Facebook-drys 57: d. 1. januar – d. 25. januar 2019

Her er 24 facebook-opdateringer fra d. 1-25. januar 2019. Resten af januar-opdateringerne har jeg lagt over i drys nr. 58, for at samle mine indlæg om Keld Skovmand-sagen.

Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. AREA9 i Weekendavisen
  2. FREMAD mod det Radikale Venstres anti-humanisme
  3. Facebook-drys 56: December 2018
  4. Odense Kommune og en mail til Erik Schmidt
  5. Ebbe Kløvedal Reichs skifte
  6. Ombudsmanden om Erik Schmidt-sagens aspekter
  7. EU-Monitor rapport
  8. Fire-dimensional uddannelse – note 1
  9. Skærm skærm ikke – rapport om mobiler i skolen
  10. Dialog mellem Eigil og Bambi
  11. Disposition til Schmidt-notat
  12. Samlet notat om Erik Schmidt-sagen
  13. Merete Riisager om Schmidt-sagen
  14. DLF skifter kommunikationschef
  15. Oversigt over evalueringer af folkeskolereformen
  16. Fire-dimensional uddannelse – note 2
  17. Samlet evalueringsrapport af læreruddannelsen
  18. Hvem er totalitær?
  19. Kong Salomons tekster
  20. Politisk forslag 1
  21. Politisk forslag 2
  22. Stresspanelet og AULA 1
  23. Stresspanelet og AULA 2
  24. KL’s forklædte mundkurve

 

1. d. 5. januar: AREA9 i Weekendavisen

I dagens WA er der en artikel om AREA9’s algoritmelæringsprojekt, som har fået 190 mio. kr. af staten til at udvikle personaliserede mobil-læringssystemer. Firmaet har nu også indgået en aftale med landets boligforeninger.

Der er et stort billede af direktør Ulrik Juul Christensen foran en tavle med angivelse af ”4-dimensionel læring”, som er titlen på firmaets bibel. I artiklen er der også nogle udmærkede kritiske kommentarer af Brian Degn Mårtensson og Niels Jakob Pasgaard. Mårtensson sammenligner konceptet med hundetræning, og Pasgaard mener, at AREA9-systemet er en form for forstærket læringsmålsstyring. Jeg er 100% enig.

På et tidspunkt står der i artiklen, at ”videnskab er en vigtig del af AREA9’s markedsføring”. Og hvad er videnskab? Jo, AREA9 knytter sig til 21st century-læring og til ”4-dimensionel uddannelse”, dvs. en blanding af OECD, Singularity og globale techfirmaer. Den “konservative” Høje Taastrup kommune og KL er helt oppe i skyerne, hvilket journalisten da også nævner.

Men firmaets ledende ”learning officer” har aldrig skrevet om videnskab. Til gengæld har han skrevet en guide-bog til ejere af Tesla-biler. Der er lidt til Jonatan Spang der!

Studerer man AREA9’s bibel, altså bogen om 4-dimensional uddannelse, som kom i en dansk oversættelse på Dafolo forrige år, kan man da også læse, at staterne skal undgå at rådføre sig med faglige eksperter, som ikke har sans for den nye ”videnskabelige” ideologi og for forandring i det hele taget. Man skal kun have ja-hattene på slæb, så det hele kan ”passe ind” i det globale system. Kun på den måde kan man udforme et verdenscurriculum i Singularity’s, OECD’s, Googles og metakognitionens ånd.

Bogen har indledning af OECD’s mr. PISA, Andreas Schleicher, og der er dansk forord af mr. Skolereform, professor Jens Rasmussen. I forordet er der også en anbefaling fra AREA9’ direktør, altså Ulrik Juul Christensen. Jeg er ikke stødt på referencer til læringsteori eller pædagogisk teori i bogen og heller ikke noget andet, der er værd at nævne. Men jeg har den ikke lige ved hånden, så jeg kan jo have overset noget, hvilket jeg ikke tror.

På bogens hjemmeside starter omtalen med: ”Tidligere handlede uddannelse om at lære mennesker noget”. Ok, så det er slut med det? Lidt øv, synes jeg. Kan I kender konflikten om Fælles Mål i denne diskurs? Det er kundskab vs. kompetence.

Det er skolereform 2.0, vi snakker om her. Her er der faktisk ikke engang en konkurrencestat, fordi staten som sådan er opløst. Til gengæld forbinder den aktuelle DPU-filosofi sig med denne tænkning som hånd i handske, ligesom den også gjorde med skolereform 1.0, som jo var lavet af Antorini/Corydon-ideologi.

Links:
Artikel i WA:
https://www.weekendavisen.dk/…/plus-minus-gange-og-personal…

Link til bogens hjemmeside: http://bogenshjemmeside.dafolo.dk/Om-bogen.6846.aspx

 

2. d. 5. januar: FREMAD mod det Radikale Venstres anti-humanisme

Det Radikale Venstre slår sig op på humanisme og demokrati. I virkeligheden står partiets indre organer for det stik modsatte, nemlig teknokrati, post-humanisme, Singularity og semi-totalitær John-Hattie-ideologi. Al pædagogisk kritik reduceres til “umodenhed”.

Det kan man læse om i nedenstående blogindlæg fra foråret 2018, der handler om Ida Aukens såkaldte “SIRI-kommission”. Tankegangen flugter supergodt med ideologien i Odense Kommune, hvor “umodenheden” kaldes for “negative holdninger”, og med OECD/KL/AREA9. Det er skolereform 2.0.

Det er lidt sjovt, at Auken, som jeg har forstået det, deler adresse med en af landets førende data-kritikere, nemlig Bent Meier Sørensen fra CBS. Men de må jo have nogle gode diskussioner, når de ser X-faktor.

Men nu ved vi da, hvad det betyder, når de radikale pynter sig med lånte Macron-fjer og kalder på et “FREMAD”. Det betyder bare “fremad mod cyborg!”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/siri-kommissionens-opgoer-demokrati-paedagogik.html

 

3. d. 6. januar: Facebook-drys 56: December 2018

Facebook-drys 56: December 2018:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-56-december-2018.html

 

4. d. 6. januar: Odense Kommune og en mail til Erik Schmidt

Erik Schmidt fik sin tjenstlige advarsel i juni 2014. Det var et system af grønne læringsmaksimerende skolereformfolk, der svingede det gule kort:

– En helt ny skoleleder, Mohammed Bibi, som kom fra en lederstilling på en kontroversiel muslimsk friskole. Han er stadig leder af Agedrup Skole og har vist 0.00% tegn på anger.

– En helt ny skoledirektør, Ina Ahrensberg, som blev bedt om at tage sin afsked i 2016. Hun omtalte i 2014 Schmidt-sagen som ”en blomstrende debat”. I dag har hun sit eget konsulentfirma for ledere. Firmaets motto er ”Vejen til succes”.

– En helt ny rådmand, Susanne Crawley Larsen (RV), som stadig er rådmand. Hun slår sig op på kritik, dannelse og ytringsfrihed. Hun har ikke kommenteret Østre Landsrets dom.

– En helt nytiltrådt Børne- og ungedirektør, Peter Pietras. Han havde afløst Jimmy Streit, som selv var forholdsvis ny i stillingen (ansat i 2012). Piatras gik af i foråret 2014, angiveligt pga. uoverensstemmelser med Crawley Larsen.

Den aktuelle direktør, Poul Anthoniussen, har været en gennemgående figur i den kommunale ledelse i alle årene. Han var allerede som skolechef i 2012 frisk på at ”sætte hold”, hvor de syge og, efter hans mening, inkompetente lærere skulle skiftes ud med nogle nye fynske ja-hatte, der gik ind for Anthoniussens vision, som blev kaldt ”Fremtidens skole”.

Visionen blev fagligt understøttet bl.a. af Jens Rasmussen og Lars Qvortrup. Anthoniussen ville have ”mest mulig læring for pengene” sammen med den daværende SF-rådmand, Stina Willumsen, som var med i KL’s bestyrelse. Som man kan se kørte det hele i samme centrum-venstre koalition som på landsplan (Odense har socialdemokratisk borgmester, dengang Anker Boye).

Anthoniussen var dog ikke direkte ansvarlig for advarslen til Schmidt, men mit tip er, at han har været “behjælpelig” i kulissen, fordi både skolechefen i 2014, Ina Ahrensberg, og alle de andre jo var helt nye.

Derfor er det Crawley Larsen og Anthoniussen, der i dag står som de særligt ansvarlige i den stærkt kritisable reaktion på landsretsdommen, formodentlig med byens borgmester og KL i baghaven. Men begge to er tavse som østers. I stedet har de sendt skolechefen, Nikolaj Juul Jørgensen, i pressen, selvom han først blev ansat i 2014.

Allerede få dage efter dommen kunne Juul Jørgensen kunne sammen med KL’s jurister fortælle, at landsrettens dom blot er en petitesse, som ikke har noget med ytringsfrihed at gøre.

Juul Jørgensen har efter sigende pr. 23. december sendt en mail til Schmidt, hvor han foreslår, at de slår en streg over det hele. I hvert fald har Schmidt oplyst følgende på Facebook d. 3. januar:

”Jeg har stadig ikke modtaget noget anbefalet brev fra Odense Kommune, men jeg må lige fortælle, at skolechefen i Odense, Nikolaj Juul Jørgensen, lige før jul (vist på baggrund af mit indlæg på Politiken SkoleLiv) sendte mig en personlig mail, hvor han gav udtryk for anerkendelse af dommens konklusioner og håb om, at vi kunne “mødes om følelsen af, at det er rart, at vi nu kan lægge sagen bag os”. Jeg har lige skrevet tilbage til ham, at dommen selvfølgelig lever videre, men at jeg ikke bærer nag til nogen enkeltpersoner. Jeg synes dog nu stadig, at en myndighed, der står bag et så alvorligt fejltrin, ikke bare bør forsøge at få sagen og dommen lagt stendød, men skylder noget mere. Noget, der kan mærkes – og her taler jeg ikke om penge. Jeg følte mig dog trods alt nødsaget til at sige mit job op tre år før, jeg havde regnet med at skulle gøre det. Og noget, der viser, at kommunen indrømmer sin fejltagelse og forklarer, hvad man vil gøre for at undgå lignende fejltrin i fremtiden. Men okay, skolechefen har da skrevet til mig.”

Hvilken barok kommune!

Her er en liste over de ansvarlige ledere af skoleforvaltningen i Odense siden 2010:

  1. Børn- og ungerådmænd i Odense:
    Jane Jegin (V), 2006-10
    Stina Willumsen (SF), 2010-12
    Brian Dybro (SF), 2012-14 (barselsvikar for Willumsen)
    Susanne Crawley Larsen (RV), 2014-?
  2. Direktører for Børne- og ungeforvaltningen i Odense:
    Klaus Majgaard, 2007-11
    Jimmy Streit, 2012-14
    Peter Pietras, 2014-15
    Poul Anthoniussen, 2016-?
  3. Skolechefer i Odense Kommune:
    – Jørgen Schaldemose, 1998-2011
    – Poul Anthoniussen, 2011-14
    – Poul Anthoniussen, Ina Rise Ahrensberg og
    Nikolaj Juul Jørgensen i områdedelt struktur,
    2014-16.
    – Nikolaj Juul Jørgensen, 2016-?
  4. Skoleledere ved Agedrup skole:
    Eskild Kjær-Madsen, 1989-1999
    Birgitte Andersen, 1999-2013 (lærer ved skolen siden 1974)
    Mohammed Bibi, 2014-?

Links:
En del info har jeg fra Lærerbladet, nr. 2, 2016: http://www.odenselaererforening.dk/…/laererbladet-nr-2-2016…

Lidt om Odense Kommunes Fremtidens Skole i 2012: https://www.folkeskolen.dk/506521/en-fynsk-vinter-opd-21-jan

Om Ina Ahrensbergs ”blomstrende debat”: http://www.thomasaastruproemer.dk/boern-og-ungechef-ina-ahr…

 

5. d. 7. januar: Ebbe Kløvedal Reichs skifte

Fra 1972 til 1997:

1972:
I Ebbe Kløvedal Reichs bog om Grundtvig, ”Frederik – en folkebog”, fra 1972 hedder det:

”Grundtvigs måde at være dansk på, og hans mening om, hvad det vil sige at have ansvar for præcis dette sprog, præcis dette land og præcis dette folks historie, bringes i erindring, før vores salgsgale politikere formøbler den sidste rest af os”. (citatet er fra Gustav Albecks ret kritiske anmeldelse)

Reichs bog er skrevet i en frisk socialistisk anti-EU-ånd, der strømmede ud fra Vietnam-bevægelsens og kollektivernes kamre. Reich repræsenterer en form for venstreorienteret mytologisk-national bevægelse, som havde stor indflydelse, f.eks. på Christiania.

1997:
I 1997 har Reich skiftet synspunkt. I en kronik i JP sammenligner han Grundtvigs interesse for den nationale historie med rockere og slagsbrødre. I stedet betoner han udelukkende Grundtvigs universalistiske sider, som – skynder jeg mig at sige – også er vigtige. Reich er også blevet træt af EU-modstanden. Reich får dog også sagt – nærmest ved en fejl og som et slags efterladenskab fra 70’er-bogen –, at det folkelige kan findes i alle folkeslag, og så er vi jo tilbage ved den nationale og nynordiske dannelses-kerne.

Grundtvigianernes kritik af det tysk-romerske har Reich i sin 1997-kronik ingen forståelse for, selv ikke vreden mod tyskerne i 1872, hvor Sønderjylland jo ellers var besat. Og Grundtvigs interesse for det nordiske reduceres til et ”nothing” via en enkelt tekstreference. Pludselig er det nationale tømt for mildhed, samtale og højskoleånd og alene fyldt med stål og slåskamp. I disse passager kan man kende argumentationsstrukturen i skolereformens åndelige bagkatalog.

Årsagen til, at skiftet er så ulideligt let, er naturligvis, at det ”folk”, som Reich forsvarede i 1972, allerede var beskadiget af hele autoritetsopgøret. Det var så at sige allerede tømt for indhold. Venstregrundtvigianismen kunne ikke klare sig selv.

Fra murens fald:
Fra murens fald i 1989 gik venstregrundtvigianismen under, og det grundtvigske som sådan fik problemer.

Ti år senere, i 1999, kom Ole Vinds disputats om Grundtvigs historiefilosofi. Vind argumenterer for, at selv de universalistiske sider af Grundtvig er underlagt fundamentalismens logik. Vind forsøgte at sætte H-G. Gadamers hermeneutik ind i stedet for, men det duer jo ikke, for Gadamer ville jo aldrig læse Grundtvig så håndfast.

Herfra tager systemteorien og PISA-listen over.

Men hvorfor blev det et enten-eller? Altså enten rockeren eller det universelle?

Svaret er: Begrebet ”folk” var blevet beskadiget. Først af nazismen og siden af socialismen. Derfor kaldes det folkelige nu for ”populisme”, mens teknokratiet og OECD svinger taktstokken over landets pædagogik.

——————————-
Her er Reichs kronik fra 1997:

Død eller levende?
19. august 1997 Jyllands-Posten
Af EBBE KLØVEDAL REICH

Ved vennemødet 12.september 1872, dagen efter bisættelsen af Grundtvig på Køge Ås, holdt Bjørnstjerne Bjørnson en skandaleombrust tale, der blev indledningen til den såkalte “signalfejde”. Han talte for udsoning med det forhadte Tyskland, der otte år før havde tilføjet Danmark det katastrofale nederlag ved Dybbøl. Det var ikke fordi Bjørnson var forelsket i tyskerne, men fordi han anså den spirende danske revanchisme for en tom, hysterisk og militaristisk illusion – og for en trussel mod hele Nordens fred og sikkerhed.

Reaktionen hos de forsvarsvenlige højregrundtvigianere var så larmende, at den spolerede den værdige sørgetid. Bjørnson, der indtil da i brede kredse blev regnet for en slags arvtager efter Den Gamle, blev nu blankt kasseret. Det var forræderisk og fejt at sende forsonlige signaler sydpå, sagde man. Og det var en ondskabsfuld forulempelse at gøre det ved netop det vennemøde – så at sige øjeblikket efter, at profeten havde draget sit sidste åndedrag. Et tiår senere tog Viggo Hørup Bjørnsons tråden op og fik den efterhånden gjort til officiel, dansk udenrigspolitik. Det var derfor, Danmark klarede sig uden om Første Verdenskrig. Men blandt de argeste modstandere af den antimiltaristiske neutralitetspolitik blev den Gud-konge-og-fædrelandstro Grundtvig hele vejen igennem anført og citeret flittigt.

Hvad Grundtvig selv på sin nyerhvervede sky sagde til hele den ballade, kan ingen dødelig vide. Jeg tør alligevel godt vove den påstand, at han hverken var enig med Bjørnson eller med de mest højtråbende angribere. Men en del af hans rummelige sind havde en afgjort svaghed for de sidstes retorik. Nu, nøjagtig 125 år efter, må tiden være kommet til at gøre op med den svaghed. Ellers vil den skygge fatalt for de vigtigste og mest nutidige sider af hans budskab. Grundtvig er først og fremmest universalist. Det er livet og mennesket, der er vidunderet – ikke en særlig afart af livet og mennesket. Det kommer måske klarest til udtryk i hans mærkværdige, storladne alderdomsværk “Christenhedens Syvstjerne”, men det sætter sig spor overalt. Hans folkeligheds-begreb er universelt. Folkeligheden er naturligt til stede – i hvert fald som en mulighed – i ethvert folkeslag.

Lige så universel er hans kompromisløse kamp for trosfriheden som den nødvendige forudsætning for al sand kristentro. Menneske først – og kristen så. Men også f.eks. menneske først – og dansker så. Ved siden af var han ind imellem fordomsfuld, sværdsvingende nationalist. Det er der mange gode historiske grunde til. Han blev vakt til national heltedåd af selveste Willemoes, kort før den unge søhelt fik skudt hovedet af ved Sjællands Odde. Hans to sønner Svend og Johan satte livet på spil ved Fredericia og Isted i Treårskrigen. Det ville være urimeligt at bebrejde ham, at han sommetider bad Vorherre tage sig bedre af Danmark end af fjenden.

Det sker, at han går over stregen. Som når han trøster sit fædreland med, at “dine fjender til lands er og fjenderne Hans” (Guds). Eller når han rørstrømsk proklamerer “kæmpehad mod romer-åget.” Hans historisk betingede modvilje mod det tyske og det romersk-katolske slår sine steder over i det skingre. Desværre sker det osse i nogle af hans i øvrigt dejligste sange. Men hvis sandheden skal frem, stikker det dybere end som så. Det var ikke udelukkende af gyldige, historiske årsager, at Grundtvig med jævne mellerum diskede op med forskellige variationer over sit Bjarkemål-tema: “Vågner, vågner danske helte, springer op og spænder bælte !”

Skønt han dårligt nok selv i sin lange levetid var blandet ind i korporlig vold, havde han helt fra sine unge dage en betænkelig svaghed for norrøn brutalitet og sværdleg. Denne svaghed lever mellem os den dag i dag, når en vis type mænd (kvinder er almindeligvis immune) opdager de islandske sagaer fra dengang, der var rigtige mænd til – og begynder at beundre dem for deres fåmælte, stivnakkede morderiskhed.

Det er en særlig litterær måde at indrømme sine “rocker-sympatier” på. Og Grundtvig var den første, der brugte den. Et par steder anfører han med stolthed, at han gennem sin moders Bangske slægt er ætling af selveste Palnatoke. Som vel nok må betegnes som den mest blodtørstige, hensynsløse og fascistoide af alle jomsvikingerne. Og det er en hård konkurrence at vinde, for der var mange massemorder-konkurrenter. Det var f.eks. Palnatoke, der dræbte den kristne kong Harald Blåtand – med en pil skudt op gennem rumpen for morskabs skyld. Alt andet lige er det svært at have tillid til nogen, der er stolt af at nedstamme fra sådan en forbryder. I Grundtvigs tilfælde går det selvfølgelig alligevel, fordi han sagde så mange andre kloge og akut nutidige ting.

Men der må skelnes. Mellem de mere jomsvikingeagtige dele af ham, der bør stedes til hvile på Køge ås sammen med knoglerne – og de dele af hans værk, der stadig lever og udfordrer.

Det var en nødvendig og modig tale, Bjørnson holdt ved det vennemøde. Og det kan ikke med sikkerhed påstås, at de højregrundtvigianere, der faldt over ham, “misbrugte” Grundtvig. Noget af det særlige ved ham er jo, at han kan bruges til så meget. Sådan er det også i dag. Der er en bestemt form for selvgod, enøjet og intolerant nationalisme, der ofte bruger saftige Grundtvig-citater og synger hans sange i dens frihedskamp mod EU og alt muligt andet udenvældsk tøjeri. Selv om jeg har sunget og stemt Nej sammen med den i mange år og vil gøre det igen, har jeg det dybest set klaustrofobisk med den. Den har intet at gøre med Grundtvigs universelle vidsyn. Den er tvært imod et resultat af tunnelsyn. Jeg ville gerne kalde den misbrug af ham, men jeg er ikke sikker på, at det er det. Derimod er jeg sikker på, at noget af det, han lærte fra sig, er mindst lige så livsens nødvendigt at høre i dag, som da han levede. Resten af ham er død for mere end et sekel siden, og æret være hans heltedåd.

 

6. d. 7. januar: Ombudsmanden om Erik Schmidt-sagens aspekter

Ombudsmanden fortolker ytringsfrihed stik modsat KL og Odense Kommune.

Gymnasieskolen.dk har interviewet ombudsmanden, Jørgen Steen Sørensen, om reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden fortæller, at der er meget vide rammer for kritiske ytringer, dvs. at man gerne må være endog ”meget kritisk” over for ”sin egen arbejdsplads og egen arbejdssituation”.

Læs f.eks.:

”Jørgen Steen Sørensen pointerer, at lærere og andre offentligt ansatte må ytre sig kritisk – og også meget kritisk – om deres arbejdsplads og deres arbejde, uden at deres leder derefter straffer dem med en advarsel eller kalder til en kammeratlig samtale.”

Og denne regel gælder også ved interne møder. Ombudsmanden siger her følgende i direkte citat:

”En sag, hvor en medarbejder er blevet irettesat for at være for kritisk på et møde, kan sagtens havne på vores bord. Det, man må sige i det offentlige rum, må man grundlæggende også gerne sige på sin arbejdsplads”.

Dermed knytter ombudsmanden Schmidt-sagen direkte ind i en ytringsfriheds-sammenhæng.

Det vil sige, at Odense Kommune og KL ifølge både Landsretten og Ombudsmanden har overtrådt landets grundlæggende regler om ytringsfrihed. Men begge organisationer nægter at have overtrådt nogle ytringsfrihedsregler. De slår sig endda – helt barokt – op på, at de ligefrem går ind for ytringsfrihed.

Link til interview i Gymnasieskolen.dk:

https://gymnasieskolen.dk/ombudsmanden-samfundet-har-brug-offentligt-ansatte-ytrer-sig

 

7. d. 8. januar: EU-Monitor rapport

Tilstandsrapport om uddannelse – Danmark, EU-Monitor rapport:

EU har som en del af sit monitoreringsprojekt lavet en statusrapport over medlemslandenes uddannelsessystemer. Rapporten er en integreret del af EU’s overordnede vidensøkonomiske strategi og skal understøtte EU’s arbejde med at læringsmålsstyre hele det europæiske læringsfelt fra spæd og fremefter. Det kaldes European Education Area, som er en aktuel videreførelse af EU-politikkerne i 00’erne. I den aktuelle rapport er der en række strukturelle benchmarks af begrænset pædagogisk interesse (f.eks. hvor mange der tager videregående uddannelse etc..).

Danmark bonner fint ud på de fleste. Reformsegmentet, dvs. Politiken, Skolelederforeningen osv., er helt oppe i skyerne og bruger det i deres kampagne for at stoppe den såkaldte ”justering” af folkeskolereformen og i det hele taget råbe på mere revolutionær ro.

Statusrapporten bærer præg af dette smalle nærmest anti-pædagogiske perspektiv. Der er massevis af totalt ukritiske referencer til Disruptionsråd, teknologipagt, OECD osv, men der er ingen omtale af den skole- og uddannelsespolitiske situation eller af den teoretiske og pædagogiske udvikling.

Når rapporten derfor påpeger, at det går godt, må man huske på, at, hvad der er ”godt”, alene er defineret i læringssprogets og vidensøkonomiens horisont. Der er ingen undtagelser fra denne regel. Heller ikke på litteraturlisten. Man måler kort sagt smalt og skævt.

Nogle få steder bryder pædagogikken igennem i små lidt uheldige sprækker:

 

1) Om læsning:
Her f.eks. om danske børns læseinteresse:

”Dårlige resultater i internationale læsetest kan også afspejle den omstændighed, at danske elever føler mindst glæde ved at læse i alle de lande, der deltager i PIRLS. Deres lærere oplyser ligeledes, at kun ca. 15% af dem læser for deres fornøjelses skyld”

Ja, hovsa. Den mindste læseglæde i alle Pirls-lande, som er virkelig mange! Og der er heller ingen fremgang i de nationale tests eller i karakterne på trods af en nærmest instrumentel totalsatsning.

 

2) Om internet:
Og det går heller ikke fremad med de ”digitale færdigheder”:

”Selvom brugen af internettet er vokset til et af de højeste niveauer i EU, er der ingen klar indikation af en kortsigtet forbedring af de digitale færdigheder”.

Danske børn og familier oversvømmes af dataideologi, så børnene ender som digitaliseringens færdighedsbørn, hvilket jo er det modsatte af “digitale færdigheder”. Subjekt-objekt-forholdet vendes om.

 

3) Om demokrati:
Den danske sans for demokrati anerkendes alene via en reference til ICCS-undersøgelserne, og EU kritiserer, at undervisning i demokrati ikke er tilstrækkeligt læringsmålsstyret. Det er der altså ikke meget kundskab over.

Derimod roses undervisningen i ”kritisk tænkning”, med følgende barokke begrundelse: ”Kritisk tænkning er nu blevet gjort til et eksplicit læringsmål”. Denne sætning siger alt om rapportens kvalitet.

Som det fremgår er læringsmålsideologien helt ureflekteret og tvingende.

 

4) Videregående uddannelser:
Der er også et kapitel med den uskønne og corydonske titel

”Modernisering af videregående uddannelser”. Kapitlet er helt uden sans for uddannelsesbegrebets eller de enkelte uddannelsers essens. I stedet lægges vægt på, at ”Danmark sigter mod at blive det digitalt førende land i Europa”, og der er reference til både ”strategien for digital vækst, STEM, Teknologipagten og Disruptionsrådet. Humaniora og samfundsvidenskab nævnes slet ikke. Heller ikke lærer- og pædagoguddannelse. Til gengæld nævnes den såkaldte ”resultatbaserede finansiering”.

På en måde måler EU, om Danmark lever op til EU. Det lader også til at være lektor Katja Brøggers synspunkt. Brøgger, som er ekspert i EU’s uddannelsespolitik, siger følgende til Politiken:

»EU’s rosende ord på skoleområdet står i kontrast til den diskussion, vi har nationalt om skolen. Det skyldes, at Danmark har forsøgt gennem skolereformen at indføre nogle af de måleparametre, som EU og OECD har ønsket. Det er del af en meget bredere reformbevægelse i hele Europa. Så når EU bliver begejstret for det, er det, fordi det flugter med en europæisk uddannelsesambition om læringsmålsorientering og med kvalifikationsrammen for livslang læring«,

Links:
Link til rapporten:
https://www.skolelederforeningen.org/…/0042_trai_2018-07_et…

Samlet Monitor-rapport:
http://ec.europa.eu/…/volume-1-2018-education-and-training-…

Link til EU’s uddannelsespolitik:
http://ec.europa.eu/education/node_en

Politikens dækning med Katja Brøggers udtalelse: https://politiken.dk/…/uddan…/art6945816/Vi-har-en-god-skole

Mere om Pirls:
http://edu.au.dk/forskn…/internationaleundersoegelser/pirls/

EU om ”learning outcomes”:
http://www.cedefop.europa.eu/fi…/Using_learning_outcomes.pdf

Politikens reaktion på rapporten:
https://politiken.dk/…/Hvad-er-forklaringen-p%C3%A5-hendes-…

DLFs og andres reaktion på Politikens reaktion: https://www.folkeskolen.dk/…/bondo-kritiserer-politiken-for…

 

8. d. 8. januar: Fire-dimensional uddannelse – note 1

Note 1 til bogen ”Fire-dimensional uddannelse – kompetencer til at lykkes i det 21. århundrede”, Dafolo 2017, af Fadel, C. & Bialik, M. & Trilling, B..

Bogen ”Fire-dimensional uddannelse-kompetencer til at lykkes i det 21. århundrede”, som udkom på dansk i 2017, er skrevet af tre personer, der kommer hhv. fra OECD og fra Partnership for 21st Century Learning – den såkaldte P21-organisering -, der stammer fra Silicon Valley-firmaerne og den amerikanske centraladministration.

Bogen understøttes desuden af positiv psykologi. På forsiden står der en anbefaling af Carol Dweck – hende med de positive og negative mindsets, som John Hattie er meget glad for –, og undertitlens betoning af ”succeed” understreger pointen. Forfatterne er desuden tæt på OECD’s 2030-ideologi, som også præger både DPU og vores hjemlige dansk-didaktikere dybt.

Bogen er også bibel for firmaet AREA9, som har modtaget 190mio kr. af statens vækstfond til at lave læringsoptimerende applikationer.

Vi kan altså forvente en blanding af Singularity-ånd, positiv psykologi og OECD i totalopgør med pædagogik og dannelse. Lige noget for dansk centraladministration og KL. Og tænk jer: Det er lige præcist det, vi får.

Bogen forsøger at etablere et verdenscurriculum, et såkaldt ”rammeværk”. Det vender jeg tilbage til i en senere note

Lad os se på bogens indhold. Jeg tager et kapitel af gangen i en række noter. Her først forord og prolog:

.

A. Andreas Schleichers prolog
Den uhyre indflydelsesrige OECD-direktør Andreas Schleicher, der gæstede DPU i oktober 2018, har skrevet bogens prolog. Schleichers synspunkter har jeg tidligere – i november 2018 – omtalt i en minutiøs gennemgang af hans egen bog fra 2018.

Schleicher siger i sit forord følgende om nærværende udgivelse:

”Denne bog tilbyder som den første af sin art et klart og handlingsorienteret strukturelt rammeværk for de kompetencer, der er brug for i dette århundrede. Dens vigtigste nyskabelse ligger ikke i at præsentere endnu en liste over, hvad mennesker bør lære, som passer til alle, men i kort og klar form at definere de rum, hvori politiske beslutningstagere, undervisere og elever kan fastlægge, hvad der bør læres i deres kontekst og for deres fremtid”.

Så det er tid til at implementere 21st century strukturen i et decideret bindende curriculum.

Og Schleicher slutter sin prolog om det globalt curriculære ”rammeværk” i selvbevidst stil:

”Rammeværket vil blive testet, forbedret og valideret på en interaktiv måde med interesserede på mange niveauer over hele verden gennem OECD’s samlede globale kraft”.

Og han knytter denne ”samlede globale kraft” direkte an til ”OECD’s Education 2030-projekt” og dettes ”dybtgående internationale komparative læreplansanalyse”.

 

B. Jens Rasmussens forord
Det danske forord er skrevet af professor Jens Rasmussen. Rasmussen, som har spillet en central rolle i skolereformens dannelsesopgør, binder i sit forord OECD-tænkningen sammen med Wolfgang Klafkis ”epokale nøgleproblemer”, som han lyde- og knirkefrit får sat sammen med bogens anbefalinger af metalæring, samarbejde, mindfulness, resiliens, kommunikation osv..

Denne Klafki-OECD-forbindelse har også været fremhævet af Jeppe Bundsgaard, som er tidens mest indflydelsesrige didaktiker. Bundsgaard ser OECD-ideologien som en dannelsesforståelse. Gad vide hvad Klafki ville sige til denne forbindelse? Måske ville han kalde det for ”halvdannelse”, ligesom Peter Kemp kaldte Rasmussens ideer i 2015 i sin bog ”Løgnen om dannelse”? Kemp trækker faktisk også på Klafkis epokale nøgleproblemer, men i dyb sammenhæng til den filosofiske tradition, som Rasmussen afviser. Rasmussen knytter også i sit forord direkte an til OECD’s Education 2030 projekt, som han selv er involveret i, og som promoveres på det kraftigste af Andreas Schleicher. Der er en hel ring af sprogspil deromkring.

Rasmussen remser også, det han anser for at være bogens referencestruktur, op, nemlig: “World Economic Forum, World Education Forum, Knowledge Works Foundation, McKinsey Global institut med flere”.

Målet med OECD-pædagogikken er, som det fremgår af bogens titel, ”to succeed” i fremtiden. Vi er helt klart i positiv psykologi/management-horisonten. Bogens syn på ”fortid” vender jeg tilbage til i en senere note.

Der er langt hen til folkeskolelovens §1 og §5, dvs. formåls- og fagparagraf. Ja, Rasmussen fortæller ligefrem i forordet, at bogens forfattere mener, at ”skolens læringsmål ændres fra at fokusere på fagenes indhold til at fokusere på særlig relevante temaer, der går på tværs af fagene”. Ok, slut med “indhold”, som jo er §5’s kerneord. Og hvorfor denne naturalisering af ”læringsmål”, som jo er det modsatte af pædagogiske mål? Sikkert fordi at Rasmussen siden ca. 2010 har været læringsmålsideologen par excellence i dansk pædagogik.

 

C. Bogens anbefalere:
I starten af bogen optræder desuden en række anbefalinger fra de ideologiske og økonomiske støtter, bl.a.:
• Rob Nail, Singularity University.
• Ulrik Juul Christensen, AREA 9
• John Spohrer, IBM
• Kristen Wright, Cisco
• Carol Dweck, fremtrædende positiv psykolog
• Helen Soule, Partnership for 21st Century Learning, P21
• Steve Vinter, Google
• Peter Robinson, US-Counsil for International Business

Hermed samles skolereformens oprindelige læringshegemoni – det såkaldte DPO – igen i et korrigeret og udvidet globalt og teknologisk netværk, båret frem herhjemme af forlaget Dafolo, som siden 2011 har været det bærende forlag i den danske læringsrevolution.

Den nye symbiose består af Singularity-filosofi, positiv psykologi, OECD, Kina-begejstring, og den forbinder sig som fod i hose med danske fag- og kompetencemiljøer, som også stod bag skolereformen, men som dengang knyttede an til Ove Kaj Pedersens konkurrencestat, der helt manglede sans for de teknologiske og værdimæssige sider af udviklingen, og til den solipsistiske og folkeforskrækkede systemteori. Antorini er fulgt med i hele processen, fordi hun i dag arbejder med STEM-ideologi, der er en del af den nye teknisk-globale ånd. I 00’erne og start-10’erne støttede hun systemteorien.

http://bogenshjemmeside.dafolo.dk/Forside.6845.aspx

 

9. d. 10. januar: Skærm skærm ikke – rapport om mobiler i skolen

Jeg har studeret DPUs nye rapport om mobilregler i skolerne. Den er spændende og modsigelsesfyldt:

http://www.thomasaastruproemer.dk/skaerm-skaerm-ikke-ny-rapport-om-mobiler-i-skolen.html

 

10. d. 11. januar: Dialog mellem Eigil og Bambi

Eigil: Hej, Bambi, tillykke med stillingen som skoleleder her på vores landsbyskole.

