Smittede tanker 8, d. 20. marts

1.

Kåre Mølbak, som er direktør ved Statens Serum Institut, demonstrerede maksimal sans for sundhedstotalitær antipædagogik, da han i ”Lægens bord” på DR1 fortalte, at børn overhovedet ikke bør lege sammen. Det synspunkt blev dog efterfølgende overrulet af hans overordnede i Sundhedsstyrelsen, som havde sagt, at børn gerne må lege sammen, hvis blot de er raske.

Da Ekstrabladet derpå – efter denne offentlige desavouering – spurgte Mølbak én gang til, så sagde han det samme som i første omgang, blot med en masse krøller på tungen. Og her i dag var det faktisk Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, som på dagens pressemåde nærmest endte med at give Mølbak ret, fordi han pålagde så mange og detaljerede restriktioner på børnenes leg, at det hele kan være lige meget.

Konsekvensen er, at forældre nu vil holde sig tilbage med at lade børn lege sammen. I stedet kan de små pus sætte sig ved I-padden. Herfra flyder skammen, den social skam. Først kom klimakrisens eksistentielle skam, nu kommer den sociale skam. Hvilket svigt af den næste generation!

Så børn skal nu have målebånd imellem sig for at sikre et begrænset antal gamle menneskers overlevelse. Den logik fører direkte hen til et opgør med sammenhængen mellem pædagogik og demokrati. Det er død over fødsel, det er mortalitet over natalitet. Sådan kan det gå, når man sætter sundhedssystemet i spidsen for samfundet som sådan. Hele befolkningen total-hospitaliseres i overlevelsens og statistikkens tegn. Leg er væk.

Børn skal overhovedet ikke blandes ind i disse emner efter min mening. Derfor skal man naturligvis heller ikke lukke skoler eller børnehaver. Så må man tage den smitte, der kommer, med oprejst pande.

 

2.

Klimaforskeren Theresa Scavenius udtrykker i et indlæg i Politiken en række vigtige bekymringer. Hun mener, at regeringens tiltag udgør en trussel mod demokratiet: De overdrevne reaktioner på Corona-smitten skyldes, at vi har fået svage stater. Først, fortæller Scavenius, omdannede staterne sig til konkurrencestater med koncernlignende og fagligt svage logikker, hvilket i sig selv var et demokratisk fald, og nu reagerer disse svage konkurrencestater så i fuld aktivitet og forårsager dermed en yderligere underminering af demokratiet. Scavenius skriver:

”Når de politiske regimer er dysfunktionelle, vil myndighederne for at dække over deres inkompetence træffe hårdere og mere drastiske beslutninger for at udvise handlekraft.”

Scavenius er særdeles kritisk: ”Jeg frygter, hvad det næste skridt kan være. Regeringen kan jo finde på hvad som helst”. Desuden skoser hun de folkevalgte for tavshed og passivitet. I stedet opfordrer hun til følgende: ”Stil de kritiske spørgsmål. Rejs debatten. Kræv begrundelser, analyser og ekspertudsagn, inden i er med til med jeres demokratiske mandat at afmontere de demokratiske grundpiller i vores samfund”.

Theresa Scavenius bekymrer sig altså for samfundets bærende institutioner. Hun er kulturkonservativ i ordets moderne og bedste betydning.

(Man skulle egentlig tro, at især liberale kredse ville følge denne opfordring, men de lader til at være i lommen på en helt særlig version af den tyskinspirerede såkaldte ordo-liberalisme, som åbenbart kan begrunde en total kontrol med civilsamfund og pædagogik som sådan, dvs. ren anti-liberalisme. Derfor støtter kredsen omkring Henrik Dahl (LA), politologen Peter Nedergaard og historikeren Jes Fabricius Møller regeringens initiativer uden den mindste slinger i valsen, og nogle af dem opfordrer endda til at være tilbageholdende med kritisk aktivitet. Selv den Ayn Rand-liberale direktør, Lars Seier Christensen, som i sin tid stod mentor for LA, støtter den aktuelle fastfrysning af det åbne samfund.)

Endelig fortæller Scavenius, at ”det er afgørende, at vi borgere ikke accepterer, at magthaverne indskrænker vores civile, politiske og demokratiske rettigheder. Historien har vist, at når man først begynder at skære et sted, så forekommer det mere naturligt at tage det næste problem”.

Der er en krølle her, som er værd at bemærke: Mange klimafolk er faktisk meget positive over for regeringens tiltag. De ser tiltagene som en slags statslig øvelse i en kommende klima-undtagelsestilstand. Men Scavenius, som altså selv er en yderst engageret klimaforsker, har flere gange vist, at hun både kan arbejde i det klimafaglige og i det demokratisk-pædagogiske spor. Det er også derfor, det var så ærgerligt, at hun ikke blev valgt til forkvinde for Alternativet, hvor hun sammen med den pædagogisk interesserede Carolina Magdalene Maier kunne havde gjort gode ting for de sociale bevægelser, som Alternativet er en materialisering af.

 

3.

En række svenske eksperter lægger sig i samme spor som Scavenius. I Politiken fortæller Det svenske svar på Søren Brostrøm, Anders Tegnell, at mange stater efter hans opfattelse sætter ”lighedstegn mellem kraftfulde indgreb og det at ’gøre noget’, selvom det man gør, kun har ingen eller negativ effekt”. Det svarer helt til Scavenius’ teser om den svage stat.

Og en anden svensk ekspert, professor Johan Giesecke, som er rådgiver for WHO, siger direkte: ”Det kan godt være, at Kina kan lukke et helt land ned, men det går ikke i vores demokratier”. Det svarer helt til Scavenius’ bekymring for demokratiet.

Så det er Tegnell/Giesecke og Scavenius mod Statens Serum Institut og Mette Frederiksen, for nu at ridse dagens smitte-situation op.

 

Man skal gøre noget, men man skal ikke gøre alt!

 

Links:

Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut om børns leg, Ekstrabladet d. 20. marts: https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/banket-paa-plads-efter-coronaraad-paa-tv-boern-maa-lege-sammen-i-smaa-grupper/8057156

Theresa Scavenius i Politiken, d. 19. marts: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7707321/Kun-hvis-vi-styrker-demokratiet-kommer-vi-gennem-uden-at-se-mere-milit%C3%A6r-i-gaderne

Artikel i Politiken om Sverige, d. 19. marts: ”Enegang: Sverige tøver med at indføre de hårdeste tiltag”.

Tidligere smittede tanker:

Smittede tanker 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-d-12-marts.html

Smittede tanker 2: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-2-d-13-marts.html

Smittede tanker 3: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-3-d-15-marts.html

Smittede tanker 4: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-4-d-16-marts.html

Smittede tanker 5: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-5-d-17-marts.html

Smittede tanker 6: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-6-d-18-marts.html

Smittede tanker 7, d. 19. marts

1.

I gårsdagens Berlingske havde jurist og tidligere forskningschef ved Danmarks Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen en analyse af demokratiets tilstand i lyset af sidste uges beslutninger. Han frygter – ligesom flere af de jurister og borgere jeg har refereret i tidligere indlæg -, at vi er ved at svinge fra demokratiske til autoritære tilstande. Her tænker han især på regeringens forsøg på at skjule Sundhedsstyrelsens skepsis mod nedlukningen af samfundet i sidste uge.

Oluf Jørgensen sætter også sin case i forbindelse med den problematiske offentlighedslov, som blev vedtaget af den tidligere S-regering i 2015. Man glemmer ikke så let den daværende justitsminister Morten Bødskov og hans frygtelige forsøg på at snige sig udenom i Deadline. Jeg lærte noget den aften, hvor skolereformen jo også rullede i fuld centralistisk uniformitet og anti-kritik. I dag gør Bødskov karriere som skatteminister i Mette Frederiksens regering, som styres af ungsocialdemokrater og deres ledsagende kammersjuk-rådgivere (ministrenes gennemsnitsalder er 41 år, og den ældste minister er 55).

Vi trænger til en generationsanalyse af de socialdemokrater, som er født omkring 1980. Det vil forklare en del af tilbøjelighederne, tror jeg. Det handler om ånden fra Tony Blair, for nu at sige det kort. Vi er i sporet fra “den tredje vej”.

 

2.

Nu vi er ved Socialdemokratiet, så er det interessant, at de aktuelle tiltag støttes af mange, som jeg vil kalde Bjarne-Corydon-tilhængere, og som typisk bevæger sig i omegnen af Berlingskes debatsegment. De vil gerne have en stærk stat, og det var – i deres optik – Corydon, der sørgede for at effektuere dette ønske. Og Mette Frederiksen står så for en fortsættelse af denne linje, må man forstå. Ledsages dette ræsonnement af lidt konservatisme, så kommer Corydon pludselig til at stå som genskaber af en stærk nationalstat, en slags stats-liberalisme.

Men Corydons baggrundsteori, som er teorien om konkurrencestaten, gør skam op med nationalstaten og dennes folkelige og poetiske grundlag. Derfor er den corydonske version af nationalstaten ikke en stærk nationalstat. Der er derimod en teknokratisk totalstat, som opsuger læring, der omdannes til økonomisk optimering. Det er ikke en stærk stat, men en svag og aktiv stat.

Det hele handler om følgende: Corydon etablerede en stærk stat ved at gøre den svag og aktiv. Staten blev svag, fordi den blev afkoblet fra pædagogik, dannelse og demokrati. Men den blev også aktiv, fordi den skulle være effektiv og total. For Corydon handlede denne proces om arbejdspladser og økonomisk vækst i globaliseringens hav. Pædagogisk set blev det til “læring”. Det var fuldbyrdelsen af 00’ernes ånd.

