Nedenfor kan man læse 56 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra marts-april 2025. Teksterne starter dog i slutningen af februar for at samle nogle kommentarer emnemæssigt.
De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.
Indholdsfortegnelse:
- Åndelig oprustning
- Metodisk problem
- Et års jubilæum for bogudgivelse
- Karakterdannelse
- Trivselskommissionen vil hæve klassekvotienten
- Trivselskommissionens syn på trivselsmålingerne
- Trivselskommissionens inspirationskilder
- Trivselskommissionen og teknologi
- Rapport om digitalisering i folkeskolen
- Henrik Dahls ”bobler”
- Et samfund i opløsning
- Fem år
- DPUs fortsatte angreb på dannelse
- Udgivelsesdag
- Nedlukningens realitet
- Interview med Jens Lundgren
- DPU-konference om ”åndelig oprustning”
- Debatarrangement om pædagoguddannelsen
- Stefan Hermann anmelder ”Skolens formål” og ”I skolereformens kølvand”
- Internationalt arbejde siden 2000
- Anders Fogh er Danmarks svar på Trump
- Digital teknologi i folkeskolen:
- Ny karrierestrategi
- DPU i 2010
- Børnehavens filosofi
- Mette Frederiksens omvendte grundlov
- Teknokratisk vitalisme på Aarhus Universitet
- 30 upraktiske råd i 2009
- Censur på Folkeskolen.dk
- Claus Holms opgør med dannelse, note 1: Holms ”patriotisme”
- Claus Holms opgør med dannelse, note 2: Hal Koch og læringsrevolutionen
- Claus Holms opgør med dannelse, note 3: Niels Jakob Pasgaards kritik
- Claus Holms opgør med dannelse, note 4: Holms dannelsesideal i 2013
- Claus Holms opgør med dannelse, note 5: Folkeskolen efter reformen
- Claus Holms opgør med dannelse, note 6: Nedlæggelse af professorat i pædagogik
- Claus Holms opgør med dannelse, note 7: Pia Rose Böwadts kritik
- Hvad er ”det borgerlige”?
- Claus Holms opgør med dannelse, note 8: ”Servil nihilisme”
- Claus Holms opgør med dannelse, note 9: Asger Sørensens kritik
- Claus Holms opgør med dannelse, note 10: Peter Kemps kritik
- Claus Holms opgør med dannelse, note 11: Brian Degn Mårtenssons kritik
- Claus holms opgør med dannelse, note 12: Keld Skovmands kritik
- Claus Holms opgør med dannelse, note 13: Thorkild Thejsens kritik
- Claus Holms opgør med dannelse, note 14: Niels Christian Sauers kritik
- Claus Holms opgør med dannelse, note 15: Gymnasiereformen
- Pædagoguddannelsens historie
- Claus Holms opgør med dannelse, note 16: Anders Bondo Christensens kritik
- Claus Holms opgør med dannelse, note 17: Kjeld Holms kritik
- Claus Holms opgør med dannelse, note 18: Jan Jaap Rothuizens kritik af Claus Holm
- Notat om Karakterdannelse
- Claus Holms opgør med dannelse, note 19: Konkurrencestatens patrioter i 2008
- Danmarks Radio: Konkurrencestatens system
- Danmarks Radio: Bestyrelsen
- Tesfaye og Lars Qvortrup
- Jean-Luc Marion i Norge, USA og Danmark
- Kampen om Corydon
1. Den 24. februar: Åndelig oprustning
I nedenstående indlæg fra dagens Ræson forsøger jeg at sammenfatte og systematisere diskussionen af Mattias Tesfayes seneste udspil om dannelsens rolle i skolepolitikken.
https://www.raeson.dk/2025/thomas-aastrup-roemer-tesfaye-har-opdaget-dannelsens-begreb-og-betydning/
2. Den 25. februar: Metodisk problem
Der er et metodisk problem ved hele trivselsdiskursen.
Det lader til, at alle udelukkende ser på trivsel som noget godt?
Men det kan ligeså vel være modsat. De tyskere, som trivedes i 1942, burde jo have gjort det modsatte.
Og modstandskæmperne mistrivedes jo? Men så alligevel ikke? Måske har det noget at gøre med “karakterdannelse”? Lidt som de unge på Jagtvej 69.
Og måske er det et udtryk for trivsel, når pigerne trives dårligere end drengene. Dvs. at pigerne har en bedre forståelse af deres situation? Måske er det pigerne, der trives, fordi de ikke trives?
Så om den afrapporterede trivsel er lig med virkelig trivsel, afhænger af den kulturelle og politiske kontekst.
Den målte trivsel er ikke udtryk for virkelig trivsel. Vi får et kollaps i validiteten.
Hvis det er korrekt, så falder alle trivselsmålinger pladask til jorden.
Men hvem kan så afgøre, om trivsel er trivsel? Det kan kun den lærer/pædagog/forældre, der står over for barnet og interesserer sig for dets udvikling.
Hvis jeg har ret, så er konsekvensen følgende: Trivsel kan ikke måles, men kun erfares pædagogisk.
3. Den 25. februar: Et års jubilæum for bogudgivelse
Det er nu et år siden, at forlaget KLIM udgav min bog ”Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”.
Bogen er en refleksion over universitetets filosofi og formål med en ledsagende gennemgang, dels af 2003-universitetsreformens effekter og dels af Aarhus Universitets fald fra tinderne.
På bogens forside kan man derfor se Humboldt kigge både vemodigt og bebrejdende ind over Aarhus Universitets smukke arkitektur.
Der er også en gennemgang af en række spektakulære afskedigelsessager, herunder min egen.
I forbindelse med udgivelsen var der en fin reception i Aarhus Universitets helt oprindelige lokaler på Nørregade i Aarhus samt en række efterfølgende debatarrangementer.
Der var også fine anmeldelser. Anders Klostergaard Petersen, som er lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, skrev bl.a. følgende i mediet Science Report:
“Alle skåltaler og panegyrik af tidligere dekaner og nuværende institutleder ved DPU for akademisk frihed, fri forskning og retten til som intellektuel frimodigt at give udtryk for sit standpunkt klinger unægtelig hult, hvis ikke som hyklerisk sofisme, hvis Rømers fremstilling modsvarer virkeligheden.
Man kan på den baggrund ikke fortænke ham i mod sin vilje at nå konklusionen: ”Aarhus Universitet er i dybt mørke” (s. 204). Det sidste turde være en overdrivelse, men det gælder i alt fald det institut og det fakultet, Rømer var ansat ved.”
Den sidste sætning er skøn ironi, for anmelderen er ansat ved det samme “fakultet”, nemlig fakultetet “ARTS”.
https://klim.dk/bog/universitetet-og-dets-fjender/
4. Den 26. februar: Karakterdannelse
Jeg har en lille iagttagelse, som jeg gerne vil dele i al sin foreløbighed.
Begrebet ”karakterdannelse” er kommet i vælten, både via en helt ny centerdannelse om emnet og i forbindelse med Tesfayes ”åndelige oprustning”. Endelig spiller begrebet en central rolle i Trivselskommissionens arbejde.
Sidst begrebet for alvor spillede en rolle var i perioden 1937-1975. Årsagen var, at den daværende radikale undervisningsminister, Jørgen Jørgensen, i 1937 puttede begrebet ind i den nye formålsparagraf, hvor det skulle supplere et reformpædagogisk fokus på ”anlæg og evner”.
Hvorfor gjorde han det? Jeg tror, det hang sammen med den spirende fascisme, som i høj grad prægede sindene i starten af 30’erne. Socialdemokraten Hartvig Frisch udgav f.eks. bogen ”Pest over Europa”. Det var tid at ranke ryggen. Vi fik en ny version af, ”hvad udad tabes skal indad vindes”.
Jeg tror ikke, at begrebet kunne have haft samme rolle i 1920’erne, hvor reformpædagogik og en mere mild nationalisme var toneangivende herhjemme, mens det kaotiske Weimar-demokrati boltrede sig i Berlin.
Og reformpædagogikken kom som sagt med i 1937-formålet via udtrykket ”anlæg og evner” samt i en selvstændig §15 om ”selvvirksomhed”.
Dette ny fokus på karakterdannelsen var udtryk for en slags genopfindelse og genaktivering af det folkelige liv fra tiden før 1. verdenskrig. Jørgensen ville beskytte den folkelige tradition, mens Hitler og Stalin gik amok.
Nuvel, efter 1937 kommer der to ret forskellige betænkningstråde, nemlig 1941-bekendtgørelsen og Den blå betænkning fra 1960. Og i begge tråde lægges der vægt på karakterdannelse, blot på hver sin måde.
A. 1941-bekendtgørelsen
1941-bekendtgørelsen trak tråde tilbage til de nationale idealer fra starten af århundredet – herunder det såkaldte “Sthyrske cirkulære” fra 1901 – men 1941-bekendtgørelsen lagde faktisk også ekstra vægt på netop den karakterdannelse, som den nye formålsparagraf jo havde indstiftet. Og 1901-cirkulæret nævner vel at mærke ikke “karakterdannelse” direkte.
Der var kort sagt tale om en forstærkning af national dannelse, hvilket jo er let at forstå. Det var faktisk også Hal Kochs linje, som netop havde holdt nogle forelæsninger om Grundtvig i samme ånd. Denne tråd fører direkte til den aktuele Trivselskommission, hvis formand jo er forstander ved Kochs gamle højskole. Jørgen Jørgensen var stadig minister i 1941, og hans bekendtgørelse var aktiv frem til 1975.
Langt senere inspirerede denne 1941-bekendtgørelse seminarielærer Holger Henriksen, der bistod Bertel Haarder med formålsparagraffen fra 1993. Det var også Henriksen, der senere oversatte Gert Biestas ”pædagogiske manifest” til dansk. Men ok, det er er en bibemærkning.
Her er et citat fra 1941-bekendtgørelsen:
”Man finder imidlertid Anledning til samtidig at understrege, hvad der er udtalt, i Folkeskolelovens § 1, at Skolen gennem sin Virksomhed foruden at være kundskabsmeddelende, maa være opdragende og karakterdannende.
Den bør udvikle og styrke Børnenes Sans for de etiske og kristelige Værdier, give dem Ærbødighed for Menneskelivet og for Naturen, Kærlighed til Hjemmet og vort Folk og Land, Respekt for andres Meninger, Følelse for Fællesskab mellem Folkene og for Samhørighed med de andre nordiske Folk.
Skolen maa saaledes bidrage til at give Børnene Idealer, hjælpe dem til at sætte sig Maal i Livet, øge deres Respekt for Oprigtighed i Tale og Adfærd og styrke deres Pligtfølelse. Gennem sund Disciplin læres god Opførsel og udvikles Sans for Orden.”
I 1945 kom så den såkaldte Emdrup-plan, der lagde vægt på demokratisk karakterdannelse. Dette arbejde var ikke mindst påvirket af kommunisten og modstandsmanden, Inger Merete Nordentoft, som havde været en del af reformpædagogikken. Krigen var slut.
Her er et smukt citat om den demokratiske karakterdannelse fra en tekst af Nordentoft (fra 1946):
”Målet for opdragelse må være den demokratiske borger, mennesket, som kan tænke frit og selvstændigt, som kan samarbejde med andre og indordne sig under helhedens tarv, som kan udvise initiativ og tør tage et ansvar, som kan vise tolerance over for anderledes tænkende og dog med mod og fasthed stå inde for sin egen overbevisning – mennesket som kender sin egen begrænsning, men som med tro og tillid til sig selv anvender sine evner, almindelige eller særprægede, små eller store, for at gavne helheden. Hvordan skal man nå dette mål? Gennem et målbevidst arbejde fra barnets fødsel til dets manddoms år.”
B. Den blå betænkning
Den blå betænkning fra 1960 bærer præg af en lidt mere teknisk og faglig humanisme, der udviklede sig i løbet af 1950’erne, hvor ikke mindst socialdemokraten Julius Bomholt gjorde en kæmpeindsats for åndsfrihed og kulturel udvikling.
Mange mener, at Den blå betænkning var et reformpædagogisk dokument. Det er ikke helt forkert, men heller ikke hele historien.
Nuvel, det sjove er, at karakterdannelsesbegrebet også her i 1960 spiller en stor rolle, dog uden de nationale og historiske referencer. Her peges mere på – hvilket jo også stod i 1941-teksten – at skolen udover at stå for kundskabsarbejdet også er et sted for personlig udvikling og karakterdannelse. Det er også derfor, at man nu udvider undervisningsforståelsen. F.eks. er der et stort afsnit om lejrskoler.
Her er et citat om karakterdannelse fra Den blå betænkning under overskriften ”Samspillet mellem skolens atmosfære, karakteropdragelse og kundskabsmeddelelse”:
”Samværet med lærere og skolekammerater optager en så stor del af barnets og den unges tilværelse, at skolelivets indflydelse rækker betydeligt ud over meddelelsen af kundskaber og andre bidrag til elevernes intellektuelle udvikling. Skolelivet får større indflydelse på udformningen af personligheden, karakteren.”
Også denne betænkning var aktiv frem til 1975, dog uden juridisk status.
C.
Disse to bekendtgørelse indrammer en lykkelig tid for udviklingen i dansk pædagogik med sans for national og europæisk ånd, pædagogiske eksperimenter og mildnede omgangsformer. Der er ingen referencer til OECD eller til nationaløkonomer og der er bestemt ikke tale om nogen “sort skole”, hvis man ser på filosofien i teksterne.
Min pointe er nu, at denne tidlige interesse for karakterdannelse fra 1937 var foranlediget af ændringer i europæisk politik, hvorefter en række tidligere traditioner – både den national/folkelige og den reformpædagogiske – samles op i løbet af de efterfølgende årtier på nogle nye måder.
Karakterdannelse blev derfor en form for passage for erindring og tilsynekomst; for det historisk-poetiske, som grundtvigianerne kalder det.
Måske er det samme tilfældet nu? Også i dag sættes begrebet ind i en politisk, pædagogisk og international sammenhæng. F.eks. i titlen på Trivselskommissionens rapport: ”Et dansk svar på en vestlig udfordring”.
(I 1975 tages selve karakterdannelsesbegrebet ud af formålsparagraffen og erstattes med nogle lidt andre ord. Vi røg altså på en måde tilbage til 1920’erne, dog uden dette årtis sjælelige dybde. Herfra begyndte en stor deroute, først med Ritt Bjerregårds plan, U90, siden med ansvar for egen læring og endelig med konkurrencestaten. Men nu er vi igen i 1930’erne, lader det til. Der sker noget mærkeligt i verden).
5. Den 26. februar: Trivselskommissionen vil hæve klassekvotienten
Trivselskommissionens forskellige forslag koster angiveligt ca. 500 mio. kroner. Kommissionen er blevet bedt om at angive finansieringsforslag, hvilket de så gør på s. 134 i hovedrapporten.
Det mest indbringende af disse forslag, som bidrager med 144 mio. er decideret ødelæggende. Man vil hæve de i forvejen alt for høje klassekvotienter:
Her er formuleringen:
”Finansiering kan tilvejebringes ved at hæve klasseloftet fra 26 til 28 elever i bh. kl. til 2. kl., som også var niveauet, inden sænkelsen af klasseloftet trådte i kraft i skoleåret 2024/2025.
Klasseloftet vil med forslaget være det samme på tværs af folkeskolens klassetrin (bh.kl. til 9. kl.)”
Man vil kort sagt vende tilbage til skolereformens kæmpeklasser! Og så i en rapport, der handler om trivsel. Det er helt uforståelige ord.
Selv 26 elever er alt for mange. Der skal ikke være over 20 børn i en skoleklasse.
Hvor kommer dette mærkelige og kontraproduktive forslag mon fra? Fra nogle bestemte folk i kommissionen eller fra nogle embedsmænd? Det kan vist ikke komme fra formanden eller fra Lene Tanggaard, der lader til at være kommissionens filosofiske akse?
Forslaget må være sneget ind? Forklaring udbedes.
Og hvorfor overhovedet denne form for “pædagogisk finansiering” af den slags småbeløb? Man kan da bare spare på en eller anden jetjager.
Det siger noget om, at rapporten har lav realpolitisk prioritet, at man kan fremføre dette forslag ind i en trivselssammenhæng.
6. Den 27. februar: Trivselskommissionens syn på trivselsmålingerne
En af de mange ting, som Trivselskommissionen tager fat i, er de skrækkelige trivselsmålinger, som er en direkte effekt af skolereformens filosofiske system.
Kommissionen drøfter emnet under overskriften ”nyt sprog for trivsel”.
Kommissionen skal have ros for, at man trods alt vil begrænse målingerne til efter 4. klasse. Kommissionen foreslår også, at man nedlægger diverse kommunale målinger og lignende, og det er jo også godt.
Men kommissionen skal have kritik for overhovedet at fastholde disse målinger. Og fra 5. klasse er der endda, så vidt jeg kan se, tale om en form for forstærkning af målingernes betydning? selvom jeg må indrømme, at det hele er lidt svært at gennemskue for en almindelig mand som mig:
A.
For det første vil man anvende kommissionens trivselsbegreb, som angiveligt er bredere og mere socialt end det gamle. Dermed udvides målingernes område og detaljerigdom til ”konteksten”, som det kaldes.
Og skal der også måles på ”karakterdannelsen”, som jo er kommissionens centrale begreb? Det lyder ikke godt, hvis det skulle være tilfældet.
På den anden side står der, at målingerne ikke har fokus på det enkelte barn, og både humør og karakterdannelse er jo individuelt? Skal børnene i så fald alligevel ikke skrive deres liv ind i statens datamaskine? De skal måske skrive om ”konteksten”? Jeg er lidt forvirret.
B.
Målingerne skal også indeholde en mere detaljeret kategorisering af eleverne, hvilket jo udvider målingernes ideologiske og diskursive effekt.
C.
For det tredje vil man ”hovedsageligt” anvende målingerne som et ”ledelsesmæssigt værktøj”, og det lyder jo ikke så godt. Det er rent skolereformssprog. Det er også meget uklart, hvad det egentlig betyder? Måske betyder det, at målingerne så ikke skal anvendes ”pædagogisk”; et begreb, som kommissionen lægger megen vægt på?
D.
Man vil lave regelmæssige trivselsundersøgelser i dagtilbud. Så kan man forbedre kvaliteten på alle niveauer, står der. Jeg synes ikke, det lyder som et “nyt sprog”.
E.
Der lægges op til, at de frie skoler i højere grad inddrages i målingerne. Det er et meget dårligt forslag, som udvider skolereformens tankegang ind i Grundlovens frihedsparagraffer.
Så det hele er faktisk meget skuffende efter min mening.
(Man kan læse om emnet på s. 86-87 i kommissionens rapport.)
7. Den 28. februar: Trivselskommissionens inspirationskilder
Nogle gange kan man sige noget om en kommission og dens rapport ved at se på, hvem kommissionen har talt med.
Sidst i Trivselskommissionens rapport kan man se en liste over eksperter og organisationer, som har været inviteret.
Her er nogle iagttagelser:
A.
Der er kun to fra DPU. Den ene er Hans Henrik Knoop, som var med til at lave de trivselstest, som kommissionen nu vil begrænse. Den anden er Lotte Hedegård-Sørensen, som er en af instituttets kritisk indstillede, men også stille eksistenser. Jeg var lidt overrasket over at se hendes navn i sammenhængen.
På DPU’s hjemmeside kan man se en liste over instituttets officielle trivselseksperter. Ingen af dem har været indkaldt.
Det tyder på, at det officielle DPU ikke har nogen høj status i kommissionen/ministeriet.
Denne hypotese passer med Tesfayes kontakte afvisning af en rapport om kønspædagogik fra sidste år. Denne rapport var udarbejdet af DPU’s kernetropper, dvs. en blanding af konkurrencestat og identitetspolitik. Tesfaye kaldte arbejdet for ”sjask”.
B.
Der er ikke inviteret nogle filosoffer, historikere, pædagogiske tænkere eller klassisk intellektuelle. Det er meget mærkeligt, eftersom kommissionens centrale emner handler om “sproget” og “karakterdannelse”. Denne mangel får faktisk betydning for kvaliteten af begrebsudviklingen, men det vil jeg skrive om senere.
En enkelt undtagelse er filosoffen Morten Albæk. Jeg forstår ikke hvorfor, at lige han er inddraget.
Faktisk er Hans Henrik Knoop også karakterdannelsespsykolog, blot med udgangspunkt i den positive psykologi. Måske har han i virkeligheden haft en mere opbyggelig indvirkning på kommissionens karakterdannelsesbegreb? Det må man ikke håbe, men jeg fik mistanken, fordi kommissionens “karakterdannelse” både defineres så håndfast, samtidig med at det er så filosofisk underinformeret.
Det vil dog være lidt mærkeligt, hvis jeg har ret, eftersom han på ingen måde deler baggrundsfilosofi med kommissionens centrale medlemmer. Det er lidt forvirrende.
C.
Der er ingen folk fra det Center for Karakterdannelse, som blev etableret for et års tid siden. Her sidder ellers en række filosoffer, grundtvigianere og kulturfolk, som kunne have beriget diskussionen. Det er faktisk lidt mystisk, synes jeg.
