I perioden 2000-2014 havde Claus Holm forskellige mellemlederfunktioner på DPU, og siden 2014 har han været institutleder. Her er karrieren i korte træk:

Da DPU blev oprettet i 2000, blev Claus Holm sekretariatschef under Lars-Henrik Schmidts rektorat. Altså en ren administrativ stilling, som også indebar det redaktionelle ansvar for DPU’s kommunikationskanaler, herunder det nye magasin Asterisk.

Lars-Henrik Schmidt havde fra 1996-2000 været leder af Danmarks Pædagogisk Institut (DPI). I den egenskab kom han med i Etisk Råd, hvor Claus Holm var ansat som administrativ medarbejder. I 2000 blev DPI – sammen med lærer- og pædagoghøjskolen – en del af det nye DPU, og da Schmidt blev rektor for DPU i 2000, tog han Holm med til Emdrup, hvor DPU ligger.

Holm forblev sekretariatschef på DPU frem til 2007, hvor Schmidt gik af som rektor. Schmidt selv var en anerkendt idehistoriker. Han var en del af den såkaldte idehistoriske ”firebande”, som også bestod af folk som Jørgen Carlsen og Hans-Jørgen Schanz.

Fra 2007-2011 blev Holm prodekan under DPUs ny dekan, Lars Qvortrup, og fra 2014 blev Holm som sagt institutleder.

I det følgende vil jeg pege på nogle forhold vedrørende Claus Holm stigen i graderne, som er kritisable og i værste fald lovstridige, og som fik store faglige konsekvenser.

Muligvis tager jeg fejl eller mangler relevante oplysninger? Nu må vi se.

 

1. Sekretariatsleder, 2000-2006

DPUs grundlæggelse i 2000 var udtryk for en slags test af den efterfølgende universitetslovs autoritære styringsprincipper. Desuden var DPU i sig selv en slags opgør med lærerhøjskolens tradition. Man ville have fokus på ”læringsadfærd” i stedet for på didaktik og praksis.

Claus Holm, som var cand. mag i samfundsfag, blev med det samme stærkt optaget af sin nye chefs filosofi, den såkaldte ”samtidsdiagnose/socialanalytik”, der kort sagt gik ud på at kombinere den franske strukturkommunist Louis Althusser med Fr. Nietzsches vitalistiske filosofi.

Sammen med Holm udgav Schmidt en række artikler, som balancerede mellem strukturalisme og filosofisk sans.

Allerede i 2001 skrev de sammen en kort pamflet på 10 sider, ”Det snakkende demokrati”. Her kritiserede de, dels hvad de opfattede som en overdemokratisering af pædagogikken, og dels, at mange politikere leflede for vælgere og kommunikationssystemer i stedet for at stå ved deres holdninger. Holm og Schmidt henviste her til Grundlovens §56.

Men Holm og Schmidt blev også fortalere for den ny konkurrencestats institutionelle manifestationer. I 2003 skrev de en artikel til debatbogen, Universitet til tiden, hvor de gjorde op med det klassiske universitet. De mente, at den nye universitetslov var udtryk for ”demokratisk centralisme”, som var betegnelsen for Sovjetunionens styreform. Det specielle var, at Holm og Schmidt gik ind for dette! De talte også for, at en universitetsledelse skulle praktisere ”medtaleri”, og de mente, at forskningsfrihed kunne reduceres til metodefrihed. Det er rystende læsning, som udtrykker, hvad jeg vil kalde for ”strukturalistisk vitalisme” (dvs. Althusser + Nietzsche). En række andre udgivelser lagde dog mere vægt på ”troværdig forskning”, så 2003-artiklen var en slags lavpunkt.

Lars-Henrik Schmidt kom som sagt ud af en filosofisk tradition, og han etablerede fra starten i 2000 Institut for pædagogisk filosofi, hvor den meget selvstændigt tænkende teolog Peter Kemp blev institutleder. Og i DPU’s bestyrelse sad biskop Kjeld Holm, som var ven med både Schmidt og Kemp. DPU havde kort sagt en åndelig åre midt i alt det andet.

Claus Holms første egentlige udgivelse i eget navn var en bog, der udkom på DPU’s forlag: Forståelsens rasen – om troværdig forskningsformidling (Holm 2006). Holm var altså selv chef for den organisation, som udgav bogen.

Her finder man de samme temaer. Bogen var dog i højere grad end 2003-udgivelsen et forsvar for forskningens troværdighed, som nu skulle spille sammen med den nye universitetslovs mere instrumentelle krav. Holm var bange for, at forskere blev til ”vindbøjtler” og ”hyklere”, som der står. Men kritikken tipper hele tiden tilbage til accept. Altså lidt samme struktur som flere af de andre indlæg, men ikke helt så slemt som i 2003-artiklen.

Selvom denne 2006-udgivelse som sagt blev udgivet i eget navn, var den ligesom de andre tekster stærkt præget af Lars-Henrik Schmidts filosofi. Schmidt var da også stadigvæk rektor og chef for Holm på udgivelsestidspunktet. I årene efter 2006 kom der med stærkt aftagende hyppighed indlæg i denne lidt skæve og ambivalente ånd. Holm har dog helt frem til i dag videreført Schmidts analysemodel, som efterhånden blev underordnet konkurrencestatens og systemteoriens horisont, jf. nedenfor.

Jeg vender tilbage til denne 2006-udgivelse i afsnit 4, fordi bogen ender med at blive en del af Holms ph.d.-afhandling i 2012.

I disse år grundlægges kort sagt en nærmest bureaukratisk-autoritær ledelsesideologi som et kim, der langsomt men sikkert nednormerer universitetets og pædagogikkens filosofiske tradition, som dog indimellem slår fra sig, formentlig på grund af Schmidts idehistoriske baggrund.

Men i 2007 forlader Schmidt sit rektorat. Pludselig kigger Holm mod nye chefer.

 

2. Prodekan, 2007-2011

I 2007 skete der et vigtigt skifte. DPU blev fusioneret ind i et nyglobaliseret Aarhus Universitet og blev dermed et fakultet, hvor det før havde været et selvstændigt universitet. DPU fik derfor en ny leder i januar 2008, nemlig professor Lars Qvortrup, som blev dekan for et nyt hovedområde for uddannelse og pædagogik. Qvortrup var kæmpefan af sociologen Niklas Luhmann og stærk kritiker af den nationale og fænomenologiske tradition.

Og nu kommer vi til den første mærkelige manøvre: I samme ombæring, altså i 2007, bliver Holm nemlig udnævnt til prodekan for formidling. Holm går altså fra en administrativ stilling (jf. ”sekretariatsleder”) til en videnskabeligt defineret stilling som forskningsleder (jf. ”dekan”).

Dette skifte fra sekretær til dekan er højst besynderligt. For ifølge universitetsloven skulle (og skal) en dekan være en ”anerkendt forsker” og have ”erfaring” med uddannelse. Her er beskrivelsen af den daværende bekendtgørelses krav til hhv. dekan og institutleder, §16-17 (mine kursiveringer, TAR):

”Stk. 2. Dekanen skal være anerkendt forsker og have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og et universitets samspil med det omgivende samfund.”

”Stk. 3. Institutlederen skal være anerkendt forsker og skal have undervisningserfaring.” (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2003/403)

Så for at blive dekan skulle man altså være ”en anerkendt forsker”, dvs. som minimum have en ph.d.-grad ledsaget af nogle større videnskabelige artikler og konferencebidrag mv. Normalt fortolkes formuleringerne også således, at man skal være mindst lektor, dvs. have en omfattende erfaring med undervisning på videregående uddannelser og universiteter.

Men Holm havde ingen af delene: Ingen ph.d. og mig bekendt ingen undervisningserfaring. Desuden var han hverken adjunkt eller lektor. Hans udnævnelse til prodekan er derfor lovstridig, som jeg ser det.

Disse lovparagraffer fra 2003 holdt i øvrigt frem til i dag, dog med en mindre korrektion i 2013. Fra 2013 står der følgende, nu i §14:

”Stk. 4. Rektor ansætter og afskediger ledere af de organisatoriske videnskabelige enheder. Lederen af en videnskabelig enhed skal være anerkendt forsker og skal i relevant omfang have erfaring med uddannelse.”

Og disse juridiske krav angår ikke blot selve lovteksten. Her er nogle eksempler på, hvordan paragraffen aktuelt fortolkes på de lokale niveauer:

Først et opslag til en stilling som dekan ved Københavns Universitet, 2021, som understreger kravene om ”anerkendt” forskning og lektorbedømmelse, endda som et ”minimums”-krav:

”Det er et krav, at den kommende dekan som minimum er lektorbedømt og er en internationalt anerkendt forsker inden for et af fakultetets fagområder, ligesom den kommende dekan skal have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og universitetets samspil med det omgivende samfund.” (https://www.mercuriurval.com/CompanyImages/Documents/Jobprofiler/Jobprofil%20dekan%20TEO%20KU_170321.pdf):

Et andet eksempel er Aarhus Universitets aktuelt gældende vedtægt, hvor vi finder lignende krav:

”Stk. 2. Dekanen skal være anerkendt forsker, jf. § 2, nr. 1, i lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond, inden for et af fakultetets fagområder og have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og et universitets samspil med det omgivende samfund.

Stk. 3. En institutleder skal have undervisningserfaring og skal være anerkendt forsker, jf. § 2, nr. 1, i lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond, inden for instituttets fagområde eller et i forhold til instituttet nærtliggende fagområde.” https://medarbejdere.au.dk/strategi/vedtaegter-og-regler-for-au/vedtaegt-for-aarhus-universitet

Og går man ind i den lov, der henvises til både i vedtægtens stk. 2 og stk. 3, finder man følgende definition af ”anerkendt forsker”:

”Anerkendte forskere: Personer, der i en årrække på videnskabeligt plan aktivt har beskæftiget sig med forskning, og som er på mindst lektor- eller seniorforskerniveau.” (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2017/384)

Så igen finder vi krav om, at dekaner og institutledere skal være ”lektor” og ”anerkendt forsker”.

Læseren vil måske indvende, at Holm jo var ”prodekan” og ikke ”dekan”. Men det gør ingen forskel, for også en prodekan er en dekan, dvs. en forskningsleder, der indgår i ledelsen af den videnskabelige udvikling. I Aarhus Universitets aktuelle vedtægter, står der da også følgende:

”Stk. 3. Prodekanen skal være anerkendt forsker, jf. § 2, nr. 1, i lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond, inden for et af fakultetets fagområder og have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og et universitets samspil med det omgivende samfund.” https://medarbejdere.au.dk/strategi/vedtaegter-og-regler-for-au/vedtaegt-for-aarhus-universitet

Konklusionen er følgende: For at blive leder af forskning på et universitet skal man, både i 2006 og i dag, have undervisningserfaring og være en anerkendt forsker inden for sit felt, dvs. leve op til kravene til mindst en lektor.

Men igen: Holm var ikke ”anerkendt forsker” i 2006. Han havde på det tidspunkt ingen ph.d. og heller ikke nogen selvstændige publikationer, bortset fra den omtalte bog på hans egen organisations forlag. Og han var heller ikke hverken adjunkt eller lektor. Mig bekendt havde han heller ingen undervisningserfaring af betydning.

Ansættelsen lader med andre ord til at være et regelret brud på universitetsloven. Det er kort sagt imod både lov og sædvane, at Holm bliver udnævnt til prodekan i 2007.

Den manglende erfaring med videnskabelig praksis får konsekvenser. Her er nogle eksempler:

Holm bliver fra 2007/08 pludselig præget af den nye dekan Lars Qvortrups meget tekniske version af Niklas Luhmanns systemteori, som nu kommer til at dominere DPU. Holm går tilsyneladende fra at underlægge sig den ene chef til at underlægge sig den anden. F.eks. forsvarer han Lars Qvortrups kontroversielle forsøg på at fyre tre filosoffer i 2010; en begivenhed, som fylder godt i Heine Andersens bog Forskningsfrihed – ideal og virkelighed fra 2017.

Et andet eksempel: Få måneder efter filosof-fyringerne i 2010 modtog jeg debat- og formidlingsprisen ”Holger-prisen”, som blev uddelt af kritiske lærermiljøer. På mediet Folkeskolen.dk kaldte Claus Holm truende min tale for ”polemisk dumdristighed”, og det var med fuld reference til sin status som dekan for netop ”formidling”, som jeg jo ellers havde fået en pris for. Det var endnu et eksempel på manglende videnskabelig dannelse.

Kort tid efter udnævnelsen til prodekan i 2007 udgav Holm sammen med sin prodekan-kollega på DPU, Søren Kruse, og den indflydelsesrige professor Jens Rasmussen bogen ”Viden om uddannelse – uddannelsesforskning, pædagogik og pædagogisk praksis”. Der er fælles forfatterskab til alle artikler. Alle tre forfattere var systemteoretikere i den nye dekan, Lars Qvortrups, ånd, hvor Luhmann var den nærmest enerådende inspiration. Bogen fik status af en slags ”DPU mener…”.

I bogen er der – udover i et enkelt kapitel – stort set ingen referencer til Lars-Henrik Schmidts arbejde eller til Holms første bog. Ja, på en måde står bogen i en vis modsætning til store dele af 2006-udgivelsen, som jo til gengæld var helt uden Luhmann-referencer. I 2007 tales der helt ukritisk om, at en ny teknisk forskning skal underlægge sig lærings- og ranglisteoptimering; altså det, som den første udgivelse i nogen grad kæmpede med. Holm havde fået nye venner. En person med en videnskabelig uddannelse ville ikke så let og hurtigt kunne foretage et så ureflekteret teoretisk skifte.

Jeg vender tilbage til denne bogudgivelse i afsnit 4, fordi også denne bog ender med at blive en del af Holms ph.d.-afhandling i 2012.

 

3. Fra dekan til institutleder, 2011-2015

Claus Holm fortsætter i sit formentlig ulovlige dekanat frem til 2011. I 2011 kommer der nemlig endnu en reorganisering af Aarhus Universitet. DPU kommer under et helt nyt storfakultet, som fik navnet ”Faculty of ARTS”. Dermed blev DPU nednormeret fra at være et fakultet til at være et ”institut”.

Den ny institutleder blev Hanne Løngreen, der kom fra en stilling på Københavns Universitet. Lars Qvortrup, som var mærket af sagen om filosoffyringerne, gik af og flyttede til Aalborg Universitet, hvor der lige var en ledig stilling som direktør for et ”laboratorium” i skolereformens ånd.

Holm forlod derfor også sin stilling som prodekan og blev i stedet chef for internationalt kontor fra 2011-13. I en vis forstand træder han dermed – hvis jeg har rekonstrueret forløbet korrekt – ud af DPU’s egentlige ledelse for en kort bemærkning. Han er nu hverken dekan eller institutleder, som jo begge er videnskabeligt definerede stillinger. Han vender altså tilbage til en administrativ stilling, ligesom i perioden 2000-2007.

I stedet går Holm nu i gang med at samle materiale til en ph.d.-afhandling, som indleveres til bedømmelse i februar 2012. Det må formodes at være sket i hans fritid, eftersom han ikke var ansat i en forskningsstilling.

I november 2012 forsvarer Holm sin afhandling, jf. afsnit 4 nedenfor, og allerede i 2012 eller 2013 udnævnes han til ”viceinstitutleder for forskning” under Hanne Løngreen. Med titlen ”(vice)institutleder” bliver han igen en del af den videnskabeligt definerede ledelse, jf. de regler, jeg redegjorde for i afsnit 2.

I DPU’s medarbejderorgan, ”Institutforum” og også mere uformelt, var der faktisk kritik af denne udnævnelse, både i forhold til Holms manglende kvalifikationer og på grund af den manglende medarbejderinddragelse i forbindelse med udnævnelsen. Nogle videnskabeligt ansatte ved DPU mente simpelthen ikke, at Holm var tilstrækkeligt videnskabeligt funderet til at bestride en sådan stilling. Institutleder Hanne Løngreen gav til dels kritikerne ret. I al fald sagde hun, at man i fremtiden ville konsultere Institutforum, før man ansatte nye ledere.

I efteråret 2014 fratrådte Løngreen, og Claus Holm blev nu forfremmet fra ”viceinstitutleder for forskning” til ”konstitueret institutleder”. Fra 2015 blev han institutleder som sådan, hvilket han altså stadig er. I 2015 blev han også pludselig lektor, hvilket jeg også vender tilbage til.

Men som det fremgår ovenfor, er kravene til en ”institutleder” ca. de samme som til en dekan. Det vil sige, at man skal være en anerkendt forsker med omfattende undervisningserfaring. Igen kniber det med begge dele, selvom situationen ikke er helt så grel som i 2007, fordi Holm nu har fået godkendt en ph.d.-afhandling.

Lad os se på det: Først ph.d.-afhandlingen og dernæst lektorgodkendelsen.

 

4. En mærkelig ph.d., 2012

Jeg tror, at universitetet omkring 2011 blev opmærksom på, at Holm ikke havde siddet retmæssigt i sin stilling i 4-5 år.

Det er formentlig derfor, at Holm i 2011 træder ud af institutledelsen. Og i februar 2012 indleverer han som sagt en ph.d.-afhandling, så han nu til dels kan opfylde et af de forskningsmæssige krav til at blive leder på et universitet, hvilket han som nævnt blev få måneder senere.

Denne ph.d., som hedder ”Kampen om troværdigheden – forskning i formidling”, er en meget underlig affære. Det er helt uforståeligt, at den godkendes. Lad mig forklare hvorfor:

Afhandlingen består af tre separate dele.

• Den ene del udgøres af en reelt 80 siders såkaldt ”kappe”, som har en teknisk og repetitiv karakter. Bestiller man ph.d.-afhandlingen på biblioteket, så får man kun denne ”kappe” fra 2012.
• Den anden del af afhandlingen består af seks kapitler fra ovennævnte bog fra 2006, Forståelsens rasen, som jo var stærkt præget af L-H Schmidts ideer, jf. afsnit 1.
• Den tredje del består af tre kapitler fra 2007-udgivelsen, Viden om uddannelse, som jo var stærkt præget af systemteorien og tidens instrumentalisme, jf. afsnit 2.

Der er stort set ingen refleksion over de grundlæggende teoriers oprindelse eller over den sammenhæng, som de to ledsagende udgivelser indgår i. Det hele virker så overfladisk og ukritisk. Problemet med den manglende teoretiske dybde forværres af, at der er tale om en ren teoretisk afhandling uden egne empiriske undersøgelser. Normalt vil det medføre skærpede krav til den teoretiske kvalitet. Allerede her burde bedømmelsesudvalget have sat hælene i.

Her kommer så en samling yderligere iagttagelser:

Kappen, altså selve afhandlingen, rummer som sagt henvisninger til to allerede nævnte udgivelser, der altså indgår i den samlede afhandlingsstruktur. Lad mig uddybe:

A) 2006-udgivelsen

De kritiske pointer fra samtidsdiagnosen, som prægede 2006-udgivelsen, jf. afsnit 1, er stort set væk i kappen, hvor kritikken reduceres til en form for strukturel instrumentalisme. Denne modsætning reflekteres næsten ikke, hvilket er kritisabelt.

F.eks. finder Holm i kappen frem til, at ”samfundsformationsniveauet” overdeterminerer både ”institutions- og selvformationsniveau”, som det hedder (Holm 2012, s. 65). Dermed accepteres ”samfundet” som determinerende for både pædagogiske formål og personlig dannelse.

Det er konkurrencestatens formel, som jeg ser det; dvs. en udslettelse af både dannelse og det klassiske universitet, som netop i et vist omfang beskriver tilstande, der er suspenderede fra samfundet, hvilket jo også prægede dele af 2006-udgivelsen (men ikke artiklen fra 2003). Denne effekt får afgørende betydning for DPU’s udvikling.

Der er ingen referencer til Luhmann, som jo ellers fyldte det hele allerede i 2007. Og der er som sagt heller ingen kritisk undersøgelse af bogens grundlæggende teorier.

B) 2007-udgivelsen

Hovedrollen i 2012-kappen spilles af en teknificeret Niklas Luhmann, som jo også prægede 2007-udgivelsen, der slet og ret indledtes med tre Luhmann-citater. Derfor tømmes socialanalytikken for kritiske muligheder, jf. pkt. A.

Og 2007-udgivelsen har hele tre forfattere, hvor Claus Holm endda nævnes som den sidste. Bogen bærer især præg af professor Jens Rasmussens pen. Rasmussen var en førende ekspert i Luhmann og skoleudvikling, med afgørende indflydelse på den efterfølgende skolereforms begrebsdannelse. Filosoffen Peter Kemp mente da også, at Rasmussen var hovedforfatter. Kemp kaldte bogen for ”antifilosofi”.

Så blot et år efter den Schmidt-inspirerede udgivelse i 2006, står der pludselig Luhmann over det hele! Tilsyneladende uden refleksion.

Og selvom der er fælles forfatterskab, så indgår tre kapitler fra 2007-bogen alligevel i Holms afhandling? Kun et enkelt af disse tre kapitler, kap. 4, bærer decideret præg af Holms synspunkter, hvor systemteorien kommer i en determinerende kontakt med samtidsdiagnosen.

Faktisk er der krav om, at der skal foreligge skriftlige erklæringer fra medforfatterne om en ph.d.-studerendes andel i et fælles forfatterskab, jf. følgende formulering i §12 i ph.d.-bekendtgørelsen:

”Stk.4. Artikler, der indgår i afhandlingen, kan være udarbejdet i samarbejde med andre under forudsætning af, at der medfølger skriftlige erklæringer fra hver af medforfatterne, der angiver forfatterens andel af arbejdet.” https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2008/18

Men i afhandlingen er der, så vidt jeg kan se, ingen erklæringer fra Jens Rasmussen eller Søren Kruse?

Hvis det er korrekt, er der tale om endnu et brud på loven.

Muligvis findes disse erklæringer på et kontor på DPU, men det er efter min opfattelse ikke tilfredsstillende.

Problemet med det fælles forfatterskab til 2007-udgivelsen forstærkes af, at Jens Rasmussen var Holms ph.d.-vejleder. Så Rasmussen vejleder på en måde sig selv, selvom det er Holm, der skal bedømmes?

Imens går Holm i gang med helt ukritisk at promovere Jens Rasmussens arbejde på DPU’s kommunikationskanaler, selvom både Rasmussen og Holm blev kritiseret kraftigt i mange faglige kredse, hvilket til gengæld marginaliseres.

C) Bedømmelsesudvalget

Bedømmelsesudvalget for Holms afhandling bestod af tre personer. Det ene medlem var samtidsdiagnostikeren Jens Erik Kristensen, som var lektor ved DPU. Kristensen var ligesom Claus Holm elev/ven med Lars-Henrik Schmidt, og så sent som i 2023 redigerede Holm et stort anlagt festskrift for Kristensen. Kristensen havde også været mellemleder på DPU sammen med Holm fra 2009-11. F.eks. var det Kristensen, der konkret stod for afskedigelsen af de tre filosoffer i 2010. Det er simpelthen for indspist. Kristensen var dog, så vidt jeg er orienteret, ret kritisk over for afhandlingen internt i udvalget, men har nok haft for mange aktier i sagen til at gøre noget ved det.

Det andet medlem af udvalget var CBS-professor, Niels Åkerstrøm Andersen, som var ivrig Luhmannianer, men lidt udenforstående når det kommer til pædagogik og uddannelsesvidenskab. I ph.d.’ens kappe trækker Holm kraftigt og positivt på Åkerstrøms arbejde.

Man kan næsten læse Holms afhandling ved at se på bedømmere og medforfattere. Det er simpelthen for meget. Og Jens Erik Kristensen er efter min opfattelse – forskningsetisk, men nok ikke juridisk set – inhabil i sammenhængen.

Endelig var der en norsk forsker i bedømmelsesudvalget, som efter sigende lod stå lidt til, selvom han mente, at det dobbelte forfatterskab, jf. de tre kapitler fra 2007-udgivelsen, var en uskik.

Omkring år 2012 mistede Holm den sidste rest af kritiske forbindelser til samtidsdiagnosen. Det sker via en række offentlige indlæg, hvor han f.eks. fortalte, at forskere nu skal underordne sig konkurrencestaten og universitetsledelsens visioner. Og hans uddannelsespolitiske synspunkter støttede fra omkring 2010 kraftigt op om arbejdet med skole- og læreuddannelsesreformerne.

I det hele taget blev konkurrencestaten og systemteorien nu de dominerende indflydelseskilder. Den nye helt var professor Ove Kaj Pedersen, som pludselig var over det hele i DPU’s ideologiske praksis. Kombinationen af systemteori og konkurrencestat udgrænsede simpelthen den samtidsdiagnostiske baggrundsideologi, der efterhånden blev omdannet til det, jeg kalder for ”teknokratisk vitalisme”, hvilket som antydet ovenfor var en tendens helt fra starten (hvor jeg kaldte det for en ”strukturalistisk vitalisme”).

Faktisk var også Ove Kaj Pedersen ligesom Lars-Henrik Schmidt elev af Althusser, så baggrundsfilosofien rumsterer.

Et andet eksempel på den nye ideologi var BUPL-udgivelsen fra 2012, ”Ny nordisk pædagogik?”, hvor Holm gjorde op med teologen K.E. Løgstrups tanker, som Holm forbinder med en nu hedengangen ”velfærdsstat”. I stedet ville Holm have læring og konkurrencestat. Ove Kaj Pedersen optræder også i udgivelsen. I samme periode understøttes de nye skole- og læreruddannelsesreformer af Holm, Qvortrup og Rasmussen, mens kritikken forties og marginaliseres på DPU’s kommunikationskanaler, som jo styres af Holm.

Det er lykkes mig at finde nogle få engelsksprogede udgivelser fra Holms hånd, men flere af de tilhørende links lader til at være døde/i stykker? Jeg vil dog nævne Holms bidrag til bogen ”The Impact of Research in Education” fra 2013, hvor der er fuld tryk på konkurrencestatskedlerne. Bogen er en hyldest til den ny globale instrumentalisme med forord af OECD’s uddannelsesdirektør, Andreas Schleicher. I bogen præsenterer Holm sig som ”professor in the Department of Education”, selvom han ikke engang havde været adjunkt eller lektor Det går jo ikke. I årene efter udgivelsen forstærkes DPU’s ideologiske forbindelse til OECD (Rømer 2023).

 

4. Lektor

I 2014 eller 2015, da Claus Holm gik fra at være konstitueret til fast institutleder, blev han pludselig også lektor. Det er svært at forstå denne udnævnelse. Holm havde mig bekendt stadig ikke gennemført egentlig universitetsundervisning, for han havde jo ikke været adjunkt, og jeg har heller ikke registeret nogle konference- og bedømmelsesaktiviteter af betydning.

Hvis det er korrekt forstået, så følger udnævnelsen til lektor ikke ånden i stillingsbekendtgørelsen for universiteterne. Her er formuleringen fra 2015:

”Ansættelse som lektor/seniorforsker forudsætter forskningsmæssige kvalifikationer på det niveau, der kan opnås på grundlag af en tilfredsstillende gennemført ansættelsesperiode  som adjunkt/forsker, men vil også kunne opnås på anden måde. Det forudsættes, at ansøgere har modtaget supervision og pædagogisk opkvalificering og har modtaget en positive skriftlig vurdering af sine undervisningsmæssige kvalifikationer”. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2015/899

Og disse statslige krav kan genfindes på det lokale niveau. Fakultetet ARTS, hvor Holm jo selv er ansat, udarbejdede i 2022 en såkaldt ”meriteringsoversigt” for de videnskabelige faggrupper. Her er et udvalg af de mest traditionelle og fagligt orienterede krav til et lektorat:

• ”Forskning på internationalt anerkendt niveau dokumenteret ved et højt antal væsentlige fagfællebedømte publikationer i anerkendte tidsskrifter og/eller bøger/antologier, svarende til minimum to artikler per fuldtidsår som ansat med forskningstid.”
• ”Forskningsimpact gennem generel høj forskningskvalitet, forskningssamarbejde og/eller udgivelser i anerkendte tidsskrifter og/eller på anerkendte forlag.”
• ”Deltagelse og ansvar for nationale og internationale videnskabelige netværk og konferencer.”
• ”Kursusudvikling, der inddrager viden om læring, undervisning og uddannelse.”
• ”Vejledning af bachelor- og/eller kandidatstuderende samt ph.d.-studerende”. https://medarbejdere.au.dk/fakulteter/arts/politikkerogdelstrategier/meriteringskriterier-for-adjunkt-lektor-og-professor

Jeg ved ikke, hvem der har foretaget Holms lektorbedømmelse, men som det fremgår, ser det ikke ud til, at Holm lever op til de pædagogiske krav og egentlig heller ikke til de videnskabelige.

Hvis det er korrekt, så er Holms lektorat måske et brud med bekendtgørelsens regler og i al fald med universitetets ånd.

 

5. Institutleder, 2012-2025

Allerede i 2012 blev Holm – som sagt efter interne protester – udnævnt til ”viceinstitutleder for forskning”, og i 2014 blev han også leder af hele instituttet, mens en blanding af konkurrencestat og systemteori dominerede DPU.

Men levede disse udnævnelser til forskellige institutleder-versioner op til lovens og sædvanens krav til en institutleder, jf. min redegørelse for regelgrundlaget i afsnit 2?

Eller blev loven brudt ligesom i 2007 (jf. stillingen som prodekan) og måske også i 2012 (jf. registrering af forfatterskab på 2007-udgivelsen) og i 2013 (jf. lektoratet)?

Ja, Holm havde jo nu erhvervet sig en meget diskutabel ph.d.-grad, men der var stadig for få internationale publikationer/konferencebidrag mv., så man kan ikke kalde ham for en ”anerkendt forsker” efter almindelige standarder. Og der var heller ingen undervisnings- eller konferenceerfaring af betydning, hvilket jo også er krav. Der var kort sagt for lidt videnskabeligt liv.

Udnævnelserne til hhv. viceinstitutleder/institutleder lever derfor ikke op til almindelige standarder; både fordi Holm på trods af den mærkelige ph.d. stadig ikke var en ”anerkendt forsker”, og fordi hans manglende undervisningserfaring gjorde ham ukvalificeret til et lektorat.

Kort sagt: Holm var ikke en adjunkt, som var blevet forfremmet til lektor, og som herefter var indtrådt i universitetets styrelse. Han var snarere en sekretær (for Schmidt), hvis bureaukratiske horisont havde bredt sig ind i universitetets system i et tiltagende opgør med universitets idealer.

I årene der fulgte, blev DPU kraftigt præget af denne forskningsmæssige smalhals, hvor bureaukratiet for alvor fik magten over videnskaben; dvs. at ”dekanen” blev defineret ved ”sekretæren”. Her er nogle få eksempler:

I 2015 var Holm medredaktør på antologien ”Folkeskolen efter reformen”, som var en ukritisk hyldest til principperne bag skolereformen. Igen var Jens Rasmussen medforfatter. Holms kapitel var nu helt uden referencer til Lars-Henrik Schmidt. Til gengæld myldrer det med referencer til Lars Qvortrups og Jens Rasmussens arbejde. Kapitlet ender med at forudse, at ”det gamle paradigmes bærende kræfter dør ud”.

Samme år, i 2015, nedlagde Holm uden videre et professorat i pædagogik få dage efter, at det var tilbudt til Alexander von Oettingen. Det var en skandale. Men få måneder senere etablerede Holm en række strategiske mso-professorater, som kunne godkendes af den nye ”sekretær-ånd”.

I 2016 etablerede Holm et såkaldt ”Nationalt center for skoleforskning”, som var en ukritisk tilslutning til skolereformens ideologi. Vennen Lars Qvortrup blev ansat som leder uden opslag, og Jens Rasmussen holdt tale.

Og i 2017 redigerede Holm bogen ”Evidens og dømmekraft – når evidens møder den pædagogiske praksis”, som var et ukritisk forsvar for en såkaldt evidensinformeret pædagogik. Også her bidrog DPU’s magtfulde systemteoretikere, herunder Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Claus Holm selv.

I 2018 etableredes der på DPU/ARTS’ hjemmeside en helt ensidig ”dokumentationsside”, der skulle forsvare Jens Rasmussen og Lars Qvortrup mod Keld Skovmands kritiske arbejde.

Undervejs i denne periode organiserede Holm en række stort anlagte, men fagligt set smalle konferencer, hvor konkurrencestaten og Ove Kaj Pedersen spillede en central rolle. Denne konferencetendens er senest blevet bekræftet på en stor konference om ”åndelig oprustning” i maj 2025. Jeg vil understrege, at der ikke var tale om almindelige videnskabelige konferencer med paper-præsentationer og faglige netværk, men om nærmest ideologisk opbyggede dagsarrangementer.

Samtidig udskammede Holm kritikere af konkurrencestaten i den offentlige debat; effektivt formidlet af DPUs kommunikationskanaler.

DPUs forskningsstrukturer, stillinger og kommunikationssystemer tog i disse år mere og mere farve af Holms ideologi. Og hele dette ideologisk-faglige system blev stærkt promoveret på DPU’s medier, som Holm selv fortsat kontrollerer.

Holms beslutninger blev kritiseret af en lang række fremtrædende pædagogiske fagpersoner, f.eks. Peter Kemp, Asger Sørensen, Keld Skovmand, Niels Jakob Pasgaard, Brian Degn Mårtensson, Pia Böwadt, Niels Christian Sauer, Thorkild Thejsen m.fl. Men Holm selv var tavs. Vi fik det, jeg har kaldt for ”pædagogikkens to verdener” (Rømer 2024, opr. 2015).

Claus Holms ansættelse som institutleder blev i 2023 forlænget af den helt nye dekan Maja Horst i begejstrede vendinger. Holm havde undervejs refereret udførligt til Horst, som selv havde skrevet ph.d. om forskningskommunikation og talt nedladende om den humboldtske universitetstradition.

 

6. Claus Holms registrering af publikationer

Endelig er det værd at nævne, at Holm på sin DPU-hjemmeside har registreret en lang række debatindlæg som ”tidsskriftsartikler”. I alt er der pt. noteret 72 ”tidsskriftsartikler” i universitetets system ”Pure”, men bortset fra nogle få undtagelser er disse tekster ikke, hvad man i en videnskabelig sammenhæng normalt vil forstå ved tidsskriftsartikler, men blot helt korte debatindlæg. Ca. 90% af disse registreringer burde stå under kategorien ”kommentar/debat”. Holm lever altså ikke op til universitetets regler om klassificering af de forskellige publikationstyper, som ellers er ret klart defineret. https://medarbejdere.au.dk/pure/vejledninger/publikationer/publikationstyper

Desuden har Holm under overskriften ”Bøger” noteret to små pamfletter på hhv. 16 og 20 sider. Disse registreringer understreger ovenstående tendens til uretmæssig oppustning af egne meritter.

Dette problem er ikke ”kun” et spørgsmål om manglende forskningsetik. Universiteterne får nemlig statstilskud med udgangspunkt i kategorien ”videnskabelige artikler/ publikationer”. https://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/aftale-om-basismidler-til-forskning

Hvis jeg har forstået dette korrekt, kan man måske ligefrem tale om, at Holms registreringer er en slags svindel.

 

7. Seks spørgsmål

Hele dette illegitime og autoritære system har i nu 20 år præget DPU, som derfor ledes uden universitetspolitisk legalitet, legitimitet og dybde.

 

Så seks spørgsmål trænger sig på:

Hvordan kunne Holm blive (pro)dekan?

Hvordan kunne Holms ph.d. blive godkendt?

Hvordan kunne Holm blive lektor?

Hvordan kunne Holm blive viceinstitutleder og efterfølgende institutleder?

Hvorfor er Holms publikationer ikke korrekt registreret?

Hvordan kan man redde den pædagogiske forskning?

 

Claus Holms karriere (så vidt jeg har kunnet rekonstruere den):

1995: Cand. mag. i samfundsfag og filosofi

?-2000: Sekretær i Etisk Råd

2000-2007: Sekretariats- og kommunikationschef på DPU

2007-2011: Prodekan for formidling

2011-2013: Chef for internationalt kontor

2012: Holm forsvarer sin ph.d.

2013: Positiv lektorbedømmelse

2013-2014: Viceinstitutleder for forskning

2014: Konstitueret institutleder

2015: Institutleder

2023: Forlængelse af ansættelse som institutleder

2001-2025: Redaktør for DPU-magasinet ”Asterisk” i hele perioden.

 

Referencer (kronologisk):

Bogudgivelser, hvor Claus Holm er forfatter/medforfatter:

Schmidt, L-H. & Holm, C. (2001). ”Det snakkende demokrati”, Danske Dagblades Forenings debatserie, nr. 11.

Holm, C. (2006). Forståelsens rasen – om troværdig forskningsformidling, Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.

Rasmussen, J. & Kruse, S. & Holm, C. (2007). Viden om uddannelse – uddannelsesforskning, pædagogik og pædagogisk praksis, Hans Reitzels Forlag.

Holm, C. (2012). Kampen om troværdigheden – forskning i formidling, ph.d.-afhandling, Aarhus Universitet. (kan lånes på det kgl. bibliotek)

 

Omtalte antologier, som Claus Holm har medvirket til at redigere:

Holm, C. & Baumann, A. (red.) (2012). Ny nordisk pædagogik?, BUPL.

Rasmussen, J. & Holm, C. & Rasch-Christensen, A. (red.) (2015). Folkeskolen efter reformen, Hans Reitzels Forlag.

Holm, C. & Thingholm, H. (red.) (2017). Evidens og dømmekraft – når evidens møder den pædagogiske praksis, Dafolo.

 

Andre omtalte artikler:

Holm, C. (2013). ”Mobilising knowledge in higher education in Denmark”, The Impact of Research in Education: An international perspective. Levin, B., Qi, J., Edelstein, H. & Sohn, J. (red.). Policy Press, s. 131-146 15 s.

 

Diverse links:

Link til omtale af ph.d.-forsvar i 2012: https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/nyhed/artikel/kampen-om-trovaerdigheden-forskning-i-formidling

Link til omtale af ansættelse som konstitueret institutleder, 2014: https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/nyhed/artikel/claus-holm-bliver-konstitueret-institutleder

Link til omtale af ansættelsen som institutleder, 2015: https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/nyhed/artikel/claus-holm-ny-institutleder-paa-dpu

Link til omtale af forlængelse af Holms ansættelse som institutleder, 2023: https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/claus-holm-fortsaetter-som-leder-af-dpu

Link til Claus Holms PURE-side ved Aarhus Universitet: https://pure.au.dk/portal/da/persons/clho@edu.au.dk

Link til Claus Holms DPU-kanal: https://dpu.au.dk/om-dpu/ledelse/lederartikler

 

Ovenstående bygger på arbejdet med følgende syv udgivelser:

Rømer, T.A. (2011). “Dansk pædagogik i fald og bund”, i Rømer, T.A. & Tanggaard, L. & Brinkmann, S.: Uren pædagogik, Klim.

Rømer, T.A. (2013). Krisen i dansk pædagogik – en upraktisk blog, Fjordager.

Rømer, T.A. (2017). Ballade i pædagogikkens forsamlingshus, Fjordager.

Rømer, T.A. (2022). Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering, Klim.

Rømer, T.A. (2023). I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning, Fjordager.

Rømer, T.A. (2024, opr. 2015). Pædagogikkens to verdener – 2. reviderede version, Aalborg Universitetsforlag.

Rømer, T.A. (2024). Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU, Klim.

 

Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie har i marts 2025 udgivet årsskriftet ”Uddannelseshistorie 2024”.

I årsskriftet har Stefan Hermann en dobbeltanmeldelse af to af mine bøger:

• ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, Klim, 2022
• ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, Fjordager 2023

Disse anmeldelser har en almen interesse, ikke mindst fordi Stefan Hermann har spillet en stor rolle i den udvikling, som er genstand for en kritisk behandling i de to bøger.

Men Stefan Hermann lader til at have haft nogle fine dage i selskab med de to udgivelser. Her er lidt citater mm.:

 

1. Hermanns indledende bemærkninger: ”Sætter tankerne i gang”

Hermann indleder sin anmeldelse med følgende pæne ord om mit almene virke:

”Thomas Astrup Rømer er en særegen skikkelse i dansk pædagogisk tænkning, hvor han ofte med kritisk og nysgerrigt forlæg huserer navnlig med skolepolitiske studier, skolehistoriske udredninger med pædagogisk filosofiske tråde samt med en lind strøm af dagsaktuelle kommentarer på hans blog eller Facebook. Når han er bedst, får man originale analyser, komplekse sammenhænge analyseret med prægnans, og det hele serveret i et ofte metaforrigt og virkelystent sprog, der sætter tankerne i gang.”

Og kort efter lyder det:

”Herudover bør det nævnes, at Rømer i tillæg hertil i mange af sine arbejder indfletter egentlig teoriudviklende ambitioner, dvs. pædagogisk filosofiske overvejelser af helt fundamental og grundlagsteoretisk karakter. Det præger ikke alene indledningen til Skolens formål, men løber tillige som en strøm gennem bogen, nogle gange indforstået og lettere gedulgt.”

 

2. Anmeldelse af “Skolens formål”: ”Noget af det mest interessante, der er skrevet om skolens formål de sidste 30 år”

Dernæst går Hermann i gang med sin anmeldelse af ”Skolens formål”, som har gjort ham ”klogere”. Han skriver følgende:

”Rømers bog er ikke en vanskelig skovtur af abstrakte begreber og indforståede filosofiske brydetag, men en kommenterende fortælling om politikere og tænkere, nøgledokumenter og lovgivning, som er værd at læse og som man på mange stræk bliver klogere af.”

Han er især begejstret for bogens DEL 1, hvor jeg udlægger formålsparagraffens tradition:

”Bogens DEL 1 er noget af det mest interessante, der er skrevet om skolens formål de sidste 30 år. Ikke fordi alt står lysende klart og alle slutninger begrundes i bund, men fordi Rømers undersøgelse er forankret i et grundigt arbejde, peger nye steder hen og har fat i de rigtige tekster og dokumenter.”

Men også DEL 2 og DEL 3, der handler om pædagogikkens og skolepolitikkens udvikling fra 1993-2014, får gode ord med på vejen:

”Analyserne i DEL 2 og DEL 3 er ligeledes gennemarbejdede, stofrige og detaljemættede og et godt udgangspunkt for at diskutere og kaste sig ud i supplerende eller korrigerende analyser.”

Derimod er Hermann ikke så glad for bogens afsluttende DEL 4, hvor jeg gennemgår professionshøjskolernes og DPU’s udvikling. Hans kritik går dog mest på noget formmæssigt, så vidt jeg forstår det. Men jeg havde håbet, at Hermann netop under DEL 4 ville være mere anfægtet, eftersom han jo – som rektor for en professionshøjskole – selv var en del af processen.

Han undrer sig også over, at jeg næsten ikke drøfter trivselsbegrebet, hvilket jeg faktisk også selv undrer mig over. Dengang handlede alt om ”læring”. Jeg tager lidt revanche i en kommende bog ”Trivsel tur-retur”, som udkommer her i foråret 2025.

Hermann konkluderer sin anmeldelse med en klar anbefaling:

”Bogen må klart anbefales. Rømer skriver uden cykelhjelm og knæbeskyttere. Nogle gange også med svigtende lys og sidespejl, men altid med et anliggende og en klar holdning til aktørerne på arenaen.”

 

3. I Skolereformens kølvand: ”Problemstillinger, som ikke er til at komme uden om”

Hermann er mindre begejstret for den anden bog, hvor jeg gennemgår tiden fra 2014-2020, med særlig vægt på de to vigtige sager om Keld Skovmand og Erik Schmidt.

Hermann mener, at bogens undersøgelser er et udtryk for ”pædagogisk tribalisme”. Men dette lidt polemiske udtryk er en ren dyd i min ordbog, for det svarer jo til at beskytte pædagogik, velfærdsstat, nationalitet, verdensborgerskab og humanisme imod det totalovergreb, som en ekspanderende konkurrencestat iværksatte fra slutningen af 90’erne og fremefter. Det er i al fald sådan, jeg selv forstår mit behov for at dokumentere disse sager så grundigt. De må ikke gå i glemmebogen.

Og at Hermann trods alt har fået noget at tænke over, fremgår af anmeldelsens sidste sætninger: Her skriver han, at …

”…Rømers pensum er stort og hans akademisk terrængående strategier interessante og vigtige, idet han kombinerer filosofi, historie, sociologi, pædagogik, politologi og meget mere.”

Og det hele rundes af med et eftertænksomt smil på læben:

“Alligevel morede jeg mig under læsningen, og bogen er bestemt rig på udkast til analyser og på problemstillinger, som ikke er til at komme udenom.”

 

Links:

Stefan Hermanns dobbeltanmeldelse i ”Uddannelseshistorie 2024”: https://uddannelseshistorie.dk/

 

Andre anmeldelser af de to bøger:

A. Andre anmeldelser af ”Skolens formål:

Egon Clausen, Jens Raahuage og Georg Metz drøfter bogen i Den2Radio, d. 24. december 2022. https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-december-2022/

Lektor Hans Dorf anmelder for tidsskriftet Unge Pædagoger, nr. 3, 2022, s. 105-112. http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Anmeldelse-Unge-Paedagoger.pdf

Lærer og redaktør Erik Schmidt anmelder bogen til Lærerbladet, nr. 3, s. 23: https://odense.dlf.org/media/2zrnpivc/lb-03-2022.pdf

Lektørvurdering til Bibliotek.dk af Henrik Munch Jørgensen: “Det er en yderst gennemarbejdet og velovervejet udgivelse, som kommer godt i dybden med sine analyser og tolkninger. En både vedkommende, tankevækkende, omfattende og relevant udgivelse for alle med engagement i skoleverdenen. Er absolut værd at læse i sin helhed.”

Rektor og dr. pæd., Alexander von Oettingen, omtaler bogen i fire Facebook-opslag, d. 1.-11. september 2022:

•  Del 1: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=1710541495991948&set=a.170454170000696&type=3&notif_id=1662011257476896&notif_t=feedback_reaction_generic_tagged&ref=notif
•  Del 2: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid027LQNAGPMkaDyMKYXK6XC5cWyExeuN2hrFn3dX3Qx4tK4w1gbjffD4Ug7cQBaXHZtl&id=100011083422575
• Del 3: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0EwHWaRWbAwmoRiosAgPiCEde3d7CwSDLfPT5F9Zn14dqQ8Gj7Uu4u8MV5cZTm4mMl&id=100011083422575
•  Del 4: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02xqD7wo6yoRLcQigteSyB7cY1q4DnC3jrrj2417VQoUKuu27VikNV4sqV9K5DZxgLl&id=100011083422575

Lærer Lærke Grandjean omtaler bogen på Folkeskolen.dk, d. 26. august: https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/thomas-romer-curriculum-centreret-undervisning-danner/4671899

Lektor ved pædagoguddannelsen på VIA-UC, Niels Jakob Pasgaard, anmelder bogen på hhv. Facebook og LinkedIn, d. 31. juli 2022:

– Facebook: https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/pfbid02VYPuKZtzmdwZaZggFzHDf9UBAhKKkac47kPfBxCHzzEFeZSQcNYM2DVyz4zc1S62l/.

– Linkedin: https://www.linkedin.com/pulse/boganbefaling-thomas-aastrup-r%C3%B8mer-skolens-form%C3%A5l-pasgaard/?originalSubdomain=dk

Ove Christensen anmelder for Folkeskolen.dk, d. 17. maj: https://www.folkeskolen.dk/formalets-forfaldshistorie/4634208

Interview til Folkeskolen.dk i anledning af bogen, d. 23. maj: https://www.folkeskolen.dk/formalsparagraffen-forskning-malstyring/forsker-vil-redde-formalsparagraffen-i-ny-bog/4634962

 

B. Andre anmeldelser af ”I skolereformens kølvand”:

Stefan Hermann anmelder bogen i årbogen “Uddannelseshistorie 2024”. https://uddannelseshistorie.dk/aarbog/aarbog-2024/

Bogen fremhæves som en af årets bøger i Folkeskolen.dk, december 2023, s.44.  https://issuu.com/folkeskolen/docs/folkeskolen_nr._20_2023

Lærke Grandjean omtaler bogen til Folkeskolen.dk, d. 1. maj 2023. https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/i-skolereformens-kolvand-kritik-justering-og-forstaerkning-af-thomas-aastrup-romer/4713288

Jens Raahauge anmelder bogen til Folkeskolen.dk, d. 1. maj 2023. https://www.folkeskolen.dk/folkeskolereform-malstyring-paedagogik/skolen-traenger-til-en-kaerlig-and/4709468. Og i en kortere version på Sophia.dk, d. 17. maj: https://www.sophia.nu/2023/05/17/skolen-traenger-til-en-kaerlig-and/

Lærer Mark Jewkes omtaler bogen på Facebook, d. 6. juni 2023. https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0HsMtipaoXfrvSd9A1ywAJnG1NKbJKUTzBTgNBZetG12xNZqbYhaDbMvdn7SPrwaJl&id=837549480

Lone Nørgaard anmelder bogen til Indblik.dk, d. 9. juni 2023. https://indblik.dk/skolereformen-2014-var-stort-taenkt-men-viste-sig-at-vaere-en-kolos-paa-lerfoedder-og-ren-ideologi/

Nedenfor kan man læse 56 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra marts-april 2025. Teksterne starter dog i slutningen af februar for at samle nogle kommentarer emnemæssigt.

