Socialdemokratiets deroute – fra levende bevægelse til regnemaskine-organisation

Jeg sidder og læser i det socialdemokratiske kulturpædagogiske manifest ”Mennesket i centrum – bidrag til en aktiv kulturpolitik”. Bogen, som er på 200 sider og består af 18 artikler, er udgivet i 1953 på det socialdemokratiske forlag Fremad. Hovedskribenten er Julius Bomholt, som har skrevet fem af artiklerne, heriblandt de tre første. Socialdemokraten Hans Hedtoft, der indledte sin anden periode som statsminister i netop 1953, har skrevet forord. Hedtoft skriver bl.a.:

”Hver eneste samfundsborger skal ikke blot dueliggøres til livets praktiske opgaver, han skal også have mulighed for at tilfredsstille sin skønhedsglæde, sin kunstneriske længsel, sit behov for alt det, som ligger udover tidens og rummets grænser. En virkelig demokratisk kulturpolitik må også værne om alt dette for at sikre menneskelighed, tolerance og vidsyn i det moderne samfund, der ellers truer med at gøre os isolerede, specialiserede, ensidige – åndeligt enøjede”

Bomholt var undervisningsminister 1953-57, hvor han efterfulgtes af den radikale grundtvigianer og skolepolitiker, Jørgen Jørgensen. I fællesskab fik de Den blå betænkning og en ny skolereform igennem. Senere blev Bomholt landets første kulturminister. I bogen er der også et kapitel af CC. Kragh-Müller, som var rektor ved Bernadotteskolen og med i miljøerne omkring Montessori-bevægelsen i Danmark. Der er også indlæg af Lis Groes, K.B. Andersen og flere andre. Jeg vil omtale en del af artiklerne nedenfor, hvor det har pædagogisk relevans.

 

1. Julius Bomholt

I bogens første kapitler, ”Kulturelt demokrati” og ”Aktiv humanisme”, sætter Bomholt sit parti ind i en historisk og åndelig sammenhæng. Det er en hyldest til europæisk kultur, solidaritet og åndsfrihed. Der er både plads til Erasmus af Rotterdam, den danske digter Paul la Cour og Karl Marx. Det er stærkt afslappende og tankevækkende på samme tid.

I en tredje artikel, ”Stat og kultur”, drøfter Bomholt folkeskolens formål (fra 1937). Han forbinder formålet med undervisningspligtens forankring i familien, i det civile samfund og i de frie skoler, som i sig selv begrunder ånden i folkeskolens lov. Her er han helt på linje med netop Jørgen Jørgensen, som faktisk skrev 1937-formålet, og også med højskolekoryfæet Holger Kjær, der har skrevet en hel bog om emnet. Ifølge den radikale Asger Baunsbak-Jensens gennemgang af Jørgensens og Bomholts ministertid i bogen ”28 danske undervisningsministre” arbejdede Bomholt og Jørgensen da også tæt sammen. Selv fremhævede Holger Kjær både Jørgen Jørgensen, men også den tidligere Venstremand og Askov-forstander Jacob Appel, for deres arbejde i den pædagogiske friheds tjeneste. Faktisk fandt jeg ”Mennesket i centrum” via bøger af Kjær og Baunsbak-Jensen.

I denne sammenhæng, som altså vedrører forholdet mellem pædagogisk frihed og staten, har Bomholt et langt citat fra en tale fra 1927 af Arbejdernes Oplysningsforbunds første leder, Harald Jensen. Jensen taler dunder mod visse politikeres krav om ”neutralitet” som modydelse til offentlige tilskud. Læs her de skønne ord:

”Man talte i rigsdagen om, hvorvidt det nu var et neutralt arbejde, der udførtes. Et neutralt arbejde! Det vil sige: uden præg, uden livssyn, uden tro, uden styrke, uden begejstring, uden kærlighed, uden ånd. Nej, i sandhed, det er ikke et neutralt arbejde. Et oplysningsarbejde bliver ikke neutralt, fordi det er i overensstemmelse med en tidsherskende økonomi, filosofi og moral. Og det bliver ikke uneutralt, fordi dets stamme har en anden rod og dets krone søger andet lys end stråleglansen fra Grundtvigs stærke ånd. Det neutrale arbejde udføres på månen – ikke i Danmark eller noget andet sted i verden. Om der er grund til at støtte et kulturelt arbejde, som gr ud på at højne den danske arbejderklasse, vække dens sans for bøger, nære dens trang til kundskaber, udvikle dens sunde åndsevner, give den noget mere at leve for end dagligt slid og træge bekymringer, ja, det må de afgøre, som forvalter statens penge.” (s. 42)

Senere i bogen har Bomholt en artikel med titlen ”Videnskab og forskning”. Artiklen er en ubetinget kærlighedserklæring til den frie videnskab. Læs f.eks. denne konklusion:

”Som tidligere bemærket må et demokrati, der vil respektere grundlaget for sin egen eksistens, sørge for, at det videnskabelige arbejde har ubetinget frihed. Det videnskabelige arbejdes trivsel er af den største betydning for demokratiets fortsatte vækst. Der er her en sammenhæng, som ikke altid belyses tilstrækkeligt klart (…). Ligesom demokratiet værner om videnskaben, kan videnskaben til gengæld gavne demokratiet ved at opdrage det til respekt for den frie, søgende tanke, ved at betone selvstændigheden i undersøgelse og tilegnelse, og ved at fremme saglighed og tolerance.”

 

2. Lis Groes

Kvindesagsforkæmperen og modstandskvinden, Lis Groes, har skrevet en strålende artikel, som hedder ”hjemmet”, der både betoner kvindens frigørelse, familiens betydning og mandens nye pligter i en ny sammenhæng mellem familie og samfund. Hun taler om ”hjemmet som grosted” og om sammenhængen mellem det lille hjem og det ”store hjem”, hvor kvinden ”ikke lades tilbage”. Det er velfærdsstaten som en historisk-kropslig og følelsesmæssig-kønslig sammenhæng, der her tales frem. Hun slutter med: ”Kvinden må mere ud i samfundet, manden mere ind i hjemmet, hvis vi skal nå den rette balance i fremtidens familieliv”.

Lis Groes og Inge Merete Nordentoft, som efter Ungarns-krisen i 1956 vendte tilbage til socialdemokratiet, er sande lærerinder. Begge havde en omskiftelig opvækst og rødder i spejderbevægelsen og i modstandsbevægelsen. Groes var dog ikke læreruddannet.

 

3. Fire artikler om pædagogik

Udover de ting, jeg har nævnt hos Julius Bomholt, er der er fire artikler, som går direkte på pædagogik:

a.

Den allerede nævnte reformpædagog C.C. Kragh Müller skriver om ”Demokrati og opdragelse”. Han tager udgangspunkt i John Dewey og skriver i tidens fine stil:

”Det er vist John Dewey, der har sagt, at den virkelige fare for demokratiet ikke er eksistensen af fremmede totalitære stater, men det forhold, at der i vor egen tænkemåde og i vore samfundsorganer findes sådanne indgroede vaner, som kan føre til ydre autoritet, ensretning, underkastelse og uselvstændighed”, s. 76.

Krag Müller har ikke samme sans for den historiske sammenhæng som Bomholt, men det demokratiske sindelag og pædagogik har de til fælles, og den generelle reformpædagogiske holdning kan man se i Krag Müllers tale om ”frit skabende arbejde” og om den moderne ”fritid”, der jo minder om Bomholts fokus på “fantasi” (se nedenfor).

Men tager man Dewey væk, så ender Krag Müller i moderne skolereformstænkning, så vidt jeg kan bedømme det. Det kan man f.eks. se ved nogle nedladende bemærkninger om ”intelligens”, som Dewey jo ellers selv er optaget af. Krag Müller har ikke sans for denne dobbelthed, hvilket peger frem mod vores aktuelle skoletænkning, som jo også kaldes for ”socialdemokratisk”. Bomholt ville aldrig skrive på den måde. Han taler tværtimod om vigtigheden af, at landet har en åndelig elite (s. 18).

b.

Den anden artikel om pædagogik, ”Folkeskolens struktur”, er skrevet af Bomholt selv. Bomholt stiller det, han positivt kalder for ”det langsomme demokratis” krav om ”samarbejde og tolerance”, op mod industrisamfundets krav og lydighed og rationalitet. Begge dele kan desværre lukke ånden. Bomholt selv lægger derfor vægt på ”retssindighed, evne til indlevelse, evnen til koncentration, sansen for proportionerne, og fantasi”. Ja, især fantasi og frihed skal ”åbne for demokratiets muligheder”, som der står. Det er skolens formål. Demokratiet kan altså ikke leve ude ånd.

Herfra udfoldes et mere traditionelt reformpædagogisk program i en meget tidsbunden ramme – f.eks. via et opgør med mellemskolen og delvist også med eksaminer i folkeskolen (men ikke i gymnasiet, understreger han, og desuden modereret af eventuelle folkelige forventninger). Man skal huske på, at disse ideer for Bomholt hænger sammen med dansk friskole- og arbejderbevægelse og europæisk humanisme. Mellemskolen blev faktisk afskaffet i 1958 af Bomholt og Jørgen Jørgensen i fællesskab. Bomholt taler også, i interesse for både fortid og fremtid, om, at der skal være ”et nært samarbejde mellem forældre og lærere”. Samarbejdet skal have en ”åbensindet karakter”. Det ligger i forlængelse af hans friskoletanker.

Derpå skriver Bomholt om læreruddannelsen i stik modstrid med vores aktuelle ideer. F.eks. siger han, at faget “pædagogik” skal dominere. Der står følgende:

”Det må ønskes, at der gives læreruddannelsen så vide rammer, at seminariet kan slippe for lektiepræget og blive det, det bør være: En pædagogisk institution for mennesker, der ønsker at opdrage og undervise børn, med pædagogik og praktisk skolegerning som de dominerende fag” (s. 95).

Bomholt taler også for en udbygning af Statens Lærerhøjskole i overensstemmelse med Emdrup-planens idealer fra 1945.

Og til allersidst har Bomholt en skøn pædagogisk-filosofisk markering for sit ånds-baserede Socialdemokrati, hvor skolen udråbes til at være ”tjener for friheden”:

”Vi kan gøre vor frie skole, som vi alle er stolte af, endnu friere, hvis vi lader lærere og forældre få større ansvar. Lad livet selv afgøre, hvilke former, der skal føres videre. Vi har store værdier at forvalte. Den største af dem er friheden, selve fundamentet for vores kultur, vor livsform, og den bedste skole er den, der har mod til at være tjener for friheden”, s.95.

c.

Per Hækkerup, som på det tidspunkt var kommet i Folketinget, har skrevet en artikel om ungdomsuddannelser, som med sit meget praktiske anliggende mest har historisk interesse.

d.

En anden socialdemokratisk åndspersonlighed, K.B. Andersen, som i 1953 var forstander for arbejderhøjskolen i Roskilde, drøfter i en fjerde pædagogisk artikel den socialdemokratiske bevægelses forhold til folkehøjskolen. Han vil have højskoleånd ind i arbejderbevægelsen. Han slutter med at sige:

”Måske og sandsynligvis er arbejderbevægelsens folkehøjskoler en af de veje, hvorigennem bevægelsen holdes levende og ikke blot organisationen i gang”.

Det moderne socialdemokratis opgør med den grundtvigske tradition er et eksempel på at livet, bevægelse og ånd har forladt partiet. Nu holder man blot ”organisationen i gang”.

K.B. Andersen blev selv undervisningsminister fra 1964-68, hvor han blandt andet gennemførte en vigtig læreruddannelsesreform i 1966. Bomholdt selv, som var teolog, var iøvrigt også forstander for en arbejderhøjskole (Esbjerg, 1924-29).

 

4. Konklusion

Det er mærkeligt at læse Bomholts bog i dag. Den virker totalt anti-socialdemokratisk. I dag udgiver socialdemokrater bøger om ”de lærdes tyranni”, de laver totalt teknokratiske uddannelses-udspil, og den socialdemokratiske undervisningsminister og uddannelsesminister er i en ny socialdemokratisk einheit opslugt af en blanding af ”regnemaskiner” og velfærdsøkonomisk humankapital.

 

Litteratur

Bomholt, J. m.fl. (1953). “Mennesket i centrum – bidrag til en aktiv kulturpolitik”, København: Fremad.

Baunsbak-Jensen, A. (2003). “28 undervisningsministre – 1903-2003: En personlig beskrivelse”, Herning: Poul Kristensens Forlag.

Holger Kjær: ”Dansk skolepolitik og mindretalsret – fra Jacob Appel til Jørgen Jørgensen”, Lohses Forlag, 1979.

Facebook-drys 62: Juni-juli 2019

Her er 43 facebook-drys fra juni-juli 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.

  1. Ammestuen og pædagogisk kritik
  2. Hanne Knudsen og Lars Qvortrup diskuterer interview med John Hattie
  3. Kritik af DPUs og AUs syn på fag og skole, del 3
  4. DLF, Radikale og Alternativet:
  5. Uddannelsespolitiske anbefalinger
  6. Undskyld til Simon Phil Sørensen
  7. Socialdemokratisk ånd
  8. Valget
  9. Mikael Busch skriver bog om Bjarne Corydon
  10. NCS-Rapport om skolereformens følgeforskning
  11. Teknokratiet tager magten hos de radikale
  12. Dannelses-bashing i dagens Konkurrencestatstidende
  13. Hvad skal vi gøre med Vestager?
  14. Teologisk-politiske refleksioner
  15. Folkemøde, torsdag d. 13. juni
  16. Folkemøde, fredag d. 24. juni
  17. Folkemøde, lørdag d. 15. juni
  18. Læring mod Dannelse i Rådet for Børns Læring
  19. Facebook-drys 61: Maj 2019
  20. Folkemøder 2013-2019
  21. Aarhus Universitet/DPU nedlægger professorat i pædagogik
  22. Godt kritisk indlæg af Henrik Dahl
  23. Keld Skovmands pris
  24. Centrum-venstres forståelsespapir
  25. Et klima-spørgsmål fra en uvidende 2
  26. God anmeldelse af ”FAQ om dannelse”
  27. Om pissedårlig undervisning
  28. Fra treleddet pluralisme til toleddet enhedsblok
  29. Friskolen er skabelse
  30. Om nationale tests
  31. Folkeskolen er et supplement til friskolen
  32. Jyllands-Posten om SDU’s verdensmålsstyring
  33. Isabella Arendt kritiserer regeringens ghettopolitik
  34. Ghetto-logik
  35. Regnemaskine-kærlighed, note 1
  36. Regnemaskine-kærlighed, note 2
  37. Regnemaskine-kærlighed, note 3
  38. Regnemaskine-kærlighed, note 4
  39. Et klimaspørgsmål fra en uvidende
  40. Uddannelsespolitikkens udvalg og ordførerskaber
  41. Uddannelsespolitiske noter
  42. Pernille Rosenkrantz-Theils gode beslutning
  43. Regnemaskine-kærlighed, note 5

 

1. d. 1. juni: Ammestuen og pædagogisk kritik

En fremmed: Hej Thomas

Mig: Hej, hvem er du?

Den fremmede: Jeg hedder Dennis Palhøj Udsen.

Mig: Ok, Dennis, kan jeg forkorte dig til DPU i dagens anledning?

Dennis: Ja, det er ok. Det er der faktisk mange, der kalder mig.

Mig: Nå Dennis, hvad skylder jeg æren?

DPU: Det er altså irriterende, at du og andre kritiserer mig.

Mig: Hvad tænker du på?

DPU: Alle de der ”ammestuehistorier”, som er i omløb.

Mig: Ammestuehistorier?

DPU: Ja, det kalder min overleder kritikken, da han nævnte den på twitter. Vi gider ikke høre på det. Vi er også nogen, der kalder det had og tilsvining. Men vi går naturligvis ind for ”forskningsfrihed”. Ære være profeten.

Mig: Men jeg kender ikke til nogle ”ammestuehistorier”. Og det andet du taler om, altså det med ”tilsvining” og ”forskningsfrihed”, tør jeg slet ikke tale om, for ellers får jeg jo klager fra dig. Men ærligt talt, Dennis, hvad er det for nogle ”ammestuehistorier”, som du og din overleder er så forbitret på?

DPU: Det er de historier, der lyver om, at jeg ikke interesserer mig for fag. De historier er imod noget, jeg kalder for fakta.

Mig: Men det er da helt korrekt, at du er stiftet og grundlagt på et opgør med dannelse, fag og pædagogisk praksis. Det har jeg selv studeret, og det er et faktum. Og dette ”opgør” har udvidet sig siden 2010. Og det er jeg sandelig ikke ene om at mene.

DPU: Jeg vil ikke snakke om fortiden. Og vi har da ”fag” hos os!

Mig: jo, men kun langt ned i forskningsstrukturen, og resterne af fagene er gennemsyret af det oprindelige opgør med dannelse. Dvs. at fagene som regel omdannes til ”kompetencer”, og derfra videre til din læringsideologi. Og disse fagrester forbindes typisk ikke til pædagogisk praksis og dannelse, men til læring og OECD. Dermed gendannes det oprindelige opgør i fagelementerne.Tjek lige din leders og mange af hans favoritters indlæg.

DPU: Passer ikke, jeg kender en undtagelse.

Mig: Ok, Dennis, du tager dig af undtagelserne, så tager jeg mig af reglerne.

DPU: Men uanset hvad du siger, er det ”ammestuehistorier”. Det siger min overleder selv, og han er enig med mig.

Mig: Men din overleder er da ikke pædagog eller noget, og han har mig bekendt aldrig skrevet om pædagogik. Han skal bare sørge for driften. Vi kunne jo sagligt set ligeså godt henvise til min svigermor, som er pensioneret bankassistent. Og ærligt talt, kan du ikke sige andet end det der med ”ammestuehistorier”? Kan du ikke prøve at sætte dig ind i kritikken? Den står efterhånden i mange bøger og artikler på den ene og den anden måde.

DPU: Nej den gør ej.

Mig: ???

DPU: Se selv på min FB- og twitterprofil og på mit nyhedssite. Der står ikke noget om nogle bøger eller kritik. Ergo må det være ”ammestuehistorier”, du render med.

Mig: Ok, Dennis. Jeg giver op. Og måske er det faktisk fint med ”ammestuen”. Jeg er måske lidt tættere på fødsler end du. Men hvad skal jeg så kalde dine historier?

DPU: Du kan kalde det for ”forskning”, eller endnu bedre, for ”dataevidensforskning”. Vi iagttager iagttagelser og måler dem. Vores seneste påfund er ”børneoptimisme”. Vi har også kontakter til universitetets bigdata- og learning analytics-forskning. Det kalder jeg for “tværfagligt samarbejde”.

Mig: Men Dennis, så er det da langt bedre at bygge på ammestuer. Pædagogik handler jo netop om fødsler og fortællinger. På en måde kan pædagogisk videnskab defineres som “historier fra ammestuen”.

DPU: Du fordrejer tingene. Jeg foretrækker læring/kompetencer frem for pædagogik og forskning frem for videnskab. Og al den der urene pædagogik er ikke andet end ammestuehistorier, som det gør mig vred at høre på, og som er imod fakta. Politiken sammenligner den slags med ”Trump”, og jeg er helt enig. Det er reaktionært og sort skole.

Mig: Ok, Dennis. Men jeg smutter nu. Jeg har en fødsel og et par små børn, der skal ammes. Jeg fortæller dig om det lidt senere. Pøj pøj med dit arrangement om “børneoptimisme”.

DPU: Det blev aflyst, der var for få tilmeldte.

 

2. d. 2. juni: Hanne Knudsen og Lars Qvortrup diskuterer interview med John Hattie

Lektor Hanne Knudsen reflekterer nedenfor over Lars Qvortrups kritiske reaktion på hendes interview med John Hattie. Både Knudsens interview og Qvotrups kritik står i tidsskriftet “Nordic Journal of Studies in Educational Policy”.

https://www.facebook.com/hanne.knudsen.7359/posts/10217549361902590

Min egen reaktion på Qvortrups indlæg kan man læse her, hvor jeg også har indføjet Knudsens markering:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortr…

 

3. d. 3. juni: Kritik af DPUs og AUs syn på fag og skole, del 3

Jeg har studeret DPU’s strategi 2015-20. Strategien indføjer sig uden videre i min overordnede analyse og er desuden med til at forklare en række nyere hændelser, som måske ser mystiske ud på overfladen.

http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-og-skole-del-3-dpus-strategi.html

 

4. d. 3. juni: DLF, Radikale og Alternativet

DLF’s hovedbestyrelsesmedlemmer har travlt med at skrive debatindlæg sammen med det Radikale Venstres ledelse.

A.

Først var det Jeanette Sjøberg, som sammen med Sofie Carsten Nielsen (RV) talte for det, jeg kalder for en affirmativ reform af læreruddannelsen fra 2012. Dvs. endnu mere effektive versioner af samme skolereformsagtige dårligdomme (d.21/5).

Carsten Nielsen brillerede i øvrigt i forrige uge med et hyperteknokratisk uddannelsespolitisk indlæg, som var helt i ånden fra den eksisterende læreruddannelse, som RV jo selv står bag. I et fint kulturkonservativt svar skrev Nikolaj Bøgh, at Sofie Carsten Nielsen lød som en ”Helge Sander på speed”. Lige noget for DLF åbenbart?

B.

Og nu er det så Bondo, der i dag har skrevet et indlæg i Kristeligt Dagblad sammen med Morten Østergaard, som decideret var uddannelsesminister, da læreruddannelsen blev vedtaget. RV var desuden primus motor bag skolereform, og RV/S-begejstringen ville ingen ende tage dengang i 12.

Der er ingen tegn på nogen grundlæggende uddannelsespolitisk eller pædagogisk besindelse hos de radikale, kun lidt pynt i ny og næ. Carsten Nielsens indlæg fra forrige uge talte sit eget sprog. Og Lotte Rod har fulgte trop i sidste uge.

Jeg forstår ikke, hvad DLF vil på den galej. Men måske er man glad for skolereformen?

C.

Til gengæld er Alternativet løbet med den uddannelsespolitiske tete her i valgkampens slutspurt.

Den politiske ordfører Caroline Magdalene Meier, som den anden dag leverede et tankevækkende forsvar for en form for kreativ indholdsskole til Altinget.dk, supplerer nu med en række herlige ideer og et ledsagende frontalopgør med konkurrencestat, fremdriftsreform og uddannelsesloft.

Magdalene Meier taler direkte for langsommelighed og grundighed. Meier vil genindfører filosofikum, og hun taler om kultur, historie og matematik. Det er tip-top kvalitet over hele linjen. Hvis hun lykkes med den linje, som jeg dog vil sige lyder som en form for pædagogisk korrektion af partiets generelle image, så bliver Alternativet et parti, der uddannelsespolitisk set vil kunne interagere med de bedste “dybder” i alle andre partier.

De radikale har derimod helt forladt sine ”dybder”, og derfor taler de kun ind i de andre partiers overflader.

Så spørgsmålet er: Hvorfor skriver DLF ikke skolepolitiske kronikker med konkurrencestatens kreative modstandere i stedet for sammen med dens indædte bannerførere?

Links:
Interview med Carolina Magdalene Meier i Magisterbladet: https://www.magisterbladet.dk/…/alternativet-vil-foere-udda…

Omtale af interviews med Meier og Lotte Rod (RV) i Altinget: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157215986384481&id=837549480

Bondo og Østergaard i Kr. Dagblad: https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/vores-boern-fortjener-e…

DLF og Sofie Carsten Nielsen i Politiken: https://politiken.dk/…/L%C3%A6g-et-%C3%A5r-ekstra-p%C3%A5-u…

 

5. d. 4. juni: Uddannelsespolitiske anbefalinger

Hvis jeg godt kunne lide X parti, så ville jeg stemme på følgende personer, som på forskellige måder har blik for samfundets grundkategori, nemlig pædagogik, dvs. den frie genskabelse af fællesskabet og dets institutioner i verden.

Jeg starter med de fem partier, som ikke har stemt for skolereform, læreruddannelsesreform etc.. De har en særlig klasse:

 

A. Reformmodstandere:

Alternativet: Carolina Magdalene Meier (københavnerne skal lige tage sig sammen. Hun er lige på vippen)

Kristendemokraterne: Isabella Arendt (stiller op i Østjylland, også på vippen)

LA: Henrik Dahl (sønderjyderne skal også lige tage sig sammen. Dahl er kun nr. 2 i sin kreds og partiet går tilbage)

EL: Ingen

SF: Jacob Mark (måske den eneste tilbageværende pædagogiske stemme på Tinge efter valget, men sikker i sadlen).

 

B. Reformtilhængere:

K: Nikolaj Bøgh (stiller på i København. Har haft et fint indlæg mod RV’s teknokrati, men jeg ved ikke så meget om ham, heller ikke om hans chance for at komme ind)

RV: Marianne Jelved (stiller op i Nordjylland)

A: Simon Pihl Jørgensen (stiller op i København Omegen). Han var med en brandtale i byrådet årsag til, at Lyngby-Taarbæk kommune forlod Synlig Læring-samarbejdet i Nordkøbenhavn) (tilføjet d. 5. juni)

V: Absolut ingen

DF: Marie Krarup (spillede en rolle ved Gymnasiereform og redningen af KLM-faget på læreruddannelsen).

 

C. Uden for kategori:

NB: Ingen

SK: Løb, bare løb. Tag et tørklæde på og find en oase i Libyen.

Lidt noter:
1.
Carolina Magdalene Meier har en modererende, men stadig umiskendelig alternativistisk, indflydelse på sit parti. Derudover tager hun emner op, der kan gøre Alternativet til en langt bredere bevægelse og stimulere gode processer i andre partier.

2.
Isabella Arendt har vist interesse for og viden om især skolepolitiske emner. Hun vil lave friskoler med LA og minimumsnormeringer med SF, og hun har blik for det paradoksale i, at Socialdemokratiet kalder sig for ”børnenes parti”, når partiet jo har stået for skolereformen.

3.
Henrik Dahl mister desværre påvirkningen fra Riisagers pædagogik-faglighed, og partiets tredje og sidste kulturliberale, Mette Bock, ryger også ud. Dahl risikerer derfor at sive hen i retning af DF/Cepos. Men han har dog også en baggrund og en erfaring, der gerne skulle ruste ham til at fastholde blikket på substansen, gerne sammen med Meier og Jacob Mark, som Dahl faktisk selv anbefaler som skolepolitisk alternativ til sit eget parti. Ryger Dahl også ud, står det virkelig skidt til for LA, som vil være overladt til høje træer og Ayn Rand-rester.

4.
Jelved gjorde et stort arbejde i kampen mod læringsmålstyringen, men hun kan ikke drive det videre end det, eftersom hendes pædagogiske hovedinspiration er Knud Illeris, som satte læring i modsætning til kundskaber. Den modsætning kan Jelved ikke gabe over. De radikale står stadig 100% bag alle de problematiske reformer.

5.
Nogen savner måske Bertel Haarder hos Venstre, men den går ikke. Haarder har om nogen bidraget til at definere kundskaber som OECD-teknik. Desuden er han totalt uberørt af den pædagogiske kritik.

6.
Hvis Meier og Dahl ryger ud, er der stort set kun Mark tilbage, men det er slet ikke nok, fordi SF jo stadig er med i forligskredsen bag alle de dårlige forlig.

Summa summarum: Det ser ikke godt ud.

 

6. d. 5. juni: Undskyld til Simon Phil Sørensen

Undskyld til den vigtige og selvstændige socialdemokratiske skolepolitiker Simon Pihl Sørensen:

I går lavede jeg en liste over personer, man kunne stemme på fra de forskellige partier, hvis man mente, at pædagogik og dannelse var vigtige emner.

Ud for Socialdemokratiet skrev jeg ”absolut ingen”. Men det var en kæmpefejl. Jeg var ikke opmærksom på, at en stor socialdemokratisk undtagelse og helt, Simon Pihl Sørensen, er på stemmesedlen i København Omegn-kredsen.

Det var Simon Pihl Sørensen, der som viceborgmester i Lyngby-Taarbæk nærmest ene mand kick-startede opgøret med Synlig Læring med en brandtale i byrådet i efteråret 2016, altså i indeværende valgperiode. Talen var en Greta Thunberg eller en Obama værdig.

Talen medførte, at Pihl Sørensens kommune trådte ud af Synlig Læring-samarbejdet i Nordkøbenhavn, og den bidrog kraftigt til det efterfølgende opgør med Synlig Læring og læringsmålstyring i det hele taget. Sørensen er dermed i pædagogisk familie med især Magdalena Meier, Riisager, Dahl, Jelved og Mark.

Jeg skrev om talen i nedenstående indlæg, hvor man også kan læse om de radikales entydige tilslutning til læringsideologien.

Undskyld forglemmelsen Simon, og godt valg uanset hvad du ellers mener om dit og dat. Håber du holder nogle flere brandtaler i dit skole-fjendske parti, så det kan blive sig selv igen. Måske kan du blive skoleordfører? I hope so!

http://www.thomasaastruproemer.dk/digebrud-i-lyngby-taarbaek-kommune.html

 

7. d. 5. juni: Socialdemokratisk ånd

Her er lidt 2014-ånd, hvor man kan studere læringsmålstyringens vilde antipædagogik i Antorinis velmagtsdage. Professor Jens Rasmussen, som i forbindelse Skovmand-sagen forsøgte at nedtone sin rolle, støtter ideologien 100%. Nede i tråden er folk med rette i oprør.

Det var Riisager, som ene kvinde på Tinge fra starten så problemet, og som forbandt det med Centrum-Venstres begejstring for konkurrencestatsteorien. Hun førte også kritikken over i egne rækker, og fik efterhånden læringsmålstyringens i Rasmussens version fjernet fra skolen og fra ministeriets hjemmeside. Noget af en bedrift.

Så man forstår godt, at hun blev en populær minister alle andre steder end hos DPU/KL/Politiken, der stadig udgør en slags centrum-venstre-ideologisk akse.

Men Socialdemokraterne kalder sig skam for “børnenes parti”. Det er til at græde over. Partiet er imod virkelige skoler, både de offentlige og de frie, det er også imod pædagogik og dannelse, og Sass Larsen deler mundkurve ud fra sit anti-intellektuelle politbureau, ligesom læringsideologien gjorde i Schmidt-sagen.

Partiet har retning mod en dyb antipædagogisk lukning.

https://www.folkeskolen.dk/548309/professor-faelles-maal-giver-laererne-nyt-ansvar

 

8. d. 7. juni: Valget

Valget:

A.
Den overordnede tendens:
De mest rabiate “klimatosser” gik tilbage.
De mest rabiate “udlændingetosser” gik også tilbage.

B.
Klimaet satte sig på midten, og udlændingene satte sig også på midten.

På midten kan både klima og udlændinge modereres lidt ind i de dagsordner, som i mange år har været ”midtens” i forvejen. Og hvad handler disse dagsordner om? Hvilke tosser regerer på midten og vil derfor nu bruge udlændinge og klima til som opportune anledninger til at optimere det projekt, som var der i forvejen?

C.
Så altså: Hvilke ”tosser” gik frem? Det gjorde Konkurrencestats-tossen (S og RV) og disruptions-tossen (V og K).

Disse to tosser kan så forbinde sig med EU-tossen, som kører efter samme tekniske ideologi. Herfra kan man tvinge et digitalt-økonomisk opgør med pædagogik igennem med klimaet som en form for stratosfærisk anledning.

D.
Arne Hardis skriver i WA, at valget er enden på 2001. Det er jeg ikke enig i. Valget er snarere 2001’s sejr og udvidelse.

2001 handlede ikke om ”udlændinge”. Det handlede om, at det nationalt/folkelige spørgsmål blev parkeret hos DF og dermed tog farve af Islams værste sider, så Rasmus Paludan i dag går og tror, at han promoverer en national dagsorden, selvom han lyder som en spejl-islamist.

Men uden folkelig dannelse meldte der sig fra 2001 et problem for de gamle partier. Hvad skulle de nu lave, sådan lidt uden deres land eller andre lande i nærheden?

Jo, de kastede sig over, at omdanne kundskaber til pisalister og OECD-kompetencer, kort sagt til ”læring”. Skolereformen er kronen på den proces, hvor alle steder er væk.

Imens sivede DF ind i dem alle sammen på sådan en lidt udvendig måde.

Det er dette teknokrati, som – med DF som en slags ydre ledsagende hybrid – har vundet valget i forgårs. Herfra kan man styre i en eller anden kombination mellem Singularitys værdier, som suges ned i børns og unges hjerner – måske i omvendte sharia-områder (S-V) og med robotvenner i børnehaverne (KL) – og et teknificeret læringsinferno i et europæisk ”læringsområde” under OECD (RV). “Klima” er en belejlig anledning til at fremme denne proces.

Derudover er de fleste af dem med pædagogisk og kritisk forstand fra det gamle Folketing – dvs. dem som kritiserede konkurrence- og disruptionsstaten i et pædagogisk perspektiv – nu væk.

Tillykke til konkurrencestats- og disruptions-Danmark med sejren over pædagogikken. Hvilket skrækkeligt valg.

 

9. d. 8. juni: Mikael Busch skriver bog om Bjarne Corydon

Mikael Busch er ved at skrive en bog om Bjarne Corydon.

Hjælp Busch med en skærv, så han kan få gravet mest mulig viden frem om dette vigtige emne og få bogen udgivet.

Mikael Busch er en garvet forfatter, der tidligere har skrevet om f.eks. den kolde krig og om pædagogiske/uddannelsespolitiske emner.

Læs mere på linket, både om projektet og om hvordan man bidrager.

https://www.booomerang.dk/projects/bjarne-corydon-og-noedvendighedens-politik/?fbclid=IwAR0rVJSg1gdvstFiC0iDGLSCNXgtIhy48tbB36zKt-Y21-mZnLNdZ-jIIuc

 

10. d. 9. juni: NCS-Rapport om skolereformens følgeforskning

Nationalt Center for Skoleforskning udgiver rapport om skolereformens følgeforskning:

Jens Rasmussen og Lars Qvortrup har sammen med en assistent, Mathias Thorborg, fra DPU’s stærkt systemteoretisk inficerede madforskningsmiljø, som Qvortrup selv er stærkt involveret i, udarbejdet en rapport med titlen ”Folkeskolen efter reformen”, med undertitlen ”Hvad siger følgeforskningen?”.

Hovedtitlen svarer 1:1 til den kontroversielle skolereformsbegejstrede udgivelse fra 2015, ”Folkeskolen efter reformen”, som både Rasmussen og Qvortrup bidrog til. Det var den bog, som Skovmand i titlen til sin røde bog fra i vinters ironiserede over med sin egen titel ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”

Rasmussen og Qvortrups (RQT) rapport er udarbejdet i regi af Nationalt Center for Skoleforskning, som Qvortrup jo står i spidsen for. Eller rettere ”gjorde”, for han er lige trådt af. Så rapporten er en slags afskedssalut.

Rapporten handler om de ca. 50 evalueringsrapporter, som er udgivet siden 2014 i regi af folkeskolereformens såkaldte ”følgeforskningsprogram”.

 

A. “Videnskabelig styregruppe” eller ideologisk “spredningssystem”.

Følgeforskningsprogrammet ledes af en såkaldt ”videnskabelig styregruppe”, som består af folk fra følgende institutioner:

EVA
DPU
UC-VIA
SFI/VIVE
KORA/VIVE
Rambøll

Det slog mig under læsningen, at disse institutioner svarer meget godt til det, som Keld Skovmand i sin bog kalder for ”reformpædagogikkens spredningssystem”, dvs. ”det system, som det særlige syn på mål, læring og kompetencer har udbredt sig ved hjælp af” (Skovmand, s.219). Skovmand nævner specifikt følgende institutioner:

EVA
DPU/AU
UC-VIA, UCC, UC Sjælland
Rambøll
Dafolo
Skolerådet
KL
Børne- og Kulturchefforeningen
Skolelederforeningen
Uddannelses- og forskningsministeriet
Professionshøjskolerne
AP Møller

Det må man sige. Der er tale om et stærkt overlap.

B.
Spørgsmålet er så, om den aktuelle rapport bidrager til Skovmands ”spredningssystems”-hypotese? Og ja, det kan jeg forsikre for, at den gør.

Baggrundsfortællingen, som står i rapportens kapitel 2, er hårdkogt og totalt ureflekteret skolereformsideologi. Der er 0,00 referencer til den omfattende diskussion og kritik af emnet. Der står blot, at ”skiftende aktører har af forskellige grunde ikke fuldt ud kunnet tilslutte sig de beslutninger, som oprindeligt blev truffet, eller de mål, som oprindeligt blev identificeret”. Derudover er der en summarisk reference til L409 (s.15). Kritikken er lukket land.

Begreberne kører som en lind strøm i systemets indre. Et eksempel er kapitlet om fælles mål fra s. 88, hvor der refereres til den evalueringsrapport fra 2017, som Rasmussen selv lavede sammen med Rasch-Christensen, som faktisk er leder af hele følgeforskningsprogrammets styregruppe, og som arbejder dybt sammen med Rasmussen, bl.a. i forbindelse med Skovmand-polemikken.

Riisager undsagde i øvrigt efterfølgende 2017-rapporten, og Skovmand hudfletter den i sine bøger. Disse vigtige kritikker nævnes slet ikke i den aktuelle rapport, som er fra maj 2019.

C.
Hvad finder RQT i følgeforskningen med deres uhørt reformaffirmative præmis som grund? Ja, det er faktisk overraskende, for hovedkonklusionen er, på trods af kritikkens totale fravær, at der stort set ikke er sket noget som helst siden 2014 på nogle af de parametre, som angives:

  1. Trivsel: ”har ændret sig meget lidt” og er ”mere eller mindre uforandret”.
  2. Motion og bevægelse: ”Der er dog ikke sket nogen særlig udvikling af motion og bevægelse 2014-2018”.
  3. Den åbne skole: ”et reformelement, der ikke bruges i særlig høj grad”.
  4. Lektiehjælp og faglig fordybelse: ”erfaringerne og effekterne er generelt set spredte og ikke så tydelige”.
  5. Understøttende undervisning: Her er der ”på over halvdelen af skolerne ikke formuleret en klar handleplan”. Især pædagogerne mener dog, at UU “fremme elevernes læring”. Men kun siden 2016. Hver eneste ’fremskridt’ midt i den affirmative elendighed registreres minutiøst af forfatterne.
  6. Styring og ledelse: ”Generel pædagogisk ledelse” er ”på samme niveau som i 2011”, men der er kommet ”en forøgelse af den kommunale regulering i forhold til mål og resultatstyring”. Et rent tilbageskridt i min optik, men naturligvis ikke i RQT’s.
  7. Professionelt samarbejde: Det ”ser ud til at være styrket siden 2015”, står. Går man ind i teksten viser det sig, at dette ”samarbejde” kun angår ”metoder” og ”udbytte”, og faktisk primært angår lærer-pædagogrelationen. Den egentlige pædagogiske udvikling og diskussion nævnes overhovedet ikke, hvilket skyldes at disse emner er fremmedord for læringsideologien. Hele rapporten er afviklet i læringsmålsstyringens tekniske sprog.
  1. Kompetenceudvikling: ”effekterne er meget beskedne”.
  2. Skoledagens længde: Elever, der mener, at skoledagen er for lang er steget fra 46% til 80%. RQT mener, at det ifølge evalueringsrapporterne skyldes, at undervisningen er for kedelig, og altså ikke at skoledagen rent faktisk er for lang, selvom den er den længste eller næstlængste i verden. Eleverne skal altså bare have endnu mere skolereform!
  3. Undervisning med Fælles Mål: Her er der ”fra 2014 til 2018 sket en betydelig stigning i andelen af lærere, der ikke anvender Fælles Mål”. Men RQT fortæller hele tre gange, at ”systematisk anvendelse af fælles mål”, dvs. læringsmålstyring, skam giver bedre faglige resultater. Så vidt jeg kan se, bygger dette på observationer i to klasser (s. 91).
  4. Så efter milliarder af kroner er der ikke sket noget positivt.
    RQT forsømmer dog som antydet ikke nogen mulighed for at tale deres egne interesser frem. F.eks. bruges der meget krudt på, at den omtalte rapport fra 2017, som Rasmussen altså selv har skrevet, angiveligt, skulle vise, at arbejdet med læringsmål giver større faglig effekt.

Og så fremdeles, men man kan jo selv kigge i rapporten, for at se, hvordan der arbejdes på Nationalt Center for Skoleforskning, når læringsmålstyringens spredningssystem fastholder læringssprogets antipædagogik.

Endelig er det værd at notere sig, at det går jo også tilbage på Nationale tests og på karakterer-niveauet, men det står der ikke noget om i rapporten, så vidt jeg kan se?

E
Som afslutning vil jeg notere, at Lars Qvortrup – denne gang som eneforfatter og også i regi af Nationalt Center for Skoleforskning – også har udgivet en rapport om kvalitet og forskning i daginstitutioner. Her kan man læse, at der er brug for nogle flere ”datainformerede indsatser”. Jeg håber nogle af mine børnehaveforskerkollegaer vil læse rapporten. Sidst, i foråret 2018, gjorde de nærmest oprør.

Her er forlagets spiseseddel:

”Forskningsrapporten Styrk kvaliteten af dagtilbud i Danmark viser, at brug af data kan være med til at forbedre børns trivsel, læring og udvikling i dagtilbuddet. Rapporten er udarbejdet som en del af Program for læringsledelse – dagtilbud, og grundideen har været at stille data og analyseresultater om børn, ansatte og forældre i dagtilbud til rådighed for alle institutioner og medarbejdere med henblik på at gennemføre datainformerede indsatser og praksisnær kompetenceudvikling.”

Links:
RQT’s rapport: ”Folkeskolen efter reformen – hvad siger følgeforskningen”, NCS, maj 2019.

https://unipress.dk/udgivelser/f/folkeskolen-efter-reformen/

Liste over hele følgeforskningsprogrammet: http://www.thomasaastruproemer.dk/evalueringer-af-skole-laereruddannelse-mm

Lars Qvortrup: ”Styrk kvaliteten af dagtilbud i Danmark – data, forskningsviden og kompetenceudvikling”, NCF, maj 2019. https://unipress.dk/udgivelser/s/styrk-kvaliteten-af-dagtilbud-i-danmark/

 

11. d.10. juni: Teknokratiet tager magten hos de radikale

I Jyllands-Posten fortæller den politiske redaktør, Marchen Neel Gjertsen, at Morten Østergaard har effektiviseret partiets ledelse. Den moderate Martin Lidegaard er fjernet. Tilbage sidder Sofie Carsten Nielsen som næstformand sammen med Østergaard selv.

Dermed har man yderligere bekræftet teknokratiets vej. Det var jo Østergaard, der stod bag læreruddannelsesreformen i sin tid, og Carsten Nielsen skriver konkurrencestatsindlæg og støttes desværre af DLFs hovedbestyrelse.

Den skolepolitiske ordfører Lotte Rod, som stod bag skolereformen i sin tid, falder fint ind i dette billede.

Dermed lægges der op til et opgør med resterne af de ”kultur”-radikale, som bliver tiltagende hjemløse. Martin Lidegaard voksede jo op i Hal Kochs ånd på Krogerup, hvilket man let kan mærke. Jelved mister formodentlig også magt, og det samme sker ifølge Gjertsen for Ida Auken, som også er kulturelt funderet og af gammel tidehvervsslægt.

Og tilknytningen til den socialistiske side af kulturradikalismen kniber det også med. Her burde SF ellers holde fanen højt, men det gør de nok ikke.

Alternativet og LA er nærmest væk. Og disse partiers progressive og pædagogiske kræfter forsvandt stort set ved valget. Nu går det op i oppositionel klima og skat, som træsorterne hedder i den omegn. Socialdemokraterne er tomme for ideer.

Så Østergaard/Carsten Nielsen regerer i bedste 2013-ånd, som i virkeligheden er en 00’er-ånd, en finanskrise- og PISA-ånd. En gang imellem siger de noget om ”flygtninge”, hvilket blot skal dække over deres antihumanisme.

Men hvor fanden går man hen, hvis man er gammelradikaler?

https://jyllands-posten.dk/premium/indland/marchen/ECE11435085/morten-oestergaard-eksekverede-et-internt-magtopgoer-paa-foerste-gruppemoede-efter-valget/

 

12. d. 11. juni: Dannelses-bashing i dagens Konkurrencestatstidende

Konkurrencestatstidendes uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, fortsætter bashingen af Merete Riisager til sidste bloddråbe.

I dagens ”analyse”, hvor han reflekterer over, hvem der bliver undervisningsminister i den kommende regering, indleder han med at fortælle, at posten ikke altid er ”baseret på kompetencer og interesser”.

Ok, tænker man, det er jo rigtigt nok.

Men hvem er det så lige, der er Fuglsangs centrale eksempel på ’inkompetence og ligegyldighed’? Jo, det er såmænd Merete Riisager. Fuglsangs skudsmål er ganske vist helt uforståeligt, eftersom Riisager jo både er cand. pæd. (”kompetence”) og har interesseret sig vedholdende for skole- og uddannelsespolitik i mange år (”interesse”).

Fuglsang kalder udnævnelsen af Riisager for ”en vittighed, lige indtil det blev en realitet”. Og med ”realitet” mener han altså ”Trump”. Det er klart fra Fuglsangs tidligere indlæg. Han kunne ligeså godt have skrevet ”fra vittighed til Trump”.

Så ovre i Konkurrencestats-land er Riisagers embedsperiode karakteriseret ved en blanding af inkompetence, ligegyldighed, vittighed og trumpisme.

Så er der sørme andre boller på avisens forside, hvor Henrik Sass Larsen, hvis syn på kunst, videnskab og ytringsfrihed i høj grad minder om ”trumpisme”, skamroses for at have etableret ”et historisk forenet socialdemokrati med en klar politisk retning”, og for at se godt ud i ”kampform”.

Kilder:

Jacob Fuglsang: ”Skolen er Frederiksens lokkemad”, Politiken, d. 11. juni, s.2.

Kristian Madsen: “Sass faldt igen på tærsklen til finansministeriets hoveddør”, Politiken, d. 11. juni, s.1.

 

13. d. 11. juni: Hvad skal vi gøre med Vestager?

Hvad skal vi gøre med Magrethe Vestager, den gamle undervisningsminister fra Ølgod med præstemor og præstefar, der endte som konkurrencekommissær i EU? Ikke just “social arv”? Og så alligevel?

Jeg synes helt klart, at regeringen – uanset farve – bør fremme Vestagers muligheder for at fortsætte som konkurrence-kommissær, et job hun jo er tip top-kvalificeret til og hidtil har udført til 12+++.

Vestager kan om nogen løse opgaven med at stoppe USA/Asiatisk High Tech-indflydelse. En vigtig fordel ved det er, at det vil afstedkomme en folkelig kritik af mange landes – og ikke mindst DK’s – data-disruptionsvælde. Dermed kan hun skabe rum for en seriøs europæisk industri på området. Man kan jo knap nok købe en europæisk mobil mere, og hvorfor fanden skal det kinesiske og statskontrollerede Huawei stå for it-infrastrukturen i vesten?

To ting er dog sikkert:

  1. Vestager skal ikke hjem til DK, hvor hun har gjort stor skade, både for sit eget parti, hvor Østergaard/Carsten Nielsen stadig kører helt i Vestagers/Corydons hyper-teknokratiske ånd, og for landets pædagogik, der stadig snapper efter vejret efter 10’ernes grimme reformer. Hold hende for Guds skyld i Bruxelles, så vi kan komme til os selv.
  2. Hun skal dog heller ikke være formand for kommissionen. Her skal ikke sidde endnu en teknokrat, der vil omdanne Europa til en “lærings-zone” med “åbne koordinationsmetoder”, men derimod en person med sans for folkenes egenart og dybde, f.eks. en brite eller en østeuropæer eller måske en hottentot.

 

14. d. 11. juni: Teologisk-politiske refleksioner

A. Den fjerne Gud
En af Guds udmærkede funktioner har været at sørge for, at mennesket er klar over, at det ikke selv er Gud. Hvad vil det sige? Jo, det vil sige, at mennesket høre til i naturen, hvor det skal arbejde og tilbede den fjerne Gud. Der er noget tidehvervsk over dette.

Denne funktion har mange udmærkede konsekvenser, f.eks. at mennesket bliver på jorden, hvor det er sat. Det giver en form for beskedenhed, en nærhed til næsten og en individuel ansvarsbevidsthed. Det har også den fordel for Gud selv, at han ikke har ansvaret for noget, f.eks. for 1. verdenskrig.

Men på den anden sige giver det også et problem. Hvorfor? Fordi Gud fortoner sig fra både menneske og natur.

Mennesket, som ikke kan ophæve sig selv til Gud, ophæver i stedet arbejdet til en ny Gud. Gud er ikke i mennesket og ikke i naturen, men overophedes af mennesket selv i arbejdet. Mest radikalt i den såkaldte “konkurrencestat”.

Arbejdet opsluger menneske og natur som en ny gud. Dermed bliver både menneske og natur til midler. Gud selv kan intet gøre, for han er for langt væk, reduceret til ”funktion”.

Der er måske i denne “arbejdsteori” en eller anden sammenhæng mellem Guds funktion og marxistisk teori? Lad det ligge for nu.

I en endnu mere radikal version af dette, bliver Gud ikke blot til en funktion, men ligefrem til ”et ritual”. Der er i så fald tale om en særlig sociologisk Gud, der forfægtes af visse systemteoretikere.

 

B. Den nære Gud
Så er der den modsatte løsning. Gud kommer tættere på. Helt nær. Overalt. Denne løsning finder man hos f.eks. Spinoza og panteismen, faktisk også hos Rousseau. Naturen og dens ting er skabte, og alle ting har en skabt essens, som er en del af den samme substans. Det er en skøn teori, der fremme nysgerrighed og omsorg. Denne skabthed gælder også mennesket.

Her er ”funktionen” under punkt 1. reduceret til en række meget interessante og paradoksale forskelle, som jeg vil komme ind på nu:

1)
Videnskaben bliver mulig, fordi verden eksisterer i fuld ejendommelighed uafhængigt af erkendelsen. Tingene lader sig ikke opsluge af arbejdet, af kompetencer eller af menneskets konstruktioner. Vi bliver aldrig færdig med at eksperimentere med og undersøge skaberens værk, som ustandseligt svarer os. Der melder sig hele tiden nye etager, trappeforløb og altaner. Videnskaben er at blive væk i objekternes essens og forsøge at finde ud igen. Og hvor er man, når man kommer ud?

2)
Dannelse bliver mulig, fordi alle ting har en natur, som er Guds. Menneskets forhold til naturen og til sig selv er derfor samtidig et gudsforhold, uanset om man kalder det noget andet.

Dermed kan hverken menneske eller natur reduceres til midler for arbejdet. De eksisterer begge i egen skabte ret. Forholdet mellem skabthed og socialt liv, mellem natur og menneske og mellem verden og menneske, er hele dannelsens grundlæggende felt. Arbejde bliver noget underordnet. Livet er en endeløs undersøgelse af de gaver, som Gud er og giver. Vi bader i åndens åndedrag.

3)
Kristendommen har helt særlige dyder. Hvorfor? Jo, fordi Gud kun fremtræder via en søn, som aldrig selv skriver noget ned, men som er ren handling. Denne rene handling har fire meget forskellige vidner, evangelisterne, hvis fantastiske fortællinger breder sig ud over Europa. Derfra kan fortolkningskunsten, hermeneutikken, og kunsten i det hele taget brede sig. Den rene handling strømmer gennem samfundene som en skabthed, der undergår vores sociale liv, og får ting til at komme til syne på alle mulige måder. Islam har ikke samme muligheder, for der er alting desværre skrevet ned direkte fra Gud. Jødedommen er en hybrid. Læs f.eks. Salomons tekster i det gamle testamente, hvor Gud og menneskelig kritik, dømmekraft og kærlighed er en slags enhed.

4)
Naturens skabthed giver en vis teknologisk tilbageholdenhed.

Teknologien er stærk under punkt 1, hvor arbejdet hersker.
Under punkt 2a-d værner man om naturens egen fremtræden.

Teologien er derfor en økologisk tilstand, hvor man ser på verdens og menneskets myldrende tilsynekomst.

(Det var her et parti som Kristendemokraterne burde være, hvis de både glemmer og generaliserer abort-spørgsmålet til at være en generel teknologisk tilbageholdenhed i reproduktionsspørgsmål. Man må også koble sig på en bredere teologi end Indre Mission, som stadig dominerer partiet, som jeg har forstået det. Hos den “nære gud” vil man faktisk også – måske paradoksalt for nogen – kunne mødes med dele af Alternativet i en form for teologisk begrundet Eurovision. De andre partier er nok lidt for bundet op på den fjerne Gud, der jo som sagt også har sine fordele)

Den teknologiske tilbageholdenhed findes også i pædagogikken, hvor både arbejde og teknik, der jo er et udkomme af punkt 1, fortoner sig til fordel for fri omgang med ting som er skabt, og som derfor kan vendes og drejes helt uafhængig af funktioner og ritualer.

I den forstand kan man godt sige, at Konkurrencestaten, hvis fokus er helt ekstremt på arbejde og teknik, er et resultat af den fjerne sociologiske Guds langsomme hensygnen.

 

15. d. 13. juni: Folkemøde, torsdag d. 13. juni

A. Åbning:

Grandprix-stjernen Emely Forest åbnede med en smuk version af Albertes ”Lyse Nætter”. Derefter holdt Lars Løkke en fin tale – han har så meget humor – og endelig sang Forest og Bertel Haarder sidstnævntes fine folkemøde-sang i bedste Grundtvig/Ingemann-stil. Der blev talt om demokrati og Dannebrog vajede. Det var klasse!

Desværre ødelagde Folkemødets formand, Jan Sjursen, det hele lidt ved hans pågående tale om verdensmål, der er blevet sådan et slags ideologisk slogan på Folkemødet, og som hænger alle steder. Verdensmålene er ligesom taget ud af demokratiet? Hold dog op med det. Lav en debat om emnet, hvis nogen har lyst, men fri os fra normative ”temaer” som på den måde skal normere demokratiet. Hvad bliver temaet næste år? Islamkritik eller læring? Det går jo ikke.

 

B. Professionshøjskolernes faglige og folkelige opløsning:

Danske Professionshøjskoler lagde ud i den helt store Konkurrencestatsstil med to dybt deprimerende debatter på foreningens såkaldte “strandbar”:

1)
Første debat hed “Tilbage til uddannelser i verdensklasse”. Hvilken titel!: Tilbage? Verdensklasse? Alle mand i bådene, vi sejler til Sierra Leone, som blev grundlagt for frigivne slaver.

Panelets sammensætning understregede tristessen: En kvinde fra NOVO med titel som “policy lead”. Dertil en chef fra Dansk Erhverv og en direktør fra Akademikerne.

De talte om investeringer, feedback, disruption og data. Ingen vidste noget. Ingen havde fulgt med. Det var konkurrencestatens maskineri. Manden fra Dansk Erhverv, som var den mest disruptions-begejstrede, sluttede af med lidt skolereforms-motto, you know: ”så dygtige som muligt”.

Debatten bestod af, at på forhånd udvalgte organisationsformænd kunne sige noget. Der var ingen åbninger til forsamlingen, som kunne udfordre den snævre ideologi. Det var anti-folkemøde.

Det var der ikke meget “pissedårlig undervisning” over, som man kalder dannelse og pædagogik for tiden ned på UC-Syd, som er epicenter for et lille professionshøjskoleoprør, som jeg hepper helt vildt på.

2)
Lidt senere stod der decideret “konkurrencestat” på skemaet i strandbaren. Stefan Hermann interviewede Ove Kaj Pedersen og Bjarne Corydon. Tre gamle venner hyggede sig i overskyet 2011-ånd uden en eneste kritisk røst. Der var intet nyt under solen. Jeg havde faktisk spist morgenmad med Ove Kaj på mit pensionat. Tidligere på formiddagen havde jeg set Hermann og Corydon i hyggelig passiar. Hermann havde kasket på. Et dansk polit-bureau?

Et par tilhørere spurgte lidt til pædagogik, og Hermann gav sørme selv et lille mikropip, men pædagogik er noget, der hørte “velfærdsstaten” til, måtte vi forstå. Selv forsøgte jeg mig med et markering om, at pædagogik havde en noget længere idehistorie end velfærdsstaten. Men pædagogikkens historie siden antikken kunne reduceres til “forskydninger”, sagde Ove Kaj, med reference til den franske kommunist Althusser, som også var Ove Kajs vejleder, da han var ung i Paris.

Konkurrencestatsteorien er ren gammelkommunisme – en slags Althusser på speed –, hvor alle åndelige aktiviteter er krusninger på den politiske økonomis substans, og hvor alt skal styres af nogle produktionsfikserede teknokrater i et indholdstømt sprog. Corydon kaldte ligefrem Ove Kajs begreber for et faktum, mens han roste Ove Kaj for det ene og det andet. Os andre irettesatte han ”i al stilhed”, som han sagde. Som om vi var hans underordnede. De to bør udelukkes fra alle pædagogiske sammenhænge.

Ingen rørte ved nyere emner som data og klima, og den pædagogiske tradition, dvs. vores skønne fortid, var smadret.

På bordene lå der gratis solbriller, fordi det jo var en “strandbar”. Men dem blev der ikke brug for, for der var helt mørkt i teltet.

 

C. Højskolernes telt.
Pædagogikkens Anden Verden, den virkelige, holdt til i Højskolernes telt, hvor der var skoledebat med professor Lene Tanggaard, Lærer Mette Frederiksen og forfatteren Knud Romer, der snakkede dannelse, formål, kundskaber, og der var kritisk brod til centralstyringssproget, som jo var helt enerådende i læreruddannelsens telt, jf. punkt B,1+2.

Den tidligere direktør i Dansk Industri, Charlotte Rønhof, deltog også. Hun er af uransaglige grunde blevet formand for Rådet for Børns Læring. Det er Riisager, der har udnævnt hende. Nok ikke frivilligt er min hypotese, for igen var den helt gal. Rønhof fortalte, at lærerne opførte sig som ofre, og at der nu skulle være ro om skolen osv.. Mette Frederiksen, som igen ydede en jætteindsats, var heldigvis oppe på dupperne med sin smukke kundskabsskole, men Rønhof forstod intet. Jeg håber, at Frederiksen udsætter Rønhof for en streng belæring i det der skolereformsråd, som Riisager vægrede sig ved at genkonstituere sidste år. Rønhof forlod debatten før tid. Hun skulle nok hen til professionshøjskolernes strandbarsmørke.

 

D. Resten af dagen.
Om aftenen gik jeg hen til DLF’s hus og fik en burger og en Svaneke-øl. Der sad en anden af Ove Kaj Pedersens fans, nemlig lederen af DPU, Claus Holm. Han stod og snakkede med to af Politikens konkurrencestatsjournalister. De kendte åbenbart hinanden. Selv hyggede jeg mig med gymnasielæreren Mikael Busch, der er ved at skrive en kritisk bog om Corydons indflydelse på dansk politik og pædagogik, som han må finansiere via crowdfunding. Alle mine hypoteser om pædagogikkens to verdener blev til fulde bekræftet lige der på DLFs balkon.

