Nedenfor kan man læse 27 små analyser og kommentarer vedrørende forskellige primært pædagogiske og uddannelsespolitiske (men også andre) temaer fra juli og august 2023. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på Facebook, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer osv..

Indhold:

1. En teori om besættelse og smagsdommere
2. Fra seminarier til professionshøjskoler
3. Amatørens filosofi
4. En dobbelt fejltagelse
5. “Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker”
6. Bogens beskyttelse på parkeringspladsen
7. Lov om bøger
8. Martin Luther King og PISA?
9. Mette Frederiksens to modsætningsfyldte linjer
10. To interessante kronikker
11. Fremragende bog om folkeskolen af Niels Chr. Sauer
12. Trivsel?
13. Pædagogikkens to verdener i 2015
14. DPU’s deroute
15. En tur i maskinen
16. Lidt nyheder fra oligarkiet
17. Keld Skovmand drager til Norge
18. Konkurrencestatens “stjerneskud”
19. DPU søger ny institutleder
20. Indlæg om Stefans Hermanns arbejde
21. Noter om Fr. Schleiermachers pædagogiske filosofi
22. Professor Peter Balling kritiserer Aarhus Universitet
23. Spændende bog om åndsfrihed
24. Ministeriets ”kandidatudvalg”
25. Christine Stabell Benn evaluerer nedlukningen
26. Bogafbrændinger: Fra offentlig orden til landsforræderi
27. Ny dekan hylder universitetsloven

 

1. Den 28. juni: En teori om besættelse og smagsdommere

Jeg har tænkt over noget, som jeg i det følgende vil beskrive i al sin foreløbighed:

En af Anders Fogh Rasmussens første aktioner som statsminister i starten af 00’erne var et opgør med samarbejdspolitikken under besættelsen. I stedet hyldede han frihedskæmperne. Han var her bl.a. inspireret af Henning Fonsmarks interessante bog ”Historien om den danske utopi” fra 1990 (long story).

Men der var ikke blot tale om en moralsk markering fra Fogh. Udtalelserne havde også et aktuelt momentum, som rakte ind i fremtiden. Her er to eksempler, som hænger sammen på trods af deres forskellighed.

A.

For det første var der opgøret med ”smagsdommerne”, som vi ifølge Fogh skulle af med. I stedet skulle vi høre folkets stemme. ”Smagsdommerne” var en form for ”samarbejdspolitikere”, og Fogh var en slags modstandsmand, som skød det hele ned i frihedens navn.

Mange af disse ”smagsdommere” var imidlertid rådsdannelser, som havde rødder i efterkrigstidens skole- og uddannelsesudvikling, og som bestod af fagfolk indenfor de områder, som blev drøftet. Disse folk var desuden ofte tæt på folkelige kredse i samfundet. Disse ofte meget seriøse og folkelige rådsdannelser blev nu slået i hartkorn med en banal elitisme, som havde udviklet sig i dele af den kulturradikale presse siden omkring 1970. Måske havde Fogh også Ritt Bjerregaards store og problematiske U90-plan i tankerne.

Men Fogh fjernede det hele, herunder også de seriøse og ofte lovforberedende råd under dække af sit opgør med samarbejdspolitikken.

Og Fogh satte bestemt ikke nogen folkelig stemme i stedet, som han ellers havde annonceret. Tværtimod!

I stedet satte han nemlig økonomerne. Det var allerede startet under den forrige socialdemokratiske regering, som havde nedsat Forskningskommissionen i 1998, men Fogh gik amok i en ekstrem centralisering af hele den pædagogiske sektor, og også af samfundet som sådan. Det var derfor, at de faglige råd blev erstattet af f.eks. Globaliseringsrådet og Skolerådet, som begge var økonomisk bestemt, og som forbandt sig med kredse, som faktisk gik stærkt imod de folkelige traditioner.

Herfra flød en omfattende centralisering og bureaukratisering af samfundet. Besættelsestidens frihedskamp var hermed blevet misbrugt til sin modsætning, nemlig et upolitisk teknokrati.

Dermed endte Foghs opgør med ”smagsdommerne” som et direkte opgør med både det faglige og det folkelige, materialiseret f.eks. i skole- og læreruddannelsesreformerne i 2013.

Dermed skabtes de nye ”smagsdommere”. Det var en destruktion af den folkelige og faglige tradition.

B.

Det andet eksempel er Foghs støtte til krigene i Mellemøsten efter 9/11-2001. Det forhold, at Fogh blev statsminister få måneder efter Manhattan, har nok fremskyndet retorikken om frihedskæmperne. Fogh var i krig, og herfra flød den såkaldte “værdipolitik” ud i ”det totale”. At den konservative Per Stig Møller, som ellers skrev hyldestværker til Kaj Munk, blev udenrigsminister i dette paradoksale inferno, er et kors for tanken, men han havde det heller ikke så godt med det, så vidt jeg husker.

Så Fogh omdannede samfundet til et teknokrati. Og resterne blev til krig og værdipolitik. Begge processer blev legitimeret med henvisning til frihedskampen under besættelsen.

På den måde førte Foghs hyldest til frihedskæmperne direkte til instrumentaliseringen og forarmelsen af det sociale og pædagogiske liv.

Dermed var der indstiftet en ny orden. Fra nu af kunne man ødelægge alt muligt med henvisning til, at landet på en måde stadig var besat. Frihedskæmperens sværd blev til teknokratiets nye våben.

Dermed indførtes en politisk praksis og logik, hvorudfra man kunne forstå alt som en ”krise”, hvilket tillod de politiske magthavere at gøre alt lige pludseligt, helt uafhængig af fag og fortid. Vi fik dels de totale love og dels hastelovene. Skolereformerne var et eksempel på det første (totallov+økonomer+statistik), og Nedlukningen var et eksempel på både det første og det andet (totallov+hastelov+statistikere).

Hvilket paradoks! De danske nationaløkonomer og sundhedsmyndigheder er folkelige frihedskæmpere i Foghs centralistiske globaliseringsopgør med ”smagsdommere”.

Men hvad blev der så af den virkelige frihedstradition? Altså denne mærkelige blanding af konservative, kristne, folkelige og kommunistiske talere? Ja, den behandles på samme måde, som den blev behandlet af samarbejdspolitikerne i starten af 1940’erne, dvs. med udskamning og marginalisering, hvilket jo er opskriften på en logik som hedder: Enten populisme eller globalt teknokrati. En modsætning som Fogh på den måde selv har indstiftet.

Og når så det viser sig, at de virkelige moderne frihedskæmpere havde ret, f.eks. at læringsmålstyringen var forkert og så videre, så er der tavshed og fortrængning og eksklusion fra Foghs nye “frihedskæmpere”.

Det hele minder om månederne umiddelbart efter april 1945.

 

2. Den 29. juni: Liberalismen og dens modsætning: Fra seminarier til professionshøjskoler

Mit spørgsmål er: Hvorfor endte Anders Fogh Rasmussens liberale frihedshyldest, nemlig bogen ”Fra socialstat til minimalstat”, med at blive til liberalismens modsætning, dvs. som en omfattende teknokratisering og centralisering af samfundet?

Der er flere grunde, men jeg vil her blot fremhæve en:

I bogen reduceres hele efterkrigstidens grundtvigianisme til ”vulgær-grundtvigianisme”. Især stifteren af Krogerup Højskole, Hal Koch, angives som synder, men der er tale om et defacto-opgør med hele den nyere højskoletænkning, herunder ikke mindst ”Den blå betænkning” fra 1960 og dennes ledsagende dybt interessante seminariefilosofi.

Den rige højskoletradition, som gennemstrømmede lærer- og pædagogseminarierne efter krigen, hævdes ligefrem at producere en ”slavenatur”. Det er rystende læsning.

Således frigjort fra moderne dansk ånd og samfundsliv, sætter Fogh retning hen mod nyliberalismens styringsteknikker, som ender med at dominere og indtage samfundets rester, som selv degenererer til ”identitet”.

Dermed ender vi med en form for definition på konkurrencestaten, som jo udviklede sig efter 2001, hvor Fogh blev statsminister.

Foghs opgør med højskoletraditionen og dermed med pædagogikken er samtidig forklaringen på, at vi i 2007 fik professionshøjskoler i stedet for seminarier. Det skete i kølvandet på Foghs Globaliseringsråd, som var et dybt opgør med liberalismens dyder og med seminariernes begreb og eksistens.

Dette paradoks blev jeg bl.a. opmærksom på, da den nuværende forstander for Krogerup Højskole, Rasmus Meyer, på Folkemødet sagde, at pædagoguddannelsens problem faktisk var professionshøjskolerne som sådan.

Camilla Wang, som er forstander på UC Absalon, svarede, at problemerne snarere skyldes globaliseringsaftalerne og ikke professionshøjskolerne. Men de to ting er jo helt det samme, så den går ikke. Debatten foregik i BUPL’s telt. Den var Folkemødets klimaks efter min mening.

Så Meyer og Wang var en reprise på kampen mellem på den ene side den skønne og rige ”vulgær-grundtvigianisme” og så på den anden side Foghs totalitære konkurrencestat, som opsluger pædagogikken og omdanner den til statistisk ”læring”.

Så situationen i BUPL’s telt var følgende: Professionshøjskolerne er ren nyliberalistisk “Fogh”, mens Hal Kochs gamle skole stod for ”liberalismen”.

Fogh Rasmussen er selv grundtvigianer, siger han i bogen. Det siger noget om samfundet, synes jeg. Men det passer på en måde, for han blev jo konfirmeret på Norddjurs af en ”Langballe”, som tilhører den del af tidehvervs-traditionen, som hyldede frihedskampen, og som kom til at lægge ideologi til Dansk Folkeparti. Det er faktisk også Fonsmarks linje. Denne del af Tidehverv var dog mere kierkegaardsk end grundtvigsk, eftersom grundtvigianerne forlod Tidehverv i 1964. Desværre blev den tilbageværende linje parkeret i identitetspolitikken.

 

3. Den 16. juli: Amatørens filosofi

En profession forfalder i det øjeblik, den bygger sit begreb på et opgør med ama-tøren, dvs. med den frit funderede kærlighed til ting og venner uafhængig af økonomiske interesser (jf. ama=kærlighed).

En mor og far skal f.eks. helst være ”amatører”. Forældreskab og opdragelse er ikke en ”profession”, men en åndelig og praktisk situation frembragt og realiseret ved kærlighed. Enhver virkelig profession har mødre og fædre i dens indre.

Gør en profession op med amatøren, kan den ikke udvikle sig som håndværk, dvs. et håndens værk, der virker og værker, og som skaber værker, der virker og værker; ofte i direkte modstrid med forfremmelser og lønforhøjelser.

Det er også derfor, at de gamle olympiader kun havde deltagelse af amatører. Idrætten var en ædel dyd.

Den belgiske filosof Jan Masschelein ser amatøren som den grundlæggende begreb for læreren og pædagogen. Også hos den engelske gentleman fandt man amatør-idealerne. Begrebet har desuden rødder i den græske antiks idealer.

Amatøren er en filosofisk tilstand, som definerer en profession.

Amatøren er mere end ”et kald”. Han er en forudsætning. En form for indre i alt.

Derfor: Når det ”professionelle” gør op med ”amatøren”, som det sker i konkurrencestaten, så kollapser den professionelle til teknokrati og selvinteresse, og amatøren brister i gråd, mens hans praktiske filosofi marginaliseres.

Denne tendens ser man f.eks. i ”professions”-højskolen og i universitetssektoren.

De gamle seminarier og universiteter var mere i pagt med amatørens idealer. Her talte man aldrig om ”kompetencer” eller ”karriere”, men om filosofi, videnskab, værdier og håndværk.

Amatørens liv er et virke tæt ved samfundets steder. Grundtvig kaldte dette liv for det ”historisk-poetiske”. Michael Polanyi talte om ”tavs viden”. Der er her tale om en åndelig tilstand, som hylder ”praksis”, i modsætning til de fattige udtryk ”praksisnær” og ”praksis-faglighed” som udspringer af et implicit opgør med amatørens rige filosofi.

https://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/aftale-om-reform-af-universitetsuddannelserne-i-danmark

 

4. Den 31. juli: En dobbelt fejltagelse

Positionerne omkring koranafbrændingskrisen er præget af en dobbelt fejltagelse:

A. Regeringens kritikere tager fejl:

Man bør efter min mening forbyde alle offentlige afbrændinger af åndsprodukter; bestemt ikke af respekt for “andre kulturer” eller OIC, men udelukkende af respekt for åndsproduktet selv. Med et sådant forbud holder man erindringen om nazismens overgreb på ånden i live.

Er man kritisk overfor indholdet af en bog, så må man skrive, tale eller tegne sin kritik, f.eks. som i Flemming Roses smukke aktion i 2005. Men man må IKKE brænde genstanden.

Børnene skal også lære om dette forbud i skolerne og med fuld historisk reference. Loven bør derfor skærpes, så Paludan og andre ikke kan fortsætte deres aktioner. Hans adfærd er det modsatte af en ”ytring”.

B, Regeringen tager også fejl:

Til gengæld bør man tilskynde til alle former for kritisk og satirisk omgang med åndsprodukter, også hvis det skaber ”splittelse”, ”fornærmer” eller ”skader Danmarks interesser”, når ”vi skal stå sammen” og så videre ud af den totalitære landevej, som regeringen endda i en officiel erklæring har gang i, jvf. link.

Med sin konkrete begrundelse for et afbrændingsforbud, så forstærker regeringen afbrændingens effekt, fordi potentielt alle ytringer nu mister deres åndelige indre, hvis de ikke bidrager til Lars Løkkes platte ‘sammenhold’ og så videre.

Regeringen er farlig for friheden, ikke pga. et evt. forbud mod afbrænding, men pga. hans begrundelser for det, som på en måde minder om Paludans.

Konklusion:

Hvis dette er korrekt, så begår staten et dobbelt overgreb:

For det første tillader man stadigvæk offentlige afbrændinger af åndsprodukter på samme måde som under nazismen.

For det andet vil man forbyde afbrændingerne med begrundelser, som yderligere vil demontere åndens, kritikkens og samfundets udvikling under det totalitære udtryk “stå sammen”.

https://um.dk/nyheder

 

5. Den 1. august: “Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker”

Efter min mening bør offentlig bogbrænding forbydes, og man bør fejre forbuddet på store bededag, hvor alle får fri.

Her fra Den Store Danske:

Først definitionen af ”bogbrænding”:

“Tilintetgørelse af bøger, der anses for at indeholde farlige eller “forkerte” meninger.”

Dernæst erindringen, citeret fra samme leksikonartikel:

“I Berlin på Bebelplatz (fhv. Opernplatz) nær Staatsoper er der i 2000 stiftet et mindesmærke over bogbrændingen i 1933 i form af en glasflise ned til et underjordisk rum, der udelukkende består af tomme boghylder. På en bronzetavle står Heinrich Heines profetiske advarsel fra 1823:

“Das war Vorspiel nur. Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen.” (‘Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker’).””

Så bogbrænding, uanset om det er af koranen eller af Salman Rushdies værker eller Grundloven, er et angreb på ytringsfriheden og humaniteten.

Og dette brændingsangreb på ytringsfriheden forstærkes nu af regeringen, som ligefrem vil af med “fornærmelser” og så videre, som inkluderer mange forskellige ytringer, og som vil føre til et endeløst sammenbrud.

På den måde er regeringen og Paludan i samme slægt, nemlig i opgøret med ytringsfriheden.

 

6. Den 1. august: Bogens beskyttelse på parkeringspladsen

I 2001 var vi også vidne til et overgreb mod ”bogen”, som også dengang skabte mindelser om historiens had til sætninger og ytringer. Det var dengang, da Nyrup rev sider ud af Fogh Rasmussens bog ”Fra socialstat til minimalstat” foran hele Danmark i stedet for selv at skrive noget.

Dermed bekræftede Nyrup konkurrencestaten, som han selv havde understøttet i slutningen af 1990’erne, bl.a. via det såkaldte ”Kompetenceråd”. Han bekræftede ved sin aktion denne nye statsforms opgør med ånd og historie, som Foghs bog faktisk var fuld af. Foghs bog var mere end blot et nyliberalt manifest. Den var skrevet af et menneske i tiden.

Det tragiske var, at Fogh efterfølgende selv forstærkede og bureaukratiserede Nyrups politik og opgør med fortiden, f.eks. via Globaliseringsrådet i 2005. Dermed brændte han på en måde sin egen bog af en ekstra gang.

Og Lars Løkke, som jo fulgte efter Fogh i slutningen af 00’erne, og som yderligere teknokratiserede Foghs opgør med sig selv, er nu aktuelt i gang med endnu en forstærkning af Nyrups aktion, eftersom han vil forbyde ytringer, som skaber ”splittelse”, når “vi” skal “stå sammen”, hvilket ellers er en af ytringens ræson d’etre at prikke hul i. “Bogen” kan ikke materialisere sig under sådanne omstændigheder.

Konkurrencestaten er en form for opgør med ”bogen”, eftersom denne statsform omdanner kundskaberne og frihedstraditionen til det instrumentelt-statistisk-økonomiske ”læring”, som gør alting til optimeringsprodukter. Resterne, dvs. de nu ensomme følelser, parkeres så i den såkaldte ”værdipolitik”, mens almenpædagogikken, kærligheden, ånden og bøgerne ligger brak.

Det er i denne ”parkeringsbås”, vi befinder os nu, hvor også Paludan er gået til angreb på bogen, mens Løkke er gået til angreb på kritik og frihed og dermed også på bogen.

Imens kører konkurrencestaten sit vilde digitaliserings-statistiske raid i resten af samfundet, dvs. på resten af den betonbyggede parkeringsplads.

 

7. Den 3. august: Lov om bøger

Her er et forslag til fire paragraffer i en Lov om bøger:

”§1: Enhver form for offentlig afbrænding og vandalisering af bøger og andre åndsprodukter er forbudt”.

I lovens bemærkninger kan der så – med reference til forfatningen – stå, at man meget gerne må kritisere, håne, klæde sig ud, krænke, tegne og latterliggøre og så videre, men altså ikke brænde. Og der gøres ingen forskel mellem koraner eller kommunistiske manifester, statuer, malerier eller Tintin-bøger.

I bemærkningerne kan der også stå, at man med denne lov holder live i erindringen om fascismens bogafbrændinger, og at man derfor bekræfter, at vi stadig lever i efterkrigstidens engagement i kultur, demokrati og dannelse.

I §2 kunne der måske stå følgende:

”§2: Bogafbrændingens historie og andre former for kulturel vandalisering er en obligatorisk del af skolens og ungdomsuddannelsernes undervisning”.

Dermed undervises alle i “bogen” som begreb og dyd. Alle skoler skal også have et kæmpebibliotek med daglige aktiviteter og højt uddannede bibliotekarer.

I §3 kan der stå følgende:

”§3: Ethvert forsøg på via politiske eller organisatoriske aftaler at tvinge ytringers frie eksistens ind under andre landes interesser eller ind under hensyn til et postuleret nationalt sammenhold er forbudt”.

En sådan lov vil umuliggøre Løkkes underdanige aktion, som er en ladeport for allehånde former for undertrykkelse af det frie ord og politisk handling, og som vil sætte sig ned i systemerne på alle mulige forskrækkelige måder.

Endelig kunne der stå følgende i en §4:

”§4: Fjerde fredag efter påske udnævnes til ”store bogdag”.

Dagen er en offentlig fridag fyldt med litterære og kunstneriske aktiviteter, som finansieres gavmildt af staten, uden at den blander sig i indholdet.

 

8. Den 5. august: Martin Luther King og PISA?

Den toneangivende undervisningsminister, både i 1980’erne og 2000’erne, var Bertel Haarder. Han spillede en kæmpestor rolle i forhold til at omdanne skolen til et statistisk læringsinferno, ikke mindst sammen med Skolerådet og det nye DPU.

Haarder siger nu:

“Jeg var minister, dengang Pisa-chokket kom, og der tænkte vi, at det at gøre eleverne til dygtigere læsere, det ville ikke kunne gøre nogen skade. Men det kunne det så måske alligevel.”

Nå, jamen Hovsa da!

I 2010, efter fem år med Haarder som undervisningsminister, ville statsminister Lars Løkke gøre danske elever til verdensmestre i PISA. Og de nye ledere fra DPU og UC’erne sammenlignede i en kronik Løkke med Martin Luther King.

Men nu siger Haarder så, at de allesammen gjorde ”skade”!

Og mange af dem, der afslørede og kritiserede det, som gjorde ”skade” er nu marginaliseret og udstødt. Mens dem, der gjorde ”skade”, stadig styrer begrebsdannelsen, mens de udelukker kritikerne på den ene og den anden måde.

Hvis man har interessere for hele denne skolepolitiske ”skade”-proces, herunder Haarders rolle, kan man studere den i min bog ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering” fra 2022.

Links:

Omtale af det møde, hvor citatet optræder: https://www.folkeskolen.dk/madkundskab-praksisfaglighed-skolepolitik-christiansborg/tesfaye-skolen-skal-vaere-mere-praktisk-men-ikke-for-de-skoletraettes-skyld/4724285

Kronik fra 2010: https://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen

 

9. Den 7. august: Mette Frederiksens to modsætningsfyldte linjer

Jeg er blevet opmærksom på en dobbelthed i Frederiksens udtalelser til Weekendavisen i fredags om bogafbrændingskrisen:

A. Frihedens forfald:

I det meste af interviewet lægges der op til det helt store skred i frihedsrettighederne. Det sker i to tempi:

1. For det første må man ikke ”håne”, som det hedder. I stedet reduceres kritik til ”en ordentlig dialog med andre”. Denne dagsorden, som har rod i identitetspolitikkens magt, kan uden videre udvides fra religiøse hensyn til resten af det identitære område, hvor almindelige kritikker så kan kaldes for ”racisme” og ”hadtale”. Det har på en måde ikke noget med religion at gøre.

Frederiksen forsøger faktisk sådan lidt implicit at forhindre skredet, men forsøget står meget usikkert.

2. Og denne identitetspolitiske proces udvides endda til hele geopolitikken, herunder klimaet, som pludselig får magten over befolkningernes frihedstraditioner. Og det sker i en kraftfuld proces, som ender med at dominere interviewet. Man kan altså forbyde ytringer med henvisning til “klimaet” og det helt ubestemmelige “geopolitik”.

Denne proces fremgår af følgende citater:

”Og så er der en risiko for, at vi bliver isoleret på den internationale scene. Og det er særlig problematisk lige nu, hvor vi bruger rigtig mange kræfter på at opbygge partnerskaber og alliancer, som har rod i især to ting: at der er krig i Europa, og at vi skal have global opbakning til en god løsning for Ukraine. Og at Vesten mister indflydelse i verden. Derfor bliver vi simpelthen nødt til at gøre os mere umage for at have gode partnere på den internationale scene.”

Og videre:

”Det er krig i Ukraine, det er det geopolitiske, og så er det klimaspørgsmålet. Vi kan ikke få løst klimaforandringerne, hvis ikke vi har meget stærke alliancer internationalt.”

Og videre:

”Vi kan simpelthen ikke løse klimakrisen kun i Europa eller kun i Vesten. Vi kan kun løse klimakrisen, hvis vi arbejder sammen med nogle af de andre store udledere eller der, hvor der er nogle andre naturressourcer.”

Hvis denne begrebsmæssige proces anerkendes, så er alle frihedsrettigheder foreløbige og porøse. Konsekvenserne af denne logik er helt uoverskuelige. Der er noget ”nedluknings-agtigt” over det.

B. Frihedens redning:

Til sidst skifter Frederiksen linje. Hun taler pludselig ikke mere om klimaet og geopolitikken, men om bogens som egenart og værdi. Det sker her:

“Det er nok lidt lettere for os, der ikke bryder os om, at man brænder bøger af. Jeg reagerer næsten fysisk på det. For mig er bogen noget af det allervigtigste. Det er hele vores erindring, hele vores sprog, vores historie. Alt ligger i bøgerne. Og hele udviklingen af vores samfund er jo etableret af bøger og af forfattere. Det gibber i mig. Jeg kan næsten ikke smide en bog ud. Helt banalt. Bogen har en værdi i sig selv, den er det fysiske udtryk af det moderne samfund. Når man har det sådan, så er der nok færre dilemmaer.”

Med denne markering, fremført i et smukt, let aldrende og præcist sprog, taler statsministeren i direkte forlængelse af den europæiske humanisme, som udviklede sig efter 2. verdenskrig. Og det har intet specifikt med religioner at gøre.

Men med denne logik, så bør man forbyde afbrænding og vandalisering af bøger og åndsprodukter som sådan. Et sådant forbud vil beskytte ytringsfriheden og dermed åndens udvikling imod identitetspolitiske og globalt-inspirerede overgreb, men fremme alle de skønne ”fornærmelser”, som står i mange gode bøger.

Desværre er det helt klart punkt A, som har overhånden i interviewet, hvilket gør, at alt kan ske for det stakkels punkt B og dermed for ytringsfriheden.

https://www.weekendavisen.dk/2023-31/samfund/det-er-ikke-en-glidebane

 

10. Den 7. august: To interessante kronikker

Jeg har noteret to interessante kronikker om pædagogiske emner fra dagens debat:

A.

Lektor Uffe Lund fra KP har et kritisk indlæg om pædagoguddannelsen i Altinget. Han peger på vigtigheden af fagets historiske forudsætninger og på en dybere forståelse af den pædagogiske praksis, end det aktuelt er tilfældet. Mange tak.

Dermed lægger Uffe Lund sig i forlængelse af synspunkterne i “Selskabet for pædagoguddannelsens fremme”, som er stiftet af lærere ved pædagoguddannelserne, og som er særdeles kritisk over for pædagoguddannelsens aktuelle tilstand.

B.

To forskningschefer, Thomas Illum Hansen og Andreas Rasch-Christensen fra hhv. UCL og VIA UC, har skrevet en kronik til Skolemonitor, hvor de kritiserer det syn på folkeskolens OECD-inspirerede fagforståelse, som udviklede sig i sammenhæng med skolereformen fra 2013.

De to forfattere vil have større vægt på kundskaber, formål og indhold. For Rasch-Christensens vedkommende er der tale om en form for selvopgør, fremgår det:

”En af dette indlægs forfattere var selv en del af den gruppe, der skulle forsøge at realisere alle disse ambitioner, og det viste sig vanskeligt. Fælles Mål blev primært et målcurriculum, og står målaspektet alene, bliver det for snævert og abstrakt til planlægning, fordi det benytter sig af et målsprog med adfærdstermer.”

Det er fine ord, som lover godt for den pædagogiske forskning på de to institutioner.

Der er dog en form for fortrængning – ja, nærmest et tabu – som man må tage stilling til. Den store helt i læringsmålskritikken var jo Keld Skovmand, hvis arbejde senere blev marginaliseret og nærmest tabuiseret. Illum Hansen er Skovmands chef, og Rasch-Christensen har været involveret i nogle heftige udvekslinger med Skovmand i tidens løb.

Så Skovmand havde altså ret alligevel? Det må jo betyde, at han bør tildeles en statue og forfremmes med kryds og slange af de to institutioner? Det første led i den proces bør være, at de to kronikører nævner hans navn.

En anden central kritiker, som altså også har haft ret, er lektor Niels Jakob Pasgaard, som er ansat VIA UC. Han skrev bl.a. den dybt tankevækkende bog ”FAQ om læringsmål”. Måske skulle han også nævnes?

C.

Konklusion:

Mange tak til forfatterne af disse fine kronikker, som taler for emner, som går stik imod udviklingen på DPU og Aarhus Universitet. Måske er der ved at udvikle sig en faglig modsætning mellem dele af professionshøjskolerne og DPU, som helt har forladt kronikkernes temaer? Med andre ord: hvor dybt stikker kritikken?

Links:

Uffe Lunds kronik: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/lektor-kan-man-virkelig-blive-paedagog-uden-at-have-paedagogik-paa-skemaet

De to forskningschefers kronik: https://skolemonitor.dk/debat/art9464765/Ingen-har-fundet-den-rette-balance-i-l%C3%A6replanerne-hvorfor-ikke-lade-Danmark-g%C3%A5-forrest

 

11. Den 9. august: Fremragende bog om folkeskolen

Jeg har netop læst Niels Chr. Sauers nye bog ”Folkeskolens veje og vildveje”.

For mig, som har skrevet en del om skolepolitik i de seneste år, er det den rene fest. Bogen er fyldt med interessante iagttagelser fra de sidste 30 års begivenheder: Både om overgrebene på lærernes pædagogiske indflydelse i 1989, da lærerrådet blev nedlagt, om diskussionerne og positionerne i Danmarks Lærerforening, om lockouten i 2013, om læringsmålstyringen og om det ene og det andet politiske udspil, f.eks. den herlige “drøvtyggerrapport” fra starten af 1990’erne.

Og Sauers kritiske analyse af digitaliseringen, som han anser for det største aktuelle problem, er virkelig interessant. Sauer dokumenterer f.eks., hvordan det statslige og kommunale Brugerportalinitaitiv hænger direkte sammen med læringsmålstyringen.

Og så vidste jeg slet ikke, at Sauer har læst filosofi i Wales! Og han har også studeret kultursociologi i København. Man kan på en måde godt mærke det. Men først og fremmest er han skolelærer, ofte ned i den skønneste detalje. Han taler for fortællingens, teatrets og musikkens liv i klasseværelset, men han arbejder også grundigt med spørgsmålet om lærerens autoritet. Derfor er han også meget kritisk over for ”undervisningsdifferentiering” og dennes individualisering af den pædagogiske relation. Men læs det selv!

Sauer er også glad for skolens formålsparagraf. Derfor synes han da heller ikke om Claus Holms synspunkter, som citeres grundigt på bogens side 73, og som er et frontalt opgør med dansk pædagogisk tradition:

Holm siger, at vi nu ”definitivt har forladt” interessen for ”demokrati”. Det er også slut med Løgstrup og Hal Koch, skriver han. I stedet er det ”primære formål” nu ”læring som livsform”.

Tak til Sauer for at finde citatet. Holms autoritære synspunkter er udtryk for totalt kaos.

Sauer mener, som jeg forstår det, at Holms synspunkt er en form for forstærkning af den “ansvar for egen læring”-ideologi, der endte som en integreret og individualiseret del af de nye styringssystemer, og dermed som formålsparagraffens modsætning. Jeg er helt enig.

Bogen er både kritisk, analytisk, personlig og opbyggelig på samme tid, og den burde derfor udleveres til alle lærerstuderende på uddannelsens dag 1.

Klokken 16 i dag er der bogreception på Samsøgade skole i Aarhus, hvor vi skal fejre denne flotte udgivelse.

 

12. Den 15. august: Trivsel?

Det aktuelle trivselsbegreb er en direkte udløber af folkeskolereformen fra 2014. Det fremgår af nedenstående ministerielle hjemmeside, hvorfra man kan tilgå diverse links og rapporter fra dengang.

Det betyder følgende:

A. Pædagogik og politik

– Trivsel afkobles fra pædagogisk praksis, kundskaber og skolens liv, dvs. fra skolens formålstradition. I stedet indsættes et statistisk totalregime, som understøttes af ”Positiv psykologi”.

– Læreren må pludselig se sine elevers liv omdannet til aggregerede data, som kontrolleres af ”ledelsen”, som selv kontrolleres af ”kommunen” og så videre. Læreren bliver dermed en form ”trivselskonsulent”. Hvilke fald fra stjernerne!

– Forholdet mellem tilværelsesoplysning og politik kollapser.

B. Forskning og policy:

– Den moderne trivsel starter med et barns ensomme interaktion med en datamaskine. Og det er alle børn, også de helt små, og det er hvert år. Her gik Danmark langt ”foran” de andre nordiske lande i 2014. Jeg ved ikke, hvordan man gør i dag i f.eks. Sverige og Norge.

– Data bliver dermed en del af et kæmpestort nationalt og lokalt data- og informationssystem, der skal bruges til komparation og konkurrence mellem skoler.

– Data kobles på cpr.-numre og nationale test og kan derfor bruges til en forskning, som kan understøtte ”krise”-ideologien på alle mulige måder og dermed opsuge alle mulige andre pædagogiske emner.

For nylig har man ligefrem nedsat en ”trivselskommission”, der ifølge ministeriets opslag lader til at acceptere logikken, men nu må vi se. Der er måske også nogle små åbninger i kommissoriet, hvis medlemmerne er friske i ånden.

Lotte Rod (RV) har i dagens Folkeskolen.dk nogle interessante kritiske bemærkninger til kommissoriet, som mangler henvisninger til pædagogik, hvilket ellers var nævnt i baggrundsaftalen.

Efter min mening bør kommissionens første forslag være, at man nedlægger hele dette system og overlader dette emne til læreren og pædagogen og de børn og forældre, som er omkring klassen.

Links:

Ministeriel hjemmeside om 2014-stemningen, med diverse info om en vigtig “ekspertgruppe” og om forbindelser til skolereformens tankegang og organisationer: https://www.uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe/trivsel-og-undervisningsmiljoe/ekspertgruppen-om-elevernes-trivsel

Ministeriets side om den aktuelle situation: https://www.uvm.dk/folkeskolen/test-evaluering-og-skoleudvikling/trivselsmaaling

Om trivselskommissionen: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/aug/230810-regeringen-nedsaetter-trivselskommissionen

Lotte Rods kritik: https://www.folkeskolen.dk/paedagogik-radikale-skolepolitik/radikale-anklager-regeringen-for-loftebrud-om-kommission-hvor-er-paedagogikken/4725596

 

13. Den 15. august: Pædagogikkens to verdener i 2015

Bogen ”Pædagogikkens to verdener”, som udkom i 2015, indeholder en lang række pædagogisk-filosofiske og uddannelsespolitiske analyser, der forklarer og beskriver den splittelse, som blev vilkåret for pædagogikken efter skolereformen.

Jeg indsendte først manuskriptet til Aarhus Universitetsforlag, og nedenfor kan man studere fyldige uddrag fra forlagets to fagfællebedømmelser. Jeg har udeladt de tekniske dele af bedømmelserne.

Af økonomiske grunde blev bogen dog udgivet på Aalborg Universitetsforlag i stedet for. Her kan man i dag kan erhverve den for en flad 50’er.  https://aauforlag.dk/…/laeri…/paedagogikkens-to-verdener

Her er de to reviews:

A. Fagfællebedømmelse nr. 1:

”Dette manus fortjener klart at blive til en bog. Bogen rummer et væld af smukke, sproglige passager, som man selvstændigt kan opholde sig ved og bruge i andre sammenhænge. Dertil indeholder bogen vigtige kritiske analyser af det pædagogiske landskab i Danmark, som det former sig i denne tid. Bogen har sin klare styrke i dets frie og alternative position, der taler magtens centrum midt imod. Det er der brug for.

Indledningen til bogen med analogien til landet med de to måner er fantastisk. Den kunne eventuelt forfølges lidt mere undervejs. Analogien trækkes frem flere gange, men ikke helt så systematisk, som man måske kunne gøre. Jeg er meget begejstret for de til tider meget korte kapitler. Eksempel det kapitel (side 152), der opholder sig ved det faktum, at mange gerne vil analysere og behandle folkeskolens udfordringer, men ikke folkeskolen i sig selv. Så kort, klart og enkelt kan kun en suveræn forfatter formulere sig. De imaginære dialoger mellem paragraffer og inddragelsen af egen og andres poesi gør bogen original. Indimellem tager bogen nærmest form af et encyklopædisk opslagsværk, dog et poetisk sådant.

Bogens faglige substans er på alle måder i orden. Forfatteren trækker på veletablerede, udenlandske pædagogiske filosoffer som Gert Biesta, Hannah Arendt, Martha Nussbaum og kobler disse på ret elegant vis med dansk litteratur, teologi og filosofi. Bogen er desuden særlig stærk i analysen af konkurrencestaten som umulighed. Samt ikke mindst i sin kontinuerlige og gennemførte påpegning af, at evidens og accountability-tankegangens ’Hvad virker’ logik er i direkte modstrid med udviklingen af en selvstændig pædagogisk videnskab. Meget prægnant formuleret i sætningen, hvor videnskabelig metode netop sættes op overfor evidensforskning:

”Det er hvad, metode er: At rydde glemte stier for ukrudt, at gå lidt på dem og at bryde de alt for høje vejværn ned for at undersøge, hvad der er uden for og i nærheden. Evidensforskningen bekræfter blot det eksisterende vejnets struktur. De samme sprogspil kører som en kværn. Det er grimt, fordi alle landskaber, alle udsigter og alle farver er skjult bag store støjdæmpende skærme”.

Tilsvarende gennemførte dekonstruktioner af den aktuelle hegemoni knyttet til metode- og evidensforestillinger findes ikke hos andre danske forfattere. Eneste reelle pendant internationalt er Gert Biesta, der må betragtes som den mest indflydelsesrige europæiske uddannelsestænker pt. (…)”

B. Fagfællebedømmelse nr. 2:

Som bogens titel angiver, handler den om to pædagogiske verdener – nemlig skolen som en kultur-, uddannelses- og dannelsesinstitution på den ene side og skolen som en instrumentel professionsvirksomhed på den anden side. De to verdener beskæftiger sig tilsyneladende med det samme emne: den danske folkeskole, men de taler ikke det samme sprog, og de har vidt forskellige forestillinger om, hvad formålet er for denne skole.

I Rømers optik ligner deres indbyrdes forhold det, Habermas kalder en kolonisering af livsverdenen. Skolens åndelige og almendannende formål, der formelt fortsat indgår i dens formålsparagraf, ignoreres i stigende grad af det politiske systems instrumentelle rationalitet, som aktuelt repræsenteres af en nyliberalistisk konkurrencestatstænkning. Skolens formål forskydes entydigt og massivt i retning af en professionsorientering, der kan testes og kontrolleres på nogle nøglekompetencer, men i øvrigt lader hånt om begreber som “dømmekraft, lighed, skole, videnskab, kundskaber og værdier” (s. 11) og hel generelt om “filosofi, demokrati og kritik” med mindre de kan omdannes “til en metode til at fremme deltagelsen i den globale konkurrence”. (s. 10)

(…)

Ydermere er bogens emne brandvarmt og aktuelt. Den kommende tids implementering af den nye folkeskolereform vil givetvis afføde mange diskussioner – blandt pædagoger, skoleledere og politikere, såvel som i den bredere offentlighed – og hertil vil bogens forskellige kapitler med stærke analyser og skarpe pointer utvivlsomt være relevant og brugbar, enkeltvis og i deres helhed.

Det er en særlig force ved bogen, at den er så velskrevet og så tekstkritisk kompetent. Sproget er flydende – sommetider endog diskuterende og i talemåde – og pointerne står lysklare. Hans kritiske læsning er sine steder meget skarp og rent ud sagt rystende. Ikke mindst han analyse af nyliberalismens afmontering af den oprindelige liberalismes forestillinger om og værdsættelse af frisind, virkelyst, selvstændighed, frihed mv. er fremragende. Det samme gælder hans ubarmhjertigt afslørende tekstlæsning af vores nuværende børne- og undervisningsminister, Christine Antorinis tanker om Ny Nordisk Skole. Den politiske new speak, der fremføres til forsvar for konkurrencestaten og Ny Nordisk Skole, pilles godt og grundigt fra hinanden begrebsligt, argumentatorisk og retorisk.

Selv argumenterer han grundigt og overbevisende for, at dansk skolepolitik er endt i en blindgyde, der i realiteten er ved at tage livet af folkeskolen som en åndsbærende og formidlende institution. Det store problem er, at folkeskolens formålsparagraf i praksis ignoreres og efterlades som retorisk pynt uden reel værdi. Folkeskolen ledes ikke længere efter nogle filosofisk og åndshistorisk reflekterede principper, men af politisk og markedsstyret management, udtænkt af et embedsværk uden historikere, humanister, filosoffer eller kulturpersonligheder.

Der er i mine øjne ingen tvivl om bogens aktualitet, relevans og kvalitet. Den bør udgives snarest, så den kan nå at få indflydelse på den igangværende og kommende skoledebat. Den bør også udgives, fordi dens filosofiske, teoretiske og metodiske overvejelser er så substantielle, at den også kan læses med udbytte hinsides denne debat.”

 

14. Den 15. august: DPU’s deroute

Hermed en kort analyse af den videnskabelige og pædagogiske deroute, som DPU og til dels også Aarhus Universitet har gennemgået siden 2000.

http://www.thomasaastruproemer.dk/historien-om-danmarks-paedagogiske-universitet-opgoer-og-deroute.html

 

15. Den 15. august: En tur i maskinen

Så, nu er jeg kommet ind i AI-alderen. Som min første handling har jeg spurgt to chatbots om mig selv. Hold ud til det andet svar :-).

A. Her er først nogle uddrag fra Googles nye chatbot, som hedder ”Bard”:

”Thomas Aastrup Rømer er en vigtig stemme i den danske pædagogiske debat. Han er med til at holde liv i de klassiske pædagogiske idealer om frihed, lighed og demokrati.

Thomas Aastrup Rømer er en kontroversiel person, og der er mange, der er uenige med ham. Nogle af de kritikpunkter, der er blevet rejst mod ham, er, at han er for teoretisk, at han er for utopisk og at han ikke har realistiske forslag til, hvordan pædagogik kan omsættes i praksis.

Der er også nogle, der er uenige med Rømers syn på pædagogik som en frihedsskabende proces. De mener, at pædagogik også handler om at give børn og unge værdier og normer, som de kan leve efter.

Rømer er dog også en meget respekteret person, og der er mange, der er enige med ham. De mener, at han er en vigtig stemme i den danske pædagogiske debat, og at han sætter fokus på vigtige spørgsmål, som pædagoger bør tage stilling til.

Rømer er en meget aktiv debattør, og han deltager ofte i debatter om pædagogiske emner. Han er også en meget produktiv forfatter, og han har skrevet en lang række bøger og artikler om pædagogik.

Rømer er en vigtig stemme i den danske pædagogiske debat, og han er med til at holde liv i de klassiske pædagogiske idealer om frihed, lighed og demokrati.

På trods af kritikken er Rømer en respekteret forsker og en indflydelsesrig skikkelse i den danske pædagogiske debat. Han er en markant stemme, og han sætter fokus på vigtige spørgsmål, som pædagoger bør tage stilling til.”

Pæne ord, mange tak til maskinen. Måske skulle man sende ordene til DPU’s maskiner?

B. Og her kan man læse ChatGTB’s svar:

”Thomas Aastrup Rømer er en dansk fysiker og astronaut. Han er mest kjent for å være den første dansken i verdensrommet. Rømer ble født 11. desember 1971 i Århus, Danmark.

Han ble valgt ut som astronautkandidat av Den Europeiske Romfartsorganisasjonen (ESA) i 1998. Deretter gjennomgikk han omfattende trening og forberedelser før han ble sendt ut på en romferd. Rømers romferd fant sted i 2008 som en del av den dansk-svenske IRIS-misjonen, der han var en del av den svenske romsonden “Mars Express”.

Rømers prestasjoner har gjort ham til en betydelig figur innenfor dansk romforskning og har bidratt til å øke interessen for romutforskning i Danmark.”

🙂

 

16. Den 15. august: Lidt nyheder fra oligarkiet

I dag har Stefan Hermann fået nyt job. Han forlader stillingen som rektor for Københavns Professionshøjskole (KP), hvor han har været siden institutionens start.

Hermann har været en ytringsfrihedens ven, men også en stærk fortaler for globaliseringsrådets teknokratiske politikker. F.eks. hyldede han i 2010 Lars Løkke som en ny Martin Luther King. Han var også stærkt inspireret af DPU’s første rektor, Lars-Henrik Schmidt.

