Center for Karakterdannelse i Grundtvigsk Tidende

I det seneste nummer af Grundtvigsk Tidende sker der to spændende ting vedrørende pædagogik og dannelse. For det første er der en stor artikel, der sætter fokus på Center for Karakterdannelse (CFK); et nyt initiativ der bygger på efterkrigstidens humanistiske pædagogik, og vel at mærke med fuld interesse for de åndshistoriske sammenhænge. For det andet er der en omtale af et grundtvigsk initiativ om åndsfrihed og uenighed, som er en del af CFK’s projektportefølje.

 

1. Artikel om Center for Karakterdannelse: Dannelsens effekt på læring

I artiklen om det nye CFK-initiativ er der interviews med de to initiativtagere, Jonas Norgaard Mortensen og Kristian Toft. Mortensen er den daglige leder af centret, og Toft er formand for centrets styregruppe.

Artiklen peger på en vigtig og lidt rørende sammenhæng, der satte nogle ting på plads for mig selv.

CFK’s åndelige grundlægger er Jonas Norgaard Mortensen, som kommer fra Ry, der ligger i Skanderborg Kommune. Her gik hans børn på den lokale folkeskole, Mølleskolen, hvor netop Kristian Toft var skoleleder 2017-2023.

Nu er jeg måske ikke den eneste, der har undret mig lidt over Tofts og Skanderborgs engagement i CFK, for netop Skanderborg Kommune var blandt de mest ivrige og ukritiske kommuner inden for den John Hattie-inspirerede læringsmålsideologi, der fulgte i kølvandet på skolereformen. Men ifølge artiklen var Toft allerede 2017 træt af ”kompetencer og målstyring” og satte i stedet kursen mod ”dyder og dannelse”, som der står. Denne interesse blev efterfølgende forstærket af en henvendelse fra en af skolens forældre, nemlig Jonas Norgaard Mortensen selv.

Senere, i 2023, blev Toft direktør i det netop nedlagte DCUM (Dansk center for undervisningsmiljø). Her blev hans interesse kanaliseret over i en blanding af positiv psykologi og relationskompetencer, som dominerede det nye center.

CFK er langt mindre end DCUM, og det er jo heller ikke en statslig organisation, men fagligt og filosofisk set er CFK et bredere initiativ end DCUM, hvilket muligvis har præget Tofts ideudvikling. Sådan fortolker jeg i al fald følgende citat:

”Vi er her for at inspirere og eksperimentere. Der er høj grad af frihed og ansvar i denne måde at arbejde på. Listen over karakterdyder er heller ikke komplet, og vi vil ikke bestemme, hvad der sker ude i klasselokalet”.

Inden for den traditionelle positive psykologi, som altså prægede dele af DCUM, finder man ikke en sådan ubestemthed vedrørende dydernes nærmere struktur og bestemmelse, og teorien om relationskompetence har stort set tabt dens oprindelige filosofiske forbindelser. Med Tofts interesse for pædagogiske formål og for CFK er der altså mulighed for at udvikle en meget mere undersøgende tilgang til pædagogikkens sociale og etiske aspekter, end hhv. den positive psykologi og relationsteorierne normalt kan præstere på egen hånd.

I artiklen sætter Toft, som selv er uddannet musiklærer, prikken over i’et ved at sige noget i retning af, at centrets mål er at gøre sig selv overflødigt. Centret er altså en slags jordemoder for en historisk-poetisk praksis, hvor fødselshjælperen efterfølgende mere passivt kan iagttage pædagogikkens tilsynekomst og lykke uden efterfølgende at blande sig med andet end åndshistoriske påmindelser og et upraktisk råd i ny og næ.

Men det varer naturligvis længe, inden vi kan komme dertil. Først er der brug for at forstærke den kulturhistoriske og pædagogiske påmindelse, som den pædagogiske kritik  har udviklet gennem årene, f.eks. omkring diskussioner af “uren pædagogik” og dannelse.

Den smukke forstærkning i Tofts tankegang sker som sagt – som jeg læser det – på baggrund af mødet med Jonas Norgaard Mortensen, som tidligere har arbejdet med dannelsesbegrebet i Guldborgsunds kommune og skrevet om europæisk humanisme.

Mortensen kontakter altså sine børns skoleleder, og det er her, at der opstår en slags syntese, som gør, at Toft og Mortensen slår sig sammen. Dette sker i efterdønningerne af, at skolepolitikken i slut-10’erne oplever en dannelsesjustering i regi af undervisningsminister Merete Riisagers rige indsats. Herefter opbygger Toft og Mortensen fra 2021 og frem CFK-initiativet.

Denne syntese, hvor alle gør op med læringsmålsideologien, kan faktisk ende med at aktivere de græske visdomstraditioner, som også den positive psykologi trækker på. Og relationskompetenceteorien trækker jo oprindeligt på en mere kulturelt formet reformpædagogik; en sammenhæng som Tofts engagement i CFK også kan bidrage til at udvikle. CFK kan på den måde bringe det bedste frem i alle, så reformpædagogik, antikkens tradition og dannelsesbegrebet kan arbejde sammen hos alle pædagogisk interesserede mennesker.

Jonas Norgaard Mortensen understøtter denne tendens på en mere pædagogisk-filosofisk måde. Han knytter i Grundtvigsk Tidendes artikel det nye CFK-initiativ direkte an til folk som Grundtvig, Kold, Løgstrup og Hal Koch, dvs. til en åbent konciperet dansk tradition, som jo ellers er blevet helt marginaliseret af både læringsmålsfolkene, af de positive psykologer og af den dominerende læringsforskning. Den nationale og filosofiske tradition er ifølge Mortensen ”blevet rystet af eksternaliserede krav”.

Man skal her huske på, at Mortensen også er dybt påvirket af europæisk humanisme. Vi er i traditionen fra den ”danske verdensborger”, som den pædagogiske filosof Peter Kemp udtrykte det. Og Kemp var jo selv ustandselig i kamp imod skolereformens instrumentalisme.

Det er svært at få armene ned, når man læser følgende fine citater af Jonas Norgaard Mortensen:

”Der er helt klart en systemkritik i det her; akademia, kapitalismen og det politiske system har været ved at forvrænge vores dyrebare dannelsestradition. Vi tror på kærlige og kloge praktikere. Lærere og pædagoger er vores virkelige eksperter. Vi tager vores forankring i Grundtvig og Løgstrup alvorligt. De stod jo også for en balancerende kritik af det moderne og rationalismen. Vi vil gerne tale om ånd. Og visdom. Ordentlighed. Og livsduelighed. Det er fint nok, at det pædagogiske pendul i en periode svingede mod individ og psykologi, som vi heller ikke forsager. Nu mener vi så, at vi skal lade det svinge mod oplysning og visdom, som bliver til magi, når det kommer i hænderne på lærerne.”

Og videre:

”Lærerne og pædagogerne er eksperter, og projektet handler om dydsetik og karakterdannelse. Det er ikke teori og abstraktioner. Vi bygger nedefra for at skabe en bevægelse væk fra konkurrencestatens kompetencer og læringsmål mod kultur, moral og visdom. Det er egentlig ret enkelt. Eleverne skal oplyses, oplæres og opdrages som medskabende og medansvarlige medborgere. Det er vores nordiske guld. Dannelsestraditionen”.

Og ligesom Kristian Toft gør det, så lægger Mortensen op til, at dyderne ikke ligger fast på en eller anden liste, som nogle kritikere lader til at tro, men at de skal medtænkes og udvikles både i filosofiske undersøgelser, i pædagogiske dannelsesprocesser og i æstetisk aktivitet. I den forstand er der en dyb sammenhæng mellem dannelse og karakterdannelse. Det er en god indsigt min mening, for ellers vil der jo være en risiko for, at karakterdannelse og en dyd som “vedholdenhed”, som er god i mange sammenhænge, ender med at understøtte f.eks. konkurrencestaten eller andre dårligdomme.

 

2. Grundtvigsk projekt om uenighed og åndsfrihed

I forbindelse med artiklen, der jo selv står i et grundtvigsk tidsskrift, er der en kort omtale af et konkret CFK-projekt, som også er initieret af grundtvigianerne. Projektet handler om at udvikle store skoleelevers evne til at være i og udforske uenighed, i hvad man kalder for ”et ordentligt skænderi”. Det handler kort sagt om åndsfrihed: Hvem er du, som jeg er allermest uenig med? Man skal kunne ”blive i ubehaget”, som der står, i et slags ”uenighedsfællesskab”.

Denne undersøgelse af ”uenighedens dyd” understreger CFKs åbne karakter, der som nævnt også blev fremhævet af både Toft og Mortensen. På centrets første dydsstruktur, står ”uenighed” eller lignende nemlig ikke anført. På den måde bliver CFK et undersøgende og filosofisk sted: Hvad findes? Og ”Hvad er uenighed?” Det vil sige, at vi får en slags modsætning til konkurrencestatens instrumentelle forskning, som fokuserer på ”hvad virker med hvilken målbar effekt”?, hvor uenighed ofte degenererer en slags rest, dvs. til identitetspolitisk polemik.

Bag uenighedsprojektet står Center for Åndsfrihed, hvor netop Grundtvigsk Tidendes uhyre selvstændigt tænkende redaktør, Ingrid Ank, er den ledende kraft. Grundtvigsk Skoletjeneste er også med i arbejdet.

Og netop Ingrid Ank skrev i 2020, sammen med Daniel Toft Jakobsen, den strålende bog ”At være demokrat er ikke at være bange”, hvor de gennemgik åndsfrihedens tradition og aktuelle tilstand i kulturen, på skolerne og i forskningen.

Med dette fokus på ”uenighed” kommer Ank og CFK i filosofisk kontakt med en nyere bevægelse inden for den åndsvidenskabelige pædagogik, som herhjemme især har sit udspring i pædagoguddannelsen. Jeg tænker her på det store arbejde med en form for reform- og åndspædagogisk re-traditionalisering, der finder sted i kredsen omkring docent Jan Jaap Rothuizen og docent Line Togsverd, som også har forgreninger ind i progressive norske miljøer.

Også i disse grupper taler man om betydningen af en ”uenighedens pædagogik”. Disse ideer bør efter min mening også kunne oplyse og give mere filosofisk fundament til især teorierne om relationskompetence, som jo oprindelig var præget af Erik Siggaards kulturelt interesserede reformpædagogik. På den måde kan CFK indoptage nogle af DCUM’s temaer på en mere filosofisk funderet måde.

Jeg ved ikke, hvor meget disse to ”uenigheds”-miljøer er i kontakt med hinanden. Men jeg håber, at de er.

Der er kort sagt en samklang mellem CFK, åndsfrihed og de grundtvigske miljøer. Denne pointe forstærkes af, at både Grundtvigforskeren Ove Korsgaard og formanden for Grundtvigsk Forum, Kirsten Andersen, er med i CFK’s faglige panel. Og sidstnævnte sidder også i den styregruppe, som Kristian Toft som sagt er formand for.

 

Referencer og links:

”Er karakterdannelse løsningen på folkeskolens trivsels- og adfærdskrise”, Grundtvigsk Tidende, nr. 19, december 2024. https://grundtvigskforum.dk/viden/er-karakterdannelse-l%C3%B8sningen-p%C3%A5-folkeskolens-trivsels-og-adf%C3%A6rdskrise

CFK’s hjemmeside: https://www.karakterdannelse.dk/

Om uenighedsprojektet: https://aandsfrihed.dk/boern-og-unge-skal-blive-bedre-til-at-skaendes/

Ingrid Ank og Daniel Toft Jakobsen. At være demokrat er ikke at være bange – åndsfrihed under pres, Klim, 2020.

Rothuizen, J. & Togsverd, L. (red.). Det pædagogfaglige miljø – et uenighedsfællesskab, Akademisk Forlag, 2023.

Andre indlæg om Center for Karakterdannelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-om-center-for-karakterdannelse.html

Analyse af teorien om relationskompetence: http://www.thomasaastruproemer.dk/undersoegelse-af-relationskompetence-og-skaeldud.html

Den hemmelige socialdemokrat: Da Socialdemokratiet kuppede Socialdemokratiet

I 2014 udkom bogen ”Den hemmelige socialdemokrat”. Bogen var skrevet af et anonymt folketingsmedlem, hvis navn mig bekendt aldrig er blevet offentliggjort. Den handler om Socialdemokratiets indre politiske liv i perioden 2005-2014, altså i Thorning-Schmidt epoken.

Den anonyme forfatter peger på en meget interessant sammenhæng, som også har aktuel relevans:

Den helt nyvalgte Helle Thorning-Schmidt blev partileder i 2005, støttet af især den højreorienterede kaffeklub, Morgenmadsklubben, som Henrik Sass Larsen blev leder af. Sass Larsen havde tidligere støttet Nyrup/Lykketoft-fløjen, hvis synspunkter hang godt sammen med Thornings globaliserings- og EU-venlige ideer.

Den anden magtfulde kaffeklub var den mere arbejderistiske ”rustbankerne”, som Carsten Hansen blev leder for, og som udsprang af Svend Auken- og Frank Jensen-fløjen. Faktisk var det denne fløj, som – via Auken-slægtens rødder i Studenterkredsen – var tættest på partiets filosofiske rødder, men denne sammenhæng er helt i glemmebogen, også i ”Den hemmelige socialdemokrat”.

Efter valget af Thorning bliver der lidt intern tumult, men så påbegynder Sass Larsen og Carsten Hansen et kraftfuldt samarbejde. Sass Larsen bliver politisk ordfører, og Carsten Hansen bliver gruppeformand. Dermed bliver der ro på de indre linjer, vel at mærke på Sass Larsen/Thornings præmis. Denne konstellation støttes endda af både Auken og Lykketoft, som jo var en slags filosoffer for hver sin kaffeklub. Man laver endda et fælles notat med titlen ”Samling om fornyelse”.

Over kaffeklub-vandene svæver den nytilkomne Thorning-Schmidt, som med den nye forbrødring får ro og støtte på de indre linjer fra 2006 og fremefter.

En anden person, som står lidt uden for kaffeklubberne, er den tidligere SF’er, Christine Antorini, der ligesom Thorning-Schmidt er nyvalgt. Antorini foreslår, at partiet laver medarbejderudviklingssamtaler og ”individuelle medarbejderskemaer”. Det vil Svend Auken dog ikke være med til: ”Man må vel have lov at gå skemaløs i graven”, siger han med fuld honnør. Antorini er kort sagt ”moderne”, og bliver uddannelsespolitisk ordfører i stedet for Pernille Blach Hansen, forfatteren beskriver som mere kritisk over for den instrumentalistiske skolepolitik, som er under udvikling. Hvis det er korrekt, så må Antorini virkelig være ekstrem, for Blach Hansen drejede allerede i 2004 sit parti i retning af en øget pisaliste-centralstyring af pædagogikken

En tredje person, som er uden for kaffeklubberne, var slet ikke med i Folketinget. Det er nemlig Bjarne Corydon, som var leder af partiets ny ”Analyse- og Informationsafdeling”. Herfra rumsterede konkurrencestatens planøkonomiske ideer, som efter min mening mindede meget om Lars Løkkes synspunkter, dvs. en slags teknisk version af Fogh Rasmussens konkurrencestat.

Faktisk var Corydon en del af den gamle Auken-fløj, men den forbindelse fortoner sig her i de sene 00’ere, både fordi Corydon jo er en slags ”embedsmand”, og fordi Thorning, som Corydon kender fra Bruxelles, nu kalder på strategisk-teknisk opbakning.

Corydon var i studietiden fan af de strukturalistiske marxister, der også optog Ove Kaj Pedersens spirende arbejde med ”konkurrencestaten”, så ord som ”frihed” og ”pædagogik” er virkelig fremmedord. På den måde kommer Corydon måske nok fra venstreorienterede kredse, men i filosofisk forstand er det lysår fra Auken-fløjen, som mere har rødder i de folkelige bevægelser.

Også Carsten Hansen og Sass-Larsen kan bruge Corydons evner i deres nye konsensus. Så pludselig er Corydon og strukturmarxismens nye strategiforståelse overalt i det gamle parti.

Corydon og Thorning bliver tættere og tættere venner, mens de to kaffeklubledere gør alt det hårde arbejde. Undervejs bliver Corydon opmærksom på, at Sass Larsen og Carsten Hansen er begyndt tale ned om Thorning. Corydon ”sladrer” til Helle, hvilket forstærker Corydon-Thorning-alliancen.

Kronen på dette forløb er valget i 2011, hvor Corydon også kommer i Folketinget efter at have fået tildelt en ”gratis” kreds i Esbjerg.

Efter valget i 2011 tror alle, at de to kaffeklubledere, Sass Larsen og Carsten Hansen, skal være ministre og styre det hele. F.eks. regner de fleste med, at Sass Larsen bliver finansminister.

Men Corydon og Thorning sørger for at destabilisere de to arbejdsomme kaffe-mænd ved at lække og forstærke den ene og den anden sag om kaffeklubberne (det er noget med rockere og damer). Både Carsten Hansen og Sass Larsen svigtes på det groveste. Dette beskrives i to kapitler, som hedder hhv. ”Exit Sass” og ”Exit Hansen”. Specielt en grufuld samtale mellem Corydon og Sass Larsen er så tæt beskrevet, at man må tro, at den anonyme forfatter er Sass Larsen selv.

Nuvel, i 2012 sidder Thorning og især Corydon 100% på magten, og der dannes regering med de radikale og SF, hvor især Vestager og Corydon får enorm indflydelse, og hvor Antorini som en lidt fri fugl også kan koble sig på.

Mens de radikale og Corydon-linjen står som vindere, så går SF nærmest i opløsning, bl.a. på grund af sagen om ”betalingsringen” i København, som går helt i opløsning. Hele SF’s ”børnebande” skrider derefter hen til Corydon. Villy Søvndal går af som SF-formand i 2012 og efterfølges af Anette Vilhelmsen, som er mere traditionel anlagt, og som flere år efter ligefrem blev truet på sin civile karriere af den socialdemokratiske magtkreds. Det er processer af stor danmarkshistorisk betydning. I starten af 2014 forlader SF regeringen.

Men kaffeklubberne rører på sig. Sass Larsen, Carsten Hansen, Mette Frederiksen (som er leder af kaffeklubben ”Netværket”) og Corydon skriver endda i august 2012 en kronik i Politiken, hvor det vrimler med globale økonomier og konkurrentencestatsideologi. Ifølge professor Tim Knudsens gennemgang af sagen i sin bog om landets statsministre er kronikken et tegn på, at Thorning vakler lidt, men det har jeg nu svært ved at se. Kronikken bærer i høj grad præg af Corydons forstærkede begejstring for konkurrencestaten. Som jeg ser det, er kronikken derfor snarere et tegn på, at Corydon nu har fået magten over kaffeklubberne.

Det er i dette nærmest enevældige rum, som dirigeres af Vestager og Corydon, at en række uddannelsesreformer – herunder skolereformen – bliver til i 2013. Skolereformen krones efterfølgende med Corydons og Antorinis store målesystem, jf. nedenstående artikel fra Folkeskolen.dk fra april 2015, blot en måned før 2015-valget blev udskrevet. Hele skoletraditionen smadres

Men magtens tinde er både høj og kort. Meningsmålingerne rasler nede omkring historisk lave 16%, og Sass Larsen får oprejsning via nogle artikler i Weekendavisen og gør comeback, endda som gruppeformand og efterfølgende også som minister. Nu var der pludselig ikke noget i vejen med ham mere!

Ud af dette nye tomrum styrkes kaffesegmentet igen, og det er ind i den sammenhæng, at Mette Frederiksen kan konsolidere sin indflydelse og overtage roret i 2015. I årene efter forsvinder både Corydon, Thorning, Carsten Hansen, Antorini og Sass Larsen fra Folketinget.

Men skaden er sket. Frederiksen må regere på bagkant af Corydons revolution. Socialdemokratiets kontakt til efterkrigstidens filosofi er brudt endegyldigt sammen.

Professor Tim Knudsen bekræfter denne konklusion i femte bind af sit værk om danske statsministre. Han refererer Mogens Lykketoft for at sige, at Socialdemokratiet under Corydon og Thorning-Schmidt havde været udsat for ”en fjendtlig overtagelse”. Efter min opfattelse ligger Corydons tanker om konkurrencestaten dog i direkte forlængelse af Lykketofts egne tanker i slutningen af 1990’erne.

I ledende pædagogiske kredse på DPU var Corydon- og Ove Kaj Pedersen-begejstringen nærmest ekstatisk. Man lavede f.eks. en helt ukritisk konference om ”konkurrencestatens krav om dannelse”. Det var rystende at være vidne til.

Efter 2015 fortsætter Lars Løkkes VK-regering med at udvikle Corydons politik, som jo selv var en udvikling af Lars Løkkes politik, og som Mette Frederiksen så overtager i 2019 tilsat lidt gammelsocialdemokratiske brokker. Hun opsluges herefter af ”kriseideologien”, som er en slags Corydon x 10; dvs. en udvidelse af konkurrencestatens logik til alt fra helligdage og smittede måger i Nordjylland til børnefødsler og tredje verdenskrig.

Arbejdet med skolereformen og lærerkonflikten nævnes overhovedet ikke i ”Den hemmelige socialdemokrat”, hvilket er meget underligt. Disse emner omtales til gengæld ret udførligt i Tim Knudsens bog, og i Mikael Busch’ fine bog om Bjarne Corydon fra 2020 er uddannelsespolitikken et helt centralt omdrejningspunkt.

 

Litteratur:

Anonym: Den hemmelige socialdemokrat, People’s Press, 2014.

Tim Knudsen: Statsministeren, bind 5 – mellem almagt og afmagt 2001-2019, Samfundslitteratur 2023.

Mikael Busch: Bjarne Corydon og nødvendighedens politik, People’s Press, 2020.

”Tidligere SF-formand: Socialdemokrat truede mig til syv års tavshed om lærerkonflikten”, DR.dk, d. 17. maj 2024. https://www.dr.dk/nyheder/politik/tidligere-sf-formand-socialdemokrat-truede-mig-til-syv-aars-tavshed-om-laerer

”Implementeringskontoret: Corydons forlængede arm i Undervisningsministeriet”, Folkeskolen.dk, d. 22. april 2015. https://www.folkeskolen.dk/arbejdsliv-arbejdstid-folkeskoleloven/implementeringskontoret-corydons-forlaengede-arm-i-undervisnings-ministeriet/426878

Thomas Aastrup Rømer: ”Konkurrencestatens krav til dannelse”, 2013. http://www.thomasaastruproemer.dk/konkurrencestatens-krav-til-dannelse-kommenteret-referat-fra-konference-pa-dpu-aarhus-universitet-d-20-november-2013-i-emdrup-kobenhavn.html

Thomas Aastrup Rømer: ”Starten på Socialdemokratiets kollaps finder du hos Kirkens Korshær”, Kontrast.dk, d. 15. august 2024. https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/starten-paa-socialdemokratiets-kollaps-finder-du-hos-kirkens-korshaer

 

Uddannelsespolitiske og pædagogiske noter, november-december 2024

Nedenfor kan man læse 36 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra november-december 2024. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

  1. Kritik af ungdomsuddannelser
  2. Årsskriftet Critique 2024
  3. Hvad er en eksamen?
  4. Ny bog om skoleledelse
  5. Posthumanistisk læring i England
  6. I skolereformens kølvand
  7. Kronik og podcast om universitets- og uddannelsespolitik
  8. Anmeldelse af bog om trivsel
  9. Forsvar for karakterdannelse
  10. Om trivsel, 80’erne og Jagtvej 69
  11. Loven, og loven om loven
  12. Aarhus Universitet i 2012
  13. To jubilæer
  14. DPU’s tilstand
  15. Undervisningsministeriets skæbne
  16. Krisen i dansk pædagogik
  17. Karakterdannelse og dannelse
  18. I Teorien – filosofisk podcast
  19. DPU’s kollaps i 2015
  20. DPUs essens: Sorømødet i 2010
  21. Peter Kemps kritik af det nye DPU
  22. CEPOS’ tilstand
  23. DPUs essens: Claus Holms opgør med Løgstrup og højskoletradition
  24. Kamp for Generel Pædagogik og Pædagogisk Filosofi
  25. Hvem er det, der protesterer?
  26. Stor evaluering af corona-politikken i USA – og total dansk tavshed?
  27. Claus Holms halvdannelse
  28. En tanke om kriser
  29. Theresa Scavenius kritiserer forskningspolitikken
  30. Den arbejdsløse har ingen helligdage
  31. Merete Riisager og de radikale
  32. Erhvervspædagogisk refleksion
  33. Verdens skole – Tjekkiet, Platon og olympiader
  34. KL-disruption i skolereformens kølvand
  35. Diskussion med Gert Biesta om karakterdannelse
  36. Den store skærm – indlæg i Ræson

 

1. Den 1. november: Kritik af reform af ungdomsuddannelser

Jeg har samlet mine tanker vedrørende regeringens udspil om ungdomsuddannelser i nedenstående indlæg, som Critique har været så venlige at bringe:

https://aarsskriftet-critique.dk/2024/10/konkurrencestaten-oedelaegger-ungdomsuddannelserne-3/

 

2. Den 4. november: Årsskriftet Critique 2024

Critiques nye årsskrift er netop udkommet. Jeg bidrager med artiklen ”Universitetet og dets fjender”, hvor jeg gennemgår universitetsloven og dennes konsekvenser på især Aarhus Universitet og DPU. Man kan tilgå et kort uddrag af artiklen i linket nedenfor, hvor man også kan bestille et eksemplar af Critique.

I Årsskriftet fortæller Nils Gunder Hansen lidt i samme ånd, men mere personligt, om ”Mine to universitetsliv”, så man bliver lidt rørt.

Disse to artiklers indhold har rødder i en stor universitetspolitisk konference, som Critique afholdt i februar 2024.

Og Marianne Stidsen, som faktisk også deltog i den pågældende konference, skriver i sin artikel ”Det værste fra begge verdener” om woke-bevægelsens ideologiske rødder. Hun afslutter sin artikel med et tankevækkende forslag om at tage det bedste fra både liberalisme og socialisme, hvilket skal holde både stat og markedsfiksering på afstand. Hun kalder sin syntese for ”kristen humanisme”.

Der er mange andre gode artikler. Nikolaj Bøghs fortæller om det sociale arbejdes rødder i civilsamfundet – først hos godsejerne og senere hos borgerskabets kvinder – og hvordan denne civilsamfunds-forbindelse er truet i den moderne velfærdsstat, også kaldet konkurrencestaten. Bøgh fremanalyserer dermed en slags toverdens-teori, som også præger flere af de andre artikler, herunder min egen.

Mathias Kobberrød Rasmussen har en spændende gennemgang af Tamil-sagen og dens konsekvenser. Pludselig står hele sagen helt levende og aktuel.

Og så har jeg også læst Martin E.O. Grunz’ fantastiske analyse af Erhard Jacobsens politiske virke. Her får man virkelig noget at vide om den socialdemokratiske udvikling siden 1930’erne.

Jeg glæder mig til at læse resten af Årsskriftet.

https://aarsskriftet-critique.dk/2024/10/universitetet-og-dets-fjender/

 

3. Den. 5. november: Hvad er en eksamen?

Jeg har reflekteret lidt over, hvad en eksamen er; i modsætning til prøver og test:

http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-er-en-eksamen.html

 

4. Den 6. november: Ny bog om skoleledelse

Jeg har læst en interessant ny bog om skoleledelse fra Syddansk Universitet.

Især en af bogens redaktører, Finn Wiedemann, har skrevet en tankevækkende og kritisk analyse af det, man kunne kalde for “DPU-linjen”, hvilket man kan læse mere om i nedenstående blogindlæg.

Jeg har også fundet et par gode debatindlæg fra Wiedemanns hånd, som jeg også omtaler i indlægget.

Wiedemanns arbejde er et eksempel på det, som vi var nogle, der i 10’erne kaldte for “uren pædagogik”, dvs. det som i gamle dage bare hed “pædagogik”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-bog-om-skoleledelse-finn-wiedemanns-kritiske-arbejde.html

 

5. Den 9. november: Posthumanistisk læring i England

Mediet Gymnasieskolen fortæller om en skole i England, hvor lærerne i en stor del af tiden er blevet erstattet af computere og AI.

Læreren er omdannet til en ”læringscoach”, hvis opgave er at ”overvåge elevernes performance”, som der står.

Og den interviewede læringscoach er begejstret. Maskinerne er mere effektive, og de kan ikke have ”en dårlig dag”. Der er også ”færre forstyrrelser”.

Man har også interviewet en 14-årig elev. Han kalder det hele for ”befriende”.

Skolelederen er også glad. De nye systemer giver ”bedre læringsresultater”.

Alle de involverede lader til at være lykkelige.

Initiativet understøttes både holdningsmæssigt og organisatorisk af den siddende undervisningsminister, som er fra Labor.

For et par uger siden lancerede Dansk Arbejdsgiverforening en rapport, der også talte for mere AI i skolen. Man kunne spare 10% af lærerne væk, fremgik det. Det Økonomiske Råd var i sin produktivitetsrapport fra 2019 inde på noget lignende. Og det samme var KL i forbindelse med udgivelsen ”Teknologispring” i 2018.

Imens tømmes landet for kritiske forskningsmiljøer, mens f.eks. AU etablerer den ene efter den anden helt ukritiske AI-satsning.

Det ser ikke godt ud.

https://gymnasieskolen.dk/articles/britisk-skole-erstatter-laerere-med-kunstig-intelligens/

 

6. Den 9. november: I skolereformens kølvand

Merete Riisager er blevet interviewet til Folkeskolen.dk. Her fremsætter hun nogle særdeles interessante betragtninger vedr. skolereformen fra 2013 og dens kølvand.

Det største fremskridt nævner hun sjovt nok ikke eksplicit. Det drejer sig om begrænsningen af den omfattende læringmålstyring.

Dette fremskridt skyldes ikke mindst hendes eget virke som undervisningsminister fra 2016-19, hvor hun ifølge det daværende regeringsgrundlag skulle ”justere” folkeskolereformen”, som det hed. Det gjorde hun så med bistand fra landets faglige og kritiske miljøer, mens de fortørnede læringsideologer flippede ud.

Men i selve ”justerings”-begrebet ligger der jo også en form for accept af det, der skal ”justeres”. LA endte faktisk med at acceptere det forlig, som Riisager havde kæmpet imod helt fra starten. Det var, som jeg ser det, konsekvensen af denne modsætning, der vanskeliggjorde hendes sidste år på posten.

Derfor har Riisager en særlig veludviklet sans for, at skolereformens grundlæggende filosofi egentlig ikke er ændret. Riisager forklarer, dels at man har bevaret kompetencefilosofien i hele systemet, og dels at man har fastholdt den de facto ødelæggelse af lærerens autoritet, der blev forstærket i 2013. Sloganet i 2013 var jo netop ”fra undervisning til læring”.

Disse to forhold står stadigvæk fast.

Der er kort sagt brug for et mere grundlæggende opgør med skolereformens ideologi frem for de sædvanlige løsrevne sætninger, som diverse politikere rejser rundt med. Men i så fald må man satse mere seriøst på studier i skolens og skolepolitikkens grundlag. Men det sker ingen steder. Tværtimod.

Konsekvensen heraf er, at skolereformens opgør med dannelse opsluger dannelsens begreber. Vi får det, jeg har kaldt for “uniformativering”.

Et eksempel på de ”sædvanlige løsrevne sætninger”, som jeg nævnte ovenfor, er den tale, som statsministeren holdt til DLF’s kongres i forrige uge. Her taler hun for mere pædagogisk autoritet og mindre læringsmålstyring. Umiddelbart lyder det godt, men til forskel fra Riisager har Mette Frederiksen ikke nogen fornemmelse for den bagvedliggende skolepolitiske struktur, som jo netop ikke er ændret.

Frederiksen taler også imod noget, hun kalder for den ”sorte skole”, men medmindre det kvalificeres, så kan det uden videre sidestilles med det opgør med det undervisningsbegreb, som lå i skolereformens filosofi.

Ubestemthederne i statsministerens indlæg skyldes muligvis, at hun jo var beskæftigelsesminister i 2013 og derfor ansvarlig for Lockouten af landets lærere. Hun var dermed også medansvarlig for Antorini-Corydons skolepolitiske aktioner, som jo stod i stik modsætning til det, som Frederiksen nu siger.

Og de andre partiledere i den aktuelle regering var ikke uskyldige. Under Lars Løkkes regeringsperiode frem til 2011 gik landet amok i konkurrencestat, og Troels Lund Poulsen var endda undervisningsminister i 2011. Man får på en måde lidt ondt af den gode Tesfaye, som ville se godt ud med nogle dannelsesforskere i nærheden.

Man må forlange en mere seriøs selvransagelse hos hovedskurkene, hvis de “løsrevne sætninger” skal tages alvorligt.

Endelig må man huske på, at de aktuelle uddannelsesreformer, som fremføres af Frederiksens regering, jo tager udgangspunkt i Reformkommissionen, som har samme instrumentelle struktur som skolereformens baggrundskommissioner under Lars Løkke. Det er planøkonomernes magt over pædagogikken.

Kort sagt: I modsætning til Riisagers sans for dybdestrukturerne, forsøger statsministeren at skjule sit ansvar.

Endnu længere ude i skoven er Helle Thorning-Schmidts seneste markeringer i en podcast, hvor hun fastholder skolereformens manglende autoritetsforståelse. Hun mener ligefrem at ”børnene ejer skolen”. Thorning-Schmidt taler generelt set stadig varmt om 2013-reformen. Hun har intet lært. Men på en måde er det mere ærligt end Mette Frederiksen, som måske nok har lært noget, men som har glemt alt. Er der mon andet, hun har glemt?

Sagen er, at der skal huskes, og det kan Riisager hjælpe med. Men i så fald er der brug for mere seriøse satsninger på de forskningsmæssige niveauer; medmindre en kombination af Frederiksens glemsomhed og Thorning-Schmidts børnemagt skal gå af med sejren. DPU er jo stadig helt på Thornings fløj.

En sidste tanke: Det er dejligt, at Riisager som ny politisk rådgiver i LA har kastet sig ud i den skolepolitiske debat. Man glemmer jo helt, at partiet jo også må have en politisk ordfører for de relevante områder. Spørgsmålet er, hvordan forholdet er mellem politiker og rådgiver?

Og en allersidste iagttagelse: Riisager fortæller i interviewet, at Tesfayes korrektioner af skolens ordensbekendtgørelser stammer fra hendes ministertid. Det tyder på en form for åndsfællesskab mellem hende og Tesfaye, men man skal efter min mening ikke undervurdere forskellene, som stammer fra, at Riisager har en stor almenpædagogiske forståelse, hvilket det kniber med hos Tesfaye.

Links:

Interview med Riisager: https://www.folkeskolen.dk/klasseledelse-liberal-alliance-laeremidler/merete-riisager-laererne-ved-bedst-det-er-derfor-de-er-der/4787711

Artikel om Mette Frederiksens tale: https://www.folkeskolen.dk/10-klasse-dlf-kongres-24/statsministeren-i-skolen-ma-det-vaere-laereren-der-bestemmer/4787439

Finn Wiedemann om Helle Thorning-Schmidts udtalelser: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektor-til-thorning-det-er-falsk-historieskrivning-naar-du-paastaar-at-folkeskolereformen-var-en-succes

Grundanalysen kan tilgås i bogen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, Fjordager, 2023. https://www.fjordager.com/i-skolereformens-k%C3%B8lvand

 

7. Den 11. november: Kronik og podcast om universitets- og uddannelsespolitik

Konsulent ved Tænketanken Prospekt, Signe Wolff Ravneberg, har skrevet en virkelig interessant og skarp kronik til ugens Weekendavisen.

Kronikken bobler af engagement og intellektuel interesse.

Hun kritiserer især universiteterne – men også uddannelsessystemet mere bredt – for at være blevet alt for instrumentaliseret under konkurrencestatens grænseløse system. Hun er endda så venlig at nævne to af mine udgivelser i den sammenhæng, dels ”Universitetet og dets fjender” og dels ”Skolens formål”.

Et eksempel på Ravnebergs direkte og filosofiske stil er følgende formulering:

”Jeg vil således vove den påstand, at årtier med disse kompetenceforstærkende, konkurrenceskærpende og i det hele taget arbejdsmarkedsorienterede reformer har udhulet og kvalt netop det frie åndsliv og den selvstændige kritiske tanke, som burde være grundstenen i hele uddannelsessystemet. Og dét har banet vejen for den tankemæssige ensretning, der præger ungdommen i dag.”

Ravneberg arbejder også med at undersøge sammenhængen mellem den omtalte instrumentalisering og det fremherskende identitetspolitiske pres, som flere steder har en uheldig tendens til at forstærke hinanden.

Også litteraten Marianne Stidsen har arbejdet med denne kobling, og selv er jeg også begyndt at undersøge sagen, bl.a. i en ny bog om trivsel, der er på vej.

I en ledsagende podcast fra Tænketanken Prospekt diskuterer Signe Wolff Ravneberg sin kronik med Tine Obel, som er læreruddannet og kommunikationschef ved Prospekt. Signe slår her – ligesom i kronikken – et slag for en slags ’uenighedens pædagogik’; et begreb, som også er taget i anvendelse i de mest tænksomme og filosofiske folk fra pædagoguddannelsen.

Meget passende hedder kronikken ”Aktivistisk uddannelsesfabrik”.

Links:

Link til kronik i Weekendavisen: https://www.weekendavisen.dk/2024-45/opinion/aktivistisk-uddannelsesfabrik

Link til Podcast: https://www.taenketankenprospekt.dk/2024/11/08/universitetet-som-aktivistisk-uddannelsesfabrik/

 

8. Den 13. november: Anmeldelse af bog om trivsel

Jeg har læst Lars Qvortrups og Karen Wistofts meget omdiskuterede bog “Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse”, jvf. nedenstående link.