De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

Indholdsfortegnelse:

1. Åndelig oprustning
2. Metodisk problem
3. Et års jubilæum for bogudgivelse
4. Karakterdannelse
5. Trivselskommissionen vil hæve klassekvotienten
6. Trivselskommissionens syn på trivselsmålingerne
7. Trivselskommissionens inspirationskilder
8. Trivselskommissionen og teknologi
9. Rapport om digitalisering i folkeskolen
10. Henrik Dahls ”bobler”
11. Et samfund i opløsning
12. Fem år
13. DPUs fortsatte angreb på dannelse
14. Udgivelsesdag
15. Nedlukningens realitet
16. Interview med Jens Lundgren
17. DPU-konference om ”åndelig oprustning”
18. Debatarrangement om pædagoguddannelsen
19. Stefan Hermann anmelder ”Skolens formål” og ”I skolereformens kølvand”
20. Internationalt arbejde siden 2000
21. Anders Fogh er Danmarks svar på Trump
22. Digital teknologi i folkeskolen:
23. Ny karrierestrategi
24. DPU i 2010
25. Børnehavens filosofi
26. Mette Frederiksens omvendte grundlov
27. Teknokratisk vitalisme på Aarhus Universitet
28. 30 upraktiske råd i 2009
29. Censur på Folkeskolen.dk
30. Claus Holms opgør med dannelse, note 1: Holms ”patriotisme”
31. Claus Holms opgør med dannelse, note 2: Hal Koch og læringsrevolutionen
32. Claus Holms opgør med dannelse, note 3: Niels Jakob Pasgaards kritik
33. Claus Holms opgør med dannelse, note 4: Holms dannelsesideal i 2013
34. Claus Holms opgør med dannelse, note 5: Folkeskolen efter reformen
35. Claus Holms opgør med dannelse, note 6: Nedlæggelse af professorat i pædagogik
36. Claus Holms opgør med dannelse, note 7: Pia Rose Böwadts kritik
37. Hvad er ”det borgerlige”?
38. Claus Holms opgør med dannelse, note 8: ”Servil nihilisme”
39. Claus Holms opgør med dannelse, note 9: Asger Sørensens kritik
40. Claus Holms opgør med dannelse, note 10: Peter Kemps kritik
41. Claus Holms opgør med dannelse, note 11: Brian Degn Mårtenssons kritik
42. Claus holms opgør med dannelse, note 12: Keld Skovmands kritik
43. Claus Holms opgør med dannelse, note 13: Thorkild Thejsens kritik
44. Claus Holms opgør med dannelse, note 14: Niels Christian Sauers kritik
45. Claus Holms opgør med dannelse, note 15: Gymnasiereformen
46. Pædagoguddannelsens historie
47. Claus Holms opgør med dannelse, note 16: Anders Bondo Christensens kritik
48. Claus Holms opgør med dannelse, note 17: Kjeld Holms kritik
49. Claus Holms opgør med dannelse, note 18: Jan Jaap Rothuizens kritik af Claus Holm
50. Notat om Karakterdannelse
51. Claus Holms opgør med dannelse, note 19: Konkurrencestatens patrioter i 2008
52. Danmarks Radio: Konkurrencestatens system
53. Danmarks Radio: Bestyrelsen
54. Tesfaye og Lars Qvortrup
55. Jean-Luc Marion i Norge, USA og Danmark
56. Kampen om Corydon

 

1. Den 24. februar: Åndelig oprustning

I nedenstående indlæg fra dagens Ræson forsøger jeg at sammenfatte og systematisere diskussionen af Mattias Tesfayes seneste udspil om dannelsens rolle i skolepolitikken.

https://www.raeson.dk/2025/thomas-aastrup-roemer-tesfaye-har-opdaget-dannelsens-begreb-og-betydning/

 

2. Den 25. februar: Metodisk problem

Der er et metodisk problem ved hele trivselsdiskursen.

Det lader til, at alle udelukkende ser på trivsel som noget godt?

Men det kan ligeså vel være modsat. De tyskere, som trivedes i 1942, burde jo have gjort det modsatte.

Og modstandskæmperne mistrivedes jo? Men så alligevel ikke? Måske har det noget at gøre med “karakterdannelse”? Lidt som de unge på Jagtvej 69.

Og måske er det et udtryk for trivsel, når pigerne trives dårligere end drengene. Dvs. at pigerne har en bedre forståelse af deres situation? Måske er det pigerne, der trives, fordi de ikke trives?

Så om den afrapporterede trivsel er lig med virkelig trivsel, afhænger af den kulturelle og politiske kontekst.

Den målte trivsel er ikke udtryk for virkelig trivsel. Vi får et kollaps i validiteten.

Hvis det er korrekt, så falder alle trivselsmålinger pladask til jorden.

Men hvem kan så afgøre, om trivsel er trivsel? Det kan kun den lærer/pædagog/forældre, der står over for barnet og interesserer sig for dets udvikling.

Hvis jeg har ret, så er konsekvensen følgende: Trivsel kan ikke måles, men kun erfares pædagogisk.

 

3. Den 25. februar: Et års jubilæum for bogudgivelse

Det er nu et år siden, at forlaget KLIM udgav min bog ”Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”.

Bogen er en refleksion over universitetets filosofi og formål med en ledsagende gennemgang, dels af 2003-universitetsreformens effekter og dels af Aarhus Universitets fald fra tinderne.

På bogens forside kan man derfor se Humboldt kigge både vemodigt og bebrejdende ind over Aarhus Universitets smukke arkitektur.

Der er også en gennemgang af en række spektakulære afskedigelsessager, herunder min egen.

I forbindelse med udgivelsen var der en fin reception i Aarhus Universitets helt oprindelige lokaler på Nørregade i Aarhus samt en række efterfølgende debatarrangementer.

Der var også fine anmeldelser. Anders Klostergaard Petersen, som er lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, skrev bl.a. følgende i mediet Science Report:

“Alle skåltaler og panegyrik af tidligere dekaner og nuværende institutleder ved DPU for akademisk frihed, fri forskning og retten til som intellektuel frimodigt at give udtryk for sit standpunkt klinger unægtelig hult, hvis ikke som hyklerisk sofisme, hvis Rømers fremstilling modsvarer virkeligheden.

Man kan på den baggrund ikke fortænke ham i mod sin vilje at nå konklusionen: ”Aarhus Universitet er i dybt mørke” (s. 204). Det sidste turde være en overdrivelse, men det gælder i alt fald det institut og det fakultet, Rømer var ansat ved.”

Den sidste sætning er skøn ironi, for anmelderen er ansat ved det samme “fakultet”, nemlig fakultetet “ARTS”.

https://klim.dk/bog/universitetet-og-dets-fjender/

 

4. Den 26. februar: Karakterdannelse

Jeg har en lille iagttagelse, som jeg gerne vil dele i al sin foreløbighed.

Begrebet ”karakterdannelse” er kommet i vælten, både via en helt ny centerdannelse om emnet og i forbindelse med Tesfayes ”åndelige oprustning”. Endelig spiller begrebet en central rolle i Trivselskommissionens arbejde.

Sidst begrebet for alvor spillede en rolle var i perioden 1937-1975. Årsagen var, at den daværende radikale undervisningsminister, Jørgen Jørgensen, i 1937 puttede begrebet ind i den nye formålsparagraf, hvor det skulle supplere et reformpædagogisk fokus på ”anlæg og evner”.

Hvorfor gjorde han det? Jeg tror, det hang sammen med den spirende fascisme, som i høj grad prægede sindene i starten af 30’erne. Socialdemokraten Hartvig Frisch udgav f.eks. bogen ”Pest over Europa”. Det var tid at ranke ryggen. Vi fik en ny version af, ”hvad udad tabes skal indad vindes”.

Jeg tror ikke, at begrebet kunne have haft samme rolle i 1920’erne, hvor reformpædagogik og en mere mild nationalisme var toneangivende herhjemme, mens det kaotiske Weimar-demokrati boltrede sig i Berlin.

Og reformpædagogikken kom som sagt med i 1937-formålet via udtrykket ”anlæg og evner” samt i en selvstændig §15 om ”selvvirksomhed”.

Dette ny fokus på karakterdannelsen var udtryk for en slags genopfindelse og genaktivering af det folkelige liv fra tiden før 1. verdenskrig. Jørgensen ville beskytte den folkelige tradition, mens Hitler og Stalin gik amok.

Nuvel, efter 1937 kommer der to ret forskellige betænkningstråde, nemlig 1941-bekendtgørelsen og Den blå betænkning fra 1960. Og i begge tråde lægges der vægt på karakterdannelse, blot på hver sin måde.

A. 1941-bekendtgørelsen

1941-bekendtgørelsen trak tråde tilbage til de nationale idealer fra starten af århundredet – herunder det såkaldte “Sthyrske cirkulære” fra 1901 – men 1941-bekendtgørelsen lagde faktisk også ekstra vægt på netop den karakterdannelse, som den nye formålsparagraf jo havde indstiftet. Og 1901-cirkulæret nævner vel at mærke ikke “karakterdannelse” direkte.

Der var kort sagt tale om en forstærkning af national dannelse, hvilket jo er let at forstå. Det var faktisk også Hal Kochs linje, som netop havde holdt nogle forelæsninger om Grundtvig i samme ånd. Denne tråd fører direkte til den aktuele Trivselskommission, hvis formand jo er forstander ved Kochs gamle højskole. Jørgen Jørgensen var stadig minister i 1941, og hans bekendtgørelse var aktiv frem til 1975.

Langt senere inspirerede denne 1941-bekendtgørelse seminarielærer Holger Henriksen, der bistod Bertel Haarder med formålsparagraffen fra 1993. Det var også Henriksen, der senere oversatte Gert Biestas ”pædagogiske manifest” til dansk. Men ok, det er er en bibemærkning.

Her er et citat fra 1941-bekendtgørelsen:

”Man finder imidlertid Anledning til samtidig at understrege, hvad der er udtalt, i Folkeskolelovens § 1, at Skolen gennem sin Virksomhed foruden at være kundskabsmeddelende, maa være opdragende og karakterdannende.

Den bør udvikle og styrke Børnenes Sans for de etiske og kristelige Værdier, give dem Ærbødighed for Menneskelivet og for Naturen, Kærlighed til Hjemmet og vort Folk og Land, Respekt for andres Meninger, Følelse for Fællesskab mellem Folkene og for Samhørighed med de andre nordiske Folk.

Skolen maa saaledes bidrage til at give Børnene Idealer, hjælpe dem til at sætte sig Maal i Livet, øge deres Respekt for Oprigtighed i Tale og Adfærd og styrke deres Pligtfølelse. Gennem sund Disciplin læres god Opførsel og udvikles Sans for Orden.”

I 1945 kom så den såkaldte Emdrup-plan, der lagde vægt på demokratisk karakterdannelse. Dette arbejde var ikke mindst påvirket af kommunisten og modstandsmanden, Inger Merete Nordentoft, som havde været en del af reformpædagogikken. Krigen var slut.

Her er et smukt citat om den demokratiske karakterdannelse fra en tekst af Nordentoft (fra 1946):

”Målet for opdragelse må være den demokratiske borger, mennesket, som kan tænke frit og selvstændigt, som kan samarbejde med andre og indordne sig under helhedens tarv, som kan udvise initiativ og tør tage et ansvar, som kan vise tolerance over for anderledes tænkende og dog med mod og fasthed stå inde for sin egen overbevisning – mennesket som kender sin egen begrænsning, men som med tro og tillid til sig selv anvender sine evner, almindelige eller særprægede, små eller store, for at gavne helheden. Hvordan skal man nå dette mål? Gennem et målbevidst arbejde fra barnets fødsel til dets manddoms år.”

B. Den blå betænkning

Den blå betænkning fra 1960 bærer præg af en lidt mere teknisk og faglig humanisme, der udviklede sig i løbet af 1950’erne, hvor ikke mindst socialdemokraten Julius Bomholt gjorde en kæmpeindsats for åndsfrihed og kulturel udvikling.

Mange mener, at Den blå betænkning var et reformpædagogisk dokument. Det er ikke helt forkert, men heller ikke hele historien.

Nuvel, det sjove er, at karakterdannelsesbegrebet også her i 1960 spiller en stor rolle, dog uden de nationale og historiske referencer. Her peges mere på – hvilket jo også stod i 1941-teksten – at skolen udover at stå for kundskabsarbejdet også er et sted for personlig udvikling og karakterdannelse. Det er også derfor, at man nu udvider undervisningsforståelsen. F.eks. er der et stort afsnit om lejrskoler.

Her er et citat om karakterdannelse fra Den blå betænkning under overskriften ”Samspillet mellem skolens atmosfære, karakteropdragelse og kundskabsmeddelelse”:

”Samværet med lærere og skolekammerater optager en så stor del af barnets og den unges tilværelse, at skolelivets indflydelse rækker betydeligt ud over meddelelsen af kundskaber og andre bidrag til elevernes intellektuelle udvikling. Skolelivet får større indflydelse på udformningen af personligheden, karakteren.”

Også denne betænkning var aktiv frem til 1975, dog uden juridisk status.

C.

Disse to bekendtgørelse indrammer en lykkelig tid for udviklingen i dansk pædagogik med sans for national og europæisk ånd, pædagogiske eksperimenter og mildnede omgangsformer. Der er ingen referencer til OECD eller til nationaløkonomer og der er bestemt ikke tale om nogen “sort skole”, hvis man ser på filosofien i teksterne.

Min pointe er nu, at denne tidlige interesse for karakterdannelse fra 1937 var foranlediget af ændringer i europæisk politik, hvorefter en række tidligere traditioner – både den national/folkelige og den reformpædagogiske – samles op i løbet af de efterfølgende årtier på nogle nye måder.

Karakterdannelse blev derfor en form for passage for erindring og tilsynekomst; for det historisk-poetiske, som grundtvigianerne kalder det.

Måske er det samme tilfældet nu? Også i dag sættes begrebet ind i en politisk, pædagogisk og international sammenhæng. F.eks. i titlen på Trivselskommissionens rapport: ”Et dansk svar på en vestlig udfordring”.

(I 1975 tages selve karakterdannelsesbegrebet ud af formålsparagraffen og erstattes med nogle lidt andre ord. Vi røg altså på en måde tilbage til 1920’erne, dog uden dette årtis sjælelige dybde. Herfra begyndte en stor deroute, først med Ritt Bjerregårds plan, U90, siden med ansvar for egen læring og endelig med konkurrencestaten. Men nu er vi igen i 1930’erne, lader det til. Der sker noget mærkeligt i verden).

 

5. Den 26. februar: Trivselskommissionen vil hæve klassekvotienten

Trivselskommissionens forskellige forslag koster angiveligt ca. 500 mio. kroner. Kommissionen er blevet bedt om at angive finansieringsforslag, hvilket de så gør på s. 134 i hovedrapporten.

Det mest indbringende af disse forslag, som bidrager med 144 mio. er decideret ødelæggende. Man vil hæve de i forvejen alt for høje klassekvotienter:

Her er formuleringen:

”Finansiering kan tilvejebringes ved at hæve klasseloftet fra 26 til 28 elever i bh. kl. til 2. kl., som også var niveauet, inden sænkelsen af klasseloftet trådte i kraft i skoleåret 2024/2025.

Klasseloftet vil med forslaget være det samme på tværs af folkeskolens klassetrin (bh.kl. til 9. kl.)”

Man vil kort sagt vende tilbage til skolereformens kæmpeklasser! Og så i en rapport, der handler om trivsel. Det er helt uforståelige ord.

Selv 26 elever er alt for mange. Der skal ikke være over 20 børn i en skoleklasse.

Hvor kommer dette mærkelige og kontraproduktive forslag mon fra? Fra nogle bestemte folk i kommissionen eller fra nogle embedsmænd? Det kan vist ikke komme fra formanden eller fra Lene Tanggaard, der lader til at være kommissionens filosofiske akse?

Forslaget må være sneget ind? Forklaring udbedes.

Og hvorfor overhovedet denne form for “pædagogisk finansiering” af den slags småbeløb? Man kan da bare spare på en eller anden jetjager.

Det siger noget om, at rapporten har lav realpolitisk prioritet, at man kan fremføre dette forslag ind i en trivselssammenhæng.

 

6. Den 27. februar: Trivselskommissionens syn på trivselsmålingerne

En af de mange ting, som Trivselskommissionen tager fat i, er de skrækkelige trivselsmålinger, som er en direkte effekt af skolereformens filosofiske system.

Kommissionen drøfter emnet under overskriften ”nyt sprog for trivsel”.

Kommissionen skal have ros for, at man trods alt vil begrænse målingerne til efter 4. klasse. Kommissionen foreslår også, at man nedlægger diverse kommunale målinger og lignende, og det er jo også godt.

Men kommissionen skal have kritik for overhovedet at fastholde disse målinger. Og fra 5. klasse er der endda, så vidt jeg kan se, tale om en form for forstærkning af målingernes betydning? selvom jeg må indrømme, at det hele er lidt svært at gennemskue for en almindelig mand som mig:

A.

For det første vil man anvende kommissionens trivselsbegreb, som angiveligt er bredere og mere socialt end det gamle. Dermed udvides målingernes område og detaljerigdom til ”konteksten”, som det kaldes.

Og skal der også måles på ”karakterdannelsen”, som jo er kommissionens centrale begreb? Det lyder ikke godt, hvis det skulle være tilfældet.

På den anden side står der, at målingerne ikke har fokus på det enkelte barn, og både humør og karakterdannelse er jo individuelt? Skal børnene i så fald alligevel ikke skrive deres liv ind i statens datamaskine? De skal måske skrive om ”konteksten”? Jeg er lidt forvirret.

B.

Målingerne skal også indeholde en mere detaljeret kategorisering af eleverne, hvilket jo udvider målingernes ideologiske og diskursive effekt.

C.

For det tredje vil man ”hovedsageligt” anvende målingerne som et ”ledelsesmæssigt værktøj”, og det lyder jo ikke så godt. Det er rent skolereformssprog. Det er også meget uklart, hvad det egentlig betyder? Måske betyder det, at målingerne så ikke skal anvendes ”pædagogisk”; et begreb, som kommissionen lægger megen vægt på?

D.

Man vil lave regelmæssige trivselsundersøgelser i dagtilbud. Så kan man forbedre kvaliteten på alle niveauer, står der. Jeg synes ikke, det lyder som et “nyt sprog”.

E.

Der lægges op til, at de frie skoler i højere grad inddrages i målingerne. Det er et meget dårligt forslag, som udvider skolereformens tankegang ind i Grundlovens frihedsparagraffer.

Så det hele er faktisk meget skuffende efter min mening.

(Man kan læse om emnet på s. 86-87 i kommissionens rapport.)

 

7. Den 28. februar: Trivselskommissionens inspirationskilder

Nogle gange kan man sige noget om en kommission og dens rapport ved at se på, hvem kommissionen har talt med.

Sidst i Trivselskommissionens rapport kan man se en liste over eksperter og organisationer, som har været inviteret.

Her er nogle iagttagelser:

A.

Der er kun to fra DPU. Den ene er Hans Henrik Knoop, som var med til at lave de trivselstest, som kommissionen nu vil begrænse. Den anden er Lotte Hedegård-Sørensen, som er en af instituttets kritisk indstillede, men også stille eksistenser. Jeg var lidt overrasket over at se hendes navn i sammenhængen.

På DPU’s hjemmeside kan man se en liste over instituttets officielle trivselseksperter. Ingen af dem har været indkaldt.

Det tyder på, at det officielle DPU ikke har nogen høj status i kommissionen/ministeriet.

Denne hypotese passer med Tesfayes kontakte afvisning af en rapport om kønspædagogik fra sidste år. Denne rapport var udarbejdet af DPU’s kernetropper, dvs. en blanding af konkurrencestat og identitetspolitik. Tesfaye kaldte arbejdet for ”sjask”.

B.

Der er ikke inviteret nogle filosoffer, historikere, pædagogiske tænkere eller klassisk intellektuelle. Det er meget mærkeligt, eftersom kommissionens centrale emner handler om “sproget” og “karakterdannelse”. Denne mangel får faktisk betydning for kvaliteten af begrebsudviklingen, men det vil jeg skrive om senere.

En enkelt undtagelse er filosoffen Morten Albæk. Jeg forstår ikke hvorfor, at lige han er inddraget.

Faktisk er Hans Henrik Knoop også karakterdannelsespsykolog, blot med udgangspunkt i den positive psykologi. Måske har han i virkeligheden haft en mere opbyggelig indvirkning på kommissionens karakterdannelsesbegreb? Det må man ikke håbe, men jeg fik mistanken, fordi kommissionens “karakterdannelse” både defineres så håndfast, samtidig med at det er så filosofisk underinformeret.

Det vil dog være lidt mærkeligt, hvis jeg har ret, eftersom han på ingen måde deler baggrundsfilosofi med kommissionens centrale medlemmer. Det er lidt forvirrende.

C.

Der er ingen folk fra det Center for Karakterdannelse, som blev etableret for et års tid siden. Her sidder ellers en række filosoffer, grundtvigianere og kulturfolk, som kunne have beriget diskussionen. Det er faktisk lidt mystisk, synes jeg.

I en artikel på Folkeskolen siger kommissionens formand, Rasmus Meyer, direkte, at han ikke kan forestille sig, at dette center bliver en del af det videre arbejde. Det er et ærgerligt synspunkt, eftersom centrets begrebsforståelse er mere undersøgende end kommissionens. Det er også svært at forstå, eftersom Meyer selv er højskolemand. Desuden er der fælles baggrundsreferencer mellem center og kommission, f.eks. til psykologen Per Schultz Jørgensen.

Et andet kommissionsmedlem, Lene Tanggaard, understreger endda at hun skam ikke har noget med dette center at gøre. I interviewet ender hun dog med at give karakterdannelse en filosofisk begrundelse, som i høj grad ligger i forlængelse af centrets arbejde. Det er også lidt mystisk.

Måske har denne mærkværdige afvisning noget at gøre med, at artiklen på Folkeskolen er vinklet som om, at Center for karakterdannelse skulle være ”kristen mission”? Centrets rige filosofiske baggrund bliver pludselig reduceret til en slags anklage!

Og faktisk er der i samme artikel et ledsagende interview med centrets formand, Kristian Toft, der lægger op til en meget reflekteret omgang med karakterdannelsesbegrebet.

Man må håbe, at både Tanggaard og Meyer finder en anden indstilling frem, for det nye center kan i høj grad bidrage til at kvalificere kommissionens arbejde, så det ikke ender i selvsamme tilgang, som er indbygget i trivselsmålingerne, nemlig et færdigskruet og individualiseret dydskatalog, som risikerer at sætte dannelse og pædagogik ud af spillet.

D.

Men hvem har Trivselskommissionen så inviteret? Hvem har man haft på besøg? Ja, det kan man studere på s. 143-45 i kommissionens rapport.

Jeg bemærker tre tendenser:

1. Der er god repræsentation fra den relationspsykologiske bevægelse, hvor både Louise Klinge og Helle Rabøll Hansen har været på besøg. Der er derudover en del psykologer, hvis faglige tilgang, jeg ikke kender. Det skal jeg lige have sat mig ind i.
2. Der er repræsentation fra Reformkommissionen, som jo har rødder tilbage til det Globaliseringsråd, som i 2006 skabte konkurrencestatens uddannelsessystem. F.eks. er der besøg af økonomen Nina Smith, og økonomen Jørgen Søndergaard, som også har været forbi, hører faktisk med i samme vogn, fordi han har siddet i en række lignende råd igennem tiden.

I samme boldgade er der en person fra Rockwool-fonden og en fra VIVE, som har stået for nogle empiriske rapporter.

Endelig er der Henrik Tvarnøe, der er tidligere direktør for den A.P. Møllerfond, som gjorde ubodelig skolepolitisk skade i kølvandet på skolereformen i 2013.

Det er skolereformsegmentet, om jeg så må sige. Og dette segment er overraskende godt repræsenteret.

3. Der er også et par digitaliseringskritiske folk, f.eks. Iægen Imran Rashid. Der er, så vidt jeg kan se, ingen fra det mere data-affirmative hold.

Links:

Trivselskommissionens rapport: https://www.trivselskommissionen.dk/

DPU’s trivselsside: https://dpu.au.dk/viden/temaer/trivsel

Artikel på Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/dannelse-nyborg-kommune-paedagogik/ny-anbefaling-kritiseres-for-at-missionere-i-skolen/4800820

Indlæg om Center for Karakterdannelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-om-center-for-karakterdannelse.html

 

8. Den 3. marts: Trivselskommissionen og teknologi

Trivselskommissionen lægger op til et forbud mod mobiltelefoner samt til en række yderligere teknologiske restriktioner. Man foreslår desuden, at man på europæisk niveau forstærker kampen mod de amerikanske teknomonopoler, som jo er Trumps egentlige ledestjerne.

Jeg er 100% enig, men der er en ting, jeg ikke helt forstår. For hvad har denne tekno-kritik egentlig med trivsel at gøre? Hvorfor står dette emne i en trivselsrapport?

Der er to grunde til mit spørgsmål:

For det første siger kommissionen, at vi slet ikke har nogen almen trivselskrise. Men i så fald kan man jo ikke begrunde store almene forbud, som et generelt forbud jo er udtryk for?

For det andet – og mere grundlæggende – så er spørgsmålet følgende: Hvad nu hvis ungdommen havde elsket teknosuppen? Hvis de nu toptrivedes ved at være på Instagram 24/7? Det svarer til, at et barn trives med 100% ved at se fjernsyn hele dagen? Er der så ingen krise? Åbenbart ikke, men så alligevel!

I så fald er en høj score på ”trivsel” jo en del af selve problemet? Jo mere trivsel, desto værre!

Man kan kort sagt ikke bruge disse målinger til noget. De måler ikke trivslens reale indhold, som kun kan afgøres i et socialt og pædagogisk fællesskab.

Men alligevel har kommissionen helliget et helt kapitel til trivselsgrafer, hvor tallene suser rundt? Altså til det sprog om trivsel, som man gerne vil af med?

Men hvorfor er det godt med disse almene tekno-forbud, når nu trivselsmålingen ikke duer? Jo, det er fordi, disse forbud beskytter hele den pædagogiske sammenhæng, hvor generationernes forsamling om et fælles indhold kan berige både fortid og fremtid. Vi andre havde jo heller ikke fjernsyn i lommerne.

Så er det bedre med dannelsesprocesser, dvs. forsamlingernes liv i leg, gråd, erindring og fantasi.

Måske er det netop denne trang til at beskytte dannelsens liv, som kommissionen forsøger at udtrykke med referencerne til højskoler, pædagogisk praksis og Grundtvig og så videre?

Jeg er lidt i tvivl, for det står ikke så tydeligt.

Det er som om, at ”trivsel” skygger for ”dannelse”. Lidt som Stefan Hermann også påpegede det i DRs Debatten om emnet. Herfra må man så rekonstruere “dannelse” som “karakterdannelse”. Og karakterdannelse er godt, men ikke sammen med et ødelagt dannelsesbegreb, der er reduceret til et begreb om “trivsel”, som man egentlig ikke synes om.

 

9. Den 8. marts: Rapport om digitalisering i folkeskolen

Der er kommet en ny rapport om skærmbrug i folkeskolen. Den er slået stort op som et opgør med Trivselskommissionens krav om forbud mod mobiltelefoner mv., jvf. Link 1+2.

Rapporten er udarbejdet af Aarhus Universitets medieforsker, Andreas Lieberoth, som tilhører AUs ekspanderende og medieoptimistiske digitaliseringskerne. Her er der absolut ingen kritiske anslag.

A. Kronologi og ideologisk sammenhæng:

Tilbage i 2019 lavede Lieberoth en anden rapport, der viste, at mobiltelefoner i undervisningen havde særdeles negativ effekt, men han forsøgte at omdanne dette resultat til et argument for mere digitalisering, jf. Link 3. Det var ideologisk forskning på den store klinge.

Denne tendens til at negligere problemerne findes overalt på fakultetet ARTS/AU, som stort set har tabt forbindelsen til det klassiske humaniora.

Det er også værd at nævne, at Lieberoth var blandt de 30 forskere, der støttede institutleder Claus Holms autoritære fyringsaktion i december 2022, jvf. Link 4. Holm, som har adskillige problematiske sager hængende i sit CV, har også understøttet Lieberoths rapport.

Endelig vil jeg sige, at rapporten er udarbejdet af Rockwool-fonden, som har gjort sig særdeles uheldig bemærket, når det kommer til den videnskabelige helhed. Heller ikke her er der nogen sans for den samfundsmæssige og filosofiske sammenhæng.

B. Den aktuelle rapport.

Spørgsmålet er nu, om den aktuelle rapport følger dette mønster?

Og det gør den. Selvom man slår undersøgelsen op som et omfattende ”vidensfundament” med 8000 målepunkter, så viser det sig, at man kun har besøgt sølle 12 folkeskoler, og endda kun i undervisningstimerne. Her har man så ikke konstateret noget brug af mobiltelefoner. Der er ca. 1600 grundskoler i Danmark, heraf ca. 1100 folkeskoler.

Til gengæld er der en omfattende brug af ”individuelle devices”, som man forsøger at tale ned, og der er stort set ingen bøger i undervisningen.

Men sølle 12 skoler er jo ikke udtryk for en særlig grundig ”dokumentation” eller et ”vidensfundament”, som man kalder det. Og det viser sig endda, at netop disse 12 skoler har indført ”skærmregler”, som det kaldes. Så vidt jeg kan se, har man ikke engang noteret hvilke regler? Det er under al kritik. Måske er mobiler helt forbudt på de få skoler, man har besøgt?

Rapporten er elendigt skrevet, og det myldrer med komma- og grammatiske fejl, der gør visse dele af materialet nærmest uforståeligt.

Jeg håber, at jeg har misforstået det hele.

Links:

1. Aktuel omtale i Folkeskolen.dk, d. 6/3-2025: https://www.folkeskolen.dk/dannelse-digital-dannelse-dpu/efter-at-have-observeret-undervisning-8170-gange-er-forsker-sikker-mobilerne-er-ikke-problemet/4801980
2. Aktuel rapport, februar 2025: https://rockwoolfonden.dk/udgivelser/den-digitale-folkeskole-mobiltelefon-stort-set-fravaerende-men-projektor-og-computer-moeder-til-tiden-hver-dag/
3. Lieberoths rapport fra 2019: http://www.thomasaastruproemer.dk/skaerm-skaerm-ikke-ny-rapport-om-mobiler-i-skolen.html
4. Støtteerklæring til Claus Holm, december 2022: https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-kollega-modsvar-i-debatten-om-afskedigelser-pa-dpu/4689601

 

10. Den 8. marts: Henrik Dahls ”bobler”

Liberal Alliance er ved at miste partiets kontakt til den åndsliberale sammenhæng. Den er især gal med Henrik Dahl, som i nu snart et år har haft sit virke i Europa-Parlamentet, men som lader til at have frit spil i partiets udvikling.

Her er nogle aktuelle eksempler:

A. Dahl i Jyllands-Posten

For få dage siden skrev Dahl et indlæg i Jyllands-Posten, hvor han påstod, at mange af dem, som han er uenig med, lever i “bobler”. Der er ingen interesse for, hvorfor de evt. mener, som de gør.

Derimod er Dahl skam selv indbegrebet af fornuft og videnskabelig indsigt, må man forstå.

Dette polemiske opgør med åndsfriheden italesættes endda med eksplicit reference til den store tyske filosof Jürgen Habermas. Jeg er overbevist om, at Habermas ville krumme tæer.

Et konkret eksempel på denne omvendte brug af den tyske dannelsestradition kunne man iagttage, da Dahl på mediet X diskuterede folketingsmedlemmernes rejseaktivitet med redaktøren for mediet Frihedsbrevet, Martin Brügger. Her fik Brügger – helt ud af det blå – følgende nærmest ondskabsfulde svada:

”Det er en Guds lykke, at du ikke har noget at skulle have sagt i den virkelige verden. Mage til bonderøvsagtige synspunkter har jeg ikke hørt, siden jeg boede i Skærbæk for mange år siden. Jeg tjener flere penge end dig. Jeg rejser mere på business class end dig. Jeg har mere indflydelsesrige venner end dig. Og ved du hvorfor? Fordi jeg har fortjent det.”

Sådan lyder Henrik Dahls Habermas.

B. LA og Elon Musk

I samme genre har partiformanden kastet sig ud i den helt store inspiration fra Elon Musk. Der skal ansættes en stærk mand til at gøre op med, hvad partiet altså kalder for ”bobler”.

Henrik Dahl har selv givet nogle eksempler på X. Han vil nedlægge en række af samfundets kulturinstitutioner. Vi er i bedste ”boble”-stil. Her er Dahls markering:

”Der skal jo skabes finansiering til en massiv oprustning. Det er næsten alle enige om. For at styrke Danmarks sikkerhed, har jeg følgende forslag:

– Defund Danmarks Radio – Defund RUC – Defund Kunstakademiet – Defund alle institutter på humaniora, der ikke kan føre deres historie mindst 50 år tilbage. – Defund Det Danske Filminstitut – Defund alle NGO’er – Defund UNRWA Det ville både styrke Danmarks sikkerhed, fordi pengene i stedet gik til oprustning. Og fordi Danmark fik drænet en større sump af woke og venstreorienteret undergravelse af samfundet.”

Det er fint at kritiserer disse institutioner, men et så plat og ødelæggende raid er helt uden for skiven, og ikke mindst er det i stik modsætning til Habermas’ ånd. Det skal også nævnes, at Dahls linje støttes og forstærkes af Vanopslagh, som vil lave en dansk version af Elon Musks rabiate effektiviseringsorgan DOGE.

C. Krigs- og vaccineretorik

Endelig vil jeg nævne Vanopslaghs helt ukritiske tilslutning til statsministerens ophedede krigsretorik, som stammer direkte fra nedlukningens logikker.

Og her er det tankevækkende, at Henrik Dahl i sin tid var blandt de mest glødende fortalere for vaccinationspas. De mange kritikere af nedlukningens ideologi, hvoraf en del netop kom fra liberale kredse, var nok også en “boble”? Vi er ikke i demokratiets lønkammer.

D

Jeg havde faktisk regnet med, at Dahl blev irettesat af sin partiformand, som trods alt har skrevet en god bog om dannelse, Men her betyder det måske noget, at Dahl i sin tid var en af de centrale støtter for Vanopslagh, da der skulle vælges ny formand efter Anders Samuelsens exit. I hvert fald er tavsheden larmende.

Der er ingen andre profiler i partiet, der kan kritisere Dahl. Partiet er dermed skadet i ånden.

Måske Riisager? Men hun er ikke folkevalgt, kun rådgiver, og hun virker betaget af Dahl. De har gode fælles erfaringer med gymnasieloven fra 2016, og Dahl var jo også supersej, da han klædte sig ud som indianer foran Københavns Universitet.

Åndsfriheden – som er et af liberalismens fineste kendemærker – er en by i Rusland; nu parkeret i en ”boble”. Med den slags udtryk er vi efter min mening i en slags fordoblet identitetspolitisk ”woke”. Fuldstændig som Trump og Musk. Det er en meget sørgelig deroute for LA.

Den åndshistoriske årsag til Dahls filosofiske kollaps skal formentlig søges i hans dannelse i de tidligere 00’eres venstrefløjsmiljøer, hvor konkurrencestaten og systemteorien var i gang med at sætte dagsordenen, mens almendannelsen blev parkeret som et identitetspolitisk og polemisk ikke-islam.

Links:

Henrik Dahl i Jyllands-Posten: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE17968564/uden-kritisk-offentlighed-doer-demokratiet/

Dahls ”Defund”-tweet, d. 27. februar: https://x.com/SociologenHD/status/1895023515104952417

Dahls kommentar til Mads Brügger, d. 1. marts: https://x.com/sociologenhd/status/1895784529308127401

 

11. Den 10. marts: Et samfund i opløsning

Politiken har berettet om en rystende historie.

En 28 årig kvinde af tysk afstamning har via adoption haft dansk statsborgerskab i 20 år; altså siden barndommen, hvor hun voksede op i Danmark med sin tyske mor og sin danske stedfar.

Men nu fratages hun sit statsborgerskab uden videre.

Sagen er en symbiose af to sammenhængende processer, der udstiller statens krise:

A.

I efteråret 2023 skrev kvinden en kort kommentar om Hamas på Politikens Facebook-tråd. Kommentaren er 100% indenfor skiven i et normalt fungerende demokrati.

Kommentaren er så kort og betydningsløs, at politiet først afviser anmeldelsen, men statsadvokaten tvinger en sag igennem i byretten, som kvinden vinder. Men nu har staten endda anket afgørelsen til landsretten!

Alt dette finder sted efter stærkt politisk pres fra især Mette Frederiksen og Peter Hummelgaard, som ovenikøbet har lagt op til, at borgere angiver hinanden på den meste stasi-agtige facon. Det er faktisk en sådan stalinistisk angivervirksomhed, der har startet sagen. Professor i strafferet, Jørn Vestergaard, erindrer ikke at have set noget lignende.

Det handler angiveligt om ”danske værdier” fortæller de totalitære socialdemokrater, som ikke aner, hvad “Danmark” og dette lands rige dialoger er. På en måde rammes man af sorg.

Men elendighederne fordobles:

B.

På grund af den stasi-agtige anmeldelse, så havner kvinden pludselig på en absurd liste med ”terrorsympatisører”, som efter nogle politikeres mening skal fratages deres statsborgerskab. Dette spring fra ”kommentar” til ”terror” siger noget om samfundets tilstand. Det er krigens psykologi.

Og eftersom hun jo ikke har fået sit statsborgerskab på samme måde som almindelige flygtninge/indvandrere, så drages den 20 år gamle og helt ukontroversielle afgørelse pludselig i tvivl.

Dette pres sætter sig videre ned til to de underordnede ministre Kaare Dybvad og Caroline Stage, hvis ministerier får effektueret afgørelsen.

Ifølge artiklen understøttes processen endda af Konservative, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance. Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn har også været aktiv.

Og pludselig – nede i den lokale brugs – får kvinden en besked fra staten i sin e-boks! Efter 20 år som en helt almindelig statsborger er hun nu pludselig fredløs.

Det er rystende læsning om et retssamfund i total opløsning. Hvis ikke denne sag og dens generalopgør med “danske værdier” omgøres øjeblikkeligt, så bør man lægge sag an mod de ansvarlige politikere, som er i fuld gang med at ødelægge landets indre.

Det er Politikens dygtige journalist, Hans Drachmann, der har undersøgt processen. Mange tak til ham.

Links:

Politiken har to artikler om sagen:

Lang artikel: https://politiken.dk/danmark/art10316232/Beskeden-kom-i-e-Boks-Du-er-ikke-l%C3%A6ngere-dansker

Kort artikel: https://politiken.dk/danmark/art10316201/Nu-fratages-28-%C3%A5rig-kvinde-dansk-statsborgerskab

 

12. Den 10. marts: Fem år

I dag er det fem år siden, at ”nedlukningen” kom ind i verden som en altid eksisterende mulighed og realitet.

I den forbindelse har to fremtrædende forskere i epidemiologi/matematik – Lone Simonsen og Viggo Andreassen, som begge i sin tid støttede regeringen med 150% – skrevet en kronik i Politiken. Det fremgår her, at de intet har intet lært.

Allerede få timer efter offentliggørelsen af kronikken har økonomen Jonas Herby kritiseret kronikkens indhold. Han siger, at kronikken ”tenderer misinformation”.

Herby kritiserer bl.a., at kronikkens forfattere totalt negligerer nedlukningens politiske natur. Og deres beskrivelse af den svenske corona-politik er også helt hen i vejret.

Herby er ikke en hr. hvem som helst. Han var økonom i CEPOS og var fra starten aktiv i at finde vigtige statistikker frem – godt støttet af sin chef Martin Ågerup, der holdt en stor frihedstale på Rådshudspladsen lige midt i det hele.

Nu er både Herby og Ågerup fyret på gråt papir. I stedet er der kommet en direktør fra Erhvervsministeriet i direktørstolen i CEPOS. Han holder ingen taler.

Herby er virkelig inde i sagerne. Og han er også aktuel med en bog om nedlukningen: ”Prisen værd? – nedlukningerne ingen taler om”. Den udkommer på forlaget Kolbein i disse dage.

Så vidt jeg har forstået, så har de radikales Stinus Lindgreen, som ellers støttede nedlukningerne, skrevet forord. Han har i modsætning til de to kronikører været i bevægelse.

Selv har jeg netop udgivet ”Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år” på samme forlag.

Hvor Herby ser på evidensen, så undersøger jeg de politiske, filosofiske og pædagogiske sider af nedlukningen. Det er helt klart, at Andreassen og Simonsen ingen sans har for disse aspekter. Det er under alt kritik. Og de har endda fået et helt forskningscenter, Pandemix, på det stakkels RUC, som engang var den kritiske pædagogiks højborg.

Berlingske har også en artikel om emnet, hvor kronikken i Politiken også omtales. Her kan man bl.a. læse, at Viggo Andreassen mener, at vi uden nedlukninger var endt på 60.000 døde. Det synes en anden ekspert, som ellers også var helt på Mette Frederiksens hold, ”lyder meget højt”. Journalistens perspektiv er totalt ukritisk. Hvorfor har han ikke snakket med Herby?

Heldigvis er Amalie Lyhne særdeles kritisk i avisens lederspalte.

Til sidst vil jeg sige, at “nedlukningen” efter min mening er den filosofiske årsag til den aktuelle krigsretorik. mv. Men det kan man læse om til sidst i min bog.

Links:

Lone Simonsen m.fl.’s kronik: https://ruc.dk/nyheder/hvor-mange-liv-reddede-coronanedlukningerne-egentlig

Kronikken findes i en udvidet form på Videnskab.dk: https://videnskab.dk/krop-sundhed/nye-covid-19-tal-det-undgik-vi-ved-at-lukke-ned/

Jonas Herbys replik: https://punditokraterne.dk/2025/03/10/corona-lones-kronik-er-det-rigtigt-at-nedlukningerne-forhindrede-mindst-21-000-doedsfald/

Jonas Herbys nye bog: https://www.saxo.com/dk/prisen-vaerd_bog_9788785235039?srsltid=AfmBOopUd6iKkaXiJH5E48zafXePE-hFMlEDpQoa3-1rQZK19eVxO6HJ

Min egen aktuelle udgivelse: https://www.saxo.com/dk/den-lukkende-nedlukning_bog_9788785235022?srsltid=AfmBOorWUfNsMPww1NbE4OlMuUxPRcw9Ii5ZTVtPPIViuYNNkufPWtbJ

Artikel i Berlingske: https://www.berlingske.dk/danmark/fem-aar-efter-foerste-nedlukning-haenger-aendrede-vaner-fra-coronatiden?gaa_at=eafs&gaa_n=AerBZYPwNroyFj1KXx7bYlF6t7ew0aGhjYDd-PyqG_cR36demdwQUPgeaYWa&gaa_ts=680d4ce5&gaa_sig=j6WHO-F13KP6qI_atV1nIn2PRqddCXozI_cAXS8o7IVEdeIy5-JZPUag7t9MdKoGtmnV5sY-aorVnp6JSeDojQ%3D%3D

Amalie Lyhnes leder i Berlingske: https://www.berlingske.dk/ledere/berlingske-mener-midt-i-en-krisetid-boer-vi-tage-ved-laere-af-coronatidens?gaa_at=eafs&gaa_n=AerBZYMSM4pDqHON4oeO2h8wSroXyNrhabYu1vn2-J_3q47DnIJ226vfA4SB&gaa_ts=680d4d0f&gaa_sig=PFHA8uAmxjsfk7DlUfko2hTVcHDMwbn0ERNln7RWzjZd5ZkhAJlpYG-r8NgJTQk6eAyDEs50wpUGxn0Woi6UgA%3D%3D

 

13. Den 11. marts: DPUs fortsatte angreb på dannelse

Alle taler om dannelse og pædagogiske formål. Men ikke på DPU. Her skærer man endnu engang ned på disse emner.

I stedet opnormerer man institutledelsens interesse for den blanding af konkurrencestat og identitetspolitik, der har udviklet sig siden omkring 2010, og som har afstedkommet de mest utrolige sager.

Her er seneste skud i bøssen:

Den aktuelle universitetsreform har resulteret i en helt ny såkaldt ”helhedsplan” for fakultetet ARTS, herunder for DPU.

Som sædvanlig benytter man lige anledningen til at forstærke opgøret med den pædagogiske og videnskabelige sammenhæng.

Her er nogle hovedtræk:

A.

Der skæres ned på Pædagogisk Filosofi og på Generel Pædagogik, som repræsenterer DPUs sammenhæng til dannelse og pædagogik.

Disse fags uddannelsesudbud halveres, så Pædagogisk Filosofi kun udbydes i København og Generel Pædagogik kun i Aarhus. Der er desuden krav om sammenlæsninger af de to uddannelsers moduler, selvom de altså udbydes i hver sin landsdel? Kort sagt: En slags paradoksal sammenlægning.

Der vil heller ikke – så vidt jeg forstår det – være automatisk adgang til disse to uddannelser via DPU’s bacheloruddannelse.

Desuden sker der en decideret sammenlægning af de mange didaktiske uddannelser, som er organiseret under samme afdeling som Pæd.Fil og Gen.Pæd.

Kort sagt: Endnu et frontalangreb på pædagogikken og på lærerhøjskolens baggrundstraditioner.

B.

Derimod etableres der to helt nye uddannelser med de karakteristiske titler: ”Diversitet, Bæredygtighed, Inklusion og Lighed” og ”Teknologi og Pædagogik”.

Der er penge nok, hvis blot emnerne flugter med den diskursive og organisatoriske magt.

C.

Endelig forsikres der om følgende, som vedrører de uddannelser, som er ledelsens favoritter:

“Kandidatuddannelser i hhv. Pædagogisk Psykologi, Pædagogisk Antropologi, Pædagogisk Sociologi og Uddannelsesvidenskab bevares som 120 ECTS uddannelser og får tildelt udviklingsopgaver i forhold til at dække og vægte specifikke temaer inden for såvel som på tværs af de fire fagområder.”

Her er der heller ingen smalle steder. Og disse fag er i dag i høj grad allerede defineret ved den faglige horisont, jeg angav ovenfor.

D.

Kandidatuddannelsen i Uddannelsesvidenskab, som udspringer af symbiosen mellem konkurrencestat og poststrukturalisme, lader ikke til at blive berørt.

Kort sagt: En særdeles ideologisk plan. Helt som forventet.

PS: På et af de andre institutter, Institut for kommunikation og kultur, sker der en kraftig udtynding af de klassiske sprogfag ud fra samme mønster. DPU-ideologien er altså også en ARTS-ideologi.

Reference:

Helhedsplanens proces og dokumenter (se især dokument fra d. 28/2-2025 under “Overblik over beslutninger”):

https://medarbejdere.au.dk/fakulteter/arts/kandidatreform

 

14. Den 11. marts: Udgivelsesdag

Netop i dag – på 5-årsdagen for nedlukningen – udkommer min helt nye bog: “Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år”.

Det er det, man kalder for god timing!

På nedenstående billede kan man se forlagets redaktør, som netop har modtaget første oplag. Lige om lidt får jeg selv mine eksemplarer .

Bogen kan købes til en intropris på kun 159 kroner via forlagets hjemmeside, jvf. nedenfor.

I bogen får man både en række almene refleksioner over nedlukningens begreb, og en omtale af de mange mærkelige hændelser – i det store og i det små – som man kunne iagttage i perioden april 2021 til august 2022.

Jeg synes ikke, at disse begivenheder skulle gå i glemmebogen, når nu deres indre filosofi stadig er aktiv ud over det hele. Derfor udgiver vi nu denne bog nr. 2 om emnet, endda med en forside hvis grafik matcher den første bog (som omhandlede nedlukningens første år).

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0qYz2dqnQsSBG9TH7WS6dTBXra6bmgYSACJRjJJJx1PFrhrdkP9W1vQbzNZu3z3gHl&id=61565131786204

 

15. Den 12. marts: Nedlukningens realitet

Før fandtes “nedlukning” ikke, hverken som ord eller tilstand. Nu findes den. Selv når den ikke er der.

Nedlukning som princip er en nu altid allestedsnærværende filosofisk realitet – tavs eller larmende – som sætter ind overalt, i det store og i det små, og i forbindelse med alle mulige sager.

Nedlukningen dukker op her og der, og pludselig over det hele.

På en måde har nedlukningen ikke noget med statistikker, evidens eller sygdom at gøre. Den er der bare. Lige som vejret. Nogle dage regner det. Så må vi intet. Og nogle gange skinner solen. I givet fald får vi en “genåbning”. Dvs. en “tilladelse”. Nedlukning er et ”klima”.

På den måde er nedlukning det modsatte af et demokrati. I nedlukningen har man forbud og tilladelser. I et demokrati har man rettigheder og tilsynekomst.

 

16. Den 14. marts: Interview med Jens Lundgren

Professor Jens Lundgren, som spillede en dominerende og magtfuld rolle under coronanedlukningen, er interviewet i dagens Politiken. Han kritiserer nedlukningen og så alligevel ikke. Lad mig forklare det:

Lundgren fortæller, at regeringens ”forsigtighedsprincip” var en stor fejl, som bl.a. gik ud over landets børn. Dette forsigtighedsprincip fik efter Lundgrens mening alt for stor magt. Det er godt, at Lundgren er blevet klogere.

Men samtidig roser han selve nedlukningen og taler underdanigt om ”et stærkt lederskab”.

Men den går ikke, eftersom selve nedlukningen jo er lig med ”det ekstreme forsigtighedsprincip” som sådan.

Nedlukningen var defineret ved, at regeringen gjorde op med den normale rets ”proportionalitetsprincip”, som sundhedsmyndighederne stod for, til fordel for et ”ekstremt forsigtighedsprincip”. Og denne begrebsmæssige revolution fortsatte og forstærkedes i hele perioden.

Kort sagt: man kan ikke være imod forsigtighedsprincippet, samtidig med at man går ind for nedlukningen.

Lundgrens mangel på social og filosofisk analyse gør hans øvrige overvejelser helt upålidelige. Her deler han skæbne med en række andre ”eksperter”. Pludselig kom smittetallene til at udgøre samfundets “filosofiske” fundament.

Politikens journalist stiller desværre ikke dette kritiske spørgsmål. Jeg har indtryk af, at den pågældende journalist er en slags Lundgren/Frederiksen-fan.

