at lære verden at kende”.

Forleden skrev han følgende om fyringssagen på FB:

“Thomas Aastrup Rømer er, efter min mening, Danmarks skarpeste pædagogiske tænker.

Senest har han udgivet et mesterværk af en bog om skolens formål, hvor han udfolder de fine traditioner, der bærer den danske skoles formål, og hvor han hudfletter det forfald, der har præget skolepolitikken gennem de seneste årtier.

Rømer har været en skarp kritiker af konkurrencestatspædagogik, læringsmålstyring og konceptpædagogik i mange år, og han har altid talt dannelsens og skolens sag, når økonomistiske tanker om effektivitet og output har truet med at instrumentalisere den.

Gennem en lang række bøger og artikler har Rømer desuden opbygget sin egen originale tings-orienterede pædagogiske filosofi, der trækker på nogle af de helt nye strømninger indenfor filosofien, og kombinerer dem med klassiske tanker om skolen som institution.

På trods af alt dette og meget mere, er Thomas Rømer i dag blevet varslet fyring fra sin stilling som lektor på DPU, Aarhus Universitet.

Det er i sandhed en trist dag for skolen.”

Mange tak til Pasgaard.

Link til Pasgaards indlæg: https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/pfbid024mociBvYmCg5AWDLkK6BnZQC6V8pMu1WPMcywpD3hnsogSDjLCJ7efzjSipfTRjKl

Institutleder Claus Holms angreb på pædagogik, indlæg fra d. 29.-30. november

Indholdsfortegnelse:

  1. Fyringsvarslet
  2. Svend Brinkmann kritiserer DPU
  3. Michael Böss kritiserer DPU
  4. Erik Schmidt kritiserer DPU
  5. Rune Selsing kritiserer Aarhus Universitet

 

1. d. 29. november: Fyringsvarslet

Jeg har i dag kl. 9:03 modtaget et opsigelsesvarsel. Og kl. 14:30 var jeg til TEAMS-møde med Holm om sagen. Holm var ledsaget af HR-partner, Henrik Jensen, og jeg selv af min TR.

Holm, hvis arbejde jeg løbende har kritiseret, ville ikke pege på nogle konkrete begrundelser, hverken skriftligt eller mundtligt, selvom jeg spurgte ham direkte flere gange. Jeg henviste til, at jeg trods alt har haft 14 års virke på DPU i pædagogikkens og universitetets tjeneste, men det hjalp ikke noget. Der var ingen begrundelser.

Holm henviste blot til fyringsrundens fire almene kriterier, der handler om forskning, undervisning, kollegialt samarbejde og evt. ”svingende eller mindre god kvalitet i opgaveløsningen”.

Men i mit tilfælde er der ingen problemer på nogle af disse kriterier, tværtimod.

Derudover henviste Holm flere gange til en ”samlet vurdering”, så ”instituttet til enhver tid kan gennemføre sine opgaver inden for forskning, undervisning, formidling og administration”.

Det handler om, sagde han, hvad ”jeg (altså Holm) mener, at DPU i fremtiden har brug for”.

Men så er fyringen jo helt privatiseret? DPU lader til at være en slags privat koncern i Holms læringsvision, helt uden forbindelse til de kriterier, som man selv har opstillet.

Efter min opfattelse er der tale om en ideologisk baseret afskedigelse. Det må jeg indrømme. Det fortalte jeg også til mødet, men det var der ingen reaktion på.

Der er partshøringsfrist til d. 14. december.

I alt er der varslet 6 fyringer blandt det videnskabelige personale ud af ca. 120 ansatte.

Interesserede kan tilgå selve varslingsskrivelsen i dette opslag: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-afskedigelsesvarsel.html

 

2. d. 30. november: Svend Brinkmanns kritiserer DPU

Professor Svend Brinkmann har reageret skarpt på Holms beslutning. Det sker i et FB-indlæg, der både forsvarer universitetet som institution og som støtter min ansættelse.

Brinkmann indleder med følgende flotte formuleringer:

“Et universitet er et både mærkeligt og vidunderligt sted, fordi samfundet betaler forskere for at søge sandheden og ytre den, også når det er ubekvemt. Når den mest originale pædagogiske forsker i Danmark, Thomas Aastrup Rømer, nu er varslet fyret fra sin stilling som lektor på DPU, så er det intet mindre end en skamplet på den institution.

Rømer er en afholdt underviser og en særdeles flittig forsker, der gennem mange år på universitetet har udgivet såvel tykke bøger om dansk pædagogik og skoleliv som videnskabelige artikler i anerkendte internationale tidsskrifter. Det er således svært – hvis ikke umuligt – at finde saglige grunde til afskedigelsen, og det er nærliggende at tolke fyringen som ideologisk betinget.”

Mange tak til Brinkmann.

Link til Brinkmanns opslag: https://www.facebook.com/svendbrinkmann/posts/pfbid0kuBZzwFzMoxDoeYcGDPUCtTHr1U4kPmbK3evEfbrwCgXgXqMKDumsyS248V6wph4l

 

3. d. 30. november: Michael Böss’ kritiserer DPU

Historiker og dr.phil. Michael Böss kritiserer i et FB-indlæg DPU’s afskedigelsesvarse og opfordrer universitetets ledelse til at gribe ind..

Böss konkluderer følgende:

“Jeg er dybt skuffet over, at man på DPU befinder sig på et så lavt menneskeligt og kollegialt niveau, at man afskediger medarbejdere, der ikke er følgagtige, men tør være kritiske over for, hvad ledelsen mener.

Det er dybt pinligt for DPU, og jeg opfordrer AU’s ledelse til at gribe ind i en sag, som giver universitetet et dårligt renommé. Det er ikke et universitet vældigt at have en sådan ansættelsespolitik og arbejdsmiljø.”

Mange tak til Böss, som jeg lærte at kende omkring 2013 i forbindelse med forsvaret for KLM-faget på læreruddannelsen. KLM-diskussionerne var efter min mening en del af samme grundlæggende strid, som den aktuelle sag er et udtryk for.

Mange tak til Böss.

Link til Michael Böss’ opslag: https://www.facebook.com/michael.boss.37/posts/pfbid02JWbs667Kz9wWWz86yovcpQ6SGCuSgFDHEHGeJ8CxNQas8RevVZCxKQdWQmmc1vcWl

 

4. d. 30. november: Erik Schmidts kritiserer DPU

Lærer og redaktør, Erik Schmidt, kalder afskedigelsessagen ved DPU for “en skandale” og DPUs ledelse for “skandaløs”. Han har skrevet følgende på FB:

“SKANDALE PÅ AARHUS UNIVERSITET

På DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet) er instituttets vigtigste stemme varslet fyret.

Thomas Aastrup Rømer er en kæmpekapacitet, når det gælder forskning i pædagogikkens ideer og historie, og han har i mere end 20 år gjort sig den ulejlighed at deltage i den pædagogiske debat med både indsigtsfulde, krast polemiske og skønt poetiske indlæg og kommentarer.

Hans store forfatterskab taler for sig selv.

DPU’s ledelse har med beslutningen vist dårlig dømmekraft og mistet troværdighed.

Den er simpelthen skandaløs!”

Schmidt var selv i kamp mod læringsideologiens tropper, da han i 2014 blev tildelt en tjenstlig advarsel af Odense Kommune for at kritisere det nye læringssprog på et lærermøde.

I 2018 vandt Schmidt sagen big time i Landsretten. Advarslen var ulovlig.

Nu er det blot spændende, hvad der sker i forbindelse med den aktuelle sag, hvis filosofiske substans er fuldstændig den samme som i Schmidts sag.

Mange tak til Schmidt.

Link til Erik Schmidts opslag: https://www.facebook.com/erik.schmidt.758/posts/pfbid0tDTtCJQR5K3oqjesbKhKBS8ahzh33gEKCSK1cMAqThNJGAXyGNwwGJKpJkCBZf4Ql

 

5. d. 1. december: Rune Selsing kritiserer Aarhus Universitet

Forfatter, filosof og debattør, Rune Selsing, har i Jyllands-Posten skrevet et flot forsvar for universitetets ide og praksis og for mit eget arbejde. Selsing retter kritikken imod Aarhus Universitet som sådan, som jeg forstår det.

Her er Selsings flotte konklusion:

”I sig selv er det en tragedie, at Rømer er blevet fyret. Han var en gave til universitetet og en gave til den frie intellektuelle offentlige debat. Endnu værre er, at hans fyring skaber frygt. De langt mindre kritiske og langt mindre modige intellektuelle lærer, at de skal være tavse. Hvis de skal have en fremtid på universitetet, skal de tie stille. Rette ind. Være loyale. Ukritiske.”

Selsing nævner også Lene Tanggaards, Svend Brinkmanns og undertegnedes arbejde med begrebet ”uren pædagogik”. Et emne som virkelig er en torn i øjet på læringsfolkene; ja, som på sin vis er hele kernen i den strid, som nu igen kommer til syne.

Jeg er simpelthen så glad for, at mit arbejde nogle gange samler folk, som normalt ikke er enige med hinanden, fra alle faglige og politiske verdenshjørner for at hylde frihedens og formålenes traditioner. Det er som at sætte gang i og være en del af et demokratisk handlingsfællesskab. Det er pædagogens glæde, tror jeg.

Mange tak til Selsing.

Link til Selsings indlæg: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE14640559/naar-forskere-bliver-fyret-for-deres-holdninger-tier-resten-stille/

DPU’s afskedigelsesvarsel

DPU skal spare 5 mio. kroner, som Aarhus Universitetet med sin enorme egenkapital ikke har ønsket at dække. I den forbindelse blev otte ansatte prikket, herunder seks videnskabeligt ansatte (ud af 120). Det skete d. 29. november 2022.

På denne dato, kl. 9.03, fik jeg selv en mail fra institutleder Claus Holm med et vedhæftet afskedigelsesvarsel. Efterfølgende, kl. 14:30, deltog jeg i en TEAMS-samtale med Holm, som ikke ønskede at begrunde afskedigelsen. Han gentog blot de fire almene kriterier for fyringsrunden, som fremgår nedenfor, og sagde, at der var tale om en ”samlet vurdering”, med udgangspunkt i ”jeg mener, at DPU i fremtiden har brug for”. Men dette “jeg mener” i en ubestemt “fremtid” er jo også en begrundelse, der vil noget. En slags læringsenevælde, som lover skidt for den fremtidige pædagogiske videnskab.

Efter min opfattelse er der tale om en ideologisk baseret afskedigelse, hvilket mange er enige med mig i. Denne opfattelse bunder i, jeg performer udmærket på alle de fire kriterier, som angives i varslingsskrivelsen, hvilket jo betyder, at fyringen alene kan begrundes med henvisning til Holms “jeg mener”. Denne “mening”, en slags “femte kriterium”, er efter min opfattelse udtryk for et af landets mest instrumentelle, underdanige og ukritiske syn på pædagogik og videnskab, hvilket jeg har argumenteret grundigt for i andre sammenhænge.

Nærværende indlæg har dog alene et dokumentarisk formål. Nedenfor kan man nemlig læse selve afskedigelsesvarslet. Jeg har tilladt mig at opdele brevet i to dele for overskuelighedens skyld. Første del vedrører Holms forståelse af historikken, og anden del handler om hans afskedigelseskriterier og begrundelser.

Jeg har rettet et komma i den meget komplekse, men vigtige sætning, som følger efter listen med de fire kriterier i DEL 2. I denne sætning kan man studere varslingsskrivelsens version af den “jeg mener”-sætning, der varsler så ilde for forskningsfriheden og for den pædagogisk videnskab.

 

DEL 1: Holms forståelse af historikken

“Partshøring om påtænkt afskedigelse

Aarhus Universitet påtænker under henvisning til overenskomst for akademikere i staten §20 at afskedige dig fra stillingen som Lektor til fratræden med udgangen af juni måned 2023.

Begrundelsen herfor er besparelser på lønbudgettet.

Alle medarbejdere blev orienteret om den økonomiske situation på Aarhus Universitet, Faculty of Arts, herunder DPU via nyhedsbrev den 7. juni 2022 og på medarbejdermødet den 22. juni 2022. Heraf fremgik det, at Faculty of Arts skal spare ca. 35 mio. kr., og at DPU’s andel vil udgøre 13 – 15 mio. kr. Hen over sommeren blev der arbejdet på at finde besparelser udenfor lønbudgettet på baggrund af input fra medarbejderne. I denne proces blev der fundet besparelser på 2 mio. kr. via bygningsfortætning og en målrettet indsats for at forøge STÅ-produktionen.

Den 19. august 2022 godkendte Dekanen på Faculty of Arts de fremlagte budgettilpasninger. Der blev efterfølgende orienteret om budgettilpasningerne på et ekstraordinært FSU-møde den 31. august 2022.

Den 7. september 2022 blev der afholdt ekstraordinært LSAU-møde. Her blev der orienteret om, at sparekravet er 15 mio. kr., og at der er fundet 2. mio. kr. uden for lønbudgettet. Det betyder, at der skal findes 13 mio. kr. på lønbudgettet. På mødet blev rammerne og processen for frivillig fratrædelse fremlagt og drøftet.

Referat fra det ekstraordinære LSAU-møde, og det bagvedliggende økonominotat er vedlagt som bilag.

Den 19. september 2022 blev der afholdt medarbejdermøde, hvor restsparekravet på 13 mio. kr. blev fremlagt, herunder at besparelsen skal have fuld effekt fra 2024. Herudover blev mulighederne for frivillige fratrædelser fremlagt. Alle medarbejdere blev orienteret om indholdet af medarbejdermødet via DPUs nyhedsbrev den 20. september 2022.

Den 4. november 2022 blev der afholdt ekstraordinært LSAU-møde, hvor der blev orienteret om, at der er indgået frivillige fratrædelsesaftaler med otte personer, og at tre medarbejdere har opsagt deres stilling. Det betyder, at sparekravet på 13 mio. kr. blev reduceret med yderligere 8 mio. kr. Referatet fra det 2. ekstraordinære LSAU-møde om fratrædelser er vedlagt som bilag.

Efter de nævnte besparelsesforslag, iværksatte afværgeforanstaltninger og ordinære opsigelser fra medarbejdere, mangler Faculty of Arts, DPU fortsat at finde varige besparelser for 5 mio. kr. for at den samlede nødvendige varige årlige besparelse kan opnås. Ledelsen har således besluttet at indstille otte medarbejdere ved Faculty of Arts, DPU til afskedigelse.”

DEL 2: Afskedigelseskriterier og begrundelser:

“Kriterier for udvælgelse af medarbejdere til afskedigelse blev fremlagt for LSAU på det ekstraordinære mødet den 4. november 2022. Ledelsen har besluttet, at udvælgelsen af medarbejdere til afskedigelse skal ske ud fra følgende kriterier:

  • Færre uddannelsesaktiviteter vurderet ved en sammenligning med øvrige medarbejdere (kvantitativ vurdering)
  • Færre forskningsaktiviteter vurderes ved en sammenligning med øvrige medarbejdere (kvantitativ vurdering)
  • Mindre evne eller vilje til kollegialt samarbejde vurderet ved en sammenligning med øvrige medarbejdere (kvalitativ vurdering)
  • Svingende eller mindre god kvalitet i opgaveløsningen inden for undervisning eller forskning vurderet ved en sammenligning med øvrige medarbejdere (kvalitativ vurdering)

Det er således på baggrund af ovenstående besparelsesproces og de fastlagte udvælgelseskriterier, at ledelsen har besluttet at indstille dig til afskedigelse. Du påtænktes afskediget som følge af besparelseskravene på Faculty of Arts/DPU, og de deraf følgende nødvendige reduktioner på lønbudgettet.

Det er ud fra en samlet vurdering af de opstillede udvælgelseskriterier ledelsens vurdering, at du er blandt de medarbejdere, som Faculty of Arts, DPU i den givne situation bedst kan undvære henset til, at Faculty of Arts, DPU som helhed skal være bedst muligt i stand til at varetage sine opgaver med de funktioner, kvalifikationer og forventninger til kollegialt samarbejde, som ledelsen vurderer, at der er behov for i forhold til Faculty of Arts, DPUs fremtidige opgavevaretagelse.

Universitetet har vurderet mulighederne for omplacering af dig til en eventuel ledig stilling på Faculty of Arts og på universitetet overordnet. Der er desværre ikke aktuelt en omplaceringsmulighed.

Du har, i henhold til forvaltningslovens § 19 om partshøring, ret til at udtale dig om sagen, inden der træffes afgørelse.

Da du har været ansat uafbrudt ved Aarhus Universitet i mere end 12 år, vil du såfremt du afskediges i forbindelse med ansættelsens ophør få udbetalt 1 måneders løn i fratrædelsesgodtgørelse under henvisning til funktionærlovens § 2a.

Hvis du har bemærkninger til ovenstående, skal disse være os i hænde senest den 13. december 2022 kl. 12.00. Eventuelle bemærkninger sendes til HR-partner, Henrik Jensen på mail heje@au.dk.

Hvis Aarhus Universitet ikke har hørt fra dig senest den 13. december 2022 kl. 12.00, forudsættes det, at du ikke har bemærkninger til den påtænkte afskedigelse. Der vil herefter blive truffet afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag.

Venlig hilsen Claus Holm, Institutleder, DPU”

Tænkningens spørgsmål: Svend Brinkmann og hans kritikere

Svend Brinkmann er nok den intellektuelle personlighed, der i nyere tid har gjort mest for pædagogikken og videnskaben i dette hele land. Allerede i 2006 kastede han sig ud i en grundig gennemgang af John Deweys filosofi, efterfulgt af en flot strid med den indflydelsesrige positive psykologi og ledsaget af en mere almen kritik af diagnosticeringens og selvrealiseringens teorier. Senere har han videreudviklet sine ideer i en række populære, men stadigvæk dybt seriøse udgivelser om religiøse, etiske og eksistentielle emner. Ikke mindst det folkelige gennembrud ”Stå fast” fra 2014, ledsaget af 2016-udgivelsen ”Ståsteder”, viste mange mennesker en vej ud af det omsiggribende nysprog. Med udtryk som ”tag nej-hatten på” og ”gamle ideer til en ny verden” skabte han et frihedsrum for både professionelle, forskere og almindelige borgere, hvor man kunne være i dialog med fortidens ting og disses talerier. Undervejs har han også bidraget til kritikken af store dele af den læringsideologi, der har domineret det pædagogiske og politiske parnas i hele hans voksenliv, bl.a. i arbejdet med Uren Pædagogik-serien. Senest har han udgivet den rigt facetterede bog ”Tænk”, der er et glødende forsvar for nødvendigheden af humanistisk forskning og filosofisk aktivitet i samfundet.

Brinkmanns arbejde bygger på en lang række filosofiske og psykologiske kilder, hvor både den sociale og den individbårne tradition har haft stor betydning. I filosofien trækkes det sociale ind via især Aristoteles og John Dewey. Sidstnævnte har Brinkmann som sagt skrevet en fremragende introduktion til, inspireret af en af hans lærere, filosoffen Hans Fink. Og i psykologien henter han det sociale hos den russiske psykologi og dens arvtagere, dvs. hos Lev Vygostky og den såkaldte situerede læring. Her er han inspireret af en anden af sine lærere, nemlig professor Steinar Kvale. Brinkmann er elev på den store filosofiske klinge. Store dele af ”Tænk” trækker på disse inspirationer.

Men Brinkmann har også sans for individet og dettes kultivering. Det viser sig ved den hyppige inddragelse af f.eks. Søren Kierkegaard og stoicistisk filosofi. I ”Tænk” er det dog især Hannah Arendt, der sammen med Sokrates har til opgave at individualisere det sociale, eller hvordan man nu skal udtrykke det. Det er dannelsesbegrebet, som i særlig grad kommer til at bære denne sammenhæng. På en måde gør Brinkmann hele samspillet mellem tænkning, dannelse og samfund til omdrejningspunktet og passage for et mylder af intellektuelle og praktiske ideer.

”Tænk” fremstår som et storslået populærfilosofisk værk, hvor ovenstående kilder for alvor materialiserer sig. Tænkningen bliver en skøn invitation til kundskabsmæssig fordybelse, rettet til en befolkning og en forskning, der ellers mere og mere befinder sig under instrumentalismens kolde åg. Tag Sokrates og Hannah Arendt i hånden og gå ud i verdens lag!

Dertil kommer, at Brinkmann har haft et meget aktivt videnskabeligt og intellektuelt liv. Han har skrevet flittigt om pædagogiske og psykologiske emner i både danske og internationale tidsskrifter, han har haft indlæg i mange af landets medier, og han har holdt foredrag i overalt og været radiovært for nogle dybt seriøse udsendelser med fremtrædende forskere og kulturpersonligheder. Han har haft et ”virke” i ordets bedste betydning, dvs. det modsatte af en plat og opportunistisk ”karriere”. Derfor har han heller ikke “taget skade”, som man siger. Al hans arbejde har været båret af fuldstændig personlig og faglig integritet og beskedenhed.

Med dette rige og dybt seriøse baggrundstæppe, som jeg kun har nævnt en flig af, har Brinkmann ydet en enorm og positiv indflydelse på hele samfundets evne og mulighed for at drøfte samfundsfilosofiske emner. Det er svært at forestille sig nogen, der fortjener et større tak end han for at give sprog og energi til humaniora, pædagogik og samfundsvidenskab. Relevansen heraf er netop blevet aktualiseret ved Reformkommissionens og regeringens aktuelle angreb på selve universitetets ide, som jo netop bygger på dannelsens begreber.

Med denne viden om Brinkmanns arbejde og virke har det været meget mærkeligt for mig at studere nogle af de kritikker, som Brinkmanns arbejde på det seneste har været genstand for i nogle af landets medier.

Hvorfor denne kritik? I det følgende vil jeg forsøge at adressere dette spørgsmål på min egen måde, vel vidende at Brinkmann selv har svaret både den ene og den anden kritiske røst:

 

1. Kronik af Matthias Dressler-Bredsdorff

D. 25. august anmelder Matthias Dressler-Bredsdorff (MDB) bogen ”Tænk” i Politiken. Den får to hjerter. Hvad er der galt? MDB starter faktisk med at give Brinkmann ret i hele grundanalysen, men får det så til at lyde, som om at Brinkmanns kritik er nærmest banal. Men det var den sørme ikke i 2012, da Brinkmann gik i aktion, skal jeg hilse og sige, og på de bonede gulve og i mange forskningsmæssige sammenhænge er Brinkmanns analyse stadigvæk totalt fremmedsprog.

MDB mener, at Brinkmann nu står i ”tidsåndens midte”, som Brinkmann endda – påstås det – på en måde ender med at forsvare. Intet kunne være mere forkert. Brinkmann står helt ude på sidelinjen, mens tidsånden kværner som et altopslugende instrumentelt pædagogisk og digitalt system. Brinkmann har da også i både ”Tænk” og i andre bøger nogle ret grundige og kritiske analyser af både den moderne teknologi og dennes anvendelse. MDB’s analyse er derimod en vild forsimplet opfattelse af, at alle denne type problemer nu er væk. Ingen seriøs samfundsforsker vil give ham ret i det.

Det er faktisk MDB, der med sine overfladiske markeringer ender med at bekræfte ”tidsånden” ved at hævde, at Brinkmann med sin stort anlagte kritik står midt i den, selvom han ikke gør.

MDB mener, at Brinkmanns individ er uden sted og krop. Men det er en helt uforståelig markering, eftersom Brinkmann i store dele af bogen arbejder ihærdigt på netop at forbinde tænkningen med det sociale og kropslige liv. Det er jo netop hele dette projekt, der gør bogen så spændende. Det er helt barokt, at MDB overser dette.

MDB reducerer herefter uden videre Brinkmanns arbejde til den ”oplyste middelklasse”. Det er så plat, at det ikke er værd at kommenterer. På den måde kan man godt sende næsten hele filosofi- og kunsthistorien på møddingen.

Så skriver MDB, at Brinkmanns ”syntese” er ”letforståeligt”. Men det forstår jeg ikke, for MDB har jo netop ikke forstået en pind?

Endelig mener MDB at man ikke bør skrive om tænkning, når nu ”Sydeuropa brænder”, som der står med henvisning til sommerens hedebølge. Med den logik udryddes al filosofi, og tænkningen omdannes til et instrument for statistisk klimaoptimering. Det er på en måde MDB, der bliver en del af problemet, og dermed reducerer humaniora til klimaoptimeringsmetoder. MDB ender i en slags instrumentel udvidelse af konkurrencestatens logik, hvor humaniora blot var et redskab til at forøge økonomisk vækst. Det er lige netop her, at relevansen af tænkningen som begreb forstærkes.

Jeg har forsøgt at undersøge, hvad MDBs teoretiske og filosofiske udgangspunkt er, men jeg har desværre ikke kunnet finde ud af det. Det lyder som om, at han hylder en eller anden blanding af poststrukturalistisme og identitetspolitik. Brinkmann skriver selv et sted, at MDB er inspireret af Foucault. Hvis det er rigtigt, forstår jeg meget mere. Det vender jeg tilbage til.

Brinkmann svarede MDB i Politiken d. 29. august, hvor han bl.a. nævner nogle af de ting, som jeg også har lagt mærke til i afsnit 3.

 

2. Kronik af Finn Janning

Filosoffen Finn Janning følger d. 9. september op på MDB’s kritik i en kronik i Politiken. Janning er helt på linje med MDB, men forstærker kritikken af, at Brinkmann ikke kommer med bud på klimakrisen. Det er meget mærkeligt, at et så primitivt krav skal kunne gøres gældende nærmest uanset, hvad man skriver om. Janning og MDB tilhører den desperate generation, tror jeg man kan sige, uden at kende deres præcise alder.

I stedet trækkes så filosoffen Gilles Deleuze op af hatten som en form for guru. Men Deleuze var da selv filosof og inspireret af filosofiske og teologiske ting fra gamle dage- altså alt det, som Brinkmann forsøger at reetablere et grundlag for at diskutere – og mig bekendt løste han ikke noget klimaproblem, for nu at være lidt sarkastisk.

Noget andet er, at Deleuzes’ kritik i dens normale anvendelser er præget af en dyb kritik af humanitet og af institutioner som sådan. I den forstand skriver han i forlængelse af især psykoanalytikeren Wilhelm Reich, som gjorde op med Freuds forsøg på at forene menneske og kultur. Reich blev kendt for orgasmens filosofi og fik stor indflydelse på de mest problematiske sider af dansk reformpædagogik. Deleuze har også på det pædagogiske område præget den særlige blanding af CBS-filosofi og systemaffirmativitet, som Janning selv er uddannet hos, så vidt jeg har forstået. Mennesket og institutionerne opløses i ”affekter”. Skolen bliver til et ”affekt”-system. På DPU er disse ideer meget indflydelsesrige. Og man skal ikke kritisere det, har jeg erfaret, for så vanker der klager til universitetets ledelse for mobning og så videre ud i affekternes tomme rum. Kritik=affekt.

Et af Jannings Deleuze-citater viser netop denne ødelæggende effekt:

”Det, der i sandhed er umoralsk, det er enhver anvendelse af moralske termer, retfærdig, uretfærdig, fortjent, skyld”.

Her bliver moralen til et opgør med al moral. Det er derfor, at Janning tror, at Brinkmanns bog ”Stå fast” handler om at være ”skråsikker”, selvom det forholder sig stik modsat. Kort efter i kronikken er Janning selv moraliserende til den store guldmedalje.

Janning mener så, lader det til, at Brinkmann er en slags freudianer. Jeg tror ikke engang at Brinkmann nævner Freud? Men for Janning bliver alt, der ikke minder om Deleuze, til Deleuzes modstandere. Janning betoner i stedet noget, han kalder for ”fleksibilitet”. På den måde er det klart, at han ender med at gå imod tænkning og dannelse, for tænkningen er netop totalt ufleksibel, både i sig selv og i dens praktiske anvendelse. Den er snarere bevægelig. Deleuze-folkene omdanner kritik til fleksibilitet og affekt. Den kritiske tradition ender med at spise sige selv.

Til sidst opfordrer Janning til, at man ”glemmer guruerne”, men det er en barok markering al den stund, at han selv kun trækker på kun en eneste filosof, helt ukritisk endda, mens Brinkmann er i dialog med brede dele af både den filosofiske, den psykologiske og litterære tradition.

Brinkmanns efterfølgende svar i Politiken, d. 16. september, er virkelig på sin plads. Han understreger Jannings anti- og posthumanisme og dennes problemer med både filosofi, tænkning og samfundsmæssighed. Brinkmann skriver i sit svar, at også MDB har et poststrukturalistisk udgangspunkt. På en måde demonstrerer Brinkmann her noget af den skarphed og stridbarhed, som ind imellem mangler i hans bøger, og som også efterspørges i flere af de mere positive omtaler af den aktuelle udgivelse.

Og ikke mindst peger Brinkmann med dette svar på en meget grundlæggende konflikt i de moderne samfund, nemlig konflikten mellem humanisme og antihumanisme. Det er humanismen, der skal beskytte institutionernes egenart og rodnet, mens antihumanismen omdanner alting til en form for tvangsaktualistisk blanding af magt og affekt.

Men det korte af det lange: Aldrig har vi haft så meget brug for Svend Brinkmanns arbejde som nu, så vi kan fastholde fuld humanistisk og kritisk aktivitet på en og samme tid. Uden Brinkmanns påmindelser sander det hele til i antihumanistisk affekt eller i Reformkommissionens økonomiske nihilisme. Hans arbejde er en form for opfordring til, at alle fortsætter med at tænke selv, dvs. i dialog med verdens stemmer, fra hver deres udgangspunkt. På den måde vil kritikken, fortiden og ideerne myldrer frem over stepperne under Platons sol.

 

3. Andre anmeldelser og omtaler

Diskussionen mellem MDB og Brinkmann blev gentaget i Kr. Dagblad. Her blev MDB interviewet d. 2/9, og Brinkmann svarede d. 6/9. Der kom ikke noget så meget nyt frem så vidt jeg kan vurdere det. Dog forstærker MDB kritikken af Brinkmann for ikke at bidrage til identitetspolitisk udvikling, hvilket ikke stod så tydeligt i anmeldelsen i Politiken. Med denne ekstra indvending – som jo er en afart af klimaargumentet – forstærkes sammenstødet mellem Brinkmanns humanisme og MDBs anti-humanisme.

MDB skælder også ud på noget han kalder for ”tænkningens bureaukrater”. Det er filosoffer, som skriver i fagtidsskrifter, må man forstå. Der er noget rindalistisk over MDB’s foretagende. Sådan en slags left-wing Danmarksdemokrat. MDB fortæller også, at Brinkmann mener, at tænkning er ”noget meget personligt og individuelt”, og at det er dårligt. Men hele Brinkmanns bog handler jo netop om samspillet mellem tænkningen og det sociale liv. Det er meget uforståelige indvendinger, MDB kommer med. Og selvfølgelig spiller personen også en rolle. Vil MDB virkelig benægte det? I så fald kan man godt nedlægge al demokratisk virksomhed.

Brinkmanns bog har også fået mere almindelige og positive anmeldelser, bl.a. af den højrenationale debattør, Rune Selsing, som anmeldte i Berlingske, d. 30. august. Konstellationen er lidt pudsigt, men anmeldelsen er neutral i forhold til Selsings øvrige synspunkter, så der er egentlig ikke så meget at kommentere.

I Weekendavisen anmelder Asker Hedegaard Boye d. 25/8 sådan nogenlunde positivt uden de store armbevægelser. Samme avis har også dækket diskussionen mellem MDB og Brinkmann i en stort anlagt artikel fra d. 16/9. Der kommer dog ikke noget nyt frem som sådan i forhold til de ting, jeg allerede har noteret.

I Information er bogen anmeldt positivt af Michal Agerbo Mørch og samme avis’ såkaldte ”Center for vild analyse” har også en ret nuanceret vurdering af Brinkmanns virke.

De anonyme forfattere bag ”Center for vildd analyse” er dog enig med MDB i, at Brinkmann mangler at diskutere ”Karl Marx, Simone de Beauvoir og Michel Foucault”. Sådan kan man jo blive ved med at nævne alt muligt, der mangler. Men spørgsmålet er godt: Jeg ser selv frem til analyser af disse tre forfatterskabers muligheder for at bidrage til tænkningens filosofi. De er jo alle tre som snydt ud af netop den kulturhistorie, som Brinkmann elsker. Jeg tror dog ikke, det bliver så let at forbinde deres filosofi med tænkningen, selvom det bestemt heller ikke er umuligt. Det kræver under alle omstændigheder en hel anden besindelse på tænkningens tradition end den, som MDB og Janning fremviser. Men en sådan undersøgelse vil helt klart være et spændende og vigtigt projekt, som vil rive disse tre vigtige forfatterskaber ud af de nye og ensomme poststrukturalisters klør, som kun har tænkningens ødelæggelse som konsekvens. Lykkes dette projekt vil det være en Brinkmannsk redning af ungdommen og dermed af kritikken, som er en af “mylderets” udtryksformer.

Vi er i dag endt med den tankeløse ”diversitet” overfor tænkningens ”pluralitet”, dvs. identitetspolitisk statistisk varians overfor eksistensens tilsynekomst i verden. Det er faktisk synd for både Marx, de Beauvoir og Foucault, at de nu bliver brugt i så simple formater mange steder.

Til sidste vil jeg nævne, at der har været to mere fagligt orienterede kritikker af Brinkmanns bog. Det drejer sig dels om Mogens Pahuus’ artikel i tidsskriftet Paradoks og dels om lektor Johannes Adamsens kritik i POV-international. Deres markeringer er ikke knyttet til poststrukturalistiske tilgange, men snarere til hhv. fænomenologiske og nogle andre filosofiske baggrundstraditioner. De er sådan set ikke uenige med Brinkmanns arbejde med at rehabilitere tænkning, men har så den ene og den anden indvending og tilføjelse af mere faglig og begrebsmæssig karakter.

 

Omtalte indlæg om emnet:

Kritisk anmeldelse i Politiken af Matthias Dressler-Bredsdorff, d. 25. august: https://politiken.dk/kultur/boger/art8922371/B%C3%B8r-vi-glemme-Svend-Brinkmann. Brinkmann svarer d. 29. august: https://politiken.dk/kultur/boger/art8940311/Politikens-store-afsl%C3%B8ring-om-mig-er-s%C3%A5-fort%C3%A6rsket-at-det-er-til-at-grine-ad

Finn Jannings kritiske kronik i Politiken, d. 9. september: https://politiken.dk/debat/kroniken/art8949836/Ja-vi-b%C3%B8r-glemme-figuren-Svend-Brinkmann. Brinkmann svarer d. 16. september: https://politiken.dk/debat/art8976612/Svend-Brinkmann-Jeg-vil-kraftigt-advare-imod-det-antihumanistiske-alternativ

Rune Selsings anmeldelse i Berlingske, d. 30. august: https://www.berlingske.dk/litteratur/fem-stjerner-kongen-af-antiselvhjaelp-snuser-til-evigheden-i-vellykket

Debatten omtales i Kr. Dagblad med interview med Dressler-Bredsdorff, d. 2. september: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/anmelder-brinkmann-er-blevet-eksponent-en-farlig-maade-taenke-paa. Brinkmann svarer, d. 5. september: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/svend-brinkmann-svarer-paa-kritik-svaert-tro-anmelderen-har-laest-min-bog-det-virker-som

Anmeldelse i Kr. Dagblad, d. 24. august: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/svend-brinkmann-skriver-saa-mange-boeger-man-som-anmelder-kan-komme-til-gentage-sig-selv-men

Analyse af debatten i WA, d. 15. september: https://www.weekendavisen.dk/2022-37/boeger/staa-baglaens

Anmeldelse i WA, d. 25. august: https://www.weekendavisen.dk/2022-34/boeger/gulvtaeppetaenkning

Anmeldelse i Information: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2022/08/brinkmanns-nye-bog-begejstre-fans-bekraefte-kritikerne

Center for Vild Analyse i Information, d. 17. september: https://www.information.dk/moti/2022/09/svend-brinkmann-tilbyder-to-ting-paa-gang-kritikken-bestaaende-bestaaende#comments-open

Mogens Pahuus’ kritik i ”Paradox”, d. 7. september: https://paradoks.nu/2022/09/07/taenkningens-filosofi-kritiske-bemaerkninger-til-svend-brinkmann/

Johannes Adamsens kritik i ”POV-International”, d. 26. september: https://pov.international/brinkmanns-beskedne-omgang-med-taenkningen/

Vidnesbyrd: Dagbog fra DPU

Nedenstående materiale er en form for dagbog over nogle måneders dramatiske hændelser, både på DPU og i universitetspolitikken mere generelt. Materialet opdateres løbende, senest d. 15/11-2022.

Det startede med, at DPU’s ledelse d. 7/9 annoncerede en omfattende nedskæringsrunde, og at denne aktion få dage efter blev omtalt i magasinet Forskerforum. Fra min første følelse af, at der var noget helt galt, som prægede især de første fire indlæg, gik jeg efterhånden ind i undersøgelsen af det ene og det andet forhold, som jeg undrede mig over, og som på forskellige måder hænger sammen med min øvrige forskning, stadig med forurettelsen i fuldt behold. I denne proces blev jeg bekræftet i, at der var noget helt galt, ikke mindst i regi af Aarhus Universitet selv. Den del af analyserne udvikler sig især fra indlæg nr. 7-14.

Nogle få uger senere, d. 26/9, kom der så et regeringsudspil, hvor man med udgangspunkt i Reformkommissionens arbejde annoncerede en beskæring af længden på kandidatuddannelserne. Holdningerne og hele sproget i dette udspil indgik på forskellige måder i et samspil med nedskæringerne på DPU.

Langsomt forbandt jeg de første følelser af ubehag og de mere AU-interne analyser med bredere uddannelsespolitiske og historiske analyser. Det bliver især tydeligt fra indlæg nr. 15 og fremefter, indimellem afbrudt af kommentarer til konkrete organisatoriske opdagelser af processer på AU og til universitetspolitiske forhold, der tages op i medierne.

Det er denne proces, som man kan følge i nedenstående 36 tekster, som løbende er blevet delt på facebook, hvor man selv kan gå ind og studerer diverse kommentarer. Jeg opdaterer dagbogen, efterhånden som der kommer nye relevante indlæg.

Dagbogsformen gør, at de første indlæg kan virke lidt flade og forurettede, eftersom den egentlige viden og eftertanke først kommer løbende og ofte bagefter. Til gengæld får læseren forhåbentlig en god fornemmelse af erkendelsesprocessen.

Alle artikler og indlæg om DPU-sagen kan tilgås i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/materiale-vedroerende-angrebet-paa-dpu.html

 

1. d. 14/9: Massakre på DPU

Forskerforum skriver nu om de kommende nedskæringer på DPU.

Der er håndtalte 119 fastansatte videnskabelige medarbejdere på DPU. Nu skal der skæres ned, hvad der svarer til 22 lektorstillinger. Det er næsten 20%. Man kan læse om det i Forskerforum.

Årsagen er angiveligt regeringens udflytningsplaner, men også – så vidt jeg kan gennemskue det – at AU-solidariteten i samme anledning lader til at være kollapset.

Det er tredje gang, siden jeg blev ansat i 2008, at jeg skal sidde ved telefonen.

Første gang var i 2010, hvor tre DPU-filosoffer og ingen andre blev varslet afskediget af den daværende leder af DPU, Lars Qvortrup, som ikke mente, at deres forskning var “relevant”.

Anden gang var, da den nye rektor i 2014 skulle spare penge på hele universitetet.

Og så nu…., igen specifikt for DPU, så vidt jeg har forstået det. Humøret er i kulkælderen.

Problemerne blev lanceret allerede i juni, og processen kommer til at vare helt til jul.

https://www.forskerforum.dk/aktuelt/2022/september/dpu-maa-skaere-22-stillinger

 

2. d. 15/9: Dårlig ledelse på DPU

DPU skal inden jul fyre op til 20% af det faste videnskabelige mandskab. Det er en massakre, og det dræber al arbejdsmæssig motivation i månedsvis. Konsekvenserne for fri pædagogisk videnskab er omfattende. Folk vil putte sig som muldvarper.

Ledelsen for både fakultetet Arts og DPU fortæller ifølge Forskerforum, at DPU har haft et fast bevilliget underskud i hele 7 år, men at man ikke har gjort noget ved det! Men det gør man så lige pludselig nu og på èn gang og med ophøjet og dårligt begrundet dramatik. Ingen andre institutter på Arts berøres, så vidt jeg ved. Man skulle tro, at man var ansat i Ryan Air.

Det hele er jo ikke andet end elendig ledelse og økonomistyring. Det kan enhver cand. scient. pol. som mig se. Ledelsen af AU, DPU og ARTS har tilsyneladende ingen respekt for institutionens sammenhæng og medarbejdernes videnskabelige og private liv. Og så skyder man endda uden videre al skylden for den dårlige ledelse igennem hele 7 år på nogle regeringsbeslutninger. I kan tro nej!

Og hvad gør Dansk Magisterforening? Holder et lille møde og ikke mere? Man forklarer ikke engang problemets fulde omfang eller kritiserer ledelsen sønder og sammen, som enhver god fagforening burde gøre. Det kan en gul fagforening gøre bedre.

Lige om lidt gentages disse systematikker igen, på DPU eller et andet sted. Det hele er som nedlukninger fra pludselighedens hav, fordi ledelsen ikke har haft styr på sine opgaver og funktioner.

Disse afskedigelser er en universitetspolitisk og ledelsesmæssig skandale, som bør følges til dørs med total offentlig kritik af den ansvarlige ledelse.

Det hjælper så heller ikke, at DPU’s ledelse med støtte fra faktultetet ARTS i alle syv år har haft gang i det helt store antipædagogiske raid; et raid der endda har været forstærket i de seneste måneder, hvor institutleder Claus Holm i karakteristisk stil har meldt ud, at skolen skulle være “statens instrument”. Han har også støttet Jens Rasmussens aktuelle svada mod den pædagogiske tradition, som den nye læreruddannelse ellers er et forsøg på at komme i møde, hvis jeg har forstået det ret.

 

3. d. 16/9: Krisen på DPU

Det er slemt nok, at landets pædagogiske forskning ledes af landets førende anti-pædagogiske kræfter, som endda ved flere lejligheder har understøttet dybt problematiske universitets- og ansættelsespolitiske aktioner. Det siger noget om, hvor lavt pædagogikken er prioriteret på Aarhus Universitet. I de seneste år har der dog været en vis driftsmæssig stabilitet, men altså på anti-pædagogikkens strukturelle betingelser og nåde.

Men nu forværres den faglige dårligdom. Den anti-pædagogiske ledelse kan nemlig ikke engang sikre en stabil og sikker drift, men skrider nu til pludselige og dramatiske aktioner, der vidner om mangel på økonomisk og administrativ styring og effektivitet.

Jeg har al mulig grund til at frygte, at de kommende masseafskedigelser vil være ligeså ideologisk betingede og anti-pædagogiske, som resten af DPU har været i de sidste 15 år, dvs. især siden dekan Lars Qvortrup satte sit dybt instrumentalistiske aftryk på institutionen. Et negativt aftryk, der siden 2014 har været forstærket af den efterfølgende institutleder Claus Holm, som er Qvortrups faglige elev.

Hvordan kan man redde Danmarks Pædagogiske Universitet som videnskabelig og intellektuel kraft i samfundet imod denne kombination af universitetspolitiske, pædagogik-faglige og driftsmæssige dårligdomme? Det er det spørgsmål, som både ansatte, Dansk Magisterforening, men også Aarhus Universitet og den pædagogiske offentlighed, bør stille sig.

Den videnskabelige forklaring på den aktuelle udvikling kan man finde i min bog ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, hvor især bogens Del 4 diskuterer det ideologiske grundlag for DPU’s etablering og for den efterfølgende meget uheldige udvikling frem til i dag.

PS: jeg har rundsendt en let korrigeret version af dette indlæg til alle ansatte ved DPU samt hele universitetets TR- og ledelsestråd.

 

4. d. 17/9: Omnibus’ dækning

Aarhus Universitets avis “Omnibus” har dækket krisen på AU og DPU. Her kan man læse, at man udover de omfattende besparelser og afskedigelser, som jeg har skrevet om de sidste par dage, også uden videre flytter 12 administrativt ansattes arbejdsplads fra Emdrup til Aarhus. En sådan udflytning skete også for Børnelitteraturcentret tilbage i 2012, dengang den OECD-begejstrede Laurits Holm-Nielsen var rektor. Det var ham, der lavede den nuværende virksomhedslignende struktur med bureaukratiske “udviklingsplaner”, nye kæmpefaktulteter osv.. Folk er som brikker i en maskine.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/dpu-skal-spare-15-millioner-kroner-22-stillinger-skal-skaeres-vaek

 

5. d. 17/9: ARTS og DPU

ARTS’ dekan, Johnny Laursen, forsøger i nedenstående nyhedsbrev fra d. 13. september at begrunde, hvorfor DPU skal afskedige op til 20% af det faste videnskabelige mandskab, mens alle andre på fakultetet og universitetet tilsyneladende går fri.