Mette Frederiksen var lige ved at føre denne svage og aktive stat hen til klimapolitikken, men Coronaen kom i vejen. I stedet omdannede hun Corydons svage og aktive stat til en sundhedsstat, som så måske efterfølgende igen kan omdannes til en klimastat. Der er lipservice til Corydons total-økonomisme med enorme summer til den ledsagende økonomiske understøtning og kontrol.

Corydon ville omdanne den dannelsesfrie læring til økonomisk optimering. Mette Frederiksen vil omdanne økonomisk optimering til sundhedsegalitarisme i økonomen James Heckmans ånd. Heckman er da også hovedinspiration for både undervisningsministeren og forskningsministeren. Frederiksen vil gøre hele samfundet til et hospital, til en undtagelse, til en kropslig isolation. Herfra kan man så implementere noget, som alle regeringer, også Lars Løkkes, er enige om at bifalde, nemlig digital disruption.

Regeringens aktion er altså en direkte men udvidet forlængelse af Corydons politik. En slags Corona-corydonisme.

 

3.

Der har også været et kritisk indlæg i Information af lægen Lisbeth Rose. Hun mener, at regeringens initiativer er et udtryk for en ny form for sundhedspolitisk totalitarisme. Hun skriver:

”Hvordan særloven skal bruges i praksis, begrænses nok kun af fantasien. Det leder tanken hen på støvletramp ved folks hoveddør og armbind med mærkning af de smittede. Eller måske vi skal male et hvidt kryds på indgangsdøren som under pesten?

Det, vi er vidne til lige nu, er et kæmpe stort uhyggeligt politisk og socialt eksperiment, hvor man hjælpeløst kan sidde på sidelinjen og se, hvad angst gør ved folk, og hvordan man på ingen tid kan fratage mennesker friheden til at leve normalt i hensynsfuld omgang med sine medmennesker.”

Det er, som om det passer.

 

4.

Jeg har prøvet at finde tallene for influenzarelaterede dødsfald i Italien, hvor der i skrivende stund er døde 2978 personer af Corona. Det eneste, jeg har kunnet opstøve, er en rapport om sagen fra november 2019, der nævner tal fra 2012 til 2016. Her ser det ud til, at antallet af influenzarelaterede dødsfald var stærkt stigende i perioden, for at toppe foreløbigt i 2016 med 24981, dvs. 8 gange det aktuelle Corona-niveau.

I Danmark var der 2822 influenza-døde i 2018, som mig bekendt er den værste sæson herhjemme. Opskaleres det til Italiens størrelse, skulle det betyde ca. 30.000 døde i Italen, hvilket formodentlig passer meget godt med coronaens effekt.

Italien er særligt udsat, dels på grund af befolkningssammensætningen med mange gamle, og dels pga. meget fysisk hverdagskontakt, socialt liv, kindkys etc.. Men denne livsform er jo også med til at producere livskvalitet og alderdom i det hele taget. De mange influenza-dødsfald har ikke ændret på denne livssammenhæng. Men det gør Coronaen nu, selvom den formodentlig ikke kommer til at forårsage væsentligt flere døde end influenzaen. Konsekvensen af et sådan brud i kulturmønstret kan meget vel betyde lavere livskvalitet og dermed en levealder, som vil falde til de almindelige europæiske niveauer. Hvordan registrerer man mon den form for dødelighed?

Af en artikel på TV2 fremgår det, at 99% af alle Corona-døde i Italien var syge i forvejen. Jeg noterer det lige i forbifarten. Hos Worldometer.com kan man læse, at risikoen for at dø, generelt er meget lav, med mindre man er gammel, hvor den kun er forstørret lav.

 

5.

Først gjorde man natur og kultur – f.eks. køn, land, arbejde og dannelse, – til sociale konstruktioner, som skulle ”normstormes”, som man kalder det i dag. Derpå kom 1980’ernes grådighedsfilosofi, som efter murens fald blev globaliseret, hvilket skete med begejstret tilslutning fra mange af de gamle normstormere, herhjemme skete det især via det Tony Blair-inspirerede ”Mandag Morgens Kompetenceråd” (1998-2001). Globaliseret grådighed og normstorming blev gift, og det er det stadigvæk, kun afbrudt af lejlighedsvise ægteskabelige trakasserier.

Fra 00’erne til i dag blev en hel generation, som modnedes i essensen af de foregående processer, data-disruptet. Græsplænerne lå øde hen. Læringsbegrebet blev det nye systems elektronifiserede pumpe.

Herfra kunne efterladenskabernes bagside, dvs. natur og kultur, vende tilbage som regnskab, monster og trussel. Kulturen omdannedes til forskellige former for populisme og socialt konstruerede ”stereotyper”. Og naturen blev omdannet til ekstreme naturfænomener. Den moderne klimabevægelse er bygget op på denne ”bagside”. Her kaldes det for ”mørkets pædagogik”. Det har ikke noget med økologi eller med naturen som sådan at gøre. Mange klimaideologer ser frem til at høste konsekvenserne af Corona-statens erfaringer. De ser den som en øvelse i centraliseret og datadirigeret Co2-styring af den natur, man selv har udgrænset.

Nu kommunikerer naturen igen. Den har afleveret en virus. Men naturen er venlig, for det er en forholdsvis mild virus, som indtil nu kun har dræbt sølle 9000 mennesker på verdensplan. Måske var det meningen, at Coronaen skulle havde gjort mennesket modstandsdygtig over for den næste virus, som kan blive langt farligere? Hvem ved? Men i stedet for at tage imod i god ro og orden, mens man afbøder det værste og lader livet og dets institutioner og pluralitet gå sin gang, så skal virussen, denne tale fra naturens bagside, kontrolleres. Kontrollen skal ske via kontrol af resterne af menneskelig adfærd. Og det kan kun ske via en altomfattende omdannelse af samfundet til et hospital.

Konsekvensen er, at vi bliver til et unaturligt menneske i en unaturlig natur. Derfor må dette unaturlige menneske kontrollere både den ydre og den indre natur som bagsider. Den ydre natur kontrolleres via dataficeret videnskab, og den indre natur onduleres via total-hospitaliseret adfærdskontrol og almen skam ved berøringer og nærhed.

Man skal gøre noget, men man skal ikke gøre alt!

 

Links:

Jurist Oluf Jørgensen i Berlingske, d. 18. marts: https://www.berlingske.dk/kronikker/vi-skal-stadig-kunne-kende-forskel-paa-demokratiske-og-autoritaere

Lisbeth Rose med kritisk indlæg i Information: https://www.information.dk/debat/2020/03/skraemmende-nemt-kan-fratage-folk-frihed-spreder-panik?

Artikel om influenza i Italien: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1201971219303285

Artikel om Corona-dødes sygdomsprofil på TV2: https://nyheder.tv2.dk/udland/2020-03-18-99-procent-af-corona-doedsofre-i-italien-var-syge-i-forvejen

Alderssammensætning for Corona-dødsfald: https://www.worldometers.info/coronavirus/coronavirus-age-sex-demographics/

 

Tidligere smittede tanker:

Smittede tanker 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-d-12-marts.html

Smittede tanker 2: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-2-d-13-marts.html

Smittede tanker 3: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-3-d-15-marts.html

Smittede tanker 4: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-4-d-16-marts.html

Smittede tanker 5: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-5-d-17-marts.html

Smittede tanker 6:  http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-6-d-18-marts.html

Smittede tanker 6, d. 18. marts

1.

Redaktør for netmagasinet Føljeton, Lars Trier Mogensen, har tidligere gjort sig positivt bemærket med selvstændige holdninger til den tiltagende lukning af meningsdannelsen. I går fortsatte han sit kritiske arbejde i et længere indlæg i Altinget.

Mogensen beskylder Mette Frederiksen for at ”spille hasard med folkestyret” og for at angribe ”den demokratiske besindighed”. Kritikken gælder både alment, men også specifikt i forhold til begrundelserne for grænselukningen i lørdags. Mogensen taler om, at regeringen står for ”et autoritært tryk i retning af en mere magtfuldkommen totalstat, som gradvist kan kaste stadig mørkere skygger over Danmark, hvis ikke alle skridt fra regeringens side bliver kritiseret åbent, frit og frejdigt undervejs.”

Kloge ord i forårsblæsten.

 

2.

Dronningen holdt tale til nationen i går. Det er efter sigende første gang siden 1945, at en regent taler på denne måde til befolkningen. Hun udbredte katastrofe-stemning og døde mænd, fædre og venner osv. over det hele.

Det lød som om, at talen var skrevet i Statsministeriet hos Frederiksen og Rossen. Dronningen er endt som socialdemokratisk klakør. Hvilken trist skæbne. Hun skulle have understreget samfundets bærende og fælles værdier i stedet for, dvs. oplysning, folkelighed, skolegang, kritisk sans, interesse for omverdenen, social tillid og kærlighed til fortiden.

 

3.

Jeg kan forstå på dronningens nye socialdemokratiske positur, at Corona er en dødelig sygdom, som river venner og hustruer væk, og hvis farlighed retfærdiggør nedlæggelsen af det åbne samfund. Men kan det passe? Mange forskellige eksperter har jo ellers sammenlignet Corona med en form for udvidet influenza, og kun gamle og meget syge har en mindre risiko for at dø. For alle andre er der stort set ingen risiko. Men lad os se lidt på tallene for dødelighed, som de pt. ser ud i den officielle radar:

Emmanuel Macron har erklæret udgangsforbud i Frankrig. DR’s korrespondent fortalte flere gange og med bævende stemme, at der skam dør én person i timen døgnet rundt. Ok, men er det egentlig så slemt? Det giver 168 om ugen, 720 om måneden og 1420 på to måneder. Herefter er det formodentlig ved at være slut. Der er døde 175 i forvejen. Med det tempo, som journalisten altså maler frem som en katastrofe, ender Frankrig på ca. 2000 døde alt i alt. Skalerer vi tallet ned til Danmarks størrelse, så havner vi på ca. 200 døde.

