Nedenfor kan man læse 20 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra november-december 2025.

De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

 Indholdsfortegnelse:

1. Det ny børnesyn og dets generationer
2. Pædagogikkens to verdener: To slags læreruddannelse
3. Stefan Hermans bog ”Læreren i midten”, note 1
4. Stefan Hermans bog ”Læreren i midten”, note 2
5. Morten Messerschmidts opløsning af “borgeren”
6. Forsvar for RUC, note 1: Et paradoks
7. Et forsvar for RUC, note 2: Teknokrati eller ungdom
8. DR Debatten om folkeskolen
9. Socialdemokratiets, DF’s og Konservatives kollaps
10. En idehistorisk tanke
11. Tese om karakterdannelse og kundskaber
12. Debat om karakterdannelse
13. Filosofferne i bådene
14. Niels Chr. Sauer kritiserer DPU
15. Pædagogikkens to verdener på Frederiksberg
16. Det ny børnesyn: Fra socialpolitik til almenpædagogik
17. FN’s børnekonvention
18. Barnesyn uden pædagogik
19. Ånd og rustning
20. Bondo og Hermann

 

1. Det ny børnesyn og dets generationer

En lærerstuderende, Rosa Steilborg, skriver på Folkeskolen.dk, at det såkaldte ”ny børnesyn” står i modsætning til de ældre læregenerationers børnesyn, som portrætteres som gammeldags og reaktionært. De gamle lærere går kun op i ”PDO” og har ikke set lyset. Der er tale om en ”generationskløft”, får vi at vide.

Steilborg sætter sig dermed helt alene i verden. Lad mig uddybe:

Interessen for demokrati og pædagogik er så gammel, som jeg ved ikke hvad, og den fik i radikaliseret form et peak i 1970’erne. Nu stod læring i modsætning til kundskabstraditionerne, i al fald i visse kredse. Børnene skulle lære social handling. Det er en lang og rig historie, som har rødder i romantikken og senere hen i 1920’erne. Det var barndommens århundrede. Det var ”læreprocesser” i samfundsforandringens navn.

Det ”ny børnesyns” grundlæggende temaer er overhovedet ikke nye. Det er en kæmpefejl at kalde det for ”nyt”. Ved at portrættere dette ”børnesyn” som ”gammelt”, så mister man muligheden for at trække på traditionens kundskabsmateriale og også på dens fejltagelser. Det var skam de gamle lærere, som var progressive. På den måde bliver Steilborgs ”ny børnesyn” helt alene, mens hendes børnesyns eget grundlag portrætteres som reaktionært.

Så hvis man har interesse for det ”ny børnesyns” emner, så bør man interviewe en 80 årig lærerinde fra København.

Nuvel, efter den rige børneaktivisme fra 1970-erne, som i dens bedste stunder var præget af en slags glad, fælles og drenget leg på græsplæner og i sidegader – sådan en slags blanding mellem Christiania, venstregrundtvigianisme og Jagtvej 69 – så skete der noget i løbet af 1990’erne. Muren faldt, så ungdomsoprøret og socialismen døde hen. Og Grundtvig røg også ud, for han blev dengang opfattet som venstreorienteret.

”Læring” var nu helt alene, for kundskabstraditionerne var jo allerede afviklet via den strukturalistiske del af ungdomsoprøret. Vi fik ”ansvar for egen læring”, dvs. psykologi og kompetenceudvikling. Dermed røg både ”demokratiet” og børneaktivismen af fløjten. Børnesynet blev nu helt individualiseret. Vi var gået ”fra undervisning til læring”. Lærere var nu blot en konsulent. Hvilken deroute.

Så selvom alt det der med demokrati og social handling forsvandt, så fastholdt man altså den nu ensomme ”læring”. Faktisk udvikler Louise Klinge sine ideer med udgangspunkt i denne ny situation. Hendes ide om ”relationskompetence” består af individualiseret psykologi og 90’er-kompetencer. Det aktuelle ”ny børnesyn” udvikles altså som et slags post-Berlinmur-opgør med det ”ny børnesyn”.

Det “nye ”ny børnesyn”” er den ”50-åriges” konstruktion. Det er den glemsomme generations konstruktion. Det ny børnesyn, som altså har rod i 90’erne, er den ensomme og individualiserede læring, som pludselig opdager, at der findes andre mennesker i klasseværelset. Derfor opstår ”relationen” som en ny kategori, mens både kundskaber og samfundsforandring er helt væk. Vi får ideen om “relationskompetencer”.

Og fra 2000’erne skulle den nu frisatte læring ligefrem optimere økonomien. Barnet skulle nu være en ”økonomisk soldat”. Meget mærkelig og ubehagelig vending.

Men det med konkurrencestaten er slet ikke Klinges linje. Hun er imod målstyring og digitaliseringsiver, for hun har jo rod i 1990’erne. Hun udvikler sine 1990’er-prægede ideer omkring 2015, dvs. efter konkurrencestatens ankomst i 2000’erne. Det er faktisk denne kronologiske forskydning, der giver hendes ideer en vis pondus.

Fra 2013 stod den på kæmpeklasser, hvor alle var ”inkluderede”, hvor der overalt og konstant var en individualiseret ”undervisningsdifferentiering”, hvor skoledagene var verdensrekord-lange, hvor det hele var styret af store nationale og globale testsystemer, og hvor alle kiggede ned i deres maskiner for at optimere deres individuelle læringsmål. Læreren var nu proletariseret. Endnu en deroute.

Det hele var et opgør med “barnet”; et opgør som altså stammede fra en forfaldsform af det ”ny børnesyn” fra 1970’erne. Den aktuelle læreruddannelse, hvor Rosa Steillborg har sin gang, er født ud af dette system.

Så hvis Rosa Steilborg vil lære noget om sit eget børnesyn, så skal hun snakke med en masse gamle lærere og læse nogle gamle bøger i stedet for at lave en generationskløft mellem hende og dem, som har fundet på alt det, som slet ikke er ”nyt”. Så kan de alle sammen slå sig sammen og protesterer mod skolereformen og dens effekter og tankegang. Imens kan alle disse skønne lærere holde hinanden i hånden og synge nogle gamle sange fra alle ”generationernes” erfaringsliv, også fra dem, som gerne ville fortælle den næste generation, om det, der allerede findes, så den nye generation har noget at arbejde med og revoltere imod.

https://www.folkeskolen.dk/debat/nu-generaliserer-jeg-men-det-nye-boernesyn-handler-ogsaa-om-en-dyb-generationskloeft/

 

2. Pædagogikkens to verdener: To slags læreruddannelse

I sidste uge var jeg på besøg på Den Frie Lærerskole i Ollerup. Tidligere har jeg besøgt UC VIAs centrale campus i Aarhus. Det er som nat og dag:

A. Ollerup:

Går man omkring på lærerskolens område, så mødes man af steder som ”K.E. Løgstrups torv”, ”J.P. Jacobsens plads”, ”Ludvig Holbergs Allë” og ”Carl Nielsens Boulevard”. Man kan også støde på ”Himmerigsgården”, ”Mindedal”, ”Halvalla” , ”Æblegården”, ”Frejas hus”, og ”Munin” og ”Hugin”. Der er også en smuk gammel foredragssal. Der er kort sagt liv og glade dage. Og nede på havnen i Svendborg er der lækre cafe’er.

På nabogrundene er der både efterskole, idrætshøjskole og friskole. Vi er på Christen Kolds ø. Lærerskolen er fra 1949 og er derfor præget af efterkrigstidens grundvig-koldske humanisme. På skolens hjemmeside kan man læse en hel masse om skolens historie og værdier.

Lærerskolens forstander, Rasmus Kolby Rahbek, er ph.d. i højskolepædagogik og har skrevet tankevækkende ting om ”pædagogikkens sted” og engageret sig i dannelsesdebatten. Så også skoleledelsen er tæt på den pædagogiske og filosofiske tradition.

De fleste af eleverne bor på skolen, hvor de hygger sig og har adgang til de storslåede værksteder og skønne fagnørdede lokaler. Der er også fællesspisning hver dag, hvor højskolelivet udfolder sig. Og i de skønne parker og carporte står der pludselig en træbuste af Grundtvig og meget andet, som eleverne selv har lavet i tidens løb.

B. UC VIA:

Går man tur i UC VIAs hovedkvarter i Aarhus er der ingen kulturelle referencer. Derimod er der fyldt med glasvægge med amerikanske management-lignende slogans. Jeg noterede det hele for nogle år siden i teksten ”En tur i VIA-land”.

Der er heller ingen parker eller fællesspisning. Og sidst, jeg besøgte stedet, var der ikke engang en kassedame i kantinen. Det er som om, at stedet vender sig i teknokratisk opposition til byen Aarhus, hvor den idehistoriske firebande, de vilde teologer (Sløk og Løgstrup osv.), reformpædagogikkens friskoler og Uffe Elbæks kreative ideer engang huserede.

VIA blev sammen med de andre professionshøjskoler etableret i 2008 som en del af VK-regeringens konkurrencestatsopgør med pædagogik. Her var seminarietraditionen dømt hele ude. Ollerup var den sidste bastion, som fik en slags særlov.

Derfor har UC’ernes organisation båret præg af teknokratiske og skolereformsaffirmative systemer, som i høj grad har marginaliseret Ollerups temaer. Og i modsætning til i Ollerup er der ingen interesse for UC’ernes historie eller for de seminarier, som blev nedlagt i 2008.

F.eks. har man givet Professionshøjskolernes ærespris til Antorini. Og VIA’s bestyrelsesformand, Per B. Christensen, var en af de ledende skikkelser i promoveringen af læringsmålstyring og John Hattie, som også blevet hyldet på DPU og i KL og omegn.

Per B. Christensen er endda også formand for alle UC’ernes bestyrelser, og han har faktisk også modtaget samme ”ærespris” som Antorini. Til gengæld har han ikke skrevet om ”pædagogikkens sted”.

Så ånden findes i en sydfynsk landsby. Det er helt klart.

I 2020 var vi en gruppe, der forsøgte at få gennemført endnu en særlov, så der kunne etableres endnu et frit seminarium i Herning, men det gik UC VIA imod, så det blev forpurret på et hængende hår, fordi de radikale skiftede side. I Ollerup var man venlige og interesserede i det nye initiativ.

De radikales formand, Svend Thorhauge, var dengang leder af læreruddannelsen på VIA, så der var nok lige et telefonopkald til Jelved. I dag er Thorhauge præst. Han kunne i virkeligheden ikke leve med professionshøjskolens ideologi.

Diverse links:

En tur i VIA-Land: http://www.thomasaastruproemer.dk/en-tur-i-via-land.html

Om Herning-initiativet: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-et-frit-laererseminarium-i-herning.html

Fra seminarier til professionshøjskoler: http://www.thomasaastruproemer.dk/fra-seminarier-til-professionshoejskoler-forsoeg-paa-en-oversigt.html

 

3. Stefan Hermans bog ”Læreren i midten”, note 1

Jeg har lige læst Stefan Hermanns ny bog ”Læreren i midten”. Jeg vender tilbage til nogle af bogens almene og interessante pointer i en note 2. I første omgang vil jeg blot fortælle om nogle mere kritiske iagttagelser, hvis emner, jeg ikke helt kan slippe:

A. DLF og lockouten

Bogen er finansieret af Danmarks Lærerforening. Det er en slags officiel jubilæumsbog, fordi foreningen fylder 150 år. Men Hermann roser nærmest lockouten i 2013, som han tilsyneladende ikke mener var et brud på arbejdsmarkedets almene principper, og han drøfter faktisk ikke sagen ret grundigt. Gad vide hvad DLF tænker? Hvis jeg var lærer, ville jeg bande.

B. Skolereformen i 2013

Hermann taler også skolereformen fra 2013 op. Han skriver, at de kommuner, der fastholdt reformens præmisser, ”opnåede forbedrede resultater”, og han roser forarbejdet i Antorinis ”Ny nordisk skole”, som han selv var en del af. Han mener desuden, at reformens ”pædagogiske grundsyn” mindede om det såkaldte 7-punktprogram fra omkring 1990. Det er helt uforståelige sætninger. Han lader også til at gå ind for “nationale test”.

Hermann roser også den magtfulde Per B. Christensen, som har spillet en stor og problematisk rolle i udviklingen af konkurrencestatens skole, bl.a. ved sin deltagelse i AP Møllers vurderingsudvalg, hvor det flød med læringsmålsbevillinger, ved sit arbejde med ”læringsmål” i Næstved kommune og ved sit engagement i professionshøjskolernes bestyrelser. Christensen beskrives som ”rutineret og terrængående”, og han takkes endda i bogens indledning.

Hermann var selv meget tæt på magten i de år, hvilket han også selv gør rede for. Det kan man godt mærke. Han kan ikke vurdere disse ting nøgternt.

C. Konkurrencestaten

Herman mener ikke, at skolens udvikling kan relateres til teorien om konkurrencestaten, selvom han egentlig selv gør rede for, hvordan symbiosen mellem økonomi, læring og målstyring bliver dominerende fra omkring 2006.

Hermann gør endda lidt grin med denne ”konkurrencestat” og med ”konspirationsteoretikere”. Dermed følger han den problematiske linje fra sin bog ”Kampen om dannelse”. Konsekvensen af den manglende politiske analyse bliver en form for snakkende tilstand. Hermann er ellers politolog (ligesom jeg selv).

D. Universitetsforlag?

Bogen er officielt ”fagfællebedømt” på Aarhus Universitetsforlag, men der er ikke tale om forskning i almindelig forstand, hvilket jeg også synes Hermann selv skriver.

Der er ingen tese og ingen egentlige referencer og så videre. Det er nærmest et slags essay.

Det er lidt pinligt for ”universitets”-forlaget, synes jeg. Kan man egentlig stole på forlagets ”fagfællebedømmelser”? Men måske er det bare mig, som ikke ved, hvad et “universitetsforlag” er.

E. Resten af bogen

Herman får også sagt mange spændende ting, som især vedrører hans syn på dannelse, trivsel, karakterdannelse, autoritet og digitalisering, men det er ikke så filosofisk/kulturhistorisk, så man kommer lidt i tvivl om, hvad der menes En tvivl, der forstærkes af kritikken ovenfor. Det vender jeg tilbage til.

F. To anmeldelser:

Lektor ved SDU, Finn Wiedemann, har anmeldt bogen til POV-international. Wiedemann har også bemærket nogle af ovenstående problemer. F.eks. skriver han følgende:

”Om grunden til, at skolereformen i 2013 kuldsejlede, får vi for eksempel sarkastisk at vide, at ”det er historiens dolkestødslegende, at det skyldes konkurrencestat tillagt Finderup Lade-modet på den danske model i foråret 2013”. Med denne bombastiske metaforik får vi præsenteret Hermanns utvetydige holdninger til sagen. Det er måske en af grundene til, at mange lærere stadig forbinder ham med one of the boys, der var med til at støbe kuglerne til den forhadte 2013-reform.”

Bogen er også blevet anmeldt på Folkeskolen.dk. Her lægger anmelderen slet ikke mærke til ovennævnte emner – heller ikke punkt 1 og 2 – hvilket er meget mærkeligt i lærernes eget fagblad.

Links:

Link til anmeldelse i POV International: https://pov.international/jubilaeumsbog-laereren-skal-tage-autoriteten-tilbage/

Link til anmeldelse på Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/stefan-hermans-kritiske-kroenike-til-laererne-om-laererne/

 

4. Stefan Hermanns bog ”Læreren i midten”, note 2

I går havde jeg en kritisk kommentar til Stefan Hermans nye bog ”Læreren i midten”. Jeg kritiserede især hans syn på skolereformen fra 2013 og hans manglende forståelse for betydningen af ”konkurrencestaten”. Disse mangler forårsagede en manglende analytisk kvalitet og en lidt snakkende tilstand i bogens forløb.

Men der er grund til at fremhæve Hermans mere normative holdninger. Egentlig ikke så meget for deres begrundelser, for dem har han jo ødelagt, men mere for deres indhold.

Hermann skriver, at skolen er presset fra fire sider:

– Oppefra af det politiske system

– Udefra af forældres krav og af et polariseret samfund, som har mistet dets ”fælles virkelighed”

– Nedefra af elever, som har lært altid at være i centrum.

– Indefra af lærere, som har mistet kontakten mellem fag og dannelse til teknologiske systemer. Dermed ”smuldrer forbindelsen mellem at lære noget og blive nogen”. Hermann er usikker på, om lærerne – og dermed også DLF – selv helt har forstået dette.

Her er nogle af Hermanns opbyggelige markeringer, der adresserer disse problemstillinger:

a) Hermann vil have en langt større interesse for skolens formålsparagraf, især for dens fokus på demokrati, frihed og kundskaber.

b) Hermann ønsker et øget fokus på lærerens autoritetsside, og han roser arbejdet med de nye ordensregler. Autoritet og selvstændighed hænger sammen siger han, med reference til Løgstrup.

c) Hermann taler om, at lærerne skal ”generobre kritikken”. Det er flotte ord. En slags påmindelse til et sløvt DLF, som jo har betalt for bogen. Desværre henviser han ikke til Anders Bondos kampe i den sammenhæng. Andre steder omtaler Hermann dog Bondos arbejde med professionsidealet og folkeskoleidealet.

d) Hermann taler for, at pædagogikken skal forstås som del af en ”forfatningspatriotisme”. Der er altså en sammenhæng mellem skole og grundlov. Men hvordan har grundloven det? Det får vi ikke noget at vide om. Herman lader også til at være glad for den såkaldte ”åndelige oprustning” og ”frihed til” og ikke kun ”frihed fra”. Og pludselig vælter det ind med danske digtere, så man bliver helt varm i hjertet. Jeg er dog lidt bekymret for den ukritiske henvisning til statsministeren og hendes system.

e) Herman vil have fokus på både dannelse og karakterdannelse og understreger, at det er vigtigt at huske begge dele. Man må ikke ”spalte forbindelsen”, som der står. Det er kloge ord. Herman har da også skrevet et fint kapitel om emnet til en ny bog om ”Karakterdannelse”. Faktisk er der her en lidt skæv filosofisk reference, nemlig til den postmoderne filosof, Jean Francois Lyotard.

f) Endvidere vil han ændre arbejdet med børns trivsel, så det i højere grad bliver den pædagogiske dømmekraft og ikke store datamålinger, der spiller hovedrollen. Der skal også være en bedre fornemmelse for, hvad man kunne kalde livets sorger og naturlig modgang.

g) Endelig er Hermann meget kritisk over for digitalisering af barndom og pædagogik. Han taler om ”dopamin-pædagogik”, og om at algoritmer overtager den pædagogiske autoritet.

Med disse holdninger indskriver Hermann sig i den kritiske bevægelse, som han ellers ikke giver meget for – ja, nærmest latterliggør – fordi denne bevægelse jo var imod skolereformens og konkurrencestatens ideologi, som Hermann selv synes godt om.

På en måde bliver bogen en slags undersøgelse af, om man kan være socialdemokrat, samtidig med at man er kritisk overfor socialdemokratiets effekter. Det er dette paradoks, der knækker bogen.

 

5. Morten Messerschmidts opløsning af “borgeren”

Jeg kan ikke forstå, at man ikke i højere grad har drøftet Morten Messerschmidts opløsning af begrebet ”borger”.

Han foreslår jo i Weekendavisen, d. 30/10, at man skal kunne fratage folk deres statsborgerskab med tilbagevirkende kraft.

Messerschmidt mener, at alle tildelte statsborgerskaber siden 2005 skal revurderes. Og hvis man har fået statsborgerskab efter 2013, så skal man endda til en helt ny prøve, hvor man skal bevise, at man lever op til Messerschmidts skærpede normer; f.eks. at man ikke beder til sin Gud eller faster en gang imellem, eller hvad han nu har fundet på af mærkelige krav.

Men i så fald er ingen mere en rigtig borger! Man har altid kun sine borgerrettigheder til låns. Man er altid en slags undtagelse, som altid kan umyndiggøres og udvises. Og denne undtagelsestilstand gælder jo ikke kun for muslimer, men i princippet for alle. For i morgen er der måske nogle andre regler, hvormed man kan fratage andre grupper deres statsborgerskab. Hvad med dem, der er ”woke” eller ”venstreorienterede” eller ”indremissionske” eller “FCK-tilhængere”? Ingen kan mere vide sig sikre på sin status som borger. På den måde opløser Messerschmidt statens grundlag. Alle er degraderede til en slags dyr.

Så angrebet på vores nye medborgere er et angreb på alle. Det er alle og enhver, som taber sin status, eftersom det statsborgerskab, som man før antog som en ret, nu altid kun er til låns.

Det er Dansk Fryseparti, som man nu må være på vagt over for. Der er tale om et slags gearskifte. Jeg er i al fald rystet i min inderste nationale, kristne og medborgerlige sjæl.

Her er det lange udsnit af det dybt kontroversielle interview i Weekendavisen, hvor Messerschmidt opløser borgeren som begreb:

”I dag skal man dømmes for terror eller mord for at få inddraget sit danske statsborgerskab, men det er »forkasteligt«, at der skal så meget til, siger Messerschmidt. Det bør være meget lettere at annullere danske statsborgerskaber.

Desuden skal alle danske statsborgerskaber, som er blevet tildelt siden 2005, gennemgås og annulleres, hvis de er givet på et forkert grundlag – det drejer sig ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet om godt 85.000 mennesker.

Og alle der har fået tildelt dansk statsborgerskab inden for de seneste otte år – i alt 26.672 mennesker – skal igennem hele processen igen: en ny danskprøve og en ny indfødsretsprøve med skærpede krav. Og en personlig samtale for at afklare, om de er »danske i hjertet«, som Morten Messerschmidt siger.

Hvis ansøgeren eksempelvis er troende muslim – beder fem gange om dagen, faster, går med tørklæde – skal det trække ned i vurderingen. Det samme skal det, hvis man eksempelvis har skrevet på Facebook, at staten Israel ikke bør eksistere.

»Det må bero på en samlet vurdering af, om folk reelt i deres hjerte er danske,« siger Morten Messerschmidt.

– Du vil begrænse folks mulighed for at ytre sig og tro på det, de gerne vil?

»Det har du ret i, men det er jo, fordi der inden for islam er den her udfordring med, at man bruger frihedsrettighederne til at kvæle friheden.«

– Men du anerkender trods alt, at det vil være en knægtelse af religions- og ytringsfriheden?

»Ja ja, der er jo masser af ting, du ikke må ytre. Du må heller ikke gå rundt og true folk og opfordre til terror.«

Endelig skal det også gøres »umuligt at leve islamisk i Danmark«, mener Messerschmidt. Han vil fjerne islamiske menigheder fra listen over anerkendte trossamfund, lukke muslimske friskoler og foreninger, forbyde bønnekald, halalkød og tørklæder i offentlige institutioner.”

Link til interview: https://www.weekendavisen.dk/samfund/den-store-udvisning?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqfic_1n8phy6MbcCRuDXw6r1AnN2G56hEbleRAxfpihE226pPODjIsdTEeAtZk%3D&gaa_ts=694657d3&gaa_sig=Um2EYlzQvD-ffVgU4WY-QyiO33PKMBVzRh1c99apj-qrhcHXNyAaZ23vs3zsKhjtRoQcs2Ga8IpQ6oLb5icnnw%3D%3D

 

6. Forsvar for RUC, note 1: Et paradoks

Det første store angreb mod RUC blev implementeret af dem, som reddede RUC. Hvordan det? Her er min hypotese:

RUC blev etableret i 1972. Socialdemokraten Erling Olsen blev rektor. I et ledsagende såkaldt “interimstyre” sad en tidligere Askov-forstander, som var gift med datteren af Rønshoved Højskoles legendariske forstander, grundtvigianeren Arne Møller. Jeg elsker den tråd.

Etableringen af RUC var et slags big-bang, hvor den ny generations dynamikker blev aktiveret. Det var den unge mod den ældre Marx, Romantik og fremmedgørelse mod kapitalteori, Marcuse mod Althusser. Det var 67 mod 68, son højskoleforstander Thue Kjærhus (også fra Rønshoved) skriver i sine erindringer fra 2024..

Bagved rumsterede en rig tysk efterkrigstidsfilosofi, og på RUC var der små faglige ”huse”, der mindede om en blanding af engelske colleges og fransk oprør. Og ifølge RUC-forskeren, Knud Illeris, var der også en inspiration fra grundtvigianisme og kulturradikalisme. Kort sagt: En eksplosion af ungdom, kritisk teori og danske baggrundstraditioner. En vekselvirkning mellem akademias fjerne liv og samfundets uafbrudte eksistens.

Rektor Erling Olsen og mange andre mente, det var for venstreorienteret. Hvor plat! Der var da også fyldt med “venstreorienterede” på de andre universiteter. Så Olsen blev ikke genvalgt som rektor af de engagerede lærere. Det siger sig selv.

Folketinget gjorde sig nu klar til at lukke det hele.

Men så kommer dramaet:

Ritt Bjerregaard bliver undervisningsminister i 1975. Hun redder RUC, men kun på betingelse af, at der etableres et såkaldt ”eksternt rektorat”, som ikke havde sans for materien. RUC underkastes altså en slags autoritær undtagelsestilstand. Dermed reddes RUC med nød og næppe fra lukning, samtidig med at dets akademiske republik blev sat ud af kraft.

Dette eksterne rektorat arbejder effektivt helt frem til 1979 og ophører faktisk først helt i 1982.

Og nu kommer så min teori:

For med denne undtagelsestilstand tæmmes den unge kritiske videnskab. Der sker ved, at nogle af de kritiske RUC-forskere inviteres ind i arbejdet med Ritt Bjerregårds store uddannelsesplanlægningsmanifest, U-90, som udarbejdes i perioden 1973-1978

Hermed opsluges RUCs samfundskritiske projekttænkning ind i velfærdsstatens tekniske organer, hvorved det ”kritiske” næsten forsvinder. Velfærdsstaten havde ganske vist også en frihedsside, men den var Ritts U90-plan helt ligeglad med.

På den måde reduceres kritisk teori til samfundsplanlægning i en ekspanderende velfærdsstat, som selv var blevet halveret, eftersom ”friheden” var taget ud.

Dermed havde man via det “eksterne rektorat” skabt forudsætningen for konkurrencestaten, som da også bygger på strukturalistisk marxisme uden handlingstradition.

Kort sagt: Ungdomsoprøret blev tæmmet og opslugt af social og økonomisk effektivitet.

Efterfølgende flyttede de nu tæmmede RUC-folk ind i 90’ernes erhvervspædagogiske kredse, hvor ”ansvar for egen læring” blev udviklet, og siden kom konkurrencestatens totalstyring af den nu frisatte ”læring”.

Den såkaldte “situerede læring”, som bl.a. inspirerede Tanggaard og Brinkmann, som sad i Aalborg, blev etableret som kritik af denne erhvervspædagogiske tendens. På den måde fik vi en slags kamp mellem Roskilde og Aalborg (long story!).

Det er derfor afgørende for RUC og for Danmark, at der laves et solidt politisk og fagligt erindringsarbejde, så sammenhængen mellem kritik, husfællesskab og samfundsforandring igen kan virke på de sjællandske bymarker.

Beklager tankemylderet. Det hele er lidt foreløbige tanker.

PS: Det var også Ritt Bjerregård der ca. 20 år senere – som borgmester i København – stod for nedlæggelsen af Jagtvej 69, som også var en slags “hus” i det tidlige RUC’s ånd.

PPS: På Rønshoved Højskole efterfulgtes forstander Arne Møller af Haarder-familien. Her voksede Bertel Haarder op. Bertel elskede Grundtvig, og det var jo godt, men desværre forstod han ikke 1967, hvorved han endte med at forstærke symbiosen mellem 1968 og velfærdsstat, hvilket jo var det modsatte af Grundtvig. Det er lidt sjovt, hvordan den skønne højskole ved Flensborg Fjord bliver ved med at dukke op i denne historie.

 

7. Et forsvar for RUC, note 2: Teknokrati eller ungdom

Jeg har en interessant tese vedrørende RUC, synes jeg selv. Men først lige lidt baggrund:

A. Baggrund

Den første rektor for RUC var den socialdemokratiske cand. polit., Erling Olsen.

Olsen etablerede i 1970 et såkaldt interimstyre, hvis centrale organisator var Harald Engberg Pedersen, der havde været forstander for både Krogerup og Askov højskole. Kort sagt: Engberg var på den liberale og humanistiske efterkrigstidsfløj. Olsen fik også et par venner med. Der sad ingen folk med marxistisk interesse af betydning i dette interimstyre. Det var ikke de unges sted.

Da RUC skulle bygges op med nye stillinger og så videre, så fik man i sagens natur ungdomsoprørets kandidater som de primære ansøgere. Enhver ny organisation starter med ungdommens ideer, som jo i dette tilfælde udsprang af alle mulige inspirationskilder i efterkrigstidserfaringerne og længere tilbage.

Men det synes Erling Olsen ikke om. Han reducerede det hele til en ”marxistisk missionsskole”, som han kaldte det. Og derfor tabte han rektorvalget i 1973. I stedet nedsatte undervisningsminister Ritt Bjerregaard et undertrykkende ”eksternt rektorat”, som jeg skrev om for nogle dage siden.

Harald Engberg Pedersen forlod senere “festen” og blev programchef i DR’s kulturafdeling, som i forvejen havde dybe rødder i Krogerup Højskoles organer. Engberg, som faktisk også var uddannet økonom, blev desuden engageret i den humanistiske FN-organisation Unesco. Højskoleånden havde vundet over hans indre polit-teknokrat.

I Erling Olsens erindringsessay om RUC har han slet ikke sans for den nye generations baggrundsinteresser og filosofi. Olsen mener ganske vist, at Marx var en vigtig økonom, men at hans teser blev tilbagevist af de amerikanske neoliberale økonomer, og det fremgår, at Olsen skam selv har forstået det hele korrekt. Han gør lidt bedrevidende grin med det hele, og han forstår slet ikke, at Marx ikke kun var ”økonom”, men også filosof, og at der også ligger en kolossal virkningshistorie.

Olsen selv tog det obligatoriske filosofikum-kursus hos filosoffen Jørgen Jørgensen, som var både kommunist og logisk positivist. En perfekt ramme for den teknokratisk interesserede polit.

Olsen var som sagt selv cand. polit (økonom). I årene efter krigen blev han ansat i den nye velfærdsstats ”Det Økonomiske Sekretariat” under den legendariske Erik Ib Schmidt, som var kommunist. Det var velfærdsplanlægningens sted, som prægede mange socialdemokrater og hele samfundet dybt. Olsens politiske og faglige omgangskreds blev mærket af denne forbindelse. Det vrimler med socialdemokratiske velfærdsøkonomer. Erling Olsen var også EF-tilhænger, og i 1991 støttede han Poul Nyrups tidlige konkurrencestatslinje.

Under besættelsen blev flere af de socialdemokratiske polit’er endda inspireret af nazismens planlægningssystemer. Det har Arne Hardis skrevet om. Det skete dog ikke for Erling Olsen, dels fordi hans far var modstandsmand, og dels fordi han først blev ansat i 1953. Da familien under besættelsen måtte flygte til Sverige, skete der noget, men det vender jeg tilbage til senere.

I løbet af 1960’erne blev Olsen interesseret i den spirende uddannelsesøkonomi, der for alvor satte produktionsoptimering som ny uddannelsespolitisk standard. Det var også heromkring at det økonomisk determinerede OECD gik ind i arbejdet med uddannelse. På det globale niveau stod kampen nu mellem OECD og Unesco, mellem økonomi og kultur, dvs. på en måde mellem Harald og Erling. Men det er bare min tolkning, for der var mig bekendt ingen åben konflikt mellem de to.

Så Olsen var til teknisk velfærdsplanlægning, mens den unge generation var til marxistisk ånd og praksis. Kampen om RUC var en kamp mellem et spirende økonomisk velfærdsstatsteknokrati og en ny generations tilsynekomst i den europæiske handlingstradition.

B. Tesen

Men nu kommer så min pointe: For læser man i Olsens erindringer, så er hans lykkeligste tid faktisk hans tid som teenager i den danske skole i Sverige under besættelsen. Hans familie var som sagt flygtet til Sverige pga. dens engagement i modstandskampen.

I Lund herskede en ny demokratisk-pædagogisk stemning, blandt andet påvirket af kommunisten Torben Gregersen, der senere skrev bogen ”En bolsjeviks erindringer” og blev redaktør for det legendariske Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Gregersen var ven med lærerinden Inger Merete Nordentoft, som blev både modstandsmand og toneangivende reformpædagog. De var hyperdemokrater og kommunister på samme tid, og de skrev bøger om pædagogik og klassisk dansk litteratur. Det var reformpædagogisk dannelse.

Det var i min teori efterladenskaber fra den unge Marx, der sammen med det moderne gennembrud og Weimarrepublikken bidrog til denne frigørelse af kulturen hos 30’ernes og 40’ernes kulturradikale. Olsen virker ubekendt med den kulturhistoriske side af sagen, som han så alligevel erfarer i Lund.

I Lund var der også andre folk med stor indsigt i kulturhistorie og meget andet. Det var et positivt kulturchok for Erling Olsen i forhold til den sorte skole i Aarhus, hvor Olsen havde sine første skoleår. Han havde dog også haft nogle mere rolige skoleår i København, hvor man ikke delte lussinger ud.

Men i Lund var der fyldt med modstandsfolk, spændende jøder og intellektuelt liv. Den unge Olsen elskede det; dvs. alt det, som senere skabte ungdomsoprøret. For på en måde er det jo denne Gregersen/Nordentoft-linje, som ender med at inspirere de unge RUC-lærere, blot tilsat lidt Vietnam-protester og lidt hash.

Så min måske lidt overraskende konklusion er, at Olsen og RUC har samme åndelige kilde. Desværre glemmer Olsen dette i sin velfærdstekniske iver, så den svenske forbindelse dukker ikke op igen, så vidt jeg kan se. Spørgsmålet er, om RUCs ungdom også glemte det? Der må man ned og se på de faglige indsatser.

Min teori er, at de unge først huskede det, for de startede faktisk med at gøre oprør mod Ritt Bjerregaards “eksterne rektorat”, men senere glemte de det, da det ”eksterne rektorat” for alvor fik magten sammen med Ritt Bjerregaards socialdemokrati. Herefter sugede Ritt Bjerregaards U90-plan de kritiske dele af RUC ind i samfundsplanlægningens logik. Erik Ib Schmidt spillede faktisk en stor rolle i U90, og Erling Olsen blev også inviteret ind i Ritts skolepolitiske arbejde.

På den måde var den teknokratisk-sociale tendens forstærket og havde endda opslugt de unges kritiske engagement. Der var gjort klar til Schlütter.

Men RUC er i ovenstående ræsonnement et stykke pæredansk kultur, tilsat lidt svensk omsorg fra Lund. Ærgerligt, at Erling Olsen ikke tog et par kurser, før han blev rektor. Så ville han måske have genkendt sig selv.

Referencer og links:

Erling Olsen: Fra ælling til ugle, 1998, Fremad.

Else Hansen: En koral i tidens strøm, RUC’s forlag,1997. https://else-hansen.dk/wp-content/uploads/2018/04/En_koral_i_tidens_str_m.pdf

Mihail Larsen: De fire dimensioner – essays om forskning, uddannelse og formidling, RUC’s forlag, 2012.

Jubilæumsudgivelse: RUC i 25 år, 1997. https://rucforsk.ruc.dk/ws/files/57415978/RUC_i_25.pdf

Else Hansen, kronik, 1998, se også Informations efterskrift: https://www.information.dk/debat/1998/06/ruc-voksen

LEX om RUC: https://trap.lex.dk/Roskilde_Universitet_(RUC)

RUC-paper fra 2018 om den tidlige historik: https://rucpaper.dk/2018/03/22/den-arelange-magtkamp-om-ruc/

Mindeord om Mihail Larsen, 2021: https://forskning.ruc.dk/da/publications/i-begyndelsen-skabte-mennesket-himlen-og-jorden-mindeord-om-mihai/

Interview med Mihail Larsen, 2018: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/studenteroproeret-var-noedvendigt-men-fik-ogsaa-uheldige-konsekvenser

 

8. DR Debatten om folkeskolen

Jeg har lige set debatten på DR fra i går om folkeskolen. Louise Klinge gjorde en virkelig god figur. Hun insisterede på både en kritisk inddragelse af skolereformens ideologi og den omfattende digitalisering i debatten. Og så havde hun et ret grundigt forsvar for den grundtvigsk-koldske skoletradition med morgensang og det hele. Så der var sans for det skolepolitiske og det filosofiske. Og egentlig udspringer hendes synspunkter jo helt oprindelig af en mere dannelsesorienteret reformpædagogik, som måske har ligget lidt brak de seneste år.

Klinge lød derfor som en pædagogisk indstillet og alternativistisk indstillet kulturkonservativ. På den måde fremstod hun meget mere blød og pædagogisk, end jeg tidligere har opfattet hendes ideer, som ofte har været præget af psykologiske tilgange, hvilket jo har en tendens til at tage “dannelsen” ud af reformpædagogikken.

De mere relationspsykologiske emner, som Klinge plejer at tage op, synes jeg ikke hun kom ind på. Disse teorier lå mere implicit hos skoleelevernes og forældrenes repræsentanter. Hos dem blev emnerne netop meget psykologiske og uden sans for den pædagogisk-filosofiske sammenhæng. Det var virkelig kedeligt.

Stefan Hermann og lærerinden Maja Rømer havde fat i autoritetsspørgsmålet på en meget pædagogisk måde, også her med udgangspunkt i bredere analyser af den sociale og psykologiske situation i skolen. Og Hermann delte Klinges digitaliseringsskepsis. Det var fine betragtninger

På den måde endte Klinge, Hermann og Rømer med at supplere hinanden godt. Jeg var faktisk lidt overrasket. Det var som om, at “det pædagogiske” blev det fælles svar, blot med lidt accent hist og her.

Det var som om, at alle de andre afblomstrede lidt under palmerne fra dette lidt skæve trekløver?

Et lille “både-og” i kampens hede?

Link til debatten: https://www.dr.dk/drtv/episode/debatten_-hvem-har-styr-paa-skolen_558954

 

9. Socialdemokratiets, DF’s og Konservatives kollaps

Enhedslisten afholder kurser i marxisme for partiets medlemmer. Det giver god mening for et marxistisk parti. Men for Dansk Fryseparti, Socialdemokratiet og endda for de konservative er dette engagement udtryk for en totalitær tankegang, som minder om Sovjetunionen og nazismen. Man kan læse om det i BT.

Men marxismen er skam en særdeles pluralistisk åndskilde i historien, fyldt med den mest fascinerende virkningshistorik.

Den socialdemokratiske teolog og åndsperson Julius Bomholt, som i 1961 blev landets første kulturminister, holdt f.eks. forelæsninger om Marx på sin nye arbejderhøjskole i Esbjerg i 1920’erne. Og hvor havde vores fagforeninger været, hvis ikke Marx havde eksisteret? Og store dele af den kritiske tradition?

Det er virkelig pinligt for disse tre partier. Hvad bliver det næste? At man nedlægger RUC, fordi det er ”venstreorienteret”??? Eller at man forbyder de konservative at have en studiekreds om Hegel og Heidegger, som også blev brugt til det ene og det andet? Og må de liberale ikke have en studiekreds om nogle teknificerede økonomer eller om John Stuart Mill?

Hvis den slags platheder skulle være ”dansk”, så har jeg – som ellers er både pæredansk og urkonservativ – mere tilfælles med en beduin. Måske kan jeg mødes med Kaj Munk og et par kulturradikale og kommunistiske nyhumanister over en kop te i ørkenen? Måske vil marxisten Otto Gelsted være med? Han oversatte Homers store værker.

Det er vigtigt, at alle åndeligt interesserede personer sætter en stopper for dette platte og tiltagende raid mod kulturhistoriens dialoger og temaer.

Link til omtale af sagen: https://www.bt.dk/samfund/jeg-har-ikke-ord-kritikken-vaelter-ned-over-enhedslisten?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqe0V3KBrmB1hkx3Gqbx4WH9pSXmRwdiS527CsoW8sFYvGN6_AB5OoZ2eSx0AEs%3D&gaa_ts=691b89ab&gaa_sig=zi6kD8yw5EVsiZl_BKMrato0mO2eNWHbS1M2gnIpD3ruCMgsUCPVyVzIRJ5PdGtX1RGud4aJJK5o0aGp8i9C6g%3D%3D

 

10. En idehistorisk tanke

i.

Først var der den franske revolution. Den fik romantikken styr på.

På den måde fik vi både frihed og erindring, dvs. dannelse. Vi fik både demokrati og folkestyre, både Marseillaisen og ”Den danske sang” og både fortid og fremtid.

Mange tak til Rousseau og Grundtvig

ii.

Så var der den spirende kapitalisme. Den fik marxismen styr på. På den måde fik vi både produktion, solidaritet og politisk handling, dvs. velfærdsstat. En kæmpeproces.

Mange tak til Adam Smith og Karl Marx.

Det hele blev formidlet via det ny ”folkestyre”, jf. punkt 1.. Tak igen til Rousseau og Grundtvig.

Undervejs vekselvirkede den ene og det andet del af systemet i 150 år. Der var noget at undervise i rundt omkring, og forsamlingernes liv myldrede frem.

iii.

Omkring år 2000 ville man af med Grundtvigs ”dødsensfarlige begreb om folk”, som det hed i DPU’s omegn. På den måde var der kun “revolutionen” tilbage.

Og efter 1989 ville man af med Marx. På den måde var der kun “kapitalismen” tilbage.

Og hvad kalder man symbiosen mellem disse to efterladenskaber, dvs. den grænseløse revolution og den grænseløse kapitalisme? Det kalder man transhumanisme og konkurrencestat.

Og i dag bliver man ligefrem udskammet, hvis man vil undervise i Marxismens flotte og mangeartede tradition – jvf. mit indlæg fra i eftermiddags. En tradition som i høj grad har skabt vores eget land,

Og hvem underviser i romantikken, så DF kan holdes på det historisk-poetiske spor i stedet for at blive et “Dansk Fryseparti”?

 

11. Tese om karakterdannelse og kundskaber

I dag har jeg holdt foredrag for lærerforsamlingen ved N. Zahles skoler i København. Nærmest undervejs i foredraget trængte nedenstående refleksion sig pludselig på, og den trængte sig vist nok også ud af munden:

Som jeg ser det, hænger kundskabsudvikling og karakterdannelse uløseligt sammen. Det vil også være Humboldts klassiske synspunkt: En fri og levende vekselvirkning mellem “verden” og “selvet”, der både sætter spor i verden og i selvet. Denne sammenhæng er hele dannelsens ræson d’etre.

Denne syntese nedtones i 1975, hvor ”karakterdannelse” forsvinder ud af skolens formål. I en periode overlever ”personlig udvikling” rundt omkring som en slags rest fra 1960’ernes humanisme. Men fordi ”karakterdannelse” er væk, så fortoner ”det personlige” sig efterhånden også.

Eftersom karakterdannelse og kundskaber jo hænger sammen, og eftersom karakterdannelse som sagt er væk, så kollapser også kundskaberne. Hvordan det? Jo, kundskaberne kollapser til ”læring”, eller rettere til ”ansvar for egen læring”, På samme tid kollapser også karakterdannelsen (jf. ”ansvaret ”) ind i en forfaldsversion af kundskaberne (jf. ”egen læring”, hvor “verden” er væk).

Derpå står den på læring og systemteoretiske kommunikationssystemer i løbet af 00’erne, hvor de ny ”smagsdommere” er nationaløkonomer. Nu er Grundtvig pludselig “dødsensfarlig”. Læringen bliver en kategori for test, opportunisme, evidens og konkurrenceevne, formidlet i “nationale test” og læringsmålstyring. Selv “ansvaret” forsvinder fra “læringen”. I stedet træder maskinerne og kommunikationssystemerne.

Pludselig er det som om, at der mangler noget. For nu har vi jo hverken karakterdannelse eller kundskaber, men kun “læring” og “læringsstyring”. Dannelsen er totalt kollapset. Derfor kommer ”trivsel” lige pludselig ind i billedet omkring 2012.

Trivslen skal erstatte den fraværende ”karakterdannelse”. Men uden ”dannelse/kundskaber”, som jo er frosset ud, så bliver denne ”trivsel” reduceret til at en individualiseret ”ha det godt” og til at indrapportere følelser i store statslige datamaskiner.

Så læringen overtages af maskiner, og det samme gør trivslen. Både kundskaber og karakterdannelse er far away. Det er situationen fra 2013 og til i dag. Jeg synes, at det er en tragedie.

Men kan ingen jo leve med dette, så derfor foreslår f.eks. trivselskommissionen, at karakterdannelse vender tilbage som en udvidelse af ”trivsel”. Men det vil aldrig være en virkelig ”karakterdannelse”, eftersom det er uden en gentænkning af kundskabsbegrebet, som jo stadig er defineret ved ”læring”.

Hvis vi skal have ”karakterdannelse”, så skal man medtænke kundskabs- og dannelsesbegrebet i dets fulde kompleksitet og vekselvirkning. Ligesom f.eks. Humboldt og hans virkningshistorik var i stand til.

Men det er der ikke lagt op til hos Trivselskommissionen eller andre steder. Undtagen i Center for Karakterdannelse, som i dag har udgivet sit tankevækkende værk om disse emner, ”Karakterdannelse – højnelse til humanitet”, hvor en række af disse spørgsmål drøftes på den ene og den anden måde.

Måske er denne udgivelse en ny start for pædagogisk filosofi og for pædagogik som sådan, og dermed også for samfundet. For pædagogikken er ikke samfundets tjener. Det er snarere samfundet, der er pædagogikkens løbende effekt.

https://www.karakterdannelse.dk/bog-om-karakterdannelse

 

12. Debat om karakterdannelse

Lærke Grandjean skrev i sidste uge et indlæg til Skolemonitor, hvor hun kritiserede den ny interesse for karakterdannelse, herunder en ny bog om emnet.

Det er ikke første gang, at den gode Grandjean er ude med riven, og jeg har også svaret hende flere gange tidligere. Og det gør jeg så igen i nedenstående indlæg, hvor jeg argumenterer for, at dannelse og karakterdannelse hænger sammen, og for, at Grandjean selv og hendes mentor, den gode hr. Gert Biesta, også selv er karakterdannelsestænkere. De har blot ikke opdaget det endnu .

Spørgsmålet er ikke, “om” der findes karakterdannelse. Spørgsmålet er alene “på hvilken måde”. Og derfor er det efter min mening også en god ting, at der er etableret et “Center for karakterdannelse”, som undersøger både de filosofiske og de praktiske aspekter af emnet.

https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18777705.ece

 

13. Filosofferne i bådene

Jeg har lige en lille og meget foreløbig civilisationshistorisk refleksion. Det er måske lidt langt ude, men jeg lader tanken flyde:

Få år efter den russiske revolution, i 1922, forviser Lenin en stor gruppe filosoffer og intellektuelle fra Rusland. De sendes afsted til Centraleuropa i de såkaldte filosofbåde.

En af de mest fremtrædende personer i bådene var professor ved Moskva Universitet, Nikolaj Berdjajev, som slår sig ned i Paris. Han var af eksistentielle-filosofiske grunde kritisk over for Lenins revolution, og det må man ikke. Efter disse udvisninger makker alle de resterende ret.

Men hvad optager Lenin, nu hvor han har fjernet filosofien fra samfundet? Og nu hvor han oven i købet står med et land i hungersnød og totalt kaos? Jo, han kaster sig allerede fra slutningen af 1918 over de ny amerikanske produktionssystemer, den såkaldte taylorisme. Det kan man bl.a. læse om i Kurt Jacobsens store biografi om Lenin, hvor der står følgende:

”…Lenin lød nærmest som en koncernchef, da han erklærede, at revolutionen var gået ind i en ny fase, ”hvor tyngdepunktet bliver organisering af regnskabsføring og kontrol”, både nationalt, branchemæssigt og på de enkelte virksomheder.

Arbejdsproduktiviteten skulle i vejret, hvilket sker gennem indførelse af konkurrence mellem virksomhederne, både private, statsejede og korporative, og der skulle indføres akkordløn og anvendelse af det amerikanske Taylor-system for samlebåndsarbejde, som var udviklet i det kapitalistiske USA, men som ikke desto mindre var ”videnskabeligt og objektivt.”

(2012, s. 217)

Og videre hedder det i nytåret 1920/21:

”Produktion er uundværligt, det er demokrati ikke” og ”under ingen omstændigheder vil vi slække på diktaturet.” (s. 257)

Den amerikanske taylorisme har i øvrigt også forbindelse til socialdarwinisme og til calvinisme. Det kan man læse om i en spændende ny ph.d.-afhandling af Marianne Vihøj. De kapitalistiske produktionstanker har altså en iboende udvidelsestrang ind i det sociale og politiske liv.

Nuvel, i 1924 dør Lenin. I stedet træder hans underordnede, Stalin og Trotsky, til. De overtager sådan set den ny antifilosofiske taylorisme, men der er en forskel. For hvor Stalin i første omgang udbygger de diktatoriske produktionssystemer nationalt og udvider dem ind i statsapparatet, så vil Trotsky udvide revolutionens principper ud i verden. Trotsky er faktisk meget kritisk over for Stalins nationale bureaukrati. Så vi får “udvidelse” på to forskellige måder.

Men Stalin får magten, og i 1928 bliver Trotsky så også smidt ud. Han havner til sidst i Mexico, hvor han bliver myrdet i 1940 af Stalins agenter.

Fra 1928 kan Stalin så befæste Sovjets karakter af at være et amerikansk inspireret produktionssystem med femårsplaner og det hele. Og vi taler ikke blot om erhvervslivet, men om staten som sådan. Staten er en fabrik.

Men nu kommer så den første pudsighed. For der var nemlig nogen, der for alvor kunne bruge Trotskys tanker om verdensrevolution og om den globaliserede handlings- og produktionsfilosofi. Og det var den ny økonomiske videnskab, der udvikler sig i USA i 1930’erne, og som senere bliver til neoliberalismen.

En del af de amerikanske intellektuelle, som senere blev neokonservative, startede nemlig som trotskister. Det var derfra, de hentede dels et opgør med nationale bureaukratier og dels en slags globaliseringsideologi.

Nogle af disse neoliberale økonomer læser Trotsky og lærer om hans antifilosofiske ekspansionstrang, og dermed har vi ånden i konkurrencestatens globale og nationale grænseløshed. Pludselig har vi et verdensrevolutionært OECD. Den nationale Taylorisme skal kontrolleres af den globale taylorisme. Det er en genopførelse af forholdet mellem Stalin (det nationale) og Trotsky (det globale).

Ud af dette kom også skolereformens kvalitetsbegreb. Det lyder måske lidt vildt, men det er ikke helt forkert.

Så groft sagt: Moderne amerikansk og global kapitalisme er en følge af, at Lenin udviste de russiske filosoffer.

Men nu kommer der så en slags fordoblet pudsighed. For den udviste Berdjajev rejste jo til Paris. Her bliver han en del af en ny europæisk humanisme, den såkaldte personalisme, som er præget af en række spændende synteser mellem de kristne baggrundstraditioner og nye begreber om humanitet og eksistens.

Mange af disse personalister var katolikker, Berdjajev var russisk-ortodoks, men også Løgstrup var påvirket af denne retning, og han var jo protestant. Også etikken og den pædagogiske filosofi blev stærkt præget af disse strømninger. F.eks. var den første institutleder for pædagogisk filosofi, Peter Kemp, engageret i personalismens ideer. Det ny Center for karakterdannelse udspringer af samme tradition.

Denne personalistiske filosofi bliver en del af baggrunden for de spirende tanker om europæisk udvikling, hvilket jo forstærkes efter 1945. Der udviklede sig en slags Europa-olympisk ideologi, f.eks. i melodi grandprixets oprindelige ånd og i en åben og filosofisk inspireret humanisme. Min egen generation var klar til interrail og rejser på tomlen.

Den personalistiske humanisme får efterhånden åndenød, især via Lissabonaftalerne efter murens fald. Her overtages Europa for alvor af alt det, som Berdjaev flygtede fra, nemlig et rent økonomisk-teknisk syn på mennesket.

Dermed var filosofferne sendt i bådene endnu engang. Europa var nu blevet en slags kapitalistisk Sovjetunionen, som jo blev inspireret af den amerikanske taylorisme, som Trotsky selv havde præget, så taylorismen nu kunne udvides ind i vestens statsapparater og globalt.

Sådan kan det gå, når man sender filosofien ud af landet.

 

14. Niels Chr. Sauer kritiserer DPU

Niels Christian Sauer er tidligere HB-medlem af DLF. Han har i mange år skrevet om den skolepolitiske udvikling. Senest i bogen ”Folkeskolens veje og vildveje” fra 2023.

I et indlæg i dagens Skolemonitor gør han rede for sit syn på udviklingen fra 1990’erne og frem til i dag. Især er han kritisk over for skolereformen i 2013.

I den forbindelse kommer han ind på den pædagogiske forskning, de facto DPU.

Han siger her følgende:

”Nu kunne man måske have troet, at skoleforskerne, som vi har over 500 af, i samlet flok ville sætte hælene i overfor denne skamridning af folkeskolen. Men langt de fleste af dem gik i flyverskjul og modsagde med nogle få, agtværdige undtagelser aldrig politikerne offentligt. En betragtelig del af dem gled umærkeligt ind i det, man kalder myndighedsbetjening, hvor de leverede forskning på bestilling. Man skal jo have smør på brødet.”

Så DPU fulgte helt ukritisk trop. Det vil alle kunne huske, som var med i 00’erne og 10’erne.

Men som man kan læse i citatet, har der ifølge Sauer været ”nogle få, agtværdige undtagelser”. Om dem siger han videre:

”De få genstridige forskere omkring DPU, der insisterede på at gå ud i offentligheden med deres kritik, blev stoppet i deres karriere af en til enhver tid regeringsloyal institutleder, og siden har stilheden sænket sig.”

Sauer er så venligt at linke mit eget virke som et eksempel på en ”agtværdig undtagelse” og på en ”genstridig forsker”. Og så har man jo ikke levet forgæves.

Men DPU’s institutleder, Claus Holm, og hans åndsfæller har ifølge Sauer understøttet skolereformen underdanigt, og derudover også stoppet kritikken, så der nu er tavst. Og det er ikke acceptabelt, hverken for pædagogikken eller for samfundet.

https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18795483.ece

 

15. Pædagogikkens to verdener på Frederiksberg

Nedenfor kan man tilgå fire indlæg, A-D, jeg skrev om læreruddannelsen på Nyelandsvej i løbet af december 2025. Det hele er samlet i dette blogindlæg, som jeg udvidede undervejs: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogikkens-to-verdener-i-koebenhavn-kampen-for-nyelandsvej.html

 

A. Den 30. november: KP nedlægger Nyelandsvej

KPs og professionshøjskolernes teknokratiske system fortsætter deres raid mod landets pædagogiske historie og praksis. I forvejen har man nedlagt de gamle Fröbel-seminarier og meget andet. Og nu vil man så sælge de traditionsrige seminariebygninger på Frederiksberg og flytte de studerende ind til betonkasserne på Vesterbro.

Det minder om situationen i Aarhus, hvor alle de fine seminariemiljøer i dag er opslugt af bygninger, der minder om et konsulenthus i Singapore. Her er der fyldt med amerikanske management-slogans på de kolde glasvægge.

Hvorfor nedlægger men ikke hele campus Vesterbro og flytter alle tilbage til deres gamle seminariemiljøer? Og man kan også passende nedlægge professionshøjskolerne som sådan, som er helt indspist med 2013-skolereformens tankegods. Desuden var folk jo glade for deres steder frem til 2007, hvor VK-regeringen foranstaltede deres raid mod alt.

Heldigvis har Frederiksbergs borgmester protesteret, og det samme har Ida Auken. Endelig noget reel åndelig oprustning!

Og de studerende har simpelthen besat de gamle skolebygninger indtil på fredag. Der findes ikke noget smukkere, end når unge mennesker drager omsorg for fortiden, så fremtiden kan holdes åben.

Men der skal mange flere stemmer til. En sejr for de studerende vil også have en opdragende effekt på landets øvrige uddannelsesmiljøer. Og pressen har været gode til at dække sagen, så der lader til at være hul igennem.

Allerede tilbage i 2019 ville KP nedlægge biblioteket på Frederiksberg. Men dengang hjalp protesterne. Så det gælder bare om at holde fast.

Som jeg har forstået det, foreligger der endnu ikke en endelig beslutning. Nedlæggelsen af Frederiksberg-afdelingen er blot ledelsens indstilling til bestyrelsen, som så skal tage endelig stilling d. 9. december. Desværre er bestyrelsen præget af læringsrevolutionære teknokrater. Formanden er Jesper Fisker, som var revolutionær embedsmand under Antorini.

Hvis bestyrelsen fastholder ledelsens beslutning, så må man håbe, at de studerende tager toget til Ollerup på Fyn, hvor man stadig kan få en virkelig læreruddannelse.

Heldigvis drager de studerende omsorg for hele den historisk-poetiske sammenhæng. 1000 tak til dem for at opdrage KPs teknokrater med besættelser og fakkeloptog.

De studerendes aktioner støttes af bl.a. Ida Auken, Anders Bondo, Louise Klinge og Mai Villadsen.

Også DLF’s formand, Gordon Ørskov Madsen, kritiserer KP. Det sker i et grundigt indlæg i Skolemonitor. Til gengæld støttes KP af Regitze Flannov, som sidder i DLFs bestyrelse, endda som formand for “undervisningsudvalget”. Flannov er medlem af KP’s bestyrelse. Det er svært at finde ord.

Og i forgårs skrev den mangeårige tidligere rektor ved det oprindelige Frederiksberg Seminarium, Thøger Johnson, en flot kronik om sagen, hvor han fortalte om lærerseminariernes ånd og betydning.

Men hvor er den offentlige støtte fra lærerne og de andre læreruddannelsesmiljøer? Har jeg overset noget?

Frederiksbergs borgmester og vice-borgmester støtter også de studerende. I forgårs har borgmesteren offentliggjort et brev, han fik fra KPs tidligere rektor i 2022, hvor han lovede ikke at røre ved Nyelandsvej.

Folkeskolen.dk har også haft en artikel, hvor journalisterne totalt demonterer de tekniske sider af KPs argumentation (d. 3. december).

KPs bestyrelse, hvor skolereformens teknokrater har magten, tager stilling til ledelsens forslag på tirsdag.

Det er kulturkampens sidste krampetrækninger. Kampen mellem pædagogikkens to verdener.

 

B. Den 10. december: Bestyrelsen bekræfter nedlæggelsen

Kampen om Nyelandsvej: Tabt eller vundet?

KPs bestyrelse har ”principgodkendt” ledelsens forslag om at nedlægge læreruddannelsen på Nyelandsvej. Dermed er der etableret et aktivt holdnings- og begrundelsesfællesskab mellem bestyrelse og rektorat.

Derfor har de studerende umiddelbart tabt deres kamp for at bevare Nyelandsvej som et sted for læreruddannelse.

Men de studerende jubler? I en video, som de har lagt på nettet, fortæller de endda, at de har ”vundet”?

De studerende hæfter sig ved, at bestyrelsen har forlænget fristen for den helt endelige godkendelse fra d. 17. december til d. 12. januar for at undersøge diverse forslag.

Men den forlængelse forsvinder jo helt i en blanding af juletravlhed og nytårstømmermænd?

Når vi så kommer ind i januar, så kan de studerende måske få lidt tekniske lunser, før sagen lukkes.

Det hele virker som ren ledelsesstrategi, der altså lader til at lykkes.

Jeg tror, at de studerende har tabt. Især fordi de betragter sagen som vundet.

Er kritikerne tilfredse? f.eks. lærerforeningen, lærerne og de politikere, jeg har skrevet om tidligere?

Man kan tilgå både ledelsens og de studerendes pressemeddelelser til sidst i nedenstående blog (jvf. punkt J), hvor jeg har noteret alle indlæg i sagen.

 

C. Den 17. december: Regeringen redder Nyelandsvej

I dag er der sket noget meget dramatisk i sagen om læreruddannelsen på Nyelandsvej.

Sidst på eftermiddagen offentliggør Folkeskolen.dk to artikler om sagen. Først kan man kl. 17:10 læse, at især Ida Auken har gjort et jættearbejde for at redde Nyelandsvej via alle mulige praktiske forslag. Også Lotte Rods og Mai Villadsens støtte fremhæves.

Men så sent som kl. 18:30 får vi i en anden artikel at vide, at minister Christina Egelund stadig ikke vil blande sig i sagen

Og så pludselig – blot ca. en time senere – skriver en række medier pludselig, at ministeren via Ritzau har meddelt, at regeringen åbenbart har skiftet mening. Nu vil regeringen ligefrem vil betale for, at Nyelandsvej bevares!

Ministeren siger direkte, at hun er påvirket af de studerendes aktioner. Mon ikke hun også er påvirket af Auken og Co?

Hvis disse oplysninger står til troende, så er det en kæmpesejr. Både for alle os, der har kæmpet for stedets overlevelse, og for resterne af seminarieånden i dansk pædagogik. Spændende om der står noget med småt. Men stort tillykke herfra til lærere og studerende på Nyelandsvej.

På en måde er det både en sejr og et nederlag for KP’s ledelse:

Det er en sejr, fordi ministeren eksplicit giver KP ret i, at lukningen var begrundet i et økonomisk og ikke i et ideologisk argument. Og ministeren tager slet ikke fat i Ida Aukens mange lavpraktiske forslag. Havde hun gjort det, ville det også være en kritik af KP, hvilket man undgår ved, at staten nu betaler for det hele.

Men det er også et nederlag, eftersom det nu står klart, KP ikke kan tage økonomisk og pædagogisk ansvar for dens egen organisation. Vil staten mon via den ny finansieringsmodel fastholde en form for kontrol med professionshøjskolernes beslutninger? Og kan vi nu forvente, at staten i fremtiden vil gribe ind i tilsvarende sager?

Det kunne i så fald være en begyndelse på en mere grundlæggende ændring af professionsuddannelsernes struktur og organisation, som er 200% indspist med skolereformens ideologi.

 

D. Den 18. december: Nogle reaktioner

Der har indtil nu være følgende reaktioner på regeringens beslutning om at redde Nyelandsvej:

De, der har støttet protesterne, er naturligvis lykkelige. Jeg har noteret begejstret støtte fra Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt, fra de to folketingspolitikere, Ida Auken og Lotte Rod, fra formanden for Københavns Lærerforening, Katrine Fylking og fra de studerende på Nyelandsvej. Det er en god flok.

Men hvad siger professionshøjskolerne?

Rektor for UC Absalon, Camilla Wang, har reageret på Linkedin i et selvstændigt indlæg. Hun har bestemt ingen solidaritet med protesterne eller nogen sans for sagens historisk-filosofiske aspekter. Hun har kun ”kærlighed” til KP og til de andre UC-ledere. Hun kalder ligefrem regeringens beslutning for ”provokerende”.

Wang mener, at regeringens beslutning er et incitament til, at hun nu selv lukker sine sjællandske afdelinger, for så vil regeringen jo bare betale for det hele! Min kommentar til dette er, at det er et det er en god ide. På den måde kan staten simpelthen købe hele UC-sektoren og derefter indrette seminarier, dvs. 25 små “nyelandsvejer”, uden skolereformteknokratisk overbygning.

Hele UC-segmentet og DPU’s ledelse har liket løs på Wangs opslag. Det er meget skuffende, at ingen lærere fra Absalon har protesteret i tråden. Hvor er fagligheden og solidariteten henne? Folk er tavse i dette autoritære system.

Her er Wangs utrolige indlæg på Linkedin i fuld længde:

”Jeg siger det her som rektor på Absalon! Og i al kærlighed til KP og alle mine kollegaer rundt i landet (som virkelig forsøger at prioritere til gavn for de studerende): Hold op, hvor er det provokerende og demoraliserende at kæmpe for at holde liv i hele syv campusser spredt i hele Region Sjællands store geografi med færre og færre studerende – for så at se en regering, der fra sag til sag vælger at give særstøtte til specifikke uddannelsessteder på denne måde. Det skaber jo ligefrem et incitament til at varsle lukninger. Det er ikke smukt, og det er ikke en bæredygtig måde at styre uddannelsesudbuddet i Danmark på. Så er det sagt!”

Wangs indlæg er også omtalt i en artikel på Uddannelsesmonitor, hvor hun støttes af rektor ved UC Syd, Alexander von Oettingen. Lige der glemte hr. Oettingen vist, at han er pædagogisk filosof.

Formanden for KP’s bestyrelse, Jesper Fisker, virker lidt tumulteret. Han siger i en kort kommentar til Folkeskolen.dk, at han er glad for pengene, men at han lige skal studere detaljerne i forslaget.

Både Wang og Fisker er to af de helt store UC-teknokrater, som gennem tiden har støttet skolereformens principper. Ingen af dem har sans for de værdier, der har været i spil i den aktuelle situation.

Chefredaktør for A4-medier, Kristian Madsen, kritiserer på Facebook regeringens beslutning. Han mener, at der er tale om københavneri og om, at de studerende er dovne, fordi de ikke gider at cykle ind til Vesterbro. Også Madsen tilhører skolereformsegmentet med f.eks. kraftig støtte til Corydon. Det er pædagogikkens anden verden. Et meget mærkeligt sted.

Selv er jeg meget overrasket over regeringens beslutning. Jeg troede Nyelandsvej var død og begravet efter sidste uges møde i KP’s bestyrelse.

Og få timer før gårsdagens beslutning sagde ministeren, at man ikke ville støtte seminariet, men så gør man det alligevel Hvad er der sket? Og som Jesper Fisker siger: Hvad står der med småt?

Som omtalt ovenfor kan alle indlæg om sagen tilgås i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogikkens-to-verdener-i-koebenhavn-kampen-for-nyelandsvej.html

 

15. Merete Riisager er på vej tilbage i Folketinget

Merete Riisager vender formentlig tilbage til Folketinget efter næste valg. Riisager er mig bekendt den eneste Cand.pæd., der har været undervisningsminister (fra 2016-19), og denne uddannelsesbaggrund kunne og kan sørme mærkes. Hvilken storslået omsorg for pædagogikken hendes virke er et udtryk for, både i strid og opbyggelighed:

Riisager har som den eneste politiker været højlydt imod skolereformen helt fra starten, og da hun blev minister, kæmpede hun benhårdt imod konsekvenserne af reformens læringsideologi; både på de indre linjer, på det åbne vand og imod de læringsbegejstrede forskere, som ville have “læringsmålstyring”. Det var en jætteindsats for hele samfundet.

Forståeligt nok blev hun afbilledet som en frihedsgudinde på bladet Folkeskolen, men i Politiken og på DPU blev hun helt skandaløst sammenlignet med Trump!

Jeg skrev udførligt om Riisagers ministertid i bogen “I skolereformens kølvand” fra 2023, og nedenfor kan man tilgå en anmeldelse/omtale, som jeg lavede af hendes fremragende bog “Selvbyggerbørn” fra 2020.

Af Ritzau-telegrammet fremgår det, at Riisagers retur til det politiske liv sker på partiformand Alex Vanopslaghs opfordring. Riisagers kulturliberalisme har haft en virkelig god effekt på Vanopslagh, som forrige år skrev en et stort forsvar for forfatningsliberalismen (“Vejen til ansvar”).

Sikken en politisk organisme og inspirationskilde, de to kan ende med at udgøre. Og måske kan denne syntese endda inspirere de andre partier til at finde deres filosofiske grundlag frem, så “det folkelige” kan komme til syne.

Velkommen tilbage til fru Riisager. Den nok største nulevende politiker i Danmark.

Ritzaus dækning: https://www.bt.dk/politik/merete-riisager-vil-tilbage-i-folketinget?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqfp9xx5etEsJoxlCFxRXkGbKYdPC4F9I1nOZVSxA1Q81a7NQhZyT4t5glnWCAQ%3D&gaa_ts=6951bb14&gaa_sig=AOYvR9M0IS2NChtw2Mg980epTfdEs9tKrAwwqD1dkB-dcdCXC1xeadf_p1mGobuGduPHCvfiTXur-ef2ZBtOoQ%3D%3D

 

16. Det ny børnesyn: Fra socialpolitik til almenpædagogik

Inspireret af en kritisk kronik om “Børnesyn”, som er forfattet af Merete Riisager og Maja Rømer, samt af et ministersamråd om samme emne, har jeg kigget på, hvordan socialpolitikken har virket som en slags passage for, at begreber som human kapital og posthumanisme har transporteret udtrykket “børnesyn” ned i almenpædagogikken.

Herfra virker udtrykket som en almen og autoritær organisatorisk figur for både skoler og børnehaver.

Jeg blev faktisk lidt overrasket over, at de to kronikører havde ret, for jeg havde ikke selv tænkt over denne forbindelse mellem socialpolitik og pædagogik.

Der er tale om foreløbigt arbejde, som jeg løbende redigerer og udvider.

http://www.thomasaastruproemer.dk/det-ny-boernesyn-fra-socialpolitik-til-almenpaedagogik.html

 

17. FNs børnekonvention

FN’s børnekonvention blev vedtaget i 1989. Den havde rødder i tidligere tekster fra Folkeforbundet i 1924 og fra FN i 1959. Det var især Polen der pressede på for efterkrigstidens traktater, fordi nazismen havde været særlig hårdhændet over for polske børn.

Efter min vurdering er selve traktaten meget afbalanceret, både i dens præambel og dens indhold. En smuk syntese mellem historiske erfaringer, rettigheder og filosofisk materiale. Her er nogle eksempler:

A. Præambel

Konventionens fortale, den såkaldte “præambel”, er en hyldest til mennesket og familien. F.eks. står der at alle de lande, der har tilsluttet sig børnekonventionen er enige om følgende udgangspunkt:

”I overensstemmelse med de i De Forenede Nationers Pagt erklærede principper at anerkendelsen af menneskets naturlige værdighed og af hele menneskehedens lige og umistelige rettigheder danner grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden”.

Og denne humanisme afbalanceres med interessen for menneskets liv i familie og kultur:

Først familien:

Staterne ”er overbeviste om, at familien, som den grundlæggende enhed i samfundet og naturlige ramme for alle sine medlemmers og særligt børns vækst og trivsel, bør gives den nødvendige beskyttelse og hjælp, således at den fuldt ud kan påtage sig sine forpligtelser i samfundet”

Og videre i samme ånd:

Staterne ”anerkender, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling af sin personlighed bør vokse op i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse.”

Dernæst er der præamblens omtale af kulturen og folket:

Staterne ”tager behørigt hensyn til betydningen af hvert folks traditioner og kulturelle værdier med henblik på barnets beskyttelse og harmoniske udvikling.”

Kort sagt: Børnenes rettigheder som mennesker er en del af familiens og kulturens værdige liv.

B. Uddannelse

Samme vekselvirkning mellem kulturgrundlag og almenmenneskelige principper finder man i konventionens artikler om uddannelse, især Artikel 29, hvis to dele man kan læse her:

”Stk. 1. Deltagerstaterne er enige om, at uddannelsen af barnet skal have til hensigt at

(a) udvikle barnets muligheder i relation til personlighed, evner og psykiske og fysiske formåen fuldt ud;

(b) udvikle respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og for de principper, der er nedfældet i De Forenede Nationers Pagt;

(c) udvikle respekt for barnets forældre, dets egen kulturelle identitet, sprog og værdier, og for de nationale værdier i det land, hvor barnet er bosat, og i landet, hvorfra barnet oprindeligt stammer og for kulturer, der adskiller sig fra barnets egen kultur;

(d) forberede barnet til et ansvarligt liv i et frit samfund i en ånd af forståelse, fred, tolerance, ligestilling af kønnene og venskab mellem alle folk, etniske, nationale og religiøse grupper og personer, som tilhører urbefolkninger;

(e) udvikle respekt for det naturlige miljø.

Stk. 2. Ingen del af denne artikel eller artikel 28 må fortolkes som indblanding i enkeltpersoners eller organisationers frihed til at oprette og lede undervisningsinstitutioner. Der skal dog til enhver tid tages hensyn til de i denne artikels stykke 1 fastslåede principper samt til kravene om, at uddannelse i sådanne institutioner opfylder de af staten foreskrevne minimumsregler.”

Spørgsmålet er nu, hvordan denne storslåede syntese mellem humanitet, kultur og pædagogik, som jo har rødder i hele århundredes processer, og som de gode vedholdende polakker langt om længe fik gennemført, pludselig er endt som kommunale autoritære krav om, at landets lærere og pædagoger skal leve op til et bestemt ”børnesyn”?

Her er fem meget kortfattede og foreløbige hypoteser. Tesen er, at konventionen ender med at komme i modstrid med dens egne forudsætninger:

i)

I praksis knyttes konventionen knyttes ikke til FN’s juridiske system. I stedet etableres en såkaldt Børnekomite, som efterhånden får forårsaget et omfattende system af organisationer og rapporter, som lægger mindre og mindre vægt på det kulturelt-filosofiske element.

I Danmark fik vi Børnerådet, der fra 1994 skulle holde øje med konventionen i Børnekomiteens ånd.

I starten gik det fint:

I en Børneråds-udgivelse om emnet fra 2002 fastholder den daværende formand for rådet, Per Schultz Jørgensen, at den voksnes autoritet er en del af børnekonventionens ånd. Som han siger i sin konklusion i en central udgivelse:

“Det betyder voksne, der også er parat til at gå ind i de svære beslutninger og stå ved, at de træffer en afgørelse til barnets bedste – for barnets skyld”.

Men denne nuancerede tilstand er under opløsning. I dag kan flere af de oprindelige fortalere for rådet ikke stå inde for den moderne udgave af rådet. Især John Halse, som kommer ud af seminarietraditionen, har været en kritisk stemme i ånden fra Schultz Jørgensens tid som formand.

Og Børnerådet indgår efterhånden i allehånde symbioser med administrative og organisatoriske interesser, hvor den pædagogisk-humanistiske sammenhæng efterhånden får åndenød.

ii)

Den tiltagende bureaukratiserede rettighedsdeterminisme forstærkes af flere politikers henvisning til mennesket som konkurrencestatsdefineret humankapital, f.eks. i dagtilbud og i “Barnets Lov”. Et synspunkt, der er 200% imod konventionens ånd.

iii)

Efterhånden knyttes også en stærk posthumanistisk strømning til disse processer, nemlig den såkaldte ”childism”, hvor ”barndommen” går helt i opløsning. Også denne strømning står i regelret modsætning til menneskerettighedernes filosofi og faktisk også til rettighedsbegrebet som sådan.

iv)

Med disse tab som klangbund fokuseres i stedet næsten udelukkende på Artikel 12, der handler om børns ytringsfrihed og udtaleret. Man glemmer helt, at der i Artikel 12 også står i “passende” omfang, hvilket jo henviser til hele den pædagogiske situation, der også er implicit i Præamblen, som man jo desværre har glemt.

v)

På den måde får vi pludselig en situation, hvor menneskerettigheder – dvs. humanisme, verdensborgerskab og kulturel kærlighed – går i opløsning. Vel at mærke i humanismens og rettighedsbegrebets navn.