Derpå gik jeg hen til KL’s telt. Her fortalte borgmesteren fra Tønder Kommune om kommunens måle- og læringsstrategier. Hans egen kommunaldirektør var moderator. Af en eller anden grund havde de invitereret to førende forskere, nemlig Hans Henrik Knoop og Alexander von Oettingen, som virkelig var havnet i kommunen. Det hele virkede totalt kikset, så jeg tog ingen noter.

Til sidst hørte jeg en vild musikquiz mellem socialdemokraten Mogens Jensen og Morten Messerschmidt, som var sammen med sin Dot. Det var så funny, og folk stod på bænkene og skrålede løs på det ene hit efter det andet. Især MGP-sangene tog kegler. Det var faktisk ligeså sjovt som sidste år, hvor Rasmus Nordqvist fra Alternativet dystede på MGP-viden sammen med Inger Støjberg, som i øvrigt vandt suverænt. Men i år vandt rød blok, ikke mindst pga. en meget engageret indsats på “Vi maler byen rød”.

Fra strandbarens mørke til røde kærlighedskjoler.

Link til strandbarens program: https://www.professionsdebat.dk/program

 

16. d. 15. juni: Folkemøde, fredag d. 24. juni

A.
Jeg startede dagen med at gå hen i lærerforeningens hus. Her var der en debat med titlen: ”Er forskerne politikernes nyttige idioter?”. Jeg var troppet op, fordi Andreas Rasch-Christensen deltog. Han har netop haft en kronik i WA om emnet, og han har jo om nogen understøttet skolereformens tankegods og implementering.

De andre deltagere var Bondo og Alexander von Oettingen.

Ovenpå snakkede nogle andre om dannelse og danskfaget, og jeg havde lige mødt Marianne Jelved, som skulle deltage, så jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Men jeg valgte altså ”idiot”-arrangementet.

Oettingen svarede ganske utvetydigt ”ja” på debattens spørgsmål, så det var jo fint. Og han havde også en interessant betragtning, som er værd at notere. Han sagde, at lærerne i 1970’ blev optaget af forskning og videnskab, fordi de dermed kunne frigøre fra statslig tvang. Men nu var selvsamme forskning – via ”idiotiet” – i stedet blevet lig med statslig tvang. Var det ikke interessant?

En konsekvens af Oettingens analyse er jo, at man bør skelne mellem videnskab og forskning. Videnskab er den fri søgen efter sandheden, og ”forskning” er evidensplageriet i policys tjeneste, som vores stakkels skoler er underlagt. You know: ”forskningen viser….”. Konklusion: pædagogikken skal undgå forskning og søge videnskab. Jeg ved dog ikke, om Alexander er helt enig.

Andreas Rasch’s svar på debattens spørgsmål var en slags både-og. Han stod reelt set ikke ved sin helt afgørende rolle i politikkens tjeneste, for det hele var bare så komplekst, fik vi at vide. Han begyndte også at sige, at han skam er imod skolereform og læringsmålstyring. Det hele er ærligt talt lidt Eichmann-agtigt efter min mening, men jeg har jo skrevet en del om det efterhånden, så jeg lader det ligge her.

Bondo hørte jeg ikke rigtigt, for min mobil gik pludselig i stykker, men han var sikkert ok. Han har ikke været så tydelig på dette års Folkemøde, som han plejer, synes jeg. Måske venter han lidt på den nye minister?

Faktisk kom jeg lidt for tidligt til DLF’s hus, så jeg overhørte også en debat om klimaet i et tilfældigt telt. Men eftersom jeg selv er test-certificeret klimaengel – hvilket skyldes, at jeg undgår at købe nyt tøj – fangede det ikke rigtigt an.

 

B.
Derpå spadserede jeg ned til journalistforbundets telt, hvor de snakkede om offentligt ansattes ytringsfrihed. Det var en skøn debat med socialrådgivere og sygeplejersker, som havde sagt deres mening om emner af offentlig vigtighed stik imod dumme chefer, og Rasmus Willig og Jacob Mchangama kom med fine perspektiveringer.

Reglerne på området er sådan set klare. Man må groft sagt sige stort set alt, bare man ikke hyper-bander eller lyver bevidst. I en nyere skrivelse træder ministeriet dog vande på en meget uheldig måde. Man skal åbenbart tage hensyn til noget, der hedder ”myndighedens omdømme”. Det kan kun gå galt. Jeg fik dog ikke helt fat i, om dette cirkulære var trukket tilbage.

DM’s formand, Camilla Gregersen, deltog også med en jætteindsats.

Paneldeltagerne gik næsten alle sammen ind for ”whistleblowerordninger”. Det forstår jeg ikke. Al den anonymisering har fanden skabt. Så tal dog med dit navn! Rasmus Willig var faktisk den mest fornuftige på det punkt efter min mening. Han fortalte, hvordan disse ”ordninger” nogle gange faktisk understøttede tavshedskultren og dermed de neoliberale ledelsers magt over den ”strategiske” diskurs, som så kan kaldes for ”omdømme”.

 

C.
Dernæst gik jeg hen i Akademikernes hus, hvor der var debat om krænkelser på universitetet. Forkvinden for den identitære studenterorganisation ”FRONT” diskuterede med en ældre fysiker af den gamle skole og med en blød Thomas Brudholm fra KU som mellemting.

Ifølge FRONT skal jeg åbenbart scanne mit pensum for ligestilling mellem køn og hudfarve. Jeg var helt klart på fysikerens hold i disse spørgsmål. Selv Brudholm var for blød efter min mening, selvom han gjorde nogle gode forsøg på at skelne mellem ”racisme” og almindelig fri debat. Han kom dog til at købe præmissen. Så kunne jeg bedre lide fysikerens regelrette afvisning. Han var faktisk den mest anti-racistiske af alle efter min mening, bortset fra, at han støttede Helmuth Nyborgs barokke forskning, som leder direkte til Stram Kurs.

Jeg følte mig som en negerkonge iført indianerfjer, der sad i en eskimo-iglo og røg smøger sammen med den lokale hottentot, mens vi sang ”den danske sang er en ung blond piger” og læste censurerede Halfdan Rasmussen-digte sammen med en britisk brexiteer og forsøgte at beskytte hele kulturarven og alle dens skønne skæverter.

Moderatoren, som kom fra KU, havde det på samme måde, var mit indtryk. Men han var også på alder med mig.

Jeg kunne ikke se de fine direktører og rektorer fra KU og Gyldendal, men de sad nok et sted og spiste Chiafrø-budding og talte Esperanto.

Denne kunst- og videnskabsdræbende identitetspolitik er ligeså slem som moderniseringsstyrelsen.

 

D.
Så var jeg til debat om ”Pissedårlig undervisning for fondsmidler” i Professionshøjskolernes Strandbar. Den allestedsnærværende Von Oettingen styrede løjerne med både sang og sjov.

Men den helt store faglige helt var Lyngby-Taarbæks viceborgmester, Simon Pihl Sørensen, som måtte belære von Oettingen og alle de andre om AP Møllers ideologiske retning, og om hvordan både fonde og kommuner spiller sammen om at lave pissedårlig undervisning, der ødelægger dansk skoletradition, som ifølge Pihl Sørensen først og fremmest er Grundtvig-Koldsk.

Den slags er ikke lige Oettingens kop te – i sin nye bog om pissedårlig undervisning gør han nærmest skolens formål og Grundtvig til en del af problemet – så han lod det hele fare lidt og kom med et løsrevet eksempel på et godt fondsstøttet projekt.

Derfor blev det hele en underlig pæn debat, med lejlighedsvise fornuftsudbrud fra Pihl Sørensen, som ingen rigtigt tog op. Helt modsat sidste års festfyrværkeri af “pissedårlig undervining”-debat, hvor jeg fik skæld ud af Bondo for at kritisere hans OK-18-kommission.

De andre debattører, som alle var lidt anonyme og læringsagtige på dagen, var Bondo, en fondsdirektør og en skoledirektør fra Aarhus Kommune. Hvorfor var der ingen fra AP Møller-fonden ikke i teltet? Faktisk var der en eller anden direktør blandt publikum, men han burde jo havde siddet i panelet.

Simon Pihl var ene stemme på scenen blandt læringshviskere, så jeg købte dagens første fadøl.

 

E.
Der var to forskellige debatter, som omkring kl.17 spurgte om ”kapitalismen var syg?”. Jeg besluttede mig for at gå hen til Den Danske Banks version af spørgsmålet. Jeg kom lidt tidligt, så jeg smuttede lige ind til Berlingskes gård, hvor Thulesen Dahl blev interviewet. Han svarede meget åbenhjertigt på journalistens udmærkede spørgsmål om DF’s tilbagegang og situation. Der var gratis Svaneke, men jeg havde jo lige fået, så det var lidt øv.

Men hos Danske Bank var der desværre helt optaget, så i stedet tog jeg ”Kapitalismen er syg”-debatten i Højskolernes telt, hvor Peter Hummelgaard (A) og Martin Ågerup fra CEPOS diskuterede emnet ved hjælp af en særlige debat-metode, som sidste år fik Ida Auken og Sørine Gotfredsen til at lyde næsten enige. Metoden går ud på at bytte stole og sætte sig ind i modpartens mindset osv.. Der var fest sidste år, hvor folk efterfølgende klappede taktfast i over et minut over højre- og venstretidehvervs forbrødring.

Men i går var der ikke fest. Hummelgaard var god, fordi han – i overensstemmelse med debatkonceptet – forsøgte at sætte sig ind i kapitalismens dyder og nødvendighed, men med tydeligt ubehag. Rigtig godt gammeldags socialdemokratisk. Men Ågerup havde ingen sans for de sociale erfaringer, som nærer socialismen, og som Hummelgaard faktisk selv fortalte om fra sin egen barndom på Amager. Aagerup var helt væk i sine økonomiske statistikker. Det er også derfor, at CEPOS og resten af 80’ernes neoliberalisme her zero fornemmelse for pædagogik.

Det skal retfærdigvis siges, at jeg gik fem minutter før tid, så muligvis skete der noget vigtigt til sidst.

 

F.
Lidt tilfældigt stødte jeg ind i min redaktør fra Hans Reitzel, så vi slog følge og snakkede om det ene og det andet. Vi gik hen til Venstres telt, hvor der var MGP-quiz med Inger Støjberg og Jim Lyngvild. Henrik Krogsgaard styrede orkestret i god gammel stil. Igen i år vandt Støjberg. Sidste år dystede hun med Rasmus Nordqvist. Fællessangslisten var ”Smuk som et stjerneskud”, ”Hallo hallo” og ”Vi maler byen rød”. Det var hyggeligt, og alle var enige. Eneste problem var, at socialdemokratierne larmede for meget fra den anden side af vejen.

Det var godt, jeg mødte den flinke redaktør, for snart var vi til reception og alt muligt, og pludselig var der pindemadder og bobler og hyggesnak med udsigt, og jeg snakkede med nogle søde børnehaveforskere fra København.

 

17. d. 16. juni: Folkemøde, lørdag d. 15. juni

A.
Jeg skulle deltage i en skolepolitisk debat i Grundtvigs telt kl. 12, så formiddagen brugte jeg på at skrive dagbog på pensionatet i Sandvig, hvor Per Stig Møller sørme pludselig kom forbi til morgenmad iført en flot pyjamas.

Debatten kl. 12 skulle egentlig have været et ”skolepolitisk
topmøde” med Merete Riisager m.fl.. Men på grund af valget kunne det ikke gennemføres. I stedet var vi samlet i en mere fagligt orienteret gruppe bestående af Dansklærerforeningens Katja Gottlieb, Alexander von Oettingen, Lene Tanggaard, lærer Jonas Petersen og undertegnede. Alle var mere eller mindre Riisager-fans – altså Trumpister ifølge Politiken – så det var måske lidt fortættet? Men ok, i Danmark er man Trumpist, hvis man går ind for dannelse. Det er meget mærkeligt, men man må jo så mødes i sine små kulminer for at studere ting og sager i stedet for at lære at lære hos OECD.

1)
Diskussionen endte med at handle om, hvorvidt styringsbegrebet har noget med pædagogik at gøre. Von Oettingen mente ja, fordi de gamle reformpædagoger var for flippede og lod klassen og fagene flyde. Efter min mening sidder han fast i 00’ernes grundanalyse af læring og pædagogik. I virkeligheden var vi dog helt på linje, eftersom vi bare ville have pædagogikkens grunddyder frem fra før verden gik af lave, f.eks. fag, fordybelse, disciplin osv.. Oettingen finder dyderne hos nyherbartianerne. Det er jeg sådan set helt enig med ham i, men jeg vil også gerne have den nationale/grundtvigske tradition og den tidlige reformpædagogik med i puljen, sammen med noget moderne pædagogisk filosofi.

Oettingen mener, at skolens formål er et problem, fordi det ender som værdiflom. Han forstår ikke, at opdateringen i af formålet i 2006 netop var en ren invitation til herbatiansk indflydelse, som samtidig fastholdt de bedste sider af de andre tilgange. Uden denne vekselvirkning mellem §1 og §5 (fagparagraffen), ender det med ”pissedårlig undervisning”.

Ved at anerkende ”styring” ender Oettingen med at anerkende læringsideologiens sejr, for så skal ”læringen” jo blot styres. Men hvorfor ikke proppe ”læringen” ind i kundskabsbegrebet? Så er der jo ikke mere grund til at bruge ordet ”styring”?

Oettingen anerkender med andre ord den præmis, han selv er imod, og derfor bliver hans løsning, altså ”styringen”, også forfejlet. Han ender med at mangle modstand mod ”læringsmålstyring”, som kører efter samme logik.

2)
Moderatoren, skoleleder Jon Sønderby, kunne huske, at jeg i en lignende debat tilbage 2015 havde sagt til skolelederforeningens Claus Hjortdal, at en skoleleder skulle undlade at give feedback til lærernes læringsledelse, dvs. kigge væk. Hjortdal var oprørt dengang, men jeg er glad for, at jeg sagde det, fordi en sådan ”feedback” – både dengang og nu – vil føre til yderligere pædagogisk opløsning og forstærkelse af læringsbegrebets hegemoni.

I stedet foreslog jeg, at skolelederen slet ikke er ”leder”, men derimod en ”inspektør”, der blot sørgede for almindelig administrativ og juridisk koordination, mens den pædagogiske praksis så kunne forbinde sig med verdens ting uden ”styring”.

Måske skulle jeg have tilføjet idealtypen ”forstanderen”, som er en mere kulturelt aktiv figur i gammeldags højskolestil. Mange skoler og fritidshjem mv. er grundlagt af denne blanding af forstandere og inspektører, som aldrig ”leder læring” og da slet ikke ”styrer” den.

Von Oettingen og Tanggaard havde også en frisk udveksling om psykologiens rolle, som jeg synes, de skal fortsætte med. Oettingens kritik af psykologiens negative rolle for dannelse, som i en vis forstand var rimelig nok, prellede med rette helt af på Tanggaard, der jo om nogen står for vigtigheden af fag og fordybelse.

Tanggaard gav derfor von Oettingen en form for lektion i psykologiens pluralitet. Det var på sin plads, også fordi von Oettingen mig bekendt aldrig har undersøgt psykologiens bidrag eller faldgruber inden for læringsområdet.

3)
Der var også lidt diskussion af de nationale tests. Jeg nåede ikke at blande mig, men eftersom testene er ren ”styring”, og eftersom styring jo ikke har hjemme i pædagogiske sammenhænge, så skal disse tests bare smides ud efter min mening. Dermed vil alle disse datalæringsforskere også miste deres overfladiske policy-affirmative data, som ingen efterhånden har kontrol over. Forskerne kan i stedet indsamle deres informationer på gammeldags maner ude blandt mennesker og ting.

Det fører mig frem til en sidste markering, som jeg sådan lige på hukommelsen nåede at fremføre, nemlig at man bør skelne mellem ”videnskab” og ”forskning”. Vi skal have mere pædagogisk videnskab og mindre evidenskompetencedatalæringsforskning. Kort sagt: mere videnskab og mindre forskning. I dag kollapser forskning og pædagogik i ”styring”.

Efter debatten snakkede jeg med Jens Raahauge, Katja Gottlieb, Marie Elmegaard (alle Dansklærerforeningen), Brian Degn Mårtensson og Rasmus Rahbek og nogle flere. Der var meget forskellige vurderinger af debatten. Vi endte dog med at følges ad til næste debat, hvor både Mårtensson og Raahauge skulle deltage.

 

B.
Vi trissede ned i en af haverne, hvor musikeren og pædagogen Jens Skou Olsen havde en virkelig mærkelig debat med titlen: ”Hvordan mestrer vi denne verdens uorden?” i regi af Den Danske Scenekunstskole.

Det var noget med, om verden var flydende eller fast. Jeg er ikke i stand til at gengive debattens synspunkter eller substans, men på en eller anden måde virkede den som en lille lysning i folkemødets almindelige trummerum.

 

C.
Derefter smuttede jeg op i højskolernes telt, hvor der var en debat om ”Uddannelse på digital deroute: skader IT læring og trivsel?”.

Der var besøg af Christine Antorini, Mette Fjord Sørensen fra Dansk Industri, lægen Imran Rashid (ham med ”Sluk”), og forskeren Jesper Balslev.

Det var en superdebat, der virkelig demonstrerede, hvilket fattigt og naivt teknologisyn, der hersker i Dansk Industri og hos Antorini. Sidstnævnte talte udelukkende om IT som et ”værktøj” og sammenlignede det flere gange med et fjernsyn, og Fjord Sørensen anede intet om data-ideologiens betydning for pædagogik og samfund. Det var mest sådan noget med at lave nogle regler sammen med sin teenager.

Rasmus Kolby Rahbek, som skal forsvare sin ph.d. om højskolepædagogik på fredag, sad blandt publikum. Han spurgte direkte, om ikke den individualiserede datalæring kunne være en trussel mod fællesskab og pædagogik? Men Fjord Sørensen forstod det slet ikke. Læreren kunne da bare gør noget andet, mente hun, og vendte tilbage til sit teenager-værelse. Hun er forskningspolitisk chef.

Derimod var der høj kvalitet hos de to data-kritikere. De nævnte bl.a. Marcus Bernsens nye bog om Singularity-ideologiens betydning for dansk politik. De fortalte også om, hvordan de globale bevægelser interagerede med skærm-psykologi, hvor skærmen gør mennesket til en form for kommercielt konstrueret vedhæng. Antorini og Fjord Sørensen anede ikke, hvad der foregik, selvom det jo er dem, der har magten.

Det undrede mig dog, at Rashid omtalte det meget kontroversielle AREA9-initiativ positivt. Dette initiativ, som har modtaget næsten 200 mio. kr. af Statens Vækstfond, er ideologisk set dybt forbundet med det, som Rashid kritiserede. Men måske skyldes det, at Rashid var legekammerater med direktøren for foretagendet, hvis jeg ellers forstod det ret.
Rashid er jo heller ikke pædagog, så han har nok vanskeligt ved at vurdere initiativets faglige elementer.

Det var meget betryggende, at publikum – hvoraf mange var unge – entydigt var på kritikernes hold. Ja, de nærmest buuhede af Antorinis nedladende bemærkning til en yngre gymnasieelev. Antorini mente, at eleverne da bare kunne ændre på tingene eller protestere, hvis de ville noget. Hun sad vist bare og så fjernsyn.

Antorinis skolereform er intet andet end netop denne symbiose af ureflekteret og naiv data-læring, hvis konkrete udmøntning, jeg skulle lære mere om i den næste debat.

 

D.
Herfra åbnede Guds vrede sig direkte fra himlen i form af et decideret skybrud. Jeg løb ind til Grundtvigs Forum. Der blev delt sangbøger ud, og vi sang, mens regnen trommede på teltet.

Hos de konservative fik jeg et regnslag, og herfra spadserede jeg ned til DLF’s hus, hvor to kommunale bureaukrater snakkede om Oslos skolelederuddannelse og datalæringsstyring helt i Antorinis ånd. Dorthe Lange, som er næstformand i DLF, forsøgte sammen med publikum at skabe lidt pædagogisk liv i sproget, men det lykkedes bare ikke. Rasmus Willig skulle også have siddet i panelet, men han var desværre fraværende. Det var tre mod en.

Skoleborgmesteren i Københavns Kommune, Jesper Christensen, som sammen med AP Møller og Aalborg Kommune har investeret Big Time i Oslos dybt anti-pædagogiske skolelederstyringskoncept, virkede helt blank. Han skulle da bare op og lade sig ”inspirere”, sagde han, ligesom de også havde ladet sig ”inspirere” af John Ja-Hattie. Ordstyreren, som selv kom fra læreforeningens blad i København, var slet ikke skarp nok der, selvom han faktisk selv havde været en tur i Oslo. Jesper Christensen er naturligvis socialdemokrat. Det er ”børnenes læringsdataparti”.

Et par mellemledere fra Bornholms Kommune bekræftede tristessen. Alt emmede pludselig af styring og data, og pædagogik fandtes ikke mere. Jeg måtte gå min vej. Desværre kom der et nyt skybrud, så jeg måtte søge tilflugt hos Dansk Erhverv, som gav en Svaneke-øl til trøst.

Herfra blev alt aflyst, og jeg cyklede hjem på pensionatet, hvor mine psykolog-venner samlede mig op kl. 21. Vi kørte til færgen, hvor jeg mødte Lene Andersen, der forærede mig sin nye bog ”Metamodernitet”, og derpå trillede vi videre ud i Sverige. Vi snakkede om alt i det anti-herbartianske mørke i en mærkelig bil uden kobling og var hjemme i Aarhus omkring kl. 04 om morgenen.

Tak for et dejligt folkemøde.

 

18. d. 16. juni: Læring mod Dannelse i Rådet for Børns Læring

Lene Tanggaard har i nedenstående opslag været så venlig at spotte Charlotte Rønhofs horrible markeringer vedr. skolereform og læreres pædagogiske engagement. Rønhof forklarer den aktuelle strøm til friskolerne med følgende:

“Hvis forældre vælger noget fra, er fordi, der i kølvandet på arbejdstidsloven og reformen har udviklet sig en tung kultur på mange skoler, fordi man har været meget utilfreds. Hvis man har en kultur, hvor man brokker sig, kan det godt være selvforstærkende, og det kan smitte af på forældre og børn”

Så skolereformen har ingen skyld? Det har lærerne derimod! Kritik=brok.

Rønhof har tidligere været ude med lignende synspunkter, senest i en debat på folkemødet i Højskolernes telt. Hendes markeringer giver Tanggaard “ondt langt ind i sjælen”.

Rønhof er ikke en fru hvem som helst. Tidligere var hun direktør for Dansk Industri. I dag er hun formand for “Rådet for børns Læring”, som tidligere hed Skolerådet. Det er faktisk netop dette læringsråd, der har udgivet den rapport om de ekspanderende friskoler, som den aktuelle artikel udspringer af. Rønhof er også lige blevet formand for et teknologiinitiativ, der minder en del om det, som Antorini er formand for.

Hvorfor blev Rønhof formand for Læringsrådet? Ja, det er ikke af faglige grunde, det er helt klart, for hun er uddannet mejeriteknolog. Og det er næppe Riisagers ide, så det må komme centralt fra, formodentlig fra Finansministeriet eller et eller andet lignende rum i regeringens indre disruptionshytte? Rønhoff er aktuelt sammen med Stefan Hermann og Andreas Rasch-Christensen en form for forlængelse af det første læringsråd, som blev nedsat i forbindelse med skolereformen i 2014. Rønhoffs forgænger på formandsposten var den ideologisk beslægtede Agi Csonka, mens både Rasch-Christensen og Hermann har været med hele vejen i en altid blomstrende reformaffirmativitet. Det gamle råd var ren “læring”. Lærer Mette Frederiksen er kommet med i 2018-versionen af rådet som en kritisk stemme, måske sammen med Per Fibæk og Pernille Hviid. Præsten, Henrik Gade Jensen, er en dark horse fra Berlingske/JP-segmentet. Han støttede dog Erik Schmidt i sin tid, så han er i al fald en hædersmand, når det kommer til stykket.

Mette Frederiksen er – altså i modsætning til Rønhof – i høj grad Riisagers udnævnelse, vil jeg tro. Frederiksen står for en pædagogisk orienteret kundskabs- og dannelsesskole. Men hvis det er korrekt, at hun er Riisagers kvinde, så er der sket noget meget interessant:

Frederiksen har nemlig i en lidt mærkelig form for standardskrivelse, som hun har lagt ud forskellige steder, gjort op med sin formands aktuelle markering. Hun skriver følgende og liker også Tanggaards markante og kritiske opslag:

“Lærerne kender skolen indefra. Vi kender dagligdagen, rammerne og mulighederne for at lave god undervisning. Vi kender også skolens udvikling – i hvert fald os, der har været ‘inden for murene’ i mange år. Og vi kan meget præcist sætte fingeren på de ret markante kvalitetsforringelser, som folkeskolen har været udsat for siden 2013.

At forstå disse forringelser og reagere på dem politisk er meget vigtigt for at vende udviklingen for folkeskolen. Og derfor ligger en vigtig og uundgåelig nøgle netop i at lytte til lærerne, når vi ytrer os om den virkelighed, som vi befinder os i hver dag.

Alle skolens parter har et ansvar for at skabe den bedst mulige folkeskole. Men hvordan skulle dem, der ikke færdes i skolen, kunne tage ansvar uden at undersøge tingene nøje? Man er nødt til at tage lærernes fortællinger alvorligt, hvis man vil en stærk folkeskole.

Vi gør os hver eneste dag umage for at lave en god skole. Det giver stor mening. Men vi ytrer os også om den i håb om at skabe lydhørhed for de forandringer af rammer, vilkår og ressourcer, som er helt nødvendige for at genetablere en stærk folkets skole.”

Her tales ikke om “brok-kultur”, men om at lærerne “tager ansvar og undersøger tingene nøje”, og at de “ytrer sig” for at genetablere en “stærk folkets skole”.

Der er med andre ord strid i Læringsrådet, som da også har været påfaldende passivt siden dets genetablering i 2018. Har rådet overhovedet udtalt sig samlet noget steds? f.eks. i kronikker etc.?

Og denne strid er altså også – hvis ovenstående analyse holder – en strid mellem undervisningsministeren/LA og regeringens centrale disruptionsorganer.

Det er meget ærgerligt, at Rønhof blev formand for læringsrådet. Riisager burde have sat sig igennem, så dannelsen kunne leve videre selv under en socialdemokratisk regering, især da hun valgte at gå nevertheless. Men ok, det er naturligvis lettere sagt end gjort. Nu kommer der nok en socialdemokrat og altså med Rønhof i formandsstolen.

Det er godt, at Frederiksen markerer sig. Men hvad mener de andre fra læringsrådet, altså Andreas Rasch-Christensen, Stefan Hermann, Per Fibæk, Henrik Gade Jensen og Pernille Hviid? Er de enige med Rønhof i hendes skolereformslinje, hvor “kritik=brok”? Eller holder de med Frederiksens “justering”, hvor “kritik=ansvar”?

links:
Link til Lene Tanggaards opslag: https://www.facebook.com/lene.tanggaard.5/posts/10157329192562277

Medlemmer af læringsrådets formandsskab:
http://www.xn--brns-lring-i6a4s.dk/om-raadet/formandskabet

Link til ny rapport: http://www.xn--brns-lring-i6a4s.dk/

 

19. d. 18. juni: Facebook-drys 61: Maj 2019

Diskussioner mm. på facebook i maj:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-61-maj-2019.html

 

20. d. 20. juni: Folkemøder 2013-2019

Jeg har samlet alle mine noter og indlæg fra Folkemøderne på Bornholm 2013-2019. Her kan man få et indtryk af tidsåndens bevægelser og permanens fra tiden omkring skolereformens vedtagelse og frem til i dag.

http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoedenoter-2013-2019.html

 

21. d. 23. juni: Aarhus Universitet/DPU nedlægger professorat i pædagogik

I 2014 skete der noget spændende. Alexander von Oettingen fik tilbudt et ordinært professorat i pædagogik på DPU.

Men få dage efter tog DPU’s leder – den nyansatte læringsideolog Claus Holm – uden videre stillingen fra ham.

Man skulle tro, at man var ansat i et rumænsk transportfirma.

Et par uger senere nedlagde Holm professoratet med henvisning til “strategi” og “profil”. Man ville af med pædagogikken.

Jeg har skrevet hele historien – som er en del af en større faglig og politisk organisme – ned i dette blogindlæg.

Cirka en gang om året minder jeg hele ledelsesstrengen om den skandaløse sag, men der er ingen reaktion. Derfor bliver jeg ved indtil den ansættelsesmæssige og faglige retfærdighed er fuldt genetableret.

http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-von-oettingens-professorat-i-paedagogik.html

 

22. d. 24. juni: Godt kritisk indlæg af Henrik Dahl

Syddansk Universitet gider ikke at være et universitet mere. SDU vil ligefrem lade en politisk ideologi – i dette tilfælde FN’s verdensmål – “omkalfatre” (som det kaldes) forskning og uddannelse.

SDU ender som en slags kommunal videnscenter. Skolerådmanden i Odense, som deler advarsler ud for “negative holdninger”, er da også begejstret. Hvorfor er der ikke oprør blandt forskerne?

Faktisk var den også gal på folkemødet, hvor det folkelige og demokratiske også skulle normeres af verdensmålene.

Det er fint at snakke om verdensmål osv.., men det skal ikke definere demokrati, videnskab og pædagogik.

“Verdensmålsstyring” – fynish for progress.

Tak til Dahl for denne nødvendige markering.

Links:
Link til Dahls indlæg:
https://www.raeson.dk/…/henrik-dahl-sdu-bevaeger-sig-vaek…/…

Her er den SDU-pressemeddelelse, som med rette har bragt sindene i kog:
https://via.ritzau.dk/pr…/fns-17-verdensmal-bliver-sdus-mal…

Skolerådmandens begejstring: https://www.facebook.com/susanne.u.larsen/posts/10219392795428369

Se også dette link for nogle vilde udtalelser af SDU’s bestyrelsesformand:
https://vafo.dk/…/Syddansk-Universitet-gaar-…/artikel/622853

 

23. d. 25. juni: Keld Skovmands pris

Professionshøjskolerne bør give Keld Skovmand en pris for demokrati og kritik. Det vil sætte det neo-totalitære UC-VIA, der opfatter Skovmand som “en fare for demokratiet”, på plads og minde alle om Skovmands store bidrag til erindringen om skolens formål.

http://www.thomasaastruproemer.dk/maa-vi-bede-om-en-uc-pris-for-demokratisk-dyd-til-keld-skovmand-tak.html

 

24. d. 26. juni: Centrum-venstres forståelsespapir

Første iagttagelser i forbindelse med det nye politiske ”forståelsespapir”. Jeg understreger, at de er foreløbige, en slags leg.

A.
Under et afsnit om offentlig ledelse, står der pludselig følgende:

”En ny regering vil også arbejde for at fremme ytringsfriheden for offentligt ansatte, så ytringsfriheden kan bruges indenfor gældende begrænsninger uden frygt for direkte eller indirekte negative reaktioner fra ledelsen. Dette forhold skal indskærpes overfor offentlige ledere, og de ansatte skal informeres om mulighederne for at bruge deres ytringsfrihed.”

Tak til Skipper og Mark, som formodentlig står bag denne skønne formulering. Jeg ser frem til mange ”indskærpninger” rundt omkring i kommunerne, hvor den frie pædagogiske diskussion har været under pres fra læringsmaksimerende kommunale rejseevidensmetoder siden 2011, og til en livlig og myldrende diskussionslyst blandt landets lærere og pædagoger og seminarielærere.

B.
Uddannelsesloftet, som A og V gennemførte i fællesskab for at finde nogle småpenge til flere dagpenge, afskaffes. Det er virkelig godt, hvis dette punkt realiseres, for dette latterlige ”loft” sætter mange unge i helt skøre valgsituationer. Desuden mister vi med uddannelsesloftet den kæmperigdom, som dobbeltuddannelser giver samfundet.

C.
Uddannelsesparathedsvurdering afskaffes. Det er også godt. Dels fordi staten mister en masse data om alle mulige mikrodetaljer om borgeren, men også fordi vi slipper for konkurrencestatsideologi i grundskolen. En god liberal korrektion. Faktisk havde Dahl og Riisager en glødende kritik af disse uddannelsesparathedvurderinger for nogle uger siden, så vidt jeg erindrer. Dahl skal lige huske at gøre klar til at indgå positivt i nogle af forståelsespapirets åndsliberale markeringer (gælder også punkt 1).

D.
Nationale tests fjernes i de små klasser, og måske fjernes eller suspenderes de mere generelt. Hvis det lykkes, så bortfalder en væsentlig del af grundlaget for skolereformens logik og dermed for hele det kommunale læringsmålesystem. MED MINDRE altså, at den styringsfunktion, som de nationale tests hidtil har haft, nu overtages af mikrodata og learning analytics, som KL og forskningen står på spring for at realisere?

Forståelsespapiret er faktisk forbavsende tavs om digitaliseringsspørgsmålet. Det er på en måde godt, fordi vi slipper for alt det der med ”disruption”, men på en anden måde er det farligt, fordi ”disruption” nu for alvor kan sætte sig igennem, mens alle andre fører C02-regnskaber, som måske endda kan gå i selskab med data, eller bare tæller køkkener på udrejsecentrene.

Men det er værd at bemærke, at det samspil mellem nationale tests og uddannelsesparathedsvurderinger, som tidligere var en trussel mod ungdommens frihed, nu ser ud til at være svækket.

Man vil også reformere karaktersystemet, som i dag bygger på en mangelfilosofi, der totalt ødelægger elevernes interesse i at præstere noget. I stedet lærer de blot at leve op til læringsmål.

E.
Partierne har som erklæret mål, at skole og uddannelse skal give ”lige muligheder” i livet. Det er en meget dårlig ide, at give uddannelsessystemet denne eksplicitte opgave. Det er naturligvis fint nok, hvis det holdes på det strukturelle niveau (dvs. skole- og uddannelsestilbud for alle), men det fører alt for let til ”Heckmann-humankapital-pædagogik”, som jo dominerer mange steder allerede i dag, ikke mindst i socialdemokratiske kredse, hvor ”dannelse” er et bandeord.

Skolens formål bygger ikke på ”lighed”, men på ”ligeværd”, hvilket er en pædagogisk distinktion, der fremmer forskelle og pluralitet i samfundet. Det vil være SF, der skal bære dette syn frem i ”forståelses-kredsen”. Om det giver mere lighed aner ingen. Men det giver mere liv, det er 150% sikkert.

F.
Super med minimumsnormeringer til børnehaverne. Tak til Jacob Mark. Nu må vi se, hvor meget det bliver til. Måske er det bare symbolpolitik, for at få SF med om bord. Og de nye normeringer skal helst ledsages af et opgør med det kommunale evidenstyrrani i børnehaverne. Det er også derfor punkt 1 er så vigtigt.

 

G. De automatiske nedskæringer på uddannelser afskaffes. Og det er jo også godt, især hvis uddannelsernes indhold er noget værd og ikke går op i synlig datalæring osv..

Link til forståelsespapir:

https://www.altinget.dk/misc/Retf%C3%A6rdig%20retning%20for%20Danmark_2019-06-25_ENDELIG.pdf

 

25. d. 26. juni: Et klima-spørgsmål fra en uvidende

Tillad mig et par spørgsmål, som måske er dumme, men undskyld, for jeg ved ikke bedre:

I Rød Fløjs nye forståelsespapir står der følgende:

”Et mål om reduktion af drivhusgasser i 2030 med 70% i forhold til niveauet i 1990”.

70%? Det lyder jo flot.

Men bemærk lige at baseline er 1990 og ikke 2019. Jeg overså det faktisk først, selvom baselinen er almindelig brugt. Men alligevel, man bliver lidt overrasket som lægmand.

Men ok, så lad os se lidt på tallene for CO2-udledningerne i hhv. 1990 og 2018.

 

A. Energistyrelsens tal

Styrelsen opgør tallet på lidt forskellige måder. Her er tallene for de ”samlede korrigerede emissioner”:

1990: 78,4 tons
2018: 51,9 tons

Det vil sige, at man i 2030 gerne vil nå 23,5 tons.

Men udledningerne allerede er faldet med ca. 34% på 28 år.

Er folk egentlig opmærksomme på det?

 

B. Globalis.dk’s tal
Tjekker man statistikportalen globalis.dk kommer man frem til ca. samme procentvise resultat – faktisk en del højere (næsten 50%), hvis man tager udgangspunkt i 1993-tallene – selvom de absolutte tal er lidt anderledes. Her er tallene:

1990: 50231 tons (faktisk var det udledningen helt oppe på 61000 tons i 1993)
2014: 33498 tons

Som fun fact kan jeg nævne, at 1970-udledningen var hele 62101 tons, så der har været en tilbagegang på næsten 50% på trods af, at befolkningstallet er steget med ca. 25% i perioden.

 

C. Danmark og EU’s mål
Danmark er i øvrigt langt foran EU’s 2020-klimamål, som er en reduktion på 20% af 1990-niveauet, hvis jeg ellers har forstået det ret.

EU’s 2030-mål er 40% reduktion siden 1990. Også dette mål har Danmark allerede næsten realiseret, eftersom vi jo har reduceret med 34% og altså næsten 50%, hvis vi bruger 1993 som baseline.

Først i 2050 vil EU op på 80%, og kun som et “langsigtet mål”, der desuden gøres afhængig af “de udviklede lande som helhed”.

Det er gået lidt ideologi i foretagendet herhjemme, så vidt jeg kan bedømme det. Bare det nu går godt. Men så igen: hvad ved jeg om den slags?

Links:
Link til Globalis.dk’s tal:
https://www.globalis.dk/Statistik/CO2-udslip

Link til EU-kommissionens klimamål:
https://ec.europa.eu/clima/citizens/eu_da

Link til rød fløjs forståelsespapir: https://www.altinget.dk/…/Retf%C3%A6rdig%20retning%20for%20…

 

26. d. 27. juni: God anmeldelse af ”FAQ om dannelse”

Lektor ved Professionshøjskolen Absalon, Ove Christensen, har skrevet en spændende og engageret anmeldelse af ”FAQ om Dannelse” på Kulturkapellet.dk.

Anmeldelsen hedder “I strid og samstemmighed”, og den afslutter med følgende bemærkning:

”Som begavet og belæst stridspartner er bogen virkelig anbefalelsesværdig.”

Mange tak for det!

https://kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=819

 

27. d. 28. juni: Om pissedårlig undervisning

Tak til Alexander von Oettingen for pissedårlig undervisning:

http://www.thomasaastruproemer.dk/pissedaarlig-undervisning-som-paedagogisk-dyd.html

 

28. d. 29. juni: Fra treleddet pluralisme til toleddet enhedsblok

Fra tre-leddet pluralisme til to-leddet blok: Kort refleksion over den nye og den gamle regerings ideologiske forudsætninger:

A. Tre-leddet pluralisme
I den tidligere regering var der tre ministre inde over uddannelsesområdet. De havde hver deres ideologiske forudsætninger.

Mai Mercado var inspireret af velfærdsøkonomen James Heckmann. Det påvirkede både den såkaldte småbørnsalliance, hendes ”Opdragelsesdebatten”, og også bredere via en udvidet Heckmann-indflydelse blandt indflydelsesrige forskere. Muligvis forstærkede det også de retspolitisk problematiske sider i Ghettopakken, fordi fremtidig lighed sættes som det centrale mål, hvilket jo kan udmanøvrere retten.

Tommy Ahlers var inspireret af den ekstremistiske Silicon Valley-bevægelse Singularity. Det så man via hans interesse for disruption og teknologi.

Både Heckman- og singularity-ideologien gik fint i spænd med centraladministrationens og Løkkeregeringens almene interesser.

Riisager var derimod primært åndsliberalt og pædagogisk informeret. Derfor var hun også på kant med embedsapparatet og med for meget data- og lighedsideologi.

 

B. To-leddet blok
Hvad så med den nye regering?

Ja, nu er hele uddannelsesområdet fra vugge til ph.d samlet under kun to ministre, som endda er nærmest ens. De har endda skrevet en bog sammen.

Og begge ministre er informeret af James Heckmanns dannelsesfjendske og lighedsideologiske afkasttænkning, som altså Mercado også var glad for.

Ingen af de to næsten ens ministre interesserer sig mig bekendt for pædagogik og dannelse, som reduceres til ”velfærdsstat”. Børn er samfundets afkast.

Min prognose er derfor, at al uddannelse fra vuggestue og frem – måske endda i form af en slags ”fosterpolitik” – vil blive reduceret til velfærdsøkonomi. Pædagogikken vil miste sin egenart.

Desuden vil embedsapparatet helt overtage datapolitikken, som ingen af de to ministre eller regeringen som sådan interesserer sig for. ‘Det ordner Vestager’ – lader til at være mottoet.

Dette tab af pædagogisk selvstændighed vil ske uden den tidligere regerings pluralisme, men i en samlet front. Lidt på samme måde som det var tilfældet med Antorini/Østergaard/Corydon i sin tid, da de som en betonblok omdannede hele uddannelsessystemet til en konkurrencestatsskole, hvilket den aktuelle to-leddede ideologi faktisk blot er en form for lighedsideologisk videreførelse af.

 

C. Kritikken: fra lighed til ligeværd
Skolens formål taler ikke om ”lighed”. Det taler om ”ligeværd”, hvilket er noget helt andet. Det er økonomi over for pædagogik. Derfor bliver det aktuelt vigtigste emne for en kritisk uddannelsespolitik formodentlig at aktivere det pædagogiske ”ligeværd” i alle dette begrebs rige tråde imod det velfærdsøkonomiske og humankapitalistiske definerede ”lighed”.

 

29. d. 30. juni: Friskolen er skabelse

Friskolen er skabelse, og folkeskolen er et supplement/lån:

Askov-manden og dr. pæd. Holger Kjær (1899-1980) skrev i 1979, kort før sin død, følgende:

”Folk i vor tid er så vant til at tænke i institutioner, så de glemmer, at hjemmet er et samliv mellem to generationer fra skaberens hånd. De skolefolk, der ikke gør sig det klart, er ikke meget bevendt, vor meget psykologi og pædagogik de end har sat til livs” (s.83).

Så ifølge Kjær udgår den pædagogiske magt fra familien. Dette synspunkt er faktisk stadfæstet i grundlovens §76, som angiver, at familier selv kan bestemme om deres børn skal undervises hjemme eller på en skole, og som ofte anses for at være ”friskoleparagraffen”. Familier samler sig og holder skole. Der er dyb rod.

Friskolerne er en slags forlængelse af denne magt. Jacob Knudsen beskriver i sin roman ”Gjæring-Afklaring” en slags højskole-præstegårds-paideia i 1870’erne, og Bertel Haarder blev faktisk hjemmeundervist på Rønshoved Højskole, som Kjær også havde kontakter til. Hjemmeundervisningen, friskolerne, fortællingerne, kundskaberne og legen er familiernes og civilsamfundets pædagogiske esse.

Men hvad er den offentlige Folkeskole så? Ja, det er statens lån af friskolens frihed. Det er også derfor, at forældre er nævnt i formålsparagraffen, og at ingen forældre kan tvinges i folkeskolen.

Men bemærk: Staten låner. Den giver penge, men låner. Det er altså ikke omvendt, som mange tror. Det er ikke friskolerne, der er et supplement til folkeskolen. Det er folkeskolen, der er et lån, et lån fra ”skaberens hånd” (s.83), og det er det ”lån”, der giver folkeskolen ”åndsfrihed”, som der står i skolens formål. Det er folkeskolen, der er et supplement. Kjær skriver:

”Folkeskolen vil blive en anden skole, den dag friskolen ikke fandtes”. (s. 85)

Holger Kjær kombinerer dette dybt interessante synspunkt med en hyldest til de to undervisningsministre, Venstremanden Jacob Appel (i 1920’erne) og den radikale Jørgen Jørgensen (i 30’erne og 50’erne). Sidstnævnte stod bag to store skolelove og arbejdede ufortrødent med at få reformpædagogik og grundtvigianisme til at spille sammen. Begge havde rod i hjemmeundervisningens og friskolens tankegang og dybe rødder i højskolens praksis.

Kjær bruger desuden sin pointe til at forsvare det tyske mindretals ret til – efter både den ene og den anden verdenskrig – ikke blot tysktalende privatskoler, men også tysktalende folkeskoler. Prøv at forestil jer, hvor radikal en frihedstænkning det var i 1945? Hvad Socialdemokraterne mente om sagen, kan man selv læse sig til:-). Måske en blanding af sur nationalisme og lighedsmageri?

I Sverige kørte man efter statslinjen, siger Kjær. Derfor fik svenskerne efter Kjærs mening et ”flertalstyret totalitært skolevæsen” (s. 29).

Så der er stor skolepolitisk forskel på, om børn kommer fra skaberen eller fra staten. I dag er skolen statslig læringsstyring – dvs. helt uden skaberens hånd – hvorved friskolerne risikerer at ende som ”indianerlege”, som Kjær sarkastisk noterer.

Kjærs frihedslinje er den ”danske linje”, står der. Kjær er historisk-poetisk nationalt sindet (s.31).

Disse ideer burde inspirere alle partier på forskellige måder, måske bortset fra Socialdemokrater og Enhedslister og DF. Men i al fald kredse i Alternativet, Kristendemokraterne, LA og SF. RV og Venstre burde jo også smile, men det er nok for meget forlangt efter så mange år i den skolepolitiske statskværn.

Holger Kjær studerede pædagogik i Jena i Tyskland og skrev disputats i Zürich.

Reference: Holger Kjær: ”Dansk skolepolitik og mindretalsret – fra Jacob Appel til Jørgen Jørgensen, Lohses Forlag, 1979.

 

30. d. 1. juli: Om nationale tests

Der er to grunde til, at jeg ikke er så optimistisk, hvad angår de politiske meldinger om de nationale tests:

A. Forliget
I det politiske ”forståelsespapir” annonceres en afskaffelse/suspension af de nationale tests (NT). Det er nok mest noget, der er født i SF/EL’s baghave. Det er derfor uklart, hvor dedikeret den socialdemokratiske regering vil gå til sagen.

NT er en central del af skoleforliget, og hvis de afskaffes, forsvinder grundlaget for skolereformens outputstyring. Det vil højrefløjen ikke være med til, og socialdemokraterne formodentlig heller ikke, når det kommer til stykket. Så forligskredsen vil sige ”nej”. Socialdemokraterne vil så bare kunne sige, at det hele er de borgerliges skyld, og det vil resten af rød blok-partierne så også.

På den måde kommer NT og skolereformens ideologi til at stå fast på trods af ”forståelsespapirets” markering.

 

B. Forskningen
I den faglige diskussion har NT især været forsvaret af velfærdsøkonomer. Disse økonomer bygger på den amerikanske økonom James Heckmans teorier om humankapital. I den kreds har man brug for NT-data til at lave statistiske analyser om social lighed, læringsindsatser og økonomisk afkast.

Det pudsige er nu, at den nye undervisningsminister – og faktisk også hendes forskningsministerkollega – bygger på den samme økonomisk-sociale ideologi som de pågældende forskere, som altså er helt afhængige af NT.

Derfor vil den faglige tyngde gå i retning af at bevare NT i en eller anden form, der kan give forskerne data til at optimere scoren på velfærdsdatakorrelationer.

Konklusion: NT røres ikke eller kun helt symbolsk

 

31. d. 12. juli: Folkeskolen er et supplement til friskolen

Nogen tror, at friskolen er et supplement til folkeskolen. Men det er omvendt. Det er folkeskolen, det er et supplement til friskolen.

Glemmer man det, ophører folkeskolen med at være en “folke”-skole. I stedet bliver den til en velfærdsstats- eller konkurrencestatsskole, dvs. til et corydonsk læringscenter, til statsdirigeret læring.

Det grundlæggende spørgsmål er derfor: Hvad er en friskole? Hvad er den friskole, som er folke-skolens kerne?

Svaret er: Det er en gammel skole fuld af etager, stier og trappeløb.

 

32. d. 17. juli: Jyllands-Posten om SDU’s verdensmålsstyring

JPs lederskribent mener, at SDU med deres underdanige og kommuneagtige tilslutning til verdensmålstyring ikke gider at være et UNI mere. Jeg er 100% enig.

Er det virkelig kun Henrik Dahl, som på Tinge har blik for problemet? Eller skal vi til at verdensmålstyre hele samfundet?

https://jyllands-posten.dk/debat/leder/ECE11501042/SDU%E2%80%99s-tilslutning-til-FN%E2%80%99s-verdensm%C3%A5l-er-en-bev%C3%A6gelse-v%C3%A6k-fra-det-et-universitet-skal-v%C3%A6re/?fbclid=IwAR0xNa1S3sz6em5OTu4FC7qSKnr7Z7YuRIq-CMm6Xr7M5xsOSVEpkEgrSek

 

33. d. 18. juli: Isabella Arendt kritiserer regeringens ghettopolitik

Socialdemokraterne begrunder ikke primært partiets tilslutning til ghettoficeringen med henvisning til Islam, men derimod med udgangspunkt i James Heckmans lighedsfundamentalisme. Heckman er en slags lighedsideologisk konkurrencestatsøkonom, der kan suspendere retstilstanden i særligt udsatte områder. Både den nye undervisnings- og forskningsminister er helt verliebt i dårligdommene, som har kæmpeindflydelse på Aarhus Universitet og mange andre steder.

Kristendemokraternes formand, Isabella Arendt, fortæller i sit glimrende indlæg om, at familiers liv ikke bør tvangsindlægges til vuggestuer og “danske værdier”, og at mange af “ghettoens” familier bærer på værdier i sig selv, som det er værd for det sociale arbejde og for alle andre at interessere sig for.

I stedet går regeringen i retning af øget data- og værdiovervågning. Det så vi i Gladsaxeforsøgene og i gårsdagens Politikens omtale af learning-analytics-kontrollen med ledige. KL er helt med på vognen med Singularity-ideologien på bagkasketten.

Jeg ved godt, at socialdemokraterne siger, at partiet vil holde op med at bruge ghetto-begrebet. Det er ren symbolpolitik, som ingen bør tage sig af. Med den aktuelle ideologiske konfiguration, vil vi få ghettoficering og velfærdsstatslig overvågning som aldrig før, indtil alle bliver ens, før de selv ved det.

Links
Isabella Arendts indlæg:
https://politiken.dk/…/%C2%BBB%C3%B8rnene-tilh%C3%B8rer-nu-…

Artikel om data om ledige:
https://politiken.dk/…/Ny-afg%C3%B8relse-godtager-samk%C3%B…

Undervisningsministerens lighedsideologiske forklaring på ghettoficeringen:
https://www.dr.dk/…/ny-minister-trodser-kritikere-og-indfoe…

 

34. d. 19. juli: Ghetto-logik

Først udnævner man hele boligkvarterer til ”ghettoer” uden den mindste sans for, hvilke livsformer, der eksisterer og har mulighed for at udvikle sig, hvis man gør sig lidt umage, hvis man interesserer sig lidt for sammenhængen, og hvis man tager en ordentlig velkomstkasket på. Tænk dog på alle de erfaringer, der gemmer sig, og som trænger til at komme til udtryk i kultur og virksomhed – dvs. som trænger til socialpædagogik – men som nu er reduceret til ren “kriminalitet” osv..

Derefter laver man en separat tvangspræget indoktrineringspædagogik for ”ghettoen” og indfører endda særlige retsregler. En slags omvendt Sharia, der understøttes af særlige dataovervågningssystemer. Paradoks: Man producerer en parallel rets-struktur, som ellers var en del af det, man ville undgå.

Dernæst river man store dele af boligkomplekserne ned. I Gellerup laver man en ny ”boulevard” gennem de nu tomme områder. Man kalder den ligefrem for ”Karen Blixen Boulevard”. Den fineste danske litteratur skal åbenbart stå for tvang i stedet for invitation. Vi venter blot på en Klaus Rifbjerg-statue foran de nye tvangsvuggestuer.

Til sidst bygger man i Gellerup en masse moderne ejendomme klods op af dem, man lige har revet ned, denne gang blot helt ud til den trafikerede Ringvej. Husene ligger tæt som sild i tønde. Det er den såkaldte ”fortætnings”-arkitektur, der rider Aarhus som en marekat. Om 15 år er der nok en ghetto dér, og så kan man rive ned igen. Der er åbenbart penge nok i kommunen.

Til sidst sætter man en socialdemokratisk minister til at sige, at han ikke mere vil bruge udtrykket ”ghetto”. Det er den slags jeg kalder for “postmoderne ondskab”. Det svarer til, når skole-rådmanden i Odense Kommune hylder ytringsfrihed, selvom hun uddeler tjenstlige advarsler til dem, der rent faktisk bruger den.

En anden socialdemokratisk minister, undervisningsministeren, synes godt om tvangsreglerne, men ikke pga. Islam-frygten, som var den oprindelige årsag. Hun mener, at ghettoficeringen fremmer ligheden. Konsekvenserne er uoverskuelige: Enhver statistisk variation ender som frit bytte for nye ghettoficeringsplaner med nedrivninger, litteraturreferencer, retslommer og overvågningssystemer. Alt sammen forenet i en slags ubehag ved menneskeligt liv.

I denne ghetto-logik ender alt på en måde med at være ghetto, blot med skønne navne.

 

35. d. 20. juli: Regnemaskine-kærlighed, note 1

Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen er nye ministre for hhv. børn/skole og uddannelse/forskning. De udgør – i modsætning til den tidligere regerings større ministerpluralisme på området – en form for uddannelsespolitisk blok. Det kan man studere ved at læse en bog, som de har skrevet sammen i 2018.

Bogen hedder ”Det betaler sig at investere i mennesker”. Undertitlen er: ”Lad os sammen åbne døren for det næste store kapitel i velfærdssamfundets historie. Lad os give alle børn en fair chance”.

Jeg vil gennemgå bogens indhold i en række noter, som ligger i grænsefladen mellem skole- og børnepolitik, velfærdspolitik og uddannelsespolitik, men som også er en integreret del af regeringens samlede ideologiske og politiske profil.

Titlen lægger an til en ren økonomisk forståelse af mennesker. Det ser man ved de to udsagnsord ”betaler” og ”investerer”. I undertitlen knyttes disse ord direkte an til ”alle børn” og ”fair chance”. Med denne markering kan man forvente en forståelse af pædagogik og velfærd i rene økonomiske/kvantitative termer, ikke mindst i termer fra økonomen James Heckman, som er en af de store inden for humankapital- og konkurrencestatstænkning, og som udrydder dannelse, politik og pædagogik fra dagsordenen. Denne forventning passer 100%, hvilket jeg vil vise i de kommende noter.

Lad os se på forordet, s. 7-9:
Her står der, at ”vores drivkraft er at bekæmpe ulighed og give lige muligheder for alle børn”. Det kan betyde alt muligt, så hvad betyder det her? Jo, det skal forstås i humankapital-forstand, hvilket fremgår af den efterfølgende sætning: ”Men vi vil med denne bog vise, at vi aldrig for alvor får virkeliggjort den drøm, hvis vi ikke tør oversætte det socialpolitiske sprog til økonomisprog”.

Forfatterne mener, at finanspolitikkens og socialpolitikkens sprog og ressortområder er for opdelte. Ja, deres ”drøm” om ”frihed for alle børn” kan kun opnås, ”hvis vi bryder muren mellem de to ekkokamre ned”. Men for at det skal ske, så må ”socialpolitikere bevise deres værd i kroner og øre”. Og hvordan skal det ske? Jo, det skal ske ved, ”at man i finansministeriet får øjnene op for værdien af at investere i mennesker. Ikke bare som idé, men helt konkret i et regneark”.

Der er ingen forestilling om, at socialpolitisk arbejde bør have en egenart uden for ”regnearket”, tværtimod opfattes det nærmest som et problem.

Forfatterne taler i stedet om deres ”begejstring over en ny regnemaskine”, der skal skrive ”et nyt kapitel i velfærdssamfundets historie”.

Der gøres klar til regnemaskinernes betalingspædagogik.

Til sidst i forordet takker forfatterne en række personer, heriblandt Martin Rossen, som er statsministerens meget diskuterede politiske rådgiver, der også har plads i regeringens centrale økonomi- og koordinationsudvalg. Fra denne inderkreds har man sikkert også fundet valgsloganet ”børnenes regering”, som vi jo nu så småt er ved at finde ud af, hvad betyder. Med den forbindelse til flere ministerier og regeringens inderkreds, får bogens regneark-logik dermed enorm politisk betydning.

Til allersidst takkes en række unavngivne politiske kollegaer fra højre og venstre, som har været med til at skabe ”fundamentet for en ny velfærdspolitik og en ny regnemaskine”.

Her er det værd at nævne, at den tidligere socialminister, Mai Mercado (K), selv var meget glad for disse ideer. Hun støttede blandt andet den af tænketanken DEA initierede Småbørnsalliance, der samlede en lang række magtfulde organisationer. BUPL trak sig heldigvis fra dollars-menneskesynet. Red Barnet støttede initiativet, så jeg indstillede omgående mine månedlige indbetalinger. Mercados ministerkolleger – Riisager, Pind og Ahlers – var dog ligeglade med Heckman. Denne pluralisme er nu afløst af samlet einheits-flok. En samlet kærlighed til en ny regnemaskine.

Man bør også bemærke, at man igen har samlet 0-18-årsområdet under Rosenkrantz-Theil. Dermed tager man arven op fra Antorinis ministerium, så man kan genoptage arbejdet med at ensrette hele 0-18 års-området under en samlet økonomisk-teknisk ideologi; et fint supplement til Corydons vision.

Man siger, man vil stække finansministeriets magt. I min analyse vil der ske det modsatte. Regnearkets regnemaskine vil brede sig ind over pædagogikken og dermed ind over samfundet som sådan.

Men nu er jeg allerede i gang med de næste noter.

 

36. d. 21. juli: Regnemaskine-kærlighed, note 2

Noter til bogen “Det betaler sig at investere i mennesker” af de to uddannelses- og forksningminister Ane Halsboe-Jørgensen (AHJ) & børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil (PRT).

Bogens forord, som jeg omtalte i går, efterfølges af et lille resume af bogen på to sider, s. 13-14, og en indledning, s. 19-20. Lad os se på det:

PRK og AHJ er kritiske over for Finansministeriets regnemaskine, som tæller offentlig velfærd som en udgift i statsregnskabet. De vil i stedet regne de positive afkasteffekter med. Den nye regnemaskine kalder de for SØM. SØM står for ”Socialøkonomisk investeringsmodel”. Den skal medregne ”dynamiske effekter af sociale investeringer”. Dermed vil man få et mere positivt syn på velfærd, der kan supplere 00’ernes neo-liberalistiske modeller.

På en måde er aktionen sympatisk, men problemet er, at den finansministerielle logik med AHJ’s og PRT’s forslag vandrer endnu mere ud over hele samfundet end før. Et eksempel fra pædagogikkens verden: Før skulle velfærden i form af output-læring “styres” – jvf. læringsmåls-styring. Nu skal f.eks. læringsmålsstyringen vurderes på dens positive økonomiske og statistiske effekter for social lighed og økonomisk afkast. De pædagogiske vurderinger er stadig helt væk. Faktisk er der tale om en mere fuldbåren skolereformstænkning, fordi man nu systematisk gennemfører den økonomiske diskurs på skolereformens anden målsætning, som handler om social arv.