Og Lundgren havde faktisk særdeles radikale ideer undervejs, som i høj grad byggede på netop forsigtighedsprincippet: Tilbage i efteråret 2021 talte han f.eks. for, at man skulle lave nedlukninger ved almindelig influenza. Det kan man læse om i min ny bog ”Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år”, som netop er udkommet.

Links:

Link til interview i Politiken: https://politiken.dk/danmark/sundhed/art10319796/%C2%BBDet-er-bare-et-sp%C3%B8rgsm%C3%A5l-om-tid-f%C3%B8r-det-sker-igen.-Det-er-sket-gennem-hele-menneskehedens-historie%C2%AB

 

17. Den 19. marts: DPU-konference om ”åndelig oprustning”

Jeg har reflekteret lidt over programmet for en kommende DPU-konference om “åndelig oprustning”.

Konferencen følger efter min opfattelse en almen tendens i DPUs ledende systemer, til at konkurrencestatens logikker opsluger diverse pædagogiske kategorier.

http://www.thomasaastruproemer.dk/konference-paa-dpu-demokratisk-dannelse-og-aandelig-oprustning.html

 

18. Den 20. marts: Debatarrangement om pædagoguddannelsen

Den 24. april afholdes nedenstående arrangement i København om pædagoguddannelsens filosofi og indhold. Den hollandske filosof Gert Biesta holder det indledende oplæg, og efterfølgende er der debat med tre danske forskere, Jan Jaap Rothuizen, Birgit Kirkebæk og mig selv.

Jeg håber at se så mange som muligt til en spændende diskussion af landets fornemste profession og dens muligheder.

Links:

Link til tilmelding/program: https://dm.dk/kalender/0003659/

Link til omtale af arrangementet: https://dm.dk/akademikerbladet/debat/genskab-paedagogikken-i-paedagoguddannelsen/

 

19. Den 21. marts: Stefan Hermann anmelder ”Skolens formål” og ”I skolereformens kølvand”

I den helt nye udgave af årsskriftet ”Uddannelseshistorie” har Stefan Hermann en dobbeltanmeldelse af to af mine bøger: ”Skolens formål” fra 2022 og ”I skolereformens kølvand” fra 2023.

Stefan Hermann lader til at have haft nogle fine dage i selskab med de to udgivelser. Her er lidt citater mm.:

A. Hermanns indledning: ”Sætter tankerne i gang”

Hermann indleder sin anmeldelse med følgende pæne ord om mit almene virke:

”Thomas Astrup Rømer er en særegen skikkelse i dansk pædagogisk tænkning, hvor han ofte med kritisk og nysgerrigt forlæg huserer navnlig med skolepolitiske studier, skolehistoriske udredninger med pædagogisk filosofiske tråde samt med en lind strøm af dagsaktuelle kommentarer på hans blog eller Facebook. Når han er bedst, får man originale analyser, komplekse sammenhænge analyseret med prægnans, og det hele serveret i et ofte metaforrigt og virkelystent sprog, der sætter tankerne i gang.”

Og kort efter lyder det:

”Herudover bør det nævnes, at Rømer i tillæg hertil i mange af sine arbejder indfletter egentlig teoriudviklende ambitioner, dvs. pædagogisk filosofiske overvejelser af helt fundamental og grundlagsteoretisk karakter. Det præger ikke alene indledningen til Skolens formål, men løber tillige som en strøm gennem bogen, nogle gange indforstået og lettere gedulgt.”

B. Anmeldelse af Skolens formål: ”Noget af det mest interessante, der er skrevet om skolens formål de sidste 30 år”

Dernæst går Hermann i gang med sin anmeldelse af ”Skolens formål”, som har gjort ham ”klogere”. Han skriver følgende:

”Rømers bog er ikke en vanskelig skovtur af abstrakte begreber og indforståede filosofiske brydetag, men en kommenterende fortælling om politikere og tænkere, nøgledokumenter og lovgivning, som er værd at læse og som man på mange stræk bliver klogere af.”

Han er især begejstret for bogens DEL 1, hvor jeg udlægger formålsparagraffens tradition:

”Bogens DEL 1 er noget af det mest interessante, der er skrevet om skolens formål de sidste 30 år. Ikke fordi alt står lysende klart og alle slutninger begrundes i bund, men fordi Rømers undersøgelse er forankret i et grundigt arbejde, peger nye steder hen og har fat i de rigtige tekster og dokumenter.”

Men også DEL 2 og DEL 3, der handler om pædagogikkens og skolepolitikkens udvikling fra 1993-2014, får gode ord med på vejen:

”Analyserne i DEL 2 og DEL 3 er ligeledes gennemarbejdede, stofrige og detaljemættede og et godt udgangspunkt for at diskutere og kaste sig ud i supplerende eller korrigerende analyser.”

Derimod er Hermann ikke så glad for bogens afsluttende DEL 4, hvor jeg gennemgår professionshøjskolernes og DPU’s udvikling. Hans kritik går dog mest på noget formmæssigt, så vidt jeg forstår det. Men jeg havde håbet, at Hermann netop under DEL 4 ville være mere anfægtet, eftersom han jo – som rektor for en professionshøjskole – selv var en del af processen.

Han undrer sig også over, at jeg næsten ikke drøfter trivselsbegrebet, hvilket jeg faktisk også selv undrer mig over. Dengang handlede alt om ”læring”. Jeg tager lidt revanche i en kommende bog ”Trivsel tur-retur”, som udkommer her i foråret.

Hermann konkluderer sin anmeldelse med en klar anbefaling:

”Bogen må klart anbefales. Rømer skriver uden cykelhjelm og knæbeskyttere. Nogle gange også med svigtende lys og sidespejl, men altid med et anliggende og en klar holdning til aktørerne på arenaen.”

C. I Skolereformens kølvand: ”Problemstillinger, som ikke er til at komme uden om”

Hermann er mindre begejstret for den anden bog, hvor jeg gennemgår tiden fra 2014-2020, med særlig vægt på de to vigtige sager om Keld Skovmand og Erik Schmidt.

Hermann mener, at bogens undersøgelser er et udtryk for ”pædagogisk tribalisme”. Men dette lidt polemiske udtryk er en ren dyd i min ordbog, for det svarer jo til at beskytte pædagogik, velfærdsstat, nationalitet, verdensborgerskab og humanisme imod det totalovergreb, som en ekspanderende konkurrencestat iværksatte fra slutningen af 90’erne og fremefter. Det er i al fald sådan, jeg selv forstår mit behov for at dokumentere disse sager så grundigt. De må ikke gå i glemmebogen.

Og at Hermann har trods alt fået noget at tænke over, fremgår af anmeldelsens sidste sætninger: Her skriver han, at …

”…Rømers pensum er stort og hans akademisk terrængående strategier interessante og vigtige, idet han kombinerer filosofi, historie, sociologi, pædagogik, politologi og meget mere.”

Og det hele rundes af med et eftertænksomt smil på læben:

“Alligevel morede jeg mig under læsningen, og bogen er bestemt rig på udkast til analyser og på problemstillinger, som ikke er til at komme udenom.”

 

20. Den 22. marts: Internationalt arbejde siden 2000

Claus Holms overrumplende fyring af undertegnede i december 2022 afstedkom en pludselig afbrydelse af et stort internationalt engagement med pædagogisk filosofiske emner. Et arbejde der undervejs har haft direkte effekt på analyserne af den danske tradition.

Nedenfor kan man tilgå en kronologisk liste over mine engelsksprogede og nordiske artikler/konferencebidrag.

Jeg kom i tanke om dette engagement, fordi jeg fik tilsendt en bog af professor Stephen Dobson, der skriver om eksaminer og bedømmelser på en virkelig interessant måde. Titlen på Dobsons bog er “Assessing the Viva in Higher Education” (“Viva” betyder afhandling/forsvar). Dobsons bog udkom på forlaget Springer i 2018.

Dobson har bemærket min artikel “Learning and Assessment in Postmodern Education” (Rømer 2003a), og han skriver bl.a.:

“The most interesting postmodern discussion of assessment to date has been made by Rømer (2003)”

Det var netop i 2000-2003, hvor jeg i forbindelse med mit ph.d.-arbejde blev opmærksom på en særlig rig forbindelse mellem en nærmest sprudlende postmodernisme og en dyb kærlighed til fortiden. Herfra fulgte analyserne i en lind strøm, og det hele kulminerede i den ultrakorte tekst “Essentializing postmodernism”, der udkom i det australske tidsskrift “Educational Philosophy and Theory” i 2018.

I løbet af denne årelange proces lærte jeg, hvad en vitalistisk, nysgerrig og urgammel kritisk omsorg består af. Det var denne dybt faglige situation, som Claus Holm blev forvirret over. Allerede i 2010 kaldte han det for “polemisk dumdristighed”. Holm kørte DPU i grøften.

Her er listen over de mange artikler og konferencebidrag. Jeg er meget stolt over arbejdet, men også virkelig ked af, at det hele sådan blev afbrudt uden videre af et universitet, som arbejder direkte imod sit formål. Jeg var jo slet ikke færdig:

1. Internationale artikler:

Rømer, T.A. (2002a). ”Læring og objektivitet i Projektarbejdsformen”, i Nordisk Pedagogik, nr. 2, s. 88-98.

Rømer, T.A. (2002b). ”Læring og evaluering i sprogspil”, Nordisk Pedagogik, vol. 23, nr. 1, s. 33-48.

Rømer, T.A. (2002c). “Situated Learning and Assessment”, i Assessment & Evaluation in Higher Education, vol. 27, nr. 3, s. 233-241.

Rømer, T.A. (2003a). ”Learning and Assessment in Postmodern Education”, Educational Theory, vol. 53, nr. 3, s. 313-328.

Rømer, T.A. (2003b). ”Learning Process and Professional Content in the Theory of Donald Schön”, Reflective Practice, vol. 4, nr. 1, s. 85-94.

Rømer, T.A. (2004). ”Magt og uddannelse i det postmoderne”, Nordisk Pedagogik, nr. 2, s. 130-146.

Rømer, T.A. (2005a). ”Læring og objektivitet i postmoderne uddannelsesteori”, Utbilding och Demokrati, vol. 14, nr. 3, s. 97-118.

Rømer, T.A. (2005b). ”Kan sociokulturel teori udtale sig om uddannelse?”, Norsk Pedagogisk Tidsskrift, nr. 3, s. 231-243.

Rømer, T.A. (2006). ”Læring og objektivitet – konstruktivismen som uddannelsesteori”, Nordisk Pedagogik, nr. 2, s. 108-122.

Rømer, T. A. (2009a). ”Myldrende sætninger og og åbne bedømmelser – om uddannelse som lokal frihed”, Norsk Pedagogisk Tidsskrift, nr. 3, s. 214-225.

Rømer, T. A. (2009b). ”Klistrende og forrevne ord”, Utbilding och Demokrati, nr. 1, s.121-136.

Rømer, T.A. (2009c). ”Opmærksomhedens pædagogik”, Nordisk Pedagogik, nr. 4, s. 338-354.

Rømer, T. A. (2010). ”Tilblivelse og bedømmelse af videnskabeligt arbejde”, i Nordic Studies in Education, nr. 4, s. 279-295.

Rømer, T. A. (2011a). ”Postmodern Education and the Concept of Power”,Educational Philosophy and Theory, vol. 43, nr. 7, s. 755-772.

Rømer, T. A. (2011b). “The Educational Thing”, Studies in Philosophy and Education, vol. 30, nr. 5, s. 499 – 506.

Rømer, T. A. (2012a). “The Educational Thing”, i Biesta, G. (ed.). Fifteen Contemporary Educational Theorists in Their Own Words, Dortrecht: Springer Publishing Company, s. 71-78.

Rømer, T. A. (2012b). “Imagination and Judgment – Intelligent Transactions in a Democratic Context”, Educational Philosophy and Theory, vol. 44, nr. 2, s. 133 – 150.

Rømer, T.A. (2013a). “Jean-Jacques Rousseau – mellem kosmos og polis”, i Straume, Ingerid S. (red.). Danningens filosofihistorie, Oslo: Gyldendal, s. 136-146.

Rømer, T.A. (2013b). “Nature, Education and Things“, i Studies in Philosophy and Education, vol. 32, nr. 6, s. 641-652.

Rømer, T.A. (2014). “The Relationship Between Education and Evidence“, Cursiv, nr.14, s. 105-122.

Rømer, T.A. (2015). “Thought and Action in Education“, i Educational Philosophy and Theory, vol. 47, nr. 3, s. 260-275.

Rømer, T.A. (2017a). “Kritik af John Hatties teori om visible learning“, Nordic Studies in Education, vol. 37, nr. 1., s.19-35.

Rømer, T.A. (2017b). “Pure and Impure Pedagogy: Report from an Educational Controversy in Denmark”, Paideutika – Quaderni di formazione e cultura (Notebooks on Education and Culture), årgang 13, nr. 25, s. 45-55.

Rømer, T.A. (2017c). “Nogle realistiske bemærkninger til Piagets læringsteori“, Udbildning & Demokrati, vol. 26, nr. 3, s. 85-104.

Rømer, T.A. (2018a). “Essentializing Postmodernism“, i Educational Philosophy and Theory, årgang 50, nr. 14, s. 1611-1612.

Rømer,T.A. (2018b). “Education and Causality”, Paideutika – Quaderni di formazione e cultura (Notebooks on Education and Culture), årgang 27, nr.1, s. 143-159.

Rømer, T.A. (2019). “A critique of John Hattie’s theory of Visible Learning“, Educational Philosophy and Theory, vol. 51, nr. 6, s. 587-598. (John Hattie svarer på kritikken her: “John Hattie responds to new critique of visible learning”, Corwin-connect.com).

Rømer, T.A. (2021). “Gert Biesta – Education between Bildung and Poststructuralism“, Educational Philosphy and Theory, vol. 53, nr. 1, s. 34-45.

Rømer, T.A. (2024). “From Bildung to Identity”, i Andersen, L. (red.): What it means to be human – Bildung traditions from around the globe, past, present and future, Nordic Bildung.

1. Internationale konferencer med paper (omvendt kronologi)::

Nordbild, maj 2024 i København: “The Inner Contradiction of Sustainability”.

NERA, marts 2024 i Malmø: “Hannah Arendt on Education and Politics”.

INPE (International Network of Philosophers of Education), august 2022 i København: “What is a Lockdown?”.

NERA (Nordic Educational Research Association), november 2021 i Odense: “Reform Pedagogy and Bildung”.

NERA, marts 2020 i Turku: “Two Manifestos of Education”.

NERA, marts 2019 i Uppsala: “What is Formation?”.

ECER 2019 in Hamburg: “Is Gert Biesta a philosopher of Bildung?” + “Evidence, Efficiency and The Illusory Abolition Of Risk” (for symposium)

NERA, 2018 i Oslo: “Is Gert Biesta a Philosopher of Bildung?”.

ECER, 2018 i Bolzano: “The Ring of Education”.

NERA, 2017 i København: “Causality in Education”.

NERA, 2016 i Helsingfors: “A Critique of John Hattie’s Theory of Visible Learning”.

NERA, 2015 i Göteborg: “The Radiant Ring of Pedagogy”.

NERA, 2014 i Lillehammer: “The Oblique Teacher”.

NERA, 2013 i Reykjavik: “The Philosophy of Assumption in Rancière and Kierkegaard”.

ECER, 2013 i Istanbul: ?.

NERA, 2012 i København: “John Dewey’s Philospophy of Thing”.

Laboratory for Educational Theory, 2012 i Stirling: ?.

NERA, 2011 i Jyväskyla: “The Educational Thing”.

ECER, 2011 i Berlin: ?.

NERA, 2010 i Malmö: “Aristotle and the Relations Between Thought and Action”.

NERA, 2009 i Trondheim: “Attention and Citizenship in the Work of Rousseau”.

NERA, 2008 i København: ?.

NERA, 2007 i Turku: ?.

NERA, 2006 i Örebro: “Arbejdserfaringer og voksenuddannelse” (sammen med Palle Rasmussen og Annette Rasmussen).

NERA, 2005 i Oslo: “Michael Polanyi and the Tacit Structure of Knowledge”.

NERA, 2004 i Reykjavik: “Tradition, Reflection and the Organisation of Time in Postmodern Education”.

NERA, 2003 i København: ?.

NERA, 2002 i Tallin: “Postmodern Theory and Educational Assessment”.

INPE, 2002 i Oslo: “Postmodern Educational Communities”

 

21. Den 22. marts: Anders Fogh er Danmarks svar på Trump

Anders Fogh Rasmussen siger, at han er imod Trump. Men det forstår jeg ikke. Den største trumpist i Danmark er helt klart Fogh selv.

Hvordan?

Jo, for det første på grund af Foghs opgør med ”smagsdommerne”, dvs. med hele efterkrigstidens humanistiske og faglige tradition. Det var Trump-agtigt på alle måder. En ødelæggelse af landets intellektuelle og åndelige liv.

Dertil kom, at Foghs skam selv indførte nogle nye smagsdommere. Det var ”økonomerne”, som totalt smadrede den nationale tradition. Den eneste forskel i forhold til Trump er, at Trump nu har erstattet og forstærket ”økonomerne” med anarko-tekno-kapitalismen, der omdanner “grænser” til “territorier”. Staterne omdannes til “stammer”.

Denne effekt eksisterer konstant. Den nuværende regering fjerner jo helligdage pga. ”arbejdsudbuddet”. Det er en ren Fogh+Trump.

Dertil kommer Foghs illegitime kærlighed til globale krige. Meget Trump-agtigt. Den del har Trump jo overført direkte fra 00’ernes USA. Det er et opgør med højskolens samtale, dvs. med “smagsdommerne”.

Så Fogh er helt klart Danmarks svar på Trump. Og i slutningen af 00’erne sluttede venstrefløjen op om Foghs system. På den måde er SF og Socialdemokratiet også en slags Trump-bevægelse. Hvilken tragisk skæbne.

Og det mest deprimerende er måske, at mange danske nationalkonservative, som ellers også burde støtte den folkelige tradition, lader til at elske Trumps totale forstærkning af Fogh Rasmussens opgør med det “folkelige”.

Men ok, Fogh skal have tak for at beskytte Kurt Westergaards smukke tegninger af den tydeligt irriterede Muhammed.

 

22. Den 23. marts: Digital teknologi i folkeskolen

For en måneds tid siden udkom en ny rapport om digitaliseringen af Folkeskolen. Rapporten forårsagede en del debat, som jeg gennemgår i nedenstående indlæg, så det hele ikke går i glemmebogen:

http://www.thomasaastruproemer.dk/diskussion-af-rapport-om-skaerme-i-skolen.html

 

23. Den 24. marts: Ny karrierestrategi

(satirisk indlæg

Jeg sidder og udfylder mit dagpengekort til a-kassen. Der er nogle tekniske problemer, så imens jeg venter, faldt jeg over nedenstående link fra 2015, hvor man kan læse om to meget forskellige vurderinger af mit arbejde fra hhv. brede faglige kredse og DPU.

I den forbindelse får jeg en ide, for jeg vil jo gerne være pædagogisk forsker med samfundsmæssig anerkendelse:

Hvad nu hvis jeg gør følgende?:

– skriver til DPUs ledelse og beder om forladelse for alle de unyttige og inkompetente ord, jeg har skrevet i ca. 20 år, herunder mit helt forfejlede forsvar for kollegaer, fagområder og lærere.

– sletter min hjemmeside og nedlægger min facebook-profil. I stedet laver jeg en ny hjemmeside, som hedder ”læring, trivsel og evaluering”.

– skriver en kronik, hvor jeg roser DPUs og AUs udvikling siden 2008 og lobhudler de forskellige ledelseslags store og positive effekt på pædagogik og forskning

– roser de store og vigtige uddannelsespolitiske beslutninger, som skiftende regeringer har gennemført fra 2006 og fremefter. Jeg fremhæver især DPUs meget positive rolle i forbindelse med skolereformen i 2013.

– Alle kritikere af mit nye og langt mere konstruktive synspunkt beskrives med ord som ”plattenslagere”, ”løgnagtige”, ”dumdristige” og med alle de andre ord, som jeg har lært, at man skal bruge, når ens arbejde bliver kritiseret, jf. link.

Så bliver jeg igen en kompetent forsker på DPU og Aarhus Universitet? Det troede jeg ganske vist også, at jeg var før, men det var naturligvis helt forkert.

Jeg beklager meget min store fejltagelse. Fra nu af vil jeg støtte den ægte videnskab og pædagogik, som DPU har været en så fantastisk støtte for igennem årene.

http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogikkens-to-verdener-hadefuld-konspirationsteori-eller-noteworthy-contribution.html

 

24. Den 25. marts: DPU i 2010

Jeg har fundet et vigtigt dokument om DPUs dramatiske forsøg på at nedlægge filosofien/fyrer tre filosoffer i 2010, jvf. nedenstående indlæg.

Efter min opfattelse er der tale om universitetshistoriske begivenheder.

Selvom de konkrete fyringer efterfølgende blev afblæst, så blev selve det system, som var årsag til fyringerne fastholdt og forstærket. Denne skæbnesvangre systematik har betydet en svækkelse af filosofiens og almenpædagogikkens rolle på DPU og dermed også i samfundet.

http://www.thomasaastruproemer.dk/det-ny-dpus-angreb-paa-paedagogisk-filosofi-i-2010.html

 

25. Den 26. marts: Børnehavens filosofi

A. Leg og læring

Nogle siger, at der i børnehaven skal være både leg og læring.

Udtrykket ”leg og læring” indebærer imidlertid en meget problematisk adskillelse. Hvorfor det? Jo, fordi kundskaberne, altså hele den samfundsmæssige og kulturelle tradition, tages ud af legen og rekonstrueres som ”læring”. Derefter forfalder den nu kundskabsfrie ”leg” til at være et rent middel for de splintrede og rekonstruerede kundskaber, som jo nu hedder ”læring”. Vi får dermed en funktionalisering af pædagogikken, der ødelægger dens inderste essens.

Den radikaliserede version af denne tendens er, at leg helt forsvinder eller bliver til adfærdskorrektion. Det ser man i nogle af de omfattende læringskoncepter, der anvendes og styres af hele kommuner med ministeriel godkendelse. Det er er børnehavernes svar på Visible Learning, som huserede i skolerne i slutningen af 10’erne.

B. Fri leg ødelægger legen

Andre siger, at vi skal have ”fri leg”. Det er imidlertid ligeså problematisk. Hvorfor? Jo, fordi friheden dermed tages ud af legebegrebet som sådan og dermed reduceres til en form for tilføjelse.

Ved at tale om ”fri leg” overser man legens situerede aspekt, og det situerede rekonstrueres efterfølgende som noget ”tvunget” eller ”ydrestyret”, eller hvad man nu går og kalder det. Det er logik, for ellers var der jo ingen grund til at tilføje et ”fri”.

Fortalere for “fri leg” binder dermed selve legebegrebet til frihedens modsætning, Men det er en fejl, for frihed er indbygget i legens begreb som sådan. Taler du om leg kan du ikke tale om ufrihed. Man bakker jo heller ikke bagud, vel?

Der er kun legen, og den har ingen tillægsord. Her hersker filosofien og dens kunst.

C. Hvad er børnehaver?

Hvad er leg da? Jo, det er jo den æstetiske kerne i enhver kundskabstradition.

Spørg stort set enhver filosof fra Immanuel Kant til John Dewey og mange andre, f.eks. Gadamer og Humboldt.

Alle disse tænkere taler om en legende omgang med situationer og materialer og om mennesker som kundskabens essens. Og det er denne lege-essens’ fylde, der skal arbejde videre op gennem livet og dets aldre.

Børnehaven skal derfor ikke forberede til skole. Den er skole, mere end skolen selv. Børnehaven er skolens inderste væsen.

Det er snarere skolen, der skal bygge på børnehaven. Skolens skal blot give den leg, som har virket i børnehaven, en anden form. Og bagefter skal gymnasiet, erhvervsskolerne og universitetet give nye former til det legende grundmateriale.

D. Sætninger

Børnehaven er det lille barns ånd, dets udtryk.

Børnehaven er mere end en institution. Det er en filosofi, som udtrykker sig i en institution (i konkurrencestaten er børnehaven derimod blot en banal “organisation”).

Derfor skal vi værne om vores børnehavetradition. Den er samfundets egentlige grund.

”Leg og læring” opsplitter børnehavens begreb.

”Fri leg” opsplitter også børnehavernes begreb.

Leg er børnehavens essens. Børnehavens leg er opdragelse til kundskaber og frihed.

I enhver videnskabelig sætning er en leg.

Leg er inde i alt.

Alt, som er, har leg i sig.

Ting uden leg, er ingen ting.

Al pædagogik, også universitets- og erhvervspædagogik, må kigge mod børnehaven for at finde sig selv.

 

26. Den 26. marts: Mette Frederiksens omvendte grundlov

Jeg har lige læst Kaare R. Skous store værk om dansk forfatningshistorie fra 2016: ”Lov & land – en fortælling om Danmarks grundlove gennem 800 år”.

I forbindelse med Skous gennemgang af 1849-grundloven kommer han frem til følgende forfatningsretlige princip:

”Forvaltningen med regeringen i spidsen kan kun gøre det, der er tilladt – altså det, der er hjemlet i en lov – mens det private menneske kan gøre alt det, der ikke er forbudt” (s. 167)

Grunden til, at jeg bed mærke i denne formulering, er, at Mette Frederiksen i Berlingske, d. 9/12-2021 gav udtryk for det stik modsatte synspunkt. Her sagde hun nemlig følgende:

“Der står jo ikke noget sted, at der ikke er hjemmel til at aflive minken”.

Det vil sige, at Frederiksen forfægter det synspunkt, at staten kan gøre alt, som ikke eksplicit er forbudt i loven?

Men det er jo det modsatte af det almindeligt anerkendte hjemmelskrav, som ifølge Kaare Skou er en del af forfatningens indre? Ja, et slags omvendt og kaotisk hjemmelskrav? Dermed forveksler Frederiksen stat og civilsamfund?

Det normale princip, som altså anføres af Kaare Skou, er følgende: I civilsamfundet må man gøre alt, der ikke er forbudt. Derimod må staten kun gøre det, som loven eksplicit tillader.

Men Frederiksen går altså ind for det modsatte: Staten må gøre alt det, som ikke er forbudt, mens civilsamfundet kun må gøre det, som er tilladt.

Man kan næsten ikke overskue konsekvenserne.

Det hele er et eksempel på den forfatningsmæssige forskydning, som jeg har argumenteret for forskellige steder, senest i bogen “Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år”. Her kan man også læse mere om det pågældende interview med Frederiksen.

https://www.gucca.dk/den-lukkende-nedlukning-bog-p700930?srsltid=AfmBOopsMUOxJ_SwNlseustV9-zK1dvkrl8RmFOZlsb74gieN3P0W332

 

27. Den 28. marts: Teknokratisk vitalisme på Aarhus Universitet

Jeg har reflekteret lidt over et indlæg om forskningspolitik fra to AU-dekaner. Man kan roligt sige, at Helge Sanders opgør med universitetet er sprællevende.

http://www.thomasaastruproemer.dk/teknokratisk-vitalisme-indlaeg-af-to-au-dekaner.html

 

28. Den 30. marts: 30 upraktiske råd i 2009

For snart 16 år siden – i 2009 mens symbiosen mellem konkurrencestat og DPU fortættedes – sad jeg i toget og kedede mig. Pludselig havde jeg noteret 30 “upraktiske råd”.

De upraktiske råd udkom først på min daværende blog på Folkeskolen, og senere fik de i let korrigeret form plads i min bog “Uddannelse i spænding – åbenhjertighedens, påmindelsens og tilsynekomstens pædagogik” (2010).

Rådene udspringer af nogle meget mærkelige og modsatrettede inspirationskilder fra den europæiske dannelses- og læringstradition. De upraktiske råd endte derfor som en slags kritisk-æstetisk nationalisme, eller hvad man nu skal kalde det. Det vil sige det modsatte både af DF/V og af den spirende konkurrencestatsvenstrefløj.

I dag ville jeg nok formulere nogle af rådene lidt anderledes, men egentlig kan jeg godt lide ånden i foretagendet.

Arbejdet med de upraktiske råd og med “Uddannelse i spænding” resulterede i, at jeg i 2010 fik Holgerprisen, som blev uddelt på Askov Højskole i de år.

Min tale ved prisoverrækkelsen var bestemt ikke populær hos DPU, som jo dengang var helt vilde med pisalister og den slags. Dekan Lars Qvortrup erklærede efter prisoverrækkelsen, at han jo kunne fyre mig, hvis han ville. Og Qvortrups kommunikationsdekan, den nuværende institutleder Claus Holm, skrev direkte, at mit arbejde var et udtryk for konspiration og for “polemisk dumdristighed”. Det var, hvad jeg vil kalde en åben trussel, eftersom man få måneder forinden havde forsøgt at afskedige tre personer fra mit fagmiljø.

Links:

Link A: Folkeskolen.dk’s version af de 30 upraktiske råd: https://www.folkeskolen.dk/folkeskolen-nr-19-2009/30-upraktiske-rad-til-den-nye-laerer/634523

Link B: “Uddannelse i spænding”: https://www.folkeskolen.dk/laerer-og-efteruddannelse-paedagogik-undervisning/uddannelse-i-spaending/1792607

Link C: Begrundelse for tildeling af Holgerprisen: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2013/09/Begrundelse-for-Holger-Prisen.pdf

Link D: Min egen tale ifm. overrækkelsen, inkl. Holms kommentar: https://blog.folkeskolen.dk/thomas-aastrup-romer/oplaeg-pa-det-alternative-soromode/202406

 

29. Den 1. april: Censur på Folkeskolen.dk

Lærerinden, Lærke Grandjean, fortæller på Facebook, jf. nedenfor, at Folkeskolens chefredaktør har udelukket hende fra bladets debattråde.

Ud fra det materiale, som Grandjean har fremlagt, forekommer det helt uforståeligt.

Grandjean er ikke en fru hvem-som-helst. Hun har via både udgivelser og arrangementer gjort en enorm indsats for at udbrede kendskabet til hollænderen Gert Biestas pædagogiske filosofi, og i 10’erne gennemførte hun en lang række store interviews med landets pædagogiske tænkere. Hun har sågar interviewet formanden for Danmarks Lærerforening.

På den måde blev hun i min optik en del af uren pædagogik-bevægelsen, selvom hun ikke bidrog direkte til de konkrete udgivelser. Ligesom Brinkmann og mange andre urene pædagoger kritiserede hun da også Claus Holms fyringsaktion i 2022 på det kraftigste.

En gang imellem inddrog hun sin mand, idehistorikeren Ole Morsing, i arbejdet. Morsing skrev selv i 2022 en spændende bog om Søren Kierkegaards pædagogiske og samfundsmæssige relevans. Bogen hed ”Kirkegaards samfundskamp”.

På en måde er Lærke en slags moderne og sekulariseret Kierkegaard? En slags ”Grandjeans samfundskamp”?. Måske var Morsings bog en slags kærlighedserklæring til hans bedre halvdel? Men ok, det er en tangent. Sorry.

Dertil kommer, at Lærke selv har et altid levende og frit engagement i pædagogiske emner og problemstillinger. Hun har en slags retfærdighedssans, som samfundet kunne lære af. Det er lidt dejligt, også når man ikke er enig og bliver ”pisseirriteret”, som Alexander von Oettingen nok ville udtrykke det, hvilket har den gode effekt, at vi andre må tænke og skrive, så verden kan komme til syne.

Grandjean er nok en af de sidste personer fra 10’ernes kritiske tradition, som er aktive på Folkeskolen.dk, så jeg forstår ikke, at hun ikke – i stedet for al den censur – får en medalje og en flaske whisky af den krænkede redaktør.

Muligvis skyldes min solidaritet med Lærke også, at jeg selv i 2012 – altså lige imens skolereformen kom til verden – fik nedlagt min blog på Folkeskolen, fordi mine indlæg krænkede nogle af skolereformens ideologer!

Folkeskolens aktion er under al kritik. Kedsomheden vil brede sig.

https://www.facebook.com/groups/semig/posts/9911924582154042/

 

30. Den. 2. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 1: Holms ”patriotisme”

Institutleder ved DPU, Claus Holm, har skrevet et indlæg til Skolemonitor. Indlægget er et bidrag til den diskussion, som Tesfaye har startet om ”åndelig oprustning”.

Holm fortæller, at hans indlæg skal ses som et forsvar for ”patriotismen”, set i lyset af ”den hærgende putinisme og trumpisme”.

Holm har i mange år stået for en indædt tilslutning til konkurrencestatens teori og politik. Derfor er der tilsyneladende tale om en vending, når Holm nu fremhæver vigtigheden af hele den nationale tradition.

Claus Holm fremhæver f.eks. arbejdet med skolens formålsparagraf, og han refererer ligesom ministeren intensivt til Hal Koch. Der er også referencer til Poul Henningsen og til seminariemanden Holger Henriksen, der hjalp med at skrive formålsparagraffen i 1993.

Faktisk fik jeg selv i 2010 den såkaldte ”Holger-pris”, som netop var opkaldt efter Holger Henriksen. Jeg talte dengang med Henriksen, som var ekstremt kritisk overfor den retning, som Holms DPU havde taget. Det er meget underligt for mig at læse disse sætninger i Holms indlæg.

Holm mener, at vi skal blive bedre til at tage ”den heterogene samtale, hvor borgere taler med andre borgere, som de ikke nødvendigvis deler synspunkter endsige værdier med”.

Jeg er helt enig i, at Holm og DPU skal blive bedre til det. For jeg kan med stor sikkerhed sige, at DPU i snart 20 år har stået for det stik modsatte. Det er ikke karrierefremmende at kritisere Holms uddannelsespolitiske synspunkter.

Holm mener desuden, at disse emner i mange år har ”ligget uden for pædagogikkens domæne”. Og ja, det kan man roligt sige, og han har selv haft et hovedansvar for denne eksklusion. Det melder indlægget dog ikke noget om.

Måske er forklaringen på disse modsætninger, at Holms erklærede ”patriotisme” i virkeligheden stammer fra Ove Kaj Pedersens ”soldat i konkurrencestaten”, som Holm jo er vild med?

Men konkurrencestaten var jo netop et opgør med den nationale tradition, dvs. med syntesen af frihed, folkelighed og lighed? På en måde går Holms ”soldat” til angreb på det, som han skal forsvare? Det er et paradoks, som efter min mening truer pædagogikken.

Eller måske skal vi finde forklaringen i Holms særlige version af den såkaldte ”samtidsdiagnose”, som i høj grad har præget DPUs uheldige udvikling: Vi stikker fingeren i vejret og følger strømmen!

https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18050832.ece

 

31. Den 2. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 2: Hal Koch og læringsrevolutionen

I 2015 blev Claus Holm leder af DPU, hvor han i mange år havde været mellemleder og ivrig støtte af skolereformens ideologi.

Holm fik samme år etableret en stor dagkonference om skolens formålsparagraf, som han selv bidrog til. Her gjorde han direkte op med demokratisk dannelse, herunder med Hal Koch og Løgstrup. Det er ”overstået”, som han siger. I stedet skulle vi have ”læring” (Jf. Link A+B).

Det var dengang, Antorini ville lave en “læringsrevolution”. Holm trippede underdanigt.

Denne logik med ”læring i stedet for dannelse” har haft afgørende indflydelse på pædagogisk forskning og begrebsdannelse lige siden.

Allerede dengang var Holms synspunkter kontroversielle i mange kritiske og faglige kredse.

Kort sagt: Claus Holm sagde dengang det stik modsatte af, hvad han i dag rejser rundt med, jf. mit opslag fra i morges, hvor han skamroser både demokrati og Hal Koch og så videre.

Nu er der kommet en ny minister, som ikke snakker så meget om “læring”. Så løber Holm derhen.

Og i sit aktuelle indlæg nævner han slet ikke sine tidligere synspunkter eller fremhæver nogle af hans kritikere fra dengang.

Man kan dårligt forestille sig en større intellektuel og moralsk deroute.

Her er nogle citater fra Holms foredrag fra 2015:

“Vi har i den forstand med 2006-loven definitivt forladt 1975-lovens optagethed af demokrati og også overstået den Hal Kochs-inspirerede idé om, at demokrati som livsform skulle udgøre skolens primære formål. I stedet for at demokrati som livsform skulle udgøre skolens primære formål, så er det nok mere præcist at tale om, at læring som livsform i dag er skolens primære formål”.

og videre….

“Det betyder, at lærere og pædagoger skal kunne motivere den enkelte person til at være ansvarlig for egen kompetenceudvikling gennem læring – og det er gennem dette livslange læringsarbejde, den enkelte realiserer sig selv”.

Kigger man på 2015-konferencens setup, så er det i øvrigt tankevækkende, hvor meget programmet minder om Holms aktuelle konference om samme emne, som jo skal understøtte hans nye synspunkt.

Det er vigtigt for dansk pædagogisk forskning og begrebsdannelse, at Holm omgående fratages sit embede, og at han erstattes af en mere rummelig og ædruelig person med sans for pædagogikkens og videnskabens egenart.

Links:

Link A: Citaterne er hentet fra denne artikel: https://www.folkeskolen.dk/dpu-folkeskoleloven-folkeskolereform/forsker-om-folkeskolens-formal-laering-som-livsform/984691

Link B: Omtale af hele konferencen fra 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/referat-af-konferencen-folkeskolens-formaal-til-eftersyn-d-19-august-2015-paa-dpu.html

 

32. Den 3. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 3: Niels Jakob Pasgaards kritik

Det mest utroværdige intellektuelle skift i mands minde er Claus Holms pludselige kærlighed til dannelse.

I en række opslag vil jeg dokumentere denne opportunistiske kovending. Her er min tredje iagttagelse (de to andre er fra i går):

Lektor Niels Jakob Pasgaard skrev i 2017 bogen ”FAQ om læringsmål”. Her analyserede og dokumenterede han den allestedsnærværende læringsmålsdiskurs og dens indbyggede historik og filosofi. Pasgaard var særdeles kritisk. I dag giver alle ham ret.

En af de centrale repræsentanter for læringsparadigmet, som Pasgaard fremhæver, var netop DPU’s institutleder Claus Holm.

Holm citeres for følgende fire udtalelser i 2014-16, hvor han var nyudnævnt institutleder:

”Den indholdstyrede didaktik er død, længe leve den læringsmålstyrede didaktik” (s.11)

”Bliver legen for ofte for sjov, er der upassende, for så tager det opmærksomheden fra læringsmålene” (s. 84)

”Det betyder, at lærere og pædagoger skal kunne motivere den enkelte person til at være ansvarlig for egen kompetenceudvikling gennem læring – og det er gennem dette livslange læringsarbejde, at den enkelte realiserer sig selv” (s. 129)

”Slutter det der med læring da aldrig? Hvornår kan man endelig få lov at tage en slapper? Svaret er: I princippet aldrig! Går vi for en sidste kort bemærkning tilbage til de to englænderes rapport, så giver den også et bud på, hvad man skal lære, når man en dag bliver 75 år. I al korthed er englændernes bud formuleret på følgende vis. LEARNING TO DIE WELL” (s. 128, fra en dimissionstale på DPU).

En af Holms intellektuelle idoler, Lars Qvortrup, citeres også i Pasgaard bog med følgende kritiske kollaps:

”Målstyring er kommet for at blive, så længe vi har en folkeskole, hvis mål fastsættes politisk” (s. 82)

En af Holms første gerninger som institutleder var – uden opslag – at ansætte Qvortrup som leder af en nyt læringsmålsdefineret skoleforskningscenter. Qvortrup havde i øvrigt selv været leder for DPU i 2008-11.

Pasgaard eget alternativ bygges op omkring H.G. Gadamers og Jan Masscheleins pædagogiske filosofi, som står for det stik modsatte af Holms og Qvortrups synspunkt.

I 2017 hed det store superligaslag: FC Pædagogik mod FC læring.

I sin FAQ-bog træder Pasgaard frem som en pædagogisk tænker. I modsætning til Claus Holm, som er en ideologisk opportunist.

Desværre har Holm al magten, og han bruger den, mens DPU er endt som en tavs og underdanig organisme.

 

33. Den 3. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 4: Holms dannelsesideal i 2013

I dag taler Claus Holm om ”åndelig oprustning” og ”demokratisk dannelse”. Holm, hvis dannelsesideal er konkurrencestatens “opportunisme”, ønsker at tækkes undervisningsministerens ideer. Det har jeg skrevet om i en række tidligere noter.

Holms krigsretorik er ikke ny. Allerede i 2013 talte han også om oprustning. Dengang var det blot konkurrencestatens krig mod andre landes økonomier.

Det kan man læse om i nedenstående indlæg i Information, hvor der er fuld honnør for både Bjarne Corydon, Ove Kaj Pedersen og Mette Frederiksen.

Corydon og Frederiksen var – med reference til Ove Kaj Pedersens teorier – i selvsamme uger, hvor Holms indlæg udkom, i fuld gang med et generalopgør med landets lærere, jf. den store lockout. Det havde Holm dog ingen kritiske bemærkninger til. DPU er konkurrencestatens og ikke lærernes sted.

Ja, Holms pædagogik i 2013 var simpelthen defineret ved at skulle skabe en ”arbejdsmarkedets nye reservehær”, som der står. Der er endda direkte reference til Karl Marx og hans begreb om ”arbejdskraftens reservehær”. Vi er i strukturkommunismens kølvand.

Og det at tage en uddannelse omtales ligefrem som en ”værnepligt”, som skal skabe en ny ”sikkerhed”.

Og her i 2025 overfører Holm så denne 12 år gamle logik direkte til krigens krise, nu endda med henvisning til hele den nationale tradition, især Hal Koch, som 2013-tankegangen jo var et regelret opgør med. Det er en skrupelløs taktik.

Den eneste forskel fra dengang er derfor følgende: I 2013 blev den grundtvigske tradition udskammet af Holm, mens i dag anvendes selvsamme tradition af Holm som metode til at udvide 2013-indlæggets krigsretorik, som jo netop var imod det grundtvigske.

Året efter indlægget i 2013 blev den pædagogikfjendtlige Holm ansat som leder af DPU, selvom der også var seriøse ansøgere. Det var lige noget for det reorganiserede Aarhus Universitet, som jo var helt med på Corydon-vognen.

Men læs selv det utrolige indlæg og vurder om jeg tager fejl.

https://www.information.dk/indland/2013/03/uddannelsessystemet-arbejdsmarkedets-nye-reservehaer

 

34. Den 4. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 5: Folkeskolen efter reformen

Institutleder ved DPU, Claus Holm, fører sig i disse uger frem som den store elsker af dannelse og pædagogiske formål.

Men der er tale om opportunistisk og tom vending. Holm har spillet en central rolle i skolereformens opgør med dannelse og formål, hvilket jeg dokumenterer i en række opslag, her i en note 5:

I 2015, da Claus Holm var ny institutleder, udgav han bogen ”Folkeskolen efter reformen”. Hans åndsfælle og ph.d. vejleder, Jens Rasmussen, som nærmest var landets hr. læringsmålstyring, var medredaktør/forfatter.

I bogen forklarer Jens Rasmussen, at skolereformen er en realisering af Wilhelm von Humboldts dannelsestænkning. Jeg kan stadig huske, hvor rystet både filosoffen Peter Kemp og idehistorikeren Jens Erik Kristensen var over Rasmussens analyse.

Få år tidligere havde Rasmussen da også sagt til DPU’s tidsskrift Asterisk, at dannelsesbegrebet ikke var “tidssvarende”, hvilket jo var meget pinligt. Det var derfor, at han nu forsøgte at forklare sig på denne barokke måde.

Seminarielærer Sten Larsen anmeldte bogen på Folkeskolen. Han sammenfattede bogens underdanige ånd på denne måde:

”Bogen er interessant, fordi den i ekstrem grad er et tidsdokument for hele selvforståelsen, rosen og argumentationen i og omkring skolereformen, herunder forenklede Fælles Mål. Bogen lever i sit eget pro-skolereformunivers, i så stor udstrækning at den egentlig fremstår som en slags fiktion. Og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Bogen vil være guf for alle taleskrivere i Undervisningsministeriet, fordi den netop er så kritikløs og selvkritikløs. Her vil kunne copypastes i den helt store stil til eventuelle begejstringstaler”.

I Claus Holms eget kapitel får vi at vide, at ”kravet om målstyring” et nyt ”paradigme”, som nu definerer både skole og læreruddannelse. Det er totalt kritikløst.

Holm, som her i 2015 var nyudnævnt institutleder, slutter sin artikel af med at sige, at et ”paradigmeskifte først sker, når det gamle paradigmes bærende kræfter dør ud”.

Det er nærmest truende ord.

Men nu fører Holm sig altså frem som bannerfører for alt det, han har ødelagt? Og uden den mindste selvrefleksion. Og ingen på DPU har en eneste bemærkning; formentlig fordi de på forskellige måder tilhører det ”nye paradigmes kræfter”, eller fordi de er bange for, hvad Holm kan finde på i disse reformtider.

https://www.folkeskolen.dk/arbejdsliv-arbejdstid-folkeskoleloven/historisk-vaerk-om-skolereformen/1865462

 

35. Den 4. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 6: Nedlæggelse af professorat i pædagogik

I 2015 tilbød Claus Holm et nyopslået professorat i almenpædagogik til den pædagogiske filosof, Alexander von Oettingen. Professoratet var opslået under den tidligere institutleder.

Men blot tre dage efter nedlagde Holm uden videre professoratet. Det flugtede ikke med hans ”strategi”, som det hed. Holm er ideolog, så ”pædagogik” var altså imod DPU’s strategi. Den logik har jeg selv stiftet bekendtskab med.

Den tidligere chefredaktør på Folkeskolen, Thorkild Thejsen, var rystet, og det var mange andre også. Thejsen skrev udførligt om sagen, og det samme gjorde jeg selv.

Thejsen konkluderede følgende i en af sine omtaler på Folkeskolen:

”Det ser ud som om von Oettingen blev kasseret, fordi hans faglighed og gode kontakt til folkeskolen ikke passer med DPU-ledelsens læringsmålsfiksering og konkurrencestatsbegejstring.”

Thejsen mener desuden, at ansvaret både er Holms og universitetet som sådan:

”Men Claus Holm og den øvrige ledelse på Aarhus Universitet har ansvaret for forsøgene på pædagogisk-politisk ensretning af DPU.”

Men det var “universitetet” ikke enig i. Den ny dekan for ARTS, Maja Horst, forlængede Holms absurde ansættelse så sent som i 2023.

På DPU, hvor Holm har kontrol over kommunikationsapparatet, var alt tavst.

Kort efter nedlæggelsen af von Oettingens professorat opslog Holm en række strategiske professorater, som flugtede med…. ja, hans “strategi”.

Links:

Thorkild Thejsens omtale: https://www.folkeskolen.dk/dpu-malstyring-paedagogik/den-der-tier-samtykker-claus-holm/2893207

Mit eget indlæg om sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-von-oettingens-professorat-i-paedagogik.html

 

36. Den 5. april: Claus Holms opgør med pædagogik, note 7: Pia Rose Böwadts kritik

I 2019 udgav teologen, lektor Pia Rose Böwadt, en bog om livsduelighed. Hun dokumenterede, at begrebet var splittet mellem en åndshistorisk og en konkurrencestatsorienteret linje. Derfor hed bogen ”Livsduelighed – fra Grundtvig til konkurrencestat”.

Böwadt placerer Holm helt entydigt på konkurrencestatsfløjen. Her er nogle af de mange steder, hvor Böwadt omtaler denne kategorisering:

(NB: Når Böwadt henviser til “Schmidt”, så drejer det sig om Lars-Henrik Schmidt, der var den første rektor ved DPU. Og når der bare står “begrebet”, så handler det om “livsduelighed”):

”For ham (Claus Holm, TAR) handler livsduelighed om at styrke elevernes kompetencer med henblik på optimering af læringsudbyttet”. (s. 13)

”Holm gør, som det er fremgået, eksplicit op med Løgstrups tale om tilværelsesoplysning” (s. 16)

”Er det nationalstaten, som vi ser det hos Grundtvig? Eller er det velfærdsstaten, som vi ser det hos Løgstrup? Eller er det konkurrencestaten, som når Holm eller ”Ny Nordisk Skole” taler om livsduelighed?”. (s.18)

”Det står i modsætning til Holm, som eksplicit gør op med Løgstrup, når han kobler arbejdsduelighed med livsduelighed”. (s.20)

”Hos Claus Holm, der er elev af Schmidt, får begrebet efterhånden en fremtrædende placering. Det lanceres simpelthen som et nyt pædagogisk ideal, som skal afløse Løgstrups tale om tilværelsesoplysning. Et ideal, der er knyttet til skiftet fra velfærdsstat til konkurrencestat. Det er også interessant i denne sammenhæng, at Holm og Schmidt, efter en periode med fælles fodslag og fælles artikler, udvikler hver deres syn på begrebet og ender med at være direkte uenige”. (s. 108-9)

”Ifølge Holm er det vigtigt, at udsatte børn udvikler deres styrker. I velfærdsstaten har man beskyttet de svage og udsatte børn. Nu er der imidlertid sket en ændring fra, hvad han kalder en forsigtighedspædagogik til en udviklings- og styrkeforbedringspædagogik. Den ændring hænger sammen med Hattie-inspirationen i den danske folkeskolereform i 2014, hvor man sætter fokus på at optimere elevernes læringsudbytte”. (s. 127)

”Holm og Schmidt anvender i udgangspunktet det samme begreb om livsduelighed, men deres veje skilles, da Schmidt opdager koblingen til konkurrencestaten”. (s. 135)

”Holm mener, at livsduelighed skal være et nyt pædagogisk ideal, fordi vi har forladt velfærdsstaten og derfor ikke længere kan læne os op ad Løgstrup og hans tale om tilværelsesoplysning. I stedet bliver man ifølge Holm nødt til at forholde sig til konkurrencestaten og nødt til at tale om et opportunistisk individ”. s. 161)

”Som det er fremgået, ændrer begrebet (livsduelighed, TAR) sig undervejs. Overordnet er tendensen, at det går fra at rette sig mod et fællesskab og indbefatte en etik til at blive et mere og mere individualiseret begreb, der handler om det enkelte individs kompetencer og robusthed. Det sidste møder vi især hos Holm og indenfor resilienspædagogikken. Her er fokus på, at det enten handler om at udfordre det sårbare barn eller udvikle et opportunistisk individ, der kan klare sig i konkurrencestaten”. (s. 164)

”Holm forsøger sig med det opportunistiske, etiske individ, men som nævnt består etikken i, at ens handlinger ikke går negativt ud over andre. Det handler ikke om at hjælpe andre”. (s. 166)

”For Holm og Antorini har skolen derimod en klar opgave i forhold til arbejdsmarkedet. Når skolens skal have fokus på at udvikle robuste og fagligt stærke elever, så er det defineret ud fra, hvad arbejdsmarkedet har brug for” (s. 169)

Konklusion:

Med denne stærke forbindelse til konkurrencestatens ideologi er det let at forstå, at Holm fra 2015, hvor han blev institutleder, forårsagede sin helt egen version af Bjarne Corydons 2013-lock-down af lærerne.