Det slipper han uhyre dårligt fra. Han peger blot på nogle generelle forhold, som gælder for alle, men der er ingen særlig begrundelse for, at DPU skal bære hele byrden. Denne mærkelige form for ligegyldighed kan ikke fortolkes som andet end en form for ubehag ved pædagogik. Laursen er da også historiker uden synderlig pædagogisk interesse, som jeg har registreret det.

Det var nok en meget dårlig ide, at DPU tilbage i 2011 mistede sin status som selvstændigt fakultet og kom under det nystiftede ARTS, der havde rødder i den daværende OECD-begejstrede rektors centraliseringsideologi, og som startede med at få musikforskeren Linda Koldau værfet ud for at sige noget kritisk om sit fagmiljø; en udelukkelse, som mig bekendt blev understøttet af den nuværende dekan, som dengang havde en mindre fremtrædende mellemlederstilling.

Det var bedre, dengang DPU var et selvstændigt universitet under salig Lars Henrik Schmidt med biskop Kjeld Holm som bestyrelsesformand.

DPU blev dog tilbage i 2000 grundlagt i et alt for kraftigt opgør med lærerhøjskolen, og det var på en måde i netop det opgør, at man mistede sin videnskabelige selvstændighed og måtte rekonstruere sig selv som et “lærings”-universitet. Et tab, som nu materialiserer igen, og som på en måde understøttes af en lokal DPU-ledelse, hvis ideologi er lavet af en kraftigt forstærket version af selvsamme opgør.

Politikens Skolemonitor har også en kort omtale af sagen, som jeg også lige linker til.

Links:

Link til dekanens forklaring: https://medarbejdere.au.dk/fakulteter/arts/aktuelt/single-nyhed/artikel/nyhedsbrev-fra-dekanen-4

Link til skolemonitors dækning: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8980250/Sparerunde-p%C3%A5-DPU-kan-koste-22-stillinger

 

6. d. 18/9: Alt ok på Aarhus Universitet, men ikke på DPU

Så sent som d. 5. september 2022 bragte Aarhus Universitets avis Omnibus et stort interview med universitets direktør, Arnold Boon. Han forudså et øget underskud pga. øgede udgifter til energi og en lidt lavere STÅ-produktion.

Men Boon fortæller så, at problemet kan løses med et ansættelsesstop, som allerede er indført, samt lidt almindelig påholdenhed med rejser, udsættelse af byggeri osv..

Der er kort sagt absolut ingen drama i direktørens udmeldinger, og der er heller ikke den mindste omtale af afskedigelser. Og til sidst i interviewet får vi endda at vide, at ARTS og dermed også DPU faktisk er godt stillede, fordi deres energiudgifter er lave.

Kort sagt: Ingen ko på isen.

Men pludselig – en uge senere og helt uden varsel – så skal op til 20% af de pædagogiske forskere på DPU pludselig fyres på gråt papir, så man kan spare sølle 13 mio. kr.! Ingen andre steder i den enorme organisation er der annonceret afskedigelser.

Aarhus Universitet har en omsætning på hele 7 mia. kroner om året, står der på institutionens hjemmeside. Og ifølge et andet interview med Boon fra d. 2. september 2022 – også i Omnibus – har universitetet endda en “betydelig egenkapital”.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/universitetsdirektoeren-om-forventet-underskud-i-2022-vi-gaar-fra-plus-30-40-millioner-kroner-paa-finansielle-poster-til-et-negativt-afkast

 

7. d. 19/9: Møde om afskedigelser på DPU

I dag har der været medarbejdermøde om sagen, som jeg fulgte via zoom fra et hotelværelse i Riga. I forhold til de tre niveauer i min kritik, som jeg har udviklet, fik jeg følgende at vide, som efter min opfattelser styrker mine kritiske bemærkninger:

A. AU-niveauet:

Flere medarbejdere rejste det forhold, at Universitetsdirektøren og universitetet som sådan – så sent som d. 5. september – forklarede, at de økonomiske udfordringer kunne løses ved almindelig påholdenhed. Det kunne jo kun forstås som, at omfanget af de økonomiske problemer, som i ret ukonkrete vendinger havde været omtalt for DPU’s medarbejdere d. 22. juni, nu havde fundet et ufarligt leje.

Det er derfor helt umuligt at forstå, at man få dage efter den stort anlagte beroligelse pludselig kaster sig over en pulverisering af DPU. Et sådant skifte er jo også helt uden respekt for medarbejderne.

Og hverken DPU’s ledelse eller en hidkaldt økonom kunne give en tilfredsstillende forklaring på den enorme diskrepans og dette store skift mellem de administrative niveauer. Vi fik dels at vide, at f.eks. energipriserne jo var steget, men dette forhold var jo allerede medtænkt i direktørens udspil. Og dels sagde DPU’s leder blot, at han jo ikke var universitetsdirektør.

Det er svært at finde ord.

B. Fakultetsniveauet:

Jeg undrede mig derudover, at det kun var DPU, som skal beskæres, mens de andre ARTS-institutter lader til at gå fri. Her fik vi at vide, sådan lidt i en sidebemærkning, at man skam netop nu sad og regnede på de andre institutter. Men det er altså noget helt nyt i forhold til de officielle udmeldinger, med mindre jeg har overset noget.

Og det vil så sige, at man bare kaster sig over DPU uden at have overvejet helheden på fakultetet? Det er ikke i orden.

C. DPU-niveauet:

Endelig nævnte jeg den problemstilling, at DPU jo har en særlig læringsideologi, som blandt andet satte sig igennem i 2010, da man afskedigede filosoffer, og som har været kritiseret alle mulige steder, undtagen i DPU’s egen kommunikationsapparat naturligvis.

Det svarede DPU’s leder ikke rigtigt på. Han sagde blot, at det skam var noget helt andet dengang. Men det er det ikke i min optik, eftersom ideologien netop er præcis den samme som dengang og har materialiseret sig flere gange undervejs.

Sådan ser det pt. ud i min analyse.

(PS: Jeg har rundsendt denne analyse i let korrigeret form til alle medarbejdere ved DPU samt til dekanen og rektor og til de relevante TR-repræsentanter)

 

8. d. 20/9: Referat fra AU’s centrale samarbejdsudvalg: ARTS kvaser DPU imod rektors indstilling:

D. 29. august 2022 holdt AU’s hovedsamarbejdsudvalg et vigtigt møde, hvor bl.a. den økonomiske situation var på dagsordenen. Jeg har netop læst det helt friske referat.

Universitetsdirektøren ridser problemerne op og konkluderer herefter følgende:

”Arnold Boon sammenfattede, at situationen er alvorlig og kalder på rettidig omhu, så det sikres at udviklingen ikke bider sig fast. Universitetsledelsen har derfor drøftet nødvendige korrigerende tiltag. De påtænkte korrigerende tiltag omfatter:

– Ekstraordinære tiltag for energibesparelser

– Udskydelse af bygnings-, renoveringsprojekter-, eller digitaliseringsprojekter

– Kvalificeret ansættelsesstop”

Der er altså ingen antydninger af afskedigelser eller særlige aktioner imod specifikke fag eller institutter. En linje, som følges op de kommende dage i diverse pressemeddelelser og interviews fra AUs centrale dele.

Med dette velovervejede udgangspunkt er der så indspark til mødet fra de forskellige repræsentanter, der jo ikke spørger om emner, der ikke nævnes.

Kun TR for ARTS, Lars Bo Gundersen, spørger faktisk ind til eventuelle afskedigelser, selvom de altså slet ikke er på dagsordenen. Men rektor beroliger direkte:

”Brian Bech Nielsen understregede, at der for nærværende ikke er en større afskedigelsesrunde på tegnebrættet i det fælles AU perspektiv, men ’kun’ et kvalificeret ansættelsesstop.”

TR for hele universitetet har ingen bemærkninger til emnet.

Altså fred og ingen fare.

Men til sidst, nærmest uden for dagsordenen, siger dekanen for ARTS, Johnny Laursen, pludselig følgende:

”Johnny Laursen gjorde opmærksom på, at ARTS har indkaldt til et ekstraordinært FSU møde for at drøfte fakultetsspecifikke økonomiske udfordringer den kommende tid.”

Altså en helt ubestemt melding ind i sammenhængen. Og ingen spørger, hvad han taler om. Alle tror jo, at det hele foregår i rektors og direktørens milde ånd. Referatet fra det af dekanen omtalte FSU-møde foreligger endnu ikke.

Altså et forholdsvist stille og roligt møde.

FÅ DAGE EFTER er det som om, at rektor og universitetsdirektøren ikke eksisterer. I stedet slagter dekanen DPU, og DPU’s ledelse makker ret.

 

9. d. 20/9: 80 ledige stillinger på Aarhus Universitet

På Aarhus Universitet blev der indført “kvalificeret ansættelsesstop” fra d. 1. september i år. Det ville løse de aktuelle økonomiske problemer, mente ledelsen.

Denne positive melding gik dog hen over hovedet på DPU/ARTS, som få dage efter i stedet massakrerede DPU.

Og det med ansættelsesstoppet er vist også lidt løst i koderne? I hvert fald er der pt hele 80 stillinger i opslag på universitetet.

Og så kan man da bare fyre 22 forskere på DPU bagefter.

Hyggelig arbejdsplads.

Tavsheden breder sig.

https://www.au.dk/om/stillinge

 

10. d. 21/9: Angrebet på DPU

Jeg samler løbende alle indlæg om de skandaløse angreb på pædagogisk forskning, som vi pt. er vidne til.

http://www.thomasaastruproemer.dk/materiale-vedroerende-angrebet-paa-dpu.html

 

11. d. 21/9: Hvornår opstår angrebet på DPU? – lidt sonderinger i ”orientering fra dekanen”

D. 30. juni 2022 holder fakultetet ARTS møde i samarbejdsudvalget. Dagsordenen er fredelig. Noget med fester og kønsfordeling osv..

Men pludselig langt inde i mødet, under det neutralt klingende punkt ”orientering fra dekanen”, kommer der et underpunkt, der hedder ”Konsekvenser af udflytningsplanen”.

Dette overordnede tema om “udflytninger” har AU faktisk i store træk færdigbehandlet grundigt helt tilbage i november 2021, hvor man lukkede en række mindre uddannelser pga. regeringens planer. Alle måtte tro, at der nu var styr på det.

Men det var der åbenbart ikke. For pludselig står der lige her i referatet d. 30/6, at man udover de annoncerede lukninger vil nedlægge ”315 studiepladser”. Men hvor kommer det fra?

Gå man tilbage til det forrige referat fra d. 17/3-22 er hele dette emne slet ikke nævnt. Og i referatet fra mødet før igen, dvs. d. 9/12-2021, som jo er tæt på regeringens udflytningsplaner, står der følgende:

”Dekanen oplyser, at man satser på, at der ikke er flere uddannelser der skal lukkes, men hvis fase 2 bliver aktuel, er alle uddannelser på AU potentielt i spil til reducering eller nedlukning”

Men denne ”fase 2” blev netop ikke aktuel. Så sidste melding i de officielle referater siden 2021 og helt op til d. 30. juni er altså, at der ikke er mere ko på isen. Der er ikke noget ”i spil til reducering eller nedlukning”, som der står her i december 2021.

Men pludselig skal der altså her d. 30/6 nedlægges ”315 studiepladser”, dvs. at der skal findes ca. 35 mio. kr. for hele ARTS. Og det er så her, at DPU ligeså hovsa-pludselig kommer ind i referaterne for første gang. Lige pludselig står der – nærmest i en bisætning – nemlig:

”DPU rammes hårdest og hurtigst”.

Dekanen henviser også på et centralt sted til sit såkaldte ”Ledelsesforum”, som åbenbart har været involveret i løbet af juni 2022. Ledelsesforum består af hele ledelseslaget på ARTS, har jeg fundet ud af, dvs. også af alle de helt lokale afdelingsledere. Med dekanens reference til dette forum, bliver de lokale ledere derfor trukket ind som medansvarlige for det aktuelle angreb på deres egen institution.

Jeg kan desværre ikke finde referater fra disse ledelsesforums-møder. Jeg har fået at vide af en af lavere rangerende deltagere, at der er tale om et lidt uformelt sted uden referater. Men hvorfor refererer dekanen så til dette forum på et så centralt sted i sin “orientering”? Dette “ledelsesforum” bliver på den måde en slags tom reference med kæmpeeffekt.

Og de lokale ledelser skal nu “sørge for den videre kommunikation”, fortæller dekanen i sin “orientering”. Vi er ikke i demokratisk kerneland efter min mening.

Jeg har også søgt efter informationer ift. møder i selve fakultetsledelsen, som kun består af de højere lag (dekaner og institutledere). Her er der desværre kun dagsordner og ingen offentlige referater. Og i ingen af disse dagsordner frem til sommerferien står der noget om afskedigelser mm..

Her er den formulering i referatet fra d. 30. juni 2022, som jeg har drøftet:

”Konsekvenser af udflytningsplan

Dekanen orienterede om forberedelsen af lukning af 315 pladser frem mod 2030, lukning af kognitiv semiotik og diakoni samt udflytning af Oplevelsesøkonomi. Fakultetet har besluttet, hvor de 315 studiepladser skal findes, og hvordan de gradvist afvikles. Der var primo juni 2022 et møde i Ledelsesforum, hvor dette blev drøftet, og det er i mellemtiden blevet delt med institutledelserne, som sørger for den videre kommunikation.

Det er fakultetets agt at justere placeringen af studiepladsreduktionerne år efter år, således at der kan optimeres ift. søgemønstre, ledighed m.v. Dette muliggør en økonomisk konsekvensberegning. De økonomiske konsekvenser af studiepladsreduktionen samt det øvrige fald i råderum vil i 2025 nå cirka -35 mio. kr. årligt, voksende til godt -40 mio. kr. årligt i 2030. DPU rammes hårdest og hurtigst pga. deres uddannelsesprofil med mange kandidatuddannelser. Dekanen oplyste, at man på de tre institutter nu arbejder med planer for, hvordan man kan tilpasse sig disse økonomiske rammer, og at fakultetet vil fortsætte sine økonomiske drøftelser efter sommerferien.”

Links (er muligvis kun åbne for AU-ansatte):

Link til samarbejdsudvalget ved ARTS: https://medarbejdere.au.dk/…/samarbe…/fakultetets-su-fsu

Ledelsesforum ved ARTS: https://medarbejdere.au.dk/…/Oversigt_Arts_September…

Link til fakultetsledelsen: https://medarbejdere.au.dk/…/fakultetsledelsesmoeder

 

12. d. 22/9: Politikens Skolemonitor dækker AUs angreb på DPU

Politikens Skolemonitor kan i en helt frisk artikel om sagen fortælle, at DPU’s ansatte er “rystede”. Det kan jeg kun bekræfte her fra min stol, selvom “rystelsen” er ledsaget af nærmest total tavshed. Angsten knuger og syr læberne sammen, tror jeg.

Heldigvis har Skolemonitor fundet nogle undtagelser, dvs. folk, der taler selv og åbenhjertigt:

Lektor ved DPU, Asger Sørensen peger på en vigtig forskel i situationsopfattelser mellem universitetets hhv. centrale og decentrale niveauer. Institutleder Claus Holm, hvis ekstremt instrumentelle pædagogiske ideologi har været bredt kritiseret i faglige kredse, forsøger at forklare sig på sin egen lidt tekniske facon, som efter min mening vidner om mangel på videnspolitisk og sagligt overblik. Han siger, at “der er ikke andet at stille op”. Han er, udtrykt med hans egne aktuelle ord om folkeskolen, “konkurrencestatens instrument”.

Men det giver Sørensen heldigvis ikke noget for. Han mener, at der er tale om “uansvarlig universitets- og forskningsledelse”. Han er vred. Det er dejligt.

Professor Niels Egelund er også kritisk, men mest ud fra mere snævre perspektiver, så vidt jeg kan se. Men han har jo også i høj grad bidraget til den filosofi, som nu udrulles.

Endelig bør den lokale TR for DPU, Bjørg Kjær, krediteres for følgende fine citat:

»Vi har brug for nogen, der uhildet og på højeste videnskabelige niveau følger udviklingen og kan råbe vagt i gevær. Vi kan ikke bestemme, at politikerne hører efter, hvad vi siger. Men det er vigtigt, at vi er der, når nu vi i Danmark har politisk tradition for ikke at kvalificere de politiske beslutninger med forskning,«

Så venter vi bare på, at DM snart går i gang med at kritisere ikke blot regeringen, men også AU og DPU selv, ligesom Asger Sørensen jo gør det i artiklen.

Sørensens mod og åbenhjertighed er faktisk ekstra påfaldende, eftersom Claus Holm tilbage i 2010 offentlig støttede den daværende dekan Lars Qvortrups meget kritiserede forsøg på at fyre tre filosoffer, herunder Asger Sørensen selv, med henvisning til, at deres arbejde ikke var “relevant”. Også dengang tog Holm fejl, og alle tre filosoffer blev i deres stillinger. Siden blev Holm, som var fascineret af Qvortrup, selv leder, og han har fra denne position siden 2015 kørt en stærkt ideologisk linje igennem hele kommunikationssystemet og i organisationen som sådan.

Det er ikke så sært, at Sørensen på et tidspunkt siger: “Man kan blive bekymret for, om denne ledelsesmæssige brug af tallene resulterer i en ideologisk omfordeling af pædagogisk forskning”.

Her er et link til Asger Sørensens fb-opslag om artiklen. I sit opslag opfordrer han til at “protestere mod denne massakre på pædagogisk forskning i Danmark”:

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0nqjpD1uGRjgFoiZZtgLyT4oWcuyoBJjg1hFh4Uj5Q73aAXZrVMHgxQhrzD2GdRgGl&id=673734654

Link til artikel i Skolemonitor: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8983022/Ansatte-p%C3%A5-DPU-er-rystede-over-nedsk%C3%A6ringer

 

13. d. 22/9: AUs angreb på DPU: En økonomisk betragtning

Aarhus Universitet har en omsætning på hele 7 milliarder og en egenkapital på 800 millioner.

Universitetet kom endda ud af 2021 med et decideret overskud på 14 mio.

Så altså: 7 mia., 800 mio. og 14 mio.

Der er penge overalt.

D. 26. januar 2021 siger universitetsdirektøren følgende med henvisning til bl.a. regeringens udflytningsplaner, som vel at mærke blev mindre indgribende end frygtet:

”Der er nogle økonomiske udfordringer i de kommende år, men de kan håndteres. Aarhus Universitet har en egenkapital, som vil blive bragt i spil, og det betyder, at AU fortsat kan udvikle sine strategiske faglige satsninger, herunder især ingeniør- og digitaliseringssatsningen”

Syv måneder senere – d. 9. september – massakrerer AU dansk pædagogisk forskning, angiveligt fordi DPU mangler sølle 13 mio.kr..

Slagtningen sker efter, at selvsamme universitetsdirektør ganske få dage forinden – d. 5. september – igen havde sagt god for universitetets økonomi. Og rektor bekræftede denne konklusion på et samarbejdsudvalgsmøde d. 29. august, hvor han ellers bliver spurgt direkte ind til risikoen for afskedigelser af en TR-repræsentant.

AU fik ansvaret for DPU i 2008. I sandhed et ”stedbarn”.

 

14. d. 23/9: Reformkommissionen foreslår et nyt ”Faculty of Education”

Reformkommissionen er en form for forlængelse af den nedsmeltning og instrumentalisering af samfundets pædagogiske liv, som fandt sted i regi af Globaliseringsrådet og Skolerådet fra 2006-2013, og som førte direkte frem til skole- og læreruddannelsesreformerne i 2013. Det kan man se alene ved det forhold, at der er stærkt overlappende persongalleri i de forskellige råd, herunder de indflydelsesrige økonomer Jørgen Søndergaard og Nina Smith. Og kommissionen kalder da også sig selv for “kommission for 2. generationsreformer”, som netop henviser til 00’ernes reformer, som altså var ”1.generation”.

Det er hele denne nedbrydende filosofi, som regeringen i dag har bekræftet via forslaget om at beskære kandidatuddannelserne; et forslag, som jo stammer fra Reformkommissionens rapport i foråret.

Men nu kommer en meget vigtig ting, som har været nærmest hemmeligt, frem i lyset.

Det drejer sig om, at Reformkommissionen arbejder med at etablere et såkaldt ”Faculty of Education”, som skal have en særlig praksisnær og evidensbaseret karakter og dække ”fra dagtilbud til ph.d.”, som det hedder.

Den forskning, som skal etableres i dette ”faculty”, skal minde om ”lægernes kliniske forskning”, skriver Jørgen Søndergaard, der er formand både for Reformkommissionen som sådan og for ”faculty”-gruppen. Han kalder sin klinik for ”større/bedre kobling mellem forskning og praksis”. Det hele flyder med evidens og relevans og andre skældsord.

Man vil også sørge for “udvikling og udbredelse af digitale undervisningstilbud”. Det hele foregår helt uden kritiske omgivelser.

Det omfattende arbejde med disse ”faculty-tanker” blev sat i gang i maj måned 2022. Der har indtil nu været afholdt to ud af fem møder om hhv. dagtilbud/skole og gymnasier/erhvervsuddannelser. Snart følger resten af uddannelsessystemet. Møderækken og afrapporteringen afsluttes efter planen i slutningen af oktober.

Dette faculty er et totalt uvidenskabeligt sted. Det kan man se med det samme.

Der er ikke noget på nettet om det, så vidt jeg kan se. Men nu har jeg har fået hele 1250 siders aktindsigt om emnet fra Reformkommissionen, så jeg tygger det lidt igennem efterhånden.

Faktisk tror jeg – selvom jeg ikke er helt sikker – at det er meningen, at dette ”faculty” skal overtage eller definere DPUs rolle som videreuddannelsessted for pædagoger og lærere. F.eks. står der i kommissoriet – i en mærkelig form for datid – at man skal ”lære af erfaringerne med et DPU”, hvor der jo nok var for meget filosofi og den slags. DPU er også det eneste universitet, der har fået lov til at indsende et længere notat om sin organisation.

Og på et af DEA’s Stina Vrangs slides er der et billede af DPU’s bygninger i Emdrup under overskriften ”Faculty of Education”.

Men ok, det er bare en fornemmelse. De konkrete institutionelle konsekvenser kan jeg ikke helt gennemskue af materialet, men tankegangen er helt klar.

Hvem er de mest toneangivende kræfter i den centrale arbejdsgruppe? Ja, det er gamle kendinge:

– Jørgen Søndergaard (økonom, formand) (også med i Skolerådet)

– Nina Smith (økonom) (også med i Skolerådet)

– Lars Qvortrup (stærk tilhænger af skolereformens læringsfilosofi, tidl. leder af DPU)

– Per B. Christensen (med i mange skolereforms-organiseringer)

– Dorte Bleses (AUs trygforskningscenter, ekstremt på Heckmans lighedsideologi)

– Bjarne Wahlgren (lidt anonym forsker i teori/praksis)

– Stefan Herman

– Hanne Leth Andersen

(De sidste to er dog underligt fraværende i materialet).

Hvorom alting er: Total instrumentalisering.

Qvortrup er begejstret. Han skriver et sted i materialet (mail pr. d. 17/5): ”Et ”Faculty of Education” som skitseret er noget, jeg i mange år har arbejdet for”.

Det var det, som han forsøgte at omdanne DPU til, da han var dekan.

En række andre velkendte navne fra skolereformens ideologiske kreds har også været knyttet til arbejdet. F.eks. er der oplæg fra folk som

– Simon Calmar Andersen (tidligere i Skolerådet)

– Stina Vrang, direktør i DEA

Der er ikke noget fra den kritiske og pædagogiske tradition.

Og i de forskellige forskningsoversigter er der stort set renset for seriøs pædagogisk videnskab, mens det derimod emmer af DEA, VIVE, LSP-teknologi og så videre.

På samme måde er der en række bilag, hvor hele 00’er-tænkningens organiseringer ridses op helt ukritisk, mens alt andet forties, herunder den enorme kritiske aktivitet, der har været gennem årene.

Det fremgår også, at der er en eller anden forbindelse mellem det nye Faculty of Education og den nye læreruddannelse. Måske er det derfor, at folk fra læreruddannelsens såkaldte ”udviklingsgruppe” har været ude og rose Reformkommissionens aktuelle udspil?

Forskellige strømme løber sammen og vil om lidt sætte sig i de rester af DPU, som AU underdanigt har sat under attack sammen med regeringen.

Vi er i statens indre, hvor skolen er et rent instrument.

Der har aldrig været mere brug for et PÆDAGOGISK UNIVERSITET end nu.

 

15. d. 23/9: Læreruddannelsens formål og reformkommissionens ”Faculty of Education”

I det nye formål for læreruddannelsen er der en sætning, som jeg med det samme var skeptisk over for. Sætningen står i formålets stk. 3, og den lyder sådan her:

”Uddannelsen skal tage afsæt i praksisnær erfarings- og forskningsbaseret viden.”

Jeg tænkte, at vi hermed ville ende ud med en instrumentaliseret læreruddannelse. Både det ”praksisnære” og det skrækkelige udtryk ”forskningsbaseret viden” blev nemlig for alvor lanceret ind i 00’ernes konkurrencestatssammenhæng, som jo også Reformkommissionen selv er et regelret udtryk for. Det sidste ord, ”erfaringsbaseret viden”, kan så overtages af en målbar ”trivsel” og af lidt OECD-fikseret scenariedidaktik og måske også noget føleri i almindelighed.

Med disse ord havner den nye læreruddannelsens kundskabsbase midt inde i 00’ernes pædagogiske instrumentalisme, der jo har rod i Globaliseringsrådets arbejde i 2006, og som faktisk både har skabt professionshøjskolen og AU’s version af DPU.

Herfra kunne professionshøjskolen overtage det ”praksisnære”, mens Lars Qvortrups DPU kunne sætte sig på ”forskningsbaseret viden”.

Denne mistanke er så blevet bestyrket i dag, efter at have læst Reformkommissionens materiale om ”Faculty of Education”, hvis sprog præcis udtrykker det praksisnære og det forskningsbaserede ind i sammenhængen mellem økonomi, instrumentalisme og finansministerium.

Men der kommer yderligere en splittelse ind i systemet. I næste sætning i formålet står der nemlig følgende:

”Desuden skal der tages udgangspunkt i den danske skolekultur og -tradition, der omfatter såvel folkeskolen som frie grundskoler.”

Det er jo egentlig gode ord, men i den instrumentelle sammenhæng vendes værdierne på hovedet. For med denne ”desuden”-adskillelse af på den ene side ”praksisnær og forskningsbaseret viden” og på den anden side ”dansk skoletradition og kultur”, så tages skoletraditionen jo ud af videnskab og viden, som reformkommissionen så kan løbe med og kalde for ”forskningsbaseret” eller ”evidensbaseret”. Dermed kollapser videnskaben totalt.

Den pædagogiske tradition bliver til idehistorie, mens pædagogikken – altså forbindelsen mellem teori og praksis – kan overtages af Faculty of Educations skrækkelige forsimplinger.

Dermed ødelægges pædagogikken. Væk med den. Fyr 22 forskere.

Der er en begrebsmæssig dynamik her, som jeg tror, man skal holde sig for øje.

 

16. d. 24/9: Paradoks

Det er lidt tankevækkende, at det lige for tiden er DPU’s største kritikere, der må forsvare DPU. Det vil sige, at de virkelige pædagoger og filosoffer nu træder i aktion for at kritisere både AUs angreb på pædagogikken og DPUs ledelses ideologisk funderede makke-ret.

Derimod er mange af DPUs gamle tilhængere både affirmative og helt forstående over for stedets aktuelle faglige og videnskabelige nedsmeltning. Det, vi ser lige nu i fuld demonstration, er hele det pædagogiske oligarkis sammensmeltning af systemteori og poststrukturalisme, som dette udviklede sig efter især 2006. DPUs ledelse og organisation har siden 2008 været en form for kropsliggjort version af denne ødelæggende tilstand.

Ja, man må ligefrem høre fra diverse affirmativt indstillede mellemledere, at man “spammer”, hvis man skriver til sine kolleger og til TR og rektor for at kritisere ledelsen med udgangspunkt i fagfællebedømt videnskabeligt pædagogisk arbejde.

Heldigvis er stedets virkelige filosoffer ikke enige i det med ”spammeriet”, og flere har da også bidraget til den fælles undersøgelse. Men hovedparten ser tavst og underdanigt til, mens den pædagogiske videnskab går i opløsning.

Så forsvaret af DPU kommer fra DPU’s kritikere. Det siger noget om, hvad filosofi er, og ikke mindste om, hvad DPU er.

En afart af dette paradoks var et møde, jeg var til i dag. Her var der et dagsordenspunkt, der handlede om, hvordan vi kunne gøre “efteråret tåleligt”. Hvilket ydmygende spørgsmål! Efteråret skal da snarere handle om at værne om “det utålelige” og udbrede “utåleligheden” overalt, både til ledelse, bestyrelse, kollegaer og offentlighed, så Reformkommissionens læringsverden bliver maksimalt uudholdelig at være i. Det er det, jeg kalder “påmindelse”.

Ledelsen har også aflyst julefrokosten. Man har tydeligvis et ubehag ved forsamlinger, så hvor ”utåleligheden” kan blive synlig.

Så kampen står mellem DPU og DPU, eller rettere mellem et DPU, som er videnskabens sted, og et Faculty of Education, som er evidensens sted.

 

17. d. 24/9: Faglig og personalepolitisk opløsning på Aarhus Universitet

På fakultetet ARTS ved Aarhus Universitet fortsætter man sit raid mod universitetets ansatte.

Først annoncerede man en omfattende og dårligt begrundet massakre på DPUs videnskabelige mandskab. Den effektueres nu med fuld ideologisk effekt.

Og nu fortsætter man i DPUs studieadministration. Man vil simpelthen tvangsflytte DPUs studieadministration fra Emdrup til Aarhus, hvilket jo er en de facto-afskedigelse af langt de fleste ansatte. Og det hele sker bare lige pludseligt, som om de ansatte var minkfarmere.

Det hele begrundes med en blanding af data-organisations-effektivitet, må man forstå på ARTS administrationschef. Han kalder for at “robustgøre organisationen”. Det er så koldt. Hvorfor er han ikke i Ryanair?

Og hvem er de næste, der skal “robustgøres”, når ARTS er færdige med forskerne og studieadministration?

Så den pædagogisk-videnskabelige og moralske opløsning flyder tykt på himlen i Aarhus. Imens forsikrer rektor og universitetsdirektøren, at der skam ikke vil ske afskedigelser, og at alle problemer kan løses med almindelig påholdenhed.

Så ARTS gør på en måde oprør mod AU.

Lige en note: Disse defacto-afskedigelser er ikke en del af besparelserne på DPU. De kommer oveni.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/studiecenter-arts-lukker-i-emdrup-12-stillinger-flyttes-til-aarhus

 

18. d. 24/9: DPU er en del af Reformkommissionen

Mange skælder ud på Reformkommissionen, og det forstår man jo godt, for magen til elendighed skal man lede længe efter.

Men man må ikke glemme, at det er Reformkommissionens ideologi, der fra 2007 – under navne som “Skolerådet” og “Globaliseringsrådet” – har skabt det nuværende DPU’s ideologi.

Det er denne særlige symbiose af DPU og Skolerådet – denne instrumentelle læringsfilosofi – der nu igen vil sætte sig igennem via fyringer, omstruktureringer og genansættelser osv..

Og denne helt særlige DPU-ideologi, som altså udspringer af Reformkommissionens egen ideologi, arbejder nu selv inde i den aktuelle Reformkommissionens indre i et stort anlagt gruppearbejde.

Det er et double-loop, en nedbrydende maskine i statens og pædagogikkens indre.

Dette særlige “indre” kalder Reformkommissionen for “Faculty of Education”. Her kommer der ingen nedskæringer.

Det virkelige Danmarks Pædagogiske Universitet er protestens sted. Her protesterer DPU mod DPU.

 

19. d. 24/9: Forholdet mellem AU, DPU og ARTS

Jeg har reflekteret lidt over historikken i forholdet mellem Aarhus Universitet og DPU med udgangspunkt i den aktuelle sag.

http://www.thomasaastruproemer.dk/det-forladte-dpu-om-aarhus-universitet-fakultetet-arts-og-dpu.html

 

20. d. 26/9: Regeringens nye udspil om kandidatuddannelser

Jeg har netop læst regeringens nye universitetsudspil. Og der er blot en ting at konkludere: Regeringen hader hele ideen om et universitet.

Alt, hvad der bliver foreslået, og alle de argumenter der gives, er så katastrofalt tomme, at ordene tørrer ud i afmagt.

Nogle kritikere af forslaget, som både kommer fra erhvervs- og universitetskredse, mener, at forslaget vil sænke produktiviteten. Men who cares? Det er jo selve universitetsideen, der er under angreb, altså uanset “produktivitet”.

Hvis universitetsideen og dennes sprog og horisont forsvinder så radikalt, som det er tilfældet her, så forsvinder også pædagogikken og skolen – og dermed også en række dybtliggende forfatningsmæssige og humanistiske logikker – ud af samfundet som sådan.

Det er frygteligt synd for den næste generation, at hele kundskabssammenhængen nu skal banaliseres og ødelægges på denne måde.

https://www.regeringen.dk/nyheder/2022/danmark-kan-mere-iii-bedre-uddannelser-og-mere-velfaerd/

 

21. d. 26/9: Læserbrev i Politiken

Jeg har et læserbrev i dagens Politiken, hvor jeg kritiserer Aarhus Universitet for dets angreb på DPU

Her er konklusionen:

“Før var det et selvstændigt universitet med idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt som rektor og biskop Kjeld Holm som bestyrelsesformand. Fra i dag er det et marginaliseret fagområde langt nede i universitetsorganisationens nederste hierarki. Her lever pædagogikken et ensomt liv på et åbent og turbulent hav med nogle småmillioner, som kommer og går, en række tilfældige politiske markeringer, relevanskriterier og pludselige masseafskedigelser. Pludselig ved man, hvad det vil sige at tilhøre et proletariat helt alene.”

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8992999/Aarhus-Universitet-angriber-p%C3%A6dagogikken

 

22. d. 27/9: AU’s nyhedsbreve

Aarhus Universitets ledelse sender med jævne mellemrum et nyhedsbrev ud til alle medarbejdere. Det sker ca. en gang om ugen. Det vil sige, at der nu har været fire nyhedsbreve, siden angrebet på DPU blev lanceret d. 7. september 2022.

Den omfattende sag har ikke været omtalt en eneste gang:

I det første nyhedsbrev, nr. 26, fra d. 2/9 står der, at universitetet skal være påholdende i almindelighed. Men der er intet om afskedigelser eller DPU.

I det næste nyhedsbrev, nr. 27, fra d. 9/9 står der heller ikke noget om emnet.

Det gør der heller ikke i nr. 28, som udkom d. 12/9. Det handler mest om en stor omtale af universitetets fødselsdag.

I dag har vi så fået nr. 29. Der står heller ikke noget om emnet.

Tavshed.

Det lader til, at AU og DPU er to helt forskellige verdener?

Link til tidligere nyhedsbreve: https://medarbejdere.au.dk/strategi/nyhedsbrevuniled/?b=5220%09

 

23. d. 28/9: Udflytningsplan og afskedigelser på DPU

Skolemonitor bringer i dag en grundig artikel om DPU-sagen. Mediet undersøger regeringens udflytningsplaner og disses konsekvenser for de annoncerede afskedigelser.

Enhedslisten og de Radikale kritiserer regeringen kraftigt: Pernille Skipper vil kalde ministeren i samråd, og de radikales Katrine Robsøe kalder det ”hovedløst” at ødelægge forskningsmiljøer på denne måde. Især Robsøe har sans for den videnskabelige sammenhæng og ikke kun for læringseffekten. Mange tak til begge.

EL og RV stod uden for de såkaldte implementeringsaftaler fra marts 2022, men EL deltog i hovedforliget i juni 2021, som de jo så må have forladt? Det er lidt mystisk. SF var derimod med i det hele (se PS for forligskreds).

Forskningsministeren, Jesper Petersen, begrunder konsekvenserne med henvisning til nogle statistiske udsving ift. arbejdsmarked og dimittendledighed. Han aner ikke, hvad et universitet er. Han tror, det er en evidensbaseret pølsefabrik. Det er konkurrencestatsretorik på laveste niveau.

Han mener selv, at han redder den pædagogiske forskning ved at lave en pulje med øremærkede midler, som folk fra alle miljøer i landet kan søge til specifikke forskningsprojekter. Men det er jo ikke videnskab. Det er statsstyrede undersøgelser. Desuden skal disse midler handler om ”den konkrete pædagogiske hverdag”, som han kalder det. Den slags statslige krav er videnskabens død.

Han siger dog, at det er op til AU, hvordan man evt. vil spare, og det har han ret i. Det må man ikke glemme.

Så Socialdemokraterne står for angrebet på Universitetet, mens AU står for angrebet på DPU.

SF har ingen kommentarer. Ordføreren skal nok lige spørge først i det socialdemokratiske hovedkontor.

Til sidst har institutleder for DPU, Claus Holm, nogle tekniske kommentarer, der køber tælle-præmissen. Han siger, at DPU slet ikke har nogen speciel høj dimittendledighed. Han kan ikke kritisere på det principielle niveau, fordi han selv i mange år har understøttet konkurrencestatsideologien.

Der er en interessant information undervejs, som skal noteres, nemlig at der i sin tid blev stillet krav om, at ”ingen småfag måtte lukke”. Hvorvidt dette krav stadig er operativt, er jeg lidt usikker på, men det er rigtigt at det er nævnt i forligspartiernes tillægsaftale fra d. 22. marts 2022 (punkt 12).

Grunden til, at jeg er lidt i tvivl, er, at denne formulering mig bekendt slet ikke har været nævnt i AU’s angreb på DPU. Men denne udeladelse er måske selv en del af angrebet?

PS: følgende partier er med i aftalerne:

Hovedforliget fra juni 2021: Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Alternativet og Kristendemokraterne

Implementeringsaftalen fra marts 2022: Venstre, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne.

Links:

Artikel i Skolemonitor: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8990022/Nedsk%C3%A6ringer-p%C3%A5-DPU-f%C3%A5r-st%C3%B8ttepartier-til-at-lange-ud-efter-regeringen

Link til politisk aftale om udflytning: https://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/aftale-om-flere-og-bedre-uddannelsesmuligheder-i-hele-danmark

 

24. d. 28/9: Angrebet på universitetet og angrebet på pædagogikken

Den pædagogiske forskning på Aarhus Universitet er udsat for et dobbelt angreb efter min mening. Lad mig forklare det:

A. Det politiske angreb på universitetet

Dette første angreb kan man læse i den oprindelige forligstekst om udflytningspolitikken fra juni 2021. Teksten er totalt renset for seriøse universitets- og uddannelsesmæssige betragtninger. Det er konkurrencestat og provinsialisme på laveste niveau.

Der er dog en enkelt nærmest lidt forladt undtagelse. Der står nemlig, at man skal tage særlige hensyn til ”små fag og sprog” (forligstekst, pkt. 64).

Dette frontalangreb på videnskaben – med ledsagende forladte undtagelse – gentages så i den politiske implementeringsaftale fra marts 2022. Her står der igen – og igen uspecificeret -, at ”små fag og sproguddannelser tilsvarende er undtaget, så uddannelseslukninger på disse områder undgås.”

B. Aarhus Universitets angreb på DPU

Imellem hovedforliget og implementeringsforliget beder Forskningsministeriet universiteterne om at lave en form for implementeringsplan, en såkaldt “institutionsplan”, som skal afleveres senest d. 31/12-2021.

Lad os se på AU’s plan:

Først og fremmest kan man iagttage en helt affirmativ tilgang til regeringens retorik, som accepteres helt uden modstand. Man lægger sig med andre ord ned som en logrende hvalp for politikkens angreb på universitetet. Der er ingen Odysseus på universitetet.

Dertil kommer så spørgsmålet om ”de små fag”? Hvad står der her? Jo, det er her AUs opgør med DPU kommer ind. Her ydes ingen beskyttelse, jf. følgende citat fra s. 71:

”Mere specifikt har AU prioriteret, at en række små sprogfag og områdestudier fortsat vil blive udbudt. Hensynet er taget for at sikre et fortsat bredt udbud af sprogfag i hele Danmark, jf. strategi for styrkelse af fremmedsprog i uddannelsessystemet samt sikre en solid viden om diverse kulturer globalt set.

Hensynet gælder også sprogfagene tysk og fransk til trods for, at de har oplevet et vigende ansøgertal i en årrække. Sidstnævnte udbud påtænkes som udgangspunkt videreført, da AU dermed fastholder vigtige erhvervssprog med betydning for dansk eksport og konstituerende sprogfag i gymnasieskolen vest for Storebælt. (…)

Derudover friholdes en række af de humanistiske IT-uddannelser, som er højt efterspurgt i samfundet, herunder informationsvidenskab, digitalt design mm.”

Altså ingen omtale af DPU og pædagogisk forskning, som dermed overlades til regeringens angreb på videnskaben og nævnes specifikt under “reduktioner”, dog sammen med flere andre områder. Og det er vel at mærke kun “uddannelser” og ikke “forskningen”, som nævnes.

Og de fag, som AU altså undtager fra politikkens angreb på universitetet, beskyttes vel at mærke ikke af videnskabelige årsager, men udelukkende med begrundelser hentet fra punkt A, dvs. netop fra politikkens opgør med universitetet.

Dermed skabes en form for diskursiv og politisk passage, som er helt uden regel og struktur.

Faktisk ser man ikke et lignende angreb i de andre universiteters implementeringsplaner, så vidt jeg kan se. F.eks. taler KU langt mere overordnet om deres pligter, og SDU understreger to gange, at det er et “klassisk” universitet. Og jeg har da heller ikke hørt om nogle afskedigelser hverken på KU eller SDU, hvor der også er kandidatuddannelser i pædagogik.

Så i januar 2022 udskiller AU altså det pædagogiske område som særskilt nedskæringsfelt, helt uden beskyttelse fra de “små fag” eller fra det ”klassiske universitet”.

Endelig er det værd at nævne, at “reduktionerne” går langt hårdere ud over ARTS end de andre fakulteter. Man bruger næsten udelukkende “ledighed” som argument. Der er intet “klassisk universitet” eller kundskabsansvar i miles omkreds. Denne uretfærdighed fik Dansk Magisterforening op i det røde felt i deres høringssvar.

AU’s ledelse lader i den forbindelse de lokale niveauer skyde al skylden på regeringen, selvom de centrale niveauer selv er en vigtig del af årsagen. De centrale niveauer selv er tavse som graven, mens de beroliger resten af universitetet og dermed skaber et kafkask og tavst kaos.

Resultatet af dette AU-angreb på pædagogisk forskning ser vi så i disse uger.

Links:

Politisk aftale om udflytning, juni 2021:

https://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/aftale-om-flere-og-bedre-uddannelsesmuligheder-i-hele-danmark

Politisk aftale om implementering, marts 2022: https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2022/bredt-flertal-enige-om-udmontning-af-udflytningsaftale-om-videregaende-uddannelser

Generelt om implementeringsprocessen, efteråret 2021:

https://ufm.dk/uddannelse/temaer-og-indsatsomrader/bedre-muligheder-for-uddannelse-i-hele-danmark/implementering-af-flere-og-bedre-uddannelsesmuligheder-i-hele-danmark

Universitetets implementeringsplaner, januar 2022:

https://ufm.dk/uddannelse/temaer-og-indsatsomrader/bedre-muligheder-for-uddannelse-i-hele-danmark/implementering-af-flere-og-bedre-uddannelsesmuligheder-i-hele-danmark/universiteterne-institutionsplaner.pdf

 

25. d. 28/9: Anne-Marie Eggert Olsen kritiserer Aarhus Universitet

Lektor i pædagogisk filosofi ved DPU, Anne-Marie Eggert Olsen, kritiserer i dette indlæg i Omnibus Aarhus Universitet for dets behandling af DPU.

Hun skriver, at universitetet burde “skamme sig” og har en række ret interessante begrundelser for sit synspunkt, som tager udgangspunkt i DPUs historie og særkende som overbygningsuniversitet for lærere og pædagoger, der ikke nødvendigvis er vokset om med videnskabens liv som social arv.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/debat-lektor-million-nedskaeringerne-paa-dpu-rammer-den-sociale-mobilitet-og-ligestillingen

 

26. d. 2/10: TR for Aarhus Universitet kritiserer fyringerne på DPU

Fællestillidsmanden for Aarhus Universitet, Olav W. Bertelsen, skruer nu op for retorikken i kritikken af fyringerne på DPU. Det sker i universitetets magasin “Omnibus”.