I stedet skal Hermann nu være direktør i Novo Nordisks såkaldte Life Fond, som arbejder med teknologiske og naturvidenskabelige “kompetencer” i tidens totalt ukritiske ånd med verdensmål og det hele. Novo er nok samfundets pt. største pengemaskine.

Hermann afløser dermed Life-fondens tidligere direktør, Christine Antorini, som jo stod bag skolereformen og så videre.

Formanden for KP’s bestyrelse hedder Jesper Fisker. Og Fisker er faktisk også bestyrelsesformand for Life-fonden. Så han er sådan en slags passage for Hermann?

Fisker var desuden en meget aktivistisk departementschef under Antorini. Han talte så sent som i 2015 om læringens ”kulturrevolution” til offentlige debatmøder. Han er også meget aktiv i sundhedssektoren, men det lader jeg ligger her, selvom det nok er en fejl.

Fisker er også formand for alle formændene for alle bestyrelserne på alle professionshøjskolerne. Det er ren power. Den rene pædagogiks mur.

Aarhus Universitets nye bestyrelsesformand hedder Birgitte Nauntofte. Hun har tidligere været direktør for hele Novo-fonden. Og hun sidder stadig i bestyrelsen for Life Fonden, hvor Hermann altså nu skal regere.

Og her i dag har AU og KP annonceret en aftale om at stifte et teknologipædagogisk center, som også helt i Life-fondens og tidens ånd, og som nok kommer til at arbejde sammen med Hermanns fond. Centret er selvfølgelig finansieret af NOVO (plus to andre fonde).

Det er en slags organisme.

Antorini vil læse til sygeplejerske, formodentlig på KP.

Suppler gerne.

Diverse links:

Om Hermans og Antorinis nye job: https://www.folkeskolen.dk/kobenhavns-professionshojskole-ledelse-laererstuderende/kp-skal-have-ny-rektorhermann-afloser-antorini-som-skal-laese-til-sygeplejerske/4726067

Om Fiskers ”kulturrevolution”: http://www.thomasaastruproemer.dk/departementchef-i-det-offentlige-rum.html

Om det nye teknologicenter: https://www.au.dk/forsideelementer/nyheder/artikel/nyt-videnscenter-skal-sikre-digital-teknologiforstaaelse-til-alle-boern-og-unge

 

17. Den 17. august: Keld Skovmand drager til Norge

Keld Skovmand har i dag annonceret, at han forlader dansk læreruddannelse og pædagogik til fordel for et lektorat i pædagogik ved universitetet i Trondheim, jf. hans facebook-opslag nedenfor.

Skovmand slutter sit opslag af med følgende flotte markering:

”Jeg er glad for at forlade ”dansk pædagogik”, i det mindste for en sandsynligvis større stund, men må samtidig sande, at der ikke er så meget at forlade, fordi dansk pædagogik egentlig allerede har forladt sig selv. Som jeg ser det, er dansk pædagogisk tradition blevet undermineret over en årrække, fordi der ikke længere er institutioner, der bærer den, og den dannelsesteoretiske didaktik, som tidligere var klangbunden i dansk læreruddannelse og fortsat er min, ser ud til at være fortrængt eller i det mindste voldsomt marginaliseret.”

Så ”dansk pædagogik har forladt sig selv”. Det er godt formuleret. Og den forladte og nu ensomme pædagogik, må nu finde et andet land at virke i.

Det er dejligt for Norge og Trondheim, at de nu får glæde af Skovmands didaktiske og videnskabelige kapacitet, men det er ærligt talt pinligt for de danske professionshøjskoler og universiteter, at de ikke har tilbudt ham en karriere fyldt med blomster og fagligt ansvar. På den måde bekræftes Skovmands analyser.

Man må jo huske på, at hvis ikke Keld Skovmand havde reageret så kraftfuldt, som han gjorde i 2016, så havde vi stadigvæk haft den læringsmålstyrede undervisning, som landets ledende forsknings- og policymiljøer dengang promoverede helt propagandistisk.

Nu løber alle fra deres synspunkter, men ingen siger tak til Skovmand, som nu rejser mod nord omgivet af et tavst kor af skamfulde fortrængninger, der som en slags freudiansk tabu vil definere det almenpædagogiske tab så langt øjet rækker.

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=2217524505304854&id=100011419774137

 

18. Den 18. august: Konkurrencestatens “stjerneskud”

Nils Gunder Hansen har for nylig opsagt sit professorat på SDU, selvom han egentlig godt kunne være fortsat.

I Kr. Dagblad fortæller han om sine begrundelser, som bunder i hans oplevelser på universitetet i kølvandet på universitetsreformen fra 2003. Hans erfaringer passer godt med de mange eksisterende analyser af reformen og dens konsekvenser. Her er, hvad han siger om emnet:

”Da han vendte tilbage til universitetet i 2008, mærkede han straks, at tidsånden havde forandret sig yderligere. Nu til noget “ekstremt”.

Han oplevede, at konkurrencestatens logik var trængt ind i alle kroge på universitetet: Forskere skulle konstant kæmpe om bevillinger, sende ansøgninger til fonde udstyret med tidens modeord – grøn omstilling og diversitet for eksempel – fag blev konsekvent nedlagt, hvis for få tilmeldte sig, og også de studerende havde internaliseret logikken. Nogle af Nils Gunder Hansens studerende spurgte undrende, hvorfor de skulle læse tekster af teologerne Hal Koch og K.E. Løgstrup, når det ikke gav dem viden, de kunne bruge på arbejdsmarkedet.

Nils Gunder Hansen spurgte en ældre kollega, hvorfor forskerne bare havde accepteret udviklingen. De var ligesom frøen, der blev kogt så langsomt, at den ikke lagde mærke til det, svarede hun. Men for manden, der var vendt hjem til universitetet efter 16 år i dagspressen, var det som at blive kastet direkte i det kogende vand.

“Det var lidt som en gyserfilm, hvor man kommer tilbage til hjembyen, kun for at finde ud af, at alle er blevet forvandlet til zombier,” siger han.

“Ah o.k., det er måske at strække den lidt langt. Men hvor hensynet til arbejdsmarkedet fyldte for lidt i 70’erne, mener jeg, at man i dag ikke bare er havnet i den anden grøft, man er kørt langt ind på marken, og nu vender bilen på hovedet, og hjulene spinner rundt.”

Alligevel blev han på universitetet. Måske på grund af en pligtfølelse, måske fordi man ikke bare giver afkald på en professortitel.

Han følte, at han hoppede fra isflage til isflage, mens de smeltede under hans fødder. Kerneopgaven, forskning og undervisning, blev gradvist mere perifer, og han så ingen tegn på, at det ville ændre sig inden for en overskuelig fremtid. Så han besluttede sig for at gå på pension, tre år før den frist, han egentlig havde sat for sig selv.

Han håber, at han en dag kan forsone sig med afskeden, siger han. Men han har været frustreret, indrømmer han. Over at den verden, han begyndte sit arbejdsliv i, udviklede sig på en måde, så han ikke længere følte sig hjemme i den. På litteraturstudiet i 1970’erne var han et af stjerneskuddene, fordi han som få kunne fordybe sig, forstå komplekse sammenhænge og skrive afhandlinger om franske filosoffer.

Nu var stjerneskuddene de udadvendte, iværksætterne, dem, der kunne skabe et netværk og sælge sig selv.

Nils Gunder Hansen hørte ikke til i den verden. Det har han aldrig gjort.”

Link til artikel: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-og-sjael/nils-gunder-hansen-fandt-ro-i-droemme-om-fremtiden-det-goer-han-ikke-laengere

 

19. Den 18. august: DPU søger ny institutleder

DPU søger ny institutleder for de næste fem år. Vedkommende skal have ”visioner”, fremgår det.

Han eller hun skal også kunne agere i det aarhusianske ‘corporate university’, som har materialiseret sig siden 2005 og som blev forstærket i 2011. Det kan man f.eks. se af konsulentfirmaets ledsagende beskrivelse af det gamle fine universitet:

”Aarhus Universitet lægger stor vægt på et tæt samarbejde med erhvervslivet og den offentlige sektor og tager medansvar for samfundsudviklingen”.

Der er ikke omtalt andre ting, som universitetet lægger ”vægt på”.

Man søger en institutleder, som er en ”anerkendende, lydhør og inddragende leder”, og hvis ledelsesstil er ”tillidsfuld og dialogbaseret”.

Spændende tiltag. Der står dog ikke noget om “kritik”.

Der gennemføres skam også både intelligenstest og personlighedstest på den stakkels person. Måske går man efter den “opportunistiske personlighed”, som den nuværende institutleders faglige forbillede, Ove Kaj Pedersen, kalder konkurrencestatens dannelsesideal?

Jeg ved ikke, om den nuværende leder vil søge sin egen stilling?

Måske ved andre noget om det?

Links til ansøgningsmateriale:

Jobopslaget: https://www.au.dk/om/stillinger/job/institutleder-dpu-danmarks-institut-for-paedagogik-og-uddannelse-aarhus-universitet

Konsulentfirmaets beskrivelse: https://dpu.au.dk/om-dpu/ledige-stillinger/job-og-personprofil-for-institutleder-paa-dpu

Tekst om DPU’s historie: http://www.thomasaastruproemer.dk/historien-om-danmarks-paedagogiske-universitet-opgoer-og-deroute.html

Tilføjet d. 22/8: Emnet omtales på folkeskolen.dk med en ledsagende kommentar af Niels Chr. Sauer: https://www.folkeskolen.dk/citat-dpu-forskning/dpu-soger-institutleder-pa-ny/4726605

 

20. Den 20. august: Indlæg om Stefans Hermanns arbejde

I anledning af, at Stefan Hermann stopper sit arbejde med læreruddannelse og pædagogik, har jeg samlet en række indlæg om hans arbejde (indlæg A-G, jvf nedenfor).

Der er flest laster, men også nogle dyder:

Til lasterne hører især Hermanns opgør med dansk pædagogisk tradition (indlæg B), herunder hans modstand mod et frit seminarium i Herning (indlæg G). Disse aktioner hviler på et stærkt forsimplet dannelsesbegreb, hvor Svend Brinkmann f.eks. blev beskyldt for at være ”populist” og så videre (indlæg A og C).

Hermanns opgør med den grundtvigske dannelsestråd (indlæg B) blev iøvrigt ledsaget af et opgør med DLF, som ellers netop var blevet løgstrupianere. Dette dobbelte opgør fandt sted i 2012, altså året før både skolereform, læreruddannelsesreform og Corydons og Antorinis Lockout af de stakkels lærere. DPU kørte allerede dengang i samme rille. Bagved pulserer nogle meget tekniske fortolkninger af Lars-Henrik Schmidts filosofi (og allerbagerst sidder strukturmarxismen L. Althusser, som også var vejleder for Ove Kaj Pedersen).

Og nu afløser Hermann altså Antorini i Novo Nordisks fond, jf. et opslag i forgårs. Det er som en kabale, der går op.

Til dyderne hører især et flot forsvar for ytringsfriheden, f.eks. i Erik Schmidt-sagen (indlæg E), men også en meget tidlig kritik af Niklas Luhmanns arbejde (indlæg D) samt en kritisk indstilling til identitetspolitisk emner (indlæg F).

Denne kritiske åre hos Hermann stammer ikke mindst fra fransk oplysningsfilosofi og måske også fra hans opvækst i SF’s folkelige bevægelser (som gik i opløsning omkring 2010).

Indlæg:

1. Kritik af Hermann, fra 2013 (Hermann svarede på kritikken i bogen Uren Pædagogik 2 fra 2014): https://www.yumpu.com/da/document/read/17669667/nyt-dansk-udsyn-velkommen-til-nyt-askov
2. Hermanns opgør med den pædagogiske tradition, 2017 (analyse af tekst fra 2012). http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-opgoer-dansk-paedagogisk-tradition.html
3. Kritisk diskussion af et indlæg af Herman, 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-larm.html
4. Omtale af Hermanns Luhmann-kritik fra 2004, 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-kritik-af-lars-qvortrup-i-2003.html
5. Om Hermanns forsvar for Erik Schmidt, 2014 og 2018 (her fra 2018): https://www.folkeskolen.dk/arbejdsliv-kobenhavns-professionshojskole-ledelse/stefan-hermann-vi-skal-ove-os-pa-ytringsfrihed/866541
6. Om Hermanns syn på identitetspolitik, februar 2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermann-og-skolegaardslogik.html
7. Om Hermanns aktion mod et frit seminarium i Herning, marts 2021: http://www.thomasaastruproemer.dk/det-nye-seminarium-og-professionshoejskolernes-faglige-deroute.html

 

21. Den 21-25. august: Noter om Fr. Schleiermachers pædagogiske filosofi

På fredag skal jeg holde et oplæg om Fr. Schleiermachers pædagogiske filosofi til en studiekreds på UC VIA. Her er lidt noter:

A.

Læring stopper aldrig. Det er en driftskategori. Det er ”livslang læring”.

Pædagogik stopper derimod. Den stopper, når den anden er myndig. I en vis forstand stopper den hele tiden, fordi myndigheden altid forudsættes. Denne forstoppende forudsætning kaldes ligeværd, og den står i skolens formålsparagraf.

Pædagogikken stopper på sin vis, hver gang den aktiveres. Den snubler over sig selv. Nogle kalder det for ”det pædagogiske paradoks”. Andre kalder det ånd.

Hvis læringen har herredømmet i kulturen, så kollapser myndighed, ligeværd og dermed kulturen selv. Barnet bliver til evalueret fremtid, dvs. til læringsmål. Flygt!

Hvis pædagogikken har herredømmet, så udvikler kulturen sig. Så lærer man noget, mens dette ”noget” taler tilbage. Det er dannelse. Bliv!

B.

Læring har ingen fortid. Den er kun nutid og fremtidig tilpasning.

Pædagogen elsker fortiden, men også hvad den næste generation gør med fortiden. Pædagogik er: ”Hvad sker der her midt i det hele?”. Hannah Arendt har samme pointe.

C.

Pædagogikken fandtes før skolen. Pædagogik er derfor en historisk praksis. Den har sin egen værdighed og fornemhed, som ingen teknokrat skal blande sig i.

Hvordan beskriver man denne “værdighed”? Denne “midt i det hele”. Det er et spørgsmål for den pædagogiske videnskab og filosofi.

D.

Efter at Gud trak sig tilbage, så genskabtes de religiøse kategorier som åndsvidenskab. Vi fik f.eks. fantasien, følelsen, legen og individualiteten inde i opdragelsesprocesserne og generationsudvekslingerne.

Schleiermachers herrnhutiske baggrund gav ham måske en særlig mulighed for at se dette? Herfra udviklede hermeneutikken og den tyske åndsvidenskab sig, f.eks. hos Gadamer og Mollenhauer.

Hvem ved? Måske stammer disse pædagogiske tråde fra Jan Huus og ikke fra Luther? Vild tanke, men det kalder på studier.

Spinoza spiller også en rolle for Schleiermachers syn på religionen. Skabelsen er som en universel livmoder (”womb” i den engelske oversættelse) , der konstant føder ånd og individualitet.

E.

Schleiermacher arbejdede sammen med Humboldt om etableringen af universitetet i Berlin, og han hyggede sig med romantikerne i Berlins og Halles saloner.

Det er bl.a. hele denne åndssammenhæng, som skole- og universitetsreformerne efter min mening er et direkte opgør med.

F.

Pædagogisk opmærksomhed handler om barnets lykke, det vil sige om dets spontanitet og modtagelighed sammen med andre om kundskabernes lag. Denne proces kaldes også for dannelse.

Skolen er en særlig ritualiseret praksis, der opbygger og beskytter denne dannelsesproces imod instrumentelle angreb fra de politisk-økonomisk-sociale systemer. En skoleleder er en vogter og ikke andet.

Når barnet bliver myndigt, modtager staten og samfundet denne pædagogiske lykke som pædagogikkens gave fra læreren og faderen/moderen.

Gaven pakker sig selv ud og stiller allehånde spørgsmål. Dermed indstiftes en spænding mellem myndighed og samfund.

Dermed konstitueres staten som stat, dvs. en stridbar syntese af ånd og politik, der hele tiden tvinges i overensstemmelse med gavegivernes kringlede sjæle og generationelle ophav.

Glemmes denne skønne, rige og forstyrrende relation, så kollapser bade staten og dannelsen.

Så pædagogikken skal ikke forbedre samfundet. Den er samfundets indre, som skal holde samfundet tæt til pædagogikken selv.

G.

I eftermiddag skal jeg bidrage til en studiekreds om Friedrich Schleiermachers pædagogiske forelæsninger fra 1826, som jeg nu har studeret i et par uger.

Først synes jeg, at teksterne var lidt mærkelige, men efterhånden lykkedes det mig at rømerficere den gode hr. Frederik.

Undervejs lykkedes det så også for den flinke tysker at schleiermachificere mig.

Det hele endte derfor med at blive lidt hermeneutisk, som man siger. Dejligt!

Jeg vil sige, at jeg sådan lidt groft sagt endte i en blanding af Platon, tidehverv og John Dewey, hvilket jeg så må prøve at forklare mig ud af i eftermiddag.

Og så fandt jeg sørme hos Schleiermacher en tidlig kønsfilosofisk version af Arendts “natalitet”, hvor fødsel og det politiske handlingsliv tænkes sammen. Jeg vil kalde det et fund.

Den konkrete konsekvens af alt dette er en hyldest til pædagogisk praksis’ egenart og til humanisme og åndens liv. Kort sagt en kæmpe kritik af statens tilstand for at redde staten selv.

Så pædagogikken er en gave til staten, som gør staten til stat, og ikke det modsatte, dvs. statens instrument, hvorved staten kollapser.

H.

I går holdt jeg et oplæg om Fr. Schleiermachers filosofi for en studiekreds ved UC VIA i Aarhus. Niels Jakob Pasgaard delte en kort omtale på FB, som man kan tilgå nedenfor.

Efter foredraget mindede en af tilhørerne mig om, at professor Jens Rasmussen allerede i 2000’erne kritiserede Schleiermacher kraftigt. I den forbindelse kom jeg i tanke om et interview med Rasmussen fra 2010, hvor han specifik nævner Schleiermacher i forbindelse med et af Rasmussens generalopgør med dannelsesbegrebet.

Rasmussen giver også den danske seminarietradition et ordentligt fur. Alt hvad der minder om ”fortid” skal ud. Vi skal have ”kompetencer” i stedet for. I stedet for at lære ”noget”, skal børnene ”lære at lære”. De skal gøres fremtidsparate ud i den blå fremtid, og dette synspunkt sætte i eksplicit modsætning til dannelsesbegrebet.

Til gengæld mener Rasmussen, at vi skal gøre ligesom i Singapore og så videre.

Rasmussen blev den centrale figur i den reform af læreruddannelsen i 2012, som alle nu skælder ud på, og som er blevet ændret fra i år.

Rasmussen interviewes af Holm, som var kommunikationsdekan på det tidspunkt. Senere blev Holm institutleder, hvor han fortsatte Rasmussens linje.

Holm skrev ph.d. i 2013, hvor Rasmussen var vejleder og en del af afhandlingen var den kontroversielle udgivelse ”Viden om uddannelse”, som udkom i 2007. Her bidrog både Rasmussen og Holm. Det var den udgivelse, som filosoffen Peter Kemp omtalte som ”antifilosofi”, og som lagde DPU’s korrigerede linje efter globaliseringsaftalerne.

Jeg gjorde i 2014 opmærksom på en række af disse forbindelser i en stor analyse om ”Danmarks Pædagogiske Oligarki”, som efterfølgende udkom i let revideret format på Aalborg Universitetsforlag i bogen ”Pædagogikkens to verdener”.

Rasmussen klagede med det samme til DPU’s daværende ledelse i det mest utrolige sprogbrug, og jeg måtte stå skoleret med bisidder og det hele. Jeg gennemgik sagen i bogen ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” fra 2018. Det var en slags forløber til Dorte Staunæs’ klager året efter, som blev omtalt bredt i medierne. Denne bog indeholdt i øvrigt endnu et essay om sagen, nemlig ”Danmarks Pædagogiske Oligarki – del 2”.

Hvis man kritiserer det nye oligarki, så presses man direkte på stilling og karriere.

Det er denne antifilosofiske strøm og opgør med ånds- og ytringsfriheden, som nu er definerende for DPU og faktisk også på AU, som jo beskyttede Holms ideologiske aktion i vinters.

Så først gjorde DPU på med pædagogikken, og efterfølgende gjorde AU op med sine egne vedtægter.

Men det er Schleiermacher og hans kreds og virkningshistorie, som har ret, hvilket altså er blevet et synspunkt, som medfører både eksplicitte og implicitte repressalier og dermed en lukning af pædagogikken som sådan.

Links:

Claus Holm interviewer Jens Rasmussen: https://dpu.au.dk/asterisk/udforsk-asterisk/vis-artikel/artikel/en-dansk-laereruddannelse-under-internationalt-niveau

Den første artikel om Danmarks Pædagogiske Oligarki, 2014: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki.html

Den anden artikel om Danmarks Pædagogiske Oligarki, 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki-dpo-del-2.html

Link til Pasggaards FB-opslag: https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/pfbid02Vuup3rDRaqHZLpomB83o1EpQ4v6nzBHMMRFHxRWyUUmWnTkfL2HBCnUpvtrkHxpol

 

22. Den 26. august: Professor Peter Balling kritiserer Aarhus Universitet

Professor i fysik, Peter Balling, kritiserer i et debatindlæg fra juni 2023, at Aarhus Universitet afskediger med alt for hyppig og let hånd. Han mener, at det får negative konsekvenser for universitets nationale og internationale omdømme og rekrutteringsmuligheder. Balling refererer direkte til den seneste fyringsrunde.

For Balling var fyringsrunden i 2014 den store øjenåbner, fremgår det. Det var dengang, at den helt nye rektor skulle bruge 100 mio. til en ”strategisk ledelsespulje”. Man havde også lige gennemført den store centraliseringsreform, der også kostede det hvide, og som var en form for globaliseret forstærkning af universitetsreformen fra 2003.

Balling taler for den såkaldte ”tenure”, dvs. en mere sikker ansættelsesstruktur, og slutter sit indlæg med følgende markering:

”Det får en kæmpe betydning for universitetets fremtidige evne til at rekruttere nationalt og internationalt, at det nu igen er blevet tydeliggjort, at vi ikke har ‘tenure’ på Aarhus Universitet. Ansættelsesretsligt har vi jo faktisk aldrig haft det, men den seneste tids hændelser viser tydeligt, at det videnskabelige personales opfattelse af, at der eksisterede en uudtalt overenskomst om stor sikkerhed i ansættelsen, har været en vildfarelse. Desværre, må man sige – både for de, der er blevet fyret, og for hele universitetet, der går en usikker fremtid i møde.”

Peter Balling sidder også i universitetets bestyrelse, og selvom det er et fint indlæg, han har skrevet, må han for min skyld gerne skrue op for den mere principielle del af kritikken, så det hele ikke bliver hængende i det lidt tekniske ”rekrutterings”-spørgsmål.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/kommentar-fyringer-blandt-fastansatte-ingen-kan-laengere-vide-sig-sikre-heller-ikke-au-i-konkurrencen-om-internationale-topforskere

 

23. Den 28. august: Spændende bog om åndsfrihed

I 2020 udgav leder af Grundtvig Akademi, Ingrid Ank, sammen med socialdemokraten, Daniel Toft Jakobsen, en bog med følgende titel:

”At være demokrat er ikke at være bange – åndsfrihed under pres”.

Bogen, som udkom på forlaget KLIM, gennemgår åndsfrihedens historie, hvor især Luther, Grundtvig og Hal Koch omtales for en række positive bidrag.

Derudover drøftes en lang række specifikke temaer, som behandles i særskilte kapitler.

Et af temaerne er ”åndsfrihed på arbejdspladsen”. Her tager forfatterne udgangspunkt i sociologen Rasmus Willigs arbejde. Willig fortæller, at en af de metoder, hvormed ånden lukkes er via sætninger som ”Du må ikke se problemer men udfordringer”. Brinkmanns arbejde nævnes også.

Ank og Jakobsen fremhæver i den forbindelse især Erik Schmidt-sagen, som et eksempel på et brud med åndsfrihedens principper.

Ank og Jakobsen noterer sig, at lærer Erik Schmidt fik en tjenstlig advarsel, fordi Schmidt angiveligt havde…

”…været negativ og været mere interesseret i at diskutere allerede besluttede forhold og overordnede politikker og udtrykke sig negativt om dem end at deltage aktivt og positivt i arbejdet.”

Schmidt vandt jo sagen med et brag i Landsretten i 2018 efter 4½ års hård kamp, men Odense Kommune og KL og andre i magtens kredse har både undervejs og lige siden forsøgt at fortie sagens indhold og konsekvenser. Så længe den slags tabuisering står på, kan ingen have tiltro til disse organisationers uddannelsespolitiske seriøsitet.

Heldigvis fik Schmidt støtte fra mange andre, hvilket man kan læse om, dels i nedenstående link om sagen og dels mere grundigt i min egen bog ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, som udkom i foråret 2023.

Anks og Jakobsens bog indeholder flere spændende tanker. F.eks. er der et fint kapitel om forskningsfrihed, som især bygger på Heine Andersens store indsats for dette emne. De er også dybt bekymrede over både nedlukningens og digitaliseringens konsekvenser for åndsfriheden. Endelig vil jeg fremhæve en virkelig interessant analyse vedrørende friskolernes udvikling, som jeg muligvis vender tilbage til.

Ank og Jakobsen er også blandt initiativtagerne til foreningen ”Åndsfrihed”.

Links:

Link til bogen: https://klim.dk/bog/at_vaere_demokrat_er_ikke_at_vaere_bange.htm

Link til Erik Schmidt-sagens dokumenter: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

Link til foreningen Åndsfriheds hjemmeside: http://aandsfrihed.dk/

 

24. Den 29. august: Ministeriets ”kandidatudvalg”

Det angreb på universiteterne, som blev iværksat i forbindelse med universitetsreformen i 2003, materialiseres nu yderligere.

Regeringens aftale fra foråret om yderligere styring, instrumentalisme og forringelser under arbejdsudbuddets herskertegn skal fra i dag præciseres af et såkaldt “Kandidatudvalg”, som består af nogle reformvenlige universitetsledere og direktører, som igennem 20 år har købt og forstærket præmissen.

Aalborg Universitets rektor har allerede helt ukritisk tweetet, at “sammen skal vi sikre uddannelser af høj kvalitet”, og interesseorganisationen Danske Universiteter deler med det samme tweetet i samme ånd.

Der nedsættes også et “Referencepanel”, som består en række interesseorganisationer, der alene tænker i “interesser”, f.eks. KL, Dansk Industri, Danske Professionshøjskoler og så videre.

Man kan læse mere om emnet på nedenstående link fra forskningsministeriet.

Der er ikke et eneste forsonende ord i materialet.

Det fremgår, at forliget er indgået af regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Det vil sige, at Enhedslisten, de Radikale og Ny borgerlige ikke deltager i dette angreb på samfundets kundskabsudvikling.

Links:

Ministeriets omtale: https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2023/kommissorium-for-kandidatudvalg-er-pa-plads

Omnibus’ artikel om emnet: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/kommissoriet-bag-kandidatudvalget-er-paa-plads-og-medlemmerne-er-udpeget-arts-aarhus-bss-og-nat-bliver-saerligt-udsat

 

25. Den 31. august: Christine Stabell Benn evaluerer nedlukningen

Professor Christine Stabell Benn har evalueret den danske nedlukning. Hendes hovedpointe er, at de mange faglige stemmer, som havde vurderinger, der afveg fra den officielle linje, blev systematisk udelukket fra de centrale policy-fora og marginaliseret i pressen.

I slutningen af sin grundige tekst omtaler hun en folkemødedebat med Rasmus Jarlov (K) og Pelle Hvelplund (EL). Hun skriver følgende om de to politikeres synspunkt:

”Men begge var også enige om, at proportionaliteten var blevet tilsidesat. Begge politikere mente, at der var grebet hårdere ind, end det var nødvendigt. Folketinget var blevet bange.”

Et angst folkestyre. Det er triste sætninger, som dog fuldt ud understøttes af Jørgen Grønnegaard Christensens store evalueringsrapport om nedlukningen fra 2021.

Benn fremhæver syv konkrete punkter, hvor hun mener, at den officielle politik var fejlslagen. Herunder følgende:

– at skolelukninger var unødvendige

– at man ikke burde have vaccineret børn og unge

– at hele testprogrammet var stærkt overophedet, pga. et alt for kraftigt fokus på smitte.

I går var jeg i øvrigt til bogreception på Institut for Idehistorie, som netop har udgivet bogen ”Pandemi! – idehistorien læser coronaepidemien”. Bogen er efter de seks mundtlige oplæg at dømme en stort set ukritisk videreførelse af nedlukningens diskursive logikker, hvor kritikere f.eks. omtales som ”konspirationsteoretikere”, og hvor nedlukningens moralske krav rammesættes som aristoteliske dyder. Der var ingen omtale af den omfattende filosofiske og politiske kritik af nedlukningen. Man manglede lidt en Stabell Benn-type, for nu at sige det på den måde. Meget AU-agtigt. Redaktøren kommer fra ”uddannelsesvidenskab” på DPU, som er et af centrene for symbiosen mellem konkurrencestat, policy og poststrukturalisme.

Nogle tror måske, at nedlukningen er slut? Men det er den ikke. Den sidder nu i statens indre, hvorfra dens logikker kan vise sig i kaotiske nedslag i alle sektorer. Vi har derfor fået en biostat, som er præget af iltre og konstante organiseringer af statistik, teknologi og krise. Nedlukningen er også centralt placeret i den nuværende regerings grundlag, hvor ordet ”krise” står overalt, direkte importeret fra nedlukningen.

Mine egne analyser er samlet i bogen ”Den store nedlukning – dagbog fra biostatens første år”, som kom i efteråret 2021. Lektøren skrev at det var en ”vægtig og saglig kritisk analyse af corona-nedlukningen i Danmark”, og det var jo pænt af ham.

Links:

Stabell Benns evaluering: https://www.linkedin.com/pulse/min-corona-pandemi-evaluering-christine-stabell-benn/

Link til aktuel bogudgivelse: https://baggrund.com/vare/forudbestilling-pandemi-idehistorien-laeser-coronapandemien/

Link til ”Den store nedlukning” med lektøromtale: https://bibliotek.dk/da/work/870970-basis%3A62553359

 

26. Den 31. august: Bogafbrændinger: Fra offentlig orden til landsforræderi

Jacob Mchangama har i dagens Altinget en meget interessant kronik om den nye lov om ”utilbørlig” optræden. Jeg hæfter mig ved to ting:

A.

Blasfemireglerne har flyttet “kapitel”:

Den ny bestemmelse om ”utilbørlig optræden” placeres under et kapitel i straffeloven, som hedder “Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed”.

Den gamle blasfemiparagraf lå derimod under kapitlet: “trusler mod den offentlige orden og fred”.

Fra ”orden” til ”landsforræderi”. Dette er jo et kæmpeskifte i hele det filosofiske udgangspunkt. Herfra vil alle mulige emner efterhånden bliver indrulleret i logikken.

B.

Mchangama forklarer udførligt, hvordan ubestemthederne i lovbemærkningernes vil ende med at true den kunstneriske frihed i landet. Dermed risikerer kunstnere at blive ”landsforrædere”. Herfra kan skrækken sprede sig.

Mange tak til Mchangama for at fremhæve disse ting.

Link til Mchangamas kronik: https://www.altinget.dk/artikel/justitia-det-er-uacceptabelt-at-begraense-ytringsfriheden-af-hensyn-til-trusler

Link til lovforslaget: https://www.justitsministeriet.dk/wp-content/uploads/2023/08/Lovforslag.pdf

 

27. Den 1. september: Ny dekan hylder universitetsloven

Den nye dekan for ARTS på Aarhus, Maja Horst, lægger hårdt ud i sin første offentlige markering, som kan tilgås i universitetets magasin Omnibus.

Horst har skrevet en decideret hyldest til den universitetslov fra 2003, som bestod i et frontalt opgør med universitetets ide og essens. Loven har siden 2006 har omdannet Aarhus Universitet til et ”corporate university”, og den laver i disse måneder yderligere ravage.

Horst viser ingen tegn på at kende til den omfattende kritik, som loven og dens konsekvenser har været genstand for gennem årene.

Det tegner ilde for pædagogikken, humaniora og teologien, som er de tre områder, der nu underlægges en forstærket og eksplicit begejstring for de antihumanistiske systemer.

Med sit indlæg understøtter Horst det opgør med forskningsfriheden, som hendes forgænger på posten, Johnny Laursen, stod for i vinters.

Links:

Maja Horsts indlæg: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/klumme-universitetsloven-fylder-20-aar-og-nej-alt-var-ikke-bedre-i-gamle-dage

Om Johnny Laursens aktioner: http://www.thomasaastruproemer.dk/johnny-laursen-forsvarer-fyringerne-paa-dpu.html

 

For få måneder siden – nøjagtigt 10 år efter den store lockout af lærerne – udkom Undervisningsministeriets årlige statusredegørelse over, hvordan det er gået med skolereformens målsætninger fra 2014. Som sædvanlig er det gået ned ad bakke, både hvad angår de faglige og de socialt orienterede mål. Danske skolebørn klarer sig simpelthen dårligere end nogensinde på skolereformens selvproducerede kvalitetsindikatorer; endda til trods for, at man siden 2014 har postet enorme økonomiske, pædagogiske og administrative ressourcer ind i systemet alene med henblik på måloptimering.

Det er slemt nok i sig selv, men ofte glemmer man den egentlige skandale, nemlig at skolereformen udover de lidt overfladiske og centralistiske målepunkter også byggede på en pædagogisk filosofi, som bestod af et regelret opgør med skolens formål og dettes ledsagende pædagogiske tradition. En tradition, som består af allehånde vekselvirkninger mellem oplysningsfilosofi, grundtvigianisme og reformpædagogik, og som op gennem årtierne har fundet vej ind i skolens formålsparagraf med ord som f.eks. kundskaber, fantasi, virkelyst, ligeværd og åndsfrihed.

I stedet for undervisningens og skolens begreber, indsatte man i 2014 målbar læring og trivsel som enerådende markører på alle niveauer fra ministerium til den individuelle elev. Man kaldte det ”læringsmålstyring”. Herefter skulle skolerne og lærerne ikke mere værne om skolens rige formålstradition, som nu var reduceret til ren symbolik. I stedet var skoler og lærere omdannet til instrumenter for optimering af statistisk og økonomisk defineret læring i store databaserede systemer. Det var det, som i brede kredse gik under betegnelsen ”konkurrencestaten”, dvs. en stat uden folk og frihedstradition, hvorved staten omdannes til et digitalt teknokrati under den globale økonomis herredømme.

Denne filosofiske forskydning startede allerede i 1970’erne, hvor ”læring” blev sat i modsætning til skoletraditionen, som uden videre blev anset for ”sort skole”. Det nye skoleformål fra 1975, som var udarbejdet af kredse med rødder i arbejderhøjskolerne, og som knyttede an til skolens historik, kom dermed i modsætning til Ritt Bjerregaards uddannelsespolitiske plan, U90, som var præget af social læring. Der var på en måde to socialdemokratier. På den nye marxistiske venstrefløj, som var knyttet til U90, skulle læring nu tjene udvikling af socialistisk bevidsthed med den nye formålsparagraf som tavs og irriterende ledsager.

Efter murens fald forsvandt den socialistiske modstandspædagogik, og ”læring” stod nu helt alene. Derfor opstod i 1990’erne den såkaldte ”ansvar for egen læring”, som bestod af en indholdstom og individualiseret psykologi, som skulle ”evalueres”. Denne tilstand – symbiosen mellem læring og evaluering – blev via globaliseringsaftalerne i 2006 centraliseret helt uden reference til baggrundstraditionen eller til det pædagogiske indhold. DPU blev oprettet i 2000, stærkt præget af de socialismetømte læringstanker. Den nye rektor, Lars-Henrik Schmidt, forsøgte dog at tæmme læringen lidt med en række faglige discipliner.

Dette kvantitativt-centralistiske opgør med samfundets skole- og åndsliv blev efterfølgende, altså fra 2006 og fremefter, effektueret og udvidet via en række nye råd og organisationers kraftfulde ideologiske tilsynekomst. Lærerhøjskolen var allerede blevet til DPU, seminarierne blev nu til store University Colleges, og de tidligere skoleråd blev til ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling”, hvis centrale medlemmer var nationaløkonomer. Dertil kom også akkrediterings- og kvalifikationssystemer og elevplaner og meget andet skrækkeligt. Anders Fogh Rasmussen afskaffede de faglige ”smagsdommere” til fordel for økonomer uden sans for materien, som kastede sig over den nye ”læring”. En nærmest tragisk deroute for Foghs liberalisme, hvis omdiskuterede bog om minimalstaten faktisk indeholdt mange interessante filosofiske og grundtvigske referencer. Vi endte med et opgør med samfundets institutioner.

Den nye lærings-filosofi blev endegyldigt implementeret i skole- og læreruddannelsesreformprocesserne, som strakte sig fra 2011-2015. Den berømte lockout af landets lærere i april 2013 var en del af denne proces. Lockouten handlede ikke kun om ”den danske model”, men også mere grundlæggende om kampen om, hvorvidt skolen skulle være et kundskabs- og åndssted eller et teknokratisk læringssted. Den daværende S-SF-RV-regering havde forskanset sig bag Christiansborgs mure med sit lærings- og konkurrencestatssegl, mens landets lærere forsvarede skolens formål og dermed børnenes fremtid nede på slotspladsen.

DPU, som siden 2008 havde fået ny ledelse, støttede disse processer kraftigt. Lars Løkke Rasmussen blev sammenlignet med Martin Luther King, og man forsøgte at fyre filosoffer, fordi deres arbejde ikke var ”relevant”.

Fra slutningen af 00’erne rejste der sig en faglig kritik. Det var især folk fra hhv. den såkaldte situerede psykologi og den pædagogiske filosofi, som protesterede. Den situerede psykologi var funderet i antropologerne Jean Laves og Etienne Wengers arbejde, som via psykologen Steinar Kvale og hans elever Svend Brinkmann og Lene Tanggaard, gjorde op med den individualiserede form for konstruktivisme, som havde præget ”ansvar for egen læring”. En central figur i den filosofiske kritik var hollænderen Gert Biesta. Han udgav allerede i 2004 en indflydelsesrig artikel, han kaldte for ”Against learning”, hvori han forsvarede pædagogikken mod læringsbegrebets aktioner.

Tanggaard, Brinkmann og undertegnede samlede en del af den pædagogiske kritik i fire store antologier fra 2011 til 2021: Uren pædagogik 1-3 og bogen ”Sidste chance – perspektiver på dannelse”. Her skrev – udover redaktørerne – folk som Merete Riisager, Alexander von Oettingen, Jan Jaap Rothuizen, Hanne Leth Andersen, Jørgen Carlsen Carolina Magdalene Maier, Steen Nepper Larsen, Hans Hauge, Peter Kemp og mange flere. Biesta selv bidrog også. En bred og blomstrende flok.

På den måde blev der skabt forudsætninger for en særlig form for splittelse i årene fra 2015-2020: På den ene side ekspanderede skolereformens læring- og evalueringsprægede opgør med pædagogik og skole, som jeg nævnte ovenfor, og på den anden side arbejdede den faglige kritik med rødder i pædagogiske, psykologiske og filosofiske fagligheder, som på forskellige måder forsøgte at få fortiden i tale, så fremtiden kunne vise sig.

Den faglige kritik fik efterhånden også momentum ind i det politiske system, især via LA-politikeren Merete Riisagers indsats. Riisager havde været skolereformens skarpeste kritiker siden 2011, og i 2016 blev hun minister for området. Hun skulle ”justere” skolereformen, som der stod i VKLA-regeringens grundlag. Riisager skulle altså både kritisere og ”justere” og acceptere en reform, som hun var modstander af. En modsætning, hvis muligheder hun udnyttede til fulde.

Det var nemlig denne sammenblanding af kritik og ”justering”, som i skolereformens kølvand satte scenen for et stort pædagogisk og skolepolitisk drama i perioden 2016-2019. Riisagers og kritikkens mangeartede aktioner forårsagede en konstant bølgen frem og tilbage mellem læringens og skolens begreber i mange forskellige rapporter, høringssvar, debatter og politiske forskydninger.

Riisager skrev efterfølgende bogen ”Selvbyggerbørn”, hvor hun gjorde rede for sine ideer og for nogle af sine oplevelser, og hun bidrog som nævnt også i 2021 til Sidste Chance-bogen. Hendes kritiske arbejde inddrog allerede i hendes ministertid især politikerne Caroline Magdalene Maier fra Alternativet og Jakob Mark fra SF. I bladet Folkeskolen.dk blev hun ligefrem afbilledet som en frihedsgudinde, og i 2019 udarbejdede Danmarks Lærerforening et folkeskoleideal, som i høj grad var præget af kritikkens arbejde med at revitalisere undervisningsbegrebet. Riisager fik også foranlediget en række udtalelser, hvor kundskaber og dannelse stod centralt, og undervejs kritiserede hun sine politiske kolleger for at være alt for underdanige i forhold til de nye konkurrencestatsteorier, som jo havde præget skolereformen.

Og ikke nok med det: Riisager nedlagde og omformede en række af de læringspolitiske rådsdannelser, hun kæmpede for at få dannelsesbegrebet ind i politikken, hun talte både kundskabernes, undervisningens og fritidspædagogikkens sag, og ikke mindst nedsatte hun en såkaldt Rådgivningsgruppe, som var præget af folk fra den kritiske bevægelse, som jo var både fagligt og politisk set særdeles bred. Alligevel blev hun udskammet i Politiken, der kaldte hende for Trump, og af Venstres og Socialdemokratiets læringsbegejstrede skoleordførere, som i slutningen af 2018 sørgede for, at ”justerings”-forhandlingerne blev flyttet til Finansministeriet, der jo om nogen havde støttet skolereformen. Og Riisager forsøg på at revitaliserer skoletraditionen blev også nærmest latterliggjort af DPU’s ledende organer, som understøttede konkurrencestatens læringsbegreb med hud og hår, understøttet af et nyt og globaliseret Aarhus Universitet.

En politisk og fagligt set meget sammensat gruppe af folk fra den kritiske bevægelse måtte skrive en forsvarskronik for Riisager i Politiken, hvis debatredaktør efterfølgende var rystet. Han havde allerede i 2011 kaldt den kritiske og ellers særdeles pluralistiske bevægelse for ”reaktionær”.

Langsomt satte noget af kritikken sig også i dele af det radikale Venstre, især hos folk som Marianne Jelved og Lotte Rod, selvom partiet med dets tilslutning til skolereformen totalt havde mistet kontakten til sit filosofiske grundlag. SF’s synspunkter var vendt 180 grader i forhold til reformen i 2006, som partiet stemte imod. Tilslutningen til 2013-reformen var foranlediget af den såkaldte børnebandes kontakt med corydonske kredse i løbet af de sene 00’erne. I dag har partiet forladt forligskredsen. Det var faktisk Riisager, der som gammel radikaler fastholdt forbindelsen til efterkrigstidens dannelsestradition, dvs. til kundskaber, humanisme og fritidspædagogik.