Dermed får vi en undertrykkende tilstand.

Spørgsmålet er: Hvordan redder vi FN’s børnerettigheder fra disse undergravende processer?

Svaret? Ved filosofisk og politisk aktivitet.

Mange tak til polakkerne.

Reference: Børnerådet: “Børnekonventionen i Danmark”, 2002.

 

18. Barnesyn uden pædagogik

Hvad sker der, hvis man tager barnet ud af pædagogikken? Dvs. ud af vekselvirkningen mellem fortid og fremtid?

Så får man ”det ny børnesyn”.

Vi får et barn uden fortid, fremtid og pædagogik. I stedet bliver barnet til ”ekspert i eget liv”, som det hedder i Børnerådets officielle børnesyn.

Pludselig reduceres læreren og moderen og faderen til trivselskonsulenter. Og fortidens rige pædagogiske liv reduceres til vold og sort skole.

Men er denne lille ekspert ”et barn”? Nej, det er det jo ikke. Det er snarere en ekspertidentitet med en rettighed, som selv gør op med den fortid, som overhovedet har skabt rettigheden.

Dermed skrider 10’ernes ”børneperspektiv”, som var ”barnet” uden fortid, hen til 20’ernes ”barnesyn”, som er barnet uden pædagogik, dvs. uden barn. Bagved spøger 00’ernes systemer.

Dermed undermineres FN’s børnekonvention, som Børnerådet ellers var skabt til at drage omsorg for.

Vi går fra omsorgen for barnets sjælelige og kundskabsmæssige udvikling til barnets ensomme og altid kompetence ret. Her er der ikke brug for pædagoger og kulturhistoriske ballader. Men nok for maskiner.

 

19. Ånd og rustning

Hvad er det modsatte af ”åndelig oprustning”? Måske er det ”åndelig nedrustning”?

Svaret er nej.

Men hvorfor ikke? For de to udtryk lyder jo som modsætninger?

Sagen er, at ”ånd” er det modsatte af ”rustning” som sådan. Derfor kan man slet ikke sætte ”ånd og ”rustning” sammen, uanset om der rustes op eller ned.

Ånd er det modsatte af både oprustning og nedrustning. Eller rettere: Ånd er noget andet end begge former for rustning.

Men hvad er så relationen mellem ånd og rustning, når ånd er noget andet end rustning?

Sagen er, at ånd kommer før rustning. Ånd vanskeliggør rustning. Sådan er det, fordi ånden altid spørger til “verden” og til ”den Anden” og til ”den Andens” sprog, dialoger og rodnet. Ånden er menneskets eksistens. Det er fødslens emne. Et skønnere land findes ikke.

Ånden spørger: Hvem er du? Og hvad er din verden? Og dermed lærer ånden: Hvem er jeg i min verden, som også er din verden? Selvet og verden udvides på samme tid.

Ånden opløser identitet, krænkelse og polemik. I stedet opstår eksistens, erfaring og interesse/engagement.

Ånd spørger, mens rustning svarer. Men uden spørgsmål intet svar. Så ånd kommer først. Ånd kommer før ”rustning” og vanskeliggør rustning, som selv ustandseligt afmonteres af ånden.

Det er derfor, at man har uddannelse og opdragelse. Det er for at vanskeliggøre ”rustning”. Pædagogik og ånd er kultivering af spørgsmålene, der forstyrrer forsøg på “rustning”.

I samme øjeblik, at “ånd” gøres til et middel for rustning, så ophører ånden med at være ånd. Så får vi det, som jeg plejer at kalde for “uniformativering”; dvs. en situation, hvor et filosofisk begreb gøres til instrument for begrebets modsætning. Kort sagt: Falsk bevidsthed.

Det er derfor, at vi skal have et “åndens liv”, men ikke åndelig oprustning.

Men “åndens liv” mistede momentum fra årtusindeskiftet, hvor sloganet var “fra tanke til faktura”, og hvor små børn blev opfattet som nationaløkonomiske soldater.

Den aktuelle “åndelige oprustning” er en slags faktura, som står i modsætning til ånden.

 

20. Bondo og Hermann

Jeg har en lille notering vedrørende en helt aktuel udveksling om skolereformen fra 2013.

Det drejer sig om, at Stefan Herman for en måneds tid siden på Linkedin fortalte om sit arbejde i en ministeriel ekspertgruppe om den ny EPX-uddannelse.

I den forbindelse spørger Anders Bondo Christensen om følgende, som tager udgangspunkt i en iagttagelse fra Hermanns ny bog:

”Det lyder spændende Stefan. Og altid godt med henvisninger til koryfæerne i den pædagogiske verden. I “LÆREREN i midten” fortæller du, at du bidrog til udformningen af folkeskolereformen og de ændrede regler for lærernes arbejdstid i 2013.

Er det din vurdering, at I rammer skiven bedre denne gang?”

Det er jo det, man kalder for et godt spørgsmål. Og den sidste del af Hermanns svar er både stille og larmende:

”Det er jo et gruppearbejde indenfor rammerne af et kommissorium og et økonomisk loft plus en stram tidsramme. Dermed et kollektivt produkt som jeg bestemt mener gruppen kan være bekendt.

Skolereformen var regeringens og forligspartiernes, og jeg udøvede min indflydelse. Der var en del jeg var enig i, en del jeg ikke var. Noget der var en del af reformen, noget var en del af implementeringen. Og en del jeg ikke forholdt mig til. Så det er lidt mere komplekst end som så. Resultatet var dog ikke lykkeligt, som vi alle ved. Det kan der skrives mere indgående om en dag, tænker jeg.”

Bondo nøjes med at svare følgende:

”Hmmmm……”

Den diskussion vandt Bondo vist!

Men dejligt at høre, at Hermann er imod skolereformen og dens effekter, selvom det konkrete ansvar stadig flyder lidt rundt i hans egen verden.

Referencer:

Link til Stefan Hermanns Linkedin-opslag: https://www.linkedin.com/posts/stefan-hermann-506274b_mandag-15-december-offentligg%C3%B8res-ekspertgruppens-activity-7405299605271183360-r__e/?originalSubdomain=dk

Min egen omtale af Hermanns bog kommer ind på nogle af de samme emner. Det kan man læse om i afsnit 3 og afsnit 4 ovenfor

 

(foreløbig analyse, opdateres løbende, senest d. 2. februar 2026)

For nogle uger  siden – d. 28. november 2025 – havde tidligere undervisningsminister, Merete Riisager, og lærer, Maja Rømer, en kronik i Jyllands-Posten, hvor de diskuterede et meget omtalt ”nyt børnesyn”. Dette udtryk er blevet et slags tvangssprog i mange kommuner, hvor der jo for få år siden må have hersket noget, der så var et ”gammelt børnesyn”, hvad det så end kan være for noget? Vi befinder os i en slags opgør med kulturhistoriens dialoger. Alt, hvad der er “gammelt”, er farligt.

(Link til Riisagers/Rømers kronik: https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE18780872/regeringen-er-i-gang-med-en-aandelig-nedrustning-af-folkeskolen/) (Jeg lægger links ind undervejs, men har også samlet en del referencer til sidst)

Undervejs i kronikken fortæller de to kronikører, at børnesynsideologien pt. er forstærket af Socialministeriet. Men det lyder jo lidt mærkeligt, at et børnesyn fra Socialministeriet kan ende som en slags tvangsorganisation for både børnehaver og skoler? Det hele kom kort sagt lidt bag på mig, så jeg har undersøgt sagen. Og de to damer har fuldstændig ret. Lad mig prøve at forklare det med mine egne ord. Det er stadig tale om ”work in progress”, som man siger.

Jeg vil argumentere for, at det ny børnesyn både har en faglig og en organisatorisk side, og at disse to aspekter spiller sammen på en særdeles uheldig måde, der tømmer pædagogikken for indhold og omdanner denne tomhed til en slags totalitær organisatorisk tvang. Og socialpolitikken i en særlig udvandet og ideologisk form er vel at mærke en slags passage for hele denne proces.

Til sidst har jeg tilføjet tre beslægtede diskussioner: En mere grundig refleksion over, hvordan FN’s børnekonvention spiller ind i disse diskussioner; en analyse af en ung lærers indlæg om emnet og endelig en argumentation for, at barnesynet er et opgør med barnet og pædagogikken.

 

Det giver følgende struktur:

1. Barnets Lov og Barnet Først

2. Fra socialpolitik til almenpædagogik

3. 1990’erne

4. Politikkens samråd bekræfter socialpolitikkens sejr

5. FN’s børnekonvention

6. Det ny børnesyn og dets generationer

7. Barnesynets opgør med barnet og pædagogikken

8. Referencer og links

 

1. Barnets Lov og Barnet Først

Den aktuelle socialpolitiske interesse for det ny børnesyn udspringer af arbejdet med ”Barnets lov/Barnet først”, som blev vedtaget i juni 2023 af et bredt politisk flertal (S, V, M, SF, KF, EL og RV). Den oprindelige forligskreds fra 2022 var faktisk endnu bredere, men LA, Alternativet og DF sprang fra.

(Link til Barnets Lov: https://www.ft.dk/samling/20222/lovforslag/L93/som_vedtaget.htm)

Barnets Lov handler egentlig udelukkende om børn med særlige behov og om diverse socialfaglige tiltag (anbringelser, omsorgssvigt mm.). Derfor ligger loven også under Socialministeriet. Og derfor skulle man jo ikke tro, at ideologien uden videre kan springe ind i de almenpædagogiske emner.

Det er værd at nævne, er der indbygget i Barnets Lov ligger en form for grænseløshed – f.eks. vedrørende tvangsadoption – som allerede under lovbehandlingen blev påtalt af menneskerettighedsfolk. Det var især familiens rettigheder, der blev udfordret til fordel for en slags symbiose mellem stat og barn. Der var en stemning af coronanedlukning og ghettopakke over det hele.

Desuden vil jeg sige, at socialministeren fra december 2022 til august 2024 var Pernille Rosenkrantz-Theil, som fra 2019 til 2022 også havde været undervisningsminister, og som før det var socialpolitisk ordfører. Hun er derfor en magtfuld og vigtig person i denne sammenhæng.

Rosenkrantz-Theil var allerede i 2018 kraftigt inspireret af økonomen James Heckmans meget radikale ideer om mennesket som humankapital. Denne ideologi skulle vel at mærke udstrækkes til alle sociale og pædagogiske områder. Her findes der intet privat eller civilt liv, kun krav om lighed og afkast. Hun skrev i 2018 ligefrem en bog om emnet sammen med den daværende forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen. Bogen havde den sigende titel ”Det betaler sig at investere i mennesker: en bog om sociale investeringer, tidlig indsats, finansministeriets regnemodeller & SØM”. Også her kan man iagttage en indbygget grænseløs tendens. Disse tanker realiseredes i det socialdemokratiske initiativ “Altid på børnenes side”, som er meget Heckman-inspireret, men dog også ret konsekvent på socialpolitikkens side. Initiativet underskrives af den ny statsminister, Mette Frederiksen, som også tager emnet op i sin nytårstale i 2020.

(Link til analyse af bogen: http://www.thomasaastruproemer.dk/profylakse-og-regnemaskiner-noter-til-pernille-rosenkrantz-theils-og-ane-halsboe-joergensens-bog-det-betaler-sig-at-investerer-i-mennesker.html)

(Link til “Altid på børnenes side”. https://www.socialdemokratiet.dk/media/jhlitp31/social-ulighed-altid-paa-boernenes-side.pdf)

Men lad os se på noget af lovmaterialet fra 2021-23, hvor en del af grænseløsheden dog generelt set holdes i ave:

Udtrykket ”børnesyn” optræder blot to gange i den 26-siders lange forligstekst fra maj 2021. Ordet optræder kun i socialfaglige sammenhænge, hvor man ønsker at give børns stemme større vægt. Her er der altså ikke nogle tegn på at man vil udvide børnesynet til almenområdet.

(Link til forligstekst: https://www.sbst.dk/Media/638465183334430408/Aftaletekst_Boernene_Foerst_maj2021_UA.pdf)

Og udtrykket “børnesyn” findes faktisk slet ikke i selve lovteksten fra 2023. I en tilhørende betænkning finder man dog ordet ”børnesyn”. Det sker, som jeg ser det, i samme ånd som i forligsteksten, dvs. at “børnesyn” primært er et socialfagligt fænomen.

Dog er der en åbning for at udvide lovens gyldighedsområde i lovens §15, hvor der tales om en ”sammenhængende børnepolitik”, hvilket jo udvider begrebet:

”§ 15. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til formål at sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte. Den sammenhængende børnepolitik skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres.” (min kursivering)

I  forligsteksten fra 2021 er der også en udførlig omtale af en stærkt Heckman-inspireret ”Task force”, som jeg vender tilbage til. Så der ligger noget og lurer.

Endelig findes i omgivelserne rundt om Barnets Lov – især i nogle efterfølgende tekster – også henvisninger til artikel 12 i FN’s konvention om børns rettigheder fra 1989. Også i selve forligsteksten får vi at vide, at man vil forbedre børns rettigheder, selvom konventionen ikke nævnes specifikt. Ligeledes finder man – i et større ministerielt materiale fra 2024 om Barnets Lov i dagtilbud – en ret udførlig reference til artikel 12, som handler om børns høringsret og ytringsfrihed. Mærkeligt nok nævnes konventionens mere almindelige rettigheder (vedrørende f.eks. familien) ikke. Det er som om, at der er en blindhed i fortolkningen af konventionen. Jeg vender tilbage til dette emne til senere i min analyse.

I selve loven er der dog – så vidt jeg kan se – ingen decideret udvidelse af denne konvention i en mere ideologisk retning. Man holder sig på det socialpolitiske spor.

Så selvom der er visse iboende tendenser til udvidelse af lovens begreber ind i almenpædagogikken, så er hovedsporet frem til 2023 trods alt socialpolitisk. Det vil med andre ord sige, at der set fra et almenpædagogisk perspektiv er nogenlunde fred og ingen fare. Barnet kan udvikle sig i frihedens og autoritetens gevandter, beskyttet både af FN’s, Grundlovens og af pædagogikkens tjenester.

(Link til materiale om Barnets Lov og dagtilbud, 2024: https://www.sbst.dk/Media/638429980409823773/Guide_Barnets%20Lov_SBST_web%20T2.pdf)

(Link til FN’s Børnekonvention, 1989: https://www.boerneraadet.dk/vi-arbejder-for/boernekonventionen/fuld-udgave-af-fns-boernekonvention/)

 

2. Fra socialpolitik til almenpædagogik

Men hvad sker der så? Ja, nu kommer vi til problemet: I forbindelse med lovgivningsprocessen nedsættes nemlig tre grupper, hvor den pædagogiske og humanistiske baggrundstradition kommer under pres:

 

i) Taskorce

For det første får vi den føromtalte ”Taskforce for sociale investeringer”, som udelukkende er båret af Rosenkrantz-Theils og James Heckmans humankapitalistiske paradigme; et paradigme som er særdeles magtfuldt i mange organisationer og forskningsgrupper. Taskforcens centrale rapport fra 2024 er rystende læsning – også for en seriøs socialrådgiver eller socialpædagog. I Rosenkrantz-Theils oprindelige bog fra 2018 udvides dette økonomiske metodeinferno også ind i skoler og børnehaver, altså langt udover det socialfaglige område, jf. ovenstående link til min analyse af emnet. Og i Taskforcens rapport er der egentlig heller ikke ret meget sans for det specifikt socialfaglige.

Taskforcen bestod alene af organisationer og forskere med teknisk ekspertise.

(Link til Taskforcens afrapportering fra 2024: https://www.sm.dk/publikationer/2024/jun/afrapportering-fra-taskforcen-for-sociale-investeringer)

(Link til Taskforcens sammensætning: https://socialmonitor.dk/nyheder/art9997060/Sociale-investeringer-vinder-frem-i-Danmark.-Men-ny-rapport-peger-p%C3%A5-store-knaster-og-omkostninger)

 

ii) Partnerskab

For det andet etableres et såkaldt ”Partnerskab for Børnene Først”, som består af en række organisationer, som er født ind i skolereformens læringsideologi:

Kommunernes Landsforening

Børne- og Kulturchefforeningen

Danske Professionshøjskoler

Kommunale velfærdschefer

De Anbragtes Vilkår

ForældreLANDSforeningen

Dansk Socialrådgiverforening

Socialpædagogernes Landsforbund

Danske Handicaporganisationer

Social- og Boligministeriet

Bemærk, at der ikke er nogen selvstændige fagpersoner fra den pædagogiske verden. Kun nogle af områdets fagforeninger. Der er ingen humanister eller andre intellektuelle. Det er det samme organisations-danmark, som i de sidste 15 år ukritisk har understøttet det læringssyn, som skolereformen i 2013 var et udtryk for.

(Her er et par links til omtalen af Partnerskabet: https://www.sbst.dk/boern/boernene-foerst-og-barnets-lov/partnerskab-om-boernene-foerst og her: https://www.social.dk/tvaergaaende/anbefalinger/anbefalinger-om-boerneinddragelse-i-sagsbehandlingen)

Og det er ind i denne partnerskabssammenhæng, at ”børnesynet” pludselig bliver til noget helt alment. I november 2023 udarbejder dette partnerskab nemlig en udgivelse, som slet og ret hedder ”Børnene først”. Her mister man stort set forbindelsen til socialpolitikken og begynder at udarbejde et alment børnesyn. Det sker ikke med henvisning til pædagogisk eller socialfagligt materiale, men med reference til FN’s børnerettighedskonventionen og til en irsk psykolog, der hedder Laura Lundy.

(Link til Partnerskabets udgivelse: https://www.sbst.dk/udgivelser/2023/anbefalinger-og-praksiseksempler-om-boerneinddragelse-i-sagsbehandling)

Længere nede i dette materiale – men ret centralt placeret i Partnerskabets referencestruktur – finder man desuden en artikel, der knytter et mere alment ”børneperspektiv” an til posthumanistisk forskning. Det sker via en ret grundig reference til en artikel af lektor ved RUC, Hanne Warming, der bekræfter poststrukturalismens sammenhænge til 90’ernes psykologi og 10’erne dagtilbudspolitik; nemlig artiklen ”Børneperspektiv – en populær flydende betegner”. I artiklen knyttes bl.a. an til filosofferne Bruno Latour og Karen Barad, som står for for en slags posthumanistisk radikalisme.

Den poststrukturalistiske sammenhæng bekræftes ved, at Hanne Warming er engageret i det såkaldte ”childism”-paradigme, som er en virkelig radikal poststrukturalistisk kritik af kulturel autoritet og dermed af pædagogik som sådan. Denne bevægelse knytter også an til FN’s børnerettigheder, §12, som dermed for alvor kapres af den ny ideologi.

I en tidligere udgivelse fra Børnerådet, “Håndbog i børneinddragelse” fra 2016, spiller Waming også en central rolle. Her fremgår det, at hun er imod to faglige tilgange, som hun kalder for hhv. et “filosofisk børnesyn” og et “udviklingspædagogisk børnesyn”. Og det er både Rousseau og John Locke, der ryger ud. Der bliver renset ud i bogreolerne. I stedet vil hun bygge på “den ny barndomsforskning”, som det kaldes a la “det nye børnesyn”. Så “ny barndomsforskning” står i modsætning til filosofi og udviklingspsykologi, som nu er noget fra gamle dage. At der gøres op med Rousseau og Locke på en så simpel måde, er særligt problematisk i nærværende sammenhæng, eftersom disse to filosoffer har spillet en kæmperolle for udviklingen af den vestlige rettighedstænkning, som børnekonventionen jo selv er en del af. På den måde bliver “børnesynet” et opgør med rettighedsbegrebet og FN.

Warming, som selv er tidligere medlem af Børnerådet, har også delt et opslag på Facebook, hvor Pelle Dragsted fra Enhedslisten kalder det nye børnesyn for “en af vores civilisations største fremskridt”. Opslaget er delt helt uden kommentarer.

(Link til den artikel, som Partnerskabet refererer til: https://pedagogikkogkritikk.no/index.php/ntpk/article/view/1424).

(Link til Børnerådets “Håndbog i børneinddragelse” fra 2016. https://www.boerneraadet.dk/media/1alcqxat/brd_ha-ndbog_i_boerneinddragelse_2016_web.pdf)

(Link til childism-projekt: https://forskning.ruc.dk/da/projects/childism-institute/)

(Link til Pelle Dragsteds opslag på Facebook, d. 27. september: https://www.facebook.com/pelle.dragsted/posts/pfbid02jS5fpSYpjAKsKU1pwiWDPLP8hczMT9W3Df9HBJ69QpZ7GDLnNzTkofwyNPxEYD12l)

Hermed ender vi med en almengørelse af socialpolitikken, foranstaltet via en blanding af James Heckman, af en meget smal læsning af børnerettighederne, af antifilosofi og af en radikal posthumanisme. Det er gift for begrebet ”rettighed”, som jo forudsætter humanisme frem for posthumanisme.

Vi ender kort sagt med en kombination af konkurrencestat og posthumanisme. Det vil sige den eksakt samme ideologiske struktur, som vi så i DPU’s rapport om kønspædagogik fra 2024. Det var den rapport, som Tesfaye kaldte for ”sjask”, og siden har han ikke set til DPU’s side.

(Link til analyse af DPU’s rapport: http://www.thomasaastruproemer.dk/ekspertgruppe-om-koenspaedagogik.html)

Men almengørelsen er ikke kun ideologisk. Den er også organisatorisk. I Partnerskabets rapport tales der nemlig også om et stærkt overgribende ”fælles organisatorisk børnesyn”, der skal gælde for ”det samlede børne- og ungeområde i kommunen”. Med undtagelse af den smalle reference til posthumanistisk forskning, sker denne organisatoriske udvidelse helt uden henvisning til pædagogisk tænkning. Men alligevel etableres altså nu en helt almen organisatorisk figur, der kun nævner det socialpolitiske område som en biting. Socialpolitikken er nu rejst ind i almenpædagogikkens land, både fagligt og organisatorisk.

Og ministeriet udgiver endda Partnerskabets materiale med nogle eksempler på kommuner, der arbejder i krydsfeltet mellem socialpolitiske emner og det ny almene ”børnesyn”.

(Link til omtale af specifikke kommuner: https://www.sbst.dk/udgivelser/2023/anbefalinger-og-praksiseksempler-om-boerneinddragelse-i-sagsbehandling)

Så hele denne tilgang kendetegnes af tre forhold:

• En meget svag og pædagogik-fjendtlig faglig begrundelse
• En udvidelse af det socialpolitiske ind i det almenpædagogiske
• En nærmest totalitær organisatorisk vision

 

iii) Videnscenter

For det tredje etableres der allerede fra juli 2021 – altså mens Barnets lov er i støbeskeen – et såkaldt ”Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv”.

(Link til videnscenter: https://www.sbst.dk/boern/videnscenter-om-boerneinddragelse-og-udsatte-boerns-liv)

Det sker under Astrid Krags korte periode som socialminister, og Krag var vel at mærke en helt ukritisk støtte af skolereformen og dens kølvand. Før Krag var Mai Mercado konservativ socialminister fra 2016-19. Mercado delte Rosenkrantz-Theils betagelse af James Heckman, så den humankapitalistiske tankegang har haft gode kår på begge politiske fløje. BUPL forlod endda en af Mercados arbejdsgrupper med henvisning til det problematiske børnesyn.

Jeg har en teori om, at dette socialfaglige forfald for alvor startede i midten af 00’erne, hvor Socialministeriet først mistede børnehaverne og efterfølgende i nogle år helt blev opløst og opslugt af økonomiske og tekniske ministerier. Det var i dette tomrum, at Heckman pludselig kunne blive den dominerende ideolog, da ministeriet blev genetableret i 2009. Heckman var en slags import fra Finansministeriet, som i de år fik mere og mere magt. Vi er i konkurrencestatens land.

Nuvel, også i forbindelse med arbejdet i dette videnscenter sker der en almengørelse, der betyder, at alle kommuner skal lave et ”Fælles børnesyn i organisationen”, som også her skal dække hele børne- og ungeområdet, dvs. det almenpædagogiske felt. Her i citat:

”Inddragelse af børn og unge styrkes, når det baseres på et fælles børnesyn i organisationen. I bør som kommune derfor reflektere over og formulere det fælles børnesyn, der skal kendetegne og skabe sammenhæng i jeres arbejde – både på individniveau, på afdelingsniveau og som organisation.”

(Link om fælles børnesyn: https://www.sbst.dk/boern/videnscenter-om-boerneinddragelse-og-udsatte-boerns-liv/guide-til-styrket-inddragelse-af-boern-og-unge/inddragelse-og-boernesyn/faelles-boernesyn)

Så samlet set forlader udtryk som ”inddragelse af børn”  og “børnesyn” det socialpolitiske felt og bliver til en organisatorisk vision for hele kommunen. Og det sker i en form for ideologisk samspil mellem de tre organiseringer: Taskforcen, Partnerskabet og Videncentret, som selv bygger på posthumanisme, humankapital og en forenklet fortolkning af FN’s børnerettigheder, der hyperventilerer konventionens §12.

Herfra begynder mange af de konkrete kommuner at lave nogle virkelig platte og banale børnesyn; nu i hel almene og stærkt enslydende formater, som ingen fagperson kan tage alvorligt. Og disse børnesyn, der jo bæres frem af de kommunale organisationer, som selv har præget ”partnerskabet”, får efterhånden en undertrykkende effekt på pædagogisk praksis, hvor pædagoger og lærere pludselig ikke lever op til disse “børnesyn”. Det minder om tiden efter 2013, hvor kommunerne havde fælles “læringssyn”, som havde samme autoritære effekt. Selv Børnerådet, som jo oprindelig blev etableret som en uafhængig beskytter af FN’s børnekonvention, laver et sådant “børnesyn”.

(Link til Børnerådets børnesyn: https://www.boerneraadet.dk/om-boerneraadet/saadan-arbejder-boerneraadet/boerneraadets-boernesyn/)

Nuvel, her er et eksempel fra Kolding Kommune, som Riisager og Rømer også omtaler i deres kronik:

”Kolding Kommunes fælles børne- og ungesyn er:

Alle børn og unge gør det bedste, de kan. (fremhævet i original, TAR)

Det er et fælles børne- og ungesyn, som bygger på tre værdier, der danner grundlag for medarbejdernes fælles tilgang til arbejdet med børn og unge i Kolding Kommune. De tre værdier nedenfor er således med til at udfolde børne- og ungesynet.

At være barn og ung er en værdi i sig selv.

Alle børn og unge har de bedste intentioner, og ønsker at klare sig godt i livet.

Alle børn og unge har ret til at være medskabere af egen udvikling, læring og liv.”

(Link til Kolding Kommunes børnesyn: https://www.kolding.dk/politik/politikker-og-strategier/faelles-boerne-og-ungesyn)

Så er det ordnet. På få sølle linjer. At “alle har de bedste intentioner” er nu ligefrem en regel, som alle pædagoger i Kolding skal tvinges ind i? Og hvad er “medskaber af egen læring”? Det er jo ren og ureflekteret skolereformsideologi.

Også hos Børnerådet har man lavet tre sådanne børnesyns-sætninger. Her får man at vide, at alle børn er “kompetente samfundsaktører og eksperter i eget liv”. Det er ikke let at være lille Ole på syv år. Børnerådet skriver også, at “børn er medborgere med selvstændige rettigheder på lige fod med voksne”. Men det er jo en absurd sætning. Relationen mellem børn og voksne er primært en pædagogisk-etisk relation og ikke en rettighedsrelation, undtagen i særlige tilfælde. Og børn kan jo ikke stemme ved politiske valg og mange andre ting, så rettighedsstrukturen kan ikke sammenlignes med voksnes. Og vi taler altså her også om helt spæde børn, som er “eksperter”. Børnerådet støttede da også kraftigt Barnets Lov i 2024. (Link til formandens indlæg. https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/boerneraadet-om-barnets-lov-der-er-stadig-lang-vej-ind-i-praksis)

Det lader til, at kommunerne og Børnerådet ikke tror, at sådanne emner har indgået i pædagogikken tidligere? Og via den manglende historiske og pædagogiske sans og via de omtalte inspirationskilder, så genopstår reformpædagogikkens rige tradition nu som banale onelinere, der i organisatorisk almagt udrydder pædagogisk frihed. En virkelig pædagog må korse sig. Så reformpædagogikken er omdannet til ukendelighed, og undervisningens og grundtvigianismens filosofiske sammenhæng er helt væk.

Måske kan man sige, at et “børnesyn” er hvad der er tilbage af barnet, når barnet er taget ud af pædagogikken.

Så FNs smukke børnekonvention fra 1989, som har rødder dybt ned i forrige århundrede, og som skal bistå verdens børn til et liv i en familie og i et samfund efter århundredets rædsler, ender pludselig som en nærmest ond organisatorisk tvang dybt inde i det kommunale system. Dermed adskilles barnet på en måde fra familiens og samfundets filosofiske essens og bliver et frit svævende og hyperidealiseret rettighedssubjekt uden pædagogiske omgivelser.

Det minder lidt om verdensmålenes undertrykkende effekt på f.eks. universiteterne. Nogen bør forsvare FN mod FNs fortolkere og faktisk også nogle gange mod FN selv. Måske er FN efterhånden blevet inficeret af OECD og andre globale organisationer, som har fokus på en blanding af mål, økonomi og læring. Det lader jeg ligge for nu.

 

3. 1990’erne

En ting, der egentlig undrer mig lidt, er, hvor ufagligt det hele er, men det har jeg jo allerede givet udtryk for. Jeg havde også tænkt, at man ville finde referencer til Louise Klinges arbejde eller til andre relationspsykologiske tilgange. Men det er jeg stort set ikke stødt på. Der er kun løse og lejlighedsvise referencer til børnerettigheder, til den omtalte posthumanisme og til Heckman. Der er ikke engang nogle ordentlige drøftelser af FN’s rettighedstekst.

Men på de faglige kanter, f.eks. i Dansk Pædagogisk Tidsskrift mv., findes en diskussion om ”børnesynet”, som er relateret til begrebet ”børneperspektiv”, som kom ind i dagtilbudspolitikken i løbet af 10’erne. Det skete især i forbindelse med den såkaldte styrkede læreplan, der var en korrektion af en ekstremt instrumentalistisk læreplan fra 2004, som faktisk også kom i tæt begrebsmæssig forbindelse med Heckmans ideologi via ”Fremtidens Dagtilbud” i 2010.

(Link til temanummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 2023: https://dpt.dk/temanumre/2023-1/ og https://dpt.dk/temanumre/2023-1/boernesyn-og-inddragelse/)

Også på Undervisningsministeriets vidensportal, EMU.dk, finder man denne kobling mellem børnesyn, dagtilbud og en meget smal læsning af FN’s børnerettigheder. Også her har vi helt forladt det socialpolitiske.

(Link til EMU: https://emu.dk/dagtilbud/det-paedagogiske-grundlag/boernesyn)

Omkring dette ”børneperspektiv” rumsterer en baggrund af 90’ernes psykologi- og kompetencetænkning, som også præger Klinges arbejde. Men Klinge er mig bekendt ikke posthumanist. Hun er mere klassisk reformpædagog, som også er præget af dansk friskoletradition; en inspiration man også finder hos Uffe Elbæk og andre i den alternativistiske tradition. Klinges forskning er, som jeg ser det, et udtryk for de ideer, der ligger til grund for partiet Alternativets oprindelige sprogspil vedrørende små bæredygtige pædagogiske samfund. Klinge er da også stærk modstander af digitalisering og af skolereformens styringsideologi.

På en måde er det lidt synd for Klinge, at hun pludselig er blevet inddraget i de mere radikale tanker, men måske skyldes det hendes baggrundsreference til en kombination af de sene 90’eres mere økonomiske diskurs omkring det såkaldte Kompetenceråd og til psykologiske teorier som positiv psykologi og mentaliseringsteori. Denne kombination af 90’ernes kompetenceideologi og Kompetencerådet giver Klinge et problem med undervisningsbegrebet, men jeg er som sagt ikke hos Klinge stødt på referencer til hverken posthumanisme, til Heckman eller den radikaliserede fortolkning af FN’s børnekonvention, som er “det ny børnesyns” egentlig magtbastion. Der er dog en undtagelse, som jeg vil notere. Klinge har nemlig siddet med i Børnerådet siden 2022, hvilket formodentlig har haft en negativ effekt på hendes historisk funderede tanker.

(Link til analyse af Klinges arbejde: http://www.thomasaastruproemer.dk/undersoegelse-af-relationskompetence-og-skaeldud.html)

Så opgøret med ”det gamle børnesyn” er i virkeligheden en radikalisering af et ”gammelt børnesyn” fra 1990’erne. Det virkeligt gamle og smukke børnesyn fra dengang, hvor der fandtes en barndom, er helt ude af billedet. Det var Grundlovens og Europas liv.

 

4. Politisk samråd bekræfter socialpolitikkens sejr

Undervisningsordfører for LA, Helena Artmann Andresen, havde i forlængelse af Riisagers og Rømers kronik indkaldt både socialministeren og undervisningsministeren til samråd (d. 20/11-2025). Artmann Andresen konkluderede efter samrådet, at der var en dyb modsætning mellem disse to ministerier, som vel at mærke blev forsøgt skjult. Og selvom både undervisningsminister, Matias Tesfaye, og socialminister, Sophie Hæstorp Andersen, forsøgte at tale udenom, så kunne de ikke skjule, at Artmann Andresen ramte plet.

Samrådet endte nemlig med, at Tesfaye anerkendte Socialministeriets børnesyn, hvilket faktisk var lidt overraskende for mig. Tesfayes normale fokus på lærerens autoritet og hans implicitte afvisning af posthumanisme/konkurrence forsvandt pludselig og blev reduceret til noget mere overordnet om, at man skal kunne fjerne børn fra skolen. Dermed kunne alt det, han ellers normalt var imod, nemlig det moderne ”børnesyn”, pludselig vandre fra det socialfaglige og videre hen til både skole, børnehaver og almen opdragelse.

Helen Artmann troede nok også, at hun egentlig var enig med Tesfaye, men det viste sig pludselig, at det var hun ikke alligevel. Det var derfor, at hun blev så frustreret. I al fald i min fortolkning.

Socialministeren, som selv er tidligere borgmester i Københavns Kommune, og som ikke har nogen indsigt i pædagogiske emner, var helt uden faglig dybde, selvom hun, eller rettere hendes ideologi, vandt diskussionen.

Dermed er det formentlig slut med, at Tesfayes mere opbyggelige ideer kan få magt. Det minder mig lidt om i 2017-19, da undervisningsminister Merete Riisager tabte til skolelovens §40, dvs. til kommunernes og KL’s ret til at underminere folkeskolens fagformål. Men hvor Riisager var udfordret af juridiske spidsfindigheder, hvis substans hun i høj grad testede, så er Tesfaye udelukkende udfordret af politiske holdninger i sin egen regering, dvs. i Socialministeriet. Det er derfor skuffende, at han nu forlader sin kritiske indstilling og giver socialministeren ret i alt det, som vi troede, at han var imod.

Og hvem ved? Pludselig er denne kombination af konkurrencestat og posthumanisme måske ikke mere et udtryk for ”sjask”, som Tesfaye som sagt mente i 2024? Og hvis det sker, så kan de såkaldte ”normstormere”, som er ideologisk beslægtede med posthumanismens ”childism” kaste sig over de små sjæle og herfra omdanne natur og kultur til en blanding af identitetspolitik og teknologi.

I så fald har skolereformen vundet via et socialministerium, der selv blev tømt for faglighed af humankapital og posthumanisme.

(Link til samråd: https://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/BUU/kalender/81249/samraad.htm?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTEAc3J0YwZhcHBfaWQKNjYyODU2ODM3OQABHkoR1HVzcnObja1tnZzJf9vVu2-JW3UfuCuUDG7RJbqwQYZ4P52JsmUt3QU2_aem_siwj5a-pNBfNqxonlSa8tg)

(Link til diskussion af §40: http://www.thomasaastruproemer.dk/faelles-maal-striden-mellem-%C2%A710-%C2%A740.html)

 

5. FNs børnekonvention

FN’s børnekonvention blev vedtaget i 1989. Den havde rødder i tidligere tekster fra Folkeforbundet i 1924 og fra FN i 1959. Det var især Polen, der pressede på for efterkrigstidens traktater, fordi nazismen havde været særlig hårdhændet over for polske børn.

Efter min vurdering er selve traktaten meget afbalanceret, både i dens præambel og dens indhold. En smuk syntese mellem historiske erfaringer, rettigheder og filosofisk materiale. Her er nogle eksempler:

 

A. Præambel

Præamblen er en hyldest til mennesket og familien. F.eks. står der at alle de lande, der har tilsluttet sig børnekonventionen er enige om følgende udgangspunkt:

”I overensstemmelse med de i De Forenede Nationers Pagt erklærede principper at anerkendelsen af menneskets naturlige værdighed og af hele menneskehedens lige og umistelige rettigheder danner grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden”.

Og denne humanisme afbalanceres med interessen for menneskets liv i familie og kultur:

Først familien:

Staterne ”er overbeviste om, at familien, som den grundlæggende enhed i samfundet og naturlige ramme for alle sine medlemmers og særligt børns vækst og trivsel, bør gives den nødvendige beskyttelse og hjælp, således at den fuldt ud kan påtage sig sine forpligtelser i samfundet”

Og videre i samme ånd:

Staterne ”anerkender, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling af sin personlighed bør vokse op i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse.”

Dernæst er der præamblens omtale af kulturen og folket:

Staterne ”tager behørigt hensyn til betydningen af hvert folks traditioner og kulturelle værdier med henblik på barnets beskyttelse og harmoniske udvikling.”

Kort sagt. Børnenes rettigheder som mennesker er en del af familiens og kulturens værdige liv.

 

B. Uddannelse

Samme vekselvirkning mellem kulturgrundlag og almenmenneskelige principper finder man i konventionens artikler om uddannelse, især Artikel 29, hvis to stykker man kan læse her:

”Stk. 1. Deltagerstaterne er enige om, at uddannelsen af barnet skal have til hensigt at

(a) udvikle barnets muligheder i relation til personlighed, evner og psykiske og fysiske formåen fuldt ud;

(b) udvikle respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og for de principper, der er nedfældet i De Forenede Nationers Pagt;

(c) udvikle respekt for barnets forældre, dets egen kulturelle identitet, sprog og værdier, og for de nationale værdier i det land, hvor barnet er bosat, og i landet, hvorfra barnet oprindeligt stammer og for kulturer, der adskiller sig fra barnets egen kultur;

(d) forberede barnet til et ansvarligt liv i et frit samfund i en ånd af forståelse, fred, tolerance, ligestilling af kønnene og venskab mellem alle folk, etniske, nationale og religiøse grupper og personer, som tilhører urbefolkninger;

(e) udvikle respekt for det naturlige miljø.

Stk. 2. Ingen del af denne artikel eller artikel 28 må fortolkes som indblanding i enkeltpersoners eller organisationers frihed til at oprette og lede undervisningsinstitutioner. Der skal dog til enhver tid tages hensyn til de i denne artikels stykke 1 fastslåede principper samt til kravene om, at uddannelse i sådanne institutioner opfylder de af staten foreskrevne minimumsregler.”

C. Årsager

Spørgsmålet er nu, hvordan denne storslåede syntese mellem humanitet, kultur og pædagogik, som jo har rødder i hele århundredes processer, og som de gode vedholdende polakker langt om længe fik gennemført, pludselig er endt som kommunale autoritære krav om at landets lærere og pædagoger skal leve op til et bestemt ”børnesyn”?

Her er fem meget kortfattede og foreløbige hypoteser, som er overlappende med min blogs indledende betragtninger. Tesen er, at konventionen ender med at komme i modstrid med dens egne forudsætninger:

i.

Konventionen knyttes ikke til FN’s juridiske system. I stedet etableres en såkaldt Børnekomité, som efterhånden får forårsaget et omfattende system af organisationer og rapporter, som lægger mindre og mindre vægt på det kulturelt-filosofiske element. I Danmark fik vi Børnerådet, der fra 1994 skulle holde øje med konventionen i Børnekomitéens ånd.

I starten gik det fint:

I en Børneråds-udgivelse om emnet fra 2002 fastholder den daværende formand for rådet, Per Schultz Jørgensen, at den voksnes autoritet er en del af børnekonventionens ånd. Som han siger i sin konklusion i en central udgivelse:

“Det betyder voksne, der også er parat til at gå ind i de svære beslutninger og stå ved, at de træffer en afgørelse til barnets bedste – for barnets skyld”.

Men denne nuancerede tilstand er under opløsning. I dag kan flere af de oprindelige fortalere for rådet ikke stå inde for den moderne udgave af rådet. Især John Aasted Halse, som kommer ud af seminarietraditionen, har været en kritisk stemme i ånden fra Schultz Jørgensens tid som formand.

Og Børnerådet indgår efterhånden i allehånde symbioser med administrative og organisatoriske interesser, hvor den pædagogisk-humanistiske sammenhæng efterhånden får åndenød.

Børnerådet har da også for nylig været kraftig fortaler for de mest simple formater af det såkaldte ”børnesyn”.

 

ii.

Den tiltagende bureaukratiserede rettighedsdeterminisme forstærkes af flere politikers henvisning til mennesket som konkurrencestatsdefineret humankapital, f.eks. i dagtilbudspolitikken og i “Barnets Lov”. Et synspunkt, der er 200% imod konventionens ånd.

 

iii.

Efterhånden knyttes også en stærk posthumanistisk strømning til disse processer, nemlig den såkaldte ”childism”, hvor ”barndommen” går helt i opløsning. Også denne strømning står i regelret modsætning til menneskerettighedernes filosofi og faktisk også til rettighedsbegrebet som sådan.

 

iv.

Med disse tab som klangbund fokuseres i stedet næsten udelukkende på børnekonventionens Artikel 12, der handler om børns ytringsfrihed og udtaleret. Man glemmer dog helt, at der i Artikel 12 også står, at disse rettigheder skal inddrages i “passende” omfang. Dermed henvises til hele den pædagogiske situation, som jo også er implicit i Præamblen, men som man desværre har glemt.

Konklusion:

På den måde får vi pludselig en situation, hvor menneskerettigheder – dvs. humanisme, verdensborgerskab og kulturel kærlighed – går i opløsning. Vel at mærke i humanismens og rettighedsbegrebets navn.

Dermed får vi en undertrykkende tilstand.

Spørgsmålet er: Hvordan redder vi FN’s børnerettigheder fra disse undergravende processer? Svaret? Ved filosofisk og politisk aktivitet.

Reference: Børnerådet: “Børnekonventionen i Danmark”, 2002.

 

6. Det ny børnesyn og dets generationer

En lærerstuderende, Rosa Steilborg, skrev d. 28/10-2025 på Folkeskolen.dk, at det ”ny børnesyn” står i modsætning til de ældre læregenerationers børnesyn, som portrætteres som gammeldags og reaktionært. De gamle lærere går kun op i en såkaldt ”PDO” – som er undervisningsministerens forkortelse for det, han kalder for “pissedårlig opdragelse” – og de har slet ikke set lyset. Der er tale om en ”generationskløft”, får vi at vide.

Steilborg sætter sig dermed helt alene i verden. Ja, på en måde udrydder hun sit eget fag. Det sker på en måde, der minder om nogle af de processer, jeg har beskrevet ovenfor.

Lad mig uddybe:

Interessen for demokrati og pædagogik er så gammel, som jeg ved ikke hvad, men fik i radikaliseret form et peak i 1970’erne. Nu stod læring pludselig i modsætning til kundskabstraditionerne, i al fald i visse kredse. Børnene skulle lære social handling. Det er en lang og rig historie, som har rødder i romantikken og senere hen i 1920’erne og efterkrigstiden. Det var barndommens århundrede. Det var ”læreprocesser” i samfundsforandringens navn. Det ”ny børnesyns” grundlæggende temaer er overhovedet ikke nye. Det er en kæmpefejl at kalde det for ”nyt”.

Ved at portrættere dette gamle børnesyn som ”nyt”, så mister man muligheden for at trække på denne traditions kundskabsmateriale og også på dens fejltagelser. Det var skam de gamle lærere, som var progressive.

På den måde bliver Steilborgs ”ny børnesyn” helt alene, mens hendes børnesyns eget grundlag portrætteres som reaktionært

Så hvis man har interesse for det ”ny børnesyns” emner, så bør man interviewe en 80 årig lærerinde fra København.

Nuvel, efter den rige børneaktivisme fra 1970-erne, som i dens bedste stunder var præget af en slags glad, fælles og drenget leg på græsplæner og i sidegader – sådan en slags blanding mellem Christiania og Jagtvej 69 – så skete der noget i løbet af 1990’erne. Muren faldt, så ungdomsoprøret og socialismen døde hen. Og Grundtvig røg også ud, for han blev dengang opfattet som venstreorienteret.

”Læring” var nu helt alene, for kundskabstraditionerne var jo allerede afviklet via den strukturalistiske del af ungdomsoprøret. Vi fik ”ansvar for egen læring”, dvs. psykologi og kompetenceudvikling. Dermed røg både ”demokratiet” og børneaktivismen af fløjten. Børnesynet blev nu helt individualiseret. Vi var gået ”fra undervisning til læring”. Lærere var nu blot en konsulent, og barnet var “kompetent”. Hvilken deroute.

Så selvom alt det der med demokrati og social handling forsvandt, så fastholdt man altså den nu ensomme ”læring”. Faktisk udvikler Louise Klinge sine ideer med udgangspunkt i denne ny situation. Hendes ide om ”relationskompetence” består af individualiseret psykologi og 90’er-kompetencer. Det aktuelle ”ny børnesyn” udvikles altså som en slags radikalisering af det ”ny børnesyn” fra 1990’erne.

Dette aktuelle ”ny børnesyn”” er den ”50-åriges” konstruktion. Det er den glemsomme generations konstruktion. Det aktuelle ny børnesyn, som altså har rod i 90’erne, er den ensomme og individualiserede læring, som pludselig opdager, at der findes andre mennesker i klasseværelset. Derfor opstår ”relationen” som en ny kategori, mens både kundskaber og samfundsforandring er helt væk. Vi får ideen om “relationskompetencer”.

Og fra 2000’erne skulle den nu frisatte læring ligefrem optimere økonomien. Barnet skulle nu være en ”økonomisk soldat”. Meget mærkelig og ubehagelig vending.

Men det med konkurrencestaten er ikke så meget Klinges linje, selvom der er nogle undtagelser. Klinge er imod målstyring og digitaliseringsiver, for hun har jo rod i 1990’erne. Hun udvikler sine 1990’er-prægede ideer omkring 2015, dvs. efter konkurrencestatens ankomst i 2000’erne. Det er faktisk denne kronologiske forskydning, der giver hendes ideer en vis pondus.

Fra 2013 stod den på kæmpeklasser, hvor alle var ”inkluderede”, hvor der overalt og konstant var en individualiseret ”undervisningsdifferentiering”, hvor skoledagene var verdensrekord-lange, hvor det hele var styret af store nationale og globale testsystemer, og hvor alle kiggede ned i deres maskiner for at optimere deres individuelle læringsmål. Læreren var nu proletariseret. Endnu en deroute.

Det hele var et opgør med “barnet”; et opgør som altså stammede fra en forfaldsform af det ”ny børnesyn” fra 1970’erne. Den aktuelle læreruddannelse, hvor Rosa Steillborg har sin gang, er født ud af dette system.

Så hvis Rosa Steilborg vil lære noget om sit eget børnesyn, så skal hun snakke med en masse gamle lærere og læse nogle gamle bøger i stedet for at lave en generationskløft mellem hende og dem, som har fundet på alt det, som altså slet ikke er ”nyt”. Så kan de alle sammen slå sig sammen og protesterer mod skolereformen og dens effekter og tankegang. Og imens kan alle disse skønne lærere holde hinanden i hånden og synge nogle gamle sange fra alle ”generationernes” erfaringsliv, også fra dem, som gerne ville fortælle den næste generation, om det, der allerede findes, så den nye generation har noget at arbejde med og revoltere imod.

Link til Steilborgs indlæg: https://www.folkeskolen.dk/debat/nu-generaliserer-jeg-men-det-nye-boernesyn-handler-ogsaa-om-en-dyb-generationskloeft/

 

 

8. Referencer og links:

A. Love/Folketing:

Forligstekst (til Børnene Først/Barnets Lov): https://www.sbst.dk/Media/638465183334430408/Aftaletekst_Boernene_Foerst_maj2021_UA.pdf

Barnets lov: https://www.sm.dk/arbejdsomraader/boern-og-unge-i-udsatte-positioner/barnets-lov også her: https://www.ft.dk/samling/20222/lovforslag/L93/som_vedtaget.htm

Betænkning: https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/lovforslag/l93/20222_l93_betaenkning.pdf

Håndbog om barnets lov: https://www.sbst.dk/udgivelser/2023/haandbog-om-barnets-lov

FNs børnekonvention: https://www.unicef.dk/vores-arbejde/boernekonventionen/?srsltid=AfmBOoqJo5pCTvQ-Kz8o4AbxezMdI1zIf5iNxZfZHHFIOpr1CpWFyP37

Folkeskolelov, især §40. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/1100

Samråd om børnesyn, d. 20/11-25: https://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/BUU/kalender/81249/samraad.htm?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTEAc3J0YwZhcHBfaWQKNjYyODU2ODM3OQABHkoR1HVzcnObja1tnZzJf9vVu2-JW3UfuCuUDG7RJbqwQYZ4P52JsmUt3QU2_aem_siwj5a-pNBfNqxonlSa8tg

Socialdemokratiet:

B. Ministerielt/politisk:

Socialministeriet: https://www.social.dk/tvaergaaende/anbefalinger/anbefalinger-om-boerneinddragelse-i-sagsbehandlingen (måske den bedste af disse sider)

Partnerskab om Børnenes lov: https://www.sbst.dk/boern/boernene-foerst-og-barnets-lov/partnerskab-om-boernene-foerst og publikation: https://www.sbst.dk/udgivelser/2023/anbefalinger-og-praksiseksempler-om-boerneinddragelse-i-sagsbehandling

Videnscenter: https://www.sbst.dk/boern/videnscenter-om-boerneinddragelse-og-udsatte-boerns-liv, og guide: https://www.sbst.dk/boern/videnscenter-om-boerneinddragelse-og-udsatte-boerns-liv/guide-til-styrket-inddragelse-af-boern-og-unge/inddragelse-og-boernesyn/faelles-boernesyn

Taskforce om børnene først: https://www.sm.dk/publikationer/2024/jun/afrapportering-fra-taskforcen-for-sociale-investeringer og om Taskforcens sammensætning: https://socialmonitor.dk/nyheder/art9997060/Sociale-investeringer-vinder-frem-i-Danmark.-Men-ny-rapport-peger-p%C3%A5-store-knaster-og-omkostninger

EMU: https://emu.dk/dagtilbud/det-paedagogiske-grundlag/boernesyn

Barnets lov og dagtilbud: https://www.sbst.dk/Media/638429980409823773/Guide_Barnets%20Lov_SBST_web%20T2.pdf

Børnene først: https://www.sbst.dk/Media/638606044513511968/B%C3%B8rnene%20F%C3%B8rst%20-%20NYT_9%20udgave.pdf

Socialdemokratiet: “Atid på børnenes side”, 2018. https://www.socialdemokratiet.dk/media/jhlitp31/social-ulighed-altid-paa-boernenes-side.pdf

 

C. Organisationer:

Børnerådet: https://www.boerneraadet.dk/om-boerneraadet/saadan-arbejder-boerneraadet/boerneraadets-boernesyn/ og formanden: https://www.altinget.dk/artikel/boerneraadet-om-barnets-lov-der-er-stadig-lang-vej-ind-i-praksis

Børnerådet om Barnets Lov, d. 4/6. 2024. https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/boerneraadet-om-barnets-lov-der-er-stadig-lang-vej-ind-i-praksis

Børnerådet: “Håndbog om børneinddragelse”, 2016. https://www.boerneraadet.dk/media/1alcqxat/brd_ha-ndbog_i_boerneinddragelse_2016_web.pdf

Børnerådets rapport til FN, 2025: https://www.boerneraadet.dk/vores-viden/2025/nyheder/list-of-issues/

Børnerådet om vold i skolen, Altinget, 2. februar 2026. https://www.altinget.dk/artikel/mails-afsloerer-advarsler-alligevel-delte-boerneraadet-udokumenterede-historier-om-vold-i-skolen

Red Barnet: https://as-rb-wp-sikkerlejr.azurewebsites.net/boernesyn/

Børns vilkår: https://bornsvilkar.dk/wp-content/uploads/2023/06/Tekst-boernesyn-og-elevinddragelse.pdf og formanden: https://www.altinget.dk/artikel/chef-for-boerneorganisation-det-er-forkert-at-tolke-det-nye-boernesyn-som-et-fripas-til-kaos-i-klassevaerelset

UNICEF: https://dkborn.unicef.dk/emne/boernesyn/page/2/

Bibliotekerne: https://www.laesesporet.dk/3-boernesyn-hvordan-ser-og-forstaar-vi-boern

DCUM: https://www.kl.dk/media/0qzkhqif/inddragelse-af-barnets-stemme-lisbeth-alnor-dcum.pdf

UCN-projekt: https://www.denmangfoldigefolkeskole.dk/videndeling/bornesyn/

UC-syd: https://www.ucsyd.dk/skole/tema-faelles-boernesyn

 

D. Kommuner:

f.eks. Kolding: https://www.kolding.dk/politik/politikker-og-strategier/faelles-boerne-og-ungesyn

København: https://mereforflere.kk.dk/baggrund/alle-boern-skal-moedes-med-hoeje-forventninger

Rødovre: https://www.rk.dk/borger/skoler-sfo-klubber-og-uddannelser/skoleomraadet/boernesyn

Viborg: https://viborg.dk/borger/boern-unge-og-familie/raadgivning-og-vejledning-til-familier/alle-boern-skal-have-lys-i-oejnene-og-mestre-eget-liv/boernesyn/

Lyngby: https://dagtilbud.ltk.dk/find-dagtilbud/virum-sorgenfri-og-brede/boernehuset-fuglsang/paedagogisk-boernesyn#boernesyn-91

Ikast: https://ikast-brande.dk/kongevejensboernehus/paedagogik/boernesyn

Aarhus: https://aarhus.dk/om-kommunen/boern-og-unge/nyheder-for-fagprofessionelle/bredere-boernefaellesskaber/bredere-boernefaellesskaber-bevaegelsen-er-i-gang

Børnehaven i Tilst: https://tilstdagtilbud.aarhus.dk/laereplan/boernesyn-og-dannelse

 

E. Debat:

Kronik, Riisager/Rømer, d. 28/11-25: https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE18780872/regeringen-er-i-gang-med-en-aandelig-nedrustning-af-folkeskolen/

KLs formandskab (også bragt i Berlingske), d. 21/8-25: https://www.kl.dk/forsidenyheder/2025/august/debatindlaeg-paedagogik-og-autoritet-skal-gaa-haand-i-haand-i-folkeskolen

Katrine Fylking, KLF, d. 5/9-25: https://klfnet.dk/nyhed/det-nye-boernesyn-presser-laererne-og-forsimpler-folkeskolens-virkelighed og d. 8/9-25: https://www.folkeskolen.dk/debat/mange-laerere-oplever-at-det-nye-boernesyn-bruges-til-at-afvise-deres-professionelle-vurderinger/

Københavns Lærerforening, d. 4/12-2025: https://klfnet.dk/nyhed/det-nye-boernesyn

Interview med Riisager og lærer/DLF, Nikolaj Thomsen, d. 9/8-25: https://www.berlingske.dk/samfund/et-bloedt-og-velmenende-boernesyn-er-sivet-ind-i-skolesystemet-i-skolerne-bliver-det-til-kaos?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqf1ioA1tIRHYhL7Dch9aBmmrjC1W3N5_HaCRYkYH0RfGTjICaaG9fgm9amRXCw%3D&gaa_ts=693a518b&gaa_sig=EPBY_rSceUb9PnHkwO_lD88moSYBW3XDYN_6ma7Seom3S4MaSrZTKAq2bkFMzllGSBQHzj9AA9I2v04s-HaHXQ%3D%3D

Nikolaj Thomsen og Rikke Johansen (Aarhus Lærerforening), d. 12/8-25: https://aalf.dlf.org/om-aalf/styrelsen-mener/folkeskolens-formaal-er-truet-af-det-nye-boernesyn/. Også bragt i Berlingske: https://www.berlingske.dk/kronikker/christina-krzyrosiak-hansens-udtalelse-bekymrer-laerere-det-nye-boernesyn-truer-folkeskolens-formaal?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqdSK76jcv9q6AD38uQVXFpukt1G9-EP1s39I_xaVDnI5urrsdl_C9IF9kfk5ws%3D&gaa_ts=693a520c&gaa_sig=jczQP8go-S-UEBhNFmWiaIWczX5KWqosTwRP_GGgt_2T17xJBWLgF7fOt_AIMVy2XvJmuFCoU6pazjg0_egfTA%3D%3D

Lærer Rikke Johansen, Folkeskolen.dk, d. 2/7-25: https://www.folkeskolen.dk/debat/det-nye-boernesyn-vil-have-mig-til-at-aendre-mit-mindset-men-det-bliver-undervisningen-altsaa-daarligere-af/

Helle Rabøl og Cecilia Decara, Børn & Samfund, d. 16/5-25: https://www.altinget.dk/boern/artikel/aktoerer-det-nye-boernesyn-er-under-angreb-det-bekymrer-os

Sidsel Buk, Friskolerne, d. 28/3-25: https://www.friskolerne.dk/presse-og-politik/indlaeg-i-medierne/kronik-frivillighed-maa-ikke-tages-for-givet-1

Lærer Erik Schmidt på Facebook, d. 7/9-25: https://www.facebook.com/story.php?story_fbid=24040139909021949&id=100003578252463&rdid=NtPKxtL73D8Nwb2g

Rosa Steilborgs indlæg, d. 25/10-2025. https://www.folkeskolen.dk/debat/nu-generaliserer-jeg-men-det-nye-boernesyn-handler-ogsaa-om-en-dyb-generationskloeft/

Rikke Johansen og Nikolaj Thomsen fortæller om Børnerådets og andres kampagne mod lærerne, d. 10/12-2025: https://www.folkeskolen.dk/debat/skraemmekampagnen-mod-laererne-er-saa-nedladende-og-latterlig-at-vi-naesten-mangler-ord/

Lærer Mette Frederiksen m.fl. i Folkeskolen.dk om ‘skolesyn’, d. 12. januar 2025: https://www.folkeskolen.dk/debat/mette-frederiksen-her-er-mine-3-nytaarsoensker-til-en-endnu-staerkere-folkeskole/

 

F. Nogle faglige indlæg:

Artikel om ”børneperspektiv” af professor ved RUC, Hanne Warming, som Partnerskabet henviser ret grundigt til: https://pedagogikkogkritikk.no/index.php/ntpk/article/view/1424

Temanummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 2023: https://dpt.dk/temanumre/2023-1/ og https://dpt.dk/temanumre/2023-1/boernesyn-og-inddragelse/

Link til childism-projekt: https://forskning.ruc.dk/da/projects/childism-institute/)

Kort artikel på skolebørn.dk: https://skoleborn.dk/forstaa-de-to-boernesyn/

Et par bøger om den styrkede pædagogiske læreplan for dagtilbud: https://www.ucviden.dk/da/publications/det-p%C3%A6dagogiske-b%C3%B8rnesyn-legen-og-det-gode-b%C3%B8rneliv/ og https://studybox.dk/products/den-styrkede-padagogiske-lareplan-9788759337745

Børnerådet: Børnekonventionen i Danmark, 2002.

Hanne Warming: Børn i medvind og modvind – en relationel analyse af børns livtag med livet i det refleksivt moderne, ph.d.-afhandling, RUC, 2001. https://rucforsk.ruc.dk/ws/portalfiles/portal/2029636/Afhandling_Warming.pdf

Anne Marie Villumsen m.fl.: Børns perspektiver – fagprofessionelles arbejde med at tilvejebringe børns perspektiver, VIVE, 2024. https://www.vive.dk/media/pure/4z6b865v/24650683

(Litteraturlisten opdateres løbende, senest d. 2. februar 2026)

Nedenfor kan man tilgå en omtale af slaget om læreruddannelsen på Nyelandsvej. Det hele står lidt kronologisk, og til sidst er der links til alle indlæg og artikler om emnet.

 

A. KP’s beslutning om at nedlægge Nyelandsvej

Professionshøjskolernes teknokratiske systemer fortsætter deres raid mod landets pædagogiske historie og praksis. I forvejen har man nedlagt de gamle Fröbel-seminarier og meget andet, mens man uddeler fine priser til skolereformens ideologer. Og nu vil den ny rektor på Københavns Professionshøjskole (KP) nedlægge det traditionsrige seminarium på Nyelandsvej på Frederiksberg. De studerende skal flyttes ind i nogle modernistiske betonkasser på Vesterbro.

Det minder om situationen i Aarhus, hvor alle de fine seminariemiljøer i dag er opslugt af bygninger, der minder om et konsulenthus i Singapore. Her er der fyldt med amerikanske management-slogans på de kolde glasvægge.

KP’s rektor, Anne Vang Rasmussen, siger, at årsagen til nedlæggelsen er, at der er færre ansøgere end tidligere. Men hvorfor nedlægger men så ikke dele af det nye campus Vesterbro og flytter aktiviteterne tilbage til deres seminariemiljøer i stedet for? Det vil være langt bedre.

Måske bør man overveje at nedlægge professionshøjskolerne som sådan. De er jo helt indspist med 2013-skolereformens tankegods. Desuden var folk glade for deres seminarie-steder frem til 2007, hvor den daværende VK-regering skabte de store og underdanige professionshøjskolesystemer.

Rektor fortæller også, at taget på de gamle bygninger skal skiftes, og at det er dyrt. Men det er et meget dårligt argument. For den slags må man have vidst i årevis. Vedligeholdelse hører med under den almindelige tekniske planlægning. Ja, man har endda en helt særlig pligt til at drage omsorg for kulturarvens steder.

Den fremførte argumentation er bare et skalkeskjul for at gennemføre sin vilje, som mere eller mindre bevidst består i et sidste opgør med seminariernes ånd. Det er let at se. Professionshøjskolerne er simpelthen i hele deres DNA imod hele tanken om “et seminarium”.

I bunden af nærværende blog noterer jeg løbende de mange indlæg og artikler om sagen.

 

B. Protester og reaktioner

De studerende på Nyelandsvej blev heldigvis oprørte og kede af det. Så fra d.1. til d.5. december besatte de simpelthen de gamle skolebygninger i protest. Der var også fakkeloptog og underskriftsindsamlinger og meget andet. Der findes ikke noget smukkere, end når omsorg for fortiden bliver til omsorg for fremtiden.

Dermed har vi fået endnu et eksempel på det, som jeg har kaldt for “Pædagogikkens to verdener” i en bog med netop denne titel: Det er KP’s skolereformsegment overfor de livlige rester af seminariets tradition..

Heldigvis har Frederiksbergs socialdemokratiske borgmester protesteret offentligt, og det samme har socialdemokraten Ida Auken, som har haft adskillelige markeringer. De studerendes protester støttes også af Mai Villadsen og Rosa Lund fra Enhedslisten, af Lotte Rod fra de radikale, af viceborgmester på Frederiksberg, Jan E. Jørgensen fra Venstre, og af skoleforskeren Louise Klinge.

Mai Villadsen har endda d. 8. december stillet spørgsmål til minister Christina Egelund, som dog ikke virker synderligt påvirket. Men hun kommer jo også fra Moderaterne, hvis leder, Lars Løkke Rasmussen, i 00’erne i høj grad stod for at fremme den centralistisk-teknokratiske ideologi, som professionshøjskolerne er et udtryk for.

Den tidligere formand for DLF, Anders Bondo Christensen, har skrevet et flot protestindlæg på Linkedin, hvor han støtter de studerende, og DLFs aktuelle formand, Gordon Ørskov Madsen, har også kritiseret KP. Det skete i et indlæg på Skolemonitor. Også de lokale lærerforeninger i København og på Frederiksberg har protesteret.

Derimod støttes KPs ledelse af Regitze Flannov, som sidder i DLFs hovedbestyrelse. Man mangler ord! Flannov er en vigtig person i denne sammenhæng, fordi hun også sidder også i KP’s bestyrelse.

Også den tidligere rektor for Frederiksberg Seminarium, Thøger Johnsen, har taget de studerendes parti i en flot kronik i Sjællandske medier, og d. 8. december publicerede Folkeskolen.dk et samlet protestbrev fra 67 lærere på KP.

Så der er mange, der efterhånden har engageret sig i sagen.

En sejr for de studerende vil have en opdragende effekt på landets øvrige uddannelsesmiljøer. Og pressen har været gode til at dække sagen, så der lader til at være hul igennem.

Allerede tilbage i 2019 ville KP nedlægge biblioteket på det gamle seminarium. Men dengang hjalp protesterne. Så det gælder bare om at holde fast. Og så sent som i 2022 lovede den daværende rektor, Stefan Hermann, at man ikke ville røre vil Nyelandsvej. Løfter er korttids-materiale på KP.

Ledelsens beslutning er ikke endelig. Nedlæggelsen af Frederiksberg-afdelingen er blot ledelsens indstilling til bestyrelsen, som så skal tage endelig stilling tirsdag d. 9. december (og derefter kommer en yderligere godkendelse efter en behandling i Regionsrådet d. 16. september).

Desværre er KP’s bestyrelse præget af læringsideologiske teknokrater. Formanden er Jesper Fisker, som var aktivistisk embedsmand under Antorini, og næstformand er Eva Sommer fra det reformaffirmative EVA. Disse to personer har så ansat en ret ny socialdemokratisk rektor og en helt ny dekan, begge fra kommunes læringsrevolutionære Børne- og Ungeafdeling. Det er et lukket system.

På et universitet skal en ”rektor” og en ”dekan” være fagpersoner. Det gælder ikke på KP. Her skal de være bureaukrater. Disse folk aner ikke, hvad de har mellem hænderne.

Hvis bestyrelsen i KP fastholder ledelsens beslutning, så må man håbe, at de studerende tager toget til Ollerup på Fyn, hvor man stadig kan få en virkelig læreruddannelse på et ægte seminarium.

Man kan følge med i sagen på de studerendes Facebook-side ”Campusrådet Nyelandsvej” (https://www.facebook.com/profile.php?id=61582084582584).

Desuden samler jeg løbende alle indlæg og artikler nedenfor i kronologisk orden. Til sidst er der lidt historiske link, bl.a. til bibliotekssagen. Kontakt mig gerne, hvis der mangler noget.

(Tilføjet d. 30. januar 2026: Efter en længere proces blev det d. 29.januar 2026 besluttet, at man ville videreføre Nyelandsvejsmiljøet. Regeringen fandt en pose penge. Protesterne havde hjulpet.)

 

C. KP’s bestyrelse bekræfter beslutningen, men udskyder den helt endelige beslutning med nogle uger

Den 9. december kl. 21.02 blev det via Ritzau meddelt offentligheden, at KPs bestyrelse fastholder lukningen af Nyelandsvej. Man udskød dog den helt endelige bekræftelse – som oprindelig skulle have fundet sted efter Regionsrådets behandling d. 16. december – til d. 12. januar 2026.

D. 11. december spørger Lotte Rod ind til ministerens holdning i et §20-spørgsmål i Folketinget. Der kommer dog først svar en uge senere, jvf. afsnit D.

 

D. Uddannelses- og forskningsministeren griber ind

Den 17. december sker der noget helt afgørende og nærmest dramatisk. Først fortæller Folkeskolen.dk, at ministeren ikke vil gribe ind, men at de omtalte politikere lader til at presse på. Men blot en time senere får vi at vide, at regeringen nu pludselig vil redde Nyelandsvej. Her i hvad der skete:

Sidst på eftermiddagen d. 17. december offentliggør Folkeskolen.dk to artikler om sagen. Først kunne man kl.17:10 læse, at især Ida Auken har gjort et jættearbejde for at redde Nyelandsvej via alle mulige praktiske forslag. Også Lotte Rods og Mai Villadsens støtte fremhæves.

Og samme aften, kl. 18:30, får vi i en anden artikel at vide, at minister Christina Egelund stadig ikke vil blande sig i sagen

Og så pludselig samme aften – allerede kl. 19:52 – skriver en række medier pludselig, at ministeren via Ritzau har meddelt, at regeringen åbenbart har skiftet mening. Nu vil regeringen ligefrem vil betale for, at Nyelandsvej bevares!

Ministeren siger direkte, at hun er påvirket af de studerendes aktioner. Mon ikke hun også er påvirket af Auken og Co?

Hvis disse oplysninger står til troende, så er det en kæmpesejr. Både for alle os, der har kæmpet for stedets overlevelse, og for resterne af seminarieånden i dansk pædagogik. Spændende om der står noget med småt.

Beslutningen bekræftes d. 19. december af ministerens svar til Lotte Rods §20-spørgsmål, som jeg omtalte ovenfor.

På en måde er det både en sejr og et nederlag for KP’s ledelse:

Det er en sejr, fordi ministeren eksplicit giver KP ret i, at lukningen var begrundet i et økonomisk og ikke i et ideologisk argument. Og ministeren tager slet ikke fat i Ida Aukens mange lavpraktiske forslag. Havde hun gjort det, ville det være en kritik af KP, hvilket man undgår ved, at staten nu betaler for det hele.

Men det er også et nederlag, eftersom det nu står klart, KP ikke kan tage økonomisk og pædagogisk ansvar for sin egen organisation. Vil staten mon via den ny finansieringsmodel fastholde en form for kontrol med professionshøjskolernes beslutninger? Og kan vi nu forvente, at staten i fremtiden vil gribe ind i tilsvarende sager?

Det kunne i så fald være en begyndelse på en mere grundlæggende ændring af professionsuddannelsernes struktur og organisation, som er 200% indspist med skolereformens ideologi.

Den 23/12-2025 kunne Ida Auken offentliggøre en video, hvor hun selv og undervisningsminister Mattias Tesfaye overrakte en kagemand til de studerende ved Nyelandsvej. Det var mig bekendt første gang, at Tesaye agerede i sagen.

 

E. Reaktioner på ministerens redningsaktion

De, der har støttet protesterne, er naturligvis lykkelige. Jeg har noteret begejstret støtte fra Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt, fra de engagerede folketingspolitikere, Ida Auken og Lotte Rod og Mai Villadsen, fra formanden for Københavns Lærerforening, Katrine Fylking, og fra de studerende på Nyelandsvej.

Det er en god flok.

Men hvad siger professionshøjskolerne selv?

Rektor for UC Absalon, Camilla Wang, har reageret på Linkedin i et selvstændigt indlæg. Hun har bestemt ingen solidaritet med protesterne eller nogen sans for sagens historisk-filosofiske aspekter. Hun har kun ”kærlighed” til KP og til de andre UC-ledere. Hun kalder ligefrem regeringens beslutning for ”provokerende”.

Wang mener, at regeringens beslutning er et incitament til, at hun nu selv lukker sine sjællandske afdelinger, for så vil regeringen jo bare betale for det hele! Min kommentar til dette er, at det er et det er en god ide. På den måde kan staten simpelthen købe hele UC-sektoren og derefter indrette seminarier, dvs. 50 små “nyelandsvejer”, uden skolereformteknokratisk overbygning.

Hele UC-segmentet og DPU’s ledelse har liket løs på Wangs opslag. Det er meget skuffende, at ingen lærere fra Absalon har protesteret i tråden. Hvor er fagligheden og solidariteten henne? Folk er tavse i dette autoritære system.

Her er Wangs utrolige indlæg på Linkedin i fuld længde:

”Jeg siger det her som rektor på Absalon! Og i al kærlighed til KP og alle mine kollegaer rundt i landet (som virkelig forsøger at prioritere til gavn for de studerende): Hold op, hvor er det provokerende og demoraliserende at kæmpe for at holde liv i hele syv campusser spredt i hele Region Sjællands store geografi med færre og færre studerende – for så at se en regering, der fra sag til sag vælger at give særstøtte til specifikke uddannelsessteder på denne måde. Det skaber jo ligefrem et incitament til at varsle lukninger. Det er ikke smukt, og det er ikke en bæredygtig måde at styre uddannelsesudbuddet i Danmark på. Så er det sagt!”

Wangs indlæg er også omtalt i en artikel på Uddannelsesmonitor, hvor hun støttes af rektor ved UC Syd, Alexander von Oettingen. Lige der glemte hr. Oettingen vist, at han er pædagogisk filosof.

Formanden for KP’s bestyrelse, Jesper Fisker, virker lidt forvirret. Han siger i en kort kommentar til Folkeskolen.dk, at han er glad for pengene, men at han lige skal studere detaljerne i forslaget.

Både Wang og Fisker er to af de helt store UC-teknokrater, som gennem tiden har støttet skolereformens principper. Ingen af dem har sans for de værdier, der har været i spil i den aktuelle situation.

Chefredaktør for A4-medier, Kristian Madsen, kritiserer i et facebook-opslag regeringens beslutning. Han mener, at der er tale om københavneri og om, at de studerende er dovne, fordi de ikke gider at cykle ind til Vesterbro. Også Madsen tilhører skolereformsegmentet med f.eks. kraftig støtte til Corydon. Det er pædagogikkens anden verden. Et meget mærkeligt sted.

Selv er jeg meget overrasket over regeringens beslutning. Jeg troede Nyelandsvej var død og begravet efter sidste uges møde i KP’s bestyrelse.