 

37. Den 6. april: Hvad er ”det borgerlige”?

Jeg arbejder pt. med følgende tese:

De fire mest “borgerlige” begivenheder i nyere dansk historie er følgende:

1. Christiania, som var et opgør med både strukturkommunismen og en ekspanderende samfundsmæssig funktionalisme. En nyt folkeligt og vitalistisk tingsted med rødder i den nordiske tradition.
2. Ungdomshuset på Jagtvej, som var en genskabelse af 1920’ernes handlingsliv, dvs. kulturel og eksistentiel skrammologi. Et slags fritidshjem med rod i 80’ernes nyromantik.
3. Røde malerklatter på Anders Fogh i 2003, da han forgreb sig på folkeretten og gik i krig sammen med USA og UK uden om FN. De to heltemodige ”borgerlige” aktivister fik 4 måneders fængsel, mens Fogh gjorde NATO-karriere for sit vilde brud på hele efterkrigstidens lov og ånd. Fogh var også ansvarlig for ødelæggelsen af vores uddannelsesliv. Det må man ikke glemme.
4. Islamisk tradition med dens sans for religiøs praksis og smukke tørklæder samt skønne revolutionære bederum på konkurrencestatens platte universiteter. Det var en slags påmindelse om Danmarks eget tab af religiøs og åndelig erindring.

Det hele handler om en form for omsorg for det, som allerede findes. En ny generations tilsynekomst midt i det gamle. Alle kommer af det samme, som ingen helt ved hvad er.

 

38. Den 6. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 8: ”Servil nihilisme”

Lektor Steen Nepper Larsen, skrev i 2016 bogen ”At ville noget med nogen”, hvor han udlægger dannelsens tradition. I den forbindelse kommer han ind på Claus Holms opgør med dannelse og pædagogik, som dette opgør tog sig ud omkring 2015, hvor det jo var skolereformens ideologi, der dominerede landets magthavere.

Nepper Larsen tager udgangspunkt i en af Claus Holms ledere, ”I læringens tegn”, som stod i DPU-magasinet Asterisk i 2015.

Nepper Larsen skriver følgende indledning til sin diskussion af Holms leder:

”I en anden og ’højere’ ende af uddannelsesmaskinen skriver DPU’s institutleder, Claus Holm, i lederen ”Et liv i læringens tegn” i universitetsmagasinet ”Asterisk”, at fremtidens samfund slet ikke har, endsige får brug, for dannelse og indholdsviden.” (s.15)

Nepper Larsen er ikke begejstret for Holms artikel. Han skriver at

“Det er forbundet med stort ubehag og en voldsom uro i krop og sind at bivåne den lemfældige nedgøring af såkaldt ”indholdsviden”, som Claus Holm giver to overraskende eksempler på i lederen: ”multiplikation og et lands historie…”

Nepper konkluderer, at Holms tale om ”at lære at lære” er udtryk for ”en nedsmeltning af læringsbegrebet”. Det er skolereformens læringsbegreb: Man adskiller læring fra indhold, og derefter sætter man den ensomme “læring” i konkurrencestatens tjeneste.

Nepper kalder ligefrem Holms synspunkt for ”servil nihilisme”.

Han uddyber dette udtryk:

”Med servil hentyder jeg til en unødigt tjenstivrig og ukritisk liggen på maven for tidsånden”.

og videre:

”Med nihilisme forstås: Intet at ville, ingen visioner at besidde, ingen højere (for)mål at forfølge..”

Så DPU og dermed landets pædagogiske forskning og begrebsdannelse domineres nu af “servil nihilisme”.

PS

Det er også lidt sjovt for mig selv at iagttage, at Nepper Larsen fremfører mit eget arbejde med bogen ”Pædagogikkens to verdener” (2015, ny udgave i 2024), som en positiv modsætning til Holms ”nedsmeltning”.

Nepper fremhæver følgende to citater fra ”Pædagogikkens to verdener”:

”Det er ikke staten, der skal danne skolen, men skolen der skal danne staten”

og

”En skole kan altså ikke udledes af samfundets behov, og den står heller ikke i behovenes tjeneste. I en skole finder man derimod sine behov. Skolen er i nærheden af samfundet, men er noget andet, fordi det er en afbrydelse af samfundet. En skole står selv.”

Det er den slags ord, som ikke er velsete på Holms DPU eller på fakultetet ARTS.

 

39. Den 6. april: Claus Holms opgør med dannelse og pædagogik, note 9: Asger Sørensens kritik

Lektor Asger Sørensen var indtil for nylig formand for Dansk Filosofisk Selskab. I den egenskab holdt han i 2023 åbningstalen ved selskabets årlige konference. Talen blev efterfølgende udgivet i mediet Paradoks.

Sørensens tale er en skarp kritik af de mange angreb på pædagogisk filosofi, som DPUs ledelse har stået for siden 2008.

Især institutleder Claus Holm kritiseres for at føre DPU på afveje. Her er Sørensens korte opsummering af historikken i én flot sætning.

”Siden DPU’s fusion med AU i 2008, kan vi således se tilbage på, først, et forgæves forsøg på helt at lukke uddannelsen og afskedige tilknyttede forskere og undervisere allerede i 2010; dernæst mere end et årti med et de facto stop for stillingsopslag til forskere i pædagogisk filosofi til understøtning af uddannelsen, alt imens pension, sygdom og død nedbragte antallet af ansatte filosoffer; og endelig afskedigelsen i slutningen af 2022 af det dengang mest offentligt kendte medlem af det pædagogisk filosofiske lærerkorps, Thomas Aastrup Rømer, der i ugerne forinden bl.a. havde leveret kritiske analyser af universitets- og institutledelsens beslutninger.”

For Sørensen er dette begivenhedsforløb ikke tilfældigt. Det hænger sammen med Holms kontante opgør med pædagogik og dannelse.

Sørensen skriver om Holms opgør:

”Nu sætter vores lokale leder Claus Holm en ære i at fornægte skolens frihed og alsidighed og understreger i stedet, at folkeskolen skal uddanne til arbejdsmarkedet, at uddannelse skal være erhvervsuddannelse, og når det kommer til demokrati, ja, så er det ikke en primær opgave længere. Løgstrup tog fejl, siger Holm.”

Og videre:

”For Holm er uddannelse således reduceret til kun at betyde erhvervsuddannelse, og det er alt, hvad der er”.

I stedet for Holms dybe instrumentalisme fremhæver Sørensen hele den filosofiske traditions store bidrag til den pædagogiske begrebsdannelse.

Kort sagt: De omtalte begivenheder på DPU fra 2008 til 2023 har en ideologisk-faglig årsag, og denne årsag viser sig som konstante angreb på pædagogikkens filosofi.

Denne konklusion bekræftes af Sørensens egen historik:

Sørensen blev nemlig selv – sammen med to andre filosoffer – fyringsvarslet i 2010 af den daværende leder, Lars Qvortrup.

Claus Holm, som også dengang var en del af ledelsen, støttede fyringerne i et stort læserbrev i Information.

Qvortrup og Holm mente dengang ikke, at Sørensens forskning var ”relevant”, som der stod i fyringsbrevet. Heldigvis kom der store protester, så Qvortrup og Holm måtte trække i land. De beklagede dog aldrig.

Samtidig – også i 2010 – kaldte Claus Holm mit eget arbejde for ”polemisk dumdristighed”. Det var DPU’s moderne ånd, der for alvor materialiserede sig i de år.

Asger Sørensen har netop her i 2025 fået indstillet sin doktordisputats til forsvar. Han har delt indstillingen på sin FB-side. Bedømmelsesudvalget er begejstret for Sørensens arbejde.

Udvalget skriver, at afhandlingen er udtryk for ”a level of scholarship rarely seen in pedagogical philosophy”.’

Så på DPU er ”scholarship” det samme som ”irrelevans”.

Det er næsten ikke til at rumme disse fakta. Hvad er DPU?

Link til Asger Sørensens tale: https://paradoks.nu/2023/11/14/uden-uddannelse-ingen-frigoerelse-velkommen-til-paedagogisk-filosofi/

 

40. Den 7. april: Claus Holms opgør med pædagogik og dannelse, note 10: Peter Kemps kritik

I 2007 udkom en vigtig bog: ”Viden om uddannelse – uddannelsesforskning, pædagogik og pædagogisk praksis”.

Bogen var skrevet af de tre DPU-folk Claus Holm, Søren Kruse og Jens Rasmussen. De to første var en del af ledelsen på DPU, og den tredje var en magtfuld professor, som var tæt på policy-niveauet. Alle delte en stærk interesse for sociologen Niklas Luhmann, som i de år havde en meget teknisk effekt på pædagogik og skolepolitik

”Viden om uddannelse” udkom nærmest samtidig med, at Lars Qvortrup blev dekan for DPU, og med, at DPU blev en del af det nyglobaliserede Aarhus Universitet. Qvortrup var i øvrigt også luhmannianer.

Bogen var et kraftigt forsvar for den ny og tekniske forståelse af pædagogik og forskning, som udviklede sig i disse år, og som i 2014 satte sig direkte i Corydons og S-SF-R-regeringens omdiskuterede skole- og lærerudannelsesreform.

Filosoffen Peter Kemp, som frem til 2007 var leder af Institut for pædagogisk filosofi, skrev om bogen flere steder, bl.a. i hans store værk ”Filosofiens verden – kritik, etik, pædagogik, religion” fra 2012.

Kemp funderer sin analyse af DPU’s angreb på filosofi i Jean Francois Lyotards begreb om ”performativitet”, som henviser til, at teknik og effektivitet træder i stedet for dannelse.

Kemp omtaler først Qvortrups og Holms ideologiske forsøg på at fyre tre filosoffer i 2010. Og derefter går han direkte over i en analyse af ”Viden om uddannelse”.

Kemp fortolker Holms og Rasmussens bog direkte ind i Lyotards ”performativitets”-system. Han skriver, at Holm og Rasmussen har…

”…forsøgt at indsnævre begrebet om pædagogisk videnskab til at gælde den pædagogiske forsknings og undervisnings performativitet i forhold til politisk fastsatte mål, eller det, man mener, er de politisk fastsatte mål” (s. 289)

Og videre:

”Pædagogisk filosofi er altså ifølge forfatterne dømt som ikke-videnskab (…). Og dermed nægter man jo i realiteten filosofien og refleksionen over dannelse plads som fag i en videnskabelig pædagogisk institution”.

Og kapitlets sidste sætning:

”Det er pædagogisk antifilosofi.” (s. 291-92)

Tankegangen i ”Viden om uddannelse” understøtter ifølge Kemp konkurrencestatens nye systemer med store konsekvenser til følge:

”I sin rene form ender konkurrenceideologien i et amoralsk kulturelt barbari og i vild konkurrence for konkurrencens egen skyld, dvs. i det rene vanvid. Dette meningsløse ræs giver ikke samfundet den sammenhængskraft, som konkurrenceideologerne taler så meget om. Tværtimod opløser det i sin yderste konsekvens enhver solidaritet, nationalt såvel som globalt”. (s.97)

Og på universiteterne bliver konsekvensen:

”På universiteterne oplever man en fuldstændig vanvittig tendens i retning af større og større og mere autoritære organisationer med en fyrste og en lille gruppe suverænt bestemmende i toppen”. (s. 99)

Kemp fremhæver i den forbindelse Hans Hauges analyse fra 2014 i bogen ”Uren pædagogik”, som blev redigeret af Brinkmann, Tanggaard og undertegnede. Kemp bidrog selv til efterfølgeren ”Uren pædagogik 2”.

I 2015 udgav Holm og Rasmussen en slags efterfølger til ”Viden om uddannelse”. Den nye bog, som jeg omtalte i Note 3, hed ”Folkeskolen efter reformen”.

Også denne udgivelse reagerede Peter Kemp på. Det skete med bogen ”Løgnen om dannelse – opgør med halvdannelsen”.

Her hudfletter Kemp Holm-systemets forsøg på at omgøre dannelsestraditionen til ”kompetencer”, endda under ”dannelsens” eget herretegn. Det er den modsætning, som Kemp kalder for ”halvdannelse”. Mit eget udtryk, som også er inspireret af Lyotard, for denne logiske tilstand er ”uniformativering”.

Så DPU bygger på og ledes af ”antifilosofi”, dvs. på et opgør med universiteternes og pædagogikkens essens.

Holms aktuelle tale om ”åndelig oprustning” er derfor uden tvivl et udtryk for det, som Kemp kalder for ”halvdannelse”.

Det er vigtigt, at DPU omgående tager en anden retning, så det igen kan blive en videnskabelig institution.

 

41. Den 8. april: Claus Holms syn på pædagogik, note 11: Brian Degn Mårtenssons kritik

Filosoffen Brian Degn Mårtensson var en af 2010’ernes førende kritiske stemmer. Hans store forfatterskab og engagement i den pædagogiske debat blev en stærk inspiration for mange lærere og intellektuelle.

Mårtenssons vigtigste udgivelse var nok bogen ”Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ”, som udkom på Aarhus Universitetsforlag i 2015. Han bidrog også til antologiserien ”Uren pædagogik”, hvor en stor del af tidens kritiske stemmer udtrykte sig.

I det følgende har jeg samlet nogle steder i tre af Mårtenssons bøger, hvor han omtaler Claus Holms arbejde:

A. Konkurrencestatens pædagogik

I ”Konkurrencestatens pædagogik” har Mårtensson den pointe, at Claus Holm faktisk forstærker Ove Kaj Pedersens teori om konkurrencestaten. Mårtensson bringer i den forbindelse følgende utrolige citat fra Claus Holm, hvor Holm gør radikalt op med den pædagogiske tradition. Citatet er fra 2012:

”I dag, i bakspejlet, ved vi bedre. Vi ved at Løgstrups idé om tilværelsesoplysning – ikke upåvirket af den danske højskoletradition – er afløst af idéen om kompetenceudvikling gennem læring, og at pædagogernes vigtigste opgave bliver at motivere den enkelte til at få lyst til at tage ansvar for udvikling af egne kompetencer.

Vi ved også, at vi ikke er havnet i et fritidssamfund, men i et stadig mere globalt konkurrencesamfund, hvor uddannelse handler om at kunne klare sig på dette samfunds foranderlige arbejdsmarked. I den forstand er vi langt væk fra skolen som et fristed – som et reservat for Løgstrups idé om oplysning af den enkelt med respekt for den enkelte urørlighedszone. Det er forklaringen på, at der er brug for et andet og mere tidssvarende pædagogisk ideal.” (s.60-61)

B.Tilblivelse og tilsynekomst

En anden vigtig udgivelse af Mårtensson er bogen ”Tilblivelse og tilsynekomst – filosofiske tekster” fra 2016. Mårtensson genciterer her ovenstående Claus Holm-citat og tilføjer, at…

”…Claus Holms ekstremt arrogante afvisning af Løgstrup (og store dele af den vestlige tradition for pædagogik) er uhyggelig og ekstremistisk” (s. 54).

I samme bog peger Mårtensson på Claus Holms ejendommelige forbindelse til marxismen. Mårtensson har fundet følgende citat af Holm:

”For omtrent 160 år siden formulerede Karl Marx forestillingen om en rig individualitet som det kommunistiske samfunds individideal. I dag får forestillingen relevans. Lyder det lidt besynderlig, er det ikke mærkeligt. For de fleste af os går næppe rundt og tror, at vi er lige på trapperne til at blive en del af et kommunistisk samfund”. (s.145)

Den pågældende artikel af Holm slutter faktisk også med et Marx-citat. Stakkels Marx. Årsagen til disse lidt kiksede referencer til Marx er baggrundsteoriernes rødder i fransk strukturkommunisme.

C. Mennesket som mål

Også i en tredje udgivelse, ”Mennesket som mål – skole og uddannelse i kritisk perspektiv” fra 2018, omtaler Mårtensson Claus Holms meritter.

Mårtensson fortæller her, at sociologen Rasmus Willig i 2016 havde skrevet en kritik af Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsteori.

Holm svarede direkte på DPU’s officielle nyhedskanal, at Willig var en slags populist, jf. følgende:

”Det tangerer efter min opfattelse et forsøg på at være så populær, at rollen som intellektuel sættes over styr” (s.23)

I samme bog fortæller Mårtensson om et indlæg på DR, hvor Holm præsenterer det, som Mårtensson omtaler som ”Holms instrumentelle syn på pædagogik” (s. 180).

Mårtensson citerer fra DR’s artikel, hvor man kan få et indtryk af tidens DPU-sprog:

”Til trods for at vi har mere end 500 danske skoleforskere, så kommer den nye viden om folkeskolen ikke ud til skolerne. Der mangler nemlig både en overordnet strategi for forskningen og et nationalt samarbejde mellem politikere, forskere, fagforeninger og skoler, mener Claus Holm. Han har netop været med til at analysere den danske skoleforskning. Og ifølge institutlederen resulterer det manglende samarbejde i, at skolerne selv forsøger at skabe løsninger, uden at de nødvendigvis skeler ret meget til, hvad der ifølge forskningen virker” (s. 178-79).

Mårtensson dokumenterer også, hvordan dette syn på symbiosen mellem konkurrencestat og pædagogisk forskning fra 2016 blev effektueret i Claus Holms reform af DPU’s forskningsprogrammer (s.77).

D. Mårtenssons egne erfaringer

Endelig er det værd at nævne, at Mårtensson to gange selv blev marginaliseret af skolereformens system. Først da Holms tætte åndsfæller Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, klagede over Mårtensson til Politikens debatredaktør, fordi Mårtensson havde fortalt om deres marxistiske ungdom. Og dernæst, da Mårtensson ikke kunne få godkendt et ph.d.-arbejde om Grundtvigs skolesyn af den professionshøjskole, hvor han arbejdede. Dette emne var ligefrem imod professionshøjskolens ”forskningsstrategi”, fik han at vide.

E. Konklusion

Claus Holm var en central person i hele dette revolutionære opgør med pædagogik og ånd. Men nu taler han om ”åndelig oprustning” for at tækkes de nye magthavere. Det er nok konkurrencestatens såkaldte “menneskesyn”, som her lært ham at være ”opportunist”.

 

42. Den 9. april: Claus holms opgør med dannelse, note 12: Keld Skovmands kritik

Keld Skovmand er pt. lektor ved universitetet i Trondheim. Før det var han ansat på UC Lillebælt, hvor han især i 2010’erne var en indflydelsesrig pædagogisk og didaktisk teoretiker. Han sad bl.a. med i Merete Riisagers vigtige Rådgivningsgruppe, der bidrog til det opgør med skolereformen, som udviklede sig i omkring 2017.

Skovmand skrev adskillelige bøger, hvor han kritiserede skolereformens læringsmålstyring. I den forbindelse nævner han ved flere lejligheder Claus Holms problematiske indflydelse på dansk pædagogik.

Nedenfor kan man læse nogle udvalgte eksempler, der alle peger på Holms frontalopgør med pædagogikkens åndstradition.

Eksemplerne er primært hentet fra bogudgaven af Skovmands ph.d.-afhandling, ”I bund og grund – reformer uden fundament” (2019).

A. Skovmand kritiserer Claus Holms revolutionsretorik:

Skovmand kritiserer skolereformens hang til at formulere sig i revolutionsdiskurser, hvorved man jo ødelægger alt det, der allerede findes. Holm spillede en vigtig rolle i denne diskursive teknik, jvf. følgende to citater fra Skovmands afhandling:

”Der er grund til at stoppe op, når centrale aktører i forhold til udformningen og lanceringen af reformer gør brug af revolutionsretorik, hvad enten det sker med vendinger som ”den indholdsstyrede didaktik er død, længe leve den læringsmålstyrede didaktik” (Holm 2014) eller ved at bruge ordet ”revolution” om kompetencemålstyring af læreruddannelsen (f.eks. Rasch-Christensen & Rasmussen 2013)”. (s. 39)

Og videre:

”Viljen til det helt nye afspejler sig også i brugen af ordet ”paradigmeskifte” i reformbevægelsen (se f.eks. Rasmussen 2014; Holm 2015). Paradigmeskifte indebærer ligesom revolutioner forandringer, der ofte er irreversible og langvarige”. (s. 40)

B. Skovmand kritiserer Claus Holms begejstring for Ove Kaj Pedersens bog om konkurrencestaten:

Keld Skovmand fandt en tæt forbindelse mellem Claus Holm og konkurrencestatens ideologi, her citeret fra afhandlingen:

”Disse problemer bliver tydelige, når man ser på, hvordan bogen (Ove Kajs bog, TAR) og begrebet (begrebet om ”konkurrencestaten”, TAR) bruges af Holm. Han præsenterer ”Konkurrencestaten” som en bog om ”et fænomen, der bygger på empiriske analyser”, og gør konkurrencestaten til ”en grundpræmis for Danmark i en globaliseret verden”. Holm har desuden gjort sig til talsmand for en ”livsduelighedens pædagogik”, der knytter sig til konkurrencestaten”. (s. 111)

Og videre om konkurrencestatens ”læring” skriver Skovmand:

”Det ligner ikke bare livslang læring, men også lære at lære-ideologi og ”læring som livsform”. Denne livsform har ifølge Claus Holm erstattet ”demokrati som livsform” som ”det primære formål” i forbindelse med revisionen i 2006, hvilket indebærer, at eleverne gøres ansvarlige ”for egen kompetenceudvikling gennem læring” og ”realiserer sig selv” via ”dette livslange læringsarbejde””. (s. 106)

Herefter forklarer Skovmand, hvordan Holm bruger dette syn på læring til at underminere centrale passager i skolens formålsparagraf. Det må man selv læse.

C. Claus Holms syn på Løgstrup:

På et tidspunkt gør Skovmand rede for Løgstrups begreb om ”tilværelsesoplysning”. I den forbindelse fortæller han om Holms opgør med Løgstrup:

”Det er denne differentierede oplysning, som ifølge Holm er blevet irrelevant, fordi han mener, at Løgstrups fremtidsprognose har vist sig at være forkert. (…). Der er i dette samfundsscenarie øjensynligt ikke nogen tid ud over arbejdstiden. Der er således ikke nogen grund til at danne elever til en tid, der ikke længere findes, fordi den er opslugt af arbejdstiden, og selvrealisering og livsmening knyttes til arbejde, fordi ”flere og flere af os lever for at arbejde”. (s. 112)

Og videre:

”Således hedder det (hos Holm, TAR), at ”i dag ved vi bedre, idet ”Løgstrups idé om tilværelsesoplysning” (…) har fået en afløser i form af ”idéen om kompetenceudvikling gennem læring (Holm 2012)” (s. 112)

I en parallel udgivelse, ”Folkeskolen – efter læringsmålstyringen?” fra 2019, har Skovmand følgende formulering om Claus Holms nye konkurrencestatsversion af begrebet om ”livsduelighed”:

”Dette afløser ”filosoffen og teologen K.E. Løgstrups ideal om pædagogik som tilværelsesoplysning ved at være et ideal, der er mere på højde med sin samtid”. Holm mener her at være ”på linje med” Pedersen, og han tilføjer, at ”løstrups ideal om tilværelsesoplysning nu ’kun’ kan få status af at være en interessant og relevant fortid” (s. 206)

Og videre:

”Afskeden med Løgstrup og velfærdsstaten er definitiv (…). Holm udtaler sig her med bedrevidenhed på tidens vegne (”i dag”), men han gør det uden antydninger af begrundelser. Der er intet, som tyder på, at de opvoksende generationer vil kunne udvikle deres kompetencer via indholdstom, livslang læring” (s.207)

Disse analyser føres direkte over i en kritik af Claus Holms åndsfælle, Jens Rasmussen, som spillede en hovedrolle i forhold til skolereformens begrebsdannelse. Dermed bliver Skovmands diskussioner også til en kritik af DPU og dets rolle i det han kalder for skolereformens ”spredningssystem”.

D. Claus Holms syn på ”moralfilosofien”

Skovmand gennemgår en af Claus Holms udgivelser fra 2007, ”Viden om uddannelse”, som Holm skrev sammen med netop Jens Rasmussen. Skovmand konkluderer følgende ift. læreruddannelsen:

”Heri ligger der en udgrænsning af moralfilosofien som en videnskab, der kan indgå i læreruddannelsens vidensgrundlag.” (s.161)

Igen ser vi dette opgør med filosofi og åndshistorie.

E. Konklusion:

På denne måde har Keld Skovmand bidraget til forståelsen af DPUs “ånd”, som består i et opgør med ånden. Og det går jo ikke.

 

43. Den 10. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 13: Thorkild Thejsens kritik

Claus Holms opgør med dannelse, note 13: Thorkild Thejsens kritik

Claus Holm og DPU er aktuelt i gang med at proppe den ”åndelige oprustning” ind i konkurrencestaten. Det sker bl.a. på en stor konference om ”demokratisk dannelse og åndelig oprustning”.

DPU har netop udgivet et temanummer af instituttets magasin ”Asterisk”, der handler om konferencens emne. Asterisk bestyres af Claus Holm selv.
Magasinet indledes med en leder af Holm, hvor han pludselig argumenterer for betydning af samtale og af den nationale tradition.

Men nu har Claus Holms leder fået kompetent kritik af den tidligere chefredaktør for Folkeskolen, Thorkild Thejsen, som i tidens løb har skrevet udførligt om skolens formålsparagraffer.

Thejsen er særdeles kritisk over for Holms leder:

Her er Thejsens tre centrale indvendinger med mine egne ord:

A.
For få år siden var Claus Holm og DPU bannerfører for det helt store opgør med folk som Løgstrup, Hal Koch og Holger Henriksen, altså netop den nationale tradition. I stedet ville Holm have ”læring som livsform”, som det hed. Det var skolereformens system.

Holms aktuelle skifte er vel at mærke helt ureflekteret og derfor et udtryk for opportunisme. Han har ”fået travlt med at skifte ham”, som Thejsen skriver.

B.
Thejsen peger på en grundlæggende fejl i Holms centrale præmis:

Claus Holm skriver, at skolens formålsparagraf blev ændret i 1993, så skolens virke skulle være “præget af” demokrati i stedet for, som før, at “bygge på” demokrati.

Og Holm mener, at dette skifte betød, at man dermed forlod den demokratiske skole.

Men Theisen kan fortælle, at den nye formulering med “præget af” skam først kom ind formålsparagraffen i 2006, og at formuleringen på ingen måde skulle forstås som et opgør med demokrati. Tværtimod havde formuleringen rod i friskolelovgivningen.

C.
Holms fejl, der jo ender som et opgør med demokrati, satte han omkring 2013 sammen med Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsteori. Det var derfor, at ”demokrati som livsform” pludselig kunne forsvinde fra DPUs indre.

DPU blev på den måde en del af Holms fejltagelse. Konkurrencestatens “opfinder”, Ove Kaj Pedersen, er i øvrigt blandt hovedtalerne på den aktuelle konference sammen med Holm selv. Pedersen har været hyppig gæst på Holms konferencer.

Så summa summarum: Holms nye og opportunistiske påberåbelse af ”ånd” bygger på en eksklusion af ”ånd”.

Mange tak til Theisen for disse fine iagttagelser.

Link til Thejsens Facebook-opslag: https://www.facebook.com/tthejsen/posts/pfbid02LWCCr9hD3WriW2fgXhdfDe7VugvR6wU9FCNvd6f1VuugjWdDMLUEM6vXTTVY4dAwl

 

44. Den 10. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 14: Niels Christian Sauers kritik

Claus Holm har altid været en underdanig fan af Ove Kaj Pedersens konkurrencestat, dvs. den teori, der lå til grund for skolereformen og dermed også for S-SF-R-regeringens overgreb mod lærerne i 2013.

Claus Holm har promoveret teorien overalt, og han har systematisk udskammet og marginaliseret kritikere af Ove Kajs teori.

Senest er Ove Kaj Pedersen en af hovedtalerne ved DPUs aktuelle konference om ”åndelig oprustning”, selvom konkurrencestaten er udtryk for et opgør med pædagogikkens tradition og fundament, dvs. et opgør med “ånden”.

Et vigtigt eksempel på Holms opgør med lærernes tradition og praksis er fra 2016, hvor sociologen Rasmus Willig havde kritiseret Ove Kaj Pedersens konkurrencestat og dens negative konsekvenser for offentlige ansattes ytringsfrihed.

Straks rykkede Claus Holm ud til forsvar for Ove Kaj Pedersen, vel at mærke på DPUs officielle kommunikationskanaler, som Holm selv kontrollerer på en måde, der minder mig om det sovjetiske Pravda.

Holms aktion mod Willig blev for meget for skolelæreren Niels Christian Sauer, som kaldte sit indlæg fra d. 15. maj 2016 på Folkeskolen.dk for ”Claus Holms skrab-ud for OKP”.

Sauer er ikke en hr. hvem som helst. Han havde siden 1990’erne været en central skolepolitisk stemme; i mange år som et særdeles aktivt medlem af hovedbestyrelsen for Danmarks Lærerforening. Allerede dengang havde Sauer en god fornemmelse for nogle af de skolepolitiske skred.

Og så sent som i 2023 udgav Sauer den anmelderroste bog ”Folkeskolens veje og vildveje”, hvor han fremlagde sine analyser og synspunkter i mere systematisk form. Det er den slags udgivelser som ignoreres totalt på Holms autoritære DPU.

Sauer skrev f.eks. følgende, som virkelig rammer hovedet på sømmet:

”For Holm rækker det tydeligvis, at OKP lægger sig ud med lærerne og navnlig deres rædselsfulde fagforening, som ifølge OKP ud fra rent egoistiske interesser er i gang med at ødelægge den fremragende skolereform. Mere behøver Holm ikke vide. OKP er jo upopulær, og det alene er i sig selv bevis for, at han har ret. (…)

Det falder ikke Holm ind, at når det kommer til popularitet, overgår OKP langt Willig, der hvor det tæller: Nemlig hos magthaverne og beslutningstagerne. Her er det Willig, der er den modige dissident.

Ej heller strejfer det Holm, at OKP’s position i forhold til lærerne naturligvis står og falder med, om den topstyrede reform rent faktisk er skolefagligt velfunderet – et spørgsmål, det til dato ikke mig bekendt er lykkedes nogen at få OKP til at forholde sig til. Hvilket ikke synes at bekymre Holm det mindste.

Det, der annonceres som en saglig afprøvning af to positioners styrke overfor hinanden, ender således som ren politisk programerklæring fra Holms side. Så vidt så godt.

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor DPU’s institutleder befinder sig rent ideologisk, ved de det nu. Hvad han bygger sin position på, sådan rent forskningsmæssigt, står til gengæld hen i det uvisse.”

Som det fremgår, er Claus Holm helt entydig på skolereformens side. Holms DPU udgør slet og ret skolereformens evidenshold, der mere eller mindre bevidst havde sat sig for at udrydde pædagogikkens ytrings- og åndsfrihed, fuldstændig som Willig havde forklaret det i mere generelle termer.

Til sidst vil jeg nævne, at også lektor ved SDU, Finn Wiedemann, var utilfreds med Holms aktion. Wiedemann skrev i Information d. 18. juni 2016, at Willigs pointer i høj grad var relevante.

Finn Widemann kaldte sit indlæg for ”Kritik af konkurrencestaten er vigtig”, og han slutter sit indlæg med følgende markering, der må have virket som en rød klud på Holm:

”I takt med at offentlige organisationer har ændret sig, og i nogle tilfælde er kommet til at ligne private virksomheder, hvad angår ledelses- og styringsmæssige forhold, er det blevet sværere for offentligt ansatte at delagtiggøre offentligheden i de politiske, ledelsesmæssige eller administrative forhold, som de finder er problematiske eller decideret ulovlige.

Som det blev formuleret i en baggrundsartikel om emnet i en konkurrerende avis for noget tid siden, så holder offentligt ansatte simpelthen kæft af frygt for at blive fyret.”

Så Holm har fået DPU til at “holde kæft”!

 

45. Den 11. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 15: Gymnasiereformen

I 2016 stillede Lars Løkkes rene V-regering forslag om en ny gymnasielov. Forslaget var en direkte forlængelse af skolereformens nye læringsideologi.

Nedenfor kan man læse min gennemgang af forslaget, som var en de facto opløsning af gymnasiet som institution.

Jeg skrev også om forslaget i Information og diskuterede det i DRs Deadline sammen med Tænketanken DEAs direktør, som var helt vild med regeringens ideer.

På DPU var alt tavst. Her havde man travlt med ”konkurrencestatens krav til dannelse”, som man udtrykte det, og den nye gymnasielov var helt efter bogen.

Der var dog en enkelt undtagelse, hvis man kigger DPU’s nyheder igennem i 2016. DPU’s nyudnævnte institutleder, Claus Holm, talte sammen med to venner på årets Folkemøde i AU’s telt under følgende karakteristiske debatbeskrivelse:

”Almendannelsen indtager tidens offerrolle. Det ser vi, når forskere og filosoffer fortæller os, at skolereformen fører til halvdannelse, og gymnasiereformen fører til misdannelse. Men hvorfor overhovedet gøre almendannelsen til løsning på vores problemer med at holde skole?”

Jeg var faktisk selv til stede under debatten som almindelig borger og fik bekræftet alle mine fordomme. Så Holm forstærkede lovforslagets dannelsesopgør.

Det var egentlig lidt mærkeligt at være ”tilhører”, eftersom jeg jo var den person på DPU, der havde blandet mig mest i den gymnasiepolitiske diskussion? Men så igen: Holm var meget imod mit arbejde for DPU, som han tidligere havde kaldt for ”polemisk dumdristighed”.

Men faktisk gav kritikken genlyd i brede politiske kredse, så det endelige forlig blev langt bedre end regeringsudspillet. Men også dette forlig, som jo var et resultat af det kritiske arbejde, blev fortiet på DPU.

http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-af-regeringens-forslag-til-reform-af-gymnasiet.html

 

46. Den 20. april: Pædagoguddannelsens historie

Pædagoguddannelsens og daginstitutionernes lovgrundlag gennem tiden:

På torsdag skal jeg deltage i et arrangement i København, hvor emnet er pædagogikkens betydning i den nye pædagoguddannelse.

I den forbindelse har jeg udarbejdet en liste med pædagoguddannelsens og daginstitutionernes love og bekendtgørelser mv. siden besættelsen.

Skriv gerne hvis der er fejl og mangler, så jeg kan rette til.

http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagoguddannelse-og-dagtilbud-love-og-bekendtgoerelser-mm.html

 

47. Den 21. april. Claus Holms opgør med dannelse, note 16: Anders Bondo Christensens kritik

I 2015 holdt den helt nye institutleder Claus Holm en stor konference på DPU om folkeskolen formål. Den centrale taler var konkurrencestatens ideolog, Ove Kaj Pedersen, som Holm dengang var – og stadig er – helt ukritisk betaget af.

På konferencen gik Holm til angreb på Løgstrups filosofi og dermed de facto på den filosofiske tradition. Holm mente, at skolereformen fra 2013 lagde op til en konkurrencestatsorienteret korrektion af formålsparagraffen.

Det fik Anders Bondo Christensen, som jo var mangeårig formand for Danmarks Lærerforening, op af stolen; både i debatten på Folkeskolen.dk og i en flot formandstale ved lærerforeningens kongres.

Bondo ville være helt sikker på, at Holm ikke ligefrem gik ind for konkurrencestaten, men den forsikring fik han bestemt ikke, tværtimod.

Bondo havde i øvrigt nogle år forinden udarbejdet DLF’s såkaldte ”professionsideal” med udgangspunkt i Løgstrup-inspireret filosofi.

Og blot to år før, i 2013, havde Holms og Pedersens konkurrencestat smadret lærerstandens kultursammenhæng.

Så Bondo havde følelserne det rigtige sted.

Og i årene efter gik Holm til angreb på reformens kritikere.

Men her i maj 2025 har Holm igen inviteret til DPU-konference. Denne gang handler konferencen om ”åndelig oprustning”, for nu skal der fedtes for en ny minister. Og det er stadigvæk Ove Kaj Pedersen m.fl, som er hovedtaler.

Holm er desuden begyndt at skamrose nogle af de gamle højskolekoryfæer, som altså i 2015 fik med grovfilen.

Mange tak til Bondo for at redde DLFs ære i skolereformens kølvand. Bondo har da også udtrykt sympati for mit aktuelle arbejde med at dokumentere Holms stærkt negative indflydelse på pædagogisk forskning og begrebsdannelse. Det hele kan ende med at blive en tyk bog om en helt afgørende og ødelæggende begivenhed i dansk pædagogik

http://www.thomasaastruproemer.dk/anders-bondo-christensen-stiller-spoergsmaal-til-claus-holm-og-lars-qvortrup.html

 

48. Den 26. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 17: Kjeld Holms kritik

I foråret 2010 forsøgte ledelsen på DPU – herunder dekanerne Lars Qvortrup og Claus Holm – at afskedige tre filosoffer, fordi filosofien angiveligt ikke var ”relevant”.

Beslutningen afstedkom store protester. Så hårdt presset måtte universitetet efterfølgende trække i land.

En af dem, der støttede protesterne, var biskoppen i Århus, Kjeld Holm, jf. nedenstående artikel.

Kjeld Holm sagde f.eks. følgende:

”Det er en forkert prioritering af dekan og universitetsledelse, fordi man dermed reducerer den pædagogiske filosofis betydning,”

Kjeld Holm var bestyrelsesformand for det oprindelige DPU og ven med den tidligere rektor, Lars-Henrik Schmidt, som i mange år havde været en fremtrædende intellektuel. De var begge idehistorikere.

DPU var blevet underlagt det hyperglobaliserede Aarhus Universitet i 2007, nu med den tidligere sekretariatschef Claus Holm som prodekan under Qvortrup, som begge var forgabt i tidens nye læringsrevolutionære ideer.

Claus Holms forfremmelse til prodekan var faktisk meget mærkeligt, eftersom man ifølge universitetsloven – både dengang og nu – kun kan blive dekan, hvis man var anerkendt lektor og ph.d.

Claus Holm var ingen af delene.

Kort sagt: Det var det gamle DPU mod det nye, og det nye fik magten. Resten er ren forfald.

Gud tabte til sekretæren. Ånden tabte til bureaukraten.

(Jeg blev faktisk selv konfirmeret af Kjeld Holm i Ellevang kirke. Til gengæld blev jeg vist ikke konfirmeret af den anden Holm)

https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/ECE4475130/Biskop-i-protest-mod-universitet/

 

49. Den 27. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 18: Jan Jaap Rothuizens kritik af Claus Holm

Docent ved UC VIA, Jan Jaap Rothuizen, er nok landets førende forsker inden for social- og børnehavepædagogikkens filosofi. Han har udgivet et hav af bøger og artikler om emnet, både alene og i samarbejde med en kreds af åndsvidenskabeligt men også praktisk indstillede kolleger fra især professionshøjskolerne.

Hovedværket er nok den dybt tankevækkende ph.d.-afhandling “På sporet af pædagogisk faglighed” fra 2015, men også antologien “Pædagogiske ballader – perspektiver på pædagogens faglighed”, som Rothuizen redigerede sammen med en anden spændende forsker, Line Togsverd, myldrer med tankevækkende indlæg.

Rothuizen og Togsverd har også stået bag udgivelserne “Det pædagogiske projekt” fra 2020 og antologien “Det pædagogfaglige miljø – et uenighedsfællesskab” fra 2023.

DPU er stort set fraværende i dette smukke system.

Heroverfor står institutleder ved DPU, Claus Holm, der siden omkring 2008 har været engageret i børnehavepædagogikken med konkurrencestat og læring som centrale markører. Hans nærmeste åndsfælle er nok Lars Geer Hammershøj, som også er fra DPU.

Det er pædagogikkens to verdener.

Men nu forsøger Claus Holm pludselig at slå sig op på ”åndelig oprustning” for at tækkes de politiske vinde. Det er dybt utroværdigt.

Derimod har Jan Jaap Rothuizen over en årrække engageret sig i arbejdet med den nye pædagoguddannelse, senest ved et stort debatarrangement i København i sidste uge. Her er der ingen pinlig leflen for magten. Blot et vedvarende og seriøst engagement.

Undervejs har jeg registreret to kritiske Rothuizen-bemærkninger til Claus Holms ideer:

A.

I 2019 skrev Rothuizen en kritisk kommentar til et indlæg af Claus Holm om pædagoguddannelsen.

Rothuizen argumenterer for, at pædagogik er en “kulturel aktivitet”, og han beskylder Holm for at reducere pædagogisk arbejde til instrumentalisme. F.eks. kan man læse følgende:

”Den nuværende uddannelse er indrettet efter forestillingen om, at en akkumulering af nyttig viden og nyttige færdigheder er tilstrækkelig til at blive pædagog.

Holms bud bryder ikke grundlæggende med denne tankegang, og en reform, der tager udgangspunkt i det, vil kun kunne udgøre optakten til en næste reform – for man kan blive ved med at udskifte nyttig viden og nyttige færdigheder uden synderlig effekt, så længe man ikke har knækket koden for, hvad en uddannelse til udøvelse af en kulturel aktivitet går ud på.”

Så for Rothuizen er pædagogisk arbejde en ”kulturel aktivitet”. Det er fremmedord for Holm og DPU.

B.

Igen i 2020 kastede Rothuizen sig ud i en kritik af Holms fokus på konkurrencestatslæring.

Igen argumenterer Rothuizen for en solid almenpædagogisk forankring af uddannelsen, og han afslutter sit indlæg med følgende opgør med overfladiske ord og begreber, hvor især henvisningen til en teknisk konciperet “legende læring” knyttes til Holms synspunkter:

”Så længe der ikke er orden i rammesætning og organisering af den grundlæggende pædagogiske faglighed, så er det omsonst, ja endda skadeligt og kontraproduktivt, at ride kæpheste som legende læring, forældresamarbejde, at stå stærkere i professionen eller særviden om det socialpædagogiske arbejdsfelt.”

Så Rothuizen kalder på en almenpædagogisk, kulturel og filosofisk forankring af pædagoguddannelsen i den europæiske åndsvidenskab. Det er begreber, som står i modsætning til Holms ideer og virke – en modsætning, som er meget dårlig for DPUs situation.

Links til Rothuizens to indlæg:

2019: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektor-til-dpu-leder-paedagogik-er-noget-man-udoever

2020: https://www.altinget.dk/boern/artikel/forsker-der-skal-styr-paa-paedagoguddannelsens-organisering

 

50. Den 28. april: Notat om Karakterdannelse

Begrebet “karakterdannelse” diskuteres for tiden vidt og bredt i både politiske og faglige kredse.

I nedenstående notat fra Tænketanken Prospekt reflekterer jeg lidt over begrebets historie, muligheder og faldgruber.

https://www.taenketankenprospekt.dk/2025/04/28/notat-karakterdannelse-skolehistoriske-nedslag/

 

51. Den 29. april: Claus Holms opgør med dannelse, note 19: Konkurrencestatens patrioter i 2008

Claus Holms interesse for patriotisme er ikke ny. Allerede i 2008 kunne man læse hans interview med Maja Plum fra Københavns Universitet, som fortalte, at pædagoger og små børn nu skulle være ”patrioter” for den nye vidensøkonomi, og at dette fokus skam var særdeles “humanistisk”.

Det kan man læse om i et stort opsat interview i BUPLs blad ”Børn- og Unge Forskning”, som Holm redigerede sammen med sekretær i BUPL, Allan Baumann.

I Holms rammesætning af interviewet hedder det f.eks. følgende:

”Den danske stat står midt i en markant forandring fra velfærdsstat til konkurrencestat. Og når en ny stat skal dannes, så har Danmark tradition for, at pædagogikken træder i politikkens tjeneste. Også denne gang skal pædagogerne træde i tjeneste. De skal sørge for, at den nye stat bliver beboet af mennesker, der hele tiden evner at lære nyt og at skabe ny viden. For det lærende menneske er det nye og konkurrencedygtige menneske, nationen Danmark har brug for.”

Det var omkring 2008, at Holm blev vakt ind i den ny “patriotisme”. En tilstand han her i 2025 forsøger at overføre til en geopolitisk defineret patriotisme, som går under navnet “åndelig oprustning og demokratisk dannelse”.

Det er den slags betydningsændringer, som filosoffen Peter Kemp allerede i 2011 kaldte for “antidannelse”.

Nogle år senere, i 2012, arbejdede Allan Baumann og Claus Holm sammen med BUPL om pjecen ”Ny Nordisk Pædagogik”, som understøttede Antorinis nye skolereform, hvis forarbejde jo hed ”Ny nordisk skole”.

I Pjecen er der interviews med både Ove Kaj Pedersen og Maja Plum. Holm har desuden et stort interview med din åndelige vejleder Jens Rasmussen, som tordner mod “seminarietraditionen”.

Til sidst i pjecen har Holm selv et indlæg, som hedder ”Hvad er livsduelighed?” Det var her, at Holm for alvor gjorde op med Løgstrup og dannelse, dvs. den ”nordiske” tradition, f.eks. i følgende:

”Vi ved, at Løgstrups ide om tilværelsesoplysning – ikke upåvirket af den danske højskoletradition – er afløst af ideen om kompetenceudvikling genne læring”.

Og ”læring” sættes vel at mærke i direkte relation til OECD og konkurrencestatens økonomi.

Efterfølgende, både i 2012 og 2013, afholdt Holm debatarrangementer på DPU om emnet, og fra 2014, hvor han selv blev institutleder, fulgte så en række store konferencer, hvor Ove Kaj Pedersen var en gennemgående person.

Interviewet med Maja Plum kan tilgås nedenfor i fuld længde:

—

Interview med Maja Plum i Børn- og Unge Forskning, nr.1, 2008, s. 12-15:

Pædagoger er Patrioter ved Claus Holm

Engang skulle pædagoger skabe civiliserede mennesker. Nu skal de skabe konkurrencedygtige mennesker. Ph.d.-stipendiat Maja Plum fra Københavns Universitet vurderer, at pædagogerne er i gang med at blive den moderne økonomis patrioter.

Engang skulle pædagoger skabe civiliserede mennesker. Nu skal de skabe konkurrencedygtige mennesker. Ph.d.-stipendiat Maja Plum fra Københavns Universitet vurderer, at pædagogerne er i gang med at blive den moderne økonomis patrioter.

Den danske stat står midt i en markant forandring fra velfærdsstat til konkurrencestat. Og når en ny stat skal dannes, så har Danmark tradition for, at pædagogikken træder i politikkens tjeneste. Også denne gang skal pædagogerne træde i tjeneste. De skal sørge for, at den nye stat bliver beboet af mennesker, der hele tiden evner at lære nyt og at skabe ny viden. For det lærende menneske er det nye og konkurrencedygtige menneske, nationen Danmark har brug for.

Ph.d.-stipendiat Maja Plum fra Institut for medier, erkendelse og formidling ved Københavns Universitet forsker i konsekvenserne for danske pædagoger. Maja Plums forskning har fokus på brugen af de pædagogiske læreplaner i daginstitutionerne, men hun kobler forandringerne på institutionsniveau med forandringer på stats- og samfundsniveau. Og når hun gør det, så bliver de pædagogiske læreplaner pludselig ét eksempel på, hvordan statens krav om dokumentation påvirker pædagogers og børns dagligdag.

Maja Plum forklarer:

»Alle dele af uddannelsessystemet skal dokumentere, at de bidrager til at skabe et lærende menneske. Ingen undslipper dokumentationskravet – heller ikke daginstitutionerne. Faktisk er det nye, at den økonomiske patriotisme ikke alene gør sig gældende i folkeskolen, men også i daginstitutionerne ved kravet om at gøre brug af læreplaner.«

Maja Plum gør derved opmærksom på, at selv indretningen af daginstitutioner er en del af det politiske forsøg på at skabe lærende og konkurrencedygtige individer. Hun fortæller, at da daginstitutioner opstod i slutningen af 1800-tallets Danmark, var man optaget af at skabe civiliserede mennesker. Det vil sige af at skabe borgere i en retsstat ved at disciplinere dem. I dag er vi optaget af at skabe det lærende menneske til gavn for konkurrencestaten.

Profit i pædagogik

Den internationale konkurrence inden for uddannelse kender vi fra blandt andet PISA-undersøgelser. Siden begyndelsen af 1990’erne har de placeret Danmark dårligt i kapløbet om at uddanne børn og unge til konkurrencedygtige individer.

Ifølge Maja Plum er det undersøgelser som PISA, der appellerer til en økonomisk patriotisme. De måler på nationens evne til at udvikle og udnytte menneskers potentiale til gavn for den globale konkurrenceevne. Og det er i forlængelsen af denne appel, at den danske stat står midt i en markant forandring fra velfærdsstat til konkurrencestat. Og når en ny stat skal dannes, så har Danmark tradition for, at pædagogikken træder i politikkens tjeneste. Også denne gang skal pædagogerne træde i tjeneste. De skal sørge for, at den nye stat bliver beboet af mennesker, der hele tiden evner at lære nyt og at skabe ny viden. For det lærende menneske er det nye og konkurrencedygtige menneske, nationen Danmark har brug for.