Bambi: Hej Eigil og hej lærere og pædagoger, godt at møde jer allesammen.

De ansatte: Nå, men hvad skal vi så snakke om, synes du?

Bambi: Jeg har en plan. Vi skal lave skolen helt om. Vi skal læringsmaksimere.

Eigil: Det er altså ikke skide godt, Bambi. Prøv at læs her, f.eks. hos Løgstrup og Kemp….

Bambi: Ved du nu hvad, Eigil, nu har du sørme ”negative holdninger og synspunkter”. Du får et gult kort. Du må heller ikke sige “skide”.

Eigil: Undskyld det med “skide”, Bambi. Det røg ud af mig, fordi du lige mindede mig om Egon Olsen, da du sagde, at du havde “en plan”.

Bambi: Undskyldningen er ikke modtaget.

Eigil: Men hvad så med det med Kemp og Løgstrup? Der står jo i loven, at demokrati og åndsfrihed skal præge……

Bambi: Stille! Du skal lære, at det er lederen, der bestemmer.

Eigil: Men jeg kan jo ikke gøre mit arbejde, hvis lederen siger, at jeg ikke må sige noget, selvom det endda med udgangspunkt i pædagogisk faglighed og i lang pædagogisk erfaring?

Bambi: Du må lære at gå fra vaner til viden, Eigil. Du skal lære noget ”konstruktiv kommunikation”. Her i kommunen kalder vi det for dannelse.

Eigil: Det kan jeg altså ikke.

Bambi: Som sagt, gult kort til dig for at være negativ og ukonstruktiv overfor mine forandringsprocesser.

….så går der 4½ år med diverse retssager….:

Eigil: Hej Bambi. Nå, jeg vandt sørme retssagen. Det lader til, at det var dig, der var ”ukonstruktiv” og ”negativ” og ikke mig.

Bambi: Hvem er du?

Eigil: Kan du ikke kende mig?

Bambi: Desværre hr., jeg har ikke tid. Jeg skal til møde med de radikale og KL og Skolelederforeningen.

Eigil: Hvad skal I holde møde om?

Bambi: Vi skal fusionere. De radikale, KL, vores egen kommune, Skolelederforeningen og min landsbyskole i én samlet organisation. Helle Thorning Schmidt skal være direktør. Vores slogan er: “Dannelse og kritik frem for alt”.

 

11. d. 11. januar: Disposition til Schmidt-notat

Jeg sidder og skriver på et samlet indlæg på ca. 25 sider om Landsrettens dom i Schmidt-sagen. Her er min foreløbige disposition. Mangler jeg noget, så giv mig lige et tip.

Indholdsfortegnelse:

  1. Indledning og selve dommen
  2. Relationen mellem dom og advarsel
  3. KL’s og Odense Kommunes reaktion på dommen
  4. Andre reaktioner på dommen
    4.a. De første reaktioner: Den første dag
    4.b. De første reaktioner: Den anden dag
    4.c. Undervisningsminister Merete Riisagers (LA) reaktion
    4.d. Jacob Marks (SF) reaktion
    4.e. Stefan Hermanns reaktion
    4.f. Ombudsmandens reaktion
    4.g. Advokat Tyge Triers reaktion
    4.h. Svend Brinkmanns reaktion
    4.i. Niels Christian Sauers reaktion
    4.j. Norske reaktioner
    4.k. Odenses læreres reaktion
    4.l. Heine Andersens reaktion
    4.m. Anders Bondo Christensens reaktion
    4.n. Dansklærerforeningens reaktion
    4.o. Folkeskolen.dk’s reaktion
  5. Erik Schmidts reaktion på dommen (del 1-3)
  6. Afslutning

Tænk engang, hvor vigtigt det er, at man nu må mene noget andet end Odense Kommune og KL og end alle mulige andre. Hvis Schmidt havde tabt sagen, havde det været omvendt.

I Odense troede man i flere år, at man er “ukonstruktiv” og “negativ”, hvis man kritiserer kommunens pædagogik. Og kommunen reducerer uden videre sine medarbejderes følelse og fornuft til det nedladende “adfærd” og forlanger – som en komisk Ali – noget den kalder for”konstruktiv kommunikation”.

Men det passede slet ikke. Nu har vi i stedet “ytringspligt”, som Anders Bondo kalder det, hvilket han jo har ret i, og hvilket han har haft ret i siden 1784, da Kant skrev sit berømte essay “Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?”.

Det var Odense, hvis “adfærd” var et udtryk for “negative holdninger og synspunkter” osv.. Kommunen brød lovens inderste essens, men kommunen vil ikke være ved det.

 

12. d. 13. januar: Samlet notat om Erik Schmidt-sagen

Her er min samlede vurdering af Erik Schmidt-sagens substans og af reaktionerne på dommen. Sagen er efter min mening ikke på plads, før Odense Kommune og KL er kommet op i et helt andet gear.

http://www.thomasaastruproemer.dk/landsrettens-dom-i-erik-schmidt-sagen-substans-og-reaktioner.html

 

13. d. 13. januar: Merete Riisager om Schmidt-sagen

Merete Riisager var den eneste politiker, der i 2014 udtalte sig på linje med landsrettens aktuelle dom i Schmidt-sagen. DF’s Alex Arendtsen sagde også lidt, men slet ikke så præcist og kraftfuldt som Riisager, som har både demokrati, skolesyn og åndsfrihed som bagtæppe. Alle andre var tavse som østers.

Her er tre centrale citater fra nedenstående interview:

“Der er altid den mulighed, at det er reformen, der tager fejl, og ikke den lærer eller leder, der stiller kritiske spørgsmål. Derfor må der ikke udvikles en rigid kultur, hvor ingen tør udfordre det, der dikteres fra bjerget”.

“En god skole kræver ledere og lærere, der kan tænke selv. Det må vi aldrig give køb på. Derfor vil det være dybt kritisabelt, hvis skolen kun skal indeholde dem, der ikke stiller spørgsmål. En folkeskole med sindelagskontrol vil være en åndsfattig skole”.

“Mange ledere og lærere er af den holdning, at reformen har for lidt fokus på undervisning, kundskaber og dannelse. Der kan også være berettiget bekymring om, struktur, ansvarsfordeling og den praktiske gennemførsel af reformen. Det er en professionel bekymring, som man hellere skulle tage alvorligt end at skamme ud.”

Men hovsa, det var sørme da godt, at der var nogen, der gik stik imod Odense Kommunes ulovligheder! Ellers havde alle lærere i Danmark i dag gået rundt og troet, at pædagogisk omsorg og kritisk aktivitet er lig med “negative holdninger” og “uhensigtsmæssig adfærd”.

Tænk på hvilken klima-katastrofe, det ville have været.

Tak til Riisager og Schmidt.

https://www.folkeskolen.dk/546670/merete-riisager-advarer-mod-en-folkeskole-med-sindelagskontrol

 

14. d. 14. januar: DLF skifter kommunikationschef

DLF’s kommunikationschef skifter til Odense kommune, hvor han også kom fra:

DLF fik i oktober 2018 ny kommunikationschef, Kåre Nygård Pedersen. Pedersen kom fra en stilling som kommunikationschef for borgmesteren i Odense Kommune, som jo var DLF’s direkte modpart i Landsretten i november 2018.

Odense var og er berømt for sin anti-kommunikation i Schmidt-sagen. Men nu skulle Nygård Pedersen altså forvalte modpartens parti. Han skulle gå fra tavshed til kritik af den organisation, som havde sikret hans karriere.

DLF har i Nygård Pedersens periode været meget kommunevenlig, og landsretsdommens konsekvenser har ikke afstedkommet nogen kritik af Odense, som tværtimod nærmest har fået ros.

Nu – efter blot få måneders ansættelse i DLF – vender Nygård Pedersen tilbage til Odense Kommune i sin gamle stilling. Han skal igen arbejde med tavshedens kommunikation. Denne trafik forklarer måske noget af DLFs mærkelige tavshed i Odense-kritikken. Tavsheden kan dog også delvist forklares med Ny Start-initiativet, men ikke helt som jeg ser det.

Det er da tankevækkende, at den person, der har stået for DLF’s kommunikation omkring Schmidt-dommen, nu vender tilbage til netop den kommune, som pt. nægter at anerkende lovens, ytringsfrihedens og skolens substans. Og at der i hans fire måneder på posten har hersket en – efter omstændighederne – ganske stor tilbageholdenhed i kritikken af Odense Kommune.

Man kan ikke lade være med at spørge: Har denne trafik påvirket kommunikationen i DLF og dermed DLF som sådan?

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/kommunikationschef-stopper-efter-kort-tid-i-danmarks-laererforening

 

15. d. 15. januar: Oversigt over evalueringer af folkeskolereformen

Jeg udvider hele tiden min liste over evalueringer af skolen. I dag har jeg tilføjet et kapitel 10 og 11 med evalueringer af læreruddannelsen og ph.d.-rådet.

Skriv endelig, hvis der mangler noget, eller hvis der er fejl og mangler i det hele taget.

http://www.thomasaastruproemer.dk/oversigt-over-evalueringer-af-folkeskolereformen.html

 

16. d. 15. januar: Fire-dimensional uddannelse – note 2

Note 2 til Fadel, C. & Bialik, M. & Trilling, B. (2017): ”Fire-dimensional uddannelse – kompetencer til at lykkes i det 21. århundrede”, Dafolo 2017.

Noter til bogens indledning og chapter 1: Den begrebsmæssige symbiose mellem Klima-ideologi, Silicon Valley og globale konsulenthuse – eller: Det bange menneske i permanent krise:

I en kort indledning får vi bogens konkrete ambition:

”Her spørger vi, om vi underviser i og tester de rigtige ting. Hvad bør vores elever lære, som bedst vil forberede dem på det 21. århundrede” (s. 26).

Og formålet er, at..

”lærerplanerne kan nå op på linje med vores nuværende verden og positionere sig for den usikre fremtid”.

Dette verdenscurriculum, som kaldes et ”rammeværk”, fokuserer på viden, færdigheder, karakteregenskaber og metalæring. Og bogen er til både “lærere, skoleledere, administratorer, politiske planlæggere og beslutningstagere, standardsætter” osv. Kort sagt til alle. Alt til alle. Et verdenscurriculum for folk, der gerne vil undvære et sted at være.

Dernæst kommer kapitel 1. Det handler om ”At redesigne uddannelser til en foranderlig verden”.

Først afsnit handler om ”globale trends og udfordringer”. Hvem definerer dem? Jo, det gør World Economic Forum, som har lavet en global kriseliste, hvor det hele sejler ureflekteret rundt. Alt fra ”voksende cyberafhængighed” og “statskollapser” til ”voksende nationalfølelse” og ”fødevarekriser” sidestilles i små stikord, og der findes ikke noget godt i verden.

Vi får at vide, at nutidens udfordringer er ”totalt forskellige” fra ”den industrielle revolution”. Ingenting er det samme. Og ændringen er: Internettet. Der kan intet tages med over, og ingenting har noget dybde. Og imens tech-kapitalismen kører, sidder ”eleverne og studerer den samme læseplan”, som altså nu ifølge bogens forfattere er håbløst udrangeret. Mon det er Sokrates’ Forsvarstale, som ikke duer mere? Eller HC Andersen?

Så alt er dømt ude af en altomfattende krisebevidsthed, den permanente krise. Alt og alle er nu steds- og historieløse og tilmed bange.

Dernæst kommer en omtale af krise nr. 1, nemlig ”bæredygtighed”. Denne præmis har den funktion at sætte sig på den nye stedsløshed. Det ”bæredygtige” eller det ”økologiske” spiller ingen synderlig rolle i resten af bogen, og emnet er hurtigt og stedmoderligt behandlet. Klima-argumentet knyttes direkte til “civilisationens undergang”, og skal tømme stederne for alle andre argumenter. Den tendens kender vi også i Danmark.

Vi får en slags lovmæssighed: Postulerer man en alle problemers moder kan man udrydde alt li i krisens tegn.

I stedet hedder det tomt, at vi må af med forbrugerisme og materialisme, og at vi nu ”kollektivt skal overveje alternative værdier”. Så er der gjort klar til forfatterne selv. Der er ingen spørgsmål til det forhold, at forbrugerismen har udviklet sig i lyset af selvsamme økonomiske organisationer, som udgør bogens hovedreferencer.

Og hvad er det, som skal løse denne udfordring og give os nye værdier? Jo, det er teknologien. Og det er Silicon Valley-teknologi i dens mest rabiate form, der er i spil. Det fremgår af titlen på næste afsnit, som hedder ”eksponentiel vækst og forudsigelser om fremtiden”. Her henvises til den såkaldte ”Moores lov”, som er en slags Gud for de mest rabiate singularity-fans. Her er fuld af Apple- og IBM-begejstring. Ja, vi belæres endda om IBM’s såkaldte “T-formede individ”, et menneske, der “besidder både dybde og bredde”. Jamen er det ikke betagende?

I en tilhørende tabel kører Singularity-logikken for fulde drøn med McKinsey Global Institute som den centrale reference. Forfatterne er da også selv dybt forankret i singularity/OECD-essensen.

Dermed er en stedsløs klimakrise, Singularity-ideologi og de globale konsulenthuse forbundet i en overordnet ramme, som udgør bogens ideologiske struktur. Derefter kommer der en kort besværgelse om, at der også kan være nogle negative konsekvenser, f.eks. børns fedme og skærmafhængighed. Vi får også at vide, at teknologien skal være ”myndiggørende” og at den kan sætte os i stand til at være i verden på ”en mindful måde”. Det er dog rent nysprog uden den mindste substans. Substansen er den, jeg har beskrevet, nemlig triaden af en kort klimaanledning, Singularity og konsulentideologi. Det minder meget om logikken i Andreas Schleichers parallel-udgivelse fra foråret 2018 og præger også vores hjemlige tech-miljøer og den danske stat.

Dernæst kommer der et afsnit om skift i jobtyperne i fremtidens singularity-ficerede samfund. Det er det sædvanlige med, at tingene forandre sig så hurtigt, at vi skal undervise i nogle kompetencer, som kan tilpasse sig datamatudvekslinger. Også her er vi i den permanente krises tilstand. Der kommer meget mere om disse kompetencer i de næste kapitler, som jeg vil skrive om i en række senere noter.

Igen citeres Mckinsey udførligt, denne gang for at fortælle, at eleverne i dag ikke er godt forberedte til arbejdsmarkedet. Igen glemmes alt af værdi, fordi det værdifulde jo er proppet ned i en lukket og uniformerende kasse, der kaldes ”industrisamfundet”.

I de næste noter skal vi se på bogens bud på det nye verdenscurriculum, nemlig vidensdimension, færdigheder, karakteregenskaber og metalæring.

Og jf. note 1: denne bog er intimt forbundet med OECD, Singularity, AREA9, DPU og den danske stat, som jo har givet AREA9 190 mio. kr.

Konkurrencestaten er long gone. Vi er i statsopløsningen som sådan, men den bagvedliggende begrebsmæsige “fra….til….”- konfiguration er den samme.

Link til note 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156886568974481&id=837549480

 

17. d. 15. januar: Samlet evalueringsrapport af læreruddannelsen

I dag kom den samlede evalueringsrapport af læreruddannelse 2013 fra den såkaldte ekspertgruppe. Rapporten bygger på fire delrapporter, som udkom i løbet af 2018. Her er et første indtryk:

Rapporten er virkelig ringe for alle standarder. Der vises ingen indsigt i de omfattende pædagogiske drøftelser af uddannelsen, der er heller ingen sans for den omfattende pædagogisk kritik, og der er en stærk svigtende sans for læreruddannelsens pædagogiske formål og uddannelsens indre splittelse og historie.

Kort sagt: man evaluerer ikke noget som helst.

Før 2013 havde læreruddannelsen sin egen lov med et udførligt formål. I dag er læreruddannelsen degraderet til en bekendtgørelse, som er underlagt professionshøjskolerne erhvervsrettede og centraliserede lov. I bekendtgørelsen er en lille åndelig rest tilbage, et slags miniformål, der lyder sådan her:

“Formålet med uddannelsen er, at den studerende gennem uddannelsen tilegner sig den viden og de færdigheder, der er forudsætningen for at kunne virke som faglig, pædagogisk og didaktisk kompetent lærer i den danske folkeskole i henhold til folkeskolens formål, jf. folkeskolelovens § 1.”

Den sidste rest af åndsliv er udtrykket ”i henhold til folkeskolens formål”. Desværre er der på de 88 sider kun én enkelt og ultrakort – og nærmest tilfældig – reference til skolens formål. Der er heller ikke noget forsøg på at bestemme ”faglighed, pædagogik og didaktik”, som derfor ender som teknokrati.

Der forudsættes blot en masse kompetence- og læringsstyring, som man politisk set endda har forsøgt at udrydde fra folkeskolen. Så vidt jeg kan se, er hele den store læringsmålsstyrings-diskussionen fra folkeskolen helt fraværende. Man måler blot helt uden refleksion, om de studerende kan undervise læringsmålsstyret.

To af de centrale folk i ekspertgruppen er Per B. Christensen og norske Elaine Munthe. Christensen var også med til at lave den totalt teknificerede baggrundsrapport fra 2013 sammen med Jens Rasmussen. I dag er Christensen leder er OK-18-initiativet Ny Start. Elaine Munthe er læringsmålsideolog. Det hørte vi om på DPU’s teknokratisk anlagte konference om læreruddannelsen fra 2014. De andre har ikke været i stand til at satte præg på emnet. Det er ren Antorini-ånd.

Dannelsesbegrebet, som var helt ude af 2013-baggrundsrapporten, kom med i det politiske forlig pga. hektisk politisk og faglig aktivitet. Hele denne diskussion er slet ikke nævnt i dagens evaluering. I stedet isoleres dannelsen til en fattig og teknisk drøftelse af KLM-faget, selvom forligsteksten knytter det bredere an til skolens formål, som altså heller ikke drøftes i evalueringen.

På trods af den faglige smalhals har det trods alt ikke været muligt helt at undertrykke kritikken af modulisering og den vigende sans for almendannelse. Men kritikken er helt uden fylde, hvilket skyldes den faglige dårligdom.

Her er rapportens samlede litteraturliste. Her kan man studere den fattige horisont:

“Evalueringens datakilder:

Epinion (2018): ”Match med behovene i folkeskolen – delanalyse 3 i evaluering af læreruddannelsen”, Uddannelses- og Forskningsministeriet.

EVA (2018): ”Indhold og faglige krav i læreruddannelsen – delanalyse 1a i evaluering af læreruddannelse”, Uddannelses- og Forskningsministeriet.

EVA (2018): ”Almen dannelse i læreruddannelsen –delanalyse 1b i evaluering af læreruddannelsen”, Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Rambøll (2018): ”Kvalitet i undervisningen på læreruddannelsen – delanalyse 2 i evaluering af læreruddannelsen”, Uddannelses – og Forskningsministeriet.

Styrelsen for Forskning og Uddannelse (2018): ”Analyse af lærerstuderende før og efter reformen”, Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Øvrig litteratur:

Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning (2009): ”Lærerkompetencer og elevers læring i førskole og skole”.

Danske Professionshøjskoler (2018): ”Handleplan til en bedre læreruddannelse, 10 ambitioner”.

Danske Professionshøjskoler (2015): ”Løft af forsknings og udviklingskompetencer 2015-2022”.

Darling Hammond, L. (2000). “Teacher quality and student achievement: A review of state policy evidence”, Education Policy Analyses Archives, 8(1).

EVA (2017): ”Frafald på læreruddannelsen. En undersøgelse af årsager til frafald”.

EVA (2011): ”Ny lærer – en evaluering af nyuddannede læreres møde med folkeskolen”.

Følgegruppen for ny læreruddannelse (2012): ”Deregulering og internationalisering. Evaluering og anbefalinger om læreruddannelsen af 2006”.

Hargreaves, A. & Fullan, M. (2012): “Professional Capital – Transforming Teaching in Every School”, Teachers College Press.

Lars Qvortrup (2017): ”Professionelle læringsfællesskaber”, Dafolo.

Læreruddannelsens ledernetværk – Læreruddannelsens nationale faggruppe for praktik (2016): ”Praksissamarbejde i læreruddannelsen mellem praktikskolerne & professionshøj-
Skolerne”.

OECD (2016): “Teaching Excellence through Professional Learning and Policy Reform; lessons from around the world”.

OECD (2014): “TALIS 2013 Results: An international perspective on teaching and learning”.

Rambøll (2017): ”Hvordan styrkes lærernes engagement og professionelle ansvar?”, Undervisningsministeriet og Danske Underviserorganisationers Samråd.

Teknologisk Institut (2014): ”Evaluering af kompetencemålsstyringen af læreruddannelsen”.

Uddannelses- og Forskningsministeriet og Danske Professionshøjskoler (2015): ”Evaluering af optagelsessamtalerne på læreruddannelsen”, Optaget 2015.

Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre (2006): ”Aftale om udmøntning af globaliseringspuljen”.

Link til rapporten: https://ufm.dk/publikationer/2019/filer/endelig-rapport_evaluering-af-laereruddannelsen.pdf

 

18 d. 19. januar: Hvem er totalitær?

A. Uffe Elbæk og fascisme

Alternativets Uffe Elbæk har fået tæsk, fordi han i Berlingske har sagt, at den dansk indvandredebat minder ham om træk ved fascismen. Faktisk lyder han i artiklen nærmest som en undskyldning for sig selv, og det er også noget uklart, hvad det egentlig er, han kritiserer, ud over en ung navngiven youtuber. Det hele mangler præcision og akkuratesse. Det lyder lidt, som dengang han var fuld efter sidste valg.

Måske tænker Elbæk på æstetikken på DF’s valgplakater? Eller på Martin Henriksens primitive aktioner mod interkulturelle kulturdage i Vestjylland? Eller visse identitetspolitikeres interesse i et nørde i forskellige racers gener? Hvis det er tilfældet, så forstår jeg godt Elbæk. Det minder også mig om fascisme.

Men hvis han tænker på, at man har vagter ved et lands grænse, at man tegner alverdens profeter så det skralder, eller at man fører kontrol med, hvem der kommer ind i landet, at man vil ud af EU, laver centre for kriminelle udviste eller på alt det der håndtryks-huttelihut, så forstår jeg ham ikke. Man kan mene om disse ting, hvad man vil, men det har intet med fascisme at gøre. Altså som i INTET!

Men al denne ubestemthed, må Elbæk selv rode med, for mit spørgsmål er et helt andet, nemlig om der er totalitære tendenser i Alternativets egen politik?

 

B. Steen Hildebrandts forord og Magdalene Caroline Maiers efterskrift

Mads Strarup er vice-rektor ved det Københavns Åbne Gymnasium. Han har her i 2018 udgivet en lille velskrevet og tankevækkende bog, der hedder ”Hvad nu? – dannelse til bæredygtighed i børnehave, folkeskole og ungdomsuddannelse”. Bogens centrale præmis er, at klimatruslen er det eneste og altoverskyggende problem, altså et rent katastrofescenarium.

Steen Hildebrandt har skrevet det totalt upædagogiske forord. Det er bare en ukritisk hyldest til FN’s verdensmål. Forordets synspunkter ender direkte i OECD-posen, som jeg ser det. Der er ingen stedslighed over det, bare styring med tilhørende opløsning af sted, som klimaet efterfølgende kan kaste sig over i nidkær og kommercialiseret teknologisk styring.

Efterskriftet er skrevet af Magdalene-Caroline Maier, som er politisk ordfører for Alternativet. Det er langt bedre. Hun taler varmt for Hannah Arendts filosofi, som er stedbåren. Den slags tror jeg ikke, Hildebrandt kender? Men Maier mener ikke, at Arendts frihedsbegreb er tilstrækkeligt. Netop i denne “utilstrækkelighed” ligger et opgør med den pluralisme, som jo er Arendts centrale begreb. Af hensyn til klimaet skal vi give naturen rettigheder, siger Meier. Men hvad kan der menes med en sådan sætning? Vi skal da spise nogle dyr, som smager godt? Og kan en skov, en ulv, en art eller et økosystem have rettigheder? Heldigvis ikke. Rettighedsbegrebet kan ikke adskilles fra menneskelig etik. Og hvad med cola-dåser? Skal de også have ”rettigheder”?

Men derfor kan man godt passe godt på naturen, og også gerne i økologiske strukturer. Og man skal bestemt beskatte det ene og det andet og lave politiske aftaler a la Parisaftalen osv.

Maiers anti-humanisme uddybes ikke nærmere, men er formodentlig nærmere begrundet i den nye ontologiske fænomenologi, som ellers har mange fine muligheder, men som er ødelæggende, hvis den kombineres med antihumanisme.

 

C. Selve bogen
Disse modsætninger bekræftes i selve bogen. Strarup taler f.eks. et sted om, at der kun findes to menneskesyn. Der er de mennesker, der ikke har fattet sagens rette sammenhæng, og så dem der har. Dvs. at der i realiteten kun er ét menneskesyn. Altså som i ET! Og dette ENE er tilfældigvis Strarups egne, nemlig at mennesket er en slags klimasoldat. Alle andre fremstilles som idioter.

Men er der ikke en totalitær kim her? Jo, det er det da. Det er i hvert fald det stik modsatte af Hannah Arendts humanisme.

Dobbeltheden mellem humanisme og anti-humanisme arbejder også inde i Strarups pædagogiske idealer. Lad os se på hans tre idealinstitutioner:

Strarups favoritbørnehave er en skovbørnehave på Fyn. Her lever børn og pædagoger i pagt med naturen uden at tale om klima og tilsyneladende også uden teknologi. Det lyder som en blanding af Rousseau, Fröbel og skrammologi. Det er herligt. Men det har intet med klima at gøre. Her er både omsorg og en form for enhed mellem kulturelt og socialt liv. Man hylder også børnehavens stifter, som er en gammel landmand. Det lyder bare så hyggeligt. Men jeg aner ikke, hvad det har med klima at gøre. Det er humanisme af fineste karat.

Det samme gælder til dels i den friskole, som Strarup fortæller om. Den lyder også hyggelig. Børnene lærer at samle skrald op og tænke på naturen. De lytter også henført til julens fortællinger, mens de strikker. Men heller ikke disse ting har noget med klima at gøre. Det er ren humanisme.
Strarups syn på skolefag er dog helt forskrækkeligt. Det er sådan noget med ”siloer” og lukkethed. Der er dømt simplificeret reformpædagogik på den store klinge i disse passager. Måske dukker klimaficeringen ind her? Man sidder faktisk og er lidt nervøs for, at alle projekterne kommer til at handle om genbrugsstationer eller forurenede vandløb. Det er svært at forstå, at Strarup er ansat ved et alment gymnasium, hvis fagstruktur netop skal sikrer mod den slags ideologiserende enshed. Men selv dette opgør med skole og fag har ikke noget – eller ikke ret meget – med ”klima” at gøre. Fagforskrækkelsen har man altid haft i visse reformpædagogiske kredse.

Faktisk træder klimaideologien først for alvor i karakter i forbindelse med beskrivelsen af Strarups idealgymnasium. Her har man lavet et CO2-råd. Hvad rådets præcise funktion er, står lidt uklart, men da der ikke nævnes andre klimatiltag end CO2-rådet, må forslaget være tænkt rimeligt omfattende. Jeg forestiller sig, at gymnasiets aktiviteter skal CO2-klassificeres af det nye politbureau, og at alle udviklingsmidlerne går til, at gymnasiet indgår i globale klimasamarbejder i samarbejde med OECD og FN.

Faktisk minder denne råds-løsning mig lidt om Alternativets ide om at lave et superklimaministerium. Dette ministerium får samme funktion som CO2-rådet på Strarups gymnasium. Alle samfundets aktiviteter skal gennem en klimaberegning. Her bor verdens eneste menneskesyn, og rundt om på alle skoler, sygehuse, virksomheder, universiteter og små hjem er der små råd, som tæller og holder øje med, om alt lever op til menneskesynets nidkære og tvingende tvang, som afrapporteres til klimaministeriet, hvor den antifascistiske Uffe Elbæk reagerer.

Strarup nævner slet ikke moderne teknologis samspil med klimaspørgsmålet. Dermed er han lidt altmodisch og Rousseau-agtig, og det er faktisk resterne heraf, som jeg godt kan lide. Lad os kalde denne romantiske humanisme for bæredygtighed, hvilket i min optik nærmest er det modsatte af klima, når emnet rammer pædagogikken.

Men andre og meget magtfulde grupper i samfundet tænker skam robotificering og klima sammen. Her bruger man klima/teknologi-symbiosen til at sikre en ny global elite magten over stedernes opløsning. Det er klart som blæk i OECD-relaterede skrifter, som for tiden følger netop dette skema. Dette fører direkte til opløsning af mennesket. Sådan er det, fordi både ”naturen har rettigheder-ideen” og ”data løser alt-ideologien” bygger på en dyb antihumanistisk teori.

Den søde reformpædagogiske ånd, som Strarups beskrivelser lidt ureflekteret hviler på, har ingen chance, hvis den skal begrundes med henvisning til klimaet. Måske tror Alternativet det?

Data og klimastyring i opgør med humanisme, bæredygtighed og pædagogik, understøttet af en klimastat med underliggende CO2-råd og tilhørende teknologiske kontrolsystemer. Der bliver så som så med fortællingerne og strikkeriet, tror jeg.

Nu er mit spørgsmål så: Hvem er totalitær?

Links:
Link til Strarups bog: http://www.fjordager.com/hva-nu/
Link til Elbæks indlæg: https://www.berlingske.dk/…/bekymret-uffe-elbaek-advarer-mo…

 

19. d. 21. januar: Kong Salomons tekster

I det gamle testamente er der en meget interessant pædagogisk-filosofisk passage. Jeg tænker på de tre små tekster, som i Biblen tilskrives den hebraiske kong Salomon, nemlig Ordsprogenes Bog, Prædikerens bog og Højsangen, som de kaldes i den officielle oversættelse.

Man kan også kalde de tre tekster for:
– De gode levemåders bog

– Talerens bog (i den græske udgave kaldes prædikeren for ”ekklesia”, taleren; et ord som også Foucault bruger i sin bog om ”fearless speech”, hvor det knyttes direkte til forholdet mellem tænkning og politik)

– Sangenes sang (engelsk: Song of songs), altså en form for dobbelt-poetisk struktur.

De Gode Levemåders bog handler om, hvordan man bør leve i et velfungerende politisk samfund (nemlig Salomons rige fra omkring 900f.kr, ordet “Salomon” betyder ”fred”). Her er der gode råd til alle mulige levemåder, ja selv til ”husmoderen”. Det er en slags biblens Emma Gad, et dydskatalog af socialt prisværdige omgangsformer.

Talerens bog er tænkerens opgør med Levemådernes sociale formaninger. Her hedder det ustandseligt, at alt er tomt og ligegyldighed. Nihilismen gennemtrænger det hele, og der er ingen sans for småborgerlige sociale detaljer. Det skeletagtige leveråd er nu blot: Gid fanden i det hele, tro på Gud og lev et liv i glæde og nydelse uden at overdrive alt for meget. Der er fuld nihilistisk frihed og nydelse. Sådan lidt Nietzsche-agtigt. Men dog med en kæmpe-tro på Gud i garderoben.

Sangenes Sang er alt det modsatte af nihilisme. Det er en hyldest til den menneskelige kærlighed og til erotik og poesi. Her nævnes Gud slet ikke. Kristne og jødiske teologer har fortolket sangens erotiske indhold som symbol på kærligheden til Gud. Den tyske filosof Herder (1744-1803) og mange andre læste derimod teksten rent litterært, dvs. som en hyldest til menneskenes kærlighed, hvor Gud kun viser sig indirekte. Det er hebraisk Hollywood, dvs. menneskekærlighed, når det er bedst.

Jeg nævner blot emnet som en note her, men jeg tror, der er mange spændende pædagogiske ting at hente i refleksionen over disse tre tekster og deres indbyrdes samspil. Måske kan man kalde det en slags forskningsprogram?

”Den danske sang er en ung blond pige” er et andet eksempel på en sang om sange. Det var den slags lyrisk arbejde, som Herder ville inspirere til, da han selv – endda to gange – oversatte ”Sangenes Sang”. Han ville vække en tysk lyrik. En af Herders elever var Goethe, som også oversatte ”Sangenes Sang”, så Herder havde en vis succes. Grundtvig var også kraftigt påvirket. Her var der også sang over det hele og kvinder og mænd og mødre og fædre osv., men det var dog knapt så eksplicit erotisk som i Sangenes Sang.

Så konklusionen er: Dyder, kritik, tro og kærlighed.

 

20. d. 21. januar: Politisk forslag 1

Hvad nu hvis man placerede Merete Riisager (LA), Jacob Mark (SF) og Carolina Magdalene Maier (Å) i samme lokale sammen med lidt småkager og nogle sjusser?

Her kunne de plusse og minusse lidt, indtil de blev enige om det hele: Lidt kundskab, lidt socialpædagogik og lidt cirkus og haver. Hvid røg!

V og S må naturligvis ikke forstyrre. Egentlig heller ikke Einheitslisten, Arbejdsmarkedspartiet, Dansk Fryseparti eller “klimaet”. Men de fem ekskluderede må meget gerne sige ja til det nye forlig, for så er der jo flertal.

Men Thomas, har de andre partier ikke noget at byde på? Egentlig jo, men det har de glemt alt om.

Calvados og vaniljekranse til de tre ærede ordførere.

 

21. d. 22. januar: Politisk forslag 2

Oppe på kvisten sidder Jacob Mark, Carolina Magdalene Maier og Merete Riisager. De plusser og minusser lidt, mens de drikker sjusser og spiser vaniljekranse og smadrer skolereformen totalt med lidt kundskab, lidt socialpædagogik og lidt karneval. De hygger sig, men samtalen kan godt løbe lidt tør, så de tager en sjus til.

I samme lokale sidder en anden gruppe ved nabobordet. Også her er der tre personer, nemlig en grundtvigianer, en herbatianer og en skrammolog. De plusser og minusser også lidt og hæver stemmen i ny og næ, men lever af sort kaffe, indtil de er færdige med arbejdet, som de afleverer til dem med sjusserne, som smiler og takker og rykker bordene sammen.

Så er der fest! Alle lærere og pædagoger er inviteret. De er klædt ud som cowboys og indianere og mexicanere, mens de ler og leger og skriver formler på tavlen eller bygger med Lego. De synger også “den danske sang” som en syngende sang fra gamle dage, mens månen titter ind af de skrå vinduer.