AHJ og PRT vil opbygge et effektkatalog, en “vidensbank”, hvor alle ”indsatser” sættes i relation til afkast og effekt og indarbejdes i regnemaskinen. Det fremgår af følgende citat fra senere i bogen:

“Det er rigtigt, at vi ikke har konkrete tal og konkret viden for samtlige tænkelige indsatser på sundheds-, social-, beskæftigelses-, uddannelses- og integrationsindsatser endnu, men det har vi for betydelige områder af vores velfærdssamfund, og vi kan dermed begynde med de områder, hvor der faktisk er gennemprøvede og statsautoriserede tal. Samtidigt kan vi speede processen op med at få gennemprøvet tal til vidensbanken i SØM, så større og større områder kan beregnes. Det er bare om at komme i gang.”, s.113.

Så vi taler om “samtlige tænkelige indsatser” og deres økonomiske effekter, som skal indgå i en korrigeret men stadig finansministeriel logik, som kommuner skal kunne trække på i konkrete afkastmaksimerende afgørelser med nogle særdeles stærke algoritmebårne regnemaskiner placeret på rådhuset. Og ser vi på den Heckman-inspirerede forskning, der allerede pt. foregår, så taler vi om detaljerede og specificerede metoder, f.eks. til at lære børn om bogstaver og sange, og disse metoders effekt. Undersøgelserne udføres oftest af økonomer helt uden pædagogisk sans og uddannelse, og effektforståelsen bygger på testresultater, f.eks. nationale tests og sprogscreeninger. Pædagogikken suges dermed ud af praksis og ind i en traditionsløs og evidensificeret styringslogik.

Dermed bliver – som jeg ser det – pædagogisk viden skruet ned i en økonomisk logik. Denne proces fremskyndes af, at PTK og AHJ absolut ingen forståelse har for områdernes tradition og faglighed. Bogen har ingen socialfaglig eller pædagogisk faglighed. Alt subsumeres under den forskelsløse ækvivalens “velfærd”.

Dette ”næste store kapitel i velfærdssamfundets historie” gør, står der i bogens resume, at det ”langt om længe er muligt at sætte tidligt og helhedsorienteret ind (…). Dels ved at bruge pengene dér, hvor vi ved, at de virker. Dels ved faktisk at beregne gevinsten ved velfærd (…).

De fleste eksempler tages fra socialpolitikken. F.eks. kan det betale sig at behandle for alkoholmisbrug osv.. Og der tales konsekvent om, at især socialministeriet og finansministeriet er ”ekkokamre”. Men PRK’s og AHJ’s anliggende er alment. F.eks. hedder det i et af deres forslag: ”Udvid SØM til uddannelse, sundhed, beskæftigelse og integration”. Og det er også en sådan udvidelse, der pt finder sted, f.eks. omkring Aarhus Universitets Trygforskningscenter.

Ethvert tiltag, der ”giver et økonomisk afkast” kaldes for ”en social investering”. Der er ingen egentlig forskel på en børnehave og et narkobehandlingssted.

Sidst i resumeet står der: ”Vores drøm er, at et barns fremtid ikke skal afgøres af dets forældres liv”. Drøm? Afgøres? Forældres liv? Hvad mon det betyder? Ingen ved det, og i denne ubestemthed kan humankapitalens røde løber rulles ud i den totale teknisk-økonomiske diskurs’ forhal. Og løberen rulles langt ud over rammerne for børn og familier med sociale problemer og ind i samfundets inderste opdragelses-værdier og processer, som disse udspiller sig i det civile samfund, dvs. i både almindelige familier og i gode børnehaver og vuggestuer. Målet er dels at nivellere statistisk variation og dels økonomisk vækst.

SØM er et økonomisk defineret opslagsværk for afkasteffekter for alle ”velfærdsydelser”, men tilfældigvis også for opdragelsen. Men familiers og slægters liv er da også fyldt med alle mulige gode ”afgørelser”? Er det ikke godt, at have håndværksslægter? Eller præsteslægter? Eller lærerslægter? Det er ikke al social arv, der er ”negativ”, og det gode almindelige opdragelsesliv vil jo uvægerligt og heldigvis give statistiske udsving. På den måde føres AHJ og PRT i retning af en form for socialistisk-teknisk statsopdragelse uden sans for opdragelsens og familiens betydning.

Næste note handler om de stakkels børnehaver, tror jeg nok. Eller måske om PRT/AHJ’s syn på statistisk variation? Eller det modsætningsfyldte i, at mange Heckman-forskere er vilde med Nationale Tests, som den nye Heckman-regering jo vil suspendere. SØM har jo brug for tests for at måle effekter til afkast-kataloget. Spændende at se, hvornår denne modsætning går op for PRT og AHJ og for Martin Rossen.

Link til note 1: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157348119469481&id=837549480

 

37. d. 22. juli: Regnemaskine-kærlighed, note 3

Noter til Pernille Rosenkrantz-Theils og Ane Halsboe-Jørgensens bog: “Det betaler sig at investerer i mennesker”, kapitel 5-8.

Kapitel 5:

PRT og AHJ betragter den humankapitalistiske økonom, James Heckman, som en ”børnenes økonom”. Betagende udtryk! Heckman har peget på en ”regneregel”, der skal puttes ind i SØM, som PRT’s og AHJ’s nye regnemaskine hedder: nemlig at jo tidligere indsats, desto større afkast.

Der henvises til den berømte ”Heckman-kurve”, som sætter en konkret indsats i relation til ”rate of return to investment in human capital”, som det hedder. PRK og AHJ kalder det for ”gevinst og effekt”.

Hej lille Peter i klapvognen! Du er vel nok en sød lille humankapital! En lille soldat til Corydons konkurrencestat!

Men hvilke typer ”indsatser” taler Heckman om? Jo, han taler om ”kognitive og ikke-kognitive færdigheder”. Han kalder det for ”færdighedsudviklende indsatser”. Det er bevist med ”kontrolgrupper”. Det er total antipædagogik, dvs. økonomi. Der er ingen kultur, ingen historie, ingen natur, ingen tilsynekomst, ingen fællesskab, ingen ballade.

Heckman siger, at det allerstørste ”afkast” får man ved at bryde den sociale arv. PRK og AHJ henviser til en undersøgelse af Rockwool, hvor nogle af de mest inkarnerede Heckman-ideologer sidder. Her har man fundet ud af, at børn af højtuddannede forældre klare sig bedre i de nationale tests end børn af forældre uden uddannelse. Surprise! Ja, den er allerede gal fra fostertilstanden. Jo lavere fødselsvægt, desto dårligere klarer man sig. Det må man kalde ”tidlig indsats”! Dette udtryk er jo helt ukendelig ift. almindelige sundheds- og socialfaglige tilgange. Jeg kalder det ”forebyggelse på anabolske steroider”, eller foster-læring. Man ser for sig, hvordan SØM-velfærdsstaten metodisk sætter sig i kød og forplantning, indtil alle statistiske variationer er gået i nul.

Der må ikke findes statistiske forskelle. Det skal pædagogikken nu bidrage til at ordne. Derfor skal man lave ”indsatser”, som kan indgå i SØMs effektkatalog over indsats-effekt-kombinationer. Det er et eksempel på det, som Alexander von Oettingen kalder for ”overophedning”. Men pædagogikken har ikke ligheden som mål, men som forudsætning. Vendes det om, som det sker i Heckman-ideologien, får vi mega-ulighed.

Bemærk henvisningen til Nationale Tests. Mange af Heckman-forskerne er meget bekymrede for, at man fjerner disse tests, fordi det vil ødelægge forskernes mulighed for at teste læringsmetoders afkast. Jeg hørte både Heckman og hans tilhængere forrige år på en konference i Aarhus. Det er lukket pædagogisk land.

Man forstår godt, at BUPL forrige år forlod et Heckman-inspireret samarbejde med henvisning til menneskesynet, endda selvom Heckman jo faktisk taler for flere penge til daginstitutionerne. Det var en flot aktion.

Kapitel 6.
Men det er ikke kun Heckman-kurven, som skal lægges ind i SØM. Det samme skal ”specialiseret og detaljeret viden” om ”afledte effekter”, som skal give et mere ”korrekt beslutningsgrundlag” både ”nationalt, regionalt og lokalt”. SØM er både et ”forvaltningsmæssigt styringsgrundlag” og ”den finansielle motorvej”. KL klapper allerede i deres små tykke hænder.

Den ”specialiserede og detaljerede viden” er et rent metodeinferno, og den har intet med egentlig kundskab at gøre. Men styringssegmentet kan vinge af i regnearket. Måske kan man også vinge et verdensmål eller to af, og skrive om det på kommunens facebook-side.

På s. 97 står der, at SØM pt især bruges på socialområdet. PRT og AHJ vil udvide gyldighedsområdet til uddannelses- og børneområdet, som de jo begge nu er blevet ministre for. Det vil ”sætte gevaldigt kul på kedlerne i forhold til at sætte tidligere ind og være mere præcis i velfærdsindsatsen”, som det nærmest truende hedder. Metoden skal bruge ”rigtigt og massivt”. Den ’massive og præcise indsats’ skal ”nedbryde siloer”, dvs. ressortområder, der alle kan omdannes til økonomiske kalkuler.

Der er brug for det modsatte, nemlig at opbygge siloer af kundskaber og politik efter at den økonomiske tænkning har hærget i årtier. Men PRT og AHJ vil det modsatte. De vil nedbryde resterne af faglig selvstændighed i økonomiens navn. Og alle, der ikke følger trop er “siloer”.

Kapitel 8:
Her får vi at vide, at ”i SØM ligger en vidensbank med data for, hvordan en given social indsats virker”, og som ”vi allerede har dokumenteret effekten af”.

Man ser for sig en hærskare af små og store konceptpædagogiske pakker, som kommunerne køber ind på, og som implementeres ned over en børnehave pædagogisk tradition, som disse socialdemokratiske ”velfærdspolitikere” har 0,00% sans for.

Desuden vil der blive en kamp uden lige om at komme ind og ud af SØM. Den pædagogiske viden bliver pakkede styringsværktøjer, som det kræver magt og penge at etablere i SØM-systemet.

PRT og AHJ kalder denne proces for at et område ”SØMMES” (s. 114). Løb væk! bare løb!

Så finansministeriets DREAM skal suppleres med SØM. Der er et eller andet ved disse to ord, som sætter mig helt i stå.

Links:
Omtale af Heckman-ideologien på Aarhus Universitet: http://www.thomasaastruproemer.dk/indtryk-fra-match-point-s…

Om BUPLs aktion i 2018:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156087463169481&id=837549480

Note 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157348119469481&id=837549480

Note 2:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157350612084481&id=837549480

 

38. d. 22. juli: Regnemaskine-kærlighed, note 4

Noter til Pernille Rosenkrantz-Theils (PRT) og Ane Halsboe-Jørgensens (AHJ) bog: “Det betaler sig at investerer i mennesker”.

Undervisningsministerens og uddannelses- og forskningsministerens store vision om en samlet velfærdsregnemaskine bygger på et enormt socialpolitisk-økonomisk system, SØM, som er et helt nyindført hyperteknokratisk system. PRK og AHJ drømmer om at udbrede det til hele uddannelsessektoren, som de nu alene er ansvarlige for som nytiltrådte ministre.

SØM står for ”Den socialøkonomiske investeringsmodel”. Alle mand i bådene! Det blev indført i vinters, helt under min radar. Det skyldes nok, at det i første omgang “kun” er et socialpolitisk system. Men de to ministre vil altså udvide systemet til hele den offentlige sektor.

SØM er udviklet af to konsulentbureauer, nemlig VIVE, som er en sammenslutning af SFI og det kommunale VIVE, og det økonomiske konsulenthus Incentive, der er helt ude i konsulenttågerne hvad angår de emner, der drøftes her. Incentive’s beskrivelse af dets arbejde med den sociale sektor er følgende:

”Omkostnings-, effekt- og registeranalyser, evalueringer, Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM), datadrevne beslutningsprocesser, sociale investeringer, social investeringsfond.”

Og der er ikke den mindste sans for institutionernes formål, faglighed og historie. Det er samfundet omdannet til teknik og spyttet ud som et SØM, der borer sig ind i det sociale livs kød, til det tømmes for blod.

Det er Incentive, der står for “uddannelsen” til systemet, hvis jeg har forstået det ret. Det kan man læse om, på firmaets hjemmeside.

SØM sammenfatter effektforskning inden for hele det sociale område. For nylig er der også lavet et SØM for børn og unge. Vores to ministre vil nu også indfører det på børne-, skole- og uddannelsesområdet. Kommunerne er ellevilde. Data-ideologerne hopper også i spændt forventning.

Kigger man på systemet er der tale om det mest teknokratiske system, som man overhovedet kan forestille sig. Der er fyldt med effektmålinger, koncepter, progression og d-scorer. Det er lige til at putte John Hattie og Nationalt Center for Skoleforskning ind i, blot er det langt mere omfattende og systematisk.

Jeg vil på det kraftigste råde alle relevante aktører til at indstille alt konstruktivt samarbejde med de to nye ministre indtil de dropper deres intentioner. De Nationale Tests er intet ved siden af dette system.

Man kan selv gå på opdagelse i de ubehøvlede systemer. Blot som eksempel er her SØM’s definition af deres allestedsnærværende effekt-begreb:

”En effektstørrelse er et tal, der udtrykker, hvor stor en forskel en indsats gør for borgerne, der modtager indsatsen sammenlignet med status quo (der kan være en anden eller ingen indsats). Effekten for borgeren kan fx være opgjort som øget livskvalitet, bedre trivsel, færre symptomer etc.

En effektstørrelse kan både være positiv eller negativ. En positiv effektstørrelse betyder, at borgerne i indsatsgruppen i gennemsnit har en bedre effekt af indsatsen end borgerne i en eventuel sammenligningsgruppe. En negativ effektstørrelse betyder, at borgerne i indsatsgruppen i gennemsnit har en dårligere effekt af indsatsen end borgere i en eventuel sammenligningsgruppe. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at indsatsen har negative effekter for borgerne i indsatsgruppen, men blot at indsatsen gør det dårligere end den indsats, der sammenlignes med.

I SØMs vidensdatabase er alle effektstørrelser opgjort som standardiserede effektstørrelser (Cohen’s d). Det betyder, at det er muligt at sammenligne effektstørrelser på tværs af studier, der har benyttet forskellige effektmål.”

Sådan er det over det hele. Der er ingen faglighed (“Cohens d” er i parantes bemærket den samme, som Hattie bruger).

Og betænk venligst, at det er hele velfærdssektoren, altså også skole, børnehave, UC’er og Universiteter, der nu foreslås inddraget i denne store regnemaskine-effekt-systematik. Det bliver et kvantificeret metodeinferno uden lige.

Der er ingen henvisninger til pædagogiske eller socialfaglige emner. SØM ved slet ikke hvad det er. Den går kun op i “beregningsredskaber” og “effektdatabaser”. Det er fremtidens socialdemokratiske politik for alle velfærdsinstitutioner samt for skole, børnehaver etc..

Det er regnemaskine-kærlighed. Og det er Pernille Rosenkrantz-Theils og Ane Halsboe-Jørgensens samt et totalt dannelsestømt Socialdemokratiets kærlighed. Det er en form for læringsmålstyring for hele samfundet.

Det er et åndeligt, pædagogisk og politisk kollaps.

Links:
Link til SØM:
https://socialstyrelsen.dk/tvaer…/socialstyrelsens-viden/som

Link til Incentive:
https://www.incentive.dk/

Note 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157348119469481&id=837549480

Note 2:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157350612084481&id=837549480

Note 3:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157353012694481&id=837549480

 

39. d. 28. Juli: Klimaspørgsmål fra en uvidende 2

1990 eller 1997 som baseline for CO2 udledningerne?

Tillad mig en betragtning i al uvidenhed:

Professor Peter Nedergaard har gjort mig opmærksom på en interessant pointe, der handler om det normale udgangsår for sammenligning af CO2-udledninger, nemlig 1990.

Først: her er CO2-udledningen pr. indbygger i Danmark på udvalgte årstal:

1960: 6,5 tons
1965: 9.3
1974: 10,9
1983: 9,8
1987: 11,4
1990: 9,8
1991: 11,7
1997: 13,7
2005: 8,6
2014: 5.9

Bemærk følgende:

a.
Regeringen vil sænke udledningen med 70% i forhold til 1990-niveuaet, der som nævnt er det normale baseline-år i klimapolitikken. Men det er faktisk lidt uheldigt for Danmark, eftersom vi netop i 1989-90 lå meget lavt, nemlig 9,8 tons. Dermed bliver det selvsagt vanskeligere at indfri 70%-målet. Årsagen er nogle tekniske forhold vedrørende registrering af el-import/eksport (Nedergaard 2017, s.111).

Både før og efter 1990 var udledningerne langt højere. I 1997 helt oppe på 13,7 tons. Hvis 1997 var baseline-år, var det i sagens natur langt lettere for DK at indfri sine CO2-mål, for så var udledningerne jo faldet fra 13,7 til 5,9, dvs. over 60%.

Jeg har tjekket, om nogle af de andre lande har samme problem, men det ser ikke umiddelbart ud til at være tilfældet. Danmark er altså stillet dårligere fra start.

Alligevel har vi faktisk indfriet EU-målene for 2020, altså selv med 1990 som udgangspunkt. Var 1997 baseline havde vi også indfriet EU’s 2030-mål (45%), så langt endda.

b.
Det er også værd at notere, at 2014-udledningen pr indbygger i DK er under niveauet fra 1960. I absolutte tal er 2014-udledningen under 1963-niveauet.

c.

Jeg noterer mig også lige Jon Hustads meget interessante artikel om, at Danmark nedbringer dets udslip ved hjælp af metoder, der faktisk har mere negativ CO2-effekt end kul, men som blot teknisk set registreres positivt.

Hustad bygger sit indlæg på en artikel fra tidsskriftet Nature. Kristine Grunnet, som er branchechef i Dansk Energi, kalder Hustads artikel for ”fake news”, men hun går ikke ind i Nature-artiklens substans.

Hvad der er op og ned, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg konstaterer, at der virkelig er politik i disse tal, og at der derfor er brug for kritisk journalistik og ikke holdningsjournalistik, som vi ser det i visse medier.

d.
Jeg iler også med et “fun-fact” fra Nedergaards bog (s.119). Ifølge en amerikansk undersøgelse har skilsmisser en dårlig CO2-effekt. Det samme har små babyer, fortalte en dansk forsker i foråret. Jeg venter spændt på, at klimatosserne tvinger alle ind i barnløse tvangsægteskaber. Men ok, det vil nok ikke være et “fun-act”.

Referencer:
Globalis: co2-udspil pr. indbygger: https://www.globalis.dk/Statistik/CO2-udslip-per-indb…

Peter Nedergaard: ”Klimapolitik – et samfundsperspektiv”, Columbus, 2017.

Jon Hustads artikel: https://www.weekendavisen.dk/2…/samfund/et-umoralsk-fyrtaarn

Kristine Grunnets svar til Hustad: https://www.weekendavisen.dk/…/samf…/biomasse-gavner-klimaet

 

40. d. 31. juli: Uddannelsespolitikkens udvalg og ordførerskaber

Her er den aktuelle politiske konfiguration inden for det pædagogiske område:

A. Ministre
Børne- og undervisningsminister: Pernille Rosenkrantz-Theil (A)
Uddannelses- og forskningsminister: Ane Halsboe-Jørgensen (A)

B. Politiske udvalg

1) Børne- og undervisningsudvalget, hjemmeside: https://www.ft.dk/da/udvalg/udvalgene/buu

Anders Kronborg (A), formand
Camilla Fabricius (A)
Jens Joel (A)*
Jesper Petersen (A)
Julie Skovsby (A)*
Kasper Sand Kjær (A)*
Olav Hav (A)
Lotte Rod (RV)
Anne Sophie Callesen (RV)
Marianne Jelved (RV)
Jacob Mark (SF)
Ina Strøjer-Schmidt (SF)
Astrid Carøe (SF)
Jakob Sølvhøj (Ø)
Mai Villadsen (Ø)*
Torsten Geil (Alt)
Anni Matthiesen (V), næstformand
Peter Juel-Jensen (V)
Jan E. Jørgensen (V)
Louise Schack Elholm (V)*
Britt Bager(V)
Jane Heitmann (V)
Jens Henrik Thulsen Dahl (DF)*
Karina Adsbøl (DF)
Marie Krarup (DF)*
Brigitte Klintskov Jerkel (C)
Mai Mercado (C)
Mette Thiesen (NB)
Henrik Dahl (LA)*

 

2) Uddannelses- og forskningsudvalg (29 medlemmer), hjemmeside: https://www.ft.dk/da/udvalg/udvalgene/ufu

Jørgen Brandenborg (A), formand
Jens Joel (A)*
Julie Skovsby (A)*
Kasper Roug (A)
Kasper Sand Kjær (A)*
Rasmus Horn Langhoff (A)
Rasmus Stoklund (A)
Mette Gjerskov (A)
Troels Ravn (A)
Stinus Lingreen (RV)
Katrine Robsøe (RV)
Jacob Mark (SF)*
Signe Munk (SF)
Mai Villadsen (Ø)*
Rosa Lund (Ø)
Uffe Elbæk (Alt)
Markus Knuth (V), næstformand
Hans Andersen (V)
Bertel Haarder (V)
Louise Schack Elholm (V)*
Thomas Danielsen (V)
Anni Matthiesen (V)*
Jens Henrik Thulesen Dahl (DF)*
Marie Krarup (DF)*
Alex Ahrendtsen (DF)
Katarina Ammitzbøl (C)
Birgitte Bergman (C)
Peter Seier Christensen (NB)
Henrik Dahl (LA)*

PS *=medlem af begge udvalg

C. Relevante ordførerskaber:

1) Socialdemokraterne:
Børneordfører: Jens Joel
Undervisningsordfører: Jens Joel
Uddannelsesordfører: Kasper Sand Kjær
Forskningsordfører: Kasper Sand Kjær

2) Venstre:
Børne- og undervisningsordfører: Ellen Trane Nørby
Uddannelses- og forskningsordfører: Ulla Tørnæs

3) Dansk Folkeparti:
Skoleordfører: Alex Ahrendtsen
Undervisningsordfører: Jens Henrik Thulesen Dahl
Gymnasieordfører: Marie Krarup
Uddannelsesordfører: Jens Henrik Thulesen Dahl
Forskningsordfører: Jens Henrik Thulesen Dahl

4) Radikale Venstre:
Børneordfører: Lotte Rod
Undervisningsordfører: Lotte Rod
Skoleordfører: Marianne Jelved
Ungdomsuddannelsesordfører: Anne Sophie Callesen
Folkeoplysningsordfører: Marianne Jelved
Ordfører for frie skoleformer: Marianne Jelved
Uddannelsesordfører: Katrine Robsøe
Forskningsordfører: Stinus Lindgreen

5) Socialistisk Folkeparti:
Børneordfører: Jacob Mark
Undervisningsordfører: Jacob Mark
Uddannelsesordfører: Jacob Mark
Dagtilbudsordfører: Ina Strøjer-Schmidt
Erhvervsuddannelsesordfører: Astrid Carøe
FGU-ordfører: Astrid Carøe
Forskningsordfører: Astrid Carøe
Gymnasieordfører: Astrid Carøe
Velfærdsuddannelsesordfører: Signe Munk
VUC-ordfører: Astrid Carøe

6) Enhedslisten:
Børneordfører: Jakob Sølvhøj
Undervisningsordfører: Jakob Sølvhøj
Ungdomsuddannelsesordfører: Jakob Sølvhøj
Erhvervsuddannelsesordfører: Jacob Sølvhøj
Uddannelsesordfører: Mai Villadsen
Forskningsordfører: Mai Villadsen

7) Det Konservative Folkeparti:
Børneordfører: Brigitte Klintskov Jerkel
Undervisningsordfører: Mai Mercado
Uddannelsesordfører: Katerina Ammitzbøll
Forskningsordfører: Katerina Ammitzbøll

8) Nye Borgerlige:
Børneordfører: Mette Thiesen
Undervisningsordfører: Mette Thiesen
Uddannelsesordfører: Peter Seier Christensen
Forskningsordfører: Peter Seier Christensen

9) Alternativet:
Børneordfører: Torsten Geil
Undervisningsordfører: Torsten Geil

10) Liberal Alliance:
Undervisningsordfører: Henrik Dahl
Uddannelsesordfører: Henrik Dahl
Forskningsordfører: Henrik Dahl

PS: Venstres endelig konstituering blev først offentliggjort d. 9. august og er indføjet ovenfor, mens partiets oprindelige ordfører-fordeling står i selve facebook-opslaget.

Kilde: www.ft.dk

Altinget.dk’s tilsvarende liste (tilføjet d. 12. august 2019)

 

41. d. 31. juli: Uddannelsespolitiske noter

A.
Socialdemokraten Annette Lind har som skolepolitisk ordfører for Socialdemokratiet stået last og brast med Antorinis og Corydons læringsreform hele vejen igennem. Hun havde derfor regnet med at få tilbudt posten som undervisningsminister. Det fik hun ikke. I stedet fik hun nogle ret tunge ordførerskaber, som ikke har noget med uddannelsespolitik at gøre. Det ligner et bevidst valg fra Frederiksens/Rossen i deres arbejde med at sammensætte en regering af loyale ungsocialdemokrater, som ikke har alt for meget erfaring med livet uden for bevægelsen, og som ikke er alt for mærket af Corydon. De er sådan lidt ens alle sammen?

Nu kører James Heckman-duoen Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen det nye enhedsparløb med udgangspunkt i det såkaldte SØM-koncept, der vil omdanne uddannelsespolitik og pædagogik til konceptualiserede metoder med særlige afkast- og effektprofiler, som de kommunale ledelser kan bruge til at optimere velfærdsstatens kontrol- og læringsapparat. Der er ingen pædagogisk selvstændighed i miles omkreds.

Til det formål, altså til SØM-projektet, skal man bruge testdata. Derfor vil regeringen formodentlig ikke realisere afviklingen af de nationale tests, som den ellers har annonceret det i forståelsespapiret for at tækkes venstrefløjen. Tværtimod vil man forfine målingerne, måske med nogle ledsagende læringsalgoritmer etc.. Regeringen vil nok sige, at de manglende ændringer af Nationale Tests skyldes, at de borgerlige dele af forligskredsen holder fast i testene. Men i virkeligheden vil regeringen heller ikke selv af med testene, fordi man skal bruge testdata til SØM-konceptet. Heckman-forskerne elsker nationale tests; ikke for styringens og ikke for pædagogikkens skyld, men for datas egen skyld. SØM-politikerne kan så bruge data for styringens skyld. Pædagogikken findes slet ikke.

Link til omtale af Linds skuffelse:
http://nyheder.tv2.dk/…/2019-06-28-skuffet-stemmesluger-fik…

B.
To selvstændigt tænkende profiler er ude af det stakkels Folketing. Merete Risager, som kunne have været guld værd i opposition, har helt forladt politik, og Alternativets Carolina Magdalena Meier blev stemt ud i København. Dermed er der tømt for pædagogisk interesse hos både regering og opposition. De to, som jo et eller andet sted begge er rundet af radikalt muld, kunne ellers have lavet en dejlig skole.

Den eneste tilbageværende, som har gjort en indsats på området, er Jacob Mark fra SF. Men hans parti er stærkt mærket af tilslutningen til alle reformerne, og med deltagelsen i det såkaldte ”forståelsespapir”, har SF til en vis grad underlagt sig det Socialdemokratiske projekt og dermed forstærket sin tilslutning til skolereformen.

Måske kan Henrik Dahl også gøre en indsats? Måske, men uden Riisagers skolepolitiske erfaring i baghaven, risikerer han på det skolepolitiske område at havne for tæt på CEPOS økonomisk-baserede rationalisme. Derimod er han en helt, når det kommer til forskningspolitikken, hvor hans raid mod SDU’s verdensmålsideologi aftvinger decideret respekt. Han er åbenbart hele alene på Tinge med sin kritik?

Men Dahl og Mark må en tur på Rio Bravo. Der kan de også lige drøfte, om der er nye folk på Tinge med pædagogiske evner.

Måske kommer nye stemmer til syne? Intet tyder på det.

C.
Danmarks Lærerforening jubler over den nye regering. Det skyldes, at regeringen ifølge sit forståelsespapir går ind for OK18-konceptet ”Ny Start”, som har en John Hattie-kommunemand som formand.

Regeringen vil gerne have nogle flere forståelsespapirer mellem DLF og KL, så skolereformen kan glide ned, også i reformens nye SØM-former.

De faldefærdige konsekvenser af SØM er DLF slet ikke opmærksom på. Så først sælger DLF sig altså til Ny Starts læringsideologi, og dernæst sælger den sig til Heckman-ideologien. Er DLF en provins i KL eller hur?

Der er snart formandsvalg i DLF. Bondo genopstiller. Men han siger, at han kun vil vælges, hvis hans næstformand, Dorte Lange, også bliver valgt. Der er ellers en alternativ kandidat til formandsposten, som er mere interesseret i fri diskussion end Lange, som jo var vild med Antorinis skolereformsforløber, Ny Nordisk Skole. Under alle omstændigheder er det lidt udemokratisk af Bondo at stille den slags betingelser, synes jeg.

DLF vil naturligvis også gerne af med de Nationale Tests. Men det kommer man som nævnt ikke. De borgerlige holder fast, og det gør socialdemokraterne i virkeligheden også. Det ligger i SØM-ideologien.

D.
“Tænke”-tanken DEAs Stina Vrang Eliasen, som selv er dybt præget af blandingen af arbejdsmarkedsfundamentalisme og Heckman, nærmest fedter for den nye regering i dagens kronik i Berlingske. Og på twitter kæler både RUC’s rektorinde og en dekan på Professionshøjskolen i København for Vrang Eliasen pga. hendes kronik. Der er altså ingen modstand heller på de videregående uddannelser.

Der er åben ladeport for det dannelsestomme Socialdemokratis hærgen.

Link til kronik: https://www.berlingske.dk/…/lad-os-genskabe-troen-paa-at-ud…

 

42. d. 1. august: Pernille Rosenkrantz-Theils gode beslutning

Den nye undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, afslutter agurketiden med en særdeles fornuftig beslutning, som decideret redder unges muligheder for at tage et karakter- og prøvefrit år på en efterskole, før de starter på gymnasiet.

Som det er nu, kan en elev, som ellers let ville kunne være kommet på gymnasiet efter 9. klasse, pludselig få problemer. Det skyldes, at elevens prøvefrie efterskoleår nulstiller elevens muligheder for optagelse på gymnasiet.

Den tidligere regering indførte en optagelsesprøve for de prøvefri efterskoleelever (og for andre i parallelle situationer, f.eks. udvekslingsstudenter). Prøven vedrører fire fag, nemlig dansk, matematik, fysik og engelsk. Eleven skulle endda have karakteren 4 i alle fag, for at blive optaget.

Som jeg har forstået det, var skærpelsen en del af gymnasieforliget, som jo var et bredt politisk forlig. Hvis det er korrekt, så stod også SF og Socialdemokraterne og Radikale Venstre bag. Men jeg er lidt i tvivl om, her på stående fod, hvad der er politik, og hvad der er administration.

Det er helt absurd at udsætte både eleverne og gymnasierne for en sådan proces, når nu eleven allerede var erklæret uddannelsesegnet efter 9. klasse. Denne vurdering burde jo holde mindst et år.

Men nu ændrer den nye minister en del af regelsættet: Hvis jeg har forstået det ret, fastholdes prøverne desværre, men kravet om 4 i alle fagene forsvinder. Hvad der træder i stedet, kan jeg ikke gennemskue. I Politikens artikel tales om ”et gennemsnit”, men hvad der ligger i det, ved jeg ikke.

Hvordan Rosenkrantz-Theil kan gøre det uden forligskredsens godkendelse, kan jeg heller ikke helt gennemskue.

Det problematiske regelsæt blev faktisk allerede ændret i juni 2019, men kun for “udvekslingselever” og altså ikke for efterskole-elever. For udvekslingselever blev optagelsesprøven ifølge Politiken helt skrottet, hvilket så desværre ikke sker for efterskoleeleverne.

LA’s Henrik Dahl opfatter ministerens gode indgreb som ”venstrefløjens evige kamp mod kundskaber”. Deri tager han helt fejl. Kritikken af reglen har ikke noget med højre eller venstre at gøre. Det er 100% godt for dannelsen at sende en 16-årig på efterskole, og helst en eksamensfri, hvor de kan blive rusket lidt i et suspenderet liv, før de træder ind i gymnasiets kundskabstradition.

Dahl har åbenbart slet ikke forstået, hvad en efterskole kan gøre, og hvilken tradition den udspringer af og vedligeholder, ja faktisk netop en “liberal” tradition.

Jeg synes, man helt bør droppe disse optagelsesprøver og lade den almindelige egnethedsvurdering gælde 1-2 år, så flest mulige kommende gymnasieelever kan komme et år på efterskole.

Links:

Artikel om den aktuelle sag:
https://politiken.dk/…/Minister-foretager-lynindgreb-for-at…

Artikel fra juni om ”udvekslingsstuderende”. Allerede her nævnes efterskole-problemet også:
https://politiken.dk/…/Udvalgte-elever-f%C3%A5r-lettere-adg…

 

43. d. 3. august: Regnemaskine-kærlighed, note 5

De nye ministre, Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsbo-Jørgensen, er vilde med velfærdsøkonomen James Heckman og den såkaldte SØM-metode, som de ønsker at overføre fra det sociale område til uddannelsesområdet. De har endda skrevet en bog sammen om emnet, hvor de erklærer deres kærlighed til ”den nye regnemaskine”.

SØM vil resultere i et omfattende fokus på metode, evidens og økonomi og i et tab af pædagogisk indsigt og kvalitet, hvilket jeg på det principielle plan har argumenteret for i fire tidligere noter.

I denne note 5 vil jeg omtale et konkret eksempel på denne logiske og diskursive proces:

Tænketanken CEVEA, som er knyttet til Socialdemokratisk tankegods, har i 2018 lavet en rapport om brugen af SØM. Forordet er skrevet af den nyvalgte socialdemokratiske kandidat til EU-parlamentet, Niels Fuglsang. I rapporten finder man fuldstændig samme ånd som i ministrenes bog, dvs. Heckman og SØM.

CEVEAs rapport refererer helt ukritisk videre til en RAMBØLL-rapport fra 2012 om samme emne. Begge rapporter fremhæver en særlig pædagogisk metode, nemlig De Utrolige År (DUÅ), som især er rettet mod førskolen. Metoden giver ifølge rapporterne et særligt stort afkast. Dvs. at metoden er topscorer på SØM-Heckman-skalaerne. Derfor anbefaler Socialministeriet metoden, som også er officiel pædagogik i mange kommuner. I den nye regering er småbørnsområdet overgået til undervisningsministeriet.

Der er også lavet et helt datasystem, hvor kommunerne kan tilgå ”effekterne af DUÅ-programmerne”. Effekten måles med ”det validerede testredskab Eyberg Child Behaviour Inventory”. CEVEA skriver at De Utrolige År har et ”stort samfundsøkonomisk potentiale”. Og så videre.

Metoden, som bl.a. er beskrevet i Christians Aabros fremragende bog ”Koncepter i pædagogisk arbejde”, er en dybt problematisk samling af tekniske belønnings/straf-processer, der ligger milevidt fra dansk-tysk-italiensk børnehavetradition. Den pædagogiske værdi er altså lig med minus 100%, uanset en evt. målt effekt på ditten eller datten.

De nye ministre vil nu via SØM/Heckman-ideologien udbrede De Utrolige År i uddannelsessektoren. Og endnu mere alvorligt: De vil udbrede hele denne tankegang om metode, effekt, evidens og styring til børnehaver, skoler og på uddannelsesinstitutioner, under velfærdsstatens og lighedens banner.

Det vil sige, at store kommercielle, forskningspolitiske og nationaløkonomiske interesser begynder at arbejde sammen om at afgrænse, konceptualisere og organisere bestemte metoder, som har egne – ofte globale – konsulent- og kursussystemer, som kan indgå i SØM-systematikken. Imens udgrænses den pædagogiske tradition og dennes forbundethed med historiske og civilsamfunds-processer. Pædagoguddannelsen vil efter min mening lide ubodelig skade ved denne proces.

Vi får virkelig brug for uren pædagogik.

Links:
CEVEAs rapport: https://cevea.dk/…/2059-positive-okonomiske-effekter-af-off…

Rambøll-rapport fra 2012: https://xn--deutroliger-68a.dk/images/Ramboll_analyse.pdf

Socialstyrelsen om De Utrolige År: https://socialstyrelsen.dk/…/om-dokumen…/dua/teori-og-metode

Link til De Utrolige Års danske hjemmeside: https://xn--deutroliger-68a.dk/de-utrolige-ar-programmer

Link til De Utrolige Års amerikanske hjemmeside: http://www.incredibleyears.com/research-library/

Christians Aabro: ”Koncepter i Pædagogisk Arbejde”, https://hansreitzel.dk/…/koncepter-i-padagogisk-arbejde-bog…

Tidligere noter:
Note 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157348119469481&id=837549480

Note 2:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157350612084481&id=837549480

Note 3:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157353012694481&id=837549480

Note 4:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157354607779481&id=837549480

Noter til Maria Montessoris “Montessori-metoden”, del 1

På loppemarkedet i Glesborg på Norddjurs var jeg så heldig at falde over en førsteudgave af den danske oversættelse af Maria Montessoris (1870-1952) ”Montessori-metoden” fra 1917. Den kostede kun en flad femmer og stod nærmest ubrugt. Jeg har besluttet at genlæse bogen og skrive en række noter, som jeg jo ligeså godt i al deres foreløbighed kan lægge her på bloggen:

Note 1 til Maria Montessori: Montessori-metoden – videnskabelig pædagogik som anvendes for børn i Montessori-skolerne. Autoriseret udgave for Danmark og Norge, med forord af Edv. Lehmann, V. Pios Boghandel, København: 1917.

Indledningsvist, før indholdsfortegnelsen, oplyses følgende to forhold, der understreger metodens globale og nærmest kommercielle aspirationer:

For det første: ”Dette værk foreligger nu på italiensk, fransk, engelsk, russisk, tysk, rumænsk, spansk, catalonsk, japansk, hollandsk, polsk, kinesisk og dansk”

For det andet: ”De i dette værk omtalte patenterede Montessori-apparater fås, indtil der er truffet arrangement med et dansk, norsk og svensk skolemateriel-firma, gennem Dr. Maria Montessori’s konsulent og oversætter af nærværende værk, Hr. C.A. Bang, 20 Bedford Street, Covent Garden, London W.C.”

Det er verdens måske første konceptmetode, vi har fat i. Men af fineste karat, i en form for hyldest til pædagogik og videnskabelig ånd.

I det følgende vil jeg først gennemgå Montessoris fortale til den danske oversættelse samt religionshistorikeren Edvard Lehmanns efterfølgende forord. Dernæst gør jeg rede for pointerne i bogens første tre kapitler, der alle fungerer som en form for indledning til de mere praktisk anlagte – men også dybt filosofiske – kapitler.

 

1. Montessoris fortale, som er skrevet specifikt til den danske oversættelse (s.1-3)

A. Reformpædagogik og ånd 1

Montessori angiver, at bogen er skrevet for 10 år siden, altså i 1907. Bogen er primært rettet mod mindre børn, men dens principper kan anvendes helt frem til endt skolegang. Det er altså også en almenpædagogik.

Hun siger, at bogen ikke blot udtrykker en metode blandt andre. Den er snarere en grundlæggende ny videnskab. Den slags argumentation kender vi også fra tilhængere af læringsmålstyring og John Hattie. De siger, at læringsmålstyring ikke er en metode, men et princip eller et ”mindset”. Den slags formuleringer er der, fra et almenpædagogisk perspektiv, al mulig grund til at være på vagt over for. Men også interesseret i, eftersom den pågældende teori jo kunne gemme på indsigter af pædagogisk værdi, hvilket i høj grad er tilfældet hos Montessori, men ikke hos Hattie.

I Montessoris version af ”mindsettet”, tales der om, at metoden ”omfatter en ny videnskab”, der bidrager til at ”fastsætte de praktiske principper til en forbedring af mennesket”, eller endnu ”bedre”, som hun udtrykker det, til en ”forbedring af en metode for åndelig hygiejne, analog med fysisk hygiejne”. Denne forbindelse eller analogi mellem ånd og videnskab er typisk Montessori. Men spørgsmålet er, om det er en styrkelse eller svækkelse af ånden? Det spørgsmål lever tavst videre i hele Montessori-traditionen. Jeg vil forsøge at fastholde hendes teori som åndelig først og fremmest, hvilket efter min mening også er i overensstemmelse med de pædagogiske fakta.

En nærmere bestemmelse følger umiddelbart efter. Allerede her er det klart, at Montessori ønsker en egentlig åndelig videnskab. Det er altså ikke blot en banal konstruktivistisk psykologi, vi taler om, som det jo er hos f.eks. John Hattie og i den moderne læringsideologi. Montessori fortæller, at hun vil ”frelse de åndelige energier”. Hun vil ”finde praktiske måder at frembringe en åndelig aktivitet, som skal levendegøre intelligensen”, og hun vil ”indføre et opdragelsessystem, som kan udvikle den personlige karakter”. Og for at gøre det, kan man ikke nøjes med ”den rene ide”, som altså ikke afvises helt. I stedet må man udvikle sine metoder fra ”eksperimenter”. Disse eksperimenter skal hvile på ”livets love”. Dermod skal man ”forlade empirismens mark, fuld af mørke og fejltagelser”, hedder det kritisk.

Så det er altså en særlig forening mellem ånd og videnskab, vi er på jagt efter. En modernisering af Fröbels ideer, der mere tog afsæt i ”den rene tanke”, og en decideret afvisning af den primitive version af positivismens ideer, som var præget af ”empirismens mørke mark”. Senere i bogen har Montessori nogle fantastiske fortolkninger af nogle af positivismens temaer (f.eks. om forholdet mellem navn og genstand).

 

B. Reformpædagogik og ånd 2

Derpå kommer der tre sammenhængende markeringer, der forbinder Montessori direkte med den reformpædagogiske tradition på et mere overfladisk niveau:

For det første laver Montessori ligefrem en ”definition” af sin metode. Det lyder som følger: ”Medens de nu gængse metoder søger at finde den bedste måde at undervise børnene på, foreslår min metode at sætte barnet i en sådan stilling, at det vil lære”. Umiddelbart kunne det jo have stået i en KL-brochure, men som vi skal se betyder sætningen noget helt andet i Montessoris pen, hvor “at lære” er stækt knyttet til genstande.

For det andet: Dette umiddelbare opgør med “undervisning” understøttes af hendes afvisning af ”passivitet” til fordel for ”aktivitet”. Undervisning forbindes med passivitet, som hun altså vil af med, mens ”at lære” forbindes med aktivitet, som hun godt kan lide. Dette skema, som i dag er dybt problematisk, er faktisk i konflikt med klassisk reformpædagogik. Både Fröbel og Dewey tillagde passiviteten helt afgørende indflydelse for dannelsen. Ja, for Fröbel var det faktisk ”passiviteten”, der var grundbegrebet som sådan. Men Montessori mener det måske heller ikke så slemt, hvilket jeg vender tilbage til i en senere note. Man må jo tænke på, at hendes formulering blot er en slags metodisk korrektion af en enorm åndelig bevægelse, reformpædagogik og oplysning, som hun faktisk vil bidrage til. Hendes distinktioner er derfor efter min opfattelse ikke et opgør med ånd som sådan, hvilket jo er tilfældet i de moderne reformpædagogiske versioner.

For det tredje foreslår Montessori, at pædagogen bør arbejde med at ”tilrettelægge omgivelserne”, hvilket også er en reformpædagogisk klassiker. Rousseau foreslog det samme, men man skal huske på, at denne ”tilrettelæggelse” også for Rousseau havde en dyb åndelig og praktisk betydning.

At Montessoris reformpædagogik er en åndelig tilstand understreges igen umiddelbart efter. Her får vi at vide, at hendes metoder vil hjælpe barnet ”til at opnå åndelig ligevægt, arbejde og kultur – og alt dette vil blive muligt ved hjælp af gentagende øvelser, udholdenhed og koncentrering af tankerne”. Det er der jo ikke meget ”Laissez Faire” over. Det lyder næsten som en økonom fra CEPOS. Forskellen til CEPOS er blot, at Montessori vil lede disse processer (gentagende øvelser mm..) via ”tilrettelæggelsen af omgivelserne”, og at hendes mål er åndeligt, hvilket jo ikke gælder for økonomen. Iøvrigt nævnes “økonomi” ikke med et ord. Vi er i en faglig sammenhæng. og som vi skal se, er Montessoris tre “forslag” langt mere interessante, end en moderne løser måske tror.

 

C. Ånd og hygiejne

Og det er sørme ikke kun i dag, at voksne er bekymrede for den opvoksende generations sundhedstilstand. Montessori taler om, at vi har en generation præget af ”børnenærsynethed, rygradsskævhed og udmattelse opstået af træthed”. Men alt dette er endda blot overflade for ”en meget større og dybere fejltagelse i menneskets uddannelse”. Konsekvensen af det hele er, at vi her i starten af 1900-tallet er endt med ”en svag, nervøs og vankelmodig generation”.

Lige her kommer Montessori ind på 1. Verdenskrig, som hun jo skriver midt i. Hun taler om den aktuelle ”rædsel” og spørger, om der måske er ”dybereliggende onder indplantede i menneskelighedens sande rod, ved hjælp af hvilke, den søger at tilintetgøre sig selv”. Dette spørgsmål er dybt relevant for dagens unge, som jo vokser op med samme tvivl på menneskeartens evner til at passe på jorden og sig selv. Montessori trækker i første omgang ”onderne” tilbage i tiden, til ”middelalderens mørke tider”, som hun forbinder med sygdom og sult (”pest, hungersnød, epidemier”). Disse ”svøber” blev dog ”afværget”, skriver hun, gennem ”lægevidenskaben og agerdyrkningen”, som har ”renset og beriget” vores omgivelser.

Men for Montessori er det i lyset af udviklingen ikke nok at tale om de sundhedsmæssige fremskridt. Hun siger derfor følgende om “dannelse” og “det indre liv”:

”I øjeblikket eksisterer der utvivlsomt en fejl i dannelsen af mennesket. Der er en mangel på kendskab til lovene for menneskets åndelige udvikling og til hygiejnen vedrørende det indre liv”.

Montessori søger efter en opdragelses- og dannelsesteori, så ”civilisation og fred kan regerer verden”.

Montessori slutter sin fortale med at fortælle, at både Berlingske Tidende, Hovedstaden, og det kulturradikale tidsskrift Vor Ungdom har bragt artikler om hendes metode, og at hendes skole i Rom har haft besøg af mange skandinaviske ”lærere og lærerinder”.

Montessoris bog er altså en undersøgelse af dannelsen i lyset af hyber-moderniseringen i La Belle Epoque, de nye videnskaber og disses karambolage med skyttegravenes åndelige effekt. Vi gør klar til 1920’erne og dermed til en central virkningshistorisk tråd i europæisk og dansk pædagogik, som jeg glæder mig til at udvide, så den kan bruges i stedet for at ødelægges, som det sker pt.

 

2. Edvard Lehmanns forord (s. 5-7)

Før bogens egentlig tekst har Edvard Lehmann (1862-1930) et kort forord. Det er værd at nævne, fordi Lehmann på det tidspunkt var en fremtrædende religionshistoriker. Ja, han grundlagde faktisk faget religionshistorie i Danmark. Jeg ved ikke så meget om ham, men i slutningen af 1920’erne udgav han en bog om Grundtvig, og han tilhørte generelt set den såkaldte liberalteologi, som stod for en moderniseret form for kristendom, der ikke stod i modsætning til videnskab, kultur og modernitet, men som naturligvis fik problemer efter 1. verdenskrig, hvor ”kulturen” jo ikke just glimrede ved sin moralske effektivitet. Tidehverv blev dannet i opposition til f.eks. Lehmanns ideer, hvis jeg har forstået det ret. Til gengæld er de liberale teologer generelt set gladere for pædagogik end de mest hard core tidehvervsfolk, hvilket Lehmanns forord er et eksempel på. Denne forbindelse mellem Montessori, modernisme og teologiske-grundtvigianske spor, kommer til at gøre sig gældende op gennem århundredet mange forskellige steder, skulle jeg hilse og sige. Og det giver god mening, for Montessoris bog er fyldt med referencer til kristendommens tekster og idegods.

Lehmann noterer sig, at de store pædagoger er kommet til indsigt i ”barnets natur” ad omveje. Pestalozzi fandt naturen via sit arbejde med ”forsømte børn” og Monteossori gennem behandlingen af ”åndsvage”. Hun ”anvendte sine erfaringer fra abnorme børn på de normale”, som Lehmann skriver. Og de ”normale” var vel at mærke i første omgang ludfattige italienske børn og familier fra Roms lejekaserner a la de danske bro-kvarterer i København.

Denne forveksling af specialpædagogik med almenpædagogik fører som regel til graverende fejl. Den umiddelbare konsekvens er jo, at man behandler normale børn som åndsvage. Men i rette hænder kan det faktisk bidrage positivt til almenpædagogikken, fordi man med det specielles udgangspunkt får øje på almenmenneskelige forhold, der kan berige pædagogisk praksis. Og faktisk er det lige præcist i høj grad det, som Montessori gør, hvilket jeg vender tilbage til senere.

Lehmann skriver Montessori direkte ind i reformpædagogikkens tradition:

”Ingen har mere trofast fulgt Rousseau, ingen har mere ivrig fortsat Frøbel. Men Rousseaus stormende genialitet og Frøbels elskværdige dilettantisme er her afløst af videnskabelig undersøgelse, af en experimental gennemforskning af barnenaturens ytringer, som skridt for skridt går før dens behandling.”

Også Lehmann understreger, at Montessoris bog både handler om ånd og krop. Han kalder det en ”sjælslegemlig enhed, hvor de åndelige og organiske virksomheder betinger hinanden”. Lehmann fortsætter med at fortælle, at Montessori har lært om den ”sjælslegemlige enhed” af de åndsvage, og at dette ”har bekræftet sig hos de sunde og friske”.

Til sidst kommer Lehmann med nogle håb til en gryende pædagogisk forskning, der kan frigøres fra ”teologer, filologer, matematikere og andre uvedkommende personer”. Man får lyst til at tilføje “..og økonomer”. Og denne ”forskning”, mener Lehmann, skal tage udgangspunkt i ”barnenaturen”.

Fröbel funderede i 1826 barnenaturen i verdens guddommelige substans og lagde navn til Danmarks to første børnehaveseminarier. Spørgsmålet er nu, hvordan barnenaturen ser ud i starten af det 20.århundrede hos Montessori, som blev ligeså vigtig for dansk pædagogik og pædagoguddannelse. Det er to herlige historier, som vi i høj grad kan bruge til noget, og som slynger sig ind og ud af tidsaldre og små og store begivenheder. Desværre kom der konsensus fra omkring 1960. Fra da af tabte filosofien og pædagogikken momentum, med enorme konsekvenser for lærere og ikke mindst for pædagoger.

I en allersidste fodnote er der en lille interessant bemærkning. Her står der følgende:

”Nærværende oversættelse er gennemset af frøken Thora Constantin-Hansen, som har indskrænket og ændret partier (f.eks om ernæringsforhold, legemsøvelser o.l.), som ikke svarer til nordiske forhold”.

Denne ”bearbejdning” sætte på sin vis spørgsmålstegn ved oversættelsens pålidelighed. I et aktuelt og lignende tilfælde bearbejdede Jens Rasmussen ”bearbejdede” en bog af Andreas Helmke, som var oversat af en helt anden. Det styrkede ikke bogens kvalitet. Det er i al fald Keld Skovmands pointe i en af hans nye bøger.

Men det er her værd at notere sig, at Thora Constantin-Hansen selv spillede i væsentlig rolle i udviklingen af Montessori-bevægelsen i Danmark. Det kan man blandt andet læse om i hendes glimrende erindringer, der trækker tråde fra et nationalromantisk paideia, videre ind i den gryende socialpædagogik til børnehjemmets praksis.

 

3. Kapitel 1: Kritiske betragtninger over forholdet mellem den nye pædagogik og moderne videnskab. (om ånden)

Der indledes med en række henvisninger til forskellige sider af den gryende italienske psykologi og samfundsvidenskab. Jeg lader dem ligge her, og nøje med at konstatere, at Montessori i høj grad knytter an til de nye videnskaber – især medicinen, antropologien og psykologien – og til disses eksperimentelle natur og interesse for menneskets natur og udvikling. Hun opfatter sine egne ideer som en del af hele denne proces, og hun sammenligner det hele med Frans af Assisis arbejde for den katolske kirke. Ambitionerne fejler ikke noget.

En interessant markering finder vi på s. 13. Her står der følgende:

”De emner, som nutildags optager os på undervisningens område, er af interesse for hele menneskeslægten, og lige overfor så store kræfter og strømninger kan vi kun anerkende et land – hele jorden”.

Bemærk interessen for menneskets åndelige udvikling som sådan. Det er også værd at notere sig at der tales om ”jorden” og ikke ”planeten”. At der muligvis er en pointe her, vil jeg diskutere i et senere afsnit. Det skal også bemærkes at bogen emmer af italiensk patritoisme, så der er på ingen måde tale om anti-nationalisme. Tværtimod er Montessori et godt eksempel på, hvordan det nationale/kulturelle og det universelle spiller sammen. Ånden er både social og universel.

Ånden spiller igen en rolle på s. 14ff. Her kritiserer Montessori både den rene pædagogiske metafysik og de rigide videnskabeligt baserede metoder. Hun kalder begge tilgange for ”ydre teknik”. I stedet skal man søge i ”menneskers ånd”. Og denne ånd er den eksperimentelle videnskabs praksis, det ”allerhelligste”, som hun siger. Hun spørger derfor: ”Hvad er da en videnskabsmand?” Og her kommer et smukt svar:

”Vi kalder den type af mennesker videnskabsmænd, som i forsøgene ser et middel til at opdage livets store sandheder, til at løfte det slør, som tilhyller dets dybe hemmeligheder, og som under arbejdet hermed har følt en indre kærlighed til naturens mysterier opstå i sig, så dyb og lidenskabelig, at den får ham til fuldstændig at opgive enhver tanke på hans eget jeg. Videnskabsmand er ikke den, som forstår at håndtere sine instrumenter med færdighed, det er derimod den, som er en tilbeder ved naturens alter, og som bærer de ydre tegn på det, der opfylder hans sjæl, som en tilhænger af en religiøs sekt bærer sine.”

Og hun slutter: ”Der er altså noget, man må kalde den videnskabelig ånd, noget der står højt over den rent mekaniske færdighed.” og denne ånd skal ”sejre over det mekaniske”, og så til sidst og endda i et afgørende kursiv: ”Når videnskabsmanden har nået dette punkt, modtager videnskaben af ham ikke alene nye naturåbenbaringer, men den rene tænknings filosofiske synteser”.

Her bor Montessoris pædagog. Hos den videnskabelige ånds filosofiske synteser. Der skal udvikles en ”interesse for naturlige fænomener i lærerens sjæl”, og også her er formuleringen kursiveret. Lærerne skal være ”tilbedere og fortolkere af naturens ånd”. Og den del af naturen, som læreren i særlig grad skal studere, er menneskets ”gryende intelligensliv”. Disse ord er som taget ud af John Deweys samtidige filosofi, som også er en kæmpestor pædagogisk intelligensfilosofi med rod i naturen selv.

Derpå nævner Montessori ”kærligheden”. Læreren må have et ”nært og inderligt forhold” til sit studieobjekt, dvs. den gryende åndelige intelligens. Og her referer hun direkte til de først kristnes møde med Jesus. Vi er helt klart i en kristen/katolsk sammenhæng. Montessori siger direkte, at vi bør ”indpode Kristi disciples ærbødige kærlighed i den selvopofrende videnskabsmands sjæl”, og lykkes det os, da har vi lagt det åndelige grundlag i lærerens sind.

Dernæst kommer en af de sædvanlige reformpædagogiske tirader om skoleklasser, hvor elever sidder som ”døde væsener” og modtager ”golde og meningsløse kundskaber” i ”trældommens tegn”. De kommer engang imellem, og jeg springer dem bare over, velvidende at de havde og har deres berettelse i specifikke sammenhænge. Desværre sidder den aktuelle reformpædagogik totalt fast i al denne skrækkelige retorik, hvor specifikke problemer gøres til genstand for en almen kritik, hvorved “undervisningens” åndelige sider taber terræn til fordel for den golde driftsbetonede “læring”. De moderne reformpædagoger har glemt alt om ånd og kærlighed. Hos Montessori skal man i modsætning hertil ”lægge skolen til rette” for den videnskabelige ånds iagttagelser. Her skal ”barnet udvikl sig frit og naturligt”. Jeg er helt med, men synes ikke, at det skal sættes i så skarp modsætning til skoleklassens rytmer. Men lad det fare. Her kigger vi på, hvad Montessori får øje på af gode ting via sin fejltagelse.

Hun forbinder direkte sine ideer med Rousseau (s. 21). Her skildrer hun, hvordan hans ideer blev brugt til at befri mennesker for social og politisk undertrykkelse og til frigørelse af ”en klasse, et land eller en frigørelse på tænkningens område”. Men Montessori vil videre. Hun vi have den nye universelle frihed til at ”inspirere pædagogikken”, og hun mener, at det er muligt nu, men ikke på Rousseaus tid, pga. eksistensen af fremkomsten af den moderne videnskabelige ånd.

Et eksempel på ”almengørelsen” er hendes stærke kritik af ”straf/belønnings-systemer” og af ”embedsmanden”, som i hendes optik minder om eleven i den sorte skole:

”Hans menneskeværdighed nedsættes til en maskines, som må smøres for at holdes i gang, fordi den intet liv har i sig selv. Alle små latterligheder, som længsel efter ordner eller medaljer, er kun kunstige pirringsmidler, kortvarige lysglimt på en mørk, gold sti”.

Jamen, det lyder jo som et skuespil af Keld Abel eller en roman af Hans Scherfig. Og Montessori overfører det hele direkte på den skole, som hun gerne vil reformere:

”På samme måde giver vi belønninger til skolebørn. Frygten for ikke at avancere bevæger kontoristen til ikke at nedlægge arbejdet, binder ham til hans ensformige gerning, ligesom frygten for ikke at blive rykket op i næste klasse holder barnet til bogen” (s. 27).

Hun siger direkte, at årsagen til korruption i staten er, at man har ”udslukt det menneskeligt store hos funktionæren”.