Og det er i forlængelse af denne appel, at selv daginstitutionerne skal optimere det menneskelige materiale – det lærende barn.

Særligt gennem det sidste årti er daginstitutionerne blevet omfattet af den økonomiske appel.

»I 2001 udgiver OECD for eksempel rapporten ’Starting Strong: Early Childhood Education and Care’, som belyser, hvordan en række af OECD’s medlemslande tager sig af småbørns udvikling og læring. I 2004 bliver de pædagogiske læreplaner indført ved lov i Danmark. Og Globaliseringsrådet følger i 2005 op med anbefalinger om, at der skulle arbejdes mere systematisk med læring i daginstitutionerne, så disse institutioner indgår i det samlede læringsforløb.«

Men peger alle dine resultater på, at pædagoger – lidt firkantet sagt – bliver profittens patrioter?

»Nej, det gør de naturligvis ikke, men samlet udgør de mange tilløb til forandringer, lige fra statsniveau til daginstitutionsniveau, en klar tendens. Og når jeg i dag interviewer pædagoger i daginstitutionerne om, hvad læreplaner er godt for, svarer flere og flere, at de mener, at det er godt for deres egen faglighed. De fortæller, at læreplanerne gør det muligt at komme hele vejen rundt om barnet og give barnet en ballast, der gør det klar til skolen. Ikke mindst denne måde at se på sit arbejde – som en rund eller hel indsats, der gør barnet rustet til det videre uddannelsesforløb, er interessant, når man tænker på, hvor stor modstanden mod læreplaner var. En modstand, som netop gik på, at de ikke måtte gøre livet i daginstitutionerne til skoleforberedelse.«

Fra universelt til unikt barn

Idéen om, at pædagogiske læreplaner er et væmmeligt kapitalistisk systems umenneskelige og upædagogiske krav, vinder ikke genklang hos Maja Plum:

»Nej, pointen er, at pædagogikkens humanistiske projekt om at hjælpe barnet til at realisere sig selv falder flot i hak med konkurrencestatens krav. For så længe selvrealiseringen sker gennem læring og udvikling, er der ingen umiddelbar modsætning mellem pædagogik og politik. Der opstår en harmonisk konstellation. Det vil sige, at de statslige og pædagogiske forestillinger falder så godt i hak, at det kommer til at virke helt naturligt og umuligt at sætte spørgsmålstegn ved.«

Maja Plums analyser viser også, at alliancen mellem pædagogikken og politikken betyder, at det tidligere universelle barn bliver afløst af det unikke barn. Og det stiller andre krav til pædagogernes arbejde.

»I dag betragter vi som udgangspunkt børn som kompetente mennesker. Derfor begynder vi at lave viden i børnehøjde, som børn så kan forholde sig til. Tidligere skulle børn udvikle sig gennem flere faser for til slut at blive til en kompetent person. Det vil sige, at når en fase i barnets opbygning var overstået, begyndte den næste. Uanset hvilket barn, pædagogerne havde med at gøre, skulle det gennem samme faser og udvikling som andre børn. Barnet var universelt. Faktisk skal vi blot tilbage til 1970’erne for at møde den forestilling. I dag anser vi barnet som et unikt individ med forskellige læringsmuligheder i sig. Pædagogens opgave er at sørge for, at disse særlige muligheder realiseres. Konsekvensen er, at vi ikke accepterer én manual for, hvordan man behandler børn. I stedet må pædagogerne være opmærksom på det enkelte barns måde at udvikle sig på. Kun sådan kan de time og tilrettelægge deres intervention præcist,« siger Maja Plum.

Men standardiserer brugen af læreplaner ikke omsorgen for børn?

»Jo, det kan man sige, men på en ny måde. Brugen af læreplaner betyder, at der bliver gået systematisk til værks, når det unikke barn skal udvikles. Systematikken skal sikre, at det enkelte hele barn udvikler sig. Og et helt barn anno 2008 har faglige, såvel som personlige og sociale kompetencer med i sin udvikling. Det vil sige netop de dimensioner, læreplaner har fokus på. Helhed og del bliver det samme projekt. Helheden henviser til, at man har været rundt om og udviklet på alle sider af barnet.«

Daginstitutionens dJØFere

Pædagogen skal forløse det hele barn ved at bruge den analytiske metode. Analytisk betyder, at en helhed lader sig opdele. Metodisk betyder, at man følger en bestemt fremgangsmåde, som giver fokus på – og fuld forståelse af – de enkelte dele, forklarer Maja Plum.

»Jeg foreslår, at vi taler om forestillingen om den professionelle pædagog som en analytisk pædagog. En betegnelse jeg henter hos den franske filosof Michel Foucault, der beskrev den analytiske pædagogik, der nedbryder helheden i sine simpleste dele – og f indeler hver fase i opbygningen af barnet.«

Men hvordan kan en pædagog i praksis arbejde analytisk?

»En professionel pædagog optræder som en blanding mellem en forsker og en DJØFer. Forskeren skal hele tiden skabe og dokumentere ny viden om – og med – barnet. Og DJØFeren ved ikke noget substantielt om barnet. For barnet er jo unikt. Til gengæld ved hun meget om, hvordan man går systematisk og minutiøst til værks med at forløse substansen.«

Er det også sådan flertallet af pædagoger forstår sig selv?

»Nej, det tror jeg ikke. Når jeg spørger pædagoger, hvad der er bedst ved deres hverdag, svarer de, at de fokuserer på andre forhold, end læreplaner får dem til. Typisk taler de om glæden ved, at et barn føler sig genkendt, når de for eksempel møder dem i garderoben. Og jeg er endnu ikke stødt på nogle institutioner, der dokumenterer, hvad der sker i garderoben. Mit indtryk er, at den stærkeste styringsteknologi i en daginstitution stadig er protokollen. Her bliver børn opført efter deres individuelle navne, og om de er inde eller udenfor institutionen. Protokollen er på ingen måde født sammen med idéen om det unikke barn og den analytiske pædagog. Men idéen tager stadigt mere form.«

https://www.yumpu.com/da/document/read/18450540/brnungeforskning-bupl

 

52. Den 29. april: Danmarks Radio: Konkurrencestatens system

Bjarne Corydon skal være generaldirektør for Danmarks Radio.

Det er tankevækkende, at ingen af de mange indlæg om udnævnelsen (som jeg har læst) omtaler Corydons kærlighed til konkurrencestaten eller hans engagement i skolereformen i 2013 og i den ledsagende udelukkelse af landets lærere fra deres skoler.

Efterfølgende blev Corydon ansat i en global konsulentvirksomhed, hvis indflydelse han havde fremmet, og som havde bidraget til at fremme skolereformens ideologi. Derfra stod det på dagbladet Børsen, hvor det ikke ligefrem er kulturhistorien, der er i højsædet.

Pressen lader ligefrem til at være begejstrede for, at Corydon, der står for en total modsætning til kulturtraditionen, nu skal stå i spidsen for DR?

Og imens taler alle om ”åndelig oprustning” og dannelse og så videre? Det er meget mærkeligt.

Det minder mig om sidste år, hvor Christine Antorini, der jo var sammen med Corydon var ansvarlig for skolereformen, modtog professionshøjskolernes årlige ærespris.

Eller om dengang i 2023, hvor konkurrencestatspædagogen, Claus Holm, fik forlænget sin ansættelse som institutleder ved DPU.

Vi er vidne til en slags konkurrencestat version 2: Det hele ender med et opgør med journalistik, seminarietradition og pædagogik, mens man siger, at man forsvarer det.

 

53. Den 29. april: Danmarks Radio: Bestyrelsen

Nedenfor kan man se DR’s bestyrelse, som jo netop har udpeget Bjarne Corydon til generaldirektør.

Det vrimler ikke just med filosoffer, kulturfolk og intellektuelle for nu at sige det mildt, men der er masser af teknikere af forskellig observans.

Og der er skam plads til både Helge Sander og Christine Antorini, som stod bag de to udskældte reformer: universitetsreformen i 2003 og skolereformen i 2013. Begge reformer hang dybt sammen med konkurrencestatens og dermed Corydons grænseløse ideologi. Og Corydon og Antorini var endda i samme regering.

Kort sagt: Det er let at forstå udnævnelsen af Corydon, selvom det er svært at forstå. Det er en kæmpefejltagelse.

Her er bestyrelsesmedlemmerne:

Lars Gert Lose, Direktør i Finans Danmark (formand pr 1/1-2025, udpeget af kulturministeren)

Christine Antorini, sygeplejerskestuderende, tidligere minister (genbeskikkelse, indstillet af Socialdemokratiet, udpeget til næstformand)

Helge Sander, journalist, tidligere minister (genbeskikkelse, indstillet af Venstre)

Anders Dam, tidligere ordførerende direktør, Jyske Bank (indstillet af Danmarksdemokraterne)

Anna Overlund, sekretariatsleder, Teknologisk Institut (indstillet af Socialistisk Folkeparti)

Ronnie Hansen, Global Head of Business Affairs i Storytel (indstillet af Liberal Alliance)

Christiane Vejlø, administrerende direktør, Elektronista Media (udpeget af kulturministeren)

Kim Hundevadt, fhv. forlagschef, journalist og forfatter (udpeget af kulturministeren)

Sarah Skade, professionelt bestyrelsesmedlem (indstillet af Moderaterne)

Anders Eriksen Stegger, redaktionsleder (udpeget af DR’s medarbejdere)

Jens Ringberg Sørensen, journalist, politisk analytiker (genbeskikkelse, udpeget af DR’s medarbejdere).

https://www.dr.dk/om-dr/organisationen/drs-bestyrelse

 

54. Den 30. april: Tesfaye og Lars Qvortrup

Jeg noterer mig lige en dagsaktuel kontrovers, som har skolepolitisk betydning.

Det drejer sig om, at Lars Qvortrup i mandags skrev et indlæg i Skolemonitor, hvor han kritiserede regeringens syn på autoritet i skolen. Allerede i dag, onsdag, har Tesfaye så svaret i virkelig kraftfulde vendinger.

Her er nogle af Tesfayes mareringer om Qvortrups indlæg (I må selv studere selve indholdet):

”Kritikken er rettet mod noget, regeringen slet ikke foreslår”

”Det er fuldstændig fordrejet. Ligesom i øvrigt resten af Qvortrups indlæg i Skolemonitor”

”Der er utallige fejlslutninger i det indlæg”

”Ren fantasi”

”Når virkeligheden ikke passer Qvortrup, opfinder han åbenbart sin egen”

”Qvortrup hiver også gode gamle Hal Koch frem. Men i en kontekst og kritik, der slet ikke giver mening”.

Kort sagt: Qvortrup bliver sat på plads. Det minder lidt om dengang i foråret 2024, da Tesfaye kaldte Claus Holms rapport om kønspædagogik for ”sjask”.

Qvortrup er en vigtig figur i denne sammenhæng. Han er tidligere leder af DPU, en kraftig tilhænger af skolereformen og en slags faderskikkelse for den nuværende institutleder Claus Holm.

Tesfayes markeringer er derfor en empirisk manifestation af et skolepolitisk skifte, som viderefører nogle af ideerne fra Riisagers ministertid. Riisager var i parentes bemærket også oppe at toppes med DPU-segmentet.

Jeg vil også sige, at det er stærkt tidstypisk for DPU-systemet, at Qvortrup nu fremhæver Hal Kochs betydning. Tidligere har Qvortrup netop stået for en afvisning af den filosofiske baggrundstradition.

Tesfaye er jo også glad for Hal Koch og hans skole i Krogerup, men altså i en helt anden forståelse.

Vi får dermed en ”Hal Koch-strid”.

Og endelig bør man også påpege, at Tesfayes formuleringer er det rene vand ved siden af Qvortrups normale debatstil. F.eks. kaldte han i 2012 – da DPU/Qvortrup understøttede en instrumentalisering af skole og læreruddannelse – Peter Kemp for en ”småfusker” og en ”plattenslager”.

Det er pædagogikkens to verdener.

Links:

Tesfayes indlæg, som svarer Qvortrup: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18130579.ece

Qvortrups oprindelige indlæg: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18121138.ece

Qvortrups svar til Tesfaye allerede dagen efter: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18137255.ece

Qvortrups udfald mod Kemp: https://politiken.dk/debat/kroniken/art5389207/Lad-os-ikke-forr%C3%A5de-l%C3%A6reruddannelsen

 

55. Den 30. april: Jean-Luc Marion i Norge, USA og Danmark

En af de helt store nulevende franske fænomenologer er teologen og filosoffen Jean-Luc Marion. Det norske universitetsmagasin Khrono har gjort os den store tjeneste at interviewe ham.

Her kan man læse Marions analyse af Trumps universitetspolitik, som han ikke giver fem flade øre for. Den er ”frygtelig og latterlig”, siger Marion, og han har nogle ret interessante begrundelser.

Til sidst slår han et slag for åndsfrihed og forskningsfrihed:

Interviewer: ”kanskje å gjøre faglig uenighet stort igjen? Kunsten å opponere, av å stå i debatten og diskursen er noe som sitter godt i den franske ryggraden?”

Og Marion svarer med følgende hyldest til ”uenigheden” i Frankrig:

”Absolutt. Det å være uenig i Frankrike er en del av normalsituasjonen, og skal ikke være en del av noen ideologisk kamp. I en slik (ideologisk, TAR) kamp er ikke uenigheter en måte prøve å nå fram til en felles sannhet på, og er ikke annet enn en metode for å nå makt.

Men hvis uenighet betyr at det er ulike måter å strebe på for å nå et felles beste, en sannhet, i så fall er uenighet en stor ting, sier Jean-Luc Marion”

Så der er magtens uenighed og videnskabens uenighed.

Og faktisk kan disse to former for uenighed komme i karambolage med hinanden, hvilket jeg vil give et eksempel på:

Der er nemlig en lille krølle på denne Marion-tråd, som er værd at holde i erindring. Den førende Marion-forsker i Danmark er teologen Henrik Vase Frandsen, som er lektor ved DPU. Men i 2010 ville den daværende dekan Lars Qvortrup fyre Frandsen (og to andre filosoffer), bistået af prodekanen Claus Holm og resten af DPU’s ledelse.

Qvortrup mente ikke, at Vase Frandsens forskning i Marion var ”relevant”, som det hed. Det var absurd, men Qvortrup mente det helt bogstaveligt.

Få år tidligere havde Qvortrup skrevet, at Marions inspirationskilder var udtryk for en såkaldt ”fundamentalistisk fænomenologi”. I samme bog skrev Qvortrup, at Grundtvigs begreb om ”folk” var ”dødsensfarligt”. Det var 00’ernes tristesse, som var på niveau med Trump, når det kommer til forskrækkelighed (you know: Fra forskning til faktura).

Så Qvortrup brugte uenighed og ”relevans” som en ”metode for at opnå magt”, hvilket jo er det stik modsatte af ånden i Marions og Vase Frandsens tænkning, hvor uenighed handler om forskellige måder at stræbe efter sandhed på. Vi skal derfor have masser af uenighed, så sandhedens fylde kan vise sig.

Heldigvis kom der store protester, så Qvortrup måtte trække fyringerne tilbage. Og året efter – i 2011 – måtte han forlade sin stilling. Men i 2014 overtog hans elev, Claus Holm, ledertjansen. Holm gjorde straks Qvortrup til leder af et stort forskningscenter; uden opslag vel at mærke. Den slags var meget populært på Aarhus Universitet, som selv var blevet radikaliseret omkring 2007.

På den måde er Marions gode ord fra Oslo en slags kommentar til hans egen virkningshistorie i Danmark.

https://www.khrono.no/fransk-kjendisfilosof-om-trumps-utdanningspolitikk-rent-ut-latterlig/963910

 

56. Den 30. april: Kampen om Corydon

Den aktuelle uenighed om vurderingen af Bjarne Corydons nye stilling som generaldirektør for DR er en slags reprise af en episode i 2019, som selv er en reprise af skolestriden i 2013:

Gymnasielæreren Michael Busch skrev dengang en kritisk bog om Corydon, som helt efter drejebogen blev haglet ned af hele det nye centrum-venstre-konkurrencestatssegment.

Busch havde selv i mange år været en del af den pædagogiske kritik, som udviklede sig efter gymnasie- og skolereformerne. Corydon og hans støtter var derimod vilde med reformerne, der jo skulle omdanne den pædagogiske sektor til en arbejdsmarkedsoptimeringsmetode.

Busch’s kritikere havde slet ikke fulgt med i den pædagogiske og samfundsfaglige kritik af Corydon. Det var helt klart.

For Corydon kom kærligheden til konkurrencestatens frontalangreb på pædagogik og frihed i kontakt med den såkaldte “Constructive journalism”, som er et slags opgør med journalistikkens sandhedsinteresse. Corydon kom i 2024 med i bestyrelsen for det tilhørende institut, som i øvrigt ligger på det kompromitterede Aarhus Universitet. Dekanen for fakultetet ARTS, Maja Horst, sidder også i bestyrelsen.

Kombinationen af konkurrencestat og “constructive journalism” er et særdeles dårligt udgangspunkt at drive medier ud fra. Ja, jeg vil sige, at det umuliggør klassisk kritisk journalistik.

Jeg vedhæfter også min omtale af bogen “Den hemmelige socialdemokrat”, der beskriver Corydons centrale betydning for ødelæggelsen af Socialdemokratiets kontakt med partiets politiske og filosofiske tradition. Faktisk fik han også en negativ effekt på SF.

Links:

Link til Mikael Busch’s bog med omtale af de forskellige anmeldelser: http://www.thomasaastruproemer.dk/anmeldelse-af-bjarne-corydon-og-noedvendighedens-politik.html

Link til omtale af “Den hemmelige socialdemokrat”: http://www.thomasaastruproemer.dk/da-socialdemokratiet-kuppede-socialdemokratiet.html

Nedenfor har jeg samlet links til en række centrale historiske dokumenter for hhv. pædagoguddannelse og daginstitutioner. Jeg håber, det kan være til nytte.

For pædagoguddannelsens vedkommende har jeg også undervejs noteret nogle af de forskellige formål, som har eksisteret siden 1948, og som også kan tilgås på de tilhørende links.

Kontakt mig gerne, hvis der er fejl, eller hvis der mangler noget.

 

Indholdsfortegnelse:

1. Pædagoguddannelse, love og diverse rapporter

1A. 1948-53: Den første lov

1B. 1966-70: Ny lov i 1969

1C. 1986: Ny bekendtgørelse

1D. 1991-92: Fælles pædagoguddannelse

1E. 2003-07: Ny lov i 2006

1F. 2012-14: Ny lov/bekendtgørelse i 2014

1G. 2016-17: EVA-rapport

1H. Evaluering 2021

1I. Debatindlæg ifm. evalueringen, 2021

1J. Selskabet for pædagoguddannelsens fremme og fortsat debat, 2022

1K. Studieordninger for pædagoguddannelsen, pr. 2023

1L. Ny pædagoguddannelse 2024-25

1M. Diverse udgivelser

 

2. Daginstitutioner

2A. 1963-64: Lov i 1964

2B. 1990-92: Aktuel Bistandslov og nyt cirkulære

2C. 1997-98: Lov om social service og ny vejledning

2D. 2003-07: Læreplaner og ny lov

2E. 2011-19: Fremtidens dagtilbud og nye læreplaner

2F. Dagtilbud og EU/OECD

2G. Diverse udgivelser

 

1. Pædagoguddannelsen

1A. 1948-53: Den første lov

Betænkning fra 1948 om børnehaveseminarier: https://library.au.dk/fileadmin/lfskolelov/1948.pdf

Bekendtgørelse om uddannelse på de anerkendte børnehaveseminarier, d. 24/9-1953: https://library.au.dk/fileadmin/lfskolelov/1953-09-24_261.pdf

Uddannelsens formål, jf. bekendtgørelsen:

”Indledning:

Børnehaveseminariernes formål er at uddanne ledere og medarbejdere til børnehaver og lignende institutioner.

Seminarierne meddeler gennem en 2-årig uddannelse eleverne de almene og pædagogiske kundskaber og praktiske færdigheder, som er nødvendige for virksomheden i børnehaver, idet der samtidig lægges vægt på gennem denne uddannelse at udvikle og modne elevernes personlighed, således at de bliver sig børnehavegerningens pædagogiske og sociale ansvar bevidst.”

Om undervisningen:

”Undervisningens hovedformål er at give eleverne forståelse af barnenaturens legemlige og sjælelige behov samt viden om, hvorledes disse behov tilfredsstilles og barnets naturlige sunde udvikling derved fremmes”.

Dertil kommer en række fine gennemgange af uddannelsernes fag, her for børnehaveuddannelsen: Psykologi, pædagogik, børnehavelære, Sociale fag og børnelovgivning, Etik, Sundheds- og sygdomslære, Naturkundskab, Dansk – børnelitteratur, Sang og sanglege, Tegning, Rytmik og gymnastik, Manuelt arbejde – herunder træsløjd, Valgfri fag.

Samme formål i 1961: https://library.au.dk/fileadmin/lfskolelov/1961-06-12_190.pdf

Betænkning om uddannelse til børneforsorgspædagog, 1962 (som senere blev til uddannelse til socialpædagog): https://www.betænkninger.dk/wp-content/uploads/2021/02/313.pdf

 

1B. 1966-70: Ny lov i 1969

Betænkning 1966 om seminarier for børnehavelærere og fritidspædagoger (udvalg et blev nedsat i 1963): https://www.betænkninger.dk/wp-content/uploads/2021/02/424.pdf

Betænkning, 1970, inkl. lovforslag fra 1969: https://www.elov.dk/media/betaenkninger/Betaenkning_om_uddannelsen_af_boernehave_og_fritidspaedagoger.pdf

Fra 1. behandling af lovforslaget: https://www.folketingstidende.dk/samling/19681/lovforslag/L219/19681_L219_BEH1_M50_referat.pdf

Formål ifølge 1969-loven:

”Almindelige bestemmelser

§1. Uddannelserne efter denne lov har til formål at uddanne pædagoger til børnehaver og børnehaveklasser og til fritidshjem, fritids- og ungdomsklubber og andre socialpædagogiske fritidsforanstaltninger for børn og unge,

Stk. 2. Uddannelserne skal give de studerende den fornødne faglige og pædagogiske indsigt og praktiske skoling og skal tilstræbe at fremme deres personlige udvikling”.

Betænkning om uddannelse til børneforsorgspædagog, 1973 (“socialpædagog”): https://www.elov.dk/media/betaenkninger/Betaenkning_vedroerende_aendring_af_reglerne_for_uddannelsen_til_boerneforsorgspaedagog.pdf

I 1974 etableres uddannelsen til socialpædagog.

 

1C. 1986: Ny bekendtgørelse

Bekendtgørelse om uddannelse af børnehavepædagoger og fritidspædagoger, d. 19/8-1986. https://library.au.dk/fileadmin/lfskolelov/1986_08_19.pdf

Formålet, jf. bekendtgørelsen:

”Kapitel 1: Uddannelsernes formål, opbygning og varighed

§1 Uddannelsernes formål er,

• At den studerende erhverver sig teoretiske og praktiske forudsætninger for pædagogisk virksomhed i børnehaver, børnehaveklasser, fritidshjem, fritids- og ungdomsklubber og andre socialpædagogiske fritidsforanstaltninger for børn og unge, og for at deltage i udviklingen inden for det pædagogiske område.
• At den studerende erhverver sig forudsætninger for samarbejde med forældre og med andre faggrupper i skolen, den sociale sektor, kulturlivet, sundhedsvæsenet mv.
• At den studerende opnår øvelse i at anvende erhvervet viden på begrundet måde i sin virksomhed, og
• At den studerende personlige udvikling fremmes gennem arbejdet med undervisningens indhold, gennem samarbejde og gennem medansvar for uddannelsen.”

Uddannelsens fagrække:

Faggruppe A: psykologi, almen pædagogik, praktisk pædagogik og institutionslære, sociale fag, socialmedicin, talelære.

Faggruppe B: musik, bevægelsesfag, drama, værkstedsarbejde, naturfag, dansk.

 

1D. 1991-92: Fælles pædagoguddannelse

Fra 1992 slås de de tre uddannelser til hhv. børnehavepædagog, fritidspædagog og socialpædagog sammen til én uddannelse.

En ny fælles pædagoguddannelse, 2/2-1990, samlet betænkning: https://www.betænkninger.dk/wp-content/uploads/2021/02/1213.pdf

Lov om uddannelse af pædagoger, d. 6/6-1991: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1991/370

En ledsagende bekendtgørelse om uddannelse af pædagoger udkom d. 15/6-1992: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1992/457

Uddannelsens formål, jvf. den nye lov:

”§ 1. Uddannelsen har til formål at uddanne pædagoger til at arbejde med børn, unge og voksne, herunder børn, unge og voksne med sociale vanskeligheder eller psykiske eller fysiske handicap.

Stk. 2. Uddannelsen skal give de studerende den teoretiske viden og praktiske erfaring, der er nødvendig for at kunne arbejde som pædagog, og skal bidrage til at fremme de studerendes personlige udvikling.”

Formålet, jvf. bekendtgørelsen:

”§ 1 . Uddannelsens formål er

1) at den studerende erhverver sig teoretiske og praktiske forudsætninger for pædagogisk arbejde med børn, unge og voksne, herunder børn, unge og voksne i sociale vanskeligheder eller med fysiske eller psykiske handicap,

2) at den studerende erhverver sig forudsætninger for gennem arbejdet at kunne fastholde, formidle og udvikle kulturelle værdier, også i forhold til mennesker med en anden sproglig og kulturel baggrund,

3) at den studerende erhverver sig forudsætninger for samarbejde, herunder samarbejde med kolleger og med andre faggrupper,

4) at den studerende erhverver sig et grundlag for at udvikle sin pædagogiske praksis og for at deltage i udviklingen inden for det pædagogiske arbejdsområde, herunder i forsøgs- og udviklingsarbejde, og

5) at den studerendes personlige udvikling fremmes gennem arbejdet med uddannelsens indhold, gennem deltagelse i forskellige arbejds- og samarbejdsformer og gennem medansvar for undervisningen.”

Samme lovforslag, men her inklusive bemærkninger ved fremsættelsen: https://www.ft.dk/samling/20041/almdel/udu/bilag/201/141115.pdf

Ovenstående formål bekræftes også i en bekendtgørelse fra 1997: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1997/930

Videreuddannelsesreform, 1993. Betænkning 1275. https://www.elov.dk/media/betaenkninger/overbygnings-uddannelse_for_paedagoger.pdf

Ovenstående formål fra 1991 bekræftes i 1996, hvor man i lovens kap. 5 også kan læse om den nye “Danmarks pædagoghøjskole”, der samme år afløser “Årskursus for børnehave- og fritidspædagoger”, som lå på Danmarks Lærerhøjskole, som professionens videreuddannelsessted. . https://www.lovguiden.dk/loven/A19960079629

Fra 2000 fusioneres både pædagoghøjskole og lærerhøjskole ind i det nye DPU. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2000/483

 

1E. 2001-07: Ny lov i 2006

Pædagoguddannelsen bliver formelt set en professionsbachelor i 2001. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2001/706

EVA-rapport om pædagoguddannelsen, 2003: https://eva.dk/udgivelser/2003/aug/paedagoguddannelsen

EVA-rapport om faget Pædagogik, 2002: https://eva.dk/udgivelser/2002/maj/undervisning-i-paedagogik-i-paedagoguddannelsen-og-laereruddannelsen

Ministeriel redegørelse om pædagog- og læreruddannelse, 2004. https://www.folketingstidende.dk/samling/20031/redegoerelse/R10/20031_R10.pdf

Ministeriel arbejdsgruppe om “Pædagogers kompetenceprofil”, 2004. https://webarkiv.ft.dk/?/samling/20031/udvbilag/sou/almdel_bilag541.htm

Lov om uddannelse som professionsbachelor som pædagog, d. 19/4-2006. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2006/315

Den ledsagende bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog, d. 13/3-2007: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2007/220

Formålet, jf. den nye lov:

”Kapitel 1: Formål m.v.

§1. Formålet med uddannelsen til pædagog er, at den studerende får et teoretisk og praktisk grundlag for at udføre arbejde som pædagog.

Stk. 2. Uddannelsen skal kvalificere den studerende til at kunne

1) indgå i professionelle relationer med børn, unge og voksne brugere og samarbejde med, vejlede og støtte disses forældre og pårørende,

2) formidle samfundsmæssige mål og værdier til alle uanset sproglig og kulturel baggrund,

3) tilegne sig og gøre brug af relevante teorier og metoder i pædagogisk praksis,

4) tilrettelægge, udføre og koordinere pædagogisk begrundede aktiviteter og processer,

5) deltage i professionelt samarbejde, herunder med personale fra tilgrænsende områder, og

6) analysere, evaluere, dokumentere og udvikle pædagogisk praksis samt deltage i kvalitets- og udviklingsarbejde.”

 

1F. 2012-14: Ny lov/bekendtgørelse i 2014

Der udkommer to rapporter fra hhv. ministeriets følgegruppe og Rambøll:

”En styrket pædagoguddannelse”, Følgegruppen for pædagoguddannelsen, Uddannelses- og forskningsministeriet, 2012: https://ufm.dk/publikationer/2012/en-styrket-paedagoguddannelse-anbefalinger-fra-folgegruppen-for-paedagoguddannelsen

”Evaluering af pædagoguddannelsen”, Rambøll, 2012, https://ufm.dk/publikationer/2012/filer-2012/evaluering-af-paedagoguddannelsen.pdf

Pædagoguddannelsen kommer herefter under en almen lov for alle professionsuddannelser, som fra 2008 var blevet samlet i otte nye professionshøjskoler, der erstatter seminarierne. De enkelte uddannelser regelsættes herefter direkte på bekendtgørelsesniveau, her for pædagoguddannelsens vedkommende, d. 6/3- 2014: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2014/211

Uddannelsens formål reduceres kraftigt:

”§ 1. Formålet med uddannelsen er, at den studerende erhverver sig professionsrelevante kompetencer, viden og færdigheder til selvstændigt og i samarbejde at udøve, udvikle og formidle udviklings-, lærings- og omsorgsopgaver i et samfundsmæssigt perspektiv.”

(her kommer også den nye Kompetence-Viden-Færdigheds-målstruktur ind, som importeres fra Bologna-aftalerne og EU)

De to seminarielærere, Karsten Tufts og Christian Breinholdts, bemærkninger til bekendtgørelsen: https://www.ft.dk/samling/20131/almdel/FIV/bilag/127/1341341.pdf

 

1G. 2016-17: EVA-rapport

EVA-rapport, 2016: https://www.eva.dk/videregaaende-uddannelse/status-paa-nye-paedagoguddannelse

Formålet fra 2014 bekræftes i 2017 i en ny bekendtgørelse: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2017/354

 

1H. Evaluering og debatindlæg, 2021-22:

Ministeriets evaluering af pædagoguddannelsen, 2021: https://ufm.dk/uddannelse/videregaende-uddannelse/overblik-over-det-videregaende-uddannelsessystem/professionsbacheloruddannelser/paedagoguddannelsen/evaluering-af-paedagoguddannelsen

EVA-rapport om pædagoguddannelsen, 2021: https://eva.dk/udgivelser/2021/feb/ekspertvurdering-af-fagligt-niveau-paa-paedagoguddannelsen

Om evalueringen og om frit lærerseminarium. https://dm.dk/media/39076/dmprofessionshoejskolernr12021.pdf

 

1I. Debatindlæg ifm. evalueringen, 2021:

Carsten Pedersen, maj 2021: https://www.altinget.dk/boern/artikel/lektor-til-danske-professionshoejskoler-afskaf-kompetencemaalstyringen-i-paedagoguddannelsen

Andreas Rasch-Christensen, juni 2021: https://www.altinget.dk/boern/artikel/forsker-andet-end-bleskift-fremtidens-paedagoguddannelse-kraever-hoej-faglighed (ok indlæg)

Niels Jakob Pasgaard, august 2021: https://www.altinget.dk/boern/artikel/filosof-paedagoguddannelsen-skal-vaere-mere-end-en-kompetencefabrik-som-giver-mening-for-kl

Carsten Pedersen, november 2021: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/lektor-paedagoguddannelsens-kompetencemaal-forhindrer-faglig-fordybelse (om evalueringen)

Jan Jaap Rothuizen, november 2021: https://www.altinget.dk/boern/artikel/forsker-evaluering-af-paedagoguddannelse-vidner-om-intellektuel-dovenskab (om evalueringen)

Rothuiizen og Pasgaard m.fl.: december 2021, https://www.altinget.dk/boern/artikel/forskere-afskaf-praktikproeverne-og-det-forfejlede-maaltyranni-paa-paedagoguddannelsen

 

1J. 2022: Selskabet for pædagoguddannelsens fremme og fortsat debat

Efter ovenstående evaluering fra 2021 etablerede en række professionshøjskolelærere et ”Selskabet for pædagoguddannelsens fremme”. Her er nogle udvalgte indlæg:

Selskabet, januar 2022: https://www.altinget.dk/boern/artikel/undervisere-til-politikere-her-er-9-regler-som-vil-goere-paedagoguddannelsen-bedre

Jan Jaap Rothuizen, februar 2022: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/forsker-nye-laerer-og-paedagoguddannelser-skal-ikke-vaere-velfaerdsuddannelser

Indlæg fra ledere på UC’er, april og maj 2022: https://www.via.dk/om-via/presse/nyheder-2022/seks-forslag-til-en-styrket-paedagoguddannelse

UCN-ledere, oktober 2022: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/professionshoejskole-paedagoguddannelsen-fortjener-mere-og-bedre

• Pasgaard og Hjermitslev svarer UCN-lederne, november 2022. https://www.altinget.dk/forskning/artikel/lektorer-til-professionshoejskole-paedagoguddannelsen-har-brug-for-mere-frihed-ikke-standardisering

Indlæg fra selskabets medlemmer, september 2024: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/selskabet-til-paedagoguddannelsens-fremme-stop-topstyringen-og-lad-paedagogerne-forme-deres-uddannelse

 

1K. Studieordninger for pædagoguddannelsen, pr. 2023:

National studieordning: https://blad.ucn.dk/PU/studieordning-faellesdel/

Studieordning, UCN (102 sider). https://www.ucn.dk/uddannelser/paedagog/fag-og-opbygning/studieordning-og-officielle-dokumenter

Studieordning, VIA (113 sider): https://www.via.dk/uddannelser/paedagog/studieordninger

Studieordning, Absalon (160 sider): https://phabsalon.dk/uddannelser/paedagog/om-uddannelsen/studieordning-og-lovgrundlag

Studieordning, UC-Syd (102 sider), den mest tekniske: https://www.ucsyd.dk/files/inline-files/Studieordning%20februar%202021%2C%20paedagog.pdf

Studieordning, KP (103 sider), også ret teknisk: https://www.kp.dk/wp-content/uploads/2022/07/studieordning-paedagoguddannelsen-paa-koebenhavns.pdf?x41299

Studieordning, UCL (42) sider: https://www.ucl.dk/studiedokumenter/paedagog

 

1L. Ny pædagoguddannelse, 2024-25:

SVM-regeringens forslag til samlet reform af professionsuddannelserne, oktober 2024. https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2024/ny-reform-skal-fa-flere-til-at-vaelge-en-professions-eller-erhvervsrettet-videregaende-uddannelse

Den endelige forligstekst for pædagoguddannelsen, d. 27. marts 2025: https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2025/arlig-prioritering-pa-naesten-2-mia-kr-skal-gore-det-attraktivt-for-flere-at-uddanne-sig-til-f-eks-paedagog-socialradgiver-eller-datamatiker

 

1M. Diverse udgivelser (kronologisk):

Kjems, H m.fl. (1984): Børnehavearbejde er ikke sentimentalt tantearbejde, Aarhus Børnehaveseminarium 1944-1984, Aarhus Børnehaveseminarium.

Boelskov, Jørgen (1985). Børnehaveseminarierne 1900-1950, Magisterkonferens ved KU. https://www.paedhist.dk/Documents/B%C3%B8rnehaveseminarierne%201900-1950.pdf

Møller, L m.fl (1992) : Odense Socialpædagogiske Seminarium 25 år 1967-1992

Enoksen, Ivan (1996). Folk & fag, Børn og Unge.

Lunn, I., Kjeldsen, M., Juul, I., Thomsen, M., & Haugaard, K. (2005). Fem rektorer fortæller. Fra enegang til fælles fodslag, KLIM.

Peter Møller Pedersen (2011). “Når konteksten skifter – om pædagoguddannelsens historie”, Gjallerhorn nr. 11. https://www.ucviden.dk/da/publications/n%C3%A5r-konteksten-skifter-om-p%C3%A6dagoguddannelsens-historie-3

Rothuizen, J.J. & Togsverd, L. (2013). Hvordan uddannes pædagoger? – perspektiver fra et forskningsprojekt, Videncenter for socialpædagogik og socialt arbejde.

Lauritsen, S. & Hegstrup, S. & Schwede, H. (2014). Fra Højskole og Seminarium til University College: : Fröbel-Højskolen og Hindholm Højskoles vej til Campus Roskilde – om forandring af en uddannelse og et samfund. University College Sjælland.

Søs Bayer og Jens Erik Kristensen (2015). Pædagogprofessionens historie og aktualitet, U Press.

Rothuizen, J.J. (2015). På sporet af pædagogisk faglighed – pædagoguddannelsens deltagelse i det pædagogiske projekt, ph.d. afhandling, Aarhus Universitet.

Tuft, Karsten, & Thomsen, Eddy (2015). Fire seminarier på tur. Uddannelseshistorie, VIA University College.

Hansen, C. S. (2016). “Temaer i børnehavepædagoguddannelsens historie”, i J. E. Larsen (Ed.), Uddannelseshistorie 50 år. Årbog fra Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie, s.126–142. Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie. https://uddannelseshistorie.dk/?aarbog=aarbog-2016

Tuft, Karsten (2017): “Pædagogers profession og uddannelse: Sammenlægninger, modsætninger”, Tidsskrift for Socialpædagogik, 20. årg. nr. 1.

Temanummer ”Hvad uddannes pædagoger til – og hvordan?, i Forskning i pædagoguddannelsens profession og uddannelse, nr. 1, 2019: https://tidsskrift.dk/FPPU/issue/view/8234

Lauridsen, S. & Vestergaard (2020+?): JYDSK -et stykke uddannelseshistorie (bd 1 og 2), Jydsk Pædagogseminariums forlag..

Hjermitslev, H.H. & Rasmussen, B.M. & Togsverd, L (2021): God og dårlig pædagoguddannelse, DPP Forlag.

Rothuizen, J. J. & Due, S. (2023). “Pædagogers uddannelse og videreuddannelse –kendsgerninger og opgave”, i M. Pettersvold, J. J. Rothuizen & S. Østrem (Red.), Akademisk kunnskap og pedagogisk faglighet i barnehagen (Kap. 3, s. 45–70). Cappelen Damm Akademisk. https://doi.org/10.23865/noasp.55.ch3

Karsten Tuft (?). Opslag om “Pædagoguddannelsen”, Leksikon.org. https://leksikon.org/art.php?n=5218

Fra seminarier til professionshøjskoler: http://www.thomasaastruproemer.dk/fra-seminarier-til-professionshoejskoler-forsoeg-paa-en-oversigt.html

 

2. Dagtilbud

 2A. 1963-64: Lov i 1964

Betænkning: ”Om børnehaveproblemer”, 1963. https://www.elov.dk/media/betaenkninger/Betaenkning_fra_boerne_og_ungdomsforsorgens_paedagogiske_naevn_om_boernehaveproblemer.pdf

Lov om børne- og ungdomsforsorg, 1964. (her tales om ”daginstitutioner”) https://www.folketingstidende.dk/samling/19631/lovforslag/L74/index.htm

 

2B. 1990: Bistandslov i 1992 og nyt cirkulære

Cirkulære om dagtilbud for børn og unge, 1990-92. https://www.retsinformation.dk/eli/mt/1990/203

Bistandsloven, version 1992, se §69a. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1992/829 (forældrebestyrelser og virksomhedsplaner)

 

2C. 1996-98: Lov om social service og ny vejledning

Lov om social service, 1997. https://www.folketingstidende.dk/samling/19961/lovforslag/L229/index.htm

Vejledning om dagtilbud, 1998, især kapitel 2. https://www.retsinformation.dk/eli/mt/1998/53

Mandag Morgen: fremtidens børneinstitution, fra pasning til udvikling, 1996. https://bibliotek.dk/da/work/870970-basis%3A21518131

Mandag Morgen: fra velfærdssamfundets børn til børnenes velfærdssamfund, 1998. https://www.mm.dk/pdffiles/4df35-26199802.pdf

 

2D. 2003-07: Læreplaner og ny lov

Pædagogiske læreplaner 2003-4: https://www.retsinformation.dk/eli/ft/200312L00124

EVA-evaluering af lov om læreplaner, 2006. https://www.eva.dk/sites/eva/files/2017-09/Evaluering%20af%20loven%20om%20p%C3%A6dagogiske%20l%C3%A6replaner_delrapport_2006.pdf

Dagtilbudsloven fra 2007: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2007/501

VK-regeringen, 2003: En god start til alle børn: https://static.uvm.dk/Publikationer/2003/socialarv/index.htm

 

2E. 2011-2019: Fremtidens dagtilbud og nye læreplaner

Fremtidens dagtilbud, 2011-12: https://www.ft.dk/samling/20111/almdel/BUU/bilag/209/1123041.pdf

Master for styrket læreplan, 2016: https://www.uvm.dk/dagtilbud/viden-og-udvikling/den-styrkede-paedagogiske-laereplan/mastergruppen

Bekendtgørelse om læreplaner 2018: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/968

Den styrkede læreplan, 2018: https://emu.dk/dagtilbud/forskning-og-viden/den-styrkede-paedagogiske-laereplan/den-styrkede-paedagogiske

Dagtilbudslov 2019: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/2

 

2F. Dagtilbud og EU/OECD:                        

Pre-school education in the European union, EU, 1995. https://op.europa.eu/en/publication-detail/-/publication/5afe231c-d210-4515-a531-c83fa672fa14

Early education and care, EU, 2011: https://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=COM:2011:0066:FIN:EN:PDF

Starting strong 1, OECD, 2001. https://www.oecd-ilibrary.org/education/starting-strong_9789264192829-en

Starting strong 2, OECD 2006. https://www.oecd.org/education/school/startingstrongiiearlychildhoodeducationandcare.htm

 

2G. Diverse udgivelser (opdateres løbende)

Stanek, A.H. & Togsverd, L. & Ellegaard, T. (2022). Styrket børnehavepædagogisk tradition – eller mere læring, Syddansk Universitetsforlag.

Aarhus Universitet (AU) er i frit fald. I går fik vi endnu et eksempel:

Den konkrete anledning er, at Folketinget har besluttet at sammenlægge to udvalg, nemlig Uddannelses- og Forskningsudvalget og Børne- og Undervisningsudvalget.

Dermed vender man faktisk lidt tilbage til ånden fra efterkrigstiden (frem til omkring 2000), hvor både universiteterne og kulturen var under Undervisningsministeriets ressortområde. Men ok, i den aktuelle situation taler vi altså om folketingets udvalg og ikke om ministeriernes ressort-fordeling.

Dette lyder måske lidt teknisk, men det er det ikke, må man forstå på AU’s reaktion:

To af AUs dekaner, Maja Horst fra det såkaldte ARTS og Anne-Mette Hvas fra HEALTH, er nemlig kraftigt imod sammenlægningen. Det kunne man læse om i et indlæg i Altinget d. 27. marts. Man kan tilgå det korte og teknokratiske, men også vitalistiske indlæg i referencelisten.

Det interessante er begrundelsen. Man tror måske, at man skal høre om videnskabelige idealer? Men det skal man ikke, tværtimod. Eller rettere: Idealet er universitetets filosofiske opløsning.

De to dekaners ‘Ideal’ er nemlig et totalt ensporet forsvar for det konkurrencestatsuniversitet, som jo blev etableret ved universitetsloven i 2003, og som siden blev forstærket, ikke mindst på Aarhus Universitet. Man skulle tro, at indlægget var skrevet af Helge Sander (som stod bag reformen i 2003).

Indlægget handler udelukkende om økonomisk konkurrenceevne. Og andre lande opfattes ikke som deltagere i kundskabernes fælles liv, men som konkurrenter om økonomisk og global vækst. Der er heller intet om humaniora eller sundhedsforskning, som jo ellers er de to dekaners faglige områder. Man krummer tæer på universitetets vegne. Og som humanist er det nærmest oprørende læsning.

Ansættelsen af Horst i 2023, som få år forinden havde skrevet en særdeles problematisk bog om universitetspolitik, har forstærket AU’s ideologiske deroute. Hun indledte med at genansætte den konkurrencestatsivrige Claus Holm som leder af DPU, og en helt ukritisk symbiose af IT-forskning og skolereforms-læring lader til at have fået overtaget. Dertil kommer Horsts aktuelle angreb på mange klassiske uddannelser, jvf. den såkaldte “helhedsplan”, som helt flugter med hendes ideologi. Og dette sker altså under konkurrencestatens eksplicitte ramme. Næste samtidig med ansættelsen og Horst fik AU en ny bestyrelsesformand, hvor den kulturkonservative Connie Hedegaard blev udskiftet med en NOVO-direktør. Siden er det gået helt galt.

Maja Horst indleder faktisk en DPU-konference i næste måned, hvor landets største konkurrencestatsmand, Ove Kaj Pedersen, og Claus Holm selv er hovedtalere. Konferencens officielle emne er ånd og demokrati, hvilket jo er konkurrencestatens modsætning. Det er ånd på Horsts og Holms deprimerende præmis. Logikken er nærmest ond. Bjarne Corydon ville have jublet.

Holm har i mange år været en ligeså vild fortaler for konkurrencestaten, som Horst er i sit aktuelle indlæg. Og Holms ideologi har haft stor indflydelse på skolepolitikken siden 2008, hvor DPU jo kom under AU, som selv på det tidspunkt befandt sig i et nærmest ekstremistisk globaliseringsmodus. Herfra vekselvirkede DPU og AU/ARTS ned i et selvforstærkende dyb. Lejlighedsvise fyringsrunder satte det sidste plaster på evt. kritiske munde. Så der kommer nok ikke nogen kritik fra universitets forskere mod Horsts indlæg. Men nu må vi se. I gamle dage ville et sådant indlæg ikke være gået upåtalt hen.

På en måde er Horsts modstand mod sammenlægningen af de to folketingsudvalg lidt overraskende. For i selve den filosofiske substans er de to politikområder jo allerede sammenlagt. Landets børn har været ”soldater i konkurrencestaten” i mange år, for nu at bruge Ove Kaj Pedersens udtryk. Og denne proces har været fremskyndet af DPU og ARTS selv.

Jeg vil kalde det for “teknokratisk vitalisme”. Man bliver på en måde lidt bange.

Jeg har skrevet grundigt om mange af disse bevægelser – herunder bevægelserne i ressortområderne – i bogen ”Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”.

 

Referencer:

Dekanernes indlæg i Altinget: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/dekaner-forskningen-drukner-i-boern-og-undervisning-hvis-folketinget-laegger-to-udvalg-sammen

Om Folketingets beslutning om at sammenlægge udvalg: https://www.ft.dk/da/aktuelt/nyheder/2025/03/faerre-udvalg

Om DPU’s aktuelle konference: http://www.thomasaastruproemer.dk/konference-paa-dpu-demokratisk-dannelse-og-aandelig-oprustning.html

Brian Degn Mårtenssons anmeldelse af Maja Horsts bog: https://www.altinget.dk/artikel/anmeldelse-ny-bog-om-universiteterne-er-fyldt-med-tvivlsomme-postulater-og-grelle-misforstaaelser

Om AU’s “helhedsplan”, se under “Overblik over beslutninger”. https://medarbejdere.au.dk/fakulteter/arts/kandidatreform

Link til bogen ”Universitetet og dets fjender”: https://klim.dk/bog/universitetet-og-dets-fjender/

 

Jeg sidder her med et universitetshistorisk dokument fra d. 20. april 2010 samt nogle ledsagende materialer. Sagen handler generelt set om et nyt og reorganiseret DPUs angreb på pædagogisk filosofi. Nedenfor vil jeg koncentrere mig om sagens mest dramatiske emne, nemlig tre fyringsvarsler.

Det centrale dokument er en e-mail fra institutleder for det daværende Institut for Pædagogik ved DPU, Jens Erik Kristensen, som på det tidspunkt arbejdede under Lars Qvortrups systemteoretisk inspirerede dekanat.

Mailen og dens konsekvens er ideologisk set et udtryk for den samlede effekt af to teorier, nemlig samtidsdiagnosen (Kristensen) og systemteorien (Qvortrup), som vekselvirkede under Globaliseringsrådets og universitetslovens ideologiske narrativ.

Her kommer en gennemgang:

 

1. Analyse af Jens Erik Kristensens mail (den fulde ordlyd af mailen kan tilgås i bunden)

Lad os først se på indholdet af Kristensens mail, som er stilet til alle instituttets medarbejdere.

 

A. ”Ulønsomme områder”:

Kristensen fortæller, at DPU skal spare penge. Der varsles derfor ”nedprioritering af ulønsomme områder”. Og konsekvensen er, at der ”tys til varsling af afskedigelser”.

Kristensen annoncerer konkret, at han og Qvortrup vil afskedige tre fastansatte forskere ved pædagogisk filosofi. Ingen andre områder eller andet videnskabeligt personale berøres.

Faktisk fremgår det af mailen, at ingen af de ansatte ved pædagogisk filosofi eller andre steder på DPU er specielt ”ulønsomme”. Alle arbejdstidsnormer er fyldt op.