I en artikel på Folkeskolen siger kommissionens formand, Rasmus Meyer, direkte, at han ikke kan forestille sig, at dette center bliver en del af det videre arbejde. Det er et ærgerligt synspunkt, eftersom centrets begrebsforståelse er mere undersøgende end kommissionens. Det er også svært at forstå, eftersom Meyer selv er højskolemand. Desuden er der fælles baggrundsreferencer mellem center og kommission, f.eks. til psykologen Per Schultz Jørgensen.
Et andet kommissionsmedlem, Lene Tanggaard, understreger endda at hun skam ikke har noget med dette center at gøre. I interviewet ender hun dog med at give karakterdannelse en filosofisk begrundelse, som i høj grad ligger i forlængelse af centrets arbejde. Det er også lidt mystisk.
Måske har denne mærkværdige afvisning noget at gøre med, at artiklen på Folkeskolen er vinklet som om, at Center for karakterdannelse skulle være ”kristen mission”? Centrets rige filosofiske baggrund bliver pludselig reduceret til en slags anklage!
Og faktisk er der i samme artikel et ledsagende interview med centrets formand, Kristian Toft, der lægger op til en meget reflekteret omgang med karakterdannelsesbegrebet.
Man må håbe, at både Tanggaard og Meyer finder en anden indstilling frem, for det nye center kan i høj grad bidrage til at kvalificere kommissionens arbejde, så det ikke ender i selvsamme tilgang, som er indbygget i trivselsmålingerne, nemlig et færdigskruet og individualiseret dydskatalog, som risikerer at sætte dannelse og pædagogik ud af spillet.
D.
Men hvem har Trivselskommissionen så inviteret? Hvem har man haft på besøg? Ja, det kan man studere på s. 143-45 i kommissionens rapport.
Jeg bemærker tre tendenser:
- Der er god repræsentation fra den relationspsykologiske bevægelse, hvor både Louise Klinge og Helle Rabøll Hansen har været på besøg. Der er derudover en del psykologer, hvis faglige tilgang, jeg ikke kender. Det skal jeg lige have sat mig ind i.
- Der er repræsentation fra Reformkommissionen, som jo har rødder tilbage til det Globaliseringsråd, som i 2006 skabte konkurrencestatens uddannelsessystem. F.eks. er der besøg af økonomen Nina Smith, og økonomen Jørgen Søndergaard, som også har været forbi, hører faktisk med i samme vogn, fordi han har siddet i en række lignende råd igennem tiden.
I samme boldgade er der en person fra Rockwool-fonden og en fra VIVE, som har stået for nogle empiriske rapporter.
Endelig er der Henrik Tvarnøe, der er tidligere direktør for den A.P. Møllerfond, som gjorde ubodelig skolepolitisk skade i kølvandet på skolereformen i 2013.
Det er skolereformsegmentet, om jeg så må sige. Og dette segment er overraskende godt repræsenteret.
- Der er også et par digitaliseringskritiske folk, f.eks. Iægen Imran Rashid. Der er, så vidt jeg kan se, ingen fra det mere data-affirmative hold.
Links:
Trivselskommissionens rapport: https://www.trivselskommissionen.dk/
DPU’s trivselsside: https://dpu.au.dk/viden/temaer/trivsel
Artikel på Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/dannelse-nyborg-kommune-paedagogik/ny-anbefaling-kritiseres-for-at-missionere-i-skolen/4800820
Indlæg om Center for Karakterdannelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-om-center-for-karakterdannelse.html
8. Den 3. marts: Trivselskommissionen og teknologi
Trivselskommissionen lægger op til et forbud mod mobiltelefoner samt til en række yderligere teknologiske restriktioner. Man foreslår desuden, at man på europæisk niveau forstærker kampen mod de amerikanske teknomonopoler, som jo er Trumps egentlige ledestjerne.
Jeg er 100% enig, men der er en ting, jeg ikke helt forstår. For hvad har denne tekno-kritik egentlig med trivsel at gøre? Hvorfor står dette emne i en trivselsrapport?
Der er to grunde til mit spørgsmål:
For det første siger kommissionen, at vi slet ikke har nogen almen trivselskrise. Men i så fald kan man jo ikke begrunde store almene forbud, som et generelt forbud jo er udtryk for?
For det andet – og mere grundlæggende – så er spørgsmålet følgende: Hvad nu hvis ungdommen havde elsket teknosuppen? Hvis de nu toptrivedes ved at være på Instagram 24/7? Det svarer til, at et barn trives med 100% ved at se fjernsyn hele dagen? Er der så ingen krise? Åbenbart ikke, men så alligevel!
I så fald er en høj score på ”trivsel” jo en del af selve problemet? Jo mere trivsel, desto værre!
Man kan kort sagt ikke bruge disse målinger til noget. De måler ikke trivslens reale indhold, som kun kan afgøres i et socialt og pædagogisk fællesskab.
Men alligevel har kommissionen helliget et helt kapitel til trivselsgrafer, hvor tallene suser rundt? Altså til det sprog om trivsel, som man gerne vil af med?
Men hvorfor er det godt med disse almene tekno-forbud, når nu trivselsmålingen ikke duer? Jo, det er fordi, disse forbud beskytter hele den pædagogiske sammenhæng, hvor generationernes forsamling om et fælles indhold kan berige både fortid og fremtid. Vi andre havde jo heller ikke fjernsyn i lommerne.
Så er det bedre med dannelsesprocesser, dvs. forsamlingernes liv i leg, gråd, erindring og fantasi.
Måske er det netop denne trang til at beskytte dannelsens liv, som kommissionen forsøger at udtrykke med referencerne til højskoler, pædagogisk praksis og Grundtvig og så videre?
Jeg er lidt i tvivl, for det står ikke så tydeligt.
Det er som om, at ”trivsel” skygger for ”dannelse”. Lidt som Stefan Hermann også påpegede det i DRs Debatten om emnet. Herfra må man så rekonstruere “dannelse” som “karakterdannelse”. Og karakterdannelse er godt, men ikke sammen med et ødelagt dannelsesbegreb, der er reduceret til et begreb om “trivsel”, som man egentlig ikke synes om.
9. Den 8. marts: Rapport om digitalisering i folkeskolen
Der er kommet en ny rapport om skærmbrug i folkeskolen. Den er slået stort op som et opgør med Trivselskommissionens krav om forbud mod mobiltelefoner mv., jvf. Link 1+2.
Rapporten er udarbejdet af Aarhus Universitets medieforsker, Andreas Lieberoth, som tilhører AUs ekspanderende og medieoptimistiske digitaliseringskerne. Her er der absolut ingen kritiske anslag.
A. Kronologi og ideologisk sammenhæng:
Tilbage i 2019 lavede Lieberoth en anden rapport, der viste, at mobiltelefoner i undervisningen havde særdeles negativ effekt, men han forsøgte at omdanne dette resultat til et argument for mere digitalisering, jf. Link 3. Det var ideologisk forskning på den store klinge.
Denne tendens til at negligere problemerne findes overalt på fakultetet ARTS/AU, som stort set har tabt forbindelsen til det klassiske humaniora.
Det er også værd at nævne, at Lieberoth var blandt de 30 forskere, der støttede institutleder Claus Holms autoritære fyringsaktion i december 2022, jvf. Link 4. Holm, som har adskillige problematiske sager hængende i sit CV, har også understøttet Lieberoths rapport.
Endelig vil jeg sige, at rapporten er udarbejdet af Rockwool-fonden, som har gjort sig særdeles uheldig bemærket, når det kommer til den videnskabelige helhed. Heller ikke her er der nogen sans for den samfundsmæssige og filosofiske sammenhæng.
B. Den aktuelle rapport.
Spørgsmålet er nu, om den aktuelle rapport følger dette mønster?
Og det gør den. Selvom man slår undersøgelsen op som et omfattende ”vidensfundament” med 8000 målepunkter, så viser det sig, at man kun har besøgt sølle 12 folkeskoler, og endda kun i undervisningstimerne. Her har man så ikke konstateret noget brug af mobiltelefoner. Der er ca. 1600 grundskoler i Danmark, heraf ca. 1100 folkeskoler.
Til gengæld er der en omfattende brug af ”individuelle devices”, som man forsøger at tale ned, og der er stort set ingen bøger i undervisningen.
Men sølle 12 skoler er jo ikke udtryk for en særlig grundig ”dokumentation” eller et ”vidensfundament”, som man kalder det. Og det viser sig endda, at netop disse 12 skoler har indført ”skærmregler”, som det kaldes. Så vidt jeg kan se, har man ikke engang noteret hvilke regler? Det er under al kritik. Måske er mobiler helt forbudt på de få skoler, man har besøgt?
Rapporten er elendigt skrevet, og det myldrer med komma- og grammatiske fejl, der gør visse dele af materialet nærmest uforståeligt.
Jeg håber, at jeg har misforstået det hele.
Links:
- Aktuel omtale i Folkeskolen.dk, d. 6/3-2025: https://www.folkeskolen.dk/dannelse-digital-dannelse-dpu/efter-at-have-observeret-undervisning-8170-gange-er-forsker-sikker-mobilerne-er-ikke-problemet/4801980
- Aktuel rapport, februar 2025: https://rockwoolfonden.dk/udgivelser/den-digitale-folkeskole-mobiltelefon-stort-set-fravaerende-men-projektor-og-computer-moeder-til-tiden-hver-dag/
- Lieberoths rapport fra 2019: http://www.thomasaastruproemer.dk/skaerm-skaerm-ikke-ny-rapport-om-mobiler-i-skolen.html
- Støtteerklæring til Claus Holm, december 2022: https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-kollega-modsvar-i-debatten-om-afskedigelser-pa-dpu/4689601
10. Den 8. marts: Henrik Dahls ”bobler”
Liberal Alliance er ved at miste partiets kontakt til den åndsliberale sammenhæng. Den er især gal med Henrik Dahl, som i nu snart et år har haft sit virke i Europa-Parlamentet, men som lader til at have frit spil i partiets udvikling.
Her er nogle aktuelle eksempler:
A. Dahl i Jyllands-Posten
For få dage siden skrev Dahl et indlæg i Jyllands-Posten, hvor han påstod, at mange af dem, som han er uenig med, lever i “bobler”. Der er ingen interesse for, hvorfor de evt. mener, som de gør.
Derimod er Dahl skam selv indbegrebet af fornuft og videnskabelig indsigt, må man forstå.
Dette polemiske opgør med åndsfriheden italesættes endda med eksplicit reference til den store tyske filosof Jürgen Habermas. Jeg er overbevist om, at Habermas ville krumme tæer.
Et konkret eksempel på denne omvendte brug af den tyske dannelsestradition kunne man iagttage, da Dahl på mediet X diskuterede folketingsmedlemmernes rejseaktivitet med redaktøren for mediet Frihedsbrevet, Martin Brügger. Her fik Brügger – helt ud af det blå – følgende nærmest ondskabsfulde svada:
”Det er en Guds lykke, at du ikke har noget at skulle have sagt i den virkelige verden. Mage til bonderøvsagtige synspunkter har jeg ikke hørt, siden jeg boede i Skærbæk for mange år siden. Jeg tjener flere penge end dig. Jeg rejser mere på business class end dig. Jeg har mere indflydelsesrige venner end dig. Og ved du hvorfor? Fordi jeg har fortjent det.”
Sådan lyder Henrik Dahls Habermas.
B. LA og Elon Musk
I samme genre har partiformanden kastet sig ud i den helt store inspiration fra Elon Musk. Der skal ansættes en stærk mand til at gøre op med, hvad partiet altså kalder for ”bobler”.
Henrik Dahl har selv givet nogle eksempler på X. Han vil nedlægge en række af samfundets kulturinstitutioner. Vi er i bedste ”boble”-stil. Her er Dahls markering:
”Der skal jo skabes finansiering til en massiv oprustning. Det er næsten alle enige om. For at styrke Danmarks sikkerhed, har jeg følgende forslag:
– Defund Danmarks Radio – Defund RUC – Defund Kunstakademiet – Defund alle institutter på humaniora, der ikke kan føre deres historie mindst 50 år tilbage. – Defund Det Danske Filminstitut – Defund alle NGO’er – Defund UNRWA Det ville både styrke Danmarks sikkerhed, fordi pengene i stedet gik til oprustning. Og fordi Danmark fik drænet en større sump af woke og venstreorienteret undergravelse af samfundet.”
Det er fint at kritiserer disse institutioner, men et så plat og ødelæggende raid er helt uden for skiven, og ikke mindst er det i stik modsætning til Habermas’ ånd. Det skal også nævnes, at Dahls linje støttes og forstærkes af Vanopslagh, som vil lave en dansk version af Elon Musks rabiate effektiviseringsorgan DOGE.
C. Krigs- og vaccineretorik
Endelig vil jeg nævne Vanopslaghs helt ukritiske tilslutning til statsministerens ophedede krigsretorik, som stammer direkte fra nedlukningens logikker.
Og her er det tankevækkende, at Henrik Dahl i sin tid var blandt de mest glødende fortalere for vaccinationspas. De mange kritikere af nedlukningens ideologi, hvoraf en del netop kom fra liberale kredse, var nok også en “boble”? Vi er ikke i demokratiets lønkammer.
D
Jeg havde faktisk regnet med, at Dahl blev irettesat af sin partiformand, som trods alt har skrevet en god bog om dannelse, Men her betyder det måske noget, at Dahl i sin tid var en af de centrale støtter for Vanopslagh, da der skulle vælges ny formand efter Anders Samuelsens exit. I hvert fald er tavsheden larmende.
Der er ingen andre profiler i partiet, der kan kritisere Dahl. Partiet er dermed skadet i ånden.
Måske Riisager? Men hun er ikke folkevalgt, kun rådgiver, og hun virker betaget af Dahl. De har gode fælles erfaringer med gymnasieloven fra 2016, og Dahl var jo også supersej, da han klædte sig ud som indianer foran Københavns Universitet.
Åndsfriheden – som er et af liberalismens fineste kendemærker – er en by i Rusland; nu parkeret i en ”boble”. Med den slags udtryk er vi efter min mening i en slags fordoblet identitetspolitisk ”woke”. Fuldstændig som Trump og Musk. Det er en meget sørgelig deroute for LA.
Den åndshistoriske årsag til Dahls filosofiske kollaps skal formentlig søges i hans dannelse i de tidligere 00’eres venstrefløjsmiljøer, hvor konkurrencestaten og systemteorien var i gang med at sætte dagsordenen, mens almendannelsen blev parkeret som et identitetspolitisk og polemisk ikke-islam.
Links:
Henrik Dahl i Jyllands-Posten: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE17968564/uden-kritisk-offentlighed-doer-demokratiet/
Dahls ”Defund”-tweet, d. 27. februar: https://x.com/SociologenHD/status/1895023515104952417
Dahls kommentar til Mads Brügger, d. 1. marts: https://x.com/sociologenhd/status/1895784529308127401
11. Den 10. marts: Et samfund i opløsning
Politiken har berettet om en rystende historie.
En 28 årig kvinde af tysk afstamning har via adoption haft dansk statsborgerskab i 20 år; altså siden barndommen, hvor hun voksede op i Danmark med sin tyske mor og sin danske stedfar.
Men nu fratages hun sit statsborgerskab uden videre.
Sagen er en symbiose af to sammenhængende processer, der udstiller statens krise:
A.
I efteråret 2023 skrev kvinden en kort kommentar om Hamas på Politikens Facebook-tråd. Kommentaren er 100% indenfor skiven i et normalt fungerende demokrati.
Kommentaren er så kort og betydningsløs, at politiet først afviser anmeldelsen, men statsadvokaten tvinger en sag igennem i byretten, som kvinden vinder. Men nu har staten endda anket afgørelsen til landsretten!
Alt dette finder sted efter stærkt politisk pres fra især Mette Frederiksen og Peter Hummelgaard, som ovenikøbet har lagt op til, at borgere angiver hinanden på den meste stasi-agtige facon. Det er faktisk en sådan stalinistisk angivervirksomhed, der har startet sagen. Professor i strafferet, Jørn Vestergaard, erindrer ikke at have set noget lignende.
Det handler angiveligt om ”danske værdier” fortæller de totalitære socialdemokrater, som ikke aner, hvad “Danmark” og dette lands rige dialoger er. På en måde rammes man af sorg.
Men elendighederne fordobles:
B.
På grund af den stasi-agtige anmeldelse, så havner kvinden pludselig på en absurd liste med ”terrorsympatisører”, som efter nogle politikeres mening skal fratages deres statsborgerskab. Dette spring fra ”kommentar” til ”terror” siger noget om samfundets tilstand. Det er krigens psykologi.
Og eftersom hun jo ikke har fået sit statsborgerskab på samme måde som almindelige flygtninge/indvandrere, så drages den 20 år gamle og helt ukontroversielle afgørelse pludselig i tvivl.
Dette pres sætter sig videre ned til to de underordnede ministre Kaare Dybvad og Caroline Stage, hvis ministerier får effektueret afgørelsen.
Ifølge artiklen understøttes processen endda af Konservative, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance. Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn har også været aktiv.
Og pludselig – nede i den lokale brugs – får kvinden en besked fra staten i sin e-boks! Efter 20 år som en helt almindelig statsborger er hun nu pludselig fredløs.
Det er rystende læsning om et retssamfund i total opløsning. Hvis ikke denne sag og dens generalopgør med “danske værdier” omgøres øjeblikkeligt, så bør man lægge sag an mod de ansvarlige politikere, som er i fuld gang med at ødelægge landets indre.
Det er Politikens dygtige journalist, Hans Drachmann, der har undersøgt processen. Mange tak til ham.
Links:
Politiken har to artikler om sagen:
Lang artikel: https://politiken.dk/danmark/art10316232/Beskeden-kom-i-e-Boks-Du-er-ikke-l%C3%A6ngere-dansker
Kort artikel: https://politiken.dk/danmark/art10316201/Nu-fratages-28-%C3%A5rig-kvinde-dansk-statsborgerskab
12. Den 10. marts: Fem år
I dag er det fem år siden, at ”nedlukningen” kom ind i verden som en altid eksisterende mulighed og realitet.
I den forbindelse har to fremtrædende forskere i epidemiologi/matematik – Lone Simonsen og Viggo Andreassen, som begge i sin tid støttede regeringen med 150% – skrevet en kronik i Politiken. Det fremgår her, at de intet har intet lært.
Allerede få timer efter offentliggørelsen af kronikken har økonomen Jonas Herby kritiseret kronikkens indhold. Han siger, at kronikken ”tenderer misinformation”.
Herby kritiserer bl.a., at kronikkens forfattere totalt negligerer nedlukningens politiske natur. Og deres beskrivelse af den svenske corona-politik er også helt hen i vejret.
Herby er ikke en hr. hvem som helst. Han var økonom i CEPOS og var fra starten aktiv i at finde vigtige statistikker frem – godt støttet af sin chef Martin Ågerup, der holdt en stor frihedstale på Rådshudspladsen lige midt i det hele.
Nu er både Herby og Ågerup fyret på gråt papir. I stedet er der kommet en direktør fra Erhvervsministeriet i direktørstolen i CEPOS. Han holder ingen taler.
Herby er virkelig inde i sagerne. Og han er også aktuel med en bog om nedlukningen: ”Prisen værd? – nedlukningerne ingen taler om”. Den udkommer på forlaget Kolbein i disse dage.
Så vidt jeg har forstået, så har de radikales Stinus Lindgreen, som ellers støttede nedlukningerne, skrevet forord. Han har i modsætning til de to kronikører været i bevægelse.
Selv har jeg netop udgivet ”Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år” på samme forlag.
Hvor Herby ser på evidensen, så undersøger jeg de politiske, filosofiske og pædagogiske sider af nedlukningen. Det er helt klart, at Andreassen og Simonsen ingen sans har for disse aspekter. Det er under alt kritik. Og de har endda fået et helt forskningscenter, Pandemix, på det stakkels RUC, som engang var den kritiske pædagogiks højborg.
Berlingske har også en artikel om emnet, hvor kronikken i Politiken også omtales. Her kan man bl.a. læse, at Viggo Andreassen mener, at vi uden nedlukninger var endt på 60.000 døde. Det synes en anden ekspert, som ellers også var helt på Mette Frederiksens hold, ”lyder meget højt”. Journalistens perspektiv er totalt ukritisk. Hvorfor har han ikke snakket med Herby?
Heldigvis er Amalie Lyhne særdeles kritisk i avisens lederspalte.
Til sidst vil jeg sige, at “nedlukningen” efter min mening er den filosofiske årsag til den aktuelle krigsretorik. mv. Men det kan man læse om til sidst i min bog.