——–

 

Alle indlæg og artikler om sagen, i kronologisk orden:

A. Den 26. november: Annoncering af nedlæggelsen og borgmesterens protest

KP annoncerer indstillingen til bestyrelsen: https://www.kp.dk/nyheder/campus-carlsberg-skal-fremover-vaere-faelles-campus-for-laererstuderende-i-koebenhavnsomraadet/

De lærerstuderendes forening støtter de studerende: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/laererstuderendes-formand-uambitoest/ og i Ritzau: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14693575/laererstuderende-uambitiost-at-lukke-laereruddannelsen-pa-frederiksberg?publisherId=90383&lang=da

Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt fra Socialdemokratiet, støtter de studerende: https://www.tv2kosmopol.dk/frederiksberg/frederiksberg-borgmester-kraever-lukning-af-laereruddannelse-stoppet-40705 + hans FB: https://www.facebook.com/groups/1618957298188691/permalink/25285264271131328/?mibextid=wwXIfr&rdid=gofRdgM8quqh8wX6

Folkeskolen.dk dækker sagen: https://www.folkeskolen.dk/laereruddannelsen-nedlaegges-paa-frederiksberg/

Folkeskolen.dk interviewer en række studerende og Tove Hvid Persson, som er dekan ved KP: https://www.folkeskolen.dk/laererstuderende-kampen-om-frederiksberg-er-ikke-tabt-endnu/

Lokalavis dækker sagen: https://kobenhavnliv.dk/frederiksberg/chokmelding-lukker-efter-90-aar

Ritzau: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14693575/laererstuderende-uambitiost-at-lukke-laereruddannelsen-pa-frederiksberg?publisherId=90383&lang=da

DR: https://www.dr.dk/nyheder/seneste/90-aar-gammel-laereruddannelse-paa-frederiksberg-staar-foran-lukning

Ekstrabladet: https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/efter-90-aar-slut-med-campus-frederiksberg/11020885

TV2: https://www.tv2kosmopol.dk/frederiksberg/laereruddannelse-pa-frederiksberg-lukker-efter-90-ar-8bcd8

Berlingske: https://www.berlingske.dk/politik/laereruddannelsen-paa-frederiksberg-nedlaegges?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqfCkNUkmiLyw3GBDYZ7DjXOEiNdSelqHdyVSdWe9flSXkhQyVWdHH_oZ6D-5L4%3D&gaa_ts=692c0324&gaa_sig=CU7UVMC6xgLtbHCPqekkzhDHpvWP7j2aRLjWUpTUiIAJMzlUzxdmsmBggyBSW-P-muNvtJCP63Lhbtm9UeSj2A%3D%3D

Berlingske. https://www.berlingske.dk/danmark/laerer-campus-i-koebenhavn-lukker-efter-faldende-ansoegertal?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqeLY-QG0npSR-mdmYrThI59fvSDPOnvZ3GarrluqOfuNOwkNfJQkjQRsnRXBko%3D&gaa_ts=692c01b5&gaa_sig=T1qQ2WrmN_tzRIdFgUzaeLYc5N_9IdRWHXPhT3BwZ6yOIt3qaKkHGfuvdxJs6GpMqsa6H394tvkUX_bE6oMRUQ%3D%3D

BT: https://www.bt.dk/samfund/sarah-og-asger-er-rasende-over-lukning-af-laereruddannelse-folk-graed-og-mange-er-sure?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqc2DQlyMllEc1hoK-GL0yjVPBJwfrCuq9tqYgi03ZuWXR3CSMuWTOVRos2Zqiw%3D&gaa_ts=692c01b5&gaa_sig=TS7EBeZ0i5bMYm9sChj40cgIyzKQWBSrFtNr5Is5zBsM0v5vHHJJz2TnoB5DLFCTpmiquDOUl7Vtnl3mqhhN-w%3D%3D

Uddannelsesmonitor: https://uddannelsesmonitor.dk/nyheder/videregaaende_uddannelser/article18782184.ece

Lokalvis: https://frederiksbergliv.dk/samfund/nyheden-om-lukningen-kom-som-et-chok-her-er-julie-og-silles-sidste-haab

 

B. Den 27. november: Protestmøde og Ida Aukens protest

TV2. De studerende holder protestmøde: https://www.tv2kosmopol.dk/frederiksberg/hundredvis-af-elever-modte-op-til-krisemode-for-at-bevare-uddannelse-bbc30

Læserbrev af lærerstuderende: https://www.folkeskolen.dk/debat/bevar-laereruddannelsen-paa-frederiksberg-alt-andet-er-en-falliterklaering/

Ida Auken støtter de studerende på facebook. https://www.facebook.com/ida.auken/posts/nej-nej-nej-ikke-lukke-et-l%C3%A6rerseminarium-lige-nu-vi-skal-have-flere-kloge-unge-/1387572516073313/

Ida Auken i Skolemonitor: https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18790405.ece

Ida Auken i Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/kendt-politiker-gaar-ind-i-kamp-for-laereruddannelsen-paa-frederiksberg/

 

C. Den 28. november – 2. december: Opstart af de studerendes besættelse

Rektor ved KP, Anne Vang, forsvarer sig: https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18792013.ece

Skolemonitor.dk: Om underskriftsindsamling. https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18791176.ece

Lærer Casper Rongsted på linkedIn: https://www.linkedin.com/posts/casper-rongsted-2358797_f%C3%A6rre-og-f%C3%A6rre-vil-v%C3%A6re-l%C3%A6rer-som-jeg-forst%C3%A5r-activity-7399860939178713089-1YfM/?originalSubdomain=dk

Folkeskolen.dk om besættelsen: https://www.folkeskolen.dk/studerende-vil-besaette-historisk-seminarium/

DR: https://www.dr.dk/nyheder/seneste/studerende-vil-besaette-skole-efter-melding-om-lukning

Politiken: https://politiken.dk/danmark/uddannelse/art10640529/Uddannelse-er-lukningstruet-efter-markant-fald-i-studerende

Lokalpresse: https://www.sn.dk/art6462028/koebenhavn-kommune/indland/elever-vil-besaette-skole-i-protest-mod-lukning-af-laereruddannelse/

BT: https://www.bt.dk/samfund/laererstuderende-i-opraab-efter-nedlukning-vil-besaette-skolen (med de studerendes brev, hvor de annoncerer besættelsen)

Skolemonitor.dk. https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18791287.ece

BT:  https://www.bt.dk/samfund/studerende-besaetter-skole-rektor-fastholder-plan-om-lukning-til-trods-for-protest

Se og Hør: https://www.seoghoer.dk/nyheder/efter-skolelukning-nu-vil-eleverne-besaette-bygningen

Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/laererstuderende-blokerer-lukningstruet-uddannelsessted-paa-frederiksberg/

Ekstrabladet: https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/laererstuderende-blokerer-lukningstruet-skole-paa-frederiksberg/11026073

BT: https://www.bt.dk/samfund/nu-sker-det-studerende-besaetter-skole-i-protest?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqcv7ka3aAyN_vAfEbM_rCD-jx7RC9b6Z0EwFXD4doeXSFc9VqmeO6x_W6xRtAs%3D&gaa_ts=692d8de5&gaa_sig=o5RKgrbi-PbvbKdsMgBx24C7beNiqtZyeXXQ0EH6fZTtTpUFwIy9n_YT_GhiOmGXaf1cx5m-uEhbR0MRZpwU2Q%3D%3D

Lokal presse: https://kobenhavnliv.dk/samfund/efter-chokerende-melding-om-lukning-nu-svarer-de-igen-barrikaderer-alle-indgange-hele-ugen?teaser-referral=90a060e6-c1e6-49ea-ad68-a25248fdbe59-2

Lokal presse: https://minbykøbenhavn.dk/besaettelse-nyelandsvej-frederiksberg-larere

 

D. Den 3. december: Støtte til de studerende 

Viceborgmester, Jan. E. Jørgensen, fra Venstre støtter de studerende: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0bsp55wz6JRWiMD5z92vwaP2Ly7sjfBK6xSZmf3mp8A7S6JnUGtTzTGdqB6WmgAftl&id=61582084582584

Medlem af DLF’s bestyrelse, Regitze Flannov, støtter KP’s ledelse (hun sidder også i KPs bestyrelse): https://www.folkeskolen.dk/90-aarigt-seminarium-staar-til-lukning-ulykkelig-situation-men-kvaliteten-er-vigtigst/

Tidligere formand for DLF, Anders Bondo Christensen, støtter de studerende, Linkedin: https://www.linkedin.com/posts/anders-bondo-christensen-154b5378_styk-l%C3%A6rerprofessionen-bevar-l%C3%A6reruddannelsen-activity-7401998115450466304-B_qQ?utm_source=share&utm_medium=member_desktop&rcm=ACoAAAhRHdkBtypo5g-RnogoxJomUkNv2zINx-k

Mia Villadsen fra Enhedslisten støtter de studerende: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0SUxpGqcUfcw36WYKqmuHz9dUsxywMhcQTM6RpzdMYg9ADWqQQm7L3NePnf57hfSsl&id=61582084582584

Skoleforsker Louise Klinge støtter de studerende: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02Nmvk4Ze5GpzmA2yrnH4ogzZbZSmSqEVi9z4n485DuFzE9xkAkTCFXNvVD2P5wm8ml&id=61582084582584

Folkeskolen.dk demonterer KP’s tekniske argumentation: https://www.folkeskolen.dk/seminarielukning-optaget-falder-mere-paa-carlsberg-end-paa-frederiksberg/

Marxist.dk: https://marxist.dk/studerende-besaetter-laereruddannelse-vi-kaemper-med-alt-vi-har-for-at-bevare-nyelandsvej/

Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/feature/studerende-besaetter-laereruddannelse-vi-har-kun-13-dage-til-at-reagere/

 

E. Den 4. december: Ida Auken og Frederiksbergs borgmester og andre fortsætter kritikken

Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt, fremlægger på Facebook et løfte fra 2022 fra tidligere rektor for KP, Sefan Hermann, om at bevare Nyelandsvej: https://www.facebook.com/groups/1618957298188691/posts/25348841238106964/. Vindeldts opslag omtales også i en artikel på Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/rektor-forsikrede-om-at-bevare-uddannelsen-paa-frederiksberg-det-loefte-maa-bestyrelsen-for-kp-honorere/ og i Uddannelsesmonitor: https://uddannelsesmonitor.dk/nyheder/videregaaende_uddannelser/article18814389.ece

Ida Auken skriver mere om sagen: https://www.facebook.com/ida.auken/posts/pfbid02qNxQqb1aXehLaNm59eXBvvZxBjkToLcJgjehv7U44juW7xTepZ3U7uakMbgneGzEl

Tidligere rektor for Frederiksberg Seminarium, Thøger Johnson, kritiserer nedlæggelsen (kun for abb.): https://www.sn.dk/art6463967/sjaelland/debat-sjaelland/tidligere-rektor-kommer-med-opfordring-bryd-professionshoejskolernes-monopol/ riksberg-lukker/. Omtales også på Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/tidligere-rektor-ansoegertallet-vil-dykke-yderligere-hvis-fredeTidligere rektor for Frederiksberg. Hele kronikken kan også læses på Johnsons FB-profil: https://www.facebook.com/thoger.johnsen/posts/pfbid0gyLNxNJEUNdjp1TRbLSf7Mjmp1xMC7fdg2Wg3Bu2HTBaGTSu8TftRV9ryvdXeVJsl

Journalistisk dækning i Skolemonitor.dk: https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18804143.ece

Fakkeloptog: https://www.facebook.com/events/1106644464703043/?acontext=%7B%22event_action_history%22%3A[%7B%22surface%22%3A%22home%22%7D%2C%7B%22mechanism%22%3A%22attachment%22%2C%22surface%22%3A%22newsfeed%22%7D]%2C%22ref_notif_type%22%3Anull%7D

De studerende laver en kampagnevideo: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/laererstuderende-laver-kampagnevideo-imod-lukning/

Komikeren og journalisten, Sebastian Dorset, støtter de studerende: https://www.facebook.com/sebastiannicolajdorset/posts/pfbid07cMGRVuPcnCkmn86FpWg6y81CHxEPPMTDyJpQoanA1c2je3xAWouRN4vvSpHoEhFl

 

F. Den 5. december: DLFs formand kritiserer nedlæggelsen

DLFs formand, Gordon Ørskov Madsen, kritiserer nedlæggelsen i Skolemonitor: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18808894.ece

Solidaritet.dk dækker sagen: https://solidaritet.dk/ugen-paa-venstrefloejen-5-december-2025/

 

F. Den 6. december: Rosa Lund støtter de studerende

Rosa Lund støtter besættelsen: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02DsUQDP8xrcTH7sjhRhqaY5aXrH9BrPbGuARLKYx74Q9uM11FiL3y8R61JCVmKeX2l&id=61582084582584

Besættelsen ophæves:  https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0setF3LYnxAA9QwCK3pD3xroqeGbw6iAP141L2yd794K9B2awkH2ZNAN8LYTqyn5hl&id=61582084582584

 

G. Den 7. december:

Lærer ved KP og Nyelandsvej, Stine Kaplan Jørgensen, skriver et flot og rørende indlæg om sagen: https://www.facebook.com/stine.jorgensen.18/posts/pfbid0h9VWRgmUVHLx3EKtKMbFmp7BvKpvUN43MmH5s1d9mR6RzS32BnbYSNpuVD94Njxxl

 

H. Den 8. december: Mai Villadsen stiller spørgsmål til uddannelses- og forskningsministeren. Og KP’s lærere protesterer. Om aftenen offentliggøres bestyrelsens beslutning om at fastholde nedlæggelsen.

Mai Villadsen (EL) stiller spørgsmål til Christina Egelund (M): https://www.ft.dk/samling/20251/spoergsmaal/s275/svar/2186374/3107755.pdf

Interview med uddannelses- og forskningsministeren, som har tiltro til KP’s bestyrelse. Der er også interview med KPs rektor, som lader til at fastholde beslutningen: https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18819561.ece

67 lærere fra KP protesterer mod beslutningen i et fælles læserbrev: https://www.folkeskolen.dk/debat/67-undervisere-lukningen-af-laereruddannelsen-paa-frederiksberg-er-uigennemtaenkt/

Regionsrådet er imod lukningen: https://www.folkeskolen.dk/politisk-udvalg-afviser-seminarielukningen-opfordrer-til-at-udskyde-beslutningen/

Bestyrelsens beslutning offentliggøres på Ritzau: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14713297/kps-bestyrelse-principgodkender-samling-af-laereruddannelsen-i-kobenhavn?publisherId=13559518&lang=da

 

I. Den 9. december: Nye støtteerklæringer og om aftenen kommer bestyrelsens indstilling

Lærer og tillidsmand for lærerne ved KPs læreruddannelse, Daniel Panduro, kritiserer ledelsen: https://www.folkeskolen.dk/undervisernes-tillidsmand-naar-vi-kigger-i-lokalesystemet-kan-vi-jo-se-at-det-bliver-svaert-at-faa-plads/

Journalist ved mediet Zetland, Mads Olrik, forsvarer Nyelandsvej på Linkedin: https://www.linkedin.com/posts/mads-olrik-72bba3267_en-skole-er-n%C3%B8dt-til-at-f%C3%B8les-som-et-evigt-activity-7404068267159617536-yVQp/?utm_source=share&utm_medium=member_desktop&rcm=ACoAAAhRHdkBtypo5g-RnogoxJomUkNv2zINx-k

Lotte Rod (RV) støtter Nyelandsvej på Facebook: https://www.facebook.com/lotterod/posts/pfbid0nnuSwkk1RGtn3G7nhvE998fQJLGQTAtXZiFmfWiakSqBnek8eiiCX3ycXbXgW7pzl

Formændene for Københavns Lærerforening og Frederiksberg Lærerforening, Katrine Fylking og Lasse Winther Hansen, forsvarer Nyelandsvej: KLF:  https://klfnet.dk/nyhed/vedroerende-lukning-af-laereruddannelsen-paa-nyelandsvej og FLF: https://flf.dlf.org/nyheder/vedroerende-lukning-af-laereruddannelsen-paa-nyelandsvej-1/

TV2-kosmopol skriver om dagens store demonstration: https://www.tv2kosmopol.dk/frederiksberg/stor-demonstration-lige-nu-stor-gade-spaerret-4a014

DR taler med en studerende, som støtter Nyelandsvej: https://www.dr.dk/nyheder/seneste/laererstuderende-vigtigt-med-uddannelser-i-koebenhavn

 

J. Den 9.-10. december: Bestyrelsens beslutning og reaktioner

Om aftenen d. 9. december annonceres det, at bestyrelsens støtter rektoratets indstilling, men at man vil udsætte den helt endelige bekræftelse fra d. 16. december til d. 12. januar 2026:

• Bestyrelsens pressemeddelelse via Ritzau, d. 9/12, kl. 21:02: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14713297/kps-bestyrelse-principgodkender-samling-af-laereruddannelsen-i-kobenhavn?publisherId=13559518&lang=da (stort set alle dagblade bringer med det samme forskellige versioner af pressemeddelelsen, f.eks. Politiken: https://politiken.dk/danmark/uddannelse/art10654634/Bestyrelse-l%C3%A6gger-op-til-at-lukke-l%C3%A6reruddannelse-p%C3%A5-Frederiksberg)
• KP bringer beslutningen på sin hjemmeside: https://www.kp.dk/nyheder/kps-bestyrelse-principgodkender-samling-af-laereruddannelsen-i-koebenhavn/
• Folkeskolen.dk’s dækning af beslutningen: https://www.folkeskolen.dk/lukning-af-laereruddannelse-er-udskudt-vi-er-ufatteligt-glade/ 
• Uddannelsesmonitor dækker beslutningen: https://uddannelsesmonitor.dk/nyheder/videregaaende_uddannelser/article18823606.ece

De studerendes officielle reaktion, pressemeddelelse via Ritzau, d. 10/12: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14714530/beslutningen-er-ikke-endelig-laererstuderende-kaemper-videre?publisherId=90383&lang=da

Skolemonitor dækker sagen med diverse udtalelser: https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18826445.ece

 

K. Den 11.- 16. december: Lidt pause

Lokalpressen dækker beslutningen, d. 11/12: https://minbyfrederiksberg.dk/kp-vil-samle-laereruddannelsen-paa-en-campus-fra-sommeren-2026

Marxist.dk, d. 15/12: https://marxist.dk/kampen-om-nyelandsvej-er-ikke-slut/

 

L. Den 17. december: Regeringen går pludselig ind i sagen

Folkeskolen.dk skriver om det politiske pres: https://www.folkeskolen.dk/regeringen-vil-redde-laereruddannelse-paa-frederiksberg-efter-protester/

Folkeskolen.dk skriver, at ministeren ikke vil gribe ind: https://www.folkeskolen.dk/minister-afviser-at-gaa-ind-i-sag-om-laereruddannelse-paa-frederiksberg/.

Pludselig omkring kl. 20 kan man læse, at regeringen alligevel vil redde Nyelandsvej: https://www.folkeskolen.dk/regeringen-vil-redde-laereruddannelse-paa-frederiksberg-efter-protester/

Politiken dækker beslutningen via Ritzau: https://politiken.dk/danmark/uddannelse/art10668310/Regeringen-vil-redde-l%C3%A6reruddannelse-p%C3%A5-Frederiksberg-efter-protester

 

M. Reaktioner på beslutningen (d. 17.-18. december)

De lærerstuderendes reaktion: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/laererstuderende-vi-er-helt-enormt-glade-og-stolte/

Anders Bondo roser beslutningen på Linkedin: https://www.linkedin.com/posts/anders-bondo-christensen-154b5378_jeg-har-netop-her-fredag-klokken-20-h%C3%B8rt-activity-7407134692908404736-z20O/?originalSubdomain=dk

KPs bestyrelsesformands reaktion: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/bestyrelsesformand-glaeder-sig-over-oekonomisk-haandsraekning-til-nyelandsvej/

Rektor for UC Sjælland, Camilla Wang, kritiserer regeringens beslutning på Linkedin. https://www.linkedin.com/posts/camilla-wang-14151724_regeringen-vil-redde-l%C3%A6reruddannelse-p%C3%A5-frederiksberg-activity-7407150752613244928-FF0z?utm_source=share&utm_medium=member_desktop&rcm=ACoAAAhRHdkBtypo5g-RnogoxJomUkNv2zINx-k

Ida Auken (S) roser beslutningen på FB: https://www.facebook.com/reel/893167973080651

Lotte Rod roser beslutningen på FB: https://www.facebook.com/lotterod/posts/jaaaaaaa-f%C3%B8rst-redder-vi-l%C3%A6reruddannelsen-p%C3%A5-nyelandsvej-s%C3%A5-k%C3%A6mper-vi-hele-semin/1260269629249718/

En studerendes reaktion, TV2-kosmpol: https://www.tv2kosmopol.dk/frederiksberg/laererstuderende-jubler-over-redningskrans-arets-bedste-julegave-79617

Frederiksbergs borgmester, Michael Windfeldt roser beslutningen på FB: https://www.facebook.com/vindfeldtfrb/posts/pfbid02Fy92kSsJpCG7oZDhybRZE5mv46jMeJnDY6h29uhxAq4VozDV9EFJgzu6koBn6z5Ul

Chefredaktør Kristian Madsen beskylder regeringen for københavneri, Facebook: https://www.facebook.com/madsen75/posts/pfbid0DqJ9Z5Y9K4dgaUWEyjVJoo5j1JyrXbWSRDwxr1ozeQLTXu7mrEfERrRQjkwWxH4fl

Rektorerne ved hhv. UC Absalon og UC Syd, Camilla Wang og Alexander von Oettingen, kritiserer regeringens beslutning i Uddannelsesmonitor: https://uddannelsesmonitor.dk/nyheder/videregaaende_uddannelser/article18857708.ece. Samme emne dækkes på Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/regeringshjaelp-til-frederiksberg-provokerer-rektorer-et-slag-i-ansigtet/

Formand for Københavns Lærerforening, Katrine Fylking, roser regeringens beslutning på FB: https://www.facebook.com/katrinefylking/posts/pfbid0xJK2WcSCzd7cujX4srJGeqQe1ron2gywN7w2NMf6Mc3SdtX1w3K7x4qcT7TbtbGKl

Mai Villadsen udtale glad, men undrende til Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/villadsen-undrer-sig-noget-af-en-kovending/

Radio IIII interviewer Uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund: https://radio4.dk/podcasts/radio4-morgen/fik-du-h-rt-minister-roser-bes-ttere-af-l-reruddannelse

 

N. Den 19. december og videre frem

Sagen omtales på mediet Marxist.dk: https://marxist.dk/regeringen-vil-finde-penge-fordi-de-frygter-studenterbevaegelsen/

D. 21/12: Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund svarer på et §20-spørgsmål, som Lotte Rod (RV) stillede d. 11. december. Ministeren bekræfter regeringens beslutning om at redde Nyelandsvej. https://www.ft.dk/samling/20251/spoergsmaal/S347/index.htm

D. 23/12: Ida Auken og Mattias Tesfaye overrækker en kagemand til de studerende og offentliggør det i en video på Aukens FB-profil: https://www.facebook.com/reel/1350557603023765

D. 12. januar 2025: Folkeskolen.dk dækker sagen. Alle venter på nyt. https://www.folkeskolen.dk/minister-er-endnu-ikke-klar-med-sin-redningsplan-for-nyelandsvej/

D. 23. januar 2025: Den endelige beslutning trækker ud, jvf. Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/endelig-beslutning-om-laereruddannelsen-paa-frederiksberg-udskydes-nok-en-gang/ og Skolemonitor.dk: https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18950831.ece

D. 28. januar 2025: Regeringens plan er lige på trapperne, jvf. Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/nu-er-redningsplanen-for-laereruddannelsen-paa-frederiksberg-klar/

D. 29. januar: Regeringen redder endegyldigt Nyelandsvej-miljøet med 10 millioner om året, Folkeskolen.dk. https://www.folkeskolen.dk/laereruddannelsen-paa-frederiksberg-er-reddet-den-her-proces-har-sat-fokus-paa-studiemiljoeet/

D. 29. januar: Afgørelsen dækkes i Skolemonitor. https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18970026.ece

D. 29. januar: Afgørelsen dækkes i Politiken (Ritzau). https://politiken.dk/danmark/uddannelse/art10711483/L%C3%A6reruddannelse-p%C3%A5-Frederiksberg-kan-forts%C3%A6tte og på Berlingske (Ritzau). https://www.berlingske.dk/danmark/bestyrelse-vil-bevare-laereruddannelse-paa-frederiksberg. Sagen omtales også kort på DR og TV2 og i Ekstrabladet med samme oplysninger.

D. 29. januar: Interview med de studerendes talsmand, Folkeskolen.dk. https://www.folkeskolen.dk/uddannelsen-er-reddet-for-asger-og-vennerne-det-havde-vi-ikke-fantasi-til-at-forestille-os/

D. 29. januar: Reaktion fra KP’s bestyrelse. https://www.kp.dk/nyheder/nyelandsvej2026/

D. 3. februar 2026: Rektorer fra UC Absalon og UC Syd kritiserer afgørelsen på Folkeskolen.dk. https://www.folkeskolen.dk/retfaerdigt-er-det-ikke-maaske-er-det-politisk-opportunt/

D. 9. februar 2026: Rektor for VIA UC, Gitte Sommer Harrits, udtaler sig om sagen til Folkeskolen.dk. https://www.folkeskolen.dk/rektor-efter-frederiksberg-redning-lad-os-tage-en-samtale-om-seminariekultur-i-hele-landet/

 

O. Historisk materiale

WIKI-omtale af læreruddannelsen på Frederiksberg: https://da.wikipedia.org/wiki/L%C3%A6reruddannelserne_Metropol

Opslag på Lex.dk: https://lex.dk/Frederiksberg_Seminarium

Jubilæumstidsskrift for Frederiksberg Seminarium, 1969. https://slaegtsbibliotek.dk/912007.pdf

2019: Biblioteket skulle flyttes. De studerende protesterede, så beslutningen blev trukket tilbage: https://www.folkeskolen.dk/laererstuderende-spaerrer-deres-bibliotek-af-for-at-beholde-det/

Fra seminarier til professionshøjskoler – en oversigt: http://www.thomasaastruproemer.dk/fra-seminarier-til-professionshoejskoler-forsoeg-paa-en-oversigt.html

Diskussion i 2021 om frit lærerseminarium i Herning. http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-et-frit-laererseminarium-i-herning.html

En tur i VIA-land. http://www.thomasaastruproemer.dk/en-tur-i-via-land.html

Nedenfor kan man læse 15 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra september-oktober 2025.

De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

1. Hvad er ”åndelig oprustning”?
2. ”Pissedårlig” som pædagogisk dyd
3. Et forsvar for RUC
4. Tony Blair og Donald Trump
5. RUC på DR
6. Trivselsdiskussion i Information
7. Fagbevægelsen og dannelse
8. DF vil fyre gymnasierektor
9. Den åndelige kamp mod ”åndelige oprustning”
10. Hvad foregår der?
11. Kronik om autoritet
12. Mobiler og AI
13. Ny bog om karakterdannelse
14. Er EVA ”uafhængig”?
15. Louise Klinges arbejde

 

1. Den 26. september: Hvad er “Åndelig oprustning”?

Svend Brinkmann gør sig nogle særdeles relevante tanker om “åndelig oprustning” i nedenstående indlæg i Altinget. Han mener – hvis jeg forstår det ret – at “åndelig oprustning” meget let ender som en modsætning til “ånd”.

Jeg fortsætter helt for egen regning:

Hvad er det modsatte af “åndelig oprustning”? Det er ånd.

Så “åndelig oprustning” er ikke ånd. Men hvad er “åndelig oprustning” så?

Det vil jeg undersøge i den kommende tid.

Min tese er, at der er tale om en form for neo-fascisme. Det vil sige en blanding af statens angreb på det folkelige og en lydig og instrumentel intelligentsia.

Kort sagt: Vi får en kraftfuld udøvende magt uden grænser med ledsagende krise- og hastelovs-retorik, som understøttes af kulturhistorisk enhed. Det minder om 1930’erne, hvor det tyske dannelsesborgerskab gik helt galt i byen. Men det sker ikke for Brinkmann. Han vil ånden i sig selv, hvilket i min og vist nok også hans optik er det modsatte af “åndelig oprustning”.

Jeg har et særligt blik for denne sammenhæng, fordi jeg har interesseret mig så meget for uddannelsespolitik og coronanedlukning, som jo er en slags forløbere til “krise”-ideologiens effekt. Denne sammenhæng bliver en del af min undersøgelse.

Måske tager jeg fejl? Nu må vi se, efterhånden som jeg arbejder mig ind i materialet. Men hvis jeg har ret, er det ikke så godt. Så er det på med nej-hatten, som Brinkmann jo engang skrev om.

Mange tak til hr. Svend for at inspirere til den kommende undersøgelse.

https://www.altinget.dk/artikel/svend-brinkmann-jeg-er-ikke-laengere-begejstret-for-regeringens-aandelige-oprustning

 

2. Den 28. september: ”Pissedårlig” som pædagogisk dyd

På ”Uddannelsesdebatten” i Nr. Nissum i fredags fortalte Tesfaye, at han er inspireret af Alexander von Oettingens begreb om ”pissedårlig undervisning”, som var titlen på en bog, som von Oettingen udgav i 2019.

Ministeren taler for sin del om ”pissedårlig opdragelse”.

Det er lidt synd for ministeren, for efter min mening har han misforstået det hele.

Det skyldes, at det ”pissedårlige” for von Oettingen var et slags filosofisk og dialektisk begreb, som både henviser til den fineste dyd og den dybeste last. Og denne fine dobbelthed har ministeren helt overset. Derfor bliver det hele bare lidt for plat.

Sådan forstod jeg i al fald bogens budskab, da von Oettingens bog udkom i 2019. Man kan læse min fortolkning i nedenstående tekst, hvor “det fremragende” faktisk er det værste.

Von Oettingen har sans for begrebernes liv, fordi han jo allerede i 2001 skrev om ”det pædagogiske paradoks”, mens skolepolitikken sank i grus.

http://www.thomasaastruproemer.dk/pissedaarlig-undervisning-som-paedagogisk-dyd.html

 

3. Den 29. september: Et forsvar for RUC

DFs Morten Messerschmidt har gang i det helt store opgør med dansk akademisk tradition. Nu vil han lukke RUC, fordi der er for mange ”udlændinge”, og fordi forskningen er woke og så videre ned i Marianergraven.

Messerschmidt fordobler identitetspolitikken mange gange. Han er selv en slags hyperwoke. En ”identitet” uden omgivelser, dvs. uden ”eksistens”. Det er DF uden Søren Kierkegaard, som jo ellers var Søren Krarups filosof.

RUC er en helt central del af dansk og nordeuropæisk akademia. Her mødtes efterkrigstidens humanisme men en ny generations handlingsliv; formidlet via storslåede kritiske indsatser og kreative sociale eksperimenter. Marxismen, psykoanalysen og den kritiske teori fik naturligvis den skønneste betydning, og der var stadig passage til den tyske dannelsestradition, som jo ellers var blevet beskadiget af verdenskrigen.

Til gengæld kollapsede de klassiske universiteter fra årtusindeskiftet, hvor den jo stod på ”fra forskning til faktura”.

Men Messerschmidt har ingen sans for alle disse nuancer. Han er bare smadremand.

Og nu vil han i stedet for RUCs store rigdom lave et privat tekno-universitet, hvor ”fokus skal være på teknologi, kunstig intelligens og naturvidenskabelige fag, og som en central del af forskningsområderne skal også udvikling af forsvarsteknologier som droner, cybersikkerhed, overvågnings- og beskyttelsessystemer indgå”.

Så ud med RUC’s humanistiske og sociale tradition og ind med en hypetteknoautoritær konservatisme a la Trump, som jo også har fuld forbindelse til USA’s transhumanistiske teknokredse. Den moderne nationalisme er en slags fordoblet antinationalisme.

Og RUCs rektorinde, Hanne Leth Andersen, er nok den rektor i landet, som har størst interesse for dannelse og pædagogik. Hun bidrog bl.a. til bogen ”Sidste chance – nye perspektiver på dannelse”, som Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og undertegnede redigerede og udgav i 2021, og hun har i flere sammenhænge forsvaret dannelsen overfor sociologiernes uheldige tendens.

I vores bog kritiserede Leth Andersen de ny universitetssystemers fokus målstyring og formulerede et flot forsvar for ”nye spørgsmål, hypoteser og eksperimenter”.

Men nu kommer Messerschmidts radikaliserede og identitetspolitiske wokeparti og smadrer alt. Demed følger han LA’s Henrik Dahl, som har foreslået noget lignende. Og både Messerschmidt og Dahl misbruger de fine ”Chicago-principper” til deres felttog mod den nationale og liberale tradition og vores mødres og fædres intellektuelle liv.

Aldrig har der været mere brug for ”ånden fra RUC”. Her sidder man i rundkredse med langt nordisk hår og ryger pibe omkring en engelsk kamin, mens man drøfter det 20 århundredes store tænkere og deres betydning og konsekvenser. Og bagefter går man ud og snakker med christianitter og pædagoger og laver flotte demoer, mens solens skinner ned over landets rådhuspladser.

Faktisk burde dette mærkelige højskole-RUC være en slags arnested for universitetspolitisk opdragelse af de andre universiteter, så også RUC kan lære noget af dem, hvilket de ikke kan pt. pga. universitetsloven.

Naturligvis har RUC også været påvirket af universitetsloven, men mig bekendt uden de store skandaler og med en god ledelsesmæssig omsorg for substansen.

Vi skal have noget mere RUC-classic, som kan omstyrte Messerschmidts hyperwoke teknoland, som får mig til at føle mig som en skomager fra Bangladesh.

Jeg kan anbefale to RUC-relaterede publikationer, som jeg lige har siddet og hygget mig med, mens jeg har hørt Christiania-pladens afslutningssang ”I kan ikke så os ihjel”. Sangen blev skrevet af Bifrosts frontfigur Tom Lundén og fremført af bl.a. Annisette, Sebastien og Povl Dissing. Her er de to publikation:

Else Hansen: ”En koral i tidens strøm – RUC 1972-1997”, RUC 1997.

Mihail Larsen: ”De fire dimensioner – essays om forskning, uddannelse og formidling”, RUC 2012.

Interview med Messerschmidt: https://www.berlingske.dk/politik/messerschmidt-vil-lukke-ruc–er-blevet-en-woke-og-politisk-institution?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqcdk5PrlaG0iG3VNmeW9tiINiPpPjZmswt9ET28ZDs10GClv9ogeQ3oOUs9mfc%3D&gaa_ts=6906fab2&gaa_sig=ULz8Amjl7XdP5T9CRvC6BSdyAMx_z7b3kMY528Wn3k0uR14ykTi4NgYQzoQ8xgtMzRbqEMkOgSJH4ltEYlNMEQ%3D%3D

 

4. Den 1. oktober: Tony Blair og Donald Trump

Jeg siger lige noget, som jeg ikke har forstand på. En slags tanke:

Hvis jeg har forstået det korrekt, så vil Donald Trump bede den tidligere engelske premierminister, Tony Blair, om at styre Gaza.

Dette forslag er nok det mest overraskende ved den nye plan for Gaza. For Blair var jo meget tæt på Bill Clinton. Og Blair inspirerede i høj grad det globalistiske ”The age of learning”-segment, som herhjemme samlede sig omkring Nyrup og den kreative klasse (Mandag Morgen/Kompetencerådet/Learning Lab på DPU). Det var herfra vi senere fik både konkurrencestat og biostat.

Så udnævnelsen af Blair svarer på en måde til, at Trump beder Hillary Clinton om at styre f.eks. USA’s universiteter???? Eller måske at bede RUC om at styre Dansk Folkeparti?

Måske er tilstedeværelsen af Blair en årsag til, at mange europæiske lande støtter Trumps plan? Både landene og EU er jo en slags Blair-produkter i skumringen fra murens fald.

I så fald må man om Trumps skridt sige som Svend Gehrs, da Michael Laudrup scorede til 3-1 mod Uruguay i 1986: ”Det er genialt det der!”.

Jeg så kampen i det østligste Tyrkiet, hvor jeg blaffede rundt. Her blev jeg i byen Van meget gæstfrit modtaget af en lokal familie under Ramadanen. Kvinderne bar de skønneste tørklæder og virkede på ingen måder undertrykte. Tværtimod. Og alle var bare så venlige og sjove. Det hele var sådan lidt Uffe Elbæk-agtigt, bortset fra at vi drak te.

Van ligger i nærheden af bjerget Ararat, hvor Noa gik i land med sin ark. Det var i de glade 80’ere, hvor de progressive var i Kibbutz i Noas land, Israel. På den måde blev jeg verdensborger, dvs. det modsatte af ”globalist”, der jo prægede både Blair, men som faktisk også definerer Trump, som står for en slags forstærket tekno-anarko-globalisme, som er langt værre end Blairs, som også var forskrækkeligt.

Så foretrækker jeg at blaffe ned til Noas socialt indstillede kibbutzer og til mine muslimske venner fra Van. Herfra kan vi sejle vores ark til det skønne RUC, hvor en hel generation kom til syne, mens de andre universiteter efterhånden ødelagde sig selv.

Men ok, det hele er blot en strøtanke, for jeg forstår jo ikke det, jeg har forstået.

https://www.dr.dk/nyheder/udland/hvorfor-er-en-tidligere-britisk-premierminister-med-i-trumps-plan-mellemoesten

 

5. Den 1. oktober: RUC på DR

DR har netop haft en debatudsendelse på P1 med titlen ”Luk RUC”. Det var en pinlig affære for alle andre end RUC selv:

A.

Der var seks deltagere i debatten, men ingen repræsentanter for RUC! Det fremgik – nærmest i en bisætning – at RUCs ledelse ikke kunne deltage, men så kunne man have spurgt en gammel professor eller en studerende mm.

Det er ikke i orden.

B.

Flere af deltagerne havde travlt med, at RUC er ”venstreorienteret”. Magen til plat identitetspolitik.

Og der var ingen “venstreorienterede” med i panelet, som så sådan her ud:

Mikkel Bjørn, udlændingeordfører, (DF)

Sólbjørg Jakobsen, politisk ordfører (LA)

Josefine Paaske, Formand for Konservative Studerende på KU

Jesper Langergaard, Direktør Danske Universiteter

Trine Bramsen, uddannelsesordfører (S)

Janne Gleerup, forperson DM

Stinus Lindgreen, forskningsordfører, (RV)

Det er heller ikke i orden!

C.

Man skældte også ud på en underskriftsindsamling, der forsvarer RUC. Men der var heller ingen repræsentanter fra dette signatur-initiativ, som ellers har opbakning fra både professorer og studerende fra både RUC og andre universiteter.

Det er heller ikke i orden.

D.

Pludselig begyndte man at tale om den såkaldte “autobiografiske metode”, som om det var noget RUC’sk, men ingen vidste noget om den. Man synes blot den var hen i vejret, selvom ingen anede, hvad den udspringer af. Er der andre “metoder”, der skal “lukkes”? Vi var ikke i akademia.

Det var heller ikke i orden.

E.

Den værste var DF’s Mikkel Bjørn. Han repræsenterer det helt store opgør med det ”danske” og med det ”folkelige”. DF står for ”dansk fryseparti”.

Stinus Lindgren fra de radikale gjorde egentlig en god indsats, men han kom ikke ind på RUCs rige tilblivelseshistorie og dannelsesmæssige ræson d’etre.

F.

RUC er Danmarks sidste dannelsesuniversitet, selvom universitetsloven fra 2003 naturligvis også her har banket på. Men fordi ungdomsoprøret har været en definerende kraft, så har man haft lidt moderne modstand mod 2003-lovens effekter (“fra forskning til faktura”).

RUC er ungdomsoprørets, velfærdsstatens og efterkrigstidens store manifestation, som har dybe rødder i europæisk oplysning og samfundskritik. Tænk at reducere det så groft uden at inddrage folk med viden om historien og substansen.

Hvis man for alvor skal kritisere et universitet, kan man passende kaste sig over Aarhus Universitet. Her dominerer den ”teknokratiske vitalisme”, som er en slags forstærket 2003-ideologi, hvilket er ensbetydende med et frontalt opgør med den klassiske ånd i Aarhus. I stedet bør man etablere et virkeligt universitet i de smukke bygninger.

Herfra vil Aarhus og Roskilde kunne vekselvirke hen over kulturhistoriens stepper, mens de moderne højrewoke-partier går på jagt efter flere “venstreorienterede” og ”udlændinge” og “metoder”, som skal “lukkes”.

Og i Aalborg vil man nedlægge filosofiuddannelsen! Det vender jeg muligvis tilbage til.

Links:

P1: Luk RUC: https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-debat/p1-debat-2025/luk-ruc-11162501402

Underskriftsindsamling: https://docs.google.com/…/1FAIpQLSf…/closedform

Messerschmidts melding: https://www.berlingske.dk/politik/messerschmidt-vil-lukke-ruc–er-blevet-en-woke-og-politisk-institution?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqcdk5PrlaG0iG3VNmeW9tiINiPpPjZmswt9ET28ZDs10GClv9ogeQ3oOUs9mfc%3D&gaa_ts=6906fab2&gaa_sig=ULz8Amjl7XdP5T9CRvC6BSdyAMx_z7b3kMY528Wn3k0uR14ykTi4NgYQzoQ8xgtMzRbqEMkOgSJH4ltEYlNMEQ%3D%3D

Teknokratisk vitalisme i Aarhus: http://www.thomasaastruproemer.dk/teknokratisk-vitalisme-indlaeg-af-to-au-dekaner.html

 

6. Den 1. oktober: Trivselsdiskussion i Information

De to socialforskere, Jørgen Elm Larsen og Søren Juul, har d. 28. september publiceret en kronik til Information, hvor de kritiserer Brinkmanns, Tanggaards og undertegnedes bog ”Trivsel tur-retur” for at mangle samfundskritiske vinkler. De synes dog godt om bogen generelt, så det er jo fint.

Vores replik blev bragt samme dag. Vi synes, at vi – både i den aktuelle bog og i tidligere udgivelser – er ret samfundskritiske, men det kan man selvfølgelig være på forskellige måder. Endnu da, for DF vil jo lukke universiteter som er ”venstreorienterede” og så videre ned i skyttegravene.

Her er vores replik i fuld længde:

”I Information omtaler samfundsforskerne Jørgen Elm Larsen og Søren Juul vores bog Trivsel tur-retur, som udkom i foråret 2025. Undervejs har de en række rosende kommentarer til vores arbejde. For eksempel skriver de, at de »er enige med mange af bogens budskaber«. De har dog også en anke.

De mener, at vi med vores syn på mistrivsel overser betydningen af skolereformen, præstationskultur og ungdomskultur med videre.

Men det forstår vi ikke. I al fald indeholder bogen både et kapitel, der sætter trivselsbegrebet i direkte og kritisk sammenhæng med skolereformen, og et kapitel, der nærmest er en ideologikritisk undersøgelse af kulturudviklingen i de seneste årtier. Og disse emner drøftes også rundtomkring i bogens øvrige kapitler på forskellige måder.

Bogen er udtryk for en social og politisk kritik i pædagogikkens tjeneste.

Trivsel tur-retur følger dermed den linje, vores lille forfattertrio har lagt de seneste 15 år. Siden 2011 har vi udgivet fire store antologier, hvor vi har samlet folk med mange forskellige faglige og politiske udgangspunkter til at drøfte pædagogik, skolepolitik og dannelse.

Vi har kaldt det for »uren pædagogik«. Et arbejde, der netop har haft fokus på kritik, dels af skolereformens filosofi, dels af den tilstødende kulturudvikling og dels af det deraf følgende tryk på den næste generations sociale og personlige liv. Vi er derfor lidt forundrede over, at vi pludselig kritiseres for ikke at have fokus på disse emner.

Af kronikken fremgår det, at Larsen og Juul her i sommer har udgivet en bog om trivsel, som de trækker på. Vi glæder os til at studere deres syn på trivslens politiske, filosofiske og psykologiske aspekter, som i nogen grad lader til at være på linje med vores egne betragtninger.

En ting er måske forskellig. I vores bog arbejder vi med at etablere et dialektisk forhold til trivselsbegrebet. Det er det, vi forsøger at indfange med tur-retur-temaet.

Det betyder, at løsningen på trivslens problem hænger sammen med produktionen af trivslens problem. Metoden minder om den kritiske teoris metode, som vores to positivt indstillede kritikere formodentlig er bekendt med fra deres ungdom.

Det er, som om Larsen og Juul kun er med på turen, men glemmer returen.”

Citat slut.

Her i dag har Larsen og Juul så endnu et kort indlæg i avisen, hvor de fastholder deres kritik.

Larsen og Juul har netop udgivet en bog om emnet, som jeg glæder mig til at læse, med mindre den bliver forbudt i mellemtiden.

Her er links til de tre indlæg i debatten:

Jøren Elm Larsen og Søren Juul diskuterer bogen i en kronik i Information, d. 28/7-2025: https://www.information.dk/debat/2025/09/brinkmann-co-goere-individualismen-trivselsdebatten-glemmer-samfundskritikken

Vores svar bringes i avisen samme dag: https://www.information.dk/debat/2025/09/glemt-samfundskritikken-larsen-juul-husket-laese-vores-bo

Og d. 30/9 bringer Information endnu et indlæg fra Larsen og Juul: https://www.information.dk/debat/2025/09/ja-brinkmann-co-laest-jeres-bog-staar-ved-vores-kritik

 

7. Den 3. oktober: Fagbevægelsen og dannelse

Den kæmpestore paraplyorganisation, Fagbevægelsens Hovedorganisation, afholdt for et par dage siden en konference med titlen: Skal dannelsesidealet støves af eller bygges om?

De inviterede deltagere var følgende personer:

Stina Vrang Elias, adm. direktør, DEA

Claus Holm , institutleder ved DPU

Lars Olsen, debattør, tæt på Antorinis ”Ny nordisk skole”.

Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening

Camilla Hutters , leder af Nationalt Center for Erhvervspædagogik

Trine Ladekarl Nellemann , formand for epx-ekspertgruppe

Mads Haugbølle Behrendsen, formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation

Maja Bødtcher-Hansen, formand for Danske Gymnasier

Anja Østergaard Jensen , leder for et 10. Klasse Center

Søren Bundgaard Axelsen, underviser i 10. klasse på Aarhus Tech

Som man kan se, er de mest centrale personer i panelet eksponenter for total ligegyldighed over for dannelsens tradition. Her tænker jeg især på Claus Holm, som er til konkurrencestatslæring, og på Stina Vrang Elias, som i sin tid var ude i det helt store opgør med gymnasiets tradition. Og de to fagforeningsformænd fra hhv. Danske Gymnasier og DLF har næppe gjort nogen nævneværdig modstand.

Og der var ingen fra den efterhånden meget brede kreds, som har arbejdet med dannelsesbegrebet i den ene eller den anden sammenhæng. Det er meget tankevækkende med al den mangel på tanke.

Og nu vi er i fagforeningsland: Mange af de fraværende dannelsesfolk støttede faktisk lærerne under lockouten i 2013. Det kan man bestemt ikke sige om Claus Holm og Stina Vrang Elias.

Dette konstellation siger virkelig noget om, hvilken deroute dansk fagbevægelse har gang i.

Link til FHs Linkedin-opslag om konferencen: https://www.linkedin.com/posts/nanna-h%C3%B8jlund-6211957_skal-dannelsesidealet-st%C3%B8ves-af-eller-bygges-activity-7378836673150836736-AUfK/?originalSubdomain=dk

 

8. Den 4. oktober: DF vil fyre gymnasierektor

Dansk Folkepartis absurde raid mod ”de venstreorienterede” på RUC er ikke en enlig svale. Der er også andre, der skal “fyres” og “lukkes ned”, og hvad det alt sammen hedder på DF-sprog.

Nu har en DF-politiker, Nick Zimmermann, nemlig kastet sin fråde over rektoren for Randers Statsskole, Mogens Pold.

Årsagen til Zimmermanns utilbørlige harme er, at nogle elever fra Polds gymnasium har besøgt en lokal bosnisk moske og fået en fin lille rundvisning for at lære om Islam og denne religions praksisser. De kvindelige elever har naturligvis iført sig tørklæde. Man går jo heller ikke i Netto med bar røv.

Zimmermann og DF vil ligefrem fyre den stakkels rektor, som forståeligt nok er ”ret overvældet”, for han og hans lærere har jo bare gjort et godt stykke alment dannende kulturarbejde med skolens elever. Pold virker ikke engang “venstreorienteret”, som det hedder på DF-sprog.

Og tænk på hvilken både rig og tragisk historie hele det “bosniske” spørgsmål bærer på! Bosnierne skal snarere have solidaritet fra den europæiske dannelsestradition, som gymnasiet jo udspringer af. Og bosnisk islam er meget langt fra fundamentalisme. Det hele er så forenklet og groft. Zimmermanns reaktion er stærkt bedrøvelig.

Man kan læse om det hele i nedenstående artikel fra BT, hvor der også er et link til det FB-opslag, der har vakt så meget furore.

Socialdemokraten Frederik Vad lader til at støtte Zimmermanns synspunkter, ligesom Mette Frederiksen og Messerschmidt også var sammen om at være efter RUC. Der er en form for parløb mellem DF og S, som forstærker hinandens værste sider.

I stedet for RUC vil Messerschmidt have private tekno-universiteter i bedste Trump/Musk-stil. Det er Dansk Fryseparti i fordoblet woke. Man får lidt ondt af DF, som jo egentlig havde åndelige rødder i den nationale tradition. Ak ja, nu er ”det danske” reduceret til en banal ”identitet”, som sættes i modsætning til “det venstreorienterede”. Man er gået fra “folkeparti” til “fryseparti”.

Nick Zimmermann selv er fra Randers. Af hans CV fremgår det, at han har en uddannelse som ”lager- og logistikoperatør”. Han trænger til en tur på Mogens Polds fine skole.

https://www.bt.dk/politik/skoleklasses-moske-besoeg-vaekker-harme-paa-christiansborg-det-er-indoktrinering?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqfXtVvYHhu74_pmrYkzExf3Jc9LtJjXUsEh5s0PSK5-UD5jmIkVkAx0JsH7uyw%3D&gaa_ts=6906fcb2&gaa_sig=r5QvZfAx4xDI_cIQSjrh-HRPOrHs7_UgDZfVu0OGGpg2tFURaKVDfaG9p3oB_k1MP-k2-O6PGFeSWunXtOY29A%3D%3D

 

9. Den 5. oktober: Den åndelige kamp mod ”åndelige oprustning”

Jeg vil her kort omtale tre kritiske indlæg i diskussionen om “åndelig oprustning”:

A.

En af landets store litterater og dannelsesmænd, Per Øhrgaard, giver ikke meget for ”åndelige oprustning”. Efter Øhrgaards mening dækker dette begreb over en form for forfatningsmæssig og moralsk nedsmeltning – en autokratisk tendens – som kun Højesteret og folket selv i en eller anden vekselvirkning kan sætte en stopper for.

I et indlæg i Kr. Dagblad eksemplificerer Øhrgaard problemet med en række især nyere sager. Og her er et citat fra Øhrgaards tankevækkende konklusioner:

”For den nuværende regering synes intet helligt, slet ikke retssikkerheden. Den er nærmest til besvær. Men det er lige præcis dens eksistensberettigelse. Borgerens retssikkerhed skal naturligvis være til besvær for magthavere og myndigheder. Den er selve fundamentet for et demokrati, som vil fortjene sit navn.

Magthaverne bør derfor se at få genfundet deres moralske kompas, som de tydeligvis har lagt fra sig i de senere år. De må lære, at der er og skal være noget over Folketinget: Nemlig retsstaten, uden hvilken al politik bliver et flertals vilkårlige magtudøvelse.”

Til sidst kalder Øhrgaard på handling, hvis vi skal sætte en stopper for kursen mod det, som han kalder for et ”autokrati”, hvilket er en afart af fascisme:

”Det er alarmerende, at der ikke rejser sig en langt stærkere opposition mod den voksende tendens til autokrati. Kan Folketinget ikke finde ud af at dæmme op for tendensen, må befolkningen kræve det af sine politikere. Ellers vil vi snart opdage, at de fingre, vi måtte pege ad Viktor Orbán eller Recep Erdogan, retter sig mod Danmark. Der er ikke brug for “åndelig oprustning”, men moralsk selvbesindelse.”

B.

I sidste uge havde psykologen Svend Brinkmann en kronik i Altinget, hvor han også kritiserede ”åndelig oprustning”, dog ud fra et mere filosofisk synspunkt. Han skrev bl.a. følgende:

“Hvis ånden er som en sommerfugl, giver det ikke megen mening at opruste den. Både ånd og sommerfugl har det bedst, når de får lov at flyve frit. Gør man ånden til forsvarslinje og redskab for modstandskraft, sætter man vognen for hesten – for nu at låne et engelsk ordsprog. Ånd har værdi i sig selv og skal ikke gøres til våben.”

C.

Og så skal man jo betænke, at hele dette autokratiske system sætter sig igennem via ophedede og ekstremistiske fjendebilleder. Præsten Katrine Winkel Holm har en fortræffelig beskrivelse af nogle af disse processer i et aktuelt indlæg i Ræson. Hun konkluderer følgende:

“For regeringens åndelige oprustning handler ikke om at diskutere vildt – eller læse Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig. Den åndelige oprustning ligner snarere en dyne af ensretning, der skal rulles ud over landet, så respektløs kritik – “splittelsen i vores land” – druknes i slagord og krigspanik.”

Med Øhrgaards, Brinkmanns og Winkel Holms indlæg samler der sig en tendens til at landets åndeligt interesserede personer melder sig helt ud af regeringens totalitære projekt. Det er dejligt at se, at modstanden mod det ny autokratiske system kommer fra folk med mange forskellige faglige og politiske udgangspunkter.

Per Øhrgaard: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/oehrgaard-det-er-alarmerende-der-ikke-rejser-sig-en-langt-staerkere-opposition-mod-den

Svend Brinkmanns indlæg: https://www.altinget.dk/artikel/svend-brinkmann-jeg-er-ikke-laengere-begejstret-for-regeringens-aandelige-oprustning

Katrine Winkel-Holms indlæg: https://www.raeson.dk/2025/katrine-winkel-holm-fri-os-fra-mette-frederiksens-aandelige-ensretning/

 

10. Den 5. oktober: Hvad foregår der?

I sidste uge fik vi at vide, at der var dødsensfarlige droneangreb over det hele. Atomkrigen var lige oppe over, og vi skulle rette raketterne mod Rusland og så videre.

Men nu – fortæller DR – kalder regeringen blot disse “droner” for ”luftobservationer”. Det er rystende læsning. I næste uge hedder det nok ”luftkasteller”, hvis jeg må være lidt sjov.

Forsvarsministeren udtaler følgende:

“Jeg tror, at læren af det, vi har set i forhold til droneobservationer – eller det vi nu i højere grad kalder luftobservationer – er jo, at det kræver jo mange forskellige ting for helt præcist at se, om der er en drone, eller om det er nogen andre objekter.”

Og i en anden artikel – også fra DR – udtaler en major følgende:

“Der er en risiko for, at det, der er blevet set, ikke nødvendigvis er droner, fordi det er meget svært at afstandsbedømme på en nattehimmel, sagde han efter hændelsen i Københavns Lufthavn til DR og tilføjede:

“Planeten Venus er ofte blevet rapporteret som et flyvende objekt, der har stået stille over for eksempel naboens sommerhus. Det siger alt om, hvor svært det er at afstandsbedømme i mørke”.”

Det hele minder om Nord Stream 2-skandalen. Også her var regeringen helt oppe i de ekstremistiske tåger med udskamninger og fyringer og så videre. Efterfølgende viste sabotagen sig at stamme fra kredse tæt på den ukrainske og amerikanske stat, hvis jeg har forstået det ret.

Hvem ved? Måske er ”luftkastellerne” også fra Ukraine? eller fra en legeonkel i Bangladesh? Man kan jo ikke stole på noget, der kommer fra denne ekstremistiske regering.

Det hele minder mig også om dengang, hvor Mette Frederiksen sagde, at coronanedlukningens hastelovsinferno var på ”myndighedernes anbefaling”, selvom de centrale sundhedsmyndigheder var stik imod den totalitære aktion.

Efter nedlukningerne var forbi i sommeren 2022 blev den borgerlige opposition kritisk over for Frederiksen. De ville ligefrem stille hende for rigsretten. Men i slutningen af 2022 fik hun alle partierne med på sin ekstremistiske kriseideologi, som nu fosser ud af statskassen, mens alle er tavse som små lam.

Og faktisk minder det hele også lidt om dengang i 2013, da Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister – sammen med Corydon og Antorini – løj om deres involvering i lockouten af lærerne i 2013. Efterfølgende truede de endda SFs daværende leder på hendes efterfølgende civile karriere, hvis hun udtalte sig om sagen.

Det sidste eksempel jeg nævnte – det om folkeskoleloven fra 2013 – handler om konkurrencestatens angreb på velfærdsstatens frihedsside, dvs. om opportunismens og grænseløshedens sejr. Det var økonomernes tid.

Det forrige eksempel – det om nedlukningen – handler om biostatens udvidelse af konkurrencestaten ind i kroppene, dvs. om kontrollens og teknologiens sejr. Som man siger i Socialdemokratiet: ”Overvågning er lig med frihed”. Det var smitteeksperternes tid.

De første og mere aktuelle eksempler handler om sikkerhedsstatens/krigsstatens radikalisering af opportunisme og kontrol. Det er frygtens symbiose med grænseløshed og teknokrati. Også kaldet ”åndelig oprustning”: En dansk version af Donald Trumps nye anarko-kapitalistiske hyperkrypto-globalisering. Det er krigseksperternes tid.

Hvorfor er der så tavst på tinge, og hvorfor arrangeres der ikke store demonstrationer? Det er kun den heltemodige Theresa Scavenius, som undervejs i alle tre overgreb på demokratiet har vist retspolitisk karakterdannelse og ånd i hendes store indsats for at redde hendes og vores samfund og fædreland.

Links:

DR’s ene artikel fra i går: https://www.dr.dk/nyheder/indland/foerst-blev-det-kaldt-droneaktiviteter-over-kritisk-infrastruktur-nu-kalder-ministeren-det

DRs anden artikel fra i går: https://www.dr.dk/nyheder/indland/mystiske-droner-over-danmark-efterforskningen-har-afkraeftet-flere-droneobservationer

Theresa Scavenius indlæg fra d. 3. oktober: https://www.facebook.com/tbbscavenius/posts/pfbid02wRwRTrDuCzpAqUY9w5XmU8JGwx491AHeKWCWuBH8chvMYknHoNVCAfwhWbxib8bZl

Læs evt også Uffe Jonas’ kommentar. Han er ligeså oprørt som jeg: https://www.facebook.com/uffejonas/posts/pfbid02fJE7bPetwS7pKWj5XFEzASybzv4jPY3SXqkbM74G91gDuzSFcKUGrh3QbMw18GQKl

 

11. Den 8. oktober: Kronik om autoritet

Jeg vil gerne fremhæve Lene Tanggaards og Noomi Matthiesens kronik i Kr. Dagblad, hvor de drøfter pædagogisk autoritet med udgangspunkt i Hannah Arendts og Løgstrups autoritetsfilosofi. Kronikkens pointe er, at skolen har mistet sin forbindelse til autoriteten og dermed til pædagogikkens liv.

For Arendt er skolen et pædagogisk sted ”between past and future” og mellem autoritet og frihed, dvs. med både romersk og græsk baggrundsfilosofi. Det er både-og. Det er derfor, hun virker så moderne og så fortidsrettet på samme tid. Uden autoritet ingen frihed. Og de to kronikører fremhæver nogle lignende overvejelser hos Løgstrup.

Denne tilgang arbejder på et dybere plan end alt dette skæld-ud og PDO og så videre ned i Marianergraven, hvor den pædagogiske filosofi er udraderet.

I kronikkens konklusion kan man læse følgende forsvar for ”institutioner” som pædagogiske “steder”, der går imod skolereformens ”målpinde”-logik:

”Skal autoriteten genvindes i vores fælles institutioner, så er det allervigtigste derfor, at de igen får mulighed for at virke som fagligt og sagligt orienterede steder og uddannelsesinstitutioner. Ikke som butikker eller serviceenheder, hvor der skal leveres resultater på målpinde.”

Dette opgør med ”målpindene” er skam stadig relevant, eftersom skolens i dag styres via store test- og kvalitetssystemer. Og den anden dag havde Morten Messerschmidt en kronik om folkeskolen i Politiken, hvor han fokuserede på OECD’s PISA-målinger og lignende, dvs. et regelret opgør med autoritet og dansk tradition.

Dansk Folkeparti er født i en slags had til ”det pædagogiske”, som det ”danske” og det ”folkelige” ellers er skabt og udviklet ved.

Tanggaard og Matthiesen inddrager også journalisten Mads Olriks tankevækkende bog ”Jeg er kommet for at ryste jer”, som sætter fokus på autoritetsbegrebet og dets forbindelse med en konkret lærers praksis. Olrik er endda så venlig at referere til mit arbejde med ”Pædagogikkens to verdener”, som udkom i en revideret udgave sidste år.

Man kan rolig sige, at den pædagogiske filosofi i dag bor hos psykologerne i Aalborg, hvor de to forfatterinder er ansat. Og også lidt hos mediet Zetland, hvor Mads Olrik arbejder. Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, har da også bidraget til bogen ”Sidste chance – nye perspektiver på dannelse”, som Tanggaard var med til at redigere i sin tid sammen med Brinkmann og mig selv. Brinkmann er i øvrigt ud af samme faglige tradition som kronikørerne, nemlig den socialt orienterede psykologi.

I parentes vil jeg i den forbindelse sige, at Lene Tanggaard sammen med endnu en åndsfælle, psykologen Klaus Nielsen, har udgivet en meget interessant bog ”Pædagogisk psykologi for lærerstuderende”. Her kan man lære, at John Hatties statistiske målstyringspædagogik, som jo var en central del af skolereformen og af DPUs indre, er knyttet til den behavioristiske tradition for adfærdskontrol. Desuden gennemgås alternativerne, nemlig de humanistiske og sociale traditioner, på en virkelig tankevækkende og godt formidlet måde.

Som jeg vurderer det, så bekræfter kronikkens analyse Tesfayes milde forstærkninger af lærerens autoritet, men det nævner jeg helt for egen regning, for kronikken nævner det ikke selv.

Mange tak til Noomi og Lene og alle de andre.

Diverse links:

Tanggaards og Matthiesens kronik om autoritet: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/hvad-er-det-overhovedet-en-autoritet-laereren-skal-have-tilbage

Messerschmidts kronik om folkeskolen: https://politiken.dk/debat/kroniken/art10564841/Her-er-fem-ting-der-vil-l%C3%B8fte-kvaliteten-i-folkeskolen

Folkeskolens ordensbekendtgørelse: https://www.uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe/laeringsmiljoe/ro-og-klasseledelse/fremme-af-god-orden-i-folkeskolen

 

12. Den 8. oktober: Mobiler og AI

Der er kommet et forbud mod mobiltelefoner i skolen og i de yngste børns fritidstilbud samt diverse restriktioner på skolens brug af hjemmesider. Det er skønt.

Og nu foreslår statsministeren oveni, at man helt skal forbyde salg af mobiltelefoner til børn under 15 år. Og der er tilsyneladende tale om et genuint og glædeligt skifte, selvom grænsen burde være 18 år. Man ser for sig, hvordan børn løber glade ud på engene og gør sig virkelige erfaringer.

Nedenfor kan man tilgå et facebook-opslag, jeg lavede i 2018. Her kan man fornemme den digitaliseringsbegejstrede stemning, der prægede magtens kredse dengang. Og på Aarhus Universitet, hvor fakultetet ARTS helt har tabt forbindelsen til universitetets ide, har man siden omkring 2010 promoveret digitaliseringskompetencer ‘all over’ i globaliseringens tjeneste. Man kalder det for ”digital dannelse”.

Især lægen Imran Rashid og lektor Niels Pasgaard bør have medaljer for deres store indsats. De har stået fast, mens samfundet og barndommen blev opslugt i amerikanske tech-ideologiske systemer. Jeg har vedhæftet et aktuelt eksempel på Pasgaards tilgang, hvor han diskuterer med en forsker fra Aarhus Universitet.

Og der skal stadigvæk arbejdes. De aktuelle reformer er slet ikke nok efter min mening. Mit eget take på emnet, kan man læse i nedenstående kronik i Ræson fra i vinters, hvor jeg oplister 13 IT-politiske principper.

Og så er der et stort MEN, som jeg kom til at tænke på, mens jeg gik tur rundt om Egå Engsø. For på en måde er alt det der med sociale medier måske snart ligegyldigt. For snart behøver man jo slet ikke at kommunikere med ”en anden”, som man trods alt gør på Facebook. Man kan nøjes med at kommunikere med en robot, dvs. med AI, som både kan være både sød og forstående, og som repræsenterer WWW som sådan.

På en måde kan forbuddet mod SoMe jage ungdommen hen til AI, hvorved dårligdommene forstærkes. Det var dette paradoks, der slog mig nede ved søen.

Staten lægger op til omfattende brug af AI, selv i sociale og administrative processer, og man kan tale ”humant” sammen med sin egen lille robot, som nærmer sig kroppens indre. Det er denne transhumanistiske tankegang, som den aktuelle amerikanske regering er skabt af. Her hersker kryptovalutaen, den digitaliserede valuta, som truer statens eksistens.

Det er lige før, at Facebook – eller noget lignende – kunne være en oprørskanal, som det var tilfældet under f.eks. det arabiske forår.

Så man skal med det samme i gang med at forbyde AI, undtagen i meget afgrænsede processer. Man kan jo heller ikke købe heroin i Netto. Der skal nedsættes en slags forfatningsråd af kritiske eksperter, der holder denne trussel mod humanitet og tænkning ude af både børns og voksnes liv.

Links:

Den politiske aftale om forbud mod mobiltelefoner mv.: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2025/september/250930-ny-aftale-om-mobilfrie-folkeskoler-og-fritidstilbud

Mette Frederiksens åbningstale i folketinget: https://stm.dk/statsministeren/taler/statsminister-mette-frederiksens-tale-ved-folketingets-aabning-den-7-oktober-2025/

Facebook-opslag fra 2018: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156405069919481&id=837549480

Mit eget bud på en IT-politik fra december 2024 i Ræson: https://www.raeson.dk/2024/thomas-aastrup-roemer-13-forslag-til-en-humanistisk-skaermpolitik/

Eksempel på Niels Jakob Pasgaards indsats. Her i kamp mod Aarhus Universitets medieforskere: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/dannelsesforsker-om-mobilfri-skoler-vi-faar-mindre-zalando-og-gambling-i-timerne-og-samtidig-mere-dannelse

 

13. Den 24. oktober: Ny bog om karakterdannelse

Om et par uger udkommer en ny antologi, ”Karakterdannelse – højnelse til humanitet”, på forlaget KLIM. Det er lederen af det ny Center for Karakterdannelse, Jonas Norgaard Mortensen, der har redigeret. Svend Brinkmann har skrevet forordet.

Jeg har haft lejlighed til at læse bogen og kan fortælle, at der er tale om et fremragende værk med vigtige filosofiske, historiske og pædagogiske nedslag i begrebet karakterdannelse og dette begrebs sammenhæng med dannelse, skolehistorie og pædagogik.

Bogen er en slags pædagogisk-filosofisk manifestation. Et opgør med den uddannelsespolitiske instrumentalisme, som har præget perioden efter årtusindeskiftet. Udover mit eget ubehjælpsomme, men dog velmente bidrag, som drøfter forholdet mellem dannelse og karakterdannelse, myldrer det med interessante tanker og analyser, som har rødder i danske og europæiske åndstraditioner.

Det er pædagogikkens og filosofiens verden, som pludselig samler sig. Det er som at komme hjem til årsagerne.

Udgivelsens relevans er forstærket af, at den såkaldte Trivselskommission har fremhævet karakterdannelse som et centralt aspekt af en slags pædagogisk korrektion af trivselsbegrebet. Men karakterdannelsen har langt dybere rødder, hvilket også fremgår af mange af bogens artikler, som det videre politiske og pædagogiske arbejde efter min opfattelse bør lade sig inspirere af.

Bogen indeholder følgende artikler, her ordnet efter indholdsfortegnelsen:

– Ove Korsgaard (professor emeritus i pædagogisk filosofi): “At blive et menneske man kan regne med – Dydsetikkens pædagogiske tradition og relevans i dag”

– Paul Otto Brunstad (norsk professor i pædagogisk filosofi). Brunstad bidrager med to artikler:

“Mere end at blive den bedste udgave af sig selv – Karakterdannelse mellem personlig blomstring og fælles ansvar”

samt:

“Fællesskabet er en smuk gave og en krævende opgave – Dyder og karakterdannelse i et demokratisk perspektiv”

– Svend Brinkmann (professor i psykologi): “Karakterens byggesten– Karakterdannelse i et etisk og kulturelt perspektiv”

– Thomas Aastrup Rømer: “Når dannelse mister karakter, og karakter mister dybde – Dannelse, personlighed og åndsfrihed i vekselvirkning med verden”

– Stefan Hermann (tidl. rektor for Københavns Professionshøjskole): “Når trivsel skygger for dannelse – Karakterdannelsens udfordringer i pædagogik, undervisning og trivsel”

– Jonas Norgaard Mortensen (ph.d.-studerende og ekspert i europæisk humanisme, især den såkaldte ”personalisme”). Mortensen bidrager med to artikler:

“At træde i karakter i relationer – Karakterdannelse som relationel tilværelsesforståelse”

samt:

“Amo, ergo sum. Jeg elsker, derfor er jeg – Karakterdannelse som menneskelighed, forskellighed og fremmedkærlighed”

– Finn Thorbjørn Hansen (professor i anvendt filosofi): “Træernes hvisken og sjælens gehør – Karakterdannelse som resonans med det uudsigelige og det mere-end-menneskelige”

– Mogens Pahuus (professor emeritus i filosofi): “At lære at leve – ikke kun at klare sig – Skolens formål og karakterdannelse i Løgstrups pædagogiske tænkning”

– Kirsten M. Andersen (formand for Grundtvigsk Forum, underviser ved læreruddannelsen i Haderslev): “Fortællinger får karakteren til at træde frem af skyggen – Livsoplysning og karakterdannelse i lys af fortælling”

– Ole Sejer Iversen (professor i digital teknologi): “Transformativ handlekraft og moral i en verden af algoritmer – Karakterdannelse og pædagogik i mødet med digitalisering”

– Mattias Stølen Due (psykolog): “Familien som et karakterfuldt dannelsesfællesskab – Karakterdannelse som forældreansvar og risiko i en præstationskultur”

– Stine Liv Johansen (lektor i medieforskning): “Digitale spejle og moralske kompasser – Karakterdannelse i en digitaliseret og medialiseret verden”

Bogen udkommer d. 7. november, men kan allerede bestilles nu.

https://klim.dk/bog/karakterdannelse/

 

14. Den 26. oktober: Er EVA ”uafhængig”?

Ifølge finansloven skal Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) lukkes. Skolemonitor bringer i den forbindelse et interview med Else Sommer, der er bestyrelsesformand for EVA.

Else Sommer taler om, at EVA er en ”uafhængig vidensaktør”, men det er helt forkert. Det forholder sig modsat. EVA er både organisatorisk og værdimæssigt en integreret del af konkurrencestatens apparat, som jo har stået for en både diskursiv, værdimæssig og empirisk instrumentalisering af landets uddannelsessystem. EVA har et kæmpeansvar for denne deroute.

EVA har i alle årene været karakteriseret ved en total mangel for interesse for den pædagogiske tradition og forskning. Kun læringsmålstyringens ideologer har fundet plads i litteraturlisterne. Det har gjort ondt at iagttage denne selektive behandling af pædagogisk kundskab.

Man har mig bekendt heller ikke drøftet evalueringsbegrebet i sig selv. Man har blot overtaget konkurrencestatens definitioner. Det er så langt fra ”uafhængig”, som man kan komme. Jeg har selv skrevet ph.d. om “læring og evaluering i nyere uddannelsesteori”, så allerede i 2000-03 satte jeg mig grundig ind i evalueringsbegrebets indhold og effekt. Det siger kort sagt noget om tingenes tilstand, at Else Sommer mener, at EVA er ”uafhængigt”.

Men hvordan kan hun gå i byen med så eklatant en misforståelse?

Nuvel, svaret er måske, at Sommer selv har været en integreret del af hele det ideologiske læringssystem. Hun er økonom, som jo har overtaget fra pædagogerne, og udover sit engagement hos EVA har hun været ansat i København Kommune børne- og ungeforvaltning, hvor man var helt på KL/Corydons vogn og så videre. Hun er også næstformand i bestyrelsen for Københavns Professionshøjskole, hvor hun må have været med til at ansætte sin tidligere politiske chef, børne- og ungeborgmester, Anne Vang, som ny rektor og dermed til forstærke KL/UC-ideologien. Her var Vangs forgænger, Stefan Herman trods alt godt bekendt med baggrundsdiskussionerne. Formanden for KP’s bestyrelse er Antorinis læringsaktivistiske embedsmand under skolereformen, Jesper Fisker. Det er et uskønt system. KP her i øvrigt netop ansat en ny chef for pædagoguddannelsen. Hun kommer, ligesom Anne Vang og Else Sommer, også fra en stilling i Børne- og Ungeforvaltningen i Københavns Kommune, hvor hun var HR-chef. Vi er i professionshøjskolernes mærkelige land, som også giver ærespriser til skolereformens arkitekter.

Else Sommer er kort sagt en del af det, jeg har kaldt for Danmarks Pædagogiske Oligarki, og det er måske derfor, at hun kan kalde EVA for ”uafhængig”, selvom det modsatte er tilfældet.

Hvad der er ligeså galt, det er, at Skolemonitors journalister uden videre kolportere Sommers ”uafhængigheds”-ideologi i deres egne formuleringer i stedet for at spørge ind til sagens indhold.

Jeg vedhæfter et legendarisk eksempel på EVAs dybe afhængighed af konkurrencestatens systemer; nemlig en rapport fra 2012 om arbejdet med ”fælles mål”, som både filosofisk og empirisk fordrejer emnet på det groveste. Rapporten drøftes kritisk både i Keld Skovmands og Hans Dorfs bøger, og jeg omtaler den også selv i en af mine bøger. Og der er bestemt ikke tale om en enlig svale.

Både Anders Bondo Christensen, Niels Jakob Pasgaard og Finn Wiedemann har også været ude med kritiske bemærkninger på hhv. LinkedIn, FB og POV International.