I 2018 døde der 2822 af influenzarelaterede sygdomme her i landet.

Det er jo dårlig journalistik.

Det franske tal bliver en betydeligt større i sidste ende – hvilket journalisten dog ikke nævnte –  fordi smitten er i vækst. Lad os sige 30.000.

Frankrig har 67 millioner indbyggere. Det er godt 10x Danmarks befolkning.

Følger vi Frankrigs samlede og fremskrevne niveau ved at dividere med 10, så får Danmark derfor ca. 3000 døde, altså omtrent svarende til en kraftig influenza-epidemi.

Lad os tage til Italien, dvs. worst case: Her døde i går 345 personer. Fortsætter det, ender vi på 2422 om ugen. Lader vi dette niveau køre i to måneder giver det det 2422 x 8 uger= godt 20.000 døde. Dertil kommer 2500, som er døde allerede. Lad os sige 25000 personer. Det er ganske vist usikkert, hvor langt landet er henne i processen, så antallet kan stige. De seneste tal tyder dog på en vis stagnation, hvor antallet af nye døde pr. dag ligger nogenlunde konstant. Vi holder på de 25000 personer.

Italien har 61 mio. indbyggere. Altså igen ca. 10 x Danmarks befolkning. Oversætter vi til danske størrelser ved igen at dividere med 10, vil vi få ca. 2500 døde over de næste par måneder. Og det er worst case. Dvs. under det dobbelte af en hård influenzavirus, som jo ligger på ca. 1700 døde. Og jeg er endda sød ved tallene synes jeg. Italien, og især Norditalien, er i øvrigt en af de regioner, som har flest gamle i Europa, hvilket formodentlig bidrager til at holde tallet for antal døde oppe.

Lad os se på Kina. Stor ståhej. Der er 3225 døde, og smitten stagnerer kraftigt. Der er stort set ingen nye døde. I Kina bor der ca. 1,5 mia. Dvs. ca. 250 gange så mange som i Danmark. Overfører vi det tal til danske forhold, giver det blot 10 døde. Noget lignende er tilfældet for Korea, hvor der kun er 81 døde, og hvor smitten aftager. Det er intet! I Korea har man i øvrigt ikke lukket samfundet ned. Til gengæld har man datakontrol.

Pt er der fire døde i Danmark. To af dødsfaldene – to personer over 80 – skyldes formodentlig ikke Corona som sådan, men et samspil af andre sygdomme. Et tredje dødsfald gik ud over en person, som var over 90. Døden må have en årsag. Jeg har ikke kendskab til det sidste dødsfald. Der kommer mange flere, men vi skal langt langt – altså som i langt højere op –  for at kunne begrunde de aktuelle tiltag. Man skulle tro, Pest og Ebola havde ramt os.

Det er altså kun Italien af de nævnte lande, som kan mønstre en decideret alvorlig situation, men selv her er der stadig tale om risici, der svarer til en ophedet influenza. Helt som eksperterne har fortalt det fra starten.

Med udgangspunkt i sådanne lavrisici-scenarier smadrer man nu uden videre samfundets sociale, økonomiske, pædagogiske og politiske liv. Det er fascinerende fra en politologisk betragtning, men deprimerende fra en medborgerlig ditto.

Alt i alt er der sølle 8000 døde på verdensplan. Det er jo et latterligt lavt tal, hvis man sammenligner med de store globale sygdomme. Det stiger naturligvis, men hallo! Der dør over 17 mio. mennesker af hjerte-karsygdomme om året. 300.000 mennesker dør af drukning, og 800.000 gør selvmord. Op mod 650.000 dør af influenza.

Man skal gøre noget, men man skal ikke gøre alt!

Links:

Lars Trier Mogensen i Altinget, d. 17. marts: https://www.altinget.dk/artikel/lars-trier-mogensen-statsministeren-spiller-hasard-med-folkestyret-under-coronakrisen

Dronningens tale: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12017622/opsang-fra-dronningen-i-historisk-tale-tankeloest-og-hensynsloest/

Corona-statistik: https://www.worldometers.info/coronavirus/

Statistik over globale dødsårsager: https://ourworldindata.org/causes-of-death

Influenzadødelighed, globalt: https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2017/2017-12-influenza

 

Tidligere smittede tanker:

Smittede tanker 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-d-12-marts.html

Smittede tanker 2: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-2-d-13-marts.html

Smittede tanker 3: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-3-d-15-marts.html

Smittede tanker 4: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-4-d-16-marts.html

Smittede tanker 5: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-5-d-17-marts.html

Smittede tanker 5, d. 17. marts

1.

Samfundet er nu snart helt suspenderet, og alle er nu potentielt syge og skamfulde. Helt ind i familierne tæller man i smitteregnskaber, som kan supplere evt. stadig virksomme Co2-regnskaber. Denne tilstand er etableret via en omfattende afvikling af det åbne samfunds landvindinger og en mistænkeliggørelse af menneskelig samkvem og berøringer generelt. Vi mangler nu kun et generelt udgangsforbud, som vi har set i Frankrig, før vi er havnet i en form for radikalt politiseret version af primær forebyggelse, hvor den mindste bevægelse overvåges og registreres som en smittebelastning.

Sygdommen kun har begrænset farlighed. Det er ”en sæsoninfluenza i den tunge ende af skalaen”, som overlæge Tyra Grove Krause fra Statens Seruminstitut formulerer det, og kun gamle og meget syge mennesker har en risiko for at dø, en risiko som selv for disse grupper er begrænset. Det er naturligvis alvorligt nok i sig selv, men det kan på ingen måde retfærdiggøre de aktuelle initiativer.

 

2.

Flere af de politiske tiltag er muligvis et brud på menneskerettighederne. Det er temaet for direktør i Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersens, kronik i dagens Politiken. Han taler om ”et globalt eksperiment” og om ”fleksible” fortolkninger af juraen. Han er dog tydeligvis ikke helt afklaret.

Hvis han får ret i sin almene bekymring, får vi en bio-stat frem for en demokratisk stat. Menneskerettigheder kan suspenderes med henvisning til en forholdsvis begrænset biopolitisk risiko. Dermed giver begrebet “rettighed” ingen mening.

Jonas Christoffersen har også blik for, at mange forskellige politiske grupper kan bruge de autoritære overgreb til at fremme egne dagsordner. Det har han ret i. Hos Socialdemokratiet berømmer man ”velfærdsstaten” og ”den danske model” for dens effektivitet. På den populistiske højrefløj ser man frem til, at der sættes stop for indvandringen, og at Schengen bryder sammen. I konservative kredse ser man udviklingen som en form for nationalstatens genkomst. Og på dele af venstrefløjen ser man samfunds-nedlukningen som en øvelse i klimakamp. Ingen af disse folk ser ud til at kere sig om demokratiet eller den radikale forebyggelsesideologis moralske konsekvenser.

Sagen er, at initiativerne ikke er et udtryk for en stærk stat, men for en svag stats aktivisme. Den svage stat har fundet en statistisk variation, hvorudfra den kan genvinde sin aktivistiske magt. Det vil kunne udvikle sig til et omfattende data-totalitarisme. Det mener f.eks. den amerikanske forfatter Yuval Harari i et langt interview på CNN.

 

3.

Og hos mange folk i IT-industrien, f.eks. hos Amazon.com og blandt IT-læringsudviklere, er der godt gang i den nærmest reklameagtige aktivitet. Der er altså ikke alle industrier, som lægges ned. En direktør i konsulentvirksomheden Damvad, Rune Heiberg Hansen, sin tidligere var på Akkrediteringsinstituttet, skrev f.eks. følgende på twitter:

”SPARRING OM DIGITALISERING AF UDDANNELSESINSTITUTIONER – KVIT OG FRIT Står din uddannelsesinstitution midt i den digitale omstilling på grund af #COVID19dk og har du brug for sparring om retning og strategi? Vi har stor erfaring og deler gerne. Ræk ud, så tager vi et skype”

De virksomheder, som profilerer af den nye isolation, er glade. Der er fyldt med ”interesser” i sagen, som flyder under ”samfundssindets” radar. Og disse interesser kan udvikle sig til at blive organisatoriske interesser, som gør det svært at vende tilbage til normale demokratiske og pædagogiske tilstande.

Allerværst er store dele af den almene folkestemning, som flyder over af autoritær galde ved helt almindelige kritiske røster.

 

4.

I år skulle have været det store genforeningsår. Det er 100-året for Sønderjyllands indlemmelse i Danmark og for en blød og åben grænseideologi i hele Slesvig. Men nu har Danmark lukket grænsen til Tyskland, og Tyskland har herefter gjort det samme mod Danmark. Der er tilsyneladende ingen sundhedsfaglige begrundelser for grænselukningen, og EU var også som udgangspunkt imod. Lukningen er altså udtryk for nationalstatslig forfalds-tristesse over en kam. Men de tyndslidte stater har nu vist handlekraft. De svage stater har vundet styrke ved at rense landene for mellemfolkeligt og menneskelig samkvem under frygtens tegn.

I stedet burde man gøre det modsatte. Nu hvor alle har virussen alligevel, bør man rejse rundt og snakke sammen og hjælpe hinanden som virkelige europæere. Men pas lidt ekstra på de gamle og meget syge.

Så genforeningen er nu fejret ved at forstærke og befæste grænsen med “virus” som national markør. Det er et dybt nationalt paradoks.