Nede i kælderen, hvor der er lidt skimmelsvamp, sidder nogle sure, kronragede og læringsmaksimerende mænd og kvinder fra Odense Kommune, Skolelederforeningen, KL, Konkurrencestatspartiet mm.. De er sure over alle ”de negative synspunkter”, som larmer oppe fra kvisten. De kaster med gule kort, stamper i gulvet og råber ”dåmme dåmme Trump-pædagoger”, mens slår på hinandens Huawei-telefoner med nogle evaluerings-rapporter, som også er gule.

 

22. d. 23. januar: Stresspanelet og AULA 1

Det er skønt, at det såkaldte stresspanel vil af med AULA, som er en del af det, jeg vil kalde for dybdestatens ontologiske stressproduktion, også kaldet “Brugerportalsinitiativet”.

AULAs ideologi fremgår f.eks. af nedenståene link og dets underlinks. Her kan man se, at AULA handler om digitaliseret læringsmålsstyring på den store klinge og om koordineret statslig livsstyring i forhold til f.eks. uddannelsesplan og tilhørende personlighedstests, algoritmer etc.. Selv finans- og økonomiministeriet er med i foretagendet.

Dertil kommer en videreførelse og forstærkning af de sociale mediers kommunikationsformer ind i arbejdslivet og en yderligere nødvendiggørelse af mobiltelefoner i skolerne. Det er den helt forkerte vej.

Det hele kører i fuld overensstemmelse med KL’s skolesyn, dvs. opløsning af fag, dannelse og pædagogik med lejlighedsvise totalitære nedslag. Dermed etableres en grundmodsætning mellem samfund og styring.

AULA er derfor en form for ontologisk stres, og det er derfor virkelig godt, at Stresspanelet har taget fat i det. Mange tak.

Desværre har de fået modstand af folk, som tror, det bare handler om at “kommunikere”.

Links:

Om brugerportalsinitiativet: https://www.kl.dk/…/nyt-brugerportalinitiativ-til-den-digi…/ og selve aftalen kan tilgås på: https://www.kl.dk/media/6872/2sv9yoohbu-5aojzulyk.pdf

Om AULA: https://aulainfo.dk/om-aula/

Om stresspanelet: https://www.sum.dk/Temaer/Nationale-Stresspanel.aspx

 

23. d.24. januar: Stresspanelet og AULA 2

AULAs totale stress-produktion:

Skolekommunikationsportalen AULA er udviklet som en integreret del af de mest simple og brutale sider af skolereformens opgør med pædagogik og dannelse. Det fremgår af aftalen om det såkaldte brugerportalinitiativ, som bl.a. Finansministeriet og KL er med i, og som beskriver AULAs grundlæggende ideologi.

Hvad er ”pædagogik og dannelse”? Jo, det er arbejdet med samfundets meningssammenhæng og meningsskabelse.

Hvad betyder det? Jo, det betyder jo pr logisk logik, at AULA er et direkte opgør med mening, dvs. med samfundets essens og betydning.

Men hvad betyder denne konklusion for lærere og pædagoger, som jo har til opgave at arbejde med netop mening?

Jo, lærerne og pædagogerne skal altså arbejde med et redskab, som i sit væsen er et frontalt opgør med deres eget arbejde.

Hvad er effekten af denne modsætning? Det er stress. En kæmpestress. Jeg kalder det for ”ontologisk stress”. Man fratages systematisk muligheden for at handle meningsfuldt.

Og hvad sker der så, når denne ontologiske stresstilstand breder sig op gennem generationerne og ud i samfundets rum? Jo, så bliver stresstilstanden total. Den breder sig til børn og børnebørn og forældre.

Tak til stresspanelet.

Link til aftale om brugerportalsinitiativ:
https://www.kl.dk/media/6872/2sv9yoohbu-5aojzulyk.pdf…

(Desværre tror mange, at AULA bare er en slags udvidet kontaktbog, som man blot skal lære at omgås mere effektivt. Det kan man f.eks. se i reaktionerne fra Politiken og Information samt hos visse digitaliseringsglade kredse hos de radikale venstre, dvs. fra skolereformens bagland)

 

24. d. 24. januar: KL’s forklædte mundkurve

Hver anden pædagog i landet er nervøs for at sige sin mening om pædagogiske og politiske emner. Og 30% er decideret blevet begrænset af deres ledere. Det står i nedenstående artikel fra avisen.dk. Det svarer helt til indtrykket efter læsning af Rasmus Willigs bøger om emnet. Og man kan endda læse, at tallet er stigende.

Det kan KL-toppen dog slet ikke forstå. Der er da både grundlov og ytringsfrihed og alt muligt, siger den. Og de ærede KL’ere har skam ikke hørt om dem, der ikke siger noget – hvilket der jo er en form for ond logik i. Det er Michael Ziegler fra Høje Silicon Valley Taastrup Kommune og KL’s formand for foreningens børneudvalg, Thomas Gyldal Petersen, som også er borgmester i Herlev, der tegner og fortæller.

Og nede i Odense er der også ytringsfrihed og grundlov osv. Det lærte vi af KL’s jurist og kommunens direktør efter Schmidt-sagen.

KL’s soldater lyder næsten så lovlydige og frihedselskende som Folketingets ombudsmand.

Men hvad er fakta under den tynde demokratiske fernis? Det er følgende:

I artiklen siger Ziegler følgende: ”Ikke fordi jeg vil opfordre til at tale vores velfærdssamfund ned, for det mener jeg ikke, at man kan. Man kan altid tale om, hvad der er klogt at sige, men ytringsfriheden står mejslet i granit”

Så man må ikke kritisere ”velfærdssamfundet”, og man skal tale om ”hvad der er klogt at sige”? Skulle det være ”ytringsfrihed”? Man skal da netop kritisere velfærdssamfundet, hvis man synes det skal kritiseres, og man skal da have mod til at kritisere, selvom det er ”uklogt”. Ja, det er faktisk definitionen på oplysning som sådan.

Og Gyldal Petersen brillerer med følgende: ”Det kan være, at lederen siger, at det er mest hensigtsmæssigt, at vi taler om de her ting på personalemødet, og at medarbejderen oplever det som en begrænsning. Jeg siger helt stilfærdigt: Der er mange nuancer i det her”.

Stilfærdigt? Det larmer da totalt! Medarbejderen er sådan en idiot, der går og ”oplever” og misforstår sin lederes ophøjede fornuft.

Og der er vel at mærke – skal jeg hilse at sige – ikke nogen ytringsfrihed på ”personalemøder” hos KL.

I Odense har KL ført retssag i 4½ år imod noget, foreningen kalder ”negative holdninger”, endda netop på et ”personalemøde”, og KL nægter at anerkende sagens begrundelse.

Så KL mener bestemt ikke, at der er ytringsfrihed på personalemøder. Det fremgår også af Odense Kommunes argument mod Schmidt i Østre Landsret:

”Videre gøres det gældende, at der ikke – som anført af Erik Hulmose Schmidt – er “vide grænser” i forhold til at fremsætte den pågældende type af ytring. Der er ikke tale om et forhold, som er omfattet af ytringsfrihed (for offentligt ansatte), idet der ikke er tale om, at Erik Hulmose Schmidt som privatperson uden for arbejdstiden har ønsket at fremsætte ytringer. Tværtimod er der tale om, at Erik Hulmose Schmidt i arbejdstiden er fremkommet med de uacceptable udsagn. Af begge disse årsager følger, at der ikke er tale om et forhold, som er omfattet af ytringsfriheden.”

Så man skal holde kæft i arbejdstiden, og kun ytre sig i offentligheden, hvis man går ind for velfærdsstaten, og hvis lederen synes det er ”hensigtsmæssigt” eller lignende ”nuancer”.

Heldigvis var alle tre landsretsdommere helt uenige, hvilket Ombudsmanden også er. Men det er åbenbart ikke sivet ind hos KL.

Og så man må ifølge KL ikke tale på interne møder, og det er ”uhensigsmæssigt” at tale offentligt? Det er da en mundkurv uden lige.

Men imens KL undertrykker borgerlig og professionel frihed, rejser foreningens Silicon Valley-begejstrede ledere rundt og taler rørstrømsk om ytringsfrihed.

Og KL’s dobbeltsprog kører direkte ned i de operative lag. I Skolelederforeningen siger formanden f.eks., at lærerne før de ytre sig skal huske på, hvem der betaler deres løn. Og hvis man kritiserer det synspunkt, så er man “ukonstruktiv”. Det er fuldstændig samme struktur.

Og advarslen til Schmidt for “negative synspunkter” blev jo også afleveret af en skoleleder, som endda er ret højt placeret i foreningen. Det hele hænger sammen som ærtehalm.

Imens holder 50% af landets pædagoger – og sikkert også landets lærere m.fl. – deres mund.

Link til artikel:

https://www.avisen.dk/paedagoger_534749.aspx?fbclid=IwAR1BkqEt3uuDMpucGDqlQ6uS-ulcsjBZYGdnkHHJvLRMQfXMA8oAjBBCaDQ

Dokumentation til sagen om Keld Skovmands pædagogiske kritik og anmeldelser til Aarhus Universitets praksisudvalg

I 2016 udgav Keld Skovmand bogen ”Uden mål og med”, som afstedkom en del politisk og faglig tumult. Skovmand kritiserede både den allestedsnærværende læringsmålstyring, Fælles Mål samt skole- og læreruddannelsesreformens grundlag som sådan. Kritikken gav anledning til en politisk ”justering” af folkeskoleloven og et ryk i skoledebattens præmisser.

I 2018 forsvarede Skovmand sin Ph.d.-afhandling ved DPU, Aarhus Universitet. Forsvaret var særdeles velbesøgt og blev dækket i folkeskolen.dk under overskriften ”Bøllebank på DPU”. Jyllandsposten dækkede også begivenheden.

Kritikken var især rettet mod Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, som er professorer ved DPU, samt forskningschef ved VIA-UC, Andreas Rasch-Christensen. De svarede kun yderst sparsomt – om overhovedet – på kritikken. Rasmussen og Rasch-Christensen skrev dog et semi-hemmeligt notat, som de sendte rundt til en række centralt placerede politikere og organisationsfolk for at forsvare sig (se afsnit 11).

D. 1. februar 2019 udkom så to nye bøger fra Skovmands hånd på Hans Reitzels Forlag. Den ene bog var selve ph.d.-afhandlingen “I bund og grund”. Den anden bog var den lidt lettere tilgængelige ”Folkeskolereformen efter læringsmålstyringen?”, som er en slags overbygning på afhandlingen (se afsnit 7 og 8).

Disse udgivelser og deres kritiske anslag blev d. 26. januar dækket på forsiden af Weekendavisen i artiklen ”Skoleret”. Her kunne man også læse, at Skovmand nu havde suppleret sin faglige kritik med en række anmeldelser af de pågældende forskere til Aarhus Universitets praksisudvalg, som efter to måneders “screening” videresendte materialet til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. D. 15. marts frifandt Nævnet forskerne for videnskabelig uredelighed og sendte sagen tilbage til Praksisudvalget, som skulle undersøge, om der var tale om “tvivlsom forskningspraksis”. D. 7. maj endte denne prodes i endnu en frifindelse.

Mange aspekter løber sammen i denne dybt interessante sag: Det videnskabelige og skolepolitiske indhold i Skovmands kritik, fortolkningen af et næsten nyt lovkompleks, DPU/AU’s rolle i sagen og reaktionerne fra de indklagede forskere.

DPU/Aarhus Universitet, hvis professorer jo især var under kritisk behandling, skrev en efter min opfattelse stærkt kritisabel ”dokumentations”-side om sagen. Siden var et rent partsindlæg og ikke et offentligt universitet værdigt (se afsnit 4). Årsagen er formodentlig, at DPU’s ledelse igennem mange år har været en dybt integreret del af det lærings-hegemoni, som nu er under kritik, og at Aarhus Universitets dekanat har understøttet hegemoniet hele vejen, og at det nu på en måde selv – med sin helt særlige opfattelse af “dokumentation” – er blevet spist op af DPU’s stærke antidannelse.

I ren og skær akademisk og pædagogisk indignation har jeg derfor udformet denne mere fyldestgørende dokumentations-side om sagen. Jeg supplerer løbende med artikler og links, efterhånden som sagen udvikler sig.

Under de forskellige afsnit står de ældste indlæg nederst, så man skal læse nedefra, hvis man er interesseret i kronologi, men ovenfra, hvis man vil have det nyeste indlæg. Jeg håber, det fungerer nogenlunde.

 

Indholdsfortegnelse:

  1. Diskussion i Weekendavisen
  2. Diskussion i Berlingske
  3. Diskussion i Politiken Skoleliv
  4. Diskussion på DPU’s hjemmeside
  5. Indlæg på Folkeskolen.dk
  6. Anmeldelser af Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”
  7. Indlæg på www.thomasaastruproemer.dk
  8. Øvrige indlæg og omtaler
  9. Links til regelsæt om videnskabelig uredelighed mm.
  10. Links i forbindelse med Nævnets afgørelse af spørgsmålet om “videnskabelig uredelighed”
  11. Links i forbindelse med Aarhus Universitets praksisudvalgs afgørelse af spørgsmålet om “tvivlsom forskningspraksis”
  12. Historisk materiale

 

1. Diskussion i Weekendavisen fra d. 1/2 – 10/5:

L. Rasch-Christensen, A. : ”Politik vs. forskning”, Weekendavisen, d. 17. maj. https://www.weekendavisen.dk/2019-20/samfund/politik-vs.-forskning.

K. Markus Bernsen: “Konspiration 2”, Weekendavisen, d. 10. maj.

J. Markus Bernsen: ”Konspirationer og syndebukke, Weekendavisen, d. 22. marts.

I. Keld Skovmand: “Respekt?”, Weekendavisen, d. 15. marts.

H. Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen: “Pædagogiske syn”, Weekendavisen, d. 8. marts.. https://www.weekendavisen.dk/2019-10/samfund/paedagogiske-syn

G. Keld Skovmand: ”Skolereform”, Weekendavisen, d. 23. februar. https://www.weekendavisen.dk/2019-8/samfund/debat (rul ned i bunden)

F. Jens Rasmussen & Andreas Rasch-Christensen: ”Skolereform 1”, Weekendavisen, d. 15. februar. http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2019/02/skolereform-1a.pdf

E. Lars Qvortrup: ”Skolereform 2”, Weekendavisen, d. 15. februar., inklusiv journalist Markus Bernsens svar: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2019/02/Skolereform-2a.pdf

D.Keld Skovmand: ”Genmæle til genmæle”, Weekendavisen, d. 8. februar. https://www.weekendavisen.dk/2019-6/samfund/genmaele-til-genmaele                         (min kommentar på FB: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156957599634481&id=837549480)

C. Jens Rasmussen & Andreas Rasch-Christensen: ”Rettelser til artiklen ”Skoleret””, d. 1. februar, DPU, Aarhus Universitet. http://edu.au.dk/aktuelt/dokumentation-til-artikel-om-skoleforskning-i-weekendavisen/?fbclid=IwAR0PIO396p7ALOkFIkmDFGjDbZaLbP1j8ap8vtGExU8bBZxAxZ1bvyEQIe0. (mine kommentarer på FB: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156942948014481&id=837549480 og https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156940096464481&id=837549480))

B. Jens Rasmussen & Lars Qvortrup: ”Skoleret 1”, Weekendavisen, d. 1. februar. Indlægget er også publiceret på DPU, Aarhus Universitet. http://edu.au.dk/aktuelt/dokumentation-til-artikel-om-skoleforskning-i-weekendavisen/?fbclid=IwAR0PIO396p7ALOkFIkmDFGjDbZaLbP1j8ap8vtGExU8bBZxAxZ1bvyEQIe0.

Journalist Markus Bernsens har følgende kommentar i avisen umiddelbart efter indlægget:

”Markus Bernsen svarer:  De fire anmeldte forskere har haft rig lejlighed til at forholde sig til Keld Skovmands kritik. Både i spalterne i Weekendavisen (vi har sendt dem afsnit af Skovmands kommende bog”), samt i den øvrige offentlighed, hvor Skovmand siden 2016 har luftet den samme kritik i artikler, interviews og ph.d.-afhandling. At være anmeldt til Nævnet for Videnskabelig uredelighed forhindrer ikke én i at forsvare sin forskning i offentligheden. Nævnet er ikke en ”retssal”, som Lars Qvortrup skriver, og Weekendavisen dækker sagen som alt andet, der har offentlighedens interesse”.

Desuden: Weekendavisen skriver, pr. d. 1. februar følgende berigtigelse i forbindelse med ”Skoleret”-artiklen fra. d. 25. januar:

”I sidste uge fremtik det af artiklen ”Skoleret”, at professor Jens Rasmussen og forsknings- og udviklingschef Andreas Rasch-Christensen er blevet anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed for artikler, der blev publiceret før vedtagelsen af folkeskolereformen i 2013. Det er ikke korrekt. De anmeldte artikler blev godt nok publiceret efter folkeskolereformen, men indeholder passager fra ministerielle dokumenter, som de to forskere bidrog til før vedtagelsen af reformen. Af artiklen fremgår det også, at Andreas Rasch-Christensen har bidraget til rapporter fra Danmarks Evalueringsinstitut og Skolerådet. Det har han ikke, men derimod Jens Rasmussen og professor Niels Egelund”

(Min kommentar på FB: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156940096464481&id=837549480)

A. Markus Bernsen: ”Skoleret”, Weekendavisen, d. 25. januar. https://www.weekendavisen.dk/2019-4/samfund/skoleret                                                 (min kommentar på FB: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156928764469481&id=837549480)

 

2. Diskussion i Berlingske fra d. 1/2 – 15/2:

C. Keld Skovmand: ”Skoleforsker svarer professor igen: Du gør din egen mening til en kendsgerning”, Berlingske, d. 15. februar. https://www.berlingske.dk/kommentarer/skoleforsker-svarer-professor-igen-du-goer-din-egen-mening-til-en?fbclid=IwAR1OsvnqY_GHHn09zL_sRut7edwYTclQZPfIB7JE-a8E5T2Q-m3oV_jZUpE

(min kommentar på FB: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156973924924481&id=837549480)

B. Lars Qvortrup: ”Videnskabelig uredelighed? Nej, højst uenighed. Konspiration? Nej, kun i fantasien”, Berlingske, d. 10 februar. https://www.berlingske.dk/kommentarer/professor-videnskabelig-uredelighed-nej-hoejst-uenighed.-konspiration

(min kommentar på FB: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156965817174481&id=837549480)

A. Artikel i Berlingske: ”Forsker angriber folkeskolereformens fundament: »Jeg havde sgu ikke fået en ph.d.-grad for at se spøgelser«”, d. 1. februar. https://www.berlingske.dk/danmark/forsker-angriber-folkeskolereformens-fundament-jeg-havde-sgu-ikke-faaet-en

 

3. Diskussion mellem Alexander von Oettingen og Keld Skovmand:

C. Interview med Alexander von Oettingen: ”Dr. pæd. til lærerne: Tro nu ikke, at al forskning i læringsmål er forkert”, folkeskolen.dk, d. 8. marts. (Skovmand svarer i tråden): https://www.folkeskolen.dk/654703/dr-paed-til-laererne-tro-nu-ikke-at-al-forskning-i-laeringsmaal-er-forkert

B. Keld Skovmand: ”Tavshedens principelle pinlighed”, Politiken Skoleliv, d. 18. februar. https://skoleliv.dk/debat/art7041005/Tavshedens-principielle-pinlighed

A. Alexander von Oettingen: ”Vi bliver alle dummere, hvis forskerne er tavse”, Politiken Skoleliv, d. 7. februar. https://skoleliv.dk/debat/art7023220/Vi-bliver-alle-dummere-hvis-forskerne-er-tavse

 

4. Diskussion på DPU/AU’s hjemmeside fra d. 1/2 – 20/2:

DPU/AU’s ”Dokumentation til artikel om skoleforskning i Weekendavisen”, udgivet d. 1. februar. D. 19. februar er der tilføjet to links til Skovmands dokumentation, og d. 20. februar har man tilføjet et generaliseret link til folkeskolen.dk.

Disse mangelfulde tilføjelser er først kommet til efter hårdt pres. Universitetets kritisable forståelse af ”dokumentation” er en af årsagerne til, at jeg har lavet nærværende dokumentationsside. http://edu.au.dk/aktuelt/dokumentation-til-artikel-om-skoleforskning-i-weekendavisen/?fbclid=IwAR0PIO396p7ALOkFIkmDFGjDbZaLbP1j8ap8vtGExU8bBZxAxZ1bvyEQIe0

(min FB-kommentar pr. d. 19. februar: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156985172329481&id=837549480)

 

5. Indlæg på Folkeskolen.dk:

C. “Dannelsesret”, blogindlæg af formand for Dansklærerforeningen Marie Elmegaard, d. 28. februar. https://www.folkeskolen.dk/654252/dannelsesret

B. Satirisk klumme om sagen på folkeskolen.dk, d. 15. februar. https://www.folkeskolen.dk/653147/laeringsmaalstyring-okay-ministeriet-forskere-eva-og-skoleraadet-faar-kritik–men-er-det-virkelig-en-nulfejlskultur-vi-oensker?fbclid=IwAR17R-Kc-Mel08cfwb0vzZOGfkK6EXMnuUInwqRX7d70Eq3VotoXBilt-hk

A. Artikel : ”Skovmand: Læringsmålstyrig var ikke baseret på forskning”, folkeskolen.dk, d. 25. januar. https://www.folkeskolen.dk/651460/skovmand-laeringsmaalstyring-var-ikke-baseret-paa-forskning (Min kommentar på FB: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156928738119481&id=837549480)

 

 6. Anmeldelser af Skovmands nye bog ”Folkeskolen efter læringmålstyringen?”:

Thorkild Thejsen anmelder på Folkeskolen.dk, d.1. februar. https://www.folkeskolen.dk/652157/da-laeringsmaalstyringen-opstod-af-ingenting

Mikael Bush anmelder i Jyllandsposten, d. 1. februar. https://jyllands-posten.dk/premium/kultur/anmeldelser/litteratur/ECE11155185/skoleforskeren-keld-skovmands-nye-bog-er-obligatorisk-laesning/

Steen Nepper Larsen anmelder i Information, d. 16. februar. https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2019/02/bog-anklager-folkeskolens-reformgrundlag-loese-paastande-misinformation

 

7. Indlæg på www.thomasaastruproemer.dk:

F.: “UC-VIA’s “rystede demokrati”. http://www.thomasaastruproemer.dk/uc-vias-rystede-demokrati.html

E. Note 4 til Keld Skovmands bog “Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Opgør med demokratiet (d. 16. februar)

D. Note 3 til Keld Skovmands bog “Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Selvreferencens system (d. 14. februar)

C. Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Paradigmeskiftet (d. 12. februar)

B. Note 1 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?” (d. 11. februar)

A. Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer Weekendavisen/Keld Skovmand på DPU’s officielle hjemmeside (d. 3. februar)

 

 

8. Øvrige indlæg og omtaler:

J.

”Fem dage med Keld Skovmand”, Politiken Skoleliv, d. 25. marts. https://skoleliv.dk/nyheder/art7097076/%C2%BBJeg-fortryder-ikke-noget-af-det-jeg-har-skrevet%C2%AB

”Fem dage med Lars Qvortrup”, Politiken Skoleliv, d. 25. marts. https://skoleliv.dk/nyheder/art7098599/%C2%BBDet-er-ultimativt-det-mest-ubehagelige-og-%C3%A6rekr%C3%A6nkende-jeg-har-pr%C3%B8vet%C2%AB

 

I. Erik Schmidt: ”Fynsk lektor i opgør med læringsmål”, Lærerbladet, februar, s. 6-7. http://www.odenselaererforening.dk/media/12141348/154302_laererbladet-1-19_web.pdf

 

H. Skovmand har offentliggjort dele af det materiale, som ligger til grund for hans anmeldelse:

– Del 1: ”Ontario: Frem eller tilbage i PISA”, d. 7. februar, folkeskolen.dk, https://www.folkeskolen.dk/652672/ontario-frem-eller-tilbage-i-pisa-dokumentation-1

– Del 2:  ”Tegnene på læring i udlandet”, d. 13. februar, folkeskolen.dk, https://www.folkeskolen.dk/653093/tegnene-paa-laering-i-udlandet-dokumentation-2

– Del 3: “Den uforbederlige optimisme”, d.3. marts, folkeskolen.dkhttps://www.folkeskolen.dk/654386/den-uforbederlige-optimisme-dokumentation-3

 

G. Ingrid Ank: “Underlæg dig aldrig mål, som andre har sat”, Dansk Kirketidende, d. 28. februar.

 

F. Lasse Højsgaard: “Fusk eller fortolkninger”, Forskerforum, februar 2019, nr. 322., s.26-28. http://www.forskerforum.dk/downloads/ForskerForum%20322%20-%20opslag.pdf

 

E. Hans Reitzel Forlags omtale af Skovmands tre bøger om læringsmålstyring:

– Folkeskolen efter læringsmålstyringen? (2019), https://hansreitzel.dk/products/folkeskolen-efter-laringsmalstyringen-bog-49922-9788741274751

– I bund og grund (2019), https://hansreitzel.dk/products/i-bund-og-grund-bog-49921-9788741274744

– Uden mål og med (2016) https://hansreitzel.dk/products/uden-mal-og-med-(i-bog)-i-bog-41479-9788741265339

 

D. Skovmands og forlagets videoer om den aktuelle udgivelse:

– ”Lærerne fortjener en kæmpeundskyldning”, d. 4. februar. https://www.youtube.com/watch?v=-qn53C_8JeI&fbclid=IwAR0OmEG1JFxPC-5Vhofs5N89j3X3ZTMFBhmAdKQhtFYaYjsS2UljQP8OLk0

– Keld Skovmand om anklagen om videnskabelig uredelighed, d. 22. februar. https://www.facebook.com/HansReitzelsForlag/videos/vb.1618418858427757/273000860261817/?type=2&theater

 

C. Interview i Kristeligt Dagblad: ”Ti bud til lærerne: Svigt aldrig formålet, eleverne eller kollegerne”, d. 2. februar. https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/10-bud-til-laererne-svigt-aldrig-formaalet-kollegerne-eller-boernene

B. Omtale fra bogreception på Hans Reitzels Forlag, d. 1. februar. https://www.facebook.com/profile.php?id=837549480

A. Interview med Keld Skovmand på Radio24syv, d. 28. januar: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156932162814481&id=837549480

 

9. Relevante links vedrørende sagens juridiske aspekter (anmeldelsen til AU’s praksisudvalg):

– Hjemmeside om ansvarlig forskningspraksis ved Aarhus Universitet, herunder om universitetets praksisudvalg: https://medarbejdere.au.dk/administration/forskning-talent/ansvarligforskningspraksis/

– Aarhus Universitets retningslinjer for behandling af sager om uredelighed og tvivlsom forskningspraksis: https://medarbejdere.au.dk/fileadmin/www.au.dk/forskning/Ansvarlig_forskningspraksis/AU_regelsaet_ansvarlig_forskningspraksis_2017_DK.pdf.. (se også mere ufomelt:  https://medarbejdere.au.dk/fileadmin/www.au.dk/forskning/Ansvarlig_forskningspraksis/8._ENDELIG_VERSION_-_Procesbeskrivelse_for_Aarhus_Universitets_Udvalg_for_Ansvarlig_Forskningspraksis_inkl._flowchart__juni_2017_.pdf)

– Her er et andet eksempel på lokale retningslinjer for sagsbehandling nemlig UCN. https://www.ucn.dk/Files/Billeder/ucn/Forskning/Retningslinjer-for-behandling-af-tvivlsom-forskningspraksis-UCN.pdf

– Nævnet for Videnskabelig Uredelighed: https://www.google.com/search?source=hp&ei=faNyXKDDFMSGrwTL7qjoDw&q=n%C3%A6vnet+for+videnskabelig+uredelighed&oq=n%C3%A6vnet+for+&gs_l=psy-ab.1.0.0l5j0i22i30l5.361.1443..3096…0.0..0.88.812.11……0….1..gws-wiz…..0..0i131j0i10j0i30.YEHAZVGhOg0

– Folketingets side om NVU-loven: https://www.google.com/search?source=hp&ei=faNyXKDDFMSGrwTL7qjoDw&q=n%C3%A6vnet+for+videnskabelig+uredelighed&oq=n%C3%A6vnet+for+&gs_l=psy-ab.1.0.0l5j0i22i30l5.361.1443..3096…0.0..0.88.812.11……0….1..gws-wiz…..0..0i131j0i10j0i30.YEHAZVGhOg0

– Den aktuelle lovtekst: https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=188780

– Baggrundsrapporten fra 2015, der lå til grund for lovændringen. https://ufm.dk/publikationer/2015/rapport-om-det-danske-uredelighedssystem-anbefalinger-til-handtering-af-videnskabelig-uredelighed-i-danmark

 

10. Links i forbindelse med Nævnets endelige afgørelse af sagen om “videnskabelig uredelighed”

“Uredelighedsnævn halter efter tidsfrister”, Artikel i Forskerforum om sagsbehandlingen, d.2. maj. http://www.forskerforum.dk/downloads/ff-324.pdf

“Skal klager have mundkurv på”, artikel i Forskerforum, d. 2. maj: http://www.forskerforum.dk/downloads/ff-324.pdf

Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen reagerer på dommen og svarer på dele af den almene kritikkens indhold: ”Forskere: Godt at målstyring rulles baglæns”, Folkeskolen.dk, d. 11. april. https://www.folkeskolen.dk/657750/forskere-godt-at-maalstyringen-rulles-baglaens. Min kommentar til artiklen på facebook: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157101843024481&id=837549480

Rasmussen og Rasch-Christensen svarer specifikt på en række af Skovmands anmeldelser: ”Rasch og Rasmussen: Der er intet at komme efter i Skovmands kritikpunkter”, folkeskolen.dk, d. 12. april. https://www.folkeskolen.dk/657263/rasch-og-rasmussen-der-er-intet-at-komme-efter-i-skovmands-kritikpunkter

“Forskere frifundet for fusk”, i Frie Skoler, nr. 4, d. 8. april,  s.36.

UC VIA reagerer på afgørelsen i et indlæg af rektor Harald Mikkelsen og prorektor Louise Gade, d. 5. april. https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/via-university-college-sag-om-anklager-for-videnskabelig-uredelig-har-rystet-os?ref=newsletter&refid=30958&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=uddannelse. Min egen kommentar til indlægget fra samme dag kan man læse her: http://www.thomasaastruproemer.dk/uc-vias-rystede-demokrati.html

Artikel i Weekendavisen ”Konspirationer og syndebukke”, d. 22. marts.

Artikel i Folkeskolen.dk om nævnets afgørelse, d. 20. marts: https://www.folkeskolen.dk/…/derfor-blev-forskerne-frikendt…

Skovmands kommentar til forløbet, folkeskolen.dk, d. 19. marts. https://www.folkeskolen.dk/655905/frifindelse-og-tvivlsom-forskningspraksis

Folkeskolen.dk dækker Nævnets afgørelse, d. 15. marts:. https://www.folkeskolen.dk/655661/alle-forskerne-er-frikendt-for-videnskabelig-uredelighed (min facebook-kommentar)

Folkeskolen.dk interviewer Keld Skovmand om Nævnets afgørelse, d. 15. marts. https://www.folkeskolen.dk/655679/skovmand-jeg-fortryder-ikke-anmeldelsen-om-videnskabelig-uredelighed (min facebook-kommentar)

Altinget dækker Nævnets afgørelse d. 18. marts. https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/forskere-bag-folkeskolereformen-er-frikendt-for-videnskabelig-uredelighed?ref=newsletter&refid=30713&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=uddannelse

Politiken Skoleliv dækker Nævnets afgørelse d. 18. marts. https://skoleliv.dk/nyheder/art7091218/Skoleforskere-frikendt-for-uredelighed?utm_campaign=skoleliv&utm_content=18-03-2019&utm_medium=newsletter&utm_source=skoleliv

Berlingske.dk dækker Nævnets afgørelse, d. 18. marts. https://www.berlingske.dk/samfund/ti-forskere-frikendt-for-videnskabelig-uredelighed?referrer=RSS

Videnskab.dk omtaler Nævnets afgørelse, d. 18. marts. https://videnskab.dk/kultur-samfund/skoleforskere-frikendt-for-videnskabelig-uredelighed-det-er-en-enorm-lettelse

Keld Skovmands analyse af Nævnets afgørelse, d. 19. marts. https://www.folkeskolen.dk/655905/frifindelse-og-tvivlsom-forskningspraksis

 

11. Links i forbindelse med Aarhus Universitets praksisudvalgs afgørelse af spørgsmålet om “tvivlsom forskningspraksis”.

“Renset for alle anklager”, artikel på www.via.dk, d. 10. maj. https://www.via.dk/om-via/presse/artikler/renset-for-alle-anklager

“Praksisudvalget har talt: Ingen tvivlsom forskningspraksis i Skovmand-sagen”, folkeskolen.dk, d. 8. maj. https://www.folkeskolen.dk/659290/praksisudvalget-har-talt-ingen-tvivlsom-forskningspraksis-i-skovmand-sagen

 

12. Historisk materiale

D. Diskussion på Politiken Skoleliv, januar/februar 2018 (i forlængelse af ph.d.-afhandling):

– Keld Skovmand: ”Nej, der er ikke forskningsmæssigt belæg for den danske version af læringsmål”, Politiken Skoleliv, d. 8. februar. https://skoleliv.dk/debat/art6329691/Nej-der-er-ikke-forskningsm%C3%A6ssigt-bel%C3%A6g-for-den-danske-version-af-l%C3%A6ringsm%C3%A5l

– Artikel i Politiken Skoleliv: ”Forskere svarer igen på kritik: Det er veldokumenteret af mål kan fremme læring”, d. 31. januar 2018. https://skoleliv.dk/nyheder/art6316960/Det-er-veldokumenteret-at-m%C3%A5l-kan-fremme-l%C3%A6ring

 

C. Om Skovmands ph.d.-afhandling

Artikel på Folkeskolen.dk om ph.d-forsvaret: ”Læringsmålstyret undervisning: Bøllebank på DPU”. https://www.folkeskolen.dk/624896/laeringsmaalstyret-undervisning-boellebank-paa-dpu, d. 18. januar.