Links:
Lone Simonsen m.fl.’s kronik: https://ruc.dk/nyheder/hvor-mange-liv-reddede-coronanedlukningerne-egentlig
Kronikken findes i en udvidet form på Videnskab.dk: https://videnskab.dk/krop-sundhed/nye-covid-19-tal-det-undgik-vi-ved-at-lukke-ned/
Jonas Herbys replik: https://punditokraterne.dk/2025/03/10/corona-lones-kronik-er-det-rigtigt-at-nedlukningerne-forhindrede-mindst-21-000-doedsfald/
Jonas Herbys nye bog: https://www.saxo.com/dk/prisen-vaerd_bog_9788785235039?srsltid=AfmBOopUd6iKkaXiJH5E48zafXePE-hFMlEDpQoa3-1rQZK19eVxO6HJ
Min egen aktuelle udgivelse: https://www.saxo.com/dk/den-lukkende-nedlukning_bog_9788785235022?srsltid=AfmBOorWUfNsMPww1NbE4OlMuUxPRcw9Ii5ZTVtPPIViuYNNkufPWtbJ
Artikel i Berlingske: https://www.berlingske.dk/danmark/fem-aar-efter-foerste-nedlukning-haenger-aendrede-vaner-fra-coronatiden?gaa_at=eafs&gaa_n=AerBZYPwNroyFj1KXx7bYlF6t7ew0aGhjYDd-PyqG_cR36demdwQUPgeaYWa&gaa_ts=680d4ce5&gaa_sig=j6WHO-F13KP6qI_atV1nIn2PRqddCXozI_cAXS8o7IVEdeIy5-JZPUag7t9MdKoGtmnV5sY-aorVnp6JSeDojQ%3D%3D
Amalie Lyhnes leder i Berlingske: https://www.berlingske.dk/ledere/berlingske-mener-midt-i-en-krisetid-boer-vi-tage-ved-laere-af-coronatidens?gaa_at=eafs&gaa_n=AerBZYMSM4pDqHON4oeO2h8wSroXyNrhabYu1vn2-J_3q47DnIJ226vfA4SB&gaa_ts=680d4d0f&gaa_sig=PFHA8uAmxjsfk7DlUfko2hTVcHDMwbn0ERNln7RWzjZd5ZkhAJlpYG-r8NgJTQk6eAyDEs50wpUGxn0Woi6UgA%3D%3D
13. Den 11. marts: DPUs fortsatte angreb på dannelse
Alle taler om dannelse og pædagogiske formål. Men ikke på DPU. Her skærer man endnu engang ned på disse emner.
I stedet opnormerer man institutledelsens interesse for den blanding af konkurrencestat og identitetspolitik, der har udviklet sig siden omkring 2010, og som har afstedkommet de mest utrolige sager.
Her er seneste skud i bøssen:
Den aktuelle universitetsreform har resulteret i en helt ny såkaldt ”helhedsplan” for fakultetet ARTS, herunder for DPU.
Som sædvanlig benytter man lige anledningen til at forstærke opgøret med den pædagogiske og videnskabelige sammenhæng.
Her er nogle hovedtræk:
A.
Der skæres ned på Pædagogisk Filosofi og på Generel Pædagogik, som repræsenterer DPUs sammenhæng til dannelse og pædagogik.
Disse fags uddannelsesudbud halveres, så Pædagogisk Filosofi kun udbydes i København og Generel Pædagogik kun i Aarhus. Der er desuden krav om sammenlæsninger af de to uddannelsers moduler, selvom de altså udbydes i hver sin landsdel? Kort sagt: En slags paradoksal sammenlægning.
Der vil heller ikke – så vidt jeg forstår det – være automatisk adgang til disse to uddannelser via DPU’s bacheloruddannelse.
Desuden sker der en decideret sammenlægning af de mange didaktiske uddannelser, som er organiseret under samme afdeling som Pæd.Fil og Gen.Pæd.
Kort sagt: Endnu et frontalangreb på pædagogikken og på lærerhøjskolens baggrundstraditioner.
B.
Derimod etableres der to helt nye uddannelser med de karakteristiske titler: ”Diversitet, Bæredygtighed, Inklusion og Lighed” og ”Teknologi og Pædagogik”.
Der er penge nok, hvis blot emnerne flugter med den diskursive og organisatoriske magt.
C.
Endelig forsikres der om følgende, som vedrører de uddannelser, som er ledelsens favoritter:
“Kandidatuddannelser i hhv. Pædagogisk Psykologi, Pædagogisk Antropologi, Pædagogisk Sociologi og Uddannelsesvidenskab bevares som 120 ECTS uddannelser og får tildelt udviklingsopgaver i forhold til at dække og vægte specifikke temaer inden for såvel som på tværs af de fire fagområder.”
Her er der heller ingen smalle steder. Og disse fag er i dag i høj grad allerede defineret ved den faglige horisont, jeg angav ovenfor.
D.
Kandidatuddannelsen i Uddannelsesvidenskab, som udspringer af symbiosen mellem konkurrencestat og poststrukturalisme, lader ikke til at blive berørt.
Kort sagt: En særdeles ideologisk plan. Helt som forventet.
PS: På et af de andre institutter, Institut for kommunikation og kultur, sker der en kraftig udtynding af de klassiske sprogfag ud fra samme mønster. DPU-ideologien er altså også en ARTS-ideologi.
Reference:
Helhedsplanens proces og dokumenter (se især dokument fra d. 28/2-2025 under “Overblik over beslutninger”):
https://medarbejdere.au.dk/fakulteter/arts/kandidatreform
14. Den 11. marts: Udgivelsesdag
Netop i dag – på 5-årsdagen for nedlukningen – udkommer min helt nye bog: “Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år”.
Det er det, man kalder for god timing!
På nedenstående billede kan man se forlagets redaktør, som netop har modtaget første oplag. Lige om lidt får jeg selv mine eksemplarer .
Bogen kan købes til en intropris på kun 159 kroner via forlagets hjemmeside, jvf. nedenfor.
I bogen får man både en række almene refleksioner over nedlukningens begreb, og en omtale af de mange mærkelige hændelser – i det store og i det små – som man kunne iagttage i perioden april 2021 til august 2022.
Jeg synes ikke, at disse begivenheder skulle gå i glemmebogen, når nu deres indre filosofi stadig er aktiv ud over det hele. Derfor udgiver vi nu denne bog nr. 2 om emnet, endda med en forside hvis grafik matcher den første bog (som omhandlede nedlukningens første år).
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0qYz2dqnQsSBG9TH7WS6dTBXra6bmgYSACJRjJJJx1PFrhrdkP9W1vQbzNZu3z3gHl&id=61565131786204
15. Den 12. marts: Nedlukningens realitet
Før fandtes “nedlukning” ikke, hverken som ord eller tilstand. Nu findes den. Selv når den ikke er der.
Nedlukning som princip er en nu altid allestedsnærværende filosofisk realitet – tavs eller larmende – som sætter ind overalt, i det store og i det små, og i forbindelse med alle mulige sager.
Nedlukningen dukker op her og der, og pludselig over det hele.
På en måde har nedlukningen ikke noget med statistikker, evidens eller sygdom at gøre. Den er der bare. Lige som vejret. Nogle dage regner det. Så må vi intet. Og nogle gange skinner solen. I givet fald får vi en “genåbning”. Dvs. en “tilladelse”. Nedlukning er et ”klima”.
På den måde er nedlukning det modsatte af et demokrati. I nedlukningen har man forbud og tilladelser. I et demokrati har man rettigheder og tilsynekomst.
16. Den 14. marts: Interview med Jens Lundgren
Professor Jens Lundgren, som spillede en dominerende og magtfuld rolle under coronanedlukningen, er interviewet i dagens Politiken. Han kritiserer nedlukningen og så alligevel ikke. Lad mig forklare det:
Lundgren fortæller, at regeringens ”forsigtighedsprincip” var en stor fejl, som bl.a. gik ud over landets børn. Dette forsigtighedsprincip fik efter Lundgrens mening alt for stor magt. Det er godt, at Lundgren er blevet klogere.
Men samtidig roser han selve nedlukningen og taler underdanigt om ”et stærkt lederskab”.
Men den går ikke, eftersom selve nedlukningen jo er lig med ”det ekstreme forsigtighedsprincip” som sådan.
Nedlukningen var defineret ved, at regeringen gjorde op med den normale rets ”proportionalitetsprincip”, som sundhedsmyndighederne stod for, til fordel for et ”ekstremt forsigtighedsprincip”. Og denne begrebsmæssige revolution fortsatte og forstærkedes i hele perioden.
Kort sagt: man kan ikke være imod forsigtighedsprincippet, samtidig med at man går ind for nedlukningen.
Lundgrens mangel på social og filosofisk analyse gør hans øvrige overvejelser helt upålidelige. Her deler han skæbne med en række andre ”eksperter”. Pludselig kom smittetallene til at udgøre samfundets “filosofiske” fundament.
Politikens journalist stiller desværre ikke dette kritiske spørgsmål. Jeg har indtryk af, at den pågældende journalist er en slags Lundgren/Frederiksen-fan.
Og Lundgren havde faktisk særdeles radikale ideer undervejs, som i høj grad byggede på netop forsigtighedsprincippet: Tilbage i efteråret 2021 talte han f.eks. for, at man skulle lave nedlukninger ved almindelig influenza. Det kan man læse om i min ny bog ”Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år”, som netop er udkommet.
Links:
Link til interview i Politiken: https://politiken.dk/danmark/sundhed/art10319796/%C2%BBDet-er-bare-et-sp%C3%B8rgsm%C3%A5l-om-tid-f%C3%B8r-det-sker-igen.-Det-er-sket-gennem-hele-menneskehedens-historie%C2%AB
17. Den 19. marts: DPU-konference om ”åndelig oprustning”
Jeg har reflekteret lidt over programmet for en kommende DPU-konference om “åndelig oprustning”.
Konferencen følger efter min opfattelse en almen tendens i DPUs ledende systemer, til at konkurrencestatens logikker opsluger diverse pædagogiske kategorier.
http://www.thomasaastruproemer.dk/konference-paa-dpu-demokratisk-dannelse-og-aandelig-oprustning.html
18. Den 20. marts: Debatarrangement om pædagoguddannelsen
Den 24. april afholdes nedenstående arrangement i København om pædagoguddannelsens filosofi og indhold. Den hollandske filosof Gert Biesta holder det indledende oplæg, og efterfølgende er der debat med tre danske forskere, Jan Jaap Rothuizen, Birgit Kirkebæk og mig selv.
Jeg håber at se så mange som muligt til en spændende diskussion af landets fornemste profession og dens muligheder.
Links:
Link til tilmelding/program: https://dm.dk/kalender/0003659/
Link til omtale af arrangementet: https://dm.dk/akademikerbladet/debat/genskab-paedagogikken-i-paedagoguddannelsen/
19. Den 21. marts: Stefan Hermann anmelder ”Skolens formål” og ”I skolereformens kølvand”
I den helt nye udgave af årsskriftet ”Uddannelseshistorie” har Stefan Hermann en dobbeltanmeldelse af to af mine bøger: ”Skolens formål” fra 2022 og ”I skolereformens kølvand” fra 2023.
Stefan Hermann lader til at have haft nogle fine dage i selskab med de to udgivelser. Her er lidt citater mm.:
A. Hermanns indledning: ”Sætter tankerne i gang”
Hermann indleder sin anmeldelse med følgende pæne ord om mit almene virke:
”Thomas Astrup Rømer er en særegen skikkelse i dansk pædagogisk tænkning, hvor han ofte med kritisk og nysgerrigt forlæg huserer navnlig med skolepolitiske studier, skolehistoriske udredninger med pædagogisk filosofiske tråde samt med en lind strøm af dagsaktuelle kommentarer på hans blog eller Facebook. Når han er bedst, får man originale analyser, komplekse sammenhænge analyseret med prægnans, og det hele serveret i et ofte metaforrigt og virkelystent sprog, der sætter tankerne i gang.”
Og kort efter lyder det:
”Herudover bør det nævnes, at Rømer i tillæg hertil i mange af sine arbejder indfletter egentlig teoriudviklende ambitioner, dvs. pædagogisk filosofiske overvejelser af helt fundamental og grundlagsteoretisk karakter. Det præger ikke alene indledningen til Skolens formål, men løber tillige som en strøm gennem bogen, nogle gange indforstået og lettere gedulgt.”
B. Anmeldelse af Skolens formål: ”Noget af det mest interessante, der er skrevet om skolens formål de sidste 30 år”
Dernæst går Hermann i gang med sin anmeldelse af ”Skolens formål”, som har gjort ham ”klogere”. Han skriver følgende:
”Rømers bog er ikke en vanskelig skovtur af abstrakte begreber og indforståede filosofiske brydetag, men en kommenterende fortælling om politikere og tænkere, nøgledokumenter og lovgivning, som er værd at læse og som man på mange stræk bliver klogere af.”
Han er især begejstret for bogens DEL 1, hvor jeg udlægger formålsparagraffens tradition:
”Bogens DEL 1 er noget af det mest interessante, der er skrevet om skolens formål de sidste 30 år. Ikke fordi alt står lysende klart og alle slutninger begrundes i bund, men fordi Rømers undersøgelse er forankret i et grundigt arbejde, peger nye steder hen og har fat i de rigtige tekster og dokumenter.”
Men også DEL 2 og DEL 3, der handler om pædagogikkens og skolepolitikkens udvikling fra 1993-2014, får gode ord med på vejen:
”Analyserne i DEL 2 og DEL 3 er ligeledes gennemarbejdede, stofrige og detaljemættede og et godt udgangspunkt for at diskutere og kaste sig ud i supplerende eller korrigerende analyser.”
Derimod er Hermann ikke så glad for bogens afsluttende DEL 4, hvor jeg gennemgår professionshøjskolernes og DPU’s udvikling. Hans kritik går dog mest på noget formmæssigt, så vidt jeg forstår det. Men jeg havde håbet, at Hermann netop under DEL 4 ville være mere anfægtet, eftersom han jo – som rektor for en professionshøjskole – selv var en del af processen.
Han undrer sig også over, at jeg næsten ikke drøfter trivselsbegrebet, hvilket jeg faktisk også selv undrer mig over. Dengang handlede alt om ”læring”. Jeg tager lidt revanche i en kommende bog ”Trivsel tur-retur”, som udkommer her i foråret.
Hermann konkluderer sin anmeldelse med en klar anbefaling:
”Bogen må klart anbefales. Rømer skriver uden cykelhjelm og knæbeskyttere. Nogle gange også med svigtende lys og sidespejl, men altid med et anliggende og en klar holdning til aktørerne på arenaen.”
C. I Skolereformens kølvand: ”Problemstillinger, som ikke er til at komme uden om”
Hermann er mindre begejstret for den anden bog, hvor jeg gennemgår tiden fra 2014-2020, med særlig vægt på de to vigtige sager om Keld Skovmand og Erik Schmidt.
Hermann mener, at bogens undersøgelser er et udtryk for ”pædagogisk tribalisme”. Men dette lidt polemiske udtryk er en ren dyd i min ordbog, for det svarer jo til at beskytte pædagogik, velfærdsstat, nationalitet, verdensborgerskab og humanisme imod det totalovergreb, som en ekspanderende konkurrencestat iværksatte fra slutningen af 90’erne og fremefter. Det er i al fald sådan, jeg selv forstår mit behov for at dokumentere disse sager så grundigt. De må ikke gå i glemmebogen.
Og at Hermann har trods alt fået noget at tænke over, fremgår af anmeldelsens sidste sætninger: Her skriver han, at …
”…Rømers pensum er stort og hans akademisk terrængående strategier interessante og vigtige, idet han kombinerer filosofi, historie, sociologi, pædagogik, politologi og meget mere.”
Og det hele rundes af med et eftertænksomt smil på læben:
“Alligevel morede jeg mig under læsningen, og bogen er bestemt rig på udkast til analyser og på problemstillinger, som ikke er til at komme udenom.”
20. Den 22. marts: Internationalt arbejde siden 2000
Claus Holms overrumplende fyring af undertegnede i december 2022 afstedkom en pludselig afbrydelse af et stort internationalt engagement med pædagogisk filosofiske emner. Et arbejde der undervejs har haft direkte effekt på analyserne af den danske tradition.
Nedenfor kan man tilgå en kronologisk liste over mine engelsksprogede og nordiske artikler/konferencebidrag.
Jeg kom i tanke om dette engagement, fordi jeg fik tilsendt en bog af professor Stephen Dobson, der skriver om eksaminer og bedømmelser på en virkelig interessant måde. Titlen på Dobsons bog er “Assessing the Viva in Higher Education” (“Viva” betyder afhandling/forsvar). Dobsons bog udkom på forlaget Springer i 2018.
Dobson har bemærket min artikel “Learning and Assessment in Postmodern Education” (Rømer 2003a), og han skriver bl.a.:
“The most interesting postmodern discussion of assessment to date has been made by Rømer (2003)”
Det var netop i 2000-2003, hvor jeg i forbindelse med mit ph.d.-arbejde blev opmærksom på en særlig rig forbindelse mellem en nærmest sprudlende postmodernisme og en dyb kærlighed til fortiden. Herfra fulgte analyserne i en lind strøm, og det hele kulminerede i den ultrakorte tekst “Essentializing postmodernism”, der udkom i det australske tidsskrift “Educational Philosophy and Theory” i 2018.
I løbet af denne årelange proces lærte jeg, hvad en vitalistisk, nysgerrig og urgammel kritisk omsorg består af. Det var denne dybt faglige situation, som Claus Holm blev forvirret over. Allerede i 2010 kaldte han det for “polemisk dumdristighed”. Holm kørte DPU i grøften.
Her er listen over de mange artikler og konferencebidrag. Jeg er meget stolt over arbejdet, men også virkelig ked af, at det hele sådan blev afbrudt uden videre af et universitet, som arbejder direkte imod sit formål. Jeg var jo slet ikke færdig:
- Internationale artikler:
Rømer, T.A. (2002a). ”Læring og objektivitet i Projektarbejdsformen”, i Nordisk Pedagogik, nr. 2, s. 88-98.
Rømer, T.A. (2002b). ”Læring og evaluering i sprogspil”, Nordisk Pedagogik, vol. 23, nr. 1, s. 33-48.
Rømer, T.A. (2002c). “Situated Learning and Assessment”, i Assessment & Evaluation in Higher Education, vol. 27, nr. 3, s. 233-241.
Rømer, T.A. (2003a). ”Learning and Assessment in Postmodern Education”, Educational Theory, vol. 53, nr. 3, s. 313-328.
Rømer, T.A. (2003b). ”Learning Process and Professional Content in the Theory of Donald Schön”, Reflective Practice, vol. 4, nr. 1, s. 85-94.
Rømer, T.A. (2004). ”Magt og uddannelse i det postmoderne”, Nordisk Pedagogik, nr. 2, s. 130-146.
Rømer, T.A. (2005a). ”Læring og objektivitet i postmoderne uddannelsesteori”, Utbilding och Demokrati, vol. 14, nr. 3, s. 97-118.
Rømer, T.A. (2005b). ”Kan sociokulturel teori udtale sig om uddannelse?”, Norsk Pedagogisk Tidsskrift, nr. 3, s. 231-243.
Rømer, T.A. (2006). ”Læring og objektivitet – konstruktivismen som uddannelsesteori”, Nordisk Pedagogik, nr. 2, s. 108-122.
Rømer, T. A. (2009a). ”Myldrende sætninger og og åbne bedømmelser – om uddannelse som lokal frihed”, Norsk Pedagogisk Tidsskrift, nr. 3, s. 214-225.
Rømer, T. A. (2009b). ”Klistrende og forrevne ord”, Utbilding och Demokrati, nr. 1, s.121-136.
Rømer, T.A. (2009c). ”Opmærksomhedens pædagogik”, Nordisk Pedagogik, nr. 4, s. 338-354.
Rømer, T. A. (2010). ”Tilblivelse og bedømmelse af videnskabeligt arbejde”, i Nordic Studies in Education, nr. 4, s. 279-295.
Rømer, T. A. (2011a). ”Postmodern Education and the Concept of Power”,Educational Philosophy and Theory, vol. 43, nr. 7, s. 755-772.
Rømer, T. A. (2011b). “The Educational Thing”, Studies in Philosophy and Education, vol. 30, nr. 5, s. 499 – 506.
Rømer, T. A. (2012a). “The Educational Thing”, i Biesta, G. (ed.). Fifteen Contemporary Educational Theorists in Their Own Words, Dortrecht: Springer Publishing Company, s. 71-78.
Rømer, T. A. (2012b). “Imagination and Judgment – Intelligent Transactions in a Democratic Context”, Educational Philosophy and Theory, vol. 44, nr. 2, s. 133 – 150.
Rømer, T.A. (2013a). “Jean-Jacques Rousseau – mellem kosmos og polis”, i Straume, Ingerid S. (red.). Danningens filosofihistorie, Oslo: Gyldendal, s. 136-146.
Rømer, T.A. (2013b). “Nature, Education and Things“, i Studies in Philosophy and Education, vol. 32, nr. 6, s. 641-652.
Rømer, T.A. (2014). “The Relationship Between Education and Evidence“, Cursiv, nr.14, s. 105-122.
Rømer, T.A. (2015). “Thought and Action in Education“, i Educational Philosophy and Theory, vol. 47, nr. 3, s. 260-275.
Rømer, T.A. (2017a). “Kritik af John Hatties teori om visible learning“, Nordic Studies in Education, vol. 37, nr. 1., s.19-35.