 

5.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, var fraværende på sundhedsministerens pressemøde mandag d. 16. marts. Sundhedsministeren sagde, at det skyldes arbejdspres, men mon ikke det snarere skyldes Brostrøms kritik af de politiske initiativer, både af hastelovgivningen og af grænselukningen lørdag? Brostrøms afløser på pressemødet, Kåre Mølbak, var rund og venlig, men faktisk bakkede han ikke ret tydeligt op om sundhedsministerens stålsatte skrækretorik i de klip, jeg hørte.

Brostrøms forgænger i direktørstolen, Else Smith, var endnu mere direkte i sin kritik af regeringens reaktioner i Politiken den anden dag. Det skrev jeg om i ”smittede tanker 3”.

 

6.

Sundhedsjurist Kent Kristensen fra SDU har problematiseret L133’s korrektion af epidemiloven, som giver især Sundhedsministeren omfattende beføjelser. Kristensen har to kritiske markeringer. For det første mener han, at beføjelserne ikke kan begrundes i corona-virussens farligheds-klassifikation (den er klassificeret som en farlighed B, men behandles som en slag forstærket farlighed A, hvis jeg forstår det ret). For det andet mener han, at der er alt for lidt demokratisk kontrol med ministerens nye og omfattende magt.

 

7.

Endelig har jeg noteret fire kritiske indlæg, som jeg linker til nedenfor for fuldstændighedens skyld. For det første er der et indlæg af læge Vibeke Manniche, som mener, at sygdommen vil dø af sig selv pga. årstiden, og at de aktuelle initiativer derfor er spild af ressourcer. For det andet har forfatteren Klaus Ankersen en fin sans for nogle af de politiske aspekter af sagen, som ikke er ulig de tanker som Harari gør sig på CNN (se punkt 2). For det tredje er der en professor fra Harward, Miguel Hanan, der gør sig nogle interessante tanker om, hvorvidt staterne bør agere som om, at alle er syge, hvilket fører til bio-staten, eller om man skal forebygge, isolere og behandle mere specifikt i risikogrupperne, hvilket vil være velfærdsstatens tilgang. Informationen stammer fra nogle tweets, som Ekstrabladet har fundet, så jeg kan ikke vurdere seriøsiteten. Endelig vil jeg nævne en norsk analyse af årsagerne til, at dødeligheden ser ud til at være noget højere i Italien end i mange andre lande. En vigtig årsag er, at Italien har en meget gammel befolkning. Indlægget har også nogle statistikker om, hvilke og hvor mange alvorlige lidelser, som forøger risikoen for, at coronaen slår over i alvorlige tilstande. Her kan man se, at patienterne ofte skal have flere og tunge sygdomme, før corona bliver farlig ud over det acceptable.

Man skal gøre noget, men man skal ikke gøre alt!

 

Referencer:

Direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, om ”Corona i krydsfeltet mellem politik og jura”, kronik i Politiken, d. 17. marts: https://politiken.dk/debat/kroniken/art7705444/Vi-er-i-gang-med-et-helt-enormt-samfundseksperiment

Overlæge fra Statens Serum Institut, Tyra Grove Krause, om Coronaen som en velvoksen influenza, d. 27. februar: https://ugeskriftet.dk/nyhed/ny-coronavirus-dodelighed-snarere-promiller-end-procent?fbclid=IwAR0XI09xbY6heA1WpwJBU2Nze7DtLMoUhqJ9PPy5__H23b25nGy1uy_Kn8A

Søren Brostrøms markering om ”politisk beslutning” og grænselukningen på pressemødet fredag: https://www.altinget.dk/sundhed/artikel/det-sagde-soeren-brostroem-om-graenselukninger

Interview på CNN med Yuval Harari: https://edition.cnn.com/videos/tv/2020/03/15/yuval-noah-harari-amanpour-cnn-coronavirus.cnn

Interview med sundhedsjurist Kent Kristensen: https://www.altinget.dk/sundhed/artikel/sundhedsjurist-advarer-folketinget-har-afgivet-demokratisk-kontrol-med-hasteloven

Forfatteren Klaus Ankersen i en magtkritisk analyse: https://pov.international/claus-ankersen-med-coronavirus-er-al-protest-forstummet/

Læge Vibeke Manniche: http://vibekemanniche.dk/hurra-intet-tegn-paa-faretruende-corona-epidemi/

Haward-professor om differentieret indsats: https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/harvard-professor-udfordrer-mettes-plan-stop-den-totale-nedlukning/8051093

Relevante myndighedssider om sagen:

Politiet: https://politi.dk/coronavirus-i-danmark

Statens Seruminstitut: https://www.ssi.dk/aktuelt/sygdomsudbrud/coronavirus

Sundhedsstyrelsen: https://www.sst.dk/da/Viden/Smitsomme-sygdomme/Smitsomme-sygdomme-A-AA/Coronavirus/Spoergsmaal-og-svar

WHO: https://www.who.int/emergencies/diseases/novel-coronavirus-2019

 

Tidligere smittede tanker:

Smittede tanker 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-d-12-marts.html

Smittede tanker 2: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-2-d-13-marts.html

Smittede tanker 3: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-3-d-15-marts.html

Smittede tanker 4: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-4-d-16-marts.html

Smittede tanker 4, d. 16. marts

1.

Flere konservative debattører mener, at kampen mod Corona er et udtryk for, at vi har en stærk nationalstat. Andre taler i lignende vendinger om en sejr for ”den stærke den danske model”, som bare er den socialdemokratiske version af “stærk stat”-synspunktet. Men det er jeg uenig i. De statslige aktioner er tværtimod et tegn på svage nationalstater. Ikke ”svage” som i u-landene, men svage i politisk-pædagogisk forstand. Disse ofte velhavende, men altså svage stater, er efterladenskaber fra globaliseringens hav, og nogle af dem – f.eks. den danske – har endda kastet deres eget historisk-poetiske og demokratiske grundlag fra sig. Det er konkurrencestatens ideologi som sådan. Den svage stat er en statistikbank i monetarismens og datamonopolernes hav.

En re-aktion på denne proces kaldes normalt populisme, hvis essens udgøres af en enkeltfaktoriel bio/etno-politik, som efterfølgende virker tilbage på politikken som statslig kontrol med ret, pædagogik og oplysning. Ungarn er nok det bedste eksempel på det indtil nu. Bio-data-styringen af danske ghettoer er et andet eksempel, blot i mindre format. Det helt store format for globaliseret populisme er, når den svage stat forbinder bio-politik med klima-kontrol og datastyring, som kan defineres af global kapitalisme med ledsagende statistik-niveauer (f.eks. OECD) og diverse konsulenthuse. Her er “etnos” væk, men det er alt andet desværre også, ikke mindst den pædagogiske grund, som skulle omdanne etnos til folk.

Corona-staten er en variant og forstærkelse af denne svagstats-proces. Det er statens forsøg på at genvinde en magt, den har kastet bort. I den analyse vil man derfor opleve tiltagende anslag mod frihedsrettigheder, en tendens vi allerede har set, ikke mindst hos socialdemokraterne. Eftersom de civile og folkelige niveauer ifølge konkurrencestatsteorien selv nu skal opdrages til traditions- og demokratiløse ”opportunister”, har folket ingen pædagogisk og politisk modstandskraft, udover hvad der måtte være efterladt som tilfældige rester fra gamle dage. Derfor omdirigeres den stærke stats ”det folkelige” til bio-statens ”samfundssind”. Herfra opstår der formodentlig en ny mikrodiversitet, dvs. en forskel under samme begreb, mellem bio og etnos, men det lader jeg ligge.

 

2.

Aviserne kan fortælle, at sundhedsmyndighederne på ingen måde har anbefalet hverken fredagens grænselukning eller onsdagens nedsmeltning af samfundslivet. Det var ellers det indtryk, man fik, eftersom Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, sad med ved de centrale pressemøder. Men nu undsiger han begge aktioner. Grænselukningen undsiges ligefrem i et officielt interview, mens samfundslukningen blev undsagt i en intern e-mail. Det er “politiske beslutninger”, som han siger.

Dermed er de danske sundhedsmyndigheder mere på linje med den moderate linje i Sverige og Storbritannien, en linje som Brostrøm da også generelt har fulgt  indtil for nylig. De danske politikere – som jo udtrykker den svage og aktivistiske stat – er derimod ikke moderate. De er blandt verdens mest radikaliserede og står klar med yderligere omfattende karantæneinitiativer for at forebygge helt ude af proportioner.

Der er altså et politisk spænd mellem politik og administration i den danske stat. Og dette spænd er netop et udtryk for den ”svage stat”, som jeg nævnte under pkt. 1. Det er den nye svage vilje, som sætter alt ind på uniformeret forebyggelse af varians i bio-data.

Denne logik svarer til at sige, at fascismens nationalstater var svage, selvom de jo bestemte det hele. Hitler var et radikalt populistisk svar på Weimarrepublikkens tab af autoritet. Han var en fordoblet svaghed, og det er det værste, for den er aktiv overalt.

Så vi har en svag men aktiv stat. Den stærke stat, som er dannelsesliberalismens, er derimod passiv.

 

3.

Brandbjerg Højskole ved Jelling – og sikkert også mange andre højskoler – har store problemer med det økonomiske grundlag pga. regeringens Corona-politik. Brandbjerg Højskole er et forsøg på at sammentænke økologiske og grundtvigske momenter, hvilket er meget vigtigt for den nye generations muligheder for både at være ung, økologisk og traditionsbevidst på samme tid. Sagen var rapporteret i adskillelige medier den anden dag. Sidste år kom jeg med i skolens repræsentantskab, så jeg har fulgt lidt ekstra med. Forstanderen Simon Lægsgaard har været den ledende kraft i denne åndeligt-praktiske skolefundering af alternativisme, økologi, musik og højskoletradition.