Efter min opfattelse er bogens begreber med til at fremme både mistrivsel og socialvidenskabelig tristesse:

http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-bog-trivsel-og-mistrivsel-mellem-offergoerelse-og-kompetencegoerelse.html

 

9. Den 19. november: Forsvar for karakterdannelse

Mediet Ræson bringer i dag mit svar på nogle kritiske bemærkninger om “karakterdannelse”, som den fremtrædende hollandske filosof, Gert Biesta, fremsatte i sidste måned.

Min pointe er, at Biestas refleksioner egentlig ikke er en kritik, men snarere et udmærket bidrag til udviklingen af karakterdannelsens filosofi, hvilket han blot ikke selv lader til at have forstået.

Jeg ved ikke helt, hvad man kalder den metode

Jeg kritiserer ham også for at risikere at havne i den grøft, som han i mange år har talt imod, nemlig “læringsgrøften”.

https://www.raeson.dk/2024/thomas-aastrup-roemer-til-gert-biesta-mennesket-dannes-i-vekselvirkning-med-verden-det-er-essensen-i-karakterdannelsen/

 

10. d. 21. november: Om trivsel, 80’erne og Jagtvej 69

Jeg sad og drak lidt kaffe og hørte Lecia synge ”Rør ved mig” i radioen, mens jeg lavede de sidste redigeringer i et manuskript til en bog om trivsel, som er på vej. Kort sagt: Den småborgerlige klinge.

Men lige pludselig sker der noget meget mærkeligt, som bryder min teksts og hele situationens trummerum. Pludselig står der følgende mærkelige ord på min skærm, som jeg jo selv må have skrevet:

”Men hvad er en virkelig trivsel? Måske så vi den komme til udtryk i kampen for ungdomshuset på Jagtvej omkring 2007, dvs. parallelt med konkurrencestatens forstærkninger. Jagtvej var den måske sidste anarkistiske og kulturkonservative protest; en livsfilosofisk og deltagelsesdemokratisk tilsynekomst med rødder i sammenhængen mellem trivsel, eksistens og handling.

Netop i den fælles kamp mod overmagten og midt i al ulykken udtrykte de unge en form for fælles erindring, en påmindelse, som var ved at forsvinde fra de voksnes verden. En tilsynekomst fra historiens dialoger.

Ungdomshuset blev dermed den virkelige revolutions formel. I den politiske handling kommer trivslen nedefra og bagfra, hvilket vil være i overensstemmelse med trivselsbegrebets oldnordiske/norrøne etymologi. Trivsel bliver en slags tingede tingsted, lidt i ånden fra Christiania, fra reformpædagogikkens skrammologiske fritidsliv, fra humanismens hvirvlende åndsfrihed og fra de tidligste menigheder.

Man forsamler sig ”under åben himmel”, som det hedder i Grundlovens §79. Det er de sidste vølvers sted og pligt midt i byens dionysiske og karnevalistiske tumult. Denne form for virkelig trivsel – tilsynekomsten – kan ikke reduceres til et målesystem for ”well-being”, som set i dette lys snarere er et stærkt undertrykkende apparat.”

Det var som om, at jeg ikke selv har skrevet det, selvom jeg jo godt kan genkende lidt af det, og ordene skabte noget tumult i resten af teksten.

Men hvor kommer disse mærkelige sætninger så fra? Jo, de kommer såmænd fra den mest tankevækkende generationsanalyse, jeg har læst siden Jakob Paludans ”Jørgen Stein” fra 1933, der jo handlede om ”årgangen der snublede i starten”.

Den pågældende analyse finder man i filosofihistoriens nok længste ”efterskrift” på 200 sider, som står i filosoffen Asger Sørensens fantastiske bog ”I lyset af Bataille”, som han udgav i 2012 på forlaget Politisk Revy.

Efterskriftet – som er en blanding af erindringer og kulturanalyse – handler om Asger Sørensen selv og om, hvorfor han blev glad for den franske filosof George Batailles tanker om latter, liv og erotik.

Og dermed kommer efterskriftet også til at handle om 80’ernes københavnske ungdom. Vi hører om velfærdsstatens søgende og frie børn, som på trods af en mastodontisk arbejdsløshed kun tænker på det gode, det retfærdige og det skønne og på at blaffe rundt i verden uden mobiltelefoner og møde det andet køn. Tilliden til omverdens ting og mennesker er omfattende.

Generationen har også ungdomsoprørets handlingsliv brusende i blodet, selvom man er træt af strukturmarxisterne. Man vil have karneval og liv og fællesskab og ikke al denne amerikanske post-vietnam-tristesse og bedrevidende hypermarxisme.

Og det er lige netop der, at Bataille og hans Nietzsche-inspirerede vitalisme kommer Asger Sørensen til hjælp, godt blandet op med en storslået anarkistisk filosofisk tradition, som beskrives udførligt.

Miljøet omkring Jagtvej 69 er en slags materialisering af denne tilstand.

Sørensen fortæller også om sin vej ind i den pædagogiske filosofi, og bogen slutter med DPU-lederen Lars Qvortrups forsmædelige fyringsvarsel fra 2010, som kom blot to år efter, at Asger Sørensen endelig havde fået en fast ramme om sit filosofiske virke. Qvortrup, som var opslugt af skolereformens systemer, mente ikke at Sørensens forskning var ”relevant”.

Undervejs bliver Sørensen en slags republikaner. I min fortolkning sker det, fordi han som ung mand ved et rigtigt 1980’eragtigt tilfælde bliver IT-medarbejder hos Mærsk. Her deltager han i et projekt om arbejdsgangene i Folketinget, som han ender med at få stor respekt for.

Så anarkisten og staten kommer i kontakt. Og det er denne begrebslige berøring, som afstedkommer den ende spændende refleksion efter den anden, og som gør, at det er Sørensens og ikke Qvortrups arbejde, der bliver ”relevant”.

Så det hele ender i en formidabel blanding af anarki, demokrati og vitalisme, mens den ene efter den anden konkrete episode suser forbi, ofte med navns nævnelse.

Og det er lige her, at der går en direkte sporvogn hen til Jagtvej 69, der stadigvæk står tom. Den øde grund er en ungdommens påmindelse til de voksne om, hvad virkelig trivsel er, nemlig fælles handling i sorg og glæde. De øde kvadratmeter er en form for påmindelse om venstrefløjens kulturelle rødder.

I dag er ordet ”revolution” ligefrem forsvundet fra Enhedslistens program. Hvor dybt kan man synke? Og hvor er begrebet hos de andre partier? Har man glemt, at der findes en amerikansk, en engelsk, en russisk og en fransk revolution?

Ungdomsoprørets politiske bevægelser – som Asger Sørensen giver så meget skøn fylde – er blevet til en slags ”einheit”, dvs. til en blanding af identitetspolitik og klimateknokrati, en fornærmet og bange tilstand.

En af de rørende passager i bogen er et sted, hvor en stor ungdomsdemonstration slutter af med at synge netop ”Rør ved mig”, som jo er en dansk udgave af den fantastiske spanske eurovision 2’er ”Eres Tu” fra 1973. Spanien spiller i øvrigt en stor rolle i Sørensens bog.

Undervejs er der også kritiske analyser af, hvordan Nietzsche – via nogle bestemte fortolkninger af Foucault – i løbet af 90’erne vendes på hovedet og bliver til hans egen modsætning, nemlig en  puritansk og angst. Vi går fra et postmoderne karneval til en poststrukturalistisk isolation.

Endelig vil jeg sige, at Asger Sørensen i 2020 udgave en slags 2’er, nemlig bogen “Asger Sørensen går på universitetet”, som er en hyldesterklæring til det klassiske universitets dyder. Bogen starter faktisk med en “Fortale til folketinget”, som jo i sin tid tændte Sørensens respekt for den demokratiske stat.

Nu forstår jeg bedre, hvad der skete, mens jeg drak min småborgerlige kaffe .

Referencer:

Asger Sørensen: I lyset af Bataille, Forlaget Politisk Revy, 2012.

Asger Sørensen: Asger Sørensen går på universitetet, Filosofisk Rådgivning, 2020.

 

11. Den 25. november: Loven, og loven om loven

Der er to slags love. Der er den lov, som vedtages af folketinget, og så er der loven om loven, dvs. grundloven.

Man skal overholde loven, og hvis der er tvivl, så træder domstolen til og afgør, hvad der er lov. Men hvad nu, hvis en lov er imod loven om loven? En sådan situation vil jo stille borgeren i en helt umulig situation. Hvem kontrollerer det?

Ja, det burde retten også gøre, men det sker stort set ikke. I stedet overlades den slags grundlagstvister til organiseringer, som tilhører det almindelige lovsystem, dvs. politisk nedsatte kommissioner etc..

Dvs. at loven afgør, hvad loven om loven er, hvilket jo er helt omvendt.

Man hvad med højesteret? Tjekker den ikke, om en lov er imod loven om loven? Næsten ikke, selvom der er nogle undtagelser. Højesteret afgør stort set kun tvister om loven, men ikke om loven om loven, og da slet ikke på eget initiativ.

Så der er ingen tilstrækkelig beskyttelse af den lov om loven, som gør, at vi overhovedet har en lovgivende forsamling og en retsinstans? Og vi har ingen forfatningsdomstol, som jo findes i flere andre lande.

Så grundloven risikerer at blive overtaget af loven og dens forbindelser til de globale niveauer, mens årsagen til loven, dvs. loven om loven, ender som en slags nostalgi.

Men dermed forfalder jo også loven?

Så spørgsmålet er: Hvem beskytter loven om loven og dermed også loven?

 

12. Den 25. november: Aarhus Universitet i 2012

Den 21. marts 2012 fik Aarhus Universitet kritik i Politiken i to omgange. Den helt store krabask blev svunget af professor i statskundskab, Jørgen Grønnegaard Christensen. Det skete i kronikken “Aarhus stander i våde”. Man kan læse hele kronikken nedenfor (A).

Efterfølgende har jeg desuden indkopieret et lille læserbrev, som jeg havde i avisen samme dag, altså lige ovenover Grønnegaard Christensens aktion (B).

Det var netop i årene op til 2012, hvor den i sig selv revolutionerende universitetslov fra 2003 fik en særlig radikaliseret aarhusiansk version. Siden har de kritisable processer konsolideret sig. Jeg beskriver hele processen i bogen “Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”, KLIM 2024.

Havde Grønnegaard været ansat på DPU i dag, havde han risikeret fyring på gråt papir. Det ved alle, så tavsheden breder sig.

Ingen af de to tekster findes online, så vidt jeg kan se. Her er de derfor i fuld længde:

A. Jørgen Grønnegaard Christensens kronik:

Aarhus stander i våde

Aarhus Universitet er i oprør. Lærere og studenter har vendt sig mod ledelsen. Det er tid til forandring i Smilets By.

AARHUS Universitet er i alvorlig krise. Det er ikke første gang. Sidst var i midten af 1970’erne. Kombinationen af en rektor, som tænkte stort, ja meget stort, og en direktør, som ikke havde styr på den daglige drift, førte til budget- og regnskabsrod og anmærkninger fra revisionen.

Dengang blev rektor væltet og direktøren og regnskabschefen fyret. På det lange sigt, som rakte indtil 2005, var konsekvensen et universitet med styr på tingene. Det var puritansk grænsende til det småtskårne, men Aarhus Universitet administrativt blev drevet med allerhøjeste effektivitet. Samtidig oplevede universitetet en periode, hvor centralisering og decentralisering var fint afstemt i forhold til hinanden: Rektor var, når han var bedst, entreprenør og politicus i en og samme person, der sikrede fantastiske fysiske rammer for universitetets udvikling; institutterne stod for den faglige udvikling, og administrationen holdt øje med, at reglerne blev overholdt.

Det fungerede, men den er gal igen. Og selv om historien aldrig gentager sig, er der alligevel en parallel, som man får forstand af. Også når tidspunktet for genopretning oprinder. Jeg skal gøre mit bedste for at forklare, hvordan det hænger sammen. Alle, der for tiden tager sig til hovedet over den uforstand, der hersker på landets næststørste universitet, kan således få et sikkert indtryk af, hvad der er på spil. Pædagogik og ikke polemik er mit ærinde.

Kernen i det hele er en gigantisk reorganisering. Alt er samlet i fire nye hovedområder med engelske navne. »Det falder os mest naturligt at tale engelsk«, som prorektor sagde, da planen blev lanceret for to år siden. Den nye fakultetsstruktur bygger på to principper. Det ene er tværfaglighed. Det andet er stordrift. Det er hovedområderne selv et udtryk for. Det samme gælder på institutniveau. På Science & Technology, på Health og på Arts har man derfor nu fået kæmpeinstitutter med flere hundrede medarbejdere. Da ledelsen er imod silodannelser, som man kalder det, er enhver form for underopdelinger bandlyst. De blokerer jo for den tværfaglighed, der er gjort til forudsætningen for ny videnskabelig indsigt og universitetets bidrag til løsning af samfundsmæssige problemer, f.eks. konflikterne i Mellemøsten, som man så frejdigt annoncerer.

Nogle vil med rette spørge, om reorganiseringen ikke har med fusionerne i 2007 at gøre. Svaret er umiddelbart ja. For fusionerne gjorde med ét slag Aarhus Universitet meget stort og meget usammenhængende med de fem gamle fakulteter plus fire nye enheder på fakultetsniveau. Det hang ikke sammen.

Det hang ikke sammen, fordi fusionerne aldrig blev gennemtænkt. Ingen gad besvare spørgsmålet om, hvad det skulle gøre godt for. Der var i stedet en dobbeltlogik bag Aarhus Universitets bidrag til fusionerne. Den ene var helt pragmatisk. Man skulle vise sin gode vilje og lydhørhed over for regeringen; så ville belønningen (af især Aarhus Universitet) følge. Det vidnede om en vis mangel på politisk indsigt, men lad det være. Det gjaldt derudover om at være stor, ja, allerhelst størst. Lyt i den sammenhæng til rektors retorik. Han taler ikke bare om et universitet i verdensklasse. Han undgår med systematisk omhu at nævne andre danske universiteter. Hans horisonter er videre: Den ene er den øst- og midtjyske, hvor målgruppen er kommunalpolitikere og lokale erhvervsfolk, der lader sig henrykke over et lokalt universitet, som placerer dem på verdenskortet. Den anden er den globale, hvor horisonten strækker sig fra Shanghai til Stanford, fordi det er der, det sker eller er sket.

MAN KUNNE være tilbøjelig til at afskrive dette som bar snak og store ord. Det er det måske også. For der er endnu ingen, der har været i stand til at fremtvinge en præcis forklaring på, hvad der ligger i opskriften, hvordan den vil virke, og hvordan man afgør, om den har været en succes. Der er blot andre sider af reorganiseringen, som har alvorlige konsekvenser i hverdagen på Aarhus Universitet. Igen er der to ting i spil, som hænger nøje sammen. Den første er centralisering og magtkoncentration.

Den er for viderekomne. Den enstrengede ledelse, som er bærende princip i universitetsloven, har fået en særlig udformning i Aarhus. Den består i skabelsen af en universitetsledelse med rektor, prorektor, universitetsdirektør og så de fire dekaner. De udgør en enhedsledelse og sidder demonstrativt sammen med 14 prodekaner i det, der nu hedder rektoratsbygningen. De træffer i fællesskab beslutninger og svarer, som opmærksomme læsere har erfaret, i fællesskab på kritik. Med ledelsesstrukturen er koblingen mellem dekanerne og deres hovedområder brudt. Strukturen skaber samtidig fortrinlige vilkår for den form for gruppetænkning, som får ellers selvstændige individer til at rette ind. Det er forstærket af en udskiftningspolitik, hvor alle, der kunne og turde ytre sig kritisk, er erstattet af andre, der, det betoner man igen og igen, er loyale. Resultatet er en ganske særegen struktur uden interne tjekpunkter. Det er sjældent i nutiden.

Magtkoncentrationen bliver også brugt. I 2010 og 2011 har ledelsen toldet stærkt hos institutterne. Det er sket for at finansiere en stor strategisk pulje, der skulle fremme forskning i særklasse. Nogle af pengene er da også i december 2011 delt ud efter formålet. Men det er ikke så mange, som ledelsen i uforpligtende vendinger havde stillet i udsigt, for den kostbare reorganisering har skudt et stort hul i økonomien. Læg dertil, at ledelsens magtfuldkommenhed har spoleret de sunde tilskyndelser, der er indbygget i en decentral universitetsøkonomi, og husk så også, at det ikke er ledelsen, men fagenes folk, der skaber indtægterne. Rektor har ikke hentet én krone hjem til Aarhus Universitet.

ANDET LED i reorganiseringen er en storstilet bureaukratisering. Det er den rette betegnelse, fordi der parallelt med koncentrationen af al magt i enhedsledelsen under rektor, også er sket en udvidelse af administrationen (i mandskab og kompetence), som igen er parret med en yderliggående centralisering. Symbolsk kommer bureaukratiseringen til udtryk ved universitetsdirektørens medlemskab af universitetsledelsen. Det svarer til at gøre kommunaldirektøren til medlem af kommunens økonomiudvalg.

Det ville ikke være demokratisk; på universiteterne er det et klart farvel til den sidste rest af kollegialt selvstyre. Den finder et yderligere udtryk ved opbygningen af en mandstærk administration under ledelse af ni vicedirektører og et vidtforgrenet net af chefer med fancy titler.

Det koster. Før 2005 var Aarhus Universitet administrativt det mest effektive af de danske universiteter. 6 procent af samtlige årsværk var beskæftiget i administrationen på universitets- og fakultetsniveau. I 2010, altså fem år senere, var det over 8 procent (Kilde: Universiteternes Statistiske Beredskab). Med udvidelsen på en tredjedel på bare fem år er Aarhus Universitet kommet på niveau med CBS, og det er, som man vil huske, ikke noget at prale af.

Bureaukratiseringen er ikke bare dyr; den kommer også til udtryk i endnu en centralisering. Alle administrative funktioner er ved at blive samlet i en fællesadministration under ledelse af direktøren og hans ni vicedirektører. Det vil sige, at al økonomiforvaltning, al personaleforvaltning, undskyld HR, al studie- og uddannelsesadministration er centraliseret. Det griber voldsomt ind i den daglige drift. Igen er det lidt indviklet, hvorfor det er sådan.

Den første grund er, at økonomien er decentral forstået på den måde, at institutterne har deres egne budgetter og deres eget personale. Administrationen er bare nu fjernet fra dem.

Den anden grund er, at forskningsfinansieringen i stigende grad er båret af større eksterne bevillinger. De skal hver for sig administreres, for bevillingshaverne, professor X og lektor Y, er selvsagt også bevillingsansvarlige. En professor på Arts, indehaver af en meget stor bevilling, skrev for nogle måneder siden desperat til mig, fordi hans dekan havde fjernet den sekretær, som indtil da havde hjulpet ham med at holde styr på pengene.

Det tredje er, at mange af disse funktioner er rutiner knyttet tæt sammen med den daglige afvikling af undervisning og eksaminer. Medarbejderne har derfor fornuftigvis løst opgaverne i løbende samspil med lærere og studerende. Forudsætningerne herfor er pist væk, når de fra hele universitetet lige nu bliver samlet i den nye fællesadministration og dens store bygning klos op ad rektoratsbygningen.

Ledelsens omkvæd har ganske vist lige siden 2007-fusionerne været, at universitetet nu var i sikker drift, som det hedder i managementjargon. Sandheden er i foråret 2012, at man kun på Business & Social Sciences har fået fordelt 2012-budgetterne. Den er også, at simple ekspeditioner i personalesager og bedømmelser trækker ud, og at regninger ikke bliver betalt til tiden. De kontrakter, som vore dages specialestuderende skal indgå med deres vejledere lader sig ikke formalisere efter bogen, fordi systemet ganske enkelt er ude af drift.

MED reorganiseringen er der skabt en helt ny klasse i den akademiske verden. Den består af ledere og administratorer, hvoraf nogle har en baggrund som forskere og undervisere, andre er administratorer med titler så fantasifulde, at ingen ved, hvad der skjuler sig under dem. De er imidlertid et af tegnene på nye tider, som har vendt op og ned på, hvad der engang var værdsat på universitetet. Jeg har fra personalestyrelsen fået de faktiske løntal for bl.a. medlemmerne af den øverste ledelse. Rektor, prorektor og dekaner har fra 2001 til 2010 fået reallønsstigninger fra 42 til 63 procent. Dekanerne, der i 2001 fik en løn, der var 10 procent højere end en professorløn, fik i 2010 60 procent mere; for rektor og prorektor er det dobbelt så meget, mens direktøren, engang en nok så ydmyg post, er lønnet som en styrelseschef og får 70 procent mere end den gennemsnitlige professor.

Det siger så sandelig noget om, hvad der bliver regnet. Jeg kender godt det officielle svar, som siger, at professionel ledelse har sin pris. Det kan jeg sagtens fatte og tilmed fint leve med. Men det får mig unægtelig til at stille fire spørgsmål, som er aldeles centrale for det, vi medarbejdere lige nu oplever:

1) Hvad var, og hvad er succeskriterierne for den igangværende reorganisering?

2) Hvad har reorganiseringen kostet i administrative og ledelsesmæssige meromkostninger, alle former for godtgørelser til dem, der blev ofret undervejs, til konsulenter af alle arter, til bygningsmæssige foranstaltninger – samt i betaling til Møbeltransport Danmark?

3) Hvorfor har det taget og tager det så lang tid at skabe klarhed over, hvad kompetencefordelingen skal være i den nye struktur, og hvorfor har man under gennemførelsen ikke været i stand til at informere de berørte grupper af administrative medarbejdere på først og fremmest institutniveau om, hvad der præcis skulle og skal ske?

4) Er der på ledelsens succeskriterier, jævnfør punkt 1, områder, hvor Aarhus Universitet i dag klarer sig bedre end i 2005, og hvor Aarhus Universitet oven i købet har lagt afstand til andre universiteter?

JEG HAR netop ryddet mit kontor. Sammen med mine kolleger skal jeg flytte til en anden bygning, og da jeg ikke er nogen årsunge, gik jeg grundigt til værks. Meget blev foræret bort, mens andet blev kasseret. Det gjaldt dog ikke en lille paperback, som jeg havde købt for årtier siden og siden glemt. Titlen er ‘Management & Machiavelli’, forfatteren den siden adlede brite sir Antony Jay. Hans kækt formulerede påstand er, at man ikke kan forstå, hvorfor ledelsen i store virksomheder opfører sig, som den gør, uden at tage menneskers magtstræb i betragtning. Det var i 1967. Overfører man det på Aarhus Universitet anno 2012, erkender jeg, at hverken Machiavelli eller Jay har levet forgæves.

Magt er også en drivende kraft i moderne management og dermed bag det, vi har oplevet og oplever i Aarhus. Man ser det i kommunikationen, som ikke er oplysende information med invitation til dialog og samtale, men autoritært formulerede budskaber og manipulation. Man ser det på den måde, som enhver afvigelse bliver tromlet på. Der er den idelige understregning af forpligtelsen for gud og hvermand til at være loyale. Der er påpegningen af, at det bare er de samme tvære og pensionsmodne, men få idioter, som er imod, fordi de er for gamle.

Der er de sivende bagtalelser. Der er de patetiske erklæringer om høje mål, der vil være inden for rækkevidde, når ledelsen blot får lov til at herske og regere. Der er det ulidelige managementsprog, som intet menneske ved sine fulde fem kan få noget som helst ud af. Og til allersidst er der ophobningen af flere års forsikringer om, hvordan alting på det lange sigt bliver rigtig godt og meget stort.

Jeg nævnte indledningsvis, at Aarhus Universitet også i 1975, altså for snart 40 år siden, var i en alvorlig ledelsesmæssig krise. Der blev dengang gjort kort proces. Professorer og lektorer rejste sig, og fordi der under den forkætrede styrelseslov af 1970 faktisk var tjekmekanismer indbygget i strukturen, kunne de sætte ledelsen på porten. Den slags mekanismer er fjernet, fordi lovgiverne ville en stærk og enstrenget ledelse med såkaldt professionelle bestyrelser. Man har fået det første, men bestyrelsen, i hvert fald på Aarhus Universitet, har indtil nu vist sig ganske impotent. Så tjekmekanismerne er væk internt og eksternt.

Uddannelsesminister Morten Østergaard har på et meget generelt plan forholdt sig til Aarhus Universitets problemer (Pol. 16.3.). Han slår et slag for masseuniversitetet, som samtidig er elitært og nyttigt. Det er Helge Sander uden fakturaer, så ledelsen på Aarhus Universitet kan endnu en gang henvise til politisk opbakning fra allerhøjeste sted. Derfor er udfordringen fortsat at knytte forbindelse mellem meget ambitiøse, men også meget vage mål, den valgte magtfuldkomne strategi og synlige resultater, der kan tælles og måles, og som ikke truer universitetets funktion, og spørgsmålet forbliver således, om ledelsen magter det.”

B. Mit eget lille læserbrev:

“Uddannelsesminister Morten Østergaard taler i sin kronik varmt for at bevare »stolte danske traditioner for det klassiske dannelsesorienterede universitet«. På Aarhus Universitet taler dekan Mette Thunø sammen med sin prorektor og brandingekspert John Frandsen i Weekendavisen om, at »bussen er kørt for det klassiske universitet«. En pudsig kontradiktion i de høje hierarkier.

Men det er Thunø, der har ret, for i resten af sin kronik taler Østergaard stort set kun om masseuniversitet, innovation og kontrakter. Han siger endda som argument nr. 1, at vi lever i et »innovationssamfund«. Jeg har aldrig hørt om det før. Hvad mon det er? Det lyder som noget, enhver humanist bør undgå, og som måske gør ondt, hvis man støder ind i det.”

 

13. Den 29. november: To jubilæer

Den 29. november er en skelsættende dato med to jubilæer. Her er en kort omtale:

Jubilæum 1:

For to år siden, d. 29/11-2022, modtog jeg et fyringsvarsel fra DPU’s institutleder, Claus Holm.  Sagen vakte en del offentlig opsigt, og der blev foranstaltet tre store underskriftsindsamlinger.

Holm ville fyre fem personer ud fra fire kriterier, som han selv havde opstillet.

Jeg forstod ikke en brik af afskedigelsen, så jeg skrev nedenstående indsigelse, hvor jeg argumenterede for, at jeg klarede mig godt på alle fire kriterier.

To uger senere, d. 16. december 2022, svarede Holm, at han skam ikke havde noget at indvende ift. de fire kriterier, men at han fastholdt fyringen ud fra noget, han kaldte for ”et bagvedliggende hensyn”.

Dette nye ”hensyn” kom altså ”udover de fastsatte kriterier”, som der stod. Det var meget mystisk.

Måske spillede det en rolle, at jeg havde kritiseret Holms faglige arbejde med skolereformens læringsbegreb.

På det nye AU/DPU kritiserer man ikke koncernens ideologi og synspunkter, hvilket man da også er holdt op med siden fyringerne. Konsekvensen er desværre, at man ikke kan stole på forskningens rammesætning og resultater.

Få måneder senere opslog Holm en stor gruppe faste stillinger, der flugtede med hans egne synspunkter.

Jubilæum 2:

Men den samme dato, d. 29. november, refererer faktisk også til en lykkelig begivenhed, hvor der skete det stik modsatte; nemlig at det nye læringssystem led nederlag til landets pædagogiske tradition.

Den 29. november 2018 vandt lærer Erik Schmidt og Danmarks Lærerforening nemlig en dengang meget omtalt retssag mod Odense Kommune; en sag som tog sin start i juni 2014, altså over fire år før dens afgørelse.

Kommunen og dens dybt radikaliserede skoleleder mente ikke, at Schmidt måtte sige sin mening på et lærermøde om helt almindelige pædagogiske emner. Schmidt havde “negative holdninger”, som det totalitært hed, så han fik en tjenstlig advarsel.

Men det fandt Schmidt og DLF sig heldigvis ikke i, og læringssystemet fik som sagt en lærestreg. Men det trak tænder ud. Sagen var i landsretten to gange, før den gode hr. Schmidt vandt med kryds og slange.

Det var en af 10’ernes store sejre for pædagogikken imod den altomfattende læringsideologi.

Kommunen har aldrig beklaget sagen, som efterfølgende blev fortrængt med alle midler.

Det er af stor samfundsmæssig vigtighed, at denne sag holdes i konstant erindring.

Jeg dækkede sagen tæt i sin tid og samlede alle indlæg og artikler om forløbet i nedenstående blog.

Links:

Link til indsigelsestekst: http://www.thomasaastruproemer.dk/indsigelse-vedroerende-varslet-afskedigelse.html

Link til sagens dokumenter og indlæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html

Link til dokumenter og indlæg ifm. Erik Schmidt-sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

Man kan også læse Erik Schmidts eget erindringsopslag fra i dag på dette link: https://www.facebook.com/erik.schmidt.758/posts/pfbid02eUe98qegXwnVSE6kgmnoJVjExhXg5BqBA5ZCSGfwkqMERU2cTeKDwBVL2n1yvVFNl

 

14. Den 2. december: DPU’s tilstand

I nedenstående indlæg undersøger jeg DPUs filosofiske og pædagogske tilstand.

Analysen tager udgangspunkt i to aktuelle og højtprofilerede tekster, nemlig det seneste temanummer af DPU’s magasin “Asterisk”, der handler om pædagogiske “formål”, samt et stort DPU-initieret festskrift til lektor emeritus Jens Erik Kristensen.

http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-problemer-med-filosofi-og-paedagogiske-formaal.html

 

15. Den 4. december: Undervisningsministeriets skæbne

Mange af de gamle socialdemokrater var en del af en rig åndstradition. De vidste f.eks. noget om kundskaber og om trivsel, som 2020’er-versionen af deres parti helt har glemt:

De moderne socialdemokrater har simpelthen kastet den pædagogiske frihed bort. Det er sket via konkurrencestatens forstærkning og udvidelse af Staunings og Krags planøkonomiske tendens.

Nedenfor kan man f.eks. læse et flot citat fra en vigtig udgivelse af undervisningsminister Julius Bomholt fra 1953. Bomholt og hans gamle ministerium stod kort sagt for frihedssiden af velfærdsstatens stort anlagte syntese mellem frihed og lighed.

Dengang var kultur og forskning samlet under et stort og højt profileret Undervisningsministerium. Den forbindelse gik i stykker i to omgange. Først i 1961, da kulturen forlod “undervisningen” via etableringen af et nyt Kulturministerium, og dernæst i 2003, da universiteterne endegyldigt overgik til et nyt Forsknings- og teknologiministerium.

Derfra stod undervisningsministeriet alene tilbage, klar til konkurrencestatens finansministerielle befrugtning. Og kulturen og universiteterne var nu uden “undervisning”.

Men da frihedssiden faldt bort, så blev staten omkalfatret til en grænseløs styring af økonomi og “lighed”. Herfra tog Finansministeriet over og blev pædagogikkens styrende system. Det skete for universiteternes vedkommende i 2003 og for folkeskolens vedkommende i 2006/13.

Man dækkede over ødelæggelsen ved at opfinde identitetspolitikken. Frihedens forudsætning var nu parkeret som det ideologisk konstruerede “danske værdier” eller som statistisk defineret “diversitet”.

Her er Bomholts ord om trivsel og om videnskabens opdragende effekt på den stærke men passive stat:

”Som tidligere bemærket må et demokrati, der vil respektere grundlaget for sin egen eksistens, sørge for, at det videnskabelige arbejde har ubetinget frihed. Det videnskabelige arbejdes trivsel er af den største betydning for demokratiets fortsatte vækst. Der er her en sammenhæng, som ikke altid belyses tilstrækkeligt klart (…).

Ligesom demokratiet værner om videnskaben, kan videnskaben til gengæld gavne demokratiet ved at opdrage det til respekt for den frie, søgende tanke, ved at betone selvstændigheden i undersøgelse og tilegnelse, og ved at fremme saglighed og tolerance.”

Referencer:

Julius Bomholt i “Mennesket i Centrum – bidrag til en aktiv kulturpolitik”, 1953)

Man kan tilgå den fulde analyse i min bog “Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, Klim 2022.

 

16. Den 5. december: Krisen i dansk pædagogik

Få dage efter, at Corydon, Antorini og Mette Frederiksen i april 2013 udelukkede landets lærere fra at møde deres elever, udkom min bog ”Krisen i dansk pædagogik” på forlaget Fjordager.

Udgivelsen var på den måde en slags varsel. Et intellektuelt kampråb, mens samfundets pædagogiske og videnskabelige liv blev udsat for den totale teknokratiske revolution.

“Krisen i dansk pædagogik” består af en række analyser og indlæg på mediet Folkeskolen.dk, hvor jeg havde fulgt den uddannelsespolitiske og pædagogisk-filosofiske udvikling tæt i perioden 2009-12.

Dekan ved DPU, Claus Holm, var ikke begejstret. Han havde i nærmest truende vendinger kaldt et af kapitlerne (en tale ved en prisoverrækkelse) for ”polemisk dumdristighed”. Hans indvending er faktisk med i bogen.

Men alle anmelderne – som kom fra mange forskellige faglige og politiske verdenshjørner – var derimod begejstrede. Her er en kort omtale af de syv anmeldelser:

A.

Psykolog ved Aalborg Universitet, Thomas Szulevicz, roste bogen til skyerne i en lang og flot anmeldelse i Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Han sluttede sin anmeldelse med følgende:

”Jeg vil derfor på det varmeste anbefale at læse hans fremragende bog”.

B.

Forfatteren Egon Clausen skrev i Højskolebladet:

”Pludselig kommer der gudhjælpemig et levende menneske ind på scenen og bruger et strømførende sprog, der forbinder den pædagogiske tænkning med kunst, kultur og historie, og som påstår, at denne forbindelse er af altafgørende betydning for skolens liv og virke. Hvor skønt!”

Og Clausen konkluderer:

”Tak til Thomas Aastrup Rømer for en væsentlig og oplivende bog”.

C.

Underviser og debattør, Lærke Grandjean, fremhævede i sin anmeldelse i Uddannelsesbladet en række citater fra bogen og gav bogen fem stjerner ud af fem. Hun konkluderede:

”Under alle omstændigheder er det en vigtig bog, som kan anbefales til alle, der vil ned under overfladen af den moderne bølge af kontraktsystemer, PISA-lister og funktionalistiske metoder.”

D.

Historiker Mikael Jalving skrev i Jyllands-Posten:

”Han har noget at fortælle os. Og et dannet, nationalt mellemværende med skolen, som også savnes blandt dem, der bare vil have privatskoler i stedet.”

E.

Lærer Torben Rasmussen skrev på Folkeskolen.dk:

”Alle loppemarkeder er rodede, men i denne er der en analytisk og holdningsmæssig rød tråd, som får den ene bod til at hænge sammen med den næste – uden at man dog behøver at besøge dem alle sammen. For den læser, som er enig med forfatteren, er det en befrielse at læse bogen. For dem, som er uenige, kan det være forbundet med ubehag og urolig nattesøvn.”

F.

Seminarielærer Finn Held var også positiv i Magisterbladet:

”Han har forstået, hvad der uddannelsespolitisk foregår omkring os, og hvis hovedformål synes at gå ud på at udslukke menneskets evne til at tænke og handle.”

G.

Og pædagogen Michael Milo Jørgensen skrev i socialpædagogernes blad:

”Bogen scorer højt hos mig af den enkle årsag: den var der ikke i forvejen – bogen er en nødvendig bog.”

Imens rasede Corydons og Antorinis overgreb på gader og stræder.

Jeg er virkelig glad for, at Fjordager ville udgive denne bog, som stadig i dag fremstår som et slags historisk-filosofisk-eksistentielt dokument.

(Alle anmeldelserne kan tilgås i deres helhed på min hjemmeside under fanebladet “bøger”)

Link til udgivelse: https://www.fjordager.com/krisen-i-dansk-p-dagogik

 

17. Den 7. december: Karakterdannelse og dannelse

Hver eneste pædagogiske situation er en syntese af dannelse og karakterdannelse; dvs. et slags etisk kunstværk, hvor verden og person kommer til syne på en gang under skaberens opmærksomhed, som selv er en del af kunstværket.

Det er det nye Center for karakterdannelses smukke initiativ, der har skærpet min opmærksomhed på denne storslåede sammenhæng.

Før troede jeg mest, at det især handlede om dannelse i verden, men glemte lidt personen, som faktisk altid har været en del af dannelsen. Men pludselig viser selvet sig som ”karakter”, dvs. som et selvstændigt fænomen i verden. Ikke blot som et subjektivt ”du” men også som en etisk og politisk tilsynekomst i en verden, der selv kommer til syne.

Hvis det er rigtigt, så er pædagogik en poetisk aktivitet. En slags forfatning på mikroniveau.

Og hvis det er rigtigt, så bliver pædagogikken til en poetik, dvs. til en lære om hvordan verden presser sig på og viser sig i skønhed og ballade under kunstnerens kreative og søgende hænder og blik.

Man bør studere digternes poetikker, f.eks. hos Søren Ulrik Thomsen og Paul la Cour.

Og hvis det er rigtigt, så må vi genopdage et pædagogisk sprog for denne tilsynekomst. Dette sprog findes, men det er glemt og ødelagt af konkurrencestatens ødelæggende systemer og instrumentelle ”forskning”, hvilket står for det modsatte af en virkelig ”stat” og ”videnskab”.

Hver eneste fortælling er pædagogisk, og hver eneste pædagogisk situation er en fortælling. Det er en slags stedets og poetikkens pædagogik.

Det er Reformkommissionen og kunstig intelligens derimod ikke.

Her er nogle eksempler på ord. Ordrækken starter groft sagt med ord, som især præger de små børns dyder, og ender med dyder, som præger det gamle menneske, men alle ord er med hele vejen, for også det lille barn kan ”nyde”, og den gamle mand kan ”lege”:

Hengivenhed og kropskærlighed, legeglæde, lydighed/autoritetstro og nysgerrighed, kundskabsinteresse, fantasifuldhed, hjælpsomhed, politisk engagement, social forståelse. verdensåbenhed, selvstændighed, erotisk og historisk-poetisk engagement og høflighed, trofasthed, mod, lovlydighed, sandhedskærlighed, handlingsglæde, retfærdighed, tålmodighed, selvudslettelse og nydelse.