Bertelsen kritiserer med gode grunde regeringen for dens universitetspolitik, hvilket DM hele tiden har gjort; en kritik som både RV og Enhedslisten aktuelt har forstærket.

Men nu retter Bertelsen – som jeg læser det – en forstærket kritik mod universitetets ledelse.

Han kalder problemet på DPU for ”Uacceptabelt” og ”stærk kritisabelt”, og han vil ikke ”ikke accepterer strukturelt betingede fyringer”.

Han siger også, at ”Det er uacceptabelt, at kolleger mister deres levebrød som følge af strukturelle skvulp”.

Så tak herfra for et fint indlæg, der supplerer den politiske med en organisatorisk kritik. Nu mangler vi blot, at både politikerne og/eller AU’s ledelse reagerer. Begge niveauet har svigtet.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/debat-faellestilllidsrepraesentant-dpu-fyringerne-er-uacceptable

 

27. d. 3/10: DPU-sag: Referater fra samarbejdsudvalgsmøder

De sandsynlige fyringer på DPU blev annonceret d. 7/9. Lad os se på, hvordan man har drøftet sagen på de efterfølgende seneste samarbejdsudvalgsmøder:

1. Det centrale AU-niveau:

Så sent som blot en uge før, at nedskæringerne blev annonceret, d. 31/8, var der et møde i universitetets hovedsamarbejdsudvalg, hvor dekanen fra ARTS var fraværende. Jeg har tidligere omtalt dette møde. Her varsles fred og ingen fare af både universitetsdirektøren og af rektor. Alt kan ordnes med et alment ansættelsesstop og almindelig påholdenhed.

Allerede d. 12/9 er der igen møde i samme regi. Her omtales DPU heller ikke. I referatet står der blot følgende:

”Situationen er stadig alvorlig – men det centrale er, hvordan situationen udvikler sig fra 2023 og fremefter. De iværksatte tiltag bidrager til at ruste os til fremtiden.”

Med ”iværksatte tiltag” henvises til de tiltag, som blev omtalt på mødet d. 31/8, og som altså ikke har noget specifikt med DPU at gøre.

Kort sagt: DPU eksisterer på en måde ikke på AU.

2. Fakultetsniveau

På fakultetsniveauet var der samarbejdsudvalgsmøde d. 31/8, altså samme dag som HSAU. Her får vi noget teknik, som alle nikker til mere eller mindre. Dekanen siger, adspurgt om der der ikke findes nogen solidaritet på AU-niveau: ”Fakultetet skal selv løse den økonomiske udfordring”. Herfra løber så teknikken fra nogle lokale og nærmest ubestemmelige beregninger, som vel at mærke kun gælder DPU, mens de andre institutter ikke er omfattet.

Kun TR fra ARTS forsøger vedholdende at vriste nogle svar ud af systemet, men forgæves.

Der er også samarbejdsudvalgsmøde d. 13/9, altså dagen efter det store HSAU-mødet (jf. afsnit 1), hvor DPU altså slet ikke blev omtalt.

På dette møde d. 13/9 omtaler dekanen besparelserne på DPU i korte tekniske vendinger, som i hvert fald ikke kan overbevise mig det mindste. Tværtimod forstærker denne lidt tekniske gennemgang situationens karakter af angreb på DPU.

DPU’s institutleder siger ikke noget, og TR-siden har ingen kritiske markeringer.

3. Institutniveau

Der blev holdt et LSAU-møde på institutniveau d. 7/9, altså samme dag som annonceringen af nedskæringerne. Her er der ingen kritiske markeringer. Alle lægger sig fladt ned. Siden er der mig bekendt ikke blevet holdt møde i dette regi, som ellers er vigtigt, skulle man tro. Men jeg har muligvis overset noget?

Det næste annoncerede møde i LSAU er så sent som d. 28/11, hvor der muligvis skal drøftes afskedigelseskriterier i samme affirmative jargon, som alt det andet.

 

27. 5/10: Nye investeringer i pædagogisk forskning

Siden starten af september har vi vidst, at DPU skal spare 15 mio. kroner. Der lægges op til at afskedige op til 22 forskere i pædagogik.

Men i dag fortæller regeringen pludselig, at den vil investere 25 mio. kr. i netop pædagogisk forskning. Det fortæller folkeskolen.dk.

Den nærmere institutionelle sammenhæng fremgår ikke, men mon ikke DPU involveres på den ene eller den anden måde? f.eks. via det såkaldte Faculty of Education, som er en del af Reformkommissionens arbejde.

Dette nye politiske initiativ betyder efter min mening, at man bør sætte DPU-afskedigelserne på standby, indtil man ved, om disse nye 25 mio. evt. berører DPU’s økonomi.

Ellers ender man måske med at fyre 22 forskere i år, for allerede året efter at ansætte 40 andre forskere.

Og enhver ved, hvad den slags kan bruges til: Med den aktuelle ideologiske konfiguration i DPU’s ledelse og i regeringens universitetspolitik, så vil der ved en sådan kæmpeudskiftning være en stor risiko for, at der sker en yderligere instrumentalisering af forskningen i retningen af konkurrencestats-ideologi.

https://www.folkeskolen.dk/dlf-forskning-inklusion/regeringen-foreslar-at-tildele-25-millioner-til-skoleforskning/4678682

 

28. d. 7/10: Ansættelsesstop?

På hele Aarhus Universitet har ledelsen annonceret et såkaldt “kvalificeret ansættelsesstop”. Det skulle afbøde de økonomiske udfordringer uden yderligere problemer.

Undtagen på DPU, naturligvis, hvor man oveni vil af med 22 ansatte.

DPU er på en måde ikke rigtigt en del af AU.

Og så er det et lidt mærkeligt ansættelsesstop, synes jeg. I sidste uge var der hele 80 ledige stillinger på universitetet. Og nu er dette høje tal sørme steget til 103.

94 nye stillinger under et ansættelsesstop! Sidste år var der på denne tid ca. 110 stillinger, altså ca. det samme

Det er ikke et ”stop”.

Og på DPU har man – siden man i juni 2022 blev bekendt med det såkaldte ”strukturelle underskud” – ansat hele seks nye og uden tvivl dygtige personer. Og der er vel at mærke tale om folk, hvis profil på forskellige måder flugter godt med institutledelsens almene filosofi.

https://www.au.dk/om/stillinger/

 

29. d. 11/10: Forskel på underskud

I januar 2022 blev AU’s direktør interviewet om det kommende budget. Han virker helt rolig. Der var en kæmpe egenkapital på næsten 1 mia. kroner.

Der var så et aktuelt underskud på 47 mio. Det svinger lidt op og ned fra år til år.

Underskuddet skyldtes angiveligt, at et nyt studieadministrativt system var blevet dyrere end forventet, samt at man ville satse på ingeniøruddannelserne. Men underskuddet blev dækket af egenkapitalen, fremgår det. Sådan barberer man den ged.

Nu har DPU et underskud på sølle 13 mio. kr., men det dækkes skam ikke af nogen egenkapital.

Det er mærkeligt. Jeg kalder det for ”AUs angreb på pædagogisk forskning”.

Ang. regeringens udflytningsplaner, som AU aktuelt bruger som et argument for ”angrebet”, siger direktøren:

“Der er nogle økonomiske udfordringer i de kommende år, men de kan håndteres. Aarhus Universitet har en egenkapital, som vil blive bragt i spil, og det betyder, at AU fortsat kan udvikle sine strategiske faglige satsninger, herunder især ingeniør- og digitaliseringssatsningen”

Det var dengang, for få måneder siden, da AU var et værn mod tilfældige politiske og økonomiske fluktuationer. Nu må alle forskningsmiljøer på AU føle utrygheden brede sig som ild under de bare tæer.

https://omnibus.au.dk/en/archive/show/artikel/budget-for-2022-2025-selvom-au-i-de-kommende-aar-forventes-at-hente-flere-eksterne-bevillinger-er-d

 

30. d. 13/10: Oldnordisk og pædagogik

Aarhus Universitet fortsætter sine grove angreb på humaniora. Først annoncerede man nedlæggelsen af 22 stillinger på DPU. Og nu følger man op med at nedlægge man et enligt lektorat i norrøne sprog. Vist nok det eneste i landet, hvilket i sig selv er absurd.

Oldnordisk bør tværtimod opprioriteres, både på universitetet og i gymnasiet. Det er en fuldstændig central del af vores sprog- og kulturhistorie. Det er 1000% vigtigere end alle mulige andre “satsninger” eller ledelseslag, som findes på AU.

Universitetet er totalt uden akademisk eller kulturel pligtfølelse. kuglerne flyver om alt, der rører sig.

Dekanen begrunder sit forsimplede og grove angreb på denne ene lille stilling og hele dette store kulturområde med ”regeringens udflytningsplaner”, selvom AU har en egenkapital på næsten 1 mia.. En anden begrundelse er, at universitetet har ansættelsesstop, men der er dag dato over 100 ledige stillinger på universitetet. Det hele er fuldstændigt tilfældigt.

Og på universitetets nyhedsside står der intet. Der er bare en masse “reklame”.

Det er helt samme diskursive struktur, som vi ser i sagen om DPU-fyringerne.

Med disse metoder kan ingen fag i Aarhus føle sig sikre. Videnskaben har mistet sin egenart og offentlige forsikring, og forskningen er proletariseret.

Her er omtaler af sagen i hhv. Politiken og på TV2.

TV2’s dækning: https://www.tv2ostjylland.dk/aarhus/sloejfer-vikinge-fag-vi-smider-vores-kulturarv-ud

Politikens dækning: https://politiken.dk/kultur/art9013402/Snart-kan-kun-en-udl%C3%A6nding-l%C3%A6se-hvad-der-st%C3%A5r-p%C3%A5-Jellingstenene

 

31. d.13/10: Det frække universitet

I februar 2012 skrev jeg et blogindlæg, som var et blik ind i Aarhus Universitets nye kaos. Det var dengang, at dekanen for det nye fakultet ARTS talte om, at vi skulle lave “det frække universitet” og udskammede tysk dannelse (Koldau-sagen). Man ville også lave noget man kaldte for “det entreprenørielle universitet”. Det er ord fra ARTS’ livmoder.

Efterfølgende skrev Koldau det fantastiske værk “Jante-universitetet”, som foregik i byen “Jante”. Bogen er i dag tabu, og intet definerer en organisation så effektivt som et tabu. Og hvis tabuet er universitetets egenart, så må universitetet blive til noget andet. Det er logik. Så kommer det “frække universitet”, der udgrænser f.eks. pædagogik og gamle sprog, hvis disse fag ikke fremmer “produktiviteten”.

Jeg havnede i disse erindringer via genlæsning af lektor Asger Sørensens fantastiske bog “Asger Sørensen går på universitetet” fra 2021, hvor han skriver om en række af disse processer, som han forener med en tankevækkende videnspolitisk, universitetshistorisk og dannelsesteoretisk analyse.

Sørensen, som er formand for Dansk filosofisk selskab, skriver naturligvis også grundigt om dengang i 2010, da han og to kolleger blev sagt op på DPU, fordi deres forskning angiveligt ikke skulle være “relevant” for pædagogik. Lars Qvortrup var den nye leder, som førte kniven, mens han i dagspressen sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King. DPUs nuværende ledelse støttede op om fyringerne. Den sag er også tabu på DPU og på ARTS’ bonede gulve, men den kom med i Heine Andersens fine bog “Forskningsfrihed” til skræk og advarsel.

Sørensen får det hele til at hænge sammen på en virkelig interessant måde. Men også hans bog er tabu.

Til gengæld er institutlederens og professor Jens Rasmussens arbejde ikke tabu. Det promoveres aktivt og ustandseligt af DPUs kommunikationsafdeling.

Det hele skete i kaos-tiden, som vi stadig er midt i. Alt kan hele tiden ske.

Links:

Link til blogindlæg fra 2012: https://blog.folkeskolen.dk/thomas-aastrup-romer/hvor-er-kaos-det-er-her/204830

Link til Asger Sørensens bog: https://www.saxo.com/dk/asger-soerensen-gaar-paa-universitetet_asger-soerensen_epub_9788743083085

Link til Koldaus bog: https://janteuniversitet.wordpress.com/

 

32. 18/10: Aarhus Universitets angreb på DPU

Forskerforum har gennemgået den økonomiske tilstand på de danske universiteter. Aarhus Universitet får den grundigste behandling, bl.a. fordi man vil afskedige svarende til 22 lektorater.

Men igen får man denne fornemmelse af, at AU er ligeglad med pædagogikken. Universitetsdirektøren, som hele tiden har manet til ro, fortsætter ifølge Forskerforum med beroligelserne:

”AU forventer et “betydeligt økonomisk tab”, som kommer til at gøre et betydeligt indhug i egenkapitalen, men som universitetet som udgangspunkt er rustet til at modstå.”

Og direktøren nævner slet ikke DPU i sine svar. Han taler blot om lidt almen nøjsomhed og om et ”kvalificeret ansættelsesstop”, selvom der faktisk er næsten er ligeså mange stillingsopslag som sidste år.

Så er der noget om ”aktier”, som jo svinger op og ned. Det er meget farligt, hvis landets videnskabsmænd nu skal til at tjekke aktiekurserne, før de udtaler sig frit. Og som det fremgår nedenfor, går det ok med økonomien på alle de andre universiteter.

Og igen: Der er et kæmpespring fra direktionsniveuaet ned til DPU, der som det eneste lille hjørne i kæmpeorganisationen med de mange penge må bære angrebet.

Dernæst følger faktisk et kapitel om DPU, men her er der meget karakteristisk ingen referencer til det centrale niveau.

Institutleder Claus Holm siger blot et eller andet, der vidner om fuldstændig mangel på beskyttelsessans og faglig realisme.

Ledelserne på ARTS og DPU har lukket sig om sig selv under AU’s ligegyldighed.

Dernæst gennemgår journalisten situationen på de øvrige universiteter. De er også lidt pressede, kan man læse, men der er ingen fyringsrunder eller angreb mod specifikke fagmiljøer, og det lyder som om, at det nok skal gå det hele.

F.eks. lyder det sådan her fra Københavns Universitet:

”Andre år har vi haft høje afkast, og KU har en forholdsvis stor egenkapital, så vi kan godt absorbere chok som det her. Så jeg mener ikke, vi behøver sætte himmel og hav i bevægelse, selv om vi skulle ende med et negativt afkast på for eksempel 100 mio. kr. et enkelt år.”

Og om SDU står der:

”Ifølge universitetsdirektøren har SDU en opsparing, som kan dække underskuddet i 2022, og i den kommende tid vil man forsøge at dæmpe en række bygnings- og driftsomkostninger for at forsøge at mindske det store minus.

Og fra Aalborg lyder det:

”AAU har egenkapital til at dække de udsving, som de forventer for 2022.”

Også i Roskilde har man tabt på aktierne, men her lyder der også beroligende toner fra universitetets direktion:

”RUC har tilstrækkelig egenkapital til at dække underskuddet for 2022.”

Aarhus Universitet har forladt DPU.

https://www.forskerforum.dk/magasinet/2022/forskerforum-nr-6-2022/store-underskud-truer-universiteterne

 

33. d. 19/10: Ansættelsesstop på Aarhus Universitet?

Aarhus Universitet har indført et såkaldt ”kvalificeret ansættelsesstop” på hele universitetet. Det skal sammen med lidt almen påholdenhed løse de økonomiske udfordringer, siger universitetsledelsen.

Undtagen lige på DPU, forstås. Her kan man skam ikke nøjes med et ”ansættelsesstop”. I stedet har fakultets- og institutledelsen annonceret afskedigelser af 15-20% af medarbejderstaben. Der er ikke annonceret afskedigelser andre steder, mig bekendt.

Men det er altså et meget mystisk ”ansættelsesstop”, der arbejdes med for nu at sige det mildt.

Her er tallene for ledige stillinger i de sidste fire år, som jeg har fundet på nogle gamle servere. Som det fremgår, er der overhovedet ikke noget ”stop”, og man kunne så let som et knips finde de ca. 20 stillinger, der nu er truet:

 

d. 19/10- 2022:

i alt: 130 ledige stillinger

heraf 95 fuldtidsstillinger

heraf er 58 stillinger indenfor videnskab og undervisning og 37 stillinger indenfor administration og teknik

 

d. 19/10-2021:

i alt 140 ledige stillinger

heraf 100 fuldtidsstillinger

heraf 60 stillinger indenfor videnskab og undervisning og 40 stillinger indenfor administration og teknik

 

d. 19/10-2020:

i alt: 123 ledige stillinger

heraf 100 fuldtidsstillinger

heraf 70 stillinger indenfor videnskab og undervisning og 29 stillinger indenfor administration og teknik

 

d. 19/10-2019:

i alt: 79 ledige stillinger

heraf 51 fuldtidsstillinger

heraf 30 stillinger indenfor videnskab og undervisning og 21 stillinger indenfor administration og teknik

Aarhus Universitet er med sin primitive aktion ansvarlig for en ren og skær proletarisering af videnskabens liv. Ingen videnskabsmand kan mere tale og tænke frit, men må nu konstant tjekke aktiekurser og ledelsesvinde. Det værste, der kan ske for et samfund.

 

34. d. 25/10: AUs “institutionsplan”

I sommeren 2021 indgik en række partier i folketinget et forlig om den såkaldte ”udflytningsplan”. Efterfølgende skulle alle uddannelsesinstitutioner lave en såkaldt ”institutionsplan”, hvor den pågældende institution redegjorde for, hvordan den ville gribe udflytningsplanen an. Disse institutionsplaner for universiteterne blev samlet i et ministerielt dokument i januar 2022.

Lad os se på, hvordan Aarhus Universitet greb sagen an i sin institutionsplan. Jeg vil argumentere for, at man primært er gået ideologisk til værks, dvs. at der er tale om en universitetspolitisk manøvre, der skal opprioritere det tekniske fakultet og nedprioritere det humanistiske under konkurrencestatens ideologiske præmis. Regeringens udflytningspolitik er blot den politiske anledning, som sætter denne ideologiske korrektion i bevægelse, og som Aarhus Universitet nærmest forstærker med sin ”institutionsplan”. Lad os se på sagen:

1. Institutionsplanen

For det første nævner man ikke videnskaben eller gør sig tanker om universitetets kundskabsmæssige sammenhæng og tradition. Der er faktisk nogle af de andre universiteter, der nævner ting som f.eks. ”det klassiske universitet”. Men altså ikke i Aarhus. Her taler man kun om ”uddannelse”, og altså vel at mærke ikke ”uddannelse”, som denne defineres af den videnskabelige aktivitet, men kun som noget, der er knyttet til arbejdsmarkedet.

For det andet: Der skelnes mellem ”udflytning af pladser”, som er regionalpolitisk begrundet, og ”reduktion af pladser”, som er en slags afledt konsekvens. Jeg vil kun se på det sidste.

Universitet markerer følgende kriterier for reduktionerne:

”Kriterier for reduktion af pladser:

  • Bidrage til at justere AU’s udbud med målsætningen om, at en større andel af AU’s dimittender finder beskæftigelse i den private sektor, samtidig med, at reduktionen tager hensyn til særlige forpligtelser over for samfundskritiske funktioner og centrale kulturbærende fag.
  • Sikre et fortsat udbud af uddannelser med særlig høj efterspørgsel og beskæftigelse og særlig fokus på uddannelser med systematisk overledighed.
  • Økonomisk bæredygtighed på både kort og lang sigt.
  • Styrken af det faglige miljø både med hensyn til undervisningsopgaven såvel som forskningsstyrken samt miljøets mulighed for at tiltrække ekstern finansiering og attraktive VIP.”

Som det fremgår, vælger AU en næsten entydig vægt på økonomi, arbejdsmarkeds- og ledighedsstatistik. Det med ”de kulturbærende fag”, som det kaldes i bunden af det første punkt, er en henvisning til det politiske udspils tale om ”små fag”. AU definerer faktisk disse fag meget smalt og nedladende – også endnu smallere en flere andre universiteter – hvilket jo forstærker det banale helhedsindtryk.

F.eks. vil man især bevare ”erhvervssprog” af hensyn til ”dansk eksport”. Man vil også bevare ”de humanistiske IT-uddannelser” pga. ”efterspørgslen”. Der er ingen sans for den åndsvidenskabelige substans og pligt i disse små markeringer. En enkelt undtagelse fra dette generelle billede er friholdelsen af sprog som tysk og fransk af hensyn til at ”fastholde sprogkompetencer i hele Danmark”, men det er en enlig svale, og igen er det jo faktisk “kompetencer” og ikke sprogvidenskaben selv, der er i centrum. Det er nedslående læsning.

Desuden vil man tage ”særligt hensyn til en række IT- og ingeniøruddannelser”, som der står. Det begrundes bl.a. med politiske målsætninger:

”Hvis Danmark skal lykkes med den grønne omstilling og øget digitalisering, er der behov for flere ingeniører, end der uddannes i dag. At skulle reducere eller blot fastholde optaget på ingeniøruddannelserne på 2019-niveau er derfor stærkt uhensigtsmæssigt”

Det er jo ren ideologi.

Resultatet af disse enerådende arbejdsmarkedsrelaterede kriterier bliver, at fakultetet ARTS kommer til at bære hovedparten af ”nedskaleringen”. Det kan man læse i følgende:

”At det humanistiske område skal levere forholdsvist mere end de andre områder, skyldes udelukkende, at de humanistiske uddannelser aktuelt har den højeste gennemsnitlige ledighed 1 -2 år efter endt studie.”

Man kan opgøre tallene på lidt forskellige måder, lader det til. Af en af planens tabeller fremgår det, at skal foretages en netto-reduktion på i alt 330 pladser, hvoraf ARTS skal bære de 315, dvs. næsten alle. I brutto-udregningerne rammes ARTS stadigvæk klart hårdest, selvom nedskaleringerne også går ud over især BSS og HEALTH og til dels NAT. Derimod forøges de tekniske uddannelser på TECH med hele 255 pladser!

På den endelige liste over ramte uddannelser figurerer flere små humanistiske fag, herunder alle DPU’s uddannelser, men det er meget uklart, hvad denne liste konkret betyder, og der er som tidligere nævnt ingen omtale af afskedigelser nogle steder i universitetets almene kommunikation. Nærmest tværtimod.

Det skal i forbindelse med den pågældende liste nævnes, at ud af ARTS’ 96 bachelor- og kandidatuddannelser udsættes de 23 for nedskaleringer. Det er uklart for mig, om dekanatet har været inde over udvælgelsen af disse 23 uddannelser. Og ud af disse 23 vælger man som sagt at lade det gå ud over samtlige 6 DPU-uddannelser, hvor der endda annonceres massefyringer.

Dermed bekræftes min indledende markering: Der er kort sagt tale om en simpel universitetspolitisk manøvre, der skal opprioritere det tekniske fakultet og nedprioritere det humanistiske under konkurrencestatens ideologiske hegemoni. Regeringens udflytningspolitik er blot den politiske anledning, som sætter denne ideologiske korrektion i bevægelse, og som Aarhus Universitet nærmest forstærker.

2. Høringssvarene

I de høringssvar, som jeg har fået tilsendt, er der kraftig kritik fra universitetets tillidsmand. Han fremhæver, at institutionsplanens ledighedstal bygger på alt for gamle og ufuldstændige tal.

Den samme kritik fremføres af ARTS’ dekan, Johnny Laursen. Han er faktisk den eneste dekan, der udarbejder et decideret selvstændigt høringssvar. Laursen har dog købt den ideologiske præmis om, at universitetet skal løse ”udfordringer”. Der er ingen besindelse på universitetets og humanioras egenart. Det er også værd at nævne, at Laursen er utryg ved konsekvenserne, men at han på dette tidspunkt regner med universitets solidaritet. Det fremgår af følgende passage:

”Det skal understreges, at det, før den endelige nationale sektorplan kendes, og udarbejdelsen af et skøn over dens økonomiske konsekvenser er foretaget, ikke kan afvises, at indtægtstabet kan få mere omfattende konsekvenser. Det er af afgørende betydning for universitetets fremtidige virke, at der i fællesskab findes afbalancerede løsninger for de fremtidige økonomiske udfordringer”.

Men der var ingen solidaritet, og Laursens kritik går kun på det tekniske og ikke på universitetsforståelsen. Jeg plejer at sammenfatte det sådan her: AU forlod ARTS, som efterfølgende forlod DPU, som havde forladt sig selv.

Tillidsrepræsentanten for AU, som jeg nævnte ovenfor, skriver også:

”Samtidigt føler vi os også betryggede i de meldinger der er kommet fra ledelsen, om gradvis indfasning og undgåelse af blodige fyringsrunder”.

Men denne ”tryghed”, som vi andre jo delte, byggede på en løgn. Få måneder efter skulle der massefyres på DPU, mens de centrale niveauer var tavse og beroligende. På samme måde minder tillidsmanden ligesom dekanen om, at der er tale om ”ét universitet”, men den holdt som sagt heller ikke.

Helt galt står det til hos Akademisk Råd hos ARTS. Her roser man ligefrem udspillet og foreslår noget, som kaldes for en ”konstruktiv” kommunikation og så videre. Det er rystende læsning. Og formanden er ellers arkæolog. Rådet har dog følgende kritiske bemærkning:

” Ud fra det på dette tidspunkt for Rådet tilgængelige materiale står vi i høj grad tilbage med en black box-fornemmelse. Der oplistes en lang række faktorer, der har spillet ind, men man får ingen fornemmelse for, omtrent hvordan hvad har spillet ind.”

Kort sagt: Universitetets argumentation er ufuldstændig og forvirrende.

Tillidsrepræsentanterne for sundhedsvidenskaberne skriver, at der har været tale om en ”lukket” proces og om ”topstyring”. De skriver også, at ”de valgte løsninger dermed ligger langt fra de intentioner, der lå bag folketingsflertallets krav om udflytning.”

På sundhedsområdet går nedskæringerne især udover sygeplejernes videreuddannelser på Institut for Folkesundhed, som jo er tættere på humaniora end de mere teknisk orienterede medicinske uddannelser. Denne prioritering bekræfter dermed institutionsplanens almene ideologiske struktur.

Den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum bakker entydigt op om institutionsplanens indhold og logik. Det er forstemmende. Den nye ideologi huses både i moderpartiet og hos dets børn.

TR-linjen for DPU-IKK-IKS har skrevet det mest kritiske indlæg, som da også er placeret til sidst i den tilsendte høringsbunke. Her kritiseres kraftigt, at ARTS kommer til at stå for op til 95% af nedskæringerne. Der står f.eks.:

”…at ledelsens proces og udmelding er uigennemskuelig, dårligt argumenteret og ikke-inddragende. Det aktuelle udkast opleves mere som et dekret end som en inddragende og analytisk funderet ledelsesbeslutning.”

Dernæst gennemgås institutplanens fire kriterier yderst kritisk. Kriterierne kritiseres for at bygge på gammelt og uigennemskueligt talmateriale.

Konklusion:

På den måde brugte Aarhus Universitet en universitetspolitisk forstyrrelse til at nedbryde universitetet som institution og at gå til angreb på ARTS og DPU.

PS: Den endelige aftale blev vedtaget af Socialdemokratiet, Venstre, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne. Enhedslisten og Alternativet støttede også et tidligere udkast, men sprang fra på målstregen med nogle vage begrundelser. De radikale og LA kritiserede derimod udflytningsplanen hele vejen igennem, også i offentligheden.

Link til institutionsplanerne: https://ufm.dk/uddannelse/temaer-og-indsatsomrader/bedre-muligheder-for-uddannelse-i-hele-danmark/implementering-af-flere-og-bedre-uddannelsesmuligheder-i-hele-danmark/universiteterne-institutionsplaner.pdf

Link til udflytningsplanerne: https://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/aftale-om-flere-og-bedre-uddannelsesmuligheder-i-hele-danmar

 

35. d. 10. november 2022: AU’s og ARTS’ angreb på DPU

Fra Aarhus Universitets dekanat har vi gentagne gange fået at vide, at en vigtig årsag til de aktuelle nedskæringer på DPU er et faldende studenteroptag på DPU og ARTS.
Men hvis man ser optagelsestallenes udsving fra 2018-22, som netop er offentliggjort, så er det ærligt talt svært at forstå.
Optagelsestallene på DPUs kandidatuddannelser, som jo er DPUs vigtigste ydelse, ligger stabilt hen over årene. Faktisk stiger optaget på næsten alle uddannelserne i år!
Og optaget på DPU’s enlige bacheloruddannelse (i uddannelsesvidenskab) ligger også konstant, vil jeg sige. Pt på 168, sidste år på 174, og før det lidt op og ned. Det er helt irrelevante udsving.
De andre institutter ligger også nogenlunde konstant, med lidt ups og downs hist og her. F.eks. er det samlede optagelsestal på alle ARTS’ bacheloruddannelser kun faldet fra 1673 i 2018 til 1643 i 2022! Det er jo nothing!
ARTS i sin helhed har så haft et par år med lidt højere optag i 2019-20, men det kan man jo ikke lægge til grund for den administrative styring, når nu både 2018 og 2020 er mere normale. Og DPU ligger som sagt konstant hele vejen over.
Det hele ser med andre ord så roligt ud. Dramatikken lader til at være skabt af universitetet selv.
Hvis disse tal, som jo er AU’s officielle tal, står til troende, så er der efter min mening tale om en gedigen dårlig økonomistyring, som så kan føjes til det universitetspolitiske kollaps, som jeg tidligere har dokumenteret.
Uanset hvad der sker i den konkrete sag, så vil ingen mere kunne føle sig sikker hen over semestrene. Vi er endt med en proletarisering af landets kundskabsudvikling.
Links (muligvis kun åbne for ansatte):
36. d. 10. november: Afskedigelserne annonceres d. 29. november
I dag er nyt om afskedigelserne. Lad mig starte med historikken:

Helt tilbage i juni 2022 fik instituttets ansatte at vide, at der nok ville komme afskedigelser. Denne truende information kunne vi så gå på sommerferie med. D. 7. september samme år blev denne udmelding så bekræftet, vel at mærke samtidig med at resten af universitetet blev beroliget af alle de centrale niveauer.

Helt frem til d. 11. oktober kunne man så søge om ”frivillig fratrædelse”, og hele tre uger senere, d. 4. november, var der samarbejdsudvalgsmøde om resultatet af denne proces. Resultatet af dette møde blev så offentliggjort i dag, altså næsten en hel uge efter mødet.

Der er 11 personer, som ”frivilligt” har valgt at forlade DPU. Det betyder, at der skal afskediges 8-10 personer. Alle skal så sidde ved deres mail fredag d. 29. november, altså om yderligere tre uger. Det foregår i tidsrummet 9-9:15.

Det er tredje gang, jeg skal gøre det siden 2010. AU er den rene halloween.

I alt kommer denne proces til at tage et næsten et halvt år. Er det ikke meget lang tid?

DPU mangler ifølge institutlederens nyhedsbrev fra i dag blot 5 mio. kroner, hvilket er peanuts i AU’s budget. Jeg har skrevet til rektor og bedt ham dække dette mikroskopiske beløb, men han hælder al ansvaret på dekanen, som siger et eller andet.

Jeg bliver meget snart marxist, eftersom jeg nu er blevet proletar.

Det forladte DPU: Om Aarhus Universitet, Fakultetet Arts og DPU

Aarhus Universitet har indledt et angreb på dansk pædagogisk forskning. Man vil afskedige, hvad der svarer til 15-20% af det videnskabelige mandskab på DPU. Det handler om politik, javel. Men det handler også om noget andet, nemlig om Aarhus Universitet som videnskabelig institution.

Min pointe er: Alle har forladt DPU. Lad os se på sagen:

Fra 2000 etablerede man et selvstændigt DPU. Det stod for Danmarks Pædagogiske Universitet. Denne nye institution var lidt ensom og måske også lidt selvforskyldt forladt, fordi man via en såkaldt ”samtidsdiagnose” som dominerende filosofi havde gjort op med landets rige pædagogiske tradition. Det var samtidsdiagnosens fader, idehistorikeren Lars Henrik Schmidt, der blev rektor. Biskop Kjeld Holm blev bestyrelsesformand. Så DPU blev skabt ved Foucault og Gud. Måske ikke det værst tænkelige sted for en pædagog trods alt.

Og det nye DPU voksede med opgaven op gennem de tidlige 00’ere med en vis kritisk effekt, tror jeg man kan sige uden at overdrive.

Men nu har alle forladt det lille barn, DPU, som altså i forvejen var lidt selvforskyldt forladt ved hele dets konstitution:

Aarhus Universitet (AU), som overtog DPU i 2008, har forladt DPU i forbindelse med de aktuelle nedskæringer. Ledelsen af AU virker lidt ligeglad med det, der foregår. Rektor og hans direktør fodrer universitetets ansatte med stort anlagte beroligende forsikringer, men ganske få dage senere angribes DPU på den mest ydmygende måde af organisationens underliggende led. Forskellen mellem forsikringer og ydmygelser kalder man for et ”strukturelt underskud”, som altså skulle være noget andet end et almindeligt ”underskud”. Og DPUs studieadministration tvangsflyttes over Kattegat, dvs. en defacto-fyring af en stor gruppe københavnske medarbejdere. Det kalder administrationschefen for ”en robust organisation”. “Strukturelle underskud” og “robuste organisationer”. Det er hård kost. Det er forskellen mellem almen beroligelse og konkret ydmygelse. Det er blot to forskellige navne for DPUs nye isolation. AU har i parentes bemærket en egenkapital på ca. 900 mio. kroner, som man gerne bruger på andre ting, f.eks. på studieadministrative systemer.

Fakultetet ARTS, som blev lavet i 2012 ud af den daværende rektor Lauritz B. Holm-Nielsens OECD-filosofi, har også forladt DPU. ARTS etablerede sig ud af et lidt stillestående dansk Humaniora-miljø, som netop var sluppet af med en stor kritiker, musikhistorikeren Linda Maria Koldau. Efterfølgende skrev Koldau storværket “Janteuniversitetet”, som lå i byen “Jante”. En Århus-historie fra elfenbenstårnet. Man var måske lidt flov bagefter i Århus. I al fald snakkede ingen nogensinde mere om dette overgreb på åndsfriheden. Effekten var, at man fik problemer med den tyske ”Bildung”. Problemet blev symboliseret ved den nye dekan Mette Thunøs tale om “det frække universitet”. Den nuværende rektor, Brian Bech Nielsen, kom til i 2014. Han skilte sig med det samme af med Thunø, som altså havde haft ansvaret for Koldau-sagen. Den nuværende dekan, Johnny Laursen, som kom til året efter Koldau-sagen, var historiker. Han refererer ofte til en lidt – i mine øjne – problematisk og konsensusagtig udgave af teologen Hal Kochs demokratiske filosofi. Så vidt jeg ved, var han desuden – da han sad i en lidt lavere lederstilling – med til at øge presset på Koldau i stedet for at forsvare hende.

Og der er mere om det nye ARTS-fakultets pædagogiske filosofi: I december 2017 skrev dekanen en kronik på Altinget sammen med en direktør fra professionshøjskolen UC-VIA. Kronikken byggede direkte på skolereformens læringsideolog, der selv hviler på et opgør med skolen som institution. Endvidere skrev han i maj 2019, at kritikere af DPU’s syn på fag og skole løb med “ammestuehistorier”. Endelig vil jeg nævne, at han støttede DPU’s ledelse i et aktuelt udspil om universitetspædagogik, som helt på samme måde underminerede universitetet som institution, igen med udgangspunkt i læringsbegrebets enerådende dominans. Og ofte sker det som sagt med reference til Hal Koch, som på den måde bliver brugt til at gøre op med den ånd, han selv var en del af.

På den måde omdannes det flotte engelske udtryk ”ARTS” til en slags OECD-inspireret nysprog for en form for poststrukturalistisk provinsialisme, som altså havde kastet den europæiske Koldau-Bildung – dvs. universitetets dannelsesidé – på porten. Kritik blev for mange forskere herefter ensbetydende med kritik af “neoliberalismen”. Det er jo ok, men også alt for smalt, fordi hele kundskabssammenhængen og universitetet som institution dermed risikere at gå i opløsning. Denne tilstand ledsages så af en læringsrevolutionær naivisme, der gør op med landets pædagogiske tradition. På den måde ender kritikken faktisk med at forstærke det, den kritiserer.

Dermed havde ARTS forladt DPU.

Men det hele passede faktisk fint med tilstanden på DPU, hvor Foucault og ikke mindst Niklas Luhmann fra 2008 tiltagende blev brugt til at understøtte konkurrencestatens og skolereformens begrebslige apparat og output.

For sagen er, at DPU også selv forladt DPU. Det lyder måske lidt mystisk, men lad mig forklare det:

Lars Qvortrup blev dekan for DPU i 2008, som ved samme lejlighed som nævnt var kommet under Aarhus Universitet. Det var altså før fakultetet ARTS kom ind i billedet. Fra 2008 var DPU altså ikke mere et frit universitet, men kun et selvstændigt fakultet under AU.

Qvortrup var systemteoretiker og elskede skolereformen og ”læring”. Han ville fyre tre filosoffer, fordi deres arbejde ikke var ”relevant”. Han kaldte også DPU en ”universitetsskole”. Så var man en slags læge med evidensbaserede metoder. Og Lars Løkke Rasmussen, som havde store PISA-planer, blev hyldet som en ny Martin Luther King i en stort anlagt kronik. Så DPU’s ledelse og ånd udviklede sig i policy-underdanighed og via et stærkt modsætningsforhold til pædagogikkens og dannelsens horisonter. Og som sagt fandt Lars Henrik Schmidts gamle elever, som ofte var inspireret af Foucault, deres underdanige pladser i det nye system.

I 2014 overtog Qvortrups elev, Claus Holm, ledelsen af DPU, i første omgang som konstitueret institutleder under fakultetet ARTS. Holm gjorde med det samme Qvortrup til leder for et nyt instrumentalistisk defineret skoleforskningscenter. Holm havde også støttet fyringen af filosofferne. I dag arbejder Qvortrup inde i en gruppe i Reformkommissionen, der arbejder med et ”Faculty of Education” sammen med de gamle skolereformsøkonomer fra 2000’erne, som har haft så ødelæggende effekt på skolens begreber. Og Holm sender fine notater om DPU til gruppen. Det er pædagogikkens antitese. Det DPU, som udviklede sig fra 2008, er på en måde blevet definerende for Reformkommissionens indre; et indre der vel at mærke selv har skabt DPU.

Claus Holm, som altså overtog roret i slutningen af 2014, havde været kommunikationsmedarbejder i DPU siden 2000, hvor han blev interesseret af sin daværende rektor, Lars Henrik Schmidts, tanker, vel at mærke i en særlig ufilosofisk version, som efterhånden satte både Schmidts samtidsdiagnose og Qvortrups systemteori under konkurrencestatens herretegn. Fra omkring 2007 blev han især elev af de indflydelsesrige professorer, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen, hvis tanker om “læring” var med til at definere de store skole- og uddannelsesreformer før og efter 2010. Med dette udgangspunkt udviklede Holm en ekstremt instrumentalistisk filosofi, hvorefter hele personligheden skulle underlægges sig konkurrencestatens systemer, endda med nydelse. Han bidrog bl.a. – sammen med Jens Rasmussen – til nogle store skolereformlærings-bøger i både 2007 og 2015. Teologen Peter Kemp, som selv kom fra DPU, kaldte det for ”antifilosofi”. Qvortrup kaldte senere Kemp for en ”plattenslager”. Det var Kemp, der havde ret.

Den første fælles handling, som det nye ARTS og Holms DPU udførte sammen i foråret 2015 for at “forlade” det virkelige DPU, var at nedlægge et helt nyt professorat i pædagogik, som blev oprettet af den forrige institutleder, Hanne Løngreen, som var leder fra 2011-14. Den helt nyansatte Claus Holm havde ellers tildelt professoratet til en af ansøgerne, der altså var ved at binde slipset, men fra dag til anden var det hele væk igen. Professoratet var imod DPUs strategi, stod der pludselig i en mail. I stedet for det frie kundskabsprofessorat i pædagogik oprettede Holm nogle MSO-professorater, som flugtede med ”DPUs strategi”, dvs. med den ideologi, jeg lige har omtalt.

Dernæst understøttede ARTS og DPU i 2015 i fællesskab en række klager imod et regelret kritisk arbejde, som jeg havde offentliggjort på min hjemmeside. Min kritik blev kaldt ”mobning” og “tilsvining” i klageskriftet. DPUs ledelse – og de anmeldere, som ledelsen understøttede – tabte sagen pladask med henvisning til offentlige principper for god videnskab. ARTS’ dekan måtte altså give mig ret, men kun efter hårdt offentligt pres. Jeg modtog da heller aldrig nogen beklagelse af nogen, og kun meget få fra DPU ytrede sig i sagen. Det var mest folk med filosofisk engagement, der kunne se problemet. Gode gamle Sokrates. Derimod blev den mest fremtrædende af anmelderne, som var præget af næsten den samme blanding af poststrukturalisme og CBS-tænkning som institutlederen, efterfølgende forfremmet til professor, og Holms magt og indflydelse blev forøget. Hele dette forløb bidrog til opgøret med pædagogik og også med videnskab.

Få måneder efter disse skandaløse forløb, som jo udspillede sig i løbet af foråret 2015, udnævnte ARTS’ dekan Claus Holm til fastansat institutleder (indtil da havde han kun været konstitueret). Det skete med følgende ord i Altinget: “Han (Holm, TAR) har ikke desto mindre formået at opbygge et godt samarbejde på instituttet, samtidig med at han er gået ind i samarbejdet i fakultetet som en konstruktiv kraft – til gavn for institut og fakultet”. Dermed var den uheldige ideologiske syntese komplet.

Og i starten af 2019 oprettede DPU en såkaldt “dokumentationsside”, hvis slet skjulte formål var at forsvare professor Lars Qvortrup og professor Jens Rasmussen, som begge stod DPU’s nye institutledelse nær, imod lektor Keld Skovmands kritiske arbejde. Dokumentationssiden var et partsindlæg, som ikke var et offentligt universitet værdigt, men som blev understøttet af ARTS.

Der var også klager fra Jens Rasmussen og Lars Qvortrup selv. Ja, der var nærmest en klageregn. Flere af disse episoder er registreret i Heine Andersens bog “Forskningsfrihed”, hvor DPU er rigt repræsenteret med nyere problematiske cases. Til sidst sagde AU’s rektor stop, tror jeg, men det er kun en teori. Og så blev der bare helt stille.

Den nye institutleder, hvis konkurrencestats-instrumentalisme efterhånden blev kritiseret i brede pædagogiske kredse, udvidede desuden DPUs kommunikationsapparat, så det understøttede hans filosofi. Han skrev en mærkeligt sammensat ph.d. om forskningskommunikation og havde som sagt været kommunikationsmedarbejder ved DPU siden 2000. Professor Jens Rasmussen var vejleder på ph.d’en.

På den måde blev både nyhederne fra instituttet og instituttets magasin Asterisk stærkt præget af det nye DPU’s ideologiske opgør med pædagogik og fri videnskab, og det blev bare værre og værre med tiden. Den kritiske tradition var stort set udelukket eller omdannet til en form for konkurrencestats-Foucaultisme, dvs. en slags syntese af det oprindelige DPU og af det DPU, som det udviklede sig efter 2008, og som blev forstærket i 2015. Nu blot med det oprindelige DPU som en slags tjener for det nye.

Dette nye DPU kom dog – som jeg kan vurdere det – i en vis ideologisk, men ikke offentligt udtalt, modsætning til AUs rektor, Brian Bech Nielsen, der sammen med sin bestyrelsesformand, Connie Hedegaard, lagde en stærk linje med dannelse og videnskabelig frihed som ledetråde. De udarbejdede ligefrem en erklæring om sagen, som nu gælder for hele universitetet. Denne flotte erklæring blev dog mig bekendt aldrig viderebragt af det nye DPU til det forladte DPU, og nu har Bech Nielsen så svigtet DPU.

Men hvem er så det egentlige DPU, det forladte DPU? Ja, det er alle dem, hvis synspunkter, det moderne DPU har undertrykt, og som nu taler DPUs sag med udgangspunkt både i Aarhus Universitets principper for videnskab og i pædagogikkens videnskabelige og kritiske fundering. Det vil sige, at det ægte DPU udgøres af pædagogerne, videnskabsmændene, talerne og filosofferne, som Lars Henrik Schmidt jo faktisk også var en del af. Det er en syntese af folk fra videnskaben, pædagogikken og tænkningen. Det er fuld strid, ånd og sandhedsglæde. Det er kort sagt den aktive beskyttelse af pædagogikkens, forfatningens og videnskabens dybeste principper imod “læringens” og konkurrencestatens aggressive raid. Denne gruppe er dermed også en slags forsvarere af Aarhus Universitets videnskabelige eksistens.