Det pædagogisk-politiske alternativ kan man læse her: ”Et land står højt, i samme grad som flertallet af dets embedsmænd har en så rigtig opfattelse af deres stilling og ansvar, at de ikke skænker øjeblikkelige belønninger eller straffe en tanke, men følger med i et uimodståeligt æreskapløb for at udfylde deres opgave. Det er den personlige og dog almene livskraft, en kraft, der ofte findes skjult i sjælen, der fører verden fremad.” s. 28

Montessori er ikke ude i et marxistisk oprør. Hun taler om statens enhed og naturlige udvikling. F.eks. argumenterer hun for, at en god hær er afhængig af, at soldaterne ikke tænker som funktionærer: ”Alle menneskehedens sejre, hele menneskehedens fremskridt er et resultat af dens indre kraft” (s.28). Og samme grundargumentation bruges til at sige noget om, hvordan ”en ung student bliver til en stor læge”. Ja, ethvert menneske har ”et kald” og en ”naturlig virkekraft”. Og videre henvises til kunsten i følgende: ”hvis en sådan tanke (om belønning, TAR) fæster rod i en digters sjæl, forlader hans muse ham øjeblikkeligt… Hans sande belønning ligger deri, at digtet åbenbarer de sejrende kræfter i hans eget indre”.

Endelig vil jeg nævne Montessoris pointe om, at hvis man virkelig har gjort noget vigtigt, skrevet en bog eller født et barn, og der så kommer en og siger: ”Vil du have en belønning”, så kan man med rette blive vred. Et menneskes belønning i et sådant øjeblik kan kun ”komme fra Gud”, som der står. Montessori ser en dyb sammenhæng mellem videnskabelig ånd, pædagogik og politisk udvikling og kristendommen, men hendes svar er filosofiske og videnskabelige.

Opdragelsen skal altså indfri muligheden for at udvikle og indfri menneskets natur, dets gudsbenådede storhed og etiske sans. Montessori slutter med at citere en landsmand: ”Samfundet har nutildags en uafviselig pligt – at forny sin opdragelses- og undervisningsmetode, og den, som kæmper for denne sag, kæmper for menneskehedens genfødelse”.

 

4. Kapitel 2: Metodernes historie

– Min undertitel: Sammenhængen mellem idioters og små børns ånd

Montessori starter med at betone frihedens betydning:

“Den videnskabelige pædagogiks grundlag må være elevens frihed, en frihed, som giver plads for de individuelle og spontane ytringer af barnets natur”

Hermed indskriver Montessori sig i det, som Karsten Tuft har identificeret som den undersøgelse af det moderne frihedsbegreb, der for alvor indstiftes af Kant. Det er altså humanisme og oplysning, der er i højsædet.

Disse åbne eksperimenter, der skal undersøge barnets frie natur, må samtidig ske ”uden nogen som helst forudfattet mening om forsøgets endelige udfald” (s.33). Det er altså det modsatte af læringsmålstyring.

På s. 34ff får vi at vide, at Montessoris metode er udviklet via arbejdet i 3-6 års-børnehaver, men at de har rod længere tilbage i studier af ”abnorme børn” på et ”sindsygehospital”, hvor hun blev opmærksom på pædagogikkens kraft og muligheder, herunder en interesse  for pædagogik med døvstumme. Især navnene Seguin og hans mester Itard spiller en rolle for Montessori.

Montessori ser på de åndsvage som mennesker i dvale frem for som lavtstående individer. Det ”åndelige” betones igen på s. 40. Hun finder ud af, at hun med sine åndelige-videnskabelige metode kan lære ”idioter” at læse på niveau med almindelige børn. Heromkring, s. 42, kommer et langt citat fra biblen om åndens effekt. Hun vil ”lade ånd komme i eder”, som hun  udtrykker det. Efter dette arbejde gik Montessori i intellektuelt kloster og skrev hele bøger ned fra sine intellektuelle helte.

Derfra oprettedes Casa dei Bambini i Rom d. 6. januar 1907.

Montessori trækker linjen mellem den åndsvage og det lille barn i følgende: ”Det barn, som ikke har kraft til at udvikle sig, og det barn, som endnu ikke er udviklet, frembyder visse lighedspunkter” s. 46. Og den samme pointe findes på s. 45: Opfordringen til at lave børnehaver ”gav mig en glimrende lejlighed til på normale børn i asylalderen at anvende en metode, jeg har brugt ved opdragelsen af åndsvage. Derved kan hun ved at overføre sin metode få øje på nye ting.

 

5. Kapitel 3: Tale ved åbningen af et Casa dei Bambini

Min undertitel: fra massens liv til hjem til hus til samfund.

Kapitel tre er, som det fremgår af overskriften, en tale ved åbningen af en af de Montessoriske førskoler i Roms fattigkvarter San Lorenzo. Det er smækfyldt med tankevækkende pointer.

 

A. Fra Almue til Hjem:

I talen udtrykkes hele den socialpædagogiske side af Montessoris pædagogik. Det kommer til udtryk ved et integreret syn på samspillet mellem arkitektur, sociale strukturer, lægevidenskab og pædagogik, og ved hvordan disse fire momenter bidrager til henholdsvis at fastholde eller løfte familier i eller ud af åndelig og moralsk armod i Roms fattigkvarterer. Det er ikke nok at indføre særlige metoder til disse børn og familier. Man må se på deres samlede livssituation, på ”livet selv” (s.51).

Montessori vil skabe et ”hjem” et ”casa”, et ”tempel for familiekærlighed”, midt i en social situation, som er præget af ”uhyggelige vægge”, hvor ”ingen kan have noget for sig selv”, hvor hverken ”ærbarhed eller ømhed” trives, og hvor der ikke er ”lys, luft eller vand”. Hun fortsætter med at beskrive en række ”brutale scener” fra fattigdommens liv, der skildrer et grænseløst og fattigt liv, hvor alle er som nøgne kroppe uden ret og ånd.

Hun mener, at fattigdommen har skiftet social karakter. I middelalderen var fattigdommen en del af den sociale struktur. I dag er de fattige isoleret i en form for ghettoer: ”Vi har hobet dem sammen langt borte fra os, udenfor murene, hvor de kan lære hinanden brutalitet og laster. Enhver, hvis sociale bevidsthed er vågen, kan se, at vi herved har skabt pestbefængte distrikter, som rummer en dødbringende fare for den by, som tilskyndet af ønsket om at virkeliggøre et æstetisk og aristokratisk ideal har kastet alt, hvad der er uskønt og usundt, udenfor sine mure” (s. 52-53).

Montessori mener ikke, at ”velgørenhed” er tilstrækkeligt, men at man må sætte ”systematisk” ind.

Det var i den forbindelse, at den nye sociale arkitektur og de ledsagende boligforeninger blev en del af løsningen. Der blev lavet foreninger, der moderniserede lejekasernerne, der kom fælles badeværelser, og der blev etableret grønne områder. På den måde blev det muligt, at de ludfattige familier nu kunne leve adskilte fra hinanden, ”frie og ugenerte” i ”eget hjem”.

For Montessori og den nye arkitektur var arbejdet med at etablere ”et hjem” i første omgang meget konkret at få etableret et privat område med ordentlige livsbetingelser. Denne proces medførte, at beboerne begyndte at tage ansvar, både for egne og for fælles områder. Beboerne holdt nu huset i ”næste upåklagelig stand”, som hun siger (s.56), og de ”gribes af en trang til at forskønne deres hjem”. Hjemmet, foreningen, kærligheden og renligheden er en form for triade.

 

B. Fra Hjem til Hus

Spørgsmålet er nu blot: Hvad med børnene? Hvordan kan de indgå i det ”systematiske arbejde”, så de ikke ender som ”små vandaler” (s.57). Montessori tror åbenbart ikke på, at de “nye” familier kan løse opgaven. Ja, børnene kan gå til nyetablerede ”casa dei bambini”, som er finansieret ved besparelser på de nye boligforeningers reperationskonti; besparelser, som jo netop skyldes den nye arkitekturs opdragende effekt på hjemmene. I disse nye børnehaver kan mødrene ”trygt efterlade deres børn, hvad der giver dem en ubetalelig følelse af lettelse under deres arbejde” (s.58).

Men pludselig skiftes der gear. Der er ikke blot tale om opbevaring, men om social oplysning, der ændrer det “nye hjems” sociale karakter i en nærmest kommunistisk proces.

Casa dei bambini ledes af en forstanderinde, en ”højt dannet og dygtig kvinde”, som ”altid står til mødrenes disposition” med gode råd om opdragelse og livsførelse. Denne forstanderinde skal selv bo i det hus, hvor alle hendes ”små elever bor”. Læs også følgende:

”Midt imellem disse næsten halvvilde og barbariske mennesker, hvis huse ingen tidligere turde betræde ubevæbnet efter mørkets frembrud, kommer der pludselig en dannet dame, ikke alene for at undervise, men for at leve livet sammen med dem, og for at gøre det til sin livsvirksomhed at råde og hjælpe dem. Hun er en ægte missionær, i moralsk henseende en dronning mellem disse mennesker, og hvis hun har tilstrækkelig takt og hjertet på rette sted, er en rig høst hende vis som belønning for hendes arbejde” (s. 59)

Der er altså store uddannelseskrav til ”forstanderinden”! Det er pædagogens uddannelse, vi her taler om. Der er også en huslæge.

Børnehaven er altså en integreret del af de renoverede ”huse”, som består af de mange hjem, og forstanderinden er altid i nærheden. Det er ikke tale om ”et asyl”, men om “en ”skole” midt blandt hjemmene. Og skolen har en særlig ”pædagogisk organisation”, hvis ”metoder er inspirerede af den videnskabelige pædagogisk rationelle principper”. Dem vender vi tilbage til senere. Til hver skole er der badeværelser og køkkenhaver. Montessori er besat af renlighed.

På den måde bliver skolen en del af et hus, hvor der er flere hjem. Dette samspil mellem familie, pædagogik, hjem og hus udtrykker Montessori sådan her: ”Vi har flyttet skolen indenfor husets vægge, og ikke alene det, vi har gjort den til et slags fælleseje, og hele lærerindens daglige liv under udførelsen af hendes høje kald foregår for forældrenes øjne.” (s.60)

Skolen er altså et ”fælles eje”, et slags oplysningscentrum, som både trækker på og lyser på de nye hjem. Og det hele kaldes for ”huset”. Mødrene kan frit gå ind og ud af skolen og ”iagttage, beundre eller tænke over dens virksomhed”. Montessori fortæller, at lærerinden ofte modtager ”velmente opmærksomheder” i ”taknemmelighed”. Når børnene som 6 årige sendes til kommuneskolen, har mødrene fået en ”dannet og åndsudviklet søn”.

 

C. fra Hus til Samfund

Men disse nye fælles “huse”, disse børne-hjem/skoler, eller ”børne-haver” som romantikken kalder dem, kan kun fungerer med opbakning og interesse fra de familier, som børnene lever hos i hjemmene. Sidst i talen har Montessori indføjet et eksempel på et ordensreglement, der understreger mødrenes forpligtelse (se nederst). Dermed får børnehaven en opdragende effekt på familien. Der indsættes en vekselvirkning mellem de to ”hjem”, f.eks. i:

”Det er muligt, at vi her har fundet løsningen på et spørgsmål for kvinder, som hidtil syntes håbløst: Hvad skal der blive af hjemmet, når kvinden forlader det? Svaret er, at det er hjemmet selv, som vil blive omdannet og påtage sig kvindens arbejde.” (s. 63)

Og igen: ”Hjemmet selv påtager sig husmoderens pligter”, og ”huset liver således i endnu højere grad ’et hjem’ end hjemmet er nu”. Og endnu engang: Huset/hjemmet ”omfatter sine beboere med en kvindes kærlige arme. Det uddeler velsignelse, det tager vare på børnene, opdrager og underviser dem og giver dem mad. I dets skød finder den trætte arbejder hvile og nyt liv, fortroligt familieliv og lykke” (s.64).

Så hjemmet omdannes til et hus, som oplyser hjemmet. Pædagogikken vokser frem som et fælles liv i huse.

Montessori udvider sine ideer. Hun vil også etablere et ”fælles køkken” som endnu en del af ”huset”. Det samme sker med ”læseværelser”, altså biblioteker, og ”klubber”. Forholdet mellem hjem og hus bliver en slags dannelsesmaskine.

Den “nye kvinde” i det kraftigt kønnede skrift beskrives i følgende passage:

”Den nye kvinde, udsprungen som en sommerfugl af puppen, har afrystet alle de egenskaber, som før kun gjorde hende attråværdig i mandens øjne som et væsen, der sørgede for hans materielle velvære. Som manden er hun nu et frit individ, en personlighed, en social arbejder, og ligesom manden vil hun søge fred og hvile i det forvandlede fælleshjem. Hun vil elskes for sin egen skyld, ikke for hvad hun har at give i retning af velvære. Hun vil have kærligheden frigjort for al slaveri. Thi kærlighedens mål er ikke et egoistisk ønske om personlig tilfredsstillelse, dens høje mål er at mangfoldiggøre de åndelige kræfter til det guddommeliges grænse og i lyset heraf at forplante slægten” s.65.

Denne formulering fremsættes med direkte reference til et langt citat af Friederich Nietzsche, og talen slutter derfor med følgende:

”Fremtidens samfundshjem, som styrker og plejer, opdrager og underviser, er det sande ideelle hjem for ægtefæller, som ønsker at føre slægten sejrende fremad mod livets evighed.”

Vi ender med en en slags åndelig og decentraliseret velfærdsstat – dannelsens huse – langt fra det moderne socialdemokratis konkurrencestats-ideologi. Ikke underligt, at Monterssori kunne bruges til noget af de danske pædagoger i 1920’erne og fremefter, hvor Montessorikurserne, som fik enorm indflydelse på pædagoguddannelsen, flyttede ind på Borups Højskole i København, hvor det grundtvigske, det kulturradikale og det kommunistiske vekselvirkede i fuld energi med Jens Rosenkjær som forstander. Rosenkjær var både Montessori- og Askov-mand.

Montessori kalder denne proces, denne bevægelse fra fattiggård til en hus-hjem-pædagogik konfiguration, for ”kommunisme”, og hun mener også, at den kan udvides til ”middelklassen”, hvilket faktisk også skete. Men det var en italiens kommunisme, hvilket ofte var imod stalinismen, hvor “forstanderinden” jo var erstattet af rå magt, og hvor “huset” var blevet til en totalitær overvågningsstat.

 

Reglement for Casa dei Bambini

Efter Montessoris tale er der et herligt lille appendix, som jeg vil citere i fuld længde. Det er simpelthen regelsættet for Montessoris nye børne-hjem, som giver dyb mening i lyset af selve talen:

”Love og regler for ”Casa dei Bambini”:

Roms forening til opførelse af mønsterboliger åbner herved i sin ejendom et børnehjem, åbent for alle børn af husets beboere under skolepligtig alder.

Hovedformålet er at give personlig pleje til de børn, hvis mødre er forhindrede i at tage sig af dem på grund af arbejde udenfor hjemmet.

”Casa dei Bambini” sørger for børnenes opdragelse, undervisning, helbred, moralske og fysiske udvikling. Arbejdet afpasses efter børnenes alder.

En forstanderinde, en læge og en opsynsmand er ansat ved ”Casa dei Bambini”.

Programmet og timeplanen bestemmes af forstanderinden.

Alle børn mellem 3 og 7 år, hjemmehørende i huset, har adgang.

Forældre, som ønsker at benytte ”Casa dei Bambini” for deres børn, betaler intet vederlag herfor, men de forpligter sig til følgende:

  1. At sende deres børn til den fastsatte tid, rene på legemet og i klædedragt, og iført et passende forklæde.
  2. At vise forstanderinden og andre ved ”Casa dei Bambini” ansatte personer al tilbørlig agtelse og at bistå hende med børnenes opdragelse. Mindst en gang om ugen må mødrene tale med forstanderinden, give hende oplysning om barnets forhold i hjemmet og modtage råd.

Fra ”Casa dei Bambini” skal udelukkes:

  1. Børn, som kommer uvaskede eller med snavsede klæder
  2. Børn, som viser sig at være absolut umedgørlige eller håbløst vanartede
  3. Børn, hvis forældre undlader at vis skyldig agtelse mod de personer, som er ansat ved ”Casa dei Bambini”, eller som ved dårlig opførsel modarbejder eller ødelægger institutionens opdragelsesarbejde.

 

6. Kapitel 4: Pædagogiske metoder i ”Casa dei Bambini”

Jeg vil nævne følgende i dette lidt ujævne kapitel. Flere af mine bemærkninger uddybes i mine næste noter i del 2:

A. Den uhildede iagttagelse

Montessori er en ”iagttagelses”-pædagog. Hun spørger: Hvad sker der her? og hvad er det udtryk for? Som hun siger: ”Alle eksperimentalpsykologiens metoder kan sammenfattes under et, nemlig omhyggelig iagttagelse af individet” (s. 67). Og denne iagttagelse skal ske ”helt upåvirket” og ”uden nogen som helst forudfattet mening”, ikke engang i forhold til børnenes alder.

Spørgsmålet er alene, hvad der ligger i denne nærmest positivistiske og naive ”iagttagelse”, som prægede sindene mange andre steder, ikke mindst efter Den Store Krigs katestrofe. Det vender jeg tilbage til ifm drøftelsen af et senere kapitel, men jeg kan da sige at der er tale om det stik modsatte iagttagelsesprincip i forhold til systemteoriens ”iagttagelse af iagttagelsen”.

B.

Montessori nævner også de såkaldte ”antropologiske betragtninger”. De handler f.eks. om målinger af børns højde og vægt, både siddende og oprejst, og målingerne skal ske en gang om året på barnets fødselsdag. Der angives et minutiøst skema for disse sundhedsfaglige registreringer, som sikkert har gjort god fyldest blandt Roms fattigste børn. De fleste af målingerne er dog ikke lærerindens opgave, men derimod lægens, dvs. husets læge, som dog samarbejder med lærerinden. På den måde lærer barnet også sin fødselsdag at kende, som Montessori siger, for ligesom at understrege den fattiges pointe. En vigtig del af at være en person er jo at have en fødselsdag.

Forstanderinden, der jo som regel bor i ”huset”, har mere til opgave at undersøge forældrenes ”dannelse, sædvaner, indtægter, husholdningsudgifter osv.”, men disse emner hænger jo sammen med lægens informationer.

C.

Dernæst springer Montessori fra sundhed til pædagogik. Hun understreger, at der ikke er tale om ”en bestemt slags iagttagelser”. Børnene skal ”have fuld frihed til alle deres spontane livsytringer”. Kun i så fald kan iagttagelsen blive uhildet og videnskabelig.

Skolen skal have en legeplads og en have. Og børnene skal kunne gå ind og ud af bygningerne helt, fuldstændig som de vil hele dagen.

Møblerne skal ikke være tunge og fastspændte, men lette og flytbare, og børnene placerer sig, som de har lyst. Skabene med undervisningsmateriale skal være ulåste og let tilgængelige. Der hersker en fri ånd, men bestemt ikke udisciplineret, hvilket vi skal se i næste kapitel.

Og hvad med tavlen? Her har Montessori en herlig ide: De store sorte tavler skal hænge lavt, så de kan bruges af ”selv de mindste børn”. Og over tavlen hænger der ”smukke billeder af den slags, som let vækker børnenes interesse”. F.eks. et billede af Raphael (”Madonna della Seggiola”), der sætter ”almindeligt menneskeligt fremskridt i nøje forbindelse med forherligelse af moderværdigheden, kvindens udvikling og børnebeskyttelse”. Det almenmenneskelige og det moderlige symboliseres i billedets motiver af Johannes Døberen og Jomfru Maria. Billeder af denne type vil desuden minde børnene om ”Italiens største kunstneres værker”. Det ”stadige samvær” med billedet af ”moder, fader og børn” vil ligefrem gøre ”et stærkt religiøst indtryk” på børnenes sind. Det er både æstetisk, moralsk og religiøs dannelse hos i lavthængende tavle. Det er reformpædagogisk højdannelse. Tænk hvis der hang smukke danske malerier over de tavler, hvor danske børn lærer at stave?

Nogen mener måske, at den frie pædagogiks metode vil medfører disciplin-problemer. Det emne vier Montessori som nævnt et helt kapitel til, nemlig kapitel 5, men allerede her i kapitel 4 har hun en interessant pointe. Hun siger, at stilheden og ubevægeligheden skal flyttes fra barnet og ind i lokalets genstande, som præges af en ”simpelhed og ufuldkommenhed”, der fremmer ”frihed i bevægelse”. Herved lærer barnet at bevæge sig ”yndefuldt og behændigt”. Dermed kommer det i bevægelse blandt ”genstande”, hvilket – skal vi senere se – er et fuldstændigt centralt pædagogisk princip for Montessori.

PS: i nogle senere noter vil jeg med udgangspunkt i bogens næste kapitler gå nærmere ind på Montessoris pædagogik.

 

Referencer:

Maria Montessori: Montessori Metoden, København: V. Pios Boghandel – Povl Branner, 1917.

Tidligere analyser: http://www.thomasaastruproemer.dk/montessori-frobel-dansk-paedagogik.html

”Pissedårlig undervisning” som pædagogisk dyd

Hvad søren? Der var Uren Pædagogik i Politiken i lørdags, og endda stort anlagt på forsiden af kultursektionen! Meget mystisk og højst unormalt. Poul Aarøe Pedersen interviewede Alexander von Oettingen. Og hvilken julefest med masser af gaver under træet. Von Oettingen fortalte om pointerne fra sin nye bog ”Pissedårlig undervisning”, som jeg selv læste i forrige uge.

Jeg blander de to tekster, altså interviewet og bogen, lidt i min indlæg. Min overordnede pointe er, at ”pissedårlig undervisning” både er pædagogisk dårligdom og pædagogisk superdyd, og at denne tvetydighed har en fantastisk kritisk effekt.

I starten af interviewet lyder det hele lidt som den gamle skolereformsfanfare. Lærerne er for dårlige, de ”leverer” ikke, som PAP kalder det, og de gider sgu ikke engang tale om det, og skolepolitikken er præget af ”zig-zag-kurs” osv. ud af omfartsvejen. PAP kan næsten ikke komme ud af sit skolereformslæringssprog. Han tror, at pissedårlig undervisning er en underafdeling af skolereformens ”fremragende undervisning” og dermed jo et argument for endnu mere skolereform. I den logik skal man af med det pissedårlige, og al den dejlige pædagogik ender som endnu mere ”fremragende” tomgang.

Men snart bliver det klart, at von Oettingen er ude i et generalopgør med skolereformens ”fremragende undervisning”, og efterhånden må PAP lade stå til og lade de skønne sætninger flyde. Det, som PAP tror er ”pissedårlig undervisning”, er det stik modsatte end von Oettingens syn på sagen, som er, at pissedårlig undervisning er en dyd. Den pissedårlige undervisning bliver dermed et slags tvetydig brækjern, der kan flænse reformsprogets hegemoni op med rode. Det er genialt, det der! Lad os se lidt nærmere på det hele.

 

1. Mest om bogen:

Forløberen til skolereformen var Antorinis skrækkelige initiativ Ny Nordisk Skole. Her talte man om ”fremragende undervisning” i tide og utide. Betegnelsen hang sammen med ”verdensklasse” og alt det andet nysprog, og den var endda kommet ind i karaktersystemet, hvor karakteren 12 står for ”fremragende undervisning med ingen eller få uvæsentlige mangler”. Hele dette tomme og undertrykkende vokabular har haft store ødelæggende konsekvenser for vores pædagogiske sektor.

Von Oettingen har fint blik for dette. I et andet interview fra maj 2019 taler han ligefrem om, at ideen til pissedårlig undervisning stammer fra, at UC-sektoren ville tvinge ham til at lave en folkemødedebat om ”fremragende” undervisning, hvilket han nægtede. ”Pissedårlige undervisning” i skolereformens forstand – altså ”det fremragende” – ender dermed som ”pissedårlig undervisning i millionklassen” (s. 39).

Men denne form for ”pissedårligdom” er altså skolereformens version af sagen. Den virkelige ”pissedårlighed” er pædagogisk, hvilket i Oettingens pen er en stor og stærk dyd. Overskriften på bogens kapitel 1 er ligefrem: ”Det fremragende findes ikke”. I stedet får vi følgende beskrivelse af pissedårlig undervisning, altså nu som dyd:

”Det bedste, sublime eller fremragende er ikke pædagogisk interessante begreber. Det anderledes, skæve forunderlige, uventede, betagende, paradoksale og angstprovokerende er langt tættere på pædagogikkens virkelighed. Alt det fortæller os nemlig, at her er noget på vej, der er ved at finde sin form; noget eksperimentelt, som er større, end vi regner med, fordi det gør indtryk og sætter aftryk” (s. 16)

Det ”pissedårlige”, som umiddelbart virker som en underdanig underafdeling til ”det fremragende”, gøres til en dyd, der latterliggør det ”fremragende”.

Den gode pissedårlige undervisning har faktisk også en teori, nemlig den såkaldte ”negative pædagogik”, som Oettingen beskriver sådan her:

Negativ pædagogik… ”er skeptisk overfor alle former for ren og uren pædagogik, idealisme, normativitet, illusioner og utopier. Den er negativ og skeptisk overfor pædagogisk praksis, teori og forskning, der ophøjes og ophedes. Negativ pædagogik er en radikalisering på godt og ondt, og uden sikkerhedsnet” (s.22)

Oettingen mener, at hans negative pædagogik står i modsætning til uren pædagogik, men deri tager han fejl. Den negative pædagogik er tværtimod et supereksempel på uren pædagogik som sådan, og den er selvfølgelig både ”idealistisk og normativ”, blot på et andet niveau.

Endvidere trækker von Oettingen på en interessant fortolkning af Sokrates’ ”daimon”, dvs. Sokrates’ indre filosofiske stemme, som ”advarer ham”, og som ifølge von Oettingen er en særlig negativ kraft i pædagogikken, som man skal værne om. Von Oettingen siger direkte: ”Pissedårlig undervisning er pædagogikkens daimon”. Den negative pædagogik er altså i virkeligheden en filosofisk og moralsk praksis, som er det stik modsatte af ”fremragende undervisning” og moralisme. Derfor ender von Oettingen med at tale om utilstrækkeligheden, tvangen, det kunstige og tænkningen, som pædagogikkens grundlag.

Det er skønne lyde, hvis man er vild med pædagogik. Pissedårlig undervisning er ”undervisning uden illusioner”, som det hedder (s. 55). Vi er faktisk tæt på både Martin Luther og Søren Kierkegaard i nogle af disse passager. Det er en form for tidehvervspædagogik.

Det er også værd at nævne, at von Oettingen modstiller lærerne i de to film ”The Wave” og ”Døde poeters klub”. The Wave svarer ifølge von Oettingen til Tvind og til ”innovativ” og ”praksisnær undervisning”, hvilket i hans beskrivelse kommer til at lyde som en moderne professionshøjskole. Derimod er John Keatings vidunderlige lærer i ”Døde poeters klub” indbegrebet af den pissedårlige undervisnings filosofiske dyd.

Men al denne herlige illusionsløse og nærmest hæmningsløse negativitet er på ingen måde kynisme. Det fremgik allerede i referencen til ”Døde poeters klub”. Og læs f.eks. også denne passage, som trækker på tyskeren Hartmut Rosas sociologi:

”Skolen er et sted for meningsfyldte resonanserfaringer, der gør eleverne og deres verden en lille smule større (Rosa 2018). I skolen skal eleverne kunne gå i resonans med klassekammeraterne, lærerne og et interessant indhold. Fagene og undervisningen er resonansakser, der åbner for nye erkendelser af og erfaringer med verden. Undervisningens resonans kan antage mange former: Romanen, som man læser sammen, eller historiske begivenheder, som man hører om, åbner sig og fører én til andre verdener og steder. Projektet, som man arbejder sammen om, eller den musical, som man opfører giver værdifulde oplevelser. Kæresten, som man kysser i skolegården og vennerne, som man leger med, gør en forskel af enorme dimensioner. Det giver alt sammen genklang og resonans” (s. 69)

Indimellem falder von Oettingen ned som et lam. Det sker f.eks. i forbindelse med inddragelsen af systemteoretisk sociologi, der desværre stadig præger ham i en form for 2000’er-rest, i hans totale mangel på forståelse for den grundtvigske/reformpædagogiske virkningshistorie og for skolens formåls betydning samt ved en lejlighedsvis forveksling af ”pissedårlig undervisning” som dyd med dårligdom, hvormed han jo ryger i ”fremragende”-grøften. Men hovedlinjen er, som jeg har beskrevet det.

 

2. Mest om interviewet:

Her er nogle af von Oettingens pointer fra interviewet i Politiken:

Von Oettingen kritiserer i artiklen sin egen sektor, dvs. professionshøjskolerne, som har været for pissedårlige til at ”kombinere en fagfaglig dybde med en tæt kontakt med folkeskolens praksis”. Det må være rene bandeord på Politiken. Det er i hvert fald bandeord på DPU, skal jeg hilse at sige.

Han kritiserer også læreruddannelsesreformens 1:1-ideologi om forholdet mellem teori og praksis. Han taler for, at seminarierne skal huske at være ”fjern fra praksis”. På den måde får lærerlivet og undervisningen sit eget formål. Faktisk havde læreruddannelsen sit eget lovbeskrevne formål helt frem til 2012. I andre sammenhænge har von Oettingen forsvaret folkene og tankerne bag den nye læreruddannelse. I lyset af ovenstående markeringer er det svært at forstå.

Von Oettingen kritiserer også kommunerne for deres lemfældige omgang med ”uddannelseskoncepter og digitale læringsprogrammer”. I bogen siger han, at ”fornuften er – digitalt – sat ud af kraft” (s. 85). Han kritiserer i det hele taget digitaliseringen for dens meget fokus på hastighed og effektivitet. Han taler i stedet for, at læring har brug for ”tid, langsommelighed, gentagelse, afprøvning, fejl og muligheden for at fordybe sig”, og han vil have lærerne til at tale og diskutere alle disse ting i pædagogiske fællesskaber. Den aktuelle symbiose mellem kommunal ideologi og dataficeret Silicon Valley-begejstring er virkelig skræmmende. Derfor er det skønne ord, som von Oettingen får afleveret heromkring. Det er pissedårlig undervisning som den fineste dyd. Jeg kalder det bare uren pædagogik.

Da Danske Professionshøjskoler skulle dele interviewet på twitter.com, skrev de følgende utrolige ledsagertekst: “”Pissedårlig undervisning” skal bl.a. løses ved at prioritere et tættere partnerskab mellem kommuner og læreruddannelsen, så de lærerstuderende hele tiden er i kontakt med praksis på skolerne”. Det siger alt om perspektivet.

Von Oettingen kritiserer desuden den såkaldte output-styring, som han mener er gået alt for vidt. Kan I huske skolereformens store slogan og effekt? ”fra input til output”, også kaldet ”fra undervisning til læring”? I stedet vil han have de grundlæggende pædagogiske spørgsmål på banen: ”Hvad skal de lære i skolen, hvorfor skal de komme i skole, og hvad skal vi give videre til næste generation af værdifuld viden og værdier?”, hvilket man jo i parentes bemærket ikke kan svare på, uden at komme ind på de emner som Oettingen lige har overladt til ”utopierne”, f.eks. grundtvigianismen og skolens formål. Men Oettingen er altså imod skolereformens individualiserede ”output-læring”, også kaldet ”læringsmålsstyring”, som han i bogen omtaler som ”pissedårlig undervisning udpindet til mindste målhierarki og sat ind i digitale algoritmer”. Oettingen mener at denne tankegang hænger sammen med ”konkurrencestatens filosofi”, som i bogen omtales som ”ren DDR-pædagogik” (s. 81-82).

Han vil – igen i artiklen – tilbage til ”dansk skoletradition”, der har ”klassen og fællesskabet og en dialogisk praksis som bærende fundament”. Her er der lærerhøjskole, Grue-Sørensen og Herbart for fuld skrue. Det er herligt.

Endelig taler von Oettingen for mere disciplin over for det, som han metaforisk kalder for ”de onde børn” og ”de onde forældre”, som på forskellige måder ødelægger det pædagogiske fællesskab og ligefrem kan ”forvandle klasseværelset til en krigszone”.

AvO har følgende hyldest til Danmarks pædagogiske tradition, som jeg citerer i fuld længde, eftersom jeg ikke kan sige det bedre selv:

”Den største systemfejl – som digitaliseringen i en vis forstand er en udløber af – er, at vi alt for ukritisk har giftet os med en globaliseringsuddannelsestænkning, en OECD-tænkning. Vi har fået et overdrevet fokus på PISA og nationale testresultater. Det er, som om vi i den proces helt har glemt at tage den danske uddannelsestradition alvorligt. Vi har i hvert fald overset, at OECD-systemer netop ikke løfter vore egenartede uddannelsessystem. Det er en global uddannelsestænkning uden sans for national uddannelseskultur. Den samme pissedårlige undervisning world wide”

Til sidst virker PAP helt tavs. Det er som om, han har lært noget. Men på en måde har han valgt en forkert overskrift til sit interview, som er ”Der er alt for meget pissedårlig undervisning i den danske folkeskole”. Det er jo kun von Oettingens analyse af overfladen. I virkeligheden skulle der have stået: ”Der er alt for lidt pissedårlig undervisning i den danske folkeskole”.

Det eneste problem med Oettingens heltemodige indsats kan være, hvis han bruger dobbelttydigheden i ”pissedårlig undervisning” til at tale med to tunger i uddannelsesdebatten i stedet for at radikaliserer sin negative pædagogik direkte ind i UC-sektoren og skoleverdenen. Han må fortsætte sit store kritiske og pissedårlige arbejde med at smadre den ”fremragende undervisning”, som jo slet ikke eksisterer, men som alligevel har fået lov til at undertrykke pædagogikken på en larmende måde, ikke mindst i UC-sektoren og i læreruddannelsens baggrundstekster.

Endelig vil jeg sige, at undervisningsminister, Merete Riisager, som fratrædelsesgave forærede ”Pissedårlig Undervisning” til den nye minister, Pernille Rosenkrantz Theil. Det var velvalgt, for Rosenkrantz Theil er inspireret af velfærdsøkonomen James Heckmann, som desværre fører lige lukt i kanalen for fremragende undervisning.

Forfatteren Knud Romer – som også er en slags poetisk skoletysker – har skrevet et engageret og levende forord til bogen.

 

Referencer:

Oettingen, A.v. (2019). Pissedårlig undervisning, Hans Reitzels Forlag.

Pedersen, P.A. (2019). ”Der er alt for meget pissedårlig undervisning i den danske folkeskole”, Politiken, d. 23. juni.

Den nye undervisningsminister får overrakt ”Pissedårlig undervisning” af den gamle: https://skoleliv.dk/nyheder/art7274313/Rosenkrantz-Theil-varsler-en-anden-vej-end-Riisager

Oettingens oprør med den fremragende undervisnings tvang i UC-sektoren (fra maj 2019): https://skoleliv.dk/nyheder/art7189363/%C2%BBMan-bliver-n%C3%B8dt-til-at-acceptere-at-meget-af-l%C3%A6rergerningen-er-at-levere-noget-halvlunket%C2%AB

Tidligere indlæg (fra Folkemødet 2018):

Folkemøde 2018: Pissedårlig undervisning

Pissedårlig undervisning 2: Ansvar og fremtid

Må vi bede om en UC-pris for demokratisk dyd til Keld Skovmand, tak!

Folkeskolen.dk’s Pernille Aisinger bragte d. 11. juni et interview med Keld Skovmand, hvor Skovmand endnu engang forklarer sine synspunkter og forsøger at afrunde sin sag i bløde, men præcise vendinger.

Her er interviewets hovedpointer:

 

1.

Skovmand siger, han fortryder, at han har rejst sagerne i et juridisk spor, eftersom hverken Nævnet for Videnskabelig Uredelighed eller Aarhus Universitets Praksisudvalg har undersøgt sagerne ordentligt. Skovmands kritik går på, at de to instanser ikke har fulgt universitets og lovens krav til sagsbehandlingsprocessen.

For Skovmand er det faktisk Praksisudvalget og ikke ham selv, der har gjort sagen til et spørgsmål om ”uredelighed” i lovens forstand. Skovmand nævnte aldrig ordet ”uredelighed” i sine henvendelser til Praksisudvalget, som uden videre videresendte dem til Nævnet alligevel.

Nævnets formand, Jens Hartig Danielsen, har faktisk givet Skovmand ret i dette kritikpunkt. Det gjorde han i forrige nummer af bladet Forskerforum. Og jeg er helt enig med Danielsen, hvilket jeg har argumenteret grundigt for andetsteds. Jeg har også diskuteret sagen med Praksisudvalgets formand i en lang mailudveksling. Formanden fastholder sin fortolkning, som altså går imod Nævnets synspunkt.

Så Skovmand har altså ret i, at han har rejst sagerne ”under falske forudsætninger”, som han siger. Og strengt taget har Skovmand kun gjort sin pligt i forhold til de nationale retningslinjer for god videnskabelige praksis, som helt klart lægger op til mere klage-adfærd, selvom det bestemt ikke er min kop te.

Skovmands vedholdenhed har altså bidraget til, at den næsten nye lovgivning nu formodentlig finder sit rette leje, hvilket han trods alt skal have tak for. Skovmands detaljerede indberetninger burde desuden udgives som videnskabeligt materiale efter min mening.

 

2.

På grund af den problematiske proces, og fordi Praksisudvalget ikke ville inddrage det supplerende materiale, som Skovmand eftersendte, trak Skovmand faktisk sine klager tilbage dagen før, at Praksisudvalget skulle behandle sagen. Alligevel behandlede Praksisudvalget sagerne og frikendte forskerne. Det er da en pudsig detalje, ikke sandt?

Ingen kender mig bekendt Praksisudvalgets nærmere begrundelser. Efter den problematiske sagsbehandling er det svært at have fuld tiltro til afgørelsen, må jeg indrømme. Jeg føler mig med andre ord ikke overbevist om, at der ikke har været tale om ”tvivlsom forskningspraksis”, som jo er praksisudvalgets sagsområde. At der er tale om kritisabel forskning, er jeg til gengæld 100% sikker på.

 

3.

Skovmand ærgrer sig altså over det juriske spor, men han fortryder naturligvis ikke den substantielle og faglige del af sin kritik, som da heller ikke er blevet tilbagevist af nogen som helst, men som tværtimod understøttes og bekræftes af mange andre undersøgelser.

Skovmand er dog bange for, at den faglige kritik vil dø ud, fordi den juridiske frikendelse nu vil blive forvekslet med en faglig frifindelse: ”Kritikken bliver lammet”, siger han.

Det lader desværre til, at Skovmands frygt bekræftes. VIA-UC’s topledelse kalder Skovmand ”en fare for demokratiet” i et skandaløst indlæg på Altinget. AU/DPU’s behandling af sagens aspekter har også været under al kritik, hvilket formodentlig skyldes, at DPU’s ledelse har store fælles interesser med de indklagede forskere. Og i Jyllandsposten måtte gymnasielærer Mikael Busch – formodentlig efter klage fra de indklagede forskere – ikke skrive, at Skovmand har afsløret ”videnskabelig fusk”, hvilket han da i høj grad har, selvom der altså ikke tale om ”videnskabelig uredelighed” i lovens forstand. Ifølge ordbogen er en central betydning af ordet ’fusk’ ”sjusket eller klodset” udført arbejde, og det kan man da roligt sige, at Skovmand har dokumenteret. Jeg er meget bekymret over dette samlede pres på kritikkens selvstændighed, og jeg er nervøs for, om Skovmands frihed er adækvat beskyttet i UC-regi.

Skovmand burde tildeles en pris for ytringsfrihed og retskaffenhed af alle professionshøjskoler og modtage en klækkelig lønforhøjelse af sin nye ledelse på UC-Lillebælt. Hvorfor er Skovmands ledelse ikke ude med et frontalt svar på VIA’s neo-totalitære angreb på demokratiet? Og hvor er formanden for Danske Professionshøjskoler, Stefan Hermann, der ellers forsvarede lærer Erik Schmidt i dennes kamp for ytringsfriheden?  Det er meget vigtigt, at UC-centralismen nu aktivt værner om ytringsfriheden og landets demokratiske substans.

At Skovmand kan slå en skævert i ny og næ, viser bare, at han har åndelige evner. UC-sektoren, som er ved at gå til i nysprog og evidensbaseret kedsommelighed, har om nogen brug for folk som Skovmand, hvis den ikke vil havne i ”pissedårlig undervisning”, som pro-rektor ved UC-Syd, Alexander von Oettingen, kalder det.

Jeg går ud fra, at Skovmands nye ledelse – i overensstemmelse med både Grundloven og reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed – tilskynder Skovmand til yderligere kritisk aktivitet, så UCL, professionshøjskolerne og samfundet fortsat kan nyde godt af hans åbenhjertige evner.

 

4.

Skovmand undskylder også over for de indklagede forskere, men det er der ingen grund til, for Skovmand har jo lavet indberetningen i god tro og efter statens retningslinjer. Derimod har sagsbehandlingen været under al kritik. Det er derfor snarere Praksisudvalget og Nævnet, der bør undskylde til alle involverede, ikke mindst til Skovmand, når det kommer til den del.

Derimod kan de indklagede forskere passende undskylde overfor landets lærere og pædagoger for deres læringsmålstyrede overgreb mod landets pædagogik. Og de kan i den forbindelse sige tak til Skovmand for at have fremskyndet denne faglige og moralske renselsesproces.

 

Links:

Link til interview med Skovmand: https://www.folkeskolen.dk/688492/efter-sagen-skovmand-trak-anmeldelser-om-tvivlsom-forskningspraksis-tilbage-i-11-time

UC-VIA’s ledelse, der mener, at Skovmand er ”en fare for demokratiet”: http://www.thomasaastruproemer.dk/uc-vias-rystede-demokrati.html

Vedr. artikel i Forskerforum og Mikael Buschs anmeldelse, se kapitel 3 og 13 i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-61-maj-2019.html

Alle indlæg i sagen er samlet her: http://www.thomasaastruproemer.dk/skovmand-sagen

DPU nedlægger Alexander von Oettingens professorat i pædagogik

DPU blev i 2008 en del af Aarhus Universitet. Universitetet og DPU har derfor et særligt ansvar for landets pædagogik og pædagogiske forskning.

Dette ansvar går det desværre ikke så godt med at indfri, hvilket jeg nu vil give et prægnant eksempel på. Det drejer sig om en sag, hvor DPU/AU havde oprettet et ordinært professorat i pædagogik, som efter fuldt gennemført ansættelsesproces uden videre blev nedlagt igen. Man havde endda tilbudt stillingen til en ansøger, Alexander von Oettingen, som altså få dage efter pludselig stod med fletningerne i postkassen. Kort tid efter nedlagde man professoratet som sådan af hensyn til ”strategi” og ”profil”.

Med mindre sagen indeholder vigtige informationer, som jeg ikke kender til, er der efter min mening tale om en skandale, vel at mærke med store konsekvenser. Og skandalen hænger organisk sammen med en række andre faglige processer, som jeg kort vil antyde. Her er historien om professoratet i pædagogik:

 

1. Opslag af professorat i pædagogik i 2014

D. 3. juli 2014 blev der opslået et ordinært professorat i pædagogik ved DPU med kontor på den ekspanderende afdeling i Aarhus. Opslaget var kommet i stand under den daværende universitets- og institutledelse: Mette Thunø var dekan for det nyetablerede Arts-fakultet, og Hanne Løngreen var institutleder ved DPU, som dengang hed IUP. Løngreen havde i 2011 afløst læringsideologen Lars Qvortrup, som var rejst til Aalborg, efter at han tilbage i 2010 forgæves havde forsøgt at afvikle filosofien på DPU.

Men Løngreen var egentlig ikke ideolog. Da hun opslog professoratet i pædagogik, ville hun blot – kraftig støttet af Mette Thunø – styrke DPU’s Aarhus-afdeling. Desuden ville hun etablere en aarhusiansk baseret uddannelse i pædagogik.

En række interesserede forskere brugte deres sommerferie på at skrive ansøgninger, som skulle indleveres allerede d. 31. august 2014. Der var i alt 9 ansøgere, heriblandt mig selv, og der blev nedsat et bedømmelsesudvalg bestående af professor Per Fibæk Laursen (AU), professor Karen Borgnakke (KU) og den internationalt anerkendte professor Stephen Hopmann fra Universität Wien.

Midt i disse indledende manøvrer kom der imidlertid et ny ledelse, både på fakultetet Arts og på instituttet, altså DPU.

På fakultetet blev Johnny Laursen ny dekan d. 1. juli 2014, og rektor Brian Bech Nielsen var i forvejen næsten ny i sadlen. Laursen og Nielsen var mere sindige end den tidligere centrale ledelse, som var helt ude i OECD-hampen, men desværre manglede Johnny Laursen viden om forholdene i den pædagogiske jern- og åndsindustri. Rektor Brian Bech Nielsen er fysiker og fik hurtigt travlt med en stor sparerunde, så pædagogikken var nok ikke lige i sigtekornet.

På institutniveau blev Hanne Løngreen afløst af den skolereform-begejstrede Claus Holm, som tiltrådte d. 1. november 2014. Indtil da havde Holm været vice-institutleder, og før igen var han leder for DPU’s kommunikationsafdeling, hvor han støttede Qvortrups aktion mod filosofien tilbage i 2010. Holm genoptog med det samme Qvortrups linje. Holm havde ingen interesse i at arbejde for et professorat i pædagogik. Det er helt klart. Han er konkurrencestatsmand, og derfor handlede alt om læring, OECD og systemteori. Og Johnny Laursen, som selv er mere til organisation end til pædagogisk åbenhjertighed, havde ingen modstandskraft/lyst over for disse ideer. Han troede, at han satsede på drift, men det gjorde han ikke. Han tilpassede sig ideologien.

Allerede ved udnævnelsen af Laursen og ikke mindst af Holm midt i det hele tænkte jeg mit, men jeg havde dog ikke fantasi til at forestille mig, hvad det hele skulle udvikle sig til.

(Både dekan (Laursen) og institutleder (Holm) var i første omgang blot ”konstituerede”. Senere, men først efter hele forløbet, blev de ”ægte”.)

 

2. Ansættelsesprocessen

D. 9. december 2014 fik jeg en mail, hvori ledelsessekretæren inviterede til ansættelsessamtale pr. d. 9. januar 2015. Ansættelsessamtalen blev forestået af Claus Holm, men der var også andre ledelsesrepræsentanter til stede.

Det var tre til samtale:

  • Den daværende direktør for uddannelse og forskning ved UC-Syd, Alexander von Oettingen
  • Mig selv, som var lektor ved DPU, Aarhus Universitet
  • En tredje person, hvis navn jeg er bekendt med, men som jeg ikke vil nævne

Til samtalerne var følgende personer til stede ifølge invitationen:

  • konstitueret institutleder Claus Holm
  • studieleder Eva S. Viala
  • afdelingsleder ved DPU-Aarhus Merete Wiberg

Efter nogle dages venten blev Alexander von Oettingen tilbudt stillingen. Von Oettingen var nu professor i pædagogik.

Der var lidt tumult på bagsmækken. Blandt andet kæmpede jeg for min sag. Jeg sendte en redegørelse for mit synspunkt til rektor d. 29. januar. Mine indvendinger blev afvist pr. 9. februar med følgende ordlyd:

“Kære Thomas,

Som lovet vender jeg nu tilbage til din mail om den igangværende ansættelsessag på Arts. Jeg har i anledning af din henvendelse modtaget en grundig orientering fra konstitueret dekan Johnny Laursen om den endnu uafsluttede ansættelsessag. På baggrund af orienteringen er det min opfattelse, at retningslinjerne i ansættelsessagen er fulgt.

Som du sikkert ved, er det dekanen, der træffer den endelige afgørelse om besættelse af stillingen. Jeg vil derfor afholde mig fra at gå yderligere ind i sagen. Hvis du har spørgsmål i den forbindelse, foreslår jeg derfor, at du kontakter Johnny Laursen herom. Jeg skal gøre opmærksom på, at Johnny Laursen er blevet gjort bekendt med din mail gengivet nedenfor.

Med venlig hilsen Brian”

Ok, det var der jo ikke noget at gøre ved. Man kan ikke vinde hver gang.

Jeg undrede mig over rektors formulering om ”den endnu uafsluttede ansættelsessag”, for der var jo gået tre uger siden ansættelsessamtalen, og Oettingen havde for længst fået tilbudt stillingen. Men jeg tænkte, at det nok bare var en fejl.

Alexander von Oettingen, som allerede dengang havde et stort og vigtigt virke bag sig, var nu klar til at indtræde som ordinær professor i pædagogik ved Aarhus Universitet.

Troede vi!

 

3. Nedlæggelsen af professoratet med henvisning til “strategi”

For hovsa! Hvad skete der så lige? Pludselig d. 25. februar – altså ca. 7 uger efter ansættelsessamtalen – tikkede følgende mail ind i Outlook fra Claus Holm, som altså kun havde været institutleder i 3 måneder:

”Kære Thomas Aastrup Rømer

Tak for din ansøgning til – og efterfølgende samtale om – stillingen som professor i pædagogik ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (IUP), Aarhus Universitet med arbejdssted ved IUP, Campus Aarhus.

På baggrund af, at der på instituttet stadig pågår væsentlige strategiovervejelser med konsekvenser for den organisatoriske udvikling og instituttets profil, der i særdeleshed omfatter IUP’s Campus Aarhus har jeg, efter drøftelse med dekan Johnny Laursen, besluttet ikke at besætte stillingen som professor i pædagogik.

Med venlig hilsen Claus Holm, Kst. Institutleder”

Så Claus Holm og Johnny Laursen havde altså i fællesskab – nærmest i nattens mulm og mørke – besluttet, at det er i modstrid med et pædagogisk instituts “strategi” og ”profil”, at have et professorat i pædagogik! Det må være den mest barokke og ukvalificerede begrundelse i dansk pædagogiks historie nogensinde. Det svarer jo til, at det vil være ’ustrategisk’ at oprette et professorat i økonomi på et økonomisk institut?

Og Alexander von Oettingen, som jo havde fået stillingen tilbudt – og som var i fuld gange med at træffe alle de praktiske foranstaltninger, der følger med et jobskifte – måtte simpelthen aflevere sin stilling igen! Hvad mener I? Hvilken absurd behandling af et andet menneske. Man skulle tro, man var ansat i et østeuropæisk transportfirma.

En sådan uretfærdighed kan man kun gennemføre, hvis man har en ideologisk dagsorden. Og denne ”ideologiske dagsorden” var i dette tilfælde et “strategisk” opgør med pædagogik, orkestreret af DPU og AU i en eller anden form for symbiose.

En supplerende forklaring findes måske i Claus Holms syn på, hvad en ”professor” er. Tilbage i juni 2014 – altså mens han endnu var viceinstitutleder, og samtidig med at professoratet blev oplsået – fortalte han i Information, at en professor ikke mere skulle være et ”fagligt fyrtårn”, men derimod glæde sig over universitetsledelsens ”tydelige og klare forventninger” til, hvordan han/hun skal ”udfylde rollen som professor”. Kort sagt: Vi skal gå fra ordinære professorater, der drager omsorg for et fælles kundskabsområde, til strategiske mso-professorater, der bekræfter universitets-organisationens interesser. Så altså: Slut med ”faglige fyrtårne” (Holm 2014).

I oktober 2015 blev Alexander von Oettingen i stedet pro-rektor ved UC-Syd, hvorfra han i dag bedriver sit virke; blandt andet som leder af arbejdet med Danmarks Lærerforenings skoleideal, hvis ny-humanistiske tendens går stik imod Claus Holms ideer (Grønkjær 2017).

Aarhus Universitet har med hele denne stillingsproces gjort sig selv medansvarlig for et opgør både med landets pædagogiske tradition og praksis, og med pædagogikkens forbindelse til europæisk dannelse som sådan. Endelig må man sige, at universitetets respekt for ansættelsesetik i almindelighed, og for behandlingen af von Oettingen i særdeleshed, er under al kritik. Fagforeningen burde faktisk gribe ind efter min mening. Rektor bør under alle omstændigheder.

Jeg har ca. en gang om året mindet både rektor og dekan om dette problematiske forløb, men det har ikke afstedkommet nogle korrektioner eller beklagelser. Rektor Brian Bech Nielsen henviser blot til sin dekan, og dekanen anser sagen for ”afsluttet”. Men det er den ikke. Den lever lige der, hvor der er pædagogik i landet. Holm er tavs som graven.

 

4. Den nye strategi

Og hvad handler så den nye ”strategi” om, som de konstituerede ledere henviser til i deres skandaløse mail? Her er fire kraftfulde eksempler:

For det første oprettede man få uger efter nedlæggelsen af det ordinære professorat en masse MSO-professorater i afgrænsede pædagogiske emner og funktioner. Oprettelsen var en del af en større proces, som netop skulle styrke institutternes ”strategisk orienterede fagudvikling”, som det hed. F.eks. blev der ansat en professor MSO i systemteoretisk madforskning og en anden i kvantitativ forskning. Det var ”lige hvad Danmark havde brug for”, erklærede Claus Holm ved et stort indsættelsesarrangement. Selv kom jeg og andre filosofisk interesserede ikke engang i betragtning. Vi var helt uden for “strategisk” rækkevidde. Om Alexander von Oettingen også søgte, ved jeg ikke. I 2017 kom der endnu en runde med mso-professorater efter samme skabelon og med samme resultat. Lars Qvortrup, hvis ideer Holm er dybt præget af, sad i det centrale interne udvalg.

For det andet: Året efter nedlæggelsen af professoratet, i 2016, etablerede Aarhus Universitet og DPU det såkaldte ”Nationalt center for skoleforskning” med den smallest tænkelige faglige horisont. Holm udnævnte sin åndsfælle Lars Qvortrup til leder, mig bekendt helt uden offentlig stillings- og ansættelsesproces. John Hattie var eneste pædagogiske reference på centrets www-forside.

For det tredje: Samme forår, altså i 2015, understøttede Claus Holm de anslag mod min forsknings- og ytringsfrihed, som Dorthe Staunæs og Malou Juelskær rettede mod mit kritiske arbejde, og som først blev frafaldt efter hårdt offentligt slid fra brede kredse i samfundet. Dekan Johnny Laursen understøttede klagerne ved overhovedet at behandle dem formelt og med fuld proces (Rømer 2015b). Efterfølgende blev Staunæs professor MSO. I dag er sagen nærmest tabu, selvom den er udførligt beskrevet i Heine Andersens meget omtalte bog “Forskningsfrihed” (Andersen 2017).

Endelig er det, for det fjerde, værd at nævne den udgrænsning af pædagogik, normativitet og didaktik fra instituttets forskningsprogram-organisering, som allerede fra 2015 blev et resultat af DPU’s nye ”strategi 2015-2020”, og som betonede læring, globalisering, sammenligninger og intervention (Rømer 2019)

DPU’s og AU’s “strategi” havde gjort dens arbejde.

Dermed opsluges Aarhus Universitet af det, jeg har kaldt for Danmarks Pædagogiske Oligarki, som er en særlig form for pædagogisk glemsel, som både er teoretisk og organisatorisk struktureret omkring en meget smal læringsideologi (se f.eks. Rømer 2015). Først blev DPU opslugt af AU, og bagefter spiser DPUs ”læring” så AU med kniv og gaffel.

 

5. Andre reaktioner på sagen: Thorkild Thejsen og Benny Bang Carlsen

I mit første indlæg om denne sag fra 2017 nævnte jeg ikke Alexander von Oettingens navn. Men von Oettingen trådte offentligt frem her i maj 2019, hvor han fortalte sin historie til den tidligere chefredaktør for Folkeskolen.dk, Thorkild Thejsen. Thejsen skrev om sagen under et indlæg på folkeskolen.dk af netop Claus Holm, hvor Holm forsvarer sig mod endnu en kritik af pædagogik-tabet på DPU (Holm 2019). Efterfølgende delte Thejsen sin tekst på Facebook, som jeg her har kopieret fra.

 

A. Thorkild Thejsens indlæg:

”EN UROMANTISK STINKER FRA DEN NÆRE FORTID

Fagbladet Folkeskolen har i flere artikler vist, hvordan forskningsmiljøerne på DPU omkring skolens fag er blevet ødelagt eller nedlagt. Det afviser institutbestyreren med en byge af succestal, der et en Danske Bank-direktør værdig. Der er ikke brug for en romantisering af fortiden, skriver han. Og dekanen for fakultet kalder kritikken for “ammestuehistorier”.

Jeg er enig i, at der ikke er brug for romantisering, så her er en sag fra den nærmeste fortid, der bestemt ikke er romantisk, men som siger noget om den måde, DPU ledes med.

Her kommer en stinker:
DPU opslog for et par år siden et professorat i pædagogik. Ansøgerne blev vurderet af et udvalg, der bestod af tre professorer – to danske og en østrigsk, hvorefter et enigt ansættelsesudvalg på DPU pegede på en person til stillingen.

Han blev derefter ringet op af institutleder Claus Holm og fik at vide, at professoratet var hans.
Champagnepropperne sprang hos den glade ansøger, og få dage efter var han til møde med Claus Holm i København for at aftale de praktiske ting omkring starttidspunkt.

Han tog glad hjem og begyndte afviklingen af sit arbejde på professionshøjskolen.

Alt var altså indtil videre perfekt. For den person, der var udpeget til pædagogikprofessoratet, har stor teoretisk og praktisk viden om skolens fag, om skoleundervisningens betydning for elevernes dannelse, om almen pædagogik og om læreruddannelse. Han ville i den grad kunne være med til at genetablere forbindelsen mellem grundskolen og DPU.

Men så skete der noget mærkeligt. Ja, noget uhørt:

Tre dage efter ringede Claus Holm igen. Og løb fra det hele!

På trods af tilsagnet om professoratet skulle ansøgeren alligevel ikke have den stilling, som han af Claus Holm havde fået at vide var hans.

Derfor er dr.pæd. Alexander von Oettingen i dag ikke professor pædagogik, men stadig prorektor på UC Syd.

Ja, ham var det, at Claus Holm så skamløs alligevel ikke ville have!

Jeg kender ikke begrundelserne. Men det er da tankevækkende, at von Oettingen – med sin solide faglighed og dybe rødder i skolen – er kritisk over for de nyhellige læringsmålsbegejstrede evidensfikserede konkurrencestatsgeneraler.

Det er tankevækkende, at von Oettingen ikke fik det professorat, han var enstemmigt indstillet til og havde fået tilbudt.

Det er tankevækkende, at DPU’s institutleder kan slippe godt fra først at følge ansættelsesudvalgets indstilling af en stærk kandidat til et professorat i pædagogik, og – efter at have bekræftet ansættelsen over for von Oettingen – så beslutter ikke at oprette stillingen!

At det etisk er meget flosset er én ting.

Men at det også er ærgerligt og skadeligt for DPU’s samspil med folkeskolen og dens lærere er evident.”

 

B. Benny Bang Carlsen

Benny Bang Carlsen er lektor og ph.d. i dansk ved VIA-UC. Han har siddet i en række vigtige arbejdsgrupper inden for UC-sektoren og i staten. Han har også skrevet en række interessante bøger og artikler om danskfagets indhold og grundproblemer.

Bang Carlsen kommenterede sagen på samme tråd som Thejsen. Også han er yderst kritisk over for Aarhus Universitets skandaløse behandling af Alexander von Oettingen.