Og der er meget mere. Det er en uendelig brønd, som forbinder alle mennesker og lande, også russere og palæstinensere hvis nogen skulle være tvivl. Det hele kan sammenfattes som ”visdom”.

Det er ikke mål, men for-mål. Dvs. ikke det synlige, men det som kommer til syne.

Man kan læse mere om emnet i nedenstående artikel fra foråret, hvor nogle af disse erkendelser er på vej.

https://www.karakterdannelse.dk/artikler-1/thomas-r%C3%B8mer-aastrup-1

 

18. Den 8. december: I Teorien – filosofisk podcast

Filosofisk podcast kritiserer – med DPU som eksempel – det aktuelle forhold mellem forskningspolitik, ytringsfrihed og tænkning:

Der findes en interessant podcast, som hedder ”I Teorien”. Her sidder følgende tre filosoffer og drøfter forskellige faglige emner:

– Lektor ved Aalborg Universitet, Henrik Jøker Bjerre.

– Docent ved VIA UC, Brian Benjamin Hansen

– Lærer ved Engelsholm Højskole, Anders Ruby

Alle tre filosoffer er med i det såkaldte ”Institut for vild analyse”, der bl.a. har sine rødder i en lang klummeserie i Information.

I den seneste udgave af podcasten fra d. 6. december er der en lang drøftelse af forholdet mellem tænkning og videnskab. Her kommer de tre filosoffer ind på både en række nyere universitetsreformer samt på Heideggers og især Kants filosofi.

Diskussionen afsluttes med et eksempel på den aktuelle forskningspolitiks opgør med tænkning og filosofi, nemlig en omtale af institutleder Claus Holms forsøg på at styre den pædagogiske forskning efter sin egen smalle læringshorisont.

Her i citat fra omkring minut 27:

”Så det er problematisk, at man gør offentligt brug af fornuften. Og en leder på et universitet har heller ikke meget gl……… Altså, der har jo været en sag med den filosof, der hed Thomas Rømer, som blev fyret fra DPU for efterhånden nogle år siden, som i sin egen forklaring af, hvad der skete, simpelthen blev ekskommunikeret, fordi han gjorde offentlig brug af fornuften (…)

Han havde en stærk kritik af den opfattelse af pædagogik, som var mere og mere fremherskende og dominerende på DPU, inklusiv den nye institutleder og så videre. Og det var derfor, at han blev ekskommunikeret.

Og man kan sige, at der er en oplagt ræson i at holde lidt tilbage med sin offentlige brug af fornuften, også i den ret kontante forstand, ikk’. Og som igen, hvis nu vi snakker universitetsverden: Den topstyrede bureaukratisering, som vi har set de seneste år, den taler virkelig for at holde det lidt tilbage. Den topstyrede universitetsverden, vi har set de sidste 20 år, den taler virkelig for at holde det lidt tilbage, kan man sige.”

En Facebook-ven gjorde mig opmærksom på denne podcast-serie, som jeg ikke var bekendt med, men som jeg nu vil til at følge.

Link til podcast: https://shows.acast.com/i-teorien/episodes/tidspyramiden

Link til Institut for vild analyse: https://www.vildanalyse.dk/

 

19. Den 9. december: DPU’s kollaps i 2015

Den 15. april 2015 skrev jeg et langt og grundigt indlæg på min hjemmeside. Artiklen var en helt regulær kritisk analyse af en artikel af professor MSO Dorthe Staunæs og lektor Malou Juelskjær, begge fra DPU.

Samme dag skrev jeg følgende til Staunæs:

”Kære Dorthe – Selvom vi er kolleger, har vi vist aldrig hilst på hinanden? Men jeg vil sige, at jeg har skrevet en analyse af en af dine artikler (skrevet sammen med Juelskjær) på min hjemmeside. Jeg har muligvis misforstået det hele, og du er naturligvis meget velkommen til at svare i kommentarfeltet, hvis du har lyst – Mange hilsner, Thomas Aastrup Rømer, DPU-Trøjborg.”

Men den slags videnskabelige venligheder går ikke på DPU/AU. Få dage efter blev jeg indkaldt til samtale med bisidder på dekanens kontor.

Staunæs og Juelskjær havde nemlig slet og ret klaget over mit arbejde med de mest utrolige beskyldninger. I klagen skrev de, at jeg ”sviner til” og er ”hadsk”. De skriver, at jeg ”demagogiserer” og tillægger klagerne ”lyssky motiver”, at jeg mangler ”analytisk grundighed”, at jeg foretager ”udpegning, beklikning, motivjagt og forvræning”, og at det hele vil skade ”Aarhus Universitets ry” og instituttets anseelse.

Klagen blev støttet af den ny institutleder, Claus Holm, som dermed viste sig helt uduelig i sig hverv. Få måneder før havde han nedlagt et helt nyt professorat i pædagogik. Det var læringsideologien, som arbejdede i kaotiske effekter.

Men i den almene og faglige offentlighed var der ingen forståelse for DPU’s aktion. Sagen røg i pressen, og AU måtte hårdt presset give mig ret. Men der kom ingen beklagelse eller lignende, hverken fra ledelsen eller fra de to forurettede forskere.

Siden gjorde både Staunæs, Juelskjær og Holm fin karriere i DPU’s autoritære system.

Fra den dag vidste jeg, at den var helt gal med den videnskabelige kvalitet på DPU og faktisk også på ARTS/AU, hvilket løbende er blevet bekræftet siden. Man kan ikke bedrive videnskabelig aktivitet med dette syn på kritisk arbejde.

Sagens dokumenter og indlæg kan tilgås på dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu

 

20. Den 9. december: DPUs essens: Sorømødet i 2010

I 2010 var Lars Qvortrup leder af DPU, som netop var blevet fusioneret med et nyteknokratisk Aarhus Universitet.

Det var det forår, hvor Qvortrup forsøgte at afskedige tre filosoffer, fordi deres arbejde ikke var ”relevant”, som det hed. Og i juni samme år sammenlignede han i en kronik statsminister Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King.

Få måneder senere, i august 2010, var der Sorømøde, hvor Qvortrup var taler nr. 3 efter undervisningsminister Tina Nedergaard og direktøren for Dansk Arbejdsgiverforening.

Talen er en kæmpeødelæggelse:

Qvortrup starter sin tale med at gå amok i pisaliste-placeringer. Han mener endda, at pisalisterne nu skal forstærkes af noget, han kalder for ”den reelle globalisering”. Her handler det om ”at konkurrere på et fælles marked”, så de globale virksomheder lægger arbejdspladser i landet.

Uddannelse er nu…

”… et økonomisk parameter i vidensøkonomien. Uddannelsespolitik er beskæftigelsespolitik og økonomisk politik”.

Man skal hele tiden kigge på andre lande, for at se om ”det virker”.

Qvortrup spørger: ”Har vi råd til at sige nej?”. Der er ikke et ord om pædagogik og uddannelse i traditionel forstand. Det er konkurrencestatens totale raid. En pædagogisk destruktion.

Qvortrup fortæller også, at læreruddannelsen skal have ”et meget mere metodisk syn på undervisning og læringseffekter”. Det skal bygge på ”evidensbaserede resultater, som uddannelsesforskningen leverer”.

Denne teknokratiske vision blev realiseret under læreruddannelsesreformen i 2012, som Qvortrups åndsfælle, Jens Rasmussen stod for.

Qvortrup slutter sin destruktive adfærd med følgende tekniske målepædagogik:

”Der kan ikke være tvivl om, at uddannelserne skal måles og vejes, og at de skal opfylde de kontrakter, som indgås mellem uddannelsesaktører og uddannelsesejere. Men uddannelserne skal ikke måles og vejes for at blive endnu mere styret og reguleret, men for at give bedre feedback til uddannelsessystemets professionelle primæraktører; lærerne og de pædagogiske ledere”.

Få år senere kom den læringsmålstyrede undervisning, som Jens Rasmussen også stod for.

Senere gjorde Qvortrup karriere under åndsfællen Claus Holms ledelse, hvorfra de sammen med Rasmussen eksekverede det ene raid efter det andet mod både forskningsfrihed og pædagogisk tradition.

Der var nogen, der fra starten sagde fra, men de er enten marginaliserede eller døde. I dag er den akademiske og uddannelsespolitiske kritik på DPU stort set død. Ingen – og slet ingen unge – tør kritisere Holms hegemoni, der bygger på Qvortruptidens synspunkter og handlinger.

Sorømødets afsluttende taler var Ove Kaj Pedersen, som året efter skrev bogen “Konkurrencestaten”.

Reference:

Undervisningsministeriet (2010). ”Uddannelse og udfordringer til alle – hvor er din overligger?”.

 

21. Den 11. november: Peter Kemps kritik af det nye DPU

Teologen og filosoffen Peter Kemp var den første leder af Institut for Pædagogisk Filosofi, som blev dannet sammen med det nye DPU i år 2000.

Hvordan Kemp havnede i det pædagogiske felt, er en lang historie, men i en artikel fra 2011, som faktisk var efter, at han fratrådte som professor, fortæller Kemp noget interessant:

Artiklen hedder ”Kampen om dannelse”, og den står i den norske antologi ”Dannelse – tenkning, modning, refleksjon” fra 2011.

Det, der for alvor vendte Kemps filosofiske blik mod pædagogikken, var helt konkret Alexander von Oettingens arbejde, herunder bøgerne ”Det pædagogiske paradoks” (2001) og ”Almen pædagogik” (2010). Især den første fik en skelsættende betydning for pædagogikken, fordi den udkom i 2001, dvs. lige imens konkurrencestaten gik amok.

Kemp skriver direkte:

“Jeg havde hverken hørt om det pædagogiske paradoks eller om opdragelsen til verdensborger, før jeg kom til DPU.”

Kemp trækker i artiklen også på fransk humanisme på en måde, der minder om ånden i det nye Center for karakterdannelse. Men den inspiration har han haft med sig i hele det faglige liv, formentlig inspireret af Løgstrup.

Nuvel, Kemp drøfter Oettingens værker over flere sider, hvor han (altså Kemp) vender og drejer forholdet mellem pædagogik, frihed og normativitet.

Von Oettingen, som kommer ud af det, jeg kalder for “ånden fra Haderslev”, får virkelig Kemp til at tænke. Det er pædagogikken, der møder filosofien, så filosofien bliver pædagogisk. Et herligt samleje.

Jeg var faktisk ikke bekendt med denne meget nære syntese mellem den ældre Kemps og den unge von Oettingens tanker.

Dernæst laver Kemp en kort omtale af Jean-François Lyotards postmoderne kritik af Niklas Luhmanns systemteori og af denne teoris ødelæggende effekt for dannelsen. Det er en vigtig kritik, eftersom Luhmann i disse år havde stor betydning for skolereformens ideologer, herunder især Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Claus Holm, hvilket jeg vender tilbage til om lidt. Kemp kalder Lyotards analyse for ”profetisk”.

Kemp anvender derpå sin analyse til en diskussion af de angreb på pædagogisk filosofi, som især Lars Qvortrup stod for omkring 2010.

Qvortrup, som også var en stærk tilhænger af Luhmann, forsøgte at nedlægge faget, og da han ikke slap afsted med det, forsøgte han at fyre tre filosoffer, fordi deres forskning angiveligt ikke var ”relevant”.

Kemp trækker i sin analyse faktisk på en af disse fyringstruede filosoffer, nemlig Henrik Vase Frandsen, som Kemp mener står for en ”pædagogisk-filosofisk grundlagstænkning”. Det vil sige i høj grad “relevant”.

Kemp fortsætter med at ridse op, hvordan DPU i 2006 etablerede et stort og indflydelsesrigt evidenscenter i den nye ånd. Og til sidst har han en omfattende kritik af bogen ”Viden om uddannelse”, som udkom i 2007. Denne bog, som udrullede det helt store evidensevangelium med udgangspunkt i netop Luhmanns tanker, er skrevet af Claus Holm og Jens Rasmussen. Kemp undersøger bogens opgør med filosofi og normativitet, og slutter sin artikel med at konkludere:

”Det er pædagogisk anti-filosofi”.

Senere, i 2014, blev Claus Holm institutleder. En af hans første handlinger var at nedlægge et professorat i pædagogik, som ellers var blevet tilbudt Alexander von Oettingen. På en måde var det et angreb på Kemp.

DPUs essens er anti-filosofi. Vi har brug for en ny Peter Kemp, som desværre døde i 2018, til at bekæmpe Holms, Qvortrups og Rasmussens ødelæggende indflydelse på dansk pædagogik.

Reference:

Peter Kemp: “Kampen om dannelse”, i Hagtvet mfl. (red.). “Dannelse – tenkning, modning, refleksjon”, Oslo: Dreyer.

 

22. Den 12. december: CEPOS’ tilstand

I dagens Kontrast reflekterer jeg over CEPOS’ udvikling og tilstand:

https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/er-cepos-paa-vildspor

 

23. Den 14. december: DPUs essens: Claus Holms opgør med Løgstrup og højskoletradition

Jeg sidder og hygger mig med den pædagogiske filosof Brian Degn Mårtenssons forfatterskab fra 2015-2018.

I en af bøgerne, ”Tilblivelse og tilsynekomst – filosofiske tekster” fra 2016, optræder et foruroligende citat af DPU’s nuværende institutleder Claus Holm.

Holm-citatet er fra 2012 og blev formuleret i regi af Antorinis ide om en ”ny nordisk pædagogik”, dvs. at ordene er fra optakten til skolereformen.

Her er citatet i fuld længde:

”I dag, i bakspejlet, ved vi bedre. Vi ved, at Løgstrups idé om tilværelsesoplysning – ikke upåvirket af den danske højskoletradition – er afløst af idéen om kompetenceudvikling gennem læring, og at pædagogernes vigtigste opgave bliver at motivere den enkelte til at få lyst til at tage ansvar for udvikling af egne kompetencer.

Vi ved også, at vi ikke er havnet i et fritidssamfund, men i et stadig mere globalt konkurrencesamfund, hvor uddannelse handler om at kunne klare sig på dette samfunds foranderlige arbejdsmarked.

I den forstand er vi langt væk fra skolens som et fristed – som et reservat for Løgstrups idé om oplysning af den enkelte med respekt for den enkeltes urørlighedszone. Det er forklaringen på, at der er brug for et andet og mere tidssvarende pædagogisk ideal.”

Kort sagt: Ren konkurrencestatsideologi uden slinger i valsen.

Mårtensson mener, at Holms synspunkter er ”vilde”, og at Holms afvisning af både Løgstrup og højskoletradition og de facto også af ”store dele af den vestlige tradition for pædagogik” er ”uhyggelig og ekstremistisk”. Og det har han jo helt ret i.

Holms stærkt ideologiske begrebssætning er et eksempel på det, som Peter Kemp i 2011 kaldte for ”pædagogisk anti-filosofi”, jvf. mit opslag fra i forgårs.

Efterfølgende gennemgår Mårtensson dels sagen om Odense Kommunes angreb på Erik Schmidt, og dels Claus Holms og Dorthe Staunæs’ pinlige klage over mit eget arbejde i 2015.

Mårtensson afslutter sin tekst med prognosen:

”Det ender galt”.

Citaterne står i kapitlet: ”Tal nu eller ti for evigt!”. Teksten findes også som et blogindlæg på Folkeskolen.dk, jvf. link. Det lange citat kan også tilgås i Mårtenssons bog, “Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ”, på s. 60.

”Tilblivelse og tilsynekomkst” blev udgivet på Forlaget Fjordager i 2016. Den er fyldt med tankevækkende dokumentation og analyser.

Og Mårtensson blev selv udsat for lidt af hvert. F.eks. kan man læse om dengang i 2015, da skoleledernes formand og Lars Qvortrup klagede til både arbejdsgiver og kronikredaktør over en kritisk kronik i Politiken.

Til sidst vil jeg bemærke, at også filosoffen Asger Sørensen har bemærket Claus Holms opgør med Løgstrup. Det kunne man læse om i et indlæg sidste år i tidsskriftet Paradoks.

Så DPU’s anti-pædagogiske essens fra 2012 er helt intakt. Aktuelt giver det sig udslag i Holms angreb på Pædagogisk Filosofi og Generel Pædagogik, som ellers burde være blandt DPUs vigtigste fag.

1000 tak til Mårtensson for hans samfundsnyttige udgivelser.

Links/referencer:

Mårtensson: “Tilblivelse og tilsynekomst – filosofiske tekster”, Forlaget Fjordager, 2016. https://www.fjordager.com/tilblivelse-og-tilsynekomst

Mårtensson: “Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ, Aarhus Universitetsforlag, 2015.

Link til blogindlægsversionen på Folkeskolen.dk: https://blog.folkeskolen.dk/brian-degn-martensson-folkeskoleloven-folkeskolereform/tal-nu-eller-ti-for-evigt/225909

Link til Asger Sørensens diskussion af Holms DPU og forhold til Løgstrup: https://paradoks.nu/2023/11/14/uden-uddannelse-ingen-frigoerelse-velkommen-til-paedagogisk-filosofi/

 

24. Den 14. december: Kamp for Generel Pædagogik og Pædagogisk Filosofi

Claus Holm fortsætter sit systematiske raid mod pædagogikkens tradition og DPU’s grundlagsværdier.

I foråret nedlagde han kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi i Aarhus, og nu vil han både beskære og reelt nedlægge uddannelsen i Generel Pædagogik. Det sker ved at slå Generel Pædagogik sammen med resterne af den decimerede filosofiuddannelse, som stadig udbydes i København.

Dermed får vi en kraftig nednormering af hele det filosofiske og almenpædagogiske felt, hvilket ellers er de to fagområder, som samfundet har allermest brug for.

Disse forringelser kommer oveni årevis med fyringer, nedskæringer og faglig marginalisering. DPU’s ledelse er dybt antipædagogisk.

Ved DPU’s start i 2001 var Pædagogisk Filosofi et selvstændigt og livligt institut under først teologen Peter Kemp og siden grundtvigianeren Ove Korsgaard, mens Generel Pædagogik – efter en del faglig tumult – blev samlet i et Institut for Curriculum, som endte med at stå for DPUs tråde tilbage til den gamle lærerhøjskole.

Både Claus Holm, der var med fra starten, og hans åndsfæller var både imod filosofferne, hvis arbejde ikke var “relevant”, og de var som sagt også imod Generel pædagogiks lærerhøjskole/seminarie-rest.

De udskældte skole- og lærereuddannelsesreformerne i 2013 blev skabt ud af dette radikaliserede DPU. Det var den såkaldte ”læringsrevolution”, som vel at mærke stadig præger samfundet.

I kølvandet på DPU’s fusion med AU i 2008, blev de to institutter slået sammen i en fælles afdeling for Pædagogisk Filosofi og Generel Pædagogik, mens en mere teknisk uddannelse i didaktik blev samlet i en ny didaktisk afdeling. Men i 2023 blev denne afdeling nedlagt. Det hele blev lagt ind under en teknificeret didaktisk afdeling. Nu var Kemp og Korsgaard helt væk. Igen var det Holms værk.

De vigtigste tilbageværende afdelinger på DPU er nu uddannelsesvidenskab og psykologi/antropologi, hvilket svarer præcist til Holms konkurrencestatslige logik. Og de gamle fagområders indhold og horisont vil derfor løbende forfalde og miste vidde og prægnans.

Så det er faktisk både hele den sidste rest af lærerhøjskolen og hele den pædagogisk filosofiske tradition, som Holm og hans ekstremistiske konkurrencestatsideologi nu igen går til angreb på. Og der er dermed også tale om et angreb på den gispende nationale og europæiske åndstradition og praksis.

Heldigvis ydes der modstand. I sommers fik de to uddannelser et fælles uddannelsesnævn, som nu har lavet en underskriftsindsamling, der protesterer mod nedlæggelsen, jf. nedenfor.

Enhver kan se, at Holms endelige mål er en udryddelse af disse fag som sådan.

Jeg håber, at underskriftsindsamlingen følges op af skarpe protestbreve fra både studerende og lærere og af andre, som forklarer fagenes betydning og kritiserer Holms raseren. Men mon lærerne tør? DPU er jo et autoritært sted, og Holm holder sig ikke tilbage fra at fyre sine kritikere.

Og bagved det hele lurer den aktuelle universitetsreform med trusler om en nedsmeltning af DPUs eksistens? Hvis vi er heldige, så slipper vi i så fald for Holm og hans kumpaner, mens de faglige miljøer måske kan blomstre i en mere regulær videnskabelig og pædagogisk sammenhæng i et rekonstrueret DPU.

Men i første omgang skal vi have reddet gløderne, før ilden får endnu mere magt.

Links:

Link til underskriftsindsamling: https://www.skrivunder.net/underskriftsindsamling_for…

Referater fra uddannelsesnævn: https://studerende.au.dk/studier/fagportaler/arts/kontakt/udvalgognaevn/uddannelsesnaevn/dpu

 

25. Den 15. december: Hvem er det, der protesterer?

Fra årsskiftet 2023/24 blev uddannelsesnævnene for hhv. Pædagogisk Filosofi og Generel Pædagogik lagt sammen. De to respektive afdelinger blev desuden underlagt en ny didaktisk afdeling.

Det er dette fusionerede nævn under en ny afdeling, som har indledt en underskriftsindsamling for bevarelse af de to uddannelser imod endnu et af institutleder Claus Holms konkurrencestatsideologiske raids.

I underskriftindsamlingens ledsagende tekst står der blandet andet følgende smukke ord:

”Generel Pædagogik beskæftiger sig med det egentligt pædagogiske. Det er således den eneste af uddannelserne på DPU – et pædagogisk universitet, hvis nogen skulle have glemt det – som løbende spørger til, hvori det pædagogiske består. Hvad er det, der gør en situation, en handling, et initiativ til noget pædagogisk? Dét er nogle af grundspørgsmålene på Generel Pædagogik.”

Den slags formuleringer – f.eks. om ”det egentligt pædagogiske” – er bandeord på Holms ekstremistiske og autoritære læringskoncern. Det handler om pædagogikkens eget sprog og dets store videnskabelige tradition.

Den sarkastiske formulering “hvis nogen skulle have glemt det” er også skøn.

Nedenfor kan man se nævnets lærerkræfter, hvoraf flere er kendte i den pædagogiske offentlighed:

Faste medlemmer:

Jeanette Magne (Generel pædagogik), Formand

Henrik Vase Frandsen (Pædagogisk filosofi),

Jørgen Huggler (Pædagogisk filosofi),

Clemens Wieser (Generel pædagogik)

Suppleanter:

Asger Sørensen (Pædagogisk filosofi)

Oliver Kauffmann (Pædagogisk filosofi)

Monica Susanne Carlsson (Generel pædagogik)

Niels Bonderup Dohn (Generel pædagogik)

Det er værd at nævne, at tre af disse personer – filosofferne Henrik, Jørgen og Asger – var udsat for en barok fyringssag i 2010. Den daværende DPU-leder, Lars Qvortrup, mente ikke, at deres forskning var “relevant”, som det hed i tidens sprog. Den nuværende leder, Claus Holm, støttede Qvortrup. Det var den såkaldte læringsrevolution, der rumsterede.

Heldigvis kom sagen i medierne, og Qvortrup måtte trække i land. Året efter var han væk, men han vendte frygteligt tilbage omkring 2016, da Claus Holm som ny institutleder udnævnte Qvortrup til leder af et stort John Hattie-inspireret forskningscenter. Jeg kaldte det for et ”pædagogisk oligarki”.

Henrik Vase Frandsen er nok DPU’s sidste teolog. Han har skrevet virkelig interessante ting om både fransk fænomenologi og Løgstrup, som Claus Holm jo mener er helt irrelevant for sin konkurrencestats-vision.

Asger Sørensen er nok den sidste frie og kritiske stemme på DPU, som for alvor tager livtag med forholdet mellem pædagogisk filosofi og uddannelsespolitik. Men Holm regner nok med, at både Asger og nok også Huggler snart går på pension. Så kan der lukkes og slukkes.

Et af nævnets medlemmer, lektor Clemens Wieser, som er en spændende østrigsk didaktiker, skriver på Facebook, at ”GP skridtvis nærmer sig sin pension”.

De øvrige medlemmer af nævnet er mere anonyme i den offentlige debat. Jeg vil dog sige, at nævnets formand, Jeanette Magne, udover at være lektor i sundhedspædagogik, også er en fremragende sangerinde. Senest har hun indspillet den meget smukke sang ”Bliv hos mig”, der passende kunne stå som en blanding af en kærligheds-kampsang og en form for overskrift for pædagogikkens opråb til DPU om kærlighed og trofasthed i stedet for had og udelukkelse.

Underskriftsindsamlingen støttes ifølge referatet fra det seneste møde også af afdelingsleder Helle Rørbech, som ikke oprindelig var med i GP’s lærerkreds (hun kommer fra DPU’s didaktiske fagområder).

Rørbech og Magne skal til møde hos viceinstitutleder, Pia Bramming, som i sin tid støttede Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs klage over mit kritiske arbejde. En klage som også blev understøttet af Holm og Qvortrup.

Så DPU ledes af Holm og Bramming. Vi er ikke i åndsfrihedens luft.

Nævnets studerende – som jo er med i i underskriftsinitiativet – er, hvis jeg har forstået det ret, følgende personer:

Rune Boelsmand Bak (Pædagogisk filosofi)

Erik Massa Mathiasen (Pædagogisk filosofi)

Silja Rose Hvidtfelt Hansen (Pædagogisk filosofi)

Line Kristensen (Generel pædagogik)

Lillian Møller Harborg (Generel pædagogik)

Christie Beckmann (Generel pædagogik)

Nick Thøgersen (Generel pædagogik)

Lea Haderup (Generel pædagogik),

Links:

Link til underskriftsindsamling: https://www.skrivunder.net/underskriftsindsamling_for…

Referater fra uddannelsesnævn: https://studerende.au.dk/studier/fagportaler/arts/kontakt/udvalgognaevn/uddannelsesnaevn/dpu

Link til Jeanette Magnes kærlighedskampsang: https://www.youtube.com/watch?v=8RlpEoot69I

 

26. Den 15. december: Stor evaluering af corona-politikken i USA – og total dansk tavshed?

Repræsentanternes Hus’ udvalg for tilsyn med kvalitet i politiske og administrative processer har i nu to år arbejdet med en omfattende undersøgelse/evaluering af corona-politikken (udvalgets amerikanske navn er ” The Committee on Oversight and Accountability”).

For 14 dage siden, d. 2. december, udkom så udvalgets 545-siders lange rapport, der blev omtalt i flere amerikanske medier.

Men denne store evaluering har mig bekendt ikke været nævnt i den danske presse? Hvis det er korrekt, så er det meget pinligt og også på en måde ubehageligt.

Rapportens konklusioner er rystende læsning. Jeg har efter bedste evne oversat nogle af de vigtigste konklusioner, som er fremhævet på rapportens hjemmeside:

A.

COVID-19s OPRINDELSE: COVID-19 er højst sandsynligt opstået fra et laboratorium i Wuhan, Kina. (Det var et stort stridspunkt i sin tid, TAR)

B.

OVERVÅGNING MED FINANSIERING AF COVID-19: Der var alvorlige sårbarheder i systemet, hvilket banede vejen for svindlere, internationale kriminelle og udenlandske modstandere til at drage fordel af skatteyderne.

C.

WHO: WHO’s reaktion på COVID-19-pandemien var en dyb fiasko, fordi WHO bøjede sig for pres fra det kinesiske kommunistparti og satte Kinas politiske interesser foran sine internationale pligter. Ydermere kan WHO’s nyeste indsats for at løse de problemer, der forværres af COVID-19-pandemien – via en “Pandemic Treaty” – skade USA.

D.

SOCIAL DISTANCERING: “6 fod fra hinanden”-anbefalingen om social distancering – som lukkede skoler og små virksomheder over hele landet – var vilkårlig og ikke baseret på videnskab. Under lukkede døres vidnede Dr. Fauci om, at vejledningen “sort of just appeared”.

E.

MASKEMANDATER: Der var ingen afgørende beviser for, at masker effektivt beskyttede amerikanere mod COVID-19. Offentlige sundhedsembedsmænd vendte op og ned på effektiviteten af masker uden at give amerikanerne videnskabelige data – hvilket forårsagede en massiv stigning i offentlig mistillid.

F.

NEDLUKNING: Længerevarende nedlukninger forårsagede umådelig skade på ikke kun den amerikanske økonomi, men også på amerikanernes mentale og fysiske sundhed, med en særlig negativ effekt på yngre borgere. I stedet for at prioritere beskyttelsen af de mest sårbare grupper, tvang føderale og statslige regeringspolitikker millioner af amerikanere til at give afkald på afgørende aspekter i et sundt og økonomisk sundt liv.

G.

COVID-19 FEJLINFORMATION: Offentlige sundhedsembedsmænd spredte ofte misinformation gennem modstridende beskeder, knæfaldende reaktioner og mangel på gennemsigtighed. I de mest uhyggelige eksempler på de gennemgribende misinformationskampagner blev fejlbehæftet medicinering og laboratorielækage-teorien uretfærdigt dæmoniseret af den føderale regering.

Biden-administrationen brugte endda udemokratiske og sandsynligvis forfatningsstridige metoder – herunder at presse sociale medievirksomheder til at censurere bestemt COVID-19-indhold – for at bekæmpe, hvad den anså for misinformation.

H.

COVID-19-VACCINE: I modsætning til hvad der blev lovet, stoppede COVID-19-vaccinen ikke spredningen eller overførslen af virussen.

I.

VACCINEPÅBUD: Vaccinepåbud blev ikke understøttet af videnskaben og forårsagede mere skade end gavn. Biden-administrationen tvang raske amerikanere til at overholde COVID-19-vaccinepåbud, hvorved den trampede på personlige friheder, skadede det militære beredskab og tilsidesatte medicinsk frihed for at tvinge en ny vaccine ned over millioner af amerikanere uden tilstrækkelige beviser til at understøtte de politiske beslutninger.

J.

NATURLIG IMMUNITET: Offentlige sundhedsembedsmænd engagerede sig i en koordineret indsats for at ignorere naturlig immunitet – erhvervet gennem tidligere COVID-19-infektion – når de udviklede vaccinevejledning og -påbud.

K.

VIRKNINGER FOR VIRKSOMHEDER: Føderale og statslige regeringer indførte obligatoriske nedlukninger, der var den primære årsag til midlertidige og permanente virksomhedslukninger. Mere end 160.000 virksomheder lukkede på grund af pandemien – og 60% af disse lukninger blev klassificeret som permanente.

For de virksomheder, der fortsatte eller genåbnede, forværrede manglen på diversitet i forsyningskæden pandemiens udfordringer og forstærkede eksisterende forskelle/uligheder.

L.

SUNDHEDSPÅVIRKNINGER: Amerikas sundhedssystem blev alvorligt beskadiget af COVID-19-pandemien. Patienterne oplevede nedsat plejekvalitet, længere ventetider, kortere lægeaftaler og manglende diagnoser.

M.

PÅVIRKNINGER FOR ARBEJDERNE: Arbejdsløsheden steg til niveauer, der ikke er set siden den store depression. Alt for brede afbødende foranstaltninger – herunder den nu afkræftede “6 fod fra hinanden”-vejledning – påvirkede sektorer med lavtlønnede i uforholdsmæssig grad.

N.

COVID-19 SKOLELUKNINGER: “Videnskaben” har aldrig retfærdiggjort forlængede skolelukninger. Det var usandsynligt, at børn ville bidrage til spredningen af COVID-19 eller lide alvorlig sygdom eller dødelighed. I stedet oplevede børn som følge af skolelukninger historisk læringstab, højere grad af psykiske lidelser og nedsat fysisk velvære.

Både hjemmeside og rapport kan tilgås via linket. Jeg håber virkelig, at jeg har misforstået noget. Men jeg tjekkede hjemmesidens ægthed via Husets hjemmeside, og den ser god nok ud.

https://oversight.house.gov/release/final-report-covid-select-concludes-2-year-investigation-issues-500-page-final-report-on-lessons-learned-and-the-path-forward/

 

27. Den 16. december: Claus Holms halvdannelse

DPU’s institutleder, Claus Holm, fortæller i en aktuel kommentar i Information, at han skam går ind for mere ”dannelse”, ”oldævl” og ”skolens formål” og så videre.

Det er utrolig læsning, eftersom Holm i mange år har stået for det stik modsatte og derudover har udsultet og chikaneret dannelsesmiljøerne på DPU.

Men ok, man tror jo så, at han med sin nye dannelses-interesse henviser til nogle af DPU’s filosoffer eller til dannelsesdiskussionen mere generelt?

Men det gør han ikke. Han henviser blot til Tony Blair og til en sociolog fra 1990’erne.

Der er også en reference til det instrumentalistiske EVA, til noget global statistik og til læremesteren Lars Qvortrup, der ligesom Holm var en førende ideolog i skolereformens læringsrevolution. Både Holm og Qvortrup stod for det, som filosoffen Peter Kemp kaldte for ”halvdannelse”.

Det var det. Tomheden er larmende. Der er tale om en form for tragisk løgn.

Holm er dog lidt kritisk over for Qvortrup, som beskyldes for at være for arbejdsmarkedsagtig, selvom Holm selv har været totalt ukritisk fortaler for konkurrencestatens diskurs.

Holm kritiserer også forældrene. Men ikke sig selv, selvom han bærer et tungt ansvar.

Og selv Holms kritik af Qvortrup er hul: I løbet af kommentaren viser det sig nemlig, at Holm i virkeligheden er bekymret for de nye universitetsreformers konsekvenser for DPU. Reformens angreb på dannelsen bliver for Holm et skalkeskjul for at beskytte DPUs eget angreb på dannelse.

Og med Holms manglende dybde i analysen og hans hyppige referencer til Helge Sanders universitetsreform osv. in mente, så falder det hele sammen som et korthus.

Claus Holms begreber er i realiteten en direkte og forstærkende konsekvens af den universitetsreform, som han af rent opportunistiske årsager er nervøs for.

Holms læremester, Lars-Henrik Schmidt, var bestemt heller ikke tilfreds med Claus Holms instrumentalisering af sin filosofi. Det kan man f.eks. læse om i bogen ”Livsduelighed – fra Grundtvig til konkurrencestat”, hvor netop Holm spiller hovedrollen i konkurrencestatsdelen. Bogen er skrevet af docent ved KP, Pia Rose Böwadt.

Det går det faktisk noget bedre for Stefan Hermann i morgendagens kronik i Politiken. Hermann forsvarer skolens begreb og praksis med et noget større især historisk vidensgrundlag end Holms, uden dog at henvise til de faglige diskussioner.

Og det er underligt, at Hermann ikke – som mangeårig rektor for KP – har fremmet pædagogisk filosofi og almenpædagogik i KP’s strategi, nærmest tværtimod. Især fordi Holm og Qvortrup og DPU har marginaliseret disse fag på det groveste.

Ovenfornævnte Pia Böwadt og faktisk også den dygtige docent Nana Vaaben er nogle af de få ensomme KP-fugle, som ville blomstre i en stærkere institutionel sammenhæng.

Sagen er, at Herman i høj grad støttede læringsrevolutionen fra 00’erne og fremefter. Men ok, han har altid også haft en Voltaire i bagagen, hvilket har gjort en forskel i enkeltsager. Lidt god filosofi gør altid godt.

Hermann er faktisk også elev af Lars-Henrik Schmidt. Men altså på en bedre måde end Holms antifilosofiske måde.

Holm ender faktisk med at gøre Nietzsche til et slags middel for konkurrencestaten, hvilket er en virkelig pædagogikdræber.

Det paradoksale er så, at Hermann og Holm sammen netop har redigeret en jubilæumsbog til en tredje Schmidt-elev, nemlig Jens Erik Kristensen.

Bogens første kapitel er et kæmpeforsvar for Kristensens fyring af tre dannelsestænkere i 2010. En fyring, som Holm støttede. Begrundelsen var, at filosoffernes arbejde ikke var ”relevant”.

Alting hænger sammen.

Links:

Link til Holms kommentar i Information, d. 14/12: https://www.information.dk/debat/2024/12/smaatskaarne-uddannelsesreformer-efterladt-unge-uden-stoerre-maal

Link til Stefan Hermans kronik i Politiken, d. 16/12: https://politiken.dk/debat/kroniken/art10195889/%C2%BBL%C3%A6rerne-skal-generobre-kritikken-af-sig-selv%C2%AB?srsltid=AfmBOorLL9SO-37yU3KzrL1TrieWjHNN1M1Qu_jZs5CEOwrPjkFcSq_0

 

28. Den 17. december: En tanke om kriser

Hvor kom den altomfattende ”krise” fra? Jo, den kom fra nedlukningens politiske og administrative opgør med ”proportionalitetsprincippet”. I stedet for dette princip fik vi med nedlukningen et såkaldt ”ekstremt forsigtighedsprincip”. Dette nye princip var et klokkeklart angreb på demokrati og forfatning. Fra nu af kunne alt ske. Med ”krisen” i hånden kunne man nu tillade sig alt. Hvis der var en smittet måge i Limfjorden, så kunne man lukke skolerne i hele Jylland.

Og i fortrængningens rum, som startede i februar 2022, lever realiteten videre og viser sig nu her og der. Krisen var nu ”altomfattende”.

Ukrainekrisen fulgte direkte efter coronakrisen, nærmest fra dag til dag. Den forstærkede kriselogik, som nedlukningen havde realiseret, fortsatte med et nyt emne.

Denne kriselogik er også det, der binder SVM-regeringens sammen. Den forstærkede krises begreb står overalt i regeringsgrundlaget fra 2022. Både M og V, som ellers var kritiske over for Mette Frederiksens minkskandale i 2022, købte via regeringsdannelsen nedlukningens krisebegreb, og herefter holdt de deres mund. De havde jo også selv stemt for nedlukningen, så de var lette at lokke.

Så var det slut med kritikken. Nu bredte tavsheden sig. Ukraine kom nærmest som en hjælp til denne fortrængning.

Med nedlukningens krisebegreb i samfundets essens, kan man nu gøre alt, vel at mærke uden at overveje sammenhængen. F.eks. kan man sende penge til krig, som ligger langt over de almene europæiske donationer, mens man taler om ”3. verdenskrig” og øger forsvarsudgifterne ind i uendeligheden. Man kan også nedlægge helligdage og lave skolereformer pga. “arbejdsudbuddet”.