Store dele af det nye DPU makker desværre ret og skyder al skylden for nedskæringerne på politikernes opgør med universiteterne. Men regeringens opgør med DPU er faktisk i min analyse en del af DPU’s opgør med DPU, og det sker som sagt med ARTS’ og AU’s fulde støtte. På en måde er det moderne DPU konkurrencestatens indre organ, dens opdragelse, som er dannet af konkurrencestaten selv, og som nu påvirker Aarhus Universitet og videnskaben og pædagogikken negativt.

Indholdet i ovenstående forklaring udgør efter min opfattelse en vigtig årsag til det aktuelle angreb på pædagogisk forskning og til pædagogikkens problemer i det hele taget.

 

(dette blogindlæg er senest opdateret d. 25/10-2022)

(Ovenstående tekst bygger på analyser, som kan studeres i bogen “Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering” (KLIM 2022))

Alle indlæg og kendte dokumenter vedrørende den aktuelle sag kan tilgås på dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/materiale-vedroerende-angrebet-paa-dpu.html

Materiale vedrørende Aarhus Universitets angreb på DPU

Nedenfor kan man tilgå alle dokumenter, artikler og indlæg, som jeg løbende har noteret mig i den aktuelle sag om Aarhus Universitets omfattende angreb på DPU og pædagogisk forskning. Skriv gerne til mig, hvis jeg har glemt noget. Først kommer dog en kort gennemgang af sagens indhold.

(både tekst og materiale opdateres løbende, senest d. 30. november 2022)

 

A. Kort gennemgang af sagens indhold

Der er lagt op til, at DPU skal spare 13 mio. kr. Konsekvensen heraf er, at man inden jul vil afskedige, hvad der svarer til 22 lektorater.

Der er – i min egen håndtælling – 119 videnskabelige medarbejdere og 38 administrativt ansatte på DPU. Man vil altså fyre ca. 15% af staben eller op til næsten 20% af det videnskabelige mandskab (lidt afhængig af tællemetode).

(Tilføjet d. 30/11: D. 10. november blev dette tal nedjusteret til 8-10 ansatte pga “frivillige aftrædelser”. Herefter skulle der kun spares 5 mio. kroner. D. 29. november blev 8 ansatte prikket, herunder mig selv)

Der er vel at mærke ikke annonceret afskedigelser på resten af universitetet.

Beslutningen blev meddelt DPUs medarbejdere i et nyhedsbrev fra institutleder, Claus Holm, d. 7. september 2022. Allerede d. 22. juni – altså kort før sommerferien – havde der været et medarbejdermøde med en mere løs tilkendegivelse, hvor alvoren stadig var meget ukonkret. Men det var altså først d. 7. september, at beslutningen blev materiel og offentlig.

Denne drastiske beslutning gik dog umiddelbart stik imod AU’s almene udmeldinger. Universitetsdirektøren og rektor selv tilkendegav blot få dage før beslutningen – i både universitetets hovedsamarbejdsudvalg, via stort anlagte pressemeddelelser og i interviews i universitetets avis (hhv. 29/8, d. 1/9 og d. 5/9) – at universitetets økonomiske problemer kunne løses med et generelt ansættelsesstop og almindelig påholdenhed. Og samme stemning havde præget både de interne og eksterne udmeldinger fra centralt hold i løbet af vinteren og foråret 2021/22. Der var ingenting om afskedigelser, tværtimod.

Alle måtte opfatte disse generelle udmeldinger omkring d. 1/9 som beroligende udmeldinger og afgørelser vedrørende de problemer, som altså var omtalt i mere løs form allerede i juni.

Så altså: Ganske få dage efter, at AU’s centrale niveauer var kommet med en række beroligende udmeldinger, så gik fakultetet ARTS og DPU i en stik modsat retning og besluttede sig for at indlede, hvad der nu måtte opfattes som et frontalt angreb på landets pædagogiske forskning.

Hvordan kunne en så tilsyneladende helt ukoordineret proces finde sted? Der er sikkert flere årsager. Min første hypotese var, at der siden juni 2022 har kørt et ARTS/DPU-spor i delvis uafhængighed af de centrale AU-niveauer. På ARTS/DPU har lokale økonomer og arbejdsmiljøudvalg sammen med de lokale ledelser udviklet deres egen opfattelse af sagen, hvis oprindelse fortaber sig i nogle referatløse ledelsesmøder og i et par formuleringer i nogle procespapirer ifm. den såkaldte udflytningsreform, hvor der finder en vis udskillelse af den pædagogiske forskning sted.

Da de centrale AU-niveauer, som har lidt andre ting at tænke på, så maner til ro fra omkring d. 30/8, så opfatter de lokale niveauer det ikke, men klør på i en proces, der ender med en faglig og personalepolitisk massakre i et smalt hjørne af den samlede organisation.

Denne tese bekræftes, når man kigger på et referat fra AU’s hovedsamarbejdsudvalgsmøde fra d. 31. august 2022, altså få dage før beslutningen. Her drøftes igen kun de almene emner. Rektor svarer beroligende på alle spørgsmål, og han nævner ikke afskedigelser eller DPU med et ord, selvom han faktisk bliver spurgt direkte ind til det af tilllidsrepræsentanten fra ARTS.

For at skelne mellem universitetets almene niveauer, der altså slet ikke taler om afskedigelser, og DPU, som nu udsættes for en isoleret massakre, så har universitetsledelsen efterfølgende lanceret begrebet ”et strukturelt underskud”. Dette særlige “underskud” bliver nu udelukkende DPU’s eget problem og ansvar, og det dækkes pludselig IKKE universitetets store egenkapital eller af de foranstaltninger – f.eks. et alment ansættelsesstop og almindelig nøjsomhed – som resten af universitetet ellers er omfattet af.

Dermed splittes universitetet, og DPU opfattes pludselig ikke mere som et adressat for universitetets almene udmeldinger. DPU bliver en slags paria. Et udskud, som man kan behandle efter forgodtbefindende med et knips hist og her.

Først er man inde, og så er man ude, og så giver man tilskud, og så fjerner man det, og så er man ude igen osv.. Det er denne eksklusion af pædagogikken, som efter min opfattelse udgør det egentlig “strukturelle”, og som har rødder i samfundets filosofiske udvikling, hvilket er omtalt i nogle af de indlæg, som er oplistet nedenfor.

Rektor skriver efterlods d. 21/9 i en mail til alle DPU-ansatte, at som han “er oplyst”, så er underskuddet “strukturelt”. Nogen har “oplyst” ham. Hvem mon det er? Han ved ikke rigtig noget selv, lader det til. Han har travlt med andre ting. Han er fysiker og ny formand for universiteternes fælles organisation, og i horisonten truer Reformkommissionens og regeringens opgør med universitetets ide.

Der løber en kløft tværs igennem universitetets organisation.

Det er da heller ikke helt klart, hvad dette ”strukturelle underskud” præcist går ud på, men efterhånden er der opbygget tre linjer af argumentation.

For det første handler det om et fast tilskud på sølle 5 mio. kr, som DPU har fået af fakultetet ARTS i årevis, og som faktisk også blev tildelt så sent som i maj 2022 ifølge et mødereferat fra det lokale samarbejdsudvalg. Men pludselig forsvinder dette lille beløb åbenbart bare? Men 5 mio. kroner er jo et totalt intet ud AU’s omsætning! Og hvis dette mikroskopiske beløb skulle være et problem, så har man haft mange år til at løse det. Denne form for hovsa-økonomistyringsnedlukning er under al kritik, efter min mening.  En slags ligegyldighed over for pædagogikken og universitetets stabilitet.

For det andet skyder man skylden på nogle af regeringens aktuelle videnspolitiske reformer, især at den såkaldte “udflytningsplan” angiveligt presser DPU’s økonomi med ca. 10 mio. kroner. Faktisk er dette beløb kun på 8 mio. kr, fordi man på DPU har sparet på frugtordninger, bygninger osv.. Uanset det konkrete tal, så bør man ikke kunne ødelægge et helt fagmiljø, når der er tale om så lille et beløb. Så lille et underskud kan AU uden videre dække og derpå indføre ansættelsesstop som på resten af universitetet og i det hele taget se på sagerne i et lidt mere langsigtet perspektiv. I de 10 mio. ligger også nogle fluktuationer i optag og eksamensproduktion. Men hvis så kortvarige og pludselige udsving anerkendes, så kan man ikke have et universitet. Desuden ligger DPU’s optag meget stabilt hen over årene.

Og fire korte markeringer om udflytningsplanerne: For det første blev udflytningsreformerne ifølge universitetsledelsen selv ikke så slemme, som først antaget, og for det andet havde universitetet allerede adresseret disse problemer via en række tiltag i vinters. For det tredje skriver universitetet i sin årsrapport, at evt. resterende effekter skal håndteres med “respekt for de faglige miljøers fortsatte udvikling”. Og for det fjerde har hele TR-linjen i kraftige vendinger kritiseret AU-ledelsens såkaldte “institutionsplan”, som er den lokale udmøntning af den politiske udflytningsplan, for at stille ARTS klart dårligere end de andre fakulteter. I denne “institutionsplan” tales der om besparelser på udvalgte uddannelser, herunder på DPU, men ikke om afskedigelser, hverken på DPU eller nogle andre steder. Med med henvisningen til udflytningsplanerne kobles nedskæringerne til landets universitetspolitik som sådan.

Men tilbage til det “strukturelle underskud”, hvor jeg er kommet til “for det tredje”. Man er fra d. 6/10 begyndt at nævne presset på universitetets “egenkapital”, som et argument. Lad os se på det: Aarhus Universitet har en omsætning på hele 7 mia. kroner og en egenkapitel på ca. 900 mio.. Og i 2021 havde man et overskud på 14 mio. kr, et tal der svinger meget fra år til år. Så de omtalte 13 mio. kroner er ingenting i det store billede, men jo katastrofalt i det lille. Derfor er det også under al kritik, at argumentet med “egenkapitalen” overhovedet indføres, og også at dette argument faktisk først indføres direkte i den interne debat d. 7/10 via en mail fra dekanen til alle ansatte på DPU. Denne enorme egenkapital er tværtimod et direkte argument for at afbøde de små stød i organisationens hjørner, hvilket da også har været praksis mange gange indtil nu.

Og hvorfor har man et universitet? Ja, det er bl.a. for at sikre, at der kan etableres en nogenlunde kontinuitet i kundskabsudviklingen på trods af dagsaktuelle politiske og økonomiske benspænd, så forskere ikke begynder at tænke opportunistisk eller “erhvervsrelevant”. Eventuelle nedskæringer må være langsomme og forbundet med universitetets almene økonomiske og institutionelle beskyttelse. Det er derfor, det er vigtigt at have en god konservativ økonomistyring. Ellers kollapser alt. Ligesom det har været tilfældet her, hvor DPU pludselig er helt forladt.

Hvis universitetets og regeringens aktuelle logik får lov til at slå igennem på så små beløb, så står mange centrale forskningsområder i landet helt uden institutionel sikring, og tilfældige universitetsledelser med særlige interesser vil sætte sig tungt på magten over samfundets kundskabsudvikling. Tavsheden vil brede sig. Videnskaben vil blive underdanig. Og på DPU kan man rolig sige, at der hersker “særlige interesser” i ledelsen. Her er den altdominerende ideologi nemlig forskellige sider af konkurrencestatens læringsinstrumentalisme, hvilket har tydelige konsekvenser for instituttets kommunikationssystemer og prioriteringer i det hele taget.

På det seneste er rektor endda begyndt at henvise til aktiekurserne. Så nu skal videnskabsmænd til at følge med i børserne? Her hører alt op. Kurserne for det danske aktieindex er da også stabile til stigende på det lidt længere stræk.

Med disse processer splittes hele AU’s organisation og kommunikationsstruktur totalt; nu ledsaget af en tom og henslængt betegner, ”strukturelt underskud”, der fungerer som en nærmest nihilistisk passage, som ledelsen kan bruge som anledning til – eller i en form for ligegyldighed – at angribe pædagogisk forskning.

Nuvel, tilbage til kronologien: Efter at beslutningen om nedskæringer blev officielt deklareret d. 7/7-2022, altså på trods af universitetsledelsens beroligende udmeldinger, så præsenterede DPU’s institutleder den færdige nedskæringspakke mundtligt på et medarbejdermøde d. 19/9.

På dette medarbejdermøde d. 19/9 bliver det helt tydeligt, at de centrale og beroligende udmeldinger ikke har spillet nogen rolle. Ja, både institutlederen og hans økonom virker nærmest lidt forvirrede, da problemet påpeges af flere af instituttets forskere. Institutlederen siger bare, at han jo ikke er universitetsdirektør, og økonomen forsøger at være sjov. Dermed bliver splittelsen mellem det almene og det lokale niveau igen meget tydelig.

På den måde bevirker interne processer på AU, at DPU som det eneste institut på universitetet skal bære en nedskæring på sølle 13 mio. kroner, mens resten af universitetet kan lune sig ved AU-ledelsens søde forsikringer, som alle menige medarbejdere på DPU jo også troede gjaldt for dem, hvilket de altså ikke gør. Det er et usympatisk spil med folks liv og følelser og med pædagogikken og pædagogisk forskning som sådan.

Aktionen ledsages af, at man vil tvangsflytte hele DPU’s studieadministration fra København til Aarhus, hvilket jo er en de facto fyring af langt de fleste. Det skal sikre en “robust organisation”, siger ARTS’ administrationschef. Disse “fyringer” er dog ikke en del af de 22 andre stillinger, som jeg har omtalt. De kommer oveni. Igen: Man leger med folks tilværelse.

Efterfølgende er det kommet frem, at Reformkommissionen, hvis ideologi har rødder i 00’ernes totale instrumentalisering af uddannelse og pædagogik, arbejder med at etablere et såkaldt “Faculty of Education”, som nok er det fjerneste fra humaniora, det er muligt at komme. Eftersom den organisatoriske symbiose mellem DPU og AU netop blev etableret i 2008 i 00’ernes ånd med Globaliseringsrådet som klangbund, så skabes der med dette “Faculty of Education” en helt særlig passage mellem konkurrencestat, DPU, AU og instrumentalisme; en sammenhæng som netop den aktuelle institutleder, Claus Holm, nok er landets førende eksponent for.

Lars-Henrik Schmidt, som i 2000 stiftede DPU som et selvstændigt universitet, må vende sig i sin grav, når han ser, hvor stedmoderligt hans gamle institution og dermed den pædagogiske videnskab nu bliver behandlet af det universitet, hvor han selv blev uddannet, og som i 2008 fik overdraget ansvaret for DPU. Han må også vende sig, når han ser, hvor underdanigt DPU makker ret overfor dette angreb.

Opdaterede nyheder:

D. 11/10 var der frist for frivillige aftrædelser.

D. 4/11 har der været møde i LSAU. Der er 11 frivillige aftrædelser. Der mangler dog stadig sølle 5 mio. kr, og derfor skal der afskediges 8-10 personer.

D. 29/11 blev de konkrete afskedigelser blev varslet pr mail.

 

B. Sagens dokumenter og omtaler

Nedenstående dokumenter og begivenheder er organiseret i følende kategorier:

  1. Artikler og indlæg i universitetets avis Omnibus
  2. Artikler i andre medier, hjemmesider mm.
  3. Officielle AU-meddelelser
  4. Længere Facebook-indlæg om sagen
  5. Medarbejder- og samarbejdsudvalgsmøder
  6. Beskeder og mails fra ledelsen
  7. Hjemmesider om udflytningsplanen

 

1. Artikler og indlæg i universitetets avis Omnibus:

– d. 12. november 2021: artikel om AU’s svar på regeringens udflytningsplan. https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/udflytning-aarhus-universitet-laegger-op-til-at-udflytte-eller-nedlaegge-745-studiepladser

– d. 21. november 2021: artikel om ARTS beslutning om nedlæggelser af uddannelse pga. regeringens udflytningsplan. DPU er ikke en del af denne pakke. https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/udflytning-au-saetter-navne-paa-de-syv-uddannelser-ledelsen-foreslaar-at-lukke

– d. 22. januar 2022: Universitetets direktør taler om budgettet for 2022-25: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/budget-for-2022-2025-selvom-au-i-de-kommende-aar-forventes-at-hente-flere-eksterne-bevillinger-er-d

– d. 23. marts 2022: Rektor omtaler udflytningspolitikken. Det går nok, er budskabet. En såkaldt “fase 2” er nemlig droppet. Ingen omtale af afskedigelser eller DPU. https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/rektor-om-den-endelige-udflytningsaftale-nu-skal-planerne-moede-realiteterne

– d. 4. april: AU’s vicedirektør omtaler konsekvenserne af udflytningsplanen. Ingen omtale af DPU eller af afskedigelser. https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/udflytningsplanen-kom-langt-om-laenge-paa-plads-men-hvad-betyder-den-for-dig-som-studerende

– d. 30. august 2022: Omnibus interviewer universitetsdirektør om kommende besparelser, Arnold Boon. https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/forskning-i-doegndrift-meget-kolde-frysere-og-kaffemaskiner-sluger-stroem-sekscifret-ekstraregning-faar-au-til-at-spare-paa-stroemmen

– d. 2. september 2022: Omnibus interviewer universitetsdirektør, Arnold Boon. Han fortæller at egenkapitelen har det godt. https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/universitetsdirektoer-arnold-boon-stopper-ved-au

– d. 2. september: Omnibus fortæller om AU’s almene ansættelsesstop, som skal løse de økonomiske problemer, men intet om fyringer eller specifikt om DPU. https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/au-indfoerer-ansaettelsesstop-med-omgaaende-virkning-og-nedjusterer-forventningerne-til-aarets-oekonomiske-resultat

– d. 5. september: Omnibus interviewer universitetsdirektør Arnold Boon om ansættelsesstoppet og almen påpasselighed, men igen intet om fyringer https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/universitetsdirektoeren-om-forventet-underskud-i-2022-vi-gaar-fra-plus-30-40-millioner-kroner-paa-finansielle-poster-til-et-negativt-afkast

– d. 16. september: Omnibus fortæller om nyheden om fyringerne: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/dpu-skal-spare-15-millioner-kroner-22-stillinger-skal-skaeres-vaek

– d. 21. september: Omnibus fortæller om flytningen af studieadministrationen fra Emdrup til Aarhus. https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/studiecenter-arts-lukker-i-emdrup-12-stillinger-flyttes-til-aarhus

– d. 28. september: Indlæg af lektor ved DPU, Anne-Marie Eggert Olsen, som kritiserer AUs politik mod DPU. https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/debat-lektor-million-nedskaeringerne-paa-dpu-rammer-den-sociale-mobilitet-og-ligestillingen

– d. 2. oktober: Indlæg af fælledstillidsrepræsentant for AU, Olav W. Bertelsen: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/debat-faellestilllidsrepraesentant-dpu-fyringerne-er-uacceptable

– d. 31. oktober: artikel om angrebet på de norrøne sprog på AU: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/naeste-aar-er-det-slut-med-at-laese-vikingernes-sprog-paa-au

– d. 18. november: Indlæg af mig selv om AUs såkaldte Institutionsplan: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/debat-aus-svar-paa-udflytningsreformen-er-et-udtryk-for-konkurrencestatens-ideologi-og-et-angreb-paa-dpu

 

2. Artikler i andre medier, hjemmesider mm.:

– d. 9. september: Jyllands-Posten omtaler ansættelsesstoppet kort. https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/aarhus/ECE14379723/aarhus-universitet-indfoerer-oejeblikkeligt-ansaettelsesstop/

– d. 14. september: Forskerforum dækker fyringerne på DPU med en grundig artikel: https://www.forskerforum.dk/aktuelt/2022/september/dpu-maa-skaere-22-stillinger

– d. 16. september: Politiken Skolemonitor bringer en kort artikel om sagen: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8980250/Sparerunde-p%C3%A5-DPU-kan-koste-22-stillinger

– d. 16. september: Folkeskolen.dk omtaler sagen kort: https://www.folkeskolen.dk/dpu-forskning-kobenhavn-kommune/dpu-skal-spare-hvad-der-svarer-til-22-stillinger/4676196

– d. 21. september: Sagen dækkes grundigt i Skolemonitor, bl.a. med interview med lektor Asger Sørensen og Niels Egelund: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8983022/Ansatte-p%C3%A5-DPU-er-rystede-over-nedsk%C3%A6ringer?shareToken=feYjIdAAyVBQ

– d. 24. september: Indlæg af mig selv på www.thomasaastruproemer.dk om forholdet mellem AU og DPU: Det forladte DPU – om Aarhus Universitet, Fakultetet ARTS og DPU

– d. 26. september: Debatindlæg af mig selv i Politiken: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8992999/Aarhus-Universitet-angriber-p%C3%A6dagogikken

– d. 28. september: Skolemonitor undersøger forholdet mellem udflytningsplaner og afskedigelser: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8990022/Nedsk%C3%A6ringer-p%C3%A5-DPU-f%C3%A5r-st%C3%B8ttepartier-til-at-lange-ud-efter-regeringen

– d. 28. september: Sciencereport.dk dækker emnet.  https://sciencereport.dk/forside/millionunderskud-tvinger-dpu-til-at-skaere-22-stillinger/

– d. 28. september: Folkeskolen.dk omtaler sagen kort: https://www.folkeskolen.dk/citat-dpu/stottepartier-til-regeringen-red-dpu-fra-udflytningsfadaese/4677616

– d. 13. oktober: Forskerforum dækker universiteternes generelle situation: https://www.forskerforum.dk/magasinet/2022/forskerforum-nr-6-2022/store-underskud-truer-universiteterne

– d. 27. oktober: Weekendavisen dækker AU’s nedlæggelse af norrøne fag. https://www.weekendavisen.dk/2022-43/ideer/en-saga-blot

 

3. Officielle meddelelser og nyhedsbreve fra AUs ledelse og dekanat:

– d. 7. april 2022: Aarhus Universitets årsrapport 2021, især s.12 og s.19: https://www.au.dk/om/profil/publikationer

– d. 1. september 2022: pressemeddelelse om ansættelsesstop https://medarbejdere.au.dk/institutter/auit/interne-nyheder/vis/artikel/au-nedjusterer-aarets-oekonomiske-resultat-og-indfoerer-besparelser

– d. 9. september: Rektor holder kæmpe jubilæumsfest: https://medarbejdere.au.dk/institutter/auit/interne-nyheder/vis/artikel/rektor-det-er-jer-der-er-universitetet

– d. 13. september: Dekanen for Arts’ nyhedsbrev om afskedigelser på DPU: https://medarbejdere.au.dk/fakulteter/arts/aktuelt/single-nyhed/artikel/nyhedsbrev-fra-dekanen-4

– d. 27. oktober: Dekanen for Arts’ nyhedsbrev til alle ARTS-ansatte. https://medarbejdere.au.dk/fakulteter/arts/aktuelt/single-nyhed/artikel/nyhedsbrev-fra-dekanen-27-oktober

– AU’s almene medarbejderside: https://medarbejdere.au.dk/institutter/auit

 

4. Beskeder i mail-format fra ledelsen:

Fra rektor:

– d. 21. september: rektor svarer mig og alle DPU-ansatte på en fælles mailtråd.

– d. 23. september: rektor svarer på en række ansattes henvendelser på en fælles mailtråd.

 

Fra dekanatet:

– d. 13. september: samlet mail fra dekanen for ARTS til alle DPU-ansatte.

– d. 7. oktober: samlet mail fra dekanen for ARTS til alle DPU-ansatte.

– d. 11. oktober: samlet mail fra dekanen til alle DPU-ansatte, TR og rektor

 

Fra institutledelsen:

– d. 9. september: fælles mail til alle DPU-ansatte.

– d. 16. september: fælles indkaldelse til medarbejdermøde d. 19/9.

– d. 20. september: nyhedsbrev til alle DPU-ansatte.

– d. 6. oktober: nyhedsbrev til alle DPU-ansatte.

– d. 13. oktober: nyhedsbrev til alle DPU-ansatte

– d. 10. november: nyhedsbrev til alle DPU-ansatte

 

Kollegiale udvekslinger:

Der udvikles en efterhånden ret omfattende mail-tråd for alle DPU-ansatte, TR (for DPU, ARTS og AU) og ledelsen (institutleder, dekan og rektor). Tråden har i skrivende stund modtaget indlæg fra ni forskere, fra en centralt placeret TR og fra rektor selv i flere omgange.

 

5. Facebook-indlæg om sagen:

a) Mine egne indlæg:

Jeg samler løbende alle mine facebook-indlæg om emnet i dette dokument: http://www.thomasaastruproemer.dk/vidnesbyrd-dagbog-fra-dpu-sagen.html (der er nu 34 indlæg, senest fra d. 25/10-2022)

b)  Andre indlæg på de sociale medier:

d. 9/9: Indlæg af lektor ved DPU, Asger Sørensen: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0shq6JDJRvfEtpJACZFxHBy3iEiU7V6GRZx7hmcBbrgvn13UgaCazjBdNL1JxBHSJl&id=673734654

16/9: Indlæg af TR for AU, Olav W. Bertelsen: https://www.facebook.com/olavb/posts/pfbid02ncCGQC8rCXm1xHxevSAnMFw9P4xvFiS93L2bWotUeR5xQ4kXjPrZ8yxndaiSQFNel

17/9: Indlæg af lektor ved DPU, Asger Sørensen: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0qpwnTydd9DryznnEBJcXixZXqVjDoFu6FG8qfhVuNYVdtfMmjduA7YDegNV2Cv3Tl&id=673734654

d. 22/9: Indlæg af professor ved Aalborg Universitet, Svend Brinkmann: https://www.facebook.com/svendbrinkmann/posts/pfbid02FVPenKDxzxArfGQCrL6c2U5d89JBTVDWxo4taz1CQfPZU3DRgPvSEAU4gJW7TGmTl

d. 23/9: Indlæg af professor ved DPU, Line Lerche Mørch: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02CYUeh94g6tmr9h5U2HEH4U9mvZ2XAFb1HiWYhFN5PBQbFwEcr6qkPdku481uXZ9gl&id=100001427599408

d. 24/9: Indlæg af Grundtvig-forsker, Uffe Jonas på Humboldt-forum: https://www.facebook.com/groups/166751200038468/posts/5476598015720400/

d. 27/9: Asger Sørensens analyse: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid024sEJB3D2La9uWBLYty8Wow2DszLN4jjiDJyfAudYBPcL4UdzvfY1HBrGBgtt5R7Ul&id=673734654

d. 4/11: Asger Sørensen nævner sagen i forbindelse med et foredrag om forskningsfrihed: https://www.youtube.com/watch?v=7CysKwRLBIw

 

6. Møder (nogle af disse links er kun åbne for folk med AU-adgang):

a) Medarbejdermøder på DPU mm.: Ingen referater

– d. 22. juni: Claus Holm og en økonom fra ARTS fortæller DPU’s ansatte om lidt løse rygter.

– d. 23. august: Rektor møder medarbejdere på Arts uden at nævne situationens DPU eller afskedigelser.

– d. 20. september: Claus Holm og en økonom fra ARTS og en HR-mand fortæller om afskedigelser og aftrædelsesmuligheder.

 

b) Samarbejdsudvalgsmøder på AUs centrale niveau (HSU)

– d. 29. august: møde i  HSU:  a) Dagsorden: https://medarbejdere.au.dk/fileadmin/www.medarbejdere.au.dk/hr/Samarbejdsudvalg/HSU/Dagsorden_til_ekstraordinaert_moede_i_HSU_den_29._august_2022.pdf b) Referat: https://medarbejdere.au.dk/fileadmin/www.medarbejdere.au.dk/hr/Samarbejdsudvalg/HSU/Endeligt_godkendt_referat_fra_ekstraordinaert_HSU-moede_den_29._august_2022.pdf

– d. 12. september: Møde i HSU: a) Dagsorden: https://medarbejdere.au.dk/fileadmin/www.medarbejdere.au.dk/hr/Samarbejdsudvalg/HSU/Endelig_dagsorden_til_HSU-moede_den_12._september_2022.pdf b) Referat: https://medarbejdere.au.dk/fileadmin/www.medarbejdere.au.dk/hr/Samarbejdsudvalg/HSU/Endeligt_godkendt_referat_fra_HSU-moede_den_12._september_2022.pdf

Link til almen HSAU-side: https://medarbejdere.au.dk/administration/hr/samarbejdsudvalg/hsuny

 

c) Samarbejdsudvalgsmøder på ARTS (FAMU-FSU)

– d. 30. juni: møde i FAMU-FSU:

Dagsorden: https://medarbejdere.au.dk/fileadmin/user_upload/FAMU/Arts_FAMU-FSU_dagsorden_30.06.2022__D6279740_.pdf

Referat: https://medarbejdere.au.dk/fileadmin/user_upload/FAMU/Arts_FAMU-FSU_referat_30.06.2022.pdf

– d. 31. august: møde i FAMU-FSU:

Referat: https://medarbejdere.au.dk/fileadmin/user_upload/FAMU/Ekstraordinaert_FAMU-FSU_Arts_31.08.2022_referat.pdf

– d. 13. september: møde i FAMU-FSU:

https://medarbejdere.au.dk/fileadmin/user_upload/FAMU/Referat_Arts_FAMU_FSU_130922_final.pdf

Link til almen FAMU-FSU-side: https://medarbejdere.au.dk/fakulteter/arts/udvalg-raad-og-naevn/samarbejdsudvalg/fakultetets-su-fsu

 

d) Samarbejdsudvalgsmøder på DPU (LSAU):

– d. 30. maj: møde i LSAU: https://edu.medarbejdere.au.dk/fileadmin/edu/Medarbejdere/Udvalg_naevn_og_fora/LSAU/Referat_LSAU_20220530.pdf (jvf punkt 5, hvor DPU’s institutleder siger, at ARTS bevilliger 5 mio. til DPU ligesom alle de andre år)

– d. 7. september: møde i DPUs samarbejdsudvalg (LSAU) https://edu.medarbejdere.au.dk/fileadmin/edu/Medarbejdere/Udvalg_naevn_og_fora/LSAU/Referat_ekstraordinaert_LSAU_07-09-2022.pdf

– d. 4. november: møde i LSAU. Her annonceres det, at der mangler 5 mio. kr, hvilket svarer til 8-10 stillinger. Afskedigelserne effektueres d. 29/11.

Link til almen side om LSAU: https://edu.medarbejdere.au.dk/om-dpu/udvalg-naevn-og-fora/lsau/

 

7. Hjemmesider om udflytningsplanen:

– Ministeriet om udflytningsaftalen, d. 25. juni 2021: https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2021/bred-politisk-aftale-om-bedre-muligheder-for-uddannelse-i-hele-danmark. Mere om aftalen her: https://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/aftale-om-flere-og-bedre-uddannelsesmuligheder-i-hele-danmark. Og selve aftalen her: https://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/aftale-om-flere-og-bedre-uddannelsesmuligheder-i-hele-danmark/politisk-aftale-om-rammerne-for-flere-og-bedre-uddannelsesmuligheder-i-hele-danmark.pdf

– Ministeriet om universiteternes indspil til udflytningsplanerne, d. 13. januar 2022: https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2022/aftalekreds-bag-udflytningsaftale-starter-droftelse-af-uddannelsesinstitutionernes-indspil-til-planer. Selve Universiteternes – herunder AUs –  institutionsplaner kan tilgås direkte i dette dokument: https://ufm.dk/uddannelse/temaer-og-indsatsomrader/bedre-muligheder-for-uddannelse-i-hele-danmark/implementering-af-flere-og-bedre-uddannelsesmuligheder-i-hele-danmark/universiteterne-institutionsplaner.pdf. Der findes også et interessant dokument med høringsmateriale om AU’s institutionsplan.

– Ministeriet om udflytningsplanerne, d. 22. marts 2022: https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2022/bredt-flertal-enige-om-udmontning-af-udflytningsaftale-om-videregaende-uddannelser

– AU’s medarbejderside om udflytningen: https://medarbejdere.au.dk/strategi/institutionsplan-2022

 

Alment farlige tanker 15: August 2022 (især om minkkommissionens rapport)

1. d. 1. august: Nedlukningens effekter

Økonomen Jonas Herby gør i nedenstående blogindlæg opmærksom på, hvordan ”nedlukning” er blevet til en form for almen metode, som er i gang med at materialisere sig alle mulige steder.

Herby giver to eksempler:

  1. D. 23. juni 2022 sagde den magtfulde overlæge, Jens Lundgren, til TV2, at man kan se frem til nedlukninger, hvis børn ikke bliver vaccineret mod influenza. Brostrøm siger, at det måske er ”lidt voldsomt”, men han lyder ikke for alvor forundret. Så nedlukningslogikken har sat sig fast i biopolitikkens magtcirkler.
  2. Retorikken i forbindelse med hedebølgen i forrige uge bar også præg af nedlukningsvokabularet, i dette tilfælde knyttet til klimaficeringen af samfundet. Herby referer her dels til en artikel i Information og dels til en kritisk leder-artikel i det britiske magasin Spectator. I sidstnævnte tekst peges på nedlukningens ”forsigtigheds-princip”, som den store synder. Dette princip stod også centralt i den danske nedlukning, hvor Barbara Bertelsen jo krævede, at staten fulgte et ”ekstremt forsigtighedsprincip”. Devisen er: Er kældervinduet punkteret, så riv huset ned. Eller rettere: Riv huset ned, før kældervinduet måske punkterer.

Koblingen mellem nedlukning, biodiversitet og klima – symboliseret ved udtrykket ”bio” – blev understøttet af Henrik Ullum på twitter i sidste uge. Det samfundsteoretiske grundlag for denne kobling er bl.a. udarbejdet af svenskeren Andreas Malm, der i sin indflydelsesrige bog om emnet taler for en krigskommunisme med direkte reference til 1920’ernes Sovjetunionen og helt uden referencer til den demokratiske tradition.

Senest har Malm i Berlingske talt for en form for klimaterrorisme. Det er den nye venstrefløjs helt særlige bidrag til nedlukningsbegrebets indhold og effekt, vi ser her.

Så Lundgren og Bertelsen er bundet sammen af nedlukningens materialitet, der opstod ud af det blå d. 11. marts 2020, kun forberedt af konkurrencestatens ”nedlukning” af pædagogikken fra 2006 og fremefter. Og nu breder denne materie sig til ”klimaet”, til børns influenzaer og i andre store og små emner.

Den nye almene nedluknings-metode træder i stedet for Grundloven som samfundets historiske forudsætning, jf. det ”almene”.

Links:

Herbys blog med links til bl.a. TV2’s artikel og Spectators leder: https://punditokraterne.dk/2022/07/31/nedlukninger-og-brandene-i-london/

Berlingskes interview med Andreas Malm: https://www.berlingske.dk/opinion/svensk-marxist-vil-radikalisere-aktivister-klimakrisen-skal-loeses-med

 

2. d. 3. august: Minkkommissionens beretning, note 1

Nu er ferien slut, og statsministeren har været i Paris, og alle har glemt alt. Selv har jeg også været på ferie siden den dag, hvor Minkkommissionen afleverede dens rapport.

Men nu sidder jeg så med rapporten. Jeg lægger lidt noter ud, efterhånden som jeg arbejder mig igennem materialet:

Bd. 1, Kapitel 2: Kommissionsundersøgelsens resultater:

A. Pressemødet:

Beslutningen om aflivning af mink fremgår af to pressemeddelelser d. 4/11-2020 og af det berømte pressemøde samme dag.

Beslutningen har en ”meget vidtgående og intensiv karakter”, skriver kommissionen. Denne meget ”vidtgående og intensive” beslutning var desuden ”groft vildledende”, og den forbrød sig direkte imod forvaltningsrettens legalitetsprincip og sandhedspligt (s.30). Det er ”særdeles kritisabelt”, fremgår det.

Desuden var beslutningen ”klart ulovlig”:

”Kommissionen finder, at det var klart, at der manglede hjemmel til at aflive alle mink i Danmark, ligesom kommissionen finder, at det var klart, at der manglede hjemmel til tempobonus” (s.29).

Og

”Efter kommissionens opfattelse var instruksen klart ulovlig og retligt en nullitet” (s. 30).

Kommissionen mener, at udmeldingen ved pressemødet primært skal forstås som en ordre til de relevante ministerier.

B. Koordinationsudvalgsmødet:

Denne vurdering gælder også forløbet op til d. 4/11. Dagen før – altså d. 3/11 – var der koordinationsudvalgsmøde kl. 21.30. Hele vejen igennem indtog Statsministeriet ”en styrende rolle i en forceret proces”. Justitsministeriet og Sundhedsministeriet var tæt på statsministeriet i processen. Derimod blev Fødevareministeriet kørt ud på et sidespor (fx s. 36). Fødevareministeriet var, står der, ”ikke genstand for særlig interesse, uanset at mink og aflivning af mink henhørte under Miljø- og fødevareministeriets ressort”.

Mødet blev gennemført under ekstremt hastværk. Bilagene blev tilsendt mødedeltagerne blot hhv. tre kvarter og endda kun 6 minutter før mødestart. Dette pres ”øgede risiko for fejl på en uhensigtsmæssig måde”, som det hedder. Det er rystende læsning.

Spørgsmålet om hjemmel blev ikke rejst på mødet, hvilket ”undrer” kommissionen, som videre skriver:

”Det synes således ikke blot at kunne tages for givet, at der skulle være hjemmel i eksisterende lovgivning til en sådan meget vidtgående og intensiv beslutning uden fortilfælde”.

Der er altså tale om en kraftig kritik af det politiske niveau. Ministrene burde have undersøgt lovmæssigheden, og de – især statsministeren – var selv årsag til det ekstreme hastværk med sin vilde og forcerede overstyring.

Kommissionen kritiserer også, at beslutningen ikke blev sendt til juridisk granskning i ressortministeriet efterfølgende (s.36). Det skyldes den af statsministeriet forcerede proces.

Kommissionen skriver i kapitel 1, at ingen af ministrene Mette Frederiksen, Mogens Jensen eller Nicolai Wammen har “haft viden om eller hensigt” til at bryde loven. Men denne manglende “viden” skyldes jo handlinger, som især statsministeren selv har stået for.

Men det er da meget tankevækkende, at kommissionen bruger 100% samme ordvalg om Mogens Jensens og Mette Frederiksens brøde ifm ovennævnte møder (s.35 og s. 36). Det betyder jo, at konsekvensen må være ens for dem begge?

Desuden understreger kommissionen, at den ikke har taget stilling til, om der foreligger “grov uagtsomhed”, som er ministeransvarlighedslovens andet kriterium. Dermed spiller de bolden videre til folketinget i overensstemmelse med kommissoriet for undersøgelsen.

Det er også tankevækkende, at hverken sundhedsministeren eller justitsministeren nævnes i gennemgangen. Har de måske oven i alt det andet haft “viden og hensigt”?

Måske giver de næste kapitler svar?

C. Embedsmændene:

Derudover er der en kraftig kritik af en række centralt placerede embedsmænd; en kritik som vel at mærke ikke er uafhængig af kollapset på et politiske niveau (s.33-41), hvilket især gælder statsministeriets dominerende rolle i foretagendet, som Mette Frederiksen personificerer sammen med sin departementschef. Der tales igen om, at “statsministeriet indtog en overordnet og styrende rolle i den forcerede proces” (s. 35).

Faktisk skriver kommissionen, at statsministeriets pludselige og kaotiske aktion på en måde sætter fødevareministeriet ud af spillet, fordi sidstnævnte ministerium ikke kan nå at forberede sig (s. 35-36).

Kommissionen skriver direkte, at “statsministeriet burde have rejst spørgsmålet om hjemmel overfor ressortministeriet”. (s.36). Samme formulering bruges om justitsministeriet, som via et møde med fødevareministeriet om formiddagen (d.4/11) faktisk var blevet gjort bekendt med den manglende hjemmel. Jeg husker tydeligt disse afsløringer, da de kom frem.

Følgende embedsmænd har ifølge kommissionen begået tjenesteforseelser ”af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage ham/hende til ansvar”:

Departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen.

Rigspolitichef, Thorkild Fogde.

Departementschef i Justitsministeriet, Johan Legarth, og Afdelingschef Anne-Mette Lyhne Jensen i samme ministerium.

Departementschef i Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, afdelingschef i Fødevareministeriet Tejs Binderup, direktør i fødevareministeriet, Hanne Larsen, og kontorchef i samme ministerium, Paolo Drostby.

Så embedsmændene skal altså ”drages til ansvar”. Men hvad med politikerne? Ja, det får vi ikke at vide. Det skyldes, at der i kommissionens kommissorium eksplicit står, at kommissionen ikke skal se på det:

”Granskningskommissionen skal dog ikke foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar”.

Med de barske ”ansvars”-vurderinger af de embedsmænd, der er så tæt på ministrene, giver det efter min mening sig selv, at kommissionen – som jo ikke må udtale sig om politikerne – dermed lægger op til, at andre instanser må undersøge, om også politikerne skal drages til ansvar.

Problemet for folketingets medlemmer, der skal stemme en sådan proces igennem, er nok, at de alle zusammen har stemt for nedlukningen i marts 2020, som jo er den grundlæggende handling, der her skabt hele minkbeslutningens ånd og struktur. Alle folketingets medlemmer er dermed medskyldige, som jeg ser det.

Hele flokken, både ministre og embedsmænd, sidder stadigvæk på deres taburetter. Folketinget samarbejder ligefrem med Frederiksens tropper om dette og hint.

https://www.ft.dk/da/aktuelt/nyheder/2022/06/minkkommissionens-beretning

 

3. d. 3. august: Note 2 til minkkommissionens rapport, bind 1

A. Brevet til minkavlerne, d. 6/11:

Fødevareministeriets sendte to breve til minkavlerne, som var forfattet i en ekstremt kommanderende tone. Det første brev blev afsendt d. 6/11 (og det andet d. 10/11). Men allerede d.6/11 vidste man i fødevareministeriet, at aflivningen af mink var ulovlig. Man vidste det også i justitsministeriet, fremgår det.

Det er svært at finde ord.

Den såkaldte tempobonus, som blev stillet minkavlerne i udsigt, var også ulovlig, fremgår det.

Mogens Jensen blev ifølge kommissionen allerede d. 5/11 orienteret om, at regeringens beslutning fra d. 3-4/11 var ulovlig. Alligevel blev brevet til avlerne afsendt, åbenbart uden at Mogens Jensen vidste det. Han vidste først det om brevet d. 7/11, står der, men han ”tog ikke skridt til korrektion”, som der står (s. 43). Da korrektionen så kom d. 10/11 i form af brev nummer to, så var indholdet næsten uændret i forhold til det første brev.

B. Actioncard, d. 6/11:

Aktionskortet, som politiet skulle bruge ved kommunikation med minkavlerne, lå klar samme dag som brevet, dvs. d. 6/11. Rigspolitichefen godkendte aktionskortet, selvom han udmærket vidste, at regeringens beslutning var ulovlig (s. 44)!

Det synes kommissionen er ”særdeles kritisabelt”, og det har den jo ret i.

To mindre højtstående embedsmænd i rigspolitiet bør også ”drages til ansvar”, står der. Det må I selv læse om.

Justitsministeriet har ikke vidst noget om aktionskortet, lader det til, med mindre man da siger, at rigspolitichefen er en del af justitsministeriet.

Så chefen for landets politi er kriminel? Det må jo være konklusionen? Den ”stakkels” mand blev sovset ind i nedlukningens logikker, som blev udviklet og orkestreret af Frederiksen og Bertelsen, og så blev han kriminel. Jeg er ikke tryg ved denne tilstand. Hvad bliver det næste?

C. Pressemøde d. 7/11:

d. 7/11 var der pressemøde igen med den sædvanlige flok, dog uden statsministeren (det første pressemøde var d. 4/11, og der var også pressemøde d. 5/11 om de kraftige generelle restriktioner for Nordjylland).

Ifølge kommissionen er dette pressemøde (d. 7/11) et udtryk for ”en fortsættelse af den grove vildledning, som var igangsat på pressemødet d. 4. november”.

Både fødevare- og statsministeriet ved på dette tidspunkt godt, at aflivningerne er ulovlige (s.45). Af en eller anden grund frikender kommissionen statsministeriet for kritik af dette forhold.

Rigspolitiet får derimod megakritik, og det forstår man jo godt, for Rigspolitichefen fortsatte med sin bevidste og grove vildledning på mødet.

Mette Frederiksen siger, at hun bliver bekendt med lovbruddet d. 8/11. Det tror kommissionen på. Kommissionen nævner ganske vist Mogens Jensens fortalelse om, at ”regeringen” ift. beslutningen d. 3-4/11 ”ikke kunne afvente ny lovgivning”. Dermed siger Jensen jo, at Frederiksen var bekendt med sagen allerede på det tidspunkt, for hun er jo ”regeringen”.