Folkehøjskolen, både i dens nye og i dens gamle former, grunder den stærke stat. Men denne historisk-poetiske og demokratiske stat trues nu pga. den svage stats magt, som vil isolere alle i biodatas navn i stedet for blot at tage alvorlige og almindelige forholdsregler inden for det åbne samfunds rammer.

Brandbjerg Højskole er et eksempel på en moderne version af det gamle, som uddanner til en stærk men passiv stat. Den trues nu af den svage og aktive stat.

 

Links:

Sundhedsstyrelsens kritik af både grænselukning og onsdagens lov om samfundslukning: https://www.information.dk/indland/2020/03/sundhedsstyrelsen-vendte-tommelfingeren-nedad-heunickes-vidtgaaende-hastelov?

DRs omtale af sundhedsstyrelsens glidninger: https://www.dr.dk/nyheder/detektor/detektor-fra-meget-lille-risiko-smitte-til-et-lukket-danmark-saa-hurtigt-gik-det?fbclid=IwAR0Zlwujm30MK7S6_rsR7TtB1ad3DoGZiiCAHMu1rx7RHaau1CHSWXREbHk

Brostrøm om den ”politiske beslutning”, d. 14. marts: https://www.altinget.dk/artikel/soeren-brostroem-om-graenselukning-det-er-en-politisk-beslutning?fbclid=IwAR2vIVHKwtl43h29qZTDAP-sbtJWT48CrzMUV1yegRy74lh3K73vrmMZV7c

Svenske reaktioner, d. 14. marts: https://www.information.dk/indland/2020/03/mens-danmark-lukker-fortsaetter-hverdagen-sverige-hvorfor-reagerer-to-lande-saa-forskelligt?utm_medium=social&utm_campaign=btn&utm_source=facebook.com&utm_content=tp&fbclid=IwAR3CkbS9lOxIksANoKNg5DIWeEJCrvm1XlRKU9o1cf8ZJUTC2xrZcxEiJ0A

JP gennemgår også sagen om hasteloven i denne artikel fra d. 5. april: https://jyllands-posten.dk/premium/indblik/Indland/ECE12058583/saa-kort-tid-fik-soeren-brostroem-og-co-til-at-vurdere-vidtgaaende-hastelove/ (tilføjet)

Om Brandbjerg Højskole, Jyske Vestkysten: https://vafo.dk/artikel/corona-krisen-truer-h%C3%B8jskole-p%C3%A5-livet-banken-har-lukket-for-kassen

 

Tidligere smittede tanker:

Smittede tanker 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-d-12-marts.html

Smittede tanker 2: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-2-d-13-marts.html

Smittede tanker 3: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-3-d-15-marts.html

Smittede tanker 3, d. 15. marts

1.

Den anden dag havde jeg mit livs værste oplevelse. Mit Folketing halverede sig selv. Sølle 95 folkevalgte – selvhalveret af smitteskræk – godkendte en omfattende nedsmeltning af det danske samfunds politiske, økonomiske og pædagogiske liv. Folketinget nedlagde sig selv, mens det påstod, at det eksisterede. Lidt ligesom i 1940. Den halverede nedlæggelse forgreb sig herefter direkte på borgernes hjerner og kroppe, foreløbigt i et helt ondt år.

Og få dage efter lukkede regeringen landets grænser. En nordtysker kan ikke mere besøge sin syge moster i Vejen. En svensker kan ikke drikke en øl på Nyhavn.

Efterfølgende kom det frem, at en række toneangivende eksperter, herunder ikke mindst Sundhedsstyrelsens centralt placerede embedsmand Søren Brostrøm, direkte undsagde grænselukningen. Denne bemærkelsesværdige markering må have kostet ham nattesøvnen. Han har da heller ikke deltaget i de sidste par pressemøder, jeg har set.

Brostrøm mener, at grænselukningen er ”politisk” og ikke sundhedsfagligt begrundet. Og i denne sammenhæng er ”politisk” vel at mærke et skældsord. For sagen er jo egentlig den stik modsatte, nemlig at regeringens ”politik” er udtryk for et opgør med det politiske som sådan. Der skal ”rettes ind”, som toneangivende intellektuelle – der selv ofte bifalder besættelsestidens samarbejdspolitik – siger det. Det åbne samfund lukker sig i Animal Laborans. Mennesket går fra Bios til Zoo, som filosoffen Hannah Arendt udtrykker det.

 

2.

Medierne følger trop i nedsmeltningen. Professor i journalistik Erik Albæk sagde i går til Videnskab.dk, at journalisterne skal “suspendere” deres behov for at være kritiske og i stedet vise “samfundsansvar” a la situationen under besættelsestiden, som han drager direkte paralleller til. Det er nok det, som kaldes for “konstruktiv journalistik”? Albæks melding var heldigvis ikke noget for Føljetons redaktør, Lars Trier Mogensen, der ligesom jeg selv ”gyste” over al denne singulariserende ”retten ind”:

”Gys, hvor er det dumt sagt af professoren. Hvis man som journalist ikke evner at forholde sig kildekritisk til myndighederne nu, så er Corona-krakket en god anledning til at finde noget andet at lave” (fra twitter.com)

Og DR’s svar på krisen har været at nedlægge to centrale kritisk-journalistiske flader, nemlig P1 og Deadline. I stedet køres affirmativ breaking-news-journalistik på hele dagsfladen, hvor de samme journalister og eksperter interviewes igen og igen. Den tidligere DR-direktør, Christian Nissen, og en presseforsker fra AU synes det er godt for omsætningen, læste jeg et sted. Som sagt: Vi lever i en antipolitisk tid, hvor der rettes ind.

Umiddelbart efter fredagens pressemøde, hvor statsministeren altså lukkede landets grænser, sendte DR en genudsendelse af en cirkusrevy. Pludselig var der en sketch om Bjarne Corydon, så jeg tjekkede årstallet. Revyen var fra 2015. Jeg vidste dog ikke, om jeg skulle le eller græde.

 

3.

Er sygdommen farlig? Ja, alle tal er jo usikre, men ifølge en grundig artikel i Politiken om emnet, er dødeligheden af Corona på ca. 7 promille. Influenza har ca. 2 promille. I 2018 døde ca. 1644 personer af influenzarelaterede sygdomme herhjemme. Man regner med at ca. 3000 vil dø af Corona. Det er alvorligt, men det er ikke alvorligt nok til disse omfattende indgreb. Slet ikke!

Og virussen gør ikke almindelig mennesker syge. Det er kun gamle og meget syge personer, der er i risikogruppen, og selv for folk over 80 er dødeligheden ”kun” 14%. Det er alvorligt, men ikke alvorligt. Slet ikke! Og de indtil nu ca. 6000 døde på verdensplan er jo ingenting.  I Kina, hvor der bor næsten 1,5 mia. mennesker, er der kun registreret ca. 3000 dødsfald. Her er epidemien i aftagende. Det hjalp med nogle overvågningsapplikationer, stod der i Politiken i går.

Influenza er årsag til op til 650.000 dødsfald pr. år. Og Malaria har i år – bare indtil nu i år – forårsaget 200.000 dødsfald. Selv flere millioner døde – og pt er der altså 6000 corona-døde døde på verdensplan ud af en befolkning på ca. 8 mia., hvor der hvert år dør i omegnen af 60 mio mennesker – kan efter min mening ikke begrunde de nuværende aktioner og de omfattende overgreb på det pædagogiske, økonomiske, sociale og politiske liv.  Man skal selvfølgelig gøre mange ting, som man også gør med andre sygdomme, men man skal ikke lukke samfund ned i det omfang, som er tilfældet.

I regionerne melder de, at der er respiratorer nok selv til en worst case-situation, og selvfølgelig kan man mobilisere noget mere personale, når der stadig er nogle uger til, at smitten kulminerer. Javel, måske skal der tages nogle ubehagelige etiske beslutninger, og måske skal der oprettes nødberedskaber i et par måneder, men sådan er det at arbejde på et hospital. Det er systemets opgave. Og man skal ikke omdanne hele samfundet til en karantænestat for at undgå det.

Sundhedssystemet skal løse sin opgave, så godt det kan og med hjælp og støtte fra stat og borgere, men det skal ikke omdanne hele samfundet til et sundhedssystem som sådan, for et virkelig samfund er ikke bygget af behovet for “overlevelse”.

Tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen, Else Smith, siger da også til Politiken, at der ”ikke er noget fagligt grundlag for at lukke hele landet ned”, og at ”det er jo ikke Ebola”. Hun spørger også, om tiltagene ”hører til i et liberalt demokrati”? Hun er en fornuftig kvinde, en snusfornuftig demokrat. Det var i øvrigt hende, som ifølge den nævnte samarbejdspolitiks-historiker skulle “rette ind”. Folkestemningen har ingen nåde, når den bygger på historicisme.

Else Smith var som direktør faktisk med til at ansætte Søren Brostrøm, læste jeg et sted. Siden blev hun afskediget af den daværende sundhedsminister, Nick Hækkerup. Hækkerup er i dag justitsminister. Han fører sig frem med, at mere overvågning fører til mere frihed, og han foreslår, at politiet skal kunne gå ind i private borgeres hjem uden retskendelse. Han er en farlig mand på den post. Man forstår godt, hvis Smith og Hækkerup ikke var perlevenner. Måske har Brostrøms aktuelle oprørstrang en tråd tilbage til sin gamle chef?

 

4.

Herhjemme er vi draget i sommerhus nord for Grenaa. Foran SuperBrugsen i Glesborg købte jeg et ”Hus Forbi”. Bladets lederskribent, Poul Struve Nielsen, kritiserer ”Store Søster”, som han kalder sin Mette Frederiksen-klon af ”Big Brother”. Baggrunden er den algoritmebaserede overvågning af socialt udsatte person, som uddybes inde i bladet. Overvågningssystemet kaldes for ”Beslutningsstøtten” ude i kommunerne.