I samme periode kørte der to juridiske sager, som skabte stor ravage i de pædagogiske miljøer. For det første var der Erik Schmidt-sagen. Odense kommune havde i juni 2014 givet den engagerede og landskendte lærer og redaktør, Erik Schmidt, en tjenstlig advarsel for at kritisere kommunens og skolereformens læringssyn. I advarslen stod der ligefrem, at Schmidt havde ”negative holdninger”, og at Schmidt ikke havde ”forstået forandringerne”. Det var ren totalitarisme efter min mening. Sagen endte i retten hele fire gange på grund af Odense Kommunes og KLs forhalinger og først i november 2018 – altså over fire år senere – afgjorde Landsretten sagen i Schmidts favør med en række almene henvisninger til ytringsfrihedens temaer. Både de pædagogiske og juridiske segmenter var begejstret for denne juridiske sejr over læringens sprog. Dog ikke KL, som var tavs som graven. Man forsøgte at fortie læringens nederlag.

Den anden sag handlede om lektor Keld Skovmand, der allerede i 2016, som ph.d.-studerende ved DPU, havde skrevet kritisk om skole- og læreruddannelsesreformen, bl.a. inspireret af Gert Biesta. Det gav lidt bølgegang på DPU, hvis ledelse jo understøttede skolereformen med 200%. I 2018 forsvarede Skovmand så sin ph.d.-afhandling om samme emne, og efterfølgende klagede han over nogle skolereformsforskere til Aarhus Universitets praksisudvalg. Praksisudvalget sendte af egen drift materialet videre til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, og så var der jo drama. Skovmand tabte uredeligheds-sagen, men hans indholdsmæssige analyser kunne ingen tilbagevise.

Skovmand havde faktisk sammen med Lene Tanggaard været en central aktør i Riisagers rådgivningsgruppe. Men nederlaget i Nævnet i 2019, suppleret med at Finansministeriet havde taget magten over justeringsforhandlingerne, forstærkede de allerede nævnte angreb, som Riisager var udsat for i slutningen af 2018, og som havde fastholdt den finans- og digitaliseringspolitiske konkurrencestats greb om skolen.

Til sidst forlod Riisager politik, og en ny form for socialdemokratisk instrumentalisme kunne forstærke de konkurrencestatslige temaer. Fra 2020 svingede den amerikanske økonom James Heckman taktstokken via den nye minister Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun oprettede forskningscentre og så videre i den nye ånd, der handlede om et nærmest revolutionært statistisk defineret humankapitalistisk lighedsbegreb. Nu var børn en ”investering”. Denne grænseløse ideologi havde allerede præget børnehavepolitikken fra 2010, men nu satte den sig igennem mere generelt, også i familiepolitikken, suppleret af bl.a. Rockwool- og Trygfonden.

Og på samme tid blev der med udgangspunkt i OK2018 etableret et såkaldt ”Sammen om skolen”, hvor organisationer, kommuner og embedsfolk kunne handle pædagogikken af i små konsensusskrifter på KL’s og konkurrencestatens præmisser.

Parallelt med disse processer kørte en kraftfuld digitaliseringsdagsorden med transhumanistiske overtoner. Det skete via det såkaldte Disruptionsråd, men også i KL’s såkaldte ”teknologispring” og flere andre steder. Vi var gået fra 1980’ernes Foucault-inspirerede antihumanisme, over 2000’ernes såkaldte metodiske antihumanisme, som var inspireret af sociologen Niklas Luhmanns systemteori, og til 2020’ernes transhumanisme, hvor det ”humane” opsluges af maskiner. Det hele smeltede sammen i stærkt affirmative strukturer.

Imens Riisager og kritikken vandt skolepolitisk indflydelse fra 2016-2018, så puttede DPU sig lidt sammen med de ventende digitaliseringsdiskurser, som jo prægede det almene hovedspor i VKLA-regeringen. DPU’s ledelse have med sin blanding af konkurrencestat, Foucault og Niklas Luhmann virkelig understøttet skolereformens tanker, og dannelsessiden var mere eller mindre marginaliseret. Mens man på den måde ventede på, at kritikken af skolereformen ville tage af, gik ledelsen ind i stort anlagte kontakter med OECDs stærkt radikaliserede læringsideologi samt med en række tilstødende kompetence- og digitaliseringsdiskurser, som var renset for pædagogisk materiale. Det var ikke et kønt syn.

I dag overlever kritikken mest via enkeltord som ”dannelse” og ”formål”, som aktiveres i tide og utide, men som regel i nærmest ukendelige former og uden forskningsmæssige, historiske eller politiske forankringer.

Skolens turbulens i perioden efter skolereformen påvirkede også andre uddannelsesområder. I 2015 forsøgte den daværende VK-regering at ødelægge gymnasiet som dannelsesinstitution, men efter en kraftfuld tværpolitisk indsats for at redde denne skolereforms særkende, almendannelsen, som blev understøttet af nogle af de samme kritiske miljøer, som jeg nævnte ovenfor, undgik man de værste tidsler. Det skete lige før, at Riisager kom til, og hendes parti, LA, spillede sammen med EL, Alternativet, DF og SF en hovedrolle i kritikken. Et andet eksempel er universiteterne, hvis dyder har været under pres siden universitetsloven i 2003. Her har begrebet ”forskningsfrihed” fået kunstigt åndedræt af nogle marginaliserede videnskabelige miljøer, men med det skolepolitiske kollaps, kan det næppe opretholdes, fordi ”fra tanke til faktura” kan forstærke sin magt over den gispende videnskabelige tradition og livsform.

Kan man vende denne udvikling? På en måde ja, for man kan jo blot lave nogle andre forlig og organisationer. Men det kræver naturligvis, at politikere og medier mobiliserer en stærkere kærlighed til landets pædagogiske tradition og muligheder i stedet for det ødelæggende og altomfattende teknologisk-centralistiske lærings- og evalueringssprog, som man har udviklet siden 00’erne, og som understøttes af de mange grupper og organisationer, hvis eksistens er afhængig af ødelæggelsen.

 

Referencer:

Teksten er en let revideret udgave af en kronik, som blev bragt i Politiken d. 1. maj 2023. https://politiken.dk/debat/kroniken/art9322125/Det-g%C3%A5r-ned-ad-bakke-for-danske-b%C3%B8rn-p%C3%A5-b%C3%A5de-p%C3%A6dagogiske-og-sociale-m%C3%A5l-%E2%80%93-og-ofte-glemmer-man-den-egentlige-skandale

Kronikken bygger på bogen I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning, som udkom på Forlaget Fjordager den 1. maj 2023. http://www.fjordager.com/i-skolereformens-koelvand/

I det følgende vil jeg kort og kritisk gennemgå centrale træk ved DPU’s historie:

Frem til 2000 var lærernes videreuddannelse organiseret i regi af Danmarks Lærerhøjskole, som havde rødder tilbage i 1800- og 1900-tallets folkelige og demokratiske oplysning. Pædagogerne gik på Danmarks Pædagoghøjskole, som blev etableret i 1996, og som selv havde rødder i lærerhøjskolens baggrundstraditioner.

Men i 2000 blev det hele – sammen med yderligere et par institutioner – fusioneret ind i en ny institution, nemlig Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). Denne fusion skete vel at mærke i et opgør med især lærerhøjskolen, der blev opfattet som alt for praksis- og skolerettet.

I stedet tog DPU’s første rektor, idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt, udgangspunkt i begrebet ”læringsadfærd”, som det hed i konkurrencestatens unge år. Schmidt havde sit helt eget filosofiske system, den såkaldte samtidsdiagnose, som var inspireret af en blanding af den franske strukturkommunist Althusser og den sene Nietzsche – en slags tragisk tilpasning til den politiske økonomis herredømme. Og nu skulle Schmidts strukturalisme i kontakt med konkurrencestatens læringsbegreb.

Schmidt konstruerede fire faglige discipliner, som skulle holde lidt styr på læringsadfærden, nemlig pædagogisk psykologi, pædagogisk antropologi, pædagogisk sociologi og pædagogisk filosofi. Alle fire områder fik både en kandidatuddannelse og et ledsagende institut. De gamle lærerhøjskolekredse protesterede, så Schmidt tilføjede en uddannelse i ”generel pædagogik” med et tilhørende institut. Almenpædagogikken og lærerhøjskolens tradition var nu en slags modstands-rest på læringsadfærdens præmis. Så var der styr på det.

DPU’s faglige og organisatoriske eksistens var altså funderet på ”læringens” opgør med landets pædagogiske tradition – et opgør, som i de år bredte sig hos samfundets politiske elite. På DPU opretholdt man dog et vist kritisk momentum op gennem de tidlige 00’ere, dels pga. efterladenskaber fra lærerhøjskolens tradition og dels pga. dele af den kritiske tradition fra 1970’erne, som Schmidt selv var rundet af.

DPU startede op under Undervisningsministeriet, men fra 2005 kom institutionen under Forskningsministeriet og dermed også under den helt nye universitetslov, som omdannede universiteterne til centralstyrede forskningskoncerner i vækstens navn; en ideologisk proces, som blev forstærket af globaliseringsaftalerne i 2006.

På DPU blev dette skifte især tydeligt fra 2008, hvor der skete to ting på samme tid:

For det første blev DPU en del af Aarhus Universitet, hvor en ny rektor fra Verdensbanken ville omdanne universitetet til en global koncern af eksploderende nysprog og en nærmest vild centralisering. Dermed overgik DPU fra at være et selvstændigt universitet til at være et fakultet under et ideologisk radikaliseret Aarhus Universitet.

For det andet kom der en ny dekan for DPU, Lars Qvortrup, som med det samme støttede universitetets og forskningspolitikkens nye idealer. Nu stod den på relevans, læring, data og evidens, og man sammenlignede ligefrem statsminister Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King.

Qvortrup ville omdanne hele Schmidts bygning i eget billede, men stadig med ”læring” som udgangspunkt. F.eks. forsøgte han at nedlægge den filosofiske uddannelse. Da det mislykkedes ville han fyre tre filosoffer, hvilket også slog fejl. I stedet etablerede han en kandidatuddannelse i ”uddannelsesvidenskab”, hvor globaliseringspolitikken og de nye organisationsformer på en tilpasningsdygtig måde kunne spille sammen med en helt tæmmet inspiration fra Foucault. Kort sagt gik ”læringsadfærden” nu i kontakt med det nye globaliseringsbureaukrati, mens Schmidts faglige discipliner og den videnskabelige tradition, som i forvejen var løst funderet, mistede indflydelse.

Qvortrup var tilhænger af en teknisk version af Niklas Luhmanns systemteori, og han samlede hurtigt åndsfæller omkring sig – herunder den indflydelsesrige professor Jens Rasmussen og den senere DPU-leder Claus Holm. En række af de gamle Foucault-folk lagde sig som nævnt også pænt ned i det nye system. Med denne dannelsesfjendtlige konstruktion blev DPU en kraftfuld forstærker af de dybt instrumentaliserede skole- og læreruddannelsesreformer i 2013, som mange i dag skælder ud på.

Da Aarhus Universitet implementerede en stor og kostbar reorganisering i 2011, blev DPU endnu engang degraderet, denne gang fra fakultet til institut. Qvortrup forlod sin post, og Hanne Løngreen blev ny institutleder under Mette Thunø, som blev dekan for et nyetablerede fakultet ARTS. Thunø ville lave det ”frække universitet” og gå “fra viden til handling”, og centraliseringen gik amok. Løngreen fortsatte indtil 2014, hvor hun flyttede til RUC.

I 2013 fik universitetet ny rektor, Brian Bech Nielsen, som med det samme skilte sig af med Thunø. I stedet udnævnte han Johnny Laursen som dekan. Både Nielsen og Laursen havde støttet universitetslovene op gennem 2000’erne, og de havde også været ukritiske mellemledere i det nye globale universitet. De var indbegrebet af den nye ånd, og Bech Nielsen iværksatte straks en fyringsrunde, der skulle skaffe midler til ”strategisk ledelse”.

Ny institutleder på DPU blev Claus Holm, som have været kommunikationschef/dekan siden DPU’s oprettelse i 2000. Holm var selv kraftigt inspireret af Lars Qvortrup og Jens Rasmussen, og faktisk også af Lars-Henrik Schmidt. Holm lagde ud med at nedlægge et klassisk professorat i pædagogik, som ellers lige var besat. I stedet oprettede han nogle strategiske MSO-professorater, som blev befolket af folk med den godkendte indstilling.

Holm inkarnerede de mest problematiske sider af forskningspolitikkens og DPU’s historie. Han blev fan af konkurrencestaten, OECD og ”læring som livsform”, hvilket skulle afløse alt, hvad der mindede om den pædagogiske tradition i landet. Og det nye ARTS-fakultet bakkede op. Som tidligere kommunikationsleder fik Holm med sine synspunkter også magt over DPU’s kommunikationssystemer, som fik et ideologisk og ensrettet præg. Og de gamle kritiske traditioner blev konstant udgrænset, hvis de da ikke makkede ret i de nye begrebsmæssige systemer. Lærere og forskere, som kendte til de pædagogiske traditioner, var oprørte.

Helt almindelige kritiske indlæg blev nu opfattet som tilsvining, mobning og samarbejdsvanskeligheder, og kritikerne blev udsat for kraftige ledelsesanktioner, som kun offentlige protester kunne sætte en foreløbig stopper for. Hele denne faglige og organisatoriske konstellation var en tragedie for landets videnskab og pædagogik. Det var konsekvensen af at gå fra videnskab og pædagogik til læringens livsform under konkurrencestatens herredømme.

Fra 2017-2020 blev den skole- og uddannelsespolitiske debat i højere grad domineret af ældre kritiske traditioner, hvilket ikke mindst skyldtes undervisningsminister Merete Riisagers og professor Svend Brinkmanns indflydelse, og også i Aarhus Universitets bestyrelse var der kommet folk, der kunne tale dannelsens og pædagogikkens sag. I den periode var der derfor lidt stille, mens DPU’s ledelse eksperimenterede med forskellige posthumanistiske og OECD-inspirerede konstellationer af læringsideologien.

I skrivende stund er man imidlertid tilbage i sporet fra omkring 2008-2016 med en ny og mere teknisk indstillet universitetsbestyrelse og med ideologisk betingede afskedigelser af kritiske røster samt angreb på de klassiske fagområders betydning og kritiske fundament. Det er meget sørgeligt at være vidne til dette forstærkede opgør med dansk pædagogisk tradition og dens videnskabelige omgivelser.

Og i 2022 fik DPU’s og ARTS’ ledelse foranstaltet et universitetspædagogisk dokument, som understøttede en centraliseret læringsideologi, der lå i klar forlængelse af skolereformens tankegods. Dette dokument var et direkte opgør med universitet som videnskabelig institution i samfundet.

DPU og ARTS ved Aarhus Universitet er kort sagt ikke et sted for mennesker med kærlighed til videnskab og pædagogik.

 

(Ovenstående tekst er en let korrigeret version af en kronik, som blev bragt  i JP-Aarhus, d. 29. maj 2023: https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/debat/breve/ECE15907884/danmarks-paedagogiske-universitet-er-ikke-et-sted-for-mennesker-med-kaerlighed-til-videnskab-og-paedagogik/)

Yderligere analyse og dokumentation kan tilgås i følgende udgivelser:

Rømer, T.A. (2022). Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering, KLIM.

Rømer, T.A. (2023). I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning, Forlaget Fjordager

Rømer, T.A. (2024, under udgivelse). Om universitetet og dets fjender.

Nedenfor kan man læse seksten analyser og kommentarer vedrørende forskellige pædagogiske og uddannelsespolitiske temaer i perioden fra juni 2023. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på Facebook.

Indholdsfortegnelse:

1. Lidt nyheder fra organisationerne
2. Tokammersystem?
3. Flot omtale af ”I skolereformens kølvand”
4. Tesfayes og Marks aktion
5. Per Stig Møller om et evt. tokammersystem
6. Hvidbog fra Videnskabernes Selskab
7. Flot anmeldelse af ”I skolereformens kølvand”
8. Noter til Tesfayes skærmaktion
9. Boganmeldelse: Libertisme
10. Folkemødedebat om fritidspædagogik
11. Ny bog: Skolens demokatiske tilstand
12. Uren pædagogik i slut-10’erne
13. Skolereformen og Haderslev
14. Gert Biesta og Guds første spørgsmål
15. Politikens “vantro”
16. Første Mosebog

 

1. Den 2. juni: Lidt nyheder fra organisationerne

Jeg har samlet lidt nyheder fra formiddagens vandren:

A.

Danske Professionshøjskoler har givet sin årlige pris til DEA’s direktør, Stine Vrang Elias. Det var professionshøjskolernes formand, Camilla Wang, som uddelte prisen.

DEA har ellers arbejdet stenhårdt for at fjerne dannelse fra landets uddannelser, men tillykke til Stina alligevel.

Camilla Wang er rektor for UC Absalon. Det var hende, der sørgede for, at Brian Degn Mårtensson i 2017 måtte forlade læreruddannelsesarbejdet. Wang mente ikke, at Mårtenssons ph.d.-arbejde om Grundtvigs pædagogiske tænkning passede ind i Absalons teknificerede forskningsstrategi.

Det var pædagogikkens to verdener, som jeg kalder det.

Men nu vil Wang lave læreruddannelse på Vallekilde Højskole! Man må håbe, at ungdommen foretrækker den virkelige vare på Den Frie Lærerskole i Ollerup. Der er ikke andre muligheder, efter at UC’erne lykkedes med at få nedlagt Herning-initiativet.

B.

Ulrik Haagerups Institut for Constructive Journalism ved Aarhus Universitet har fået nyt bestyrelsesmedlem. Det er Maja Horst, som i går også tiltrådte som ny dekan for Fakultetet ARTS.

Jeg tror, at Horst passer fint ind i denne ”konstrutive” sammenhæng, ligesom hendes holdninger passer fint til AU’s ”global university”. Også tillykke til hende.

Horst har også kastet sig ind i twitter-diskussionen om det nye forskningspolitiske kernebegreb, ”arbejdsudbuddet”. Det bliver spændende at følge.

I går var der i øvrigt afskedsreception for den afgående dekan, Johnny Laursen. Han blev fra alle sider hyldet som en vellidt forsvarer af åndvidenskaben. Han har også sendt søde og omsorgsfulde mails til nogle af medieforskerne, når bølgerne gik lidt højt i pressen, fremgår det. Og AU’s medier strømmede over med ros og smukke ord. Der stod ikke noget om hans syn på kritik og pædagogisk forskning.

Det er det nye humaniora. Mærkeligt sted.

C.

Endelig vil jeg sige, at AU’s universitetslæringscenter, CED, søger en ny professor. Da jeg læste opslaget, kunne jeg dog ikke finde noget professor-agtigt, dvs. noget om videnskab, universiteter eller pædagogik og den slags.

Det lader til, at der snarere søges en form for mellemleder, der kan noget om strategi og penge og måske lidt om læring.

Det lyder måske underligt, men det flugter fint med den universitetspædagogiske linje på centret, som også spiler en kæmperolle på DPU og i dekanatet i det hele taget.

CED ligger direkte under universitetsledelsen, og Maja Horst delte da også straks jobopslaget på Twitter.

Links:

Link til omtale af professionshøjskolernes pris: https://danskeprofessionshøjskoler.dk/stina-vrang-elias-modtager-danske-professionshoejskolers-aerespris-2023/

Link til stillingsopslag ved CED: https://ced.au.dk/en/about-the-ced/vacant-positions/job/professor-at-the-centre-for-educational-development-aarhus-university-denmark

 

2. Den 2. juni: Tokammersystem?

Jeg sidder på en bar på Frederiksberg og tænker på, om man burde indføre en form for tokammersystem? Et sådant initiativ vil resultere i to gode og modsatrettede konsekvenser:

a) Det vil umiddelbart set svække den lovgivende magt. Det vil kort og godt blive sværere at få vedtaget en lov, fordi der kommer en magtdeling i parlamentets indre. Dermed vanskeliggøres hastelovgivning, dvs. alt fra nedlukning til bededage og 150 mia. til dit og dat.

b) Men på en anden måde vil et tokammersystem faktisk styrke den lovgivende magt. Det skyldes, at regeringen, altså den udøvende magt, får sværere ved at foreslå og gennemføre hastelove.

Det meget uheldige symbiotiske forhold mellem den lovgivende og den udøvende magt, som har udviklet sig over årene, forpurres dermed. Vi får en form for åndelig og demokratisk ro, som vi kan synge og digte om, og som umuliggør pludselige og banale snuptags-flertal.

Den samlende konsekvens bliver, at forholdet mellem den lovgivende og den udøvende magt korrigeres, og at civilsamfundet og forsamlingsfriheden dermed beskyttes.

Det gælder altså om at bryde den aktuelle symbiose mellem lovgivende og udøvende magt.

Men der er forfatningsteoretisk tankespind i al foreløbighed.

 

3. Den 6. juni: Flot omtale af ”I skolereformens kølvand”

Skolelærer, Tillidsrepræsentant og folketingskandidat for Alternativet, Mark Jewkes, har anbefalet bogen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, som udkom d. 1. maj på Forlaget Fjordager.

Mark Jewkes skriver følgende:

”Købt. Som forgængeren “Skolens Formål” er Thomas Aastrup Rømers nye bog en pageturner men også en “gyser”.  En kriminalroman: whodunnit? Hvem ødelagde folkeskolen? (Hvad fanden – excusé my french – ved Finansministeriet om pædagogik?). Læs den, før din skoleleder .”

Mange tak til Mark Jewkes for denne fine kommentar..

(Man kan finde citatet på redaktør Erik Schmidts FB-væg)

 

4. Den 8. juni: Tesfayes og Marks aktion

Mange tak til Tesfaye og til Jacob Mark for deres beskyttelse af pædagogik og humanisme imod det store digitaliseringspres fra KL, disruptionspolitikken, DPU, OECD og mange medieforskere.

Tesfaye:

Generelt forbud mod skærme i dagtilbud. Tesfaye er en slags filosof. Det har jeg vidst siden hans fine bog “Kloge hænder”. Han elsker håndens værk. Det er børnehavens ven og beskytter. Det er Lars Løkkes modsætning.

Den eneste elektroniske dims, der hører hjemme i en børnehave, er en drejeskive-telefon på kontoret, hvis der er brug for en ambulance.

Mark:

Skærme og især mobiler skal ud af skolen, dog reguleret af skolebestyrelsen og med pædagogisk begrundede undtagelser. Dertil kommer en række strålende forslag om bøger, biblioteker og fælles mål.

Mark kan kritisere bredere end Tesfaye, fordi SF heldigvis har forladt forligskredsen.

Nu skal de to herrer blot ind i mødelokalet sammen med andre interesserede, så vi kan få “digital dannelse” i stedet for “digital socialisering”, som medieforskere på DPU kalder det.

Links:

Tesfaye s forslag: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/jun/230604-tesfaye-i-opgoer-med-skaerme-i-dagtilbud

SF’s forslag: https://sf.dk/sf-vil-have-mobilerne-ud-af-folkeskolen-og-investere-i-fysiske-laereboeger/

Interview med Tesfaye i Berlingske, d. 8. juni: https://www.berlingske.dk/danmark/mattias-tesfaye-goer-det-klart-vil-lytte-mindre-til-en-saerlig-gruppe

 

5. Den 9. juni: Per Stig Møller om et evt. tokammersystem

Per Stig Møller har gjort sig nogle meget interessante tanker om at genindføre Landstinget. Et sådant andetkammer skal tæmme den lovgivende magts aktuelle vildskab, som vi ifølge Møller f.eks. så i forbindelse med nedlukningen og St. Bededagsbeslutningen. Jeg skrev selv om denne logik her på FB for nogle dage siden, så jeg er helt enig med Møller.

I 1953 erstattede man Landstinget med folkeafstemninger i stedet for Landstinget. Folkeafstemningerne skulle holde Folketinget på dydens smalle sti; en funktion, som Landstinget tidligere havde varetaget. men folkeafstemnings-muligheden bruges næsten aldrig.

Spørgsmålet er – og her er jeg inspireret af økonomen Stefan Sløk-Madsen – hvor denne nye ustyrlighed i den lovgivende magt kommer fra? Her er et bud:

Landstinget mister magt allerede fra 1936, og derefter kommer samarbejdspolitikken frem til 1943, hvor Rigsdagen mister legitimitet. Og i 1953 forsvinder Landstinget som sagt helt, mens folkeafstemningerne ikke bruges.

Så staten bliver svag.

Velfærdsstatens tekniske og omfordelende ekspansion er en konsekvens af dette behov for legitimitet uden ledsagende forsinkelsessystemer.

Dermed bliver den svage stat aktiv.

Men langsomt forvitrer den bagvedliggende syntese mellem arbejderbevægelsens og landbrugets frihedsbegreber, som stammer fra 1920’erne (syntese mellem socialisme og grundtvigianisme).

Dermed bliver den svage og aktive stat endnu svagere.

Men når frihedsbegreberne forsvinder, så omdannes alt til teknik, hvilket er definitionen på ”konkurrencestaten”, som er en velfærdsstat uden filosofi og fortid, og som er uden grænser.

Dermed bliver den svage og aktive stat, som er blevet endnu svagere, nu også endnu mere aktiv.

Derfra stammer den nye statslige vildskab og ustyrlighed inde i den lovgivende magt. En vildskab, som opsluger sine egne forudsætninger, dvs. det civile samfunds frihedspraksis.

Kort sagt: Alt kan ske lige pludseligt.

Møller er så lidt nervøs for, at alle mulige partier vil misbruge en evt. grundlovsændring til at indføre diverse mærkesager som klima eller trivsel, og det forstår man jo godt. Det er helt klart et dilemma.

Så mange tak til Møller for interessante tanker.

Jeg vil også nævne, at historikeren Michael Böss forleden havde nogle fine betragtninger om en evt. forfatningsdomstol. Böss er skeptisk over for en sådan domstol af grunde, som går stik imod Stig Møllers analyse, og jeg er ikke helt sikker på at jeg er enig med ham. Men hans begrundelser er faktisk meget interessante, så der er lidt at tænke over. Og selvom om Møller og Böss er uenige om vurderingen af den lovgivende magts problemer, så spiller deres analyser måske alligevel sammen på en konstruktiv måde. Jeg skriver muligvis om det senere, men skal lige tænke lidt mere over sagen.

Links:

Møllers debatindlæg, d. 8. juni: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/demokratiets-fremgang

Böss’ kronik, d. 2. juni: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/michael-boss-pas-paa-med-svaekke-vores-levende-demokrati

 

6. Den 10. juni: Hvidbog fra Videnskabernes Selskab

Det kongelige danske videnskabernes Selskab drøfter i sin hvidbog fra 2021, hvordan det ser ud med universiteternes syn på forskningsfrihed og styring.

Selskabet fremlægger en række forslag, herunder følgende om sikkerhed i ansættelsen:

”Universitetsansatte forskere bør gives bedre sikkerhed i ansættelsen svarende til tjenestemandslignende vilkår og dermed sikres mod til at forsvare egen fri forskning og engagere sig frygtløst i sit fags udvikling såvel som i den offentlige debat.” (s. 7)

Selskabet henviser her til forholdene i andre lande, som generelt set er langt bedre:

”De internationale anbefalinger er helt eksplicitte, mht. at man ikke kan fyre videnskabelige medarbejdere med vage henvisninger til økonomi, relevans eller samarbejdsproblemer, men skal kunne dokumentere, at der ingen anden udvej er.” (s. 38)

Der er jo rene fremmedord på DPU/ARTS/AU, så man kan roligt sige, at selskabet har en pointe.

Selskabet foreslår også, at institutledernes magt begrænses. Det er også en god ide.

Det er selskabets forskningspolitiske udvalg, der står for hvidbogen. Udvalget består ifølge hvidbogen af nedenstående personer. Der er ingen med fra AU eller fra professionshøjskolerne:

Ole Wæver, (formand, KU)

Jeppe Dyre, RUC

Jesper Ryberg, RUC

Thomas Sinkjær, AAU

Susanne Ditlevsen, KU

Frederik Stjernfelt, AAU

https://www.royalacademy.dk/da/Om-selskabet/Medlemmer/Udvalg-og-komiteer/FPU/Aarsmoede2021

 

7. Den 11. juni: Flot anmeldelse af ”I skolereformens kølvand”

Lektor Lone Nørgaard har anmeldt bogen ”I skolereformens kølvand” til det liberalt orienterede netmagasin Indblik.dk.

Nørgaard skriver, at bogen er et ”megaprojekt”, og at den endda er ”fremragende”.

Hun skriver også følgende:

”Den lærde forsker fortjener en kæmpe tak for at have kastet lys over en række vigtige årsager til, at det er lykkedes at svække og ødelægge vores uddannelsessystem. Dermed bliver værket en meget betydningsfuld historisk kilde.”

Og videre:

”Med sin omhyggelige dokumentation af, hvordan ganske få mennesker er sluppet af sted med at smadre det fundament, skolen har stået på i flere århundreder, kan ingen, der kan læse indenad, plædere uvidenhed om den katastrofale udvikling.”

Mange tak til Lone Nørgaard for den flotte anbefaling.

https://indblik.dk/skolereformen-2014-var-stort-taenkt-men-viste-sig-at-vaere-en-kolos-paa-lerfoedder-og-ren-ideologi/

 

8. Den 12. juni: Noter til Tesfayes skærmaktion

A.

Mattias Tesfaye har sagt til Berlingske, at man skal lytte ”lidt mere” til andre forskningsmiljøer, end dem man plejer. Dermed sigter han især til medieforskerne ved AU’s fakultet ARTS, som i mange år har haft stor indflydelse på dette emne.

Blandt medieforskerne selv bliver dette ”lidt mindre” så til, at ministeren slet ikke vil lytte til forskning! Hans markering kaldes endda for ”populisme”. Og den nye dekan for ARTS, Maja Horst, skrev også, at ministeren ”ikke vil lytte” til forskningen.

Det er svært at være nuanceret, må man sige, når ”lidt mere” på den måde omdannes til ”populisme”.

Jeg er heller ikke bekendt med, at medieforskerne selv har diskuteret med de mange digitaliseringskritiske røster, dvs. ”lyttet lidt mere”. Det, som jeg har set i tidens løb, er en form for ufilosofisk og naiv boble, som helt overser sagens filosofiske, politiske og dannelsesmæssige aspekter.

B.

Tesfaye fortæller desuden, at han også kigger på andre landes syn på skærmpolitikken. Han har nævnt Frankrig, USA og Norge. Det lyder jo som en god ide at kigge lidt rundt.

Men det bliver så pludselig til, at han vil lade sin skærmpolitik ”diktere” fra USA, læste jeg et sted! Igen ser vi denne nærmest vilde radikalisering af Tesfayes synspunkt.

Og ligger Silicon Valley og Singularity University ikke i USA? Men det betyder måske ikke noget? Det er det, jeg mener med ”naiv boble”.

Tesfaye siger også, at der er en form for kategoriforskel på ”en skovl og en skærm”. Tak for denne hyldest til håndværket. Men den slags er nok det mest provokerende, man kan sige til den ukritiske medieforskning.

Tesfaye har udfordret den forskningspolitiske magt. Det er der ingen tvivl om. Og magten er blevet nervøs. Den tror, at de digitale systemer er en blanding af en skovl og en lommeregner. Igen ser vi denne naivitet.

Det er især forskeren Stine Liv Johansen, som er blevet en slags omdrejningspunkt for denne diskussion, og som også omtales og interviewes i Berlingskes artikel om sagen. Hun blev i 2019 formand for Medierådet, men blev ”gået” i 2022 af kulturministeren, formentlig fordi hun ville digitalisere børnelivet for meget og for ukritisk, og måske også fordi hun ikke havde sans for de sociologiske og politiske aspekter af sagen.

C.

I morgen kommer et helt andet tech-råd, som blev nedsat i 2022, med sin afrapportering. Her er den mere kritiske Mikkel Flyverbom formand. Flyverbom havde i sidste uge en meget digitaliseringskritisk kronik i Politiken, som han havde skrevet sammen med lægen Imran Rashid, som helt klart er på Tesfayes hold, og som har taget initiativ til en kæmpeunderskriftsindsamling om emnet. Rashid har nærmest været udskammet af de selvsamme medieforskningsmiljøer, som nu nu føler sig lidt forladte.

Men det er selvfølgelig tankevækkende, at medieforskningens robotglade synspunkter ligger i direkte forlængelse af den disruptionsideologi, som blev udviklet under Lars Løkke Rasmussens regering, stærkt bakket op af KL og i direkte forlængelse af skolereformens filosofi. I den forstand er det statens kamp mod staten.

D.

I debatten har man fremhævet en rapport om skærmforbrug i dagtilbud. Rapporten er 2020 og bygger på 3½ års gamle data.

Rapportens anbefalinger er, at der skal være et langt kraftigere pædagogisk fokus på ”digital socialisering”, som det kaldes, dvs. flere robotter og så videre ud af KL- og disruptionstangenten. Der er ingen reservationer overhovedet.

Rapporten viser, at stort set alle dagtilbud bruger digitale medier i pædagogikken. Børn sidder med en skærm i 10 minutter om dagen. Det lyder måske ikke af så meget, men her skal man huske, at det er 10 minutter pr. barn. Hvis der er 20 børn i stuen, så betyder det, at I-padden er fremme store dele af børnehavens hverdag. Desuden tror jeg, at flere af respondenterne, som mestendels er ledere, vil have en tendens til at underdrive tallene. Endelig kan man næppe udelukke, at rapportens undersøgelsesdesign er påvirket af rapportens almene og helt ukritiske ideologi.

For man skal huske på, at rapportens forfattere mener, at der skal endnu mere digitalisering ind i børnehaven. Pædagogerne skal være ”nysgerrige” og ”betragte digitale medier som legetøj”, som det hedder i de totalt ukritiske ”anbefalinger”.

Rapporten viser faktisk, at der er gode effekter ved at begrænse brugen af digitale medier, men det resultat får forfatterne helt skrevet ned i grøften. På den måde følger de en linje, som allerede blev lagt i en tilsvarende rapport om skærme i skolen fra 2018, ”Skærm-skærm ikke”, med delvist samme forfatter. Også her var der god effekt af mobilforbud i skolen, men alligevel mente forfatteren, at et sådant forbud var et problem, fordi børnene jo skulle lære om 21. century skills og så videre.

Rapportens hovedforfattere, Andreas Lieberoth og Ditte Winther-Lindqvist, kommer fra DPU og dermed netop ud af de ARTS-medieforskningsmiljøer, som Tesfaye vil lytte ”lidt mindre til”.

Begge støttede DPU’s og ARTS’ autoritære aktion mod pædagogisk kritik i december 2022. Det vil sige, at begge to i høj grad understøttede, at man ville lytte ”mindre” til nogle bestemte forskere. De var “kompetente”, som man siger.

Links:

Link til interview med Tesfaye: https://www.berlingske.dk/danmark/mattias-tesfaye-goer-det-klart-vil-lytte-mindre-til-en-saerlig-gruppe

Link til rapport om dagtilbud fra 2020: https://dpu.au.dk/fileadmin/edu/Udgivelser/E-boeger/Ebog_-_Hvem_sidder_der_bag_skaermen.pdf

Det nye tech-råd, med Mikkel Flyverbom: https://em.dk/nyhedsarkiv/2022/juni/ny-ekspertgruppe-skal-stoette-regeringens-haandtering-af-tech-giganter/

Kronik i Politiken fra sidste uge af Flyverbom og Rashid: https://politiken.dk/debat/kroniken/art9379960/Eksperter-Det-digitale-Danmark-mangler-en-grundlov

Analyse af 2018-rapporten om skærme i folkeskolen (inkl. link til rapport): http://www.thomasaastruproemer.dk/skaerm-skaerm-ikke-ny-rapport-om-mobiler-i-skolen.html

Støtteerklæringen til Claus Holm, december 2022: https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-kollega-modsvar-i-debatten-om-afskedigelser-pa-dpu/4689601

 

9. Den 13. juni: Boganmeldelse

Jeg anmelder kun bøger, jeg godt kan lide, og derfor har jeg anmeldt Lene Rachel Andersens tankevækkende bog ”Libertisme – begrib det 21. århundrede” til Årsskriftet Critique.

Bogen er en hyldest til national dybde, åndelig udvikling og verdensborgerlig interesse. Det er især friheds- og dannelsesbegreberne, der svinger taktstokken.

Andersen kalder sin dannelses- og frihedsvision for ”metamodernitet”, hvilket er det modsatte af en såkaldt ”hypermodernitet”, som er en form for teknologisk og global dystopi.

Men alt det kan man læse lidt mere om i anmeldelsen og meget mere om i selve bogen.

https://aarsskriftet-critique.dk/2023/06/libertisme-skal-teknologien-bemaegtige-sig-menneskets-indre/

 

10. Den 14. juni: Folkemødedebat om fritidspædagogik

I det Radikale Venstres telt afholder MF, Lotte Rod, et såkaldt ”fritidspædagogisk værksted” om formålet med fritidspædagogik.

Jeg sidder i panelet sammen med følgende personer, som nok skal gøre mig klogere:

Trine Ankerstjerne, BUPL

Keld Skovmand, UCL

René Hedegaard Nielsen, afd. leder ved klubben ”Stedet” i Viborg.

Jeg skal formentlig snakke lidt om, hvad et formål egentlig er for noget – nemlig på sin vis det modsatte af ”et mål” – og derfor også om fritidspædagogikkens skønne baggrundstraditioner, dvs. skrammologi, demokrati, værksted og dannelse; åndens og hændernes livlige flok.

For-mål er for-tid, og dermed også for-fatning. Kort sagt: Det fælles liv på slægternes frie gårde og på arbejdernes energiske fælled.

Og så kommer jeg måske også til at rose både Lotte Rod og Merete Riisager for deres interesse for dette emne, hvis substans efter min mening står i modsætning til den skolereform, som de radikale (men ikke Risager) promoverede så kraftfuldt i sin tid, og hvis ånd stadig hersker, for tiden i form af en statistisk og tvangsmæssig ”trivsel”.

Mine egne børn gik faktisk på fritidshjem i Aarhus omkring årtusindeskiftet, dvs. lige før, at institutionsformen blev næsten nedlagt og i stedet underlagt skolen, nu som en “ordning” . Der var protestoptog på Park Allé.

På det pågældende fritidshjems hoveddør stod der “mobilfri zone”.

Og selv var jeg pædagogmedhjælper på fritidshjemmet Skovvang tilbage i 1984-85. Det var der, jeg mødte min store kærlighed ved en listig manøvre. Fri tid er starten på al kærlighed. Vi demonstrerede selvfølgelig også imod Poul Schlüter med flotte bannere og så videre, hvis vi da ikke spillede simultan-skak med Gøgler-Harry, som huserede i Århus Nord i de år.

Det hele foregår på fredag kl. 12 på Cirkuspladsen i Allinge (telt C10)

 

11. Den 19. juni: Ny bog: Skolens demokratiske tilstand

Der er er kommet en ny bog på Hans Reitzels Forlag. Den hedder ”Skolens demokratiske tilstand – dekalog, didaktik og dialog”.

Udgivelsen blev præsenteret ved et arrangement på folkemødet, hvor alle tilhørerne – herunder jeg selv – sørme fik et gratis eksemplar.

Bogen er skrevet af trekløveret Keld Skovmand, Lene Tanggaard og lærerinden Mette Frederiksen. Alle tre var centrale personer i Merete Riisagers Rådgivningsgruppe omkring 2017, hvor de understøttede Riisagers såkaldte ”justering” af skolereformen med en række flotte og kritisk anlagte seminarer og rapporter. Jeg skriver en masse om det i min seneste bog ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”.

Det fremgår også, at den ny bog udspringer af en række møder på Testrup og Ryslinge højskole, også omkring 2017. Der var gang i den kritiske bevægelse i de år.

Og nu har vi så fået endnu en hel bog om emnet. Det er svært at få armene ned over denne genopfriskning af ånden fra de kritiske år.

Udgivelsen er finansieret og støttet af Københavns Lærerforening, hvis formand, Katrine Fylking, svinger håndtasken i et kort og kritisk forord, hvor hun fortæller om ”topstyring, tidsstyring og målstyring”, om at ”skolen er bragt ud af balance”, og om at ”åndsfrihed, ligeværd og demokrati er sat under pres”. Her kunne de centrale dele af DLF lære noget, synes jeg.

Dernæst følger selve bogens tekst, hvor de tre forfattere fortsætter Fylkings kritiske linje. Vi lærer, at skolen er præget af ”overfladisk ensretning og åndløs dokumentation”, og der tales om en ”fejlslagen skolereform”.

Men det meste af bogen er faktisk meget opbyggeligt. Der er tale om et omfattende forsvar for skolens formål og dettes tradition og filosofi samt det tilhørende kundskabsliv. Det er §1 og §5 i syntese, for nu at sige det på den måde.

Der står intet om arbejdsudbud, trivsel, klimamål, verdensmestre eller identitetspolitik. I stedet handler skolen om åndsfrihed, ligeværd og demokrati, og forfatterne har lavet ti flotte bud på en demokratisk pædagogik, som endda er præget på stentavler for at understrege betydningen af pædagogikkens urtidsprocesser.

Der er også et flot citat fra genforeningssangen ”Som en rejselysten flåde” om det frie og ”morgenmuntre og lattekrogede” sprog og så videre. Skolen er et ”kaldsfællesskab”, lærer vi.

Filosofisk set er det især Gert Biestas indflydelse, der svinger taktstokken, men der er også solide reference til John Deweys arbejde. Heroverfor sættes så den ”lærings-revolution”, som skolereformen jo var tænkt som, og hvis filosofiske struktur stadig er operativ, ikke mindst i kredsen omkring DPU’s autoritære ledelse, som især Skovmand da også måtte kæmpe imod i de kritiske år.

Der er også nogle gode upraktiske metoder til klasseværelset. Der er trods alt solid didaktisk repræsentation i forfattertrioen.

Måske mangler der lidt reference til de mere aktuelle diskussioner? Det er lidt som om, at bogen er skrevet i 2017. Men på en måde er det uaktuelle også en slags styrke.

Måske skulle man dele bogen ud til alle landets lærere og kommuner og selvfølgelig også til skolereformens forligskreds?

PS: På s. 45 er der en lille tabel med ordoptællinger til ministeriets 47-siders lange vejledning om læringsmålstyret undervisning fra 2014. Her er nogle eksempler fra optællingerne:

Læring: 418 hits – Dannelse: 0 hits

Mål: 459 hits – Åndsfrihed: 0 hits

https://hansreitzel.dk/products/skolens-demokratiske-tilstand-bog-59598-9788702404180

 

12. Den 20. juni: Uren pædagogik i slut-10’erne

I går omtalte jeg Skovmands, Tanggaards og Frederiksens nye bog om demokratiets tilstand. I den forbindelse rendte et par andre udgivelser mig i hu.

Midt i kritikkens tid, i 2017, udkom en tankevækkende bog, der samlede tidens ånd op, dvs. en form for ”uren pædagogik”. Jeg tænker her på bogen ”Ustyrlighedens paradoks – demokratisk (ud)dannelse til debat”. Bogen er skrevet af to lektorer ved SDU, nemlig Herdis Toft og Dion Rüsselbæk Hansen.

Bogen indeholder en kritisk drøftelse af forholdet mellem demokrati og dannelse, og den bygger på interviews med en række af tidens toneangivende kritikere, herunder tre politikere:

Merete Riisager (LA)

Jakob Mark (SF)

Carolina Magdalene Maier (dengang Å)

Fagligt set var forfatterne inspireret af udenlandske filosoffer som J. Ranciére og G. Agamben. Herhjemmefra er det især Lars-Henrik Schmidt og kulturforskeren Henrik Kaare Nielsen, der svinger inspirationsstokken, og som også er interviewet. Og Grundtvig spiller faktisk en ikke ubetydelig rolle i sagen.