Artikel i Jyllandsposten: ”Banebrydende dansk skolereform bliver kritiseret i ny forskning”, d. 26. januar 2018. https://jyllands-posten.dk/premium/indblik/Indland/ECE10248742/banebrydende-dansk-skolereform-bliver-kritiseret-i-ny-forskning/

 

B. Notat-sagen

Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen: ”Notat” og Keld Skovmands ”Responsum”, juni 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-rasch-christensens-hemmelige-notat-keld-skovmands-responsum.html

 

A. Diskussion om peer-review i foråret 2016 (i forlængelse af Skovmands første bog):

– Stinus Storm Mikkelsen: ”Uden mål og med. En kildekritisk anmeldelse af et peer review”, folkeskolen.dk, d. 27. april https://www.folkeskolen.dk/586620/uden-maal-og-med-en-kildekritisk-anmeldelse-af-et-peer-review

– Jeppe Bundsgaard og Morten Misfeldt: ””Uden mål og med – et peer review”, folkeskolen.dk, 18. april 2016 https://www.folkeskolen.dk/585830/uden-maal-og-med–et-peer-review

Note 4 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Opgør med demokratiet

I de første kapitler af sin bog har Skovmand arbejdet med følgende tre teser, som jeg har drøftet i note 1, 2 og 3:

  1. Den meget tynde faglige årsag til indførelsen læringsmålstyret undervisning er samspillet mellem to EVA-rapporter fra 2011 og 2012, der postulerer et såkaldt ”paradigmeskifte” i skoleloven fra 1993. Under dække af dette postulerede ”paradigmeskifte” omdannes en afgrænset interesse for ”undervisningsdifferentiering” til en individualiseret, nidkær og almengjort læringsmålstyring, som arbejder helt uafhængig af skolens formål og tradition. Alt ender som ”fra….til….”,  f.eks. ”fra undervisning til læring”, og det nye ”til” skal målstyres.
  2. Læringsvokabularet intensiveres med vedtagelsen af skolereformen i 2013. Det sker i to centrale tekster fra 2014, hvoraf den ene er en decideret ministeriel vejledning. Begge tekster er produceret af DPU, VIA, UC-Sjælland og UCC sammen med Undervisningsministeriet. Disse to tekster arbejder sammen med Fælles Mål som en motor på at udbrede ”paradigmeskiftets” læringsideologi til alle landets kommuner og skoler.
  3. Denne referencemæssige og faglige tomhed fortærer og misrepræsenterer en række internationale referencer til læringsideologiens eget formål. Det gælder f.eks. tekster af Hattie og Helmke, men også måden, hvorpå EU’s uddannelseskategorier og Bologna-traktaten oversættes til danske forhold.

Samlet set er denne radikale tomhed gennemført af et begrænset antal personer, nemlig især Lars Qvortrup, Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Niels Egelund, samt nogle få konsulenthuse, EVA og Rambøll. I de begrebsmæssige omgivelser finder vi systemteori, teorien om konkurrencestaten og evidens-tænkningen (afhandlingen, s. 152)

 

A. To noter til kapitel 5: Lærificering og DLH

I Kapitel 5 er der mange interessante markeringer. Jeg vil kort nævne to, nemlig forholdet mellem global og national lærificering samt Skovmands inddragelse af Danmarks Lærerhøjskoles didaktiske tradition.

1.

Skovmand drøfter forholdet mellem den internationale og den danske lærificering. Diskussionen af den internationale lærificering rammesættes af en drøftelse af Gert Biestas arbejde. Skovmand accepterer Biestas analyse, men mener, at lærificeringen har været ”særligt radikal i Danmark”. Det skyldes, at ”læring” har været så stærkt koblet til ”mål” og ”styring” på samme tid, og at denne lærings-mål-styring hviler i ”paradigmeskiftets” opgør med alt. Dermed frakobles både kundskaber og formål, hvilket ikke i så høj grad gør sig gældende i den internationale diskussion. Desuden forsvinder læreren som selvstændig aktør og myndighed. I stedet rekonstrueres læreren som “undervisningsekspert”, “metodeekspert” eller “læringsfascilitator”. Herfra kan den danske læring teknificeres, hvilket sker i diverse statslige og kommunale styringsinitiativer.

Med treenigheden lærings-mål-styring, så kollapser de internationale tendenser ned i en helt særlig dansk materialisering. Danmark er altså ikke blot et eksempel blandt andre på ”lærificering”, men det eksemplariske eksempel som sådan på en decideret lærificering af lærificeringen. På sin vej igennem dette glimrende ræsonnement, hvor der fokuseres på forskelle mellem dansk og international lærificering, risikerer Skovmand dog at glorificerer det internationale niveau. Det vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

2.

Fra s.194 er der en form for hyldest til den gamle DLH-didaktiker Carl Aage Larsen. Skovmand forklarer, hvordan Larsens didaktiske interesse var funderet i skolens og fagenes formål, altså skolelovens aktuelle §1 og §5, men at dette fundament er væk i de nye reformer, hvor lærings- og kompetencemål er blevet enerådende. Denne rehabilitering af DLH-gods, som vi også fandt i Skovmands oprindelige afhandling, må være meget provokerende for DPU’s ledelse, som gør alt for at lærificere den pædagogiske forskning. Larsens favoritter var Christen Kold, Wolfgang Klafki og John Dewey. Lyder det ikke bedre end EVA?

 

B. Noter til kapitel 6: Konkurrencestaten, demokratiet og Claus Holm

Skovmands næste kapitel, kapitel 6, er virkelig interessant. Her drøfter han ”konkurrencestatens pædagogik”, herunder hvordan Claus Holm, som jo er leder af DPU og helt åndeligt sammenslynget med Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, forbinder sig med den diskussion. Lad os se på det.

Først går Skovmand i rette med Ove Kaj Pedersens stærke tendens til at epokalisere sin teori om konkurrencestaten. Først kom den ene statstype, nationalstaten, og så den anden, velfærdsstaten, og til sidst kom konkurrencestaten som en slags krone på værket. På den måde ender ”konkurrencestaten” som et ufravigeligt vilkår og en empirisk realitet i samme “til…fra..”-struktur som “paradigmeskiftet”. Denne opfattelse prægede centrum-venstre stærkt i årene omkring skolereformen. Men den prægede også DPU’s leder Claus Holm, som opfatter konkurrencestaten som en ”grundpræmis for Danmark i en globaliseret verden” (s.203). Hvilken vild strukturalisme! Så kan vi lære det.

Dernæst drøftes Ove Kaj Petersens forståelse af Løgstrup. Petersen putter Løgstrup i velfærdsstats- og demokratikassen sammen med nogle mærkelige tolkninger af hans centrale begreber, og dermed er Løgstrup jo ganz gegangen ligesom alle mulige andre også er, fordi de ikke lever i Ove Kaj Petersens mærkelige stat.

Petersen refererer til Hans Hauges disputats, men der kan Skovmand ikke finde noget om sagen. Men ok, er det ikke til pyt-kassen i den her sammenhæng? Nej, det er det ikke, for DPU-leder Claus Holm tager stafetten op. Holm er ”på linje med ”Pedersen”, som det hedder, og ønsker at gøre Løgstrup og velfærdsstaten til ”fortid”. Ifølge Holm findes der ikke mere ”fri tid”, og derfor bør vi underordne alting arbejdslivet og den globale konkurrence.

Og Holm fortsætter. Han vil af med ”demokrati som livsform”. Han vil have ”læring som livsform” i stedet. Det er ren konkurrencestatsteoretisk paradigmeskifte-ånd. Holm vil have ”kompetencer i kundskabsløshedens tidsalder”, som Skovmand veloplagt kalder det (s. 208). Derpå undersøger Skovmand, hvordan disse formuleringer spiller sammen med nogle formuleringer hos Jens Rasmussen, som ønsker at gå fra ”indholdsorientering til resultatorientering”, hvilket jo er endnu en version af det føromtalte ”paradigmeskifte”, der skal bruges til at udrydde alting af interesse (jvf. tese 1 ovenfor)

Det samlede resultat er, skriver Skovmand, ”et opgør med dannelsestanken og forestillingen om mennesket som myndigt”. Det er lige godt grooue, som vi siger i Jylland, at ledelsen af dansk pædagogisk forskning står for den slags, og at det endda understøttes af Aarhus Universitet.

 

Tidligere indlæg om sagen:

Note 3 til Keld Skovmands bog “Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Selvreferencens system

Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Padadigmeskiftet

Note 1 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”

Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer Weekendavisen/Keld Skovmand på DPU’s officielle hjemmeside

Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige “Notat”

 

 

 

Note 3 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Selvreferencens system

I de første kapitler af sin bog har Skovmand arbejdet med følgende to teser, som jeg har drøftet i note 1 og note 2:

  1. Årsagen til indførelsen læringsmålstyret undervisning er samspillet mellem især to EVA-rapporter fra 2011 og 2012, der postulerer et såkaldt ”paradigmeskift” i skoleloven fra 1993. Under dække af denne påstand omdannes en afgrænset interesse for ”undervisningsdifferentiering” til en individualiseret og nidkær læringsmålstyring, som arbejder helt uafhængig af skolens formål og tradition.
  2. Læringsvokabularet intensiveres med vedtagelsen af skolereformen i 2013. Det sker i to centrale tekster fra 2014, hvoraf den ene er en decideret ministeriel vejledning. Begge tekster er produceret af DPU, VIA, UC-Sjælland og UCC sammen med Undervisningsministeriet. Disse to tekster arbejder sammen med Fælles Mål som en motor på at udbrede læringsideologien til alle landets kommuner og skoler.

 

Lad os se på kapitel 4:

A. Ånden fra 2014

Skovmand har fundet et karakteristisk citat fra 2014-vejledningen, der illustrerer den nye læringsånden:

”Når læringsmålene er klare og tydelige for eleverne, inviterer det eleverne ind i medbestemmelse om, hvordan målene bedst kan nås og i vurderingen af, om målene er nået. Dermed bliver eleverne aktivt engageret i deres egen læreproces. Det understøtter også udviklingen af elevernes læringskompetence, idet eleverne får skærpet opmærksomhed på deres egne læringsmål og på deres eget læringsudbytte. Samtidig bliver eleverne bevidst om de læringsaktiviteter og læringsstrategier, der fremmer deres læring, og de læringsvanskeligheder de selv oplever i mødet med specifikke læringsudfordringer.” (s.150)

Ordet ”læring” indgår i hele 10 forbindelser i citatet. I hele den 47 sider lange vejledning, står der ”læring” 418 gange, kun overgået af ”mål”, som optræder 459 gange. Det er meget svært at finde ord fra formålsparagraffen. Det er fuldstændig tomgang. Det er ikke så godt for Aarhus Universitet, at man lægger navn til den slags, og selvfølgelig heller ikke for UC’erne.

 

B. Selvproduktionen

Skovmand undersøger herefter de få og smalle referencer, der ligger til grund for systemet. Her finder han en interessant struktur: Man hævder at citere andre, men citerer i virkeligheden sig selv.

 

1. Morisano/Locke

Først ser han på, hvad man af den grafiske opsætning i vejledningen må tro, er et citat af Morisano/Locke. Men i Morisano/Lockes artikel, som kun er på tre sider, kan man ikke finde ”citatet”, eller det der ligner. Artiklen genbruges overalt af læringsideologerne, og de bruger den og omdanner den, så den passer i deres kram. Skovmand skriver:

”Der er to væsentlige karakteristika ved brugen af Morisano & Locke 2013, ud over at den er ukorrekt (og der derfor er tale om misbrug). Dels bruges den både i en ministeriel vejledningstekst, i forskningslitteratur, der støtter op om reformen, og i den følgeforskning, der knytter an til reformen. Dels bruges den kun i tekster, der har Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen som forfattere, medforfattere eller mulig kilde.” (s. 157)

Desuden, kan jeg tilføje, har læringssystemet ingen referencer til decidereret læringsteoretiske diskussioner, med mindre man inddrager Jens Rasmussens arbejde fra omkring 2000, hvor konstruktivisme og systemteori ledsaget af et totalt opgør med dannelsestraditionen kommer til at udgøre den åndelige grund. Vi har altså et læringssystem uden læringsteori. I det lys falder den lille Morisano/Locke-artikel jo til jorden med et pladask, før man overhovedet går i gang.

Alt det er jo slemt nok, men nu kommer højdepunktet: For Skovmand har fundet ud af, at det omtalte Morisano-citat fra 2014-vejleningen også optræder i Rasmussens og Rasch-Christensens evalueringsrapport fra 2017. Men her er selvsamme ”citat” blevet til en normativ ”antagelse” for evalueringen. Nu blot ikke mere som citat, men med almen reference til John Hattie! Skovmand undersøger de sider i Hatties bog, som der refereres til, men finder heller ikke i dette tilfælde nogen sammenhæng med henvisningen. Sagen er, mener Skovmand, at citatet burde tilskrives de danske læringstekster selv. Der er intet citat og ingen sammenhæng. Det er selvproduktion, der producerer tekster om sig selv, der tilskrives andre.

Og der er vel at mærke ikke tale om fortolkningsarbejde eller analytisk arbejde, hvor mange forskellige former for omskrivninger og selektioner er helt normalt i forbindelse med tekstarbejde. Der er tale om en form for flad og teknisk referencesystematik, som endda er fuld af fejl, og som spadserer direkte ind og ud af policy- og konsulentkredse.

 

2. Andreas Helmke

Skovmand finder samme struktur i forbindelse med et Andreas Helmke-citat, som anvendes af Rasch-Christensen og Rasmussen i flere forskellige sammenhænge. Heller ikke dette citat har noget at gøre med Helmkes originale tekst, men er nærmest et citat fra 2014-vejledningen, hvor der ingen reference er. Igen: Tekstens reale reference er en form for intet, nemlig teksten selv.

Realiteten er, at det hele bare er noget, som står i vejledningsteksten selv og ingen andre steder, men som tillægges den ene og den anden efter forgodtbefindende. Og under tomheden arbejder EVA’s banale tekster. Jeg ved ikke, hvorfor samfundet investerer penge i videnskab, når den blot skal underkaste sig konsulentbranchen.

 

3. John Hattie

Herefter gennemgår Skovmand oversættelsen af John Hatties bog ”Synlig læring for lærere” fra 2013. Skovmand viser i en figur 4.8, hvordan betydningen af Hatties ord hele tiden forskydes, så de passer ind i den danske læringsideologis selvproducerende fabrik. Og en undersøgelse af bogens stikordsregister bekræfter kritikken. Skovmand konkluderer:

”Dermed kommer den danske udgave af Hattie til at ligne de officielle danske læringsmålstekster” (s.164)

Disse forskydninger finder han ikke i de norske og tyske oversættelser, som begge oversætter korrekt.

Man forstår godt, hvorfor Skovmand kalder sit kapitel for ”En værre redelighed”.

 

Tidligere indlæg om Skovmands bog:

Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Padadigmeskiftet

Note 1 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”

Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer Weekendavisen/Keld Skovmand på DPU’s officielle hjemmeside

 

Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Paradigmeskiftet

Kapitel 2 i Skovmands bog er en deprimerende nydelse. Her er en sammenfatning af nogle af hans teser, blandet op med mine egne overvejelser:

I mit eget arbejde forsøger jeg at vise, hvordan skolereformens centrale aktører på kryds og tværs hviler på et teoretisk opgør med den virkningshistoriske indflydelse fra oplysningstiden, grundtvigianisme, reformpædagogik, filosofi og normativitet. Kort sagt: et opgør med pædagogik som sådan. Skovmand genfinder dette kulturtab som en total tomhed i de tekster, som omgiver skolereform og læreruddannelse. Men faktisk er personkreds og proces stærkt overlappende. Jeg har kaldt det samlede system for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO).

For hvad sker der, når hele denne kulturpåvirkning er dømt ude eller reduceret til ukendelighed? Hvem og hvad kommer til syne? Det gør en ny og mærkelig tomhed. Internationalt hedder det “learning”, og i den danske materialisering af denne proces, er det den “læringsmålstyrede undervisning”, der bliver den ny hegemoniske diskurs.

Og her gør Skovmand en række særdeles interessante iagttagelser, som både forskere og praktikere bør notere sig:

 

1.

Ifølge Skovmand interagerer en række organisationer, personer og tekster og får dermed konstrueret en ide om et såkaldt ”paradigmeskifte”. Dette paradigmeskifte skulle bestå i, at 1993-loven var startskuddet for læringsmålstyringen, så man nu er gået fra indhold til læring og fra det ene til det andet og så videre. Skolereformen er altså en del af en juridisk og læringsbaseret substans, der startede i 1993. På den måde får reformen en slags historisk “fundament”. Denne konstruktion foretages primært i to EVA-rapporter fra henholdsvis 2011 og 2012. Konstruktionen starter med analyser af begrebet ”undervisningsdifferentiering”, men hurtigt forsvinder dette begreb fra opmærksomheden, og i stedet træder en fuldstændig almengjort ”læringsmålsstyring” frem i en ny, tekstlig og ideologisk materialitet.

I den såkaldte “ekspertgruppe” for den første rapport er Jens Rasmussen den eneste forsker. Lars Qvortrups daværende kone, Birthe Qvortrup, er også med i tre-personersgruppen. Litteraturlisten består primært af Rasmussen, Hattie, EVA og Egelund/Qvortrup.

I ekspertgruppen for den anden rapport sidder lektor Tomas Højgaard fra DPU, som er stortilhænger af læringsmål, men som slet ikke har Jens Rasmussens status i den pædagogiske debat. Højgaard har ligefrem lavet otte videoer om læringsmål. Ifølge Skovmand har Jeppe Bundsgaard også været inde over. Bundsgaards miljø er da også med på litteraturlisten med to hits, sammen med Højgaard naturligvis. Der er derudover ingen referencer til læringsteori eller pædagogik eller til nogle af de decideret tabuiserede ord. Jeg søgte f.eks. på ”dannelse”, men det havde jeg ikke noget held med.

Disse to EVA-rapporter konstruerer altså ifølge Skovmand en helt særlig fortolkning af 1993-loven, som munder ud i en radikaliseret læringsmålsideologi, der bygges op som et ”paradigmeskifte”. Desværre overser denne EVA-fortolkning af skolehistorien fuldstændig 1993-lovens centrale formuleringer, f.eks. skolens og fagenes formål. Paradigmeskiftet og “læringsmål” er derfor ifølge Skovmand en ideologisk konstruktion, som er lavet af EVA og EVA’s omgivelser. EVA har lavet en faglig og politisk almengørelse ud fra et par totalt misforståede bekendtgørelses-sætninger, som endda optræder i en helt anden sammenhæng. EVA påstår, at de pædagogiske dele af loven er “metaforisk”. Jeg måtte tjekke denne formulering, men den optræder flere steder i EVA’s rapport. Det er vildt kritisabelt. Skovmand uddyber sin EVA-analyse i kapitel 5 (s. 129 ff.)

Efterfølgende sniger denne mærkelige tomme EVA-materialitet ind i ministeriets tekster, f.eks. i hæftet ”læringsmålsstyret undervisning i folkeskolen”, som blev udgivet af et UC/DPU-netværk, der svarer til et såkaldt 2020-læringsløft-konsortium, som Andreas Rasch-Christensen var leder af, og som blev etableret i 2010 med Lars Qvortrup som en central stifter. Og Qvortrup/Egelund anvender også paradigme-logikken i et forord til Hattie/Yates-bog, hvor den dannelsestømte læring virkelig får medvind.

Så den tomme konstruktion ”paradigmeskifte” bruges til at tømme pædagogik for indhold og formål, og herfra spredes konstruktionen til resten af samfundet. På den måde undersøger Skovmand systemet ”konstruktion+spredningsmønster”.

Og få år efter kan EVA så evaluere sin egen tomme konstruktion i folkeskolereformens såkaldte “følgeforskningsprogram”. Rasmussen og Rasch-Christensen lavede dermed i 2017 en evalueringsrapport over sig selv, hvilket dog blev påpeget af ministeren. Det er en skrækkelig tomhedens cirkel. Og det er efter min mening utrolig, at seriøse forskningsinstitutioner vil lægge navn til miseren.

Det er et ren og skær videnskabeligt fund, som Skovmand her leverer. En helt særlig oligarkisk lukning af det pædagogiske rum.

Det grafiske omdrejningspunkt for Skovmands pointe er et skema på s.99, hvor man kan følge konstruktionsprocessen i de to EVA-rapporter.

At tænke sig: Læringsmålstyret undervisning er skabt af EVA’s banale fortolkning af skoleloven fra 1993.

(I Skovmands afhandling drøftes “paradigmeskiftet” nærmere på s.77ff og s. 152ff))

 

2.

Læringsmålstyringen kommer altså fra EVA og fra denne organisations netværk. Skolereformen er altså en evalueringsreform, hvilket også bekræftes af hyppige henvisninger til en OECD-rapport fra 2004, som krævede mere evaluering. Men det, som skulle evalueres – altså pædagogik – findes desværre ikke mere. Evalueringen er blevet objekt for sig selv.

Evalueringsperspektivet understreges af, at det såkaldte ”Skoleråd”’s korrekte betegnelse var ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling af Folkeskolen”. Skolerådet, der eksisterede fra 2007-2013, var altså også et “evaluerings”-organ. Økonomen Jørgen Søndergaard var formand. Pædagogikken i formandsskabet var repræsenteret ved Niels Egelund, som jo skrev to Hattie-forord med Qvortrup, samt nogle meget reform-affirmative skoleledere. Senere kom dette evaluerings-råd til at hedde ”Rådet for børns læring”, hvor Andreas Rasch-Christensen har været en gennemgående figur. Skovmand ærgrer sig et sted over, at han ikke har gjort mere ud af denne ”skoleråds-forbindelse”, fordi Skoleråd og EVA-rapporterne arbejder sammen på kryds og tværs. Den centrale evalueringsrapport er decideret bestilt af Skolerådet. Og især Skolerådets beretninger fra 2011-13 kan ende som vigtige tekster i Skovmands argumentation. Her flyder det med Hattie og læringsmål og kulturtømning, så man bliver helt blå i kasketten. Jeg glæder mig til at se Skovmands kortlægning af forbindelsen, når han engang får tid til at lave den.

Der sker noget meget problematisk i dansk skolepolitik i de år, altså fra midt 00erne og frem til skolereformen. “Skole” bliver til evaluering uden anden genstand end evalueringen selv. Selv børn bliver til selvevalueringssystemer. Og det er i den sammenhæng, at John Hattie kan bruges. For Hattie kommer selv ud af en evalueringstradition. Hattie gør altså det samme som EVA, dvs. at han omdanner pædagogik til evaluering, men problemet forstærkes i den danske kontekst, som er overdetermineret af et endnu mere radikalt opgør med dannelse og pædagogik, end man ser det hos Hattie. Og Hatties ideer har dog rod i noget teori, hvilket EVA stort set ikke har. EVA-ideologiens tomhed suger tomhed ud af de problematiske teorier. Vi ender med en helt særlig og udsøgt tom tomhed. En form for verdensklasse-tomhed!

 

3.

”Paradigmeskiftet”’s læringsmålstyring spredes herfra ud i samfundet. Konstruktionen finpudses f.eks. af Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen i stort anlagte interviews på ministeriets hjemmeside, den spadserer direkte ind i en række vejledningstekster fra Undervisningsministeriet, hvoraf de vigtigste er udarbejdet af et førnævnte DPU/UC-kreds, og den vandrer også ind i skolereformens forligstekst, ind i Antorinis svar til oppositionen og ind i hendes embedsmænds offentlige markeringer, hvor der direkte henvises til Rasch-Cristensen og Rasmussen. Og paradigme-konstruktionen understøtter et generaliseret og substansløst ’forskningen viser og peger på-vokabular’, som dukker op med falsk argumentatorisk kraft i det ene indlæg efter det andet, selvom der ikke er andet grundlag end EVAs smalle konstruktioner.

Denne tomme lærings-ideologi bæres frem af EVA og i mindre omfang Rambøll sammen med Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen. Især Rasmussen burde have sagt stop, men han kan ikke, fordi han har smidt pædagogik og dannelse på porten forinden. Derfor løber han ind i EVA-sproget og også sammen med det. Ja, han ender med at kraftforstærke og ophede sproget, hvilket sker sammen med resten af DPU’s centrale organer, hvor Qvortrup sad fra 2008-10 og igen fra 2015 til nu, og hvor også institutlederen, Claus Holm, får en tiltagende central rolle, hvilket faktisk også omtales af Skovmand. Vi får et ”forgrenet spredningssystem”, som det hedder.

 

4.

Skovmand viser herefter, hvordan denne paradigmeskifte-proces gentages og vekselvirker med med reformen af læreruddannelsen fra 2012. Også her sidder Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen i centrale roller, og også her henvises til ”paradigmeskift”, hvilket også her betyder, at læringsmålsideologien kommer til at stå centralt. Skovmand har også noteret sig det delvise oprør fra de lærerstuderende og fra DLF, som fjernede et par tidsler i tidselmarken. Men stadigvæk indgår læringsmålsstyringen som en central og bekendtgørelsesbestemt statsideologi i læreruddannelsen. Men altså ifølge Skovmand uden andet fundament end et par banale EVA-rapporters destruktion af skoletraditionen. En effektiv måde at tømme et lands indre liv for kundskab og pluralitet.

Læringsmålstyringens stærke placering i læreruddannelsen er faktisk blevet endnu mere barok, efter at læringsmålstyringen er blevet reduceret til at være vejledende i Folkeskolen. Nu har vi en form for splittelse i systemet. Jacob Mark og Merete Riisager her drøftet dette forhold på et samråd. De lader til at være helt enige om problemet, men diskussionen har ikke bredt sig, ikke engang til UC’erne, hvis eksistens og ledelse er dybt integreret i EVA-sproget. UC’erne blev jo etableret i 2008, og de har kunnet bruge EVA-sproget til at bygge en identitet med, som desværre er tom.

“Paradigmeskiftet” vandrer herefter videre til en central forskningsartikel om læreruddannelsen, som er skrevet af Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, og som jeg husker så bitterligt, og videre ned i de lærerstuderendes bachelorrapporter, hvilket Skovmand faktisk giver et eksempel på.

 

5.

Endelig et par drys:

a.

Skovmand har en tabel på s. 93 med en række citater fra de ledende aktører. Her kan man læse nogle af de ord, som læring bliver bygget op omkring (jeg har kursiveret lidt):

Læringsmål er:

– Hvad eleverne specifikt skal kunne

– Kunnen i stedet for indhold

– hvad eleverne til slut skal kunne.

Dette er ånden overalt i lærings-skolen, dag ud og dag ind: specifikke og individualiserede slutmål uden indhold, som skal dirigere hele det pædagogiske system i store datasystemer, med storkommunerne og KL som central dirigent. Alt er evaluering. Resten er ”negative holdninger”.

b.

Skovmand fortæller, at tyskeren Andreas Helmkes brug af ordet ”Bildungsstandard” er oversat til det lokale policy-udtryk ”Fælles Mål”. Det sker i en oversættelse af Helmkes bog, som Jens Rasmussen har ”bearbejdet”, som det hedder. Jeg er totalt målløs. Men måske har Rasmussen lavet en note. Det håber jeg.

På s.163 i Skovmands bog – hvilket er helt fremme i kapitel 4 – er der i øvrigt et herligt skema, hvor Skovmand dokumenterer, hvordan også John Hattie oversættes til EVA-sprog.

Der er nok at svare på for EVA, Rambøll, Rasmussen og Rasch-Christensen. Det må man sige.

Links:

Link til note 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/note-1-til-keld-skovmands-bog-folkeskolen-efter-laeringsmaalstyringen.html

De omtalte EVA-rapporter kan man finde i afsnit 14 i dette link: Oversigt over evalueringer af folkeskole- og læreruddannelsesreform

Note 1 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”

Jeg er i gang med at læse Keld Skovmands helt nye bog: Folkeskolen efter læringsmålsstyringen? Under læsningen myldrer det frem i hjernen med iagttagelser, ideer og erindringer. Jeg skriver om det løbende i en række noter, hvoraf denne er den første, hvor jeg især tager udgangspunkt i bogens forord og kapitel 1.

Skovmands centrale tese er, at skolereformens tekster har et meget smalt og lokalt grundlag, som ledsages af en række internationale og globale referencers mening og indhold. Og ud af denne indsnævring, af dette mønster af betydningstømning, strømmer de smalle og tekniske begreber ned i samfundets pædagogiske krop, som dermed tømmes for pædagogik, kundskaber og formål. (f.eks. s. 23, 33 og 64). Alle Skovmands bøger er forskellige undersøgelser af de diskursive, pædagogiske og moralske sider af denne proces.

 

1. To ministerielle rapporter

I 2014 udkom to ministerielle skrivelser/vejledninger om læringsmålstyret undervisning. Begge tekster blev udgivet af Undervisningsministeriet sammen med DPU og UC-VIA. UCC og UC-Sjælland – som selvfølgelig allerede har skiftet navn og fusioneret og så videre på grund af en eller anden strategi eller sådan noget – var også med på fløjen. De to tekster propaganderer helt ukritisk for “læringsmålstyret undervisning”, og de vekselvirker med skolereformen, Fælles Mål og en lang række omgivende tekster og organisationer, som i de år delte et totalt opgør med pædagogik og dannelse. Det var den såkaldte “læringsrevolution”, som vi stadig lever midt i.

Den ene tekst var intet mindre end ministeriets officielle vejledning til tvangsimplementeringen af den nye statsdidaktik: ”Læringsmålstyret undervisning i folkeskolen – Vejledning”.

Den anden, skal vi kalde det en rapport, hed: ”Læringsmålstyret undervisning i folkeskolen – Introduktion til fælles forenklede mål og læringsmålstyret undervisning”.

Med dette organisatoriske tekstsystem var der lagt et kæmpestort ideologisk pres på landets skoler, samtidig med at L409, som faktisk er en del af tekstsystemet, hærgede landet. Læs selv de to tekster i bunden, hvis I tør!

Begge tekster er altså udgivet af ministeriet sammen med især VIA og DPU, hvor Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen har været de centrale fortalere for læringsmålstyring. Teksterne har også reference til ministeriets hjemmeside, hvor Rasch-Christensen og Rasmussen, som om de var en slags kongelige forskere, talte for læringsmålstyret undervisning uden det mindste supplement eller konkurrence og i total parallelitet til begrebsdannelsen i de to ministerielle tekster. Jeg har ikke hørt andre tale med samme repetitive mekanik om ”læringsmålstyring”. Jeg fik det eksakt samme vokabular, da Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen åbnede Nationalt Center for Skoleforskning, som også ligger på DPU og er etableret i samarbejde med UC-VIA.

De samme institutioner har desuden rod i et såkaldt Konsortium, der sammenligner Lars Løkke med Martin Luther King, og som blev etableret i 2010 på initiativ af blandt andet Lars Qvortrup og samme række af UC’er som ovenfor, vist nok suppleret af Stefan Hermanns Metropol. Senere fik konsortiet navnet Læringsløft 2020, og Andreas Rasch-Christensen blev formand for foretagendet.

Men Rasmussen og Rasch-Christensen siger nu, endda som en del af DPU’s officielle såkaldte ”dokumentation”, at de ikke har haft noget med den første af disse tekster at gøre? Det er svært at tro på, må jeg indrømme. Og hvad så med den anden? Enten har Rasmussen og Rasch-Christensen skrevet disse tekster, eller også har de været så tæt på godkendelsen og bearbejdningen, at de ligeså godt kunne have skrevet dem. Ingen anden fortolkning hænger sammen for forstandens øje. Der er i den grad brug for omvendt bevisbyrde i dette tilfælde.

Skovmand har i øvrigt ledt mig hen til følgende “fine” citat fra tekst nr. 2, der understreger skolereformens totalitære stemning i 2014:

”Læringsmålstyret undervisning handler om, at læreren hele tiden sætter sig mål for, hvad eleverne skal lære, og løbende gennem undervisningsforløbet justerer kursen ud fra målene. Målene tydeliggør over for eleverne, hvad de skal lære, og undervejs drøfter læreren og de enkelte elever, hvordan det går med at nå målene. De nye Fælles Mål er læringsmål, der skal understøtte læringsmålstyret undervisning. Og hvorfor læringsmålstyret undervisning? Fordi det virker”

Så det er ”hele tiden”, i hver time, i hver uge, i hvert år i 10 år. Som et psykisk skelet, der skal ødelægge en hel generation og landets pædagogiske liv som sådan. Enhver pædagog må fyldes med indignation under disse, ikke blot ubehjælpsomme, men også farlige formuleringer.

Og hvorfor skal vi have denne statsdidaktik over det hele? “Fordi det virker”!, står der?  Altså bare sådan ”virker!”. Niveauet er under Marianergravens dybeste sted. Men er der da slet ingen ”dokumentation”, som man kalder det på DPU? Nej, der er ikke en eneste reference overhovedet.

I den første tekst – altså i vejledningen – er der dog nogle referencer. Der er især Hattie- eller Hattie-inspirerede referencer samt en af de dersens Dafolo-bøger fra dengang, nemlig bogen ”Professionelle læringsfællesskaber” fra 2013. Denne bog er skam stadig meget populær på UC-VIA, hvor man publicerer artikler som, ”de siger, vi skal PLF’e”. Men jeg orker ikke at læse flere af den slags referencer. Min reol bugner af vigtige udgivelser, som er tabu hos Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) og på ministeriets referencelister.

Men hvor er der så nogle referencer? Altså nogle ordentlige nogle? Der må der være nogen? Ja, Ifølge Skovmand sagde Antorini på et samråd til Riisager, at reformen hviler på den ”bedst mulige forskning” (s.80). Men Antorini kunne ikke lige sige hvilken. Undervisningsministers embedsmænd sagde efterfølgende, at der slet ingen evidens er.

Det hele er ren luft, en ubestemmelig ubehagelig gasart.

 

2. Folkeskolen efter reformen

I bogen ”Folkeskolen efter reformen” fra 2015, som Skovmands kritiserer flere steder, giver Rasch-Christensen og Rasmussen i endnu en fuldstændig ukritisk læringsmålsartikel nogle referencer til Hattie, Rambøll, Rasmussen selv og nogle flere lignende. Skovmand viser, at Rasmussen og Rasch-Christensen har skævvreden flere af de i forvejen stærkt ensidige referencer groft , så de passer i deres eget kram.

I samme bog, men i en anden artikel, fortæller Jens Rasmussen i bogens centrale og stort anlagte indlæg, som han er ene-forfatter på, at Ontario har ”løftet provinsens skolevæsen” på PISA-listen. Men Skovmand viser, at det er skrupforkert. Ontario faldt faktisk på PISA i de år. Men hvordan kan en professor i Sociologi, som har disse emner som sit centrale sagområde, tage fejl om så afgørende et punkt? Velvidende at netop PISA-placeringen er det centrale kvalitetskriterium for politikerne? Det er dybt kritisabelt.

Men Rasmussens mærkelige markering er ikke en enlig svale. I en kronik i Politiken, d. 9. februar 2012, skrev Rasmussen sammen med Lars Qvortrup og Dorthe Staunæs følgende:

“I dag ligger Ontario i toppen i de internationale komparative undersøgelser”

Med mindre der noteres andet, hvilket ikke sker, må “internationale komparative undersøgelser” forstås som i toppen af PISA, og topplaceringen er vel at mærke i modsætning til “i går”. Man påstår altså også her, at Ontario er gået frem i PISA.

Rasmussens fejl var altså ikke en enlig svale, nu er den blot suppleret af Qvortrup og Staunæs.

Året efter skifter Rasmussen synspunkt. Det sker i UC-VIA’s tidsskrift ”Liv i Skolen”, i et temanummer om Ontario. Her skriver Rasmussen nu  – uden at nævne sit tidligere synspunkt – at Ontario er gået tilbage i PISA. Man bliver noget rundtosset. Og hovsa, nu gør det alligevel slet ikke noget, at det går dårligt på PISA! Hvorfor ikke? Jo, forklarer Rasmussen, for det går i stedet frem i Ontarios egne lokale tests! Man er endnu mere rundtosset! I øvrigt viser Skovmand, at fremgangen i de nationale tests skam heller ikke er entydig. Jamen, kan man da ikke stole på noget? (Se Skovmands materiale på folkeskolen.dk).