Derfor træder nu et supplerende kriterium i kraft, nemlig “relevans”. Et begreb, som i høj grad er oppe i tiden omkring 2010.

 

B. ”Relevans”:

Lad os se lidt nærmere på denne “relevans”, der på en måde fordobles:

Ledelsens kriterium for at udvælge forskningsområdet pædagogisk filosofi er nemlig, at det er et ”forskningsområde, der ikke lever op til et kriterium om relevans i forhold til DPUs formål og opgave….” (min kursivering, TAR)

Så pædagogisk filosofi er et irrelevant forskningsområde for ”DPU’s formål”? Det er grove løjer.

Kristensen og Qvortrup havde faktisk få uger forinden slet og ret foreslået at nedlægge uddannelsen i pædagogisk filosofi som sådan. I stedet ville de lave en uddannelse i Kristensens egen kæphest, den såkaldte ”samtidsdiagnose”. Det resulterede i store protester, så det kom man ikke igennem med.

Derfor sættes angrebet nu ind i en ny form under herretegnet ”relevans”.

 

C. Relevansens fordobling: Hvem er irrelevant?

Efter at have identificeret pædagogisk filosofi som et irrelevant forskningsområde, så forstærkes nu relevansbegrebets effekt ned i tre helt konkrete fyringer. Der står nemlig direkte i mailen, at der ved….

”….fagmiljøet i pædagogisk filosofi varetages forskningsaktiviteter, der enten slet ikke eller ikke fuldt lever op til kriteriet om relevans for DPU’s profil og samlede opgaveportefølje.”

Så ikke blot ”forskningsområdet”, men nu også specifikke ”forskningsaktiviteter” angives at være irrelevante. Relevansen fordobles.

Dagen efter blev de tre ”irrelevante” forskere ringet op af institutlederen og varslet afskediget.

 

2. Lidt kontekst

Kristensens mail var en opfølgning på et møde samme formiddag, hvor Jens Erik Kristensen mundtligt havde orienteret fagmiljøet om sin og Lars Qvortrups fyringsplaner. Senere samme eftermiddag, d. 20. april, kl. 17:00, sendte Kristensen en mail til fagmiljøet for pædagogisk filosofi med næsten samme ordlyd som den mail fra kl. 12:55, jeg lige har omtalt, der jo var sent til alle instituttets medarbejdere.

De tre personer, som skulle fyres, modtog et varslingsbrev d. 21. april. Også her fremgår den dobbelte ”relevans”: Først tales der om ”forskningsområder” som ikke har relevans, og dernæst nævnes, at der er tale om konkrete personer, som ”ikke har leveret eller publiceret relevant pædagogisk-filosofisk forskning”.

Fagmiljøet for pædagogisk filosofi bestod på det tidspunkt af følgende personer:

Anne-Marie Eggert Olsen

Asger Sørensen

Gorm Hansbøl

Henrik Vase Frandsen

Jonas Lieberkind

Jørgen Huggler

Karen Wistoft

Kasper Porsgaard Nielsen

Kirsten Hyldgaard

Kirsten M. Andersen

Lars Geer Hammershøj

Lotte Rahbek Schou

Ove Korsgaard

Sune Frølund

Thomas Aastrup Rømer

 

3. Dekanens blog og det efterfølgende forløb

Dekan Lars Qvortrup fortalte på sin ”dekanens blog” – endda samme dag som varslingsbrevet, altså d. 21. april – at man nu ville ansætte en ny forsker i antropologi og to nye ved det daværende Institut for Læring. Det vil give ”øget indtjening”, stod der. Og det er altså samme dag som varslingsbrevet! Jeg synes, det er ondt.

Samme dag, d. 21. april, sender Jens Erik Kristensen endnu en orienteringsmail til instituttets ansatte.

Heldigvis kommer der protester. Og pludselig nægter Qvortrup, at kriteriet om ”relevans” skulle have spillet en rolle! Qvortrup skriver en kronik i Information, støttet af bl.a. den nuværende institutleder Claus Holm, hvis ideer bygger på en form for teknisk blanding af netop Qvortrup og Kristensen.

Peter Kemp, som var den første leder af pædagogisk filosofi fra 2000-2007, var kritikkens ledende kraft, men det var også mange andre.

Selv holder jeg i forbindelse med en pristildeling en tale, som Holm skriver er et udtryk for “polemisk dumdristighed”.

Efter en stor offentlig kritik blev alle varslinger efterhånden trukket tilbage på nogle meget mærkelige måder, som det vil føre for vidt at komme ind på her.

Sagen er omtalt flere steder, f.eks. i Heine Andersens bog om ”Forskningsfrihed” fra 2017 og i Asger Sørensens bog fra 2021, ”Asger Sørensen går på universitetet”. Sørensens beretning er særlig interessant, fordi han var en af dem, der blev varslet.

Jeg har også selv beskrevet forløbet i bogen ”Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU” fra 2024.

 

4. Jens Erik Kristensens mail

Her er Jens Erik Kristensens mail fra d. 20/4-2010, kl. 12:55, i sin fulde ordlyd:

”Kære medarbejdere ved Institut for Pædagogik

Der har her til formiddag været afholdt et møde et orienteringsmøde om de besparelser og personalereduktioner, som ledelsen har besluttet at gennemføre her på instituttet, mere præcist på fagområdet for pædagogisk filosofi. Derfor var kun dette fagmiljø indkaldt til mødet i dag, men hermed følger nu en kort orientering til hele instituttet om mødet.

Mødet var indkaldt for at orientere om de forestående besparelser og personalereduktioner. Baggrunden for den aktuelle besparelsesrunde er formodentlig velkendt: budgetrammerne for 2010, 2011, 2012 og 2013 viser, at DPU skal forbedre sit resultat med et beløb stigende til 33 mio. kr.

Dette krav om indtægtsstigninger med et uændret antal VIP’er nødvendiggør en stram prioritering af ressourcer til de områder, hvor der er uudnyttede indtjeningspotentialer og en tilsvarende nedprioritering af ulønsomme områder og/eller af forskningsområder, der ikke lever op til et kriterium om relevans i forhold til DPUs formål og opgave som en pædagogisk universitetsskole, nemlig at bidrage med forskning, undervisning, myndighedsbetjening og forskningsformidling i forhold til det samlede pædagogiske felt og uddannelsesområde.

De mulige personalemæssige konsekvenser af denne økonomiske situation har været varslet og drøftet på et HSAU-møde (Hovedsamarbejds- og Arbejdsmiljøudvalget) den 25. marts 2010 Forhandlinger mellem ledelsen (dekanen) og VIP-TR før og efter påske førte ikke til, at DPU kunne undgå uansøgt afsked af videnskabeligt personale.

Ledelsen har derfor fundet det nødvendigt også at ty til varsling af afskedigelser. Kriterierne for udvælgelse af medarbejdere, der indstilles til afskedigelse, har været fremlagt og drøftet på HSAU og fremgår af et notat med titlen ’VIP-sporet og personaletilpasning’ fra den 24. marts 2010.

Ved vurderingen af, hvilke medarbejdere, der skal indstilles til afskedigelse, er der blevet lagt vægt på, hvem der er bedst kvalificeret til at varetage DPUs forskning og undervisning på en kvalificeret måde, og hvem der bedst kan undværes i forhold til følgende parametre:

– forsknings- og undervisningsmæssig relevans for DPUs profil og opgaveportefølje

– medarbejdernes faglige kvalifikationer

– medarbejdernes måde at varetage deres opgaver på

– medarbejdernes personlige kvalifikationer

En gennemgang af de individuelle VIP-medarbejdere på DPU har vist, at stort set alle medarbejdere lever op til 60%-indtjeningskravet – også her på instituttet. Der har derefter i ledelsesregi været foretaget en afdækning og konkret vurdering af, hvilke områder på DPU, der kunne og skulle reduceres eller lukkes helt ned for bedst at imødekomme de økonomiske krav om prioritering af ressourcerne.

Hvad angår vores institut har ledelsen vurderet, at der ved fagmiljøet i pædagogisk filosofi varetages forskningsaktiviteter, der enten slet ikke eller ikke fuldt ud lever op til kriteriet om relevans for DPU’s profil og samlede opgaveportefølje.

Dette er uholdbart i den situation, DPU for indeværende befinder sig i.

Ledelsen har på den baggrund besluttet at reducere omfanget af aktiviteter i fagmiljøet for pædagogisk filosofi ud fra en samlet vurdering af medarbejderne i forskningsmiljøet i henhold til de anførte kriterier.

Resultatet heraf er desværre blevet, at der i morgen onsdag varsles afskedigelse af 3 VIP-medarbejdere ved fagmiljøet i Pædagogisk Filosofi. Det skal i denne forbindelse understreges, at der hermed ikke er tale om en desavouering af de pågældende medarbejderes forsknings- eller undervisningsindsats som sådan. De varslede afskedigelser er derimod en følge af de besparelser og omprioriteringer, som DPU er tvunget ud i de kommende år.

De pågældende vil i morgen onsdag efter kl. 9 blive kontaktet af mig pr. telefon eller mail og bedt om enkeltvis at komme til en samtale på mit kontor i løbet af formiddagen. I samtalen deltager også personalechefen, Steen Jessen, samt tillidsrepræsentant Charlotte Palludan (såfremt den pågældende medarbejder ønsker det). Samtalen vil forme sig som en mundtlig orientering om, at og hvorfor afskedigelse er påtænkt. Under samtalen vil den pågældende medarbejder få udleveret det såkaldte partshøringsbrev, hvoraf baggrund og begrundelser samt dato for forventet fratrædelse vil fremgå, men hvoraf det også vil fremgå, at der endnu ikke er truffet endelig afgørelse om afskedigelse, da medarbejderen har mulighed for at komme med partsindlæg som svar på parthøringsbrevet. Ledelsen har ekstraordinært besluttet, at der skal være en partshøringsperiode på 4 uger for afskedsvarslede VIP’ere med henblik på at få bedre tid til at undersøge og afdække alle muligheder for inden for partshøringsfristens fire uger at omplacere de pågældende internt på AU, eller i samarbejde med TR at finde andre omplaceringsmuligheder. Den endelig beslutning om afskedigelse eller ej vil derfor først ske umiddelbart høringsfristens udløb den 20.maj 2010.

Når alle påtænkte afskedigelser er meddelt personligt, vil instituttet blive orienteret.

Dette er de barske realiteter og beslutninger. Det er mit håb, at processen kan gennemføres på en for alle værdig måde, og at det vil lykkes ved fælles hjælp at finde omplaceringsmuligheder for de berørte.

Bedste hilsener Jens Erik

Jens Erik Kristensen

Lektor, lic.phil. og institutleder

Institut for Pædagogik

Danmarks Pædagogiske Universitetsskole

Aarhus Universitet

Tuborgvej 164

2400 København NV

Tlf: 88889496

Mobil: 26320899

E: jek@dpu.dk”

Claus Holm har for nylig udgivet et hyldestskrift til Jens Erik Kristensen, hvor sagen også er omtalt. Det kan man læse om her: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-problemer-med-filosofi-og-paedagogiske-formaal.html

 

 

 

Der er kommet en ny rapport om skærmbrug i folkeskolen. Rapporten har afstedkommet lidt drama. Nedenfor vil jeg kort notere forløbet, så det ikke går i glemmebogen.

 

1. Kort opsummering

Rapporten er udgivet af Rockwool-fonden, og den er udarbejdet af Aarhus Universitets medieforsker, Andreas Lieberoth, som tilhører AUs og DPU’s ekspanderende og medieoptimistiske digitaliseringskerne. I denne kreds er der absolut ingen kritiske anslag, blot konstante forsøg på at negligere problemer, mens teknologisk læring tales op. En Esben Bjerre står angivet som medforfatter og koordinator, men han har ingen faglig profil, så hans eventuelle indflydelse lader jeg ligge.

Her er et link til rapporten, som udkom februar 2025. Den centrale konklusion er, at der er masser af stort set ufarlig ”skærm” i skolerne og næsten ingen mobiltelefoner. https://rockwoolfonden.dk/udgivelser/den-digitale-folkeskole-mobiltelefon-stort-set-fravaerende-men-projektor-og-computer-moeder-til-tiden-hver-dag/

Lieberoth var med det samme i pressen. Han kunne bruge rapporten til at kritisere Trivselskommissionens forslag om mobilforbud i skolerne. Det kunne man studere i en artikel på Folkeskolen.dk, og Lieberoth var også i DRs Deadline om emnet. Her er et link til Folkeskolens artikel: https://www.folkeskolen.dk/dannelse-digital-dannelse-dpu/efter-at-have-observeret-undervisning-8170-gange-er-forsker-sikker-mobilerne-er-ikke-problemet/4801980

Trivselskommissionens forslag om forbud mod mobiltelefoner, som Lieberoth altså er uenig med, kan man læse her: https://www.trivselskommissionen.dk/.

Og Trivselskommissionens forslag ligger faktisk i direkte forlængelse af regeringens restriktive syn på mobiltelefoner, som blev lanceret sidste år. Så der er politik i emnet, som man siger. Bagved regerer en stærk filosofisk indflydelse fra teologen Hal Koch, som både undervisningsministeren og Trivselskommissionens formand er glade for:.

Her er et link til regeringens anbefalinger: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/feb/240205anbefalinger-om-skaermbrug-klar-til-grundskoler-og-fritidstilbud

 

2. Historikken

Lad mig starte med lidt historik. Tilbage i 2019 lavede Lieberoth en anden stor rapport, der viste, at mobiltelefoner i undervisningen havde en særdeles negativ effekt. Men Lieberoth forsøgte at omdanne dette resultat til at være et argument for endnu mere digitalisering. Så fik man ”digitale kompetencer”, hvilket talte ind i disse års symbiose mellem globalisering og digitalisering. Det var ideologisk forskning på den store klinge. Her er min analyse af 2019-rapporten: http://www.thomasaastruproemer.dk/skaerm-skaerm-ikke-ny-rapport-om-mobiler-i-skolen.html

Denne tendens til at negligere problemernes fylde er efterhånden et generelt træk ved den forskningsmæssige linje på fakultetet ARTS/AU, hvor man stort set har tabt forbindelsen til det klassiske humaniora. I stedet har man helt ukritisk kastet sig over AI-begejstrede forskningsinitiativer. I bunden af mit indlæg kan man tilgå nogle eksempler.

Det er også værd at nævne, at Lieberoth var blandt de 30 forskere, der støttede institutleder Claus Holms ideologisk betingede fyringsaktion på DPU i december 2022. Holm, som har adskillige problematiske sager om forskningsfrihed hængende i sit CV, har også understøttet den aktuelle rapport. Derimod marginaliserer han konsekvent de efterhånden stærkt svækkede kritiske miljøer. Hans mangeårige indflydelse på DPU har været katastrofal for landets pædagogiske videnskab.

Lieberoths støttebrev til Holm kan læses her: https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-kollega-modsvar-i-debatten-om-afskedigelser-pa-dpu/4689601

Og Holms støtte til Lieberoths rapport kan studeres her: https://www.linkedin.com/posts/claus-holm-87a9346_ny-unders%C3%B8gelse-giver-hidtil-st%C3%B8rste-overblik-activity-7303361398254845952–MWc/?utm_source=share&utm_medium=member_desktop&rcm=ACoAAADkzzsBqhMs829pB8b5WEumF6_FEcNR-i8

Endelig vil jeg nævne, at rapporten jo er udarbejdet af Rockwool-fonden, som har gjort sig særdeles uheldig bemærket, når det kommer til den videnskabelige helhed. Ikke mindst via et kraftigt fokus på den amerikanske økonom, James Heckmann, som har spillet en stor og negativ rolle for pædagogikkens og samfundets instrumentalisering siden omkring 2010. Heller ikke her er der nogen sans for den samfundsmæssige og filosofiske sammenhæng, tværtimod.

Spørgsmålet er nu, om den aktuelle rapport følger disse mønstre?

Og det gør den. Selvom man i rapporten slår undersøgelsen op som et omfattende ”vidensfundament” med 8000 målepunkter, så viser det sig, at man kun har besøgt sølle 12 folkeskoler, og endda kun i undervisningstimerne. Der er ca. 1600 grundskoler i Danmark, heraf ca. 1100 folkeskoler. På disse 12 skoler har man så ikke konstateret ret meget brug af mobiltelefoner.

Til gengæld har man konstateret en omfattende brug af ”individuelle devices”, som man forsøger at tale ned, og der er stort set ingen bøger i undervisningen.

Men sølle 12 skoler er jo ikke udtryk for en særlig grundig ”dokumentation” eller et ”vidensfundament”, som man kalder det. Og det viser sig endda, at netop disse 12 skoler har indført ”skærmregler”, som det kaldes. Så vidt jeg kan se, har man ikke engang noteret hvilke regler? Det er under al kritik. Måske er mobiler helt forbudt på de få skoler, man har besøgt?

Rapporten har ingen teoretisk eller filosofisk diskussion, hvilket ofte kendetegner disse tekno-mediemiljøer. Desuden er den elendigt skrevet, og det myldrer med komma- og grammatiske fejl, der gør visse dele af materialet nærmest uforståeligt. Der er heller ikke noget systematisk forsøg på at relatere til 2019-rapporten, som jo forsvarede mobiltelefoner, selvom de empiriske resultater pegede i en modsat retning. I det hele taget er litteraturlisten meget kort og ensidig.

Så det hele er meget sølle.

 

3. Reaktioner

Kort tid efter offentliggørelsen af rapporten fulgte et par reaktioner. Her er de indlæg, jeg har noteret:

 

a) Aica Bikic

Først skrev sundhedsforskeren Aida Bikic fra SDU nedenstående på LinkedIn, her i fuldt citat (jf. også link https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:7305120382204702720/):

”𝐄𝐫 𝐦𝐨𝐛𝐢𝐥𝐭𝐞𝐥𝐞𝐟𝐨𝐧𝐞𝐫 𝐯𝐢𝐫𝐤𝐞𝐥𝐢𝐠 𝐢𝐤𝐤𝐞 𝐞𝐭 𝐩𝐫𝐨𝐛𝐥𝐞𝐦 𝐢 𝐬𝐤𝐨𝐥𝐞𝐧?
Den seneste uge er rapporten “Skoletid/Skærmtidspunkter” af Andreas Lieberoth og Esben Bjerre blevet fremstillet i medierne, som om mobiltelefoner slet ikke bliver brugt i skolen. Denne rapport er 𝐢𝐤𝐤𝐞 𝐟𝐚𝐠𝐟æ𝐥𝐥𝐞𝐛𝐞𝐝ø𝐦𝐭 𝐨𝐠 𝐡𝐚𝐫 𝐦𝐞𝐭𝐨𝐝𝐢𝐬𝐤𝐞 𝐛𝐞𝐠𝐫æ𝐧𝐬𝐧𝐢𝐧𝐠𝐞𝐫, der gør det svært at stole på data.

Hvis jeg skulle fagfællebedømme denne rapport ville jeg hæfte mig ved

🔎 Problemer med metoden:

1️ 𝐊𝐮𝐧 𝐬𝐤𝐨𝐥𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝 𝐦𝐨𝐛𝐢𝐥𝐫𝐞𝐠𝐥𝐞𝐫
Rapporten inkluderer udelukkende skoler, der allerede har mobilregler. Det betyder, at undersøgelsen ikke afspejler skoler, hvor mobiltelefoner bruges mere frit. Tallene kan derfor ikke overføres til alle skoler.

2️ 𝐊𝐨𝐫𝐭𝐞 𝐨𝐠 𝐨𝐯𝐞𝐫𝐟𝐥𝐚𝐝𝐢𝐬𝐤𝐞 𝐨𝐛𝐬𝐞𝐫𝐯𝐚𝐭𝐢𝐨𝐧𝐞𝐫 (1-3 𝐌𝐈𝐍𝐔𝐓𝐓𝐄𝐑 𝐩𝐫. 𝐤𝐥𝐚𝐬𝐬𝐞)
Metoden er, at observatørerne kigger hurtigt ind i klassen 2 gange på 1-3 minutter og noterer skærmbrug ud fra, hvad de kan se på den meget korte tid. Dette giver ikke et retvisende billede af det samlede skærmforbrug i en lektion.

3️ 𝐌𝐚𝐧𝐠𝐥𝐞𝐧𝐝𝐞 𝐞𝐯𝐧𝐞 𝐭𝐢𝐥 𝐚𝐭 𝐨𝐩𝐝𝐚𝐠𝐞 𝐬𝐤𝐣𝐮𝐥𝐭 𝐬𝐤æ𝐫𝐦𝐛𝐫𝐮𝐠
Metoden fanger kun teknologi, der er synligt i brug. Hvis elever skjuler deres telefon i skødet, under bordet eller bag en opstillet computer, bliver det ikke registreret, da observationerne kun foretages med korte kig fra døråbninger eller ved at træde ind i lokalet i få minutter. Mobilbrug vil sandsynligvis blive underrapporteret, og metoden kan give et falsk billede af skærmfri undervisning.

4️ 𝐌𝐚𝐧𝐠𝐥𝐞𝐧𝐝𝐞 𝐯𝐚𝐥𝐢𝐝𝐞𝐫𝐢𝐧𝐠 𝐚𝐟 𝐦𝐞𝐭𝐨𝐝𝐞𝐧
En central svaghed er, at denne metode ikke er blevet valideret, hvilket betyder, at det er usikkert, om den faktisk måler det, den skal. Der er ingen dokumentation for, at selve metoden med observationer på 1-3 minutter giver en præcis og pålidelig måling af skærmforbrug i undervisningen.

5️ 𝐎𝐛𝐬𝐞𝐫𝐯𝐞𝐫𝐞𝐟𝐟𝐞𝐤𝐭 (𝐇𝐚𝐰𝐭𝐡𝐨𝐫𝐧𝐞-𝐞𝐟𝐟𝐞𝐤𝐭)
Lærere og elever vil typisk ændre deres adfærd lidt, når de ved, at de bliver observeret. De kan fx bruge færre skærme og en undervurdering af det reelle skærmforbrug.

6 𝐌𝐞𝐭𝐨𝐝𝐞𝐧 𝐦å𝐥𝐞𝐫 𝐤𝐮𝐧 𝐨𝐦 𝐬𝐤æ𝐫𝐦𝐞 𝐞𝐫 𝐟𝐫𝐞𝐦𝐦𝐞, 𝐢𝐤𝐤𝐞 𝐡𝐯𝐚𝐝 𝐝𝐞 𝐛𝐫𝐮𝐠𝐞𝐬 𝐭𝐢𝐥
Elever kan sagtens have en computer fremme og bruge det til shopping eller gaming. Det forholder rapporten sig slet ikke til.

7 𝐑𝐚𝐩𝐩𝐨𝐫𝐭𝐞𝐧 𝐟𝐨𝐫𝐡𝐨𝐥𝐝𝐞𝐫 𝐬𝐢𝐠 𝐬𝐥𝐞𝐭 𝐢𝐤𝐤𝐞 𝐭𝐢𝐥 𝐨𝐦 𝐦𝐨𝐛𝐢𝐥𝐭𝐞𝐥𝐞𝐟𝐨𝐧𝐞𝐫 𝐛𝐥𝐢𝐯𝐞𝐫 𝐛𝐫𝐮𝐠𝐭 𝐢 𝐩𝐚𝐮𝐬𝐞𝐫𝐧𝐞. Det er vigtigt for børns trivsel og sociale relationer.

Rapporten kan derfor ikke bruges til at konkludere, at der ingen problemer er med skærme i skolen.” (fed i original tekst)

Aida Bikic er ikke en fru hvem som helst. Hun har for nylig – sammen med en større forskningsgruppe – lavet en stor rapport om emnet, som dokumenterer en omfattende brug af mobiltelefoner i børns og unges almene liv, og som faktisk foreslår et mobilforbud, jf. dette link: https://portal.findresearcher.sdu.dk/da/publications/sk%C3%A6rmbrug-og-b%C3%B8rn-og-unges-mentale-sundhed.

 

b) Niels Jakob Pasgaard og Simon Skov Fougt

Lektor i pædagogik, filosoffen Niels Jakob Pasgaard, er nok den mest vidende person om krydsfeltet mellem pædagogik og digitalisering. Desuden har han skrevet store kritiske arbejder om læringsmål og dannelse.

Pasgaard udgav d. 17. marts på mediet Skolemonitor en kritik, der minder om Aida Bikic’s. Også han kritiserede rapportens metode, men også dens holdning: https://skolemonitor.dk/debat/art10329442/Mobilerne-fylder-stadig-p%C3%A5-skolerne-is%C3%A6r-i-pauserne.

Pasgaards nærmest rolige kritik fik en anden af DPU’s forskere, Simon Skov Fougt, på banen, først på LinkedIn og derefter i Skolemonitor.

På LinkedIn gik Fougt amok i nedladende retorik. Pasgaard var et ”stædigt æsel”, som var ”tåkrummende”, og som demonstrerede en ”mangel på viden om videnskabelig literacy”. Det var ikke kønt, for Pasgaard havde jo blot iagttaget det, som både Bikic og jeg selv havde noteret. I Skolemonitor var tonen mere urban, selvom svarene ikke var overbevisende. https://skolemonitor.dk/debat/art10336075/Det-er-tid-til-at-pakke-synsningerne-v%C3%A6k-i-mobildebatten.

Det er her værd at bemærke, at Fougt tilhører kredsen omkring den såkaldte “scenariedidaktik”, som ledes af professor Jeppe Bundsgaard. Bundsgaard spillede en stor rolle i skolereformens opgør med dannelse og pædagogik. I den kreds betragter man OECD som udtryk for dansk pædagogisk tradition. Jeg skrev udførligt om dette emne i sin tid: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-jeppe-bundsgaards-dannelsessyn.html.

Og Fougt støttede – ligesom Lieberoth – institutleder Claus Holms autoritære afskedigelsesrunde i 2022, både på de indre og de ydre linjer. Så vi er helt klart indenfor Holms åndelige tilladte struktur, som udgøres af konkurrencestatens læringsbegreb. Jeppe Bundsgaard gjorde da også lynkarriere i Holms system, efter at Holm havde nedlagt et professorat i almen pædagogik, som ellers var gået til en af Bundsgaards kritikere.

Til sidst svarede Pasgaard roligt og sagligt igen, d. 21. marts. Det kan man selv læse her: https://skolemonitor.dk/debat/art10340272/Skolen-skal-v%C3%A6re-et-modspil-til-det-ensomme-liv-p%C3%A5-sk%C3%A6rmene.

 

c) Læringsforskere på SDU

Rockwool-rapporten blev støttet af en gruppe fra læringsmiljøerne på SDU i en kronik i Information. Formentlig er kronikken skrevet af medieforskeren Thomas Lundtofte, der i flere år har præget den digitaliseringsfaglige offentlighed med totalt ukritiske synspunkter, der minder meget om Lieberoths. De to andre forfattere er en idrætsforsker, som er lidt på siden, samt uddannelsesforskeren, professor Nikolaj Elf, som jeg faktisk havde troet ville være mere kritisk.

I kronikken står der, at skolerne ifølge regeringen selv skal have mere frihed, og derfor bør man ikke lave mobilforbud. Men den er helt gal, for digitaliseringen af skolen, der i løbet af de sene 2010’ere blev kraftigt understøttet af både KL og staten, er en direkte konsekvens af skolereformen i 2013, som jo var et generalopgør med pædagogisk frihed. Teknologien i sig selv blev altså en del af angrebet på skolens frihed.

Hvis man derfor fjerner nogle af skolereformens strukturer, så kan man ikke betragte den efterladte teknologiske praksis som et udtryk for ”frihed”, tværtimod. Men denne baggrundsanalyse er helt uden for medieforskningens horisont.

Her er et link til kronikken: https://www.information.dk/debat/2025/03/brug-ny-vej-mellem-forbud-frihed-naar-gaelder-brug-mobil-skolen.

 

d) AU’s medieforskning

Til sidst vil jeg gentage, at den aktuelle rapports tendens bekræftes af, at fakultetet ARTS ved Aarhus Universitet, hvor Lieberoth jo har sit virke, igennem de seneste år har kørt en særdeles ukritisk lærings- og digitaliseringslinje, både i forhold til etableringen af konkrete forskningsprogrammer og i forbindelse med fakultetets brug af kunstig intelligens. Her er det klassiske humaniora nærmest udskammet. Den aktuelle rapport skriver sig direkte ind i denne diskurs.

Her er et nogle eksempler på fakultetets tendens:

– Forskningsprogrammet TEXT (jeg overværede selv en dagskonference i efteråret 2024): https://arts.au.dk/en/text

– Universitetspolitisk udspil: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpu-rapport-om-universitetspaedagogik.html

– Centre for Educational Development: https://ced.au.dk/

– Nationalt center for teknologiforståelse: https://tekforstaa.dk/arrangement/aabningskonference/

– Indlæg om AU’s syn på AI ved eksaminationer: https://www.berlingske.dk/synspunkter/kunstig-intelligens-til-eksamen-skal-hjaelpe-de-svageste-studerende

 

4. Konklusion

På en måde er denne diskussion en del af det, som jeg ved andre lejligheder har kaldt for ”pædagogikkens to verdener”, jf titlen på en bog fra 2015. Pædagogik og skolepolitik befinder sig stadigvæk i en modstilling mellem pædagogik og læring. Og striden om mobiltelefoner og digitalisering fordeler sig efter denne næsten tvingende logik.

Mit eget mere politiske og filosofiske arbejde med digitaliseringsdiskussionen kan man læse i en kronik i Ræson fra december 2024, hvor jeg foreslår et mere omfattende forbud end Trivselskommissionen lægger op til: https://www.raeson.dk/2024/thomas-aastrup-roemer-13-forslag-til-en-humanistisk-skaermpolitik/

DPU har indkaldt til en konference om ”Demokratisk dannelse og åndelig oprustning”. Konferencen, som løber af stablen d. 13. maj 2025, er sat stort op. Den ledes af institutleder Claus Holm, og den ny dekan for ARTS, Maja Horst, som bestemt ikke er blandt det klassiske humanioras støtter, indleder med en kort og symbolsk velkomst. Konferencen er dermed en slags empirisk bekræftelse af ARTS/DPU’s symbiotiske opgør med dannelsens tradition. Jeg har dokumenteret denne pædagogisk filosofiske tilstand udførligt i bogen ”Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”, som udkom sidste år på forlaget KLIM.

Lidt forhistorie: DPU har tradition for stort anlagte konferencer, som er et slags ”DPU mener”. I 2015 var der ”Konkurrencestatens krav til dannelse”, og der har også været en ”Folkeskolens formål til eftersyn” i samme stil. Nederst i dette indlæg, kan man tilgå links til omtaler af en række af disse historiske begivenheder.

Disse ideologiske konferencer har været løbende anledninger til, at DPU’s stærke symbiose med skolereformens og konkurrencestatens tankegods er blevet etableret og forstærket. Siden 2015 er denne forbindelse blevet ivrigt vedligeholdt af især institutleder Claus Holm, der har adskillelige problematiske sager på bagen. Før 2015 var Holm også en del af DPU’s ledelse, hvor han især blev påvirket af den daværende dekan Lars Qvortrup, som selv var stærkt på antidannelsens fløj. Filosoffen Peter Kemp, som var med til at stifte pædagogisk filosofi på DPU, kaldte hele systemet for “halvdannelse”.

Konkurrencestatens pædagogik, som altså udgør DPU’s essens, er et opgør med både nationale og velfærdsfilosofiske baggrundstraditioner. I stedet omdannes pædagogik til et totalitært og altopslugende ”læring”, som efterfølgende sættes i den politiske økonomis tjeneste. Kort sagt: DPU har siden omkring 2008, hvor det blev en del af Aarhus Universitet, udviklet sig til pædagogikkens modsætning.

Faktisk har Claus Holm i 2023 været lidt i miskredit hos den aktuelle undervisningsminister pga. et identitetspolitisk arbejde om kønspædagogik. Ministeren kaldte det for ”sjask”. Og Holm har også støttet de digitaliseringsivrige grupperinger på DPU/ARTS, hvilket Tesfaye lader til at være imod. Der er derfor en form for indbygget spændingstilstand i konferencens struktur. Måske er det derfor, at Tesfaye pludselig blev fjernet fra programmet, jf. nedenfor?

Men uanset denne ændring, så skal ministerens seneste udmeldinger om ”åndelig oprustning” nu omfavnes af Holms konkurrencestat.

Holm og hans åndsfæller har som nævnt ellers i mange år været førende i opgøret med ”ånd”, så det er fagligt set interessant at se, hvordan denne paradoksale omfavnelse finder sted.

Så vi er altså vant til store konferencer, som er et udtryk for ”DPU/ARTS mener”. Spørgsmålet er, om vi er i samme ideologiske horisont i det aktuelle tilfælde? Svaret er, set ud fra selve rammesætningen, et JA.

Lad os se på konferencens program, jvf. link i bunden (at noget af nedenstående tekst står med fed skrift er en teknisk fejl):

Efter Maja Horsts åbning af konferencen taler Tesfaye om ”Hvorfor en åndelig og demokratisk oprustning er nødvendig”. Her vil han formentlig bygge på et aktuelt interview i Weekendavisen, som netop har titlen ”åndelig oprustning”. I interviewet refererer han til Hal Kochs filosofiske arbejde.

(efter jeg skrev dette, lader Tesfayes navn til at være fjernet fra programmet? Men selve indlægget er fastholdt? Nogle uger senere blev det annonceret at formanden for Socialdemokratisk ungdom har overtaget opgaven, men med samme foredragstitel.).

Herefter skal vi høre et indlæg af Claus Holms store helt, professor Ove Kaj Pedersen, som jo er en slags hr. konkurrencestat, og som var den centrale inspirationskilde for Bjarne Corydon og skolereformen i starten af 10’erne. Pedersen skal tale om ”I hvilken ånd kan vi samles – og hvilken rolle kan pædagogik spille i oprustning?”. Ove Kaj har også spillet en central rolle på en række af Holms tidligere konferencer. Med sin centrale placering udgør dette oplæg konferencens filosofiske kerne.

Allerede denne rammesætning, som altså forbinder ånd og pædagogik med politisk økonomi, siger alt om konferencens formål. Nu skal ”åndelig oprustning” i kontakt med konkurrencestatens “økonomiske soldat”. Denne tolkning forstærkes af, at titlen på Claus Holms eget indlæg, som kommer lige efter Pedersens, er en direkte reference til et af teologen Hal Kochs mest problematiske tekster, nemlig: ”Ordet og sværdet i dansk pædagogik”.

I det hele taget spiller Hal Koch pludselig en stor rolle i sagen. Det er som om, at landet er besat? Men i så fald kan Koch efter min mening ikke stå alene, for han støttede jo samarbejdspolitikken. Det vil i dag vil svare til at støtte Mette Frederiksens nærmest autoritære statsvision, som er en slags etno-konkurrencestat. Det er denne struktur, som er Tesfayes store problem, for her kan “ånden” ikke leve.

Den næste taler er professor emeritus, Ove Korsgaard, som på trods af sin højskolebaggrund og endnu en stærk Hal Koch-interesse ikke er fjendtlig stemt overfor konkurrencestatens logikker. Dette paradoks skyldes, at Korsgaard med udgangspunkt i en ret teknisk læsning af sociologen Max Weber i løbet af 00’erne stødte ind i tankegangen bag den spirende konkurrencestat, som dengang var under udvikling. Dermed udvirkede Korsgaard sammen med andre historikere en særlig form for konkurrencestats-Hal Koch, som i høj grad taler ind i Tesfayes og den aktuelle konferences rammesætning. Diskursen er faktisk også let at forbinde med visse sider af den nye Trivselskommission, der også er Koch-inspireret, og som netop er nedsat af Tesfaye (kommissionens formand er forstander ved Hal Kochs gamle højskole). Det er lidt underligt, at man ikke har inviteret nogen fra Trivselskommissionen?

Hal Kochs egentlige åndshistoriske sammenhæng, som i høj grad er en del af både den nationale, den europæiske og den velfærdspolitiske tradition, får næppe nogen plads i dette system. Vi får i stedet en blanding af samarbejdspolitik, oprustning og konkurrencestat. Den kritiske og handlingsorienterede del af dannelsens tradition, som Koch og hans åndsfæller faktisk også var inspireret af, vil derfor ligge brak. Korsgaard har da heller aldrig spillet nogen kritisk rolle i DPU’s mange skandaløse processer. Det er ”ord” uden ”sværd”, for nu at parafrasere Holms Koch-inspirerede indlæg. En slags underdanig “oprustning”.

Korsgaard har i mange år været emeritus, dvs. pensioneret, og det er jo fint, at han stiller op. Men det er efter min mening et slag i ansigtet på DPU’s aktuelle filosofiske og almenpædagogiske miljøer, at de slet ikke er repræsenteret på en konference, hvis titel jo handler om ”ånd” og “demokratisk dannelse”. Men ok, Holm har da også gjort alt for at marginalisere disse miljøer; senest ved – i samarbejde med dekan Maja Horst – at halvere uddannelserne i hhv. pædagogisk filosofi og generel pædagogik. Men stort set ingen tør kritisere Holm og Horst, for så sidder fyringerne og marginaliseringerne løst.

Derpå er der to lidt neutrale indlæg: For det første er der et indlæg fra en historiker, Ning de Coninck-Smith, som udmærkede sig ved at støtte Claus Holm i december 2022, da han ville fyre nogle folk, hvis synspunkter, han ikke syntes om. Coninck-Smith skal tale om skolen i besættelsestiden ud fra en klassisk udgivelse fra 1946, som hed ”Og hverdagen skiftede” – skolen i de onde aar”. En central skribent i dette værk var lærerinden Inger Merete Nordentoft, som var en af den tids store demokratiske og kritiske pædagoger, og som – i modsætning til hovedsporet hos Hal Koch – støttede modstandskampen. Hun ville have afskyet dagens konference, men det vil Coninck-Smith formentlig ikke have nogen sans for, hvis jeg må tillade mig en prognose.

For det andet er der et mere lavprofileret indlæg fra en forsker, Jonas Lieberkind, der har styr på de globale sammenligninger vedr. medborgerskab. Han skal gøre “status”, som det hedder. Lieberkind skrev faktisk nogle kritiske indlæg for ca. 15 år siden, men de er gået i glemmebogen. Sådan kan det gå. Men jeg kan jo have overset noget.

(tilføjet d. 24/3-25: På DPU’s LinkedIn-profil er der i dag en kort video, hvor Lieberkind og Holm præsenterer konferencen. Her hævder Lieberkind, at den danske samtale-tradition startede i 1970’erne, hvilket må være et udtryk for en slags anti-grundtvigianisme. Han fortæller også, at man i den pædagogiske samtale bør lære eleverne at “mobilisere en kritisk indstilling overfor en ydre fjende”. Det lyder ikke godt).

Ingen af disse personer har haft noget på spil i den pædagogiske, i den DPU-interne eller i den videnskabelige debat om disse emner, når det virkelig gjaldt.

Til sidste er der arrangeret en lille debat med folk fra gymnasielærernes og efterskolernes organisationer, som dermed koopteres ind i den undertrykkende diskurs. Debattens titel er: ”(Hvordan) kan skolen ruste eleverne mod indre splid og ydre trusler?”

Den socialdemokratiske undervisningsordfører deltager også i den pågældende debat. Vi er i socialdemokratisk kerneland, ligesom vi var, da Antorini og Thorning-Schmidt implementerede Ove Kaj Pedersens visioner i 2013. Det er på sin vis meget mærkeligt, for netop Socialdemokratiets store humanister har i høj grad bidraget til samfundets åndsudvikling, især siden 1920’erne. Men det hørte op i løbet af 1990’erne for helt at kollapse i 2013. Det er dette kollaps, som Tesfaye kæmper med.

Kort sagt: DPU og Claus Holm fortsætter det autoritære raid imod pædagogikkens åndssammenhæng. Pointen er, at den ”åndelige oprustning” nu skal vindes for konkurrencestatens logikker, mens den rekonstruerede “ånd” samtidig skal lefle for krigsfrygten.

Min egen største frygt er, at denne logik også vil ramme det fine arbejde med karakterdannelse, som er under udvikling i mere privat regi hos ”Center for karakterdannelse”. Dette center har rødder i selvsamme nationale og europæiske humanisme, som konkurrencestaten og DPU er et direkte opgør med. Man må håbe, at det nye center maner til etisk og kritisk kraft. Det vil også have en god effekt på Korsgaard, som er den eneste på konferencen, der har et ”åndeligt” potentiale, og som faktisk er med i det nye centers faglige kreds. For god ordens skyld vil jeg sige, at jeg også selv er med i centrets kreds.

Men ét er rammesætning. Nu venter vi på ordene. Jeg håber, at nogen af oplægsholderne eller publikum gør oprør mod Holms opnormerede konkurrencestats-raid, selvom jeg ikke selv tror, at det vil ske.

 

Diverse links:

A. Link til konferencen: https://dpu.au.dk/skolens-rolle-i-demokratisk-dannelse-og-aandelig-oprustning

 

B. Diskussion af tidligere konferencer:

Konkurrencestatens krav til dannelse, 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/konkurrencestatens-krav-til-dannelse-kommenteret-referat-fra-konference-pa-dpu-aarhus-universitet-d-20-november-2013-i-emdrup-kobenhavn.html

Folkeskolens formål til eftersyn, 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/referat-af-konferencen-folkeskolens-formaal-til-eftersyn-d-19-august-2015-paa-dpu.html

Åbning af Nationalt center for skoleforskning, 2016: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk-nedsmeltning-nationalt-center-for-skoleforskning.html

Velfærdens professioner i oprør, 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/konference-paa-dpu-oproer-underkastelse.html

Forskningsperspektiver på praksisfaglig undervisning, 2024: https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/faa-slipper-levende-fra-moedet-med-danmarks-paedagogiske-universitet

 

C. Andre links:

Analyse af interview med Tesfaye i Weekendavisen, 2025. https://www.raeson.dk/2025/thomas-aastrup-roemer-tesfaye-har-opdaget-dannelsens-begreb-og-betydning/

Diskussion af Claus Holms syn på konkurrencestaten, 2016: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-institutleder-claus-holms-syn-paa-konkurrencestat-og-ytringsfrihed-samt-forholdet-mellem-forskning-og-politik.html

Omtale af Claus Holms kønspædagogiske kommission, 2024: http://www.thomasaastruproemer.dk/ekspertgruppe-om-koenspaedagogik.html

Om Center for karakterdannelse, 2024-25: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-om-center-for-karakterdannelse.html

Trivselskommissionen, 2025: https://www.trivselskommissionen.dk/

Nedenfor kan man læse 37 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra januar-februar 2025. Den geopolitiske situation fylder dog også en del. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

Indholdsfortegnelse:

1. DPU’s essens
2. Socialdemokratisk skolepolitik i 2024
3. Den hemmelige socialdemokrat
4. Center for Karakterdannelse i Grundtvigsk Tidende
5. Podcast om karakterdannelse
6. Tanke nr. 1: Den statsløse tilstand
7. Tanke nr. 2: Fra jorden til rummet
8. Genopførelse af skolestrid
9. Et ordentligt skænderi
10. Liberal Alliance
11. Tanke nr. 3: Skal NATO give USA en reprimande?
12. Tanke nr. 4: Musk og Weidel
13. Konkurrencestat: Kommunernes Landsforening i 2005
14. Nina Smith indrømmer fejl
15. Tanke nr. 4: Den europæiske venstrefløj
16. Martin Ågerups store indsats
17. Tanke nr. 5: Benådninger
18. De borgerliges opgør med pædagogik
19. Skolepolitisk forskydning?
20. To nye bøger om nedlukningen
21. Opgøret med oplysningen
22. Tanke nr. 5: Trumps ydmygelse af højrefløjen
23. God kronik om universiteternes tilstand
24. Fagfornyelse: En skolepolitisk forskydning?
25. Woke på speed!
26. Fra forsigtighed til ekstrem forsigtighed
27. A. Fejl
28. B. Forvirring
29. C. Fortrydelse og ydmygelse
30. D. Korrektion
31. E. Korrektionens udvidelse: Vance’s korrekte fejl.
32. Ti minutter om dannelse
33. Lotte Rods store indsats for fritidspædagogikken
34. Onsdag d. 18. februar 2025
35. Trykkefrihedens kollaps
36. Fra konkurrencestat til biostat til krigsstat
37. Trump/Musk angriber staten

 

1. Den 2. januar: DPU’s essens

I foråret 2015 skrev den næsten ny institutleder, Claus Holm, og hans åndsfælle, professor Jens Rasmussen, en helt uforbeholden hyldest til skolereformen, jvf. nedenstående indlæg Folkeskolen.dk.

Ifølge indlægget skulle man blot fortsætte læringsmålstrykket i 10 år, så ville den “fantastiske” reform blive en succes! Skolens formål var en by i Rusland.

Hvis man som seriøs forsker dengang kritiserede dette system, som alle andre jo i dag kritiserer, så var livet fyldt med ledsagende overgreb og marginaliseringsprocesser, hvor både Holm og Rasmussen var centrale aktører.

Som man selv kan læse i kommentarsporet til indlægget var Folkeskolen.dk’s læsere ikke begejstrede for Holms og Rasmussens 10 års-hypotese.

I dag er DPU en autoritær tavshedscentral, og man kan derfor som udgangspunkt ikke have tillid til organisationens informationer og forskning.

Hvorfor får dette system lov til at fortsætte?

Kort sagt: Man bør nedlægge DPU og lave et nyt DPU. Ellers mister pædagogikken dens sprog og egenart.

https://www.folkeskolen.dk/canada-folkeskoleloven-folkeskolen-nr-10-2015/skolereformen-kraever-mindst-ti-ars-fokuseret-indsats/963911

 

2. Den 2. januar: Socialdemokratisk skolepolitik i 2004

I december 2004 skiftede Socialdemokratiet endegyldigt skolepolitisk kurs. Nu skulle alt og alle evalueres med nye centrale værktøjer, mens graferne fra PISA-listen summede som fluer. Man kan læse om det i nedenstående korte artikel fra Jyllands-Posten.

Det var partiets undervisningsordfører, Pernille Blach Hansen, der svingede hammeren. Der var tale om et opgør med efterkrigstidens pædagogiske tradition, som centrum-venstre i høj grad havde været med til at udvikle. Et hammerslag, som var en slags forlængelse af universitetsreformen fra 2003.

Venstres undervisningsminister, Ulla Tørnæs, jublede. I liberale kredse elskede man den nye grænseløse centralisering. Det var nok dette opgør med den nationale tradition, som man efterfølgende kaldte for “danske værdier”.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo, udtaler sig også til sidst. Han lyder lidt rystet.

Få måneder efter artiklen kom Christine Antorini i Folketinget. Ifølge den anonyme forfatter til bogen “Den hemmelige socialdemokrat” var Pernille Blach Hansen nærmest kritisk indstillet, hvis man sammenligner med Antorini, som jo efterfølgende gik helt amok sammen med Corydon og DPU.

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE3770355/S-%C3%A6ndrer-sit-syn-p%C3%A5-skolen/

 

3. Den 6. januar: Den hemmelige socialdemokrat

Jeg har læst bogen “Den hemmelige socialdemokrat”, der handler om den store corydonisering af det gamle arbejderparti.

http://www.thomasaastruproemer.dk/da-socialdemokratiet-kuppede-socialdemokratiet.html

 

4. Den 6. januar: Center for Karakterdannelse i Grundtvigsk Tidende

Grundtvigsk Tidende bragte for et par uger siden en interessant artikel om Center for Karakterdannelse og et tilhørende projekt om “uenighed”.

Det kan man læse mere om i nedenstående diskussion af artiklens emner.

http://www.thomasaastruproemer.dk/center-for-karakterdannelse-i-grundtvigsk-tidende.html

 

5. Den 6. januar: Podcast om karakterdannelse

Jonas Norgaard Mortensen, som er leder af Center for Karakterdannelse, har gennemført en række interessante samtaler med nogle af de folk, der er med i centrets faglige panel.

I nedenstående link kan man tilgå alle ni udsendelser, herunder et interview, som udkom i går, hvor det er mig selv, der forsøger at svare på Mortensens gode spørgsmål om dette skønne emne.

https://www.karakterdannelse.dk/podcast/episode/9154aff2/karakterdannelse-9-thomas-aastrup-romer-karakterdannelse-som-dobbelt-vekselvirkning

 

6. Den 6. januar: Tanke nr. 1: Den statsløse tilstand

Efter at Elon Musk har vundet præsidentvalget over en aldrende og svag Trump, så får Zuckerberg/Gates endnu lettere ved at besejre resterne af Biden.

Staten består af rystede gamle mænd, som er underlagt en ny global og grænseløs industri.

Herfra kan Musk så henvende sig til den ene halvdel af de svage europæiske stater; nemlig de populistiske organismer, hvor det nationale i forvejen er degenereret til “identitet”.

Zuckerberg/Gates kan så dominere den anden halvdel af de svage stater, hvor de nationale traditioner er omdannet til tilpasningsdygtige organisationer i en flydende vidensøkonomisk globalitet.

EU kan koble sig på Zuckerberg/Gates og dermed de facto styrke Musk, der især knytter sig til de gamle nationale grupper, som jo dermed – lidt paradoksalt – globaliseres.

Snart vil folk savne både Biden og Trump og alt det andet, mens alle i en slags permanent krigsangst ser forvirret rundt på de andre tekno-kroppe for derefter febrilsk at reagere på den kropsnære kunstige intelligens’ konstante påmindelser.

Man kalder dette tekno-globale opgør med statens fundament og rester for transhumanisme. Via dette opgør med mennesket, har man løst alle ”problemer”.

Hvis man skærer begge ben over og erstatter dem med AI-styrede proteser, så kan man jo heller ikke få smerter i den venstre ankel, hvilket jo er et fremskridt.