De to ret radikale latinske filosoffer gør gode ting ved de danske inspirationskilder, som ellers nogle gange godt kan gå lidt i stå. Det hele ender ud i en god sans for magtens veje, for nu at sige det på den måde. Selv World Economic Forum får et fur.

Bogen gav faktisk anledning til en fin konference på Christiansborg, hvor “dannelsen” fik et kærligt kram. Det var tider!

Vi er jo i 2017, så det var efter, at Lars-Henrik Schmidts og Claus Holms intellektuelle veje skiltes. Denne skilsmisse kan man faktisk læse om i en anden bog, ”Livsduelighed – fra Grundtvig til konkurrencestat”, som docent ved KP, Pia Rose Böwadt, udgav i 2019. Bogens analyser er en omfattende kritik af Claus Holms pædagogiske konkurrencestatsideologi, som jo består i et opgør med hele den Løgstrupsk-Grundtvigske strømning i dansk pædagogik, dvs. netop den strømning, som Toft og Hansen arbejder med at få i tale på den kritiske teoris præmis.

Fra omkring 2007 gik Holm sammen med Lars Qvortrup og Jens Rasmussen i stedet for med Schmidt; en konstellation, som også Toft og Hansen er særdeles kritisk overfor i et kapitel, der kaldes ”Styrings- og systemlogikker”, hvor KL-DPU-Hattie-symbiosen får kritik.

Fra nu af bestod Schmidts rest-påvirkning af Holm blot i, at man skulle nyde at være i konkurrencestaten. Herfra styrtede DPU i grus.

Denne situation belyses faktisk også i Peter Kemps bog ”Løgnen om dannelse – opgør med halvdannelsen”, som udkom i 2015, hvor ikke mindst Qvortrup, Jens Rasmussen og Antorini kritiseres for deres uretmæssige ekspropriation af dannelsesbegrebet.

Kemp var tidligere institutleder for pædagogisk filosofi, som Qvortrup og Holm havde forsøgt at nedlægge, fordi den slags ikke var “relevant”.

Kigger man i Holms ph.d.-afhandling fra 2012 får man syn for den ledelsesmæssige og strukturelle sammenhæng. Her kan man læse følgende i forordet:

”Professor og rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt satsede på forskningsformidling, det samme gjorde professor og dekan Lars Qvortrup for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Jeg takker begge for at inspirere, støtte og skabe plads til at udvikle formidlingsindsatsen ved DPU.

(…)

Professor Jens Rasmussen og lektor Søren Kruse takker jeg for et rigtigt godt samarbejde om bogen ”Viden om Uddannelse” (Rasmussen m.fl. 2007). Og Jens Rasmussen skylder jeg en særlig tak for at stille sig til rådighed som en vedholdende, interesseret og diskuterende vejleder”.

Imens den urene pædagogik bredte sig i 2015-2019, gik Holm og DPU i en slags ventende globaliserings- og digitaliseringsmode. Det passede perfekt til det nye ”global university”, som udviklede sig i Aarhus efter især 2011. Det nye DPU gik i symbiose med det reformerede ARTS under konkurrencestatens overhøjhed.

I dag er både Riisager og Magdalene Maier ude af politik, så Mark står lidt alene. Ranciére taler ingen om, og Agamben er endt som konspirationsteoretiker pga. hans fremragende coronakritik. Lars-Henrik Schmidt er død, og Henrik Kaare Nielsen ved jeg ikke hvad laver.

Så tilbage står blot Claus Holms konkurrencestat og nogle gamle bøger.

Litteratur:

Herdis Toft & Dion Rüsselbæk Hansen (2017). ”Ustyrlighedens paradoks – demokratisk (ud)dannelse til debat”, Klim.

Pia Rose Böwadt (2019). ”Livsduelighed – fra Grundtvig til konkurrencestat”, Hans Reitzels Forlag.

Peter Kemp (2015): ”Løgnen om dannelse – opgør med halvdannelsen”, Tiderne skifter.

Claus Holm (2012). ”Kampen om troværdigheden – forskning i formidling”, Aarhus Universitet.

 

13. Den 21. juni: Skolereformen og Haderslev

I august 2015 skrev Stefan Hermann sammen med Claus Hjortdal fra Skolelederforeningen og Mikkel Haarder fra EVA en fuldstændig ukritisk hyldest til skolereformen i en kronik i Politiken. Der var dømt ledelse, styring og læring så langt øjet rakte. Her får man virkelig en fornemmelse af, hvorfor “uren pædagogik” var på sin plads i de år.

Allerede tilbage i 2010 havde Hermann, sammen med to andre nye UC-rektorer og DPU-leder Lars Qvortrup, skrevet en underdanig hyldest i Berlingske til Lars Løkke Rasmussen, som de sammenlignede med Martin Luther King.

Professionshøjskolerne og DPU anglede efter identitet hos den nye svage og globaliserede stat, som omdannede pædagogik til “læring”.

Det var denne (førstnævnte) 2015-kronik, som fik lektor ved UC-Syd, Iben Benedikte Valentin Jensen, til at tænde helt af. I en række tankevækkende indlæg og bøger beskrev hun sin filosofiske harme og sine erfaringer med de nye professionshøjskoler. Hun fik endda foranstaltet et fakkeloptog ved Christiansborg, som bl.a. var med til at vække lærerforeningen fra dens slummer i Antorinis Ny Nordisk Skole. Man kan læse om det hele i bogen ”Tag ansvar – opgør med læringstyranniet” fra 2015. En sand heltinde!

Iben kom ud af Haderslevs meget levende seminariemiljø, hvor også de to Dietricht Benner-folk, Alexander von Oettingen og Leo Kommischke-Konnerup, havde deres udspring. Hele flokken (dvs. alle tre) var inspireret af Holger Henriksens store arbejde med pædagogiske emner, og for især Ibens og Leos vedkommende var der også inspiration fra miljøet på Askov Højskole omkring forstander Hans Henningsen. Af forskellige personlige og faglige årsager gik hele denne Haderslev-sammenhæng i opløsning, hvilket efter min mening har været meget uheldigt for læreruddannelsesområdet.

Lektor Niels Buur Hansen var også med i miljøet, og Jørgen Gleerup fra SDU var også en del af sammenhængen på forskellige måder. Faktisk etablerede de sønderjyske og fynske seminarier en form for regionalt alternativ til DPU i 2001 med Gleerup som leder. Og Gleerup var faktisk ret glad for den urene pædagogik, som jo kom frem ca. 10 år efter. Man burde studere alt dette nærmere.

Det er også lidt tankevækkende, at UC Syds rektor i 2010, hvor hovedsædet netop lå i Haderslev, ikke deltog i Qvortrups og Hermanns kronik i Berlingske. Måske var den daværende rektor, Søren Vang Rasmussen, lidt mere kritisk indstillet? Han havde faktisk støttet Gleerups nye center i 2001. Men det er gætværk. Findes der overhovedet noget om UC Syds historie? Eller om de andre UC’er for den sags skyld?

Efter Vang Rasmussen blev Birthe Friis Mortensen rektor i 2012, hvorefter Haderslev-indflydelsen lod til at sive (UC Syd og UC Vest blev også lagt sammen i 2010, og hovedsædet flyttede til Esbjerg, hvilket forstærkede marginaliseringen af Haderslev). Von Oettingen steg i graderne og blev rektor i 2021.

Der var et livligt miljø i Haderslev frem til midt i 00’erne, hvorefter UC’erne og de omtalte kronikker efterhånden tog over. I dag er von Oettingen som sagt rektor på UC-Syd, men jeg ved ikke, hvor meget Haderslev-ånd, der evt. er tilbage i baglokalerne. Holger Henriksen og Iben er døde, og Leo er direktør i Karisefonden, som huser specialpædagogiske opholdssteder.

Dermed er en central inspirationskilde til de fattige professionshøjskoler spredt og tørret ud.

Nedenfor kan man læse begge kronikker (på net-versionen af 2015-kronikken står Hermann angivet som eneforfatter, men de to andre var også med. Det kan man se i papirversionen).

Jeg vedhæfter også en liste med alle Ibens arbejder. Hun gjorde en enorm indsats for den kritiske bevægelse i 2010’erne, og hun bidrog også – kort før sin alt for tidlige død i 2022 – til antologien ”Sidste chance – perspektiver på dannelse”.

Litteratur:

Hermanns, Haarders og Hjortdals kronik, august 2015: https://politiken.dk/debat/kroniken/art5591787/Vi-vil-have-en-st%C3%A6rk-og-stolt-skole

Qvortrups, Hermanns mfl.’s kronik, juni 2010: https://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen

Liste over Ibens arbejder: https://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen

 

14. Den 22. juni: Gert Biesta og Guds første spørgsmål

I 1999 skrev Gert Biesta en artikel, hvori han drøfter postmodernismens konsekvenser for pædagogik og eksistens. Han spørger til, hvad mennesket er, hvis man accepterer Foucaults kritik af det moderne subjekt.

Biestas svar er, at det postmoderne ”who” er knyttet til et ”where”.

I den forbindelse har han en tankevækkende reference til 1. Mosebog:

”It is perhaps not without significance that the first question God poses to man (Adam) is precisely this question of location: “Where are you?” (GT, 4:9)

Årsagen til Guds spørgsmål er, at Adam og Eva har gemt sig efter syndefaldet. Men det er jo lidt mærkeligt, og også lidt sødt, at Gud ikke kan finde sin egen skabning.

Så den postmoderne tilstand er funderet i Guds afmagts-spørgsmål, ”Hvor er du?”, som ifølge Biesta også indeholder spørgsmålet: ”Hvem er du?”.

Den postmoderne mand og kvinde skjuler sig i krattet, men kaldes frem af den store ånd i ny og næ. En så skøn beskrivelse, kunne de moderne poststrukturalister sandelig lære noget af.

Dertil kommer, at Gud faktisk forinden har erklæret, at Adam skal dø, hvis han spiser af æbletræet. Eva har dog ikke hørt det fra Gud selv, for hun skabes først bagefter, og Gud retter da også sit spørgsmål eksplicit til Adam. Eva er måske derfor lidt mere frisk i sin omgang med frugterne. Girls just wanna have fun!

Måske er det også derfor, at Gud trækker i land? I stedet for døden giver han dem begge to et dejligt menneskeliv med kærlighed, ejendom, mad og tøj, blot pakket ind i nogle grimme ord. Og det er ikke sidste gang, han fortryder, men det lader jeg ligge her.

Godt at Gud er så blød og gavmild og spørgende. Han er en slags passiv magt, der får mennesket til at titte frem fra mørket.

Tilbage til Biesta: Det er interessant, at han finder svaret på sit postmoderne spørgsmål i Biblen; en linje han faktisk genoptager i 2014 i bogen ”The Beautiful Risk of Education”. Her funderer han undervisningsbegrebet i John Caputos ide om ”the weak god”. Guds ”hvor er du?” er jo på en måde også et udtryk for denne ”svaghed”.

Der er ud af hele den sammenhæng, at Biesta definerer uddannelse som en ”svag aktivitet”. Denne ”svaghed” får dog sin egen kraftfulde tilsynekomst i hans begreb om ”transcendental violence”, som allerede slås an i 1999-artiklen. Dermed bliver ”undervisning” til en slags fremkaldende spørgen til subjektets sted, som får subjektet til at komme til syne. Søren Kierkegaard spiller faktisk også en rolle i 2014-versionen af sagen.

Det bliver dog et problem for Biesta, i al fald i 1999-artiklen, at han oversætter sit ”where” til et spørgsmål om ”space”. Dermed mister han sansen for det centrale postmoderne svar, som snarere handler om ”place”. Menneskets gave/straf er jo ikke rummet, men jorden.

På den måde overser Biesta også, at Hannah Arendt, som han ellers selv omtaler i både 1999 og 2014, i høj grad trækker på den humanistiske og ”earthly” tradition, som Foucaults kritiserer. I stedet ender hun i Biestas analyse som fortaler for “intersubjective space”, hvilket er lidt synd, synes jeg.

Men Biesta har faktisk god sans for Foucaults muligheder, især for den sene Foucaults arbejde med et filosofisk selv, som er præget af stoicismen, og som dermed ikke er uden anknytning til f.eks. Svend Brinkmanns interesser. Brinkmann har dog mere sans for ”stedet”, hvilket skyldes, at han kommer ud af den situerede psykologi. Og selv hvis man medtager Foucaults muligheder, så vil han – altså Foucault selv – altid mangle ord til det centrale spørgsmål:

Where are you?

Litteratur:

Gert Biesta (1999): ”Education, Identity and the Question of Location”, I: Carl Anders Säfström (ed.): “Identity”, Studenterlitteratur.

 

15. Den 22. juni: Politikens “vantro”

I sensommeren 2018 forsøgte det gamle skolereformssegment at udskamme undervisningsminister Merete Riisager.

Vi var derfor nogle stykker, der gik sammen om en forsvarskronik for Riisager og for pædagogikkens bløde sag imod konkurrencestatens og skolereformens fokus på styring, læring, evidens, fremtid og produktivitet.

Desværre meddelte Riisager kort tid efter sin kommende afgang, og efterfølgende blev de skolepolitiske forhandlinger – efter pres fra reformtilhængerne – ligefrem flyttet over i Finansministeriet. Skolereformen havde sejret.

Men mange af de begreber, Riisager bidrog til at få tilbage på dagsordenen, er i dag stadig til stede i debatten, hvor de til gengæld må kæmpe en hård kamp for at beholde deres betydning.

Her er kronikkens syv forfattere, som kommer fra forskellige faglige og organisatoriske sammenhænge. Der er dog fire folk med rødder i pædagogiske filosofi, et fag som dermed viste sin store relevans i samfundet:

Brian Degn Mårtensson

Niels Jakob Pasgaard

Peter Kemp

Lene Tanggaard

Christian Egander Skov

Mikael Busch

Thomas Aastrup Rømer

Folkene på Politiken havde kaldt Riisager for ”Trump”, og debatredaktøren var ligefrem ”vantro” over kronikkens synspunkter. Han mente, at Riisager var den ”mest katastrofale undervisningsminister i mange år”, og at kronikkens synspunkter var ”konspiratoriske”!

Redaktionen havde tydeligvis ikke kendskab til den omfattende faglige kritik af skolereformen, som havde udviklet sig siden 2014.

Med sine formuleringer forstærkede Politiken derfor relevansen af kronikørernes pointe. Jeg blev også selv beskyldt for konspirationsteorier af DPU’s førende kredse, som da også selv havde trukket Trump-kortet mod Riisager. Og Svend Brinkmann blev kaldt populist i Information og så videre. Den “urene pædagogik”, som byggede på et bredt filosofisk, socialvidenskabeligt og psykologisk fundament, var virkelig snavset i de år.

Jeg beskriver disse emner grundigt i bogen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, som udkom i sidste måned.

Links:

Kronik i Politiken, august 2018: https://politiken.dk/debat/kroniken/art6666864/Drop-kritikken-af-af-Merete-Riisager.-Hun-er-den-bedste-undervisningsminister-i-mange-%C3%A5r

Debatredaktørens svar: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6669779/Drop-kritikken-af-Politiken.-Merete-Riisager-er-den-mest-katastrofale-undervisningsminister-i-mange-%C3%A5r

 

16. Den 23. juni: Første Mosebog

Jeg har en kommentar til 1. Mosebog. Det går ud på følgende:

Gud skaber mennesket to gange. Først i kapitel 1, hvor han skaber mand og kvinde på en gang, og hvor de to turtelduer skal lave slægter og så videre. Det er helt efter bogen og en del af den store skabelsesakt.

Men så skaber Gud mennesket en gang til i kapitel 2. Her foregår det på en lidt anden måde:

Først skaber Gud et menneske og sætter det i Edens have. Dette menneske er Adam. Adam betyder blot ”menneske” på hebraisk, så der er endnu ikke et egentligt køn. Gud truer og siger til Adam, at hvis han spiser af kundskabens træ, så ”skal du dø”.

Det er først efter dette forbud, at Gud skaber en ”ledsager” til Adam. Det har egentlig ikke noget med frugtbarhed at gøre i første omgang. Det handler bare om, at Adam ikke skal være ”alene”. Der skal være et fællesskab.

Derfor skaber Gud en ledsager, som nu omtales som ”kvinde”. Først i dette øjeblik bliver Adam til en ”mand”, og nu skal de så blive ”ét kød”, som der pludselig står. Kvinden er endnu uden navn.

Så kommer slangen og lokker kvinden, som lokker Adam. Det fremgår, at kvinden godt ved, at hun ikke må spise fra træet. De skammer sig og gemmer sig for Gud.

Men måske har kvinden kun hørt om reglen på anden hånd, for da Gud opdager regelbruddet, så kalder han kun på Adam: ”Hvor er du?”, spørger han. Spørgsmålet er: hvor meget ved kvinden egentlig på dette tidspunkt? Hvorfor er det kun Adam, der anråbes.

Derefter kommer Guds straf, men pludselig er der alligevel ingen, der skal ”dø”. Nu handler det om, at de skal føde børn, have tøj på og arbejde med deres fælles jorde og få kundskaber og så videre. Det lyder jo hyggeligt, selvom Gud skælder ud. Og ingen dør. Mennesket får foræret jorden som mand og kvinde. Det er jo ikke en virkelig straf, tværtimod er det en gave. Kort sagt: Gud fortryder.

Først herefter får Eva sit navn, som betyder ”alt levende” på hebraisk. Hun blev ”mor til alle mennesker”, som der står. Så Eva får og giver liv. Guds straf er en gave, hvilket også afspejles i navngivningen. Hermed fødes fødslen, dvs. Hannah Arendts natalitet, som også er politikkens årsag. Det er ”life on earth”, som Arendt kalder det.

Så ”mennesket” og ”alt levende” bygger sig et liv på jorden, som man både kommer af og bliver til. Derfra går det amok i lange liv og slægter, så Gud til sidst må sige, at man altså max må leve i 120 år.

Det lyder hyggeligt. Godt at Gud fortrød det med at ”dø”. Dermed fik vi både løftet, skammen og tilgivelsen og kundskaber og kærlighed på jorden. Og vi slap for at blive 500 år gamle.

Efter Claus Holms afskedigelse gik Dansk Magisterforening ind i sagen. Foreningen bad i den forbindelse advokatfirmaet Lind om at vurdere min afskedigelsessag. Advokaten udarbejdede i april 2023 et notat, som fylder 14 sider, og som bekræftede DM’s egne advokaters synspunkter. http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Notat-om-opsigelse-ved-AU.pdf

Advokaten mener, at Claus Holm og Aarhus Universitet har brudt forvaltningslovens regler på to måder:

“- dels idet man har forsømt at partshøre Thomas Aastrup Rømer om nogle faktuelle forhold, som indgår i Aarhus Universitets afgørelse og

– dels idet begrundelsen for afskedigelsen ikke på fyldestgørende vis redegør for, at disse faktuelle forhold har indgået i beslutningsgrundlaget.”

De helt nye “faktuelle forhold”, som omtales i citatet, kom ifølge advokatens notat frem i forbindelse med et møde mellem Dansk Magisterforening og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen den 14. marts 2023. Dette ”faktuelle” består af tre helt ubestemte henvendelser fra unavngivne forskere til DPU’s ledelse. Jeg har ikke hørt om nogle af disse henvendelser før, og jeg kender ikke til deres indhold, forfatter eller baggrund. Og i fyringsbrevet skrev Holm, at der ingen kritik var under det kollegiale kriterium. Jeg har altså på sin vis lavet min indsigelse imod fyringsvarslet på falske præmisser. Begrundelserne kommer og går i helt tilfældige ryk.

DM ønskede dog ikke at rejse sag mod universitetet, fordi disse lovbrud ifølge advokaten bliver ”absorberet” af arbejdsretten, som det hedder i notatet med henvisning til to højesteretsdomme fra 2007/08. Det skyldes, at afskedigelsen er en del af en større fyringsgrunde, som overordnet set er begrundet økonomisk.

I det følgende vil jeg først omtale og kommentere ministeriets og Holms helt nye forklaringer. Derefter vil jeg kort drøfte advokatens begrundelse for ikke at forfølge sagen i det juridiske system; måske kan mine betragtninger påvirke fagforeningernes lyst til at gå mere håndfast ind i afskedigelsessager, som finder sted i samfundets pædagogiske system.

 

1. Claus Holms begrundelser

Lad os se nærmere på advokatvurderingens omtale af DPU’s fire officielle fyringskriterier, herunder de fyringsbegrundelser, som altså pludselig er dukket op i forbindelse med det omtalte møde i ministeriet i marts 2023, og som jeg som sagt ikke har hørt om før.

Jeg har i det følgende fyldige uddrag fra advokatens tekst lagt mine egne kommentarer ind undervejs (fremhævet med fed). Det er især kriterium nr. 3, der er i fokus her, men styrelsens omtaler af de andre kriterier er også kritisable efter min mening, så dem gennemgår jeg også:

”I forhold til Thomas Aastrup Rømer kunne Medarbejder- og kompetencestyrelsen oplyse følgende:

1. kriterie (uddannelsesaktivitet): DPU har set på registreringer i deres registreringssystem (Vipomatic) og +/- 500 timer var normen. Thomas Aastrup Rømer lå på normalen. De 348 timer, som Thomas Aastrup Rømer har angivet, er udskudt forskning og indgår ikke i tidsregistreringen.”

Min kommentar: De 348 overtimer pr. juli 2022 har intet med ”udskudt forskning” at gøre. Det er tal hentet fra universitetets VIPOMATIC-system, som alene tæller undervisningstimer. Styrelsen forholder sig heller ikke til de fremragende undervisningsevalueringer, som jeg havde vedlagt min indsigelse. Dermed mindskes betydningen af dette kriterium uretmæssigt.

”2. kriterie (forskningsaktivitet): DPU har set på publikationer og hjemtagning af eksterne forskningsmidler. Der var tale om både en kvantitativ og kvalitativ vurdering på baggrund af data, og Thomas Aastrup Rømer ligger på normalt niveau.”

Min kommentar: Jeg udgiver ca. en stor monografi om året plus det løse. Hvis det skal betegnes som et ”normalt niveau”, så har DPU’s ledelse virkeligt skruet sine kategorier sammen til dagens anledning, hvilket den formentlig også har. Desværre vil universitetet ikke udlevere information om, hvordan grænseværdierne er defineret. Dermed formår Holm også at formindske betydningen af dette kriterium. Og hvad mon en ”kvalitativ vurdering” handler om i dette tilfælde? Claus Holm har siden 2007 vist sig at have kraftfulde ideologiske interesser i emnet.

”3. kriterie (kollegiale relationer): Det blev understreget, at gamle sager fra 2012 og 2015 ikke har indgået i vurderingen. Der har været nyere tilfælde, som ikke har ført til selvstændige tjenestesager, men når de i en besparelsesrunde, skal vurdere, hvem der bedst kan undværes, indgår det i vægtningen/vurderingen – den gode medarbejder. Der har været henvendelser fra 3 afdelinger om en uhensigtsmæssig tone fra Thomas Aastrup Rømer, hvor kollegaer har forsøgt dialog herom, men som Thomas Aastrup Rømer har afvist. Styrelsen oplyste, at de var i besiddelse af email-korrespondance, som understøttede dette.”

Min kommentar: Jeg har ikke hørt om disse tre henvendelser – hverken som ”tjenestesag” eller i andre sammenhænge – og der er intet i min personalemappe om nogen “uhensigtsmæssig tone” eller om ”tjenestesager”. Tværtimod har jeg som nævnt udelukkende fået gode kollegiale tilbagemeldinger ifm. MUS-samtaler og lignende. DPU må være en form for dysfunktionelt sladderuniversitet.

Formodentlig kan de omtalte henvendelser, som jeg altså ikke kender til, føres direkte tilbage til de omtalte episoder fra 2012 og 2015, hvor DPU intimiderede min forskningsfrihed, men måtte frafalde efter pres fra Dansk Magisterforening og offentligheden.

Men disse ”gamle sager”, som omtales, vedrører netop ikke ”kollegiale relationer”, men alene forskere, som jeg aldrig havde samarbejdet med, nemlig kredsen omkring Jens Rasmussen og Dorte Staunæs. Disse to personer mente i 2012 og 2015, at min helt almindelige kritik var lig med mobning og tilsvining og så videre, hvilket endda blev understøttet af den aktuelle dekan og institutleder. Den aktuelle fyring følger i direkte forlængelse af denne ideologiske struktur, og mit gæt er, at de “tre henvendelser” har rødder i disse kredse og erfaringer, selvom man altså hævder det modsatte.

DM anmodede om at få flere informationer om de pågældende henvendelser, men det blev afvist af DPU.

“4. kriterie (svingende eller mindre god kvalitet i opgaveløsningen) blev ikke nævnt.

For så vidt angår Thomas Aastrup Rømer, er det ifølge Medarbejder- og Kompetencestyrelsen således navnlig vurderingen af ham i forhold til kriterie 3, som har ført til, at Thomas Aastrup Rømer vurderes til at være blandt de medarbejdere, som bedst kan undværes.”

Min kommentar: Der er intet at udsætte på kriterie 3, jf. min omtale ovenfor og min indsigelsestekst. Tværtimod har jeg kæmpet for mine kolleger imod ledelsens overgreb, f.eks. mod fyringer og tvangsforflytninger. Jeg burde snarere have en kollegial pris for nu at sige det lige ud.

Herefter slutter advokaten:

”Ifølge det over for mig oplyste er Thomas Aastrup Rømer ikke blevet foreholdt de omtalte henvendelser fra 3 afdelinger, ligesom jeg lægger til grund, at Thomas Aastrup Rømer ikke er blevet partshørt om disse oplysninger, herunder om, at disse oplysninger indgår i grundlaget for afskedigelsen. Jeg er ikke blevet forelagt de pågældende henvendelser, men Thomas Aastrup Rømer har via egenindsigt i sin personalesag fået oplyst, at de omtalte henvendelser ikke er registreret på Thomas Aastrup Rømers personalesag.”

Advokaten mener altså, at der hermed tale om to brud på forvaltningsloven, men at disse brud ikke gør selve afskedigelsen ulovlig (se også afsnit B).

 

2. Højesteret

I advokatens vurdering af min fyring henvises der til Mette Søsted Hemmes bog “Afskedigelse – processuelle krav” (Hemme 2021).  Advokaten mener, at Hemmes konklusioner viser, at fagforeningen ikke vil få noget ud af at forfølge sagen ind i det retlige system.

Det er da også korrekt, at Højesteret i 2007-08 afsagde to domme, som stiller den fyrede person klart dårligere, end det før havde været tilfældet. Disse tre domme betyder, at forvaltningsloven får mindre vægt i forhold til arbejdsgiverens skøn end tidligere, især hvis den konkrete afskedigelse er en del af en større fyringsrunde. De to domme understøtter derved de nye stærke ledelser i den offentlige sektor. Det er slemt nok, især på det videnskabelige og pædagogiske område.

Disse to domme adskiller sig dog fra min egen sag på forskellige måder. F.eks. handler dommene ikke om universiteter, som jo i modsætning til det almindelige embedsapparat er underlagt et friheds- og kundskabsformål, jf. universitetslovens §2, som endda er skærpet siden højesteretsdommene:

”Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken.”

Og en udvidet version af §2 finder man i Aarhus Universitets vedtægter, som er godkendt af staten. Også her understreges frihedsforpligtelsen. F.eks. i følgende:

”§3. Aarhus Universitet bygger på det arbejdsfællesskab mellem videnskaberne, der inden for den europæiske universitetstradition karakteriserer et universitet med en fuldt udbygget fagvifte.

Stk. 2. Aarhus Universitets virksomhed foregår på grundlag af de principper, der er udtrykt i de europæiske universiteters Magna Charta, herunder uafhængighed, frihed i forskning, undervisning og uddannelser, gensidighed i videnudveksling og kulturelt samarbejde samt undervisningens forskningsbasering.

Stk. 3. Aarhus Universitet respekterer etiske regler for forskningsudøvelse, herunder krav om ubestikkelighed og vederhæftighed, åbenhed for kritik og for fornyet prøvelse af præstationer og indvundne resultater.”

Det almindelige embedsapparat har jo ikke denne type formuleringer i det juridiske bagkatalog. En sådan forskel bør testes juridisk, hvilket advokatnotatet ikke er opmærksom på.

Mette Søsted Hemme skriver herudover tre ting, som efter min opfattelse yderligere korrigerer og nuancerer det negative billede af retstilstanden, hvilket DM’s advokat heller ikke har blik for:

i)

Hemme skriver, at retstilstandens mere specifikke karakter generelt set er “uafklaret”, hvilket jo netop er et argument for at teste sammenhængen mellem ret og omstændigheder. F.eks. skriver hun følgende, netop om afskedigelser i forbindelse med fyringsrunder:

“Sammenfattende må det betegnes som uafklaret, hvorvidt der ud over de generelle kriterier er pligt til at høre over konkrete oplysninger, der kommer medarbejderen til ugunst ved udvælgelsen af medarbejdere i forbindelse med større personalenedskæringer, men rimeligheden af en sådan retstilstand kan i hvert fald overvejes.” (s. 146) (min kursivering, TAR)

Dermed problematiseres advokatens begrundelse for at acceptere universitetets afgørelse, som jo netop er begrundet med, at afskedigelsen er en del af ”større personalenedskæringer”.

ii)

Derudover taler Hemme om et såkaldt “bestemthedskrav”. Og det særlige eksempel, som hun fremhæver, dækker lige præcis situationen i min egen fyring, som jo blev effektueret ud fra tre helt ubestemte klager/småsladder:

“Sammenfattende må der ved vurderingen af, hvor bestemte oplysninger myndigheden skal partshøre over, tages udgangspunkt i, hvad begrundelsen for den påtænkte afskedigelse er. Eksempelvis vil det ikke være tilstrækkeligt at henvise til ubestemte samtaler og dokumenter ved en opsigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder.” (s.146) (min kursivering, TAR)

Dermed forstærkes begrundelsen for, at den under punkt i) omtalte “uafklarede” retstilstand i forbindelse med fyringsrunder bør testes ved almindelig sladdervornhed.

iii)

Endelig mener Hemme, at Højesteret faktisk i sine begrundelser netop lægger op til, at disse emner bør testes i det fagretlige system, hvilket advokaten og DM ikke ønsker med henvisning til Højesteret selv. Det ender i et juridisk catch 22. Paradokset forstærkes af, at Folketingets Ombudsmand ikke vil behandle den konkrete afskedigelse, fordi den via advokatundersøgelsen er afvist af fagforeningen (jvf. http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Klage-til-Ombudsmand-og-Ombudsmandens-afgoerelse.pdf).

Dette juridiske double-bind fremgår af følgende citat, hvor Hemme problematiserer, at et brud på forvaltningsloven kan overrules af arbejdsretten, hvilket jo netop er advokatens synspunkt:

”På den anden side støtter præmisserne i U2009.1251H ikke en antagelse om, at Højesteret helt opgiver det synspunkt, at myndighedens sagsbehandlingsfejl efter omstændighederne skal medføre retlige konsekvenser. Højesteret opfordrer som nævnt de fagretlige organer til at inddrage myndighedens eventuelle sagsbehandlingsfejl i den samlede rimelighedsvurdering. Det må antages, at der i Højesterets opfordring også ligger en forventning om, at væsentlige sagsbehandlingsfejl på en eller anden måde kommer myndigheden til skade i den samlede rimelighedsvurdering ved de fagretlige organer.” (kursiv i original tekst, min egen fremhævning med fed) (s. 209)

Og derudover må man sige, at Højesterets praksisændring i 2007-09 jo kan ledsages af en korrigeret praksisændring i 2023, hvis man kan godtgøre relevante forskelle i materialet. Det antyder Hemme faktisk også i en kursiveret formulering på s. 221.

Så den tekst, som advokatfirmaet altså selv henviser til, lægger ikke uden videre op til advokatfirmaets konklusion. Dermed ender fagforeningen med at acceptere en uklar retspraksis på universitetslovens præmis. Jeg vil dog gerne understrege, at fagforeningen har gjort et stort arbejde med min sag, selvom vi altså ikke er helt enige om de juridiske og politiske muligheder. Jeg vil også nævne, at DM muligvis vil føre sagen under GPDR-lovgivningen, men det aspekt lader jeg ligge her.

 

Referencer:

Advokatens notat: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Notat-om-opsigelse-ved-AU.pdf

Ombudsmandens afgørelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Klage-til-Ombudsmand-og-Ombudsmandens-afgoerelse.pdf

Alle sagens indlæg og dokumenter kan tilgås i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html

Nedenfor kan man læse fjorten analyser og kommentarer vedrørende forskellige pædagogiske og uddannelsespolitiske temaer i perioden fra den 10. maj til den 31. maj 2023. Teksterne er bearbejdninger af opslag på Facebook.

1. Dansk Magisterforenings advokatundersøgelse af fyringssag
2. Ministeriets fyringsbegrundelser pr. marts 2023
3. Omtale og billeder fra bogreception
4. Juraen om “ubestemte samtaler” i afskedigelsessager
5. Ny rapport om danske universiteter
6. Brian Bech Nielsens synspunkter
7. Brian Bech Nielsens forskningspolitiske kollaps
8. Svend Erik Stybe om ”livssyn” i 1959
9. Artikel i UNIavisen om universitetsreformen
10. LA’s og liberalismens løfter
11. God leder i Berlingske fra 2015
12. Ny dekan på ARTS passer fint til ARTS
13. Kronik om DPU i JP-Aarhus
14. Ombudsmandens afgørelse

 

1. Den 10. maj: Dansk Magisterforenings advokatundersøgelse af fyringssag

Folkeskolen.dk har i dag skrevet en artikel om den advokatundersøgelse, som analyserer DPU’s institutleder Claus Holms fyring af undertegnede d. 16. december 2022.

Journalisten fortæller, at universitetet ifølge advokaten har brudt forvaltningsloven hele to gange i processen, dels vedr. mangelfuld partshøring og dels vedr. mangelfuld begrundelse. Der er altså tale om vigtige mangler og retsbrud.

Alligevel mener advokaten ikke, at der kan føres sag imod universitetet, fordi bruddene på forvaltningsloven angiveligt ”absorberes” af arbejdsgivernes rettigheder. Hvis det er korrekt, så kollapser retssikkerheden.

Artiklen omtaler også, hvilket er korrekt, at jeg har klaget til ombudsmanden: dels over de angivne brud på forvaltningsloven, og dels over at forvaltningsloven på den måde kan ”absorberes”.

Jeg har også sendt materialet til universitetets ledelse, for uanset om der kan føres retssag eller ej, så går det jo ikke, at en offentlig myndighed tager afgørelser med så kraftige retsvirkninger, når den pågældende beslutning ikke lever op til forvaltningslovens regler.

I linket til artiklen kan man læse mere om de angivne lovbrud og linke videre til selve advokatundersøgelsen.

Link til artiklen: https://www.folkeskolen.dk/dpu/skoleforsker-gar-til-ombudsmanden-efter-fyring/4715131

Tidligere FB-opslag om emnet: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02FMDgDnd4Wp6b5tLoogJVU1wqgTzwb4WyQiv5xKxTXoGwaqNi42cQvDj1cVUkDe78l&id=837549480

 

2. Den 12. maj: Ministeriets fyringsbegrundelser pr. marts 2023

Lad os se på advokatvurderingens omtale af de fyringsbegrundelser, som pludselig er dukket op i forbindelse et møde i ministeriet i marts 2023, og som jeg altså slet ikke har hørt om før.

Jeg har altså på sin vis lavet min indsigelse imod fyringsvarslet på falske præmisser. Begrundelserne kommer og går i helt tilfældige ryk.

Jeg har i det følgende uddrag fra advokatens tekst lagt min egne fremhævede kommentarer ind undervejs. Citatet stammer fra tekstens s. 5:

”Jeg har den 14. marts 2023 fra DM modtaget oplysning om, at der samme dag blev afholdt forhandlingsmøde mellem DM og Medarbejder- og kompetencestyrelsen, i hvilken forbindelse Medarbejder- og kompetencestyrelsen oplyste følgende:”

Min kommentar: Herefter følger nogle få linjer med noget teknik, og så kommer ministeriets begrundelser:

”I forhold til Thomas Aastrup Rømmer kunne Medarbejder- og kompetencestyrelsen oplyse følgende:

1. kriterie (uddannelsesaktivitet): DPU har set på registreringer i deres registreringssystem (Vipomatic) og +/- 500 timer var normen. Thomas Aastrup Rømer lå på normalen. De 348 timer, som Thomas Aastrup Rømer har angivet, er udskudt forskning og indgår ikke i tidsregistreringen.”

Min kommentar: De 348 overtimer pr. juli 2022 har intet med ”udskudt forskning” at gøre. Det er tal hentet fra AU’s VIPOMATIC-system, som alene tæller undervisningstimer. Styrelsen forholder sig heller ikke til de fremragende undervisningsevalueringer, som jeg havde vedlagt min indsigelse.

”2. kriterie (forskningsaktivitet): DPU har set på publikationer og hjemtagning af eksterne forskningsmidler. Der var tale om både en kvantitativ og kvalitativ vurdering på baggrund af data, og Thomas Aastrup Rømer ligger på normalt niveau.”

Min kommentar: Jeg udgiver ca. en stor monografi om året plus det løse. Hvis det skal betegnes som et ”normalt niveau”, så har Claus Holm virkeligt skruet sine kategorier sammen til dagens anledning, hvilket han formentlig også har.

”3. kriterie (kollegiale relationer): Det blev understreget, at gamle sager fra 2012 og 2015 ikke har indgået i vurderingen. Der har været nyere tilfælde, som ikke har ført til selvstændige tjenestesager, men når de i en besparelsesrunde, skal vurdere, hvem der bedst kan undværes, indgår det i vægtningen/vurderingen – den gode medarbejder. Der har været henvendelser fra 3 afdelinger om en uhensigtsmæssig tone fra Thomas Aastrup Rømer, hvor kollegaer har forsøgt dialog herom, men som Thomas Aastrup Rømer har afvist. Styrelsen oplyste, at de var i besiddelse af email-korrespondance, som understøttede dette.”

Min kommentar: Jeg har intet hørt om disse tre henvendelser – hverken som ”tjenestesag” eller i andre sammenhænge – og der er intet i min personalemappe om nogen “uhensigtsmæssig tone”. Tværtimod har jeg udelukkende fået gode kollegiale tilbagemeldinger ifm. MUS-samtaler og lignende. DPU må være en form for dysfunktionelt sladderuniversitet.

Derimod har jeg selv været udsat for lidt af hvert igennem tiden, for nu at sige det mildt.

Formodentlig kan de omtalte henvendelser føres direkte tilbage til sagerne fra 2012 og 2015, hvor DPU i første omgang forgæves intimiderede min forskningsfrihed.

De ”gamle sager” som omtales, vedrører ikke ”kollegiale relationer”, men alene forskere, som jeg aldrig havde mødt eller samarbejdet med, nemlig Jens Rasmussen og Dorte Staunæs. De mente i 2012 og 2015, at min helt almindelige kritik var lig med mobning og tilsvining og så videre, hvilket blev understøttet af den aktuelle dekan og institutleder. Jeg vandt begge sager med 100%. Sidstnævnte sag kom ligefrem i pressen. Der var dengang tale om et rent læringsideologisk overgreb fra Holms side imod en person, som havde levet op til universitetets egne principper, som disse f.eks. fremgår af AU’s vedtægter. Den aktuelle fyring følger i direkte forlængelse af denne ideologiske struktur, og mit gæt er, at de “tre henvendelser” har rødder i disse kredse og erfaringer.

Dette emne er så frygteligt pinligt for DPU og AU, for at sige det lige ud. Jeg er helt uforstående over for, at DPU’s ledelse kan fortsætte på dette grundlag, og jeg må på det kraftigste anbefale unge mennesker at finde et andet uddannelsessted.

“4. kriterie (svingende eller mindre god kvalitet i opgaveløsningen) blev ikke nævnt.”

Min kommentar: Nå, men det var jo godt. Super opgaveløsnings-kvalitet heromkring.

”For så vidt angår Thomas Aastrup Rømer er det ifølge Medarbejder- og kompetencestyrelsen således navnlig vurderingen af ham i forhold til kriterie 3, som har ført til, at Thomas Aastrup Rømer vurderes til at være blandt de medarbejdere, som bedst kan undværes.”

Min kommentar: Der er intet at udsætte på kriterie 3. Tværtimod har jeg kæmpet for mine kolleger imod ledelsens overgreb, f.eks. mod fyringer og tvangs-forflytninger. Jeg burde snarere have en kollegial pris for nu at sige det lige ud.

Allerede i 2010 kaldte Claus Holm som dekan mit arbejde for ”polemisk dumdristighed”.

Herefter slutter advokaten:

”Ifølge det over for mig oplyste, er Thomas Aastrup Rømer ikke blevet foreholdt de omtalte henvendelser fra 3 afdelinger, ligesom jeg lægger til grund, at Thomas Aastrup Rømer ikke er blevet partshørt om disse oplysninger, herunder om, at disse oplysninger indgår i grundlaget for afskedigelsen. Jeg er ikke blevet forelagt de pågældende henvendelser, men Thomas Aastrup Rømer har via egenindsigt i sin personalesag fået oplyst, at de omtalte henvendelser ikke er registreret på Thomas Aastrup Rømers personalesag.”

Advokaten mener, at der hermed tale om to brud på forvaltningsloven, men at disse brud ikke gør afskedigelsen ulovlig.

Aarhus Universitet er nu et lovløst sted efter min mening. Claus Holm har slet og ret tilranet sig magten over den statsbetalte pædagogiske videnskab med universitetsledelsens fulde opbakning. Herfra står den på en blanding af konkurrencestat, læring, OECD og tavshed. Denne struktur vil sive ned gennem niveauerne.

Link til advokatens notat, se især s. 5: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Notat-om-opsigelse-ved-AU.pdf

 

3. Den 16. maj: Omtale og billeder fra bogreception

Den 15. maj afholdt forlaget Fjordager en reception i anledning af udgivelsen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”. Omtale og billeder kan tilgås på dette link til redaktør Erik Schmidts facebook-opslag:

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02ubwg2Y66wSzEMYZKXK8c8pPZEtY4Yk1R4h6GKw31yuwQfnRDA8vEEXRSAKJmB9jQl&id=837549480

 

4. Den 17. maj: Juraen om “ubestemte samtaler” i afskedigelsessager

I DM’s advokatvurdering af min fyring (se afsnit 3) henvises der til Mette Søsted Hemmes bog “Afskedigelse – procesuelle krav” fra 2021. Advokaten mener, at Hemmes konklusioner retfærdiggør, at DM ikke vil få noget ud af at forfølge sagen ind i de retlige systemer.

Det er da også korrekt, at Højesteret i 2007-09 afsagde tre domme, som stiller den fyrede person klart dårligere end tidligere. Disse tre domme betyder, at forvaltningsloven får mindre vægt i forhold til arbejdsgiverens skøn end tidligere. Det er slemt nok, for nu at sige det mildt.

Men Hemme skriver to ting, som korrigerer og nuancerer dette billede, hvilket DM’s advokat ikke har blik for:

A.