Men kommissionen tror ikke på Jensen, men på Frederiksen. Måske bliver vi klogere senere i materialet? Indtil da tror jeg på Mogens Jensen, må jeg indrømme.

Og under alle omstændigheder burde Frederiksen have forhørt sig. Alt andet vil være den groveste uagtsomhed.

 

4. d. 3. august: Note 3 til minkkommissionens rapport: SMS-sagen

Kapitel 3 handler om kommissionens indsamling af oplysninger. Det lyder lidt kedeligt, men det er det ikke. Det er et drama.

Det fremgår, at man har modtaget 1,2 millioner dokumentsider, mailbokse fra 230 medarbejdere og sms’er fra 150 medarbejdere. Det er imponerende.

Og så er det det der med de berømte sms’er:

Kommissionen har tilsyneladende uden problemer fået sms’er fra alle ministerier. Men der er nogle undtagelser, nemlig fire centrale folk i statsministeriet og departementschefen i justitsministeriet.

Kommissionen fik d. 8/9-2021 at vide, at følgende personer havde slettet deres sms’er allerede efter 30 dage:

Fra statsministeriet: Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen, særlig rådgiver Martin Justesen og departementsråd Pelle Pape.

Fra justitsministeriet: Departementschef Johan Kristian Legarth.

Statsministeriet havde ellers indgivet tre dokumentleverancer til kommissionen allerede d. 11/6, d. 24/6 og d. 1/10.

Først d. 8/9 – altså efter to af de fulde leverancer, som skam indeholdt sms’er mm. for en masse medarbejdere – får kommissionen så pludselig at vide, at disse fire centrale aktører har slettet deres sms’er for over et halvt år siden.

Kommissionen er tydeligvis ikke tilfreds med dette forløb. Den gør – i al stilfærdighed, som man siger – opmærksom på de mange sammenhænge, hvoraf det klart fremgår, at sms’er skam også er en del af dens undersøgelse:

Først omtales en sag i januar 2019. Her fremgår det af et svar fra justitsministeriet til folketinget, at udtrykket ”materiale” skal forstås meget bredt ved undersøgelseskommissioners arbejde. Og i 2019 var Barbara Bertelsen endda departementschef i justitsministeriet! Det er lige til cirkusrevyen.

Kommissionen konkluderer lakonisk: ”Tilsvarende må gælde for eksempelvis sms’er” (s. 51)

Dernæst gennemgås udførligt alle de henvendelser, hvor kommissionen har anmodet alle ministerierne – herunder stats- og justitsministeriet – om at udlevere oplysninger, herunder med eksplicit omtale af sms’er:

– d. 26. april 2021

– d. 29. april 2021

– d. 7. juni 2021

– d. 11. august 2021 (d. 8/9 kommer så svaret fra statsministeriet)

– d. 8. november 2021

Dertil kommer en række lignende henvendelser til styrelser, SSI osv.., hvor sms’erne også nævnes.

Så justitsministeriet går imod sine egne almene regler, og først efter fire henvendelser fortæller de magtfulde aktører, at de har slettet sms’erne allerede i 2020 (altså efter 30 dage).

Det kan ingen jo tage alvorligt. Øjensynligt heller ikke kommissionen, som dog ikke udtaler eksplicit kritik, selvom deres tavshed er larmende.

 

5. d. 4. august: Note 4 til minkkommissionens rapports kapitel 4: Centraliseringen

Kapitel 4 handler om den centralisering af magten, som har fundet sted siden 2019. Vi får følgende at vide:

A. Statsministeriet

Frederiksen samler allerede i 2019 magten i et styrket statsministerium. Ministeriet vokser en del, men først og fremmest er der tale om en forøget politisk magt. Det sker med oprettelsen af et nyt politisk sekretariat med Martin Rossen som stabschef. Rossen bliver også fast medlem af Koordinationsudvalget (herefter: KU).

Frederiksen udtaler i den forbindelse, at hun med dette nye system vil sætte en ”klar politisk retning” og en ”langsigtet strategi”, hvor ”beslutningerne ses i en helhed”. Og på et samråd i folketinget i september 2019 – altså blot tre måneder efter hun blev statsminister – forklarer hun, at hun vil give statsministeriet ”flere muskler”, og at hun ”ønskede at sidde for bordenden” og at være ”helt inde i maskinrummet”.

Hun fortæller også, at beslutninger i KU ikke sker ved stemmeafgivning:

”….at de enkelte medlemmer af udvalgene hver især afgav en stemme vil aldrig ske under hendes ledelse. Hun ville stå for at konkludere på regeringens overordnede politik, og det ville ikke være ved optælling af stemmer for eller imod et givent forslag”. (s. 80)

Så den politiske magt samler sig om Frederiksen. Men alligevel skubber hun ansvaret ud på sine ministre. Så hun tager al ansvaret og stiller andre til ansvar, når hun laver rav i den. Dette paradoks fremgår af følgende mærkelige sætning i kommissionens rapport:

”Hun havde ansvaret, og ligegyldigt hvor regeringen måtte træffe beslutningerne, så ville det være den enkelte minister, som stod til ansvar efterfølgende”. (s. 80)

Men i Frederiksens forklaring til kommissionen efter minkbeslutningen bliver denne stærke centraliseringsmanøvre til, at hun blot har en ”vicevært-funktion”, som ikke træffer beslutninger.

Jeg er forarget, må jeg indrømme.

Det er denne nye struktur, som kan effektueres yderligere fra marts 2020 med en spritny departementschef, BB, i sadlen, som Frederiksen har hentet i Justitsministeriet, hvor hun selv har været minister.

Denne sammenhæng mellem 2019 og nedlukningen, som jo ikke kan komme bag på nogen, fremgår af et notat fra oktober 2021, hvor statsministeriet selv knytter tråden fra 2019-centraliseringen til nedlukningen. Sammenhængen fremgår også af en pressemeddelelse fra statsministeriet fra d. 28/8-2020. Pressemeddelelsens titel er ”styrkelsen af statsministeriet og ændring af regeringsudvalgene”.

B. Justitsministeriet

Det andet ministerium, der styrkes, er justitsministeriet. D. 5. maj 2020 annonceres en kraftig opnormeret rolle ift. koordinering og styring af de administrative og politiske processer. Der oprettes en helt ny styrelse/afdeling i ministeriet, som bl.a. skal sikre ”retning og fremdrift i det operative arbejde”, og som skal yde ”juridisk rådgivning relateret til COVID-19”.

Der etableres også et nyt regeringsudvalg for corona-håndtering, hvor statsministeriet og justitsministeriet står centralt. Endelig etableres en ekspertgruppe for covid-19. Disse forslag effektueres i løbet af de næste måneder.

Det er dette nye justitsministerielle apparat, som fra august 2020 for alvor sætter sig igennem. F.eks. overtager justitsministeriet den afgørende koordinering af de KU-møder i starten af november 2020, hvor minksagen drøftes.

Barbara Bertelsen siger til kommissionen, at ”det var derfor naturligt, at justitsministeriet fik til opgave at samle KU-sagen af d. 3. november 2020”. ”Fagministrene skulle aflastes”, som hun siger (s.95). Og en kontorchef i justitsministeriet fortæller, at ”i foråret 2020 og frem var justitsministeriet meget involveret i coronahåndteringen”.

Så landets justitsministerium står for det møde, hvor der besluttes noget “klart ulovligt”? Det er svært at finde ord.

C. Konklusion:

Så stats- og justitsministeriet overtager magten fra fagministerierne. Og med nedlukningens almene bemyndigelser fra marts 2020, som i sig selv blev effektueret imod myndighedernes anbefaling, så udvikles herfra en forskudt og magtfuld myndighedsstruktur. Det er denne struktur der producerer den utrolige række af uhyrligheder, herunder minksagen, som ingen borger ville kunne forestille sig før marts 2020.

 

6. d. 4. august: Note 5 til minkkommissionens rapport

Kapitel 6 i rapporten handler om ”Hjemmel til aflivning af mink”. Her vil jeg omtale, hvad der for mig at se, er en centrale pointe + et par andre overvejelser:

Først det helt grundlæggende:

Kommissionen indleder med at understrege Grundlovens legalitetsprincip, dvs. at ”hele forvaltningens samlede virke som altovervejende hovedregel skal have hjemmel i lov”. (s. 449)

Kommissionen understreger, at betydningen af dette princip skærpes, når der er tale om ”et intensivt og byrdefuldt indgreb”.

Og at dette er tilfældet i den aktuelle sag, fremgår mange steder, f.eks. på s. 487:

”Forklaringerne for kommissionen har været enstemmige i forhold til at beslutningen om at aflive alle mink i Danmark var meget vidtgående og intensiv og uden fortilfælde”.

På s. 450 kan man desuden læse, at kommissionen mener, at lovbruddet vedrører grundlovens §73 og 74 om ejendomsret og ekspropriation. Altså et meget vidtgående indgreb.

Derfor mener kommissionen, at der i det aktuelle tilfælde skal være ikke blot ”hjemmel”, men også ”klar hjemmel”. Der er et skærpet hjemmelskrav.

Denne pointe gentages i indledningen til rapportens kapitel 7, som hedder “Retsgrundlag”.

Så problemet med den manglende hjemmel, som i sig selv er et brud på grundloven, forstærkes af, at indgrebet i sig selv også er et brud på grundloven. Det er denne dobbelte manøvre, der indeholder hele nedlukningens ideologiske og begrebslige essens.

Dette skærpede krav vælter, efter min mening, statsministerens platte ”jeg vidste det ikke”, selvom næsten alle andre i forvaltningsapparatet vidste det, helt omkuld.

PS 1:

Jeg vil også nævne en mindre detalje, som jeg ikke er helt sikker på, at jeg har forstået ret:

Frem til 2002 kunne man groft sagt kun aflive husdyr ved smitte eller ved mistanke om smitte.

I 2002 kommer der så en lovændring, hvor man tilføjer muligheden for at foretage aflivning af raske dyr ”i et område omkring udbrudssted”. Denne grundregel fastholdes i en revision af loven i 2018.

Så sent som d. 8. oktober 2020 laver fødevareministeriet så en specifikke regel i en ny bekendtgørelse. Her defineres ”et område omkring et udbudssted” som 7,8 km. Denne regel er altså lavet under en måned, før man bryder den!!! og den er i sig selv derfor præget af nedlukningens vilde ideologi!!

PS2:

Frederiksens jurister lavede et i forbindelse med kommissionens afhøringer et notat, hvor de – med udgangspunkt i meget tidlig lovgivning – argumenterede for, at aflivningen var lovlig. Dette stunt afvises helt af kommissionen, her med mine egne fremhævelser:

”Henset til de klare forarbejder fra 2002 i tilknytning til indsættelsen af ordene ”herunder i et område omkring et udbrudssted”, er det kommissionens vurdering, at den ophævede zoonoselov (fra før 2002, TAR) og forarbejderne hertil er ALDELES UTILSTRÆKKELIG TIL AT BEGRUNDE EN UDVIDET FORTOLKNING af lov om hold af dyr i strid med kravet om klar hjemmel….

og

…… I den forbindelse bemærker kommissionen også, AT DER PÅ INTET TIDSPUNKT I LOVGIVNINGSHISTORIKKEN SYNES AT HAVE VÆRET EN OVERVEJESE OM, AT HJEMLEN KUNNE ANVENDES TIL AT AFLIVE ALLE DYR af en bestemt art i hele landet og dermed reelt nedlægge et helt erhverv, også selvom det alene måtte være for en periode” (s. 489, mine versaler)

Der fik Frederiksen og hendes advokat en på sinkadusen.

 

7. d. 4. august: Note 6 til minkkommissionens rapport: Kapitel 7: Retsgrundlaget

Jeg har omtalt en del af dette kapitel i forbindelse med gennemgangen af kapitel 6.

Igen gennemgås grundloven, legalitetsprincippet og sandhedspligten på en sådan måde, er der ikke hersker tvivl om regeringens brøde.

Men i kapitlet er der også et andet tema, der fylder:

Frederiksen og hendes klakører har jo fremført, at ansvaret for lovbruddet kan tørres af på Mogens Jensen, som hun jo netop afskedigede. Hun henviser her til, at vi har ministerstyre.

Kommissionens jurister er sådan set enig i, at vi har ministerstyre, men det betyder på ingen måde, at andre ministre, herunder statsministeren, kan undsige sig ansvaret for beslutninger, som de har været så tæt på, som Frederiksen og andre har været i dette tilfælde.

Kommissionen gennemgår fra s. 534 og til s.551 – altså over hele 17 tætte sider – store dele af den statsretlige litteratur på området. Og den helt klare tendens er, at både Grundlovens og ministeransvarlighedens egne ord samt de mange fortolkninger af landets statsretlige litteratur viser, at andre ministre og hele regeringer sagtens kan pådrage sig ansvar ved enten at deltage i beslutninger og eller ved ikke at sige fra.

Med denne grundige og entydige analyse bryder Frederiksens forsvar totalt sammen, som jeg ser det.

Det er utroligt, at ingen har lagt mærke til denne del af kommissionens beretning. Analysen gør alle de centrale ministre ansvarlige.

Man må nok sige, at kommissionen – ifølge det jeg har læst indtil nu – i allerhøjeste grad lægger på til, at man forfølger sagen ikke kun politisk, men også i et retligt spor.

(Til sidst i kapitlet gennemgås embedsmændenes pligter. Det lader jeg fare i denne omgang)

 

8. d. 5. august: Note 7a til kapitel 4 i minkkommissionens rapport: Det faktiske forløb (frem til og med d. 2/11 s. 99-182)

A. Wuhan-feberen

Det var tilsyneladende Mølbak, der først brugte ”Wuhan” sammen med cluster 5. Det skete d. 2. november 2020 under et møde med Kopenhagen Fur.

Årsagen var, at han aftenen før havde modtaget en mail fra SSI’s Anders Fomsgaard, som berettede om fundet af Cluster 5. Blot otte minutter efter sendte Mølbak denne besked videre til departementschefen i sundhedsministeriet, Per Okkels, som straks formidlede den videre, så hele systemet var på den anden ende i løbet af få timer. Det er “effektiv forskningsformidling” må man sige.

Allerede samme aften var der møde med alle de centrale departementschefer, som talte sig varme i panikkens tegn. Og dagen efter var der møde i regeringens koordinationsudvalg med efterfølgende pressemøde.

De centrale systemer var i forvejen godt oppe i nedlukningshastværkets gear, fremgår det. Barbara Bertelsen skrev f.eks. til Okkels samme dag (d. 2/11) om morgenen: ”Vi leger allerede med ilden med den svage eksekveringskraft”.

Og allerede d. 14/10 havde Bertelsen skrevet, at det snart var ”game over for en vaccine”, og at ”vi skal huske, hvad én flagermus i Wuhan kunne gøre”. Hun skrev også, at ”historien vil dømme os hårdt på at bruge så lang tid på håndtering”. Hun skrev ikke noget om jura. Intet! Hvilken embedsmand!

På den måde kom Bertelsen faktisk allerførst med at sammenkoble Wuhan og vacciner. Men de faglige systemer talte stadig om hjemmel og om avlsdyr osv., så der var ikke nok lydhørhed efter hendes mening. Indtil altså at Fomsgaard og Mølbak begyndte at tale om Cluster 5, som så kunne få en forstærkende effekt på den Bertelsens ideologi.

Så vi får to diskurser under nodal-tegnet “Wuhan”: d. 2. november mødtes en faglig cluster/wuhan-diskurs via Fomsgaard og Mølbak med en parallel og radikaliseret wuhan-diskurs i Statsministeriet.

Allerede dagen efter var der lavet en ny risikovurdering med ledsagende KU-møde, og d. 4/11 var der pressemøde.

Det er en rystende proces. Det tog blot otte minutter fra Fomsgaards information nåede statens top og blot ca. et døgn til videre afgørelse!

Derimod tog det ca. tre måneder for oplysningen om den manglende hjemmel om at nå frem. Denne oplysning huserede ellers flere steder i systemet i løbet af efteråret helt frem til d. 2. november. Det fremgår det af kommissionens gennemgang (s. 121, 122ff, 126, 132, 135, 137, 148-152, 166). Men ingen var interesseret. De havde nedlukningens skyklapper på og ventede blot på den information, der kunne fortsætte nedlukningens hærgen og forstærke dens materialisering.

Og Heunickes mindset stod klart allerede d. 15. juni, da han hørte om den første smittede mink ved Hjørring. Her skrev han følgende:

”Jeg vurderer det her er en kæmpesag. Skal vi slå alle mink ned? Vi må ikke blive rådvilde her. Og STM skal også orienteres”.

Den juridiske interesse ligger brak. Alt er kaos.

Coronatallene for mennesker d. 1/11 var totalt fredelige. Og efterfølgende viste det sig, at cluster5-mutationen ikke var set siden september.

B. Pelsning vs. nedslagning

Et sted i kommissionens rapport gøres opmærksom på, at minkene alligevel skulle være blevet pelset i november, så kun avlsdyrene ville være blevet tilbage (s. 165). Men så var hele aktionen jo helt unødvendig? Minkene skulle dø alligevel på den gammeldags manér?

Jeg aner jo intet om dyrehold, så jeg troede først ikke mine egne øjne, da jeg læste det. Men et wiki-opslag under ”minkavl” bekræftede informationen.

Så man kunne bare have gjort intet og fået samme ”effekt”? Der var faktisk folk i fødevareministeriet, der arbejdede sådan helt almindeligt med den mulighed (s.165). Men de blev totalt overhørt, lader det til.

 

9. d. 5. august: Note 7b til kapitel 4 i minkkommissionens rapport: Det faktiske forløb (om d. 3/11-2020, s. 183-253)

Kommissionens gennemgang af begivenhederne i det dramatiske døgn, d. 3 november 2020, vidner om en så omfattende inkompetence og pligtforsømmelse i statens indre og ikke mindst i regeringen, at man tror det er løgn.

Faktisk efterlades man med en vis sympati med nogle af embedsmændene i Fødevareministeriet, især afdelingschef Teis Binderup, som ellers er en af de embedsmænd, som kommissionen hænger ud i beretningens indledende kapitel.

Kommissionen mener, at Binderup burde have henvendt sig direkte til statsministeren. Et synspunkt kommissionen på det almene niveau trækker lidt i land i de retlige analyser, uden at det kommer Binderup til gode, som jo ellers havde skrevet til både sin departementschef og til flere andre. Kommissionen kritiserer dog også Binderup for nogle andre forhold vedrørende de næste dage.

Flere gange gør Binderup faktisk opmærksom på nogle af de juridiske og faglige problemer vedrørende aflivningen af ”alle mink”, men alle hans henvendelser overses, selv af hans egen departementschef, Henrik Studsgaard. Det var jo Studsgaard, som ikke lige havde hjemmels-spørgsmålet som ”top of the mind” i den afgørende situation, hvis I husker? (s. 241). Og han hjælper ikke Binderup i sine forklaringer, tværtimod. Det er ikke kønt.

Barbara Bertelsen får endda justitsministeriet til at fjerne nogle af Binderups formuleringer fra mødeindkaldelsen til aftenens KU-møde. Da Binderup gør opmærksom på det, bliver han mødt af tavshed.

Bertelsen mener, at det hele haster ”som død og helvede”, som det hedder i en karakteristisk nedlukningsinspireret formulering. Det er uden for pædagogisk rækkevidde, som man siger.

Og justitsministeriet, der i løbet af dagen overtager koordineringen af aftenens KU-mødet, virker helt uinteresseret i juraen, som jo ellers gemmer sig i bilagene, takket være ikke mindst Binderups indsats.

Mogens Jensen skuffer fælt. Han taler statsministeren totalt efter munden flere gange; f.eks. når han siger, at DK er ”et nyt Wuhan” osv., selvom hans embedsmænd er imod denne linje.

Mogens Jensen får følgende besked fra sin personlige rådgiver undervejs, som nærmest beordrer ham til at følge Frederiksens radikaliserede linje:

”Hun kommer simpelthen til at kalde os uansvarlige og sige, at vi ikke tager det alvorligt nok, når du foreslår vores linje. Det er altså vildt” (s. 247).

Heunicke og hans dybt radikaliserede departementschef Per Okkels, bakker også 100% op om Frederiksen. De er opflammet af den hellige bio-ild. Det var Okkels der i marts 2020 beordrede Brostrøm til at forlade ”proportionalitetsprincippet”. Okkels gik lige på pension i januar 2021. Et nærmest tragisk exit.

Hele dagen – og ikke mindst selve KU-mødet – er omgærdet af en så ekstremistisk hast og elendighed, at der ikke findes ord for det. Og det hele er primært statsministerens og B. Bertelsens ansvar.

Der er ingen tid til at sætte sig ind i mødets papirer, man laver om på ministeriernes indstilling, og man ender med at opfinde en helt tredje form for minkaflivning ift. de to andre løsninger, som der ellers er omtalt, hvor man f.eks. kunne bevare avlsdyr.

Kommissionen skriver om Frederiksen: ”Hun foreslog ikke en kort læsepause, fordi det var hendes klare overbevisning, at der var behov for at reagere”.

Det er en stat i dyb kollaps. Og selvom Frederiksen altså foreslår en model, som slet ikke står i oplægget, så mener hun alligevel, at ”en regering ”up front” skal have at vide, om der er hjemmel til at træffe en beslutning” (s. 238). Og ”upfront” er altså uden læsepauser eller refleksioner overhovedet!

Så Frederiksen beder ikke om juridiske undersøgelser af den nye beslutning, som ingen jo kan nå at have en holdning til. Det kommer faktisk lidt bag på flere, især folk i fødevareministeriet – både af faglige og juridiske grunde – at ”alle mink” pludselig skal aflives, selvom det også lyder utroligt, at især Studsgaard er så overrasket, som han lyder.

Allerede om formiddagen d. 3. og igen d. 4. november, dvs. både før og efter KU-mødet og før pressemødet d. 4/11, forsøger nogle af disse embedsmænd – både Binderup og den heltemodige Birthe Shubart – faktisk at gøre opmærksom på både hjemmelsproblemer og faglige emner. Det er på en måde godt gjort. Men nu får de i stedet tæsk. Jeg synes som nævnt, at det er lidt uretfærdigt. Måske får vi mere at vide i næste kapitel, der handler om d. 4/11? Men departementschefens, altså Studsgaards, rolle er helt klart problematisk, hvilket kommissionen er enig med mig i.

Men alligevel brokker Mette Frederiksen sig over, at hun ikke har fået noget at vide på selve mødet. Men hun er jo selv hele årsagen!!

Så hold da op, hvor er regeringen skyldig i et totalt fagligt og retspolitisk svigt.

Og i statsministeriets og justitsministeriets oplæg til KU-mødets dagsorden lægges der overhovedet ikke op til at drøfte juridiske emner. Det overses simpelthen! Af justitsministeriet!

I justitsministeriets opsamling på mødet tales om ”en meget hård linje”, men hjemmelsspørgsmålet omtales slet ikke (s. 250). Det står kun i et bilag 2, som ingen når at læse, og hvis formuleringer stammer fra fødevareministeriets afdelinger, bl.a. fra Binderup.

Et lille ekstrainfo: Rigspolitichefen Thorkild Fogde, som er en mand totalt uden retspolitisk rygrad, fortæller, at man i NOST’en planlægger ud fra ”et worst case scenarie”. For i så fald er det ”nemmere at trække fra end at lægge til” (s. 187). Det er en slags afart af ”det ekstreme forsigtighedsprincip”.

På en måde kan man slet ikke analysere selve processen, for den er så skør og elendig.

Døgnets møderække var massiv, her nogle af de vigtigste:

– 2/11, kl. 21.30: Departementschefsmøde 1

– 3/11:

kl. 08.00: Telefonmøde mellem sundhedsmyndighederne

kl. 9:30: Direktionsmøde i Fødevarestyrelsen

kl.10: Virtuelt ministermøde

kl. 10:54: Notat om tempobonus løber ind.

kl. 11:15: Gruppemøde i Socialdemokratiet

Kl. 13:30: Departementschefsmøde 2

Kl. 13:37: SSI’s risikovurdering løber ind

Kl. 14:45: Departementschefsmøde 3

Kl. 20:12: Materiale til KU-møde

Kl. 21:21: Mere materiale til KU-møde

Kl. 21:24: Opdateret materiale til KU-møde og endelig møde-cover

Kl. 21:30: KU-møde

Kl. 23:30-00:?: Der er uformelle eftermøder i mange af ministerierne.

 

10. d. 5. august: Note 7c til kapitel 4 i minkkommissionens rapport (om d. 4/11, s. 258-305)

Denne del af kapitlet handler om pressemødedagen d. 4/11-2020, hvor KU-beslutningen fra aftenen før blev offentliggjort. Der kommer ikke så meget nyt frem, så jeg nøjes med lidt sporadiske noter:

A.

Allerede om formiddagen kl. 10:30 mødes alle afdelingscheferne. De er faktisk lidt forvirrede over, hvilket beslutning, der egentlig er taget på KU-mødet aftenen før, og det forstår man jo godt.

I forbindelse med drøftelsen gør fødevareministeriets afd. chef, Tejs Binderup, endnu engang opmærksom på, at der ”ikke i lov om dyr var hjemmel til at aflive alle mink”. Justitsministeriets afdelingschef er tydeligt utilfreds med denne markering og lægger pres på Binderup for en revurdering i lyset af SSI’s nye risikovurdering (som åbenbart overtrumfer alt).

Omkring kl. 11:15 involverer man efterfølgende fødevarestyrelsens heltinde, Birthe Schubart, som fastholder, at der ikke er hjemmel. Dette bekræftes af Binderup og af departementschefen Henrik Studsgaard. (s. 266).

Det kunne hverken justitsministeriets eller sundhedsministeriets afdelings- og kontorchefer forstå, fremgår det på s. 267. Og så går det lidt i stå igen.

Kl. 12:08 skriver justitsministeriet – på trods af Binderups og Schubarts markeringer – ligefrem, at det er ”arbejdstesen”, at der er hjemmel. Da fødevarestyrelsens folk ser denne ”arbejdstese”, protesterer de. Det sker i en mail kl. 15:32. Igen lader det til at være Schubart, der agerer stopklods.

Herfra lader det til, at Binderup giver lidt op. Man forstår det på en måde godt. Jeg har lidt ondt af ham.

B.

Mette Frederiksen forklarer til kommissionen under afhøringerne, at det var ”vigtigt at agere ekstremt hurtigt”. Hun henviser her til Kåre Mølbak, som var under hårdt pres for at accepterer statsministeriets radikaliserede fortolkning af ”et nyt Wuhan”, hvilket jeg har redegjort for i en tidligere note.

Frederiksen henviser også til, at kravet om ”ekstrem hurtighed” sidst har vist sig i forbindelse med omikronvarianten.

Men det er jo helt galt, for netop denne omikronvariant var jo helt uskadelig. Det siger noget om den biopolitiske overophedning, at ”omikronen” sammenlignes med ”minken” (s. 275). Det insinuerer på det kraftigste, at hele denne mink-risiko er kraftigt overdreven. Minkproduktionen fortsætter da også uden problemer i de fleste andre lande.

C.

På pressemødet forklarer Mogens Jensen, at minkaflivningerne ”de facto vil betyde en nedlukning af den danske minkbranche i årevis”.

Det har han jo ret i, selvom de andre ministerier gør meget ud af at sige det modsatte, altså at aflivningerne ikke er ”fatalt” for brancen. Grunden til at jeg sætter ”fatal” i gåseøjne er, at dette udtryk, som vist nok stammede fra Binderup, blev fjernet fra bilaget til KU-mødet af statsministeriet. Det er gemmeleg.

D.

Mette Frederiksen siger, at ”regeringen handler i det øjeblik, hvor der ligger en faglig indstilling til, at vi desværre er nødsaget til at aflive alle mink i Danmark”. Men hvor den indstilling skulle ligge, ved ingen. Der står ikke noget om det i SSI’s risikovurdering fra d. 3/11.

Men Mølbak er under pres, det er helt klart; ikke mindst fra en række paniske sms’er fra Okkels og Bertelsen, som blev sendt til ham under mødet!

Sådan kan man fortsætte.

 

11. d. 8. august: Note 7d til kapitel 4 i minkkommissionens rapport (om d. 5-6/11-2020, s. 305-332)

Jeg har hæftet mig ved følgende i forbindelse med læsningen af rapportens gennemgang af d.5-6/11 (afsnit 5.6.)

A. d. 5. november:

Thorkild Fogde skriver en mail til dele af politiledelsen, d. 5/11, kl. 07:05. Han fortæller til kommissionen, at han faktisk på det tidspunkt ved, at der ”ikke var hjemmel til tvangsmæssig aflivning af mink…”. Han fortæller dog, så vidt jeg kan se, ikke, hvor han har sin viden fra.

Og kl. 08:00 er der et møde i NOST. Mødet viser, at hjemmelsproblemet er kendt i justitsministeriet, og fødevarestyrelsen nævner også problemet igen.

Men det er som om, at man ikke går videre med det eller beder om mere præcise meldinger fra departementerne. Der er stadig modstand fra de embedsmænd, som er tættest på regeringen.

Som der står: ”Oplysningen om den manglende lovhjemmel gav ikke anledning til nogen drøftelse på mødet”.

Herfra lader det endda til, at Fogde og NOST går videre med ”aflivningsstrategien”, altså på trods af hjemmelsproblemet.

Resten af formiddagen er der lidt kamp mellem fødevarestyrelsens legalitets-linje og regeringens wuhan-linje, en skelnen som lader til at gå ned gennem justitsministeriet selv. Men ”omkring kl. 13” går sagens kerne op for justitsministeriets afdelingschefer for alvor, især for Anne-Mette Lyhne.

Og kl. 15:30 bliver justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, orienteret telefonisk.

Men Legarth siger ifølge Lyhne bare ”nå”” og ”spørger ikke yderligere ind til dette”. Og det ”undrede ikke” Lyhne af en eller anden grund. Igen er fødevarestyrelsens indvending tilintetgjort.

Altså ”Nå”!!!

Legarth benægter, at denne fremstilling er retvisende. Han mener først, at han fik noget at vide d. 8/11. Han er opslugt af den hellige nedlukningsglemsel, hvor alt juridisk realitet preller af. Det er Wuhan-linjen, som stammer fra nedlukningen som sådan, der bedøver opmærksomheden.

Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, bliver også orienteret af Lyhne. Men han ”opfattede det ikke som et problem, at der skulle tilvejebringes hjemmel til at få gennemført beslutningen”, for der var jo tale om en ”krisesituation” (s. 317).

Den lader vi lige stå lidt…. Han er også ”bedøvet”.

Og Anne-Mette Lyhne ringer også til politidirektøren, Lykke Sørensen. Lyhne fortæller, at justitsministeriet nu er enig med fødevareministeriet i hjemmelsspørgsmålet. Lykke Sørensen fortalte straks om dette til Fogde. Det er hun helt sikker på. Det nægter Fogde dog i karakteristisk wuhan-stil.

Så der er virkelig modstand imod denne afdelingschefs-forsoning mellem fødevare- og justitsministerium.

Afdelingscheferne i fødevare- og justitsministeriet begynder så at lave et nyt lovforslag, mens departementscheferne og Fogde altså kører Bertelsens ””wuhan”-linje, f.eks. via den netop nævnte ”nå!”-strategi osv..

Allerede d. 5/11 – altså dagen efter mink-pressemødet – er der så pressemøde igen, hvor man eksekverer en decideret nordjysk nedlukning i højstemte vendinger om ”skæbnestund” osv.. Det er dramatiske døgn.

Alt dette sker altså på samme dag.

B. d. 6. november:

Allerede kl. 10 og igen kl. 13 ligger der udkast klar til et nye lovforslag. Den slags ordner man da lige på et par timer. Der var også et parallelt møde med Mogens Jensen, hvor man diskuterede ”ekspropriation”. Men det kan Jensen nu ikke huske noget om.

Og allerede kl. 13:15 – altså mens man ved, at der ingen hjemmel er – går fødevarestyrelsen i gang med at forfatte et brev til minkavlerne. Dette brev godkendes af Tejs Binderup og hans departementschef, Henrik Studsgaard, dvs. af fødevareministeriet inklusiv den centrale styrelse.

Brevet sendes til minkavlerne samme aften kl. 22:00. Hyggeligt brev at få til aftenkaffen.

I brevet står der ”skal” over det hele. Men Studsgaard udtaler følgende nyklassiker:

”Ordet ”skal” ikke var ment som et ”skal” i bydeform”.

Fødevarestyrelsen og Binderup, som ellers har kæmpet en brav kamp, har nu lært ”nå”-strategien. Wuhan-flagermusen er fløjet ind sammen med departementschefen, lader det til.

Folk fra minkbranchen fortæller, at de var helt ubekendte med hele den hjemmelsdiskussion, som ellers fyldte det hele, da de modtog brevet. De tog et ”skal” for et ”skal”, ikke mindst i lyset af pressemødet dagen før.

Til sidste kan man læse om processen vedrørende det såkaldte actioncard. Det lader jeg ligge, for dette begivenhedsforløb er simpelthen for absurd. Det er en af de mange nærmest lavpraktiske effekter af nedlukningen, som man også finder i skoler og børnehaver mm. på mange forskellige måder.

 

12. d. 9. august: Note 7e til kapitel 4 i minkkommissionens rapport (om d. 7/11- d. 9/12, afsnit 5.7-5.11, s. 331-447)

Her er mine sidste noter om bind 1 af minkkommissionens rapport.

I de kommende uger vil jeg dels studere de andre bind, men også arbejde med at sammenskrive mine noter i en samlet analyse, der forbinder hele forløbet og dets elementer med nedlukningen som sådan, kort sagt en refleksion over sammenhængen mellem Grønnegaards rapport om marts 2020 og minkkommissionens rapport om november 2020.

A. ”Støj”

d. 7. november har Tage Pedersen fra Kopenhagen Fur en samtale med Mette Frederiksen. Der sker kl. 10:14. Pedersen taler om den megen ”støj”. Han har brug for en præcis afklaring, dog ikke af hjemmelsspørgsmålet, som ingen uden for statsforvaltningen har kendskab til. Det drejer sig snarere om sagens indholdsmæssige elementer, dvs. om risikovurderingen. Og Mette Frederiksen taler i sine bemærkninger til samtalen også om ”støj”. Hun bruger også ordet ”støj” i en sms til Heunicke og Mogens Jensen kl. 10:43.

Hvad er det for en ”støj”, de snakker om? Jeg var tilbage i mine gamle ”smittede tanker 74-75” fra november 2020. Her kan man læse, at der allerede d. 6/11 var kraftig kritik af SSI’s risikovurdering og af regeringens ekstreme konsekvens heraf i både tid og rum.

Allerede d. 6. november blev det bekræftet, at Cluster 5 var nærmest ikke-eksisterende. Både Information, TV2, Berlingske, Politiken, DR og The Guardian bringer i disse dage artikler med en række stærkt kritiske eksperter, og WHO udtaler sig lidt ligegyldigt om sagen. Det danske totalhastværk er under fagligt pres.

Statsministeren fortæller Tage Pedersen, at ”beslutningen var, som den var meldt ud på pressemødet, og at det derfor var en ordre, at alle mink skulle aflives”. Nogle dage senere trækker man pludselig det der med ”ordren” tilbage, jf. punkt 8.

Så minkavlerne får ikke noget reelt svar. Kl. 14:37 samme dag skriver Kopenhagen Fur derfor en pressemeddelelse, hvor man beder om enten bedre faglige begrundelser, eller at regeringen stopper ”det vanvid, der er i gang”. Og med ”begrundelser” menes der altså her sundheds- og veterinærfaglige og ikke juridiske begrundelser, fordi det med “hjemlen” først kom frem dagen efter.

Men minkavlerne får ikke nogen af delene. Til gengæld får de en pressebriefing samme dag kl. 16 med en masse fagligt intethed og en WHO-repræsentant, Hans Kluge, som faktisk giver kritikerne ret i, at der ingen fare er på færde, men at det er bedre at være ”safe than sorry”, som ”det ekstreme forsigtighedsprincip” hedder på engelsk. Mødets hovedessens er blot en gentagelse af de kraftfulde ordrer fra pressemødet d. 4/11.

Og senere hører vi, at denne presse-briefing primært blev foranstaltet for at hjælpe minkavlerne med, ”hvordan de kunne agere for at bidrage til aflivningsindsatsen” (s. 289). Det er lidt ondt, faktisk.

Thorkild Fogde stemmer i på samme møde. Han taler om ”en kraftig opskruning af tempoet”, og han ved endda på det tidspunkt, at der ikke er hjemmel. Men han er ligeglad, optændt af Frederiksens biopolitiske flammer.

Og Mogens Jensen fortæller, at ”aflivning af alle mink i Danmark skal være overstået d. 16. november”.

Fogde undskylder i sin kommentar til kommissionen sig med, at han kun taler om Nordjylland, selvom Jensen ellers taler om ”alle mink”. Fogde fortæller heller ikke om sin viden til minkbranchen, som på dette tidspunkt ikke aner noget om hjemmelsproblemer.

Ordren fra d. 4/11 gentages altså på pressebrifingen, og der kommer ikke yderligere faglige begrundelser.

B. Dønninger fra KU-mødet d. 4. november

Omkring d. 7/11 drøftes hjemmelsspørgsmålet flere steder i systemet. Men her skal man være opmærksom på følgende:

I et af bilagene til KU-mødet d. 3/11 blev det jo angivet, at der var hjemmelsproblemer med to af de centrale forslag. Derpå besluttede man et – i forhold til disse to forslag – endnu mere vidtgående forslag, som altså var helt nyt, og som blev effektueret på få timer. Og derfra kritiserede man så embedsstanden for ikke at have råbt vagt i gevær! Hallo moster Erna!

Så embedsmændene, som i ugen op til d. 4/11, ellers var blevet enige om, at der var et hjemmelsproblem, var d. 5/11. helt forvirrede, og det forstår man jo godt.

Det er hele denne selvskabte kompleksitet, der er en slags kopi af nedlukningen i marts 2020, og som regeringen nu udnytter på det groveste til at sige, at de var uvidende om hjemmelsproblemet.

C. Brev til minkavlerne og Jarlovs protest

Men i dagene efter pressemødet breder erkendelsen sig hurtigt. Det ”bimlede og bamlede”, som Tejs Binderup udtrykker det.

Fødevarestyrelsen beslutter derfor at lave en ny version af det brev til minkavlerne, som man havde sendt d. 6/11, som kun talte om ”skal” og om adfærdsoptimerende bonusordninger.

Det nye brev sendes d. 10/11. Man tilføjer lige en lille ”opfordring”, men ellers fastholdes ”skal” og hele det kraftfulde system med tempobonus med 100%.

Rasmus Jarlov fra de Konservative protesterer d. 13/11 imod dette, og han får endda d. 15/11 sine borgerlige kolleger med på en protestskrivelse til statsministeren. Hun nærmest nægter at svare, eller hvad man nu skal kalde hendes dynamiske forhalingsproces.

Jarlov gør opmærksom på, at hvis selve beslutningen om aflivning er ulovlig, så er tempobonussen også, for bonussen udspringer jo direkte af beslutningen. Det er en god pointe, for i brevet til avlerne fastholder man som sagt hele temposystematikken og hele diskursen, mens man blot tilføjer et proforma-”opfordring” i starten.

Jarlov ender faktisk med – efter lidt holmgang internt mellem justits- og finansministeriet – at få ret, uden at det rigtig får nogen effekt eller konsekvens, fordi alle regner med, at den kommende hastelov vil ”løse problemet” hurtigt. Man forlænger blot fristen og så videre.

Minkkommissionen tager entydigt Jarlovs parti.

I en pressemeddelelse fra d. 15/11 står der ligefrem, at ”det vil kræve hjemmel i lovgivningen at udbetale tempobonussen”. Så det kræver altså hjemmel at udbetale en bonus, så man kan bryde en lov, som ingen hjemmel har? Forvirringen er total.

Så beslutningens karakter af nullitet fra d. 3/11 effektueres uafladeligt og faktisk helt frem til jul, hvor loven effektueres, jf. nedenfor. Der pyntes blot med lidt småændringer. Afsløringerne af den manglende hjemmel får derfor 0,00 betydning for den sociale realitet.

D. Fra hastelov til lov

Mogens Jensen sætter søndag aften, d. 8/11, gang i hastelovsprocessen. Han har brug for ¾-flertal, men det får han ikke, skal det vise sig, så han må benytte den traditionelle lovproces, som tager ca. en måned. Det betyder, at loven først vedtages med venstrefløjens og de radikales stemmer lige før jul. Fra d. 4/11 og til d. 21/12, hvor loven vedtages, eksisterer landets borgere altså i total retsløshed, og venstrefløjen har accepteret og fremmer det retlige kollaps.

Først på dette tidspunkt, altså søndag aften (d. 8/11), mener Mette Frederiksen at vide, at der ikke er hjemmel. Det er meget mystisk, for hun siger, at både folketinget og offentligheden på det tidspunkt allerede kender til problemet. Og da alle ved det, så er der ingen grund til, at hun gør noget, som jeg forstår det (s. 356).

Og på TV2 d. 12/11, altså fire dage efter at hun blev bekendt med den manglende hjemmel, svarede Mette Frederiksen et utvetydigt “nej” til en minkavler, som spurgte, om han måtte beholde nogle af sine dyr.

Og hjemmelsspørgsmålet var jo endda nævnt i bilaget til KU-mødet d. 4/11, som hun selv stod for. Det sejler rundt i Limfjorden.

På s. 335 kan man læse, at statsministeriet har stået for at koordinere al hastelovgivning siden marts 2020. Men denne opgave med ”lovgivning” indeholder åbenbart ikke opgaven med at sikre sig, at der er hjemmel? Selvom statsministeriets departementschef tidligere har været dep.chef i justitsministeriet og selv er cand. jur.? Og selvom statsministeren selv er tidligere justitsminister? Det er absurd.

E. Sms’er

Der pågår et vældigt arbejde i fødevareministeriet med diverse pressenotater, der skal forklare den undrende offentlighed situationen. F.eks. skriver man:

”Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud” (”dette” = beslutningen om aflivning, TAR).

Bertelsen går amok i vrede, da hun læser dette. Formuleringen må jo forstås som, at regeringen allerede d. 3/11 besluttede at handle uanset hjemmel. Hendes sms’er til især Henrik Studsgaard er ikke for børn, for nu at sige det mildt (s. 367ff). Deres sms-udveksling fylder ca. 5 sider i rapporten.

Disse sms’er har vi adgang til via Studsgaards telefon. Bertelsen og Frederiksen har jo renset deres egne telefoner for indhold. Tænk hvad vi er gået glip af.

F. Mogens Jensen

Hvornår ved Mogens Jensen noget? Det er et fantastisk spørgsmål, som man kan læse om via de mange ændringer til Jensens såkaldte ”talelinje”:

Først ved han noget om ”torsdagen”, så hedder det ”sidst på ugen”, og så hedder det ”fredag”. Så bliver det sørme til ”lørdag” og til sidst endda ”weekenden” (s. 409).

Det er så dybt utroværdigt, at man får ondt i hele bagpartiet.

G. De borgerlige vågner

Jeg har tidligere omtalt Rasmus Jarlovs heltemodige aktion imod de tempobonus-regler, som var omtalt i brevet til minkavlerne.

Det skal siges, at også Jacob Ellemann-Jensen og ikke mindst Alex Vanopslagh gør en god indsats på et samråd med statsministeren d. 10/11 (s. 393). Frederiksen er stærkt presset. Der er ikke omtalt indlæg fra andre politikere, og da slet ikke fra venstrefløjen og de radikale, som lader til at støtte Frederiksen 100%.

H. Ordren og ansvaret

Til sidste fortæller kommissionen om den episode, hvor justitsministeriet i en pressemeddelelse d. 19/11 forsøger at sige, at pressemødet slet ikke var ”en ordre”. Det er ”ikke omfattet af legalitetsprincippet”, som det hedder (s. 435).

Samme ministerium forsøger sig også med den ekstremt smalle fortolkning af ministeransvarlighedsloven, som Frederiksen siden har henholdt sig til (s. 437), som tilfældigvis fritager hende selv for al ansvar.

Ingen af disse to fortolkninger accepteres af kommissionen. Det ved vi fra en tidligere note, hvor jeg skrev om det. Det er sørgeligt at se sit eget lands justitsministerium ude i tovene på den måde.

Derimod var statsministeriet begejstret for den omtalte fortolkning af ministeransvarlighedsloven. En kontorchef i justitsministeriet skriver stolt, blot fire timer efter at statsministeren har modtaget fortolkningen:

”Det korte af det lange: Statsministeren var begejstret for jeres notits”.

Mærkelig, så hurtig hun pludselig vidste noget?

 

13. d. 14. august: Note 8: Minkkommissionens bind 2

Jeg har allerede skrevet en række noter til minkkommissionens bd.1., note 1-7a-e.