(PS nogle dage efter denne opdatering accepterede Zuckerberg Musks nye herredømme, f.eks. ved at fjerne sine mange faktatjekkere)

 

7. Den 9. januar: Tanke nr. 2: Fra jorden til rummet

A.

Først boede mennesket på jorden. Det var ”The human condition”, som Hannah Arendt kaldte det: Det var forsamlingens og opdragelsens liv. Politik var tilsynekomst. Staten var en forfatning, man kunne vedligeholde og forsvare.

B.

Så stak det frigjorte menneske af i globaliseringen, dvs. overalt og uden land (på ”globen”). Det var Zuckerberg, OECD og EU og så videre. Politik blev et redskab.

Resterne af staten blev en konkurrencestat. Dermed blev frihed og forfatning, dvs. det folkelige, instrumentaliseret under den globale økonomis herretegn.

Så reagerede resterne af folket ved en slags tragisk populisme: Giv os jorden tilbage! Vi fik en højre-identitær bevægelse.

C.

Men nu har vi så det nye træk: Nu stikker globen af i rummet, globaliseringen i rumificieringen. Vi får en blanding af rummets satelitter + computerchips i kroppen. Det er Musk. Og dertil de to andre tekno-rigmænd, Peter Thiel og Dryden Brown, jvf. nedenstående artikel fra Politiken.

Dermed får vi konkurrencestatens opløsning i en rummets teknologi, som sætter sig i de forladte kroppe.

D.

Og nu kontakter Musks rumificering så resterne af det folkelige, dvs. identitetspolitikkens polemiske og etnificerede diskurser. Pludselig bliver Musk ven med de højrenationale og med lokale selvstændighedsbevægelser, selvom hans og Trumps retorik egentlig er helt uforenelig med almene politiske normer

Trump følger trop. Han er en gammel mand. Hans gamle ideolog Steve Bannon, som var anarkokapitalist, men også tekno-kritiker, er væk. Nu har vi den forstærkede og grænseløse hyper-anarkokapitlisme. Musk har taget magten. Hvis Bannon kommer tilbage, så må han acceptere det nye vilkår.

De gamle nationalister/populister takker for interessen. Pludselig elsker de rummet, dvs. den accelererede og udvidede globalisering, som vi kalder for rumificering.

E.

Så både nationalister og Musk er imod globalisering, blot fra hver sin side. Derfor bliver de enige. Rummet har penge. En ny slags penge. Euroen er ligegyldig.

Så vi får globalister mod rumificister. Pludselig bliver de gamle globalister, f.eks. EU og OECD, tavse? Og Zuckerberg gør som Musk. Et nederlag for “globaliseringen”.

F.

Vi får en dobbelt spiral, hvor globalisering bliver til rumificering, og hvor teknologien går i kroppen. Her konkurrerer alle om alt, mens de opruster på de efterladte territorier med begrundelser der minder om mørke satellitter.

Men hvem lever så tilbage på jorden, altså i “the human condition”? Det gør pædagogerne og familierne sammen med børnene og deres naboer.

https://politiken.dk/internationalt/art10239197/Interessante-personer-dukker-op-n%C3%A5r-man-ser-p%C3%A5-hvem-der-har-gjort-et-k%C3%B8b-af-Gr%C3%B8nland-til-en-Maga-m%C3%A6rkesag

 

8. Den 10. januar: Genopførelse af skolestrid

Mattias Tesfayes gruppe, der arbejder med folkeskolens fagplaner, barsler med rapporter for tiden. Det, jeg har nået at læse, består af gode ord.

Og gruppens arbejde har allerede udløst en strid, som har sin direkte årsag i skolereformen og dens kølvand. Lad mig forklare:

A. Tesfayes faggruppe:

Faggruppens sammensætning og arbejde bærer præg af det syn på kundskaber og fag, der fra 2016 kom til at udgøre en kritisk korrektion af skolereformens stærke vægt på læring og kompetencer.

Dengang inviterede undervisningsminister Merete Riisager kritikerne ind i sin ”justering” af skolereformen fra 2013. Keld Skovmand og Lene Tanggaard var blandt de bærende faglige kræfter i dette justeringsarbejde.

I det aktuelle arbejde er Tanggaard stadig med, og det samme er Thomas Illum Hansen, som er Skovmands ven, og som også var med i den gamle gruppe. Den pædagogiske filosof, Alexander von Oettingen, der også tilhører dannelsessammenhængen, er formand for den aktuelle gruppe (sammen med en anden).

Både den gamle og den nye gruppe er renset for DPU-folk, som jo totalt havde domineret skolereformens diskurser.

B. Jeppe Bundsgaard, skolereform og DPU

En af de bærende kræfter i skolereformens kompetenceideologi var Jeppe Bundsgaard fra DPU. Han har gjort god karriere i institutleder Claus Holms koncern med sit vedholdende opgør med kundskabernes tradition. Jeg skrev om det i bogen ”Skolens formål” (2022).

Tilbage i 2016 gik Bundsgaard amok på Keld Skovmands banebrydende arbejde i et såkaldt ”peer review” på Folkeskolen.dk, så man måtte krumme tæer. Det skrev jeg om i bogen ”I skolereformens kølvand” (2023).

Og nu genopfører Bundsgaard så striden, jf. nedenstående link. Hans totalt forsimplede syn på kundskaber, didaktik og uddannelse er en direkte forlængelse af DPU’s ideologi.

Man kan også læse hele formandskabet for den nye faggruppes smukke svar til Bundsgaard. Svaret indledes med følgende:

”Jeppe Bundsgaards bekymring og kritik er kendt i skoledebatten og har oplagt også været en opmærksomhed i vores arbejde med det nye format. Vi mener, at han læser anbefalingerne alt for snævert og misser grundlaget.”

Det er jo så sandt, som det er sagt.

Der er en fælles strømning fra Riisager til Tesfaye, som vi bør beskytte og vedligeholde.

Vi er lige midt i 2016.

https://www.folkeskolen.dk/billedkunst-biologi-dansk/professor-om-nye-planer-for-fagene-jeg-havde-forstaet-at-skolen-skulle-vaere-mindre-kedelig/4794549

 

9. Den 10. januar: Et ordentligt skænderi

I TV2’s “News & Co” fra den 19. december 2024 diskuterer det indbudte panel af debattører/eksperter et nyt og meget interessant projekt, ”Et ordentligt skænderi”.

Projektet, som har rødder i Center for Åndsfrihed og Center for Karakterdannelse, retter sig mod elever i 9-10. klasse. Det handler om at være og udvikle sig i uenighedens ofte ubehagelige og stridbare substans.

I udsendelsen gør Ingrid Ank, der er leder af Åndsfrihedscenteret og desuden redaktør for Grundtvigsk Tidende, rede for projektets indhold og betydning, og derefter bryder panelet ud i begejstring.

Her er et par citater:

Søs Marie Seerup, politisk kommentator: ”Jeg er totalt vild med det”.

Frederikke Ingemann, ph.d. i internationale forhold: ”Det er befriende” og ”kan vi ikke eksportere projektet til bredere dele af det danske samfund?”.

Claus Richter, direktør i Diabetes foreningen. ”Det er jeg helt vild med”.

Dejligt at åndslivet pludselig bryder ind i nyhedsstrømmen.

Links:

Link til udsendelsen (indslaget er omkring time 1:30): https://play.tv2.dk/…/d44d2fea-f602-4eff-999c-8c24ac0e3593

Link til beskrivelse af projektet: https://aandsfrihed.dk/boern-og-unge-skal-blive-bedre-til-at-skaendes/

Link til yderligere omtale: http://www.thomasaastruproemer.dk/center-for-karakterdannelse-i-grundtvigsk-tidende.html

 

10. Den 10. januar: Liberal Alliance

I nedenstående indlæg i mediet Kontrast.dk reflekterer jeg lidt over Liberal Alliances udvikling. Der sker med udgangspunkt i en læsning af Simon Emil Ammitzbøll-Billes bog ”Insider – fire år med Løkke”, der især omhandler perioden 2015-2019.

Pointen er, at der efterhånden opbygges tre strømninger i partiet:

1. En anarko-kapitalistisk strøm, som især Saxobank og Anders Samuelsen står for. Og også lidt Ole Birk Olesen. Ved valget i 2019 bliver Samuelsen ikke genvalgt, og Saxobank trækker sin støtte.
2. En Lars Løkke-agtig strøm, som Simon Emil selv og Christina Egelund står for. De slår sig efter 2019 sammen i partiet Fremad, som dog hurtigt går i opløsning. Og i dag er Egelund minister for Moderaterne, hvilket jo bekræfter min matematik.
3. En åndsliberal strøm, som Merete Riisager og Henrik Dahl står for.

Så i 2019 falder de to første strømninger væk.

Tilbage står den åndsliberale strømning, og det er da også denne fløj, der sørger for, at Alex Vanopslagh derefter bliver ny formand. Efter min opfattelse gælder det om at fastholde og vedligeholde denne sejr, selvom Dahl i min optik har problemer med substansen. Riisager er tilbage i partiet som rådgiver.

Efterfølgende skriver Vanopslagh den ånds- og kulturliberale bog ”Vejen til ansvar”, bl.a. med bistand fra Riisager og fra filosoffen Brian Degn Mårtensson. En meget vigtigt bog efter min mening.

Siden 2019 er partiet hoppet fra 2% til 14%.

Det er derfor, at der lige nu er en helt unik mulighed for, at LA kan være med til at aktivere de åndelige og filosofiske strømninger i de andre partier, så også disse partiers Løkke-agtige strømninger kan gå væk. Pt. er mulighederne størst hos de radikale efter min vurdering.

Og med Musks sejr i USA risikerer en forstærket anarko-kapitalisme at vende tilbage i radikaliserede og teknologiske formater. Det er en stor risiko for hele højrefløjen, og faktisk også for dele af venstrefløjen.

https://kontrast.dk/…/saadan-fik-liberal-alliance…

 

11. Den 11. januar: Tanke nr. 3: Skal NATO give USA en reprimande?

Artikel 1 i NATOs traktat fra 1949 består af én lang smuk sætning, der emmer af efterkrigstidens fredsvilje:

“Deltagerne forpligter sig til – som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt – at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed såvel som retfærdighed ikke bringes i fare, og til i deres mellemfolkelige forhold at afstå fra trusler eller magtanvendelse på nogen måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål.”

Både Danmark og Canada, som begge aktuelt trues af Trump, er med i NATO. Det samme er England, hvis siddende premierminister udsættes for grove intimideringer. Panama, som også trues, er med i FN, som jo er nævnt i ovenstående paragraf.

Hvorfor sætter NATO ikke USA på plads? Det vil hjælpe USA med at opretholde USAs egne værdier.

Og traktatens indledende erklæring lyder sådan her.

”Deltagerne i denne traktat bekræfter på ny deres tillid til formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og deres ønske om at leve i fred med alle nationer og alle regeringer.

De er fast besluttede på at sikre deres folks frihed, fælles traditioner og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsætning og på lov og ret.

Deres stræben er at fremme stabilitet og velfærd i det nordatlantiske område.

De er besluttede på at forene deres kræfter til kollektivt forsvar og til bevarelse af fred og sikkerhed. I overensstemmelse hermed er de blevet enige om nedenstående Nordatlantiske Traktat:…..”

USAs adfærd er uforenelig med disse værdier. Nu er der krigsretorik overalt. Det er som om, vi er i slutningen af 1913. Snart ryger også påsken.

https://www.nato.int/cps/en/natohq/official_texts_17120.htm?selectedLocale=da

 

12. Den 12. januar: Tanke nr. 4: Musk og Weidel

Jeg har lyttet til Elon Musks samtale med Alice Weidel fra AfD.

A.

Musk spørger til AfDs relation til nazismen. Weidel og Musk bliver enige om, at nazisme er kommunisme. Så er det åbenbart ordnet? Vi må lede efter nogle Lenin-referencer i Hitlers taler.

Weidel er ikke nazist, som nogen påstår. Det er helt klart. Hun er imod indvandring og woke, lærer vi. Men hvad med samfundet? Så er vi ved punkt B:

B.

Weidel er snarere anarko-kapitalist, selvom det kun udtrykkes indirekte. Det er Ayn Rand og Margaret Thatcher, der svinger taktstokken.

Det vil sige, at vi får en slags kulturløs hyperindividualisme. Og det er jo det modsatte af fascisme i nogen som helst form. Det er også det modsatte af nationale ideer. Der var ingen reference til tysk kulturhistorie i Weidels markeringer. Vi er i et slags tomt land.

AfD’s evt. eksistensberettigelse ville ellers være at redde tysk kultur fra nazismen, men i stedet droppes det hele!

På den måde bliver Weidel kraftigt disponeret for økonomisk globalisering. Hendes omtale af det tyske uddannelsessystem gik da også på noget med pisa-lister og woke. Der var ikke noget om tysk og europæisk litteratur eller om demokratisk dannelse.

C.

Dermed ligger hun som udgangspunkt tæt på Trump 1.0, som jo også byggede på en slags kulturløs og casino-økonomisk Ayn Rand.

Weidel slutter samtalen med at stille et spørgsmål til Musk, der får Musk til at holde foredrag i 20 minutter. Det handler om Musks planer med at flytte til Mars. Med ovenstående in mente giver det mening, at dette spørgsmål banker på hos Weidel.

Musk fortæller, at han vil befolke både Mars, andre planeter og andre solsystemer. Så kan der komme nogen og redde os, når jorden går under. Det er ”civilisation”, siger han.

Weidels interesse for dette emne har at gøre med, at fusionen Rand/Trump-1.0 og dermed den europæiske nationalisme, som AfD udspringer af, faktisk var skeptisk overfor teknologi og transhumanisme.

Men denne skepsis har Musk nu vendt med 100%. Dermed bliver globaliseringen til en rumificering, og denne begrebslige proces rives Weidel og det identitære højre nu med ind i.

D.

Man kan roligt sige, at Musk har taget magten. Det er Thatcher i rummet for teknopenge.

Til sidst lærer vi, at ingen af dem tror på Gud.

https://www.youtube.com/watch?v=cpjKbWKZn00

 

13. Den 14. januar: Konkurrencestat – Kommunernes Landsforening i 2005

”På alle fronter oplever det danske samfund et øget udviklingspres i forhold til at omstille til nye nationale og globale markedsvilkår – det gælder såvel offentlige og private virksomheder som den offentlige serviceproduktion.

Det stiller krav om løbende produktionsoptimering, det er kun naturligt, at de samme krav må omfatte folkeskolens og daginstitutionens produkt – læring”.

(fra KL (2005). “Forskning der kan bruges – nyorientering af den pædagogiske forskning”)

 

14. Den 23. januar: Nina Smith indrømmer fejl

Nina Smith er nok den mest magtfulde økonom i dansk uddannelses- og forskningspolitik. Hun har siddet i et utal af kommissioner siden omkring år 2000. Effekterne af hendes arbejde har været omfattende og katastrofal.

I et interview i det nye medie “Uddannelsesmonitor” reflekterer hun lidt over tiden efter Globaliseringsrådet i 2005. Det var dengang, at – med journalistens ord…: ”flere skulle have en universitetsuddannelse og Danmark være et videnssamfund. Dengang på baggrund af en vision om en mere globaliseret verden, frihandel, udflytning af produktion osv.”

Og så svarer Smith det helt utrolige:

”Jeg anerkender, at vi gik alt for meget i den ene grøft dengang, når det gælder uddannelse. Anders Fogh (V) havde været i Kina, vi fik dårlige Pisa-resultater, og der var en bevægelse mod det teoretiske, som jeg også var del af.”

Nå, så det var altså en kæmpefejl pga. Pisa og Kina, og noget hun kalder for ”teori” (hun aner ikke hvad hun snakker om)?

Men så er det sørme ærgerligt, at denne fejl – dvs. Globaliseringsrådet og Foghs Kina-tur – var årsag til ødelæggelse af hele uddannelsessystemet, afviklingen af seminarierne og endte som det begrebslige grundlag for både læringsmålsstyring, en instrumentaliseret læreruddannelse og alt det andet!

Tankegangen ødelagde iøvrigt også DPU via fusionen med AU, hvor Smith selv sad i bestyrelsen.

Det er rystende læsning! Hvorfor bruger staten rådgivere, der går ”alt for meget i den ene grøft” og makker ret pga. noget tilfældige noget med Kina og Pisa? Dermed bekræfter Smith sin samfundsødelæggende ideologi fra 00’erne med 100%.

Smith har intet lært, selvom hun tror det, og hun viser ingen tegn på at have sat sig ind i den omfattende pædagogiske og faglige kritik, som har udviklet siden 2005.

Denne konklusion bekræftes af, at hun mener, at folkeskolereformen i 2013 var en ”faglig fornuftig reform”, som alene gik i vasken pga. lærerkonflikten. Men der tager hun helt fejl. Reformen i 2013 var en direkte forlængelse af Globaliseringsrådet, som hun selv beskriver som en fejltagelse. Reformen var altså dårlig fra starten, uanset lockout. også ifølge hendes egen logik. Smith forveksler tingene.

Hvad bliver de næste? At Det Økonomiske Råd skal bestå af dagplejemødre?

Der er også et interview med en anden indflydelsesrig person fra skolereformens processer, nemlig den magtfulde Per B. Christensen, men han siger ikke noget interessant.

https://uddannelsesmonitor.dk/nyheder/politik/article17787953.ece?utm_source=Feed&utm_medium=latest

 

15. Den 23. januar: Tanke nr. 4: Den europæiske venstrefløj

Valget i USA forstærker den krise, som den europæiske venstrefløj i forvejen var i. Men valget forstærker endnu mere højrefløjens krise.

Højrefløjen er altså på en måde langt værre stillet end venstrefløjen. Det er lidt paradoksalt, for umiddelbart har højrefløjen jo vundet?

Lad mig forklare det:

A. Først venstrefløjen:

A1.

Venstrefløjen har været i krise siden murens fald, hvor man opgav ideen om social ontologi og politisk handling; senest symboliseret ved Enhedslistens afvikling af revolutionsbegrebet.

I stedet afleverede venstrefløjen alle sine sølle rester til de gamle fjender, nemlig den nye globalisering, hvor man var gået fra mellemfolkelig vekselvirkning til ekstremt bureaukratiske og statistisk-definerede organisationer som EU, WEF, WHO og OECD; båret oppe af folk som f.eks. Andreas Schleicher (OECD) og Bill Gates (Microsoft + WHO).

A2.

Det er denne nye globaliseringsvenstrefløj, der nu har tabt til Trump. Alle de store IT-kapitalister er nu på Trumps side, undtagen Bill Gates, der jo støttede Australiens ”zero-covid” strategi under coronaen (én smittet betyder total nedlukning, dvs. Taleban x10).

Kort sagt: en socialisme, som i forvejen var i totalt forfald, har nu har tabt til Trump.

B. Men nu højrefløjen. Hvorfor er den endnu værre stillet?

B1.

Også højrefløjen har været i krise siden murens fald. Højrefløjen støttede også den ny globaliserings opgør med de folkelige og filosofiske traditioner. Altså også her en af-ontologisering. Ligesom på venstrefløjen.

I stedet blev det de rige nationale dialoger fjernet og rekonstrueret som en blanding af konkurrencestater og en ”identitet”, der alene var defineret polemisk (dvs. som ”ikke-islam”).

Det var denne sammenhæng, der skabte den postmoderne europæiske højrefløj, som efterfølgende fik dybe konsekvenser ind i f.eks. Socialdemokratiet (f.eks. som totalt historieløse “danske værdier”).

På denne højrefløj var man kritisk over for globaliseringen, selvom man selv blev skabt ved den.

B2.

Men med Trump sker der noget meget interessant. For nu træder den identitære højrefløj i direkte kontakt med de amerikanske vindere.

Og hvem er så disse vindere? Det er den aldrende Trump og alle hans vitalistiske teknokapitalistiske neo-imperialister? Det er en slags globalisering på speed. Og hvad er det så? Det er ”rumificering”.

Vi får ”space” og ”AI” og udvidelse på både land og i rummet. Trump og Musk vil til Mars og videre ud. Alt det der med køn, woke og toldsatser er ligegyldige detaljer i denne sammenhæng.

Det vil sige, at globaliseringen udvides mange gange, nu til en “rumificering”.

Kort sagt: Højrefløjen er gået i direkte alliance med de folkelige traditioners totale modsætning, nemlig rumificeringen, der forstærker globaliseringens effekter.

Konklusion:

Så venstrefløjen overgav sig til sin modsætning. Men højrefløjen støtter nu sin fordoblede modsætning.

Resterne af venstrefløjen blev til globalisme, mens resterne af højrefløjen blev til rumificering, dvs. globalismens udvidelse.

Det er det, jeg mener med, at venstrefløjen har tabt, men at højrefløjen har tabt big-time.

Men hvad gør vi så? Vi forstærker pædagogikkens sprog, som ved sin totale irrelevans aldrig har været mere relevant. I pædagogikken mødes alle i en højskole, både jyder, grønlændere, russere, ukrainere, arabere, israelere, amerikanere og så videre.

Og her fordyber alle sig i hinandens sprog og kulturkreds og finder ud af, at alle er skabt af det samme smukke stof.

Vi bør nok også gå forrest og skære ned på forsvarsudgifterne.

 

16. Den 24. januar: Martin Ågerups store indsats

Efter min mening er Martin Ågerup en af den nyere danmarkshistories frihedshelte.

Først og fremmest stod han forrest i kritikken af corona-nedlukningerne, både via en række faglige og kritisk orienterede analyser, men også i form af handling i forbindelse med en dybt rørende tale ved en stor demonstration på Rådhuspladsen i København.

Med sine fantastiske aktioner løftede Ågerup CEPOS væk fra de lidt tekniske økonomiske analyser, som var præget af neoliberalismens ideologi, og ind i en liberal og politisk livsform. Ågerup blev kort sagt en foregangsmand.

Og nu er Ågerup igen blandt de første til at minde om, at nedlukningens overgreb slet ikke er adækvat reflekteret. I en helt aktuel kronik i Berlingske skriver han følgende om 2020-22:

”En lang række fundamentale frihedsrettigheder blev i løbet af de næste små to år tilsidesat ad flere omgange, herunder næringsfriheden og forsamlingsfriheden.”

Jeg har selv undersøgt det med “forsamlingsfriheden”, og jeg giver Ågerup 100% ret.

Vi lærer også om, hvordan SVM-regeringen blev stiftet i 2022 med det primære udgangspunkt, at alle skulle holde kæft om nedlukning og minkskandale og så videre. Det var tavshedens sejr. Bagefter kunne man føre nedlukningens logikker videre i alt fra st. bededag til tredje verdenskrig.

Ågerup fortæller desuden om den ny rapport fra den amerikanske kongres, hvor Faucis og Bidens coronapolitik blev kritiseret på det kraftigste. Denne rapport blev totalt fortiet i dansk presse. En skandale af dimensioner.

Vi lærer også om, hvordan faglige og videnskabelige stemmer blev marginaliseret og udskammet af de nye autoritære coronasystemer. Ikke mindst har Ågerup sans for nedlukningsideologernes ensretning af de faglige tilgange. Her i citat:

”De, der under pandemien antydede, at epidemiologer og virologer var for fokuseret på at forhindre smittespredning og overså andre bekymringer og hensyn, fik dengang ikke et ben til jorden, men blev kaldt »bodegavirologer«”

Sidste år nedsatte man en evalueringsgruppe under VIVE, som skal undersøge nedlukningen, men det lyder ikke som om, at Ågerup har tiltro til dette arbejde pålidelighed, objektivitet og effekt.

Endelig vil jeg sige, at Ågerup tidligere har brillieret ved at være en af de få danske økonomer, der har inddraget filosofisk materiale i sine refleksioner. Det kan man læse om i nogle af hans bøger. Jeg er ganske vist ikke enig i hans analyser, men sådan er der så meget. Uden uenighed bliver ingen klogere.

1000 tak til Ågerup for hans store indsats. Det er helt ubegribeligt, at hans betydningsfulde virke i samfundet har resulteret i en afskedigelse fra Tænketanken CEPOS, der i stedet har ansat en anonym embedsmand fra Erhvervsministeriet som direktør. Man har endda også fyret Jonas Herby, der har samme selvstændige profil som Ågerup.

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/martin-aagerup-covid-nedlukninger-fremstaar-mere-og-mere-som-en?gaa_at=eafs&gaa_n=AerBZYM1HSCUtmbqb1TT982r2iUxmmjd1a2IhwF5taDYQN_QhBGrZ1ZuWe7q&gaa_ts=67c3316c&gaa_sig=W_gj4M__L5cH3xPlMqXj-1Go_5_j997FUv30M567rC-NuNV0Yyf_XW3m1osoMSM71xdHCNNCz4GKyPj65tQwsg%3D%3D

 

17. Den 26. januar: Tanke nr. 5: Benådninger

Biden har benådet Fauci og folk fra Bidens egen familie. Det er en ”full and unconditional pardon”, som der står, jvf. link.

Men Fauci er aldrig blevet dømt, og der er er ingen retssag. Men hvordan kan man så benåde, endda for alle evt. ulovlige handlinger helt fra 2014 til i dag?

Det er efter sigende sket før – det kaldes for en “preemptive pardon” – men det er ikke almindeligt. Jeg kan ikke helt gennemskue praksis, og der lader til at være lidt forskellige vurderinger.

Nuvel, ifølge den danske ordbog Lex.dk betyder ordet “benådning” følgende:

”Benådning er hel eller delvis eftergivelse af straf eller konfiskation.”

Så der skal altså være en ”straf” eller i det mindste en retssag, hvilket jo ikke er tilfældet i Faucis tlfælde. Så med Bidens afgørelse undermineres begrebet om ”benådning”:

Almindeligvis kan et statsoverhoved som sagt kun benåde en person, der er dømt. Det vil sige, at en konge kan fritage en person for en straf, hvor både straf og brøde eller i al fald en evt. retssags indhold allerede er kendt.

Men med den aktuelle ”benådning” – dvs. et alment carte blanche over 10 år – så ender vi med en meget mærkelig effekt:

Hypotetisk kan der nemlig ske det, at en evt. retssag mod Fauci viser, at han er skyld i alverdens dårligdomme og død og ødelæggelse. Bare for eksemplets skyld: 10.000 døde og en masse ulovligheder derudover. Eller måske en “crime of the century”, som gruppen Supertramp sang i 1974.

Men i så fald bliver der nu ingen straf? Altså uanset brøden.

Dermed kan der opstå en kæmpestor diskrepans mellem brøde og konsekvens, hvilket man ikke ser på samme måde ved traditionelle benådninger, hvor man jo kende brøden.

Pointen er: Biden kan ift Fauci ikke vide, om der er begået noget ulovligt, eller hvad dette “noget” er, mens man ved almindelige benådninger kender til brøde, straf og sagsindhold.

Så den dømmende magt kan fra nu af kun markere skyld, mens den udøvende magt ikke vil effektuere straffen.

For jeg går ud fra, at man stadig kan føre en retssag og fælde dom? Selvom det altså bliver uden konsekvens? Ellers skrider alt.

På en måde leger Biden Gud. At ”be-nåde” bliver til ”nåde” slet og ret.

Måske vil Trump nu være endnu mere ivrig efter at føre sag mod Fauci. For en evt. saglig skyld vil ramme Biden meget hårdt, eftersom dommen ikke kan implementeres pga. Bidens benådnings-aktion.

Så Trump er i kontakt med Gud, som ifølge Trumps indsættelsestale har reddet Trumps liv, og Biden er i kontakt med Gud, fordi Biden kan benåde uden retssag, dom og materialitet.

Den gode Gud må korse sig.

(og så lader jeg alle de absurde “benådninger” af familiemedlemmer, som også er “preemptive”, og dømte kongresstormere, som ikke er “preemptive” men mere klassiske benådninger, ligge)

Links:

Bidens benådning: https://www.justice.gov/pardon/media/1385746/dl?inline

Leksikal omtale på lex.dk: https://lex.dk/ben%C3%A5dning

 

18. Den 27. januar: De borgerliges opgør med pædagogik

I 2001 ville VKO-flertallet af med noget, man kaldte for “smagsdommere” og “rundkredspædagogik”.

Mange af disse smagsdommere var folk med rødder i den demokratisk-folkelige tradition. Ud med dem!

Og “rundkredspædagogikken” var udtryk for den skønneste pædagogiske praksis, som havde rødder helt tilbage til jernalderens urdemokratier og videre ind i reformpædagogikken flotte eksperimenter. Ud med den. Ikke al den samtale.

Kort sagt: Ud med hele den nationale tradition.

OK, men hvad kom så i stedet for?

Jo, i stedet for den højskoleagtige “smagsdommer” kom nationaløkonomen og evalueringseksperten. Vi fik en grænseløs målestat, også kaldte konkurrencestaten.

Og i stedet for den skønne ”rundkredspædagogik” kom “Pisa-listen” og de nationale test. Kort sagt: Skriv dine svar ind i en statslig datamat. Det var kundskabernes nederlag til “kompetencen”.

Dermed videreførte man faktisk 90’ernes Ansvar for Egen Læring, som var det virkelige opgør med de pædagogiske rundkredse. Og man radikaliserede også den venstreorienterede strukturalisme, som havde problemer efter murens fald.

Kort sagt: VKO forstærkede venstrefløjens værste sider.

Det var ordet “læring”, der var passage for elendighederne.

Men hvad med venstrefløjen? Ja, den ene halvdel overgik selv til Ansvar for Egen Læring. Det skete efter murens fald. Og den anden halvdel købte med 100% ind på konkurrencestatens og globaliseringens opgør med det folkelige og med social ontologi og handling. Det skete omkring 2010.

Kort sagt: Venstrefløjen forstærkede VKOs værste sider, som havde forstærket venstrefløjens værste sider.

På den måde gør alle op med alle, indtil alting er væk. Og nu kan dette nye og tomme alting flyve til Mars med Elon Musk.

Man savner de gamle smagsdommere og rundkredspædagoger og al deres turbulente og pluralistiske fortid. Lad os få dem tilbage. Det vil være bedre for børnehaverne og skolerne, og faktisk også for både venstre og højre.

 

19. Den 29. januar: Skolepolitisk forskydning?

Dagen har budt på en vigtig uddannelsespolitisk forskydning. Tre partier – RV, K og LA – er kommet med en fælles melding, hvori de beder regeringen om at stoppe/udskyde arbejdet med den nye reform af ungdomsuddannelserne. Det er endda de tre partiledere, som har udtalt sig (DD siger, at de bakker op om erklæringen).

RV og LA har igennem længere tid haft et slags uudtalt åndsfællesskab i pædagogikken. Nu forstærkes det. Endda sammen med K.

Dermed aktiveres en fælles pædagogisk filosofisk åre, som kan få gode konsekvenser i mange andre skole- og uddannelsespolitiske sammenhænge.

Det er dejligt, at kritikken nu funderes bredt, selvom den stadig mangler institutionel og indholdsmæssig dybde. Den pædagogiske forskning er jo stort set tømt for den slags emner.

Men hvor er SF? Hvorfor er partiet så vild med, at pædagogik skal begrundes med henvisning til, at mennesket er et humankapitalistisk instrument, hvilket jo er Reformkommissionens dagsorden? EL er vist allerede ude af forhandlingerne, men jeg er ikke helt sikker.

Det er også spændende, hvad DF siger til de tre partiers melding?

De andre partier må nu også tage stilling til meldingen.

Link:

Omtale af den fælles melding: https://nyheder.tv2.dk/politik/2025-01-28-partier-opfordrer-regeringen-til-at-lave-nyt-udspil-for-ungdomsuddannelser

Min egen kritik af reformerne: https://aarsskriftet-critique.dk/2024/10/konkurrencestaten-oedelaegger-ungdomsuddannelserne-3/

 

20. Den 2. februar: To nye bøger om nedlukningen

Forlaget Kolbein er på vej med to kritiske bøger om nedlukningen:

Den ene bog har jeg selv skrevet. Den hedder ”Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år”.

Den anden bog er skrevet af økonomen Jonas Herby, som allerede gjorde et kæmpearbejde med emnet, da han var ansat ved Tænketanken Cepos. Herbys nye bog hedder ”Illusionen af styring – Hvem fik Danmark godt gennem COVID-19-pandemien?”.

Nedenfor har Karl Iver Dahl-Madsen, som er redaktør for forlaget Kolbein, skrevet en kort omtale af de to bøger.

Mange tak til forlaget Kolbein for at holde denne diskussion ved lige. Bøgerne går formentlig i trykken i slutningen af februar.

https://dahl-madsen.dk/2025/02/forlaget-kolbein-udgiver-2-boeger-om-covid-og-de-forfejlede-nedlukninger/

 

21. Den 6. februar: Opgøret med oplysningen

Karen Wistoft, som i mange år har været en del af DPU’s magtfulde systemteoretiske miljøer, er i dag docent ved Københavns Professionshøjskole. Her beskæftiger hun sig bl.a. med det nye begreb ”praksisfaglighed”.

I den egenskab har hun skrevet et indlæg til Skolemonitor, der efter min mening er et generalangreb på filosofi og oplysning.

Hun fortæller, at dagens pædagogik lægger for meget vægt på udtrykket ”sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand!”, som var Kants overskrift for oplysningen: En slags ”tænk selv” og offentliggør dine tanker.

Dette fine udtryk har rødder tilbage til antikkens filosofi, og er blandt de helt centrale fundamenter for menneskelig udvikling og borgerlige offentlighed, dvs. for demokrati og humanisme.

Men Wistoft mener, at ”sapere aude” handler om noget med ”kognitive eller akademiske evner”, og om at for mange går i gymnasiet. Hun ender derfor med en total teknificering af en almen menneskelig aktivitet. Og det er med denne slagtning som baggrund, at hun derefter kan fremføre sit begreb om ”praksislæring”, som pludselig får et u-menneskeligt skær: Vi får kompetente praktikere uden del i fornuftens liv.

Wistofts begrebssætning er et eksempel på det, som en anden fremtrædende systemteoretiker, Jens Rasmussen, i sin tid omtalte som ”metodisk antihumanisme”. Han mente det positivt. Det er konkurrencestatens filosofiske indre.

Wistoft mener endda, at hendes analyse lige er noget for Tesfaye. Det er jeg faktisk kommet i tvivl om, for Tesfaye har netop i et helt aktuelt interview talt om betydningen af ånd på den helt store klinge. Men jeg forstår godt forvirringen, for de aktuelle uddannelsesreformer bygger i høj grad på Wistofts tankegang.

Sagen er, at fornuftens evne tilhører mennesket som sådan. Det er derfor, vi har et demokrati. Det står på ingen måde i modsætning til samfundets livs- og praksisformer, tværtimod. Det gælder om at opretholde den fulde syntese.

Ordet ”praksisfaglighed” er i øvrigt ret nyt, og det er for tiden godt i gang med at sive ind i konkurrencestatens begrebslige systemer. Det er Wistofts indlæg et eksempel på, og i sommers skrev jeg om en praksisfagligheds-konference på DPU, som havde samme tendens.

Karen Wistoft er i øvrigt samlevende med Lars Qvortrup, som jo i 2010 forsøgte at nedlægge filosofien på DPU, og som var vild med den dybt teknokratiske læringsforsker John Hattie. Jeg synes, det er relevant at notere den ægteskabelige forbindelse her, selvom jeg normalt ikke vil nævne det. Tidligere var Wistoft samlevende med nu afdøde dekan, Søren Kruuse, som var endnu en indflydelsesrig systemteoretiker på DPU. Den nuværende leder af DPU, Claus Holm, har samme faglige baggrund i systemteorien. Jens Rasmussen var Holms ph.d.-vejleder, og Holm skrev i 2007 en indflydelsesrig bog sammen med Rasmussen og Kruse. Filosoffen Peter Kemp kaldte bogen for ”antifilosofisk”.

Wistofts antihumanistiske tekst udspringer kort sagt af et magtfuldt og autoritært pædagogisk system, som helt ukritisk har fået lov til at udvikle sig, siden DPU blev fusioneret med Aarhus Universitet i 2008.

Man må håbe, at nogle folk på professionshøjskolerne tager kampen op og forsvarer deres fag og virke.

Links:

Karen Wistofts indlæg: https://skolemonitor.dk/debat/art10272975/Didaktikken-har-fors%C3%B8mt-praksisorienteringen

Mit eget omtale af en konference om praksisfarlighed: https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/faa-slipper-levende-fra-moedet-med-danmarks-paedagogiske-universitet

 

22. Den 6. februar: Tanke nr. 5: Trumps ydmygelse af højrefløjen

I nedenstående kronik fra dagens Ræson indtager jeg ”et ledigt standpunkt” (tror jeg nok):

Jeg argumenterer nemlig for, at udover, at Trumps sejr selvfølgelig er et nederlag for venstrefløjen, så er hans sejr en decideret ydmygelse af højrefløjen.

Så spørgsmålet er, hvem og hvad der egentlig har vundet?

https://www.raeson.dk/2025/thomas-aastrup-roemer-trumps-sejr-er-venstrefloejens-nederlag-og-hoejrefloejens-ydmygelse/

 

23. Den 8. februar: God kronik om universiteternes tilstand

De to redaktører og statskundskabsstuderende, August Østergaard Nilsson og Felipe Oscar Bonilla Branner, har en tankevækkende kronik om universiteternes tilstand i Ræson. Jeg har forsøgt at kondensere det, jeg opfatter som kronikkens centrale pointe:

A.

Først gør Nilsson og Branner rede for det moderne socialdemokratis ubehag ved universiteter og videnskab, som af ledende socialdemokrater ligefrem italesættes om ”de lærdes tyranni”.

Dernæst går de over til hovedærindet, som er at drøfte universiteternes indre tilstand. De siger her følgende om ”akademisk frihed”:

”Især ét aspekt ved dansk akademia er nemlig under voldsomt pres. Et aspekt, der utvivlsomt ikke lader sig forbedre med stadig mere nytteoptimerende reformer – nemlig den akademiske frihed.”

Efterfølgende underbygger de dette synspunkt med en undersøgelse af forskningsfrihedens tilstand på europæisk plan. Danmark ligger i bunden. Dog en anelse bedre end Ungarn.

B.

Resten af kronikken handler om den danske situation. Forfatterne indleder med følgende kloge ord:

”Akademisk frihed kræver først og fremmest et uafhængigt universitetsmiljø med frihed fra statslig indblanding i universitetets interne anliggender.”

Dernæst opridses de mange nyere reformer, som angriber dette princip. Alle disse reformer angives at have rod i universitetsreformen fra 2003.

Denne 2003-ideologi gør for det første, at universitetets ledelser ”slikker opad”, som der står, og for det andet kommer der stort pres på den almene ytringsfrihed:

”Det er – for at gøre ondt værre – også blevet noget nær umuligt for akademisk personale at udtale sig kritisk både til ledelsen og i offentligheden, netop fordi ansættelsessikkerheden efter reformen af 2003 er blevet decimeret, ligesom tenure (akademisk fastansættelse) de facto er blevet afskaffet.”

Denne indsigt flugter 100% med min egen analyse og erfaring.

C.

Til sidst forklarer forfatterne, at den akademiske frihed bør funderes i en slags akademisk republik, hvor forskerne også har frihed fra egen ledelse (som jo selv i høj grad er påvirket af 2003-ånden):

”Foruden et universitetsmiljø fri fra statslig indblanding, kræver akademisk frihed selvstyre for de akademisk ansatte. Forskerne skal have autonomi og frihed – også fra deres egne institutioner.”

Der står også meget mere, bl.a. med referencer til både Schopenhauer og Platon, men det må man selv læse.

https://www.raeson.dk/2025/nilsson-og-branner-dansk-forskningsfrihed-er-i-frit-fald-og-det-har-konsekvenser/

 

24. Den 8. februar: Fagfornyelse: En skolepolitisk forskydning?

Der er sket en positiv skolepolitisk forskydning, som jeg kort vil omtale. Det handler om, at alle de store partier nu går ind for, at skolens formål skal være skolens og undervisningens fundament. Det ville ellers have været et revolutionært synspunkt for få år siden.

Det hele drejer sig om den aktuelle ”fagfornyelse”, dvs. en reform af folkeskolens fagbeskrivelser.

Først en kort historik:

Tilbage i 2014, under Antorini, lavede man de såkaldte ”fælles forenklede mål”, som var knyttet til en omfattende læringsmålstyring af undervisningen. Det vil sige, at målene var det stik modsatte af “forenklede”. Det var dengang, at et nyt og autoritært DPU sad på de centrale ministerielle udvalgsposter.

Herefter fulgte en såkaldt ”justering” i Riisagers ministertid, dvs. omkring 2018. Her var der ingen DPU-folk. Tværtimod blev justeringen gennemført af kritikere af læringsideologien, f.eks. Keld Skovmand og Lene Tanggaard.

Nuvel, i 2022 kom Reformkommissionen med dens rapport om skolesystemet. Rapporten var stærkt præget af konkurrencestatens ideologi.

Og i efteråret 2023 udkom regeringens skoleudspil, også med stærk reference til Reformkommissionen.

Dette regeringsudspil blev baggrunden for et politisk forlig om skolen i marts 2022, hvor ”reformkommissionen” ikke var nævnt. Altså en forbedring i forhold til regeringens udspil, medmindre der var tale om en form for “fortrængning”.

En del af dette politiske forlig var den såkaldte ”fagfornyelse”, som skulle bygge på ”skolens formål”. Der blev nedsat et ekspertudvalg uden DPU-folk og med hele tre folk fra dannelsessiden, nemlig Alexander von Oettingen (medformand), Lene Tanggaard og Thomas Illum Hansen. De to sidste var også med i Riisagers gruppe.

Det er denne ekspertgruppe, som her i december 2024 barslede med et meget flot forslag, der for alvor sætter tryk på formål, undervisning og pædagogik. Forslaget blev ledsaget af en stor pædagogisk filosofisk begrundelse på 88 sider, der var et implicit slag i ansigtet på de DPU-kredse, der arbejdede omkring 2014. I denne baggrundsrapport trækkes bl.a. på folk fra lærerhøjskolens tradition, som førende folk fra DPU jo ville gøre op med. Desværre lader rapporten til at leve et ret marginaliseret liv på ministeriets hjemmeside. Det er lidt mystisk.

Jeppe Bundsgaard fra DPU, som var en del af 2014-arbejdet, protesterede i Folkeskolen.dk mod den nye faggruppes arbejde. Gruppens formandskab svarede yderst afmålt. Det var helt efter bogen.

Og i sidste uge godkendte forligskredsen så gruppens arbejde med nogle ganske få justeringer. En af justeringerne var faktisk, at der ikke var formålsparagraf nok i den ellers formålstunge tekst! Denne justering siger virkelig noget om et skolepolitisk skifte, synes jeg.

Der er nu nedsat en endnu en gruppe, der skal følge det videre arbejde med de konkrete fagplaner. Desværre er dannelsesfolkene taget ud, undtagen Thomas Illum Hansen, og formanden kommer fra EVA, som i årenes løb har spillet en særdeles problematisk skolepolitisk rolle. Vi kan derfor forvente en vis instrumentalisering, men nu må vi se. Tilbage i 2014 gik tingene helt galt i disse arbejdsgrupper.

Thomas Illum Hansen og Keld Skovmand har da også været ude med en advarsel mod, at ”formålet” pludselig kan forsvinde igen. Heldigvis er DPU stadigvæk ekskluderet.

Generel vurdering:

Det er tankevækkende, at ekspertgruppen på ingen måde knytter an til Reformkommissionens baggrundsrapporter. Drøftelsen er ført i et regelret pædagogisk sprog, hvilket også var oplægget i kommissoriet og som sagt også i det politiske forlig.

Denne proces betyder, at skolens formålsparagraf i dag slet og ret er hovedreferencen i skolepolitikken, dvs. i hele forligskredsen, som består af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Måske har vi fået en kovending?

Nu venter vi blot på, at disse partier også prioriterer almenpædagogikken og den pædagogiske filosofi, som jo er formålsparagraffen fagområder. En sådan prioritering må ske både forskningsmæssigt og pædagogisk, for emnet er stærkt marginaliseret på DPU og på professionshøjskolerne.

Selv har jeg sendt et forslag om et ”Center for dannelse og pædagogiske formål” til Lotte Rod, Merete Riisager og Mattias Tesfaye. Så må vi se, om disse tre politikere kontakter de andre ordførere, nu hvor de alle sammen er blevet enige om et ny grundlag for skolens liv.

Eller måske er det hele bare er til pynt?

Links i nogenlunde kronologisk orden:

A.

Reformkommissionens rapport om folkeskolen, maj 2023: https://reformkommissionen.dk/udgivelser/nye-reformveje-2/

B.

Regeringens almene udspil, oktober 2023: https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/aktuelt/pdf23/okt/231011-forberedt-pa%CC%8A-fremtiden-2-web.pdf

C.

Ministeriet nedsætter fagfornyelsesgruppe, 31. januar 2024, diverse links:

– Nyhedsomtale: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/jan/240130-ekspertgruppe-skal-komme-med-anbefalinger-til-udviklingen-af-nye-laereplaner-i-folkeskolen.

– Generelt om organiseringen af fagfornyelsen: https://www.uvm.dk/folkeskolen/folkeskolens-maal-love-og-regler/politiske-aftaler/folkeskolens-kvalitetsprogram/fagfornyelsen.

– Journalistiske omtaler: https://skolemonitor.dk/nyheder/art9739367/Nye-fagplaner-skal-v%C3%A6re-en-masterplan-for-skolens-dannelsesindhold og https://skolemonitor.dk/nyheder/art9738587/Ekspertgruppe-skal-komme-med-anbefalinger-til-nye-l%C3%A6replaner.

D.

Politisk forlig om folkeskolen, marts 2024; https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/mar/240319-ny-aftale-om-folkeskolen

E.

Om fagfornyelsesgruppens aktuelle forslag, december-januar 2024:

– Ministeriel omtale: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/dec/241218—fagfornyelsens-beslutningsgrundlag

– Journalistisk omtale: https://www.folkeskolen.dk/fagplaner-faelles-mal-praksisfaglighed/fagplaner-vil-ikke-i-sig-selv-skabe-ny-undervisning-men-her-er-grundene-til-at-vi-tror-pa-at-de-bliver-en-succes/4793468

– Folk fra ekspertgruppens dannelsesfløj (bl.a. Illum Hansen og Tanggaard udgiver en stor ministeriel og pædagogisk filosofisk redegørelse for deres almendidaktiske tankegang: https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/udd/folke/pdf25/jan/250109-grundlag-for-nyt-format-for-folkeskolens-fagplaner.pdf

F.

– Strid mellem ekspertgruppe og Jeppe Bundsgaard, januar 2025: DPUs Jeppe Bundsgaard, som var med i 2014-arbejdet, protesterer mod den nye rapport. Af debattråden fremgår det, at han mener at OECD er et udtryk for dansk pædagogisk tradition. – Man kan læse om denne vigtige udveksling her: https://www.folkeskolen.dk/billedkunst-biologi-dansk/professor-om-nye-planer-for-fagene-jeg-havde-forstaet-at-skolen-skulle-vaere-mindre-kedelig/4794549

– Formandskabets svar til Bundsgaard står her: https://www.folkeskolen.dk/files/2025/01/09/Alexander%20von%20Oettingen%20og%20Lise%20Tingleffs%20svar%20til%20Jeppe%20Bundsgaard.pdf.

– Her er min egen fortolkning af striden: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0qsWZgLP5FXvWsUcaxWKADFnQ4tWqsn8Bmj1eiWJerrG3sHMFiHh1Evj2Rz4yGf8Pl&id=837549480

G.

– Keld Skovmand og Thomas Illum Hansen, som tilhører dannelsesfløjen, minder i et indlæg d. 24. januar 2025 om, at man skal huske at lægge vægt på formålsparagraffen: https://skolemonitor.dk/nyheder/art10256775/Forskere-advarer-mod-at-beg%C3%A5-samme-fejl-i-Danmark

– Lene Tanggaard fortæller om ekspertgruppens tanker i et indlæg i Jyllands-Posten, d. 13. februar. https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/debat/kommentarer/ECE17879013/friske-fagplaner-skal-stoppe-flugten-fra-folkeskolen/

H.

Forligskredsens korrektioner til fagfornyelsesgruppens rapport, d. 6. februar 2025: https://skolemonitor.dk/nyheder/art10280301/%C2%BBDet-g%C3%B8r-det-ikke-lettere-men-det-er-nok-n%C3%B8dvendigt%C2%AB

I.

I starten af 2025 nedsættes en ny rådgivningsgruppe, der skal arbejde med det videre og mere praktiske forløb, d. 6. februar 2025. Her er dannelsesfløjen stort set væk: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2025/jan/250206-arbejdet-med-fagfornyelsen-indtraeder-i-ny-fase

 

25. Den 12. februar: Woke på speed!

A.

Trump har udelukket et anerkendt medie, Associated Press, fordi det har skrevet om ”den mexicanske golf” i stedet for Trumps identitetspolitisk konstruerede ”den amerikanske golf”.

Det er jo woke på speed!

B.

Tre politiske partier – LA, DF og K – vil fyre en redaktør i DR, fordi de ikke er enige i hans redaktionelle valg?

Man tror ikke sine egne øjne.

C.

Hvad bliver det næste?

At staten skal undskylde for en flot satiretegning?

Eller at politikerne nedlægger et videnskabeligt institut, fordi det er “rødt”?