Det var i øvrigt i samme artikel i “Folkeskolen før reformen”, at Rasmussen erklærede, at skolereformens læringsbegreb er Humboldtsk, en tese Rasmussen også fremførte i 2013 på en stort anlagt konference på DPU. Rasmussen have ganske vist så sent som i 2011 kritiseret Humboldt kraftigt, men det nævner Rasmussen slet ikke. Peter Kemp, som i sin bog “Løgnen om dannelse” har fremanalyseret Rasmussens svingning kalder det nedladende for ”strategisk klogt”. Kemp er ikke imponeret, og vi andre er rundtossede igen. Og Qvortrup sagde pludselig helt det samme om Humboldt som Rasmussen. Qvortrup var i Deadline om emnet sammen med Kemp.

Rasmussens nye ”fortolkning” af Humboldt er da også helt hen i vejret, hvilket Kemp viser i sin bog. Kemp kaldte også Rasmussens utroværdige skifte for ”halvdannelse” og for ”forfalskning af dannelse”.

Det undrer mig, at Skovmand ikke har blik for Kemps iagttagelser, som jo netop angår en af de tekster, som Skovmand især er ude efter. Men Skovmand kommer fra en anden faglighed, og har ikke så meget fokus på dannelsesaspektet og teorihistorien. Men i forhold til videnskabelig og pædagogisk form, opdager de præcist det samme.

 

3. Viden om uddannelse

I 2007 udgav Jens Rasmussen bogen ”Viden om uddannelse” sammen med bl.a. Claus Holm. Det var den bog, Kemp kaldte for ”anti-filosofi” i sit hovedværk “Filosofiens verden”. I “Viden om uddannelse” kunne man læse om en af de nyere rødder til det aktuelle kollaps og til Rasmussens mærkelige skift, nemlig den luhmannianske systemteori, som havde videre rod tilbage til omkring 1996, hvor Rasmussen blev ”metodisk antihumanist”, som han kaldte det, mens frosten lagde sig i de indre farvande. Claus Holm var i øvrigt også medredaktør på den føromtalte ”Folkeskolen efter refomen”, og de to Luhmannianeres fælles artikel indgik efterfølgende i Holms ph.d.-afhandling. Holm, Rasmussen og Qvortrup er som skudt ud af samme bibelskole. Alle tre er mega-luhmannianere, og de har en faglig historie, som forstærker Luhmanns i forvejen mange tekniske aspekter, og det er den slags ”forstærkninger”, som Skovmand er god til at få øje på, og som han finder som en Tintin alle mulige steder.

Skovmand har i øvrigt fuld sans for sammenhængen mellem denne 2007-udgivelse og en efterfølgende meget indflydelsesrig undersøgelse af læreruddannelsen i forskellige lande, som Jens Rasmussen var førsteforfatter på, få år før han stod for den evalueringsrapport, der decideret lå til grund for læreruddannelsesreformen i 2012. Begreberne spadserede fra den ene tekst til den anden. Men Skovmand overser  den systemteoretiske og filosofiske prægning efter min mening. Systemteorien bliver noget overordnet for ham.

Skovmand mener vist nok til gengæld, at jeg overdriver systemteoriens indflydelse. Han mener i stedet, at problemerne skyldes ”neoliberalismen” (s.39). Men Skovmands ”neo-liberalisme” er alt for ubestemt efter min mening, og neo-liberalismen findes jo også i mange andre lande. Systemteorien har efter min mening en særlig funktion her i landet i forhold til at lukke diskursen om sig selv i et slags teknisk omverdensfjendsk løg. Løg-metaforen har jeg fra en af Hannah Arendts drøftelser af totalitarisme. Både Luhmann, de neoliberale og Arendt er ud af samme post-holocaust-tradition, men de to første rammes af murens fald på en meget problematisk og teknisk måde, hvilket ikke sker for Arendt af mange forskellige årsager.

Men igen: Skovmand er virkelig god til at identificere ”lukningerne”. Herfra finder han diskursive mønstre, spredningsrytmer og mærkelige betydningsskift og lukninger, så det er en deprimerende fryd. Lidt på samme måde som Kemp gør det i sin bog inden for dannelsesteorien.

Note 2 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: paradigmesikftet

Links:

Skovmand, K. (2019). ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen”, Hans Reitzel.

Link til den første rapport (”vejledningen”): https://docplayer.dk/413518-Laeringsmaalstyret-undervisning-i-folkeskolen-vejledning.html

Link til den anden rapport (”Introduktionen”): https://hvinningdalskolen.skoleblogs.dk/files/2014/12/Laeringsmaalstyret_undervisning_i_folkeskolen_Introduktion.pdf

Skovmands dokumentation for Rasmussens omskiftelige syn på Ontario og PISA: https://www.folkeskolen.dk/652672/ontario-frem-eller-tilbage-i-pisa-dokumentation-1

Om ”Folkeskolen – efter reformen”: https://www.folkeskolen.dk/561856/historisk-vaerk-om-skolereformen

Peter Kemp om Jens Rasmussens omskiftelighed syn på Humboldt: http://www.thomasaastruproemer.dk/peter-kemps-opgoer-med-halvdannelsen.html

Om DPU’s konference i 2013, hvor Rasmussen erklærede, at skolereformen er en ren Humboldt: http://www.thomasaastruproemer.dk/konkurrencestatens-krav-til-dannelse-kommenteret-referat-fra-konference-pa-dpu-aarhus-universitet-d-20-november-2013-i-emdrup-kobenhavn.html

Link til kronik om Konsortium: https://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen

Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer Weekendavisen/Keld Skovmand på DPU’s officielle hjemmeside

Fredag d. 25. januar bragte Weekendavisen en stort opsat forsideartikel med titlen “Skoleret”. Her kunne man læse om lektor Keld Skovmands kritik af grundlaget for skolereformen samt om hans spektakulære anmeldelser til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed af fire af de forskere, som har var involveret i reformarbejdet på forskellige måder. De fire forskere, som både blev kritiseret og anmeldt, er professor ved DPU, Jens Rasmussen, forskningschef ved UC-VIA, Andreas Rasch-Christensen, professor ved DPU, Lars Qvortrup, og professor emeritus Niels Egelund, også fra DPU.

Skovmands kritik går på, at en række begreber, forfatterskaber og tekster er blevet fordrejet, reduceret og indsnævret, så de passer ind i snævre lokale dagsordner, med den effekt, at læringsbegrebet underminerer skolens formål.

Der er altså både en kritisk og en juridisk proces, hvilket er vigtigt at holde sig for øje. Kritikken kan sagtens være korrekt, også selvom der ikke skulle være tale om videnskabelig uredelighed i formel forstand.

Skovmands kritik og anmeldelse har afstedkommet to svar fra tre af de pågældende forskere. Det ene svar blev bragt i Weekendavisen ugen efter, altså d. 1. februar. Og begge svar er bragt på DPU’s officielle hjemmeside. Her kalder man ligefrem svarene for “dokumentation” og “berigtigelse”, og fakultetets dekan understøtter “dokumentationen” med opmuntrende kommentarer. DPU’s ledelse har helt klart en interesse i at forsvare de anklagede forskere, som nærmest er en integreret del af ledelsens hele faglighed. Ledelsen satsede alt på skolereformens læringsbegreb, som altså nu endnu engang er under kritik. Det er efter min mening ikke noget kønt syn, at DPU på den måde officielt lægger hjemmeside til et rent partsindlæg, som endda kaldes for “dokumentation”.

Nedenfor i afsnit 1 kommenterer jeg de to indlæg. Efterfølgende gennemgår jeg i et afsnit 2 Skovmands svar, som stod i Weekendavisen d. 8. februar. Endelig har jeg et afsnit 3, som er en kommentar til sagsbehandlingen.

Der er links og referencer til sidst i blogindlægget

 

1. Lars Qvortrups, Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens svar

Der altså tale om to tekster, der svarer på synspunkterne i Weekendavisens artikel:

A. Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen har skrevet en slags klage til Weekendavisen, som kun er bragt på DPU’s hjemmside. Teksten hedder “Rettelser til artiklen skoleret”.

B. Lars Qvortrup og Jens Rasmussen skrev et læserbrev til Weekendavisen, som blev bragt d. 1. februar, og som altså også er bragt på DPU’s hjemmeside. Teksten hedder “Skoleret eller standret”.

Links til svarene mm. ligger til sidst i bloggen.

Jeg vil nu kommenterer begge disse tekster:

 

A. ”Rettelser til artiklen Skoleret”, af Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen

Nedenfor kan man læse Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens (RRC) svar til Keld Skovmands kritik af deres arbejde. Jeg har opdelt RRC’s ret kompakt formulerede brev i nogle afsnit og i en række underpunkter og lagt en række fremhævede kommentarer ind under hvert punkt. I bunden er der link til den originale tekst.

RRC’s kommentar lyder sådan her:


Weekendavisen d. 25.01.2019, Markus Bernsen: Skoleret

Weekendavisen bragte 25.01.2019 på forsiden artiklen Skoleret skrevet af journalist Markus Bernsen. Artiklen er en redegørelse for Keld Skovmands anmeldelse af en række navngivne forskere til Nævnet for videnskabelig uredelighed på grundlag af Keld Skovmands bog Folkeskolen –efter læringsmålstyringen?, der angiveligt udkommer i den følgende uge.

 

i.

Artiklen er voldsomt fejlbehæftet. De mange fejl præsenteres punktvis og i den rækkefølge, de optræder i artiklen. Vi har en klar forventning om, at Weekendavisen punkt for punkt vil berigtige disse fejl i næste udgave af avisen.

Kommentar 1: ”Voldsomt fejlbehæftet” er bestemt en overdrivelse, hvilket vil fremgå nedenfor. Det er interessant, at RRC slet ikke drøfter indholdet af Skovmands kritik, men kun hæfter sig ved nogle tekniske fejl, hvoraf de fleste ikke engang bør betragtes som fejl. Det opfatter jeg som en bekræftelse af, at RRC ikke kan afvise Skovmands dokumentation. Store dele af Skovmands kritik har i øvrigt været kendt siden 2016, og de har været gentaget i hans ph.d.-afhandling i 2018. Hvorfor har RRC ikke i løbet af de tre år reageret på kritikken, andet end i et nærmest hemmeligt Notat, som var under al kritik, og som blev sendt rund til organisations- og policy-verdenen, hvor de vist  har deres primære venner?

Det skal siges, at vi forud for publicering af artiklen er blevet kontaktet af journalist Markus Bernsen for evt. kommentarer. Vi blev bedt om at kommentere en række af de punkter, Keld Skovmand har anmeldt til Nævnet for Videnskabelig uredelighed. Vi gjorde opmærksom på, at vi, så længe der verserer en sag ved dette nævn, finder det forkert at udtale os om de konkrete anmeldelser.

Kommentar 2: Som sagt har kritikken kørt i næsten tre år. Skovmands sagsanlæg kan derfor ikke være årsag til tavsheden. Desuden arbejder nævnet ekstremt langsomt og stærkt fagligt anonymiseret, så man slet ikke vil kunne genkende sagen. RRC bør derfor forklare sig offentligt og fagligt, hvilket de åbenbart ikke kan, eftersom de nu har haft tre år til det.

De fejl, vi her gør opmærksom på, er vi ikke blevet tilbudt at kommentere.

 

ii.

Avisen skriver: ”… i næste uge retter 55 årige Keld Skovmand især kritik mod de videnskabelige artikler, som indgik i Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensens rådgivning af Undervisningsministeriet som videnskabeligt belæg for vedtagelsen af en reform af læreruddannelsen i 2012 og året efter for folkeskolereformen…”

Ingen af de nævnte artikler er skrevet før de to reformer og kan alene af den grund ikke have været rådgivende for Undervisningsministeriet.

Kommentar 3: Men artiklernes synspunkter og begrebsapparat har spillet en kæmperolle for skolereformen og for den rådgivning, som RRC har givet ministeriet, hvilket både Skovmand og mange andre har dokumenteret. Derfor er formuleringen ikke angribelig. RRC får det i stedet til at lyde, som om, de slet ikke har påvirket reformens begrebsdannelse og implementering. Det er blot i disse konkret fremhævede artikler, Skovmand mener at finde de største formelle problemer i forhold til uredelighedsspørgsmålet. Før det har der jo været en vældig aktivitet.

Ugen efter, altså d. 1. februar og dermed samme dag som offentliggørelsen af RRC’s tekst på DPU’s hjemmeside, bringes i fuld overensstemmelse hermed følgende rettelse i Weekendavisen:

”I sidste uge fremgik det af artiklen ”Skoleret”, at professor Jens Rasmussen og forsknings- og udviklingschef Andreas Rasch-Christensen er blevet anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed for artikler, der blev publiceret før vedtagelsen af folkeskolereformen i 2013. Det er ikke korrekt. De anmeldte artikler blev godt nok publiceret efter folkeskolereformen, men indeholder passager fra ministerielle dokmenter, som de to forskere bidrog til før vedtagelsen af reformen”

Den artikel, der vedrører reformen af læreruddannelsen Kompetencemål i den nye læreruddannelse, er publiceret i tidsskriftet Paideia maj 2014. Artiklen lægger ikke skjul på, at de to forfattere af Uddannelsesministeriet (ikke Undervisningsministeriet) var bedt om at bistå ministeriet med udarbejdelse af en Vejledning til master i kompetencemål i læreruddannelsens fag og med processen frem til indhold i de nye kompetencemål. Beslutningen om at indføre kompetencemål i læreruddannelsen er en politisk beslutning truffet i 2012, som vores artikel af den simple grund, at den slet ikke var skrevet på det tidspunkt, kan have haft indflydelse på.

Kommentar 4: Men RRC var skam også med i grundlagsrapporten om læreruddannelsen fra 2011, og de var begge med til at formulere grundlaget for både læreruddannelsens og skolereformens fagforståelse og de har endda bidraget til evalueringerne af selvsamme processer. Paideia-artiklen er en slags opsummering af dette arbejde og dets grundlag. I den forstand er artiklen ikke ”belæg” for reformerne. Det er meget værre: Artiklen udtrykker reformerne som sådan. Grunden til, at Skovmand nævner denne artikel specifikt, er jo at den spiller sammen med hans uredelighedsanklage.

Det samme gælder for de to artikler Folkeskolereform 2014 og Målstyring: nye Fælles Mål, der begge er publiceret i bogen ”Folkeskolen –efter reformen” i 2015. Begge artikler er skrevet efter folkeskolereformens vedtagelse, og kan således ikke have været rådgivende for Undervisningsministeriet.

Kommentar 5: Se kommentar 3 med tilhørende WA-korrektion. De to artikler, og hele den pågældende udgivelse, udtrykker og samler de allerede eksisterende begrebslige processer. Bogen er derfor ikke ”rådgivende”, men snarere essentiel, en form for opsamling på rådgivningens principper. Bogen er så policy-affirmativ, at man får helt ondt i maven. Anmelderen på Folkeskolen.dk, Sten Larsen, deler dette synspunkt. Han skrev i sin anmeldelse:

”Bogen er interessant, fordi den i ekstrem grad er et tidsdokument for hele selvforståelsen, rosen og argumentationen i og omkring skolereformen, herunder forenklede Fælles Mål. Bogen lever i sit eget pro-skolereformunivers i så stor udstrækning, at den egentlig fremstår som en slags fiktion. Og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Bogen vil være guf for alle taleskrivere i Undervisningsministeriet, fordi den netop er så kritikløs og selvkritikløs. Her vil kunne copy-pastes i den helt store stil til eventuelle begejstringstaler.”

Hverken Jens Rasmussen eller Andreas Rasch-Christensen (sidstnævnte var dog medlem af udvalget Ny Nordisk Skole) har under nogen former været involveret i forberedelserne af folkeskolereformen. Efter dens vedtagelse og dermed dens beslutning om, at Fælles Mål skulle forenkles i form af læringsmål ”som understøtter skolens arbejde med målstyret undervisning”, som der står i forligspartiernes aftale om reformen, blev Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen bedt om at træde ind i den bredt sammensatte mastergruppe, der udarbejdede masteren/skabelonen for de nye Fælles Mål.

Kommentar 6: Både Jens Rasmussen har siden 2011 indgået i et kompliceret netværk af reformaffirmative sammenhænge, både i udvalg og grupperinger og som forfattere på kronikker og artikler. Derudover har de deltaget i et væld af centrale udvalg, som skulle give reformen kød. Deres indflydelsen er derfor helt enorm.

Her er nogle af Andreas Rasch-Christensens engagementer:

  • Ny Nordisk Skole (ministerielt initiativ)
  • Rådet for børns læring (statsligt råd, tidligere Skolerådet)
  • Forum for koordination af uddannelsesforskning (statsligt råd)
  • Master- og implementeringsgruppe for fælles mål i Folkeskolen (ministeriel arbejdsgruppe)
  • Master- og implementeringsgruppe for fagmål i forbindelse med Læreruddannelsesreformen.
  • Formand for Læringsløft 2020 (Indflydelsesrigt konsortium mellem DPU og de store professionshøjskoler, hvor man sammenligner Lars Løkke med Martin Luther King)
  • Leder af for den videnskabelige styregruppe for skolereformens overordnede evalueringsprogram. Han har også deltaget i konkrete evalueringer, og han har også deltaget i at udfylde, lave og forsvare selve skolereformen.
  • Skribent på indflydelsesrig evalueringsrapport om læreruddannelsen, 2012.
  • Lanceres som førende ekspert på Undervisningsministeriets hjemmeside
  • Favoritforsker på landets ledende centrum-venstreavis,
    Politiken (ifølge uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang)
  • Med i forretningsudvalget for Nationalt Center for Skoleforskning, som ledes af Lars Qvortrup
  • Ph.d.-rådet (statsligt/universitet/globaliseringsaftale)
  • Ny Start-kommission efter OK18
  • Ministerielt rekvireret evalueringsrapport af folkeskolereformens Fælles Mål (som han selv har lavet!)
  • Tæt samarbejde med Jens Rasmussen om at bekæmpe indflydelsen fra Skovmands ideer (jf. notat-sagen).
  • Utallige artikler og debatindlæg i landets dagblade, som slutter op om skolereformen helt uden kritisk sans og ofte skrevet sammen med andre. De mest grundige jeg kunne finde fra selvstændig hånd i tidsskrifter er disse totalt refererende artikler på hhv 7 og 12 sider:
    – ”Mål for elevers læring”, Kvan nr. 101, 2015 (8 sider)
    Den centrale reference i denne artikel er netop den EVA-rapport fra 2012, som Skovmand kritiserer. Der er ingen drøftelse af begreberne “mål” eller “læring”.
    – “Pædagogik og ledelse efter reformen” i Anders Balles bog “Pædagogik og skoleledelse”. Også her er der fuldt læringsudstyr med KORA, EVA etc..
  • Redaktør for det reform-affirmative magasin “Ledelse i morgen”, som udgives af Dafolo
  • Formand for mastergruppe om læreplaner i dagtilbud
  • Med i rådgivningsgruppen om guidelines for Ministeriet for Børn og Undervisnings forsøgs- og udviklings-midler, rapport 2012-13: https://www.ft.dk/samling/20121/almdel/BUU/bilag/125/1213657/index.htm.

  • Med i IT-rådgivningsgruppen for skolereformen og efterfølgende tænketank, 2012ff, omtaler: https://www.folkeskolen.dk/528730/raadgivningsgruppe-saadan-boer-it-millionerne-bruges og https://www.folkeskolen.dk/550044/ministeriets-it-raadgivningsgruppe-bliver-til-taenketank

Og her er en tilsvarende liste over en række af Jens Rasmussens aktiviteter, som er delvist overlappende med Rasch-Christensens:

  • Centralt placeret ifm. udarbejdelsen af grundlaget for hele den læreruddannelsesreform fra 2012, som hænger dybt sammen med skolereformen.
  • Med i Forum for Koordination af Uddannelsesforskning
  • Med i den meget indflydelsesrige mastergruppe for fælles mål for folkeskolen, både den store og den operationelle.
  • Med i mastergruppen for fagene på Læreruddannelsen. Her var der ballade for et par år siden, hvor KLM-lærerne gjorde oprør i Kristeligt Dagblad.
  • Rasmussen har været en slags ’mr. læringsmålstyret undervisning’ på ministeriets hjemmeside. Dels med interview og opskrift allerede d. 3. december 2013, dels med videoer osv.
  • Rasmussens særlige version af læringsmålstyret undervisning ligger og flyder overalt i fagstrukturen og i læreruddannelsens bekendtgørelse. Herfra har det forbundet sig med Synlig Læring og PLF-ideologi. Der har været en kæmpemæssig effekt på både skole og læreruddannelse.
  • Var indtil for nylig ned i det vigtige AP Møller-udvalg, der har uddelt mange millioner kroner til folkeskolen, fortrinsvist til projekter i Rasmussens ånd.
  • Var op til 2017 en meget indflydelsesrig formand for det vigtige ph.d.-råd, som kører efter skolereformsprincipper.
  • Har både alene og i samarbejde med andre – herunder Rasch-Christensen – skrevet et stort antal kronikker/indlæg/artikler, hvor mange forskellige sider af reformens elementer helt ukritisk forsvares og forklares.
  • Rasmussen og Lars Qvortrup har stor indflydelse på DPU’s ledelses tankegang.
  • Med som eneste forsker i ekspertgruppe for vigtig EVA-rapport om undervisningsdifferentiering i 2011, hvor læringsmålstyringen udvikles
  • Sad i det vigtige og stærkt policyorienterede Forum for Koordination af Uddannelsesforskning, som er ministerielt nedsat. Forummet blev nedsat som en del af skolereformen
  • Har deltaget i EVA’s og Skolerådets arbejde med reformaffirmative emner.
  • Sidder i forretningsudvalget for Nationalt Center for Skoleforskning, som ledes af Lars Qvortrup. Han holdt oplæg om læringsmål ved centrets åbningsarrangement.
  • Rasmussen har klaget til universitetets ledelse og til redaktionen af Folkeskolen.dk i det mest utrolige sprogbrug, da hans arbejde blev kritiseret af en kollega.
  • Har stået for en række evalueringer af skole- og læreruddannelsesreformen. Den sidste evaluering blev afvist af ministeren, fordi evalueringens faglige begreber var for smalt konciperet, og fordi Rasmussen selv havde stået for at udarbejde, det som han altså også skulle evaluere. Rasch-Christensen deltog også i dette arbejde, så vidt jeg husker.
  • Rasmussen har sammen med Andreas Rasch-Christensen sendt et 25 siders lang Notat om Skovmands bog til en lukket kreds af politikere, organisationsfolk og beslutningstagere.

RRC’s formulering om, at de ikke ”under nogen former har været involveret i forberedelsen af skolereformen” er derfor helt hen i vejret. De er i en vis forstand skolereformen. Deres rolle i Fælles Mål-grupperne er heller ikke så neutrale, som de forsøger at give udtryk for (”en bredt sammensat mastergruppe”, som de blev ”bedt om” at ”træde ind i”). De var helt klart de ledende kræfter.

Det fremgår i øvrigt af Jens Rasmussens artikel, at den er retrospektiv. Altså at den forholder sig til reformen efter dens vedtagelse:

”Om, og i givet fald hvordan, den nye folkeskolereform vil virke, vil jeg vende tilbage til i slutningen af kapitlet, Inden da vil jeg se på, hvad der er nyt i reformen, dernæst vil jeg rette opmærksomheden mod reformens styringsside, inden jeg efter en behandling af spørgsmålet om dannelse vender mig mod reformens muligheder for at komme til at virke efter dens intentioner” (s. 11-12)

Avisen skriver, at de to artikler udgjorde ”selve grundlaget for reformen, der har præget hverdagen for mere end 10.000 danske lærere og 500.000 danske skoleelever”. Det er indlysende forkert, da de nævnte artikler slet ikke var skrevet på det tidspunkt, hvor folkeskolereformen blev forberedt og vedtaget.

Kommentar 7: Som sagt kan Skovmands formuleringer sagtens forsvares. De omtalte artikler, som spiller sammen med et kæmpe netværk af tekster og aktiviteter, beskrev i høj grad ”grundlaget for reformen”. Og det passer helt sikkert, at artiklerne synspunkter har haft store effekter på mange kommuner og skoler. Men det er rigtigt, at avisen er utydelig om den konkrete kronologi, hvilket som nævnt også blev berigtiget den efterfølgende fredag (se kommentar 3).

 

iii.

Avisen præsenterer nogle af de anmeldelser, Keld Skovmand har indsendt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Indtil Nævnets afgørelse foreligger, er de anklagede afskåret fra at svare på dem. Skovmands præsentation af disse klager i en bog og hans og Hans Reitzels Forlags promovering af klagerne i Weekendavisen (og Folkeskolen), der har modtaget klausulerede eksemplarer af bogen, vidner om, at hans ærinde og interesse ikke først og fremmest er rettet mod at få klagerne prøvet ved Nævnet.

Kommentar 8: De anklagede er på ingen måde afskåret fra at forholde sig til en pædagogisk kritik, som nu har hele tre år på bagen, selvom dele af kritikken også kører i et juridisk spor. Derudover antydes det, at Skovmand skulle have en anden interesse end at få klagerne prøvet? Hvad skulle det være? At få ændret landets pædagogik og forbedret kvaliteten af forskningen måske? Men det er da helt legitimt?

 

iv.

Avisen skriver, ”at forskerne (Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen) bliver bedt om at evaluere skolereformen”. Det er ikke rigtigt. I forlængelse af folkeskolereformen har regeringen igangsat en omfattende evaluering med mere end 50 følgeforskningsprojekter. I det projekt deltager en række danske forskningsinstitutioner. Ingen af disse er ”bedt” om at deltage, de deltager alle efter udarbejdede forskningsbeskrivelser, der er udvalgt i konkurrence med andre. Det gælder også for DPU og VIA’s studie Undervisning med Fælles Mål i dansk og matematik, som udgør ét af de mere end 50 projekter.

Kommentar 9: Det er noget pjat. Det er selvfølgelig helt i orden at skrive, at RRC er blevet ”bedt om” at evaluere, uanset om der har været en konkurrenceudsættelse.

 

v.

Avisen skriver, at de to forskere (Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen) har været med til at skrive Undervisningsministeriets vejledning (i læringsmålstyret undervisning). Det er ikke rigtigt. Ingen af de to har deltaget i skrivningen af den vejledning.

Kommentar 10: Ministeriets første og meget kontroversielle vejledning om læringsmålstyret undervisning har ingen officiel forfatter, eller rettere: forfatteren er angivet som nogle centrale institutioner, der netop er RRC’s arbejdspladser, DPU og UC-VIA, samt et dertil hørende Konsortium, det såkaldte ”Læringsløft 2020”, som Rasch-Christensen endda er formand for. Jeg mener også, at Jens Rasmussen på et tidspunkt var med i konsortiet, men jeg kan ikke finde dokumentationen. Desuden følges næsten slavisk formuleringerne fra Undervisningsministeriets hjemmeside, hvor RRC præsenteredes som områdets førende eksperter. Jeg har derfor vanskeligt ved at tro, at RRC ikke har haft en endog meget stor finger med i spillet i arbejdet med den første vejledning. Den efterfølgende korrektion af vejledningen fra 2016, som var et resultat af Jelveds og Riisagers korrektion, er derimod alene udgivet af Undervisningsministeriet.

 

vi.

Avisen skriver: ”I rapporter fra Danmarks Evalueringsinstitut og Skolerådet henviser Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen til Hatties forskning…”. Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen har ikke skrevet eller været medforfattere til rapporter fra disse to institutioner.

Kommentar 11: Faktisk korrigeres denne sætning delvist i WA d. 1. februar. Her står der følgende om emnet under ”rettelser”:

”Af artiklen fremgår det også, at Andreas Rasch-Christensen har bidraget til rapporter fra Danmarks Evalueringsinstitut og Skolerådet. Det han ikke, men derimod Jens Rasmussen og Niels Egelund.”.

Altså en mini-fejl, som er delvis rigtig.

Citatet stammer fra det sted i interviewet, hvor Skovmand argumenterer for, at forskerne har forenklet Hattie til ukendelighed, formodentlig for at få ham til at passe til egne skabeloner. Skovmands synspunkt støttes af Per Fibæk og Steen Nepper Larsen og til dels af Alexander von Oettingen. Men dette indholdsmæssige spørgsmål forholder RRC sig slet ikke til. Hvorfor ikke? Fordi de ikke kan, er mit bud.

Jens Rasmussen, professor DPU, Aarhus Universitet

Andreas Rasch-Christensen, forskningschef, VIA University College


 

B. ”Skoleret eller standret”, af Lars Qvortrup og Jens Rasmussen (også bragt i Weekendavisen d. 1. februar)

DPU bringer også på sin officielle hjemmeside et andet indlæg, nemlig et læserbrev fra Weekendavisen d. 1/2, hvor Lars Qvortrup og Jens Rasmussen (QR) responderer på artiklen om Skovmands kritik. Her er en omtale læserbrevets to hovedpunkter og journalistens svar:

 

i.
QR starter med at skrive, at artiklen er ”fyldt med fejl (som forhåbentlig dementeres andetsteds i avisen)”.

Ok, tænker man, det lyder jo ikke så godt, for ”fyldt med fejl” må da være mange og alvorlige fejl, ikke sandt? I avisen er der da også en rettelsesboks, men her er der kun angivet de to tekniske fejl, som jeg har omtalt i kapitel A, i kommentar 3+11. Artiklen er altså overhovedet ikke ”fyldt med fejl”, og slet ikke på substansen. På den måde ender QR med at give Skovmand ret.

 

ii.
Dernæst går QR i gang med historikken. De fortæller korrekt, at sagen startede med Skovmands bog ”Uden mål og med” fra 2016. Men QR forholder sig slet ikke til det enorme mylder af begrebslig dokumentation, som denne bog indeholder. De siger bare, at bogen er ”konspirationsteoretisk”, hvilket den overhovedet ikke er, samt at den reducerer læringsmål til en totalitaristisk tendens. Hele den enorme dokumentation overses totalt. Og læringsmål, som de konciperes af Rasmussen, er da totalitære, er de ikke? Men QR har slet ikke tænkt over det, og de har ikke sat sig ind i Skovmands kritik. Det er afslørende.

QR springer herefter direkte frem til den aktuelle sag. Men dermed glemmer de en vigtig mellemstation, nemlig at Keld Skovmands forskning også er fremlagt i en meget rost ph.d.-afhandling fra Aarhus Universitet fra januar 2018. Her kunne QR læse 2016-kritikken i udvidet og videnskabeligt valideret form. Denne kritik har de aldrig svaret på. Og mange er enige med Skovmand. F.eks. fremførte Peter Kemp i sin tid noget lignende. Men ham kaldte Qvortrup bare for en ”plattenslager”. Sagen er, at QR ikke kan svare på kritikken. Men alligevel er Qvortrup leder af Nationalt center for Skoleforskning og for Dansk Clearinghouse, og landets uddannelsestænkning bygger på QRs ideer.

Herefter forklarer QR, hvorfor de skam ikke vil svare på Skovmands kritik, selvom de lige har kommet med nogle uhyre ubehjælpsomme bemærkninger. Det handler om, får vi at vide, at de ikke kommenterer på en verserende retssag. Men for det første er der ikke tale om en retssag, og for det andet har Skovmands kritik været kendt i flere år, uden at QR har svaret offentligt. Og for det tredje kan man da ikke pakke pædagogisk kritik ind i et nævn på den måde. Endelig overser QR det faktum, at nævnet har overskredet sin tidsfrist med ca. 6 måneder, og at deres afrapportering er ekstremt anonymiseret. Det er derfor både ønskeligt, prisværdigt og forståeligt, at Skovmand fremturer med sit kritiske arbejde, hvis pointer efterhånden står stærkere og stærkere, selv hvis han skulle tabe sagen om uredelighed.

 

iii.
Weekendavisens journalist, Markus Bernsen, har følgende udmærkede svar på QR’s læserbrev:

”Markus Bernsen svarer: De fire anmeldte forskere har haft rig lejlighed til at forholde sig til Keld Skovmands kritik. Både i spalterne i Weekendavisen (vi har sendt dem afsnit af Skovmands kommende bog), samt i den øvrige offentlighed, hvor Skovmand siden 2016 har luftet den samme kritik i artikler, interviews, en bog og ph.d.-afhandling. At være anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed forhindrer ikke én i at forsvare sin forskning i offentligheden. Nævnet er ikke en ”retssal”, som Lars Qvortrup skriver, og Weekendavisen dækker sagen som alt andet, der har offentlighedens interesse”

Jeg synes ikke, at der er så meget “berigtigelse” over alt dette. Snarere et fattigt og ubehjælpsomt partsindlæg, som understøttes af Aarhus Universitets centrale organer.

 

2. Keld Skovmands svar

Keld Skovmand svarede i Weekendavisen (d. 8/2) på Lars Qvortrups og Jens Rasmussens indlæg fra fredagen før, som jeg omtalte under afsnit 1B.

I modsætning til den oprindelige WA-artikel ”Skoleret” går læserbrevet nu under den redaktionelle overskrift “skoleforurettelse”, hvilket jo er god humor. Underoverskriften er: “Professorerne Lars Qvortrup og Jens Rasmussen manipulerer igen”, hvilket til gengæld ikke er sjovt.

Selve læserbrevet kaldes ”Genmæle til genmæle”, hvilket også er alle tiders. QR kaldte selv deres kommentar for et ”genmæle”, hvilket – skulle det gerne fremgå – var noget af en overdrivelse. Skovmand må virkelig gøre sig umage med at finde noget at genmæle om. Men det lykkes i karakteristisk rå-saglig stil og med god kropslig kant.

Skovmand identificerer fire “manipulationer”. Lad os se på indholdet:

1.
Skovmand bemærker, hvad der må opfattes som en bevidst udeladelse i QR’s kronologi over Skovmands arbejder. QR hæfter sig nemlig kun ved Skovmands debatbøger, men springer let og elegant over det forhold, at hans arbejde udspringer af en ph.d.-afhandling fra 2018, som endda blev rost af førende pædagogiske forskere.

2.
Dernæst anholder Skovmand, at QR kalder hans arbejde for ”konspirationsteoretisk”, hvilket det da overhovedet ikke er. Det har Jens Rasmussen også kaldt mit eget arbejde. Det er blot en fattig og lidt postulerende måde at undgå at tale om indholdet på. Jeg har ingen respekt for det. Både Skovmand og undertegnede forklarer udførligt, hvorfor analyserne netop ikke er konspirationsteoretiske.

QRs anklage om ”konspiration” er et forsøg på at dække over dårligt og ensporet arbejde. Det er ”akademisk afmagt”, som Skovmand korrekt kalder det.

3.
Dernæst kritiserer Skovmand, at QR i deres læserbrev sætter citatbidder fra hans bog sammen på kryds og tværs, så de får den mening ud af sagen, som passer dem selv. Han gentager sin bogs metode på deres læserbrev.