Referencer:

Interview med Else Sommer i Skolemonitor: https://uddannelsesmonitor.dk/nyheder/politik/article18666930.ece

Analyse af EVA-rapport fra 2012: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-evas-rapport-om-faelles-maal-og-laeringsmaalstyring-fra-2012.html

Gældende lov om EVA: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/600

EVAs hjemmeside: https://eva.dk/

Anders Bondos kommentar: https://www.linkedin.com/posts/anders-bondo-christensen-154b5378_har-eva-bidraget-til-en-bedre-folkeskole-activity-7388020694405595136-B6qo/?utm_source=share&utm_medium=member_desktop&rcm=ACoAAAhRHdkBtypo5g-RnogoxJomUkNv2zINx-k

Niels Jakob Pasgaards kommentar: https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/pfbid02kPRRKChiKZk1ZyEggsMc1W3HAxUTeNAHaDAN2ShGjQAaeLTaErEimmvvjpGqTFBZl

Tilføjet, d. 27/10: https://www.a4medier.dk/uddannelse/artikel/danmarks-stoerste-professionshoejskole-henter-chef-fra-koebenhavns-kommune

Tilføjet d. 28/11: Lektor Finn Wiedemanns indlæg om sagen i POV: https://pov.international/mere-evaluering-er-ikke-altid-bedre/

 

15. Den 28. oktober: Louise Klinges arbejde

Den indflydelsesrige free-lanceforsker, Louise Klinge, er gået i clinch med undervisningsministerens milde planer om mere autoritet i skolen. Klinge har samlet 500 medunderskrivere på en interessant kronik i Politiken, hvor hun med rette lægger ansvaret for skolens problemer på skolereformens ideologi.

Problemet er dog efter min mening, at Klinges eget arbejde er en slags integreret del af selvsamme skolereforms-ideologi. Det udløser et skolehistorisk paradoks, som jeg måske vil vende tilbage til. Kronikken spræller i sit eget net.

Spørgsmålet er, hvad Klinges teori er lavet af? Det undersøgte jeg for et par år siden i nedenstående artikel, som blev publiceret i Socialpædagogisk Tidsskrift. Hvis I holder ud til enden, så havner vi i skolehistoriens skønneste egne. Klinge har faktisk en slags kontakt til pædagogikkens liv, men glemmer det bare i hovedsporet.

Flere har været ude med kritiske markeringer, og i dag svarer Klinge en af sine kritikere i Skolemonitor. Jeg synes, hun trækker lidt i land, men måske overfortolker jeg.

Links:

Min analyse af Klinges arbejde:

http://www.thomasaastruproemer.dk/undersoegelse-af-relationskompetence-og-skaeldud.html

Klinges kronik, d. 10/10: https://politiken.dk/debat/kroniken/art10577790/Tesfaye-du-m%C3%A5-ikke-reducere-komplekse-udfordringer-til-pegen-fingre-ad-b%C3%B8rn-og-for%C3%A6ldre

Klinges svar til kritiker fra i dag, d. 28/10: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18675386.ece?utm_campaign=Skolemonitor%20-%20det%20daglige%20nyhedsbrev&utm_content=2025-10-28&utm_medium=email&utm_source=skolemonitor

 

Nedenfor kan man læse 15 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra juli-august 2025.

De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

Indholdsfortegnelse:

1. Helle Øbo anmelder ”Trivsel tur-retur”
2. Anne Søgaard anmelder ”Trivsel tur-retur”
3. Konferencer og artikler om lærings- og undervisningsbegrebet
4. Claus Henriksen anmelder ”Trivsel tur-retur”
5. “Welcome to Philosophy of Education in Denmark. With Some Critical Remarks on Higher Education Policy”
6. DPU 25 år
7. Lektørudtalelse om ”Trivsel tur-retur”
8. Slut med Kontrast
9. Bertel Haarder kritiserer corona-nedlukningerne
10. Anders Bondo Christensens nye bog om folkeskolen
11. Asger Sørensen kritiserer danske universiteter i amerikansk tidsskrift
12. Jens Hougaard Nielsen anmelder ”Trivsel tur-retur”
13. Hvad er åndelig oprustning?
14. Ministerielle forskydninger
15. Nyt trebindsværk i støbeskeen

 

1. Den 3. juli: Helle Øbo anmelder ”Trivsel tur-retur”

Direktør for Askov Fonden, Helle Øbo, har anmeldt ”Trivsel tur-retur” for Altinget. Bogen er skrevet af Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og undertegnede.

Øbo er begejstret.

Overskriften er ”Den her bog vil mere end alle de andre bøger om børns trivsel”.

Helle Øbo skriver, at bogen er et udtryk for ”en mere grundlæggende samtale om, hvad det vil sige at være menneske – barn og ung – i et skole- og samfundsliv præget af systemtænkning, indikatorer og styringslogikker.”

Efter en kort gennemgang af bogens indhold konkluderer hun:

”Det er en analyse, der kalder på eftertænksomhed, og som fremhæver pædagogikken som et nødvendigt og modigt modtræk på tidens krise.”

Øbo kalder udgivelsen for ”en nødvendig bog”.

Det er den tredje fremragende omtale af vores bog. Først var der lektor Niels Jakob Pasgaards omtale på FB og derefter lektor Steen Nepper Larsens anmeldelse i Information.

Hvem ved? Måske kan det gå som i 2011-17, hvor udgivelsesrækken ”Uren pædagogik 1-3” bidrog til at luge ud i skolereformens teknokratiske vitalisme, eller som i 2021 hvor bogen ”Sidste chance – perspektiver på dannelse” bidrog til at gentænke og revitalisere dannelsesbegrebet?

https://www.altinget.dk/boern/artikel/4-aer-spoergsmaalet-er-om-vi-i-virkeligheden-boer-tale-mindre-om-trivsel

 

2. Den 19. juli: Anne Søgaard anmelder ”Trivsel tur-retur”

Konsulent og forfatter Anne Søgaard har anmeldt bogen ”Trivsel tur-retur”, som er skrevet af Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og undertegnede. Anmeldelsen kan tilgås på både LinkenIn og Facebook, jf. nedenfor.

Anne Søgaard er begejstret. Her er nogle få sammenfattende citater fra hendes anmeldelse:

”Den bog kommer til at rykke”

”Tak for at give os Trivsel tur-retur”

”Trivsel tur-retur giver os pædagogikken tilbage”

”Skynd dig og læs den”

Efter sommerferien rejser os forfattere lidt rundt og fortæller om bogens emner, og der vil også være et arrangement på årets Bogforum, d. 7-9. november.

https://www.facebook.com/vensomhed/posts/pfbid0rmauaDk1BYs6gsbieA4n7zc7Ma8wgYrfBaw6ZySponLn1uKtiJQmiZSZ2cjtXxTrl

 

3. Den 20. juli: Konferencer og artikler om lærings- og undervisningsbegrebet

Tilbage i 2015 og 2016 arrangerede jeg som lektor ved DPU to dagskonferencer om hhv. læringsbegrebet og undervisningsbegrebet.

Disse emner var presserende, fordi skolereformen fra 2013 hvilede på et smalt og antipædagogisk læringsbegreb, som endda forsøgte at udelukke undervisningsbegrebet. Vi skulle gå ”fra undervisning til læring”, som man sagde.

Konferencerne fandt sted i DPU’s Trøjborgafdeling. Programmet for de to dage kan tilgås nedenfor.

Mine egne oplæg på de to konferencer dannede baggrund for to senere publikationer:

– For det første en tekst om læringsbegrebet. Artiklen udkom efterfølgende i det svenske tidsskrift ”Utbilding och demokrati”. Her forsøgte jeg at redde læringsteoretikeren Jean Piaget fra hans elever, især Knud Illeris og Jens Rasmussen. I stedet finder jeg en helt anden Piaget frem.

– For det andet en artikel om undervisningsbegrebet. Denne artikel udkom i tidsskriftet ”Studier i Læreruddannelse og profession”. Her gøres undervisning til en åndsvidenskabelig aktivitet med remtræk til store dele af den moderne pædagogisk-filosofiske tradition.

Jeg er stadigvæk meget glad for disse konferencer og grundlagsstudier, som jo gik stik imod den ideologi, som havde udviklet sig på DPU siden omkring 2008.

Konferencerne fandt sted få måneder efter, at Claus Holms poststrukturalistiske og læringsideologiske kernetropper i april 2015 havde beskyldt mig for ”had” og ”tilsvining” på grund af en helt regulær kritisk analyse.

De to konferencer var et slags videnskabeligt svar, båret af kærlighed til pædagogikken og dens videnskab.

I dag er der vist ingen, der laver den slags tekster og sætter dem i spil? DPU-forskerne er nok lidt bange. Det er nok det, som kaldes for ”åndelig oprustning”.

Her er links til det hele:

A. Konferencen i 2015:

Program for konference om læringsbegrebet, september 2015: https://arts.au.dk/aktuelt/arrangementer/vis/artikel/laeringsteoretisk-dag

Efterfølgende artikel om læringsforskningen: Rømer, T.A. (2017). “Nogle realistiske bemærkninger til Piagets læringsteori“, Udbildning & Demokrati, vol. 26, nr. 3, s. 85-104. https://journals.oru.se/uod/issue/view/137

B. Konferencen i 2016:

Program for konference om undervisningsbegrebet, oktober 2016: https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/nyhed/artikel/mini-konference-om-undervisningsbegrebet

Efterfølgende artikel om undervisningsbegrebet: Rømer, T.A. (2017). “Undervisningens gavegivning“, i Studier i LærerUddannelse og Profession, vol. 2, nr. 1, s. 73-89. https://tidsskrift.dk/SLP/article/view/27689

C. Klagesagen fra april 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu

 

4. Den 31. juli: Claus Henriksen anmelder ”Trivsel tur-retur”

Journalist Claus Henriksen har anmeldt bogen ”Trivsel tur-retur” på hjemmesiden ”Bogblogger.dk”, jf. nedenstående link. Bogen er skrevet af Lene Tanggaard, Svend Brinkmann og undertegnede.

Henriksen er yderst positiv. Vi får f.eks. at vide, at bogen…

”…stiller spørgsmål, vi har brug for at få stillet. Og den gør det med eftertryk og akademisk præcision.”

Anmeldelsen indeholder desuden formuleringer som…:

”Og selvom bogen trækker på både filosofi, pædagogik og psykologi, er den faktisk forbavsende tilgængelig. Det er ikke fordi, du skal have en ph.d. for at følge med. Men du skal være villig til at tænke. Og til at lade dig forstyrre lidt.”

”En veloplagt og velargumenteret kritik”

“Trivsel tur-retur” er ikke en bog, der vil alle det godt. Det er en bog, der gerne vil os noget vigtigt. Og det gør den – både med skarphed og sans for, hvor vi måske alle sammen er begyndt at sejle lidt med på en fortælling, som ikke rigtigt holder vand.

”En lille bog med stor betydning”

Mange tak til Claus Henriksen for denne flotte anmeldelse af vores lille bog, som netop er kommet i andet oplag.

https://bogblogger.dk/?p=67181

 

5. Den 5. August: “Welcome to Philosophy of Education in Denmark. With Some Critical Remarks on Higher Education Policy”

I 2023 afholdt Dansk Filosofisk Selskab årskonference på DPU.

Selskabets formand, filosoffen Asger Sørensen, holdt velkomsttalen.

Hans tale er åbningskapitel i selskabets nyligt udkomne engelsksprogede årsskrift.

Selvom konferencens tema var ”The nature of nature”, valgte Asger Sørensen at tale om situationen for den pædagogiske filosofi på DPU.

Titlen på Sørensens indlæg er følgende:

”Welcome to Philosophy of Education in Denmark. With Some Critical Remarks on Higher Education Policy”

Kort sagt: Et forsvar for pædagogisk filosofi.

Sørensen har en rig filosofisk forståelse af pædagogik og uddannelse. Han trækker på Marcuse/den unge Marx, Løgstrup og Alasdair Mcintyre og på mange andre. Det frugtbare princip lader til at være følgende: Alle kloge mennesker har fat i noget, selvom de ikke nødvendigvis har ret i alt.

Ud af denne strøm taler Sørensen en humanistisk og demokratisk pædagogisk filosofi frem, som har dybe rødder i pædagogikkens sociale og etiske muligheder.

Med udgangspunkt i dette begreb om pædagogik og uddannelse kritiseres den aktuelle uddannelses- og forskningspolitik for erhvervsrettet instrumentalisme. Og ikke mindst kritiseres DPUs leder, Claus Holm, for helt ukritisk at slutte op om denne konkurrencestatsretorik.

Sørensen skriver bl.a. følgende om DPU’s ledelse:

”For Holm, The meaning of education is thus reduces to vocational training, and that is all there is”.

I den forbindelse kommer Asger Sørensen også ind på Holms fyring af mig selv i 2022. Der sker i en længere epilog. Sørensen ser fyringen som et udtryk for den pædagogisk filosofis svære vilkår på DPU siden 2008. Her er et lidt længere uddrag:

“However, as mentioned above, by the end of 2022, just a few months before the annual meeting of the Danish Philosophical Society in 2023, Rømer surprisingly found himself to be one of six faculty members selected for dismissal.

At the time, he was the member of the philosophical faculty at the School of Education best known to the general public. A prolific writer, he had publicly analyzed and discussed, but also criticized, the strategic decisions of both the school and university management until just a few weeks before his dismissal.

Indeed, it was hard to avoid the suspicion that those selected for dismissal had been chosen from among the critical voices at the School. Also dismissed was Stavros Moutsios, who at the time had just published online a highly critical analysis of the bureaucratic governance of universities, using several examples from AU.”

Sørensens arbejde med at forene filosofi, politik og institutionel udvikling viser, at DPUs ledelse arbejder stik imod åndelig og filosofisk udvikling.

Denne konklusion understøttes af Claus Holms tale ved DPUs 25 års jubilæum i forrige måned. Her gør Holm op med hele den danske og almenpædagogiske tradition til fordel for et slags globaliseret evidenssprog, og han nævner slet ikke den store kritiske diskussion af DPU og af pædagogik, som udviklede sig fra omkring 2010. Det er åndelig nedsmeltning. Jeg vender tilbage til disse jubilæumstaler ved en senere lejlighed.

Asger Sørensens tale er også udgivet på dansk i mediet ”Paradoks”.

Links:

Link til årsskriftet, 2025: https://brill.com/view/journals/dyp/58/1/dyp.58.issue-1.xml

Link til Paradoks (dansk version), 2023: https://paradoks.nu/aarbog/2023-2024/

Link til Claus Holms tale ved DPU’s jubilæumsfest: https://dpu.au.dk/viden/video/dpu-25-aar

 

6. Den. 3. august: DPU 25 år

I år fylder DPU 25 år. I den forbindelse var der d. 20. juni et fagligt jubilæums-arrangement med taler af DPU’s leder, Claus Holm, og af repræsentanter for de seks forskellige fagmiljøer. Der var også en kort introduktion af dekan for ARTS, Maja Horst.

De forskellige indlæg kan tilgås på DPU’s hjemmeside, jf. link i bunden.

Arrangementet var en empirisk bekræftelse på den faglige deroute, som DPU har befundet sig i siden 2008, hvor DPU kom under Aarhus Universitet. Samme år fik man en ny instrumentalistisk og magtfuld ledelse med Lars Qvortrup som ny dekan. Ledelsen fik en nærmest enevældig kontrol over kommunikationsapparatet, som Claus Holm blev ansvarlig for som prodekan.

Pædagogikken og universitetet blev konkurrencestatens tjener. Det var en tragedie for pædagogikken og dens videnskab.

Lad mig her opholde mig ved fire aspekter af Claus Holms indledende jubilæumstale, som er dobbelt så lang som de øvrige indlæg:

For det første udviser Holm intet forsøg på at relatere til den omfattende pædagogiske og historiske kritik, der har været af skole- og uddannelsespolitiske emner eller af DPU som sådan. Dermed bekræfter Holm tendensen i sit eget virke. Holm har som sagt været en del af DPUs ledelse siden 2008, og hans arbejde bygger på en blanding af en meget teknisk orienteret systemteori, en form for Althussersk/marxistisk strukturalisme og en slags organisatorisk vitalisme, som kommer fra de sørgelige rester af Nietzsche.

Denne uheldige begrebsorganisme resulterer i en nærmest vitalistisk og underdanig teknokratisk indstilling. En form for autoritær og uforudsigelig substans under konkurrencestatens herretegn.

Konsekvensen heraf er en næsten total glemsomhed i forhold til de baggrundstraditioner, som DPU er en udløber af. Alting startede i 2000 og især i 2008.

For det andet gør Holm uden videre op med en forsimplet og nærmest plat forståelse af dansk pædagogisk tradition, som ”er sig selv nok”, som det hedder. I stedet for sættes en form for evidenstænkning, der udviklede sig fra 00’erne, og som senere materialiserede sig i skolereformen 2013. Holm og hans åndsfæller var engagerede fortalere for de nye læringsprincipper, som jo byggede på et opgør med pædagogisk og dannelse.

Der er i talen ingen tegn på selvopgør eller erindring hos Holm. Det er ubegribeligt, at det får lov til at fortsætte.

For det tredje gør Holm op med pædagogisk praksis. Vi får at vide, at der ikke findes ikke ”lokale metoder” i pædagogikken. Metoderne skal i stedet findes af forskningen i en form for globalt funderet evidenskatalog. Holm vil ”videnskabeliggøre pædagogikken”, som han siger. Det er evidensens tyranni, og Holm har da også været ivrig fortaler for OECDs indflydelse.

Det var denne tankegang, der satte den kritiske bevægelse ”uren pædagogik” i gang fra 2011. Uren pædagogik var en slags modreaktion på det ny DPUs ideer.

Endelig, for det fjerde, støtter Holm globaliseringen af kvalitetssystemerne. Denne anglificerings-tendens – som er mere global end engelsk – bekræftes ved, at den ellers dansksprogede konference afsluttes med et engelsk indlæg af den pæredanske professor Dorthe Staunæs, som i 2015 klagede til universitets ledelse, da hendes arbejde fik kritik.

Staunæs’ klage blev vel at mærke understøttet af Holm. Vi er ikke i åndsfrihedens verden.

Staunæs’ virke er en central del af den identitetspolitiske og poststrukturalistiske tendens, det såkaldte ”woke”, som udviklede sig i slutningen af 10’erne. Staunæs kritiserer (med rette) Trumps angreb på universiteterne, selvom hun selv og Holm begge to selv er en slags Trump, som forsøger at udslette kritik med administrative midler. Efter Staunæs’ klage sørgede Holm for, at hun fik en flot karriere. Hvad bliver det næste? At Bjarne Corydon bliver generaldirektør for DR?

Det var i øvrigt Holms og Staunæs’ identitetspolitiske rapport om kønspædagogik, som Mattias Tesfaye kaldte for ”sjask”.

At konferencen indledes af Holm og afsluttes af Staunæs markerer en form for ideologisk struktur.

Med disse fire pædagogikødelæggende manøvrer bekræfter Holms tale den faglige og videnskabelige deroute, som DPU har befundet sig i siden 2008. Vi befinder os i en slags ekkokammer.

DPU’s deroute forstærkes af, at Aarhus Universitet fra omkring 2008 har været en del af samme proces. Man ville skabe et globaliseret universitet. Ansættelsen af dekan Maja Horst i 2023 bekræfter dette. Horst har skrevet en hel bog om sit opgør med det klassiske universitets dyder og filosofi. I stedet skal universitetet løse ”udfordringer”. Man forstår godt, at Horst i sin tale ikke ønskede at ”se tilbage”, som hun kalder det. Denne fortidsangst svarer helt til Holms lukkede verden.

Det er i den forbindelse sigende, at der ikke er nogle ”hyldesttaler” fra det politiske niveau eller fra andre universitetsmiljøer. Vi er i et lukket land af institutionelt forfald. Holm kalder dette forfald for ”en karakterstyrke”, og han omtaler konsekvent DPU som et ”vi”, som skal konkurrere med professionshøjskolernes ”systemer”. Det er hans helt egen version af ”åndelig oprustning”, der bygger på et opgør med ånden.

Jubilæumsfesten bekræfter, at DPU og AU siden 2008 har indgået i en vekselvirkende negativ spiral, som langsomt men sikkert marginaliserer fri forskning og selvstændighed i tanken. Jeg har dokumenteret det grundigt i bogen ”Universitetet og dets fjender”, hvis nogen skulle være interesseret i den fulde historik.

De seks faglige indlæg ved jubilæumsarrangementet bekræfter ovenstående konklusioner på forskellige måder, eftersom selv de talere, som tidligere havde et kritisk potentiale, virker helt slukørede og underdanige. Det vender jeg tilbage til.

Link til konferencens indlæg:

https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/dpu-25-aar

 

7. Den 5. august: Lektørudtalelse om ”Trivsel tur-retur”

Bogen “Trivsel tur-retur”, som jeg har skrevet sammen med Lene Tanggaard og Svend Brinkmann, har netop fået en virkelig god lektørudtalelse.

Her er lektørens konklusion:

“Interessant og væsentligt bidrag til en vigtig debat, som her angribes fra en anden vinkel end den gængse.”

Den fine omtale kommer oveni en lang række andre gode anmeldelser. Hvem ved? Måske ender udgivelsen med at få politisk og pædagogisk effekt.

 

8. Den 8. august: Slut med Kontrast

Siden november 2023 har jeg været betalt skribent for det nye medie Kontrasts hold af såkaldte ”modløbere”. Frem til februar 2025 har jeg skrevet 21 indlæg/kronikker til mediet om politiske, historiske og pædagogiske emner.

Samarbejdet med Kontrast er nu indstillet på redaktionens initiativ. Måske er det ok, da jeg ikke definerer mig selv som ”borgerlig” på den måde, som generelt set præger mediet. Og selvom det er ærgerligt at miste en mere formel formidlingskanal, så har jeg i hele perioden mødt stor åbenhed og interesse fra de to redaktører, Lars Kaaber og Mikael Jalving.

Her i efteråret skal jeg i stedet skrive indlæg til de to medier ”Skolemonitor” og ”Uddannelsesmonitor”.

Nedenfor kan man se en liste i kronologisk orden med de artikler, som jeg har skrevet ind i sammenhængen, hvor jeg har forsøgt at tage pædagogikkens parti imod både røde og blå.

På det vedhæftede link kan man læse selve artiklerne. Det er Kontrasts redaktion, der har valgt overskrifterne.

1. Hvor dybt kan en skole synke
2. Autoritet er det modsatte af rå magt
3. Mød Vø – en melankolsk ung kvinde taler ud
4. De borgerlige dræbte ’det danske’
5. Ånden fra Haderslev
6. Kampen om universitetet er kun lige begyndt
7. Sådan afskaffede Socialdemokratiet sig selv
8. Nu skal drenge også være 12-tals-piger
9. Gammel strid i Socialdemokratiet spidser til
10. Grundloven taler om undervisning, ikke om læring
11. EU-modstanderne er blevet tilhængere – og tilhængerne er blevet skeptikere
12. Få slipper levende fra mødet med Danmarks Pædagogiske Universitet
13. Starten på Socialdemokratiets kollaps finder du hos Kirkens Korshær
14. Fonde bestemmer over forskning
15. Maskinerne overtager mødet mellem lærer og elev
16. Regeringen hader ånd
17. Tak til Alex Vanopslagh for at tage dannelsen alvorligt
18. Fogh efterlod os med en filosofisk klimakrise
19. Kører Cepos i åndelig tomgang
20. Sådan fik Liberal Alliance betydning i dansk politik
21. Dagbog fra biostaten

Jeg håber, at Kontrast stadig vil udvikle sig, for der er faktisk mange gode skribenter og indlæg.

Link til alle indlæggene: https://kontrast.dk/skribent/Roemer

 

9. Den 13. august: Bertel Haarder kritiserer corona-nedlukningerne

I september 2022 udkom bogen ”En frygtløs tænker”. Bogen handler om Bertel Haarder. Det er en slags interviewbog på 422 sider, som er samlet og nedskrevet af Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt.

Undervejs kommer Haarder naturligvis ind på mange ting. F.eks. fylder corona-nedlukningen en del.

Først er det dog værd at nævne, at Haarder har dybe rødder i den såkaldte nynordiske højskolebevægelse, som bl.a. udsprang af Rønshoved Højskole, hvor han voksede op. Han taler også varmt om hans tid på landets ’tredje universitet’, Askov Højskole, før denne i 1972 blev sprængt af ungdomsoprørerne, som flyttede til Kolding. Det er næsten som at læse noget, jeg selv kunne have skrevet. Der er endda et citat fra Helge Rodes fantastiske pædagogisk-filosofiske genforeningsskuespil ”Moderen” fra 1920. Hele denne opvækst-fortælling kører frem til s. 120.

A. Nedlukningen

Nuvel, her er et par noter fra Haarders corona-diskussion, som især findes i kapitel 7, som er det mest ”frygtløse”, jvf. bogens titel. Kapitlet hedder ”Grænser for politikerstyre”.

Haarder stemte for Mette Frederiksens nedlukninger, men det fortryder han bittert, lader det til. Han nævner følgende:

– Hvorfor skulle nogle skoler lukkes, selvom der ingen smittede var?

– Grænselukningerne havde ingen ”logisk begrundelse”.

– Mette Frederiksen og regeringen ”appellerede til de mest primitive nationalistiske følelser, da de lukkede grænserne.”

– “Al Mette Frederiksens snak om ”danskerne” var lummer og ikke til at holde ud at høre på, selvom for mig, der er sønderjyde og så dansk, som det er mulig at være”.

– Haarder er meget kritisk overfor angrebet på ”domstolenes uafhængighed”. Der var ”ikke en eneste dommer, der løftede så meget som et øjenbryn” noterer han forarget.

– Haarder er også kritisk over for forsøget på at styre pressen: ”I en situation, hvor vi mere end nogensinde havde brug for en demokratisk debat, lukkede de to største medier ned for debatudsendelser. Jeg begriber ikke, at ledelserne ikke råbte meget højt”.

– Haarder kritiserer også regeringens angreb på myndighederne:

”Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, startede med at udvise sund fornuft og anbefaldede ikke at lukke hverken grænser eller skoler. Men han blev sat på plads”.

– Haarder kritiserer også lukning af kirker og kulturliv.

– Og videre; ”Eksperterne skræmte i månedsvis livet af mange med deres falske alarm om den britiske variant, som viste sig hverken at føre til flere syge, døde eller indlæggelser, trods alle strækhistorierne”.

– ”Coronaen kostede den danske statskasse 500-600 milliarder kroner”

– ”Coronarestriktionerne har tændt en følsom streng i mit sind. Det, vi mistede, var vores frihed”.

Haarder konkluderer: ”Jeg var tosset over at kirkerne, domstolene, DR og TV2 fandt sig i det. De var alt for servile og underdanige og hævdede ikke deres selvstændighed. (…) Der var alt for mange servile hofsnoge og mikrofonholdere”.

Og endnu en konklusion: ”Først tager man friheden fra folk, og så skal de sidde pænt som en hund og sige tak for, at de får lidt af friheden tilbage. Det havde jeg svært ved at tage”.

Og videre:

– ”Vi, der er modstandere af et barnepigesamfund, skal love os selv og hinanden, at vi aldrig igen retter ind efter lignende meningsløse regler som dem vi blev mødt med under coronanedlukningerne”.

– ”Dødsangsten blev skamredet og spillede en altoverskyggende rolle i regeringens og mediernes håndtering, ikke mindst efter Mette Frederiksen tidlige udtalelser om, at hvert eneste dødsfald var en tragedie”.

– ”Hvordan gik det til at de pårørende fandt sig i, at gamle mennesker sad alene og ensomme i den sidste del af deres liv? Man ødelagde deres liv for at forlænge det”.

– ”Det er, som om sund fornuft forsvinder, når frygt for døden bruges som argument (…). Der er intet værre end en befolkning, der lader sig åndeligt undertrykke”.

På et tidspunkt møder Haarder en af de mange ”eksperter”, som helt havde købt Frederiksens præmis. Ham har han intet til overs for.

Haarder mener selv, at han adresserer disse emner i en tale ved Folketingets åbning, men det synes jeg nu står lidt svagt.

Jeg har fundet tre anmeldelser af bogen. Ingen af dem omtaler Haarders ret grundige og kritiske diskussion af nedlukningerne. Det er meget mystisk, for bogen udkommer jo få måneder efter ”genåbningen”.

B. Skolepolitikken

Til sidst vil jeg sige, at der også er en totalt ukritisk behandling af Haarders tid som undervisningsminister, især af hans anden periode. Haarder stod i 2005-2010 for den endelige demontering af det han elsker, nemlig dansk og grundtvigsk skoletradition, hvilket han ikke selv er opmærksom på.

Jeg vil kalde det for et eksistentielt paradoks, som formodentlig har noget at gøre med hans ekstremt positive syn på EU. Han er ikke opmærksom på, at EU er det modsatte af den nynordiske tradition, som er ægte verdensborgerlig.

Så hvor Haarders grundtvigske dannelse redder ham over på kritikkens side, når det kommer til coronanedlukningen, så har den ingen effekt i skolepolitikken, udover en kort bemærkning ifm. omtalen af de nationale test. Han var vist nok lidt imod, at Lars Løkke ville offentliggøre testene, så de kunne bruges som almene kvalitetsstandarder. Men han ender med at købe hele pakken.

Reference:

Anne Knudsen & Steen Valgreen-Voigt: “Bertel Haarder – en frygtløs tænker”, Gyldendal, 2022.

 

10. Den 18. august: Anders Bondo Christensens nye bog om folkeskolen

I april 2025 udkom Anders Bondos bog ”En stærk lærerprofession – forudsætningen for den nye skole”. Det er en kort og velskrevet sag på blot 70 sider. Bondo var formand for Danmarks Lærerforening i de turbulente år 2002-2020.

Det har været særligt interessant for mig at læse Bondos bog, fordi jeg har skrevet om nogle af de samme processer i de to bøger ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering” (2021) samt ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning” (2023).

Bondos bog er mestendels en gennemgang af DLF’s nyere historie, med særligt fokus på tiden omkring skolereformen i 2013. Der er ikke så meget nyt, men det er alligevel interessant at læse om Bondos syn på udviklingen, og det er godt at blive mindet om kronologien.

A. Bondos filosofiske udgangspunkt

Filosofisk set er Bondo et barn af efterkrigstidens humanistisk-demokratiske skoletænkning. Især Løgstrups etik står centralt, og Bondo lægger stor vægt på DLF’s filosofisk prægede professionsideal fra 2002, som var Løgstrup-inspireret.

Bondo nævner også DLF’s efterfølgende ”folkeskoleideal” fra 2019, der var inspireret af Alexander von Oettingen, som har rod i den tysk-didaktiske tradition.

Bondo skriver, at disse to ”idealer” blev ”vigtige grundpiller i lærernes fælles professionsforståelse i en tid, hvor lærerstanden var under massivt pres”. Det er fine ord.

B. Bondo og konkurrencestaten

Bondo er særdeles kritisk overfor den skoletænkning, som udviklede sig i slutningen af 00’erne, og som førte til skolereformen i 2013. Han forbinder det direkte med konkurrencestatens neototalitære system. Her i citat:

”De styringstiltag, som var den bagvedliggende årsag til reformerne, havde skridt for skridt bevæget skolen fra at have fokus på oplysning og dannelse til at være en institution, der havde til formål at sikre arbejdskraft. I bogen ”Konkurrencestaten” satte professor Ove Kaj Pedersen ord på skolens nye målsætning: ”Skolens opgave er at skaffe soldater til konkurrencestaten””. (s.49)

C. Bondo og forskerne

Bondo er desuden kritisk overfor mange pædagogiske forskeres ukritiske understøttelse af skolereformens ideologi. Han nævner næsten ingen navne, men det virker klart nok, at det især er DPU og professionshøjskolerne, den er gal med. Disse kredse var jo helt gift med konkurrencestaten og skolereformen. Her i citat:

”Enkelte skoleledere og pædagogiske forskere forsøgte at give udtryk for, at der ikke var nogen sammenhæng mellem alle politikernes gyldne løfter om en langt bedre skole og så de stærkt forringede vilkår for lærernes muligheder for at gennemføre en god undervisning. Den generelle tilbagemelding fra professionshøjskoler, skoleforskere, lederskribenter m.fl. lagde sig imidlertid lige i slipstrømmen af politikernes lovprisninger” (s.37)

Skolelederforeningen kritiseres også. Foreningens daværende formand, Anders Balle, skrev i 2016 en helt ukritisk antologi om skoleledelse, som understøttede de nye reformer. Lars Qvortrup og Andreas Rasch-Christensen, som på det tidspunkt var skolereformens centrale forskningsmæssige ideologer, skrev de to første kapitler med fuldt reformudtræk i referencesystemerne.

Siden har Rasch-Christensen ændret opfattelse. Det har Qvortrup derimod ikke. Qvortrup var leder af DPU i 2008-11 og fra 2016 leder af ”Nationalt center for skoleforskning”, som blev understøttet af DPU og UC VIA.

Desuden omtales en kronik fra 2019 af 31 økonomer, som forsvarede de nationale test. Der var kun én pædagogisk forsker blandt de 21, nemlig Lars Qvortrup, der som leder af DPU var en central fortaler for de nye systemer. Bondo nævner ikke Qvortrups navn eksplicit, så det er min egen præcisering.

Bondo fremhæver derimod to forskere, Nana Vaaben og Pia Böwadt, som undtagelser fra den negative tendens. Böwadt var også Løgstrup-mand og havde kritiseret DPU’s læringsfolk, og Vaaben sammenlignede skolereformens skoleleder med professor Nidkær fra Harry Potter.

Det var ”pædagogikkens to verdener”, som jeg selv kaldte det i en bog fra 2015.

D. Bondo og Risager

Bondo fortæller, hvordan vindene skiftede efter 2015. Han omtaler især Merete Riisagers virke meget positivt. Pludselig gik man fra konkurrencestatens ”læring” til igen at tale om dannelse og pædagogik. Men Riisager måtte kæmpe hårdt. Her i citat:

”Risager havde ikke meget godt at sige om skolereformen og iværksatte initiativer, som Finansministeriet ikke brød sig om. Heller ikke alle kommunale chefer så med milde øjne på initiativerne. Men mangel lærere opfattede det som en skolepolitisk og pædagogisk håndsrækning”. (s.46)

Bondo refererer desuden fra et arrangement for kommunernes skolechefer, der beskriver stemningen i KL. I en tale fortæller en af direktørerne forarget, at Riisager vil gøre op med skolereformens ide om at gå fra undervisning til læring. Bondo fortæller, at de kommunale skolechefer kommer med ”buh-råb” mod Riisagers ideer. Det er en fin information.

E. Afsluttende bemærkninger

Det hele står desværre meget kort, og der er stort set ingen omtale af den store faglige og filosofiske diskussion, som fandt sted i skolereformens kølvand. Især er det underligt, at sagerne om Erik Schmidt og Keld Skovmand ikke omtales. DLF gjorde faktisk en stor indsats for at hjælpe Schmidt, som jo vandt over KL i landsretten i en ytringsfrihedssag, der havde skolereformen som klangbund.

Bondo slutter med en ret positiv vurdering af samarbejdet omkring ”Ny start” fra 2018, hvor KL og DLF igen blev “venner”. I min optik var dette initiativ reelt et udtryk for, at DLF anerkendte skolereformens overherredømme. Bondo er da også kommet i tvivl, lader det til. Han ender med at tale om ”et ægte dilemma” (mellem indflydelse og principper). Selv nøjes jeg med principperne.

Mange tak til Bondo.

Reference:

Anders Bondo Christensen: ”En stærk lærerprofession – forudsætningen for den gode skole”, Fjordager, 2025. https://www.fjordager.com/en-staerk-laererprofession

 

11. Den 22. august: Asger Sørensen kritiserer danske universiteter i amerikansk tidsskrift

Lektor ved DPU, Asger Sørensen, har netop publiceret en artikel i det seneste nummer af det amerikanske tidsskrift ”Journal of Educational Controversies”.

Artiklens titel er “Freedoms and Rights of Academic Citizenship are Essential. Reflections on the Situation at Universities in Denmark”.

Via analyser af den universitetsfilosofiske tradition argumenterer Sørensen for ideen om en videnskabelig republik. Og han forklarer, hvordan forskningsfriheden i Danmark blev undergravet af universitetsloven fra 2003, hvor den spirende konkurrencestat omdannede universiteterne til strategiske og erhvervspolitiske organisationer.

I den forbindelse fremhæver Sørensen især den problematiske situation på DPU, og han nævner også den fyringsrunde i 2022, som jeg selv blev en del af, og som jo var en direkte konsekvens af 2003-lovens filosofi. Der er endda en ret grundig omtale af min egen sag, som dermed bliver en slags empirisk eksempel på Sørensens almene tese.

Det er en virkelig flot artikel, som Asger Sørensen har skrevet. Han er en af DPUs sidste frie intellektuelle.

Nu venter vi blot spændt på, at Sørensen skal forsvare sin disputats, som er et enestående forsvar for den pædagogiske filosofis indhold og betydning. Bedømmelsesudvalget var begejstret. Spændende om DPU også er?

I 2010 forsøgte DPU’s daværende leder, Lars Qvortrup, at fyre Asger Sørensen, fordi Sørensens forskning angiveligt ikke var ”relevant”. I dag fører Qvortrups elev, Claus Holm, den antipædagogiske fakkel videre. Situationen er kaotisk og tavs.

Godt at de triste nyheder nu kan læses af hele verden, så der kan komme pres på for en gennemgribende reform af den pædagogiske forskning specifikt og af universiteterne som sådan.

Formentlig er der ledsagende tavshed fra AU/DPU-segmentet? Både fra dem, der har magten, og så alle de frygtsomme.

Reference:

Sørensen, Asger (2025) “Freedoms and Rights of Academic Citizenship are Essential. Reflections on the Situation at Universities in Denmark,” Journal of Educational Controversy, Vol. 17: No. 1, Article 3. https://cedar.wwu.edu/jec/vol17/iss1/3/

 

12. Den 24. August: Jens Hougaard Nielsen anmelder ”Trivsel tur-retur”

Lærer Jens Hougaard Nielsen har anmeldt ”Trivsel tur-retur” på sin FB-profil. Hougaard Nielsen er særdeles positiv og skriver f.eks. følgende om de tre returrejser:

”Bogen kommer hele vejen rundt; psykologisk, socialt og psykologisk.

Lene Tanggaard som den oversavede dame, der lader sig skære midt over og springer frisk og frejdigt frem spillevende,

Svend Brinkmann, der får verden til at forsvinde, og vupti er den der fuldt og helt igen,

og Thomas Aastrup Rømers fantastiske Houdini-nummer, hvor han vikler sig ind i lænker og håndjern og nedsænker sig i vand og med usvigelig sikkerhed vikler sig ud igen brøkdele af sekunder før druknedøden indtræder.

Det burde få alle politikere og pædagogisk engagerede til at sige “Nu er det nok”.”

Mange tak til Jens Hougaard Nielsen for den gode anmeldelse og for fine og tankevækkende metaforer.

https://www.facebook.com/fridolin.non/posts/pfbid02VFfHgQC1a821YWnvjQnL8UjgpUhhZ9VnUdhszhkv8UWbL54oqcTPsWEMbrhLMBS8l

 

13. Den 24. august: Hvad er åndelig oprustning?

Nu har jeg endelig fundet ud af, hvad ”åndelig oprustning” er for noget. Det er følgende:

– Fjern helligdage uden videre. Efter næste valg napper vi påsken.

– Sænk prisen på en pose kaffe med en femmer. Amen!

– Forstærk 00’ernes store konkurrencestatsreformer, dvs. mere økonomisk defineret erhvervsretning af universiteter, ungdomsuddannelser og skoler.

– Skær ned på filosofi og åndsvidenskabelige fag.

– Nedlæg resterne af velfærdsstatens pædagogisk-historiske institutioner; f.eks. HF, som jo har rødder i syntesen mellem socialisme og liberalisme.

– Fasthold nationale fag- og trivselsmålinger, hvor børn skal evaluere sig selv ind i en statslig datamaskine, som underminerer lærerens myndighed.

– Tal ned om skolereformen fra 2013, mens man fastholder og udvider dens grundlæggende filosofi.

– Marginaliser de folk, som i årevis har kritiseret de forhold, som man nu hævder at være imod, selvom man fastholder og udvider selvsamme forhold.

– Ansæt den store antiånd, Bjarne Corydon, som generaldirektør for DR.

– Brug pengene på jetjagere og teknologi i stedet for på kultur og pædagogik.

– Underminer den forfatningsbestemte magtdeling og giv staten al magt ligesom under coronanedlukningen.

– Fratag folk deres statsborgerskaber med 20 års tilbagevirkende kraft, fordi de siger deres mening i en tråd på Facebook.

– Og så videre….

Det er det, vi skal ”gå i døden for”, som det kaldes.

Den slags fortidshad kan man ikke tage alvorligt.

Gå imod åndelig oprustning, men gå ind for ånd og for åndelig omsorg og tilsynekomst! Dvs. gå imod enevældig teknificering, men gå ind for fortidens uafbrudte rumlen i den næste generations eksistens og forsamlinger.

 

14. Den 25. august: Ministerielle forskydninger

I 1848 oprettede man et ”Kultusministerium”, som skulle dække kirke, kultur og undervisning i bred forstand.

I 1916 blev ”kirken” skilt fra i et selvstændigt ministerium. Resterne af Kulturministeriet samledes i et ”Undervisningsministerium”, som skulle dække både undervisning, kultur og til dels universiteter (som mest var direkte under kongelig forordning). På den måde kunne skole, universitet og kultur vekselvirke, hvilket afstedkom en rig kulturudvikling i mellemkrigstiden.

De sidste store undervisningsministre i denne tradition var socialdemokraten Julius Bomholt, som i efterkrigstiden forbandt skolen med kulturhistoriens dialoger. Bomholt var teolog og tidligere forstander for arbejderhøjskolen i Esbjerg. Den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen var ud af samme tradition. Også her spillede pædagogik og kultur sammen.

Men i 1961 blev Undervisningsministeriet splittet op igen. Vi fik et selvstændigt Kulturministerium, hvis første minister netop blev Julius Bomholt. Folkeoplysning og højskoler kom også under det nye ministeriums ressort. Herfra blomstrede de danske kulturinstitutioner.

Men dermed var undervisningsministeriet ladt alene, nu uden både ”kirke” og “kultur”. Det blev starten på en større deroute for den nu kulturløse skolepolitik. Skolen tabte langsomt men sikkert sin sammenhæng.

Delvist fra 1993 og endegyldigt fra 2003 mistede Undervisningsministeriet også universiteterne, som det ellers havde fået endegyldig magt over i 1970. Man etablerede et nyt Forskningsministerium, som hurtigt blev defineret ved ”fra forskning til faktura”. Dermed tabte universiteterne også kontakten til pædagogikken.

Og skolerne tabte jo dermed forbindelsen til kundskabernes dannelse/universiteterne. Nu handlede det hele om et økonomisk og teknologisk defineret ”læring” i de desavouerede institutioner.

Således splittet og delt måtte både Undervisningsministerium og Forskningsministerium se sig selv sive hen under Finansministeriets hegemoni. Nu var det nationaløkonomer, der definerede alle centrale og filosofiske emner.

Besøger man undervisningspolitiske konferencer fra ca. 2005 og frem til i dag, så er de totalt tømt for kultur, hvilket jo bekræfter min tese; nemlig at “undervisning” og ”forskning” er blevet mere eller mindre tømt for “kultur” og “videnskab”. Denne mekanisme ramte også DPU og AU.

Splittelsen påvirkede også Undervisningsministeriets indre organisation. Fra 2016 hed ministeriets to styrelser nemlig hhv. “IT og læring” og “Undervisning og kvalitet”, dvs. rent tekniske bestemmelser af pædagogikken uden kultur og filosofi.

Undervejs kom også børnehaverne ind under det kulturtømte Undervisningsministerium. Det var skidt for dagtilbuddene og pædagogerne, som mistede kontakten til deres ekstremt rige baggrundstraditioner.

Faktisk er det mit indtryk, at Kulturministeriet indtil i dag har opretholdt en vis selvstændighed, men også en form for faglig isolation. Dette indtryk blev bekræftet på kulturmødet på Mors her i weekenden, hvor hverken pædagogiske eller finansministerielle emner spillede nogen særlig rolle. Man havde i store træk bevaret sig eget sprog. Denne tilstand er dog truet, f.eks. ved den tidligere finansminister Bjarne Corydons udnævnelse til generaldirektør for DR.

Man oplever noget lignende – altså en kulturel selvstændighed på højskoler, i folkeoplysningen og på kulturskolerne, som jo er under Kulturministeriet, og som nu pludselig er pædagogikkens sidste bastioner. Men denne bastion kan nok ikke for alvor holde, fordi den jo er defineret ved at være adskilt fra ”Undervisnings”-ministeriet, som selv er uden ”kultur”. Kultur uden pædagogik kan ikke opretholde sig selv.

Disse uheldige processer fik naturligvis store konsekvenser for hele organisationssegmentet, herunder kommunerne og fagforeningerne. Dermed skabtes en magtfuld diskurs.

Så det er en stor deroute. Man bør lave et samlet ministerium igen – et nyt ”Kultusministerium”, hvor der ved indgangen står: ”Ingen adgang for Finansministeriet – her vekselvirkes”.

 

15. Den 27. august: Nyt trebindsværk i støbeskeen

Jeg sidder her med over 2000 siders kaotisk materiale, som i løbet af efteråret gerne skulle materialisere sig i et stort trebindsværk om skolepolitiske og pædagogiske emner; primært med fokus på perioden 2018-2025 med afstikkere til de ældste tider.

Det er utroligt, hvad der er sket undervejs!

Udgivelsen indeholder ikke så meget om emner som ”forskningspolitik” eller ”corona”, der jo er behandlet i andre udgivelser. Der er snarere tale om en tæt kronologisk fortælling om periodens begivenheder, suppleret med en række kapitler med mere overordnede behandlinger af pædagogiske, filosofiske, poetiske og historiske temaer.

Bogen bliver nok ikke nogen bestseller, men om lidt findes den i verden som en sagte mumlen, som den næste generation måske kan undersøge, hvis den trænger til lidt mistrivsel og krænkelse og dermed til lidt kærlighed til pædagogik, påmindelse og tilsynekomst.

Udgivelsen har endnu ingen titel.

Nedenfor kan man læse 27 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra maj-juni 2025.

De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

 

Indholdsfortegnelse:

1. Postmoderne 1. maj i Aarhus
2. Claus Holms opgør med pædagogik, note 20: Konkurrencestat, DPU og ytringsfrihed
3. Tre tanker om Amerika mv.
4. Åndelig oprustning
5. Ny generaldirektør for DR
6. Artikel om karakterdannelse
7. Stefan Hermann anmelder
8. Claus Holms karriere
9. Konference på DPU: ”Dannelse” og ”åndelig oprustning” er at ”tænke ens”
10. Anmeldelse af Lene Tanggaards nye bog: ”Kollektiv kreativitet”
11. Marianne Vihøjs ph.d.-afhandling om ”kvalitet”, note 1: Indhold og sammenhæng
12. Marianne Vihøjs ph.d.-afhandling, note 2: Folkeskolereformen
13. Asger Sørensen og systemteorien
14. Claus Holms opgør med dannelse, note 21: Indlæg i 2016 og 2018
15. Ny bog: Trivsel tur-retur
16. Trivsel tur-retur: Lenes rejse
17. Trivsel tur-retur: Svends rejse
18. Tre sammenhængende og foreløbige refleksioner om pædagogik
19. Kronik i Politiken om demokratiets krise: Demokratiet har fået feber
20. Indlæg om projektarbejde i Skolemonitor
21. Hvad er disciplinen ”pædagogik”?
22. Ny artikel om karakterdannelse
23. Grønnegaards kronik om corona-nedlukningen
24. Gode indlæg om folkeskolen
25. Kritik af John Hattie: ”Gennemgribende fejlbehæftet”
26. Mareridt, dødsspiraler og sammenbrud
27. God anmeldelse af ”Trivsel tur-retur”

 

1. Den 1. maj: Postmoderne 1. maj i Aarhus

Jeg har lige været til 1. maj fest i Mølleparken i Aarhus. Der var dejligt vejr og så videre.

Men det hele var en meget postmoderne oplevelse. Her er lidt forvirrede noter:

A.

Der var næsten ingen fagforeninger til stede, Kun nogle få foreninger for nogle offentligt ansatte, vist nok. Og disse få boder havde ikke noget fagligt og politisk materiale, kun nogle bolsjer. Hallo, hvilken tomhed!

B.

Tre partier, SF, Socialdemokratiet og Enhedslisten, havde et telt i det fjerne hjørne. Her delte de også lidt bolsjer ud, og kun hos Enhedslisten var der var lidt kedsommeligt materiale. Jeg snakkede lidt med en af venstrefløjens partisoldater, som fortalte mig, at man skam gik ind for mere EU, for så kunne man få styr på det indre marked (EF). Mærkelig logik, men jeg fik et bolsje.

C.

Den nye unge socialdemokratiske borgmester holdt tale. Han var iført hvid skjorte og snakkede om sine børn. Klassekampen er blevet til børnepasning.

D.

Der var også to iranske foreninger til stede, som begge hadede den iranske revolution, men de to foreninger var vist indbyrdes uvenner! Og i teltet ved siden af boede palæstinenserne, som var gode at snakke med, selvom vi ikke var helt enige, men vist heller ikke helt uenige. Det var åndsfrihedens telt.

Og begge steder var der dejlig mad, som stod i modsætning til de platte “bolsjer”.

Der var også masser af materiale og diskussionslyst.

Og sidst på dagen spillede iranerne nogle gode socialistiske, danske og folkelige sange. Der var også noget dejligt disco-folkedans i solskinnet, mens tavsheden bredte sig fra de “danske” telte.

Så de ”danske værdier” boede i Mellemøsten.

Der var ingen israelske telte, selvom Israel bærer på en rig socialistisk og højskoleagtig tradition fra kibbutzerne, som mange danske unge besøgte i 1980’erme.

E.

Der var en del kommunistiske partier. Til sidst var jeg faktisk helt forvirret over antallet. Men alle delte de ud af oplysende pjecer, og der var bøger af de socialistiske klassikere. Det var en fest, og min rygsæk er fyldt med herligt kulturmateriale.

F.

Der var også en lille anarkistisk bod, men dem, der sad der, så simpelthen så søde og socialdemokratiske ud, at jeg blev helt desorienteret.

G.

Så de ”danske værdier” boede i Iran og Palæstina, og kulturen boede hos kommunisterne! Så kan vi lære det.

Hos gammeldanskerne var der bare nogle bolsjer. Det er nok det, man kalder for ”åndelig oprustning”.

Kan man ikke godt kalde det for en “postmoderne” oplevelse?

 

2. Den 5. maj: Claus Holms opgør med pædagogik, note 20: Konkurrencestat, DPU og ytringsfrihed

I 2016 udspandt der sig en episode i den offentlige debat, hvor institutleder Claus Holm for alvor cementerede sammenhængen mellem konkurrencestat, tab af ytringsfrihed, skolereformforskning og DPU som organisation. Mange pædagogisk interesserede personer var rystede.

Episoden var en af flere skelsættende begivenheder i ”skolereformens kølvand”, og dette kølvand regerer stadigvæk.

I nedenstående indlæg, Link A, kan man læse mere om denne vigtige sag med udførlige referencer.

En revideret version af teksten indgår også i bogen ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”, som udkom på forlaget Fjordager i 2018, jf. Link B.

Links:

Link A: Indlæg om Claus Holm og konkurrencestaten: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-institutleder…

Link B: Anmeldelse af “Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”. https://www.information.dk/…/ny-bog-historien…

Indlægget er en del af en kommentarserie, der er startet i de foregående måneder, jvf. http://www.thomasaastruproemer.dk/uddannelsespolitiske-og-paedagogiske-noter-marts-april-2025.html

 

3. Den 5. maj: Tre tanker om Amerika mv.

A.

Jo mere man følger med i amerikansk politik, desto mindre kan man følge med.

Så måske skal man bare holde op med at “følge med”, altså blive inkompetent? Det svarer til at læse nogle mere grundlæggende værker om USA, så man ender med at le af eller græde over nutiden.

B.

Der er en hårfin grænse mellem at være en stærk og brovtende mand og at være til grin.

Hvad er der brug for?

Måske er der brug for en strålende og vild satirepraksis med fuld fanfare til Weimar og kulturradikalisme? Det vil bringe latteren frem.

Problemet med den strategi er desværre, at virkeligheden overgår satiren. Trump laver bare et AI-billede af sig selv som pave. Så har han sat alle satirikere til vægs.

Men hvad er der så brug for?

For at snakke med nogle amerikanere.

Vi kan også snakke med nogle russere. Det er en god ide, men det er ikke helt så nødvendigt, for Putin er jo ikke til grin på samme måde. Her kan man trods alt ”følge med” og derfor nøjes lidt med satiren.

C.

Man bør lave en slags verdenshøjskole, hvor amerikanere, russere, israelere, palæstinensere, kinesere, ungarere, englændere, svenskere og så videre fordyber sig i hinandens fortider. Er det ikke en slags “åndelig oprustning”?

Så vil de kunne se, at vi alle er gjort af samme stof.

På en måde er det FN’s egentlige ånd.

Danskerne kan ikke deltage, for de afviklede fortiden omkring årtusindeskiftet. Men vi kan dele bolsjer ud, mens de andre danser folkedanse og læser John Steinbeck og Dostojevskij mv..

Danskerne kan også overvåge de andre på en spionagtig og digital måde, for i mangel på fortid mener dette bolsjeuddelende folk, at frihed=overvågning! Dette mærkelige “lighedstegn” stammer faktisk fra USA, hvor ideen om en “ondskabens akse” omkring årtusindeskiftet løb sammen med den nye datamaskinebevægelse. Lighedstegnets revolutionære ideologi blev fordoblet under coronanedlukningen.

Jeg stopper her, før jeg bliver for sjov.

 

4. Den 8. maj: Åndelig oprustning

Regeringen og Peter Hummelgaard er gået amok i digitaliseret overvågningsideologi. En lang række fagfolk, jurister og en del af oppositionen er stærkt kritiske.

De juridiske og faglige systemer har indsendt en samlet protest, og professor i statskundskab, Peter Kurrild-Klitgaard, taler ligefrem om et ”totalitært big-brother samfund” og om en ”autoritær populisme”.

Corona-nedlukningens effekter spøger som en tavs ledsager, hvilket Kurrild-Klitgaard også påpeger. Der er endda tale om en hastelov i bedste coronastil, for russerne kommer jo.

Men Peter Hummelgaard kan slet ikke forstå kritikerne. Og kritikerne kan ikke forstå, at Hummelgaard ikke kan forstå kritikken.

Men jeg faktisk forstår godt, at Hummelgaard undrer sig over kritikernes kritik.

Det hele handler nemlig om, at Hummelgaard overhovedet ikke anser overvågningspakken for ”overvågning”. Han og regeringen mener, at forslaget vil fremme ”frihed”.

Det er det socialdemokratiske diktum: Overvågning=frihed.

Og hvordan kan nogen kritisere, at borgerne får mere frihed?

Konsekvenserne af denne filosofi er helt uoverskuelige.

Og regeringen siger også, at denne forøgede ”frihed” er vigtig, fordi vi jo har ”fjender”.

Det er skabelonen for en meget uheldig version af ”åndelig oprustning”.

De mere klassisk indstillede socialdemokrater som f.eks. Tesfaye og Auken, skal virkelig oppe sig nu, hvis vi skal redde ånden og friheden mod “ånden” og “friheden”.

Jeg har noteret kritik fra Enhedslisten, Konservative, Radikale Venstre, Alternativet, Borgernes Parti og Liberal Alliance, men har ikke helt styr på evt. forskelle i kritikkens indhold og dybde.

Links:

Peter Kurrild-Klitgaards kommentar: https://www.berlingske.dk/…/forslag-til-ny-pet-lov…

Fagligt protestbrev: https://justitia-int.org/justitia-udgiver-aabent-brev…/

Ministerens svar på kritikken (fra marts): https://www.justitsministeriet.dk/…/peter-hummelgaard…/

Ministerens aktuelle svar: https://www.berlingske.dk/…/minister-afviser-aktoerers…

Artikel i Berlingske: https://www.berlingske.dk/…/partier-kraever-kommission…

 

5. Den 9. maj: Ny generaldirektør for DR

I debatten om den utrolige udnævnelse af Bjarne Corydon til generaldirektør for Danmarks Radio, vil jeg bogføre to kritiske indlæg:

A.

Gymnasielærer Michael Busch har i dag skrevet et debatindlæg i POV-International, hvori han påtaler, at medierne fortier/glemmer, at Corydon som finansminister spillede en afgørende og negativ rolle i forbindelse med skole- og gymnasiereformerne omkring 2014.

Busch kan endda fortælle, at Politikens chefredaktør, Christian Jensen, har opfordret Corydon til at ”normalisere medierne”; et udtryk der må have en stærkt provokerende effekt på landets lærere, som i 2013 helt eksplicit blev udsat for Corydons ”normalisering”.

Busch er ikke en hr. hvem som helst i denne sammenhæng. Han har skrevet en biografi om Corydon og har i mange år været aktiv i GL’s hovedbestyrelse på den såkaldte liste 2, der forsvarede almendannelsen mod Corydon-tankegangen.

B.

I sidste uge skrev to sociologer, Christoph Ellersgaard og Anton Grau Larsen, et stort debatindlæg i Politiken. Her gør de rede for, hvordan Corydon er helt integreret i et teknokratisk orienteret netværk, endda som en slags ”teknokraternes teknokrat”, som de udtrykker det.

De fortæller også, at Corydon på ingen måde kan sammenlignes med en række tidligere generaldirektører, som havde rødder i folkeoplysningen.

Ellersgaard og Grau Larsen skrev i 2015, sammen med Markus Bernsen, som i dag er journalist ved WA, en stor magtanalyse af det danske samfund. Så de ved virkelig, hvad de taler om.

Sjovt nok glemmer de helt at nævne Corydonismens uddannelsespolitiske effekter, hvorved de jo rammes af Busch’s kritik.

Efter sigende har Mette Frederiksen endda godkendt udnævnelsen af Corydon. Hvis det er rigtigt, står det meget skidt til socialdemokraternes såkaldte “åndelige oprustning”.

Mette Frederiksen og hendes nuværende departementschef, Barbara Berthelsen, spillede i øvrigt en central rolle i aktionen mod lærerne i 2013. Frederiksen var beskæftigelsesminister, og Berthelsen var under Corydon i den såkaldte “moderniseringsstyrelse”. Det er guf for magtforskerne.

Link til indlæg af Michael Busch: https://pov.international/bjarne-corydon-dr…/

Link til indlæg af Christoph Ellersgaard og Anton Grau Larsen https://politiken.dk/…/Nu-rykker-DR-t%C3%A6ttere-p%C3…

 

6. Den 12. maj: Artikel om karakterdannelse

Aarsskriftet Critique har netop udgivet min artikel om karakterdannelse.

Artiklen findes også som “notat” i regi af Tænketanken Prospekt (april 2025).

https://aarsskriftet-critique.dk/2025/05/karakterdannelse-aktiveres-naar-samfundet-er-i-krise/

 

7. Den 17. maj: Stefan Hermann anmelder

I sidste måned anmeldte Stefan Hermann to af mine bøger: “Skolens formål” (2022) og “I skolereformens kølvand” (2023) til Uddannelseshistorisk Årbog.

I nedenstående indlæg kan man læse om hans anmeldelse. Der er også en liste med andre anmeldelser af de to bøger.

http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermann-anmelder-boegerne-skolens-formaal-og-i-skolereformens-koelvand.html

 

8. Den 19. maj: Claus Holms karriere

Institutleder ved DPU, Claus Holm, har spillet en enorm rolle for DPUs udvikling via hans forskellige poster i DPU’s organisation.

I nedenstående indlæg gennemgår jeg Holms karriere og udnævnelser. Jeg kommer frem til, at tingene ikke er, som de burde være, hverken i forhold til lov eller akademisk sædvane.

Jeg kommer også ind på nogle faglige konsekvenser af denne situation.

http://www.thomasaastruproemer.dk/institutleder-claus-holms-karriere-imod-lov-og-aand.html

 

9. Den 20. maj: Konference på DPU: ”Dannelse” og ”åndelig oprustning” er at ”tænke ens”

I sidste uge var der dagskonference på DPU om ”åndelig oprustning”. Institutleder Claus Holm havde arrangeret dagen efter sin sædvanlige ideologiske opskrift.

Både Weekendavisen og Kristeligt Dagblad har refereret fra konferencen. Begge aviser gør en del ud af Ove Kaj Pedersens indlæg. Ove Kaj – som jo tidligere har talt om, at man skal opdrage til ”opportunisme”, og at man skal være ”soldat i konkurrencestatens tjeneste” – er næsten fast inventar på Claus Holms konferencer.

Reportagerne er rystende læsning, hvor dannelsesbegrebet fanges ind og ødelægges af den udvidede konkurrencestats logikker.

Weekendavisen citerer Ove Kaj Pedersen for at sige, at dannelse handler om at ”tænke ens”, så man kan ”udgøre et samfund”, her i citat:

”Dannelse udspringer af disciplinering og at få individer til at tænke ens, så vi kan udgøre et samfund. For et samfund er ikke givet, det udspringer af det enkelte individs handlinger og tanker. Men hvis de er forskellige fra person til person, kommer der ikke noget samfund ud af det, men meningsløshed, konflikter og overdrevet kritik.”

Så dannelse handler altså om at ”tænke ens”, så man kan gå i krig, når staten kalder!

At sige, at dannelse handler om at ”tænke ens”, er efter min mening et slags forvarsel om fascisme. Det minder om nazisternes misbrug af ”Bildung”.

Så først gjorde Ove Kaj og DPU op med dannelse. De erstattede det med ”en økonomisk soldat”. Nu indfanger man så det, man har gjort op med – altså dannelse – og sætter det i uniformens og ensretningens tjeneste.

Dannelse ender som sin egen modsætning.

Jeg sidder og tænker på alle de skønne ting, jeg har lært af mine lærere. Jeg må nu forstå, at vi blot læste Klaus Rifbjerg og Johannes V. Jensen for at lære at tænke ens og gå i krig.

Og hvad med modstandsbevægelsen, herhjemme og andre steder? Den gik jo i krig, selvom staten ikke ville gå i krig? Men så kan den jo ikke være et udtryk for at ”tænke ens”?

Hver gang nogen vil i krig med ”den Anden”, så spørger dannelsen ”hvem er den Anden?”. Og med dette spørgsmål starter freden: Den postulerede ”enhed” går i den skønneste opløsning, og de mange forskellige tanker myldrer frem.

Virkelig dannelse er snarere udtryk for en uenighedens kultur og denne kulturs historisk-poetiske lag. Dannelse er uenighedens og åndsfrihedens kunstværk.

I øvrigt er konferencens oplæg lige lagt på DPU’s hjemmeside, jf. link. Det vender jeg tilbage til senere, men her lige et par korte iagttagelser:

Formanden for Socialdemokratisk Ungdom, Katrine Evelyn Jensen, fik salen til at synge tredje vers af PH’s frihedsepos ”Man binder os på mund og hånd”. Hun havde først for nylig hørt om sangen, hvilket jo var lidt rørende og også lidt sørgeligt.

Hun ville åbenbart gerne lære, hvordan man undgår at ”tænke ens”?

Jeg tror ikke, at Ove Kaj Pedersen sang med på denne mærkelige frihedshymne fra gamle dage. Hvis han gjorde, så er PH’s fine sang nu opslugt af ”at tænke ens”-ideologien. I så fald er der virkelig brug for ”åndelige oprustning”, dvs. kamp imod tankeenheden.

En anden taler, Ove Korsgaard, var skeptisk overfor Ove Kajs ideer. Han mente, at der let kunne opstå en modsætning mellem åndelig oprustning og åndsfrihed. Men han endte med at sætte karakterdannelse i stedet for dannelse, hvilket er meget uheldigt.

Korsgaard forklarede også, hvordan netop folk fra DPU, heriblandt folk fra Claus Holms kreds, havde marginaliseret dannelsesdiskussionen: Først ved at besværliggøre arbejdet med masteruddannelsen i medborgerskab og siden ved at støtte opgøret med faget “Kristendom, Livsoplysning og medborgerskab” på læreruddannelsen.

På den måde endte Korsgaard som dagens højdepunkt sammen med den fine sang.

Flere af talerne reducerede skolen til at være “statens middel” i stedet for at gøre skolen til et mål i sig selv. Det er helt forkert. Det er snarere den demokratiske stat, der er en konsekvens af skolens liv og sted.

Det er heller ikke noget nyt at tale om “skolens egenart”, som det blev hævdet bl.a. af Ove Kaj. Skolens karakter af suspension ligger i skolens begreb som sådan, helt tilbage fra antikkens tid.

Kort sagt: Konferencens grundlæggende præmis stod Ove Kaj Pedersen og DPU for. Ove Kaj indledte da også sin tale med at skamrose DPU, som da også skamroste Ove Kaj.

Var vi vidne til postmodernismens og identitetspolitikkens indoptagelse i den svage men aktive stats herredømme? Dvs. en slags fascisme?

Lene Tanggaard har også kommenteret konferencen, jvf. link. Vi er lidt på samme linje, som jeg ser det.

Links:

Artikel i Weekendavisen: https://www.weekendavisen.dk/ideer/slaget-om-skolen?gaa_at=eafs&gaa_n=ASWzDAgQEuzsHYvjtECzePMPiXskiSpWNUBuU2HqWVXzcvfzBxLsvQUXTNSIz7WvtcM%3D&gaa_ts=685bdc5e&gaa_sig=IwlcrgUzDORqrBbRGJVA63DuzCeYC1HODv7q7HAhYVVdBIOEiBajjNrwWmUn0tA1CAfM5jx-CyqxwQNqa-Uz-A%3D%3D

Artikel i Kr. Dagblad: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/skolen-skal-igen-laere-eleverne-hvad-der-er-vaerd-doe

Link til konference+oplæg: https://dpu.au.dk/demokratiskdannelse-aandeligoprustning

Lene Tanggaards kommentar til konferencen: https://www.facebook.com/lene.tanggaard.5/posts/pfbid0B8a2DWvUb9LT1BYgFnSVfCxi1pCR2t8xmcm798Cn3Fdn6WriK6cLF9icrFcXeRsXl

 

10. Den 21. maj: Anmeldelse af Lene Tanggaards nye bog: ”Kollektiv kreativitet”

Professor Lene Tanggaard har de seneste år brilleret med en række virkelig tankevækkende udgivelser.

Man glemmer ikke så let bogen ”Læringsglemsel” (2018) , som var et hyldest til den virkelige læring.

Eller ”Vanebrud” (2018), som var en hyldest til den virkelige vane.

Eller ”Hvad taler vi om, når vi taler om at lære?” (2020), som hun skrev sammen med Keld Skovmand, der jo kæmpede med DPU’s autoritære læringsideologer. Bogen var en slags refleksion over årene under Merete Riisagers tid som undervisningsminister, men også meget mere end det.

Nu er der kommet en ny lille bog på blot 70 sider; ”Kollektiv kreativitet” som indgår i Aarhus Universitetsforlags serie ”Pædagogisk rækkevidde”.

“Kollektiv kreativitet” bygger på en rig inspiration fra mange pædagogiske kilder. Tanggaard henviser f.eks. til en dannelsesorienteret reformpædagogik (især Montessori), til Max van Manens begreb om “pædagogisk takt”, til den Dewey-inspirerede evalueringsforsker Elliot Eisner og til idehistorikeren Dorte Jørgensen, som har skrevet om sammenhængen mellem æstetik og dannelse.

På den måde kommer Tanggaard frem til nogle virkelig interessante vekselvirkninger mellem klassisk didaktiske dyder som ”gentagelse” og ”forudsigelighed” og nærmest eksplosive kreativitetsprocesser.

Årsagen til, at Tanggaard kan finde dette mærkelige og smukke sted, skal efter min mening findes i hendes forståelse af John Dewey. Hun nøjes nemlig ikke med Deweys ”learning by doing”, men inddrager også hans ”learning by undergoing”, som mange ellers glemmer.

Det er hele pædagogikkens modtagelighed og passivitet, som dermed inviteres indenfor. Pludselig får barnet en ”verden”, som det skal modnes og udvikle sig i. Og det samme sker for læreren.

Det var netop denne modtagelighed, der gjorde, at Dewey-pædagogikken ikke for alvor løb ind i reformpædagogikkens teknokratiske effekter.

Herfra flyder det med interessante ideer og iagttagelser.

Bogens højdepunkt er det sted, hvor Tanggaard selv bliver til elev af den norske psykolog Steinar Kvale, som har haft enorm indflydelse på psykologerne i Aalborg.

Tanggaard beskriver simpelthen, hvordan verden, faglig tradition, kærlighed og kreativitet nærmest finder sted og forårsager et helt livsvirke. Det er pædagogikkens kunstværk, en “kollektiv kreativitet”.

Her er det (lange) citat fra bogen, hvor det sker:

”Hvis målet i undervisningen er at udvikle elevernes kreative læreprocesser, så skal det naturligvis ikke være en fikseret ramme, der sættes op, men snarere en genkendelig struktur, der gør det muligt at improvisere.

Jeg har altid selv som elev eller studerende holdt meget af undervisere og lærere, der har været i stand til at sætte en tydelig ramme med et fagligt indhold, som de selv har været fortrolige med og har haft overblik over.

Det kunne være Kirsten, min dansklærer i folkeskolen på Næshøjskolen, der både var en stabil klippe, der gav os overblik, men som også lykkedes med at få mig til at elske at skrive, og som tog os med i skoven for at mærke de træsorter, vi læste om.

Eller det kunne være professor Steinar Kvale, der lærte mig at elske formen i akademiske tekster og at have respekt for forskningens håndværk, men som samtidig opfordrede mig til at eksperimentere helt vildt med disse former. Også langt mere end jeg turde. Det var grænseoverskridende fedt, og det gjorde det meningsfuldt og sjovt at blive ved med at fordybe mig i ting, jeg endnu ikke forstod” (s. 57)

Sådan finder en elev sin lærer, som finder sin elev. Det er fællesskab og kreativitet på samme tid. En særlig form for pædagogisk kærlighed.

Det minder mig lidt om Gert Biestas Søren Kierkegaard-inspirerede beskrivelse af ”teaching” i bogen ”The beautiful risk of education”.

 

11. Den 22. maj: Marianne Vihøjs ph.d.-afhandling om ”kvalitet”, note 1: Indhold og sammenhæng

Jeg har netop læst, hvad der må være årets videnskabelige udgivelse inden for det pædagogiske område.

Det drejer sig om Marianne Vihøjs dybt tankevækkende ph.d.-afhandling ”Kvalitetssikringsbegrebets idehistorie – og folkeskolens demokratiske dannelse”.

Det lyder måske tørt, men det er det ikke:

A. Afhandlingens indhold

Vihøj undersøger kvalitetsbegrebets omfattende kulturhistorie, hvilket bringer os dybt ind i 1900-tallets rodnet og endda videre ned i calvinske og lutheranske lag. Nede i denne begrebsmæssige organisme finder hun en udemokratisk og teknokratisk syntese mellem Taylorisme, racelære, socialdarwinisme, og positivistisk videnskab, som springer fra produktionsvirksomheder ind i statsforståelsen og videre ind i uddannelsespolitikken.

Vihøj anser Folkeskolereformen fra 2013 for at være et slags klimaks på dette kvalitetsbegrebs udvidende effekt.

Fra ca. 1980 opsluger det totalitære ”kvalitetsbegreb” endda liberalismen. Vi får ”neoliberalisme” og ”new public management”, som er det modsatte af en mere politisk defineret liberalisme. Det er dybt interessante betragtninger.

Den ”kvalitets”-ideologi, som Vihøj får oprullet, står i modsætning til en pædagogiske tænkning, som ifølge Vihøj udviklede sig med inspiration fra hhv. dansk teologi (Grundtvig/Løgstrup/Koch), reformpædagogik og socialdemokratisk kulturudvikling.

Det er Vihøjs version af det, jeg har kaldt for ”pædagogikkens to verdener”. Det er ”kvalitet” mod demokrati. Teknokrati mod pædagogik.

B. Afhandlingens vejledere og bedømmere:

Jeg vender tilbage til afhandlingens nærmere indhold i nogle senere noter. Her til sidst lidt info om afhandlingens sammenhæng:

Afhandlingen blev forsvaret d. 2. maj på Syddansk Universitet, som har huset Vihøjs arbejde. Jeg kunne desværre ikke deltage.

Her er persongalleriet bag Vihøjs vigtige arbejde:

Hovedvejleder på projektet var Dion Rüsselbæk Hansen, som selv har skrevet spændende ting om dannelse. Han er et eksempel på, at inspiration fra idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt ikke behøver at ende i Claus Holms og DPU’s blindgyde.

Der har også været to bivejledere: Dels oplysningsmanden Frederik Stjernfelt, som har skrevet om ytringsfrihedens historie, og dels almendidaktikeren Thomas Illum Hansen, som tilhører kredsen omkring Keld Skovmand, der har haft sine kampe med DPU-ideologien.

I bedømmelsesudvalget sad følgende tre personer:

– Christian Ydesen, som nok er landets mest fremtrædende skolehistoriker og kritiker af OECD’s indflydelse på dansk pædagogik. En indflydelse, som Claus Holm og DPU i høj grad har fremmet. I dag er Ydesen professor i Schweiz.

– Finn Wiedemann, som er en særdeles selvstændig forsker i skoleledelse, hvor han er fortaler for en form for nordisk demokratisk dannelse.

– Ilmi Willbergh, som er en norsk almendidaktiker i den kritiske tradition.

Kort sagt: Afhandlingen er omgivet af pædagogikkens og videnskabens venner, som alle har holdt stand imod konkurrencestatens og læringsforskningens pres.

C. Marianne Vihøjs baggrund:

Endelig vil jeg sige, at Marianne Vihøj heldigvis har hele tre uddannelser:

Hun er først og fremmest teolog, hvilket man tydeligt kan mærke i afhandlingen. Hun får øje på nogle dybt interessante forbindelser mellem ”kvalitet” og en slags sekulariseret calvinisme, som giver kvalitetsbegrebets udvidelse et religiøst og totalitært skær.

Hun har også en masteruddannelse i medborgerskab. Hun blev dermed en del af det miljø, som især Ove Korsgaard byggede op på DPU fra 2004, men som siden 2010 har været under fuld afvikling. Denne påvirkning giver hende mulighed for at forbinde pædagogik med forskellige statsforståelser på en måde, som ”kvalitets”-hegemoniet ikke har nogen sans for.