Links:

Om Trumps aktion: https://www.berlingske.dk/internationalt/trump-udelukker-medie-for-at-fastholde-navnet-paa-mexicos-golf?gaa_at=eafs&gaa_n=AerBZYOqtPidxIeQbJpCHAoV6QXWHJxfhj66X97QURYnEXcg7FuWnggtE6COwrFQK8o%3D&gaa_ts=67c33ff5&gaa_sig=mKCjIZVZ18dKwVhM7GCunSpVq6DgAt0u_JRD6FF4CuEEBveFCEfJBD39xNtGthlWeeDDVnSe5LmTgeuSQ5pWGQ%3D%3D

Om de tre partiers aktion: https://www.berlingske.dk/politik/df-vil-have-dr-redaktoer-bag-kryolit-dokumentar-fyret?gaa_at=eafs&gaa_n=AerBZYPMFIJB7JQHe4140nYMZuLsEs52v6YnhMM6vAUqfQgBIXnisiqGMY16EFBuDeU%3D&gaa_ts=67c3401c&gaa_sig=mWcd52JiMgAu6FrRaI9Qwyl_XbBzQl1rUB_q6j-e9XFzWoU1CmPmC6wAM8lD28jUrW6qdIAmYQgcqiDwU8t2Pw%3D%3D

 

26. Den 14. februar: Fra forsigtighed til ekstrem forsigtighed

A.

Biostaten førte til en opløsning af begrebet ”forsigtighed”, som jo normalt indebærer en vis tilbageholdenhed, proportionalitet og dømmekraft, og som derfor er en central del af en demokratisk statsræson.

I stedet indførte man ”den ekstreme forsigtighed”, som er det modsatte af ”forsigtighed”. Vi fik et totalt fokus på risiko. Alt er farligt.

Nu kunne man gøre alt med henvisning til alt. Det var en korrektion af statens og samfundets indre.

Den spagfærdige kritik af den ekstreme forsigtighed blev i løbet af efteråret 2022 fortiet og indkapslet. Det skete ved dannelsen af SVM-regeringen, som videreførte den ekstreme forsigtigheds filosofi og udvidede den til begrebet ”krise”.

Det var fortrængningens logik. Sigmund Freud kunne gøre klar i klinikken.

B.

Det er som om, at denne totale og ekstreme forsigtighedslogik nu udbredes yderligere. Så nu kan man gøre alt overalt med henvisning til alt. Der er ingen forsigtighed.

Trumps totale uforudsigelighed er et empirisk eksempel på den nye tilstand. Det samme er den danske regerings oprustningsmetode.

Nu er epidemiologien skiftet ud med krigseksperterne. Selv skolens formål, der stammer fra den demokratiske forsigtigheds epoke, forbindes nu med krigens og den ekstreme forsigtigheds logikker.

Ville disse ting kunne finde sted uden biopolitikken som baggrund? Jeg tror det ikke.

Denne logik er en af de processer, jeg skriver om i min nye bog ”Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år”, som udkommer i disse dage.

https://dahl-madsen.dk/2025/02/den-lukkende-nedlukning-dagbog-fra-biostatens-andet-aar/

 

27. Den 14. februar: A. Fejl

(tilføjet d. 16/2: Jeg er ikke enig med det, jeg selv har skrevet i nedenstående indlæg, men lader det stå, så alle kan se min fejltagelse. Erkendelsesprocessen fremgår af de efterfølgende indlæg)

JD Vance i München:

Den amerikanske vicepræsident JD Vance har i dag fremlagt et storslået forsvar for demokrati, humanisme og ytringsfrihed. Han kritiserede både EU og USA for at glemme egne værdier, som han mener bygger på et fælles fundament. Vi er blevet en trussel mod os selv.

EU’s vidensøkonomiske teknokrater – og dermed de bureaukratiske konkurrencestater og al deres elendige ”misinformations”-vokabular – har forhåbentlig røde ører. Og Vance kritiserer også USA selv i den forbindelse.

Vance taler for, at de vestlige lande og regioner bør arbejde mere med de kulturelle forudsætninger, så folkelig uenighed og pluralisme kan få et dybere fundament, og så man ved, hvad der er værd at undersøge og kæmpe for i sit land og i verden.

Vi går fra læring til pædagogik. Det er skolens formålsparagrafs rige tradition imod skolereformens læringsinstrumentalisme.

Så må vi tage alt det med den amerikanske geopolitik og Elon Musk, som på mange måde går i modsat retning, en anden gang. Disse ting blev stort set ikke nævnt i Vance’s tale. Der var ingen populisme eller teknokapitalisme hos Vance. Tværtimod. På en måde gik han imod hele Trump-systemet? Vance var da også tidligere ekstremt kritisk over for Trump. Måske tegner han en anden tråd i den amerikanske udvikling? Nu må vi se.

Tak til Vance, hvis tanker flugter med Tesfayes forsvar for dannelse og formål i Weekendavisen i sidste uge. Måske kan de amerikanske elendigheder føre til større pædagogisk interesse?

Men det er naturligvis centralt, at pædagogik og geopolitik holdes 100% adskilt. I det folkelige er man venner, selv midt i striden.

Jeg er totalt overrasket over denne strålende tale om folkelighed, demokrati og ytringsfrihed. Jeg håber disse tanker vinder indpas.

Link til tale: https://www.youtube.com/watch?v=pCOsgfINdKg

 

28. Den 15. februar: B. Forvirring:

Flere forvirrede iagttagelser:

I går knyttede jeg nogle rosende kommentarer til JD Vance’s tale, hvis indhold kom som en stor overraskelse for mig. Jeg beklager, hvis jeg kom til at krænke nogen, og det var sikkert også forkert det hele, selvom jeg ikke helt ved det selv. Men der var jo også mange positive tilkendegivelser, så jeg fortsætter lidt i mit forvirrede og søgende modus:

I dag har Weekendavisens journalist, Jesper Vind, nogle interessante informationer ifm. hans omtale af Vance’s tale, hvor Vance jo forsvarede både demokrati, ytringsfrihed og kulturtradition. Vance sagde endda, at enhver borger har ”visdom”, hvilket er et bedre demokratisk udgangspunkt, end at alle ”de andre” ”misinformerer”, som er den poststrukturalistiske konsekvens. Aristoteles har ikke levet forgæves.

A.

Jesper Vind skriver, at Vance’s tale minder om tankerne i Vance’s bøger, der, så vidt jeg ved, blev skrevet i en tid, hvor han var meget kritisk over for Trump.

Sammenholdes dette med Vance’s afsluttende henvisning til den store demokratiske pave, polakken John Paul 2, så iværksættes en form for åndelig, politisk og katolsk understrøm i Trumps teknokapitalistiske kaos, der snarere er udtryk for en globalisering på speed (som jeg kalder for ”rumificering”). Og katolicismen er jo et eksempel på en kristen udvidelse af Aristoteles’ filosofi.

Denne tese understøttes jo af ”visdoms”-formuleringen, men også af valget af Robert Kennedy som sundhedsminister (Kennedyfamilien er også katolikker, ligesom Biden også er).

Kennedy var jo en stor helt i sin modstand mod den coronapolitiske totalitarisme, som Vance faktisk også nævner i sin tale.

Hvis det er korrekt, så eksisterer der en dyb og måske skjult splittelse i den nye amerikanske regering – en splittelse mellem kulturkonservatisme og teknokapitalisme – som det gælder om at udnytte. Det bliver spændende at følge.

Men jeg må jo hellere læse Vance’s bøger for at se, hvad der er i hans hjerne.

B.

Talen får selvfølgelig meget automat-kritik i de tyske medier, men der er støtte fra chefredaktøren fra den store avis Die Welt, Ulf Poschardt, som siger følgende:

“Den, der ikke forstår, at J.D. Vance kan være et håb for Tyskland og Europa, vil bare ikke forstå det. Og den moraliserende storm mod ham viser mest af alt én ting: At vi bliver mindre betydningsfulde hver eneste dag – både geopolitisk og økonomisk.”

Det ligger lidt i forlængelse af punkt A, synes jeg, selvom jeg muligvis overfortolker.

C.

Talen støttes af Alice Weidel (AfD), som jo også har talt med Musk (jf. fb-opslag, d. 12/1), samt af den yderste venstrefløjs Sahra Wagenknecht. Sidstnævnte har følgende herlige formulering:

”Det må have været et chok for det USA-loyale europæiske establishment, at det netop var en amerikansk vicepræsident, der gav dem en opsang om ytringsfrihed og cancel culture. Helt rigtigt!”

Dejligt at den yderste venstrefløj går imod identitetspolitikkens ødelæggelse af fortiden. I Danmark er det omvendt: Enhedslisten har lige på bedste stalinistiske manér ekskluderet en vigtig kritiker af den kønspolitiske woke-ideologi.

Derimod er “De Grünen” kritiske. Jürgen Trittin mener, at Vance “foragter demokratiet”, selvom talen lyder som en kæmpe hyldest til demokratiet.

D.

Til sidst er det måske værd at nævne, at EU bygger på en slags opgør med den aristoteliske åndstradition, eller måske rettere: en teknificering af den. Dermed omdannes både de enkelte stater og de fælles ”institutioner” til vidensøkonomiske ”organisationer”. I den forstand er det meget logisk, at Vance’s centrale budskab gik ud på at redde Europa fra Europa selv.

Men som sagt: Jeg beklager alle disse forvirrede iagttagelser.

Artikel i Weekendavisen: https://www.weekendavisen.dk/2025-07/udland/en-hillbilly-paa-bayerischer-hof?gaa_at=eafs&gaa_n=AerBZYNoZnFnGMxA7B2EOUyEzYjzxFwyLEhwfIURsH5wEq-K5hAtHbxNDOi7vjhVLLM%3D&gaa_ts=67c34652&gaa_sig=sHMqNSPfeguxJyuU7uY0weG4tjHDck5-n25nZ-B6cgS6fVhKI82MP9aQD5-pTIaStdeG4sIzFi0zKhfRPCwqbA%3D%3D

 

29. Den 15. februar: C. Fortrydelse og ydmygelse

Jeg fortsætter med mine forvirrede iagttagelser, nu den tredje:

I en kronik i Ræson (d. 6/2) forklarede jeg, hvordan Trump/Musk er udtryk for en forstærket globalisering, som jeg kalder for ”rumificering”:

Rumificeringen betyder, at globaliseringen er blevet forstærket til en tekno-territorial struktur, hvor de af globaliseringen svækkede landegrænser, omdannes til stammeagtige ”territorier”, som udfyldes af kunstig intelligens, teknokapitalisme, rumeventyr og en fordoblet identitetspolitik.

Trumps efterfølgende kontakt til den europæiske højrefløj, som nu jubler, er en form for ydmygelse af højrefløjen, fordi den jo nu indrulleres i en forstærket version af den globalisering, som den egentlig var imod.

Årsagen til, at jeg oprindelig var glad for Vances tale var, at han fokuserede på den demokratiske kritik af globaliseringens ideologi og ikke nævnte rumificeringen.

Den kølige analyse er nok, at jeg selv blev ydmyget, men jeg er alligevel glad for, at jeg undervejs fandt en kristen-humanistisk tråd, der umiddelbart står i modsætning til Trump/Musk-ideologien. På den måde er der lidt at holde øje med.

https://www.raeson.dk/2025/thomas-aastrup-roemer-trumps-sejr-er-venstrefloejens-nederlag-og-hoejrefloejens-ydmygelse/

 

30. Den 16. februar: D. Korrektion

Jeg har foreløbig haft tre fb-indlæg om Vance’s tale. Nedenfor forklarer jeg, hvorfor jeg har taget fejl og herefter ændret i indlæggenes overskrifter.

A.

Først var jeg begejstret. Det var en stor fejl. Jeg troede, at jeg kunne se en splittelse i amerikansk politik mellem Vance og Trump; at Vance var folkelig. Og så jeg var glad for, at EU’s vidensøkonomiske systemer fik lidt tæsk.

Men det er naturligvis naivt. Man kan ikke skille Trump og Vance ad på den måde.

Vance beskyldte Europa for at være mindre demokratisk end USA, hvilket jo er absurd; ikke mindst i lyset af Trumps vilde aktioner. På den måde var talen snarere en slags nysprogs-trussel.

Jeg har derfor omdøbt dette første indlæg til ”Fejl”.

B.

Så blev jeg forvirret. Jeg troede, at splittelsen endda havde et kristent-humanistisk fundament. At splittelsen måske var endnu mere real, end jeg først antog.

Jeg får øje på nogle ting, jeg ikke vidste før, og det er jo fint nok.

Men på en måde forstærkede jeg ”fejlen”, fordi USA’s regering og dermed Trump/Musk pludselig tildeles et filosofisk fundament, som de ikke har, tværtimod.

Jeg har derfor omdøbt dette andet indlæg til ”Forvirring”.

C.

Til sidst fortrød jeg.

Jeg var blevet “ydmyget”, som jeg har kaldt det: Forført til at mene det modsatte af det, jeg mener.

Det samme er sket for store dele af især højrefløjen, hvis vakkelvorne identitære systemer nu støtter Trumps/Musks forstærkede globalisering, som jeg kalder for rumificering.

Rumificeringen er et opgør med det folkelige, som den samtidig forfører, men den er også en forstærkelse af globaliseringen, som den udvider ud i et tekno-rum, hvor de vakkelvorne “grænser” omdannes til “territorier”.

Vi går fra globen til rummet. Det er en ydmygelse af højrefløjen, som jo taler om “folket”.

Mens globalister og rumificister kæmper mod hinanden langt væk fra “the earth”, så ligger den folkelige og historisk-poetiske tradition brak.

Jeg har derfor omdøbt dette tredje indlæg til ”Fortrydelse og ydmygelse”.

D.

Dermed er jeg havnet i overensstemmelse med min analyse i Ræson fra starten af februar.

Prisen for denne korrektion er desværre ikke øget optimisme. Men hvad så?

Jeg ser kun en mulighed, som også har været lanceret af andre: Pædagogikken kunne være et sidste folkeligt sted, men den blev jo omdannet til økonomisk optimering af konkurrencestaten, så der skal arbejdes med begreber og historik.

Så pædagogikken skal genvindes. Man bør virkelig satse på pædagogikkens egenart og historie, for her er der hverken krig eller penge, men kundskaber, fantasi, selvvirksomhed og humanitet.

Herfra kan den næste generation så starte på ny.

https://www.raeson.dk/2025/thomas-aastrup-roemer-trumps-sejr-er-venstrefloejens-nederlag-og-hoejrefloejens-ydmygelse/

 

31. Den 17. februar: E. Korrektionens udvidelse: Vance’s korrekte fejl

I en række tidligere FB-indlæg (A-D) var jeg først begejstret for Vance’s tale. Efterfølgende fortrød jeg og blev kritisk. I det følgende vil jeg forklare, hvorfor han alligevel har ret, selvom han altså tager fejl. Det hele lyder lidt kompliceret, og det er det også:

A.

Vance mener, at Europas problem er et indre opgør med Europas frihedstraditioner, og at dette opgør består af globalisering og identitetspolitik. Han knytter an til kristne og humanistiske ideer.

Det lyder jo godt, men det er det ikke.

Hvorfor ikke? Fordi, at Vance’s kritik af Europa skal ses som et udtryk for en forstærket globalisering, nemlig Trumps/Musks grænseløse teknokapitalisme, som ikke blot er funderet i globens opgør med jorden, men i rummets teknologiske intet. Og som Hannah Arendt siger ”nothing could be worse”.

Ingen forfatning kan overleve en sådan ideologi i længden.

B.

Men denne enorme og dystre fejltagelse må ikke skjule, at Vance alligevel har ret. Hvis man skræller både den politiske kontekst og de lidt ubehjælpsomme og identitetspolitiske eksempler væk, så står tilbage, at det moderne Europa ifølge Vance er funderet i et opgør med ytringsfriheden og frihedstraditionen i det hele taget.

Passer det? Ja, det passer 100%.

Men hvordan? På to sammenhængende måder:

i)

For det første derved at velfærdsstaterne omkring år 2000 blev omdannet til konkurrencestater, som simpelthen er defineret ved at være et opgør med frihedsbegrebet.

Den første store reform herhjemme i den ny ånd var Helge Sanders universitetsreform i 2003, som slagtede hele universitetstraditionen.

Senere fulgte resten af den civile tradition ned i samme gyde. Først blev seminarierne nedlagt omkring 2008, og i 2013 kom så skolereformen.

Og når frihedstraditionen tages ud af pædagogikken, så eroderes også det omgivende samfunds udviklingsmuligheder langsomt men sikkert, kulminerende med corona-nedlukningen.

Kort sagt: Konkurrencestaten er ødelæggelse af frihed og dermed også af ytringsfrihed. Den er kort sagt det modsatte af velfærdsstaten, som var en syntese mellem frihed og lighed.

Denne proces blev som nævnt forstærket big time under biostatens etablering i 2020-22. Forfatningen får åndenød.

ii)

Denne proces i de nationale systemer blev forstærket efter murens fald i 1989, og dermed er vi fremme ved den anden måde, hvorpå Vance har ret:

I 1989 troede europæerne, at man nu fik nationernes smukke orkester, men det skete ikke. I stedet fik man en ny vidensøkonomisk mastodont, nemlig EU, som omdannede dets borgere til humankapital og tilranede sig mere og mere bureaukratisk dominans, godt og vel suppleret af OECDs elendige magt over de pædagogiske begreber.

Denne udvikling blev forstærket af, at man måtte opgive ideen om en europæiske forfatning. I stedet proppede man nu de ensomme institutioner og forfatningsbegreber ind i de mange bureaukratiske og organisatoriske led.

Så Vance har 100% ret. Europa er med sin vidensøkonomiske forbindelse til globaliseringen helt klart gået til angreb på sin egen tradition. Desværre overser han som sagt, at udviklingen under Musk/Trump er en decideret forstærkning af dette angreb.

Så det gælder om at holde analysen kold og hjertet varmt. Vance har helt ret i sin kritik af Europa, men forstærker samtidig det, han hævder at være imod.

Det er som om, at fakta kommunikerer med fakta og bryder sammen, så noget andet kommer til syne.

C.

Der er tre “løsninger” på dette problem:

Den første løsning er Trumps/Musks regelløse teknokapitalisme. Men det er som sagt slet ikke en løsning. Tværtimod er det en forværring af hele problemet.

Den anden løsning er helt at nedlægge EU eller evt. omdanne og nednormere det til en lille og teknisk organisation for kulturelt og politisk funderede nationalstaters udvekslinger, vel at mærke helt uden bureaukratisk tvang. Man kunne kalde det for ”Fælles kontor for mellemstatslige vekselvirkninger”. Her kan alle deltage, både Ukraine, England og Gaza-striben.

Den tredje løsning er at lave en fuld europæisk forfatning, med omfattende åndelige og nationale frihedsfundamenter. Altså en politisk-filosofisk fundering af Europa frem for en økonomisk. Det vil sige det modsatte af EU. Her vil hverken Hviderusland, Ukraine eller Tyrkiet kunne deltage, med mindre de for alvor finder de østromersk-græske dyder frem. Til gengæld må englænderne gerne føre an.

Og uanset hvilke af de to sidste svar man vælger, så bliver ånden en omfattende poetisk venskabelighed og kulturel generøsitet. En europæisk højskole, hvor alle kontinentets og dets nationers kulturelle stemmer kan komme til syne.

Kort sagt: Svaret på Europas overgreb på Europa er mere europæisk og nationalt liv. Det vil også kunne opdrage USA, som dermed kan bringes på ret kurs. Trumps raid skubber jo konstant til forfatningens grænser. Senest med hans sindssyge formulering: “Den, der redder sit land, bryder ingen love”. På en måde er det snarere USA, som trues af sig selv, hvis man må være lidt fræk.

Følger man løsning 2 og 3 kan også NATO, som jo er forbundet med FN’s mellemfolkelige værdier, fungere igen. Måske skal Grundtvig og Sokrates og alle de andre hyggespredere tage hinanden i hånden og give en fælles opsang til amerikanerne og til EU?

 

32. Den 17. februar: Ti minutter om dannelse

Nedenfor kan man høre en kort samtale mellem Prospekts kommunikationschef, Tine Obel, og undertegnede om dannelsens og pædagogikkens kritiske situation.

Undervejs kommer vi også ind på et alternativt forslag til et karaktersystem, og til sidst er der nogle forslag til, hvad man kan gøre.

https://www.taenketankenprospekt.dk/2025/02/14/ti-minutter-om-dannelse-med-thomas-roemer-2/

 

33. Den 16. februar: Lotte Rods store indsats for fritidspædagogikken

Jeg er for alvor blevet opmærksom på Lotte Rods store indsats for fritidspædagogikken.

I nedenstående indlæg kan man læse om nogle af de diskussioner, som Rod har initieret på Christiansborg, hvor hun sammen med Martin Lidegaard for nyligt har arbejdet for at lovfæste klassiske de klassiske fritidshjem.

Det er svært at få armene ned. Hun er virkelig en pædagogikkens ven. Det er åndens, kroppenes og kreativitetens liv i de gamle villaer.

http://www.thomasaastruproemer.dk/lotte-rods-kamp-for-fritidspaedagogikken.html

 

34. Den 19. februar: Onsdag d. 18. februar 2025

Dagbog fra i dag:

A.

Mette Frederiksen gentager nedlukningens logikker. Vi går fra biostat til krigsstat.

B.

DR fyrer en redaktør og fjerner en udsendelse efter politisk pres. Alle systemer holder nu kæft, og man kan fjerne alt muligt, hvor der er ”fejl” eller noget andet, nogen ikke lige synes om. Messerschmidt vil f.eks. fjerne endnu mere ”socialisme”.

Jeg nåede ikke engang at se udsendelsen. Det er nok det, som Trump kalder for ”ytringsfrihed”, dvs. det modsatte af åndsfrihed.

C.

Trump beskylder Zelenskyj for at være en diktator og meget andet i et langt indlæg på sit eget medie! Jeg er helt tom for ord. Nærmest i en slags politologisk sorg.

D.

Mattias Tesfye revolutionerer ungdomsuddannelserne uden andet forberedende arbejde end konkurrencestatens Reformkommission.

Konklusion:

Jeg tror, jeg snupper et Melodi Grand Prix fra 1983 for at bedøve mig selv. Det var det år, hvor Gry lavede sit rejehop og fik topkarakter fra alle juryerne for sangen ”Kloden drejer”

Det er nok det, som Mattias Tesfaye kalder for ”åndelig oprustning”.

 

35. Den 20. februar: Trykkefrihedens kollaps

Her i Danmark er man – endda efter et stærkt politisk pres – begyndt at fjerne tv-udsendelser og fyre dygtige redaktører på gråt papir. DR’s ledelse, som har makket ret, har en faglig og etisk rygrad som smeltet smør. Hele kulturtraditionen må vride sig i smerte.

Er der nogen principiel modstand mod denne barokke beslutning? Jeg har ikke hørt noget.

Jeg nåede ikke engang selv at se udsendelsen, før den var fjernet. Men jeg har hørt folk fra både DF og Konservative bruge platte udtryk som ”misinformation”. Så ved man, at man er i identitetspolitisk farvand, hvor der ingen sans er for kulturproduktet i sin helhed. Og disse “politikere” vil endda fortsætte deres nystalinistiske raid imod andre programmer.

Man har afsløret en “fejl”, og så mangler der nogle “fakta”, og så kalder man det “misinformation”, mens alt andet drukner.

Man må angiveligt heller ikke blande sig i en valgkamp i Grønland, fordi Trump har været forbi. Endnu en luk-munden-mekanisme.

Vi befinder os i åndsfrihedens absolutte modsætning.

Og man nøjes skam ikke med at kritisere og korrigere, hvilket jo er en god ting. Nej, man vil udrydde! Ud med programmet! og ud med redaktøren!

Jeg tjekker lige min reol, hvor der står alt muligt:

Der er en eller anden ”fejl” i alle bøgerne, og de har jo også en specifik faglig vinkel, som udelukker nogle andre vinkler.

Men den går ikke. Det er forbudt. Ud med dem! Alt fra Karl Marx til Edmund Burke og Rousseau. Ud!!!!

Og nogle af bøgerne har også omhandlet aktuelle og kontroversielle emner. Ud!!!

Og også ud med alle de redaktører, som har udgivet disse bøger! Ud!!!! Redaktørerne kan afløses af Elon Musks AI-systemer.

Så, nu er der endelig tomt på reolen. Nu er der ingen ”fejl” og inden ”misinformation” tilbage. Kun et par ringbind med gamle lønsedler.

Men hovsa, der står jo lige en bog tilbage? Hvad er er det for en?

Jo, den er sørme skrevet af Morten Messerschmidt fra Dansk Fryseparti. Den er helt fejlfri, inddrager skam alle perspektiver og er helt uden faglige vinkler.

Nogle af disse såkaldt ”borgerlige”, hvilket vist er en identitetspolitisk markør, kalder sig for ytringsfrihedens forkæmpere. De er det modsatte. Ligesom Trump og Vance og DPU. Det er identitetspolitikkens fordobling.

Og hvor er landets redaktører og alle andre? Er de allerede bange?

 

36. Den 22. februar: Fra konkurrencestat til biostat til krigsstat

Der er en direkte filosofisk og politisk tråd fra biostaten til krigsstaten. Her er to overskrifter fra dagens aviser, der bekræfter denne tese:

Berlingske: ”Jarl Cordua: Nu skal oppositionen huske at sige regeringen imod. Det må ikke blive som under corona”.

Jyllands-Posten: ”Det er ligesom under corona: Panik-Mette gør det igen”.

I min nye bog, ”Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år”, forudser og undersøger jeg denne sammenhæng mellem nedlukning og krig. Jeg er så ked af at jeg lader til at få ret i denne fordoblede nedlukningsteori.

Og faktisk er vi nu i en tredobbelt nedlukning. Den første var i 2013. Det var dengang pædagogikken blev lukket ned af den nye konkurrencestat. Vi er gået fra Lockout til Lockdown til Warlock.

Det store og grundlæggende problem er kort sagt pædagogikkens nedlukning. Hvis pædagogikken havde holdt fast i 2013, havde man ikke kunne omdanne barnet og borgeren til ”konkurrencestatens soldat” og til en smittepatriot og nu til en soldat som sådan under den ekstreme forebyggelses herretegn.

Links:

Indlæg i Berlingske: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/jarl-cordua-nu-skal-oppositionen-huske-at-sige-regeringen-imod-det?gaa_at=eafs&gaa_n=AerBZYM1JqpHYo0lLJfmJr-Ve1XHh67tG2JtqN9llVyxp_-Po-KFnppNFgUg_ZPI4gA%3D&gaa_ts=67c43315&gaa_sig=S13f8FhRbNRZ8JSWiA-jzhHFkJ8_Qc1kv_L-GvKc-GMzFMufPakPYUAxSRLDYQ_OmeW6dp0CEYErmUXWCPTN5Q%3D%3D

Indlæg i JP: https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE17923096/det-er-ligesom-under-corona-panikmette-goer-det-igen/

 

37. Den 23. februar: Trump/Musk angriber staten

Jeg håber, jeg har misforstået nedenstående forløb, som jeg har læst om i både danske og engelske medier:

A.

Den 22. Februar, kl. 20:46 – altså i går aftes – skriver Elon Musk, som jo er leder af et nyt effektiviseringsorgan, følgende korte besked på mediet X, som han selv ejer:

“Consistent with President @realDonaldTrump’s instructions, all federal employees will shortly receive an email requesting to understand what they got done last week. Failure to respond will be taken as a resignation”.

Man tror ikke sine egne øjne.

B.

Og her er så ordlyden af den i tweetet omtalte e-mail, som få minutter efter tweetet rundsendes til statsansatte i USA. Den ansatte får blot et døgn til at gøre, som der bliver sagt:

“What did you do last week?

Please reply to this email with approx. 5 bullets of what you accomplished last week and cc your manager.

Please do not send any classified information, links, or attachments.

Deadline is this Monday at 11:59 EST.”

C.

Og få minutter senere opfordrer Donald Trump direkte Elon Musk til at fortsætte sin linje, endda i en endnu mere aggressiv form !!! Det sker på mediet Truth Social i følgende tweet, som i originalen endda står i versaler:

”Elon is doing a great job, but I would like to see him get more aggressive. Remember, we have a country to save, but ultimately, to make greater than ever before. MAGA.”

Det er et totalt kollaps i statens funktionsmåde og i almen moral.

D.

Imens rejser Vance rundt og lokker den identitære højrefløj med globaliseringskritik og oplysningsfilosofiske/katolske dyder.

Men Vance’s aktioner er ren “ideologi”, som de gamle marxister sagde: Trum/Musk står for en forstærket globalisering og identitetspolitik, dvs. en udryddelse af de moralske dyder og folkelige traditioner.

https://politiken.dk/internationalt/art10302804/Musk-til-statsansatte-Fort%C3%A6l-hvad-du-pr%C3%A6sterede-p%C3%A5-jobbet-i-sidste-uge-%E2%80%93-eller-du-bliver-fyret

 

Lotte Rod fra det Radikale Venstre har de seneste år gjort en jætteindsats for fritidspædagogikken. Jeg vidste det jo godt lidt, men efter at have undersøgt sagen nærmere, så er jeg alligevel overrasket over omfanget og dybden af hendes indsats.

Rod taler for at lovfæste fritidshjemmenes rige tradition med fuldt rodnet, formålsparagraf og kærlighed til barndommen. Nedenfor har jeg samlet nogle af hendes indlæg og forslag. Rod er virkelig en af pædagogikkens få venner på Christiansborg.

Den aktuelle anledning er et forslag om at etablere klassiske fritidshjem for landets børn. Forslaget blev fremsat i november 2024 sammen med Lotte Rods partiformand, Martin Lidegaard. I den forbindelse havde hun en række flotte indlæg, som man kan læse nedenfor

Her er selve forslaget:

”Fremsat den 15. november 2024 af Lotte Rod (RV) og Martin Lidegaard (RV). Forslag til folketingsbeslutning om fritidshjem fra børnehaveklasse til 6. klasse:

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2024-25 at indkalde til forhandlinger med Folketingets partier om at etablere fritidshjem for alle børn fra børnehaveklasse til 6. klasse”.

Dette forslag havde desuden rod i nogle tidligere initiativer fra 2020-22, som jeg vil omtale til sidst i mit indlæg. Det hele kan tilgås på dette link: https://www.ft.dk/samling/20241/beslutningsforslag/B82/som_fremsat.htm

Det aktuelle forslag har været igennem 1. behandlingen her i januar 2025. Det afventer nu en betænkning og en 2. behandling, som kommer i næste måned (marts).

 

1. Førstebehandlingen af det aktuelle forslag

Her kommer Rods fantastiske forsvar for fritidspædagogikken ved forslagets førstebehandling, d. 29. januar 2025:

Først hendes fremlæggelsestale i fuld reformpædagogisk dannelsesrigdom:

—–

”I dag tager vi hul på en af tidens store værdikampe, nemlig at vi giver børn et godt børneliv med fede fritidshjem væk fra skærmen og ind i fællesskaberne. Vi har snakket om det der med skærmene i lang tid, men det er jo ikke gjort med bare at tage skærmene fra børnene. Vi skylder jo et svar på, hvad børnene så skal lave. Vi har her i Danmark alle muligheder for at lave de fedeste fritidshjem. Vi står på en stolt tradition, og vi er et af verdens rigeste lande. Vi kan godt, hvis vi vil. Det er en katastrofe, at vi har nedlagt fritidshjemmene, og at vi har skåret området med 2 mia. kr. siden folkeskolereformen.

De fritidshjem, som var fulde af kreative værksteder og skabte rammerne for møder mellem børn og pædagoger i en verden af summende symaskiner, selvbyggede kaninbure, strabadserende kanoture, koncerter og teater og med vores elskede byggelegepladser med mudder mellem bålpladser og skæve sørøverskibe formet af gamle brædder, er næsten forsvundet. I dag stopper børn tidligere med at lege, de er mindre fantasifulde, der skal mindre til at slå dem ud, og rigtig mange forældre stresser for at komme hjem fra arbejde og hente deres børn tidligt. Det er ikke bare en eller anden lille ting. Det er halvdelen af børns liv hver dag.

Det skal være slut med sfo’er i klasselokaler eller på gangen henne i skolen. Vi vil i Radikale Venstre have fritidshjem, som er en synlig anden verden end skolen. Her skal alle børn kunne sænke skuldrene, de skal være en del af et fællesskab, de skal prøve kræfter med mange forskellige håndværk og finde ud af, hvad de kan lide, og hvad de ikke kan lide, og dermed blive kloge på, hvem de er, og hvem de gerne vil være. Børn skal have lov til at prøve at spille guitar, bage boller, lave musicals, bygge en træhytte eller svejse. De skal kunne få nye venner og lære at være i en konflikt og løse det uden bare at gå hjem. De skal have en pædagog at snakke med om alle de ting, som man ikke lige siger til sin mor eller far.

Det her er det vigtigste for børn og forældre, men det er også noget af det vigtigste for os som samfund, for i en tid, hvor mange bliver bange for det, der sker ude i verden, bør vi styrke vores vigtigste modstandskraft. Det er jo i et demokrati friheden og tilliden mellem mennesker, og derfor er det så vigtigt, at vi laver gode fritidshjem, som børn ikke vil hjem fra.”

—–

Hvor er det flot. Hele det 20. århundredes pædagogiske tradition suser i gardinerne. Det er pædagogik i stedet for våben, jvf. talens sidste afsnit.

Efter en række indlæg fra de andre ordførere, som generelt er positive, men som slet ikke når Rods retoriske og faglige niveau, kommer Rod med endnu et indlæg, hvor hun uddyber og samler lidt op på diskussionen, mens hun fortsætter i sin dynamiske syntese af fortid og fremtid:

—–

”Jeg vil gerne genrejse magien i vores fritidshjem. Jeg tilhører den heldigste generation, nemlig os, der gik i fritidshjem i 1990’erne. Jeg gik selv på det tyske fritidshjem, som var sådan et virkelig fedt sted, hvor der var kaniner, der var cykelværksted, der var træværksted, der var guitarer, der var en svævebane, og der var sådan nogle hemmelige tunneler nede under jorden, hvor man kunne gemme sig.

I dag er hele min generation jo så selv ved at blive forældre, og vi henter vores børn i bygninger med hvide vægge henne på skolen, og for nogle af dem er deres fritidshjem endda inde i klasselokalerne eller på gangen. Det betyder jo nu, at børn holder tidligere op med at lege. Flere børn går hjem og sidder så alene med skærmen. Det kan vi godt ændre, hvis vi vil. Vi har faktisk muligheden for at lave verdens fedeste fritidshjem, og jeg synes, det kunne være så fedt, hvis vi igen fik fritidshjem, som gik op til sjette klasse, så de små kan lære af de store og de store kan få lov til at lege noget længere.

Vi vil i Radikale Venstre derfor gerne lave en 10-års genopretningsplan for vores fritidshjem med egne lokaler og egen ledelse, sådan at de kan have musikstudier, så der kan være mulighed for at lade krea-projekterne stå i dagevis, og så der kan blive mange flere steder, hvor der er dyr og bål og masser af natur. Prøv at forestille jer at komme hen for at hente jeres børn på fritten, og så vil de bare ikke med hjem, fordi den ene måske lige er ved at indspille et nummer, eller fordi en anden er ved at bygge noget. Det kræver to ting:

For det første skal vores fritidshjem emme af pædagogisk faglighed. Det er derfor, jeg går så meget op i, at de skal have deres egen lov, og at de skal have deres egen ledelse, for det er jo egentlig vanskeligt at indfange den fritidspædagogiske kunstarts magi bare med ord. Dygtige fritidspædagoger arbejder jo i et spændingsfelt med mange forskellige roller og positioner i forhold til børnene. Hvis man tænker over det, er de både nysgerrige sparringspartnere, kreative igangsættere, praktiske håndværkere, konfliktmæglere, projektledere og sociale brobyggere, alt efter hvad situationen lige kalder på, og de skal kunne finde balancen mellem at tage styringen og at give plads til, at børn og unge selv kan tage initiativer. Pædagogerne skal indgyde børn mod til at prøve kræfter med aktiviteter, som er nye, og de skal inspirere børnene i deres fantasiverdener uden at gøre vold på børnenes egen legekultur. Og så skal de gribe børns interesse for at skrive digte, lave rollespil, synge karaoke eller bygge junglelandskaber til frygtindgydende plastikdinosaurer på måder, som fremmer nye fællesskaber i børnegruppen.

Derfor er det for det andet også vigtigt, at fritidshjemmene har deres egne lokaler. Jeg kan rigtig godt lide de der gamle villaer, men der er jo ikke noget til hinder for, at fritidshjemmet godt kan ligge på skolens matrikel, selv om de har deres egne lokaler. Jeg synes bare, det er vigtigt, at der er kreative værksteder på måder, som kalder på nysgerrighed, fordybelse og deltagelseslyst. Det er jo især vigtigt i dag, hvor vi har en generation af børn, som er vant til at zappe mellem mange forskellige muligheder. Hvordan skaber vi legemiljøer med tæpper og puder, hvor børnene kan afgrænse sig og fordybe sig, så de ikke bare er lidt over det hele? Derfor vil jeg gerne dykke lidt ned i nogle af de ting, som forskellige ordførere har sagt i dag.

Mange af jer har talt om betydningen af lokal frihed, men i dag er der ikke lokal frihed. I dag er der sparet så meget, at børnene ofte er inde i det samme lokale, hvor de også har skole. Det er jo ikke frihed, at man lige er gået i gang med at bygge et eller andet fedt i Lego, som man så skal pakke sammen igen, fordi man skal bruge lokalet til skole næste morgen. Det er ikke frihed. Friheden kommer jo med, at vi prioriterer de penge, det koster, at man lokalt så faktisk har muligheden for at diskutere, om vi så skal have musik, eller om vi skal have en byggelegeplads eller et sted, hvor man kan svejse, og hvor man jo kan begynde at drømme om, hvad for nogle værksteder der er fede, og hvad for nogle pædagoger man skal ansætte. Eller skal vi ansætte nogle håndværkere, som så kan blive meritpædagoger?

Den frihed har man kun, hvis man rent faktisk har de økonomiske rammer at gøre godt med, og det har man ikke, hvis man er sparet sønder og sammen. Derfor synes jeg, at noget af det mest slående i dag var, da Socialdemokratiets ordfører ikke ville være med til at sætte krav om, at børn skal have værksteder. Det her er jo den største mulighed, vi har for at inspirere børn til at synes, at håndværk er fedt, så jeg kan slet ikke forstå, at Socialdemokratiet ikke vil prioritere det.

Danmarksdemokraterne spurgte lidt til, hvorfor jeg ikke havde prioriteret det i finansloven, men det har jeg jo prøvet. For nogle år tilbage var det min vigtigste mærkesag i finansloven, og vi fik jo også sat penge af til at lave en social pulje i vores SFO’er. Men problemet er bare, at vi ikke kan løse det i en finanslov; finansloven er alt for lille til det. Det her kræver jo, at vi laver en særskilt forhandling, hvor vi prioriterer de penge, der skal til for at gøre det ordentligt. Og det er også derfor, jeg er meget ærlig omkring, at hvis vi gerne vil genrejse fritidshjemmene, kræver det, at vi herinde træffer beslutningerne om at finde de 3 mia. kr. om året, som det koster både at styrke fagligheden ved at få pædagoger nok, men jo også ved, at der rundt omkring skal bygges villaer og ombygges, for at det kan blive rigtige fritidshjem igen, og til at ansætte egne ledere.

Moderaterne var, som jeg kunne høre det, det eneste parti, som ligesom var imod at prioritere pengene til det, men fra de andre partier hører jeg mere, at det gør man bare ikke rigtig. Derfor savner jeg også i den her diskussion en ærlighed om, at de gode fritidshjem ikke kommer ved, at vi bare siger, at vi synes, det er godt, at der er fritidshjem. Det kommer kun til at blive til virkelighed, hvis regeringen faktisk også sætter ansvar bag ordene.

Men jeg synes omvendt også, at jeg fornemmer en eller anden bevægelse i regeringen. For nogle år tilbage var de taler, der blev holdt, i hvert fald nogle, der mere handlede om, hvor vigtigt det var, at skole og fritid hang sammen. Der synes jeg, at jeg fornemmer en eller anden bevægelse i, at ministeren har en meget stærk anerkendelse af, at det, at fritidshjemmene har deres egen ånd og deres egen kultur, betyder noget. Så det håber jeg at vi kan bygge videre på.

Så er jeg bare også inspireret af de mange steder, som prøver at gøre det på trods, f.eks. de skoler, som udnytter det, at man har faldende børnetal, til, at man så kan bruge en del af skolen til at ombygge den og faktisk lave smukke atelierer og fede værksteder og går frem på den måde. Selv om vi går ned ad den her vej og skaber fritidshjem, skal det jo stadig væk bygge videre på de seneste 10 års erfaringer med at tænke det sammen, for selvfølgelig skal pædagoger stadig væk kunne være ansat begge steder, og selvfølgelig skal man stadig væk kunne dele hallen og de andre ting, der har været fordelen ved at have SFO’er.

Til sidst vil jeg sige, at for mig handler det her om at ville børns frihed og fællesskab og om ikke bare snakke om det, men sådan rigtig at ville det og prioritere de penge, som det koster at sætte rammen ved at give fritidshjemmene deres egen lov med eget formål, egen ledelse og egne lokaler. Jeg skal hilse fra Enhedslisten og Alternativet og sige, at de også støtte forslaget. Lad os lave rigtig gode fritidshjem, som børnene ikke vil hjem fra. Det kan vi godt, hvis vi vil.”

—-

Så Rod står fast. Flere af ordførerne er som sagt sympatisk indstillede, men nogle ordførere mener, at man skal lade kommunerne ordne det selv. Men det er Rod slet ikke tilfreds med. Hun mener, at det er nødvendigt med en decideret institutionel forankring. Hun siger følgende:

—

”Altså, når jeg er så optaget af at få en formålsbeskrivelse af vores fritidshjem, er det jo, fordi det i dag nogle steder bare ikke er godt nok, fordi vi ikke har nok holdning til, hvad der skal være. Jeg er optaget af, at man som barn kan komme ind i en anden verden end skolen. Altså, det skal ikke være inde i ens klasselokale, og det skal heller ikke bare være ude på en gang. Der skal ikke være hvide vægge. Altså, grunden til, at det hedder et fritidshjem, er jo, at det skal være et hjem og have den stemning af, at der dufter af boller, og at man kan få lov til at fordybe sig i forskellige interesser. Det er slet ikke, fordi det skal være ens. Tværtimod vil jeg jo gerne gøre op med den der standardisering, som der er, ved at det er rykket ind på skolen. Vi skal have nogle fritidshjem, som ser mere skramlede ud og har lidt flere bløde møbler og har forskellige værksteder. Jeg tror bare, at vi kun kommer derhen, hvis vi som Folketing prioriterer de penge, det koster, at man faktisk har friheden til at gøre det.”

—–

Venstres Anni Matthiesen, som jo var meget glad for skolereformen i 2013, er stadig skeptisk. Hun siger følgende:

”Jeg vil gerne følge lidt op på det, som hr. Kim Aas var lidt omkring. Jeg synes, at der er noget modstridende i det, som fru Lotte Rod var inde på, for med den ene hånd vil man gerne give frihed og plads til forskellighed, og så vil man alligevel gerne med den anden hånd, altså det her beslutningsforslag, styre fra Christiansborg. Kan fru Lotte Rod ikke godt se, at det, der bliver sagt, strider imod hinanden?”

Men Lotte Rod giver igen på smukkeste vis:

”Nej, det mener jeg overhovedet ikke det gør. Vi har jo en diskussion om, hvad friheden er fra, og hvad friheden er til, og i alt for mange år har vi været for ligeglade med fritidspædagogikken. Vi har ikke stillet nogen krav til, hvor godt det skal være, og hvad børn egentlig skal kunne møde dér. Derfor er det for mig et spørgsmål om at lave en egen lov med en formålsbeskrivelse. Det er jo netop der, vi så siger: Hvad er det, man kan forvente? Altså, hvad det er, der skal være til stede? Det er jo faktisk et værn imod, at man sparer sig til ligegyldighed.”

 

2. De tidligere vedtagelser

Som nævnt i indledningen er det aktuelle forslag en videreførelse af nogle tidligere vedtagelser i folketinget, som også var initieret af Rods engagement, og som jeg fandt via hovedlinket i indledningen. Disse aktioner er fra dels november 2020/april 2021 og dels februar/april 2022.

 

2A. 2020/2021

Dette initiativ drejer sig dels om en såkaldt forespørgsel og dels om et dertil knyttet forslag fra november 2020/april 2021. Her er forespørgslen fra november 2020:

Forespørgslen:

Hvilke drømme har ministeren for fritidspædagogikken om 10 år, herunder for børns ret til at træde ind i et rum, der giver muligheder for at gøre det, man har lyst til, lege, hitte på og eksperimentere, uden at skulle præstere eller blive styret af voksne?” https://www.ft.dk/samling/20201/forespoergsel/F23/index.htm

Og her er så det ledsagende forslag fra april 2021, som Socialdemokratiet havde nerve til at stemme imod. NB og DF undlod at stemme. Det klæder ikke partier, der slår så op på at være nationalt sindede, at afvise den pædagogiske tradition, især ikke den fine dannelsesorienterede reformpædagogik, som Rod giver udtryk for, og som har dybe åndelige og praktiske rødder.

Forslag til vedtagelse:

”Fritidspædagogikken skal igen stå i sin egen ret – og ikke bare være noget, der kommer efter skolen. Børn har brug for et fristed, hvor de ikke skal præstere. Hvor de kan lege og eksperimentere. Fritidspædagogikken er nutidens barndommens gade, hvor børn kan gøre det, de har lyst til, og hvor der er pædagogisk personale til at hjælpe børn ind i legen og åbne nye veje i legen. I fritidspædagogikken kan børn øve sig i at mestre livet. De skal ikke leve op til voksnes krav og mål. Det gør fritidspædagogikken mere fri end skolen og organiserede fritidsaktiviteter. Samtidig er fritidspædagogikken mere uoverskuelig end familien. Der er mange venner at forholde sig til og mange aktiviteter, man kan kaste sig over. Her lærer børn at organisere sig og være sammen med andre. Folketinget pålægger regeringen at indkalde partierne til drøftelser om fritidspædagogikken senest primo september.” https://www.ft.dk/samling/20201/vedtagelse/V110/index.htm

Forslaget blev vedtaget. For stemte 51 (V, SF, RV, EL, KF, LA og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 30 (S), hverken for eller imod stemte 10 (DF og NB).

 

2B. 2022

I februar-april 2022 anmeldte Rod endnu både en forespørgsel og et forslag, denne gang om fritidspædagogisk forskning. Dette forslag også blev vedtaget. Denne gang var DF med om bord, mens NB ligefrem stemte imod.

Desværre mangler forslagets formuleringer den filosofiske og historiske interesse, som Rods tanker er et udtryk for, så der vil efter min mening være en risiko for, at den nye relationspsykologi bliver for dominerende. Det vil formentlig ikke ske, hvis Rods visioner ovenfor finder plads i en ny formålsparagraf.

Et andet problem er forskningens organisatoriske forankring, eftersom hverken DPU eller professionshøjskolerne er tilstrækkeligt filosofisk robuste til at løfte opgaven for alvor. Den nye forskning bør derfor have sit eget center, som så kan arbejde sammen med de øvrige forskningsmiljøer og opdrage politikken i stedet for at makke ret med “evidens” og “evalueringer”. Det nye center kunne passende etableres sammen med et nyt fritidspædagogiske seminarium, hvor der er fuldt tryk på kultur- og idékanalerne.

Nuvel, her er formuleringerne:

Forespørgslen fra februar 2022:

Vil ministeren redegøre for dansk forskning i fritidspædagogik, og hvad vil ministeren gøre for at fremme den fritidspædagogiske forskning? ”

Også i forbindelsen med denne diskussion fremviser Rod et flot fritidspædagogisk engagement, der dog ikke har sans for de forskningspolitiske problemstillinger.

https://www.ft.dk/samling/20211/forespoergsel/F35/index.htm

Og her er det ledsagende forslag fra d. 21. april, hvor især den sidste sætning er vigtig:

”Fritidspædagogikken er vigtig. Børn og unge har brug for et fristed, hvor de ikke skal præstere, hvor de kan lege og eksperimentere, og hvor pædagogisk personale kan hjælpe dem ind i legen og fællesskaberne. I fritidspædagogikken kan børn øve sig i at mestre livet og ikke leve op til voksnes krav og mål. Selv om vi har en stærk tradition for fritidspædagogik i Danmark, findes der ikke meget forskning. Folketinget noterer sig, at der er mulighed for at søge om finansiering til forskning i fritidspædagogik i f.eks. Danmarks Frie Forskningsfond, ligesom universiteter og professionshøjskoler kan prioritere egne midler til fritidspædagogisk forskning. Folketinget erkender, at vi med midler fra forskningsreserven 2021 kapacitetsopbygger den pædagogiske forskning inden for 0-6-års-området. Folketinget vil drøfte mulighederne for en yderligere særskilt prioritering af offentlige midler til forskning inden for fritidspædagogikken i forhandlingerne om forskningsreserven.” https://www.ft.dk/samling/20211/vedtagelse/V70/index.htm

Forslaget blev vedtaget. For stemte 99 (S, V, SF, RV, EL, KF, DF, LA, FG, Bent Bøgsted (UFG), Hans Kristian Skibby (UFG), Marie Krarup (UFG) og Naser Khader (UFG)), imod stemte 2 (NB), hverken for eller imod stemte 0.

—-

De helt aktuelle forhandlinger ligger i forlængelse af disse tidligere indsatser, selvom jeg ikke er helt præcist klar over hvordan.

Man må takke Lotte Rod for dette rige pædagogiske engagement, som flugter med Merete Riisagers ditto inden for skoleområdet. Jeg håber, at de er gode venner. Sikken et pædagogisk liv vi kunne få.

 

Referencer:

Lovmaterialet (se også links ovenfor): https://www.ft.dk/samling/20241/beslutningsforslag/B82/som_fremsat.htm

De radikales børnepolitiske udspil: https://www.radikale.dk/aktuelt/nyhed/borneloftet-en-staerk-fremtid-starter-med-de-sma/

Tidligere omtale af Riisagers og Rods indsats: http://www.thomasaastruproemer.dk/merete-riisagers-kamp-for-gymnasiets-og-paedagogikkens-formaal.html