Bang Carlsen skriver følgende:

”Skeletterne vælter ud af skabet på DPU!

Som almindelig borger i et demokratisk samfund, hvor vi orienterer os efter alment anerkendte og accepterede retsprincipper, bliver man harm, når man læser om denne forfaldshistorie på DPU i nyere tid. Men som ledelsen plejer at sige på DPU, så der er vel blot tale om en ny ammestuehistorie!

‘Something is rotten at DPU’. Pinlig udstilling af en inkompetent ledelse. Jeg går ud fra, at DPU har kompenseret for den elendige behandling af ansøgere – især for Alexander Von Oettingens vedkommende – med et betragteligt erstatningsbeløb, ellers hører al anstændighed op i denne famøse sag.”

 

6. Sagens kronologi

A. Generel kronologi:

3. juli 2014: Stillingen opslås officielt.

31. august: Ansøgningsfrist

19. september: Annoncering af bedømmelsesudvalg

9. december: Invitation til ansættelsessamtale

9. januar 2015: Ansættelsessamtaler

25. februar: Claus Holm udsender en mail om, at stillingen er nedlagt pga. ”strategiovervejelser” og af hensyn til ”instituttets profil”.

(Der kommer ny dekan og institutleder hen over sommer/efterår 2014. Johnny Laursen konstitueres som dekan d. 1. juli og Claus Holm som institutleder d. 12. november)

 

B. Alexander von Oettingens kronologi (som bekræfter Thorkild Thejsens fremstilling):

9. januar 2015: Ansættelsessamtale

15. januar (ca.): Claus Holm kontakter telefonisk Alexander von Oettingen og tilbyder ham stillingen som professor i pædagogik.

21. januar (ca.): Claus Holm og Alexander von Oettingen mødes på DPU i Emdrup for at arrangere det praktiske. Holm siger, at han vil eftersende en ansættelseskontrakt til Oettingen. Kontrakten kommer aldrig.

28. januar (ca.): Claus Holm kontakter von Oettingen og orienterer ham om, at stillingen alligevel ikke bliver oprettet. Der henvises i vage vendinger til ”strategi”

10. februar (ca.): Von Oettingen taler pr. telefon med dekan Johnny Laursen, som bekræfter Holms orientering.

25. februar: Claus Holm udsender en meddelelse pr. mail om, at stillingen er nedlagt pga. ”strategiovervejelser” og af hensyn til ”instituttets profil”.

 

C. Min egen kronologi:

9. januar 2015: Ansættelsessamtale

19. januar: Holm kontakter mig pr. telefon med afslag pga. manglende ledelseskompetence og for få hjemtagninger af forskningsmidler.

21. januar: Holm ringer igen og understreger, at der er tale om en ”samlet vurdering”

22. januar: Jeg varsler en klage til dekanen

26. januar: Dekanen afviser varslingen

29. januar: Jeg sender en klage til rektor

9. februar: Rektor svarer og afviser klagen

25. februar: Claus Holm udsender en meddelelse pr mail om, at stillingen er nedlagt pga. ”strategiovervejelser” og af hensyn til ”instituttets profil”.

 

D. I månederne efter:

  1. Der oprettes en række nye mso-professorater med udgangspunkt i ”strategien” (februar/marts 2015+2017).
  2. Der etableres nye forskningsprogrammer, der afviser de didaktiske/filosofiske interesser (i løbet af 2015).
  3. Ytringsfrihedssag på DPU, hvor to folk fra et af de nye forskningsprogrammer – med Holms og dekanens understøttelse – klager over en kritisk analyse af deres arbejde (april 2015).
  4. Oprettelsen af Nationalt Center for Skoleforskning (sommeren 2016).

 

7. Konklusioner

Her er to af de centrale konklusioner på forløbet:

  • På Aarhus Universitet kan man finde på først at tilbyde et professorat til en ansøger og derefter uden videre fratage stillingen fra den pågældende, som ellers er blevet vurderet kvalificeret af et faglig bedømmelsesudvalg. Man kan altså ikke gennemføre en regulær ansættelsesproces.
  • På Aarhus Universitet står ”pædagogik” i modsætning til et ”pædagogisk” instituts “strategi”.

Er der nogen – ud over universitetets og DPU’s ledelse – der synes, det er i orden?

 

Diverse links/referencer:

Stillingsopslagets ordlyd

Andersen, H. (2017). Forskningsfrihed – ideal og virkelighed, Hans Reitzels Forlag, s.324-328.

Grønkjær, L. (2017). ”Forsker: Et skoleideal skal minde os om, at skolen er mere end output”, Politiken Skoleliv, d. 11. oktober. https://skoleliv.dk/nyheder/art6151335/Et-skoleideal-skal-minde-os-om-at-skolen-er-mere-end-output (interview med von Oettingen om Danmarks Lærerforenings skoleideal)

Holm, C (2014). “De dygtigste forskeres frihed udnyttes dårligst”, Information, d. 19. juni. https://www.information.dk/debat/2014/06/dygtigste-forskeres-frihed-udnyttes-daarligst

Holm, C.  (2019). ”Replik fra Claus Holm: DPU har styrket forskningen i skolefagene”, www.folkeskolen.dk, d. 16. maj. Man kan læse Thejsens og Bang Carlsens bemærkninger i bunden af den ledsagende debattråd. https://www.folkeskolen.dk/659804/replik-fra-claus-holm-dpu-har-styrket-forskningen-i-skolefagene

Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag.

Rømer, T.A. (2015b). 2015-sag om ytringsfrihed: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu

Rømer, T.A. (2019) Analyse af DPU’s strategi 2015-2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-og-skole-del-3-dpus-strategi.html

Øvrige analyser af DPU’s syn på pædagogik:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-skole-og-samarbejdsstrategi-del-2.html

http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-skole-og-samarbejdsstrategi.html

Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 1

Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 2

Folkemødenoter 2013-2019

Jeg har samlet alle mine noter og indlæg fra Folkemøderne på Bornholm 2013-2019. Her kan man få et indtryk af tidsåndens bevægelser og permanens fra tiden omkring skolereformens vedtagelse og frem til i dag.

A. Folkemødet 2013

1. Ny Nordisk Skole

Folkeskolen.dk har rapporteret sødt og rosenrødt fra et debat-møde i Allinge om Antorinis Ny Nordisk Skole. Det kan man studere under dette link. Her kan man læse om, hvordan Bondo høster bifald, og man kan også studere den helt ukritiske gengivelse af Antorinis svar. Journalisten glemmer imidlertid, at Casper Strunge (K) og Merete Riisager (LA) fremførte en enig og kras kritik af Ny Nordisk Skole for at mangle substantielle henvisninger til filosofi, formål og kultur. Antorini var helt paf over indvendingen; hun rullede med øjnene og kunne ikke svare andet end noget i retning af, at hun da interesserede sig for ”viden, der kan anvendes”, hvilket, med tilføjelsen “anvendelse til at skabe økonomisk værdi for andre”, lige præcis er Ny Nordisk Skoles læringsformel. Men desværre er denne formel også det stik modsatte af dannelse, og af alt det andet jeg lige nævnte, eftersom dannelse handler om det, der ikke umiddelbart kan anvendes.

Der var også en ung mand på mødet, der bekymrede sig for, om reformen ville betyde noget for de unges livsmod. Clement, som var ordstyrer gjorde grin med ham, og Folkeskolen.dk’s journalist omtaler kun latteren og ikke spørgsmålet. Men Clement burde have opført sig ordentligt. Både fordi man ikke skal gøre grin med folk, der spørger af et godt hjerte, og slet ikke hvis de er unge, men også fordi tilhørerens spørgsmål var godt, eftersom enhver fornuftig ung mand vil miste livsmod, hvis han blot skal vurderes efter sit bidrag til ”operative måltal” i læsning og matematik.

Nå, men til spørgsmålet om ”livsmod”. Her kunne Antorini blot svare, at man via reformen ville støtte “livsduelighed”. Men dette “livsduelighedsbegreb” har intet at gøre med livsmod eller grundtvigianisme, hvis nogen skulle tro det. Tværtimod, henviser begrebet til konkurrencestatens opportunisme og albuer. Det er alle enige om – undtagen ministeren og hendes Pisa-netværk. Det er set fra et journalist-fagligt synspunkt ikke i orden at referere så skævt efter min opfattelse.

Det var i øvrigt den samme journalist, der – også på folkeskolen.dk tilbage i november – i to artikler fremførte, at den såkaldte LEAN-metode, der er udviklet til at skabe effektivitet på samlebåndet i japansk bilproduktion, udelukkende har positive konsekvenser, når den bruges i vores skoler, selvom det er veldokumenteret, at denne metode allerede har medført et fald i både faglig selvstændighed og arbejdsmiljø for vores socialarbejdere. Jeg skrev allerede efter denne første artikel til redaktionen, at de burde kontakte antropologen Jakob Krause-Jensen fra Århus Universitet, fordi han netop har forsket i disse emner, men det gjorde den ikke. Det er heller ikke i orden set fra et journalistfagligt synspunkt.

Men LEAN er guf for Ny Nordisk Skole, hvis metoden kan bidrage til at forøge scoren med 0.2 på de operative måltal, der strukturerer hele den kommunale styring af skolen.

Det ene med det andet – jeg tror, folkeskolen.dk er ved at udvikle sig til en slags ukritisk metodehyldest; altså til Ny Nordisk Skoles hof-organ, altså til skolereformens hof-organ, altså til KL’s hoforgan. Tænk sig! Man er nok lidt sur på KL over ”en lille konflikt i foråret”, men man er hoforgan for skolesynet. De operative måltals LEAN-metode. Og når denne metode eller skolesynet får kritik, så forties det, så man får linjer og tegn nok til at skrive om det store bifald til lærerformanden.

Strunge og Riisager skal have stor tak for at pege på Ny Nordisk Skoles problemer og tvinge endnu et mangelfuldt svar af ministerens tunge. Det er åbenbart i yngre konservative og liberale kredse, at tænksomheden breder sig.

 

2. Om pædagogers kritik og fleksibilitet

Den største skuffelse på Folkemødet var nok at overvære tilstanden hos de danske pædagoger, eller i al fald hos deres organisation. Det kræver lidt forklaring.

Om fredagen hørte jeg en børnepolitisk diskussion i Enhedslistens telt. Her lagde Per Schultz Jørgensen ud med en fremragende kritik af de sidste 10 års børnepolitik, som han karakteriserede som en del af konkurrencestatens økonomitænkning. Det har han jo fuldstændig ret i, hvilket man let kan læse sig til i fx i dagtilbuddenes taskforce-rapport fra foråret 2012 eller i Århus Kommunes børnepolitik, som består af skemaer, flueben og finansministerielt godkendte pædagogiske koncepter. Og for nyligt læste jeg også et sted, at man skulle starte allerede i vuggestuen, hvis 95%-målsætningen for ungdomsuddannelser skulle indfris.

Der var to politikere fra Enhedslisten i panelet, heriblandt Rosa Lund, og selvom hun ikke gik ind i Schultz’s principielle kritik, var hun dog enig i grundsynet, og talte som man kan forvente at en ung socialist skal tale om vores børnehaver, og det mener jeg positivt.

Men derudover var der også en faglig sekretær i BUPL, nemlig Allan Baumann, i panelet. Han er ikke en hvem som helst. Jeg tror, han udgør BUPL’s intelligentsia sammen med nyudklækket phd. fra DPU, Claus Holm. De er begge involveret i pædagogernes tidsskrift VERA, og de er redaktører på udgivelsen “Ny Nordisk Pædagogik“, som er en hyldest til konkurrencestatens pædagogik.

Holm, der filosofisk set trækker på en blanding af samtidsdiagnosens misantropi og systemteoriens antihumanisme, taler f.eks. om, at dannelse er gammeldags og hører til i velfærdstaten, men at vi nu er i konkurrencestaten, hvor idealet er ”det opportunistiske individ”, hvorefter han klør på med OECD-rapporter og talentudvikling og meget andet maski-mekanisk dårligdom. Nå, men Baumann begyndte med at sige, at han da var enig med Schultz Jørgensen, men derpå vævede han videre om, at pædagoger skulle arbejde på et skæringspunkt ”mellem samfundets og børnenes krav”, men det var helt uden Schultz’ refleksionsniveau og helt uden kritisk sans og dermed spørgsmål til f.eks., hvad ”samfundets krav” er for noget, hvilket jo nok er konkurrencestaten alligevel, hvilket bliver klart lige om lidt.

Men alt det var nok gået i glemmebogen, hvis det ikke var fordi, jeg få timer senere tilfældigvis havnede i BUPL’s telt foran Allinge Røgeri. Her skulle man drøfte pædagogers og læreres samarbejde under den nye skolereform på et møde, der også er refereret på folkeskolen.dk. Man havde inviteret en skoledirektør, Torben Bugge, fra Randers Kommune, som var så middelbureaukratisk, at man følte sig helt utilpas over at møde ham på et FOLKE-møde.  Han talte kun om kvalitet og pris pr. pædagogisk enhed, og hele tre gange måtte han fortælle os, hvad han ikke måtte sige for sin kommunechef.

Derudover var der besøg af Camilla Wang, som er dekan for Stefan Hermanns lille kongedømme UC-Metropol, og som siger det samme som både ham og mange af de andre Ny Nordisk Skole-personer, fx at vi nu havde et ”vindue til forandring, som vi skal benytte os af” eller sådan noget.

Den tredje debattør var, ja netop, Allan Baumann, men nu var han åhh.. så samarbejdsvillig overfor de to andre debattører, hvis hele horisont netop var den konkurrencestat og den økonomitænkning, som Schultz Jørgensen just havde kritiseret.

Derudover var der ingen drøftelse af skolereformens kvaliteter og mangel på samme, og der var selvfølgelig ingen refleksion over, om pædagoger var egnede som undervisere, og heller ikke om pædagogernes omdefinering til “skolepædagoger” evt. kunne betyde, at pædagogernes egentlige og eget fag ville ende med at blive devalueret.

”Læreren” blev konsekvent konstrueret som systematiker og didaktiker uden pædagogisk sans, og der udvistes ingen forståelse eller interesse for, hvad en skole er. Tværtimod lagde man sig blot ned for de herskende vinde, mens både “læreren” og “pædagogen” falmede som et gammelt tapet. Diskussionslederen var vist kun interesseret i at få ny arbejdspladser til pædagogerne tror jeg. Han var helt ukritisk, for at sige det mildt, og da jeg luftede lidt bekymring spurgte han blot: Er du lærer? Det er jeg ganske vist ikke, men jeg kunne da fornemme, at “en lærer” ikke var knyttet til nogen dyd i BUPLs telt den eftermiddag.

Efter disse to børne- og skolepolitiske debatter, stod man lørdag aften tilbage med  følgende dobbelthed. På den ene side indtrykket af Schultz Jørgensen som den dygtige og kritiske ideolog, der i det ene telt talte pædagogikkens sag på en måde, som Rosa Lund, Baumann og BUPL kunne slutte op om. Og på den anden side Allan Baumann – den hyperfleksible sekretær, og dermed BUPL som sådan med systemteorien som larmende og tavs ledsager – der talte konkurrencestatens sag i et andet telt, mens hans eget fag visnede.

Pædagogerne er skåret over. I en ensom og let aldrende kritik, som alle formelt tilslutter sig, mens alle realt og uden sans for modsætningen tilslutter sig netop den praksis, som kritiseres. Det vil naturligvis ende galt for faget og faktisk også for os andre.

 

3. Stat og civilsamfund

Fredag besøgte jeg et meget fint arrangement i Grundtvigs Forums telt om forholdet mellem stat og civilsamfund. Det var Marianne Jelved (RV) og Esben Lunde Larsen (V), der var i ilden, og det gjorde de godt. Rigtigt spændende blev det, da Lunde Larsen spurgte til forholdet mellem konkurrencestat og dannelse; altså om ikke konkurrencestatsretorik var ved at udgrænse landets formål og historie fra vores uddannelsessystem? Jelved responderede ikke direkte på det med konkurrencestaten, men svarede med en overraskende kritik af det taxametersystem, der normalt forsvares ligeså hårdnakket af politikere, som det kritiseres af fagfolk. Det er glædeligt at høre om bevægelser vedrørende disse emner i nærheden af den politiske midte.

Men med så kritiske synspunkter florerende hos både V og RV er det svært at forstå, at både de Radikale og Venstre samme dag, altså i fredags, var blandt hovedkræfterne i en skolereform, der bygger på Ny Nordisk Skole, som ifølge de fleste forskere netop er en konkurrencestatskonstruktion, og som derfor, som Lunde Larsen siger, udelukker dannelse i sin grundlæggende filosofi.

Der er en form for modsætning i de sætninger, der strømmer ud gennem mundene hos de mest tænksomme politikere. Men modsætninger er i det mindste bedre end glemsomhed eller nysprog, og derfor skal Lunde Larsen og fru Jelved have en lille applaus herfra – men kun en lille en, fordi modsætningen endnu mangler at eksplodere, så landets pædagogiske traditioner igen kan strømme frit.

 

4. Om musikfaget i skoleforliget

I Allinge var jeg lørdag aften til møde om musikfagets rolle i folkeskolen med blandt andet den socialdemokratiske skoleordfører, Troels Ravn, og Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening. Lange var bekymret for følgende formulering i forliget:

”De praktiske/musiske fag skal bidrage til at understøtte den faglige udvikling og folkeskolens øvrige fag, herunder særligt dansk og matematik”.

Hermed menes, at musik skal bidrage til, at skolen kan score højt på ”de operative måltal” i matematik og læsning (som åbenbart sidestilles med ”dansk” :-(). Man forstår godt Langes bekymring, for hele forligets formålsstruktur arbejder ud fra de pågældende måltal. De er folkeskolens nye ”centralnervesystem”, som Erik Schmidt fra dannelsesgruppen Sophia har formuleret det.

I Ny Nordisk Skole – den filosofi som folkeskolereformen er en operationalisering af – er der ingen sans for faglige traditioner. Tværtimod har Lars Goldschmidt, som er formand for initiativets såkaldte dialoggruppe, på Sorømødet i 2010 kritiseret gymnasielærerne for at undervise for fagenes skønheds egen skyld (!). I stedet skal de undervise for at skabe innovation og vækst, mener han.

Et andet forhold, der vil underminere fagene, er den tætte sammenkædning mellem viden og anvendelse, der præger Ny Nordisk Skole. Det er ikke tale om en vekselvirkning mellem ”teori og praksis”, som nogen går og tror, men kun om ”viden og anvendelse”, som er noget helt andet. Man må ifølge Ny Nordisk Skole-filosofien nemlig kun undervise i det, der kan anvendes umiddelbart. Det har Lars Olsen sagt på et møde i Ny Nordisk Skoles dialoggruppe, og det er også det, der sker for tiden i de københavnske gymnasieforsøg. Endelig vil alle fagenes underordning under skolereformens styringsprincipper, de tre ”operative måltal”, medføre, at musik og andre fag vil tendere til at blive en metode til listeplaceringer, hvilket efter min opfattelse vil ødelægge musikfaget indefra.

Den ekstra musiktime i 1. og 5. klasse, som forliget lægger op til, skal altså vejes op mod tre tunge sociale og filosofiske processer, der nednormerer fagenes betydning i skolen. Det giver uden tvivl et kæmpeminus på bundlinjen.

Troels Ravn (S), der på biskoppernes dannelseskonference i maj 2013 hævdede, at der skam ingen dannelsesproblemer er i skoleforliget, deltog som sagt også i debatten. Han mente heller ikke, at der var problemer for musikfagets vedkommende, for der er jo en selvstændig fagbeskrivelse af faget. Ovenstående viser, at Ravn tager fejl. Det musiske som sådan skal underordnes det mindst musiske, man kan tænke sig, nemlig styringsprincipper og ”operative måltal”, innovation og økonomisk vækst.

Det pudsige og paradoksale faktum er, at Lange deler formandsskabet for Ny Nordisk Skoles dialoggruppe med netop Goldschmidt. Så hendes bekymring, som jeg egentlig tror kommer fra hjertet, er en bekymring, hun ikke fuldt kan erklære, fordi hun har skrevet under på en filosofi, der vil afvikle skolens musiske dannelse. Derfor virkede det også som om, at hun accepterede Ravns forklaring. Måske sad hun tilbage med et ubehag. Men det må i bedste fald blive ved følelsen, for Ny Nordisk Skole har berøvet hende en brugbar argumentation.

Debatten er også dækket på folkeskolen.dk

 

B. Folkemødet 2014

1. “Må vi få ro? – debatmøde om inklusion, biblioteket i Allinge, torsdag d. 12. juni”

Mødet var arrangeret af “Rådet for børns læring” – det tidligere “Skoleråd”, som det hed, dengang økonomen Jørgen Søndergaard regerede. Men nu er “skole” altså erstattet af “læring”. Derfor fik vi også udleveret en glittet tryksag med titlen: “Inkluderende læringsfællesskaber for børn” – en titel der peger direkte ind i to begrebsmæssige problemer, som jeg vil komme ind på til sidst i denne blog. Desværre har jeg ikke kunne finde publikationen på nettet, så jeg kan ikke lave et link.

“Læringsrådet” er en integreret del af skolereformen, nærmest et implementeringsorgan, så jeg frygtede det værste, eftersom skolereformen jo hviler på et opgør med pædagogik. Deltagerne var rådets formand, Agi Csonka, rådsmedlem Stefan Hermann, og den nye skolelederformand Claus Hjortdal. Derudover deltog KLs børneforkvinde Anna Mee (RV) og to personer med forskellige diagnoser/handicaps, der skulle understrege pointen. Kort sagt: Ny Nordisk Skole.

Alle var fans af børnelæringsinklusion. Der var ingen kritikere eller blot skeptikere i panelet. Det var altså ikke et debatpanel, men et implementeringspanel. Der var ganske vist masser af kritik ude i salen, men altså ingen i panelet. Ordstyrer var forkvinden selv, Agi Csonka, og den rolle brugte hun på at overhøre og omskrive enhver kritik fra salen, så ”læringsrådet” blev minimalt udfordret på noget som helst. Der var ikke noget folkemøde fra den kant. Niels Christian Sauer forsøgte, sammen med repræsentanter for autismeforeningen, at sparke lidt liv i debatten, men intet trængte igennem læringsrådets skjold – en arbejdsdag i det pædagogiske oligarki.

Hvad er problemet, tillader jeg mig at spørge som en rigtig amatør på inklusionsområdet, ligesom jeg tilstræber at være det på mange andre felter? Problemet er, at den “læring” og det ”fællesskab”, der tænkes på ved selve publikationens titel, blot er et “børne”- og “lærings”-fællesskab og ikke et pædagogisk fællesskab. Dermed bliver undervisningen til metoder for individuel læring, og de “voksne” og ”verden” ekskluderes fra pædagogikken.

Børnene ekskluderes dermed fra både hinanden og fra de voksne, dvs. både fra det sociale og det kulturelle. Børnene bliver helt alene uden sammenhæng og selskab. Inklusion bliver eksklusion. Vi har et råd, der ved sit eget begreb skaber ensomhed; et råd, der med sine underforståede begreber producerer de selvsamme problemer, som det påstår at løse. Af denne grund er hele læringsrådets hæfte også båret af løsningsmodeller, der alene defineres organisations- og evidensbaseret. Alle børn er individer, og alle voksne er organisationsorganer. Inklusion betyder herfra ikke fællesskab, men tvang.

Disse tendenser bekræftes entydigt, hvis man kigger på brochurens litteraturliste, der er et rent Hattie-, Egelund-, Qvortrup-, Rasmussen- og Rambøl-inferno.

En arbejdsdag i det pædagogiske oligarki, i Ny Nordisk Skole, i ny=ikke. Et ufolkeligt element, der vil afvikle pædagogiske fællesskaber og skolefællesskaber – og så på et Folkemøde.

Se også:

Folkeskolen.dk’s journalistiske dækning af mødet

 

2. ”Læreruddannelse på kandidatniveau – hvorfor skal vi vente?”

Tid og sted: Lindeplads 1 i Allinge, fredag d. 13. juni, kl. 11.45-13

Man samler en række strategiske aktører og sætter dem til at diskutere, om læreruddannelsen skal være en kandidatuddannelse. Og hvad diskuterer strategiske aktører? Ja, rigtigt gættet… de diskuterer strategier med udgangspunkt i deres strategiske interesse, hvilket er det samme som at sige, at de ikke diskuterer “noget”.

Sådan var det også på et møde, hvor DLF og Dansk Industri sammen inviterede til en debat om overskriftens emne. Selv har jeg ingen særlig mening om emnet, men hælder dog mere og mere til et nej til en ”kandidat i didaktik”, som DLF kalder det, for på mødet fik jeg kun et eneste argument for noget som helst, og det kom fra Bob Bohlbro, formanden for danske lærerstuderende, og han var imod sådan en uddannelse med mødets eneste ordentlige begrundelse. Argumentet kommer jeg tilbage til.

Nå, men hvem var ellers med? Det var Anders Bondo fra DLF, Charlotte Rønhof fra DI, en repræsentant fra Danmarks Evalueringsinstitut, politikerne Esben Lunde(V), Charlotte Dyremose (C) og en socialdemokrat, der vist nok hed Jeppe Bruus, samt lektor Frans Ørsted, som er ekspert i det finske læreruddannelsessystem.

a) Frafald og professionsideal

Bondo lagde ud. Vi skal mindske frafaldet på læreruddannelsen, mener han. Men hvordan det har noget at gøre med en kandidatuddannelse, forstår jeg ikke. Det er et af den slags argumenter, der skal understøtte et strategisk synspunkt, man har i forvejen. Kan nogen seriøst mene, at man skal lave en kandidatuddannelse i et fag for at undgå frafald på et eksisterende studium? Han sagde også, at indholdet i uddannelsen skal understøtte DLF’s professionsideal, hvilket er en skrækkelig tanke al den stund, at professionsidealet er problematisk på en række centrale punkter. At en kriseramt fagforenings “professionsideal” skal være grund for en videnskabelig uddannelse duer ikke. Det ender blot med, at forskningen tæmmes i ren og skær fagforeningsinteresse. En problemstilling, der skærpes med DLF’s tilslutning til Ny Nordisk Skole.

b) Teori og praksis

Stort set alle aktørerne ville skabe en tættere “kobling”, som de kalder det, mellem teori og praksis, for det har diverse evalueringer “vist”, at de lærerstuderende efterspørger, som EVA-repræsentanten udtrykker det.. MEN HVORFOR SKAL MAN GØRE DET, SOM TILFÆLDIGE STUDERENDE EFTERSPØRGER? Det er da en pædagogisk ansvarsfraskrivelse uden lige. Man skal derimod gøre det, som studerende har behov for, men eftersom uddannelse går ud på at finde sit behov, kan man jo ikke tage udgangspunkt i noget, som man endnu ikke har fundet.

Og “behov” er altså ikke det samme som “efterspørgsel”. Efterspørgsel er noget, enhver har, mens et behov er noget, den uddannede kultiverer og finder. Sætter man lighedstegn mellem efterspørgsel og behov, vil konsekvensen pr. automatik være en ekstremt nedladende holdning til vores ungdom. At tage udgangspunkt i de studerendes behov, altså i noget, de skal finde, forudsætter, at den pågældende uddannelse tager stilling til, hvilke dele af vores fælles liv, den ønsker at beskytte. De studerendes behov kan med andre ord kun findes og udfoldes, hvis et uddannelsessted tager udgangspunkt i sig selv. Hovsa!

Desuden: Hvad teori og praksis egentlig er, var der ingen, der reflekterede over. Jeg lavede engang et skema, hvorefter det kunne betyde 20 ting, så jeg er altid i tvivl, når folk bruger ordene lidt for selvfølgeligt, og det gjorde de alle sammen (Rømer 2010). Den herskende diskurs taget i betragtning betyder ”teori og praksis” nok bare en masse mekanik, dvs. teori der skal anvendes, så man kan score højt på “efterspørgslen” eller på Pisa.

Sagen er mere grundlæggende, at der ikke findes en praksis uden tænkning. Tages tænkningen ud, så bliver praksis til adfærd, og tænkningen selv bliver til metode og evidens eller til selvkredsende refleksioner uden substans. Hele den måde, spørgsmålet om “teori og praksis” blev stillet på af panelet, er derfor et tegn på et lærerfag i problemer, et lærerfag der vil styre adfærd efter evidens og “klare mål”, en læreruddannelse, som vil “koble”, hvilket er et absolut bandeord i min notesbog.

DLF vil desuden kalde kandidaten for “cand. didaktik”, men med tilslutningen til Ny Nordisk Skole vil det jo gå helt galt. Lærerbegrebet vil i så fald blive erstattet af “undervisningseksperten”, altså evidensmekanikeren, ham som Corydon har normaliseret. Hellere fastholde “lærer”, men så siver vi hen mod seminarietænkningen igen, dvs. en tilgang, hvor teori og praksis ikke skal ”kobles”, men hvor de er forbundet i udgangspunktet i stridbar magnetisme.

c) Dannelse

Bondo mente, at en kandidatuddannelse skulle være dannende. Men hvad er dannelse for en lærer, og hvad er akademisk dannelse? “Ansvar for eget liv”, svarede han i en underlig kort formulering. Nå ja, man må endelig ikke tage ansvar for andre end sig selv, og hvad med kundskaberne og disses processer? Med denne mærkelige forkortning, lægger Bondo sig i halen på konkurrencestatsmanden, Ove Kaj Pedersen, der i Højskolernes Telt dagen før sagde, at essensen af den grundtvigske tradition er “selvforsørgelse på arbejdsmarkedet”. Hvorfor al denne reduktionisme?

 

d) De gode ting – de lærerstuderende og KLM

Var der slet ikke noget godt på mødet? Jo, to ting. For det første er det en fornøjelse at følge de lærerstuderendes formand, Bob Bohlbro. Grunden til hans modstand mod kandidaten er, siger han, at forskningen skal forske for sin egen skyld, mens læreruddannelsen bør arbejde for skolens og undervisningens skyld. Sikken en læreruddannelse vi kunne få, hvis alle tænkte sådan. Så var der nok ikke noget, der skulle ”kobles”. Faktisk, og også lidt paradoksalt, ville læreruddannelsen i så fald blive meget mere akademisk end den form for systemteoretisk fagforeningsakademia, der ligger til grund for cand.didaktikken. Al selvstændighed kommer åbenbart fra de studerende for tiden.

Jacob Fuglsang fra Politiken, som var mødets ordstyrer, og som også er ivrig skolereformstilhænger, gjorde sig desværre straks morsom på Bohlbros og fornuftens bekostning og fortalte, at “han da skulle hilse og sige at på universiteterne var man holdt op med at forske for forskningens skyld” (citat efter hukommelse) – frisk fyr. Mon det er akademisk dannelse?

Et andet lille klimaks – endnu et slags indbrud fra virkelighedens verden – var, da Esben Lunde fik sagt til Harald Mikkelsen, rektor for professionshøjskole VIA, som var blandt publikum, at han – altså Lunde – nok skulle holde øje med professionshøjskolernes håndtering af faget Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab, som ellers skulle have været nedlagt, hvis det stod til Danmarks Pædagogiske Oligarki. Men desværre sagde Lunde det med et smil på læben. Heldigvis gav Dyremose ham ret. Hun vågnede lige lidt op der.

Mangler jeg at skrive noget om socialdemokraten, altså Jeppe Bruus? En rigtig Ny Nordisk Skole-mand. Han sagde, at vi har for mange dygtige piger og for mange vilde drenge, og så er vi ”udfordret”, og det skal vi så tilpasse det hele efter, og så er der jo også for meget teori, man ikke kan bruge til noget og så videre på den galej. Total tomgang og uden sans for materie og pligt. Men ok, han er også “kommunikationschef”, og med fare for at lyde fordomsfuld, så er Ny Nordisk Skole faktisk en rigtigt kommunikationschefsskole, det må læseren da give mig ret i.

Og hvad med DI-repræsentanten. Hun refererede blot til produktivitetskommissionen og noget med højere karakterer. Totalt off the point.

e) Konklusion

Konklusionen? Læreruddannelsen er forankret i det folkelige, mens universitetsuddannelsen er forankret i det universelle og det europæiske. Der burde man starte efter min opfattelse. I så fald vil man komme til at diskutere noget indhold i stedet for al dette ny=ikke.

Referencer:

folkeskolen.dk’s journalistiske dækning af mødet

Rømer, Thomas Aastrup (2010). “Teori og praksis i professionsuddannelser”, i Dansk pædagogisk tidsskrift, nr. 2, s. 62-71.

 

3. ”Er folkeskolen folkets skole?”, Grundtvigsk Forums telt, lørdag d. 14. juni, kl. 13-14.

I Grundtvigsk Forums telt kunne man lørdag eftermiddag høre en af Folkemødets mest interessante debatter. Der var simpelthen inviteret til – for åben net- og trommehinde – at erfare, hvordan alting er vendt på hovedet i dansk skolepolitik.

Arrangørerne havde stillet et godt spørgsmål: Er folkeskolen en folkets skole? I panelet var der to forsknings- og udviklingschefer på danske professionshøjskoler: Alexander von Oettingen fra UC-syd og Andreas Rasch-Christensen fra Professionshøjskole VIA. Der var også en skolelærer fra Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse, Niels Lynnerup, men hans indlæg vil jeg ikke omtale.

 

a) Alexander von Oettingens indlæg

Von Oettingen er ikke en dusinvare-mellemleder. Han har skrevet en række vigtige bidrag til dansk pædagogik, herunder bogen ”Det pædagogiske paradoks” samt en doktorafhandling, der genfortolker professor Knud Grue Sørensens pædagogiske ideer, som von Oettingen sætter i forbindelse med nyere tysk dannelsestænkning. Endelig har han også udgivet bogen ”Almen pædagogik” for et par år siden.

Så vidt jeg ved, har al den aktivitet ikke afstedkommet nogen magt i samfundet. Von Oettingen sidder, på trods af sin vigtige teoretiske indsats, ikke på nogen poster i de mange uddannelsespolitiske udvalg og kommissioner, der findes for tiden. Men måske har han betakket sig?

Jeg var faktisk, på trods af de mange gode bøger, lidt spændt på, hvad von Oettingen ville fortælle, fordi han i foråret 2013 på biskoppernes dannelsesmøde i Nyborg holdt et forskrækkeligt forsvar for læreruddannelsesreformen, og indimellem er han efter min mening også alt for positivt stemt over for systemteoriens indflydelse, som efter min opfattelse undergraver det, han prøver at sige.

Men jeg havde ingen grund til ængstelse. Von Oettingen holdt et blændende oplæg, hvor han argumenterede for, at folkets skole er død, og at det skyldes PISA-tyranniet, et fuldstændigt mekaniseret læringsbegreb og de primitive accountability-systemer, der udrydder formåls- og indholdsdiskussioner fra vores skolepolitik. Og han var, som en god filosof, ikke bange for at sige, at han begræd denne udvikling.

I sin kritik trak han på en rig og stadig levende europæisk skoletænkning og argumenterede for, at skolen er et fællesskab om kulturel indvielse, altså om undervisning – en lysende og oplysende indvielse, der viser verden frem for barnet; en indvielse som altså nu umuliggøres, fordi det er barnets læring, der kommer i centrum, og fordi undervisning dermed reduceres til en metode, til teknik. Han skældte ud på den manglende tillid til skolen med formuleringen: ”Den meget fokus på styring er et tegn på, at vi ikke har en folkeskole. Det er en falliterklæring for en kultur”.

Eller hvad med denne her: “Skolen har to opgaver. Den skal holde afstand til staten og afstand til familien. I stedet skal folket ind i skolen”. Det er nok denne “afstandsfilosofi”, som von Oettingen tilbage i 00’erne kunne bruge Luhmann til at underbygge, vil jeg tro, men fordi Oettingen samtidig insisterer på, at pædagogik vedrører frihed, handling og normativitet, styres det hele i sikker havn – i modsætning til vores ideologiske systemteoretikere, som Andreas Rasch-Christensen arbejder sammen med, der slet ikke mener, at der findes et pædagogisk paradoks, altså en ubestemthed mellem tvang og frihed, og som uden videre reducerer frihed til “kontingens”. Der er blot den store forskel mellem frihed og kontingens, at frihed er noget, der skal mere af ved hjælp af god pædagogik, der også kan tvinge, mens kontingens er noget, som mekaniske metoder vil forsøge at styre. Det er derfor en rigtig fatal ting at glemme forskellen.

Alligevel blev jeg lidt overrasket over Oettingens betoning af, at folket skal ind i skolen. Det havde jeg ikke forventet, men der var nok bare noget galt med mine forventninger. Under alle omstændigheder blev jeg glad.

Skolen skal være ”uaktuel og langsommelig” hed det endvidere i nogle vidunderligt prægnante og ekstremt velbegrundede formuleringer, og von Oettingen understregede vigtigheden af at holde fast i ordet ”skole” frem for det Ny Nordiske ”læringscenter”.

Der var naturligvis meget, man kunne diskutere, men hvor var det dog befriende og beroligende at høre et menneske, en humanist og filosof tale om pædagogik. En magtesløs mand, der ved, hvad han taler om.

 

b) Andreas Rasch-Christensens indlæg

Så var det Andreas Rasch-Christensens tur. Rasch-Christensen har aldrig skrevet noget interessant. Hans forskning er middelmådig, og hans offentlige indlæg er mekaniske og underdanige og desuden helt og aldeles uden sans for den pædagogiske tradition – uanset hvordan man måtte definere den. Alligevel er han ekstremt centralt placeret i Det Pædagogiske Oligarki (DPO); det netværk og den diskurs, der har sat sig på dansk uddannelsespolitik. Han har med andre ord magten.

Rasch-Christensen startede med at indrømme, at han ikke var så klog som von Oettingen, og at han foretrak at skrive kronikker om fodbold frem for om pædagogik. Han mente det nok i sjov, men det var det slet ikke. For det passer, og det er et tegn på, at magten i dansk pædagogik er en fodboldkronik, mens afmagten er en vidende og reflekteret filosofi.

Rasch-Christensen svarede overhovedet ikke på det spørgsmål, som Grundtvigsk Forum havde rejst. Han lirede bare de sædvanlige almindeligheder af sig om, at skolen skal give læring, der kan forberede til arbejdsmarked, uddannelse og livsduelighed (der i oligarkiets koncept er det modsatte af grundtvigianisme).

Han var nok lidt presset, for han begyndte at snakke om, at de nye fagmål – de såkaldte Forenklede Fælles Mål – som er formuleret efter læringsbegrebets principper, blot er en lille teknisk og praktisk ændring. Men i andre sammenhænge har han og hans åndsfæller talt om både paradigmeskifte og revolutioner. På Undervisningsministeriets to debatmøder på Pilekroen i Allinge kunne man da også forvisse sig om, at det er en revolution vi har gang i. Vi skal gå ”fra undervisning til læring” hed det igen og igen fra ministeriets mænd og kvinder, mens en indoktrineret idealisme strømmede ud af øjnene, og der var ingen – absolut ingen – reservationer af nogen art.

 

c) Konklusion

Rasch-Christensens synspunkt er lige præcist det modsatte af von Oettingens. Rasch-Christensen vil altså i realiteten afvikle ”folkets skole”, men det kunne han ikke finde ud af at sige, fordi han ikke tænker sig ordentligt om. Han ved ikke, at tingene hænger sammen. Han tror, han kan undgå at afvikle skolebegrebet, samtidig med at han rent faktisk gør det. Det er totalt uden omtanke.

Min overordnede pointe er, at von Oettingen var den klogeste, men ingen magt har, mens Rasch-Christensen har al magten, men intet ved. Magten ligger hos uvidenheden. Skolereformen er et opgør med viden, den er en destruktiv glemsomhed. Skolereformen er en NEJ-HAT. Alle, der derfor siger nej til denne nej-hat, har i virkeligheden en ja-hat på. Alle, der siger “nej-til-nej”, tilhører folkets skole.

PS Andreas Rasch-Christensen har reageret på ovenstående indlæg på Facebook. Se fuld tråd: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10152465368369481&id=837549480

 

4. Statsideologen Ove Kaj Pedersen i Højskolernes telt og på Allinge bibliotek

Hvor blev sagerne intellektuelt afgjort på Folkemødet? På de store scener? Eller måske i sjove debatter med Søren Pind og Pia Kjærsgaard? Nej, samfundets fremtid blev afgjort i de mange debatter, hvor samfundets chef-ideolog, Ove Kaj Pedersen (OKP), deltog. Pedersen var på triumftog i Allinge.

Hvem er OKP? Han er forfatter af bogen Konkurrencestaten fra 2011, som er en slags bibel for Bjarne Corydon og dermed for hele regeringen, men egentlig også for det meste af den borgerlige opposition tror jeg. Faktisk finder man på det politiske niveau kun kritik i nyliberale kredse og blandt folk på den yderste venstrefløj. Ove Kaj Pedersens bog bygger på en blanding af marxismeforladt strukturmarxisme og en liberal-forladt neo-liberalisme i de allermindst tænksomme aftapninger. Hvad bliver konsekvensen deraf? Det bliver et stramt og nedrigt net af økonomisme, produktionstænkning og individfokus på en og samme tid; en begrebsstruktur uden dialektik, afgrænsning og selvrefleksion. Det bliver et opgør med dannelse, filosofi og pædagogik. OKP har simpelthen taget det værste fra både liberalisme og marxisme og gjort det til en dobbelt negativ dyd, der har sat sig i hele samfundslivet.

Men, siger nogen, han beskriver jo blot en virkelighed. Han er jo slet ikke normativ. Men det er 100% forkert, hvilket jeg tror, at alle vil give mig ret i, hvis de havde fuldt nogle af de debatter, OKP deltog i på Bornholm. Konkurrencestaten er et af den slags ”er”, som i sig har indbygget det stærkeste ”bør”, hvilket OKP’s arbejdsomhed på netop FOLKE-mødet jo også berigtiger; et ”bør” som har tvunget mindre ånder til totalt ukritisk at acceptere ”forudsætningen” (jeg giver nogle eksempler om lidt).

Jeg havde den tvivlsomme fornøjelse at overvære to af de mange seancer: En i Højskolernes telt og en på biblioteket i Allinge:

 

4.a) “Konkurrencestaten – løsning eller problem”, Højskolernes telt, torsdag d. 12. juni, kl. 20-21

I højskolernes telt havde man udover OKP inviteret forstanderen for Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, direktør for efterskoleforeningen, Bjarne Lundager, og uddannelsesminister, Sofie Carsten Nielsen. OKP fik god tid til at forklare tingenes urette sammenhæng på den særlige måde, der gør, at folk tror, han er kritisk, hvilket han slet ikke er. Han kunne også fremsætte sin hof-hypotese, nemlig at konkurrencestaten er en tilbagevenden til grundtvigiansimen, hvor det folkelige fællesskab nu er erstattet af nogle produktionsfællesskaber, som den ”enkelte” skal indrette sig efter som sin nye “selvforsørgende” livsopgave, så staten kan vinde i den globale konkurrence. Den slags hedder ”økonomisk patriotisme” i konkurrencestatsjargonen.

Jørgen Carlsen strittede helhjertet imod, men hver gang han refererede til universitetets ide eller lidt filosofi eller andet godt, så fik han at vide af OKP, at han, altså Carlsen, talte ud fra gamle dage, at det skam ikke mere var sådan, det var, at det faktisk aldrig havde været sådan, og at vi var i konkurrencestaten og så videre på den galej. Alt, hvad Carlsen sagde, blev simpelthen oversat til strukturmarxistiske og neoliberale kategorier. Det var umuligt at få lov til at sige noget interessant. Det er fuldstændig som i betonmarxismens dage i de triste 1970’ere, hvor dybdestrukturen i OKP’s begreber da også blev dannet.

Bjarne Lundager, direktøren for efterskolerne, vævede rundt mellem en konkurrencestats- og en friskoletilgang, som om der findes en mellemvej, hvilket der ikke gør, fordi konkurrencestaten i selve sit begreb udelukker begreber som folkelighed, dannelse og solidaritet; begreber, som jo ellers netop hører til de frie skolers konstitution og bevægelse.

Hvorfor mon Lundager gjorde det, altså vævede? Jo, det er jo fordi, at han i mange år har været ansat hos tænketanken DEA, som gerne vil oversætte dannelse til ”kompetencer”, der skal møde ”udfordringer” på “arbejdsmarkedet”, hvilket er vokabularisk guf for OKP og hans kommunistiske neoliberale konkurrencestat. Nu har Lundager så været ansat ved efterskolernes forening i et par måneder, så han har trods alt fundet sig nogle friskolesætninger, men det er ren staffage, det var tydeligt nok. Så Lundager er på den vogn, der siger, at konkurrencestaten er et vilkår, som man må indrette sig efter, men han ved ikke, at i samme øjeblik han siger det, så er friskoletanken død som en sild. Sådan er det jo.

Jeg ved godt, at det er let at være bagklog og den slags, og selv får jeg da heller aldrig sagt det, som jeg retrospektivt set synes jeg burde, når jeg deltager i en debat, men jeg ærgrede mig alligevel lidt over, at Carlsen ikke gik i kødet på OKP’s brug af Grundtvig eller på hans statsforståelse: Grundtvigs fællesskab er jo narrativt, poetisk-politisk og kirkeligt. Hvordan i hulen det skal kunne omdirigeres til neoliberal strukturmarxisme er mig en total gåde. Og angående Ove Kajs statsforståelse, så er hovedproblemet for hans teori, at ”stat” jo normalt simpelthen er defineret ved forsøget på at undgå konkurrence. Konkurrence og stat er på en måde modsætninger. Er en retssag måske en ”konkurrence”? Eller en skoledag? Sagen er, at ”læring” og ”kompetence” i dag hører til konkurrencestaten, mens ”pædagogik og dannelse” hører til et ægte stat, og at det er derfor, at alle OKP’s mere eller mindre erklærede tilhængere hele tiden taler om læring. Af disse grunde kan man heller ikke uden videre sætte disse to ord, altså henholdsvis “konkurrence” og “stat”, sammen i et, altså en “konkurrence-stat”. OKP har da heller ikke en eneste reference til ordentlig statsfilosofi i sin bog, men det er nok fordi, at både Althusser og de neoliberale var imod den slags.

Men jeg vil ikke bebrejde Carlsen, for han var helt alene i verden i sit eget telt.

 

4.b. “Reformamok: fra velfærdsstat til konkurrencestat”, biblioteket i Allinge, lørdag d. 14. juni, kl. 14.30-15.15. 

Reduktionismen fortsatte dagen efter på biblioteket i Allinge. Her var Ove Kaj Pedersen sammen med Lars Goldschmidt og sundhedsdirektør i Århus kommune, Hosea Dutschke. Sidstnævnte har gang i at udvikle ikke mindre end en “kærlighedens forvaltning” – altså så langt man overhovedet kan komme fra Ove Kajs position, skulle man tro. Der er også den dramatiske krølle, at Dutshcke er søn er den berømte ungdomsoprører, Rudi Dutschke, der blev skudt i Berlin i 1968. Faren var også marxist, men bestemt ikke strukturalist. Rudi talte til hjerterne og revolutionen, mens strukturalisterne ikke var meget for ungdomsoprøret eller for politisk handlen i det hele taget.

Måske kunne man forvente eller håbe på en slags historiens genkomst i Allinge, en genopførelse af kampen mellem Dutschkes sociale optimisme og strukturalismens ubehag ved handling og frihed? – og sådan en “genopførelse” var også lige, hvad vi fik.

Igen fik OKP lov til at udbrede sin alt for korthårede filosofi, og han sagde endda, at ”nødvendighedens pædagogik nu havde bredt sig fra Konservative til SF”. Og det er jo rigtigt, eftersom alle disse partier nu støtter op om skolereformen og meget andet huttelihut sammen med regeringsaksen. I Danmark er strukturmarxisme og neoliberalisme altså grundstrømmen i både konservative og SF. Det er nok derfor, at dansk politik og ledelse i det hele taget er så tømt for mening for tiden.

Hosea Dutshcke fortalte smukt om sin kærlige kommune og om medborgerskab: Ikke at kommunen ikke skulle være effektiv og alt det der, som OKP snakkede om, men der var dog også noget mere, nemlig kærlighed, som man nu skulle til at bygge op rundt omkring her i min egen hjemby. Dutshcke lød som en rigtig kommunehippie, og det var faktisk herligt. OKP sad blot og lo i skægget. Der var ingen teoretisk opbakning fra den kant. Eller rettere, det var der, men på sin egen onde måde. OKP fortalte nemlig, ”at nu vidste han, hvad Hosea Dutschke havde gang i”. Han var jo i virkeligheden blot i gang med at skabe bedre produktion. Det var bare konkurrencestat på et højere niveau.

Det var fuldstændig samme retorik, som da OKP diskuterede med Carlsen. Uanset hvad man siger, så handler det om produktionskræfter. Det minder – undskyld jeg siger det igen – utroligt meget om betonmarxismen i 1970’erne og 80’erne. Dengang skulle man også af med al filosofi og følelse, og hvis nogen forsøgte sig med noget alligevel, så var de borgerlige og reaktionære.  Det var faktisk som at se Rudi blive skudt igen – en generation senere lige midt i Allinge.

Og så var Lars Goldschmidt sørme også med. Han er jo formand for kredsen omkring Ny Nordisk Skole. Han mener, at konkurrencestaten er et vilkår, og at vi ikke har brug folk, der ikke accepterer dette vilkår. Ok, i så fald er der ikke brug for mig. Det er også Goldschmidt, der synes, at landets lærere bør være duracellkaniner. Og nu sidder han i den såkaldte ungdomsuddannelseskommission sammen med Niels Egelund i regi af tænketanken DEA – ja rigtigt! –  selvsamme organisation, som efterskoledirektøren, Bjarne Lundager, kom fra. Det er mageløst, er det.

Nå, men derfor var der heller ingen nyheder fra Goldschmidts kant. Konkurrencestaten var vilkåret, og derfor er økonomisk værditilvækst det centrale, hvis vi vil skabe velfærd. Der kommer ikke mere. Det er simpelthen hele horisonten. Goldschmidt er gammel SF’er og bon-kammarat med Antorini. I dag stiller han op for socialdemokratiet og lyder som en klon af OKP i Corydons parti. Det skal nok gå godt.

Men er der da ikke andet i verden? Kan uddannelse reduceres til økonomisk politik og teori? Åbenbart, for der var simpelthen ikke andet. Goldschmidt kommenterede ikke Dutschke, som ellers var det friske indslag. Siger man ordet “kærlighed”, bliver man altså enten mødt med socialdemokratisk tavshed eller omskrivninger til et strukturalistisk-økonomistisk net, der tømmer verdens ting for betydning.

Men uddannelse kan ikke klare sig uden kærlighed: Hør f.eks. Hannah Arendt: ”Uddannelse er det punkt, hvor vi beslutter, om vi elsker den fælles verden tilstrækkeligt til at tage ansvar for den”.

Men ok, den slags citater har rødder i europæisk humanisme, som ingen plads i hverken strukturmarxisme eller neoliberalisme – eller i socialdemokratiet for den sags skyld.

OKP rules!

 

C. Folkemødet 2015

1. Hos DEA og Akkrediteringsinstituttet

Sidste års folkemøde var fyldt med uddannelsespolitiske højdepunkter, som jeg har beskrevet udførligt i min nye bog Pædagogikkens To Verdener. Fredagens møder i FM15 levede ikke op til dette, men her er alligevel at par iagttagelser fra nogle af møderne.

Først gik jeg til en debat om “skæve eksempler i uddannelsessystemet”, som var arrangeret af anti-tænketanken DEA. Jeg forlod dog scenariet, som var en parodi på en debat. En eller anden uddannelsestekniker fortalte om reorganiseringen af Forsvarsakademiets uddannelser, og derpå skulle Stefan Hermann og Hanne Leth Andersen fra RUC give ham karakterer og høfligt rose, mens DEA-direktør Stina Vrang tænkte tilbage på dengang, hun fik karakterer i skolen. Det var der ikke meget tænketank over. Så hellere kaffe ved statsbibliotekets telt.

Derpå gik vi op til Akkrediteringsinstituttets telt, som ret overraskende for mig havde samlet nogle spændende folk til en snak om forholdet mellem uddannelse, især humaniora, og samfund. Der var lissom tre grupper: Den første gruppe bestod af Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen, og formanden for DM, Ingrid Stage. Den anden gruppe bestod af DEA, som var på banen igen, her blot med deres anden profil, Jannik Schack, som efter eget udsagn holdt sig til “evidens”, hvilket er en moderne kode for absolut ikke at sige noget vigtigt. Den prognose blev til fulde opfyldt. Den anden gruppe bestod også af en Jesper Højgaard fra et eller andet firma. Højgaard kunne også kun snakke om “arbejdsmarkedet”. Blandt publikum blev gruppen støttet af Finansforbundets Marianne Dissing, som to gange ligefrem sagde: “Formålet med uddannelse er slet ikke dannelse, men kun beskæftigelse”, hvormed hun jo bekræftede alle fordomme om horisonten blandt vores økonomer.

Så var der mere gang i Ingrid Stage, som kløede på i bedste fornuftige stil, og i Jes Stein, som, efter hukommelsen, sagde de bevingede ord: “Humaniora har undladt at forsvare sig selv mod erhvervs- og kommunikations-sektoren”. Humaniora er simpelthen ikke humanistisk nok, kan man sige. Altså det modsatte synspunkt af DEA’s og Finansforbundet mm.. Sidst på mødet supplerede Stein Pedersen desværre med sin nihilisme, som han også har fremført i avisen. Som han siger: “Der er ingen mening med lortet”. Men ærligt talt, hvorfor så forsvare Humaniora? Eller noget som helst andet? Han disponeres dermed for at sive hen i den anden gruppe efter min mening.

Den tredje gruppe var administratorerne, som bestod af Bornholms dygtige borgmester, Winni Grosbøll, af kommunaldirektør Per B. Christensen og af rektor Stefan Hermann, hvor sidstnævnte var en del af publikum. Christensen var jo medskaber af den skrækkelige reform af læreruddannelsen, og både han og Hermann har derfor en rolle i Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). Christensen trak, ligesom Schnack, evidenskortet… Og ganske rigtigt: intet interessant sagde han. Herman nævnte lige ordet “idealer”, før han skyndte sig ind i det pragmatiske baglokale igen.

Om aftenen hørte vi først Folkeklubben og dernæst Niels Hausgaard. Det regnede, så vi fik udleveret regnslag af Hjemmeværnet. Det var kvalitetstid.

 

2. Politiske ideologier i Liberal Alliances telt

Lørdag formiddag var der debat på Liberal Alliances luksustræskib i Allinge Havn med morgenbord og lækre drinks i baglokalet. Det lå lige ved siden af Alternativets yderst beskedne morgen-yoga telt. Der var nok en Saxo-bank til forskel på de to eks-radikale grupper.

Debatten handlede om liberalisme og konservatisme, og i lyset af vinterens Ayn Rand-diskussion, som er så pinlig for LA, var jeg jo interesseret, især da der nu ikke var noget uddannelsespolitisk på tapetet i nogle af de andre telte.

Debattørerne var Børsens debatredaktør, Christopher Arzrouni, og bloggeren Rune Toftegaard Selsing. Arzrouni skulle stå for det liberale og Selsing for det konservative, og Joachim B. Olsen var moderator, hvilket han gjorde udmærket.

Nu er jeg jo lidt kulturkonservativt anlagt, så jeg troede egentlig, at jeg ville være mest til Selsing, men det endte faktisk modsat, og det er den lille morgenproces, jeg i al foreløbighed vil forsøge at gengive her:

Selsing var jo spindoktor for Venstre i Foghs tid og har også været ansat i Saxobank under Rands herredømme. Han forsvarede da også Ayn Rand kraftigt i vinters, så det der med det konservative er kommet til efterlods. Han fortalte da også, at han i sin tid var meget involveret i den nyliberalistiske kreds via foreningen Libertas, som virkelig var på den ekstreme fløj i sin tid.

Fint nok, men hvordan kommer så konservatismen ind i billedet? Jo, det skete ved, at Selsing i løbet af 00’erne blev meget bekymret for den muslimske indvandring. Det var stort set det eneste, han talte om, så det må simpelthen have været definerende for hans konservatisme. Med islamkritikken som nærmest enerådende markør adskiller han sig sådan set ikke fra andre ny-konservative debattører, f.eks. Søren Hviid og Kasper Støvring, men Selsings samtidige ny-liberale baggrund gør, at hans konservatisme stort set defineres ved Islam-kritikken alene, hvilket ikke er tilfældet for de to andre.

Selsing bliver dermed et subjekt for en dobbelt proces, først via nyliberalismens kulturopgør, og han genfinder derfra kulturen i en ren negativ proces, som noget ikke-islamisk. På den måde bliver det en konservatisme uden kærlighed, tradition og poesi, modsat især Kasper Støvring, som er mere bredt funderet i den nationale litteratur og humaniora. Selsing bliver dermed typisk for det borgerlige Danmarks udvikling til en blanding af neo-liberalisme og muslim-forskrækkelse, hvilket i virkeligheden lukker den nationale tradition inde i et bur et eller andet sted imellem LA og DF. Herfra kan nye skolereformer køre helt uafhængigt af det, som de ellers ifølge formålsparagraffen egentlig burde beskytte.

Derpå var det Arzrounis tur. Guderne skal vide, at jeg tit har korset mig over Arzrounis syn på markedet, på etik og på meget andet, og han forsvarede også Rand over for Jørgen Carlsen i Deadline med virkelig dårlige argumenter efter min mening. Endelig var også han med i kredsen omkring Libertas, ligesom Selsing jo var. Det hele bliver desuden så pekuniært i hans pen synes jeg, og det er ofte lidt ubehageligt at læse. Men han har faktisk to gange overrasket mig positivt. Først med en konkurrencestatskritisk leder i Børsen, som desværre har stået lidt alene, og derpå med en yderst reflekteret indsats i Deadline i en diskussion, om Tyrkiets forhold til folkemordet på armenierne i 1910’erne, som blev ført helt uden om det finansielle vokabular På den anden side synes jeg dog også, at den sammenskrivning af Kant, Hayek og Popper i en form for epistemologisk baseret liberalisme, som Arzrouni lavede i sit speciale, slet ikke yder liberalismens muligheder retfærdighed, og faktisk meget let trækker ham hen til konkurrencestaten igen. Men der er altså en modstand alligevel, for ellers havde han jo ikke skrevet lederen, og ellers havde han ikke talt så varmt om Armenien.

Nå, men Arzrouni fortalte levende om sin blandede herkomst, med blandt andet armenske og franske rødder, og om hvordan han med sin baggrund var endt med at opfatte det nationale som en fare. Der var en form for erfaringsproces der, som var langt dybere end Selsings 1990’er-ærgrelser. Og denne dybde gav sig også udslag i en meget mere avanceret politisk og faktisk også ontologisk ridset liberalisme, der slet ikke var kulturfjendsk. Faktisk sagde han, så vidt jeg husker, noget i retning af, at problemet med dansk kultur er, at den har glemt sig selv, og det kunne han sige med større dybde end Selsing, fordi formuleringen var helt uden ”islam” i nærheden, og fordi han havde bevist sin evne til at tænke nationalt, politisk og historisk i sin diskussion i Deadline. Den politiske liberalisme, som slet ikke på denne formiddag annonceredes i trivielle markedstermer, var ikke en erstatning for kulturen, tværtimod. Der var ren og samtidig politik og kultur, på en måde der har større åndsvidenskabelige muligheder, end Ayn Rand tilsat en anti-islamisk-defineret nationalisme har. Men ok, der er naturligvis stadig langt igen, før de samfundsmæssige formål kan arbejde frit.