Disse to uddannelser gav hende ansættelse ved læreruddannelsen, hvor hun i mange år har undervist i faget KLM (Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab). Hun spillede i 2013 en stor rolle i forsvaret for KLM imod DPU’s tropper, som jo abonnerede på det ‘calvinistiske’ kvalitetsbegreb, og som gerne ville af med den slags “seminarietradition”.

Endelig har hun en journalistisk tillægsuddannelse. Det mærker man tydeligt, når hun graver den ene og den anden sammenhæng op fra historiens arkæologiske lag.

Vihøjs virke er dermed et eksempel på, hvor vigtigt det er, at man har mulighed for at uddanne sig i forskellige fag.

I den kommende tid vil jeg som sagt omtale nogle af afhandlingens temaer og pointer.

https://event.sdu.dk/mariannevihoej

 

12. Den 24. maj: Marianne Vihøjs ph.d.-afhandling, note 2: Folkeskolereformen

Marianne Vihøj forklarer i sin ny ph.d.-afhandling, hvordan det moderne kvalitetsbegreb udspringer af en problematisk blanding af taylorisme, socialdarwinisme og underdanig videnskab, dvs. en slags teknisk og kommerciel ingeniør-ideologi.

Dette antipædagogiske system har udvidet sit domæne fra de amerikanske produktionshaller i 1910’erne til de moderne velfærdsstaters uddannelsespolitik, hvorefter de fra omkring 1990 gik til angreb på det pædagogiske og demokratiske sprog. Teknikken blev total(itær).

Vihøj anser folkeskolereformen fra 2013 for at være et klimaks i denne udvikling. Hun kalder reformen for ”den afgørende begivenhed og dermed analysens centrum”.

Hvilke aspekter af skolereformen lægger hun vægt på? Der er især tre ting (s. 209-230):

1) En ny instrumentel “kvalitets”-organisation:

Finansminister Bjarne Corydon oprettede et tværministerielt ”implemtenteringskontor” med bistand fra konsulentbureauet McKinsey. Dette kontor, som altså var initieret af Finansministeriet lå i Undervisningsministeriet, så nu overtog økonomerne for alvor den skolepolitiske logik.

Dette system blev ledsaget af et ”følgeforskningsprogram”, som var en 200% ukritisk opfølgning på det nye målstyringssystem, samt af et såkaldt ”Brugerportal-initiativ”, som skulle digitalisere kommunikationen med udgangspunkt i læringsmålsstyringen. Kommunikationssystemet AULA var en del af dette ophav.

DPU’s Claus Holm var en særdeles engageret fortaler for den ny konkurrencestats principper, som Corydon jo arbejdede for. DPU blev i ideologisk forstand en del af “implementeringskontoret”.

2) Læringsmålstyret undervisning

Det andet tema, som Vihøj trækker frem, er den læringsmålstyrede undervisning, som var en direkte implementering af kvalitetsbegrebets produktionsideologi ned i klasserne og ind i den enkelte elev. Igen kraftigt støttet af DPU.

Det var dette system, som Keld Skovmand kritiserede, hvilket bragte ham på kant med DPUs autoritære ledelsessystemer.

3) Didaktiske modeller

Den læringsmålstyrede undervisning satte sig for det tredje direkte i en række didaktiske modeller, der bredte sig ud i kommunerne. Vihøj fortæller, hvordan John Hatties ”synlig læring”-koncept blev en del af denne proces. Også Hatties læringsteknologi blev kraftigt understøttet af DPUs ledende kredse og af KL, som var totalt opslugt af produktionslogikkens udvidelse ind i pædagogikken.

Vihøj forklarer, hvordan disse initiativer ofte blev pakket ind i det hun kalder for ”Dewey-sprog”, for at undgå ”modstand”. Vihøj skriver, at ”sproget bliver strategisk kommunikation”.

Så man brugte altså pædagogikkens sprog til at fremme pædagogikkens modsætning. Det er godt set.

Vihøj slutter hele faktisk denne del af analysen med at citere Claus Holms forsvar for ”læring som livsform” på DPU’s centrale kommunikationsplatform.

Holm mente, ”at lærere og pædagoger skal kunne motivere en enkelte person til at være ansvarlig for sin egen kompetenceudvikling gennem læring”. Så fik man som sagt en ny “livsform”. En “læringslivsform”. En soldat i Corydons og Holms ny statssystem.

Denne Holm-reference på netop dette sted i analysen udtrykker en form for højere ånd.

Den implicitte konklusion må være følgende: Holm og dermed DPU udgør et klimaks i opgøret med det som Vihøj beskriver som “demokratisk dannelse”. Hun kalder det ”et opgør med skolen som et sted for frihed, fællesskab og selvforglemmende fordybelse”.

Så det moderne DPU er simpelthen i hele organisationens indre et opgør med pædagogik! Men på DPU er alt tavshed.

Det må altså høre op.

Litteratur:

Marianne Vihøj: “Kvalitetssikringsbegrebets historie – og folkeskolens demokratiske dannelse”, ph.d.-afhandling, Syddansk Universitet.

 

13. Den 23. maj: Asger Sørensen og systemteorien

Niklas Luhmanns systemteori har haft en enorm indflydelse på dansk pædagogik, hvilket filosoffen Asger Sørensen måske var den første til at gennemskue konsekvensen af. Her er en lille opsummering:

A. Systemteoriens indtog i dansk pædagogik, 2000:

Efter murens fald var en række strukturmarxistiske forskere forvirrede og søgende. I 1990’erne søgte de nye græsgange, og her faldt de over systemteorien, der ligesom dem selv havde tabt sansen for moralsk og politisk substans.

Inden for pædagogikken bliver især Jens Rasmussen og Lars Qvortrup toneangivende systemteoretikere. Hos Rasmussen kombineres Luhmann endda med den såkaldte ”radikale konstruktivisme”, som Luhmann også selv synes godt om. Resultatet var et frontalt opgør med “verden” og dermed med dannelse.

Den nye Luhmann-interesse virkede som et dolkestød ind i hele den pædagogiske tradition. Og som sagt var det den pædagogiske forskning selv, der førte kniven.

B. Asger Sørensens kritik af Luhmann i 1999:

Jeg tror, at den første dansker, der opdagede de potentielle problemer i Niklas Luhmanns systemteori, var filosoffen Asger Sørensen. Det skete omkring 1999 i forbindelse med hans ph.d.-arbejde.

Sørensens ph.d.-analyse af systemteorien udkom faktisk 13 år senere, i 2012, som en del af bogen ”Den moralske virkelighed”.

Sørensen tilhørte også venstrefløjen, men i en mere kulturel og handlingsorienteret form end de andre (long story!). Han skrev bl.a. følgende:

”Luhmann er helt fremmed over for det ”humanitetsanliggende”, man finder hos f.eks. Habermas og Durkheim, og man må derfor forvente sig det værste af hans etik”

Sørensens kritik, som bygger på et kritisk-ontologisk udgangspunkt, kan man læse om her: http://www.thomasaastruproemer.dk/asger-soerensen-kritiserer-systemteorien.html

C. Debat om Luhmann i Information i 2004:

I 2004 gik Asger Sørensen ind i en debat i Informataion om systemteorien, som Lars Qvortrup havde med en Hanne Schmidt, som også var Luhmann-kritisk.

Hanne Schmidt skrev bl.a.:

“Teorien bliver brugt til at dehumanisere og forenkle komplekse problemer, som mennesker har. Den bliver brugt til at opfylde kvantitative krav fra kommuner og stat”.

På det tidspunkt var Qvortrup blevet helt forgabt i Luhmann. Man kan næsten mærke Qvortrups nye religiøsitet i hans nedladende svar.

Og her blander Asger Sørensen sig så og tager Hanne Schmidts parti. Sørensen har jo her i 204 hele sit ph.d.-arbejde med i bagagen.

Denne debat er et forvarsel om en den blanding af teknificering og banal udskamning, som systemteorien efterfølgende ender ud i.

Man kan læse hele debatten i Information her: http://www.thomasaastruproemer.dk/systemteoretisk-affekt…

D. Systemteorien kommer i kontakt med de neoliberale systemers ”kvalitets”-begreb, 2004-2013:

I 2003 kommer der en meget instrumentel universitetsreform, som var præget af et ”kvalitets”-begreb, som havde rødder i industrialiseringens produktionsdiskurser. Samme logik præger 10’erne helt frem til folkeskolereformen i 2013.

Denne totalitære ”kvalitets”-ideologi kan man læse om i Marianne Vihøjs nye ph.d.-afhandling, som jeg omtalte i går.

E. Lars Qvortrup bliver leder af DPU, 2008:

I 2008 bliver Qvortrup leder af DPU, hvorefter systemteori-linjen går i en helt ukritisk symbiose med ”kvalitets”-linjen. De to linjer, som begge hviler på et opgør med den åndelige og sociale tradition, forstærker hinanden.

Qvortrup, Jens Rasmussen og Claus Holm, som alle er eller bliver luhmannianere, får pludselig en enorm magt over den pædagogiske forskning, som sættes direkte i produktionslogikkens og konkurrencestatens tjeneste.

F. Qvortrup og Erik Schmidt, 2008:

Som helt ny dekan, i 2008, bliver Qvortrup en del af en debat med lærer Erik Schmidt, som i 2014 selv blev offer for skolereformens ideologiske system i en berømt ytringsfrihedssag. Qvortrup taler for “evidensbaseret pædagogik”, som er et udtryk, der stammer fra den teknokratiske “kvalitets”-linje. Debatten er en slags empirisk manifestation af den nye symbiose mellem systemteori og “kvalitet”. Schmidt er naturligvis kritisk over for evidensbegrebet, for han er jo lærer.

Man kan læse Qvortrup/Schmidt-debatten fra 2008 her: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt-og-lars-qvortrup-i-2008.html

G. Lars Qvortrup forsøger at fyre Asger Sørensen, 2010

Denne sociologisk-filosofiske proces fik den direkte konsekvens, at Lars Qvortrup i 2010 forsøgte at fyre tre DPU-filosoffer, fordi deres forskning ikke var ”relevant”. Claus Holm, som dengang var prodekan, støttede fyringerne offentligt.

En af disse filosoffer var netop Asger Sørensen. Man kan bl.a. læse om det her: https://dm.dk/akademikerbladet/magasinet/2010/magisterbladet-nr-10/forklaringer-efterlyses-i-dpu-afskedigelsessag/

Det var en skandale. Et direkte overgreb på forsknings- og åndsfriheden. Heldigvis blev Qvortrups og Holms planer forpurret, men kun efter stort offentligt pres.

Men den filosofiske situation på DPU, som jo i dag ledes af Claus Holm, er stadig præget af systemteoriens opgør med social og moralsk ontologi, som Sørensen altså skrev om allerede i 1999.

Det er skæbnens ironi, at Sørensen om få måneder forsvarer sin doktordisputats, som indeholder en stor analyse af den pædagogisk-filosofiske udvikling i Danmark. Hvorfor bliver han ikke institutleder i stedet for Holm?

Til sidst vil jeg sige, at andre dele af Luhmann-forskningen ikke blev så radikalt teknisk orienteret, som det skete på DPU. Nogle Luhmann-forskere kom jo med en interesse for Habermas, nykantianisme og en mere almen sociologi. Denne linje endte i lidt neutrale modernitetsanalyser uden kontakt til konkurrencestatens “kvalitets”-systemer.

Men denne bløde linje fandtes ikke på DPU, hvor man fra 2008 satte Luhmann i direkte kontakt med ”kvalitets”-linjen.

Mange tak til Asger Sørensen.

PS. Det var i forbindelse med fyringssagen i 2010, at jeg selv for alvor blev opmærksom på systemteoriens problemer, især når den – i selskab med konkurrencestatens grænseløse ideologi – ramte pædagogikken. Her er et eksempel: http://www.thomasaastruproemer.dk/niklas-luhmanns-opgoer-med-paedagogik.html

 

14. Den 26. maj: Claus Holms opgør med dannelse, note 21: Indlæg i 2016 og 2018

A. 2016:

I 2016, mens skolereform, konkurrencestat og læringsmålstyring kørte på fuld kraft, skrev DPUs institutleder Claus Holm et utroligt indlæg i Information.

Holm havde sammen med sine åndsfæller Jens Rasmussen og Lars Qvortrup understøttet skolereformens ideologi i flere år og i mange forskellige sammenhænge.

Men i november 2016 blev Merete Riisager jo undervisningsminister. Hun var kritiker af både konkurrencestat og skolereform. Hun inviterede nye faglige kredse ind i en såkaldt ”justeringsproces”, som skulle redde skolens filosofi.

Claus Holms indlæg i Information var en slags ”velkomst” til den nye minister. Han kritiserer især Riisager for at ville forkorte skolereformens forlængede skoledage. Holm mener, at disse lange skoledage er gode, eftersom de er et udtryk for ”den frie tid”, dvs. antikkens skoleforståelse. Holm kalder det for ”legende læring”.

Men dette er helt absurd. Det var Riisager, der beskyttede den ”frie tid” mod Holms og hans venners målstyringsinferno.

Så Holm forsøger at få det til at se ud som om, at han mener det modsatte af det, han mener, mens han anklager Riisager for at mene det modsatte af det, hun mener.

Det er DPU’s ånd.

Ja, Holm mener direkte, at skolereformen er et udtryk for en realisering af efterskolernes tradition ?!? Her hører alt op.

B. 2018:

I 2018 fortsætter Holm sit paradoksale raid på Riisager. I en kronik i Politiken fortæller han, at skolen har være underlagt tilstrækkeligt med forandringsprocesser, så Riisager skal ikke lave noget om.

Holm vil slet og ret beskytte skolereformen fra 2013.

Holm fortæller også, at nogle faldende faglige præstationer i 2018 ikke har noget at gøre med folkeskolereformen, men snarere skyldes det skolepolitiske forandringspres; underforstået, at Merete Riisager skal stikke piben ind, selvom det jo på ingen måde er hende, der er “forandrings”-synderen, tværtimod.

Holm mener desuden, at Riisager har for meget fokus på ”faglighed”. Han henviser her til nogle totalt useriøse kompetencemålinger fra Deloitte, der omdanner skolen til ukendelighed.

Hans forståelse af ”faglighed” er desuden ekstremt teknisk, men det må man selv læse. Det her intet med ”den frie tid” eller “kundskaber” at gøre.

Holm trækker naturligvis også på Ove Kaj Pedersens konkurrencestat, som han mener er ”konservativ”?

Jeg har ikke registreret noget svar fra Riisager.

Efterfølgende gik Holm lidt i hi i nogle år, mens DPU’s filosofiske røster fik lidt fred. Imens kastede han sig over at promovere OECDs opgør med ”den frie tid”. Det kan man læse om i min bog ”I skolereformens kølvand”, som blev indleveret til forlaget d. 29. november 2022; dvs. samme dag, som Holm gik til angreb igen.

Links:

Indlæg fra 2016: https://www.information.dk/debat/2016/12/fri-foraeldet-snak-fritidsroeveri

Indlæg fra 2018: https://politiken.dk/debat/kroniken/art6833512/En%C3%B8jet-fokus-p%C3%A5-faglighed-sv%C3%A6kker-folkeskolen

Omtale af 2016-diskussionen i Folkeskolen: https://www.folkeskolen.dk/undervisningsministeriet-nedsaetter-grupper-for-folkeskolens-fag/

 

15. Den 28. maj: Ny bog: Trivsel tur-retur

I dag er den officielle udgivelsesdag for Svend Brinkmanns, Lene Tanggaards og undertegnedes ny udgivelse: ”Trivsel tur-retur”.

Bogen har en fælles indledning, og derpå drager vi hver især på rejse med trivselsbegrebet, først tur og så retur; selvom jeg ikke er sikker på, at vi havner samme sted, som vi startede.

Men vi kommer i al fald vidt omkring med en blanding af tvivl, kritik og pædagogik og sikkert også noget mere.

Her er indholdsfortegnelsen:

1.Indledning

2. Lenes rejse:

– Tur: Trivslen bor ikke inde i barnet

– Retur: Trivslens pædagogiske møde

3. Svens rejse:

– Tur: Mistrivselsparadokset

– Retur: Mistrivselsproblemet

4. Thomas’ rejse:

– Tur: Trivsel som politisk og faglig konstruktion

– Retur: Trivsel som realitet

Bogen koster kun ca. 180 kroner. Den er udkommet på forlaget Klim, som også har udgivet vores lille trios fire andre udgivelser: ”Uren pædagogik 1-3” (2011-18) og ”Sidste chance – nye perspektiver på dannelse” (2021).

 

16. Den 3. juni: Trivsel tur-retur: Lenes rejse

For få dage siden udkom bogen ”Trivsel tur-retur” på forlaget KLIM. Bogen er skrevet af Lene Tanggaard, Svend Brinkmann og undertegnede. Vi rejser alle tre lidt frem og tilbage.

Bogen indledes med Lene Tanggaards to rejser. Her er en lille appetitvækker:

A. Tur: Det sociales sted

På Tanggaards første tur, ”Trivslen bor ikke inde barnet”, argumenterer hun for, at trivsel altid udvikles i en social sammenhæng, som er fyldt med dannelsesprocesser. Trivsel bør derfor ikke måles som noget individuelt.

Det er Tanggaards kendskab til den situerede læringsteori, der udstyrer hende med betingelsen for at udarbejde denne vigtige erkendelse.

Tanggaard slutter sin første artikel af med et flot citat fra Rasmus Kolby Rahbek om ”stedets pædagogik”. Citatet indledes med sætningen:

”At være menneske er at være et sted”.

Og Rahbeks artikel hedder “Når dannelse finder sted”.

Så mennesket finder et sted og udvikler dermed både sig selv og stedet. Og der er der jo ikke meget “trivselsmåling” over.

B. Retur: svækkelserne

På Lene Tanggaards returrejse, ”Trivslens pædagogiske møde”, har hun følgende vigtige erklæring, der på en måde udtrykker hele bogens ærinde i én flot sætning:

”Min hovedpointe er, at vi har brug for at svække trivselsbegrebet på samme måde, som det har været nødvendigt at svække læringsbegrebet i skolens praksis, fordi begreberne er fostret i den samme livmoder som en del af en omfattende afpædagogisering af skolen, hvor formål, indhold og menneskelige relationer undertrykkes af funktionalisme, der har som mål at optimere individer til at være kompetente” (s. 34)

Tanggaards svækkelsesaktion kommer i kontakt med det første kapitels stedspsykologi på en virkelig interessant måde. Hvordan det sker, må man selv læse om.

I 2020 skrev Tanggaard bogen ”Læringsglemsel”. Nu supplerer hun så med ”trivselsglemsel”. Hendes alternativ er “en styrkelse af det pædagogiske sprog om formål, indhold og menneskelige relationer”.

Det er smukke og kloge ord.

 

17. Den 5. juni: rivsel tur-retur: Svends rejse

I forgårs fortalte jeg om Lene Tanggaards rejse tur-retur med trivselsbegrebet i den nye bog ”Trivsel tur-retur”.

Tanggaard talte for at svække trivselsbegrebet – hun kalder det for ”trivselsglemsel”. I stedet ville hun genskabe en pædagogikkens stedslighed.

Den næste rejse i bogen er Svend Brinkmanns. Han siger nogle af de samme ting, men på en anden måde:

A. Tur: Mistrivselsparadokset

Brinkmanns første rejse hedder ”mistrivselsparadokset”. Her undersøger han det paradoks, at man i forsøget på at løse problemer risikerer at ”skabe mere af det, man ønsker at forhindre”.

Så trivselsløsninger skaber trivselsproblemer!

Brinkmann kommer ind på mange interessante filosofiske og psykologiske forklaringer på dette paradoks. Jeg vil her blot – som en slags appetitvækker – nævne hans skelnen mellem to sundhedsfaglige tilgange:

På den ene side er der en ”screen and intervene”-strategi, som står for en slags aggressiv hyperforebyggelse, hvor man reagerer på det mindste sygdomstegn, nærmest før det optræder. En sådan strategi kan muligvis have sin berettigelse ved særlige sygdomme, men ikke ved en psykologisk almentilstand som ”trivsel”.

Og på den anden side har vi en ”watchfull waiting”, som er knyttet til en mere traditionel sundhedsfaglig proportionalitet, der anerkender dannelsens og pædagogikkens processer.

Så en bestemt sundhedsfaglig metode kan altså være med til at producere flere sygdomsforekomster. Brinkmann kalder det for ”prævalensinflation”.

Brinkmann vender denne vigtige hypotese på mange forskellige måder. Det må I selv læse.

B. Retur: Mistrivselsproblemet

Brinkmanns returrejse hedder ”mistrivselsproblemet”. Her præsenterer han tre alvorlige konsekvenser af sit ”trivselsparadoks”:

– ”Risikoen for at vi med den aktuelle mistrivselsdagsorden overser de befolkningsgrupper, som har de alvorligste problemer.”

– ”Risikoen for at sygeliggøre almindelig modgang og ubehag”

– ”Risikoen for at individualisere diskussionen” (Brinkmann kalder det også for ”verdensglemsel”)

Hver af disse ”konsekvenser” har deres eget afsnit, som jeg vil opfordre jer til at studere.

Svend Brinkmanns psykologisk-filosofisk-empiriske metode producerer den ene indsigt efter den anden, og disse indsigter hænger dybt sammen med undersøgelserne og konklusionerne i Lene Tanggaards kapitler.

 

18. Den 4. juni: Tre sammenhængende og foreløbige refleksioner om pædagogik

A. Pædagogik og stat: To slags ”åndelig oprustning”

Umiddelbart er det enkelt: Skole og pædagogik er statens og samfundets instrument, så samfundets værdier og kundskaber kan holdes ved lige.

Men denne relation kan kun opretholdes, hvis pædagogikken altid også opdrager staten og dermed holder de statslige institutioners formål ved lige. Pædagogik er kritisk omsorg for samfundets grundlæggende institutioner og sædvaner, som stammer fra pædagogikken selv.

Skolen er altså et statsligt instrument, som må bygge på folkelig og videnskabelig frihed, så skolen og pædagogikken kan opdrage dens herskere. Skolen er dens herskeres hersker. Det er derfor, at ordet “schole” betyder “den frie tid”.

Hvis staten glemmer denne relation – hvis f.eks. staten instrumentaliserer skolen uden at lære af den, så kollapser ikke blot skolen, men også staten selv.

Det er forskellen mellem en demokratisk stat og en konkurrencestat. Sidstnævnte er en stat uden pædagogisk fundament.

Opdragelse. pædagogik og karakterdannelse må også funderes på denne dyd. Pædagogikken må opdrage staten, så alle kan støtte og underlægge sig en fælles vilje, som er funderet ved folkelig og demokratisk tænkning og handling.

Så virkelig ”åndelig oprustning” er funderet i, at staten kritiseres, så dens magt altid er i overensstemmelse med et folks demokratiske erfaringer, som beskyttes og vedligeholdes af lærere, pædagoger og opdragere.

Hvis staten bruger pædagogikken som instrument uden respekt for denne demokratiske og forfatningsmæssige struktur, så er er det tid til kritik og modstand.

Spørgsmålet er nu: Hvad er ”åndelig oprustning”? Er det staten, der bruger ånden som instrument? Eller er det ånden, der udsætter staten for opdragelse og påmindelse, så staten kan få åndeligt funderede instrumenter, som holder både stat og institutioner på rette spor?

Staten er en slags ”gentle man”, en blid fader, som lader sig oplyse af moders-målets processer. Pædagogikken er statens livmoder, en ustandselig gammel og årvågen proces. En ide jeg har fra Schleiermacher.

B. Hvad er pædagogik?

Pædagogikken producerer staten, som pædagogikken selv skal adlyde. Men den stat, som ikke er skabt af pædagogikken, skal ikke adlydes. Den skal kritiseres sønder og sammen.

Og konkurrencestaten er skabt af et opgør med pædagogik, så den skal man ikke have respekt for.

Af dette sociale faktum følger, at hver eneste skoledag er en storslået fordybelse i fortiden, hvor den næste generation skaber og genskaber statens egentlige ånd, så den næste generation ender med at blive helt forvirrede og vrede, når de møder den moderne stat, som bygger på et opgør med pædagogik.

Pædagogisk praksis er en snublende livsform, hvor ånd og middel kæmper, mens ligeværdighed altid forudsættes. Resultatet er et løfte og et kunstværk, som ikke kan måles.

C. Hvad er disciplinen “pædagogik”?

Hvorfor har man disciplinen pædagogik? Det er for at undgå, at pædagogisk praksis bliver ”praksisnær”, som faktisk er det modsatte af ”pædagogisk”, der snarere vedrører hele samfundet, dvs. er “samfundskonstituerende”.

Disciplinen pædagogik opretholder afstanden mellem pædagogik og praksis, så disse to niveauer kan kommunikere og opdrage staten.

Hvad er disciplinen pædagogik? Det er en refleksion over pædagogikkens begreber og dens opdragende effekt på statens og dennes institutioner. “Pædagogisk praksis” er lærerens og pædagogens omgang – løftet og kunstværket – med denne forunderlige og nære og fjerne forudsætning.

 

19. Den 5. juni: Kronik i Politiken om demokratiets krise: Demokratiet har fået feber

En række danske forskere, som er aktive i den nye Forskerbevægelse, har skrevet en flot kronik om demokratiets tilstand.

Der er også andre med i forfatterkollektivet, f.eks. Uffe Elbæk, som på det seneste har været meget aktiv på ytringsfrihedsfronten. I alt har 19 personer skrevet under på kronikken.

Kronikkens forfattere starter med at referere til Hal Kochs opfattelse af demokrati som en livsform, samt til den humanistiske filosof Martha Nussbaums kritik af “frygtens monarki”.

De 19 forfatterne mener, at det ikke kun er i USA, at demokratiet aktuelt har problemer. Den er også gal herhjemme. De taler om en ”dybere ubalance”:

”Presset på forskningsfrihed, civilsamfundets råderum, uafhængig journalistik og folkelig organisering peger på en dybere ubalance: Den demokratiske samtale har fået feber. Vi reagerer hurtigere, skarpere, mere binært.”

Forfatterne mener, at demokratiets krise er blevet forstærket af coronanedlukningens frygtretorik, som er gift for Hal Kochs og Martha Nussbaums tankegang. Her er et langt citat, som virkelig får forklaret problemet:

”Men en anden følelse har sneget sig ind som underlægningsmusik til vores tid: frygten. Nussbaum viser i ’Frygtens monarki’, hvordan frygten udhuler demokratiets principper – ikke af fjender, men gennem vores egne institutioner, der bevidst eller ubevidst anvender frygtbaseret retorik. Frygt ser usikkerhed og trækker sig tilbage; håb bevæger sig frem. Frygt fjerner muligheder; håb skaber nye. Frygt lukker sig om sig selv; håb rummer sårbarhed.

Når samfund rammes af usikkerhed – pandemi, krig, klimakrise – kan selv de mest grundfæstede frihedsrettigheder suspenderes med et nik.

I foråret 2020, da pandemien ramte, steg angst og uro globalt. Vores fælles sundhed krævede dramatiske og hurtige omlægninger af samfundet. Det skabte et politisk mulighedsrum for topstyring. De følgende måneder blev frihedsrettigheder rullet tilbage, og autokratier blev endnu hårdere i kanten.

Men selv efter pandemiens trussel fortonede sig, har frygten sat sig – ikke som midlertidig gæst, men som permanent spindoktor i demokratiets inderkreds. Vi har set indskrænkninger i offentlighedsloven, udenrigspolitiske loyalitetskrav i forskningen, begrænsninger af, hvilke emner der må debatteres til skolevalg, forslag om masseovervågning og stigende accept af udenlandske militærbaser uden større debat.”

Der er nok at tænke over!

Kronikkens forfattere peger på en række eksempler, som man selv kan studere. Her vil jeg blot nævne det mest udfoldede eksempel, nemlig den forskningspolitiske situation:

”Med universitetsloven fra 2003 fik Danmark en af verdens mest topstyrede universitetsmodeller. Bestyrelser med eksternt flertal, og ledere udpeget oppefra, har reduceret medarbejdernes indflydelse.

Danmark ligger i nogle målinger nr. 24 ud af 27 EU-lande ift. akademisk frihed – med begrænsninger, der »i de fleste andre EU-lande ville betragtes som drakoniske«. Med et mere autoritært styre ville danske universiteter stå uden reelle værn – i modsætning til USA, hvor flere checks and balances beskytter universiteterne.

Også finansieringen lægger pres. Erhvervsfonde som Novo Nordisk uddeler nu langt flere midler end staten. Det giver disse aktører uforholdsmæssig indflydelse på, hvad der forskes i – og risikerer at marginalisere al anden form for viden.

Dertil kommer både eksternt og internt pres på forskeres ytringsfrihed. En undersøgelse fra den akademiske fagforening DM og de ph.d.-studerendes organisation Pand viste, at 31 pct. af yngre forskere afholder sig fra at deltage i debatten af frygt for chikane.

Særligt kvindelige forskere er udsatte. 14 pct. har oplevet trusler, klager til arbejdsgiver eller angreb på sociale medier. Der er eksempler på, at politiske og økonomiske aktører forsøger at fordreje forskningsresultater – og truer med sagsanlæg for at skræmme kritikere til tavshed.

Tal fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd viser, at halvdelen af forskerne frygter eller har oplevet repressalier, hvis de kritiserer ledelsen.”

Så halvdelen af landets forskere er bange for deres ledelser? Og dem, der ikke er “bange”, det er jo nok dem, der makker ret.

De øvrige eksempler vedrørende fagforeninger, digitalisering og aktivisme, er alle meget relevante. Det ville dog have klædt forfatterne også at knytte an til den store ytringsfrihedsdiskussion, som udløb af overgrebet mod Kurt Westergaards smukke karikaturtegninger; f.eks. diskussionen om de aktuelle forbud mod at være respektløs mod religiøse skrifter. Jeg synes også, at der mangler en omtale af de mange identitetspolitisk baserede overgreb. Dermed får kronikken en let centrum-venstrehældning, som egentlig ikke er nødvendig, for kronikkens problemstilling er for alle.

Kronikken slutter med en opfordring til at følge Hal Koch og Nussbaum ind i et ”håbets demokrati”:

“Vi står ikke ved afslutningen på demokratiets historie. Men vi står med et valg. Et værdimæssigt og eksistentielt valg. Vil vi være borgere i frygtens monarki – eller medborgere i håbets demokrati?”

Mange tak fra mig for den flotte og vigtige kronik om ”frygtens” udemokratiske effekter.

https://politiken.dk/debat/kroniken/art10433760/Demokratiet-i-Vesten-har-f%C3%A5et-feber.-Kuren-er-simpel

 

20. Den 10. juni: Indlæg om projektarbejde i Skolemonitor

En gruppe på 14 personer har skrevet et forstemmende indlæg på Skolemonitor.

Gruppen ledes tilsyneladende af forskeren Louise Klinge, af skoleleder Helle Bjerg, af den radikale Lotte Rod og af formanden for Danske Skoleelever, Caroline Helene Hermansen. Det er i al fald dem, der er billeder af.

Indlæggets forfattere taler for, at man skal have mere projektorganiseret undervisning i folkeskolen. Problemet er, at dette synspunkt bygges op via et radikalt opgør med og karikering af undervisningens filosofi og tradition. Og dermed kan forfatterne faktisk heller ikke begrunde projektpædagogikken på en god måde. Derved forfalder både undervisningens begreb og den projektpædagogiske dybde. Kronikken undergraver sig selv.

Her er et citat, der eksemplificerer problemet:

”Det kræver, at vi gør op med det billede, de fleste af os har for, hvordan en ’rigtig’ skole ser ud: En klasse med én lærer, der står og taler foran en tavle, mens eleverne sidder stille bag hvert deres bord og lytter eller skriver. Indrettet efter skemaer, mål og karakterer.”

Så den skønne ide om en lærer, der fortæller om fortidens, kulturens og videnskabens ting karikeres nu til at handle om ”skemaer, mål og karakterer”, så vi efterfølgende kan “gøre op” med læreren.

Og denne smukke pædagogiske situation hævdes efterfølgende at være i modstrid med elevernes ”fremtid”, selvom det stik modsatte er tilfældet. Det er meget sørgelige passager.

Og som prikken under i’et skal vi endda belæres om, at undervisningens vekselvirkning stammer fra noget åbenbart meget slemt noget, som kaldes for ”industrisamfundet”. Det er en total karikatur af den pædagogiske tradition. Denne særlige sociologisk-didaktiske logik har rødder i 1970’ernes strukturmarxisme og efterfølgende i 1990’ernes “ansvar for egen læring”.

I samme ”ånd” må vi høre følgende:

”Alligevel har vi i dag en skole, hvor der er rigtig meget stillesiddende undervisning på en portal og mange børn, der mister motivationen for at gå i skole.”

Men i dag har vi jo først og fremmest skolereformens skole, og den skole bygger på lige præcist på de ideer, som kronikørerne selv bygger på, nemlig at man skal gå ”fra undervisning til læring”.

Og alle de skrækkelige ”portaler”, som er omtalt i citatet, hører bestemt ikke til den klassiske undervisningsfilosofi og didaktik.

Så fordi man er med rette imod ”portaler”, så kollapser undervisningsbegrebets rigdom. Det svarer til at rive et palads ned, fordi der er en punkteret rude i kælderen.

Jeg er selv stor fan af projektarbejde og eksperimenterende undervisningsmetoder, men jeg synes ikke om oplæggets nedladende syn på mere klassiske undervisningsformater.

Det smukkeste, der findes, er, når en lærer fortæller en klasse om fortiden, så eleverne selv kan finde deres fremtid, mens alle kan høre fuglene synge uden for, og lidt almendidaktisk sans gør også godt. Så finder eleven sin lærer, som finder sin elev. Det er pædagogisk befrugtning.

Et godt projektarbejde er for mig at se defineret ved, at der “går hul på skolen”. Det er en slags “suspension af suspensionen”. Projektarbejde er dermed en undersøgelse af den sociale virkeligheds indre fjernhed, med skolen og undervisningen som filosofisk baggrund.

Projektarbejde er altså en forstærkning af og ikke en modsætning til den klassiske ”schole”, den ”frie tid” hvor generationerne mødes.

Faktisk har undervisningsbegrebet og projekttænkningen samme rødder – i den nordeuropæiske oplysning/romantik – så forfatternes modstillinger bliver alt for kraftige (long story).

Det gælder i stedet om at gentænke hele denne flotte sammenhæng, så formålsparagraffens §1 (kundskabsparagraffen) og §2 (den reformpædagogiske paragraf) kommer i bedre kontakt med hinanden.

Det er ærgerligt, at Klinge ikke har mere sans for baggrundstraditionen, men det skyldes, at hendes synspunkter blev dannet i et uheldigt samspil mellem mentaliseringspsykologi og 00’ernes spirende konkurrencestatsideologi. Men hun er også inspireret af Erik Sigsgaard, som ellers burde være garant for en mere kulturelt informeret reformpædagogik.

Helle Bjerg har et meget problematisk forhold til åndsfrihed og pædagogik. Det ved jeg, fordi hun helhjertet støttede Dorthe Staunæs’ platte og poststrukturalistisk baserede klage over mit kritiske arbejde i 2015 og hun har aldrig beklaget det mindste. Bjerg er altså en del af DPU’s ideologiske felt.

Endelig er det en skuffelse for mig, at Lotte Rod er med i forfatterkredsen. Rod har en stor forståelse for fritidspædagogikkens idegrundlag og praksis, men når det kommer til skolen, så flyttes hendes filosofiske intuition åbenbart over i et slags opgør med selvsamme idegrundlag.

Der er ingen fra den faglige og kritiske tradition med i forfatterkredsen.

Det er “pædagogikkens to verdener”.

Links:

Link til den aktuelle kronik: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18245246.ece

Link til analyse af Louise Klinges arbejde: http://www.thomasaastruproemer.dk/undersoegelse-af…

Link til omtale af Lotte Rods arbejde: http://www.thomasaastruproemer.dk/lotte-rods-kamp-for…

 

21. Den 12. juni: Hvad er disciplinen ”pædagogik”?

Disciplinen Pædagogik er en ”syntese” (ikke en ”symbiose”) mellem opdragelsens teori og praksis.

Som videnskabelig disciplin består pædagogik af refleksioner over de eksplicitte og tavse begreber, som pædagogisk praksis består af. Den pædagogiske videnskab er dermed en grundlæggende filosofisk-social-politisk aktivitet.

Det betyder, at den videnskabelige pædagogik ikke kan determinere praksis. Den kan højst give upraktiske råd. Pædagogisk videnskab beskriver praksis på måder, som praksis kan genkende og huske. Det er det, som udgør ”syntesen”.

Pædagogik i dens samlede form er derfor et åndsprodukt. Et historisk-poetisk sted, hvor fortid og fremtid mødes.

Den pædagogiske videnskab og dens livlige ”praksis” beskytter tilsammen praksis mod andre videnskabelige discipliner, der forsøger at omdanne pædagogik til ”læring” og ”trivsel”, hvorved pædagogikken atomiseres og instrumentaliseres.

Det svarer til ”kampen mod DPU” og ”kampen mod konkurrencestaten”. Også professionshøjskolerne er desværre dybt præget af en manglende fornemmelse for syntesen. Her arbejder man med begrebet “praksisnær”, som er et angreb på praksis og faktisk også på forskning.

Sammenfatning:

På den måde får den pædagogiske forskning, hvis den vil være pædagogisk, to samfundsmæssige funktioner, som begge handler om beskyttelse, og én funktion, der handler om udvikling:

1) Pædagogisk forskning skal beskytte pædagogikken mod andre fags forsøg på at overtage pædagogisk praksis.

2) Pædagogisk forskning skal beskytte pædagogikken mod statens forsøg på at overtage pædagogisk praksis, der i sig selv kommer fra civilsamfundets lag.

3) Pædagogisk forskning tilbyder refleksioner og giver upraktiske råd, som praksis kan fødes og vokse sammen med.

Dermed opstår disciplinen ”pædagogik” som en syntese mellem teori og praksis, der beskytter samfundets opdragelsespraksisser mod faglig og politisk instrumentalisering, jvf. punkt 1+2.

Og under denne beskyttelses åbenhjertige kamp, rejser den pædagogiske praksis sig fra historiens og tænkningens dybder som et ”sted”, hvor der handles/undervises, tænkes og leges, jvf. punkt 3.

 

22. Den 19. juni: Ny artikel om karakterdannelse

Center for Karakterdannelse publicerer jævnligt små artikler på sin hjemmeside. Artiklerne er forfattet af centrets faglige panel, som jeg selv er med i.

Sidste år skrev jeg en artikel om forholdet mellem dannelse og karakterdannelse. Jeg argumenterede for, at begge begreber var afhængige af hinanden. Artiklen er med i en antologi om karakterdannelse, som Center for Karakterdannelse udgiver til efteråret på forlaget KLIM.

Så karakterdannelse afhænger som sagt af dannelse (og omvendt). Ellers kan det gå galt, og så får man det, som teologen Peter Kemp kaldte for ”halvdannelse”. Denne halvdannelse findes nemlig også som ”halvkarakterdannelse”.

Et eksempel på denne uheldige proces skriver jeg om i nedenstående nye artikel, som tager udgangspunkt i et eksempel fra Odense Kommune. Her vristes dyderne fri af den etiske, politiske og kulturelt definerede sammenhæng og sættes i stedet i relation til konkurrencestatens krav.

https://www.karakterdannelse.dk/artikler-1/thomas-r%C3%B8mer-aastrup-2

 

23. Den 21. juni: Grønnegaards kronik om corona-nedlukningen

Jørgen Grønnegaard Christensen har med udgangspunkt i en ny amerikansk bogudgivelse skrevet dagens kronik til Politiken. Kronikken handler om corona-nedlukningen.

Det er rystende læsning. Her er nogle nedslag:

A.

Grønnegaard skriver, at nedlukningerne ifølge de amerikanske forskere var helt uden effekt. Her med Grønnegaards ord:

”Hvad virkede så? Ja, måler man på dødelighed og overdødelighed, er mønstret klart. Der er ingen (som i ingen) sammenhæng mellem lukningernes omfang og varighed og dødeligheden”.

Dermed bekræfter den amerikanske undersøgelse de konklusioner, som økonomen Jonas Herby har skrevet om i sin nye bog ”Prisen værd – nedlukningerne ingen taler om”.

B.

De amerikanske forskere har også undersøgt også de indflydelsesrige modeller, som blev udarbejdet på det britiske Imperial College. De engelske beregninger var helt hen i vejret, og det var ikke første gang, den var gal. Grønnegaard skriver følgende (et langt ctat):

”Mere specifikt henviser de (de amerikanske forskere, TAR) til indflydelsesrige modeller, som man arbejdede med på britiske Imperial College, og som i en fase spillede en stor rolle i de interne beslutningsprocesser i den britiske regering.

Det skete, selv om modellerne havde demonstreret deres alvorlige mangler i tidligere situationer. Under 2006-fugleinfluenzaen havde deres ophavsmænd estimeret op til 150 mio. dødsfald globalt, men de udeblev. Under 2009-svineinfluenzaen havde de ud fra modellerne estimeret 65.000 dødsfald i Storbritannien, hvis man ikke satte hårdt ind. Det gjorde man ikke, og der var i alt 457 dødsfald relateret til sygdommen.

Det var én ting. En anden var den måde, modelestimaterne blev brugt på. Der var i USA og andre steder en tendens, som er latent i politiske miljøer, til at lægge sig fast på de mest dramatiske estimater og til ikke efterfølgende at justere hverken estimater eller de beslutninger, der var truffet under henvisning til dem, i lyset af den faktiske udvikling.”

Denne kombination af ekstrem forebyggelse og statistisk ekstremisme passer med 100% på den danske situation.

C.

I Danmark og i mange andre lande var sundhedsmyndighederne faktisk imod nedlukninger, men den faglige kompetence blev overrulet af det politiske system. Grønnegaard skriver følgende:

”Der herskede i de faglige miljøer en almindelig skepsis over for effektiviteten i ikke-medicinske tiltag. En skepsis, som faktisk pippede frem i den danske Sundhedsstyrelses initiale rådgivning og i dens detailvurdering af enkelttiltag såsom skolelukninger og bredt anlagte teststrategier.

Men alle, eller næsten alle med Sverige og Anders Tegnell som undtagelsen, svingede i marts 2020 om. De blev aldrig aftvunget en begrundelse for deres markante holdningsskifte. Det førte til anbefaling af nedlukninger, som i høj grad var inspireret af den kinesiske nedlukning og nedlukningerne i de østasiatiske lande, og den anbefaling fulgte politikerne.”

Grønnegaard beskriver også hvordan den nye og ubegrundede diskurs efterfølgende satte sig i de faglige miljøer, f.eks. ift. WHO’s syn på tests. Kritikerne blev ”kaldt til orden”, står der:

”De skeptikere, der var i det etablerede miljø, og som havde været en accepteret del af det, blev kaldt til orden og rettede ind. »Der var kun plads til ét narrativ«, fastslog en af nølerne efterfølgende.”

D.

De amerikanske forskere taler for langt mere fokus på det kritiske arbejde, hvilket står i modsætning til Mette Frederiksens totalitære aktion. Her med Grønnegaards ord, som sættes i direkte modsætning til Mette Frederiksens aktioner:

”Da ekspertisen hverken er ufejlbarlig eller uhildet, er åbenhed og pluralisme helt væsentligt for at sikre beslutningskvaliteten. Det understreger forfatterne med et citat af Graham Allison, prominent Harvard-politolog. Da pandemien var på sit højeste, efterlyste han »et ’Team B’, der er parat til at sætte spørgsmålstegn ved hele«.

Men kritiske spørgsmålstegn er kun effektive, hvis der i beslutningsprocessen på højeste politiske niveau er indbygget påtvungne tænkepauser.

Det er, i modsætning til hvad statsminister Mette Frederiksen sagde 11. marts 2020, ikke altid sådan, »at vi hellere skal handle i dag end i morgen«.”

Grønnegaard er ikke en hr. hvem som helst. Han stod også for den store evaluering fra 2021 af den danske nedlukning.

Med disse analyser som kronikkens hovedspor er det helt uforståeligt for mig, at Grønnegaard kan lægge ud med følgende hyldest til nedlukningen:

“For mig er der ingen tvivl om, at Danmark kom godt igennem pandemien, og at politikere og myndigheder alt i alt handlede betænksomt, snarrådigt og med en veludviklet fornemmelse for, hvad de potentielt stod over for.”

Link til dagens kronik: https://politiken.dk/debat/kroniken/art10442746/Ny-tankev%C3%A6kkende-bog-afd%C3%A6kker-coronakrisen

Link til omtale af Grønnegaards evalueringsrapport fra 2021: http://www.thomasaastruproemer.dk/biostatens-politiske-og-filosofiske-konstruktion-analyse-af-udredningsgruppens-rapport.html

 

24. Den 22. juni: Gode indlæg om folkeskolen

Merete Riisager har skrevet ugens kronik i WA om folkeskolens situation. Riisager skriver mange kloge ting, men der især ét forhold, jeg hæfter mig ved: Riisager mener, at skolereformen i 2013 har haft en slags konstituerende ødelæggende effekt. Og på en måde lever vi stadig i ruinerne efter denne ødelæggelse.

Riisager taler om, at reformen har efterladt et nærmest kaotisk ”magttomrum”, og hun giver også nogle eksempler. Riisager bygger her på sit arbejde med den tankevækkende bog ”Selvbyggerbørn” fra 2020.

Jeg vil også pege på et indlæg fra lærer Niels Christian Sauer, der beskriver en slags kim til den af Riisager omtalte proces. Sauer finder dette kim i folkeskoleloven fra 1993, hvor man med Sauers strålende ord ”gjorde skolelederen, der før havde været skolens mand på rådhuset, til rådhusets mand på skolen”.

Sauer har skrevet en virkelig spændende bog om denne hypotese: ”Folkeskolens veje og vildveje” fra 2023.

Sauers drama fra 1993 udspillede sig jo lige efter murens fald, hvor et indholdstomt ”ansvar for læring” satte sig i forbindelse med den spirende konkurrencestats globaliserede processer, vel at mærke i modsætning til undervisningens og skolens begreb. Man skulle gå “fra undervisning til læring”.

Det samme kan man faktisk sige om universitetsloven fra 2003, hvor man skulle gå “fra forskning til faktura”. Så der var tale om en helt almen ideologisk-politisk proces.

Links:

Merete Riisagers kronik: https://www.weekendavisen.dk/opinion/folkeskolens-stille-doed?gaa_at=eafs&gaa_n=ASWzDAhbwWbK-3g9CR1ESQQOU6bR-WI2SzlygZT33y3VtPiYIToWOJ7rjLQGGbJyK34%3D&gaa_ts=685d1f6f&gaa_sig=CH8ZLaqNmQRM7qIsgW8M_r5z4DGm8Qg1_KATcNWr8ixieOQDxdVQzR04zBnvkJLB_3AIU7KQS4K_HiFy4o3D0g%3D%3D

Link til omtale af Riisagers bog: http://www.thomasaastruproemer.dk/merete-riisagers-bog-om-selvbyggerboern.html

Niels Christian Sauers indlæg: https://www.folkeskolen.dk/debat/det-er-i-mine-oejne-fuldstaendig-gratis-for-en-skoleleder-at-lukke-munden-paa-laerere/

Link til omtale af Sauers bog: https://aarsskriftet-critique.dk/2023/10/teknokrater-sidder-heller-ikke-paa-et-evighedsmandat/

 

25. Den 26. juni: Kritik af John Hattie: ”Gennemgribende fejlbehæftet”

I kølvandet på skolereformen i 2013 blev statistikeren John Hattie den helt store guru. Hans koncept, som hed ”synlig læring”, var overalt og blev fagligt set kraftigt understøttet af især kredse tæt på DPU, især Lars Qvortrup og Niels Egelund.

Vi var nogle få, der med det samme sagde fra over for dette teknokratiske og upædagogiske projekt, men vi blev marginaliseret i den hjemlige debat.

Det var efter min vurdering især den kritiske udgivelse ”Hattie på dansk”, der fik sat en prop i Hattie-revolutionen.

Så efterhånden røg Hattie ud, men hans efterladenskaber er overalt.

Og nu viser det sig, at den ikke kun var gal med begreberne. Den var også gal med statistikken. Det fortæller to forskere fra VIVE om i nedenstående indlæg. De refererer til to internationale undersøgelser, som man selv kan linke videre til.

VIVE-forskerne sammenfatter de nye undersøgelser med følgende ord:

”Deres konklusion er både entydig og opsigtsvækkende: Hatties forskningsoversigt er så gennemgribende fejlbehæftet, at de præsenterede resultater ikke kan danne et solidt grundlag for de konklusioner, han drager.

Ifølge forskerne er der ikke blot tale om mindre fejl, der kan rettes; problemerne er dybt forankret i den metodiske tilgang og underminerer hele analysens troværdighed.”

Det er en kæmpeskandale. Hvorfor tager Folkeskolen.dk og andre medier ikke sagen op journalistisk?

Det er også tankevækkende, at de to VIVE-forskere ikke lader til at være bekendt med den pædagogiske kritik? Her må man tænke på, at VIVE i høj grad selv var en del af skolereformens læringsrevolution. Det fremgår også af indlæggets afsluttende bemærkninger, der er en hyldest til Hatties grundlæggende projekt, som jo allerede omkring 2017 var genstand for pædagogisk og filosofisk kritik.

Den bagvedliggende forskningsartikel finder man samme logik. Også her finder man en kritik af Hatties metoder, men en tilslutning til hans filosofi. Forskerne skriver eksplicit, at de ikke adresserer den pædagogiske kritik, som de med rette placerer mit eget arbejde som en del af. Det er nok denne manglende ”adresse”, der gør, at de ender i en form for kritisk modsætning.

Links:

Indlæg på Folkeskolen.dk, d. 24. juni: https://www.folkeskolen.dk/debat/politikerne-har-skelet-ret-saa-meget-til-hattie-det-skal-de-nok-holde-op-med/

Efterfølgende kronik i Weekendavisen, d. 28. juni: https://www.weekendavisen.dk/ideer/punkterede-laeringsmaal?gaa_at=eafs&gaa_n=ASWzDAg6Rw6E2i1KzmKmkPx4EabzYGpJOJUAwU6E0BfMz6nM61eIvZsHYiS9LhISA5A=&gaa_ts=68619c93&gaa_sig=tgEQtBIq32QA05yPJbT9aRc7lpVLijkgwkRUyDNskXg8m80YY7D3cilp0J_VAIQKxjaLYb0KVLlWSW_6zDWCyA==

Link til den bagvedliggende forskningsartikel: https://osf.io/preprints/psyarxiv/7g8p6_v1

 

26. Den 26. juni: Mareridt, dødsspiraler og sammenbrud

Den 30. maj skrev journalisten Ditte Giese et indlæg til Politiken. Hun kaldte sit indlæg for ”Folkeskolen er jo et mareridt”. Det var skolereformen fra 2013, der var hovedårsagen til Gieses onde drøm. Børnene fik bare en I-pad.

Stemningen i Gieses indlæg minder lidt om Lollikes dybt kritiske teaterstykke ”En skolekomedie” (som i virkeligheden er en ”skoletragedie”).

En uge efter, den 6. juni, skrev Martin Krasnik en leder i Weekendavisen. Lederen hed ”Folkeskolens dødsspiral”.

Krasnik uddybede på linje med Giese, og tilføjede endda lidt selverkendelse i en parentes:

”Den første markante erkendelse fra politikerne (og fra alle, herunder lederpladsen i denne avis) bør være, at folkeskolereformen fra 2013 var en katastrofe.”

Få uger senere, den 21. juni, skrev tidligere Undervisningsminister, Merete Riisager, en kronik med en lignende titel: ”Folkeskolens stille død”. Hun er helt på linje med Krasnik i sin vurdering af folkeskolereformen og dens effekter.

Og i går fulgte formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, trop, også i Weekendavisen. Han siger, at folkeskolen er ”på sammenbruddets rand”, og at det er ”sidste udkald”.

Og i forgårs kunne man læse om en omfattende kritik af John Hattie, som jo var en af skolereformens “guruer”, stærkt støttet af DPU/AU (jvf. opslag fra tidligere i dag)

Men skolereformens arkitekter har skam kronede dage. Antorini fik ligefrem professionshøjskolernes ærespris, Corydon er blevet generaldirektør for DR, DPU ledes af en af de helt store reform-entusiaster, og kritikerne af skolereformen er i dag pensionerede eller marginaliserede.

Bortset fra hos Riisager er der desværre ingen sans for årsagerne eller for den nærmere sammenhæng, og der er heller ingen tegn på, at indlæggene kender til den omfattende kritik, som man kunne læse om allerede omkring 2013.

Links:

Ditte Giese i Politiken: https://politiken.dk/debat/klummer/art10431164/Selvf%C3%B8lgelig-dumper-de-unge.-Folkeskolen-er-jo-et-mareridt

Krasniks leder: https://www.weekendavisen.dk/samfund/folkeskolens-doedsspiral?gaa_at=eafs&gaa_n=ASWzDAhKtXr41bmEwOh7Ingf-oxahKFZbTj2DK_MD8rxnzFIhMaTFaujPuSCXVidqe4%3D&gaa_ts=685e3df0&gaa_sig=Lbu5mVo5ICPYlctuZWk8NtJg-f-jYFIGPrff5DwunpVYBgZRHubF7v6XBH4LsJ8X40kHSyM6a_uvun8EjlaTBA%3D%3D

Riisagers kronik: https://www.weekendavisen.dk/opinion/folkeskolens-stille-doed?gaa_at=eafs&gaa_n=ASWzDAhbwWbK-3g9CR1ESQQOU6bR-WI2SzlygZT33y3VtPiYIToWOJ7rjLQGGbJyK34%3D&gaa_ts=685d1f6f&gaa_sig=CH8ZLaqNmQRM7qIsgW8M_r5z4DGm8Qg1_KATcNWr8ixieOQDxdVQzR04zBnvkJLB_3AIU7KQS4K_HiFy4o3D0g%3D%3D

Interview med DLF’s formand: https://www.weekendavisen.dk/samfund/sidste-udkald-for-folkeskolen?gaa_at=eafs&gaa_n=ASWzDAi7hMj7UyNTJLjbDx7r2Lm80iAwXt4BeZzp0DP1IjumsOe_86j5XXtCPNE0s9s%3D&gaa_ts=685e3daf&gaa_sig=jQVssKxjUt7MhXIaVPw6snYdO2NBczmTG6yTqqdej-z68uIgDNwN-epryQtCqrbPm7YRGeYKVXYEGxGcisbSaQ%3D%3D

Kritik af John Hattie: https://www.folkeskolen.dk/debat/politikerne-har-skelet-ret-saa-meget-til-hattie-det-skal-de-nok-holde-op-med/

 

27. Den 27. juni: God anmeldelse af ”Trivsel tur-retur”

Strålende anmeldelse af “Trivsel tur-retur”: “Fremragende, nødvendig, præcis, veloplagt og vellykket”

Lektor ved DPU, Steen Nepper Larsen. har anmeldt Tanggaards, Brinkmanns og undertegnedes nye bog, ”Trivsel tur-retur”, til dagens Information. Han er begejstret.

Nepper starter sin grundige anmeldelse med konklusionen. Overskriften i papiravisen er slet og ret:

”Fremragende formidling”.

Og få linjer inde i teksten taler han konkluderende om en ”nødvendig og præcis kritik” og om ”den vellykkede lille bog”.

Undervejs i sin anmeldelse bruger han også udtryk som:

”kritisk og politisk udfordrende publikation”

”en fornøjelse at læse”

”veloplagt og kritisk skandering af uddannelsespolitikken”

”De tre tænkere bidrager med tre begrebskritiske ’rejseessays’”

Nepper er især optaget af bogens indledende betragtninger, men omtaler også udvalgte kapitler meget positivt.

Mange tak til Steen Nepper Larsen for denne flotte og grundige anmeldelse.

https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2025/06/ny-bog-kan-nuancere-aendre-ophidsede-mistrivselsdebat

I perioden 2000-2014 havde Claus Holm forskellige mellemlederfunktioner på DPU, og siden 2014 har han været institutleder. Her er karrieren i korte træk:

Da DPU blev oprettet i 2000, blev Claus Holm sekretariatschef under Lars-Henrik Schmidts rektorat. Altså en ren administrativ stilling, som også indebar det redaktionelle ansvar for DPU’s kommunikationskanaler, herunder det nye magasin Asterisk.

Lars-Henrik Schmidt havde fra 1996-2000 været leder af Danmarks Pædagogisk Institut (DPI). I den egenskab kom han med i Etisk Råd, hvor Claus Holm var ansat som administrativ medarbejder. I 2000 blev DPI – sammen med lærer- og pædagoghøjskolen – en del af det nye DPU, og da Schmidt blev rektor for DPU i 2000, tog han Holm med til Emdrup, hvor DPU ligger.

Holm forblev sekretariatschef på DPU frem til 2007, hvor Schmidt gik af som rektor. Schmidt selv var en anerkendt idehistoriker. Han var en del af den såkaldte idehistoriske ”firebande”, som også bestod af folk som Jørgen Carlsen og Hans-Jørgen Schanz.

Fra 2007-2011 blev Holm prodekan under DPUs ny dekan, Lars Qvortrup, og fra 2014 blev Holm som sagt institutleder.

I det følgende vil jeg pege på nogle forhold vedrørende Claus Holm stigen i graderne, som er kritisable og i værste fald lovstridige, og som fik store faglige konsekvenser.

Muligvis tager jeg fejl eller mangler relevante oplysninger? Nu må vi se.

 

1. Sekretariatsleder, 2000-2006

DPUs grundlæggelse i 2000 var udtryk for en slags test af den efterfølgende universitetslovs autoritære styringsprincipper. Desuden var DPU i sig selv en slags opgør med lærerhøjskolens tradition. Man ville have fokus på ”læringsadfærd” i stedet for på didaktik og praksis.

Claus Holm, som var cand. mag i samfundsfag, blev med det samme stærkt optaget af sin nye chefs filosofi, den såkaldte ”samtidsdiagnose/socialanalytik”, der kort sagt gik ud på at kombinere den franske strukturkommunist Louis Althusser med Fr. Nietzsches vitalistiske filosofi.

Sammen med Holm udgav Schmidt en række artikler, som balancerede mellem strukturalisme og filosofisk sans.

Allerede i 2001 skrev de sammen en kort pamflet på 10 sider, ”Det snakkende demokrati”. Her kritiserede de, dels hvad de opfattede som en overdemokratisering af pædagogikken, og dels, at mange politikere leflede for vælgere og kommunikationssystemer i stedet for at stå ved deres holdninger. Holm og Schmidt henviste her til Grundlovens §56.

Men Holm og Schmidt blev også fortalere for den ny konkurrencestats institutionelle manifestationer. I 2003 skrev de en artikel til debatbogen, Universitet til tiden, hvor de gjorde op med det klassiske universitet. De mente, at den nye universitetslov var udtryk for ”demokratisk centralisme”, som var betegnelsen for Sovjetunionens styreform. Det specielle var, at Holm og Schmidt gik ind for dette! De talte også for, at en universitetsledelse skulle praktisere ”medtaleri”, og de mente, at forskningsfrihed kunne reduceres til metodefrihed. Det er rystende læsning, som udtrykker, hvad jeg vil kalde for ”strukturalistisk vitalisme” (dvs. Althusser + Nietzsche). En række andre udgivelser lagde dog mere vægt på ”troværdig forskning”, så 2003-artiklen var en slags lavpunkt.

Lars-Henrik Schmidt kom som sagt ud af en filosofisk tradition, og han etablerede fra starten i 2000 Institut for pædagogisk filosofi, hvor den meget selvstændigt tænkende teolog Peter Kemp blev institutleder. Og i DPU’s bestyrelse sad biskop Kjeld Holm, som var ven med både Schmidt og Kemp. DPU havde kort sagt en åndelig åre midt i alt det andet.

Claus Holms første egentlige udgivelse i eget navn var en bog, der udkom på DPU’s forlag: Forståelsens rasen – om troværdig forskningsformidling (Holm 2006). Holm var altså selv chef for den organisation, som udgav bogen.

Her finder man de samme temaer. Bogen var dog i højere grad end 2003-udgivelsen et forsvar for forskningens troværdighed, som nu skulle spille sammen med den nye universitetslovs mere instrumentelle krav. Holm var bange for, at forskere blev til ”vindbøjtler” og ”hyklere”, som der står. Men kritikken tipper hele tiden tilbage til accept. Altså lidt samme struktur som flere af de andre indlæg, men ikke helt så slemt som i 2003-artiklen.

Selvom denne 2006-udgivelse som sagt blev udgivet i eget navn, var den ligesom de andre tekster stærkt præget af Lars-Henrik Schmidts filosofi. Schmidt var da også stadigvæk rektor og chef for Holm på udgivelsestidspunktet. I årene efter 2006 kom der med stærkt aftagende hyppighed indlæg i denne lidt skæve og ambivalente ånd. Holm har dog helt frem til i dag videreført Schmidts analysemodel, som efterhånden blev underordnet konkurrencestatens og systemteoriens horisont, jf. nedenfor.

Jeg vender tilbage til denne 2006-udgivelse i afsnit 4, fordi bogen ender med at blive en del af Holms ph.d.-afhandling i 2012.

I disse år grundlægges kort sagt en nærmest bureaukratisk-autoritær ledelsesideologi som et kim, der langsomt men sikkert nednormerer universitetets og pædagogikkens filosofiske tradition, som dog indimellem slår fra sig, formentlig på grund af Schmidts idehistoriske baggrund.

Men i 2007 forlader Schmidt sit rektorat. Pludselig kigger Holm mod nye chefer.

 

2. Prodekan, 2007-2011

I 2007 skete der et vigtigt skifte. DPU blev fusioneret ind i et nyglobaliseret Aarhus Universitet og blev dermed et fakultet, hvor det før havde været et selvstændigt universitet. DPU fik derfor en ny leder i januar 2008, nemlig professor Lars Qvortrup, som blev dekan for et nyt hovedområde for uddannelse og pædagogik. Qvortrup var kæmpefan af sociologen Niklas Luhmann og stærk kritiker af den nationale og fænomenologiske tradition.

Og nu kommer vi til den første mærkelige manøvre: I samme ombæring, altså i 2007, bliver Holm nemlig udnævnt til prodekan for formidling. Holm går altså fra en administrativ stilling (jf. ”sekretariatsleder”) til en videnskabeligt defineret stilling som forskningsleder (jf. ”dekan”).

Dette skifte fra sekretær til dekan er højst besynderligt. For ifølge universitetsloven skulle (og skal) en dekan være en ”anerkendt forsker” og have ”erfaring” med uddannelse. Her er beskrivelsen af den daværende bekendtgørelses krav til hhv. dekan og institutleder, §16-17 (mine kursiveringer, TAR):

”Stk. 2. Dekanen skal være anerkendt forsker og have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og et universitets samspil med det omgivende samfund.”

”Stk. 3. Institutlederen skal være anerkendt forsker og skal have undervisningserfaring.” (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2003/403)

Så for at blive dekan skulle man altså være ”en anerkendt forsker”, dvs. som minimum have en ph.d.-grad ledsaget af nogle større videnskabelige artikler og konferencebidrag mv. Normalt fortolkes formuleringerne også således, at man skal være mindst lektor, dvs. have en omfattende erfaring med undervisning på videregående uddannelser og universiteter.

Men Holm havde ingen af delene: Ingen ph.d. og mig bekendt ingen undervisningserfaring. Desuden var han hverken adjunkt eller lektor. Hans udnævnelse til prodekan er derfor lovstridig, som jeg ser det.

Disse lovparagraffer fra 2003 holdt i øvrigt frem til i dag, dog med en mindre korrektion i 2013. Fra 2013 står der følgende, nu i §14:

”Stk. 4. Rektor ansætter og afskediger ledere af de organisatoriske videnskabelige enheder. Lederen af en videnskabelig enhed skal være anerkendt forsker og skal i relevant omfang have erfaring med uddannelse.”

Og disse juridiske krav angår ikke blot selve lovteksten. Her er nogle eksempler på, hvordan paragraffen aktuelt fortolkes på de lokale niveauer:

Først et opslag til en stilling som dekan ved Københavns Universitet, 2021, som understreger kravene om ”anerkendt” forskning og lektorbedømmelse, endda som et ”minimums”-krav:

”Det er et krav, at den kommende dekan som minimum er lektorbedømt og er en internationalt anerkendt forsker inden for et af fakultetets fagområder, ligesom den kommende dekan skal have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og universitetets samspil med det omgivende samfund.” (https://www.mercuriurval.com/CompanyImages/Documents/Jobprofiler/Jobprofil%20dekan%20TEO%20KU_170321.pdf):

Et andet eksempel er Aarhus Universitets aktuelt gældende vedtægt, hvor vi finder lignende krav:

”Stk. 2. Dekanen skal være anerkendt forsker, jf. § 2, nr. 1, i lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond, inden for et af fakultetets fagområder og have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og et universitets samspil med det omgivende samfund.

Stk. 3. En institutleder skal have undervisningserfaring og skal være anerkendt forsker, jf. § 2, nr. 1, i lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond, inden for instituttets fagområde eller et i forhold til instituttet nærtliggende fagområde.” https://medarbejdere.au.dk/strategi/vedtaegter-og-regler-for-au/vedtaegt-for-aarhus-universitet

Og går man ind i den lov, der henvises til både i vedtægtens stk. 2 og stk. 3, finder man følgende definition af ”anerkendt forsker”:

”Anerkendte forskere: Personer, der i en årrække på videnskabeligt plan aktivt har beskæftiget sig med forskning, og som er på mindst lektor- eller seniorforskerniveau.” (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2017/384)

Så igen finder vi krav om, at dekaner og institutledere skal være ”lektor” og ”anerkendt forsker”.

Læseren vil måske indvende, at Holm jo var ”prodekan” og ikke ”dekan”. Men det gør ingen forskel, for også en prodekan er en dekan, dvs. en forskningsleder, der indgår i ledelsen af den videnskabelige udvikling. I Aarhus Universitets aktuelle vedtægter, står der da også følgende:

”Stk. 3. Prodekanen skal være anerkendt forsker, jf. § 2, nr. 1, i lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond, inden for et af fakultetets fagområder og have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og et universitets samspil med det omgivende samfund.” https://medarbejdere.au.dk/strategi/vedtaegter-og-regler-for-au/vedtaegt-for-aarhus-universitet

Konklusionen er følgende: For at blive leder af forskning på et universitet skal man, både i 2006 og i dag, have undervisningserfaring og være en anerkendt forsker inden for sit felt, dvs. leve op til kravene til mindst en lektor.

Men igen: Holm var ikke ”anerkendt forsker” i 2006. Han havde på det tidspunkt ingen ph.d. og heller ikke nogen selvstændige publikationer, bortset fra den omtalte bog på hans egen organisations forlag. Og han var heller ikke hverken adjunkt eller lektor. Mig bekendt havde han heller ingen undervisningserfaring af betydning.

Ansættelsen lader med andre ord til at være et regelret brud på universitetsloven. Det er kort sagt imod både lov og sædvane, at Holm bliver udnævnt til prodekan i 2007.

Den manglende erfaring med videnskabelig praksis får konsekvenser. Her er nogle eksempler:

Holm bliver fra 2007/08 pludselig præget af den nye dekan Lars Qvortrups meget tekniske version af Niklas Luhmanns systemteori, som nu kommer til at dominere DPU. Holm går tilsyneladende fra at underlægge sig den ene chef til at underlægge sig den anden. F.eks. forsvarer han Lars Qvortrups kontroversielle forsøg på at fyre tre filosoffer i 2010; en begivenhed, som fylder godt i Heine Andersens bog Forskningsfrihed – ideal og virkelighed fra 2017.

Et andet eksempel: Få måneder efter filosof-fyringerne i 2010 modtog jeg debat- og formidlingsprisen ”Holger-prisen”, som blev uddelt af kritiske lærermiljøer. På mediet Folkeskolen.dk kaldte Claus Holm truende min tale for ”polemisk dumdristighed”, og det var med fuld reference til sin status som dekan for netop ”formidling”, som jeg jo ellers havde fået en pris for. Det var endnu et eksempel på manglende videnskabelig dannelse.

Kort tid efter udnævnelsen til prodekan i 2007 udgav Holm sammen med sin prodekan-kollega på DPU, Søren Kruse, og den indflydelsesrige professor Jens Rasmussen bogen ”Viden om uddannelse – uddannelsesforskning, pædagogik og pædagogisk praksis”. Der er fælles forfatterskab til alle artikler. Alle tre forfattere var systemteoretikere i den nye dekan, Lars Qvortrups, ånd, hvor Luhmann var den nærmest enerådende inspiration. Bogen fik status af en slags ”DPU mener…”.

I bogen er der – udover i et enkelt kapitel – stort set ingen referencer til Lars-Henrik Schmidts arbejde eller til Holms første bog. Ja, på en måde står bogen i en vis modsætning til store dele af 2006-udgivelsen, som jo til gengæld var helt uden Luhmann-referencer. I 2007 tales der helt ukritisk om, at en ny teknisk forskning skal underlægge sig lærings- og ranglisteoptimering; altså det, som den første udgivelse i nogen grad kæmpede med. Holm havde fået nye venner. En person med en videnskabelig uddannelse ville ikke så let og hurtigt kunne foretage et så ureflekteret teoretisk skifte.

Jeg vender tilbage til denne bogudgivelse i afsnit 4, fordi også denne bog ender med at blive en del af Holms ph.d.-afhandling i 2012.

 

3. Fra dekan til institutleder, 2011-2015

Claus Holm fortsætter i sit formentlig ulovlige dekanat frem til 2011. I 2011 kommer der nemlig endnu en reorganisering af Aarhus Universitet. DPU kommer under et helt nyt storfakultet, som fik navnet ”Faculty of ARTS”. Dermed blev DPU nednormeret fra at være et fakultet til at være et ”institut”.

Den ny institutleder blev Hanne Løngreen, der kom fra en stilling på Københavns Universitet. Lars Qvortrup, som var mærket af sagen om filosoffyringerne, gik af og flyttede til Aalborg Universitet, hvor der lige var en ledig stilling som direktør for et ”laboratorium” i skolereformens ånd.

Holm forlod derfor også sin stilling som prodekan og blev i stedet chef for internationalt kontor fra 2011-13. I en vis forstand træder han dermed – hvis jeg har rekonstrueret forløbet korrekt – ud af DPU’s egentlige ledelse for en kort bemærkning. Han er nu hverken dekan eller institutleder, som jo begge er videnskabeligt definerede stillinger. Han vender altså tilbage til en administrativ stilling, ligesom i perioden 2000-2007.

I stedet går Holm nu i gang med at samle materiale til en ph.d.-afhandling, som indleveres til bedømmelse i februar 2012. Det må formodes at være sket i hans fritid, eftersom han ikke var ansat i en forskningsstilling.

I november 2012 forsvarer Holm sin afhandling, jf. afsnit 4 nedenfor, og allerede i 2012 eller 2013 udnævnes han til ”viceinstitutleder for forskning” under Hanne Løngreen. Med titlen ”(vice)institutleder” bliver han igen en del af den videnskabeligt definerede ledelse, jf. de regler, jeg redegjorde for i afsnit 2.

I DPU’s medarbejderorgan, ”Institutforum” og også mere uformelt, var der faktisk kritik af denne udnævnelse, både i forhold til Holms manglende kvalifikationer og på grund af den manglende medarbejderinddragelse i forbindelse med udnævnelsen. Nogle videnskabeligt ansatte ved DPU mente simpelthen ikke, at Holm var tilstrækkeligt videnskabeligt funderet til at bestride en sådan stilling. Institutleder Hanne Løngreen gav til dels kritikerne ret. I al fald sagde hun, at man i fremtiden ville konsultere Institutforum, før man ansatte nye ledere.

I efteråret 2014 fratrådte Løngreen, og Claus Holm blev nu forfremmet fra ”viceinstitutleder for forskning” til ”konstitueret institutleder”. Fra 2015 blev han institutleder som sådan, hvilket han altså stadig er. I 2015 blev han også pludselig lektor, hvilket jeg også vender tilbage til.

Men som det fremgår ovenfor, er kravene til en ”institutleder” ca. de samme som til en dekan. Det vil sige, at man skal være en anerkendt forsker med omfattende undervisningserfaring. Igen kniber det med begge dele, selvom situationen ikke er helt så grel som i 2007, fordi Holm nu har fået godkendt en ph.d.-afhandling.

Lad os se på det: Først ph.d.-afhandlingen og dernæst lektorgodkendelsen.

 

4. En mærkelig ph.d., 2012

Jeg tror, at universitetet omkring 2011 blev opmærksom på, at Holm ikke havde siddet retmæssigt i sin stilling i 4-5 år.

Det er formentlig derfor, at Holm i 2011 træder ud af institutledelsen. Og i februar 2012 indleverer han som sagt en ph.d.-afhandling, så han nu til dels kan opfylde et af de forskningsmæssige krav til at blive leder på et universitet, hvilket han som nævnt blev få måneder senere.

Denne ph.d., som hedder ”Kampen om troværdigheden – forskning i formidling”, er en meget underlig affære. Det er helt uforståeligt, at den godkendes. Lad mig forklare hvorfor:

Afhandlingen består af tre separate dele.

• Den ene del udgøres af en reelt 80 siders såkaldt ”kappe”, som har en teknisk og repetitiv karakter. Bestiller man ph.d.-afhandlingen på biblioteket, så får man kun denne ”kappe” fra 2012.
• Den anden del af afhandlingen består af seks kapitler fra ovennævnte bog fra 2006, Forståelsens rasen, som jo var stærkt præget af L-H Schmidts ideer, jf. afsnit 1.
• Den tredje del består af tre kapitler fra 2007-udgivelsen, Viden om uddannelse, som jo var stærkt præget af systemteorien og tidens instrumentalisme, jf. afsnit 2.

Der er stort set ingen refleksion over de grundlæggende teoriers oprindelse eller over den sammenhæng, som de to ledsagende udgivelser indgår i. Det hele virker så overfladisk og ukritisk. Problemet med den manglende teoretiske dybde forværres af, at der er tale om en ren teoretisk afhandling uden egne empiriske undersøgelser. Normalt vil det medføre skærpede krav til den teoretiske kvalitet. Allerede her burde bedømmelsesudvalget have sat hælene i.