Og nu har stort set hele folketinget endda gjort den totale krise ”dyster”. Selv Vanopslagh og Mona Juul er opslugt af logikken. Venstrefløjen vist også. Det er lige før, man får lyst til at give hr. Messerschmidt en krammer for at tale lidt gammeleuropæisk og Christiania-agtigt.

Under den kolde krig var der masser af frihed og glæde i dagligdagen under Amerikas paraply. Folk tog på interrail og var i god trivsel, som man siger.

Men her i 20’erne er vi i ”krisens krig”, og den varsler om mere krigs- og konkurrencestatslogik i ”dagligdagen”, som nu er opslugt af den nye grænseløshed.

Vi kan kalde det hele for “krigsstaten”? Og inde i krigsstaten arbejder ”teknologien”. Og teknologien har også fået magten i USA, jf. Elon Musk, der drømmer om at putte teknologi i menneskers hjerne. Han kalder det Neura-link. Jeg stopper tanken her, for ikke at blive for ”dyster”.

Så først kom konkurrencestaten, og så kom biostaten. Og nu kommer krigsstaten. Pædagogik, som står for det modsatte af både konkurrence, nedlukning og krig, forsvinder. Børn og unge bliver soldater i krisestaternes tjeneste.

Sognepræst Katrine Winkel Holm har faktisk et meget interessant supplement til denne teori i dagens Berlingske. Hun fortæller, at Ukrainekrisen har rødder i George Bush’ neokonservatisme. Ifølge Holm lovede Bush – stærkt imod de store europæiske landes ønsker – et nato-medlemskab til Ukraine tilbage i 2008. Herfra startede destabiliseringen, helt som både Tyskland og Frankrig havde forudsagt.

Så Ukraine-krisen er på den måde en slags filosofisk krise-forlængelse af Irak-krigen, som Bush jo også stod for. Det var dengang, man gik i krig, fordi der måske var masseødelæggelsesvåben, hvilket der ikke var. Det er det samme som ”mågen i Limfjorden”.

Også i Irak var Danmark en ukritisk støtte til den nye amerikanske grænseløshed; en grænseløshed, der også prægede uddannelsespolitikken i 00’erne, hvor man ville af med dannelse og pædagogisk frihed. Der er virkelig brug for politologisk fantasi i disse tider.

En central del af konkurrencestaten var jo netop de grænseløse neokonservative styringslogikker, som i løbet af 00’erne ”glemte” frihedssiden. Det var Anders Foghs og Lars Løkkes 00’ere. I den logik er Ukrainekrisen ikke kun forbundet med coronakrisen, men også med 00’ernes økonomiske og politiske globalisering,

Kort sagt: Måske er der en begrebsmæssig forbindelse mellem Bush, nedlukning, konkurrencestat og den aktuelle ”dysterhed”? Og det er denne begrebslige forbindelse, som vi nu kalder for ”krise”.

Link til Katrine Winkel Holms indlæg i Berlingske: https://www.berlingske.dk/kommentarer/haard-kritik-af-berlingskes-chefredaktoer-eftertiden-vil-vurdere

 

29. Den 19. december: Theresa Scavenius kritiserer forskningspolitikken

Theresa Scavenius er ved at udvikle sig til en slags retspolitisk enmandshær.

I nedenstående kronik fra dagens Information kritiserer hun regeringens forsøg på at topstyre universiteterne endnu mere, end det tidligere har været tilfældet. En tendens, der har rødder i universitetsloven fra 2003, hvis motto var “Fra forskning til faktura”.

Scavenius foreslår en genskabelse af universiteter, som hviler på oplysningens og demokratiets præmisser.

Her er hendes tankevækkende konklusion:

“Den politiske styring af universiteternes bestyrelser er en tilbagevenden til før oplysningstidens autokratiske kontrol af viden. Det risikerer at kvæle innovation, kritisk tænkning og det pluralistiske perspektiv, der er nødvendigt i et demokrati. Hvis forskningen styres af kortsigtede politiske mål, kan den langsigtede samfundsnytte af uafhængig vidensproduktion forsvinde.

I stedet for at opretholde forskningsfriheden og armslængdeprincippet er universiteterne ved at udvikle sig til ministerens forlængede arm.”

https://www.information.dk/debat/2024/12/forskere-danmark-blandt-mindst-frie-europa-regeringen-oensker-stramme-grebet

 

30. Den 20. december: Den arbejdsløse har ingen helligdage

For snart to år siden var vi med rette oprørte over, at regeringen uden videre fjernede en helligdag på grund af noget arbejdsudbudsstatistik.

Men det er skam ikke den eneste helligdag, der er fjernet. For en del af befolkningen har man simpelthen fjernet dem alle sammen!

Forklaringen er her:

Hvis man er arbejdsløs, så findes der slet og ret ingen helligdage.

Det betyder, at hvis man f.eks. skal til udlandet i juleugen eller ikke ønsker at søge jobs i julen, så skal man bruge 5 feriedage.

Hvilken proletarisering! Men nu har man da en fornemmelse af, hvordan det må være at bo i et ghettoområde med en særlig retsorden.

Og filosofisk set bliver konsekvensen, at man juleaften – selv i kirken – står til ”rådighed for arbejdsmarkedet”. Og det er der jo ikke meget krybbespil over.

 

31. Den 20. december: Merete Riisager og de radikale

Merete Riisager har skrevet en virkelig god kronik i Gymnasieskolen, som man kan læse om i nedenstående indlæg.

Omtalen af hendes kronik er udgangspunkt for en kort refleksion over nogle uddannelsespolitiske muligheder, der kan løfte Folketingets interesse for dannelse og pædagogiske formål.

http://www.thomasaastruproemer.dk/merete-riisagers-kamp-for-gymnasiets-og-paedagogikkens-formaal.html

 

32. Den 21. december: Erhvervspædagogisk refleksion

Tesfaye vil gerne gøre erhvervspædagogikken ”great again”. Det er en god ide.

Men hvem startede egentlig med at ødelægge erhvervspædagogikken? Jo, det gjorde de særdeles magtfulde erhvervspædagogiske kredse, som i 1990’erne udviklede og promoverede den såkaldte ”ansvar for egen læring” (AFEL).

AFEL så bort fra al tradition, materialitet og socialt liv omkring håndværkene. I stedet skabte man et individualiseret læringsrum, hvor den gamle ”mester”, nu kunne være en slags konsulent for de ensomme små lærings- og evalueringssystemer. Det var lærerens død.

AFEL kom desuden i kontakt med de gamle kritiske RUC-miljøer, som efter murens fald manglede selskab til deres forladte læringsbegreb, der jo var berøvet dets socialistiske reference.

Herfra løb AFEL-indflydelsen videre ind i et svækket Undervisningsministerium.

Det var dette AFEL, som i løbet af årtiet bredte sig til de andre dele af pædagogikken og efterhånden også truede seminariemiljøerne.

Omkring år 2000 kom tankegangen i kontakt med det spirende konkurrencestatsteknokrati, og derefter kørte butikken så helt i miserable.

Men var der ingen modstand mod AFELs udbredelse? Ikke meget, for den gamle RUC-kritik blev jo en del af bevægelsen. men dog lidt.

Modstanden kom især fra folk med tilknytning til den såkaldte ”situerede læring”, som var inspireret af Jean Laves og Etienne Wengers spændende arbejde fra omkring 1990.

Herhjemme blev disse tanker introduceret af den norske psykolog Steinar Kvale, der var professor i Aarhus. Han inspirerede en række toneangivende psykologer, f.eks. Svend Brinkmann, Lene Tanggaard, Klaus Nielsen og mange flere, som senere bidrog til den kritiske ”urene pædagogik”, der udviklede sig fra 2009.

Herfra trådte det ”situerede” i kontakt med dannelsesbegrebet. Bl.a. forårsaget af, at Brinkmann havde et bifag i filosofi.

Man kan ikke takke Kvale nok. Han er den store helt i den moderne psykologi.

Og hvem var så kritisk over for Kvale? Jo, det var især professor Jens Rasmussen, som var en af skolereformens arkitekter, og som sammen med Lars Qvortrup blev en slags mentor for DPU’s nuværende ledelse.

Rasmussen forstærkede nemlig AFEL i en kommunikations- og systemteoretisk retning. Det er derfor, at skolereformen blev så vild.

Det er pædagogikkens to verdener.

Tesfaye, hvis grundindstilling er langt mere til Kvale end til AFEL, skal ind i en mere dyb kontakt med Kvales elever. Så skal I bare se erhvervspædagogik. Endda af den slags der ikke ødelægger alt omkring sig. Denne ødelæggelseslogik har Tesfaye desværre taget med fra AFEL-raidets epoke, hvis konsekvenser stadig er overalt.

(Man kan læse mere om dette i min bog “Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, Klim, 2022)

 

33. Den 22. december: Verdens skole – Tjekkiet, Platon og olympiader

Den tjekkiske reformator Jan Hus (1369-1415) var elev af den engelske teolog John Wycliffe.

Wycliffe var platoniker, dvs. at han troede på en universel åndelig sammenhæng, hvorfra mennesket kunne kom til syne, f.eks. i nationale sprog og tilhørende institutioner.

Det var denne nærmest skjulte åndelighed og dens konkrete rumsteren, der satte Huus i stand til at prædike på tjekkisk, lave små fællesskaber og at kritisere pavedømmet, som endte med at henrette ham.

Ak ja, det var dengang, der var ”revolutionære” til! Det var før Enhedslisten blev til en kaffeklub i SFs intethed.

Jan Hus inspirerede også moderne tjekkisk nationsbygning. Tjekkoslovakiets første præsident, Tomas Masaryk (1850-1937), var stærkt inspireret af Jan Hus, men også af en række franske humanister og tyske romantikere. Skønt land.

Masaryk var naturligvis også selv en kraftfuld inspiration for en af hans store efterfølgere, nemlig politikeren og humanisten Vaclav Havel (1936-2011), som i sin ideudvikling også trak direkte på Jan Hus.

Måske er det derfor, at Tjekkiet har spillet så stor en rolle for fredelig centraleuropæisk demokratiudvikling siden 1. verdenskrig?

Denne særlige tjekkiske ånd er også en del af den såkaldte personalisme, der ligger til grund for det aktuelle danske initiativ, Center for Karakterdannelse.

Inspirationen fra Jan Hus satte sig også kraftigt i pædagogikken, f.eks. hos præsten og pædagogen, Johan A. Comenius (1592-1670), som ofte opfattes som den moderne pædagogiks grundlægger. Her bliver mennesket og didaktikken til en del af et altomfattende kundskabsrige, der altså har Jan Hus som baggrundsfilosof.

Faktisk var også teologen Schleiermacher (1768-1843) inspireret af Jan Hus’ elever. Schleiermacher var en slags fader for den åndsvidenskabelige pædagogik, som har gode effekter langt op i moderne tid, og han samarbejdede med Humboldt om det nye dannelsesuniversitet i Berlin.

Her funderes pædagogikkens sprog.

I 1700-tallet formulerede hollænderen Spinoza en slags oplysningsfilosofisk version af den platoniske baggrundsfilosofi. Også her var der en altomfattende åndelig substans, som mennesket kunne udvikle sig i. Gud og natur smeltede sammen.

Børnehavens fader, Fr. Fröbel, var inspireret af disse teologisk-filosofiske ideer. Han var jo også næsten samtidig med Schleiermacher.

Spinoza var en stærk fortaler for ytringsfrihed. Efter min mening følger det af det teologisk-platoniske udgangspunkt. Platons lærer, Sokrates, var jo arketypen på det søgende menneske, som endda måtte dø for sin søgen, og Jan Hus stod jo om muligt endnu mere fast end Luther og måtte som sagt også dø for sin overbevisning.

Vi er i åndens fødsel. Vi fødes og opdrages ind i ”noget”. Det er det modsatte af ”identitet”.

Så filosofi, pædagogik, frihed og tilsynekomst har sin egen effekt på menneskelig fred og fordragelighed.

Pædagogikken er en slags klassisk olympiade; et suspenderet sted hvor alle krige stopper, mens man mødes under de fem sammenslyngede og farverige ringe uden at tjene penge på det, og mens man stifter venskaber med folk fra fremmede lande og lærer uenighedens og venskabets kunst.

Men i Danmark er den pædagogiske tradition og dermed også ovenstående filosofiske tråd totalt marginaliseret. Marginaliseringen har to navne for hhv. stat og pædagogik, nemlig konkurrencestat og læring. Konsekvensen er, at pædagogik opsluges af konkurrence, identitet og krig og måske også af algoritmer.

 

34. Den 27. december: KL-disruption i skolereformens kølvand

De aktuelle diskussioner om at lade AI overtage fagprofessionelle opgaver er skam ikke nye.

Allerede I 2017 foreslog KL, at robotter skal skifte ble, at der skal være 70 elever i klassen, at man erstatter professionsuddannelser med arbejdsmarkedsrelevante kurser, og at biblioteker reduceres til et lille kontor på rådhuset.

Det kan man læse mere om i nedenstående gennemgang af et KL-dokument: http://www.thomasaastruproemer.dk/kls-disruptionsideer-vuggestue-robotter-vr-briller.html

Aktuelle indlæg om emnet:

Artikel om DA-rapport, d. 27/9-24: https://www.folkeskolen.dk/kunstig-intelligens-laererarbejdspladser/da-med-kunstig-intelligens-kan-vi-undvaere-naesten-hver-fjerde-laerer-i-2040/4782687

Artikel om engelske AI-forsøg, d. 6/11-24: https://gymnasieskolen.dk/articles/britisk-skole-erstatter-laerere-med-kunstig-intelligens/

Lotte Rod og Stinus Lindgren, d. 12/12-24: https://www.folkeskolen.dk/it-it-i-undervisningen-kunstig-intelligens/det-er-helt-gak-laerere-kan-ikke-erstattes-af-computere/4792769

Rasmus Lund-Nielsen (M), d. 16/12-24: https://www.folkeskolen.dk/it-it-i-undervisningen-kunstig-intelligens/forsvar-for-ai-i-skolen-de-klynger-sig-til-status-quo-og-skyder-enhver-innovation-ned/4793059

 

35. Den 29. december: Diskussion med Gert Biesta om karakterdannelse

Mediet Ræson bragte d. 19. november mit svar på nogle kritiske bemærkninger om “karakterdannelse”, som den fremtrædende hollandske filosof, Gert Biesta fremsatte i sidste måned.

Min pointe er, at Biestas refleksioner egentlig ikke er en kritik, men snarere et udmærket bidrag til udviklingen af karakterdannelsens filosofi, hvilket han ikke selv lader til at have forstået.

Jeg ved ikke helt, hvad man kalder den metode 🙂

Jeg kritiserer ham også for at risikere at havne i den grøft, som han i mange år har talt imod, nemlig “læringsgrøften”.

Link til kronik i Ræson, hvorfra man også kan tilgå Biestas oprindelige indlæg: https://www.raeson.dk/2024/thomas-aastrup-roemer-til-gert-biesta-mennesket-dannes-i-vekselvirkning-med-verden-det-er-essensen-i-karakterdannelsen/

 

36. Den 30. december: Den store skærm – indlæg i Ræson

Mediet Ræson bringer i dag min artikel om Den Store Skærm.

Der er også 13 forslag til en humanistisk skærmpolitik.

https://www.raeson.dk/2024/thomas-aastrup-roemer-13-forslag-til-en-humanistisk-skaermpolitik/

Merete Riisagers kronik om gymnasiet og en refleksion over tidens uddannelsespolitiske muligheder

Merete Riisager har holdt en strålende tale for foreningen Danske Gymnasier. Talen kan tilgås som en slags kronik i bladet Gymnasieskolen, jf. link i bunden.

Riisager er ikke en fru hvem-som-helst i gymnasiepolitisk sammenhæng. Sammen med Henrik Dahl stod hun i 2016 for et heltemodigt forsvar for gymnasiet, da stærke politiske og organisatoriske kræfter ville erhvervsrette hele molevitten. Det skete lige før, at hun i 2016 blev landets bedste undervisningsminister i nyere tid.

Det var LA’s stjernestund. Pludselig var Ayn Rand-inspirationen fra partiets første år nærmest forduftet, og en regulær åndsliberalisme begyndte at vinde indpas, senest i Alex Vanopslaghs nye bog ”Vejen til ansvar” fra 2023, som Riisager også har hjulpet med. I dag stormer partiet af sted.

I sin kronik kritiserer Riisager regeringen for uden videre at omkalfatre selve begrebet om “et gymnasium” til at dække alt muligt, og hun gennemgår i den forbindelse dele af gymnasiets kulturhistorie.

Som hun siger: ”Alt er ikke det samme”.

I den forbindelse minder hun om, hvor galt det gik sidste gang, hvor man lavede en stor reform uden at medtænke formålsparagraffens tradition, nemlig folkeskolereformen i 2013.

Som hun siger:

”Skolens funktion som samfundsbærende og kulturforvaltende dannelsesinstitution blev skudt i sænk. Folkeskolen har i dag meget svært ved at finde sig selv – og sit formål.”

Det er kloge ord.

Derudover problematiserer hun, at HHX/HTX kom under gymnasieloven for nogle år siden. Dermed forstærkedes et ekspansivt købmandssprog med ord som f.eks. ”karrierelæring” og andet miserable. Hvis erhvervsuddannelser nu også bliver til gymnasier, så går det helt galt for gymnasiets tradition.

(Riisager vil også gerne have højere karakterkrav. Det er jeg dog ikke enig med hende i. Hellere fri adgang, som så ledsages af nogle nørdede lærere, hvis mærkelige ord får nogle af eleverne til at finde noget andet lave. Men i så fald skal vi af med den skrækkelige taxameterordning).

Riisager har intet imod at reformere specifikke områder, fremgår det. Man skal blot ikke ødelægge alt. Så pointen er: Man skal ikke rive hele paladset ned, fordi der er en punkteret rude i kælderen. I stedet skal man blot skifte ruden.

Med sin aktuelle markering bliver LA en slags åndsfælle med RV, hvor især Martin Lidegaard har kritiseret den nye reform kraftigt, dog ud fra knap så principielle betragtninger som Riisagers, så vidt jeg kan bedømme det.

Men Lidegaard har faktisk også gode tanker om dannelse. Det kan man læse om i hans bog om “Generationskontrakten” fra 2023. For Lidegaard er dannelsen selve det inter-generationelle felt og område, selvom jeg synes, at generationernes filosofiske situation er for smalt beskrevet (noget om “friværdier” og klimaskyld). Men man kan godt mærke, at han er opvokset på Hal Kochs gamle højskole i Krogerup, som fik en kæmpeindflydelse på uddannelsespolitikken i 1960’erne og frem.

Og de radikales seneste skolepolitiske program, “Børneløftet”, som har undervisningsordfører Lotte Rods stempel, bærer også præg at et regulært pædagogisk sprog. De radikale har helt klart forladt deres tidligere begejstring for skolereformen. Det er tid til – for alle os der havde ret hele tiden, herunder Riisager – at tilgive det gamle parti, så de kulturradikale og grundtvigske strømninger kan få mere fanfare i partiet, som ellers blev kraftig beskadiget af konkurrencestats-læring i 2013, da Morten Østergaard var uddannelsesminister.

Endelig er det værd at nævne, at Lotte Rod og Stinus Lindgren for nylig havde et flot indlæg i Folkeskolen.dk, der kritiserede diverse forsøg på at digitalisere læreren. Et synspunkt, som bl.a. Dansk Arbejdsgiverforening ellers har forsøgt sig med via en rapport fra Boston Consulting Group.

Der er som om, at de radikale er ved at genopdage partiets rige skolepolitiske tradition.

På trods af mange tekniske forskelle, så er der en form for dybereliggende filosofisk fællestræk mellem LA og RV, som kan findes frem, og som andre partier kan lære noget af. Disse to partier kan blive en slags åndshistorisk akse, hvis de vil.

At Riisagers indlæg er faldet i god jord på Gymnasieskolen kan man se af den avancerede tegning af hendes kontrafej og insisterende blik. Det er en fejring på linje med bladet Folkeskolens tegning af Riisager som Frihedsgudinde i 2016/17, da hun bekæmpede skolereformens excesser.

I samme periode blev “lærernes frihedsgudinde” sammenlignet med Donald Trump på Politiken og på DPU, hvor skolereformen var hellig urørlighed. DPU ledes stadig af reformens stormtropper.

Det var kulturkamp i sin klassiske form, og den er ikke forbi.

Man må håbe, at Riisager kommunikerer med andre folk på Borgen, som har lignende tanker, så der kan etableres en eller anden form for politisk bevægelse, som på tværs af tekniske og polemiske forskelle deler en kærlighed til pædagogikkens formål og sprog.

 

Referencer:

Link til Riisagers kronik i Gymnasieskolen, d. 16. december 2024: https://gymnasieskolen.dk/articles/epx-ligner-en-uddannelsesmaessig-enhjoerning/

Link til min egen analyse af de aktuelle reformer, Critique, d. 31. oktober 2024: https://aarsskriftet-critique.dk/2024/10/konkurrencestaten-oedelaegger-ungdomsuddannelserne-3/

Link til de radikales “Børneløftet”, https://www.radikale.dk/aktuelt/nyhed/borneloftet-en-staerk-fremtid-starter-med-de-sma/

Lotte Rods og Stinus Lindgrens kritik af DA, Folkeskolen.dk, d. 12. december 2024. https://www.folkeskolen.dk/it-it-i-undervisningen-kunstig-intelligens/det-er-helt-gak-laerere-kan-ikke-erstattes-af-computere/4792769

Min analyse af 2016-forslaget om reform af gymnasiet: http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-af-regeringens-forslag-til-reform-af-gymnasiet.html

Omtale af Vanopslaghs bog, “Vejen til ansvar”, Kontrast.dk, d. 20. september. https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/tak-til-alex-vanopslagh-for-at-tage-dannelsen-alvorligt

 

DPU’s problemer med filosofi og pædagogiske formål

DPU er i dag endt som et udtryk for en form for opgør med pædagogik, videnskab og filosofi. Det er sket løbende over årene, hvilket jeg har beskrevet udførligt i bogen ”Universitetet og dets fjender” fra februar 2024. Hvis min tese passer, så er der tale om et stort problem for pålideligheden af samfundets pædagogiske kundskaber.

Den problematiske begrebslige tilstand bekræftes i to nyere udgivelser, som jeg vil omtale nedenfor. Det drejer sig dels om et helt nyt nummer af DPUs magasin Asterisk og dels om et festskrift til lektor Jens Erik Kristensen, som udkom sidste år. De to udgivelser hænger på en måde sammen. Her kommer den nærmere argumentation:

DPUs magasin Asterisk redigeres af DPU’s institutleder Claus Holm, som selv er glødende tilhænger af skolereformens begrebslige univers. Bladet og instituttets kommunikationsafdeling har i mange år været en form for central for faglig propaganda i Holms ånd.

Det nyeste nummer af Asterisk har temaet ”Hvad er egentlig formålet med uddannelse?”. Man forventer en filosofisk og kulturhistorisk diskussion. Men det sker ikke.

Det er i den forbindelse tankevækkende, at der inden for dette tema ikke er et eneste bidrag fra det hensygnende fagmiljø ”pædagogisk filosofi”? Dermed forstærker udgivelsens struktur det angreb på pædagogisk filosofi, som Holm og hans åndsfæller har stået for siden 2008.

Men ok, selvom DPUs ledelse har udsultet dette fagområde, bl.a. med fyringsrunder i både 2010 og 2022, så er det alligevel utroligt, at ingen af DPU’s filosoffer har fået lov til at bidrage ind i den aktuelle sammenhæng.

Den eneste, der for alvor kommer i nærheden af det filosofiske, er et interview med lektor emeritus Jens Erik Kristensen, men denne reference forstærker faktisk problemet. For det var nemlig Kristensen, der i samarbejde med den daværende DPU-leder Lars Qvortrup, decideret forsøgte at nedlægge pædagogisk filosofi. Det var i 2010. Og da Qvortrup og Kristensen ikke slap afsted med det, så forsøgte de i stedet at fyre tre filosoffer med henvisning til, at deres forskning ikke var ”relevant”. Claus Holm, som allerede dengang var kommunikationsdekan, støttede fyringerne offentligt. Det var ved den lejlighed, at jeg blev opmærksom på, at der var noget helt galt.

Og at denne gamle sag stadig er levende, fremgår af en antologi fra 2023, der netop fejrer Kristensens virke. Bogens titel er: Festskrift til en idehistorisk opdrager – og opdager. Til Jens Erik Kristensen efter 40 år i universitetets tjeneste. Bogen er endda udgivet på DPUs eget forlag, og den har netop Claus Holm som redaktør. Holm og Kristensen har en fælles ideologisk rod i nogle strukturalistiske læsninger af den tidligere DPU-rektor Lars-Henrik Schmidts filosofi, der faktisk i sig selv var strukturalistisk. Holm er dog værre end Kristensen, for nu at sige det på den måde.

Det hele er en del af Holms ideologiske apparatur, der også har involveret særbehandling af skolereformens ideologer, herunder Lars Qvortrup og professor Jens Rasmussen. Historien er endeløs.

Festskriftets første og derfor centrale artikel handler netop om fyringssagen fra 2010, hvor forfatteren på alle måder tager Kristensens parti. Artiklen er skrevet af bladet Forskerforums tidligere redaktør, Jørgen Øllgaard, der ellers ligesom Kristensen selv havde været meget kritisk over for universitetsreformen fra 2003.

Men Øllgaard mener nu ligefrem, at de tre filosoffer og deres støtter var ”forskningsfrihedsfundamentalister”, som lavede ”konspirationer”. I dag finder man også Øllgaards nedladende ide om frihedsfundamentalister hos dekanen ved fakultetet ARTS på AU, Maja Horst. Det kan man læse om i hendes bog ”Hvad vil vi med universiteterne?”. Horst vil have mere målstyring og mindre videnskabelig autonomi. DPU og AU vekselvirker i en negativ spiral.

Og det helt store kollaps i Øllgaards åbningskapitel kan man læse i følgende proletarisering af åndens liv og nedgørelse af de tre filosoffers virke:

”I alle andre ansættelser kan der stilles krav til ens job-udførelse, så hvorfor gælder det ikke uni-professorer og -lektorer? Og i alle andre brancher må man fyre, hvis der ikke er penge til at betale løn? Så hvad, når instituttet manglede penge?”

Med denne begrebsmæssige og organisatoriske konstellation fra omkring 2010 startede den filosofiske deroute for både for den poststrukturalistiske Foucault-tradition og faktisk også for fagforeningen, som Forskerforum jo er en del af. Kritikken blev opslugt af dens modsætning. Forskningen var nu politikkens tjener. Herfra kunne en ny og korrigeret forskningspolitisk venstrefløj omdanne videnskaben til midler for optimering af emner som identitetspolitik, klima og coronasmitte.

Tilbage i 2010 var der faktisk store protester mod fyringerne, så Qvortrup, Kristensen og Holm endte med at trække dem i land, men det lader Øllgaard sig ikke påvirke af.

Når det er sagt, så kæmper Kristensen faktisk i interviewet i Asterisk med at fastholde en distinktion mellem konkurrencestatens humankapital og en mere traditionel pædagogisk rammesætning, men pga. det filosofiske underskud bliver det uden egentlig kraft.

En anden lektor, Miriam Madsen, mener i samme artikel, at uddannelse handler om ting som geopolitiske processer og styringsparametre. Ligesom Kristensen lyder hun ind imellem lidt ked af det, men hos Madsen er der faktisk endnu mindre filosofisk og kulturhistorisk arbejde med begreberne. Vi ender derfor med en forstærket konkurrencestat, hvilket jo også er DPU’s ideologi som sådan. Foucault er endt som tjener for sin modsætning.

Kigger man i resten af Asterisks temanummer, så bekræftes denne tendens. Som sagt er der ingen bidrag fra det filosofiske miljø eller fra andre forskere, der i tidens løb har leveret kritiske diskussioner af uddannelsernes formål. Det er et lukket ideologisk system.

Temanummerets leder er skrevet af Claus Holm selv. Han mener, at uddannelsers formål handler om en blanding af arbejdsmarkedstilpasning og selvrealisering. Med det udfaldsrum har han ødelagt begrebet. Det er pinlig læsning, som er sigende for DPU’s linje.

De andre bidrag bærer også præg af DPU’s grundlæggende filosofi. I en artikel om demokrati og åndsfrihed står der intet om hele ånds- og ytringsfrihedens tradition. Der refereres blot til nogle globale undersøgelser, som bl.a. Holms tidligere viceinstitutleder og væbner, sociologen Christian Christrup Kjeldsen, fortæller om. Kjeldsen refererer direkte til 2014-skolereformens måltal uden den mindste reservation. Det er et lukket univers, som er det modsatte af “åndsfrihed”.

Christrup Kjeldsen er stadig lektor, men mon ikke han får tilbudt et nyopslået professorat, som Holm har designet efter at have fyret nogle mere klassiske forskere? Det er mit bud.

I en tredje artikel, der handler om universiteter, refererer antropologen Gritt B. Nielsen til det klassiske universitets store tænker og praktiker, Wilhelm von Humboldt, men hun knytter udelukkende Humboldt an til diversitet og identitetspolitik. Dermed bekræftes Claus Holms symbioser. Holm stod jo netop for forårets rapport om køn og identitetspolitik, som Tesfaye heldigvis kaldte for ”noget sjask”.

Hele den omfattende diskussion om universiteternes egenart og formål, som føres både nationalt og globalt, er helt ude af billedet.

I samme artikel forklarer lektor Rikke Toft Nørgaard, at universitetet skal være en slags forsamlingshus. Det er fint nok, men det er ikke fint, at hendes ideer bygger videre på Michal Gibbons såkaldte modus 1 og 2-teori, som hviler på et opgør med det klassiske universitet, som udelukkende – via modus 1 – defineres negativt som et “elfensbenstårn”. Modus 2 er så konkurrencestatens universitet, som blev indført i 2003.

Toft Nørgaard tilføjer så en modus 3, jf. ”forsamlingshuset”. Men på den måde kommer hendes forsamlingshus-universitet til at stå for et opgør med et opgør med en allerede reduceret version af det klassiske universitets dyder, som jo netop var baseret på Humboldt. Vi får et tredoblet opgør med ”elfensbenstårnet”, som den rige universitetstradition kaldes i disse kredse.

Denne meget uheldige logik, som fremstår helt ureflekteret, præger også AU’s forskningscenter CHEF, som Nørgaard selv er involveret i. Nørgaard stod også i foråret 2022 – i samarbejde med kredse på DPU – for et læringsrevolutionært opgør med universitetspædagogikken, og hun er en del af den kraftfulde IT-ideologi, som har udviklet sig på AU’s humaniora i det sidste årti.

I en fjerde artikel fortæller lektor Helle Rørbech om tre procesorienterede didaktikker, der skal indfri folkeskolens formålsparagraf. Det er sådan set en ok analyse, som dog har det problem, at “formålet”, der jo er det overordnede tema, snarere anvendes end undersøges. Det ender lidt som didaktik uden skole, hvilket har næsten den samme reduktionistiske effekt som modus 1-2-3-logikken.

Helle Rørbech er netop blevet leder af en ny afdeling, hvor man har reduceret pædagogisk filosofi til at være en del af det ret instrumentelle didaktiske miljø på DPU. Oprindelig var pædagogisk filosofi et selvstændigt institut under teologen Peter Kemp. Siden blev det til en afdeling under bl.a. filosoffen Jørgen Huggler, men nu har Claus Holm altså endegyldigt nedlagt fagets organisation, så procesdidaktikkens begreber kan tage overhånd.

I en femte artikel diskuterer lektor Maja Hojer Bruun og lektor Helene Friis Ratner kunstig intelligens. Men også her forbliver vi på det instrumentelle plan i forhold til institutionernes formålstraditioner, og der er ingen reelle modhager i forhold til Aarhus Universitets ekstreme syn på brug af AI ved eksaminer og fakultetets ARTS store AI-satsninger.

Sådan fortsætter det. Der er ingen regulære diskussioner af formålene for børnehaver, skole, læreruddannelse eller universiteter, som man ellers har set i de seneste år eller gennem tiden.

Der er dog to spæde tegn på undtagelser; en slags rester, der på en måde ender med at bekræfte forfaldet:

For det første er der et interview med den tyske sociolog Hartmut Rosa. Interviewet fandt sted i forbindelse med en konference, som slet ikke blev holdt i regi af DPU, hvor Rosa fortæller lidt om sin teori og kritiserer digitaliseringen af pædagogikken.

Det er lidt mystisk: Rosa er ikke pædagog, hans foredrag foregår på Sydsjælland, han har ikke noget med DPU at gøre, og han kommer ikke ret meget ind på ”formålene”. Og hvorfor har man ikke f.eks. interviewet DPU-filosofferne Asger Sørensen, som også tilhører den kritiske tradition, eller Jørgen Huggler, som deler Rosas interesse for romantikken? Både Sørensen og Huggler var i øvrigt ofre for fyringsaktionen i 2010. Deres forskning var heller ikke dengang “relevant”.

Hvis man endelig vil bevæge sig uden for DPU, så kunne man havde taget en mere regulær pædagogisk filosof fra udlandet eller en anden person, som er aktiv på de nationale og internationale pædagogiske konferencer. Valget af Rosa som repræsentant for det filosofiske ender på den måde som en markør for opgøret med filosofien.

For det andet er der et udmærket interview om dagtilbud med antropologen Eva Gulløv og psykologen Grethe Kragh-Müller. Disse to kvinders gode markeringer ville gøre det godt i bedre filosofisk selskab end det aktuelle. F.eks. er der en reference til børnehavernes filosof, Fr. Frøbel, selvom det står meget kort. Der er dog en god sans for børnehavens baggrundstraditioner og disses modsætning til læringsbegrebet, hvilket sætter Holms system under pres.

Gulløv og Kragh-Muller er ud af den gamle DPU-skole fra 2000, dvs. fra tiden før DPU under dekan Lars Qvortrup  2008 blev sammenlagt med et AU, som i de år selv var under kraftfuld radikalisering.

Man kan genkende en god blødhed og interesse hos Gulløv og især Kragh-Müller. Konsekvensen er, at man selv bliver lidt blød, selvom man mangler den mere engagerede omgang med den børnehavepædagogiske tradition, som man i disse år finder i kredse på især UC VIA, UC Syd og RUC hos folk som f.eks. Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen.

Jeg vil i den forbindelse nævne, at Eva Gulløv støttede Claus Holms fyringsaktion i 2022, hvilket jeg blev meget skuffet over. Kragh-Müller skrev ikke under på det utrolige indlæg.

Til sidst vil jeg sige, at jeg egentlig ikke tror, at disse prioriteringer nødvendigvis er udtryk for en bevidst ideologi. Det er snarere ideologien, nemlig symbiosen mellem konkurrencestat og læring, der vælger bevidstheden, hvilket jo er langt værre.

 

Referencer og links:

Claus Holm og Stefan Herman (red.). Festskrift til en idehistorisk opdrager – og opdager. Til Jens Erik Kristensen efter 40 år i universitetets tjeneste, Aarhus Universitet- DPU, 2023. https://ebooks.au.dk/aul/catalog/view/503/351/2068

Asterisk, nr. 124, november 2024. https://dpu.au.dk/asterisk

Støtteerklæring til Claus Holm, december 2022. https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-kollega-modsvar-i-debatten-om-afskedigelser-pa-dpu/4689601

Kritik af DPU-rapport om universitetspædagogik, marts 2022. http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpu-rapport-om-universitetspaedagogik.html

Thomas Aastrup Rømer. Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU, Klim, 2024. https://klim.dk/bog/universitetet-og-dets-fjender

Ny bog: “Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse”

Jeg har læst Lars Qvortrups og Karen Wistofts (QW) nye bog ”Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse” (Qvortrup & Wistoft 2024). Bogen er helt ny og har været diskuteret meget, fordi QW mener, at det ifølge tilgængelige statistikker ikke står så slemt til med trivslen, som mange har hævdet. Det har de muligvis en pointe i, men det er et andet forhold, jeg vil drøfte her, nemlig selve det begreb om trivsel, som de to forfatteres abonnerer på.

QW mener, at der findes to trivselsbegreber, nemlig et biologisk og et fænomenologisk begreb. Det første kan de ikke lide, men det andet går de ind for. Lad os se nærmere på disse to begreber:

Det ”biologiske” begreb handler om, at en ”organisme” er en del af en omverden, der påvirker dens velbefindende. Hovedeksemplet er Hans Henrik Knoops trivselsbegreb, der definerer trivsel som sundhed, dvs. at have det godt/at fungere godt. Mennesket er en slags brik i biologiens og sundhedens kausale keglespil. Trivsel opfattes ifølge QW som en form for ”smitte”.

Denne klassifikation er lidt uretmæssigt over for Knoop. Det skyldes, at han jo bygger sit begreb på den positive psykologi, især Martin Seligman, som igen abonnerer på en bestemt fortolkning af Aristoteles. Den positive psykologi er med andre ord ikke nogen simpel kausal-maskine, men snarere en form for filosofisk psykologi. Det fremgår også af Knoops 2023-definition af trivsel som et ”gennemgribende behov for frihed, aktivitet, vækst og selvregulering – herunder leg, læring og kreativitet” (Knoop 2023). Qvortrup og Wistoft refererer eksplicit til denne tekst af Knoop.

Knoop omtaler ganske vist trivsel som ”sundhed”, men med hans definition bliver trivsel jo et altomfattende begreb, der også handler om pædagogik og frihed. Så Knoops teori er nærmest det modsatte af det, som QW hævder. Den er ikke biologisk. Desuden er den ikke social/kausal, men snarere individualistisk-filosofisk, hvilket forstærkes af den meget individualistiske fortolkning af Aristoteles. Så hovedeksponenten for det, som QW kalder for ”det biologiske begreb”, er faktisk snarere fortaler for et filosofisk og individualistisk syn på trivsel, som herfra breder sig ud i hele samfundsforståelsen.