Arzrouni var dog også irriterende at høre at høre på, synes jeg, fordi han skældte Søren Hviid ud via Selsing. Det var noget med, at fordi retsfilosoffen Carl Schmitt var nazist, så har alle mulige, der bruger nogle af Schmidts ideer, et problem. Men Schmitt har inspireret meget bredt, f.eks. også 1980’ernes neo-marxisme, som Bjarne Corydon i parentes bemærket er kraftigt ridset af. Det bliver for smalt med den slags intellektuelle reduktioner. Kan vi så heller ikke læse Heidegger? og mange andre?

Selsing og Arzrouni var dog fælles om et synspunkt, som store dele af det borgerlige Danmark desværre deler, nemlig at mennesket er ondt og dumt og alt det andet, som jeg slet ikke kan genkende fra mit liv, hvor der tværtimod er en bemærkelsesværdig hjælpsomhed og tolerance. Jeg tror, det har rod i en blanding af dels en socialbiologisk indstilling fra nogle af de amerikanske økonomer, og dels en lidt for radikal tidehvervsk indstilling til mennesket, som har fyldt mere og mere over årene. Desværre bliver resultatet af den slags en total mangel på pædagogik, og det så man i høj grad afspejlet denne formiddag, hvor uddannelsesspørgsmålet slet ikke blev nævnt.

 

D. Folkemødet 2016 (jeg deltog ikke selv i 2016)

1. DPU om dannelse på årets folkemøde 1

DPU har lavet en youtube-video, hvor institutleder Claus holm og lektor Jens Erik Kristensen taler om dannelsesbegrebets manglende indhold og funktion. Videoen, som også ligger på DPU’s facebookside, er et oplæg til en folkemødedebat.

a) Dannelsens folk?

Det er ikke dannelsens og skolens forkæmpere, vi har at gøre med her. Holm mener, at ingen ved, hvad begrebet betyder, så han synes, at det skal handle om ”forberedelse til arbejdsmarkedet”. Ellers får vi et ”arbejdssky dannelsesbegreb”, siger han. Det er sørme nogle dovne slamberter disse ”dannelses”-folk.

På Holms egen facebook-side, skriver han som oplæg til arrangementet:

”Gør almendannelse dig arbejdssky? Handler dannelse til livet også om arbejdslivet? Noget tyder på, at almendannelse aktuelt udgør et modstandsbegreb, men også et hyggeligt rummeligt og rådvildt begreb. Almendannelse flyder godt og let fra munden, men det er også temmelig udflydende. Brugbart til hyggedebat?”.

Dette citat emmer af luhmanniansk dannelsesubehag.

Derudover modstiller han ”bogen” og ”internettet” på den der uheldige KL-agtige måde, der ender med, at bøger bliver noget gammeldags og ”traditionelt” noget, mens internettet er ”på den anden side”, dvs. noget helt andet. Det er en meget dårlig strategi.

Kristensen mener, i samme relativistiske ånd, at der er ligeså mange dannelsesbegreber, som der er mennesker: ”Hver mand sin forestilling”, som han lakonisk konkluderer. Han synes da heller ikke, at dannelsen er truet i skolen. Den lader jeg lige stå at blinke. Følger han ikke med?

Og så forstår jeg ikke den der logik med, at hvis man ikke er enige om, hvad dannelse er, så kan den være alt muligt. Det forholder sig da modsat: dvs. at jo mere diskussion man har, desto mere substans får og har dannelsesbegrebet. Men sådanne forskelle er jo ikke det samme, som ”hver mand sin forestilling”. Til sidst ender Kristensen da også med at definere dannelse på en meget ukontroversiel og nærmest lærebogsagtig måde, som de fleste kan tilgå, men som han ikke selv er i stand til at aktivere.

Holms og Kristensens vilde relativisme minder os om en pædagogik, der har mistet sin indre kraft; et tab, som de forskningstraditioner, der omgiver Holm og Kristensen, i høj grad har bidraget til.

Folkemødedebatten hedder “Almendannelse – hvorfor tror alle, det er det, vi mangler?”. Oplægget lyder sådan her:

“Almendannelsen indtager tidens offerrolle. Det ser vi, når forskere og filosoffer fortæller os, at skolereformen fører til halvdannelse, og gymnasiereformen fører til misdannelse. Men hvorfor overhovedet gøre almendannelsen til løsning på vores problemer med at holde skole?”

Så er real-stilen vist lagt. Kritikerne og al deres dannelsessnak er selvbestaltede “ofre”. Og ofre behøver man jo ikke at diskutere rationelt med. De skal bare i terapi. Og hvem er “os”?

 

b) Den filosofiske sammenhæng

Lige til sammenhængen: Både Holm og Kristensen er samtidsdiagnostikere, dvs. elever af Lars-Henrik Schmidt. Holm er desuden stærkt påvirket af systemteori og konkurrencestatsteori. Kristensen er mere regulær Foucault-mand, dvs. uden systemteoretisk ledsagelse, men også han trækker hen mod Ove Kaj Pedersen. Begge accepterer konkurrencestaten som ”grundpræmis”, som Holm tidligere har kaldt det.

Kristensen opfandt desuden begrebet ”medarbejderborger”, som netop handler om den konkurrencestatslige dannelsesfigur, der baserer sig på ”arbejdsmarkedet”, som jo er Holms forslag.

Kristensen tilhører Morten Nissens og Dorthe Staunæs’ nye forskningsprogram ”ReForM”. Holm ville uden tvivl også have været med i det program, hvis han var menig forsker. Det er programmet for systembekræftende kritik, hvilket jo er det modsatte af kritik, ja faktisk en radikaliseret accept.

 

c) Video og udskrift

Nedenfor kan man se videoen. Man kan næsten ikke høre Kristensen, så jeg har skrevet den korte tekst ud. Overskrifterne med fed markerer nogle indlagte overskrifter i videoen.

Man kunne jo også have inviteret Steen Nepper Larsen, som lige har skrevet en bog om sagen? Eller Kemp, Skovmand eller nogle andre? Men nej, det er jo nok for meget at forvente. (Ove Korsgaard er dog med på Folkemødearrangementet).

Det var i øvrigt Kristensen, der som institutleder i 2010 ville erstatte DPU’s uddannelse i filosofi med en kandidatuddannelse i sin egen kæphest ”samtidsdiagnose”. Da han ikke kunne komme igennem med det, forsøgte han at afskedige tre filosoffer, hvilket heldigvis også blev forpurret. Det foregik under Lars Qvortrups dekanat. Det var dengang Holm var formidlingsdekan (se link i bunden). Den sag er en del af DPU’s kæmpestore underbevidste.

Her er udskriften:
”(Overskrift): DPU-forskere i debat om dannelse på folkemødet

CH: Diskussionen lider af det problem, at alle taler om dannelse, men at ingen rigtig ved, hvad det betyder.

(indskudt overskrift): På årets folkemøde diskuterer forskere fra DPU dannelse

JEK: Der er en vis konsensus om, at almendannelse og dannelse i dag er det, der fortrænges, det der er under pres eller under afvikling, eller hvad man nu kalder det. Det er stort set den konsensus, man har i dag. Men hvad det så handler om, hvad det er der bliver fortrængt, hvad almendannelse var, og hvad almendannelse er, hvad dannelse mere præcist er? Det er fuldstændigt uklart.

CH: I dag er bøgerne bestemt stadigvæk dannelsesmedie. Det er det medie, vi holder meget af, et traditionelt gutenbergsk medie. Og så har vi på den anden side andre medier, sociale medier, internettet, som jo florerer med viden og information. Så det, der er enormt meget brug for, det er en almendannelse, som tager den dannelsesudfordring op, der ligger i at kunne bruge fx internettet som nyt dannelsesmedie på fornuftig og oplyst vis.

JEK: Der er mange, der har forsøgt at pensionere det og sige, at det hører historien til, og at nu handler det om læring og kompetenceudvikling og alt muligt andet. Jeg tror, at man må sige, for at vende det hele på hovedet, at det er forkert, når man siger, at dannelse og almendannelse bliver fortrængt fra uddannelse og skoler.

Interviewer: Hvad er forskerne uenige om?

CH: Jeg tror, vi kommer til at skændes allermest om, om dannelse og arbejde har noget med hinanden at gøre. Altså om almendannelse handler om at forberede til arbejdsmarkedet eller om det kun kommer til at handle om at forberede til at kunne deltage i demokratiet.

JEK: Man kan sige, at dannelse og almendannelse er konfliktuelle begreber i udgangspunktet. Principielt må man sige i dag, at ”hver mand sin forestilling om, hvad dannelse og almendannelse er”.

CH: Jeg er af den opfattelse, at man i dansk skolepolitik har glemt, at dannelse også handler om at danne til arbejdsmarkedet, i betydningen ”forberede til arbejdsmarkedet”. Sådan at vi i dag har et dannelsesbegreb, som groft sagt er sådan et arbejdssky dannelsesbegreb.

JEK: Der er altid noget at skændes om. Det er fordi, at dannelse og almen dannelse er blevet en del af, kunne man sige, den almene værdikamp. Det er vigtigt at diskutere dannelse og for den sags skyld også almendannelse i dag, fordi man ikke kan undvære de to begreber. Frem for alt kan man ikke undvære dannelsesbegrebet. Og det er fordi, at dannelse er noget, der foregår, og som altid foregår i skole og uddannelsessystemer.
Grunden til, at vi skal diskutere dannelse, er, at dannelsesbegrebet er det, der handler om, hvad er det så for typer af værdier, der gør sig gældende; hvad er det for typer af kvalitetsidealer, hvad er det for typer af sammenhænge mellem kundskaber og egenskaber, mellem individ og fællesskab.
Derfor så tror jeg, at det er lettere at sige, hvad man kan blive uenige om, end hvad man kan blive enige om.”

Referencer:

Youtube-videoen: https://www.youtube.com/watch?v=jscjVeobv4Q

Holm, Kristensen og Qvortrup mod Kemp i 2010:https://www.information.dk/…/2…/05/kemps-kampagne-dpu-holder

DPU’s facebookside, hvor man kan kommentere videoen:https://www.facebook.com/DPU.AarhusUniversitet/posts/10154205749902980

Claus Holms facebook-side: https://web.facebook.com/claus.holm.39/posts/10153867311523878?pnref=story

Folkemødeopslaget: https://kalender.brk.dk/event/user-view/20032…

 

2. DPU om dannelse på årets folkemøde 2, Tomas Keplers referat

GL-hovedbestyrelsesmedlem, Tomas Kepler, har været til Folkemøde-debat om dannelse, og det er der kommet en rigtig fin kommentar ud af. Kepler virker let rystet efter mødet med især institutleder Claus Holms synspunkter vedr. konkurrencestat, kritik og pædagogik.

Nedenfor kan man læse Keplers referat. Det er som om, at han løbende forsøger at overbevise sig selv om, at han da må have hørt forkert, men det tror jeg ikke, han har. I al fald passer de citerede passager fint med min egen oplevelse af tingenes tilstand.

Kepler fortæller også, at lektor Jens Erik Kristensen mener, at gymnasieforliget i realiteten ikke markerer den store forskel ift. regeringens oprindelige udspil. Det er jeg enig med Kristensen i.

Her er Thomas Keplers FB-opslag:

”Hørt på folkemødet.

Lørdag d. 18/6 overværede jeg kl. 14.30-15.30 på Allinge Bibliotek en debat om “Almendannelse – hvorfor tror alle, at det er det vi mangler?”. Debatpanelet bestod af Jens Erik Kristensen, lektor ved DPU Aarhus Universitet, Ove Korsgaard, professor emeritus, Aarhus Universitet, og Claus Holm, institutleder DPU Aarhus Universitet.

Oplægget til debatten var, at “almendannelsen indtager tidens offerrolle…[]…hvorfor overhovedet gøre almendannelsen til løsning på vores problemer med at holde skole?”. Setuppet lod til at være, at Kristensen og Korsgaard skulle forfægte det synspunkt, at almendannelse er og skal være en vigtig komponent i skolesystemet, hvorimod Holm skulle indtage rollen som dannelseskritiker. Jeg kan kun formode, at denne rollefordeling skyldes debattørernes faktiske standpunkter i forhold til spørgsmålet – der var intet, som antydede andet.

I løbet af debatten hørte jeg en række markante synspunkter fra Claus Holm (jeg må her betegne nedenstående som parafraser og ikke dokumenterbare citater, idet jeg hverken optog mødet på diktafon eller stod klar med notesblok – det er altså efter hukommelse, og i nogen grad også sammenfatninger, men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har tilstræbt nogen form for misrepræsentation eller karikering af det, jeg opfattede som Holms synspunkter).

Grundholdningen i Holms indlæg var, at dannelse er for flyvsk og udefinerbart/målbart et begreb til, at han kunne se nogen anvendelighed i det. Tværtimod så han det som et begreb, der var blevet kapret i en ideologisk kamp imod den “onde” konkurrencestat (citationstegnene angiver Holms vinkling af konkurrencestatskritikken som hysterisk og drevet af automatreaktioner – sådan hørte jeg det i alt fald).

Jeg opfangede følgende markante udsagn – forsøgt gengivet så trofast og neutralt efter hukommelse, som overhovedet muligt:

‘Dannelse, nu har jeg hørt en masse snak om det her på folkemødet. Det er meget flyvsk, ingen er rigtig klar over eller enige om, hvad det dækker over – men vi hygger os med at snakke om det’

– jeg hørte det klart som en desavouering af de, som antager andre og mere dannelsespositive holdninger i debatten om dannelse end Holm. “Folk der går og hygger sig…de ved sgu ikke rigtig, hvad de snakker om…” osv. Jeg synes også det er værd at bemærke, at Holm logisk set må bygge dette synspunkt på en opfattelse af, at dannelse ENTEN kan defineres entydigt (og tør jeg sige: Instrumentelt og målbart?) – ELLER at det ikke rigtigt ‘eksisterer’.

‘Dannelse, det er blevet en samlebetegnelse for en bred modstandskamp mod den ‘onde’ konkurrencestat’

– altså: Synspunktet var, at dannelsesforkæmperne ikke er ‘reelle’, de har ikke noget at have det i, de er bare sure på konkurrencestaten.

‘Efter hvad jeg har hørt her på folkemødet er jeg nået frem til, at man nok burde se at få afskaffet begrebet’.

– ingen yderligere kommentarer: Holm afsluttede simpelthen sit indlæg, som også var et af de sidste hvis ikke det sidste i hele debatten, med at ytre det synspunkt, at man skulle se at lægge almendannelsen i graven og komme videre. Det er for mig absolut hævet over enhver tvivl, at han faktisk foreslog dette – også selv om jeg ikke kan garantere, at ovenstående er den helt eksakte gengivelse af Holms ytring ord for ord.

Så meget for Holms synspunkter, som jeg i øvrigt – for nu at være helt åben om det, hvis nogen skulle være i tvivl – synes er langt ude på overdrevet. I øvrigt blev det sagt på debatmødet – jeg er sikker på, det kom fra Kristensen – at den nu vedtagne gymnasiereform nok havde fået tilføjet et afsnit med pæne ord om dannelse, ‘så ministeren kunne være bedre klædt på til næste interview med Krasnik’ (Kristensens billede, ikke mit), men når man kommer længere ned i teksten, så er det faktisk stadig galt, på samme måde som det var i regeringens første udspil. Her var det interessant at observere, at det ikke blev modsagt af andre i panelet, tværtimod blev der gnækket lidt.”

 

3. Centrum-venstres start og løb ind i Allinges telte

a) Start: Den sidste Danmarkshistorie og opgøret med Grundtvig:

Hvornår startede det nye centrum-venstre? Det startede i 1996.

Hvorfor lige der? Jo, fordi historikeren Søren Mørch udgav en bog.

Hvad hed bogen? Den hed ”Den sidste Danmarkshistorie”.

Dengang var jeg ung og naiv. Jeg troede, titlen var en ”sjov” og polemisk måde at sige på, at nu havde Mørch fundet sandheden om Danmarkshistorien.

Men titlen havde slet ikke noget med det at gøre. Titlen handlede om noget helt andet. Titlen handlede om, at Danmark ikke mere har en historie. Historien sluttede i 1996. Danmark ophørte.

Fra da af er det globaliseringens og EU’s historie, der tæller, mens Danmarks-historien blev overdraget til DF’s identitetspolitik. En helt håbløs og unødvendig modsætning mellem nationalitet og verdensborgerligt engagement var dermed etableret.

Få år efter, i 1999, udkom Ole Vinds disputats. ”Grundtvigs historiefilosofi”. Her gjorde Vind op med alle forsøg på at modernisere Grundtvig. I stedet rendte også Vind ud i sin egen version af ”Den sidste Danmarkshistorie”.

Dermed var Danmarkshistorien slut. I al fald hos centrum-venstre.

 

b) Løb: Op gennem 00’erne og de aktuelle reformer:

Det var præcist samme figur, som blev lanceret af Antorini og andre op gennem 00’erne. ”Den sidste Danmarkshistorie” satte sig derfor også i de aktuelle skolereformer.

Det, der på en måde er specielt ved gymnasiereformen, er, at, den hviler på en radikaliseret version af den sidste Danmarkshistorie. Reformen hviler på en uudtalt fortsættelse, nemlig ”Den sidste Europahistorie”.

 

c) Ind i Allinges telte:

I går erklærede Antorini så på Folkemødet, at skolens primære opgave er at lære børnene at løse ”konkrete problemer”, og i Socialdemokratiets skolepolitiske debat, hvor hun også huserede, var både hun og det inviterede centrum-venstrepanel ren ja-hat.

Og på DPU mener man, at dannelse er noget individuelt, der skal
forberede til arbejdsmarkedet, så noget, man kalder for ”konkurrencestaten”, kan optimeres.

Venstres skolepolitiske ordfører, Anni Mathiessen, bekræftede på Folkemødet også sin skolereformbegejstring. Dermed opstår følgende paradoks: På den ene side vil Venstre lave en Danmarks-kanon, men på den anden side bygger partiets skolepolitik på ”den sidste Danmarkshistorie”. Det er dårlig politik. Det er en kortslutning.

Så både Socialdemokratiets og Venstres skolepolitik bygger på Den sidste Danmarkshistorie.

DF er også vild med Den sidste Danmarkshistories skolereform. Det fortalte Alex Ahrendtsen også på Folkemødet. Det er derfor, at DF står for Dansk Fryseparti. DF er et parti, der har fået overdraget ”Den sidste Danmarkshistorie” som en færdig og frossen pakke.

Her er lidt referencer:

  1. Antorini hørte jeg på P1 i en debat med Rasmus Kolby Rahbek og Noemi Katznelson (fredag formiddag, d. 17. juni), hvor Antorini slet ikke kunne give noget mod- eller medspil til de to forskere: http://www.dr.dk/…/p1-debat/p1-debat-idiot-det-mener-du-ikke
  2. Fra Socialdemokraternes skoledebat: http://www.folkeskolen.dk/…/christine-antorini-fastholder-r…
  3. Annie Matthiessens (V) begejstring: https://www.folkeskolen.dk/…/v-reformen-bliver-bedre-for-hv…
  4. Alex Arnedtsens (DF) meninger: http://www.folkeskolen.dk/…/ahrendtsen-reform-nykker-har-gi…
  5. Kommentar til DPU-debatten: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154242786724481&id=837549480&pnref=story

 

E. Folkemødet 2017

1. Afsted til Allinge

Vi skal til Allinge på torsdag. Den står på kuppeltelt på campingpladsen i Sandvig. Prioriteringerne er følgende:

1. Uddannelsesdebatter, udstyret med min notesblok og en i-pad.
2. Debatter om den europæiske situation, men helst ikke med politikere.
3. At tåge rundt og gå ind i et tilfældigt telt.
4. Debatter, hvor der er gratis øl.
5. God musik (jeg glemmer aldrig en fantastisk koncert med Folkeklubben i professionshøjskolernes telt. Det var vist i 2015).

Selv deltager jeg i en debat om Alternativets skolepolitik lørdag kl.10.30. Årsagen til invitationen er formodentlig, at jeg skrev en analyse af partiets store skolepolitiske udspil i vinters. Debattens overskrift er

”Skolepolitik: Er skemarevolution + selvstyre = super-elever?”

Det lyder lidt ”alternativt”, så det skal jo nok blive sjovt:-). For at varme op, var jeg her til formiddag til mindfull-yoga nede ved stranden i Risskov sammen med Aarhus Symfoniorkester, som spillede Haydn live ud i bugten.

I må ikke sige det der med “mindfull” til Svend Brinkmann, lov mig lige det.

Måske kommer nogen er jer forbi Alternativets telt til lidt “mind”, hvor jeg vil prøve at gøre Alternativet til noget traditionelt; til en form for “kulturel økologi”, som Brinkmann kalder det.

Links:
Link til Alternativets debat: https://kalender.brk.dk/event/user-view/25033?redir=

Link til analyse af Alternativets skoleudspil, som jeg faktisk godt kan lide på mange måder (men ikke alle):http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-alternativets-…

 

2. Aarhus Universitet på folkemødet 

Aarhus Universitet udbyder forskningstømt standardvare på Folkemødet:

På Folkemødets første dag handler Aarhus Universitets debatter om uddannelse.

Nedenfor er der links til de to vigtigste af de totalt forudsigelige debatter med deltagelse af hele perlerækken af forskningsløse sætninger.

Der ingen pædagogiske forskere, ikke engang af de ukritiske. Ja, eller andre forskere for den sags skyld.

Til gengæld er der fyldt med DEA, Antorini, Dansk Industri osv.. Det er for ringe. Det er ikke et universitet værdigt. Man skulle tro, debatterne var arrangeret af KL eller UC-VIA.

https://kalender.brk.dk/event/user-view/22833…

https://kalender.brk.dk/event/user-view/22848?redir=

 

3. Mission og Aarhus Universitet 

Først deltog vi i en spændende diskussion i missionærernes telt om relationen mellem Luther og velfærdsstaten med bidrag fra Jørn Henrik Petersen, som har skrevet en bog om emnet, fra Kaare Dybvad og en fra præst. Konkurrencestatstemaet var dog svagt reflekteret, selvom der blev spurgt til det.

Dernæst var vi til Aarhus Universitets uddannelsespolitiske debat på Aurora. Debatten var demonstrativt fri for pædagogisk forskning og desuden fyldt med skrækkelige banaliteter fra Antorini, Charlotte Rønhoff fra DI og fra en lokal erhvervsmand. De ville alle sammen tage “udgangspunkt arbejdsmarkedets behov”. Det var en lidelse. Universitets rektor var slet ikke kritisk nok, efter min mening. Han mener ganske vist, at der skal være fri forskning, men han tror også, at vi har et masseuniversitet, der skal servicere arbejdsmarkedet. Hvilken fejl. Ikke mindst, hvis det er DI’s eller KL’s “arbejdsmarked”.

I pædagogisk forskning er der følgende lov: jo mere man tager udgangspunkt i kommunernes behov, desto dårligere bliver forskningen. Men det har universitetets ledelse ikke forstået.

 

4. Kontrarevolution i Allinge

Der var fest i DLF’s hus i Havnegade i Allinge mellem 12 og 13. En herlig dyb, karnevalistisk og kærlig hyldest til pædagogik og kundskaber. Jeg er så glad, så glad.

Alexander von Oettingen satte scenen med en træffende kritik af uddannelsespolitikernes opløsning af skolebegrebet og af den pædagogiske forsknings bevidstløse medvirken hertil.

Merete Riisager fulgte trop i et festfyrværkeri af pædagogisk kritik, vendt imod skolereformens grundlæggende filosofi.

Anders Bondo fulgte trop, men ved I hvad? Selvom han også var god, så var det lige før, at han – på trods af sin kritik – var den mest skolereformsaffirmative, hvis man ser på sprogspillenes dybdestrukturer. Det skyldes bl.a, at DLF oprindeligt var meget glade for Antorinis ideer. Men pyt, han skal nok komme helt med, når blot Riisager og Oettingen holder kadencen.

Der var fuld kraft på opgøret med læringsbegreb, visible learning, læringsmål, læringsplatforme, instrumentalisering, 1:1-tænkning osv. Det var ren fryd.

En af landets største læringsfundamentalister, Claus Holm, var blandt tilhørerne. Jeg bemærkede, at han kløede sig i håret. Hvor var Antorini, tænkte han nok?

Til gengæld snakkede de tre debattører om kundskaber, dømmekraft, autonomi, indhold, formål, myndighed, demokrati. Og vel at mærke med fuld sans for dybden.

Oettingen sagde til Claus Holm, at man burde tage pengene fra DPU og give dem til UC’erne. Oettingen glemte dog at fortælle om den pædagogiske krise i UC’erne selv; en krise som i høj grad bæres af netop det syn på læring, som Oettingen tordnede imod. Mere “selvkritik” tak, som Hermann plejer at bede alle andre end sig selv om. Men ok, Oettingen skal også have tak for at kritisere 1:1-tænkningens ødelæggende effekt i læreruddannelsen.

Tidligere på dagen havde jeg hørt på den totale opløsning af HF og Gymnasieskolen. Det var i professionshøjskolernes telt, hvor formanden for den dybt reaktionære rektorforening, Danske Gymnasier, svingede den arbejdsmarkedspolitiske karriere-fundamentalisme ned over en hel stakkels generation. Og i går var den jo helt gal på AU’s båd, Aurora, hvor DI fik lov at svinge den kundskabsopløsende pisk.

Debatten i Havnegade blev styret af Jens Jonathan Steen, som ikke havde megen sans for det enestående materiale.

I Havnegade startede den nye fest. En ny form for interesse mellem politik, profession og filosofi og dermed en virkelig ro om folkeskolen. Mange tak for dette Folkemøde-klimaks til dagens tre helte.

 

5. Gør god undervisning bedre

I går eftermiddags var jeg til debat om at “gøre god undervisning endnu bedre”; en formulering der jo falder fint i forlængelse af skolereformens “gør en god skole bedre”. Det er den slags formuleringer, der bare betyder dårligdom.

Jeg interesserer mig meget for emnet, så jeg mødte op trods alt.

Debatten varede hele 11/2 time. Der var et langt indlæg fra en Rambøll-konsulent, der havde skrevet en rapport om emnet. Jeg fattede ikke en brik.

Derpå var der indlæg fra bl.a. Arne Eggert, Stefan Hermann, Camilla Hutters fra EVA og Andreas Rasch-Christensen. Rambøll-kvinden bidrog med løbende kommentarer som en “forskningens stemme”, som det hed.

Da debatten var overstået, kiggede jeg ned på min notesblok. Der stod intet.

 

6. Fest og nedtur og fest

For tre år siden var jeg til folkemøde-debat hos Undervisningsministeriet. Det handlede om læring, læring og atter læring og nothing else i et lokale med sparsomt fremmøde.

Kl. 12 i går var jeg i samme ministeriums selskab. Og ved I hvad? Ordet “læring” optrådte slet ikke. Og heller ikke nogle af de andre beslægtede DPO-ord.

Men hvad handlede debatten så om? Jo, den handlede simpelthen om skolereformens og DPO’s store bandeord: Dannelse.

Undervisningsministeriet havde i samarbejde med net-avisen Zealand skruet et fremragende program sammen. Orkestret Folkeklubben spillede op og fortalte om både Martin A Hansen og Jørgen Stein og om en kritisk og interesseret ungdom. Riisager fortalte om betydningen af opdragelsen hos sin mormor. En efterskoleforstander talte om ting, der var større end ungdomsfællesskabet, nemlig det historisk-poetiske, og Eske Willerslev slog et slag for videnskab og grundighed. Katrine Lilleør fortolkede HC Andersen, og vi sluttede af med en fælles Grundtvigs-sang. Salen var propfyldt.

Hele bredden i dannelsens og pædagogikkens muligheder blev tegnet op. Jeg så mange, jeg kendte, men ingen fra DPO.

Bagefter var vi hos DLF i Havnegade. Her skulle Pernille Rosenkrantz-Theil forsvare skolereformen. Det var som at høre en Corydon Light. Hun “pralede” med, at hun var djøffer, og at hun havde en bachelor i statskundskab. Og jo, måleriet havde da taget lidt overhånd, men ellers handlede alt om styring på den der bachelor-djøfmåde, som ikke er til at holde ud. Man forstår godt, at nogle socialdemokrater er imod “akademikere”. De er selv, de værste.

Grundlæggende var Theil begejstret for skolereformen. Resten er bare et styringsproblem, måtte vi forstå.

Hun fik dog sagt en tankevækkende ting, nemlig at DLF fra starten var begejstret for skolereformens ideer. Det passer, og før foreningen tager et eksplicit opgør med reformens indhold og sin egen rolle i elendighederne, kan man ikke helt tage foreningen alvorligt. Og det er IKKE nok at sige, at det bare var “strategi”.

Om aftenen var der fest på Cirkuspladsen i undervisningsministeriets nye ånd. Der blev sunget fællessang på modersmålet, USA’s tidligere ambassadør holdt en brandtale for dansk folkelighed og demokrati, Sigurd Barrett sang sin nye sang til 100-året for genforeningen, og Savage Rose gav deres livs version af Wild Child.

Til sidst var der fyrværkeri både ude og inde!

 

F. Folkemødet 2018

1. Pissedårlig undervisning

I professionshøjskolernes telt, den såkaldte ”strandbar”, havde Alexander von Oettingen fredag eftermiddag arrangeret en debat om ”pissedårlig undervisning”, som han kalder det. Von Oettingen mindede mig lidt om Thomas Blachman, da han veloplagt videolancerede sin pissedårlige undervisning med korsang og korslagte arme med efterfølgende iscenesat forargelse over videoens pissedårlige kvalitet.

Arrangementet blev afviklet i en nærmest metafysisk blanding af sjov og alvor, hvilket faktisk fik nogle ting til at komme til syne nede fra den pædagogiske dybdestruktur. Mange tak til von Oettingen for dette særprægede og kreative initiativ.

Det var en uhyre interessant debat, hvilket desværre næsten ikke kommer frem i referatet på folkeskolen.dk, som mest fokuserer på al underholdningen.

De centrale deltagere var KL’s Arne Eggert, DLF’s Anders Bondo og undervisningsminister Merete Riisager. Her er tre indtryk fra debatten:

 

a) Arne Eggerts ulidelige lethed

Arne Eggert fortalte, at både John Hattie og læringsmålstyret undervisning er ”pissedårlig undervisning”. Det er en total kovending fra KL’s side, fremført med nærmest ulidelig lethed. Og hvad siger Lars Qvortrup fra Nationalt Center for Skoleforskning på Aarhus Universitet mon til det? Qvortrup har jo sammen med Niels Egelund skrevet, at Hattie bør være bibel for alle lærere osv.. Men nu er Hattie pludselig ”pissedårlig”? Og hvad med alle Hattie-kommunerne? Er det slut med dem? Og hvad med AP Møller fonden, hvor der også står pissedårlige Hattie-læringsmål over det hele? Og hvad med alle millionerne? Er de spildt på en masse pissedårligt?

Eggert, som jo tidligere var en central embedsmand i læringsmåls-skolereformen, grinte bare. Han syntes vist, det hele var pissesjovt. Jeg syntes, det var postmoderne og ondt.

Og hvad vil Eggert have i stedet for? KL’s og Michael Zieglers disruptions-vision, som man f.eks. kunne læse om i Weekendavisen fra i fredags? Formodentlig. Når læringsmålstyringen er væk, kan KL for alvor kører deres læringsraid, nu bare uden styring, dvs. i digitaliseret opløsning.

 

b) Anders Bondos debatmæssige kollaps

Jeg blev indigneret og spurgte til, om man ikke havde lidt dårlig samvittighed over for en hel generation af børn og lærere, som jo har været udsat for læringsrabalderet i årevis? Og i læreruddannelsen vrimler det stadigvæk med læringsmålsstyring over det hele. Så vores lærere bliver altså uddannet til pissedårlig undervisning? Det er da ligeså alvorligt som det med Tibet-kommissionen. Men haha, hvor folk dog hyggede sig i panelet.

Jeg sagde i samme kommentar, at den næste ”pissedårlige undervisning” måske vil komme fra den nye KL/DLF OK18-kommission. Det skyldes, at kommissionens formand om nogen har stået for at promovere pissedårlig læringsmåls-undervisning op gennem årene; både i AP-Møllers vurderingsudvalg og som formand for det udvalg, der skrev grundteksten til læreruddannelsesreformen. Kommissionens formand har også højpromoveret den pissedårlige Hattie i sin kommune. En anden grund til, at kommissionen efter min mening vil ende ud med pissedårlig undervisning, er, at kommissionen skal definere forholdet mellem ”kvalitet” og arbejdstid, hvilket vil lukke munden på skolernes frie pædagogiske tænkning og liv.

Nå, men Bondo var den eneste som svarede mig, hvilket skete i en sigende kortfattet i dramatisk og sur affekt:

”Thomas Rømers evige dæmonisering af andre personer gider jeg ikke deltage i”.

Det var hans eneste sætning. Derfra var han tavs.

Jeg aner ikke, hvad Bondo tænkte på, for det eneste navn, jeg havde nævnt i mit indlæg var John Hattie, og det var jo Eggert selv, der havde bragt Hattie op. Jeg havde ikke ”dæmoniseret” nogen, men blot stillet nogle saglige og rimelige spørgsmål, som mange andre også stiller. DLF er med denne reaktion meget tæt på at blive et organ i DPO. Det vil i så fald ikke være første gang. Det er f.eks. svært at glemme foreningens begejstrede deltagelse i konkurrencestatsinitiativet ”ny nordisk skole”, som førte direkte til skole- og læreruddannelsesreform.

Bondos debatmæssige kollaps lægger en ny ånd ned over skolerne. Det er ånden fra ”en ny start”. Her må man ikke kritisere den kvalitetsskabelon, som KL og DLF bliver enige om. Vi får et nyt styrings- og fagforeningsregime. Det bliver pissedårlig undervisning efter min mening, som ingen må kritisere vel at mærke. Formodentlig mister DLF derfor også interessen for sager a la Erik Schmidt-sagen.

Lene Tanggaard, som også var til stede, måtte spørge om noget af det hele igen. Jeg kan ikke huske, om hun egentlig fik svar, for jeg sad og følte mig lidt dæmoniseret, må jeg jo indrømme.

 

c) Merete Riisagers sejrsgang

Merete Riisager var den eneste med noget format. Også hun latterliggjorde læringsmålstyring. F.eks. sagde hun følgende, som også er refereret i folkeskolen.dk’s reportage:

”Hele læringsmålsstyringsarbejdet er et klassisk eksempel på, hvordan man kan hælde et par milliarder i et sort hul og generer de offentlige ansatte på en gang”.

Noget af et statement, for at sige det mildt. Professionshøjskolerne og mange kommuner er jo nu helt afklædte og til grin, er de ikke?

Riisager ville desuden have mere didaktik og dannelse på læreruddannelsen i stedet for læringsmål, så i den forstand lagde hun op til en ny læreruddannelseslov. Hun skal lige være opmærksom på, at når læringsmålstyringen forsvinder, så er der jo læringen tilbage, og det er skam ikke det samme som didaktik og dannelse, tværtimod. Der er lang vej hjem.

Men Riisager har – i modsætning til Eggert – noget at have sine markeringer i, eftersom hun jo nærmest ene kvinde har kæmpet kritikkens sag i mange år.

Det er i den forbindelse også værd at bemærke, at læringsmålsdidaktikken nu simpelthen er taget ud af alle skolens fagbeskrivelser. En stor fjer i hatten for kritikerne.

Desuden havde Riisager også en fantastisk begrundelse for, hvorfor lærerstuderende skulle kende deres Dewey og deres Makarenko, selvom disse to pædagoger formodentlig ikke lige er Riisagers private kop te. Riisagers begrundelse er, at lærere med kendskab til den pædagogiske tradition ikke så let vil være til falds for alle mulige nye koncepter, f.eks. læringsmålsstyring og synlig læring. Dannelse er på den måde en slags vagtværn mod varm luft. Jeg giver en stor krøllebølle-isvaffel til ministeren næste gang vi ses for denne herlige pointe, som har stærke almenpædagogiske konsekvenser.

 

Diverse links:

Link til folkeskolen.dk’s reportage: https://www.folkeskolen.dk/637774/prorektor-italesaet-pissedaarlig-undervisning

Lonni Østergaard var blandt publikum. Her er hendes indtryk: https://www.facebook.com/Oskanna3012/posts/2039512429702024?notif_id=1529074219137619&notif_t=mention

Erik Schmidt var også med. Her er hans indtryk.

 

3. DPO-Aarhus Universitet i Allinge

Aarhus Universitet har fra et pædagogisk synspunkt et virkeligt smalt program til Folkemødet.

Her er et eksempel (blandt mange):

Fredag d. 15. juni, kl. 19.30 diskuteres “børns læring”. Universitetet har som fagperson valgt Dorthe Bleses, som er økonom og ansat ved Trygs Børneforskningscenter, som virkelig er pædagogisk smalhals.

Derudover deltager Christine Antorini, som uden tvivl får medspil fra den rent økonomisk funderede Heckman-filosofi, som Bleses repræsenterer.

Derudover er der en fagforeningsbureaukrat og en souschef fra Holstebro Kommune, hvor de kører evidensbaseret læring på den store klinge.

Der er ingen folk, der ved noget om pædagogik og læring i panelet.

That’s it. Det siger noget om pædagogiksynet på AU. Aarhus Universitet er et læringscenter, et DPO-AU.

http://medarbejdere.au.dk/strategi/tilbagevendende-events/folkemoedet-2018/au-program-fm18/debat-boerns-laering-bloede-vaerdier-og-haarde-kendsgerninger/

 

3. Sundhedschips

FM18 i KUs telt: Professor Michael Gøtze fra KU drømmer om indopererede sundhedschips i alle borgeres kød… i forebyggelsens og effektivitetens navn.

 

4. Per B. Christensen og KL

I går hørte jeg den nye OK18-kommissionsformand, Per B. Christensen, i BUPLs telt. Han lød fuldstændig som en fra KL.

Bagefter hørte jeg, i samme telt, på Jens Ive. Ive er næstformand for KLs skoleudvalg og borgmester i Rudersdal, som er en af de store John Hattie-kommuner. John Ive lød fuldstændig som Per B. Christensen.

Den ene lød som den anden.

Skulder ved skulder.

 

5. Tidehvervsforsoning i højskolernes telt

Sørine Gotfredsen diskuterer danskhed med Ida Auken i højskolernes telt. Efter lidt indledende spilfægterier ender alt i den store forbrødring. Højre- og venstretidehverv blev forenet.

Publikum rejste sig og klappede taktfast i over et minut.

Hvis denne åndelige tilstand breder sig, får det teknokratiske RV og det identitetsopslugte DF store problemer. I stedet vil ro, fordybelse og kreativitet brede sig, så langt øjet rækker.

Det var faktisk rørende.

 

 G. Folkemødet 2019

Folkemøde, torsdag d. 13. juni 2019

a) Åbning:

Grandprix-stjernen Emely Forest åbnede med en smuk version af Albertes ”Lyse Nætter”. Derefter holdt Lars Løkke en fin tale – han har så meget humor – og endelig sang Forest og Bertel Haarder sidstnævntes fine folkemøde-sang i bedste Grundtvig/Ingemann-stil. Der blev talt om demokrati og Dannebrog vajede. Det var klasse.

Desværre ødelagde Folkemødets formand Jan Sjursen det hele lidt med sin pågående tale om verdensmål, der er blevet sådan et slags ideologisk slogan på Folkemødet, og som hænger alle steder. Verdensmålene er ligesom taget ud af demokratiet? Hold dog op med det. Lav en debat om emnet, hvis nogen har lyst, men fri os fra normative ”temaer” som på den måde skal normere demokratiet. Hvad bliver temaet næste år? Islamkritik eller læring? Det går jo ikke.

 

b) Professionshøjskolernes faglige og folkelige opløsning:

Danske Professionshøjskoler lagde ud i den helt store Konkurrencestatsstil med to dybt deprimerende debatter på foreningens såkaldte “strandbar”:

1.
Første debat hed “Tilbage til uddannelser i verdensklasse”. Hvilken titel: Tilbage? Verdensklasse? Alle mand i bådene. Lad os sejle til Sierra Leone, som blev grundlagt for frigivne slaver.

Panelets sammensætning understregede tristessen: En kvinde fra NOVO med titel som “policy lead”. Dertil en chef fra Dansk Erhverv og en direktør fra Akademikerne.

De talte om investeringer, feedback, disruption og data. Ingen vidste noget. Ingen havde fulgt med. Det var konkurrencestatens maskineri. Manden fra Dansk Erhverv, som var den mest disruptions-begejstrede, sluttede af med lidt skolereforms-motto, you know: ”så dygtige som muligt”.

Debatten bestod af, at på forhånd udvalgte organisationsformænd kunne sige noget. Der var ingen åbninger til forsamlingen, som kunne udfordre den snævre ideologi. Det var anti-folkemøde.

Det var der ikke meget “pissedårlig undervisning” over, som man kalder dannelse og pædagogik for tiden ned på UC-Syd, som er epicenter for et lille professionshøjskoleoprør, som jeg hepper helt vildt på.

2.
Lidt senere stod der decideret “konkurrencestat” på skemaet i strandbaren. Stefan Hermann interviewede Ove Kaj Pedersen og Bjarne Corydon. Tre gamle venner hyggede sig i overskyet 2011-ånd uden en eneste kritisk røst. Der var intet nyt under solen. Jeg havde faktisk spist morgenmad med Ove Kaj på mit pensionat. Tidligere på formiddagen havde jeg set Hermann og Corydon i hyggelig passiar. Hermann havde kasket på. Et dansk bureau af polit’er?

Et par tilhørere spurgte lidt til pædagogik, og Hermann gav sørme selv et lille mikropip, men pædagogik er noget, der hørte “velfærdsstaten” til, måtte vi forstå. Selv forsøgte jeg mig med et markering om, at pædagogik havde en noget længere idehistorie end velfærdsstaten. Men pædagogikkens historie siden antikken kunne reduceres til “forskydninger”, sagde Ove Kaj. Han refererede til den franske kommunist Althusser, som var Ove Kajs vejleder, da han var ung i Paris.

Konkurrencestatsteorien er ren gammelkommunisme – en slags Althusser på speed –, hvor alle åndelige aktiviteter er krusninger på den politiske økonomis substans, og hvor alt skal styres af nogle produktionsfikserede teknokrater i et indholdstømt sprog. Corydon kaldte ligefrem Ove Kajs begreber for et faktum, mens han roste Ove Kaj for det ene og det andet. Os andre irettesatte han ”i al stilhed”, som han sagde. Som om vi var hans underordnede. De to bør udelukkes fra alle pædagogiske sammenhænge.

Ingen rørte ved nyere emner som data og klima, og den pædagogiske tradition, dvs. vores skønne fortid, var smadret.

På bordene lå der gratis solbriller, fordi det jo var en “strandbar”. Men dem blev der ikke brug for, for der var middelaldermørkt i teltet.

 

c) Højskolernes telt.
Pædagogikkens Anden Verden, den virkelige, holdt til i Højskolernes telt, hvor der var skoledebat med professor Lene Tanggaard, Lærer Mette Frederiksen og forfatteren Knud Romer, der snakkede dannelse, formål, kundskaber, og der var kritisk brod til centralstyringssproget, som jo var helt enerådende i læreruddannelsens telt, jf. punkt B,1+2.

Den tidligere direktør i Dansk Industri, Charlotte Rønhof, deltog også. Hun er af uransaglige grunde blevet formand for Rådet for Børns Læring. Det er Riisager, der har udnævnt hende. Nok ikke frivilligt er min hypotese, for igen var den helt gal. Rønhof fortalte, at lærerne opførte sig som ofre, og at der nu skulle være ro om skolen osv.. Mette Frederiksen, som igen ydede en jætteindsats, var heldigvis oppe på dupperne med sin smukke kundskabsskole, men Rønhof forstod intet. Jeg håber, at Frederiksen udsætter Rønhof for en streng belæring i det der skolereformslæringsråd, som Riisager vægrede sig ved at genkonstituere sidste år. Rønhof forlod debatten før tid. Hun skulle nok hen til professionshøjskolernes strandbarsmørke.

d) Resten af dagen.
Om aftenen gik jeg hen til DLF’s hus og fik en burger og en Svaneke-øl. Der sad en anden af Ove Kaj Pedersens fans, nemlig lederen af DPU, Claus Holm. Han stod og snakkede med to af Politikens konkurrencestatsjournalister. De kendte åbenbart hinanden. Selv hyggede jeg mig med gymnasielæreren Mikael Busch, der er ved at skrive en kritisk bog om Corydons indflydelse på dansk politik og pædagogik. Busch må finansiere sin bog via crowdfunding. Alle mine hypoteser om pædagogikkens to verdener blev til fulde bekræftet lige der på DLFs altan.

Derpå gik jeg hen til KL’s telt. Her fortalte borgmesteren fra Tønder Kommune om kommunens måle- og læringsstrategier. Hans egen kommunaldirektør var moderator. Af en eller anden grund havde de invitereret to førende forskere, nemlig Hans Henrik Knoop og Alexander von Oettingen, som virkelig var havnet i kommunen. Det hele virkede totalt kikset, så jeg tog ingen noter.

Til sidst hørte jeg en vild musikquiz mellem socialdemokraten Mogens Jensen og Morten Messerschmidt, som var sammen med sin Dot. Det var så funny, og folk stod på bænkene og skrålede løs på det ene hit efter det andet. Især MGP-sangene tog kegler. Det var faktisk ligeså sjovt som sidste år, hvor Rasmus Nordqvist fra Alternativet henne i Venstres telt dystede på MGP-viden sammen med Inger Støjberg, som i øvrigt vandt suverænt. Men i aftenens konkurrence vandt rød blok, ikke mindst pga. en meget engageret indsats på “Vi maler byen rød”.

Fra strandbarens mørke til røde kærlighedskjoler.

Link til strandbarens program: https://www.professionsdebat.dk/program

 

2. Folkemøde, fredag d. 14. juni 2019

a)
Jeg startede dagen med at gå hen i lærerforeningens hus. Her var der en debat med titlen: ”Er forskerne politikernes nyttige idioter?”. Jeg var troppet op, fordi Andreas Rasch-Christensen deltog. Han har netop haft en kronik i WA om emnet, og han har jo om nogen understøttet skolereformens tankegods og implementering.

De andre deltagere var Bondo og Alexander von Oettingen.

Ovenpå snakkede nogle andre om dannelse og danskfaget, og jeg havde lige mødt Marianne Jelved, som skulle deltage. Så jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Men jeg valgte altså ”idiot”-arrangementet.

Oettingen svarede ganske utvetydigt ”ja” på debattens spørgsmål, så det var jo fint. Og han havde også en interessant betragtning, som er værd at notere. Han sagde, at lærerne i 1970’ blev optaget af forskning og videnskab, fordi de dermed kunne frigøre fra statslig tvang. Men nu var selvsamme forskning – via idiotiet – i stedet blevet lig med statslig tvang. Var det ikke interessant?

En konsekvens af Oettingens analyse er jo, at man bør skelne mellem videnskab og forskning. Videnskab er den fri søgen efter sandheden, og ”forskning” er evidensplageriet i policys tjeneste, som vores stakkels skoler er underlagt. You know: ”forskningen viser….”. Konklusion: pædagogikken skal undgå forskning og søge videnskab. Jeg ved dog ikke, om Alexander er helt enig.

Andreas Rasch’s svar på debattens spørgsmål var en slags både-og. Han stod reelt set ikke ved sin helt afgørende rolle i politikkens tjeneste, for det hele var bare så komplekst. Han begyndte også at sige, at han skam er imod skolereform og læringsmålstyring. Det hele er ærligt talt lidt Eichmann-agtigt efter min mening, men jeg har jo skrevet en del om det efterhånden, så jeg lader det ligge her.

Bondo hørte jeg ikke rigtigt, for min mobil gik pludselig i stykker, men han var sikkert ok. Han har ikke været så tydelig på dette FM, som han plejer, synes jeg. Måske venter han lidt på den nye minister?

Faktisk kom jeg lidt for tidligt til DLF’s hus, så jeg overhørte også en debat om klimaet i et tilfældigt telt. Men eftersom jeg selv er test-certificeret klimaengel – hvilket skyldes, at jeg undgår at købe nyt tøj – fangede det ikke rigtigt an.

b)
Derpå spadserede jeg ned til journalistforbundets telt, hvor de snakkede om offentligt ansattes ytringsfrihed. Det var en skøn debat med socialrådgivere og sygeplejersker, som havde sagt deres mening om emner af offentlig vigtighed stik imod deres dumme chefer, og Rasmus Willig og Jacob Mchangama kom med fine perspektiveringer.

Reglerne på området er sådan set klare. Man må groft sagt sige stort set alt, bare man ikke bander. I en nyere skrivelse træder ministeriet dog vande på en meget uheldig måde. Man skal åbenbart tage hensyn til noget, der hedder ”myndighedens omdømme”. Det kan kun gå galt. Jeg fik dog ikke helt fat i, om dette cirkulære var trukket tilbage.

DM’s formand, Camilla Gregersen, deltog også med en jætteindsats.

Paneldeltagerne gik næsten alle sammen ind for ”whistleblowerordninger”. Det forstår jeg ikke. Al den anonymisering har fanden skabt. Så tal dog med dit navn! Rasmus Willig var faktisk den mest fornuftige på det punkt efter min mening. Han fortalte, hvordan disse ”ordninger” nogle gange faktisk understøttede tavshedskultren og dermed de neoliberale ledelsers magt over den ”strategiske” diskurs, som så kan kaldes for ”omdømme”.

c)
Dernæst gik jeg hen i Akademikernes hus, hvor der var debat om krænkelser på universitetet. Forkvinden for den identitære studenterorganisation ”FRONT” diskuterede med en ældre fysiker af den gamle skole og med en blød Thomas Brudholm fra KU som mellemting.

Ifølge FRONT skal jeg åbenbart scanne mit pensum for ligestilling mellem køn og hudfarve. Jeg var helt klart på fysikerens hold i disse spørgsmål. Selv Brudholm var for blød efter min mening, selvom han gjorde nogle gode forsøg på at skelne mellem ”racisme” og almindelig fri debat. Han kom dog til at købe præmissen. Så kunne jeg bedre lide fysikerens regelrette afvisning. Han var faktisk den mest anti-racistiske af alle efter min mening, bortset fra, at han støttede Helmuth Nyborgs barokke forskning, som leder direkte til Stram Kurs.

Jeg følte mig som en negerkonge iført indianerfjer, der sad i en eskimo-iglo og røg smøger sammen med den lokale hottentot, mens vi sang ”den danske sang er en ung blond piger” og læste censurerede Halfdan Rasmussen-digte sammen med en britisk brexiteer og forsøgte at beskytte hele kulturarven og alle dens skønne skæverter.

Moderatoren, som kom fra KU, havde det på samme måde, var mit indtryk. Men han var også på alder med mig.

Jeg kunne ikke se de fine direktører fra KU og Gyldendal, men de sad nok et sted og spiste Chiafrø-budding og talte Esperanto.

Denne kunst- og videnskabsdræbende identitetspolitik er ligeså slem som moderniseringsstyrelsen.

d)
Så var jeg til debat om ”Pissedårlig undervisning for fondsmidler” i Professionshøjskolernes Strandbar. Den allestedsnærværende Von Oettingen styrede løjerne med både sang og sjov.

Men den helt store faglige helt var Lyngby-Taarbæks viceborgmester, Simon Pihl Sørensen, som måtte belære von Oettingen og alle de andre om AP Møllers ideologiske retning, og om hvordan både fonde og kommuner spiller sammen om at lave pissedårlig undervisning, der ødelægger dansk skoletradition, som ifølge Pihl Sørensen først og fremmest er Grundtvig-Koldsk.

Den slags er ikke lige Oettingens kop te – i sin nye bog om pissedårlig undervisning gør han nærmest skolens formål og Grundtvig til en del af problemet – så han overhørte Pihl Sørensen lidt og kom i stedet med et løsrevet eksempel på et godt fondsstøttet projekt.

Derfor blev det hele en underlig pæn debat, med lejlighedsvise fornuftsudbrud fra Pihl Sørensen, som ingen rigtigt tog op. Helt modsat sidste års festfyrværkeri af “pissedårlig undervining”-debat, hvor jeg fik skæld ud af Bondo for at kritisere hans OK-18-kommission.

De andre debattører, som alle var lidt anonyme og læringsagtige på dagen, var Bondo, en fondsdirektør fra NOVO og en skoledirektør fra Aarhus Kommune.

Det var mærkeligt, at der ikke var nogen fra AP Møller-fonden, som jo har været hovedsponsor til mange af skolereformens læringsprojekter; bl.a. til ”synlig læring”-projektet i Simon Pihl Sørensens kommune. Pihl Sørensen fik ene mand nedlagt projektet efter en brandtale i byrådet.

Simon Pihl var ene stemme på scenen blandt læringshviskere, så jeg købte dagens første fadøl.

e)
Der var to forskellige debatter, som omkring kl.17 spurgte om ”kapitalismen var syg?”. Jeg besluttede mig for at gå hen til Den Danske Banks version af spørgsmålet. Jeg kom lidt tidligt, så jeg smuttede lige ind til Berlingskes gård, hvor Thulesen Dahl blev interviewet. Han svarede meget åbenhjertigt på journalistens udmærkede spørgsmål om DF’s tilbagegang og situation. Der var gratis Svaneke, men jeg havde jo lige fået, så det var lidt øv.

Og hos Danske Bank var der desværre helt optaget. I stedet tog jeg hen til ”Kapitalismen er syg”-debatten i Højskolernes telt, hvor Peter Hummelgaard (A) og Martin Ågerup fra CEPOS diskuterede emnet ved hjælp af en særlige debat-metode, som sidste år fik Ida Auken og Sørine Gotfredsen til at lyde næsten enige. Metoden går ud på at bytte stole og sætte sig ind i modpartens mindset osv.. Der var fest sidste år, hvor folk efterfølgende klappede taktfast i over et minut over højre- og venstretidehvervs forbrødring.

Men i går var der ikke fest. Hummelgaard var god, fordi han – i overensstemmelse med debatkonceptet – forsøgte at sætte sig ind i kapitalismens dyder og nødvendighed, men med tydeligt ubehag. Rigtig godt gammeldags socialdemokratisk. Men Ågerup havde ingen sans for de sociale erfaringer, som nærer socialismen, og som Hummelgaard faktisk selv fortalte om fra sin egen barndom på Amager. Aagerup var helt væk i sine økonomiske statistikker. Det er også derfor, at CEPOS og resten af 80’ernes neoliberalisme her zero fornemmelse for pædagogik. Og det var da bare super, at NET-direktøren fik en millard i bonus, for der er jo fri løndannelse, og firmaerne er jo større end på Mads Skjerns tid.

Det skal retfærdigvis siges, at jeg gik fem minutter før tid, så muligvis skete der noget vigtigt til sidst.

f)
Lidt tilfældigt stødte jeg ind i min redaktør fra Hans Reitzel, så vi slog følge og snakkede om det ene og det andet. Vi gik hen til Venstres telt, hvor der var MGP-quiz med Inger Støjberg og Jim Lyngvild. Henrik Krogsgaard styrede orkestret i god gammel stil. Igen i år vandt Støjberg. Sidste år dystede hun med Rasmus Nordqvist. Fællessangslisten var ”Smuk som et stjerneskud”, ”Hallo hallo” og ”Vi maler byen rød”. Det var hyggeligt, og alle var enige. Eneste problem var, at socialdemokratierne larmede for meget fra den anden side af vejen.

Det var godt, jeg mødte den flinke redaktør, for snart var vi til reception og alt muligt, og pludselig var der pindemadder og bobler og hyggesnak med udsigt, og jeg snakkede med nogle søde børnehaveforskere fra København.

 

3. Folkemøde, lørdag d. 15. juni

A.
Jeg skulle elv sdeltage i en skolepolitisk debat i Grundtvigs telt kl. 12, så formiddagen brugte jeg på at skrive dagbog på pensionatet i Sandvig, hvor Per Stig Møller sørme pludselig kom forbi til morgenmad iført en flot pyjamas.

Min debat kl. 12 skulle egentlig have været et ”skolepolitisk topmøde” med Merete Riisager m.fl.. Men pga. valget kunne det ikke gennemføres. I stedet var vi samlet i en mere fagligt orienteret gruppe bestående af Dansklærerforeningens Katja Gottlieb, Alexander von Oettingen, Lene Tanggaard, lærer Jonas Petersen og undertegnede. Alle var mere eller mindre Riisager-fans – altså Trumpister ifølge Politiken – så det var måske lidt fortættet? Men ok, i Danmark er man Trumpist, hvis man går ind for dannelse. Det er meget mærkeligt, men man må jo så mødes i sine små kulminer for at studere ting og sager i stedet for at lære at lære hos OECD.

a)
Diskussionen endte med at handle om, hvorvidt styringsbegrebet har noget med pædagogik at gøre. Von Oettingen mente ja, fordi de gamle reformpædagoger var for flippede og lod klassen og fagene flyde. Efter min mening sidder han fast i 00’ernes grundanalyse af læring og pædagogik. I virkeligheden var vi dog helt på linje, eftersom vi bare ville have pædagogikkens grunddyder frem fra før verden gik af lave, f.eks. fag, fordybelse, disciplin osv.. Oettingen finder dyderne hos nyherbartianerne. Det er jeg sådan set helt enig med ham i, men jeg vil også gerne have den nationale/grundtvigske tradition og den tidlige reformpædagogik med i puljen, sammen med noget moderne pædagogisk filosofi.

Oettingen mener, at skolens formål er et problem, fordi det ender som værdiflom. Han forstår ikke, at opdateringen i af formålet i 2006 netop var en ren invitation til herbatiansk indflydelse, som samtidig fastholdt de bedste sider af de andre tilgange. Uden denne vekselvirkning mellem §1 og §5 (fagparagraffen), ender det med ”pissedårlig undervisning”.

Ved at anerkende ”styring” ender Oettingen med at anerkende læringsideologiens sejr, for så skal ”læringen” jo blot styres. Men hvorfor ikke proppe ”læringen” ind i kundskabsbegrebet? Så er der jo ikke mere grund til at bruge ordet ”styring”?

Oettingen anerkender med andre ord den præmis, han selv er imod, og derfor bliver hans løsning, altså ”styringen”, også forfejlet. Han ender med at mangle modstand mod ”læringsmålstyring”, som kører efter samme logik.

b)
Moderatoren, skoleleder Jon Sønderby, kunne huske, at jeg i en lignende debat tilbage 2015 havde sagt til skolelederforeningens Claus Hjortdal, at en skoleleder skulle undlade at give feedback til lærernes læringsledelse, dvs. kigge væk. Hjortdal var oprørt dengang, men jeg er glad for, at jeg sagde det, fordi en sådan ”læringsfeedback” – både dengang og nu – vil føre til yderligere pædagogisk opløsning og forstærkning af læringsbegrebets hegemoni.