Her kommer så en samling yderligere iagttagelser:

Kappen, altså selve afhandlingen, rummer som sagt henvisninger til to allerede nævnte udgivelser, der altså indgår i den samlede afhandlingsstruktur. Lad mig uddybe:

A) 2006-udgivelsen

De kritiske pointer fra samtidsdiagnosen, som prægede 2006-udgivelsen, jf. afsnit 1, er stort set væk i kappen, hvor kritikken reduceres til en form for strukturel instrumentalisme. Denne modsætning reflekteres næsten ikke, hvilket er kritisabelt.

F.eks. finder Holm i kappen frem til, at ”samfundsformationsniveauet” overdeterminerer både ”institutions- og selvformationsniveau”, som det hedder (Holm 2012, s. 65). Dermed accepteres ”samfundet” som determinerende for både pædagogiske formål og personlig dannelse.

Det er konkurrencestatens formel, som jeg ser det; dvs. en udslettelse af både dannelse og det klassiske universitet, som netop i et vist omfang beskriver tilstande, der er suspenderede fra samfundet, hvilket jo også prægede dele af 2006-udgivelsen (men ikke artiklen fra 2003). Denne effekt får afgørende betydning for DPU’s udvikling.

Der er ingen referencer til Luhmann, som jo ellers fyldte det hele allerede i 2007. Og der er som sagt heller ingen kritisk undersøgelse af bogens grundlæggende teorier.

B) 2007-udgivelsen

Hovedrollen i 2012-kappen spilles af en teknificeret Niklas Luhmann, som jo også prægede 2007-udgivelsen, der slet og ret indledtes med tre Luhmann-citater. Derfor tømmes socialanalytikken for kritiske muligheder, jf. pkt. A.

Og 2007-udgivelsen har hele tre forfattere, hvor Claus Holm endda nævnes som den sidste. Bogen bærer især præg af professor Jens Rasmussens pen. Rasmussen var en førende ekspert i Luhmann og skoleudvikling, med afgørende indflydelse på den efterfølgende skolereforms begrebsdannelse. Filosoffen Peter Kemp mente da også, at Rasmussen var hovedforfatter. Kemp kaldte bogen for ”antifilosofi”.

Så blot et år efter den Schmidt-inspirerede udgivelse i 2006, står der pludselig Luhmann over det hele! Tilsyneladende uden refleksion.

Og selvom der er fælles forfatterskab, så indgår tre kapitler fra 2007-bogen alligevel i Holms afhandling? Kun et enkelt af disse tre kapitler, kap. 4, bærer decideret præg af Holms synspunkter, hvor systemteorien kommer i en determinerende kontakt med samtidsdiagnosen.

Faktisk er der krav om, at der skal foreligge skriftlige erklæringer fra medforfatterne om en ph.d.-studerendes andel i et fælles forfatterskab, jf. følgende formulering i §12 i ph.d.-bekendtgørelsen:

”Stk.4. Artikler, der indgår i afhandlingen, kan være udarbejdet i samarbejde med andre under forudsætning af, at der medfølger skriftlige erklæringer fra hver af medforfatterne, der angiver forfatterens andel af arbejdet.” https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2008/18

Men i afhandlingen er der, så vidt jeg kan se, ingen erklæringer fra Jens Rasmussen eller Søren Kruse?

Hvis det er korrekt, er der tale om endnu et brud på loven.

Muligvis findes disse erklæringer på et kontor på DPU, men det er efter min opfattelse ikke tilfredsstillende.

Problemet med det fælles forfatterskab til 2007-udgivelsen forstærkes af, at Jens Rasmussen var Holms ph.d.-vejleder. Så Rasmussen vejleder på en måde sig selv, selvom det er Holm, der skal bedømmes?

Imens går Holm i gang med helt ukritisk at promovere Jens Rasmussens arbejde på DPU’s kommunikationskanaler, selvom både Rasmussen og Holm blev kritiseret kraftigt i mange faglige kredse, hvilket til gengæld marginaliseres.

C) Bedømmelsesudvalget

Bedømmelsesudvalget for Holms afhandling bestod af tre personer. Det ene medlem var samtidsdiagnostikeren Jens Erik Kristensen, som var lektor ved DPU. Kristensen var ligesom Claus Holm elev/ven med Lars-Henrik Schmidt, og så sent som i 2023 redigerede Holm et stort anlagt festskrift for Kristensen. Kristensen havde også været mellemleder på DPU sammen med Holm fra 2009-11. F.eks. var det Kristensen, der konkret stod for afskedigelsen af de tre filosoffer i 2010. Det er simpelthen for indspist. Kristensen var dog, så vidt jeg er orienteret, ret kritisk over for afhandlingen internt i udvalget, men har nok haft for mange aktier i sagen til at gøre noget ved det.

Det andet medlem af udvalget var CBS-professor, Niels Åkerstrøm Andersen, som var ivrig Luhmannianer, men lidt udenforstående når det kommer til pædagogik og uddannelsesvidenskab. I ph.d.’ens kappe trækker Holm kraftigt og positivt på Åkerstrøms arbejde.

Man kan næsten læse Holms afhandling ved at se på bedømmere og medforfattere. Det er simpelthen for meget. Og Jens Erik Kristensen er efter min opfattelse – forskningsetisk, men nok ikke juridisk set – inhabil i sammenhængen.

Endelig var der en norsk forsker i bedømmelsesudvalget, som efter sigende lod stå lidt til, selvom han mente, at det dobbelte forfatterskab, jf. de tre kapitler fra 2007-udgivelsen, var en uskik.

Omkring år 2012 mistede Holm den sidste rest af kritiske forbindelser til samtidsdiagnosen. Det sker via en række offentlige indlæg, hvor han f.eks. fortalte, at forskere nu skal underordne sig konkurrencestaten og universitetsledelsens visioner. Og hans uddannelsespolitiske synspunkter støttede fra omkring 2010 kraftigt op om arbejdet med skole- og læreuddannelsesreformerne.

I det hele taget blev konkurrencestaten og systemteorien nu de dominerende indflydelseskilder. Den nye helt var professor Ove Kaj Pedersen, som pludselig var over det hele i DPU’s ideologiske praksis. Kombinationen af systemteori og konkurrencestat udgrænsede simpelthen den samtidsdiagnostiske baggrundsideologi, der efterhånden blev omdannet til det, jeg kalder for ”teknokratisk vitalisme”, hvilket som antydet ovenfor var en tendens helt fra starten (hvor jeg kaldte det for en ”strukturalistisk vitalisme”).

Faktisk var også Ove Kaj Pedersen ligesom Lars-Henrik Schmidt elev af Althusser, så baggrundsfilosofien rumsterer.

Et andet eksempel på den nye ideologi var BUPL-udgivelsen fra 2012, ”Ny nordisk pædagogik?”, hvor Holm gjorde op med teologen K.E. Løgstrups tanker, som Holm forbinder med en nu hedengangen ”velfærdsstat”. I stedet ville Holm have læring og konkurrencestat. Ove Kaj Pedersen optræder også i udgivelsen. I samme periode understøttes de nye skole- og læreruddannelsesreformer af Holm, Qvortrup og Rasmussen, mens kritikken forties og marginaliseres på DPU’s kommunikationskanaler, som jo styres af Holm.

Det er lykkes mig at finde nogle få engelsksprogede udgivelser fra Holms hånd, men flere af de tilhørende links lader til at være døde/i stykker? Jeg vil dog nævne Holms bidrag til bogen ”The Impact of Research in Education” fra 2013, hvor der er fuld tryk på konkurrencestatskedlerne. Bogen er en hyldest til den ny globale instrumentalisme med forord af OECD’s uddannelsesdirektør, Andreas Schleicher. I bogen præsenterer Holm sig som ”professor in the Department of Education”, selvom han ikke engang havde været adjunkt eller lektor Det går jo ikke. I årene efter udgivelsen forstærkes DPU’s ideologiske forbindelse til OECD (Rømer 2023).

 

4. Lektor

I 2014 eller 2015, da Claus Holm gik fra at være konstitueret til fast institutleder, blev han pludselig også lektor. Det er svært at forstå denne udnævnelse. Holm havde mig bekendt stadig ikke gennemført egentlig universitetsundervisning, for han havde jo ikke været adjunkt, og jeg har heller ikke registeret nogle konference- og bedømmelsesaktiviteter af betydning.

Hvis det er korrekt forstået, så følger udnævnelsen til lektor ikke ånden i stillingsbekendtgørelsen for universiteterne. Her er formuleringen fra 2015:

”Ansættelse som lektor/seniorforsker forudsætter forskningsmæssige kvalifikationer på det niveau, der kan opnås på grundlag af en tilfredsstillende gennemført ansættelsesperiode  som adjunkt/forsker, men vil også kunne opnås på anden måde. Det forudsættes, at ansøgere har modtaget supervision og pædagogisk opkvalificering og har modtaget en positive skriftlig vurdering af sine undervisningsmæssige kvalifikationer”. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2015/899

Og disse statslige krav kan genfindes på det lokale niveau. Fakultetet ARTS, hvor Holm jo selv er ansat, udarbejdede i 2022 en såkaldt ”meriteringsoversigt” for de videnskabelige faggrupper. Her er et udvalg af de mest traditionelle og fagligt orienterede krav til et lektorat:

• ”Forskning på internationalt anerkendt niveau dokumenteret ved et højt antal væsentlige fagfællebedømte publikationer i anerkendte tidsskrifter og/eller bøger/antologier, svarende til minimum to artikler per fuldtidsår som ansat med forskningstid.”
• ”Forskningsimpact gennem generel høj forskningskvalitet, forskningssamarbejde og/eller udgivelser i anerkendte tidsskrifter og/eller på anerkendte forlag.”
• ”Deltagelse og ansvar for nationale og internationale videnskabelige netværk og konferencer.”
• ”Kursusudvikling, der inddrager viden om læring, undervisning og uddannelse.”
• ”Vejledning af bachelor- og/eller kandidatstuderende samt ph.d.-studerende”. https://medarbejdere.au.dk/fakulteter/arts/politikkerogdelstrategier/meriteringskriterier-for-adjunkt-lektor-og-professor

Jeg ved ikke, hvem der har foretaget Holms lektorbedømmelse, men som det fremgår, ser det ikke ud til, at Holm lever op til de pædagogiske krav og egentlig heller ikke til de videnskabelige.

Hvis det er korrekt, så er Holms lektorat måske et brud med bekendtgørelsens regler og i al fald med universitetets ånd.

 

5. Institutleder, 2012-2025

Allerede i 2012 blev Holm – som sagt efter interne protester – udnævnt til ”viceinstitutleder for forskning”, og i 2014 blev han også leder af hele instituttet, mens en blanding af konkurrencestat og systemteori dominerede DPU.

Men levede disse udnævnelser til forskellige institutleder-versioner op til lovens og sædvanens krav til en institutleder, jf. min redegørelse for regelgrundlaget i afsnit 2?

Eller blev loven brudt ligesom i 2007 (jf. stillingen som prodekan) og måske også i 2012 (jf. registrering af forfatterskab på 2007-udgivelsen) og i 2013 (jf. lektoratet)?

Ja, Holm havde jo nu erhvervet sig en meget diskutabel ph.d.-grad, men der var stadig for få internationale publikationer/konferencebidrag mv., så man kan ikke kalde ham for en ”anerkendt forsker” efter almindelige standarder. Og der var heller ingen undervisnings- eller konferenceerfaring af betydning, hvilket jo også er krav. Der var kort sagt for lidt videnskabeligt liv.

Udnævnelserne til hhv. viceinstitutleder/institutleder lever derfor ikke op til almindelige standarder; både fordi Holm på trods af den mærkelige ph.d. stadig ikke var en ”anerkendt forsker”, og fordi hans manglende undervisningserfaring gjorde ham ukvalificeret til et lektorat.

Kort sagt: Holm var ikke en adjunkt, som var blevet forfremmet til lektor, og som herefter var indtrådt i universitetets styrelse. Han var snarere en sekretær (for Schmidt), hvis bureaukratiske horisont havde bredt sig ind i universitetets system i et tiltagende opgør med universitets idealer.

I årene der fulgte, blev DPU kraftigt præget af denne forskningsmæssige smalhals, hvor bureaukratiet for alvor fik magten over videnskaben; dvs. at ”dekanen” blev defineret ved ”sekretæren”. Her er nogle få eksempler:

I 2015 var Holm medredaktør på antologien ”Folkeskolen efter reformen”, som var en ukritisk hyldest til principperne bag skolereformen. Igen var Jens Rasmussen medforfatter. Holms kapitel var nu helt uden referencer til Lars-Henrik Schmidt. Til gengæld myldrer det med referencer til Lars Qvortrups og Jens Rasmussens arbejde. Kapitlet ender med at forudse, at ”det gamle paradigmes bærende kræfter dør ud”.

Samme år, i 2015, nedlagde Holm uden videre et professorat i pædagogik få dage efter, at det var tilbudt til Alexander von Oettingen. Det var en skandale. Men få måneder senere etablerede Holm en række strategiske mso-professorater, som kunne godkendes af den nye ”sekretær-ånd”.

I 2016 etablerede Holm et såkaldt ”Nationalt center for skoleforskning”, som var en ukritisk tilslutning til skolereformens ideologi. Vennen Lars Qvortrup blev ansat som leder uden opslag, og Jens Rasmussen holdt tale.

Og i 2017 redigerede Holm bogen ”Evidens og dømmekraft – når evidens møder den pædagogiske praksis”, som var et ukritisk forsvar for en såkaldt evidensinformeret pædagogik. Også her bidrog DPU’s magtfulde systemteoretikere, herunder Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Claus Holm selv.

I 2018 etableredes der på DPU/ARTS’ hjemmeside en helt ensidig ”dokumentationsside”, der skulle forsvare Jens Rasmussen og Lars Qvortrup mod Keld Skovmands kritiske arbejde.

Undervejs i denne periode organiserede Holm en række stort anlagte, men fagligt set smalle konferencer, hvor konkurrencestaten og Ove Kaj Pedersen spillede en central rolle. Denne konferencetendens er senest blevet bekræftet på en stor konference om ”åndelig oprustning” i maj 2025. Jeg vil understrege, at der ikke var tale om almindelige videnskabelige konferencer med paper-præsentationer og faglige netværk, men om nærmest ideologisk opbyggede dagsarrangementer.

Samtidig udskammede Holm kritikere af konkurrencestaten i den offentlige debat; effektivt formidlet af DPUs kommunikationskanaler.

DPUs forskningsstrukturer, stillinger og kommunikationssystemer tog i disse år mere og mere farve af Holms ideologi. Og hele dette ideologisk-faglige system blev stærkt promoveret på DPU’s medier, som Holm selv fortsat kontrollerer.

Holms beslutninger blev kritiseret af en lang række fremtrædende pædagogiske fagpersoner, f.eks. Peter Kemp, Asger Sørensen, Keld Skovmand, Niels Jakob Pasgaard, Brian Degn Mårtensson, Pia Böwadt, Niels Christian Sauer, Thorkild Thejsen m.fl. Men Holm selv var tavs. Vi fik det, jeg har kaldt for ”pædagogikkens to verdener” (Rømer 2024, opr. 2015).

Claus Holms ansættelse som institutleder blev i 2023 forlænget af den helt nye dekan Maja Horst i begejstrede vendinger. Holm havde undervejs refereret udførligt til Horst, som selv havde skrevet ph.d. om forskningskommunikation og talt nedladende om den humboldtske universitetstradition.

 

6. Claus Holms registrering af publikationer

Endelig er det værd at nævne, at Holm på sin DPU-hjemmeside har registreret en lang række debatindlæg som ”tidsskriftsartikler”. I alt er der pt. noteret 72 ”tidsskriftsartikler” i universitetets system ”Pure”, men bortset fra nogle få undtagelser er disse tekster ikke, hvad man i en videnskabelig sammenhæng normalt vil forstå ved tidsskriftsartikler, men blot helt korte debatindlæg. Ca. 90% af disse registreringer burde stå under kategorien ”kommentar/debat”. Holm lever altså ikke op til universitetets regler om klassificering af de forskellige publikationstyper, som ellers er ret klart defineret. https://medarbejdere.au.dk/pure/vejledninger/publikationer/publikationstyper

Desuden har Holm under overskriften ”Bøger” noteret to små pamfletter på hhv. 16 og 20 sider. Disse registreringer understreger ovenstående tendens til uretmæssig oppustning af egne meritter.

Dette problem er ikke ”kun” et spørgsmål om manglende forskningsetik. Universiteterne får nemlig statstilskud med udgangspunkt i kategorien ”videnskabelige artikler/ publikationer”. https://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/aftale-om-basismidler-til-forskning

Hvis jeg har forstået dette korrekt, kan man måske ligefrem tale om, at Holms registreringer er en slags svindel.

 

7. Seks spørgsmål

Hele dette illegitime og autoritære system har i nu 20 år præget DPU, som derfor ledes uden universitetspolitisk legalitet, legitimitet og dybde.

 

Så seks spørgsmål trænger sig på:

Hvordan kunne Holm blive (pro)dekan?

Hvordan kunne Holms ph.d. blive godkendt?

Hvordan kunne Holm blive lektor?

Hvordan kunne Holm blive viceinstitutleder og efterfølgende institutleder?

Hvorfor er Holms publikationer ikke korrekt registreret?

Hvordan kan man redde den pædagogiske forskning?

 

Claus Holms karriere (så vidt jeg har kunnet rekonstruere den):

1995: Cand. mag. i samfundsfag og filosofi

?-2000: Sekretær i Etisk Råd

2000-2007: Sekretariats- og kommunikationschef på DPU

2007-2011: Prodekan for formidling

2011-2013: Chef for internationalt kontor

2012: Holm forsvarer sin ph.d.

2013: Positiv lektorbedømmelse

2013-2014: Viceinstitutleder for forskning

2014: Konstitueret institutleder

2015: Institutleder

2023: Forlængelse af ansættelse som institutleder

2001-2025: Redaktør for DPU-magasinet ”Asterisk” i hele perioden.

 

Referencer (kronologisk):

Bogudgivelser, hvor Claus Holm er forfatter/medforfatter:

Schmidt, L-H. & Holm, C. (2001). ”Det snakkende demokrati”, Danske Dagblades Forenings debatserie, nr. 11.

Holm, C. (2006). Forståelsens rasen – om troværdig forskningsformidling, Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.

Rasmussen, J. & Kruse, S. & Holm, C. (2007). Viden om uddannelse – uddannelsesforskning, pædagogik og pædagogisk praksis, Hans Reitzels Forlag.

Holm, C. (2012). Kampen om troværdigheden – forskning i formidling, ph.d.-afhandling, Aarhus Universitet. (kan lånes på det kgl. bibliotek)

 

Omtalte antologier, som Claus Holm har medvirket til at redigere:

Holm, C. & Baumann, A. (red.) (2012). Ny nordisk pædagogik?, BUPL.

Rasmussen, J. & Holm, C. & Rasch-Christensen, A. (red.) (2015). Folkeskolen efter reformen, Hans Reitzels Forlag.

Holm, C. & Thingholm, H. (red.) (2017). Evidens og dømmekraft – når evidens møder den pædagogiske praksis, Dafolo.

 

Andre omtalte artikler:

Holm, C. (2013). ”Mobilising knowledge in higher education in Denmark”, The Impact of Research in Education: An international perspective. Levin, B., Qi, J., Edelstein, H. & Sohn, J. (red.). Policy Press, s. 131-146 15 s.

 

Diverse links:

Link til omtale af ph.d.-forsvar i 2012: https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/nyhed/artikel/kampen-om-trovaerdigheden-forskning-i-formidling

Link til omtale af ansættelse som konstitueret institutleder, 2014: https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/nyhed/artikel/claus-holm-bliver-konstitueret-institutleder

Link til omtale af ansættelsen som institutleder, 2015: https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/nyhed/artikel/claus-holm-ny-institutleder-paa-dpu

Link til omtale af forlængelse af Holms ansættelse som institutleder, 2023: https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/claus-holm-fortsaetter-som-leder-af-dpu

Link til Claus Holms PURE-side ved Aarhus Universitet: https://pure.au.dk/portal/da/persons/clho@edu.au.dk

Link til Claus Holms DPU-kanal: https://dpu.au.dk/om-dpu/ledelse/lederartikler

 

Ovenstående bygger på arbejdet med følgende syv udgivelser:

Rømer, T.A. (2011). “Dansk pædagogik i fald og bund”, i Rømer, T.A. & Tanggaard, L. & Brinkmann, S.: Uren pædagogik, Klim.

Rømer, T.A. (2013). Krisen i dansk pædagogik – en upraktisk blog, Fjordager.

Rømer, T.A. (2017). Ballade i pædagogikkens forsamlingshus, Fjordager.

Rømer, T.A. (2022). Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering, Klim.

Rømer, T.A. (2023). I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning, Fjordager.

Rømer, T.A. (2024, opr. 2015). Pædagogikkens to verdener – 2. reviderede version, Aalborg Universitetsforlag.

Rømer, T.A. (2024). Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU, Klim.

 

Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie har i marts 2025 udgivet årsskriftet ”Uddannelseshistorie 2024”.

I årsskriftet har Stefan Hermann en dobbeltanmeldelse af to af mine bøger:

• ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, Klim, 2022
• ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, Fjordager 2023

Disse anmeldelser har en almen interesse, ikke mindst fordi Stefan Hermann har spillet en stor rolle i den udvikling, som er genstand for en kritisk behandling i de to bøger.

Men Stefan Hermann lader til at have haft nogle fine dage i selskab med de to udgivelser. Her er lidt citater mm.:

 

1. Hermanns indledende bemærkninger: ”Sætter tankerne i gang”

Hermann indleder sin anmeldelse med følgende pæne ord om mit almene virke:

”Thomas Astrup Rømer er en særegen skikkelse i dansk pædagogisk tænkning, hvor han ofte med kritisk og nysgerrigt forlæg huserer navnlig med skolepolitiske studier, skolehistoriske udredninger med pædagogisk filosofiske tråde samt med en lind strøm af dagsaktuelle kommentarer på hans blog eller Facebook. Når han er bedst, får man originale analyser, komplekse sammenhænge analyseret med prægnans, og det hele serveret i et ofte metaforrigt og virkelystent sprog, der sætter tankerne i gang.”

Og kort efter lyder det:

”Herudover bør det nævnes, at Rømer i tillæg hertil i mange af sine arbejder indfletter egentlig teoriudviklende ambitioner, dvs. pædagogisk filosofiske overvejelser af helt fundamental og grundlagsteoretisk karakter. Det præger ikke alene indledningen til Skolens formål, men løber tillige som en strøm gennem bogen, nogle gange indforstået og lettere gedulgt.”

 

2. Anmeldelse af “Skolens formål”: ”Noget af det mest interessante, der er skrevet om skolens formål de sidste 30 år”

Dernæst går Hermann i gang med sin anmeldelse af ”Skolens formål”, som har gjort ham ”klogere”. Han skriver følgende:

”Rømers bog er ikke en vanskelig skovtur af abstrakte begreber og indforståede filosofiske brydetag, men en kommenterende fortælling om politikere og tænkere, nøgledokumenter og lovgivning, som er værd at læse og som man på mange stræk bliver klogere af.”

Han er især begejstret for bogens DEL 1, hvor jeg udlægger formålsparagraffens tradition:

”Bogens DEL 1 er noget af det mest interessante, der er skrevet om skolens formål de sidste 30 år. Ikke fordi alt står lysende klart og alle slutninger begrundes i bund, men fordi Rømers undersøgelse er forankret i et grundigt arbejde, peger nye steder hen og har fat i de rigtige tekster og dokumenter.”

Men også DEL 2 og DEL 3, der handler om pædagogikkens og skolepolitikkens udvikling fra 1993-2014, får gode ord med på vejen:

”Analyserne i DEL 2 og DEL 3 er ligeledes gennemarbejdede, stofrige og detaljemættede og et godt udgangspunkt for at diskutere og kaste sig ud i supplerende eller korrigerende analyser.”

Derimod er Hermann ikke så glad for bogens afsluttende DEL 4, hvor jeg gennemgår professionshøjskolernes og DPU’s udvikling. Hans kritik går dog mest på noget formmæssigt, så vidt jeg forstår det. Men jeg havde håbet, at Hermann netop under DEL 4 ville være mere anfægtet, eftersom han jo – som rektor for en professionshøjskole – selv var en del af processen.

Han undrer sig også over, at jeg næsten ikke drøfter trivselsbegrebet, hvilket jeg faktisk også selv undrer mig over. Dengang handlede alt om ”læring”. Jeg tager lidt revanche i en kommende bog ”Trivsel tur-retur”, som udkommer her i foråret 2025.

Hermann konkluderer sin anmeldelse med en klar anbefaling:

”Bogen må klart anbefales. Rømer skriver uden cykelhjelm og knæbeskyttere. Nogle gange også med svigtende lys og sidespejl, men altid med et anliggende og en klar holdning til aktørerne på arenaen.”

 

3. I Skolereformens kølvand: ”Problemstillinger, som ikke er til at komme uden om”

Hermann er mindre begejstret for den anden bog, hvor jeg gennemgår tiden fra 2014-2020, med særlig vægt på de to vigtige sager om Keld Skovmand og Erik Schmidt.

Hermann mener, at bogens undersøgelser er et udtryk for ”pædagogisk tribalisme”. Men dette lidt polemiske udtryk er en ren dyd i min ordbog, for det svarer jo til at beskytte pædagogik, velfærdsstat, nationalitet, verdensborgerskab og humanisme imod det totalovergreb, som en ekspanderende konkurrencestat iværksatte fra slutningen af 90’erne og fremefter. Det er i al fald sådan, jeg selv forstår mit behov for at dokumentere disse sager så grundigt. De må ikke gå i glemmebogen.

Og at Hermann trods alt har fået noget at tænke over, fremgår af anmeldelsens sidste sætninger: Her skriver han, at …

”…Rømers pensum er stort og hans akademisk terrængående strategier interessante og vigtige, idet han kombinerer filosofi, historie, sociologi, pædagogik, politologi og meget mere.”

Og det hele rundes af med et eftertænksomt smil på læben:

“Alligevel morede jeg mig under læsningen, og bogen er bestemt rig på udkast til analyser og på problemstillinger, som ikke er til at komme udenom.”

 

Links:

Stefan Hermanns dobbeltanmeldelse i ”Uddannelseshistorie 2024”: https://uddannelseshistorie.dk/

 

Andre anmeldelser af de to bøger:

A. Andre anmeldelser af ”Skolens formål:

Egon Clausen, Jens Raahuage og Georg Metz drøfter bogen i Den2Radio, d. 24. december 2022. https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-december-2022/

Lektor Hans Dorf anmelder for tidsskriftet Unge Pædagoger, nr. 3, 2022, s. 105-112. http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Anmeldelse-Unge-Paedagoger.pdf

Lærer og redaktør Erik Schmidt anmelder bogen til Lærerbladet, nr. 3, s. 23: https://odense.dlf.org/media/2zrnpivc/lb-03-2022.pdf

Lektørvurdering til Bibliotek.dk af Henrik Munch Jørgensen: “Det er en yderst gennemarbejdet og velovervejet udgivelse, som kommer godt i dybden med sine analyser og tolkninger. En både vedkommende, tankevækkende, omfattende og relevant udgivelse for alle med engagement i skoleverdenen. Er absolut værd at læse i sin helhed.”

Rektor og dr. pæd., Alexander von Oettingen, omtaler bogen i fire Facebook-opslag, d. 1.-11. september 2022:

•  Del 1: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=1710541495991948&set=a.170454170000696&type=3&notif_id=1662011257476896&notif_t=feedback_reaction_generic_tagged&ref=notif
•  Del 2: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid027LQNAGPMkaDyMKYXK6XC5cWyExeuN2hrFn3dX3Qx4tK4w1gbjffD4Ug7cQBaXHZtl&id=100011083422575
• Del 3: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0EwHWaRWbAwmoRiosAgPiCEde3d7CwSDLfPT5F9Zn14dqQ8Gj7Uu4u8MV5cZTm4mMl&id=100011083422575
•  Del 4: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02xqD7wo6yoRLcQigteSyB7cY1q4DnC3jrrj2417VQoUKuu27VikNV4sqV9K5DZxgLl&id=100011083422575

Lærer Lærke Grandjean omtaler bogen på Folkeskolen.dk, d. 26. august: https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/thomas-romer-curriculum-centreret-undervisning-danner/4671899

Lektor ved pædagoguddannelsen på VIA-UC, Niels Jakob Pasgaard, anmelder bogen på hhv. Facebook og LinkedIn, d. 31. juli 2022:

– Facebook: https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/pfbid02VYPuKZtzmdwZaZggFzHDf9UBAhKKkac47kPfBxCHzzEFeZSQcNYM2DVyz4zc1S62l/.

– Linkedin: https://www.linkedin.com/pulse/boganbefaling-thomas-aastrup-r%C3%B8mer-skolens-form%C3%A5l-pasgaard/?originalSubdomain=dk

Ove Christensen anmelder for Folkeskolen.dk, d. 17. maj: https://www.folkeskolen.dk/formalets-forfaldshistorie/4634208

Interview til Folkeskolen.dk i anledning af bogen, d. 23. maj: https://www.folkeskolen.dk/formalsparagraffen-forskning-malstyring/forsker-vil-redde-formalsparagraffen-i-ny-bog/4634962

 

B. Andre anmeldelser af ”I skolereformens kølvand”:

Stefan Hermann anmelder bogen i årbogen “Uddannelseshistorie 2024”. https://uddannelseshistorie.dk/aarbog/aarbog-2024/

Bogen fremhæves som en af årets bøger i Folkeskolen.dk, december 2023, s.44.  https://issuu.com/folkeskolen/docs/folkeskolen_nr._20_2023

Lærke Grandjean omtaler bogen til Folkeskolen.dk, d. 1. maj 2023. https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/i-skolereformens-kolvand-kritik-justering-og-forstaerkning-af-thomas-aastrup-romer/4713288

Jens Raahauge anmelder bogen til Folkeskolen.dk, d. 1. maj 2023. https://www.folkeskolen.dk/folkeskolereform-malstyring-paedagogik/skolen-traenger-til-en-kaerlig-and/4709468. Og i en kortere version på Sophia.dk, d. 17. maj: https://www.sophia.nu/2023/05/17/skolen-traenger-til-en-kaerlig-and/

Lærer Mark Jewkes omtaler bogen på Facebook, d. 6. juni 2023. https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0HsMtipaoXfrvSd9A1ywAJnG1NKbJKUTzBTgNBZetG12xNZqbYhaDbMvdn7SPrwaJl&id=837549480

Lone Nørgaard anmelder bogen til Indblik.dk, d. 9. juni 2023. https://indblik.dk/skolereformen-2014-var-stort-taenkt-men-viste-sig-at-vaere-en-kolos-paa-lerfoedder-og-ren-ideologi/

Nedenfor kan man læse 56 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra marts-april 2025. Teksterne starter dog i slutningen af februar for at samle nogle kommentarer emnemæssigt.

De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

Indholdsfortegnelse:

1. Åndelig oprustning
2. Metodisk problem
3. Et års jubilæum for bogudgivelse
4. Karakterdannelse
5. Trivselskommissionen vil hæve klassekvotienten
6. Trivselskommissionens syn på trivselsmålingerne
7. Trivselskommissionens inspirationskilder
8. Trivselskommissionen og teknologi
9. Rapport om digitalisering i folkeskolen
10. Henrik Dahls ”bobler”
11. Et samfund i opløsning
12. Fem år
13. DPUs fortsatte angreb på dannelse
14. Udgivelsesdag
15. Nedlukningens realitet
16. Interview med Jens Lundgren
17. DPU-konference om ”åndelig oprustning”
18. Debatarrangement om pædagoguddannelsen
19. Stefan Hermann anmelder ”Skolens formål” og ”I skolereformens kølvand”
20. Internationalt arbejde siden 2000
21. Anders Fogh er Danmarks svar på Trump
22. Digital teknologi i folkeskolen:
23. Ny karrierestrategi
24. DPU i 2010
25. Børnehavens filosofi
26. Mette Frederiksens omvendte grundlov
27. Teknokratisk vitalisme på Aarhus Universitet
28. 30 upraktiske råd i 2009
29. Censur på Folkeskolen.dk
30. Claus Holms opgør med dannelse, note 1: Holms ”patriotisme”
31. Claus Holms opgør med dannelse, note 2: Hal Koch og læringsrevolutionen
32. Claus Holms opgør med dannelse, note 3: Niels Jakob Pasgaards kritik
33. Claus Holms opgør med dannelse, note 4: Holms dannelsesideal i 2013
34. Claus Holms opgør med dannelse, note 5: Folkeskolen efter reformen
35. Claus Holms opgør med dannelse, note 6: Nedlæggelse af professorat i pædagogik
36. Claus Holms opgør med dannelse, note 7: Pia Rose Böwadts kritik
37. Hvad er ”det borgerlige”?
38. Claus Holms opgør med dannelse, note 8: ”Servil nihilisme”
39. Claus Holms opgør med dannelse, note 9: Asger Sørensens kritik
40. Claus Holms opgør med dannelse, note 10: Peter Kemps kritik
41. Claus Holms opgør med dannelse, note 11: Brian Degn Mårtenssons kritik
42. Claus holms opgør med dannelse, note 12: Keld Skovmands kritik
43. Claus Holms opgør med dannelse, note 13: Thorkild Thejsens kritik
44. Claus Holms opgør med dannelse, note 14: Niels Christian Sauers kritik
45. Claus Holms opgør med dannelse, note 15: Gymnasiereformen
46. Pædagoguddannelsens historie
47. Claus Holms opgør med dannelse, note 16: Anders Bondo Christensens kritik
48. Claus Holms opgør med dannelse, note 17: Kjeld Holms kritik
49. Claus Holms opgør med dannelse, note 18: Jan Jaap Rothuizens kritik
50. Notat om Karakterdannelse
51. Claus Holms opgør med dannelse, note 19: Konkurrencestatens patrioter i 2008
52. Danmarks Radio: Konkurrencestatens system
53. Danmarks Radio: Bestyrelsen
54. Tesfaye og Lars Qvortrup
55. Jean-Luc Marion i Norge, USA og Danmark
56. Kampen om Corydon

 

1. Den 24. februar: Åndelig oprustning

I nedenstående indlæg fra dagens Ræson forsøger jeg at sammenfatte og systematisere diskussionen af Mattias Tesfayes seneste udspil om dannelsens rolle i skolepolitikken.

https://www.raeson.dk/2025/thomas-aastrup-roemer-tesfaye-har-opdaget-dannelsens-begreb-og-betydning/

 

2. Den 25. februar: Metodisk problem

Der er et metodisk problem ved hele trivselsdiskursen.

Det lader til, at alle udelukkende ser på trivsel som noget godt?

Men det kan ligeså vel være modsat. De tyskere, som trivedes i 1942, burde jo have gjort det modsatte.

Og modstandskæmperne mistrivedes jo? Men så alligevel ikke? Måske har det noget at gøre med “karakterdannelse”? Lidt som de unge på Jagtvej 69.

Og måske er det et udtryk for trivsel, når pigerne trives dårligere end drengene. Dvs. at pigerne har en bedre forståelse af deres situation? Måske er det pigerne, der trives, fordi de ikke trives?

Så om den afrapporterede trivsel er lig med virkelig trivsel, afhænger af den kulturelle og politiske kontekst.

Den målte trivsel er ikke udtryk for virkelig trivsel. Vi får et kollaps i validiteten.

Hvis det er korrekt, så falder alle trivselsmålinger pladask til jorden.

Men hvem kan så afgøre, om trivsel er trivsel? Det kan kun den lærer/pædagog/forældre, der står over for barnet og interesserer sig for dets udvikling.

Hvis jeg har ret, så er konsekvensen følgende: Trivsel kan ikke måles, men kun erfares pædagogisk.

 

3. Den 25. februar: Et års jubilæum for bogudgivelse

Det er nu et år siden, at forlaget KLIM udgav min bog ”Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”.

Bogen er en refleksion over universitetets filosofi og formål med en ledsagende gennemgang, dels af 2003-universitetsreformens effekter og dels af Aarhus Universitets fald fra tinderne.

På bogens forside kan man derfor se Humboldt kigge både vemodigt og bebrejdende ind over Aarhus Universitets smukke arkitektur.

Der er også en gennemgang af en række spektakulære afskedigelsessager, herunder min egen.

I forbindelse med udgivelsen var der en fin reception i Aarhus Universitets helt oprindelige lokaler på Nørregade i Aarhus samt en række efterfølgende debatarrangementer.

Der var også fine anmeldelser. Anders Klostergaard Petersen, som er lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, skrev bl.a. følgende i mediet Science Report:

“Alle skåltaler og panegyrik af tidligere dekaner og nuværende institutleder ved DPU for akademisk frihed, fri forskning og retten til som intellektuel frimodigt at give udtryk for sit standpunkt klinger unægtelig hult, hvis ikke som hyklerisk sofisme, hvis Rømers fremstilling modsvarer virkeligheden.

Man kan på den baggrund ikke fortænke ham i mod sin vilje at nå konklusionen: ”Aarhus Universitet er i dybt mørke” (s. 204). Det sidste turde være en overdrivelse, men det gælder i alt fald det institut og det fakultet, Rømer var ansat ved.”

Den sidste sætning er skøn ironi, for anmelderen er ansat ved det samme “fakultet”, nemlig fakultetet “ARTS”.

https://klim.dk/bog/universitetet-og-dets-fjender/

 

4. Den 26. februar: Karakterdannelse

Jeg har en lille iagttagelse, som jeg gerne vil dele i al sin foreløbighed.

Begrebet ”karakterdannelse” er kommet i vælten, både via en helt ny centerdannelse om emnet og i forbindelse med Tesfayes ”åndelige oprustning”. Endelig spiller begrebet en central rolle i Trivselskommissionens arbejde.

Sidst begrebet for alvor spillede en rolle var i perioden 1937-1975. Årsagen var, at den daværende radikale undervisningsminister, Jørgen Jørgensen, i 1937 puttede begrebet ind i den nye formålsparagraf, hvor det skulle supplere et reformpædagogisk fokus på ”anlæg og evner”.

Hvorfor gjorde han det? Jeg tror, det hang sammen med den spirende fascisme, som i høj grad prægede sindene i starten af 30’erne. Socialdemokraten Hartvig Frisch udgav f.eks. bogen ”Pest over Europa”. Det var tid at ranke ryggen. Vi fik en ny version af, ”hvad udad tabes skal indad vindes”.

Jeg tror ikke, at begrebet kunne have haft samme rolle i 1920’erne, hvor reformpædagogik og en mere mild nationalisme var toneangivende herhjemme, mens det kaotiske Weimar-demokrati boltrede sig i Berlin.

Og reformpædagogikken kom som sagt med i 1937-formålet via udtrykket ”anlæg og evner” samt i en selvstændig §15 om ”selvvirksomhed”.

Dette ny fokus på karakterdannelsen var udtryk for en slags genopfindelse og genaktivering af det folkelige liv fra tiden før 1. verdenskrig. Jørgensen ville beskytte den folkelige tradition, mens Hitler og Stalin gik amok.

Nuvel, efter 1937 kommer der to ret forskellige betænkningstråde, nemlig 1941-bekendtgørelsen og Den blå betænkning fra 1960. Og i begge tråde lægges der vægt på karakterdannelse, blot på hver sin måde.

A. 1941-bekendtgørelsen

1941-bekendtgørelsen trak tråde tilbage til de nationale idealer fra starten af århundredet – herunder det såkaldte “Sthyrske cirkulære” fra 1901 – men 1941-bekendtgørelsen lagde faktisk også ekstra vægt på netop den karakterdannelse, som den nye formålsparagraf jo havde indstiftet. Og 1901-cirkulæret nævner vel at mærke ikke “karakterdannelse” direkte.

Der var kort sagt tale om en forstærkning af national dannelse, hvilket jo er let at forstå. Det var faktisk også Hal Kochs linje, som netop havde holdt nogle forelæsninger om Grundtvig i samme ånd. Denne tråd fører direkte til den aktuele Trivselskommission, hvis formand jo er forstander ved Kochs gamle højskole. Jørgen Jørgensen var stadig minister i 1941, og hans bekendtgørelse var aktiv frem til 1975.

Langt senere inspirerede denne 1941-bekendtgørelse seminarielærer Holger Henriksen, der bistod Bertel Haarder med formålsparagraffen fra 1993. Det var også Henriksen, der senere oversatte Gert Biestas ”pædagogiske manifest” til dansk. Men ok, det er er en bibemærkning.

Her er et citat fra 1941-bekendtgørelsen:

”Man finder imidlertid Anledning til samtidig at understrege, hvad der er udtalt, i Folkeskolelovens § 1, at Skolen gennem sin Virksomhed foruden at være kundskabsmeddelende, maa være opdragende og karakterdannende.

Den bør udvikle og styrke Børnenes Sans for de etiske og kristelige Værdier, give dem Ærbødighed for Menneskelivet og for Naturen, Kærlighed til Hjemmet og vort Folk og Land, Respekt for andres Meninger, Følelse for Fællesskab mellem Folkene og for Samhørighed med de andre nordiske Folk.

Skolen maa saaledes bidrage til at give Børnene Idealer, hjælpe dem til at sætte sig Maal i Livet, øge deres Respekt for Oprigtighed i Tale og Adfærd og styrke deres Pligtfølelse. Gennem sund Disciplin læres god Opførsel og udvikles Sans for Orden.”

I 1945 kom så den såkaldte Emdrup-plan, der lagde vægt på demokratisk karakterdannelse. Dette arbejde var ikke mindst påvirket af kommunisten og modstandsmanden, Inger Merete Nordentoft, som havde været en del af reformpædagogikken. Krigen var slut.

Her er et smukt citat om den demokratiske karakterdannelse fra en tekst af Nordentoft (fra 1946):

”Målet for opdragelse må være den demokratiske borger, mennesket, som kan tænke frit og selvstændigt, som kan samarbejde med andre og indordne sig under helhedens tarv, som kan udvise initiativ og tør tage et ansvar, som kan vise tolerance over for anderledes tænkende og dog med mod og fasthed stå inde for sin egen overbevisning – mennesket som kender sin egen begrænsning, men som med tro og tillid til sig selv anvender sine evner, almindelige eller særprægede, små eller store, for at gavne helheden. Hvordan skal man nå dette mål? Gennem et målbevidst arbejde fra barnets fødsel til dets manddoms år.”

B. Den blå betænkning

Den blå betænkning fra 1960 bærer præg af en lidt mere teknisk og faglig humanisme, der udviklede sig i løbet af 1950’erne, hvor ikke mindst socialdemokraten Julius Bomholt gjorde en kæmpeindsats for åndsfrihed og kulturel udvikling.

Mange mener, at Den blå betænkning var et reformpædagogisk dokument. Det er ikke helt forkert, men heller ikke hele historien.

Nuvel, det sjove er, at karakterdannelsesbegrebet også her i 1960 spiller en stor rolle, dog uden de nationale og historiske referencer. Her peges mere på – hvilket jo også stod i 1941-teksten – at skolen udover at stå for kundskabsarbejdet også er et sted for personlig udvikling og karakterdannelse. Det er også derfor, at man nu udvider undervisningsforståelsen. F.eks. er der et stort afsnit om lejrskoler.

Her er et citat om karakterdannelse fra Den blå betænkning under overskriften ”Samspillet mellem skolens atmosfære, karakteropdragelse og kundskabsmeddelelse”:

”Samværet med lærere og skolekammerater optager en så stor del af barnets og den unges tilværelse, at skolelivets indflydelse rækker betydeligt ud over meddelelsen af kundskaber og andre bidrag til elevernes intellektuelle udvikling. Skolelivet får større indflydelse på udformningen af personligheden, karakteren.”

Også denne betænkning var aktiv frem til 1975, dog uden juridisk status.

C.

Disse to bekendtgørelse indrammer en lykkelig tid for udviklingen i dansk pædagogik med sans for national og europæisk ånd, pædagogiske eksperimenter og mildnede omgangsformer. Der er ingen referencer til OECD eller til nationaløkonomer og der er bestemt ikke tale om nogen “sort skole”, hvis man ser på filosofien i teksterne.

Min pointe er nu, at denne tidlige interesse for karakterdannelse fra 1937 var foranlediget af ændringer i europæisk politik, hvorefter en række tidligere traditioner – både den national/folkelige og den reformpædagogiske – samles op i løbet af de efterfølgende årtier på nogle nye måder.

Karakterdannelse blev derfor en form for passage for erindring og tilsynekomst; for det historisk-poetiske, som grundtvigianerne kalder det.

Måske er det samme tilfældet nu? Også i dag sættes begrebet ind i en politisk, pædagogisk og international sammenhæng. F.eks. i titlen på Trivselskommissionens rapport: ”Et dansk svar på en vestlig udfordring”.

(I 1975 tages selve karakterdannelsesbegrebet ud af formålsparagraffen og erstattes med nogle lidt andre ord. Vi røg altså på en måde tilbage til 1920’erne, dog uden dette årtis sjælelige dybde. Herfra begyndte en stor deroute, først med Ritt Bjerregårds plan, U90, siden med ansvar for egen læring og endelig med konkurrencestaten. Men nu er vi igen i 1930’erne, lader det til. Der sker noget mærkeligt i verden).

 

5. Den 26. februar: Trivselskommissionen vil hæve klassekvotienten

Trivselskommissionens forskellige forslag koster angiveligt ca. 500 mio. kroner. Kommissionen er blevet bedt om at angive finansieringsforslag, hvilket de så gør på s. 134 i hovedrapporten.

Det mest indbringende af disse forslag, som bidrager med 144 mio. er decideret ødelæggende. Man vil hæve de i forvejen alt for høje klassekvotienter:

Her er formuleringen:

”Finansiering kan tilvejebringes ved at hæve klasseloftet fra 26 til 28 elever i bh. kl. til 2. kl., som også var niveauet, inden sænkelsen af klasseloftet trådte i kraft i skoleåret 2024/2025.

Klasseloftet vil med forslaget være det samme på tværs af folkeskolens klassetrin (bh.kl. til 9. kl.)”

Man vil kort sagt vende tilbage til skolereformens kæmpeklasser! Og så i en rapport, der handler om trivsel. Det er helt uforståelige ord.

Selv 26 elever er alt for mange. Der skal ikke være over 20 børn i en skoleklasse.

Hvor kommer dette mærkelige og kontraproduktive forslag mon fra? Fra nogle bestemte folk i kommissionen eller fra nogle embedsmænd? Det kan vist ikke komme fra formanden eller fra Lene Tanggaard, der lader til at være kommissionens filosofiske akse?

Forslaget må være sneget ind? Forklaring udbedes.

Og hvorfor overhovedet denne form for “pædagogisk finansiering” af den slags småbeløb? Man kan da bare spare på en eller anden jetjager.

Det siger noget om, at rapporten har lav realpolitisk prioritet, at man kan fremføre dette forslag ind i en trivselssammenhæng.

 

6. Den 27. februar: Trivselskommissionens syn på trivselsmålingerne

En af de mange ting, som Trivselskommissionen tager fat i, er de skrækkelige trivselsmålinger, som er en direkte effekt af skolereformens filosofiske system.

Kommissionen drøfter emnet under overskriften ”nyt sprog for trivsel”.

Kommissionen skal have ros for, at man trods alt vil begrænse målingerne til efter 4. klasse. Kommissionen foreslår også, at man nedlægger diverse kommunale målinger og lignende, og det er jo også godt.

Men kommissionen skal have kritik for overhovedet at fastholde disse målinger. Og fra 5. klasse er der endda, så vidt jeg kan se, tale om en form for forstærkning af målingernes betydning? selvom jeg må indrømme, at det hele er lidt svært at gennemskue for en almindelig mand som mig:

A.

For det første vil man anvende kommissionens trivselsbegreb, som angiveligt er bredere og mere socialt end det gamle. Dermed udvides målingernes område og detaljerigdom til ”konteksten”, som det kaldes.

Og skal der også måles på ”karakterdannelsen”, som jo er kommissionens centrale begreb? Det lyder ikke godt, hvis det skulle være tilfældet.

På den anden side står der, at målingerne ikke har fokus på det enkelte barn, og både humør og karakterdannelse er jo individuelt? Skal børnene i så fald alligevel ikke skrive deres liv ind i statens datamaskine? De skal måske skrive om ”konteksten”? Jeg er lidt forvirret.

B.

Målingerne skal også indeholde en mere detaljeret kategorisering af eleverne, hvilket jo udvider målingernes ideologiske og diskursive effekt.

C.

For det tredje vil man ”hovedsageligt” anvende målingerne som et ”ledelsesmæssigt værktøj”, og det lyder jo ikke så godt. Det er rent skolereformssprog. Det er også meget uklart, hvad det egentlig betyder? Måske betyder det, at målingerne så ikke skal anvendes ”pædagogisk”; et begreb, som kommissionen lægger megen vægt på?

D.

Man vil lave regelmæssige trivselsundersøgelser i dagtilbud. Så kan man forbedre kvaliteten på alle niveauer, står der. Jeg synes ikke, det lyder som et “nyt sprog”.

E.

Der lægges op til, at de frie skoler i højere grad inddrages i målingerne. Det er et meget dårligt forslag, som udvider skolereformens tankegang ind i Grundlovens frihedsparagraffer.

Så det hele er faktisk meget skuffende efter min mening.

(Man kan læse om emnet på s. 86-87 i kommissionens rapport.)

 

7. Den 28. februar: Trivselskommissionens inspirationskilder

Nogle gange kan man sige noget om en kommission og dens rapport ved at se på, hvem kommissionen har talt med.

Sidst i Trivselskommissionens rapport kan man se en liste over eksperter og organisationer, som har været inviteret.

Her er nogle iagttagelser:

A.

Der er kun to fra DPU. Den ene er Hans Henrik Knoop, som var med til at lave de trivselstest, som kommissionen nu vil begrænse. Den anden er Lotte Hedegård-Sørensen, som er en af instituttets kritisk indstillede, men også stille eksistenser. Jeg var lidt overrasket over at se hendes navn i sammenhængen.

På DPU’s hjemmeside kan man se en liste over instituttets officielle trivselseksperter. Ingen af dem har været indkaldt.

Det tyder på, at det officielle DPU ikke har nogen høj status i kommissionen/ministeriet.

Denne hypotese passer med Tesfayes kontakte afvisning af en rapport om kønspædagogik fra sidste år. Denne rapport var udarbejdet af DPU’s kernetropper, dvs. en blanding af konkurrencestat og identitetspolitik. Tesfaye kaldte arbejdet for ”sjask”.

B.

Der er ikke inviteret nogle filosoffer, historikere, pædagogiske tænkere eller klassisk intellektuelle. Det er meget mærkeligt, eftersom kommissionens centrale emner handler om “sproget” og “karakterdannelse”. Denne mangel får faktisk betydning for kvaliteten af begrebsudviklingen, men det vil jeg skrive om senere.

En enkelt undtagelse er filosoffen Morten Albæk. Jeg forstår ikke hvorfor, at lige han er inddraget.

Faktisk er Hans Henrik Knoop også karakterdannelsespsykolog, blot med udgangspunkt i den positive psykologi. Måske har han i virkeligheden haft en mere opbyggelig indvirkning på kommissionens karakterdannelsesbegreb? Det må man ikke håbe, men jeg fik mistanken, fordi kommissionens “karakterdannelse” både defineres så håndfast, samtidig med at det er så filosofisk underinformeret.

Det vil dog være lidt mærkeligt, hvis jeg har ret, eftersom han på ingen måde deler baggrundsfilosofi med kommissionens centrale medlemmer. Det er lidt forvirrende.

C.

Der er ingen folk fra det Center for Karakterdannelse, som blev etableret for et års tid siden. Her sidder ellers en række filosoffer, grundtvigianere og kulturfolk, som kunne have beriget diskussionen. Det er faktisk lidt mystisk, synes jeg.

I en artikel på Folkeskolen siger kommissionens formand, Rasmus Meyer, direkte, at han ikke kan forestille sig, at dette center bliver en del af det videre arbejde. Det er et ærgerligt synspunkt, eftersom centrets begrebsforståelse er mere undersøgende end kommissionens. Det er også svært at forstå, eftersom Meyer selv er højskolemand. Desuden er der fælles baggrundsreferencer mellem center og kommission, f.eks. til psykologen Per Schultz Jørgensen.

Et andet kommissionsmedlem, Lene Tanggaard, understreger endda at hun skam ikke har noget med dette center at gøre. I interviewet ender hun dog med at give karakterdannelse en filosofisk begrundelse, som i høj grad ligger i forlængelse af centrets arbejde. Det er også lidt mystisk.

Måske har denne mærkværdige afvisning noget at gøre med, at artiklen på Folkeskolen er vinklet som om, at Center for karakterdannelse skulle være ”kristen mission”? Centrets rige filosofiske baggrund bliver pludselig reduceret til en slags anklage!

Og faktisk er der i samme artikel et ledsagende interview med centrets formand, Kristian Toft, der lægger op til en meget reflekteret omgang med karakterdannelsesbegrebet.

Man må håbe, at både Tanggaard og Meyer finder en anden indstilling frem, for det nye center kan i høj grad bidrage til at kvalificere kommissionens arbejde, så det ikke ender i selvsamme tilgang, som er indbygget i trivselsmålingerne, nemlig et færdigskruet og individualiseret dydskatalog, som risikerer at sætte dannelse og pædagogik ud af spillet.

D.

Men hvem har Trivselskommissionen så inviteret? Hvem har man haft på besøg? Ja, det kan man studere på s. 143-45 i kommissionens rapport.

Jeg bemærker tre tendenser:

1. Der er god repræsentation fra den relationspsykologiske bevægelse, hvor både Louise Klinge og Helle Rabøll Hansen har været på besøg. Der er derudover en del psykologer, hvis faglige tilgang, jeg ikke kender. Det skal jeg lige have sat mig ind i.
2. Der er repræsentation fra Reformkommissionen, som jo har rødder tilbage til det Globaliseringsråd, som i 2006 skabte konkurrencestatens uddannelsessystem. F.eks. er der besøg af økonomen Nina Smith, og økonomen Jørgen Søndergaard, som også har været forbi, hører faktisk med i samme vogn, fordi han har siddet i en række lignende råd igennem tiden.

I samme boldgade er der en person fra Rockwool-fonden og en fra VIVE, som har stået for nogle empiriske rapporter.

Endelig er der Henrik Tvarnøe, der er tidligere direktør for den A.P. Møllerfond, som gjorde ubodelig skolepolitisk skade i kølvandet på skolereformen i 2013.

Det er skolereformsegmentet, om jeg så må sige. Og dette segment er overraskende godt repræsenteret.

3. Der er også et par digitaliseringskritiske folk, f.eks. Iægen Imran Rashid. Der er, så vidt jeg kan se, ingen fra det mere data-affirmative hold.

Links:

Trivselskommissionens rapport: https://www.trivselskommissionen.dk/

DPU’s trivselsside: https://dpu.au.dk/viden/temaer/trivsel

Artikel på Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/dannelse-nyborg-kommune-paedagogik/ny-anbefaling-kritiseres-for-at-missionere-i-skolen/4800820

Indlæg om Center for Karakterdannelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-om-center-for-karakterdannelse.html

 

8. Den 3. marts: Trivselskommissionen og teknologi

Trivselskommissionen lægger op til et forbud mod mobiltelefoner samt til en række yderligere teknologiske restriktioner. Man foreslår desuden, at man på europæisk niveau forstærker kampen mod de amerikanske teknomonopoler, som jo er Trumps egentlige ledestjerne.

Jeg er 100% enig, men der er en ting, jeg ikke helt forstår. For hvad har denne tekno-kritik egentlig med trivsel at gøre? Hvorfor står dette emne i en trivselsrapport?

Der er to grunde til mit spørgsmål:

For det første siger kommissionen, at vi slet ikke har nogen almen trivselskrise. Men i så fald kan man jo ikke begrunde store almene forbud, som et generelt forbud jo er udtryk for?

For det andet – og mere grundlæggende – så er spørgsmålet følgende: Hvad nu hvis ungdommen havde elsket teknosuppen? Hvis de nu toptrivedes ved at være på Instagram 24/7? Det svarer til, at et barn trives med 100% ved at se fjernsyn hele dagen? Er der så ingen krise? Åbenbart ikke, men så alligevel!

I så fald er en høj score på ”trivsel” jo en del af selve problemet? Jo mere trivsel, desto værre!

Man kan kort sagt ikke bruge disse målinger til noget. De måler ikke trivslens reale indhold, som kun kan afgøres i et socialt og pædagogisk fællesskab.

Men alligevel har kommissionen helliget et helt kapitel til trivselsgrafer, hvor tallene suser rundt? Altså til det sprog om trivsel, som man gerne vil af med?

Men hvorfor er det godt med disse almene tekno-forbud, når nu trivselsmålingen ikke duer? Jo, det er fordi, disse forbud beskytter hele den pædagogiske sammenhæng, hvor generationernes forsamling om et fælles indhold kan berige både fortid og fremtid. Vi andre havde jo heller ikke fjernsyn i lommerne.

Så er det bedre med dannelsesprocesser, dvs. forsamlingernes liv i leg, gråd, erindring og fantasi.

Måske er det netop denne trang til at beskytte dannelsens liv, som kommissionen forsøger at udtrykke med referencerne til højskoler, pædagogisk praksis og Grundtvig og så videre?

Jeg er lidt i tvivl, for det står ikke så tydeligt.

Det er som om, at ”trivsel” skygger for ”dannelse”. Lidt som Stefan Hermann også påpegede det i DRs Debatten om emnet. Herfra må man så rekonstruere “dannelse” som “karakterdannelse”. Og karakterdannelse er godt, men ikke sammen med et ødelagt dannelsesbegreb, der er reduceret til et begreb om “trivsel”, som man egentlig ikke synes om.

 

9. Den 8. marts: Rapport om digitalisering i folkeskolen

Der er kommet en ny rapport om skærmbrug i folkeskolen. Den er slået stort op som et opgør med Trivselskommissionens krav om forbud mod mobiltelefoner mv., jvf. Link 1+2.

Rapporten er udarbejdet af Aarhus Universitets medieforsker, Andreas Lieberoth, som tilhører AUs ekspanderende og medieoptimistiske digitaliseringskerne. Her er der absolut ingen kritiske anslag.

A. Kronologi og ideologisk sammenhæng:

Tilbage i 2019 lavede Lieberoth en anden rapport, der viste, at mobiltelefoner i undervisningen havde særdeles negativ effekt, men han forsøgte at omdanne dette resultat til et argument for mere digitalisering, jf. Link 3. Det var ideologisk forskning på den store klinge.

Denne tendens til at negligere problemerne findes overalt på fakultetet ARTS/AU, som stort set har tabt forbindelsen til det klassiske humaniora.

Det er også værd at nævne, at Lieberoth var blandt de 30 forskere, der støttede institutleder Claus Holms autoritære fyringsaktion i december 2022, jvf. Link 4. Holm, som har adskillige problematiske sager hængende i sit CV, har også understøttet Lieberoths rapport.

Endelig vil jeg sige, at rapporten er udarbejdet af Rockwool-fonden, som har gjort sig særdeles uheldig bemærket, når det kommer til den videnskabelige helhed. Heller ikke her er der nogen sans for den samfundsmæssige og filosofiske sammenhæng.

B. Den aktuelle rapport.

Spørgsmålet er nu, om den aktuelle rapport følger dette mønster?

Og det gør den. Selvom man slår undersøgelsen op som et omfattende ”vidensfundament” med 8000 målepunkter, så viser det sig, at man kun har besøgt sølle 12 folkeskoler, og endda kun i undervisningstimerne. Her har man så ikke konstateret noget brug af mobiltelefoner. Der er ca. 1600 grundskoler i Danmark, heraf ca. 1100 folkeskoler.

Til gengæld er der en omfattende brug af ”individuelle devices”, som man forsøger at tale ned, og der er stort set ingen bøger i undervisningen.

Men sølle 12 skoler er jo ikke udtryk for en særlig grundig ”dokumentation” eller et ”vidensfundament”, som man kalder det. Og det viser sig endda, at netop disse 12 skoler har indført ”skærmregler”, som det kaldes. Så vidt jeg kan se, har man ikke engang noteret hvilke regler? Det er under al kritik. Måske er mobiler helt forbudt på de få skoler, man har besøgt?

Rapporten er elendigt skrevet, og det myldrer med komma- og grammatiske fejl, der gør visse dele af materialet nærmest uforståeligt.

Jeg håber, at jeg har misforstået det hele.

Links:

1. Aktuel omtale i Folkeskolen.dk, d. 6/3-2025: https://www.folkeskolen.dk/dannelse-digital-dannelse-dpu/efter-at-have-observeret-undervisning-8170-gange-er-forsker-sikker-mobilerne-er-ikke-problemet/4801980
2. Aktuel rapport, februar 2025: https://rockwoolfonden.dk/udgivelser/den-digitale-folkeskole-mobiltelefon-stort-set-fravaerende-men-projektor-og-computer-moeder-til-tiden-hver-dag/
3. Lieberoths rapport fra 2019: http://www.thomasaastruproemer.dk/skaerm-skaerm-ikke-ny-rapport-om-mobiler-i-skolen.html
4. Støtteerklæring til Claus Holm, december 2022: https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-kollega-modsvar-i-debatten-om-afskedigelser-pa-dpu/4689601

 

10. Den 8. marts: Henrik Dahls ”bobler”

Liberal Alliance er ved at miste partiets kontakt til den åndsliberale sammenhæng. Den er især gal med Henrik Dahl, som i nu snart et år har haft sit virke i Europa-Parlamentet, men som lader til at have frit spil i partiets udvikling.

Her er nogle aktuelle eksempler:

A. Dahl i Jyllands-Posten

For få dage siden skrev Dahl et indlæg i Jyllands-Posten, hvor han påstod, at mange af dem, som han er uenig med, lever i “bobler”. Der er ingen interesse for, hvorfor de evt. mener, som de gør.

Derimod er Dahl skam selv indbegrebet af fornuft og videnskabelig indsigt, må man forstå.

Dette polemiske opgør med åndsfriheden italesættes endda med eksplicit reference til den store tyske filosof Jürgen Habermas. Jeg er overbevist om, at Habermas ville krumme tæer.

Et konkret eksempel på denne omvendte brug af den tyske dannelsestradition kunne man iagttage, da Dahl på mediet X diskuterede folketingsmedlemmernes rejseaktivitet med redaktøren for mediet Frihedsbrevet, Martin Brügger. Her fik Brügger – helt ud af det blå – følgende nærmest ondskabsfulde svada:

”Det er en Guds lykke, at du ikke har noget at skulle have sagt i den virkelige verden. Mage til bonderøvsagtige synspunkter har jeg ikke hørt, siden jeg boede i Skærbæk for mange år siden. Jeg tjener flere penge end dig. Jeg rejser mere på business class end dig. Jeg har mere indflydelsesrige venner end dig. Og ved du hvorfor? Fordi jeg har fortjent det.”

Sådan lyder Henrik Dahls Habermas.

B. LA og Elon Musk

I samme genre har partiformanden kastet sig ud i den helt store inspiration fra Elon Musk. Der skal ansættes en stærk mand til at gøre op med, hvad partiet altså kalder for ”bobler”.

Henrik Dahl har selv givet nogle eksempler på X. Han vil nedlægge en række af samfundets kulturinstitutioner. Vi er i bedste ”boble”-stil. Her er Dahls markering:

”Der skal jo skabes finansiering til en massiv oprustning. Det er næsten alle enige om. For at styrke Danmarks sikkerhed, har jeg følgende forslag:

– Defund Danmarks Radio – Defund RUC – Defund Kunstakademiet – Defund alle institutter på humaniora, der ikke kan føre deres historie mindst 50 år tilbage. – Defund Det Danske Filminstitut – Defund alle NGO’er – Defund UNRWA Det ville både styrke Danmarks sikkerhed, fordi pengene i stedet gik til oprustning. Og fordi Danmark fik drænet en større sump af woke og venstreorienteret undergravelse af samfundet.”

Det er fint at kritiserer disse institutioner, men et så plat og ødelæggende raid er helt uden for skiven, og ikke mindst er det i stik modsætning til Habermas’ ånd. Det skal også nævnes, at Dahls linje støttes og forstærkes af Vanopslagh, som vil lave en dansk version af Elon Musks rabiate effektiviseringsorgan DOGE.

C. Krigs- og vaccineretorik

Endelig vil jeg nævne Vanopslaghs helt ukritiske tilslutning til statsministerens ophedede krigsretorik, som stammer direkte fra nedlukningens logikker.

Og her er det tankevækkende, at Henrik Dahl i sin tid var blandt de mest glødende fortalere for vaccinationspas. De mange kritikere af nedlukningens ideologi, hvoraf en del netop kom fra liberale kredse, var nok også en “boble”? Vi er ikke i demokratiets lønkammer.

D

Jeg havde faktisk regnet med, at Dahl blev irettesat af sin partiformand, som trods alt har skrevet en god bog om dannelse, Men her betyder det måske noget, at Dahl i sin tid var en af de centrale støtter for Vanopslagh, da der skulle vælges ny formand efter Anders Samuelsens exit. I hvert fald er tavsheden larmende.

Der er ingen andre profiler i partiet, der kan kritisere Dahl. Partiet er dermed skadet i ånden.

Måske Riisager? Men hun er ikke folkevalgt, kun rådgiver, og hun virker betaget af Dahl. De har gode fælles erfaringer med gymnasieloven fra 2016, og Dahl var jo også supersej, da han klædte sig ud som indianer foran Københavns Universitet.

Åndsfriheden – som er et af liberalismens fineste kendemærker – er en by i Rusland; nu parkeret i en ”boble”. Med den slags udtryk er vi efter min mening i en slags fordoblet identitetspolitisk ”woke”. Fuldstændig som Trump og Musk. Det er en meget sørgelig deroute for LA.

Den åndshistoriske årsag til Dahls filosofiske kollaps skal formentlig søges i hans dannelse i de tidligere 00’eres venstrefløjsmiljøer, hvor konkurrencestaten og systemteorien var i gang med at sætte dagsordenen, mens almendannelsen blev parkeret som et identitetspolitisk og polemisk ikke-islam.

Links:

Henrik Dahl i Jyllands-Posten: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE17968564/uden-kritisk-offentlighed-doer-demokratiet/

Dahls ”Defund”-tweet, d. 27. februar: https://x.com/SociologenHD/status/1895023515104952417

Dahls kommentar til Mads Brügger, d. 1. marts: https://x.com/sociologenhd/status/1895784529308127401

 

11. Den 10. marts: Et samfund i opløsning

Politiken har berettet om en rystende historie.

En 28 årig kvinde af tysk afstamning har via adoption haft dansk statsborgerskab i 20 år; altså siden barndommen, hvor hun voksede op i Danmark med sin tyske mor og sin danske stedfar.

Men nu fratages hun sit statsborgerskab uden videre.

Sagen er en symbiose af to sammenhængende processer, der udstiller statens krise:

A.

I efteråret 2023 skrev kvinden en kort kommentar om Hamas på Politikens Facebook-tråd. Kommentaren er 100% indenfor skiven i et normalt fungerende demokrati.

Kommentaren er så kort og betydningsløs, at politiet først afviser anmeldelsen, men statsadvokaten tvinger en sag igennem i byretten, som kvinden vinder. Men nu har staten endda anket afgørelsen til landsretten!

Alt dette finder sted efter stærkt politisk pres fra især Mette Frederiksen og Peter Hummelgaard, som ovenikøbet har lagt op til, at borgere angiver hinanden på den meste stasi-agtige facon. Det er faktisk en sådan stalinistisk angivervirksomhed, der har startet sagen. Professor i strafferet, Jørn Vestergaard, erindrer ikke at have set noget lignende.

Det handler angiveligt om ”danske værdier” fortæller de totalitære socialdemokrater, som ikke aner, hvad “Danmark” og dette lands rige dialoger er. På en måde rammes man af sorg.

Men elendighederne fordobles:

B.

På grund af den stasi-agtige anmeldelse, så havner kvinden pludselig på en absurd liste med ”terrorsympatisører”, som efter nogle politikeres mening skal fratages deres statsborgerskab. Dette spring fra ”kommentar” til ”terror” siger noget om samfundets tilstand. Det er krigens psykologi.

Og eftersom hun jo ikke har fået sit statsborgerskab på samme måde som almindelige flygtninge/indvandrere, så drages den 20 år gamle og helt ukontroversielle afgørelse pludselig i tvivl.

Dette pres sætter sig videre ned til to de underordnede ministre Kaare Dybvad og Caroline Stage, hvis ministerier får effektueret afgørelsen.

Ifølge artiklen understøttes processen endda af Konservative, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance. Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn har også været aktiv.

Og pludselig – nede i den lokale brugs – får kvinden en besked fra staten i sin e-boks! Efter 20 år som en helt almindelig statsborger er hun nu pludselig fredløs.

Det er rystende læsning om et retssamfund i total opløsning. Hvis ikke denne sag og dens generalopgør med “danske værdier” omgøres øjeblikkeligt, så bør man lægge sag an mod de ansvarlige politikere, som er i fuld gang med at ødelægge landets indre.

Det er Politikens dygtige journalist, Hans Drachmann, der har undersøgt processen. Mange tak til ham.

Links:

Politiken har to artikler om sagen:

Lang artikel: https://politiken.dk/danmark/art10316232/Beskeden-kom-i-e-Boks-Du-er-ikke-l%C3%A6ngere-dansker

Kort artikel: https://politiken.dk/danmark/art10316201/Nu-fratages-28-%C3%A5rig-kvinde-dansk-statsborgerskab

 

12. Den 10. marts: Fem år

I dag er det fem år siden, at ”nedlukningen” kom ind i verden som en altid eksisterende mulighed og realitet.

I den forbindelse har to fremtrædende forskere i epidemiologi/matematik – Lone Simonsen og Viggo Andreassen, som begge i sin tid støttede regeringen med 150% – skrevet en kronik i Politiken. Det fremgår her, at de intet har intet lært.

Allerede få timer efter offentliggørelsen af kronikken har økonomen Jonas Herby kritiseret kronikkens indhold. Han siger, at kronikken ”tenderer misinformation”.

Herby kritiserer bl.a., at kronikkens forfattere totalt negligerer nedlukningens politiske natur. Og deres beskrivelse af den svenske corona-politik er også helt hen i vejret.

Herby er ikke en hr. hvem som helst. Han var økonom i CEPOS og var fra starten aktiv i at finde vigtige statistikker frem – godt støttet af sin chef Martin Ågerup, der holdt en stor frihedstale på Rådshudspladsen lige midt i det hele.

Nu er både Herby og Ågerup fyret på gråt papir. I stedet er der kommet en direktør fra Erhvervsministeriet i direktørstolen i CEPOS. Han holder ingen taler.

Herby er virkelig inde i sagerne. Og han er også aktuel med en bog om nedlukningen: ”Prisen værd? – nedlukningerne ingen taler om”. Den udkommer på forlaget Kolbein i disse dage.

Så vidt jeg har forstået, så har de radikales Stinus Lindgreen, som ellers støttede nedlukningerne, skrevet forord. Han har i modsætning til de to kronikører været i bevægelse.

Selv har jeg netop udgivet ”Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år” på samme forlag.

Hvor Herby ser på evidensen, så undersøger jeg de politiske, filosofiske og pædagogiske sider af nedlukningen. Det er helt klart, at Andreassen og Simonsen ingen sans har for disse aspekter. Det er under alt kritik. Og de har endda fået et helt forskningscenter, Pandemix, på det stakkels RUC, som engang var den kritiske pædagogiks højborg.

Berlingske har også en artikel om emnet, hvor kronikken i Politiken også omtales. Her kan man bl.a. læse, at Viggo Andreassen mener, at vi uden nedlukninger var endt på 60.000 døde. Det synes en anden ekspert, som ellers også var helt på Mette Frederiksens hold, ”lyder meget højt”. Journalistens perspektiv er totalt ukritisk. Hvorfor har han ikke snakket med Herby?

Heldigvis er Amalie Lyhne særdeles kritisk i avisens lederspalte.

Til sidst vil jeg sige, at “nedlukningen” efter min mening er den filosofiske årsag til den aktuelle krigsretorik. mv. Men det kan man læse om til sidst i min bog.

Links:

Lone Simonsen m.fl.’s kronik: https://ruc.dk/nyheder/hvor-mange-liv-reddede-coronanedlukningerne-egentlig

Kronikken findes i en udvidet form på Videnskab.dk: https://videnskab.dk/krop-sundhed/nye-covid-19-tal-det-undgik-vi-ved-at-lukke-ned/

Jonas Herbys replik: https://punditokraterne.dk/2025/03/10/corona-lones-kronik-er-det-rigtigt-at-nedlukningerne-forhindrede-mindst-21-000-doedsfald/

Jonas Herbys nye bog: https://www.saxo.com/dk/prisen-vaerd_bog_9788785235039?srsltid=AfmBOopUd6iKkaXiJH5E48zafXePE-hFMlEDpQoa3-1rQZK19eVxO6HJ

Min egen aktuelle udgivelse: https://www.saxo.com/dk/den-lukkende-nedlukning_bog_9788785235022?srsltid=AfmBOorWUfNsMPww1NbE4OlMuUxPRcw9Ii5ZTVtPPIViuYNNkufPWtbJ

Artikel i Berlingske: https://www.berlingske.dk/danmark/fem-aar-efter-foerste-nedlukning-haenger-aendrede-vaner-fra-coronatiden?gaa_at=eafs&gaa_n=AerBZYPwNroyFj1KXx7bYlF6t7ew0aGhjYDd-PyqG_cR36demdwQUPgeaYWa&gaa_ts=680d4ce5&gaa_sig=j6WHO-F13KP6qI_atV1nIn2PRqddCXozI_cAXS8o7IVEdeIy5-JZPUag7t9MdKoGtmnV5sY-aorVnp6JSeDojQ%3D%3D

Amalie Lyhnes leder i Berlingske: https://www.berlingske.dk/ledere/berlingske-mener-midt-i-en-krisetid-boer-vi-tage-ved-laere-af-coronatidens?gaa_at=eafs&gaa_n=AerBZYMSM4pDqHON4oeO2h8wSroXyNrhabYu1vn2-J_3q47DnIJ226vfA4SB&gaa_ts=680d4d0f&gaa_sig=PFHA8uAmxjsfk7DlUfko2hTVcHDMwbn0ERNln7RWzjZd5ZkhAJlpYG-r8NgJTQk6eAyDEs50wpUGxn0Woi6UgA%3D%3D

 

13. Den 11. marts: DPUs fortsatte angreb på dannelse

Alle taler om dannelse og pædagogiske formål. Men ikke på DPU. Her skærer man endnu engang ned på disse emner.