En konsekvens af denne fejl er, at QW reducerer ”det biologiske” til en banal sundhedsvidenskabelig kausalitet, der efterfølgende medfører en ”offergørelse” af ”patienten”. Og en anden og mere radikal konsekvens af fejlen er, at vi får en total ødelæggelse af hele den aristoteliske inspiration, som i forvejen var noget skadet via Seligmans individualisme. Opgøret med Knoop ender derfor som et implicit opgør med hele den sociale og etiske tradition.

Lad os se på QWs andet begreb om trivsel, det fænomenologiske begreb. Der er her tale om et ekstremt smalt begreb. Det skyldes, at der tages udgangspunkt i en Luhmann-inspireret fortolkning af fænomenologen Husserl. Resten af den enorme fænomenologiske tradition nævnes ikke.

Så først tager vi den mest individualiserede fænomenolog, Husserl, og derpå teknificerer vi ham med en teknificeret Niklas Luhmann. Hvad får vi så? Så får vi en meget radikal, teknisk og epistemologisk individualisme.

Konsekvensen af denne form for “fænomenologi” er, at mennesket reduceres til et iagttagelsessystem. Omverdenen bliver til den iagttagede omverden, og selvet bliver til det iagttagede selv. Vi får et lukket og selvregulerende system, hvor iagttagelser af iagttagelser iagttager iagttagelser.

Vi er meget langt fra den fænomenologi, som fænomenologiens elever udviklede, dvs. folk som Løgstrup, Gadamer, Merlou-Ponty og Hannah Arendt. Vi er snarere i nærheden af Ernst von Glasersfelds ”radikale konstruktivisme”, som da også inspirerede vores hjemlige Luhmann-folk og dermed skolereformen, kraftigt (Rasmussen 1996).

Hos von Glasersfeld var helten ikke primært Husserl, men snarere den irske filosof George Berkeley (1685-1753), som jo skabte den såkaldte solipsisme. Solipsismen er en radikal epistemologisk ensomhed, som Berkeley kun kunne redde ved at indføre Gud; en mulighed, som ikke drøftes af systemteoretikerne, som i stedet indfører ”systemerne”.

Vi får derfor en destruktion af “verden”. Alle er alene, omgivet af ”systemer”, der iagttager sig selv. Dermed fordobles det opgør med kulturelle og filosofiske forklaringer, som jeg nævnte i forbindelse med omtalen af Knoop.

Qvortrup har da også siden 2008 været en kraftfuld støtte for skolereformens idegods, og som dekan for DPU ville han nedlægge den pædagogiske filosofi. Qvortrup har endda ved en tidligere lejlighed talt om, at en såkaldt ”fundamentalistisk fænomenologi”, men det gjaldt så ikke for Husserl (Qvortrup 2011).

Så verdens-kategorien går i opløsning. Verden omdannes i stedet til noget, som QW kalder for ”ydre faktorer”, som kan hives ind og ud som forklaringsenheder efter forgodtbefindende, og hvor alle andre end QW selv hele tiden mangler en eller anden metodisk korrektion. Så er der lige lidt ulighed, så er der lidt skærme. Alt muligt nævnes eller nævnes ikke. Det er meget tilfældigt.

Især amerikaneren Jonathan Haidts arbejde med “skærme” kritiseres ved hjælp af dette metoderaid på en meget teknisk måde. Det lader i det hele taget til at være meget vigtigt for QW at friholde den teknologiske udvikling for mistanke. Dermed kommer de i selskab med en række totalt ukritiske forskningsmiljøer på DPU og AU, som har udviklet sig siden omkring 2013 i forbindelse med fakultetet ARTS’ forstærkninger af universitetsreformen fra 2003.

Den vigtigste ”ydre faktor”, som ifølge QW forstærker trivselsproblemerne, er en såkaldt ”trivselssemantik”, dvs. den måde man taler om trivsel på, hvilket har en tendens til at ophede trivselsproblemerne. Denne semantik påvirker så de individuelle iagttagelsessystemer. Denne forklaring underkastes – i modsætning til Haidts arbejde – ingen metodiske krav. Bemærk også, at der kun findes ”semantikker”, men ingen real verden.

Begge de to trivselsbegreber producerer altså både verdenstab og filosofisk reduktion. Det biologiske begreb reducerer især Aristoteles, men også de mere omfattende kulturelle systemer, som mennesket indgår i – f.eks. konkurrencestat, identitetspolitik og senkapitalisme og så videre –  til en form for intet. Og det fænomenologiske begreb reducerer den fænomenologiske tradition til et slags lukket og subjektivt iagttagelsessystem, der er omgivet af ”ydre faktorer”.

I begge tilfælde er det som om, at human- og socialvidenskaberne forsvinder.

Konsekvensen af denne rammesætning bliver efter min mening ensomhed. Den ensomme iagttager af iagttagelser, som er omgivet af ”ydre faktorer”. QW’s analyse producerer mistrivsel.

Dette system får i sagens natur store konsekvenser for QWs forklaringsmuligheder. Og min konklusion er, at QWs ”fænomenologiske” iagttagelsessystem faktisk selv er en del af trivselsproblemet som sådan. Det skyldes, at deres systemer udspringer af de samme filosofiske processer, som skabte den aktuelle uddannelsestænkning, som jo ligger til grund for skolereformen, som igen skabte den aktuelle trivselssemantik. Deres begreber er faktisk en del af problemet. QWs arbejde bliver dermed selv en del af den “trivselssemantik”, som de er imod.

Det er derfor, at QW i bogens afslutning taler om, at børn og unge, som jo nu er reduceret til iagttagelsessystemer, skal ”lære at trives”. Det svarer til omkring 2011, hvor den luhmannianske kreds talte om ”at lære at lære” og om at gå fra “undervisning til læring”. Og trivselsbegrebet fik dets gennembrud i netop disse år.

Denne logik forstærkes af, at QW mener, at skoleelever skal fremme det, som QW i bogens afsluttende kapitel kalder for ”vores kollektive verdenstrivsel”. Dermed fordobles trivselsbegrebets effekt. Den fjerne og nedbrudte verden genopstår nu som et omfattende ydre trivselskrav.

I slutningen af bogen begynder QW pludselig at tale om en form for lykkelig forsamlings- og legetilstand, der minder om et mere realt fænomenologisk og folkeligt udgangspunkt. Men disse beskrivelser står i total modsætning til det subjektivistiske iagttagelsessystem, som QW lige har fremlagt. Det er dybt selvmodsigende. Måske en form for ureflekteret erindring fra deres egen barndom?

PS:

Jeg sidder og iagttager mig selv iagttage smagsindtrykkene på min tunge, mens jeg iagttager iagttagelserne af en Guinness. Ved siden af mig sidder mine sanseindtryk af en ven, som også iagttager sin egen iagttagelse. Rundt omkring os flyder semantiske systemer.

Det er skolereformens filosofi, først som “læring” og nu som “trivsel”. Frembringer denne særlige form for ”fænomenologisk trivsel” ikke mistrivsel? Trivslens realitet ender som et opgør med den virkelige trivsel, som bunder i erfaringens liv i verden i det som den indflydelsesrige reformpædagogik Anne Marie Nørvig i 1943 kaldte for “børnesorger-børneglæder”.

 

Litteratur:

Knoop, H. (2023): ”Bidrag til en almen teori om trivsel”, Kognition & pædagogik, årgang 33, nr. 10, s. 6-18.

Nørvig, A.M. (1943). Børnesorger-børneglæder, Grafisk forlag.

Qvortrup, L. & Wistoft, K. (2024): Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse, Dafolo.

Qvortrup, L. (2011). Den myndige lærer – Niklas Luhmanns blik på uddannelse og pædagogik, Dafolo.

Rasmussen, J. (1996). Socialisering og læring i det refleksivt moderne, Unge Pædagoger.

Rømer, T.A. (2017). ”Lars Qvortrup, Grundtvig og pædagogisk forskning”, www.thomasaastruproemer.dk. http://www.thomasaastruproemer.dk/lars-qvortrup-og-grundtvig.html

 

Ny bog om skoleledelse: Finn Wiedemanns kritiske arbejde

1. Ny bog om skoleledelse

Der er udkommet en helt ny bog om skoleledelse på Syddansk Universitetsforlag. Bogen hedder ”Aktuelle tendenser og dilemmaer i skoleledelse”, og den er redigeret af de to lektorer Finn Wiedemann og Peter Henrik Raae.

Det er det såkaldte Center for Grundskoleforskning ved SDU, der udgør udgivelsens organisatoriske ramme. Centrets leder, Nikolaj Elf, har skrevet forord sammen med en kollega.

Et af Grundskolecentrets fokusområder er skoleledelse, som netop Finn Wiedemann er leder af. Wiedemann har – ud over sit videnskabelige arbejde – efterhånden et ret omfattende virke som pædagogisk debattør, hvilket jeg vil komme ind på lidt senere.

Jeg vil opholde mig ved bogens første to fyldige kapitler, som  begge er skrevet af Finn Wiedemann. Det drejer sig om indledningskapitlet, men især om kapitlet ”Kampen om skoleledelse – mellem effektivitet og demokrati”. Begge kapitler fylder ca. 20 sider.

Der er tale om et fremragende materiale, der viser, at der stadigvæk foregår kritisk pædagogisk arbejde i samfundet. Udgivelsen tjener virkelig både Wiedemann og SDU til ære.

Lad os se på den filosofiske systematik:

Allerede i indledningen gør Wiedemann rede for, at der har udviklet sig to vidt forskellige syn på skoleledelse: Dels en nordisk tradition, der lægger vægt på ”decentralisering, frihed og tillid” samt på ”demokrati, inklusion, social lighed og dannelse”, og dels en angelsaksisk tradition, som lægger vægt på styring og på ”evidensbaserede koncepter”.

Denne modstilling uddybes i Wiedemanns næste kapitel, som hedder ”Kampen om skoleledelse – mellem effektivitet og demokrati”. Her omtales den nordiske tradition som ”humanistisk og fortolkende”, mens den angelsaksiske tilgang til skoleledelse omtales som ”positivistisk og instrumentel”.

Wiedemann forklarer, hvordan den demokratiske og dannelsesorienterede position blev udgrænset i forbindelse med 00’ernes og 10’ernes skolepolitiske processer. Han bygger her især på forskeren Leif Moos’ arbejde med en ”general education discourse”, der netop handler om ”dannelse og demokrati”. Wiedemann skriver, at Wolfgang Klafki og John Dewey er centrale inspirationskilder i denne sammenhæng.

Den dannelsesorienterede position sættes op over for en såkaldt ”outcomes-based-discourse”, der fokuserer på læringsudbytte, på ”top down” og på at tilfredsstille politiske ønsker. Det er pædagogik mod ”læring”, som Gert Biesta forklarede det i 2004 i artiklen ”against Learning”. Moos er da også inspireret af Biesta.

Wiedemanns fyldige diskussion munder ud i, at han navngiver de to tilgange som hhv. en ”humanistisk fortolkende tradition” og en ”rationel-instrumentel tradition”

Hovedeksemplet på den fortolkende tradition er Leif Moos selv. Moos redigerede faktisk en bog om dannelse i 2017, hvor folk fra den kritiske tradition bidrog, heriblandt Peter Kemp, Alexander von Oettingen, Steen Nepper Larsen og undertegnede.

Wiedeman taler derfor om en Lejf Moos-tradition.

Hovedeksemplet på den instrumentelle tilgang er Lars Qvortrups arbejde med læringsledelse, og internationalt fremhæves Vivian Robinson. Begge stod centralt i arbejdet med skolereformens ideologi. Wiedemann taler ligefrem om en ”Lars Qvortrup-tradition”.

Så Qvortrup og Moos kommer til at stå for hhv. instrumentalisme og dannelse.

Undervejs får Wiedemann også forklaret, hvordan lederrollen historisk set skifter fra en del af en faglig og ligeværdig skolekultur til en mere teknokratisk model. Det var i forbindelse med dette skifte, at man i 1989 nedlagde lærerrådene, hvilket var starten på tabet af pædagogisk autoritet. Et skifte, der kulminerede med skolereformen og lærer-lockouten fra 2013, som understøttedes kraftigt af Qvortrup-linjen.

Wiedemann forklarer også, hvordan dette skifte er en del af en mere overordnet bevægelse ”fra velfærdsstat til konkurrencestat”.

Endelig fortæller han, hvordan kritikken af den Qvortrupske linje samlede sig i en række udgivelser, der på forskellig vis var knyttet til Merete Riisagers virke som skoleordfører og undervisningsminister. Wiedemann mener, at denne Riisager-linje måske viser en vej ”væk fra den teknokratiske pædagogik, som i sin tid afløste reformpædagogikken”.

Så vidt jeg kan se, har bogens efterfølgende kapitler ikke helt Wiedemanns analytiske præcision, men rammen dukker dog op rundt omkring:

F.eks. nævner lektor Jakob Ditlev Boye i sit kapitel, ”Professionalisering af skoleledelse – muligheder og dilemmaer”, også distinktionen mellem Qvortrups ”datainformerede læringsledelse” og Moos’ dannelsesorienterede tilgang. Men Boye deler vist ikke helt Wiedemanns syn på distinktionens dybde? I al fald siger han, at skellet er skarpere i England. Men måske overfortolker jeg denne forskel. Også i det efterfølgende kapitel af Lars Frode Frederiksen og Merete Storgaard arbejder den Wiedemann-inspirerede systematik i nogle passager.

Resten af bogen handler om andre aspekter af skoleledelse, men eftersom Wiedemann både er redaktør, forskningsgruppeleder og skribent på de to første kapitler, så ender bogen som en form for pædagogisk filosofisk manifest.

Bogen er naturligvis også en defacto kritik af DPUs udvikling og ledelse, der i høj grad har stået for at understøtte Lars Qvortrup-modellen; en model, der siden 2010 har ført til adskillelige fyringsvarsler, som især har været rettet mod folk fra Lejf Moos-traditionen.

Moos var faktisk frem til 2017 selv lektor ved DPU, men han kom ud af Danmarks Lærerhøjskole, som DPU fra 2000 blev etableret som et opgør med. Moos var på en måde en slags DLH-rest på DPU. Dem er der vist ikke nogen af mere. På den måde er Wiedemanns bog et empirisk eksempel på en kulturel strid.

Kort sagt: Wiedemanns bog understreger relevansen af min tese om ”pædagogikkens to verdener”, som jeg har udviklet i en bog af samme navn, og som hele tiden arbejder bag det, som Wiedemann kalder for  ”hybridformer”, der konstant produceres ud af de konkurrencestatslige processer.

 

2. To debatindlæg

Jeg skrev i indledningen, at Wiedemann også har været aktiv i den uddannelsespolitiske debat. Det kunne man se et eksempel på i april 2024, hvor han i Altinget kritiserede DPU’s leder Claus Holm for at ”fremture” med ”firkantede, generelle og udokumenterede påstande.”

Og Wiedemann fortsatte:

”Dem, der kender Holm, ved, at han stod last og brast om skolereformen fra 2014, som i høj grad var en statslig og centralistisk reform, der blandt andet mødte stor modstand fra landets lærere.”

Det er værd at bemærke, at Claus Holm er en af Lars Qvortrups ivrigste elever, både fagligt og organisatorisk.

Og få måneder senere, i september 2024, bragte Altinget igen et tankevækkende indlæg fra Wiedemanns blyant.

Baggrunden for dette andet indlæg er, at han har hørt en podcast, hvor den tidligere LA-politiker, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, interviewer Helle Thorning-Schmidt. Hun udtaler sig om folkeskolereformen fra 2013, hvor hun jo var statsminister.

Thorning-Schmidt fremlagde ifølge Wiedemann nogle meget ekstremistiske synspunkter, f.eks. at det er ”børnene der ejer skolen”. Thorning siger følgende:

”Vi ville gerne gøre det klart og tydeligt, at det er børnene, der ejer folkeskolen. Børnene skulle lære på en sjovere måde. De skulle have mere bevægelse.”

Og videre i samme stil i et citat, hvor hun kritiserer dagens skole for, at lærerne har for stor indflydelse:

”Nu har man bare jo overladt folkeskolen til lærerne. Det betyder, at samfundet og i særdeleshed børnene ikke ejer den mere.”

Opgøret med undervisning og lærere lyser ud af disse udtalelser, som jo dengang blev kombineret med Bjarne Corydons konkurrencestatsideologi. Vi skulle gå fra ”undervisning til læring”, som man kaldte det. Konsekvenserne for skoleledelse var en omfattende instrumentalisering.

Det hele resulterede i lockouten af lærerne i 2013 og i den såkaldte læringsmålstyring, som i ideologisk samspil med DPU, herunder med Claus Holm og Lars Qvortrup, fjernede magten fra både elever og lærere.

I sit indlæg, som kan tilgås nedenfor, forklarer Wiedemann nærmere, hvor Thorning-Schmidt tager fejl.

Faktisk kritiserer han også intervieweren, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, for at være alt for ukritisk. Ammitzbøll-Billes manglende kritiske sans kan faktisk undre, for dengang skolereformen blev vedtaget, var han folketingsmedlem for LA. Og LA jo var det førende kritiske parti under Merete Riisager, hvilket Wiedemanns som sagt også nævner i den aktuelle bog.

Tak til Wiedemann for at have dokumenteret dette interview, som ikke er uden skolehistorisk betydning. Og tak for at sætte hele problemstillingen ind i en faglig og forskningspolitisk sammenhæng.

 

Litteratur:

Finn Wiedemann og Peter Henrik Raae (red.) (2024). Aktuelle tendenser og dilemmaer i skoleledelse, Syddansk Universitetsforlag.

Finn Wiedemann (2024). ”Lektor til Thorning: Det er falsk historieskrivning, når du påstår, at folkeskolereformen var en succes”, Altinget, d. 19. september. https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektor-til-thorning-det-er-falsk-historieskrivning-naar-du-paastaar-at-folkeskolereformen-var-en-succes

Finn Wiedemann (2024). “Lektor i svar til DPU-leder: Det er godt, at vi kommer væk fra den uniformerede statslige folkeskole”, Altinget, d. 19. april 2024. https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektor-i-svar-til-dpu-leder-det-er-godt-at-vi-kommer-vaek-fra-den-uniformerede-statslige-folkeskole

Thomas Aastrup Rømer (2024). Pædagogikkens to verdener – 2. reviderede udgave, Aalborg Universitetsforlag.

Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og Thomas Aastrup Rømer: Uren pædagogik 1-3, Klim 2011,2014 og 2018:

Link til fokusområdet ”skoleledelse” på Center for Grundskoleforskning, SDU. https://www.sdu.dk/da/forskning/center-for-grundskoleforskning/forskning/fokusomraader/skoleledelse

Hvad er en eksamen?

Hvad er en eksamen? Det er et stille møde mellem lærer og elev, hvor eleven op til mødet har haft mulighed for at være alene med undervisningens ting og sager på sit værelse. Eksamen er latinsk for “undersøgelse” og “afvejning”,

Eksamen er et samspil mellem eksamen og eksamensforberedelse. Læreren lytter og undersøger venligt, hvad eleven har fundet ud af under fordybelsesperioden, dvs. hans sværm af ideer. Ved siden af sidder måske en “censor”, som også er latinsk for “undersøgelse og vurdering”. En romersk embedsmand.

Så en eksamen er et romersk sted for samspillet mellem fortid og ret.

Men eksamen er også et græsk sted, ford den afslutter en pædagogisk proces, hvor et menneske kommer til syne i vekselvirkning med kundskabselementerne..

Eksamen knytter sig til både til fortiden, dvs. til den foregående undervisning og dens emner, og til fremtiden, som er elevens spirende ideer og interesser.

Eksamen er derfor det modsatte af en ”prøve”, der giver formel adgang til et helt andet sted, f.eks. til den næste uddannelse, som er ren organisatorisk ”fremtid”. En “prøve” er uden fortid, et bureaukratisk sted.

Eksamen er også det modsatte af de nationale ”test”, hvor læreren på en måde er væk, Her handler det alene om statslig styring eller fremtidige kompetencer. En test kan digitaliseres. Det kan en eksamen ikke.

Eksamen er symbolet på, at eleven har fundet en lærer, som har fundet en elev. Eksamen er det sted, hvor eleven underviser sin lærer. Det er pædagogikkens helt særlige frugt, dens ophør. Eksamen sætter frugt, så eleven selv kan blive til en lærer for nye elever rundt omkring i nye og gamle institutioner, virksomheder og praksisser. Det er det græsk-romerske på samme tid.

Efter hver eksamen giver læreren sin elev en karakter, altid med håndtryk og glimt i øjet. En eventuel censor nikker formelt.

Men man skal nok ikke have tal. Man skal undgå skalaer. Og især bør man undgå det platte ”mangel”-sprog, som præger den aktuelle karakterskala.

I stedet kan man få et bogstav A-C, som gives for omfanget af opgavebesvarelsens faglige og personlige fylde. Ved særligt selvstændige besvarelser – som f.eks. sætter spørgsmålstegn ved lærerens oplæg – kan man få en lille buste af Sokrates oveni, uanset om det er et A eller et C. Man kan også dumpe. Så får man ingen karakter, men må prøve igen eller finde en anden lærer.

Tænk at få et “C med buste” af lærer Løgstrup. Det er bedre end et 12-tal ”uden mangler” af en eller anden åndsfjendsk tekniker fra konkurrencestatens universitet. På elevens eksamensbevis bør derfor stå, hvilken lærer der har givet karakteren.

En eksamen er som sagt ikke ”en prøve”. Det betyder, at en eksamen ikke har nogen selektionsfunktion. Man kan f.eks. vælge ungdomsuddannelse helt uafhængig at grundskolens eksamenskarakterer, og det samme gælder ift. videre uddannelse efter gymnasiet.

Så alle kan læse videre, som de har lyst, for der findes ingen ”prøver” og derfor ingen organisatorisk ”fremtid”. Derimod kan en senere arbejdsgiver se eksamensbeviset, hvor der jo også står, hvem der har været lærer.

F.eks. har Gymnasiets essens ikke noget at gøre med ”videre uddannelse”, som der står i de aktuelle love. Det handler snarere om ”videre studier”, som der stod helt frem til 2004. Gymnasiet er for alle, som interesserer sig for den europæiske kulturtradition. Her finder de unge nogle nye lærere og bliver selv til elever, mens de læser et mærkeligt digt eller høre om samfundets teorier eller om gamle dages strid og kærlighed. Gymnasiet er et græsk sted. Alle studerer. På en måde holder gymnasiet aldrig op.

Til gengæld bør en lærer ikke tage udgangspunkt i ”den enkelte elevs behov”, som det kom til at hedde i folkeskoleloven fra 1993. Det skyldes, at uddannelse handler om at finde sit behov. Og hvis en lærer tager udgangspunkt i det, som hans elev skal finde, så har man jo ødelagt det hele.

Hvis eleven synes, at tingene er for mærkelige, så må hun finde en anden lærer. Så er hun ikke elev mere. I så fald kan hun tage på åndens og pædagogikkens interrail, som hun kan fortælle sine egne elever om, når hun bliver voksen.

Og læreren skal naturligvis slet ikke tage udgangspunkt i “arbejdsmarkedets behov”, tværtimod. I skolen er ordet ”arbejde” slet ikke en ”markeds”-kategori. Det er mere en eksamenskategori eller måske ligefrem en del af en persons ”virke”, dvs. de “videre studier” i samfundslivet.

Det er derfor omvendt. Det er arbejdsmarkedet, der skal tage udgangspunkt i pædagogikkens behov. På den måde fastholder man økonomien i åndsfrihedens greb i stedet for det omvendte, som det desværre har været tilfældet siden omkring år 2000.

Når eleven er færdig med sin skolegang, så kan han selv blive en lærer, som kan finde elever, der kan få små buster af gamle grækere.

Derfor bør der også være flere eksaminer, flere møder mellem lærer og elev med dialoger om fagenes og skolens emner, hvorved eleven gøres til lærer, dvs. sætter pædagogikken i stå og bringer noget til ophør, som sætter frugt.

Til gengæld kan vi fjerne alle prøver og nationale/globale test.

Uddannelsespolitiske og pædagogiske noter, september-oktober 2024

Nedenfor kan man læse 42 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra september-oktober 2024. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

  1. ”Du bør ikke læse denne ubrugelige bog”
  2. Claus Holms tale til de nye studerende ved DPU
  3. Claus Holm og konkurrencestaten
  4. De dødes kræfter
  5. Socialdemokratisk nedtur
  6. Fra “respekt for professionel praksis” til trivsel
  7. Trivsel og sjæl
  8. Eksamen og karakterer
  9. Dansk Fryseparti
  10. Center for karakterdannelse
  11. Dansk Folkeparti
  12. Finn Wiedemann kritiserer Helle Thorning-Schmidt
  13. Ny ekspertgruppe om inklusion
  14. Michael Buschs kritik af dansk uddannelsespolitik
  15. AU’s angreb på åndsvidenskab
  16. Trivselssamfundet i 2008
  17. Alex Vanopslagh: Vejen til ansvar
  18. Hvad det vil sige at være borgerlig
  19. Jørgen Carlsen og Aarhus Universitet
  20. Gymnasiets splittelse
  21. Dansk Arbejdsgiverforening går amok
  22. Trivsel og mistrivsel
  23. Fogh Rasmussens værdikamp
  24. Taberens logik
  25. Asser Amdisen om dannelse
  26. Dannelsens pædagogiske og politiske nødvendighed
  27. Strøtanke: Romerrigets deling og fald
  28. Pædagogikkens to verdener: Forsvar for de klassiske sprog
  29. Artikel om dannelse
  30. Regeringens gymnasieudspil, note 1
  31. Tesfayes kreativitet, note 2
  32. Det nye gymnasium, note 3
  33. klasse, note 4
  34. HF, note 5
  35. Den nye kommunisme, note 6
  36. Folkeskolen, note 7
  37. EPX, note 8
  38. Antifilosofien
  39. Jeg havde en mærkelig drøm i nat
  40. Reform af professionsuddannelser, note 1: Nye masteruddannelser
  41. Reform af professionsuddannelser, note 2: Fest på professionshøjskolerne
  42. Ledig stilling på Trøjborg

 

1. Den 2. september: ”Du bør ikke læse denne ubrugelige bog”

Jeg er lidt vild med bagsideteksten til bogen ”Uren pædagogik 3”, som jeg redigerede sammen med Svend Brinkmann og Lene Tanggaard i 2017.

Der står følgende:

”Du bør ikke læse denne ubrugelige bog. Du bliver hverken mere kompetent eller mere læringsparat, tværtimod.

Bogen består af forstyrrelser, kritikker, destruktioner og opløsninger samt nogle upraktiske råd og sære opbyggelige bemærkninger, der kan rive pædagogikken løs fra dens aktuelle ensomhed og bringe den i kontakt med dens kulturelle, sociale og politiske virkelighed og baggrund.

Når du er færdig, er du efterladt kompetence- og læringsløs.

Til gengæld får du måske lyst til at tænke, skabe, handle og kritisere på steder, hvor du står. Lyder det ikke besværligt?”

Mange tak til forlaget Klim for at gå med på disse usælgelige formuleringer.

Bogen indeholder udover redaktørernes artikler bidrag af Brian Degn Mårtensson, Jan Jaap Rothuizen, Alexander von Oettingen, Erik Schmidt, Per Fibæk Laursen, Jacob Klitmøller, Hans Henrik Hjermitslev, Frederik Pio og Kirsten Hyldgaard.

Artiklerne har mærkelige og “ubrugelige” titler såsom f.eks.:

”Ren uro”

”Den rene læreanstalt? Læreren på mellemhånd”

”Pædagogikkens placebo”

”Se ud i verden!”

”Den rene urenhed”

”Skolens paradoks og det beskidte princip”

Bogen kan stadig erhverves. Mit eget ubrugelige bidrag, som jeg er meget stolt af, hedder ”Pædagogik og kausalitet”.

https://klim.dk/bog/uren-paedagogik-3/

 

2. Den 3. september: Claus Holms tale til de nye studerende ved DPU

Niels Jakob Pasgaard har læst institutleder Claus Holms tale til DPU’s nye studerende, jvf. nedenfor.

Pasgaard bemærker især det stærkt instrumentelle og erhvervspolitisk funderede sprog, som præger talens centrale pointe:

De studerende – og dermed hele DPU – skal angiveligt bidrage til at løfte “interaktionskvaliteten”. Det kaldes for “en effekt”.

Pointen understøttes af, at talens toneangivende reference er til en af konkurrencestatens tænketanke, nemlig DEA.

Der er langt til pædagogikkens og videnskabens haller.

Jeg kan supplere med en yderligere iagttagelse, som understøtter Pasgaards pointe:

I den første lange del af talen, går Holm nemlig meget op i, at de kommende studerende er ens. Det gentages igen og igen.

Men hvem er det, som er “ens”? Det er jo en soldat.

Holm opfatter sine tilhørere som konkurrencestatens soldater. De er “medarbejderborgere”, som nogle af hans åndsfæller har udtrykt det.

Resten af talen mærkes kraftigt af denne skrækkelige filosofi, som jo også præger Holms indlæg og forvaltning generelt.

Link til Pasgaards opslag: https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/pfbid02RCDr3umihiV5AQuMM6Y81Nzgi5FsADqCQhiCdfPyo4jvTLbZAMqY7h5A6Ybzty2kl

 

3. Den 10. september: Claus Holm og konkurrencestaten

I foråret 2016 erklærede Claus Holm på DPUs lederplads sin kærlighed til Konkurrencestaten. Erklæringen indeholdt også en barok udskamning af teoriens kritikere.

Jeg havde næsten glemt episoden, som faktisk engagerede mange i kritikken af Holms og Ove Kaj Pedersens ekstreme synspunkter. Men sagen kom mig i hu i forbindelse med arbejdet med redigeringen af 2. udgaven af min bog “Pædagogikkens to verdener”.

Nedenfor kan man læse om episoden og studere de forskellige indlæg. Jeg var rystet, da jeg genlæste materialet og forstår ikke, at Holm netop er genudnævnt som institutleder for DPU uden dissens eller protest fra den pædagogiske forskning.

Under indlægget kan man også læse en ret interessant kommentar af lærer Niels Christian Sauer.

http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-institutleder-claus-holms-syn-paa-konkurrencestat-og-ytringsfrihed-samt-forholdet-mellem-forskning-og-politik.html

 

4. Den 12. september: De dødes kræfter

I 2015 udkom bogen ”Folkeskolen efter reformen”. Bogen var redigeret af Jens Rasmussen, Claus Holm og Andreas Rasch-Christensen.

Claus Holm skriver i sin artikel, at vi er gået fra et system med ”indholds- og emneorienteret undervisning” til et system med ”læringsmålsorienteret undervisning”. Denne ændring understøttes af skolereformen fra 2013.

Holm mener, at der i de to systemer er tale om ”autonomi” og ”råderum” i cirka lige doser. Vi er ikke i den kritiske genre.

Til sidst skriver Holm, at vi er vidne til et paradigmeskift, som dog først vil slå igennem for alvor, ”når det gamle paradigmes bærende kræfter dør ud”.

Det er en barsk retorik. Og passer det? Forsvandt Immanuel Kants og Grundtvigs indflydelse, da de døde?

Holm var i 2015 netop blevet leder af DPU, hvor han havde været mellemleder i mange år. Nu kunne han bidrage endnu mere aktivt til at udrydde ”det gamle paradigmes bærende kræfter” fra DPU’s systemer.

En lettere rystet Sten Larsen anmeldte i april 2015 bogen til folkeskolen.dk med følgende ord:

“Bogen vil være guf for alle taleskrivere i Undervisningsministeriet, fordi den netop er så kritikløs og selvkritikløs. Her vil kunne copypastes i den helt store stil til eventuelle begejstringstaler.”

Bogen indeholder ingen bidrag fra den kritiske tradition, som ellers omkring 2015 var meget aktiv omkring udgivelsesrækken “Uren pædagogik”.

Filosoffen og teologen Peter Kemp kritiserede også bogen kraftigt i sin bog “Løgnen om dannelse – opgør med halvdannelsen”, som også udkom i 2015. Kemp havde i øvrigt året før bidraget til bogen “Uren pædagogik 2” med artiklen “Hvor er folkeskolen på vej hen?”

Det er pædagogikkens to verdener. De levende og de døde.

https://www.folkeskolen.dk/…/historisk-vaerk-om…/1865462

 

5. Den 12. september: Socialdemokratisk nedtur

En helt ny Gallup giver Socialdemokraterne sølle 18,9%. Skønt med denne nedtur. Og dejligt at de to andre partier i Nedluknings-regeringen også går kraftigt tilbage.

Det er opløftende at se, at landets borgere straffer partiet hårdt for at ville afvikle antikkens kultur og sprog på gymnasiet . Hvilken smuk folkelig kærlighed til Sokrates.

Men hvorfor er der stadig så mange, der stemmer på partiet? Jeg forstår det ikke?

Tænk at der stadigvæk er 18,9%, som hader europæisk kultur, og som går ind for ansigtsregistreret overvågning. Og tænk at så mange støtter op om et utal af kaotiske og omfattende hasteindgreb i retssamfundet og i samfundslivet.

Disse overgreb stammer fra regeringsgrundlagets “krisefilosofi”, der i sig selv stammer fra nedlukningen og fra skolelovene, dvs. fra biostaten og konkurrencestaten. De tre nyoprettede ministerier bærer også præg af krisefilosofien. Der preppes.

Regeringen blev jo dannet for at undgå mere corona- og nedlukningskritik af statsministeren. På den måde blev nedlukningens krise-filosofi forstærket.

Alt kan pludselig ske for at undgå et eller andet.

 

6. Den 13. september: Fra “respekt for professionel praksis” til trivsel

Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og jeg selv er ved at skrive en bog om trivsel. Jeg sidder og skriver på et af mine kapitler og har fundet ud af noget meget interessant om begrebets vandringer omkring skolereformen fra 2013:

Det handler om, at “trivsel” i de indledende lovfaser slet ikke er nævnt, men at begrebet til sidst alligevel ender med at opsluge og udgrænse “respekten for professionel praksis”.

Her er den firleddede process i meget korte træk:

A.

I forbindelse med det lovforberedende initiativ Ny Nordisk Skole fra 2011-12 udarbejdes der tre mål. De første to handler om “dygtighed” og “lighed”. Dem lader jeg ligge for nu. Det tredje mål lyder sådan her:

“Styrke tilliden til dagtilbud og uddannelser folkeskolen skal styrkes med respekt for professionel viden og praksis”.

Det lyder jo dejligt. Men ikke noget om “trivsel”.

B.

I det efterfølgende regeringsudspil fra december 2012 tager man udgangspunkt i Ny Nordisk Skoles tre mål. Men nu lyder det tredje mål sådan her:

“Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis.”

Hvad er der sket? Jo, “trivslen” er lige proppet ind. Men ok, det lyder stadig fint.

C.

I det samme regeringsudspil ledsages alle tre mål af såkaldte “operative måltal”. Og måltallet for det tredje mål lyder nu slet og ret sådan her:

“Elevernes trivsel skal øges”

Så “respekt for professionel viden og praksis” er nu pludselig helt væk. Og det samme er “tillid til folkeskolen”.

Så først var “trivsel” der slet ikke, så kom det med, og til sidst fortrængte det den oprindelige tekst.

D.

I det efterfølgende skoleforlig fra juni 2013 ledsages måltallet af en beslutning om at lave store og indgribende nationale trivselsmålinger, som skal supplere de nationale test (som vedrører de to første mål, som jeg ikke har nævnt her).

“Respekten for den professionelle praksis” blev endelig ødelagt ved Lockouten i april 2013. Men skiftet i retorik skete altså allerede i december 2012.

Er det ikke interessant? Det synes jeg.

I vores kommende bog arbejder jeg med forskellige forklaringer. Men jeg er ikke færdig med at skrive, så hvis nogen ved noget eller har gjort sig tanker om sagen, må de meget gerne fortælle mig om det.

Spørgsmålet er: Hvorfor og hvordan blev “professionel praksis” erstattet af “trivsel”, som selv gik fra at være et pædagogisk begreb til at være et målesystem?

 

7. Den 14. september: Trivsel og sjæl

A.

Nedenfor kan man studere formålet for daginstitutioner fra den første regulære lov for hele børneområdet, som er fra 1964.

Ordet trivsel optrådte slet ikke. I stedet tales der i 1964 om ”en sund sjælelig og legemlig udvikling”. Her er formuleringen:

”§1. Børne- og ungdomsforsorgen har til formål at sikre, at børn og unge vokser op under forhold, der fremmer en sund sjælelig og legemlig udvikling”

På den måde er der en filosofisk-teologisk side af ”trivslen”, som man skal huske på. Barnet har en ”sjæl”. Hvilket jo gør pædagogikken ydmyg (jf. også det pædagogiske paradoks”).

Det er denne sammenhæng mellem pædagogik og åndelighed, som jeg ved andre lejligheder har kaldt for ”reformpædagogikkens dannelse”.

Der tales også om, at udviklingen skal være ”sund”. Det lader jeg ligge, men det lyder ikke så godt i et decideret formål. Mit indtryk er da også, at ordet mest er rettet til specialområdet, som jo også dækkes af loven.

“Sundhed” forsvandt lidt ud af de efterfølgende love, men kom faktisk ret kraftigt igen i den første deciderede dagtilbudslov fra 2007, men altså uden ”sjælen”. I 2007-lovene tales der også om et ”børnemiljø”, der svarer til en form for social ”trivsel”. Udviklingen i WHOs sundhedsbegreber har muligvis også spillet en rolle.

B.

”Trivsel” for daginstitutionerne kom vist nok ind i 1996 i Lov om Social Service, og siden er det blev det flyttet frem i teksten, så det i dag fremhæves som det første i Dagtilbudslovens formålsparagraf.

I 2003 kommer loven om de pædagogiske læreplaner for daginstitutioner. Her står der ikke noget om ”trivsel”. Til gengæld er ”læring” nævnt 61 gange.