4.
Endelig svarer Skovmand på et forhold, som Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen (RRC) nævner i den parallel-tekst fra DPU’s hjemmeside, som jeg nævnte i afsnit 1A. RRC fortæller her ligefrem, at de ikke ”under nogen former” har været ”involveret i forberedelserne af folkeskolereformen”.

Jeg har selv kommenteret denne påstand i dybden ovenfor. Skovmands egen kommentar til citatet er følgende:

”Kronologien er atter et falsum. Med ARC som arbejdende formand blev mastergruppen officielt nedsat i april 2013, dvs. flere uger før forliget blev indgået d. 7/6-2013. Lovforslaget fremsættes d. 27/2-2014, hvor arbejdet med at udforme Fælles Mål var mere end godt i gang. Det er vanskeligt at forestille sig, at dette arbejde ikke har været formende for de politiske forestillinger om mål og styring, der ligger til grund for en helt central del af folkeskolerefomen”.

 

3. En kommentar til sagsbehandlingen

I ”Lov om Videnskabelig Uredelighed mv.” står der en række interessante ting i §10-18. Paragrafferne handler om selve sagsbehandlingen af nævnets sager. Spørgsmålet er, hvor Skovmands sager mod Egelund, Qvortrup, Rasmussen og Rasch-Christensen står i denne proces?

Jeg ser altså kun på selve proceduren. Lovens kriterier for det materielle spørgsmål, altså hvad der kendetegner “videnskabelig uredelighed”, lader jeg ligge.

I loven står der, at klagen skal indleveres til den konkrete forskningssituation, hvor de indklagede er ansat, hvilket i dette tilfælde vil sige DPU og VIA-UC.

Det kunne være interessant at se selve klagen, så offentligheden kan undersøge og vurdere Skovmands ”60 eksempler på plagiat, citatfusk og fejlagtige gengivelser af kilder eller forskningsresultater”, som det formuleres i Weekendavisens oprindelige artikel om sagen.

2.
Aarhus Universitet og UC-VIA skal herefter påse, at klagen indeholder de nødvendige formalia, som er en angivelse af…

”1) det videnskabelige produkt, der er genstand for anmeldelsen,
2) den eller de forskere, som anmeldelsen vedrører,
3) de påstande om videnskabelig uredelighed, der fremsættes, og
4) begrundelsen for de fremsatte påstande om videnskabelig uredelighed.” (§11)

Og i forbindelse hermed skal forskningsinstitutionerne (AU/VIA) i dialog med Nævnet lave en “redegørelse for sagens faktiske omstændigheder”.

Som jeg har forstået det, så er denne proces overstået. Der er med andre ord udpeget både et relevant produkt, nogle forskere, nogle påstande og nogle begrundelser, og hele anmeldelsen er dermed formelt godkendt.

Det kunne også være interessant at se denne “redegørelse”, ikke sandt?

Så der er altså en proces i forbindelse med sagsoverdragelse til Nævnet, selvom mange ser ud til at mene, at denne overdragelse er ren automatik.

 

3.
Derpå kommer der et vigtigt spørgsmål: Skal Nævnet realitetsbehandle sagen eller afvise den?

Reglerne er klare: Nævnet har 3 måneder til at bestemme sig for, om sagen skal realitetsbehandles eller afvises.

Men i Folkeskolen.dk’s faktaboks om sagen står der:

”Sagerne er blevet sendt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i april 2018. Nævnet har tre måneders sagsbehandlingstid på sager, der ikke optages til realitetsbehandling, og 12 måneder på sager, der bliver optaget. Men medarbejderen, der modtog sagen, er langtidssygemeldt, og Nævnet vil ikke oplyse, om sagen overhovedet er begyndt, og om sagen er optaget til realitetsbehandling”.

Så Nævnet har altså overskredet sin tidsfrist med 8 måneder? Og det vil ikke engang oplyse, om sagen realitetsbehandles eller ej? Det er under al kritik efter min mening, både for Skovmand og for de indklagede. Og ”langtidssygemelding” er ikke en gyldig grund, som jeg ser det.

Og når Nævnet på et tidspunkt får taget sig sammen, kommer der så 12 måneder til med evt. realitetsbehandling? Det bliver jo endeløst.

4.
Så sagen kan altså stadig helt afvises? Selvom det altså i givet fald skulle være sket omkring d. 1. juli 2018?

Avises sagen, så kan det være med en eller flere af følgende grunde (§13):

1) Sagen falder uden for nævnets kompetence.
2) Sagen må anses for åbenbart grundløs eller formodes ikke at kunne føre til en afgørelse om, at der foreligger videnskabelig uredelighed.
3) Omkostningerne ved sagens behandling står ikke i rimeligt forhold til dens betydning.
4) Sagen har meget lille tilknytning til Danmark.

Hvis sagen afvises, kan det næsten kun være med henvisning til punkt 2. Men i så fald melder sig en anden vanskelighed: En række af Skovmands centrale pointer kan nemlig studeres i hans ph.d.-afhandling, som jo er godkendt af selvsamme universitet, hvis forskere er under anklage. Og en ph.d.-afhandling kan vel ikke være “åbenbart grundløs”?

Men spørgsmålet er: Kan sagen stadig afvises?

5.
Man lad os antage det for mig at se mest sandsynlige, nemlig at sagen realitetsbehandles af Nævnet. I så fald afslutter Nævnet – efter yderligere op til 12 måneder – sagen ved at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger eller ikke foreligger videnskabelig uredelighed.

Hvis Nævnet beslutter, at der er tale om videnskabelig uredelighed, så kan der ske følgende (§16):

”Stk. 2. Som led i afgørelser efter stk. 1, hvor nævnet konstaterer, at der foreligger videnskabelig uredelighed, kan nævnet beslutte følgende:

1) At henstille til forskeren, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage.
2) At orientere den eller de berørte forskningsinstitutioner.
3) At orientere forskerens arbejdsgiver.
4) At orientere udgiveren af det videnskabelige produkt, herunder eventuelt henstille til denne, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage el.lign.
5) At orientere eventuelle fonde el.lign., som helt eller delvis har finansieret den udførte forskning.”

Og hvis der ikke er tale om videnskabelig uredelig i Nævnets forstand, så står de fire indklagede forskeres arbejde tilbage til almindelig kritisk bedømmelse.

Nu må vi se.

6.
Konklusion:
Det vil være interessant at se Skovmands anmeldelse og AU’s/VIA’s “redegørelse”, samt at få klarlagt, om sagen stadig kan afvises, eller om den er blevet gjort til genstand for realitetsbehandling?

Nævnet skylder under alle omstændigheder både de involverede og offentligheden at give nogle klare deadlines for resten af sagsbehandlingen.

 

Links:

”Skoleret”, Weekendavisen. d. 26. januar: https://www.weekendavisen.dk/2019-4/samfund/skoleret

DPU/AU’s hjemmeside, hvor de to svar ligger fra hhv. Rasmussen /Rasch-Christensen og Qvortrup/Rasmussen: http://edu.au.dk/aktuelt/dokumentation-til-artikel-om-skoleforskning-i-weekendavisen/

Keld Skovmands svar: “Genmæle til genmæle”, Weekendavisen, d. 8. februar, 2019.

Sten Larsens anmeldelse af ”Folkeskolen efter reformen”: https://www.folkeskolen.dk/561856/historisk-vaerk-om-skolereformen

Rasmussens og Rasch-Christensens ”hemmelige notat” og Skovmands svar: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-rasch-christensens-hemmelige-notat-keld-skovmands-responsum.html

Folkeskolen.dk’s dækning af sagen: https://www.folkeskolen.dk/651460/skovmand-laeringsmaalstyring-var-ikke-baseret-paa-forskning?fbclid=IwAR0uPFuJSCNPsNSeazrxqUKMjGeFC7Ttx837FDTohf2zQ-15KbrZleZ85Bs

Anmeldelser af Skovmands to nye bøger:

Link til lov om Videnskabelig uredelighed mv.: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=188780

Link til Nævnets hjemmeside med regelgrundlag, tidligere sager etc.:
https://ufm.dk/…/Naevnet-for-Videnskabelig-Uredelighedeligh…

Vurdering af forligskredsens aftale om justering af folkeskolereformen

I dag har forligskredsen barslet med en ”justering” af skolereformen. Regeringens oprindelige udspil fra september 2018 var ikke noget at råbe hurra for, og den aktuelle ”justering” har nærmest forværret det sløje udspil. Det er i al fald det, som jeg vil argumentere for i det følgende. Socialdemokraterne og Venstre har altså vundet slaget.

I aftalens overskrift står der, at forliget handler om ”faglighed, dannelse og frihed”. Men det gør det ikke. Frihed optræder kun på den der djøf-agtige måde, som vi kan huske fra Skolens Rejsehold i 2010, dannelse optræder kun i tekniske sammenhænge, og faglighed forstås helt inden for rammerne af skolereformens opgør med faglighed.

Sådan er det helt grundlæggende, fordi forliget er en bekræftelse af skolereformen fra 2014. Hele den grundlæggende filosofi står uændret. Der er bare flyttet nogle pinde i buret, hvis nøgle måske endda har fået et par supplerende vrid i den forkerte retning.

Teksten starter med at understrege, at det er skolereformen af 2014, der stadig gælder, og der henvises til de tomme men også effektfulde slogans fra Ny Nordisk Skole, om at ’eleverne skal udfordres, så de blive dygtige og trives, samt at man skal have respekt for professionel viden og praksis’. Selvom forligsteksten er behageligt renset for “læring”, så pulserer udtrykket dog stadig i baggrundsteksterne med stor effekt.

Til gengæld overser forligskredsen fuldstændig, at disse slogans i 2014 blev oversat til de operative indikatorer, som kører skolen og pædagogikken i et kvantitativt og instrumentalistisk tvangsgreb med kommunal læringstotalitarisme som ledsager. I stedet påstår forligskredsen, at ”implementeringen” har noget at gøre med åben skole mm. Ja, man er fræk nok til at sige, at ”faglig fordybelse” er en del af “implementeringen”, selvom det stik modsatte er tilfældet. Som sagt overser man hele den læringsideologi, som skolereformen var og er, og som i de seneste år er løbende forstærket af tråde til digitaliseringsideologi og OECD’s kompetencestrukturer.

Forligskredsen skriver i en skrækkelig formulering, at ”vi endnu ikke er i mål med fagligheden”, men kredsens svar er ikke fagligt. Dens svar er at skrue op for skolereformen, som jo vil gå fra faglighed til læring, og det er i dette lys, at ”justeringen” skal ses.

Så står der pludselig, at lærerne skal ”give skolen liv og ånd”, men det er helt ukonkret og løsrevet. En slags tragisk Djøf-poesi?

Resten af forligsteksten er organiseret i tre overordnede overskrifter (A-C) med en række underpunkter. Her kommenterer jeg nogle af punkterne:

 

A. Klarere rammer for tilrettelæggelse af skoledagen

Der er en række ændringer af skoledagens længde og af mulighederne for at omdanne understøttet undervisning til tolærer-systemer. Det lader jeg ligge. Det er kun perifert knyttet til filosofien. Men man må anerkende LA og SF’s stærke arbejde for at forkorte en af verdens længste skoledage. Jo mindre læringsmaksimering desto bedre.

 

B. Øget faglighed og kvalitet

Der er en længere indledning med folkeskolereforms-varmluft, som man selv må læse (s.5).

 

1.

Pludselig, langt nede i et afsnit om noget så teknisk som et ”Kvalitetsløft af den understøttende undervisning” kommer der en række konkrete og almene tiltag (s. 6). Der står, at der skal etableres et ”Grundskolepanel”, som skal se på ”skolernes undervisningspraksis”, herunder ”faglig fordybelse”. Hvad det helt præcist betyder, skal jeg ikke kunne sige. Men man skal huske, at det jo er folkeskolereformens version af “faglig fordybelse” vi snakke om, så jeg er lutter bange anelser.

I samme ånd skal der laves en liste med ”eksempler på god praksis”. Måske lidt a la ”synlig læring” og ”feedback” på EMU-portalen i sin tid? UVM, DLF, KL, Skolelederforeningen, BUPL og ”folkeskolens øvrige parter” skal lave eksemplerne. Det kan kun gå galt. Det bliver en slags ”Ny Start” med læringsrevolutionære i spidsen. Lad dog pædagogikken, lærerne og noget, der hedder ”seminarier”, selv arbejde med essentielle emner som “god praksis”.

Endelig skal der – igen i samme ånd – laves en såkaldt ”national portal”, der skal ”understøtte skole og lærere i arbejdet med at realiserer reformens intentioner”. Det vil sige, at vi får en yderligere centraliseret begrebsliggørelse af pædagogisk praksis.

Det er på sin vis svært at vurdere disse forslag, fordi de står så isoleret under den djøficerede overskrift ”kvalitetsløft af understøttet undervisning”. Men den eksplicitte skolereformsreference betyder, at det kun kan føre til yderligere centralisering af læring.

 

2.

Dernæst kommer der nogle mindre ændringer om fagene og deres vægt samt noget om læsning. Det lader jeg ligge.

 

3.

Dernæst kommer der en mærkelig uforpligtende hensigtserklæring. Man vil løsne skolens fag fra alle mulige tværgående hensyn, f.eks. til innovation, IT etc.. Eller rettere, det vil man egentlig ikke. Man vil blot ”igangsætte et arbejde med at kortlægge” emnet. Kort sagt: en syltekrukke.

 

4.

Dernæst henvises til ”Aftale om kommunernes økonomi 2019”. Man vil have ”flexibel adgang til centrale nøgletal”, for det giver ”et godt grundlag for dialog”, står der. Denne 2019-aftale er præget af stærke styrings- og digitaliseringspolitikker, og KL’s skole- og teknologisyn kender vi. Kort sagt: mere 2014-ånd med KL-ideologi bag rattet. Denne vigtige tråd bekræftes i nogle af de øvrige punkter nedenfor.

 

5.

Pludselig nævnes ”folkeskolens formålsparagraf”. Den handler her om at justere litteratur- og historiekanon, må man forstå. Der står ikke noget om, at den skolereform, man bygger på, lever af et opgør med selvsamme formålsparagraf, og at det bl.a. er i dén sammenhæng, at behovet for disse kanoner overhovedet er opstået, desværre nu som identitetspolitiske frem for faglige markører. Kanonerne er altså en del af sygdommen.

Sådan er det, eftersom dansk- og historiefaget i de Fælles Mål netop reducerer fagenes indhold til kommunikationskompetencer og socialkonstruktivistisme, hvorved indholdet jo forsvinder ud af pædagogikken og overlades til kanonerne.

Riisagers rådgivningsgruppe om Fælles Mål fra juni 2018 var langt mere præcis i dens forståelse af formålsparagraffens betydning. Vi er milevidt fra ånden i rådgivningsgruppens rapport efter min mening.

 

C. Øget Frihed

Forligskredsen vil have mere ”frihed”. Når skolereformens folk taler om ”frihed, fleksibilitet og råderum”, så skal man være på vagt. Det betyder som regel det modsatte. Det sker også her:

 

1.

På s. 11 står der noget om ”en forenklet elevplan”. Det skal hjælpe til at fokusere på ”kerneopgaven”, får vi at vide. Disse formuleringer betyder med 110% sikkerhed en øget instrumentalisering af skolen. Det understreges da også af, at elevplanen skal give alle interessenter informationer om ”elevens udbytte af undervisningen”. Den skal også knyttes til udddannelsesparathedsvurderingen, som lægger op til personlighedstests mm.. Der hele skal ”koordineres” og ”samtænkes” af en ny ”rådgivningsgruppe”.

Det bliver ikke nogen ”forenkling”. Det bliver en komplicering og en CPR-båret centralisering. Det nye AULA får en central rolle i at koordinere den accelererende kompleksitet, og det hele vil foregå milevidt fra pædagogisk praksis, som jo er det stik modsatte af ham der ”kerneopgaven”.

 

2.

Dertil kommer resterne af et af Riisagers og kritikkens indspark i debatten. Det handler om ”øget didaktisk frihed og styrket professionel dømmekraft”. Det er punkt 13 i forligsteksten. Også her henvises til formålsparagraffen. Der er en del meget løse formuleringer. F.eks. skal fagene ”modsvare samfundets udvikling”, selvom man jo ligeså godt kan sige det modsatte, altså at fag er en garant for, at samfundet ikke definerer skolen. Ordet ”professionelle fællesskaber”, nævnes også, men uden nærmere kvalificering løber det udtryk hen til datalæringsideologerne. Der står også ord som ”didaktisk frihed” og ”pædagogisk ekspertise”, men med skolereformen som ramme, får det ingen effekt. Det vil sige, at ”didaktisk frihed” bliver til ”metodeansvar”, og ”pædagogisk ekspertise” bliver til ”undervisningsekspert”. Dette afsnit udgør de sørgelige rester af Keld Skovmands og Lene Tanggaards rådgivningsgruppes fine arbejde fra i sommers. Vi har at gøre med kooptering af kritikkens sprog i skolereformens ideologi.

Forsøgene på at være konkrete er noget slatne:

  • Der står, at aftaleparterne vil ”følge arbejdet” med at løsne bindinger i Fælles mål. Betyder det noget at “følge”? Det tror jeg ikke. Og målene er jo stadig “vejledende”.
  • Der står, at der skal være en ”lokal dialog” om ”meningsfuld brug af læringsplatforme”, som ”alene anvendes, hvor det er fagligt og didaktisk meningsgivende”. Men det er jo blot en løs opfordring. Imens ruller AULA og digitaliseringen som en tsunami via Disruptionsrådet, KL, Teknologipagten, Erhvervsministeriet etc. Og vi har jo lige lært om den ”forenklede elevplan”s barske realiteter. Folketinget er helt sat mat, som jeg ser det.
  • Dertil nævnes en række mere konkrete faglige initiativer. En del af disse, herunder teknologiforståelse og naturvidenskabsstrategien, er overordnet knyttet til den kompetencetænkning, som skolereformen er gjort af.
  • Endelig står der, at en styrket seksualundervisning styrker elevernes dannelse. Det skal nok passe.

Disse tiltag vil ifølge forligskredsen skabe ”faglighed, dannelse og frihed i folkeskolen. Det vil efter min vurdering ikke ske.

 

Links:

Link til forligsteksten: https://backend.folkeskolen.dk/~/8/1/aftale-om-justeringer-af-folkeskolen.pdf

Analyse af regeringens oprindelige reformudspil, september 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/regeringens-skoleudspil-folkets-skole-faglighed-dannelse-og-frihed-justeringer-af-folkeskolereformen.html

Rådgivningsgruppe om fælles mål, juni 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-rapport-fra-undervisningsministerens-raadgivningsgruppe-pejlemaerker-for-faelles-maal-i-folkeskolen.html

Analyse af Antorinis udspil til skolereform i 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-regeringens-skoleudspil-gor-en-god-skole-bedre.html

 

Reaktioner:

Alternativets kritiske reaktion: https://www.folkeskolen.dk/652047/den-nye-folkeskoleaftale-er-desvaerre-udtryk-for-en-stigende-politisering-af-folkeskolen

Forligskredsens reaktioner: https://skoleliv.dk/nyheder/art7009514/Nu-fik-vi-ryddet-op-nogle-steder

Danmarks Lærerforening: https://www.folkeskolen.dk/651925/forlig-bliver-positivt-modtaget-i-dlf

KL’s reaktion: https://www.kl.dk/forsidenyheder/2019/februar/positivt-at-understoettende-undervisning-beholdes-paa-alle-klassetrin/

Skolelederforeningens reaktion: https://www.skolelederforeningen.org/nyheder-medier/nyheder/2019/reformjustering-godt-med-bred-enighed-foer-valget/?fbclid=IwAR06Q2Z4fJKTbyu65sgBbK_gUzsGIPuK9dGlGiFAdReFmLViJaTIko3vJok

 

Landsrettens dom i Erik Schmidt-sagen: Substans og reaktioner

Indholdsfortegnelse:

Kapitel 1. Indledning og selve dommen

Kapitel 2. Relationen mellem dom og advarsel

2.A. Advarslens første del

2.B. Advarslens anden del

2.C. Advarslens konklusion

 

Kapitel 3. De første reaktioner på dommen fra kommunen og dens støtter

3.A. KL’s reaktion

3.B. Odense kommunes reaktion

3.C. Den ledelsesmæssige situation i Odense

3.D. Reaktioner på de sociale medier

 

Kapitel 4. Politiske, juridiske og pædagogiske reaktioner

4.A. Politiske reaktioner

i) Merete Riisager

ii) Jacob Mark

 

4.B. Juridiske reaktioner

i) Tyge Trier

ii) Ombudsmanden

 

4.C. Pædagogiske reaktioner

i) Stefan Hermann

ii) Svend Brinkmann/Lene Tanggaard

iii) Niels Christian Sauer og Odenses lærere

iv) Norske reaktioner

v) Heine Andersen

vi) Anders Bondo Christensen

vii) Dansklærerforeningen

viii) Folkeskolen.dk

 

Kapitel 5. Erik Schmidts reaktion på dommen, A-E

5.A. Sejrsfesten

5.B. Facebook

5.C. Dagbog i Politiken Skoleliv

5.D. Samlet kommentar i Politiken Skoleliv

5.E. Hyggemail fra kommunen

 

Kapitel 6. Afsluttende bemærkninger

6.A. Renterne

6.B. Suzy og Eigil

6.C. Bambi og Eigil

 

 

Kapitel 1. Indledning og selve dommen

D. 2. juni 2014 fik den nationalt fremtrædende lærer, Erik Schmidt, en advarsel af sin skoleleder, Mohammed Bibi. Fire et halvt år senere, d. 29. november 2019, blev advarslen kendt ulovlig af Østre Landsret.

I det følgende vil jeg drøfte dommen, og de reaktioner den afstedkom. Først undersøger jeg forholdet mellem advarsel og dom. Jeg argumenterer for, at landsretten med sin dom tager parti for en pædagogisk og politisk indsigt, som står i stik modsætning til det organisatoriske nysprog, som præger advarslen, og som er bundet op på skolereformens ideologi.

Dernæst drøfter jeg KL’s og Odense Kommunes fortolkning af dommen. KL mener, at dommen handler om ”uhensigtsmæssig adfærd”. I modsætning hertil viser jeg, at dommen har rod i ytringsfrihedens og åndsfrihedens natur og sprog.

Resten af indlægget er en gennemgang af de mange offentlige reaktioner fra folk – dvs. landspolitikere, forskere, jurister, pædagoger etc. –, som ikke er part i sagen, men som ligesom jeg selv har responderet på sagens eksistens og afgørelse. Alle disse indlæg er – trods deres forskellighed – enige om, at sagen er principiel og vigtig. Jeg er helt enig med dem, men vi er til gengæld allesammen uenige med KL og Odense Kommune.

Jeg vil med andre ord argumentere for, at reaktionerne på sagen er et udtryk for, at landets pædagogik er opdelt i to separate verdener, en pædagogisk/politisk verden og en lærings/organisations-verden.

Først ganske kort om baggrunden:

Skolelærer Erik Schmidt, som også er publicist og pædagogisk forfatter, havde arbejdet til UG med kryds og slange for sin landsbyskole i 34 år uden en eneste anmærkning. Skoleleder Mohammed Bibi kom fra en kontroversiel muslimsk friskole uden særlige faglige meritter. Han var helt ny på posten og forsøgte at ændre sin skoles ideologi radikalt. I baggrunden støjede den nye skolereform og OK-indgrebet mod lærerne i 2013. På lærermøderne udspandt sig derfor en livlig debat, som Schmidt i sagens natur blandede sig i. Bibi truede Schmidt med en tjenstlig advarsel. Det kunne Schmidt ikke leve med, så han sagde op. Efterlods fik Schmidt advarslen alligevel, til forebyggende skræk og advarsel for alle kommunens ansatte.

Schmidt og Danmarks Lærerforening (DLF) ønskede at teste advarslens lovlighed, men Odense Kommune modsatte sig alle former for proces. Derfor måtte Schmidt og DLF over i det almene retssystem og føre en slags meta-sag om overhovedet at få lov til at få testet advarslens legalitet. Denne meta-sag gik helt til landsretten, som gav Schmidt medhold.

Først i november 2017 kunne selve sagen om advarslens lovlighed derfor behandles i byretten, som dømte i Odense Kommunes favør. Byretten mente altså, at advarslen var lovlig. Men Schmidt og DLF ankede sagen. D. 30. oktober 2018 kom sagen så i landsretten. Her vandt Schmidt med et brag. Advarslen var ulovlig uden det mindste forbehold. Advarslen var et overgreb mod pædagogikkens retlige essens.

Domsudskriftet fra d. 29 november 2018 er på 17 sider. Her er Østre Landsrets afsluttende begrundelse og konklusion i domsudskriftet fra d. 29. november 2018:

————-

”Landsrettens begrundelse og resultat:

Det kan efter forklaringerne lægges til grund, at da Mohammed Bibi på personalemødet den 25. marts 2014 præsenterede sin vision for skolen, gav Erik Hulmose Schmidt udtryk for, at en vision burde være et fælles projekt, og at Erik Hulmose Schmidt på to efterfølgende personalemøder sammen med flere andre lærere stillede spørgsmål til ledelsen om ledelsens oplæg.

Det findes ikke bevist, at Erik Hulmose Schmidt i forhold til andre lærere skulle have været særligt negativ over for ændringer i arbejdstidsreglerne som følge af skolereformen i 2013, eller at han skulle have pisket en negativ stemning op i personalegruppen.

Der har derfor ikke været grundlag for denne del af advarslen den 2. juni 2014.

Spørgsmålet er herefter, om forløbet på mødet den 7. maj 2014 i sig selv har kunnet danne grundlag for advarslen.

Det kan på baggrund af især forklaringerne afgivet under sagen i hvert fald lægges til grund, at Erik Hulmose Schmidt på mødet spontant én gang råbte,

”nu må det her vanvid stoppe” eller lignende, at han var vred, og at han gav udtryk for sin utilfredshed med ordene ”lukket ledelse”.

Ved vurderingen af, om advarslen på dette grundlag var berettiget, må der lægges vægt på, at der var tale om et personalemøde, hvor der var en debat, hvilket efter bevisførelsen faldt inden for mødets formål, og at baggrunden for udbruddet skyldtes et regneark med et indhold, som flere lærere på mødet tolkede som omhandlende blandt andet differentieret forberedelsestid, men som ikke havde med de fremadrettede arbejdsvilkår at gøre og utilsigtet var blevet fremvist under mødet på grund af en fejl fra ledelsens side. Det må endvidere indgå i vurderingen, at lærergruppen ikke blev lovet indsigt i kriterierne for differentiering med den begrundelse, at der var tale om et ledelsesværktøj.

Herefter, og når der endvidere henses til, at Erik Hulmose Schmidt efterfølgende beklagede sin opførsel over for ledelsen, og at han i de ca. 34 år, hvor han havde været ansat på Agedrup Skole, ikke har fået påtaler af nogen art, finder landsretten efter en samlet vurdering, at det på trods af hans opførsel på mødet, ikke var proportionalt at tildele ham en advarsel.  På denne baggrund tages påstanden nedlagt af Danmarks Lærerforening som mandatar for Erik Hulmose Schmidt til følge, hvorefter Odense Kommune skal anerkende, at advarslen den 2. juni 2014 til Erik Hulmose Schmidt var uberettiget.

Efter sagens udfald skal Odense Kommune i sagsomkostninger for begge retter betale 126.250 kr. til Danmarks Lærerforening som mandatar for Erik Hulmose Schmidt. Beløbet omfatter 125.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms og 1.250 kr. til dækning af retsafgift. Der er ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb i byretten, herunder at spørgsmålet om retlig interesse blev behandlet særskilt. Der er endvidere taget hensyn til sagens omfang og forløb i landsretten samt hovedforhandlingens varighed ved begge retter.

THI KENDES FOR RET:

Odense Kommune skal anerkende, at advarslen den 2. juni 2014 til Erik Hulmose Schmidt var uberettiget.”

———————

Første annoncering af dommens udfald skete på folkeskolen.dk d. 29. november 2019 kl. 10.05 i følgende artikel, som er blevet udvidet i flere omgange. Begejstringen strømmer ud af tråden: https://www.folkeskolen.dk/647666/erik-schmidt-og-dlf-har-vundet-i-landsretten?fbclid=IwAR25r1bte55qXjyuxSogap1VHX2Xzl4OMb4J7YJC15WaO7seUp-qsOcLmms

Jeg skrev i sin tid en kritisk analyse af byretsdommen fra 2017. Den kan læses her: http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-byretsdommen-erik-schmidt.html

Og en beskrivelse af selve sagens oprindelige forløb kan læses i dette indlæg fra 2014: http://www.thomasaastruproemer.dk/agedrup-danmarks-paedagogiske-epicenter.html

Jeg har samlet alle indlæg i sagen på dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

Kapitel 2. Relation mellem dom og advarsel

Hvordan var det nu, den ulovlige advarsel til Erik Schmidt lød? Altså dén ulovlige advarsel, som Odense Kommune tildelte Schmidt d. 2. juni 2014, hele 14 dage efter at han havde sagt op i pædagogisk og faglig indignation.

Advarslen indeholdt to momenter, som landsretten strukturerer sine begrundelser efter, samt en konklusion (Jeg har rettet kommafejlene i citaterne fra advarselsteksten):

 

2.A. Advarslens 1. del

Første del af advarslen lød sådan her:

”Baggrunden for den tjenstlige samtale var, at ledelsen oplever, du er meget negativ over for de forandringer, Agedrup Skole er i lige nu. Dette kommer ofte til udtryk på fællesmøder, hvor du har negative holdninger og synspunkter.” (Odense Kommune 2014)

Ifølge Østre Landsret kan denne del af advarslen ikke begrundes i henhold til dansk ret. Schmidt deltog i den almindelige debat om de emner, som var på skolens og mødets dagsorden, herunder en drøftelse af ledelsens forslag til skolens nye vision samt af forberedelsesfaktorer for undervisningen. Schmidt var ikke “særlig negativ”, som det næsten ironisk hedder i afgørelsen, men gjorde blot sit arbejde efter sit fags standarder.

Så Odense Kommunes advarsel var et anslag mod ytrings- og åndsfrihed på skolen, en fratagelse af en pædagogs kæreste eje, nemlig hans frie ord.

Faktisk kan man godt sige, at Odense Kommune har forbrudt sig mod hele sammenhængen mellem Grundloven og Skoleloven. Kommunen har frataget en borger muligheden for at tale og handle, og den har ødelagt skolens begreb og pædagogiske liv. Den har knægtet både grundlovens ytringsfrihed og skolelovens åndsfrihed og demokratiske prægning. Sådan er det, fordi den gør uenighed og kritik til et spørgsmål om ”negative holdninger og synspunkter”.

 

2.B. Advarslens 2. del

Anden del af advarslen lyder sådan her: ”Det opleves, at du også er med til at piske en negativ stemning op i personalegruppen. Dette kom særligt til udtryk på personalemødet den 7. maj 2014, hvor du begyndte at råbe højlydt og beskyldte skolens leder for at udøve ”lukket ledelse”. Du råbte gentagne gange, bl.a. ”Nu må det vanvid stoppe!””. (Odense Kommune 2014)

Ifølge retten blev der ikke pisket en ”negativ stemning” op. Schmidt blev vred, men det var helt i orden, for vreden vedrørte et relevant sagsforhold, og vrede var ikke noget, der kendetegnede Schmidts virke i øvrigt, tværtimod. Det var derfor en slags saglig vrede.

Schmidt råbte ifølge retten ikke ”gentagne gange”, men ”én gang”, og retten kan ikke præcist sige, hvad det var, Schmidt råbte. Faktisk er det efter min mening slet ikke godtgjort, at han ”råbte”, men det mener landsretten trods alt, og fred være med det. Mange flere burde have råbt i 2013-14.

Man må altså gerne en gang imellem vise følelser, herunder vrede, i forbindelse med drøftelse af forhold af fælles interesse. Ja, efter min mening bør en seriøs skoleledelse opfordre til “den livligste vekselvirkning”, som det hedder i dannelsesteorien. Som vi senere skal se, er rektor for landets største læreruddannelsessted, Stefan Hermann, helt enig med mig i det.

Odense Kommune har forsøgt at demontere en borgers ret til at engagere sig i sit arbejde og en lærers ret til at diskutere sit fag med fornuft og følelse. Og Kommunernes Landsforening understøtter dette brud på moralske og juridiske principper.

 

2.C. Advarslens konklusion

Advarslen afsluttes med følgende passus:

”På baggrund af ovenstående tildeles du en advarsel, hvor det præciseres over for dig, at ovenstående adfærd er uacceptabel, og du straks skal ændre din adfærd til ordentlig og konstruktiv kommunikation.  Det præciseres ligeledes over for dig, at det er ledelsen, der har ledelsesretten.” (Odense Kommune 2014, mine kursiveringer)

Følger vi konsekvensen af landsrettens begrundelser, er der i Schmidt-sagen slet ikke tale om det, der i advarselsteksten kaldes ”adfærd”, men om rationelle og faglige handlinger. Og udtrykket ”konstruktiv kommunikation”, kan man heldigvis ikke mere lægge til grund for en tjenstlig sanktion. Det er sådan et slags lavthængende HR-positiv psykologi-udtryk, som intet har med lov, pædagogik og politik at gøre.

Schmidt var skam særdeles “konstruktiv”, for han drøftede skolens anliggender med al den viden og erfaring, han har opsparet i et langt fagligt liv, og han gjorde sin pligt ved at tale imod Odenses og Skolelederens fikse ideer, så en virkelig pædagogik kunne udvikle sig. Derimod var skolelederen og Odense kommunes folk autoritære og destruktive, hvilket bl.a. skyldes skolereformens grundlæggende ideologi.

Endelig nævner advarselsteksten ”ledelsesretten”. Men denne ret omfatter altså ikke retten til at ødelægge det, som man ifølge skolens formål og tradition er sat til at passe på. Så det er skam ikke ledelsen, der har ledelsesretten på en skole. Det har loven og pædagogikken. Lederen skal bare makke ret over for disse to instanser, ligesom læreren skal. Og begge “instanser” er fyldt med lag og rev og landskaber, hvis jord og natur er komponeret af bandeordene fornuft og følelse og åndsfrihed; alle de ting, som henne hos KL hedder “negative synspunkter”, “adfærd” og ”konstruktiv kommunikation”.

 

 

Kapitel 3. De første reaktioner på dommen fra kommunen og dens støtter

KL reagerede d. 30. november, altså dagen derpå, officielt på Landsrettens dom. KL’s reaktion lod til at være fuldstændig afstemt med Odenses skolechef, som dagen før var blevet interviewet på Fyens.dk. Begge indlæg forsøger at afvise sagens principielle aspekter. Dertil kom, at man med nærmest nidkær systematik undlod at omtale sagen på de sociale medier. Det er denne særlige kommunale konstruktion af sagen, som jeg nu vil dokumentere. Bagefter, i kapitel 4, kommer alle de andre juridiske, pædagogiske og politiske reaktioner, som ingen i den kommunale blok forholder sig til eller nævner overhovedet. Der er en Berlinmur mellem pædagogikkens to verdener.