Bind 2 består i høj grad af gentagelser, men jeg har alligevel noteret følgende i forbindelse med læsning af kapitel 8: ”Kommissionens vurderinger”.

A.

Mette Frederiksen siger om pressemødet d. 4/11, at hun ikke gav ”en instruks”, men at hun ”refererede blot en indsats”.

Hvilken vandalisering. Den køber kommissionen heldigvis ikke.

B.

Hjemmelsspørgsmålet var faktisk omtalt hele to steder på KU-mødet d. 3/11:

Dels er hjemmelsproblemet omtalt i de bilag, 2 og 2a, som Frederiksen ikke læste, heller ikke dagen efter, fordi hun havde så selvforskyldt travlt. Kommissionen mener ikke, at hun havde nogen rationel grund til dette hastværk.

Det er ekstremt kritisabelt i sig selv.

Men lidt overraskende kan man læse, at hjemmelsspørgsmålet faktisk blev drøftet på selve KU-mødet. Det fremgår dels af en efterfølgende redegørelse fra fødevareministeriet, men det bekræftes også af ”flere mødedeltagere” (s. 630).

Men fordi alle var optændt af nedlukningens ild, så var alle ligeglade, og informationen forsvinder derfor ud i det blå. Som der står:

”Det var dog ikke forhold, som man i øvrigt ses at have fordybet sig i” (s. 630).

Jeg forstår ikke, at kommissionen ikke lægger mere vægt på dette. Frederiksen vidste altså udmærket, at der var et problem, eller hun blev i al fald gjort opmærksom på det ”af flere mødedeltagere”.

C.

Vi får flere steder at vide, at fødevareministeriet var kørt ud på et sidespor. Stats- og justitsministeriet havde overtaget kontrollen med processen. Alligevel skal embedsmændene i ressortministeriet står for skud. Jeg har lidt ondt af dem, især af Tejs Binderup, som faktisk løbende forsøger at stikke snotten frem.

D.

Vi får at vide, at Frederiksen ifølge kommissionen ikke kan tørre ministeransvaret af på Mogens Jensen, hvilket hun ellers prøver på. Hun har også selv et ansvar. Det fremgår tydelig af følgende lidt snørklede passage:

“Efter kommissionens opfattelse kan et ansvar for andre end ressortministeriet efter omstændighederne komme på tale, hvor andre ministerier træder helt eller delvist i stedet for ressortministeriet i en beslutningsproces eller ved udmelding af en beslutning, eller hvor andre har samme viden som ressortministeriet, ligesom relevante omstændigheder kan indbefatte, at en beslutning og dens eksekvering er meget vidtgående og intensiv, og at der kan blive tale om grov vildledning eller klart ulovlig instruktion”. (s. 634)

Og netop disse tre kriterier – altså ”meget vidtgående og intensiv” og ”grov vildledning eller klart ulovlig instruktion”, samt at statsministeriet ”træder helt eller delvist i stedet for ressortministeriet” – gør sig ifølge kommissionens egen beskrivelse gældende i minksagen.

Frederiksen har altså også et ansvar på samme måde som Mogens Jensen, der måtte gå. Følger vi logikken, bør Frederiksen gå samme vej.

E.

Rigspolitichefen brød loven, da han allerede d. 5/11 vidste, at der manglede hjemmel. Det samme gjorde Mette Frederiksen d. 12/11 i fjernsynet.

F.

Det fremgår tydeligt, hvordan en lidt tilfældig bemærkning d. 2/11 om et ”nyt wuhan” fra Mølbak kapres af Frederiksen/Bertelsen og Okkels, som alle forstærker udtrykket ud i den uendelige ekstremisme (f.eks. s.676 og s.733). Da Mølbak til pressemødet forsøger at holde lidt igen, får han rasende sms’er fra Bertelsen og Okkels, indtil han makker ret. Men det har jeg skrevet om i en tidligere note.

Denne episode siger noget om forholdet mellem biostaten og dens myndigheder.

G.

Bertelsen fjerner egenhændigt udtrykket ”fatal” fra coveret til KU-mødet d. 3/11. Hun og Frederiksen får også foranstaltet, at man tager en beslutning, som ikke var forberedt, og de sender ikke den nye beslutning til legalitets-undersøgelse i fødevareministeriet eller i andre ministerier for den sags skyld.

H.

Frederiksen mente ikke, at var behov for ”en kort læsepause” på KU-mødet. Der var for travlt, siger hun. Så ikke engang 10 minutter, kunne det blive til! Jeg har ikke ord.

Ifølge Mette Frederiksen kan SSI’s risikovurdering fra d.3/11 ”ikke forhandles eller diskuteres”. Hun er ikke demokrat. Og der var ellers masser af faglig og folkelig kritik af risikovurderingen og af de konsekvenser, som Frederiksen drog. Men det kan ”ikke diskuteres”? Væk mig fra denne onde drøm.

I.

Frederiksen mener, at hun burde have fået besked med det samme af ressortministeriet vedrørende den manglende hjemmel. Det skulle endda have været ”up front”, som hun udtrykker det. Men det er kommissionen ikke enig i. For det første var fødevareministeriet jo kørt ud på et sidespor, og for det andet havde Frederiksen jo taget ”en beslutning, som ikke var forudset og i hvert fald ikke behandlet i materialet udarbejdet til brug for mødet” (s.736).

J.

Kommissionen konkluderer så på s. 739, at Frederiksen ikke havde viden om den manglende hjemmel. Men for det første er denne uvidenhed jo ifølge kommissionen selv helt og aldeles hendes egen skyld, og for det andet blev hjemmelsspørgsmålet som sagt netop drøftet på KU-mødet, så Frederiksen havde altså viden.

Så uanset, hvordan man vender og drejer sagen, så bør alle partier trække deres støtte til denne farlige regering og med det samme indlede retlige skridt for enten overlagt lovbrud eller grov uagtsomhed.

 

14. d. 11. august: Mink i Utah: En lille eftermiddagsiagttagelse

Danmark og Holland, som var blandt verdens dygtigste minkproducenter, gik amok i mink-forskrækkelse i 2020. Herfra kunne produktionen flytte til f.eks. Ukraine, Grækenland og Kina.

Der var også et stort udbrud blandt mink i den amerikanske stat Utah i 2020. Det kunne man læse om i Nordjyske og flere andre steder. Verden gik endda amok, fordi man i Utah havde fundet corona i en vild mink.

I Danmark havde man ifølge TV2 også fundet corona i en måge, endda i foden, og Søren Pind ville udelukke folk fra samfundet, hvis de ikke blev vaccineret og så videre. Det skete i de dage….

Men tilbage til Utah, hvor myndighederne slog sagen hen. Nordjyske skriver d. 6. november 2020, altså mens minkskandalen herhjemme udfoldede sig live:

“I august oplevede Utah i USA et voldsomt udbrud af coronavirus på den amerikanske delstats minkfarme. Her døde omkring 10.000 mink af virussen, men myndighedernes svar var, at der ikke var noget, der tydede på, at smitten kunne brede sig fra dyr til mennesker – kun omvendt.”

Jeg har ikke kunnet finde ud af, om minkavl stadig er tilladt i Utah?

Utah har ifølge worldometer ligeså få døde pr mio. indbygger som DK, hvor man jo i sin totale måge-logik tvangsslagtede alle mink, som ellers alligevel skulle være pelset ugen efter.

Frederiksens juridiske og faktisk også sundhedsfaglige overgreb på minkavlerne har formodentlig været helt uden effekt, skabt af nedlukningens filosofiske kaos.

Links:

Artikel om Utah, d. 6/11-2020: https://nordjyske.dk/nyheder/nordjylland/verdens-stoerste-minkproduktion-lukker-ned-men-hvad-har-man-gjort-i-andre-lande/eb896def-c26a-4eae-ab0c-3f8cb8eb2339

Artikel om måger, d. 26/10-2020: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-10-26-maage-havde-coronavirus-paa-foden-det-kan-forklare-smitte-mellem-minkfarme

15. d. 11. august: Dagens noter

A.

Mette Frederiksen, hvis embedsførelse har været udsat for stærk kritik af minkkommissionen for at være klart ulovlig, groft vildledende og ”forceret” på alle måder, udtrykker i dag ”tillid” til Barbara Bertelsen, som har fået en endog endnu kraftigere kritik af kommissionen.

De to magtfulde personer er bundet sammen i synden. En form for tragisk skæbne. De har været veninder helt fra lærerlockouten, hvor Frederiksen var beskæftigelsesminister, og Bertelsen var i Corydons Moderniseringsstyrelse. Her lærte de Lockdown af Lockout for nu at sige det på den måde.

Jeg ved det jo ikke, men jeg kan ikke lade være med at tænke, om den ene har noget på den anden?

B.

Minkavlernes organisation har været til møde om mulighederne for at genetablere en eller anden form for produktion. Her fik de følgende oplevelse:

– Overdrevent skarpe krav om masker og tests osv.

– Ministeren troppede ikke op. Det gjorde til gengæld en af de embedsmænd, som selv er under anklage af minkkommissionen! Ministeren kaldte mødet for ”teknisk”. Det svarer til at kalde minkaflivningen for ”en fejl”.

Det minder mig om, at Mogens Jensen d. 9/11-2020, altså midt under aflivningerne, ifølge minkkommissionen udtalte følgende:

”Vi står i en global sundhedskrise, og derfor valgte regeringen at træffe en beslutning, som der var opbakning til fra både et politisk flertal, men OGSÅ FRA MINKBRANCHEN SELV” (bd. 2, s. 599, mine versaler)

Så nedlukningen af minkerhvervet var et ønske fra minkavlerne selv! Det er nok også ”teknik”.

Jeg kalder den slags for postmoderne ondskab.

C.

Jeg kan forstå, at de radikale vil udtrykke ”mistillid” til Frederiksen, selvom de så alligevel har ”tillid” til hende og dermed også til Bertelsen. Ja, Frederiksen skal ligefrem være statsminister igen, får vi at vide. De radikale skal bare med i regering.

Men så kan Frederiksen jo bare tilbyde Sofie en ministerpost – uden valg altså – og så er den mink jo barberet.

De radikale er jo flyttet ind i minkburene, hvis jeg må være lidt sjov.

Inde i buret kan de så lave lyde sammen med SF og EL og resten af S, der også har tillid til Frederiksens tillid til Bertelsen på en ”teknisk” måde.

Links:

Frederiksen udtrykker tillid til Bertelsen: https://www.berlingske.dk/politik/mette-frederiksen-holder-fast-vil-ikke-hjemsende-barbara-berthelsen

Minkavlernes møde med ministeriet: https://www.berlingske.dk/politik/minkavler-formand-udvandrer-tiltag-for-avl-er-skudt-over-maalet

 

16. d. 15. august: Pluralitet eller diversitet

Priden har en ”mission-vision”, som fremgår af nedenstående link.

Her kan man læse, at køn er en ”social konstruktion”. Ifølge forskellige kilder har dette foreløbig afstedkommet 72 forskellige køn. Denne særlige ideologi knyttes så direkte an til den såkaldte ”normstorming”, der for tiden yder enorm indflydelse på landets skoler. Også hos normstormerne opfattes køn som en konstruktion, og i deres undervisningsmateriale tales ned til lærerne på det groveste.

Og hvis man ikke går ind for denne ødelæggende ideologi, som ifølge linket kaldes for ”intersektionel feminisme”, så har man noget, der hedder ”traditionelle mande- og kvinderoller”. Vi er i sådan en slags enten-eller leg. Sådan a la: hvis du ikke støtter Mette Frederiksen, så er du trumpist. Med det udgangspunkt ved man, at den er gal. Hadet til mænds og kvinders samarbejde gennem århundrede emmer gennem linjerne.

Nå, men lad os købe præmissen et øjeblik: Hvis det er korrekt, at køn skulle være en konstruktion, så burde der jo være 8 mia. forskellige køn, al den stund, at alle mennesker kommer i særegne farver og former. Så hvorfor kun 72? Ja, denne reduktion af diversitet kommer netop i stand ved, at kønnet antages at være konstrueret. Følger vi Pridens og normstormernes metode, så kollapser det pædagogiske og filosofiske ”pluralitet” til det konstruerede og statistiske ”diversitet”, som endda reducerer 8 mia. til sølle 72.

Den sikreste vej til pluralisme er at blive ved den biologisk-historiske realitet, nemlig at der er to køn. I så fald bliver køn til ”pluralisme”, en form for ”two-in-one”, naturens gave til os. Dvs. at man fødes som enten dreng eller pige, ligesom man også har en mor eller far og et sprog og en barndom, hvilket jo heller ikke er ”konstrueret”. Herfra flyder livets fulde skønhed.

Mit eget køn er i hvert fald ikke konstrueret, det er bombesikkert. Det har rumsteret i nu mange årtier med sine helt egne forslag.

Kønnets biologi tilhører forudsætningens, dvs. det historisk-poetiske liv med rod i naturen. Det er den eneste sikring af fest og farver og kærlighed, og det er den eneste måde at undgå, at kønslig pluralisme reduceres til 72 platte og ensomme konstruktioner. I stedet får vi med min metode både situationer, hvor det ene køn optræder som det andet, smuk homoseksuel kærlighed og kærlighed mellem mand og kvinde.

Og ”forudsætninger” bør man vel at mærke ikke undervise ret meget i. Man bør blot holde øje med, hvordan de kommer til syne. Et par timer i 7. klasse med en genert ældre hr. og fru. lærer må være nok. På den måde lærer alle, at skolen ikke har noget med den sag at gøre. Men i alle hjørner kysses og kigges og noteres der, det er klart. Det ved alle, som har været børn, dvs. drenge og piger. Det vil sige alle.

Priden støttes af bl.a. Undervisningsministeriet, Sundhedsstyrelsen og BUPL. UVM støtter endda mere seksualundervisning efter Pridens nedbrydende filosofi.

Hvis man ændrer på filosofien, så støtter jeg priden 100%, for jeg elsker eksperimenter og fest og farver. Men det aktuelle opgør med manden og kvinden og med pigen og drengen bør man bekæmpe med både hud og hår og skæg og barm.

Et fun-fact: Pridens bestyrelse består af 5 personer. De er alle mænd. Det synes jeg er sjovt. Meeeen…. De er nok slet ikke mænd? De er nok socialt konstruerede kønsidentiteter nr. 34-38? Og så er mandedominansen jo omdannet til ”diversitet”. Det er en lidt interessant logik, synes jeg.

Heldigvis har vi fået et demokratisk og humanistisk alternativ til disse forskrækkeligheder, nemlig Dansk Regnbueråd. Det vender jeg muligvis tilbage til.

Links:

Link til Pridens værdisæt: https://www.copenhagenpride.dk/mission-vision/

Link til Normstormernes undervisningsmateriale, fra s. 29: https://www.kk.dk/sites/default/files/2022-08/oktober_2020_-_spoergsmaal-til-boerne-og-ungdomsudvalget-a.pdf

Link til Dansk Regnbueråd: https://danskregnbueraad.dk/

Link til mit eget take på emnet fra 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogik-og-kon-om-modersmal-og-faedreland.html

 

17. d. 16. august: Mette Frederiksen har ydmyget de radikale, note 1

De radikale havde stillet et ultimativt krav om udskrivelse af valg senest d. 4. oktober. Det var de radikales pris for ikke at sende Frederiksen i rigsretten.

Men på dagens pressemøde taler Frederiksen arrogant og nonchalant om “et lille års tid”. Hun er fuldstændig ligeglad med Sofie Carsten Nielsens gestus.

Nu er de radikale ydmyget. De bliver nødt til at stille med mistillid prompte for at redde æren. Med mindre de vil sende Frederiksen i retten alligevel.

 

18. d. 17. august: Radikalt kollaps: Frederiksen ydmyger de radikale, note 2

De radikale siger, at de vil udtrykke mistillid til Frederiksen, hvis hun ikke udskriver valg.

Men det kan de på en måde ikke: De kan ikke udtrykke mistillid til Frederiksen, eftersom de jo netop har udtrykt tillid til hende som fortsat statsminister, blot med radikale ministre.

Og man kan ikke udtrykke mistillid, hvis man har tillid. Og man kan ikke deltage i en regering under en statsminister, som man ikke har tillid til.

I stedet bringer Berlingske i morgen en kronik af Sofie Carsten Nielsen. Kronikken er tom som en jordhule.

Det kan ingen borger tage seriøst.

PS:

Denne problemstilling udspringer af samme essens som gårsdagens begivenheder, hvor Frederiksen legede kispus med valgdatoen med ord, som stod i diametral modsætning til de radikales ultimatum. Frederiksens ydmygelse fortsætter, eftersom de radikale mig bekendt slet ikke har kommenteret Frederiksens imponerende arrogance, jf. note 1 fra i går.

PPS:

Begge disse problemstillinger har rod i de radikales problemer med den politisk-juridiske situation, som nedlukningen som sådan har skabt, og som de selv har deltaget i og fremmet på alle måder, ikke mindst via deres biopolitisk radikaliserede sundhedsordfører.

PPS:

Den radikale folketingskandidat, Carolina Magdalene Maier, er en af de få med fornuften i behold: Hun skrev følgende kloge ord på twitter:

”Nej, Mette Frederiksen, det modsatte af magtfuldkommenhed er ikke magtesløshed. Det er ydmyghed.”

Kan Maier ikke blive radikal leder i stedet for de radikale ledere? Som situationen er nu, er hendes fine sætning jo nærmest komisk. Og når kloge mennesker bliver komiske, er den gal med omgivelserne.

 

19. d. 17. august: Normkritisk politik

Jeg kan forstå, at man nu kan skifte noget, der hedder “kønsidentitet”, helt fra man bliver født.

Pernille Skipper, som var den store hyperskræmte afspritningspolitiker i 2020 er begejstret. Hun udtaler følgende til TV2:

“Jeg synes, at det at sætte grænsen på nul år er at respektere familiernes og børnenes ret til selv at bestemme over deres egen kønsidentitet, uden at vi formynderisk fra omverdenen skal sige, hvornår man er klar til at tage stilling til det, siger Pernille Skipper.”

Så familierne må ikke selv bestemme deres barsel, men de må bestemme deres børns “kønsidentitet”? Hvilket totalt overgreb på barndommen.

Og de radikale stemmer i:

“…der er jo nogle i børnehavealderen, eller når de starter i skole, som føler sig anderledes end det køn, de er født i. Så vi synes ikke, at der skal være nogen aldersgrænse, siger ligestillingsordfører Samira Nawa.”

“føler sig anderledes”? Konsekvenserne er kaotiske.

Etisk Råd havde foreslået 12 år som grænse, hvilket i sig selv er et dybt radikalt forslag, eftersom man nu engang har det køn, man har, dvs. dreng eller pige, med alt hvad der deraf følger af fest og farver og indre og ydre samtaler.

Venstre siger 15 år. 15 år? det er jo også dybt radikalt, eftersom køns-identitet jo er en “social konstruktion”. Det er kønnet derimod ikke.

 

20. d. 18. august: Normkritisk ladeport ind i familierne

Den nye regel om, at det skal være muligt at få kønsskifte allerede fra fødslen, overlader fra nu af spørgsmålet om køn til forhandlings- og påvirkningsprocesser mellem forældre, barn og pædagoger.

Dermed forstærker den normkritiske ideologi pludselig sin magt mange gange. Vi får en ”social konstruktion af køn”, som det hedder i Pridens værdisæt. Denne ideologi iscenesættes bl.a. i pædagoguddannelsen, nu endda via lærerbogsmateriale.

Det identitetspolitiske pres skærpes dermed i dagtilbuddene, hvorfra det breder sig til familierne og videre til de stakkels drenge og piger, dvs. til alle. Vi vil få en fuldstændig kaotisk kønspædagogisk situation i hele barndommen, hvor alle holder øje med alt og “konstruerer” på livet løs. Og det hele bliver omgærdet med statistik, målinger, aula-diskussioner og avisoverskrifter og så videre.

En dybt radikaliseret læge, Astrid Højgaard, som leder et sexologisk center i Aalborg, støtter regeringen. Hun går og finder tegn på kønsforvirring hos de 3-årige, fremgår det af dagens Kr. Dagblad. Hun lyder som en coronavirolog, som finder smitte i mågernes fødder for nu at lave en meget blid sammenligning.

Det er også uklart for mig, hvor mange køn man med tiden må vælge imellem? Der findes jo ifølge normstormerne hele 72 socialt konstruerede køn, har jeg ladet mig fortælle. Der bliver nok at forhandle om.

72 er i øvrigt et sølle antal, når man ser på al den myldrende pluralisme, der kan komme ud af de to køn, som ikke er konstruerede.

Både børneforskeren, Jan Kampman, og formanden for Etisk Råd er helt uenige med regeringen, står der i samme artikel. De foreslår hhv. 12 og 15 år. Det er selvfølgelig bedre end 0 år, men stadigvæk helt hen i vejret. Køn har intet med jura at gøre. Det sidder fast i kroppen som et blodomløb. Men regeringen vil altså gå hele vejen.

Denne nye barndoms- og kulturødelæggende plan er lanceret af S, SF, RV og EL. Det er tankevækkende for mig, at det er de selvsamme partier, der især har stået i spidsen for nedlukningens ødelæggelse af civilsamfundet. Der er et eller andet, der minder om hinanden.

Jeg har før støttet Priden med 100%, men det er helt slut med det, efter at jeg fandt ud af, at priden støtter socialkonstruktivisme og normkritik, som er imod enhver form for kønslig pluralisme, eftersom de jo opløser kønnet.

Links:

Kr. Dagblads dækning af sagen: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/kritik-ingen-nedre-graense-juridisk-koensskifte-goer-mere-skade-end-gavn

Transportministeriets annoncering af aftalen: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-handlingsplan-tager-vigtige-skridt-for-lgbt-personers-rettigheder-og-ligestilling?publisherId=5278762&releaseId=13656718

 

21. d. 21. august: Socialkonstruktivismens forøgede magt

Den socialkonstruktivistiske og intersektionelle kønsopfattelse, som pt definerer både Priden og normstormerne, får nu virkelig frit spil.

Indflydelsen er allerede enorm. F.eks. er de centrale pædagogiske fagforeninger begejstrede, især BUPL, og det samme er de relevante ministerier, de store kommuner og endda folketinget som sådan.

BUPL har lavet en hel side om emnet, herunder et helt evalueringssystem. Der tales ligefrem om en “normkritisk evalueringskultur”. Og de store kommuner har givet totalt carte blanche til normstormernes opgør med lærere og pædagogik. Professionshøjskolerne stemmer i med lærebøger, undervisningsmoduler og så videre (se links i bunden).

Indtil nu har denne begejstring måske mest været af overordnet karakter – bortset fra den omfattende undervisning i tankegangen – men nu udvides ideologien for alvor ned i institutionernes praksis og i de professionelles sanseapparat.

Denne udvidelse sker, fordi man nu vil indføre juridisk kønsskifte fra fødslen. Udvidelsen vil fungere som en politisk og begrebsmæssig passage, hvorigennem ideologien kan sive helt ned i samfundets pædagogiske samtaler. Fra nu af skal den socialt konstruerede kønsidentitet forhandles løbende, helt fra de mindste børn og løbende frem, af normstormere, ekspert-smalle læger, pædagogiske evalueringsregimer og nogle stakkels forældre, hvis arv, selvstændighed og historicitet systemerne har mistet tilliden til. Samtidig kollapser sproget, kulturen og historien. Grundreglen for disse teorier er: ”Cancel Culture”! Kønnet er en del af denne destruktion.

Angrebet på kønnet er et angreb på moders-målet og fædre-landet, dvs. på poesi og traditioner.

Dette nye hegemoni vil overvåge børnenes mindste aktioner og konstant kunne sætte de nye systemer ind i børnenes og deres mors og fars sprog.

Dette frontalangreb på menneskets og samfundets dybeste forudsætninger, dvs. de to køn, som nu omdannes til banale og aggressive forhandlingssystemer, minder mig faktisk om Nedlukningen. Nedlukningen havde også opgøret med for-fatningen som grund, dvs. en omdannelse af forsamlinger til statistiske og forhandlede regler.

I den forstand – det er min tese – så har nedlukningen virket som en forstærkende faktor for det kønsfilosofiske kollaps, som nu eksekveres af en samlet venstrefløj imod holdninger hos Etisk Råd og børneforskere som Jan Kampmann og Jørgen Aasted Halse.

Hvis jeg var pædagog, så havde jeg forladt BUPL prompte. Og jeg ville ikke sende mine børn i børnehaver eller skoler, hvor denne ødelæggende socialkonstruktivistiske og menneskefjendske ideologi dominerer.

Links.

Normkritisk evalueringskultur i dagtilbud, VIA-UC, 2022, BUPL’s hjemmeside: https://bupl.dk/sites/default/files/2022-05/Normkritisk%20evalueringskultur%20i%20dagtilbud_h%C3%A5ndbog4_april2022_forsk55.pdf

BUPL’s hjemmeside om normstorming og evaluering: https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/paedagogisk-forskning/ligestilling-og-mangfoldighed

Ny bog om ”Normkritik i pædagogisk praksis” af folk fra professionshøjskolen i København: https://www.ucviden.dk/en/publications/normkritik-i-p%C3%A6dagogisk-praksis Interview med en af forfatterne: https://www.folkeskolen.dk/kon/normstormer-eller-ejsadan-far-du-normkritik-i-klasselokalet-hvis-du-vil/4669177

Jørgen Aasted Halse med en kommentar, der stiller spørgsmål ved identitetspolitisk kønspædagogik: https://blog.folkeskolen.dk/blog-borneliv-nb/konsidentitet-og-sexualitet-hvad-skal-skolen-med-det/4670878

Interview med Laura Rosentvinge – politisk ordfører for socialdemokratiet i København – indlæg i Berlingske, d. 11. juli: https://www.berlingske.dk/aok/aftalepapir-med-normstormerne-giver-kritiker-kuldegysninger-mine-boern-skal

 

22. d. 22. august: Støtte til coronakritiske synspunkter på international konference om pædagogik

Jeg har været til en yderst veltilrettelagt og flot konference i regi af ”International Network for Philosophers of Education” i den forgangne uge. Konferencen blev i år afholdt i København. Om to år finder den sted i Liverpool.

Selv fremlagde jeg paperet ”What is a Lockdown?”. Overfor mig sad nogle af verdens førende pædagogiske tænkere.

Jeg var meganervøs, for jeg var maksimalt kritisk i mit oplæg. Og jeg havde faktisk regnet med at få total-kritik, eftersom store dele af den pædagogiske venstrefløj har været meget begejstret for coronapædagogikken. En holdning venstrefløjen – også den hjemlige – noget paradoksalt deler med den globale kapitalisme.

Mon ikke der var en eller anden dødsstatistik fra Langbortistan, som jeg skulle forholde mig til?

Nå, men jeg blev totalt overrasket. Folk fra nær og fjern, hvis analyser jeg har stor respekt for, var 100% enige med mig. Og en kollega tilbød ligefrem at publicere paperet i et tidsskrift.

Jeg blev virkelig opløftet, må jeg indrømme. Og som sagt: meget overrasket. Men på en måde blev jeg bekræftet i min tese om, at pædagogik og lockdown er 100% modsætninger.

http://www.thomasaastruproemer.dk/what-is-a-lockdown.html

 

23. d. 23. august: Noget eller alt

I dag vil man gøre alt for at undgå ting, f.eks. Co2-tal eller smittetal eller ulighed.

Men før man vil ”gøre alt”, så bør man spørge om, hvad man ikke bør gøre, og hvad princippet for dette ”ikke” er. Dermed bliver ”gøre alt” til ”gøre noget”.

Det er i dette spørgsmål og i denne forskel, at grundloven og demokratiet ligger gemt. Grundloven skiller ”alt” fra ”noget”. Det er det politiske spørgsmål.

Det er også her, vi finder forskellen mellem to principper. På den ene side har vi biostatens ”alt”, som kaldes for det ”ekstreme forsigtighedsprincip”, der er uden det politiske spørgsmål. På den anden side har vi det demokratiske ”noget”, som er ”proportionalitetsprincippet”, der forudsætter det politiske spørgsmål.

Man skal gøre noget, men ikke alt. Dette “noget” er det demokratiske princip, som står i modsætning til det biostatslige princip, som vedrører “alt”.

Forskellen på ”noget” og ”alt” er det politiske spørgsmål.

I denne forskel opstår den moderne pædagogik.

Udrydder man forskellen mellem ”alt” og ”noget”, udryddes politik og dermed også pædagogik, som kun kan fungere under ”noget”-herredømmet, dvs. under frihedens forudsætning. Forskellen svarer til det ”pædagogiske paradoks”, som Alexander von Oettingen – inspireret af den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant – har kaldt forholdet mellem pædagogisk tvang og frihed.

Men nu er denne filosofiske forskel mellem ”noget” og ”alt” kollapset. Derfor kan alt ske.

Det er som om, vi hele tiden venter på en ny lockdown på det ene eller det andet område, nationalt eller globalt, i stort og småt.

Den ubehagelige kendsgerning er så, at man i dag – via forskellige tekniske systemer – rent faktisk kan gøre “alt”, hvilket ikke var muligt for blot 10 år siden. Nedlukningen kan måske defineres som den pludselige opdagelse af denne mulighed, som før var skjult. Opdagelsen af et teknisk “alt”.

 

24. d. 24. august: LGBT+-sexisme

Foreningen ”LGBT+ Danmark” er ikke tilfreds med, at der ”kun” skulle være 73 køn, som vi ellers lærer om i de ny kønsforskrækkede organisationer. Nej, der er mange flere, skriver de på foreningens hjemmeside. Der er faktisk ingen grænser.

Det skyldes den socialkonstruktivistiske filosofi, hvorefter ”køn” er noget man gør.

Så der er i princippet 8 mia. køn. Et køn pr. person.

Her er formuleringen fra foreningens hjemmeside:

”Der er ingen grænser for, hvor mange køn, der findes. Kønsidentiteter og kønsforståelser er forskellige fra person til person, og vi ”gør” alle sammen vores køn på forskellige måder.”

Ingen ting findes. Alle ting er noget man gør. Der findes heller ikke tegneserier, klaverer eller cykler eller mødre eller fædre eller fortid, ja sprog og verden som sådan.

Alting bliver til noget, man “gør”. Men faktisk forsvinder også “handling”, som kun kan finde sted i en verden med ting og mennesker. Dermed forsvinder alt.

Så foreningen er imod køn, som jo hæves ikke at eksistere.

I den forstand er foreningen og dens filosofi sexistisk.

Dermed umuliggøres pluralitet, dvs. eksperimenter, kreativitet og udklædning i og mellem begge køn. I stedet får vi “diversitet”, som er statistisk baserede og politisk korrekte fordelingssystemer uden krop og i altid faste farver.

Konsekvenserne af denne sexisme er uoverskuelige.

https://lgbt.dk/faq-om-lgbt/

 

25. d. 25. august: Juridisk kritik af statsministeren

Professor i jura ved Aarhus Universitet, Lasse Lund Madsen, er mig bekendt den første jurist, der viser tegn på at have læst minkkommissionens rapport og forstået dens logik.

Det demonstrerer han i en kronik i Berlingske fra søndag d. 18. august.

Kronikken bar i papiravisen den sigende titel:

”Øh, jo – ansvaret for minksagen er (også) dit, statsminister”.

For det første drøfter Lund Madsen, hvorvidt statsministeren har et klart objektivt ansvar. Hun har jo handlet “klart ulovligt”, men forsøger at tørre det af på Mogens Jensen og nogle embedsmænd.

Men den går ikke ifølge Lund Madsens læsning af kommissionens rapport.

Ifølge kommissionen kan Frederiksen nemlig sagtens have et medansvar i ministeransvarlighedslovens forstand. Det er utroligt, at ingen andre af de jurister, der har udtalt sig om sagen, har fanget denne pointe, som kommissionen udpensler med stor grundighed.

Madsen bruger det billede, at selvom Mogens Jensen ejer den bil, som har kørt ulovligt, så er det Frederiksen, der har kørt i den.

Lund Madsen gennemhuller altså, med udgangspunkt i kommissionens rapport, fuldstændig Frederiksens smalle fortolkning af ministeransvarlighedsloven.

For det andet drøfter Lund Madsens statsministerens ”subjektive ansvar”, som regeringen og andre jurister har slået hen med, at hun jo ikke ”vidste” noget.

Lund Madsen fortæller, at minkkommissionen slet ikke er blevet bedt om at vurdere de retlige aspekter af denne ’ikke-viden’, og det jo er derfor, at kommissionen holder sig lidt tilbage.

Alligevel ”signalerer” kommissionen et subjektivt ansvar, både hvad angår ”nedlæggelse af et helt erhverv” og den såkaldte tempobonus.

Dette subjektive ansvar angår ministeransvarlighedslovens såkaldte ”grove uagtsomhed”. Lund Madsen argumenterer for, at minkommissionen i høj grad lægger op til, at det subjektive ansvar er præget af ”grov uansvarlighed”.

Her skal det ifølge Lund Madsen medtænkes, at ”der er tale om et objektivt set særdeles groft retsbrud uden fortilfælde i nyere danmarkshistorie”.

Og videre: ” En så fuldstændig enestående, ekstraordinært indgribende og i praksis uigenkaldelig beslutning bør kraftigt skærpe agtpågivenheden hos beslutningstagerne.”

Dertil kommer, at Frederiksen undlod at sende den helt nye beslutning til juridisk vurdering i ressortministeriet.

Disse forhold ”smitter af” på ”det subjektive ansvar”, som der står, og videre:

”Adfærden bærer dermed begrebsmæssigt præg af såkaldt bevidst uagtsomhed”.

Dernæst gennemgår Lund Madsen en række tidligere sager og statsretlig teori, men det ændrer ikke hans konklusion.

Og afslutningsordene er som følger:

”Det er vanskeligt at forlige sig med, at landets øverste ledere herved udstyres med et særligt strafferetligt fripas. Modstykket bør i så fald være en politisk reaktion, der står mål med forbrydelsen. Statsministerens næse i minksagen lugter imidlertid langt væk af politisk fedtspilleri og strategisk stoleleg fremfor saglig sanktionering.”

Denne analyse svarer fuldstændig til de iagttagelser, jeg selv har gjort i forbindelse med læsningen af de to første bind i kommissionens beretning. Det er dejligt at se, at førende jurister nu også viser tegn på at have studeret sagen ordentligt. Flere af dem købte alt for hurtigt statsministerens argument uden tegn på at have sat sig ind i kommissionsrapportens argumentation.

I starten af august var den tidligere landsretsdommer, Hans Henrik Brydensholt, inde på noget af det samme i et indlæg i Politiken. Hans indlæg var en kritik af de radikales forsøg på at skelne mellem juridisk og politisk ansvar.

Links:

Lasse Lund Madsens kronik i Berlingske, d. 18. august: https://www.berlingske.dk/kronikker/juraprofessor-har-vendt-hver-en-sten-kan-statsministeren-straffes-for

Indlæg af Hans Henrik Brydensholt i Politiken, d. 1. august: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8897589/Mette-Frederiksens-adf%C3%A6rd-har-helt-bestemt-%C2%BBrigsretsm%C3%A6ssige-proportioner%C2%AB

 

26. d. 29. august: ”Tryllebundet, uhyre interessant, levende og medrivende”

Lærke Grandjean har skrevet en fin anmeldelse af min bog “Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativeirng” på folkeskolendk

F.eks. skriver hun følgende om bogens del 2-4, hvor der især er fokus på forholdet mellem formålsparagrafferne og skolepolitik fra 1993 til 2015:

”Det er uhyre interessant læsning; man er tryllebundet og kan ikke slippe bogen; det er som at lytte til en vigtig og betydningsfuld fortælling.”

Og om bogens del 1, der handler om formålsparagraffens tradition og indhold skriver hun:

”Om dette skriver Rømer levende, interessant og medrivende.”

Grandjean har også en række kritiske bemærkninger, som jeg ikke helt forstår. F.eks. kommer det lidt bag på mig, at bogen skulle være et forsvar for noget, som Grandjean kalder for ”curriculum-centreret undervisning”. Jeg erindrer faktisk ikke, at ordet ”curriculum” optræder i bogen? Men jeg misforstår måske et eller andet? Derimod har hun ret i, at kundskabsbegrebet står centralt, men det er for mig at se et langt mere filosofisk begreb end ”curriculum”, der i pædagogiske kredse ofte står i modsætning til ”didaktik”.

Jeg forstår heller ikke, at bogen skulle være et angreb på reformpædagogiske tanker, hvilket Grandjean lader til at mene? Tværtimod, faktisk. Den pædagogiske tradition, som jeg forstår den, består af tre vekselvirkende tråde, grundtvigianisme, reformpædagogik og herbartianisme/tysk bildung, hvilket forklares udførligt i bogens del 1. Denne syntese gør, at elev-begrebet og ”vom kinde aus” ophører med at være modsætninger.

Men uanset disse markeringer, som jeg måske læser forkert, skal Grandjean have tak, både for at have læst og tænkt over bogen og ikke mindst for de pæne ord, som jeg har fremhævet ovenfor.
https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/thomas-romer-curriculum-centreret-undervisning-danner/4671899

 

27. d. 30. august: Statens nye filosofi

En af nedlukningens både politiske og psykologiske effekter er følgende:

Hver gang politikerne mødes om at løse et eller andet stort eller lille problem, så forventer og frygter man, at løsningen på problemet omfatter alle på en eller anden vild måde, som ikke har noget at gøre med det oprindelige problem.

Man ved aldrig, hvad der sker, og hvornår det sker.

F.eks. vil en regeringsnedsat kommission nu løse et “lille” problem med undertrykkelse af piger i nogle få muslimske familier ved at ændre fagstrukturen for alle i folkeskolen, ved at forbyde tørklæder som sådan og ved at lave algoritmebaserede fordelingsnøgler til børnehaverne, så ingen familie uanset religiøsitet kan regne med noget. Man vil også styrke seksualundervisningen, dvs. normstorming for alle og lave kurser i noget skrækkeligt noget, som kaldes for “moderne dansk børneopdragelse”. Og hvis nogle minoritetskvinder alligevel går ind for dele af deres egne traditioner, så beskrives det som en slags falsk bevidsthed. Der er også stærkt pres på mere styring af de frie skoler.

Det er den “ekstreme forsigtighed” med dens ledsagende radikale pludselighed og stedslige totalitet, der arbejder. Metoden er “pludselighed og udvidelse”.

Det er statens nye filosofi. Men er det også samfundets filosofi? Det ved ingen, for samfundet er opslugt af den nye stat og reduceret til at være en metode til statistisk optimering og profylaktisk minimering.

Og når samfundet er uden essens, så bliver alt konstrueret, selv kønnet, som omdannes til tal og profylakse.

Før kunne sociale traditioner, altså social essens, udvikle misdannelser, som kunne ende som “social kontrol”. Nu er sagen vendt om. Nu er sociale traditioner defineret som “social kontrol”. Dermed mister de sociale traditioner deres sted, hvorved de forsvinder. Alt er kontrol, som jo så også kan kontrolleres. Det er det som Nick Hækkerup kalder for ”frihed”.

På den måde bliver den resterende “frihed” til en slags foreløbig adfærdstilladelse, der kan forsvinde med lyden fra et knips i Langbortistan.

Samfundet er omdannet fra sociale traditioners pluralitet, som er demokratiets og forfatningens begreb, til en statistisk defineret diversitet, som er biostatens begreb. Indimellem disse havde vi – som en slags overgangsfase – konkurrencestatens uniformativitet, dvs. tal, styring og “uden mangler”.

https://denglemtekvindekamp.dk/nyheder/2022/august/kommissionen-for-den-glemte-kvindekamp-offentliggoer-deres-foerste-anbefalinger/

 

28. d. 30. august: En ny barndomspsykologi

Først fjerner man barndommens og ungdommens tradition og sammenhæng. Det skete for alvor i 2006, hvor Globaliseringsrådet fuldbragte opgøret med de nationale og europæiske dannelsestraditioner, samt i 2013, hvor denne revolution materialiserede sig i skole- og læreruddannelsesreformer.

Herfra var den unge overladt til sig selv og sine ”præstation uden mangler”, og skolerne skulle optimere deres læringsscore uden tanke på deres egentlige formål.

Det var konkurrencestatens, præstationssamfundets og 12-talpigernes tid. En skrækkelig passage til det endnu skrækkeligere:

Dernæst kritiserede man konkurrencestaten. Man fjernede eller lempede ”præstationen”, men med fuld fastholdelse af dannelsesopgøret. Herfra havde man intet, hverken baggrund eller formål. Barnet og den unge var som et fnug i solen, ventende på en diagnose eller et regnskab.

Dernæst indsatte man frygten. Det skete med klima- og smitteregnskaber.

Dette system fik navnet ”the dark pedagogy”, dvs. pædagogikken for det ensomme og frygtsomme individ.

Og nu angribes de skrøbelige rester fra tiden før 2006. Det sker for tiden f.eks. som normstorming, der gør kønnet til en ”identitet”, og som udtrykker sig kraftfuldt fra professionshøjskoler, de store kommuner og rundt omkring i lovgivningen og helt ned i de lokale mikrokommunikationssystemer.

Tilbage står barnet uden baggrund, formål og præstation, alene og fuld af angst, omgivet af professionelle og forældre, der er skabt ud af samme substans. Det kaldes også for ”woke”. En ond filosofi, som vil “cancel culture”.

Tidens ungdom udtrykker sig ind i denne sammenhæng.

Barnets århundrede, denne smukke ide der blev indvarslet i år 1900, er i sandhed forbi. Dog ikke pga. af “den voksne” eller “mennesket”, som forsvandt i samme proces, som jeg lige har beskrevet, og som også nogle gange kaldes for “posthumanisme” eller endda “transhumanisme”.

 

29. d. 30. august: Hvad er Danmarksdemokraterne?

A.

Danmarksdemokraterne er et parti, der er så bange for folk fra andre lande, at det vil reducere, nedgøre og udslette dansk tradition og almindelig legalitet til fordel for noget, som nedladende kaldes ”almindelige mennesker”.

B.

Punkt 1 deles med DF, men DF havde i det mindste en intellektuel rod i dansk intellektuel tradition, som blev udtrykt i en bestemt historisk situation, og som man kan forholde sig til. Det har Danmarksdemokraterne ikke.

Det andet karakteristika ved Danmarksdemokraterne er derfor, at Danmarksdemokraterne er en slags tom forfaldsversion af DF; en version som er uden kontakt til filosofi og politik. Derfor er partiet populistisk, hvilket DF ikke er, i hver fald ikke i sin grund.

C.

Men hvis jeg i al satirisk ensomhed må give lidt konsulentbistand til Støjberg, så har jeg i forbindelse med min sommerferie i den engelske by Cirencester, som blev grundlagt af romerne, fundet ud af følgende, som må stå i al foreløbighed:

Danerne, dvs. sjællændere og skåninge, fordrev jyderne omkring år 400. Jyderne flygtede til England, hvor de blev til ”angel-saksere” (som var navne for jyske og nordtyske folkeslag). Disse jyder overtog magten i England efter romerne, som jo havde skabt ”briterne”. Derfor er der forskel på England, som er ”anglernes” – dvs. jydernes – land, og også “englenes” land:, og Storbritannien, som er navnet for romernes efterladenskaber.

Senere i middelalderen vendte romerne tilbage i forskellige former, og syntesen mellem jyder og romere skabte herefter det ”angliske commonwealth” eller “den fælles rigdom”, som det hedder på ”jysk”, eller det ”britiske imperium”, som det hedder på ”romersk”, hvor “imperium” bare betyder magt.

Dette faktum stiller de “københavnske saloner” i et helt nyt lys, synes jeg , og som jyde er jeg naturligvis fan af Boris Johnsons store jysk-romerske opgør med romerne (EU). En skam at hans vision skal fældes af platheder fra de sociale medier.

Det hele svarer lidt til Djurslandsspillemændene på Christianiapladen fra 1970, som sang om ”christianitter, jyske knejte” med rod i de danske bondeoprørs historie. Her er første vers:

”Kom nu venner, I vi kender

Samlet fra Jylland drog en bondehær

Alle er kommet for at mødes her

Skulder ved skulder fra nær og fjern

Christianitter, jyske knejte

Nu skal vi sejre i fristadens fejde”

Så Christiania er en slags jyder. Og dengang var den frie ungdom jo også imod EF. Men det var nok før, de blev socialdemokrater. Og Johnson er en slags Christianit! Det er klart 😊.

Her er et link til Danmarksdemokraternes fuldstændig tomme, men alligevel ubehagelige og kraftfulde hjemmeside, hvis egentlige ideologi man efter min mening finder i det nye socialdemokrati, som har samme form for provinsialisme som mål, men det lader jeg ligge her.

https://danmarksdemokraterne.dk/parti/

Alment farlige tanker 14: juli 2022

1. d. 1. juli: Trumpismen har talt

Nu forstår jeg den socialdemokratiske logik. Her er logikkens tre faser:

A. Fase 1

Først gør regeringen følgende:

– Man gør noget ”klart ulovligt”.