Retstilstandens mere specifikke karakter er generelt set “uafklaret”, hvilket jo et argument for at teste sammenhængen mellem ret og omstændigheder. F.eks. skriver Hemme følgende om afskedigelser ifm fyringsrunder:

“Sammenfattende må det betegnes som uafklaret, hvorvidt der ud over de generelle kriterier er pligt til at høre over konkrete oplysninger, der kommer medarbejderen til ugunst ved udvælgelsen af medarbejdere i forbindelse med større personalenedskæringer, men rimeligheden af en sådan retstilstand kan i hvert fald overvejes” (s. 146)

Og lignende formuleringer nævnes flere gange i bogen. Så advokatens skråsikkerhed har ikke rod i den kilde, han selv refererer til.

B.

Derudover er der et såkaldt “bestemthedskrav”. Og det særlige eksempel, der fremhæves, dækker lige præcis situationen i min egen fyring, som jo blev effektueret ud fra tre helt ubestemte klager/småsladder:

“Sammenfattende må der ved vurderingen af, hvor bestemte oplysninger myndigheden skal partshøre over, tages udgangspunkt i, hvad begrundelsen for den påtænkte afskedigelse er. Eksempelvis vil det ikke være tilstrækkeligt at henvise til ubestemte samtaler og dokumenter ved en opsigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder.” (s.146)

Det vil sige, at fyringsbegrundelsen i mit tilfælde er et særligt groft brud på forvaltningsloven. Men dette burde jo føre til, at den “uafklarede” situation bør testes?

På baggrund heraf synes jeg ikke, at advokaten har ret i sin markering.

Referencer:

Mette Søsted Hemme: “Afskedigelse – processuelle krav: Forskelle og ligheder mellem afskedigelse på det offentlige og det private arbejdsmarked”, Juridisk Institut, Aarhus Universitet, 2021

Link til advokatens notat: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Notat-om-opsigelse-ved-AU.pdf

 

5. Den 23. maj: Ny rapport om danske universiteter

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) har lavet en rapport om universiteternes tilstand. Rådet har 9 medlemmer og hele 8 af disse kommer fra naturvidenskabelige/tekniske områder. Alle er politisk udpegede. Det er meget skævt efter min mening. Rådet støtter da også op om universitetsloven, fordi den er mere rettet efter ”samfundets behov”, som der står.

Den filosofiske og forskningspolitiske kvalitet er kort sagt ikke noget at råbe hurra for.

Men i rapporten er der en vigtig kritik af, at forskningsfriheden har trange kår. Her er nogle citater:

”I 2011 blev det i universitetsloven endvidere præciseret, at forskerne ikke må pålægges opgaver, så de reelt fratages deres forskningsfrihed. Rådet konkluderer desuagtet, at forskningsfriheden stadig er under pres. Det handler om tid og ressourcer til forskning, men også om frygten for repressalier på grund af forskernes valg af forskningsområder og formidling heraf.” (s. 9)

Og videre hedder det i følgende (lidt lange) citat:

”Forskernes forskningsfrihed er afgørende for forskningens kvalitet og relevans på kort og på langt sigt. Det omfatter også forskernes frihed til at adressere forskningsfaglige og politisk kontroversielle emner med de nødvendige ressourcer og frihed fra forpligtelser, der begrænser forskningstiden.

DFiR konkluderer, at forskningsfriheden på de danske universiteter er under pres. Flere forskerne bliver pålagt forpligtelser, der begrænser deres forskningstid væsentligt, og de modtager ikke nævneværdige forskningsmidler fra deres institut. Det begrænser deres forskningsfrihed. Samtidig frygter mange af de forskere, der forsker i kontroversielle emner, repressalier. De mener også, at der mangler opbakning fra deres ledelser i disse sager. Der er imidlertid også en række lyspunkter. For eksempel er det få forskere, der afholder sig fra at forske i kontroversielle emner, eller som har følt sig presset til at tilbageholde eller ændre deres forskningsresultater af usaglige grunde i forbindelse med publicering.

DFiR mener, at forskningsfriheden skal sikres bedre. Det forudsætter understøttelse af forskning i forskningsfagligt kontroversielle emner samt løbende monitorering og evaluering af forskningsfriheden”. (s. 13)

Mit spørgsmål er nu: Hvis forskningsfrihed er ”afgørende for forskningens kvalitet og relevans på kort og lang sigt”, så må det jo betyde, at man ikke kan stole på den forskning, som har effekt på forståelsen af ”samfundets behov”. Det er jo logik, eftersom forskningsfriheden angiveligt er “under pres”. Men hvordan kan DFiR i så fald gå ind for universitetsloven? DFiR roder her rundt i universitetsfilosofien, som jeg ser det.

Endelig kommer DFiR med følgende udmærkede anbefaling:

”Forskningsfriheden kan sikres ved, at universitetsledelserne tydeligt støtter op om medarbejdere, der ender under uretmæssigt pres som følge af deres forskning eller forskningsformidling, herunder specielt de forskningsfagligt kontroversielle emner” (s. 13)

Man kan roligt sige, at DPU og AU har forbrudt sig imod disse principper og anbefalinger. Her forfølger man forskere, som undersøger emner, som ledelsen opfatter som ”kontroversielle”, selvom disse emner endda af mange andre anses for at være helt almindelige.

Information har en fin artikel om DFiR’s rapport. Her udtaler rektor for AU, Brian Bech Nielsen, sig i sin egenskab af formand for Danske Universiteter. Journalisten skriver følgende:

”Danske Universiteters formand genkender dog ikke, at forskerne skulle have grund til at frygte sanktioner, hvis de udtrykker sig kritisk om ledelsens beslutning.”

Det er meget foruroligende, at Bech Nielsen ikke er bekendt med, at AU i høj grad sanktionerer kritisk arbejde. Det lover ikke godt. Men jeg må lade det ligge, for jeg mangler ord.

Professor i statskundskab, Ole Wæver, som er medlem af Videnskabernes Selskab, udtaler sig også. Han er bestemt ikke enig i DFiRs formands positive vurdering af universitetsloven:

»Danmark gik (med Universitetsloven, red.) meget langt og omlagde til et system, der er enstrenget top down. Internationalt set gik vi fra at ligge i den ene ende af spektret til at ligge helt i den modsatte ende målt på medarbejderindflydelse og forskningsfrihed,«

Ole Wæver var blandt initiativtagerne til underskriftsindsamlingen imod fyringerne på DPU.

Links:

DFiR’s rapport: https://ufm.dk/forskning-og-innovation/rad-og-udvalg/danmarks-forsknings-og-innovationspolitiske-rad/projekter/universiteter-for-fremtiden

Informations artikel om rapporten: https://www.information.dk/indland/2023/05/ny-rapport-universitetsloven-kostet-dyrt-demokratisk-kultur-forskningsfrihed

Om indlægget af bl.a. Ole Wæver om fyringerne på DPU: http://www.thomasaastruproemer.dk/underskriftsindsamling-imod-fyringer-paa-dpu.html

 

6. Den 23. maj: Brian Bech Nielsens synspunkter

Rektor for Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen, har nogle meget kontroversielle synspunkter, jf. dagens artikel i Information, om DFiR’s rapport ”Universiteter for fremtiden: Tyve år med universitetsloven”:

a)  Bech Nielsen mener, at der i dag er lige så meget medarbejderindflydelse på danske universiteter som før universitetsloven fra 2003, hvor både rektor og dekaner ellers var valgt af medarbejderne.

b) Bech Nielsen er slet ikke bekendt med, at forskeres ytrings- og forskningsfrihed har været under pres på de indre linjer, selvom det har været dokumenteret mange gange.

c) Bech Nielsen hæfter sig alene ved, at en evt. trussel mod forskningsfriheden kommer fra private aktører, selvom det af DFiR’s rapport fremgår, at truslen i høj grad også kommer fra andre forskere og faktisk også fra ledelserne (s. 54ff).

Det er helt absurde synspunkter efter min mening. Han har jo ikke fulgt med i de sidste 20 års diskussioner.

Brian Bech Nielsen er netop udpeget til at lede Aarhus Universitet i yderligere fem år. Han er også formand for Danske Universiteter.

Links:

DFiR’s rapport: https://ufm.dk/forskning-og-innovation/rad-og-udvalg/danmarks-forsknings-og-innovationspolitiske-rad/projekter/universiteter-for-fremtiden

Informations artikel om rapporten: https://www.information.dk/indland/2023/05/ny-rapport-universitetsloven-kostet-dyrt-demokratisk-kultur-forskningsfrihed

 

7. Den 23. maj: Brian Bech Nielsens forskningspolitiske kollaps

Asger Sørensen har i sin fremragende bog ”Asger Sørensen går på universitetet” fra 2020 fundet nogle gode artikler, hvor en række centrale personer går stik imod AU’s rektors aktuelle udmeldinger om universitetsloven, som jeg omtalte tidligere i dag:

A.

Først er her en række citater fra en artikel i Information fra 2012, som er skrevet på foranledning af Koldau-sagen:

Lektor Mogens Ove Madsen, AAU: ”Universitetsloven har skabt en organisationsform, hvor ledelsen er blevet løsrevet fra dem, det handler om, nemlig de ansatte”.

Professor i teologi, Viggo Mortensen, AU: ”Man fremelsker en spyt-slikkerkultur”.

Lektor Hans Hauge, AU: ”Vi ældre kan godt udvise en vis form for senil ulydighed, men de fleste på universitetet holder kritikken for sig selv for ikke at lægge sig ud med nogen”

Professor i Statskundskab Tim Knudsen, KU: ”Det er helt misforstået, hvis de alt for magtfuldkomne, men ofte forvaltningsmæssigt dårligt uddannede ledere, vi fik med den nugældende universitetslov, mener, at de skal undertrykke eller fjerne faglige uenigheder”.

B.

Asger Sørensen nævner også en fantastisk kronik fra 2012 af kirkehistoriker Henning Lehmann, som faktisk var rektor på AU i 1983-2002; den sidste rektor i klassisk stil under den gamle styrelseslov.

Lehmann siger bl.a.:

”Placerer man verdens universiteter på en kompasrose med de mest centralistiske, top- og statsstyrede mod øst og dem, der står nærmest idealet: det autonome universitet med kollegialt selvstyre, mod vest, må man sige, at den danske kompasnål tog et voldsomt udsving mod øst i 2003.”

Og videre hedder det:

”Den faglige bunds mulighed for indflydelse på toppens afgørelser er stærkt svækket i den proces, der er forløbet fra 1990ernes stærkodder-filosofi over 2003-lovens mafiøse forbilleder til en stærkt centralistisk, top-down-tænkt universitetsstruktur med meget store enheder, hvor en hvilken som helst dekan kun kan være fagkyndig på en brøkdel af sit ledelsesområde.

Og endelig:

”Skulle man ønske et akademisk universitet med et udholdeligt sprog tilbage, er man nok nødt til at spørge: Er de spæde ansatser til stilfærdig protest og sprogrenselse inden for murene stærke nok? Eller skal der flere skandaler og konstaterbare kvalitetsdyk til og flere rollemodeller, der falder ud af rollen? Eller kunne dette eller hint bestyrelsesmedlem finde på ikke at ville være tante i en autoritær, patriarkalsk (m/k) familiestruktur?”

Så Brian Bech Nielsen, AU og Danske Universiteter har ifølge AU’s gamle rektor et ”mafiøst forbillede” i en “autoritær, patriarkalsk familiestruktur”.

Tak til Asger Sørensen for at gøre opmærksom på disse artikler.

Links:

Artikel i Information: https://www.information.dk/indland/2012/02/universitetsloven-skabt-spytslikkerkultur

Indlæg af Henning Lehman: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/er-der-en-linje-i-de-seneste-50-%C3%A5rs-universitetshistorie

 

8. Den 26. maj: Svend Erik Stybe om ”livssyn” i 1959

I 1959 holdt filosoffen Svend Erik Stybe seks forelæsninger til ”Statsradiofoniens Søndagsuniversitet”. Forelæsningerne udkom efterfølgende på Munksgaards Forlag med titlen ”De store tænkere og vort livssyn”.

To bemærkninger:

A. Om pædagogik og politik.

Den femte forelæsning har følgende titel: ”Det politiske og det pædagogiske problem: Hvordan skal vi indrette samfundet?”

Så ”politik” og ”pædagogik” er en del af det samme ”problem”.

Stybe forklarer:

”Det kan måske umiddelbart fremkalde undren, at de politiske og pædagogiske problemer bliver behandlet i én sammenhæng. Ser man dybere i sagen, vil man dog snart indse, at der i virkeligheden er tale om to sider ved samme spørgsmål. Spekulationer vedrørende indretning af samfundene er uløseligt knyttet sammen med tanker om, hvordan man skal forbedrede mennesker til at leve i disse samfund.” (s. 60, ordet “samme” er kursiveret)

Denne syntese mellem pædagogik og politik er i dag helt gået i glemmebogen, hvilket har en række problematiske konsekvenser for både pædagogik og politik: Pædagogik bliver til ”læring”, og politik bliver til ”målstyring”. Den tekniske sammenføring af disse to forfaldsbegreber er så ”læringsmålstyring” eller “evaluering”.

2. Eksistensen

I sin første forelæsning drøfter Stybe, hvorfra et ”livssyn” egentlig stammer. Her forklarer han, at et livssyn naturligvis hænger sammen med social klasse, temperament, familieforhold og meget andet. Og han slutter med at understrege eksistentialismens moderne betydning for emnet:

”Der vil i en tid som vor, hvor hele verden synes at skulle støbes om, være mange mennesker, der føler sig usikre. De erkender sig selv som væsener, der skal handle og tage stilling til problemerne, de ved blot ikke hvordan. Derfor overvældes de af den angst, der er blevet så fremragende skildret af existentialistike forfattere.” (s.19)

Problemet i dag er, at man har forladt ”eksistensen”. I stedet er man overgået til ”identiteten”. Derfor har man ikke noget filosofisk værn mod ”angsten”, som kun kan slukkes af teknikken. Dette tab af eksistens svarer til tabet af syntesen mellem pædagogik og politik (jf. punkt 1).

Jeg tænkte på, om de aktuelle diskussioner vedrørende ”trivsel” har noget med dette at gøre?

Reference:

Svend Erik Stybe: ”De store tænkere og vort livssyn”: København: Munksgaards Forlag.

 

9. Den 27. maj: Artikel i UNIavisen om universitetsreformen

UNI-avisen har en virkelig flot artikel om universiteternes udvikling siden 2003. Artiklen myldrer med interessante refleksioner af lektor Asger Sørensen, lektor Katja Brøgger og post.doc. Andreas Kjær Stage, alle fra Aarhus Universitet.

De tre forskere understreger 2003-reformens altomfattende og revolutionære og – som jeg forstår det – ødelæggende karakter. Reformen var en grænseløs begivenhed, hvor alle forskelle mellem universitet og samfund blev revet ned på den globale økonomis præmis. Og denne effekt blev efterfølgende blev forstærket af Globaliseringsrådet i 2006 og universitetsfusionerne i 2007.

Skolereformen i 2013 var også en integreret del af denne begrebsmæssige og anti-filosofiske proces.

I artiklen kan man nu lærer følgende: Dette global-politiske grundvilkår både ændredes og forstærkedes i 2010’erne ved en form for re-nationalisering. Denne vending/udvidelse/indsnævring bar dog ikke præg af nogen videnskabelig interesse. Der var snarere tale om, at ”den nationale økonomi” blev sat i stedet for ”den globale økonomi”. Vi fik et dobbelt opgør med universitetet.

Fremdriftsreform, dimensionering og det aktuelle fokus på ”arbejdsudbuddet” er eksempler på denne forstærkende vending/fordummelse ind i den nationale økonomis “universalisme”, som vi pt. er vidne til.

Andreas Kjær Stage mener endda, at vi slet ikke har set enden på retningen hen imod et universitet, der er ”en problemknusende maskine” og en ”mejetærsker”.

Universitetet bliver på en måde en del af den udøvende magt, som jeg ser det. Måske skulle man helt holde op med at kalde det for et universitet? I stedet kunne vi lave en styrelse med tilhørende kompetence-center under Finansministeriet? Man kunne så derudover og langt fra “staten” lave et virkeligt universitet, hvor Sørensen, Brøgger og Stage kunne arbejde frit, helt uden det aktuelle trusselbillede, som vi læste om den anden dag i DFiR’s store rapport.

Tilbage til pointen: Stefan Hermann er faktisk inde på samme forskydning fra det globale til det nationale i bladet ”Frie Skoler” og i en interessant kronik i Politiken. Hermann er kritisk over for, at man aktuelt er gået fra ”videnssamfund til produktionssamfund”. Han mener snarere, at ”udfordringen er dannelse og fordybelse”, selvom indholdet heraf står noget ubestemt.

Hermann kritiserer dog især den seneste udvikling. Derimod ser han positivt på globaliserings- og universitetsreformerne fra 2000’erne, som han jo også selv har en aktie i, og som udtrykket ”videnssamfund” er en markør for.

På den måde får vi to kritiske niveauer. De tre nævnte forskere, der kritiserer både 2003-reformen og dens effekt, og Hermann, som forsvarer 2003, men som alligevel kritiserer de aktuelle reformer, og som dermed overser sagens egentlige sammenhæng.

Links:

Link til UNIavisen, d. 31. marts 2023: https://uniavisen.dk/fra-globalt-udsyn-over-national-protektionisme-til-akavet-kompromis-her-er-universitetets-historie/

Interview med Stefan Hermann, Frie skoler, nr. 4, 2023: https://issuu.com/fslforeningen/docs/frie_skoler_4_2023/s/24363680

Stefan Hermanns kronik i Politiken, d. 6. januar 2023: https://politiken.dk/debat/kroniken/art9148579/Rektor-Jeg-h%C3%A5ber-at-jeg-tager-fejl.-Men-n%C3%A5r-jeg-l%C3%A6ser-regeringsgrundlaget-bliver-jeg-bekymret

 

10. d. 27. maj: LA’s og liberalismens løfter

Alex Vanopslagh er blevet interviewet til Politiken i forbindelse med udgivelsen af sin nye bog ”Vejen til ansvar”. I interviewet taler han for, at dannelsesbegrebet får et større fokus i uddannelsespolitikken og måske også i politikken mere bredt.

Dermed lægger han sig i forlængelse af den strømning hos LA, som især Merete Riisager arbejdede med i sin periode som undervisningsminister, 2016-19, og som stod i en vis spænding til Anders Samuelsen mere nyliberalt inspirerede fokus på skattepolitik.

Riisager talte som cand.pæd., dvs. med direkte kontakt til den pædagogiske tradition. Især lagde hun vægt på skolens kundskabsformål, på en form for pædagogisk-filosofisk psykologi og på fritidspædagogikkens stolte traditioner.

Vanopslagh, som ellers som ungpolitiker i højere grad var en del af den nyliberale side af partiet, taler nu for ” Civilsamfund, fællesskab og kultur”.

Nu har jeg ikke læst Vanopslaghs bog, så detaljerne må vente. Men fordi han i højere grad har rod i nyliberalismen end Riisager, så tror jeg, at ”dannelsen” kommer til at gøre lidt andre ting for ham. Især vil hans liberalisme forlade de meget økonomisk funderede begrundelser, som prægede nyliberalismen. I stedet kan han komme i kontakt med en mere klassisk forfatningsliberalisme; men med det oprindelige frihedsbegreb intakt og forstærket, så det ikke kun er “økonomisk”, samtidig med at den økonomiske frihed bevares under forfatningens ramme.

Med Riisager og Vanopslagh som dansk liberalismes politisk-pædagogiske duo, så vil LA kunne løfte sig langt ud over, hvad f.eks. Venstre er i stand til pt. Og hvis deres projekt lykkes, vil det formentlig inspirere SF og måske også nogle af de andre partier, som har rødder i frihedsbegrebets essenser.

Risikoen for, at dannelsen bliver overflade for helt andre dynamikker er selvfølgelig også til stede.

Den positive fortolkning forstærkes dog af, at kredsen omkring CEPOS sidste år udgav et flot værk ”Borger og stat” på forlaget KLIM, hvor flere af artiklerne trækker på netop den sammenhæng mellem pædagogik og forfatningsliberalisme, jeg lige har omtalt:

– Økonomen Torben Mark Pedersen lægger i sin artikel stor vægt på forfatningsliberalismen i sin gennemgang i liberalismens idehistorie.

– Og en af antologiens to redaktører, uddannelsesforskeren Brian Degn Mårtensson, har en fremragende skolepolitisk analyse, som ligger helt i forlængelse af Riisagers ånd.

– Endelig har bogens anden redaktør, CEPOS’ uddannelsesleder, Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen, en dybt tankevækkende analyse af velfærdsstaten, som i høj grad trækker på forfatningsliberale baggrundsargumenter. Sløk-Madsen kæder sin analyse sammen med fordelingspolitikken, men hans overvejelser har vidtrækkende konsekvenser for forståelsen af både skolereform og nedlukning. Jeg vender muligvis tilbage til nogle af disse indlæg ved en senere lejlighed.

Dertil kommer etableringen af den nye Rahbeks Højskole, som er endnu et liberalt-konservativt dannelsesprojekt. Initiativtageren er Mia Amalie Holstein, som også tidligere har været knyttet til liberale kredse.

Så alt i alt: Det ser spændende ud.

Politikens interview med Alex Vanopslagh: https://politiken.dk/indland/politik/art9361544/Alex-Vanopslagh-i-ny-bog-Dannelse-kan-v%C3%A6re-en-kur-mod-mistrivsel

Om bogen ”Borger og stat”: https://www.borgerstat.dk/

Kredsen bag Rahbeks højskole: https://www.rahbekshojskole.dk/h%C3%B8jskoler%C3%A5det

 

11. d. 28. maj: God leder i Berlingske fra 2015

Berlingskes lederskribent mener, at jeg med min kritik af centrale tekster fra DPU’s forskere lever op til universitetslovens formål om at formidle forskning og deltage i samfundsdebatten.

Men på DPU er man ikke så glad for den del af universitetsloven. Her kalder man, at helt almindelig kritik er “ukollegial” eller “tilsvining” og så videre ned i grøftekanterne.

Så universitetets formål og DPU er en form for modsætning?

https://www.berlingske.dk/ledere/under-al-kritik

 

12. d. 29. maj: Ny dekan på ARTS passer fint til ARTS

Maja Horst er netop udnævnt til nye dekan for ARTS på Aarhus Universitet. ARTS dækker over områderne humaniora, teologi og pædagogik.

Horst kommer ikke selv ikke fra et af disse tre områder, men fra en blanding af social-, kommunikations-, og teknologiforskning.

I 2018 skrev hun en bog, hvor hun gik imod noget, hun kaldte ”frihedskæmpere” inden for forskningspolitikken. Brian Degn Mårtensson anmeldte bogen i Altinget og skrev bl.a. følgende:

”Bogen er en øjenåbner af dimensioner! Den viser nemlig, hvor effektivt de seneste tyve års instrumentelle uddannelsespolitik har sat sig igennem, og bogens mellemleder-horisont er helt og aldeles begrænset til en konkurrencestatslig dans på stedet.”

Og Steen Nepper Larsen anmeldte bogen særdeles kritisk i Information ud fra lignende betragtninger.

I et aktuelt interview til AU’s avis “Omnibus” fortæller Horst, at ARTS’ tre områder skal løse ”kriser”, og at der skal være en ”fortælling”. Det lyder som en trussel.

Med dette opgør med og banalisering af humanioras, pædagogikkens og teologiens indhold og tradition passer Maja Horst imidlertid som fod i hose ind i ARTS. Det skyldes, at ARTS siden fakultetets etablering i 2011 har kæmpet hårdt imod universitetets ide og imod fagområdernes kritiske udviklingsmuligheder.

Horsts synspunkter svinger også godt med den nye mere teknokratisk og Novo Nordisk-orienterede bestyrelse på AU, hvor de to dannelsesforkæmpere, Connie Hedegaard og Jørgen Carlsen, nu er væk.

Links:

Interview med Maja Horst i Omnibus, d. 26. maj: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/kommende-dekan-det-er-et-meget-meget-vigtigt-job-at-vaere-dekan-for-arts-lige-nu

Brian Degn Mårtenssons anmeldelse af Maja Horsts bog: https://www.altinget.dk/artikel/anmeldelse-ny-bog-om-universiteterne-er-fyldt-med-tvivlsomme-postulater-og-grelle-misforstaaelser

Steen Nepper Larsens anmeldelse i Information: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/03/bekvem-klichefyldt-gennemgang-universitetspolitiske-landskab

Omtale af ansættelsen, herunder hvem der var med i ansættelsesudvalget: https://www.au.dk/nyheder/artikel/professor-maja-horst-bliver-dekan-paa-arts

 

13. Den 30. maj: Kronik om DPU i JP-Aarhus

https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/debat/breve/ECE15907884/danmarks-paedagogiske-universitet-er-ikke-et-sted-for-mennesker-med-kaerlighed-til-videnskab-og-paedagogik/

 

14. Den 31. maj: Ombudsmandens afgørelse

Sagen om Claus Holms afskedigelse af mig er nu endelig afgjort.

Jeg har for et par dage siden modtaget et svar fra Folketingets Ombudsmand på min klage over Aarhus Universitets angivelige brud på forvaltningsloven.

Ombudsmanden vil ikke gå videre med sagen. Hans begrundelse er, at han ikke vil gå ind i sager, som klagerens fagforening har afvist.

Og DM valgte jo at skrotte sagen, vel at mærke med begrundelser der mangler både juridisk og forskningspolitisk præcision. Det har jeg tidligere skrevet om.

I linket nedenfor kan man læse både min klage og ombudsmandens svar.

Sagen er dermed slut. Der er fire konklusioner:

1. En universitetsledelse kan afskedige kritikere i lovstridige processer uden begrundelser og dermed tilrane sig autoritær magt over et forskningsområde med store videnskabelige og praktiske konsekvenser.
2. Dansk Magisterforening er en form for delmængde af universitetsledelserne. En slags mini-HR, der bekræfter universitetsreformens ånd. Jeg kan ikke forklare det bedre. Jeg er meget skuffet over foreningens indstilling, så jeg må nok melde mig ud efter 30 års medlemskab.
3. Jeg bor i et andet samfund, end jeg troede. I en slags forskudt ret. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det.
4. Jeg har fået en klarere fornemmelse af, hvem der er pædagogikkens og videnskabens venner, og hvem der ikke er.

Mange tak til alle jer, som har støttet mig undervejs. Det har været en livgivende erfaring i sig selv.

http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Klage-til-Ombudsmand-og-Ombudsmandens-afgoerelse.pdf

 

Nedenfor kan man læse tretten analyser og kommentarer vedrørende periodens uddannelses- og universitetspolitiske temaer. 

1. Tre refleksioner om forholdet mellem undervisning og videnskab
2. Nils Bredsdorffs forsvar for videnskab og kritik
3. Da “forskningen” tog magten fra Humboldt
4. Øjvind Larsens kritik af konkurrencestatens universitet: “En totalitær styreform”
5. Pædagogisk oprør
6. Aktuel pædagogisk kritik af DPU og Claus Holm
7. Lærke Grandjeans omtale af ”I skolereformens kølvand”
8. Rygter efter bogen om DPU
9. Kronik om “skolereformens kølvand” i Politiken
10. Flot anmeldelse af ”I skolereformens kølvand” i Folkeskolen
11. Reformkommissionen
12. Advokatundersøgelse: DPU har brudt forvaltningsloven
13. Pædagogisk filosofi
14. Det pædagogiske paradoks

 

1. Den 10. april: Tre refleksioner om forholdet mellem undervisning og videnskab

Universiteternes deroute forbindes ofte med universitetsloven fra 2003 og Helge Sanders (V) 10 års periode som forskningsminister fra 2001 (”fra tanke til faktura”). Det forstår man sådan set godt.

Men der er nogle bagvedliggende processer, som man måske også bør interessere sig for. Jeg understreger, at det hele pt. er hypoteser:

A. Universitetslovens forarbejder:

Universitetsloven fra 2003 bygger på den såkaldte Forskningskommissions arbejde fra september 2001. Denne kommission blev nedsat i 2000 på baggrund af en politisk aftale fra d. 24. maj 2000 mellem følgende partier:

Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Centrum Demokraterne, Det Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti og Frihed 2000.

Denne aftale have selv rødder i en aftale mellem Finansministeriet og Forskningsministeriet fra d. 29. februar 2000.

Forskningskommissionens rapport fra september 2001 er et 100% konkurrencestatsdokument, som lægger direkte op til universitetsloven i 2003. Rapporten minder meget om den aktuelle Reformkommissions arbejde.

Det er også værd at nævne, at Danmarks Forskningsråd, som vist nok etableres fra 1996 havde en kraftig teknisk-erhvervsorienteret sammensætning. Dette råd kom nærmest til at ligne de universitetsbestyrelser, som udviklede sig af 2003-loven.

Men Helge Sander kommer først til i november 2001. Det var socialdemokraten Birthe Weiss, som var forskningsminister i perioden 1999-2001. Hele lovens ideologiske grundlag er altså udarbejdet under Poul Nyrups regeringer.

B. Forsknings- og teknologiministeriet i 1993

Dette faktum bragte mig på sporet af et andet forhold. Det viser sig nemlig, at forskningens første ministerium blev skabt samtidig med Nyrups første regering i 1993. Det var også i 1993, at der med det samme blev indledt en delvis tradition for at forbinde forskning og teknologi i ministeriets navn. Den første version af ministeriet hed “Forsknings- og teknologiministeriet”.

Denne navne-tradition ophørte faktisk først for alvor i 2011, hvor ministeriet fik navnet ”Uddannelses- og forskningsministeriet”, som det stadigvæk hedder. Det var her, i 2011, at lærer- og pædagoguddannelserne forlod Undervisningsministeriet og kom under forskningsområdet. Resultatet var, at den radikale minister, Morten Østergaard, gik amok på læreruddannelsen med hele det nyreformerede DPU som ivrig og ukritisk ledsager.

Her er et eksempel på forskning-IT-forbindelsen: I 2000 stod der på ministeriets hjemmeside: ”IT- og Forskningsministeriet har det politiske ansvar for forskning, informationsteknologi og telekommunikation”. Denne forbindelse mellem forskning og IT har man fortsat.

Helt frem til marts 1998 var universiteterne ligesom læreruddannelsen og folkeskolen under Undervisningsministeriet. Det nye forskningsministerium fra 1993 var altså nærmest en tom skal frem til 1998, hvor universiteternes forskningsaktiviteter så kom under det nye ministerium. Og først i 2003 fik forskningsministeriet ansvar for universiteternes undervisning.

Nuvel, det brud mellem ”undervisning” og ”forskning”, som dermed etablerede sig fra 1998, har en form for symbolsk realitet. For dermed fjernes ”Undervisningen”, dvs. undervisningsfriheden, fra universiteterne. I stedet satte man læring og teknologi, som kunne løbe sammen med et teknisk begreb om ”forskning” i en form for opgør med ”videnskaben”.

Men hvad så med Undervisningsministeriet, som jo pludselig var uden den ”videnskab”, som selv var blevet til ”forskning- og teknologi” uden ”undervisning”? Jo, dette gamle ministerium blev jo så til ”undervisning” uden ”videnskab”, dvs. uden ”kundskaber”. Vi gik derefter ”fra undervisning til læring”, som det hed. Undervisningsministeriet blev til en slags ”læringsministerium”, som modarbejdede skolens formål, som ellers netop satte ”kundskaber” centralt. Og Forskningsministeriet modarbejdede videnskaben, som jo er afhængig af undervisningens begreb.

Videnskab, uddannelse og kundskaber omdannes dermed til forskning, data og læring, mens disse begrebers forbindelse til menneskets forsamlings- og tænkningspraksis går i opløsning.

C. Nyrup og centrum-venstre i 1992

Endnu en refleksion er, at Nyrup jo blev socialdemokratisk partiformand i 1992, altså året før etableringen af ”Forsknings- og teknologiministeriet”. Nyrup vandt over Auken, som tilhørte den gamle centrum-venstre tidehvervsfløj, dvs. efterkrigstidens humanisme.

I 1993 blev Auken så miljøminister under Nyrup, og dermed flyttede de socialdemokratiske åndsrester hen i miljøpolitikken, hvor den stadig spræller. Imens kunne undervisningspolitikken, som ellers sammen med kulturpolitikken havde været centrum-venstres efterkrigstids-åndsideal, reduceres til læring, evidens og teknik, hvor den også stadig spræller.

Omtrent samtidig med Forskningskommissionen, i 1998, oprettedes Kompetencerådet, som også gav den fuld gas med læringsbegrebets opgør med kundskabstraditionen. Dette råd var også initieret af centrum-venstre kredse (Mandag Morgen). Kompetencerådets arbejde beskriver jeg grundigt i min bog om ”Skolens formål”.

Det var Nyrup-ånden, dvs sådan lidt a la Tony Blair, hvis regering i 1998 udgav “The learning age”. Skrækkeligt.

 

2. Den 11. april: Nils Bredsdorffs forsvar for videnskab og kritik

Nils Bredsdorff (1946-2012) tilhørte som ung den klassiske venstrefløj i SF/VS. Senere blev han samfundsforsker og forskningsbibliotekar på RUC.

I 2008 skrev han et par virkeligt tankevækkende artikler om universitetspolitiske emner (jvf. link). Artiklerne handler om, hvordan principperne fra universitetsloven i 2003 udviklede sig ud af 1970-lovens styringsinteresser. Herfra blev videnskabens kritiske principper løbende undermineret af en blanding af de nye universitetsledelsers autoritære magt samt diverse forsøg på at marginalisere og censurerer kritisk aktivitet.

Bredsdorff kommer – især i det andet essay – ind på dels universitetsledelsens og institutledelsens nye magt og dels forfaldet i den kollegiale kritik, et forfald jeg jo selv i høj grad kender til.

Der er som om, at Bredsdorff skriver om DPU og ARTS, ikke mindst om institutleder Claus Holms primitive og uciviliserede forsøg på at tage magten over dansk pædagogisk forskning samt om dekan Johnny Laursens autoritære forfølgelse af videnskabelige kritikere. Der er nærmest en 1:1 relation mellem Bredsdorffs gennemgang og den empiriske realitet.

Her er fem citater fra Bredsdorffs artikel:

• Institutledelsens magt og ”interne stridigheder”:

”Institutlederens instruktionsbeføjelser åbner en ladeport af misbrugs- og styringsmuligheder. Masser af videnskabssociologiske undersøgelser af alle fagområder viser, de vil blive brugt i faglige, institutionspolitiske og personlige stridigheder. Problemet er, at den interne, fagligt baserede kontrolmulighed, som den kollegiale styrelse indebar, er fjernet”. (s. 38)

•  Ødelæggelsen af videnskabelig kollegialitet (”venligt-fjendtlige samarbejde”):

”På baggrund af den lange selvstyrehistorie er der en sej tradition for, at universiteterne samtidig pålægger sig selv restriktioner på formen – det der har udviklet sig til elaborerede speech codes, som tenderer til at støde sammen med forskerens forpligtelse til kritik og det såkaldte venligt-fjendtlige samarbejde mellem forskerne. Det er dilemmaer, der kun kan behandles på fagligt plan ved fri afvejning blandt ligemænd”. (s. 36)

•  Udvidet ytringsfrihed og angreb på kritiske forskere:

”Forholdet mellem det ansættelsesmæssige/administrative og det akademiske i en universitetsansættelse er så komplekst at ytringsfriheden også gælder de interne ledelsesmæssige forhold på universitetet. Ellers ville tilsyneladende ikke-akademiske forhold kunne forvandles til hindringer og vanskeligheder for obsternasige eller upassende forsker”. (s. 37)

• Kritik af kollegers forskning bør fremmes:

”Hvis forskning er søgen efter systematisk, rationel og kritiserbar viden og samtidig den aktive kritik af enhver videnskabelig påstand, så er studenternes og omverdens eneste garanti for, at undervisningen er på højest videnskabelige niveau og dermed forskningsbaseret, at lærernes kritiske refleksion over kollegers forskning og undervisning muliggøres og dyrkes/fremmes/institutionaliseres”. (s. 40)

•  ”Retten og pligten til kritik” bør institutionaliseres for at undgå ”skjult censur og faglig forfølgelse”:

”Forskerne må selv acceptere aktivt at deltage i og udsætte sig for den faglige kritik og kontrol. Dette kan medføre vanskeligheder i forholdet til kolleger, andre forskningsgrupper og universitetsforvaltningen og ledelserne. For at fungere må denne kritik derfor støttes af nogle institutionaliserede regler, som kan værne om retten og pligten til kritik. Kritikken som integreret element i forskningen har formelt altid eksisteret, men reelt været fraværende. Denne institutionalisering eller i al fald legitimering af faglig kritik af kolleger har en anden og meget vigtig side: Den åbne og tvungne kritik er den eneste måde at forhindre skjult censur, ’silencing’, marginalisering og faglig forfølgelse”. (s.42)

Så allerede i 2008 forudså Bredsdorff den filosofiske realitet, der nu for alvor har sat sig igennem på Aarhus Universitet og på DPU.

Bredsdorff var også aktiv i kredsen omkring bloggen ”Forskningsfrihed”, og hans kritik førte faktisk til nogle ændringer af universitetsloven i 2011, som gav en lidt bedre sikring af forskningsfriheden, end der var lagt op til.

Link til Bredsdorffs artikel: https://ojs.ruc.dk/index.php/skr/article/view/7

 

3. Den 12. april: Da “forskningen” tog magten fra Humboldt

I en artikel fra 2012, ”Reformbølgen tager form”, som står i bogen ”Dansk forskningspolitik efter årtusindskiftet”, har Kaare Aagaard, som i dag er forskningsleder på UC VIA, en interessant betragtning om de forskellige ministeriers magt over universiteterne.

Sagen er nemlig den, at selvom ”Forsknings- og teknologiministeriet” allerede blev etableret i 1993, så kom universiteterne først fuldt og helt – dvs. med både undervisning og forskning – under dette ministerium fra 2001, hvor ministeriet fik navnet ”Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling”.

Før det havde Undervisningsministeriet helt eller delvist svunget taktstokken over universiteterne.

Det er i den forbindelse, at Aagaard skriver følgende om 2001:

”Undervisningsministeriet, der ellers frem til dette tidspunkt havde stået som den ministerielle eksponent for nogle af de traditionelle Humboldt-inspirerede styringsopfattelser, og som i perioden fra 1993 og frem også i visse henseender havde fungeret som en modvægt til Forskningsministeriets styringsambitioner, var dermed sat helt uden for indflydelse i forhold til såvel forskningen som undervisningen på universiteterne” (s. 51, se også s. 334))

Så Humboldt boede i Undervisningsministeriet, mens opgøret med Humboldt boede i Forskningsministeriet.

Det er da interessant.

Nogle år senere forsvandt Humboldt og pædagogikken også fra Undervisningsministeriet. Det blev for alvor stadfæstet efter 2006, hvorfra skolepolitikken blev overtaget af nogle af de økonomer, som også havde stået bag den nye forskningspolitik. Det er det, man kalder en uheldig forstærkning.

Reference: Kaare Aagaard (2012). ”Reformbølgen tager form”, i Aagaard, K. & Meilgaard, N.: Dansk forskningspolitik efter årtusindskiftet, Aarhus Universitetsforlag.

 

4. Den 14. april: Øjvind Larsens kritik af konkurrencestatens universitet: “En totalitær styreform”

Tidsskriftet Social Kritik havde i nr. 129, 2012, et virkeligt godt temanummer om universitetspolitik. Der er mange gode artikler.

Her er lidt noter fra Øjvind Larsens åbningsartikel. Øjvind Larsen var i 2012 lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS.

Larsen taler for både klassisk akademisk frihed og demokratisk styreform. Det er altså Humboldt + universitetsdemokrati. Dette “+” skal man altid have in mente, når man vurderer kritikken.

Her er nogle af Øjvind Larsens kommentarer til den universitetspolitiske situation omkring 2011, hvor 2003-loven for alvor var ved at sætte sine spor:

•  Den totalitære styreform:

”Der er tale om en totalitær styreform, som transformerer hele universitets organisation og indre virkemåde på en sådan måde, at der ikke længere er plads til den form for kritisk omtanke, faglighed, dannelse og uddannelse, som tidligere var målestokken for et universitet.”

• Dannelsens og spørgsmålenes kollaps:

”Målet med universitetet er ikke længere forskning og dannelse forstået som en spørgen, der står i centrum, men det er blevet instrumentel produktion af viden som på en fabrik, som rammende blev beskrevet af en tidligere forskningsminister med en målsætning om, at der skulle være en direkte sammenhæng mellem forskning og faktura, altså mellem forskningen og dens økonomiske omsættelighed.”

•  Tabet af “diskuterende offentlighed”:

”På det nye universitet er det et problem, at kun få studenter og ansatte offentligt reagerer og reflekterer over universitetet indenfor universitetets egne rammer. Der er ikke længere nogen diskuterende offentlighed på universitetet. Der er sat en ny diskurs, som fremstår med en tvingende indre rationalitet, som er vanskelig at sige imod, fordi den afspejler den dominerende politiske og økonomiske rationalitet i samfundet.”

•  Akademia går til grunde:

”Tværtimod er den akademiske frihed gået til grunde i denne nye model”.

Temanummeret indeholder også mange andre tankevækkende artikler. Dem vender jeg muligvis tilbage til.

 

5. Den 14. april: Pædagogisk oprør

Landets nok mest selvstændigt tænkende uddannelsespolitiske aktør, Carolina Magdalene Maier, undrer sig i et facebook-opslag over, at undervisningsminister Mattias Tesfaye kalder på et “pædagogisk oprør”.

Hendes undren skyldes, at Tesfaye tilsyneladende er helt ubekendt med det omfattende “pædagogiske oprør” i form af den “urene pædagogik”, som har fundet sted og bredt sig siden 2011, især under Merete Riisagers regeringsperiode som undervisningsminister og med støtte fra Maier selv.

Tesfaye markering fandt sted på en konference om “trivsel” på DPU. Og DPU har om nogen været den centrale videnspolitiske passage for den læringspolitiske strømning, som undervisningsministeren kalder til “oprør” imod. Ikke mindst Lars Qvortrup, som var en central person på konferencen, har spillet en enorm rolle for alt det, som der nu skal gøres “oprør” imod.

Mange tak til Maier for at minde om disse modsætninger.

Maiers facebook-opslag: https://www.facebook.com/carolinamagdaleneprivat/posts/pfbid021rw5qKM5u9jkCWQmBCC16j6YRwkTP83y3HhMTdiCqdyWpouztMq3Hq1cbaxRUSfTl

Link til artikel om Tesfayes ”oprør”: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/tesfaye-om-mistrivsel-der-er-brug-for-mindre-psykologisering-og-mere-paedagogik

 

6. Den 20. april: Aktuel pædagogisk kritik af DPU og Claus Holm

Cand.pæd. Helge Christiansen kritiserer i dagens Folkeskolen.dk DPU for at være for ukritisk over for folkeskolereformen. Christiansen noterer følgende i sit indlæg, som han har skrevet i forbindelse med en debat om en aktuel bogudgivelse:

”Men det var først og fremmest DPU-leder Claus Holm og indflydelsesrige, toneangivende forskere som Niels Egelund og Lars Qvortrup, der burde sige undskyld til lærerne for deres fatale fejltagelser.”

Og videre hedder det om Holms mangeårige og vedholdende opgør med skolens formål:

”Claus Holm fortsætter samme linje, som var bærende for skolereformen. Det centrale i folkeskolens undervisning er ikke opdragelse til demokrati, tilværelsesoplysning og fællesskab, men læring, der fører til, at eleverne mestrer deres egen læring.”