I stedet foreslog jeg, at skolelederen slet ikke er ”leder”, men derimod en ”inspektør”, der blot sørgede for almindelig administrativ og juridisk koordination, mens den pædagogiske praksis kunne så forbinde sig med verdens ting uden ”styring”.

Måske skulle jeg have tilføjet idealtypen ”forstanderen”, som er en mere kulturelt aktiv figur i gammeldags højskolestil. Mange skoler og fritidshjem mv. er grundlagt af denne blanding af forstandere og inspektører, som aldrig ”leder læring” og da slet ikke ”styrer” den.

Von Oettingen og Tanggaard havde også en frisk udveksling om psykologiens rolle, som jeg synes, de skal fortsætte med. Oettingens kritik af psykologiens negative rolle for dannelse, som i en vis forstand var rimelig nok, prellede med rette helt af på Tanggaard, der jo om nogen står for vigtigheden af fag og fordybelse.

Tanggaard gav derfor von Oettingen en form for lektion i psykologiens pluralitet. Det var på sin plads, også fordi von Oettingen mig bekendt aldrig har undersøgt psykologiens bidrag eller faldgruber inden for læringsområdet. I virkeligheden var vi i en underafdeling af von Oettingens ubehag ved reformpædagogik.

c)
Der var også lidt diskussion af de nationale tests. Jeg nåede ikke at blande mig, men eftersom testene er ren ”styring”, og eftersom styring jo ikke har hjemme i pædagogiske sammenhænge, så skal disse tests bare smides ud efter min mening. Dermed vil alle disse datalæringsforskere også miste deres overfladiske policy-affirmative datakorrelationer, som ingen efterhånden har kontrol over. Forskerne kan i stedet indsamle deres informationer på gammeldags maner ude blandt mennesker og ting.

Det fører mig frem til en sidste markering, som jeg sådan lige på hukommelsen nåede at fremføre, nemlig at man bør skelne mellem ”videnskab” og ”forskning”. Vi skal have mere pædagogisk videnskab og mindre evidenskompetencedatalæringsforskning. Kort sagt: mere videnskab og mindre forskning. I dag kollapser forskning og læring i ”styring”.

Efter debatten snakkede jeg med Jens Raahauge, Katja Gottlieb, Marie Elmegaard (alle Dansklærerforeningen), Brian Degn Mårtensson og Rasmus Rahbek og nogle flere. Der var meget forskellige vurderinger af debatten. Vi endte dog med at følges ad til næste debat, hvor både Mårtensson og Raahauge skulle deltage.

B.
Vi trissede ned i en af haverne, hvor musikeren og pædagogen Jens Skou Olsen havde en virkelig mærkelig debat med titlen: ”Hvordan mestrer vi denne verdens uorden?” i regi af Den Danske Scenekunstskole.

Det var noget med, om verden var flydende eller fast. Jeg er ikke i stand til at gengive debattens synspunkter eller substans, men på en eller anden måde virkede den som en lille lysning i folkemødets almindelige trummerum.

C.
Derefter smuttede jeg op i højskolernes telt, hvor der var en debat om ”Uddannelse på digital deroute: skader IT læring og trivsel?”.

Der var besøg af Christine Antorini, Mette Fjord Sørensen fra Dansk Industri, lægen Imran Rashid (ham med ”Sluk”), og forskeren Jesper Balslev.

Det var en superdebat, der virkelig demonstrerede, hvilket fattigt og naivt teknologisyn, der hersker i Dansk Industri og hos Antorini. Sidstnævnte talte udelukkende om IT som et ”værktøj” og sammenlignede det flere gange med et fjernsyn, og Fjord Sørensen anede intet om data-ideologiens betydning for pædagogik og samfund. Det var mest sådan noget med at lave nogle regler sammen med sin teenager.

Rasmus Kolby Rahbek, som skal forsvare sin ph.d. om højskolepædagogik på fredag, sad blandt publikum. Han spurgte direkte, om ikke den individualiserede datalæring kunne være en trussel mod fællesskab og pædagogik? Men Fjord Sørensen forstod det slet ikke. Læreren kunne da bare gør noget andet, mente hun, og vendte tilbage til sit teenage-værelse. Hun er forskningspolitisk chef.

Derimod var der høj kvalitet hos panelets to data-kritikere. De nævnte bl.a. Marcus Bernsens nye bog om Singularity-ideologiens betydning for dansk politik. De fortalte også om, hvordan de globale bevægelser interagerede med skærm-psykologi, hvor skærmen gør mennesket til en form for kommercielt konstrueret vedhæng. Antorini og Fjord Sørensen anede ikke, hvad der foregik, selvom det jo er dem, der har magten.

Det undrede mig dog, at Rashid omtalte det meget kontroversielle AREA9-initiativ positivt. Dette initiativ, som har modtaget næsten 200mio. kr. af Statens Vækstfond, er ideologisk set dybt forbundet med det, som Rashid kritiserede. Men måske skyldes det, at Rashid var legekammerater med direktøren for foretagendet, hvis jeg ellers forstod det ret. Og Rashid er jo heller ikke pædagog, så han har nok vanskeligt ved at vurdere initiativets faglige elementer.

Det var meget betryggende, at publikum – hvoraf mange var unge – entydigt var på kritikernes hold. Ja, de nærmest buuhede af Antorinis nedladende bemærkning til en yngre gymnasieelev. Antorini, som selv bærer et kæmpeansvar, mente, at eleverne da bare kunne ændre på tingene eller protestere, hvis de ville noget.

Antorinis skolereform er intet andet end netop denne symbiose af ureflekteret og naiv data-lærings symbiose, hvis konkrete udmøntning, jeg skulle lære mere om i den næste debat.

D.
Herfra åbnede Guds vrede sig direkte fra himlen i form af et decideret skybrud. Jeg løb ind til Grundtvigs Forum. Der blev delt sangbøger ud, og vi sang, mens regnen trommede på teltet.

Hos de konservative fik jeg et regnslag, og herfra spadserede jeg ned til DLF’s hus, hvor to kommunale bureaukrater snakkede om Oslos skolelederuddannelse og datalæringsstyring helt i Antorinis ånd. Dorthe Lange, som er næstformand i DLF, forsøgte sammen med publikum at skabe lidt pædagogisk liv i sproget, men det lykkedes bare ikke. Rasmus Willig skulle også have siddet i panelet, men han var desværre fraværende. Det var tre mod en.

Skoleborgmesteren i Københavns Kommune, Jesper Christensen, som sammen med AP Møller og Aalborg Kommune har investeret Big Time i Oslos dybt anti-pædagogiske og meget kritiserede skolelederstyringskoncept, virkede helt blank. Han skulle da bare op og lade sig ”inspirere”, sagde han, ligesom de også havde ladet sig inspirere af John Ja-Hattie. Ordstyreren, som selv kom fra læreforeningens blad i København, var slet ikke skarp nok der, selvom han faktisk selv havde været en tur i Oslo. Jesper Christensen er naturligvis socialdemokrat. Det er ”børnenes læringsdataparti”.

Et par mellemledere fra Bornholms Kommune bekræftede tristessen. Alt emmede pludselig af styring og data, og pædagogik fandtes ikke mere. Jeg måtte gå min vej. Desværre kom der et nyt skybrud, så jeg måtte søge tilflugt hos Dansk Erhverv, som gav en Svaneke-øl til trøst.

Herfra blev alt aflyst, og jeg cyklede hjem på pensionatet, hvor mine psykolog-venner samlede mig op kl. 21. Vi kørte til færgen, hvor jeg mødte Lene Andersen, der forærede mig sin nye bog ”Metamodernitet”, og derpå trillede vi videre ud i Sverige. Vi snakkede om alt i det anti-herbartianske mørke i en mærkelig bil uden kobling og var hjemme i Aarhus omkring kl. 04 om morgenen.

Tak for et dejligt folkemøde.

 

Facebook-drys 61: Maj 2019

Her er 33 facebook-drys fra maj 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.

  1. Svend Brinkmann anmelder ”FAQ om dannelse”
  2. Følelser
  3. Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i strid med Aarhus Universitets praksisudvalg
  4. Fremragende indlæg af Jan Jaap Rothuizen om pædagoguddannelsen
  5. Valgnote 1
  6. Konkurrencestatens genkomst
  7. Praksisudvalg frikender forskere i Skovmand-sag
  8. Vigtigt interview med Jens Rasmussen fra 2014
  9. Valgnote 2
  10. Skovmand-sagen i Weekendavisen
  11. Facebook-drys 60: April
  12. Valgnote 3
  13. Jyllands-Posten beklager
  14. Svend Brinkmann diskuterer dannelse
  15. Kronik i Politiken om Nationale Tests
  16. Dagsnoter
  17. Anmeldelse af FAQ om dannelse i Folkeskolen
  18. Aktuel diskussion af DPU’s opgør med fag og skoletradition
  19. Andreas Rasch-Christensens kronik i Weekendavisen
  20. Jan Jaap Rothuizen tweeter om ”FAQ om dannelse”
  21. Fire års jubilæum som ”paria”
  22. Begrundelse for videnskabelig pris, Ahlström Award
  23. Aarhus Universitet kalder pædagogisk kritik for ”ammestuehistorier”
  24. DPUs forhold til fag og skoletradition
  25. Skandale på DPU 1: Thorkild Thejsens reaktion
  26. DPU’s grundlæggelse
  27. Skandale på DPU 2: Benny Bang Carlsens reaktion
  28. Politikens had til Merete Riisager
  29. Politikens forsider
  30. Strukturmarxistisk analyse
  31. Politiken mod pædagogikken – læserbrev af Niels Christian Sauer
  32. Lejf Moos drøfter Schmidt-sagens principielle aspekter
  33. Alternativet holder skolepolitisk fest, mens de radikale drikker gammel tør sovs

 

1. d. 1. maj: Svend Brinkmann anmelder ”FAQ om dannelse”

Svend Brinkmann har lavet nedenstående virkelig flotte omtale af min nye bog ”FAQ om dannelse”.

Han skriver bl.a.:

”Den nye bog tager dannelsesbegrebet op, men udfolder i virkeligheden en hel filosofisk antropologi – og en dansk og europæisk åndshistorie – i diskussion med alt og alle fra Aristoteles og Kant til Grundtvig og Hal Koch. Der er referencer til Tintin og Melodi Grand Prix, og det hele giver mening i al sin myldrende vrimmel af ideer. Bedste fagbog jeg længe har læst – folkelig og lærd på samme tid.”

Mange tak til Brinkmann for at forstå bestræbelsen i mit arbejde.

Link til Brinkmanns FB-omtale: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10155883076806205&set=a.453298306204&type=3&theater

 

2. d. 1. maj: Følelser

Når Rasmus Paludan skælder unge indvandrere ud for ikke at være ”etnisk danske”, så føler jeg mig som en ”etnisk marokkaner”. Jeg står rank og rynket med blikket rettet ud mod ørkenens varme vidder, uden ”etniske danskere” i miles omkreds. Og sørme så… midt ude i sandet er der en lille oase, hvor der står en ung blond pige under en grøn bøgepalme. Ved en lille sø, står der en bænk. Der sidder Kaj Munk og Jørgen Stein. Vi snakker lidt om vores uetniske danske liv i den arabiske ørken, om vores mærkelige fortid. Vi er et fællesskab af danskere, som lykkeligvis er helt uden ”identitet”. En slags dansk diaspora lige midt i sandet med rørkanal-forbindelse til Udby og Athen.

Når en blanding af autonome, hash-handlere og semiradikaliserede muslimer – som alle lader til at mangle evnen til at bruge mund eller blyant – angriber politiet og sætter brand på ting og sager, så føler jeg mig som en gammel-konservativ, der råber på strengere straffe. Det er som om, vi har at gøre med en revolutionens almue, der helt har glemt ægte revolutioners iboende konservatisme. Ved en brændende bil står Fröbel og Montessori og pudser næse. Vi snakker lidt om, hvad det vil sige at leve under frihedens tegn efter Napoleon og Den Store Krig.

Til sidst begynder det at regne, og inden længe er alt skyllet væk.

 

3. d. 6. maj: Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i strid med Aarhus Universitets praksisudvalg

Dagens Forskerforum behandler spørgsmålet om AU’s sagsbehandling i Skovmand-sagen. Journalisten får fremarbejdet en meget interessant uenighed mellem Aarhus Universitets Praksisudvalg og det statslige Nævn for Videnskabelig Uredelighed.

Hvad siger Praksisudvalgets formand, professor Palle Bo Madsen fra AU, til sagen? Jo, han gentager sit hyppigt udtrykte standpunkt, at AU’s Praksisudvalg blot er en ”postkasse”, som egentlig kun sætter ”frimærke” på henvendelser om problemer med tvivlsom forskningspraksis eller videnskabelig uredelighed. Det er ganske vist imod både loven og universitetets egne retningslinjer, hvor der kræves meget mere procesbehandling, men det lader Madsen sig ikke anfægte af.

Men hvad siger det statslige niveau, altså Nævnets formand, Jens Hartig Danielsen, så? Ja, han er ”ikke helt enig” med Madsen, skriver journalisten.

Danielsen siger direkte følgende, som derimod er helt i overensstemmelse med lovens og retningslinjernes bogstaver og ånd:

”Når institutionen modtager en anmeldelse, skal den påse, at de nødvendige oplysninger er til stede, og efter dialog med nævnet udarbejde en redegørelse for sagens faktiske omstændigheder. Og hvis anmeldelsen ikke er tilstrækkeligt begrundet, skal anmelder vejledes af institutionen (…). Hvis det f.eks. påstås, at nogen har plagieret, skal institutionen sikre, at det er angivet, præcist hvilke tekststeder den anmeldte påstås at have plagieret fra, og hvor i den anmeldtes produkt den plagierede tekst er indsat”

Danielsen mener, at sagsbehandlingen ”sagtens kan blive bedre”. Han forklarer som en slags juridisk psykolog AU’s manglende sagsbehandling med, at der er tale om en ny lov, som det kan ”tage noget tid” at køre ind.

Danielsen er nu i dialog med Praksisudvalget for at ”sikre, at hver instans løser sine opgaver”.

Både Lars Qvortrup og Jens Rasmussen er interviewet om sagen. De er enige med Danielsen i, at Praksisudvalget burde have behandlet sagen grundigere, før den blev videresendt til Nævnet. Skovmand er ikke interviewet om spørgsmålet, hvilket er lidt ærgerligt. Jeg tror faktisk, han i dette spørgsmål vil være enig med Qvortrup og Rasmussen. Skovmand havde jo blot sendt sine iagttagelser til Praksisudvalget uden at nævne ordet ”videnskabelig uredelighed”. I hans og altså også i lovens optik er det AU, der via sin frimærke-jura har indberettet sagen som et spørgsmål om “videnskabelig uredelighed”.

Til sidst er der en supplerende artikel, som behandler spørgsmålet om, hvorvidt den, der klager til et praksisudvalg, skal have ”mundkurv på”? Det mener Jens Rasmussen, som ligefrem synes Skovmand skulle have haft ”tavshedspligt”. Lars Qvortrup er mere tilbageholdende, men mener, at Skovmands aktion er et ”bud med uskrevne regler” og imod ”almen dannelse”. Jeg synes Skovmand har begrundet sin offentlighed om sagen udmærket. Faktisk har han i min optik været nærmest overdreven tålmodig. Han gik jo først offentlig med sagen flere måneder efter, at Nævnet skulle have afgjort den.

Derimod venter vi stadigvæk på, at Rasmussen og Qvortrup og Andreas Rasch-Christensen svarer på substansen i Skovmands kritik. Men det kan de ikke. Deres filosofi hedder ikke “frimærkefilosofi”, men “det har jeg aldrig sagt”-filosofi. Og man kan jo ikke svare for noget, man har gjort, når man nu selv mener, at man aldrig har gjort det.

Kilder:
Forskerforum, maj 2019, s. 20-22. http://www.forskerforum.dk/downloads/ff-324.pdf

Tidligere analyser af sagsbehandlingsprocessen kan tilgås i denne blogs kapitel 12, 14 og 24: http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-59-marts-20…

 

4. d. 7. maj: Fremragende indlæg af Jan Jaap Rothuizen om pædagoguddannelsen

I dagens Altinget har lektor Jan Jaap Rothuizen fra VIA-UC en fremragende replik til Claus Holms perspektivløse indlæg fra sidste uge om pædagoguddannelsen. Rothuizen har fuld fornemmelse for pædagogens virke og essens, hvilket man sørme ikke kan sige om Holm, som fokuserer på forskning og ensretning på sin karakteristiske styringsglade og central-harmoniserende manér. Læs selv de to indlæg, hvis I interesserer jer for området, og bemærk de iboende og modsætningsfyldte syn på pædagogik og dannelse.

Den tydelige forskel i pædagogisk kvalitet sætter sig også igennem i to konferencer om emnet, som jeg har noteret mig, og hvor Holms perspektiv er stærkt dominerende:

A.
D. 29. april i år afholdt SF og BUPL en høring om pædagog-uddannelsen på Christiansborg. Her er nogle af de centrale deltagere. Det hele er lidt DPO-agtigt efter min mening:

Tommy Ahlers (Singularity-minister)

Martin Bayer, forskningschef på KP (han vil have mindre personlighed og mere forskning ind i dagtilbuds-pædagogikken. Det er en meget dårlig dikotomi efter min mening)

Camilla Wang, rektor UC-Absalon

Mikkel Haarder, EVA (se nedenstående referat for en skrækkelig udtalelse)

Thomas Gyldal, KL (KL kender vi jo, de vil uddanne børn, som ikke ender med negative holdninger som Erik Schmidt. KL er også glad for Singularity)

Andreas Rasch-Christensen, VIA-UC (han har stået for den Master, som førte til dagtilbudsloven i 2017)

Claus Holm, DPU (hvis synspunkter Rothiuzen jo reagerer på. Fan af konkurrencestatsteori og Luhmann)

Anna Vang, formand for kommunernes børne- og kulturchefer (altid tæt på KL’s synspunkter)

Ud over denne tristesse er der to undtagelser, som har fået et lille hjørne:

  1. a) Der er en repræsentant for de pædagogstuderende, Sissel Sørensen. Hun er træt af moduliseringen og siger følgende (så det gør helt ondt): ”vi savner lidt et fag, der hedder pædagogik”. Sissel Sørensen har dog ikke noget selvstændigt oplæg. Hun bliver interviewet af Politikens Jacob Fulgsang, som er moderator.
  2. b) Lektor, Line Togsverd, som er kollega med Jan Jaap og medforfatter på den glimrende bog ”Pædagogiske ballader”, har fået lov til at tale 20 minutter om praktikken.

Det er meget skuffende, at SF og BUPL har valgt at stå for dette ensidige program.

Og hvorfor taler ingen om pædagoguddannelsens formål og dens dårlige placering i UC-regi? Altså for en decideret pædagogisk, politisk og organisatorisk drøftelse?

B.
D. 21. maj er der en DPU-konference om trivsel i dagtilbud (og altså ikke om selve pædagoguddannelsen). Det er Nationalt Center for Skoleforskning, der står som arrangør, og centerlederen Lars Qvortrup har lavet en reklamevideo, hvor han taler for, at man skal måle noget, han kalder for ”børneoptimisme”.

Programmets horisont er meget lig Christiansborg-konferencen. Her er de personer, der efter min mening tegner konferencens ånd:

Lars Qvortrup (leder af NCS)

Karen Wistoft (systemteoretiker og gift med Qvortrup)

Simon Calmar Andersen, tidligere medlem af skolerådet, pt formand for den kommission, der skal evaluere læreruddannelsen. Stærkt inspireret af James Heckmann og positiv psykologi. Landets pt. nok mest indflydelsesrige forsker på uddannelsesområdet.

Professor i sundhed, Bjørn Holstein, taler om ”elevoptimisme”.

Der er også nogle flere, men det kan I selv læse om i linket. Nogle folk fra UC’erne har fået lov at stå for nogle workshops.
Der er ingen fra den filosofiske-kritiske tradition, som Jan Jaap står for, og som har præget landets børnehaver i over 100 år.

Konklusion: Hvor er Rothuizen?

Links:

a) Jan Jaap Rothuizens indlæg på Altinget: https://www.altinget.dk/…/lektor-til-dpu-leder-paedagogik-e…

b) Claus Holms indlæg, som Rothuizen kritiserer: https://www.altinget.dk/…/dpu-leder-paedagoguddannelsen-er-…

c) Høring på Christiansborg om pædagoguddannelsen, arrangeret af BUPL og SF, d. 29. april:

– Program: https://bupl.dk/…/arrangement-fremtidenspaeduddannelse_hoer…

– Kort referat: https://bupl.dk/…/hoering-paa-christiansborg-paedagoguddan…/

d) Konference om dagtilbud i regi af DPU/Nationalt Center for Skoleforskning, d.21. maj: http://konferencer.au.dk/trivsel-i-skole-og-dagtilbud/

 

5. d. 8. maj: Valgnote 1

I roden og dybden af enhver gammel nations essens finder vi ingen ”identitet”. Derimod finder vi etager, trappesystemer og lag, som bringer landets generationer i kontakt med mennesket og naturen som sådan, og som pumper ny tilsynekomst ud i verden: Nationernes natalitet, fødslernes fødsel, ståstedernes Kosmos-Polis, nynordisk fordybelse.

I disse dybe lag finder vi de andre landes bidrag til os selv. Det er den egentlige økologis sted.

Enhver fornægtelse af dette faktum fører til en opløsning af pædagogisk praksis, dvs. af hele det handlingsliv, som skal holde fortid og fremtid i spænding og i kontakt med den fælles verdens liv og udtryk.

Denne “fornægtelse” tog fart i 2000’erne og er i dag i fuld tørke.

Hvad gør man, når man, som det pt. er tilfældet, har opløst pædagogisk praksis? Hvor man altså har skabt et goldt pædagogisk tomrum, hvor der før var menneskelig og naturlig fylde i mellemrummet mellem historiske dialoger og ny tilsynekomst?

Der er to muligheder:

A.

Man indfører læringsmålstyring, strukturelle koblinger og kommunale evidensmetoder. Det kan man også kalde for ”pædagogisk teknokrati”. Her kan nationalitet og stedslighed identificeres og måles.

En anden version af “læringsmålstyrings”-tankegangen er følgende: Stedet og nationen opløses som sådan. I så fald kan OECDs kompetencebegreb tage helt over, ofte med Klimaet som diskursiv anledning. Herfra er vi uden sted, overladt til global komparation og styring. Her bliver Klima og bæredygtighed til modsætninger.

B.

Man tvinger national ensretning ned over det levende ståsted. Det kaldes også identitetspolitik. Dermed bliver man selv til et nivellerende ”=”, og andre nationer ender som ”fjender” i stedet for at være alternative og rige udtryk for ”det samme”, som er ”skabt” i verden i modsætning til ”konstrueret” af os selv.

Når disse to effekter møder moderne problemstillinger, som EU, integration, klima mm., så forstærkes de i hhv. styrings- og identitetspolitisk ensomhed.

Dermed er vi fremme ved gårsdagens partilederdebat, som var en form for radikaliseret 00’er-maleri.

Konklusion: Landet mangler pædagogik

 

6. d. 9. maj: Konkurrencestatens genkomst

A.

Hele ni topledere af centrale danske uddannelsesinstitutioner klager sig i dagens Politiken over, at uddannelsespolitikken lægger for lidt vægt på 00’ernes såkaldte “globaliseringsstrategi”. Denne “strategi” er udelukkende baseret på konkurrencestatsligt tankegods og har gjort uendelig skade for dansk pædagogik og uddannelse. Men nu – mener skribenterne – skal strategien aktiveres yderligere og endda optimeres med henblik på global tech-konkurrence. Det betyder, at hele uddannelsessektoren skal optimeres på global teknologisk og økonomisk konkurrence, som dermed bliver et slags hyperfaktum, der efter teorien skal redde både demokrati og velfærdsstat. Kulturen omtales kun som noget konkurrenceoptimerende. Pædagogikken omtales kun et sted:

“Det betyder, at der skal stilles større krav til vores undervisere, så vi hele tiden sikrer, at vi bliver endnu bedre til at få det ypperste frem i vores elever og studerende”

Jamen altså! Det er ren læringsmålstyring.

Jeg troede ellers, at konkurrencestaten havde antaget nye former. Men i dagens indlæg har vi den klassiske ideologi i dens mest klassiske form. Og det er vel at mærke ikke de økonomiske vismænd eller politikerne, der er synderne i denne destruktion af pædagogik og uddannelse, men derimod uddannelsessektoren selv.

Her er skribenterne, som alle er magtfulde formænd for det ene og det andet, og som dækker stort set hele uddannelsesfeltet:

Stefan Herman, Professionshøjskolerne
Birgitte Vedersøe, Danske Gymnasier
Anders Bjarklev, Danske Universiteter
Pernille Brøndum, Danske HF & VUC
Ole. Heinager, Erhvervsskolerne
Karsten Suhr, De private skoler
Jens Munk Kruse, Danske Landbrugsskoler
Jeppe Poulsen, Danske SOSU-skoler
Lene Lund, De kunstneriske og kulturelle uddannelser

B.
Formanden for Danske Professionshøjskoler er Stefan Herman, som jo også er førsteskribent på dagens indlæg i Politiken, jvf. punkt 1.

I Professionshøjskolernes program på folkemødet er Herman overalt, mens den kritiske og pædagogiske tradition er systematisk udgrænset. En af debatterne handler direkte om konkurrencestaten. Ok, og hvem deltager så i den? Jo, det gør såmænd Ove Kaj Pedersen, Bjarne Corydon og Stefan Herman. Det var det. Og så i lærer- og pædagoguddannelsens telt! Det er jo til at dø af grin af, hvis det altså ikke lige var fordi, man græd.

C.
Tirsdag d. 7. maj skrev Stefan Herman sammen med evaluerings- og konsulentsegmentet (DEA, EVA, Dansk Erhverv) en kronik i avisen, hvor man talte gymnasiets dannelsesbidrag ned under gulvbrædderne. I stedet vil man have et samlet ungdomsuddannelsessystem, som er mere erhvervsrettet, og som kan præstere på de sædvanlige konkurrencestatskonsulent-parametre, og som heller ikke gør noget godt for erhvervsuddannelserne. Jeg diskuterede engang disse skrækkelige ideer med DEA’s forkvinde i Deadline. Der er 0,00% dannelsesinteresse i den omegn.

Links:

Debatindlæg i dagens Politiken:
https://politiken.dk/…/Politikerne-må-tage-uddannelsesbespa…

Professionshøjskolernes folkemødeprogram:
https://program.folkemoedet.dk/…

Kronik fra d. 7. maj: ligger ikke på nettet.

 

7. d. 9. maj: Praksisudvalg frikender forskere i Skovmand-sag

Aarhus Universitets Praksisudvalg frikender Rasmussen, Qvortrup, Rasch-Christensen og Egelund.

Først sendte Keld Skovmand en række kritiske iagttagelser af fire skoleforskeres arbejde ind til Aarhus Universitets praksisudvalg. Det var i foråret 2018.

Praksisudvalget vælger derpå at videresende materialet til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, dog uden at følge den proces, som er fastsat i lovens og universitetets egne retningslinjer.

Nævnet behandler derpå – med stor forsinkelse – sagerne og frikender de anmeldte forskere for uredelighed. I stedet for at afvise sagerne, som var en klar mulighed, tilbagesender Nævnet sagerne til universitetets praksisudvalget, som bliver bedt om at undersøge, om sagerne i stedet hører under det mildere ”tvivlsom forskningspraksis”.

Nævnets formand kritiserer efterfølgende universitetets praksisudvalg for manglende procesarbejde. Måske skulle han have været opmærksom på det fra start?

I går kom så Praksisudvalgets afgørelse. Udvalget frikender de fire forskere for alle anklager. Jeg har ikke set afgørelserne, så jeg kan ikke vurdere deres kvalitet eller indhold.

En af de indklagede forskere, professor Jens Rasmussen, kommenterer sagen i folkeskolen.dk. Ifølge Rasmussen skriver Praksisudvalget, at “der er tale om faglige problemstillinger, som må udredes i faglige drøftelser”, hvilket jeg med mit kendskab til sagen for så vidt er enig i.

Derudover siger Rasmussen følgende, som jeg til gengæld ikke er enig i:

– Rasmussen mener, at Skovmands ph.d.-afhandling skulle være ”baseret på de her anklager”, som der står, og han antyder, at afhandlingens bedømmere burde have tjekket ”anklagernes rigtighed”. Men det forstår jeg ikke, for i selve afhandlingen står Skovmands iagttagelser blot markeret som almindelig faglig kritik, og den er jo ikke tilbagevist? Det er kun i afhandlingens parallel-udgivelse – altså Skovmands røde bog – at den ellers meget grundige kritik sættes i forbindelse med Videnskabelig Uredelighed. Og denne forbindelse sker faktisk ikke engang på en dømmende måde, eftersom det jo i Skovmands optik er AU’s praksisudvalg, der har indberettet sagerne til nævnet. Bedømmelsesudvalget har ikke noget at gøre med den røde bog.

– Rasmussen mener, at Skovmand har ”forkludret muligheden for en saglig vidensbaseret debat ved at gå til juraen”, og det forstår man jo godt. Men Rasmussens arbejde med Skovmands kritik har dog også været meget kritisabel før ”juraen” kom ind i billedet, altså før foråret 2018, hvilket Skovmand også påpeger i sin kommentar i artiklen. Sammen med Andreas Rasch-Christensen skrev Rasmussen et semi-hemmeligt og altså ikke offentligt Notat, som endda var under al kritik. Og Rasmussen stillede derudover også op til en DPU-debat, hvor Skovmand efter Rasmussens mening ”ikke forholdt sig til nogen af sine egne kritikpunkter”, som han siger. Men er det ikke en lidt mystisk formulering? Jeg forstår den i al fald ikke. Hvorfor skal Skovmand ”forholde sig til sine egne kritikpunkter”? Det er da Rasmussens opgave. Faktum er, at Skovmands kritik står totalt uantastet.

– Rasmussen siger også følgende:

“Vi bliver jo beskyldt for ikke at diskutere, men ingen af dem, der kritiserer os, har publiceret i nærheden af det antal artikler, vi har publiceret, så jeg forstå ikke, hvorfor de siger, at vi ikke vil diskutere vores standpunkter”.

Men har Rasmussen og Rasch-Christensen publiceret så mere end f.eks. Brinkmann, Tanggaard, Skovmand og undertegnede, som er blandt kritikerne? Vel har de da ej. Det må de altså selv rode med.

– Rasmussen mener, med journalistens ord, at Weekendavisen og Hans Reitzel ”skrev historien ensidigt fra Keld Skovmands side”, og at de to medier derfor bør ”reflektere over det skrevne”. Men Weekendavisen dækkede jo blot sagen. Journalisten havde endda interviewet mange fra forskningsmiljøet, som stort set var enige i Skovmands kritik. Journalisten havde endda interviewet John Hattie. Og Nævnets afgørelse, som jo kom nogle uger senere, stod omtalt på en stor artikel på side 2 i den efterfølgende udgave af WA. Rasmussen selv ville slet ikke deltage i den oprindelige artikel, men kastede sig alligevel i stedet ud i en hidsig læserbrevs-aktivitet, som vil være følgerne af denne FB-profil bekendt, og som støttedes kraftigt af DPU/AU’s ledelse.

Og Rasmussen har da selv skrevet mange ”ensidige historier” på Hans Reitzel, f.eks. i bogen ”Folkeskolen efter reformen”? Mon også forlaget skal reflektere over det? Og han har haft frit lejde i Politiken? Måske skal Politiken også reflektere lidt?

Jeg håber, at både AU og Nævnet har lært noget om den nye uredelighedslovs funktionsmåde, og at vi nu kan overgå til et almindeligt kritisk mode. Det værste, der kan ske, er, hvis frifindelsen betyder, at Rasmussens og Qvortrups ideologi fastholdes som landets toneangivende kurs.

På en måde er det godt, at Skovmand tabte sagen, for nu vil Rasmussen i fremtiden have meget svært ved at klage over os andre til diverse redaktører og mellemledere, hvilket han ellers har været god til.

Links:
Interview med Jens Rasmussen på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/praksisudvalget-har-talt-ingen…

Alle artikler og indlæg om sagen kan tilgås på dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/dokumentation-til-sagen-o…

 

8. d. 10. maj: Vigtigt interview med Jens Rasmussen fra 2014

En af debattørerne på folkeskolen.dk, Jens Hougaard Nielsen, har genfundet dette link til Jens Rasmussens forsvar for læringsmålstyret undervisning, som oprindeligt stod på Undervisningsministeriets hjemmeside. Nielsen har fundet linket ude i skyen. Der er et supergodt link, som man endda kan klikke rundt i, som om det var i 2014.

Interviewet stod i sin tid centralt placeret på ministeriets hjemmeside, og Rasmussen var en hovedkraft i udviklingen af skolereformens idémæssige momenter og i disses implementering.

Ministeriet præsenterer interviewet som ”Eksperten om læringsmålstyret undervisning og læring”. Hvad mon ”læringsmålstyret læring” er? Det siger noget om ånden.

Grunden til, at linket er interessant, er, at ministeriet ellers havde fjernet teksten fra sin hjemmeside. Og en yderligere grund er, at der er tale om, hvad der må være den helt originale tekst, i al fald er den dateret d. 4. august 2014. På de andre links, jeg har set, mener jeg, stod der 2017 i bunden. Jeg kan dog ikke umiddelbart finde nogle forskellige i formuleringerne.

I interviewet siger Rasmussen følgende, som er læringsmålstyringens centrale filosofi:

”Den læringsmålstyrede undervisning begynder med det, den traditionelle undervisning forstår som afslutning, nemlig elevernes læringsresultater.”

Pædagogik er altså defineret ved dens afslutning. Findes der en værre måde at ødelægge den næste generation på? Og der er jo tale om en statsdidaktik, dvs. i alle fag, i alle klasser og i alle år. Mange gymnasier er også optaget af læringsmålstyringen. Mon ikke denne struktur kan sætte sig i ungdommens psykologiske skelet?

Og Rasmussen annoncerer også, at den læringsmålstyrede læring skal systematisk ind i læreruddannelsen og lærernes efteruddannelse, hvilket han fik opfyldt. Nu er den så på vej ud igen. Hvilken spild af penge og energi.

Desuden kan man i teksten læse om hele den såkaldte ”nedbrydnings”-logik, der teknokratiserer pædagogikken helt ind i de gigtplagede knogler.

Hvis ikke Skovmand havde gennemført sit kritiske raid i 2016, så var denne ”læringsmålstyrede læring” stadig realtilstand i hele landet. TUSIND TAK TIL SKOVMAND!

Her er interviewet:

https://web.archive.org/web/20140908193420/http://www.uvm.dk/Den-nye-folkeskole/Udvikling-af-undervisning-og-laering/Maalstyret-undervisning-og-laering/Faelles-Maal/Eksperten-om-maalstyret-undervisning-og-laering

 

9. d. 10. maj: Valgnote 2

Karneval og politik:

Dansk politik er blevet noget af en absurdistanistisk blanding af teknik og karneval, blot uden kostumer. Det er meget underholdende, så længe man ikke hører efter.

Desværre er det parti, som kunne have stået for indførelsen af en ægte politisk karnevalisme, nemlig Alternativet, holdt op med at danse. Det var ellers herfra, at karnevallet skulle have bredt sig ind i de andre partiers glemte karnevalisme.

Men nu er Alternativet havnet i en blanding af klima-styring/identitetspolitik/ateisme, og ledelsen kan ikke rigtig stoppe det. Der er ingen christianitisk og postmoderne leg, og ingen farver, burkaer, køn, udklædning eller overraskelse mere.

Derfor rykker karnevallet til højre, hvor det kun er sjovt, hvis man ikke lytter. Centrum-venstre går til i teknokrati, hvilket jo er lyde uden karneval. En slags teknisk etnicitet.

Så politikken har overtaget karnevallet, som så igen har overtaget politikken.

 

10. d. 12. maj: Skovmand-sagen i Weekendavisen

Skovmand-sagen er omtalt i en kort artikel i fredagens Weekendavis (1. del, s.2). Det er Markus Bernsen, som har dækket sagen undervejs, der har skrevet notitsen.

Titlen er ”Konspiration 2”.

Bernsen fortæller, at de indklagede forskere nu er frikendt af både Nævnet for Videnskabelig Uredelighed og af Aarhus Universitets Praksisudvalg.

Bernsen forklarer desuden, at Skovmands kritik er ”afvist af flere uvildige eksperter”.

Endelig står der følgende:

”Over for folkeskolen.dk sår Jens Rasmussen derimod tvivl om citater og artikler i Keld Skovmands ph.d.-afhandling, som ligger til grund for den meget offensive offentlige kritik: ”Det er jo skæbnens ironi, for hvis han ikke havde indsendt klagerne, var der jo aldring nogen, der havde gået dem igennem”, udtaler Jens Rasmussen”.

Bernsen må her henvise til følgende udtalelse af Jens Rasmussen på folkeskolen.dk fra d. 8. maj:

”Derudover sidder jeg tilbage med tanken om, om at Keld Skovmands ph.d.-afhandling, som er baseret på de her anklager, er blevet godkendt uden at man har tjekket anklagernes rigtighed”.

Hertil to bemærkninger:

1.
Nævnet og Praksisudvalget har ikke ”afvist” Skovmands kritik, men blot vurderet, at kritikken ikke peger på forhold, der falder under kategorien ”videnskabelig uredelighed” eller ”tvivlsom forskningspraksis”. Substansen i Skovmands kritik, som har pågået siden 2016, står stadig helt uanfægtet, og understøttes faktisk af andre forskere i Bernsens oprindelige artikel fra januar 2019.

2.
Der er ikke noget grundlag for at hævde, at afgørelserne sår ”tvivl om citater og artikler i Keld Skovmands ph.d.-afhandling”, som Jens Rasmussen siger det til folkeskolen.dk. Hvis Rasmussen mener det, så må han gå i gang med at påpege de steder, hvor denne ”tvivl” kan sås.

Endvidere har Rasmussen overhovedet ikke ret i, at afgørelserne betyder, at bedømmerne af Skovmands ph.d.-afhandling skulle have ”tjekket anklagerne”. Anklagerne var nemlig slet ikke ”anklager” i afhandlingen. Her blev de jo kun blev fremført som en almindelig del af den kritiske analyse og faglige uenighed.

Det er vigtigt at holde anklagerne og kritikken adskilt i denne sag. Rasmussen roder det hele sammen, og Bernsen er faktisk også lidt tæt på, synes jeg.

 

11. d. 12. maj: Facebook-drys 60: April

Facebook-diskussioner i april:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-60-april-2019.html

 

12. d. 12. maj: Valgnote 3

Løkkes version af Thornings version af Løkke – 00’ernes katestrofe:

A.
I selskab med Antorini og Corydon teknokratiserede Thorning-Schmidt centrum-venstre. Derpå tabte hun valget.
Fra 2015 teknokratiserede Lars Løkke centrum-højre. Nu taber han formodentlig også.

Men hvem teknokratiserede Thorning-Schmidt? Det gjorde Lars Løkke selv.

I 00’erne centraliserede han egenhændigt kommunerne, og som minister under Fogh var han med til at centralisere universiteter og professionshøjskoler. Det hele skulle være ”verdensklasse” osv. ud i Grand Canyon.

Bagefter fedtede de nye organisationers ledere for ham. De sammenlignede ham med Martin Luther King. Løkke solede sig i dette dybt uværdige cirkus, hvis hele ånd stadig præger landet.

B.
Løkke tror, at pædagogik er et instrument for en instrumentaliseret stats interesser. En rigtig centrum-venstre-Venstre-mand.

Vi har også fået en småkorrupt privat-Lars, der lavede sin egen privat-pædagogik med kvotekonger, som han fik DPU til at skamrose i en rapport. En rigtig centrum-højre-Venstre-privat-mand.

C.
Løkke står også for den totalt ukritiske dataficering af landet via disruptions-nysprog, ledelsestomgang og teknologipagter osv.. Disse initiativer har sat sig dybe spor i de nye Løkke-centraliserede organisationer, som er en finpudsning af arven fra Thorning, som er en finpudsning af arven fra Løkke. Han kan styre det hele som småkager med alle sine marionet-ministre som tekno-glasur.

Der er også direkte kontakt til de mest radikale dataideologiske miljøer i USA, og alle data fra vugge til grav samles langsomt under Løkke-teknostatens CPR-kontrol. Og med henvisning til truslen fra Sovjet og Kina gennemtvinges nu en omfattende kontrol med virksomheder og borgere. Løkkes forsvarsminister forsvarer sine tekno-initiativer med, at efterretningstjenesten ikke er interesseret i mine sygdomme. Hallo! Hvor dum tror han, jeg er?

Og de andre ministre følger efter. De vil have indoktrinering i vuggestuer, hvor børnene ikke må sove. Det hele finder sted i noget, som kaldes for “ghettoer”. Man river store huse ned og bygger “fortætnings-modernitet” i stedet for overalt, hvor ingen mælkebøtte kan gro.

D.
Og nu vil Løkke pludselig bruge 69 mia. kr. på den offentlige sektor. Efterfølgende viser det sig, at udgiften skal spredes over 5 år. Men denne 500%-forskel mener Løkke skam slet ikke, at danskerne synes er så vigtigt, siger han til avisen. Ser han ned på os? Det er valgflæsk det hele. Efter valget får vi at vide, at det bare var noget, som privat-Lars sagde.

Løkke er 00’ernes store katastrofe! Desværre har han humor, og den endeløse indvandre-debat forstærker afledningen fra de reale problemer.

Jeg tror på en måde, at Løkke er glad for Paludan, som er komisk, hvis blot man ikke lytter, for nu kan privat-Løkke føre sig frem som privat-humanist. Men hvis Løkkes version af Thornings version af Løkke vinder valget, så er alt tilbage ved det samme. Så er vi tilbage i disruptions-Danmark, hvor robotter kan erstatte pædagoger og lærere, hvilket jo er den rene anti-humanisme.

 

13. d. 13. maj: Jyllands-Posten beklager

Jyllands-Posten bragte d. 10. maj følgende berigtigelse:

”Af en boganmeldelse bragt i Jyllands-Posten d. 5. maj fremgik det, at Keld Skovmand tidligere havde påvist videnskabelig uredelighed blandt fire forskere ved Aarhus Universitet. Dette er ikke korrekt. De fire forskere blev frikendt for anklagen tidligere på året. Jyllands-Posten beklager fejlen.”

Redaktionen tænker her formodentlig på Mikael Buschs anmeldelse af min bog ”FAQ om dannelse”. Det eneste, som Busch om Skovmands kritik, er følgende:

”Takket være en række pædagogiske fritænkere er der dog opstået revner i hegemoniet. For nylig skabte Keld Skovmand rystelser i det uddannelsespolitiske kredsløb med to udgivelser, som påviste videnskabelig fusk blandt en række toneangivende forskere.”

Jeg synes, det er mystisk, at JP berigtiger med udgangspunkt i Buschs formulering af følgende to grunde:

1.
For det første taler Busch i ubestemt form om ”en række toneangivende forskere”. Men i berigtigelsen tales der pludselig i bestemt flertal om ”fire forskere”, hvilket jo slet ikke er det samme. Skovmand kritiserer jo mange flere, f.eks. EVA og RAMBØLL.

2.
For det andet – og mere vigtigt – mener jeg godt, man kan skrive, som Busch gør – altså at Skovmand har påvist ”videnskabelig fusk” – uden at man derfor henviser til ”videnskabelig uredelighed”, som jo ikke engang nævnes i Buschs anmeldelse? Og hvis det er korrekt, er der jo ingen grund til at ”beklage”. Begrundelsen herfor er følgende:

Først og fremmest er det værd at nævne, at ordet ”fusk” slet ikke er nævnt i lov om videnskabelig uredelighed. Ordet henviser derfor ikke til en juridisk situation, og hvorvidt man kan bruge det eller ej, må derfor anskues ud fra folkelige og ikke juridiske kriterier. Lad os se på det:

Ifølge Den Danske Ordbog er der tre betydninger af ordet ”fusk”. I den ene betydning betyder fusk ”snyd eller fifleri”, og i den anden betydning handler ”fusk” om at ”udføre et stykke arbejde sjusket eller klodset” (den tredje betydning vender jeg tilbage til). Faktisk angiver Ordbog over Det Danske Sprog, at det er den anden betydning, altså det sjuskede arbejde, der er den mest grundlæggende, mens den første betydning, altså snyderiet, er afledt (“i videre forstand”).

Så Skovmand har ikke påvist ”fusk” i juridisk forstand, enten fordi ”fusk” er slet ikke et juridisk ord, eller fordi han ikke har bevist, at der er tale om bevidst ”snyd”. Men derimod har han i høj grad påvist ”fusk” i den anden forstand, altså som ”sjusket og klodset udført arbejde”.

Det er da f.eks. ”sjusket og klodset” at sige, at Ontario går fremad på PISA, når det nu ikke er tilfældet, er det ikke? Og hvad med de lange tekstpassager, som har helt ubestemte forfattere, og som går igen på kryds og tværs af forskellige tekster, er det ikke også ”sjusket og klodset”? Jo, det er. Det er derfor fusk i ordets almindelige betydning.

Eftersom Busch i sin anmeldelse slet ikke henviser til det juridiske spor, kan der altså ikke være noget i vejen for at sige, at ”Skovmand påviste fusk” sådan i bred almindelighed, dvs. efter især den anden af de to definitioner i ordbogen.

Så Jyllands-Postens redaktion har efter min mening lavet en fejl. Måske har de bare rettet ind efter en eller anden klage fra “de fire forskere”, som åbenbart ikke selv har en blyant at skrive med, så alle vil kunne se begrundelserne, og så offentligheden kan få afklaret, hvilken form for ”fusk”, der er tale om. I stedet lader det til, at de høje herre endnu engang har klaget deres nød til en melleminstans. Men ok, jeg gætter bare, det må jeg indrømme. Gode gæt, tror jeg.

Faktisk kan der jo også sagtens være tale om ”uredelighed”, selvom der ikke er konstateret ”videnskabelig uredelighed”, eftersom ”redelighed” ikke kun og endda ikke først og fremmest er et juridisk begreb, men det lader jeg ligge her.

Endelig er det værd at nævne, at en anden af “de fire forskeres” kritikere, Lene Tanggaard, som faktisk var bedømmer på Skovmands ph.d.-afhandling, også anvender ordet ”fusk” i sin forskning. Men her i en positiv og pædagogisk betydning, hvor en elev fusker med faglige materialer i sin fritid og dermed indvies i sin uddannelses fag og verden. Denne tredje betydning angives faktisk også i Ordbog om Det Danske Sprog. Så hvem ved, måske har ”de fire forskere” bare ”fusket” med deres fag i fritiden?

Links:
Om ”fusk” i Ordborg over det danske sprog: https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=fusk&tab=rel

Og i den danske ordbog: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=fusk

 

14. d. 13. maj: Svend Brinkmann diskuterer dannelse

I sin klumme i gårsdagens Politiken slår Svend Brinkmann et slag for dannelsesbegrebet. I avisens papirudgave hedder indlægget ”Dannelse som kulturens hjerte”, hvilket er en supertitel.

Brinkmanns overvejelser tager udgangspunkt i min nye bog ”FAQ om dannelse”. I bogen defineres dannelse som menneskets forbindelse med verden i et suspenderet rum, hvor mennesket og tingene er taget ud af deres funktion, samt som dette frie forbindelsessystems forsøg på at vende tilbage til og trænge ind i samfundslivet som en form for kritisk omsorg for det, som er og bør være.

Brinkmann formulerer det således:

”Når tingen er taget ud af brug – for eksempel frøen, der dissekeres i biologilokalet, eller reklameteksten, der analyseres i dansktimen – kan den mødes med mennesket, der er taget ud af dets funktion og altså ikke skal andet end at forbinde sig til tingen og søge at forstå den”.

Han mener, at kulturens hjerte peger på “en dybere form for værdipolitik”, hvilket jo medfører et helt andet syn på uddannelsespolitik og dennes rolle i samfundet.

Det er ikke første gang, at Brinkmann har drøftet dannelsesbegrebet positivt. Han havde f.eks. også en fin klumme tilbage i januar (d.19/1). Interessen skyldes Brinkmanns brede interesse for psykologiske, filosofiske og samfundsfaglige emner, dvs. en dejlig mangel på ekspertise, som jeg også selv prøver at leve op til.

 

15. d. 14. maj: Kronik i Politiken om Nationale Tests

32 forskere kritiserer i dagens Politiken den hhv. rapport og kronik, som Jeppe Bundsgaard og Svend Kreisner (BK) skrev om Nationale Tests (NT) i sidste måned, hvori de kritiserede NT’s måleegenskaber.

Dagens kronik er et fascinerende studie i et økonomisk paradigme, som har sat sig som en igle på dansk pædagogik.

Her er nogle iagttagelser:

A.
De 32 forskere forklarer nedladende BK, at ingen tests skam måler helt perfekt, og de har fundet på et latterligt eksempel om en golf-spiller som eksempel. Men det ved BK naturligvis udmærket, og det står igen og igen i deres rapport. Kreisner er endda decideret statistiker, hvilket ingen af de 32 mig bekendt er, selvom jeg ikke er sikker. Kronikørernes vokabular svarer jo til, at jeg begynder at forklare Michael Laudrup om ”kattepoter” og indersidespark.

B.
Kronikørerne mener, at BK ”mistænkeliggør” deres forskning, som skam er ”publiceret” i fine tidsskrifter, hvor de er bedømt af ”ekspertise”. Men fagfællebedømmerne sidder jo ikke og tager stilling til NT’s validitet, så den bemærkning duer ikke.

Og BK konstaterer jo blot tørt, at hvis man ikke kan stole på NT, så giver det et problem for den forskning, som bygger på NT-data. Det er da bare logik? Kronikørernes forskning er ikke ”mistænkeliggjort”, som det krænkelsesparat hedder. Den er kritiseret og måske afvist af argumenter.

Og det vil da bare være super, hvis vi kan slippe for den forskning, som mange af kronikørerne står for. De må efter min mening selv indsamle deres data på gammeldags maner. Det vil være langt bedre end disse big-data-strukturer, som er helt gift med Antorini/Corydons uddannelsespolitiske opfindelse, og som holder landets pædagogik i en instrumentalistisk skruestik, hvor både professionelle og kommuner løber stakåndet rundt fra metode til metode.

Man må jo også tænke på, at NT-data, trivselsdata, tech-firmaer, uddannelsesparathedsvurderinger og CPR-numre interagerer i en ubestemmelig Lars Løkke-agtig verden. Men den slags er helt uden for kronikørernes horisont.

C.

Kronikørerne mener, at det ikke er testenes skyld, at nogle børn bliver nervøse. Men forskerne har ingen fornemmelse for det styringssystem, som testene indgår i.

Disse tests er skam definerende for, hvad ”kvalitet” er, og de indgår som grundlaget for skolens interne og eksterne kvalitetsdialoger. Desuden er de omsluttet af en målepædagogik, den såkaldte læringsmålstyring, samt en række andre problemer i den ødelæggende skolereformsideologi. Men heller ikke den slags har forskerne viden om. De er en slags faglige autister efter min mening.
Nogle af kronikørerne er endda politologer, ligesom jeg selv er. Jeg er flov over min egen professions manglende sans for politik og styring. Men ok, de fleste er da også økonomer.

D.

Kronikørerne mener, at NT er gode til at forudsige præstationerne ved afgangsprøverne. Fint, så kan vi nøjes med afgangsprøverne. Yderligere data må man selv indsamle. Og lærerne kan lave deres tests lokalt uden disse økonomer og de stakåndede styringshensyn i baghaven.

E.

Kronikørerne forholder sig slet ikke til BK’s hovedtese, nemlig at testene ikke kan bruges til pædagogiske formål. Så BK’s vigtigste pointe ligger helt brak i dagens kronik! Men det er jo fordi, at ”pædagogiske formål” er et fremmedord for kronikørerne.

F.

Der er 32 kronikører. Heraf er 22 direkte ansatte på økonomiske institutter/organisationer. Dvs. de udspringer af dét fag i verden, som er allerlængst fra pædagogiske og uddannelsespolitiske spørgsmål.

Derudover er der en række folk fra statskundskab, hvoraf mange kommer fra Trygfondens Børneforskningscenter, som er helt inficeret af humankapital, James Heckman og positiv psykologi. Det gælder f.eks. den magtfulde Simon Calmar Andersen, som er tidligere medlem af Skolerådet, og som i dag er formand for den kommission, der skal drøfte læreruddannelsen. Men også Rasmus Landersø og Dorthe Bleses er på den vogn. Jeg hørte dem sidste år på AU’s matchpoint-seminar og diskuterede med dem på folkemødet. Jeg var dybt rystet efterfølgende.

Der er kun én pædagogisk forsker, nemlig den ligeledes magtfulde datalærings-fortaler Lars Qvortrup, hvilket siger alt om perspektivet.

NT har simpelthen skabt et økonomisk defineret paradigme inden for pædagogik og uddannelsesforskning. Et paradigme, som ingen interesse og forstand har på pædagog og politik.

G.

DPU’s leder Claus Holm er helt forvirret, for han er glad for både Bundsgaard og Qvortrup/økonomerne. Derfor vil han nu lave en ”konsensus-konference”, som det kaldes på folkeskolen.dk.

Men Det er en kæmpefejl. En ”konsensus” vil dække over en real-pædagogisk strid. Striden skal tværtimod forstærkes, så pædagogikken igen kan komme til syne, men det har Holm ingen interesse i. Han er selv systemteoretiker ligesom Qvortrup og OECD/PISA-fan ligesom Bundsgaard. Qvortrup og Bundsgaard har meget overlappende læringssyn, det må man huske.

Men kronikken er helt klart en mavepumper til hele DPUs selvforståelse.

Heldigvis er Danmarks Lærerforening på twitter-dupperne. DLF har ingen interesse i at være en slags mellemlederorganisation i en økonomisk defineret uddannelsespolitik.

Links:
Dagens kronik: https://politiken.dk/…/art7168552/Drop-kritikken-af-de-nati…

Der er to artikler på folkeskolen.dk, hvorfra man også kan klikke til Bundsgaards og Kreisners oprindelige kronik og deres rapport:
https://www.folkeskolen.dk/…/32-forskere-de-nationale-test-…

Simon Calmar Andersen forklarer sig: https://www.folkeskolen.dk/…/nationale-test-vi-maa-ikke-dra…

 

16. d. 15. maj: Dagsnoter

A.
Claus Holm vil lave en ”konsensus-konference” om nationale tests med de stridende parter, dvs. 32 djøffere mod Bundsgaards OECD-begejstring.

Betyder det, at vi skal til at have konsensuskonferencer, hver gang der er en pædagogisk strid? I så fald kan vi få meget travlt. Holm vil også få travlt, for han er i høj grad selv en del af striden med sine yderst kontroversielle synspunkter. Han svarer dog aldrig på kritik. Så meget for ”konsensus”.

Fint med en konference, men den skal bestemt ikke normeres som en forhånds-”konsensus”. Den kan ligeså godt fører til yderligere strid. Det må virkeligheden og ikke Claus Holm afgøre. Det er videnskabens vej. Holm tror, at videnskab er konsensus, så policy har noget at stole på. Det er bare så forkert. Politikere skal tænke selv, og gerne omgivet af videnskabelig og pædagogisk turbulens og interesse, som gør beslutninger vanskelige.

B.
Kristendemokraternes nye forkvinde Isabella Arendt har styr på børne- og skolepolitikken. Hos Kåre Qvist fortalte hun om, at hun ville støtte SF’s Jacob Marks store arbejde med minimumsnormeringer og LA i synet på friskoler. Med en så anerkendende, vidende og åben tilgang kan hun blive en seriøs skolepolitisk stemme i det nye Folketing, som jo kommer til at mangle Riisagers selvstændighed, faglighed og vedholdenhed.

Hos LA kan Henrik Dahl slet ikke klare det selv. Han siver over til CEPOS og derfra videre til økonomien. Hvis han da overhovedet kommer ind, for han tabte jo kampen om sin kreds. Den tredje kulturliberale stemme, Mette Bock, er også på vej ud. Herfra kan det gamle Saxobank-segment tage over, og Margeret Thatcher og Ayn Rand kan svinge håndtasken op gennem årtierne og helt op i trætoppene med Bitcoins og det hele. Man forstår godt, at LA går tilbage i meningsmålerne.

Tilbage til Kristendemokraterne. De gamle mærkesager er havnet som en generel omsorg for naturens processer/Guds skaberværk, så vi ender med en midtsøgende, ærlig og indsigtsfuld stemme, som altså også har pædagogisk indsigt. I hvert fald indtil nu. Desuden er der humor for alle pengene i Arendts fantastiske tegneseriestriber. Arendt er politolog og arbejder for Lykkeforskningsinstituttet, som mig bekendt er præget af positiv psykologi, men det slog ikke ”negativt” igennem på DR, for nu at sige det lidt sjovt.

Og så har hun eller hendes parti jo heller ingen aktier i den teknokratiske politik, som store dele af det politiske segment står for, og som gør det meget svært at stemme på ”de gamle” partier.

C.
Jeg har et ledigt standpunkt om cigaretpriser. Det er jo hyggeligt at ryge, når man er ung. Men det er svært at holde op. Hvad med følgende prisstruktur:
16-29 år: 20 kr. pakken.
30-65 år: 300 kr. pakken.
66-? år: 20 kr. pakken?

Var det noget? Der er jo heller ingen, der gider at blive 100 år. Det er alt for gammel.

D.
Jeg kan ikke rigtigt slippe en bemærkning, som Jens Rasmussen kom med i et interview i folkeskolen.dk den anden dag. Her siger han, at ”ingen af dem, der kritiserer os, har publiceret i nærheden af det antal artikler, vi har publiceret…(…)”.

Hvem tror Rasmussen, ’deres’ (jvf ”os”) kritikere er? Hvem er de personer, altså ”dem”, som ikke har ”publiceret i nærheden” af Rasmussen? Er det os urene pædagoger, altså Brinkmann, Tanggaard og undertegnede. Eller Skovmand? Han har da ellers også været meget flittig de seneste år.

Og hvem er “os”? Er det Rasmussen selv? Er det Rasch-Christensen? Men har de publiceret så meget? Det er meget mystisk, og også lidt lavt at lægge op til den slags tælleri.

Men ok, måske skulle vi have en ”konsensuskonference”, hvor alle bliver enige med Holm, som havde Rasmussen som ph.d.-vejleder, og som har skrevet ”publikationer” sammen med ham?

E.
Socialdemokraterne siger de er ”børnenes parti”. Hahahaha! Ved sidste valg slog de sig op på ”det Danmark du kender”. Det var også hahahaha!

Partiet, f.eks. den nye kandidat David Trads, siger også, at det vil folkeskolen. Hahahaha! Partiet vil da ødelægge folkeskolen og bagefter tvinge så mange som muligt ind i den.