– Man ”vildleder groft”.

– Man “forcerer processen”.

– Selvom man har centraliseret magten som aldrig før, så lægges ansvaret på de decentraliserede led, hvor man ellers har gjort opmærksom på ulovlighederne igen og igen. Derimod beskyttes departementschefsleddet.

– Man ved intet, og man har ingen vilje. Den ulovlige beslutning strømmer igennem systemet som ”naturlige midler”, som en slags smør.

B. Fase 2

Dernæst sker der følgende:

– Mange forskellige mennesker og organisationer kritiserer disse processer, f.eks. er der kritik fra Minkkommissionen, men jo også fra mange andre, både partier og borgere.

C. Fase 3

Hvad er den socialdemokratiske konklusion på A+B?

Det er, at kritikerne er udanske, konspiratoriske trumpister, som er skadelige for demokratiet.

På en måde er det allerværste, den naturlighed og lethed hvormed Hummelgaard og de andre løjtnanter kalder kritikken for trumpsk og alt det andet. Det tyder jo på, at ovenstående er overalt både i regeringen og i andre steder, dvs. at den sniger sig ud i samfundet. (“se også alment farlige tanker 13”)

D. Konklusion

Der bør ske tre ting:

Regeringen bør gå af. Sagen har intet at gøre med ”en fejl”, som det hedder i Frederiksens underdanige støttepartier.

Der bør indledes en advokatundersøgelse/rigsretssag, der kan godtgøre, om den klare ulovlighed og vildledning er knyttet til ”grov uagtsomhed”.

Folketinget bør nedsætte en kommission, der undersøger om dets medlemmer brød Grundloven, da de vedtog nedlukningen i marts 2020, hvor de gav al magt til regeringen og dermed var årsag til, at minksagen og mange kritiske situationer overhovedet kunne opstå.

Der bør udskrives valg.

PS: Jeg drager på ferie i dag, så jeg kan ikke kommentere på udviklingen i de næste par uger. Og når jeg kommer hjem igen fra det glade England, har jeg og mange andre nok glemt det hele.

 

2. d. 16. juli: Kronikker

D. 8. juli bragte Berlingske en kronik af professor i biologi ved KU, Morten Petersen, og lektor i virologi ved AU, Christian Kanstrup Holm. De argumenterer for, at nedlukningen i Danmark var unødvendig. Argumentet er, at Sverige, som ikke lavede nedlukning, har haft en helt almindelig almen overdødelighed i 2020 og 2021. Lidt mere det første år og lidt mindre det andet, men stadig almindelig, og i DK var det så omvendt. Og de samlede tal er næste ens.

Kronikken er ført i et venligt og beskedent sprog, og den centrale kilde angives at være Eurostat.

Kronikken blev diskuteret i Deadline, d. 10. juli, hvor Kanstrup Holm og Lone Simonsen var i studiet. Igen var Holm den venlige og saglige, mens den magtfulde Simonsen himlede op om, hvor ”pikeret” hun var over, at hun “atter” skulle diskutere tingene. Hun bor i en osteklokke.

Værten, Niels Krause-Kjær, var helt klart på Simonsens hold. Han ville ikke vise Kanstrup Holms tal, og han talte om, at Holm udtalte sig uden for sit fagområde. Det var meget nedladende, for Kanstrup Holm er jo virolog. Simonsen forsøgte også at latterliggøre Kanstrup Holms statistiske evner samt hans helt almindelige reference til Eurostat. Holm svarede stille og roligt for sig.

I dag har Lone Simonsen og Viggo Andreassen, som i tidens løb virkelig har brilleret med fejlestimater, så en svarkronik i Politiken. De beskylder i papiravisens overskrift de beskedne kronikører fra Berlingske for ”misinformation”. Allerede med det udtryk har de tabt big time.

Resten af kronikken er en tour de force i særligt designede data. Vi får at vide, at vi ikke må se på aggregerede overdødelighedstal, men kun på isolerede coronatal. Men nedlukningsideologerne, herunder SSI, har da refereret til de samlede tal mange gange? Det er ikke til at tage seriøst.

Og vi får endda at vide, at vi ikke engang må nøjes med at se på de samlede coronatal. Vi skal skam kun se på første bølge af coronaen, hvorved Simonsen og Andreassen får konstrueret en 5xdødelighed i Sverige ift. Danmark. Men det er da netop helt centralt at se på det samlede billede? Så dette krav er heller ikke seriøst. Og tallene i den første bølge har alle mulige forklaringer. Og større er de altså heller ikke. Kronikørerne i Politiken glemmer også helt at inddrage Anders Tegnells fine forklaringer, som ellers har været gengivet i et stort interview i Politiken tilbage i 2020.

Vi får også at vide, at der næsten ikke var forskel på DK og S ift grad af nedlukning. Men selvom også Sverige gik for vidt, så havde de hverken skolelukninger eller test- og vaccinediskrimation, for nu at hævde nogle helt centrale elementer. Og den svenske regering gik heller ikke imod myndighedernes anbefalinger, mens den hævede det modsatte, hvilket jo var den danske regerings centrale forbrydelse. En aktion, der har forskudt statens indre organer med faretruende perspektiver for fremtiden. Simonsen og Andreassen tror, de er politologer, selvom de er det modsatte.

Og vi får også at vide, at coronaen skam ikke er ufarlig for børn og unge og almindelige voksne. Som om disse latterlige små tal skulle have noget som helst at gøre med “nedlukninger”. Det er rystende.

Simonsen mener, at 20.000 ville være døde uden nedlukning. Og måske endda 60.000, siger hun, for det skete i Bulgarien. Det hele kører som helt løsrevne data. Men i Bulgarien var der da masser af nedlukning, mig bekendt? Og 30%, formodentlig især de ældre, blev vaccineret? Men det hjælper ikke noget, må man forstå? Og uden nedlukninger eller vacciner, så ville Bulgarien, som er på størrelse med DK, have, ja…. 150.000 døde? Jeg siger bare et eller andet.

Simonsen og Andreassen skriver, at IFR er på 0,6, og at det endda er i den lave ende. Men der et diskutabelt. Mange fagfolk har talt om, at IFR er helt ned til omkring 0,1. Og de 70% smittede i første bølge lyder af meget. Sundhedsstyrelsens bud var på 10%, så vidt jeg husker. Og man skal jo huske på, at den oprindelige Wuhan-variant var 10-20 gange mindre smitsom end den aktuelle omikron.

Men nu taler jeg ind i logikken. Jeg lader det fare.

Endelig er det værd at nævne, at Konstrup/Petersen nævner en række andre konsekvenser af nedlukningen, imens Simonsen og Andreassen, som er ”eksperter” af værste skuffe, slet ikke har sans for det. De er hr. og fr. smittetal, mens Konstrup og Petersen er hr. og hr. videnskabsborger.

SSI’s Tyra Grove Krause har allerede delt Simonsens og Andreassens kronik på twitter ledsaget af søde ord, og det samme har Heunicke. De delte mig bekendt ikke Holms og Mortensens kronik i sin tid.

Links:

Morten Petersen og Christian Kanstrup Holm, Berlingske, d. 8. juli: https://www.berlingske.dk/…/professor-og-virolog-om…

Svar fra Lone Simonsen, Viggo Andreassen mfl., Politiken, d. 16. juli: https://politiken.dk/…/F%C3%B8rende-danske…

Deadline, d. 10. juli med Kanstrup Holm og Lone Simonsen: https://www.dr.dk/…/deadline_-var-corona_nedlukningerne…

(tilføjet, d. 14/8: Senere kom der yderligere to kronikker om emnet:

– Christine Stabel Benn, Frederik Schaltz-Buchholzer og Peter Aaby fra SDU, d. 9. august: https://www.berlingske.dk/kronikker/sverige-blev-alligevel-ikke-nordens-bergamo-kunne-vi-have-sparet

– Morten Petersen og Christian Kanstrup Holm svarede d. 14. august på Simonsens et al.’s kronik fra d. 16. juli: https://politiken.dk/debat/kroniken/art8904256/Drop-mist%C3%A6nkeligg%C3%B8relsen-af-kritikerne.-Coronanedlukningen-reddede-ikke-liv-i-Danmark)

 

3. d. 18. juli: Magtfuldkommenhed

D. 10. juli bragte Politiken en kronik af de to tidligere embedsmænd i beskæftigelsesministeriet, Amalie Dam-Hansen og Ulrik Nørgaard Rønsbo (Herefter AD/UR). De argumenterer imod, at Mette Frederiksen skulle være ”magtfuldkommen”. Kronikken blev delt vidt og bredt af de biopolitiske løjtnanter i socialdemokratiet.

AD/UR har to påstande.

A.

For det første har de en politologisk påstand. De mener, at udtrykket ”magtfuldkommen” henviser til diktatoriske tilstande.

De skriver direkte:

”Vi tror ikke, vi tidligere har hørt det ord anvendt om andet end diktatorer i tredjeverdenslande (måske med Trump som en undtagelse). Spørger man ordbogen, er man magtfuldkommen, når man »besidder og udøver (absolut) magt«.”

Men det er helt forkert. Udtrykket ”magtfuldkommen” er ikke et politologisk, men et folkeligt begreb. Begrebet henviser ikke til en specifik styreform. Man kan sagtens være magtfuldkommen i et demokrati. Det fremgår også af selvsamme ordbogsopslag, som kronikørerne refererer til, hvor det eneste eksempel er følgende sætning:

”Sagen styrkede manges indtryk af overborgmesteren som egenrådig og magtfuldkommen”

En myndighed, en politiker, en lærer, en arbejdsgiver og altså også en borgmester kan sagtens være ”magtfuldkommen”.

Ja, på en måde er udtrykket ”magtfuldkommen” netop et udtryk for enevældige lommer, som har demokratiet som betingelse. Det er demokratiet, der gør, at man kan kalde nogen for “magtfuldkommen”.

En borgmester eller statsminister kan altså godt være ”magtfuldkommen”, når de ikke har tilstrækkelig sans for magtens begrænsninger eller for almindelig oplysning.

Med deres logik, så demonterer AD/UR faktisk politisk kritik. Det skyldes, at udtrykket ”magtfuldkommenhed” efter deres mening kun kan bruges i diktaturer, hvilket altså står i modsætning til ordbogens eksempel, som forudsætter, at ”magtfuldkommen” er et folkeligt begreb. Så nu kan vi ikke bruge ordet mere?

Så Mette Frederiksen er i den forstand i høj grad ”magtfuldkommen”. Det er sådan set et meget passende ord ifølge den logik, jeg lige har skitseret.

B.

Den anden påstand i kronikken er, at statsministerens magt er knyttet til et opgør med finansministeriets magt. Ja, på en måde fremstilles finansministeriet som ‘magtfuldkomment’ frem til 2019, hvis jeg må være lidt spydig.

Som kritiker af skolereformen kan jeg i høj grad genkende denne tilstand. Finansministeriet nærmest determinerede pædagogikken fra 2006-2016, hvor Undervisningsministeriet endte med helt at underordne sig finansens hegemoni. Denne proces var dog ikke “politik”-fri, men orkestreret af ikke mindst VK-regeringerne op gennem 2000’erne, med en anden magtfuld statsminister, nemlig Anders Fogh Rasmussen, ved roret.

Men med sin aktion, så forværrer Frederiksen faktisk denne kedelige situation, som finansministeriet og Fogh Rasmussen altså havde skabt. Det sker, fordi alle ministerier, herunder finansministeriet, nu må underordne sig statsministeriets magt. Vi ender med en slags fordoblet underminering af ministerstyret. De enkelte ministre mister magten, men står i høj grad med ansvaret (det så vi med Mogens Jensen). Det er slemt nok i sig selv.

Men der, hvor denne situation for alvor bliver problematisk, det er ved selve nedlukningen. For nedlukningen var jo defineret ved, at et mangelfuldt, halveret og løgnagtigt oplyst folketing afleverede den lovgivende magt til den udøvende i et helt år. Herfra udviklede den biopolitiske ideologi og styreform sig, som havde total profylakse, statistisk lighed og databegejstring som forudsætning.

Med dette kollaps i magtens tredeling, så forlader vi på en måde demokratiet. Dermed bliver Frederiksen ikke mere blot ”magtfuldkommen”, der jo havde demokratiet som forudsætning. Hun bliver snarere totalitær, hvilket er et politologisk begreb for, at det frie forsamlingsområde forsvinder og omdannes til statslige tilladelser.

Til sidst bruger AD/UR deres argumentation til at forsvare Frederiksens aktioner i minksagen. Det lader jeg ligge, eftersom jeg jo nu – i al fald som jeg selv ser det – har demonteret præmissen for deres synspunkt.

Et PS:

Som et ps vil jeg sige, at kronikken fulgte efter en anden kronik i samme avis af Martin Ågerup, som blev bragt dagen før. Her kan man læse en mere realistisk vurdering af de politiske processer, jeg lige har omtalt. Ågerups indlæg har ikke mindst den særlige dyd, at det sætter minkskandalen i direkte forbindelse med nedlukningen som sådan.

Links:

Link til kronik af Amalie Dam-Hansen og Ulrik Nørgaard Rønsbo, d. 10. juli: https://politiken.dk/…/Statsministeren-er-ikke…

Link til kronik af Martin Ågerup, d. 9. juli: https://politiken.dk/…/Minkskandalen-er-kun-toppen-af…

 

4. D. 19. juli: Almen farlig forkølelse

BBC refererer i en artikel fra d. 15. juli til to undersøgelser, der virkelig sætter fokus på coronaens ligegyldighed som sygdom betragtet.

Her kan man lære, at sygdommen har totalt banale symptomer som f.eks. ondt i halsen (58%), stoppet næse og hoste (40%). Hvis man er særlig uheldig, kan man endda gå hen og få lidt feber (13% af tilfældene), får vi at vide.

Det er som at læse om en forkølelse, som i sjældne tilfælde kan udvikle sig til en influenza. Der er ingen alvorlige symptomer overhovedet. Og listen er, så vidt jeg kan se, ikke engang korrigeret for, om patienten har alvorlige andre sygdomme?

Det er svært at finde ord.

Men alligevel klassificerer man i Danmark stadigvæk de stoppede næser som ”alment farlige”. Tilbage i marts 2020 afviste Brostrøm ellers at bruge denne klassifikation. Han synes kun, at sygdommen var ”smitsom”. Det var faktisk derfor, at Mette Frederiksen på baggrund af en løgn og i absolut og total magtfuldkommenhed fik hele folketingets tilladelse til at herske uindskrænket i et helt år, hvorved hun gik fra at være magtfuldkommen til at være totalitær. Minkskandalen og alt det andet er en udløber af denne hovedaktion, som vel at mærke har sat sig i statens indre organer som en sygdom, hvis farlighed langt overgår coronaens.

Først et år senere – i forbindelse med vedtagelsen af den nye epidemilov i marts 2021, som vel at mærke institutionaliserede nedlukningen – opklassificerede Brostrøm uden videre sygdommen til at være ”almen farlig”, hvilket den har været lige siden, selvom den altså ifølge BBC kun giver forkølelsessymptomer.

Så Brostrøm havde ret i sin oprindelige indstilling, kan man læse ud af BBC’s artikel. Sygdommen er ikke ”alment farlig”. Den er tværtimod ufarlig. Derfor bør man prompte nedklassificere sygdommen.

https://www.bbc.com/news/health-62161604?fbclid=IwAR1rr3pVWovYKIE2hH-BRgx_Z8RARtpuu3D0Z7QjZAo_0iBlRqsQ_yE6RyQ                                                                                                     

 

5. d. 25. juli: Påmindelse i ventetiden:

Mens vi venter på, at vi igen på en eller anden måde bliver gjort opmærksom på, at vi lever under Nedlukningens politisk-juridiske herredømme, så er det værd at minde om følgende:

  1. Nedlukningen skete stik imod den øverste sundhedsmyndigheds anbefalinger, hvilket ikke blev gjort klart for folketinget eller befolkningen. Tværtimod postulerede regeringen, at myndighederne bakkede op om aktionen, selvom de altså gjorde det modsatte.
  2. Alle folketingets medlemmer afleverede – uden at søge indsigt og i totalt hastværk – deres lovgivende magt i et helt år til den nye biopolitiske totalitarisme. Dermed blev folketinget ansvarlig for magtdelingens kollaps og også for folketingets eget sammenbrud. Ingen partier har mig bekendt offentligt fortrudt deres handling.
  3. Den nyindstiftede struktur viste sig i alt fra minksag til nidkære forsamlingsregler i børnehaver; og den viste sig ikke mindst i en omfattende biopolitisk diskriminationspraksis, som kulminerede i slutningen af 2021, jvf. vedhæftede oversigt over fortalere for tvangsvaccinationer.

http://www.thomasaastruproemer.dk/oversigt-over-tvangsvaccinationens-stemmer.html

Alment farlige tanker 13: juni 2022

1. d. 4. juni: Postmoderne refleksion

I 1979 skrev Jean Francois Lyotard sin berømte bog, ”The postmodern condition”. Her annoncerede han “metanarrativernes” fald, både de politiske, de filosofiske og de pædagogiske af slagsen. Det var godt, for hvem fanden kan bruge et unisont og udtørret ”narrativ” til noget? Enhver god postmodernist har ubehag ved den slags omklamring af sprogets muligheder. Ja, dette sunde ubehag var faktisk postmodernismens definerende træk ifølge Lyotard.

Med dette “ubehag” i bagagen kunne man i princippet genopdage de politiske, filosofiske og pædagogiske ting, nu blot ikke som et spærrende ”narrativ”, men som noget virkeligt, dvs. som ”narrativernes” forudsætninger, tingene i sig selv og deres sælsomme og rørende liv og vekselvirkninger fra de ældste tider og frem til fremtiden. En ægte dannelse. En slags pædagogisk interrail.

Det ville i så fald have været en slags ”essentializing postmodernism”. En ontologisk baseret pluralisme og lykke, en “sommer i Europa” med lejrbål og overraskende møder.

Denne fine tilstand er 1980’ernes virkelige arv, som efterfølgende blev forstærket af murens fald. Og i kunsten lignede folk en blanding af flotte kulørte følelser, inspireret af 1820’erne og 1920’erne, og af nytraditionaliske elementer, der især var inspireret af 1950’erne (f.eks. Elvis Costellos slips).

Men i virkeligheden skete der noget helt andet, noget som Lyotard også forudsagde. Tomrummet fra metanarrativernes kollaps blev nemlig ikke først og fremmest fulgt op af nye søgeprocesser og mærkelige fund i de postmoderne essenser. Det blev i stedet fyldt op af to helt andre ting, nemlig af…..:

….. store effektivitetssystemer, som var forbundet med økonomisk vækst og datamonopoler. Det var disse “input-output-matricer”, som – fra midt i 1990’erne – udviklede sig til konkurrencestater og globaliseringsideologier, der omklamrede individ og samfund med produktivitetsoptimerende evalueringssystemer.

…… en ekstrem følsomhed over for forskelle. Det blev til identitetspolitikken. Denne del blev forstærket af en ”postmoderne” læsning af Hegel, hvor man især fokuserede på hans teori om ”anerkendelse”, men glemte hans åndsfænomenologi, som jo var reduceret til et ”metanarrativ”, og som derfor aldrig blev genopdaget af de nye følsomme ”identiteter”.,

Vi fik en dobbelt ”cancel culture” fra begge disse processer, dvs. en postmoderne ensomhed; et mærkelige tab, ikke blot af bedagede ”narrativer”, men også af postmoderne skønhed.

https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/00131857.2018.1462460

 

2. d. 4. juni: Rumlen A

Det rumler i biostatens indre….. inspireret af kinesiske og portugisiske grafer…..amerikansk forskning….. Jens Lundgren siger noget….. kapløb…..

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-06-03-nyt-studie-af-omikron-varianter-vaekker-genlyd-det-er-et-kaploeb-siger-jens

 

3. d. 6. juni: Tom Jensens leder

I sin fine leder i Berlingske fra grundlovsdag skriver Tom Jensen følgende sætning:

“Men de fleste anerkender nu, at de magtbeføjelser regeringen fik ved hastevedtagelsen af epidemiloven i marts 2020, ikke var sunde.”

“De fleste”? Hvem er det? medierne? Politikerne? SSI? Hvad har de sagt? og hvor? Jeg forstår det ikke?

Og “ikke var sunde”? hvad er det? Vi taler om en grundlovsleder. Refererer det ‘usunde’ til et grundlovsbrud? Men hvorfor sker der så ingenting, ligesom der gør med minksagen?

Det er nok fordi, at alle stemte for selve nedlukningen? Ingen har interesse i det “sunde”, når det kommer til nedlukningen. Kun når det kommer til nogle af dens effekter, f.eks. minksagen osv.

Selv var jeg til grundlovsmøde på Mols. En ung og flink socialdemokratisk borgmester holdt talen. Han var vist ikke blandt “de fleste”. Han nævnte slet ikke disse emner.

https://www.berlingske.dk/ledere/berlingske-mener-et-sundt-demokrati-bygger-paa-tillid-men-ikke-blind-tillid

 

4. d. 7. juni: Rumlen B

a)

Ekstrabladet og JP har Sundhedsministeriet indkøbt 22 mio. vacciner til brug i 2022. Der er ca. seks vacciner pr. person, realistisk set endnu flere, for det er jo kun ca. 60% der bliver vaccineret. Næsten 3 mia. kroner koster det. Det er svært at finde ord.

Ministeriets meget nødtørftige begrundelse til Folketinget er, at det har været svært at kende behovet. Efterfølgende har man – ligeså nødtørftigt – forklaret, at det også har noget med EU at gøre. Folketingets finansudvalg har godkendt udgiften så sent som i april 2022.

Det er det ekstreme forsigtighedsprincip tyngende tyngde og dette princips globale forbindelser, der rumsterer, både inde i købet som sådan og i disse pinlige forsøg på at slå sagen hen.

b)

På twitter skriver Heunicke, at man skam holder nøje øje med smittetallene. Epidemien er ”svagt stigende”, truer han. Der er også noget med nogle ”undervarianter”.

c)

Og både Astrid Iversen og Jens Lundgren fra statens organer har også udtrykt nervøsitet, lærte vi den anden dag. Det var noget med masker og vacciner til efteråret og så videre. Og Politiken bringer i morgen et langt interview med selveste Allan Randrup, som taler for at holde afstand og meget andet.

Der testes stadigvæk ca. 20.000 om dagen. Langt færre end i 2021, men nærmest et fantasital, dengang dette tal blev lanceret som mål i foråret 2020.

d)

Og i USA lægges der nu op til at vaccinere børn under 5 år. Det skriver Reuters.

e)

Endelig er det værd at nævne, at Lone Simonsen har modtaget 47 mio. til et nyt forskningscenter af grundforskningscentret. Også Søren Riis Paludan – som i 2020 var en kritisk stemme, hvilket senere ændrede sig negativt – har fået 60 mio. kr til noget lignende.

f)

Og gad vide hvad der sker i Canada? Og andre steder? Hvorfor får vi ikke noget at vide udover lidt sporadiske detaljer fra Kina?

Alt står klar.

Links:

Ekstrabladets artikel om vaccineindkøb: https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/blaa-partier-kraever-vaccine-forklaring/9287082?ilc=c

JP’s artikel med lidt supplerende oplysninger: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE14107990/danmark-koeber-22-millioner-coronavacciner-i-aar/

Politikens interview med Randrup: https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art8811108/Nu-skal-vi-til-at-v%C3%A6re-obs-p%C3%A5-coronasmitte-igen

Om Lone Simonsens nye bevilling: https://ruc.dk/nyheder/nyt-grundforskningscenter-skal-goere-os-klogere-paa-fremtidens-pandemier

Grundforskningsfondens projekter: https://dg.dk/625-mio-kr-til-11-nye-forskningscentre/

Reuters om børnevaccination i USA: https://www.reuters.com/world/us/white-house-says-vaccinations-young-children-could-begin-by-june-21-2022-06-02/

 

5. d. 8. juni: Nedlukningens juridiske urørlighed

Min kollega, filosoffen Asger Sørensen, har gjort mig opmærksom på en problemstilling, som jeg muligvis har misforstået, men som jeg nu vil forsøge at redegøre for:

Spørgsmålet er: Kan nedlukningen nogensinde komme for retten som et grundlovsbrud?

Og svaret er: Nej, det kan den ikke.

Lad os se på begrundelserne:

Minksagen kan komme for Rigsretten, hvis folketinget vil have det. Og Claus Hjort Frederiksen kan retsforfølges, hvis rigsadvokaten rejser sag, og hvis folketinget tillader det.

Alt afhænger altså af folketinget. Det hænger sammen med den særlige retlige immunitet, som omgiver folketingets medlemmer.

Men hvad angår nedlukningen, er der et helt særligt problem. Det skyldes, at nedlukningen jo blev besluttet af hele folketinget. Derfor vil folketinget aldrig arbejde hen mod en rigsret, for en sådan aktion vil jo ramme alle folketingets medlemmer uden undtagelse.

Folketinget vil kun lave ”evalueringer”, som man kan udtrække ”læring” af, jf. Grønnegaard-rapporten, og formentlig vil man gøre alt for at glemme og negligere dette mest fundamentale retlige brud nogensinde.

Og rigsadvokaten vil aldrig rejse denne sag, især ikke den siddende, og formodentlig heller ikke andre.

Der er altså ingen, der kan forsvare magtens tredeling, når folketinget som sådan beskytter dets eget mulige lovbrud.

Rykket i samfundets grundlæggende forfatningsmæssige og dermed i hele den politisk-juridiske struktur kan af denne grund aldrig tematiseres retsligt. Rykket kan derfor sænke sig ned i og flyde ud i detaljerne. Nogle af disse “detaljer” kan så komme for retten, Men selve den grundlæggende aktion, nedlukningen, går fri. Dermed bliver den til en ny juridisk-politisk forudsætning og realitet.

I andre lande har man forfatningsdomstole eller lignende, som uafhængigt af parlament og rigsadvokat kan rejse sager om brud på grundloven.

Lige nu savner vi noget lignende.

 

6. d. 9. juni: Magtens deling

Professor i statsret, Alf Ross, skrev i 1959 i sine ”Statsretlige studier” om magtens tredeling i Danmark. Tredelingen var allerede noget udvisket, til dels af gode grunde, mente Ross, som var pragmatist. Men tredelingen gjaldt stadig 100% ved nogle særligt radikale overgreb, hvilket fremgår af følgende citat:

”Men selvom det i Grundlovens §3 indeholdte krav om magtadskillelse således er brudt sammen overfor udviklingens kræfter, betyder dette ikke, at paragraffen er blevet betydningsløs.

For det første plejer man at anføre, at der dog må være visse yderste grænser for, hvad lovgiveren kan tillade sig i retning af om fordeling af magterne. Det ville være grundlovstridigt om lovgiveren ganske abdicerede ved i en generalfuldmagt at overdrage den hele lovgivningsmagt til kongen” (s. 25)

Så folketinget må altså ikke ”overdrage” lovgivningsmagten til regeringen i en ”generalfuldmagt”. Men det var jo lige præcist det, der skete i marts 2020? Nedlukningen er dermed et brud på Grundlovens §3. Folketinget må ikke afhænde sin magt på den måde.

Følger man logikken i Ross’ formuleringer, så er det faktisk ikke Frederiksen i sin egenskab af statsminister, der er hovedsynderen. Det var snarere ”lovgiveren”, dvs. alle folketingets medlemmer, hvortil Frederiksen jo også hører, der ”abdicerede”. I den forstand er det alle folketingets medlemmer, der har brudt §3. De må ikke give en sådan ”generalfuldmagt” til Magnus Heunicke.

Det forhold, at det på den måde er folketingets medlemmer, som er hovedsynderne, er endnu et argument for, at de alle sammen vil forsøge at glemme og nedtone betydningen af Nedlukningen, hvorved nedlukningens filosofi vil kunne etablere sig permanent rundt omkring i samfundets åndelige og sociale væv.

https://jura.ku.dk/jurabog/pdf/juridiske-monografier/ross_statsretslige_studier_1959.pdf

 

7. d. 10. juni: Kort bemærkning til den nye folkeskoleaftale

Forligskredsen bag folkeskoleloven, hvis ånd stadig er 2013-loven, har lavet nogle små ændringer. Her er, som jeg har forstået det:

Der indføres intelligenstests allerede fra 1. klasse. Jeg er lamslået! Først indført kan denne ide brede sig overalt. (faktisk er man også inde på noget IQ-testlignende i det nye forslag til kvote 2-optagelser til videregående uddannelser)

Det bliver endnu flere nationale tests end før, og testene er stadig er en del af et statsligt styringssystem. Man ændrer blot lidt på testmetoden.

Vi får en udvidelse og forstærkning af ”paratheds”-begrebet. Det bliver nu flere ”parathedsvurderinger” i stedet for det gamle ”uddannelsesparathed”, og der etableres krav om systematisk arbejde med paratheder fra 7. klasse. Det skal skrives ned i en elektronisk ”meddelsesbog”, hvor der også er krav om særlige ”fokuspunkter”. Vi får en hele parathedsidologi.

Der er fortsat stærk kommunal kvalitetskontrol med udgangspunkt i indikatorer og testresultater og så videre. Og KL er pædagogikkens fjende. Det ved enhver.

Der etableres en særlig årlig liste med skoler (de 10% lavest scorende), som skal have et ministerielt tilsyn oven i det kommunale, fordi de ikke scorer højt nok på den ene og det andet indikationstal.

De bagvedliggende evalueringer og grupperinger emmer af konkurrencestatslæring, som dermed bekræftes.

Her er lidt links:

De aktuelle ændringer af folkeskoleloven kan man læse om her: https://www.ft.dk/samling/20211/lovforslag/l174/index.htm

Ånden i ændringerne i teststrukturen kan man læse om her: http://www.thomasaastruproemer.dk/evaluering-af-nationale-tests.html(fra d. 6/2-2020), og her: http://www.thomasaastruproemer.dk/politisk-aftale-om-de-nationale-tests-fastholdelse-og-udvidelse.html (fra d. 22/2-2020).

Folkeskolen.dk’s artikel ifm 1. behandlingen, med link til høringssvar osv.: https://www.folkeskolen.dk/nationale-test-skolepolitik-christiansborg-test/test-og-uddannelsesparathed-stryger-igennem-i-folketingssalen-alle-er-parat-til-noget/4632436

Folkeskolen.dk’s aktuelle behandling af emnet: https://www.folkeskolen.dk/evaluering-indskoling-nationale-test/dlf-om-nyt-bedommelsessystem-evalueringen-kommertaettere-pa-den-hverdaglaererne-star-midt-i/4639483

Diverse faglige reaktioner på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/nationale-test-skolepolitik-test/laerer-frygter-de-nye-nationale-test-fortsat-vil-snaevre-skolens-sigte-ind/4639505

 

8. d. 11. juni: Hvad er gymnasiet?

Gymnasiet er det store drama mellem lidenskab og kundskab.

Det er de ekspanderende erotiske kræfters brydekamp med den europæiske kundskabstraditions disciplin. Det er kort sagt ungdom.

Når eros udvikler sig på kundskabens præmis, så finder man en lærer, som man bliver elev af. Herfra udspringer filosofia (=kærlighed til visdom, dvs. eros for kundskab) og den frie diskussion i den græske Agora.

Når kundskaben sker på erotikkens præmis, så finder man sig en person af det modsatte køn, som man kan trænge til og lære af, men ofte ikke få. Herfra udspringer poesien og ensomheden.

Det er det, som en gymnasieelev er lavet af.

Samspillet mellem disse processer, mellem filosofi og poesi og mellem kundskab og lidenskab, er dannelse; det vil sige tilsynekomst ud af kærlighed til det, som allerede findes.

Det er lidt synd, hvis man ikke må ryge og drikke i denne fine anledning. Så er det efter min mening bedre at forbyde Instagram og karrierevejledning i skoletiden.

 

9. d. 12. juni: Socialdemokratiets demokratiske deroute

I dagens Politiken kan man læse et stort interview med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Hummelgaard fortæller, at den pæne og nærmest anonyme Jacob Ellemann-Jensen, som ellers har understøttet Frederiksens nedlukningsfilosofi hele vejen, er Trumpist og bruger metoder inspireret af Steve Bannon.

Og det er vel at mærke ikke blot en tilfældig bemærkning. Det er Hummelgaards centrale tese og omdrejningspunkt.

Hummelgaard kritiserer bl.a. Venstre for at problematisere nedlukningsbeslutningens henvisning til ”på myndighedernes anbefaling”. Venstre skulle blot have ”accepteret at det var en politisk beslutning på baggrund af en helhedsvurdering”, siger Hummelgaard, så det suser i gardinerne af demokratisk ubehag.

Den er også gal med minksagen, sms-gate og FE-sagen, må vi forstå. Kritikken af disse emner er også udtryk for trumpisme.

Ellemann-Jensen og Venstre sår med sin helt almindelige politiske kritik ”mistillid til alt og undlader at forsvare institutionerne”, får vi at vide med ustandselige referencer til Donald Trump.

Så hvis man kritiserer de institutionelle konsekvenser af ”den ekstreme forsigtighed”, så er man en trumpistisk ekstremist, som sår mistillid til institutionerne? I stedet skal man makke ret med mundbind og honnør, når Hummelgaard og hans parti går til angreb på grundlovens mest basale fundamenter?

Socialdemokratiet er i dyb politisk og åndelig krise. Man kan slet ikke kritisere det nok, hvis man har tillid til samfundets institutioner.

Spørgsmålet er, om Hummelgaard overhovedet kan blive siddende som minister med sådanne synspunkter?

PS (tilføjet senere): Hummelgaards synspunkter understøttes på twitter af politisk ordfører Rasmus Stoklund og uddannelsesordfører Jens Joel. Det er en fælles aktion, lader det til. Også mediet PioPio og statsministeren selv har været ude og støtte synspunkterne.

Links:

Link til forsideartikel: https://politiken.dk/indland/art8816792/Ellemann-bruger-trumpistiske-metoder

Link til selve interviewet: https://politiken.dk/indland/art8811807/%C2%BBDet-er-en-s%C3%A5-langt-ude-og-trumpistisk-udtalelse-at-jeg-aldrig-troede-man-skulle-h%C3%B8re-det-fra-en-statsministerkandidat%C2%AB

 

10. d. 12. juni: Ydmygelse af Venstre og af andre

Først får Mette Frederiksen al magten. Hvem giver hende den? Ja, det gør alle folketingets medlemmer, herunder Venstre ikke mindst.

Venstre overdrager altså al magt – altså som i AAALLL MAAAGT – til Socialdemokratiet i et helt år med alt hvad deraf følger i tid og sted. Statens magtdeling kollapser.

Værsgo fru Frederiksen! Vi ruller os på ryggen!

Bagefter beskylder Venstre så Frederiksen for at være magtfuldkommen. Det passer 200%, men denne fuldkommenhed stammer jo direkte fra Venstre selv!

Og når Venstre så kritiserer Socialdemokratiet for at være det, som Venstre altså selv er årsag til, så svarer Socialdemokraterne tilbage med, at Venstre er Trumpister. Det er bare så nedladende, ydmygende og effektivt.

Så først omdanner man sig selv til puddelhunde ved at give al magten til en ny biopolitisk funderet herskerstruktur, og bagefter klager pudlerne over, at det nyinstiftede herrefolk behandler pudlerne som pudler. Aktuelt ser man denne effekt ved, at herrerne først inviterer pudlerne til regeringssamarbejde for derefter ved at latterliggøre og hundse med dem i dagens interview med Hummelgaard.

Hvilken total ydmygelse af Venstre.

Problemet er så, at der ikke findes et eneste medlem af folketinget, som ikke har medvirket til at give Frederiksen al magten.

På den måde er vi allesammen nu omdannet til trumpister, for så vidt man udfører sin kritiske borgerpligt, som ellers op til marts 2020 var en dyd; nu effektivt ydmyget af de nye biopolitiske herskere.

 

11. d. 13. juni: Hummelgaards aktioner

Peter Hummelgaard forstærker nu sit demokratiske kollaps fra i går. Man må simpelthen ikke kritisere “myndighederne”, fremgår det af et opslag på facebook!

Hvis man kritiserer SSI eller Undervisningsministeriet eller kommunen, så er man ifølge Hummelgaard – vi tager lige en indånding: En udansk trumpistisk konspirationsteoretiker. Jeg er lamslået over denne skandaløse aktion, som endda understøttes af hans partifæller. Hvad er Socialdemokratiet dog for et parti?

Hummelgaard må forlade regeringen omgående. Han er totalt uegnet til at sidde på en politisk post. Folketingets partier bør smide ham ud.

Heldigvis er Politikens chefredaktør også ekstremt kritisk i morgendagens leder. Lad os håbe, at han får opbakning fra de andre mediehuse.

Links:

Link til Politikens leder: https://politiken.dk/debat/ledere/art8821856/Intet-retf%C3%A6rdigg%C3%B8r-Hummelgaards-usmagelige-og-useri%C3%B8se-beskyldninger-mod-Ellemann

Link til Hummelgaards FB-indlæg: https://www.facebook.com/phummelgaard/posts/pfbid02cvhLvfz3rjk7bQg3P8q2YFVM1X4muZhk9um233rSAn7eMDqASwzNkHks3gKJvxy5l

 

12. d. 14. juni: Hummelgaards biostat

Peter Hummelgaard mener, at det er udansk, konspiratorisk og trumpistisk, hvis der spørges i helt almindelige og kritiske vendinger til coronapolitikken.

Trumpismen sætter ifølge Hummelgaard f.eks. ind, når Martin Geertsen (V) har sagt, at ”SSI har skudt forkert igen og igen”! Men det passer da! Og Geertsen hverken bander eller svovler. Kan man ikke sige det? Jeg holder her, for jeg får selv lyst til at bande i demokratisk afmagt.

Ifølge Hummelgaard var den også helt gal, da Geertsen bad om en ”second opinion” vedr. nedlukningen i november 2021. Men det var da et godt og mildt forslag? Men nej, det er også trumpisme.

Og en anden Venstrepolitiker, Thomas Danielsen, har dristet sig til at stille spørgsmålstegn ved effekten af mundbind. Sundhedsstyrelsens egen rapport om emnet var ellers bestemt ikke entydig, så man forstår godt Danielsen milde markering. Mundbind var helt klart heller ikke Brostrøms kop te, før han blev biopolitisk klakør. Men denne helt almindelige kritik fra Danielsen er også trumpisme i Hummelgaards fattige system.

Disse milde kritiske indsatser kaldes for ”mistænkeliggørelse af myndigheder”. Jeg er rystet ind i knoglerne. I så fald kan man ikke kritisere noget som helst, staten gør.

Og Hummelgaard taler endda om “et utal af eksempler”. Man må derfor formode, at han har fundet de værste ting frem til sin opdatering? Men i så fald må endnu mindre kritiske markeringer altså også være trumpistiske? Med andre ord: Tag dit mundbind på og hold kaje!

Sagen er, at regeringen vedtog nedlukningen direkte imod myndighedernes anbefaling, alt imens den påstod, at selvsamme myndigheder havde anbefalet nedlukningen, selvom de altså gjorde det modsatte. I tilgift var folketinget ekstremt mangelfuldt oplyst. På den måde kunne regeringen tilrane sig al magt i samfundet i et helt ondt år; et ondt år, som vil vare mange i år, og som f.eks. effektueres via Hummelgaards aktuelle markeringer.

På den måde havde man skabt nogle forskudte myndigheder, som nu kunne agere imod de gamle myndigheder, men alligevel i deres navn. Det er denne helt grundlæggende modsætning, der spørger i Hummelgaards totale opgør med kritik og oplysning. Det er også derfor, at det faktisk er Geertsen og Danielsen der forsvarer myndighederne, mens Hummelgaard fortsætter regeringens angreb på dem.

Endelig omtaler Hummelgaard en rapport, som Mette Frederiksen skulle have forsøgt at holde skjult. Den sag kender jeg ikke til.

Her er Hummelgaards fulde markering om emnet:

”- Under coronapandemien er der et utal af eksempler på mistænkeliggørelse af myndighederne. Bl.a. krævede Venstre i november indførelsen af en såkaldt ”second opinion” i forbindelse med indførelsen af nye restriktioner. Det vil sige, at vurderinger fra sundhedsmyndighederne også skulle underkastes vurderinger fra eksterne eksperter. Martin Geertsen begrundende det med, at ”behovet er der for at kigge regering og myndighederne over skulderen.” Og Venstre har flere gange kritiseret beregningerne fra Statens Serum Institut f.eks. i juni 2021 sagde Martin Geertsen, at ”SSI har skudt forkert igen og igen”.

– I oktober 2020 udviste Venstres nuværende gruppeformand Thomas Danielsen mistillid til sundhedsmyndighederne og indførelsen af mundbind. I følge Danielsen fandtes der “ikke god dokumenteret effekt for, at mundbind i befolkningen virker”. På den baggrund brugte han, midt i pandemiens sværeste tid, sin position til at angribe myndighedernes anbefaling. Han insinuerede samtidig, at statsministeren skulle tilbageholde et forskningsstudie. Misinformation og mistillid igen.”

https://www.facebook.com/phummelgaard/posts/pfbid02cvhLvfz3rjk7bQg3P8q2YFVM1X4muZhk9um233rSAn7eMDqASwzNkHks3gKJvxy5l

 

13. d. 15. juni: Underdanighed

Fra nu af bør vi aldrig mere stille spørgsmålstegn ved nogen myndigheds afgørelse eller praksis. Vi må aldrig spørge til rimeligheden i nogen dom, til nogen institution, til nogen kommunal politik eller til nogen ministeriel henvisning til en Rambøll-rapport. Det er kernen i Peter Hummelgaards aktion.

Alle, der tænker anderledes, er udanske og konspiratoriske trumpister. Socialdemokratiets definition på kritik.

Der er kun ét problem ved dette store grimme tillidshjerte af ubetinget kærlighed til Peter Hummelgaards blomsterbed, men dette problem er til gengæld også enormt:

Immanuel Kant definerede nemlig ”oplysning” som at have mod til at bruge sin egen forstand, så man kunne træde ud af sin selvforskyldte umyndighed.

Kort sagt: Hummelgaards krav er et angreb på fornuft og oplysning.

Men hvem er nu de oplysningens tropper, som vi må stole på, i stedet for? Det er barnet, manden af folket, den lærde og den revolutionære. Det var franskmanden Jacques Rancières pointe.

Vi skal have handling og fornuft og demokrati på rejse, mens Hummelgaards repræsentative demokrati kollapser i elitær og oplysningsfjendtlig patos, i en form for blanding af Thomas Hobbes og James Heckmann, dvs. autoritær enhed og statistisk/profylaktisk lighed.

Hummelgaards aktion er et eksempel på det, som Rancière kalder for ”hatred of democracy”, dvs. had til myndighederne; altså netop det, som han selv beskylder borgerne for.

Herfra gælder kun en regel: Den fuldstændige og destruktive kritik, dvs. demokratiets redning og myndighedernes samstemthed med forfatningens regler og tradition; en samstemthed, der gik i opløsning d. 11. marts 2020.

Kritik af myndighederne er på den måde en form for kærlighed til myndighederne. Og kritik af Hummelgaard og hans åndsfællers ødelæggelse af myndighederne er dermed udtryk for kærlighed til kærligheden.

Så Hummelgaard og hans einheit er intet andet end et opgør med oplysning, handling og pædagogik; og dermed er det også et opgør med myndigheder og institutioner og fælles liv.

Det er det, som er moralen i Peter Hummelgaards aktion. Og han støttes ivrigt af sit parti. Jeg har foreløbigt noteret følgende: Jens Joel, Rasmus Stoklund, Astrid Krag og mediet PioPio.

(tilføjet: og i løbet af ugen har Hummelgaard også fået støtte fra Heunicke og Mette Frederiksen. Der er helt klart tale om en koordineret aktion. Måske skal aktionen forberede til at modstå kritik fra minkkommissionen, hvis konklusioner regeringen mig bekendt allerede har kendskab til).

På kritiksiden har jeg – udover en række venstrepolitikere (Ellemann-Jensen og Geertsen) – især noteret dagbladet Politiken (se link).

I må meget gerne hjælpe mig med links til diverse markeringer i kommentarfeltet, for vi må forsvare vores demokratiske myndigheder.