Og hvad med ”sjælen”? Jo, den optræder kun en enkelt gang i følgende utrolige citat om ”læring”, der virkelig siger noget om stemningen:

”Det er vigtigt, at det på denne måde sikres, at alle kommuner og dagtilbud kommer til at arbejde med læring. Alle familier skal kunne være sikre på, at der er fokus på læring i det dagtilbud, de vælger. Kvalificeret og bevidst læring skal ikke kun finde sted i dagtilbud, hvor der er ildsjæle ansat”

C.

Som det fremgår, bliver de små børn i løbet af 00’erne til en del af den konkurrencestatens humankapital. Herfra siver ”trivslen” for alvor over i skolen, som selv i løbet af 00’erne har tabt ”undervisningen” og ”kundskaberne”, som er blevet til ”læring”. Dermed har skolen tabt sin egen version af ”sjælen”.

Så læring overtager alt, og på den præmis indføres ”trivsel”.

Men skolens formål har aldrig talt om ”trivsel”. Og det skyldes nok, at kundskabslivet i sig selv indeholder skolens ”trivsel”. Man kan jo bare læse Halfdan Rasmussens digt ”At lære at ville” fra 1949.

Halfdan kom ud af arbejderoplysningens organer, dvs. velfærdsstatens søde vugge, fra dengang frihed og lighed vekselvirkede. Undskyld, det var lige en tangent.

I 2002 oprettede man et ”Dansk Center for Undervisningsmiljø” (og senere også for “børnemiljø”, jvf dagtilbudslov). Og dette ”miljø” bliver en slags passage for ”trivslen”, som ender med at opsluge ”miljøet”, som i forvejen havde opslugt ”undervisningen”, som i forvejen var opslugt af ”læring”.

D.

Dermed tømmes trivslen for sjæl. Og fjerner man ”sjælen”, som jo er det modsatte af ”humankapital”, så risikerer man, at det hele ender i trivselsmålinger og en ekstremt struktureret psykologisering, hvilket sker.

Det samme sker for ”kundskaber” som bliver til ”læring”, som defineres som test-score. Måske tilføjes “trivsel” som målingssystem efter 2013, fordi man har fået en fornemmelse af, at den nye version af “læring” er blevet for smalt? På den måde ender “trivsel” med at erstatte det detroniserede “undervisning” eller “dannelse”.

Så der er en form for samspil mellem både daginstitutions- og skolelov og mellem sjæl/trivsel og sjæl/undervisning. Det hele påvirkes negativt af 00’ernes processer, hvor sjælen ryger ud, hvorved trivsel forfalder til psykologi/data, og undervisning forfalder til læring/data.

Så der er lige det med sjælen? Poetens liv, som Martin A Hansen skrev om i kølvandet på befrielsen, hvor poeten Halfdan Rasmussen jo også skrev sit digt.

Beklager tankemylderet. Det skulle gerne blive til en struktureret tekst på et tidspunkt .

https://www.folketingstidende.dk/samling/19631/lovforslag/L74/index.htm

 

8. Den 15. september: Eksamen og karakterer

Hvad er en eksamen? Det er et stille møde mellem lærer og elev, hvor eleven op til mødet har haft mulighed for at være alene med undervisningens ting og sager på sit værelse. Læreren lytter og undersøger venligt, hvad eleven er ved at finde ud af, hans sværm af ideer.

Eksamen er symbolet på, at eleven har fundet en lærer, som har fundet en elev. Eksamen er det sted, hvor eleven underviser sin lærer. Det er pædagogikkens helt særlige frugt, dens ophør.

Efter hver eksamen giver læreren sin elev en karakter, altid med håndtryk og glimt i øjet.

Men man skal nok ikke have tal. Man skal undgå skalaer. Og især bør man undgå dette platte ”mangel”-sprog.

I stedet får man et bogstav A-C, som gives for omfanget af opgavebesvarelsens faglige og personlige fylde. Ved særligt selvstændige besvarelser – som f.eks. sætter spørgsmålstegn ved lærerens oplæg – kan man få en lille buste af Sokrates oveni, uanset om det er et A eller et C. Man kan også dumpe. Så får man ingen karakter, men må prøve igen eller finde en anden lærer.

Tænk at få et “C med buste” af lærer Løgstrup. Det er bedre end et 12-tal af Claus Holm eller en anden åndsfjendsk tekniker. På elevens eksamensbevis bør derfor stå, hvilken lærer der har givet karakteren.

Eksamen bor i uddannelsessystemets egenværdi. Det betyder, at en eksamen ikke bør have nogen selektionsfunktion. Man kan vælge ungdomsuddannelse helt uafhængig at grundskolens karakterer, og det samme gælder ift. videreuddannelse. Derimod kan en senere arbejdsgiver se eksamensbeviset, og her står der også, hvem der har været lærer.

Når eleven er færdig med sin skolegang, så kan han selv blive en lærer, som kan finde elever, der kan få små buster af gamle grækere.

Derfor bør der også være flere eksaminer, flere møder mellem lærer og elev og deres dialog om fagenes og skolens emner, hvorved eleven gøres til lærer, dvs. sætter pædagogikken i stå og bringer noget til ophør, som sætter frugt.

Men alle kan som sagt læse videre, som de har lyst.

F.eks. har Gymnasiets essens ikke noget at gøre med ”videre uddannelse”. Gymnasiet er for alle, som interesserer sig for den europæiske kulturtradition. Her finder man nye lærere og bliver selv til elev, mens man læser et mærkeligt digt eller høre om samfundets teorier eller gamle dages strid og kærlighed.

Til gengæld må en lærer ikke tage udgangspunkt i elevens behov. Det skyldes, at uddannelse handler om at finde sit behov. Og hvis en lærer tager udgangspunkt i det, som hans elev skal finde, så har man jo ødelagt det hele.

Og man skal naturligvis slet ikke tage udgangspunkt i “arbejdsmarkedets behov”, tværtimod. Det er omvendt. Det er arbejdsmarkedet, der skal tage udgangspunkt i pædagogikkens behov. På den måde fastholder man økonomien i åndsfrihedens greb i stedet for det omvendte, som det har været tilfældet siden omkring år 2000.

 

9. Den 15. september: Dansk Fryseparti

I 00’erne ødelagde VK-regeringen vores ekstremt rige nationale tradition. Det er også det, man kalder for “konkurrencestaten”. Alle de gamle var “smagsdommere”. Nu var det økonomernes tid.

Derefter blev resterne af det nationale liv “parkeret” som en identitet, der alene fik mening via en postuleret “antagonisme”, som man kaldte det i 1990’erne, nemlig “udlændingen” og “muslimen”. Denne parkering stod især DF for, som jo arbejdede tæt sammen med VK.

Så DF støttede konkurrencestatspolitikken, mens partiet herfra løb ind i national glemsomhed og polemik, hvilket man så kaldte for “danske værdier”. Pludselig var de nationale dialoger og hele deres sammenhæng og udtryk reduceret til noget med flæskesteg og biksemad. Man må gerne græde lige her.

Så kulturel rigdom blev til polemisk identitet. Et kæmpetab. Ja, et overgreb på det nationale. Pludselig måtte landets borgere ikke finde en udenlandsk ægtefælle, før de var 24, og alt muligt skulle godkendes og overvåges og fordeles. Og så videre.

DF står for Dansk Fryseparti.

Denne proces krones i dagens Berlingske, der har et langt interview med DF’s Mikkel Bjørn. Han taler igen om noget, han kalder “danske værdier”, så man føler sig som en kenyaner. Bjørns “værdier” sættes i rigid og polemisk modsætning til helt uskyldige muslimske livsformer, som han nærmest mener skal udryddes.

En muslimsk kvinde må ikke engang gå med tørklæde, for så “missionerer hun”. Et sådant forbud kan grundloven sagtens klare, får vi at vide. Og man må ikke lave noget så banalt som kønsopdelte svømmehold.

Det er rystende læsning. Nærmest truende.

Frederik Vad fra Socialdemokratiet bakker stort set op om Mikkel Bjørn ødelæggelse af Danmarks ånd. Det er en tankevækkende alliance.

Man længes efter de store socialdemokrater, som havde rod i arbejderoplysningen, f.eks. Julius Bomholt og K.B. Andersen. Det var dengang, velfærdsstaten var en syntese mellem frihed og lighed, funderet i nationale og europæiske kulturtraditioner.

Men nu er åndsfriheden pist borte. Der er ingen interesse for noget, og da slet ikke for “Den Anden”, dette smukke ord fra efterkrigstidens tankemylder.

Jeg kan godt forstå, at et land vil have grænsekontrol og styr på indvandringen, men jeg kan ikke forstå, at landet ødelægger sig selv med henvisning til en karikatur af sig selv. Hvad skal man så med en grænse?

Links:

Interview med Mikkel Bjørn: https://www.berlingske.dk/politik/han-har-overtaget-dfs-vigtigste-ordfoererskab-og-nu-vil-han-goere-det-taet

Interview med Frederik Vad (og Moderaterne): https://www.berlingske.dk/politik/moderaterne-langer-ud-efter-dfs-store-plan-han-siger-grundlaeggende-at-han

 

10. Den 16. september: Center for karakterdannelse

I nedenstående blog har jeg samlet mine bidrag til diskussionen om det nye Center for Karakterdannelse.

Som jeg ser det, er det nye center et humanistisk, kritisk, pædagogisk og demokratisk projekt, en slags syntese mellem ånd og pædagogik, og dermed også en revitalisering af den pædagogiske filosofis vekselvirkninger med politik og praksis.

http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-om-center-for-karakterdannelse.html

 

11. Den 16. september: Dansk Folkeparti

Jeg har læst bogen ”Skaberen, taberen, frelseren? Historien om Dansk Folkeparti”, som udkom i 2021. Bogen er skrevet af Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt.

Her er en lille refleksion over nogle af bogens emner:

I 1998 siger Nyrup, at DF aldrig vil blive stuerent. Det var ikke pænt af Nyrup, men det bunder ifølge David Trads i følgende ekstreme udtalelse af Kjærsgaard:

“Hvis en ung anden- eller måske tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet og ingen opdragelse er mulig, så hjemsendes ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for.” (Mediet X, d. 13/9)

I dag kan man ikke kende forskel på S og DF, når det kommer til indvandringsemner, hvilket har sin egen skæve proces:

Ifølge bogen indledes S-DF symbiosen efter DF’s kanonvalg i 2015-valget. Herefter begynder S at lyde som DF-light og at nedtone globaliseringsbegejstringen, og DF fortsætter sin underdog-tilgang, som man har vænnet sig til under VK-regeringerne 00’erne. På den måde ender DF med at blive ret anonyme, også på indvandringsområdet. Derfor opstår Ny Borgerlige og Stram Kurs, som begge får pænt mange stemmer. Og DF får dårlige valg fra 2019.

Og her i de seneste uger er både S og DF så blevet radikaliseret ind i ånden fra Kjærsgaards udtalelse fra 1998.

På den måde vinder DF, selvom de taber. S bliver til DF, som bliver til S, som bliver til DF.

Men på en anden måde taber DF. Det sker i 00’erne, hvor partiet kommer meget tæt på Fogh Rasmussens og ikke mindst Foghs finansminister, Claus Hjort Frederiksen.

Fogh sørger for, at DF ender med at støtte, at man sender soldater til andre lande. Dermed mister DF rodfæstetheden i den EF-modstand, som gav partiet en folkelig tilføjelse udover ”udlændingene”. Man kan ikke både være imod EF og så gå ind for at slås rundt i hele verden under amerikansk kommando. Derfor siver EF-modstanden, og man står tilbage med “udlændinge”.

Men DF’s allerstørste nederlag er faktisk et andet. Det handler også om finansministeren. DF bliver nemlig indspist med de store globaliseringsreformer i 00’erne. DF bliver dermed et konkurrencestatsparti, hvilket jo er 100% det modsatte af et ”folkeparti”.

Søren Krarup og Jesper Langballe har – med enkelte undtagelser – ikke sans for denne proces, fordi de abonnerer på den sene Kierkegaard og ikke på Grundtvig, som på det tidspunkt stadig bor på venstrefløjen, især hos SF. SF smider også deres folkelighed, men det er først et par år senere.

Så DF mister grundlaget for deres EF-kritik – det nationale og det folkelige – og bliver et konkurrencestatsparti, som går ind for globale krige, og som efterhånden også nedtoner EF-modstanden, hvilket er den aktuelle tilstand. Til gengæld har DF fået socialdemokraterne til at gå amok på folk, der hilser på lidt anderledes måder.

På den måde taber også Kierkegaard, hvis tanker DF jo udspringer af. Fædrelandet er parkeret i en identitetspolitisk antagonisme. Trist for alle gode danskere, der elsker landets historie, sprog og kultur.

Her til sidst to iagttagelser fra Serups og Faurholdts bog.

A.

Bogen nævner slet ikke uddannelsespolitik. Det er åbenbart ikke på DF’s radar, og nok heller ikke på forfatternes. Selv i den ret lange gennemgang af Socialdemokratiets nyere udvikling hører man ikke om skolereformen eller lærer-lockouten med et ord.

Men der er en enkelt undtagelse. Det handler om forholdet til LA under VKLA-regeringen:

På side 227 kan man læse, at LA bruger Merete Riisagers skolepolitik til at tidsudtrække DF’s aftaler med V om især sundhedspolitiske emner. Resultatet heraf er, at V ”påtvinges nogle skolesynspunkter, som man aldrig havde haft”. Her i fuldt citat:

”De (altså Venstre, TAR) kan godt forstå Thulesen Dahls irritation over, at de ting, de har aftalt, ikke kommer noget hurtigere, men det er fordi, at Liberal Alliance ”gidsler” nogle sager over for andre internt i regeringen for at sikre, at de får deres egne ting igennem. Det betaler Venstre en høj pris for. Eksempelvis skal undervisningsminister Merete Riisagers folkeskolepolitik igennem, før Venstre kan komme videre med sundhedspolitikken. Dermed påtvinger Liberal Alliance Venstre nogle skolesynspunkter, som man aldrig har haft, hvilket er med til at øge Venstres enorme træthed over LA’s måde at drive politik på.”

Så Venstre er altså imod Riisagers reformarbejde, men ender med at blive omfattet af hendes såkaldte “justering”.

B.

Et andet sted (s. 242ff) får jeg noget at vide, som jeg ikke var bekendt med. Det handler om, at DF i februar 2020 får en ny sekretariatschef, som hedder Jesper Beinov.

Det er interessant, ikke kun fordi Beinov er Støjbergs eksmand, men især fordi han i mange år – fra 2001 til 2006 – var spindoktor for forskningsminister Helge Sander. Beinov har altså en central aktie i universitetsloven fra 2003; en lov, som er 100% båret af konkurrencestatstænkning.

Ifølge bogens forfattere har Beinov også et nært forhold til Krarup og Langballe, som jo er DF’s åndelige linje ned i Tidehvervs Kierkegaard-gren. Men Langballe var megakritisk overfor Sanders ideer, så det vakler lidt. Beinov må have ”hygget sig” med Langballe og Sander.

Men de kunne nok alle tre blive enige om at være imod “de røde”, som jo selv var imod “professoren”. Og med universitetsreformen fra 2003 smadrede man det hele. Det er vist det, man kalder for “problemknusning”. Der er en punkteret rude i kælderen, så vi smadrer hele paladset.

Senere bliver Beinov debat- og kulturredaktør på Berlingske, hvor han kan føre VKO-ånden videre. Det hele er nok medvirkende til, at Berlingske bliver opslugt af VKO-åndens symbiose mellem konkurrencestats- og identitetspolitik. Men ok, jeg gætter.

Jeg har ikke været opmærksom på, at Beinov formentlig har haft en så central rolle i de borgerlige partiers udvikling fra 00’erne og frem.

Reference:

Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt: “Skaberen, taberen, frelseren? – historien om Dansk Folkeparti”, Gads forlag, 2021.

 

12. Den 19. september: Finn Wiedemann kritiserer Helle Thorning-Schmidt

Lektor ved SDU, Finn Wiedemann, har et særdeles tankevækkende indlæg i dagens Altinget.

Baggrunden for Wiedemanns indlæg er, at han har hørt et podcast-interview med Helle Thorning-Schmidt, hvor hun udtaler sig om folkeskolereformen fra 2013, hvor hun jo var statsminister.

Thorning-Schmidt har nogle meget ekstremistiske synspunkter, f.eks. at det er ”børnene der ejer skolen”:

”Vi ville gerne gøre det klart og tydeligt, at det er børnene, der ejer folkeskolen. Børnene skulle lære på en sjovere måde. De skulle have mere bevægelse.”

Og videre i samme stil i et citat, hvor hun kritiserer dagens skole:

”Nu har man bare jo overladt folkeskolen til lærerne. Det betyder, at samfundet og i særdeleshed børnene ikke ejer den mere.”

Opgøret med undervisning og lærere lyser ud af disse vanvittige udtalelser, som jo dengang blev kombineret med Bjarne Corydons konkurrencestatsideologi.

Det hele resulterede i lockouten i 2013 og i den såkaldte læringsmålstyring, der i ideologisk samspil med DPU fjernede magten fra både elever og lærere.

I sit indlæg forklarer Wiedemann, hvor Thorning-Schmidt tager fejl.

Faktisk kritiserer han også intervieweren, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, som er helt ukritisk.

Det sidste kan faktisk undre, eftersom Ammitzbøll-Bille – dengang skolereformen blev vedtaget og i dens kølvand – var folketingsmedlem for LA, som jo var det førende kritiske parti under Merete Riisager.

Tak til Wiedemann for at dokumenterer dette interview, som ikke er uden skolehistorisk betydning.

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektor-til-thorning-det-er-falsk-historieskrivning-naar-du-paastaar-at-folkeskolereformen-var-en-succes

 

13. Den 19. september: Ny ekspertgruppe om inklusion

Undervisningsministeriet har nedsat en ekspertgruppe for inklusion og specialundervisning, jvf. link A. Gruppens sammensætning og kommissorium ser meget mærkeligt ud, hvilket jeg her vil uddybe kort:

A.

Der er tale om en ydmygelse af DPU, som slet ikke er repræsenteret i gruppen.

Måske har Tesfaye fået nok af den magtfulde poststrukturalistiske gruppering af psykologer, der omgiver institutleder Claus Holm; en gruppering der har store problemer med forsknings- og åndsfrihedens principper. Det var nemlig dette system, der udarbejdede den rapport om kønspædagogik, som Tesfaye kaldte for ”sjask”.

B.

Der er slet ikke noget specialpædagogisk ekspertise i ekspertgruppen, som mestendels består af folk fra det bureaukratiske niveau. Der er heller ingen fra den socialpædagogiske praksis.

Det er på en måde meget mystisk. Specialpædagogikken er taget ud af specialpædagogikken.

Ane Qvortrup, som er professor på SDU, har kritiseret Ekspertgruppens sammensætning på LinkedIn, og psykologen Rasmus Alenkær har været ude med en lignende indvending, jvf. link C+D.

C

Hvis man ydermere går ind og ser på kommissorium/beskrivelse af gruppens arbejde, så bærer den præg af en 100% accept af den inklusionsreform fra 2012, der netop var kendetegnet ved en afvikling af den specialpædagogiske tradition.

Denne udvikling blev understøttet af poststrukturalistiske analyser og miljøer på DPU. Denne nærmest underdanige forening af magt og kritisk tradition stod helt centralt i skolereformens “kølvand”. Men på DPU kaldes den slags helt regulære analyser for “mobning” og “tilsvining”, og der trues med ledelsessanktioner og så videre.

Jeg er her inspireret af Henrik Skovlund, som faktisk selv blev udstødt fra DPU af ikke mindst DPU’s psykologisk-uddannelsesvidenskabelige-poststrukturalistiske magtcentrum i december 2022, efter at han have skrevet en fremragende kritik af forholdet mellem poststrukturalisme og inklusionslov, jvf. link B.

I dag kender vi navnene på tre af DPU-fyringerne. De var alle kritikere af AU/DPU’s ideologiske systemer. Det er en skandale.

Og hvorfor er Skovlund ikke med i udvalget? Eller andre, der har lidt faglig hukommelse?

D.

Så på en måde giver det alligevel god mening, at Ekspertgruppen er helt uden specialpædagogiske eller samfundsvidenskabelige kundskaber.

Sammensætningens angreb på specialpædagogik er en form for gentagelse af angrebet på Skovlund og faktisk også af lockouten af lærerne i 2013. Ud med jer! Og ind med ”systemet”.

Det er også lidt ligesom dengang i 2007-13, hvor det såkaldte Skoleråds centrale medlemmer var nationaløkonomer. En sådan sammensætning kunne man kun lave, fordi man havde sat læring og økonomi i stedet for pædagogik ifm. globaliseringsaftalerne i 2006, som var året for den virkelige revolution.

Links:

Link A: Omtale af ekspertgruppe: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/sep/240918-ekspertgruppe-skal-komme-med-anbefalinger-til-nye-regler-for-inklusion-og-specialundervisning

Link B: Henrik Skovlunds kritik: https://tidsskriftetspecialpaedagogik.dk/vare/fra-2020-2-inklusionslov-folkeskolereform-og-narrativisme-en-kritik-af-en-inklusionspraksis/

Link C: Ane Qvortrups opslag:

https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:7242515679944294400/?commentUrn=urn%3Ali%3Acomment%3A(activity%3A7242515679944294400%2C7242593445901455360)&dashCommentUrn=urn%3Ali%3Afsd_comment%3A(7242593445901455360%2Curn%3Ali%3Aactivity%3A7242515679944294400)

Link D: Rasmus Alenkærs opslag: https://www.linkedin.com/…/urn:li:activity…/

 

14. Den 20. september: Michael Buschs kritik af dansk uddannelsespolitik

Lektor Michael Busch, som også er med i GL’s bestyrelse, har et herligt debatindlæg i gårsdagens Politiken, hvor han gennemgår det uddannelsespolitiske forfald siden 00’erne, jvf. link A.

Han starter med universitetsreformen i 2003 (”fra forskning til faktura”) og fortsætter herefter med gymnasie- og folkeskolereformerne ind i 2010’erne. Til sidst knytter han nogle kritiske bemærkninger til regeringens aktuelle planer om en ungdomsuddannelsesreform. Det er læseværdigt på alle måder.

Det er mit indtryk – hvis det er tilladt at gætte – at Busch deler åndsfællesskab med GL’s formand, Tomas Kepler, som på det seneste også har haft et par gode indlæg om gymnasiets filosofi og ungdommens liv, jvf. link B og C.

Det er dejligt, at almendannelsen på den måde har indflydelse i almendannelsens store institution, og at almendannelsens vogtere reagerer, når den trues. Og Kepler og Busch tilhører vist endda ikke samme ”liste” i GL, så overensstemmelsen mellem de to kom faktisk lidt bag på mig. På en god måde vel at mærke.

Nu vi har fat i Busch, vil jeg lige minde om, at han jo i starten af 2020 skrev en vigtig biografi om Bjarne Corydon, som afstedkom en del polemik. Især Politikens konkurrencestatssegment var forarget, jvf. link D.

Links:

Link A: Michael Busch aktuelle indlæg i Politiken: https://www.gl.org/nyt/Sider/Engang-ville-man-have-uddannelser-i-verdensklasse-pol.aspx

Link B: Tomas Kepler om AI i gymnasiet: https://www.gl.org/nyt/Sider/AI-skal-ikke-bedoemme-opgaver-i-gymnasiet-.aspx

Link C: Tomas Kepler kritiserer Dansk Erhvervs ungdomssyn: https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE17453712/unge-er-ikke-bevidstloese-fodsoldater/

Link D: Min anmeldelse af Busch’ bog om Corydon, inkl. en række links/omtaler af andre anmeldelser og omtaler: http://www.thomasaastruproemer.dk/anmeldelse-af-bjarne-corydon-og-noedvendighedens-politik.html

 

15. Den 20. september: AU’s angreb på åndsvidenskab

Aarhus Universitet fortsætter sit raid mod åndsvidenskab. De små sprog erstattes f.eks. af “globale studier” uden sprogkrav, jvf. nedenstående artikel i universitetets medie Omnibus.

Forrige og sidste år gik det ud over både norrøne sprog og pædagogisk filosofi. Dertil kommer den generelle kompetence- og læringsideologi, der understøttes kraftigt af Centre for Educational Development (CED) samt tilslutningen til brug af AI ved eksaminer af hensyn til “arbejdsmarkedet”.

Dermed følger AU helt ukritisk i regeringens fodspor, jvf. angrebet på de klassiske sprog på gymnasiet.

Den nye dekan Maja Horst har tidligere talt nedladende om fortalere for Humboldt-universitetet som “frihedskæmpere”. Det er jo normalt godt, men ikke i Horsts optik, hvor universitetet skal løse “udfordringer”.

Dermed forstærker hun AUs ideologiske symbiose med “det globale universitet”, som blev indledt i 2006, og som selv var en forstærkning af universitetsloven fa 2003.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/arts-foreslaar-at-lukke-seks-smaa-sprogfag

 

16. Den 21. september: Trivselssamfundet i 2008

Jeg vil gene sige tak til Martin Ågerup for at gøre opmærksom på et dokument, som har været glemt i trivselsdebatten. F.eks. optræder det ikke i Lars Qvortrups og Karen Wistofts nye bog om emnet.

I forbindelse med læsningen af Ågerups nye bog, som hedder “Hvad det vil sige at være borgerlig”, gør han på s. 54 opmærksom på, at Socialdemokratiet i september 2008 lancerede et større politisk udspil med titlen:

“Trivselssamfundet – et socialdemokratisk projekt”.

Det er mig bekendt første gang, at “trivsel” italesættes som et alment politisk projekt? Trivsel vedrører ifølge socialdemokratiets oplæg hele samfundet i alle dets aspekter, herunder f.eks. rent vand, tryghed og orlovsordninger. Det er det nye velfærdssamfund, der skal spille sammen med Nyrups og Foghs neoliberale korrektioner.

Initiativet lanceres midt i en periode, hvor pædagogikken overtages af økonomer, og hvor Ritt Bjerregaard truer den socialdemokratiske højrefløj med en “rød skole”. Året efter, i 2009, kommer S-SF-udspillet, “En fair løsning”, der markerer SF’s og faktisk også S’s endelige indlejring i konkurrencestaten. Dermed var der lukket af for Ritts røde skole. Og herefter kunne Corydon og Børnebanden tage over. Og så fik vi skolereformen og fremdriftsreformen og så videre.

I “Trivselssamfundet” refereres til “Danmark for folket”, dvs. til den sociale humanisme som kulminerede i 1950’erne. “Trivslen” erstatter “folket”, som i forvejen var ødelagt af “økonomien”.

Det klassiske socialdemokratiske “folk” var åndeligt og oplyst – i form af arbejderoplysningens fine frugter – mens man godt kan “trives” uden at gå på biblioteket, for nu at sige det på den måde.

Men “Trivselssamfundet” er på en måde neoliberalt. Det skal supplere “the economic man”, så han ikke bliver sur eller rød. Man skal trives ved at være soldat i konkurrencestaten, som det hed i de år. Det virker lidt truende på en måde.

Dette er min hypotese: Det er ud af dette trivselssamfunds-initiativ, at trivslen pludselig melder sig som en helt afgørende variabel i Thornings/SF skolepolitik i 2012, hvor det fortrænger “respekten for professionel praksis” for i stedet – i form af nationale trivselsmålinger – at supplere den økonomisk definerede “læring”, der selv defineres ved nationale test.

Derfor bliver skolereformen defineret ved læring + trivsel, der erstatter kundskaber og professionel praksis.

Så det socialdemokratiske initiativ i 2008 er en form for missing link. Det næste spørgsmål er så: hvordan kom “trivsel” ind med sådan en kraft i så stort et politisk udspil?

Resten af Ågerups bog om “Hvad det vil sige at være borgerlig” vender jeg tilbage til, men jeg har da undervejs fundet ud af, at jeg ikke er “borgerlig”, selvom jeg elsker både frihed og gamle dage.

Jeg fandt dokumentet på det kgl. bibliotek:

http://www5.kb.dk/pamphlets/dasmaa/2008/feb/partiprogrammer/object70775/da/

 

17. Den 21. september: Alex Vanopslagh: Vejen til ansvar

I dette indlæg i mediet Kontrast, roser jeg Alex Vanopslaghs analyse af liberalisme og uddannelsespolitik, som man kan læse om i hans nye bog “Vejen til ansvar”.

LA fik et sundt gen ind i partiets organisme, da Riisager blev minister. Partiet var ellers grundlagt og baseret på en knaldhård nyliberalisme, men det holdt efterhånden op.

Efterhånden tog åndsliberalismen over. Og den er meget bedre.

https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/tak-til-alex-vanopslagh-for-at-tage-dannelsen-alvorligt

 

18. Den 22. september: Hvad det vil sige at være borgerlig

Martin Ågerup udgav sidste år bogen ”Hvad det vil sige at være borgerlig – et opgør med velfærdssocialismen”. Bogen blev meget rost og var årsag til, at Ågerup efterfølgende modtog Berlingskes såkaldte Fonsmark-pris.

Det der med at være ”borgerlig” er blevet sådan en slags identitetsmarkør, som efterhånden er blevet nærmest overophedet. Og identitet plejer at handle om en generel glemsomhed efterfulgt af en vis snakkende og polemisk pågåenhed, hvilket også er tilfældet her.

Efter hat have læst bogen kan jeg med sikkerhed sige, at jeg i al fald ikke er borgerlig, selvom jeg elsker både frihed og gamle dage.

Her kommer lidt argumentation:

A. Ågerups menneskesyn

Ågerup skelner mellem to menneskesyn, et jordnært og et visionært. Det jordnære er det borgerlige, mens det visionære er ”velfærdssocialistisk”, som det kaldes.

Det er meget simpelt. Men endnu mere grov kost bliver det, når Ågerup i bogens helt grundlæggende passage beskriver det jordnære menneske med Thomas Hobbes’ filosofi, mens det visionære menneske abonnerer på Rousseau.

Grunden til, at Hobbes er jordnær, er angiveligt, at han beskriver mennesket som selvisk og egoistisk. Allerede der er jeg ophørt med at være ”borgerlig”.

Og hvad værre er: Hobbes konsekvens af dette menneskesyn er jo den totale stat. Han bliver en central filosofisk inspiration for den efterfølgende enevælde. Det lader Ågerup dog ikke til bemærke.

Så det ”jordnære” fører til enevælde. Og det lyder jo ikke så liberalt.

Denne proces har jeg tidligere beskrevet for nyliberalismens vedkommende i min bog ”pædagogikkens to verdener”. Det er en meget mærkelig filosofisk lov: Jo mere individualistisk, desto mere stat.

Og så er der det med Rousseau. Først og fremmest tilhører han jo samme politisk filosofiske tradition som Hobbes, fordi begge arbejder med en såkaldt samfundskontrakt. Men i modsætning til Hobbes, er mennesket hos Rousseau fyldt med kvaliteter og interesser før samfundskontrakten. Mennesket er ikke et færdigt individ, men en person der udvikler sig moralsk og kundskabsmæssigt før og imens, at det bliver ”borger”. Mennesket er altså ikke blot “selvisk”, tværtimod.

Og Emiles udvikling er i allerhøjeste grad stedslig, altså “jordbunden”, jf. også Rousseaus interesse for naturen (jord=natur).

Ja, Rousseaus hovedværk Emile kan forstås som fortællingen om et menneske, der finder sit sted og udvikler sig der, for derefter at oprette et politisk fællesskab sammen med andre.

Så det er faktisk Rousseau, der er jordbunden, mens Hobbes er den abstrakte.

Med denne fejl, som også præger andre i den ”borgerlige” tradition, imploderer resten af Ågerups bog i modsætninger.

Og hvad med Ågerup selv? Er han også opportunistisk? Man savner lidt Habermas.

Endelig vil jeg sige, at der er en reference til en højretidehvervsk bibellæsning. Mennesket er en synder, og det minder jo lidt om det med egoisme. Ågerup trækker her på Søren Krarup og Jesper Langballe i et forsimplet format. Jeg må lade det fare, men det siger noget om den aktuelle epokes sammenhæng mellem neoliberalisme og det nye tidehverv, hvor det grundtvigske jo var væk, fordi det i 1990’erne kom til at stå for den postulerede “velfærdssocialisme”

I det hele tagen er det grundtvigske helt ude af systemet. Det er liberalisme uden historisk-poetisk folkelighed.

B. Opgøret med velfærdsstatens frihedsfilosofi

Konsekvensen af Ågerups fejl viser sig f.eks. i vurderingen af velfærdsstatens filosofiske fædre. Her skælder han ud på både Steincke, men især på socialdemokraten Julius Bomholt for dennes dybt filosofiske og sociale indstilling.

Ja, Bomholts arbejde i 1950’erne med pædagogik og uddannelse er nærmest en filosofisk frihedserklæring. Men det har Ågerup ingen sans for. Han skælder Bomholt ud for at tale om en sokratisk funderet ”etisk renhed”, og så er der ikke mere at sige om det.

Det er jo hele arbejderoplysningen og efterkrigstidens skoleudvikling med dens filosofiske, kulturelle og sociale rødder, som fjernes på denne simple manér. Er det borgerligt?

Der er noget antifilosofisk og noget antipædagogisk over foretagendet, der minder mig om det forhold, at det såkaldte ”Skolerådet” i slut-00’erne – dvs. samtidig med etableringen af CEPOS – blev dirigeret af to nationaløkonomer. Det er økonomerne mod samfundet.

C. Ågerups syn på 00’erne

Denne filosofiske reduktionisme får store konsekvenser for Ågerups vurdering af den nyere politiske udvikling.

Ågerup kan f.eks. godt lide Anders Fogh Rasmussens skrækkelige bog om velfærdsstatens slavenatur fra 1993, men han mener, at Fogh – tilskyndet af Claus Hjorth Frederiksen – forlod sine ideologiske holdninger i 2001, for i stedet at gå ind for velfærdsstaten, så han kunne få magten (hvilket han jo fik).

Men det er ikke korrekt. Det, som allerede Nyrup i løbet af 1990’erne gik i gang med at etablere, var nemlig ikke nogen ”velfærdsstat”, men snarere en ”konkurrencestat”, som er defineret ved, at man fjerner velfærdsstatens frihedsside; altså hele Bomholt-tankegangen.

Og det var denne konkurrencestat uden ”frihed” som Fogh i høj grad forstærkede med de store reformer fra 00’erne. Så Fogh blev ikke Socialdemokrat. Han fulgte blot i sporene på Socialdemokratiets opgør med Socialdemokratiet. Herfra stod det på totalitær økonomisme og identitetspolitik.

Men den mekanisme har Ågerup ingen sans for. Han tror bare, at 00’erne handler om lidt partitaktik, som ødelagde tankerne i Foghs bog fra 1993.

Der står også en helt masse om skattepolitik. Mærkeligt emne.

D.

Konsekvensen af dette opgør med filosofi og kulturhistorie er, at Ågerup ender ud med en omfattende teknificering af socialt og pædagogisk arbejde, især inden for det statslige og kommunale område, hvor de ”offentlig ansatte” jo bor.

Alting handler om effektivitet, ledelse, evidens og komparationer og så videre. På den måde ender Ågerup med at forstærke konkurrencestatens systemer. Denne iagttagelse passer godt til min tese om, at konkurrencestatens ideologi er en symbiose af neo-strukturalisme og neo-liberalisme.

På et tidspunkt refererer Ågerup ellers til Michael Polanyis store arbejde med ”tavs viden”, som har betydet meget for nyere pædagogik. Men denne reference har ingen overlevelseschance i Ågerups system. Og Polanyi talte for videnskabelige republikker og common law-traditioner, hvilket bestemt ikke kan reduceres til neoliberalisme.

Jeg vil faktisk tro, at Bomholt og Polanyi vil kunne have sig en fortrinlig dialog.

Som jeg forstår det, så arbejder det nye LA faktisk i en vis modsætning til Ågerups teknokratiske ideer, som reducerer dannelse til ukendelighed og erstatter den med økonomisk logik.

Individualisering ender som sin modsætning. Ligesom det skete for Thomas Hobbes for 400 år siden.

E.

Udover dette store problem i selve argumentationen er der to konkrete forhold, som jeg undrer mig over:

For det første: Hvorfor nævner Ågerup ikke sit store arbejde med corona-kritikken. Det var ellers her, at han for første gang gjorde frihed operativ i stedet for teknisk.

Jeg glemmer aldrig, dengang han talte imod nedlukningen på Rådhuspladsen. Og resten af CEPOS, som Ågerup jo var direktør for, var også kritiske. Det var CEPOS’ finest hour. Her var der ikke noget Thomas Hobbes. Snarere Rousseau.

For det andet: Ågerup omtaler en række af de neoliberale tænkere, men kun meget kort, og i sin opremsning nævner han ikke Ayn Rand, som ellers spillede en kæmperolle for de nyliberale tænkere, herunder for etableringen af Liberal Alliance.

Og Rand, som ligefrem anså egoisme som en dyd, deler faktisk menneskesyn med Hobbes, men konsekvensen bliver hos hende ikke umiddelbart den totale stat, hvilket skyldes en nogle andre filosofiske påvirkninger. Hun hadede også oplysningens største filosof, Immanuel Kant, som hun mente var årsag til Sovjetunionen. Det minder lidt om Ågerups logik.

Det er underligt, at Rand er udeladt af bogens materiale. Så vidt jeg husker, var Ågerup elles med på Rand-vognen i sin tid?

Tak til hr. Ågerup for godt selskab.

Reference: Martin Ågerup: ”Hvad det vil sige at være borgerlig – et opgør med velfærdssocialismen”, Forlaget Grønningen 1.

 

19. Den 22. september: Jørgen Carlsen og Aarhus Universitet

I anledning af Jørgen Carlsens 75 års fødselsdag er han blevet interviewet til Politiken. Undervejs bliver han spurgt om, hvilken beslutning han har fortrudt mest:

”Hvad er den dårligste beslutning, du har truffet?”

Og Carlsens svar er bestemt ikke uden universitetshistorisk interesse:

“Det var måske at lade mig vælge ind i Aarhus Universitets bestyrelse. Jeg var så skuffet. For alt det, jeg havde forbundet med et universitet i en klassisk forstand – det kritiske universitet under studenteroprøret – var fuldstændig forsvundet. Det var blevet et kæmpe foretagende, som vækstede og tænkte på ekspansion.”