I kommentarsporet kvitterer en anden skolelærer, den aktive debattør og tidligere HB-medlem af DLF, Niels Chr. Sauer, med følgende ramsaltede konstatering:

”Lad mig sige det rent ud: Claus Holm er en flink og smilende mand, og han har aldrig gjort mig noget. Men han og kredsen omkring ham på DPU virker temmelig ligeglade med folkeskolen og røber med jævne mellemrum et rystende ukendskab til dens virkelighed.

Han er på åbenlys kollisionskurs med folkeskoleloven (formålsparagraffen), som han vil have ændret. Han fører en uerklæret krig imod dens forsvarere og lider tydeligvis af magtbrynde (von Oettingens nedlagte professorat, fyringssagerne). Han lovpriser igen og igen Ove Kaj Petersen og hans konkurrencestatsbegreb.

Hvad kvalificerer ham til at indtage posten som øverste leder på Danmarks Pædagogiske universitet – på niende år? Han hører snarere hjemme på Copenhagen Business School. Hvorfor rejser der sig ikke en storm imod hans gøren og laden i den pædagogiske verden? For meget flinkeskole?”

Selv forstår jeg heller ikke, hvordan skoletraditionens nok største modstander kan være leder af skolens videnskab. Det kan jo kun gå galt. Både step by step og i pludselige aktioner.

https://blog.folkeskolen.dk/blog-dansk-danskundervisning/magtelitens-ulidelige-arrogance/4711215

 

7. Den 1. maj: Omtale af ”I skolereformens kølvand”

Lærke Grandjean har lavet en virkelig flot og grundig omtale af “I skolereformens kølvand” til folkeskolen.dk.

Hun lægger især vægt på bogens indledende karakteristik af skolereformens struktur, men gennemgår også en del af bogens øvrige indhold, herunder sagerne om Keld Skovmand og Erik Schmidt samt kontakterne mellem OECD, teknologi og forskning.

Endelig sætter hun bogen i relation til afskedigelserne på DPU.

God 1. maj til alle, og tak til Lærke Grandjean

Link til Lærke Grandjeans indlæg: https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/i-skolereformens-kolvand-kritik-justering-og-forstaerkning-af-thomas-aastrup-romer/4713288

 

8. Den 1. maj: Rygter efter bogen om DPU

Der sker noget på DPU, har jeg hørt. Jeg lancerer lige rygterne, (punkt 1 og 2) og så lidt mere (punkt 3 og 4). Suppler eller korriger endelig.

A. Nedskæring af pædagogisk filosofi

Claus Holm vil skære kraftigt ned på pædagogisk filosofi. F.eks. vil han nedlægge Aarhus-uddannelsen (”pauserer”, som det hedder på nysprog).

Nedskæringen er en del af en samlet omstrukturering af ca. 11.000 timer, hvor pædagogisk filosofi på en eller anden måde skal bære ca. 3000. Mon ikke der skal flyttes timer til Claus Holms strategi? Det er helt efter bogen.

B. Ny afdelingsstruktur

Holm vil også ændre DPU’s afdelingsstruktur, har jeg hørt. Hans to favoritter, Afdeling for pædagogisk psykologi og Afdeling for uddannelsesvidenskab, opretholdes. Det var især i disse afdelinger Holm hentede sine støtter i december 2022. (f.eks. Morten Nissen og Lars Geer Hammershøj).

Derudover etableres en Afdeling for sociologi, antropologi og filosofi. Dvs. en slags rest-afdeling for tre af de gamle afdelinger. Her samler man kritikkens rester op i humanteknologiske og socialkonstruktivistiske strategier. Mon ikke Holm ansætter en posthumanistisk orienteret antropolog som afdelingsleder? Det er mit bud.

Endelig kommer der en form for Afdeling for didaktik, som udover de didaktiske miljøer opsluger den gamle lærerhøjskole-rest, ”Generel pædagogik”, som tidligere var sammen med pædagogisk filosofi. Denne flytning vil tømme Generel Pædagogik for filosofisk og pædagogisk indhold. I stedet vil faget tage farve af en filosofifjendtlig didaktiske forskning, som pt. er kraftig farvet af Jeppe Bundsgaards OECD-begejstrede pisa-pædagogik og såkaldte scenariedidaktik.

Bundsgaard og hans miljø er også blandt Holms udvalgte støtter, både i december 2022, men også længere tilbage.

På den måde befæster Claus Holm sin autoritære magt over instituttet, og hans udvalgte mso-professorater kan styre dansk pædagogisk forskning. Det er også helt efter bogen.

C. Faculty of Education

Under disse forandringer ulmer et ”Faculty of Education”, som udspringer af Reformkommissionens indre. Her er Holms mentor, Lars Qvortrup, den førende faglige deltager, mens resten styres af økonomer fra 2000’erne. Det er også helt efter bogen.

D. Ny ledelse på universitetet/fakultetet

Dertil kommer nogle skift i ledelsen af AU, hvor bestyrelsen i december 2022 blev tømt for dannelsestanker (Connie Hedegaard og Jørgen Carlsen gik af). Den nye formand, Birgitte Nauntofte, er støbt ud af Universitetsloven fra 2003 og dennes opgør med videnskab og pædagogik.

Dertil kommer, at bestyrelsen lige har ansat en ny dekan for ARTS, nemlig Maja Horst, som ifølge en bog fra 2018 er imod noget, hun kalder for ”frihedskæmpere”. Brian Degn Mårtensson skrev en interessant og særdeles kritisk anmeldelse af bogen i 2018. Horst afløser Johnny Laursen, som siden 2014 har kørt i tæt parløb med Holm. Det hele er helt efter bogen.

Men som sagt er punkt 1-2 rygter. Suppler endelig. Jeg beklager naturligvis, hvis der skulle være tale om halve vinde.

Link til Brian Degn Mårtenssons anmeldelse af Maja Horsts bog: https://www.altinget.dk/artikel/anmeldelse-ny-bog-om-universiteterne-er-fyldt-med-tvivlsomme-postulater-og-grelle-misforstaaelser

 

9. Den 2. maj: Kronik om “skolereformens kølvand” i Politiken

I dagens kronik i Politiken analyserer jeg de seneste års skolepolitiske udvikling og denne udviklings historiske baggrund. Det sker med udgangspunkt i bogen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, som udkom officielt i går.

Link til kronik: https://politiken.dk/debat/kroniken/art9322125/Det-g%C3%A5r-ned-ad-bakke-for-danske-b%C3%B8rn-p%C3%A5-b%C3%A5de-p%C3%A6dagogiske-og-sociale-m%C3%A5l-%E2%80%93-og-ofte-glemmer-man-den-egentlige-skandale

 

10. Den 2. maj: Flot anmeldelse af ”I skolereformens kølvand” i Folkeskolen

Jens Raahauge har skrevet en nærmest smuk anmeldelse af ”I skolereformens kølvand” til folkeskolen.dk. Raahauge lægger ud med en ret lang refleksion over omslagets brusende kølvand. Han er i tvivl om skibets retning. Løber kølvandet kritisk nedad? Eller går stræbende det opad som i en strofe fra ”En rejselysten flåde”, der jo handler om genforeningen i 1920?: ”Her er Danmark, dit og mit / med sin kølvandsstribe”.

Så Raahauge, som selv er dansklærer, havner i en bevægelig, kritisk og national struktur. Det lyder dejligt. Kølvandet vender på en måde begge veje. Godt set.

Dernæst roser han i en ret grundig passage bogens metode, det såkaldte ”vidnesbyrd”, som jeg har fra den svenske filosof Marie Hållænders dybt inspirerende refleksion over Odysseus’ hustru, Penelope.

Derefter gennemgår han kort bogens struktur. Tak for det.

Undervejs reflekterer Raahauge lidt over bogens kritiske form. Han skriver, at kritikken indimellem er lidt for krasbørstig. Men lige før skriver han det modsatte, så det lyder jo også godt. Han ender med at sige, at kritikken er ”kradsende”. Et skønt udtryk.

Raahauges tvivl om ”kradseriet” hænger sammen med, at han er anfægtet:

”Det er for mig vanskeligt at acceptere, at den nordiske pædagogiske tradition, der har rødder i humanisme og oplysningstænkning, erstattes af en databaseret, teknokratisk og instrumentel tilgang til pædagogik. Men det er op ad bakke. For eksempel er de nye studerende ved de pædagogiske uddannelser unge, der for de flestes vedkommende har reformskolen som erfaringsgrundlag.”

Til sidst konkluderer han følgende:

“Thomas Rømers bog bærer på dokumentation og vidnesbyrd, som trods dens sine steder for kradsbørstige form, gør den til en inspiration til fortsat ageren mod den tænkning, der ligger bag afhumaniseringen af den nordiske skoletradition.”

Mange tak til Jens Raahauge.

Link til anmeldelse: https://www.folkeskolen.dk/folkeskolereform-malstyring-paedagogik/skolen-traenger-til-en-kaerlig-and/4709468

 

11. Den 5. maj: Reformkommissionen

A. Etableringen

Reformkommissionen blev etableret i efteråret 2020 i direkte forlængelse af konkurrencestatens ideologiske og personbårne essens. Herudover var der tilføjet en stænk af nedluknings-radikalisme. Det kan man læse om i dette indlæg (især i indlæggets afsnit 2):

http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-68…

Dermed er selve filosofien på plads: 90% konkurrencestat + 10% biostat + 0% pædagogik.

B. Tvangstests til alle

Denne ånd giver sig til kende i kommissionens mest totalitære forslag, nemlig ideen om at alle 2-3-årige børn skal tvangs-sprogtestes. Og hvis forældrene ikke er interesseret, så fratages de børneydelsen.

Begrundelsen for dette statslige indgreb i civilsamfundets kernerettigheder er en statistisk konciperet social lighed ift. ungdomsuddannelse. Det vil sige, at det især er økonomer som Erik Hanushek og James Heckman, der er på færde. Og især Heckman står jo helt centralt i den moderne socialdemokratisme via Pernille Rosenkrantz-Theils bog om emnet.

Både Hanushek og Heckman er en central ideolog i konkurrencestatens ideologi. Det fremgår f.eks. af værket ”Pædagogikkens idehistorie” fra 2017. Jeg drøfter også ideologien grundigt i min seneste bog ”I skolereformens kølvand”.

Disse tvangstest kan efterfølgende indgå i omfattende digitale registreringssystemer, der kan understøtte en altomfattende teknisk forskning. Og denne ”forskning” kan fortsætte med at overtræde grænsen mellem privat og offentlig og dermed optimere postulerede og undertrykkende statistikker langt ud i fremtiden. Pædagogisk metode vil blive defineret entydigt og instrumentelt af denne logik.

Dette tvangsindgreb er nok det mest totalitære forslag i rapporten.

C. Faculty of Education

Dertil kommer forslaget om at etablere et ”Faculty of Edcuation”, som muligvis skal erstatte DPU (det står lidt uklart). I efteråret 2022 fik jeg aktindsigt i en del af baggrundsmaterialet og skrev i den forbindelse følgende, som jeg lige har kørt over i dagens anledning:

Reformkommissionen er som tidligere nævnt en form for forlængelse af den nedsmeltning og instrumentalisering af samfundets pædagogiske liv, som fandt sted i regi af Globaliseringsrådet og Skolerådet fra 2006 til 2013, og som førte direkte frem til skole- og læreruddannelsesreformerne i 2013. Det kan man se alene ved det forhold, at der er et stærkt overlappende persongalleri i de forskellige råd, herunder ikke mindst de indflydelsesrige økonomer Jørgen Søndergaard og Nina Smith. Kommissionen kalder sig da også for “kommission for 2. generationsreformer”, som netop henviser til 00’ernes reformer, som altså var ”1.generation”.

I oktober 2022 kom en meget vigtig ting frem i lyset, som har været nærmest hemmeligt. Det drejer sig om, at Reformkommissionen arbejdede med at etablere et såkaldt ”Faculty of Education”, som skal have en særlig praksisnær og evidensbaseret karakter. Det nye fakultet skal dække ”fra dagtilbud til ph.d.”, som det hedder. Den forskning, som skal etableres i dette ”faculty”, skal ligne ”lægernes kliniske forskning”, skriver Jørgen Søndergaard, der er formand både for Reformkommissionen som sådan og for selve ”faculty”-gruppen. Han kalder sin ’klinik’ for ”større/bedre kobling mellem forskning og praksis”. Man vil også sørge for “udvikling og udbredelse af digitale undervisningstilbud”. Det hele foregår helt uden kritiske omgivelser.

Det omfattende arbejde med disse ”faculty-tanker” blev sat i gang i maj 2022. Der har frem til efterårsferien 2022 været afholdt to ud af fem møder om hhv. dagtilbud/skole og gymnasier/erhvervsuddannelser. Snart følger resten af uddannelsessystemet. Møderækken og afrapporteringen skulle efter planen have været afsluttet i slutningen af oktober, men folketingsvalget i november 2022 kom lidt i vejen.

Der er ikke noget på nettet om det nye ”faculty”, så vidt jeg kan se, før nu. Men i oktober 2022 fik jeg hele 1250 siders aktindsigt om emnet fra Reformkommissionen. Faktisk tror jeg – selvom jeg ikke er helt sikker – at det er meningen, at dette ”faculty” skal overtage eller definere DPU’s rolle som videreuddannelsessted for pædagoger og lærere. F.eks. står der i kommissoriet – i en mærkelig form for datid – at man skal ”lære af erfaringerne med et DPU”, underforstået at der nogle dårlige erfaringer. DPU er også det eneste, der har fået lov til at indsende et længere notat om sin organisation til arbejdsgruppen. Og på nogle slides, som er lavet af tænketanken DEA’s direktør, Stina Vrang, er der et billede af DPU’s bygninger i Emdrup under overskriften ”Faculty of Education”. Men ok, det er bare en fornemmelse. De konkrete institutionelle konsekvenser kan jeg ikke helt gennemskue af materialet, men tankegangen er helt klar.

Hvem er de mest toneangivende kræfter i den centrale arbejdsgruppe for Faculty of Edcuation under Reformkommissionen? Ja, det er gamle kendinge fra skolereformsegmentet:

De første tre er også med i Reformkommissionen som sådan, hvilket understreger initiativets betydning:

– Jørgen Søndergaard (økonom, formand) (også med i Skolerådet)

– Nina Smith (økonom) (også med i Skolerådet)

– Per B. Christensen (med i mange vigtige skolereforms-organiseringer, f.eks. AP Møllers forskoleudvalg)

Dertil kommer følgende:

– Lars Qvortrup (stærk tilhænger af skolereformens læringsfilosofi, tidl. leder af DPU)

– Dorte Bleses (AUs Trygforskningscenter, ekstremt på Heckmans lighedsideologi)

– Bjarne Wahlgren (lidt anonym og tilpasningsdygtig forsker i teori/praksis)

– Stefan Herman (rektor, KP)

– Hanne Leth Andersen (rektor, RUC)

(De sidste to er dog underligt fraværende i materialet).

Et af medlemmerne, Lars Qvortrup, er begejstret. Han skriver et sted i materialet (mail pr. d. 17/5-2022): ”Et Faculty of Education som skitseret er noget, jeg i mange år har arbejdet for”. Det var da også netop et sådant fakultet, han forsøgte at omdanne DPU til, da han var dekan i 2008-11, og som dengang producerede det ”relevanskriterium”, som han kunne fyre filosoffer med.

En række andre velkendte navne fra skolereformens ideologiske kreds har også været knyttet til arbejdet. F.eks. er der oplæg fra folk som

– Simon Calmar Andersen (tidligere i Skolerådet, også stærkt på Heckman-fløjen)

– Stina Vrang, direktør i DEA (DEA er helt uden filosofisk indhold, også på Heckman-fløjen)

Der er ikke noget fra den kritiske og pædagogiske tradition.

Og i de forskellige forskningsoversigter, som er vedlagt materialet, er der stort set renset for seriøs pædagogisk videnskab, mens det derimod myldrer med organisationer og koncepter som DEA, VIVE, LSP-teknologi og så videre. Og på samme måde er der en række bilag, hvor hele 2000’er-tænkningens organiseringer helt ukritisk ridses op, mens alt andet forties, herunder den store kritiske aktivitet, der har været gennem årene.

D. DPU-konference om praksisfaglighed

Det er også værd at fremhæve, at DPU den 3. maj 2023, altså samme dag, som Reformkommissionen offentliggjorde dens aktuelle rapport, holdt en konference om “praksisfaglighed” med deltagelse af folk som Claus Holm, Lars Qvortrup og Ove Kaj Pedersen. Og “praksisfaglighed” er netop et af Reformkommissionens kernebegreber”.

Disse processer spiller formodentlig sammen med de ret omfattende ændringer af DPUs struktur, som jeg omtalte for et par dage siden.

Her er det indledende citat fra konference-oplægget, som bærer stærkt præg af Reformkommissionens ideologi:

“Selvforsørgelsen og arbejdets egenværdi er bærende elementer i det danske velfærdssamfund. Dette aktualiseres i regeringsgrundlaget, som netop understreger behovet for at aktivere den såkaldte restgruppe af unge, som står uden for arbejdsmarkedet, samt for at øge rekrutteringen til de erhvervsrettede uddannelser. Men kan disse mål realiseres uden at gentænke folkeskolens rolle i forhold til at forberede eleverne på arbejdslivet og på de forventninger, som samfundet stiller efter skolepligtens udløb?”

Man kan læse mere om konferencen her: https://dpu.au.dk/praksisfaglighed

E. Efterskoler

Endelig er der Reformkommissionens syn på skoler og især på efterskolerne. Jeg må lade det fare i denne omgang. Jeg vil ikke have ødelagt min Spot-festival, som starter om få timer. Men jeg vender muligvis tilbage med en vurdering.

Link til Reformkommissionens aktuelle materiale: https://reformkommissionen.dk/udgivelser/nye-reformveje-2/

 

11. Den 8. maj: Advokatundersøgelse: DPU har brudt forvaltningsloven

Dansk Magisterforening har bedt en ekstern advokat om at vurdere min afskedigelsessag. Advokaten har lavet et notat, som fylder 14 sider. Advokaten mener, at Claus Holm og Aarhus Universitet har brudt forvaltningslovens regler på to måder:

“- dels idet man har forsømt at partshøre Thomas Aastrup Rømer om nogle faktuelle forhold, som indgår i Aarhus Universitets afgørelse og

– dels idet begrundelsen for afskedigelsen ikke på fyldestgørende vis redegør for, at disse faktuelle forhold har indgået i beslutningsgrundlaget.”

Disse “faktuelle forhold”, jvf. første pind, kom ifølge rapporten frem i forbindelse med et møde med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen i marts 2023. Det drejer sig om tre helt ubestemte henvendelser til DPU’s ledelse. Jeg har ikke hørt om nogle af disse henvendelser før, og jeg kender stadig ikke til deres indhold. Og i fyringsbrevet skrev Holm, at der ingen kritik var under det kollegiale kriterium.

Jeg har da også kun fået ros for min kollegiale indsats i forbindelse med mus-samtaler mv.

DM ønsker dog ikke at rejse sag mod universitetet, fordi disse lovbrud angiveligt bliver ”absorberet” af arbejdsretten, som det hedder med henvisning til en højesteretsdom fra 2007. Vi er i en retlig sump.

Men kort sagt: Universitetet har brudt loven. AU er ikke rettens sted.

Og mere alment: Måske skulle man flytte til en retsstat?

Advokatvurderingen kan tilgås her: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Notat-om-opsigelse-ved-AU.pdf

 

12. Den 9. maj: Pædagogisk filosofi

A. Paradoks:

Jo mindre samfundet efterspørger pædagogisk filosofi, desto mere har samfundet brug for pædagogisk filosofi (Konkurrencestatens og DPU’s situation).

Men i samme øjeblik samfundet efterspørger pædagogisk filosofi, så ophører fagets relevans (f.eks. dannelse som trivsel/verdensmål/ideologi).

Så enten er faget relevant, men uønsket, eller også er faget ønsket men irrelevant.

B. Forklaring:

Hvorfor er det sådan? Det er fordi, at pædagogisk filosofi konstant spørger til de begreber, som pædagogiske praksisser og institutioner er skabt ved.

Derfor: Når samfundet ikke efterspørger pædagogisk filosofi, så er det et tegn på institutionernes og pædagogikkens forfald. Og når samfundet efterspørger pædagogisk filosofi, så er det et tegn på spørgsmålenes og filosofiens forfald.

C. Uddannelse:

Hvem kan uddanne til dette krydsfelt, til denne strid mellem institution og spørgsmål?

Det kan kun et universitet, et seminarium eller en skole, som er stiftet for spørgsmålenes og institutionernes egen skyld, og som via denne særlige egenarts praksis kan opdrage samfundets begreber og politik. Dermed etableres ”den frie tid” i alle mennesker og på alle steder som en livets højborg og slotsplads.

Denne mulighed går desværre imod både DPU’s og UC’ernes grundlæggende konstitution.

D. Ledelse:

Ledelse af pædagogik og kundskabsudvikling har i den forbindelse kun en eneste opgave. Nemlig intet at gøre samt at kæmpe imod alle, der vil gøre noget, dvs. som vil bestemme over den frie tid.

Så en skoleleder drikker kaffe på kontoret og skriver kritiske breve til KL om at holde sig væk. Ikke andet.

Imens synger børn og voksne sange fra fortiden, f.eks. Ingemann, Sys Bjerre eller ”We don’t need no education”, mens de kigger blødt op på væggen, hvor der hænger billeder af tænkere og digtere og olympiske helte. Eller måske går de ture i skoven, hvor de rører lidt ved blomsterne, mens solen drysser sine stråler ud over barnehuden.

 

13. Den 9. maj: Det pædagogiske paradoks

Det måske vigtigste værk på dansk om pædagogik siden 2. verdenskrig er Alexander von Oettingens bog ”Det pædagogiske paradoks – et grundstudie i almen pædagogik”, som udkom i 2001 på forlaget KLIM.

Her er nogle grunde til, at bogen er så vigtigt:

A.

Bogen udkom i 2001, samtidig med at lærings- og konkurrencedagsordenen for alvor sætter sig igennem i samfundet, f.eks. i form af ”Ansvar for egen læring” og ”vidensøkonomien”.

Men bogen har en form for naivitet. Det samfundsmæssige pres nævnes nemlig slet ikke. Dermed får ”paradokset” en egen opmærksom og nærmest naiv selvstændige kraft.

B.

Pædagogikkens ”paradoks” gør, at der indstiftes en form for filosofisk begrundet umulighed i pædagogikken, som går stik imod læringsdagsordnen. Paradokset bliver dermed en radikal filosofisk åbning i samfundet. Bogen bliver dermed det første rent pædagogiske grundlagsstudie i mange år.

C.

Bogen relaterer heller ikke til de grundtvigske og reformpædagogiske temaer, som ellers i mange år havde domineret resterne af pædagogikken, som altså allerede i 2001 var en truet art. Denne undladelse var lidt irriterende ved første blik, men den skulle siden vise sig at blive en kæmpegevinst, også for reformpædagoger og grundtvigianere.

D.

Via pkt. A-C vandt bogen en form for faglig selvstændighed fra det politiske og fra de mere traditionelle pædagogiske linjer i landet. Bogen blev et slags brag.

E.

Men hvad sker der så inde i det nye og frie område, som von Oettingen havde etableret?

Jo, von Oettingen rehabiliterer den tyske tradition (især Kant, Schleiermacher og Herbart) samt dennes indflydelse på dels Dietricht Benner og ikke mindst på Knud Grue-Sørensen, som var professor i pædagogik i København 1955-1974. Dermed rehabiliteres ”undervisningen” som grundbegreb; et begreb, som ellers var truet både af konkurrencestatens temaer og af de pædagogiske rester (dvs. af Grundtvig og reformpædagogik).

Grue-Sørensen havde faktisk spillet en stor rolle for læreruddannelsen i 1960’erne, men var gået lidt i glemmebogen efter at Bourdieu-folkene tog over i København. Nogle år senere, i 2006, skrev von Oettingen endda en afhandling om Grue-Sørensens pædagogiske tænkning, hvor ”paradokset” udvides til ”antinomier”, hvorved den pædagogiske filosofis centrale funktion i samfundet cementeres.

I ”Det pædagogiske paradoks” indledes desuden med en drøftelse af Rousseaus bidrag til ”paradokset” – nemlig at barndommen er radikal åben. Dermed får von Oettingens filosofi en særlig blødhed, som ikke altid kendetegner ”herbartianeren”, og som gør, at reformpædagoger også kan deltage i diskussionen. Von Oettingen bevarer dog det lidt ujævne forhold til både reform- og højskolepædagogik.

Det er måske også derfor, at Danmarks Lærerforening både kan have et professionsideal (fra 2003), som er løgstrupsk inspireret, og et folkeskoleideal (fra 2019), som er von Oettingen-inspireret. Anders Bondo så ikke på dette som modsætninger, hvilket andre ville have gjort.

F.

Von Oettingen bliver også en helt central person i udviklingen af den pædagogisk filosofi, som netop grundlægges som universitetsdisciplin på DPU i 2001. Dermed kommer bogen til at definere et helt fags selvstændighed, dvs. en ny (og gammel) form for undersøgende omgang med den pædagogiske fortid. I forordet til disputatsen fra 2006 takkes hele det nyetablerede pædagogisk-filosofiske miljø. Også fremtrædende højskole- og seminariefolk fra de sønderjyske egne får en tak.

På den måde bliver von Oettingens bog til det værk og værktøj, som løfter det ”nye” fag, ”pædagogisk filosofi”, ind i en række af de kritiske indsatser, som efterfølgende bidrog til at holde pædagogikken ved lige, f.eks. i form af Peter Kemps arbejde med “verdensborgeren” i 2000’erne. Peter Kemp var jo den første institutleder ved pædagogisk filosofi, som han ankom til med god erfaring fra det teologiske stridskabinet.

Og senere, i 10’erne overtog Uren Pædagogik, som både von Oettingen og Kemp bidrog til, de kritiske aktioner. Men Uren Pædagogik kunne aldrig have eksisteret uden de andre.

Og von Oettingens indsats bidrog via hans interesse for dannelsestraditionen til at holde andre inspirationskilder som f.eks. Gert Biesta i en form for kritisk kontrol. Biesta kom jo ud af Foucault-traditionen, hvor Bildung ofte blev simplificeret alt for kraftigt.

G.

Jeg havde faktisk glemt, at Alexanders bog var fra 2001. Men ved dette årstal og ved bogens selvstændige insisteren på pædagogikkens egne begreber, kommer bogen til at indtage den vigtige historiske og faglige plads, som jeg har forsøgt at beskrive.

H.

Senere relaterede von Oettingen sine tanker lidt mere til samfundsmæssige emner, selvom den slags ikke har haft hans store faglige interesse. Det sker f.eks. i bogen ”Almen didaktik” fra 2016 og ikke mindst i den fremragende pamflet ”Pissedårlig undervisning” fra 2019, hvor samfundet og pædagogikken slås, så det brager.

Men samfundsanalysen og den bredere kulturanalyse står trods alt lidt tyndt, så von Oettingen måtte hele tiden kæmpe imod Luhmannianernes lokkende toner, som prægede tiden, men som også Kemp tordnede imod.

I.

Men alle med kærlighed til pædagogik bør alle være dybt taknemmelige. Von Oettingen åbnede og forsikrede linjen mellem fortid og fremtid, så pædagogikken kunne vise sig og arbejde på det allermest kritiske tidspunkt i pædagogikkens historie. Uden denne bog havde den filosofiske kritik af pædagogikken måske ikke eksisteret som andet end sporadiske tilfældigheder.

Nedenfor kan man læse femten analyser og kommentarer til periodens uddannelses- og universitetspolitiske temaer.

 

1. Den 7. marts: DPU holder endnu en konkurrencestatskonference

DPU’s institutleder, Claus Holm, står endnu engang i spidsen for en konkurrencestats-konference. Han svinger selv den begrebsmæssige lunte med referencer til Ove Kaj Pedersen, og nogle af hans støtter. Lars Qvortrup, skal stå for kritikken, fremgår det. Det er nok det, dekan Johnny Laursen kalder for “pluralitet”.

Her er det indledende citat fra konference-oplægget, som bærer stærkt præg af Holms ideologi:

“Selvforsørgelsen og arbejdets egenværdi er bærende elementer i det danske velfærdssamfund. Dette aktualiseres i regeringsgrundlaget, som netop understreger behovet for at aktivere den såkaldte restgruppe af unge, som står uden for arbejdsmarkedet, samt for at øge rekrutteringen til de erhvervsrettede uddannelser. Men kan disse mål realiseres uden at gentænke folkeskolens rolle i forhold til at forberede eleverne på arbejdslivet og på de forventninger, som samfundet stiller efter skolepligtens udløb?”

Konferencens indholdsmæssige og begrebslige struktur følger direkte sporet fra DPU’s almene kommunikation og fra en række tidligere stort anlagte konferencer, hvor Holm også har spillet en hovedrolle, jvf. nedenstående links.

Det er ren magt.

Links

Aktuel konference: https://dpu.au.dk/praksisfaglighed

Eksempler på tidligere DPU-konferencer med samme struktur:

Konference om konkurrencestaten, november 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/konkurrencestatens-krav-til-dannelse-kommenteret-referat-fra-konference-pa-dpu-aarhus-universitet-d-20-november-2013-i-emdrup-kobenhavn.html

Konference om skolens formål, august 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/referat-af-konferencen-folkeskolens-formaal-til-eftersyn-d-19-august-2015-paa-dpu.html

Konference om livsduelighed, maj 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/livsduelighed-paa-dpu.html

Konference om professioner, april 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/konference-paa-dpu-oproer-underkastelse.html

 

2. Den 14. marts: Sappho-prisen: Video og manuskript

Der er nu muligt at tilgå en youtube-video fra prisuddelingsarrangementet fra den 11. marts, hvor jeg modtog Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris; herunder både selskabets motivering og min egen takketale.

Jeg har også lagt talemanuskriptet på min hjemmeside, hvis man hellere vil se talen på skrift. Her samler jeg også løbende info om begivenheden.

Links:

På video: https://www.trykkefrihed.dk/sapphoprisen-2023-thomas-aastrup-roemer.htm

På skrift: http://www.thomasaastruproemer.dk/trykkefrihedsselskabets-ytringsfrihedspris-sappho-prisen.html

 

3. Den 17. marts: Årsmøde i Dansk filosofisk selskab

I forrige uge, den 2.-4. marts, var jeg til det 24. årsmøde i Dansk Filosofisk Selskab. Det foregik på DPU, så jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle deltage, men heldigvis tog jeg afsted.

Konferencen blev åbnet af selskabets formand, Asger Sørensen. Selvom konferencens tema var naturfilosofi, så valgte han at tale om pædagogikkens tilstand her i Danmark, hvilket jeg var virkelig glad for.

Sørensen fremhævede den demokratiske dannelses dyder, især med reference til politisk teori, til den unge Marx og til Løgstrup, som jo i 1981 holdt forelæsning om skolens formål fra selvsamme talerstol, som Sørensen nu stod på. I den forbindelse kritiserede han institutleder Claus Holms konkurrencestatsbaserede og teknokratiske syn på pædagogik og forskning, og han nævnte Holms fyring af mig som et eksempel på pædagogikkens og forskningens krise.

Faktisk skulle Claus Holm ifølge det oprindelige program have indledt konferencen, men han havde meldt afbud. I stedet havde han sendt sin nye viceinstitutleder, Anna Skyggebjerg, som har forladt et strålende virke som børnelitteraturforsker til fordel for et job som mellemleder under Holms herredømme.

Jeg skal lige vænne mig til, at jeg – selvom jeg slet ikke kendte hende – forsvarede Skyggebjerg kraftigt både internt og i offentligheden, da det nye globale AU i 2011 tvangsflyttede børnelitteraturen til Aarhus. Nu sad hun så helt tavs og med den fjerne og allestedsnærværende institutleder under hatten og lyttede til Asger Sørensens kraftfulde kritik af tingenes tilstand. Hendes introduktion til konferencen var da også ekstremt kort.

Skyggebjergs forgænger som viceinstitutleder, Christian Kjeldsen, som altid bakkede Holm op, og som også efterfulgte Lars Qvortrup som leder af det læringsideologiske Nationalt Center for Skoleforskning, vil nu være professor skriver han på facebook. Det skal han nok blive.

Skal vi blive i paradoksernes verden, så er det værd at minde om, at Claus Holm jo støttede Lars Qvortrups forsøg på at fyre tre filosoffer i 2010, fordi deres forskning ikke var ”relevant”. Asger Sørensen var netop en af disse filosoffer.

Jeg vil derfor kalde det hele for et universitetspolitisk drama. På en måde er det lidt traumatiserende.

Min egen skæbne blev, udover altså i Sørensens åbningstale, også omtalt tre gange i parallelsessionen ”forskningsfrihed og akademisk frihed”, hvor jeg sad det meste af tiden, fordi jeg er ved at skrive en bog om emnet:

For det første nævnte lektor i pædagogisk filosofi, Anne-Marie Eggert Olsen, fyringssagen som et eksempel på universiteternes opgør med sig selv. Hun mente, at fyringen var et brud med Aarhus Universitetets vedtægt, dvs. dets kontrakt med staten, hvori der bl.a. står følgende i §4:

”Aarhus Universitetet vil udvikle videnskaben og bidrage kritisk til øget erkendelse ubundet af herskende videnskabelige og samfundsmæssige opfattelser. Aarhus Universitet vil derfor for sine forskere skabe vilkår, som fremmer kreativitet og en kritisk indstilling over for opfattelser og synspunkter, der i såvel forskningen som det øvrige samfund fremstår som etablerede sandheder”.

På en måde er universitetet ikke mere en del af staten, men kun af universitetets brud med staten. Dermed ender AU som en slags privat erhvervsakademi uden filosofisk eksistensberettigelse.

Jeg har skrevet til universitetets rektor og bestyrelsesformand om dette juridiske forhold, men han har ikke svaret.

Også professor Jacob Dahl Rendtorff, som leder et forskningsprojekt om ”the public intellectual”, omtalte fyringssagen i et kritisk lys. Han mente, at fyringen var et udtryk for, at der er noget galt med de universitetspolitiske strukturer. Hans kollega i projektet, Sandra Frost Campos Guimay, satte analysen i relation til Hannah Arendts filosofi.

Endelig omtalte Asger Sørensen igen sagen i sin egen præsentation om ”Akademisk frihed i forfald”, hvor han tog udgangspunkt i sin dybt tankevækkende bog “Asger Sørensen går på universitetet”.

Derudover vil jeg kort omtale et par interessante oplæg i samme session:

Maria Toft, som i december skrev om sine ubehagelige oplevelser med publikationstyveri på KU, bidrog med et engageret og interessant oplæg om videnskabens fremtid. Oplægget hed ”Poetisk videnskab” og var bl.a. inspireret af Grundtvigs universitetstanker.

Og lektor emerita fra SDU, filosoffen Cynthia Grund, holdt også et fantastisk oplæg om sine oplevelser i amerikansk, finsk og dansk akademia. I pausen kritiserede hun også Holms fyring på det kraftigste.

Der var også en interessant session om dannelse, hvor Merete Wiberg fortalte om begrebets moderne paradokser, mens Søren Harnow Klausen i højere grad understregede begrebets enhed. Det var en fin diskussion.

To af keynote-speakerne, Joaquin Vldivielso og Kate Soper, som jo talte om konferencens tema (naturfilosofi), havde nogle interessante og kritiske betragtninger om forholdet mellem humanisme og posthumanisme, hvilket jeg også selv har interesseret mig for i artiklen ”Bæredygtighedens indre modsætning”.

En tredje taler, Karen Barad, som talte over zoom, havde derimod ingen kritiske bidrag. Hun messede, mens hun viste videoer med lynnedslag. Barad blev introduceret af lektor Malou Juelskjær, som i 2015 klagede til universitetets ledelse over mit arbejde i det mest utrolige vendinger. Hun er i den forstand en del af AU’s nye struktur.

Mange tak til arrangørerne for en god konference og ikke mindst for at sætte spot på Claus Holms overgreb på den pædagogiske tradition og så videre.

https://dpu.au.dk/om-dpu/arrangementer/arrangement/artikel/dansk-filosofisk-selskabs-aarsmoede-2023

 

4. Den 17. marts: Nyt fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen

Nu er der nyt fra Medarbejder og kompetencestyrelsen. Skjulte og mærkelige og luftige klager suser rundt med dramatisk effekt. Lad mig forklare:

Den 24. januar skrev dekan Johnny Laursen et helt utroligt debatindlæg på folkeskolen.dk, ”Blæst over uddannelsesforskningen”, som jeg har omtalt og delt flere gange.

Jeg skrev et svar på min blog, som jeg løbende reviderede, og som jeg til sidst sendte til folkeskolen.dk. Her ønskede man imidlertid ikke at bringe mit indlæg, bl.a. fordi det ikke var principielt nok og ikke bragte debatten videre, som det hed. Det forstod jeg ikke noget af.

Min advokat fra DM har i dag imidlertid fået bekræftet af Medarbejder- og kompetencestyrelsen, at fyringen er baseret på lige præcis den logik, som jeg undersøger i Laursens indlæg, og som jeg også nævner i min indsigelsestekst fra d. 12. december.

Det vil sige, at fyringen bygger på nogle helt ubestemte anklager om at være ukollegial. Klagerne er helt uden navn og adresse og materie, og jeg aldrig har fået forelagt indholdet eller hørt fra min ledelse om, at der skulle være nogle problemer, tværtimod.

I fyringsbrevet står der da også, at der ikke noget at kritisere mig for i forhold til dette emne, hvilket der så åbenbart er alligevel, selvom ingen ved, hvad det drejer sig om, eller hvorfor ingen har banket på min dør, hvis der skulle være et eller andet.

Jeg har heller ikke hørt om, at man sådan skulle sende skjulte anklager til institutlederen for at angive den ene eller den anden uden at træde frem?

Er det sådan man gør på Aarhus Universitet?

Så forstår jeg bedre, at den seneste arbejdsmiljørapport fra ARTS var så dårlig, at den ligefrem blev omtalt i Politiken.

Jeg har ellers modtaget nogle artige formuleringer i tidens løb, som jeg måske skulle have luftet sådan under bordet, lidt ligesom i en dysfunktionel skoleklasse?:

Blandt andet fra Holm selv, da han i al offentlighed og med fuld titel skrev, at en pristale jeg holdt var ”polemisk dumdristig”.

Eller da en af Holms støtter, psykologen Morten Nissen, kaldte mig en “Paria”, fordi jeg havde tilladt mig at kritisere ideologien bag hans forskningsprogram.

Eller da Lars Qvortrup kaldte Peter Kemp for en “plattenslager”.

Og Så Videre.

En helt utrolig arbejdsplads. Et autoritært og dybt traumatiserende sted. Det gør ondt i hjertet at sige det: …..så jeg siger det ikke.

Link:

Link til analyse af Laursens tekst: http://www.thomasaastruproemer.dk/johnny-laursen-forsvarer-fyringerne-paa-dpu.html

Link til indsigelsestekst: http://www.thomasaastruproemer.dk/indsigelse-vedroerende-varslet-afskedigelse.html

 

5. Den 19. marts: Dekanens paradoksale udmeldinger

I formiddags fortalte jeg, at universitetet og Medarbejder- og kompetencestyrelsen mener, at jeg har været ukollegial, selvom alle MUS-referater og så videre tyder på det stik modsatte.

Ok, så tror man jo, at der er tale om, at universitetet og styrelsen forveksler kollegialitet og kritik. Denne forveksling har vi jo set før.

Men det har man faktisk også afvist. Den 17. januar 2023 skriver dekan Johnny Laursen nemlig følgende til mig:

“Jeg kan desuden gentage, at videnskabelig kritik eller de andre former for faglige holdninger, som medarbejderne på DPU måtte have fremført i offentligheden, ikke har indgået som kriterier eller på anden måde påvirket resultatet.”

Så mit kritiske arbejde er altså ikke lagt til grund, og det kan derfor heller ikke klassificeres under “kollegialitet”. Og som det fremgår af ordet “gentage”, så er der ikke tale om nogen tilfældig markering.

Og i fyringsbrevet skriver man, at der ingenting er at kritisere på de fire kriterier.

Jamen så er er jo ingenting? Andet end Claus Holms totale og ideologiske opløsning af DPU og Aarhus Universitet. Men hvad foregår der så i Medarbejder- og kompetencestyrelsen?

Men så alligevel: Johnny Laursens formulering står i stik modsætning til et indlæg, han skrev på Folkeskolen.dk, hvor han selv i høj grad forvekslede kollegialitet og kritik. Holm tager dermed Johnny Laursen og fakultetet ARTS med i faldet, mens man siger det modsatte af det man gør.

Paradokserne er nærmest uendelige.

 

6. Den 19. Marts: The end of ARTS

De højreorienterede siger, at mænd ikke må klæde sig ud som damer og da slet ikke som prinsesser.

De venstreorienterede siger, at blegansigter ikke må klæde sig ud som indianere og da slet ikke som afrikanere.

Ledelsen på AU siger, at videnskabsmænd ikke må klæde sig ud som kritikere, og da slet ikke som kritikere af ledelsen på AU.

Ingen må gøre noget som helst.

Derfor: Hvis man gør ”noget som helst”, altså det mindst pip, så ”overskrider man grænserne for den gode tone”, som ledelsen på AU udtrykker det. Det kaldes også for “mobning, tilsvining eller modstand mod læring” og så videre.

Det er kritikkens og kunstens endeligt. Det er tavshedens tyranni. Der er kort sagt tale om en ny form for magt, der består af en symbiose mellem konkurrencestat og poststrukturalisme.

Der er kun et svar på dette tyranni, og det er: På med kjolen, fjerdragten og den løbske og lykkelige tunge.

Det vil sige karnevalistisk kunst og social og filosofisk kritik.

 

7. Den 20. marts: Kaosset på Aarhus universitet fortsætter

Midt i fyringsrunden på DPU fortalte bestyrelsesformanden, at universitetet skam var på en ”vækstrejse”, og rektor forudså ”vækst i de samlede indtægter i de kommende år”. Det var en ydmygelse af DPU.

Og nu – blot få måneder efter disse livlige meldinger – fortsætter kaosset med store og pludselige besparelser uden seriøs begrundelse. F.eks. har man for få år siden intensiveret sine investeringer i aktier, som man så har tabt på. Og de studerende møder pludselig ikke op til undervisningen. Det hele eksploderer ud af ingenting. Det er jo økonomistyring af værste skuffe. Man kan læse om det i nedenstående artikel i Forskerforum.

Men ledelsen er altså på en ”vækstrejse”.

Dette ”vækstrejse-universitet” – også kaldet ”the global university” – blev etableret i Aarhus i 2011. Ledelsen talte om ”det frække universitet”, som skulle går “fra viden til handling”. Det var ”verdensklasse”, hed det sig. Det vil sige et universitet uden dannelse.

Der rumles med fyringsvarsler til højre og venstre med stor hyppighed, mens ledelsen messer ”vækstrejse” og ingen fare på færde.

Alle, der har haft en selvstændig stemme, må dukke sig, for vi ved nu, at enhver institutleder og dekan på AU kan fyre efter ideologisk og subjektiv tilbøjelighed.

https://www.forskerforum.dk/aktuelt/2023/marts/voldsomme-sparekrav-paa-au-fakultet-varsler-massefyring

 

8. Den 21. marts: Alting skifter

Der er et meget mærkeligt skred i Claus Holms fyringsbegrundelser, som tyder på et administrativt og universitetspolitisk kollaps i DPUs og AUs systemer. Lad mig forklare:

A.