I stedet opnormerer man institutledelsens interesse for den blanding af konkurrencestat og identitetspolitik, der har udviklet sig siden omkring 2010, og som har afstedkommet de mest utrolige sager.

Her er seneste skud i bøssen:

Den aktuelle universitetsreform har resulteret i en helt ny såkaldt ”helhedsplan” for fakultetet ARTS, herunder for DPU.

Som sædvanlig benytter man lige anledningen til at forstærke opgøret med den pædagogiske og videnskabelige sammenhæng.

Her er nogle hovedtræk:

A.

Der skæres ned på Pædagogisk Filosofi og på Generel Pædagogik, som repræsenterer DPUs sammenhæng til dannelse og pædagogik.

Disse fags uddannelsesudbud halveres, så Pædagogisk Filosofi kun udbydes i København og Generel Pædagogik kun i Aarhus. Der er desuden krav om sammenlæsninger af de to uddannelsers moduler, selvom de altså udbydes i hver sin landsdel? Kort sagt: En slags paradoksal sammenlægning.

Der vil heller ikke – så vidt jeg forstår det – være automatisk adgang til disse to uddannelser via DPU’s bacheloruddannelse.

Desuden sker der en decideret sammenlægning af de mange didaktiske uddannelser, som er organiseret under samme afdeling som Pæd.Fil og Gen.Pæd.

Kort sagt: Endnu et frontalangreb på pædagogikken og på lærerhøjskolens baggrundstraditioner.

B.

Derimod etableres der to helt nye uddannelser med de karakteristiske titler: ”Diversitet, Bæredygtighed, Inklusion og Lighed” og ”Teknologi og Pædagogik”.

Der er penge nok, hvis blot emnerne flugter med den diskursive og organisatoriske magt.

C.

Endelig forsikres der om følgende, som vedrører de uddannelser, som er ledelsens favoritter:

“Kandidatuddannelser i hhv. Pædagogisk Psykologi, Pædagogisk Antropologi, Pædagogisk Sociologi og Uddannelsesvidenskab bevares som 120 ECTS uddannelser og får tildelt udviklingsopgaver i forhold til at dække og vægte specifikke temaer inden for såvel som på tværs af de fire fagområder.”

Her er der heller ingen smalle steder. Og disse fag er i dag i høj grad allerede defineret ved den faglige horisont, jeg angav ovenfor.

D.

Kandidatuddannelsen i Uddannelsesvidenskab, som udspringer af symbiosen mellem konkurrencestat og poststrukturalisme, lader ikke til at blive berørt.

Kort sagt: En særdeles ideologisk plan. Helt som forventet.

PS: På et af de andre institutter, Institut for kommunikation og kultur, sker der en kraftig udtynding af de klassiske sprogfag ud fra samme mønster. DPU-ideologien er altså også en ARTS-ideologi.

Reference:

Helhedsplanens proces og dokumenter (se især dokument fra d. 28/2-2025 under “Overblik over beslutninger”):

https://medarbejdere.au.dk/fakulteter/arts/kandidatreform

 

14. Den 11. marts: Udgivelsesdag

Netop i dag – på 5-årsdagen for nedlukningen – udkommer min helt nye bog: “Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år”.

Det er det, man kalder for god timing!

På nedenstående billede kan man se forlagets redaktør, som netop har modtaget første oplag. Lige om lidt får jeg selv mine eksemplarer .

Bogen kan købes til en intropris på kun 159 kroner via forlagets hjemmeside, jvf. nedenfor.

I bogen får man både en række almene refleksioner over nedlukningens begreb, og en omtale af de mange mærkelige hændelser – i det store og i det små – som man kunne iagttage i perioden april 2021 til august 2022.

Jeg synes ikke, at disse begivenheder skulle gå i glemmebogen, når nu deres indre filosofi stadig er aktiv ud over det hele. Derfor udgiver vi nu denne bog nr. 2 om emnet, endda med en forside hvis grafik matcher den første bog (som omhandlede nedlukningens første år).

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0qYz2dqnQsSBG9TH7WS6dTBXra6bmgYSACJRjJJJx1PFrhrdkP9W1vQbzNZu3z3gHl&id=61565131786204

 

15. Den 12. marts: Nedlukningens realitet

Før fandtes “nedlukning” ikke, hverken som ord eller tilstand. Nu findes den. Selv når den ikke er der.

Nedlukning som princip er en nu altid allestedsnærværende filosofisk realitet – tavs eller larmende – som sætter ind overalt, i det store og i det små, og i forbindelse med alle mulige sager.

Nedlukningen dukker op her og der, og pludselig over det hele.

På en måde har nedlukningen ikke noget med statistikker, evidens eller sygdom at gøre. Den er der bare. Lige som vejret. Nogle dage regner det. Så må vi intet. Og nogle gange skinner solen. I givet fald får vi en “genåbning”. Dvs. en “tilladelse”. Nedlukning er et ”klima”.

På den måde er nedlukning det modsatte af et demokrati. I nedlukningen har man forbud og tilladelser. I et demokrati har man rettigheder og tilsynekomst.

 

16. Den 14. marts: Interview med Jens Lundgren

Professor Jens Lundgren, som spillede en dominerende og magtfuld rolle under coronanedlukningen, er interviewet i dagens Politiken. Han kritiserer nedlukningen og så alligevel ikke. Lad mig forklare det:

Lundgren fortæller, at regeringens ”forsigtighedsprincip” var en stor fejl, som bl.a. gik ud over landets børn. Dette forsigtighedsprincip fik efter Lundgrens mening alt for stor magt. Det er godt, at Lundgren er blevet klogere.

Men samtidig roser han selve nedlukningen og taler underdanigt om ”et stærkt lederskab”.

Men den går ikke, eftersom selve nedlukningen jo er lig med ”det ekstreme forsigtighedsprincip” som sådan.

Nedlukningen var defineret ved, at regeringen gjorde op med den normale rets ”proportionalitetsprincip”, som sundhedsmyndighederne stod for, til fordel for et ”ekstremt forsigtighedsprincip”. Og denne begrebsmæssige revolution fortsatte og forstærkedes i hele perioden.

Kort sagt: man kan ikke være imod forsigtighedsprincippet, samtidig med at man går ind for nedlukningen.

Lundgrens mangel på social og filosofisk analyse gør hans øvrige overvejelser helt upålidelige. Her deler han skæbne med en række andre ”eksperter”. Pludselig kom smittetallene til at udgøre samfundets “filosofiske” fundament.

Politikens journalist stiller desværre ikke dette kritiske spørgsmål. Jeg har indtryk af, at den pågældende journalist er en slags Lundgren/Frederiksen-fan.

Og Lundgren havde faktisk særdeles radikale ideer undervejs, som i høj grad byggede på netop forsigtighedsprincippet: Tilbage i efteråret 2021 talte han f.eks. for, at man skulle lave nedlukninger ved almindelig influenza. Det kan man læse om i min ny bog ”Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år”, som netop er udkommet.

Links:

Link til interview i Politiken: https://politiken.dk/danmark/sundhed/art10319796/%C2%BBDet-er-bare-et-sp%C3%B8rgsm%C3%A5l-om-tid-f%C3%B8r-det-sker-igen.-Det-er-sket-gennem-hele-menneskehedens-historie%C2%AB

 

17. Den 19. marts: DPU-konference om ”åndelig oprustning”

Jeg har reflekteret lidt over programmet for en kommende DPU-konference om “åndelig oprustning”.

Konferencen følger efter min opfattelse en almen tendens i DPUs ledende systemer, til at konkurrencestatens logikker opsluger diverse pædagogiske kategorier.

http://www.thomasaastruproemer.dk/konference-paa-dpu-demokratisk-dannelse-og-aandelig-oprustning.html

 

18. Den 20. marts: Debatarrangement om pædagoguddannelsen

Den 24. april afholdes nedenstående arrangement i København om pædagoguddannelsens filosofi og indhold. Den hollandske filosof Gert Biesta holder det indledende oplæg, og efterfølgende er der debat med tre danske forskere, Jan Jaap Rothuizen, Birgit Kirkebæk og mig selv.

Jeg håber at se så mange som muligt til en spændende diskussion af landets fornemste profession og dens muligheder.

Links:

Link til tilmelding/program: https://dm.dk/kalender/0003659/

Link til omtale af arrangementet: https://dm.dk/akademikerbladet/debat/genskab-paedagogikken-i-paedagoguddannelsen/

 

19. Den 21. marts: Stefan Hermann anmelder ”Skolens formål” og ”I skolereformens kølvand”

I den helt nye udgave af årsskriftet ”Uddannelseshistorie” har Stefan Hermann en dobbeltanmeldelse af to af mine bøger: ”Skolens formål” fra 2022 og ”I skolereformens kølvand” fra 2023.

Stefan Hermann lader til at have haft nogle fine dage i selskab med de to udgivelser. Her er lidt citater mm.:

A. Hermanns indledning: ”Sætter tankerne i gang”

Hermann indleder sin anmeldelse med følgende pæne ord om mit almene virke:

”Thomas Astrup Rømer er en særegen skikkelse i dansk pædagogisk tænkning, hvor han ofte med kritisk og nysgerrigt forlæg huserer navnlig med skolepolitiske studier, skolehistoriske udredninger med pædagogisk filosofiske tråde samt med en lind strøm af dagsaktuelle kommentarer på hans blog eller Facebook. Når han er bedst, får man originale analyser, komplekse sammenhænge analyseret med prægnans, og det hele serveret i et ofte metaforrigt og virkelystent sprog, der sætter tankerne i gang.”

Og kort efter lyder det:

”Herudover bør det nævnes, at Rømer i tillæg hertil i mange af sine arbejder indfletter egentlig teoriudviklende ambitioner, dvs. pædagogisk filosofiske overvejelser af helt fundamental og grundlagsteoretisk karakter. Det præger ikke alene indledningen til Skolens formål, men løber tillige som en strøm gennem bogen, nogle gange indforstået og lettere gedulgt.”

B. Anmeldelse af Skolens formål: ”Noget af det mest interessante, der er skrevet om skolens formål de sidste 30 år”

Dernæst går Hermann i gang med sin anmeldelse af ”Skolens formål”, som har gjort ham ”klogere”. Han skriver følgende:

”Rømers bog er ikke en vanskelig skovtur af abstrakte begreber og indforståede filosofiske brydetag, men en kommenterende fortælling om politikere og tænkere, nøgledokumenter og lovgivning, som er værd at læse og som man på mange stræk bliver klogere af.”

Han er især begejstret for bogens DEL 1, hvor jeg udlægger formålsparagraffens tradition:

”Bogens DEL 1 er noget af det mest interessante, der er skrevet om skolens formål de sidste 30 år. Ikke fordi alt står lysende klart og alle slutninger begrundes i bund, men fordi Rømers undersøgelse er forankret i et grundigt arbejde, peger nye steder hen og har fat i de rigtige tekster og dokumenter.”

Men også DEL 2 og DEL 3, der handler om pædagogikkens og skolepolitikkens udvikling fra 1993-2014, får gode ord med på vejen:

”Analyserne i DEL 2 og DEL 3 er ligeledes gennemarbejdede, stofrige og detaljemættede og et godt udgangspunkt for at diskutere og kaste sig ud i supplerende eller korrigerende analyser.”

Derimod er Hermann ikke så glad for bogens afsluttende DEL 4, hvor jeg gennemgår professionshøjskolernes og DPU’s udvikling. Hans kritik går dog mest på noget formmæssigt, så vidt jeg forstår det. Men jeg havde håbet, at Hermann netop under DEL 4 ville være mere anfægtet, eftersom han jo – som rektor for en professionshøjskole – selv var en del af processen.

Han undrer sig også over, at jeg næsten ikke drøfter trivselsbegrebet, hvilket jeg faktisk også selv undrer mig over. Dengang handlede alt om ”læring”. Jeg tager lidt revanche i en kommende bog ”Trivsel tur-retur”, som udkommer her i foråret.

Hermann konkluderer sin anmeldelse med en klar anbefaling:

”Bogen må klart anbefales. Rømer skriver uden cykelhjelm og knæbeskyttere. Nogle gange også med svigtende lys og sidespejl, men altid med et anliggende og en klar holdning til aktørerne på arenaen.”

C. I Skolereformens kølvand: ”Problemstillinger, som ikke er til at komme uden om”

Hermann er mindre begejstret for den anden bog, hvor jeg gennemgår tiden fra 2014-2020, med særlig vægt på de to vigtige sager om Keld Skovmand og Erik Schmidt.

Hermann mener, at bogens undersøgelser er et udtryk for ”pædagogisk tribalisme”. Men dette lidt polemiske udtryk er en ren dyd i min ordbog, for det svarer jo til at beskytte pædagogik, velfærdsstat, nationalitet, verdensborgerskab og humanisme imod det totalovergreb, som en ekspanderende konkurrencestat iværksatte fra slutningen af 90’erne og fremefter. Det er i al fald sådan, jeg selv forstår mit behov for at dokumentere disse sager så grundigt. De må ikke gå i glemmebogen.

Og at Hermann har trods alt fået noget at tænke over, fremgår af anmeldelsens sidste sætninger: Her skriver han, at …

”…Rømers pensum er stort og hans akademisk terrængående strategier interessante og vigtige, idet han kombinerer filosofi, historie, sociologi, pædagogik, politologi og meget mere.”

Og det hele rundes af med et eftertænksomt smil på læben:

“Alligevel morede jeg mig under læsningen, og bogen er bestemt rig på udkast til analyser og på problemstillinger, som ikke er til at komme udenom.”

 

20. Den 22. marts: Internationalt arbejde siden 2000

Claus Holms overrumplende fyring af undertegnede i december 2022 afstedkom en pludselig afbrydelse af et stort internationalt engagement med pædagogisk filosofiske emner. Et arbejde der undervejs har haft direkte effekt på analyserne af den danske tradition.

Nedenfor kan man tilgå en kronologisk liste over mine engelsksprogede og nordiske artikler/konferencebidrag.

Jeg kom i tanke om dette engagement, fordi jeg fik tilsendt en bog af professor Stephen Dobson, der skriver om eksaminer og bedømmelser på en virkelig interessant måde. Titlen på Dobsons bog er “Assessing the Viva in Higher Education” (“Viva” betyder afhandling/forsvar). Dobsons bog udkom på forlaget Springer i 2018.

Dobson har bemærket min artikel “Learning and Assessment in Postmodern Education” (Rømer 2003a), og han skriver bl.a.:

“The most interesting postmodern discussion of assessment to date has been made by Rømer (2003)”

Det var netop i 2000-2003, hvor jeg i forbindelse med mit ph.d.-arbejde blev opmærksom på en særlig rig forbindelse mellem en nærmest sprudlende postmodernisme og en dyb kærlighed til fortiden. Herfra fulgte analyserne i en lind strøm, og det hele kulminerede i den ultrakorte tekst “Essentializing postmodernism”, der udkom i det australske tidsskrift “Educational Philosophy and Theory” i 2018.

I løbet af denne årelange proces lærte jeg, hvad en vitalistisk, nysgerrig og urgammel kritisk omsorg består af. Det var denne dybt faglige situation, som Claus Holm blev forvirret over. Allerede i 2010 kaldte han det for “polemisk dumdristighed”. Holm kørte DPU i grøften.

Her er listen over de mange artikler og konferencebidrag. Jeg er meget stolt over arbejdet, men også virkelig ked af, at det hele sådan blev afbrudt uden videre af et universitet, som arbejder direkte imod sit formål. Jeg var jo slet ikke færdig:

1. Internationale artikler:

Rømer, T.A. (2002a). ”Læring og objektivitet i Projektarbejdsformen”, i Nordisk Pedagogik, nr. 2, s. 88-98.

Rømer, T.A. (2002b). ”Læring og evaluering i sprogspil”, Nordisk Pedagogik, vol. 23, nr. 1, s. 33-48.

Rømer, T.A. (2002c). “Situated Learning and Assessment”, i Assessment & Evaluation in Higher Education, vol. 27, nr. 3, s. 233-241.

Rømer, T.A. (2003a). ”Learning and Assessment in Postmodern Education”, Educational Theory, vol. 53, nr. 3, s. 313-328.

Rømer, T.A. (2003b). ”Learning Process and Professional Content in the Theory of Donald Schön”, Reflective Practice, vol. 4, nr. 1, s. 85-94.

Rømer, T.A. (2004). ”Magt og uddannelse i det postmoderne”, Nordisk Pedagogik, nr. 2, s. 130-146.

Rømer, T.A. (2005a). ”Læring og objektivitet i postmoderne uddannelsesteori”, Utbilding och Demokrati, vol. 14, nr. 3, s. 97-118.

Rømer, T.A. (2005b). ”Kan sociokulturel teori udtale sig om uddannelse?”, Norsk Pedagogisk Tidsskrift, nr. 3, s. 231-243.

Rømer, T.A. (2006). ”Læring og objektivitet – konstruktivismen som uddannelsesteori”, Nordisk Pedagogik, nr. 2, s. 108-122.

Rømer, T. A. (2009a). ”Myldrende sætninger og og åbne bedømmelser – om uddannelse som lokal frihed”, Norsk Pedagogisk Tidsskrift, nr. 3, s. 214-225.

Rømer, T. A. (2009b). ”Klistrende og forrevne ord”, Utbilding och Demokrati, nr. 1, s.121-136.

Rømer, T.A. (2009c). ”Opmærksomhedens pædagogik”, Nordisk Pedagogik, nr. 4, s. 338-354.

Rømer, T. A. (2010). ”Tilblivelse og bedømmelse af videnskabeligt arbejde”, i Nordic Studies in Education, nr. 4, s. 279-295.

Rømer, T. A. (2011a). ”Postmodern Education and the Concept of Power”,Educational Philosophy and Theory, vol. 43, nr. 7, s. 755-772.

Rømer, T. A. (2011b). “The Educational Thing”, Studies in Philosophy and Education, vol. 30, nr. 5, s. 499 – 506.

Rømer, T. A. (2012a). “The Educational Thing”, i Biesta, G. (ed.). Fifteen Contemporary Educational Theorists in Their Own Words, Dortrecht: Springer Publishing Company, s. 71-78.

Rømer, T. A. (2012b). “Imagination and Judgment – Intelligent Transactions in a Democratic Context”, Educational Philosophy and Theory, vol. 44, nr. 2, s. 133 – 150.

Rømer, T.A. (2013a). “Jean-Jacques Rousseau – mellem kosmos og polis”, i Straume, Ingerid S. (red.). Danningens filosofihistorie, Oslo: Gyldendal, s. 136-146.

Rømer, T.A. (2013b). “Nature, Education and Things“, i Studies in Philosophy and Education, vol. 32, nr. 6, s. 641-652.

Rømer, T.A. (2014). “The Relationship Between Education and Evidence“, Cursiv, nr.14, s. 105-122.

Rømer, T.A. (2015). “Thought and Action in Education“, i Educational Philosophy and Theory, vol. 47, nr. 3, s. 260-275.

Rømer, T.A. (2017a). “Kritik af John Hatties teori om visible learning“, Nordic Studies in Education, vol. 37, nr. 1., s.19-35.

Rømer, T.A. (2017b). “Pure and Impure Pedagogy: Report from an Educational Controversy in Denmark”, Paideutika – Quaderni di formazione e cultura (Notebooks on Education and Culture), årgang 13, nr. 25, s. 45-55.

Rømer, T.A. (2017c). “Nogle realistiske bemærkninger til Piagets læringsteori“, Udbildning & Demokrati, vol. 26, nr. 3, s. 85-104.

Rømer, T.A. (2018a). “Essentializing Postmodernism“, i Educational Philosophy and Theory, årgang 50, nr. 14, s. 1611-1612.

Rømer,T.A. (2018b). “Education and Causality”, Paideutika – Quaderni di formazione e cultura (Notebooks on Education and Culture), årgang 27, nr.1, s. 143-159.

Rømer, T.A. (2019). “A critique of John Hattie’s theory of Visible Learning“, Educational Philosophy and Theory, vol. 51, nr. 6, s. 587-598. (John Hattie svarer på kritikken her: “John Hattie responds to new critique of visible learning”, Corwin-connect.com).

Rømer, T.A. (2021). “Gert Biesta – Education between Bildung and Poststructuralism“, Educational Philosphy and Theory, vol. 53, nr. 1, s. 34-45.

Rømer, T.A. (2024). “From Bildung to Identity”, i Andersen, L. (red.): What it means to be human – Bildung traditions from around the globe, past, present and future, Nordic Bildung.

1. Internationale konferencer med paper (omvendt kronologi)::

Nordbild, maj 2024 i København: “The Inner Contradiction of Sustainability”.

NERA, marts 2024 i Malmø: “Hannah Arendt on Education and Politics”.

INPE (International Network of Philosophers of Education), august 2022 i København: “What is a Lockdown?”.

NERA (Nordic Educational Research Association), november 2021 i Odense: “Reform Pedagogy and Bildung”.

NERA, marts 2020 i Turku: “Two Manifestos of Education”.

NERA, marts 2019 i Uppsala: “What is Formation?”.

ECER 2019 in Hamburg: “Is Gert Biesta a philosopher of Bildung?” + “Evidence, Efficiency and The Illusory Abolition Of Risk” (for symposium)

NERA, 2018 i Oslo: “Is Gert Biesta a Philosopher of Bildung?”.

ECER, 2018 i Bolzano: “The Ring of Education”.

NERA, 2017 i København: “Causality in Education”.

NERA, 2016 i Helsingfors: “A Critique of John Hattie’s Theory of Visible Learning”.

NERA, 2015 i Göteborg: “The Radiant Ring of Pedagogy”.

NERA, 2014 i Lillehammer: “The Oblique Teacher”.

NERA, 2013 i Reykjavik: “The Philosophy of Assumption in Rancière and Kierkegaard”.

ECER, 2013 i Istanbul: ?.

NERA, 2012 i København: “John Dewey’s Philospophy of Thing”.

Laboratory for Educational Theory, 2012 i Stirling: ?.

NERA, 2011 i Jyväskyla: “The Educational Thing”.

ECER, 2011 i Berlin: ?.

NERA, 2010 i Malmö: “Aristotle and the Relations Between Thought and Action”.

NERA, 2009 i Trondheim: “Attention and Citizenship in the Work of Rousseau”.

NERA, 2008 i København: ?.

NERA, 2007 i Turku: ?.

NERA, 2006 i Örebro: “Arbejdserfaringer og voksenuddannelse” (sammen med Palle Rasmussen og Annette Rasmussen).

NERA, 2005 i Oslo: “Michael Polanyi and the Tacit Structure of Knowledge”.

NERA, 2004 i Reykjavik: “Tradition, Reflection and the Organisation of Time in Postmodern Education”.

NERA, 2003 i København: ?.

NERA, 2002 i Tallin: “Postmodern Theory and Educational Assessment”.

INPE, 2002 i Oslo: “Postmodern Educational Communities”

 

21. Den 22. marts: Anders Fogh er Danmarks svar på Trump

Anders Fogh Rasmussen siger, at han er imod Trump. Men det forstår jeg ikke. Den største trumpist i Danmark er helt klart Fogh selv.

Hvordan?

Jo, for det første på grund af Foghs opgør med ”smagsdommerne”, dvs. med hele efterkrigstidens humanistiske og faglige tradition. Det var Trump-agtigt på alle måder. En ødelæggelse af landets intellektuelle og åndelige liv.

Dertil kom, at Foghs skam selv indførte nogle nye smagsdommere. Det var ”økonomerne”, som totalt smadrede den nationale tradition. Den eneste forskel i forhold til Trump er, at Trump nu har erstattet og forstærket ”økonomerne” med anarko-tekno-kapitalismen, der omdanner “grænser” til “territorier”. Staterne omdannes til “stammer”.

Denne effekt eksisterer konstant. Den nuværende regering fjerner jo helligdage pga. ”arbejdsudbuddet”. Det er en ren Fogh+Trump.

Dertil kommer Foghs illegitime kærlighed til globale krige. Meget Trump-agtigt. Den del har Trump jo overført direkte fra 00’ernes USA. Det er et opgør med højskolens samtale, dvs. med “smagsdommerne”.

Så Fogh er helt klart Danmarks svar på Trump. Og i slutningen af 00’erne sluttede venstrefløjen op om Foghs system. På den måde er SF og Socialdemokratiet også en slags Trump-bevægelse. Hvilken tragisk skæbne.

Og det mest deprimerende er måske, at mange danske nationalkonservative, som ellers også burde støtte den folkelige tradition, lader til at elske Trumps totale forstærkning af Fogh Rasmussens opgør med det “folkelige”.

Men ok, Fogh skal have tak for at beskytte Kurt Westergaards smukke tegninger af den tydeligt irriterede Muhammed.

 

22. Den 23. marts: Digital teknologi i folkeskolen

For en måneds tid siden udkom en ny rapport om digitaliseringen af Folkeskolen. Rapporten forårsagede en del debat, som jeg gennemgår i nedenstående indlæg, så det hele ikke går i glemmebogen:

http://www.thomasaastruproemer.dk/diskussion-af-rapport-om-skaerme-i-skolen.html

 

23. Den 24. marts: Ny karrierestrategi

(satirisk indlæg

Jeg sidder og udfylder mit dagpengekort til a-kassen. Der er nogle tekniske problemer, så imens jeg venter, faldt jeg over nedenstående link fra 2015, hvor man kan læse om to meget forskellige vurderinger af mit arbejde fra hhv. brede faglige kredse og DPU.

I den forbindelse får jeg en ide, for jeg vil jo gerne være pædagogisk forsker med samfundsmæssig anerkendelse:

Hvad nu hvis jeg gør følgende?:

– skriver til DPUs ledelse og beder om forladelse for alle de unyttige og inkompetente ord, jeg har skrevet i ca. 20 år, herunder mit helt forfejlede forsvar for kollegaer, fagområder og lærere.

– sletter min hjemmeside og nedlægger min facebook-profil. I stedet laver jeg en ny hjemmeside, som hedder ”læring, trivsel og evaluering”.

– skriver en kronik, hvor jeg roser DPUs og AUs udvikling siden 2008 og lobhudler de forskellige ledelseslags store og positive effekt på pædagogik og forskning

– roser de store og vigtige uddannelsespolitiske beslutninger, som skiftende regeringer har gennemført fra 2006 og fremefter. Jeg fremhæver især DPUs meget positive rolle i forbindelse med skolereformen i 2013.

– Alle kritikere af mit nye og langt mere konstruktive synspunkt beskrives med ord som ”plattenslagere”, ”løgnagtige”, ”dumdristige” og med alle de andre ord, som jeg har lært, at man skal bruge, når ens arbejde bliver kritiseret, jf. link.

Så bliver jeg igen en kompetent forsker på DPU og Aarhus Universitet? Det troede jeg ganske vist også, at jeg var før, men det var naturligvis helt forkert.

Jeg beklager meget min store fejltagelse. Fra nu af vil jeg støtte den ægte videnskab og pædagogik, som DPU har været en så fantastisk støtte for igennem årene.

http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogikkens-to-verdener-hadefuld-konspirationsteori-eller-noteworthy-contribution.html

 

24. Den 25. marts: DPU i 2010

Jeg har fundet et vigtigt dokument om DPUs dramatiske forsøg på at nedlægge filosofien/fyrer tre filosoffer i 2010, jvf. nedenstående indlæg.

Efter min opfattelse er der tale om universitetshistoriske begivenheder.

Selvom de konkrete fyringer efterfølgende blev afblæst, så blev selve det system, som var årsag til fyringerne fastholdt og forstærket. Denne skæbnesvangre systematik har betydet en svækkelse af filosofiens og almenpædagogikkens rolle på DPU og dermed også i samfundet.

http://www.thomasaastruproemer.dk/det-ny-dpus-angreb-paa-paedagogisk-filosofi-i-2010.html

 

25. Den 26. marts: Børnehavens filosofi

A. Leg og læring

Nogle siger, at der i børnehaven skal være både leg og læring.

Udtrykket ”leg og læring” indebærer imidlertid en meget problematisk adskillelse. Hvorfor det? Jo, fordi kundskaberne, altså hele den samfundsmæssige og kulturelle tradition, tages ud af legen og rekonstrueres som ”læring”. Derefter forfalder den nu kundskabsfrie ”leg” til at være et rent middel for de splintrede og rekonstruerede kundskaber, som jo nu hedder ”læring”. Vi får dermed en funktionalisering af pædagogikken, der ødelægger dens inderste essens.

Den radikaliserede version af denne tendens er, at leg helt forsvinder eller bliver til adfærdskorrektion. Det ser man i nogle af de omfattende læringskoncepter, der anvendes og styres af hele kommuner med ministeriel godkendelse. Det er er børnehavernes svar på Visible Learning, som huserede i skolerne i slutningen af 10’erne.

B. Fri leg ødelægger legen

Andre siger, at vi skal have ”fri leg”. Det er imidlertid ligeså problematisk. Hvorfor? Jo, fordi friheden dermed tages ud af legebegrebet som sådan og dermed reduceres til en form for tilføjelse.

Ved at tale om ”fri leg” overser man legens situerede aspekt, og det situerede rekonstrueres efterfølgende som noget ”tvunget” eller ”ydrestyret”, eller hvad man nu går og kalder det. Det er logik, for ellers var der jo ingen grund til at tilføje et ”fri”.

Fortalere for “fri leg” binder dermed selve legebegrebet til frihedens modsætning, Men det er en fejl, for frihed er indbygget i legens begreb som sådan. Taler du om leg kan du ikke tale om ufrihed. Man bakker jo heller ikke bagud, vel?

Der er kun legen, og den har ingen tillægsord. Her hersker filosofien og dens kunst.

C. Hvad er børnehaver?

Hvad er leg da? Jo, det er jo den æstetiske kerne i enhver kundskabstradition.

Spørg stort set enhver filosof fra Immanuel Kant til John Dewey og mange andre, f.eks. Gadamer og Humboldt.

Alle disse tænkere taler om en legende omgang med situationer og materialer og om mennesker som kundskabens essens. Og det er denne lege-essens’ fylde, der skal arbejde videre op gennem livet og dets aldre.

Børnehaven skal derfor ikke forberede til skole. Den er skole, mere end skolen selv. Børnehaven er skolens inderste væsen.

Det er snarere skolen, der skal bygge på børnehaven. Skolens skal blot give den leg, som har virket i børnehaven, en anden form. Og bagefter skal gymnasiet, erhvervsskolerne og universitetet give nye former til det legende grundmateriale.

D. Sætninger

Børnehaven er det lille barns ånd, dets udtryk.

Børnehaven er mere end en institution. Det er en filosofi, som udtrykker sig i en institution (i konkurrencestaten er børnehaven derimod blot en banal “organisation”).

Derfor skal vi værne om vores børnehavetradition. Den er samfundets egentlige grund.

”Leg og læring” opsplitter børnehavens begreb.

”Fri leg” opsplitter også børnehavernes begreb.

Leg er børnehavens essens. Børnehavens leg er opdragelse til kundskaber og frihed.

I enhver videnskabelig sætning er en leg.

Leg er inde i alt.

Alt, som er, har leg i sig.

Ting uden leg, er ingen ting.

Al pædagogik, også universitets- og erhvervspædagogik, må kigge mod børnehaven for at finde sig selv.

 

26. Den 26. marts: Mette Frederiksens omvendte grundlov

Jeg har lige læst Kaare R. Skous store værk om dansk forfatningshistorie fra 2016: ”Lov & land – en fortælling om Danmarks grundlove gennem 800 år”.

I forbindelse med Skous gennemgang af 1849-grundloven kommer han frem til følgende forfatningsretlige princip:

”Forvaltningen med regeringen i spidsen kan kun gøre det, der er tilladt – altså det, der er hjemlet i en lov – mens det private menneske kan gøre alt det, der ikke er forbudt” (s. 167)

Grunden til, at jeg bed mærke i denne formulering, er, at Mette Frederiksen i Berlingske, d. 9/12-2021 gav udtryk for det stik modsatte synspunkt. Her sagde hun nemlig følgende:

“Der står jo ikke noget sted, at der ikke er hjemmel til at aflive minken”.

Det vil sige, at Frederiksen forfægter det synspunkt, at staten kan gøre alt, som ikke eksplicit er forbudt i loven?

Men det er jo det modsatte af det almindeligt anerkendte hjemmelskrav, som ifølge Kaare Skou er en del af forfatningens indre? Ja, et slags omvendt og kaotisk hjemmelskrav? Dermed forveksler Frederiksen stat og civilsamfund?

Det normale princip, som altså anføres af Kaare Skou, er følgende: I civilsamfundet må man gøre alt, der ikke er forbudt. Derimod må staten kun gøre det, som loven eksplicit tillader.

Men Frederiksen går altså ind for det modsatte: Staten må gøre alt det, som ikke er forbudt, mens civilsamfundet kun må gøre det, som er tilladt.

Man kan næsten ikke overskue konsekvenserne.

Det hele er et eksempel på den forfatningsmæssige forskydning, som jeg har argumenteret for forskellige steder, senest i bogen “Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år”. Her kan man også læse mere om det pågældende interview med Frederiksen.

https://www.gucca.dk/den-lukkende-nedlukning-bog-p700930?srsltid=AfmBOopsMUOxJ_SwNlseustV9-zK1dvkrl8RmFOZlsb74gieN3P0W332

 

27. Den 28. marts: Teknokratisk vitalisme på Aarhus Universitet

Jeg har reflekteret lidt over et indlæg om forskningspolitik fra to AU-dekaner. Man kan roligt sige, at Helge Sanders opgør med universitetet er sprællevende.

http://www.thomasaastruproemer.dk/teknokratisk-vitalisme-indlaeg-af-to-au-dekaner.html

 

28. Den 30. marts: 30 upraktiske råd i 2009

For snart 16 år siden – i 2009 mens symbiosen mellem konkurrencestat og DPU fortættedes – sad jeg i toget og kedede mig. Pludselig havde jeg noteret 30 “upraktiske råd”.

De upraktiske råd udkom først på min daværende blog på Folkeskolen, og senere fik de i let korrigeret form plads i min bog “Uddannelse i spænding – åbenhjertighedens, påmindelsens og tilsynekomstens pædagogik” (2010).

Rådene udspringer af nogle meget mærkelige og modsatrettede inspirationskilder fra den europæiske dannelses- og læringstradition. De upraktiske råd endte derfor som en slags kritisk-æstetisk nationalisme, eller hvad man nu skal kalde det. Det vil sige det modsatte både af DF/V og af den spirende konkurrencestatsvenstrefløj.

I dag ville jeg nok formulere nogle af rådene lidt anderledes, men egentlig kan jeg godt lide ånden i foretagendet.

Arbejdet med de upraktiske råd og med “Uddannelse i spænding” resulterede i, at jeg i 2010 fik Holgerprisen, som blev uddelt på Askov Højskole i de år.

Min tale ved prisoverrækkelsen var bestemt ikke populær hos DPU, som jo dengang var helt vilde med pisalister og den slags. Dekan Lars Qvortrup erklærede efter prisoverrækkelsen, at han jo kunne fyre mig, hvis han ville. Og Qvortrups kommunikationsdekan, den nuværende institutleder Claus Holm, skrev direkte, at mit arbejde var et udtryk for konspiration og for “polemisk dumdristighed”. Det var, hvad jeg vil kalde en åben trussel, eftersom man få måneder forinden havde forsøgt at afskedige tre personer fra mit fagmiljø.

Links:

Link A: Folkeskolen.dk’s version af de 30 upraktiske råd: https://www.folkeskolen.dk/folkeskolen-nr-19-2009/30-upraktiske-rad-til-den-nye-laerer/634523

Link B: “Uddannelse i spænding”: https://www.folkeskolen.dk/laerer-og-efteruddannelse-paedagogik-undervisning/uddannelse-i-spaending/1792607

Link C: Begrundelse for tildeling af Holgerprisen: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2013/09/Begrundelse-for-Holger-Prisen.pdf

Link D: Min egen tale ifm. overrækkelsen, inkl. Holms kommentar: https://blog.folkeskolen.dk/thomas-aastrup-romer/oplaeg-pa-det-alternative-soromode/202406

 

29. Den 1. april: Censur på Folkeskolen.dk

Lærerinden, Lærke Grandjean, fortæller på Facebook, jf. nedenfor, at Folkeskolens chefredaktør har udelukket hende fra bladets debattråde.

Ud fra det materiale, som Grandjean har fremlagt, forekommer det helt uforståeligt.

Grandjean er ikke en fru hvem-som-helst. Hun har via både udgivelser og arrangementer gjort en enorm indsats for at udbrede kendskabet til hollænderen Gert Biestas pædagogiske filosofi, og i 10’erne gennemførte hun en lang række store interviews med landets pædagogiske tænkere. Hun har sågar interviewet formanden for Danmarks Lærerforening.

På den måde blev hun i min optik en del af uren pædagogik-bevægelsen, selvom hun ikke bidrog direkte til de konkrete udgivelser. Ligesom Brinkmann og mange andre urene pædagoger kritiserede hun da også Claus Holms fyringsaktion i 2022 på det kraftigste.

En gang imellem inddrog hun sin mand, idehistorikeren Ole Morsing, i arbejdet. Morsing skrev selv i 2022 en spændende bog om Søren Kierkegaards pædagogiske og samfundsmæssige relevans. Bogen hed ”Kirkegaards samfundskamp”.

På en måde er Lærke en slags moderne og sekulariseret Kierkegaard? En slags ”Grandjeans samfundskamp”?. Måske var Morsings bog en slags kærlighedserklæring til hans bedre halvdel? Men ok, det er en tangent. Sorry.

Dertil kommer, at Lærke selv har et altid levende og frit engagement i pædagogiske emner og problemstillinger. Hun har en slags retfærdighedssans, som samfundet kunne lære af. Det er lidt dejligt, også når man ikke er enig og bliver ”pisseirriteret”, som Alexander von Oettingen nok ville udtrykke det, hvilket har den gode effekt, at vi andre må tænke og skrive, så verden kan komme til syne.

Grandjean er nok en af de sidste personer fra 10’ernes kritiske tradition, som er aktive på Folkeskolen.dk, så jeg forstår ikke, at hun ikke – i stedet for al den censur – får en medalje og en flaske whisky af den krænkede redaktør.

Muligvis skyldes min solidaritet med Lærke også, at jeg selv i 2012 – altså lige imens skolereformen kom til verden – fik nedlagt min blog på Folkeskolen, fordi mine indlæg krænkede nogle af skolereformens ideologer!

Folkeskolens aktion er under al kritik. Kedsomheden vil brede sig.

https://www.facebook.com/groups/semig/posts/9911924582154042/

 

30. Den. 2. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 1: Holms ”patriotisme”

Institutleder ved DPU, Claus Holm, har skrevet et indlæg til Skolemonitor. Indlægget er et bidrag til den diskussion, som Tesfaye har startet om ”åndelig oprustning”.

Holm fortæller, at hans indlæg skal ses som et forsvar for ”patriotismen”, set i lyset af ”den hærgende putinisme og trumpisme”.

Holm har i mange år stået for en indædt tilslutning til konkurrencestatens teori og politik. Derfor er der tilsyneladende tale om en vending, når Holm nu fremhæver vigtigheden af hele den nationale tradition.

Claus Holm fremhæver f.eks. arbejdet med skolens formålsparagraf, og han refererer ligesom ministeren intensivt til Hal Koch. Der er også referencer til Poul Henningsen og til seminariemanden Holger Henriksen, der hjalp med at skrive formålsparagraffen i 1993.

Faktisk fik jeg selv i 2010 den såkaldte ”Holger-pris”, som netop var opkaldt efter Holger Henriksen. Jeg talte dengang med Henriksen, som var ekstremt kritisk overfor den retning, som Holms DPU havde taget. Det er meget underligt for mig at læse disse sætninger i Holms indlæg.

Holm mener, at vi skal blive bedre til at tage ”den heterogene samtale, hvor borgere taler med andre borgere, som de ikke nødvendigvis deler synspunkter endsige værdier med”.

Jeg er helt enig i, at Holm og DPU skal blive bedre til det. For jeg kan med stor sikkerhed sige, at DPU i snart 20 år har stået for det stik modsatte. Det er ikke karrierefremmende at kritisere Holms uddannelsespolitiske synspunkter.

Holm mener desuden, at disse emner i mange år har ”ligget uden for pædagogikkens domæne”. Og ja, det kan man roligt sige, og han har selv haft et hovedansvar for denne eksklusion. Det melder indlægget dog ikke noget om.

Måske er forklaringen på disse modsætninger, at Holms erklærede ”patriotisme” i virkeligheden stammer fra Ove Kaj Pedersens ”soldat i konkurrencestaten”, som Holm jo er vild med?

Men konkurrencestaten var jo netop et opgør med den nationale tradition, dvs. med syntesen af frihed, folkelighed og lighed? På en måde går Holms ”soldat” til angreb på det, som han skal forsvare? Det er et paradoks, som efter min mening truer pædagogikken.

Eller måske skal vi finde forklaringen i Holms særlige version af den såkaldte ”samtidsdiagnose”, som i høj grad har præget DPUs uheldige udvikling: Vi stikker fingeren i vejret og følger strømmen!

https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18050832.ece

 

31. Den 2. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 2: Hal Koch og læringsrevolutionen

I 2015 blev Claus Holm leder af DPU, hvor han i mange år havde været mellemleder og ivrig støtte af skolereformens ideologi.

Holm fik samme år etableret en stor dagkonference om skolens formålsparagraf, som han selv bidrog til. Her gjorde han direkte op med demokratisk dannelse, herunder med Hal Koch og Løgstrup. Det er ”overstået”, som han siger. I stedet skulle vi have ”læring” (Jf. Link A+B).

Det var dengang, Antorini ville lave en “læringsrevolution”. Holm trippede underdanigt.

Denne logik med ”læring i stedet for dannelse” har haft afgørende indflydelse på pædagogisk forskning og begrebsdannelse lige siden.

Allerede dengang var Holms synspunkter kontroversielle i mange kritiske og faglige kredse.

Kort sagt: Claus Holm sagde dengang det stik modsatte af, hvad han i dag rejser rundt med, jf. mit opslag fra i morges, hvor han skamroser både demokrati og Hal Koch og så videre.

Nu er der kommet en ny minister, som ikke snakker så meget om “læring”. Så løber Holm derhen.

Og i sit aktuelle indlæg nævner han slet ikke sine tidligere synspunkter eller fremhæver nogle af hans kritikere fra dengang.

Man kan dårligt forestille sig en større intellektuel og moralsk deroute.

Her er nogle citater fra Holms foredrag fra 2015:

“Vi har i den forstand med 2006-loven definitivt forladt 1975-lovens optagethed af demokrati og også overstået den Hal Kochs-inspirerede idé om, at demokrati som livsform skulle udgøre skolens primære formål. I stedet for at demokrati som livsform skulle udgøre skolens primære formål, så er det nok mere præcist at tale om, at læring som livsform i dag er skolens primære formål”.

og videre….

“Det betyder, at lærere og pædagoger skal kunne motivere den enkelte person til at være ansvarlig for egen kompetenceudvikling gennem læring – og det er gennem dette livslange læringsarbejde, den enkelte realiserer sig selv”.

Kigger man på 2015-konferencens setup, så er det i øvrigt tankevækkende, hvor meget programmet minder om Holms aktuelle konference om samme emne, som jo skal understøtte hans nye synspunkt.

Det er vigtigt for dansk pædagogisk forskning og begrebsdannelse, at Holm omgående fratages sit embede, og at han erstattes af en mere rummelig og ædruelig person med sans for pædagogikkens og videnskabens egenart.

Links:

Link A: Citaterne er hentet fra denne artikel: https://www.folkeskolen.dk/dpu-folkeskoleloven-folkeskolereform/forsker-om-folkeskolens-formal-laering-som-livsform/984691

Link B: Omtale af hele konferencen fra 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/referat-af-konferencen-folkeskolens-formaal-til-eftersyn-d-19-august-2015-paa-dpu.html

 

32. Den 3. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 3: Niels Jakob Pasgaards kritik

Det mest utroværdige intellektuelle skift i mands minde er Claus Holms pludselige kærlighed til dannelse.

I en række opslag vil jeg dokumentere denne opportunistiske kovending. Her er min tredje iagttagelse (de to andre er fra i går):

Lektor Niels Jakob Pasgaard skrev i 2017 bogen ”FAQ om læringsmål”. Her analyserede og dokumenterede han den allestedsnærværende læringsmålsdiskurs og dens indbyggede historik og filosofi. Pasgaard var særdeles kritisk. I dag giver alle ham ret.

En af de centrale repræsentanter for læringsparadigmet, som Pasgaard fremhæver, var netop DPU’s institutleder Claus Holm.

Holm citeres for følgende fire udtalelser i 2014-16, hvor han var nyudnævnt institutleder:

”Den indholdstyrede didaktik er død, længe leve den læringsmålstyrede didaktik” (s.11)

”Bliver legen for ofte for sjov, er der upassende, for så tager det opmærksomheden fra læringsmålene” (s. 84)

”Det betyder, at lærere og pædagoger skal kunne motivere den enkelte person til at være ansvarlig for egen kompetenceudvikling gennem læring – og det er gennem dette livslange læringsarbejde, at den enkelte realiserer sig selv” (s. 129)

”Slutter det der med læring da aldrig? Hvornår kan man endelig få lov at tage en slapper? Svaret er: I princippet aldrig! Går vi for en sidste kort bemærkning tilbage til de to englænderes rapport, så giver den også et bud på, hvad man skal lære, når man en dag bliver 75 år. I al korthed er englændernes bud formuleret på følgende vis. LEARNING TO DIE WELL” (s. 128, fra en dimissionstale på DPU).

En af Holms intellektuelle idoler, Lars Qvortrup, citeres også i Pasgaard bog med følgende kritiske kollaps:

”Målstyring er kommet for at blive, så længe vi har en folkeskole, hvis mål fastsættes politisk” (s. 82)

En af Holms første gerninger som institutleder var – uden opslag – at ansætte Qvortrup som leder af en nyt læringsmålsdefineret skoleforskningscenter. Qvortrup havde i øvrigt selv været leder for DPU i 2008-11.

Pasgaard eget alternativ bygges op omkring H.G. Gadamers og Jan Masscheleins pædagogiske filosofi, som står for det stik modsatte af Holms og Qvortrups synspunkt.

I 2017 hed det store superligaslag: FC Pædagogik mod FC læring.

I sin FAQ-bog træder Pasgaard frem som en pædagogisk tænker. I modsætning til Claus Holm, som er en ideologisk opportunist.

Desværre har Holm al magten, og han bruger den, mens DPU er endt som en tavs og underdanig organisme.

 

33. Den 3. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 4: Holms dannelsesideal i 2013

I dag taler Claus Holm om ”åndelig oprustning” og ”demokratisk dannelse”. Holm, hvis dannelsesideal er konkurrencestatens “opportunisme”, ønsker at tækkes undervisningsministerens ideer. Det har jeg skrevet om i en række tidligere noter.

Holms krigsretorik er ikke ny. Allerede i 2013 talte han også om oprustning. Dengang var det blot konkurrencestatens krig mod andre landes økonomier.

Det kan man læse om i nedenstående indlæg i Information, hvor der er fuld honnør for både Bjarne Corydon, Ove Kaj Pedersen og Mette Frederiksen.

Corydon og Frederiksen var – med reference til Ove Kaj Pedersens teorier – i selvsamme uger, hvor Holms indlæg udkom, i fuld gang med et generalopgør med landets lærere, jf. den store lockout. Det havde Holm dog ingen kritiske bemærkninger til. DPU er konkurrencestatens og ikke lærernes sted.

Ja, Holms pædagogik i 2013 var simpelthen defineret ved at skulle skabe en ”arbejdsmarkedets nye reservehær”, som der står. Der er endda direkte reference til Karl Marx og hans begreb om ”arbejdskraftens reservehær”. Vi er i strukturkommunismens kølvand.

Og det at tage en uddannelse omtales ligefrem som en ”værnepligt”, som skal skabe en ny ”sikkerhed”.

Og her i 2025 overfører Holm så denne 12 år gamle logik direkte til krigens krise, nu endda med henvisning til hele den nationale tradition, især Hal Koch, som 2013-tankegangen jo var et regelret opgør med. Det er en skrupelløs taktik.

Den eneste forskel fra dengang er derfor følgende: I 2013 blev den grundtvigske tradition udskammet af Holm, mens i dag anvendes selvsamme tradition af Holm som metode til at udvide 2013-indlæggets krigsretorik, som jo netop var imod det grundtvigske.

Året efter indlægget i 2013 blev den pædagogikfjendtlige Holm ansat som leder af DPU, selvom der også var seriøse ansøgere. Det var lige noget for det reorganiserede Aarhus Universitet, som jo var helt med på Corydon-vognen.

Men læs selv det utrolige indlæg og vurder om jeg tager fejl.

https://www.information.dk/indland/2013/03/uddannelsessystemet-arbejdsmarkedets-nye-reservehaer

 

34. Den 4. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 5: Folkeskolen efter reformen

Institutleder ved DPU, Claus Holm, fører sig i disse uger frem som den store elsker af dannelse og pædagogiske formål.

Men der er tale om opportunistisk og tom vending. Holm har spillet en central rolle i skolereformens opgør med dannelse og formål, hvilket jeg dokumenterer i en række opslag, her i en note 5:

I 2015, da Claus Holm var ny institutleder, udgav han bogen ”Folkeskolen efter reformen”. Hans åndsfælle og ph.d. vejleder, Jens Rasmussen, som nærmest var landets hr. læringsmålstyring, var medredaktør/forfatter.

I bogen forklarer Jens Rasmussen, at skolereformen er en realisering af Wilhelm von Humboldts dannelsestænkning. Jeg kan stadig huske, hvor rystet både filosoffen Peter Kemp og idehistorikeren Jens Erik Kristensen var over Rasmussens analyse.

Få år tidligere havde Rasmussen da også sagt til DPU’s tidsskrift Asterisk, at dannelsesbegrebet ikke var “tidssvarende”, hvilket jo var meget pinligt. Det var derfor, at han nu forsøgte at forklare sig på denne barokke måde.

Seminarielærer Sten Larsen anmeldte bogen på Folkeskolen. Han sammenfattede bogens underdanige ånd på denne måde:

”Bogen er interessant, fordi den i ekstrem grad er et tidsdokument for hele selvforståelsen, rosen og argumentationen i og omkring skolereformen, herunder forenklede Fælles Mål. Bogen lever i sit eget pro-skolereformunivers, i så stor udstrækning at den egentlig fremstår som en slags fiktion. Og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Bogen vil være guf for alle taleskrivere i Undervisningsministeriet, fordi den netop er så kritikløs og selvkritikløs. Her vil kunne copypastes i den helt store stil til eventuelle begejstringstaler”.

I Claus Holms eget kapitel får vi at vide, at ”kravet om målstyring” et nyt ”paradigme”, som nu definerer både skole og læreruddannelse. Det er totalt kritikløst.

Holm, som her i 2015 var nyudnævnt institutleder, slutter sin artikel af med at sige, at et ”paradigmeskifte først sker, når det gamle paradigmes bærende kræfter dør ud”.

Det er nærmest truende ord.

Men nu fører Holm sig altså frem som bannerfører for alt det, han har ødelagt? Og uden den mindste selvrefleksion. Og ingen på DPU har en eneste bemærkning; formentlig fordi de på forskellige måder tilhører det ”nye paradigmes kræfter”, eller fordi de er bange for, hvad Holm kan finde på i disse reformtider.

https://www.folkeskolen.dk/arbejdsliv-arbejdstid-folkeskoleloven/historisk-vaerk-om-skolereformen/1865462

 

35. Den 4. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 6: Nedlæggelse af professorat i pædagogik

I 2015 tilbød Claus Holm et nyopslået professorat i almenpædagogik til den pædagogiske filosof, Alexander von Oettingen. Professoratet var opslået under den tidligere institutleder.

Men blot tre dage efter nedlagde Holm uden videre professoratet. Det flugtede ikke med hans ”strategi”, som det hed. Holm er ideolog, så ”pædagogik” var altså imod DPU’s strategi. Den logik har jeg selv stiftet bekendtskab med.

Den tidligere chefredaktør på Folkeskolen, Thorkild Thejsen, var rystet, og det var mange andre også. Thejsen skrev udførligt om sagen, og det samme gjorde jeg selv.

Thejsen konkluderede følgende i en af sine omtaler på Folkeskolen:

”Det ser ud som om von Oettingen blev kasseret, fordi hans faglighed og gode kontakt til folkeskolen ikke passer med DPU-ledelsens læringsmålsfiksering og konkurrencestatsbegejstring.”

Thejsen mener desuden, at ansvaret både er Holms og universitetet som sådan:

”Men Claus Holm og den øvrige ledelse på Aarhus Universitet har ansvaret for forsøgene på pædagogisk-politisk ensretning af DPU.”

Men det var “universitetet” ikke enig i. Den ny dekan for ARTS, Maja Horst, forlængede Holms absurde ansættelse så sent som i 2023.

På DPU, hvor Holm har kontrol over kommunikationsapparatet, var alt tavst.

Kort efter nedlæggelsen af von Oettingens professorat opslog Holm en række strategiske professorater, som flugtede med…. ja, hans “strategi”.

Links:

Thorkild Thejsens omtale: https://www.folkeskolen.dk/dpu-malstyring-paedagogik/den-der-tier-samtykker-claus-holm/2893207

Mit eget indlæg om sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-von-oettingens-professorat-i-paedagogik.html

 

36. Den 5. april: Claus Holms opgør med pædagogik, note 7: Pia Rose Böwadts kritik

I 2019 udgav teologen, lektor Pia Rose Böwadt, en bog om livsduelighed. Hun dokumenterede, at begrebet var splittet mellem en åndshistorisk og en konkurrencestatsorienteret linje. Derfor hed bogen ”Livsduelighed – fra Grundtvig til konkurrencestat”.

Böwadt placerer Holm helt entydigt på konkurrencestatsfløjen. Her er nogle af de mange steder, hvor Böwadt omtaler denne kategorisering:

(NB: Når Böwadt henviser til “Schmidt”, så drejer det sig om Lars-Henrik Schmidt, der var den første rektor ved DPU. Og når der bare står “begrebet”, så handler det om “livsduelighed”):

”For ham (Claus Holm, TAR) handler livsduelighed om at styrke elevernes kompetencer med henblik på optimering af læringsudbyttet”. (s. 13)

”Holm gør, som det er fremgået, eksplicit op med Løgstrups tale om tilværelsesoplysning” (s. 16)

”Er det nationalstaten, som vi ser det hos Grundtvig? Eller er det velfærdsstaten, som vi ser det hos Løgstrup? Eller er det konkurrencestaten, som når Holm eller ”Ny Nordisk Skole” taler om livsduelighed?”. (s.18)

”Det står i modsætning til Holm, som eksplicit gør op med Løgstrup, når han kobler arbejdsduelighed med livsduelighed”. (s.20)

”Hos Claus Holm, der er elev af Schmidt, får begrebet efterhånden en fremtrædende placering. Det lanceres simpelthen som et nyt pædagogisk ideal, som skal afløse Løgstrups tale om tilværelsesoplysning. Et ideal, der er knyttet til skiftet fra velfærdsstat til konkurrencestat. Det er også interessant i denne sammenhæng, at Holm og Schmidt, efter en periode med fælles fodslag og fælles artikler, udvikler hver deres syn på begrebet og ender med at være direkte uenige”. (s. 108-9)

”Ifølge Holm er det vigtigt, at udsatte børn udvikler deres styrker. I velfærdsstaten har man beskyttet de svage og udsatte børn. Nu er der imidlertid sket en ændring fra, hvad han kalder en forsigtighedspædagogik til en udviklings- og styrkeforbedringspædagogik. Den ændring hænger sammen med Hattie-inspirationen i den danske folkeskolereform i 2014, hvor man sætter fokus på at optimere elevernes læringsudbytte”. (s. 127)

”Holm og Schmidt anvender i udgangspunktet det samme begreb om livsduelighed, men deres veje skilles, da Schmidt opdager koblingen til konkurrencestaten”. (s. 135)

”Holm mener, at livsduelighed skal være et nyt pædagogisk ideal, fordi vi har forladt velfærdsstaten og derfor ikke længere kan læne os op ad Løgstrup og hans tale om tilværelsesoplysning. I stedet bliver man ifølge Holm nødt til at forholde sig til konkurrencestaten og nødt til at tale om et opportunistisk individ”. s. 161)

”Som det er fremgået, ændrer begrebet (livsduelighed, TAR) sig undervejs. Overordnet er tendensen, at det går fra at rette sig mod et fællesskab og indbefatte en etik til at blive et mere og mere individualiseret begreb, der handler om det enkelte individs kompetencer og robusthed. Det sidste møder vi især hos Holm og indenfor resilienspædagogikken. Her er fokus på, at det enten handler om at udfordre det sårbare barn eller udvikle et opportunistisk individ, der kan klare sig i konkurrencestaten”. (s. 164)

”Holm forsøger sig med det opportunistiske, etiske individ, men som nævnt består etikken i, at ens handlinger ikke går negativt ud over andre. Det handler ikke om at hjælpe andre”. (s. 166)

”For Holm og Antorini har skolen derimod en klar opgave i forhold til arbejdsmarkedet. Når skolens skal have fokus på at udvikle robuste og fagligt stærke elever, så er det defineret ud fra, hvad arbejdsmarkedet har brug for” (s. 169)

Konklusion:

Med denne stærke forbindelse til konkurrencestatens ideologi er det let at forstå, at Holm fra 2015, hvor han blev institutleder, forårsagede sin helt egen version af Bjarne Corydons 2013-lock-down af lærerne.

 

37. Den 6. april: Hvad er ”det borgerlige”?

Jeg arbejder pt. med følgende tese:

De fire mest “borgerlige” begivenheder i nyere dansk historie er følgende:

1. Christiania, som var et opgør med både strukturkommunismen og en ekspanderende samfundsmæssig funktionalisme. En nyt folkeligt og vitalistisk tingsted med rødder i den nordiske tradition.
2. Ungdomshuset på Jagtvej, som var en genskabelse af 1920’ernes handlingsliv, dvs. kulturel og eksistentiel skrammologi. Et slags fritidshjem med rod i 80’ernes nyromantik.
3. Røde malerklatter på Anders Fogh i 2003, da han forgreb sig på folkeretten og gik i krig sammen med USA og UK uden om FN. De to heltemodige ”borgerlige” aktivister fik 4 måneders fængsel, mens Fogh gjorde NATO-karriere for sit vilde brud på hele efterkrigstidens lov og ånd. Fogh var også ansvarlig for ødelæggelsen af vores uddannelsesliv. Det må man ikke glemme.
4. Islamisk tradition med dens sans for religiøs praksis og smukke tørklæder samt skønne revolutionære bederum på konkurrencestatens platte universiteter. Det var en slags påmindelse om Danmarks eget tab af religiøs og åndelig erindring.

Det hele handler om en form for omsorg for det, som allerede findes. En ny generations tilsynekomst midt i det gamle. Alle kommer af det samme, som ingen helt ved hvad er.

 

38. Den 6. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 8: ”Servil nihilisme”

Lektor Steen Nepper Larsen, skrev i 2016 bogen ”At ville noget med nogen”, hvor han udlægger dannelsens tradition. I den forbindelse kommer han ind på Claus Holms opgør med dannelse og pædagogik, som dette opgør tog sig ud omkring 2015, hvor det jo var skolereformens ideologi, der dominerede landets magthavere.

Nepper Larsen tager udgangspunkt i en af Claus Holms ledere, ”I læringens tegn”, som stod i DPU-magasinet Asterisk i 2015.

Nepper Larsen skriver følgende indledning til sin diskussion af Holms leder:

”I en anden og ’højere’ ende af uddannelsesmaskinen skriver DPU’s institutleder, Claus Holm, i lederen ”Et liv i læringens tegn” i universitetsmagasinet ”Asterisk”, at fremtidens samfund slet ikke har, endsige får brug, for dannelse og indholdsviden.” (s.15)

Nepper Larsen er ikke begejstret for Holms artikel. Han skriver at

“Det er forbundet med stort ubehag og en voldsom uro i krop og sind at bivåne den lemfældige nedgøring af såkaldt ”indholdsviden”, som Claus Holm giver to overraskende eksempler på i lederen: ”multiplikation og et lands historie…”

Nepper konkluderer, at Holms tale om ”at lære at lære” er udtryk for ”en nedsmeltning af læringsbegrebet”. Det er skolereformens læringsbegreb: Man adskiller læring fra indhold, og derefter sætter man den ensomme “læring” i konkurrencestatens tjeneste.

Nepper kalder ligefrem Holms synspunkt for ”servil nihilisme”.

Han uddyber dette udtryk:

”Med servil hentyder jeg til en unødigt tjenstivrig og ukritisk liggen på maven for tidsånden”.

og videre:

”Med nihilisme forstås: Intet at ville, ingen visioner at besidde, ingen højere (for)mål at forfølge..”

Så DPU og dermed landets pædagogiske forskning og begrebsdannelse domineres nu af “servil nihilisme”.

PS

Det er også lidt sjovt for mig selv at iagttage, at Nepper Larsen fremfører mit eget arbejde med bogen ”Pædagogikkens to verdener” (2015, ny udgave i 2024), som en positiv modsætning til Holms ”nedsmeltning”.

Nepper fremhæver følgende to citater fra ”Pædagogikkens to verdener”:

”Det er ikke staten, der skal danne skolen, men skolen der skal danne staten”

og

”En skole kan altså ikke udledes af samfundets behov, og den står heller ikke i behovenes tjeneste. I en skole finder man derimod sine behov. Skolen er i nærheden af samfundet, men er noget andet, fordi det er en afbrydelse af samfundet. En skole står selv.”

Det er den slags ord, som ikke er velsete på Holms DPU eller på fakultetet ARTS.

 

39. Den 6. april: Claus Holms opgør med dannelse og pædagogik, note 9: Asger Sørensens kritik

Lektor Asger Sørensen var indtil for nylig formand for Dansk Filosofisk Selskab. I den egenskab holdt han i 2023 åbningstalen ved selskabets årlige konference. Talen blev efterfølgende udgivet i mediet Paradoks.

Sørensens tale er en skarp kritik af de mange angreb på pædagogisk filosofi, som DPUs ledelse har stået for siden 2008.

Især institutleder Claus Holm kritiseres for at føre DPU på afveje. Her er Sørensens korte opsummering af historikken i én flot sætning.

”Siden DPU’s fusion med AU i 2008, kan vi således se tilbage på, først, et forgæves forsøg på helt at lukke uddannelsen og afskedige tilknyttede forskere og undervisere allerede i 2010; dernæst mere end et årti med et de facto stop for stillingsopslag til forskere i pædagogisk filosofi til understøtning af uddannelsen, alt imens pension, sygdom og død nedbragte antallet af ansatte filosoffer; og endelig afskedigelsen i slutningen af 2022 af det dengang mest offentligt kendte medlem af det pædagogisk filosofiske lærerkorps, Thomas Aastrup Rømer, der i ugerne forinden bl.a. havde leveret kritiske analyser af universitets- og institutledelsens beslutninger.”

For Sørensen er dette begivenhedsforløb ikke tilfældigt. Det hænger sammen med Holms kontante opgør med pædagogik og dannelse.

Sørensen skriver om Holms opgør:

”Nu sætter vores lokale leder Claus Holm en ære i at fornægte skolens frihed og alsidighed og understreger i stedet, at folkeskolen skal uddanne til arbejdsmarkedet, at uddannelse skal være erhvervsuddannelse, og når det kommer til demokrati, ja, så er det ikke en primær opgave længere. Løgstrup tog fejl, siger Holm.”

Og videre:

”For Holm er uddannelse således reduceret til kun at betyde erhvervsuddannelse, og det er alt, hvad der er”.

I stedet for Holms dybe instrumentalisme fremhæver Sørensen hele den filosofiske traditions store bidrag til den pædagogiske begrebsdannelse.

Kort sagt: De omtalte begivenheder på DPU fra 2008 til 2023 har en ideologisk-faglig årsag, og denne årsag viser sig som konstante angreb på pædagogikkens filosofi.

Denne konklusion bekræftes af Sørensens egen historik:

Sørensen blev nemlig selv – sammen med to andre filosoffer – fyringsvarslet i 2010 af den daværende leder, Lars Qvortrup.

Claus Holm, som også dengang var en del af ledelsen, støttede fyringerne i et stort læserbrev i Information.

Qvortrup og Holm mente dengang ikke, at Sørensens forskning var ”relevant”, som der stod i fyringsbrevet. Heldigvis kom der store protester, så Qvortrup og Holm måtte trække i land. De beklagede dog aldrig.

Samtidig – også i 2010 – kaldte Claus Holm mit eget arbejde for ”polemisk dumdristighed”. Det var DPU’s moderne ånd, der for alvor materialiserede sig i de år.

Asger Sørensen har netop her i 2025 fået indstillet sin doktordisputats til forsvar. Han har delt indstillingen på sin FB-side. Bedømmelsesudvalget er begejstret for Sørensens arbejde.

Udvalget skriver, at afhandlingen er udtryk for ”a level of scholarship rarely seen in pedagogical philosophy”.’

Så på DPU er ”scholarship” det samme som ”irrelevans”.

Det er næsten ikke til at rumme disse fakta. Hvad er DPU?

Link til Asger Sørensens tale: https://paradoks.nu/2023/11/14/uden-uddannelse-ingen-frigoerelse-velkommen-til-paedagogisk-filosofi/

 

40. Den 7. april: Claus Holms opgør med pædagogik og dannelse, note 10: Peter Kemps kritik

I 2007 udkom en vigtig bog: ”Viden om uddannelse – uddannelsesforskning, pædagogik og pædagogisk praksis”.

Bogen var skrevet af de tre DPU-folk Claus Holm, Søren Kruse og Jens Rasmussen. De to første var en del af ledelsen på DPU, og den tredje var en magtfuld professor, som var tæt på policy-niveauet. Alle delte en stærk interesse for sociologen Niklas Luhmann, som i de år havde en meget teknisk effekt på pædagogik og skolepolitik

”Viden om uddannelse” udkom nærmest samtidig med, at Lars Qvortrup blev dekan for DPU, og med, at DPU blev en del af det nyglobaliserede Aarhus Universitet. Qvortrup var i øvrigt også luhmannianer.

Bogen var et kraftigt forsvar for den ny og tekniske forståelse af pædagogik og forskning, som udviklede sig i disse år, og som i 2014 satte sig direkte i Corydons og S-SF-R-regeringens omdiskuterede skole- og lærerudannelsesreform.

Filosoffen Peter Kemp, som frem til 2007 var leder af Institut for pædagogisk filosofi, skrev om bogen flere steder, bl.a. i hans store værk ”Filosofiens verden – kritik, etik, pædagogik, religion” fra 2012.

Kemp funderer sin analyse af DPU’s angreb på filosofi i Jean Francois Lyotards begreb om ”performativitet”, som henviser til, at teknik og effektivitet træder i stedet for dannelse.

Kemp omtaler først Qvortrups og Holms ideologiske forsøg på at fyre tre filosoffer i 2010. Og derefter går han direkte over i en analyse af ”Viden om uddannelse”.

Kemp fortolker Holms og Rasmussens bog direkte ind i Lyotards ”performativitets”-system. Han skriver, at Holm og Rasmussen har…

”…forsøgt at indsnævre begrebet om pædagogisk videnskab til at gælde den pædagogiske forsknings og undervisnings performativitet i forhold til politisk fastsatte mål, eller det, man mener, er de politisk fastsatte mål” (s. 289)

Og videre:

”Pædagogisk filosofi er altså ifølge forfatterne dømt som ikke-videnskab (…). Og dermed nægter man jo i realiteten filosofien og refleksionen over dannelse plads som fag i en videnskabelig pædagogisk institution”.

Og kapitlets sidste sætning:

”Det er pædagogisk antifilosofi.” (s. 291-92)

Tankegangen i ”Viden om uddannelse” understøtter ifølge Kemp konkurrencestatens nye systemer med store konsekvenser til følge:

”I sin rene form ender konkurrenceideologien i et amoralsk kulturelt barbari og i vild konkurrence for konkurrencens egen skyld, dvs. i det rene vanvid. Dette meningsløse ræs giver ikke samfundet den sammenhængskraft, som konkurrenceideologerne taler så meget om. Tværtimod opløser det i sin yderste konsekvens enhver solidaritet, nationalt såvel som globalt”. (s.97)

Og på universiteterne bliver konsekvensen:

”På universiteterne oplever man en fuldstændig vanvittig tendens i retning af større og større og mere autoritære organisationer med en fyrste og en lille gruppe suverænt bestemmende i toppen”. (s. 99)

Kemp fremhæver i den forbindelse Hans Hauges analyse fra 2014 i bogen ”Uren pædagogik”, som blev redigeret af Brinkmann, Tanggaard og undertegnede. Kemp bidrog selv til efterfølgeren ”Uren pædagogik 2”.

I 2015 udgav Holm og Rasmussen en slags efterfølger til ”Viden om uddannelse”. Den nye bog, som jeg omtalte i Note 3, hed ”Folkeskolen efter reformen”.

Også denne udgivelse reagerede Peter Kemp på. Det skete med bogen ”Løgnen om dannelse – opgør med halvdannelsen”.

Her hudfletter Kemp Holm-systemets forsøg på at omgøre dannelsestraditionen til ”kompetencer”, endda under ”dannelsens” eget herretegn. Det er den modsætning, som Kemp kalder for ”halvdannelse”. Mit eget udtryk, som også er inspireret af Lyotard, for denne logiske tilstand er ”uniformativering”.

Så DPU bygger på og ledes af ”antifilosofi”, dvs. på et opgør med universiteternes og pædagogikkens essens.

Holms aktuelle tale om ”åndelig oprustning” er derfor uden tvivl et udtryk for det, som Kemp kalder for ”halvdannelse”.

Det er vigtigt, at DPU omgående tager en anden retning, så det igen kan blive en videnskabelig institution.

 

41. Den 8. april: Claus Holms syn på pædagogik, note 11: Brian Degn Mårtenssons kritik

Filosoffen Brian Degn Mårtensson var en af 2010’ernes førende kritiske stemmer. Hans store forfatterskab og engagement i den pædagogiske debat blev en stærk inspiration for mange lærere og intellektuelle.

Mårtenssons vigtigste udgivelse var nok bogen ”Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ”, som udkom på Aarhus Universitetsforlag i 2015. Han bidrog også til antologiserien ”Uren pædagogik”, hvor en stor del af tidens kritiske stemmer udtrykte sig.

I det følgende har jeg samlet nogle steder i tre af Mårtenssons bøger, hvor han omtaler Claus Holms arbejde:

A. Konkurrencestatens pædagogik

I ”Konkurrencestatens pædagogik” har Mårtensson den pointe, at Claus Holm faktisk forstærker Ove Kaj Pedersens teori om konkurrencestaten. Mårtensson bringer i den forbindelse følgende utrolige citat fra Claus Holm, hvor Holm gør radikalt op med den pædagogiske tradition. Citatet er fra 2012:

”I dag, i bakspejlet, ved vi bedre. Vi ved at Løgstrups idé om tilværelsesoplysning – ikke upåvirket af den danske højskoletradition – er afløst af idéen om kompetenceudvikling gennem læring, og at pædagogernes vigtigste opgave bliver at motivere den enkelte til at få lyst til at tage ansvar for udvikling af egne kompetencer.

Vi ved også, at vi ikke er havnet i et fritidssamfund, men i et stadig mere globalt konkurrencesamfund, hvor uddannelse handler om at kunne klare sig på dette samfunds foranderlige arbejdsmarked. I den forstand er vi langt væk fra skolen som et fristed – som et reservat for Løgstrups idé om oplysning af den enkelt med respekt for den enkelte urørlighedszone. Det er forklaringen på, at der er brug for et andet og mere tidssvarende pædagogisk ideal.” (s.60-61)

B.Tilblivelse og tilsynekomst

En anden vigtig udgivelse af Mårtensson er bogen ”Tilblivelse og tilsynekomst – filosofiske tekster” fra 2016. Mårtensson genciterer her ovenstående Claus Holm-citat og tilføjer, at…

”…Claus Holms ekstremt arrogante afvisning af Løgstrup (og store dele af den vestlige tradition for pædagogik) er uhyggelig og ekstremistisk” (s. 54).

I samme bog peger Mårtensson på Claus Holms ejendommelige forbindelse til marxismen. Mårtensson har fundet følgende citat af Holm:

”For omtrent 160 år siden formulerede Karl Marx forestillingen om en rig individualitet som det kommunistiske samfunds individideal. I dag får forestillingen relevans. Lyder det lidt besynderlig, er det ikke mærkeligt. For de fleste af os går næppe rundt og tror, at vi er lige på trapperne til at blive en del af et kommunistisk samfund”. (s.145)

Den pågældende artikel af Holm slutter faktisk også med et Marx-citat. Stakkels Marx. Årsagen til disse lidt kiksede referencer til Marx er baggrundsteoriernes rødder i fransk strukturkommunisme.

C. Mennesket som mål

Også i en tredje udgivelse, ”Mennesket som mål – skole og uddannelse i kritisk perspektiv” fra 2018, omtaler Mårtensson Claus Holms meritter.

Mårtensson fortæller her, at sociologen Rasmus Willig i 2016 havde skrevet en kritik af Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsteori.

Holm svarede direkte på DPU’s officielle nyhedskanal, at Willig var en slags populist, jf. følgende:

”Det tangerer efter min opfattelse et forsøg på at være så populær, at rollen som intellektuel sættes over styr” (s.23)

I samme bog fortæller Mårtensson om et indlæg på DR, hvor Holm præsenterer det, som Mårtensson omtaler som ”Holms instrumentelle syn på pædagogik” (s. 180).

Mårtensson citerer fra DR’s artikel, hvor man kan få et indtryk af tidens DPU-sprog:

”Til trods for at vi har mere end 500 danske skoleforskere, så kommer den nye viden om folkeskolen ikke ud til skolerne. Der mangler nemlig både en overordnet strategi for forskningen og et nationalt samarbejde mellem politikere, forskere, fagforeninger og skoler, mener Claus Holm. Han har netop været med til at analysere den danske skoleforskning. Og ifølge institutlederen resulterer det manglende samarbejde i, at skolerne selv forsøger at skabe løsninger, uden at de nødvendigvis skeler ret meget til, hvad der ifølge forskningen virker” (s. 178-79).