 

3.A. KL’s reaktion

På Kl’s hjemmeside kunne man dagen efter dommen læse en officiel fortolkning af dommen. Markeringen er udformet som et interview med KL’s juridiske chef, Pernille Christensen. Hun siger, at Landsrettens dom ikke handler om ”en sejr for ytringsfriheden”, og at den skam ”slet ikke handler om, hvorvidt lærere har ytringsfrihed på personalemøder”. Dommen handler derimod kun om ”at der skal være en pæn og ordentlig tone, også når man holder møder sammen”.

Lad os se på logikkens bestanddele:

 

i) Handler dommen om ytringsfrihed?

Ja, det gør den. For Landsretten lægger til grund, at Schmidt ”gav udtryk” for en kritik af ”skolens vision”, som han mente skulle være ”et fælles projekt”. Og retten lægger også til grund, at Schmidt ”stillede spørgsmål”, og at han ”gav udtryk for sin utilfredshed”. Dernæst skriver dommerne, at ”der var tale om et personalemøde, hvor der var en debat, hvilket efter bevisførelsen faldt inden for mødets formål” (min fremhævning).

Alle disse ord – stille spørgsmål, debat og give udtryk – er ord som stammer fra den europæiske filosofiske og pædagogiske tradition, og det hele knyttes an til mødets ”formål”, som var drøftelsen af en pædagogisk og faglig ”vision”. Dommen har derfor alt med ytringsfrihed og pædagogik at gøre.

Endelig påpeger dommerne, at ledelsen på Agedrups Skole skjulte centrale oplysninger for lærerne, og det underforstås dermed, at Schmidt handlede decideret rationelt ved at påpege dette forhold.

Det medgives – hvilket Schmidt selv siger – at Schmidt var vred, hvilket mange af hans kolleger også var. 27 ud af 31 lærere på skolen støttede efterfølgende Schmidt i et brev til ledelsen. Men man må altså ifølge dommen godt vise følelser på en dansk skole, også når følelserne er en del af en faglig debat. Så Schmidt brugte sin ret til at ”give udtryk, spørge og debattere”, hvilket netop er det, ytringsfrihed handler om.

Denne ret anfægtede Kommunen, fordi dens begrundelse for advarslen jo var følgende formulering:

”Baggrunden for den tjenstlige samtale var, at ledelsen oplever, du er meget negativ over for de forandringer Agedrup skole er i lige nu. Dette kommer ofte til udtryk på fællesmøder, hvor du har negative holdninger og synspunkter”.

Dommerne giver derfor Schmidt fuldstændig ret. Schmidts tale var helt inden for rammerne af åbenhjertighedens og ytringsfrihedens indhold og principper.

Skulle dommernes begrundelser, som jeg har anført, ikke være ”principielle”? Og skulle denne sag ”slet ikke handle om, hvorvidt en lærer har ytringsfrihed på personalemøder”. Det er jo en absurd vurdering i lyset af de citater, jeg har anført.

Hvis ikke Schmidt havde stået fast i over fire år, så havde KL’s totalitære formuleringer stået som en skamstøtte over, hvad pædagogisk debat og kritik er og kan være. Det ville have tømt hele det pædagogiske liv for liv.

Så på en måde har KL endnu mindre ret, end organisationen selv tror. For gårsdagens dom er nemlig ikke blot en sejr for ytringsfriheden. Det er meget mere end det. Det er en sejr for den pædagogiske frihed, og dermed for skolens formål og Grundlovens hele essens. Sejren er en beskyttelse af den næste generation.

Sådan er det, fordi retten har understreget retten til at spørge, debattere og vise følelser på en pædagogisk institution; en ret som KL har forsøgt at fjerne fra samfundet.

 

ii) ”God og ordentlig tone”

KL’s chefjurist mener, at sagen i stedet handler om ”et helt andet spor”, nemlig om ”en god og ordentlig tone” på “personalemøder”. Men det står der da ikke noget om i dommen? Slet ikke, faktisk. Tværtimod er det nu berettiget at vise en følelse.

Og hvis KL har ret, at ”tonen” skulle være sagens essens, så må KL jo i denne sag have kæmpet for retten til at føre en dårlig og uordentlig tone? Det er jo logik.

Og netop ”tone” har da alt at gøre med ytringsfrihed. Er der nogen, der kan være i tvivl om det i dag efter 13 års tone-debat? KL-juristens sætning opløser sig selv fra alle leder og kanter.

Artiklens afsluttende beskrivelse af sagen, som man kan tilgå i linket nedenfor, er så mangelfuld og ideologisk, at jeg må nøjes med at lade den står som skræk og advarsel til alle, som laver business med denne organisation. F.eks. fortsætter man med at omtale Schmidts aktion som ”uhensigtsmæssig adfærd”, selvom landsretten har understreget, at Schmidts handlinger var rationelle (spørge, debattere osv.).

Link til KL’s reaktion på dommen: https://www.kl.dk/nyhed/2018/november/dom-i-%C3%B8stre-landsret-handler-ikke-om-laerernes-generelle-ytringsfrihed/

 

3B. Odense Kommunes reaktion

Skolechefen i Odense, Nikolaj Juul Jørgensen, blev dagen før, d. 29. november, interviewet til Fyens.dk. Han siger ligesom KL, at Schmidt-sagen slet ikke er principiel. Det er blot en lille og lidt tilfældig sag fra et gammelt personalemøde, som handler om ”opførsel”. Men hvorfor har Odense Kommune så sat bål og brand i bevægelse i adskillige retsprocesser – med KL og dyre advokater i baghaven – siden 2014, i stedet for bare at sige pænt undskyld til Schmidt eller prøve sagen i det almindelige arbejdsretlige system? Det giver ikke mening.

Journalisten spørger faktisk, om Schmidt bør have “en undskyldning”. Men det har skolechefen “ikke lige overvejet”, som han siger fra sit kommunale ekkokammer. Den bemærkning kan lige stå og blinke lidt.

Så spørger journalisten, hvorfor kommunen har brugt så mange penge på sagen, når nu den betyder så lidt. Og ved I hvad, Juul Jørgensen svarer:

“Det har ikke været Odense Kommunes ønske at føre sagen ved retten, men vi er nødt til at stille op, når andre har ønsket at køre sagen i det juridiske system”.

Det er kommunen da ikke “nødt til”. Man kan jo bare give de “andre” ret og sige undskyld med 12 flasker vin, hvis sagen alligevel er så ubetydelig.

Juul Jørgensen ”oplever ikke”, at der er “lavt til loftet” i Odense Kommune.

Konklusionen på denne undertrykkende KL-logik er et ægte moralsk kollaps, der kan udtrykkes således:

  1. Jeg siger noget fagligt og engageret om et relevant emne.
  2. Min arbejdsgiver forbyder mig at sige det, jeg siger, og straffer mig for at sige det.
  3. Jeg lægger sag an mod min arbejdsgiver, så jeg og andre atter kan tale fagligt og engageret om relevante emner.
  4. Det tager fire år at komme frem til en afgørelse, fordi min arbejdsgiver trækker sagen i langdrag.
  5. Jeg vinder sagen. Jeg må altså gerne sige det, jeg ikke måtte sige, alligevel. Og det må alle andre også. Jeg er nærmest lykkelig, og det er tusindvis af andre også.
  6. Arbejdsgiverens konklusion: Sagen handler slet ikke om at sige noget, og vi går skam ind for ytringsfrihed.

Link til interview med skolechef Nikolaj Juul Jørensen: https://www.fyens.dk/odense/Skolechef-efter-Erik-Schmidt-dom-Jeg-koeber-ikke-praemissen-om-at-sagen-er-principiel/artikel/3304881?fbclid=IwAR0_EtTmwmVlZ_6ltHypKtRb4SWLnNdO-f5lyedSP_k4u83_GkAD0T1IOEU

 

3.C. Den ledelsesmæssige situation i Odense

Erik Schmidt fik jo sin tjenstlige advarsel i juni 2014. Det var en række skolereformstilhængere, der svingede det gule kort. Lad mig fortælle lidt om udviklingen i den ledelsesmæssige situation i sagen:

Her er det oprindelige setup i 2014:

– En helt ny skoleleder, Mohammed Bibi, som kom fra en lederstilling på en kontroversiel muslimsk friskole. Han er stadig leder af Agedrup Skole, har deltaget i alle retshandlingerne og har vist 0.00% tegn på fortrydelse.

– En helt ny skolechef, Ina Ahrensberg, som blev bedt om at tage sin afsked i 2016. Hun omtalte i en sommerhilsen til alle sine underordnede Schmidt-sagen som ”en blomstrende debat”. I dag har hun sit eget konsulentfirma for ledere. Firmaets motto er ”Vejen til succes”.

– En helt nytiltrådt Børne- og ungedirektør, Peter Pietras. Han havde netop afløst Jimmy Streit, som selv var forholdsvis ny i stillingen (ansat i 2012). Streit gik af i foråret 2014, angiveligt pga. uoverensstemmelser med rådmanden.

– En helt ny rådmand, Susanne Crawley Larsen (RV), som stadig er rådmand. Hun slår sig løbende op på værdier som kritik, dannelse og ytringsfrihed. Hun har ikke kommenteret Østre Landsrets dom.

Den aktuelle børne- og ungedirektør, Poul Anthoniussen, har været en gennemgående figur i den kommunale ledelse i alle årene. Han var allerede som skolechef i 2012 frisk på at ”sætte hold”, hvor de syge og, efter hans mening, inkompetente lærere skulle skiftes ud med nogle nye fynske ja-hatte, der gik ind for Anthoniussens vision, som blev kaldt ”Fremtidens skole”. Visionen blev fagligt understøttet bl.a. af professorerne Jens Rasmussen og Lars Qvortrup. Anthoniussen ville have ”mest mulig læring for pengene” sammen med den daværende SF-rådmand, Stina Willumsen, som var med i KL’s bestyrelse. Som man kan se kørte det hele i samme centrum-venstre-forsker koalition som på landsplan (Odense har socialdemokratisk borgmester. Dengang var det Anker Boye, og Rasmussen og Qvortrup var og er centrale ideologiske støtter for skolereformen).

Anthoniussen var dog ikke direkte ansvarlig for advarslen til Schmidt, men mit tip er, at han har været “behjælpelig” i kulissen, fordi skolechefen i 2014, Ina Ahrensberg – og jo også alle de andre – var helt nye i den kommunale butik.

Derfor er det den radikale Crawley Larsen og hendes embedsmand, Poul Anthoniussen, som i dag står som særligt ansvarlige for den stærkt kritisable reaktion på landsretsdommen, formodentlig med byens socialdemokratiske borgmester og KL i baghaven. Men begge to er tavse som østers. I stedet har de altså sendt skolechefen, Nikolaj Juul Jørgensen, i pressen, selvom han først blev ansat i 2014, dengang som skolechef i et andet område af byen, dvs. som en som en slags kollega til Ina Ahrensberg, der altså dækkede Odense Nord, hvor Schmidts og Bibis skole lå.

Og allerede få dage efter dommen kunne Juul Jørgensen altså sammen med KL’s jurister fortælle, at landsrettens dom blot er en petitesse, som ikke har noget med ytringsfrihed at gøre.

Her er en liste over de ansvarlige ledere af skoleforvaltningen i Odense siden 2010:

  1. Børne- og ungerådmænd i Odense:
    Jane Jegin (V), 2006-10
    Stina Willumsen (SF), 2010-12
    Brian Dybro (SF), 2012-14 (barselsvikar for Willumsen)
    Susanne Crawley Larsen (RV), 2014-?
  2. Direktører for Børne- og ungeforvaltningen i Odense:
    Klaus Majgaard, 2007-11
    Jimmy Streit, 2012-14
    Peter Pietras, 2014-15
    Poul Anthoniussen, 2016-?
  3. Skolechefer i Odense Kommune:
    – Jørgen Schaldemose, 1998-2011
    – Poul Anthoniussen, 2011-14
    – Poul Anthoniussen, Ina Ahrensberg og
    Nikolaj Juul Jørgensen i områdedelt struktur,
    2014-16.
    – Nikolaj Juul Jørgensen, 2016-?
  4. Skoleledere ved Agedrup skole:
    Eskild Kjær-Madsen, 1989-1999 (støttede Schmidt uforbeholdent i et læserbrev)
    Birgitte Andersen, 1999-2013 (lærer ved skolen siden 1974) (støttede Schmidt uforbeholdent i byretten)
    Mohammed Bibi, 2014-?

Links:
En del info har jeg fra Lærerbladet, nr. 2, 2016: http://www.odenselaererforening.dk/…/laererbladet-nr-2-2016…

Lidt om Odense Kommunes Fremtidens Skole i 2012: https://www.folkeskolen.dk/506521/en-fynsk-vinter-opd-21-jan

Om Ina Ahrensbergs ”blomstrende debat”: http://www.thomasaastruproemer.dk/boern-og-ungechef-ina-ahr…

 

3.D. Reaktioner på de sociale medier

i) Den første dag

Hvordan var de første reaktioner – få timer efter dommen – på facebook, hvor politikere og organisationer jo plejer at være hurtige til at kommentere det ene og det andet? Først og fremmest gav en helt masse lærere og borgere udtryk for deres glæde og begejstring ved dommen. Desuden delte Danmarks Lærerforening, som jo vandt sagen, og mange af dens hovedbestyrelsesmedlemmer, med det samme delt nyheden. DLF har udsendte hurtigt en pressemeddelelse, der understregede ytringsfrihedsaspektet. Sagen blev også hurtigt omtalt i Politiken, Danmarks Radio, Fyens.dk og Folkeskolen. Den ramte de norske medier.

Men hvad med sagens kommunale aktører? Her i note-sprogdragt fra selve dagen:

Nyheden er endnu ikke omtalt på Odense Kommunes facebook-side og bliver det formodentlig heller aldrig. I stedet har man for en time siden valgt at opdatere sit profilbillede med et billede af en spejlblank sø (!). Kommunen har mig bekendt aldrig omtalt sagen, selvom den har satset alt – inklusiv fire retssager – på sejr. KL, som har støttet Odense Kommune, har heller aldrig omtalt sagen.

Den ansvarlige rådmand, Susanne Crawley Larsen, har heller ikke nævnt sagen. Hun har i stedet lagt et billede ud fra et besøg på et børnehospital. Hun har også altid været tavs, selvom hun har et hovedansvar for kommunens støtte til den aktuelle lovovertrædelse, som jo har haft store personlige konsekvenser, men også enorme faglige omkostninger for samfundet.

Skolelederforeningen har heller ikke udtalt sig. Foreningens formand har ellers i forbindelse med Schmidt-sagen sagt til Politiken, at lærerne skal huske, hvem der betaler deres løn, før de udtaler sig. Han ved vidst ikke, at ytringsfrihed jo faktisk handler om det modsatte, nemlig at glemme, hvor man har pengene fra.

I stedet for at dele nyheden har Skolelederforeningen for en time siden offentliggjort en positiv kommentar til en af de utallige evalueringsrapporter, der efterhånden har lagt sig som en diskursiv klippe om skole og læreruddannelse. Schmidt-sagen blev mig bekendt heller ikke omtalt på det netop overståede årsmøde i Skolelederforeningen, som nu – ligesom kommune og rådmand – står fagligt og juridisk afklædte tilbage. Årsmødet handlede om data.

Mohamed Bibi, som jo var den skoleleder, der brød loven på Agedrup Skole, har selv gjort karriere i Skolelederforeningen og er Odense Kommunes centrale vidne i sagen. Han er formand for skolelederne i Odense. Han har heller ikke sagt noget udover i retslokalet.

 

ii) Den anden dag

Hvad står der mon øverst på KL’s facebookside? Måske en lille omtale af Schmidt-sagen, som organisationen jo tabte med brask og bram efter at have satset alt? Desværre ikke.

Til gengæld har KL lagt en to minutter lang video ud. Videoen, som blev lagt ud i går eftermiddags kl. 17:30, er en hyggelig samtale mellem Bondo og en centralt placeret KL-skolepolitiker, Thomas Gyldal, om OK18-prestigeprojektet Ny Start. Bondo og Gyldal sidder i sofaen og hyggesnakker om det gode samarbejde, de har haft siden OK18. Eftersom videoen ledsages af total tavshed om Schmidt-sagen, kan man kun opfatte den som en ydmygelse af DLF. DLF er dybt afhængig af Ny Start og kan derfor ikke svare igen. Denne tavshed understreges af Anders Bondos reaktion på dommen, som jeg vender tilbage til.

KL lavede tidligere i dag en slags reklame-nyhed, hvor de fortæller den undrende omverden, at landsretsdommen slet ikke handler om ytringsfrihed. Det var den pressemeddelelse, som jeg skrev om under punkt 3A. Nyheden blev dog ikke delt på de sociale medier.

Jeg var også lige forbi Odense Kommunes facebook-side. Der står der heller ikke noget. Man har i stedet lagt en reklame ud for byens julekalender og for et arrangement om robot-teknologi. Det interview, jeg omtalte i kapitel 3B, er ikke nævnt.

Skolelederforeningen har lagt en omtale af sagen på foreningens hjemmeside. I artiklen understøttes KL’s fortolkning. Dvs. at sagen ikke har noget med ytringsfrihed at gøre, men alene går på Schmidts ”opførsel”. Artiklen omtaler også byrettens begrundelse for at tage kommunens parti, nemlig det såkaldte decorum-krav, som Landsretten altså ikke synes var relevant. Artiklen blev også delt på de sociale medier med en meget kort og neutral tekst. På opslaget står der, at teksten er blevet ”redigeret d. 30. november”. I min egen hukommelse er redigeringen sket, så den nu flugter bedre med KL’s synspunkt. Oprindelig var den mere Schmidt-venlig. Men altså kun i et enkelt døgn.

Så er der Odenses rådmand, Susanne Crawley Larsens ellers meget aktive facebook-profil. Hun nævner heller ikke Schmidt-sagen, som hun jo ellers har ansvaret for. Derimod linkede hun til et projekt om ”medmenneskelighed”, som er en del af Odenses såkaldte “dannelsesstrategi”. D. 2. december lagde hun Odense Kommunes dialog- og kritik-principper ud på facebook. Men uden at omtale Schmidt-sagen. Det gjorde debattrådens deltagere derimod. Jeg kalder det for ”undertrykkende tavshed” eller ”postmoderne ondskab”. Kombinationen af på den ene side et ulovligt overgreb mod ytringsfriheden og på den anden side at fremhæve humanistiske værdier er en linje, som Crawley Larsen har kørt siden 2014, og som hun altså fortsætter med til det sidste.

Link til KL-video om Ny Start: https://www.facebook.com/kommunerne/videos/538122929995200/?__xts__[0]=68.ARBa4qdQVuL4YGLy1ErQMOR5Bw3e_1ye9J1ROXmlQ8EEZ78AqlqMyz-FdEhkV4v1svt0ZLMie3qcNU0mmTq7AL1Oj7tBYwpxHeilcCZapqLj666AKuEi8KhaMiTnDCjUnMaepEd14NlSNDtTTZWV4DqxUICWly0PpQyEY8-rcUtrgqrOSQqIcScMitXAtfD4mthMI49pTrwMxYGktuKAzMlnewArLBJaEGzW6-4eAgJyE1neCA1H828b4Zb3EAJXBeum5QIL0M7eV8cUDi7BR9qMWx7AeXcQ6n0oK62SZ282Vo8NTHzaNao1ZduRdue2yVsUM_HaiRW4vkLLJll5K4HNxELlcyZJcdI&__tn__=-R

Link til Skolederforeningens artikel: https://www.skolelederforeningen.org/…/dlf-faar-medhold-i…/…

Link til omtale af Odense Kommunes ”dannelsesstrategi”: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-odense-kommunes-dannelsesstrategi.html

Link til Susanne Crawleys opslag om kommunens dialogprincipper: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10217805389104203&set=a.2196422467865&type=3&theater

 

 

Kapitel 4. Politiske, juridiske og pædagogiske reaktioner

Lad os nu besøge pædagogikkens anden verden, den virkelige verden. Her finder vi politikere, jurister, forskere og pædagoger, som alle på den ene og den anden opfatter landsrettens dom som en støtte til ytringsfrihed og faglig og pædagogisk kritik. I det følgende har jeg noteret nogle af disse reaktioner.

Først nævner jeg de politiske reaktioner fra undervisningsminister Merete Riisager og fra SF’s politiske ordfører, Jacob Mark. Dernæst omtaler jeg de juridiske reaktioner fra advokat Tyge Trier og Ombudsmanden. Endelig har en lang rækker forskere og pædagoger reageret på dommen, herunder Svend Brinkmann, Lene Tanggaard Stefan Hermann, Heine Andersen, Niels Christian Sauer, Anders Bondo Christensen og Dansklærerforeningen. Deres reaktioner har jeg også noteret. På den måde tegnes et billede af en modsætning mellem det pædagogisk/juridisk/politiske og det kommunalt/organisatoriske niveau. Det er denne modsætning, jeg i en bogtitel fra 2015 har kaldt for ”Pædagogikkens To Verdener”. Og hele sagen er et eksempel på det, jeg i en anden bogtitel fra 2017 har kaldt for ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”.

 

4.A. Politiske reaktioner

To politikere har kommenteret sagen, nemlig Merete Riisager (LA) og Jacob Mark (SF). Her er deres reaktioner:

 

i) Undervisningsminister Merete Riisagers reaktion på dommen

Allerede på selve dagen blev Erik Schmidt lykønsket af landets undervisningsminister. Merete Riisager skrev følgende på twitter.com:

“Tillykke til Erik Schmidt med dommen i landsretten. Man kan retteligt forvente, at offentligt ansatte udfører deres arbejde og anerkender ledelsesbeslutninger, men vi skal ikke have en folkeskole, hvor kritik og debat ikke tolereres.”

Riisager mener altså, at dommen handler om ”kritik og debat”. Dermed flugter hun helt med landsrettens begrundelser. At man desuden skal ”anerkende ledelsesbeslutninger”, som hun formulerer det i en sprogdragt som svarer til advarselsskrivelsen, giver sig selv, men det har altså ifølge dommen ikke været et problem i dette tilfælde. Og først og fremmest skal man jo følge loven, ikke sandt? Schmidt har jo på ingen måde nægtet at følge en tjenstlig ordre, men blot ønsket at diskutere faglige spørgsmål på et fælles møde i overensstemmelse med skolens og samfundets lov.

Det er værd at nævne, at Riisager tidligere har ytret sig om sagen. F.eks. blev hun allerede d. 20. juni 2014 citeret for følgende tre markeringer i forbindelse med et interview om sagen til folkeskolen.dk:

“Der er altid den mulighed, at det er reformen, der tager fejl, og ikke den lærer eller leder, der stiller kritiske spørgsmål. Derfor må der ikke udvikles en rigid kultur, hvor ingen tør udfordre det, der dikteres fra bjerget”.

“En god skole kræver ledere og lærere, der kan tænke selv. Det må vi aldrig give køb på. Derfor vil det være dybt kritisabelt, hvis skolen kun skal indeholde dem, der ikke stiller spørgsmål. En folkeskole med sindelagskontrol vil være en åndsfattig skole”.

“Mange ledere og lærere er af den holdning, at reformen har for lidt fokus på undervisning, kundskaber og dannelse. Der kan også være berettiget bekymring om, struktur, ansvarsfordeling og den praktiske gennemførsel af reformen. Det er en professionel bekymring, som man hellere skulle tage alvorligt end at skamme ud.”

Kommunens og KL’s fortolkning står altså i modsætning til både landets dømmende funktion (landsretten) og udøvende funktion (ressort-minister).

Link til Riisagers udtalelser i 2014: https://www.folkeskolen.dk/546670/merete-riisager-advarer-mod-en-folkeskole-med-sindelagskontrol

 

ii) Jacob Marks (SF) reaktion

D. 30. november kommenterede SF’s politiske ordfører, Jacob Mark, sagen i et blogindlæg på TV2. Mark mener, at sagen i høj grad har med både ytringsfrihed og fagligt engagement at gøre, og han taler for en bedre beskyttelse af offentlige ansattes ret til at ytre kritik af deres arbejdsplads.

Mark markerede også sin holdning på facebook, hvor han delte nyheden med følgende bemærkning:

”Tillykke til Erik Schmidt og DLF, det i dag har vundet et vigtigt slag for offentligt ansattes ytringsfrihed. Jeg lover at vi i SF skal gøre vores til, at vi får brudt den tavshedskultur, der er blevet skabt i den offentlige sektor. Den offentlige sektor skal skabes sammen med medarbejderne, og så kræver det sgu at de kan bruge deres lovbestemte frihed til at sige, hvad de tænker.”

Link til Jacob Marks blog-indlæg: http://nyheder.tv2.dk/politik/2018-11-30-blog-endelig-er-det-slaaet-fast-at-en-skolelaerer-ogsaa-maa-raabe-op?fbclid=IwAR0XrzSjYqbXQJDvdztUNEWDSEdxRmXcNkS7VC9wQJEyNvUevZmw34lYj-U

 

4.B. Juridiske reaktioner

Der har været to juridiske reaktioner på dommen ud over KL’s juridiske chef, hvis synspunkt jeg refererede i afsnit 3.A og så dommen selv naturligvis. Det drejer sig om en reaktion fra advokat Tyge Trier og en reaktion fra Ombudsmanden. Jeg er bekendt med, at andre forvaltningseksperter er i gang med at skrive om sagen. Hvis det sker, vil jeg tilføje det her.

 

i) Advokat Tyge Triers reaktion

Den anerkendte advokat, Tyge Trier, reagerer i en artikel på folkeskolen.dk fra d. 30 november direkte på KL’s fortolkning. Han er helt uenig med KL’s jurist, som jo vedholdende nægter, at Schmidt-sagen har noget som helst at gøre med ytringsfrihed, selvom dommens grundlag er ord som “spørgsmål, debat, give udtryk” mv..

Trier mener, at sagen helt klart handler om ytringsfrihed, og at Østre Landsrets afgørelse endda bekræfter eksisterende europæisk og national ret. Helt konkret henviser han til følgende kilder:

  • Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed
  • Dansk og international retspraksis
  • Menneskerettighedsdomstolen

Artiklen fra folkeskolen.dk indeholder også en kort kommentar fra Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, som tidligere har gjort sig uheldigt bemærket i sagen. Hjortdal vil ikke udtale sig, før han har gransket dommen. I skrivende stund er det gået 1½ måned. Vi har stadig ikke hørt noget fra den kant. Vi har kun Skolelederforeningens opslag fra samme dag, hvor man lægger sig op af KL’s tolkning. Hjortdal har helt glemt Triers pointer.

Link til interview med Tyge Trier: https://www.folkeskolen.dk/647809/ekspert-erik-schmidt-dommen-handler-om-ytringsfrihed?fbclid=IwAR23YL1Ap2hufQMkM6QSEY7Z33MjyfK3tf9FuwLpc0BPPPsoWpo5Ls63v1U

Link til Justitsministeriets vejledning om offentlige ansattes ytringsfrihed fra 2016. Jeg har ikke kunnet finde den tidligere version på nettet: http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2016/vejledning_om_offentligt_ansattes_ytringsfrihed.pdf

 

ii) Ombudsmandens reaktion

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, fortolker ytringsfrihed på samme måde som Trier, dvs. stik modsat KL og Odense Kommune.

Gymnasieskolen.dk interviewede d. 7. januar 2019 ombudsmanden om reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden nævner ikke Schmidt-sagen direkte, men omtaler emnet så sagsnært, at der ikke kan herske tvivl om referencen.

Ombudsmanden fortæller, at der er meget vide rammer for kritiske ytringer, dvs. at man gerne må være endog ”meget kritisk” over for ”sin egen arbejdsplads og egen arbejdssituation”.

I artiklen står der f.eks. følgende:

”Jørgen Steen Sørensen pointerer, at lærere og andre offentligt ansatte må ytre sig kritisk – og også meget kritisk – om deres arbejdsplads og deres arbejde, uden at deres leder derefter straffer dem med en advarsel eller kalder til en kammeratlig samtale.”

Og denne regel gælder også ved interne møder, som jo er den konkrete kontekst for Schmidt-sagen. Ombudsmanden siger her følgende i direkte citat:

”En sag, hvor en medarbejder er blevet irettesat for at være for kritisk på et møde, kan sagtens havne på vores bord. Det, man må sige i det offentlige rum, må man grundlæggende også gerne sige på sin arbejdsplads”.

Dermed knytter ombudsmanden Schmidt-sagen direkte sammen med ytringsfriheden.

Ombudsmanden forklarer også, hvorfor disse regler er vigtige. Her i tre citater fra artiklen:

“Vi har en af verdens største offentlige sektorer proportionalt set, og den er skattefinansieret. Det er blandt andet derfor vigtigt, at vi ved, hvordan det går i den offentlige sektor.”

“Hvis ledelsen havde monopol på informationen, kunne vi ikke være sikre på at få det fulde billede af, hvad der foregår på de offentlige arbejdspladser. De ansatte oplever ofte tingene på en mere jordnær måde. Hvis offentligt ansatte ikke havde ytringsfrihed, ville vi kunne få et mere fragmenteret billede af situationen i den offentlige sektor.”

“Hvis en ansat ikke måtte gå ud i offentligheden og tale kritisk om sin egen arbejdsplads og arbejdssituation, så ville det være en væsentlig indskrænkning af den enkeltes ytringsfrihed.”

Ombudsmandens synspunkter ligger i fin forlængelse af en kronik, han skrev til Jyllandsposten i 2016, som jeg også linker til nedenfor.

Det vil sige, at Odense Kommune og KL ifølge både Landsretten, Tyge Trier og Ombudsmanden har overtrådt landets grundlæggende regler om ytringsfrihed. Men begge organisationer nægter at have overtrådt nogle ytringsfrihedsregler. De slår sig endda – helt barokt – op på, at de ligefrem går ind for ytringsfrihed.

Link til interview i Gymnasieskolen.dk: https://gymnasieskolen.dk/ombudsmanden-samfundet-har-brug-offentligt-ansatte-ytrer-sig?fbclid=IwAR3eVnsQMTwAwzsCOFMCgr6PZ-5w2o_NMVw6XFRUN0OdheIxG4wbobt7HcY

Ombudsmandens kronik fra maj 2016: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154163601349481&id=837549480&pnref=story

 

4.C. Pædagogiske reaktioner

i) Stefan Hermanns reaktion

Folkeskolen.dk bragte d. 5. december et grundigt interview med Stefan Hermann om Schmidt-sagen og dens perspektiver. Hermanns stemme er vigtig i denne sammenhæng, fordi han er rektor for landets største professionshøjskole og formand for UC’ernes interesseorganisation ”Danske Professionshøjskoler”. Desuden har han været en central spiller i arbejdet med skolereformens ideologiske grundlag. Han har også skrevet en bog om folkeskolens historie. Han er på en måde hele landets seminarierektor.

Hermann mener som stort set alle andre, at sagen i høj grad handler om ytringsfrihed, og han trækker kraftige konsekvenstråde helt ned i den pædagogiske dialog. Hermann går i detaljen med sine begrundelser for åbenhjertighed og diskussion på en moderne pædagogisk arbejdsplads. Og der er både plads til følelsen og finken. Han efterlader ingen sprække til KL’s og Odense Kommunes synspunkt.

Hermann bliver spurgt, hvorfor han har en holdning til Schmidt-sagen. Han svarer følgende:

”Det har jeg, fordi jeg mener, at jeg som rektor for en stor uddannelsesinstitution, blandt andet for læreruddannelsen, skal stå vagt for nogle ret grundlæggende idealer i professionelt arbejde. Et af de idealer er, at undervisere fra min egen institution, men også lærere i folkeskolen skal synge med deres næb. De skal kunne ytre sig frit, hvilket er grobund for en god arbejdsplads. Det har jeg lagt meget vægt på personligt som rektor for Metropol og nu på Københavns professionshøjskole. Erik Schmidt-sagen er en god anledning til at rejse dette flag nok engang.”

Tænk dog om Muhammed Bibi og det fynske læringsteknokrati havde tænkt som Hermann.

Der er den fine lille krølle ved sagen, at Schmidt i 2009 var med til at tildele Hermann den såkaldte Holgerpris. Holgerprisen blev tildelt personer som “i særlig grad har gjort fyldest i det pædagogiske landskab eller fremmet kvaliteten i den offentlige debat om folkeskolen”.

Man må sige, at Hermann med sin fine markering har levet op til sin pris.

Link til interview med Stefan Hermann: https://www.folkeskolen.dk/648054/stefan-hermann-vi-skal-oeve-os-paa-ytringsfrihed?fbclid=IwAR0T8G3j1PmJlEe_kIKSHWh_KJ9Kp0oLonYDeymBQFeAEkO19CElWG1Aj7Y

 

ii) Svend Brinkmanns og Lene Tangaards reaktioner

Professor i psykologi, Svend Brinkmann, mener – i modsætning til KL – at landsrettens afgørelse har principiel betydning, endda “stor principiel betydning”. Det skrev han på Facebook d. 30. november.

Brinkmann, som altid har kæmpet imod positivitetens tyranni, har naturligvis især sans for, at man ifølge dommen gerne må have det, som KL kalder for “negative synspunkter”, dvs. det som i præ-KL-æraen hed “åndsfrihed”, hvilket jo stadig står i foleskolelovens formålsparagraf.

I den forstand har retten blot bekræftet skolens lov. Loven er egentlig ikke principiel, fordi den blot bekræfter princippet. Men i dagens Danmark, er en sådan principiel bekræftelse af princippet meget principiel.

Man må sige, at Schmidt har fulgt Brinkmanns leveråd om at “stå fast”.

Brinkmanns kollega, professor Lene Tanggaard, bidrog dagen efter med stort set samme markeringer.

Svend Brinkmanns kommentar: https://www.facebook.com/svendbrinkmann/posts/10155588143126205

Lene Tanggaards kommentar: https://www.facebook.com/lene.tanggaard.5/posts/10156865339732277

 

iii) Niels Christian Sauers og de fynske læreres reaktioner

I Odense Lærerforening blev der holdt et arrangement i forbindelsen med domsafsigelsen. Det endte med at blive en festaften, som indeholdt to reaktioner på dommen udover Schmidt egen, som jeg vender tilbage til i kapitel 5:

a) Niels Christian Sauers tale

Den fremtrædende lærer, debattør og tidligere HB-medlem i Danmarks Lærerforening, Niels Christian Sauers, holdt en fremragende tale. Han argumenterede for, at dommen handler ”om folkeskolens fortsatte eksistens som samfundets bærende kulturinstitution”. For Sauer handler det ikke primært om det almene ”ytringsfrihed”, men først og fremmest om skolesynet.

Efter min mening bør talen udleveres til alle nye lærerstuderende, så de kan lære at stå fast og protestere mod fremtidige læringsrevolutionære systemer.