Rømer, T.A. (2017b). “Pure and Impure Pedagogy: Report from an Educational Controversy in Denmark”, Paideutika – Quaderni di formazione e cultura (Notebooks on Education and Culture), årgang 13, nr. 25, s. 45-55.
Rømer, T.A. (2017c). “Nogle realistiske bemærkninger til Piagets læringsteori“, Udbildning & Demokrati, vol. 26, nr. 3, s. 85-104.
Rømer, T.A. (2018a). “Essentializing Postmodernism“, i Educational Philosophy and Theory, årgang 50, nr. 14, s. 1611-1612.
Rømer,T.A. (2018b). “Education and Causality”, Paideutika – Quaderni di formazione e cultura (Notebooks on Education and Culture), årgang 27, nr.1, s. 143-159.
Rømer, T.A. (2019). “A critique of John Hattie’s theory of Visible Learning“, Educational Philosophy and Theory, vol. 51, nr. 6, s. 587-598. (John Hattie svarer på kritikken her: “John Hattie responds to new critique of visible learning”, Corwin-connect.com).
Rømer, T.A. (2021). “Gert Biesta – Education between Bildung and Poststructuralism“, Educational Philosphy and Theory, vol. 53, nr. 1, s. 34-45.
Rømer, T.A. (2024). “From Bildung to Identity”, i Andersen, L. (red.): What it means to be human – Bildung traditions from around the globe, past, present and future, Nordic Bildung.
- Internationale konferencer med paper (omvendt kronologi)::
Nordbild, maj 2024 i København: “The Inner Contradiction of Sustainability”.
NERA, marts 2024 i Malmø: “Hannah Arendt on Education and Politics”.
INPE (International Network of Philosophers of Education), august 2022 i København: “What is a Lockdown?”.
NERA (Nordic Educational Research Association), november 2021 i Odense: “Reform Pedagogy and Bildung”.
NERA, marts 2020 i Turku: “Two Manifestos of Education”.
NERA, marts 2019 i Uppsala: “What is Formation?”.
ECER 2019 in Hamburg: “Is Gert Biesta a philosopher of Bildung?” + “Evidence, Efficiency and The Illusory Abolition Of Risk” (for symposium)
NERA, 2018 i Oslo: “Is Gert Biesta a Philosopher of Bildung?”.
ECER, 2018 i Bolzano: “The Ring of Education”.
NERA, 2017 i København: “Causality in Education”.
NERA, 2016 i Helsingfors: “A Critique of John Hattie’s Theory of Visible Learning”.
NERA, 2015 i Göteborg: “The Radiant Ring of Pedagogy”.
NERA, 2014 i Lillehammer: “The Oblique Teacher”.
NERA, 2013 i Reykjavik: “The Philosophy of Assumption in Rancière and Kierkegaard”.
ECER, 2013 i Istanbul: ?.
NERA, 2012 i København: “John Dewey’s Philospophy of Thing”.
Laboratory for Educational Theory, 2012 i Stirling: ?.
NERA, 2011 i Jyväskyla: “The Educational Thing”.
ECER, 2011 i Berlin: ?.
NERA, 2010 i Malmö: “Aristotle and the Relations Between Thought and Action”.
NERA, 2009 i Trondheim: “Attention and Citizenship in the Work of Rousseau”.
NERA, 2008 i København: ?.
NERA, 2007 i Turku: ?.
NERA, 2006 i Örebro: “Arbejdserfaringer og voksenuddannelse” (sammen med Palle Rasmussen og Annette Rasmussen).
NERA, 2005 i Oslo: “Michael Polanyi and the Tacit Structure of Knowledge”.
NERA, 2004 i Reykjavik: “Tradition, Reflection and the Organisation of Time in Postmodern Education”.
NERA, 2003 i København: ?.
NERA, 2002 i Tallin: “Postmodern Theory and Educational Assessment”.
INPE, 2002 i Oslo: “Postmodern Educational Communities”
21. Den 22. marts: Anders Fogh er Danmarks svar på Trump
Anders Fogh Rasmussen siger, at han er imod Trump. Men det forstår jeg ikke. Den største trumpist i Danmark er helt klart Fogh selv.
Hvordan?
Jo, for det første på grund af Foghs opgør med ”smagsdommerne”, dvs. med hele efterkrigstidens humanistiske og faglige tradition. Det var Trump-agtigt på alle måder. En ødelæggelse af landets intellektuelle og åndelige liv.
Dertil kom, at Foghs skam selv indførte nogle nye smagsdommere. Det var ”økonomerne”, som totalt smadrede den nationale tradition. Den eneste forskel i forhold til Trump er, at Trump nu har erstattet og forstærket ”økonomerne” med anarko-tekno-kapitalismen, der omdanner “grænser” til “territorier”. Staterne omdannes til “stammer”.
Denne effekt eksisterer konstant. Den nuværende regering fjerner jo helligdage pga. ”arbejdsudbuddet”. Det er en ren Fogh+Trump.
Dertil kommer Foghs illegitime kærlighed til globale krige. Meget Trump-agtigt. Den del har Trump jo overført direkte fra 00’ernes USA. Det er et opgør med højskolens samtale, dvs. med “smagsdommerne”.
Så Fogh er helt klart Danmarks svar på Trump. Og i slutningen af 00’erne sluttede venstrefløjen op om Foghs system. På den måde er SF og Socialdemokratiet også en slags Trump-bevægelse. Hvilken tragisk skæbne.
Og det mest deprimerende er måske, at mange danske nationalkonservative, som ellers også burde støtte den folkelige tradition, lader til at elske Trumps totale forstærkning af Fogh Rasmussens opgør med det “folkelige”.
Men ok, Fogh skal have tak for at beskytte Kurt Westergaards smukke tegninger af den tydeligt irriterede Muhammed.
22. Den 23. marts: Digital teknologi i folkeskolen
For en måneds tid siden udkom en ny rapport om digitaliseringen af Folkeskolen. Rapporten forårsagede en del debat, som jeg gennemgår i nedenstående indlæg, så det hele ikke går i glemmebogen:
http://www.thomasaastruproemer.dk/diskussion-af-rapport-om-skaerme-i-skolen.html
23. Den 24. marts: Ny karrierestrategi
(satirisk indlæg
Jeg sidder og udfylder mit dagpengekort til a-kassen. Der er nogle tekniske problemer, så imens jeg venter, faldt jeg over nedenstående link fra 2015, hvor man kan læse om to meget forskellige vurderinger af mit arbejde fra hhv. brede faglige kredse og DPU.
I den forbindelse får jeg en ide, for jeg vil jo gerne være pædagogisk forsker med samfundsmæssig anerkendelse:
Hvad nu hvis jeg gør følgende?:
– skriver til DPUs ledelse og beder om forladelse for alle de unyttige og inkompetente ord, jeg har skrevet i ca. 20 år, herunder mit helt forfejlede forsvar for kollegaer, fagområder og lærere.
– sletter min hjemmeside og nedlægger min facebook-profil. I stedet laver jeg en ny hjemmeside, som hedder ”læring, trivsel og evaluering”.
– skriver en kronik, hvor jeg roser DPUs og AUs udvikling siden 2008 og lobhudler de forskellige ledelseslags store og positive effekt på pædagogik og forskning
– roser de store og vigtige uddannelsespolitiske beslutninger, som skiftende regeringer har gennemført fra 2006 og fremefter. Jeg fremhæver især DPUs meget positive rolle i forbindelse med skolereformen i 2013.
– Alle kritikere af mit nye og langt mere konstruktive synspunkt beskrives med ord som ”plattenslagere”, ”løgnagtige”, ”dumdristige” og med alle de andre ord, som jeg har lært, at man skal bruge, når ens arbejde bliver kritiseret, jf. link.
Så bliver jeg igen en kompetent forsker på DPU og Aarhus Universitet? Det troede jeg ganske vist også, at jeg var før, men det var naturligvis helt forkert.
Jeg beklager meget min store fejltagelse. Fra nu af vil jeg støtte den ægte videnskab og pædagogik, som DPU har været en så fantastisk støtte for igennem årene.
http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogikkens-to-verdener-hadefuld-konspirationsteori-eller-noteworthy-contribution.html
24. Den 25. marts: DPU i 2010
Jeg har fundet et vigtigt dokument om DPUs dramatiske forsøg på at nedlægge filosofien/fyrer tre filosoffer i 2010, jvf. nedenstående indlæg.
Efter min opfattelse er der tale om universitetshistoriske begivenheder.
Selvom de konkrete fyringer efterfølgende blev afblæst, så blev selve det system, som var årsag til fyringerne fastholdt og forstærket. Denne skæbnesvangre systematik har betydet en svækkelse af filosofiens og almenpædagogikkens rolle på DPU og dermed også i samfundet.
http://www.thomasaastruproemer.dk/det-ny-dpus-angreb-paa-paedagogisk-filosofi-i-2010.html
25. Den 26. marts: Børnehavens filosofi
A. Leg og læring
Nogle siger, at der i børnehaven skal være både leg og læring.
Udtrykket ”leg og læring” indebærer imidlertid en meget problematisk adskillelse. Hvorfor det? Jo, fordi kundskaberne, altså hele den samfundsmæssige og kulturelle tradition, tages ud af legen og rekonstrueres som ”læring”. Derefter forfalder den nu kundskabsfrie ”leg” til at være et rent middel for de splintrede og rekonstruerede kundskaber, som jo nu hedder ”læring”. Vi får dermed en funktionalisering af pædagogikken, der ødelægger dens inderste essens.
Den radikaliserede version af denne tendens er, at leg helt forsvinder eller bliver til adfærdskorrektion. Det ser man i nogle af de omfattende læringskoncepter, der anvendes og styres af hele kommuner med ministeriel godkendelse. Det er er børnehavernes svar på Visible Learning, som huserede i skolerne i slutningen af 10’erne.
B. Fri leg ødelægger legen
Andre siger, at vi skal have ”fri leg”. Det er imidlertid ligeså problematisk. Hvorfor? Jo, fordi friheden dermed tages ud af legebegrebet som sådan og dermed reduceres til en form for tilføjelse.
Ved at tale om ”fri leg” overser man legens situerede aspekt, og det situerede rekonstrueres efterfølgende som noget ”tvunget” eller ”ydrestyret”, eller hvad man nu går og kalder det. Det er logik, for ellers var der jo ingen grund til at tilføje et ”fri”.
Fortalere for “fri leg” binder dermed selve legebegrebet til frihedens modsætning, Men det er en fejl, for frihed er indbygget i legens begreb som sådan. Taler du om leg kan du ikke tale om ufrihed. Man bakker jo heller ikke bagud, vel?
Der er kun legen, og den har ingen tillægsord. Her hersker filosofien og dens kunst.
C. Hvad er børnehaver?
Hvad er leg da? Jo, det er jo den æstetiske kerne i enhver kundskabstradition.
Spørg stort set enhver filosof fra Immanuel Kant til John Dewey og mange andre, f.eks. Gadamer og Humboldt.
Alle disse tænkere taler om en legende omgang med situationer og materialer og om mennesker som kundskabens essens. Og det er denne lege-essens’ fylde, der skal arbejde videre op gennem livet og dets aldre.
Børnehaven skal derfor ikke forberede til skole. Den er skole, mere end skolen selv. Børnehaven er skolens inderste væsen.
Det er snarere skolen, der skal bygge på børnehaven. Skolens skal blot give den leg, som har virket i børnehaven, en anden form. Og bagefter skal gymnasiet, erhvervsskolerne og universitetet give nye former til det legende grundmateriale.
D. Sætninger
Børnehaven er det lille barns ånd, dets udtryk.
Børnehaven er mere end en institution. Det er en filosofi, som udtrykker sig i en institution (i konkurrencestaten er børnehaven derimod blot en banal “organisation”).
Derfor skal vi værne om vores børnehavetradition. Den er samfundets egentlige grund.
”Leg og læring” opsplitter børnehavens begreb.
”Fri leg” opsplitter også børnehavernes begreb.
Leg er børnehavens essens. Børnehavens leg er opdragelse til kundskaber og frihed.
I enhver videnskabelig sætning er en leg.
Leg er inde i alt.
Alt, som er, har leg i sig.
Ting uden leg, er ingen ting.
Al pædagogik, også universitets- og erhvervspædagogik, må kigge mod børnehaven for at finde sig selv.
26. Den 26. marts: Mette Frederiksens omvendte grundlov
Jeg har lige læst Kaare R. Skous store værk om dansk forfatningshistorie fra 2016: ”Lov & land – en fortælling om Danmarks grundlove gennem 800 år”.
I forbindelse med Skous gennemgang af 1849-grundloven kommer han frem til følgende forfatningsretlige princip:
”Forvaltningen med regeringen i spidsen kan kun gøre det, der er tilladt – altså det, der er hjemlet i en lov – mens det private menneske kan gøre alt det, der ikke er forbudt” (s. 167)
Grunden til, at jeg bed mærke i denne formulering, er, at Mette Frederiksen i Berlingske, d. 9/12-2021 gav udtryk for det stik modsatte synspunkt. Her sagde hun nemlig følgende:
“Der står jo ikke noget sted, at der ikke er hjemmel til at aflive minken”.
Det vil sige, at Frederiksen forfægter det synspunkt, at staten kan gøre alt, som ikke eksplicit er forbudt i loven?
Men det er jo det modsatte af det almindeligt anerkendte hjemmelskrav, som ifølge Kaare Skou er en del af forfatningens indre? Ja, et slags omvendt og kaotisk hjemmelskrav? Dermed forveksler Frederiksen stat og civilsamfund?
Det normale princip, som altså anføres af Kaare Skou, er følgende: I civilsamfundet må man gøre alt, der ikke er forbudt. Derimod må staten kun gøre det, som loven eksplicit tillader.
Men Frederiksen går altså ind for det modsatte: Staten må gøre alt det, som ikke er forbudt, mens civilsamfundet kun må gøre det, som er tilladt.
Man kan næsten ikke overskue konsekvenserne.
Det hele er et eksempel på den forfatningsmæssige forskydning, som jeg har argumenteret for forskellige steder, senest i bogen “Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år”. Her kan man også læse mere om det pågældende interview med Frederiksen.
https://www.gucca.dk/den-lukkende-nedlukning-bog-p700930?srsltid=AfmBOopsMUOxJ_SwNlseustV9-zK1dvkrl8RmFOZlsb74gieN3P0W332
27. Den 28. marts: Teknokratisk vitalisme på Aarhus Universitet
Jeg har reflekteret lidt over et indlæg om forskningspolitik fra to AU-dekaner. Man kan roligt sige, at Helge Sanders opgør med universitetet er sprællevende.
http://www.thomasaastruproemer.dk/teknokratisk-vitalisme-indlaeg-af-to-au-dekaner.html
28. Den 30. marts: 30 upraktiske råd i 2009
For snart 16 år siden – i 2009 mens symbiosen mellem konkurrencestat og DPU fortættedes – sad jeg i toget og kedede mig. Pludselig havde jeg noteret 30 “upraktiske råd”.
De upraktiske råd udkom først på min daværende blog på Folkeskolen, og senere fik de i let korrigeret form plads i min bog “Uddannelse i spænding – åbenhjertighedens, påmindelsens og tilsynekomstens pædagogik” (2010).
Rådene udspringer af nogle meget mærkelige og modsatrettede inspirationskilder fra den europæiske dannelses- og læringstradition. De upraktiske råd endte derfor som en slags kritisk-æstetisk nationalisme, eller hvad man nu skal kalde det. Det vil sige det modsatte både af DF/V og af den spirende konkurrencestatsvenstrefløj.
I dag ville jeg nok formulere nogle af rådene lidt anderledes, men egentlig kan jeg godt lide ånden i foretagendet.
Arbejdet med de upraktiske råd og med “Uddannelse i spænding” resulterede i, at jeg i 2010 fik Holgerprisen, som blev uddelt på Askov Højskole i de år.
Min tale ved prisoverrækkelsen var bestemt ikke populær hos DPU, som jo dengang var helt vilde med pisalister og den slags. Dekan Lars Qvortrup erklærede efter prisoverrækkelsen, at han jo kunne fyre mig, hvis han ville. Og Qvortrups kommunikationsdekan, den nuværende institutleder Claus Holm, skrev direkte, at mit arbejde var et udtryk for konspiration og for “polemisk dumdristighed”. Det var, hvad jeg vil kalde en åben trussel, eftersom man få måneder forinden havde forsøgt at afskedige tre personer fra mit fagmiljø.
Links:
Link A: Folkeskolen.dk’s version af de 30 upraktiske råd: https://www.folkeskolen.dk/folkeskolen-nr-19-2009/30-upraktiske-rad-til-den-nye-laerer/634523
Link B: “Uddannelse i spænding”: https://www.folkeskolen.dk/laerer-og-efteruddannelse-paedagogik-undervisning/uddannelse-i-spaending/1792607
Link C: Begrundelse for tildeling af Holgerprisen: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2013/09/Begrundelse-for-Holger-Prisen.pdf
Link D: Min egen tale ifm. overrækkelsen, inkl. Holms kommentar: https://blog.folkeskolen.dk/thomas-aastrup-romer/oplaeg-pa-det-alternative-soromode/202406
29. Den 1. april: Censur på Folkeskolen.dk
Lærerinden, Lærke Grandjean, fortæller på Facebook, jf. nedenfor, at Folkeskolens chefredaktør har udelukket hende fra bladets debattråde.
Ud fra det materiale, som Grandjean har fremlagt, forekommer det helt uforståeligt.
Grandjean er ikke en fru hvem-som-helst. Hun har via både udgivelser og arrangementer gjort en enorm indsats for at udbrede kendskabet til hollænderen Gert Biestas pædagogiske filosofi, og i 10’erne gennemførte hun en lang række store interviews med landets pædagogiske tænkere. Hun har sågar interviewet formanden for Danmarks Lærerforening.
På den måde blev hun i min optik en del af uren pædagogik-bevægelsen, selvom hun ikke bidrog direkte til de konkrete udgivelser. Ligesom Brinkmann og mange andre urene pædagoger kritiserede hun da også Claus Holms fyringsaktion i 2022 på det kraftigste.
En gang imellem inddrog hun sin mand, idehistorikeren Ole Morsing, i arbejdet. Morsing skrev selv i 2022 en spændende bog om Søren Kierkegaards pædagogiske og samfundsmæssige relevans. Bogen hed ”Kirkegaards samfundskamp”.
På en måde er Lærke en slags moderne og sekulariseret Kierkegaard? En slags ”Grandjeans samfundskamp”?. Måske var Morsings bog en slags kærlighedserklæring til hans bedre halvdel? Men ok, det er en tangent. Sorry.
Dertil kommer, at Lærke selv har et altid levende og frit engagement i pædagogiske emner og problemstillinger. Hun har en slags retfærdighedssans, som samfundet kunne lære af. Det er lidt dejligt, også når man ikke er enig og bliver ”pisseirriteret”, som Alexander von Oettingen nok ville udtrykke det, hvilket har den gode effekt, at vi andre må tænke og skrive, så verden kan komme til syne.
Grandjean er nok en af de sidste personer fra 10’ernes kritiske tradition, som er aktive på Folkeskolen.dk, så jeg forstår ikke, at hun ikke – i stedet for al den censur – får en medalje og en flaske whisky af den krænkede redaktør.
Muligvis skyldes min solidaritet med Lærke også, at jeg selv i 2012 – altså lige imens skolereformen kom til verden – fik nedlagt min blog på Folkeskolen, fordi mine indlæg krænkede nogle af skolereformens ideologer!
Folkeskolens aktion er under al kritik. Kedsomheden vil brede sig.
https://www.facebook.com/groups/semig/posts/9911924582154042/
30. Den. 2. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 1: Holms ”patriotisme”
Institutleder ved DPU, Claus Holm, har skrevet et indlæg til Skolemonitor. Indlægget er et bidrag til den diskussion, som Tesfaye har startet om ”åndelig oprustning”.
Holm fortæller, at hans indlæg skal ses som et forsvar for ”patriotismen”, set i lyset af ”den hærgende putinisme og trumpisme”.
Holm har i mange år stået for en indædt tilslutning til konkurrencestatens teori og politik. Derfor er der tilsyneladende tale om en vending, når Holm nu fremhæver vigtigheden af hele den nationale tradition.
Claus Holm fremhæver f.eks. arbejdet med skolens formålsparagraf, og han refererer ligesom ministeren intensivt til Hal Koch. Der er også referencer til Poul Henningsen og til seminariemanden Holger Henriksen, der hjalp med at skrive formålsparagraffen i 1993.
Faktisk fik jeg selv i 2010 den såkaldte ”Holger-pris”, som netop var opkaldt efter Holger Henriksen. Jeg talte dengang med Henriksen, som var ekstremt kritisk overfor den retning, som Holms DPU havde taget. Det er meget underligt for mig at læse disse sætninger i Holms indlæg.
Holm mener, at vi skal blive bedre til at tage ”den heterogene samtale, hvor borgere taler med andre borgere, som de ikke nødvendigvis deler synspunkter endsige værdier med”.
Jeg er helt enig i, at Holm og DPU skal blive bedre til det. For jeg kan med stor sikkerhed sige, at DPU i snart 20 år har stået for det stik modsatte. Det er ikke karrierefremmende at kritisere Holms uddannelsespolitiske synspunkter.