(tilføjet, d. 19/6): Udover Politikens leder nedenfor har Berlingskes Tom Jensen også en stærkt kritisk analyse i dette link: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/regeringen-beskylder-andre-for-at-saa-mistillid-men-burde-se-sig

https://politiken.dk/debat/ledere/art8821856/Intet-retf%C3%A6rdigg%C3%B8r-Hummelgaards-usmagelige-og-useri%C3%B8se-beskyldninger-mod-Ellemann

 

14. d. 15. juni: Bemærkninger til Peter Hummelgaards filosofi

Jeg har lige læst i Peter Hummelgaards bog ”Den syge kapitalisme” fra 2018. Nu forstår jeg bedre det fattige syn på forholdet mellem myndigheder og oplysning, som han sammen med sine partifæller forsøger at påtvinge samfundet.

Bogens politisk-filosofiske grundlag er nemlig dels Thomas Hobbes’, hvis statstænkning bidrog til udviklingen af de protestantisk baserede enevælder efter reformationen, og dels Rousseaus almenvilje, som tvinger Hobbes’ logikker ud i samfundet. Det kan man læse om fra s. 17ff i Hummelgaards bog.

Men Hummelgaard tager alt det bedste ud af begge tænkere. Rousseaus ideer om frihed, natur og pædagogik er taget helt ud af Hummelgaards system. Og der er heller ikke noget arbejde med de forfatnings- og uddannelsesorienterede kontrakttænkere, f.eks. John Locke og Immanuel Kant, som førte nogle af Hobbes’ distinktioner frem mod demokratiske forfatninger via begreber om frihed og kritik. Det er også fjernet.

Så Hummelgaard reducerer den politiske tradition til dens værste sider. Friheden ryger ud af referencestrukturen og reduceres til spredte one-liners.

Vi er altså i den diktatoriske republiks farvand.

Ind i Hummelgaards fattige logik tilføjes så lighedsbegrebet med reference til økonomen Thomas Pikkety. Men i selskab med det frihedstømte kontraktbegreb, og uden alternative filosofiske inspirationer i nærheden, så ender Pikkety i nærheden af en statistisk-profylaktisk lighedsideologi, som kan bæres frem af teknologiske og tekniske overvågningsprocesser, alt sammen i den frihedstømte ”sociale kontrakts” tjeneste. Den konsekvens trækkes jo af Nick Hækkerup.

Denne logik – denne blanding af kontrakt uden frihed, og lighed uden pluralisme – er Hummelgaards særlige bidrag til den aktuelle socialdemokratiske ideologi. Og bidraget passer godt sammen med andre socialdemokratiske bidrag, herunder Kaare Dybvads bog om de ”lærdes tyranni” og Rosenkrantz-Theils/Ane Halsboe-Jørgensens bog om sociale regnskaber og med Nick Hækkerups ideer om overvågning.

Der er kort sagt tale om et moderne socialdemokrati, som helt overser samfundets frihedstraditioner. Dermed kollapser velfærdsstatens karakter af syntese mellem arbejdere og bønder og det moderne gennembrud.

Og i stedet for velfærdsstatens ”syntese” får vi en udemokratisk ”symbiose” mellem ”fællesviljen” og ”den sociale kontrakt”. Og det er lige her, at Hummelgaards markeringer pludselig materialiserer sig i Politiken og på Facebook.

Litteratur:

Hummelgaard, P. (2018). “Den syge kapitalisme”, Gyldendal.

 

15. d. 19. juni: Tre iagttagelser fra Allinge

A. Højskoler og professionshøjskoler

1) I Folkehøjskolernes telt var der dj-battle mellem Lars Løkke og hans søn. Det var stærkt underholdende, og teltet kogte af begejstrede unge.

Problemet er, at Lars Løkke i høj grad har stået for et opgør med højskoletænkningens indflydelse på skole og samfund; først med hans ”Skolens rejsehold” og siden med hans ”Disruptionsråd”. Med sin invitation til propaganda for Moderaterne understøttede højskolerne dermed de kræfter, som har bidraget til at udslette højskolernes egen indflydelse og eksistsensbetingelser. DJ-slaget fulgte endda efter en debat om “dannelse”, hvor Løkke fik lov at sælge sin ny ide om social værnepligt som et højskoleophold.

Det var ikke et kønt syn.

2) I professionshøjskolernes telt, som man kaldte en ”sangbar”, havde man investeret big time i Katrine Muffs og Katinkas arbejde med at lave en ny sang om omsorgsprofessionerne. Det helt store gear var sat i sving. Den nye sang var faktisk også virkelig flot. Den hedder ”hænder”.

Problemet er, at professionshøjskolerne er stiftet ud af samme filosofi som Lars Løkkes, nemlig som et opgør med ”hånden” og ånden og faktisk også med sangen. På den måde skal ”sangen” skjule en undertrykkende realitet; lidt på samme måde, som vi så det i forbindelse med DR’s fællessang under coronaen, som jo også var fjende af ”hænderne”. Det er synd, at den fantastiske Muff misbruges til disse projekter.

Det ville være mere praksisnært, hvis Muff og Katinka optrådte hos højskolerne og Lars Løkke hos professionshøjskolerne.

B. Lærerforeningen

Hos lærerforeningen var hovedbegivenheden en dialog om initiativet ”Sammen om skolen”. Folkeskolen.dk refererer tungt fra ”debatten” over hele fem artikler, og politologen, Siggi Winther, der var med i flere af folkemødets centrale debatter, var inviteret til at tale initiativet op som et eksempel på det, han kalder en ”entreprenørstat”, som skulle være i modsætning til en ”konkurrencestat” og OK13. Winther mener, at der er tale om en helt ny måde at lave politik på.

Og ministeren, KL, skolelederne og DLF gnubbede sig op af hinanden, så jeg må sætte ”debat” i citationstegn. Det var forskrækkeligt.

Problemet er, at både Winther og initiativets deltagere tager fejl. Sammen om skolen er slet ikke nogen en ny måde at lave politik på. Det er tværtimod et opgør med politik som sådan, dvs. et organisatorisk angreb på politikken og en metode til at tvinge pædagogikken og lærerne ind under skolereformens læringssyn. Og Winthers ”entreprenørstat” er slet ikke en stat, men en implementeringsorganisation, som forudsætter konkurrencestaten som herretegn. Og konkurrencestaten er heller ikke en stat, tværtimod.

Det udgrænsede felt – altså det faglige og det pædagogiske – havde to debattører i en anden debat, ”Er læreren blot en fiks ide?”, mere sans for. Debatten blev arrangeret af Københavns Lærerforening. Her talte lærerinden, Mette Frederiksen, og forsker ved KP, Nana Vaaben, om lærerens pædagogiske, faglige praksis og personlige udvikling på fineste manér. Her var der – i min optik – ikke tale om “sammen om skolen”, men snarere ”skole” imod ”sammen om skolen”.

C. Klima og dannelse

Jeg deltog også i en debat, der hed “Ding Dong Dannelse”. Her var der fine indlæg af forstanderen fra Krogerup Højskole og formanden for de lærerstuderende. De talte om pædagogikkens vekselvirkning med tradition og verden på bedste maner. Men så var der en tilhører, som gik imod “tradition” og den “ældre generation”, for den havde jo ødelagt klimaet. De to debattører gav tilhøreren ret, og så var deres ellers så fine oplæg på en måde lige meget. Nogle af de unge hader fortid, og hvis man gør det, kan man ikke have pædagogik og dannelse.

Det var blot et udvalg af mange oplevelser. Men altså: tak for nogle fantastiske dage til arrangørerne og til Caroline Henderson og DR’s underholdningsorkester for en smuk version af Brorsons salme “Her vil ties, her vil bies”. Dorte Gerlachs fine version af Fabricius-Bjerres “Duerne flyver” var også en sol over Gudhjem.

 

16. d. 20. juni: Professor Christine Stabell Benn kritiserer vaccinationspolitikken

Christine Stabell Benn kritiserer i en kronik i dagens Politiken myndighedernes vaccineprogram.

Hun siger, at kommunikationen vedrørende vaccinen har været ”skræmmende” og ”simplificerende”, og at man har ”overdrevet Covid19-vaccinernes fordele”.

Stabell Benn kritiserer desuden marginaliseringen og udskamningen af såkaldte ”antivaxere”, som hun mener strider imod ”grundlæggende principper”. Den ledsagende diskriminationspraksis får også et fur:

”I Danmark havde vi coronapasset, som ledte til differentiel behandling af de vaccinerede og de uvaccinerede og de facto fik mange, især unge i lav risiko for alvorlig covid-19, til at lade sig vaccinere, selv om de på ingen måde havde lyst.”

Endvidere kritiserer hun, at der har været alt for lidt fokus på naturlig immunitet og på vaccinernes bivirkninger. F.eks. skriver hun:

”Det undersøges ikke, om en ny vaccine har uspecifikke effekter, før den bliver introduceret i det normale vaccinationsprogram.”

I den forbindelse stiller hun også, hvad der i gamle dage var helt almindelige spørgsmålstegn ved Pfeizers rolle som vaccineproducent:

”Der er behov for at kunne tale om industriens rolle i vaccineudviklingen og testningen – f.eks. har Pfizer været dømt for misrepræsentation af sikkerhed ved forskellige lægemidler – er vi trygge ved, at de evaluerer deres egne vacciner”.

Stabell Benn har stor respekt for store dele af den folkelige og intellektuelle covid19-kritik. Hun siger f.eks. følgende om kritikerne:

”De er ikke anti-vaxxere, de er oplyste borgere med respekt for videnskabelige data, som normalt tager imod tilbud om vacciner, men som har oplevet, at myndighedernes udmeldinger ikke havde grobund i videnskabelige data, men havde mere karakter af propaganda – og som nu også oplever, at der fra officielt hold ikke tages hånd om dem, der lod sig vaccinere, men oplevede nyopstået sygdom i kølvandet.”

Stabell Benn er grundlæggende bekymret for, at regeringens og myndighedernes Covid19-propaganda, hvor man har stemplet al kritik som ”antiwax” og så videre, har nedsat den generelle tillid til vaccinationsprogammer og måske også til andre ting.

Stabell Benn må være et eksempel på det, som Peter Hummelgaard og socialdemokraterne kalder for en udansk konspiratorisk putinist. Altså det vi andre kalder en rationel og engageret kritiker. Derudover er hun så også lige landets førende professor i vaccinationsrelaterede emner.

Spændende om hun får svar? Det gør hun nok ikke.

Links:

Link til Stabell Benns kronik fra i dag: https://politiken.dk/debat/kroniken/art8821905/Myndighederne-har-skudt-sig-i-foden-ved-at-d%C3%A6monisere-anti-vaxxerne

 

17. d. 21. juni: Regeringens politiske strategi

Først får vi et kraftfuldt og koordineret angreb imod kritisk aktivitet, der reduceres til udansk, konspiratisk putinisme. Man må gerne græde.

Dertil kommer en utilsløret genstart af corona-narrativet med pressemøde, løsrevne globale statistikker, forhøjede risikoniveauer og bekymrede eksperter, der taler om “mulige” nedlukninger efter sommerferien.

Nedlukningens eksistens og materialitet bekræftes.

Så vi har sammenhold og latterliggørelse af kritik med dertil hørende iboende systematiske diskriminationstrusler. Og det hele sker på baggrund af et kollaps i magtens tredeling og et radikalt overgreb på Grundlovens frihedstradition, dvs. et opgør med myndighederne.

Det er fascismens formel for at sige det lige ud. Hele landets frihedstradition er nu truet overalt. Det er nedlukningens konsekvens.

Dertil kommer en mink-rapport, som meget belejligt udkommer dagen før sommerferien, og som rygterne siger er kritisk. Men ingen vil på det tidspunkt have tid eller kraft til kritik, som derfor vil kunne affærdiges som trumpsk og splittelse og alt det andet.

Så bliver det sommerferie, så biostaten kan hvile sig.

mvh en udansk, konspiratorisk trumpistisk og vaccinepas-stemplet smitteadfærds-bærer, der kritiserer (det gør ondt at skrive det om sig selv. Det er et stempel).

 

18. d. 22. juni: Fire noter

A. Mange gange smitsomhed:

Undervejs har vi fået følgende meldinger i forskellige variationer og runde tal:

Alfa var dobbelt så smitsom som den oprindelige Wuhan-variant:

Delta var dobbelt så smitsom som Alfa.

Den gamle Omicron var tre gange så smitsom som Delta.

Den nye Omicron er dobbelt så smitsom som den gamle Omicron.

Dvs. at den nye Omicron er 24 gange så smitsom som Wuhan! Men var Wuhan-coronaen ikke det mest ekstremt smitsomme i verden? Åbenbart ikke.

 

B. Vaccinationer:

Og nu siger ”myndighederne” så, at vaccinerne slet ikke beskytter mod smitte, som man oprindelig mente. Det vil sige, at børnevaccinationerne og de store diskriminationssystemer fra 2021 var helt ubegrundede, selv på egne fattige præmisser.

Men det var jo det, som mange kritikerne sagde helt fra starten? Men kritikerne er jo ”udanske og konspiratoriske trumpister”, siger regeringen.

Det hele sejler.

 

C. Dødsfald

“Myndighederne”, f.eks. Henrik Ullum, fortæller, at der er hypersmitte og overdødelighed i Portugal. Men den i forvejen lave smitte i Portugal har været faldende i en måned nu, og overdødeligheden er langt under en almindelig influenza. Der er intet.

 

D. Ferie

Mette Frederiksen mener, vi skal ”nyde sommeren”. Hun udsteder små afmålte totalitære adfærdstilladelser, men nedlukningens herretegn styrer det hele og kan slå ned om to måneder, hvis en eller anden kurve slår en knude.

Man kan roligt sige, at biostaten i dag har givet sine motorsystemer frisk olie.

 

19. d. 22. juni: Nedlukningsideologien frem til april 2023

Hele nedlukningsmaskineriet er 100% intakt og på skinner helt frem til april 2023. Det fremgår af en dugfrisk og ambitiøs “coronastrategi”, som ledsager dagens skrækkelige pressemøde.

Der er “8 fokuspunkter” med ledsagende “risikoniveauer”, f.eks. et “grundniveau” og et “eskalationsniveau”. Og allerede nu bør man “holde afstand”, fremgår det (se under fokuspunktet “smitteforebyggelse”; et krav som nok vil sætte grå hår i hovedet mange steder.

Det hele holdes sammen af intet mindre end et “nationalt partnerskab”, som består af the usual suspects.

Men vi har skam fået lov til at “nyde sommeren”. Derimod må man ikke kritisere myndighederne, med mindre man da er en konspiratorisk trumpist.

https://coronasmitte.dk/nyt-fra-myndighederne/corona-strategi

 

20. d. 24. juni: Minkkommissionen

To af Weekendavisens mest erfarne politiske journalister, Arne Hardis og Hans Mortensen, har fået fingre i et rapportudkast fra minkkommissionen.

Her er nogle citater fra artiklen:

 

A. Journalisternes formuleringer:

”Det var grov vildledning af både minkavlere og offentlighed, da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde 4. november 2020 meddelte, at alle mink i Danmark skulle aflives.”

”Men ifølge Minkommissionen blev der ikke alene handlet for hurtigt, det skete også på en måde og på et grundlag, der tilsidesatte alle regler om god og lovlig forvaltning.”

 

B. Citater fra Minkkommissionens foreløbige rapport:

“Kommissionen finder, at det var klart, at der manglede hjemmel til at aflive alle mink i Danmark, ligesom kommissionen finder, at det var klart, at der manglede hjemmel til tempobonus.”

”Disse udmeldinger på pressemødet var efter kommissionens bedømmelse vildledende, og efter kommissionens vurdering var udmeldingerne også groft vildledende, henset den meget vidtgående og intensive karakter såvel som de økonomiske og samfundsmæssige implikationer. Det er efter kommissionens opfattelse særdeles kritisabelt. Uanset hvordan udmeldinger på et pressemøde kan kvalificeres retligt, må myndigheder således ikke vildlede borgerne som sket.”

”Grundet disse omstændigheder finder kommissionen, at Statsministeriet burde have rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet, i hvert fald forinden pressemødet, med henblik på at sikre, at der var fornøden hjemmel, hvilket imidlertid ikke skete.”

”Samlet er det kommissionens vurdering, at Statsministeriet har handlet meget kritisabelt i forløbet, som førte vildledning til den grove af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020.”

Disse kraftfulde formuleringer må – hvis de også står i den endelige rapport – betyde regeringens fald med det vuns. Ellers hører alt op.

 

C. Krasniks leder:

Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, har skrevet en leder, hvor han følger op på artiklen, bl.a. med følgende formulering:

”Minkkommissionen gennemhuller alle statsministerens forsvarsværker, når det gælder det politiske ansvar for det største forvaltningsmæssige sammenbrud i mange år.”

Lederens titel er ”Demokratiets kerne”. God titel, synes jeg.

Jeg ser ikke frem til, at den forskrækkelige og autoritære Peter Hummelgaard og hele hans maskineri lige om lidt anklager minkkommissionen for at bestå af udanske og konspiratoriske trumpister. Og Krasnik, Hardis og Mortensen kan gå samme vej, må man formode.

Links:

Link til WA’s artikel: https://www.weekendavisen.dk/2022-25/samfund/grov-vildledning

Link til Krasniks leder: https://www.weekendavisen.dk/2022-25/samfund/demokratiets-kerne

 

21. d. 24. juni: Vrede

Regeringen og Brostrøm iværksatte i november-december 2021 en politisk og moralsk nedsmeltning af landet, da de i aggressive vendinger stillede befolkningen overfor et valg mellem vaccination eller diskrimination.

Dertil kom endnu en udgift i milliardklassen.

Det viste sig hurtigt, at det hele var fagligt kaos. Vaccinerne beskyttede ikke mod smitte, så det hele var uden grund.

Der var masser af folk, der stillede kritiske spørgsmål ved aktionen, men dem var man ligeglade med. Og mange børn og voksne fortryder formodentlig deres valg fra dengang.

Nu siger Frederiksen og Brostrøm, hårdt presset, at man ikke vidste bedre, men at man intet fortryder. Og hele deres sprog og verden er som svøbt ind i nedlukningens ideologi, dvs. i et frontalt opgør med forfatningen som forudsætning. Man vil ikke engang kalde det for en fejl.

Hvorfor er de to personer der stadigvæk? Jeg forstår det ikke. Hvad bliver det næste, de finder på?

Her er links til to aktuelle video-klip, som jeg har fundet på Malue Montclairres twitterprofil, som understreger pointen. Jeg har ikke kunnet finde de fulde udsendelser.

Brostrøm: https://twitter.com/i/status/1540181881664290816

Frederiksen: https://twitter.com/i/status/1540181751234011144

 

22. d. 24. juni: At slå hen

Biostatens kraftfulde, indgribende og dybt diskriminerende vaccinationskampagne i november-december 2021 viser sig nu – selv med regeringens egne ord – at have været fuldstændig uden betydning.

Men tvangsvaccinationens stemmer forsøger at slå dette enorme ideologiske faktum hen som noget, der ikke engang er en “fejl”, og så kan det jo ikke engang kritiseres.

I TV2’s Goaften Danmark bliver statsministeren eller spurgt til, hvad hun vil sige til de forældre, som har følt sig presset til at vaccinere deres børn. Frederiksen svarer, at det er lige meget, for børnene har jo ikke taget skade. Men hvordan kan hun vide det?

Denne “slåen hen” svarer 100% til regeringens forsøg på at slå minkskandalen hen, og ikke mindst svarer det 200% til alle folketingsmedlemmers forsøg på at slå nedlukningen som sådan hen.

I vedhæftede blog-indlæg er der lidt til erindringen om vaccinationsovergrebets “ikke-fejl”, mens vi venter på rapporten om minkovergrebet, som slås hen som “en fejl”. Selve nedlukningsovergrebet fra marts 2020 kan man læse om i Grønnegaards rapport. Men her kalder man – jvf. at “slå hen” – overgrebet for “læring” og for “evaluering”.

Links:

Oversigt over tvangsvaccinationens stemmer: http://www.thomasaastruproemer.dk/oversigt-over-tvangsvaccinationens-stemmer.html

TV2-artikel om emnet, d. 22/6: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-06-22-set-i-bakspejlet-fik-vi-ikke-meget-ud-af-at-vaccinere-boernene-erkender-brostroem

TV2-artikel, d. 23/6, hvor der refereres til en afstemning, hvoraf det fremgør, at ca. 50% fortryder at have vaccineret deres børn: https://nyheder.tv2.dk/2022-06-23-mette-frederiksen-staar-ved-beslutning-om-at-vaccinere-boern

 

23. d. 24. juni: Coronaeksperter

Coronaeksperterne, Jens Lundgren og Allan Randrup, hygger sig på denne video fra januar 2022 med at skabe mistillid til biostatens “myndigheder”.

Lundgren fortæller i et klip fra sommeren 2021, at vaccinerne er åh så effektive, og at alle bør tage en for smitteholdet.

Og få måneder efter begynder den totalt radikaliserede Allan Randrup i december 2021 pludselig at tale om, at han – ja, han siger endda ”vi” – skam hele tiden havde vidst, at vaccinerene var ineffektive mod smitte.

Og imens hærgede den helt store diskriminationskampagne landet.

Intet kan man tro på fra det hold. Altså som i INTET!! De er eksperter i ordets værste betydning.

Jens Lundgren har aktuelt været ude og sige, at hvis ikke små børn bliver influenzavaccinerede, så risikerer der at komme nedlukninger.

Lundgren er med i regeringens indflydelsesrige ekspertgruppe.

Link til video: https://www.youtube.com/watch?v=nGoiKQoZxX0

Link til omtale af ekspertgruppe: https://fm.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2021/september/ekspertgruppen-om-en-langsigtet-strategi-for-et-genaabnet-danmark-offentliggoer-sin-rapport/

Lundgrens aktuelle udtalelser: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-06-23-vi-risikerer-nedlukning-hvis-ikke-2-6-aarige-faar-influenzavaccine-siger-lundgren

 

24. d. 24. juni: Nedlukningens problem

Hvad er nedlukningens største problem? Det er, at regeringen fik total magt i et helt ondt år. Et ”år” som på en måde er blevet gjort permanent i den nye statsstruktur.

Men ok, på en måde er der faktisk et problem, der er endnu større end dette største problem. Og hvad er så dette aller-største problem?

Jo, det er, at alle folketingets medlemmer afleverede deres magt til regeringen på ganske få timer.

På den måde er det faktisk folketinget, der bærer det primære ansvar for nedlukningen. Hvert enkelt medlem, ja alle, både høj og lav og højre og venstre. De afleverede alle som en lovens magt til staten, hvilket er definitionen på et diktatur.

Resten – altså mink- og vaccinationsskandaler og så videre – er afledte størrelser.

Men der er en meget uheldig konsekvens af dette: Folketingets medlemmer vil jo aldrig ophæve immuniteten over sig selv. Dermed vil Nedlukningen stå fast, selvom der falder et par næser i de underordnede sager. Nedlukningen er på en måde retligt set “urørlig”. Den kan kun “evalueres”, som de hed i Grønnegaards rapport.

Nu fik folketingets medlemmer faktisk en chance for at gøre det lidt godt igen. Det var dengang omkring maj 2020, hvor det blev afsløret, at nedlukningen var sket imod myndighedernes anbefaling, og at denne modstand fra Brostrøm ikke blev meddelt folketinget ordentligt.

Her kunne folketinget være trådt i karakter. Men det skete ikke.

Herfra var man solgt. Herfra lukkede den lovgivende magt sig ind i den udøvende, hvorfra man kun kan spjætte.

 

25. d. 25. juni: Pædagogiske vulkaner

Professor Lars Qvortrup, hvis arbejde har haft enorm indflydelse på dansk skolepolitik, har her i 2022 skrevet en artikel til en international udgivelse om folkeskolens situation i Danmark.

Her er en kritisk analyse af artiklen:

http://www.thomasaastruproemer.dk/en-paedagogisk-vulkan-lars-qvortrups-status-over-folkeskolens-udvikling-siden-2013.html

 

26. d. 26. juni: ”Børnene har ikke taget skade, så det var ikke meget problematisk”

I TV2’s Go Morgen Danmark fra d. 23. juni var der et 12 minutter langt interview med Mette Frederiksen. Anledningen var, at det jo har vist sig, at myndighedernes vaccineanbefalinger med tilhørende diskriminationspraksis var forfejlet.

Studieværten spørger nu om følgende:

”Du lagde et vist pres på forældrene og sagde: ”Det bør vi simpelthen gøre”. Var det en af de der fejl, som du også sagde tidligere, at vi ville komme til at begå?”

Godt spørgsmål. Og statsministeren svarer følgende:

”Det er vigtigt at få den viden frem og være ærlige om, at det er anderledes end sidste vinter, men børnene har ikke taget skade af at få vaccinen. Så jeg tænker ikke, at det var meget problematisk, lyder svaret fra statsministeren.”

Så ”børnene har ikke taget skade”, siger Mette Frederiksen. Det var “ikke meget problematisk”.

Men hvor ved hun det fra?

(og hvad betyder “ikke meget”. Det glemmer journalisten desværre at spørge om)

Spørger vi Danmarks førende vaccineekspert, professor Christine Stabell Benn, som var imod børnevaccinationerne fra dag 1, så skrev hun i en kronik i Politiken i forrige uge, at vaccinens bivirkninger ikke har været undersøgt:

”Det undersøges ikke, om en ny vaccine har uspecifikke effekter, før den bliver introduceret i det normale vaccinationsprogram.”

Og i en helt ny forskningsrapport fra fremtrædende amerikanske forskere kan man læse, at der faktisk er en del kraftige bivirkninger, som man i højere grad bør holde op imod vaccinationens eventuelle fordele Her konkluderes følgende:

“The excess risk of serious adverse events found in our study points to the need for formal harm-benefit analyses…”

Jeg skal ikke gøre mig til ekspert, men hvorfor skulle jeg have tillid til statsministerens ord, når førende forskere ikke er så skråsikre? Hun er jo helt upålidelig i disse sager. Hun påstår viden, som hun ikke har, endnu engang.

Alle bør være rasende, hvad enten de er far eller mor eller blot menige borgere. Hvad bilder hun sig ind? Det er da et kæmpeproblem at tvinge folk til at vælge mellem en vaccination uden effekt og diskrimination, for så efterfølgende at slå det hen med henvisning til en viden man ikke har.

Men mon ikke TV’s journalist nu kaldes for en udansk konspiratorisk trumpist af regeringen?

Men hvem er det, der sår mistillid til mynidighederne?

Links:

Link til TV2’s omtale af interview med link til selve interviewet i bunden af artiklen:  https://nyheder.tv2.dk/2022-06-23-mette-frederiksen-staar-ved-beslutning-om-at-vaccinere-boern

Link til amerikansk forskningsrapport: https://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=4125239

 

27. Brostrøms frivillighed

Søren Brostrøm reagerer nu på en række forældres vrede reaktioner. De er vrede over, at vaccinetvangen/presset var nytteløst. TV2 skriver følgende:

“TV 2 har forelagt Søren Brostrøm forældrenes kritik, og han medgiver, at Sundhedsstyrelsens anbefaling var “kraftig”, men at styrelsen også gjorde meget ud af at understrege frivilligheden i tilbuddet over for danskerne.

– Men jeg synes faktisk også, at man som sundhedsstyrelse skylder, at befolkningen kan mærke vores anbefaling. At den er tydelig. Det var ikke nogen forbeholden anbefaling, det var faktisk en anbefaling, vi mente, der var vigtig, siger han til TV 2″

Lad os se på, hvordan man “understregede frivilligheden” i november 2021:

Fra pressemødet d. 8. november 2021:

Mette Frederiksen lagde ud: ”For alle os, der er vaccineret – ja, der er det nemt. Der er ikke noget bøvl. Vi har prøvet det før, og det fungerer. For alle jer, der ikke er vaccineret, så bliver det selvfølgelig mere besværligt, og sådan mener jeg faktisk også, at det skal være.”

og videre:

“Og jeg kan jo ikke understrege nok urimeligheden i, at en lille gruppe potentielt ødelægger det for de fleste af os. Så der er i mine øjne ikke nogen undskyldning – heller ikke af moralsk karakter, for at man ikke går hen og bliver vaccineret, når vi står igen i en pandemi, som er i opblomstring herhjemme”.

Søren Brostrøm supplerede: ”Og jeg har sagt det før, jeg vil gerne gentage det her – det er ikke for at skræmme nogen, men man lever livet farligt i Danmark denne her vinter, hvis man er uvaccineret voksen – så tag vaccinen! Også, hvis du er i 20’erne og føler dig usårlig – du lever livet farligt!”

Det er jo absurde udtalelser. Det må da få konsekvenser.

På pressemødet omtalte Brostrøm vaccinerne som “ekstremt effektive”.

Jeg har ikke registreret nogen omtale af “frivillighed”, hverken i statsministerens eller Brostrøms indlæg på pressemødet. Tværtimod. Brostrøm må have hukommelsessvigt?

Heunicke nævner kort “frivilligheden” langt nede i talerækken efter følgende svada og med en truende reference til de rene tvangslande: “Tak nu den vaccine for din egen skyld, din families skyld, vores samfunds skyld.” På den måde understøtter hans markering faktisk det tvangsmæssige.

Brostrøm fortæller i dagens interview, at folk snarere burde være glade for, at han indrømmer sine fejl. Han siger følgende:

“Men jeg vil gerne bede folk om at overveje, om de hellere ville have haft en myndighed, der ikke indrømmer sine fejl?”

Her hører alt op.

Links:

aktuel artikel fra TV2: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-06-26-foraeldre-rasende-efter-vaccineudmelding-fra-brostroem-jeg-er-virkelig-skuffet

Udskrift fra pressemødet d. 8. november 2021 kan tilgås på dette link: https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-8-november-2021/

Se også dette link for andre indlæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/oversigt-over-tvangsvaccinationens-stemmer.html

 

28. d. 28. juni: Ydmygelse af folketingets partier

Op til minkkommissionens rapport har vi indtil nu registreret følgende socialdemokratiske aktioner:

  1. Stort anlagt relancering af nedlukningsideologien.
  2. Spektakulært forslag om samlingsregering.
  3. Storstilet kampagne, hvor man forsøger at reducere helt

almindelig kritik – herunder fra de partier, man lige har inviteret til regeringssamarbejde – til at være udtryk for landsskadelig trumpisme.

Det nyeste stunt i denne proces er en stort anlagt annoncekampagne centralt placeret i landets største aviser:

Annonce A:

I Politiken var der i går, mandag, en to-siders annonce i 1. del på s.2-3.

På det venstre opslag er der et stort billede af Mette Frederiksen med hvid skjorte og foldede hænder. Overskriften er ”Sammen kan vi mere”.

På det højre opslag har man simpelthen taget ni socialdemokratiske valgplakater, som alle handler om at være ”sammen” om et eller andet. I hver plakat har man indplaceret de andre partiers logo, blot med et A i stedet for det oprindelige partibogstav.

På den måde bliver alle partierne til underordnede lydige fingre i socialdemokratiets og Frederiksens foldede hænder.

Annonce B:

I søndags bragte Politiken, med samme centrale placering, endnu en stor annonce, denne gang med overskriften ”Sammen gør vi mere for klimaet”, hvor man har oplistet alle partiernes bidrag til klimaaftalerne.

Annoncen slutter: ”Tak til alle Folketingets partier for samarbejdet. Sammen er vi nået langt – på bare tre år”.

Konklusioner:

Så først fik vi samling uden kritik og med Nedlukningen som herretegn! Og nu lanceres alle folketingets partier som en slags lydige mellemledere under hele denne proces.

Det er også interessant, hvordan corona-politikken og klima-politikken forbindes. Mange har jo talt for at overføre nedlukningslogikken ind i klimapolitikken.

Denne politologiske struktur, hvor folketinget omdannes til en ”organisation”, svarer fuldstændig til dengang, d. 12. marts 2020, hvor hele folketinget afleverede al sin magt til regeringen.

Især mandagsannoncen er en form for grafisk billede af den lovgivende magts selvforskyldte kollaps.

På den måde understreger plakaterne hele minkskandalens grundlæggende problem, hvor lovgivningsmagten også er blevet totalt tilsidesat. Minken er en del af nedlukningens organisme.

Hvilken total ydmygelse af folketingets partier og af den lovgivende magt som sådan.

 

29. d. 29. juni: Mette Frederiksens ”entreprenørstat”

I 2021 udgav politologen Sigge W. Nielsen (SWN) bogen ”Entreprenørstaten”, som fungerede som en form for korrektion af ”konkurrencestaten”. Den blev en stor succes, og på folkemødet rejste Sigge rundt som den store stjerne; ikke mindst i lærerforeningens telt, hvor hans tanker kunne bruges til at legitimere det såkaldte ”sammen om skolen”-projekt.

Jeg er meget kritisk over for dette skolepolitiske projekt, der giver den pædagogiske magt til en slags organisatorisk konsensus, og faktisk også overfor SWN’s statsteori som sådan. Efter min opfattelse er der slet ikke tale om en statsteori, men snarere om en organisations- og implementeringsteori. Lidt på samme måde, som vi så det i Ove Kaj Pedersens ”konkurrencestat”. Begge statsteorier mangler simpelthen en politisk filosofisk og forfatningsteoretisk dimension

Denne kritik vender jeg muligvis tilbage til ved en anden lejlighed.

For SWN’s bog indeholder nemlig også en række interessante empiriske betragtninger. SWN har cyklet rundt og interviewet en række embedsmænd og politikere om det ene og det andet, og ind imellem får vi nogle interessante ting at vide.

I den forbindelse har han et helt kapitel på 20 sider, som slet og ret hedder ”Mettes entreprenørstat?”.

Her lærer vi en række interessante forhold, som jeg nu vil omtale, eftersom kapitlets hovedpersoner jo kommer i avisen i morgen:

1.

Sigge fortæller, hvordan forholdet mellem minister og embedsmand blev radikalt ændret omkring januar 2020, da Barbara Berthelsen fulgte med Mette Frederiksen ind i Statsministeriet. Han taler om en ”ommøblering i centraladministrationen”. Man forlod det hidtidige fokus på traditionelle embedsmandsdyder som saglighed og viden. I stedet gik man over til en mere personbåren struktur.

Sigge beretter om de skeptiske topembedsmænd, som var ”vidne til en statsminister, som ville tvinge uholdbar (pseudo)politik ind i embedsmændenes faglighed”. Bertelsen sagde direkte ved et møde: ”Vi skal strække os for at gennemføre regeringens politik”.

Herfra flød det som bekendt med SMS’er.

SWN skriver, at fra den dag begyndte topembedsmændene at arbejde for statsministeren som person og ikke for ministeren som embedsperson. Man skulle ”føle” mere, skriver Sigge.

Og Frederiksen, Rossen og Berthelsen tog magten fra de traditionelle embedsmænd i de centrale udvalg: økonomi- og koordinationsudvalget.

Så vi fik altså en centralisering og personificering af magten og embedsstanden, orkestreret af Mette Frederiksen og hende nye departementschef.

2.

SWN mener, at en entreprenørstat bygger på visioner, viden og vedholdenhed. Han siger så, at Frederiksen er stærk på ”visions”-delen. Det bliver meget simpelt deromkring. Ordet ”vision” en af de mange markører for mangel på filosofi. Men pyt lige her.

SWN siger nemlig også, at Frederiksen er svag på ”viden”. Det er som om, hun er lidt ligeglad med den. Sigges hovedeksempler er, at Frederiksen gik imod Sundhedsstyrelsens viden i marts 2020, og at hun gik imod ”faglig (juridisk) viden” under minksagen.

Så der er altså ikke blot tale om ”ikke-viden”, men snarere om en form for opgør med viden som sådan, hvilket jo også lå i omkalfatringen af embedsstanden under pkt 1.

Vi får magt, personlighed og banale statistiske visioner uden faglighed og proportionalitet.

3.

SWN runder af med et afsnit, han kalder for ”Faresignaler i ”staten Mette””.

Kan man lave en mere kritisk overskrift? Der er noget fransk enevælde over udtrykket ”staten Mette”.

Det første ”faresignal” er ”et tunnelsyn i tunnelen”. Det taler vist for sig selv. Igen fremhæver SWN coronapolitikken som et centralt eksempel.

Han fortæller også om, at folk i den nye statskonstruktion bliver ”victims of groupthink”, hvor ”spindoktorer og ministrer omkring regeringstoppen ikke ”tør sige fra eller til”.

Under denne nye politisk-administrative realitet træder alle samfundets organisationer ind i alle mulige partnerskaber, som får til opgave at udfylde staten Mette med tunnelsyn og indløse hendes statistiske visioner.

Disse ”partnerskaber” er entreprenørstatens ræson d’etre, jf. f.eks. også det allerede nævnte ”sammen om skolen”. Coronapolitikken er også fyldt med partnerskaber.

SWN har bidraget til en forståelse af konkurrencestatens og ikke mindst biostatens særlige form for ”entreprenør-organisation”, hvor alle bidrager til Staten Mettes tunnelsyn.

Og kritik af staten Mette bliver beskyldt for at være trumpisme.

Så må vi tage de filosofiske problemer ved en anden lejlighed.

Litteratur:

Siggi Winther Nielsen: “Entreprenørstaten”, 2021, Gads forlag.

 

30. d. 30. juni: Interview med Mette Frederiksen fra august 2020

Redaktør ved Børsen, Laura Ellemann-Jensen, interviewede d. 28. august Mette Frederiksen til Mandag Morgen. Her, blot to måneder før minksagen, fortalte Frederiksen om den nye symbiose mellem hende selv og hendes embedsmænd med udgangspunkt i hendes nye og forstærkede autoritet, som hun helt bevidst har arbejdet for.

Det er fuldstændig samme fortælling, som man kan læse om i Sigge Winther Nielsens bog om ”Entreprenørstaten”, som jeg omtalte i går her på FB.

Men nu har denne magtfulde kvinde, som har haft hele det redefinerede embedsværk i sin hule hånd, intet ansvar? Men det har derimod embedsværket, hvis sjæl hun selv har defineret? Det er en ond tilstand efter min mening.

Nedenfor kan man læse Laura Ellemann-Jensens opslag på LinkedIn om hendes interview med Frederiksen. Det er tankevækkende materiale. Som sagt blot to måneder før minkene og epidemiloven kom på banen:

”For to år siden interviewede jeg Mette Frederiksen om hendes ledelsesstil. Om stram styring og om, hvorvidt man som leder kan være for stærk. Jeg ved ikke, om hun overhovedet kunne se meningen i de spørgsmål, jeg stillede. Hvad det betyder og kan have af konsekvenser, hvis man er for stærk som leder. At man risikerer ikke at få vigtige ting at vide. Den slags. Jeg tror, hun var totalt uenig med mig.

Jeg synes stadig, det er de bedste spørgsmål, jeg har stillet i et interview. Og i dag blev det igen relevant.

Sekvensen fra det lange interview får I herunder

(…)

– Du har ikke tænkt over, at man kan blive FOR stærk?

”Jeg mener ikke, at vi lever i en tid, hvor det er tilstedeværet af stærk ledelse, der er vores største udfordring. Jeg mener måske snarere, at vi lever i en tid, hvor det er det modsatte. Vi skal ikke være bange for at være tydelige over for hinanden, og vi skal heller ikke være bange for at træffe beslutninger. Men hvis man ser helt nøgternt på det arbejde, vi har stået bag, og det, der er sket gennem det seneste år, så har der jo været en enorm inddragelse af omverdenen. Det bliver sjældent italesat. Men i vores håndtering af covid-19 har vi åbnet rummet utrolig meget. Både for Folketinget og for den omverden, der har haft meget store aktier i det her. Så jeg vil heller ikke mene, at billedet er helt dækkende. Men det skræmmer mig ikke, at nogle kan konstatere, at der er en stærk leder i Statsministeriet. Det skal der være. Det gælder også efter mig.”

– Nu udvider du så også Statsministeriet. Vil det gøre dig stærkere?

”Ej. For mig handler det ikke om dét. For mig er det en strukturel styrkelse af demokratiet i Danmark. Hver gang du strukturelt har styrket demokratiet i Danmark, har det altid vist sig at være stærkere end de personer, der har været involveret i det på et bestemt tidspunkt.”

– Inden for organisationspsykologi taler man om, at meget stærke ledere kan forårsage det, der hedder groupthink, hvor de ikke får ordentligt modspil. De kontrollerer for hårdt, og så sidder der en stab, der ikke tør tale åbent. Men det er ikke noget, du har tænkt over?

”Helt nøgternt så synes jeg, vi er gået den anden vej. For eksempel er departementscheferne blevet involveret direkte i regeringens arbejde ved for eksempel at have deltaget i et regeringsseminar. Det er mig bekendt ikke sket før. For første gang, tror jeg godt jeg kan sige, har vi haft også de næste niveauer i centraladministrationen samlet her på Marienborg. Det tror jeg aldrig nogensinde er sket før. Så jeg tror, det der er en lidt for overfladisk betragtning.”

(…)

https://www.mm.dk/artikel/mette-frederiksen-man-er-ikke-i-tvivl-om-mit-lederskab

 

31. d. 30. juni: Den uskyldige statsminister

Minkkommissionen beskriver ifølge BT, hvordan Mette Frederiksen dirigerede det afgørende møde i K-udvalget med hård hånd. Hun forbød endda deltagerne at bruge 10 minutter på at læse det ledsagende materiale, hvor de juridiske problemer ellers var omtalt.

Men nu er det så alle andre end Frederiksen, der skal have tæsk? Altså alle de deltagere i mødet, som hun selv undertrykte på det groveste, men som nu skal bære alt ansvaret.

Jeg skal ikke kunne sige, om der er grundlag for en rigsretssag, men hverken hun eller nogle af hendes ministre kan da blive siddende? Så må de få et job i Netto.

Problemet for hendes støttepartier er nok, at de har støttet for længe. Enhedslisten omtaler f.eks. i et opslag – i bedste Frederiksen-ånd – sagen som “en fejl”. Det er et latterligt udtryk i denne sammenhæng.

Og problemet for oppositionen er også lidt, at de jo har støttet nedlukningen som sådan og dermed helt også den grundlæggende den statspraksis, som Frederiksen dermed fik etableret sammen med Bertelsen. Dette faktum vil holde oppositionen lidt tilbage, tror jeg.

https://www.bt.dk/politik/minkkommissionen-om-fatalt-moede-mette-styrede-alt

Link til Minkkommissionens rapport: https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/GRA/bilag/46/index.htm

 

32. d. 30. juni: Kommissionen foreslår implicit en advokatundersøgelse:

Som jeg ser det, foreslår minkkommissionen faktisk en advokatundersøgelse, som senere kan føre til en rigsret.

Det sker via følgende logik i samspillet mellem ministeransvarlighedslov og kommissionens formuleringer:

A. §5

Ifølge ministeransvarlighedslovens §5 skal en minister straffes, hvis han bryder loven enten ”forsætligt eller af grov uagtsomhed”, når han giver ”vildledende oplysninger”. Det fremgår af følgende formuleringer:

”§ 5. En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.”

Men nu har minkkommissionen jo officielt konstateret, at der er har været tale om ”grov vildledning”, som ikke et decideret ”forsætlig”, som jo var den ene mulighed, der blev omtalt i stk.1.

Derved lægger kommissionen indirekte op til, at den ”grove vildledning” bør undersøges for den anden mulighed, nemlig ”uagtsomhed”, jvf stk. 1.

Så minkkommissionen foreslår altså en advokatundersøgelse via dens måde at henvise til lovens centrale begreber.

Det er logik efter min mening. Det kan intet politisk parti komme uden om, med mindre de undsiger kommissionens arbejde.

B. §3

Jeg vil også lige notere en anden detalje:

Ifølge §3 kan en minister også straffes, selv når det er hans embedsmand, der bryder loven. Det fremgår af paragraffens pkt. 1-3.

Alle tre punkter er relevante i den aktuelle sag, men især punkt 2 er vigtig. Her er hele paragraffen:

“§ 3. Ved anvendelsen af borgerlig straffelovs regler om ansvar for medvirken til en lovovertrædelse skal en minister anses for medvirkende til en underordnets handling, når

1) han har været bekendt med, at den pågældende handling ville blive foretaget, og har undladt at søge dette hindret.

2) handlingen har været et nødvendigt eller naturligt middel til gennemførelse af en beslutning, for hvilken ministeren er ansvarlig.

3) han har fremmet handlingens udførelse ved ikke i rimeligt omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser.”

Der er noget med punkt 2’s ”naturlige og nødvendige middel”, der spiller godt sammen med hele den ideologiske tilstand, som Mette biostatens forskudte myndighedsstruktur er et udtryk for, og som viser sig i samspillet mellem minister, embedsmænd og myndigheder.

Links:

JP’s omtale af “grov vildledning”: https://jyllands-posten.dk/…/kommission-mette…/

Ministeransvarlighedsloven: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1964/117

Minkkommissionens beretning, som jeg endnu ikke har læst, kan tilgås på dette link. Jeg er lidt spændt på, om kommissionen selv understreger den logik, jeg har noteret.: https://www.ft.dk/sam…/20211/almdel/GRA/bilag/46/index.htm