Mårtensson dokumenterer også, hvordan dette syn på symbiosen mellem konkurrencestat og pædagogisk forskning fra 2016 blev effektueret i Claus Holms reform af DPU’s forskningsprogrammer (s.77).

D. Mårtenssons egne erfaringer

Endelig er det værd at nævne, at Mårtensson to gange selv blev marginaliseret af skolereformens system. Først da Holms tætte åndsfæller Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, klagede over Mårtensson til Politikens debatredaktør, fordi Mårtensson havde fortalt om deres marxistiske ungdom. Og dernæst, da Mårtensson ikke kunne få godkendt et ph.d.-arbejde om Grundtvigs skolesyn af den professionshøjskole, hvor han arbejdede. Dette emne var ligefrem imod professionshøjskolens ”forskningsstrategi”, fik han at vide.

E. Konklusion

Claus Holm var en central person i hele dette revolutionære opgør med pædagogik og ånd. Men nu taler han om ”åndelig oprustning” for at tækkes de nye magthavere. Det er nok konkurrencestatens såkaldte “menneskesyn”, som her lært ham at være ”opportunist”.

 

42. Den 9. april: Claus holms opgør med dannelse, note 12: Keld Skovmands kritik

Keld Skovmand er pt. lektor ved universitetet i Trondheim. Før det var han ansat på UC Lillebælt, hvor han især i 2010’erne var en indflydelsesrig pædagogisk og didaktisk teoretiker. Han sad bl.a. med i Merete Riisagers vigtige Rådgivningsgruppe, der bidrog til det opgør med skolereformen, som udviklede sig i omkring 2017.

Skovmand skrev adskillelige bøger, hvor han kritiserede skolereformens læringsmålstyring. I den forbindelse nævner han ved flere lejligheder Claus Holms problematiske indflydelse på dansk pædagogik.

Nedenfor kan man læse nogle udvalgte eksempler, der alle peger på Holms frontalopgør med pædagogikkens åndstradition.

Eksemplerne er primært hentet fra bogudgaven af Skovmands ph.d.-afhandling, ”I bund og grund – reformer uden fundament” (2019).

A. Skovmand kritiserer Claus Holms revolutionsretorik:

Skovmand kritiserer skolereformens hang til at formulere sig i revolutionsdiskurser, hvorved man jo ødelægger alt det, der allerede findes. Holm spillede en vigtig rolle i denne diskursive teknik, jvf. følgende to citater fra Skovmands afhandling:

”Der er grund til at stoppe op, når centrale aktører i forhold til udformningen og lanceringen af reformer gør brug af revolutionsretorik, hvad enten det sker med vendinger som ”den indholdsstyrede didaktik er død, længe leve den læringsmålstyrede didaktik” (Holm 2014) eller ved at bruge ordet ”revolution” om kompetencemålstyring af læreruddannelsen (f.eks. Rasch-Christensen & Rasmussen 2013)”. (s. 39)

Og videre:

”Viljen til det helt nye afspejler sig også i brugen af ordet ”paradigmeskifte” i reformbevægelsen (se f.eks. Rasmussen 2014; Holm 2015). Paradigmeskifte indebærer ligesom revolutioner forandringer, der ofte er irreversible og langvarige”. (s. 40)

B. Skovmand kritiserer Claus Holms begejstring for Ove Kaj Pedersens bog om konkurrencestaten:

Keld Skovmand fandt en tæt forbindelse mellem Claus Holm og konkurrencestatens ideologi, her citeret fra afhandlingen:

”Disse problemer bliver tydelige, når man ser på, hvordan bogen (Ove Kajs bog, TAR) og begrebet (begrebet om ”konkurrencestaten”, TAR) bruges af Holm. Han præsenterer ”Konkurrencestaten” som en bog om ”et fænomen, der bygger på empiriske analyser”, og gør konkurrencestaten til ”en grundpræmis for Danmark i en globaliseret verden”. Holm har desuden gjort sig til talsmand for en ”livsduelighedens pædagogik”, der knytter sig til konkurrencestaten”. (s. 111)

Og videre om konkurrencestatens ”læring” skriver Skovmand:

”Det ligner ikke bare livslang læring, men også lære at lære-ideologi og ”læring som livsform”. Denne livsform har ifølge Claus Holm erstattet ”demokrati som livsform” som ”det primære formål” i forbindelse med revisionen i 2006, hvilket indebærer, at eleverne gøres ansvarlige ”for egen kompetenceudvikling gennem læring” og ”realiserer sig selv” via ”dette livslange læringsarbejde””. (s. 106)

Herefter forklarer Skovmand, hvordan Holm bruger dette syn på læring til at underminere centrale passager i skolens formålsparagraf. Det må man selv læse.

C. Claus Holms syn på Løgstrup:

På et tidspunkt gør Skovmand rede for Løgstrups begreb om ”tilværelsesoplysning”. I den forbindelse fortæller han om Holms opgør med Løgstrup:

”Det er denne differentierede oplysning, som ifølge Holm er blevet irrelevant, fordi han mener, at Løgstrups fremtidsprognose har vist sig at være forkert. (…). Der er i dette samfundsscenarie øjensynligt ikke nogen tid ud over arbejdstiden. Der er således ikke nogen grund til at danne elever til en tid, der ikke længere findes, fordi den er opslugt af arbejdstiden, og selvrealisering og livsmening knyttes til arbejde, fordi ”flere og flere af os lever for at arbejde”. (s. 112)

Og videre:

”Således hedder det (hos Holm, TAR), at ”i dag ved vi bedre, idet ”Løgstrups idé om tilværelsesoplysning” (…) har fået en afløser i form af ”idéen om kompetenceudvikling gennem læring (Holm 2012)” (s. 112)

I en parallel udgivelse, ”Folkeskolen – efter læringsmålstyringen?” fra 2019, har Skovmand følgende formulering om Claus Holms nye konkurrencestatsversion af begrebet om ”livsduelighed”:

”Dette afløser ”filosoffen og teologen K.E. Løgstrups ideal om pædagogik som tilværelsesoplysning ved at være et ideal, der er mere på højde med sin samtid”. Holm mener her at være ”på linje med” Pedersen, og han tilføjer, at ”løstrups ideal om tilværelsesoplysning nu ’kun’ kan få status af at være en interessant og relevant fortid” (s. 206)

Og videre:

”Afskeden med Løgstrup og velfærdsstaten er definitiv (…). Holm udtaler sig her med bedrevidenhed på tidens vegne (”i dag”), men han gør det uden antydninger af begrundelser. Der er intet, som tyder på, at de opvoksende generationer vil kunne udvikle deres kompetencer via indholdstom, livslang læring” (s.207)

Disse analyser føres direkte over i en kritik af Claus Holms åndsfælle, Jens Rasmussen, som spillede en hovedrolle i forhold til skolereformens begrebsdannelse. Dermed bliver Skovmands diskussioner også til en kritik af DPU og dets rolle i det han kalder for skolereformens ”spredningssystem”.

D. Claus Holms syn på ”moralfilosofien”

Skovmand gennemgår en af Claus Holms udgivelser fra 2007, ”Viden om uddannelse”, som Holm skrev sammen med netop Jens Rasmussen. Skovmand konkluderer følgende ift. læreruddannelsen:

”Heri ligger der en udgrænsning af moralfilosofien som en videnskab, der kan indgå i læreruddannelsens vidensgrundlag.” (s.161)

Igen ser vi dette opgør med filosofi og åndshistorie.

E. Konklusion:

På denne måde har Keld Skovmand bidraget til forståelsen af DPUs “ånd”, som består i et opgør med ånden. Og det går jo ikke.

 

43. Den 10. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 13: Thorkild Thejsens kritik

Claus Holms opgør med dannelse, note 13: Thorkild Thejsens kritik

Claus Holm og DPU er aktuelt i gang med at proppe den ”åndelige oprustning” ind i konkurrencestaten. Det sker bl.a. på en stor konference om ”demokratisk dannelse og åndelig oprustning”.

DPU har netop udgivet et temanummer af instituttets magasin ”Asterisk”, der handler om konferencens emne. Asterisk bestyres af Claus Holm selv.
Magasinet indledes med en leder af Holm, hvor han pludselig argumenterer for betydning af samtale og af den nationale tradition.

Men nu har Claus Holms leder fået kompetent kritik af den tidligere chefredaktør for Folkeskolen, Thorkild Thejsen, som i tidens løb har skrevet udførligt om skolens formålsparagraffer.

Thejsen er særdeles kritisk over for Holms leder:

Her er Thejsens tre centrale indvendinger med mine egne ord:

A.
For få år siden var Claus Holm og DPU bannerfører for det helt store opgør med folk som Løgstrup, Hal Koch og Holger Henriksen, altså netop den nationale tradition. I stedet ville Holm have ”læring som livsform”, som det hed. Det var skolereformens system.

Holms aktuelle skifte er vel at mærke helt ureflekteret og derfor et udtryk for opportunisme. Han har ”fået travlt med at skifte ham”, som Thejsen skriver.

B.
Thejsen peger på en grundlæggende fejl i Holms centrale præmis:

Claus Holm skriver, at skolens formålsparagraf blev ændret i 1993, så skolens virke skulle være “præget af” demokrati i stedet for, som før, at “bygge på” demokrati.

Og Holm mener, at dette skifte betød, at man dermed forlod den demokratiske skole.

Men Theisen kan fortælle, at den nye formulering med “præget af” skam først kom ind formålsparagraffen i 2006, og at formuleringen på ingen måde skulle forstås som et opgør med demokrati. Tværtimod havde formuleringen rod i friskolelovgivningen.

C.
Holms fejl, der jo ender som et opgør med demokrati, satte han omkring 2013 sammen med Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsteori. Det var derfor, at ”demokrati som livsform” pludselig kunne forsvinde fra DPUs indre.

DPU blev på den måde en del af Holms fejltagelse. Konkurrencestatens “opfinder”, Ove Kaj Pedersen, er i øvrigt blandt hovedtalerne på den aktuelle konference sammen med Holm selv. Pedersen har været hyppig gæst på Holms konferencer.

Så summa summarum: Holms nye og opportunistiske påberåbelse af ”ånd” bygger på en eksklusion af ”ånd”.

Mange tak til Theisen for disse fine iagttagelser.

Link til Thejsens Facebook-opslag: https://www.facebook.com/tthejsen/posts/pfbid02LWCCr9hD3WriW2fgXhdfDe7VugvR6wU9FCNvd6f1VuugjWdDMLUEM6vXTTVY4dAwl

 

44. Den 10. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 14: Niels Christian Sauers kritik

Claus Holm har altid været en underdanig fan af Ove Kaj Pedersens konkurrencestat, dvs. den teori, der lå til grund for skolereformen og dermed også for S-SF-R-regeringens overgreb mod lærerne i 2013.

Claus Holm har promoveret teorien overalt, og han har systematisk udskammet og marginaliseret kritikere af Ove Kajs teori.

Senest er Ove Kaj Pedersen en af hovedtalerne ved DPUs aktuelle konference om ”åndelig oprustning”, selvom konkurrencestaten er udtryk for et opgør med pædagogikkens tradition og fundament, dvs. et opgør med “ånden”.

Et vigtigt eksempel på Holms opgør med lærernes tradition og praksis er fra 2016, hvor sociologen Rasmus Willig havde kritiseret Ove Kaj Pedersens konkurrencestat og dens negative konsekvenser for offentlige ansattes ytringsfrihed.

Straks rykkede Claus Holm ud til forsvar for Ove Kaj Pedersen, vel at mærke på DPUs officielle kommunikationskanaler, som Holm selv kontrollerer på en måde, der minder mig om det sovjetiske Pravda.

Holms aktion mod Willig blev for meget for skolelæreren Niels Christian Sauer, som kaldte sit indlæg fra d. 15. maj 2016 på Folkeskolen.dk for ”Claus Holms skrab-ud for OKP”.

Sauer er ikke en hr. hvem som helst. Han havde siden 1990’erne været en central skolepolitisk stemme; i mange år som et særdeles aktivt medlem af hovedbestyrelsen for Danmarks Lærerforening. Allerede dengang havde Sauer en god fornemmelse for nogle af de skolepolitiske skred.

Og så sent som i 2023 udgav Sauer den anmelderroste bog ”Folkeskolens veje og vildveje”, hvor han fremlagde sine analyser og synspunkter i mere systematisk form. Det er den slags udgivelser som ignoreres totalt på Holms autoritære DPU.

Sauer skrev f.eks. følgende, som virkelig rammer hovedet på sømmet:

”For Holm rækker det tydeligvis, at OKP lægger sig ud med lærerne og navnlig deres rædselsfulde fagforening, som ifølge OKP ud fra rent egoistiske interesser er i gang med at ødelægge den fremragende skolereform. Mere behøver Holm ikke vide. OKP er jo upopulær, og det alene er i sig selv bevis for, at han har ret. (…)

Det falder ikke Holm ind, at når det kommer til popularitet, overgår OKP langt Willig, der hvor det tæller: Nemlig hos magthaverne og beslutningstagerne. Her er det Willig, der er den modige dissident.

Ej heller strejfer det Holm, at OKP’s position i forhold til lærerne naturligvis står og falder med, om den topstyrede reform rent faktisk er skolefagligt velfunderet – et spørgsmål, det til dato ikke mig bekendt er lykkedes nogen at få OKP til at forholde sig til. Hvilket ikke synes at bekymre Holm det mindste.

Det, der annonceres som en saglig afprøvning af to positioners styrke overfor hinanden, ender således som ren politisk programerklæring fra Holms side. Så vidt så godt.

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor DPU’s institutleder befinder sig rent ideologisk, ved de det nu. Hvad han bygger sin position på, sådan rent forskningsmæssigt, står til gengæld hen i det uvisse.”

Som det fremgår, er Claus Holm helt entydig på skolereformens side. Holms DPU udgør slet og ret skolereformens evidenshold, der mere eller mindre bevidst havde sat sig for at udrydde pædagogikkens ytrings- og åndsfrihed, fuldstændig som Willig havde forklaret det i mere generelle termer.

Til sidst vil jeg nævne, at også lektor ved SDU, Finn Wiedemann, var utilfreds med Holms aktion. Wiedemann skrev i Information d. 18. juni 2016, at Willigs pointer i høj grad var relevante.

Finn Widemann kaldte sit indlæg for ”Kritik af konkurrencestaten er vigtig”, og han slutter sit indlæg med følgende markering, der må have virket som en rød klud på Holm:

”I takt med at offentlige organisationer har ændret sig, og i nogle tilfælde er kommet til at ligne private virksomheder, hvad angår ledelses- og styringsmæssige forhold, er det blevet sværere for offentligt ansatte at delagtiggøre offentligheden i de politiske, ledelsesmæssige eller administrative forhold, som de finder er problematiske eller decideret ulovlige.

Som det blev formuleret i en baggrundsartikel om emnet i en konkurrerende avis for noget tid siden, så holder offentligt ansatte simpelthen kæft af frygt for at blive fyret.”

Så Holm har fået DPU til at “holde kæft”!

 

45. Den 11. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 15: Gymnasiereformen

I 2016 stillede Lars Løkkes rene V-regering forslag om en ny gymnasielov. Forslaget var en direkte forlængelse af skolereformens nye læringsideologi.

Nedenfor kan man læse min gennemgang af forslaget, som var en de facto opløsning af gymnasiet som institution.

Jeg skrev også om forslaget i Information og diskuterede det i DRs Deadline sammen med Tænketanken DEAs direktør, som var helt vild med regeringens ideer.

På DPU var alt tavst. Her havde man travlt med ”konkurrencestatens krav til dannelse”, som man udtrykte det, og den nye gymnasielov var helt efter bogen.

Der var dog en enkelt undtagelse, hvis man kigger DPU’s nyheder igennem i 2016. DPU’s nyudnævnte institutleder, Claus Holm, talte sammen med to venner på årets Folkemøde i AU’s telt under følgende karakteristiske debatbeskrivelse:

”Almendannelsen indtager tidens offerrolle. Det ser vi, når forskere og filosoffer fortæller os, at skolereformen fører til halvdannelse, og gymnasiereformen fører til misdannelse. Men hvorfor overhovedet gøre almendannelsen til løsning på vores problemer med at holde skole?”

Jeg var faktisk selv til stede under debatten som almindelig borger og fik bekræftet alle mine fordomme. Så Holm forstærkede lovforslagets dannelsesopgør.

Det var egentlig lidt mærkeligt at være ”tilhører”, eftersom jeg jo var den person på DPU, der havde blandet mig mest i den gymnasiepolitiske diskussion? Men så igen: Holm var meget imod mit arbejde for DPU, som han tidligere havde kaldt for ”polemisk dumdristighed”.

Men faktisk gav kritikken genlyd i brede politiske kredse, så det endelige forlig blev langt bedre end regeringsudspillet. Men også dette forlig, som jo var et resultat af det kritiske arbejde, blev fortiet på DPU.

http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-af-regeringens-forslag-til-reform-af-gymnasiet.html

 

46. Den 20. april: Pædagoguddannelsens historie

Pædagoguddannelsens og daginstitutionernes lovgrundlag gennem tiden:

På torsdag skal jeg deltage i et arrangement i København, hvor emnet er pædagogikkens betydning i den nye pædagoguddannelse.

I den forbindelse har jeg udarbejdet en liste med pædagoguddannelsens og daginstitutionernes love og bekendtgørelser mv. siden besættelsen.

Skriv gerne hvis der er fejl og mangler, så jeg kan rette til.

http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagoguddannelse-og-dagtilbud-love-og-bekendtgoerelser-mm.html

 

47. Den 21. april. Claus Holms opgør med dannelse, note 16: Anders Bondo Christensens kritik

I 2015 holdt den helt nye institutleder Claus Holm en stor konference på DPU om folkeskolen formål. Den centrale taler var konkurrencestatens ideolog, Ove Kaj Pedersen, som Holm dengang var – og stadig er – helt ukritisk betaget af.

På konferencen gik Holm til angreb på Løgstrups filosofi og dermed de facto på den filosofiske tradition. Holm mente, at skolereformen fra 2013 lagde op til en konkurrencestatsorienteret korrektion af formålsparagraffen.

Det fik Anders Bondo Christensen, som jo var mangeårig formand for Danmarks Lærerforening, op af stolen; både i debatten på Folkeskolen.dk og i en flot formandstale ved lærerforeningens kongres.

Bondo ville være helt sikker på, at Holm ikke ligefrem gik ind for konkurrencestaten, men den forsikring fik han bestemt ikke, tværtimod.

Bondo havde i øvrigt nogle år forinden udarbejdet DLF’s såkaldte ”professionsideal” med udgangspunkt i Løgstrup-inspireret filosofi.

Og blot to år før, i 2013, havde Holms og Pedersens konkurrencestat smadret lærerstandens kultursammenhæng.

Så Bondo havde følelserne det rigtige sted.

Og i årene efter gik Holm til angreb på reformens kritikere.

Men her i maj 2025 har Holm igen inviteret til DPU-konference. Denne gang handler konferencen om ”åndelig oprustning”, for nu skal der fedtes for en ny minister. Og det er stadigvæk Ove Kaj Pedersen m.fl, som er hovedtaler.

Holm er desuden begyndt at skamrose nogle af de gamle højskolekoryfæer, som altså i 2015 fik med grovfilen.

Mange tak til Bondo for at redde DLFs ære i skolereformens kølvand. Bondo har da også udtrykt sympati for mit aktuelle arbejde med at dokumentere Holms stærkt negative indflydelse på pædagogisk forskning og begrebsdannelse. Det hele kan ende med at blive en tyk bog om en helt afgørende og ødelæggende begivenhed i dansk pædagogik

http://www.thomasaastruproemer.dk/anders-bondo-christensen-stiller-spoergsmaal-til-claus-holm-og-lars-qvortrup.html

 

48. Den 26. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 17: Kjeld Holms kritik

I foråret 2010 forsøgte ledelsen på DPU – herunder dekanerne Lars Qvortrup og Claus Holm – at afskedige tre filosoffer, fordi filosofien angiveligt ikke var ”relevant”.

Beslutningen afstedkom store protester. Så hårdt presset måtte universitetet efterfølgende trække i land.

En af dem, der støttede protesterne, var biskoppen i Århus, Kjeld Holm, jf. nedenstående artikel.

Kjeld Holm sagde f.eks. følgende:

”Det er en forkert prioritering af dekan og universitetsledelse, fordi man dermed reducerer den pædagogiske filosofis betydning,”

Kjeld Holm var bestyrelsesformand for det oprindelige DPU og ven med den tidligere rektor, Lars-Henrik Schmidt, som i mange år havde været en fremtrædende intellektuel. De var begge idehistorikere.

DPU var blevet underlagt det hyperglobaliserede Aarhus Universitet i 2007, nu med den tidligere sekretariatschef Claus Holm som prodekan under Qvortrup, som begge var forgabt i tidens nye læringsrevolutionære ideer.

Claus Holms forfremmelse til prodekan var faktisk meget mærkeligt, eftersom man ifølge universitetsloven – både dengang og nu – kun kan blive dekan, hvis man var anerkendt lektor og ph.d.

Claus Holm var ingen af delene.

Kort sagt: Det var det gamle DPU mod det nye, og det nye fik magten. Resten er ren forfald.

Gud tabte til sekretæren. Ånden tabte til bureaukraten.

(Jeg blev faktisk selv konfirmeret af Kjeld Holm i Ellevang kirke. Til gengæld blev jeg vist ikke konfirmeret af den anden Holm)

https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/ECE4475130/Biskop-i-protest-mod-universitet/

 

49. Den 27. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 18: Jan Jaap Rothuizens kritik af Claus Holm

Docent ved UC VIA, Jan Jaap Rothuizen, er nok landets førende forsker inden for social- og børnehavepædagogikkens filosofi. Han har udgivet et hav af bøger og artikler om emnet, både alene og i samarbejde med en kreds af åndsvidenskabeligt men også praktisk indstillede kolleger fra især professionshøjskolerne.

Hovedværket er nok den dybt tankevækkende ph.d.-afhandling “På sporet af pædagogisk faglighed” fra 2015, men også antologien “Pædagogiske ballader – perspektiver på pædagogens faglighed”, som Rothuizen redigerede sammen med en anden spændende forsker, Line Togsverd, myldrer med tankevækkende indlæg.

Rothuizen og Togsverd har også stået bag udgivelserne “Det pædagogiske projekt” fra 2020 og antologien “Det pædagogfaglige miljø – et uenighedsfællesskab” fra 2023.

DPU er stort set fraværende i dette smukke system.

Heroverfor står institutleder ved DPU, Claus Holm, der siden omkring 2008 har været engageret i børnehavepædagogikken med konkurrencestat og læring som centrale markører. Hans nærmeste åndsfælle er nok Lars Geer Hammershøj, som også er fra DPU.

Det er pædagogikkens to verdener.

Men nu forsøger Claus Holm pludselig at slå sig op på ”åndelig oprustning” for at tækkes de politiske vinde. Det er dybt utroværdigt.

Derimod har Jan Jaap Rothuizen over en årrække engageret sig i arbejdet med den nye pædagoguddannelse, senest ved et stort debatarrangement i København i sidste uge. Her er der ingen pinlig leflen for magten. Blot et vedvarende og seriøst engagement.

Undervejs har jeg registreret to kritiske Rothuizen-bemærkninger til Claus Holms ideer:

A.

I 2019 skrev Rothuizen en kritisk kommentar til et indlæg af Claus Holm om pædagoguddannelsen.

Rothuizen argumenterer for, at pædagogik er en “kulturel aktivitet”, og han beskylder Holm for at reducere pædagogisk arbejde til instrumentalisme. F.eks. kan man læse følgende:

”Den nuværende uddannelse er indrettet efter forestillingen om, at en akkumulering af nyttig viden og nyttige færdigheder er tilstrækkelig til at blive pædagog.

Holms bud bryder ikke grundlæggende med denne tankegang, og en reform, der tager udgangspunkt i det, vil kun kunne udgøre optakten til en næste reform – for man kan blive ved med at udskifte nyttig viden og nyttige færdigheder uden synderlig effekt, så længe man ikke har knækket koden for, hvad en uddannelse til udøvelse af en kulturel aktivitet går ud på.”

Så for Rothuizen er pædagogisk arbejde en ”kulturel aktivitet”. Det er fremmedord for Holm og DPU.

B.

Igen i 2020 kastede Rothuizen sig ud i en kritik af Holms fokus på konkurrencestatslæring.

Igen argumenterer Rothuizen for en solid almenpædagogisk forankring af uddannelsen, og han afslutter sit indlæg med følgende opgør med overfladiske ord og begreber, hvor især henvisningen til en teknisk konciperet “legende læring” knyttes til Holms synspunkter:

”Så længe der ikke er orden i rammesætning og organisering af den grundlæggende pædagogiske faglighed, så er det omsonst, ja endda skadeligt og kontraproduktivt, at ride kæpheste som legende læring, forældresamarbejde, at stå stærkere i professionen eller særviden om det socialpædagogiske arbejdsfelt.”

Så Rothuizen kalder på en almenpædagogisk, kulturel og filosofisk forankring af pædagoguddannelsen i den europæiske åndsvidenskab. Det er begreber, som står i modsætning til Holms ideer og virke – en modsætning, som er meget dårlig for DPUs situation.

Links til Rothuizens to indlæg:

2019: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektor-til-dpu-leder-paedagogik-er-noget-man-udoever

2020: https://www.altinget.dk/boern/artikel/forsker-der-skal-styr-paa-paedagoguddannelsens-organisering

 

50. Den 28. april: Notat om Karakterdannelse

Begrebet “karakterdannelse” diskuteres for tiden vidt og bredt i både politiske og faglige kredse.

I nedenstående notat fra Tænketanken Prospekt reflekterer jeg lidt over begrebets historie, muligheder og faldgruber.

https://www.taenketankenprospekt.dk/2025/04/28/notat-karakterdannelse-skolehistoriske-nedslag/

 

51. Den 29. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 19: Konkurrencestatens patrioter i 2008

Claus Holms interesse for patriotisme er ikke ny. Allerede i 2008 kunne man læse hans interview med Maja Plum fra Københavns Universitet, som fortalte, at pædagoger og små børn nu skulle være ”patrioter” for den nye vidensøkonomi, og at dette fokus skam var særdeles “humanistisk”.

Det kan man læse om i et stort opsat interview i BUPLs blad ”Børn- og Unge Forskning”, som Holm redigerede sammen med sekretær i BUPL, Allan Baumann.

I Holms rammesætning af interviewet hedder det f.eks. følgende:

”Den danske stat står midt i en markant forandring fra velfærdsstat til konkurrencestat. Og når en ny stat skal dannes, så har Danmark tradition for, at pædagogikken træder i politikkens tjeneste. Også denne gang skal pædagogerne træde i tjeneste. De skal sørge for, at den nye stat bliver beboet af mennesker, der hele tiden evner at lære nyt og at skabe ny viden. For det lærende menneske er det nye og konkurrencedygtige menneske, nationen Danmark har brug for.”

Det var omkring 2008, at Holm blev vakt ind i den ny “patriotisme”. En tilstand han her i 2025 forsøger at overføre til en geopolitisk defineret patriotisme, som går under navnet “åndelig oprustning og demokratisk dannelse”.

Det er den slags betydningsændringer, som filosoffen Peter Kemp allerede i 2011 kaldte for “antidannelse”.

Nogle år senere, i 2012, arbejdede Allan Baumann og Claus Holm sammen med BUPL om pjecen ”Ny Nordisk Pædagogik”, som understøttede Antorinis nye skolereform, hvis forarbejde jo hed ”Ny nordisk skole”.

I Pjecen er der interviews med både Ove Kaj Pedersen og Maja Plum. Holm har desuden et stort interview med din åndelige vejleder Jens Rasmussen, som tordner mod “seminarietraditionen”.

Til sidst i pjecen har Holm selv et indlæg, som hedder ”Hvad er livsduelighed?” Det var her, at Holm for alvor gjorde op med Løgstrup og dannelse, dvs. den ”nordiske” tradition, f.eks. i følgende:

”Vi ved, at Løgstrups ide om tilværelsesoplysning – ikke upåvirket af den danske højskoletradition – er afløst af ideen om kompetenceudvikling genne læring”.

Og ”læring” sættes vel at mærke i direkte relation til OECD og konkurrencestatens økonomi.

Efterfølgende, både i 2012 og 2013, afholdt Holm debatarrangementer på DPU om emnet, og fra 2014, hvor han selv blev institutleder, fulgte så en række store konferencer, hvor Ove Kaj Pedersen var en gennemgående person.

Interviewet med Maja Plum kan tilgås nedenfor i fuld længde:

—

Interview med Maja Plum i Børn- og Unge Forskning, nr.1, 2008, s. 12-15:

Pædagoger er Patrioter ved Claus Holm

Engang skulle pædagoger skabe civiliserede mennesker. Nu skal de skabe konkurrencedygtige mennesker. Ph.d.-stipendiat Maja Plum fra Københavns Universitet vurderer, at pædagogerne er i gang med at blive den moderne økonomis patrioter.

Engang skulle pædagoger skabe civiliserede mennesker. Nu skal de skabe konkurrencedygtige mennesker. Ph.d.-stipendiat Maja Plum fra Københavns Universitet vurderer, at pædagogerne er i gang med at blive den moderne økonomis patrioter.

Den danske stat står midt i en markant forandring fra velfærdsstat til konkurrencestat. Og når en ny stat skal dannes, så har Danmark tradition for, at pædagogikken træder i politikkens tjeneste. Også denne gang skal pædagogerne træde i tjeneste. De skal sørge for, at den nye stat bliver beboet af mennesker, der hele tiden evner at lære nyt og at skabe ny viden. For det lærende menneske er det nye og konkurrencedygtige menneske, nationen Danmark har brug for.

Ph.d.-stipendiat Maja Plum fra Institut for medier, erkendelse og formidling ved Københavns Universitet forsker i konsekvenserne for danske pædagoger. Maja Plums forskning har fokus på brugen af de pædagogiske læreplaner i daginstitutionerne, men hun kobler forandringerne på institutionsniveau med forandringer på stats- og samfundsniveau. Og når hun gør det, så bliver de pædagogiske læreplaner pludselig ét eksempel på, hvordan statens krav om dokumentation påvirker pædagogers og børns dagligdag.

Maja Plum forklarer:

»Alle dele af uddannelsessystemet skal dokumentere, at de bidrager til at skabe et lærende menneske. Ingen undslipper dokumentationskravet – heller ikke daginstitutionerne. Faktisk er det nye, at den økonomiske patriotisme ikke alene gør sig gældende i folkeskolen, men også i daginstitutionerne ved kravet om at gøre brug af læreplaner.«

Maja Plum gør derved opmærksom på, at selv indretningen af daginstitutioner er en del af det politiske forsøg på at skabe lærende og konkurrencedygtige individer. Hun fortæller, at da daginstitutioner opstod i slutningen af 1800-tallets Danmark, var man optaget af at skabe civiliserede mennesker. Det vil sige af at skabe borgere i en retsstat ved at disciplinere dem. I dag er vi optaget af at skabe det lærende menneske til gavn for konkurrencestaten.

Profit i pædagogik

Den internationale konkurrence inden for uddannelse kender vi fra blandt andet PISA-undersøgelser. Siden begyndelsen af 1990’erne har de placeret Danmark dårligt i kapløbet om at uddanne børn og unge til konkurrencedygtige individer.

Ifølge Maja Plum er det undersøgelser som PISA, der appellerer til en økonomisk patriotisme. De måler på nationens evne til at udvikle og udnytte menneskers potentiale til gavn for den globale konkurrenceevne. Og det er i forlængelsen af denne appel, at den danske stat står midt i en markant forandring fra velfærdsstat til konkurrencestat. Og når en ny stat skal dannes, så har Danmark tradition for, at pædagogikken træder i politikkens tjeneste. Også denne gang skal pædagogerne træde i tjeneste. De skal sørge for, at den nye stat bliver beboet af mennesker, der hele tiden evner at lære nyt og at skabe ny viden. For det lærende menneske er det nye og konkurrencedygtige menneske, nationen Danmark har brug for.

Og det er i forlængelse af denne appel, at selv daginstitutionerne skal optimere det menneskelige materiale – det lærende barn.

Særligt gennem det sidste årti er daginstitutionerne blevet omfattet af den økonomiske appel.

»I 2001 udgiver OECD for eksempel rapporten ’Starting Strong: Early Childhood Education and Care’, som belyser, hvordan en række af OECD’s medlemslande tager sig af småbørns udvikling og læring. I 2004 bliver de pædagogiske læreplaner indført ved lov i Danmark. Og Globaliseringsrådet følger i 2005 op med anbefalinger om, at der skulle arbejdes mere systematisk med læring i daginstitutionerne, så disse institutioner indgår i det samlede læringsforløb.«

Men peger alle dine resultater på, at pædagoger – lidt firkantet sagt – bliver profittens patrioter?

»Nej, det gør de naturligvis ikke, men samlet udgør de mange tilløb til forandringer, lige fra statsniveau til daginstitutionsniveau, en klar tendens. Og når jeg i dag interviewer pædagoger i daginstitutionerne om, hvad læreplaner er godt for, svarer flere og flere, at de mener, at det er godt for deres egen faglighed. De fortæller, at læreplanerne gør det muligt at komme hele vejen rundt om barnet og give barnet en ballast, der gør det klar til skolen. Ikke mindst denne måde at se på sit arbejde – som en rund eller hel indsats, der gør barnet rustet til det videre uddannelsesforløb, er interessant, når man tænker på, hvor stor modstanden mod læreplaner var. En modstand, som netop gik på, at de ikke måtte gøre livet i daginstitutionerne til skoleforberedelse.«

Fra universelt til unikt barn

Idéen om, at pædagogiske læreplaner er et væmmeligt kapitalistisk systems umenneskelige og upædagogiske krav, vinder ikke genklang hos Maja Plum:

»Nej, pointen er, at pædagogikkens humanistiske projekt om at hjælpe barnet til at realisere sig selv falder flot i hak med konkurrencestatens krav. For så længe selvrealiseringen sker gennem læring og udvikling, er der ingen umiddelbar modsætning mellem pædagogik og politik. Der opstår en harmonisk konstellation. Det vil sige, at de statslige og pædagogiske forestillinger falder så godt i hak, at det kommer til at virke helt naturligt og umuligt at sætte spørgsmålstegn ved.«

Maja Plums analyser viser også, at alliancen mellem pædagogikken og politikken betyder, at det tidligere universelle barn bliver afløst af det unikke barn. Og det stiller andre krav til pædagogernes arbejde.

»I dag betragter vi som udgangspunkt børn som kompetente mennesker. Derfor begynder vi at lave viden i børnehøjde, som børn så kan forholde sig til. Tidligere skulle børn udvikle sig gennem flere faser for til slut at blive til en kompetent person. Det vil sige, at når en fase i barnets opbygning var overstået, begyndte den næste. Uanset hvilket barn, pædagogerne havde med at gøre, skulle det gennem samme faser og udvikling som andre børn. Barnet var universelt. Faktisk skal vi blot tilbage til 1970’erne for at møde den forestilling. I dag anser vi barnet som et unikt individ med forskellige læringsmuligheder i sig. Pædagogens opgave er at sørge for, at disse særlige muligheder realiseres. Konsekvensen er, at vi ikke accepterer én manual for, hvordan man behandler børn. I stedet må pædagogerne være opmærksom på det enkelte barns måde at udvikle sig på. Kun sådan kan de time og tilrettelægge deres intervention præcist,« siger Maja Plum.

Men standardiserer brugen af læreplaner ikke omsorgen for børn?

»Jo, det kan man sige, men på en ny måde. Brugen af læreplaner betyder, at der bliver gået systematisk til værks, når det unikke barn skal udvikles. Systematikken skal sikre, at det enkelte hele barn udvikler sig. Og et helt barn anno 2008 har faglige, såvel som personlige og sociale kompetencer med i sin udvikling. Det vil sige netop de dimensioner, læreplaner har fokus på. Helhed og del bliver det samme projekt. Helheden henviser til, at man har været rundt om og udviklet på alle sider af barnet.«

Daginstitutionens dJØFere

Pædagogen skal forløse det hele barn ved at bruge den analytiske metode. Analytisk betyder, at en helhed lader sig opdele. Metodisk betyder, at man følger en bestemt fremgangsmåde, som giver fokus på – og fuld forståelse af – de enkelte dele, forklarer Maja Plum.

»Jeg foreslår, at vi taler om forestillingen om den professionelle pædagog som en analytisk pædagog. En betegnelse jeg henter hos den franske filosof Michel Foucault, der beskrev den analytiske pædagogik, der nedbryder helheden i sine simpleste dele – og f indeler hver fase i opbygningen af barnet.«

Men hvordan kan en pædagog i praksis arbejde analytisk?

»En professionel pædagog optræder som en blanding mellem en forsker og en DJØFer. Forskeren skal hele tiden skabe og dokumentere ny viden om – og med – barnet. Og DJØFeren ved ikke noget substantielt om barnet. For barnet er jo unikt. Til gengæld ved hun meget om, hvordan man går systematisk og minutiøst til værks med at forløse substansen.«

Er det også sådan flertallet af pædagoger forstår sig selv?

»Nej, det tror jeg ikke. Når jeg spørger pædagoger, hvad der er bedst ved deres hverdag, svarer de, at de fokuserer på andre forhold, end læreplaner får dem til. Typisk taler de om glæden ved, at et barn føler sig genkendt, når de for eksempel møder dem i garderoben. Og jeg er endnu ikke stødt på nogle institutioner, der dokumenterer, hvad der sker i garderoben. Mit indtryk er, at den stærkeste styringsteknologi i en daginstitution stadig er protokollen. Her bliver børn opført efter deres individuelle navne, og om de er inde eller udenfor institutionen. Protokollen er på ingen måde født sammen med idéen om det unikke barn og den analytiske pædagog. Men idéen tager stadigt mere form.«

https://www.yumpu.com/da/document/read/18450540/brnungeforskning-bupl

 

52. Den 29. april: Danmarks Radio: Konkurrencestatens system

Bjarne Corydon skal være generaldirektør for Danmarks Radio.

Det er tankevækkende, at ingen af de mange indlæg om udnævnelsen (som jeg har læst) omtaler Corydons kærlighed til konkurrencestaten eller hans engagement i skolereformen i 2013 og i den ledsagende udelukkelse af landets lærere fra deres skoler.

Efterfølgende blev Corydon ansat i en global konsulentvirksomhed, hvis indflydelse han havde fremmet, og som havde bidraget til at fremme skolereformens ideologi. Derfra stod det på dagbladet Børsen, hvor det ikke ligefrem er kulturhistorien, der er i højsædet.

Pressen lader ligefrem til at være begejstrede for, at Corydon, der står for en total modsætning til kulturtraditionen, nu skal stå i spidsen for DR?

Og imens taler alle om ”åndelig oprustning” og dannelse og så videre? Det er meget mærkeligt.

Det minder mig om sidste år, hvor Christine Antorini, der jo var sammen med Corydon var ansvarlig for skolereformen, modtog professionshøjskolernes årlige ærespris.

Eller om dengang i 2023, hvor konkurrencestatspædagogen, Claus Holm, fik forlænget sin ansættelse som institutleder ved DPU.

Vi er vidne til en slags konkurrencestat version 2: Det hele ender med et opgør med journalistik, seminarietradition og pædagogik, mens man siger, at man forsvarer det.

 

53. Den 29. april: Danmarks Radio: Bestyrelsen

Nedenfor kan man se DR’s bestyrelse, som jo netop har udpeget Bjarne Corydon til generaldirektør.

Det vrimler ikke just med filosoffer, kulturfolk og intellektuelle for nu at sige det mildt, men der er masser af teknikere af forskellig observans.

Og der er skam plads til både Helge Sander og Christine Antorini, som stod bag de to udskældte reformer: universitetsreformen i 2003 og skolereformen i 2013. Begge reformer hang dybt sammen med konkurrencestatens og dermed Corydons grænseløse ideologi. Og Corydon og Antorini var endda i samme regering.

Kort sagt: Det er let at forstå udnævnelsen af Corydon, selvom det er svært at forstå. Det er en kæmpefejltagelse.

Her er bestyrelsesmedlemmerne:

Lars Gert Lose, Direktør i Finans Danmark (formand pr 1/1-2025, udpeget af kulturministeren)

Christine Antorini, sygeplejerskestuderende, tidligere minister (genbeskikkelse, indstillet af Socialdemokratiet, udpeget til næstformand)

Helge Sander, journalist, tidligere minister (genbeskikkelse, indstillet af Venstre)

Anders Dam, tidligere ordførerende direktør, Jyske Bank (indstillet af Danmarksdemokraterne)

Anna Overlund, sekretariatsleder, Teknologisk Institut (indstillet af Socialistisk Folkeparti)

Ronnie Hansen, Global Head of Business Affairs i Storytel (indstillet af Liberal Alliance)

Christiane Vejlø, administrerende direktør, Elektronista Media (udpeget af kulturministeren)

Kim Hundevadt, fhv. forlagschef, journalist og forfatter (udpeget af kulturministeren)

Sarah Skade, professionelt bestyrelsesmedlem (indstillet af Moderaterne)

Anders Eriksen Stegger, redaktionsleder (udpeget af DR’s medarbejdere)

Jens Ringberg Sørensen, journalist, politisk analytiker (genbeskikkelse, udpeget af DR’s medarbejdere).

https://www.dr.dk/om-dr/organisationen/drs-bestyrelse

 

54. Den 30. april: Tesfaye og Lars Qvortrup

Jeg noterer mig lige en dagsaktuel kontrovers, som har skolepolitisk betydning.

Det drejer sig om, at Lars Qvortrup i mandags skrev et indlæg i Skolemonitor, hvor han kritiserede regeringens syn på autoritet i skolen. Allerede i dag, onsdag, har Tesfaye så svaret i virkelig kraftfulde vendinger.

Her er nogle af Tesfayes mareringer om Qvortrups indlæg (I må selv studere selve indholdet):

”Kritikken er rettet mod noget, regeringen slet ikke foreslår”

”Det er fuldstændig fordrejet. Ligesom i øvrigt resten af Qvortrups indlæg i Skolemonitor”

”Der er utallige fejlslutninger i det indlæg”

”Ren fantasi”

”Når virkeligheden ikke passer Qvortrup, opfinder han åbenbart sin egen”

”Qvortrup hiver også gode gamle Hal Koch frem. Men i en kontekst og kritik, der slet ikke giver mening”.

Kort sagt: Qvortrup bliver sat på plads. Det minder lidt om dengang i foråret 2024, da Tesfaye kaldte Claus Holms rapport om kønspædagogik for ”sjask”.

Qvortrup er en vigtig figur i denne sammenhæng. Han er tidligere leder af DPU, en kraftig tilhænger af skolereformen og en slags faderskikkelse for den nuværende institutleder Claus Holm.

Tesfayes markeringer er derfor en empirisk manifestation af et skolepolitisk skifte, som viderefører nogle af ideerne fra Riisagers ministertid. Riisager var i parentes bemærket også oppe at toppes med DPU-segmentet.

Jeg vil også sige, at det er stærkt tidstypisk for DPU-systemet, at Qvortrup nu fremhæver Hal Kochs betydning. Tidligere har Qvortrup netop stået for en afvisning af den filosofiske baggrundstradition.

Tesfaye er jo også glad for Hal Koch og hans skole i Krogerup, men altså i en helt anden forståelse.

Vi får dermed en ”Hal Koch-strid”.

Og endelig bør man også påpege, at Tesfayes formuleringer er det rene vand ved siden af Qvortrups normale debatstil. F.eks. kaldte han i 2012 – da DPU/Qvortrup understøttede en instrumentalisering af skole og læreruddannelse – Peter Kemp for en ”småfusker” og en ”plattenslager”.

Det er pædagogikkens to verdener.

Links:

Tesfayes indlæg, som svarer Qvortrup: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18130579.ece

Qvortrups oprindelige indlæg: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18121138.ece

Qvortrups svar til Tesfaye allerede dagen efter: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18137255.ece

Qvortrups udfald mod Kemp: https://politiken.dk/debat/kroniken/art5389207/Lad-os-ikke-forr%C3%A5de-l%C3%A6reruddannelsen

 

55. Den 30. april: Jean-Luc Marion i Norge, USA og Danmark

En af de helt store nulevende franske fænomenologer er teologen og filosoffen Jean-Luc Marion. Det norske universitetsmagasin Khrono har gjort os den store tjeneste at interviewe ham.

Her kan man læse Marions analyse af Trumps universitetspolitik, som han ikke giver fem flade øre for. Den er ”frygtelig og latterlig”, siger Marion, og han har nogle ret interessante begrundelser.

Til sidst slår han et slag for åndsfrihed og forskningsfrihed:

Interviewer: ”kanskje å gjøre faglig uenighet stort igjen? Kunsten å opponere, av å stå i debatten og diskursen er noe som sitter godt i den franske ryggraden?”

Og Marion svarer med følgende hyldest til ”uenigheden” i Frankrig:

”Absolutt. Det å være uenig i Frankrike er en del av normalsituasjonen, og skal ikke være en del av noen ideologisk kamp. I en slik (ideologisk, TAR) kamp er ikke uenigheter en måte prøve å nå fram til en felles sannhet på, og er ikke annet enn en metode for å nå makt.

Men hvis uenighet betyr at det er ulike måter å strebe på for å nå et felles beste, en sannhet, i så fall er uenighet en stor ting, sier Jean-Luc Marion”

Så der er magtens uenighed og videnskabens uenighed.

Og faktisk kan disse to former for uenighed komme i karambolage med hinanden, hvilket jeg vil give et eksempel på:

Der er nemlig en lille krølle på denne Marion-tråd, som er værd at holde i erindring. Den førende Marion-forsker i Danmark er teologen Henrik Vase Frandsen, som er lektor ved DPU. Men i 2010 ville den daværende dekan Lars Qvortrup fyre Frandsen (og to andre filosoffer), bistået af prodekanen Claus Holm og resten af DPU’s ledelse.

Qvortrup mente ikke, at Vase Frandsens forskning i Marion var ”relevant”, som det hed. Det var absurd, men Qvortrup mente det helt bogstaveligt.

Få år tidligere havde Qvortrup skrevet, at Marions inspirationskilder var udtryk for en såkaldt ”fundamentalistisk fænomenologi”. I samme bog skrev Qvortrup, at Grundtvigs begreb om ”folk” var ”dødsensfarligt”. Det var 00’ernes tristesse, som var på niveau med Trump, når det kommer til forskrækkelighed (you know: Fra forskning til faktura).

Så Qvortrup brugte uenighed og ”relevans” som en ”metode for at opnå magt”, hvilket jo er det stik modsatte af ånden i Marions og Vase Frandsens tænkning, hvor uenighed handler om forskellige måder at stræbe efter sandhed på. Vi skal derfor have masser af uenighed, så sandhedens fylde kan vise sig.

Heldigvis kom der store protester, så Qvortrup måtte trække fyringerne tilbage. Og året efter – i 2011 – måtte han forlade sin stilling. Men i 2014 overtog hans elev, Claus Holm, ledertjansen. Holm gjorde straks Qvortrup til leder af et stort forskningscenter; uden opslag vel at mærke. Den slags var meget populært på Aarhus Universitet, som selv var blevet radikaliseret omkring 2007.

På den måde er Marions gode ord fra Oslo en slags kommentar til hans egen virkningshistorie i Danmark.

https://www.khrono.no/fransk-kjendisfilosof-om-trumps-utdanningspolitikk-rent-ut-latterlig/963910

 

56. Den 30. april: Kampen om Corydon

Den aktuelle uenighed om vurderingen af Bjarne Corydons nye stilling som generaldirektør for DR er en slags reprise af en episode i 2019, som selv er en reprise af skolestriden i 2013:

Gymnasielæreren Michael Busch skrev dengang en kritisk bog om Corydon, som helt efter drejebogen blev haglet ned af hele det nye centrum-venstre-konkurrencestatssegment.

Busch havde selv i mange år været en del af den pædagogiske kritik, som udviklede sig efter gymnasie- og skolereformerne. Corydon og hans støtter var derimod vilde med reformerne, der jo skulle omdanne den pædagogiske sektor til en arbejdsmarkedsoptimeringsmetode.

Busch’s kritikere havde slet ikke fulgt med i den pædagogiske og samfundsfaglige kritik af Corydon. Det var helt klart.

For Corydon kom kærligheden til konkurrencestatens frontalangreb på pædagogik og frihed i kontakt med den såkaldte “Constructive journalism”, som er et slags opgør med journalistikkens sandhedsinteresse. Corydon kom i 2024 med i bestyrelsen for det tilhørende institut, som i øvrigt ligger på det kompromitterede Aarhus Universitet. Dekanen for fakultetet ARTS, Maja Horst, sidder også i bestyrelsen.

Kombinationen af konkurrencestat og “constructive journalism” er et særdeles dårligt udgangspunkt at drive medier ud fra. Ja, jeg vil sige, at det umuliggør klassisk kritisk journalistik.

Jeg vedhæfter også min omtale af bogen “Den hemmelige socialdemokrat”, der beskriver Corydons centrale betydning for ødelæggelsen af Socialdemokratiets kontakt med partiets politiske og filosofiske tradition. Faktisk fik han også en negativ effekt på SF.

Links:

Link til Mikael Busch’s bog med omtale af de forskellige anmeldelser: http://www.thomasaastruproemer.dk/anmeldelse-af-bjarne-corydon-og-noedvendighedens-politik.html

Link til omtale af “Den hemmelige socialdemokrat”: http://www.thomasaastruproemer.dk/da-socialdemokratiet-kuppede-socialdemokratiet.html

Nedenfor har jeg samlet links til en række centrale historiske dokumenter for hhv. pædagoguddannelse og daginstitutioner. Jeg håber, det kan være til nytte.

For pædagoguddannelsens vedkommende har jeg også undervejs noteret nogle af de forskellige formål, som har eksisteret siden 1948, og som også kan tilgås på de tilhørende links.

Kontakt mig gerne, hvis der er fejl, eller hvis der mangler noget.

 

Indholdsfortegnelse:

1. Pædagoguddannelse, love og diverse rapporter

1A. 1948-53: Den første lov

1B. 1966-70: Ny lov i 1969

1C. 1986: Ny bekendtgørelse

1D. 1991-92: Fælles pædagoguddannelse

1E. 2003-07: Ny lov i 2006

1F. 2012-14: Ny lov/bekendtgørelse i 2014

1G. 2016-17: EVA-rapport

1H. Evaluering 2021

1I. Debatindlæg ifm. evalueringen, 2021

1J. Selskabet for pædagoguddannelsens fremme og fortsat debat, 2022

1K. Studieordninger for pædagoguddannelsen, pr. 2023

1L. Ny pædagoguddannelse 2024-25

1M. Diverse udgivelser

 

2. Daginstitutioner

2A. 1963-64: Lov i 1964

2B. 1990-92: Aktuel Bistandslov og nyt cirkulære

2C. 1997-98: Lov om social service og ny vejledning

2D. 2003-07: Læreplaner og ny lov

2E. 2011-19: Fremtidens dagtilbud og nye læreplaner

2F. Dagtilbud og EU/OECD

2G. Diverse udgivelser

 

1. Pædagoguddannelsen

1A. 1948-53: Den første lov

Betænkning fra 1948 om børnehaveseminarier: https://library.au.dk/fileadmin/lfskolelov/1948.pdf

Bekendtgørelse om uddannelse på de anerkendte børnehaveseminarier, d. 24/9-1953: https://library.au.dk/fileadmin/lfskolelov/1953-09-24_261.pdf

Uddannelsens formål, jf. bekendtgørelsen:

”Indledning:

Børnehaveseminariernes formål er at uddanne ledere og medarbejdere til børnehaver og lignende institutioner.

Seminarierne meddeler gennem en 2-årig uddannelse eleverne de almene og pædagogiske kundskaber og praktiske færdigheder, som er nødvendige for virksomheden i børnehaver, idet der samtidig lægges vægt på gennem denne uddannelse at udvikle og modne elevernes personlighed, således at de bliver sig børnehavegerningens pædagogiske og sociale ansvar bevidst.”

Om undervisningen:

”Undervisningens hovedformål er at give eleverne forståelse af barnenaturens legemlige og sjælelige behov samt viden om, hvorledes disse behov tilfredsstilles og barnets naturlige sunde udvikling derved fremmes”.

Dertil kommer en række fine gennemgange af uddannelsernes fag, her for børnehaveuddannelsen: Psykologi, pædagogik, børnehavelære, Sociale fag og børnelovgivning, Etik, Sundheds- og sygdomslære, Naturkundskab, Dansk – børnelitteratur, Sang og sanglege, Tegning, Rytmik og gymnastik, Manuelt arbejde – herunder træsløjd, Valgfri fag.

Samme formål i 1961: https://library.au.dk/fileadmin/lfskolelov/1961-06-12_190.pdf

Betænkning om uddannelse til børneforsorgspædagog, 1962 (som senere blev til uddannelse til socialpædagog): https://www.betænkninger.dk/wp-content/uploads/2021/02/313.pdf

 

1B. 1966-70: Ny lov i 1969

Betænkning 1966 om seminarier for børnehavelærere og fritidspædagoger (udvalg et blev nedsat i 1963): https://www.betænkninger.dk/wp-content/uploads/2021/02/424.pdf

Betænkning, 1970, inkl. lovforslag fra 1969: https://www.elov.dk/media/betaenkninger/Betaenkning_om_uddannelsen_af_boernehave_og_fritidspaedagoger.pdf

Fra 1. behandling af lovforslaget: https://www.folketingstidende.dk/samling/19681/lovforslag/L219/19681_L219_BEH1_M50_referat.pdf

Formål ifølge 1969-loven:

”Almindelige bestemmelser

§1. Uddannelserne efter denne lov har til formål at uddanne pædagoger til børnehaver og børnehaveklasser og til fritidshjem, fritids- og ungdomsklubber og andre socialpædagogiske fritidsforanstaltninger for børn og unge,

Stk. 2. Uddannelserne skal give de studerende den fornødne faglige og pædagogiske indsigt og praktiske skoling og skal tilstræbe at fremme deres personlige udvikling”.

Betænkning om uddannelse til børneforsorgspædagog, 1973 (“socialpædagog”): https://www.elov.dk/media/betaenkninger/Betaenkning_vedroerende_aendring_af_reglerne_for_uddannelsen_til_boerneforsorgspaedagog.pdf

I 1974 etableres uddannelsen til socialpædagog.

 

1C. 1986: Ny bekendtgørelse

Bekendtgørelse om uddannelse af børnehavepædagoger og fritidspædagoger, d. 19/8-1986. https://library.au.dk/fileadmin/lfskolelov/1986_08_19.pdf

Formålet, jf. bekendtgørelsen:

”Kapitel 1: Uddannelsernes formål, opbygning og varighed

§1 Uddannelsernes formål er,

• At den studerende erhverver sig teoretiske og praktiske forudsætninger for pædagogisk virksomhed i børnehaver, børnehaveklasser, fritidshjem, fritids- og ungdomsklubber og andre socialpædagogiske fritidsforanstaltninger for børn og unge, og for at deltage i udviklingen inden for det pædagogiske område.
• At den studerende erhverver sig forudsætninger for samarbejde med forældre og med andre faggrupper i skolen, den sociale sektor, kulturlivet, sundhedsvæsenet mv.
• At den studerende opnår øvelse i at anvende erhvervet viden på begrundet måde i sin virksomhed, og
• At den studerende personlige udvikling fremmes gennem arbejdet med undervisningens indhold, gennem samarbejde og gennem medansvar for uddannelsen.”

Uddannelsens fagrække:

Faggruppe A: psykologi, almen pædagogik, praktisk pædagogik og institutionslære, sociale fag, socialmedicin, talelære.

Faggruppe B: musik, bevægelsesfag, drama, værkstedsarbejde, naturfag, dansk.

 

1D. 1991-92: Fælles pædagoguddannelse

Fra 1992 slås de de tre uddannelser til hhv. børnehavepædagog, fritidspædagog og socialpædagog sammen til én uddannelse.

En ny fælles pædagoguddannelse, 2/2-1990, samlet betænkning: https://www.betænkninger.dk/wp-content/uploads/2021/02/1213.pdf

Lov om uddannelse af pædagoger, d. 6/6-1991: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1991/370

En ledsagende bekendtgørelse om uddannelse af pædagoger udkom d. 15/6-1992: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1992/457

Uddannelsens formål, jvf. den nye lov:

”§ 1. Uddannelsen har til formål at uddanne pædagoger til at arbejde med børn, unge og voksne, herunder børn, unge og voksne med sociale vanskeligheder eller psykiske eller fysiske handicap.

Stk. 2. Uddannelsen skal give de studerende den teoretiske viden og praktiske erfaring, der er nødvendig for at kunne arbejde som pædagog, og skal bidrage til at fremme de studerendes personlige udvikling.”

Formålet, jvf. bekendtgørelsen:

”§ 1 . Uddannelsens formål er

1) at den studerende erhverver sig teoretiske og praktiske forudsætninger for pædagogisk arbejde med børn, unge og voksne, herunder børn, unge og voksne i sociale vanskeligheder eller med fysiske eller psykiske handicap,

2) at den studerende erhverver sig forudsætninger for gennem arbejdet at kunne fastholde, formidle og udvikle kulturelle værdier, også i forhold til mennesker med en anden sproglig og kulturel baggrund,

3) at den studerende erhverver sig forudsætninger for samarbejde, herunder samarbejde med kolleger og med andre faggrupper,

4) at den studerende erhverver sig et grundlag for at udvikle sin pædagogiske praksis og for at deltage i udviklingen inden for det pædagogiske arbejdsområde, herunder i forsøgs- og udviklingsarbejde, og

5) at den studerendes personlige udvikling fremmes gennem arbejdet med uddannelsens indhold, gennem deltagelse i forskellige arbejds- og samarbejdsformer og gennem medansvar for undervisningen.”

Samme lovforslag, men her inklusive bemærkninger ved fremsættelsen: https://www.ft.dk/samling/20041/almdel/udu/bilag/201/141115.pdf

Ovenstående formål bekræftes også i en bekendtgørelse fra 1997: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1997/930

Videreuddannelsesreform, 1993. Betænkning 1275. https://www.elov.dk/media/betaenkninger/overbygnings-uddannelse_for_paedagoger.pdf

Ovenstående formål fra 1991 bekræftes i 1996, hvor man i lovens kap. 5 også kan læse om den nye “Danmarks pædagoghøjskole”, der samme år afløser “Årskursus for børnehave- og fritidspædagoger”, som lå på Danmarks Lærerhøjskole, som professionens videreuddannelsessted. . https://www.lovguiden.dk/loven/A19960079629

Fra 2000 fusioneres både pædagoghøjskole og lærerhøjskole ind i det nye DPU. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2000/483

 

1E. 2001-07: Ny lov i 2006

Pædagoguddannelsen bliver formelt set en professionsbachelor i 2001. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2001/706

EVA-rapport om pædagoguddannelsen, 2003: https://eva.dk/udgivelser/2003/aug/paedagoguddannelsen

EVA-rapport om faget Pædagogik, 2002: https://eva.dk/udgivelser/2002/maj/undervisning-i-paedagogik-i-paedagoguddannelsen-og-laereruddannelsen

Ministeriel redegørelse om pædagog- og læreruddannelse, 2004. https://www.folketingstidende.dk/samling/20031/redegoerelse/R10/20031_R10.pdf

Ministeriel arbejdsgruppe om “Pædagogers kompetenceprofil”, 2004. https://webarkiv.ft.dk/?/samling/20031/udvbilag/sou/almdel_bilag541.htm

Lov om uddannelse som professionsbachelor som pædagog, d. 19/4-2006. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2006/315

Den ledsagende bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog, d. 13/3-2007: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2007/220

Formålet, jf. den nye lov:

”Kapitel 1: Formål m.v.

§1. Formålet med uddannelsen til pædagog er, at den studerende får et teoretisk og praktisk grundlag for at udføre arbejde som pædagog.

Stk. 2. Uddannelsen skal kvalificere den studerende til at kunne

1) indgå i professionelle relationer med børn, unge og voksne brugere og samarbejde med, vejlede og støtte disses forældre og pårørende,

2) formidle samfundsmæssige mål og værdier til alle uanset sproglig og kulturel baggrund,

3) tilegne sig og gøre brug af relevante teorier og metoder i pædagogisk praksis,

4) tilrettelægge, udføre og koordinere pædagogisk begrundede aktiviteter og processer,

5) deltage i professionelt samarbejde, herunder med personale fra tilgrænsende områder, og

6) analysere, evaluere, dokumentere og udvikle pædagogisk praksis samt deltage i kvalitets- og udviklingsarbejde.”

 

1F. 2012-14: Ny lov/bekendtgørelse i 2014

Der udkommer to rapporter fra hhv. ministeriets følgegruppe og Rambøll:

”En styrket pædagoguddannelse”, Følgegruppen for pædagoguddannelsen, Uddannelses- og forskningsministeriet, 2012: https://ufm.dk/publikationer/2012/en-styrket-paedagoguddannelse-anbefalinger-fra-folgegruppen-for-paedagoguddannelsen

”Evaluering af pædagoguddannelsen”, Rambøll, 2012, https://ufm.dk/publikationer/2012/filer-2012/evaluering-af-paedagoguddannelsen.pdf

Pædagoguddannelsen kommer herefter under en almen lov for alle professionsuddannelser, som fra 2008 var blevet samlet i otte nye professionshøjskoler, der erstatter seminarierne. De enkelte uddannelser regelsættes herefter direkte på bekendtgørelsesniveau, her for pædagoguddannelsens vedkommende, d. 6/3- 2014: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2014/211

Uddannelsens formål reduceres kraftigt:

”§ 1. Formålet med uddannelsen er, at den studerende erhverver sig professionsrelevante kompetencer, viden og færdigheder til selvstændigt og i samarbejde at udøve, udvikle og formidle udviklings-, lærings- og omsorgsopgaver i et samfundsmæssigt perspektiv.”

(her kommer også den nye Kompetence-Viden-Færdigheds-målstruktur ind, som importeres fra Bologna-aftalerne og EU)

De to seminarielærere, Karsten Tufts og Christian Breinholdts, bemærkninger til bekendtgørelsen: https://www.ft.dk/samling/20131/almdel/FIV/bilag/127/1341341.pdf

 

1G. 2016-17: EVA-rapport

EVA-rapport, 2016: https://www.eva.dk/videregaaende-uddannelse/status-paa-nye-paedagoguddannelse

Formålet fra 2014 bekræftes i 2017 i en ny bekendtgørelse: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2017/354

 

1H. Evaluering og debatindlæg, 2021-22:

Ministeriets evaluering af pædagoguddannelsen, 2021: https://ufm.dk/uddannelse/videregaende-uddannelse/overblik-over-det-videregaende-uddannelsessystem/professionsbacheloruddannelser/paedagoguddannelsen/evaluering-af-paedagoguddannelsen

EVA-rapport om pædagoguddannelsen, 2021: https://eva.dk/udgivelser/2021/feb/ekspertvurdering-af-fagligt-niveau-paa-paedagoguddannelsen

Om evalueringen og om frit lærerseminarium. https://dm.dk/media/39076/dmprofessionshoejskolernr12021.pdf

 

1I. Debatindlæg ifm. evalueringen, 2021:

Carsten Pedersen, maj 2021: https://www.altinget.dk/boern/artikel/lektor-til-danske-professionshoejskoler-afskaf-kompetencemaalstyringen-i-paedagoguddannelsen

Andreas Rasch-Christensen, juni 2021: https://www.altinget.dk/boern/artikel/forsker-andet-end-bleskift-fremtidens-paedagoguddannelse-kraever-hoej-faglighed (ok indlæg)

Niels Jakob Pasgaard, august 2021: https://www.altinget.dk/boern/artikel/filosof-paedagoguddannelsen-skal-vaere-mere-end-en-kompetencefabrik-som-giver-mening-for-kl

Carsten Pedersen, november 2021: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/lektor-paedagoguddannelsens-kompetencemaal-forhindrer-faglig-fordybelse (om evalueringen)

Jan Jaap Rothuizen, november 2021: https://www.altinget.dk/boern/artikel/forsker-evaluering-af-paedagoguddannelse-vidner-om-intellektuel-dovenskab (om evalueringen)

Rothuiizen og Pasgaard m.fl.: december 2021, https://www.altinget.dk/boern/artikel/forskere-afskaf-praktikproeverne-og-det-forfejlede-maaltyranni-paa-paedagoguddannelsen

 

1J. 2022: Selskabet for pædagoguddannelsens fremme og fortsat debat

Efter ovenstående evaluering fra 2021 etablerede en række professionshøjskolelærere et ”Selskabet for pædagoguddannelsens fremme”. Her er nogle udvalgte indlæg:

Selskabet, januar 2022: https://www.altinget.dk/boern/artikel/undervisere-til-politikere-her-er-9-regler-som-vil-goere-paedagoguddannelsen-bedre

Jan Jaap Rothuizen, februar 2022: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/forsker-nye-laerer-og-paedagoguddannelser-skal-ikke-vaere-velfaerdsuddannelser

Indlæg fra ledere på UC’er, april og maj 2022: https://www.via.dk/om-via/presse/nyheder-2022/seks-forslag-til-en-styrket-paedagoguddannelse

UCN-ledere, oktober 2022: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/professionshoejskole-paedagoguddannelsen-fortjener-mere-og-bedre

• Pasgaard og Hjermitslev svarer UCN-lederne, november 2022. https://www.altinget.dk/forskning/artikel/lektorer-til-professionshoejskole-paedagoguddannelsen-har-brug-for-mere-frihed-ikke-standardisering

Indlæg fra selskabets medlemmer, september 2024: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/selskabet-til-paedagoguddannelsens-fremme-stop-topstyringen-og-lad-paedagogerne-forme-deres-uddannelse

 

1K. Studieordninger for pædagoguddannelsen, pr. 2023:

National studieordning: https://blad.ucn.dk/PU/studieordning-faellesdel/

Studieordning, UCN (102 sider). https://www.ucn.dk/uddannelser/paedagog/fag-og-opbygning/studieordning-og-officielle-dokumenter

Studieordning, VIA (113 sider): https://www.via.dk/uddannelser/paedagog/studieordninger

Studieordning, Absalon (160 sider): https://phabsalon.dk/uddannelser/paedagog/om-uddannelsen/studieordning-og-lovgrundlag

Studieordning, UC-Syd (102 sider), den mest tekniske: https://www.ucsyd.dk/files/inline-files/Studieordning%20februar%202021%2C%20paedagog.pdf

Studieordning, KP (103 sider), også ret teknisk: https://www.kp.dk/wp-content/uploads/2022/07/studieordning-paedagoguddannelsen-paa-koebenhavns.pdf?x41299

Studieordning, UCL (42) sider: https://www.ucl.dk/studiedokumenter/paedagog

 

1L. Ny pædagoguddannelse, 2024-25:

SVM-regeringens forslag til samlet reform af professionsuddannelserne, oktober 2024. https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2024/ny-reform-skal-fa-flere-til-at-vaelge-en-professions-eller-erhvervsrettet-videregaende-uddannelse

Den endelige forligstekst for pædagoguddannelsen, d. 27. marts 2025: https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2025/arlig-prioritering-pa-naesten-2-mia-kr-skal-gore-det-attraktivt-for-flere-at-uddanne-sig-til-f-eks-paedagog-socialradgiver-eller-datamatiker

 

1M. Diverse udgivelser (kronologisk):

Kjems, H m.fl. (1984): Børnehavearbejde er ikke sentimentalt tantearbejde, Aarhus Børnehaveseminarium 1944-1984, Aarhus Børnehaveseminarium.

Boelskov, Jørgen (1985). Børnehaveseminarierne 1900-1950, Magisterkonferens ved KU. https://www.paedhist.dk/Documents/B%C3%B8rnehaveseminarierne%201900-1950.pdf

Møller, L m.fl (1992) : Odense Socialpædagogiske Seminarium 25 år 1967-1992

Enoksen, Ivan (1996). Folk & fag, Børn og Unge.

Lunn, I., Kjeldsen, M., Juul, I., Thomsen, M., & Haugaard, K. (2005). Fem rektorer fortæller. Fra enegang til fælles fodslag, KLIM.

Peter Møller Pedersen (2011). “Når konteksten skifter – om pædagoguddannelsens historie”, Gjallerhorn nr. 11. https://www.ucviden.dk/da/publications/n%C3%A5r-konteksten-skifter-om-p%C3%A6dagoguddannelsens-historie-3

Rothuizen, J.J. & Togsverd, L. (2013). Hvordan uddannes pædagoger? – perspektiver fra et forskningsprojekt, Videncenter for socialpædagogik og socialt arbejde.

Lauritsen, S. & Hegstrup, S. & Schwede, H. (2014). Fra Højskole og Seminarium til University College: : Fröbel-Højskolen og Hindholm Højskoles vej til Campus Roskilde – om forandring af en uddannelse og et samfund. University College Sjælland.

Søs Bayer og Jens Erik Kristensen (2015). Pædagogprofessionens historie og aktualitet, U Press.

Rothuizen, J.J. (2015). På sporet af pædagogisk faglighed – pædagoguddannelsens deltagelse i det pædagogiske projekt, ph.d. afhandling, Aarhus Universitet.

Tuft, Karsten, & Thomsen, Eddy (2015). Fire seminarier på tur. Uddannelseshistorie, VIA University College.

Hansen, C. S. (2016). “Temaer i børnehavepædagoguddannelsens historie”, i J. E. Larsen (Ed.), Uddannelseshistorie 50 år. Årbog fra Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie, s.126–142. Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie. https://uddannelseshistorie.dk/?aarbog=aarbog-2016

Tuft, Karsten (2017): “Pædagogers profession og uddannelse: Sammenlægninger, modsætninger”, Tidsskrift for Socialpædagogik, 20. årg. nr. 1.

Temanummer ”Hvad uddannes pædagoger til – og hvordan?, i Forskning i pædagoguddannelsens profession og uddannelse, nr. 1, 2019: https://tidsskrift.dk/FPPU/issue/view/8234

Lauridsen, S. & Vestergaard (2020+?): JYDSK -et stykke uddannelseshistorie (bd 1 og 2), Jydsk Pædagogseminariums forlag..

Hjermitslev, H.H. & Rasmussen, B.M. & Togsverd, L (2021): God og dårlig pædagoguddannelse, DPP Forlag.

Rothuizen, J. J. & Due, S. (2023). “Pædagogers uddannelse og videreuddannelse –kendsgerninger og opgave”, i M. Pettersvold, J. J. Rothuizen & S. Østrem (Red.), Akademisk kunnskap og pedagogisk faglighet i barnehagen (Kap. 3, s. 45–70). Cappelen Damm Akademisk. https://doi.org/10.23865/noasp.55.ch3

Karsten Tuft (?). Opslag om “Pædagoguddannelsen”, Leksikon.org. https://leksikon.org/art.php?n=5218

Fra seminarier til professionshøjskoler: http://www.thomasaastruproemer.dk/fra-seminarier-til-professionshoejskoler-forsoeg-paa-en-oversigt.html

 

2. Dagtilbud

 2A. 1963-64: Lov i 1964

Betænkning: ”Om børnehaveproblemer”, 1963. https://www.elov.dk/media/betaenkninger/Betaenkning_fra_boerne_og_ungdomsforsorgens_paedagogiske_naevn_om_boernehaveproblemer.pdf

Lov om børne- og ungdomsforsorg, 1964. (her tales om ”daginstitutioner”) https://www.folketingstidende.dk/samling/19631/lovforslag/L74/index.htm

 

2B. 1990: Bistandslov i 1992 og nyt cirkulære

Cirkulære om dagtilbud for børn og unge, 1990-92. https://www.retsinformation.dk/eli/mt/1990/203

Bistandsloven, version 1992, se §69a. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1992/829 (forældrebestyrelser og virksomhedsplaner)

 

2C. 1996-98: Lov om social service og ny vejledning

Lov om social service, 1997. https://www.folketingstidende.dk/samling/19961/lovforslag/L229/index.htm

Vejledning om dagtilbud, 1998, især kapitel 2. https://www.retsinformation.dk/eli/mt/1998/53

Mandag Morgen: fremtidens børneinstitution, fra pasning til udvikling, 1996. https://bibliotek.dk/da/work/870970-basis%3A21518131

Mandag Morgen: fra velfærdssamfundets børn til børnenes velfærdssamfund, 1998. https://www.mm.dk/pdffiles/4df35-26199802.pdf

 

2D. 2003-07: Læreplaner og ny lov

Pædagogiske læreplaner 2003-4: https://www.retsinformation.dk/eli/ft/200312L00124

EVA-evaluering af lov om læreplaner, 2006. https://www.eva.dk/sites/eva/files/2017-09/Evaluering%20af%20loven%20om%20p%C3%A6dagogiske%20l%C3%A6replaner_delrapport_2006.pdf

Dagtilbudsloven fra 2007: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2007/501

VK-regeringen, 2003: En god start til alle børn: https://static.uvm.dk/Publikationer/2003/socialarv/index.htm

 

2E. 2011-2019: Fremtidens dagtilbud og nye læreplaner

Fremtidens dagtilbud, 2011-12: https://www.ft.dk/samling/20111/almdel/BUU/bilag/209/1123041.pdf

Master for styrket læreplan, 2016: https://www.uvm.dk/dagtilbud/viden-og-udvikling/den-styrkede-paedagogiske-laereplan/mastergruppen

Bekendtgørelse om læreplaner 2018: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/968

Den styrkede læreplan, 2018: https://emu.dk/dagtilbud/forskning-og-viden/den-styrkede-paedagogiske-laereplan/den-styrkede-paedagogiske

Dagtilbudslov 2019: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/2

 

2F. Dagtilbud og EU/OECD:                        

Pre-school education in the European union, EU, 1995. https://op.europa.eu/en/publication-detail/-/publication/5afe231c-d210-4515-a531-c83fa672fa14

Early education and care, EU, 2011: https://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=COM:2011:0066:FIN:EN:PDF

Starting strong 1, OECD, 2001. https://www.oecd-ilibrary.org/education/starting-strong_9789264192829-en

Starting strong 2, OECD 2006. https://www.oecd.org/education/school/startingstrongiiearlychildhoodeducationandcare.htm

 

2G. Diverse udgivelser (opdateres løbende)

Stanek, A.H. & Togsverd, L. & Ellegaard, T. (2022). Styrket børnehavepædagogisk tradition – eller mere læring, Syddansk Universitetsforlag.