I varslingen fra den 29. november tales der alene om de fire fyringskriterier og om en ”samlet vurdering” af disse kriterier:

”Det er ud fra en SAMLET VURDERING AF DE OPSTILLEDE UDVÆLGELSESKRITERIER ledelsens vurdering, at du er blandt de medarbejdere, som ARTS/DPU i den givne situation bedst kan undvære, henset til, at ARTS/DPU som helhed skal være bedst muligt i stand til at varetage sine opgaver med de funktioner, kvalifikationer og forventninger til kollegialt samarbejde, som ledelsen vurderer, at der er behov for i forhold til ARTS/DPUs fremtidige opgavevaretagelse.”

B.

I min indsigelse fra den 12. december forklarer jeg så, at jeg gør det godt på alle de fire kriterier, og derfor også på den ”samlede vurdering”, i forhold den ”fremtidige opgavevaretagelse”.

C.

I selve fyringsbrevet fra d. 16/12 sker der så to meget mærkelige ting:

For det første giver Holm mig ret i, at der ikke er noget at udsætte på mit arbejde på de fire selvvalgte kriterier og derfor heller ikke i den samlede vurdering. Det sker her:

”Afskedigelsen af dig er således IKKE ET UDTRYK FOR KRITIK af dit arbejde eller din indsats i forhold til forskning, undervisning eller kollegialt samarbejde.”

Hermed burde varslingen være trukket tilbage.

Men for det andet: Pludselig – i sætningen efter – adskilles det ”fremtidige” fra de fire oprindelige kriterier, som jo nu ikke mere lader til at have haft betydning.

Det nu isolerede udtryk, det ”fremtidige”, sættes i stedet i relation til et helt nyt ”bagvedliggende hensyn”, som angives at ligge ”ud over” de fire kriterier. Her er citatet fra fyringsbrevet:

”I en situation hvor ledelsen er nødsaget til at afskedige medarbejdere for at bringe balance i lønbudgettet, er ledelsen OGSÅ nødt til at interessere sig for, hvordan de opgaver, der forventes at skulle varetages fremadrettet, kan løses. Dette BAGVEDLIGGENDE HENSYN indgår også – UD OVER de fastsatte kriterier – i den samlede vurdering.”

Der er altså dermed etableret et okkult ”femte kriterium”, der i radikal forstand forskyder og ændrer på varslingsbrevets begrundelse. Dermed kan man fastholde fyringen. Det er dybt inkompetent og undertrykkende.

D.

Men ikke nok med det: For nu er sagen nemlig taget op i Medarbejder- og kompetencestyrelsen. Og her taler man pludselig alligevel ikke mere, som jeg er orienteret, om noget ”udover”. Nu er man i stedet vendt tilbage til et af de oprindelige kriterier, nemlig kriteriet om ”kollegialt samarbejde”, hvor man jo ellers havde accepteret min tilbagevisning. Men der er ingen begrundelser eller dokumentation.

Sagen er, at denne ”tilbagevenden” omdanner ”kollegialt samarbejde” til et opgør med “videnskabelig kollegialitet”, dvs. et opgør med kritikkens og videnskabens væsen.

Kor sagt: Alting skifter hele tiden. Der er ingen begrundelser eller dokumentation, så nu kan jeg – den stakkels borger – starte forfra?

Hvad fanden bilder de sig ind?

(PS: mine versaler i citaterne)

 

9. Den 21. marts: Åndsfrihedens kritiske dyder

Leder af Grundtvig Akademi, Ingrid Ank, har i morgendagens Kr. Dagblad et flot indlæg med ”27 forslag til mere åndsfrihed” i bedste grundtvigske ånd.

Der er mange gode forslag. Jeg hæftede mig især ved forslag nr. 17:

”De videregående uddannelser i Danmark skal understøtte et åbent, frit og debatterende studiemiljø, hvor synspunkter eller overbevisninger ikke er udelukket på forhånd – heller ikke, når nogen måtte føle sig krænket”

Dermed er Ingrid Ank helt på linje med den officielle politik på Aarhus Universitet. I universitetets officielle erklæring om ytringsfrihed fra april 2022 står der nemlig f.eks. følgende:

”I den akademiske debat, forskningen og undervisningen skal idéer og tanker frit kunne undersøges og diskuteres. Dette gælder også selv om disse for nogen kan forekomme at være ubehagelige, forkerte eller endda anstødelige. Det er op til den enkelte at udfordre ideer eller holdninger, som vedkommende er uenig i.”

Til gengæld er Ank helt og aldeles uenig med Aarhus Universitets ledelse, dvs. Claus Holm, Johnny Laursen og Brian Bech Nielsen, som fyrer flittige forskere på gråt papir, fordi deres helt almindelige kritiske aktivitet ”flere gange langt overskredet grænserne for ordentlig tone”, som Johnny Laursen skrev det i et indlæg på folkeskolen.dk.

Og Claus Holm fortalte i Altinget den 17. marts, at børnehavernes vigtigste opgave er at ”udvikle læring og kompetenceudvikling”.

Han vil have ”læringens livsform”. Han ved slet ikke, at der findes noget, der hedder ”åndsfrihed”, tror jeg. Det er derfor, at overgrebene på pædagogikken er så vedvarende og konstante.

Kort sagt: Ank er enig med AU, som til gengæld er uenig med AU’s ledelse.

Men så er AU’s ledelse jo i modsætning til AU?

Men hvem skal så fyres?

PS:

Ingrid Ank skrev da også under på det protestbrev, som 40 fagpersoner sendte til AU’s ledelse i starten af december 2022 (jvf. link). Dermed forsvarede de AU mod AU.

PPS:

Ingrid Anks forslag nr. 2 er også godt:

”Læreruddannelserne har en særlig opgave i forhold til at belyse den danske åndsfrihedstradition”.

Men den går ikke på DPU, hvor Holms åndsfælle, professor Jens Rasmussen, har spillet hovedrollen i at instrumentalisere læreruddannelsen og derudover indsender fornærmede mobbe-anklager til ledelsen, når han bliver kritiseret.

Jeg vil også fremhæve Anks forslag nr. 16: ”Der skal være bedre mulighed for at etablere frie – herunder også værdibaserede – universiteter og andre videregående uddannelser”.

Og ja tak. Det er der brug for. Ikke mindst, når det globaliserede AU gør op med det egentlige AU. Forslaget er også en støtte til tanken om endnu et frit seminarium i landet, som går stik imod Claus Holms lærings- og konkurrencestatsideologi.

Der er derfor brug for, at grundtvigianere, Cepos-liberalister, folkesocialister, kulturkonservative, ungmarxister, friskolefolk og alle andre, som har et frihedsbegreb, slår sig sammen i et kraftfuldt opgør med den nye stats totalitære tilbøjelighed.

Så kan denne fine og mærkelige gruppe finde nogle taburetter i et kælderlokale og diskutere frihedens nærmere karakter på åndsfrihedens smukke præmis, lidt ligesom Aarhus Universitet startede i et kælderlokale på Nørre Allé i 1928.

Links:

Link til protestbrev mod fyring, hvor Ank skrev under: https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-protest-mod-dpus-varsel-om-fyring-af-lektor-thomas-aastrup-romer/4690136

Link til Claus Holms artikel i Altinget: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/dpu-leder-paedagoguddannelsen-maa-og-skal-tiltraekke-flere-fagligt-staerke-studerende

Link til de 27 forslag: http://aandsfrihed.dk/27-forslag-til-mere-aandsfrihed/

 

10. Den 23. marts: Nye fyringsrunder hos de højere uddannelser

I dag er der annonceret store nedskæringer og fyringsrunder på både UC Syd og SDU.

A. UC Syd:

Sidste år var der også en stor fyringsrunde på UC Syd, hvor man ellers lige havde ansat tre nye og dyre direktører.

I denne omgang går det især udover læreruddannelsen i Haderslev, hvor der skal fyres big time. Men har UC Syd ikke lige etableret nye professionsuddannelser i Tønder?

Det hele virker meget pludseligt og tilfældigt, set udefra. Og faktisk også indefra. For i Jyske Vestkysten står der, at ekspres-fyringerne kommer helt bag på de ansatte.

Og folk skal allerede sidde klar på tirsdag, fremgår det. Må man gøre det så hurtigt?

B. SDU:

Også SDU barsler med fyringer. Det kan man læse både i Forskerforum og i af en nyhed, som universitetet selv har lavet. Her tager man sig dog lidt bedre tid.

Begrundelserne tyder på ekstremt dårlig administrativ styring.

For et par dage siden var det AU, som endnu engang varslede fyringer.

Både på Fyn og i Sønderjylland lægges der op til yderligere nedskæringer i de kommende år. Dermed annonceres et konstant pres.

Der er noget helt galt. Og hvem i UC- og universitetssektoren kan eller tør kritisere og undersøge frit, når kontinuiteten er så ringe? De ansatte kan nu vente på, at det, som man på DPU og AU kalder for de ”bagvedliggende hensyn” og ledelsens “strategier”, kan slå ned som nye lyn.

Links:

Artikel 1 om UC Syd: https://jv.dk/sydjylland/sparerunde-for-millioner-gennemfoeres-paa-tirsdag-for-faa-unge-vil-vaere-laerer-saa-nu-skal-underviserne-fyres

Artikel 2 om UC Syd: https://jv.dk/sydjylland/stor-fyringsrunde-under-opsejling-personalet-foeler-sig-koert-over-kalder-beslutningen-for-klart-aftalebrud

Nyhed om SDU: https://www.sdu.dk/da/nyheder/aktuelt_fra_sdu/information-om-universitetets-oekonomiske-situation

Forskerforum om SDU: https://www.forskerforum.dk/aktuelt/2023/marts/ny-sparebombe-sdu-rammes-af-kaempe-besparelser

 

11. Den 26. marts: DPU – et ideologisk sted

DPU er en statsfinansieret del af Aarhus Universitet. Men på DPU’s officielle nyhedsside har der ikke været én eneste nyhed om efterårets og vinterens nedskæringer og fyringer, eller for den sags skyld om hele den diskussion, der har været i den forbindelse.

Tværtimod, har der hele vejen igennem været fri mikrofon for læringsdiskursens tilhængere.

Hvordan kan man tillade sig det? Et universitet må da fortælle om de forskellige ting, der sker, når det nu modtager statsstøtte? I stedet understøttes ideologien af Aarhus Universitets ledelse.

Og går man ind på DPU’s facebook-side, så er mønstret helt det samme. Her finder man samme systematiske marginalisering og udelukkelse af den kritiske tradition, til fordel synspunkter som ligger inden for rammerne af institutleder Claus Holms yderliggående læringsideologi.

Hvorfor er der f.eks. ingen omtale af Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde, som ellers blev afholdt på DPU i starten af marts 2023?

Her var der ellers en omfattende kritik af DPU, som kommunikationsholdet kunne have rapporteret fra. I stedet annoncerede DPU over hele fladen en række konferencer, der lå inden for læringsideologiens rammer.

Jeg forstår faktisk ikke, at et så lavt og ideologisk niveau kan opretholde skattemidler.

 

12. Den 1. april: Skolereformens realitet

Skolereformens grundlæggende forlig og struktur gælder stadig med 100%.

I dag kom Undervisningsministeriets årlige statusredegørelse, der handler om, hvordan det går på reformens tre politisk fastsatte måltal, jf. link. Som det fremgår af f.eks. Berlingskes artikel, går det ad Pommern til på alle målestokke, og det har det stort set gjort gennem alle årene.

Så selv ikke på reformens egen præmis, kan man konstatere fremskridt, tværtimod.

DPU’s ledende organer understøttede i sin tid reformens tilblivelse og implementering kraftigt og bidrog dermed til, at forligskredsen i 2014 erstattede skolens begreb og formål med ”læringens livsform”. Siden har DPU’s ledelse løbende og effektivt marginaliseret og udstødt de personer og fagmiljøer, som råbte vagt i gevær fra starten.

Og den seneste ministerielle rapport er ikke nogen enlig svale: ”Læringens livsform” er nu blevet evalueret i omkring 120 rapporter, som alle helt har købt læringens præmis. Kritisk forskning er stort ikke-eksisterende i materialet.

Jeg har samlet alle evalueringsrapporterne i en blog, jf. link.

Spørgsmålene er: Hvornår sprænger man forliget? Men hvem skal så hjælpe med begreberne? Og hvad skal man med et DPU, som har understøttet dårligdommene så kraftfuldt og autoritært?

Links:

Berlingskes artikel fra i dag: https://www.berlingske.dk/samfund/dumper-paa-fire-ud-af-fire-maal-ikke-et-eneste-formaal-er-opnaaet-med

Link til ministeriets pressemeddelelse og statusrapport: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/marts/230330-status-paa-folkeskolereformens-maalsaetninger-i-skoleaaret-20212022

Oversigt over evalueringer af skolereformen: http://www.thomasaastruproemer.dk/evalueringer-af-skole-laereruddannelse-mm

 

13. Den 2. april: Punktum?

Jørgen Grønnegaard Christesen gennemgår i Weekendavisen den aktuelle udvikling i minksagen, under overskriften ”Punktum”.

Grønnegaard tror egentlig ikke, at de ansvarlige har gjort noget i en ond mening. Det er faktisk endnu værre. Der er på en måde tale om en langt større uansvarlighed, hvilket kommer til udtryk i Grønnegaards afsluttende replik:

”De er ofre for et system uden bremser, som de uden omtanke selv har været med til at skabe.”

Det er jo en form for fordoblet eichmannificering. Tænk på hvor slemt det er.

Grønnegaard har selv gjort en stor indsats for at kortlægge denne nye ”skabelse”. Det skete i en stor og kritisk evalueringsrapport om nedlukningens første uger, dvs. en analyse af den grundlæggende korrektion i samfundets indre, hvorfra der stadig pulserer ustyrlighed, pludselighed og overgreb i kaotiske kvantitative og teknologiske urytmer.

Jeg kan heller ikke lade være med at notere mig, at Grønnegaard stod for den nok mest ramsaltede offentlige kritik af Aarhus Universitets store centraliseringsaktion i ånden fra ”fra tanke til faktura”, nemlig den såkaldte ”faglig udviklingsproces” fra 2011.

Denne store plan om ”verdensklasse”, som var en af 2010’ernes mange forløbere til nedlukningens logik, støttes stadigvæk med 100% af alle universitetets ledende organer.

En anden kritiker, litteraten Hans Hauge, sagde i samme ånd som Grønnegaard, at universitetet var gået ”Fra Adorno til Arla”. Det passede fint med nye globale dekan for det reformerede humaniora. Hun ville gå ”fra viden til handling” på det ”frække universitet”. Der var noget nedlukning over hele ånden. Universitetet eksisterede ligesom ikke rigtigt mere.

Grønnegaard og Hauge tilhører samme generation. De var ældre herre allerede i 2012. De gik derfor under radaren for det nye systems ravage. De var beskyttet af det, som Hans Hauge veloplagt kaldte for ”senil ulydighed”. Det var Linda M. Koldau derimod ikke. Hun fik samme år kontorarrest af ”det frække universitet” for at sige sin mening, og allerede i 2012 gik det nye rektorat amok i strategiske ledelsespuljer og massefyringer.

Læringsbegrebet spillede en central rolle i denne opløsning af en fin gammel institution, og dets kraft er blevet forstærket uafbrudt lige siden.

De gamle kritiske miljøer var tavse som graven, hvis de da ikke støttede overgrebet. For eksempel noterede jeg mig allerede dengang, at Rane Willerslev, som dengang var lektor ved AU, synes godt om de nye tider. Og flere andre støttede ledelsens utrolige aktioner mod Koldau.

Resten er historie. Et punktum.

Links:

Link til Grønnegaards aktuelle kommentar: https://www.weekendavisen.dk/2023-13/samfund/punktum

Link til gennemgang af Grønnegaards rapport om nedlukningen: http://www.thomasaastruproemer.dk/biostatens-politiske-og-filosofiske-konstruktion-analyse-af-udredningsgruppens-rapport.html

Link til Grønnegaards kritik af Aarhus Universitet, fra Politiken: http://forskningspolitiskarkiv.blogspot.com/2012/03/aarhus-stander-i-vade-aarhus.html

Link til diskussion mellem Grønnegaard og Willerslev om AU: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/fagligudvikling/topstyretelleraabenproces

 

14. Den 3. april: Claus Holms universitet: generøsitet eller nidkærhed

I 2010 skrev DPU’s nuværende institutleder, Claus Holm, et forsvar for kritikkens vigtighed i AU’s blad UNIvers, nr. 1. Han kaldte kritikkens sted for “det generøse universitet”. Holm mente, at forskerne er blevet for tilbageholdne med kritik.

Han skriver f.eks.:

“Kritik er den intellektuelles livsform – heri består den intellektuelles særlige styrke og værdighed. Men hvorfor er kritik så central for den intellektuelles identitet? Et kort svar er, at kritikken er den videnskabelige livsnerve. Forskeres vilje til at korrekse hinanden er afgørende for, at der bliver skabt plads til ny og bedre viden. Men der er tegn på, at det er blevet politisk ukorrekt at kritisere hinanden blandt forskere inden for samfundsvidenskab og humaniora. Hvorfor?”

Holm mener, at problemet skyldes postmodernismens relativering af sandhedsbegrebet, så alting bliver til en ”personlig fortolkning”. Det sandhedsbegreb, han ønsker at sætte i stedet, fremgår dog ikke. Det må man læse om andre steder.

Holm slutter i en nærmest radikaliseret Karl Popper-stil:

”Et universitet er ikke et universitet, fordi forskere kun er venlige over for hinanden. Det er et universitet, fordi forskere er i stand til at mestre en professionel ondsindethed. Derfor har et generøst universitet brug for en generøs stat, der understøtter forskernes modige satsninger og dristige hypoteser. Men på universitetet har man også brug for at være generøse over for hinanden med fagligt giftige udvekslinger.”

Frederik Stjernfeldt kommenterede Holms indlæg i UNIvers, nr. 2, altså i det efterfølgende nummer. Stjernfeldt er helt enig med Holm. Stjernfeldt bidrager desuden med følgende forklaring på kritikmanglen; et guldkorn, som Holm vist har glemt:

”Man kan så leve i fred, hvis man undlader at kritisere det vrøvl, der foregår på nabokontoret, så kollegaen til gengæld lader det vås i fred, der foregår på ens eget kontor. Så kan man hilse høfligt på gangen, og den gode tone på instituttet forstyrres ikke.”

Det er DPU’s situation under Holms ledelse, som Stjernfeldt beskriver så fint.

To andre forskere svarede også på Holms indlæg, nemlig professor i statskundskab, Karsten Lippert Rasmussen, og lektor i historie, Søren Hein Rasmussen. Især sidstnævnte er nervøs for ”det ondsindende”, og begge forsvarer “det godsindede”. Selvom jeg selv bestemt ikke synes om ordene ”ondsindethed” og ”giftighed”, som lugter alt for meget af Nietzscheansk-strukturalistisk samtidsdiagnose, så går der måske lidt krænkelse i foretagendet hos de to Rasmussener. Og at gøre det “godsindede” til kritikkens kernebegreb er i hvert fald helt off the point.

Men udtrykket ”ondsidethed” får på en måde får sin egen bagvendte gangart ind i DPUs historie via Holms virke. Få måneder efter sit indlæg deltog Holm i forsøget på at fyre tre filosoffer på DPU, fordi deres forskning ikke var “relevant”. Og – også i 2010 – skrev han med fuld cheftitel, at en pristale, jeg holdt på Askov højskole, var udtryk for ”polemisk dumdristighed”. Det var ikke videnskabeligt ondsindet, blot ondsindet. Og årene der fulgte, gjorde Holm alt for at marginalisere kritikken med klager, stillingsnedlæggelser og fyringer, samtidig med at “kritik” stort set aldrig nævnes.

Så pludselig bliver den ”generøse kritik” til en bagvendt og organisatorisk kritik, dvs. en antikritisk kritik, der dræber den videnskabelige kritik. En virkelige “ondskabsfuldhed” og “giftighed”, der traumatiserer kritikeren. På den måde bliver “generøsitet” til “nidkærhed”.

Begrebet om ”det generøse universitet” fyldte meget på DPU i januar 2010. Men det lader til at stoppe efter filosoffyringerne, som jo finder sted kort tid efter. Herfra bliver det hele væk. Det er som om, at fyringssagen bliver den årsag, der får det ”generøse universitet” til at slå om i sin modsætning? I ”ondskabsfuldhed og giftighed”.

Links:

Link til Holms indlæg: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/nr1/debatdetgeneroeseuniversitetmaaikkemistesingiftighed

Frederik Stjernfeldts indlæg: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/fagligudvikling/debat/debatomkritikogsandhed

Kasper Lippert Rasmussens indlæg: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/fagligudvikling/debat/debatgodsindetkritikerikkedaarligkritik

Søren Hein Rasmussens indlæg: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/fagligudvikling/debat/debatgeneroeseforskereerikkegiftige

Appendix: Her er nogle ledsagende søgninger på begrebet ”det generøse universitet”, som alle dukker op 2009-10:

• Qvortrup taler, også i januar 2010, om ”det generøse universitet” på lederspalten i DPU’s blad Asterisk. Han mener faktisk, at Asterisk, som redigeres af Holm, er et eksempel på generøsitet. Men Qvortrup nævner intet om ”kritik”, som jo er temaet for Holms indlæg i UNIvers. I samme nummer har Holm selv et indlæg, hvor han både fremhæver tilpasningen, men også nævner kritikken i en let nedtonet ånd ift. artiklen i UNIvers. ”Kritikken” skal medvirke til at holde ”bullshit” i ave, hvilket jo er ok, men også en noget nedtonet reduceret ift. UNIvers-indlægget. https://dpu.au.dk/asterisk/udforsk-asterisk/asterisk-50
• Holm har en lang artikel om ”det generøse universitet” i Turbulens.net i 2009. Her taler han mærkeligt nok ikke om kritikkens egenart og betydning. Holm bruger her sin systemteori til at angive forskningssystemets uafhængighed fra staten, men det kollapser så alligevel. På den måde minder konklusionen mest om Qvortrups i en form for teknisk-reflekteret tilpasning til universitetsloven. Jeg kan ikke finde markeringer, der minder om UNIvers-artiklen: https://turbulens.net/det-generoese-universitet/
• Emnet refereres også i Information i en omtale af et DPU-seminar om forskningskommunikation, også fra januar 2010. Her taler Holm både om, at man skal ”bullshitte”, men også om at man skal kritisere på en måde, der minder om UNIvers-artiklen. Det hele virker meget fleksibelt. Jens Erik K, som på det tidspunkt er institutleder, taler ind i samme principløshed. https://www.information.dk/indland/2010/01/forskere-ogsaa-bullshitte

 

15. Den 4. april: Forskningskommissionen, 2000

Universitetsloven fra 2003 byggede på arbejdet fra en såkaldt Forskningskommission, der blev nedsat i 2000 af IT- og forskningsminister Birthe Weiss efter en bred politisk aftale om ”principaftale om forskning”.

Forskningskommissionen afrapporterede i to bind i september 2001, jf. links. Bind 2 er hovedrapporten.

Rapporten er en begrebsmæssig slagtning af universitetet som institution og ide. Der er tale om en dybt teknokratisk rapport i konkurrencestatens mest simple og altomfattende ånd. Det er universitetslovens indre. Det kom faktisk bag på mig, at begrebsstrukturen var så radikaliseret.

Og så er der et par interessante personmæssige forbindelser, som jeg vil fremhæve, og som trækker tråde frem til både Reformkommissionen og til Aarhus Universitet:

A. Lauritz Holm-Nielsen:

Kommissionens næstformand var Lauritz Holm-Nielsen fra Verdensbanken.

Holm-Nielsen blev fra 2005 rektor for AU, hvor han iscenesatte en enorm reorganiseringsproces, som har haft dybe og problematiske konsekvenser for AU, og som var 100% i Forskningskommissionens ånd. Det var denne proces, som bl.a. Jørgen Grønnegaard Christensen var ekstremt kritisk overfor.

B. Nina Smith:

Det anden medlem af Forskningskommissionen, jeg vil omtale, er økonomen Nina Smith, som faktisk også er medlem af Forskningskommissionens aktuelle udgave, nemlig Reformkommissionen. Smith har op gennem 00’erne siddet i en lang række udvalg, som har haft en ødelæggende effekt på skole og uddannelse, herunder f.eks. Globaliseringsrådet og Skolerådet.

Og Smith var faktisk pro-rektor for AU fra 2007-09, da Holm-Nielsens magt ekspanderede.

C. Konklusion:

Jeg har ikke tidligere været opmærksom på denne sammenhæng mellem universitetslovens forberedelse og AU’s ledelse og udvikling.

Og sammenhængen mellem Forskningskommissionen og Reformkommissionen står endnu mere klart nu end før.

Links til Forskningskommissionens rapport:

Bd. 1: https://ufm.dk/publikationer/2001/forskningskommissionens-betaenkning-bind-1

Bd. 2: https://ufm.dk/publikationer/2001/forskningskommissionens-betaenkning-bind-2

Lørdag den 11. marts 2023 modtog jeg Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen. Prisoverrækkelsen fandt sted på Vartov i København.

Trykkefrihedsselskabet har lavet en video fra arrangementet, som kan tilgås på dette link: https://www.youtube.com/watch?v=oUZdPq5f6V4. På filmen kan man se selskabets formand Aia Fogs velkomst, bestyrelsesmedlem Lone Nørgaards motiveringstale og min egen takketale.

Nedenfor kan man tilgå følgende dokumenter i skriftlig form:

I. Trykkefrihedsselskabets begrundelse for prisen

II. Min tale i forbindelse med prisoverrækkelsen

III. Links til omtaler af pristildelingen (opdateres løbende)

 

———————-

 I. Trykkefrihedsselskabets begrundelse for prisen

i) Den 2. februar 2023:

Prisen blev annonceret på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside den 2. februar 2023 med følgende begrundelse:

”Thomas Aastrup Rømer modtager Sappho-prisen 2023 for kompromisløst at holde fast i forskningsfriheden og den enkelte forskers ret til at indgå i en åben og udogmatisk diskussion i såvel det pædagogiske forskningsmiljø som i samfundsdebatten. Thomas Aastrup Rømers omfattende forskning har igennem en årrække givet og giver fortsat kvalificeret modspil til de seneste årtiers tiltagende åndløse målstyring i uddannelsessystemet på bekostning af den dannelsestradition, der har været bærende for det danske demokrati og folkestyre.”

Annonceringen kan tilgås her: https://www.trykkefrihed.dk/thomas-aastrup-roemer-modtager-sapphoprisen-2023.htm.

ii) Den 11. marts 2023:

Ved selve prisoverrækkelses-arrangementet holdt Lone Nørgaard fra Trykkefrihedsselskabets bestyrelse en motiveringstale. Her sagde hun bl.a. følgende:

“De top-kvalificerede indspark, Rømer har leveret, har nu resulteret i en fyring efter 14 års virke på DPU. Den del af forskningsverdenen, Rømer meget passende har døbt det pædagogiske oligarki, kunne ikke mere klare mosten. Kunne ikke mere klare hans skarpe kritik af det uddannelsesindustrielle kompleks. Fordi Rømer aldrig har villet rette ind i forhold til ideologier og politisk korrekte dagsordener. Fordi han er en original tænker, en skarp tænker, en fritænker. Der har formastet sig til at fornærme det pædagogiske kleresi.”

Man kan som nævnt ovenfor tilgå hele Lone Nørgaards tale på youtube: https://www.youtube.com/watch?v=oUZdPq5f6V4

Og en let redigeret version af talen kan læses på mediet Newspeek.dk: https://newspeek.info/thomas-aastrup-roemer-modtager-trykkefrihedsselskabets-sappho-pris-2023/

 

II. Mit talemanuskript i forbindelse med prisoverrækkelsen

Talens struktur:

1. Indledning

2. Ytringsfrihedens natur og psykologi

2A. Ytringsfrihedens natur: forsamling, tænkning og tale

2B. Ytringsfrihedens psykologi

3. Direkte og indirekte angreb på ytringsfriheden

3A. Universitetets problemer

3B. Skolen og den pædagogiske forskning

3C. Identitetspolitik og teknologi

(Talen findes som nævnt også på Youtube: https://www.youtube.com/watch?v=oUZdPq5f6V4)

 

1. Indledning:

Mange tak, Lone, for de smukke ord, og til Trykkefrihedsselskabet for at tildele mig denne fine pris og endda med så flot en begrundelse. Jeg er meget beæret, også når man ser på den perlerække af talere, skrivere og tegnere, som jeg nu er kommet i selskab med.

Så vidt jeg kan se, er jeg den blot tredje danske prismodtager, siden Kurt Westergaard modtog prisen for sit satiriske kunstværk, som fik en ny verden af identitetspolitisk krænkelse til at vise sig, og som f.eks. ændrede den kulturradikale tradition her til lands, så man pludselig skulle tage ”religiøse hensyn”, når man tegnede en helt almindelig frisk tegning eller sagde sin mening om et forhold i verden.

Det hele skete i de eksakt samme år, 2005-06, hvor borgeren, børnene og institutionerne og dermed også pædagogikken blev omdannet til ”læringssoldater” i konkurrencestatens tjeneste, som professor Ove Kaj Pedersen udtrykte det i sin indflydelsesrige bog ”Konkurrencestaten”.

Denne mærkelige kombination af krænkelser og politisk økonomi, som har præget samfundet lige siden, vil jeg vende tilbage til sidst i min tale.

Og så er jeg den nu tredje prismodtager fra den pædagogiske verden inden for få år. Og her falder prisen på et tørt sted vil jeg sige. Lad mig give et par eksempler:

Allerede fra 2009 kunne sociologen Rasmus Willig berette om sindrigt konstruerede og umyndiggørende mundkurve, f.eks. til århusianske pædagoger, som i de år skulle udsættes for kommunens såkaldte ”udviklingsplan”. Pædagogerne skulle ”føle” loyalitet; vel at mærke ikke over for pædagogikken eller børnene, men over for magistratens store plan, som ligefrem krævede et ”fælles læringssyn”. Den fremtrædende børnehave- og legeforsker, Karsten Tuft, som selv funderede pædagogikken i filosofiens og forfatningens frihedsbegreber, kaldte med rette kommunens plan for totalitær. Og dette eksempel fra Aarhus var vel at mærke udtryk for en generel tendens.

Og i 2014 fik den erfarne og landskendte lærer, Erik Schmidt, en tjenstlig advarsel af Odense Kommune for – endda på et internt lærermøde – at kritisere sin helt nye skoleleders ”læringsvision”, som udsprang direkte af skolereformens opgør med pædagogikkens tradition. Sagen endte i retten hele fire gange, men i november 2018, efter hele 4½ års proces, vandt Schmidt sagen med et brag. Landsrettens dommere henviste i deres begrundelse netop til Schmidts ret til rejse en debat og til at stille spørgsmål, dvs. til ytringsfrihedens tradition. Dermed bekræftedes sammenhængen mellem skolelovens ”folkestyre” og forfatningens grundstruktur.

Schmidt fik omfattende støtte i faglige kredse. Men den eneste fra ”systemet”, som forsvarede ham, var faktisk en tidligere modtager af Sappho-prisen, nemlig rektor Stefan Hermann.

Odense Kommune eller KL udtrykte derimod ikke – hverken undervejs eller efterfølgende – den mindste beklagelse over så vedholdende at have trådt frihedsrettighederne under fode. Tværtimod rejste kommunens rådmand rundt og fortalte, at man skam gik ind for ytringsfrihed og pluralisme. Og skoledirektøren talte om, at der havde været en ”blomstrende debat”. Den form for dobbeltbudskab plejer jeg at kalde for ”postmoderne ondskab”.

Senere vil jeg give endnu et eksempel på denne særlige postmoderne struktur, hvor en organisation altså straffer og udelukker en person for at gøre netop det, som organisationen selv fremhæver som dyder.

Der har også været flere andre sager, og i december 2022 blev jeg sågar selv fyret, da det eksakt samme ”læringsbegreb”, som havde forgrebet sig på Erik Schmidts faglige virke, for alvor tog magten på DPU, som siden 2015 har været ledet af landets mest inkarnerede tilhænger af både skolereform og konkurrencestat, nemlig Claus Holm. Holm mener, at dannelse og pædagogiske formål hørte under ”velfærdsstaten”, men at vi nu i stedet har fået en konkurrencestat, og her skal vi læringsoptimere for arbejdsmarkedets og konkurrenceevnens skyld. Vi skal endda lære at trives i denne tilstand, fremgår det. Derimod er demokratiet, og det som Løgstrup kaldte for ”tilværelsesoplysning”, ikke mere så vigtigt. Dermed kommer frihedstraditionen under pres, hvilket jeg selv er blevet et empirisk eksempel på.

Så tildelingen af Sappho-prisen til en repræsentant for den pædagogiske kritik falder på et virkeligt tørt sted. 1000 tak for det.

 

2. Ytringsfrihedens natur og psykologi

I resten af min tale vil jeg reflektere over to forskellige temaer: For det første vil jeg tale om ytringsfrihedens natur – dvs. dens forfatningsmæssige og psykologiske indhold – og for det andet vil jeg uddybe denne ”naturs” situation i lyset af politikkens, forskningens og pædagogikkens tilstand.

 

2A. Ytringsfrihedens natur: forsamling, tænkning og tale

Ytringsfriheden er en del af en samlet rettighedsmuskulatur. I grundloven hænger talen og skriften direkte sammen med tanken. Eller i direkte citat fra §77: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene”.

Så tanke og tale og offentlighed er grundlæggende og sammenhængende fænomener. Filosofi og politik hænger sammen. Det er også derfor, at samfundets filosofiske og intellektuelle liv er fuldstændig afgørende for udviklingen af både institutioner og politiske og sociale ideer. Det har ikke noget med ”arbejdsudbuddet” at gøre (grædende smiley).

Men hele dette smukke system hænger også sammen med en helt anden paragraf, nemlig §79, som handler om forsamlingsfriheden, og hvis betydning vi for alvor blev mindet om under corona-nedlukningen.

§79 lyder sådan her:

”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.”

Så mennesker kan samle sig frit i fællesskaber, i romantiske forbindelser, i folkelige forsamlinger, i virksomheder og i virksomhed, på gader og stræder, i skoler, kirker og i forsamlingshuse og så videre, uden at staten må regulere det udover med tekniske regler. Og det er ud af disse for-samlinger og deres tilblivelser, at samfundet får dets for-udsætninger, og at skolerne får deres for-mål. Skolens formålsparagraf er faktisk en slags materialisering af de sidste 200 års forsamlingsliv.

På den måde bliver samfundets frie forsamlingsprocesser noget helt grundlæggende. Herfra udspringer foreninger, sociale traditioner og pædagogiske, politiske og religiøse fællesskaber. Det er dette samspil mellem fællesskab, historie og frihed, som grundtvigianerne kalder for ”det historisk-poetiske”.

Grundtvig var da også en af de helt store ytringsfrihedshelte i 1800-tallet, selvom han ikke var demokrat i klassisk forstand. Han gik ind for en stærk, men passiv stat, dvs. en slags monarkistisk forfatningsliberalisme, hvilket vi jo på en måde også fik. Grundtvigs dyder fremhæves da også kraftigt i Mchangama og Stjernfelts flotte udgivelse ”Men – Ytringsfrihedens historie”. Mchangama og Stjernfelt har dog ikke blik for forsamlingsbegrebets betydning, selvom det hele tiden forudsættes. Så nærværende refleksion er mit lille bidrag til emnet.

Også nogle universiteter kommer ud af denne forsamlingstradition. Aarhus Universitet startede f.eks. som et ”universitetssamvirke” af lokale aarhusianske kræfter fra civilsamfundet, der ansatte en filosofiprofessor og fandt nogle studerende. Denne søde gruppe indledte i 1928 ”universitetsundervisningen i Aarhus”, som man kaldte det, på nogle taburetter i et loftsværelse på Nørre Allé i det centrale Aarhus. Professoren hed Kort Kortsen, og han var selv – udover sin filosofieksamen – uddannet som lærer på Ranum Lærerseminarium, som var dannet ud af Grundtvigsk inspirerede tanker i 1848. Det hele er et udtryk for forsamlingens tradition. Det er positiv social arv, som man siger.

Forsamlingsfriheden handler kort sagt om at opbygge et virke og etablere et standpunkt og et sted i verden sammen med andre, og nye generationer kommer så til syne ind i og ud af denne rigdom.

Men hvordan ser sammenhængen mellem §79 og §77, mellem forsamling og ytring, så ud?

Ud af mødet med andre mennesker og deres tale – altså i erfaringen af, at der findes andre mennesker i verden – opstår naturligt tilbagetrækningen. På vej hjem fra mødet, i brusebadet eller under spadsereturen trænger tænkningen sig på. Tænkningen er menneskets dialog med sig selv, så man kan være sig selv. I tænkningen gengiver man andre menneskers ord og synspunkter, som man så undersøger med sine egne ord. Dermed opstår en form for ”udvidet bevidsthed”, en indre samtale med verdens stemmer. I den dybeste ensomhed er man mest sammen med andre. På den måde bliver tænkningen et sted i verden, hvor mennesket bliver til.

Og ud af denne indre dialog med sig selv kommer dømmekraften, dvs. talen og skriften. De mange indre stemmer må finde en form, en sætning. Ytringen kæmper sig vej ud af de indre dialoger i mange forskellige formater: F.eks. i eksperimenterende eller poetisk forvirring, eller måske i en nærmest insisterende skrå sikkerhed. Som årene går og ordene modnes, bliver sætningerne måske til værker og til nye kulturelle eller politiske referencepunkter. Det er derfor, at ”personlig udvikling” står centralt i skolens formålstradition. Desværre gled udtrykket ud af formålsparagraffen i 2006 til fordel for udtrykket ”alsidig udvikling”, som er lettere at omsætte i digitaliserede styringsformater.

Kort sagt: Mennesket lever sammen med andre, undrer sig alene i dialog med andres stemmer, og udtrykker sig til andre. Man åbner øjnene og taler her og der i forskellige forsamlinger, mens tænkningen danner indre stemmer, som man vender med sig selv. Derpå skriver man sætningerne ned eller udtaler dem, hvis man tør. Derefter mødes man igen i forsamlingerne, f.eks. på konferencer, selskaber, seminarer og møder, men også alle andre steder, for at fortælle om det, man har skrevet til andre, som svarer igen, så man tænker igen. Det er vekselvirkning mellem øre, tanke, skrift og tunge, dvs. en tung og legende form for sansning, der både bygger fællesskaber og holder dem i live.

Dermed forbindes forsamlingsfrihedens §79 med ytringsfrihedens og tænkningens §77.

 

2B. Ytringsfrihedens psykologi

Denne sammenhæng mellem ytring, tænkning og social pluralitet giver ytringsfriheden en særlig psykologi, som jeg nu vil prøve at sige noget måske lidt søgende om.

 

i) Paradoksal tvang og dobbelt kærlighed:

Der er en form for umulig tvang i ytringen, en slags selvstændighed inde i selve sætningen. Ytringen vil ud af tænkningens kamre. De mange forskellige og ofte modstridende indre stemmer må forme sig til én sætning, der har en eller anden social eller personlig adresse. Det er dette paradoks mellem pluralitet og enhed, mellem tænkning og ytring – hvilket også er undervisningens og lærerens paradoks – der gør, at både ytring og undervisning er en form for kunstværk.

En anden ting er, at man både taler for sin egen og for ”den andens” skyld. Også selvom det kan gøre ondt på sig selv eller på andre. Ytringsfriheden er derfor både en eksistentiel kærlighed til en indre sandhed, og en lige så dyb omsorg for forudsætningerne for samfundets institutioner og liv. Den største ytring er personlig og almen på samme tid. Den får verden til at vise sig, fordi den taler til en verden, som findes, selvom den måske er skjult. På en måde er denne kærlighed til sandhed og fællesskab større end i den romantiske kærlighed. For sandhedskærligheden forstærkes nærmest, hvis verden viser sig at være uretfærdig, hvilket jo ikke er tilfældet i romantikken.

Det var noget om ytringens paradoksale tvang og dens dobbelte kærlighed.

 

ii) Naivitet, mod og inkompetence

Et tredje element, som altid er lidt indblandet, er naiviteten. Ytringen er så tæt på munden og på kroppen, at den næsten er privat. Den kommer på en måde fra naturen i dig selv, fra syntesen mellem ånd og tunge. Man siger bare noget helt stille uden nødvendigvis at vide, at det skulle være noget særligt, og selvom man ved det, så må man fastholde sin naivitet, når man taler. Gør man ikke det, så risikerer man det værste, nemlig at tale med en andens stemme.

Nogle gange ved man jo godt, at denne stille og naive natur kan være farlig for sig selv. Et vigtigt aspekt af ytringsfrihedens naivitet er derfor ”modet”. Filosoffen Immanuel Kant gjorde faktisk i 1783 ”modet” til oplysningens grundlæggende princip. Det skete i følgende berømte indledning til skriftet ”Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?”:

”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af forstanden uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.”

Det er denne kombination af mod, tænkning og naivitet, som er ”oplysningens” princip, intet mindre, og som Kant altså sammenfatter under begrebet ”myndighed”.

I samme essay fortæller Kant om, hvordan modets sætninger udtales, ikke bare til ”arbejdsgiveren” eller til ”magten” eller til andre ydre sociale funktioner. Ytringen er derimod henvendt til et publikum af andre modige, som arbejdsgiveren også kan tilhøre, hvis han har mod til det. Dermed funderer Kant den moderne borgerlige offentligheds grundlæggende princip. Det er den ”offentlige brug af fornuften”, som han kaldte det. I modsætning til ”den private brug”, som findes i regi af organisatoriske interesser og driftssystemer. Bemærk hvordan det allermest ”offentlige” er tæt på det indre, dvs. på modet.

Også den franske filosof Michel Foucault interesserede sig for modet. Han kaldte ytringsfriheden for ”fearless speech”, et udtryk han udledte af det græske begreb ”Parrhesia”, dvs. pligten til at tale sandt for det fælles bedste uanset personlig risiko. ”Fearless speech” var faktisk titlen på en af Foucaults sidste bøger, som efter min mening også var forfatterskabets bedste. Men hans baggrundsfilosofi modarbejder hele tiden hans undersøgelser. Det skyldes, at han konsekvent reducerer ”forsamlingen” til magt, hvorved den frygtløse tale mister dens forudsætning og derfor undergraver sig selv. Det er da også kun meget få Foucault-tilhængere, som taler om frihedsrettigheder mere generelt. Faktisk bliver de tit selv opslugt af ”magten”.

Og så til endnu et emne, nemlig ytringens ”inkompetence”. I en vis forstand er ytringen ensom, selvom den altid forudsætter eksistensen af et tænkende publikum. Men ofte modtages de mærkelige og ensomme sætninger af flertallet og af samfundets driftsmaskiner som et udtryk for inkompetence. Ytringen undersøger og spørger og kritiserer jo det, som opfattes som gældende normer. Den provokerer, ikke blot magten, men også magtens sprog. De frie ord, som stammer fra tanken og forsamlingerne, støder ind i magtens og de sociale systemers væg, hvor ordene nedgøres eller udstødes. Grundlovens ånd er omfavnelsen af inkompetencen som verdens smukke navle. Det er også derfor, at kompetencebegrebet på ingen måde kan stå alene i uddannelsessystemet, hvilket det ellers gør i disse år. Al god pædagogik må tage udgangspunkt i inkompetencens dybeste dyd, som stammer fra tænkningen. Der er noget sokratisk over denne inkompetence.