Det er Trygfondens Børneforskningscenter, der i høj grad abonnerer på den nye socialdemokratiske lighedsideologi, som sammen med VIA-UC står bag udviklingen af de teknisk-ideologiske løsninger. Centret har også dybe arme ned i instrumentaliseringen af skolen. Det er 00-ideologi på speed, ganget op med corydonisme og bio-stat. Det hele understøttes pædagogisk af de socialdemokratiske undervisnings- og forskningsministre i deres fælles bog om emnet fra forrige år. Vi er i ideologiens verden, det er helt klart.

De hjemløse har en pointe. Nu er vi alle hjemløse. Først kom isolationen, og så kom skammen ved den anden og ved hånden. Snart kommer algoritmen, sundhedsalgoritmen, og dennes genregestrering og læringsdatabank i BIO-staten.

Man skal gøre noget, men man skal ikke gøre alt!

 

Referencer:

Interview med Erik Albæk om journalistikkens funktion, Videnskab.dk, d. 14. marts: https://videnskab.dk/kultur-samfund/coronakrise-skal-pressen-vaere-taleroer-for-myndigheder-eller-gaa-kritisk-til-vaerks

Interview med Else Smith: ”Tidligere sundhedsdirektør: intet sundhedsfagligt belæg for at lukke ned”, Politiken d. 15. marts. https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7703620/Der-var-og-er-intet-reelt-sundhedsfagligt-bel%C3%A6g-for-at-lukke-hele-landet-ned

Politiken om kritik af grænselukningen og justitsministerens reaktion: https://politiken.dk/indland/art7704505/Det-har-nul-effekt-p%C3%A5-smitten-i-Danmark-at-lukke-gr%C3%A6nsen-nu. Justitsministerens mere udførlige svar: https://politiken.dk/indland/art7704650/%C2%BBDet-er-bestemt-ikke-symbolpolitik%C2%AB

Politikens artikel om Coronas dødelighed: https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7687389/Her-er-hvad-vi-ved-om-risikoen-for-at-d%C3%B8-af-coronavirus

Om respiratorberedskabet: https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7702739/Selv-i-skr%C3%A6kscenariet-vil-Danmark-have-respiratorer-nok-til-at-behandle-kritisk-syge-coronapatienter

Om nedlæggelsen af Deadline og P1: https://www.berlingske.dk/kultur/dr-aflyser-nyhedsformater-paa-p1-og-deadline-det-ligner-naermest-et

Poul Struve Nielsen: ”Kære Store Søster, la’ nu vær’”, Hus Forbi, nr. 3, 2020.

Signe Laursen: ”Algoritmer i jagt på udsatte familier” og ”Teknologi spænder ben for retsfølelsen”, Hus Forbi, nr. 3, 2020.

 

Almene kilder:

Sundhedspolitisk Tidsskrift: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3073-lynoverblik-dagens-tal-og-vigtigste-nyheder-om-coronavirus.html

Corona-statistik: https://www.worldometers.info/coronavirus/

 

Tidligere smittede tanker:

Smittede tanker 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-d-12-marts.html

Smittede tanker 2: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-2-d-13-marts.html

 

Smittede tanker 2, d. 13. marts.

1.

Martin Krasnik fortæller i dagens leder i Weekendavisen, at den danske regerings forsøg på at undgå spredning af Corona er præget af en særlig socialdemokratisk tradition for stærk statsstyring og omsorg for de svageste. Det har han på sin vis ret i, og han skal have tak for at give diskussionerne noget politisk substans, men man må dog også – og det synes jeg han glemmer – betænke, hvilken form for socialdemokratisme, der er på spil i disse år. Her er nogle headlines:

  • De lærde udgør ”et tyranni”, siger en minister. Vi ender dermed i en form for social rindalisme, hvor “de lærde” udgøres af “eksperter” med “evidens” for afgrænsede sagområder. Dermed går helheden tabt.
  • Overvågning er lig med frihed, siger en anden minister i en barsk markering. Overvågning og social rindalisme – de to første punkter – udgør en ubehagelig cocktail.
  • Politik omdannes til politisk styring, som opgøres efter statistisk invarians på afgrænsede indikatorer, dvs. lighed som mål, i stedet for det pædagogiske ”lighed som forudsætning”, som pædagoger også kalder for ”ligeværd”. Den statistiske invarians begrunder ethvert tiltag, som kan bringe en statistisk forskel i 0,00. Corono-aktionen er et eksempel på logikkens kraft på den store klinge. En slags hyperforebyggelse, som alle samfundets praksisser må indordne sig efter.
  • Dataovervågning og registersammenkøringer af adfærd etableres først i udsatte områder med henblik på statistisk invarians og uden ”lærde”. Og med corona-krisen testes Ghetto-metoderne i hele samfundet som sådan.
  • Danmark opfattes som en konkurrencestat, dvs. en svag stat, som kræver opportunisme og sammenhold om økonomisk optimering på globale markeder, og som står i modsætning til demokrati og dannelse. Dette grundsyn overtog man fra Corydon/Antorini/Thorning-Schmidt. Og denne særlige form for antidemokratisk økonomisk nationalisme, som nu forbindes med forebyggelse af smittevarians, er nu i gang med at lukke landet helt af og ned.
  • Stærk centralstyring af parti og kommunikation. Landet ledes af en slags polit-bureau, bestående af håndplukkede ung-socialdemokrater, hvis karrierer udviklede sig under 00’ernes nedsmeltning af partiet.

Vi taler altså ikke om 1950-60’ernes Socialdemokrati, som byggede på forskellige åndssynteser, men om en helt anden politisk og pædagogisk konstruktion, som er i besiddelse af de karakteristika, jeg lige har ridset op. Det er dette nye Socialdemokrati, som nu træder i karakter. Det er et rindaliseret, centraliseret og dataficeret parti, som tiltvinger sig magt over et svagt statsapparatet, som partiet omdanner til en altomfattende bio-statistik-stat.

Så Krasnik har ret i, at smittepolitikken er socialdemokratisk. Han overser blot, hvilket slags Socialdemokrati, hvilken stat og hvilken forståelse af “de svage”, vi taler om.

 

2.

Politiken havde i dag to interessante artikler, som især forbinder sig med ovenstående systematik via ”overvågning=frihed”-pinden.

Journalisten Jens Bostrup beretter om, at Kina har bremset Corona ved at anvende stærkt indgribende overvågnings-applikationer. Og det virker skam. Antallet af smittede i Kina stagnerer kraftigt. En dansk statsborger, som bor i Kina, siger, at overvågningen får folk ”til at føle sig trygge”. Hvilken skole har hun gået på!

I Danmark opfattes, som nævnt, hele landet som et middel til den statistiske nulstilling. Skal landet og kontrollen nu digitaliseres og centraliseres?, spørger Bostrup. En fornuftig forsker, lektor Hanne Marie Motzfelt fra Københavns Universitet, forstår godt, at modellen ”er fristende”, som der står, men siger følgende:

”Folketinget behandler lige nu den mest vidtgående lovgivning siden Anden Verdenskrig, der griber ind i stort set alle grundlæggende borgerrettigheder. Hvis vi lægger en vidtgående statslig – og måske endda tvungen – overvågning oveni, kan det blive meget vanskeligt at komme tilbage til det frie danske samfund”.

Motzfelt taler som en sand demokrat, som en socialdemokrat fra fjerne tider. En moderne socialdemokrat mener skam, at overvågning=frihed, og han vil være stærkt tilbøjelig til at synes om de kinesiske løsninger, supperet med grænselukninger og tests af Grundlovens centrale paragraffer og alt det andet.

I en anden artikel beretter journalisten Morten Søndergaard Larsen om lignende løsninger, nu blot i Sydkorea. Her prioriterer man ”folkesundheden højst”, som det hedder, underforstået at frihedstradition og social praksis må vige for digital overvågning og sundhedsstatistikker. Korea har i skrivende stund en Corona-dødsrate på blot 1% af de registrerede smittede, dvs. i realiteten langt mindre, hvis man inddrager de reelt smittede. Også her ser smittekurven ud til at flade ud. Kun 71 mennesker er døde af Corona i et land, som har ca. 50 mio. indbyggere.

Lars Trier Mogensen er i sit www-magasin “Føljeton” inde på nogle af de samme ting i et særdeles kritisk indlæg, som hedder  “Danmark som lille Kina”.

Vi kan altså forudsige, at det nye socialdemokrati vil tilføje elektroniske overvågningsstrukturer til indsatsen, så ”friheden” kan øges. Vi får en ny bio-data-magt, som defineres af statistisk nulstilling i ”frihedens” navn.

Og når krisen er forbi, om 1, 3 eller 12 måneder, så vil denne logiske struktur være cementeret og forstærket i samfundet mere bredt. Den nye lovgivning, som blev vedtaget i går, gælder i et helt år. Måske fjerner man herefter nogle af tingene, men strukturen vil stå forstærket tilbage, og den virkelige frihed vil have lidt et nærmest uopretteligt knæk.

 

3.

Forfatteren Carsten Jensen skriver i et indlæg på Facebook, at indsatsen mod Corona-virus er en praktisk øvelse til det, han opfatter som det næste store hug, at standse klimaproblemerne. Jensen mener, at der er en slags symbolsk årsag til, at virussen især rammer de gamle, som jo især er skyld i klimakrisen. Det er sådan en slags naturens ’ok boomer’-aktion, må man forstå. Den nuværende nationale isolation, som ledsages af omfattende statslig kontrol, er bare en forberedelse til kommende aktioner, til ”drastisk handling og store forandringer”, får vi nærmest truende at vide. Jensen skriver:

”De kommende ugers og måneders selvisolation er et bevis på, hvor meget vi kan, når blot vi indser nødvendigheden af drastisk handlen og store forandringer. Lad os betragte vores respons på virussen som en praktisk øvelse, der forbereder os at stoppe klimaforandringerne”.