Interviewet emmer af kærlighed til det virkelige universitet, hvor Carlsen som ung mand tilhørte et meget rigt idehistorisk miljø, især den såkaldte fire-bande, hvor også Hans Jørgen Schanz og Lars-Henrik Schmidt huserede.

Det var denne kærlighed, der sank i grus, da Carlsen i 10’erne vendte tilbage til sit gamle universitet, som nu var blevet ukendeligt.

Imellem sin første og sin anden universitetsoplevelse var han forstander for Testrup Højskole. Det grundtvigske kom i kontakt med idehistorien.

Med denne smukke ballast blev det umuligt at holde af det moderne Aarhus Universitet, som er en slags forstærkning af det kundskabsfjendske konkurrencestatsuniversitet, som blev etableret med universitetsloven i 2003.

Hvordan det endte sådan – altså at Aarhus Universitet svigtede sig selv – kan man læse om i min bog ”Universitetets og dets fjender – om livet på DPU og Aarhus Universitet”, som udkom på KLIM i februar 2024.

Tillykke til Carlsen!

https://politiken.dk/navne/art10001410/%C2%BBNiels-H%C3%B8jlund-var-jaloux-p%C3%A5-mig.-Det-endte-med-at-vi-kom-op-at-sl%C3%A5s%C2%AB

 

20. Den 23. september: Gymnasiets splittelse

Jeg har kigget lidt på gymnasiets formålsparagraffer. Her er nogle meget foreløbige markeringer.

Nedenfor kan man tilgå gymnasiets formålsparagraffer siden 1903. Der er mange ting at sige, men jeg vil især notere mig en bestemt tendens, der handler om overgangen fra “studier” til “uddannelse”.

Bemærk, at der i de første mange årtier tales om ”videregående studier”, som endda underlægges den “almendannende undervisning”. Denne kombination af dannelse og studier er oplysningens og nyhumanismens rum. Det er gymnasiets formål.

Disse formuleringer består i mange år og suppleres i 1990 med en helt formel tilføjelse, nemlig at studentereksamen giver ”adgang til videregående uddannelser”. Men der tales stadig om “almendannelse” og ”videregående studier” i den centrale passage, så den oprindelige ånd er bevaret.

Men fra 2004 sker der en ændring. For det første udvides formålsparagraffen betydeligt, og for det andet står der nu, at gymnasiet ”primært sigter mod videregående uddannelse”. Og “almendannelsen” underlægges vel at mærke dette nye krav. De ”videregående studier” er væk.

Og i 2016 strammes der igen, så gymnasiet nu slet og ret ”forbereder til videregående uddannelse” (dvs. at ”primært” er taget ud).

Denne forskydning er ikke ligegyldig, eftersom ”uddannelse” i løbet af 00’erne bliver til et kompetencedefineret område. På den måde skal gymnasiet ikke mere forberede til studier, som jo er åbne og kundskabsinteresserede, men til nogle lukkede kompetencedefinitioner.

Dermed kommer formålet i splid med al snakken om almendannelse. ”Studier” kommer i konflikt med ”uddannelse”, og derfor ryger “studier” ud.

Det samme sker for folkeskolens formålsparagraf i 2006, hvor der også pludselig tales om at ”forberede til videre uddannelse” på samme måde.

Denne formulering står dog knap så enerådende i skoleloven, som det gør i gymnasieloven (i skoleloven er det en del af en længere opremsning). Men det er tankevækkende, at formuleringen med ”videre uddannelse” altså siver fra 2004-gymnasiet og ind i folkeskolen året efter.

I 2023 kommer der en henvisning til ”klima” ind i formålet.

Her er formålsformuleringerne:

A.

Fra1903 (den første deciderede lov):

“§ 3. Gymnasiet giver i Tilslutning til Mellemskolen gennem 3 etårige Klasser sine Elever en fortsat højere Almenundervisning, som tillige afgiver det nødvendige Grundlag for videregående Studier.”

B.

Fra 1958:

“§ 1. Gymnasieafdelingen giver (…) en fortsat almendannende undervisning, som tillige giver det nødvendige grundlag for videregående studier og slutter med en prøve (studentereksamen). (…) ”

C.

I 1990 står det samme, men til sidst er der en lidt teknisk tilføjelse:

“Studentereksamen giver adgang til videregående uddannelser med de begrænsninger, der fremgår af de regler, der er fastsat herom.”

D.

2004:

Her går det lidt amok, både fordi formålsparagraffen nu bliver megalang, og fordi ”videregående uddannelse” nu bliver det helt centrale, som ”almendannelse” er decideret underlagt, jvf udtrykket ”herunder” i stk.2

Desuden kommer ordene “viden og kompetencer” ind på en ret teknisk måde, som dog forstærkes i 2016.

“§ 2. Uddannelsen til studentereksamen er en 3-årig ungdomsuddannelse, som er målrettet mod unge med interesse for viden, fordybelse, perspektivering og abstraktion, og som primært sigter mod videregående uddannelse. Uddannelsen udgør en helhed og afsluttes med en eksamen efter national standard.

Stk. 2. Formålet med uddannelsen er at forberede eleverne til videregående uddannelse, herunder at de tilegner sig almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kombination af faglig bredde og dybde og gennem samspillet mellem fagene.

Stk. 3. Eleverne skal gennem uddannelsens faglige og pædagogiske progression udvikle faglig indsigt og studiekompetence. De skal opnå fortrolighed med at anvende forskellige arbejdsformer og evne til at fungere i et studiemiljø, hvor kravene til selvstændighed, samarbejde og sans for at opsøge viden er centrale.

Stk. 4. Uddannelsen skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed. Eleverne skal derfor lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden: medmennesker, natur og samfund, og til deres egen udvikling. Uddannelsen skal tillige udvikle elevernes kreative og innovative evner og deres kritiske sans.

Stk. 5. Uddannelsen og skolekulturen som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen og hele skolens dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Eleverne skal derigennem opnå forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og globale perspektiv.

§3. Uddannelsen til studentereksamen gennemføres med fokus på det almendannende og studieforberedende. Fagligheden er nært forbundet med sider af videnskabsfagene, og eleverne skal opnå almendannelse og studiekompetence inden for humaniora, naturvidenskab og samfundsvidenskab med henblik på at kunne gennemføre videregående uddannelse.”

2016:

Her har vi samme struktur, men nu forstærkes ”videregående uddannelse” af, at ordene ”viden og kompetencer” flyttes op i §1:

“§ 1. Formålet med uddannelserne omfattet af denne lov er at forberede eleverne til videregående uddannelse, herunder at de tilegner sig almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kombination af faglig bredde og dybde og gennem samspillet mellem fagene.

Stk. 2. Eleverne skal gennem uddannelsens faglige og pædagogiske progression udvikle faglig indsigt og studiekompetence. De skal opnå fortrolighed med at anvende forskellige arbejdsformer og opnå evne til at fungere i et studiemiljø, hvor kravene til selvstændighed, samarbejde og sans for at opsøge viden er centrale.

Stk. 3. Uddannelserne skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed. Eleverne skal derfor lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden: medmennesker, natur og samfund samt til deres udvikling. Uddannelserne skal tillige udvikle elevernes kreative og innovative evner og kritiske sans.

Stk. 4. Uddannelserne og institutionskulturen som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen og hele institutionens dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene. Eleverne skal derigennem opnå forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og det globale perspektiv.”

Aktuelt formål her i 2024:

Her er strukturen den samme, men ordet ”klima” pludselig proppet ind? Jeg var faktisk ikke opmærksom på, at det var sket. Om lidt sker det nok også for folkeskolen. Der er muligvis også nogle andre ændringer? Jeg har ikke krydstjekket.

“§ 1. Formålet med uddannelserne omfattet af denne lov er at forberede eleverne til videregående uddannelse, herunder at de tilegner sig almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kombination af faglig bredde og dybde og gennem samspillet mellem fagene.

Stk. 2. Eleverne skal gennem uddannelsens faglige og pædagogiske progression udvikle faglig indsigt og studiekompetence. De skal opnå fortrolighed med at anvende forskellige arbejdsformer og opnå evne til at fungere i et studiemiljø, hvor kravene til selvstændighed, samarbejde og sans for at opsøge viden er centrale.

Stk. 3. Uddannelserne skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed. Eleverne skal derfor lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden, herunder medmennesker, natur, miljø, klima og samfund, og til deres udvikling. Uddannelserne skal tillige udvikle elevernes kreative og innovative evner og kritiske sans.

Stk. 4. Uddannelserne og institutionskulturen som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen og hele institutionens dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene. Eleverne skal derigennem opnå forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og det globale perspektiv.”

Links:

1903: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/lov-om-hoejere-almenskoler-af-24-april-1903

1958: https://www.folketingstidende.dk/samling/19571/lovforslag/L117/index.htm

1990: https://www.folketingstidende.dk/samling/19891/lovforslag/l75/index.htm

2004: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2004/95

2015: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2008/791

2023: file:///C:/Users/thoma/Downloads/A20240004129-1.pdf

 

21. Den 27. september: Dansk Arbejdsgiverforening går amok

Dansk Arbejdsgiverforening har bedt Boston Consulting Group om at undersøge, om man via mere brug af AI kan spare stillinger i den offentlige sektor.

Det har resulteret i en totalt ukritisk og jubeloptimistisk rapport, der taler om at afvikle massevis af stillinger inden for hele velfærdsområdet, herunder også pædagogik og uddannelse.

Ja, der er tale om en de facto revolution af hele velfærdsstatens organisation og de tilknyttede faglige områder.

Her er et karakteristisk citat fra rapportens indledning:

”Der er derfor behov for igen at accelerere den digitale udvikling i den offentlige sektor og særligt i forhold til brugen af GenAI. Eller vil Danmark hastigt falde yderligere ned ad rangstigen i forhold til en digital offentlig service og vigtigst af alt gå glip af det væsentlige produktivitetspotentiale ved GenAI.”

Ifølge folkeskolen.dk kan man f.eks. nedlægge hver fjerde lærerstilling.

Rapporten går også direkte på pædagogikken, f.eks. i følgende kollaps på s.32:

”Interaktiv læring: GenAI kan skabe dynamiske og interaktive læringsmiljøer, hvor elever kan deltage i virtuelle simuleringer eller spilbaserede læringsscenarier samt modtage personlig vejledning af en AI-assistent Det kan foregå enten i den fysiske undervisning, gennem fjernundervisning eller via digitale læringsplatforme. Et eksempel på en digital læringsplatform er Khan Academy, som tilbyder gratis onlinekurser, -lektioner og -øvelser til bl.a. folkeskoleniveau, og som for nylig har udbygget deres platform med en AI-tutor.”

Sådan fortsætter det, f.eks. i forhold til evaluering og opgaveretning. Der er ingen henvisninger til kritiske analyser.

Det er et stærkt ideologisk dokument, som minder ekstremt meget om KL’s ”Teknologispring” og Disruptionsrådets rapport fra omkring 2019.

Det minder mig også om Det økonomiske råds produktivitetsrapport fra 2019. Her kunne man læse følgende:

“Der kan ligge et fremtidigt effektivitetspotentiale i IT-baseret læring, hvor lærere helt eller delvist erstattes af computere.” (s. 67)

Men på Folkeskolen.dk, accepterer DA’s direktør rapporten uden anmærkninger. DLF er heldigvis kritisk, men ikke nok efter min mening. Der skal skældes ud og opdrages, så denne grænseløse symbiose af teknologi og økonomi trænges tilbage.

Og hvad mener politikere og alle andre?

Læs rapporten før din nabo.

Link til rapport: https://www.folkeskolen.dk/kunstig-intelligens-laererarbejdspladser/da-med-kunstig-intelligens-kan-vi-undvaere-naesten-hver-fjerde-laerer-i-2040/4782687

 

22. Den 29. september: Trivsel og mistrivsel

Jeg har læst Lars Qvortrups og Karen Wistofts (QW) bog ”Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse”.

Bogen er helt ny og har været diskuteret meget, fordi QW ikke mener, at det står så slemt til med trivslen, som mange har hævdet.

Det har de muligvis en pointe i, men det er et andet forhold, jeg vil drøfte her, nemlig selve det begreb om trivsel, som de to forfatteres abonnerer på.

A. Trivselsbegrebet: biologi eller fænomenologi

QW mener, at der findes to trivselsbegreber, nemlig et biologisk og et fænomenologisk begreb. Det første begreb kan de ikke lide, men det andet går de ind for.

Det går helt galt med disse to begreber. Lad os se på det:

A1. Det biologiske begreb

Det ”biologiske” begreb handler om, at individet er nedsunket i en omverden, der påvirker dets humør og velbefindende.

Hovedeksemplet er Hans Henrik Knoops trivselsbegreb, der definerer trivsel som sundhed, dvs. at have det godt/at fungerer godt. Mennesket er en slags brik i biologiens og sundhedens keglespil.

Nu synes jeg, at denne klassifikation er lidt uretmæssigt over for Knoop. Det skyldes, at han jo bygger sit begreb på den positive psykologi, især Martin Seligman, som igen abonnerer på en bestemt fortolkning af Aristoteles.

Den positive psykologi er med andre ord ikke nogen simpel kausalmaskine, men snarere en form for filosofisk psykologi. Det fremgår også af Knoops definition af trivsel som ”gennemgribende behov for frihed, aktivitet vækst og selvregulering – herunder leg, læring og kreativitet”.

Knoop omtaler ganske vist trivsel som ”sundhed”, men med sin definition gør han jo trivsel et altomfattende begreb, der også handler om pædagogik og frihed.

Så Knoops teori er det modsatte af det, som QW hævder. Den er ikke biologisk. Desuden er den ikke social/kausal, men snarere individualistisk-filosofisk. Det følger af den meget individualistiske fortolkning af Aristoteles.

Så hovedeksponenten for det, som kaldes for ”det biologiske begreb”, er faktisk snarere filosofisk og individualistisk.

Men QW har ikke sans for dette. Konsekvensen er, at ”det biologiske” meget let til reduceres til en banal sundhedsvidenskabelig kausalitet, der medfører en ”offergørelse” af ”patienten”.

En anden konsekvens er, at vi får en total ødelæggelse af hele den aristoteliske inspiration, som i forvejen var noget skadet via Seligman. Opgøret med Knoop bliver til et opgør med hele den sociale og etiske tradition.

A2.

Så er der det fænomenologiske begreb om trivsel. Der er her tale om et ekstremt smalt begreb. Det skyldes, at der tages udgangspunkt i en Luhmannificeret fortolkning af fænomenologen Edmund Husserl (1859-1938). Resten af den enorme fænomenologiske tradition nævnes ikke.

Så først tager vi den mest individualiserede fænomenolog, og så teknificerer vi ham med en teknificeret Luhmann. Hvad får vi så? Så får vi en meget radikal og epistemologisk individualisme. Dermed fordobles det opgør med kulturelle og filosofiske forklaringer, som jeg omtalte under punkt 1.

Konsekvensen af denne vilde form for “fænomenologi” er, at mennesket reduceres til et iagttagelsessystem. Omverdenen bliver til den iagttagede omverden, og selvet bliver til det iagttagede selv.

Vi får et lukket og selvregulerende system, hvor iagttagelser af iagttagelser iagttager iagttagelser.

Vi er meget langt fra fænomenologi. Vi er snarere i nærheden af Ernst von Glasersfelds ”radikale konstruktivisme”, som da også inspirerede vores hjemlige systemteori og dermed skolereformen, kraftigt. Her var helten ikke Husserl, men G. Berkeley, som jo skabte solipsismen (væren er sansning).

Vi får en destruktion af “verden”. Alle er alene.

Qvortrup har da også siden 2008 været en kraftfuld støtte for skolereformens idegods, og som leder af DPU ville han nedlægge den pædagogiske filosofi.

B. Konsekvenser:

Konsekvensen er nu følgende:

Omverden er nu væk og omdannes i stedet til noget som QW kalder for ”ydre faktorer”, som kan hives ind og ud efter forgodtbefindende i et vildt metodisk raid. Så er der lige lidt ulighed, så er der lidt skærme, Og alt muligt nævnes eller nævnes ikke. Det er meget tilfældigt. Især Jonathan Haidts arbejde med “skærme” kritiseres på en ekstremt teknisk måde med dette metoderaid

Den vigtigste ydre faktor ifølge QW er en såkaldt ”trivselssemantik”, dvs. den måde, man taler om trivsel på. Denne semantik påvirker så de individuelle iagttagelsessystemer. Denne forklaring underkastes dog ingen metodiske krav.

Så begge trivselsbegreber reducerer filosofien:

Det biologiske begreb reducerer især Aristoteles, men også de mere omfattende kulturelle systemer, som mennesket indgår i, f.eks. konkurrencestat og identitetspolitik og senkapitalisme og så videre.

Og det fænomenologiske begreb reducerer fænomenologien til en form for lukket og subjektivt iagttagelsessystem, der er omgivet af ”ydre faktorer”.

Konsekvensen af denne rammesætning bliver efter min mening ensomhed.

Dette system får i sagens natur store konsekvenser for QWs forklaringsmuligheder. Og min helt store hypotese vil være, at deres ”fænomenologiske” iagttagelsessystem faktisk er en del af trivselsproblemet som sådan, fordi dette system udspringer af de samme filosofiske processer, som skabte den aktuelle uddannelsestænkning, som ligger til grund for skolereformen, og som dermed skabte den semantik, som QW er imod.

Deres begreber er faktisk en del af problemet. De er en del af “trivselssemantikken”.

Det er derfor, at QW i bogens afslutning taler om, at deres lille subjektive system skal ”lære at trives”. Det svarer jo til omkring 2011, hvor den luhmannianske kreds talte om ”at lære at lære” og om at går fra “undervisning til læring”. Og trivselsbegrebet fik dets gennembrud i netop disse år.

Konsekvensen bliver en form for didaktisering af trivslen. Man skal lære at trives. Men på den måde bliver deres bog jo en del af den trivselssemantik, som de kritiserer?

Til allersidst begynder QW pludselig at tale om en form for lykkelig forsamlings- og legetilstand, der minder om Jonathan Haidts mere realt fænomenologiske udgangspunkt. Disse beskrivelser står i total modsætning til det subjektivistiske iagttagelsessystem, som QW lige har fremlagt. Det er dybt selvmodsigende.

ps:

Jeg sidder og iagttager mig selv iagttage smagsindtrykkene på min tunge, mens jeg drikker iagttagelserne af en Guinness. Ved siden af mig sidder mine sanseindtryk af en ven, som også iagttager sin egen iagttagelse.

Det er skolereformens filosofi, både som “læring” og som “trivsel”.

Frembringer dette ikke mistrivsel?

Reference:

Lars Qvortrups og Karen Wistoft: ”Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse”, Dafolo, 2024.

 

23. Den 30. september: Fogh Rasmussens værdikamp

Jeg har arbejdet videre med min kritik af VK-regeringerne i 00’erne. Man kan læse den samlede analyse i nedenstående indlæg i mediet Kontrast.

Sagen er, at Anders Fogh Rasmussen – under dække af en spektakulær “værdikamp” på identitetspolitikkens område – med enorm effektivitet gennemførte sin egentlige værdikamp, nemlig økonomernes sejr over pædagogerne.

De gamle værdier blev omdannet til økonomisk teknik, mens de nye værdier førte landet ud i en grænseløs krigstilstand.

Og denne elendighed blev endda gennemført med en dobbelt identitetspolitisk reference til både modstandsbevægelse og samarbejdspolitikere under krigen. Holdninger, som begge byggede på rige europæiske og nationale strømninger, dvs. på pædagogikkens paladser.

Så Fogh Rasmussen smadrede fundamentet for sit eget identitetspolitiske argument. Herfra kunne han gennemføre sit opgør med pædagogikken.

Det siger noget om tingenes tilstand, at Esben Schjørrings bog og Michael Jannerups ellers spændende bog “Værdikæmperne – slaget om danskernes sjæl – VK-regeringerne 2001-11” næsten kun omtaler den identitetspolitiske værdikamp, mens den egentlige værdikamp går i glemmebogen. Først til sidst omtales konkurrencestatens indtog, som alene forbindes med Lars Løkkes efterfølgende regeringsperiode.

https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/danmarks-vaerste-statsminister

 

24. Den 30. september: Taberens logik

I forbindelse med skolereformen i 2013-014 omdannede man ”respekt for professionel viden og praksis” til et såkaldt “operativt måltal”, nemlig at børn skulle score bedre på trivselsmålinger.

Det var den slags, man kaldte for en ”revolution”. En “læringsrevolution”.

Nå, men efterfølgende fik man så eleverne til at svare ind i nogle statslige datamater, og ud sprang det ene tal efter det andet. Det kaldte man for “trivsel” og “kvalitet”. Meget mærkeligt.

I 2015 var det generelle trivselstal på 3,8. Det var altså dette tal, som man ville sætte alt ind på at ændre. En kæmpekrise må man forstå! Vi fik ti år med megafokus, kvalitetsstyring, evalueringer og kriseretorik, mens man gjorde op med “respekten for professionel viden og praksis”.

Nå, men nu er tallet så blevet “endnu værre”, nemlig blot 3,6. At tænke sig!

Man skulle derfor tro, at de gamle skolereform-fans blev endnu mere bekymrede?

Eller måske endda skiftede mening ift. datamat-og målstyringsmetoden?

Men næ nej, nu er det med trivslen skam pludselig slet ikke så galt. Det kan man læse i Lars Qvortrups bog om emnet. Og Qvortrup var jo blandt de læringsrevolutionære stormtropper.

Så nu er det hele pludselig lidt til pytkassen. Selvom det altså er værre end dengang, der var mega-krise?

Men hvorfor var det så overhovedet et problem i 2015? Jeg er helt forvirret.

Og det samme kan man spørge om ift. de andre ”operative måltal”, f.eks. de store nationale testsystemer og pisalister og så videre. Her går det også tilbage, selvom man gik amok med “metoder”.

Det hele er havnet sådan lidt i 0,00 med tendens til minus.

Så alt siden omkring 2006 har været spild af penge. Selvom Qvortrup og DPU og alle de andre var ellevilde?

Så først gik man ”fra undervisning til læring”. Så blev der kæmpekrise. Så gik man amok med strukturløsninger, og så blev alting blot tiltagende værre på de målesystemer, man jo selv havde indført? Men nu er krisen så alligevel væk, selvom den er blevet værre?

Fascinerende logik.

Det er taberens logik. Men desværre er det også vinderens logik.

 

25. Den 1. oktober: Asser Amdisen om dannelse

Asser Amdisen er historiker og direktør for den enestående pædagogiske praksis, Skoleskibet Georg Stage.

I sin aktuelle kommentar i Altinget kritiserer han regeringen for at bruge konkurrencestatens begreber til at omskrive og ødelægge pædagogik og dannelse, herunder den almene interesse for historie og litteratur.

Det myldrer med interessante betragtninger, så jeg vil foreslå, at man bare læser indlægget.

Georg Stage har – sammen med Grundtvigsk Forum – i flere år været genstand for en række stressende centralangreb fra finansloven, selvom dette skibs skoleskibspraksis er et af de fineste eksempler på syntesen af praksis, ånd og håndelag.

I år går konkurrencestatens grænseløshed så ud over gymnasiets kernefag. Amdisens fine indlæg kan derfor måske ses som en form for solidaritetserklæring.

https://www.facebook.com/asser.amdisen/posts/pfbid0XG1ZJ1WkbXkQC8Y3esPugaqhXVBdanujSCdVwrE9voSLZ5FE8DNuVCwGJeJaXGDtl

 

26. Den 2. oktober: Dannelsens pædagogiske og politiske nødvendighed

Jeg har skrevet en slags kampråb for dannelse til mediet Gymnasieskolen.

Emnet og hele sammenhængen er pludselig blevet ekstra relevant på grund af regeringens aktuelle angreb på gymnasiet/HF/universiteter.

En gymnasielærer, Alex G. Østergaard, har allerede lagt en skeptisk kommentar op på diskussionstråden, hvor han kritiserer det ene og det andet.

https://gymnasieskolen.dk/dannelsens-paedagogiske-og-politiske-noedvendighed/

 

27. Den 3. oktober: Strøtanke: Romerrigets deling og fald

Jeg letter lige på låget og lader tanken strømme i nogle usammenhængende formater, beklager meget.

(Jeg er muligvis påvirket af, at jeg har været til dannelsesmøde på Rønshoved Højskole om “Europafortællinger”. De årlige møder ved Flensborg Fjord sætter altid gang i en række myldrende spor af tanker, som ikke vil gå væk)

Her er den nærmest uredigerede strøm:

Mellemøsten er vant til store flotte riger, som har været dybt prægede af især græsk-romersk-kristent/jødiske/muslimske-persiske traditioner. Historien myldrer med liv og ånd. Det hele har haft enorm betydning.

Men nu er vi havnet i det aktuelle kaos, som er den foreløbige kulmination på opløsningen af Osmanniske rige i 1918. Den proces har ingen har lært noget af, og nu skyder alle på alle. Det er så sørgeligt.

Her er udviklingen af Mellemøstens politiske struktur i meget grove træk:

Persien/ Det Achæmenidiske rige (550-330 f.kr)

Makedonien (Alexander den store) (300-tallet f. kr.)

Seleukiderriget (300-100 f.kr)

Romerriget (ca. 100 f.kr – 395 e.kr)

Det østromerske rige/Byzans (395-1453)

Det osmanniske rige/Islam (1453-1918)

Fransk-britiske protektorater/Folkeforbundet/Nyt sekulariseret Tyrkiet/radikalisering af Islam (1918-)

FNs delingsplan/jødisk humanisme (1947)

Det aktuelle statskaos (1948 – ?)

På en måde er Mellemøsten en del af os selv, af den europæiske tradition. Vi har mistet hele det østromerske Byzans’ store kultursammenhæng til krigerisk polemik.

Måske skulle en eller anden kontakte Alexander den store, der jo havde Aristoteles som lærer? Hvad er Alexanders e-mail? måske Adstore@antikken.mcd?

Så kunne alle de aktuelle kaotiske politiske enheder forsamle sig i en kæmpestor bystat, med ledsagende Agora, Paideia og borgerdyd? Omgivet af smukke statuer. Kun med lidt FN-soldater på kanterne, som nulrer iranerne på næsen, så de kan finde deres virkelige rigdomme frem igen.

Måske kunne en gammel dansk gymnasielærer være konsulent? Nu bliver han jo snart arbejdsløs, fordi regeringen hader gamle kulturer og sprog, som vi er skabt af.

Man kunne kalde det hele for et slags østromersk-makedonsk-persisk EU? Dvs. ikke som vores EU, der består af et forfalds-vestromersk rige uden græsk-folkelig indflydelse, hvilket jo er lig med et grænseløst og autoritært bureaukrati. Long story, som man siger.

Nej, snarere som et nyt og civiliseret Byzans, et virkeligt rige uden våben, men med store biblioteker.

Så kunne vi, som jo egentlig bor nord for de vestromerske egne, måske helt undgå dette mærkelige Vest-EU? I stedet kunne vi få nationernes orkester, der samarbejder på kryds og tværs. Lidt i ånden fra 1989. Et græsk/folkeligt og decentraliseret Romerrige med gratis offentlig transport overalt.

Så får vi græsk frihed og romersk autoritet med pædagogikken som en opdragende og snublende organisme fra det dybeste mellemrum, “between past and future”. En kæmpestor åndelig syntese, som er en central del af Europa.

Eller vi kunne allesammen flytte til Libanon og snakke med de andre Sokratesser og disciple, mens vi drikker rødvin eller te, udveksler myter og beundrer alle de mange dragter, sanseindtryk og hårbeklædninger og brokker os helt vildt over alle forfaldsidentiteterne og deres bomber.

Tak for en dejlig weekend i Rønshoved.

 

28. Den 5. oktober: Pædagogikkens to verdener: Forsvar for de klassiske sprog

1000 fagpersoner har underskrevet et forsvar for de klassiske sprogfag på gymnasiet. Der er både gymnasielærere, humanister, teologer, læger, bankdirektører, bibliotekarer, forfattere og meget andet. Der er også en del udenlandske forskere. En særdeles bred skare. Den flotte protest står i Kr. Dagblad.

To vigtige grupper er derimod stort set ikke repræsenteret:

A.

Der er ingen signaturer fra de økonomiske og uddannelsespolitiske organisationer og tænketanke (undtagen Tænketanken Prospekt).

Hvor er DEA, EVA, CEPOS, DI, DA, DM, KL og alle de andre interesseorganisationer? Ja, selv GL er fraværende?

B.

Der er kun to signaturer fra DPU (en historiker og en tidligere fyringsvarslet filosof) og kun en enkelt fra professionshøjskolerne, så vidt jeg kan se.

KU er bedre repræsenteret end AU, og der er slet ingen fra AU’s nye og magtfulde kompetence-humaniora.

Så UC’erne og DPU og de nye universitetspædagoger er ikke glade for klassisk dannelse? Det er ikke nogen overraskelse.

Konklusion:

Måske har disse folk og organisationer ikke fået brevet tilsendt? I så fald kender de ikke nogen, som interesserer sig for sagen?

Det lyder mærkværdigt. En slags lukning i samfundet.

Denne struktur i underskrifterne bekræfter, at vi befinder os i det, som jeg kalder for ”pædagogikkens to verdener”.

(Der er også nogle lidt skæve signaturer, men dem må man selv finde)

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/1000-fagfolk-i-aabent-brev-til-regering-og-folketing-vi-risikerer-miste-os-selv-hvis-vi

 

29. Den 9. oktober: Artikel om dannelse

Årsskriftet Critique bringer i dag min refleksion over dannelsesbegrebets indhold og betydning, som jo har fået ekstra relevans i forbindelse med de aktuelle reformplaner.

Artiklen har tidligere været bragt som notat i regi af Tænketanken Prospekt.

Jeg er lidt vild med redaktørens valg af overskrift og med opsætningen i det hele taget.

https://aarsskriftet-critique.dk/2024/10/dannelsen-er-blevet-vores-tabte-verden/

 

30. Den 8. oktober: Regeringens gymnasieudspil, note 1

Regeringen er kommet med et nyt udspil om gymnasier og ungdomsuddannelser. Som jeg ser det, er udspillet en slags materialisering af en konkurrencestatslig løgn:

A. Løgnen

Titlen på udspillet er “Forberedt på fremtiden V – flere i gymnasiet”.

Men det passer ikke. Der kommer ikke “flere i gymnasiet”. Der kommer derimod færre.

I stedet for et indskrænket gymnasium laver man nemlig en helt ny ungdomsuddannelse, EPX, som overhovedet ikke er et gymnasium, men som man uden videre bare kalder et gymnasium.

Grunden til, at det ikke er et gymnasium, er, at EUX ikke lever op til eller beskrives i regi af gymnasiets dannelsestradition.

Man får jo heller ikke flere unge i erhvervsuddannelserne ved at kalde Instagram for en erhvervsuddannelse.

Konsekvensen er, at regeringen får “flere” i sit alternative ikke-gymnasium, mens der bliver færre i selve gymnasiet.

Kort sagt: Præmissen for udspillet er løgn.

B. Konkurrencestaten

Så vidt jeg kan se, er der kun en eneste regulær reference i udspillet, og det er til Reformkommissionen, hvis arbejde er 100% domineret af den økonomitænkning, som har ødelagt landets uddannelsesinstitutioner siden 2006.

Der foreligger mig bekendt heller ikke noget udvalgsarbejde fra fagpersoner? Og der er heller ingen reference til gymnasiets tekster og traditioner.

Udspillets begrundelsessammenhæng udgøres altså af Reformkommissionen + glemsomhed + nogle platte “faktaark”.

Så økonomerne er pædagogiske eksperter. De er “smagsdommerne” efter opgøret med smagsdommerne. Vi er i 00’ernes politiske horisont.

Det er ren konkurrencestatslogik, og det er under lavmålet.

Men jeg må da have overset noget?

C. Konklusion

Disse to grundlæggende problemer lover ikke godt for de videre studier i forslagets indhold eller for den praksis, som bliver resultatet.

https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/okt/241008-stort-set-alle-unge-skal-have-adgang-til-gymnasiet

 

31. Den 10. oktober: Tesfayes kreativitet, note 2

Undervisningsministeren har udvidet begrebet ”gymnasium” til at dække stort set alle ungdomsuddannelser. Pludselig kan han derfor erklære, at der nu kommer ”flere i gymnasiet”, selvom det modsatte vil ske.

Hvilken løgn.

Her er et par forslag i samme ånd. Lad os kalde børnehaven for folkeskolen. Så er der pludselig flere skolebørn. Eller lad os kalde biler for sporvogne. Så er gaderne fyldt med hyggelige sporvogne.

Man kan bare kalde alt muligt for alt muligt. Det er en slags socialkonstruktivisme.

Og nu siger Tesfaye så, at man skam ikke får mere karakterræs i folkeskolen, selvom man hæver karakterkravet til gymnasiet fra 5 til 6.

Grunden til, at han kan sige det, er jo alene fordi, at han har udvidet begrebet ”gymnasium” til at dække 2-årige ungdomsuddannelser, hvor man bl.a. kan lærer at lave ”some-kanaler til pop up-butikker”, som der står i ministeriets materiale.

Så gymnasiet er en opvaskemaskine, som er en flise, som er en købmand.

Hele systemet kan så samles i en stor Lars Løkke-agtig “velfærds”-organisation, hvor der også er et fitnesscenter.

https://gymnasieskolen.dk/articles/mattias-tesfaye-paa-trods-af-hoejere-adgangskrav-karakterraeset-bliver-mindre/

 

32. Den 10. oktober: Det nye gymnasium, note 3

Jeg kan forstå, at man nu kan kalde alle ting for et “gymnasium”:

Jeg var lige nede i gymnasiet for at købe to liter mælk og nogle æg.

Henne i hjørnet stod der noget græsk yoghurt, men det var for gammelt.

Det hele kostede 45 kroner. Jeg havde kun en 50’er, så gymnasiedamen gav mig 5 kroner tilbage efter lidt rod med hovedregningen.

På vej ud blinkede en lampe, mens en stemme flere gange gentog:

“Tillykke med din nye praksisnære dannelse, men husk dit visa-kort næste gang”.

Ja ja, hr. samfundsfagslærer!

Måske skulle jeg have gået i realskolen? Der kunne jeg have øvet mig lidt, f.eks. i at købe en skjorte med moderne betalingsmidler?

Til sidst tog jeg et direkte offentligt universitet, nr. 1A, hjem til mig selv. Jeg har lige lavet et spejlæg. Det er dannelse, siger ministeren.

 

33. Den 11. oktober: 10. klasse, note 4

Regeringen vil fjerne 10. klasse. Der er ingen reel begrundelse eller ekspertarbejde. Det er bare ud af det blå.

Jeg har samlet følgende tre begrundelses-brokker op rundt omkring:

  1. Man siger, at pengene skal bruges til den nye EPX. Latterlig begrundelse i en situation, hvor milliarderne flyder.
  2. Man siger, at eleverne skal ”afklare” deres fremtid på EPX i stedet. Men det kan ikke passe, for allerede på 1. års EPX har man lagt et specifikt erhvervsspor, som jo forudsætter “afklaring”.

Og der foregår vel at mærke alt muligt andet i en god 10. klasse, som derfor overhovedet ikke kan reduceres til “afklaring”!

Den reelle begrundelse, der – så vidt jeg kan se – ikke er nævnt i reformmaterialet, stammer snarere fra Reformkommissionens tankegang, som jo er det aktuelle udspils eneste ludfattige reference.

Og realbegrundelsen er: Arbejdsudbud og konkurrenceevne.

Man skærer simpelthen uden videre et helt år af de unges uddannelsesmuligheder, fordi de skal jages ud på konkurrencestatens arbejdsmarked.

(og eftersom en del gymnasieelever jo nu skal på det erhvervsrettede anti-gymnasium, EPX, som kan gennemføres på to år, så skæres der faktisk endnu et år.)

Så regeringen ødelægger med en plat håndevending et velfungerende skoletilbud, som er opbygget over årtier. Og ødelæggelsen har udelukkende rod i nogle åndsforladte nationaløkonomers planøkonomiske ideologi.

Det er her værd at huske på, at Reformkommissionen har en ideologi og sammensætning, der er stærkt overlappende i forhold til 00’ernes globaliseringsråd, skoleråd og lignende.

Vi er med andre ord i 2013-skolereformens tekniske verden; det vil sige i en velfærdsstat, der har omdannet al kultur og pædagogik til økonomisk optimering. Kort sagt: Velfærdsstatens opløsning.

(ps. Det ser ud til, at efterskolerne bevarer deres 10. klasser, dog uden prøver. Men jeg kan have overset noget med småt)

 

34. Den 12. oktober: HF, note 5

Regeringen er i gang med den helt store massakre på samfundets uddannelsesinstitutioner og begreber. Jeg har tidligere gennemgået gymnasiebegrebets og 10.klasses skæbne. Men der er mere.

Regeringen vil nemlig også nedlægge HF, dvs. voksne menneskers mulighed for at møde europæisk kultur og videnskab og tage en eksamen i disse emner.

HF skal indoptages i det nye erhvervsrettede EPX, får vi at vide, og enkeltfagsresterne flyder ud i resten af det nye golde landskab, især på de omdefinerede ”gymnasier”.

Der er ingen begrundelse. Ingen analyse, og ingen refleksion. Væk med det hele.

Men hvad er HF? Er det bare et teknisk emne? Ligesom hvorvidt det lokale busstoppested skal ligge ved Nørreport eller Østbanetorvet?

På ingen måde.

HF kom til verden i 1967 under undervisningsminister KB Andersen. Ministeren havde selv været lærer på Hal Kochs højskole i Krogerup og forstander for Arbejderhøjskolen i Roskilde. Han havde også været chef i Danmarks Radios nye og ekspanderende kulturorganisation. Han var barn af den efterkrigstidshumanisme, der prægede ikke mindst Socialdemokratiet i de år.