Så kort sagt: ytringsfrihed er ”myndighed”, dvs. en modig, sandhedskærlig, naiv og offentlig inkompetence, der taler til de samme egenskaber hos alle mennesker, dvs. til menneskeheden i enhver. Det er en form for ligeværd, der sætter parentes om ulighed, men som producerer pluralitet.

 

iii) Erfaringen

Det næste element i ytringsfrihedens psykologi er ”erfaringen”. Når man taler ind i verden, så er Kants ”publikum” lidt for abstrakt. For verden svarer ofte igen på meget håndfaste måder, hvilket ”et publikum” jo normalt ikke gør. Den amerikanske filosof John Dewey talte om, at en sådan ”erfaring” var bygget op af et ”doing” og et ”undergoing”. Så først gør man noget, og så sker der noget, med det man gør. Det var en sådan ”undergoing”, verdens reaktion, som Kurt Westergaard erfarede efter sin ”doing”, som jo var selve tegningen. Alle ytringsfrihedsfundamentalister, som f.eks. mig selv, har erfaringer med denne erfaring. Det er som om, at ens naive og inkompetente tale bliver slugt af en verden, som angriber eller overmander en. Det føles meget livligt og tæt, men også ensomt og tankevækkende.

Så ytringsfriheden er ikke kun for den kantianske oplysnings skyld. Man ytrer sig også for, at verden kan vise sig. En verden, som måske ellers går og putter sig i tavshed og magt, kommer pludselig til syne i en mærkelig form for abrupt vildskab, der kommer bag på alle.

Kort sagt: Ytringen, forstået som erfaring, er et ”doing”, dvs. et personligt og eksistentielt udtræk af tænkningen, som får en verden til at vise sig, og denne nye verden overmander personen, som dermed underkastes et ”undergoing”.

 

iv) Striden

Endnu et aspekt i ytringsfrihedens psykologi, som jeg vil fremhæve, og som ligger i noget af det, jeg allerede har sagt, er striden og kampen. Disse begreber var centrale for både Grundtvig – ”kamp må der til” – og for Kierkegaard i ”kirkekampen”, som begge understreger sammenblandingen af eksistens, strid og politik. Men også filosoffen Karl Popper talte i det herrens år 1945 i sin bog ”Det åbne samfund og dets fjender” om videnskab som et venskab-fjendskab forhold.

Også den franske filosof Jacques Ranciére mente i 00’erne, at ”disagreement” var den centrale politiske kategori. Ranciére funderede denne uenighed i frie, opmærksomme og selvstændige menneskers vekselvirkninger omkring samfundets ting og kundskabsmaterialer. Denne mærkelige forsamling af ensomme og modige og uvidende lærere, forstyrrer ustandseligt det store fællesskabs ”forklaringer”, hvor alle har alt muligt til fælles, f.eks. strategier, visioner, kompetencesystemer, sammen om dit og dat, og så videre.

Ytringsfriheden bliver på den måde et fællesskab af inkompetente, der forstyrrer og strides med ”de kompetente”, altså dem uden publikum. De inkompetente, dvs. tænkerne, er de ”uvidende lærere”, som Ranciére udtrykte sin pædagogiske vision. Så uenighed er et vigtig filosofisk og psykologisk begreb og en central pædagogisk dyd.

1980’ernes post-marxister interesserede sig også for uenigheden. De talte om ”antagonismer” med udgangspunkt i den kontroversielle tyske retsfilosof Carl Schmitt. Men fordi postmarxismen gjorde op med klasse-begrebet, dvs. med ”forsamlingen”, så kollapsede ”antagonismen” til ”diskursiv strategi”. Herfra mistede socialisme dens dybde. I et par år levede vores hjemlige socialisme videre som en slags venstrefløjsgrundtvigianisme omkring de folkelige protestbevægelser, f.eks. i Else Hammerichs og Ebbe Kløvedal Reichs EF-modstand. Men i løbet af 1990’erne kom Grundtvig pludselig i ”bad standing” på grund af globaliseringen.  Pludselig var han noget ”etnisk”. Herfra forvitrede venstrefløjens forsamlingstradition totalt.

 

v) Invitationen

Et sidste emne er ”invitationen”. En ytring har altid en adresse. Kirkegaard bød biskopperne op til dans. Man inviterer til kamp. Man kalder på sin medborgers offentlige brug af fornuften.

Enhver ytring er altid en implicit invitation, men man kan også udtale invitationen. Hvis jeg må tage et eksempel fra min eget erfaringskatalog: I 2015 skrev jeg en helt regulær kritisk artikel om nogle københavnske kollegers arbejde. Jeg kendte dem ikke personligt. Jeg skrev derefter en mail med følgende ordlyd:

”Kære Dorthe – Selvom vi er kolleger, har vi vist aldrig hilst på hinanden? Men jeg vil sige, at jeg har skrevet en analyse af en af dine artikler på min hjemmeside. Jeg har muligvis misforstået det hele, og du er naturligvis meget velkommen til at svare i kommentarfeltet, hvis du har lyst – Mange hilsner, Thomas Aastrup Rømer, DPU-Trøjborg”

Det var en ”invitation”. Men svaret var ikke hverken et gensvar eller blot et ”nej tak”. I stedet kom 14 dage senere en klage til Aarhus Universitets helt nye dekan over ”mobning” og ”tilsvining”, som endda blev understøttet af den selvsamme helt nye leder af DPU, som har stået for de aktuelle fyringer. Heldigvis fik jeg stor offentlig opbakning, og dekanen måtte afgøre sagen til min fordel. Siden hørte jeg aldrig mere til den sag.

Med udgangspunkt i invitationen gjorde jeg dermed en erfaring, en ”undergoing”, som afstedkom en hel række videre ”doings”, som forårsagede endnu flere ”undergoings”. Hele tiden måtte jeg arbejde med at fastholde en blanding af naivitet, mod og sandhedskærlighed og med at fastholde forestillingen om et kantiansk publikum.

Lad mig konkludere på hele denne overvejelse: Ytringsfriheden består af forsamling, tænkning, kamp, invitation, erfaring, mod, sandhedskærlighed, naivitet, strid og inkompetence. Ytringen kommer fra forsamlinger, og den bliver til forsamlinger.

Det lyder jo som et helt kursus, selvom man sjældent hører om disse emner i pædagogiske sammenhænge.

 

3. To slags angreb på ytringsfriheden

Der findes to slags anslag mod ytringsfriheden, nemlig det direkte og det indirekte. Det direkte angreb giver sig selv. Det var det, som Erik Schmidt og Kurt Westergaard oplevede, og også lidt mig selv. Det er et ”don’t speak”! Ellers får du en kugle for panden eller en tjenstlig advarsel.

Eller som dengang i 1834, hvor Frederik d. 6. ville begrænse trykkefriheden med henvisning til den omsiggribende ”skrivefrækhed”.

Eller som i 1871, da den magtfulde professor Madvig forhindrede Georg Brandes i at få et professorat med henvisning til Brandes’ ”frække og overfladiske spot”, som Madvig mente var uden ”alvorlig forskning eller dybere etisk følelse”. Det ændrede Brandes’ karriere og prægede hans videre virke. Først i 1901, da tiderne var skiftet, fik han et professorat. Denne relation mellem professorater og magt har ikke ændret sig det fjerneste.

Men der findes også et indirekte angreb på ytringsfriheden. Det går via et anslag imod forsamlingsfriheden. Her går staten ind og omformer forsamlingernes vekselvirkninger ud fra målsætnings- og fordelingssystemer, som ofte ledsages af diverse statistikker og regnskaber om borgernes adfærd. Det hele suppleres af nedladende one-liners om ytringernes folkelige og filosofiske ophav. Dermed bliver ytringerne ensomme, bureaukratiske, angste og tilpasningsdygtige eller ender måske som små forargede og vrede tweets uden opbygning, personlig udvikling, dannelse og drama.

Men hvis staten angriber forsamlingen, så angriber den på en måde også sig selv. For den syntese mellem folk og stat, der udviklede sig fra 1800-tallet og frem, var netop defineret ved den samtidige adskillelse af folk og stat. Forbryder man sig mod denne smukke syntese, så ender staten som en fattig statistisk kontrolstruktur, som selv siver ind i globale kvantitative regnskaber, hvorfra den udvikler bureaukratiske og højteknologiske kontrol- og kompetencesystemer.

Denne logik så vi sidst realiseret i forbindelse med det, jeg kalder for ”den store nedlukning”, men i pædagogikkens verden har vi i princippet haft systemet, siden dengang Pisalisterne og disses adfærdsteknologier blev et enerådende kvalitetskriterium fra omkring 2005. Herfra har de tekniske løsninger og en række store måle- og evalueringssystemer taget over, så selv ord som dannelse og undervisning, der jo udspringer af forsamlingens, tænkningens og talens praksis, kan sættes på algoritmiske formler i produktivitetens tjeneste, hvor de så kaldes for ”læring”.

I så fald reduceres kritisk arbejde til ”modstand mod læring” eller til ”konspirationsteorier” eller ”synsninger” og så videre. Eller måske til anklager om ”mobning” og ”tilsvining”. Dermed forvitrer ytringsfriheden via anslaget mod forsamlingsfriheden.

 

3A. Universitetets problemer

Lad mig uddybe denne sidste pointe med de indirekte angreb ind i videnskabens og pædagogikkens områder. For som antydet skete der noget i starten af 00’erne, der fjernede universitets og skolens forudsætning i forsamlingsfriheden.

Indenfor videnskaben udspringer ”den akademiske frihed” netop af frihedstraditionen. Universitetet er en slags kultivering og institutionalisering af menneskets naturlige habitat for nysgerrighed og sandhedskærlighed.

Men i 2003 kom der en ny universitetslov. Nu skulle universiteterne omdannes fra at være forskellige kombinationer af faglige og demokratiske processer til at være centralstyrede strategiske koncerner. Dermed udviklede man et system, der omdanner forskere, studerende og sekretærer til midler for optimering af centralt fastsatte strategiske parametre. Herfra accepteres kun den ”strategisk” relevante kritik.

Dansk Industri ville gå fra ”forskning til faktura”, og den daværende forskningsminister, Helge Sander, radikaliserede endda dette udtryk. Han ville gå fra ”tanke til faktura”. Så ville alle blive kompetente, og samfundet ville ”vækste”. Det er tanke-vækkende at opgøret med forsamlingen her ledsages af et direkte opgør med ”tanken”, samt af et kompetencebegreb som bliver mere og mere instrumentelt og altomfattende, og som reducerer ”kritik” til metodiske refleksioner, der skal indløse strategiske ”udfordringer”.

I Aarhus blev ideologien fra 2005 ledsaget af et nyt og tilpasningsdygtigt rektorat, som var stærkt centraliseringsorienteret. Et væld af nysprog bredte sig. Vi fik det, som filosoffen Gert Biesta har kaldt for et ”global university”, som er ”a copy without an original”, som han siger. Et ensomt og stort system uden fortid, som udsletter ”modet til at bruge sin egen forstand” og interessen for at gøre erfaringer.

Det globale universitet må i en vis forstand producere sin egen ”original”. Herfra bliver verden helt uforudsigelig. Som den nye dekan for fakultetet ARTS beskrev det i 2012: Vi får ”det frække universitet”, som går ”fra viden til handling”. Kan man synke dybere?

Samme år, i 2012, resultererede dette system i, at man frøs den tyske musikprofessor Linda Maria Koldau ud, fordi hun kritiserede den lokale musikvidenskab, hvilket åbenbart svarede til at tegne Muhammed. Efter overgrebet skrev Koldau sit imponerende erindringsdokument, trebindsværket ”Janteuniversitetet”, som siden hen blev totalt tabu på Aarhus Universitet. Via denne tabuisering fik universitetet yderligere problemer med universitetets ide, dvs. med ”Bildung”, som er den tyske udgave af den dannelsessammenhæng, jeg lige har omtalt, og som Koldau var uddannet i.

Jeg kan heller ikke lade være med at nævne, at det nye rektorat også foreslog et nyt navn til det tidligere omtalte ”universitetssamvirke”, som jo havde rod i 1920’ernes forsamlinger i Aarhus. Samvirket skulle nu hedde ”AU Executive”. Det endte dog med at blive helt nedlagt.

 

3B. Skolen og den pædagogiske forskning

i) Skolen

Også skolen blev ændret i den nye ånd. Det skete i forlængelse af Globaliseringsaftalerne i 2006 og videre i skolereformen fra 2014. Her omdannede man skolen og uddannelsessystemet til et nyt evaluerings- og læringssprog, som var økonomisk defineret. Pædagogikken blev med andre ord en del af økonomien. Tanken blev også her til faktura.

Ud af globaliseringsaftalerne etablerede man en række omfattende og centraliserede test- og målesystemer, og til den pædagogiske dagligdag udviklede man den såkaldte læringsmålstyring, hvorefter hvert eneste barn skulle målstyres i hver eneste time. Fra 2014 blev denne metode ligefrem en statsdirigeret ideologi, som blev kraftigt støttet af DPU, og som altså hang sammen med de store målesystemer. Hvis man ikke syntes om den ide, så pådrog man sig ”et moralsk ansvar” eller havde ”modstand mod læring”, som det hed det på de bonede gulve, mens tavsheden bredte sig. De stakkels målstyrede børn og deres lærere lærte på den måde tavshedens og tilpasningens kompetence, men ikke frihedens og tænkningens inkompetence.

Staten nedsatte faktisk allerede i 2007 et ekstremt indflydelsesrigt ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling” for folkeskolen, som blev kaldt for ”Skolerådet”. Dette råd, som mestendels bestod af økonomer, gjorde via syv digre årlige beretninger klar til læringsmålstyringen og til skolereformen i 2014. Skolen skulle herefter fremme ”produktiviteten”, skrev de økonomiske vismænd, og algoritmerne skulle erstatte lærerne.

Dette skoleråd var faktisk en konsekvens af Anders Fogh Rasmussens primitive opgør med det såkaldte ”smagsdommeri” fra de tidlige 00’ere. Men Fogh gik altså blot bort fra de faglige smagsdommere, som havde tråde ned i forsamlingernes vævninger, og hen til økonomiske smagsdommere, som var instrumenter for en stat uden forsamlinger.

Så samtidig med, at Fogh forsvarede Kurt Westergaard, så ødelagde han samfundets fundament i forsamlingerne. Dermed kunne hele princippet bag krænkelserne, nemlig det identitære, langsomt men sikkert brede sig ind i det nu tomme, økonomisk definerede og forsamlingsfrie område, dvs. overalt.

Nuvel, tilbage til hovedsporet. De gamle seminarier blev overtaget af syv store professionshøjskoler i den nye ånd. Man kaldte dem for ”University Colleges”. Dermed fik lærer- og pædagoguddannelsen kappet rødderne til de seminarier, som jo havde rod i frihedstraditionerne og disses forfatningsbårne kontrakter med staten, også kaldet ”formål”. Nu skulle man i stedet for ”formålene” lave ”udviklingskontrakter” på den svage og aktive stats strategiske præmis.

Disse processer fandt sted sammen med rystende nedskrivninger af pædagogikkens sprog og praksis, dvs. i et opgør med hele det rodnet af grundtvigianisme, reformpædagogik og oplysningsfilosofi, som på forskellige måder havde præget landet siden 1800-tallet. Dermed kappede man også forbindelsen til §77 og §79 og deres mulighed for at blive holdt ved lige. At mange af disse reformer i høj grad blev båret frem af liberale kredse, er nok en af den nyere Danmarkshistories største gåder.

ii) Den pædagogiske forskning

Lad os også se lidt på den pædagogiske forskning. DPU blev etableret i 2000 i et opgør med Danmarks Lærerhøjskole, som var alt for grundtvigiansk og forsamlingsagtigt og så videre. I stedet ville man optimere ”læringsadfærden”, som det hed.

I 2008 kom der en række universitetsfusioner i den nye ånd. Blandt andet kom DPU ind under det reformerede Aarhus Universitet. Hermed kunne den ene anti-dannelse gå i symbiose med den anden. De nye ledere fra UC’erne og DPU sammenlignede ligefrem – i total underdanighed – Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King. Det var i en fælles kronik i Berlingske i 2010.

Imens hele dette oplysningsfjendtlige apparat blev rullet ud, ofte under betegnelsen ”videnøkonomi” (uden ”s”) eller ”verdensklasse”, blev ytringsfriheden parkeret hos Muhammed, hvor den ligefrem blev til noget højrefløjsagtigt, som handlede om ”krænkelser” og ”respekt”. Siden sivede dette identitetspolitiske vokabular som allerede nævnt tilbage i samfundet, hvor det redefinerede det nu forsamlingsløse samfunds sprog som sådan.

Det dobbelte dannelsesforfald i Aarhus blev fremskyndet af, at DPU fik en ledelse, som elskede teorien om konkurrencestaten, og som slavisk fulgte og endda ophedede de nye tendenser. Herfra blev det, der skulle have været pædagogikkens sted, til et arnested for overgreb, hvoraf flere havnede i professor Heine Andersens værk ”Forskningsfrihed – ideal og virkelighed” fra 2019, som måske er den vigtigste fagbog i nyere tid.

Allerede i 2010 forsøgte den nye DPU-ledelse at fyre tre filosoffer, fordi deres forskning angiveligt ikke skulle være ”relevant”, som det hed, og helt almindelig kritisk arbejde blev som sagt kaldt for ”mobning” og ”tilsvining” og gjort til genstand for udmarvende bureaukratiske klageprocesser. Interessen for kritik og dannelse blev marginaliseret og nedgjort som ”konspirationer” af en ny symbiose mellem konkurrencestatsteori, poststrukturalisme og systemteori.

Med ”mobningen” og ”tilsviningen” fik vi en slags radikalisering af det nedladende ”modstand mod læring”, som sugede Kants idealer ud af samfundet. Ledelsen omtalte truende og i al offentlighed mit arbejde som et udtryk for ”polemisk dumdristighed”, og en af dens støtter kaldte mig ligefrem for en ”paria”. I samme ånd blev filosoffen og teologen Peter Kemp, som havde kritiseret filosof-fyringerne, kaldt for en ”plattenslager” og en ”løgner”.

Men efterhånden rejste der sig en stor kritisk bevægelse, dog mest uden for DPU. Vi var f.eks. nogen, Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og undertegnede, der i perioden 2011-2021 samlede dele af kritikken i fire antologier: ”Uren pædagogik 1-3” og i bogen ”Sidste Chance – perspektiver på dannelse”. Og fra 2016-2019 var undervisningsminister Merete Riisager, som selv var cand.pæd., et slags fyrtårn i den politiske del af kritikken, selvom hendes virke blev nedgjort på det skammeligste på DPU og i dagbladet Politiken. Alle disse kritiske indsatser gik skarpt i rette med den udvikling, jeg har beskrevet. En udvikling, som DPU’s ledelse altså har stået for og forstærket igennem alle årene.

Den aktuelle fyring af undertegnede følger i direkte kausal forlængelse af denne begrebsmæssige historik. I mit fyringsbrev – hvor der ellers står, at der ikke er noget som helst at kritisere mig for på de fire såkaldte ”saglige kriterier” – kaldes den nye ideologi for et ”bagvedliggende hensyn”; altså et femte og nærmest okkult kriterium.

Og lige kort tilbage til den ”postmoderne ondskab”, som jeg nævnte i talens indledning: Selvsamme dag, som min fyring blev effektueret, den 16. december 2022, godkendte Uddannelses- og forskningsministeriet universitetets vedtægter. Her står der følgende fantastiske ord:

“§4, stk. 2. Aarhus Universitetet vil udvikle videnskaben og bidrage kritisk til øget erkendelse ubundet af herskende videnskabelige og samfundsmæssige opfattelser. Aarhus Universitet vil derfor for sine forskere skabe vilkår, som fremmer kreativitet og en kritisk indstilling over for opfattelser og synspunkter, der såvel i forskningen som i det øvrige samfund fremstår som etablerede sandheder. (min kursivering)”

Så universitetet har slet og ret brudt sin kontrakt med staten. For samtidig med, at staten godkender disse smukke ord, så underminerer man altså hele ytringsfrihedens tradition med henvisning til nogle anonyme og ideologisk betingede ”bagvedliggende hensyn”.

Hele dette system svarer helt til Odense Kommunes aktioner i forbindelse med Erik Schmidt-sagen. Man bruger dyderne til at undertrykke dyderne, så ingen tør bruge dyderne. Dekanen for fakultet ARTS begrundede endda i et debatindlæg fra januar 2023 fyringerne med ”tonen”, hvorved hele sagen stilles i direkte kontakt til Kurt Westergaards skæbne.

Vi får dermed en helt særlig og undertrykkende tilstand, som den amerikanske sprogforsker Noam Chomsky skrev om i 1998 i sin bog ”The common good”, og som på en måde definerer dette ”indirekte overgreb” på ytringsfriheden. Her i min egen oversættelse:

”En smart måde, hvormed man kan holde folk i passivitet og lydighed, består i at etablere en streng afgrænsning af spektret for acceptable meninger, samtidig med, at man tillader en livlig debat inden for rammerne af dette spektrum. Det giver folk en følelse af, at der er findes fri tænkning, mens systemets og spektrets egne forudsætninger hele tiden forstærkes af de grænser, der er sat for debatten.”

Med andre ord: Ytringsfrihed reduceres til det, jeg kalder for ”mikrodiversitet”, dvs. forskelle under en centralt fastsat regel. Det er det modsatte af den politiske tænker Hannah Arendts ”pluralitet”, hvor det er tænkningen og forsamlingerne, der regerer.

 

3C. Identitetspolitik og teknologi

Med dette samlede tab af forsamlingen som pædagogisk og politisk forudsætning, så vokser nye generationer op, badet i læringsmålstyringens og ensomhedens ideologi og med ”modstand mod læring” hængende over nakken. Børnene bliver alene uden en fælles verden, hvis restmaterialer – f.eks. navne på is, kulturradikale negerkonger og smuk lyrik om blonde piger – bliver fyldt med overgreb. Herfra bliver alt farligt. Der er sexister og mikrober og kuldioxid og nikotin overalt, og alle ord bliver udtryk for kolonialisme og sexisme og så videre. Det er det poetiske livs endeligt. Herfra må de unge selv – måske med ”hjælp” fra nye bureaukratiske risikoregnskaber – konstruere en ny verden uden risici, hvilket svarer til at mangedoble risikoerne.

Derved får man ”trivselsproblemer”, som det kaldes, og den slags skal ”adresseres” ved endnu mere ensom konstruktion, digital overvågning og statistisk baseret risikominimering, alt imens legepladserne for både små og store mennesker står tomme.

Dermed får man karikaturkrisen helt ind i sjælen. Alt, man møder, bliver til en farlig og krænkende tegning af Muhammed og ikke blot en frisk genstand ud af grundlovens ånd. I dette nye system findes ingen ytringsfrihed. Kun krænkelse. Alle steder.

Dette selvskabte problem, som er ved at omforme og dekonstruere menneskets natur, kan kun løses af algoritmer, som dermed træder i stedet for mennesket. Dette overgreb kaldes også for ”trans-humanisme” eller med et gammelt ord: Forbrydelse mod menneskeheden.

Transhumanismen spillede en central rolle i Lars Løkke Rasmussens såkaldte ”Disruptionsråd” fra omkring 2017 samt i KL’s store teknologiudspil fra samme år og faktisk også hos OECD og andre steder.

I KL’s ”teknologispring”, som projektet hedder, ”leger” man f.eks. med følgende ideer:

”Hvad nu hvis…

… alle børn har sin helt egen underviser, som følger dem 24/7?

… børn kan lære det samme som folkeskolen tilbyder via Algoritme-robotter – og de     kan gøre det på den halve tid?

… alle forældre kender alle detaljer ved deres børns udvikling, resultater og trivsel realtime?

… vi kan forudse, før børn fylder 6 år, hvordan de vil klare sig i livet – hvem får succes, og hvem bliver omkostningstunge?

… højtalere, der ´lytter med´, kan spore mobning og misbrug i det øjeblik det sker?”

Her opløses institution, borger og mennesker i profylakse og algoritmer, så der ingen problemer eller risici findes mere, fordi der ikke mere findes noget frit område. Måske er denne indflydelsesrige transhumanisme – i kombination med forsamlingsbegrebets problemer – den aktuelt største trussel imod ytringsfriheden.

Dermed er det slut med det, som filosoffen Gert Biesta i 2014 kaldte for ”pædagogikkens smukke risiko”. Til gengæld få vi læringens risikofrie maskine.

Mange tak for ordet og for den fine pris.

 

III. Links til omtaler af pristildelingen (opdateres løbende):

Trykkefrihedsselskabets annoncering af prisen, d. 2. februar. https://www.trykkefrihed.dk/thomas-aastrup-roemer-modtager-sapphoprisen-2023.htm

Uddrag fra Lone Nørgaards motiveringstale udgives som artikel, d. 11. marts: https://newspeek.info/thomas-aastrup-roemer-modtager-trykkefrihedsselskabets-sappho-pris-2023/

Gymnasielærer Mikael Busch på Facebook, d. 11. marts: https://www.facebook.com/mikael.busch.73/posts/pfbid02xFEGoPa7DYYEwzTnHdoTZb5VoHQvZi6HKaBGCJxH7fs7gy1gEZJpBYVDUyWAxidvl

Lektor, Asger Sørensen, på Facebook, d. 11. marts: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0313BsVwqszNLA9DCYkhxNyQdj5cnk9BUHNXhAi1JT51UMGMzPwFt8JBz8QNNRgGeyl&id=673734654

Redaktør, Anette Lind på Facebook d. 11. marts: https://www.facebook.com/anette.attraktia/posts/pfbid0cZSSUxMePNrE23ePyS2udWQngDu5yMvQyxmTouYMe2wB9tMonJymR3fxUVC5GBfml

Psykolog, Henrik Skovlund på Facebook d. 11. marts: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02BhD7hJRkuPuUqn3w4m4UKUZeu9n4jkfyxJLyDecmePphn1NKp4Ew217cNg4cgqrDl&id=100069290021146

Trykkefrihedsselskabet på Facebook, d. 13. marts: https://www.facebook.com/Trykkefrihed/posts/pfbid02euqoa6m6KpboNPyZXPxg7Q9PoFiBzzPU2HvqXA1BsBZ42vFwytf241x1QJ5CAdpvl

Trykkefrihedsselskabet lægger en video fra hele arrangementet, herunder både motivering og tale, på Youtube, d. 15-17. marts: https://www.trykkefrihed.dk/sapphoprisen-2023-thomas-aastrup-roemer.htm og  https://www.youtube.com/watch?v=oUZdPq5f6V4.

Trykkefrihedsselskabet lægger ovenstående talemanuskriptet ud på trykkefrihed.dk, d. 24. marts 2023. https://www.trykkefrihed.dk/thomas-aastrup-roemers-tale-efter-modtagelse-af-sapphprisen-2023.htm

Nedenfor kan man læse otte refleksioner/noter om primært universitetspolitiske emner, især foranlediget af situationen på Aarhus Universitet.

Der er tale om let redigerede versioner af tekster, som tidligere har været offentliggjort på Facebook.

 

1. Den 18. februar: Notits i Folkeskolen

Det seneste nummer af bladet Folkeskolen har på side 6 en notits, der kaldes for ”3 vigtige”, som alle handler om pædagogisk frihed. Den anden tekst af disse ”3 vigtige”  er en omtale af DPU-sagen:

”Frihed er også omdrejningspunktet for forsker Thomas Aastrup Rømer, der blev fyret fra sin forskerstilling på DPU. Han hædres nu med Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris, for sin kompromisløshed i kampen for det frie ord. Rømer selv og en lang række forskerkolleger kritiserede DPU’s ledelse i hårde vendinger, da Rømer blev fyret. De beskyldte ledelsen for at fyre Rømer for at slippe af med hans kritiske tilgang til instituttet, og der blev hurtigt iværksat en underskriftsindsamling for at få forskeren tilbage. Det lykkedes ikke, men Thomas Aastrup Rømer får nu altså en pris for sin kamp for forsknings- og ytringsfriheden.”

Jeg er glad for denne påmindelse om, at selvsamme tekster, som altså udløser en pris i frihedstraditionens navn, i dagens Danmark sanktioneres til grov udelukkelse fra statens – dvs. AU’s og Claus Holms – neototalitære forsknings- og universitetssyn. Dermed tager staten jo skade.

Jeg vil også lige til uddybning af citatet sige to ting: Dels at der ikke kun var ”en underskriftsindsamling” – der var faktisk 2-3 stykker (afhængig af definition) – og dels at protesten var betydeligt bredere, end udtrykket ”forskerkolleger” dækker over. F.eks. var der også mange skolelærere, der protesterede.

https://issuu.com/folkeskolen/docs/folkeskolen_nr._03_2023

 

2. Den 20. februar: Aarhus Universitet og Korshøjen

Korshøjen i Vejlby-Risskov, hvor jeg boede som dreng, var som snydt ud af universitetsloven fra 1970. I folkemunde hed kvarteret, som blev bygget i selvsamme år, ligefrem Magisterghettoen. Her boede alle de unge magistre og filosoffer i vekselvirkningen mellem demokrati, revolution, humaniora. leg og kundskabsglæde. Jeg bor der stadigvæk i dag.

På en måde er Claus Holms primitive fyringsaktion, hvis filosofi jo har rødder i universitetsloven fra 2003 (“fra tanke til faktura”) og i denne lovs destruktion af netop 1970-loven, et angreb på Korshøjen, dvs. på hele det filosofisk-humanistiske liv, som jo blev Aarhus Universitets essens i de år, og som havde rødder tilbage i 1920’erne.

Symbolsk blev denne “destruktion” markeret, da den globaliseringsivrige rektor, Laurits Holm-Nielsen, omkring 2013 nedlagde det såkaldte “Universitetssamvirke”, som var Aarhus Universitets historiske sjæl, hvori Korshøjens liv var en af de sidste blomster. Holm-Nielsen foreslog endda omdanne samvirket til en alumne-forening, som han ville kalde for “AU executive” (grædende smiley).

Den nye “executive”-ånd stammede fra en blanding af 2003-lov og Globaliseringsaftaler fra 2006.

Holm-Nielsens system var universitetets store fjende, men fjenden i dag er definerende for Aarhus Universitet, som dermed er blevet sin egen fjende. Her bestemmer en eller anden læringsekstremistisk leder fra en email-adresse i København over Korshøjens, videnskabens og pædagogikkens fælled og legepladser

Her er lidt erindringer om livet i magistrenes ghetto:

http://www.thomasaastruproemer.dk/korshoejen.html

 

3. Den 21. februar: Gert Biesta om “the rise of the global university”:

Jeg sidder og arbejder på min bog om universiteter og lærer alt muligt undervejs. F.eks. følgende:

I 2011 gjorde Aarhus Universitet endegyldigt op med sin historiske og filosofiske sammenhæng og blev i stedet til en global, vidensproducerende og hierarkisk organisation i produktivitetens og samfundsøkonomiens tjeneste. Der var tale om en særlig globalistisk og tom forstærkning af ånden fra universitetsloven i 2003 og fra globaliseringsaftalerne i 2006.

Den pædagogiske filosof, Gert Biesta, skrev i præcist samme år, dvs. i 2011, en interessant artikel om universitetets ide, hvor han karakteriserer netop “the rise of the global university” på følgende måde:

”The global university is, after all, only going where everyone else is going. But since everyone is doing this, the system in itself is going nowhere. Since everyone is only copying everyone else, the global university is a copy without an original” (Biesta 2011, s. 38).

Og denne særlige “kopi uden original” – en tilstand som er i dyb modsætning til universitetets idealer – har følgende foruroligende konsekvens:

”Since the global university lacks an internal reference point, an internal criterion of what it means to be a (good) university, it can only adapt and adjust to what comes to it from the outside. Because the global university stands for nothing, it runs the risk of falling for anything” (ibid., s. 42)

Universitetet bliver dermed til en selvproducerende maskine og et middel til hvad som helst, uden selvstændigt formål og filosofisk rodnet.

Herfra kan alt ske.

https://read.dukeupress.edu/qui-parle/article-abstract/20/1/35/10220/How-Useful-Should-the-University-Be-On-the-Rise-of

 

4. Den 26. februar: Stavros Moutsios om danske universiteter

Den 11. juli 2022 publicerede lektor ved DPU, Stavros Moutsios, en kritisk analyse af universitetsloven, bl.a. med reference til en række konkrete regler og dokumenter fra Aarhus Universitet.

Artiklens titel er: “The bureaucratisation of the university: The case of Denmark”.

Moutsios beskriver, hvordan en ny og undertrykkende kombination af styring og bureaukrati har overtaget og eichmannificeret universitetets ide, praksis og sandhedssøgen.

Artiklen udkom i det anerkendte australske tidsskrift Educational Philosophy and Theory, hvis redaktør, Micheal A. Peters, i 2018 var medredaktør på den store tobinds-udgivelse ”The Idea of University”.

I efteråret 2022 deltog Stavros Moutsios endvidere i den generelle kritik af AU’s fyringer på DPU.

https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/00131857.2022.2097069?journalCode=rept20

 

5. Den 1. marts: DPU’s opgør med pædagogik

Lærke Grandjean har undersøgt DPU’s forhold til pædagogikkens tradition og til ordene i skolens formålsparagraf.

Resultatet er nedslående.

Lærerhøjskolens tradition er fjernet fra strukturen, og det samme er sket for de pædagogiske ord fra skolens formål, som nu må putte sig tavst i nogle små marginale rest-regioner.

Jeg lavede en lignende undersøgelse i bogen Skolens formål – dannelse, splittelse og forstærkning, hvor jeg kom frem til samme resultat. Resultatet stemmer godt overens med institutleder Claus Holms opgør med både demokrati og tilværelsesoplysning; en linje han har stået for med kraftfuldt engagement siden sin tiltræden i 2015. Det er denne ideologiske struktur, som Grandjean har aflæst resultaterne af.

Grandjean har også kastet sin kritiske opmærksomhed på et projekt om automatiseret skriveudvikling, det såkaldte ATEL, der bygger på en omfattende og profylaktisk læringsdigitalisering.

Angiveligt gennemføres projektet af Jeppe Bundsgaard, som er en af Claus Holms løjtnanter. Holm trak f.eks. kraftigt på Bundsgaards kritik af fag og dannelse, da Holm i 2018 kritiserede Merete Riisagers skolesyn, og Bundsgaard blev udnævnt til strategisk professor (mso), efter at Holm i 2015 havde nedlagt et alment professorat i pædagogik blot få måneder efter sin tiltræden.

ATEL-projektet blev indledt i september 2018, hvor DPU for alvor gik i symbiose med globale datakræfter. Det dokumenterer jeg i min kommende bog I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning. ATEL er et eksempel på det, jeg kalder for skolereformens “forstærkning”, hvis baggrundsfilosofi også er fundamentet for Holms aktuelle eksklusion af sine kritikere, så den begrebsmæssige magt over den pædagogiske forskning kan fastholdes.

Grandjean slutter sit indlæg med følgende markering om de vigtige emner, som hun savner fokus på:

“Jeg er bekymret over ikke at finde ord som demokrati, åndsfrihed og ligeværd på DPU´s hjemmeside; og jeg er dybt rystet over eksemplet med ATEL og den instrumentelle norm, der således får lov at styre en grund forskning på DPU om børns skrivning.

Man udelukker hermed centrale spørgsmål: Hvorfor skal man forske i pædagogik? Hvad er formålet med uddannelse? Hvordan er sammenhængen mellem uddannelse, forskning og demokrati? Hvad er viden? Er akademiske forskningsudgivelser blevet en global snakken med sig selv? Jeg ville ønske en vending – hen til dybere grund, og menneskelige normer ift. demokrati, frihed og ligeværd. Væk fra den instrumentalisering, der har udviklet sig i kølvandet på digitaliseringen. Det er på høje tid.”

Tak til Grandjean for et interessant opslag.

https://blog.folkeskolen.dk/blog-dpu-laerke-grandjeans-blog/dpu-til-diskussion-hvorfor-er-ordene-demokrati-ligevaerd-og-andsfrihed-fravaerende-pa-dpus-hjemmeside/4702772

 

6. Den 3. marts: Et stort spørgsmålstegn

I går afholdt Læreruddannelsens Ledernetværk en national konference om læreruddannelsen med et meget mærkeligt program. Lad mig forklare:

I 2013 gennemførte man en læreruddannelse, som gjorde op med dannelse, pædagogik og seminarietradition.

I 2021 lavede en såkaldt Udviklingsgruppe et forslag til en ny læreruddannelse, som skulle få dannelse, fag og formål tilbage i uddannelsen. Man ville i selvforståelsen gøre op med 2013-loven, selvom jeg selv dengang ikke var helt overbevist. 2013-reformens ideolog, DPU’s Jens Rasmussen, var imidlertid stærkt imod udviklingsgruppens ideer, hvilket beroligede mig lidt.

I februar 2023, altså for blot få uger siden, kom der så et forslag til en helt ny bekendtgørelse, som tager udgangspunkt i udviklingsgruppens ideer, bl.a. med en kraftig udvidet formålsparagraf og med mere vægt på dannelse og pædagogik. I samme ombæring nedlagde politikerne alle tanker om at etablere endnu et frit seminarium i landet. Seminarietanken skulle angiveligt være inkluderet i den nye reform.

Og i går afholdt Læreruddannelsens Ledernetværk så den nævnte konference i kølvandet på forsøget med at gøre op med 2013-filosofien.

Og nu kommer så min undren:

For konferencens setup ligger nemlig i direkte forlængelse af 2013-reformen. F.eks. er norske Elaine Munthe, som var en af 2013-reformens centrale stemmer, konferencens keynotespeaker. Og der er intet om nogle af de emner, f.eks. dannelse, fag og formål, som udviklingsgruppen og politikerne ellers lige har annonceret som de centrale?

Står tiden stille på professionshøjskolerne? Eller var de fine ord bare en måde, hvorpå man kunne slippe for det frie seminarium og for lignende initiativer?

Links:

Materiale om konferencen: https://www.laereruddannelsesnet.dk/konferencen-og-moeder/

Link til høringsmateriale om bekendtgørelse: https://ufm.dk/aktuelt/nyheder/2023/bekendtgorelse-for-ny-laereruddannelse-sendt-i-horing

Omtale af udviklingsgruppens rapport fra 2021: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-udviklingsgruppens-notater-om-laereruddannelsen-december-2021.html

 

7. Den 4. marts: Aarhus Universitets vedtægter

Den 11. oktober 2022 vedtog Aarhus Universitets bestyrelse universitetets aktuelt gældende vedtægt. Vedtægten blev herefter godkendt af ministeriet d. 16. december 2022, dvs. den eksakt samme dag som fyringerne på DPU blev effektueret.

Det står helt klart – ud fra vedtægtens §3 og §4 – at DPU’s leder Claus Holm og universitetets ledelse med fyringen af undertegnede har forbrudt sig imod universitetets eget regelsæt og dermed imod kontrakten med staten:

Først i §3:

”§3, Stk. 2. Aarhus Universitets virksomhed foregår på grundlag af de principper, der er udtrykt i de europæiske universiteters Magna Charta, herunder uafhængighed, frihed i forskning, undervisning og uddannelser, gensidighed i videnudveksling og kulturelt samarbejde samt undervisningens forskningsbasering.

Stk. 3. Aarhus Universitet respekterer etiske regler for forskningsudøvelse, herunder krav om ubestikkelighed og vederhæftighed, åbenhed for kritik og for fornyet prøvelse af præstationer og indvundne resultater.”

Dernæst i §4:

”§4, Stk. 2. Aarhus Universitetet vil udvikle videnskaben og bidrage kritisk til øget erkendelse ubundet af herskende videnskabelige og samfundsmæssige opfattelser. Aarhus Universitet vil derfor for sine forskere skabe vilkår, som fremmer kreativitet og en kritisk indstilling over for opfattelser og synspunkter, der i såvel forskningen som det øvrige samfund fremstår som etablerede sandheder.” (mine kursiveringer)

De andre universiteter har, så vidt jeg kan se, ikke den slags formuleringer i deres vedtægter? Hvor mon formuleringerne kommer fra? Måske fra det gamle Universitetssamvirke, som blev nedlagt i 2015, da ”the global university” ville omdanne samvirket til et ”AU Executive”? Eller fra kredsen omkring teologen og rektor Henning Lehmanns indflydelse tilbage i 1990’erne? Ved nogen noget om det?

Som borger er det ekstremt provokerende, at universitetet ikke overholder dets aftale med staten. Efter min mening bør den særdeles vellønnede ledelse omgående forlade dens embeder.

Næste lørdag skal jeg på Vartov for at modtage Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen. Prisen tildeles for præcist de samme kvaliteter, som fremgår af vedtægten, men som altså ikke er velset på den institution, som vedtægten ellers gælder for.

Her er selskabets begrundelse:

“Thomas Aastrup Rømer modtager Sappho-prisen 2023 for kompromisløst at holde fast i forskningsfriheden og den enkelte forskers ret til at indgå i en åben og udogmatisk diskussion i såvel det pædagogiske forskningsmiljø som i samfundsdebatten. Thomas Aastrup Rømers omfattende forskning har igennem en årrække givet og giver fortsat kvalificeret modspil til de seneste årtiers tiltagende åndløse målstyring i uddannelsessystemet på bekostning af den dannelsestradition, der har været bærende for det danske demokrati og folkestyre.”

Så på Aarhus Universitet bliver man fyret for at leve op til universitetets egne regler. Dermed kollapser universitet som universitet. Jeg forstår ikke, at dette overgreb accepteres.

Links:

AU’s 2004-vedtægt: https://www.au.dk/fileadmin/www.au.dk/om_au/organisation_og_ledelse/bestyrelse/5-2004/20040831p4/20040831pkt41a.pdf

AU’s 2022-vedtægt: https://www.au.dk/om/organisation/regelsamling/styrelse-administration/01/01-02-vedtaegt-for-aarhus-universitet

 

8. d. 5. marts: Tankens død

Universitetsreformen fra 2003 bliver nu endegyldigt effektueret. Det var i 2003, at Dansk Industri ville gå ”fra forskning til faktura”. Det var slemt nok, men det blev endnu værre! For den daværende forskningsminister radikaliserede det berømte udtryk. Han ville gå ”fra tanke til faktura”. Dermed kollapsede alt.

I løbet af de sidste par årtier er den nye ideologi løbende blev forstærket. Og nu har ”fakturaen” vundet endegyldigt over ”tanken”.

Hvordan sker det? Ved den aktuelle afkortning af kandidatuddannelserne til et år? Egentlig ikke, for det er blot et grimt symptom. Nej, fakturaens endelige sejr sker ved, at også det ene tilbageværende år og alle de andre uddannelsesrester nu helt underordnes ”fakturaen”, dvs. ”arbejdsudbuddet”.

Dermed har fakturaen helt overtaget tanken.

Men universitetet var jo netop tankens dannelse? Men altså ikke mere. Ikke siden 2003, som nu her i 2023 endelig er blevet effektueret.

Der er tale om en form for filosofisk og videnskabelig nedlukning.

Man kan nu gøre alt på ingen tid med henvisning til en eller anden statistik. Et tal – en krise – et hast-værk – en ødelæggelse. Og hvis denne endegyldige begravelse af universitetet så har været forberedt og implementeret over 20 år – og testet i skolereformen fra 2014 – så bliver fakturaens nye pludselighed særlig dyb.

Farvel til “tanken”.