Link til Niels Christian Sauers tale: https://www.folkeskolen.dk/647871/tale-ved-eriks-sejr?fbclid=IwAR3cq7mO6jVM9ujXJoG2CL5pglPVzfH9f_X-zBZtsApkCOu_NCS0n4xyhNU

 

b) Video fra ”Odense ser rødt”

Den fynske gruppe ”Odense ser rødt”, som har fulgt Schmidt-sagen tæt i alle årene, lagde efterfølgende en video ud fra festarrangementet.

I videoen kan man i et ældre klip fra gaden i Odense høre rådmanden, Susanne Crawley Larsen, reducere sagen til følgende sætning:

“Der er en personalesag, som handler om en lærer og hans leder” (minut 3:32)

Det er den eneste gang, jeg har hørt rådkvinden omtale Schmidt sagen i en semi-offentlighed.

Hermed er hun helt på linje med KL og Odense Kommunes skoledirektør.  Der er mange, der har interesse i at gøre sagen til “en personalesag”, så den kan ende i en kommunal mappe.

https://www.youtube.com/watch?v=cZ9kmD5_Sj4&fbclid=IwAR0_gR7L57L1f652dTP-24NpkrZqRrdn28KvxKyOstTiwkywOTywT100hTM

 

iv) Norske reaktioner

Jeg vil omtale to norske reaktioner:

a) Mestrermestreikke.no

Den norske log mestrermestreikke.no skrives af de to førende pædagogiske forskere, sociologen Mari Pettersvold og teologen Solveig Østrem. Deres blogindlæg “Ytringsfrihet og autoritære ledere” fra d. 30. november tager udgangspunkt i Erik Schmidt-sagen. De kalder dommen en “viktig seier” i en “prinsipiell sak”, og de lægger vægt på, at den danske folkeskolereform har en tendens til at fostre autoritære ledere. De trækker tråde mellem sagen og deres egen bog “Profesjonell uro” fra 2018, hvor Schmidt sagen også omtales.

Link til blogindlægget: http://www.mestrermestrerikke.no/2018/11/ytringsfrihet-og-autoritre-ledere.html

 

b) Utdanningsnytt.no.

Den norske hjemmeside utdanningsnytt.no, som er en lidt bredere udgave af folkeskolen.dk, havde d. 19. december en omtale af sagen. Her fortæller de om Schmidts reaktion, som jeg vil vende tilbage til i kapitel 5. De refererer også til en dansk undersøgelse fra FTF, som omfatter både lærere og sygeplejersker. Undersøgelsen siger, at 60% af FTF’s medlemmer er bange for at ytre sig, og at dette tal er stigende.

Redaktionen har desuden oversat Erik Schmidts indlæg i Politikens Skoleliv til norsk, jf. kapitel 5.

Endelig er det værd at bemærke at Utdanningsnytt.no sammenligner Schmidt-sagen med en lignende meget omtalt Malkenes-sag fra Oslo-skolen. Også Malkenes vandt sagen med kryds og bolle, og den autoritære skolechef i Oslo måtte forlade sin stilling.

Her er to artikler fra utdanningsnytt.no:

1. https://www.utdanningsnytt.no/nyheter/2018/november/seier-i-retten-til-lektor-erik-schmidt-i-dansk-malkenes-sak/, fra d. 29. november.

2. https://www.utdanningsnytt.no/…/dansk-lektor-mener-skolele…/ , fra d. 19. december.

Her er oversættelsen af Schmidts indlæg til norsk:
https: https://www.utdanningsnytt.no/debatt/2018/desember/skoleledelsen-er-havnet-pa-avveie/

 

v) Heine Andersens reaktion

Forfatteren til bogen “Forskningsfrihed”, professor Heine Andersen, reflekterer i et Facebook-opslag fra d. 4. december over retssagen.

Heine Andersen mener, at afgørelsen er en principiel sejr for ytringsfriheden, men at de manglende konsekvenser af afgørelsen samt KL’s forsøg at benægte og nednormere afgørelsens substans kan få den modsatte effekt, altså at ytringsfriheden ender med at blive decideret skadet. Han frygter, at dommen bliver en pyrrhus-sejr, fordi KL’s vedholdenhed og negative reaktion vil afskrække andre fra at ytre sig.

Der er noget at tænke over for folk med pædagogisk interesse, herunder ikke mindst DLF, BUPL og Magisterforeningen.

Link til Heine Andersens analyse: https://www.facebook.com/heine.andersen.58/posts/10156746486187970

 

vi) Anders Bondo Christensens reaktion

Anders Bondo Christensen lykønskede Erik Schmidt på folkeskolen.dk i et blogindlæg fra d. 6. december. Danmarks Lærerforening har gjort en stor og imponerende indsats i denne sag. Det er al ære værd.

I indlægget hæfter jeg mig ved tre ting, to positive og en negativ:

a) Positiv 1
For det første trækker Bondo en yderst problematisk sætning frem, som optræder i domsskriftet. Sætningen kommer fra Odense Kommunes advokat:

”Videre gøres det gældende, at der ikke – som anført af Erik Hulmose Schmidt – er ‘vide grænser’ i forhold til at fremsætte den pågældende type af ytring. Der er ikke tale om et forhold, som er omfattet af ytringsfrihed (for offentligt ansatte), idet der ikke er tale om, at Erik Hulmose Schmidt som privatperson uden for arbejdstiden har ønsket at fremsætte ytringer. Tværtimod er der tale om, at Erik Hulmose Schmidt i arbejdstiden er fremkommet med de uacceptable udsagn. Af begge disse årsager følger, at der ikke er tale om et forhold, som er omfattet af ytringsfriheden”.

Heldigvis købte retten ikke denne markering, som jo vil føre til, at man skal makke ret på arbejde, og kun kritiserer i avisen, dvs. kun ”fremsætte ytringer” under det undertrykkende udtryk ”privatperson”. Men ytringsfriheden gælder altså – ifølge både landsretten og Ombudsmanden – også på jobbet. Ja, man skulle egentlig nærmest tro, at den var stærkere der. Men at disse synspunkter fremføres af KL og Odense Kommune overrasker mig ikke. KL er simpelthen utilpas ved faglighed og kritisk aktivitet.

Tak til Bondo for at minde os om denne passus, hvis ånd lover dårligt for alle kommunalt ansatte. Heldigvis anerkender landsretten ikke passussen, hvilket lover godt for alle ansatte overhovedet.

 

b) Positiv 2
For det andet har Bondo fanget en udtalelse fra en Henrik Schou, som er skoledirektør i Tønder Kommune.

Schou har – ligesom Stefan Hermann den anden dag – forstået Landsrettens faglige pointe. Han skrev på Twitter:

”Vigtig afgørelse og en vigtig besked til arbejdsgiverne. Det er i spændingsfeltet mellem det, der adskiller os, at vi udvikler os. Det er nu fastslået, at kritik ikke kun er sundt, men også lovligt”.

Nu er der jo langt fra twitter til en pressemeddelelse på KL’s hjemmeside, men man må positivt notere sig alle kommunale pip i det ellers lukkede system.

 

c) Negativ
Det er tankevækkende, at Bondo ikke nævner KL og Odense Kommunes reaktioner, som jeg omtalte i kapitel 3. Han fortier dem simpelthen. Det kan kun skyldes, at han er bundet af Ny Start-overenskomsten.

Og Bondo supplerer desværre sin fortielse med en direkte nedtur:

”Situationen udspandt sig på Agedrup Skole for fire år siden. Samarbejdet mellem Odense Kommune og Odense Lærerforening er i dag langt bedre. Med Ny start har vi forpligtet os til at arbejde for bedre relationer overalt i landet. Bruger vi landsrettens afgørelse rigtigt, kan den være med til at styrke samarbejdsrelationerne.”

Bondo slutter altså ligefrem med at rose Odense Kommune og sætte sin lid til Ny Start. Men KL har som allerede nævnt decideret brugt Ny Start til at ydmyge DLF, jf. den video, som jeg omtalte i kapitel 3.D.ii).

Der er absolut ingen Ny Start i denne sag, selvom både KL og DLF altså gladelig henviser til den. Bondo nævner slet ikke KL’s fortolkning af dommen. Han finder blot et lille tweet fra Tønder.

KL bruger Bondos desperate tillid til Ny Start til at holde ham i kort snor.

Denne fortolkning understreges af, at Bondo ligefrem roser Odense Kommune på lige netop det sted i teksten, hvor han burde have krævet helt andre kommunale tiltag, forklaringer og undskyldninger. Bondo falder ned som et Ny Start-lam i en slags Ny Start-hyldest til Odense Kommune. Han ender derfor med at bekræfte Heine Andersens ”pyrrhus-sejr”-tese, som jeg omtalte under punkt v) i nærværende kapitel.

Anders Bondos blogindlæg: https://www.folkeskolen.dk/648107/tillykke-erik?fbclid=IwAR1B-84nkBcaZJGORgRwREpbyz7fVw5rTWhTMR-5g9uk7AW1VKzxMDbj4Dg

DLF’s pressemeddelelse d. 29. november: https://www.dlf.org/184031.aspx?fbclid=IwAR1vtlRZZeeXKTEYyx2J88-XVidrc4t4f2HYEVIFwV3uoYsyvnvljqycTMQ

 

vii) Dansklærerforeningens reaktion

Folkeskolens Dansklærerforening har i alle årene arbejdet på dannelsesfløjen. Foreningen har kæmpet hårdt mod skolereformens reduktionistiske syn på skole i almindelighed og på danskfaget i særdeleshed.

I forbindelse med Odense Kommunes og KL’s aktuelle angreb på skole og åndsfrihed, har foreningen brilleret med ikke mindre end tre indlæg om Schmidt-sagen, der alle entydigt tager Schmidts parti. Alle indlæg er skrevet efter landsretsdommen.

Den nuværende formand, Marie Elmegaard, skrev et fint indlæg til Politikens skoleliv, hvor hun understreger dommens betydning for det gode skoleliv.

Og den tidligere formand Jens Raahauge, som stadig sidder i foreningens bestyrelse, holdt tale til Schmidt ved Odense Lærerforenings sejrsfest i sidste uge, hvor han fortolkede dommen pædagogisk og litterært.

Og den nuværende næstformand, Katja Gottlieb, skrev et flot indlæg med titlen ”#je suis Erik Schmidt” på folkeskolen.dk, hvor hun slår et slag for vredens, indignationens og følelsernes plads i pædagogikken. Efterfølgende blev hun interviewet til Kristeligt Dagblad.

Dansklærerforeningen lægger tæt på dannelsesgrupperingen Sophia, hvor Raahauge er formand. Sophia finansieres af Danmarks Lærerforening, så vidt jeg ved. Tidligere sad Peter Kemp også med i bestyrelsen. Raahauge, som selv er gammel skoleleder, fik i øvrigt – ligesom Stefan Hermann – den såkaldte Holger-pris i 2007. Det var Schmidt, der tildelte prisen.

Danskfagets lærebøger bærer også ved til kritikken. Det kan man læse om rundt omkring i en nyere lærebogsudgivelse af Martin Jørgensen og Johannes Fibiger ”Tæt på dansk didaktik”. Jørgensen var lærer på Aarhus Seminarium og er med i redaktionen for tidsskriftet KVAN. Fibiger er lærer ved VIA-UC på læreruddannelsen i Silkeborg. Han skrev blandt andet bogen ”Litteraturens veje” til gymnasieskolen sammen med afdøde Gerd Lütken, som selv har bidraget til den pædagogiske kritik på forskellige måder.

På den måde samles den pædagogiske kritik i folkeskolen omkring Dansk-faget. De andre fag har mig bekendt ikke kastet sig ind i kampen?

Man skal dog huske på, at dansk-faget også er noget andet. I Pædagogikkens Anden Verden handler det om fremtidskompetencer, scenariedidaktik og OECD. Her sættes OECD lig med dannelse. Det er DPU’s og skolereformens version. Ingen fra dette segment har så meget som omtalt Schmidt-sagen mig bekendt.

Marie Elmegaards indlæg på Politiken Skoleliv: https://skoleliv.dk/debat/art6886942/Sagen-om-Erik-Schmidt-er-langt-fra-tilf%C3%A6ldig

Jens Raahauges tale i Odense: https://www.folkeskolen.dk/647939/erik-schmidt—et-dannet-menneske

Katja Gottliebs indlæg på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/647675/je-suis-erik-schmidt

Interview med Katja Gottlieb i Kristeligt Dagblad: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/skolen-tager-skade-hvis-laerere-ikke-toer-rejse-kritik

 

viii) Folkeskolen.dk’s reaktion

Chefredaktør for folkeskolen.dk, Hanne Birgitte Jørgensen, tog sagen op d. 10 december i sin leder, ”Kend din ytringspligt”, som også blev bragt i nr. 21 af bladets papirversion. Også hun mener, at der er tale om en ytringsfrihedssag. Hun skriver f.eks.:

”Dommen sætter en tyk streg under, at lærerne har ret til at ytre sig kritisk i forhold til vedtagne regler og politikker uden at få advarsler og andre sanktioner smidt i hovedet bagefter.”

Hun sætter også dommen i relation til skolens formål, og er dermed på linje med Niels Christian Sauers og Dansklærerforeningens argumentation.

Inde i bladet bringes dog et meget problematisk interview med en FTF-jurist, hvis synspunkter meget let kan bringes i kontakt med KL’s linje og som dermed går imod chefredaktørens indstilling. Den diskussion lader jeg dog fare i denne omgang. Interviewet lader desuden til at have fundet sted før landsretsdommen – det tager nemlig udgangspunkt i byrettens dom fra 2017- og derfor kan det ikke behandles som en ”reaktion”.

D. 9. januar 2019 fulgte Anders Bondo Christensen op på chefredaktørens sprogbrug med et indlæg, der hed ”Det er vores pligt at åbne munden”. Dog uden at nævne Schmidt-sagen.

Link til chefredaktørens leder om sagen: https://www.folkeskolen.dk/648095/kend-din-ytringspligt-

Link til Anders Bondos opfølgende blog: https://www.folkeskolen.dk/650192/det-er-vores-pligt-at-aabne-munden

 

Kapitel 5.  Erik Schmidt reaktion på dommen

Sagens hovedperson, Erik Schmidt, der heltemodigt talte læringsrevolutionen midt imod på hint lærermøde i 2014, har kommenteret landsrettens dom i fire sammenhænge. Her er en kort omtale med tilhørende links. Det vægtigste indlæg kan man læse under punkt 5.D.

 

5.A. Sejrsfesten

Under Odense Lærerforenings sejsfest, som jeg allerede har refereret til i afsnit ”4C, iii, b)”, siger Schmidt lidt om dommen. Det er også den tale, som den norske blog Mestremestreikke.no tager udgangspunkt i, jf. afsnit ”4c, iv, b)”. Talen er meet kort refereret på folkeskolen.dk og bærer præg af en nærmest lykkelig forvirring. Schmidt får dog advaret mod autoritære ledelsesformer.

Kort omtale af talen ved sejrsfesten: https://www.folkeskolen.dk/647761/erik-schmidt-min-tale-tog-udgangspunkt-i-at-vi-tabte

 

5.B. Facebook

Få dage senere, d. 2. og 3. december, reflekterer Schmidt over KL’s reaktion i to indlæg på facebook. I det første indlæg citerer han følgende fra sin egen advokats argumentation, som også indgår i Landsrettens domsudskrift:

Det er det klare udgangspunkt i dansk ret, at offentligt ansatte har en vid adgang til at fremsætte personlige synspunkter om almene og aktuelle spørgsmål for deres arbejdsplads uden at blive mødt med ansættelsesmæssige sanktioner. Dette udgangspunkt gælder synspunkter, der fremsættes internt såvel som eksternt. Der er intet i denne sag, der indikerer, at Erik Hulmose Schmidts meningstilkendegivelse på personalemødet den 7. maj 2014 skulle være en undtagelse til dette udgangspunkt!”

Dette synspunkt, at der er ytringsfrihed både offentligt og på interne møder, ligger i fin forlængelse af Ombudsmandens fortolkning og altså også af landsrettens dom.

Schmidt undrer sig over, hvordan denne retstilstand er forenelig med den fortolkning af dommen, som KL har fremsat. Schmidt konstaterer også, at han endnu ikke har modtaget nogen henvendelse eller beklagelse fra kommunen.

I det andet opslag fra d. 3. december reflekterer Erik Schmidt over landsretsdommens konsekvenser for det pædagogiske arbejde. Han argumenterer for dommens betydning for den interne ytringsfrihed, og igen nævner han problemet med de lukkede og autoritære ledelsesformer. Endelig sætter han dommen i relation til Odense Kommunes personalepolitiske retningslinjer, hvilket giver en nærmest Jonatan Spangsk effekt.

I det pågældende regelsæt står der bl.a. ”Vi har modet til at sige fra, når vi oplever noget, der ikke fungerer i hverdagen”. Ak ja, nogle gange overgås satiren af virkeligheden.

Link til det første facebook-opslag: https://www.facebook.com/erik.schmidt.758/posts/1782939068502018

Link til det andet facebook-opslag: https://www.facebook.com/erik.schmidt.758/posts/1783667895095802

 

5.C. Dagbog i Politiken Skoleliv

Politikens Skoleliv bad Erik Schmidt om at føre en slags dagbog i ugen efter dommen. Artiklen udkom d. 6. december. Det er “nærmest lykkelig” læsning, og vi er mange, der nu skal arbejde med at få dommen effektueret, så lykken kan brede sig ud i samfundet.

Schmidt slutter af med følgende:

“Jeg har stadig ikke hørt fra hverken kommunen, skolelederen eller skolechefen. Jeg er spændt på, om jeg får en hilsen fra dem. Eller måske seks flasker rødvin…”

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg er lidt tom for ord. 6 flasker vin? Den var måske gået i 2014. Schmidt er en beskeden mand. Han har mistet 4½ års løn fra den skole, som han har viet sit liv til, men som ulovligt behandlede ham som ”negativ adfærd”, og nu beder han pænt om vin fra Føtex. Vi skal op på en hel anden klinge efter min mening.

Man bør også lægge mærke til artiklens fakta-boksen, som efter min mening kolporterer KL’s og Odense Kommunes fortolkning af dommen. Her kan man læse, at Schmidt udtrykte sin “utilfredshed”, men uden nærmere specifikation om ”utilfredshedens” objekt, nemlig pædagogisk ledelse og faglig diskussion. Det fremgår også, at Schmidt kun blev frikendt, fordi han ikke tidligere havde forløbet sig og fordi han havde beklaget sin “opførsel”. Dermed pakkes dommen ned i noget adfærdsmæssigt langt væk fra ytringsfrihed, saglighed og åndsfrihed, som ellers udgør dommens kerne. På den måde lever Politiken op til sin altid reformaffirmative praksis. Avisen har mig bekendt aldrig nævnt sagen før landsrettens aktuelle proces, selvom den har været på alles læber i mange år.

Link til dagbog:
https://skoleliv.dk/…/%C2%BBJeg-kan-bare-m%C3%A6rke-lykken-…

 

5.D. Samlet kommentar i Politiken Skoleliv

D. 18. december kommer Schmidts samlede kommentar til dommen. Schmidt opfatter dommen som en støtte til både ytringsfrihed, til åndsfrihed og til skolens tradition og betydning. Dernæst undrer han sig over Kl’s og Odense Kommunes fortolkning og opfordrer endelig til en bedre lovmæssig sikring af ytringsfriheden.

Endelig kan man forstå af indlægget, at Schmidt stadig ikke – her tre uger efter dommen – har modtaget noget brev fra den kommune, som trådte hans rettigheder og livsværk så groft under fode.

Erik Schmidts indlæg i Politiken Skoleliv: https://skoleliv.dk/debat/art6916856/Skoleledelsen-er-kommet-p%C3%A5-afveje?utm_campaign=skoleliv&utm_content=18-12-2018&utm_medium=newsletter&utm_source=skoleliv

 

5.E. Hygge-mail fra kommunen

Schmidt har ikke endnu ikke modtaget nogen officiel henvendelse fra sagens kommunale aktører. Men efter næsten en måned har skoledirektør Nikolaj Juul Jørgensen efter sigende pr. 23. december sendt en uformel mail til Schmidt, hvor han foreslår, at de slår en streg over det hele. I hvert fald har Schmidt oplyst følgende på Facebook d. 3. januar 2019:

”Jeg har stadig ikke modtaget noget anbefalet brev fra Odense Kommune, men jeg må lige fortælle, at skolechefen i Odense, Nikolaj Juul Jørgensen, lige før jul (vist på baggrund af mit indlæg på Politiken Skoleliv) sendte mig en personlig mail, hvor han gav udtryk for anerkendelse af dommens konklusioner og håb om, at vi kunne “mødes om følelsen af, at det er rart, at vi nu kan lægge sagen bag os”. Jeg har lige skrevet tilbage til ham, at dommen selvfølgelig lever videre, men at jeg ikke bærer nag til nogen enkeltpersoner. Jeg synes dog nu stadig, at en myndighed, der står bag et så alvorligt fejltrin, ikke bare bør forsøge at få sagen og dommen lagt stendød, men skylder noget mere. Noget, der kan mærkes – og her taler jeg ikke om penge. Jeg følte mig dog trods alt nødsaget til at sige mit job op tre år før, jeg havde regnet med at skulle gøre det. Og noget, der viser, at kommunen indrømmer sin fejltagelse og forklarer, hvad man vil gøre for at undgå lignende fejltrin i fremtiden. Men okay, skolechefen har da skrevet til mig.”

Så skolechefen undsiger dommens indhold og lægger op til lidt jovial hygge. Jeg har ikke ord for min indignation.

 

Kapitel 6. Afsluttende bemærkninger

Jeg har argumenteret for, at det kommunale system udgør en helt isoleret og uigennemtrængelig silo i forhold til den mangfoldigt facetterede men enige politiske, juridiske og pædagogiske opfattelse af dommens essens og betydning. Det har været en meget sørgelig proces at følge, men det lever helt op til min videnskabelige tese om pædagogikkens tiltagende opsplitning, hvor KL og det jeg kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki, har materialiseret sig ved et magtfuldt opgør med den pædagogiske tradition og lov.

Det er på den baggrund klart, at organisationer som KL og Odense Kommune er fuldstændig uegnede til at indgå i forvaltning af skoler og pædagogiske processer i det hele taget.

Her til sidst – som en form for PS – vil jeg notere tre frit kommenterende og poetiske fortolkninger af denne tilstand, som jeg har arbejdet med undervejs:

 

6.A. Renterne

Jeg sidder og hygger mig med landsrettens dom. Sidste sætning lyder:

“Thi kendes for ret: Odense Kommune skal anerkende, at advarslen den 2. juni 2014 til Erik Hulmose Schmidt var uberettiget. I sagsomkostninger for begge retter skal Odense Kommune inden 14 dage betale 126.250 kr. til Danmarks Lærerforening som mandatar for Erik Hulmose Schmidt. Beløbet forrentes efter rentelovens §8a”.

Renterne er i gang med at løbe. Kæmpe-renten.

Folkeskolelovens §1 og §5, som er samfundets og skolens formål, kræver renter fra skolereformen, hvis ånd nu er afsløret som ulovlig.

Skolens lov vil have renter fra den læringsrevolution, som ville opløse landets pædagogik og åndsfrihed i nidkær læringstvang.

Pædagogikken vil have renter fra Odense Kommune, KL og alle de underdanige forsknings-institutioner. Ja, fra alle de mange organisationer, som har understøttet den ånd, hvori overgrebet mod pædagogik og frihed har været eksekveret i nu 5 år.

Landets ret gik i rette med en stat i forfald. Retten rettede borgeren ret. Forfaldsstaten havde ellers nægtet borgeren at rejse sig op med henvisning til ”negative holdninger”, men nu står borgeren strunkt og sikkert igen. Nu er det lærings-staten, der ligger ned og skal betale renter, så staten kan blive pædagogisk og politisk igen.

Loven og læreren har ved fælles hjælp rettet staten op. Det er det, jeg kalder demokrati og pædagogik i kærlighed til sandhed og kundskab – hvilket jo er definitionen på filo-sofi – i et samfund, der tænker.

 

6.B. Suzy og Eigil

Suzy: Hov du der, du har en negativ holdning. Den går ikke. Gult kort til dig!
Eigil: Jamen, jeg sagde jo blot min mening om et fagligt emne af fælles interesse.
Suzy: Ja, den er god med dig. Gult kort!

Eigil: Det kan jeg ikke leve med. Jeg skal jo arbejde efter skolens lov. Jeg siger op.
Suzy: Ok, det er modtaget, men du får en advarsel alligevel. Gult kort forever!

Eigil: Det går altså ikke, Suzy. Jeg må lægge sag an.
Suzy: Så må du væbne dig med tålmodighed, for jeg og min kritik- og dannelseselskende kommune – æret være profetens skæg – vil gøre alt for at undgå dine og alle andres ukonstruktive og negative holdninger. Om det så skal tage over 4 år!

Eigil: Puha, du er sørme ikke meget for diskussion, faglighed og kritik?
Suzy: Jo da, for det er netop kommunens grundlæggende værdier. Jeg rejser rundt i hele landsdelen, og alle lytter og klapper. Vi er førende i landet på ytringsfrihed. Det er en kerneopgave, som vi arbejder stenhårdt på at optimere.

Eigil: Men…..
Suzy: Jeg er formålenes og Grundlovens kvinde!

Eigil: Men…..
Suzy: Jeg er radikal. Du er fake news og Trump og populist!

Eigil: Men jeg er skolens og pædagogikkens mand. I mange år har jeg….
Suzy: Stille! Det er MIG, der står for åndsfrihed, dialog og kritik. Jeg er RADIKAL!

Fire år senere:

Eigil: Nå Suzy, så vandt jeg altså sagen. Det var noget af en hård nyser, men det var altså alligevel mig, der vidste, hvad åndsfrihed og dannelse er. Jeg fik ret, og du tog fejl. Skylder du mig ikke en beklagelse og et par gode flasker vin? Eller måske fire års løn? Måske en markering til alle de andre lærere?

Suzy: Sagen? Hvilken sag? Hvad taler du om?

Eigil: Men…..
Suzy: Ikke flere negative holdninger, Eigil. På med ja-hatten. Ligesom alle de andre.

Eigil: Men…..
Suzy: Se selv, ingen kritiserer mig! Og jeg elsker ellers kritik! Jeg har altid ret. L’ecole, c’est moi!

Eigil: Hov, hvad er det, som ligger der?
Suzy: Hvad Søren! Det er jo en gul vest og en masse bøger. Hvor ulækkert!

 

6.C. Dialog mellem Bambi og Eigil

Eigil: Hej, Bambi, tillykke med stillingen som skoleleder her på vores landsbyskole.

Bambi: Hej Eigil og hej lærere og pædagoger, godt at møde jer allesammen.

De ansatte: Nå, men hvad skal vi så snakke om, synes du?

Bambi: Jeg har en plan. Vi skal lave skolen helt om. Vi skal læringsmaksimere.

Eigil: Det er altså ikke skide godt, Bambi. Prøv at læs her, f.eks. hos Løgstrup og Kemp….

Bambi: Ved du nu hvad Eigil, nu har du sørme ”negative holdninger og synspunkter”. Du får et gult kort. Du må heller ikke sige “skide”.

Eigil: Undskyld det med “skide”, Bambi. Det røg bare ud af mig, fordi du lige mindede mig om Egon Olsen, da du sagde, at du havde “en plan”.

Bambi: Undskyldningen er ikke modtaget!

Eigil: Men hvad så med det der med Kemp og Løgstrup? Der står jo i loven, at demokrati og åndsfrihed skal præge……

Bambi: Stille! Du skal lære, at det er lederen, der bestemmer!

Eigil: Men jeg kan jo ikke gøre mit arbejde, hvis lederen siger, at jeg ikke må sige noget med udgangspunkt i pædagogisk faglighed og i lang pædagogisk erfaring, dvs. med udgangspunkt i loven selv?

Bambi: Du må lære at gå fra vaner til evidens, Eigil. Du skal lære noget ”konstruktiv kommunikation”. Her i kommunen kalder vi det for ”dannelse”.

Eigil: Det kan jeg altså ikke.

Bambi: Som sagt, gult kort til dig for at være negativ og ukonstruktiv overfor mine forandringsprocesser.

….så går der 4½ år med diverse retssager….:

Eigil: Hej Bambi. Nå, jeg vandt sørme retssagen. Det lader til, at det var dig, der var ”ukonstruktiv” og ”negativ” og ikke mig.

Bambi: Hvem er du?

Eigil: Kan du ikke kende mig?

Bambi: Desværre hr., jeg har ikke tid.

Skærm – skærm ikke? Ny rapport om mobiler i skolen

Der er kommet en meget spændende – men også modsætningsfyldt – rapport om brug af mobiltelefoner i den danske grundskole. Det er Andreas Lieberoth, der har stået for arbejdet. Lieberoth er fagligt set – hvis jeg har forstået det ret – tæt på de ret teknologibegejstrede IT-kompetencemiljøer, som præger dele af UC-sektoren og visse kredse på AU.

Det modsætningsfyldte ved rapporten består i, at dens resultater går imod Lieberoths pædagogiske holdninger. Lad os se på sagen:

 

A. Del 1: Beskrivende data

Lieberoth og hans gruppe har interviewet pædagogiske nøglepersoner fra 602 skoler (ud af 1870)..

I rapporten arbejdes der med ni forskellige strategier for mobilbrug på skolerne. Det giver følgende kategorier (i parentes er angivet den enkelte strategis hyppighed):

Ingen faste regler (1,6%)

Bruges som arbejdsredskab (4,4%)

Efter lærers skøn (11,8%)

Regler laves i klasserne (14,9%)

Aldersdifferentieret (14,8%)

I tasken/slukket (22,8%)

Opbevares med adgang efter aftale (mobilhotel) (10,2%)

Opbevares hele dagen under løs (mobilfængsel) (19,1%)

Forbud (0,4%)

De 9 kategorier angives at være gensidigt overlappende, men alligevel ender fordelingen på 100%. Det skyldes, at der arbejdes med en såkaldt ”kondensering”. Det slører realiteten lidt, men nok om det.

Ofte vil man kunne samle de sidste tre strategier, forbud/fængsel/hotel, under én kategori, der minder om forskellige variationer af det franske mobil-forbud. Gør man det, har 30% af skolerne forbud i bred forstand, hvor mobilerne altså kun kan tages frem i helt særlige situationer i løbet af dagen. Selv i “fængslet” bruges mobilerne i ny og næ, nemlig på 16,2% af fængsels-skolerne.

Mobiler er forbudt i frikvartererne på 46,9% af alle skoler. Det er især inden for kategorierne ”fængsel/hotel/lærerskøn/slukket”, at børnene har glæde af dette forbud.

De mest strikse områder i landet er regionerne Sjælland (fængsel: 41%), Syddanmark og Hovedstaden. De mest liberale på området er Midtjylland og Nordjylland. Især i Midtjylland er den helt gal (fængsel: ca. 0%).

 

B. Del 2a: Effekter og sammenhænge.

Den generelle tendens er følgende:

Jo mere restriktive regler, skolerne har for brug af mobiler, desto mere koncentration, ro, nærvær, samvær, leg og bevægelse får man. Frikvartererne bliver også bedre.

Det er noget af et resultat, må man sige.

Den eneste fordel ved brug af mobiler i skolen er, at det angiveligt skulle forbedre ”digital dannelse og selvregulering”. Dette begreb er dog ikke defineret i rapporten og har slet ikke samme ligefremme hverdagsbetydning som de andre variable (frikvarterer, ro, leg etc.). I undersøgelsen kommer det bare til at fremstå som om, at jo mere mobilbrug i skolen, jo bedre et eller andet med mobiler, som er godt. Det kan man ikke bruge til noget. Ord som “dannelse” og “selvregulering” er videnskabelige begreber med mange betydningslag.

Og mon ikke det giver super digital dannelse at være uden mobiltelefoner i 8 timer om dagen? Det tror jeg.

 

C. Del 2b: Videre forskning/samfundsperspektiv/model til den danske folkeskole

Det virker faktisk som om, at rapportens resultater kommer lidt bag på forfatteren, der jo også selv er knyttet til kredsen af teknologi-glade og kompetenceorienterede forskningsmiljøer. Til sidst giver han sig da også ideologisk til kende. Her kan man læse at ”skærmteknologier er kommet for at blive”, at de bidrager til en ”professionel og demokratisk fremtid”, at ”Danmark har tradition for at lade det være op til de enkelte skoler”, at man skal ”klæde lærerne godt på til at håndtere den digitale pædagogik”, at man ”undervurderer, hvor virkeligt det digitale samvær også er for den nye generation” osv.. Vi får også at vide, at vi skal ”komme fra det 20. århundredes medieforbrug til det 21. århundredes mediedeltagelse”, og at det er vigtigere at få ”god morgenmad” end at kritisere mobilvanerne. Kort sagt: Lieberoth kan især godt lide en af sine variable, nemlig det ubestemte ”digital dannelse og selvregulering”, som altså udgør et helt marginal del ar rapportens pædagogiske resultat. Der er ingen særlig fremhævelse af alt det, som mobiltelefonerne ødelægger, altså koncentration, leg etc..

Den afsluttende konklusion og bogens fire anbefalinger følger trop på denne tendens. Her tages alene udgangspunkt i ”digital dannelse/selvregulerings”-variablen, og rapportens centrale resultater inddrages slet ikke. Dermed udtrykker forfatteren en holdning, hvis horisont går stik imod resultaterne i hans egen rapport. UC- og medieforskningskollegerne på twitter virker da også meget forvirrede.

Men lad os holde fast i rapportens resultat, nemlig at et mobilforbud/fængsel/hotel i både undervisning og frikvarter fremmer koncentration, ro, nærvær, samvær, leg, frikvarter og bevægelse. Kort sagt: Det pædagogiske liv som sådan. Rapportens korrekte anbefaling burde derfor være: Lav et mobil-fængsel!

Lieberoth forsøger, formodentlig ubevidst, at tale sig uden om rapportens hovedresultater. Han er anfægtet og lidt forvirret, og rapportens konklusioner går derfor imod rapportens data. Men han skal have tak for at vise modsigelsen frem og for det store arbejde i det hele taget.

Det kan med udgangspunkt i rapportens resultater ikke gå for hurtigt med at få Google ud af børnenes kropslommer. Dertil kommer hele argumentet med europæisk frihed over for asiatisk og amerikansk digitaliseringsdominans. Og Lieberoth nævner heller ikke de dannelsesmæssige problemer med Kommunernes og regeringens dataideologi, som jo vil spille sammen med mobilerne og læringsdatasystemerne, f.eks. via AREA9-systemerne.

Her vil du måske indvende, at det heller ikke er Lieberoths opgave i rapporten. Men den indvending holder kun indtil s.42, hvor han forlader sine data og træder frem i pædagogisk forstand. Når man kan tale om “århundreder”, så kan man også drøfte digitaliseringens politiske og dannelsesmæssige konsekvenser.

 

Link til rapporten: http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Udgivelser/E-boeger/Ebog_-_Skaerm_-_skaerm_ikke.pdf