Holm mener desuden, at disse emner i mange år har ”ligget uden for pædagogikkens domæne”. Og ja, det kan man roligt sige, og han har selv haft et hovedansvar for denne eksklusion. Det melder indlægget dog ikke noget om.
Måske er forklaringen på disse modsætninger, at Holms erklærede ”patriotisme” i virkeligheden stammer fra Ove Kaj Pedersens ”soldat i konkurrencestaten”, som Holm jo er vild med?
Men konkurrencestaten var jo netop et opgør med den nationale tradition, dvs. med syntesen af frihed, folkelighed og lighed? På en måde går Holms ”soldat” til angreb på det, som han skal forsvare? Det er et paradoks, som efter min mening truer pædagogikken.
Eller måske skal vi finde forklaringen i Holms særlige version af den såkaldte ”samtidsdiagnose”, som i høj grad har præget DPUs uheldige udvikling: Vi stikker fingeren i vejret og følger strømmen!
https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18050832.ece
31. Den 2. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 2: Hal Koch og læringsrevolutionen
I 2015 blev Claus Holm leder af DPU, hvor han i mange år havde været mellemleder og ivrig støtte af skolereformens ideologi.
Holm fik samme år etableret en stor dagkonference om skolens formålsparagraf, som han selv bidrog til. Her gjorde han direkte op med demokratisk dannelse, herunder med Hal Koch og Løgstrup. Det er ”overstået”, som han siger. I stedet skulle vi have ”læring” (Jf. Link A+B).
Det var dengang, Antorini ville lave en “læringsrevolution”. Holm trippede underdanigt.
Denne logik med ”læring i stedet for dannelse” har haft afgørende indflydelse på pædagogisk forskning og begrebsdannelse lige siden.
Allerede dengang var Holms synspunkter kontroversielle i mange kritiske og faglige kredse.
Kort sagt: Claus Holm sagde dengang det stik modsatte af, hvad han i dag rejser rundt med, jf. mit opslag fra i morges, hvor han skamroser både demokrati og Hal Koch og så videre.
Nu er der kommet en ny minister, som ikke snakker så meget om “læring”. Så løber Holm derhen.
Og i sit aktuelle indlæg nævner han slet ikke sine tidligere synspunkter eller fremhæver nogle af hans kritikere fra dengang.
Man kan dårligt forestille sig en større intellektuel og moralsk deroute.
Her er nogle citater fra Holms foredrag fra 2015:
“Vi har i den forstand med 2006-loven definitivt forladt 1975-lovens optagethed af demokrati og også overstået den Hal Kochs-inspirerede idé om, at demokrati som livsform skulle udgøre skolens primære formål. I stedet for at demokrati som livsform skulle udgøre skolens primære formål, så er det nok mere præcist at tale om, at læring som livsform i dag er skolens primære formål”.
og videre….
“Det betyder, at lærere og pædagoger skal kunne motivere den enkelte person til at være ansvarlig for egen kompetenceudvikling gennem læring – og det er gennem dette livslange læringsarbejde, den enkelte realiserer sig selv”.
Kigger man på 2015-konferencens setup, så er det i øvrigt tankevækkende, hvor meget programmet minder om Holms aktuelle konference om samme emne, som jo skal understøtte hans nye synspunkt.
Det er vigtigt for dansk pædagogisk forskning og begrebsdannelse, at Holm omgående fratages sit embede, og at han erstattes af en mere rummelig og ædruelig person med sans for pædagogikkens og videnskabens egenart.
Links:
Link A: Citaterne er hentet fra denne artikel: https://www.folkeskolen.dk/dpu-folkeskoleloven-folkeskolereform/forsker-om-folkeskolens-formal-laering-som-livsform/984691
Link B: Omtale af hele konferencen fra 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/referat-af-konferencen-folkeskolens-formaal-til-eftersyn-d-19-august-2015-paa-dpu.html
32. Den 3. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 3: Niels Jakob Pasgaards kritik
Det mest utroværdige intellektuelle skift i mands minde er Claus Holms pludselige kærlighed til dannelse.
I en række opslag vil jeg dokumentere denne opportunistiske kovending. Her er min tredje iagttagelse (de to andre er fra i går):
Lektor Niels Jakob Pasgaard skrev i 2017 bogen ”FAQ om læringsmål”. Her analyserede og dokumenterede han den allestedsnærværende læringsmålsdiskurs og dens indbyggede historik og filosofi. Pasgaard var særdeles kritisk. I dag giver alle ham ret.
En af de centrale repræsentanter for læringsparadigmet, som Pasgaard fremhæver, var netop DPU’s institutleder Claus Holm.
Holm citeres for følgende fire udtalelser i 2014-16, hvor han var nyudnævnt institutleder:
”Den indholdstyrede didaktik er død, længe leve den læringsmålstyrede didaktik” (s.11)
”Bliver legen for ofte for sjov, er der upassende, for så tager det opmærksomheden fra læringsmålene” (s. 84)
”Det betyder, at lærere og pædagoger skal kunne motivere den enkelte person til at være ansvarlig for egen kompetenceudvikling gennem læring – og det er gennem dette livslange læringsarbejde, at den enkelte realiserer sig selv” (s. 129)
”Slutter det der med læring da aldrig? Hvornår kan man endelig få lov at tage en slapper? Svaret er: I princippet aldrig! Går vi for en sidste kort bemærkning tilbage til de to englænderes rapport, så giver den også et bud på, hvad man skal lære, når man en dag bliver 75 år. I al korthed er englændernes bud formuleret på følgende vis. LEARNING TO DIE WELL” (s. 128, fra en dimissionstale på DPU).
En af Holms intellektuelle idoler, Lars Qvortrup, citeres også i Pasgaard bog med følgende kritiske kollaps:
”Målstyring er kommet for at blive, så længe vi har en folkeskole, hvis mål fastsættes politisk” (s. 82)
En af Holms første gerninger som institutleder var – uden opslag – at ansætte Qvortrup som leder af en nyt læringsmålsdefineret skoleforskningscenter. Qvortrup havde i øvrigt selv været leder for DPU i 2008-11.
Pasgaard eget alternativ bygges op omkring H.G. Gadamers og Jan Masscheleins pædagogiske filosofi, som står for det stik modsatte af Holms og Qvortrups synspunkt.
I 2017 hed det store superligaslag: FC Pædagogik mod FC læring.
I sin FAQ-bog træder Pasgaard frem som en pædagogisk tænker. I modsætning til Claus Holm, som er en ideologisk opportunist.
Desværre har Holm al magten, og han bruger den, mens DPU er endt som en tavs og underdanig organisme.
33. Den 3. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 4: Holms dannelsesideal i 2013
I dag taler Claus Holm om ”åndelig oprustning” og ”demokratisk dannelse”. Holm, hvis dannelsesideal er konkurrencestatens “opportunisme”, ønsker at tækkes undervisningsministerens ideer. Det har jeg skrevet om i en række tidligere noter.
Holms krigsretorik er ikke ny. Allerede i 2013 talte han også om oprustning. Dengang var det blot konkurrencestatens krig mod andre landes økonomier.
Det kan man læse om i nedenstående indlæg i Information, hvor der er fuld honnør for både Bjarne Corydon, Ove Kaj Pedersen og Mette Frederiksen.
Corydon og Frederiksen var – med reference til Ove Kaj Pedersens teorier – i selvsamme uger, hvor Holms indlæg udkom, i fuld gang med et generalopgør med landets lærere, jf. den store lockout. Det havde Holm dog ingen kritiske bemærkninger til. DPU er konkurrencestatens og ikke lærernes sted.
Ja, Holms pædagogik i 2013 var simpelthen defineret ved at skulle skabe en ”arbejdsmarkedets nye reservehær”, som der står. Der er endda direkte reference til Karl Marx og hans begreb om ”arbejdskraftens reservehær”. Vi er i strukturkommunismens kølvand.
Og det at tage en uddannelse omtales ligefrem som en ”værnepligt”, som skal skabe en ny ”sikkerhed”.
Og her i 2025 overfører Holm så denne 12 år gamle logik direkte til krigens krise, nu endda med henvisning til hele den nationale tradition, især Hal Koch, som 2013-tankegangen jo var et regelret opgør med. Det er en skrupelløs taktik.
Den eneste forskel fra dengang er derfor følgende: I 2013 blev den grundtvigske tradition udskammet af Holm, mens i dag anvendes selvsamme tradition af Holm som metode til at udvide 2013-indlæggets krigsretorik, som jo netop var imod det grundtvigske.
Året efter indlægget i 2013 blev den pædagogikfjendtlige Holm ansat som leder af DPU, selvom der også var seriøse ansøgere. Det var lige noget for det reorganiserede Aarhus Universitet, som jo var helt med på Corydon-vognen.
Men læs selv det utrolige indlæg og vurder om jeg tager fejl.
https://www.information.dk/indland/2013/03/uddannelsessystemet-arbejdsmarkedets-nye-reservehaer
34. Den 4. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 5: Folkeskolen efter reformen
Institutleder ved DPU, Claus Holm, fører sig i disse uger frem som den store elsker af dannelse og pædagogiske formål.
Men der er tale om opportunistisk og tom vending. Holm har spillet en central rolle i skolereformens opgør med dannelse og formål, hvilket jeg dokumenterer i en række opslag, her i en note 5:
I 2015, da Claus Holm var ny institutleder, udgav han bogen ”Folkeskolen efter reformen”. Hans åndsfælle og ph.d. vejleder, Jens Rasmussen, som nærmest var landets hr. læringsmålstyring, var medredaktør/forfatter.
I bogen forklarer Jens Rasmussen, at skolereformen er en realisering af Wilhelm von Humboldts dannelsestænkning. Jeg kan stadig huske, hvor rystet både filosoffen Peter Kemp og idehistorikeren Jens Erik Kristensen var over Rasmussens analyse.
Få år tidligere havde Rasmussen da også sagt til DPU’s tidsskrift Asterisk, at dannelsesbegrebet ikke var “tidssvarende”, hvilket jo var meget pinligt. Det var derfor, at han nu forsøgte at forklare sig på denne barokke måde.
Seminarielærer Sten Larsen anmeldte bogen på Folkeskolen. Han sammenfattede bogens underdanige ånd på denne måde:
”Bogen er interessant, fordi den i ekstrem grad er et tidsdokument for hele selvforståelsen, rosen og argumentationen i og omkring skolereformen, herunder forenklede Fælles Mål. Bogen lever i sit eget pro-skolereformunivers, i så stor udstrækning at den egentlig fremstår som en slags fiktion. Og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Bogen vil være guf for alle taleskrivere i Undervisningsministeriet, fordi den netop er så kritikløs og selvkritikløs. Her vil kunne copypastes i den helt store stil til eventuelle begejstringstaler”.
I Claus Holms eget kapitel får vi at vide, at ”kravet om målstyring” et nyt ”paradigme”, som nu definerer både skole og læreruddannelse. Det er totalt kritikløst.
Holm, som her i 2015 var nyudnævnt institutleder, slutter sin artikel af med at sige, at et ”paradigmeskifte først sker, når det gamle paradigmes bærende kræfter dør ud”.
Det er nærmest truende ord.
Men nu fører Holm sig altså frem som bannerfører for alt det, han har ødelagt? Og uden den mindste selvrefleksion. Og ingen på DPU har en eneste bemærkning; formentlig fordi de på forskellige måder tilhører det ”nye paradigmes kræfter”, eller fordi de er bange for, hvad Holm kan finde på i disse reformtider.
https://www.folkeskolen.dk/arbejdsliv-arbejdstid-folkeskoleloven/historisk-vaerk-om-skolereformen/1865462
35. Den 4. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 6: Nedlæggelse af professorat i pædagogik
I 2015 tilbød Claus Holm et nyopslået professorat i almenpædagogik til den pædagogiske filosof, Alexander von Oettingen. Professoratet var opslået under den tidligere institutleder.
Men blot tre dage efter nedlagde Holm uden videre professoratet. Det flugtede ikke med hans ”strategi”, som det hed. Holm er ideolog, så ”pædagogik” var altså imod DPU’s strategi. Den logik har jeg selv stiftet bekendtskab med.
Den tidligere chefredaktør på Folkeskolen, Thorkild Thejsen, var rystet, og det var mange andre også. Thejsen skrev udførligt om sagen, og det samme gjorde jeg selv.
Thejsen konkluderede følgende i en af sine omtaler på Folkeskolen:
”Det ser ud som om von Oettingen blev kasseret, fordi hans faglighed og gode kontakt til folkeskolen ikke passer med DPU-ledelsens læringsmålsfiksering og konkurrencestatsbegejstring.”
Thejsen mener desuden, at ansvaret både er Holms og universitetet som sådan:
”Men Claus Holm og den øvrige ledelse på Aarhus Universitet har ansvaret for forsøgene på pædagogisk-politisk ensretning af DPU.”
Men det var “universitetet” ikke enig i. Den ny dekan for ARTS, Maja Horst, forlængede Holms absurde ansættelse så sent som i 2023.
På DPU, hvor Holm har kontrol over kommunikationsapparatet, var alt tavst.
Kort efter nedlæggelsen af von Oettingens professorat opslog Holm en række strategiske professorater, som flugtede med…. ja, hans “strategi”.
Links:
Thorkild Thejsens omtale: https://www.folkeskolen.dk/dpu-malstyring-paedagogik/den-der-tier-samtykker-claus-holm/2893207
Mit eget indlæg om sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-von-oettingens-professorat-i-paedagogik.html
36. Den 5. april: Claus Holms opgør med pædagogik, note 7: Pia Rose Böwadts kritik
I 2019 udgav teologen, lektor Pia Rose Böwadt, en bog om livsduelighed. Hun dokumenterede, at begrebet var splittet mellem en åndshistorisk og en konkurrencestatsorienteret linje. Derfor hed bogen ”Livsduelighed – fra Grundtvig til konkurrencestat”.
Böwadt placerer Holm helt entydigt på konkurrencestatsfløjen. Her er nogle af de mange steder, hvor Böwadt omtaler denne kategorisering:
(NB: Når Böwadt henviser til “Schmidt”, så drejer det sig om Lars-Henrik Schmidt, der var den første rektor ved DPU. Og når der bare står “begrebet”, så handler det om “livsduelighed”):
”For ham (Claus Holm, TAR) handler livsduelighed om at styrke elevernes kompetencer med henblik på optimering af læringsudbyttet”. (s. 13)
”Holm gør, som det er fremgået, eksplicit op med Løgstrups tale om tilværelsesoplysning” (s. 16)
”Er det nationalstaten, som vi ser det hos Grundtvig? Eller er det velfærdsstaten, som vi ser det hos Løgstrup? Eller er det konkurrencestaten, som når Holm eller ”Ny Nordisk Skole” taler om livsduelighed?”. (s.18)
”Det står i modsætning til Holm, som eksplicit gør op med Løgstrup, når han kobler arbejdsduelighed med livsduelighed”. (s.20)
”Hos Claus Holm, der er elev af Schmidt, får begrebet efterhånden en fremtrædende placering. Det lanceres simpelthen som et nyt pædagogisk ideal, som skal afløse Løgstrups tale om tilværelsesoplysning. Et ideal, der er knyttet til skiftet fra velfærdsstat til konkurrencestat. Det er også interessant i denne sammenhæng, at Holm og Schmidt, efter en periode med fælles fodslag og fælles artikler, udvikler hver deres syn på begrebet og ender med at være direkte uenige”. (s. 108-9)
”Ifølge Holm er det vigtigt, at udsatte børn udvikler deres styrker. I velfærdsstaten har man beskyttet de svage og udsatte børn. Nu er der imidlertid sket en ændring fra, hvad han kalder en forsigtighedspædagogik til en udviklings- og styrkeforbedringspædagogik. Den ændring hænger sammen med Hattie-inspirationen i den danske folkeskolereform i 2014, hvor man sætter fokus på at optimere elevernes læringsudbytte”. (s. 127)
”Holm og Schmidt anvender i udgangspunktet det samme begreb om livsduelighed, men deres veje skilles, da Schmidt opdager koblingen til konkurrencestaten”. (s. 135)
”Holm mener, at livsduelighed skal være et nyt pædagogisk ideal, fordi vi har forladt velfærdsstaten og derfor ikke længere kan læne os op ad Løgstrup og hans tale om tilværelsesoplysning. I stedet bliver man ifølge Holm nødt til at forholde sig til konkurrencestaten og nødt til at tale om et opportunistisk individ”. s. 161)
”Som det er fremgået, ændrer begrebet (livsduelighed, TAR) sig undervejs. Overordnet er tendensen, at det går fra at rette sig mod et fællesskab og indbefatte en etik til at blive et mere og mere individualiseret begreb, der handler om det enkelte individs kompetencer og robusthed. Det sidste møder vi især hos Holm og indenfor resilienspædagogikken. Her er fokus på, at det enten handler om at udfordre det sårbare barn eller udvikle et opportunistisk individ, der kan klare sig i konkurrencestaten”. (s. 164)
”Holm forsøger sig med det opportunistiske, etiske individ, men som nævnt består etikken i, at ens handlinger ikke går negativt ud over andre. Det handler ikke om at hjælpe andre”. (s. 166)
”For Holm og Antorini har skolen derimod en klar opgave i forhold til arbejdsmarkedet. Når skolens skal have fokus på at udvikle robuste og fagligt stærke elever, så er det defineret ud fra, hvad arbejdsmarkedet har brug for” (s. 169)
Konklusion:
Med denne stærke forbindelse til konkurrencestatens ideologi er det let at forstå, at Holm fra 2015, hvor han blev institutleder, forårsagede sin helt egen version af Bjarne Corydons 2013-lock-down af lærerne.
37. Den 6. april: Hvad er ”det borgerlige”?
Jeg arbejder pt. med følgende tese:
De fire mest “borgerlige” begivenheder i nyere dansk historie er følgende:
- Christiania, som var et opgør med både strukturkommunismen og en ekspanderende samfundsmæssig funktionalisme. En nyt folkeligt og vitalistisk tingsted med rødder i den nordiske tradition.
- Ungdomshuset på Jagtvej, som var en genskabelse af 1920’ernes handlingsliv, dvs. kulturel og eksistentiel skrammologi. Et slags fritidshjem med rod i 80’ernes nyromantik.
- Røde malerklatter på Anders Fogh i 2003, da han forgreb sig på folkeretten og gik i krig sammen med USA og UK uden om FN. De to heltemodige ”borgerlige” aktivister fik 4 måneders fængsel, mens Fogh gjorde NATO-karriere for sit vilde brud på hele efterkrigstidens lov og ånd. Fogh var også ansvarlig for ødelæggelsen af vores uddannelsesliv. Det må man ikke glemme.
- Islamisk tradition med dens sans for religiøs praksis og smukke tørklæder samt skønne revolutionære bederum på konkurrencestatens platte universiteter. Det var en slags påmindelse om Danmarks eget tab af religiøs og åndelig erindring.
Det hele handler om en form for omsorg for det, som allerede findes. En ny generations tilsynekomst midt i det gamle. Alle kommer af det samme, som ingen helt ved hvad er.
38. Den 6. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 8: ”Servil nihilisme”
Lektor Steen Nepper Larsen, skrev i 2016 bogen ”At ville noget med nogen”, hvor han udlægger dannelsens tradition. I den forbindelse kommer han ind på Claus Holms opgør med dannelse og pædagogik, som dette opgør tog sig ud omkring 2015, hvor det jo var skolereformens ideologi, der dominerede landets magthavere.
Nepper Larsen tager udgangspunkt i en af Claus Holms ledere, ”I læringens tegn”, som stod i DPU-magasinet Asterisk i 2015.
Nepper Larsen skriver følgende indledning til sin diskussion af Holms leder:
”I en anden og ’højere’ ende af uddannelsesmaskinen skriver DPU’s institutleder, Claus Holm, i lederen ”Et liv i læringens tegn” i universitetsmagasinet ”Asterisk”, at fremtidens samfund slet ikke har, endsige får brug, for dannelse og indholdsviden.” (s.15)
Nepper Larsen er ikke begejstret for Holms artikel. Han skriver at
“Det er forbundet med stort ubehag og en voldsom uro i krop og sind at bivåne den lemfældige nedgøring af såkaldt ”indholdsviden”, som Claus Holm giver to overraskende eksempler på i lederen: ”multiplikation og et lands historie…”
Nepper konkluderer, at Holms tale om ”at lære at lære” er udtryk for ”en nedsmeltning af læringsbegrebet”. Det er skolereformens læringsbegreb: Man adskiller læring fra indhold, og derefter sætter man den ensomme “læring” i konkurrencestatens tjeneste.
Nepper kalder ligefrem Holms synspunkt for ”servil nihilisme”.
Han uddyber dette udtryk:
”Med servil hentyder jeg til en unødigt tjenstivrig og ukritisk liggen på maven for tidsånden”.
og videre:
”Med nihilisme forstås: Intet at ville, ingen visioner at besidde, ingen højere (for)mål at forfølge..”
Så DPU og dermed landets pædagogiske forskning og begrebsdannelse domineres nu af “servil nihilisme”.