Men det passer, at Socialdemokraterne ikke kan lide friskoler. Det troede jeg derimod godt, SF kunne, men den aarhusianske rådmand, Thomas Medom, fra SF har på folkeskolen.dk skrevet en harmdirrende kritik af ”privat”-skoler, som han kalder det. Det er der sandelig ikke meget folkesocialisme over. Det er mere socialdemokratisme, altså hahahaha!

Foreløbigt foretrækker jeg Isabella Arendt for Trads og Medom. I et andet indslag jeg så, understregede Arendt iøvrigt også Socialdemokratiets modsætningsfyldte skolepolitik, på samme måde som jeg netop har gjort det.

Men ok, hun har også efternavnet med sig, jf Hannah Arendt. Og dejligt med lidt blød kristendom i baghaven. Hannah havde blød jødedom i sin baghave, og det var også dejligt. Socialdemokraterne har bare Bjarne Corydon og Ove Kaj Pedersen i undergrunden, og den er hårdt som beton.

 

17. d. 15. maj: Anmeldelse af FAQ om dannelse i Folkeskolen

Alice Buchhave Nørlem har anmeldt ”FAQ om dannelse” for folkeskolen.dk. Hun har følgende fine formulering i sin indledende appetitvækker:

”FAQ om Dannelse er en vigtig bog. FAQ om Dannelse er en kompleks bog. FAQ om Dannelse er en inspirerende bog. Og FAQ om Dannelse er en irriterende bog.”

Alice Buchhave Nørlem synes også, at bogen i visse passager er lidt ”langhåret”, hvilket passer, men også at ”man bør stå læsningen igennem”.

Anmeldelsen er lidt i samme ånd som Mikael Buschs ditto i JP, mens Svend Brinkmann i alt det ”langhårede” fandt en ”filosofisk antropologi”, som han blev ”glad i låget” af. Jeg tror, de tænker på mit arbejde med at undersøge infrastrukturen, rodnettet og trafikken mellem oplysningsfilosofi, grundtvigianisme og reformpædagogik. Måske er det denne infrastruktur, som Alice Buchhave Nørlem tænker på med sin skønne overskrift på anmeldelsen: “Hjerteblod i kompliceret kredsløb”.

Jeg er også glad for, at Alice Buchhave Nørlem har hæftet sig ved betydningen af bogens indledende forsøg på at definere dannelse. Hun slutter derfor sin anmeldelse med følgende formulering:

”Dannelse er det pædagogiske liv, der udspringer af mødet mellem tingen, når den tages ud af brug, og mennesket, når det tages ud af dets funktion, siger bogen – og her kan den virkelige erkendelse opstå. Det må og skal være en del af skolen, selv når vi jager synlig læring og klare mål og
overblik.”

https://www.folkeskolen.dk/659716/hjerteblod-i-kompliceret-kredsloeb

 

18. d. 17. maj: Aktuel diskussion af DPU’s opgør med fag og skoletradition

På folkeskolen.dk har der været kritik af DPU’s forhold til fag og skoletradition. DPU’s leder, Claus Holm, har svaret på kritikken, hvor han remser lidt tal op. Han mener vist, at DPU er fagenes ven.

Men Claus Holm tager fuldstændig fejl. Her er mine kommentarer:

A.

DPU er grundlagt ved et radikalt og stærkt ideologisk opgør med Danmarks Lærerhøjskoles nærhed til skole, fag og pædagogik. Det har jeg skrevet om i disse to indlæg, der handler om hhv. den evaluering fra 1998, som Holm omtaler i sit indlæg, og om Holms ene læremester, Lars Henrik Schmidts, katastrofale præambel fra 2001.

Om præ-amblen: www.thomasaastruproemer.dk/samtidsdiagnose-laering-paedagog…

Om 1998-evalueringen: www.thomasaastruproemer.dk/samtidsdiagnose-laering-paedagog…

B.

Først Lars Qvortrup og derefter Claus Holm, som selv blev dybt inspireret af Qvortrups ideer, har sammen med Jens Rasmussen og systemteorien radikaliseret disse ideer kraftigt siden 2008, hvor DPU kom under Aarhus Universitet.

Det er sket via en række indflydelsesrige læringsaffirmative udgivelser, oprettelsen af Nationalt Center for Skoleforskning og angreb eller understøttelse af angreb på pædagogik, filosofi og forskningsfrihed.

Dekanen for fakultetet Arts, Johnny Laursen, kalder på twitter den aktuelle kritik af DPU for ”amnestuehistorier”. Dermed opsluges AU-humaniora af DPUs opgør med pædagogik og skoletradition. DPUs læringsideologi spiser AU med kniv og gaffel. Et universitet, der hviler på et opgør med pædagogik, får vanskeligt ved at overleve som virkeligt universitet, fordi det ikke kan genskabe sin egen praksis.

C.

Fagene er helt klart nedprioriteret på DPU. Når fagene endelig omtales, så er de selv gennemtrængt af opgøret med DLH. Det ser vi f.eks. i den indflydelsesrige danskfags-gruppe omkring Jeppe Bundsgaard, som Claus Holm understøtter kraftigt.

Også Bundsgaard arbejder i regi af et opgør med DLH, og han reducerer danskfagets dannelsesbidrag til OECD-kompetencer, hvilket bl.a. Dansklærerforeningen har kritiseret.

Så selv DPU’s ”fag” er blevet til anti-fag.

Det er i den sammenhæng værd at nævne, at Holm i 2018 skrev en kronik, hvor han angreb Merete Riisager for at være for optaget af fag i en konkurrencestatsbaseret argumentationsstruktur, som minder meget om Bundsgaards.

Alt det kan man læse om her:
www.thomasaastruproemer.dk/angreb-paa-folkeskolens-fag-og-f…

D.

Dele af Uren Pædagogik-bevægelsen og faktisk også Skovmand-sagen er en udløber af denne strid. Skovmand forbinder moderne filosofi med lærerhøjskole-traditionen. Det er derfor, han hele tiden strides med Rasmussen, Qvortrup og Bundsgaard, som er Holms favoritter og personificerede DPU-ånder, og som vil have læring i stedet for pædagogik.

Vi ser samme dynamik i DPU’s kommunikationskanaler, som efter min mening efterhånden har fået et propagandistisk anstrøg.

Yderligere links:
Claus Holms indlæg, d. 16. maj: https://www.folkeskolen.dk/…/replik-fra-claus-holm-dpu-har-…

Lise Sandahl Matthissons oprindelige kritik, d. 6. maj: https://www.folkeskolen.dk/…/laerer-dpu-har-fjernet-sig-fra…

John Villy Olsens artikel om sagen, d. 6. maj: https://www.folkeskolen.dk/6588…/dpu-har-udfaset-skolefagene

Jeppe Bundsgaard dannelsessyn: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-jeppe-bundsgaar…

 

19. d. 18. maj: Andreas Rasch-Christensens kronik i Weekendavisen

I fredagens kronik i WA får forskningschef Andreas Rasch-Christensen (ARC) det til at lyde som om, at han ikke har været særligt involveret i skolereformen. Han har tilsyneladende kun deltaget i lidt Ny Nordisk Skole og lidt læreplansarbejde, hvor embedsmændene ifølge ARC i øvrigt svingede taktstokken, så reglerne blev lidt for detaljerede, og så skolens og fagenes formål gik af fløjten. Selv har han nærmest ikke noget ansvar, lader det til, og hans videre pædagogiske vokabular vidner ikke om noget egentlig holdningsskifte.

Jeg har fulgt området tæt i mange år og kan med sikkerhed sige, at tingene forholder sig ganske modsat. Rasch-Christensen har deltaget i stort set alt, hvad der kan krybe og gå af råd og nævn, og han har understøttet skolereformens læringsideologi i det ene indlæg efter det andet. Her er en liste, over nogle af hans centrale aktiviteter. Mange aktiviteter er sket i samarbejder på kryds og tværs med Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, som i en række læserbreve i den såkaldte Skovmand-sag også forsøger at løbe fra omfanget af deres engagement. Aktiviteterne spænder sig fra 2010 til 2018, hvor skole- og læreruddannelsesreformerne vedtages, begrebsliggøres og implementeres i en nærmest samlet proces.

– Antorinis Ny Nordisk Skole (forberedelse til skolereform)

– Rådet for børns læring (statsligt læringsråd, tidligere Skolerådet)

– Forum for koordination af uddannelsesforskning (statsligt råd)

– Master- og implementeringsgruppe for fælles mål i Folkeskolen (ministeriel arbejdsgruppe, der tilpasser EU’ standarder til egne formål)

– Master- og implementeringsgruppe for fagmål i forbindelse med Læreruddannelsesreformen.

– Formand for Læringsløft 2020 (Indflydelsesrigt konsortium mellem DPU og de store professionshøjskoler)

– Leder af for den videnskabelige styregruppe for skolereformens overordnede evalueringsprogram. Han har også deltaget i konkrete evalueringer.

– Skribent for Rambøll på indflydelsesrig evalueringsrapport om læreruddannelsen, 2012.

– Lanceres som førende ekspert på Undervisningsministeriets hjemmeside

– Favoritforsker på landets ledende centrum-venstreavis,
Politiken (ifølge uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang)

– Med i forretningsudvalget for Nationalt Center for Skoleforskning, som ledes af Lars Qvortrup

– Ph.d.-rådet for pædagogisk forskning (statsligt/universitet/globaliseringsaftale)

– Med i Ny Start-kommission efter OK18

– Ministerielt rekvireret evalueringsrapport af folkeskolereformens Fælles Mål (som han selv har været med til at lave!)

– Mastergruppen for styrket læreplan i dagtilbud (ministeriel arbejdsgruppe)

– Tæt og aggressivt samarbejde med Jens Rasmussen om at bekæmpe indflydelsen fra Keld Skovmands ideer.

– Utallige artikler og debatindlæg i landets dagblade, som slutter op om skolereformen helt uden kritisk sans og sans for skoletradition og pædagogiske formål.

– Redaktør for det reform-affirmative magasin “Ledelse i morgen”, som udgives af det reformaffirmative forlag DAFOLO.

– Med i rådgivningsgruppen om guidelines for Ministeriet for Børn og Undervisnings forsøgs- og udviklings-midler.

– Med i IT-rådgivningsgruppen for skolereformen og efterfølgende tænketank.

Så enten har ARC – og faktisk også hans to åndsfæller – et kæmpeansvar, eller også er der tale om et eksempel på en Hannah Arendtsk Eichmannisering, hvor den, der handler overalt, samtidig fritager sig selv fra al ansvar pga. manglende selvstændighed.

ARC er netop blevet frifundet for ”videnskabelig uredelighed” i juridisk forstand. Men med sin kronik har han tabt sagen i pædagogisk og moralsk forstand. Skovmand her derved vundet sagen i det indholdsmæssige spor.

Links:
Andreas Rasch-Christensens kronik: https://www.weekendavisen.dk/2019-20/samfund/politik-vs.-forskning

 

20. d. 18. maj: Jan Jaap Rothuizen tweeter om ”FAQ om dannelse”

Lektor i pædagogik ved VIA-UC, Jan Jaap Rothuizen, skriver følgende på twitter om min bog “FAQ om dannelse”:

“Læser Thomas Rømers “FAQ om dannelse” med åndeløs opmærksomhed, bliver berørt som sjældent og fuld af virkelyst. Anbefaling: Prøv det selv.”

Mange tak til Rothuizen for denne beskrivelse og anbefaling, som minder mig om ånden i Svend Brinkmanns fine omtale af bogen, og som giver mig selv “virkelyst”.

 

21. d. 19. maj: Fire års jubilæum som ”paria”

Hovsa, så blev det lige fire år siden, at en række forskere med tæt forbindelse til DPU’s ledelse forsøgte at lukke min stemme og true mig på mit levebrød, fordi de mente, at en almindelig pædagogisk kritik var et udtryk for ”tilsvining” og ”digital mobning” og ”had”.

Heldigvis valgte jeg prompte at offentliggøre hele molevitten. Tænk hvis jeg ikke havde gjort det?

En professor fra samme forskningsmiljø udnævnte mig efterfølgende i en fællesmail til en ”paria”, der skrev “smædevers på lokumsvægge”. Mailen blev også delt på Facebook. Der var ingen konkret underbygning af klagerne.

Efter hårdt offentligt pres vandt jeg sagen Big Time, men sagen er i dag tabu på DPU og AU. Det samme er hele den pædagogiske tradition.

Ingen af de pågældende eller DPU’s ledelse har siden henvendt sig med en beklagelse eller en forklaring.

Sagen er udførligt omtalt i Heine Andersens bog Forskningsfrihed. Det var tredje gang på få år, DPU understøttede den slags klager mod mit arbejde.

Tænk lige på, hvad det ville have af effekt på dig? Ville du føle dig som en del af en tanke-, ytrings-, eller forskningsfri organisation?

Hver eneste indlæg, artikel eller bog har siden været er en overvindelse og en risiko, der langsomt men sikkert tærer på tankens kraft og selvstændighed.

Her er alle dokumenterne/indlæggene i sagen, som blotlægger DPUs indre organers frie driftsliv, dvs. læringsideologiens natur.

http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu

 

22. d. 20. maj: Begrundelse for videnskabelig pris, Ahlström Award

Nordic Educational Research Association, NERA, har nu lagt begrundelsen for min Ahlström Award op på foreningens hjemmeside.

Som det fremgår, fik jeg prisen for en kritisk artikel om grundlaget for John Hatties teorier. Priskomiteen mener, der var tale om en “precise and subtle critique”.

Men denne prisvindende artikel er ikke noget for DPO. Efter Lars Qvortrups mening placerer artiklen mig ligefrem “outside the scientific game” og gør mig til en “fjende” af det åbne samfund.

Her er NERA’s begrundelse:

”Since the publication of the book Visible learning: a synthesis of over 800 meta-analyses relating to achievementin 2009, John Hattie has had a major impact on Western education.
Thus Hattie’s theories have been discussed eagerly by educational researchers and others.

Thomas Aastrup Rømer’s paper– Kritik af John Hatties teori om visible learning – is an important contribution to this discussion. Specifically, the paper makes a precise and subtle critique of Hattie‘s work, hence revealing several weaknesses in the methods and theoretical frameworks used by Hattie.

Rømer and his critical contribution inform us that we should never take educational theories for granted; rather, educational theories should always be made subject to further research and debate.“

Links:
Link til begrundelse for pris:
http://www.nfpf.net/?page_id=490

Link til analyse af Lars Qvortrups kritik: http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortrups-artikel-visible-learning-and-its-enemies-the-missing-link.html

 

23. d. 20. maj: Aarhus Universitet kalder pædagogisk kritik for ”ammestuehistorier”

Kritik af Aarhus Universitets og DPU’s barokke karakteristik af pædagogisk kritik som “amnestuehistorier”:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-skole-og-samarbejdsstrategi.html

 

24. d. 21. maj: DPUs forhold til fag og skoletradition

Her er endnu et indlæg, hvor jeg diskuterer DPU’s forhold til fag, skoletradition og dannelse (det første udgav jeg i går).

Jeg undersøger, om disse ting er til stede i DPU’s forskningsstruktur.

http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-skole-og-samarbejdsstrategi-del-2.html

 

25. d. 22. maj: Skandale på DPU 1: Thorkild Thejsens reaktion

Den tidligere chefredaktør for bladet Folkeskolen, Thorkild Thejsen, har forsket lidt i en skandaløs episode i nyere DPU-historie fra 2015. Han har fortalt historien i forbindelse med den aktuelle diskussion om det problematiske forhold mellem DPU og dansk skoletradition.

Det drejer sig om, at man først opslog et professorat i pædagogik og tilbød stillingen til en kvalificeret kandidat, nemlig Alexander von Oettingen. Men få dage efter meddelte den nye institutleder Claus Holm, at von Oettingen skam ikke kunne få stillingen alligevel. Derefter nedlagde Holm/AU hele professoratet med henvisning til DPU’s “strategi”.

Så på DPU kan man ikke holde, hvad man lover folk i centrale ansættelsesforløb?

Og så “pædagogik” er imod DPU’s strategi? Det giver god mening for mig, må jeg indrømme, for Holm er helt ekset i skolereforms-læring, som jo er det modsatte af pædagogik.

Jeg har ved flere lejligheder påtalt skandalen for ledelsen på Aarhus Universitet. Rektor henviser til sin dekan, Johnny Laursen, som bare siger, at sagen er “afsluttet”, hvilket den overhovedet ikke er fra pædagogikkens synspunkt.

Jeg har selv skrevet om sagen i et indlæg fra sidste år. Jeg kender forløbet indgående, eftersom jeg selv var en af de tre kvalificerede ansøgere, som var til jobsamtale hos Holm.

Få uger senere oprettede Holm en række strategiske MSO-professorater efter egen smag.

Link til Thorkild Thejsens indlæg: https://www.facebook.com/tthejsen/posts/10217702127478525

Link til mit eget indlæg i sagen:
http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-universitets-opgoe…

 

26. d. 23. maj: DPU’s grundlæggelse

Her er den grundlæggende årsag til den aktuelle debat om DPUs indhold og funktion i samfundet.

For to år siden lavede jeg en analyse af den første rektor Lars Henrik Schmidts såkaldte “præambel”, fra dengang DPU blev grundlagt.

Jeg viser, hvordan pædagogisk praksis bliver reduceret til “læringsadfærd”, og hvordan den pædagogiske videnskab reduceres til en række løsrevne forskningsdiscipliner, hvis grundlæggende funktion reduceres til at være middel til læringsadfærdens optimering.

Det aktuelle DPU er en form for radikaliseret effekt af denne begrebsmæssige proces.

Jeg lavede også en “del 2”, der handlede om et andet grundlagsdokument, nemlig en såkaldt evaluering af Danmarks Lærerhøjskole fra 1998.

http://www.thomasaastruproemer.dk/samtidsdiagnose-laering-paedagogiske-forskning-del-1.html

 

27. d. 23. maj: Skandale på DPU 2: Benny Bang Carlsens reaktion

Benny Bang Carlsen er lektor og ph.d. i dansk ved VIA-UC. Han har siddet i en række vigtige statslige og sektorbaserede arbejdsgrupper inden for undervisningsområdet. Han har også skrevet en række interessante bøger og artikler om danskfagets indhold og grundproblemer.

Bang Carlsen er ligesom Thorkild Thejsen – hvis indignation jeg refererede i går – yderst kritisk over for Aarhus Universitets skandaløse behandling af Alexander von Oettingen.

DPU/AU fratog jo von Oettingen et professorat, som han få dage forinden havde fået tilbudt. Efterfølgende nedlagde DPU professoratet slet og ret af hensyn til noget, man kaldte for ”strategi”.

Bang Carlsen skriver følgende på baggrund af Thejsens indlæg:

”Skeletterne vælter ud af skabet på DPU!
Som almindelig borger i et demokratisk samfund, hvor vi orienterer os efter alment anerkendte og accepterede retsprincipper, bliver man harm, når man læser om denne forfaldshistorie på DPU i nyere tid. Men som ledelsen plejer at sige på DPU, så der er vel blot tale om en ny ammestuehistorie!

‘Something is rotten at DPU’. Pinlig udstilling af en inkompetent ledelse. Jeg går ud fra, at DPU har kompenseret for den elendige behandling af ansøgere – især for Alexander Von Oettingens vedkommende – med et betragteligt erstatningsbeløb, ellers hører al anstændighed op i denne famøse sag.”

Citatet stammer fra den tråd på folkeskolen.dk, hvor man pt. drøfter Claus Holms respons på den aktuelle kritik af DPU: https://www.folkeskolen.dk/…/replik-fra-claus-holm-dpu-har-…

Thejsens indlæg om sagen:
https://www.facebook.com/tthejsen/posts/10217702127478525

Mit eget indlæg om sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-universitets-opgoe…

 

28. d. 25. maj: Politikens had til Merete Riisager

Poul Aarøe Pedersen ridser sin egen og Politikens uddannelsespolitiske linje op i denne evaluering af Merete Riisagers indsats. PAP fortæller, at det har været et ”mareridt”, at det har været ”skamløst” og præget af ”symbolpolitik” og ”kæpheste”, og at Riisager ”ikke har interesseret sig for at deltage i en demokratisk og kompromissøgende debat”.

PAPs vurderinger og vokabular ligger helt i tråd med sin kollega Jacob Fuglsangs sammenligning af Riisager med Donald Trump.

Og ”kun de færreste vil savne” ministeren, får vi at vide. PAP skriver:

”Sikkert er det, at det kun er de færreste, der vil savne Merete Riisager. Måske nogle enkelte af de ideologiske venner, hun i sin ministertid har udnævnt til medlemmer af sine frit opfundne udvalg. Måske også en del lærere, fordi de har delt en fælles fjende i form af folkeskolereformen.”

På den ledsagende debattråd er der derimod dømt rent total-forsvar for Riisager. Men det må jo så være ”de færreste”, der holder Politiken?

Skal man følge PAPs logik, så savner alle nok Antorini.

Man kan naturligvis altid diskutere det ene og det andet, men fakta er, at Riisager ene kvinde i syv år har kæmpet for pædagogik, formål og kundskaber. Hun har også kritiseret både rød og blå, altså hendes egne, for en række skolepolitiske fejltagelser, endda i Politiken. Hun har også arbejdet virkelig godt sammen med både DF, SF og vist nok også Alternativet. Og selv Bondo er glad for den nyliberale minister. Det kræver respekt. Men PAP har ingen sans for nuance og helhed. Han er Antorinis tjener.

Jeg forstår ikke, at Politiken holder så krampagtigt fast i avisens lærings-ideologi. Man mister jo tiltro til avisen på andre fagområder.

Det var også PAP, der i 2011 kaldte bogen “Uren Pædagogik” for årets væreste fagbog. Anmeldelsens overskrift var “De reaktionære slår til”. Vi var bare en samling “Trumper” hele flokken.

Derimod fik Niels Egelunds samtidige udgivelse fem hjerter af PAP. Men hvem savner Egelund?

Link til PAP’s indlæg: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7219137/S%C3%A5-galt-kan-det-g%C3%A5-med-en-forkert-minister

Link til Politikens FB-tråd: https://www.facebook.com/politiken/posts/10158414275353294?__xts__[0]=68.ARC1MIz5_9Xcl01NJFeMC4VZ9KDDUl46NtXYVosXkwyUwYjq1eEDh477MOftnDHpgMJ_UjjOJki5LDqgw37FV0DrIBYV_4jcwiCKzvgXCYVP8V0T1OQs9ctsKSiiAW57fJwVU118UdPZQhMhyX4uuu-CQsR8RxB5U_-azgSLXjMPMFpi3T0cohOqGepYerYGDMxiZpzAyQ4xxt8oZg_WDwT4gHLA4UTnb8ZzOmyAr5exXHX7UVO58BYpgUCtzgjz9-o8PiQ_65Dz3fs0FIUY2KqN588hNoVH4eGKFq9TphJX8Oua2FOzErCb8osGX2HDA_J4xrVlb3CBqjpjiw&__tn__=-R

 

29. d. 26. maj: Politikens forsider

A. 2013

I 2013 demonstrerede 40.000 lærere på Christiansborg slotsplads imod destruktionen af skolens formål, symboliseret ved L409.

Dagen efter omtalte Politiken sagen i en lille artikel langt inde i første sektion. På forsiden af avisen kunne man studere et stort billede af sangerinden Nabiha, som havde fået nye krøller. Da jeg skrev til læserens redaktør og klagede min nød, fik jeg det svar, at det der med forsider ikke betød så meget mere i disse internet-tider.

Herefter var det slut med ”læreren” som kundskabsaktør. Nu var børnene alene sammen med den nye datastat, eller ”konkurrencestat” som det hed under Thorning-Schmidt.

Barndommen blev et diagnosticeret og opportunistisk “alene”, der skulle optimere på mangelskalaer, og læreren blev en stressramt teknik.

B. 2019

I 2019 demonstrerede 30000 personer på Christiansborg slotsplads. Dagen før havde skolerne “klimastrejker”. Dagen efter handlede de første fem sider i Politiken ikke om andet end begivenheden, og der var ingen kritiske artikler At All. Avisens leder er integreret i hele opsætningen.

På forsiden af avisen er der et kæmpebillede af den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, som talte ved demonstrationen. Der er også et citat af Thunberg, der understreger klimapolitikkens insisterend1e og nærmest neurotiske indtog i det individuelle barns moralske liv.

Jeg orker ikke at skrive til læserens redaktør, for forsider betyder jo ikke så meget.

Det diagnosticerede ”alene” har talt i netop den avis, der reducerede læreren til en stressramt teknik. ”Alenerne” og deres avis samler sig om et monsterglobalt ”faktum”, som kan styre ”alenes” livsknogler.

De opportunistiske “Alener”, som aldrig har set en græsplæne, strømmer fra deres skærme ud på den åbne plads, hvor de endelig mødes med andre, og hvor den tabte natur gendannes som et naturvidenskabeligt og økonomisk faktum, som “alenerne” nu kan opsluges af i et oprør med antidemokratiske og nærmest leninistiske perspektiver. Herfra bliver menneskets liv som sådan et problem. Det er Tidehverv uden Gud. En slags sekulariseret og globaliseret version af 1920’erne.

De filosofiske logikker strømmer igennem samfundet i disse måneder.

 

30. d. 26. maj: Strukturmarxistisk analyse

Kapitalismens nyttige idioter: En strukturmarxistisk analyse af marxismens understøttelse af kapitalens interesser eller svaret på spørgsmålet ”hvad skal jeg stemme?”:

1.
Først – fra omkring 1780 – lægger kapitalens logikker et pres på natur og menneske og opbygger en statslig struktur, der kan understøtte denne selvgenererende proces. Forskellige filosoffer forsøger at holde staten i nærheden af menneskets praksis, men det mislykkes, og filosofferne får derefter skylden for Den Store Krig. Herefter er både Gud og Fornuften død. Eneste overlevende var Karl Marx, og nogle få brokker, som efterfølgende kunne bruges til fascistisk markedsføring.

2.
Efterhånden bliver staten for snæver for de økonomiske processer. Kapitalen sprænger politikken og indgår i globale forbindelser i kamp om de globale markeder. Det kaldes også for kolonialisering, men altså efterhånden uden mulighed for filosofisk korrektion. Dermed lægges et rent teknologisk pres på natur og menneske som sådan, og de oprindelige folk romantiseres og/eller udnyttes.

1930’ernes fascisme var den efterladte stats sidste krampetrækning. Dermed beskadiges begrebet ”folk” også i ikke-fascistiske lande, hvor det ellers havde været knyttet til demokratisk dannelse i traditionen fra punkt 1, dvs. fra før filosofien gik under. Danmark er et godt eksempel på det.

3.
Krampetrækningen og beskadigelsen bruger kapitalen som afsæt for og anledning til en intensiveret globalisering og udvidelse, nu med nye hjælpeorganisationer som OECD og EU som supporterende ramme. I disse organisationer kan man direkte læse opgøret med det beskadigede ”folk”.

Kapitalen og de nye organisationer indgår herfra i rent ufilosofiske processer, hvor kapitalen udvikler sin omfangslogiske status langt ud over den snævre økonomi. Det kaldes “humankapital”, som bliver den dominerende pædagogiske ideologi efter 1989.

”Folket” degenererer. Herhjemme betegner det pludselig noget identitetspolitisk, hvor det før ligeså meget var knyttet til marxistiske og liberale bevægelser.

4.
Tabet af ”folk” er også tabet af sprog, dialog og erindring. I stedet ender man som ”individer”, der skal ”lære at lære” i konstante opportunistiske humankapitalistiske optimerings- og tilpasningsprocesser, hvor den globale kapitalisme understøttes af de globale og humankapitalistisk definerede læringsorganisationer, som er nævnt under pkt. 3.

Dermed lægges et endnu mere omfattende pres på natur og menneske. Dette pres kaldes ”klima”.

5.
Hensynet til planeten, nu under ækvivalensen ”klima”, som altså er skabt af kapitalens processer selv, gøre til et problem ved mennesket og arten som sådan. På den måde bruges “klimaet” helt aktuelt af kapitalen som en anledning til at intensivere teknologisk globalisering – også kaldet ”disruption” – samt en yderligere opløsning af mennesket, som jo ikke mere har et ”folk” at være ved, dvs. som er uden erindring, og som derefter via klimadiskursen kan overgå til post-humanistiske tilstande, der forbinder sig med en dataficeret version af den foregående generations ”at lære at lære”.

Så Kapitalen bruger mennesket og dets steder til at skabe et klimaproblem, og opløser derefter mennesket og dets steder for at løse det.

Kapitalen brydes med de store regioner EU, Kina og USA og vil til sidst overvinde alle tre, når de vel at mærke er brugt til eget formål, dvs. som kappe for kapitalens egen ekspansion. Denne proces understøttes af resterne af ungdomsoprøret, hvis anti-stedslighed ender som tech- og OECD-båren kompetenceideologi. Greta Thunberg står som et barnligt symbol for denne proces.

Det er tech-kapitalismen og dens forbindelse til de globale organisationer, der svinger taktstokken i denne proces. Staten er reduceret til en ny form for ”minimalstat”, som er stik modsat den klassiske liberale version af slagsen. Hos liberalismen var staten stærk men passiv. Nu er staten svag og aktiv. Styrken ligger hos kapitalens kraftfulde proces.

6.
Mennesker og børn uden erindring og uden folk mødes som efterladte individer under den af kapitalen indstiftede klimatiske ”ækvivalens” – dvs. ET globaliseret faktum – for at fremme kapitalens interesser om yderligere globalisering i form af data-disruption, der kommer til at udgøre svaret på det selvskabte ”faktum”. Det kaldes for ”21. century competencies”. Kapitalisme, ungdomsoprør og globalisering kollapser i det nye altopslugende faktum.

Dette ”de efterladtes møde”, f.eks. demonstrationerne i København, fremmer kapitalismens næste trin, posthumanismen, kaldes så for ”venstreorienteret” og støttes som logrende puddelhunde af marxismens og kulturradikalismens gamle partier.

Konklusion:
Nå, men nu er det tid til at stemme. Jeg skal finde en antikapitalistisk, demokratisk, folkelig liste, som ikke går rundt og taler ned om andre folkeslag, og som har en solid rod i en blanding af god gammeldags marxisme og livlig og åbenhjertig venstregrundtvigianisme, og som gerne vil gøre noget ved miljøspørgsmål på demokratiets præmis.

Men jeg vil ikke opfordre nogen til at gøre det samme, for jeg fortryder altid min stemme. Dog ikke til EU, nu jeg tænker nærmere over det.

 

31. d. 27. maj: Politiken mod pædagogikken – læserbrev af Niels Christian Sauer

I lørdags havde Politikens Poul Aarøe Pedersen under signaturen PAP en karakteristisk svada mod Merete Riisagers virke som undervisningsminister, som ligger helt i Socialdemokraternes og Venstres ånd.

I dag har Niels Christian Sauer følgende fine svar i avisen:

”Poul Aarøe Pedersen har da helt ret i, at skolereformens fortalere drager et lettelsens suk, nu Merete Riisager går af.

Men hvordan kan han skrive en hel signatur (d. 25.5) desangående uden med ét ord at nævne, at hun efter lærernes mening har været den bedste undervisningsminister i mands minde?”

At dømme på reaktionerne på PAP’s klumme, har Sauer helt ret. Alle debattråde var i entydigt oprør mod PAP.

På DPU og Aarhus Universitet har man i bred almindelighed nærmest ikke registeret, at der findes nogen kritik af betydning. Stort set ingen snakker om det i mine omgivelser, og på møder fortæller ledelsen blot summarisk, at den bliver ”vred” over kritikken. Og dekanen for AU-Arts, Johnny Laursen, kalder uden videre kritikken for ”ammestuehistorier”. Aarhus Universitet er en læringsideologisk boble efter min mening.

Men tag ikke fejl. De centrale ledende organer, f.eks. de to indflydelsesrige åndsfæller Lars Qvortrup og Claus Holm, er mega-kritiske over for Riisager virke og syn på fag og skole. Det mærker man i sidebemærkninger i kronikker og på konferencer. De er mere til OECD og data og alt muligt andet forskrækkeligt.

Så vi har Politiken og DPU/AU imod ”lærernes mening”. En meget uheldig konflikt, som har sine årsager, og som derfor repeteres igen og igen med gentagelsens ubønhørlige nødvendighed og kraft. Så det er bare på med nej-hatten til PAPs og DPUs læringsnæve.

Link:
PAP’s oprindelige indlæg: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157206408484481&id=837549480

 

32. d. 28. maj: Lejf Moos drøfter Schmidt-sagens principielle aspekter

I det aktuelle nummer af Unge Pædagoger har en af landets førende forskere i skoleledelse, Lejf Moos, en artikel, ”Anstændig skoleledelse?”, hvor han diskuterer skoleledelse i lyset af Erik Schmidts retssag imod Odense Kommunes skoleledelsesprincipper, som disse kom til udtryk på Agedrup Skole dengang i juni 2014.

Moos definerer Schmidt-sagen som en del af en overordnet bevægelse fra en demokratisk dannelsesdiskurs, som er er en del af ”dansk folkeskolekultur” med fokus på ”sagen/faget”, til en læringsmålstyret diskurs, hor der lægges vægt på ”synlig læring” og ”læringseffekter”.

Moos argumenterer for, at den demokratiske dannelse og dennes pædagogiske relationer tager skade af læringsdiskursen. I Schmidt-sagen mener Moos, at skoleleder Mohammed Bibi og Odense Kommune derfor forandrede ”en forhandlet ledelsessituation til en autoritær magtdemonstration”, som Schmidt ”selvfølgelig” gjorde til ”en sag om ytringsfrihed”, som der står.

Moos opfatter altså Schmidt-sagen som pædagogisk principiel. Dermed går han stik imod Odense Kommune og KL. Disse organisationer mener officielt ikke, at der er noget principielt ved sagen, på trods af at de har brugt store summer på at køre sagen til yderste kant, hvor de så heldigvis tabte med et brag.

Hverken Odense Kommune eller KL har mig bekendt taget sagens essens og konsekvenser på sig, tværtimod. Før det sker, kan man slet ikke tage KL eller Odense Kommune alvorligt, som jeg ser det. Eller måske skal man netop tage dem alvorligt, i betydningen “frygte” dem?

Det er også værd at bemærke, at Moos især er kritisk over for læringsmålsdiskursen, men faktisk går ind for reformens øvrige elementer, herunder den lange skoledag, understøttende undervisning etc., som han mener fremmer social lighed. Sådan forstår jeg i al fald artiklens anden fodnote.

Moos, L. (2019) “Anstændig skoleledelse?”, Unge Pædagoger, nr. 2, s. 15-21.

 

33. d. 29. maj: Alternativet holder skolepolitisk fest, mens de radikale drikker gammel tør sovs

Altinget er i gang med at interviewe de skolepolitiske ordførere efter et fast spørgeskema. Her skilles virkelig skæg fra snot. I dag interviewes Alternativets Carolina Magdalene Maier, som faktisk også er politisk ordfører som sådan, og de radikales Lotte Rod, som jo spillede en vigtig og meget negativ rolle, da hun som ordfører var med til at stemme for både skolereform og L 409 i 2013.

1. Carolina Magdalene Maier

a.
Maier starter med et opgør med skolereformens lærings- og kompetencemålstyring. Hun vil, inspireret af Finland, have en ”professionsstyret” skole i stedet for den aktuelle ”administrative og embedsmandsstyrede skole”, som hun kalder det. I en herlig formulering siger hun, at…

”…kommunernes eneste opgave i forhold til folkeskolen skal være at fordele eleverne og så selvfølgelig stå for drift og vedligeholdelse af bygninger”.

Det er uren pædagogik, der vil noget.

b.
Maier fortsætter med at rose Riisager for hendes selvstændighed og ”kamp for en mere fri skole”. Riisagers arbejde har ”givet et løft”, som der står. Og Maier anerkender, at Riisager har haft det svært, eftersom hun – altså Riisager – har kæmpet…

”…med en forligskreds, hvor der sidder nogle ret reaktive politikere med en folkeskolereform i ryggen, som ikke vil give sig”.

c.
Dernæst kritiseres Socialdemokratiets skolepolitik. A er ”alt for systembevarende”, står der. Maier er også nervøs for, at A vil genindføre den læringsmålstyrede undervisning. Det er en meget real baseret bekymring, hvis man skal dømme efter Socialdemokraternes overordnede uddannelsesudspil, som udelukkende består af skolereform-sprog. Så Maier er nervøs ved både A og V, når det kommer til omsorgen for den næste generation, og det er jeg faktisk også.

d.
Dernæst foreslår hun følgende urene rådgivningsgruppe for den næste reform: Lene Tanggaard, Keld Skovmand, Alexander von Oettingen, Knud Romer, Svend Brinkmann og undertegnede. Sikken en fest vi kunne få i det udvalg. En blød sump af oplysningens, reformpædagogikkens og grundtvigianismens virkningshistorie og lidt gang i natur og ting og sager.

e.
I den forbindelse siger Maier en række meget glædelige, men også for mig lidt overraskende ting. Hun fortæller, at ”vi skal holde fast i vores fortid og bruge den til at forstå og navigere i det, der venter os”.

Og umiddelbart i forlængelse heraf kommer så interviewets skolepolitiske højdepunkt:

”Det er vigtigt, at vi lærer eleverne, hvad Danmark er, og hvad det er for en kultur, vi kommer af. Det skal de bruge til at kigge ud i fremtiden og skabe det næste Danmark. Jeg oplever, at vi bliver beskyldt af højrefløjen, for at vi synes, at historien er ligegyldigt. Den vil jeg gerne kaste fra mig igen, for det synes jeg på ingen måde.”

Disse formuleringer kan efter min mening forbinde Alternativet med alt fra EL til DF og bidrage til at gøre partiet til en bred national kraft:

Denne ”fortids”-interesse er guld værd for fremtiden. Jeg håber, at Maier kan føre dette synspunkt igennem i sit parti, selvom jeg deler en lille fordomsfuld tvivl med ”højrefløjen”, som det kaldes i citatet.

f.
Maier er virkelig selvstændigt tænkende. For et par uger siden korrigerede hun Anders Stjernholms vilde ateisme. Alternativet bør være defineret af en særlig rummelig, søgende og interesseret åndelighed og ikke af karikeret oplysningsfundamentalisme efter min mening. Hun korrigerede også Henrik Marstals rabiate identitetspolitik i sagen om CBS’s ”unge blonde piger”, så den faldgrube har hun også fint blik for. Alternativet skulle gerne være teatrets, kreativitetens og cirkussets parti i stedet for den kunstdræbende identitetspolitiks.

g.
Maier bliver bedt om at foreslå en undervisningsminister. Hun foreslår sig selv, hvilket fra en saglig betragtning er let at forstå. Det kunne også være Jacob Mark, men SF’s officielle skoleudspil lader stadig en del tilbage at ønske. Der har Alternativet været langt mere grundige, selvom ”fortiden” ikke spiller nogen stor rolle i partiets udspil. Der er sket noget på det emne, lader det til. Det er faktisk lige før man mangler Alternativets dyder lidt i interviewet, nemlig partiets mulighed for at gentænke dansk reformpædagogik.

h.
Endelig har jeg noteret mig, at Maier ikke nævner ”klimaet”, hvilket er en dyd i denne sammenhæng. Skolen kan ikke underordnes ”klimaet”, ligesom den ikke kan underordnes Moderniseringsstyrelsen.

2. Lotte Rod
Altinget har også et interview med de radikales skoleordfører Lotte Rod. Hun vil bare have nogle flere penge til den læringsskole, som hun selv har stået for at indføre. Der er ingen tegn på bevægelse. Det hele er bare en gang totalt perspektivløst valgflæsk, som står i 100% modsætning til Maiers rige virvar af spændende ideer.

Links:
Interview med Carolina Magdalene Maier (Å):
https://www.altinget.dk/…/carolina-magdalene-maier-vil-afsk…

Interview med Lotte Rod (R):
https://www.altinget.dk/…/lotte-rod-vil-tilfoere-folkeskole…

Analyse af Alternativets skoleudspil: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-alternativets-…

Analyse af SF’s skoleudspil: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155416903854481&id=837549480&pnref=story

De radikales skolepolitik: Link til Thorning-regeringens skolereform: http://www.stm.dk/…/G_r_en_god_skole_bedre__et_fagligt_l_ft…

Lotte Rods forsvar for skolereformen under folketingets førstebehandling: http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-1-behandlin…

Kritik af DPU’s og AU’s syn på fag og skole – del 3: DPU’s strategi

For tiden kører der en diskussion om DPU’s forhold til fag og folkeskole på folkeskolen.dk. DPU kritiseres for at negligere disse emner. Med rette efter min mening.

Instituttets leder, Claus Holm, hvis virke har dybe rødder i DPU’s begrebsmæssige konstitution, og dekanen for Arts, Johnny Laursen, forsvarer sig. Holm skrev et indlæg på folkeskolen.dk, hvis indhold, jeg har drøftet i et tidligere indlæg (se link-listen). Laursen kalder ligefrem kritikken ”ammestuehistorier”.

Jeg har allerede i tre tidligere indlæg om emnet godtgjort følgende:

DPU hviler i hele dets konstitution på en omdannelse af pædagogik til læringsadfærd, og denne omdannelse har været forstærket siden 2008, hvor UC’erne træder til i samme logiske formation.

DPU’s forskningsprofil marginaliserer skole og fag.

DPU’s nedlægger professorat i pædagogik i 2015 med henvisning til instituttets ”strategiske overvejelser”.

Dertil kommer en række overgreb på ytrings- og forskningsfrihed, som bl.a. er dokumenteret i Heine Andersens bog ”forskningsfrihed”. DPU er særligt velrepræsenteret på Andersens liste med hele fire eksempler fra 2010 og fremefter.

Det er i den sammenhæng vigtigt at studere instituttets aktuelle ”strategi”, som gælder fra 2015-2020. Strategien er udarbejdet, efter at Holm og Laursen kom til i 2014, og den bruges altså som direkte reference af ledelsen ifm nedlæggelsen af professoratet i 2015.

Lad os se derfor se på strategien, som kan tilgås fra DPU’s hjemmeside. Skriftet er på 13 sider. Det findes både i et 3. udkast fra juni 2015, og som en endelig tekst der må være udgivet kort tid efter, og som jeg refererer fra nedenfor.

 

1. Rammesætningen

Hele rammesætningen og hovedsporet angives på den første side. DPUs strategi handler om ”en global sammenhæng”, og der skal arbejdes med ”samfundsmæssige problemer i en globalt orienteret verden”, som ”pædagogik og uddannelse” skal være en ”løsning” på.

Den ”store interesse”, som det kaldes, for DPU’s totalt ukritiske globaliseringshengivenhed skyldes ifølge strategiteksten to forhold: For det første at ”ethvert socialt forhold” er genstand for ”pædagogisk intervention”, som så igen kan bestå af ”læring” eller af ”omsorg”. For det andet understreges interessen af ”internationale sammenligninger og vurderinger”. Det var det.

Udgangspunktet er altså en teknisk, læringsorienteret og globaliseret/komparativ tilgang til ”pædagogik”, som er omdannet til ”læring”. Denne grundlæggende filosofi bekræfter 100% mine tidligere analyser, og det står i stik modstrid med dansk og for så vidt også europæisk dannelsestradition.

Det er der jo ikke meget “folkeskole” og “fag” over, for nu at sige det mildt.

Resten er for så vidt teknikaliteter. F.eks. udledes fem ”strategiske målsætninger”, hvor der satses på en styrket ”international profil” og ”identifikation af arbejdsmarkeds- og samfundsbehov”, ”myndighedsrådgivning” osv..

Der står bestemt ikke noget om ”skole” og ”fag” i den omegn. Først helt nede på et tredje strateginiveau, altså efter formålet og målsætningerne, nævnes DPU’s fem klassiske fagområder, inklusiv ”fagdidaktikken” i en summarisk opremsning, som endda står i parentes. Disse fagområder blev etableret i 2000, men ud fra et opgør med netop lærerhøjskolens skole- og fagtradition. Og fagdidaktikken, som oprindelig derfor var ude af den tidlige DPU-systematik, kom kun tilbage efter protester fra de gamle miljøer.

Men nu er hele DPU’s gamle kerneland, som altså selv var problematisk, blevet reduceret til en parentes og omdannet til midler for globaliseret læringsoptimering. Og det er hernedefra, altså langt fra hovedsporet, at strategien pludselig taler om, at der skal etableres ”videnskabelige nybrud”, som det hedder i en mærkelig ensom formulering.

Instituttet vil også gerne have flere forskere med ”international orientering”, og med den indledende rammesætning in mente ved man godt, hvad det betyder, nemlig mere outcome- og kompetenceforskning baseret på diverse ranglister og dataudtræk. Der nævnes ikke noget om nogen dansk eller nordisk “orientering”, ikke engang “europæisk”.

Engang imellem titter et lidt kønnere ord op fra jorden, f.eks. det med ”videnskabelige nybrud”, men det putter sig hurtigt ned i mulden, når det har set sig omkring i det skrækkelige landskab, der er præget af tørke og klimakrise. Det er hovedsporet, der afgør, hvem der skal ned i jorden.

 

2. Resten af strategien

Markeringerne i et efterfølgende afsnit om ”forskning” følger helt den indledende rammesætning. Der tales om, at den ”kvantitativt orienterede forskning” skal ”styrkes”, hvilket den kvalitative forskning så åbenbart ikke skal. Det var denne del af strategien, der – som jeg ser det – i sommeren 2018 afstedkom en konflikt mellem Lars Qvortrup, som var leder af både Nationalt Center for Skoleforskning og for DPU’s evidenscenter, og 32 børnehaveforskere om børnehaveforskningens kvalitet. Qvortrup var selv dekan for DPU fra 2008-2011.

Der står også, at man vil ”forskningsinformere praksis”, et udtryk der også anvendes andre steder. Praksis ender altså som et systemteoretisk inspireret og underordnet grænsebegreb, der skal spille sammen med en læringsbaseret, komparativ og styrket kvantatitiv forskning. Det er ud af denne ideologi, at man skal forstå en formulering som ”kritisk og konstruktiv dialog med praksis”. Denne “dialog” ender jo hermed som en globaliseret læringsinformation til en ”læringsintervenerende praksis”, eller hvad man nu skal kalde det.

DPU vil ”styrke publicering på internationalt niveau” hedder det. Men i det afsnit nævnes heller ikke noget om skole og fag. Der er ellers meget international forskning om skolens formål i disse tider, men den er ikke ”kvantitativ/komparativ”. Den kan heldigvis derfor heller ikke ‘forskningsinformere læringsinterventioner’, men nok inspirere en virkelig pædagogisk praksis, hvilket jo er langt bedre.

DPU vil ”prioritere forskning i uddannelsespolitiske udfordringer”, står der. Men disse udfordringer er langt fra skole og fag. I stedet omtales instituttets nye forskningsprogrammer, som jeg har gennemgået i 2. del af denne blogserie, og som intet har med skoletradition og fag at gøre, tværtimod. Desuden nævnes Læringsløft 2020, som er et samarbejdsforum med UC’erne. Navnet ”Læringsløft” siger alt, og det er da også etableret i 2010 med udgangspunkt i de værste læringsunderdanige gloser, som man næsten kan opdrive. Det var i den sammenhæng, at læringsløfts-konsortiets dekaner og UC-rektorer i en fælles kronik kaldte Lars Løkke for ”Martin Luther King”. Endelig omtales samarbejder med myndigheder og med ”offentlige og private virksomheder”. Den overordnede ramme taget i betragtning vil dette ”samarbejde” opløse pædagogikken indefra. Det har Keld Skovmand allerede givet nogle fine eksempler på i sit arbejde, hvor ”læringsløft”, ministerium, EVA, Rambøll, KL og DPU sammen opløser det pædagogiske sprog.

UC-samarbejdet omtales også under afsnit 4 om ”talentudvikling”. I den sammenhæng nævnes ph.d.-rådet som en instans, der skal have fokus på ”folkeskolens problemstillinger”, som der står. Men ph.d.-rådets eksistens er altså defineret ud fra 00’erne globaliseringsstrategi og ikke med udgangspunkt i pædagogisk praksis eller folkeskolens tradition og funktion i samfundet. Denne fortolkning understreges af, at de to formænd for phd.-rådet har været Jens Rasmussen og Jeppe Bundsgaard, som begge har meget kritiske syn på pædagogik og dannelse, og som begge arbejder i OECD/kompetenceretningen, som jo svarer til Holms.

I kapitlet om ”uddannelser” står der heller ikke noget om skolens virkelighed og praksis eller om fag. Ja, i kapitlet om masteruddannelser står der ligefrem følgende:

”Instituttet ønsker at forny og videreudvikle masteruddannelserne, så de modsvarer aktuelle samfundsmæssige professionsbehov, for eksempel affødt af det aktuelle reformarbejde indenfor folkeskole- og daginstitutionsområdet, læreruddannelses- og pædagogområdet.”

Så forskningen skal altså dikteres af skolereformens “professionsbehov”. Det er der intet ”kritisk konstruktivt” over, for nu at bruge et af de udtryk, som indimellem dukker op, men som skynder sig ned i jorden igen, hvor Wolfgang Klafki, som er ophav til udtrykket, græder i floder.

 

3. Big Data 🙂

Nogle simple ordoptællinger understreger tendensen:

Dannelse: 0 hits

Folkeskole: 2 hits. Et hit der understreger, at DPU skal tilfredsstille de behov, som har skolereformen som udgangspunkt, og et andet hit hvor folkeskolen har ”problemstillinger”, som phd.-rådets projekter skal adressere.

Fag+fagdidaktik: 1 hit, hvor DPU’s klassiske miljøer remses summarisk op langt nede i systematikken.

Den aktuelle strategi hviler på og forstærker et dybtgående opgør med skole, pædagogik og fag. Det er Laursen, der løber med ”ammestuehistorier”. Kritikken har faktisk langt mere grundlæggende ret, end den selv går rundt og tror.

 

Links:

Link til DPU’s strategi: 2015-2020: http://www.e-pages.dk/aarhusuniversitet/1334/

Links til tidligere analyser af DPU’s strategi:

– DPU’s og UC’ernes grundlæggende tænkning: Kritik af DPU’s og AU’s syn på fag, skole og samarbejdsstrategi – del 1

– Analyse af DPU’s forskningsstruktur: Kritik af DPU’s og AU’s syn på fag, skole og samarbejdsstrategi – del 2

– Nedlæggelse af professorat i 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-universitets-opgoer-med-paedagogik-del-1-nedlaeggelse-af-professorat-i-paedagogik.html

Kritik af DPU’s og AU’s syn på fag, skole og samarbejdsstrategi – del 2

DPU’s forhold til skoletradition og fag er under kritisk lup, og institutleder Claus Holm forsvarer sig på folkeskolen.dk med nogle tilfældige begrebs- og historieløse tal.

Holm konkludere følgende: ”Konklusionen er, at DPU har beholdt meget af det gode fra Danmarks Lærerhøjskole og taget det med ind i nutiden, og at kvaliteten og omfanget af den fagdidaktiske forskning i skolefagene i dag er bedre større og på højere niveau, end den nogensinde har været før”.

Jeg omtalte i går sagen i et blogindlæg, som jeg har linket til i bunden af nærværende tekst, og har ved tidligere lejligheder argumenteret for det stik modsatte af Holms synspunkt, nemlig at etableringen og udviklingen af DPU markerer et opgør med Danmarks Lærerhøjskole. Disse analyser kan man også læse om i indlægget fra i går.

Men lad os lave lidt ”empirisk dannelsesforskning”, som Alexander for Oettingen kalder det. Lad os se lidt på DPU’s aktuelle struktur. Hvordan står det til med skole, fag og pædagogik?

 

1. Fagene og skolens fravær på det strategiske niveau:

DPU’s forskningsprofil er først og fremmest knyttet til fem strategiske forskningsprogrammer, som intet har med fag, fagdidaktik og skoletradition at gøre. Tværtimod understreger de fleste programmer opgøret med disse emner. Jeg har skrevet nogle meget overordnede stikord ind i parenteserne:

  • Engage – (Dis)Engaging Children and Young People (læring, posthumanisme, poststrukturalisme)
  • Fremtidsteknologi, kultur og læreprocesser. (posthumanistisk)
  • Inklusion og eksklusion (regulært socialpædagogisk program)
  • Småbørnsliv i dagtilbud (børnehaveforskning)
  • Motivation, pædagogik og ledelse (tidligere ReForM) (posthumanistisme, poststrukturalisme).
  • LISO, Learning, Innovation and Sustainability in Organizations. (Organisatorisk læring)
  • Policy Futures (noget om “transnationale vendinger”.). (Poststrukturalistisk)
  • Dertil kommer yderlige to strategiske satsninger, hvoraf det ene er CHEF (Centre for Higher Education Futures), som jo ikke vedrører skolen.

Dertil kommer yderlige to strategiske satsninger, hvoraf det ene er CHEF (Centre for Higher Education Futures), som slet ikke vedrører skolen, men primært universiteter.

Ingen af disse initiativer knytter sig til pædagogisk praksis eller skole- eller dannelsestradition andet end langt ude bag tapeterne. Der er fortrinsvis tale om forskellige blandinger af poststrukturalistiske, posthumanistiske og systemteoretiske initiativer, der har DPU’s grundlæggende læringslogik som filosofisk præmis. En logik, hvis essens allerede blev grundlagt i 2000, og som siden er vokset i styrke. Programmerne udspringer derfor af DPUs fundering på et opgør med Danmarks Lærerhøjskole, som Holm, der selv er både systemteoretiker, poststrukturalist og konkurrencestatstilhænger, i høj grad har bidraget til i form af det ene læringsideologiske indlæg efter det andet. Så der er altså gode grunde til, at der ingen skole eller fag i DPU’s centrale forsknings-struktur.

Faktisk forsøgte en række forskere at etablere et forskningsprogram i fag-didaktik, men så vidt jeg husker blev initiativet afvist af DPU’s ledelse. Begrundelsen kender jeg ikke, men årsagen kan man læse om på disse linjer. En andet forslag, som kunnet have adresseret skole og pædagogik, var “Pædagogik, normativitet og videnskabelighed”. Det blev heller ikke til noget, hvilket også er helt efter den læringsideologiske matematik.

Skoleforskningen blev i stedet samlet i den anden strategiske satsning, nemlig Nationalt Center for Skoleforskning, hvor Lars Qvortrup indtil nu har spillet den læringsideologiske taktstok. Centrets eneste pædagogiske reference på dets hjemmeside er John Hattie. Her er der virkelig dømt læringsideologisk anti-skole. Jeg var med til centrets åbningskonference i sin tid. Her spillede Jens Rasmussen f.eks. en vigtig rolle med et engageret forsvar for læringsmålstyring. Jeg nævner det, fordi Claus Holm i 2010 helt ukritisk interviewede netop Rasmussen om læreruddannelsen til DPU’s blad Asterisk. Det var i det interview, at Rasmussen talte imod dannelse, pædagogisk selvstændighed og ikke mindst imod lærerhøjskoletraditionen. Han ville have Singapore-evidens og metoder i stedet for. Få år senere stod Rasmussen som professoral garant for læreruddannelsesreformen. Rasmussen var også vejleder på Holms ph.d.-projekt. Det er DPU-kerneland.

Så skole og fag er altså helt ude af både strategi og ånd. Derfor er der ingen ”kvalitet” eller ”omfang” af fag og skole, for nu at bruge nogle af de ord, som Holm nævnte i den konklusion, jeg citerede ovenfor.

 

3. Forskningsenhederne

Går vi ned på niveauet under, dvs. de forskningsenheder, som er uden for den officielle strategi, og som har en meget løs og decentral struktur, så er der faktisk også smalhals.

Det største fag er danskdidaktikken, hvor der sidder otte forskere. Men her dominerer Jeppe Bundsgaard og hans elever, som alle forsøger at omdanne dansk og dannelse til OECD- og kompetencekategorier. De DPU-iserer faget indefra, plejer jeg at sige.

På matematik sidder fire forskere, hvoraf i hvert fald den ene er storfan af læringsmålstyring.

På materiel kultur sidder tre forskere. Jeg tror ikke, de synes DPU er håndværkets sted.

På musik sidder der to brave musikdidaktikere. Godt vi har dem.

Naturfag er helt ude både den store og den lille systemetik, ligesom en lang række andre fag og emner.

De resterende ca. 20 forskningenheder er tværgående og lidt tilfældige temaer som f.eks. ”socialanalytisk forskningsenhed” og ”Praksisforskning i organisationer”. Enhederne har i modsætning til de strategiske satsninger ingen organisatorisk bevågenhed.

Der foregår naturligvis gode ting rundt omkring, men hele grundstrukturen hviler tydeligvis på et dybtgående opgør med netop skole, fag og pædagogik, som derfor nærmest konsekvent marginaliseres, både i den store og i den lille struktur. Ja, ofte marginaliseres fagene inden for fagene selv. Det er udviklingen i dansk-didaktikken et godt eksempel på.

Jeg har tidligere analyseret de historiske og begrebsmæssige årsager til denne proces. Disse links kan tilgås i gårsdagens blogindlæg.

 

3. Når ”fortid” bliver til ”ammestue”

Claus Holm tror, han kan tilbagevise disse reale, historiske og begrebsmæssige fakta med nogle substansløse optællinger. Han kalder kritikken for ”faktuelt misvisende”, og hans dekan, Johnny Laursen, kalder nedladende kritikken for ”ammestue-historier”. Med disse markeringer afsløres efter min mening ikke andet end en form for overlegen uvidenhed.

Holm slutter med at sige følgende i sit indlæg på folkeskolen.dk: ”I stedet for at lade os forføre til en konflikt baseret på forkerte tal, misforståelser og romantisering af fortiden, skal vi bruge kræfterne på at styrke samarbejdet (med UC’erne, TAR)”

Men det skal man ikke lade sig narre af. Det, som Holm i virkeligheden mener, er, at han vil afvikle ”fortiden”, dvs. dannelsen, og samarbejde med andre, dvs. UC’erne, som også vil afvikle “fortiden”. Den stakkels fortid kan herefter reduceres til ”ammestuehistorier” osv..

Men dermed opløser Holm og hans dekan også landets pædagogik, og DPU’s relevans forsvinder, mens Aarhus Universitet tager pædagogisk og videnskabelig skade.

 

Referencer:

Link til Claus Holms indlæg:

https://www.folkeskolen.dk/659804/replik-fra-claus-holm-dpu-har-styrket-forskningen-i-skolefagene

Link til indlæg fra i går med fuld linkstruktur til tidligere analyser og den aktuelle diskussion: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-skole-og-samarbejdsstrategi.html

Link til Claus Holms interview med Jens Rasmussen fra 2010:

http://edu.au.dk/aktuelt/asterisk/vis-artikel/artikel/en-dansk-laereruddannelse-under-internationalt-niveau/

Reportage fra åbningen af Nationalt Center for Skoleforskning: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk-nedsmeltning-nationalt-center-for-skoleforskning.html

DPU’s hjemmeside: http://edu.au.dk/

Analyser af to grundlagstekster om DPU fra omkring år 2000:

Analyse af Lars Henrik Schmidts Præambel: Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 1

Analyse af evaluering af DLH: Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 2