Jensen ser altså hele Corona-aktionen som en øvelse, som peger hen mod det endelige opgør med national dannelse, som han tror har noget med DF at gøre. Det er 00’er-ånd af værste skuffe. Lidt som da Mikael Jalving den anden dag i et indlæg på Jyllands-Posten pludselig begyndte at snakke om Islam. Hvorfor går de to ikke bare i sauna sammen?

Svend Brinkmann er også meget affirmativ over for regeringen i sine Facebook-opdateringer. Han kritiserer Jalving, men vist ikke Jensen? Brinkmann mener eller håber, at Corona betyder, at en stoisk og filosofisk aktivitet vil brede sig i samfundet. Brinkmann er stoiker og aristoteliker på samme tid. Det er ok, men det kan godt ende lidt i positiv psykologi, hvis jeg må drille lidt. Jalving har faktisk sans for, at Corona har politiske aspekter. Han har blot ikke sans for det politiske som sådan, som han i karakteristisk stil blander sammen med sin kæphest.

Brinkmann er dog i sit seneste indlæg blevet mere opmærksom på nødvendigheden af kritisk arbejde, selvom han altså generelt roser regeringen. F.eks. skriver han:

“Selv om vi kan være glade for myndighedernes beslutninger, har vi alle en borgerpligt til at kigge dem kritisk efter i sømmene. For der er virkelig tale om vidtgående indgreb i borgernes rettigheder i hastelovgivningen (vedr. forsamlingsfrihed, tvangsbehandling, adgang til offentlige institutioner osv.). Det skal på ingen måde blive en ny normaltilstand.”

Så måske er Brinkmann ved at finde sin kritiske åre frem?

 

4.

I går halverede folkestyret sig selv, hvilket nok er den mest forstemmende aktion overhovedet. Jeg er rasende over dette initiativ. Og i dag har DR nedlagt P1 og Deadline. Hermed understreges den nye centralistiske rindalismes fremmarch.

Det hele kaldes for “samfundssind”. Det er et skrækkeligt samfund.

Men skal man ikke gøre noget? Jo, men man skal ikke gøre alt!

 

Referencer:

Krasnik i WA med nogle interessante tanker om magt og socialdemokratisk velfærdsstat: https://www.weekendavisen.dk/2020-11/samfund/undtagelsestilstand

To artikler i Politiken om overvågning:

”Kina: Apps til overvågning har bremset virussen”, af Jens Bostrup. https://politiken.dk/viden/Tech/art7701517/Maria-Pilgaard-er-gr%C3%B8n-og-kan-frit-bev%C3%A6ge-sig-rundt-i-Shanghai

”Sydkorea tester balancen mellem virusbekæmpelse og kontrol”, af Morgen Søndergaard Larsen (ikke på www.)

Lars Trier Mogensen i Føljeton, d. 12. marts: https://foljeton.dk/108902/danmark

Carsten Jensens indlæg: https://www.facebook.com/carstenjensendk/posts/2852669741486801?__tn__=K-R

Svend Brinkmanns Facebook-indlæg, d. 13. marts: https://www.facebook.com/svendbrinkmann/posts/10156608024466205

Om nedlæggelsen af P1: https://www.berlingske.dk/kultur/dr-faar-kraftig-kritik-for-at-lukke-p1-ned-det-ligner-naermest-et-selvmord?fbclid=IwAR1jvCDXKv8yN7BovaA5FXtDKnkxGkRsyitDsaGdHA7TwJgiiPwp4HzxP7M

Corona-statistik: https://www.worldometers.info/coronavirus/

Folketingens nye lov, L133: https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/L133/index.htm

Smittede tanker 1, d. 12. marts: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-d-12-marts.html

Smittede tanker 1, d. 12. marts

1.

Den nye kinesiske flagermusvirus har angrebet ånden, den demokratiske ånd. Flagermusens ånd lukker samfundets kritiske og pædagogiske liv ned, selv åndehuller som børnehaver, kirker og værtshuse lukkes. Menneskeligt samkvem problematiseres ned i detaljen, og børn skal undgå lege, hvor de rører hinanden. Gymnasielever må ikke mødes og feste i smågrupper, og man bør ikke besøge sine venner og pårørende, får vi at vide. Nogle af tiltagende dirigeres fra centralt politisk hold, andre “gode råd” formidles i forskellige versioner af eksperter i lange taleflader på Danmarks Radio og i den almindelige folkestemning.

Alt kører i en radikal forebyggelsesideologi, hvor selv de mest almindelige og ufarlige aktiviteter sættes i direkte forbindelse med minimering af en yderst begrænset risiko.

Folketinget er halveret og lagt på køl, selvom der lige nu er brug for et fuldt fungerende kritisk demokrati som aldrig før. Og selveste Grundlovens grundende grund kantes af med lovmateriale, som er udarbejdet i løbet af ganske få dage.

Hvad sker der?

En teori på det nationale niveau: Måske er der tale om en symbiose af hyberpanik og en ny socialdemokratisk overvågningsstatistik-stat; vi befinder os i efterdønningerne af en forskrækket konkurrencestatsideologi, som har lagt demokrati og dannelse bag sig hos nogle hedengangne statsformer, en slags virusificeret corydonisme?

En teori på det globale niveau: Pressede stater skal vælge mellem populisme og virusstatistisk handlekraft.

 

2.

Når alle menneskenes kroppe og tanker er isolerede fra hinanden – når alle kirker er lukkede – så træder datamaterne og de kommunale I-pads ind og trækker demokrati og pluralisme ud af samfundet. Herfra kan mennesket gøres til et post-menneske, som aldrig kan smittes med noget. Algoritme-lærings-fansene glæder sig i denne tid. Det ser man på twitter. Virussen understøtter både en lokal og en global maskinisering af humaniteten.

Hvad skriver Sundhedsstyrelsen om sagen i deres rapport fra d. 10. marts? Den foreslår almindelige ting og slet ikke disse radikale og ideologiske tiltag. Der er sket en form for politisering af sagen hos de mange ung-politiske socialdemokrater og deres følgere, som arbejder under mine to teoriers kommando.

 

3.

Først kom Klimaet og gjorde alle skamfulde ved deres egen eksistens: Jeg er, ergo skammer jeg mig.

Og nu kommer så Flagermusen og gør alle skamfulde ved de andres eksistens. Jeg er hos dig, ergo skammer jeg mig.

Du er alene uden andre i dobbelt-skam omgivet af flagermus. Vi får en udvidelse af det, som moderne dystopiske klimapædagoger kalder for “mørkets pædagogik”.

Skammen kan kun administreres af papirløse læringslogaritme-flagermuse, som i en kinesisk stat.

 

4.

Desuden får vi en mistænkeliggørelse af vores fineste berøringsorgan, hånden, dvs. h-ånden, håndens ånd og dermed også genstande og ting, som hånden jo berører og dermed “smitter”.

 

5.

Den kinesiske flagermus suger blod, en vampyr-flagermus, der betvinger europæisk og nationalt demokrati.

Men skal man ikke gøre noget? Jo, men man skal ikke gøre alt!

——

Andre kritiske indlæg af meget forskellige art:

Historiker Henrik Jensen i Jyllands-Posten, d. 2. marts: https://jyllands-posten.dk/premium/kommentar/taarnet/ECE11977968/maaske-bliver-coronakrisen-det-der-endegyldigt-tager-livet-af-haandtrykket/

Professor Søren Paludan og overlæge Gitte Kronborg, d. 3. marts: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3086-eksperter-uenige-er-corona-pa-niveau-med-eller-vaerre-end-almindelig-influenza.html

Professor Søren Paludan, d. 10 marts: https://jv.dk/artikel/professor-tiltag-har-formentlig-ikke-den-%C3%B8nskede-effekt

Henrik Qvortrup, d. 12. marts: https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/qvortrup-hun-er-uroerlig/8043906

Videnskab.dk, d. 19. februar: https://videnskab.dk/krop-sundhed/hidtil-stoerste-studie-om-den-nye-coronavirus-kurven-er-knaekket

Mikael Jalving, blogindlæg, JP, d. 10. marts: https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE11997830/corona-terror-og-hoejrefloej/. Indlægget blev fjernet af JPs redaktør. Læs om sagen her: https://journalisten.dk/derfor-fjernede-jp-indlaeg-som-sammenlignede-corona-og-indvandring/

Sundhedsstyrelsens rapport, d. 10. marts: https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Corona/Strategi-for-COVID-19.ashx?la=da&hash=067BF6AF0A95D88B3E0A329ABB3C8935E12DDDFF

Ti faser i pædagogisk teori: Fra udslettelse til tilsynekomst

Nedenfor har jeg kort beskrevet ni faser i pædagogisk teori siden omkring 1980: Fase 1-4 udgør en forstærkende sammenhæng, som tiltagende opløser pædagogisk praksis. Fase 5-10 hænger også sammen, men her som en genopbygning af pædagogikkens landsskab, indhold og betydning.

 

A. Fase 1-4: Udslettelse af pædagogikken

Fase 1: 1980

Læring udskilles fra formål, praksis og fortid. Læring sættes i stedet i utopiens tjeneste, i socialismens tjeneste.