PS
Det er også lidt sjovt for mig selv at iagttage, at Nepper Larsen fremfører mit eget arbejde med bogen ”Pædagogikkens to verdener” (2015, ny udgave i 2024), som en positiv modsætning til Holms ”nedsmeltning”.
Nepper fremhæver følgende to citater fra ”Pædagogikkens to verdener”:
”Det er ikke staten, der skal danne skolen, men skolen der skal danne staten”
og
”En skole kan altså ikke udledes af samfundets behov, og den står heller ikke i behovenes tjeneste. I en skole finder man derimod sine behov. Skolen er i nærheden af samfundet, men er noget andet, fordi det er en afbrydelse af samfundet. En skole står selv.”
Det er den slags ord, som ikke er velsete på Holms DPU eller på fakultetet ARTS.
39. Den 6. april: Claus Holms opgør med dannelse og pædagogik, note 9: Asger Sørensens kritik
Lektor Asger Sørensen var indtil for nylig formand for Dansk Filosofisk Selskab. I den egenskab holdt han i 2023 åbningstalen ved selskabets årlige konference. Talen blev efterfølgende udgivet i mediet Paradoks.
Sørensens tale er en skarp kritik af de mange angreb på pædagogisk filosofi, som DPUs ledelse har stået for siden 2008.
Især institutleder Claus Holm kritiseres for at føre DPU på afveje. Her er Sørensens korte opsummering af historikken i én flot sætning.
”Siden DPU’s fusion med AU i 2008, kan vi således se tilbage på, først, et forgæves forsøg på helt at lukke uddannelsen og afskedige tilknyttede forskere og undervisere allerede i 2010; dernæst mere end et årti med et de facto stop for stillingsopslag til forskere i pædagogisk filosofi til understøtning af uddannelsen, alt imens pension, sygdom og død nedbragte antallet af ansatte filosoffer; og endelig afskedigelsen i slutningen af 2022 af det dengang mest offentligt kendte medlem af det pædagogisk filosofiske lærerkorps, Thomas Aastrup Rømer, der i ugerne forinden bl.a. havde leveret kritiske analyser af universitets- og institutledelsens beslutninger.”
For Sørensen er dette begivenhedsforløb ikke tilfældigt. Det hænger sammen med Holms kontante opgør med pædagogik og dannelse.
Sørensen skriver om Holms opgør:
”Nu sætter vores lokale leder Claus Holm en ære i at fornægte skolens frihed og alsidighed og understreger i stedet, at folkeskolen skal uddanne til arbejdsmarkedet, at uddannelse skal være erhvervsuddannelse, og når det kommer til demokrati, ja, så er det ikke en primær opgave længere. Løgstrup tog fejl, siger Holm.”
Og videre:
”For Holm er uddannelse således reduceret til kun at betyde erhvervsuddannelse, og det er alt, hvad der er”.
I stedet for Holms dybe instrumentalisme fremhæver Sørensen hele den filosofiske traditions store bidrag til den pædagogiske begrebsdannelse.
Kort sagt: De omtalte begivenheder på DPU fra 2008 til 2023 har en ideologisk-faglig årsag, og denne årsag viser sig som konstante angreb på pædagogikkens filosofi.
Denne konklusion bekræftes af Sørensens egen historik:
Sørensen blev nemlig selv – sammen med to andre filosoffer – fyringsvarslet i 2010 af den daværende leder, Lars Qvortrup.
Claus Holm, som også dengang var en del af ledelsen, støttede fyringerne i et stort læserbrev i Information.
Qvortrup og Holm mente dengang ikke, at Sørensens forskning var ”relevant”, som der stod i fyringsbrevet. Heldigvis kom der store protester, så Qvortrup og Holm måtte trække i land. De beklagede dog aldrig.
Samtidig – også i 2010 – kaldte Claus Holm mit eget arbejde for ”polemisk dumdristighed”. Det var DPU’s moderne ånd, der for alvor materialiserede sig i de år.
Asger Sørensen har netop her i 2025 fået indstillet sin doktordisputats til forsvar. Han har delt indstillingen på sin FB-side. Bedømmelsesudvalget er begejstret for Sørensens arbejde.
Udvalget skriver, at afhandlingen er udtryk for ”a level of scholarship rarely seen in pedagogical philosophy”.’
Så på DPU er ”scholarship” det samme som ”irrelevans”.
Det er næsten ikke til at rumme disse fakta. Hvad er DPU?
Link til Asger Sørensens tale: https://paradoks.nu/2023/11/14/uden-uddannelse-ingen-frigoerelse-velkommen-til-paedagogisk-filosofi/
40. Den 7. april: Claus Holms opgør med pædagogik og dannelse, note 10: Peter Kemps kritik
I 2007 udkom en vigtig bog: ”Viden om uddannelse – uddannelsesforskning, pædagogik og pædagogisk praksis”.
Bogen var skrevet af de tre DPU-folk Claus Holm, Søren Kruse og Jens Rasmussen. De to første var en del af ledelsen på DPU, og den tredje var en magtfuld professor, som var tæt på policy-niveauet. Alle delte en stærk interesse for sociologen Niklas Luhmann, som i de år havde en meget teknisk effekt på pædagogik og skolepolitik
”Viden om uddannelse” udkom nærmest samtidig med, at Lars Qvortrup blev dekan for DPU, og med, at DPU blev en del af det nyglobaliserede Aarhus Universitet. Qvortrup var i øvrigt også luhmannianer.
Bogen var et kraftigt forsvar for den ny og tekniske forståelse af pædagogik og forskning, som udviklede sig i disse år, og som i 2014 satte sig direkte i Corydons og S-SF-R-regeringens omdiskuterede skole- og lærerudannelsesreform.
Filosoffen Peter Kemp, som frem til 2007 var leder af Institut for pædagogisk filosofi, skrev om bogen flere steder, bl.a. i hans store værk ”Filosofiens verden – kritik, etik, pædagogik, religion” fra 2012.
Kemp funderer sin analyse af DPU’s angreb på filosofi i Jean Francois Lyotards begreb om ”performativitet”, som henviser til, at teknik og effektivitet træder i stedet for dannelse.
Kemp omtaler først Qvortrups og Holms ideologiske forsøg på at fyre tre filosoffer i 2010. Og derefter går han direkte over i en analyse af ”Viden om uddannelse”.
Kemp fortolker Holms og Rasmussens bog direkte ind i Lyotards ”performativitets”-system. Han skriver, at Holm og Rasmussen har…
”…forsøgt at indsnævre begrebet om pædagogisk videnskab til at gælde den pædagogiske forsknings og undervisnings performativitet i forhold til politisk fastsatte mål, eller det, man mener, er de politisk fastsatte mål” (s. 289)
Og videre:
”Pædagogisk filosofi er altså ifølge forfatterne dømt som ikke-videnskab (…). Og dermed nægter man jo i realiteten filosofien og refleksionen over dannelse plads som fag i en videnskabelig pædagogisk institution”.
Og kapitlets sidste sætning:
”Det er pædagogisk antifilosofi.” (s. 291-92)
Tankegangen i ”Viden om uddannelse” understøtter ifølge Kemp konkurrencestatens nye systemer med store konsekvenser til følge:
”I sin rene form ender konkurrenceideologien i et amoralsk kulturelt barbari og i vild konkurrence for konkurrencens egen skyld, dvs. i det rene vanvid. Dette meningsløse ræs giver ikke samfundet den sammenhængskraft, som konkurrenceideologerne taler så meget om. Tværtimod opløser det i sin yderste konsekvens enhver solidaritet, nationalt såvel som globalt”. (s.97)
Og på universiteterne bliver konsekvensen:
”På universiteterne oplever man en fuldstændig vanvittig tendens i retning af større og større og mere autoritære organisationer med en fyrste og en lille gruppe suverænt bestemmende i toppen”. (s. 99)
Kemp fremhæver i den forbindelse Hans Hauges analyse fra 2014 i bogen ”Uren pædagogik”, som blev redigeret af Brinkmann, Tanggaard og undertegnede. Kemp bidrog selv til efterfølgeren ”Uren pædagogik 2”.
I 2015 udgav Holm og Rasmussen en slags efterfølger til ”Viden om uddannelse”. Den nye bog, som jeg omtalte i Note 3, hed ”Folkeskolen efter reformen”.
Også denne udgivelse reagerede Peter Kemp på. Det skete med bogen ”Løgnen om dannelse – opgør med halvdannelsen”.
Her hudfletter Kemp Holm-systemets forsøg på at omgøre dannelsestraditionen til ”kompetencer”, endda under ”dannelsens” eget herretegn. Det er den modsætning, som Kemp kalder for ”halvdannelse”. Mit eget udtryk, som også er inspireret af Lyotard, for denne logiske tilstand er ”uniformativering”.
Så DPU bygger på og ledes af ”antifilosofi”, dvs. på et opgør med universiteternes og pædagogikkens essens.
Holms aktuelle tale om ”åndelig oprustning” er derfor uden tvivl et udtryk for det, som Kemp kalder for ”halvdannelse”.
Det er vigtigt, at DPU omgående tager en anden retning, så det igen kan blive en videnskabelig institution.
41. Den 8. april: Claus Holms syn på pædagogik, note 11: Brian Degn Mårtenssons kritik
Filosoffen Brian Degn Mårtensson var en af 2010’ernes førende kritiske stemmer. Hans store forfatterskab og engagement i den pædagogiske debat blev en stærk inspiration for mange lærere og intellektuelle.
Mårtenssons vigtigste udgivelse var nok bogen ”Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ”, som udkom på Aarhus Universitetsforlag i 2015. Han bidrog også til antologiserien ”Uren pædagogik”, hvor en stor del af tidens kritiske stemmer udtrykte sig.
I det følgende har jeg samlet nogle steder i tre af Mårtenssons bøger, hvor han omtaler Claus Holms arbejde:
A. Konkurrencestatens pædagogik
I ”Konkurrencestatens pædagogik” har Mårtensson den pointe, at Claus Holm faktisk forstærker Ove Kaj Pedersens teori om konkurrencestaten. Mårtensson bringer i den forbindelse følgende utrolige citat fra Claus Holm, hvor Holm gør radikalt op med den pædagogiske tradition. Citatet er fra 2012:
”I dag, i bakspejlet, ved vi bedre. Vi ved at Løgstrups idé om tilværelsesoplysning – ikke upåvirket af den danske højskoletradition – er afløst af idéen om kompetenceudvikling gennem læring, og at pædagogernes vigtigste opgave bliver at motivere den enkelte til at få lyst til at tage ansvar for udvikling af egne kompetencer.
Vi ved også, at vi ikke er havnet i et fritidssamfund, men i et stadig mere globalt konkurrencesamfund, hvor uddannelse handler om at kunne klare sig på dette samfunds foranderlige arbejdsmarked. I den forstand er vi langt væk fra skolen som et fristed – som et reservat for Løgstrups idé om oplysning af den enkelt med respekt for den enkelte urørlighedszone. Det er forklaringen på, at der er brug for et andet og mere tidssvarende pædagogisk ideal.” (s.60-61)
B.Tilblivelse og tilsynekomst
En anden vigtig udgivelse af Mårtensson er bogen ”Tilblivelse og tilsynekomst – filosofiske tekster” fra 2016. Mårtensson genciterer her ovenstående Claus Holm-citat og tilføjer, at…
”…Claus Holms ekstremt arrogante afvisning af Løgstrup (og store dele af den vestlige tradition for pædagogik) er uhyggelig og ekstremistisk” (s. 54).
I samme bog peger Mårtensson på Claus Holms ejendommelige forbindelse til marxismen. Mårtensson har fundet følgende citat af Holm:
”For omtrent 160 år siden formulerede Karl Marx forestillingen om en rig individualitet som det kommunistiske samfunds individideal. I dag får forestillingen relevans. Lyder det lidt besynderlig, er det ikke mærkeligt. For de fleste af os går næppe rundt og tror, at vi er lige på trapperne til at blive en del af et kommunistisk samfund”. (s.145)
Den pågældende artikel af Holm slutter faktisk også med et Marx-citat. Stakkels Marx. Årsagen til disse lidt kiksede referencer til Marx er baggrundsteoriernes rødder i fransk strukturkommunisme.
C. Mennesket som mål
Også i en tredje udgivelse, ”Mennesket som mål – skole og uddannelse i kritisk perspektiv” fra 2018, omtaler Mårtensson Claus Holms meritter.
Mårtensson fortæller her, at sociologen Rasmus Willig i 2016 havde skrevet en kritik af Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsteori.
Holm svarede direkte på DPU’s officielle nyhedskanal, at Willig var en slags populist, jf. følgende:
”Det tangerer efter min opfattelse et forsøg på at være så populær, at rollen som intellektuel sættes over styr” (s.23)
I samme bog fortæller Mårtensson om et indlæg på DR, hvor Holm præsenterer det, som Mårtensson omtaler som ”Holms instrumentelle syn på pædagogik” (s. 180).
Mårtensson citerer fra DR’s artikel, hvor man kan få et indtryk af tidens DPU-sprog:
”Til trods for at vi har mere end 500 danske skoleforskere, så kommer den nye viden om folkeskolen ikke ud til skolerne. Der mangler nemlig både en overordnet strategi for forskningen og et nationalt samarbejde mellem politikere, forskere, fagforeninger og skoler, mener Claus Holm. Han har netop været med til at analysere den danske skoleforskning. Og ifølge institutlederen resulterer det manglende samarbejde i, at skolerne selv forsøger at skabe løsninger, uden at de nødvendigvis skeler ret meget til, hvad der ifølge forskningen virker” (s. 178-79).
Mårtensson dokumenterer også, hvordan dette syn på symbiosen mellem konkurrencestat og pædagogisk forskning fra 2016 blev effektueret i Claus Holms reform af DPU’s forskningsprogrammer (s.77).
D. Mårtenssons egne erfaringer
Endelig er det værd at nævne, at Mårtensson to gange selv blev marginaliseret af skolereformens system. Først da Holms tætte åndsfæller Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, klagede over Mårtensson til Politikens debatredaktør, fordi Mårtensson havde fortalt om deres marxistiske ungdom. Og dernæst, da Mårtensson ikke kunne få godkendt et ph.d.-arbejde om Grundtvigs skolesyn af den professionshøjskole, hvor han arbejdede. Dette emne var ligefrem imod professionshøjskolens ”forskningsstrategi”, fik han at vide.
E. Konklusion
Claus Holm var en central person i hele dette revolutionære opgør med pædagogik og ånd. Men nu taler han om ”åndelig oprustning” for at tækkes de nye magthavere. Det er nok konkurrencestatens såkaldte “menneskesyn”, som her lært ham at være ”opportunist”.
42. Den 9. april: Claus holms opgør med dannelse, note 12: Keld Skovmands kritik
Keld Skovmand er pt. lektor ved universitetet i Trondheim. Før det var han ansat på UC Lillebælt, hvor han især i 2010’erne var en indflydelsesrig pædagogisk og didaktisk teoretiker. Han sad bl.a. med i Merete Riisagers vigtige Rådgivningsgruppe, der bidrog til det opgør med skolereformen, som udviklede sig i omkring 2017.
Skovmand skrev adskillelige bøger, hvor han kritiserede skolereformens læringsmålstyring. I den forbindelse nævner han ved flere lejligheder Claus Holms problematiske indflydelse på dansk pædagogik.
Nedenfor kan man læse nogle udvalgte eksempler, der alle peger på Holms frontalopgør med pædagogikkens åndstradition.
Eksemplerne er primært hentet fra bogudgaven af Skovmands ph.d.-afhandling, ”I bund og grund – reformer uden fundament” (2019).
A. Skovmand kritiserer Claus Holms revolutionsretorik:
Skovmand kritiserer skolereformens hang til at formulere sig i revolutionsdiskurser, hvorved man jo ødelægger alt det, der allerede findes. Holm spillede en vigtig rolle i denne diskursive teknik, jvf. følgende to citater fra Skovmands afhandling:
”Der er grund til at stoppe op, når centrale aktører i forhold til udformningen og lanceringen af reformer gør brug af revolutionsretorik, hvad enten det sker med vendinger som ”den indholdsstyrede didaktik er død, længe leve den læringsmålstyrede didaktik” (Holm 2014) eller ved at bruge ordet ”revolution” om kompetencemålstyring af læreruddannelsen (f.eks. Rasch-Christensen & Rasmussen 2013)”. (s. 39)
Og videre:
”Viljen til det helt nye afspejler sig også i brugen af ordet ”paradigmeskifte” i reformbevægelsen (se f.eks. Rasmussen 2014; Holm 2015). Paradigmeskifte indebærer ligesom revolutioner forandringer, der ofte er irreversible og langvarige”. (s. 40)
B. Skovmand kritiserer Claus Holms begejstring for Ove Kaj Pedersens bog om konkurrencestaten:
Keld Skovmand fandt en tæt forbindelse mellem Claus Holm og konkurrencestatens ideologi, her citeret fra afhandlingen:
”Disse problemer bliver tydelige, når man ser på, hvordan bogen (Ove Kajs bog, TAR) og begrebet (begrebet om ”konkurrencestaten”, TAR) bruges af Holm. Han præsenterer ”Konkurrencestaten” som en bog om ”et fænomen, der bygger på empiriske analyser”, og gør konkurrencestaten til ”en grundpræmis for Danmark i en globaliseret verden”. Holm har desuden gjort sig til talsmand for en ”livsduelighedens pædagogik”, der knytter sig til konkurrencestaten”. (s. 111)
Og videre om konkurrencestatens ”læring” skriver Skovmand:
”Det ligner ikke bare livslang læring, men også lære at lære-ideologi og ”læring som livsform”. Denne livsform har ifølge Claus Holm erstattet ”demokrati som livsform” som ”det primære formål” i forbindelse med revisionen i 2006, hvilket indebærer, at eleverne gøres ansvarlige ”for egen kompetenceudvikling gennem læring” og ”realiserer sig selv” via ”dette livslange læringsarbejde””. (s. 106)
Herefter forklarer Skovmand, hvordan Holm bruger dette syn på læring til at underminere centrale passager i skolens formålsparagraf. Det må man selv læse.
C. Claus Holms syn på Løgstrup:
På et tidspunkt gør Skovmand rede for Løgstrups begreb om ”tilværelsesoplysning”. I den forbindelse fortæller han om Holms opgør med Løgstrup:
”Det er denne differentierede oplysning, som ifølge Holm er blevet irrelevant, fordi han mener, at Løgstrups fremtidsprognose har vist sig at være forkert. (…). Der er i dette samfundsscenarie øjensynligt ikke nogen tid ud over arbejdstiden. Der er således ikke nogen grund til at danne elever til en tid, der ikke længere findes, fordi den er opslugt af arbejdstiden, og selvrealisering og livsmening knyttes til arbejde, fordi ”flere og flere af os lever for at arbejde”. (s. 112)
Og videre:
”Således hedder det (hos Holm, TAR), at ”i dag ved vi bedre, idet ”Løgstrups idé om tilværelsesoplysning” (…) har fået en afløser i form af ”idéen om kompetenceudvikling gennem læring (Holm 2012)” (s. 112)
I en parallel udgivelse, ”Folkeskolen – efter læringsmålstyringen?” fra 2019, har Skovmand følgende formulering om Claus Holms nye konkurrencestatsversion af begrebet om ”livsduelighed”:
”Dette afløser ”filosoffen og teologen K.E. Løgstrups ideal om pædagogik som tilværelsesoplysning ved at være et ideal, der er mere på højde med sin samtid”. Holm mener her at være ”på linje med” Pedersen, og han tilføjer, at ”løstrups ideal om tilværelsesoplysning nu ’kun’ kan få status af at være en interessant og relevant fortid” (s. 206)
Og videre:
”Afskeden med Løgstrup og velfærdsstaten er definitiv (…). Holm udtaler sig her med bedrevidenhed på tidens vegne (”i dag”), men han gør det uden antydninger af begrundelser. Der er intet, som tyder på, at de opvoksende generationer vil kunne udvikle deres kompetencer via indholdstom, livslang læring” (s.207)
Disse analyser føres direkte over i en kritik af Claus Holms åndsfælle, Jens Rasmussen, som spillede en hovedrolle i forhold til skolereformens begrebsdannelse. Dermed bliver Skovmands diskussioner også til en kritik af DPU og dets rolle i det han kalder for skolereformens ”spredningssystem”.
D. Claus Holms syn på ”moralfilosofien”
Skovmand gennemgår en af Claus Holms udgivelser fra 2007, ”Viden om uddannelse”, som Holm skrev sammen med netop Jens Rasmussen. Skovmand konkluderer følgende ift. læreruddannelsen:
”Heri ligger der en udgrænsning af moralfilosofien som en videnskab, der kan indgå i læreruddannelsens vidensgrundlag.” (s.161)
Igen ser vi dette opgør med filosofi og åndshistorie.
E. Konklusion:
På denne måde har Keld Skovmand bidraget til forståelsen af DPUs “ånd”, som består i et opgør med ånden. Og det går jo ikke.
43. Den 10. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 13: Thorkild Thejsens kritik
Claus Holms opgør med dannelse, note 13: Thorkild Thejsens kritik
Claus Holm og DPU er aktuelt i gang med at proppe den ”åndelige oprustning” ind i konkurrencestaten. Det sker bl.a. på en stor konference om ”demokratisk dannelse og åndelig oprustning”.