HF var et sted for de voksne og jævnt uddannede menneskers mulighed for at få kundskaber og personlig udvikling på et højt niveau. En slags syntese mellem arbejderoplysning og gymnasiets nyhumanisme. Alle arbejdere og borgere skulle have glæde af at tage en eksamen i kultur og videnskab og muligheder for ”videre studier”, som det hed i nogle senere love.

HF var et pædagogisk filosofisk projekt i den klassiske velfærdsstats uddannelsespolitiske ånd, hvor kulturel frihed gik hånd i hånd med planlægningskunst.

I starten stod der i loven, at HF også kunne forberede til at blive folkeskolelærer, dvs. til at indgå i undervisningens kunst. Ja, HF-loven var faktisk en del af samme reformkompleks som ændringen af læreruddannelsen i 1966, der hvilede på et stort udvalgsarbejde.

Læreruddannelsen blev reformeret både i 1954 og 1966 efter de humanistiske og pædagogiske principper, der prægede tiden, og den første HF-lov var altså en integreret del af 1966-loven.

Læreruddannelsesloven fra 1966, som altså var en strukturel og didaktisk korrektion af 1954-loven, holdt sig faktisk kørende – til sidst med hiv og sving – helt frem til 2013, hvor de nye tider tog over, som nu også rammer HF.

Så HF var en smuk ide. De andre partier var da også begejstrede for KB Andersens forslag.

Her er formålet for den læreruddannelse fra 1966, som HF altså var relateret til:

“Uddannelsen skal give den faglige og pædagogiske indsigt og praktiske skoling, der er nødvendig til varetagelse af lærergerningen, og skal tilstræbe at fremme de studerendes personlige udvikling.”

Og som sagt: Allerede i 1967 lagde man op til at det nye HF også skulle forberede mere bredt, altså ikke kun til læreruddannelsen. Siden faldt den specifikke henvisning til læreruddannelsen bort, men ånden bestod.

Men nu skal det hele væk. Det skal integreres i HF’s modsætning. Dvs. i uddannelsestilbud for ultraunge 16-17 årige med linjer som ”håndværk og teknik” mv..

Væk er den voksne, væk er dannelsen og væk er både arbejderoplysning og gymnasiefagenes nyhumanisme.

Før skulle arbejderen og bonden tages ud af ”håndværk og teknik”. Han skulle i to år have almen indsigt, medborgerskab og studiemuligheder, så han evt. kunne vende tilbage igen, men i fuld frihed og med fuld social og personlig udviklingstrang.

Men nu skal han tvinges ned i det modsatte, nemlig i erhvervsrelevans og produktivitet.

Med et pennestrøg. Som en bulldozer.

Men der må da være nogle udvalg eller nogle kommissioner, hvor der sidder folk med kendskab til området, der har undersøgt disse emner?

Jeg kan ikke finde noget.

Udover en eneste altomfattende hersker-reference: Reformkommissionens rapporter, som også har produceret de nye universitetsreformer mm.. Og faktisk lægger Reformkommissionen ikke op til at gå helt så vidt som regeringen.

Reformkommissionen foreslår også, at der etableres et “ekspertudvalg”, får man griber til handling. Men jeg har ikke hørt om et sådant udvalg?

Så ideen fødes i en blanding af Reformkommission og politisk naivitet, helt uden historisk og pædagogisk omtanke eller omsorg, men alene ud fra planøkonomiske hensyn.

Og Reformkommissionens sammensætning og logikker er en direkte forlængelse af 00’ernes opgør med velfærdsstatens synteser og proportioner. Et opgør, som Lars Løkke i høj grad bidrog til. Fra 2011 kom også socialdemokraterne med.

Det var også denne logik, der ødelagde læreruddannelsen og folkeskolen i 2013, og som omdannede landets pædagogiske forskning til en underafdeling i konkurrencestatens grænseløse koncern.

 

35. Den 12. oktober: Den nye kommunisme, note 6

A. Reformkommissionen:

På nedenstående link kan man se de syv personer, som staten har udpeget til at vide alt om uddannelse her i Danmark.

De er medlemmer af Reformkommissionen, som siden efteråret 2020 – dvs. midt i nedlukningen – har fået enerådende begrebslig magt over uddannelsessystemet.

Reformkommissionen har enorm indflydelse på landets institutioner, både skoler, ungdomsuddannelser, professionsuddannelser og universiteter.

Den ved alt. Senest eksemplificeret ved de aktuelle initiativer om ungdoms- og professionsuddannelser, hvis eneste reference er Reformkommissionen. Sidste år gik det ud over skolen og universiteterne.

Medlemmerne er alle sammen økonomer eller har teknisk baggrund. Kun en enkelt person er uddannet lærer, men han var en særdeles indflydelsesrig tilhænger af skolereformens mest instrumentelle sider.

Der er ingen referencer til institutionernes historie, filosofi, videnskab eller praksis. Ingen før Reformkommissionen har lader til at have tænkt over pædagogik og uddannelse.

B. De nye smagsdommere:

Denne planøkonomiske realitet startede for alvor med de store rådsdannelser i midten af 00’erne, især Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet. Udviklingen blev støttet af en pædagogisk forskning i dybt fald. I dag er alle former for pædagogisk forskning faktisk ude af systemet.

Og flere af de aktuelle medlemmer af Reformkommissionen var faktisk også med dengang i 00’erne.

Anders Fogh Rasmussen ville af med “smagsdommerne”, som han kaldte det. I stedet udpegende han planøkonomerne.

Fogh havde ellers skrevet en hyldest til liberalismen, men i stedet skabte han en ny og altomfattende kommunisme.

C. Besættelsen og efterkrigstiden:

Sidst denne planøkonomiske totalitarisme for alvor var på dagsordenen var under besættelsen, hvor en række af de socialdemokratiske planøkonomer var dybt fascineret af Hitlers systemer. Det kan man læse om i Arne Hardis’ bog ”Pibende hængsler”.

Jens Otto Kragh, som selv var økonom, sprang fra gruppen i sidste øjeblik. Formentlig blev han reddet af den stærke kulturstrømning – bl.a. i Socialdemokratiet – der havde rødder i 1930’erne og længere tilbage, og som blev toneangivende efter krigen.

Kulturlivet – og faktisk også universiteterne – var i de efterfølgende årtier organiseret under undervisningsministeriet, og dermed kunne pædagogik, kultur og videnskab holde økonomerne i skak, så de kunne være nyttige.

I 1961 fik kulturen sit eget ministerium. Og i 2003 tabte undervisningsministeriet også universiteterne. Hermed lå alting splintret.

Herfra kunne de nye planøkonomer tage over, men nu helt uden velfærdsstatens kultur- og kundskabssammenhæng.

Først – i 2003 – gik det ud over universiteterne, og siden fulgte alle de andre institutioner. Og i dag er Reformkommissionen som sagt den helt enerådende herskerreference.

I dag er Socialdemokratiet og mange andre partier 100% determineret af denne logik. Det er en tragedie.

Jeg bliver helt bange for det, jeg sidder og skriver.

 

36. Den 13. oktober: Folkeskolen, note 7

Regeringens udspil handler jo mest om ungdomsuddannelserne. Folkeskolen og dens forbindelse til Reformkommissionen blev jo afhandlet i foråret. Men der er alligevel – udover 10. klasse, som jeg tidligere har omtalt – nogle konkrete effekter ned i grundskolen:

Tilstand:

Regeringen vil hæve karakterkravet til gymnasiet fra 5 til 6 og samtidig fjerne muligheden for 10. klasse. Karakterkravet på 5 kom ind i 2016. Før det var det kun 4 og tidligere endnu var der mig bekendt inden egentlige karakterkrav.

Den teknokratiske og nidkære uddannelsesparathedsvurdering, som siden 2010 har reddet systemet som en ond ånd, er nu væk, men der er stadig et solidt kommunalt vejledningstryk på de små sjæle, som ellers blot burde nyde skolen, kammeraterne, lærerne og fagene. På den måde kan tingene og fremtidsønskerne komme lidt af sig selv.

Det ene med det andet, som man siger: Med kombinationen af en nedlæggelse af 10. klasse og af øgede karakterkrav samt en effektiv vejledningssystematik, sættes et betydeligt psykologisk pres på børn, lærere og forældre allerede fra 6. klasse, altså de facto fra barnets 12. år.

Det er efter min mening godt med eksaminer i folkeskolen, hvor eleverne fortæller deres lærer, hvad de har lavet og lært i årets løb, men det er ikke godt med prøver og formalia, som afgør den videre færd i uddannelsessystemet, og som alene er formuleret med den videre uddannelse som præmis.

Fortolkning:

De aktuelle forslag et udtryk for et forstærket brud i det dige mellem skole og gymnasium, som ligger i disse institutioners grundlæggende filosofi. Det er som om, at konkurrencestatens uddannelsesbegreb fosser ned i folkeskolen og samtidig truer gymnasiets essens. Både “det folkelige” og “almendannelsen” får problemer.

Her kan man erindre sig Den Store Skolekommissions fine ord fra 1923, som skabte den moderne folkeskole. Der sad ingen økonomer, men massevis af højskolefolk, reformpædagoger og undervisere. Kommissionen lægger vægt på skolens egenart i forhold til ”eksamensskolen”, jvf. følgende smukke sætning:

”Folkeskolens opgave skal være at bibringe den danske ungdom en god opdragelse med den kundskabsfylde og åndelige udvikling, som må anses fornøden til, at den kan udfylde sin plads i livet, og målet for denne undervisning må sættes efter folkeskolens eget tarv uden hensyn til, hvad der vil behøves for at skabe en forbindelse mellem folkeskolen og eksamensskolen, således at det ikke skal være eksamensskolens krav, der skal være normgivende for, hvad folkeskolen skal nå.”

De aktuelle problemer skyldes, at man i 2006 fik indført, at folkeskole og gymnasium skulle ”forberede til videre uddannelse”. Dermed etableredes det endelige brud med ånden fra 1923. Det var en kæmpe fejl, især fordi begrebet ”uddannelse” jo omkring 2006 gik i opløsning og kom til at handle om økonomisk optimering.

Folkeskolen blev dermed i 2006 omdannet til en slags forfaldsversion af ”uddannelse”. En proces, der som antydet kulminerede med uddannelsesparathedsvurderingerne og folkeskolereformen omkring 2013.

Det er denne systematik, som nu forstærkes.

Bag skolelovene 2006-13 stod en række af de samme økonomer, der i dag er med i Reformkommissionen, som åbenbart er samfundets filosoffer. Der er i alle disse sammenhænge total mangel på forståelse både for ”skolen” og for ”gymnasiet”.

 

37. Den 15. oktober: EPX, note 8

Der skal oprettes en ny ungdomsuddannelse, den såkaldte EPX.

Som jeg ser det, er tale om en slags forberedende erhvervsuddannelse. Allerede på første år vælger den 15-årige erhvervslinje, ”handel og kontor”, ”håndværk og teknik” eller ”velfærd og sikkerhed”. Og stort set hele skemaet – selv de få almene fag – knyttes til erhvervs- og arbejdsmarkedsorienterede emner.

Men det er kun, som ”jeg ser det”, for der er intet fagligt arbejde bag forslaget. Det hele bygger bare på en masse løsrevne faktabrokker, lidt eksempler på nogle ugeskemaer, nogle anonyme elev-udtalelser og noget planøkonomisk hærgen.

Ministeren siger, at de unge i hans nye system bedre kan tænke over deres kommende erhvervsvalg, men det valg tager de jo allerede ved specialiseringen det første år? Så han forstærker på en måde det problem, han vil løse.

Og denne forstærkning siver jo ned i folkeskolen og faktisk også op i de videre uddannelser.

Her vil et flot 10.klasses- og HF-system med mere åbne praksisser, som har rødder i den pædagogiske tradition – nemlig folkeskole, nyhumanisme og arbejderoplysning – være langt bedre. Her kan de unge stille og roligt pleje, finde og udvikle deres interesser.

Det er muligvis rigtigt, at eleverne på erhvervsuddannelserne har et kedeligt socialt liv, som ministeren siger. Men så gør da noget ved det i stedet for at ødelægge både gymnasiebegrebet, HF, folkeskolen og 10. klasse og lade nogle økonomer dirigerer det hele ud fra samme ånds- og historieforladte logik som de mange reformer af universitets- og professionsuddannelser.

EPX handler reelt set om en korrektion af erhvervsuddannelserne og disses grundlag, og denne ”korrektion” forsøger man så at brede ud over hele uddannelsessystemet, så selv universitetets kandidatuddannelser skal forkortes og erhvervsrettes.

På en måde bliver alt til EPX?

 

38. Den 19. oktober: Antifilosofien

I sommeren 2022 blev forskergruppen ved pædagogisk filosofi på DPU enige om at skrive en bog om fagets og uddannelsens nationale historik.

Bogen skulle udkomme i 2025, hvilket ville være 25 års jubilæum for både faget og DPU’s eksistens. Der var masser af kraft og iderigdom i planerne.

Vi blev enige om, at jeg skulle stå for den videre proces, og jeg var fyldt med ideer. Pædagogisk filosofi har haft stor indflydelse på dansk pædagogik, ikke mindst via fagets første institutledere, Peter Kemp og Ove Korsgaard, som arbejdede under DPU’s rektor, idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt. Men også mange andre personer har været fagligt og politisk aktive over et særdeles bredt fagligt felt.

Faget udgjorde en slags konstant kritisk påmindelse under 00’ernes økonomificerende pres.

Korsgaard nåede lige at ansætte lektor Asger Sørensen og undertegnede i 2008, før DPU blev fusioneret under Aarhus Universitet, som var i gang med at blive et ”global university”, hvilket er det modsatte af et universitet. Jeg har beskrevet det i bogen “Universitetet og dets fjender”.

Lars Qvortrup blev dekan for DPU i 2008, og han og hans systemteoretiske venner foranstaltede hurtigt det ene angreb efter det andet på de stakkels filosoffer. Skiftende afdelingsledere administrerede forfaldet.

I dag er Qvortrups elev, Claus Holm, leder af DPU. Efter Holms kommando har faget i dag ikke engang sin egen afdeling, og det udbydes nu kun i København.

Kort sagt: Holm har implementeret Qvortrups antifilosofiske vision, som selv blev forstærket af det globale universitets processer.

Med Holm som leder må man forvente, at faget ophører med at eksistere om få år. Pædagogikken – og dermed samfundet – mister sin filosofiske essens.

Imens bestemmer Reformkommissionen over samfundets begreber.

Reformkommission, AU og DPU er lavet ud af samme substans. Det er derfor, at AU/DPU ikke kan fremføre nogen effektiv kritik af den aktuelle universitetspolitik. Hver gang man forsøger sig, så forstærker man på en måde Reformkommissionens diskurs og logik.

Man bør skifte hele denne universitetsfjendtlige ledelse af AU og DPU ud. Gerne ledsaget af en lov, der tager universitetets formål seriøst. Forfra tak! Lad os få lidt liv!

Men tilbage til emnet:

Vi kom aldrig i gang med det fine bogprojekt. Få måneder efter initiativet fyrede Holm og ARTS mig på gråt papir, fordi jeg ikke havde de rigtige meninger, og flere forskere gik på pension i forbindelse med afskedigelserne. Og ligesom i de foregående år, var der i sidste års store ansættelsesrunde ikke plads til en eneste filosof. Til sidst sidder der kun nogle efterlønnere tilbage og græder lidt, mens de fortæller om John Dewey.

Så nu bliver bogen formentlig ikke til noget, selvom jeg jo kan tage fejl. Der bliver formentlig ingen erindring om dette skønne fags historie og indhold.

 

39. Den 19. oktober: En mærkelig drøm

Jeg havde en meget mærkelig drøm i nat. Jeg drømte, at de nordvesteuropæiske lande blev dannet i 1948 i kølvandet på resterne af det vestlige Romerriges endelige opløsning. Af kringlede veje havde det i drømmen udløst følgende aktuelle situation:

Tre af vores nabolande, Sverige, England og Tyskland, er præget af dybt antihumanistiske og teokratiske diktaturer. Kun Sverige er formelt set stadig en demokratisk stat, men reelt set er landet overtaget af den teokratiske stat i staten. Lidt som i Libanon.

Hverken Sverige, England og Tyskland anerkender Danmarks eksistens. De ser ønsker landet fjernet fra landkortet.

Det tyske diktatur sender bomber og soldater til Roskilde, hvor de hærger og dræber over 1000 festivalgæster. Snart følger Sverige og England trop med bombardementer i København og i Sønderjylland. Der tages også gidsler.

Både Sverige, England og Tyskland er styret fra det iranske præstestyre, der har gode forbindelser til Kina og Rusland, som begge er kommet sig efter afslutningen på den kolde krig.

På et tidspunkt sender Iran uden videre endda bomber ind over Jylland og Fyn. Men det påtales ikke af FN. Meget mærkeligt.

I drømmen virkede det som om, at præstestyret havde forstærket dets magt, efter at USA havde trukket deres tropper ud af Afghanistan for et par år siden.

Alle rester af det vestromerske rige var væk, dvs. at EU er væk, og de gamle europæiske rest-demokratier trækker sig i afmagt.

Det eneste fælles er Google og betalingskort. Verden har flyttet sig ind i en stor skærm, hvor AI-systemer og kaotiske medier eskalerer krigen, så den virker ustoppelig.

I drømmen kom der militær støtte fra resterne af NATO, dvs. fra USA. Danmark og USA svarer igen på diktaturernes angreb, men gidslerne udleveres ikke. Danmarks eksistensberettigelse afvises fortsat, og den teokratiske og antidemokratiske koalition bliver mere og mere markant.

Pludselig lyder et brag, og huset ryster. Drømmen er slut.

Hvis jeg nu var tysker, som blev styret af et teokratisk diktatur, ville jeg så ikke være glad for, at Danmark og USA ville hjælpe mig af med det? Det vil jo svare lidt til situationen under 2. verdenskrig?

Men ok, det var en tanke, jeg fik, efter at jeg var vågnet, badet i sved.

En evt. fred kræver nok en grundlæggende kærlighed til og interesse for det andet folk. Verden savner en ”schole”, hvor danskere, tyskere, svenskere og englændere kan fordybe sig i hinandens kultur og folkedanse, alene vejledt af åndsfrihedens credo: Hvem er Du?

En slags Nynordisk skole, som de gamle højskolefolk talte om.

Herfra åbner Du’ets dybder sig: Den Anden, som de europæiske humanister, som ofte var af jødisk slægt, kaldte det. Og pludselig kommer også jeg selv til syne. Det var de forenede nationers ide. Jeg håber, at jeg drømmer om det i nat.

Løsningen er pædagogik. Så simpelt og urealistisk.

 

40. Den 20. oktober: Reform af professionsuddannelser, note 1: Nye masteruddannelser

Det er ikke kun ungdomsuddannelserne, som er i reformkikkerten. Også professionsuddannelserne er i spil. Det hele er en del af samme reformkompleks ”Forberedt til fremtiden 1-6”, som også omfatter folkeskolen og universiteter, og som er rammesat af Reformkommissionens ideologi.

Så lad os se på professionsuddannelserne.

I denne første note vil jeg omtale et meget kontroversielt skridt, nemlig etableringen af en række masteruddannelser ved professionshøjskolerne.

Der udbydes omkring seks nye masteruddannelser, herunder en master i pædagogisk psykologi, der er den eneste, som nævnes eksplicit. Uddannelserne er uden deltagerbetaling, som jeg har forstået det, og med fuld SU.

Og nu kommer så det kontroversielle. De nye masteruddannelser skal nemlig udbydes af professionshøjskolerne og ikke af DPU. Der lægges endda op til, at DPU’s uddannelser beskæres.

Der sker i følgende citat:

”Regeringen lægger op til, at professionsbachelorer fortsat skal have adgang til kandidatuddannelser på universitetet. De nye muligheder for en mere praksisrettet overbygningsuddannelse forventes imidlertid at betyde, at en del af professionsbachelorerne vil vælge disse videreuddannelsesmuligheder frem for en række kandidatuddannelser. Der gennemføres på den baggrund en dimensionering af et mindre antal pladser på nogle af de nuværende kandidatuddannelser, der særligt er målrettet personer med en professionsbacheloruddannelse.”

I 2013 fik professionshøjskolerne forskningsret, og nu får de altså også ret til at udbyde universitetsuddannelser. Spørgsmålet er, hvordan denne beskæring/dimensionering stiller DPU?

I materialet er der også en meget mærkelig sætning, hvor der tages indholdsmæssig stilling til forskellen mellem DPUs og professionshøjskolernes uddannelser:

”Professionsmasteruddannelserne skal udbydes af professionshøjskolerne og indplaceres på samme niveau som universiteternes kandidatuddannelser, men med en praksisnær profil. Uddannelserne vil adskille sig fra de nuværende kandidatuddannelser på universiteterne ved at fokusere på løsning af komplekse opgaver inden for velfærdsprofessionerne.”

Så man vil lave en “praksisnær” masteruddannelser, hvor der ”løses komplekse opgaver”? Hvad mon det er? Og skal man ikke ”udforske” eller ”undersøge” eller ”kritisere” disse ”opgaver”? og skal man ikke være “praksisfjern” en gang imellem? Det lover ikke godt for den uddannelsesmæssige og videnskabelige kvalitet.

Disse formuleringer er et tegn på regeringens manglende sans for professionernes formål og historie.

Men på en måde gør disse problematiske formuleringer livet endnu sværere for DPU, som jo selv har slået sig op på erhvervsrelevans.

Og regeringens planer understøttes endda af de nye universitetsreformer, som også erhvervsretter de beskårede kandidatuddannelser, og som muligvis ender med at halvere DPU’s uddannelser, så de bliver ligeså korte som en masteruddannelse.

Tilbage til DPU bliver så noget om pisalister og den slags, for filosofi og pædagogiske formål er ved at være fremmedord på DPU.

Så først ødelægger man universitetet, hvilket sker med universitetets fulde opbakning, og derefter opretter man et spejl af det ødelagte universitet i professionshøjskolen, hvilket oven i købet overflødiggør universitetets forfaldsform.

Regeringens udspil indeholder er en mulig åbning, som jeg dog ikke selv tror på. I materialet står der nemlig, at man vil gå fra målstyring til “formålsstyring” af professionsuddannelserne.

Dette udtryk, “formålsstyring” har rødder i pædagogiske og DPU-kritiske kredse fra Riisagers tid. Udtrykket optræder helt ensomt, men hvis det passer, at det skal have en så fremtrædende plads, så bør man jo oprette en masteruddannelse i professionernes formål. Men i så fald får udtryk som “praksisnær” og “løsning af komplekse opgaver” en helt anden betydning, end der lægges op til i resten af regeringens materiale.

Samlet udspil (ovenstående citater er hentet fra det såkaldte “faktaark: reform af professionsuddannelser”): https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2024/ny-reform-skal-fa-flere-til-at-vaelge-en-professions-eller-erhvervsrettet-videregaende-uddannelse

 

41. Den 21. oktober: Reform af professionsuddannelser, note 2: Fest på professionshøjskolerne

I går fortalte jeg om regeringens planer om at oprette en række nye masteruddannelser, som skal udbydes af professionshøjskolerne. Disse uddannelser er endda gratis og med SU. Jeg reflekterede også lidt over de afledte konsekvenser for især DPU.

Men der lægges op til en yderligere fest på professionshøjskolerne, selvom festen på en måde er skjult som en nedskæring.

Det handler om følgende:

A. Først nedskæringen:

Professionsuddannelserne beskæres med 15 ECTS-point, dvs. ca. 3 måneder.

I oplægget foreslår man, at man dropper ”ikke anvendelsesorienterede elementer som videnskabsteori, i det omfang det er relevant”. Hvor simpelt og banalt kan det blive! Man vil også beskære specialet og gøre det mere erhvervsrettet. Det er ikke kønt.

B. Dernæst festen

Men nu kommer så den vilde fest. Den handler om, at færdige professionsbachelorer allerede to år efter deres grad får fri adgang til en lang række videreuddannelsesmoduler, endda inklusive SU. Og man kan tage så mange moduler og uddannelser man vil!

Dette smukke tilbud gælder dog kun en række moduler, som tilrettelægges sammen med kommuner og regioner med udgangspunkt i ”aftagernes behov”, som det lidt faretruende hedder.

Andre videreuddannelsesmoduler følger de eksisterende regler.

Der bliver fest på professionshøjskolerne, som nu kan udbyde både professionsmaster og fri videreuddannelse, helt gratis for de studerende og med SU.

Desværre er det hele ført i et stærkt antihumanistisk sprog, så UC’erne får en skærpet pligt til at holde fast i fagenes historiske og etiske sammenhæng, så det bliver kommunerne, der tager udgangspunkt i ”professionernes behov” frem for omvendt, hvilket der jo lægges op til.

Men måske har jeg overset noget?

Her er formuleringen fra det såkaldte ”faktaark” om emnet:

”Regeringen foreslår nye muligheder for fri, praksisrettet efteruddannelse for alle, der har gennemført en professionsbacheloruddannelse (herunder også personer, der i dag ha gennemført en professionsbacheloruddannelse). De nye muligheder kan både bestå af enkelte fag og moduler og mere sammenhængende forløb. De vil i modsætning til mulighederne i det eksisterende voksen- og efteruddannelsessystem være uden deltagerbetaling.

De nye efteruddannelsestilbud vil kunne tages både på fuld tid med SU og som deltidsuddannelse med sideløbende beskæftigelse. Efteruddannelse vil kunne påbegyndes to år efter afsluttet uddannelse og kan tages igennem hele arbejdslivet. Der er ikke loft over, hvor mange ECTS-point den enkelte dimittend kan tage.

Regeringen ønsker, at de nye praksisrettede efteruddannelsestilbud bliver målrettet aftagernes behov. Der vil derfor blive igangsat et udviklingsarbejde med input fra blandt andet kommuner, regioner og andre relevante aktører med henblik på at udvikle de konkrete fag, moduler og forløb, som kan udbydes som fri efteruddannelse.

Uddannelsesinstitutionerne vil parallelt fortsat kunne udbyde eksisterende kurser og fag i det eksisterende voksen- og efteruddannelsessystem. Dette vil dog ske inden for det eksisterende voksen- og efteruddannelsessystem, dvs. med deltagerbetaling og uden SU.”

https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2024/filer/faktaark-reform-af-professionsbacheloruddannelserne.pdf

 

 42.Den 28. oktober: Ledig stilling på Trøjborg

Der er en ledig stilling som lærer på den velfungerende privatskole, Kochs Skole, som ligger på Trøjborg i det nordlige Århus, jvf. opslag nedenfor.

Kochs Skole har store pædagogiske frihedsgrader og en rig og mangefacetteret dannelsestradition.

Skolen er opkaldt efter det driftige skolemenneske, lærerinden Nicoline Koch (1871-1932), der kom ud af en grundtvigsk slægt. Nicoline har for nylig fået sin egen plads og en skøn statue på det moderne Århus Ø, hvor hun spreder noget tiltrængt fortid.

En anden fremtrædende skoleleder var Stig Madsen, som fra 1977 til 2010 gav skolen en strålende reformpædagogisk dannelsestråd, og som endda havde en skolehund. Under hans milde autoritet skabtes et sprudlende pædagogisk fællesskab af børn og lærere.

I en gammel villa ved siden af skolen indrettedes for få år siden et skolebibliotek fyldt med rigtige bøger og engagerede bibliotekarer.

Og for nylig var hele personalegruppen på tur i Berlin, arrangeret af den flittige personaleforening.

Vi har holdt mange familiefester i skolens smukke gamle gymnastiksal.

En skole med både sjæl, historie og liv.

https://www.kochs.dk/stillingsopslag-laerer-1-klasse-24-25/

Hvad vil det sige at være borgerlig?

Martin Ågerup udgav sidste år bogen ”Hvad det vil sige at være borgerlig – et opgør med velfærdssocialismen”. Bogen blev meget rost og var årsag til, at Ågerup efterfølgende modtog Berlingskes Fonsmark-pris.

Det der med at være ”borgerlig” er blevet sådan en slags identitetsmarkør, som efterhånden er nærmest overophedet. Og “identitet” plejer at indikere en generel glemsomhed efterfulgt af en vis snakkende og polemisk pågåenhed, hvilket også er tilfældet her.

Efter at have læst Ågerups bog kan jeg med sikkerhed sige, at jeg i al fald ikke er borgerlig, selvom jeg elsker både frihed og gamle dage. Her kommer lidt argumentation i fire omgange + det løse:

 

1. Menneskesyn

Først er der Ågerups menneskesyn. Ågerup skelner mellem to menneskesyn, et ”jordnært” og et ”visionært”. Det jordnære er det borgerlige, mens det visionære er ”velfærdssocialistisk”, som det kaldes, jf. også bogens undertitel.

Det er meget simpelt. Men endnu mere grov kost bliver det, når Ågerup i bogens helt grundlæggende passage beskriver det jordnære menneske med Thomas Hobbes’ 1600-talsfilosofi, mens det visionære menneske abonnerer på Rousseau, som skrev sine to hovedværker i 1762, heriblandt den storslåede pædagogiske fortælling om drengen Emile.

Grunden til, at Hobbes er jordnær, er angiveligt, at han beskriver mennesket som selvisk og egoistisk. Allerede der er jeg ophørt med at være ”borgerlig”. Og hvad værre er: Hobbes’ konsekvens af dette menneskesyn var jo den totale stat. Han bliver en central filosofisk inspiration for den efterfølgende enevælde. Det lader Ågerup dog ikke til bemærke.

Så det ”jordnære” fører til enevælde, og det lyder jo ikke så liberalt. Denne proces har jeg tidligere beskrevet for nyliberalismens vedkommende i min bog ”Pædagogikkens to verdener”. Det er en meget mærkelig filosofisk lov: Jo mere individualistisk, desto mere stat. Sagen er da også, at Hobbes ikke er ”jordnær”, men tværtimod er en slags forløber til det abstrakte ”individ”.

Og så er der Rousseau. Først og fremmest tilhører han jo samme politisk filosofiske tradition som Hobbes, fordi begge arbejder med en såkaldt samfundskontrakt. Men hos Rousseau er mennesket fyldt med kvaliteter og interesser før samfundskontrakten. Mennesket er ikke et færdigt individ, men en person der udvikler sig moralsk og kundskabsmæssigt før og imens, det bliver ”borger”. Mennesket er altså ikke blot “selvisk”, tværtimod.

Og Emiles udvikling er i allerhøjeste grad stedslig, altså “jordbunden”, jf. også Rousseaus interesse for naturen (jord=natur). Ja, Rousseaus Emile kan forstås som fortællingen om et menneske, der finder sit sted og udvikler sig der, for derefter at oprette et politisk fællesskab sammen med andre, der finder deres steder.

Så det er faktisk Rousseau, der er jordbunden, mens Hobbes er den abstrakte. Med denne fejl, som også præger andre i den ”borgerlige” tradition, imploderer resten af Ågerups bog i modsætninger.

Og hvad med Ågerup selv? Er han så også opportunistisk? Men hvad så med troværdigheden? Man savner lidt Habermas.

Endelig vil jeg sige, at der er en reference til en tidehvervsk bibellæsning. Mennesket er en synder, og det minder jo lidt om det med egoisme. Ågerup trækker her på Søren Krarup og Jesper Langballe i et forsimplet format. Jeg må lade den mere grundlæggende analyse fare, men Ågerups diskurs siger noget om den aktuelle epokes sammenhæng mellem neoliberalisme og det nye tidehverv. Her er det grundtvigske væk, fordi det i 1990’erne netop kom til at stå for en postuleret “velfærdssocialisme”. Det er VKO-konstellationens horisont fra 00’erne, der er på arbejde i disse passager.

I det hele tagen er det grundtvigske helt ude af systemet. Det er liberalisme uden historisk-poetisk folkelighed.

 

2. Velfærdsstatens filosofi

For det andet er der spørgsmålet om velfærdsstatens filosofi. Konsekvensen af Ågerups fejl viser sig nemlig i vurderingen af velfærdsstatens filosofiske fædre. Her skælder han især ud på socialdemokraten Julius Bomholt for dennes dybt filosofiske og sociale indstilling. Ja, Bomholts arbejde fra 1950’erne med pædagogik og uddannelse er nærmest en filosofisk frihedserklæring. Men det har Ågerup ingen sans for. Han skælder Bomholt ud for at tale om en sokratisk funderet ”etisk renhed”, og så er der ikke mere at sige om det. Det er jo hele arbejderoplysningen og efterkrigstidens skoleudvikling med dens filosofiske, kulturelle og sociale rødder, som fjernes på denne simple manér. Er det borgerligt?

Der er noget antifilosofisk og noget antipædagogisk over foretagendet, der minder mig om det forhold, at det såkaldte ”Skolerådet” fra midten af 00’erne – dvs. samtidig med etableringen af CEPOS – blev dirigeret af to nationaløkonomer. Det er økonomen mod samfundet. Den aktuelle Reformkommission er en direkte forlængelse af denne planøkonomiske tendens.

 

3. Synet på 00’erne

Dermed er vi fremme ved det tredje tema, som vedrører Ågerups syn på 00’erne. Hans filosofiske reduktionisme får nemlig store konsekvenser for vurderingen af den nyere politiske udvikling.

Ågerup kan godt lide Anders Fogh Rasmussens skrækkelige bog om velfærdsstatens slavenatur fra 1993, men han mener, at Fogh – tilskyndet af Claus Hjorth Frederiksen – forlod sine ideologiske holdninger i 2001, for i stedet at gå ind for velfærdsstaten så han kunne få magten (hvilket han jo fik).

Men det er ikke korrekt, selvom det er en udbredt tese. Det, som allerede Nyrup i løbet af 1990’erne gik i gang med at etablere, var nemlig ikke nogen ”velfærdsstat”, men snarere en ”konkurrencestat”, som er defineret ved, at man fjerner velfærdsstatens frihedsside; altså hele Bomholt-tankegangen. Og det var denne konkurrencestat uden ”frihed” som Fogh i høj grad forstærkede med de store reformer fra 00’erne. Så Fogh blev ikke Socialdemokrat. Han fulgte blot i sporene på Socialdemokratiets opgør med Socialdemokratiet. Herfra stod det på centralistisk planlægning og identitetspolitik. Men den mekanisme har Ågerup ingen sans for. Han tror bare, at 00’erne handler om lidt partitaktik, som ødelagde tankerne i Foghs bog fra 1993.

 

4. Synet på faglighed

For det fjerde fører det hele til et opgør med faglighed. Konsekvensen af opgøret med filosofi og kulturhistorie er, at Ågerup ender ud med en omfattende teknificering af socialt og pædagogisk arbejde. Alting handler om effektivitet, ledelse, evidens og komparationer og så videre. På den måde ender Ågerup med at forstærke konkurrencestatens systemer.

På et tidspunkt refererer Ågerup ellers til filosoffen Michael Polanyis store arbejde med ”tavs viden”, som har betydet meget for nyere pædagogik. Men denne reference har ingen overlevelseschance i Ågerups system. Og Polanyi talte for videnskabelige republikker og common law-traditioner, hvilket bestemt ikke kan reduceres til neoliberalisme. Jeg vil faktisk tro, at Bomholt og Polanyi vil kunne have sig en fortrinlig dialog.

Som jeg forstår det, så arbejder man i det aktuelle LA faktisk i en vis modsætning til Ågerups teknokratiske ideer, som reducerer dannelse til ukendelighed og erstatter den med økonomisk logik. Det er i al fald det indtryk man får, hvis man læser Vanopslaghs nye bog. ”Vejen til ansvar”, hvor der tales om dannelse frem for økonomisk instrumentalisme.

Så individualisering ender som sin modsætning. Ligesom det skete for Thomas Hobbes for 400 år siden.

 

5. Corona og Ayn Rand

Udover disse problemer er der to konkrete forhold, som jeg undrer mig over:

For det første: Hvorfor nævner Ågerup ikke sit store arbejde med corona-kritikken? Det var ellers her, at han for første gang gjorde frihed operativ i stedet for teknisk. Jeg glemmer aldrig, dengang han stod på Rådhuspladsen og talte nedlukningen midt imod med de fineste ord. Og resten af CEPOS, som Ågerup jo var direktør for, var også kritiske. Det var CEPOS’ smukkeste stund. Det tidligere folketingsmedlem, Bjørn Elmquist, talte også ved den pågældende demonstration.

På Rådhuspladsen var der på denne eftermiddag ikke nogen Thomas Hobbes. Snarere en moderne Rousseau og en påmindelse fra frihedens områder.

For det andet: Ågerup omtaler en række af de neoliberale tænkere, men kun meget kort, og i sin opremsning nævner han ikke Ayn Rand, som ellers spillede en kæmperolle for de nyliberale tænkere, herunder for etableringen af Liberal Alliance. Og Rand, som ligefrem anså egoisme som en dyd, deler faktisk menneskesyn med Hobbes. Desuden afskyede hun oplysningens største filosof, Immanuel Kant, som hun mente var årsag til Sovjetunionen. Det minder lidt om Ågerups logik. Oplysning sættes lig med velfærdssocialisme, og derefter forfalder begge begreber til teknik.

Det er lidt underligt, at Rand er udeladt af bogens materiale. Så vidt jeg husker, var Ågerup elles med på Rand-vognen i sin tid? Disse filosofiske raids har en nærmest ødelæggende effekt på samfundets institutioner og deres formål.

Mange tak til hr. Ågerup for godt selskab.

 

Referencer:

Martin Ågerup (2024): Hvad det vil sige at være borgerlig – et opgør med velfærdssocialismen, Forlaget Grønningen 1.

Martin Ågerups smukke tale på Rådshuspladsen, d. 20. juni 2020. https://www.youtube.com/playlist?list=PLViXf8MHkMZpKoYCzNco-GAdIp-xEOlUU

Alex Vanopslagh (2023). Vejen til ansvar, Forlaget Grønningen 1. (Se også: Rømer, T.A. (2024). “Tak til Alex Vanopslagh for at tage dannelsen alvorligt”, Kontrast.dk, d. 20. september. https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/tak-til-alex-vanopslagh-for-at-tage-dannelsen-alvorligt)

Jean-Jaqcues Rousseau (1962, opr. 1762): Emile eller om opdragelsen bd. 1-3, Borgen.