Fra dette tidspunkt får vi en løbende og forstærkende marginalisering og udsletning af pædagogiske formål, pædagogisk praksis og af fortidens pædagogiske betydning som sådan. Det hele opfattes som kapitalistisk og autoritær undertrykkelse.

 

Fase 2: 1990

Efter murens fald går den nu frigjorte “læring” i selskab med en frit svævende “refleksion”, et begreb som hentes i en række konstruktivistiske teorier. Vi får forskellige versioner af “Ansvar for egen læring”.

Pædagogik er stadig begrebsliggjort som ”læring” og løsrevet fra formål, pædagogisk praksis og fortid, nu knyttet til “røv til bænk” og “tomme tavler” osv..

 

Fase 3: 2000

“Læring” forbinder sig nu med det mere sociologiske “kompetence”, især med IT-kreativitet, globalisering, informationssamfund og global konkurrence som tilstødende markører. Der er tale om en sociologisk/Giddens-inspireret, men også økonomisk, bestemmelse.

Denne fase udvikles med reference til Tony Blairs ”den tredje vej”, og herhjemme via Mandag Morgens ”kompetenceregnskab”.

Pædagogik gøres igen til noget reaktionært, nu til “industrisamfundet”, og er derfor stadig begrebsliggjort som “læring” og løsrevet fra formål, pædagogisk praksis og fortid.

 

Fase 4: 2004

Læring underordnes evalueringsbegrebet, stadig med økonomi og global konkurrence som centrale ledsagende kategorier. Det sker herhjemme via Globaliseringsrådet og Skolerådet. Processen understøttes af systemteorien med en fedtfattig og afpillet Foucault som sidevogn.

Pædagogikken er stadig – og nu fuldstændig radikalt – løsrevet fra formål, pædagogisk praksis og fortid. “Relevansen” og “arbejdsmarkedet” bliver enerådende.

Processen topper herhjemme med vedtagelsen af de uddannelsespolitiske reformer omkring 2013.

Herfra kommer der en vis indflydelse fra de næste faser, fase 5-10.

 

B. Fase 5-10: Pædagogikkens genkomst

Fase 5: 2004

Gert Biesta skriver ”Against Learning”. Han annoncerer pædagogikkens og formålets genkomst som ”unikke tilsynekomster” præget af ”risiko”, under stærk inspiration fra Hannah Arendts handlingsfilosofi. Dog ingen drøftelse af fortid og ingen egentlig pædagogisk praksis, hvilket især skyldes Foucaults indflydelse, som umuliggør kærlighed til fælles ting.

 

Fase 6: 2011

Gert Biesta og Carl Anders Säfström udgiver ”A Manifesto for Education”, som peger direkte på pædagogikkens egenart, som noget der findes, og som skal forsvares. Derved åbnes pædagogikkens essens og dens spørgsmål på ny med en række kortfattede undersøgende indholdsbestemmelser. Blandt andet gøres pædagogik til en ”tension” mellem ”det, som er” og ”det, som ikke er”. Dermed lægges der op til fortidens genkomst (jvf. “det som er”), hvilket dog ikke realiseres i manifestet, der til gengæld nævner “autoritet” og “frihed”.

 

Fase 7: 2013

Jan Masschelein og Maartens Simons udgiver ”A Defence of the School – A Public Issue”, hvor den pædagogiske egenart og skolen som sådan defineres som en suspenderet omgang med verdens ting. Dermed er ”læringen” helt væk. I stedet har vi fået indhold og dannelse og pædagogisk essens. Der mangler dog stadig sans for ”the past”.

 

Fase 8: 2017

Naomi Hodgson, Joris Vlieghe og Piotr Zamojski skriver – med udgangspunkt i fase 6 og fase 7 –  et ”Manifesto for a Post-Critical Pedagogy”, hvor den pædagogiske egenart accentueres som kærlighed til verdens ting i sig selv.

Manifestet er påvirket af især Hannah Arendts uddannelsesfilosofi, og det er kritisk mod den poststrukturalistiske tradition, som kaldes for “et had til verden”, og som anklages for at føre til identitetspolitik og politisk korrekthed.

 

Fase 9: 2019

Joris Vlieghe og Piotr Zamojski skriver ”Towards an Ontology of Teaching – Thing-Centrered Pedagogy, affirmation and love for the world”, som er en uddybning af fase 7 i en endnu mere ontologisk retning, f.eks. med stærk anknytning til den pædagogiske betydning af ”the subject matter”.

Der er dog stadig en ret begrænset interesse for “the past”, som ellers står centralt hos Arendt. Det skyldes formodentlig en lidt noteagtig tilslutning til posthumanistisk teori (Judith Butler og Donna Haraway), som ellers om nogen står for netop det “had til verden”, som forfatterne jo kritiserer, jvf. fase 8.

 

Fase 10: 2021

Opdagelsen af ”fortiden” som pædagogikkens og tilsynekomstens centrale begreb og forudsætning? Et kritisk opgør med posthumanismens og identitetspolitikkens had til “fortiden”? Kærlighed til fortidens essenser, dialoger og etager, som kritikkens, tilsynekomstens og den Arendtske natalitets egentlige grundlag.

Menneskets og naturens egentlige pædagogiske økologi?

Fuld indfrielse af Hannah Arendts filosofi, som er “The crisis in Education” i “Between Past and Future”, en række “øvelser i tanken”. Herfra summer atter en virkelig pædagogisk praksis i fuld tingslig dybde med omsorg for tingenes etager, som viser sig under suspensionens sol.

Humanistisk opløsning i København?

På Københavns Universitet har dekanatet for det Humanistiske Fakultet opslået en stilling som “prodekan” for noget, som kaldes for ”forskning og impact”. Handler det om videnskab? Overhovedet ikke. Der er ingen sans for videnskabens egenart, funktion og historie. Handler det om ”impact”? I høj grad. Her er et par eksempler på de skrækkelige pludderord:

”Udmøntning af KU’s strategi”, ”fakultetets strategiske indsatser”, ”tæt ledelsesteam”, ”sikre synergier”, ”fortsat fremdrift”, ”kontinuerlig udvikling og implementering af mål- og handleplaner”, ”eksterne midler”, ”impact, innovation og entreprenørskab”, ”integration af forskning og uddannelse”, ”at samle fakultetets strategiske indsatser inden for digitalisering, data science og digital humaniora”, ”tværgående strategiske initiativer, f.eks. inden for klima, bæredygtighed og grøn omstilling”.

Det er 00’ernes videnspolitik på speed.

Og når fakultetet så har ansat sådan en konsulentteknokrat, så mener det, at man har en person, som kan ”sikre fakultetet en klar og stærk stemme i den forskningspolitiske debat om humanioras samfundsmæssige betydning”. Hvilken ”stemme”!

Ordet ”videnskab” forekommer ikke. Ordet ”dannelse” gør heller ikke, og heller ikke ordene ”sandhed” eller ”kultur” eller ”forskningsfrihed”. Derimod står der ”samarbejde” hele 10 gange. Den nye impact-dekan skal give sin impact-ideologi impact over hele kommunikationsfladen. Denne ideologi vil knuse humanioras ”stemmer”, som nu kun kan henholde sig til nogle få ord i universitetets helt overordnede værdisæt, som er totalt fraværende i det aktuelle stillingsopslag.

Ordet ”forskning” optræder flere gange, men forskning er i denne sammenhæng det modsatte af ”videnskab”. ”Forskning” er i disse tider noget, man skal undgå, hvis man er glad for ”videnskab”. Videnskab handler om kundskab, sandhed og fordybelse. Forskning handler om impact.

Den nye impact-dekan skal arbejde under humanioras overdekan, Jesper Kallestrup. Det var ham, som lavede en såkaldt ”målplan” for humanioras fag, som de studerende på hans fakultet kritiserede og endda aktionerede imod, fordi de ville forsvare deres faglighed og pædagogiske selvstændighed. I denne målplan kunne man også læse om fakultetets trøstesløse ideologi, som den nye impact-dekan nu skal udbrede. Det er også på hans fakultet, hvor den identitetspolitiske ideologi er gået helt grassat.

Og over vandene svæver universitetets rektor, som er helt fortabt i den nye identitetspolitiske og klimapolitiske datalogi. Måske er stillingsopslagets kombinerede interesse for ”digital humaniora” og ”klima” en slags rektoral begivenhed? Det hele er forbundet med det læringsideologiske oprør med pædagogik, dvs. med humaniora, som fandt sted i 2000’erne, og som efter 2013 blev forstærket af centrum-venstre.

Der er penge og konsulenter nok i København. Fakultetet kalder det ”fremdrift”. Til gengæld er der ingen inter-esse.

 

Links:

Link til stillingsopslag som ”prodekan for forskning og impact”: https://jobportal.ku.dk/administrative-og-forskningsunderstoettende-stillinger/ledelse/?show=151273

Om aktionen mod det humanistiske fakultets ”målplan”/strategi: Se kapitel 18 i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-66-november-2019.html

Om KU’s samlede strategi: https://om.ku.dk/strategi2023/

PS: Her er stillingsopslagets indledning: ”Du vil sammen med dekanen, prodekanen for uddannelse og fakultetsdirektøren udgøre fakultetsledelsen – dekanatet. Sammen med institutledelserne har dekanatet ansvaret for udmøntningen af såvel KU’s strategi 2023 som fakultetets strategiske indsatser. Det er derfor afgørende, at du kan se dig selv indgå i et tæt ledelsesteam, der med udgangspunkt i egne ansvarsområder og opgaveløsning tænker og agerer på tværs for at sikre synergier og fortsat fremdrift. Et væsentligt element heri er under inddragelse af fakultetets medarbejdere og studerende at arbejde for kontinuerlig udvikling og implementering af mål- og handleplaner på områderne forskning, impact og eksternt samarbejde.”