DPU har netop udgivet et temanummer af instituttets magasin ”Asterisk”, der handler om konferencens emne. Asterisk bestyres af Claus Holm selv.
Magasinet indledes med en leder af Holm, hvor han pludselig argumenterer for betydning af samtale og af den nationale tradition.
Men nu har Claus Holms leder fået kompetent kritik af den tidligere chefredaktør for Folkeskolen, Thorkild Thejsen, som i tidens løb har skrevet udførligt om skolens formålsparagraffer.
Thejsen er særdeles kritisk over for Holms leder:
Her er Thejsens tre centrale indvendinger med mine egne ord:
A.
For få år siden var Claus Holm og DPU bannerfører for det helt store opgør med folk som Løgstrup, Hal Koch og Holger Henriksen, altså netop den nationale tradition. I stedet ville Holm have ”læring som livsform”, som det hed. Det var skolereformens system.
Holms aktuelle skifte er vel at mærke helt ureflekteret og derfor et udtryk for opportunisme. Han har ”fået travlt med at skifte ham”, som Thejsen skriver.
B.
Thejsen peger på en grundlæggende fejl i Holms centrale præmis:
Claus Holm skriver, at skolens formålsparagraf blev ændret i 1993, så skolens virke skulle være “præget af” demokrati i stedet for, som før, at “bygge på” demokrati.
Og Holm mener, at dette skifte betød, at man dermed forlod den demokratiske skole.
Men Theisen kan fortælle, at den nye formulering med “præget af” skam først kom ind formålsparagraffen i 2006, og at formuleringen på ingen måde skulle forstås som et opgør med demokrati. Tværtimod havde formuleringen rod i friskolelovgivningen.
C.
Holms fejl, der jo ender som et opgør med demokrati, satte han omkring 2013 sammen med Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsteori. Det var derfor, at ”demokrati som livsform” pludselig kunne forsvinde fra DPUs indre.
DPU blev på den måde en del af Holms fejltagelse. Konkurrencestatens “opfinder”, Ove Kaj Pedersen, er i øvrigt blandt hovedtalerne på den aktuelle konference sammen med Holm selv. Pedersen har været hyppig gæst på Holms konferencer.
Så summa summarum: Holms nye og opportunistiske påberåbelse af ”ånd” bygger på en eksklusion af ”ånd”.
Mange tak til Theisen for disse fine iagttagelser.
Link til Thejsens Facebook-opslag: https://www.facebook.com/tthejsen/posts/pfbid02LWCCr9hD3WriW2fgXhdfDe7VugvR6wU9FCNvd6f1VuugjWdDMLUEM6vXTTVY4dAwl
44. Den 10. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 14: Niels Christian Sauers kritik
Claus Holm har altid været en underdanig fan af Ove Kaj Pedersens konkurrencestat, dvs. den teori, der lå til grund for skolereformen og dermed også for S-SF-R-regeringens overgreb mod lærerne i 2013.
Claus Holm har promoveret teorien overalt, og han har systematisk udskammet og marginaliseret kritikere af Ove Kajs teori.
Senest er Ove Kaj Pedersen en af hovedtalerne ved DPUs aktuelle konference om ”åndelig oprustning”, selvom konkurrencestaten er udtryk for et opgør med pædagogikkens tradition og fundament, dvs. et opgør med “ånden”.
Et vigtigt eksempel på Holms opgør med lærernes tradition og praksis er fra 2016, hvor sociologen Rasmus Willig havde kritiseret Ove Kaj Pedersens konkurrencestat og dens negative konsekvenser for offentlige ansattes ytringsfrihed.
Straks rykkede Claus Holm ud til forsvar for Ove Kaj Pedersen, vel at mærke på DPUs officielle kommunikationskanaler, som Holm selv kontrollerer på en måde, der minder mig om det sovjetiske Pravda.
Holms aktion mod Willig blev for meget for skolelæreren Niels Christian Sauer, som kaldte sit indlæg fra d. 15. maj 2016 på Folkeskolen.dk for ”Claus Holms skrab-ud for OKP”.
Sauer er ikke en hr. hvem som helst. Han havde siden 1990’erne været en central skolepolitisk stemme; i mange år som et særdeles aktivt medlem af hovedbestyrelsen for Danmarks Lærerforening. Allerede dengang havde Sauer en god fornemmelse for nogle af de skolepolitiske skred.
Og så sent som i 2023 udgav Sauer den anmelderroste bog ”Folkeskolens veje og vildveje”, hvor han fremlagde sine analyser og synspunkter i mere systematisk form. Det er den slags udgivelser som ignoreres totalt på Holms autoritære DPU.
Sauer skrev f.eks. følgende, som virkelig rammer hovedet på sømmet:
”For Holm rækker det tydeligvis, at OKP lægger sig ud med lærerne og navnlig deres rædselsfulde fagforening, som ifølge OKP ud fra rent egoistiske interesser er i gang med at ødelægge den fremragende skolereform. Mere behøver Holm ikke vide. OKP er jo upopulær, og det alene er i sig selv bevis for, at han har ret. (…)
Det falder ikke Holm ind, at når det kommer til popularitet, overgår OKP langt Willig, der hvor det tæller: Nemlig hos magthaverne og beslutningstagerne. Her er det Willig, der er den modige dissident.
Ej heller strejfer det Holm, at OKP’s position i forhold til lærerne naturligvis står og falder med, om den topstyrede reform rent faktisk er skolefagligt velfunderet – et spørgsmål, det til dato ikke mig bekendt er lykkedes nogen at få OKP til at forholde sig til. Hvilket ikke synes at bekymre Holm det mindste.
Det, der annonceres som en saglig afprøvning af to positioners styrke overfor hinanden, ender således som ren politisk programerklæring fra Holms side. Så vidt så godt.
Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor DPU’s institutleder befinder sig rent ideologisk, ved de det nu. Hvad han bygger sin position på, sådan rent forskningsmæssigt, står til gengæld hen i det uvisse.”
Som det fremgår, er Claus Holm helt entydig på skolereformens side. Holms DPU udgør slet og ret skolereformens evidenshold, der mere eller mindre bevidst havde sat sig for at udrydde pædagogikkens ytrings- og åndsfrihed, fuldstændig som Willig havde forklaret det i mere generelle termer.
Til sidst vil jeg nævne, at også lektor ved SDU, Finn Wiedemann, var utilfreds med Holms aktion. Wiedemann skrev i Information d. 18. juni 2016, at Willigs pointer i høj grad var relevante.
Finn Widemann kaldte sit indlæg for ”Kritik af konkurrencestaten er vigtig”, og han slutter sit indlæg med følgende markering, der må have virket som en rød klud på Holm:
”I takt med at offentlige organisationer har ændret sig, og i nogle tilfælde er kommet til at ligne private virksomheder, hvad angår ledelses- og styringsmæssige forhold, er det blevet sværere for offentligt ansatte at delagtiggøre offentligheden i de politiske, ledelsesmæssige eller administrative forhold, som de finder er problematiske eller decideret ulovlige.
Som det blev formuleret i en baggrundsartikel om emnet i en konkurrerende avis for noget tid siden, så holder offentligt ansatte simpelthen kæft af frygt for at blive fyret.”
Så Holm har fået DPU til at “holde kæft”!
45. Den 11. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 15: Gymnasiereformen
I 2016 stillede Lars Løkkes rene V-regering forslag om en ny gymnasielov. Forslaget var en direkte forlængelse af skolereformens nye læringsideologi.
Nedenfor kan man læse min gennemgang af forslaget, som var en de facto opløsning af gymnasiet som institution.
Jeg skrev også om forslaget i Information og diskuterede det i DRs Deadline sammen med Tænketanken DEAs direktør, som var helt vild med regeringens ideer.
På DPU var alt tavst. Her havde man travlt med ”konkurrencestatens krav til dannelse”, som man udtrykte det, og den nye gymnasielov var helt efter bogen.
Der var dog en enkelt undtagelse, hvis man kigger DPU’s nyheder igennem i 2016. DPU’s nyudnævnte institutleder, Claus Holm, talte sammen med to venner på årets Folkemøde i AU’s telt under følgende karakteristiske debatbeskrivelse:
”Almendannelsen indtager tidens offerrolle. Det ser vi, når forskere og filosoffer fortæller os, at skolereformen fører til halvdannelse, og gymnasiereformen fører til misdannelse. Men hvorfor overhovedet gøre almendannelsen til løsning på vores problemer med at holde skole?”
Jeg var faktisk selv til stede under debatten som almindelig borger og fik bekræftet alle mine fordomme. Så Holm forstærkede lovforslagets dannelsesopgør.
Det var egentlig lidt mærkeligt at være ”tilhører”, eftersom jeg jo var den person på DPU, der havde blandet mig mest i den gymnasiepolitiske diskussion? Men så igen: Holm var meget imod mit arbejde for DPU, som han tidligere havde kaldt for ”polemisk dumdristighed”.
Men faktisk gav kritikken genlyd i brede politiske kredse, så det endelige forlig blev langt bedre end regeringsudspillet. Men også dette forlig, som jo var et resultat af det kritiske arbejde, blev fortiet på DPU.
http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-af-regeringens-forslag-til-reform-af-gymnasiet.html
46. Den 20. april: Pædagoguddannelsens historie
Pædagoguddannelsens og daginstitutionernes lovgrundlag gennem tiden:
På torsdag skal jeg deltage i et arrangement i København, hvor emnet er pædagogikkens betydning i den nye pædagoguddannelse.
I den forbindelse har jeg udarbejdet en liste med pædagoguddannelsens og daginstitutionernes love og bekendtgørelser mv. siden besættelsen.
Skriv gerne hvis der er fejl og mangler, så jeg kan rette til.
http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagoguddannelse-og-dagtilbud-love-og-bekendtgoerelser-mm.html
47. Den 21. april. Claus Holms opgør med dannelse, note 16: Anders Bondo Christensens kritik
I 2015 holdt den helt nye institutleder Claus Holm en stor konference på DPU om folkeskolen formål. Den centrale taler var konkurrencestatens ideolog, Ove Kaj Pedersen, som Holm dengang var – og stadig er – helt ukritisk betaget af.
På konferencen gik Holm til angreb på Løgstrups filosofi og dermed de facto på den filosofiske tradition. Holm mente, at skolereformen fra 2013 lagde op til en konkurrencestatsorienteret korrektion af formålsparagraffen.
Det fik Anders Bondo Christensen, som jo var mangeårig formand for Danmarks Lærerforening, op af stolen; både i debatten på Folkeskolen.dk og i en flot formandstale ved lærerforeningens kongres.
Bondo ville være helt sikker på, at Holm ikke ligefrem gik ind for konkurrencestaten, men den forsikring fik han bestemt ikke, tværtimod.
Bondo havde i øvrigt nogle år forinden udarbejdet DLF’s såkaldte ”professionsideal” med udgangspunkt i Løgstrup-inspireret filosofi.
Og blot to år før, i 2013, havde Holms og Pedersens konkurrencestat smadret lærerstandens kultursammenhæng.
Så Bondo havde følelserne det rigtige sted.
Og i årene efter gik Holm til angreb på reformens kritikere.
Men her i maj 2025 har Holm igen inviteret til DPU-konference. Denne gang handler konferencen om ”åndelig oprustning”, for nu skal der fedtes for en ny minister. Og det er stadigvæk Ove Kaj Pedersen m.fl, som er hovedtaler.
Holm er desuden begyndt at skamrose nogle af de gamle højskolekoryfæer, som altså i 2015 fik med grovfilen.
Mange tak til Bondo for at redde DLFs ære i skolereformens kølvand. Bondo har da også udtrykt sympati for mit aktuelle arbejde med at dokumentere Holms stærkt negative indflydelse på pædagogisk forskning og begrebsdannelse. Det hele kan ende med at blive en tyk bog om en helt afgørende og ødelæggende begivenhed i dansk pædagogik
http://www.thomasaastruproemer.dk/anders-bondo-christensen-stiller-spoergsmaal-til-claus-holm-og-lars-qvortrup.html
48. Den 26. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 17: Kjeld Holms kritik
I foråret 2010 forsøgte ledelsen på DPU – herunder dekanerne Lars Qvortrup og Claus Holm – at afskedige tre filosoffer, fordi filosofien angiveligt ikke var ”relevant”.
Beslutningen afstedkom store protester. Så hårdt presset måtte universitetet efterfølgende trække i land.
En af dem, der støttede protesterne, var biskoppen i Århus, Kjeld Holm, jf. nedenstående artikel.
Kjeld Holm sagde f.eks. følgende:
”Det er en forkert prioritering af dekan og universitetsledelse, fordi man dermed reducerer den pædagogiske filosofis betydning,”
Kjeld Holm var bestyrelsesformand for det oprindelige DPU og ven med den tidligere rektor, Lars-Henrik Schmidt, som i mange år havde været en fremtrædende intellektuel. De var begge idehistorikere.
DPU var blevet underlagt det hyperglobaliserede Aarhus Universitet i 2007, nu med den tidligere sekretariatschef Claus Holm som prodekan under Qvortrup, som begge var forgabt i tidens nye læringsrevolutionære ideer.
Claus Holms forfremmelse til prodekan var faktisk meget mærkeligt, eftersom man ifølge universitetsloven – både dengang og nu – kun kan blive dekan, hvis man var anerkendt lektor og ph.d.
Claus Holm var ingen af delene.
Kort sagt: Det var det gamle DPU mod det nye, og det nye fik magten. Resten er ren forfald.
Gud tabte til sekretæren. Ånden tabte til bureaukraten.
(Jeg blev faktisk selv konfirmeret af Kjeld Holm i Ellevang kirke. Til gengæld blev jeg vist ikke konfirmeret af den anden Holm)
https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/ECE4475130/Biskop-i-protest-mod-universitet/
49. Den 27. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 18: Jan Jaap Rothuizens kritik af Claus Holm
Docent ved UC VIA, Jan Jaap Rothuizen, er nok landets førende forsker inden for social- og børnehavepædagogikkens filosofi. Han har udgivet et hav af bøger og artikler om emnet, både alene og i samarbejde med en kreds af åndsvidenskabeligt men også praktisk indstillede kolleger fra især professionshøjskolerne.
Hovedværket er nok den dybt tankevækkende ph.d.-afhandling “På sporet af pædagogisk faglighed” fra 2015, men også antologien “Pædagogiske ballader – perspektiver på pædagogens faglighed”, som Rothuizen redigerede sammen med en anden spændende forsker, Line Togsverd, myldrer med tankevækkende indlæg.
Rothuizen og Togsverd har også stået bag udgivelserne “Det pædagogiske projekt” fra 2020 og antologien “Det pædagogfaglige miljø – et uenighedsfællesskab” fra 2023.
DPU er stort set fraværende i dette smukke system.
Heroverfor står institutleder ved DPU, Claus Holm, der siden omkring 2008 har været engageret i børnehavepædagogikken med konkurrencestat og læring som centrale markører. Hans nærmeste åndsfælle er nok Lars Geer Hammershøj, som også er fra DPU.
Det er pædagogikkens to verdener.
Men nu forsøger Claus Holm pludselig at slå sig op på ”åndelig oprustning” for at tækkes de politiske vinde. Det er dybt utroværdigt.
Derimod har Jan Jaap Rothuizen over en årrække engageret sig i arbejdet med den nye pædagoguddannelse, senest ved et stort debatarrangement i København i sidste uge. Her er der ingen pinlig leflen for magten. Blot et vedvarende og seriøst engagement.
Undervejs har jeg registreret to kritiske Rothuizen-bemærkninger til Claus Holms ideer:
A.
I 2019 skrev Rothuizen en kritisk kommentar til et indlæg af Claus Holm om pædagoguddannelsen.
Rothuizen argumenterer for, at pædagogik er en “kulturel aktivitet”, og han beskylder Holm for at reducere pædagogisk arbejde til instrumentalisme. F.eks. kan man læse følgende:
”Den nuværende uddannelse er indrettet efter forestillingen om, at en akkumulering af nyttig viden og nyttige færdigheder er tilstrækkelig til at blive pædagog.
Holms bud bryder ikke grundlæggende med denne tankegang, og en reform, der tager udgangspunkt i det, vil kun kunne udgøre optakten til en næste reform – for man kan blive ved med at udskifte nyttig viden og nyttige færdigheder uden synderlig effekt, så længe man ikke har knækket koden for, hvad en uddannelse til udøvelse af en kulturel aktivitet går ud på.”
Så for Rothuizen er pædagogisk arbejde en ”kulturel aktivitet”. Det er fremmedord for Holm og DPU.
B.
Igen i 2020 kastede Rothuizen sig ud i en kritik af Holms fokus på konkurrencestatslæring.
Igen argumenterer Rothuizen for en solid almenpædagogisk forankring af uddannelsen, og han afslutter sit indlæg med følgende opgør med overfladiske ord og begreber, hvor især henvisningen til en teknisk konciperet “legende læring” knyttes til Holms synspunkter:
”Så længe der ikke er orden i rammesætning og organisering af den grundlæggende pædagogiske faglighed, så er det omsonst, ja endda skadeligt og kontraproduktivt, at ride kæpheste som legende læring, forældresamarbejde, at stå stærkere i professionen eller særviden om det socialpædagogiske arbejdsfelt.”
Så Rothuizen kalder på en almenpædagogisk, kulturel og filosofisk forankring af pædagoguddannelsen i den europæiske åndsvidenskab. Det er begreber, som står i modsætning til Holms ideer og virke – en modsætning, som er meget dårlig for DPUs situation.
Links til Rothuizens to indlæg:
2019: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektor-til-dpu-leder-paedagogik-er-noget-man-udoever
2020: https://www.altinget.dk/boern/artikel/forsker-der-skal-styr-paa-paedagoguddannelsens-organisering
50. Den 28. april: Notat om Karakterdannelse
Begrebet “karakterdannelse” diskuteres for tiden vidt og bredt i både politiske og faglige kredse.
I nedenstående notat fra Tænketanken Prospekt reflekterer jeg lidt over begrebets historie, muligheder og faldgruber.
https://www.taenketankenprospekt.dk/2025/04/28/notat-karakterdannelse-skolehistoriske-nedslag/
51. Den 29. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 19: Konkurrencestatens patrioter i 2008
Claus Holms interesse for patriotisme er ikke ny. Allerede i 2008 kunne man læse hans interview med Maja Plum fra Københavns Universitet, som fortalte, at pædagoger og små børn nu skulle være ”patrioter” for den nye vidensøkonomi, og at dette fokus skam var særdeles “humanistisk”.
Det kan man læse om i et stort opsat interview i BUPLs blad ”Børn- og Unge Forskning”, som Holm redigerede sammen med sekretær i BUPL, Allan Baumann.
I Holms rammesætning af interviewet hedder det f.eks. følgende:
”Den danske stat står midt i en markant forandring fra velfærdsstat til konkurrencestat. Og når en ny stat skal dannes, så har Danmark tradition for, at pædagogikken træder i politikkens tjeneste. Også denne gang skal pædagogerne træde i tjeneste. De skal sørge for, at den nye stat bliver beboet af mennesker, der hele tiden evner at lære nyt og at skabe ny viden. For det lærende menneske er det nye og konkurrencedygtige menneske, nationen Danmark har brug for.”
Det var omkring 2008, at Holm blev vakt ind i den ny “patriotisme”. En tilstand han her i 2025 forsøger at overføre til en geopolitisk defineret patriotisme, som går under navnet “åndelig oprustning og demokratisk dannelse”.
Det er den slags betydningsændringer, som filosoffen Peter Kemp allerede i 2011 kaldte for “antidannelse”.
Nogle år senere, i 2012, arbejdede Allan Baumann og Claus Holm sammen med BUPL om pjecen ”Ny Nordisk Pædagogik”, som understøttede Antorinis nye skolereform, hvis forarbejde jo hed ”Ny nordisk skole”.
I Pjecen er der interviews med både Ove Kaj Pedersen og Maja Plum. Holm har desuden et stort interview med din åndelige vejleder Jens Rasmussen, som tordner mod “seminarietraditionen”.
Til sidst i pjecen har Holm selv et indlæg, som hedder ”Hvad er livsduelighed?” Det var her, at Holm for alvor gjorde op med Løgstrup og dannelse, dvs. den ”nordiske” tradition, f.eks. i følgende:
”Vi ved, at Løgstrups ide om tilværelsesoplysning – ikke upåvirket af den danske højskoletradition – er afløst af ideen om kompetenceudvikling genne læring”.
Og ”læring” sættes vel at mærke i direkte relation til OECD og konkurrencestatens økonomi.
Efterfølgende, både i 2012 og 2013, afholdt Holm debatarrangementer på DPU om emnet, og fra 2014, hvor han selv blev institutleder, fulgte så en række store konferencer, hvor Ove Kaj Pedersen var en gennemgående person.
Interviewet med Maja Plum kan tilgås nedenfor i fuld længde:
—
Interview med Maja Plum i Børn- og Unge Forskning, nr.1, 2008, s. 12-15:
Pædagoger er Patrioter ved Claus Holm
Engang skulle pædagoger skabe civiliserede mennesker. Nu skal de skabe konkurrencedygtige mennesker. Ph.d.-stipendiat Maja Plum fra Københavns Universitet vurderer, at pædagogerne er i gang med at blive den moderne økonomis patrioter.
Engang skulle pædagoger skabe civiliserede mennesker. Nu skal de skabe konkurrencedygtige mennesker. Ph.d.-stipendiat Maja Plum fra Københavns Universitet vurderer, at pædagogerne er i gang med at blive den moderne økonomis patrioter.
Den danske stat står midt i en markant forandring fra velfærdsstat til konkurrencestat. Og når en ny stat skal dannes, så har Danmark tradition for, at pædagogikken træder i politikkens tjeneste. Også denne gang skal pædagogerne træde i tjeneste. De skal sørge for, at den nye stat bliver beboet af mennesker, der hele tiden evner at lære nyt og at skabe ny viden. For det lærende menneske er det nye og konkurrencedygtige menneske, nationen Danmark har brug for.
Ph.d.-stipendiat Maja Plum fra Institut for medier, erkendelse og formidling ved Københavns Universitet forsker i konsekvenserne for danske pædagoger. Maja Plums forskning har fokus på brugen af de pædagogiske læreplaner i daginstitutionerne, men hun kobler forandringerne på institutionsniveau med forandringer på stats- og samfundsniveau. Og når hun gør det, så bliver de pædagogiske læreplaner pludselig ét eksempel på, hvordan statens krav om dokumentation påvirker pædagogers og børns dagligdag.
Maja Plum forklarer:
»Alle dele af uddannelsessystemet skal dokumentere, at de bidrager til at skabe et lærende menneske. Ingen undslipper dokumentationskravet – heller ikke daginstitutionerne. Faktisk er det nye, at den økonomiske patriotisme ikke alene gør sig gældende i folkeskolen, men også i daginstitutionerne ved kravet om at gøre brug af læreplaner.«
Maja Plum gør derved opmærksom på, at selv indretningen af daginstitutioner er en del af det politiske forsøg på at skabe lærende og konkurrencedygtige individer. Hun fortæller, at da daginstitutioner opstod i slutningen af 1800-tallets Danmark, var man optaget af at skabe civiliserede mennesker. Det vil sige af at skabe borgere i en retsstat ved at disciplinere dem. I dag er vi optaget af at skabe det lærende menneske til gavn for konkurrencestaten.
Profit i pædagogik
Den internationale konkurrence inden for uddannelse kender vi fra blandt andet PISA-undersøgelser. Siden begyndelsen af 1990’erne har de placeret Danmark dårligt i kapløbet om at uddanne børn og unge til konkurrencedygtige individer.
Ifølge Maja Plum er det undersøgelser som PISA, der appellerer til en økonomisk patriotisme. De måler på nationens evne til at udvikle og udnytte menneskers potentiale til gavn for den globale konkurrenceevne. Og det er i forlængelsen af denne appel, at den danske stat står midt i en markant forandring fra velfærdsstat til konkurrencestat. Og når en ny stat skal dannes, så har Danmark tradition for, at pædagogikken træder i politikkens tjeneste. Også denne gang skal pædagogerne træde i tjeneste. De skal sørge for, at den nye stat bliver beboet af mennesker, der hele tiden evner at lære nyt og at skabe ny viden. For det lærende menneske er det nye og konkurrencedygtige menneske, nationen Danmark har brug for.
Og det er i forlængelse af denne appel, at selv daginstitutionerne skal optimere det menneskelige materiale – det lærende barn.
Særligt gennem det sidste årti er daginstitutionerne blevet omfattet af den økonomiske appel.
»I 2001 udgiver OECD for eksempel rapporten ’Starting Strong: Early Childhood Education and Care’, som belyser, hvordan en række af OECD’s medlemslande tager sig af småbørns udvikling og læring. I 2004 bliver de pædagogiske læreplaner indført ved lov i Danmark. Og Globaliseringsrådet følger i 2005 op med anbefalinger om, at der skulle arbejdes mere systematisk med læring i daginstitutionerne, så disse institutioner indgår i det samlede læringsforløb.«
Men peger alle dine resultater på, at pædagoger – lidt firkantet sagt – bliver profittens patrioter?
»Nej, det gør de naturligvis ikke, men samlet udgør de mange tilløb til forandringer, lige fra statsniveau til daginstitutionsniveau, en klar tendens. Og når jeg i dag interviewer pædagoger i daginstitutionerne om, hvad læreplaner er godt for, svarer flere og flere, at de mener, at det er godt for deres egen faglighed. De fortæller, at læreplanerne gør det muligt at komme hele vejen rundt om barnet og give barnet en ballast, der gør det klar til skolen. Ikke mindst denne måde at se på sit arbejde – som en rund eller hel indsats, der gør barnet rustet til det videre uddannelsesforløb, er interessant, når man tænker på, hvor stor modstanden mod læreplaner var. En modstand, som netop gik på, at de ikke måtte gøre livet i daginstitutionerne til skoleforberedelse.«
Fra universelt til unikt barn
Idéen om, at pædagogiske læreplaner er et væmmeligt kapitalistisk systems umenneskelige og upædagogiske krav, vinder ikke genklang hos Maja Plum:
»Nej, pointen er, at pædagogikkens humanistiske projekt om at hjælpe barnet til at realisere sig selv falder flot i hak med konkurrencestatens krav. For så længe selvrealiseringen sker gennem læring og udvikling, er der ingen umiddelbar modsætning mellem pædagogik og politik. Der opstår en harmonisk konstellation. Det vil sige, at de statslige og pædagogiske forestillinger falder så godt i hak, at det kommer til at virke helt naturligt og umuligt at sætte spørgsmålstegn ved.«
Maja Plums analyser viser også, at alliancen mellem pædagogikken og politikken betyder, at det tidligere universelle barn bliver afløst af det unikke barn. Og det stiller andre krav til pædagogernes arbejde.
»I dag betragter vi som udgangspunkt børn som kompetente mennesker. Derfor begynder vi at lave viden i børnehøjde, som børn så kan forholde sig til. Tidligere skulle børn udvikle sig gennem flere faser for til slut at blive til en kompetent person. Det vil sige, at når en fase i barnets opbygning var overstået, begyndte den næste. Uanset hvilket barn, pædagogerne havde med at gøre, skulle det gennem samme faser og udvikling som andre børn. Barnet var universelt. Faktisk skal vi blot tilbage til 1970’erne for at møde den forestilling. I dag anser vi barnet som et unikt individ med forskellige læringsmuligheder i sig. Pædagogens opgave er at sørge for, at disse særlige muligheder realiseres. Konsekvensen er, at vi ikke accepterer én manual for, hvordan man behandler børn. I stedet må pædagogerne være opmærksom på det enkelte barns måde at udvikle sig på. Kun sådan kan de time og tilrettelægge deres intervention præcist,« siger Maja Plum.
Men standardiserer brugen af læreplaner ikke omsorgen for børn?
»Jo, det kan man sige, men på en ny måde. Brugen af læreplaner betyder, at der bliver gået systematisk til værks, når det unikke barn skal udvikles. Systematikken skal sikre, at det enkelte hele barn udvikler sig. Og et helt barn anno 2008 har faglige, såvel som personlige og sociale kompetencer med i sin udvikling. Det vil sige netop de dimensioner, læreplaner har fokus på. Helhed og del bliver det samme projekt. Helheden henviser til, at man har været rundt om og udviklet på alle sider af barnet.«
Daginstitutionens dJØFere
Pædagogen skal forløse det hele barn ved at bruge den analytiske metode. Analytisk betyder, at en helhed lader sig opdele. Metodisk betyder, at man følger en bestemt fremgangsmåde, som giver fokus på – og fuld forståelse af – de enkelte dele, forklarer Maja Plum.
»Jeg foreslår, at vi taler om forestillingen om den professionelle pædagog som en analytisk pædagog. En betegnelse jeg henter hos den franske filosof Michel Foucault, der beskrev den analytiske pædagogik, der nedbryder helheden i sine simpleste dele – og f indeler hver fase i opbygningen af barnet.«
Men hvordan kan en pædagog i praksis arbejde analytisk?
»En professionel pædagog optræder som en blanding mellem en forsker og en DJØFer. Forskeren skal hele tiden skabe og dokumentere ny viden om – og med – barnet. Og DJØFeren ved ikke noget substantielt om barnet. For barnet er jo unikt. Til gengæld ved hun meget om, hvordan man går systematisk og minutiøst til værks med at forløse substansen.«
Er det også sådan flertallet af pædagoger forstår sig selv?
»Nej, det tror jeg ikke. Når jeg spørger pædagoger, hvad der er bedst ved deres hverdag, svarer de, at de fokuserer på andre forhold, end læreplaner får dem til. Typisk taler de om glæden ved, at et barn føler sig genkendt, når de for eksempel møder dem i garderoben. Og jeg er endnu ikke stødt på nogle institutioner, der dokumenterer, hvad der sker i garderoben. Mit indtryk er, at den stærkeste styringsteknologi i en daginstitution stadig er protokollen. Her bliver børn opført efter deres individuelle navne, og om de er inde eller udenfor institutionen. Protokollen er på ingen måde født sammen med idéen om det unikke barn og den analytiske pædagog. Men idéen tager stadigt mere form.«
https://www.yumpu.com/da/document/read/18450540/brnungeforskning-bupl
52. Den 29. april: Danmarks Radio: Konkurrencestatens system
Bjarne Corydon skal være generaldirektør for Danmarks Radio.
Det er tankevækkende, at ingen af de mange indlæg om udnævnelsen (som jeg har læst) omtaler Corydons kærlighed til konkurrencestaten eller hans engagement i skolereformen i 2013 og i den ledsagende udelukkelse af landets lærere fra deres skoler.
Efterfølgende blev Corydon ansat i en global konsulentvirksomhed, hvis indflydelse han havde fremmet, og som havde bidraget til at fremme skolereformens ideologi. Derfra stod det på dagbladet Børsen, hvor det ikke ligefrem er kulturhistorien, der er i højsædet.
Pressen lader ligefrem til at være begejstrede for, at Corydon, der står for en total modsætning til kulturtraditionen, nu skal stå i spidsen for DR?
Og imens taler alle om ”åndelig oprustning” og dannelse og så videre? Det er meget mærkeligt.
Det minder mig om sidste år, hvor Christine Antorini, der jo var sammen med Corydon var ansvarlig for skolereformen, modtog professionshøjskolernes årlige ærespris.
Eller om dengang i 2023, hvor konkurrencestatspædagogen, Claus Holm, fik forlænget sin ansættelse som institutleder ved DPU.
Vi er vidne til en slags konkurrencestat version 2: Det hele ender med et opgør med journalistik, seminarietradition og pædagogik, mens man siger, at man forsvarer det.
53. Den 29. april: Danmarks Radio: Bestyrelsen
Nedenfor kan man se DR’s bestyrelse, som jo netop har udpeget Bjarne Corydon til generaldirektør.
Det vrimler ikke just med filosoffer, kulturfolk og intellektuelle for nu at sige det mildt, men der er masser af teknikere af forskellig observans.
Og der er skam plads til både Helge Sander og Christine Antorini, som stod bag de to udskældte reformer: universitetsreformen i 2003 og skolereformen i 2013. Begge reformer hang dybt sammen med konkurrencestatens og dermed Corydons grænseløse ideologi. Og Corydon og Antorini var endda i samme regering.
Kort sagt: Det er let at forstå udnævnelsen af Corydon, selvom det er svært at forstå. Det er en kæmpefejltagelse.
Her er bestyrelsesmedlemmerne:
Lars Gert Lose, Direktør i Finans Danmark (formand pr 1/1-2025, udpeget af kulturministeren)
Christine Antorini, sygeplejerskestuderende, tidligere minister (genbeskikkelse, indstillet af Socialdemokratiet, udpeget til næstformand)
Helge Sander, journalist, tidligere minister (genbeskikkelse, indstillet af Venstre)
Anders Dam, tidligere ordførerende direktør, Jyske Bank (indstillet af Danmarksdemokraterne)
Anna Overlund, sekretariatsleder, Teknologisk Institut (indstillet af Socialistisk Folkeparti)
Ronnie Hansen, Global Head of Business Affairs i Storytel (indstillet af Liberal Alliance)
Christiane Vejlø, administrerende direktør, Elektronista Media (udpeget af kulturministeren)
Kim Hundevadt, fhv. forlagschef, journalist og forfatter (udpeget af kulturministeren)
Sarah Skade, professionelt bestyrelsesmedlem (indstillet af Moderaterne)
Anders Eriksen Stegger, redaktionsleder (udpeget af DR’s medarbejdere)
Jens Ringberg Sørensen, journalist, politisk analytiker (genbeskikkelse, udpeget af DR’s medarbejdere).
https://www.dr.dk/om-dr/organisationen/drs-bestyrelse
54. Den 30. april: Tesfaye og Lars Qvortrup
Jeg noterer mig lige en dagsaktuel kontrovers, som har skolepolitisk betydning.
Det drejer sig om, at Lars Qvortrup i mandags skrev et indlæg i Skolemonitor, hvor han kritiserede regeringens syn på autoritet i skolen. Allerede i dag, onsdag, har Tesfaye så svaret i virkelig kraftfulde vendinger.
Her er nogle af Tesfayes mareringer om Qvortrups indlæg (I må selv studere selve indholdet):
”Kritikken er rettet mod noget, regeringen slet ikke foreslår”
”Det er fuldstændig fordrejet. Ligesom i øvrigt resten af Qvortrups indlæg i Skolemonitor”
”Der er utallige fejlslutninger i det indlæg”
”Ren fantasi”
”Når virkeligheden ikke passer Qvortrup, opfinder han åbenbart sin egen”
”Qvortrup hiver også gode gamle Hal Koch frem. Men i en kontekst og kritik, der slet ikke giver mening”.
Kort sagt: Qvortrup bliver sat på plads. Det minder lidt om dengang i foråret 2024, da Tesfaye kaldte Claus Holms rapport om kønspædagogik for ”sjask”.
Qvortrup er en vigtig figur i denne sammenhæng. Han er tidligere leder af DPU, en kraftig tilhænger af skolereformen og en slags faderskikkelse for den nuværende institutleder Claus Holm.
Tesfayes markeringer er derfor en empirisk manifestation af et skolepolitisk skifte, som viderefører nogle af ideerne fra Riisagers ministertid. Riisager var i parentes bemærket også oppe at toppes med DPU-segmentet.
Jeg vil også sige, at det er stærkt tidstypisk for DPU-systemet, at Qvortrup nu fremhæver Hal Kochs betydning. Tidligere har Qvortrup netop stået for en afvisning af den filosofiske baggrundstradition.
Tesfaye er jo også glad for Hal Koch og hans skole i Krogerup, men altså i en helt anden forståelse.
Vi får dermed en ”Hal Koch-strid”.
Og endelig bør man også påpege, at Tesfayes formuleringer er det rene vand ved siden af Qvortrups normale debatstil. F.eks. kaldte han i 2012 – da DPU/Qvortrup understøttede en instrumentalisering af skole og læreruddannelse – Peter Kemp for en ”småfusker” og en ”plattenslager”.
Det er pædagogikkens to verdener.
Links:
Tesfayes indlæg, som svarer Qvortrup: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18130579.ece
Qvortrups oprindelige indlæg: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18121138.ece
Qvortrups svar til Tesfaye allerede dagen efter: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18137255.ece
Qvortrups udfald mod Kemp: https://politiken.dk/debat/kroniken/art5389207/Lad-os-ikke-forr%C3%A5de-l%C3%A6reruddannelsen
55. Den 30. april: Jean-Luc Marion i Norge, USA og Danmark
En af de helt store nulevende franske fænomenologer er teologen og filosoffen Jean-Luc Marion. Det norske universitetsmagasin Khrono har gjort os den store tjeneste at interviewe ham.
Her kan man læse Marions analyse af Trumps universitetspolitik, som han ikke giver fem flade øre for. Den er ”frygtelig og latterlig”, siger Marion, og han har nogle ret interessante begrundelser.
Til sidst slår han et slag for åndsfrihed og forskningsfrihed:
Interviewer: ”kanskje å gjøre faglig uenighet stort igjen? Kunsten å opponere, av å stå i debatten og diskursen er noe som sitter godt i den franske ryggraden?”
Og Marion svarer med følgende hyldest til ”uenigheden” i Frankrig:
”Absolutt. Det å være uenig i Frankrike er en del av normalsituasjonen, og skal ikke være en del av noen ideologisk kamp. I en slik (ideologisk, TAR) kamp er ikke uenigheter en måte prøve å nå fram til en felles sannhet på, og er ikke annet enn en metode for å nå makt.
Men hvis uenighet betyr at det er ulike måter å strebe på for å nå et felles beste, en sannhet, i så fall er uenighet en stor ting, sier Jean-Luc Marion”
Så der er magtens uenighed og videnskabens uenighed.
Og faktisk kan disse to former for uenighed komme i karambolage med hinanden, hvilket jeg vil give et eksempel på:
Der er nemlig en lille krølle på denne Marion-tråd, som er værd at holde i erindring. Den førende Marion-forsker i Danmark er teologen Henrik Vase Frandsen, som er lektor ved DPU. Men i 2010 ville den daværende dekan Lars Qvortrup fyre Frandsen (og to andre filosoffer), bistået af prodekanen Claus Holm og resten af DPU’s ledelse.
Qvortrup mente ikke, at Vase Frandsens forskning i Marion var ”relevant”, som det hed. Det var absurd, men Qvortrup mente det helt bogstaveligt.
Få år tidligere havde Qvortrup skrevet, at Marions inspirationskilder var udtryk for en såkaldt ”fundamentalistisk fænomenologi”. I samme bog skrev Qvortrup, at Grundtvigs begreb om ”folk” var ”dødsensfarligt”. Det var 00’ernes tristesse, som var på niveau med Trump, når det kommer til forskrækkelighed (you know: Fra forskning til faktura).
Så Qvortrup brugte uenighed og ”relevans” som en ”metode for at opnå magt”, hvilket jo er det stik modsatte af ånden i Marions og Vase Frandsens tænkning, hvor uenighed handler om forskellige måder at stræbe efter sandhed på. Vi skal derfor have masser af uenighed, så sandhedens fylde kan vise sig.
Heldigvis kom der store protester, så Qvortrup måtte trække fyringerne tilbage. Og året efter – i 2011 – måtte han forlade sin stilling. Men i 2014 overtog hans elev, Claus Holm, ledertjansen. Holm gjorde straks Qvortrup til leder af et stort forskningscenter; uden opslag vel at mærke. Den slags var meget populært på Aarhus Universitet, som selv var blevet radikaliseret omkring 2007.
På den måde er Marions gode ord fra Oslo en slags kommentar til hans egen virkningshistorie i Danmark.
https://www.khrono.no/fransk-kjendisfilosof-om-trumps-utdanningspolitikk-rent-ut-latterlig/963910
56. Den 30. april: Kampen om Corydon
Den aktuelle uenighed om vurderingen af Bjarne Corydons nye stilling som generaldirektør for DR er en slags reprise af en episode i 2019, som selv er en reprise af skolestriden i 2013:
Gymnasielæreren Michael Busch skrev dengang en kritisk bog om Corydon, som helt efter drejebogen blev haglet ned af hele det nye centrum-venstre-konkurrencestatssegment.
Busch havde selv i mange år været en del af den pædagogiske kritik, som udviklede sig efter gymnasie- og skolereformerne. Corydon og hans støtter var derimod vilde med reformerne, der jo skulle omdanne den pædagogiske sektor til en arbejdsmarkedsoptimeringsmetode.
Busch’s kritikere havde slet ikke fulgt med i den pædagogiske og samfundsfaglige kritik af Corydon. Det var helt klart.
For Corydon kom kærligheden til konkurrencestatens frontalangreb på pædagogik og frihed i kontakt med den såkaldte “Constructive journalism”, som er et slags opgør med journalistikkens sandhedsinteresse. Corydon kom i 2024 med i bestyrelsen for det tilhørende institut, som i øvrigt ligger på det kompromitterede Aarhus Universitet. Dekanen for fakultetet ARTS, Maja Horst, sidder også i bestyrelsen.
Kombinationen af konkurrencestat og “constructive journalism” er et særdeles dårligt udgangspunkt at drive medier ud fra. Ja, jeg vil sige, at det umuliggør klassisk kritisk journalistik.
Jeg vedhæfter også min omtale af bogen “Den hemmelige socialdemokrat”, der beskriver Corydons centrale betydning for ødelæggelsen af Socialdemokratiets kontakt med partiets politiske og filosofiske tradition. Faktisk fik han også en negativ effekt på SF.
Links:
Link til Mikael Busch’s bog med omtale af de forskellige anmeldelser: http://www.thomasaastruproemer.dk/anmeldelse-af-bjarne-corydon-og-noedvendighedens-politik.html
Link til omtale af “Den hemmelige socialdemokrat”: http://www.thomasaastruproemer.dk/da-socialdemokratiet-kuppede-socialdemokratiet.html